SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 69: Lovudkast: Udkast til lov om ændring af lov om social service, lov om almene boliger m.v. og lov om leje af almene boliger (Styrket samarbejde om indsatsen til borgere på herberger og kvindekrisecentre og udvidelse af anvendelse af udslusningsboliger), fra social- og indenrigsministeren

Social- og Ældreudvalget 2020-21
SOU Alm.del Bilag 69
Offentligt

UDKAST

Forslag

til

Lov om ændring af lov om social service, lov om almene boliger m.v.

og lov om leje af almene boliger

(Styrket samarbejde om indsatsen til borgere på herberger og

kvindekrisecentre og udvidelse af anvendelse af udslusningsboliger)

§1

I lov om social service, jf. lovbekendtgørelse nr. 1287 af 28. august 2020,

som ændret ved lov nr. 1060 af 30. juni 2020, foretages følgende ændringer:

§ 109

indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2.

Formålet med et midlertidigt ophold efter stk. 1 er at yde

beskyttelse, støtte, omsorg og rådgivning, som kan bidrage til, at kvinden

og eventuelt ledsagende børn kan etablere en selvstændig tilværelse uden

vold i egen bolig. Beskyttelse, støtte, omsorg og rådgivning under opholdet

må ikke erstatte den øvrige hjælp og støtte, som borgeren har behov for og

ret til efter lov om social service.«

Stk. 2-9 bliver herefter stk. 3-10.

§ 109, stk. 6,

der bliver stk. 7, ændres »stk. 4 og 5« til: »stk. 5 og 6« og

»stk. 2« til: »stk. 3«.

§ 109, stk. 7, 2. pkt.,

som bliver stk. 8, 2. pkt., affattes således:

»For at understøtte formålet efter stk. 2, skal den indledende rådgivning

iværksættes så tidligt som muligt efter orientering om optagelse i boformen

og skal introducere kvinden til den koordinerende rådgivning og skabe

kontakt mellem kvinden og en medarbejder, der varetager den

koordinerende rådgivning.«

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 69: Lovudkast: Udkast til lov om ændring af lov om social service, lov om almene boliger m.v. og lov om leje af almene boliger (Styrket samarbejde om indsatsen til borgere på herberger og kvindekrisecentre og udvidelse af anvendelse af udslusningsboliger), fra social- og indenrigsministeren

UDKAST

§ 110, stk. 1,

indsættes efter »og som har«: »et akut«, og »aktiverende

støtte, omsorg og efterfølgende hjælp« ændres til: »aktiverende støtte og

omsorg«.

§ 110

indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2.

Formålet med et midlertidigt ophold efter stk. 1 er at hjælpe

personer med særlige sociale problemer over akutte vanskeligheder i

overgangen til egen bolig og øvrig hjælp efter lov om social service. Den

aktiverende støtte og omsorg under opholdet må ikke erstatte den øvrige

hjælp og støtte, som borgeren har behov for og ret til efter lov om social

service.«

Stk. 2-6 bliver herefter til stk. 3-7.

§ 110, stk. 6,

der bliver stk. 7, ændres »stk. 4 og 5« til: »stk. 5 og 6«.

§ 110

indsættes efter stk. 6, som bliver stk. 7, som

stk. 8:

»Stk. 8.

I forbindelse med borgerens ophold kan boformslederen træffe

beslutning om at yde efterfølgende hjælp til borgeren i overgangen til egen

bolig, såfremt hjælpen vurderes at være nødvendig for at sikre formålet i

stk. 2. Den efterfølgende hjælp må ikke erstatte den øvrige hjælp og støtte,

som borgeren har behov for og ret til efter lov om social service.«

§ 163 a, 1. pkt.,

ændres »§§ 107 eller 110« til: »§§ 107, 109 eller 110«.

§ 163 a,

indsættes som

stk. 2:

»Stk. 2.

Refusion efter stk. 1 skal ikke fradrages i borgerens

forsørgelsesydelser eller andre indkomstafhængige offentlige ydelser.«

§2

I lov om almene boliger m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1203 af 3. august

2020, foretages følgende ændringer:

§ 63, stk. 1,

ændres »familieboliger« til: »familie- og ungdomsboliger,

jf. dog stk. 5«, og »stk. 2« ændres til: »stk. 3«.

§ 63

indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2.

Den almene boligorganisation kan endvidere indgå aftale med

kommunalbestyrelsen om at stille ledige almene ældreboliger til rådighed

for

kommunalbestyrelsen

med

henblik

på

udlejning

som

udslusningsboliger, jf. stk. 3, hvis der ikke generelt er efterspørgsel efter

almene ældreboliger fra den berettigede personkreds, jf. § 54, stk. 1. Indgår

den almene boligorganisation aftale med kommunalbestyrelsen efter 1. pkt.,

kan kommunalbestyrelsen beslutte, at de pågældende boliger ved ledighed

på ny skal udlejes som almene ældreboliger.«

Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og 4.

UDKAST

§ 63, stk. 2,

der bliver stk. 3, ændres »§§ 107 eller 110« til: »§§ 107, 109

eller 110«.

§ 63

indsættes efter stk. 3, som bliver stk. 4, som

stk. 5:

»Stk. 5.

Stk. 1 finder ikke anvendelse for almene ungdomsboliger

tilvejebragt ved ommærkning af almene familie- og ældreboliger efter § 4,

stk. 1, nr. 7 og 10, og startboliger etableret efter § 101 a samt studieboliger

etableret på grunde efter § 19 i lov om planlægning.«

§ 64, stk. 2, 3. pkt.,

indsættes efter »Bestemmelserne i«: »§ 63, stk. 2-

4,«.

§3

I lov om leje af almene boliger, jf. lovbekendtgørelse nr. 928 af 4. september

2019, som ændret ved § 6 i lov nr. 498 af 1. maj 2019 og § 4 i lov nr. 359 af

4. april 2020, foretages følgende ændringer:

§ 4, stk. 3, 2. pkt.,

ændres »serviceloven« til: »lov om social service«.

§ 4, stk. 3,

indsættes som

6. pkt.:

»Perioden kan forlænges med op til 3 år, såfremt kommunalbestyrelsen

vurderer, at beboeren efter 2 år ikke kan opnå en betalingsevne, som gør det

muligt for borgeren at betale den fulde husleje for boligen. Det er en

betingelse for, at der kan ske forlængelse, at kommunalbestyrelsen vurderer,

at beboeren kan opnå en sådan selvstændig tilværelse og

betalingsevneforbedring inden for den forlængede lejeperiode i

udslusningsboligen, at vedkommende kan opretholde boligen på normale

lejevilkår efter forlængelsen af udslusningsperiodens udløb«.

§4

Stk. 1.

Loven træder i kraft den 1. juli 2021.

Stk. 2.

Loven finder tillige anvendelse for borgere, der inden lovens

ikrafttræden har fået ophold på en boform efter § 109, stk. 1, eller § 110,

stk. 1, i lov om social service, og som fortsat har ophold på boformen efter

lovens ikrafttræden, samt borgere, der inden lovens ikrafttræden har fået

anvist en udslusningsbolig efter § 63 i lov om almene boliger m.v.

UDKAST

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1. Indledning

1.1. Baggrund

2. Lovforslagets hovedpunkter

2.1. Formål med ophold på et kvindekrisecenter og den koordinerende

rådgivning

2.1.1. Gældende ret

2.1.2. Social- og Indenrigsministeriets overvejelser

2.1.3. Den foreslåede ordning

2.2. Målgruppe for og formål med ophold på herberger og indsatsen efter

opholdet

2.2.1. Gældende ret

2.2.2. Social- og Indenrigsministeriets overvejelser

2.2.2.1. Målgruppe

2.2.2.2. Formål

2.2.2.3. Efterfølgende hjælp (efterforsorg)

2.2.3. Den foreslåede ordning

2.2.3.1. Målgruppe

2.2.3.2. Formål

2.2.3.3. Efterfølgende hjælp (efterforsorg)

2.3. Udvidelse af anvendelsen af udslusningsboliger

2.3.1. Gældende ret

2.3.1.1. Udslusningsboliger

2.3.1.2. Udlejning af almene ældreboliger

2.3.1.3. Udlejning af almene ungdomsboliger

2.3.1.4. Tilskud til udslusningsboliger

2.3.2. Transport- og Boligministeriets og Social- og

Indenrigsministeriets overvejelser

2.3.3. Den foreslåede ordning

3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det

offentlige

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

5. Administrative konsekvenser for borgerne

6. Miljømæssige konsekvenser

UDKAST

7. Forholdet til EU-retten

8. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

9. Sammenfattende skema

1. Indledning

Med Aftale om kommunernes økonomi for 2021 blev regeringen og KL

enige om at styrke samarbejdet om indsatsen til udsatte borgere på herberger

og kvindekrisecentre, så de hurtigere hjælpes videre og får den rette støtte

til en selvstændig tilværelse i egen bolig og et liv uden vold.

Lovforslaget indeholder en række forslag til ændringer af lov om social

service, jf. lovbekendtgørelse nr. 1287 af 28. august 2020 (herefter

serviceloven), som skal tydeliggøre de juridiske rammer for indsatsen på

midlertidige boformer efter servicelovens § 109 (herefter kvindekrisecentre)

og § 110 (herefter herberger), hvor målgruppe for og formål med ophold

samt ansvarsfordeling mellem tilbud og kommuner under og efter et ophold

præciseres.

Lovforslaget udvider desuden målgruppen for udslusningsboliger til at

omfatte kvinder, der har ophold på et kvindekrisecenter, og giver mulighed

for at anvende ungdoms- og ældeboliger som udslusningsbolig efter lov om

almene boliger m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1203 af 3. august 2020

(herefter almenboligloven). Derudover bliver det muligt at forlænge

opholdet i en udslusningsbolig i op til 3 år, så en udslusningsbolig efter

vurdering af et konkret behov kan anvendes i op til 5 år samlet efter lov om

leje af almene boliger, jf. lovbekendtgørelse nr. 928 af 4. september 2019

(herefter almenlejeloven). Samtidig sikres, at et huslejetilskud efter

servicelovens § 163 a til en sådan bolig ikke modregnes i

forsørgelsesydelser.

1.1. Baggrund

Kvindekrisecentre samt forsorgshjem og herberger (herefter herberger) er

historisk vokset ud af det frivillige initiativ og er målrettet mennesker, der

mindst én gang er faldet hele vejen igennem velfærdssystemets

sikkerhedsnet. Boformerne er omfattet af det såkaldte

selvmøderprincip,

som indebærer en ret for borgeren til at få ophold og modtage hjælp på

kvindekrisecentre og herberger uden forudgående kommunal visitation.

Selvmøderprincippet og lederens indskrivningsret understøtter, at

boformerne har en

akut karakter

og er afgørende for, at kvinder udsat for

vold og de allermest udsatte borgere kan få akut hjælp og et tag over hovedet

uden at skulle afvente en afgørelse fra kommunen.

UDKAST

Selvmøderprincippet har i mange år været et centralt princip på

socialområdet, når det gælder om at holde hånden under nogle af de

allermest sårbare mennesker i samfundet. Selvmøderprincippet rummer

imidlertid elementer, der skaber udfordringer i mødet med kommunens

myndighedsansvar for borgeren. Kommunen har det endelige ansvar for

borgeren, herunder for at iværksætte de rette indsatser, og samtidig

finansieringsansvaret, men kommunen har ikke indflydelse på kapaciteten

af, optagelsen i eller udskrivning fra boformerne. Det kan medføre uklarhed

om, hvem der har ansvaret for borgeren på hvilket tidspunkt, ligesom det

kan være svært for kommunen at have et indblik i, hvad borgeren får af

indsatser som led i opholdet og dermed borgerens eventuelle behov for

andre indsatser under opholdet. Dertil kommer, at der er uklarhed om de

gældende regler for efterforsorg, herunder i forhold til hvad der kan

bevilliges af boformslederen som efterforsorg, i hvor lang tid, samt hvordan

tilbuddene takstopkræver betaling for efterforsorg, som kan have meget

varierende indhold med store forskelle i udgifter til følge.

Ifølge hjemløsetællingen for 2019 fra VIVE

–

Det Nationale Forsknings- og

Analysecenter for Velfærd (herefter VIVE) udgør personer med ophold på

et forsorgshjem eller herberg omkring en tredjedel af alle hjemløse personer.

Ses der alene på gruppen af personer, der har taget ophold på et

forsorgshjem eller herberg, viser tal fra Danmarks Statistik, at antallet af

brugere er steget fra 6.223 til 6.625 personer i perioden 2015-2018. Samtidig

er det gennemsnitlige antal overnatninger pr. bruger steget fra 113 til 127 i

perioden. Det svarer til en stigning på 13 pct.

Dette skal desuden sammenholdes med, at der de senere år også har været

en stigning i antallet af pladser. Ultimo 2015 var der således 2.053 pladser

godkendt til forsorgshjem og herberger på Tilbudsportalen, mens der ultimo

2019 var 2.674 pladser. Antallet af pladser er således steget 30 pct. i

perioden. På trods af stigningen i antallet af pladser har

belægningsprocenten ligget på omkring 90 pct. hvert år i perioden 2016-

2018 som konsekvens af, at antallet af brugere og overnatninger pr. bruger

er steget i samme periode.

I takt med, at der er kommet flere pladser, er der altså også kommet flere

brugere til, som i gennemsnit opholder sig i længere tid på herbergerne.

Samtidig har de offentlige udgifter været stigende fra 2016 til 2019.

UDKAST

Det samme billede gør sig gældende for kvindekrisecentre, hvor antallet af

kvinder med ophold på krisecenter er steget fra 1.664 til 2.164 i perioden

2017-2019. Samtidig er det gennemsnitlige antal overnatninger pr. bruger

steget fra 62 til 84 i perioden. Det svarer til en stigning på 36 pct.

Ligesom det gør sig gældende med herbergerne, er der de seneste år sket en

stigning i antallet af pladser. Ultimo 2015 var der således 359 pladser, mens

der ultimo 2019 var 607 pladser svarende til en stigning på 69 pct.

2. Lovforslagets hovedpunkter

2.1. Formål med ophold på et kvindekrisecenter og den koordinerende

rådgivning

2.1.1. Gældende ret

Det fremgår af § 81 i serviceloven, at formålet med at yde støtte til voksne

med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale

problemer er at sikre, at den enkelte får en sammenhængende og

helhedsorienteret indsats, der modsvarer den enkeltes behov. Støtten skal

ydes med det formål at styrke den enkeltes egne muligheder og eget ansvar

for at udvikle sig og udnytte egne potentialer, i det omfang det er muligt for

den enkelte. Desuden er formålet at medvirke til at sikre, at den enkelte kan

fastholde sit aktuelle funktionsniveau, og at yde kompensation, omsorg og

pleje. Indsatserne til voksne skal således

1) forebygge, at den enkeltes problemer forværres,

2) understøtte den enkeltes muligheder for at fastholde egne

ressourcer eller fremme øget selvstændighed samt forbedre den

enkeltes sociale og personlige funktion,

3) forbedre mulighederne for den enkeltes livsudfoldelse gennem

kontakt, tilbud om samvær, aktivitet, behandling, omsorg og pleje,

4) fremme inklusion i samfundet, herunder medvirke til at øge den

enkeltes mulighed for deltagelse i uddannelse, beskæftigelse og

sociale relationer, og

5) sikre en helhedsorienteret støtte med tilbud afpasset efter den

enkeltes særlige behov i egen bolig, herunder i botilbud efter lov

om almene boliger m.v. eller i botilbud efter serviceloven.

Boformer efter servicelovens § 109 er et midlertidigt døgntilbud til kvinder,

som har været udsat for vold, trusler om vold eller tilsvarende krise i relation

til familie- eller samlivsforhold. Kvinderne kan være ledsaget af børn, og

både kvinder og eventuelt medfølgende børn modtager omsorg og støtte

under opholdet.

Optagelse på kvindekrisecentret kan efter servicelovens § 109, stk. 2, ske

anonymt ved egen henvendelse eller ved henvisning fra offentlige

UDKAST

myndigheder. Det er lederen af boformen, der træffer afgørelse om optag og

udskrivning, jf. servicelovens § 109, stk. 3.

