Bilag 1
Kære Social- og Ældreudvalget
Klage over beskæringer til merudgifter til hjælpere
Jeg er en 52-årig mand, der i de sidste 17 år har været lam i størstedelen af min krop grundet
ulykke.
Jeg har for nyligt modtaget besked fra kommunen, at man vil skære ned på mine
hjælperrelaterede merudgifter.
Som handicappet føler jeg mig overset, forbigået og krænket over, at man vil vedtage sådan et
tiltag - et tiltag, som vel at mærke vil ramme mig hårdt økonomisk og forhindre mig i at udføre
aktiviteter, der er med til at opretholde et liv på lige fod med andre i det sociale rum. Det gælder
eksempelvis aktiviteter som at spise ude og diverse udflugter med en hjælper.
Jeg har tidligere kæmpet med at få skåret på mine “merudgiftdækninger”, og jeg kan snart ikke
se, hvordan jeg som handicappet skal få en økonomi til at løbe rundt, når flere og flere midler
bliver taget fra mig.
Da det blev nødvendigt for mig at få en ny bil, havde jeg også problemer med bevilling til støtte fra
kommunen. Der skulle laves en bundudskæring, så det blev muligt for mig at sidde ved siden af
min hjælper under kørsel - dette er bl.a. for, at jeg kan følge med i trafikken, men derudover
assistere ift. håndtering af selve køretøjet og navigere i trafikken. Derudover er det også
nødvendigt, at min hjælper kan holde øje med at mine åndedrætsveje er frie, så jeg hurtig kan få
hjælp, hvis de skulle blive blokkerede. For at dette skulle blive en realitet, måtte jeg selv betale
regningen på 25.000 kr. Dette er en udgift, kommunen førhen har “afholdt”, men som med tiden er
blevet taget fra mig.
Jeg har i min bolig en loftlift, således jeg kan blive forflyttet i/ud af sengen til/fra kørestol/
bækkenstol. Derudover har jeg en automatisk døråbner, der gør det muligt, at jeg kan komme ud
af døren til min terrasse (den eneste vej, hvorpå det er muligt for mig at komme ind og ud af mit
hjem). Den nyeste juridiske spidsfindighed fra kommunens side af, var på daværende tidspunkt at
“forære” mig de hjælpemidler, som allerede var installeret i mit hjem, således jeg nu selv stod for
vedligeholdelsen af dem. Dette virker urimeligt, da de udgør nogle uundværlige ressourcer i min
hverdag. Døråbneren havde eksempelvis allerede været monteret i lejeboligen længe, inden jeg
flyttede ind. Dvs. at eventuelle skader og slitage fra tidligere beboere blot er blevet videregivet til
næste lejer (dvs. mig), hvilket har resulteret i, at den langt fra fungerer optimalt. Døren har en
lukkemekanisme, der gør, at den smækker, når den lukkes, hvilket i sig selv ikke er et problem -
problemet består derimod i, at døren smækker, uden at jeg selv kan betjene den. Ifølge
kommunen er det ikke nødvendigt, at jeg selv skal kunne betjene den, da jeg har hjælpere 24
timer i døgnet, og at disse blot kan betjene den. Det har dog i flere tilfælde vist sig, at denne teori
ikke har været tilstrækkelig. Jeg oplevede bl.a. en uheldig hændelse, da en af mine hjælpere
fejlagtigt troede, at hun havde nøglen til døren på sig, hvorved vi blev låst ude. Da jeg ikke selv
kunne betjene døren, måtte vi ringe efter en låsesmed og vente på, at vedkommende kom, for at
jeg igen kunne blive lukket ind i min egen bolig.
En fejl i mekanikken som denne kan have fatale konsekvenser for en person med mit handicap,
da man, når man er stærkt lammet, ikke kan regulere sin kropstemperatur. Lufttemperaturen var
heldigvis ikke lav nok til, at min kropstemperatur blev alarmenrende, men havde vejret blot været
en smule køligere, kunne jeg have befundet mig i en langt mere alvorlig situation.
Det har således været tvingende nødvendigt, at udgifterne, som lød på 5800 kr til reparation af
døråbneren blev betalt, så jeg atter selv kunne betjene den og lukke mig ind ved egen hjælp.
Denne udgift måtte jeg selv betale på trods af, at jeg af kommunen er blevet udstyret med et
produkt, der har været udsat for slitage af tidligere lejere.
Andre udgifter, som jeg nu vil miste økonomisk støtte til, er restaurantbesøg og diverse udflugter i
forbindelse med hjælpere.
Er jeg ude at spise med min familie, er det nødvendigt, at jeg har en hjælper med til at varetage
opgaver, som min familie ikke bør/kan stå med - herunder udstrakt hjælp til spisning, af- og
påklædning af overtøj, anlæggelse af kateter mm - og da personlige hjælpere også er mennesker
og derfor har et basalt behov for at indtage føde som alle andre, virker det absurd, hvis man skulle
forvente, at de ikke skulle have mulighed for at spise. I og med, at det på de færreste
restaurationer er tilladt at medbringe egen madpakke, og man heller ikke kan forlange, at en
hjælper selv spenderer penge på en aktivitet, vedkommende ikke nødvendigvis selv har ønsket,