Til Folketingets Sundheds-
og Ældreudvalg
Ulighed i kommuners
tildeling af personlige hjælpemidler
efter Servicelovens §
Når
du skal have tildelt et personligt tilpasset
hjælpemiddel på grund af varigt nedsat funktions-
evne, har det i dag
afgørende betydning for den tildelte hjælp,
hvilken kommune, du bor i, og
hvor ressourcestærk, du er. Sådan bør det ikke være. Vi håber, at Sundheds- og Ældreudvalget
vil
arbejde for
en bedre løsning.
Forestil dig, at du skal have en stomi. Fremover skal du bære en lille pose på din mave, hvor din
afføring samles. Posen kan blive fyldt, mens du sidder til middag eller står i køen i supermarke-
det. Det er uden for din kontrol. Det
tager tid at vænne sig til den nye situation, og det er nor-
malt for nye stomipatienter at
føle trang
til at isolere sig.
Man kan f.eks. være bange for at
lug-
te af afføring eller
for, at stomien pludselig falder
af eller går i stykker,
mens man er ude mel-
lem andre mennesker.
I denne situation og i andre tilsvarende situationer - som f.eks. hvis
du har lymfødem, der skal
behandles med
nøje tilpasset kompressionsbeklædning,
eller hvis du har brug for en protese -
er du som
patient fuldstændig afhængig af,
at
dit nye hjælpemiddel og tilbehøret hertil
passer
til lige netop
din
krop og
dit
hverdagsliv.
Heldigvis er stomisygeplejersker uddannede til at sikre
lige netop dét
for stomipatienter, lige
som der er fagpersonale, som er særligt kvalificeret til at tilpasse kompressionsbeklædning
og
proteser. Men det er desværre
langt fra givet, at det er
en fagligt kvalificeret person, der tager
stilling til, hvilket
personligt hjælpemiddel, du får tildelt.
Kommunen yder,
jf. Serviceloven §
,
støtte til det bedst egnede og billigste hjælpemiddel.
Men den enkelte kommune bestemmer selv, hvordan denne vurdering af
hvilket hjælpemiddel,
der er bedst og billigst til den enkelte person, finder sted
–
og hvem, der skal foretage den.
Kommunerne
bestemmer også selv hvilke leverandører, de tilbyder produkter fra. Der kan altså
være tale om helt andre produkter end dem, som patienten er blevet fortrolig med og har fået
anbefalet på sygehuset.
En patient med lymfødem i det ene ben fortæller:
”Min
kommune sendte mig til en anden udbyder, der ikke kunne finde ud af at
tage mine mål. Gentagne gange kunne jeg ikke bruge de strømper, jeg fik
tildelt, og de måtte kasseres. Det var til stor gene for mig og en unødven-
dig udgift for kommunen, som til sidst tillod, at jeg valgte den udbyder,
jeg tidligere havde brugt med succes”.
Denne praksis giver utryghed for patienten og
medfører tillige
ulighed i tildelingen af person-
ligt tilpassede hjælpemidler på tværs af landet.
Hvis du er heldig at bo i Kommune A, bliver dit
behov vurderet af en kvalificeret fagperson i kommunen,
som også hjælper
dig med at komme
godt i gang med det givne produkt,
og som måske ovenikøbet spørger ind til, hvad hospitalets
fagpersonale har anbefalet. Er du derimod uheldig at bo i Kommune B, bliver dit behov vurde-