Kvindekrisecentret har efter servicelovens § 109, stk. 4 og 5,

orienteringspligt om optagelse og udskrivning af kvinder og eventulle

ledsagende børn til den kommune, der har pligt til at yde hjælp efter

serviceloven, jf. §§ 9-9 b i lov om retssikkerhed og administration på det

sociale område, jf. lovbekendtgørelse nr. 826 af 16. august 2019 (herefter

den sociale retssikkerhedslov). Orientering om optagelse skal ske senest 3

hverdage efter optagelsen, mens orientering om udskrivning så vidt muligt

skal ske inden udskrivning fra boformen, dog senest 3 hverdage efter.

Kommunalbestyrelsen skal efter servicelovens § 109, stk. 7, tilbyde

indledende og koordinerende rådgivning til kvinder på krisecenter. Den

indledende rådgivning skal iværksættes så tidligt som muligt efter

orientering om optagelse på krisecentret og skal introducere kvinden til den

koordinerende rådgivning og skabe kontakt mellem kvinden og en

medarbejder, der varetager den koordinerende rådgivning. Den

koordinerende rådgivning gives i forhold til bolig, økonomi, arbejdsmarked,

skole, daginstitutioner, sundhedsvæsen m.v. og skal understøtte de enkelte

dele i kommunalbestyrelsens øvrige tilbud.

Kommunalbestyrelsen skal efter servicelovens § 109, stk. 8, tilbyde børn,

som ledsager deres mor under et ophold på et krisecenter,

psykologbehandling. Dette blev indført med lov nr. 549 af 17. juni 2008 om

ændring af lov om social service. Psykologbehandlingen skal tilbydes,

uanset hvilken støtte barnet ellers i øvrigt har brug for. Behandlingens

omfang kan strække sig mellem fire og ti timer. Behandlingen skal udføres

af en autoriseret psykolog, og pligten til at tilbyde psykologbehandling

gælder uanset opholdets varighed. Tilbuddet skal iværksættes under selve

opholdet eller i umiddelbar forlængelse heraf.

Kommunalbestyrelsen skal efter servicelovens § 109, stk. 9, tilbyde ti timers

psykologbehandling til alle kvinder, der får ophold på krisecenter. Dette

blev indført med lov nr. 1058 af 30. juni 2020 om ændring af lov om social

service. Pligten til at tilbyde psykologbehandling gælder uanset opholdets

varighed og skal iværksættes under opholdet eller i umiddelbar forlængelse

heraf. Det er muligt for kvinden at afslå tilbuddet, aftale færre timer eller

afbryde forløbet, hvis hun ønsker det. Behandlingen skal udføres af en

autoriseret psykolog.

UDKAST

2.1.2. Social- og Indenrigsministeriets overvejelser

Formålet med at yde støtte til voksne med nedsat fysisk eller psykisk

funktionsevne eller med særlige sociale problemer, herunder på

kvindekrisecentre, fremgår af servicelovens § 81, jf. afsnit 2.1.1 om

beskrivelsen af gældende ret.

Ophold på kvindekrisecentre adskiller sig imidlertid fra den øvrige hjælp,

der ydes efter servicelovens voksenbestemmelser, herunder øvrige botilbud,

da der er tale om tilbud, hvor kvinder, som har været udsat for vold, trusler

om vold eller tilsvarende krise i relation til familie- eller samlivsforhold

uden foregående visitation fra kommunen kan møde op og få midlertidigt

ophold (selvmøderprincippet). Sammenholdt med udviklingen i antallet af

pladser og ønsket om, at kvinder, som akut har brug for ophold, kan få et

ophold og hjælpes videre til en selvstændig tilværelse uden vold, vurderes

der at være behov for at præcisere formålet med et ophold.

På den baggrund vurderer Social- og Indenrigsministeriet, at det vil være

hensigtsmæssigt at indføre en ny formålsbestemmelse, der i tillæg til

servicelovens § 81 vil præcisere formålet med ophold på et

kvindekrisecenter, herunder særligt, at indsatsen under et ophold på et

kvindekrisecenter udgør en hjælp af midlertidig karakter, som skal hjælpe

kvinder udsat for vold i nære relationer og eventuelle ledsagende børn til at

kunne etablere en selvstændig tilværelse uden vold. Det vurderes i den

forbindelse at være hensigtsmæssigt at præcisere, at beskyttelse af kvinder,

der har været udsat for vold eller trusler om vold, er en væsentlig del af

formålet med opholdet.

Dertil vurderes, at en ny formålsbestemmelse vil understøtte tydelighed

både i forhold til borgere, boformer og kommuner som ansvarlige

myndigheder om både tilbuddets karakter og den gældende ansvarsfordeling

mellem tilbud og kommune, herunder indholdet af indsatsen på en boform

efter servicelovens § 109. En ny formålsbestemmelse vil således også kunne

tydeliggøre, at den enkelte borger kan have behov for støtte i form af f.eks.

efterværn, der rækker ud over opholdet, behandling eller andet, som ligger

ud over den hjælp, som boformen kan tilbyde, og at støtte, omsorg og

rådgivning under opholdet ikke må erstatte den øvrige hjælp og støtte, som

borgeren har behov for og ret til efter serviceloven.

Social- og Indenrigsministeriet ønsker desuden at tydeliggøre, at den

indledende og koordinerende rådgivning fra kommunen efter § 109, stk. 7,

UDKAST

skal iværksættes så tidligt som muligt efter orientering om optagelse i

boformen og dermed understøtte formålet efter stk. 2.

2.1.3. Den foreslåede ordning

Med det foreslåede nye stk. 2 i § 109 i serviceloven indføres en ny

formålsbestemmelse, der sammen med lovens § 81 vil præcisere formålet

med ophold på et kvindekrisecenter, herunder særligt, at indsatsen under et

ophold på et kvindekrisecenter udgør en hjælp af midlertidig karakter, som

skal hjælpe kvinder udsat for vold i nære relationer og eventuelle ledsagende

børn til at kunne etablere en selvstændig tilværelse uden vold. Det foreslås

desuden præciseret, at beskyttelse, støtte, omsorg og rådgivning under

opholdet ikke må erstatte den øvrige hjælp og støtte, som borgeren har

behov for og ret til efter serviceloven.

Med den foreslåede nyaffattelse af 2. pkt. i § 109, stk. 7, i serviceloven

foreslås det endvidere præciseret, at den indledende og koordinerende

rådgivning fra kommunen skal iværksættes så tidligt som muligt efter

orientering om optagelse i boformen. Det skal understøtte formålet med

ophold efter stk. 2 og, at kvinder og eventuelle ledsagende børn med ophold

på et kvindekrisecenter kan etablere en selvstændig tilværelse uden vold

samt undgå gentagne ophold på et krisecenter.

Som konsekvens af den nye foreslåede § 109, stk. 2 bliver § 109 stk. 2-9

herefter til stk. 3-10 og i § 109, stk. 6, der bliver stk. 7, ændres henvisning

til stk. 4 og 5 til stk. 5 og 6 og henvisning til stk. 2 til stk. 3.

2.2. Målgruppe for og formål med ophold på herberger og indsatsen efter

opholdet

2.2.1. Gældende ret

Det fremgår af § 81 i serviceloven, at formålet med at yde støtte til voksne

med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale

problemer er at sikre, at den enkelte får en sammenhængende og

helhedsorienteret indsats, der modsvarer den enkeltes behov. For yderligere

beskrivelse af § 81 henvises til afsnit 2.1.1 om beskrivelsen af gældende ret

for kvindekrisecentre.

Det fremgår af § 110, stk. 1, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen skal

tilbyde midlertidigt ophold i boformer til personer med særlige sociale

problemer, som ikke har kunnet eller ikke kan opholde sig i egen bolig, og

som har behov for botilbud og for tilbud om aktiverende støtte, omsorg og

efterfølgende hjælp.

UDKAST

Optagelse på boformen kan efter servicelovens § 110, stk. 2, ske ved egen

henvendelse eller ved henvisning fra offentlige myndigheder.

Lederen af boformen træffer afgørelse om optag og udskrivning, jf. § 110,

stk. 3.

Boformen skal senest 3 hverdage efter afgørelse om optagelse i boformen

give en orientering herom til kommunalbestyrelsen i den kommune, der har

pligt til at yde hjælp efter serviceloven, jf. servicelovens § 110, stk. 4, og

§§ 9-9 b i den sociale retssikkerhedslov.

Boformer efter stk. 1 skal så vidt muligt inden udskrivning fra boformen,

dog senest 3 hverdage herefter, give en orientering herom til

kommunalbestyrelsen i den kommune, der har pligt til at yde hjælp efter

serviceloven, jf. servicelovens § 110, stk. 5, og §§ 9-9 b i den sociale

retssikkerhedslov.

Orienteringerne efter servicelovens § 110, stk. 4 og 5, skal som minimum

indeholde personens navn og cpr-nummer samt dato og begrundelse for

henholdsvis optagelsen og udskrivningen, jf. servicelovens § 110, stk. 6.

2.2.2 Social- og Indenrigsministeriets overvejelser

2.2.2.1. Målgruppe

Hjemløshed er et flertydigt begreb, fordi det ofte relaterer sig til og falder

sammen med en lang række af andre problemer end blot manglen på en

bolig eller en manglende evne til at opholde sig i egen bolig. Den typiske

målgruppe vil således ofte have samtidige problemer som alkohol-, stof-

og blandingsmisbrug, psykisk lidelse, vold, kriminalitet, ringe

arbejdsmarkedstilknytning, manglende sociale netværk, et omflakkende liv

og rodløshed. Der er derfor behov for, at herberger er rummelige og

fleksible.

Herbergerne er historisk vokset ud af det frivillige initiativ og målrettet

borgere, der mindst én gang er faldet hele vejen igennem

velfærdssystemets sikkerhedsnet. Der er således tale om boformer, der er

målrettet de allermest udsatte borgere, som har et akut behov for et

botilbud og aktiverende støtte og omsorg. Dertil kommer, at herberger (og

kvindekrisecentre) adskiller sig fra den øvrige hjælp, der ydes efter

servicelovens voksenbestemmelser, herunder øvrige botilbud, da der er

UDKAST

tale om tilbud, hvor borgeren akut og uden foregående visitation fra

kommunen kan møde op og få midlertidigt ophold.

Der har de senere år været en stigning i antallet af tilbud og pladser,

ligesom det gennemsnitlige antal overnatninger pr. bruger er steget i

samme periode. Det vurderes at skærpe behovet for at præcisere de akutte

vanskeligheder, der skal være til stede for at være i målgruppen for ophold

på herberger og skal ses i sammenhæng med, at de allermest udsatte

borgere og dermed målgruppen for herberger ofte har en meget begrænset

kontakt med det kommunale system, hvorfor de ofte ikke modtager anden

hjælp, når de akut opsøger hjælp på et herberg. Derfor er et alternativ til et

ophold for målgruppen at overnatte på gaden, varmestuer m.v.

En præcisering af de akutte vanskeligheder, der skal være til stede for at

være i målgruppen for ophold på herberger, vil kunne understøtte, at de

borgere, der har et akut behov for et botilbud og aktiverende støtte, omsorg

og efterfølgende hjælp, kan få ophold, og vil samtidig kunne sikre, at der

er tydelighed både i forhold til borgere, boformer og kommuner som

ansvarlige myndigheder om både tilbuddets karakter og den gældende

ansvarsfordeling mellem tilbud og kommune.

2.2.2.2. Formål

Det vurderes, at der grundet de særlige karakteristika ved

selvmøderprincippet på herberger og dermed fravigelsen af de almindelige

principper i serviceloven, som beskrevet ovenfor, samt de seneste års

stigning i antal pladser og opholdstider, er behov for i tillæg til servicelovens

§ 81 at præcisere formålet med ophold på herbergerne ved at indføre en

selvstændig formålsbestemmelse. Det skal sikre en tydelighed omkring

målgruppe for og formål med ophold på herberger samt ansvarsfordelingen

mellem tilbuddene og kommunerne og på den måde understøtte, at borgerne

hurtigere kommer i egen bolig, hvilket den generelle formålsbestemmelse

efter servicelovens § 81 ikke vurderes at understøtte i tilstrækkelig grad.

Det vurderes endvidere, at der efter de gældende regler ikke er tilstrækkelig

tydelighed om, at formålet med ophold på et herberg er midlertidigt og at

støtten, som borgeren modtager under opholdet, ikke må erstatte den hjælp

og støtte, som borgeren har ret til efter serviceloven. Det medfører uklarhed

over den gældende ansvarsfordeling mellem tilbud og kommune, herunder

om indsatsen på en boform efter servicelovens § 110.

UDKAST

Behov, der ligger ud over indholdet af et herberg, skal kommunen således

dække gennem servicelovens voksenbestemmelser eller eventuelt anden

lovgivning. Der kan f.eks. være tale om følgende ydelser:

–

Personlig hjælp og socialpædagogisk støtte i boformen og boformens

botræningsboliger, jf. servicelovens §§ 83 og 85.

–

Misbrugsbehandling, jf. servicelovens § 101.

–

Særligt tilrettelagte beskæftigelsesforløb, jf. servicelovens § 103, stk.

–

Aktivitets- og samværstilbud, jf. servicelovens § 104.

–

Alkoholbehandling, jf. sundhedslovens § 141.

En særskilt formålsbestemmelse for ophold på herberger vil sammen med

en præcisering af målgruppen kunne sikre, at det er de borgere, der har akut

behov for et botilbud og særlige sociale problemer, der får ophold på

herberger, og understøtte, at et ophold i højere grad er midlertidigt med

henblik på, at der findes en mere varig løsning for borgeren. Det er således

ikke hensigten, at borgerne i målgruppen skal etablere en længerevarende

tilværelse på herbergerne.

2.2.2.3. Efterfølgende hjælp (efterforsorg)

Som en del af opholdet på en boform efter servicelovens § 110 kan lederen

beslutte at tilbyde borgeren efterfølgende hjælp (efterforsorg) i forbindelse

med, at borgerne flytter i egen bolig, herunder f.eks. udslusningsboliger, jf.

almenboliglovens § 63.

Efterforsorg har som en del af det samlede ophold på et herberg en

midlertidig karakter og har til formål at understøtte en god overgang efter

et ophold på et herberg til en selvstændig tilværelse i egen bolig og til

øvrig hjælp efter serviceloven f.eks. i form af bostøtte efter lovens § 85,

som visiteres af kommunen. Der kan være et sammenfald i karakteren af

den hjælp, der kan gives som efterforsorg, og den hjælp, der visiteres til af

den kommunale myndighed efter servicelovens voksenbestemmelser,

herunder særligt §§ 83 og 85. Efterforsorg er således et supplement til den

hjælp, kommunen visiterer borgeren til for at sikre, at vedkommende kan

bo i og fastholde eget hjem.

Det vurderes, at der grundet selvmøderprincippet på herberger og dermed

fravigelsen af de almindelige principper i serviceloven, samt de seneste års

stigning i opholdstiderne på herberg, kan være uklarhed om henholdsvis

boformens og kommunens ansvar under og efter opholdet, herunder

sammenhængen mellem efterforsorg og den hjælp, kommunerne har

ansvar for at visitere borgeren til, når borgeren har brug for støtte til at bo i

UDKAST

eget hjem. Således gælder, at bostøtte i form af blandt andet de

evidensbaserede bostøttemetoder er at betragte som støtte, som borgeren

skal visiteres til efter § 85, og som derfor er kommunens ansvar at visitere

borgere til.

Det er vurderingen, at de nuværende regler ikke i tiltrækkelig grad angiver,

hvad der kan indeholdes i den efterforsorg, som boformslederen kan

beslutte at yde, ligesom det ikke er tilstrækkeligt tydeligt, at efterforsorgen

er et supplement og ikke erstatning til den støtte, som kommunen skal

tilbyde og visitere til borgere med behov herfor, når de flytter i egen bolig

efter servicelovens § 85. Denne uklarhed kan medføre, at herberger

beslutter at yde efterforsorg i et omfang, der ligger ud over rammerne for

den indsats, som herberget kan levere uden kommunal visitation. Ligesom

der ikke er tilstrækkelig tydelighed omkring kommunens ansvar for at

levere den tilstrækkelig bostøtte til borgeren, når vedkommende flytter i

egen bolig som supplement til eventuelt efterforsorg fra herberget.

