SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 314: Lovudkast: Udkast til forslag om ændring af adoptionsloven, lov om ægteskabs indgåelse og opløsning og forskellige andre love (Øget fleksibilitet i den familieretlige lovgivning vedrørende stedbarnsadoption efter skilsmisse, borgerlig vielseskompetence m.v.), fra social- og ældreministeren

Social- og Ældreudvalget 2020-21
SOU Alm.del Bilag 314
Offentligt

Social- og Ældreministeriet

22. juni 2021

J.nr. 2021-2538

UDKAST

Forslag

til

Lov om ændring af adoptionsloven, lov om ægteskabs indgåelse og

opløsning og forskellige andre love

(Øget fleksibilitet i den familieretlige lovgivning vedrørende stedbarnsadoption efter skilsmisse,

borgerlig vielseskompetence m.v.)

Social- og Ældreministeriet

§1

I adoptionsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 775 af 7. august 2019, foretages følgende ændringer:

§ 5 a, stk. 2, 2. pkt.,

ophæves.

§ 9, stk. 4, 1. pkt.,

ændres »nr. 1-3« til: »nr. 1-4«.

§2

I lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, jf. lovbekendtgørelse nr. 771 af 7. august 2019, som

ændret ved § 2 i lov nr. 962 af 26. juni 2020 og § 2 i lov nr. 969 af 26. juni 2020, foretages følgende

ændring:

§ 18, stk. 2,

indsættes som

3. pkt.:

»Bemyndigelse til at foretage vielser kan meddeles til ansatte i kommunens administration, til

medlemmer af kommunalbestyrelsen og til tidligere medlemmer af kommunalbestyrelsen. En

bemyndigelse kan tilbagekaldes, og en bemyndigelse bortfalder, når den, der er bemyndiget,

forlader sin stilling eller udtræder af kommunalbestyrelsen.«

§3

I lov om international fuldbyrdelse af forældremyndighedsafgørelser m.v. (internationale

børnebortførelser), jf. lovbekendtgørelse nr. 768 af 7. august 2019, som ændret ved § 5 i lov nr. 962

af 26. juni 2020, foretages følgende ændringer:

§ 1, stk. 1,

indsættes som

4. pkt.:

»Endelig vedrører loven sager, hvor et barn ulovligt er ført fra Danmark til eller ulovligt

tilbageholdes i en stat, som Danmark ikke samarbejder med efter de i § 2, stk. 1 og 2, nævnte

konventioner eller efter Haagerkonventionen af 19. oktober 1996 om kompetence, lovvalg,

anerkendelse, fuldbyrdelse og samarbejde vedrørende forældreansvar og foranstaltninger til

beskyttelse af børn, jf. kapitel 6 b.«

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 314: Lovudkast: Udkast til forslag om ændring af adoptionsloven, lov om ægteskabs indgåelse og opløsning og forskellige andre love (Øget fleksibilitet i den familieretlige lovgivning vedrørende stedbarnsadoption efter skilsmisse, borgerlig vielseskompetence m.v.), fra social- og ældreministeren

§ 1, stk. 2,

indsættes efter »16 år«: », jf. dog § 20 e«.

§ 2, stk. 2,

indsættes efter »børnebortførelser«: »(Haagerbørnebortførelseskonventionen)«.

To steder i

§ 2, stk. 5,

overskriften

til kapitel 4,

§ 10, stk. 1,

§ 21, stk. 1, 2. pkt.,

ændres

»Haagerkonventionen« til: »Haagerbørnebortførelseskonventionen«.

§ 18 a

indsættes som

stk. 2

»Stk. 2.

En udpegning efter stk. 1 gælder i 4 år, jf. dog stk. 3. Udpegningen bortfalder ved ophør af

retten til at udøve advokatvirksomhed.

Stk. 3.

Social og ældreministeren kan tilbagekalde en udpegning efter stk. 1, hvis advokaten

væsentligt har tilsidesat sine pligter som advokat i sager om børnebortførelse, eller der foreligger

andre særlige grunde.«

§ 20 d

indsættes som

stk. 2

»Stk. 2.

En udpegning efter stk. 1 gælder i 4 år, jf. dog stk. 3. Udpegningen bortfalder ved ophør af

retten til at udøve advokatvirksomhed.

Stk. 3.

Social og ældreministeren kan tilbagekalde en udpegning, hvis betingelserne i § 18 a, stk. 3,

er opfyldt.«

Efter kapitel 6 a indsættes:

»Kapitel 6 b

Børnebortførelse til stater som Danmark ikke har et konventionssamarbejde med

§ 20 e.

Når et barn ulovligt er ført fra Danmark til eller ulovligt tilbageholdes i en stat, som

Danmark ikke samarbejder med efter de i § 2, stk. 1 og 2, nævnte konventioner eller efter

Haagerkonventionen af 19. oktober 1996 om kompetence, lovvalg, anerkendelse, fuldbyrdelse og

samarbejde vedrørende forældreansvar og foranstaltninger til beskyttelse af børn, modtager og

videreformidler centralmyndigheden efter § 3, stk. 2, henvendelser om tilbagegivelse af barnet.

Stk. 2.

Stk. 1 gælder for børn under 18 år.«

§4

I lov om ægtefællers økonomiske forhold, jf. lovbekendtgørelse nr. 774 af 7. august 2019, foretages

følgende ændring:

§ 27, stk. 4,

ophæves.

Justitsministeriet

§5

I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1445 af 29. september 2020, som senest ændret ved § 3 i

lov nr. 1174 af 8. juni 2021, foretages følgende ændringer:

§ 448 b, stk. 2,

indsættes som

4. pkt.:

»Uanset 1.-3. pkt. indbringes en sag eller afgørelse om samvær eller om anden kontakt end samvær

efter § 20 a i forældreansvarsloven for familieretten i den retskreds, hvor den, der ønsker samvær

eller anden kontakt, har hjemting.«

§ 448 c,

indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

»Stk. 3.

I forbindelse med familierettens behandling af en sag om tilbagegivelse af et barn efter §

10 i lov om international fuldbyrdelse af forældremyndighedsafgørelser m.v. (internationale

børnebortførelser) kan familieretten efter anmodning fra en part træffe afgørelse om samvær eller

anden kontakt.«

Stk. 3 bliver herefter stk. 4.

§ 448 c, stk. 3,

der bliver stk. 4, ændres »stk. 1 og 2« til: »stk. 1-3«.

§ 456 b, stk. 1, nr. 3,

ændres »dom« til: »afgørelse«.

Indenrigs- og Boligministeriet

§6

I lov om kommunernes styrelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 47 af 15. januar 2019, foretages følgende

ændring:

§ 16 f

indsættes efter »medlemmer af kommunalbestyrelsen«: »og til tidligere medlemmer af

kommunalbestyrelsen«.

Ikrafttræden m.v.

§7

Stk. 1.

Loven træder i kraft den 1. januar 2022.

Stk. 2.

Ophævelse af § 27, stk. 4, i lov om ægtefællers økonomiske forhold ved denne lovs § 4, nr.

1, finder ikke anvendelse, når en anmodning om skilsmisse er bortfaldet inden loven ikrafttræden,

fordi betingelserne for skilsmissen i § 42 a, stk. 2, i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning ikke

var opfyldt.

§8

Stk. 1.

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Stk. 2.

§§ 1-4 kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Grønland med de

ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger. De ændringer, der følger af §§ 1-4, kan sættes i

kraft for Grønland på forskellige tidspunkter.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1. Indledning

2. Lovforslagets hovedpunkter

2.1. Stedbarnsadoption efter skilsmisse, separation eller samlivsophævelse

2.1.1. Gældende ret

2.1.2. Social- og Ældreministeriets overvejelser

2.1.3. Den foreslåede ordning

2.2. Vielsesbemyndigelse

2.2.1. Gældende ret

2.2.2. Social- og Ældreministeriets overvejelser

2.2.3. Den foreslåede ordning

2.3. Værneting i sager om samvær med børn efter adoption

2.3.1. Gældende ret

2.3.2. Social- og Ældreministeriets overvejelser

2.3.3. Den foreslåede ordning

2.4. Internationale børnebortførelser

2.4.1. Gældende ret

2.4.1.1. Centralmyndighedens rolle ved behandlingen af børnebortførelsessager

2.4.1.2. Tilbagekaldelse af udpegningen af en advokat, som anbefalet og særligt egnet advokat i

børnebortførelsessager

2.4.1.3. Samvær under behandlingen af en sag om tilbagegivelse af et barn, der er bortført til

Danmark

2.4.2. Social- og Ældreministeriets overvejelser

2.4.3. Den foreslåede ordning

3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

5. Administrative konsekvenser for borgerne

6. Klimamæssige konsekvenser

7. Miljø- og naturmæssige konsekvenser

8. Forholdet til EU-retten

9. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

10. Sammenfattende skema

1. Indledning

Med forslaget øges fleksibiliteten i enkelte dele af den familieretlige lovgivning til gavn for både

borgere og myndigheder. Det drejer sig bl.a. om etablering af mulighed for, at en ægtefælle kan

stedbarnsadoptere den anden ægtefælles mindreårige barn, selvom ægtefællerne er blevet skilt,

forudsat at barnet er vokset op hos begge ægtefæller, adoptionen vil være bedst for barnet, og at

barnet, hvis det er et større barn, og begge ægtefæller ønsker adoptionen.

