SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 6: Ankestyrelsens undersøgelse af kommunernes praksis for anbringelser uden samtykke af børn og unge med funktionsnedsættelser

Social- og Ældreudvalget 2020-21
SOU Alm.del Bilag 6
Offentligt

Oktober 2020

Anbringelser

uden samtykke

af børn og unge

med funktions-

nedsættelse

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 6: Ankestyrelsens undersøgelse af kommunernes praksis for anbringelser uden samtykke af børn og unge med funktionsnedsættelser

ANKESTYRELSEN

Telefon: 33 41 12 00 mandag til fredag klokken 9-15

Postadresse: Ankestyrelsen, 7998 statsservice

Mailadresse: [email protected]

Hjemmeside: www.ast.dk

ISBN nr.: 978-87-7811-390-0

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 6: Ankestyrelsens undersøgelse af kommunernes praksis for anbringelser uden samtykke af børn og unge med funktionsnedsættelser

Indholdsfortegnelse

KAPITEL 1 SAMMENFATNING

Undersøgelsens formål

Hovedkonklusioner

Rapportens disposition

KAPITEL 2 HVAD ER ANBRINGELSE UDEN

SAMTYKKE?

Anbringelser uden samtykke

KAPITEL 3 OMFANG AF ANBRINGELSE UDEN

SAMTYKKE

Omfang af anbringelser uden samtykke

KAPITEL 4 TRE TYPER AF FORLØB

Meget forskelligartede sager

type 1: Anbringelse inden funktionsnedsættelsen

konstateres

type 2: Anbringelse grundet sociale forhold

type 3: Anbringelsen grundet udfordringer knyttet til

funktionsnedsættelsen

KAPITEL 5 FORLØBET OP TIL

ANBRINGELSEN

Kommunerne kender typisk sagerne længe inden

anbringelsen

Der er flere muligheder for støtte

Der gives flere former for støtteforanstaltninger inden

anbringelsen

Valg af indsatser afhænger af situationen

Kommunerne vurderer, at de udtømmer alle

muligheder, når de indstiller til anbringelse uden

samtykke

KAPITEL 6 INDDRAGELSE AF FORÆLDRE OG

BARN/UNG

Inddragelse er vigtigt og lovpligtigt

Relationen mellem sagsbehandler og forældre

Varierende samarbejdsrelationer

Inddragelse af barnet/den unge

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 6: Ankestyrelsens undersøgelse af kommunernes praksis for anbringelser uden samtykke af børn og unge med funktionsnedsættelser

KAPITEL 7 ÅRSAGER TIL ANBRINGELSE

UDEN SAMTYKKE

Årsager til anbringelsen

Flere grunde til ikke at give samtykke

Manglende informeret samtykke eller tvivlsomt

samtykke

Den unge ønsker at blive anbragt

BILAG 1

METODE

Registerdata

Sagsgennemgang

Interview

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 6: Ankestyrelsens undersøgelse af kommunernes praksis for anbringelser uden samtykke af børn og unge med funktionsnedsættelser

KAPITEL 1

Sammenfatning

Social- og Indenrigsministeriet har bedt Ankestyrelsen om at

undersøge kommunernes praksis for anbringelse uden sam-

tykke af børn og unge med funktionsnedsættelse.

FUNKTIONS-

NEDSÆTTELSE

Undersøgelsen

handler om de

funktionsnedsæt-

telser, som i ser-

viceloven hører

under ”betydelig

og varig psykisk

og/eller fysisk

funktionsnedsæt-

telse”. Det beteg-

nes i rapporten

blot som funkti-

onsnedsættelse.

En afgørelse om anbringelse uden samtykke er en af de mest

indgribende foranstaltninger, og udgangspunktet er derfor altid,

at kommunen skal forsøge at opnå samtykke fra forældre og

den unge, der er fyldt 15 år, før der træffes afgørelse om an-

bringelse. Der kan imidlertid være forhold, der gør det nødven-

digt, at anbringe barnet eller den unge uden samtykke (service-

lovens § 58). Reglerne om anbringelse uden samtykke beskrives

i kapitel 2.

UNDERSØGELSENS FORMÅL

Formålet med undersøgelsen er at belyse, hvad der gør sig gæl-

dende i sager, hvor børn og unge med funktionsnedsættelse bli-

ver anbragt uden samtykke. I undersøgelsen svarer vi på føl-

gende spørgsmål:

•

Hvad er omfanget af anbringelser uden samtykke af børn

og unge med funktionsnedsættelse?

Hvad karakteriserer forløbet op til anbringelsen uden

samtykke? Herunder overblik over typer af forløb og be-

skrivelse af, hvilken støtte og dialog, der har været inden

anbringelsen uden samtykke.

Hvilke årsager er der til, at kommunerne anbringer børn

og unge med funktionsnedsættelse uden samtykke? Her-

under grunde til, at forældre og den unge, der er fyldt 15

år, ikke samtykker til anbringelsen.

•

Denne undersøgelse er anden del af en samlet undersøgelse om anbringelser uden

samtykke. Hvor første del handlede om anbringelser uden samtykke generelt, hand-

ler denne undersøgelse om anbringelser uden samtykke af børn og unge med funkti-

onsnedsættelse. De to delundersøgelser kan læses uafhængigt af hinanden. Første

delundersøgelse blev gennemført i første halvår af 2019 og er offentliggjort på

www.ast.dk.

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 6: Ankestyrelsens undersøgelse af kommunernes praksis for anbringelser uden samtykke af børn og unge med funktionsnedsættelser

UNDERSØGELSENS DATAGRUNDLAG

•

Interview med faglige ledere og sagsbehandlere i fire

kommuner.

Interview med otte forældre til børn og unge med funk-

tionsnedsættelser af forskellig karakter, der er anbragt

uden samtykke.

Gennemgang af 18 sager om anbringelse uden sam-

tykke, fordelt på afgørelser efter servicelovens § 58, stk.

1, 2 og 3.

Registerdataanalyse foretaget af Social- og Indenrigsmi-

nisteriet.

Se bilag 1 for en uddybning af de anvendte metoder.

HOVEDKONKLUSIONER

I det følgende præsenterer vi undersøgelsens hovedkonklusio-

ner.

OMFANG AF

ANBRINGELSER

UDEN SAMTYKKE

Stort set uændret antal anbringelser uden samtykke af

børn og unge med funktionsnedsættelse

Det samlede antal anbringelser uden samtykke af børn og unge

med funktionsnedsættelse er samlet set stort set uændret i pe-

rioden 2012-2017

. Ved udgangen af 2017 var 3578 børn og

unge mellem 0 og 17 år med funktionsnedsættelse anbragt

For visse større diagnosegrupper er antallet af anbringelser

uden samtykke dog steget i perioden 2012-2017.

Tre overordnede typer af forløb op til anbringelsen

Det er meget forskelligt, hvordan sager med en anbringelse

uden samtykke af børn og unge med funktionsnedsættelser for-

løber inden anbringelsen. I sagsgennemgangen og interviewene

ser vi tre overordnede typer af forløb op til en anbringelse uden

samtykke af børn og unge med funktionsnedsættelse:

•

Type 1: Anbringelse inden funktionsnedsættelsen konstate-

res, hvor anbringelsen og støtte inden anbringelsen bunder

i sociale forhold

•

Type 2: Anbringelse efter funktionsnedsættelsen er konsta-

teret, hvor anbringelsen og støtte inden anbringelsen pri-

mært bunder i sociale forhold

FORLØBET INDEN

ANBRINGELSE

UDEN SAMTYKKE

Data om antallet af anbringelser uden samtykke af børn og unge med funktionsned-

sættelse er ikke tilgængelige senere end 2017. Tallene baserer sig på datatræk fra

Danmarks Statistik foretaget af Social- og Indenrigsministeriet.

Den metodiske afgrænsning af gruppen beskrives i kapitel 2.

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 6: Ankestyrelsens undersøgelse af kommunernes praksis for anbringelser uden samtykke af børn og unge med funktionsnedsættelser

•

Type 3: Anbringelse efter funktionsnedsættelse er konsta-

teret, hvor anbringelsen og støtte inden anbringelsen hæn-

ger tæt sammen med funktionsnedsættelsen og ikke sociale

forhold

Barnet og familien har typisk modtaget flere typer af støt-

teforanstaltninger inden anbringelse uden samtykke

Ifølge de kommuner, som vi har talt med, er de fleste forløb op

til anbringelser uden samtykke kendetegnet ved, at barnet og

familien har modtaget flere typer af støtteforanstaltninger.

Hvilke indsatser, kommunen vælger at tilbyde familien, afhæn-

ger blandt andet af bekymringsgrad, forældrenes ressourcer og

samarbejdet med forældrene og barnet.

Ifølge kommunerne udtømmer de alle muligheder for støttefor-

anstaltninger forud for anbringelsen uden samtykke. Nogen for-

ældre oplever dog, at deres kommune ikke i tilstrækkelig grad

udtømte mulighederne for mindre indgribende foranstaltninger

inden anbringelsen af deres barn.

Vigtigt med samarbejde mellem kommune og forældre

De interviewede kommuner vægter inddragelse, åbenhed og lø-

bende orientering af forældrene om påtænkte tiltag højt. Der

kan dog være situationer, hvor kommunen overvejer timing af

orienteringen af forældrene nøje, og nogle forældre oplever, at

kommunen ikke altid har tydeliggjort sin dagsorden for dem.

Orientering om, at kommunen er meget bekymret for barnet og

overvejer anbringelse, kan af forældrene opleves som en trus-

sel, hvilket kan påvirke samarbejdet. Kommunerne oplever, at

forældresamarbejdet varierer meget i omfang og form af-

hængigt af, blandt andet hvilken familie eller type forældre, der

er tale om, og hvilken hjælp familien bevilges i forløbet op til

anbringelsen uden samtykke. Forældrene beskriver ligeledes

meget forskellige oplevelser af samarbejdet med kommunen.

Barnets funktionsnedsættelse giver udfordringer for ind-

dragelsen

Manglende sprog, manglende kognitive evner og anderledes

tankegang og reaktionsmønster relateret til barnets funktions-

nedsættelse kan give udfordringer i forbindelse med børnesam-

taler og inddragelse af barnet eller den unge. Inddragelsen kan

være særligt påvirket ved sagsbehandlerskift. Endelig er der ved

børn med funktionsnedsættelser, i lighed med andre børn, be-

kymring for at overbelaste barnet ved inddragelsen.

ÅRSAGER TIL AN-

BRINGELSE UDEN

SAMTYKKE

Flere årsager til anbringelser uden samtykke

Af interview og gennemgangen af sager fremgår det, at grund-

laget for anbringelsen kan knytte sig til forældrenes manglende

forældreevne, barnets eller den unges udfordringer, eller en

kombination heraf. Barnets eller den unges udfordringer kan

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 6: Ankestyrelsens undersøgelse af kommunernes praksis for anbringelser uden samtykke af børn og unge med funktionsnedsættelser

være misbrug, kriminalitet og uhensigtsmæssig adfærd, og vil

ifølge de interviewede kommuner ofte være knyttet til deres

funktionsnedsættelse. Anbringelsen bliver uden samtykke på

grund af uenighed om anbringelsesgrundlaget, uenighed om

omstændighederne ved anbringelsen såsom sted og samvær,

eller fordi signalværdien ved at samtykke til en anbringelse er

uønsket. Endelig vurderer kommunen i nogle sager, at foræl-

drene og/eller den unge ikke er i stand til at give et informeret

samtykke, eller samtykket er tvivlsomt og omskifteligt.

RAPPORTENS DISPOSITION

Rapporten er opdelt i seks kapitler, der belyser forskellige te-

maer:

Kapitel 1:

Sammenfatning

Kapitel 2:

Hvad er anbringelse uden samtykke?

Kapitel 3:

Omfang af anbringelser uden samtykke

Kapitel 4:

Tre typer af forløb

Kapitel 5:

Forløbet op til anbringelsen uden samtykke

Kapitel 6:

Kommunens samarbejde med forældre og barn

Kapitel 7:

Årsager til anbringelse uden samtykke

Bilag 1:

Den metodiske tilgang, der ligger til grund for under-

søgelsen

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 6: Ankestyrelsens undersøgelse af kommunernes praksis for anbringelser uden samtykke af børn og unge med funktionsnedsættelser

KAPITEL 2

Hvad er anbringelse

samtykke?

uden

I dette kapitel beskriver vi kort den juridiske baggrund for an-

bringelser uden samtykke særligt blandt børn og unge med

funktionsnedsættelse.

ANBRINGELSER UDEN SAMTYKKE

Juridisk har det stor betydning, om forældremyndighedsindeha-

ver – og den unge der er fyldt 15 år – ønsker at give samtykke

til anbringelsen. Det skyldes, at der er forskellige regelsæt, der

træder i kraft i forbindelse med anbringelsen afhængig af, om

der er givet samtykke eller ej og dermed om anbringelsen skal

være frivillig – efter § 52 – eller tvangsmæssig - efter § 58.

Frivillig anbringelse

Når kommunen indhenter samtykke til en frivillig anbringelse,

skal der være tale om et

informeret

samtykke fra henholdsvis

forældremyndighedsindehaver og barnet/den unge over 15 år.

Det vil sige, at parterne skal være enige i og forstå formålet med

den frivillige anbringelse efter reglerne i servicelovens § 53.

Der er

ikke

tale om et informeret samtykke, hvis parterne ikke

har forstået grunden til anbringelsen eller stiller betingelser for

samtykket; fx at de kun vil give samtykke, hvis anbringelsen er

et bestemt sted eller i en bestemt tidsperiode. Hvis der ikke er

tale om et informeret samtykke, skal sagen i stedet behandles

efter reglerne i serviceloven § 58, stk. 1, som vi beskriver i næ-

ste afsnit.

Hjemgivelse

Parterne kan til enhver tid tilbagekalde et informeret samtykke.

Ved tilbagekaldelse af samtykket er betingelserne for den frivil-

lige anbringelse ikke længere opfyldt. Kommunen skal herefter

træffe afgørelse om hjemgivelse og fastsætte en hjemgivelses-

periode på op til seks måneder. Kommunen kan kun i ganske

særlige tilfælde undlade at fastsætte en hjemgivelsesperiode (jf.

§ 68, stk. 7, i serviceloven). Ved fastsættelse af en hjemgivel-

sesperiode får kommunen mulighed for at tilrettelægge hjemgi-

velsen. Kommunen kan også benytte hjemgivelsesperioden til

at vurdere, om barnet fortsat skal være anbragt, selvom foræl-

dremyndighedsindehaver ikke ønsker at samtykke til anbringel-

sen. Sagen skal i så fald forelægges børn og unge-udvalget med

henblik på afgørelse om tvangsmæssig anbringelse efter § 58,

stk. 1.

INFORMERET

SAMTYKKE

Forældremyndighedsindeha-

veren og barnet, der er fyldt

15 år, skal være enige i og

forstå formålet med anbrin-

gelsen.

Et samtykke er, når en per-

son udtrykkeligt tilkendegi-

ver et ja til et spørgsmål

om, at man må gøre noget

for personen eller på vegne

af personen. Personen skal

have forstået informationen

om, hvad samtykket inde-

bærer og skal forstå konse-

kvenserne af sit samtykke.

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 6: Ankestyrelsens undersøgelse af kommunernes praksis for anbringelser uden samtykke af børn og unge med funktionsnedsættelser

Anbringelse uden samtykke

Hvis forældrene eller den unge, der er fyldt 15 år,

ikke

giver

informeret samtykke, kan kommunen alligevel beslutte, at bar-

net bør anbringes uden for hjemmet.

§ 58, STK. 1 I SERVICELOVEN

Er der en åbenbar risiko for, at barnets eller den unges

sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund af

1) utilstrækkelig omsorg for eller behandling af barnet el-

ler den unge,

2) overgreb, som barnet eller den unge har været udsat

for,

3) misbrugsproblemer, kriminel adfærd eller andre svære

sociale vanskeligheder hos barnet eller den unge eller

4) andre adfærds eller tilpasningsproblemer hos barnet

eller den unge,

kan børn og unge-udvalget uden samtykke fra forældre-

myndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år,

træffe afgørelse om, at barnet eller den unge anbringes

uden for hjemmet, jf. § 52, stk. 3, nr. 7.

Det er en forudsætning, at kommunen har en begrundet

formodning om, at problemerne ikke kan løses under bar-

nets eller den unges fortsatte ophold i hjemmet.

Når kommunen vil anbringe barnet uden at have samtykke fra

forældremyndighedsindehaver og/eller barnet/den unge over

15 år, gælder der nogle særlige regler, som ikke gælder i forhold

til de frivillige anbringelser:

•

Alle sager om anbringelse uden for hjemmet uden samtykke

skal behandles i kommunens børn og unge-udvalg efter ind-

stilling fra kommunen.

Kommunen skal tilbyde gratis advokatbistand til forældremyn-

dighedsindehavere og barnet/den unge over 12 år i forbindelse

med behandling af sagen og oplyse om retten til aktindsigt og

retten til at udtale sig for børn og unge-udvalget.

Under behandlingen i børn og unge-udvalget skal der fastsæt-

tes en genbehandlingsfrist. Selvom der er fastsat en genbe-

handlingsfrist, kan forældremyndighedsindehaver eller den

unge anmode om hjemgivelse, hvorefter sagen skal behandles

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 6: Ankestyrelsens undersøgelse af kommunernes praksis for anbringelser uden samtykke af børn og unge med funktionsnedsættelser

MIDLERTIDIGE

AFGØRELSER I

AKUTTE SAGER

•

Læs mere om for-

mandsafgørelser i An-

kestyrelsens undersø-

gelse om anbringelser

uden samtykke (Nov.

2019)

på ny i børn og unge-udvalget. Medmindre sagen verserer i

Ankestyrelsen eller i retten

Formanden for børn og unge-udvalget kan træffe foreløbig af-

gørelse om anbringelse efter § 75 i serviceloven, hvis der er

opstået et akut behov for anbringelse uden for hjemmet, der

ikke kan afvente en mødebehandling i børn og unge-udvalget.

Afgørelsen skal efterfølgende forelægges børn og unge-udval-

get til godkendelse snarest muligt og inden syv dage efter af-

gørelsen er truffet. Brugen af § 75 i serviceloven er nærmere

beskrevet i Ankestyrelsens undersøgelse om anbringelse uden

samtykke (November 2019).

ANBRINGELSE UDEN

SAMTYKKE SELVOM

DER FORELIGGER

SAMTYKKE

Anbringelse uden samtykke på trods af samtykke fra for-

ældre eller den unge

Når hensynet til barnet eller den unge på afgørende måde taler

for det, kan der iværksættes en anbringelse uden samtykke,

selvom forældremyndighedsindehaver og den unge, der er fyldt

15 år, giver samtykke til anbringelsen.

§58, STK. 2 I SERVICELOVEN

Når hensynet til barnet eller den unge på afgørende måde

taler for det, kan børn og unge-udvalget beslutte, at bar-

net eller den unge skal anbringes uden for hjemmet efter

stk. 1, selv om forældremyndighedens indehaver og den

unge giver samtykke til anbringelse efter § 52, stk. 3, nr.

Det kan være tilfælde, hvor det kan frygtes, at forældremyndig-

hedsindehaver vil kræve barnet eller den unge hjemgivet, umid-

delbart efter anbringelsen har fundet sted, selvom der er behov

for en længerevarende indsats over for barnet eller den unge og

familien. Et afgørende hensyn til barnet eller den unge kan altså

være, at barnet eller den unge har et særligt behov for med

sikkerhed at vide, hvor han eller hun skal bo. I øvrigt forudsæt-

ter bestemmelsen, at betingelserne efter servicelovens § 58,

stk. 1, er opfyldt. Andre tilfælde hvor § 58, stk. 2, anvendes,

kan være i forløb, hvor man vurderer at forældrene og/eller den

unge over 15 år ikke forstår konsekvenserne ved at give sam-

tykke til anbringelse og der derfor ikke er tale om et reelt, in-

formeret samtykke.

Anbringelse uden samtykke ved samtykke fra den unge

Siden undersøgelsen blev foretaget, er serviceloven pr. 1. marts 2020 blevet ændret,

således at der kun kan ske genoptagelse ved væsentlige ændringer.

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 6: Ankestyrelsens undersøgelse af kommunernes praksis for anbringelser uden samtykke af børn og unge med funktionsnedsættelser

Børn og unge-udvalget kan vælge at anbringe en ung, der er

fyldt 15 år, der selv ønsker at blive anbragt, efter § 58, stk. 3,

uden at forudsætningerne for anbringelse i stk. 1 nødvendigvis

er opfyldt. Dette scenarium kan være aktuelt, når den unge øn-

sker at blive anbragt, men forældrene ikke vil give samtykke

dertil.

§58, STK. 3 I SERVICELOVEN

Såfremt en ung, der er fyldt 15 år, erklærer sig enig i an-

bringelsen, kan børn og unge-udvalget uanset betingel-

serne i stk. 1 træffe afgørelse om at anbringe den unge

uden for hjemmet, jf. § 52, stk. 3, nr. 7, når anbringelsen

må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til

den unges særlige behov og problemerne ikke kan løses

under den unges fortsatte ophold i hjemmet.

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 6: Ankestyrelsens undersøgelse af kommunernes praksis for anbringelser uden samtykke af børn og unge med funktionsnedsættelser

KAPITEL 3

Omfang af anbringelse uden

samtykke

I dette kapitel beskriver vi kort omfanget af anbringelser uden

samtykke særligt blandt børn og unge med funktionsnedsæt-

telse.

KAPITLETS POINTER OM ANBRINGELSE UDEN SAM-

TYKKE OG OMFANGET HERAF

•

Der er tale om et stort set uændret antal anbringelser

uden samtykke af børn og unge med funktionsnedsæt-

telse i perioden 2012-2017. Det betyder dog, at andelen

af anbringelser uden samtykke af børn og unge med

funktionsnedsættelser er steget både i forhold til anbrin-

gelser uden samtykke generelt og anbringelser samlet

set af børn og unge med funktionsnedsættelser.

For visse større diagnosegrupper som autismespektrum-

forstyrrelse, cerebral parese, udviklingshæmning og er-

hvervet hjerneskade er antallet af anbringelser uden

samtykke steget i varierende omfang i perioden 2012-

2017.

Der er forskel på udviklingstendensen alt efter, om man

ser på det totale antal anbringelser uden samtykke i de

respektive diagnosegrupper, eller man ser på andelen af

anbringelser uden samtykke af alle anbringelser.

•

OMFANG AF ANBRINGELSER UDEN SAMTYKKE

Datagrundlag

Når vi i dette kapitel beskriver omfanget af anbringelser uden

samtykke blandt børn og unge med funktionsnedsættelser ved

hjælp af registerdata, er gruppen afgrænset til at være børn og

unge, der enten har en eller flere af følgende diagnoser: Autis-

mespektrumforstyrrelser, cerebral parese, Downs syndrom, er-

hvervet hjerneskade, muskelsvind og udviklingshæmning eller

hvor familien har modtaget handicapkompenserende ydelser ef-

ter §§ 41-42 i serviceloven, som konsekvens af barnets funkti-

onsnedsættelse. Vi kalder fremover blot gruppen for børn og

unge med funktionsnedsættelse. Det skal bemærkes, at denne

gruppe kan være bredere defineret i de andre kapitler, som ba-

serer sig på interview, da de respektive interviewkommuner kan

AFGRÆNSNING AF

BØRN OG UNGE MED

FUNKTIONS-

NEDSÆTTELSER I

REGISTERDATA

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 6: Ankestyrelsens undersøgelse af kommunernes praksis for anbringelser uden samtykke af børn og unge med funktionsnedsættelser

have forskellige definitioner af ”betydelig og varig funktionsned-

sættelse”.

Der vil i opgørelsen, af anbringelser blandt børn og unge med

funktionsnedsættelse ved hjælp af registerdata, være en

gruppe, som vi ikke får med – et mørketal. Der kan f.eks. være

børn med en funktionsnedsættelse, som ikke er blevet diagno-

sticeret. Det kan også være familier, som ikke modtager ydelser

på trods af deres barns funktionsnedsættelse.

Når vi laver opgørelser på år over børn med funktionsnedsæt-

telser, så er det væsentligt at skelne mellem, hvor mange børn

der

anbragt uden samtykke i et givent år på en bestemt skæ-

ringsdato, og hvor mange der er

blevet

anbragt uden samtykke

i et givent år.

Når vi taler om, hvor mange der

anbragt uden samtykke i et

givent år, så indeholder dette tal alle børn med funktionsned-

sættelse, som er blevet anbragt uden samtykke i det indevæ-

rende år samt alle tidligere år. Det er dette tal, der refereres til

som ”det absolutte antal ultimo året”. Med andre ord: Alle børn

og unge under 18 år med funktionsnedsættelse, som

anbragt

uden samtykke på et givent tidspunkt i tid – uanset hvornår de

er blevet anbragt.

Når vi taler om

iværksatte

anbringelser uden samtykke, så taler

vi alene om anbringelser uden samtykke af et barn/ung under

18 år, som

er blevet

foretaget i det aktuelle år.

Udviklingen i anbringelser uden samtykke af målgruppen

Ved udgangen af 2017

var 3578 børn og unge mellem 0 og 17

år med funktionsnedsættelse anbragt uden for hjemmet. Dette

tal inkluderer både de børn og unge, der er anbragt henholdsvist

med og uden samtykke.

MØRKETAL

FORSKEL PÅ AN-

BRINGELSER

UDEN SAMTYKKE

I ALT OG

IVÆRK-

SATTE

ANBRIN-

GELSER UDEN

SAMTYKKE I ALT

STORT SET UÆN-

DRET NIVEAU AF

ANBRINGELSER

UDEN

SAMTYKKE

Data om antallet af anbringelser uden samtykke af børn og unge med funktionsned-

sættelse er ikke tilgængelige senere end 2017. Tallene baserer sig på datatræk fra

Danmarks Statistik foretaget af Social- og Indenrigsministeriet.

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 6: Ankestyrelsens undersøgelse af kommunernes praksis for anbringelser uden samtykke af børn og unge med funktionsnedsættelser

Det samlede

antal

børn og unge med funktionsnedsættelse, som

har været anbragt

uden

samtykke i 2012-2017 er stort set uæn-

dret over perioden. Der var 443 børn og unge med funktions-

nedsættelser, der var anbragt uden samtykke i 2017, mens der

er 427 anbringelser i 2012. Opgjort i procent, så var 12,4 pro-

cent af alle anbringelser af børn og unge med funktionsnedsæt-

FIGUR 3.1 ANBRINGELSER BLANDT BØRN OG UNGE MED FUNKTIONSNEDSÆTTELSE (2012-2017/AB-

SOLUTTE ANTAL ULTIMO ÅRET)

Antal

4500

4000

3500

3000

2500

2000

1500

1000

500

2012

2013

2014

2015

2016

2017

År

Samtykke

Uden samtykke

I alt

Lineær (Samtykke)

Lineær (Uden samtykke)

Lineær (I alt)

Note:

Kilde:

Omfatter 0-17-årige børn og unge anbragt ultimo året, som har en indikation på handicap.

Data fra Social- og Indenrigsministeriet

STORT SET

SAMME ANTAL,

MEN STØRRE

ANDEL

telse uden samtykke i 2017. Til sammenligning udgjorde

ande-

len

af anbringelser uden samtykke i 2012 10,4 procent af alle

anbringelser af børn og unge med funktionsnedsættelse (se fi-

gur 3.2).