2.2.3. Den foreslåede ordning

2.2.3.1. Målgruppe

Med den forslåede ændring af § 110, stk. 1, i serviceloven vil det blive

præciseret, at målgruppen for herberger vil omfatte personer med særlige

sociale problemer, som har et akut behov for et midlertidigt ophold med

støtte og omsorg. Deri ligger, at der er tale om en målgruppe, der ud over

manglen på en bolig eller manglende evne til at opholde sig i egen bolig, har

andre og samtidige særlige sociale problemer som alkohol-, stof- og

blandingsmisbrug,

psykisk

lidelse,

vold,

kriminalitet,

ringe

arbejdsmarkedstilknytning, manglende sociale netværk, et omflakkende liv

og rodløshed samt et akut behov for støtte, som ikke er håndteret på anden

vis.

Det er generelt en forudsætning, at andre hjælpemuligheder skal være

udtømt forud for et egentligt ophold på et herberg. Borgere, der har særlige

sociale problemer, som bedst imødekommes ved andre tilbud efter

serviceloven, f.eks. bostøtte i eget hjem efter servicelovens § 85, skal som

udgangspunkt ikke opholde sig på boformer efter lovens § 110.

Ligeledes gælder det, at borgere, der oplever et akut boligproblem, der ikke

har været til at forudse, og derfor er husvilde, skal have hjælp efter

servicelovens § 80 om midlertidig husly. Det kan f.eks. være i tilfælde, hvor

boligen er brændt eller på anden måde ødelagt, og i tilfælde hvor borgere

bliver sat ud af deres bolig pga. huslejerestance, ulovlig beboelse m.v.

UDKAST

Personer, der er husvilde og i målgruppen for servicelovens § 80, kan

således kun i helt særlige tilfælde og som en absolut nødløsning gennem en

anmodning fra en kommune få ophold for en kortere periode.

Samtidig gælder, at unge under 24 år som udgangspunkt ikke bør opholde

sig på herberger, men tilbydes andre tilbud efter lov om social service eller

anden lovgivning. Dette gælder dog ikke for herberger, som er målrettet

unge med særlige sociale problemer, som ikke har eller ikke kan opholde

sig i egen bolig, og som har behov for botilbud og for tilbud om aktiverende

støtte, omsorg og efterfølgende hjælp.

Det foreslås videre, at den efterfølgende hjælp (efterforsorg), som

boformslederen kan træffe beslutning om, udgår af stk. 1 og udfoldes i et

nyt stykke 7 i servicelovens § 110.

2.2.3.2. Formål

Med det foreslåede § 110, stk. 2, i serviceloven vil det blive præciseret, at

formålet med ophold efter lovens § 110, stk. 1, er at hjælpe personer med

særlige sociale problemer, som ikke har eller ikke kan opholde sig i egen

bolig, over akutte vanskeligheder og understøtte overgangen til en varig

boligløsning.

Akutte vanskeligheder skal forstås som vanskeligheder, som medfører et

behov for, at borgere med særlige sociale problemer få midlertidigt ophold,

omsorg og hjælp til problemstillinger, der udgør en barriere for at komme

eller fastholde egen bolig.

Overgangen til egen bolig skal forstås som enten overgangen til en ny bolig

for borgere, der ikke har en bolig, overgangen til borgerens eksisterende

bolig eller overgangen til en længerevarende ophold efter f.eks.

servicelovens § 108.

Det skal sammen med en præcisering af målgruppen sikre, at det er de

borgere, der har akut behov for ophold og særlige sociale problemer, der får

ophold, og understøtte, at et ophold i højere grad er midlertidigt med henblik

på, at der findes en mere varig løsning for borgeren.

Formålet er at sikre større klarhed over ansvarsfordelingen mellem tilbud og

kommune. Det gælder blandt andet den indsats, borgeren får under

opholdet, og den hjælp, som den enkelte borger kan have behov for, som

ligger ud over den hjælp, som boformen tilbyder som led i opholdet, eller

UDKAST

som ikke indgår i boformens tilbud, herunder støtte efter servicelovens § 83

og 85, misbrugsbehandling til personer med et stofmisbrug efter

servicelovens § 101 og alkoholbehandling efter sundhedslovens § 141.

Heri ligger, at herberger, som det også er gældende efter de nuværende

regler, ikke kan kræve, at en borger går i behandling for f.eks. stof- eller

misbrugsbehandling som betingelse for optag. Det ændrer ikke på, at

herberger kan målrette sig særlige målgrupper, ligesom der fortsat er

mulighed for at udarbejde husordener, som opstiller regler for beboerne.

Den foreslåede ændring vil skulle tydeliggøre, at formålet med et

midlertidigt ophold på en boform efter § 110 er, at borgerne skal hjælpes

videre til egen bolig med den rette bostøtte og dermed understøtte, at

herbergerne alene anvendes af borgere med behovet herfor.

Som konsekvens af det nye § 110, stk. 2 bliver stk. 2-6 herefter til stk. 3-7

og i § 110, stk. 6, der bliver stk. 7, ændres stk. 4 og 5 til stk. 5 og 6.

2.2.3.3. Efterfølgende hjælp (efterforsorg)

Med den forslåede ændring vil det blive tydeliggjort, at efterforsorg som en

del af det samlede tilbud efter servicelovens § 110 har midlertidig karakter

og er knyttet op på overgangen fra udskrivelse til egen bolig. Efterforsorgen

vil således skulle understøtte en god overgang efter et ophold på et herberg

til en selvstændig tilværelse i egen bolig, såfremt hjælpen vurderes at være

nødvendig for at sikre formålet i det foreslåede nye § 110, stk. 2, i

serviceloven.

Overgangen til egen bolig vil skulle forstås som enten overgangen til en ny

bolig for borgeren, overgangen til borgerens eksisterende bolig eller

overgangen til en længerevarende ophold efter f.eks. servicelovens § 108.

Med den foreslåede ændring vil det desuden blive tydeliggjort, at den

efterfølgende hjælp ikke må erstatte den øvrige hjælp og støtte, som

borgeren har behov for og ret til efter serviceloven. Der kan således være et

sammenfald i karakteren af den hjælp, der kan gives som efterforsorg, og

den hjælp, der visiteres til af den kommunale myndighed efter servicelovens

voksenbestemmelser, herunder særligt §§ 83 og 85. Efterforsorgen må dog

alene supplere og ikke erstatte eventuelle indsatser efter servicelovens andre

bestemmelser. Det er kommunen, der skal visitere til de rette indsatser til

borgeren efter udskrivning for at sikre, at vedkommende kan bo i og

fastholde egen bolig.

UDKAST

Efterforsorgen vil f.eks. kunne bestå af fortsat tilknytning til boformen,

drøftelse af praktiske gøremål i og uden for boligen, hjælp til opsætning af

indbo, støtte til at indgå i dialog med kommunen, hjælp til indkøb af

dagligvarer, opbygning af sociale netværk, vejledning i relation til økonomi

eller lignende. En tidligere beboer vil således fortsat kunne komme på

forsorgshjemmet og benytte sig af forsorgshjemmets sociale aktiviteter og

det fælleskab, der er på tilbuddet.

Boformens efterforsorg skal ophøre, når den ikke længere tilbydes i

tilknytning til borgerens overgang til egen bolig, eller den får en sådan

karakter, at den erstatter indsatser efter serviceloven, som borgeren har ret

til, f.eks. bostøtte efter servicelovens § 85.

Det vil samtidig betyde, at efterforsorg i form af egentlig bostøtte såsom

CTI-forløb (Critical Time Intervention) ligger uden for rammerne af, hvad

efterforsorg omfatter, og at denne type indsats skal visiteres af den

ansvarlige kommune som en del af dennes ansvar for, at borgeren modtager

den nødvendige støtte i egen bolig. Det kan i den forbindelse være relevant,

at boformerne tilkøbes som leverandør af bostøtten grundet deres kendskab

til borgeren.

Den foreslåede bestemmelse vil skulle sikre tydelighed i forhold til borgere,

boformer og kommuner som ansvarlige myndigheder om både tilbuddets

karakter og den gældende ansvarsfordeling mellem tilbud og kommune,

herunder om indsatsen efter opholdet på en boform efter servicelovens §

110.

2.3. Udvidelse af anvendelsen af udslusningsboliger

2.3.1. Gældende ret

2.3.1.1. Udslusningsboliger

Efter § 63 i almenboligloven kan en almen boligorganisation indgå aftale

med en kommunalbestyrelse om at stille ledige almene familieboliger til

rådighed for kommunalbestyrelsen med henblik på udlejning som

udslusningsboliger.

Kommunalbestyrelsen skal ved udlejning af

ledige

almene familieboliger

som udslusningsboliger refundere lejeren forskellen

mellem lejerens udgifter til leje og andre pligtige pengeydelser, fratrukket

boligstøtte og det beløb, som borgerne betaler for ophold i et botilbud omfattet

af §§ 107 eller 110, jf. servicelovens § 163 a, 1. pkt.

UDKAST

Kommunen betaler lejen fra det tidspunkt, den ledige bolig er til rådighed for

kommunalbestyrelsen, og indtil udlejning sker. Ved opsigelse af lejeren, betaler

kommunen huslejen i perioden fra lejerens fraflytning til genudlejning sker,

dog ikke ud over det tidspunkt, hvorfra en opsigelse ville have haft virkning

efter § 88 i almenlejeloven.

Herudover garanterer kommunen for boligtagerens opfyldelse af

kontraktmæssige forpligtelser over for boligorganisationen til at istandsætte

boligen ved fraflytning.

En udslusningsbolig er en almen bolig, som udlejes til personer, der

opholder sig i midlertidige botilbud eller på forsorgshjem efter

servicelovens §§ 107 eller 110. Med kommunalbestyrelsens godkendelse

er det muligt at aftale visse afvigelser fra de almindelige lejevilkår i

almene boliger i en periode på højst 2 år, jf. § 4, stk. 3, i almenlejeloven.

2.3.1.2. Udlejning af almene ældreboliger

Efter almenboliglovens § 54 anviser kommunalbestyrelsen ældre og

personer med handicap til almene ældreboliger. Som følge heraf dækker

kommunen eventuelt tomgangsleje og de kontraktmæssige forpligtelser

ved lejerens fraflytning fra ældreboligen, jf. almenboliglovens § 54, stk. 4.

En kommune betaler lejen fra det tidspunkt, den pågældende ældrebolig er

til rådighed, og indtil udlejning sker. Der er ikke fastsat regler om, hvor

længe en kommune skal dække tomgangslejen i almene ældreboliger.

Kommunalbestyrelsen og den almene boligorganisation kan dog aftale, at

anvisningen af boligerne overgår til den almene boligorganisation, jf.

almenboliglovens § 55, stk. 1.

Den kommunale forpligtelse til at dække udgifter til tomgangsleje i almene

ældreboliger skal ses i sammenhæng med, at kommunalbestyrelsen skal

drage omsorg for, at der i nødvendigt omfang tilvejebringes almene

ældreboliger, jf. almenboliglovens § 105, og kommunalbestyrelsens

kompetence til at yde tilsagn om støtte til etablering af almene

ældreboliger ved nybyggeri eller ombygning, jf. almenboliglovens § 115,

stk. 1-4. Ved tilsagnet skal kommunalbestyrelsen vurdere behovet for

boligerne for at sikre, at udbuddet af almene ældreboliger er afstemt med

lokale behov for sådanne boliger. Ved tilsagnet træffer kommunen

beslutning om antallet af boliger, deres størrelse, indretning, beliggenhed

og huslejeniveauet under hensyn til, at ældreboligerne kan påregnes udlejet

UDKAST

til ældre og personer med handicap.

I tilfælde af udlejningsvanskeligheder i almene ældreboliger har

kommunalbestyrelsen en række muligheder for at agere herpå, der er

beskrevet i vejledning nr. 9932 af 30. oktober 2018 om afhjælpning af

udlejningsvanskeligheder i almene ældreboliger.

Ved midlertidige udlejningsvanskeligheder kan almene ældreboliger lejes

ud til en anden personkreds, indtil det på ny er muligt at leje dem ud til

ældre og personer med handicap, jf. almenboliglovens § 55, stk. 6.

Endvidere kan en boligorganisation med kommunalbestyrelsens

godkendelse udleje ledige almene ældreboliger som almene familie- eller

ungdomsboliger svarende til de regler, der gælder for udlejningen af disse

boliger, jf. almenboliglovens § 55, stk. 7. Ved ledighed af boligerne kan

kommunalbestyrelsen beslutte, at de pågældende boliger på ny skal udlejes

som almene ældreboliger.

I tilfælde af permanente udlejningsvanskeligheder kan en

kommunalbestyrelse og en almen boligorganisation aftale at ommærke

ældreboligerne til almene familie- eller ungdomsboliger, jf.

almenboliglovens § 3, stk. 1, nr. 6, og § 4, stk. 1, nr. 6. Det indebærer, at

boligerne udlejes som almene familie-eller ungdomsboliger og følger de

regler i almenboligloven, der gælder for disse boliger. Det er en betingelse,

at der er efterspørgsel efter de ommærkede boliger. I henhold til de

gældende regler kan ældreboliger ejet af en kommune eller en selvejende

ældreboliginstitution dog ikke ommærkes, da kommunen og en selvejende

ældreboliginstitutioner ikke kan eje og drive almene familie- og

ungdomsboliger.

Hvis ommærkning af de ledige ældreboliger ikke er en løsning på

udlejningsvanskelighederne, giver almenboligloven desuden mulighed for

at afhænde boligerne til anden side eller alternativt at nedrive boligerne.

Afhændelse og nedrivning af almene boliger forudsætter imidlertid både

kommunalbestyrelsens og boligministerens godkendelse, jf.

almenboliglovens § 27, stk. 1 og 2, og § 28, stk. 1 og 2. Afhændelse eller

nedrivning af almene ældreboliger, som er ejet af en kommune eller en

region, skal dog ikke godkendes af boligministeren.

Kommunalbestyrelsen fører tilsyn med de almene boligorganisationer og

kan meddele de påbud m.v., som skønnes nødvendige for at sikre en

UDKAST

forsvarlig drift af den almene boligorganisation og dens afdelinger i

overensstemmelse med de regler, der fastsat herfor, jf. almenboliglovens

§§ 164 og 165.

Hvis der er vedvarende udlejningsproblemer i en ældreboligafdeling, er

boligorganisationen som led i forsvarlig økonomistyring forpligtet til at

håndtere problemet for at undgå unødige økonomisk tab. Det ligger

ligeledes inden for kommunalbestyrelsens tilsynsforpligtelse i samarbejde

med boligorganisationen at søge en løsning på ubalancen.

En boligorganisation skal varetage sine interesser og kan ikke påtage sig

en uforsvarlig økonomisk risiko ved f.eks. at aftale en ommærkning af

almene ældreboliger til familieboliger, uden at der er den fornødne

efterspørgsel efter de pågældende boliger.

2.3.1.3. Udlejning af almene ungdomsboliger

Efter § 54 i almenboligloven skal ledige almene ungdomsboliger lejes ud

til unge uddannelsessøgende og andre unge med et særligt behov derfor

(den berettigede personkreds). Ungdomsboliger, der er tilvejebragt ved

ommærkning af almene ældre- eller familieboliger efter almenboliglovens

§ 4, stk. 1, nr. 7 og 10, kan alene anvises til uddannelsessøgende.

Endvidere kan startboliger etableret efter § 101 a i almenboligloven alene

anvises af kommunen til unge mellem 18- 24 år, der har et særligt behov

for disse boliger. Endelig gælder, at ungdomsboliger, der et etableret på

midlertidige ledige byggegrunde ved dispensation efter § 19 i lov om

planlægning, jf. lovbekendtgørelse nr. 1157 af 1. juli 2020 (herefter

planloven),kun kan anvendes som studieboliger.

