Miljø- og Fødevareudvalget samt Sundheds- og Ældreudvalget
Christiansborg
DK-1240 København K
14. oktober 2020
D20-401177
Henvendelse om minkfarme i Danmark
Dyrenes Beskyttelse har med stigende bekymring fulgt udviklingen omkring Covid-19 på danske
minkfarme.
Situationen er kritisk for både dyr, avlere og samfund. Dyrenes Beskyttelse ønsker på
nedenstående baggrund at opfordre til, at der nu igangsættes en værdig afvikling af
minkindustrien.
COVID-19
COVID-19 virus breder sig som bekendt ukontrolleret på de danske minkfarme. Farmene fungerer
som reservoirs, hvor virus opretholdes over længere tid, og hvorfra virus spredes til samfundet.
Med en af verdens største minkproduktioner er dette i sig selv et skræmmende perspektiv.
Endnu værre er det dog, at der på de store farme med over 150.000 dyr på de største af dem, er
optimale forhold for, at COVID-19 virus muterer. Dette kan gøre virus mere smittefarlig for
mennesker og andre dyr. Ligeledes kan de vacciner, der i øjeblikket er under udvikling, vise sig
ikke at virke, fordi virus har ændret sig for meget. Ligeledes kan det øge risikoen for re-infektioner
med nye varianter af virus efter, at der blandt befolkningen er opnået immunitet over for andre
varianter efter overstået infektion.
Opretholdelsen af en af verdens største minkproduktioner er på den baggrund stærkt
uhensigtsmæssig både ud fra en nationalt og internationalt folkesundhedsmæssigt hensyn.
Det har været fremført i debatten, at mink, der har overlevet Covid-19, har immunitet og derfor
ikke bør aflives, men derimod indgå den i fortsatte produktion. Dyrenes Beskyttelse finder, at der
skal anlægges et forsigtighedsprincip. Der er således ikke er viden om, hvor godt beskyttet
minkene er mod re-infektion, og hvor længe denne vil være dækkende. Dette gør sig i særlig grad
gældende, når virus i høj grad muterer i minkpopulationen, hvorved det ikke kan udelukkes, at
nye varianter med tiden vil kunne smitte mink, der har antistoffer mod de ældre varianter.
Herudover skal det betænkes, at selvom avlsdyrene har opnået immunitet, så har afkommet det
ikke. Det er uvist, i hvilket omfang de beskyttes af mælk fra tæven.
Dyrenes Beskyttelse
Buddingevej 308
2860 Søborg
Tlf. +45 3328 7000
dyrenesbeskyttelse.dk