Der har stort set været det samme antal børn og unge med

funktionsnedsættelse anbragt uden samtykke i perioden 2012-

2017, men

andelen

af børn og unge med funktionsnedsættelse,

som er anbragt uden samtykke, er stigende i perioden. Når an-

delen stiger, selvom antallet af anbragte uden samtykke er re-

lativt stabilt over perioden, så skyldes det, at det samlede antal

anbragte falder. Udviklingen for anbragte

uden

samtykke har

ikke vist den samme faldende tendens, som anbringelser

med

samtykke har i samme periode (se figur 3.1).

Blandt

alle

børn og unge, er det samlede antal anbringelser også

faldet, men her er antallet af anbringelser uden samtykke steget

(se Ankestyrelsens udgivelse: ”Anbringelser

uden samtykke –

kommunernes praksis og perspektiver på stigningen”,

2019).

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 6: Ankestyrelsens undersøgelse af kommunernes praksis for anbringelser uden samtykke af børn og unge med funktionsnedsættelser

FIGUR 3.2 ANDELEN AF ANBRINGELSER UDEN SAMTYKKE (AF ALLE ANBRINGELSER BLANDT BØRN

OG UNGE MED FUNKTIONSNEDSÆTTELSE) (2012-2017)

14%

12%

10%

2012

2013

2014

2015

2016

2017

Andel af anbringelser uden samtykke

(i alt ultimo året)

Andelen af anbringelser uden

samtykke (iværksatte i løbet af året)

Lineær (Andel af anbringelser uden

samtykke (i alt ultimo året))

Lineær (Andelen af anbringelser uden

samtykke (iværksatte i løbet af året))

Note: Omfatter a) 0-17-årige børn og unge anbragt ultimo året, som har en indikation på handicap, samt b) 0-17-årige børn og unge

som fik iværksat en anbringelse uden for hjemmet i løbet af et givent år, som havde en indikation på handicap.

Kilde: Data fra Social- og Indenrigsministeriet

For børn med funktionsnedsættelse, kan vi altså ikke se samme

antalsmæssige stigning i anbringelser uden samtykke, som for

den samlede gruppe af børn, men det er dog stadig værd at

bemærke, at antallet ikke falder i takt med de frivillige anbrin-

gelser.

Iværksatte anbringelser

Ser vi på det antal anbringelser, som er blevet iværksat i årene

2012-2017, har antallet været faldende siden 2014 for både

iværksatte anbringelser med og uden samtykke (se figur 3.3).

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 6: Ankestyrelsens undersøgelse af kommunernes praksis for anbringelser uden samtykke af børn og unge med funktionsnedsættelser

FIGUR 3.3 IVÆRKSATTE ANBRINGELSER BLANDT BØRN OG UNGE MED FUNKTIONSNEDSÆT-

TELSE (2012-2017)

900

800

700

600

500

400

300

200

100

2012

Samtykke

Lineær (Samtykke)

Note:

Kilde:

2013

2014

Uden samtykke

2015

2016

Anbringelser (i alt)

2017

Lineær (Uden samtykke)

Lineær (Anbringelser (i alt))

Omfatter 0-17-årige børn og unge anbragt ultimo året, som har en indikation på handicap.

Data fra Social- og Indenrigsministeriet

Anbringelser fordelt på funktionsnedsættelser

Hvis vi deler den samlede gruppe af funktionsnedsættelser op

på forskellige større diagnosegrupper, så ser man forskellige ud-

viklinger alt efter hvilken diagnose, som man kigger på.

Over hele perioden fra 2012-2017 er der sket et stigning i det

absolutte antal af børn og unge anbragt uden samtykke for di-

agnosegrupperne: cerebral parese, udviklingshæmning, autis-

mespektrumforstyrrelser samt erhvervet hjerneskade. Den

største antalsmæssige stigning for en enkelt diagnosegruppe, er

for autismespektrumforstyrrelser, hvor man er gået fra at have

63 børn og unge anbragt uden samtykke i 2012 til 129 i 2017.

Dette er en stigning på 104%.

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 6: Ankestyrelsens undersøgelse af kommunernes praksis for anbringelser uden samtykke af børn og unge med funktionsnedsættelser

FIGUR 3.4 ANBRINGELSER UDEN SAMTYKKE BLANDT BØRN OG UNGE MED FUNKTIONSNED-

SÆTTELSE FORDELT PÅ DIAGNOSE (2012-2017/ ABSOLUTTE ANTAL ULTIMO ÅRET)

Antal

160

140

120

100

2012

2013

2014

2015

2016

2017

100

112

132

142

141

111

Sum af Cerebral parese

Sum af Udviklingshæmning

Sum af Autismespektrum

Sum af Erhvervet hjerneskade

145

129

100

År

Note: Omfatter alle børn og unge i alderen 0-17 år som var anbragt i løbet af et givent år, og havde en diagnose*.

*Diagnoser omfatter her cerebral parese, udviklingshæmning, autismespektrumforstyrrelser og erhvervet hjerneskade

baseret på alle kontakter til somatiske og psykiatriske sygehuse i 1995 til anbringelsesåret. Downs syndrom og muskel-

svind er ikke med i diagrammet, da data for disse diagnoser ikke er tilgængelige for alle år.

Kilde: Data fra Social- og Indenrigsministeriet

For diagnosegruppen udviklingshæmning er stigningen på 45%,

mens den for erhvervet hjerneskade og cerebral parese er på

hhv. 20,6% og 52,6%.

Til sammenligning

er ændringerne i samme periode i

den sam-

lede gruppe

af børn og unge i alderen 0-17 år for hver af diag-

nosegrupperne:

•

Autismespektrumforstyrrelser

51,3%

•

Udviklingshæmning

-9,1%

•

Cerebral parese

-9,0%

•

Erhvervet hjerneskade

-3,2%

På trods af at der er blevet 51,3% flere diagnosticerede med

autismespektrumforstyrrelser i aldersgruppen 0-17 år i perioden

2012-2017, så forklarer det ikke hele stigningen i anbringelser

uden samtykke for diagnosegruppen. For udviklingshæmning,

cerebral parese og erhvervet hjerneskade er den samlede

gruppe med de respektive diagnoser i aldersgruppen 0-17 år

blevet mindre, men antallet, der anbringes uden samtykke i

disse diagnosegrupper, er stigende. For de tre sidste diagnose-

grupper gælder altså, at der bliver altså færre med diagnoserne

i alderen 0-17 år, men flere anbringes uden samtykke.

Datatræk fra Danmarks Statistik af Social- og Indenrigsministeriets analysekontor.

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 6: Ankestyrelsens undersøgelse af kommunernes praksis for anbringelser uden samtykke af børn og unge med funktionsnedsættelser

MAN SKAL VÆRE

VARSOM MED KUN

AT SE PÅ DEN

PROCENTVISE

STIGNING

Den procentvise stigning, som udtryk for udviklingen i diagno-

segrupperne, skal dog betragtes med en vis varsomhed. En lille

stigning i antal påvirker den procentvise stigning meget, da

grupperne er relativt små.

Diagnosegruppers andel af alle anbringelser

Der er forskel på, hvilken diagnosegruppe der har den største

andel

af anbragte uden samtykke af alle anbringelser (se figur

3.5).

FIGUR 3.5 UDVIKLING I ANBRINGELSER UDEN SAMTYKKES ANDEL AF ALLE ANBRINGELSER

AF BØRN OG UNGE (0-17) MED FUNKTIONSNEDSÆTTELSE I PERIODEN 2012-2017 (FOR-

DELT PÅ STØRRE DIAGNOSEGRUPPER)

2012

2013

2014

2015

2016

2017

Pct.

Sum af Cerebral parese

Sum af Udviklingshæmning

Sum af Autismespektrum

Sum af Erhvervet hjerneskade

År

Note:

Omfatter alle børn og unge i alderen 0-17 år som var anbragt i løbet af et givent år, og havde en diagnose*.

*Diagnoser omfatter her cerebral parese, udviklingshæmning, autismespektrumforstyrrelser og erhvervet hjerne-

skade baseret på alle kontakter til somatiske og psykiatriske sygehuse i 1995 til anbringelsesåret. Downs syndrom

og muskelsvind er ikke med i diagrammet, da data for disse diagnoser ikke er tilgængelige for alle år.

Social- og Indenrigsministeriet

Kilde:

RELATIVT SET ER

MANGE MED ER-

HVERVET HJERNE-

SKADE ANBRAGT

UDEN SAMTYKKE

Til forskel fra figur 3.4 med oversigt over det absolutte antal af

anbragte uden samtykke i de forskellige diagnosegrupper, så

dominerer autismespektrumforstyrrelser ikke på samme måde

denne opgørelse. Erhvervet hjerneskade er diagnosegruppen

med den forholdsvis største andel af anbragte uden samtykke.

Autismespektrumforstyrrelser er diagnosegruppen med den

mindste andel af de fire undersøgte diagnosegrupper i 2017. At

andelen er mindre for autismespektrumforstyrrelser skyldes til

dels, at der i denne diagnosegruppe relativt set er mange, der

anbringes frivilligt med samtykke (se figur 3.6).

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 6: Ankestyrelsens undersøgelse af kommunernes praksis for anbringelser uden samtykke af børn og unge med funktionsnedsættelser

FIGUR 3.6 FRIVILLIGE ANBRINGELSER BLANDT BØRN OG UNGE MED FUNKTIONSNEDSÆTTELSE

FORDELT PÅ STØRRE DIAGNOSEGRUPPER (2012-2017/ABSOLUTTE ANTAL ULTIMO ÅRET)

1400

1200

1000

800

600

400

200

2012

2013

2014

2015

2016

2017

Sum af Cerebral parese

Sum af Udviklingshæmning

Sum af Autismespektrum

Sum af Erhvervet hjerneskade

Note: Omfatter 0-17-årige børn og unge frivilligt anbragt ultimo året med cerebral parese, udviklingshæmning, autismespek-

trumforstyrrelser eller erhvervet hjerneskade.

Kilde: Data fra Social- og Indenrigsministeriet

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 6: Ankestyrelsens undersøgelse af kommunernes praksis for anbringelser uden samtykke af børn og unge med funktionsnedsættelser

KAPITEL 4

Tre typer af forløb

Forløbene inden anbringelsen uden samtykke af børn og unge

med funktionsnedsættelse er meget forskellige i de sager, som

vi har gennemgået til denne undersøgelse, og ifølge de fire kom-

muner, som vi har talt med. Overordnet finder vi dog på bag-

grund af sagsgennemgangen og interview, tre overordnede ty-

per af forløb op til en anbringelse uden samtykke af børn og

unge med funktionsnedsættelse. De tre typer, beskriver vi i

dette kapitel. Det skal bemærkes, at der er tale om overordnede

typificeringer, og vi har set eksempler på sager, hvor situationen

er en kombination af de nævnte typer.

Til at illustrere de tre typer af forløb har vi konstrueret anony-

miserede eksempler, der er baseret på elementer fra forskellige

sager fra undersøgelsens sagsgennemgang samt input fra inter-

view i fire kommuner.

KAPITLETS POINTER OM TRE OVERORDNEDE TYPER

AF FORLØB OP TIL ANBRINGELSE UDEN SAMTYKKE

•

Type 1:

Anbringelse inden funktionsnedsættelsen kon-

stateres, hvor anbringelsen og støtte inden anbringelsen

bunder i sociale forhold

Type 2:

Anbringelse efter funktionsnedsættelsen er

konstateret, hvor anbringelsen og støtte inden anbrin-

gelsen primært bunder i sociale forhold

Type 3:

Anbringelse efter funktionsnedsættelse er kon-

stateret, hvor anbringelsen og støtte inden anbringelsen

hænger tæt sammen med funktionsnedsættelsen og ikke

sociale forhold

Der ses også kombinationer af ovenstående typer, hvor

anbringelsen både hænger sammen med manglende for-

ældreevne og forståelse for barnets støttebehov samti-

digt med, at barnets adfærd på grund af funktionsned-

sættelsen er svær at håndtere i hjemmet.

•

Når vi i de efterfølgende kapitler beskriver forløbet op til, og

årsagerne til, anbringelse uden samtykke, vil det se meget for-

skelligt ud blandt andet afhængig af, hvilken type af forløb, vi

taler om.

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 6: Ankestyrelsens undersøgelse af kommunernes praksis for anbringelser uden samtykke af børn og unge med funktionsnedsættelser

MEGET FORSKELLIGARTEDE SAGER

De kommuner, som vi har talt med, siger alle, at de har få sager

med anbringelse uden samtykke af børn og unge med funkti-

onsnedsættelse, og at disse sager er meget forskelligartede. En

leder siger for eksempel:

”Det er totalt forskelligt fra sag til sag - der er jo ikke noget

enslydende. Vi har sager, hvor der er nogle rigtig, rigtig søde

og meget samarbejdsvillige forældre, som har andre børn i

hjemmet uden vanskeligheder. Og så har de et barn med

handicap, som udvikler uhensigtsmæssig adfærd, som får et

misbrug og bliver farlig. Derfor vurderer vi, at den unge skal

på sikret […] Det kan være én sag. En anden sag kan være,

at det, ligesom ved sociale sager, er forældrekompetencerne,

der ikke slår til, og barnets udvikling og trivsel er i så stor

fare. Så vi er nødt til at anbringe, og forældrene er ikke enige.

Så man kan sige, at det jo er så forskelligt!

(Leder)

TYPE 1: ANBRINGELSE INDEN FUNKTIONSNED-

SÆTTELSEN KONSTATERES

Denne type forløb er karakteriseret ved, at anbringelsen sker

inden funktionsnedsættelsen konstateres, og anbringelse, såvel

som støtte inden anbringelsen, bunder i sociale forhold i hjem-

met såsom vold, misbrug og manglende forældreevne. Det kan

for eksempel være anbringelse ved fødslen eller tidligt i barnets

liv. Barnets funktionsnedsættelse kan her bero på medfødte for-

hold såsom eksempelvis kognitiv funktionsnedsættelse, som

eventuelt også ses hos forældrene, eller handlinger begået af

forældre eller andre i barnets opvækst.

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 6: Ankestyrelsens undersøgelse af kommunernes praksis for anbringelser uden samtykke af børn og unge med funktionsnedsættelser

EKSEMPEL PÅ ANBRINGELSE INDEN FUNKTIONS-

NEDSÆTTELSEN KONSTATERES

Emma anbringes tre dage efter sin fødsel. Emmas forældre

er i starten af 20’erne og har begge en kognitiv funktions-

nedsættelse. Emma er parrets første barn. Kommunen

vurderer, at forældrene ikke er i stand til at give et infor-

meret samtykke til anbringelsen. Efter anbringelsen kon-

stateres det, at Emma også har en kognitiv funktionsned-

sættelse.

Kommunen har inden fødslen et stort forudgående kend-

skab til begge forældre, da de har modtaget sociale foran-

staltninger hele deres liv qua deres funktionsnedsættelse

og sociale udfordringer såsom misbrug.

Da kommunen underrettes af en jordemoder om, at der er

et barn på vej, tilbydes forældrene praktisk pædagogisk

støtte under graviditeten i form af socialpædagogisk støtte

(serviceloven § 85). Formålet med hjælpen er at støtte og

guide moren i at tage vare på det ufødte barn og holde

socialrådgiveren orienteret om situationen i hjemmet.

Kommunen påbegynder en børnefaglig undersøgelse (ser-

viceloven § 50) og en forældrekompetenceundersøgelse

med henblik på afklaring af anbringelsesgrundlaget. For-

ældrene samarbejder med socialpædagogisk støtte og del-

tager på møder med kommunen med støtte fra en bisidder

i forbindelse med udarbejdelsen af undersøgelserne og di-

alogen om det kommende møde i børn og unge-udvalget.

Moren går i fødsel halvanden måned før termin og forvalt-

ningen ringer til formanden for børn og unge-udvalget,

som godkender en foreløbig anbringelse (serviceloven §

75). Det bliver vurderet nødvendigt, da mor og barn står

til at blive udskrevet fra hospitalet før end sagen kan blive

behandlet på et børn og unge-udvalgsmøde. Anbringelsen

bliver godkendt af udvalget på det førstkommende møde.

Dette sker med inddragelse af de to undersøgelser, som

afsluttes to dage efter akutanbringelsen og som indehol-

der informationer fra underretninger, sundhedsvæsen,

den socialpædagogiske støtte og samtaler med foræl-

drene. Undersøgelserne konkluderer, at forældrene har

ringe forudsætninger for at varetage den primære omsorg

for et lille barn, og kommunen vurderer, at dette ikke kan

afhjælpes tilstrækkeligt med hjælp i hjemmet. Kommunen

vurderer desuden ud fra denne, at forældrene ikke vil

kunne give et informeret samtykke til en eventuel anbrin-

gelse.

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 6: Ankestyrelsens undersøgelse af kommunernes praksis for anbringelser uden samtykke af børn og unge med funktionsnedsættelser

Børn og unge-udvalget følger forvaltningens indstilling og

barnet bliver anbragt efter § 58.2, hvor man anbringer

uanset om forældrene samtykker eller ej. Anbringelsen

begrundes med åbenbar risiko for, at Emmas sundhed og

udvikling lider alvorlig skade, hvis hun er ikke er anbragt,

da forældrene ikke er i stand til at give den tilstrækkelige

omsorg for et barn og hjemmet ikke danner en trygt og

stabil ramme for et barns opvækst. Udvalget vurderer, at

en indsats i hjemmet ikke vil kunne afhjælpe de proble-

mer, der er i forhold til omsorg for Emma.

Barnet kommer i plejefamilie, hvor det med tiden står

klart, at det har arvet sine forældres kognitive funktions-

nedsættelser.

TYPE 2: ANBRINGELSE GRUNDET SOCIALE FOR-

HOLD

Denne type forløb er karakteriseret ved, at anbringelsen sker

efter funktionsnedsættelsen er konstateret, og at anbringelsen

og støtte inden anbringelsen primært begrundes med sociale

forhold. Der kan for eksempel være tale om underretninger om

misbrug, vold og tydelig mistrivsel hos barnet. Her kan barnets

funktionsnedsættelse spille en rolle i forløbet op til anbringelsen,

men er ikke den primære grund til anbringelsen.

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 6: Ankestyrelsens undersøgelse af kommunernes praksis for anbringelser uden samtykke af børn og unge med funktionsnedsættelser

EKSEMPEL PÅ ANBRINGELSE GRUNDET SOCIALE

FORHOLD

Claudia på 10 år, som lider af rygmarvsbrok og stærkt

nedsat syn, anbringes øjeblikkeligt på grund af vold i

hjemmet.

Kommunen får kendskab til Claudia, da forældrene ved

flytning til kommunen ansøger om dækning af tabt ar-

bejdsfortjeneste i forbindelse med behandlinger i sund-

hedsvæsenet. Kommunen vurderer, at barnet tilhører

målgruppen for handicapkompenserende støtte og bevil-

ger tabt arbejdsfortjeneste (serviceloven § 42). På dette

tidspunkt får barnet ekstra støtte via PPR i en almindelig

børnehave.

To år efter modtager kommunen en underretning fra hos-

pitalet grundet blå mærker på Claudia, som personalet på

hospitalet mener skyldes vold. Der afholdes samme dag

en børnesamtale med Claudia, hvor hun grædende fortæl-

ler, at hendes far slår hende, når hun fx kommer til at slå

ting i stykker. Kommunen underretter med det samme til

politiet, og der oprettes en sag hos Børnehuset (servicelo-

ven § 50b). Claudia anbringes øjeblikkeligt i forbindelse

med, at forældrene er indkaldt til møde i forvaltningen om

situationen. Formanden for børn og unge-udvalget træffer

en foreløbig afgørelse (serviceloven § 75). Umiddelbart ef-

ter den foreløbige anbringelse opstarter kommunen i sam-

arbejde med Børnehuset en børnefaglig undersøgelse

(serviceloven § 50), som viser manglende forældreevne

(herunder manglende forståelse for barnets støttebehov),

tvivlsomme forhold i hjemmet, og at der er begrænsede

ressourcer i netværket. Politiets efterforskning bidrager

ikke med flere beviser for den påståede vold, og sigtelsen

frafaldes. Forvaltningen indstiller dog stadig til en anbrin-

gelse uden samtykke, da man er alvorligt bekymret for

Claudias sikkerhed og sundhed ved videre ophold i hjem-

met, og man vurderer, at forældrene ikke besidder de for-

nødne kompetencer til at drage omsorg for et barn med

Claudias behov.

Børn og unge-udvalget vælger at følge forvaltningens ind-

stilling om anbringelse efter § 58.1, med tilsvarende be-

grundelse.

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 6: Ankestyrelsens undersøgelse af kommunernes praksis for anbringelser uden samtykke af børn og unge med funktionsnedsættelser

TYPE 3: ANBRINGELSEN GRUNDET UDFORDRIN-

GER KNYTTET TIL FUNKTIONSNEDSÆTTELSEN

Denne type forløb er karakteriseret ved, at anbringelse sker ef-

ter funktionsnedsættelsen er konstateret og anbringelsen såvel

som støtte inden anbringelsen hænger tæt sammen med funk-

tionsnedsættelsen. Det drejer sig om situationer, hvor barnets

udfordringer og adfærd bliver for svære at håndtere i hjemmet.

Her kan anbringelsen ende med at blive uden samtykke fordi

forældrene ikke ønsker at samtykke, og/eller at den unge, der

er fyldt 15 år, ikke ønsker at samtykke.

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 6: Ankestyrelsens undersøgelse af kommunernes praksis for anbringelser uden samtykke af børn og unge med funktionsnedsættelser

EKSEMPEL PÅ ANBRINGELSE GRUNDET UDFOR-

DRINGER KNYTTET TIL FUNKTIONSNEDSÆTTELSEN

Allan på 16 år med autisme og udadreagerende adfærd

bliver anbragt uden samtykke, da han ikke ønsker at sam-

tykke til anbringelsen. Forældrene samtykker til anbrin-

gelsen.

Forældrene er ressourcestærke, har to andre børn og har

ikke været i kontakt med socialforvaltningen før de får Al-

lan. De har, fra Allan var cirka fire år gammel, haft et tæt

samarbejde med kommunen og fået flere forskellige for-

mer for støtte. Familien var tidligt igennem et frivilligt råd-

givningsforløb, der blev bevilget (serviceloven § 11.7) for

at give familien værktøjer til at få en hverdag med et au-

tistisk barn til at fungere. Det stod dog hurtigt klart, at

familien havde behov for mere hjælp, og de fik derfor også

bevilget aflastning i hjemmet (serviceloven § 44, jf. § 84).

Hele vejen igennem har moren også fået bevilget tabt ar-

bejdsfortjeneste (serviceloven § 42), da hun er gået me-

get ned i tid på sit arbejde, for at kunne passe Allan og

samtidigt få tid til resten af familien. Igennem hele forløbet

har forældrene deltaget aktivt i samarbejdet med kommu-

nen via møder og løbende dialog over mail og telefon.

Familien kunne håndtere Allan, da han var mindre, men

det bliver gradvist sværere og sværere jo ældre, han bli-

ver. Især da han rammer puberteten, oplever forældrene,

at de ikke længere har ressourcerne og overskuddet til at

klare de konflikter, som Allan konstant starter i hjemmet.

Da Allan er omkring 13 år, henvender forældrene sig til

kommunen med henblik på yderligere hjælp til at håndtere

situationen i hjemmet, og kommunen udarbejder en bør-

nefaglig undersøgelse med henblik på afklaring af støtte-

behovet (serviceloven § 50). Herefter bevilger kommunen

aflastning uden for hjemmet hver anden weekend (ser-

viceloven § 52.3.5), men det lykkes ikke at få Allan afsted.

Kommunen bevilger efterfølgende familiebehandling i

hjemmet ved erfaren behandler med specialpædagogisk

viden om autisme (serviceloven § 52.3.3) og en støttekon-

taktperson til Allan (serviceloven § 52.3.6). Dette fungerer

for en tid, men ophører, da Allan ikke ønsker kontakt med

støttekontaktpersonen længere, og konfliktniveauet fort-

sat er højt i hjemmet trods familiebehandling. Allan er nu

16 år, og forældrene føler sig drænet for energi og over-

skud, og de føler, at de svigter deres to døtre – såvel som

Allan. I samråd med forældrene påbegynder kommunen

derfor en ny børnefaglig undersøgelse (serviceloven § 50).

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 6: Ankestyrelsens undersøgelse af kommunernes praksis for anbringelser uden samtykke af børn og unge med funktionsnedsættelser

Den konkluderer, at der er grundlag for anbringelse på et

botilbud. Familien besøger botilbuddet, og der lægges en

konkret plan for flytningen, men Allan giver tydeligt udtryk

for sin utilfredshed, og at han ”aldrig vil flytte fra sin mor

og far”. Han gentager hver gang sagsbehandleren har en

børnesamtale med ham, at han har det fint derhjemme.

Da Allan er over 15 år og ikke samtykker til anbringelsen,

ender sagen med at blive forelagt børn og unge-udvalget,

som enstemmigt godkender forvaltningens indstilling om

at anbringe Allan. Udvalget lægger især vægt på, at kom-

munens muligheder for at støtte forældrene (i hjemmet)

er udtømte, drengens voksende støttebehov, og at foræl-

drene ikke længere magter opgaven med at tage vare på

drengen og samtidigt skærme søskende.

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 6: Ankestyrelsens undersøgelse af kommunernes praksis for anbringelser uden samtykke af børn og unge med funktionsnedsættelser

KAPITEL 5

Forløbet op til anbringelsen

Når kommuner anbringer børn uden samtykke efter § 58, er der

et forløb fra, at kommunen får kendskab til sagen, og til barnet

anbringes. I dette kapitel beskriver vi kommunens kendskab og

støtteforanstaltninger til barnet og familien inden anbringelsen

uden samtykke.

KAPITLETS POINTER OM FORLØBET OP TIL ANBRIN-

GERLSER UDEN SAMTYKKE

•

Kommunerne har ofte kendskab til sagerne, længe før

anbringelsen uden samtykke finder sted. Barnet og fa-

milien har typisk modtaget flere typer af støtteforanstalt-

ninger inden anbringelsen uden samtykke. Det fremgår

af både sagsgennemgang og interview med henholdsvis

kommuner og forældre.

Hvilke indsatser, kommunen vælger at tilbyde familien,

afhænger, ifølge kommunerne, af, blandt andet bekym-

ringsgrad, forældrenes ressourcer, samarbejde med for-

ældrene og barnet, og nogle gange af kommunens orga-

nisering.

Kommunerne er af den opfattelse, at de udtømmer alle

muligheder for støtteforanstaltninger forud for anbrin-

gelsen. Nogle forældrene oplever derimod, at kommu-

nerne ikke i tilstrækkelig grad udtømte mulighederne for

andre og mindre indgribende foranstaltninger, før deres

børn blev anbragt.

•

KOMMUNERNE

KENDER

TYPISK

LÆNGE INDEN ANBRINGELSEN

SAGERNE

Af sagsgennemgangen, forældreinterview og erfaringer fra de

interviewede kommuner fremgår det, at kommunen typisk har

et kendskab til barnet og familien længe før en anbringelse uden

samtykke.