Kommunalbestyrelsen kan træffe beslutning om, at hver fjerde ledige

almene ungdomsbolig skal anvises til unge med særligt behov for sådanne

boliger, og indgå aftale med en boligorganisation om at stille ledige

ungdomsboliger til rådighed for kommunalbestyrelsen til løsning af

påtrængende boligsociale problemer i kommunen i forhold til boliger til

unge. Som følge heraf dækker kommunen eventuelt tomgangsleje og de

kontraktmæssige forpligtelser ved lejerens fraflytning fra ungdomsboligen

ældreboligen, jf. almenboliglovens § 59, stk. 1, 3. og 4. pkt. En kommune

betaler lejen fra det tidspunkt, den pågældende ungdomsbolig er til

rådighed, og indtil udlejning sker.

Det er som udgangspunkt boligorganisationen eller den selvejende almene

institution, der udlejer boligerne, men kommunalbestyrelsen kan efter

UDKAST

aftale med den almene boligorganisation bestemme, at der kan ske fælles

anvisning af ungdomsboliger i kommunen til uddannelsessøgende eller

andre unge. En sådan anvisningsvirksomhed kan oprettes fælles for flere

kommuner og kan samordnes med anden virksomhed, der tager sigte på

formidling af boliger for unge.

2.3.1.4. Udlejning af udslusningsboliger

Almenlejelovens regler er som udgangspunkt ufravigelige. Det gælder dog

særligt efter almenlejelovens § 4, stk. 3, at lovens §§ 39 og 40, kapitel 12,

§ 79, stk. 2, og §§ 85 og 88, med kommunalbestyrelsens godkendelse kan

fraviges ved aftale mellem udlejer og lejer, når lejemålet er en

udslusningsbolig i henhold til almenboliglovens § 63.

Bestemmelserne i §§ 39 og 40 omhandler lejerens ret til at udføre

forbedringer af boligen og ved fraflytning få godtgørelse for de afholdte

dokumenterede udgifter. Når bestemmelserne kan fraviges, betyder det, at

lejerens ret til at udføre forbedringer af boligen ved aftale kan begrænses

eller afskæres.

Kapitel 12 omhandler lejerens ret til at overdrage brugsretten til lejemålet

til andre, enten midlertidigt ved fremleje eller permanent ved bytte og

fortsættelse. Bestemmelsen i § 79, stk. 2, omhandler lejerens pligt til at

indhente udlejerens samtykke inden brugen af det lejede overlades til

andre end medlemmer af lejerens husstand. Når disse regler kan fraviges

betyder det, at lejerens ret til at overdrage eller overlade brugsretten til

andre kan begrænses eller afskæres.

Almenlejelovens § 85 opremser de situationer, hvor udlejeren kan opsige

lejeaftalen med lejeren, og § 88 angiver opsigelsesvarslets længde, som

almindeligvis er 3 måneder. Når disse regler kan fraviges, kan det gyldigt

aftales, at andet kan danne grundlag for en opsigelse, ligesom

opsigelsesvarslets længde ved aftale kan fraviges. Herunder gælder det, at

det kan aftales, at udlejer efter anmodning fra kommunalbestyrelsen kan

opsige lejeren med virkning fra det tidspunkt, hvor lejeren får stillet en

bolig til rådighed i en boform omfattet af serviceloven.

Det kan endvidere aftales, at lejemålet ikke kan forbedres efter lejerens

ønske, jf. § 37 b i almenboligloven.

Lejeaftaler om udslusningsboliger er efter sit formål af midlertidig

karakter, og det er derfor fundet hensigtsmæssigt at muliggøre en

UDKAST

fravigelse af de regler i almenlejeloven, som efter deres indhold ikke egner

sig til de midlertidige lejeforhold. Dette er bl.a. lejerens ret til at foretage

forbedringer af boligen samt retten til at overdrage brugsretten til lejemålet

til andre. Fravigelserne er midlertidige, så hvis lejeforholdet varer længere

end 2 år, vil det overgå til at være på almenlejelovens almindelige vilkår.

Lejeaftaler om udslusningsboliger er samtidig ofte blot en del af en større

kommunal indsats for borgeren, og derfor er det ligeledes fundet

hensigtsmæssigt at muliggøre en fravigelse af reglerne for opsigelse af

lejeren, således at det f.eks. kan aftales, at lejeren kan opsiges, hvis lejeren

får stillet en bolig til rådighed i en boform omfattet af serviceloven.

Det skal fremgå af lejeaftalen, hvor længe de aftalte fravigelser er

gældende inden for en periode på højst 2 år fra lejeforholdets begyndelse.

2.3.1.5 Tilskud til udslusningsboliger

Det følger af servicelovens § 163, stk. 2, at beboerne betaler for ophold i

boformer efter lovens §§ 107-110.

Det følger af servicelovens § 163 a, 1. pkt., at en kommune, der har anvist

en lejer til en udslusningsbolig, jf. § 63 i almenboligloven, skal refundere

lejeren forskellen mellem lejerens udgifter til leje og andre pligtige

pengeydelser fratrukket støtte efter lov om individuel boligstøtte og det

beløb, jf. servicelovens § 163, stk. 2, som lejeren skulle have betalt i et

botilbud omfattet af servicelovens §§ 107 eller 110.

Efter de gældende regler skal refusionen efter servicelovens § 163 a, 1.

pkt. fradrages i borgerens forsørgelsesydelser eller andre

indkomstafhængige offentlige ydelser, idet der ikke eksplicit lovhjemmel

til at undtage refusionen for fradrag i disse ydelser.

2.3.2. Transport- og Boligministeries og Social - og

Indenrigsministeriets overvejelser

Med økonomiaftalen for 2021 blev regeringen og KL enige om at styrke

samarbejdet om indsatsen til udsatte borgere på herberger og

kvindekrisecentre, så de hurtigere hjælpes videre og får den rette støtte til

en selvstændig tilværelse i egen bolig og et liv uden vold.

En af de muligheder, som kommunerne har for at hjælpe borgere med

ophold på midlertidige boformer efter serviceloven videre til egen bolig med

et huslejetilskud, er udslusningsboliger i almene familieboliger. Det er en

forudsætning, at den boligsøgende har behov for en særlig social indsats,

hvor opnåelsen og fastholdelsen af en bolig står centralt i forhold til at

UDKAST

håndtere borgerens udfordringer. Det er ikke tilstrækkeligt, at en person står

uden bolig.

Det er efter de gældende regler dog alene muligt at tilbyde en

udslusningsbolig til personer med ophold på midlertidige tilbud efter

servicelovens §§ 107 og 110 og dermed ikke for kvinder med ophold på

kvindekrisecentre efter servicelovens § 109 på trods af, at det også her kunne

vurderes at kunne være relevant. Det betyder, at der ikke kan ydes et

huslejetilskud til en udslusningsbolig efter servicelovens § 16 a, stk. 1, til

kvinder, der har haft ophold på et kvindekrisecenter.

Efter de gældende regler i almenboliglovens § 63, er det alene almene

familieboliger, der kan anvendes som udslusningsboliger. Det vurderes, at

en udvidelse af, hvilke typer af almene boliger der kan anvendes som

udslusningsboliger, vil gøre ordningen mere fleksibel at anvende for

kommunerne, uden at medføre tilsvarende negative konsekvenser. En

udvidelse af ordningen vil gøre en større boligmasse tilgængelig til brug

for udslusningsboliger. Anvendelsen af almene ældreboliger som

udslusningsboliger kan endvidere afhjælpe problemer med

udlejningsvanskeligheder af almene ældreboliger, som kan forekomme,

særligt uden for de større byer. Samtidigt har hjemløsetællinger senest vist

en stigning i antallet af hjemløse uden for de største danske kommuner.

Det er efter de gældende regler muligt, at udleje en udslusningsbolig i en

periode på højst 2 år. Dette følger af almenlejelovens § 4, stk. 3, efter hvilken

det er muligt at fravige en række af almenlejelovens generelle bestemmelser.

Dette vedrører bl.a. lejerens ret til at foretage forbedringer af boligen, samt

retten til at overdrage brugsretten til lejemålet til andre. Herudover er det

også muligt, på opfordring fra kommunalbestyrelsen, at opsige lejemålet.

Det er dog vurderingen, at det kan være hensigtsmæssigt både for

kommunen og for de udsatte borgere, som udsluses fra botilbud i regi af

serviceloven, at det bliver muligt at forlænge udslusningsperioden med op

til 3 år. Det gælder, at en rehabiliteringsperiode på 2 år, kan være for kort

tid til, at en borger med meget komplekse udfordringer kan opnå den

påkrævede betalingsevne. Derfor kan det være en fordel, hvis

udslusningsperioden kan forlænges. Herudover vurderes det også at kunne

medvirke til at nedbringe andelen af lange ophold i de midlertidige §§ 107

og 110-boformer i regi af serviceloven.

Ved en fejl blev der med indførelsen af udslusningsboliger og muligheden

for refusion efter servicelovens § 163 a ikke sikret lovhjemmel til, at

refusionen ikke skulle fradrages i borgerens eventuelle forsørgelsesydelser

eller andre indkomstafhængige offentlige ydelser. Det medfører, at

ordningen ikke bruges i det omfang, det var tiltænkt ved indførelsen, da

UDKAST

borgeren således ikke kan modtage et tilskud uden at blive modregnet i

ovennævnte ydelser.

2.3.3. Den foreslåede ordning

Med den foreslåede ændring af almenboliglovens § 63, stk. 1, og et nyt §

63, stk. 2, vil brugen af boligtyper blive udvidet til også at omfatte almene

ældre- og ungdomsboliger på lige fod med almene familieboliger.

Ændringen vil medføre, at kommunerne har bedre mulighed for at tilbyde

borgere på midlertidige boformer efter serviceloven en udslusningsboliger

i de tilfælde, hvor kommunerne vurderer, at det er relevant. Med

udvidelsen sikres det blandt andet, at kommunerne har et mere varieret

udbud af boliger til rådighed. Dette kan være med til at sikre et bedre

match mellem bolig og borger, og kan ligeledes bevirke, at et større antal

boliger er tilgængelige. Med udvidelse af ordningen til også at gælde

almene ældreboliger vil kommuner, som oplever vanskeligheder ved at

udleje ældreboliger, få en ny mulighed for at håndtere sådanne

udlejningsvanskeligheder.

Med den foreslåede ændring af almenboliglovens § 63, stk. 2, der med

lovforslaget vil blive stk. 3 vil målgruppen for udslusningsboliger blive

udvidet til også at omfatte kvindekrisecentre efter servicelovens § 109.

Ændringen vil medføre, at kommunerne har mulighed for, at anvise

borgere med ophold på en borform efter servicelovens § 109 til en

udslusningsbolig på samme vilkår, som borger der opholder sig på

boformer efter §§ 107 og 110. Som det er tilfældet med borgere på

borformer efter servicelovens § 107 og 110, er også § 109-borformen af

midlertidig karakter, hvilket kan betyde, at brugerne har behov for støtte til

at komme i egen bolig. Med ændringen vil kommunen kunne yde refusion

af husleje til borgere fra en § 109-boform i serviceloven der udsluses i en

udslusningsbolig. Dette giver kommunerne markant bedre mulighed for, at

anvise disse borformsbrugere en permanent bolig, idet målgruppen kan

have svært ved at opnå en tilstrækkelig betalingsevne.

Med den foreslåede ændring af almenlejelovens § 4, stk. 3 vil

udlejningsperioden blive udvidet, således at kommunen kan indgå en aftale

med en borger i målgruppen om en udslusningsperiode på op til fem år

afhængigt af den konkrete situation. Dette skal sikre, at det også bliver

muligt at anvende udslusningsboliger i tilfælde, hvor kommunen vurderer,

at en borgers rehabiliteringsperiode vil være længere end to år. Det er

hensigten, at borgere der visiteres til en udslusningsbolig, inden for den

aftalte periode, skal blive i stand til at opnå en betalingsevne, som gør det

muligt at betale den fulde husleje.

Der lægges i øvrigt vægt på, at borgere, der anvises en udslusningsbolig,

ikke automatisk har en forlænget udslusningsperiode på op til 5 år.

UDKAST

Hensigten er, at de særlige vilkår så vidt muligt målrettes borgere efter en

konkret og individuel vurdering på anvisningstidspunktet. Dette er af

hensyn til borgerens lejerettigheder og hensynet til at begrænse

muligheden for økonomiske særtilskud.

Med den foreslåede ændring i servicelovens § 163 a, 1. pkt., og et nyt §

163 a, stk. 2, vil der blive sikret hjemmel til, at kvinder med ophold på

kvindekrisecentre efter servicelovens § 109 omfattes af huslejetilskuddet,

ligesom det vil blive sikret, at tilskuddet ikke fradrages i borgernes

forsørgelsesydelser, og dermed indfris intentionerne med huslejetilskuddet

til udslusningsboliger efter servicelovens § 163 a, da det blev indført.

Med indførelsen af den foreslåede bestemmelse i § 163 a, stk. 2, vil det blive

sikret, at der er hjemmel til, at refusion efter servicelovens § 163 a, stk. 1,

ikke fradrages borgerens forsørgelsesydelser eller andre indkomstafhængige

ydelser. Dermed vil det blive sikret, at reglerne bringes i overensstemmelse

med de oprindelige intentioner med ordningen.

3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det

offentlige

Forslaget

har

ingen

økonomiske

konsekvenser

implementeringskonsekvenser for det offentlige.

Lovforslaget vurderes ikke at have væsentlige omstillingskonsekvenser

eller digitaliseringsrelaterede konsekvenser for det offentlige. Lovforslaget

følger således seks ud af de syv principper for digitaliseringsklar lovgivning.

Således indeholder lovforslaget forslag til klare og enkle regler.

Lovforslaget understøtter sammenhæng på tværs. Lovforslaget understøtter

tryg og sikker datahåndtering og anvendelse af offentlig infrastruktur, idet

der kan kommunikeres med kommunerne via Digital Post. Lovforslaget

muliggør dog ikke automatisk sagsbehandling, da kommunalbestyrelsen vil

skulle behandle hver sag individuelt, hvilket vil indebære faglige skøn i

forhold den enkelte borgers behov for en udslusningsbolig.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

Forslaget har ingen økonomiske og administrative konsekvenser for

erhvervslivet m.v.

Det vurderes, at principperne for agil erhvervsrettet regulering ikke er

relevante, eftersom forslaget ikke påvirker virksomhedernes muligheder for

at teste, udvikle og anvende digitale teknologier og forretningsmodeller.

UDKAST

5. Administrative konsekvenser for borgerne

Forslaget har ingen administrative konsekvenser for borgerne.

