Social- og Ældreudvalget 2020-21
SOU Alm.del Bilag 337
Offentligt
2428070_0001.png
Bilag 2
Kære Social- og Ældreudvlaget
Dårlig administration af ressourcer afsat til handicappede med hjælpbehov
Da jeg forgæves har henvendt mig til den ansvarlige rådmand i
Århus
Byråd omkring
problematikkerne, der også beskrives i nedenstående skrivelse, henvender jeg mig nu til
politikerne i det danske folketing.
Jeg har valgt at vedhæfte den omtale skrivelse, som jeg dengang sendte til den ansvarlige
rådmand. Men som Lone Christiansen, afdelingsleder ved
Århus
Kommunes handicapafdeling,
gjorde mig opmærksom på, var sagen videresendt til hende. Hun forsvarer/retfærdiggører de
beslutninger, der er truffet. Det efterlader mig med følelsen af, at jeg taler for døve ører.
Stadig flere besparelser på handicapområdet.
Igennem de sidste mange år oplever jeg stadig flere og flere besparelser på handicapområdet.
For eksempel var man så “flinke” at forære mig min loftlift og min døråbner. Det betyder i praksis,
at når de går i stykker, skal jeg selv afholde udgiften. Den slags udstyr til handicappede er et
specialområde, hvor der ikke er megen konkurrence på servicen, og det er temmeligt dyrt. Her er
det værd at tænke på, at vi taler om udgifter, som almindelige mennesker ikke har.
Da jeg nu for efterhånden 18 år siden kom galt afsted (ved en ulykke/arbejdsskade, hvor jeg
brækkede nakken og blev 100% lam) var jeg tvunget til at foretage det, der kaldes “et nødvendigt
boligskifte”. Igennem flere år fik jeg dækket differencen på min gamle husleje og min nuværende,
men for godt et par år siden, sagde man, at der var sket en fejl og fjernede nu denne boligstøtte -
en ekstraudgift, som er nødvendig netop grundet mit handicap.
Da det blev nødvendigt for mig at få en ny bil, havde jeg også problemer med bevilling til støtte fra
kommunen. Der skulle laves en bundudskæring, så det blev muligt for mig at sidde ved siden af
min hjælper under kørsel - dette er bl.a. for, at jeg kan følge med i trafikken, men derudover
assistere ift. håndtering af selve køretøjet og navigere i trafikken. Derudover er det også
nødvendigt, at min hjælper kan holde øje med at mine åndedrætsveje er frie, så jeg hurtig kan få
hjælp, hvis de skulle blive blokkerede. For at dette skulle blive en realitet, måtte jeg selv betale
regningen på 25.000 kr. Dette er en udgift, kommunen førhen har “afholdt”, men som med tiden er
blevet taget fra mig.
Den tid, jeg har til vederlagsfri fysioterapi, er også blevet reduceret med en tredjedel grundet
besparelser. Det er så godt nok den danske stat, der har forhandlet den overenskomst med
fysioterapeuterne. Men en besparelse er det.
Nu er turen så kommet til udgifter, jeg har i forindelse med at have hjælpere. Hvor jeg førhen er
blevet tildelt et beløb på 2002,5kr månedligt, har man nu reduceret dette til 500kr. Se
Århus
Kommunes model nedenfor:
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 337: Henvendelse af 6/7-21 fra Fin Solmer Poulsen om handicapmidlerne og beskæring i merudgifter til hjælpere
2428070_0002.png
Bilag 2
Man har en svarfrist på 14 dage til at gøre indsigelse. Ellers bliver beløbet bare fastsat. Det er
meget komplekst at få sig et overblik over, hvad man rent faktisk har af udgifter i forbindelse med
at have hjælpere. Et tænkt eksempel kunne være: forestil dig, at du kører i din bil til og fra din
arbejdsplads, og du bliver spurgt, hvor mange gange du brugte blinklyset. Det er ikke lige sådan
at svare på, vel?