Endvidere foreslås den personkreds, der kan bemyndiges til at foretage borgerlige vielser, udvidet,

hvilket vil give borgere bedre muligheder for at blive viet på netop de dage og de steder, de ønsker.

Forslaget vil samtidig effektivisere sagsbehandlingen i kommunerne og fjerne barrierer, der kan

hindre kommunerne i at yde borgerne en god service.

I relation til internationale børnebortførelser etableres der mulighed for, at en anmodning om

samvær kan indgives til familieretten uden om Familieretshuset, når familieretten har en sag om

tilbagegivelse af et barn, der er bortført til Danmark, under behandling.

Det er vigtigt for mange adoptanter, at adoptionen er anonym sådan, at barnets oprindelige

slægtninge ikke får oplyst adoptantens identitet. Søger de oprindelige slægtninge om samvær med

barnet, indbringes sagen for familieretten i den retskreds, hvor barnet bor. Dette kan sætte

ansøgeren

–

de oprindelige slægtninge

–

i stand til at identificere barnet og dets bopæl, især hvis

barnet bor i en af de mindre retskredse. Efter forslaget skal sådanne samværssager indbringes for

familieretten i den retskreds, hvor ansøgeren bor, og dette vil medvirke til at sikre

adoptivforældrenes anonymitet uden at begrænse de oprindelige slægtninges mulighed for at søge

om samvær med barnet.

Samtidig præciseres den familieretlige lovgivning på enkelte punkter. Det drejer sig navnlig om

lovfæstelse af behandlingen af sager, hvor et barn er blevet bortført til en stat, som Danmark ikke

samarbejder med om børnebortførelser, og lovfæstelse af muligheden for at tilbagekalde udpegelsen

af advokater, som anbefales i bortførelsessager.

2. Lovforslagets hovedpunkter

Lovforslaget indeholder følgende hovedpunkter:



Etablering af mulighed for, at en ægtefælle kan stedbarnsadoptere den anden ægtefælles

mindreårige barn, selvom ægtefællerne er blevet skilt. Der henvises til punkt 2.1.

Udvidelse af den personkreds, der kan bemyndiges til at foretage borgerlige vielser. Der

henvises til punkt 2.2.

Bedre beskyttelse af adoptivforældres anonymitet, når barnets oprindelige forældre og andre

slægtninge søger om samvær gennem ændring af reglerne om domstolenes stedlige

kompetence i sådanne sager. Der henvises til punkt 2.3.

Etablering af mulighed for at indgive en anmodning om samvær til den familieret, der har en

sag om tilbagegivelse af et barn, der er bortført til Danmark, under behandling. Der henvises

til punkt 2.4.

Lovfæstelse af behandlingen af sager, hvor et barn er blevet bortført til en stat, som

Danmark ikke samarbejder med om børnebortførelser og lovfæstelse af muligheden for at



tilbagekalde udpegelsen af advokater, som det anbefales at anvende i bortførelsessager. Der

henvises til punkt 2.4.

Bestemmelserne i lovforslagets § 1, nr. 2, § 4, nr. 1, § 5, nr. 4, indeholder alene lovtekniske

justeringer og konsekvensrettelser, der kun beskrives i bemærkningerne til de enkelte bestemmelser.

2.1. Stedbarnsadoption efter skilsmisse, separation eller samlivsophævelse

2.1.1. Gældende ret

En ægtefælle kan efter § 5 a, stk. 1, i adoptionsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 775 af 7. august

2019, adoptere den anden ægtefælles barn. Dette kaldes stedbarnsadoption. Tilsvarende kan en

samlever adoptere den anden samlevers barn. Efter bestemmelsens stk. 2, 1. pkt., kan

stedbarnsadoption endvidere ske af en tidligere ægtefælles eller samlevers barn. Er ægteskabet

ophørt ved skilsmisse eller omstødelse, eller er samlivet ophævet, kan stedbarnsadoption efter

bestemmelsens stk. 2, 2. pkt., kun ske, hvis den, der ønskes adopteret, er myndig, dvs. fyldt 18 år.

I relation til § 5 a, stk. 1, bemærkes, at ægteskab ikke betragtes som ophørt ved separation, og at der

derfor kan gennemføres en stedbarnsadoption, selvom ansøgeren og barnets forælder er separerede.

Efter Ankestyrelsens praksis forudsætter dette dog, at ægtefællerne fortsat er samlevende på det

tidspunkt, hvor adoptionen meddeles. Ophæver ægtefællerne samlivet under behandlingen af en

ansøgning om stedbarnsadoption, afslås ansøgningen, også selvom ægtefællerne var samlevende på

ansøgningstidspunktet. Der er således ikke noget til hinder for stedbarnsadoption, selvom begge

ægtefæller eller den ene af dem gennem en separation har tilkendegivet, at ægteskabet og samlivet

ønskes opløst, forudsat at ægtefællerne endnu ikke er flyttet fra hinanden på det tidspunkt, hvor

adoptionen meddeles.

Det samme gør sig gældende i relation til ugifte samlevende. Det er også her en betingelse for

stedbarnsadoption, at de er samlevende på det tidspunkt, hvor adoptionen meddeles.

I relation til stedbarnsadoption af børn, der ikke er fyldt 18 år, bemærkes, at det efter § 5 a, stk. 2, er

muligt at stedbarnsadoptere en afdød ægtefælles eller samlevers barn, mens det ikke er muligt at

stedbarnsadoptere en fraskilt ægtefælles barn eller at stedbarnsadoptere en tidligere samlevers barn.

Derimod giver bestemmelsen i relation til børn, der er fyldt 18 år, ud over muligheden for at

stedbarnsadoptere en afdød ægtefælles eller samlevers barn, også mulighed for at adoptere en

fraskilt ægtefælles barn og en tidligere samlevers barn.

§ 5 a blev indsat i adoptionsloven ved lov nr. 446 af 9. juni 2004

om ændring af lov om ægteskabs

indgåelse og opløsning og forskellige andre love (Regelforenkling på det familieretlige område

m.v.). På det tidspunkt indeholdt bestemmelsen dog ikke mulighed for stedbarnsadoption af en

samlevers barn. Det fremgår af bemærkningerne til forslaget, at der for at sikre en vis stabilitet

omkring et mindreårigt barn stilles krav om ægteskab mellem parterne som forudsætning for

adoption, herunder stedbarnsadoption. Uanset dette blev der med § 5 a indført mulighed for

stedbarnsadoption af en fraskilt ægtefælles voksne børn. Dette blev

begrundet med, at ægteskab

som sikring af stabiliteten ved adoption ikke gør sig gældende, når den, der påtænkes adopteret, er

myndig. Der henvises til Folketingstidende 2003-04, tillæg A, side 6451-6452.

Ved lov nr. 1525 af 27. december 2014 om ændring af adoptionsloven, forældreansvarsloven og lov

om dansk indfødsret (Adgang for samlevende til at adoptere sammen m.v.) blev der indført

mulighed for, at samlevende kan adoptere sammen, og i den forbindelse blev § 5 a i adoptionsloven

ændret sådan, at der også kan ske stedbarnsadoption på grundlag af samliv.

Efter adoptionslovens § 2 er det en grundlæggende betingelse for adoption, at adoptionen efter

foretagen undersøgelse kan antages at være bedst for den, som ønskes adopteret. Det er endvidere

en grundlæggende betingelse, at den, som ønskes adopteret, enten ønskes opfostret hos adoptanten

eller har været opfostret hos denne, eller at der foreligger anden særlig grund til adoptionen. I

relation til stedbarnsadoption gælder der en vis formodning for, at det vil være til fordel for barnet,

at den, der fungerer eller har fungeret som barnets sociale far, medmor eller mor, også bliver

barnets retlige far, medmor eller mor.

Ved vurderingen af, om adoptionen kan antages at være bedst for barnet, lægges der vægt på, om

familien har opnået den fornødne stabilitet således, at ønsket om adoption er en velovervejet

beslutning baseret på erfaring fra flere års samliv som familie. Der stilles derfor efter praksis som

udgangspunkt krav om, at ansøgeren på ansøgningstidspunktet har levet sammen med ægtefællen

eller samleveren og barnet i mindst 2�½ år. Selvom samlivskravet er opfyldt, afslås adoption dog,

hvis det forventes, at samlivet fremover ikke vil være stabilt.

Efter § 7 i adoptionsloven kræver adoption af et barn samtykke fra barnets forældre. Hvis den ene af

forældrene er uden del i forældremyndigheden, forsvundet eller på grund af sindssygdom,

åndssvaghed eller lignende tilstand er ude af stand til at handle fornuftmæssigt, kræves kun

samtykke fra den anden. Fra forældre, hvis samtykke ikke kræves efter § 7, skal der efter lovens §

13 indhentes en erklæring, inden der træffes afgørelse om adoption, medmindre indhentelse af

erklæringen skønnes at ville kunne være til væsentlig skade for barnet eller at ville medføre en

uforholdsmæssig forsinkelse af sagen. § 7 indebærer således, at ved stedbarnsadoption skal den

forælder, der har forældremyndigheden over barnet, give samtykke til adoptionen.

