SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 306: Opfølgning på samråd om Familieretshuset: Nøgletal for Familieretshusets behandling af forældreansvarssager og VIVE’s analyse af udviklingen i familieretlige konflikter m.v., fra social- og ældreministeren

Social- og Ældreudvalget 2020-21
SOU Alm.del Bilag 306
Offentligt

Oversigt over figurer og tabeller:

Figur 1: Antal 0-16-årige børn, der året forinden boede sammen med far

og mor og i 2014 havde oplevet familieskift. Opgjort efter alder

og den nye familietype

Figur 2: 0-17-årige, der bor i en husstand med den ene af forældrene og

dennes evt. partner, 2000-2015

Figur 3: Skilsmissebørn (3-15 år) fordelt efter kontakt med samværsfor-

ælderen og udvalgte baggrundsfaktorer, 2013

Figur 4: Udvikling i andele skilsmissebørn med deleordninger, 2009-2013

Tabel 1: Konfliktforekomst blandt skilsmisseforældre, 2015

Figur 5: Konflikttyper blandt skilsmisseforældre, sorteret efter konflikt-

indhold, 2015

Figur 6: Skilsmisseforældres samarbejdsklima (iflg. bopælsforælderen)

opgjort efter tid, samværsordning og samarbejdspraksis

Figur 7: Andel skilsmissebørn, der har været involveret i en forældre-

myndighedstvist ved retten, over tid 1981-2014

Figur 8: Andel skilsmissebørn, der har været involveret i familieretlig sag

om samvær, over tid 1964-2011

Figur 9: Sammenligning af danske og norske skilsmissebørn på centrale

indikatorer

Figur 10: Antal afsluttede sagsforløb vedr. fastsættelse, ændring eller op-

hævelse af samværsafgørelser (§21 stk. 1 el. 4), 2008-2015

Figur 11: Samlet antal forløb vedrørende forældremyndighed og barnets

bopæl, 2007-2015

Figur 12: Afsluttede forløb om forældremyndighed og bopæl (ekskl. hen-

læggelser), udvalgte koder, 2007-2015

Figur 13: Udvikling i tunge sager i statsforvaltningssystemet belyst ved

antal børnesagkyndige undersøgelser og indkomne klager til An-

kestyrelsen, 2008-2015

Figur 14: Udvikling i enighedssager hhv. uenigheds-/afgørelsessager i

Statsforvaltningen, 2007-2015

Figur 15: Afsluttede ægteskabs-/forældremyndighedssager hhv. forældre-

ansvarssager ved byretterne, 2000-2014

Figur 16: Modtagne og afsluttede forældremyndighedssager ved foged-

retten, 2004-2014.

Figur 17, 1-8: Tentativ sammenligning af det norske og danske system

Tabel 2: Norske skilsmisseforældre fordelt efter samværsaftaler

Tabel 3: Indikatorer på stigning i omfanget af familieretlige konflikter

bedømt ud fra sagsudviklingen på det familieretlige område,

2007-2015

Tabel 4: Klassificering af komplicerede samværssager i undersøgelser fra

2004 hhv. 2011

Bilagstabeller og -figurer:

Bilagsfigur 1: Procentandel skilsmissebørn, der har svaret om deres for-

ældres forhold

Bilagstabeller 1-9: Statsforvaltningens ressourcestatistik, udvikling i sags-

forløb 2007-2015, udvalgte afgørelseskoder

Formålet med denne analyse er at kortlægge, hvad man ud fra eksiste-

rende datakilder og undersøgelser kan vurdere om omfanget og karakte-

ren af danske skilsmisseforældres familieretlige konflikter i dag. Analysen

kan betragtes som et forarbejde til og et grundlag for videre forskning

om familieretlige konflikter.

Analysens tre hovedspørgsmål er: 1) Kan man ud fra befolk-

ningsundersøgelser om skilsmisseudviklingen og om skilsmisseforældres

konflikter og samarbejde vurdere, om børn i stigende omfang bliver om-

fattet af familieretlige konflikter? 2) Er der ud fra de familieretlige myn-

digheders ressourcestatistik grundlag for at antage, at flere børn i dag

omfattes af familieretlige konflikter? 3) Er der tegn på, at de komplekse

familieretlige sager har skiftet indholdsmæssig karakter, efter at forældre-

ansvarsloven trådte i kraft i 2007?

Analysen belyser disse spørgsmål ved at sammenstille nyere da-

takilder med ældre og perspektiverer desuden udvalgte danske fund med

tilsvarende i Norge for at vurdere, om der er markante forskelle i omfan-

get af forældrekonflikter.

På grundlag af en gennemgang af området når analysen frem til

følgende resultater:

Ud fra de foreliggende informationer blandt skilsmissefamilier

ser det over tid ud til, at skilsmisseforældre er blevet bedre til at samar-

bejde om børnene. Forskellige datakilder tyder på, at ca. 20 pct. af skils-

misseforældrene har betydelige konflikter. Af dem ser omkring halvdelen

ud til at have alvorlige konflikter. Disse såkaldt højkonfliktende foræl-

drepar er efter alt at dømme en relativ konstant størrelse. Andelen af

forældre med egentlige familieretlige konflikter har gennem en længere

årrække været nogenlunde stabilt. Man ved dog ikke, om disse niveauer

har ændret sig for de årgange af børn, der er født i 2007 og senere, og

som således er vokset op sammen med forældreansvarsloven.

Gennemgangen af statsforvaltningens ressourcestatistik viser, at

der i perioden fra 2007/08 og frem til ca. 2011 var en betydelig vækst i

antallet af sager om barnets bopæl og ophævelse af fælles forældremyn-

dighed. De seneste år er sagstallet faldet, antagelig fordi statsforvaltnin-

gen har fået mulighed for at bremse nogle sagsforløb, så de ikke udvikler

sig til gengangersager. Samværssager og forældreansvarssager ved byret-

terne har ligget på et stabilt niveau gennem hele perioden og giver derfor

ikke anledning til antagelser om en vækst i forældrekonflikter. Derimod

har der været en ganske betydelig og ikke umiddelbar forklarlig vækst i

antallet af fogedretssager.

På baggrund af en kvalitativ, caseorienteret gennemgang af

komplekse samværssager før og efter 2007 ses det, at en lang række af de

problemstillinger og temaer, der optræder i sager fra omkring 2011, også

kan genfindes i ældre sager, som hidrører fra tiden omkring 2000. I de

nyere sager optræder der dog også nogle nye konflikttemaer, som i næ-

sten alle tilfælde kan relateres direkte til virkningerne af forældreansvars-

loven. Særligt påfaldende er forekomsten af problemstillinger, der knytter

sig til fænomenet psykisk vold. Hvorfor det optræder i de nyere sager, og

hvor udbredt det er, er imidlertid vanskeligt at sige noget om.

Gennemgangen har desuden perspektiveret de danske tal på om-

rådet til tilsvarende norske tal. Der er ud fra det foreliggende ikke tegn på,

at norske skilsmisseforældre har færre konflikter end danske skilsmisse-

forældre, snarere tværtimod. Analysen har desuden tentativt forsøgt at

bedømme, om der er forskelle i andelene af forældre, der når til enighed

om aftaler efter obligatorisk mægling hhv. et sagsforløb i statsforvaltnin-

gen, og skønner forsigtigt, at aftaleenigheden er lidt større i Norge end i

Danmark. Tilsvarende er der efter alt at dømme lidt færre norske børn,

som involveres i retssager i Norge.

På baggrund af gennemgangen peger analysen på, at der især fo-

rekommer at være et udækket vidensbehov på følgende områder:

Det vil gavne det familieretlige vidensfelt med en forbedret og til-

gængelig datainfrastruktur, så man løbende kan følge udviklingen i

sagsforløb på forældreansvarsområdet.

Der er behov for at få øget og forbedret viden om, hvad der er bag-

grunden for den stigende sagsbyrde af fogedretssager, og hvordan

disse sager i praksis bliver løst.

Der er behov for at tilvejebringe en begrebslig klarere forståelse og

differentiering af ’høj-konfliktfænomenet’, herunder også udvikling

af screeningsværktøjer til brug for praksis. Desuden er der brug for

øget viden om, hvordan disse sager mere optimalt kan behandles og

lukkes til gavn for barnets bedste.

Baggrunden for analysen er, at der trods intentioner om det modsatte har

vist sig at være et vedvarende pres på det familieretlige system. Det har

bl.a. udmøntet sig i et stort antal forældreansvarssager. I den forbindelse

har det været anført, at forældreansvarsloven fra 2007 måske i sig selv

kan bidrage til at udvikle eller flytte forældres konflikter frem for at

mindske dem. I et fremadrettet, forebyggende perspektiv kan der derfor

være behov for at opnå en bedre forståelse af omfanget og karakteren af

skilsmisseforældres konflikter ved at igangsætte forskning. Herunder hø-

rer også, hvad der ligger bag forskellige typer af konflikter, fx hvad det er

for nogle dynamikker, der er på spil. Det kan fx ske ved at analysere et

udvalg af de sager om forældremyndighed og bopæl, som behandles ved

domstolene og/eller ved at inddrage de mest konfliktfyldte sager i Stats-

forvaltningen.

