Til Social- og ældreudvalget inden samråd med ministeren 19. august 2021.
Tre faktorer, som jeg igen og igen er stødt på, og som indvirker negativt på beskyttelsen af barnets ret til
samvær med den forælder, det ikke bor hos. I de to første tilfælde vil muligheden for at gøre kontaktbevarende
samvær til udgangspunktet, evt. overvåget, være en væsentlig del af løsningen.
Tidsfaktoren.
Tid, hvor barnet er uden kontakt med den ene forælder, har betydning for vedligeholdelsen af
relationen. I mange sager er der lange perioder, hvor der faktisk ingen sagsbehandling sker. Jo
længere tid uden kontakt, jo større er sandsynligheden for at blive fremmed for hinanden, ikke
mindst når der er tale om små børn. Man kan ikke følge med i de forandringer, den anden
gennemlever. Man kan ikke interagere med hinanden. Kommunikationen er afbrudt, og det kan
give grobu d for forestilli ger ude hold i virkelighede . ”Far er ligeglad ed ig.” ”Det er i
skyld, at far ikke vil se ig.” ”Hvad har far dog gjort, side ha ikke å være sa
e
ed ig?”
(Nedbringelse af sagsbehandlingstiden v.hj.a. flere ansatte i Familieretshuset vil naturligvis hjælpe,
men kan ikke alene løse problemet. Der bør lægges større vægt på selve værdien for barnet af at
bevare kontakten.)
Samarbejdschikane.
Af forskellige årsager, f.eks. oprigtig bekymring for barnet, frygt for den anden forælder,
manglende forståelse for barnets behov, manglende evne til at tilsidesætte egne behov for
barnets, et usundt symbiotisk forhold til barnet, psykisk lidelse eller ren og skær hævnlyst, kan den
ene forælder have den opfattelse, at der bør være så lidt kontakt mellem barnet og den anden
forælder som muligt. Dermed bliver det nærliggende at søge at gøre tiden uden kontakt så lang
som muligt.
Den tidsmæssige adskillelse af barn og forælder giver desuden mulighed for en uforstyrret
påvirkning fra den forælders side, som barnet opholder sig hos. Barnet kan få fortalt ensidige eller
ligefrem usande historier om den fraværende forælder, om vedkommendes karakter, tidligere
adfærd, indstilling til barnet osv. Som følge af adskillelsen er det ikke muligt for barnet at opleve
den korrektion af forestillingerne med virkeligheden, som et samvær med den anden forælder ville
indebære. Derved kan forestillingerne blive forstørret og forværret.
Generelt om konfliktoptrappende adfærd.
På trods af viden om, at det skadeligste for et barn i en skilsmisse er, når forældrene ikke kan
samarbejde om barnet, men tværtimod kører konflikt med barnet i centrum, får Familieretshuset
ofte ikke hurtigt nok afdækket og handlet på, om forældrene deler ansvaret for en
konfliktoptrapning, eller om det især er den ene forælder, der er skyld i konflikten, mens den
anden forsøger at sænke konfliktniveauet. Resultatet er først, at barnet kan opleve at blive
fastholdt i en langvarig og tærende loyalitetskonflikt, og dernæst, at den eneste løsning til slut kan
forekomme at være permanent at afskære kontakten til den forælder, som barnet ikke bor hos.
Derved belønnes konfliktskabende og -vedligeholdende adfærd, som er uforeneligt med
varetagelsen af barnets bedste.
Her bør Familieretshuset gennemføre de børnesagkyndige undersøgelser eller indhente de sagkyndige
erklæringer, som de lovgivningsmæssigt er forpligtet på (Familieretshuslovens § 28, stk. 3), men som det er mit
indtryk reelt kun sjældent gennemføres og i så fald næsten kun vedrørende samværsforældre.
1