Har barnet en anden forælder, skal denne høres over anmodningen om stedbarnsadoption. Hvis der

er fælles forældremyndighed, skal den anden forældremyndighedsindehaver give samtykke til

stedbarnsadoptionen. Er der ikke fælles forældremyndighed, og protesterer den anden forælder mod

stedbarnsadoptionen, beror det på en konkret vurdering, om stedbarnsadoption bevilges. Der lægges

her navnlig vægt på barnets holdning til adoptionen og barnets og forælderens indbyrdes forhold.

Efter § 6 i adoptionsloven skal barnet inddrages i en sag om stedbarnsadoption. Er barnet under 12

år, skal der foreligge oplysning om dets holdning til den påtænkte adoption i det omfang, barnets

modenhed og sagens omstændigheder tilsiger det. Er barnet fyldt 12 år, bør adoption ikke meddeles

uden barnets samtykke, medmindre indhentelse af samtykket skønnes at være til skade for barnet.

En forælder og en stedforælder kan efter § 13, stk. 2, i forældreansvarsloven aftale at have fælles

forældremyndighed over barnet. En forælder og stedforælder med fælles forældremyndighed kan

efter § 18 a i forældreansvarsloven aftale, at barnet har delt bopæl. Når der er fælles

forældremyndighed, kræver væsentlige beslutninger vedrørende barnets forhold ifølge § 3, stk. 1, i

forældreansvarsloven enighed mellem dem. Den forældremyndighedsindehaver, som barnet har

bopæl hos, kan dog træffe afgørelse om overordnede forhold i barnets daglige liv. Har barnet delt

bopæl efter lovens § 18 a, kræver afgørelse om overordnede forhold i barnets daglige liv enighed

mellem forældremyndighedsindehaverne, dog kun i relation til den familieretlige lovgivning.

Fælles forældremyndighed og delt bopæl, og dermed det fælles ansvar for barnet, fortsætter efter

skilsmisse eller samlivsophævelse, medmindre andet bestemmes eller aftales. Lovgivningen

understøtter således, at forældre, der ikke bor sammen, herunder en forælder og en tidligere

stedforælder, etablerer et retligt fællesskab om barnet som grundlag for deres fælles ansvar for

barnet.

2.1.2. Social- og Ældreministeriets overvejelser

Rammerne for at meddele stedbarnsadoption bør være så vide og fleksible som muligt, forudsat at

adoption alene meddeles efter en vurdering af, hvad der er bedst for det enkelte barn. Da

bestemmelsen i § 5 a, stk. 2, 2. pkt., i adoptionsloven om, at der ikke kan gennemføres

stedbarnsadoption af et mindreårigt barn efter skilsmisse, blev indført, var det en grundlæggende

betingelse for stedbarnsadoption, at ansøgeren og barnets forælder var gift med hinanden.

Efterfølgende er der indført mulighed for stedbarnsadoption, selvom parterne ikke er gift med

hinanden, blot de bor sammen og har boet sammen med barnet i 2�½ år, og deres samliv også

fremadrettet vurderes at ville være stabilt. Ægteskab anses således i relation til stedbarnsadoption

ikke længere som en nødvendig forudsætning

for stabiliteten omkring et mindreårigt barn.

Endvidere kan en stedbarnsadoption gennemføres i

en situation, hvor et gift par er er blevet

separeret, men endnu ikke blevet skilt, blot de fortsat er samlevende på det tidspunkt, hvor

adoptionen meddeles.

Samtidig understøtter lovgivningen gennem reglerne om fælles forældremyndighed og delt bopæl,

at det fælles ansvar for et mindreårigt barn fortsætter efter skilsmisse og samlivsophævelse, og dette

gælder også for en forælder og en stedforælder.

På den baggrund bør der være mulighed for

stedbarnsadoption i en situation, hvor en forælder og en stedforælder i en periode sammen har

opdraget barnet, og efter skilsmisse henholdsvis samlivsophævelse ønsker at fortsætte det fælles

ansvar for barnet, forudsat at dette i den konkrete situation er til barnets bedste.

Denne mulighed for stedbarnsadoption vil ikke ændre de grundlæggende betingelser for adoption,

navnlig at adoptionen skal være bedst for barnet, at barnet som udgangspunkt skal have været

opfostret hos ansøgeren, der normalt skal have levet sammen med ægtefællen eller samleveren og

barnet i mindst 2�½ år, at ægtefællen eller samleveren skal være enig i adoptionen, at en eventuel

anden forælder skal inddrages i sagen, og at der skal tages hensyn til barnets holdning til den

påtænkte adoption. Samtidig skal den omstændighed, at forælderen og stedforælderen ikke længere

er gift, eller at de har ophævet samlivet, indgå i vurderingen af, om stedbarnsadoption vil være til

barnets bedste.

2.1.3. Den foreslåede ordning

På den baggrund foreslås det, at der etableres mulighed for stedbarnsadoption af et mindreårigt barn

af ansøgerens fraskilte ægtefælle eller tidligere samlever. Dette forslag foreslås gennemført ved at

ophæve § 5 a, stk. 2, 2. pkt. i adoptionsloven.

Forslaget vil betyde, at det ikke længere vil være til hinder for stedbarnsadoption, at barnets

forælder og stedforælderen ikke længere er gift, eller at de har ophævet samlivet. Det vil fortsat

navnlig være en betingelse for adoption, at adoptionen konkret vurderes at være bedst for barnet.

Når barnets forælder og stedforælderen ikke længere bor sammen, vil det være et væsentligt

element i vurderingen af barnets bedste, om det må antages, at forælderen og stedforælderen vil

være i stand til fortsat i fællesskab at varetage ansvaret for barnet.

For en nærmere beskrivelse af forslaget henvises til lovforslagets § 1, nr. 1, og bemærkningerne

hertil.

2.2. Vielsesbemyndigelse

2.2.1. Gældende ret

Efter § 13, stk. 1, 1. pkt., og stk. 3, i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, jf.

lovbekendtgørelse nr. 771 af 7. august 2019, (ægteskabsloven) foretages prøvelse af

ægteskabsbetingelserne af kommunalbestyrelsens formand (borgmesteren) eller af Familieretshuset.

Efter lovens § 18, stk. 1, står adgangen til at blive borgerligt viet åben for alle, og vielsen foretages

af de myndigheder, der er nævnt i lovens § 13, stk. 1. Efter lovens § 18, stk. 2, kan den myndighed,

der efter lovens § 13, stk. 1, foretager prøvelse af ægteskabsbetingelserne (borgmesteren),

bemyndige en eller flere personer til på sit ansvar at foretage vielse.

Adgangen til at meddele vielsesbemyndigelse efter lovens § 18, stk. 2, er fastlagt i § 14 i

bekendtgørelse nr. 289 af 20. marts 2019 om indgåelse af ægteskab (ægteskabsbekendtgørelsen).

Efter denne bestemmelse foretages vielse af de myndigheder, der er nævnt i § 13, stk. 1, i

ægteskabsloven. Vielsesmyndigheden (borgmesteren) kan dog skriftligt bemyndige en eller flere

personer til på vielsesmyndighedens ansvar at foretage vielse, men denne bemyndigelse kan kun

meddeles til ansatte i kommunens administration og til medlemmer af kommunalbestyrelsen.

Bestemmelsen indebærer, at en borgmester ikke kan bemyndige andre til at foretage vielser.

Vielsesbemyndigelse kan gives enten via en stillingsfuldmagt eller ved en konkret bemyndigelse.

En stillingsfuldmagt medfører, at den pågældende har en stående bemyndigelse til at foretage

vielser. En konkret bemyndigelse kan enten gives som en stående bemyndigelse eller som en ad hoc

bemyndigelse til at foretage en eller flere bestemte vielser. Bemyndigelserne kan tidsbegrænses.

Det er Social- og Ældreministeriets forståelse af bemyndigelsesbestemmelsen i § 18, stk. 2, i

ægteskabsloven, at den ikke giver mulighed for at bemyndige andre til at foretage vielser, end hvad

der følger af § 14 i ægteskabsbekendtgørelsen. Det vil således ikke være muligt at udvide

anvendelsesområdet for § 14 i ægteskabsbekendtgørelsen og dermed bemyndige andre til at

foretage vielser. Dette indebærer bl.a., at tidligere medlemmer af kommunalbestyrelsen ikke kan

bemyndiges til at foretage vielser, heller ikke selvom de tidligere har haft vielseskompetence.

Der er ikke fastsat regler om, hvornår en bemyndigelse efter § 18, stk. 2, i ægteskabsloven, jf. § 14 i

ægteskabsbekendtgørelsen, bortfalder, men det er fast antaget, at når en borgmester går af, uanset

om dette sker i forbindelse med et valg eller før tid, bortfalder alle konkrete vielsesbemyndigelser.