Og når vi er ved det med den korte svarfrist… er det her også værd at tænke på handicappede
med nedsatte kognitive funktioner. De bliver fuldstændigt kørt over i sådan en proces. Så ikke nok
med, at det går ud over de svageste, men de svagest blandt de svageste ender med at få de
største udgifter. Men det har kommunen så åbenbart ingen skrupler med. Juraen er kold og tager
ingen moralske hensyn. Så her er der heller ingen opbakning at finde ved ankestyrelsen. Så dette
er et opråb om, at I politikere må se at komme på banen og beskytte os mod sådanne overgreb.
Kommunen har en hær af jurister og sagsbehandlere, og vi handicappede er jo slet ikke gearet til
at tage kampen op mod sådan et apparat. Hvis vi skulle have en fair chance, skulle vi vel have en
lignende stab til rådighed, for at det kunne blive en lige kamp. Men det har vi jo ikke, så hvem
mon taberen bliver?
Men under tiden kan man undre sig over, at der ikke er nogen i kommunens system, som selv
siger fra. Jeg mener, hvor små sko kan man gå i, når man f.eks. sidder og googler sig frem til, at
håndsæben skal købes i Rema 1000, fordi det er her, den er billigst?
For at vende tilbage til det med, at det er en ulige kamp. Når jeg skal igennem min dagligdag med
det store plejebehov, der nu engang er (det tager op mod 2,5 timer at komme igennem
morgenrutinerne; hjælp til at tømme tarmen/afføring, vask, påklædning mv.), plus øvrige
nødvendige gøremål, vedligehold af fysioterapi, indkøb, almindelig forefaldende husholdning, plus
det, at jeg har været syg med blærebetændelse (som er en temmelig hård omgang, når man er
100% lam), er 14 dage ikke meget tid til at beregne, dokumentere og skrive en klagesag. Man
skal desuden også have en hjælper på arbejde, som er egnet til at hoppe foran tasterne og tage
imod diktat.
Jeg nåede dog at lave denne udregning, som jeg også fik medhold i, da jeg hurtigt kunne se, at
beløbet til handsker på ingen måde dækker det faktiske behov. Trods det, at jeg kun behøver at
sandsynliggøre det, er jeg således nødt til at dokumentere mit faktiske behov for at få det fulde
beløb dækket. Qua min dokumentation er
Århus
Kommune nået frem til denne beregning:
Grundet Corona og fordi jeg ikke har en bevilling på handsker, har jeg ikke kunnet få handsker fra
min normale leverandør, da de først skal levere til institutioner, sygehuse mv., som har bevilling.
Jeg er således blevet henvist til sælgers marked, hvor prisen ligger noget højere, og jeg skal nu
igennem et nyt dokumentationshelvede. Men fristen for at gøre indsigelse er jo for længst udløbet.
Hvis jeg kunne gøre indsigelse, er det bare igen en masse administration til mig og kommunen, og
hvor er besparelsen så henne?
Jeg spurgte også ind til kommunens beregninger på, hvor meget vand og hvor mange
toiletbesøg, en hjælper må have i løbet af en dag.
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 337: Henvendelse af 6/7-21 fra Fin Solmer Poulsen om handicapmidlerne og beskæring i merudgifter til hjælpere
2428070_0003.png
Bilag 2
Der er bare noget ved kommunens model, jeg slet ikke forstår. Hvorfor bliver en hjælper sat til kun
at have en tredjedel af det vandforbrug, som normalt er forbundet ved at være en person i et
hjem?
Da jeg har døgnhjælp/24 timer i døgnet og ikke en arbejdsdag på 7,5-8 timer, må en hjælper jo
nødvendigvis også indgå i vandforbruget i en husstand på lige fod med alle andre eller?
Netop da der er tale om personlig pleje, vil de jo skulle vaske ekstra hænder under intim berøring
ved eksempelvis mine toiletbesøg, som jeg naturligvis får hjælp til, da jeg er 100% lam. Faktisk,
da jeg bliver steril kateteriseret (hjulpen med at tisse) skal hænderne vaskes både før og efter
hvert enkelt toiletbesøg. Det gælder selvfølgelig også, når jeg flere gange dagligt får pudset min
næse, tørret øjnene, renset ører mv. Her skal det nok nævnes, at jeg har allergi, så det får jeg gjort
hyppigt.