6. Miljømæssige konsekvenser

Forslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

7. Forholdet til EU-retten

Forslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

8. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 16. november 2020 til den

16. december 2020 været sendt i høring hos følgende myndigheder og

organisationer m.v.:

–

Fagligt Fællesforbund, Ankestyrelsen, BDO Kommunernes Revision,

Bedre Psykiatri, BL

–

Danmarks Almene Boliger, Blå Kors Danmark,

Brugerforeningen for aktive stofbrugere, Brugernes Akademi, Børne

–

Kulturchefforeningen, Center for Rusmiddelforskning, Center for Socialt

Udsatte Horsens, Danmarks Statistik, Danner, Danske Advokater, Den

Danske Dommerforening, Det Centrale Handicapråd, Dansk

Handicapforbund, Dansk Psykiatrisk Selskab, Dansk Psykolog Forening,

Dansk Selskab for Addiktiv Medicin, Dansk Selskab for Børnesundhed,

Dansk

Selskab

for

Psykosocial

Rehabilitering,

Dansk

Socialrådgiverforening, Dansk Sygepleje Selskab, Dansk Sygeplejeråd,

Danske Handicaporganisationer, Danske Regioner, Den Sociale

Udviklingsfond (SUF), Domstolsstyrelsen, DUF - Dansk Ungdoms

Fællesråd, Etisk Råd, Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), FOA,

Foreningen af Danske Døgninstitutioner, FSD - Foreningen af Kommunale

Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedschefer i Danmark,

Forening for Ledere af Offentlige Rusmiddelcentre (FLOR), Frederiksberg

Kommune (Socialtilsyn Hovedstaden), Faaborg-Midtfyn Kommune

(Socialtilsyn Syd), Gadejuristen, Hjem til Alle, Hjørring Kommune

(Socialtilsyn Nord), HK/kommunal, Holbæk Kommune (Socialtilsyn Øst),

Hus Forbi, Institut for Menneskerettigheder, KABS

–

behandlingscenter for

stofbrugere, Kirkens Korshær, KFUMs Sociale Arbejde, KL, Kofoeds

Skole, Kriminalforsorgen, Kristelig Fagbevægelse, Landsforeningen af

Opholdssteder og Skole- og Behandlingstilbud (LOS), Landsforeningen af

Socialpædagoger (LFS), Landsforeningen af tidligere og nuværende

Psykiatribrugere, Landsforeningen af væresteder (LVS), Landsforeningen

Lænken, Landsforeningen for voksne med senfølger af seksuelle overgreb

UDKAST

(SPOR), Lederforening for offentlige ledere i hjemløshedsindsatser, Lev

Uden Vold, Livslinjen, Livsværk, LOKK

–

Landsorganisation af

Kvindekrisecentre, LOS

–

de private sociale tilbud, Lægeforeningen,

Mødrehjælpen, Offerrådgivningen i Danmark, Politiforeningen, Projekt

Udenfor, Psykiatrifonden, Red Barnet, Reden Vesterbro, Rigsadvokaten,

Rigspolitiet, Røde Kors, Rådet for Socialt Udsatte, Sammenslutningen af

Boformer for Hjemløse (SBH), SAND

–

De Hjemløses Landsorganisation,

Selveje Danmark, Silkeborg Kommune (Socialtilsyn Midt), SIND,

Socialpædagogernes Landsforbund, Socialt Lederforum, Socialt

Udviklingscenter (SUS), Familieretshuset, Trafik-, Bygge- og

Boligstyrelsen, Ungdommens Røde Kors, VIVE

–

Det Nationale

Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, WeShelter

9. Sammenfattende skema

Positive

Negative

konsekvenser/mindreudgifter konsekvenser/merudgifter

(hvis ja, angiv omfang/Hvis (hvis ja, angiv omfang/Hvis

nej, anfør »Ingen«)

Økonomiske konsekvenser for Ingen

stat, kommuner og regioner

Implementeringskonsekvenser Ingen

for stat, kommuner og regioner

Økonomiske konsekvenser for Ingen

erhvervslivet

Administrative konsekvenser Ingen

for erhvervslivet

Administrative konsekvenser Ingen

for borgerne

Miljømæssige konsekvenser Ingen

Forholdet til EU-retten

Er i strid med de principper for

implementering

erhvervsrettet

EU-

regulering/

Går videre end minimumskrav

i EU-regulering

(sæt X)

Ingen

Nej

Ingen

UDKAST

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Det fremgår af § 81 i serviceloven, at formålet med at yde støtte til voksne

med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale

problemer er at sikre, at den enkelte får en sammenhængende og

helhedsorienteret indsats, der modsvarer den enkeltes behov. Støtten skal

ydes med det formål at styrke den enkeltes egne muligheder og eget ansvar

for at udvikle sig og udnytte egne potentialer, i det omfang det er muligt for

den enkelte.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til afsnit 2.1 i de

almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Boformer efter servicelovens § 109 er et midlertidigt døgntilbud til kvinder,

som har været udsat for vold, trusler om vold eller tilsvarende krise i relation

til familie- eller samlivsforhold. Kvinderne kan være ledsaget af børn, og de

modtager omsorg og støtte under opholdet.

De gældende regler er ikke i tilstrækkelig grad tydelige omkring, at formålet

med et ophold på et kvindekrisecentre er midlertidigt og ud over støtte,

omsorg og rådgivning har til formål at beskytte kvinden og eventuelle

ledsagende børn. Derudover er det ikke tilstrækkeligt tydeligt, at den

beskyttelse, støtte, omsorg og rådgivning, som kvinden og eventuelle

ledsagende børn modtager under opholdet, ikke må erstatte den øvrige hjælp

og støtte, som borgeren har behov for og ret til efter serviceloven. Denne

uklarhed kan medføre, at kvinder og eventuelle ledsagende børn har længere

ophold end nødvendigt, og at de ikke modtager den hjælp og støtte, som de

har behov for og ret til efter serviceloven.

Med det foreslåede nye stk. 2 i § 109 i lov om social service vil det følge af

bestemmelsen, at formålet med kvindekrisecentre er at tilbyde midlertidigt

ophold samt beskyttelse, støtte, omsorg og rådgivning, som kan bidrage til,

at kvinden og eventuelle ledsagende børn kan etablere en selvstændig

tilværelse uden vold i egen bolig.

Det præciseres videre af den foreslåede nye bestemmelse, at beskyttelse,

støtte, omsorg og rådgivning under opholdet må ikke erstatte den øvrige

hjælp og støtte, som borgeren har behov for og ret til efter serviceloven.

UDKAST

Hensigten med forslaget er at præcisere formålet med ophold på et

kvindekrisecenter, herunder særligt, at indsatsen under et ophold på et

kvindekrisecenter skal udgøre en hjælp af midlertidig karakter, som skal

hjælpe kvinder udsat for vold i nære relationer og eventuelle ledsagende

børn til at kunne etablere en selvstændig tilværelse uden vold.

Forslaget vil endvidere præcisere, at beskyttelse af kvinder, der har været

udsat for vold eller trusler om vold, er en væsentlig del af formålet med

opholdet.

Derudover vil forslaget tydeliggøre, at den beskyttelse, støtte, omsorg og

rådgivning, kvinderne modtager under opholdet, ikke må erstatte den øvrige

hjælp og støtte, som borgeren har behov for og ret til efter serviceloven.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre en større tydelighed i forhold til

borgere, boformer og kommuner som ansvarlige myndigheder om både

tilbuddets karakter og den gældende ansvarsfordeling mellem tilbud og

kommune, herunder om indsatsen på en boform efter servicelovens § 109.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Som konsekvens af den nye foreslåede § 109, stk. 2 bliver § 109 stk. 2-9

herefter til stk. 3-10.

Som konsekvens heraf gælder for § 109, stk. 6, der bliver til stk. 7, at stk. 4

og 5 bliver til stk. 5 og 6 og stk. 2 til stk. 3.

Til nr. 3

Det fremgår af servicelovens § 109, stk. 7, at kommunalbestyrelsen skal

tilbyde indledende og koordinerende rådgivning til kvinder på krisecenter.

Den indledende rådgivning skal iværksættes så tidligt som muligt efter

orientering om optagelse på krisecentret, og skal introducere kvinden til den

koordinerende rådgivning og skabe kontakt mellem kvinden og en

medarbejder, der varetager den koordinerende rådgivning. Den

koordinerende rådgivning gives i forhold til bolig, økonomi, arbejdsmarked,

skole, daginstitutioner, sundhedsvæsen m.v., og den skal understøtte de

enkelte dele i kommunalbestyrelsens øvrige tilbud.

De nuværende regler er ikke i tilstrækkelig grad tydelige omkring formålet

med et ophold på et kvindekrisecenter, hvilket kan medføre, at den

indledende og koordinerede rådgivning fra kommunen ikke i tilstrækkeligt

grad understøtter, at kvinder udsat for vold i nære relationer og eventuelle

UDKAST

ledsagende børn hjælpes til at kunne etablere en selvstændig tilværelse uden

vold.

På den baggrund vurderer Social- og Indenrigsministeriet, at det vil være

hensigtsmæssigt at indføre en ny formålsbestemmelse, der sammen med

servicelovens § 109, stk. 7 vil tydeliggøre, at den indledende og

koordinerende rådgivning fra kommunen efter § 109, stk. 7, skal

iværksættes så tidligt som muligt efter orientering om optagelse i boformen

og dermed understøtte formålet efter stk. 2.

Med forslaget nyaffattes servicelovens § 109, stk. 7, 2. pkt., der som følge

af lovforslaget § 1, nr. 1, vil blive stk. 8, 2. pkt., således, at

kommunalbestyrelsen for at understøtte formålet efter det foreslåede nye §

109, stk. 2, i serviceloven skal iværksætte den indledende rådgivning så

tidligt som muligt efter orientering om optagelse i boformen, og

kommunalbestyrelsen skal introducere kvinden til den koordinerende

rådgivning og skabe kontakt mellem kvinden og en medarbejder, der

varetager den koordinerende rådgivning.

Formålet med ændringen er dermed at sikre, at rådgivningen vil understøtte

formålet med et ophold på et kvindekrisecenter efter den foreslåede nye

bestemmelse i servicelovens § 109, stk. 2. Efter denne nye bestemmelse vil

formålet et midlertidigt ophold være at yde beskyttelse, støtte, omsorg og

rådgivning, som kan bidrage til, at kvinden og evt. ledsagende børn kan

etablere en selvstændig tilværelse uden vold i egen bolig. Derudover

fremgår, at beskyttelse, støtte, omsorg og rådgivning under opholdet må

ikke erstatte den øvrige hjælp og støtte, som borgeren har behov for og ret

til efter serviceloven«

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 4

Det fremgår af § 110, stk. 1, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen skal

tilbyde midlertidigt ophold i boformer til personer med særlige sociale

problemer, som ikke har eller ikke kan opholde sig i egen bolig, og som har

behov for botilbud og for tilbud om aktiverende støtte, omsorg og

efterfølgende hjælp.

Det vurderes, at der i de gældende regler ikke er tilstrækkelighed

tydelighed om, at der skal være et akut behov for ophold på et herberg for

personer med særlige sociale problemer, som ikke har eller ikke kan

opholde sig i egen bolig, og som har behov for botilbud og for tilbud om

aktiverende støtte og omsorg. Det kan medføre, at borgere uden akutte

behov, og som derfor ikke er i målgruppen, tager ophold på et herberg.

UDKAST

Med den foreslåede ændring af servicelovens § 110, stk. 1, vil det blive

tilføjet, at der skal være et akut behov for botilbud og tilbud om aktiverende

støtte og omsorg.

Formålet med ændringen er at understøtte, at de borgere, der har et akut

behov for et botilbud og aktiverende støtte og omsorg, kan få ophold, og

samtidig sikre, at der er tydelighed både i forhold til borgere, boformer og

kommuner som ansvarlige myndigheder om både tilbuddets karakter og

den gældende ansvarsfordeling mellem tilbud og kommune.

Med den foreslåede ændring vil den efterfølgende hjælp (efterforsorg), som

boformslederen kan træffe beslutning om, udgå af servicelovens § 110, stk.

1. Den efterfølgende hjælp, som boformslederen kan træffe beslutning om i

form af efterforsorg vil i stedet fremgå af det nye stk. 8, der foreslås indsat

i lovens § 110, jf. lovforslagets § 1, nr. 7.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne i afsnit 2.1 i lovforslagets de

almindelige bemærkninger og bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 7.

Til nr. 5

Det fremgår af § 81 i serviceloven, at formålet med at yde støtte til voksne

med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale

problemer er at sikre, at den enkelte får en sammenhængende og

helhedsorienteret indsats, der modsvarer den enkeltes behov. Støtten skal

ydes med det formål at styrke den enkeltes egne muligheder og eget ansvar

for at udvikle sig og udnytte egne potentialer, i det omfang det er muligt

for den enkelte.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til afsnit 2.1 i de

almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Det fremgår af § 110, stk. 1, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen skal

tilbyde midlertidigt ophold i boformer til personer med særlige sociale

problemer, som ikke har eller ikke kan opholde sig i egen bolig, og som har

behov for botilbud og for tilbud om aktiverende støtte, omsorg og

efterfølgende hjælp.

Det vurderes, at der efter de gældende regler ikke er tilstrækkelig tydelighed

om, at formålet med ophold på et herberg er midlertidigt og at støtten, som

borgeren modtager under opholdet, ikke må erstatte den hjælp og støtte, som

borgeren har ret til efter serviceloven. Det medfører uklarhed over den

gældende ansvarsfordeling mellem tilbud og kommune, herunder om

indsatsen på en boform efter servicelovens § 110.

UDKAST

Det følger af det foreslåede nye § 110, stk. 2, i serviceloven, at formålet med

et midlertidigt ophold efter lovens § 110, stk. 1, er at hjælpe personer med

særlig sociale problemer over akutte vanskeligheder og i overgangen til

egen bolig og øvrig hjælp efter serviceloven.

Det fremgår videre af det foreslåede nye stk. 2, at den aktiverende støtte og

omsorg under opholdet må ikke erstatte den øvrige hjælp og støtte, som

borgeren har behov for og ret til efter serviceloven.

Akutte vanskeligheder vil skulle forstås som vanskeligheder, som medfører

et behov for, at borgere med særlige sociale problemer får midlertidigt

ophold, omsorg og hjælp til problemstillinger, der udgør en barriere for at

komme i eller fastholde egen bolig.

Overgangen til egen bolig vil skulle forstås som enten overgangen til en ny

bolig for borgere, der ikke har en bolig, overgangen til borgerens

eksisterende bolig eller overgangen til en længerevarende ophold efter f.eks.

servicelovens § 108.

Formålet med den foreslåede nye bestemmelse vil sammen med en

præcisering af målgruppen, jf. lovforslagets § 1, nr. 4, være at sikre, at det

er de borgere, der har akut behov for et botilbud og særlige sociale

problemer, der får ophold på herberger. Det vil endvidere være formålet at

understøtte, at et ophold i højere grad er midlertidigt med henblik på, at der

findes en mere varig løsning for borgeren.

Den foreslåede nye bestemmelse i servicelovens § 110, stk. 2, vil sikre

tydelighed i forhold til borgere, boformer og kommuner som ansvarlige

myndigheder om både tilbuddets karakter og den gældende ansvarsfordeling

mellem tilbud og kommune, herunder om indsatsen på en boform efter

lovens § 110.

Der vil herunder blive sikret en tydeliggørelse af, at den enkelte borger kan

have behov for særlig støtte, behandling eller andet, som ligger ud over

den hjælp, som boformen kan tilbyde, og at den aktiverende støtte og

omsorg under opholdet ikke må erstatte den øvrige hjælp og støtte, som

borgeren har behov for og ret til efter serviceloven.

Den foreslåede bestemmelse vil således tydeliggøre, at borgere, der har

behov for længerevarende ophold og mere specialiserede indsatser på

baggrund af en konkret og individuel vurdering, bør tilbydes ophold i

boformer efter servicelovens §§ 107 eller 108. Dette vil navnligt gøre sig

gældende for personer med fysiske eller psykiske handicap, personer med

UDKAST

psykiske lidelser og ældre hjemløse, der har behov for mere intensiv støtte,

pleje og omsorg.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.2 i lovforslagets almindelige

bemærkninger.

Til nr. 6

Som konsekvens af det nye § 110, stk. 2 ændres stk. 4 og 5 til stk. 5 og 6 i

§ 110, stk. 6, der bliver stk. 7.

Til nr. 7

Det fremgår af § 110, stk. 1, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen skal

tilbyde midlertidigt ophold i boformer til personer med særlige sociale

problemer, som ikke har eller ikke kan opholde sig i egen bolig, og som har

behov for botilbud og for tilbud om aktiverende støtte, omsorg og

efterfølgende hjælp.

Som en del af opholdet på en boform efter servicelovens § 110, stk. 1 kan

lederen efter de gældende regler beslutte at tilbyde borgeren efterfølgende

hjælp (efterforsorg) i forbindelse med, at borgerne flytter i egen bolig.

Efterforsorg har som en del af det samlede ophold på et herberg en

midlertidig karakter og har til formål at understøtte en god overgang efter et

ophold på et herberg til en selvstændig tilværelse i egen bolig og til øvrig

hjælp efter serviceloven f.eks. i form af bostøtte efter lovens § 85, som

visiteres af kommunen.

Med den foreslåede nye bestemmelse i servicelovens § 110, stk. 8, vil

boformslederens mulighed for at træffe beslutning om at yde efterfølgende

hjælp til borgeren i overgangen til egen bolig, såfremt hjælpen vurderes at

være nødvendig for at sikre formålet i lovens § 110, stk. 2, blive

præciseret.

Overgangen til egen bolig vil skulle forstås som enten overgangen til en ny

bolig for borgere, der ikke har en bolig, overgangen til borgerens

eksisterende bolig eller overgangen til længerevarende ophold efter f.eks.

servicelovens § 108.

Den foreslåede bestemmelse vil desuden tydeliggøre, at den efterfølgende

hjælp ikke må erstatte den øvrige hjælp og støtte, som borgeren har behov

for og ret til efter serviceloven.