Bag ønsket om at igangsætte forskning om familieretlige konflik-

ter kan være en antagelse om, at det er muligt at bremse eller nedbringe

omfanget af konfliktsager, hvis man med mere ny viden om skilte foræl-

drepars uenigheder fx kan udvikle metoder og indsatser, der forebygger,

at disse udarter til egentlige tvister. En sådan forventning kan bl.a. hvile

på, at mængden af konfliktsager i Danmark ser ud til at være større end i

Norge, hvor indsatsen i forhold til skilsmisseforældre har en mere fore-

byggende og helhedsorienteret karakter.

SFI er blevet inviteret til at medtænke, hvordan man kan udfor-

me sådant et forskningsprojekt og har her valgt at anlægge et konserva-

tivt udgangspunkt ved at stille en række kritiske spørgsmål: Er der grund

til at tro, at en evt. udvikling i konfliktsagerne skyldes forældreansvarslo-

ven? Er der behov for at igangsætte nye dataindsamlinger om forældres

konflikter til brug for en fremadrettet indsats på området? Hvilket vi-

densbehov skal evt. ny forskning dække, som ikke allerede kendes fra

tidligere danske undersøgelser på området og fra den nordiske og inter-

nationale forskning?

Hvis

der er et stigende indtag af konfliktsager på området, kan

det bero på flere forhold. Det kan skyldes, at normerne ændrer sig blandt

skilsmisseforældre, fx at nogle fædre mener, at de er nødt til at få en 7/7-

ordning for at blive betragtet som en ordentlig far, eller at det faktisk er

svært for forældre at leve op til det normerede fortsatte forældreskab.

Men man kan også opstille andre hypoteser: Eventuelt flere sager kan

også bero på en ’systemfejl’, fordi 2007-lovgivningen

har udvidet kon-

fliktfeltet: Med indførelse af konstruktionen ’bopælsforælder’ er der i dag

flere momenter at være uenige om, end der var før. Det kan også tænkes,

at Statsforvaltningens sagsbehandlingskvalitet er blevet forringet i køl-

vandet på de senere års omstruktureringer med den konsekvens, at flere

sager ikke bliver lukket ordentligt. I forlængelse af dette har nogle anført,

at forældre

–

i mødet med Statsforvaltningen

–

kan føle sig pressede til at

indgå aftaler om barnet, som de senere fortryder, eller som viser sig

uholdbare i længden (Björk, 2015). Det kan føre til fornyet sagsbehand-

ling. Forskning fra Norge, hvor man oplever en vækst i familieretlige

konflikter ved domstolene, har peget på, at også forandrede sagsbehand-

lingsrutiner kan påvirke forældres tærskler for, hvornår de henvender sig

til myndighederne, fordi det familieretlige system i dag virker mindre af-

skrækkende, end dengang det var en ren juridisk afgørelsesinstans (Koch,

2008). Endelig kan en evt. vækst i sager skyldes forhold, som ligger uden

for det familieretlige system selv, fx at klage- og konfliktlysten kan være

blevet stærkere i befolkningen som sådan.

Det er med andre ord ikke sikkert, at det er forældrenes indbyr-

des oplevede vanskeligheder, der er baggrund for en evt. vækst i kon-

fliktsagerne på området,

hvis

der er tale om en vækst i konflikterne. En

alternativ hypotese kan nemlig være, at summen af reelle konflikter (fx

målt på forældres samarbejdskapacitet) er nogenlunde konstant, uanset

hvilken lovgivningsramme der er gældende.

På den baggrund forekommer det hensigtsmæssigt at tilvejebringe

et billede af, hvad der er tilstanden på området, inden der igangsættes

forskning, som vil indebære ressourcekrævende indsamlinger af nye data.

Uden et sådant overblik er det vanskeligt at vurdere, om og hvor det bræn-

der på og dermed også at afgrænse en præcis problemstilling for et forsk-

ningsprojekt om de familieretlige konflikter. Herunder hører også spørgs-

målet om, hvor omfattende en sådan undersøgelse i givet fald skal være.

Datagrundlaget om konflikter på det familieretlige felt fremstår

som noget usikkert, bl.a. fordi der ikke har været oparbejdet tilgængelige

statistiske data om sagsudviklingen i Statsforvaltningen gennem de sene-

ste år. Man kan også konstatere, at en del af den historiske statistik, der

ellers har været offentlig tilgængelig, og som kunne bidrage til at sætte

den aktuelle tilstand i perspektiv, ser ud til at være gået tabt med Familie-

styrelsens overgang til Ankestyrelsen. Ikke desto mindre vurderes det

muligt at sammensætte et overbliksbillede over udviklingen gennem de

senere år.

Denne gennemgang kan således anskues som et forarbejde til et

evt. senere forskningsprojekt og er en ’state-of-the-art’ analyse ud fra

allerede foreliggende viden. Analysen har karakter af desk research og

omfatter ikke nogen selvstændig ny dataindsamling, bortset fra udtræk og

bearbejdning af allerede eksisterende data fra registre om sagsudvikling

mv. Analysens resultater kan danne grundlag for den næste etape, nemlig

om og hvordan der i givet fald skal igangsættes et egentligt forsknings-

projekt om oplevede forældrekonflikter. Hvis svaret bliver, at forskning

skal igangsættes, vil analysens fund kunne inkorporeres som et videns-

fundament for det videre arbejde.

Analysens formål er at kortlægge, hvad man ud fra eksisterende kilder

kan vurdere om omfanget og karakteren af forældres familieretlige kon-

flikter i dag. På grundlag af tilgængelig statistik, udredning og forskning

giver analysen et bud på udviklingen på området og på, om der er grund-

lag for at igangsætte ny forskning, herunder i givet fald af hvilken karak-

ter. Det er en underliggende præmis, at kortlægningen sker med henblik

på en fremtidig gennemgang af det familieretlige område. Analysen foku-

serer på følgende tematikker:



Set fra et befolkningsperspektiv, omfattes skilsmissebørn

i stigende

grad af familieretlige konflikter?

Set fra et systemperspektiv, er der blevet flere konflikter ved de fa-

milieretlige myndigheder, som involverer børn?

Er der grundlag for at antage, at konflikterne har ændret karakter?

Vurdering af vidensbehovet, herunder forslag til evt. at igangsætte

yderligere forskning om de familieretlige konflikter.

For at bedømme, om udviklingen på området bredt set har ændret sig,

drages der, så vidt det overhovedet er muligt, sammenligninger mellem

aktuelle og historiske kilder. Desuden kan man

–

hvor det er muligt

–

også rette et blik på lande, som vi normalt plejer at sammenligne os med.

1. Der sondres ikke mellem, om forældrene har været formelt gift eller ej.

I analysen inddrages Norge, der på flere områder har en anden indret-

ning end Danmark, som case. I hvilken grad oplever norske skilsmisse-

forældre konflikter, og i hvilken udstrækning bliver deres sager afgjort af

myndighederne? Den komparative metode, hvor der sammenlignes bag-

ud i tid og udad mod andre lande (Norge), er således det centrale meto-

diske greb i analysen.

Datagrundlaget er eksisterende statistik på området, herunder

udtræk fra Statsforvaltningens sagsregistreringssystem; nye og ældre stati-

stiske opgørelser, evalueringsundersøgelser og forskningsrapporter.

Analysens første del behandler kort konfliktbegrebet, herunder også fæ-

nomenet ’høj-konflikt-sager’. I anden

del følger en gennemgang af den

danske udvikling i samlivsophævelser samt af skilsmisseforældres kon-

flikter og samarbejde set fra et befolkningsperspektiv. Disse fund per-

spektiveres til norske forhold. Analysens tredje del anlægger et system-

perspektiv og gennemgår udviklingen i de væsentlige sagstyper på foræl-

deransvarsområdet i perioden fra ca. 2007 til 2015, dvs. efter forældrean-

svarslovens ikrafttræden. I forlængelse heraf bedømmes tentativt, om det

danske system

–

alt andet lige

–

adskiller sig væsentligt fra det norske i

forhold til muligheden for at opnå aftaleenighed mellem forældre og i

forhold til omfanget af forældretvister ved retten. Analysens fjerde del,

som også anlægger et systemperspektiv, foretager en indholdsvurdering

af nyere og ældre komplekse samværssager for at bedømme, om der er

tegn på, at disse har ændret karakter, efter at forældreansvarsloven trådte

i kraft i 2007. Analysens sidste del opsummerer udviklingstendenserne

ud fra gennemgangen, påpeger videnshuller og giver forslag til temaer for

videre forskning om konflikter på det familieretlige område.

Den norske professor, Tor-Johan Ekeland, der har skrevet om konflikter

og konfliktforståelse (2004/2014), definerer en konflikt på følgende vis:

Vi kan tale om konflikt, når forskelle mellem mennesker, der er

afhængige af hinanden, opfattes som uforenlige og truende i

forhold til deres egne behov og interesser, og når der skabes

spændinger og følelser, fordi en af parterne oplever, at den an-

den bruger magt til at påvirke situationen til egen fordel. (s. 86)

Som det fremgår af denne definition, er der flere dimensioner på spil i en

konflikt. Det gælder også de konflikter, som skilsmisseforældre kan have

om børnene, uanset om de henvender sig til de familieretlige myndighe-

der eller ikke: Konflikter opstår i afhængighedsrelationer; der er interes-

seforskelle, som opleves som uforenlige; parterne er følelsesmæssigt in-

volveret; og der opleves at være en ujævn magtfordeling mellem parterne.

Undersøgelser, der har søgt at indkredse omfanget og karakteren

af skilsmisseforældres konflikter, anvender forskellige konfliktindikatorer,

der ofte trækker på én af de ovennævnte dimensioner, men det er van-

skeligt at konstruere et mål, der rummer den samlede kompleksitet i

Ekedals definition.