For så vidt angår medlemmer af kommunalbestyrelsen bortfalder bemyndigelsen også ved valg til

kommunalbestyrelsen samt ved udtrædelse af kommunalbestyrelsen. Efter hvert valg til

kommunalbestyrelsen skal borgmesteren således tage stilling til de konkrete vielsesbemyndigelser,

også selvom borgmesteren fortsætter som borgmester efter valget.

Derimod bortfalder en stillingsfuldmagt ikke ved borgmesterskifte, men alene når den bemyndigede

fratræder sin hidtidige stilling.

Da vielserne foretages på borgmesterens ansvar, må det antages, at borgmesteren til enhver tid kan

tilbagekalde en vielsesbemyndigelse.

Det følger af § 21, stk. 1, i ægteskabsloven, at en vielse er ugyldig, hvis vielsen ikke er foretaget af

den myndighed, der efter loven kan foretage vielser.

2.2.2. Social- og Ældreministeriets overvejelser

Det er vigtigt for regeringen, at kommunerne har de rammer, der er nødvendige for, at de kan

varetage deres opgaver. Dette gælder ikke mindst i forhold til kommunernes borgerrettede

aktiviteter som eksempelvis vielser. Her bør kommunerne have så vide rammer som muligt for at

opfylde borgernes ønsker om at blive viet på bestemte steder og på bestemte tidspunkter. Endvidere

bør der løbende arbejdes på at effektivisere sagsbehandlingen i kommunerne og fjerne barrierer, der

kan hindre kommunerne i at yde borgerne en god service.

Med henblik på at give kommunerne bedre muligheder for at opfylde borgernes ønsker om at blive

viet på bestemte steder og på bestemte tidspunkter og dermed yde borgerne en god service bør den

personkreds, der kan bemyndiges til at foretage borgerlige vielser, udvides til også at omfatte

tidligere medlemmer af kommunalbestyrelsen. En sådan bemyndigelse bør til enhver tid kunne

tilbagekaldes.

2.2.3. Den foreslåede ordning

På den baggrund foreslås det, at den personkreds, der kan bemyndiges til at foretage borgerlige

vielser, udvides til også at omfatte tidligere medlemmer af kommunalbestyrelsen. Dette forslag

foreslås gennemført ved at indsætte et nyt 2. pkt. i § 18, stk. 2, i ægteskabsloven, hvortil også

overføres de dele af bestemmelsen om vielsesbemyndigelse i § 14 i ægteskabsbekendtgørelsen, der

vedrører ansatte i kommunens administration og medlemmer af kommunalbestyrelsen.

Efter den foreslåede nye bestemmelse vil bemyndigelse til at foretage borgerlige vielser kunne

meddeles til ansatte i kommunens administration, til medlemmer af kommunalbestyrelsen og til

tidligere medlemmer af kommunalbestyrelsen.

Det vil fortsat være borgmesteren, der bestemmer, hvem der skal bemyndiges til at foretage vielser,

og det vil være frivilligt for de personer, der er omfattet af den foreslåede udvidelse af

bemyndigelsesmulighederne, om de ønsker at modtage en vielsesbemyndigelse.

Det foreslås videre at lovfæste reglerne om tilbagekaldelse og bortfald af vielsesbemyndigelser.

Dette forslag foreslås gennemført ved, at der i § 18, stk. 2, i ægteskabsloven indsættes et nyt 3. pkt.,

hvorefter en vielsesbemyndigelse kan tilbagekaldes, og hvorefter en bemyndigelse bortfalder, når

den, der er blevet bemyndiget, forlader sin stilling eller udtræder af kommunalbestyrelsen.

I forhold til den gældende retsstilling vil forslaget betyde, at vielsesbemyndigelser til medlemmer af

kommunalbestyrelsen ikke bortfalder ved valg til kommunalbestyrelsen men alene ved udtrædelse

af kommunalbestyrelsen, og at ingen konkrete bemyndigelser bortfalder ved borgmesterskifte. En

ny borgmester må således tilbagekalde de vielsesbemyndigelser, der ikke ønskes opretholdt.

For en nærmere beskrivelse af forslaget henvises til lovforslagets § 2, nr. 1, og bemærkningerne

hertil.

Der henvises endvidere den ved lovforslagets § 6 foreslåede ændring af § 16 f i lov om

kommunernes styrelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 47 af 15. januar 2019, hvorefter tidligere

medlemmer af kommunalbestyrelsen ligesom nuværende medlemmer af kommunalbestyrelsen vil

kunne modtage befordringsgodtgørelse, når de i forbindelse med foretagelse af en vielse har

transportudgifter.

Som følge af forslaget om vielsesbemyndigelse vil bestemmelserne om vielsesbemyndigelse i

ægteskabsbekendtgørelsen blive ophævet.

2.3. Værneting i sager om samvær med børn efter adoption.

2.3.1. Gældende ret

Efter § 16 i adoptionsloven indtræder der ved adoption samme retsforhold mellem adoptant og

adoptivbarn som mellem forældre og deres barn. Samtidig bortfalder retsforholdet mellem barnet og

dets oprindelige slægtninge. Dette indebærer, at der efter adoptionen ikke længere består et juridisk

bånd mellem barnet og dets oprindelige slægtninge.

Efter § 20 a i forældreansvarsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1768 af 30. november 2020, kan der

dog efter anmodning fra de oprindelige slægtninge til et adopteret barn fastsættes samvær eller

anden form for kontakt mellem barnet og disse slægtninge, navnlig hvis barnet forud for adoptionen

havde samvær eller anden form for kontakt med den, som anmoder om fastsættelse af samvær m.v.

Dette gælder også, når Ankestyrelsen har truffet afgørelse om, at et barn uden forældresamtykke

skal adopteres efter § 9, stk. 1-3, i adoptionsloven, og barnet efter § 32 a i adoptionsloven

midlertidigt er placeret hos den, som Adoptionsnævnet har udvalgt til at adoptere barnet.

Muligheden for at fastsætte samvær eller anden kontakt efter § 20 a i forældreansvarsloven omfatter

alle adoptioner. Bestemmelsen finder således både anvendelse i tilfælde, hvor barnet er adopteret

med forældrenes samtykke, herunder ved en stedbarnsadoption, samt i tilfælde hvor barnet er

bortadopteret uden forældrenes samtykke, jf. § 9 i adoptionsloven.

Samvær vil navnlig være relevant, hvis der har været løbende kontakt mellem barnet og forældrene

eller andre familiemedlemmer inden adoptionen. Det primære anvendelsesområde for

bestemmelsen er således adoptionssager, hvor et større barn forud for adoptionen har været anbragt

uden for hjemmet og under anbringelsen har haft løbende samvær eller kontakt med sine forældre

m.v.

Det er også muligt at fastsætte samvær mellem et helt lille barn og de oprindelige slægtninge efter

bortadoption af barnet, selvom der ikke har været kontakt forud for adoptionen. Muligheden

omfatter også situationer, hvor der hverken før eller efter adoptionen har været kontakt mellem

barnet og ansøgeren, men hvor der i forhold til et større barn opstår et behov for eller ønske om

kontakt, og en sådan kontakt vurderes at være bedst for barnet.

De grunde, der fører til at gennemføre en adoption uden samtykke, vil som oftest være grunde der

taler imod, at det vil være til barnets bedste at fastsætte samvær med forældrene. Det kan imidlertid

ikke udelukkes, at det vil være bedst for barnet at have samvær med de oprindelige forældre og

andre slægtninge, navnlig hvor der i forvejen er en kontakt til en eller begge forældre. I sådanne

tilfælde forudsætter fastsættelse af samvær, at samværet vurderes at være bedst for barnet, og at det

kan foregå under betryggende forhold.

En sag om adoption består af to adskilte dele: Først tages der stilling til frigivelse af barnet til

adoption med eller uden forældrenes samtykke, og dernæst tages der stilling til, hvem der skal

adoptere barnet. Barnets forældre er parter i den del af adoptionssagen, der vedrører frigivelse af

barnets til adoption, mens de ikke er parter i den del af sagen, der vedrører, hvem der skal adoptere

barnet. En adoption kan således være anonym, idet forældrene i nogle situationer ikke kender

identiteten på den, der adopterer barnet. Dette gælder dog ikke ved familieadoptioner, dvs.

situationer hvor der består nært slægtskab eller andet særligt tilknytningsforhold mellem adoptanten

og adoptivbarnet eller dettes forældre.

Uanset anonymiteten har de oprindelige forældre dog efter adoptionen mulighed for at få tilsendt

anonymiserede opfølgningsrapporter om barnet ca. hvert tredje år, indtil barnet fylder 18 år.

Familieretshuset udarbejder en opfølgningsrapport ét år efter adoptionen. Ifølge Adoptionsnævnets

procedure bliver adoptivforældrene bedt om at udarbejde opfølgningsrapporterne i de år, hvor

barnet fylder 4 år, 7 år, 10 år, 13 år og 16 år. Det er dog ikke muligt at gennemtvinge udarbejdelsen

af sådanne opfølgningsrapporter over for adoptanterne. Opfølgningsrapporterne opbevares af

Adoptionsnævnet, og de oprindelige forældre har mulighed for at få tilsendt rapporterne automatisk,

hvis de ønsker dette. De har også mulighed for på et senere tidspunkt at få tilsendt rapporterne.

