Social- og Ældreudvalget 2020-21
SOU Alm.del Bilag 372
Offentligt
Aftale om nedbringelse af ventetider i Familieretshuset
Der er den 26. november 2020 indgået en aftale mellem regeringen og Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale
Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Alternativet
om at sikre en afvikling af de store sagspukler, der er oparbejdet i Familieretshuset, som skaber meget lange
ventetider for de familier, der har behov for hjælp. Det er efter partiernes opfattelse vigtigt at hjælpe disse
familier, som er kommet i klemme i et system, der har vist sig væsentligt mere ressourcekrævende end
forudsat af aftalepartierne.
Implementeringen af den familieretlige reform er på nuværende tidspunkt 60 pct. i mål. Partierne er enige
om midlertidigt at sætte den videre implementering af reformen i bero for at målrette flest mulige ressourcer
til at afvikle sagspuklen, så ventetiderne kan nedbringes. Partierne ser dette som en midlertidig løsning af de
akutte problemer.
Partierne vil løbende følge udviklingen i Familieretshuset, herunder med henblik på en vurdering af, hvordan
og i hvilken udstrækning en endelig implementering af reformen efter pukkelafviklingen opnås på bedste vis.
Denne vurdering omfatter også en drøftelse af mulige tilpasninger, der kan have en langsigtet virkning, bl.a.
muligheden for at ændre i opgavefordelingen mellem Familieretshuset og familieretten. Social- og
indenrigsministeren vil hvert kvartal orientere partierne om status i Familieretshuset.
Med aftalen tilføres det familieretlige system 244,4 mio. kr. i 2021, 244,7 mio. kr. i 2022, 209,2 mio. kr. i
2023 og 171,2 mio. kr. i 2024.