I de opgørelser om skilsmissefamilier, som analysen refererer til

nedenfor, anvendes især tre indfaldsvinkler til at indfange forældrekon-

flikternes omfang og karakter:

En forholdsvis simpel konfliktindikator er

det ydre sagsforløbs fak-

tabaserede karakter.

Det kan fx være andelen af skilsmissebørn, der invol-

veres i en familieretlig konflikt, omfanget af sager i Statsforvaltningen

eller forligsprocenten i forældreansvarssager ved byretten. De mere

komplekse eller tunge sager kan indkredses ved at opgøre omfanget af

forældre, som flere gange rejser sager ved de familieretlige myndigheder,

de såkaldte gengangere, eller i alleryderste konsekvens ved at se på om-

fanget af sager, hvori der iværksættes børnesagkyndige undersøgelser.

Det ydre sagsforløb kan fungere som et udmærket pejlemærke, men det

siger selvsagt intet om konfliktens indhold og dynamik, herunder heller

ikke, om konflikters karakter ændrer sig over tid. En anden svaghed ved

indikatoren er, at den ikke indfanger omfanget af skilsmissebørn, som

lever med konfliktfyldte forældrerelationer, men hvor forældrene ikke

involverer myndighederne.

En anden indfaldsvinkel er at belyse, hvad forældrenes uenighed

drejer sig om. Her fokuseres på

konfliktens indhold.

Her vil det ikke være

tilstrækkeligt kun at hæfte sig ved, om en sag rejst ved de familieretlige in-

stanser formelt drejer sig om forældremyndighed, barnets bopæl, samvær

eller evt. om de økonomiske aspekter. Disse formelle kategorier efterlader

ofte kun en spinkel indsigt, som ikke fortæller meget om konfliktens mate-

rielle indhold. Forældres interessekonflikter om, hvad der bedst tjener de-

res barn, som kan være ledsaget af en manglende evne til at håndtere ind-

byrdes uenigheder, hører ofte til hverdagens livsforhold og magtrelationer.

For at få løst konflikten i det familieretlige system må forældrenes konflikt

undergå en transformationsproces. Den må skæres til og trimmes, dvs.

defineres som noget konkret og iklædes en form, der passer til retssyste-

mets logik og bestemte regelsæt (Ottosen & Stage, 2011).

Velvidende, at der kan være mange konfliktmomenter på spil i

en enkelt sag, forekommer det væsentligt for forståelsen og løsningen af

sagen at få afdækket, hvad der er sagens kerne(r), herunder at få afdækket

realiteten i disse. Det kan endog være problemtyngden, dvs. forekomst af

flere momenter og belastningsfaktorer på en gang, der bidrager til at gøre

en sag kompleks. Der kan hos forældrene være oprigtige bekymringer

om, hvorvidt barnets velfærd bliver varetaget på forsvarlig vis hos den

anden forælder, fx i tilfælde af misbrug eller psykisk sygdom. Der kan

være eksempler på, at forældreevnen halter hos begge forældre. Eller der

kan være konflikter imellem forældre, som bunder i en meget ulig magt-

balance og frygt, stalking eller økonomisk udmatning af den anden osv.

Viden om konfliktindholdet kan også genere indsigt om evt. forandrin-

ger i forældreansvarssager over tid. For at afdække sådanne momenter vil

kvalitative undersøgelsesmetoder oftest egne sig bedst. Det kan være ved

at udføre dybtgående kvalitative interview med forældrene eller ved gen-

nemgå sagsakter. Selv om disse metoder kan tilvejebringe et godt billede

af, hvad der indholdsmæssigt er på spil, giver de imidlertid ikke altid et

fyldestgørende indtryk af konfliktintensiteten.

En tredje indfaldsvinkel er at fokusere på

konfliktens psykologiske

eller

dynamiske

aspekter, fx graden af konfliktintensitet og affektion. Der

er udviklet flere teoretiske modeller til at afdække dynamikken i konflikt-

relationer (Helland & Borre, 2015). En af dem er den såkaldte konflikt-

trappe, som i dag bruges i mange forskelligartede sammenhænge. Kon-

flikttrappen og andre lignende modeller kan fx anvendes som et pejle-

mærke for, hvor langt fra eller tæt på parterne er fra hinanden for at

kunne komme i dialog om deres uoverensstemmelse og dermed finde en

løsning på konflikten. Forståelsesrammen bag denne tilgang er psykolo-

gisk. Det betyder, at der overvejende fokuseres på kommunikations- og

samspilsmønstret mellem dem, der er i konflikt (det dyadiske perspektiv),

eller på den enkelte parts konfliktadfærd og stil. Tilgangen, som har en

tendens til at individualisere konflikten ved at gøre den til en samspilsdy-

namisk problemstilling, kan skygge for, at der i konflikten også kan være

uforenelige interessemodsætninger. For eksempel kan et forældrepar

fortsat være uenige om, hvor barnet skal have bopæl, selv om de har fået

redskaber til at forbedre deres indbyrdes kommunikationsmønster.

Der findes i den internationale litteratur forskellige standardise-

rede og ofte ganske omfattende måleinstrumenter til at afdække konflikt-

adfærd i parrelationer (jf. Helland & Borre, 2015: s. 49 ff.), fx

The Conflict

Tactics Scale,

der bl.a. afdækker omfanget af psykisk, fysisk og seksuel vold

(Straus m.fl., 1996). I den danske kontekst har man i surveys oftest stillet

mere simple og enkeltstående spørgsmål til skilsmisseforældre, som har

haft til hensigt at måle atmosfæren i deres samarbejdsrelation og omfan-

get af deres kommunikation om barnet. Konfliktdynamik kan også bely-

ses gennem observation, hvor sagsbehandlere eller børnesagkyndige råd-

givere vurderer konfliktintensiteten i en sag (Ottosen, 1999). Gennem-

gange af sagsakter giver oftest ikke et dækkende indtryk af de dynamik-

ker, der kan være på spil mellem forældre i konflikt.

Såkaldte højkonfliktsager påkalder sig opmærksomhed i den familieretli-

ge praksis, fordi der er tale om vanskelige sagsforløb, som ikke kun er

meget belastende for de forældre og børn, som er involveret i sagerne,

men også er yderst ressourcekrævende for de professionelle aktører, som

behandler sagerne i det familieretlige system.

På trods af at højkonfliktsager er et velkendt fænomen, mangler

der i både forskning og praksis en god definition på højkonfliktbegrebet.

Det viser en kundskabsoversigt om forældrekonflikter i forbindelse med

samlivsbrud, som for nylig blev udarbejdet i Norge (Helland & Borre,

2015). Rapporten fokuserer særligt på konfliktniveauer og på kendetegn

ved højkonfliktpar. Blandt de 140 internationale og norske referencer,

som forskerne endte med at finde relevante til formålet, var højkonflikt

kun omtalt specifikt i 10 artikler. På baggrund af denne litteratur forsøger

Helland og Borre at indkredse karakteristika ved højkonflikter, som ræk-

ker ud over den ydre beskrivelse, dvs. at parterne ikke kan nå til enighed i

en sag. De anfører, at sager med et højt konfliktniveau er karakteriseret

ved at være personorienterede, kroniske, fjendtlige og fastlåste. Selve

konflikttemaet bliver ofte fortrængt af intense emotionelle udtryk, hyppi-

ge fokusskift, beskyldninger og en generel mistro over for den anden

part. Høje konflikter knyttes især til en destruktiv konfliktadfærd, som

omfatter negative emotioner, attributter og taktikker. Desuden præges

kommunikationen af et højt emotionelt tryk, mistillid, tavshed, afvisning,

fravær af anerkendelse samt af angreb og forsvar. Ved høje konflikter i

forbindelse med samlivsbrud er der desuden en øget risiko for både vold

og triangulering, dvs. at den ene eller begge parter forsøger at drage en

tredje part ind i konflikten, fx børn, terapeut eller mægler. Helland og

Borre nævner videre, at visse konflikttemaer ofte går igen i disse sager,

herunder børnerelaterede konflikter, bekymringer om den anden foræl-

ders omsorgsevne, økonomi, sårede følelser, der relaterer sig til bruddet,

og nye livsprojekter, som vanskeliggør forældresamarbejdet. Endelig er

det karakteristisk for par med et højt konfliktniveau, at de har et lavt håb

om at finde fælles løsninger og generelt er uenige om vigtige sager (Hel-

land & Borre, 2010: s. 38 ff.).

Med denne karakteristik tager Helland og Borre et skridt for at

tilvejebringe en bedre forståelse af samspilsdynamikkerne i sager med et

højt konfliktniveau. Man skal imidlertid være opmærksom på, at ind-

kredsningen har nogle begrænsninger. For det første har forfatterne ikke

gennemgående inddraget litteratur om vold, mishandling og andre over-

greb i deres kundskabsoversigt. For det andet fokuserer deres karakteri-

stik kun i spinkel grad på sagernes substantielle problemer. For eksempel

viser danske analyser af komplekse samværssager (Ottosen, 2004a; Fami-

liestyrelsen, 2011, jf. nedenfor), at en del af sagerne ofte rummer tunge

socialretlige aspekter, ligesom der fremvises eksempler på sager med

forældre, som er psykisk dårligt fungerende eller har misbrugsproblemer.