KOMMUNEN FÅR

KENDSKAB TIL

FAMILIEN

Kommunen får i første omgang typisk kendskab til barnet og

den unge enten ved, at:

•

Sundhedsvæsen eller familiens egen læge orienterer kommu-

nen om, at der er konstateret en funktionsnedsættelse, og

kommunen indkaldes eventuelt til et netværksmøde i regi af

sundhedsvæsenet.

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 6: Ankestyrelsens undersøgelse af kommunernes praksis for anbringelser uden samtykke af børn og unge med funktionsnedsættelser

•

Forældrene henvender sig til kommunen for at ansøge om

handicapkompenserende ydelse(r).

Kommunen modtager en underretning om bekymring for bar-

net eller den unge fra fagpersoner eller andre personer om-

kring barnet. Der kan her også være tale om mellemkommu-

nale underretninger.

SITUATIONER

UDEN FORUDGÅ-

ENDE KENDSKAB

TIL BARNET

Anbringer en kommune et barn kort efter fødslen, er der typisk

tale om, at kommunen har et længere kendskab til forældrene

inden anbringelsen.

Når kommunerne anbringer uden at have et længere forudgå-

ende kendskab til familien eller barnet, eller når kendskabet er

meget begrænset, er det eksempelvis i situationer hvor:

•

et barn er udsat for vold eller overgreb

•

unge har brug for misbrugsbehandling og ikke tidligere har

modtaget handicapkompenserende støtte eller anden form for

hjælp.

DER ER FLERE MULIGHEDER FOR STØTTE

Når et barn har behov for støtte, skal kommunen iværksætte

indsatser, der imødekommer udfordringerne eller problemerne

hos barnet og familien.

Der kan blandt andet være tale om forebyggende indsatser efter

servicelovens § 11.3, og/eller foranstaltninger efter § 52. Kom-

munen har også mulighed for at iværksætte nogle støtteforan-

staltninger med tvang, hvis kommunen vurderer, at det er nød-

vendigt.

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 6: Ankestyrelsens undersøgelse af kommunernes praksis for anbringelser uden samtykke af børn og unge med funktionsnedsættelser

MULIGE INDSATSER EFTER SERVICELOVEN

§ 11, stk. 3

Kommunen kan iværksætte forebyggende indsatser til

barnet og familien, hvis der er tale om en afgrænset pro-

blemstilling.

§ 52

Kommunen kan iværksætte en række foranstaltninger

eksempelvis familiebehandling, praktisk pædagogisk

støtte i hjemmet, ophold på døgninstitutioner og hos ple-

jefamilier eller aflastning.

Det er en forudsætning for at bruge § 52, at der er udar-

bejdet en børnefaglig undersøgelse efter § 50. Undersø-

gelsen skal afdække barnets forhold og ressourcer og pro-

blemer i barnets familie og netværk. Hvis der er tale om

et ufødt barn, er det de vordende forældres forhold, der

skal undersøges. Det skal så vidt muligt ske i samarbejde

med familien og netværket.

For børn og unge med funktionsnedsættelser er der herudover

mulighed for handicapkompenserende støtte, der imødekommer

barnets, den unges og familiens udfordringer knyttet til barnets

eller den unges funktionsnedsættelse. Der kan være tale om

dækning af merudgifter (SEL § 41), dækning af tabt arbejdsfor-

tjeneste til forældrene (SEL § 42), aflastning til familien (SEL §

44, jf. 84) og hjælpemidler, særlig bil eller særlige boligændrin-

ger til barnet eller den unge (SEL § 112-116).

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 6: Ankestyrelsens undersøgelse af kommunernes praksis for anbringelser uden samtykke af børn og unge med funktionsnedsættelser

Handicapkompenserende støtte efter serviceloven

§ 11

Kommunalbestyrelsen skal tilrettelægge en indsats, der

sikrer sammenhæng mellem kommunens generelle og fo-

rebyggende arbejde og den målrettede indsats over for

børn og unge med behov for særlig støtte.

Stk. 8

Kommunalbestyrelsen skal etablere en særlig familievej-

lederordning for familier med børn under 18 år med bety-

delig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Vejledningen skal tilbydes, inden for 3 måneder efter at

kommunalbestyrelsen har fået kendskab til, at funktions-

nedsættelsen er konstateret.

§ 32

Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om hjælp til børn,

der på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psy-

kisk funktionsevne har behov for hjælp eller særlig støtte.

Hjælpen kan tilrettelægges i særlige dagtilbud, jf. stk. 3, i

særlige klubtilbud, jf. § 36, eller i forbindelse med andre

tilbud efter denne lov eller efter dagtilbudsloven. Hjælpen

kan også udføres helt eller delvis af forældrene som hjem-

metræning; rammerne herfor er beskrevet i § 32 a.

§ 41

Kommunalbestyrelsen skal yde dækning af nødvendige

merudgifter ved forsørgelse i hjemmet af et barn under 18

år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funk-

tionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse.

Det er en betingelse, at merudgifterne er en konsekvens

af den nedsatte funktionsevne og ikke kan dækkes efter

andre bestemmelser i denne lov eller anden lovgivning.

§ 42

Kommunalbestyrelsen skal yde hjælp til dækning af tabt

arbejdsfortjeneste til personer, der i hjemmet forsørger et

barn under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk

eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller

langvarig lidelse. Ydelsen er betinget af, at det er en nød-

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 6: Ankestyrelsens undersøgelse af kommunernes praksis for anbringelser uden samtykke af børn og unge med funktionsnedsættelser

vendig konsekvens af den nedsatte funktionsevne, at bar-

net passes i hjemmet, og at det er mest hensigtsmæssigt,

at det er moderen eller faderen, der passer det.

§ 44

Bestemmelserne i § 83, § 84, stk. 1, og § 86, stk. 2, finder

tilsvarende anvendelse vedrørende børn, der har behov

herfor. Disse handler om personlig hjælp, omsorg og pleje

samt aflastning af vedkommendes familie.

§ 45

Kommunalbestyrelsen skal tilbyde 15 timers ledsagelse

om måneden til børn og unge mellem 12 og 18 år, som

ikke kan færdes alene på grund af betydelig og varigt ned-

sat fysisk eller psykisk funktionsevne. Dette gælder dog

ikke for børn og unge mellem 12 og 18 år, som har et

døgnophold efter § 52, stk. 3, nr. 4, 5 og 7.

§§ 112, 116 og 117

Hjælpemidler, boligindretning og befordring

Derudover kan der i familier, hvor både barnet eller den unge

og en eller begge forældre har en funktionsnedsættelse, gives

støtte til at kompensere for forældrenes funktionsnedsættelse,

eksempelvis i form af personlig og praktisk hjælp efter § 83,

socialpædagogisk bistand i hjemmet efter § 85 eller støtte til

hjælpemidler, boligindretning eller befordring efter §§ 112, 116

og 117.

I sager, hvor barnet eller den unge med funktionsnedsættelse

anbringes uden samtykke, kan der endvidere være givet støtte-

foranstaltninger til forældrene knyttet til deres behov for hjælp.

Det kan for eksempel være en socialpædagogisk støtte (SEL §

85) eller en støttekontaktperson til forældrene ved iværksæt-

telse af familiebehandling eller behandling af barnets eller den

unges problemer efter § 52 (SEL § 52 a og § 54).

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 6: Ankestyrelsens undersøgelse af kommunernes praksis for anbringelser uden samtykke af børn og unge med funktionsnedsættelser

DER GIVES FLERE FORMER FOR STØTTEFORAN-

STALTNINGER INDEN ANBRINGELSEN

Ifølge de kommuner, som vi har talt med, er de fleste forløb op

til anbringelser uden samtykke kendetegnet ved, at barnet og

familien har modtaget flere typer af støtteforanstaltninger. Det

genses i flere af de sager, vi har gennemgået til undersøgelse,

og i flere af de interviewede forældres beskrivelser af deres

barns sagsforløb. To sagsbehandlere beskriver det således:

”Der

er ting i processen op til en anbringelse. For det første

skal vi have afprøvet det, der er: Familievejledning, kontakt-

person, aflastning osv. Netværk er noget af det nyeste, som

vi har forsøgt at implementere […] Så vi går langt før end vi

overhovedet tænker i retningen af en anbringelse.”

(Sagsbehandler)

“Vi

arbejder i lange perioder med at forsøge forskellig fore-

byggende støtte. Også selvom den unge eller barnet har et

lavt funktionsniveau, så arbejder vi stadig på at hjælpe dem

både handicapkompenserende og forebyggende. Den unge

eller barnet skal helst være i hjemmet.”

(Sagsbehandler)

Sagsbehandlere i flere af de kommuner, som vi har talt med,

beskriver også, at de laver massive indsatser i hjemmet såsom

døgnaflastning og familiebehandling, inden de tyer til anbrin-

gelse:

”Det er meget fra sag til sag. Det er ikke støtteforanstaltnin-

ger efter § 11. Altså, vi er ud over det forebyggende. I langt

de fleste sager er det mere massive indsatser. Omfangsrig

døgnaflastning uden for hjemmet og familiebehandling osv.”

(Leder)

”For det første skal vi

have afprøvet det, der er

[…] Så vi går langt før

end vi overhovedet tæn-

ker i retningen af en an-

bringelse.”

”Altså, vi er ud over det

forebyggende. I langt de

fleste sager er det mere

massive indsatser.”

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 6: Ankestyrelsens undersøgelse af kommunernes praksis for anbringelser uden samtykke af børn og unge med funktionsnedsættelser

EKSEMPLER FRA SAGSGENNEMGANG: STØTTEFOR-

ANSTALTNINGER I HJEMMET INDEN ANBRINGELSE

UDEN SAMTYKKE

Sagen handler om

en ung på 15 år med psykiske lidelser

og oppositionel adfærd, hvor skolen kontakter kommunen

efter ønske fra forældrene om hjælp grundet mistrivsel

hos den unge og familiens udfordringer med at håndtere

den unges adfærd. Der afholdes netværksmøder på skolen

med deltagelse af en sagsbehandler fra kommunen, som

også har samtaler med forældrene. Den unge udredes her-

efter i børnepsykiatrien, og der bevilges familievejledning

i forhold til at mindske konfliktniveauet i hjemmet (§

11.3). Grundet fortsatte udfordringer og en underretning

fra børnepsykiatrien påbegynder kommunen en børnefag-

lig undersøgelse og bevilger en kontaktperson til den unge

(§ 52.3.6). Herefter afholdes der opfølgningsmøder med

kontaktperson og forældre samt netværksmøder på sko-

len. Grundet fortsat mistrivsel hos den unge og familie be-

vilger kommunen dagbehandling til den unge (§ 52.3.3),

tabt arbejdsfortjeneste til forældrene (§ 42) og forskellige

former for familievejledning (§ 11.7 og 52.3.3). På grund

af stigende problemer med den unges trivsel og adfærd –

misbrug, kriminalitet og udadreagerende adfærd - ender

det med anbringelse mod den unges vilje. Da den unge nu

er fyldt 15 år, er der tale om anbringelse uden samtykke

(§ 58.1).

Sagen handler om

et barn med medfødt fysisk handicap,

hvis enlige forælder også har psykiske lidelser. Grundet

barnets funktionsnedsættelse bevilger kommunen forud

for afgørelsen om anbringelsen forskellige former for han-

dicapkompenserende støtte såsom hjælpemidler, boligtil-

pasning, transport og særlig træning (§ 112, § 116, § 117,

§ 44 jf. § 86.2) samt ledsagelse til denne træning (§ 45)

og særlig støtte i skolen (§ 46). Grundet udfordringer i

hjemmet knyttet til forælders manglende forældreevne

bevilges der efter udarbejdelse af en børnefaglig undersø-

gelse (§ 50) familiebehandling med særlig fokus på foræl-

ders udfordringer (§ 52.3.3), kontaktperson til henholds-

vis barnet og forælderen (§ 52.3.6), netværksaflastning

(§ 52.3.5) og forælder modtager særlig behandling i psy-

kiatrien. Efter øget bekymring og manglende fremskridt

samt indlæggelser af forælder på psykiatrisk afdeling an-

bringes barnet uden samtykke midlertidigt hos en konkret

godkendt netværkspleje (tidligere aflastning), til der er

fundet en egnet plejefamilie. Anbringelsen begrundes

med, at problemerne ikke kunne løses mens barnet var i

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 6: Ankestyrelsens undersøgelse af kommunernes praksis for anbringelser uden samtykke af børn og unge med funktionsnedsættelser

hjemmet, og at forælderen ikke har evnerne til at drage

den fornødne omsorg for barnet grundet egne psykiske li-

delser og indlæggelser. Grundet forælderens omskiftelige

holdning til at give samtykke til anbringelsen, samt dennes

usikre forståelse af anbringelsens formål blev det vurde-

ret, at forælderen ikke var i stand til at give et informeret

samtykke, og der derfor var behov for, at der blev truffet

afgørelse om anbringelse uden samtykke (§ 58.2).

Nogle kommuner beskriver, at de har gode erfaringer med at

bruge aflastning i de situationer, hvor det handler om, at det

kan være svært at håndtere barnets eller den unges adfærd og

støttehov i hjemmet:

”En af de mest virksomme foranstaltninger er aflastning i

massiv grad. Jeg har nogle stykker, hvor det er halv-halv.

Næste skridt vil være anbringelse, så jo mere vi kan sætte

ind for at holde dem hjemme længst muligt. Der ligger det i

kortene, at på et tidspunkt holder det ikke længere, så vil den

unge blive anbragt. Så kan forældrene ikke mere. Aflastning

giver et pusterum til forældrene og til søskende.”

(Sagsbehandler)

VALG AF INDSATSER AFHÆNGER AF SITUATIO-

NEN

Hvilke indsatser, kommunen vælger at tilbyde familien, afhæn-

ger blandt andet af bekymringsgrad, forældrenes ressourcer og

nogle gange af kommunens organisering.

VISO

Den nationale videns-

og specialrådgivnings-

organisation (VISO)

leverer rådgivning på

det sociale område og

på specialundervis-

ningsområdet.

Kommunerne kan søge støtte og vejledning til denne opgave fra

bl.a. lægefaglige konsulenter samt VISO (under Socialstyrelsen)

hvilket flere af de interviewede kommuner også giver udtryk for

at gøre. VISO bruges til at få viden om, hvilken støtte, der kan

være mest hensigtsmæssig i forhold til en given funktionsned-

sættelse, og de problematikkerne der er knyttet dertil.

”[om hvorvidt sagsbehandlere skal kende til alle funktions-

nedsættelser] Det tænker jeg egentlig heller ikke på den

måde, at vi skal. Vi skal være eksperter på, hvad man kan

ift. sagsbehandling, fordi vi er en myndighed. Så skal vi have

nogen, der kan hjælpe familierne med det de skal (fx fami-

liebehandling). Så at der sidder en sagsbehandler og er ek-

spert i et eller andet syndrom, det er ikke nødvendigt. Det vi

er optaget af, er hvad familien har behov for af støtte, for at

kunne have en hverdag med et barn, der har det her handi-

cap. Så indhenter vi jo selvfølgelig hjælp i de sager, hvor vi

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 6: Ankestyrelsens undersøgelse af kommunernes praksis for anbringelser uden samtykke af børn og unge med funktionsnedsættelser

synes det kan være svært at vurdere. [Det kan være] fra en

lægefaglig konsulent eller fra VISO, hvis vi har brug for hjælp

til at finde ud af, hvordan vi skal hjælpe familien.”

(Leder)

Bekymringsgrad og forældrenes ressourcer

Hvilken hjælp og indsats i hjemmet kommunen tilbyder afhæn-

ger ifølge en kommune blandt andet af deres vurdering af, om

barnet er anbringelsestruet:

”Der er et spektrum. Hvis barnet er anbringelsestruet, kan vi

arbejde efter at undgå anbringelse, og det tilfører foranstalt-

ninger, som man ellers ikke kan bruge […] § 11 er til kortere

og afgrænsede problemstillinger. I anbringelsestruede sager

vil det typisk være § 52-indsats i hjemmet, familiebehand-

ling, aflastning og efterskoler. Så har barnet en tid væk fra

forældre […] mens § 84 [§ 44, jf. § 84] mere er aflastning af

familien. Ved § 84 [§ 44, jf. § 84] skriver man ikke en hand-

leplan, som man gør på § 52.”

(Sagsbehandler)

Hvilke hjælp og indsats i hjemmet kommunen foreslår afhænger

ifølge en kommune også af, hvor ressourcestærke forældrene

er:

”Ved ressourcestærke kan man tilbyde § 84 [§ 44, jf. § 84],

da man godt kan klare opgaven, mens barnet er der. Men

man har brug for pusterum for at kunne holde til det. Og så

er der § 52, hvor man tænker, at det er godt for barnet at

komme lidt væk fra forældrene. Og det er fordi, at der mang-

ler nogle ting derhjemme.”

(Sagsbehandler)

Samarbejdet med barn og forældre

Hvilken hjælp, barnet og dets familie får i forløbet inden anbrin-

gelsen uden samtykke, afhænger ikke alene af, hvad kommu-

nen vil bevilge, men også af hvad forældrene ansøger om og

samarbejder omkring. I sagsgennemgangen har vi som tidligere

sagseksempler viser, set eksempler på forældre, som har søgt

om og fået bevilget forskellige typer af handicapkompenserende

støtte og har taget imod kommunens tilbud om familiebehand-

ling samt aflastning. I sagsgennemgangen har vi dog også set

eksempler på familier, som afviser at tage imod for eksempel

familiebehandling og som ikke har ansøgt om eller fået bevilget

handicapkompenserende støtte. Så der er stor variation i forhold

til, i hvilken grad familien søger om og ønsker at modtage den

hjælp, som kommunen vil bevilge. En sagsbehandler beskriver

en situation, hvor forældrene først begynder at tage imod hjæl-

pen fra kommunen, da kommunen gør sin bekymring og over-

vejelser om anbringelse tydelig.

”Hvis barnet er anbrin-

gelsestruet, kan vi ar-

bejde efter at undgå an-

bringelse, og det tilføre

foranstaltninger, som

man ellers ikke kan

bruge”

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 6: Ankestyrelsens undersøgelse af kommunernes praksis for anbringelser uden samtykke af børn og unge med funktionsnedsættelser

”Jeg har to, hvor de ikke har villet samarbejde. De ser ikke

det samme som os. Det er først, når vi kommer dertil, at

vores bekymring er så stor, at vi overvejer anbringelse; der

har jeg oplevet, at de har vendt og samarbejder. Så tager de

imod støtten, som de ikke har gjort før. Så vurderer vi, hvor

meget de går ind i arbejdsprocessen.”

(Sagsbehandler)

Hjælpen kan også afhænge af, hvad barnet eller den unge med

funktionsnedsættelse vil samarbejde om. En sagsbehandler be-

skriver erfaringer med, at det kan være nødvendigt at give hele

familien hjælp for at vinde barnets tillid og derved kunne yde

den hjælp, som man ønsker:

”Jeg har haft gode erfaringer med at lave helhedsorienterede

indsatser i familien. Så går man ind og arbejder med foræl-

drene gennem barnet. Så begynder den unge at vænne sig

til vores tilstedeværelse. Derefter kan vedkommende arbejde

med barnet eller den unge […] På den måde kan man få fat i

dem. Det vil man ikke kunne, hvis man sætter en kontakt-

person på. Forskellen vil være, at kontaktpersonen aldrig vil

komme ind på værelset. Derfor handler det om tillid. Det med

at skulle se og dele noget med nogle andre, det er de ikke

interesseret i.”

(Sagsbehandler)

Barnets indgang til kommunen kan have betydning

Hvilken form for støtte, der gives i forløbet inden anbringelsen

uden samtykke, kan også blive påvirket af, hvordan sagen kom-

mer ind i kommunen.

Bliver kommunen bekendt med barnet eller den unge, fordi der

ansøges om handicapkompenserende støtte, oprettes barnets

eller den unges sag der, hvor der bevilges støtte efter de han-

dicapkompenserende paragraffer. Her er der typisk mest fokus

på kompensering af barnets handicap og i mindre grad på soci-

ale udfordringer i familien eller manglende forældreevne hos

forældrene (se også kapitel 7 om årsagerne til anbringelse).

Dette kan betyde, at kommunen først senere i forløbet bliver

opmærksom på udfordringer i familien, behovet for udarbej-

delse af en børnefaglig undersøgelse efter § 50 og hjælp efter §

11.3 og § 52.

Bliver kommunen derimod bekendt med et barn eller en ung,

som har en funktionsnedsættelse (men ingen sag i kommunen i

forvejen) på grund af en underretning om bekymring knyttet til

sociale forhold i familien, oprettes barnets eller den unges sag

typisk i den afdeling, som bevilger støtte efter § 11 og 52. Her

er fokus i højere grad på de sociale forhold og forældrenes for-

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 6: Ankestyrelsens undersøgelse af kommunernes praksis for anbringelser uden samtykke af børn og unge med funktionsnedsættelser

ældreevne og måske i mindre grad på behovet for handicap-

kompenserende støtte. Det kan betyde, at de sociale forhold

overskygger funktionsnedsættelsen, som måske ikke i tilstræk-

kelig grad bliver kompenseret:

”Jeg tænker, at vores organisatoriske ramme, den bliver des-

værre også lidt afgørende for vores sagsbehandling, hvis vi

skal være ærlige […] Fordi jeg tænker det her med, hvordan

sager hos os starter op som en ansøgning - mange sager -

og i udsatte-området starter det op som en bekymring. Og

det gør en kæmpe forskel. Hos os, der tikker uret rent juridisk

ift. hvornår der skal ligge nogen afgørelser og det giver ikke

så meget rum og tid til at få undersøgt, hvad det er, vi tæn-

ker, der skal til. Hvorimod det har man anderledes tid til ude

i udsatte-området. […] vi har måske for lidt fokus på højre

side af [ICS-]trekanten – altså forældrekompetence-delen –

fordi vi kigger rigtig meget ind i de her handicaps, og hvor

jeg tænker på udsatte-området, der er rigtig, rigtig meget

fokus på netop forældrekompetence-siden og måske ikke så

meget viden omkring funktionsnedsættelserne.”

(Leder)

Sager om børn med funktionsnedsættelse kan være komplekse

med behov for støtte efter flere forskellige paragraffer (se af-

snittet ”Der er flere muligheder for støtte” i dette kapitel).

I de interviewede kommuner beskriver de alle, at de skal have

blik for hele barnets eller den unges situation, men at der kan

være forskel i hovedfokus på enten den sociale udsathed eller

behovet for handicapkompenserende støtte. Hertil kommer, at

handicappet eller den sociale udsathed kan skygge for hinanden

(se kapitel 7 om årsagerne til anbringelse).

Hvor mange samtidige indsatser familien kan klare

”… vores organisatoriske

ramme, den bliver des-

værre også lidt afgø-

rende for vores sagsbe-

handling, hvis vi skal

være ærlige”

Hvornår, hvor længe og med hvilke mål en indsats kan bruges i fa-

milien afhænger også af, hvor meget støtte familien modtager:

”[…] vi indretter det efter, at hvis der er mange indsatser, så

kan vi måske ikke pålægge en intensiv familiebehandling tre

gange om ugen. Så er tidsperspektivet ift. hvor meget vi for-

venter, at vi kan opnå, vurderes også herefter.”

(Sagsbehandler)

”I nogle af sagerne, hvor vi får bygget foranstaltningerne

oven på hinanden og får skabt et helhedsbillede af familien….

der tænker jeg, at vi nogle gange skal træde et skridt tilbage

og tænke, om vi selv ville kunne overskue at have så mange

mennesker omkring mit liv”

(Sagsbehandler)

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 6: Ankestyrelsens undersøgelse af kommunernes praksis for anbringelser uden samtykke af børn og unge med funktionsnedsættelser

Ved flere samtidige indsatser i en familie er der behov for at koor-

dinere kommunens samlede indsats. For eksempel ved hjælp af at

samle indsatsen eller lave fælles opfølgningsmøder:

”Hvis jeg skal tænke, hvad mine unge typisk har haft, så har

det været dagbehandlingsskole. Der har været to familiebe-

handlere på, og en kontaktperson. Det er virkelig mange

mennesker. Men i hvert fald familiebehandlere og kontakt-

personer, der prøver vi at sørge for, at de er fra samme til-

bud, så de kan koordinere hele tiden. Samtidig med at de kan

koordinere med de andre indsatser, så alle arbejder i samme

retning hele tiden. Derudover holder vi opfølgningsmøder,

hvor alle sidder med. Der samler vi trådene ift. om det giver

mening for familien.”

(Sagsbehandler)

Samme kommune beskriver dog også, at de ikke altid er opmærk-

somme på indsatser i familien fra andre dele af kommunen såsom

beskæftigelsestilbud eller støtte til forældrene, som gives uaf-

hængig af barnets funktionsnedsættelse.

PROPORTIONALITETS-

PRINCIPPET

Et princip om, at kommu-

nen skal undgå at anvende

meget indgribende foran-

staltninger, hvis mindre ind-

gribende foranstaltninger er

tilstrækkelige.

KOMMUNERNE VURDERER, AT DE UDTØMMER

ALLE MULIGHEDER, NÅR DE INDSTILLER TIL AN-

BRINGELSE UDEN SAMTYKKE

Anbringelse uden samtykke er en meget indgribende foranstalt-

ning i barnets og forældrenes liv. Kommunen skal derfor altid

som udgangspunkt forsøge med mindre indgribende foranstalt-

ninger, jf. proportionalitetsprincippet. Det er derfor en forud-

sætning for anbringelse uden samtykke, at kommunen har en

begrundet formodning om, at problemerne ikke kan løses under

barnets eller den unges fortsatte ophold i hjemmet. Det følger

af serviceloven § 58, stk. 1, og gælder børn og unge med funk-

tionsnedsættelse i lighed med andre børn og unge. På den an-

den side skal kommunen gribe ind, når der er en åbenbar risiko

for, at barnets eller den unges sundhed eller udvikling lider al-

vorlig skade. Det betyder derfor også, at kommunen kan træffe

afgørelse om anbringelse før andre foranstaltninger er afprøvet,

hvis det er nødvendigt i sagen.

De kommuner, som vi har talt med, peger alle på, at anbringelse

er den sidste udvej, når alle andre muligheder for støtte til bar-

net og familien er afprøvet, eller det ikke er sikkert for børnene

at være i hjemmet. Og de beskriver, at de i mange sager først

tænker anbringelse, når de har prøvet flere foranstaltninger

uden, at det har haft tilstrækkelig effekt. En sagsbehandler siger

for eksempel:

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 6: Ankestyrelsens undersøgelse af kommunernes praksis for anbringelser uden samtykke af børn og unge med funktionsnedsættelser

”Når indsatserne har været på i 2-3 år og vi begynder at sige,

at vi ikke kan rette op på familien, så er det der, at den be-

gynder at tippe. Derudover skal vi lave en ny børnefaglig un-

dersøgelse, som peger på anbringelse, hvor vi går ind og un-

dersøger forholdene, om der er så store ændringer, at der er

grundlag for en anbringelse frem for forebyggende foranstalt-

ninger. Det gør vi med udgangspunkt i de professionelles ud-

talelser.”