Det følger af § 4 i forældreansvarsloven, at afgørelser efter loven skal træffes ud fra, hvad der er

bedst for barnet. Familieretshuset og familieretten skal have fokus på, at afgørelserne skal medvirke

til at sikre barnets trivsel og beskytte barnet mod vold eller anden behandling, der udsætter barnet

for skade eller fare, herunder at være vidne til vold. Endvidere følger det af lovens §§ 5 og 34, at i

alle forhold vedrørende barnet skal der tages hensyn til barnets egne synspunkter alt efter alder og

modenhed. Barnet skal inddrages under en sag om bl.a. samvær, så dets perspektiv og eventuelle

synspunkter kan komme til udtryk. Dette kan ske ved samtaler med barnet, børnesagkyndige

undersøgelser eller på anden måde, der belyser barnets perspektiv.

Efter § 7, jf. § 32, i lov om Familieretshuset, jf. lovbekendtgørelsen nr. 766 af 7. august 2019

(Familieretshusloven) behandles sager om samvær eller anden kontakt, der er komplekse, af

Familieretshuset. Når sagen er oplyst, indbringer Familieretshuset sagen for familieretten til

afgørelse. Efter § 6, stk. 1, jf. §§ 26 og 27, i Familieretshusloven, afgøres sager om samvær eller

anden kontakt, der er mindre enkle, som udgangspunkt af Familieretshuset. Familieretshuset

indbringer dog bl.a. sagen for familieretten til afgørelse, når sagen indeholder komplicerede faktiske

eller juridiske problemstillinger.

Efter § 39 i Familieretshusloven indbringes en afgørelse efter forældreansvarsloven, der er truffet af

Familieretshuset, efter anmodning fra en part for familieretten til prøvelse, og efter lovens § 42, stk.

1, indbringer Familieretshuset sager og afgørelser efter lovens §§ 27, 32 og 39 for den familieret,

der følger af § 448 b i retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1445 af 29. september 2020.

Efter § 448 b, stk. 2, i retsplejeloven indbringer Familieretshuset en sag eller afgørelse efter

forældreansvarsloven for familieretten i den retskreds, hvor barnet har bopæl. Har barnet ikke

bopæl her i landet, indbringes sagen for familieretten ved sagsøgtes hjemting. Har sagsøgte ikke

hjemting her i landet, indbringes sagen for familieretten ved sagsøgerens hjemting. Det følger af

bestemmelsens stk. 5, at Familieretshuset uanset stk. 2 kan bestemme, hvilken familieret en sag

eller afgørelse skal indbringes for. Endvidere følger det af bestemmelsens stk. 6, at den familieret,

som en sag er indbragt for, kan henvise sagen til behandling ved familieretten i en anden retskreds,

hvis det er mest hensigtsmæssigt, at sagen behandles der.

2.3.2. Social- og Ældreministeriets overvejelser

Ankestyrelsen har oplyst, at barnets forhold til sin oprindelige slægt indgår i mange kommende

adoptanters overvejelser om at adoptere et barn. For nogle af disse kommende adoptanter er det

vigtigt, at adoptionen er anonym sådan, at barnets oprindelige slægt ikke får oplyst adoptantens

identitet. Det er derfor også vigtigt, at behandlingen af sager vedrørende adopterede børn

tilrettelægges sådan, at barnets oprindelige forældre og andre slægtninge ikke kan få oplyst hverken

adoptanternes identitet eller barnets identitet efter adoptionen, og at de heller ikke kan få

oplysninger, der sætter dem i stand til at finde frem til adoptanten eller barnet.

Navnlig i situationer, hvor barnets oprindelige forældre ikke er enige i adoptionen, der derfor er

truffet uden deres samtykke, er det relevant at sikre, at de oprindelige forældre og deres familie

hverken direkte eller indirekte kan få oplyst adoptanternes og barnets identitet. De oprindelige

forældrene og deres familie vil i så fald ikke have mulighed for at opsøge barnet og på den måde

modarbejde barnets familieskifte.

Efter ministeriets opfattelse er det vigtigt at kunne beskytte et bortadopteret barn imod at blive

opsøgt af sine oprindelige slægtninge og deres familie, når dette ikke sker efter aftale med

adoptivforældrene.

Når en sag om samvær med et bortadopteret barn efter § 20 a i forældreansvarsloven i

overensstemmelse med § 448 b, stk. 2, i retsplejeloven indbringes for familieretten i den retskreds,

hvor barnet har bopæl, kan det sætte barnets oprindelige slægtninge i stand til at identificere barnet

og dets bopæl. Dette gælder ikke mindst, hvis barnet bor i en af de mindre retskredse.

For at undgå dette bør § 448 b, stk. 2, ændres sådan, at en sag eller afgørelse om samvær eller om

anden kontakt end samvær efter § 20 a i forældreansvarsloven indbringes for familieretten i den

retskreds, hvor den, der ønsker samvær eller anden kontakt, har hjemting. På den måde får barnets

oprindelige slægtninge ikke oplysninger om, hvor i landet barnet bor.

Dette bør ikke kun omfatte situationer, hvor barnet er bortadopteret uden forældrenes samtykke, jf.

§ 9 i adoptionsloven, men alle situationer hvor der søges om samvær eller anden kontakt efter § 20

a i forældreansvarsloven. Ordningen bør således omfatte alle adoptioner, herunder også anonyme

adoptioner, der er gennemført med forældrenes samtykke, samt familieadoptioner hvor forældrene

kender adoptanterne. Dette skyldes, at det bør kunne afklares objektivt, hvilken familieret sagen

skal indbringes for, og det opfyldes ved at lade det afgørende for værnetingsspørgsmålet være, om

der er tale om en sag efter § 20 a i forældreansvarsloven.

Endelig bør ordningen udformes sådan, at den ikke berører de oprindelige slægtninge ret til samvær

med barnet.

2.3.3. Den foreslåede ordning

For yderligere at beskytte barnets og adoptivforældrenes anonymitet i sager om samvær eller om

anden kontakt end samvær efter § 20 a i forældreansvarsloven, der indbringes for familieretten,

foreslås det, at sådanne sager vil skulle indbringes for familieretten i den retskreds, hvor den, der

ønsker samvær eller anden kontakt, har hjemting. Dette forslag foreslås gennemført ved, at der i §

448 b, stk. 2, i retsplejeloven som et nyt 4. pkt. indsættes en bestemmelse, hvorefter en sag eller

afgørelse om samvær eller om anden kontakt end samvær efter § 20 a i forældreansvarsloven vil

skulle indbringes for familieretten i den retskreds, hvor den, der ønsker samvær eller anden kontakt,

har hjemting.

Forslaget vil betyde, at Familieretshuset som udgangspunkt vil skulle indbringe alle § 20 a-sager for

familieretten i den retskreds, hvor den, der ønsker samvær eller anden kontakt, har hjemting.

For en nærmere beskrivelse af forslaget henvises til lovforslagets § 5, nr. 1, og bemærkningerne

hertil.

2.4. Internationale børnebortførelser

2.4.1. Gældende ret

Lov om international fuldbyrdelse af forældremyndighedsafgørelser m.v. (internationale

børnebortførelser), jf. lovbekendtgørelse nr. 768 af 7. august 2019, som ændret ved § 5 i lov nr. 962

af 26. juni 2020, (børnebortførelsesloven) indeholder bl.a. regler om behandlingen af anmodninger

om tilbagegivelse efter Haagerkonventionen af 25. oktober 1980 om de civilretlige virkninger af

internationale barnebortførelser (Haagerbørnebortførelseskonventionen), jf. bekendtgørelse nr. 110

af 21. november 1991, Lovtidende C, af børn, der er bortført til Danmark fra en anden

konventionsstat.

Formålet med konventionen er at sikre, at et bortført barn tilbagegives med henblik på, at afgørelsen

om uenigheden mellem forældrene om forældreansvaret i forhold til barnet kan blive afgjort til

barnets bedste i den stat, hvor barnet boede på bortførelsestidspunktet. Det må således ikke være

muligt for en forælder at bortføre et barn til en anden stat, hvor den pågældende forælder har bedre

muligheder for få forældreansvaret over barnet. En international børnebortførelse udspringer

således ofte af en konflikt mellem to forældre, som ikke er enige om, hvor deres barn skal bo.

Børnebortførelsesloven finder endvidere anvendelse på fuldbyrdelse i Danmark af udenlandske

afgørelser om forældreansvar efter Europarådskonventionen af 20. maj 1980 om anerkendelse og

fuldbyrdelse af afgørelser om forældremyndighed (Europarådskonventionen af 1980), jf.

bekendtgørelse nr. 103 af 17. oktober 1991, Lovtidende C.