Endelig kan man kritisk anføre, at karakteristikken ikke inddrager betyd-

ningen af den kontekstuelle faktor, dvs. at det, at en sag indrulleres i en

retlig logik og orden, i sig selv kan føre til, at konfliktniveauet eskalerer.

Den samlede population af 0-17-årige børn har efter Danmarks Statistiks

folketælling været faldende gennem de senere år. I 2007 var der

1.213.257 børn i aldersgruppen. I 2014 var tallet faldet til 1.176.949 0-17-

årige i Danmark. Samtidig har der i perioden været en svagt stigende an-

del børn, der lever i en husstand med en enlig forælder eller sammen

med en forælder og dennes partner. I 2007 gjaldt det 25,7 pct. af de 0-17-

årige. I 2014 var den tilsvarende andel 26,8. Set i et livstidsperspektiv

regner man med, at omkring hvert tredje barn gennem opvæksten får

erfaringer med, at forældrene flytter fra hinanden.

Siden 2008 har Danmarks Statistik lavet opgørelser, som gør det

muligt at registrere 0-16-årige børns familieskift, dvs. hvor mange børn

der ændrer familietype fra det ene år til det andet. Jeg har trukket de børn

ud, som året forinden boede sammen med mor og far, og som på opgø-

relsestidspunktet lever sammen med en enlig forælder eller sammen med

en forælder og dennes partner. Efter denne opgørelse er det 27.052 børn,

der årligt oplever forældrebrud (2014-tal). Over hele perioden svinger

tallet lidt, men ligger mellem 27.000 og 28.700. Som helhed er der lidt

over 316.000 skilsmissebørn i 0-17-årsalderen

(2014-tal). Som det frem-

går af figur 1 sker de fleste familiebrud i småbarnsalderen, hvorefter fa-

milieskiftene er jævnt faldende. De fleste børn flytter sammen med deres

mor, en del færre hos deres far. Det er helt usædvanligt at flytte direkte

fra den biologiske kernefamilie og ind i en sammenbragt familie.

2. Defineret ved børn, der lever sammen med en enlig forælder og evt. dennes nye partner.

Undersøgelsen Børn og Unge i Danmark 2014 (jf. nedenfor) viser, at langt

de fleste familier starter som en kernefamilie, men i løbet af opvæksten

oplever en del børn, at forældrene går fra hinanden for eventuelt senere at

finde sammen med nye partnere. Blandt 3-årige bor 85 pct. af forældrene

sammen, mens det samme gælder for 57 pct. af de 19-åriges forældre.

Børns familieerfaringer varierer for forskellige samfundsgrupper.

Blandt mødre med lav uddannelse lever 54 pct. af børnene i en kernefa-

milie, mens 46 pct. har oplevet familiebrud. Blandt børn, hvis mødre har

en lang videregående uddannelse, lever 83 pct. i kernefamilier, mens 17

pct. lever i en sted- eller eneforsørgerfamilie. Tilsvarende, hvis barnets

forældre tilhører den øvre middelklasse og overklassen (dvs. den højere

serviceklasse), lever 81 pct. af familierne som kernefamilier, mens det

samme kun gør sig gældende for 43 pct. af familier, hvor ingen forældre

er i arbejde, og for 42 pct. af familierne, der lever i relativ fattigdom. En

forklaring på disse sammenhænge er, at risikoen for at havne i relativ fat-

tigdom øges væsentligt, når der kun er en indtægt i hjemmet. På den anden

side viser forskning også, at risikoen for familiekonflikt og skilsmisse øges,

når familien har få uddannelsesmæssige ressourcer eller oplever økonomi-

ske problemer og arbejdsløshed. Det lægger et pres på familierelationerne,

når indtægtsgrundlaget er usikkert, men kan også dække over, at disse fa-

milier samtidig har andre typer belastninger (Amato, 2010).

2500

2000

1500

1000

500

0 år

1 år

2 år

3 år

4 år

5 år

6 år

7 år

8 år

9 år

10 år

11 år

12 år

13 år

14 år

15 år

16 år

Enlig mor

Far og partner

Mor og partner

I alt

Enlig far

Selv om skilsmisser over tid er blevet et langt mere normalt fænomen,

kan man altså konstatere en social ulighed i børn og unges familiemøn-

stre. Kernefamilien er mest udbredt der, hvor der er flest socioøkonomi-

ske ressourcer. Dette mønster ses også i andre lande. En amerikansk un-

dersøgelse, som har belyst udviklingen i børns opvækstbetingelser gen-

nem de seneste årtier, viser, at man i dag kan se en tydeligere økonomisk

og social polarisering mellem børn fra familier med to veluddannede

forældre med gode indtægter i den ene ende og børn fra eneforsørgerfa-

milier med få uddannelsesmæssige og økonomiske ressourcer i den an-

den ende (Putnam, 2015). Når man sammenligner nyere danske opgørel-

ser om skilsmisseforældres uddannelsesressourcer med tilsvarende ældre

undersøgelser, er der grund til at antage, at noget tilsvarende gør sig gæl-

dende her til lands (Koch-Nielsen, 1983).

Der findes ingen nyere data fra de senere år, som kan belyse udviklingen

i andelen af skilsmissebørn, der bliver omfattet af fælles hhv. eneforæl-

dremyndighed. I og med at fælles forældremyndighed er gjort til det

normale udgangspunkt, når forældre går fra hinanden, kan man argu-

mentere for, at denne indikator er mindre relevant i dag. Det ville imid-

lertid være interessant løbende at kunne følge forældremyndighedsforde-

lingen i de tilfælde, hvor forældre har været involveret i en familieretlig

konflikt. I 2009 var 69 pct. af de børn, som var involveret i en forældre-

ansvarssag ved byretten, omfattet af fælles forældremyndighed (Ottosen

& Stage, 2011). Efter lovændringen i 2012, som lempede adgangen til

ophævelse af den fælles forældremyndighed, må man tro, at andelen er

lidt lavere, hvis man målte i dag.

Information om skilsmissebørns bopæl kan indhentes fra Danmarks Sta-

tistik, jf. figur 2, som viser udviklingen i, hvor 0-17-årige har deres bo-

pælsadresse, hvis forældrene ikke lever sammen (eller børnene er flyttet

hjemmefra). Figuren, som dækker perioden fra 2000 til 2015, viser en for-

bløffende stabilitet i skilsmissebørns familietyper: De allerfleste børn har

bopælsadresse hos deres mor, selv om der kan ses en lille stigning i ande-

lene af børn, der har fået fast bopæl hos deres far (og en evt. partner).

Nye data om udviklingen i skilsmissebørns samværsordninger kan hentes

fra panelundersøgelsen Børn og Unge i Danmark, som ud fra en lang

række indikatorer belyser børnebefolkningens velfærd og trivsel (Ottosen

m.fl., 2014). Børnebefolkningen er i undersøgelsen repræsenteret ved

fem aldersgrupper: 3-, 7-, 11-, 15- og 19-årige. Data blev indsamlet i 2009

og 2013.

Blandt alle børn og unge, der ikke bor sammen med begge for-

ældre, har 17 pct. ikke kontakt med en eller begge forældre. Dette tal

dækker over store sociale forskelle, der er illustreret i figur 3. Blandt børn

med dansk oprindelse, der ikke bor sammen med begge forældre, har 16

pct. mistet kontakten til deres forælder

–

blandt etniske minoritetsbørn

er det 30 pct. Blandt børn, hvis mødre højst har en grundskoleuddannel-

se, har 28 pct. mistet kontakten

–

blandt børn, hvis mødre har en lang

videregående uddannelse, er det 12 pct. Ligeledes ses, at arbejdsløshed

og fattigdom er forbundet med tab af forældrerelationer.

100%

90%

80%

70%

60%

50%

40%

30%

20%

10%

2000

2001

2002

2003

2004

2005

2006

2007

2008

2009

2010

2011

2012

2013

2014

2015

enlig far

far og partner

enlig mor

mor og partner

Gennem en længere årrække kan iagttages, at skilsmissebørn i tiltagende

grad har fået mere omfattende samværsordninger (Ottosen, 2004b).

Sammenholdes de allerseneste år, dvs. 2009 og 2013, ses en tydelig ud-

vikling mod, at flere skilsmissebørn bor på skift hos deres forældre, jf.

figur 4. Det mest almindelige er fortsat at bo det meste af tiden hos én

forælder og overnatte regelmæssigt hos den anden (i alt 39 pct.), men i

2013 havde hele 30 pct. af de 3-årige og 21 pct. af de 15-årige en deleord-

ning, hvor de på skift bor hos forældrene. I 2009 var der 9 pct. af de 3-

årige og 16 pct. af de 15-årige, der havde denne samværsordning. Særligt

blandt de helt små børn har væksten altså været kraftig: På blot 4 år er an-

delen af 3-årige delebørn tredoblet. Som helhed er det i 2013 hvert fjerde

skilsmissebarn, der lever i en deleordning. En survey fra Børns Vilkår og

Egmontfonden (2015) om 0-17-årige skilsmissebørn viser, at 20 pct. af

dem lever i en 7/7-ordning, mens yderligere 5 pct. har en 8/6-ordning.

Deleordninger er mest populære i familier med dansk oprindelse

og i familier med gode uddannelsesmæssige og økonomiske ressourcer.