(Sagsbehandler)

Forældre oplever ikke at mulighederne for støtte i hjem-

met er udtømt

Vi har også talt med flere forældre, som modsat beskriver, at

de ikke oplever at have fået tilstrækkelig støtte i hjemmet inden

anbringelsen. En forælder beskriver for eksempel, at de fik fa-

miliebehandling i form af samtaler uden barnet, men at de gerne

ville have haft anden og mere hjælp til at tackle de udfordringer,

som knytter sig til barnets funktionsnedsættelse. De kunne godt

have tænkt sig pædagogisk/psykologisk vejledning i hjemmet,

om håndteringen af netop deres barns udfordringer, eller et op-

hold på et behandlingssted for forældre og barn i en kortere

periode, med fokus på håndtering af netop deres barns udfor-

dringer. En anden forælder, som modtog hjælp efter §§ 41 og

42 samt sygeplejersker i hjemmet, beskriver afslag på mere af-

lastning og støtte i hjemmet samt manglende tilsagn om et re-

levant skoletilbud i stedet for hjemmeundervisning. Begge for-

ældre er uenige i anbringelsesgrundlaget, der ifølge forældrene

handlede om deres evne til at drage omsorg for og behandling

af deres barn, og de mener i stedet, at der er tale om manglende

støtte i hjemmet og manglende relevant skoletilbud fra kommu-

nens side.

En tredje forælder, som vi har talt med i forbindelse med denne

undersøgelse, beskriver, at de savnede vejledning i, hvordan de

skulle håndtere deres barns funktionsnedsættelse. Deres børn

blev anbragt efter, at kommunen modtog en underretning, og

de har ifølge forældrene ikke modtaget nogen støtte inden an-

bringelsen andet end observation i hjemmet med henblik på

klarlæggelse af anbringelsesgrundlaget og ikke med henblik på

vejledning til dem.

En fjerde forælder beskriver, at de inden anbringelsen alene får

den hjælp i hjemmet, som de søger om, og at der ikke var nogen

opfølgning på hjælpen fra kommunens side. De modtog tabt ar-

bejdsfortjeneste og aflastning i flere år inden anbringelsen, og

oplever ikke, at de har haft brug for mere støtte i hjemmet.

Ifølge forældrene handlede barnets mistrivsel om manglede af-

klaring af skolesituationen og manglende psykiatrisk behand-

ling, og de er uenige i anbringelsesgrundlaget, som de oplever

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 6: Ankestyrelsens undersøgelse af kommunernes praksis for anbringelser uden samtykke af børn og unge med funktionsnedsættelser

er udtryk for manglende forståelse for deres barns behov og

deres forældreevne.

Anbringelsen som den sidste løsning

GÅR LANGT FOR

AT LØSE SITUATI-

ONEN I HJEMMET

ELLER FÅ SAM-

TYKKE TIL AN-

BRINGELSEN

Kommunerne beskriver, at anbringelser uden samtykke er et stort

arbejde og ikke nogen ønskelig løsning, så de går langt for enten

at løse situationen i hjemmet eller få samtykke til anbringelsen. En

leder siger for eksempel:

”Det er jo et enormt stort arbejde at skulle lave en anbrin-

gelse med tvang rent administrativt. Det kræver enormt

mange ressourcer. Det skal det også. Jeg ser det som en af

vores fornemmeste opgaver at forsøge at få så godt et sam-

arbejde som muligt og via dialog komme frem til den indsats,

der er nødvendig. Det er derfor, at det er i yderste konse-

kvens, når vi ikke kan være enige om det, at vi er nødsaget

til at sige: ’Det her, det er så alvorligt, så selvom vi ikke er

enige, så er vi nødt til at gå med det alligevel eller sige, at

det er det, der skal til’.”

(Leder)

Omvendt oplever nogle af de forældre, som vi har talt med i

forbindelse med denne undersøgelse, at kommunen for hurtigt

tyer til anbringelse i stedet for at give tilstrækkelig støtte i hjem-

met. Flere forældre oplever for eksempel, at anbringelsen skyld-

tes, at den efterspurgte hjælp i hjemmet var for dyr:

”Hvis jeg havde ladet være med at brokke mig og ladet være

med at sige, at de skulle løfte den opgave og ansætte nok

sygeplejersker til ham. Hvis jeg bare havde knoklet, til jeg

var faldet død om, så havde jeg aldrig hørt et pip. Det var

først den dag, jeg begyndte at sige, at I skal altså gøre noget

mere, og han skal have en skole. Jeg havde hjemmeunder-

visning, praktisk arbejde i tøjvask, rengøring og sterilisation.

Altså, jeg var ved at falde død om. Jeg havde aldrig fri […]

Det er bare ubegribeligt, at man gør børn fortræd pga. øko-

nomi.”

(Forælder)

De sager, hvor en anbringelse kan komme på tale hurtigt, og

inden en række former for støtte er afprøvet, er typisk i familier,

som har fået anbragt andre børn grundet manglende forældre-

evne:

”Det skyldes i høj grad, at vi forsøger at være i dialog med

forældrene og være i samarbejde med dem. Det er det mest

indgribende at anbringe børn uden samtykke. Derfor er der

en holdning om, at vi venter længst muligt. Der, hvor vi skri-

der hurtigt til, er, hvis der er to søskende med funktionsned-

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 6: Ankestyrelsens undersøgelse af kommunernes praksis for anbringelser uden samtykke af børn og unge med funktionsnedsættelser

sættelse, der er blevet anbragt på grund af manglende for-

ældrekompetence. Der er man hurtig til at anbringe nummer

tre barn.”

(Sagsbehandler)

Omfanget af aflastningsdøgn kan føre til anbringelse

En sagsbehandler i en kommune beskriver, hvordan interne reg-

ler i kommunen kan betyde, at en indsats kan rykke sig fra at

være en indsats af hensyn til aflastning af forældrene, til, at det

bliver en aflastning af barnet fra familien og endelig til at det

bliver en anbringelse:

”Kommunen har den interne regel

, at når det er aflastning

efter § 84 [§§ 44, jf. § 84] over 65 døgn på døgninstitution

eller plejefamilie, så skal det være § 52-foranstaltning […]

Det betyder, at fokus lige pludselig rykker sig fra det meget

handicappede barn – og forældrekompetencer egentlig er

fine – til, at man går i gang med at lave en børnefaglig un-

dersøgelse, som også handler om forældrekompetencer. Det

virker fjollet at opstille mål for barnet, som er svært fysisk

handicappet i henhold til § 52/140, når det egentligt handler

om aflastning af forældrene.

(Sagsbehandler)

Der kan gå for længe inden der anbringes

I nogle kommuner beskriver enkelte medarbejdere en oplevelse

af, at de nogle gange kan trække den for langt med indsatser i

hjemmet inden, at de tænker i anbringelse:

”Vi har måske sovet lidt i timen. Vi har dem, der bliver fjer-

net, når de er helt små, og så har vi dem, hvor de nok skulle

være rykket noget før […] Det skyldes i høj grad, at vi forsø-

ger at være i dialog med forældrene og være i samarbejde

med dem. Det er det mest indgribende at anbringe børn uden

samtykke. Derfor er der en holdning om, at vi venter længst

muligt […] Man kan se, at de kunne have udviklet nogle om-

råder meget mere, hvis vi havde været hurtigere. Selvom

mange af dem har nogle begrænsninger, så har de alligevel

muligheder […] Det er forebyggende foranstaltninger, hvor

det har stået på uden progression.”

(Sagsbehandler)

Vi hører fra flere kommuner, at der i nogle sager kan være ud-

fordringer med at finde et egnet anbringelsessted. Især når der

er en kobling af flere diagnoser. En konsekvens af, at det kan

”Der skulle de blot have

været anbragt for lang

tid siden”

UDFORDRENDE

AT MATCHE

BARN/UNG MED

FLERE DIAGNO-

SER MED

ANBRINGELSES-

STED

Der er ikke lovregler om, at et vist antal aflastningsdøgn medfører anbringelse. Der bør

foretages en konkret vurdering.

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 6: Ankestyrelsens undersøgelse af kommunernes praksis for anbringelser uden samtykke af børn og unge med funktionsnedsættelser

være svært at finde et passende anbringelsessted, kan være, at

kommunen prøver flere forskellige indsatser i hjemmet og ind-

stiller til at anbringe senere, end de måske ellers ville have gjort.

En leder i en kommune siger for eksempel, at et svært match

kan betyde, at man forsøger med flere tiltag i hjemmet:

”Det kan være indsatser, som bliver sat op omkring et barn,

som modtager ekstremt mange støttetimer fx i forældrenes

hjem.”

(Leder)

En anden konsekvens af, at det kan være svært at finde et egnet

anbringelsessted, kan være, at tilbuddet så oprettes specifikt til

det barn eller den unge, som skal anbringes. I de sager, som vi

har gennemgået og i interview med flere kommuner, har det

fremgået, at de opretter anbringelsestilbud specialtilpasset den

unge eller barnet. En leder beskriver det således:

”Det er nogle skræddersyede tilbud, som nærmest har so-

list-karakter eller tæt på, 1:1-støtte, massivt og voldsomt

dyre tilbud […] Der mangler noget på tilbudssiden til den her

målgruppe, og vi ser samtidigt en stigning i kompleksitet ift.

koblingen mellem handicap, diagnoser og så psykiatriske di-

agnoser. Børn med autisme kombineret med svære psykia-

triske problemstillinger, OCD, spiseforstyrrelser osv., og de

falder ned mellem stolene.”

(Leder)

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 6: Ankestyrelsens undersøgelse af kommunernes praksis for anbringelser uden samtykke af børn og unge med funktionsnedsættelser

KAPITEL 6

Inddragelse af forældre og

barn/ung

I dette kapitel beskriver vi inddragelsen og samarbejdet med

henholdsvis forældre og barnet/unge inden anbringelsen uden

samtykke.

Det skal bemærkes, at kommuners og forældres beskrivelser af

samarbejdet retrospektivt kan være påvirket af, at barnet eller

den unge er endt med at blive anbragt uden samtykke. Det er

derfor i høj grad muligt, at beskrivelsen af samarbejdet i hele

forløbet er influeret af sagens udfald.

Hovedpointerne i kapitlet fremgår af boksen nedenfor.

KAPITLETS POINTER OM INDDRAGELSE

•

Inddragelse, åbenhed og løbende orientering af foræl-

drene om påtænkte tiltag vægtes højt af de interview-

ede kommuner. Der kan dog være situationer, hvor

kommunen overvejer timing af orienteringen af foræl-

drene nøje, og nogle forældre oplever desværre, at

kommunen har en for dem skjult dagsorden. Oriente-

ring, om at kommunens er meget bekymret for barnet

og overvejer anbringelse, kan af forældrene opleves

som en trussel, hvilket kan påvirke samarbejdet.

Sagsbehandlerskift og den personlige relation mellem

sagsbehandleren og forældrene har betydning for sam-

arbejdet. Hertil kommer, at samarbejdet er præget af

en magtskævhed, hvor sagsbehandleren med myndig-

hedsansvaret har en dobbeltrolle, idet pågældende er

støtte og hjælper, men også er den, der bestem-

mer/træffer afgørelse.

•

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 6: Ankestyrelsens undersøgelse af kommunernes praksis for anbringelser uden samtykke af børn og unge med funktionsnedsættelser

•

Kommunerne oplever, at forældresamarbejdet i sager,

hvor barnet eller den unge med funktionsnedsættelse

anbringes uden samtykke, varierer meget i omfang og

form afhængig af blandt andet hvilken familie eller type

forældre, der er tale om, og hvilken hjælp familien be-

vilges i forløbet op til anbringelsen uden samtykke. For-

ældrene beskriver ligeledes meget forskellige oplevel-

ser af samarbejdet med kommunen. Kulturforskelle og

sprogbarrierer kan desuden lægge et ekstra lag af

kompleksitet på i forvejen komplekse sager.

Manglende sprog, manglende kognitive evner og kon-

kret og anderledes tankegang og reaktionsmønster re-

lateret til barnets funktionsnedsættelse kan give udfor-

dringer i forbindelse med børnesamtaler og inddragelse

af barnet eller den unge. Inddragelsen kan være sær-

ligt påvirket ved sagsbehandlerskift. Endelig er der ved

børn med funktionsnedsættelser, i lighed med andre

børn, bekymring for at overbelaste barnet ved inddra-

gelsen.

•

INDDRAGELSE ER VIGTIGT OG LOVPLIGTIGT

Inddragelse af forældre og barnet eller den unge, som sagen

handler om, spiller en væsentlig rolle i sagsbehandlingen i for-

løbet op til anbringelse uden samtykke.

Forældrene skal inddrages

I sager om børn og unge med en funktionsnedsættelse, er der

lovkrav om, at forældrene skal have mulighed for at medvirke i

behandlingen af deres barns sag. Det vil sige, at kommunen skal

tilrettelægge sagen sådan, at forældrenes medvirken er mulig,

og at de opgaver og tilbud, der omfatter barnet, den unge og

deres familie, udføres i samarbejde med forældrene. Det følger

blandt andet af servicelovens § 19 og retssikkerhedsloven § 4.

”Det er jo ikke andet end kamp. Hvor kunne livet dog have

været dejligt, hvis det havde været noget nemmere. Hvis

man lyttede til folk, altså til borgerne, til forælderen. Fordi

det er jo familier og borgere, som kender deres barn bedst.”

(Forælder)

Ved særlig støtte til børn og unge efter kapitel 11 i serviceloven

lægges der vægt på, at barnets eller den unges vanskeligheder

LOVKRAV OM

INDDRAGELSE AF

FORÆLDRE/

BARNET/

DEN UNGE

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 6: Ankestyrelsens undersøgelse af kommunernes praksis for anbringelser uden samtykke af børn og unge med funktionsnedsættelser

INDDRAGELSE OG

SAMARBEJDE

ESSENTIELT FOR

EFFEKT AF

STØTTEFORAN-

STALTNINGER

så vidt muligt skal løses i samarbejde med familien og med bar-

nets eller den unges medvirken. Dette fremgår af servicelovens

§ 46. Her gælder, at det er vigtigt med inddragelse og samar-

bejde både i forbindelse med opstart af en sag, udarbejdelse af

børnefaglige undersøgelser og handleplaner og i forbindelse

med opfølgninger. Det er altså helt afgørende for, at en foran-

staltning i sidste ende kan have den ønskede virkning, at barn

og familie forstår, accepterer og understøtter den valgte proces

og foranstaltning.

SAMARBEJDE MED FORÆLDRENE IFØLGE SERVICE-

LOVEN

§ 19

Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at de opgaver og til-

bud, der omfatter børn, unge og deres familier, udføres i

samarbejde med forældrene og på en sådan måde, at det

fremmer børns og unges udvikling, trivsel og selvstændig-

hed. Dette gælder både ved udførelsen af det generelle og

forebyggende arbejde og ved den målrettede indsats over

for børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funkti-

onsevne eller med et andet særligt behov for støtte.

§ 46, stk. 3

Støtten skal bygge på barnets eller den unges egne res-

sourcer, og barnets eller den unges synspunkter skal altid

inddrages med passende vægt i overensstemmelse med

alder og modenhed. Barnets eller den unges vanskelighe-

der skal så vidt muligt løses i samarbejde med familien og

med dennes medvirken. Hvis dette ikke er muligt, skal for-

anstaltningens baggrund, formål og indhold tydeliggøres

for forældremyndighedsindehaveren og for barnet eller

den unge.

INDDRAGELSE BE-

SKREVET I RETS-

SIKKERHEDSLO-

VEN, SERVICELO-

VEN OG FORVALT-

NINGSLOVEN

Derudover har kommunen ansvaret for at indhente alle nødven-

dige oplysninger for, at sagen bliver korrekt afgjort, herunder

oplysninger fra forældrene jf. retssikkerhedsloven §§ 10-12.

Forældrene skal i den sammenhæng give de relevante oplysnin-

ger, som de er i besiddelse af, og fortælle, hvor kommunen kan

indhente manglende oplysninger. Det kan både dreje sig om of-

fentlige og private instanser. Forældrene har desuden under

hele sagsforløbet ret til at afgive en udtalelse i sagen og mulig-

hed for at anmode kommunen om, at sagens afgørelse udsæt-

tes, hvis de ønsker at komme med en udtalelse eller ønsker at

komme med supplerende oplysninger, jf. forvaltningsloven §

21. Endelig skal forældrene høres, når de er part i sagen, om

oplysninger, som er væsentlige, ikke til fordel for forældrene og

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 6: Ankestyrelsens undersøgelse af kommunernes praksis for anbringelser uden samtykke af børn og unge med funktionsnedsættelser

som forældrene ikke kender. Det skal ske, inden kommunen

træffer afgørelse, jf. forvaltningslovens §§ 19-20. Forældrene

har i forbindelse med samarbejdet med kommunen mulighed for

at få aktindsigt

og for at gøre brug af en bisidder eller en parts-

repræsentant.

Forældrene kan desuden – med få undtagelser – skriftligt eller mundtligt bede om

adgang til at se alle dokumenter, der indgår i sagsbehandlingen hos en offentlig

myndighed, jf. forvaltningslovens §§ 9-18. Kommunen har notatpligt, jf. offentlig-

hedsloven § 13.

Forældrene kan vælge at gøre brug af en bisidder eller en partsrepræsentant, men

myndigheden kan dog forlange, at forældrene/barnet/den unge selv medvirker, når

det har betydning for sagens afgørelse, jf. Retssikkerhedsloven § 4 og Forvaltningslo-

ven § 8). En bisidder lytter, gør notater og giver råd, men har ikke taleret. I praksis

kan bisidderen dog deltage i samtalen med myndigheden. En partsrepræsentant på-

tager sig at føre sagen. Det vil sige, at partsrepræsentanten skal høres i sagen og

modtage kommunens afgørelse.

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 6: Ankestyrelsens undersøgelse af kommunernes praksis for anbringelser uden samtykke af børn og unge med funktionsnedsættelser

INDDRAGELSE AF BORGEREN IFØLGE RETSIKKER-

HEDSLOVEN

§4

Borgeren skal have mulighed for at medvirke ved behand-

lingen af sin sag. Kommunalbestyrelsen tilrettelægger be-

handlingen af sagerne på en sådan måde, at borgeren kan

udnytte denne mulighed.

§ 10

Myndigheden har ansvaret for, at sager, der behandles ef-

ter denne lov, er oplyst i tilstrækkeligt omfang til, at myn-

digheden kan træffe afgørelse.

§ 11

Myndigheden kan anmode personer, der søger om eller får

hjælp, om

1) at medvirke til at få de oplysninger frem, som er nød-

vendige for at afgøre, hvilken hjælp de er berettiget til, og

2) at lade sig undersøge hos en læge eller blive indlagt til

observation og behandling som led i sagsbehandlingen.

Stk. 2.

Personer, der får hjælp, har pligt til at oplyse om

ændringer, der kan have betydning for hjælpen.

§ 12

Myndigheden skal give borgeren skriftlig besked om

1) myndighedens adgang til at indhente oplysninger efter

§§ 11a og 11c og til at foretage kontrol efter § 12a,

2) adgangen til at udveksle oplysninger og foretage kon-

trol efter kapitel 3 og 3a i lov om Udbetaling Danmark,

3) konsekvenserne, hvis borgeren ikke medvirker, jf.

§ 11b,

4) hvilke typer af ændringer der kan have betydning for

hjælpen og

5) muligheden for, at borgeren kan blive mødt med et til-

bagebetalingskrav og eventuelt blive tiltalt for overtræ-

delse af straffelovens § 289a og efter § 12b i denne lov

eller § 14 i lov om Udbetaling Danmark, hvis borgeren ikke

oplyser om ændringer, der kan have betydning for hjæl-

pen.

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 6: Ankestyrelsens undersøgelse af kommunernes praksis for anbringelser uden samtykke af børn og unge med funktionsnedsættelser

INDDRAGELSE AF BORGEREN IFØLGE FORVALT-

NINGSLOVEN

§ 19

Kan en part ikke antages at være bekendt med, at myn-

digheden er i besiddelse af bestemte oplysninger om en

sags faktiske grundlag eller eksterne faglige vurderinger,

må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort

parten bekendt med oplysningerne eller vurderingerne og

givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse.

Det gælder dog kun, hvis oplysningerne eller vurderin-

gerne er til ugunst for den pågældende part og er af væ-

sentlig betydning for sagens afgørelse. Myndigheden kan

fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.

§ 20

I sager, hvor myndigheden efter anmodning fra en part

kan ændre afgørelsen, kan myndigheden undlade at fore-

tage partshøring, hvis sagens karakter og hensynet til

parten selv taler for det.

§ 21

Den, der er part i en sag, kan på ethvert tidspunkt af sa-

gens behandling forlange, at sagens afgørelse udsættes,

indtil parten har afgivet en udtalelse til sagen. Myndighe-

den kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte

udtalelse.

Som led i den børnefaglige undersøgelse, som bliver iværksat,

når det må antages at barnet eller den unge trænger til særlig

støtte, skal der altid foretages en børnesamtale. Denne samtale

er lovfæstet i servicelovens § 50, stk. 3. Det er kun i tilfælde,

hvor sagens karakter eller barnets/den unges modenhed taler

imod, at samtalen kan udelades.

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 6: Ankestyrelsens undersøgelse af kommunernes praksis for anbringelser uden samtykke af børn og unge med funktionsnedsættelser

KOMMUNALT

FOKUS PÅ

INDDRAGELSE

SERVICELOVEN

§ 50, stk. 3

Som led i undersøgelsen skal der finde en samtale sted

med barnet eller den unge. Samtalen kan undlades, i det

omfang barnets eller den unges modenhed eller sagens

karakter i afgørende grad taler imod samtalens gennem-

førelse. Kan samtalen ikke gennemføres, skal oplysninger

om barnets eller den unges synspunkter søges tilveje-

bragt. Samtalen kan finde sted uden samtykke fra foræl-

dremyndighedens indehaver og uden dennes tilstedevæ-

relse, når hensynet til barnets eller den unges bedste ta-

ler herfor.

Samarbejdet mellem kommunen og forældrene vægtes

højt

Ud over at inddragelse af forældrene er lovpligtigt, så er det

også noget kommunerne, som vi har talt med, vægter højt.

Det gode samarbejde beskrives af kommunerne, som værende

karakteriseret af vedvarende dialog – trods eventuelle uenighe-

der.

Åbenhed og løbende orientering overfor forældrene om på-

tænkte tiltag vægtes højt af de interviewede kommuner. Der

kan dog være situationer, hvor kommunen overvejer timing af

orienteringen af forældrene nøje, og nogle forældre oplever, at

kommunen har en for dem skjult dagsorden.

Hertil kommer, at både kommuner og forældre giver udtryk for,

at forældrene kan opleve, en orientering om, at kommunen er

meget bekymrede for barnet og overvejer anbringelse, som en

trussel, der kan påvirke samarbejdet.

Behov for samarbejde trods uenighed om retning

I samarbejdet med forældrene beskriver de kommuner, som vi

har talt med, at det er vigtigt, at man kan have fortsat dialog til

trods for eventuel uenighed om kommunens afgørelser. Det

gælder både i forløbet inden anbringelsen uden samtykke og

efter anbringelsen. Sagen slutter ikke med afgørelsen i børn og

unge-udvalget, og der vil sandsynligvis være en relation til fa-

milien i mange år fra kommunens side.

DET GODE

SAMARBEJDE

En leder beskriver det gode samarbejde sådan:

”[Godt samarbejde] er, når vi kan give forældrene oplevelsen

af at være hørt, og vi også har mulighed for i en dialog at

forklare, hvad der ligger til grund for, at vi træffer den afgø-

relse, som vi gør. Altså, at man har en god dialog. Og at man

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 6: Ankestyrelsens undersøgelse af kommunernes praksis for anbringelser uden samtykke af børn og unge med funktionsnedsættelser

også kan opnå enighed om, at selvom vi ikke er enige om

beslutningen, at så kan vi finde et fælles fodslag i at lægge

nogle mål for barnet og nogle aftaler for, hvad der skal ske

og for hvordan vi samarbejder selvom, vi ikke er enige om

indsatsen.”

(Leder)

Ovenstående citat viser, at det kan være et mål at opretholde

en samarbejdsrelation, selvom der er en grundlæggende uenig-

hed mellem forældre og kommune om, hvilken retning man ar-

bejder i. At det kan være svært at have og opretholde et godt

samarbejde i sager med anbringelse uden samtykke understre-

ger en sagsbehandler, hvis erfaring det er, at samarbejdet med

forældrene typisk er dårligere i sager, hvor anbringelsen er uden

samtykke sammenlignet med de sager, hvor der opnås sam-

tykke til anbringelsen:

OFTERE PROBLEMER

MED SAMARBEJDE I

ANBRINGELSESSAGER

UDEN SAMTYKKE

”Der er overvægt i tvangssager med dårligt samarbejde ift.

anbringelse med samtykke. Det er jeg ikke i tvivl om.”

(Sagsbehandler)

EKSEMPEL FRA SAGSGENNEMGANG: ET GODT OG

TÆT FORÆLDRESAMARBEJDE

Sagen handler om en ung på 15 år med psykiske lidelser,

hvor forældrene har et godt samarbejde med kommunen

om en række støtteforanstaltninger i hjemmet. På grund

af stigende udfordringer i puberteten med den unges triv-

sel og adfærd – misbrug, kriminalitet og udad reagerende

adfærd - ender det med en anbringelse.

Forældrene har igennem hele forløbet deltaget aktivt i net-

værksmøder, opfølgningsmøder og løbende dialog og ori-

entering over telefon og mail. Forældrene er ressource-

stærke og indgår åbent og ærligt i dialogen med kommu-

nen. Forældrene støtter op om den indsats, kommunen

iværksætter og har i dialogen med kommunen og via an-

søgninger til kommunen udtrykt, hvilken støtte de har

brug for. De er enige i anbringelsen, da den unges støtte-

behov er mere omfattende end, hvad der kan klares i

hjemmet med støtte fra kommunen, og den unge har brug

for at komme væk fra en uheldig vennegruppe. Det ender

med anbringelse uden samtykke, da den unge ikke sam-

tykker til anbringelsen og er over 15 år på anbringelses-

tidspunktet.

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 6: Ankestyrelsens undersøgelse af kommunernes praksis for anbringelser uden samtykke af børn og unge med funktionsnedsættelser

EKSEMPEL FRA SAGSGENNEMGANG: ET KONFLIKT-

FYLDT SAMARBEJDE MED FORÆLDER

Sagen handler om et barn med omfattende fysisk og psy-

kisk funktionsnedsættelse, som er alene med en forælder,

der lider af en række psykiske lidelser og kognitivt funkti-

onsnedsættelse. Barnet mistrives på grund af fysisk og

psykisk omsorgssvigt til trods for støtte i hjemmet og an-

bringes derfor frivilligt, da det når skolealderen.

Forælderen har deltaget i møder med kommunen og andre

fagpersoner i sagen samt undersøgelsesforløb på nær en

indledende psykologisk test af forældreevnen grundet dår-

lige erfaringer med testning. Forælderen har været meget

frustreret over beslutninger i sagen, hvilket har præget

kommunikationen med kommunen. Hertil kommer, at for-

ælderen flere gange, ifølge kommunen, har forsøgt at ob-

struere samarbejdet ved at tale usandt over for samar-

bejdspartnere/leverandører om, hvilke aftaler der er ind-

gået med kommunen. Forælderen trækker samtykket til

anbringelsen tilbage på grund af uenighed om blandet an-

det hjemgivelsestidspunkt. Herefter bliver det en anbrin-

gelse uden samtykke.