Efterforsorg har som en del af det samlede tilbud efter servicelovens § 110

en midlertidig karakter og har til formål at understøtte en god overgang

UDKAST

efter et ophold på et herberg til en selvstændig tilværelse i egen bolig og til

eventuel hjælp i form af f.eks. bostøtte efter lovens § 85, som visiteres af

kommunen. Der kan være et sammenfald i karakteren af den hjælp, der

kan gives som efterforsorg, og den hjælp, der visiteres til af den

kommunale myndighed efter servicelovens voksenbestemmelser, herunder

særligt lovens §§ 83 og 85.

Efterforsorg er således et supplement til den hjælp, kommunen visiterer

borgeren til for at sikre, at vedkommende kan bo i og fastholde eget hjem

og kan bestå af f.eks. fortsat tilknytning til boformen, drøftelse af praktiske

gøremål i og uden for boligen, opbygning af sociale netværk, hjælp til

økonomi eller lignende. Boformens efterforsorg skal således ophøre, når

den ikke længere tilbydes i tilknytning til borgerens overgang til egen

bolig, eller den får en sådan karakter, at den erstatter indsatser efter

serviceloven, som borgeren har ret til, f.eks. bostøtte efter servicelovens §

85.

Det betyder samtidig, at efterforsorg i form af egentlig bostøtte såsom CTI-

forløb (Critical Time Intervention) ligger uden for rammerne af, hvad

efterforsorg omfatter, og at denne type indsats skal visiteres af den

kommune, der har ansvaret for at yde hjælp og støtte til borgeren efter §§ 9-

9b i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område. Det kan

i den forbindelse være relevant, at boformerne tilkøbes som leverandør af

bostøtten grundet deres konkrete kendskab til borgeren og målgruppen. I et

sådan tilfælde vil der være tale om, at et herberg kan levere kommunalt

visiteret bostøtte efter servicelovens § 85.

Den foreslåede bestemmelse vil sikre tydelighed i forhold til borgere,

boformer og kommuner som ansvarlige myndigheder om både tilbuddets

karakter og den gældende ansvarsfordeling mellem tilbud og kommune,

herunder om indsatsen efter opholdet på en boform efter servicelovens §

110.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 8

Det følger af servicelovens § 163 a, 1. pkt., at en kommune, der har anvist

en lejer til en udslusningsbolig, jf. § 63 i almenboligloven, skal refundere

lejeren forskellen mellem lejerens udgifter til leje og andre pligtige

pengeydelser fratrukket støtte efter lov om individuel boligstøtte og det

beløb, jf. servicelovens § 163, stk. 2, som lejeren skulle have betalt i et

botilbud omfattet af servicelovens §§ 107 eller 110.

Efter de gældende regler skal refusionen efter servicelovens § 163 a, 1. pkt.

fradrages i borgerens forsørgelsesydelser eller andre indkomstafhængige

UDKAST

offentlige ydelser, idet der ikke eksplicit lovhjemmel til at undtage

refusionen for fradrag i disse ydelser

Det fremgår af § 63 i almenboligloven, at en almen boligorganisation kan

indgå aftale med en kommunalbestyrelse om at stille ledige almene

familieboliger til rådighed for kommunalbestyrelsen med henblik på

udlejning som udslusningsboliger. Det fremgår af almenboliglovens § 63,

stk. 2, at en udslusningsbolig er en almen bolig, som udlejes til personer,

der opholder sig i midlertidige botilbud eller på forsorgshjem efter

servicelovens §§ 107 eller 110, og som udlejes på de vilkår, der fremgår af

almenlejelovens § 4, stk. 3.

Med den foreslåede ændring, jf. lovforslagets § 2, nr. 3, af

almenboliglovens § 63, stk. 2, der som følge af lovforslagets § 2, nr. 2, vil

blive til stk. 3 vil målgruppen for udslusningsboliger blive udvidet til også

at omfatte kvindekrisecentre efter servicelovens § 109. Der henvises i

øvrigt til afsnit 4 i lovforslagets almindelige bemærkninger og

bemærkningerne til lovforslagets § 2, nr. 3.

Som følge af lovforslagets § 2, nr. 3, foreslås det, at der i servicelovens §

163 a, 1. pkt., indsættes en henvisning til servicelovens § 109.

Med den foreslåede ændring af servicelovens § 163 a, 1. pkt., vil

huslejetilskuddet til en udslusningsbolig blive udvidet til også at omfatte

kvinder, der har haft ophold på et kvindekrisecenter efter servicelovens §

109.

Ændringen vil sammen med lovforslagets foreslåede ændringer i

almenboligloven og almenlejeloven, herunder den foreslåede udvidelse af

målgruppen til at omfatte kvinder med ophold på kvindekrisecentre,

understøtte, at kommunerne vil have vide muligheder for at tilbyde en

udslusningsbolig for personer med ophold på midlertidige boformer efter

serviceloven i de tilfælde, hvor kommunerne vurderer, at det er relevant.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 9

Det følger af servicelovens § 163, stk. 2, at beboerne betaler for ophold i

boformer efter lovens §§ 107-110.

Det følger af servicelovens § 163 a, 1. pkt., at en kommune, der har anvist

en lejer til en udslusningsbolig, jf. § 63 i almenboligloven, skal refundere

lejeren forskellen mellem lejerens udgifter til leje og andre pligtige

pengeydelser fratrukket støtte efter lov om individuel boligstøtte og det

UDKAST

beløb, jf. servicelovens § 163, stk. 2, som lejeren skulle have betalt i et

botilbud omfattet af servicelovens §§ 107 eller 110.

Med indførelsen af § 163 a i serviceloven blev der ved en fejl ikke sikret

den nødvendige lovhjemmel til at sikre, at huslejetilskuddet ikke

modregnes borgerens forsørgelsesydelser eller andre indkomstafhængige

offentlige ydelser. Det har den konsekvens, at huslejetilskuddet og dermed

udslusningsboliger ikke anvendes i det omfang, det var tiltænkt ved

indførelsen.

Med den foreslåede ændring af servicelovens § 163 a, hvorved der

indsættes et nyt stk. 2, vil der blive sikret hjemmel til, at tilskuddet ikke

fradrages i borgernes forsørgelsesydelser. Dermed vil intentionerne med

huslejetilskuddet til udslusningsboliger efter servicelovens § 163 a, da det

blev indført, blive indfriet.

Ændringen vil sammen med lovforslagets foreslåede ændringer i

almenboligloven og almenlejeloven, herunder den foreslåede udvidelse af

målgruppen til at omfatte kvinder med ophold på kvindekrisecentre,

understøtte, at kommunerne vil have vide muligheder for at tilbyde en

udslusningsbolig for personer med ophold på midlertidige boformer efter

serviceloven i de tilfælde, hvor kommunerne vurderer, at det er relevant.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 2

Til nr. 1

Ifølge almenboliglovens § 63, stk. 1, kan kommunen indgå aftale med en

almen boligorganisation om at stille ledige almene familieboliger til

rådighed for kommunalbestyrelsen med henblik på udlejning af boligerne

som udslusningsboliger, jf. almenboliglovens § 63, stk. 2, hvoraf fremgår,

at en udslusningsbolig er en bolig, som udlejes til personer, der opholder sig

i midlertidige boformer efter servicelovens §§ 107 eller 110, og som udlejes

på de vilkår, der fremgår af lovbekendtgørelse nr. 928 af 4. september 2019

om lov om leje af almene boliger ( almenlejelovens) § 4, stk. 3.

Efter almenlejelovens § 4, stk. 3, udlejes boliger som en permanent bolig.

Ifølge bestemmelsen kan boligen lejes ud som udslusningsbolig i en periode

i op til 2 år. I udslusningsperioden fraviges visse af lejereglerne i

almenlejeloven. Når udslusningsperioden udløber, fortsættes lejemålet

på

almenlejelovens almindelige lejevilkår.

UDKAST

Det bemærkes, at det med lovforslagets § 3 nr. 2, forslås, at

udslusningsperioden kan udvides fra 2 år med op til 3 år.

Det foreslås, at almenboliglovens § 63, stk. 1, om indgåelse af aftaler om

udslusningsboliger udvides til også at omfatte almene ungdomsboliger, jf.

dog det foreslåede nye stk. 5 i almenboliglovens § 63, jf. lovforslagets § 2,

nr. 4. Efter det foreslåede nye stk. 5, vil almenboliglovens § 63, stk. 1, ikke

finde anvendelse for almene ungdomsboliger tilvejebragt ved ommærkning

af almene familie- og ældreboliger efter lovens § 4, stk. 1, nr. 7 og 10, og

startboliger etableret efter lovens § 101 a samt studieboliger etableret på

grunde efter § 19 i lov om planlægning, jf. lovbekendtgørelse nr. 1157 af 1.

juli 2020 (herefter planloven). Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til

lovforslagets § 2, nr. 4.

Baggrunden for forslaget om at udvide almenboliglovens § 63, stk. 1, til

også at omfatte almene ungdomsboliger er at styrke kommunernes indsats

for at bekæmpe hjemløsheden blandt unge.

De sidste års forstærkede indsats mod hjemløshed blandt unge har nedbragt

antallet af unge hjemløse. Med forslaget om at udvide almenboliglovens §

63, stk. 1, til også at omfatte almene ungdomsboliger vil denne indsats

kunne øges, idet den vil give kommunerne en bredere og mere fleksibel

mulighed for at tilbyde udslusningsboliger til unge hjemløse, der opholder

sig i midlertidige botilbud efter serviceloven. De unge vil derved hurtigere

kunne hjælpes ud fra disse botilbud, hvor der er risiko for, at de møder et

miljø, der fastholder dem i hjemløshed.

Med forslaget vil kommunerne,

hvor de finder det relevant,

kunne indgå

aftaler med almene boligorganisationer om at oprette udslusningsboliger i

almene ungdomsboliger i lighed med de regler, der gælder for almene

familieboliger. Kommunerne vil derved få mulighed for at kunne tilbyde

unge en udslusningsbolig i et boligmiljø, hvor de kan indgå i sociale

fællesskaber sammen med andre unge.

Med en ungdomsbolig vil de unge desuden få en passende boligform, der

modsvarer formålet med en udslusningsbolig

–

nemlig at hjælpe de unge

videre til en selvstændig tilværelse efter udslusningsperioden og som vil

kunne understøtte dem i at komme i gang med en uddannelse eller komme i

beskæftigelse. Hvis den unge påbegynder en uddannelse, vil den

pågældende således allerede ved starten heraf have en passende billig bolig,

hvilket ofte kan være et problem for unge, der påbegynder en uddannelse.

UDKAST

Forslaget forventes at ville kunne nedbringe antallet af unge hjemløse og

forkorte deres ophold på forsorgshjem og herberger.

Derudover foreslås det, at henvisningen i almenboliglovens § 63, stk. 1, til

lovens § 63, stk. 2, ændres til at henvise til lovens § 63, stk. 3. Den foreslåede

ændring er en konsekvensændring som følge af lovforslagets § 2, nr. 2, om

indsættelse af nyt stk. 2 i almenboliglovens § 63. Det gældende § 63, stk. 2,

vil derfor med forslaget blive § 63, stk. 3.

I øvrigt henvises til de almindelige bemærkninger i lovforslagets afsnit 2.3

ovenfor.

Til nr. 2

Efter almenboliglovens § 54 anviser kommunalbestyrelsen ældre og

personer med handicap til almene ældreboliger. Som følge heraf dækker

kommunen eventuel tomgangsleje og de kontraktmæssige forpligtelser ved

lejerens fraflytning fra ældreboligen, jf. almenboliglovens § 54, stk. 4.

En kommune betaler lejen fra det tidspunkt, den pågældende ældrebolig er

til rådighed, og indtil udlejning sker. Der er ikke fastsat regler om, hvor

længe en kommune skal dække tomgangslejen i almene ældreboliger.

Kommunalbestyrelsen og den almene boligorganisation kan dog aftale, at

anvisningen af boligerne overgår til den almene boligorganisation, jf.

almenboliglovens § 55, stk. 1.

Det fremgår af almenboliglovens § 63, stk. 1, at den almene

boligorganisation kan indgå aftale med kommunalbestyrelsen om at stille

ledige almene familieboliger til rådighed for kommunalbestyrelsen med

henblik på udlejning som udslusningsboliger, jf. lovens § 63, stk. 2. Det

bemærkes, at det med lovforslagets § 2, nr. 1, foreslås, at almenboliglovens

§ 63, stk. 1, udvides til også at omfatte ungdomsboliger. Der henvises til

bemærkningerne til lovforslagets § 2 nr. 1.

Der opleves i nogle kommuner vanskeligheder ved at udleje almene

ældreboliger, hvilket bl.a. medfører kommunale udgifter i form af dækning

af udgifter til tomgangsleje. I tillæg hertil viser opgørelser, at der de seneste

år er sket en markant stigning i antallet af hjemløse på 60 år og derover.

Udlejning af almene ældre boliger som udslusningsboliger kan være med til

at afhjælpe begge udfordringer.

Det foreslås derfor, at der indsættes et nyt stk. 2 i almenboliglovens § 63.

Efter det foreslåede nye

1. pkt.

vil den almene boligorganisation kunne indgå

aftale med kommunalbestyrelsen om at stille ledige almene ældreboliger til

rådighed for kommunalbestyrelsen med henblik på udlejning som

udslusningsboliger jf. det gældende § 63, stk. 2, i almenboligloven, som med

UDKAST

forslaget vil blive stk. 3, hvis der ikke generelt er efterspørgsel efter almene

ældreboliger fra den berettigede personkreds, jf. § 54, stk. 1, i

almenboligloven. Efter det foreslåede nye

2. pkt.

vil kommunalbestyrelsen,

hvis den almene boligorganisation indgår aftale med kommunalbestyrelsen,

kunne beslutte, at de pågældende boliger ved ledighed på ny skal udlejes

som almene ældreboliger.

Forslaget vil indebære, at almene ældreboliger der anvendes som

udslusningsboliger, skal udlejes efter reglerne for anvisning af lejere til en

udslusningsbolig, jf. almenboliglovens § 63, stk. 1.

De almene ældreboliger, som anvendes som udslusningsboliger, vil således

skulle udlejes efter de samme retningslinjer, som gælder ved udlejning af

almene familieboliger som udslusningsboliger.

Det er muligt for en kommunalbestyrelse at godkende de samme fravigelser

fra de almindelige lejerettigheder, som det fremgår af § 4, stk. 3, i

almenlejeloven. Fravigelserne kan højst være gældende i en periode af 2 år

(som med lovforslaget foreslås udvidet med muligheden for at forlænge med

op til 3 år, jf. forslaget i § 3, nr. 2). Efter udløbet af denne periode vil lejeren

have de samme lejerettigheder som øvrige beboere i almene boliger, jf.

almenlejeloven. Anvisningen til udslusningsboliger er ikke anvisning efter

almenboliglovens § 54, stk. 1, der omhandler anvisning til almene

ældreboliger.

Forslagets § 2 nr. 5 vil endvidere indebære, at kommunalbestyrelsen vil

kunne udleje almene ældreboliger som er ejet af kommuner og regioner som

udslusningsboliger.

Det fremgår af det foreslåede nye § 63, stk. 2, i almenboligloven, at

kommunalbestyrelsens udlejning af almene ældreboliger som

udslusningsboliger kun kan ske, hvis der ikke generelt er en efterspørgsel

efter almene ældreboliger. Det følger deraf, at hvis lejeren i en almen

ældrebolig, der anvendes som udslusningsbolig, fraflytter boligen, skal

kommunalbestyrelsen vurdere, om der behov for at leje boligen ud igen som

ældrebolig. Dette gælder dog ikke, hvis der er behov for udslusningsboligen

til en borger, der ellers vil være berettiget at få anvist en almen ældrebolig.

De særlige regler vedr. vurdering af behovet for ældreboliger i kommunen,

som følger af lovforslagets § 2 nr. 2, gælder ikke ved udlejning af almene

familie-

ungdomsboliger

som

udslusningsboliger,

idet

kommunalbestyrelsen her kun skal vurdere, om der fortsat er behov for at

anvende familie- eller ungdomsboligen som udslusningsbolig i tilfælde af

lejerens fraflytning af boligen.