Derudover har børn, som er bosat i storbyområder, hyppigere en dele-

ordning end dem, der bor i land- og yderområder. Årsagen til disse for-

skelle kan handle om sociale eller kulturelle forskelle i familie- og køns-

rollekulturen. Men muligheden for at etablere en deleordning kan også

vanskeliggøres, hvis forældrene ikke begge har økonomisk mulighed for

at have barnet boende hos sig, eller hvis de ikke har mulighed for at bo-

sætte sig så tæt på hinanden, at barnet kan passe skole og fritidsaktiviteter

med udgangspunkt i begge hjem. Som helhed ser deleordninger således

særligt ud til at være et urbant middelklassefænomen.

Alder

3 år

7 år

11 år

15 år

Etnicitet

Danske

Andre

Mors uddannelse

Grundskole

Erhvervsfaglig udd

LVU

Social klasse

Højere service

Arbejderklassen

Ikke i arbejde

Kommunetype

Bykommuner

Mellemkommuner

Landkommuner

Yderkommuner

100

Ukendt kontakt

Ingen kontakt med en forælder

Samvær uden overnatning

Regelmæssigt samvær med overnatning

Deleordning

Alder

3 år

7 år

11 år

15 år

I alt

2009

2013

I det følgende redegøres for resultater fra forskellige danske spørgeske-

maundersøgelser, som har søgt at kortlægge omfanget af forældrekon-

flikter og niveauet af deres samarbejdskapacitet om barnet. Hvor det er

muligt, søger jeg at indkredse, om man kan iagttage forandringer over tid

ved at sammenholde nyere undersøgelser med ældre. Jeg har til det for-

mål udvalgt og trimmet data for at sikre den bedst mulige sammenligne-

lighed. Informationerne hidrører både fra skilsmisseforældre og fra børn,

som har deltaget i SFI’s forskellige skilsmisseundersøgelser og i undersø-

gelser, som Børns Vilkår og Børnerådet har gennemført.

Den første undersøgelse tilvejebringer et helt aktuelt billede af omfanget

af skilsmisseforældre med konflikter, herunder hvad disse konflikter dre-

jer sig om. Der er tale om en nyere tværsnitsbaseret spørgeskemaunder-

søgelse, som Epinion udførte for Børns Vilkår og Egmontfonden i 2015

(Børns Vilkår, 2015). Undersøgelsen er gennemført blandt 1.434 foræl-

dre, der er skilt eller ikke længere lever sammen, og som har børn i 0-17-

årsalderen. Omtrent lige mange fædre og mødre har deltaget i undersø-

gelsen, som spørger til forældreparrets yngste barn. Omkring 70 pct. har

kun et fællesbarn, og på undersøgelsestidspunktet var tre fjerdedele af de

adspurgte forældre gået fra hinanden for mindst 3 siden. Ud fra mit

kendskab til de demografiske mønstre i familiebrud, skønner jeg, at mel-

lem en tredjedel og halvdelen af disse forældre er gået fra hinanden, før

forældreansvarsloven trådte i kraft.

Undersøgelsen beder forældrene vurdere, hvordan deres foræl-

dresamarbejde om barnet fungerer på undersøgelsestidspunktet i 2015, jf.

tabel 1. Lidt over halvdelen svarer, at det ikke er konfliktfyldt, mens 46

pct. oplyser, at der i mindre, nogen eller høj grad opleves at være konflik-

ter. Der er ingen væsentlige forskelle i mødrenes og fædrenes besvarelser

om konfliktforekomst.

Ved fortolkning af tallene kan man drøfte, hvor det forekommer

rimeligt at lægge snittet. Hæfter man sig ved, at kun godt halvdelen af

forældrene slet ingen konflikter har, mens resten i større eller mindre

grad oplever samarbejdet som konfliktfyldt, kan der være grund til at væ-

re alarmeret. Vurderer man i stedet, at det, at det hører til et normalt livs-

forhold, at forældre

–

hvad enten de lever sammen eller ej

–

til tider har

mindre konflikter i samarbejdet om børnene, er der måske mindre grund

til at være bekymret. Man må under alle omstændigheder holde sig for

øje, at der også i intakte kernefamilier opstår kontroverser mellem foræl-

dre om opdragelsesstrategier, regler, grænser, belønning og straf, nærvær

etc. Anlægger man en sådan mere konservativ vurdering, er det omkring

hvert femte skilte forældrepar, der i nogen eller højere grad har samar-

bejdskonflikter.

De forældre, som oplyste, at der i et eller andet omfang var konflikter,

blev spurgt om, hvad disse drejer sig om, jf. figur 5. Respondenterne har

i gennemsnit oplyst 2,6 konflikttyper. I langt de fleste tilfælde drejer kon-

flikterne sig om økonomi (43 pct.), mens omkring hver tredje har svaret,

at vanskelighederne enten har drejet sig om barnets opdragelse, om for-

delingen af samvær eller om, hvilke regler der skal gælde, formodentlig

for barnet. Kun en mindre del af konflikterne handler om vanskeligheder

omkring nye partnere og sammenbragte familiedannelser (16 pct.), og

om hvor barnet har bopæl (10 pct.). Der er ikke væsentlige forskellige i

fædres og mødres besvarelser.

En ganske stor del af forældrene (26 pct. svarende til 173 personer)

har oplyst, at konflikterne i forældresamarbejdet drejer sig om helt andre

ting og får i undersøgelsen mulighed for at beskrive, hvad disse konflikter

handler om. Disse besvarelser er interessante, fordi de giver et indblik i,

hvordan forældre selv formulerer deres samarbejdsvanskeligheder.

Konflikter om økonomi

Konflikter om opdragelse

Konflikter om fordeling af samvær

Konflikter om regler

Andre konflikter. skriv

Konflikter om skoleforhold

Konflikter om højtider

Konflikter om kost og sundhed

Konflikter om sammenbragte familier

Konflikter om bopæl

Jeg har kategoriseret besvarelserne efter konfliktindhold. Den hyppigst

forekommende kategori (28 besvarelser) drejer sig i stort og småt om

konflikter vedrørende barnets ve og vel, fx:



Om man må være voldelig overfor sit barn. Om børnene skal ind-

drages i økonomiske sager. Om det er det raske barn, der skal sørge

for det handikappede barn osv.

Omfang af mit engagement i skole og fritid

Personlig hygiejne. Bad, tandbørstning osv.

Tid foran TV & computer, så der ikke er meget tid til andre aktivite-

ter som spejder, fællesskab, opgaver osv.

Tøj m.m.

En anden større gruppering af svar handler om manglende udøvelse af

samværsretten (25 besvarelser). Nogle eksempler på besvarelser er:



Den ene forælder har valgt samvær fra

Der er ingen kontakt overhovedet, det har været sådan i 14 år. Min

ekspartner har valgt ikke at være en del af min datters liv

Der er ingen kontakt med den anden forælder, efter eget valg

Faderen gider ikke barnet

Faderens manglende interesse i at se børnene. Det gav tidligere bar-

net/børnene frustration.

Den tredje største kategori, som dog kun omfatter 17 besvarelser, hand-

ler om forældrenes kommunikationsproblemer. Her følger nogle typiske

beskrivelser:



Al kommunikation foregår via sms og er meget sparsom

Faderen er uden for pædagogisk rækkevidde ... :) Vil ikke tale direkte

til mig. Kun gennem advokat. Ved ikke hvorfor! Nok noget med at

gøre, at hans nye kone ikke ønsker, vi taler sammen :)

Kan ikke kommunikere, dermed meget mangelfuldt samarbejde

Kan ikke tale sammen.

Blandt sjældnere nævnte problemtyper nævnes, at konflikterne handler

om partners brud (14); at der er sociale belastninger i form af misbrug,

psykisk sygdom eller vold (13); samt at der slet ikke er noget forældre-

samarbejde, fordi kontakten i mellem forældrene helt er ophørt (12). Jeg

vil i denne sammenhæng også bemærke, at meget få af de åbne besvarel-

ser (under 10 af de 173 besvarelser) antyder eller refererer direkte til, at

konflikterne handler om samarbejdschikane.

Udviklingen i, hvordan skilsmisseforældre samarbejder gennem børns

opvækstforløb, er belyst i SFI’s Børneforløbsundersøgelse, der har fulgt

6.000 børn fra årgang 1995 siden fødslen.

Samarbejdspraksis

belyses ved at

spørge til, om forældrene taler sammen om en række emner, der berører

barnets hverdagsliv og opdragelse.

I 2007, hvor børnene var 11 år gamle, havde 41 pct. af de skilte

forældre et udstrakt forældresamarbejde iflg. bopælsforældrenes oplys-

ninger. 23 pct. havde et moderat samarbejde, mens samarbejdet var be-

grænset blandt 16 pct. af forældrene. 21 pct. havde slet ingen kontakt

med den anden forælder. Undersøgelsen viser, at forældresamarbejdet er

mere omfattende, når børnene er yngre (her 7 år), end når de bliver ældre

(11 og 15 år). Fra 11- til 15-års-alderen er der kun mindre forskydninger,

selv om andelen af forældre med et begrænset og ophørt forældresamar-

bejde vokser en anelse. At forældresamarbejdet begrænses lidt, kan bero på,

at de større børn opleves som mere selvkørende. (Ottosen & Stage, 2012).

Der har ikke siden Børneforløbsundersøgelsen været iværksat

forskning, som på samme måde belyser forholdene for nyere generatio-

ner af skilsmissebørn. Man kan derfor ikke sige noget om, hvordan for-

ældresamarbejdet fungerer for den generation af børn, som er vokset op

med forældreansvarsloven.