Min hjælper kan således også være dobbelt-vagt/48 timer. Her er det altså rart for begge parter, at
også hjælperen kan komme i bad. Endelig har jeg også en del studerende tilknyttet, og de har
som oftest fået lov til at tage et bad om morgenen, inden de møder i skole/universitetet, hvilket i
og for sig er rimeligt.
Alle snakker om genåbning, men skal de handicappede ikke være med?
Andre udgifter, som jeg nu vil miste økonomisk støtte til, er restaurantbesøg og diverse udflugter i
forbindelse med hjælpere.
Er jeg ude at spise med min familie, er det nødvendigt, at jeg har en hjælper med til at varetage
opgaver, som min familie ikke bør/kan stå med - herunder udstrakt hjælp til spisning, af- og
påklædning af overtøj, anlæggelse af kateter (hjælp til at tisse) mm. - og da personlige hjælpere
også er mennesker og derfor har et basalt behov for at indtage føde som alle andre, virker det
absurd, hvis man skulle forvente, at de ikke skulle have mulighed for at spise. I og med, at det på
de færreste restaurationer er tilladt at medbringe egen madpakke, og man heller ikke kan
forlange, at en hjælper selv spenderer penge på en aktivitet, vedkommende ikke nødvendigvis
selv har ønsket, virker det naturligt, at støtte til sådanne aktiviteter bør opretholdes. Derudover
ankommer man jo til restauranten som et samlet selskab, hvilket selvfølgelig inkluderer hjælperen,
idet det også handler om, at hjælperen skal behandles værdigt - dette er jo blot almindelig pli og
etikette.
Endvidere har hjælperen også hænderne fulde med at tumle mig/personlig pleje fra morgen til
aften, af- og påklædning, køre bil, kateterlægning i løbet af dagen mv. Så der er simpelthen ikke
tid till at smøre madpakke, og fødevaremæssigt kan man heller ikke forsvare at medbringe en
madpakke til en hel dag, uden at den er på køl.
Alle snakker om genåbning, og hvordan både publikum og diverse restauranter og caféer skriger
på, at der skal komme gang i denne branche igen.
Men det er så åbenbart noget, de handicappede ikke skal være med i. Men hva’, vi pynter jo
heller ikke ude i det offentlige rum?
Hvad er løsningen?
Nu var jeg tidligt ude på arbejdsmarkedet og havde på den måde allerede et længere arbejdsliv
bag mig på overtid, inden jeg kom galt afsted. I 90’erne var det meget brugt ude i det private
erhvervsliv, at man havde rationaliseringsfirmaer inde for at lave besparelser.
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 337: Henvendelse af 6/7-21 fra Fin Solmer Poulsen om handicapmidlerne og beskæring i merudgifter til hjælpere
Bilag 2
Jeg var netop blevet ansat et sted, hvor man havde haft besøg af sådan et firma, et rigtigt dygtigt
et af slagsen. De havde set på hele virksomheden som helhed, inden de gik i gang. Her havde
man fået øje på, at man havde en langt større administration, end hvad der var normalt for den
type virksomhed. Så effektive som de var, var det her, man startede. Men det blev starten på
enden af denne rationaliseringsrunde. Rationaliseringsfirmaet blev simpelthen smidt ud.
Når man nu har pålagt kommunerne at spare, skattestop mv., kigger de ikke på sig selv og
hinanden. For ca. et par år tilbage havde Susanne Olsen, landsformand for Dansk
Handicapforbund, et møde med
Århus
Kommune, hvor en af kommunens repræsentanter udtalte,
at man brugte op mod 40% af pengene på handicapområdet til at administrere de 3%, som går til
merudgift til handicappede.