INTENTION OM

STOR INDDRA-

GELSE AF FORÆL-

DRE

Åbenhed over for forældrene om påtænkte tiltag

Flere sagsbehandlere og ledere, som vi har talt med, beskriver,

at oplysning og åbenhed er vejen til godt forældresamarbejde:

”Jeg synes ikke, at man kan inddrage for meget. Jo mere

gennemsigtighed, der er i sagsbehandlingen og i de skridt, vi

nu tager – beskrivelse af, hvorfor gør vi det, vi gør - jo nem-

mere synes jeg det er [samarbejdet med forældrene]. Men

altså, det kommer også an på, hvad man lægger i det at ind-

drage. For mig ligger der i det at inddrage, at man har dem

med ift. processen og hører dem i det, men der skal heller

ikke være nogen tvivl om, hvem der har myndigheden, og

hvem som kan træffe beslutningerne og afgørelserne. Der

skal vi naturligvis høre forældrene, men de skal heller ikke

være i tvivl om, hvem der har myndighedsforpligtigelsen til

at kunne træffe afgørelsen. Det handler jo også om at være

meget klar omkring, hvilken rolle vi har.”

(Leder)

” […] vi har nogle grundlæggende principper, der hedder, at

forældrene skal høres, og de skal inddrages alt det, vi over-

hovedet kan. Og vi skal være gennemsigtige i vores sagsar-

bejde. Vi skal vide, hvilke skridt vi er i gang med, og hvad vi

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 6: Ankestyrelsens undersøgelse af kommunernes praksis for anbringelser uden samtykke af børn og unge med funktionsnedsættelser

påtænker. Så udgangspunktet er, at vi arbejder meget ind-

dragende, og forældrene er orienterede hele vejen igennem.”

(Leder)

”Jeg er meget direkte i min tilgang, fordi der er ingen grund

til at pakke det ind. Det er så svært, så det handler om at

bruge alle de redskaber, som man kender: Være anerken-

dende, lyttende og forstående. Jeg synes egentlig aldrig, at

jeg er blevet taget dårligt imod. Men det er også noget, som

de typisk godt ved. Men det handler i højere grad om tårer

og gråd end selve forståelsen.”

(Sagsbehandler)

”Det

handler meget om at gøre det så tydeligt som muligt.

Både i forhold til, hvis det er op til en anbringelse, skabe

forståelse for handleplanen og skabe forståelse for, hvad vi

gerne vil. Det handler om tydeligheden - hvad vil vi gerne ser

ske, så de ved, hvad de skal arbejde med.”

(Sagsbehandler)

Som ovenstående citater viser, så bidrager åbenhed og tidlig

inddragelse af forældre i overvejelser om potentielle indsatser

til det der, af sagsbehandlerne, opleves som bedre forståelse og

accept fra forældrenes side for de tiltag, der kommer fra kom-

munens side.

”Vi havde faktisk, indtil hun valgte at anbringe mit barn, så

havde vi faktisk et ok forhold. Et okay samarbejdsforhold, og

det prøver jeg faktisk også at få til [den nye sagsbehandler].

Fordi det er jo ikke hendes skyld, det er jo ikke hende, der

har taget beslutningen og man skal jo også kunne samar-

bejde for sine børns skyld.”

(Forælder)

Timing af information

Enkelte af sagsbehandlerne i denne undersøgelse giver udtryk

for, at der i særlige tilfælde kan være gode grunde til at være

mere tilbageholdende med at informere familien om kommu-

nens intentioner. Det drejer sig primært om de tilfælde, hvor

barnet med funktionsnedsættelse er del af en familie med

mange flytninger mellem forskellige kommuner. Her kan man

være mere tilbageholdende med at italesætte en anbringelse,

da man frygter, at familien flytter kommune og dermed sætter

arbejdet på ”standby” indtil, tilflytningskommunen kan samle

sagen op på baggrund af en medfølgende mellemkommunal un-

derretning fra fraflytningskommunen:

”Den tidligere sagsbehandler ift. det barn, jeg har nu, hun

sagde, at det er godt at have alarmklokkerne ude ift. hvad

du mistænker sker i hjemmet, men når I hen imod, at der

ÅBENHED TYDE-

LIGGØR ALVOREN

FAMILIER DER

FLYTTER, NÅR

DER OPSTÅR BE-

KYMRINGER

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 6: Ankestyrelsens undersøgelse af kommunernes praksis for anbringelser uden samtykke af børn og unge med funktionsnedsættelser

skal leveres en besked om eventuelt anbringelse, så sørg for

at have vagter udenfor, sørg for at have en plejefamilie klar.

Hendes vurdering var, at ellers forekommer der en fraflyt-

ning. Derfor er det vigtigt at vide, hvilken familie, som vi har

med at gøre. Risikerer man at stå med en familie, der smut-

ter? Hvis dette hænder, skal man lave denne famøse mellem-

kommunal underretning, og så kan man kun håbe på, at den

anden kommune griber den.”

(Sagsbehandler)

En kommune i undersøgelsen giver udtryk for at det samme kan

gøre sig gældende med familier, der kan forventes at flytte til

udlandet. Her kan der opstå et væsentligt dilemma for sagsbe-

handleren, hvis anbringelsen af ét barn i familien får forældrene

til at flytte de resterende søskende (som også kan være pleje-

krævende) til udlandet.

Der kan også være retssikkerhedsmæssige grunde til at holde

igen med information til forældrene om den påtænkte indsats.

En kommune beskriver, hvordan at den hurtige og umiddelbare

kommunikation over telefonen om væsentlige foranstaltninger

fravælges, da sagsbehandleren dermed også skal give en ud-

førlig mundtlig klagevejledning efter at have haft en svær sam-

tale. Det opleves nemmere at gøre dette på skrift, selvom det

betyder, at kommunen kan komme til at holde på afgørelsen i

lidt længere tid, end hvis den var blevet meddelt over telefonen.

Hvis der skal informeres om anbringelse, så foretrækker sags-

behandlerne dog at gøre det på et fysisk møde, selvom det kan

betyde, at der dermed går noget tid inden afgørelsen bliver for-

midlet.

Sagsbehandlerne i samme kommune er også opmærksomme

på, at der kan være grænser for, hvor meget information, som

borgeren kognitivt kan kapere på samme tid, hvilket også kan

betyde, at man doserer informationen om sine påtænkte foran-

staltninger over en tidsperiode, fremfor at informere om alt på

samme tid.

Kommunens overvejelse om anbringelse kan opleves som en

trussel

Flere sagsbehandlere og ledere, som vi har talt med, er op-

mærksomme på, at åbenhed om deres bekymring og overvejel-

ser om anbringelse kan forveksles med en trussel. Særligt i sa-

ger, hvor forældrene er uenige i behovet for en anbringelse af

deres barn, kan en orientering om, at kommunen påtænker at

anbringe med eller uden samtykke nemt opfattes som en trus-

sel:

”Det [at orientering om potentiel anbringelse er en trussel]

tror jeg også, at nogle af dem oplever. Selvom det ikke er

RETSSIKKERHEDS-

MÆSSIGE

ÅRSAGER TIL

TIMING AF

INFORMATION

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 6: Ankestyrelsens undersøgelse af kommunernes praksis for anbringelser uden samtykke af børn og unge med funktionsnedsættelser

ÅBENHED KAN

OPLEVES SOM

TRUSSEL

det, der er intentionen. Fordi hvis vi er der, hvor vi tænker,

at barnets udvikling og trivsel er nu så truet, så barnet ikke

kan bo [hjemme] længere, hvis ikke der sker en massiv æn-

dring nu, så er det jo en trussel om, at hvis vi ikke laver de

her ændringer, og du siger "ja" til det her med 20 timer fa-

milievejledning eller hvad pokker det kan være, så er vi nødt

til at gå den anden vej. Så er det jo en trussel samtidig med,

at det er en information. Så jeg kan godt forstå, at de oplever

det sådan - vores intention er ikke truslen, fordi det er faktisk

bare en orientering om "det er det, der kommer til at ske". Vi

truer jo ikke med det, hvis ikke vi vil gøre det. Eller siger det

ikke, hvis ikke vi ikke vil gøre det. Så intentionen er ikke en

trussel, men jeg kan godt forstå, at det kan opleves sådan.

Vi fortæller dem jo, at det de gør ikke er godt nok. Og vi står

med det mest dyrebare, de har i hele verden - deres børn.

Så det kan næsten ikke blive mere sårbart.”

(Leder)

På den ene side giver de interviewede kommuner udtryk for et

ønske om at være åbne og inddrage forældre tidligt i deres over-

vejelser i sagen og herunder bekymring for barnet med henblik

på et konstruktivt samarbejde (se tidligere afsnit herom). Dette

gælder også overvejelser om anbringelse:

”Det [orientering om påtænkt anbringelse] skal ikke komme

som et chok for dem. De skal […] inddrages i mit bekym-

ringsniveau.”

(Sagsbehandler)

På den anden side vil en orientering om bekymringen og over-

vejelser om anbringelse kunne virke som en trussel, der kan

have uforudsigelige konsekvenser for det videre samarbejde:

”Hvor nogle kan opfatte det som en trussel, så har tanken

været at have en åbenhed om vores bekymring, hvor vi deler

vores overvejelser. Som udgangspunkt vil vi aldrig bruge det

som en trussel, men nærmere til at skabe et åbent forum. Vi

forsøger at undgå det. Jeg kan godt forstå dem [forældrene].

Men jeg tænker, det handler om at tegne de skridt, der skal

til, før en bekymring er væk. Hvis vi ikke er tydelige, så kan

der opstå misforståelser”

(Sagsbehandler)

Hvis forældrene opfatter sagsbehandlernes åbenhed om deres

bekymring for barnet som en trussel i forhold til, hvorvidt de

kan beholde deres barn, kan det forværre samarbejdet, men det

kan også gøre forældrene opmærksomme på, at de skal samar-

bejde med kommunen:

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 6: Ankestyrelsens undersøgelse af kommunernes praksis for anbringelser uden samtykke af børn og unge med funktionsnedsættelser

”Nogle gange kan man jo gå ind og arbejde med; "hvad er

det så vi skal gøre, hvis det ikke sker", så nogle gange, så

kan det være et gennembrud til en anden form for samar-

bejde, hvis der pludselig kan arbejdes med forandringerne,

fordi forældrene måske får et andet syn på, hvad der faktisk

sker i hjemmet. Andre bliver enormt vrede på os og vil ikke

samarbejde med os mere, og så går det gennem advokat. Vi

bruger rigtigt meget energi på at opnå det her samarbejde -

og det skal vi også - uanset om det er tvang eller frivilligt.”

(Leder)

Ovenstående citat viser, at udsigten til en forestående anbrin-

gelse kan være et incitament for forældrene til at samarbejde

med kommunen på kommunens præmisser.

Oplevelse af uigennemsigtig dagsorden hos kommunen

En forælder til et barn med funktionsnedsættelse anbragt uden

samtykke, som har deltaget i denne undersøgelse, giver udtryk

for, at indsatsen fra kommunens side tidligt i forløbet i meget

lille grad opleves som en reel hjælp, men i langt højere grad

som en skjult dagsorden hos kommunen om kontrol af dem og

deres forældreevner:

” […] så sagde de [kommunen]: ”Vi sender en pædagog hjem

til jer”. Og vi var sådan helt: ”WAUW” og så viste det sig, at

det hun skulle, det var at observere os. Altså, det var en

skjult dagsorden. Og så får vi ellers et anklageskrift på fem

A4-ark maskinskrevet. Jeg går med en meget svær depres-

sion, og pædagogen skriver, at hun er meget uforstående for,

at jeg kun sad og legede med børnene på gulvet med LEGO i

14 minutter. Jeg sidder med en massiv depression. Det var

der ingen forståelse overfor. Det var rent bondefangeri. Vi

troede, at der kom en pædagog for at hjælpe os, og det, de

kom for, det var at observere os og sætte finger på alt det,

der ikke fungerede.”

(Forælder)

En anden forælder beskriver forløb, hvor familien efter bedste

evne forsøger at leve op til de krav, der stilles til dem fra kom-

munens side. Der beskrives et forløb, hvor flere personer fra

kommunen kommer i familiens hjem for at observere familien

og dens dynamikker. Dette beskrives som forvirrende og på

ingen måde som en hjælp:

”De kom her hjem - de hjalp ikke med noget. De observerede

bare. Det var et team på tre personer, som observerede, når

vi spiste, legede osv. De fortalte os, at vi havde problemer,

og så skulle de hjælpe os. Men vi fik ikke hjælp til det, som

de sagde, vi havde af problemer. De sagde efterfølgende, at

FORÆLDRE OPLE-

VER AT KOMMU-

NEN SPILLER MED

FORDÆKTE KORT

OPLEVELSE AF

OBSERVATION OG

OVERVÅGNING

FREM FOR REEL

HJÆLP

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 6: Ankestyrelsens undersøgelse af kommunernes praksis for anbringelser uden samtykke af børn og unge med funktionsnedsættelser

vi ikke var samarbejdsvillige, fordi vi sagde, at vi intet hjælp

fik.”

(Forælder)

Denne oplevelse fra et par af forældrene står i kontrast til vur-

deringen af modtagelsen af familiebehandlingen fra en sagsbe-

handler i undersøgelsen:

”Det [familiebehandling] synes jeg, at de tager godt imod.

Der er altid nogen, som siger, at det er ikke os. Men der kan

man godt sige, at det er slet ikke det, som vi anfægter. Vi

kan se, at der er nogle pædagogiske ting, som du ikke kan

vide noget om, men som vi kan hjælpe dig med at lære, hvor

dit barn kan komme i bedre trivsel. Det tager de virkelig godt

imod de fleste. Den problematik der kan ligge er, at hvis bar-

net har haft diverse foranstaltninger, hvor vi så tænker, at de

skal prøve det hele igen, så siger de fra.” (Sagsbehandler)

RELATIONEN

FORÆLDRE

MELLEM

SAGSBEHANDLER

Forældrenes primære kontakt til kommunen er ofte knyttet til

én primær sagsbehandler, hvorfor sagsbehandlerskift og den

personlige relation mellem sagsbehandleren og forældrene har

betydning for samarbejdet. Hertil kommer, at samarbejdet er

præget af en magtskævhed, hvor sagsbehandleren med myn-

dighedsansvaret har en dobbeltrolle, idet pågældende er støtte

og hjælper, men også er den der bestemmer/træffer afgørelse.

Sagsbehandlerskift og personlig kemi med sagsbehand-

ler kan have betydning for samarbejdet

Når den primære kontakt til kommunen typisk er knyttet op på

én sagsbehandler, kan samarbejdet blive påvirket af faktorer

som fx sagsbehandlerskift og den personlige relation til

sagsbehandleren.

”Det kan være personstyret, hvor godt man bliver behandlet,

det er der ikke nogen tvivl om.”

(Forælder)

Sagsbehandlerskift er et hyppigt forekommende vilkår i sa-

gerne, da de ofte strækker sig over en lang årrække. For hvert

sagsbehandlerskift er risikoen for informationstab til stede. Hver

sagsbehandler oparbejder et indgående kendskab til sagen og

relationer, som ikke så let lader sig nedfælde på papir.

”Vi har skiftende sagsbehandlere - vi er her desværre ikke i

100 år. Det påvirker helt sikkert et forløb. Hele familien skal

forholde sig til en ny [sagsbehandler], samtidig med at de

OPLEVELSE AF AT

STØTTEN KAN VA-

RIERE FRA SAGS-

BEHANDLER TIL

SAGSBEHANDLER

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 6: Ankestyrelsens undersøgelse af kommunernes praksis for anbringelser uden samtykke af børn og unge med funktionsnedsættelser

skal fortælle historien på ny. Derudover er der noget med

kemien.”

(Sagsbehandler)

En forælder i undersøgelsen har oplevet mange skiftende sags-

behandlere:

”Jeg tror, det er 50 forskellige [sagsbehandlere] han har haft.

Eller siden han kom ind i systemet og til han blev 18 år, der

var vi oppe og runde de 50. Men der er 10 eller 15 af dem,

jeg aldrig har [kendt]. Det er kun på papiret, at man ved det,

fordi så er de blevet fyret eller har sagt op. Og så har han

fået automatisk en ny en, og advokaten fortalte bare, at den

person, der havde været kortest tid, det var 10 dage. Men

altså det er jo ikke noget vi har vist, vi har mødt 15 forskellige

tror jeg.”

(Forælder)

Hvis den forrige sagsbehandler stopper pludseligt, så er det hel-

ler ikke sikkert, at der altid vil være en hensigtsmæssig overle-

vering af sagen til den nye sagsbehandler.

”Det handler også om, hvad der går tabt i videreformidlingen

af sagen. Hvad ved vi fra tidligere. Selvom vi skal skrive no-

tat, så er det ikke altid, at alle ting bliver overleveret.”

(Sagsbehandler)

MANGE SAGSBE-

HANDLERE I LØ-

BET AF ET BARNS

SAGSFORLØB

Forældre har oplevelse af samarbejdet kun går den ene

vej

Samarbejdet mellem forældre og kommune er ikke et ligevær-

digt samarbejde i den gængse forstand af et samarbejde. Sags-

behandleren har en dobbeltrolle, idet pågældende er støtte og

hjælper, men også er den der bestemmer/træffer afgørelse. Der

er en dermed en asymmetri i magtforholdet mellem parterne,

hvor den ene part kan sanktionere den anden og i princippet

egenhændigt udstikke en udviklingsretning.

OPLEVELSE AF AT

KOMMUNEN VIL

DIKTERE SAMAR-

BEJDET

”[…] man ledte efter og gik efter et anbringelsesgrundlag.

Altså det føltes utrolig utrygt og utrolig pressende og stres-

sende og blive udsat for. Altså, du skal tænke på kommunen

er en kæmpe stor myndighed med uanede ressourcer og

magtmidler og hver eneste gang, der kom en eller anden

underretning eller lignende, så prøvede forvaltningen at

skabe en sådan en stemning af ”ihh åhh, du er også forfær-

delig [forælderens navn]” i stedet for at se, at vi har faktisk

et støttebehov”

(Forælder)

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 6: Ankestyrelsens undersøgelse af kommunernes praksis for anbringelser uden samtykke af børn og unge med funktionsnedsættelser

Det er også derfor, at ordet

samarbejde

kan klinge hult for for-

ældrene, som i højere grad oplever at skulle levere reaktivt på

krav fra kommunens side. De oplever at have meget lille indfly-

delse på, hvad der kommer til at ske i sagen.

”[om forælderen oplever at have haft indflydelse på sagens

forløb] Overhovedet ikke! Der føler jeg simpelthen, at de

trækker noget ned over hovedet på os. Og jeg har heller ikke

fået lov til, jo, jeg fik lov til at se anbringelsesstedet inden

han [barnet] kom derned. Men jeg har ikke haft nogen ind-

flydelse på hvad det skulle være eller noget som helst. ”

(Forælder)

”Vi

har altid gerne villet samarbejde, men vi har også haft

det sådan, vi stiller også spørgsmål og har en mening om,

hvad der faktisk ville være bedst. Det er flere år, vi har været

i systemet [end den typiske sagsbehandler] og vi har været

omkring [barnet], så ved vi nogen ting, der fungerer, og vi

ved, hvad der ikke fungerer. Og det har vi altid været ærlige

omkring og sagt. De første 10-12 år sagde vi aldrig nogen-

sinde nej til noget. Men vi satte spørgsmålstegn ved flere af

tingene. Vi sagde: ”Det her, tror vi ikke, er den rigtige løs-

ning. Vi tror ikke det er det, der er bedst. Vi tror simpelthen

ikke, at det her er godt”. Men vi har altid gjort det. De første

10-12 år eller sådan noget. Til sidst så var vi meget speci-

fikke: ’Vi søger den her hjælp. Jamen, det kan I ikke få. I kan

få det og det og det. Jamen nej tak, det er ikke det, vi har

brug for.’”

(Forælder)

Som ovenstående viser, så kan der opbygges frustration hos

forældre, når de oplever, at der ikke kommunikeres ordentligt

til dem. Forældre har ikke mulighed for at være med til at

bestemme anbringelsessted, men dette er i det første ovenstå-

ende eksempel, ikke blevet kommunikeret tydeligt til forælde-

ren, hvilket skaber frustration. Forældrene i denne undersøgelse

oplever sjældent, at kommunen reelt er interesseret i andet og

mere end forældrenes deltagelse i de forskellige procestrin. Der

opleves ikke megen lydhørhed overfor proaktive forslag om-

kring, hvad der kunne gøres anderledes i barnets sag.

”Mit ønske var, at man kunne have siddet to voksne menne-

sker over for hinanden og brainstorme og ideudviklet og ud-

vekslet i respekt for hinanden. Hun havde en viden på nogle

områder, som jeg ikke havde, og som jeg kunne drage nytte

af, og jeg havde en viden på nogle områder, som hun kunne

drage nytte af.”

(Forælder)

OPLEVELSE AF

DÅRLIG KOMMU-

NIKATION SKA-

BER FRUSTRA-

TION

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 6: Ankestyrelsens undersøgelse af kommunernes praksis for anbringelser uden samtykke af børn og unge med funktionsnedsættelser

En forælder i undersøgelsen oplever, at kommunen på et tids-

punkt i sagerne kan begynde at lukke sig om sig selv, hvis for-

ældresamarbejdet opleves som for vanskeligt.

”De

svarer ikke på breve, de tager ikke telefonen, når jeg

ringer. Når jeg ringer til omstillingen, så er der aldrig nogen

ledige. Det er bare generelt [sådan], at hvis det er dig der

skal tage kontakt, så kan det næsten ikke lykkes, men den

anden vej...”

(Forælder)

Kommunerne i undersøgelsen lægger heller ikke skjul på, at ud-

strækningen af samarbejdet kan have sine begrænsninger, hvis

man betragter samarbejdet i den gængse forstand. Set fra kom-

munernes perspektiv handler forældrenes andel af samarbejdet

primært om aktivt at hjælpe med til at løse problemerne i hjem-

met ved at få støtteforanstaltningerne til at fungere bedst muligt

og bidrage med nødvendig information, når den efterspørges,

hvilken alt andet lige giver forældrenes rolle i samarbejdet et

reaktionært tilsnit.

”[…] forældrene er jo som udgangspunkt vores største infor-

mationskilde til at fortælle, hvad det betyder for deres barn.

Det er jo dem, der kender barnet allerbedst - og daginstitu-

tioner og skoler.”

(Leder)

En forælder i undersøgelsen formulerer sit ønske til en god sam-

arbejdsrelation med sagsbehandleren således:

”[…] hvis sagsbehandleren er god til at lytte og kommer med

nogle gode forslag til at hjælpe, du kan få det og du kan få

det, eller vi skal søge om det. Vi kan søge om det, i stedet

for at du hele tiden selv skal vide, hvad skal man søge om,

og at man bare tier stille og ikke siger noget. Altså jeg kunne

godt tænke mig en sagsbehandler, der var mere sådan åben;

jamen, din datter hun har brug for det. Det kan vi søge om

der. Altså prøve på ligesom at hjælpe, i stedet for at man

bare sidder med lukket mund og ikke siger noget som man

egentlig godt kan [hjælpe med].”

(Forælder)

SAMARBEJDET ER

IKKE LIGEVÆR-

DIGT OG BALAN-

CERET

VARIERENDE SAMARBEJDSRELATIONER

Kommunerne oplever, at forældresamarbejdet i sager, hvor bar-

net eller den unge med funktionsnedsættelse anbringes uden

samtykke, varierer meget i omfang og form afhængig af, blandt

andet, hvilken familie eller type forældre, der er tale om, og

hvilken hjælp, familien bevilges i forløbet op til anbringelsen

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 6: Ankestyrelsens undersøgelse af kommunernes praksis for anbringelser uden samtykke af børn og unge med funktionsnedsættelser

uden samtykke. Forældrene beskriver ligeledes meget forskel-

lige oplevelser af samarbejdet med kommunen. Hertil kommer,

at kulturforskelle og sprogbarrierer lægger et ekstra lag af kom-

pleksitet på i forvejen komplekse sager.

Forskelligartet forældregruppe giver forskelligartede

sagsforløb

Når man ser på de forældre, der får deres barn med funktions-

nedsættelse anbragt uden samtykke, så er der ikke kun tale om

én bestemt gruppe:

”At få et barn med handicap er jo et tværsnit af den danske

befolkning – det rammer ned alle steder. Lige fra helt almin-

delige velfungerende forældre, som vi aldrig ville have kendt,

hvis ikke de havde fået det her barn, til svært psykosocialt

belastede forældre med egne vanskeligheder. Det er jo alle.”

(Leder)

FUNKTIONSNED-

SÆTTELSER I

ALLE SAMFUNDS-

LAG

Funktionsnedsættelser rammer alle samfundslag, og det samme

gør de problemer, der relaterer sig dertil, men forældrenes for-

udsætninger for at håndtere dem er vidt forskellige. Nogle for-

ældre har selv udfordringer og har måske selv været i systemet

i mange år. Andre forældre tilhører den mere ressourcestærke

gruppe, som aldrig har været i kontakt med socialforvaltningen

før deres barns funktionsnedsættelse blev konstateret, og de

søgte om handicapkompenserende støtte.

Samarbejdet og inddragelsen varierer i omfang i forløbet

inden anbringelse

”Jeg har haft en sag, hvor vi kørte et kæmpe netværksarran-

gement med mormor og søskende. Hele familien var involve-

ret. Vi kæmpede til allersidst, hvor alle sagde, at vi har af-

prøvet alt - nu skal vi snakke om anbringelse. Der var sam-

arbejde hele vejen igennem, hvor faren så trækker samtyk-

ket, fordi han mente, at der var mere, der kunne gøres.”

(Sagsbehandler)

I forløbet op til en anbringelsen kan omfanget af samarbejdet

variere afhængig af, hvilken hjælp familien får: Fra hjælp til en-

keltudgifter, tabt arbejdsfortjeneste og hjælpemidler til de mere

indgribende foranstaltninger som aflastning, familiebehandling

eller anbringelse, hvor sagsoplysning og opfølgning er mere om-

fangsrigt. Behovet for samarbejde og inddragelse ved behand-

lingen af barnets sag kan derfor også variere meget på forskel-

lige tidspunkter i sagen.

Kulturelle forskelle kan udfordre samarbejdet

En særlig samarbejdsudfordring i sagsbehandlernes arbejde

med anbringelsessager af børn med funktionsnedsættelse er,

SAMARBEJDE AF-

HÆNGER AF TYPE

AF STØTTE

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 6: Ankestyrelsens undersøgelse af kommunernes praksis for anbringelser uden samtykke af børn og unge med funktionsnedsættelser

når barnet kommer fra en familie med en anden kulturel bag-

grund. Der kan være tale om forskellig forståelse af, hvad nor-

men for børneopdragelse er:

”Vi arbejder med forældre om, hvilken forståelse de har af

'normal børneopdragelse'. Er det normalt i deres hjemland,

at deres 10-årig datter passer deres 5-årige søn. Det er det

måske nok, men i Danmark er det ikke normalt.”