Går man derimod tilbage i tiden, findes der sammenlignelige da-

ta i en undersøgelse, som i 1994 blev gennemført blandt 11-årige børn i

sammenbragte familier

(Ottosen, 1997). I den oplyste 22 pct. af bopæls-

forældrene, at der var et udstrakt forældresamarbejde, 28 pct. havde et

moderat samarbejde, i 24 pct. af tilfældene var det begrænset, mens 26

pct. slet ikke samarbejdede mere.

Mens graden af samarbejdets udstrækning belyser forældreprak-

sis, søger informationer om

samarbejdsklimaet

at indfange en anden di-

mension: atmosfæren, dvs. det dynamiske samhandlingsmønster mellem

skilsmisseforældrene. Spørgemåden er inspireret af forældretypologi, som

blev udviklet i udenlandsk skilsmisseforskning

i 1980’erne (Ahrons &

Rodgers 1987; Moxnes, 1990). Det skal bemærkes, at der er en stærk

sammenhæng mellem samarbejdets udstrækning og det klima, det foregår

i (Ottosen & Stage, 2012).

Også her er det muligt at sammenstille data fra Børneforløbsun-

dersøgelsen i 2007 med den ældre undersøgelse, som blev gennemført i

1994:

I 2007 beskriver lidt over halvdelen af bopælsforældrene (60 pct.)

forældresamarbejdsklimaet som rimeligt og fordrageligt, 19 pct. karakte-

riserer det som neutralt eller forretningsmæssigt, 4 pct. oplyser, at det er

præget af skænderi eller konflikt, mens 12 pct. svarer, at der slet ingen

kontakt er mellem forældrene. 4 pct. har angivet, at ingen beskrivelse

passer eller har svaret ’ved ikke’.

Til sammenligning havde 38 pct. af forældrene et posi-

tivt/venskabeligt samarbejde i 1994; 24 pct. mente, at det var neu-

tralt/forretningsmæssigt; 14 pct. beskrev det som konfliktfyldt, mens 24

pct. af forældreparrene ingen kontakt havde. 1 pct. fandt, at ingen af be-

skrivelserne passede.

Sammenstiller man således de 11-årige skilsmissebørn fra de to

undersøgelser ses, at der i perioden fra 1994 til 2007 er sket en betydelig

udvikling i skilsmisseforældres samarbejdskapacitet, idet næsten dobbelt

så mange har et udstrakt samarbejde om børnene i 2007, mens andelen

med ophørt og særligt et begrænset samarbejde omvendt er reduceret. På

Data fra BFU (2007) viser, at det ikke påvirker udstrækningen af forældresamarbejdet, om skils-

missebarnet bor i en eneforsørger- eller i en sammenbragt familie.

tilsvarende vis kan man iagttage en mærkbar forbedring i forældresamar-

bejdsklimaet, jf. figur 6. Fundene lægger dermed op til en konklusion om,

at skilsmisseforældre i almindelighed har taget samarbejdsnormen til sig,

allerede før forældreansvarsloven blev indført.

Børneforløbsundersøgelsen viser, at samarbejdskapaciteten er

størst blandt de skilsmisseforældre, som har de mest omfattende sam-

værsordninger om børnene, dvs. udvidet samvær eller deleordninger,

mens den er mindst blandt dem, der praktiserer begrænset samarbejde

(og selvsagt også der, hvor der slet ingen samværsordning er). I takt med

at deleordninger bliver mere populære, vil man formodentligt se flere

delebørn, som er omfattet af et mere haltende forældresamarbejde. Det

viser både et nyt norsk studie, som har fulgt udviklingen gennem en år-

række (Kitterød m.fl., 2016) samt undersøgelser fra andre lande,

hvor

’shared parenting’

i mindre

grad er en tilvalgsordning (Fehlberg m.fl.,

2011; Vanassche, 2013).

Over tid

1994 (11 årige)

2007 (11 årige)

Samarbejdspraksis (BFU, 2011)

Udstrakt

Moderat

Begrænset

Ophørt

Samværsordning (BFU, 2007)

Deleordning

Udvidet

Weekendsamvær

Begrænset samvær

Intet samvær

Fordrageligt

90 100

Forretningsmæssig

Konfliktfyldt

Ingen kontakt

Andet

Hertil skal tilføjes, at forældre, der på et eller andet tidspunkt har været

involveret i en retlig tvist om børnene, samarbejder signifikant dårligere

end skilsmisseforældre i almindelighed. Det viser både ældre og yngre

undersøgelser (Koch Nielsen, 1983; Ottosen & Stage, 2011). Undersø-

gelsen, der evaluerede forældreansvarsloven, fandt ingen væsentlige for-

skelle i samarbejdskapaciteten blandt forældre, der havde haft en tvist

ved byretterne, før hhv. efter at forældreansvarsloven trådte i kraft i 2007.

Flere spørgeskemaunderundersøgelser har spurgt skilsmissebørn, hvor-

dan de oplever deres forældres samarbejde. Det drejer sig om SFI’s

Børneforløbsundersøgelse, som i 2007 spurgte de dengang 11-årige børn;

det drejer sig om Børnerådet, som i 2010 gennemførte en undersøgelse

blandt et panel af 5. klasser, hvor de fleste også er 11 år; og endelig drejer

det sig om Børns Vilkår, som i 2015 har gennemført en undersøgelse

blandt lidt ældre børn mellem 15 og 18 år. De tre undersøgelser er såle-

des gennemført på forskellige tidspunkter, men alle efter at Forældrean-

svarsloven blev indført.

For alle tre undersøgelser gælder, at det er de samme dimensio-

ner, der spørges ind til: Om forældre kan tale sammen på venskabelig vis,

eller om forholdet er præget af bagtalelser og skænderier, eller om der

ingen kommunikation er. Måden at spørge på varierer dog lidt.

Resultaterne peger overordnet i samme retning og er i øvrigt i

god tråd med de fund om forældresamarbejdet, som findes fra de voksne

selv: I den ene, positive ende af skalaen finder man omkring halvdelen af

børnene: De oplever, at forældrene er gode venner og kommunikerer

godt. I den anden ende findes ca. 9-20 pct., der må lide under forældre-

nes bagtalelser, uvenskab, skænderier og evt. manglende kommunikation.

Imellem disse yderpunkter er en midtergruppering på omkring en tredje-

del, hvor man bibringes indtrykket af, at forældrerelationen er tålelig, selv

om den ikke er helt i top (jf. bilagsfigur 1).

Det bemærkes, at teenagerne i 2015-undersøgelsen fra Børns

Vilkår gennemgående er mere kritiske i vurderingen af deres forældres

indbyrdes relation end de yngre børn i de to andre tidligere gennemførte

undersøgelser. Navnlig er det påfaldende, at en fjerdedel oplyser, at for-

ældrene slet ikke taler sammen. Forskellene kan ikke nødvendigvis tolkes

som et udsagn om, at danske skilsmisseforældres samarbejde er blevet

mærkbart forringet gennem de allerseneste år. Det er mere plausibelt, at

det beror på den kritiske bevidsthed, der opstår med stigende alder. Når

en relativt stor del af de ældre teenagere rapporterer, at forældrekommu-

nikationen er ophørt, kan det som ovenfor nævnt også hænge sammen

med, at de store børn opleves som selvkørende, eller at der slet ikke læn-

gere er en samværsordning mellem den unge og samværsforælderen.

4. I Børneforløbsundersøgelsen har en mindre andel

svaret ’ved ikke’, hvilket kan dække over, at

forældrene slet ikke kommunikerer.

Der findes ingen nyere befolkningsbaserede undersøgelser og tal om

skilsmisseforældres evt.

tvister om barnets bopæl.

En undtagelse er som

nævnt ovenfor undersøgelsen fra Børns Vilkår (2015), hvor 10 pct. af de

adspurgte forældre oplyste, at dette var et konflikttema i deres samarbej-

de. Dette er imidlertid ikke nødvendigvis ensbetydende med, at der også

er blevet rejst en bopælssag ved de familieretlige myndigheder.

Der findes heller ingen helt nye undersøgelser om

forældremyndig-

hedstvister,

som kun omhandler tiden efter 2007. I SFI’s Børneforløbsun-

dersøgelse har man i gentagne dataindsamlinger spurgt bopælsforældrene

til skilsmissebørn (født i 1995), om der i forbindelse med samlivsbruddet

var en forældremyndighedssag, som blev afgjort ved dom. Ved den sid-

ste dataindsamling i 2014, hvor forældrene til de nu 18-årige unge kunne

skue tilbage på hele barndomsperioden, svarede 10 pct., at det var tilfæl-

det. Dette niveau svarer til, hvad jeg fandt i en undersøgelse om børn,

der blev født i midten af 1980’erne. 9 pct. af deres forældre oplyste (i

1994), at forældremyndigheden over barnet var blevet afgjort ved dom-

stolen (Ottosen, 1997).

I Kochs skilsmisseundersøgelse fra 1981 om ægtepar med børn,

der fornylig var blevet skilt, oplyste 17 pct., at de havde været i retten i

forbindelse med separation og skilsmisse. Heraf omhandlede 60 pct.

forældremyndighedsspørgsmålet (Koch Nielsen, 1983), hvilket som hel-

hed svarer til, at hvert tiende par havde haft en tvist herom.