Da jeg netop havde skrevet til den ansvarlige rådmand i
Århus
Kommune omkring samme emne,
samt øvrige besparelser på handicapområdet, blev jeg en dag ringet op af Lone Christiansen,
afdelingsleder ved
Århus
Kommunes handicapafdeling - en samtale, jeg i det pågældende
tidspunkt naturligvis ikke var forberedt på. I den telefoniske samtale med Lone Christiansen
vendte jeg nogle af ovenstående emner med hende. Blandt andet, at der bliver brugt så mange
penge på den store administration, i stedet for at de når ud til de handicappede. Hun mente dog,
at det var en engangsforestilling, indtil tingene var på plads. Hun retfærdiggjorde besparelserne
på merudgifter til hjælpere ved, at man blot har gjort, hvad andre kommuner også har gjort. Det er
en underlig moral, at man i kommunerne sidder og kigger efter laveste fællesnævner ved
hinanden.
Hun sagde også, at det var meningen, at hjælperne bare selv kunne betale restaurantbesøg mv.
Jeg gjorde opmærksom på, at jobbet som handicaphjælper er et lavtlønsområde, og at der jo ikke
er nogen, der bryder sig om, at en del af ens løn allerede er øremærket til aktiviteter, man ikke selv
har valgt.
Ligesom jeg gjorde hende opmærksom på, at det er upassende, at kommunen med deres
vandberegningsmodel “tæller toiletbesøg”, hvilket hun dog på mig virkede lidt uforstående
overfor.
Hvis man holder ovenstående for øje, bliver det klart, at flere penge ikke nødvendigvis er
løsningen. Men man er nødt til at se ind på, hvordan de midler, der er tildelt handicapområdet,
bliver anvendt.
Et forslag kunne være, at man vendte tilbage til den gamle model, hvor der fandtes en højeste, en
mellemste og en laveste invalidepension.
Den model blev desværre afskaffet, da man mente, at der var nogen, der fik for meget. Man
begyndte derfor at visitere efter hjælpbehov.
Det er den model, som kommunerne nu igennem flere år har udhulet groft og dermed vist, at de
ikke kan administrere.
Ligesom den danske stat fra tid til anden, skiftende regeringer mv., har ændret på
skattelovgivningen, og juristerne i de danske firmaer har fundet hullerne for at slippe for skat, har
man revideret skattelovgivningen for at lukke hullerne.
Men hvem lukker hullerne, når kommunens jurister sidder og gennemhuller den lovgivning, så den
ikke længere er i den ånd, som den var tænkt?
Den nuværende regering gik til valg på, at man skulle mindske uligheden i Danmark.
Men alt det ovenstående bidrager til at øge uligheden i Danmark… og så oveni købet for
samfundets mest udsatte og svageste grupper.
Det kan vel ikke komme bag på nogen, at når man over forholdsvis kort tid (3-4 år) oplever alle de
besparelser, kommer til at føle sig stigmatiseret. Det menneskesyn, som førhen var almindeligt; at
folk med handicap skal have lige muligheder og adgang som den øvrige del af befolkningen, er
blevet tilsidesat i en uheldig spareiver i et samfund, som over tid til stadighed bare er blevet rigere
og rigere.
Jeg håber, at der er nogle ansvarlige politikere, der er lydhøre og vil sætte en stopper for den
uheldige glidebane, som handicapområdet har været udsat for gennem de senere år og dermed
viser den handlekraft, der skal til for at give os værdigheden tilbage.
Når vi snakker om værdighed, så er mange sagsbehandlere godhjertede mennesker, som faktisk
ønsker at gøre en forskel, men i stedet er de sat til at finde de billigst mulige løsninger. Så også de
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 337: Henvendelse af 6/7-21 fra Fin Solmer Poulsen om handicapmidlerne og beskæring i merudgifter til hjælpere
Bilag 2
kunne være bedst tjent med at blive frigjort fra deres stillinger og søge over i det private, hvor de
kunne være med til at gøre en reel forskel. Så kunne de være med til at bage kagen større i stedet
for at sidde at spise af den.
Med venlig hilsen




Fin Solmer Poulsen