Fuldbyrdelse i Danmark af udenlandske afgørelser om forældreansvar er endvidere omfattet af

Haagerkonventionen af 19. oktober 1996 om kompetence, lovvalg, anerkendelse, fuldbyrdelse og

samarbejde vedrørende forældreansvar og foranstaltninger til beskyttelse af børn

(Haagerbørnebeskyttelseskonventionen), der er sat i kraft for Danmark ved lov om

Haagerbørnebeskyttelseskonventionen, jf. lovbekendtgørelse nr. 777 af 7. august 2019.

De tre konventioner finder også anvendelse ved anmodninger om tilbagegivelse af børn, der er

bortført fra Danmark til andre konventionsstater og på fuldbyrdelse af danske afgørelser om

forældreansvar i andre konventionsstater.

2.4.1.1. Centralmyndighedens rolle ved behandlingen af børnebortførelsessager

Alle stater, der har tiltrådt Haagerbørnebortførelseskonventionen, Europarådskonventionen af 1980

eller Haagerbørnebeskyttelseskonventionen, herunder Danmark, skal udpege en centralmyndighed,

der varetager en række opgaver efter den pågældende konvention.

Efter § 3, stk. 2, i børnebortførelsesloven bestemmer social og ældreministeren, hvem der er

centralmyndighed her i landet for Haagerbørnebortførelseskonventionen og

Europarådskonventionen af 1980. Ved bekendtgørelse nr. 453 af 18. juni 1991 om ikrafttræden af

lov om international fuldbyrdelse af forældremyndighedsafgørelser m.v. (internationale

børnebortførelser), som ændret ved bekendtgørelse nr. 748 af 21. juni 2013, er Social- og

Ældreministeriet udpeget som centralmyndighed for de to konventioner.

Efter lovens § 3, stk. 1, skal centralmyndigheden modtage og formidle henvendelser i henhold til

konventionerne, samarbejde med centralmyndighederne i de øvrige stater, som har tiltrådt

konventionerne (konventionsstaterne), og udføre de opgaver, som ifølge konventionerne i øvrigt

påhviler centralmyndigheden.

Ved bekendtgørelse nr. 974 af 29. september 2011 om centralmyndigheden for

Haagerbørnebeskyttelseskonventionen, som ændret ved bekendtgørelse nr. 705 af 18. juni 2013, er

Social- og Ældreministeriet udpeget som centralmyndighed for

Haagerbørnebeskyttelseskonventionen. Efter bekendtgørelsen varetager centralmyndigheden

tilsvarende opgaver som efter de to andre konventioner.

Der blev den 22. maj 2013 indgået en politisk aftale mellem alle Folketingets daværende partier om

en skærpet indsats for bortførte børn med henblik på at forbedre og optimere den statslige indsats i

situationer, hvor børn bortføres fra Danmark til en anden stat af den ene forælder. På den baggrund

blev der i 2014 oprettet en koordinationsenhed for børnebortførelser med det formål at støtte og

vejlede den efterladte forælder i sager om internationale børnebortførelser. Dette omfatter også

sager, hvor barnet er bortført til en stat, som Danmark ikke har et konventionssamarbejde med om

børnebortførelser. Enheden er placeret i Social- og Ældreministeriet, der arbejder med sagerne,

indtil barnet fylder 18 år.

I overensstemmelse med aftalen koordinerer Social- og Ældreministeriet danske myndigheders

arbejde med at søge tilbagegivelse af børn, der er bortført til andre stater. I den forbindelse sørger

ministeriet for, at den efterladte forælder har den tilstrækkelige viden om sine handlemuligheder og

om den forventede behandling af bortførelsessagen.

I forhold til børn, der er bortført til andre konventionsstater, består arbejdet hovedsageligt i

fremsendelse af en anmodning om tilbagegivelse af barnet til centralmyndigheden i den pågældende

stat, der videresender anmodningen til den kompetente fuldbyrdelsesmyndighed i den stat. Social-

og Ældreministeriet bidrager til besvarelsen af eventuelle spørgsmål fra myndighederne i den stat,

som barnet er bortført til, og holder den efterladte forælder orienteret om sagen.

Denne fremgangsmåde kan ikke anvendes ved børnebortførelse til et ikke-konventionsstater.

Sådanne bortførelsessager skal oftest løses ved, at der skabes kontakt mellem forældrene, og at

forældrene sammen finder en mindelig løsning i barnets interesse.

Efter § 1, stk. 2, i børnebortførelsesloven gælder loven for børn under 16 år. Denne aldersgrænse

svarer til aldersgrænserne i Haagerbørnebortførelseskonventionen og Europarådskonventionen af

1980. Haagerbørnebeskyttelseskonventionen gælder for børn under 18 år.

Social- og Ældreministeriet behandler børnebortførelsessager til ikke-konventionsstater, indtil

barnet fylder 18 år.

En forælder, der søger et barn, der er bortført til en konventionsstat eller en ikke-konventionsstat,

tilbagegivet til Danmark, vælger selv, om sagen skal behandles af centralmyndigheden.

2.4.1.2. Tilbagekaldelse af udpegningen af en advokat, som anbefalet og særligt egnet advokat i

børnebortførelsessager

Efter § 12, stk. 1, i børnebortførelsesloven behandles en sag om tilbagegivelse af et barn, der er

bortført til Danmark fra en anden konventionsstat, af familieretten. Under behandlingen af en sådan

sag beskikker familieretten efter lovens § 18, stk. 2, en advokat for den, der har anmodet om

tilbagegivelse af barnet.

Efter § 18 a i børnebortførelsesloven udpeger social- og ældreministeren efter ansøgning et antal

advokater, som må anses som særligt egnede til beskikkelse efter lovens § 18, stk. 2.

Til brug for behandlingen af sager om tilbagegivelse af børn, der er bortført fra Danmark til

udlandet, udpeger social- og ældreministeren efter lovens § 20 d efter ansøgning et antal advokater,

som ministeren kan anbefale forældremyndighedsindehaveren at benytte i sager om

børnebortførelse. Bestemmelsen omfatter både bortførelse til konventionsstater og ikke-

konventionsstater.

Hverken familieretten eller den efterladte forælder har pligt til at vælge en advokat blandt de

udpegede advokater.

En udpegning efter §§ 18 a og 20 d gælder på ulovbestemt grundlag, indtil der foretages nye

udpegninger, hvilket sker hvert fjerde år. Der er mulighed for genudpegelse. Der er senest udpeget

advokater efter §§ 18 a og 20 d pr. 16. november 2018 til udløb den 15. november 2022.

Advokaterne udpeges ud fra de kriterier, der fremgår af bemærkningerne til lov nr. 434 af 8. maj

2006 om Haagerbørnebeskyttelseskonventionen. Efter disse bemærkninger er det en forudsætning

for udpegelsen, at ansøgeren udøver advokatvirksomhed i Danmark og ikke er fyldt 70 år. Ved

udpegelsen skal der endvidere lægges vægt på indgående kendskab til familieret, procedureerfaring,

beherskelse af et eller flere fremmedsprog samt dygtighed og engagement i virket som advokat. Der

henvises til Folketingstidende 2005-06, tillæg A, L 148 som fremsat, side 4520,

I forbindelse med nyudpegningen hvert fjerde år anmoder Social- og Ældreministeriet Advokatrådet

om en vejledende udtalelse om de indkomne ansøgninger.

Børnebortførelsesloven indeholder ikke regler om tilbagekaldelse af en udpegning efter lovens §§

18 a og 20 d. En udpegning af en advokat kan derfor kun tilbagekaldes, hvis betingelserne for en

ulovhjemlet tilbagekaldelse af en begunstigende forvaltningsakt er opfyldt. Det følger af

almindelige retsgrundsætninger, at en forvaltningsmyndighed under visse omstændigheder har ret

til at tilbagekalde en begunstigende afgørelse, også selvom den pågældende lovgivning ikke

indeholder bestemmelser om tilbagekaldelse.

Selvom der således ikke kræves lovhjemmel til at tilbagekalde en afgørelse, betyder dette ikke, at

adgangen til at tilbagekalde en afgørelse er fri. Det klare udgangspunkt er, at en afgørelse, som en

borger ønsker at fastholde, ikke uden videre kan tilbagekaldes. Det er en grundlæggende betingelse

for at tilbagekalde en afgørelse, at der er en relevant og saglig begrundelse for tilbagekaldelsen.

For at en begunstigende afgørelse undtagelsesvist kan tilbagekaldes, skal der foretages en

helhedsvurdering af en række forhold. Kernen i denne vurdering er en afvejning af hensynet til

adressatens berettigede forventninger om, at afgørelsen står ved magt, vurderet over for hensynet til

modstående

–

herunder offentlige

–

interesser i en tilbagekaldelse af afgørelsen. Der kan

eksempelvis lægges vægt på de interesser, som efter den pågældende lovgivning og dennes formål

tillægges særlig vægt. Der kan endvidere lægges vægt på, om der er fremkommet nye oplysninger

efter den oprindelige afgørelse. Proportionalitetsprincippet gælder ligeledes ved vurderingen af, om

afgørelsen kan tilbagekaldes. Dette indebærer bl.a., at jo mere indgribende en tilbagekaldelse af

afgørelsen vil være for adressaten, jo mere tungtvejende grunde skal der foreligge for at

tilbagekaldelse afgørelsen.