9 10 11 12 13 14 15

1981 (nyskilte, 5-12 år)

1994 (smbragte børn,11 år)

2014 (BFU,18 år)

Alt i alt peger disse fund på, at der over en længere årrække har været

stabilitet på dette område. Efter forældreansvarslovens implementering

er det dog plausibelt at antage, at omfanget af forældremyndighedstvister

vil dale til fordel for retlige konflikter om barnets bopæl.

I undersøgelsen fra Børns Vilkår fra 2015 oplyser hver tredje forælder, at

der er konflikter om fordelingen af samværet, uden at man dog ved, om

de har henvendt sig til Statsforvaltningen med dette problem.

Der er også gentagne gange spurgt til forekomst af samværskon-

flikter i Børneforløbsundersøgelsen med årgang 1995. I 2007, da børnene

var 11 år gamle, svarede lidt over halvdelen af bopælsforældrene (56 pct.),

at der aldrig havde været problemer omkring samværet, og 11 pct., at der

havde været problemer, men at Statsforvaltningen ikke blev inddraget. 30

pct. oplyste, at Statsforvaltningen havde været inddraget én eller flere

gange. Heraf var knap halvdelen (13 pct.) såkaldte gengangersager, som

ofte har en væsentlig problemtyngde. Knap en tredjedel af de mellemsto-

re børn har således været involveret i en samværskonflikt, hvor Statsfor-

valtningen har været inddraget. Da vi igen spurgte til dette tema i 2011

(hvor børnene var 15 år), var andelen, der svarede, at de havde involveret

Statsforvaltningen i deres samværskonflikter, lidt lavere: 24 pct., hvoraf

10 pct. var gengangere. (Ottosen & Stage, 2012) Vi kan ikke forklare,

hvorfor der i samme undersøgelsesgruppe er et fald over tid. Men data

giver grundlag for at konkludere, at det for denne årgang var 25-30 pct.

af skilsmissebørnene, der blev involveret i en samværssag, og at omkring

halvdelen af disse (10-13 pct.) var berørt af de tungere sager.

1964 (anslået)

Konflikter om børn

1981 (nyskilte, 5-12 år)

Uenighed om samkvemsret

1994 (smbragte børn,11 år)

Har samværsresolution

2007 (BFU,11 år)

Samværskonflikt i SF

2011 (BFU,15 år)

Samværskonflikt i SF

Min. 1 samværssag

Flere sager

Der findes ingen helt parallelle historiske data om samværskonflikter.

Det ovenfor nævnte datasæt fra 1994 med børn født i midt-80’erne

rummede dog indirekte information om skilsmisseforældres møde med

de familieretlige myndigheder, idet 26 pct. af forældrene oplyste, at deres

barns samvær var reguleret af en samværsresolution. Yderligere 3 pct.

havde en resolution, men fulgte den ikke (Ottosen, 1997). En resolution

om samvær behøver imidlertid ikke i alle tilfælde at være ensbetydende

med, at forældrene har en (alvorlig) konflikt.

I Koch-Nielsens data fra 1981 oplyste 70-75 pct. af fraskilte for-

ældre, at der var enighed om samkvemsretten i forbindelse med skilsmis-

sen, men temaet uddybes ikke yderligere (Koch-Nielsen, 1983).

Carl Moltke, som var præsident i Københavns Overpræsidium,

vurderede i 1964, at ca. 25 pct. af børnene i skilsmissesagerne var omfat-

tet af forældrenes konflikter om dem (Friis, 1964: s. 173), men han un-

derstreger, at i de fleste tilfælde blev børnene kun berørt forbigående,

mens antallet af børn, der gennem længere tid blev berørt af skarpe kon-

flikter, var væsentligt lavere.

Når man konsulterer de ældre undersøgelser fra 1980’erne og

tidligere, bibringes man det indtryk, at samværsproblemer var et min-

dre ’varmt emne’, end det er i dag. Det virker ikke som om, at det var

normal praksis at opsøge statsamtet omkring samværsproblemer ud over

i forbindelse med selve skilsmisseprocessen. I hvert fald har forskerne

ikke spurgt til det. Ikke desto mindre efterlader de her refererede under-

søgelser det samlede indtryk, at andelen af skilsmissebørn, der omfattes

af konflikter eller tvister om samvær, har været forholdsvist stabilt over

en længere årrække, idet 25-30 pct. af dem får disse erfaringer (jf. figur 8).

Undersøgelsen ’Dom til fælles forældremyndighed’ fra 2011 (Ottosen &

Stage, 2011) viste, at omkring en tredjedel (37 pct.) af de forældre, der

havde en forældreansvarssag ved retten i 2009, var gengangere, dvs. tidli-

gere havde haft en eller flere retssager om forældremyndighed og/eller

barnets bopæl. Andelen af gengangere var stigende med børnenes alder,

eller hvis det var lang tid siden, at forældrene var gået fra hinanden.

Et flertal af forældrene oplyste, at de havde haft kontakt med

andre dele af det familieretlige system. Alt i alt havde 71 pct. af forældre-

ne tidligere inddraget Statsforvaltningen i forbindelse med problemer

omkring barnets samvær: 19 pct. havde haft en enkelt samværskonflikt,

mens 52 pct. havde haft flere sager og således også kunne karakteriseres

som gengangere i Statsforvaltningen.

Desuden oplyste 26 pct. af forældrene, at fogedretten havde væ-

ret inddraget i forbindelse med en samværskonflikt, blandt dem havde

halvdelen flere erfaringer hermed.

Alt i alt bidrager disse informationer til at illustrere, at sagerne

ved byretterne ikke opstår ud af det blå. Når man sammenstykker de

ovenfor nævnte besvarelser, var det et stort flertal

–

i alt 78 pct. af foræl-

drene

–

der oplyste, at der forud for den aktuelle retssag havde været en

eller flere konflikter, som havde involveret mindst en af de familieretlige

myndigheder.

Der er grund til at tro, at det er blandt disse gengangersager, at vi

finder de komplekse, højkonfliktende skilsmisseforældrepar. Som nævnt

peger Børneforløbsundersøgelsen på, at det er 10-13 pct. af skilsmisse-

børnene, der er involveret i gengangersager om samvær. Denne andel er

på niveau med, hvad en dansk betænkning fra 1964 indkredsede som

komplekse samværssager: Blandt ca. 300 årlige samkvemsretssager i Kø-

benhavns Overpræsidium var ca. 30 årligt af en sådan art, at der måtte

indhentes erklæringer fra overpræsidiets faste børnepsykiatriske konsu-

lent

: (Betænkning 369, 1964: s. 128). Dette niveau, som også er observe-

ret i undersøgelser fra Norge (Rød m.fl., 2008; Ådnanes, 2011) og USA

(fx Andersson, 2010), kan tyde på, at højkonfliktfænomenet er en relativ

stabil størrelse over tid og rum. Som Anderson (2010: s. 10) skriver om

disse forældrepar:

High conflict couples tend to triangulate family courts, attor-

neys, police, and other professionals as well. According to Neff

and Cooper (2004) family courts and related professionals are

spending 90% of their time on the 10% of the population

deemed high conflict. These parents use the courts as a way to

control, punish, and publicly condemn their ex-spouse for his or

her wrongdoings and drag out the legal process to inhibit closure

and allow the other parent to move on from the marriage ….

I forbindelse med evalueringen af forældreansvarsloven i 2011 blev det

belyst, om personkredsen med en forældreansvarssag ved byretten havde

social/socioøkonomisk

profil, der adskilte sig fra forældre i almindelighed

(Ottosen & Stage, 2011: s. 90 ff.). Undersøgelsen fandt ikke, at der var

store forskelle, når det drejede sig om forældrenes uddannelsesniveau,

”Antallet

af skilsmisser, hvor der er børn under 18 år, er stort, jfr. tabel 5 pag. 64. I ca. 60 pct. af

skilsmissetilfældene er der børn under 18 år. Antallet af sager, hvor forældrene går til myndighe-

derne for at få strid om samkvemsret afgjort, er imidlertid ikke ret stort. Af dem igen bliver der

ro om de fleste, så snart overøvrighedens afgørelse foreligger. Kun et fåtal bliver indanket for

justitsministeriet. For Københavns Overpræsidiums vedkommende er antallet af samkvemsrets-

sager således kun ca. 300 årlig, hvoraf ca. 30 årlig har været af en sådan art, at der er indhentet

erklæringer fra overpræsidiets faste børnepsykiatriske konsulent. Antallet af de for justitsministe-

riet indankede samkvemsretssager udgjorde for hele landet hhv. 105, 110 og 129 i årene 1961,

1962 og 1963”.

men for både fædre og mødre, som har været involveret i en retssag,

gjaldt, at de noget hyppigere end i befolkningen som helhed stod uden

for arbejdsmarkedet. Desuden havde forældrene næsten tre gange så

hyppigt som normalbefolkningen været i kontakt med de kommunale

myndigheder om barnet. Henvendelsesårsagerne afspejlede, at der op-

træder sociale belastninger med en noget større hyppighed blandt de

børnefamilier, som har haft retssager. Undersøgelsen belyste også, om

forældre, der var involveret i en retssag, havde haft andre

skilsmissemotiver

end skilsmisseforældre i almindelighed, og fandt, at der ofte lå en helt

anden problemtyngde til grund for samlivsbruddene i byretssagerne: Der

rapporteredes således ca. fire gange så hyppigt om forekomst af psykisk

eller fysisk vold, misbrugsproblemer og psykisk sygdom og noget hyppi-

gere om uenigheder om børneopdragelse, arbejdsdelingen i hjemmet og

prioritering mellem arbejds- og familieliv (Ottosen & Stage, 2011).