UDKAST

Baggrunden herfor er som anført i lovforslagets almindelige bemærkninger,

afsnit 2.3.1.2, at kommunalbestyrelsen skal drage omsorg for, at der i

nødvendigt

omfang

tilvejebringes

almene

ældreboliger,

jf.

almenboliglovens § 105, og kommunalbestyrelsens kompetence til at yde

tilsagn om støtte til etablering af almene ældreboliger ved nybyggeri eller

ombygning, jf. almenboliglovens § 115, stk. 1-4.

I tilfælde af udlejningsvanskelighed i almene ældreboliger er det op til

kommunalbestyrelsen at vurdere, om boligen skal lejes ud som

udslusningsbolig, eller finde en anden løsning herpå, jf. vejledning nr. 9932

af 30. oktober 2018 om afhjælpning af udlejningsvanskeligheder i almene

ældreboliger.

Med forslaget vil kommunerne få en udvidet og mere fleksibel mulighed for

at kunne anvise hjemløse ældre borgere eller personer med handicap i

midlertidige botilbud en egnet udslusningsbolig.

Der opleves i nogle kommuner udlejningsvanskeligheder ved udlejning af

almene ældreboliger. Den foreslåede udvidelse af ordningen om

udslusningsboliger vil kunne være med til midlertidigt at løse denne

udfordring.

Den foreslåede ændring vil samtidig være med til at reducere kommunernes

udgifter til tomgangsleje i almene ældreboliger. I tillæg hertil vil

muligheden for at anvende almene ældreboliger øget udbuddet af boliger,

der er mulige at anvende som udslusningsboliger og dermed bidrage til at

afhjælpe hjemløshed.

Forslaget vil forventeligt kunne medvirke til at nedbringe antallet af især

ældre hjemløse i midlertidige botilbud efter serviceloven.

I øvrigt henvises til de almindelige bemærkninger i lovforslagets afsnit 2.3

ovenfor.

Til nr. 3

Ifølge almenboliglovens § 63, stk. 1, kan kommunen indgå aftale med en

almen boligorganisation om at stille ledige almene familieboliger til

rådighed for kommunalbestyrelsen med henblik på udlejning af boligerne

som udslusningsboliger, jf. lovens § 63, stk. 2, hvorefter en

udslusningsbolig er en bolig, som udlejes til personer, der opholder sig i

midlertidige boformer efter servicelovens §§ 107 eller 110, og som udlejes

på de vilkår, der fremgår af almenlejelovens § 4, stk. 3.

UDKAST

Det foreslås, at der i almenboliglovens § 63, stk. 2, der som følge af

lovforslagets § 2, nr. 2, vil blive stk. 3, indsættes en henvisning til

servicelovens § 109.

Forslaget indebærer, at målgruppen for udslusningsboliger udvides til også

at omfatte kvinder, der opholder sig i midlertidige botilbud efter § 109 i lov

om social service.

Kommunerne har på nuværende tidspunkt ikke mulighed for at tilbyde

borgere med ophold på en midlertidig boform efter servicelovens § 109 en

udslusningsbolig. På trods af, at der i udgangspunktet er tale om midlertidigt

ophold, er der konstateret lange opholdstider på boformer efter

servicelovens § 109. Med muligheden for, at tilbyde udslusningsboliger til

personer fra denne målgruppe, vil kommunen få et ekstra redskab til at

hjælpe disse med at opnå en permanent bolig. Samtidigt er der tale om en

målgruppe, som kan have en utilstrækkelig betalingsevne. Derfor vil

muligheden for at tilbyde en udslusningsbolig med refusion af en del af

huslejen kunne tilgodese en del af målgruppen, som det ellers vil have svært

ved at opnå en bolig.

Med forslaget vil kommunerne få mulighed for at anvise udslusningsboliger

til kvinder i kvindekrisecentre oprettet efter servicelovens § 109.

Udslusningsboliger til kvinder i kvindekrisecentre vil efter forslaget blive

udlejet efter de samme regler, der gælder for udlejning af udslusningsboliger

til borgere i midlertidige botilbud efter §§ 107 og 110 i serviceloven.

Forslaget vil sammen med de øvrige foreslåede ændringer i

almenboligloven og almenlejeloven, herunder udvidelsen af målgruppen til

at omfatte kvinder med ophold på kvindekrisecentre, understøtte, at

kommunerne vil have vide muligheder for at tilbyde en udslusningsbolig for

personer med ophold på midlertidige boformer efter serviceloven i de

tilfælde, hvor kommunerne vurderer, at det er relevant.

Til nr. 4

Ifølge gældende regler om almene ungdomsboliger i almenboligloven, kan

der kun anvises uddannelsessøgende til almene ungdomsboliger, der er

etableret ved ommærkning af almene familie- eller ældreboliger, jf.

almenboliglovens § 52, stk. 1, 2. pkt., jf. almenboliglovens § 4, stk. 1, nr. 7

og 10. Endvidere gælder, at startboliger kun kan anvises til unge mellem 18-

24 år, der tilhører målgruppen for disse boliger, jf. almenboliglovens § 52,

stk. 1, 3. pkt.

UDKAST

En aftale om ommærkning af almene ældre- eller familieboliger skal være

indgået senest 1. januar 2017 og kan have en varighed af 10 år. Herefter

ommærkes boligerne igen til henholdsvis almene ældre- og familieboliger.

Kommunerne kan efter planlovens § 19 dispensere fra gældende

bestemmelser i en lokalplan med henblik på at etablere studieboliger på

midlertidige ledige byggegrunde i kommunen.

Det foreslås, at der efter almenboliglovens § 63, stk. 3, der som følge af

lovforslagets § 2, nr. 2, vil blive stk. 4, indsættes et nyt stk. 5, sådan at

ungdomsboliger tilvejebragt ved ommærkning af almene ældre- eller

familieboliger, jf. almenboliglovens § 4, stk. 1 nr. 7 og 10, ikke vil kunne

anvendes som udslusningsboliger.

Ligeledes foreslås det med det nye stk. 5, at ungdomsboliger, der anvendes

som startboliger til unge mellem 18- 24 efter almenboliglovens § 101 a,

heller ikke vil kunne anvendes til udslusningsboliger.

Endelig foreslås det med det nye stk. 5, at studieboliger, der er oprettet på

midlertidige ledige byggegrunde ikke vil kunne anvendes som

udslusningsboliger til unge.

Forslaget indebærer, at de gældende regler om målgruppen for

ungdomsboliger, der er tilvejebragt ved ommærkning af almene familie- og

ældreboliger ikke ændres. Det vil således kun være ungdomsboliger, der kan

udlejes til unge under uddannelse og andre unge med særlige behov, der kan

anvendes som udslusningsboliger. Baggrunden herfor er, at reglerne om

ommærkning af almene familie- og ældreboliger til ungdomsboliger har til

formål at skabe øget muligheder for at tilvejebringe boliger til unge under

uddannelse, grundet det sigende behov for sådanne boliger. Da behovet for

boliger til uddannelsessøgende fortsat er meget højt anses det ikke

hensigtsmæssigt, at indføre regler der kan begrænse udbuddet af disse

boliger til uddannelsessøgende.

Forslaget indebærer endvidere, at det ikke være muligt at anvende

startboliger som udslusningsboliger. Hensynet hertil er, at startboliger er

almene ungdomsboliger udpeget en særlig målgruppe, udsatte unge i

alderen 18-24 år, som kommunen og boligorganisationen har opnået støtte

fra en statslig afsat pulje til at støtte i overgangen til voksenlivet. Det vil

derfor være uhensigtsmæssigt ift. at afhjælpe udfordringer for denne

målgruppe, hvis boliger hertil i stedet udbydes som udslusningsboliger.

Endeligt er der med planlovens § 19 mulighed for at dispensere fra gældende

lokalplan mhp. at etablere studieboliger på midlertidigt ledige byggegrunde.

Hensynet bag denne bestemmelse er at afhjælpe en mangel på boliger til

UDKAST

studerende. En ændring af målgruppen for disse boliger anses derfor ikke

hensigtsmæssig.

Baggrunden den foreslåede ændring er således generelt at respektere de

hensyn, som de gældende regler på området har i forhold til beboergruppen

i de pågældende boligtyper.

Uanset de foreslåede begrænsninger i forhold til, hvilke ungdomsboliger,

der kan anvendes som udslusningsboliger, vil kommunerne kunne

tilvejebringe det antal udslusningsboliger i ungdomsboliger, der er behov

for. Årsagen hertil er, at begrænsningen kun udgør en meget lille andel af

alle almene ungdomsboliger, Forslaget begrænser således ikke

kommunernes muligheder for at øge deres indsats mod hjemløshed blandt

unge.

Til nr. 5

Ifølge almenboliglovens § 64, skt. 2, 3. pkt. er der en række forhold, som er

gældende for almene boliger, men som tillige finder anvendelse for almene

ældreboliger, som ejes af kommuner og regioner. Dette drejer sig om

bestemmelserne i almenboliglovens § 63 d, stk.1-3 om politiets mulighed

for videregivelse af strafferetlige afgørelse vedr. forhold, som en beboer ar

begået inden for eller med virkning for boligområde, som den pågældende

bor i, eller mod en ansat i boligorganisationen, når videregivelsen anses for

nødvendig for en eksisterende tryghedsskabende indsats, samt

boligorganisationens mulighed for at behandle disse oplysninger. Det drejer

sig tillige om almenboliglovens § 63 e, efter hvilken en boligorganisationer

til andre boligorganisationer, selvejende institutioner, kommuner eller

regioner, der udlejer almene boliger i samme boligområde, kan videregive

oplysninger om, at af boligorganisationens lejemål er opsagt eller ophævet

efter § 85, skt. 1, nr. 3 eller 4 eller § 90, stk. 1, nr. 7-10 eller 13 i

almenlejeloven, hvis videregivelse anses for nødvendig for at styrke den

tryghedsskabende indsats i boligområdet. Bestemmelserne vedr. bl.a.

tilsidesættelse af god skik og orden, tilsidesættelse af betingelser i

lejeforhold samt idømmelse af dom for utryghedsskabende adfærd.

Almenboligloven giver i dag ikke mulighed for at anvende almene

ældreboliger som udslusningsboliger, herunder ældreboliger ejet af en

kommune eller region. Med lovforslagets § 2, nr. 2 foreslås det, at almene

ældreboliger fremover kan anvendes til udslusningsboliger. En begrænsning

af ordningen om udslusningsboliger, således at almene ældreboliger ejet af

en kommune eller region ikke kan anvendes, vil være en barriere, som

risikerer at begrænse anvendelsen af ordningen unødigt.

UDKAST

Det foreslås, at der i almenboliglovens § 64, stk. 2, 3. pkt., indsættes en

henvisning til almenboliglovens § 63, stk. 2-4.

Forslaget vil indebære, at almene ældreboliger ejet af en kommune eller

region vil kunne lejes ud som udslusningsboliger i lighed med de regler, der

foreslås i lovforslagets § 2 nr. 5 for almene ældreboliger ejet af en almen

boligorganisation.

Forslaget vil således give kommunerne langt større muligheder for at

anvende almene ældreboliger som udslusningsboliger, idet en stor del af de

almene ældreboliger er ejet af kommunen.

Samtidig vil muligheden for at anvende ældreboliger ejet af en region som

udslusningsboliger give kommunerne mulighed for at indgå aftale herom

med en region og anvise borgere med nedsat psykisk eller fysisk

funktionsnedsættelse samt særlige sociale problemer i tilbud efter

servicelovens §§ 107 og 110 til sådanne udslusningsboliger. Med

lovforslagets §§ 1, nr. 8 og 2, nr. 4 vil dette også omfatte borgere, der

udsluses fra en midlertidig borform efter servicelovens § 109. Samlet giver

det kommunerne langt bredere mulighed for at kunne anvende

udslusningsboliger til borgere med behov for en sådan bolig.

Endvidere vil det kunne afhjælpe kommunernes udlejningsvanskeligheder

med almene ældreboliger og reducere kommunernes udgifter til betaling af

tomgangsleje.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.3.2i lovforslagets almindelige

bemærkninger.

Til § 3

Til nr. 1

Efter almenlejelovens § 4, stk. 3 kan kommunalbestyrelsen ved udlejning af

en udslusningsbolig godkende en fravigelse af bestemmelserne i

almenlejelovens §§ 39 og 40, kapitel 12, § 79, stk. 2, og §§ 85 og 88, ved

aftale mellem udlejer og lejer.

Dette vedrører almenlejelovens generelle bestemmelser vedr. retten til at

udføre og få godtgjort forbedringer af lejemålet, retten til at overlade

brugsretten til andre (fremleje, bytte mv.), samt en række af de almindelige

bestemmelser om udlejers ret til opsigelse af lejeaftalen. Disse

bestemmelser kan fraviges, idet en udslusningsbolig er af midlertidig

UDKAST

karakter, og at disse bestemmelser kan være uhensigtsmæssige at anvende i

den midlertidig periode.

Det fremgår af almenlejelovens § 4, stk. 3, 2. pkt., at en udlejer af en almen

familiebolig efter anmodning fra kommunalbestyrelsen kan opsige lejere

med virkning fra det tidspunkt, hor lejeren får stille en bolig til rådighed i

en borform omfattet af

serviceloven.

Dette er med til at sikre, at en borger

som ikke er i stand til at bo i en udslusningsbolig, af kommunen bliver

tilbudt et mere passende botilbud.

Det følger tillige af bestemmelsen, at det kan aftales, at lejemålet ikke kan

forbedres efter lejerens ønske, jf. § 37 b i lov om almene boliger m.v. Dette

skyldes lejemålets midlertidige karakter.

Endeligt skal det fremgå af lejeaftalen, hvor længe de aftalte fravigelser er

gældende inden for en periode på højst 2 år fra lejeforholdes begyndelse.

Det bemærkes, at det foreslås, at den 2-årige periode kan udvides i op til 5

år med lovforslagets § 3, nr. 2.

Det er en lovteknisk fejl, at der i almenlejelovens § 4, stk. 3, 2. pkt., på

nuværende tidspunkt henvises til populærudtrykket

serviceloven

og ikke det

korrekte

lov om social service.

Det foreslås på denne baggrund, at det i almenlejelovens § 4, stk. 3, 2. pkt.

ændres fra

serviceloven

til

lov om social service.

Med ændringen vil den

lovtekniske fejl være berigtiget.

Til nr. 2

Som beskrevet i de særlige bemærkninger til § 3, nr. 1, er der ved udlejning

af udslusningsboliger mulighed for at fravige en række af almenlejelovens

og almenboliglovens almindelige bestemmelser, som skyldes den

midlertidige karakter af en udslusningsbolig. Efter almenlejelovens § 4, stk.

3 kan kommunalbestyrelsen ved udlejning af en udslusningsbolig godkende

en fravigelse af bestemmelserne i almenlejelovens §§ 39 og 40, kapitel 12,

§ 79, stk. 2, og §§ 85 og 88, ved aftale mellem udlejer og lejer. Dette

vedrører de normale bestemmelser vedr. retten til at udføre og få godtgjort

forbedringer af lejemålet, retten til at overlade brugsretten til andre

(fremleje, bytte mv.), samt en række af de almindelige bestemmelser om

udlejers ret til opsigelse af lejeaftalen. Det fremgår endvidere, at udlejer

efter anmodning fra kommunalbestyrelsen kan opsige lejere med virkning

fra det tidspunkt, hor lejeren får stille en bolig til rådighed i en borform

omfattet af serviceloven. Det følger tillige af bestemmelsen, at det kan

aftales, at lejemålet ikke kan forbedres efter lejerens ønske, jf. § 37 b i lov

om almene boliger m.v. Efter almenlejelovens § 4, stk. 3, 4. pkt., er det alene

UDKAST

muligt at fastsætte en periode på op til 2 år, hvori de i almenlejelovens § 4,

stk. 3, 1.-3. pkt., nævnte bestemmelser kan fraviges. Perioden kan ikke

forlænges.

En stabil boligsituation kan være afgørende, for en borgers rehabilitering.