Det kan indgå i overvejelserne om at tilbagekalde en udpegning af en advokat efter §§ 18 a og 20 d

i børnebortførelsesloven, om advokaten har udvist en adfærd, der ikke stemmer med god

advokatskik. Der henvises til § 126, stk. 1 og 2, i retsplejeloven, hvorefter en advokat skal udvise en

adfærd, der stemmer med god advokatskik. Advokaten skal herunder udføre sit hverv grundigt,

samvittighedsfuldt og i overensstemmelse med, hvad berettigede hensyn til klienternes tarv tilsiger.

Sagerne skal fremmes med fornøden hurtighed, og

advokat må ikke kræve højere vederlag for sit

arbejde, end hvad der kan anses for rimeligt.

Da en tilbagekaldelse af en udpegning af en advokat efter §§ 18 a og 20 d i børnebortførelsesloven

ikke kan anses som særligt indgribende for advokaten, må det antages, at der er mulighed for efter

en konkret vurdering at tilbagekalde udpegningen. Der kan herved lægges vægt på, om advokaten

har tilsidesat god advokatskik, jf. § 126, stk. 1 og 2, i retsplejeloven.

2.4.1.3. Samvær under behandlingen af en sag om tilbagegivelse af et barn, der er bortført til

Danmark

Det følger af § 10, stk. 1, i børnebortførelsesloven, at børn, som ulovligt er ført til eller ulovligt

tilbageholdes i Danmark, efter anmodning skal tilbagegives, hvis barnet umiddelbart før

bortførelsen eller tilbagegivelsen havde bopæl i en stat, som har tiltrådt

Haagerbørnebortførelseskonventionen. Anmodningen om tilbagegivelse behandles efter lovens §

12, stk. 1, af familieretten.

Det følger af artikel 11 i Haagerbørnebortførelseskonventionen, at domstolene skal handle hurtigt i

sager om børns tilbagegivelse. Uanset dette kan behandlingen af en tilbagegivelsessag trække ud,

f.eks. fordi der skal foretages undersøgelser af, hvad der i relation til tilbagegivelse vil være bedst

for barnet. Der henvises til § 10 i børnebortførelsesloven, hvorefter tilbagegivelse af et bortført barn

bl.a. kan nægtes, hvis der er en alvorlig risiko for, at tilbagegivelsen vil være til skade for barnets

sjælelige eller legemlige sundhed, barnet selv modsætter sig tilbagegivelsen, eller tilbagegivelsen

ikke vil være forenelig med grundlæggende principper her i landet til beskyttelse af menneskelige

friheder og rettigheder.

I situationer, hvor behandlingen af sagen trækker ud, kan det være til barnets bedste, at der under

familierettens behandling af sagen etableres samvær eller anden kontakt mellem barnet og den

forælder, som barnet er blevet bortført fra.

Regler om danske myndigheders internationale kompetence i sager om samvær og anden kontakt

fremgår af § 448 g i retsplejeloven. Det følger af bestemmelsens stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3, at når et barn

ulovligt er ført til Danmark eller ulovligt tilbageholdes her, kan en sag om samvær m.v. som

udgangspunktet ikke behandles i Danmark. Det følger dog af bestemmelsens stk. 1, nr. 5, at en

samværssag m.v. kan behandles i Danmark, når barnet opholder sig her, og sagen er så hastende, at

en afgørelse fra myndighederne i den stat, hvor barnet har bopæl, ikke kan afventes. Denne

bestemmelse er en udmøntning af artikel 11 i Haagerbørnebeskyttelseskonventionen, hvoraf det

fremgår, at i alle hastetilfælde har myndighederne i en kontraherende stat, på hvis område barnet

befinder sig, kompetence til at træffe alle nødvendige beskyttelsesforanstaltninger, herunder en

afgørelse om samvær eller anden kontakt. Dette indebærer, at i situationer, hvor myndighederne i

den stat, hvor barnet boede inden bortførelsen, ikke hurtigt kan træffe afgørelse om samvær eller

anden kontakt under behandlingen af en tilbagegivelsessag, og hvis fastsættelse af samvær eller

anden kontakt under behandlingen af sagen af hensyn til barnet haster, vil danske myndigheder

kunne træffe afgørelse om samværet eller kontakten.

Hvis den forælder, som barnet er bortført fra, ønsker, at der træffes afgørelse om samvær m.v. under

behandlingen af tilbagegivelsessagen, skal sagen starte i Familieretshuset. Det følger således af § 31

i forældreansvarsloven, at anmodning om en afgørelse om samvær eller anden kontakt skal indgives

til Familieretshuset.

Efter § 7, jf. § 32, i Familieretshusloven behandles sager om samvær eller anden kontakt, der er

komplekse, af Familieretshuset. Når sagen er oplyst, indbringer Familieretshuset sagen for

familieretten til afgørelse. Efter § 6, stk. 1, jf. §§ 26 og 27, i Familieretshusloven, afgøres sager om

samvær eller anden kontakt, der er mindre enkle, som udgangspunkt af Familieretshuset.

Familieretshuset indbringer bl.a. sagen for familieretten til afgørelse, når der er tale om en afgørelse

om samvær, der vil være indgribende for barnet.

Det følger dog af § 448 c, stk. 1, i retsplejeloven, at familieretten i forbindelse med behandlingen af

en sag efter forældreansvarsloven, der er indbragt for familieretten til afgørelse efter §§ 27 eller 32 i

Familieretshusloven, efter anmodning fra en part kan træffe afgørelse om bl.a. fastsættelse af

samvær, når samværssagen har nær sammenhæng med den sag efter forældreansvarsloven, som

familieretten har under behandling. Denne bestemmelse giver ikke mulighed for at indgive en

anmodning om fastsættelse af samvær m.v. til den familieret, der behandler en tilbagegivelsessag,

da tilbagegivelsessager ikke behandles efter forældreansvarsloven, men efter

børnebortførelsesloven.

Det følger af §§ 19 og 21 i forældreansvarsloven, at barnets forbindelse med begge forældre søges

bevaret ved, at barnet har ret til samvær med den forælder, som det ikke har bopæl hos. Hvis der er

uenighed om omfanget og udøvelsen af samvær, kan der efter anmodning træffes afgørelse herom

og fastsættes de nødvendige bestemmelser i forbindelse hermed, herunder vilkår om pasdeponering

og vilkår til sikring af, at forælderen ikke er påvirket af alkohol eller euforiserende stoffer under

samværet.

Efter § 22 i forældreansvarsloven kan der i særlige tilfælde træffes bestemmelse om anden kontakt

end samvær med barnet i form af telefonsamtaler, brevveksling, elektronisk post, fotografier el.

lign.

Under behandlingen af bl.a. en sag om samvær kan der efter § 29 i forældreansvarsloven træffes

afgørelse om midlertidig samvær eller anden kontakt.

Det følger af § 4 i forældreansvarsloven, at afgørelser efter loven skal træffes ud fra, hvad der er

bedst for barnet. Familieretshuset og familieretten skal have fokus på, at afgørelser skal medvirke til

at sikre barnets trivsel og beskytte barnet mod vold eller anden behandling, der udsætter barnet for

skade eller fare, herunder at være vidne til vold. Endvidere følger det af lovens §§ 5 og 34, at i alle

forhold vedrørende barnet skal der tages hensyn til barnets egne synspunkter alt efter alder og

modenhed. Barnet skal inddrages under en sag om bl.a. samvær, så dets perspektiv og eventuelle

synspunkter kan komme til udtryk. Dette kan ske ved samtaler med barnet, børnesagkyndige

undersøgelser eller på anden måde, der belyser barnets perspektiv.

2.4.2. Social- og Ældreministeriets overvejelser

Social- og Ældreministeriet finder, at behandlingen af sager om børnebortførelser til ikke-

konventionsstater bør lovfæstes. Disse sager bør fortsat behandles af den samme myndighed, der

efter § 3, stk. 2, i børnebortførelsesloven er udpeget som centralmyndighed for

Haagerbørnebortførelseskonventionen og Europarådskonventionen af 1980, hvilket i dag er Social-

og Ældreministeriet.

Samtidig finder ministeriet, at den ulovbestemte adgang til at tilbagekalde advokatudpegelser efter

§§ 18 a og 20 d i børnebortførelsesloven ligeledes bør lovfæstes sådan, at en udpegning kan

tilbagekaldes, hvis advokaten væsentligt har tilsidesat sine pligter som advokat i sager om

børnebortførelse, eller der foreligger andre særlige grunde. Der henvises til bestemmelserne om god

advokatskik i § 126, stk. 1 og 2, i retsplejeloven. I den forbindelse bør det præciseres, at en

udpegning gælder i fire år, og at den bortfalder ved ophør af retten til at udøve advokatvirksomhed.

