Goddag.
Skriver dette som forlængelse af mit besøg inde ved jer i social og ældreudvalget.
Jeg vil forsøge så godt som muligt, ud fra min optik, samt hvad jeg hører og ser af opslag fra
familier og advokater mv.
Prøve at præcisere og tydeliggøre både problemstillinger samt konkrete løsningsforslag på
de forskellige områder.
Vi kan jo starte med det helt grundlæggende som er den retssikkerhed vi borgere oplever så
godt som ikke eksisterende.
Dette er uagtet hvor I forvaltningen vi omgås og har sager der behandles.
Retssikkerhedslovens §10 der fortæller at
"Myndigheden har ansvaret for, at sager, der behandles efter denne lov, er oplyst i
tilstrækkeligt omfang til, at myndigheden kan træffe afgørelse." hvilket jo betyder at hele
sagen skal belyses, og ikke blot forvaltningens ensrettede og selektive syn på sagen.
En løsning kunne jo være at alle møder mellem forvaltning og borger på rådhuse og
borgercentre lyd og video optages.
Dette ville sikre en ret linje for alle parter, samt i en eventuelt klage eller straffesag ville
kunne fremføres som beviser.
Ligesom at den forvaltning og det børne & unge udvalg man møder ej skal ligge i samme
kommune.
Dette vil jo så betyde at eksempelvis Københavns kommunes sager skal til et børne og unge
udvalg i eksempelvis Nyborg.
Dette ville sikre en form for parts neutralitet når sagerne kommer videre op igennem
systemet.
Næste punkt er jo netop selve sagsbehandlingen, samt det forvaltningsmæssige.
Lovgivningen er klar og tydelig, selv for en almindelig dårligt uddannet borger som jeg selv.
Så derfor undres jeg over den er så svær at forstå og sætte sig lidt ind i for veluddannede
socialrådgivere og deres ledelse.
Tag nu servicelovens §68 der jo fortæller bla. at hvis ikke forvaltningen indgreb er gavnligt
eller gør barnet godt skal indgrebet ophøre.
Det burde være ret lige til, dette er bare ikke tilfældet.
I alt for mange tilfælde fyldes vores papirer med direkte løgne, forkerte og fejlagtige
diagnoser socialrådgiveren selv har gjort sig, uden korrekt faglig opbakning.
I alt odr mange tilfælde ville hjælpen nemt være kunnet ydet i hjemmet, ligesom at loven jo
også siger at forvaltningens indgreb skal være så skånsom som muligt.
Dette er i 90% af alle anbringelser ikke tilfældet.
Når man fjerne børnene påvirker man både familiernes sociale omgivelser man fjerner dem
lidt efter lidt psykisk til de hverken kan arbejde eller opretholde en hverdag.
Og hvorfor.?