(Sagsbehandler)

Der kan desuden være en grundlæggende uenighed om årsa-

gerne til funktionsnedsættelsen og – ikke mindst – hvordan bar-

nets funktionsnedsættelse bedst håndteres. Det kan ifølge nogle

kommuner føre til, at det kan være en stor udfordring for sags-

behandlerne at have en dialog med forældrene til et barn med

funktionsnedsættelse. Dette kan især blive udtalt i tilfælde, hvor

der ud over kulturforskellene også er andre faktorer i spil, som

f.eks. kognitiv funktionsnedsættelse, som gør det ekstra svært

at håndtere udfordringer i samarbejdet.

Tolkes problematiske rolle som mellemled i anbringelsessager i

minoritetsmiljøer

Sagsbehandlerne i en kommune i undersøgelsen giver udtryk

for, at brugen af tolke kan have en meget stor indflydelse på

samarbejdet med minoritetsforældre. Der kommer et led mel-

lem sagsbehandler og forældre, som begge parter er nødt til at

stole på, men som ingen af parterne reelt er i stand til at kunne

kontrollere kvaliteten af. Sager om anbringelse uden samtykke

af børn med funktionsnedsættelse er meget komplekse og stiller

store krav til tolkenes faglige kunnen, som de, ifølge kommu-

nerne, ikke altid er i stand til at honorere. Det betyder som mi-

nimum, at nuancer går tabt og i værste fald, at forældrene får

decideret forkert information.

”Vi har en blandet kvalitet [af tolkebistand]. […] Jeg har nogle

gode tolke fra [tolkefirma] men jeg har også nogle, der har

været så dårlige, at jeg har måtte smide dem hjem og stoppe

mødet.”

(Sagsbehandler)

Et andet problem, som sagsbehandlerne beskriver, at de støder

på i forbindelse med tolkebistand, er, at jo mere mindre en mi-

noritet, som familien i sagen tilhører, desto større er chancen

for, at tolken – der evt. kommer fra samme minoritet – selv

kender familien eller kender nogen der gør. Det betyder ifølge

sagsbehandlerne, at forældrene bliver bange for at samarbejde

af frygt for at deres families situation skulle rygtes ud i de

kredse, de færdes i.

VIGTIGT AT

TOLKE HAR DEN

FORNØDNE KVA-

LITET TIL AT

KUNNE OVER-

SÆTTE I KOM-

PLEKSE SAGER

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 6: Ankestyrelsens undersøgelse af kommunernes praksis for anbringelser uden samtykke af børn og unge med funktionsnedsættelser

INDDRAGELSE AF BARNET/DEN UNGE

Særlige udfordringer med at inddrage børn med en funk-

tionsnedsættelse

”Hvordan

får vi de her børns holdninger frem? Hvordan ind-

drager vi dem i deres egen sag på det niveau, som de nu

kan? Det er jeg rigtig optaget af. Fordi kommunikationen med

dem er så svær, kan det være rigtigt svært at forklare dem,

hvad der kommer til at ske i deres liv. Derfor tænker jeg, at

det kan være ekstra traumatisk, når man ikke forstår, hvad

der kommer til at ske omkring én.”

(Leder)

Når barnet eller den unge har en funktionsnedsættelse, så giver

dette helt særlige udfordringer for inddragelsen af barnet/den

unge. Hvor sagsbehandlere – i sager af mere social karakter,

hvor barnet/den unge ikke har en funktionsnedsættelse – meget

direkte vil kunne spørge detaljeret ind til barnets holdning i en

børnesamtale, så er dette ikke altid en mulighed på samme

måde med gruppen af børn med funktionsnedsættelse. Der er

flere årsager hertil, og det hænger sammen med de begræns-

ninger, som barnets specifikke funktionsnedsættelse sætter. I

de følgende afsnit er der eksempler på dette, som bygger på

det, der fremgik i interviewene til denne undersøgelse. Eksem-

plerne oplister de generelle hovedudfordringer, der er blevet

nævnt i interviewene, og er fremgået af sagsgennemgangen,

men der kan være særlige udfordringer ved andre funktionsned-

sættelser, som ikke fremgår her.

Manglende sprog

Når barnet ikke har noget sprog, kan det være en udfordring for

afholdelse af en børnesamtale og generel inddragelse af barnet.

Ikke desto mindre skal barnets inddrages, og der skal afholdes

børnesamtale, hvor man skal få barnets/den unges holdning til

den påtænkte anbringelse. Sagsbehandlerne har i disse tilfælde

en række metoder, som beskrives senere, men der er begræns-

ninger for, hvad sagsbehandlerne på børnehandicapområdet

forventer at få ud af børnesamtalerne med de børn, der ikke har

noget sprog.

”Vi foretager observationer, men man kan ikke tale om det

ift. samtykke. Det er i højere grad informering. Vi kan finde

på at tage figurer og smileyer med for at skabe fortællinger.”

(Sagsbehandler)

I disse sager er tid som ressource desuden en begrænsende

faktor for udbyttet af børnesamtalen. En leder i en kommune

beskriver, hvordan det ikke er realistisk, at sagsbehandlerne

UDFORDRENDE AT

INDDRAGE BØRN

MED FUNKTIONS-

NEDSÆTTELSER

MANGLENDE

SPROG ET STORT

PROBLEM I BØR-

NESAMTALER

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 6: Ankestyrelsens undersøgelse af kommunernes praksis for anbringelser uden samtykke af børn og unge med funktionsnedsættelser

kan afsætte den tid, som det ville kræve, for at få et så indgå-

ende kendskab til barnet, at afdækningen af barnets holdning

ville blive lige så god, som hvis barnet havde haft et talesprog:

” […] til syvende og sidst handler det jo om, at [sagsbehand-

leren] har så godt kendskab til de børn, at man lærer at af-

læse, i hvilke sammenhænge betyder den her lyd, at barnet

trives, og hvornår betyder det at barnet mistrives. Det er

simpelthen ikke realistisk, at rådgiverne opnår det kendskab,

fordi det kræver rigtig, rigtig mange timer sammen med så-

dan et barn.”

(Leder)

En konsekvens af den begrænsede – og måske helt manglende

– afdækning af barnets/den unges (over 15 år) holdning til an-

bringelse kan være, at en sag, hvor der er et godt forældresam-

arbejde, og forældrene samtykker hele vejen igennem til an-

bringelse, må i børn og unge-udvalget, da kommunen ikke har

et informeret samtykke fra barnet/den unge (over 15 år):

”[…] unge over 15 år skal give sit samtykke [til anbringelse],

og vi har en målgruppe, som ikke altid kan give sit samtykke,

og nogen gange kan de sådan rent fysisk slet ikke, fordi de

er på et funktionsniveau, der er så lavt, at de ikke kan give

udtryk for noget. Nogle gange er vi også inde og lave en vur-

dering af, at funktionsniveauet er så lavt, at vi ikke kan forstå

barnet, selvom vi kan have en samtale om at barnet skal an-

bringes. Så det er helt særligt ved vores område, at vi er nødt

til at gå i [børn og unge-]udvalget med nogle sager, hvor

forældrene de giver deres samtykke, og alle er enige om, at

det her er den bedste løsning – fordi vi ikke kan vide, hvad

barnet mener.”

(Leder)

Manglende kognitive evner

Børn, der har sprog, men som ikke kognitivt formår at have en

samtale – f.eks. på grund af en kognitiv funktionsnedsættelse –

er det også en udfordring for sagsbehandlerne at inddrage og

afholde en børnesamtale med.

”Der kan samtidig være børn, som ikke har noget sprog over-

hovedet eller er mentalt retarderet. De forstår det ikke. Der-

for er man faktisk nødt til at lave en dagsorden for at forbe-

rede dem på, hvad vi skal snakke om. Så ved de, at vi er nødt

til at snakke om det. Undviger du det, så mister du kontak-

ten. Jeg har i hvert fald nogle stykker, som er meget inddra-

get.”

(Sagsbehandler)

Konkret og anderledes tankegang og reaktionsmønster

EFFEKTIV IND-

DRAGELSE AF

BARN KRÆVER

TID, SOM SAGS-

BEHANDLERNE ER

PRESSEDE PÅ

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 6: Ankestyrelsens undersøgelse af kommunernes praksis for anbringelser uden samtykke af børn og unge med funktionsnedsættelser

Gruppen af børn/unge med autismespektrumforstyrrelser be-

skrives som meget konkret tænkende, og her er det en særlig

udfordring at få barnets/den unges holdning til en hypotetisk

indsats/foranstaltning, der ligger et stykke ude i fremtiden.

”I forhold til autisme, er det for mig en udfordring, at de er

meget konkret tænkende. Der kan man ikke spørge: Hvordan

har du det? Hvad synes du om det? Det kan de ikke svare

på.”

(Sagsbehandler)

En mor beskriver udfordringerne med sit barns autisme således:

”Først og fremmest, så er en af de største udfordringer jo

selvfølgelig, at han er svær at læse, dvs. at man som foræl-

der ofte bliver nødt til at oversætte, hvad problemet er, og

på den måde bliver man jo meget sådan eneansvarlig for at

tale sit barns sag. Det synes jeg faktisk er det mest kompli-

cerede. Selvom det nok ikke er det værste han fejler, så gør

autismen nok, at det er det allermest komplicerede ift. at

agere sammen med omverdenen og overfor omverdenen

osv. Fordi det er hele tiden dem, der kender ham, der skal

fortælle, jamen, hvad er det han mener, hvorfor græder han

ikke når han falder og slår sig, hvorfor skriger han bare og

flipper ud og smadrer ting, du ved.”

(Forælder)

En særlig udfordring ved samarbejdet med denne målgruppe

kan også være, at det kan være svært at aflæse og vurdere

barnets adfærd. Dette både i forhold til aflæsning af barnets

holdning til noget og i forhold til vurdering af årsagen til adfær-

den – skyldes adfærden funktionsnedsættelsen eller evt. mis-

trivsel? Sammenholdt med udfordringerne med at kommunikere

klart og entydigt med barnet/den unge, så kan dette betyde, at

faresignaler på mistrivsel opfattes som symptomer, der udsprin-

ger af funktionsnedsættelsen – og vice versa.

BØRN KAN VÆRE

SVÆRE AT AF-

LÆSE

Tillidsrelationen mellem sagsbehandler og barnet/den

unge

”Jamen det [barnets reaktion på børnesamtalen] er sådan, at

det er meget sådan ”hænderne op for øjnene” og vil helst

ikke snakke med folk, han ikke kender”

(Forælder)

Sagsbehandlerskift udgør en udfordring for samarbejdet og ind-

dragelsen af børn med funktionsnedsættelse såvel som for børn

og unge uden funktionsnedsættelse. Når barnet gentagne gange

skal forholde sig til en ny sagsbehandler, så kan det skabe pro-

blemer for etableringen af et tillidsforhold mellem kommune og

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 6: Ankestyrelsens undersøgelse af kommunernes praksis for anbringelser uden samtykke af børn og unge med funktionsnedsættelser

barn, da et sådan forhold skal opbygges over lang tid. Denne

udfordring kan blive særlig udtalt, hvis barnets funktionsned-

sættelse betyder, at det tager længere tid at opbygge tillid:

”[…] der er nogle af vores unge, hvor vi skal møde dem fem

gange, før de vil kigge os i øjnene. Derfor handler det meget

om tryghed, og ved et sagsbehandlerskift kan det være utro-

ligt svært for dem.”

(Sagsbehandler)

OPBYGNING AF

TILLIDSRELATION

Hyppige sagsbehandlerskift kan også have den yderligere nega-

tive konsekvens, at essentiel viden om samarbejdsrelationen

med barnet går tabt. Hver sagsbehandler opbygger og sammen-

stykker en måde at kommunikere med barnet/den unge på, som

ikke lader sig beskrive i et journalnotat, fordi at den ofte vil være

et potpourri af forskellige metoder, konkret erfaring med sagens

mindste detaljer og en vis fælles referenceramme med den unge

gennem tidlige samtaler.

”[…]med henblik på et sagsbehandlerskifte; der går viden

tabt, der går overblik tabt, der går viden om, hvordan holder

man bedst samtaler med den unge, tabt osv.”

(Sagsbehandler)

Metoder til inddragelse af børn og ung med funktionsned-

sættelse

”Jeg har nogle, hvor jeg sagtens kan tale med dem. Hvis jeg

ikke kan tale med dem, så observerer vi dem. Det et enormt

vanskeligt. ”

(Sagsbehandler)

Sagsbehandlerne kan være tvunget til at tænke i alternative

kommunikationsformer i forhold til den ”normale” verbalt base-

rede børnesamtale, når de skal forsøge at inddrage et barn/ung

med funktionsnedsættelse. Hver funktionsnedsættelse har sine

særegne udfordringer og karakteristika, hvilket sætter store

krav til sagsbehandlernes formåen og faglige spændvidde. Det

er som udgangspunkt altid sagsbehandleren på sagen, der af-

holder børnesamtalerne med barnet/den unge uanset hvilken

funktionsnedsættelse, som barnet/den unge har. Det er derfor

heller ikke overraskende, at en sagsbehandler giver udtryk for

at ønske mere viden om at gennemføre børnesamtale med børn

i denne målgruppe og ikke mindst flere kurser, for at være klædt

ordentligt på til opgaven.

Sagsbehandlerne i undersøgelsen bruger et bredt spektrum af

metoder som observation, tegneserier, netværks-/forældreind-

dragelse, piktogrammer, etc., for at forsøge at fastlægge bar-

nets/den unges holdning til en planlagt foranstaltning. Fælles

NØDVENDIGT MED

MANGE FORSKEL-

LIGE METODER

TIL INDDRAGELSE

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 6: Ankestyrelsens undersøgelse af kommunernes praksis for anbringelser uden samtykke af børn og unge med funktionsnedsættelser

for metoderne er dog, at sagsbehandlerne giver udtryk for en

usikkerhed omkring effekten af disse, da det kan være svært for

dem at vurdere pga. barnets/den unges funktionsnedsættelse.

”Jeg har været ude hos en, hvor jeg kun har måttet stå på

dørmåtten. Hun var inde i et rum, så råbte vi gennem en dør.

Det er også svært at få et samtykke derigennem. Det kan

også være problematisk, fordi jeg reelt ikke ved, om det er

pigen, der står på den anden side. Men omvendt har jeg også

haft nogle, der rent mentalt har været så dårlige, når de er

blevet anbragt, så har det ikke haft nogen betydning - de er

bare flyttet. De har ikke reageret på det.”

(Sagsbehandler)

I stedet for samtale, eller som supplement dertil, benytter sags-

behandlerne sig ofte også af information fra netværket omkring

barnet som fx pædagoger, lærere og forældre:

ANDRE VEJE TIL

AFDÆKNING AF

BARNETS HOLD-

NING

”Forældrene er jo som udgangspunkt vores største informa-

tionskilde til at fortælle, hvad det betyder for deres barn. Det

er jo dem, der kender barnet allerbedst - og daginstitutioner

og skoler.”

(Leder)

”Vi forsøger at afdække barnets holdning ved at tale med de

personer, der er omkring barnet, og som kender barnet

bedst. Det er selvfølgelig både forældrene hovedsageligt og

ellers, hvis der er skolelærere eller pædagoger, der kan

hjælpe med at afdække, hvad er det egentlig et udtryk for,

det barnet siger.”

(Leder)

Dette indebærer en risiko for, at forældre (som potentielt har

oppositionelle interesser til barnet) kommer til at stå som ek-

sponent for barnets holdninger. Dette er dog svært at undgå, da

det jo på samme tid også er dem, der kender deres barn aller-

bedst.

”Det kan være pædagoger fra aflastningsinstitutioner [man

inddrager for at få barnets holdning] eller fra deres skoletil-

bud, men ofte vil det jo være forældrene, som jo helt reelt

kender de her børn bedst. Som så også er dem, man måske

vil have dem fjernet fra. Det er super vanskeligt”

(Leder)

Forældrenes fortolkning af barnets signaler står dog sjældent

alene:

FORÆLDRE SOM

SPARRING - OG

DEL AF PROBLE-

MET

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 6: Ankestyrelsens undersøgelse af kommunernes praksis for anbringelser uden samtykke af børn og unge med funktionsnedsættelser

”Det er jo sjældent, at der kun er et sted, at vi afsøger for at

afdække barnets holdning. Der arbejder vi jo tværfagligt ift.

at inddrage alle omkring barnet.”

(Leder)

Frygt for overbelastning af barnet

Flere sagsbehandlere giver udtryk for, at de oplever, at kravet

om inddragelse af barnet med funktionsnedsættelse kan påvirke

barnet/den unge negativt.

”Børnesamtaler kan have en negativ indflydelse. De [bør-

nene] kan reagere massivt. Samtidig med at de bagefter kan

blive enormt udadreagerende, fordi deres krop reagerer på

det, som de ikke kan sætte ord på. De er påvirket i meget

lang tid efter.”

(Sagsbehandler)

Både hyppigheden af samtalerne og de emner, der berøres, spil-

ler her en rolle. Sagsbehandlerne i én kommune giver udtryk

for, at for hyppige børnesamtaler overbelaster barnet/den unge,

som skal forholde sig til nogle store spørgsmål med potentielt

vidtrækkende konsekvenser. Dette opleves ikke som hensigts-

mæssigt. To sagsbehandlere beskriver decideret børnesamtalen

som et potentielt overgreb på barnet:

BØRNESAMTALER

KAN OPLEVES OM

OVERGREB

”[Børnene/de unge] skal faktisk samtykke, når de skal

snakke med os. De forstår det ikke. Derfor kan det fremstå

som et overgreb på dem. Tit tænker jeg, at dels er det et

overgreb, fordi jeg skal hele tiden partshøre dem, dels bliver

de samtidig overstimuleret af det faktum, at jeg træder ind i

lokalet. Så skal jeg stille dem nogle meget svære spørgsmål,

som de slet ikke kan forholde sig til. Det, de får sagt, hvis de

vil sige noget, det er ikke altid det, der afspejler det, som

foregår herinde [i hovedet]. Det kan være svært at forklare

til dem inde i børn og unge-udvalget. Det er meget svært at

få ned på skrift.”

(Sagsbehandler)

”Lovgivningen retter sig rigtig meget på helt almindelige

børn. Fordi selvfølgelig skal børn inddrages, men der er nogle

af de børn som vi har med at gøre, hvor det faktisk ikke er

okay. Nu er det fjerde gang i denne måned, at jeg skal ud og

spørge et barn, som slet ikke kan forholde sig til det. De [bør-

nene] kan blive enormt vrede. Det er ikke rart for barnet,

men jeg skal gøre det, fordi lovgivningen siger det. I virke-

ligheden har barnet bare ikke brug for det her.”

(Sagsbehandler)

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 6: Ankestyrelsens undersøgelse af kommunernes praksis for anbringelser uden samtykke af børn og unge med funktionsnedsættelser

Sagsbehandlerne i en anden kommune er dog af den opfattelse,

at der kan være tendens til, at barnet – i bedste mening – skær-

mes i for lang tid, hvilket også ender med at blive problematisk.

”Inden for vores område, der vil jeg næsten sige, at der er

mange, som gerne vil beskytte barnet for at høre, hvad der

skal ske. Helst lidt for lang tid, fordi det så er rigtig svært for

barnet, når det så sker. Familierne synes oftest, det kan være

svært, at vi insisterer på, at barnet skal være inddraget.”

(Sagsbehandler)

På samme måde som det beskrives ovenfor i afsnittet om for-

ældresamarbejde, så overvejes timing af information, til bar-

net/den unge om påtænkt anbringelse, nøje:

”Nogle af de her børn har nogle særlige behov ift. for eksem-

pel at vide noget om, hvad er det der skal ske. Der skal vi

også tænke ind i vores sagsbehandling, at vi har nogle juri-

diske rammer, men vi skal også tænke på et barn og hvad er

det, der er hensigtsmæssigt ift. hvad de [får at vide]. Det er

ikke nødvendigvis hensigtsmæssigt at få at vide: ”Du skal

anbringes om tre måneder, vi ved endnu ikke hvor eller no-

get”. Det kan nogle af vores børn ikke forholde sig til. De

bliver rigtig stressede over det, belastede, og det vil kunne

gøre, at de kommer i endnu dårligere trivsel, så det er der,

hvor er nødt til at kigge på vores sagsbehandling på en særlig

måde, tænker jeg.”

(Leder)

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 6: Ankestyrelsens undersøgelse af kommunernes praksis for anbringelser uden samtykke af børn og unge med funktionsnedsættelser

KAPITEL 7

Årsager til anbringelse uden

samtykke

Når der er en åbenbar risiko for, at barnets eller den unges

sundhed eller udvikling lider alvorlig skade og problemer ikke

kan løses i hjemmet, kan børn og unge med funktionsnedsæt-

telse, i lighed med andre børn og unge, blive anbragt uden for

hjemmet og uden samtykke fra forældremyndighedsindehaver

og/eller den unge, der er fyldt 15 år. I dette kapitel beskriver vi

årsager til denne risiko og derved anbringelsen samt nogle af de

grunde, der kan være til, at forældrene eller den unge, der er

fyldt 15 år, ikke ønsker at give samtykke til anbringelsen.

KAPITLETS POINTER OM ÅRSAGER TIL ANBRIN-

GELSE UDEN SAMTYKKE

•

Grundlaget for anbringelsen kan knytte sig til forældre-

nes manglende forældreevne, barnets eller den unges

udfordringer eller en kombination heraf.

Den unges udfordringer kan ofte vokse i teenagealderen,

så hjemmesituationen ikke længere er holdbar, og an-

bringelse kommer på tale.

At anbringelsen bliver uden samtykke fra forældre og/el-

ler den unge, der er fyldt 15 år, kan bygge på uenighed

om anbringelsesgrundlaget, at signalværdien ved at

samtykke til en anbringelse er uønsket eller uenighed om

omstændighederne ved anbringelsen såsom sted og

samvær.

Kommunen kan også vælge at anbringe uden samtykke,

hvis de vurderer, at forældrene og/eller den unge ikke

er i stand til at give et informeret samtykke eller sam-

tykket er meget tvivlsomt – og altså selvom forældre og

den unge, der er fyldt 15 år, gerne vil samtykke.

•

FORSKELLIGE

ÅRSAGER

ÅRSAGER TIL ANBRINGELSEN

Ifølge de kommuner, som vi har talt med, er årsagerne til an-

bringelse af børn og unge med funktionsnedsættelser meget for-

skelligartede.

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 6: Ankestyrelsens undersøgelse af kommunernes praksis for anbringelser uden samtykke af børn og unge med funktionsnedsættelser

Børn og unge med funktionsnedsættelse kan, i lighed med

børn og unge uden funktionsnedsættelse, blive anbragt

uden for hjemmet og uden samtykke fra forældremyndig-

hedsindehaver og/eller den unge, der er fyldt 15 år, når

der er en åbenbar risiko for, at barnets eller den unges

sundhed eller udvikling lider alvorlig skade. Det kan være

på grund af:

•

utilstrækkelig omsorg for eller behandling af barnet eller

den unge,

overgreb, som barnet eller den unge har været udsat for,

misbrugsproblemer, kriminel adfærd eller andre svære

sociale vanskeligheder hos barnet eller den unge eller

andre adfærds eller tilpasningsproblemer hos barnet el-

ler den unge,

Det følger af serviceloven § 58, stk. 1, og er en beslutning,

som tages af børn og unge-udvalget i kommunen efter

indstilling fra kommunens forvaltning eller efter en for-

mandsafgørelse om akutanbringelse.

Se ”Anbringelser

uden samtykke”

(Ankestyrelsen,

2019) om forhold

ved anbringelser

grundet overgreb.

Utilstrækkelig forældreevne – manglende omsorg og be-

handling eller udsættelse for overgreb

Anbringelse af børn og unge med funktionsnedsættelse kan, i

lighed med anbringelse af andre børn og unge, skyldes foræl-

drenes manglende forældreevne. Der kan være tale om familier,

hvor forældrene ikke er i stand til at give den tilstrækkelige om-

sorg og behandling, eller familier, hvor barnet eller den unge

udsættes for overgreb.

I de sager, hvor anbringelsen skyldes overgreb, eller hvor bar-

net anbringes, inden funktionsnedsættelsen er konstateret, fx

lige efter fødslen på grund af manglende forældreevne hos for-

ældrene, er forholdene omkring anbringelsen lig de forhold, som

blev beskrevet i Ankestyrelsens undersøgelse om anbringelse

uden samtykke (Ankestyrelsen, november 2019).

Når anbringelsen derimod skyldes forældrenes manglende om-

sorg for og behandling af barnet efter, at barnets funktionsned-

sættelse er blevet konstateret, kan forældrenes manglende for-

ældreevne ifølge nogle kommuner træde tydeligere frem grun-

det barnets eller den unges behov for særlig støtte. En sagsbe-

handler siger det således:

”Forældrene kan ikke møde barnet på de behov, som det har

brug for. Hvad her er forstærkende. Det, vi kan se, når vi

”

…

funktionsnedsættelsen

er med til at forstærke

den manglende

forståelse

”

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 6: Ankestyrelsens undersøgelse af kommunernes praksis for anbringelser uden samtykke af børn og unge med funktionsnedsættelser

lægger tingene sammen, er, at funktionsnedsættelsen er

med til at forstærke den manglende forståelse for de behov,

som forælderen burde have øje for.”

(Sagsbehandler)

Samtidigt kan kravene til forældreevnen blive mere skærpede,

når barnet har særlige behov grundet sin funktionsnedsættelse.

En leder beskriver det således:

”Der er typisk er tale om forældre, som ikke kan varetage de

særlige behov, som barnet har. Og indimellem er der også

nogle sager, hvor, hvis ikke der havde været tale om så mas-

siv plejekrævende et barn, så ville der måske kunne være

tilstrækkelig med støtte i hjemmet. Men fordi forældrene har

ringe forståelse eller ringe omsorgsevne, så er det nødven-

digt pga. barnets massive behov, at det anbringes uden for

hjemmet.” (Leder)

En sagsbehandler beskriver oplevelser med en socialsag, hvor

det ene barn med funktionsnedsættelse bliver anbragt grundet

manglende forældreevne hos forældrene, herunder forståelse

for barnets funktionsnedsættelse, mens familiens resterende

børn bliver hos forældrene. Som sagsbehandleren siger:

”Så man kan godt have forældreevner stadigvæk i forhold til

nogle børn, men ikke til det handicappede barn, som kræver

noget særligt.”

(Sagsbehandler)

Omvendt kan barnets eller den unges udfordringer grundet

funktionsnedsættelsen dække over forældrenes manglende for-

ældreevner. En sagsbehandler beskriver det således:

”Det er klart en problematik på vores område, hvor der også

har været noget handicapkompenserende. Her kan [mang-

lende] forældrekompetencer tit skjule sig. Det vil være noget,

som vi kan have svært ved at berøre hos os, fordi funktions-

nedsættelsen er det, som er i fokus. Vi øver os i, tidligere i

sagerne, at vi også er bekymret for forældrekompetencerne.

I nogle af sagerne kan vi godt have været mere tydelige om-

kring det. På handicapområdet er det generelt en svær pro-

blematik, fordi det for alle forældre vil være svært at have

det her barn hjemme.”