Af hensyn til et barn, der ulovligt er blevet bortført til Danmark, bør der etableres mulighed for at

indgive anmodning om fastsættelse af samvær til den familieret, der behandler sagen om

tilbagegivelse af barnet efter Haagerbørnebortførelseskonventionen. Dette skyldes, at der på den

måde hurtigere vil kunne træffes afgørelse om samværet, fordi de undersøgelser, der er nødvendige

for behandlingen af tilbagegivelsessagen, også vil kunne anvendes ved behandlingen af

samværssagen, og hvis der skal fastsættes samvær, vil samværet kunne fastsættes sådan, at det er

koordineret med familierettens behandling af tilbagegivelsessagen. Dette bør også omfatte

anmodning om anden kontakt end samvær, f.eks. digitale møder der er nemmere at gennemføre

selvom den pågældende forælder befinder sig i udlandet.

2.4.3. Den foreslåede ordning

På den baggrund foreslås det at lovfæste centralmyndighedens behandling af børnebortførelsessager

til ikke-konventionsstater. Forslaget foreslås gennemført ved, at der i børnebortførelsesloven

indsættes et nyt kapitel 6 b om børnebortførelser til stater, som Danmark ikke har et

konventionssamarbejde med. I dette kapitel foreslås det, at der som § 20 e indsættes en ny

bestemmelse, der fastlægger, at når et barn ulovligt er ført fra Danmark til eller ulovligt

tilbageholdes i en stat, som Danmark ikke samarbejder med efter

Haagerbørnebortførelseskonventionen, Europarådskonventionen af 1980 eller

Haagerbørnebeskyttelseskonventionen, modtager og videreformidler centralmyndigheden efter

lovens § 3, stk. 2, dvs. Social- og Ældreministeriet, henvendelser om tilbagegivelse af barnet. I den

foreslåede bestemmelse i § 20 e indsættes som et nyt stk. 2 en bestemmelse, hvorefter § 20 e gælder

for børn under 18 år. For en nærmere beskrivelse af forslaget henvises til lovforslagets § 3, nr. 7, og

bemærkningerne hertil. Som konsekvens af den foreslåede bestemmelse i § 20 e foreslås § 1, stk. 1

og 2, i børnebortførelsesloven ændret, jf. lovforslagets § 3, nr. 1 og 2.

Videre foreslås det at lovfæste muligheden for at tilbagekalde advokatudpegninger efter §§ 18 a og

20 d i børnebortførelsesloven. Forslaget foreslås gennemført ved, at der i § 18 a i

børnebortførelsesloven som et nyt stk. 3 indsættes en bestemmelse, hvorefter social- og

ældreministeren kan tilbagekalde en advokatudpegning efter den gældende bestemmelse i § 18 a,

hvis advokaten væsentligt har tilsidesat sine pligter som advokat i sager om børnebortførelse, eller

der foreligger andre særlige grunde. Samtidig foreslås det, at der i § 20 d i børnebortførelsesloven

som et nyt stk. 3 indsættes en bestemmelse, hvorefter social og ældreministeren kan tilbagekalde en

advokatudpegning efter den gældende bestemmelse i § 20 d, hvis betingelserne i den foreslåede

bestemmelse i § 18 a, stk. 3, er opfyldt.

Derudover foreslås det, at der i både § 18 a og § 20 d i børnebortførelseslovens som nyt stk. 2

indsættes en bestemmelse, hvorefter en advokatudpegning efter de gældende bestemmelse i §§ 18 a

og 20 d gælder i 4 år, og at udpegningen bortfalder ved ophør af retten til at udøve

advokatvirksomhed. For en nærmere beskrivelse af forslaget henvises til lovforslagets § 3, nr. 5 og

6, og bemærkningerne hertil.

Endelig foreslås det at give familieretten kompetence til at behandle en samværssag m.v. under

behandlingen af sag om tilbagegivelse af et bortført barn, uden at sagen først har været behandlet af

Familieretshuset. Forslaget foreslås gennemført ved, at der i § 448 c i retsplejeloven som et nyt stk.

3 indsættes en ny bestemmelse, hvorefter familieretten i forbindelse med behandlingen af en sag om

tilbagegivelse af et bortført barn efter anmodning fra en part kan træffe afgørelse om samvær eller

anden kontakt. Som konsekvens af den foreslåede bestemmelse i § 448 c, stk. 1, i retsplejeloven

foreslås § 448, stk. 3, i retsplejeloven, der bliver stk. 4, ændret. Forslaget vil betyde, at der i

børnebortførelsessager hurtigere vil kunne træffes afgørelse om samværet. For en nærmere

beskrivelse af forslaget henvises til lovforslagets § 5, nr. 2 og 3, og bemærkningerne hertil.

3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige

Lovforslaget har ingen økonomiske konsekvenser for det offentlige. Da lovforslaget alene

indeholder justeringer af allerede eksisterende ordninger, har det heller ikke

implementeringskonsekvenser af betydning for de involverede myndigheder, og det har heller ikke

digitaliseringsrelaterede konsekvenser.

I relation til principperne for digitaliseringsklar lovgivning opfylder lovforslaget princippet om

klare og enkle regler, men lovforslaget opfylder ikke princippet om automatisk sagsbehandling.

Dette skyldes, at det er nødvendigt, at de involverede myndigheder behandler hver sag individuelt,

hvilket indebærer faglige skøn, hvorfor der ikke kan sagsbehandles efter objektive kriterier. De

øvrige principper for digitaliseringsklar lovgivning er ikke relevante for lovforslaget.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

Lovforslaget har ikke konsekvenser for erhvervslivet m.v.

5. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget vurderes at medføre positive konsekvenser for borgerne, idet det vil give flere borgere

mulighed for at blive viet på netop de dage og de steder, de ønsker, og idet behandlingen af en

samværssag i forbindelse med en sag om tilbagegivelse af et bortført barn vil blive lettere.

6. Klimamæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen klimamæssige konsekvenser.

7. Miljø- og naturmæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen miljø- og naturmæssige konsekvenser.

7. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

8. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 22. juni 2021 til den 18. august 2021 været sendt i

høring hos følgende myndigheder og organisationer m.v.:

Aalborg Universitet (Juridisk Institut), Aarhus Universitet (Juridisk Institut), Adoption & Samfund,

Adoptionsnævnet, Adoptionspolitisk Forum, Adoptionstrekanten, Advokatrådet, Amnesty

International, Ankestyrelsen, byretterne, Børnerådet, Børnesagens Fællesråd, Børns Vilkår, Dansk

Kvindesamfund, Danske Advokater, Danske Arveretsadvokater, Danske Familieadvokater,

Datatilsynet, Den Danske Dommerforening, Departementet for Børn, Unge, Familie og

Justitsområdet (Grønland), Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolenes Tjenestemandsforening,

Domstolsstyrelsen, Familieretshuset, Foreningen af Advokater og Advokatfuldmægtige, Foreningen

Far til Støtte for Børn og Forældre, HK Landsklubben Danmarks Domstole, Institut for

Menneskerettigheder, KL, Kvinderådet, Københavns Universitet (Det Juridiske Fakultet),

Landsforeningen Børn og Samvær, Red Barnet, Retspolitisk Forening, Retssikkerhedsfonden,

Rigsombudsmanden i Grønland, Socialministeriet (Færøerne), Syddansk Universitet (Juridisk

Institut), Tænketanken Adoption, Vestre Landsret og Østre Landsret.

9. Sammenfattende skema

Positive

konsekvenser/mindreudgifter

(Hvis ja, angiv omfang/Hvis

nej, anfør »Ingen«)

Økonomiske konsekvenser og Ingen

implementeringskonsekvenser

for stat, kommuner og regioner

Negative

konsekvenser/merudgifter

(Hvis ja, angiv omfang/Hvis

nej, anfør »Ingen«)

Ingen

Administrative konsekvenser

Ingen

for stat, kommuner og regioner

Økonomiske konsekvenser for

erhvervslivet

Administrative konsekvenser

for erhvervslivet

Administrative konsekvenser

for borgerne

Ingen

Lovforslaget vurderes at

medføre positive

konsekvenser for borgerne,

idet det vil give flere borgere

mulighed for at blive viet på

netop de dage og de steder, de

ønsker, og idet behandlingen

af en samværssag i forbindelse

med en sag om tilbagegivelse

af et bortført barn vil blive

lettere.

Ingen

Klimamæssige konsekvenser

Miljø- og naturmæssige

konsekvenser

Forholdet til EU-retten

Ingen

Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter.

Er i strid med de principper for

implementering af

erhvervsrettet EU-

regulering/Går videre end

minimumskrav i EU-

regulering (sæt X)

Nej

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

[Adoption]

Til nr. 1

En ægtefælle kan efter § 5 a, stk. 1, i adoptionsloven adoptere den anden ægtefælles barn. Dette

kaldes stedbarnsadoption. Tilsvarende kan en samlever adoptere den anden samlevers barn. Efter

bestemmelsens stk. 2, 1. pkt., kan stedbarnsadoption endvidere ske af en tidligere ægtefælles eller

samlevers barn. Er ægteskabet ophørt ved skilsmisse eller omstødelse, eller er samlivet ophævet,

kan stedbarnsadoption efter bestemmelsens stk. 2, 2. pkt., kun ske, hvis den, der ønskes adopteret,

er myndig, dvs. fyldt 18 år.