Det er hensigten med udslusningsboliger, at borgeren gennem

udslusningsperioden skal blive i stand til, at opnå en tilværelse i boligen på

almenlejelovens almindelige lejevilkår, herunder være i stand til at afholde

huslejen uden det særlige huslejetilskud, som er tilknyttet

udslusningsboligen. Der kan imidlertid være tilfælde, hvor en 2-årig

udslusningsperiode ikke er en lang nok periode for borgeren, til at opnå en

tilstrækkelig rehabilitering, fx ift. betalingsevne mv.

Det foreslås derfor, at der i almenlejelovens § 4, stk. 3, efter 4. pkt. indsættes

et nyt 5. og 6. pkt., som vil give mulighed for at forlænge den nuværende 2-

årige periode. Efter det foreslåede nye

5. pkt.

vil perioden kunne forlænges

med op til 3 år, såfremt kommunalbestyrelsen vurderer, at beboeren efter 2

år ikke kan opnå en betalingsevne, som gør det muligt for borgeren at betale

den fulde husleje for boligen. Det vil være en betingelse for, at der kan ske

forlængelse, at kommunalbestyrelsen vurderer, at beboeren kan opnå en

sådan selvstændig tilværelse og betalingsevneforbedring inden for den

forlængede lejeperiode i udslusningsboligen, og at vedkommende kan

opretholde boligen på normale lejevilkår efter udløb af forlængelsen af

udslusningsperioden.

Det er med den foreslåede ændring hensigten at muliggøre en mere fleksibel

anvendelse af udslusningsboliger, således at borgere, som i henhold til

servicelovens §§ 107 eller 110 har behov for en udslusningsbolig, men ikke

kan forventes at opnå en tilstrækkelig betalingsevne til at betale fuld leje

inden for 2 år, vil kunne få forlænget perioden med op til 3 år. Formålet er

derfor at hjælpe borgere, som har brug for et længere

rehabiliteringsperspektiv end den nuværende 2-årige periode. Med

lovforslagets §§ 1, nr. 8 og 2, nr. 4 vil dette også omfatte borgere, der

udsluses fra en midlertidig borform efter servicelovens § 109.

Den foreslåede ændring vil ikke medføre, at borgere, der anvises en

udslusningsbolig, automatisk vil have en forlænget udslusningsperiode på

op til 5 år. Hensigten er, at de særlige vilkår så vidt muligt målrettes borgere

efter en konkret og individuel vurdering på anvisningstidspunktet.

Når kommunen efter forslaget vil få mulighed for at forlænge den periode,

som det er muligt at udleje en udslusningsbolig til en lejer med op til 3 år,

vil kommunen dermed få mulighed for at yde huslejerefusion til en

udslusningsbolig i mere end 2 år fra lejeforholdets begyndelse. Forslaget vil

således give kommunen bedre mulighed for at tilbyde borgere faste

UDKAST

boligrammer, i tilfælde hvor de ellers vil være i risiko for at ende i

hjemløshed.

For at sikre, at forlængelsen alene vil blive anvendt til opfyldelse af

udslusningsboligens formål, vil kommunen samtidig skulle vurdere, at

beboeren inden for den forlængede periode vil kunne opnå en så selvstændig

tilværelse og så god betalingsevne, at beboeren er i stand til at betale en fuld

husleje ved periodens udløb. Er dette ikke realistisk vil beboeren falde uden

for målgruppen for udslusningsboliger, og det vil kunne være mere

hensigtsmæssigt at placere borgeren i et andet tilbud.

Hvis perioden for fravigelse af almenlejelovens regler udløber efter 2 år med

mulighed for forlængelse til op til 5 år, fortsætter lejeaftalen uden

fravigelserne. Det vil herefter være almenlejelovens almindelige regler, som

gælder for lejeforholdet. Dette er af hensyn til borgerens lejerettigheder og

hensynet til at begrænse muligheden for økonomiske særtilskud.

§4

Det foreslås i

stk. 1,

at loven skal træde i kraft den 1. juli 2021.

Det foreslås i

stk. 2,

at loven tillige skal finde anvendelse for borgere, der

inden lovens ikrafttræden har fået ophold på en boform efter § 109, stk. 1,

eller § 110, stk. 1, i lov om social service, og som fortsat har ophold på

boformen efter lovens ikrafttræden samt borgere, der har fået anvist en

udslusningsbolig efter § 63 i lov om almene boliger m.v.

Loven vil ikke gælde for Færøerne og Grønland, da serviceloven, jf. § 196,

stk. 1, almenboligloven, jf. § 196, og almenlejeloven, jf. § 114, ikke gælder

for Færøerne og Grønland og ikke kan sættes i kraft for disse dele af riget.

UDKAST

Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering

Lovforslaget

§1

I lov om social service, jf.

lovbekendtgørelse nr. 1287 af 28.

juni 2020, som ændret senest ved §

1 i lov nr. 1060 af 30. juni 2020,

foretages følgende ændring:

§ 109. ---

§ 109

indsættes efter stk. 1, som

nyt stykke:

»Stk. 2.

Formålet med et

midlertidigt ophold efter stk. 1 er

at yde støtte, omsorg og

rådgivning, som kan bidrage til, at

kvinden og eventuelle ledsagende

børn kan etablere en selvstændig

tilværelse uden vold i egen bolig.

Støtte, omsorg og rådgivning

under opholdet må ikke erstatte

den øvrige hjælp og støtte, som

borgeren har behov for og ret til

efter serviceloven.«

Stk. 2-9 bliver herefter stk. 3-10.

Stk. 2.

Optagelse i boformen kan

ske anonymt ved egen henvendelse

eller ved henvisning fra offentlige

myndigheder.

Stk. 3-5. ---

Stk. 6.

Orienteringerne efter stk. 4

og 5 skal som minimum indeholde

§ 109, stk. 6,

som bliver stk. 7,

kvindens og eventuelle børns navne

ændres »stk. 4 og 5« til: »stk. 5 og

og cpr-numre samt dato og

6« og »stk. 2« til: »stk. 3«

begrundelse

for

henholdsvis

optagelsen og udskrivningen. For

kvinder, der optages i boformen

anonymt, jf. stk. 2, udelades

kvindens og eventuelle børns navne

og cpr-numre, og det skal i øvrigt

UDKAST

sikres, at kvindens anonymitet

opretholdes.

Stk. 7.

Kommunalbestyrelsen skal

tilbyde

indledende

koordinerende støtte og vejledning

til kvinder på boformer efter denne

bestemmelse. Den indledende

rådgivning skal iværksættes så

tidligt som muligt efter orientering

om optagelse i boformen og skal

introducere kvinden til den

koordinerende rådgivning og skabe

kontakt mellem kvinden og en

medarbejder, der varetager den

koordinerende rådgivning. Den

koordinerende rådgivning gives i

forhold til bolig, økonomi,

arbejdsmarked,

skole,

daginstitutioner, sundhedsvæsen

m.v. og skal understøtte de enkelte

dele

kommunalbestyrelsens

øvrige

tilbud.

Rådgivningen

iværksættes,

senest

når

forberedelsen til udflytning fra

boformen påbegyndes, og gives,

indtil kvinden og eventuelle børn er

etableret i egen bolig.

§ 110.

---

Kommunalbestyrelsen skal tilbyde

midlertidigt ophold i boformer til

personer med særlige sociale

problemer, som ikke har eller ikke

kan opholde sig i egen bolig, og

som har behov for botilbud og for

tilbud om aktiverende støtte,

omsorg og efterfølgende hjælp.

Stk. 2-5.

---

§ 109, stk. 7, 2. pkt.,

som bliver

stk. 8, 2. pkt., affattes således:

»For at understøtte formålet efter

stk. 2, skal den indledende

rådgivning iværksættes så tidligt

som muligt efter orientering om

optagelse i boformen og skal

introducere kvinden til den

koordinerende rådgivning og

skabe kontakt mellem kvinden og

en medarbejder, der varetager den

koordinerende rådgivning.«

§ 110, stk. 1,

indsættes efter

»og som har«: »et akut«, og

»aktiverende støtte, omsorg og

efterfølgende hjælp« ændres til:

»aktiverende støtte og omsorg«.

§ 110

indsættes efter stk. 1,

som nyt stykke:

UDKAST

»Stk. 2.

Formålet med et

midlertidigt ophold efter stk. 1 er

at hjælpe personer med særlig

sociale problemer over akutte

vanskeligheder og i overgangen til

egen bolig og øvrig hjælp efter

serviceloven. Den aktiverende

støtte og omsorg under opholdet

må ikke erstatte den øvrige hjælp

og støtte, som borgeren har behov

for og ret til efter serviceloven.«

Stk. 2-6 bliver herefter til stykke

3-7.

Stk. 6.

Orienteringerne efter stk. 4

§ 110, stk. 6,

der bliver stk. 7,

og 5 skal som minimum indeholde

ændres »stk. 4 og 5« til: »stk. 5 og

personens navn og cpr-nummer

6«.

samt dato og begrundelse for

henholdsvis

optagelsen

udskrivningen.

§ 110

indsættes efter stk. 7,

som nyt stykke:

»Stk. 8.

Boformslederen kan

træffe beslutning om at yde

efterfølgende hjælp til borgeren i

overgangen til egen bolig, såfremt

hjælpen vurderes at være

nødvendig for at sikre formålet i

stk. 2. Den efterfølgende hjælp må

ikke erstatte den øvrige hjælp og

støtte, som borgeren har behov for

og ret til efter serviceloven.«

§ 163 a, stk. 1

ændres »§§ 107

§ 163 a.

Den kommune, der har anvist en eller 110 « til »§§ 107, 109 eller

lejer til en udslusningsbolig, jf. § 63 110«

i lov om almene boliger m.v., skal

refundere lejeren forskellen mellem

UDKAST

lejerens udgifter til leje og andre

pligtige pengeydelser fratrukket

støtte efter lov om individuel

boligstøtte og det beløb, jf. § 163,

stk. 2, som lejeren skulle have

betalt i et botilbud omfattet af §§

107 eller 110. Lejerens udgifter til

beboerindskud eller depositum

indgår dog ikke i beregningen af

refusionen.

Social-

indenrigsministeren

fastsætter

nærmere regler i en bekendtgørelse

om de i denne bestemmelse nævnte

forhold.

§ 163 a,

indsættes efter stk. 1,

som nyt stykke:

»Stk. 2. Refusion efter stk. 1 skal

ikke fradrages i borgerens

forsørgelsesydelser eller andre

indkomstafhængige offentlige

ydelser.«

§2

I lov almene om almene boliger jf.

lovbekendtgørelse nr. 1203 af 3.

august 2020 foretages følgende

ændringer:

§ 63.

Den almene boligorganisation kan

indgå aftale med

kommunalbestyrelsen om at stille

ledige almene familieboliger til

rådighed for kommunalbestyrelsen

med henblik på udlejning som

udslusningsboliger, jf. stk. 2

Stk. 2. En udslusningsbolig er en

bolig, som udlejes til personer, der

opholder sig i midlertidige

boformer efter lov om social

§ 63, stk. 1, 1. pkt.,

ændres

»familieboliger« til »familie- og

ungdomsboliger jf. dog stk. 5«, og

»stk. 2« ændres til: »stk. 3«.

§ 63

indsættes efter stk. 1 som

nyt stykke: »Den almene

boligorganisation kan endvidere

indgå aftale med

kommunalbestyrelsen om at stille

UDKAST

service §§ 107 eller 110, og som

udlejes på de vilkår, der fremgår af

§ 4, stk. 3, i lov om leje af almene

boliger.

Stk. 3. Kommunen betaler lejen

(boligafgiften) fra det tidspunkt,

fra hvilket den ledige bolig er til

rådighed for

kommunalbestyrelsen, og indtil

udlejning sker. Kommunen

garanterer endvidere for

boligtagerens opfyldelse af

kontraktmæssige forpligtelser over

for boligorganisationen til at

istandsætte boligen ved

fraflytning. Opsiger udlejer

lejekontrakten efter

kommunalbestyrelsens

anmodning, jf. § 4, stk. 3, 2. pkt., i

lov om leje af almene boliger,

betaler kommunen huslejen i

perioden fra lejerens fraflytning, til

genudlejning sker, dog ikke ud

over det tidspunkt, hvorfra en

opsigelse ville have haft virkning

efter § 88 i lov om leje af almene

boliger. Ændrer

kommunalbestyrelsen beslutning

om at råde over en bolig, som ikke

er udlejet, skal lejen (boligafgiften)

ikke betales ud over det tidspunkt,

hvorfra en opsigelse ville have haft

virkning.

ledige almene ældreboliger til

rådighed for kommunalbestyrelsen

med henblik på udlejning som

udslusningsboliger jf. stk. 3, hvis

der ikke generelt er efterspørgsel

efter almene ældreboliger fra den

berettigede personkreds, jf. § 54,

stk. 1. Indgår den almene

boligorganisation aftale med

kommunalbestyrelsen efter 1. pkt.,

kan kommunalbestyrelsen beslutte,

at de pågældende boliger ved

ledighed på ny skal udlejes som

almene ældreboliger.«

Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og

§ 63, stk. 2

der bliver stk. 3,

ændres »§§ 107 eller 110 « til »§§

107, 109 eller 110«

§ 63

indsættes efter stk. 3, som

bliver stk. 4, som stk. 5: »Stk. 1

finder ikke anvendelse for almene

ungdomsboliger tilvejebragt ved

ommærkning af almene familie-

og ældreboliger efter § 4, stk. 1.

nr. 7 og 10, og startboliger

etableret efter § 101a samt

studieboliger etableret på grunde

efter § 19 i lov om planlægning.«

§ 64, stk. 2, 3. pkt.

indsættes

efter »Bestemmelserne i« »§ 63,

stk. 2-4«.

§ 63. ---

Stk. 2. Bestemmelserne i § 54, §

55, stk. 1-4, 6 og 8, og §§ 56, 58 a-

58 c, 63 d og 63 e finder

tilsvarende anvendelse på

selvejende almene ældreboliger.

UDKAST

Bestemmelserne i § 54, stk. 1, 4.

pkt., § 55, stk. 1, § 56 og § 57, stk.

3, finder dog ikke anvendelse på

selvejende almene ældreboliger

efter det tidligere kapitel 9 a, jf.

lovbekendtgørelse nr. 857 af 8.

august 2006, jf. dog stk. 3.

Bestemmelserne i § 63 d, stk. 1-3,

og § 63 e finder tilsvarende

anvendelse på almene

ældreboliger, som ejes af

kommuner og regioner.

Stk. 3 ---

§3

I lov om leje af almene boliger, jf.

lovbekendtgørelse nr. 928 af 4.

september 2019, som senest ændret

ved § 4 i lov nr. 359 af 4. april 2020,

foretages følgende ændringer:

§ 4. ---

Stk. 3. Ved udlejning af en

udslusningsbolig, jf. § 63 i lov om

almene

boliger

m.v.,

kan

bestemmelserne i denne lovs §§ 39

og 40, kapitel 12, § 79, stk. 2, og §§

88,

med

kommunalbestyrelsens

godkendelse fraviges ved aftale

mellem udlejer og lejer. Det kan

herunder aftales, at udlejer efter

anmodning

fra

kommunalbestyrelsen kan opsige

lejeren med virkning fra det

tidspunkt, hvor lejeren får stillet en

bolig til rådighed i en boform

omfattet af serviceloven. Det kan

endvidere aftales, at lejemålet ikke

kan forbedres efter lejerens ønske,

I § 4, stk. 3, 2. pkt. ændres

»serviceloven« til: »lov om social

service«.

§ 4, stk. 3, indsættes som 5. og

6. pkt.

»Perioden kan forlænges

med op til 3 år, såfremt

kommunalbestyrelsen vurderer, at

beboeren efter 2 år ikke kan opnå

en betalingsevne, som gør det

muligt for borgeren at betale den

fulde husleje for boligen. Det er en

betingelse for, at der kan ske

forlængelse,

kommunalbestyrelsen vurderer, at

beboeren kan opnå en sådan

selvstændig

tilværelse

betalingsevneforbedring inden for

den forlængede lejeperiode i

UDKAST

jf. § 37 b i lov om almene boliger

m.v. Det skal fremgå af lejeaftalen,

hvor længe de aftalte fravigelser er

gældende inden for en periode på

højst 2 år fra lejeforholdets

begyndelse.

udslusningsboligen,

vedkommende kan opretholde

boligen på normale lejevilkår efter

forlængelsen

udslusningsperiodens udløb«.