(Sagsbehandler)

”Her

kan forældrekompe-

tencer tit skjule sig […]

fordi det for alle forældre

vil være svært at have

det her barn hjemme”

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 6: Ankestyrelsens undersøgelse af kommunernes praksis for anbringelser uden samtykke af børn og unge med funktionsnedsættelser

EKSEMPEL FRA SAGSGENNEMGANG: FORÆLDRENES

MANGLENDE FORÆLDREEVNE – OMSORG FOR OG

BEHANDLING AF BARNET – ER UDSLAGSGIVENDE

FOR INDSTILLING TIL ANBRINGELSE UDEN SAM-

TYKKE

Sagen handler om

et barn med omfattende fysisk og

psykisk funktionsnedsættelse, som er alene med en foræl-

der, der lider af en række psykiske lidelser og kognitiv

funktionsnedsættelse. Efter kommunen har lavet en bør-

nefaglig undersøgelse på foranledning af en underretning

om mistrivsel, etableres praktisk pædagogisk støtte i

hjemmet (§ 52.3.2) og familiebehandling (§ 52.3.3) på

grund af bekymring for mors evne til at give omsorg for

barnet. I opfølgningen på denne støtte i hjemmet gives

der udtryk for stigende bekymring for barnet, og kommu-

nen bevilger aflastning fast hver anden weekend i en ple-

jefamilie (§ 52.3.3). Grundet fortsat bekymring og under-

retninger om mistrivsel udarbejder kommunen en foræl-

drekompetenceundersøgelse af mor (§52.3.2) og en ny

børnefaglig undersøgelse med henblik på anbringelse (§

50). Disse undersøgelser peger på, at forælderen har be-

grænset evne til at forstå og indleve sig i sit barns behov

og i særdeleshed dets behov for særlig støtte grundet rigid

tænkning og manglende mentaliseringsevne. Hertil kom-

mer, at det ikke vurderes, at forældreevnen kan udvikles

i tilstrækkelig grad, hvilket erfaringerne fra den iværksatte

støtte i hjemmet understreger. Barnet anbringes herefter

i den plejefamilie, som barnet var i aflastning hos, på

grund af mistrivsel forårsaget af fysisk og psykisk om-

sorgsvigt gennem flere år trods støtte i hjemmet.

Barnets eller den unges særlige udfordringer

Anbringelse af børn og unge med funktionsnedsættelse kan, i

lighed med anbringelse af andre børn og unge, skyldes barnets

eller den unges vanskeligheder og uhensigtsmæssige adfærd

såsom misbrug, kriminalitet, sociale vanskeligheder samt ad-

færds- og tilpasningsproblemer. Dette ses både i familier med

forældre med manglende forældreevne og i familier, som anses

for at være ressourcestærke og besidde forældreevne. Disse ud-

fordringer vil dog for børn og unge med funktionsnedsættelse

ofte være tæt knyttet til deres funktionsnedsættelse.

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 6: Ankestyrelsens undersøgelse af kommunernes praksis for anbringelser uden samtykke af børn og unge med funktionsnedsættelser

En leder fortæller, at de har anbringelser, som udspringer af at

barnets adfærd og udfordringer knyttet til funktionsnedsættel-

sen bliver så store, at de ikke kan håndteres i hjemmet:

”Vi har haft enkelte sager, hvor det simpelthen er barnets

funktionsnedsættelse og forståelse af egne vanskeligheder,

som er udslagsgivende.”

(Leder)

En sagsbehandler taler om, at barnets adfærd grundet funkti-

onsnedsættelsen kan gøre det for farligt at lade barnet blive i

hjemmet trods ressourcestærke forældre:

”Vi har nogle gode og ressourcestærke forældre, men når de

problematikker, barnet eller den unge har grundet sin funk-

tionsnedsættelse, er så udtalte, så bliver det farlighedskrite-

riet, der gør, at man må fjerne barnet/den unge. For at redde

familien og netværket og genopbygge relationen.”

(Sagsbehandler)

I teenageårene kan udfordringer vokse

I flere kommuner beskriver sagsbehandlerne, at den unges ud-

fordringer kan vokse i teenagealderen, så hjemmesituationen

ikke længere er holdbar, og anbringelse kommer på tale. Det

kan være, fordi der kommer nye diagnoser til i teenageårene:

”Ved 15-års-alderen eller deromkring er det nogle gange der,

der kan komme nogle psykiatriske problemer til syne. Der

sker virkelig meget der, som kan vælte familien. Når de bliver

teenagere kombineret med deres autisme, kan det gøre, at

det sprænger i luften. For forældrene kan det samtidig også

blive tydeligt, at man har et barn, der ikke kan det samme,

som de andre børn.”

(Sagsbehandler)

Der kan fx være tale om teenagere med funktionsnedsættelser,

som bliver så krævende og ryger i problemer. To sagsbehand-

lere beskriver de problemer, der kan opstår i teenageårene så-

dan:

”Vi har en del, der bliver sen-diagnosticeret, hvor proble-

merne virkelig rammer, når de kommer til teenageårene […]

De forstår ikke konsekvenserne af deres handlinger. Man kan

sige, at de gør en masse dumme ting for sig selv. De kommer

i et forkert miljø og møder andre venner. Men de kan ikke

rationalisere over deres handlinger. De forstår samtidig ikke

deres funktionsnedsættelse.”

(Sagsbehandler)

”… så bliver det farlig-

hedskriteriet, der gør, at

man må fjerne bar-

net/den unge…”

”… De forstår ikke konse-

kvenserne af deres hand-

linger. Man kan sige, at

de gør en masse dumme

ting for sig selv…”

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 6: Ankestyrelsens undersøgelse af kommunernes praksis for anbringelser uden samtykke af børn og unge med funktionsnedsættelser

”Så er der ligeledes en faktor der spiller ind på de ældre unge,

og det er misbrug. Når de har funktionsnedsættelser, så ser

vi en tendens til hashmisbrug og euforiserende stoffer fylder

meget. Det skyldes et råb om at være ligesom alle andre. Det

er der bare nogle mennesker, der ikke kan tåle. Manglende

forståelse for, at det jeg laver pt. er farligt. Manglende for-

ståelse for sin egen situation gør, at den unge bliver farlig.”

(Sagsbehandler)

Endelig beskriver en sagsbehandler, at de møder ressource-

stærke forældre, som henvender sig, når barnet er i teenageal-

deren. Ikke kun fordi barnets udfordringer er vokset på det her

tidspunkt, men fordi de er udmattede:

”… forældre kommer til

mig, hvor den unge er

mellem 16-17 år, og de

siger, at de ikke kan

mere…”

”Forældre agerer behandler i eget hjem. Nogle gange oplever

jeg, at forældre kommer til mig, hvor den unge er mellem

16-17 år, og de siger, at de ikke kan mere. De er helt fær-

dige. Jeg kigger på dem og fortæller dem, at de ikke er be-

handlere, men forældre.”

(Sagsbehandler)

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 6: Ankestyrelsens undersøgelse af kommunernes praksis for anbringelser uden samtykke af børn og unge med funktionsnedsættelser

EKSEMPEL FRA SAGSGENNEMGANG: BARNETS UD-

FORDRINGER TAGER TIL I TEENAGEÅRENE OG ER

UDSLAGSGIVENDE FOR INDSTILLING TIL ANBRIN-

GELSE UDEN SAMTYKKE

Sagen handler om en ung på 15 år med psykiske lidelser

og oppositionel adfærd, som på trods af ressourcestærke

forældre og flere former for støtte fra kommunen i hjem-

met – familievejledning, tabt arbejdsfortjeneste, dagbe-

handlingstilbud og kontaktperson – anbringes på grund

af problemer med misbrug, kriminalitet og udadreage-

rende adfærd.

Den unges problemer vokser i teenagealderen, og foræl-

drene er enige i anbringelsen, da den unges støttebehov

nu er mere omfattende end hvad der kan klares i hjem-

met, og den unge har brug for at komme væk fra en

uheldig vennegruppe. Det starter med en frivilligt anbrin-

gelse, da forældrene samtykker og den unge endnu ikke

er fyldt 15 år. Efter den unge gentagne gange er rømmet

fra anbringelsesstedet og nu er fyldt 15 år, ender det

med anbringelse uden samtykke på et nyt anbringelses-

sted - en sikret institution, da den unge ikke samtykker

til anbringelsen (§ 58, stk.1). Den unge ønsker ikke at

komme væk fra hjemmet og sin vennekreds, som den

unge er glad for og ikke ser nogen grund til at forlade.

En kombination af udfordringer hos forældrene og barnet

Årsagen til anbringelsen vil, ifølge en sagsbehandler, ofte knytte

sig til en kombination af forældrenes manglende forældreevne

og barnets eller den unges udfordringer:

”Der er forskellige grupper [sags- og familietyper] i en

tvangsanbringelse, hvor man kan indstille til udvalget. Det er

forældreevnen eller barnets behov. Det er typisk en blanding.

Der kan også være forhold i hjemmet, som gør, at vi ikke er

trygge ved, at barnet skal fortsætte med at være i.”

(Sagsbehandler)

”Det er forældreevnen

eller barnets behov. Det

er typisk en blanding.”

FLERE GRUNDE TIL IKKE AT GIVE SAMTYKKE

Anbringelse uden samtykke er en meget indgribende foranstalt-

ning i barnets og forældrenes liv. Kommunen skal derfor altid

som udgangspunkt forsøge at få samtykke fra forældrene og

barnet, hvis det er fyldt 15 år, jf. proportionalitetsprincippet.

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 6: Ankestyrelsens undersøgelse af kommunernes praksis for anbringelser uden samtykke af børn og unge med funktionsnedsættelser

At anbringelsen bliver uden samtykke fra forældre og/eller den

unge, der er fyldt 15 år, kan bygge på uenighed i anbringelses-

grundlaget, at signalværdien ved at samtykke til en anbringelse

er uønsket eller uenighed om omstændighederne ved anbringel-

sen såsom anbringelsessted og samvær.

Kommunen kan også vælge at anbringe uden samtykke, selvom

forældre og den unge, der er fyldt 15 år, gerne vil samtykke,

hvis de vurderer, at forældrene/den unge ikke er i stand til at

give et informeret samtykke eller samtykket er meget tvivlsomt.

Uenighed i anbringelsesgrundlag

At forældre og den unge, der er fyldt 15 år, ikke ønsker at give

samtykke til anbringelse kan bunde i, at de simpelthen er uenige

i, at der behov for en anbringelse uden for hjemmet – uenige i

anbringelsesgrundlaget.

Forældrene er uenige i anbringelsesgrundlaget

Når forældrene ikke er enige i kommunens bekymring for at lade

barnet blive boende hjemme, kan det blandt andet skyldes

uenighed omkring almen omsorg for et barn og uenighed om

håndteringen af barnets funktionsnedsættelse.

Ifølge nogle af de kommuner, som vi har talt med, kan mang-

lende forståelse for kommunens bekymring og begrundelse for

anbringelsen skyldes manglende forældreevne og indsigt i egen

situationen. En sagsbehandler siger for eksempel:

”De ikke kan se deres egne begrænsninger. Nogle gange vil

de ikke anerkende den funktionsnedsættelse, der er. For dem

er det ikke noget problem.”

(Sagsbehandler)

En sagsbehandler beskriver, at en funktionsnedsættelse hos for-

ælderen kan bevirke manglende forældreevne og manglende

forståelse for anbringelsesgrundlaget:

”Det kan være forældrenes kompetencer i forhold til at forstå

anbringelsesgrundlaget. Forældre, som også har en funkti-

onsnedsættelse, kan have svært ved at forstå det. Jeg har

for eksempel haft mange snakke med en forælder over årene,

hvis kognitive evne er dårlig, om vi ikke kunne gøre anbrin-

gelsen frivillig. Men hvis anbringelsen blev frivillig, ville hun

tage barnet hjem, så derfor har vi været nødt til at fortsætte

med at gøre den tvangsmæssig. Hun tror stadig, selv da bar-

net fik diagnosen, at hun kunne klare det.”

(Sagsbehandler)

I nogle af de kommuner, som vi har talt med, blev forskellig

kulturel forståelse af børneopdragelse og funktionsnedsættelser

”Forældre, som også har

en funktionsnedsættelse,

kan have svært ved at

forstå det.”

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 6: Ankestyrelsens undersøgelse af kommunernes praksis for anbringelser uden samtykke af børn og unge med funktionsnedsættelser

også beskrevet som en grund til uenighed om anbringelses-

grundlaget. En sagsbehandler beskriver erfaringer med kulturel

forskellig forståelse og håndtering af funktionsnedsættelse, hvor

forældre (med kognitiv funktionsnedsættelse) fx tolker funkti-

onsnedsættelsen som dæmoners ageren, og siger i den sam-

menhæng:

”Det er typisk derfor, at det bliver en anbringelse uden sam-

tykke. Der er så forskellige opfattelser af situationen. Man

kan ikke på samme måde gå i dialog om problemstillingen,

fordi de er dybt uenige.”

(Sagsbehandler)

Ved en funktionsnedsættelse, som kræver omfattende hensyn

eller pasning, kan der ifølge nogle kommuner og forældre opstå

en uenighed mellem forældre og kommunen i forhold til vurde-

ringen af, hvad de kan varetage som forældre og i hjemmet. En

sagsbehandler beskriver:

”Det sker, hvis de er uenige i vores afgørelser. Det har pri-

mært været autister, hvor behandlingsopgaven fortsat har

været for stor, og det er vurderet, at det ikke er en almindelig

forældreopgave. Forældrene kan godt mene, at de kan nogle

ting, men det vurderer vi, at de ikke kan varetage.”

(Sagsbehandler)

Omvendt hører vi forældre berette om manglende forståelse fra

kommunens side over for deres barns behov og deres evne til

at støtte barnet. Tre af de forældre, som vi har talt med, har

børn med psykisk funktionsnedsættelse og er uenige med kom-

munen i, hvad deres barns mistrivsel skyldes. De oplever alle,

at deres barn mistrivedes pga. en uholdbar skolesituationen, og

ikke manglende forældreevner eller at situationen i hjemmet var

uholdbar. De ville derfor have ønsket, at skolesituationen var

blevet håndteret i stedet for, at man havde valgt at indstille til

anbringelse, og at man enten var fortsat med eller havde givet

yderligere hjælp i hjemmet. To af forældrene fortæller, at de

senere i forløbet har fået deres barn hjem igen og fagpersoner

har modsagt kommunens vurdering af dem som forældre.

En anden forælder, som vi talte med, mener, at begrundelsen

for anbringelsen var ukorrekt. Anbringelsen blev begrundet med

manglende evne til at have barnet i hjemmet, mens forælderen

oplevede, at den reelle begrundelse var, at det var blevet for

omkostningsfuldt at give tilstrækkelig støtte i hjemmet til at bar-

net kunne blive. Retrospektivt oplever denne forældre dog, at

kræfterne til at håndtere barnet hjemme var ved at slippe op:

”At det [anbringelsen] så har reddet mit liv, det er så en

anden side af sagen, fordi jeg tror vitterligt ikke, at jeg havde

”Forældrene kan godt

mene, at de kan nogle

ting, men det vurderer

vi, at de ikke kan vare-

tage.”

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 6: Ankestyrelsens undersøgelse af kommunernes praksis for anbringelser uden samtykke af børn og unge med funktionsnedsættelser

holdt særlig meget længere. Men det tænker man jo ikke.”

(Forælder)

Den unge er uenige i anbringelsesgrundlaget

At den unge ikke ønsker at samtykke, kan ifølge nogle kommu-

ner skyldes, at den unge simpelthen ikke ønsker at flytte hjem-

mefra og ikke har forståelse for, hvorfor situationen i hjemmet

ikke er holdbart. En sagsbehandler skriver det således:

”Den unge har det rigtig fint. De synes ikke der er noget galt,

fordi deres forældre gør alt, hvad de kan. Så de vil ikke an-

bringes. De kan ikke se hvorfor, og det skal ikke ske. Det er

en rigtig hårfin grænse, fordi deres forældre vil faktisk gerne

have dem væk. Så det med ikke at udstille forældrene over

for den unge kan være svært. Man er nødt til at indgå i en

proces, hvor den unge får en forståelse.”

(Sagsbehandler)

Se tidligere sagseksempel på side 77, om en sag, hvor den unge

ikke er enig i anbringelsesgrundlaget.

Uenighed om anbringelsessted kan påvirke samtykket til

anbringelsen

Afgørelsen om og samtykket til anbringelsen er adskilt fra afgø-

relsen om anbringelsessted. Børn og unge-udvalget kan alene

træffe afgørelse om, hvorvidt barnet eller den unge skal anbrin-

ges. Det er forvaltningen, som efterfølgende afgør valg af an-

bringelsessted. Begge afgørelser kan herefter ankes til Ankesty-

relsen.

”Den unge har det rigtig

fint. De synes ikke der er

noget galt, fordi deres

forældre gør alt, hvad de

kan. Så de vil ikke an-

bringes.”

AFGØRELSE OM ANBRINGELSE OG VALG AF ANBRIN-

GELSESSTED ER ADSKILT JURIDISK

Afgørelsen om anbringelse uden samtykke uden for hjem-

met træffes af børn og unge-udvalget efter reglerne i ser-

vicelovens § 58. Det er derimod forvaltningen, som træffer

afgørelse om det konkrete anbringelsessted efter reglerne

§ 68 b. Det betyder, at kommunen skal foretage en kon-

kret vurdering af, om et givent anbringelsessted kan va-

retage barnets særlige behov for støtte.

Men i praksis kan afgørelsen om anbringelse og afgørelsen om

anbringelsessted hænge tæt sammen for forældrene og barnet

eller den unge. Flere kommuner fortæller om, at uenighed om

anbringelsessted kan bevirke, at forældre eller den unge ikke vil

give samtykke til anbringelsen. Det kan både være uenighed om

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 6: Ankestyrelsens undersøgelse af kommunernes praksis for anbringelser uden samtykke af børn og unge med funktionsnedsættelser

stedets geografiske placering, målgruppe for stedet, den pæda-

gogiske specialisering, kemien mellem stedets ansatte og bar-

net, den unge eller forældre samt omtale af stedet

” […] fordi at vi ville have indflydelse på anbringelsesstedet,

så kunne det ikke være en frivillig anbringelse, så var det

nødt til at være en tvangsmæssig anbringelse. Og det var vi

ikke klar over, og vi har aldrig nogensinde krævet noget. Vi

er blevet spurgt, om vi ville hjælpe med det, og der foreligger

et journalnotat, som dokumenterer det.”

(Forælder)

Uenigheden kan også hænge sammen med skolegang og skole-

stedet, hvilket afhænger af anbringelsesstedets placering. Det

kan for eksempel være, at forældrene ønsker anbringelse på en

institution og ikke i en plejefamilie:

”Det kunne godt være i forhold til, at nogle ikke ønsker en

plejefamilie, men en døgninstitution. Derved oplever de, at

det ikke er dem som forældre, der slår fejl, men så må det

være fordi, at barnet har nogle store vanskeligheder.”

(Sagsbehandler)

I nogle kommuner beskriver de, at ændring af anbringelsessted

kan betyde, at forældrene eller den unge trækker deres sam-

tykke til anbringelsen.

Samtidigt beskriver nogle kommuner, at de gør meget ud af

netop at opnå enighed om anbringelsessted både med forældre

og barnet. To sagsbehandlere siger for eksempel:

”Vi kan godt træffe afgørelse om anbringelse og så senere

træffe afgørelse om valg af anbringelsessted. I praksis ift.

samtykke, så vil det tit være svært at skille ad. Det bliver en

abstrakt ting for mange af de her unge: at sige ja til at være

anbragt uden for hjemmet. Eller at det ikke hænger sammen.

Det er oftest meget svært.”

(Sagsbehandler)

”Vi

har også indført dialogbaseret visitation, hvor vi sammen

med forældrene kan sidde og snakke, hvad der er bedst for

barnet.”

(Sagsbehandler)

At uenighed om anbringelsesstedet bevirker, at forældrene

trækker samtykket til anbringelsen, kan vanskeliggøre mødet i

børn og unge-udvalget, der netop ikke drejer sig om anbringel-

sesstedet. To sagsbehandlere beskriver det således:

”Vi kan godt træffe afgø-

relse om anbringelse og

så senere træffe afgø-

relse om valg af anbrin-

gelsessted. I praksis ift.

samtykke, så vil det tit

være svært at skille ad.”

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 6: Ankestyrelsens undersøgelse af kommunernes praksis for anbringelser uden samtykke af børn og unge med funktionsnedsættelser

”Det var en stor udfordring. For så laver vi et oplæg i udval-

get, hvor forældrene siger, at de giver samtykke [til anbrin-

gelsen], men de ville ikke have deres barn anbragt på den

institution. Derfor trækker de samtykket, fordi det er deres

eneste redskab. […] hvis vi fastholder den [afgørelse om an-

bringelsessted] og den ryger i Ankestyrelsen og de også fast-

holder, så kan forældrene ikke komme videre. Men så kan de

trække samtykke til anbringelsen. Det giver dem ikke meget

andet end, at udvalget forholder sig til, om barnet er retmæs-

sigt anbragt med tvang eller ej.”

(Sagsbehandler)

”Udfordringen i udvalget er også, at alle siger 'ja' til anbrin-

gelse, men vi er blot uenige om stedet. Men udvalget skal

kun tage stilling til anbringelsen, så der sidder vi og har ind-

stillet på forkert grundlag, fordi det er det eneste grundlag,

som de har at hive i. Det bliver en underlig indstilling, hvor

vi når enighed om, at barnet skal fortsætte med at være an-

bragt.”

(Sagsbehandler)

Uenighed om samværsaftalen

I afgørelsen om anbringelse uden samtykke kan der også indgå

rammerne for samværet, som forældrene kan være uenige i og

derfor ikke vil give samtykke til anbringelsen. To sagsbehand-

lere beskriver erfaringer med uenighed om samværet:

”Vi har også haft uenighed om samvær, der gjorde, at foræl-

drene sagde, at det vil de ikke gå med til. Hvis barnet skal

anbringes, så skal forældrene have frit lejde til samvær med

deres barn. Det er også et punkt, som kan skabe problemer.”

(Sagsbehandler)

”Som oftest har det været fordi, de har været vrede på os

over, at de ikke kan få det samvær, som de gerne vil have.”

(Sagsbehandler)

Uønsket signalværdig ved at samtykke til anbringelsen

For både forældre og den unge kan valget om ikke at give sam-

tykke til en anbringelse skyldes signalværdien ved et samtykke.

Forældrenes fravalg grundet signalværdi

For forældrene vil det ofte være af hensyn til signalet over for

barnet eller den unge, som skal anbringelse, men det kan også

være signalværdien over for familiens omverden. To sagsbe-

handlere beskriver for eksempel, hvordan forældre, som er

enige i anbringelsen, af loyalitet over for barnet ikke kan give

samtykke til anbringelsen

”I min sag, hvor forældrene er velfungerende, valgte de, at

det skulle være tvangsmæssigt, da de følte, at det var for

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 6: Ankestyrelsens undersøgelse af kommunernes praksis for anbringelser uden samtykke af børn og unge med funktionsnedsættelser

”En grund til, at foræl-

drene ikke vil give sam-

tykke, kan være, at de

tænker, at når mit barn

bliver voksen, så skal det

fremstå som om, at jeg

ikke har givet op. Det

var ikke mig, men det

var dem.”

svært og tungt for dem at forklare deres børn det […] Det var

forældre, som havde tilpasset sig barnets udfordringer, men

som godt kunne se, at det var ved at udvikle sig i en forkert

retning. De kunne ikke selv stå model til det længere, men

barnet var så knyttet til sine forældre, at de havde svært ved

at give slip på det. Så af loyalitetsgrunde, var det bedre at

kommunen traf beslutningen i stedet for, at det var foræl-

drene.”

(Sagsbehandler)

”En grund til, at forældrene ikke vil give samtykke, kan være,

at de tænker, at når mit barn bliver voksne, så skal det frem-

stå som om, at jeg ikke har givet op. Det var ikke mig, men

det var dem.”

(Sagsbehandler)

Når forældrene er enige i anbringelsen, men ikke ønsker at give

samtykke pga. signalværdien, kan det være en lettelse for for-

ældrene, at kommunen tager ansvaret for anbringelsen. En le-

der beskriver det således:

”Det jeg indimellem kan opleve, det er, at der er nogle for-

ældre, som egentlig godt ved at det er det rigtige - og kan

give udtryk for det - men de har svært ved at erkende, at de

ikke selv magter opgaven med at have deres barn boende.

Og hvis barnet heller ikke selv ønsker at være anbragt, så

kan det være svært for forældrene at sige "det mener vi, du

skal" og så kan det være nemmere, at det er kommunen, der

har taget den beslutning. Det fralægger dem et ansvar og en

beslutning.”

(Leder)

Den unges fravalg grundet signalværdi

En sagsbehandler beskriver, at det for den unge kan være svært

at forlige sig med det ”at være anbragt” samtidigt med, at denne

gerne vil flytte hjemmefra:

”En [ung, der blev anbragt] havde meget en identitet af at

være ung anbragt. Det havde han ikke lyst til at have. Han

havde ikke noget imod at flytte hjemmefra. Men han vil ikke

være anbragt. Den identitetsmarkør kunne han ikke lide […]

Hele den unges netværk er anbragt og [den unge] vil ikke

være med i den gruppe, fordi [den unge] kunne se hvilken

vej det gik - de er så også kriminelle. [Den unge] vil hverken

være anbragt eller være kriminel. [Den unge] synes, det

hang sammen.”

(Sagsbehandler)

”Han havde ikke noget

imod at flytte hjemme-

fra. Men han vil ikke

være anbragt. Den iden-

titetsmarkør kunne han

ikke lide.”

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 6: Ankestyrelsens undersøgelse af kommunernes praksis for anbringelser uden samtykke af børn og unge med funktionsnedsættelser

MANGLENDE INFORMERET

TVIVLSOMT SAMTYKKE

SAMTYKKE

ELLER

§ 58, stk. 2, i serviceloven gør det muligt for kommunen at ind-

stille til en anbringelse uden samtykke, selvom der foreligger

samtykke fra forældre og/eller barnet, der er fyldt 15 år. Denne

bestemmelse kan kommunen vælge at gøre brug af, hvis den er

i tvivl om, hvorvidt forældrene eller den unge, som er fyldt 15

år, kan give et informeret samtykke. Kommunen kan også gøre

brug af bestemmelsen, når samtykket fra forældre eller den

unge er tvivlsomt.

Manglende informeret samtykke

Kommunen kan vurdere, at forældrene, eller den unge over 15

år, ikke er i stand til at give et informeret samtykke i sager, hvor

forældrene er kognitivt svage. I sådanne tilfælde kan indstillin-

gen til anbringelse uden samtykke sikre forældrenes retsstilling.

Ved at indstille til anbringelse uden samtykke sikrer forvaltnin-

gen, at forældrene får aktiveret de rettigheder, der følger af be-

stemmelsen. Blandt andet ret til gratis advokatbistand og prø-

velse af sagen i børn og unge-udvalget.

I en kommune beskriver sagsbehandlerne, at de er blevet mere

opmærksomme på, hvornår den unge er i stand til at give sam-

tykke, og at denne skal samtykke:

”Tidligere har man ikke gået så meget op i samtykke fra

denne målgruppe [unge med funktionsnedsættelse, der ikke

var i stand til at give informeret samtykke]. Det er et område,

som vi er i gang med at finde ud af. I og med at vi er børn

og unge-området, der går på tværs til voksenområdet, så det

vil dreje sig om unge, når de skal flytte i botilbud, når de

bliver 18 år, så vil de høre under den målgruppe, som hedder

§ 129, hvor man siger, at de ikke ville kunne samtykke til at

bo på et botilbud på grund af funktionsnedsættelsen. De vil

som udgangspunkt heller ikke kunne samtykke til at være

anbragt. Det er en konkret vurdering, hvorvidt det er en in-

formeret samtykke. Det er noget, som vi også kommer til at

se fremadrettet.”

(Sagsbehandler)

INFORMERET

SAMTYKKE

Forældremyndigheds-

indehaveren og bar-

net, der er fyldt 15 år,

skal være enige i og

forstå formålet med

anbringelsen.

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 6: Ankestyrelsens undersøgelse af kommunernes praksis for anbringelser uden samtykke af børn og unge med funktionsnedsættelser

EKSEMPEL FRA SAGSGENNEMGANG: MANGLENDE

INFORMERET SAMTYKKE FRA FORÆLDRE

Sagen handler om

et barn med medfødt fysisk handicap,

hvis enlige forælder også har psykiske lidelser. Grundet

barnets funktionsnedsættelse bevilger kommunen forud

for afgørelsen om anbringelsen forskellige former for han-

dicapkompenserende støtte såsom hjælpemidler, boligtil-

pasning, transport og særlig træning (§ 112, § 116, § 117,

§ 44 jf. § 86.2) samt ledsagelse til denne træning (§ 45)

og særlig støtte i skolen (§ 46). Grundet udfordringer i

hjemmet knyttet til forælders manglende forældreevne

bevilges der efter udarbejdelse af en børnefaglig undersø-

gelse (§ 50) familiebehandling med særlig fokus på foræl-

ders udfordringer (§ 52.3.3), kontaktperson til henholds-

vis barnet og forælderen (§ 52.3.6), netværksaflastning

(§ 52.3.5) og forælder modtager særlig behandling i psy-

kiatrien. Efter øget bekymring og manglende fremskridt

samt indlæggelser af forælder på psykiatrisk afdeling an-

bringes barnet uden samtykke midlertidigt hos en konkret

godkendt netværkspleje (tidligere aflastning), til der er

fundet en egnet plejefamilie. Anbringelsen begrundes

med, at problemerne ikke kunne løses mens barnet var i

hjemmet, og at forælderen ikke har evnerne til at drage

den fornødne omsorg for barnet grundet egne psykiske li-

delser og indlæggelser. Grundet forælderens omskiftelige

holdning til at give samtykke til anbringelsen, samt dennes

usikre forståelse af anbringelsens formål blev det vurde-

ret, at forælderen ikke var i stand til at give et informeret

samtykke, og der derfor var behov for, at der blev truffet

afgørelse om anbringelse uden samtykke (§ 58.2).

BEHOV FOR AT

”TRÆKKE EN

STREG I SANDET”

Tvivlsomt samtykke

En anden situation, hvor kommunerne anvender § 58, stk. 2,

er, når der opstår et mønster i sagen, hvor forældrene giver og

trækker deres samtykke til en anbringelse gentagende gange

eller truer med det. I disse sager kan der være behov for, at

kommunen kan trække en streg i sandet og anbringe uden sam-

tykke. På den måde sætter kommunen rammerne for anbringel-

sen og undgår, at barnet konstant er usikker på, hvor det skal

bo og hvem der skal passe på det. Ved at anbringe et barn uden

samtykke, kan kommunen skabe ro i barnets liv, fordi anbrin-

gelsen ikke længere er baseret på forældrenes samtykke. Flere

sagsbehandlere fortæller om, hvordan et tvivlsomt samtykke

kan være anstrengende for børnene og skade deres udvikling.

En sagsbehandler siger for eksempel:

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 6: Ankestyrelsens undersøgelse af kommunernes praksis for anbringelser uden samtykke af børn og unge med funktionsnedsættelser

”Forælderen har været på grænsen til at trække samtykke.

Der har været masser af møder, intensive indsatser, familie-

vejledninger og to forældrekompetence-undersøgelser. Det

gik dårligere og dårligere, og vi kunne se, at den måde som

børnene agerede på og var i samvær med forælder på, for-

værrede børnenes tilstand. Så bliver den lagt op, fordi mo-

rens forældreevner er så skadelige. Set med barnets per-

spektiv, så ender det med, at denne får ro og begynder at

udvikle sig. Sagen kommer efterfølgende op på børn og unge-

udvalget.”

(Sagsbehandler)

En anbringelse uden samtykke kan også være en hjælp for for-

ældrene, hvis samtykke er usikkert eller ikke reelt. En sagsbe-

handler beskriver det således:

”Vi har også et forældrepar lige nu, hvor det svinger mellem

en tvangsanbringelse eller en frivillig anbringelse. Det går

meget på, at det afhænger af, hvordan barnet har det. Så

når han har det svært, så har de det også svært, men når

han har det godt, så vil de gerne fastholde ham. De kan der-

for ikke stå fast. Vi har derfor haft mange drøftelser om, hvor

det lyder som om, de trækker deres samtykke, hvor vi over-

vejer tvang. Dels for at tage ansvaret fra dem, fordi det også

for dem fremstår som om, at de har svært ved at give sam-

tykke. Vi har vurderet, at det er en anbringelse og hans be-

handlingsbehov er ekstremt stort.”

(Sagsbehandler)

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 6: Ankestyrelsens undersøgelse af kommunernes praksis for anbringelser uden samtykke af børn og unge med funktionsnedsættelser

EKSEMPEL FRA SAGSGENNEMGANG: USIKKERHED

OM FORÆLDRES SAMTYKKE TIL FRIVILLIG ANBRIN-

GELSE OG INDDRAGELSE AF BARNET I DENNE USIK-

KERHED

Sagen handler om et barn med omfattende fysisk og psy-

kisk funktionsnedsættelse, som er alene med en forælder,

der lider af en række psykiske lidelser og kognitiv funkti-

onsnedsættelse

Barnet mistrives på grund af fysisk og psykisk omsorgs-

svigt gennem flere år til trods for flere former for støtte i

hjemmet. I skolealderen bliver barnet anbragt frivilligt i en

plejefamilie og har fast samvær med forælderen, men for-

ælderen trækker samtykket på grund af uenighed om

samvær og hjemgivelse efter endt folkeskole. Herefter bli-

ver det en anbringelse uden samtykke til barnet er fyldt

18 år.

Forælderen har været meget uenig og frustreret over be-

slutninger i sagen, herunder uenighed om hjemgivelse fra

frivillig anbringelse. En uenighed, barnet bliver delagtig-

gjort i af både forælderen og dennes familie. Dette skaber

usikkerhed hos barnet omkring dets anbringelse og situa-

tion generelt.

DEN UNGE ØNSKER AT BLIVE ANBRAGT

Når den unge fylder 15 år, skal denne også samtykke til anbrin-

gelsen. Blandt sager om anbringelse af unge med funktionsned-

sættelser er der også sager om unge, der gerne vil samtykke,

mens forældrene ikke samtykker til anbringelsen. Når det fore-

kommer, giver det mulighed for at lempe på kravene til anbrin-

gelsen ved at anbringe i henhold til § 58, stk. 3.

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 6: Ankestyrelsens undersøgelse af kommunernes praksis for anbringelser uden samtykke af børn og unge med funktionsnedsættelser

§58, STK.3

Såfremt en ung, der er fyldt 15 år, erklærer sig enig i an-

bringelsen, kan børn og unge-udvalget uanset betingel-

serne i stk. 1 træffe afgørelse om at anbringe den unge

uden for hjemmet, jf. § 52, stk. 3, nr. 7, når anbringelsen

må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til

den unges særlige behov, og problemerne ikke kan løses

under den unges fortsatte ophold i hjemmet.

Flere af de interviewede kommuner har dog aldrig prøvet dette.

Men i én kommune har de erfaringer hermed, og en sagsbe-

handler beskriver sine erfaringer med denne situation sådan:

”Hvis jeg skal kigge på de sager, som vi har i [afdelingen]

lige nu, er der to, som ikke vil hjem og som er anbragt efter

§ 58, stk. 3. Det er faktisk det, som gør det til en tvang. For

den ene skyldes det, at denne har været anbragt på grund af

nogle sociale forhold i hjemmet. Samtidig har forholdet i

hjemmet måske forbedret sig i løbet af årene, men den unge

vil ikke hjem længere. Forældrene vil ikke samtykke - de vil

fortsat have den unge hjem. Ved den anden er det nogle kon-

flikter i hjemmet, som vi har vurderet, at man godt kan ar-

bejde med, hvor den unge har været i aflastning. Men den

unge vil ikke tage hjem fra aflastningsstedet og være i hjem-

met. Og forælder vil ikke samtykke til en anbringelse.”

(Sagsbehandler)

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 6: Ankestyrelsens undersøgelse af kommunernes praksis for anbringelser uden samtykke af børn og unge med funktionsnedsættelser

BILAG 1

Metode

I dette bilag beskriver vi de metoder, vi har anvendt i undersø-

gelsen. Det drejer sig om brug af registerdata, gennemgang af

18 sager om anbringelse uden samtykke af børn og unge med

funktionsnedsættelse, dialogmøde med interesseorganisationer,

interview med ledere og sagsbehandlere i fire kommuner, og

interview med otte forældre til børn og unge med funktionsned-

sættelse, der er anbragt uden samtykke.

REGISTERDATA

Social- og Indenrigsministeriet analysekontor har bidraget med

datatræk fra Danmarks Statistiks registerdata.

Registerdata er blevet brugt til at beskrive omfanget af anbrin-

gelser uden samtykke af børn og unge med funktionsnedsæt-

telse samt til at beskrive målgruppen (fordelt på større diagno-

segrupper) (se kapitel 2).

Derudover har registerdata bidraget til udvælgelse af:

•

Hvilke kommuner, der skulle deltage i undersøgelsen (antal

anbringelser uden samtykke af børn og unge med funktions-

nedsættelse i kommunen)

•

Hvilke sager, der skulle indsendes (på baggrund af karakte-

ristik knyttet til anbringelsen og forløbet op til anbringelse)

•

Hvilke forældregrupper (barnets diagnose), der var rele-

vante at interviewe

SAGSGENNEMGANG

Ankestyrelsen har gennemgået 18 sager om børn og unge med

funktionsnedsættelse, der er anbragt uden samtykke. Formålet

med sagsgennemgangen var at få belyst, hvad der karakterise-

rer denne type sager og udarbejde eksempler, der illustrerer og

understøtter formidlingen af undersøgelsens resultater.

Udvælgelse af kommuner til sagsgennemgang

For at belyse forløbet op til, at der anbringes uden samtykke,

indkaldte og gennemgik vi i efteråret 2019 18 konkrete sager

fra seks kommuner. Sagerne måtte gerne være blevet behand-

let i Ankestyrelsen, men var det ikke nødvendigvis.

I første omgang blev fire kommuner udvalgt til at sende sager

ind og deltage i efterfølgende interview ud fra følgende kriterier:

•

Havde et relativt højt antal anbringelser uden samtykke af

børn og unge med funktionsnedsættelser – så det kunne

sandsynliggøres, at de havde erfaring med området og

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 6: Ankestyrelsens undersøgelse af kommunernes praksis for anbringelser uden samtykke af børn og unge med funktionsnedsættelser

•

kunne sende de ønskede sager til os. Hertil brugte vi regi-

sterdata fra Danmarks Statistik.

Adskiller sig organisatorisk i forhold til håndtering af § 58 og

er geografisk og størrelsesmæssigt forskellige.

Udvælgelse af sager til sagsgennemgang

De fire kommuner blev bedt om hver at indsende fire sager,

hvor der var truffet afgørelse om anbringelse uden samtykke af

børn og unge med funktionsnedsættelse. Hvis kommunerne

havde færre end fire relevante sager, blev de bedt om at sende

dem, de havde. Såfremt det betød, at det samlede antal sager

fra de fire kommuner blev mindre end 16, skulle der indkaldes

sager fra flere kommuner.

Kommunerne blev bedt om at sende de nyeste afgørelser om

anbringelser uden samtykke, der opfyldte følgende kriterier:

Sager om anbringelser uden samtykke af børn med be-

tydelig og varig funktionsnedsættelse (efter § 58 i ser-

viceloven).

De fire sager om anbringelse uden samtykke efter § 58

skulle udvælges fra 1. oktober 2019 og bagudrettet.

Den nyeste (afgjorte) sag skulle vælges først og deref-

ter blev kommunerne bedt om at bevæge sig bagud i

tid indtil, de havde identificeret fire sager, der levede

op til udvælgelseskriterierne.

Såfremt kommunerne havde fire (eller flere) sager,

skulle de udvælge sagerne sådan, at de så vidt muligt

fordelte sig på de følgende sagstyper:

•

Sagstype A: Sager, hvor barnet eller den unge er an-

bragt uden samtykke efter § 58, stk. 1, og hvor barnet,

den unge og/eller familien har modtaget støtte forud for

anbringelsen.

•

Sagstype B: Sager, hvor barnet eller den unge er an-

bragt uden samtykke efter § 58, stk. 1, og hvor kom-

munen ikke har haft kendskab til sagen forud for an-

bringelsen.

•

Sagstype C: Sager, hvor barnet eller den unge er an-

bragt uden samtykke efter § 58, stk. 2.

Sagstype D: Sager, hvor der forud for anbringelsen

uden samtykke har været en frivillig anbringelse. Hvis

der var mere end en sag for hver sagstype, skulle kom-

munerne vælge den sag, hvor der senest var truffet af-

gørelse. En sag kunne opfylde flere af ovennævnte kri-

terier på samme tid. Kriterierne er ikke gensidigt ude-

lukkende.

Da flere af indkaldelseskommunerne meldte tilbage, at de havde

svært ved at identificere fire sager hver– og det samtidigt blev

besluttet at udvide sagsgennemgangen til 18 sager – så blev

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 6: Ankestyrelsens undersøgelse af kommunernes praksis for anbringelser uden samtykke af børn og unge med funktionsnedsættelser

der indkaldt sager fra yderligere tre kommuner, som havde en

relativ høj andel af børn med funktionsnedsættelse anbragt

uden samtykke. Kommunerne beskrev, at de ikke havde mange

af sagerne, men at der muligvis kunne være et mørketal af an-

bringelsessager på almenområdet, hvor man ikke havde regi-

streret barnets funktionsnedsættelse. Disse ville dog af selvs-

amme årsag være meget vanskelige at finde. Resultatet af sags-

indkaldelsesforløbet blev, at seks kommuner bidrog med i alt 18

sager.

Relevante sagsakter

Kommunerne blev bedt om at sende os alle relevante akter i den

enkelte sag, hvilket ville sige hele journalen, eventuelle skriftlige

afgørelser, børnefaglige undersøgelser og opdateringer, handle-

planer, referat fra afholdte børnesamtaler og notater fra opfølg-

ninger.

Gennemgang af sager

Gennemgangen af de indkaldte sager var ikke en juridisk vur-

dering af lovmedholdeligheden i sagerne, men en analytisk

sagsgennemgang om, hvad der var sket i sagen, før barnet eller

den unge med funktionsnedsættelse blev anbragt uden sam-

tykke. Der var tale om en systematisk gennemgang på bag-

grund af et analyseskema.

Sagsgennemgangen havde fokus på forløbet op til anbringelsen

uden samtykke:

•

Om barnet eller den unge og/eller familien har modtaget

støtte forud for anbringelsen uden samtykke, og i så fald

hvilken støtte de i så fald har modtaget

•

Dialogen/samarbejdet mellem kommunen og forældrene

forud for anbringelsen uden samtykke, i det omfang det er

muligt at belyse via sagsakterne

•

Hvad kommunen har gjort for at indhente samtykke fra for-

ældrene og hvis det er relevant fra den unge, der er fyldt 15

år, i det omfang det er muligt at belyse via sagsakterne

Case- og sagseksempler på baggrund af sagsgennem-

gang

På baggrund af sagsgennemgangen udarbejdede vi anonymise-

rede casebeskrivelser baseret på en gennemgang af flere sager

således, at de gengiver overordnede tværgående fund i sagerne.

Casebeskrivelserne indgik som interviewmateriale til interview

med kommunerne med det sigte at kvalificere og understøtte

interviewene således, at informanterne kunne tale om egen

praksis i relation til eksemplet i casen. Derved kunne man tale

om emner og problemstillinger, som der ikke nødvendigvis var

taget højde for i interviewguiden, men som fremstod tydelige

for informanterne, når de læste casebeskrivelserne. Idéen var

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 6: Ankestyrelsens undersøgelse af kommunernes praksis for anbringelser uden samtykke af børn og unge med funktionsnedsættelser

at bringe interviewene ud over den ramme, som en prædefine-

ret semistruktureret interviewguide udgør. Herefter udvalgte vi

tre casebeskrivelser og tilpassede dem med input fra interview,

så de kunne indgå som eksempler i kapitel 3 i rapporten ved at

illustrere de tre overordnede typer af forløb op til en anbringelse

uden samtykke af børn og unge med funktionsnedsættelse.

Derudover bidrog sagsgennemgangen til anonymiserede sags-

eksempler til belysning af konkrete analytiske pointer i rapport.

Sagseksemplerne er baseret på udsnit af enkelte udvalgte sa-

ger, som er blevet anonymiseret.

De gennemgående sager udgør ikke et repræsentativt indblik i

kommunernes sagsbehandling og er derfor ikke blevet brugt til

at sige noget om udbredelsen af bestemte forhold eller proble-

matikker. Hertil er antallet af gennemgåede sager for lille.

DIALOGMØDE MED HANDICAPORGANISATIONER

For at få et initialt indblik i de udfordringer, som familier til børn

med funktionsnedsættelse oplever i samarbejdet med kommu-

nen, blev syv udvalgte handicaporganisationer inviteret til et

indledende dialogmøde. Handicaporganisationerne blev udvalgt,

så de repræsenterede en bred vifte af både fysiske og psykiske

funktionsnedsættelser, der kan falde i kategorien af betydelige

og varige funktionsnedsættelser. Organisationerne blev bedt om

bidrage med deres erfaringer om anbringelser uden samtykke

blandt deres medlemmer.

Formålet med dialogmødet var at få baggrundsviden samt input

til, hvilke temaer der kunne være relevante at belyse i inter-

viewene med hhv. kommuner og forældre. Organisationerne var

inden dialogmødet blevet informeret om, at deres udsagn ikke

ville indgå i den endelig rapport og deres input alene ville være

inspiration til interviewguide, men at de derudover ikke fik ind-

flydelse eller medbestemmelsesret over udformningen af inter-

viewguiden. Ligeledes blev den endelige interviewguide ikke

sendt i høring blandt organisationerne.

To af de syv inviterede organisationer indvilligede i at deltage i

dialogmødet; en organisation, der repræsenterede en psykisk

funktionsnedsættelse og en organisation, der repræsenterede

en fysisk funktionsnedsættelse. Én organisation blev der efter-

følgende afholdt et selvstændigt dialogmøde med. Flere af de

inviterede organisationer meldte afbud til dialogmødet, da de

ikke havde erfaring med anbringelser uden samtykke blandt de-

res medlemmer. En organisation, der meldte afbud, pointerede

dog at de havde en vis erfaring med frivillige anbringelser blandt

deres medlemmer.

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 6: Ankestyrelsens undersøgelse af kommunernes praksis for anbringelser uden samtykke af børn og unge med funktionsnedsættelser

Selve dialogmødet, som varede to timer, foregik ved at under-

søgelsen, og dens sigte, først blev præsenteret grundigt for re-

præsentanterne for de deltagende organisationer. Herefter fik

organisationerne mulighed for at byde ind med deres erfaringer

og perspektiver i en løst struktureret interviewform.

INTERVIEW

I foråret 2020 gennemførte vi interview med sagsbehandlere og

faglige ledere i fire kommuner og otte forældre til børn og unge

med funktionsnedsættelse, der er anbragt uden samtykke. For-

målet med interviewene var, at få belyst kommunernes praksis

og kommuners og forældrenes erfaringer og overvejelser i for-

bindelse med denne praksis.

Interview med kommuner

For at belyse praksis og overvejelser om at anbringe børn og

unge med funktionsnedsættelse uden for hjemmet uden sam-

tykke gennemførte vi kvalitative interview med sagsbehandlere

og faglige ledere i fire kommuner.

Udvælgelse af kommuner

Interviewkommunerne blev udvalgt ud fra de kommuner, som

også havde indsendt sager til sagsgennemgangen. For at sikre,

at kommunerne havde tilstrækkelig erfaring med området, blev

de udvalgt efter, at de havde et relativt højt antal anbringelser

uden samtykke af børn og unge med funktionsnedsættelse. Vi

tilstræbte desuden en spredning i forhold til kommunestørrelse

og geografisk placering. Kommunerne blev udvalgt på baggrund

af opgørelser fra Analysekontoret i Social- og Indenrigsministe-

riet samt Ankestyrelsens viden om kommunernes registrerings-

praksis på området.

Temaer

Interviewene skulle give viden om:

•

Hvornår kommunerne anbringer børn og unge med funktions-

nedsættelse uden samtykke

•

Hvorfor de anbringer børn og unge med funktionsnedsættelse

uden samtykke

•

Hvilke overvejelser de gør sig, i forhold til forløbet forud for,

at et barn eller en ung med funktionsnedsættelse anbringes

uden samtykke. Herunder hvilken form for hjælp og støtte fa-

milien har modtaget inden anbringelsen, og hvordan de er ble-

vet inddraget.

Formen på interviewene

Interviewene foregik i kommunerne hovedsageligt som gruppe-

interview med to til fire medarbejdere ved hvert interview. I tre

tilfælde interviewede vi en enkelt leder.

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 6: Ankestyrelsens undersøgelse af kommunernes praksis for anbringelser uden samtykke af børn og unge med funktionsnedsættelser

Alle interviewene blev gennemført som semistrukturerede inter-

view. Det vil sige, at interviewene tog udgangspunkt i en inter-

viewguide, men at vi samtidig har forholdt os åbent til, at nye

relevante temaer og spørgsmål kunne dukke op undervejs. I

sidste del af interviewene med sagsbehandlerne blev de desu-

den bedt om at forholde sig til en række cases (som ovenfor

beskrevet).

Bearbejdning af interviewene og høring

Interviewene blev optaget og derefter transskriberet i deres

fulde længde. Interviewtransskriptionerne blev herefter syste-

matisk kodet med afsæt i et kodetræ, der bygger på temaer og

spørgsmål fra interviewguides, samt analysetemaer, der er op-

stået i, og på tværs af, interviewene.

Citater og relevante uddrag af rapporten, hvor vi refererer fra

specifikke interview, har været sendt i faktuel høring hos infor-

manterne.

Interview med forældre

Vi gennemførte enkeltinterview over telefon med ti forældre til

børn og unge med funktionsnedsættelse, der er anbragt uden

samtykke. To af disse interview måtte udgå, da de ikke levede

på til kriterierne for udvælgelse af forældreinformanter.

Kontakt til forældrene

Kontakten til forældrene formidles gennem hhv. interesseorga-

nisationer, advokater og kommuner, hvilket skulle sikre inter-

view, der dækker et bredt spektrum af forældreoplevelser.

Intentionen ved at gå igennem både kommuner og handicapor-

ganisationer var, at vi derved håbede at kontakt til forhold med

forskellige oplevelser af forløbet op til anbringelsen uden sam-

tykke. I praksis viste det sig meget svært at rekruttere foræl-

dreinformanter gennem kommunerne, og de fleste blev rekrut-

teret gennem handicaporganisationerne.

Det er værd at bemærke at det var en stor udfordring at skaffe

forældreinformanter til undersøgelse. Ingen af handicaporgani-

sationerne var i stand til at skabe kontakt til mere end tre for-

ældre, så der var ikke grundlag (og behov) for at fravælge for-

ældreinformanter, der levede op til kriterierne for deltagelse i

undersøgelsen. Da et par af forældrene, som der var formidlet

kontakt til gennem handicaporganisationerne, ikke levede op til

kriterierne for at deltage i undersøgelsen, og organisationerne

ikke var i stand til at formidle kontakt til flere forældre, så valgte

vi at søge kontakt til forældre gennem advokater med erfaring

med anbringelsessager.

Fordeling af informanter på rekrutteringskanal:

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 6: Ankestyrelsens undersøgelse af kommunernes praksis for anbringelser uden samtykke af børn og unge med funktionsnedsættelser

•

Otte forældreinformanter gennem handicaporganisationer

Én forældreinformant gennem kommune

Én forældreinformant gennem advokat

Vi bad såvel kommuner som handicaporganisationer om at ud-

vælge forældre, der ville kunne indgå konstruktivt i et interview

om deres oplevelser og overvejelser om anbringelsen. Formålet

var at så vidt muligt at sikre, at vi kun kom i kontakt med for-

ældre, der ville kunne magte at tale om anbringelsen af deres

børn. Dette var vigtigt ud fra et etisk perspektiv, da der ikke

ville være nogen opfølgning på samtalen.

Vi bad desuden kommunerne og handicaporganisationerne om

at sende et informationsbrev om interviewet til forældrene. I

brevet havde vi beskrevet formålet med interviewet, temaerne

og formen. Vi frabad os at handicaporganisationerne aktivt

søgte efter forældre via sociale medier, da vi ønskede at handi-

caporganisationerne skulle have en gatekeeperfunktion og fun-

gere som ”garant” for at forældrene ville være i stand til at tale

med os om et følsomt emne. Denne kontrol ville de ikke have,

hvis alle kunne melde sig via sociale medier.

Kriterier for udvælgelse af forældreinformanter

Forældrene skal have fået deres barn med betydelig og varig

funktionsnedsættelse anbragt uden samtykke inden for de sid-

ste to år. Ved at sætte en relativt afgrænset tidshorisont for

hvornår anbringelsen skal være sket, så var håbet at detaljerne

i forløbet stadig ville være i frisk erindring hos forældrene. To

forældre blev fravalgt til undersøgelsen, da det under inter-

viewene kom frem at de ikke opfyldte kriterierne for deltagelse.

Én forælder blev fravalgt, da vedkommende ikke havde et barn

med funktionsnedsættelse, men selv havde en funktionsned-

sættelse. En anden forælder blev fravalgt, da anbringelsesforlø-

bet lå for langt tilbage i tiden.

Temaer

Interviewene med forældre og med interesseorganisationerne

skulle give viden om:

•

Forældrenes overvejelser om ikke at samtykke til anbrin-

gelse

•

Forløbet op til anbringelsen uden samtykke

Formen på interviewene

Interviewene foregik som telefoninterview. På den måde var det

muligt at lægge interviewene på de tidspunkter, der passede

forældrene bedst. Dette var ud fra hensynet til, at forældrene

skulle deltage i interviewene i deres fritid. Interviewene varede

mellem 45 minutter til halvanden time og fulgte en semistruk-

tureret interviewguide.

Bearbejdning af interviewene og høring

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 6: Ankestyrelsens undersøgelse af kommunernes praksis for anbringelser uden samtykke af børn og unge med funktionsnedsættelser

Interviewene blev optaget og derefter transskriberet i deres

fulde længde. Interviewtransskriptionerne blev herefter syste-

matisk kodet med afsæt i et kodetræ, der bygger på temaer og

spørgsmål fra interviewguides, samt analysetemaer.