Disse fund stemmer godt overens med tidligere danske under-

søgelser, der har beskæftiget sig med personkredsen, der har samværs-

konflikter, og som herunder henvender sig til myndighederne for at få

dem afgjort (Ottosen, 2004a; 2004b; 2000; 1999). Også her var tenden-

sen, og tydeligst i de komplekse gengangersager, at der hyppigere var

tegn på social udsathed, ligesom forekomst af samværskonflikter kunne

kobles sammen med visse årsager til forældrenes samlivsbrud. Disse for-

ældre havde betydeligt hyppigere end andre opløst parforholdet, fordi

der havde været alkoholproblemer, misbrugsproblemer, eller psykisk

henholdsvis fysisk vold. Endvidere angav flere, at forholdet var blevet

opløst pga. uenigheder om børneopdragelsen (Ottosen, 2004b).

Disse fund indikerer, at kendetegnene ved personkredsen for

familieretlige konflikter ikke har ændret sig væsentligt, før og efter at

forældreansvarsloven blev gennemført i 2007. Det skal tilføjes, at andre

skandinaviske studier om familier, der er involveret i familieretlige tvister,

tilsvarende har fundet, at personkredsen afviger fra den gennemsnitlige

befolkning (Koch, 2000; Rejmer, 2003; Skjørten, 2005; Ådnanes m.fl.,

2011; Wiik m.fl., 2015).

I det følgende foretages en kort perspektivering til Norge, et af de lande,

som vi plejer at sammenligne os med, for at belyse, om danske og norske

skilsmissebørns situation adskiller sig væsentligt fra hinanden på udvalgte

indikatorer, der har relevans for analysens problemstilling.

Selv om det danske skilsmissetal i disse år er for opadgående,

mens det norske tilsvarende er faldende

, er udviklingen i skilsmisser ikke

6. https://www.ssb.no/befolkning/statistikker/ekteskap/aar-detaljerte-tal/2015-08-20

nødvendigvis den bedste målestok i en sammenhæng, der handler om

børn med brudte familier. Det er bedre at tage afsæt i folketællinger over,

hvordan børn fordeler sig i forskellige familietyper.

Antallet

af norske børn, der ikke lever i kernefamilier, er mindre

end i Danmark (ca. 41.000 færre børn), fordi indbyggertallet er lavere,

mens

andelen

af børn, der lever i kernefamilier hhv. andre familietyper,

omtrent er den samme. Ifølge den norske statistikbank, SSB, var det i

2014 75 pct. af de 0-17-årige, der levede sammen med deres gifte eller

samboende forældre, mens de resterende 25 pct. boede sammen med

den ene forælder og evt. dennes nye partner. Denne andel er omtrent på

niveau med danske børn (27 pct.) Ser vi på, hvem af forældrene, som

børnene bor fast hos, er andelen af børn med bopælsadresse hos faderen

lidt højere i Norge (18 pct.) end i Danmark (13 pct.).

Der findes ingen brugbare informationer om forældremyndig-

hedsfordeling og heller ikke helt sammenlignelige data, der fuldt ud be-

skriver alle typer samværsordninger, som børn kan have, men sætter vi

fokus på andelene af skilsmissebørn, der er omfattet af en deleordning

(hhv. delt bosted), er niveauet det samme i begge lande. Det samme gæl-

der andelene af børn, der ikke er omfattet af nogen samværsaftale. Ud fra

disse indikatorer tyder det på, at rammerne om forældreskabet er organi-

seret på omtrent samme vis begge steder.

Ligesom i Danmark interesserer norske myndigheder og forske-

re sig også for, hvordan skilsmisseforældre samarbejder om barnet. For-

skelle i spørgemåder og svarkategorier vanskeliggør desværre direkte

sammenligninger om, hvor udstrakt samarbejdet er. På samme måde er

det heller ikke muligt at sammenstille skilsmisseforældres erfaringer med

kontakt til de familieretlige myndigheder, fordi systemerne er skruet for-

skelligt sammen i de to lande, jf. dog nedenfor.

0-17-årige i brudte familier (1)

Andele med bopælsadresse hos: (1)

Mor

Far

Andel m. delt bosted/deleord. (2)

Andele uden samværs(aftale) (2)

Forældres konfliktniveau: (3)

I høj grad konfliktfyld

til en vis/i nogen grad konfliktfyldt

i lille/mindre grad konfliktfyldt

slet ikke/ikke konfliktfyldt

90 100

Norge

Danmark

En ny norsk undersøgelse (Wiik m.fl., 2015) rummer dog informationer

om omfanget af forældrekonflikter, der stort set er helt sammenlignelige

med opgørelser fra Danmark (Børns Vilkår, 2015) jf. figur 9

. Disse tal

peger på, at danske skilsmisseforældre betydeligt hyppigere oplever deres

forældresamarbejde som konfliktfrit, mens norske forældre omvendt of-

tere rapporterer, at relationen til den anden forælder til en vis grad eller i

høj grad er konfliktfyldt.

Det skal bemærkes, at Wiiks undersøgelsesfund fra Norge er i

godt samsvar med en anden tidligere norsk undersøgelse, der tilsvarende

fandt, at over halvdelen af skilte forældre med mindre børn har oplevet

væsentlige konflikter med den anden forælder om børnene (Rød m.fl.,

2008). De norske fund er bemærkelsesværdige al den stund, at norsk fa-

miliepolitik har indrettet en obligatorisk mæglingsordning i forhold til

skilsmisseforældre som et universelt tilbud med det formål at holde for-

ældrekonflikterne på et lavt niveau. Man ville derfor forvente, at omfan-

get af forældrekonflikter ville være lavere end i Danmark, hvor velfærds-

statens indsats over for skilsmissefamilier er baseret på et behovsprincip.

7. Datakilder til figur 9:

(1) Statistikbanken, SSB, 2014 hhv. DST, 2014

(2) Norge; 2012-data (Wiik, 2015); DK 2013-data (Ottosen m.fl., 2014)

(3) Norge, 2012-data (Wiik, 2015); DK 2015-data (Børns Vilkår, 2015)

Gennemgangen har tilvejebragt en grundlæggende tilstandsbeskrivelse af

danske skilsmissebørns situation og set på udviklingstendenser gennem

en længere årrække. Det skorter på undersøgelser, der gør det muligt at

sammenstille generationerne af skilsmissebørn, forud for og efter at for-

ældreansvarsloven trådte i kraft.

Set over en længere årrække peger undersøgelser og datakilder

på, at de fleste børn fortsat kommer til at bo hos deres mor efter skils-

missen, men at en stigende andel bliver omfattet af de udvidede sam-

værsordninger. Navnlig inden for de seneste år har der været en kraftig

vækst i andelene, der bliver omfattet af en deleordning. Undersøgelserne

efterlader også indtryk af, at danske skilsmisseforældres samarbejdskapa-

citet gennemgående er blevet bedre. At dømme ud fra skilsmisseforæl-

dres og -børns besvarelser er det i dag omkring hvert femte forældrepar,

der oplever at have nogle eller større indbyrdes konflikter. Disse handler

ofte om økonomiske spørgsmål.

Med hensyn til børns involvering i egentlige familieretlige kon-

flikter efterlader undersøgelserne et indtryk af høj grad af stabilitet, når vi

over en længere årrække ser på andelene af børn, der bliver involveret i

tvister ved domstolene (ca. 10 pct.) eller i sager/konflikter om samvær

ved statsforvaltningen (25-30 pct.). Også omfanget af børn, der omfattes

af genganger- eller højkonfliktsager, forekommer at være nogenlunde

konstant (10-13 pct.). Men igen skal det understreges, at vi mangler friske

data om den generation af skilsmissebørn, der er vokset op sammen med

forældreansvarsloven.

Ud fra de data, som vi har om norske skilsmisseforældre, er der

ikke grundlag for at tro, at norske forældrepar skulle have færre konflikter

om børnene end danske; faktisk tyder billedet snarere på det modsatte.

Mens det foregående har opsummeret, hvad vi ved om skilsmisseforæl-

dres konflikter, set fra et befolkningsperspektiv, drejes fokusset i det føl-

gende til systemperspektivet ved at kortlægge udviklingen i familieretlige

konflikter på grundlag af sagsbyrden hos de familieretlige myndigheder:

Statsforvaltningen, byretten og fogedretten.

Datagrundlaget er ressourcestatistik, som er indhentet fra Stats-

forvaltningen, Domstolsstyrelsen og Ankestyrelsen. Det belyser udvik-

lingen i antallet af sagsforløb gennem den seneste årrække.

For data, som belyser udviklingen i familieretlige sager ved Stats-

forvaltningen, er fremgangsmåden og systematikken i det væsentlige

identisk med den, som blev anvendt, da forældreansvarsloven blev eva-

lueret i 2011 (Familiestyrelsen, 2011). Dengang blev udviklingen fra

2007/08-2010 kortlagt. Statistikken, som fremlægges i denne gennem-

gang, kan derfor betragtes som en opdatering og videreførelse af den

tidligere indsats, idet den belyser udviklingen fra 2011-2015. Gennem-

gangen her dækker dog ikke alle sagstyper, men fokuserer fortrinsvis på

de større områder, som kan indikere, om forældre har en væsentlig kon-

flikt om børnene.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet udførte kortlægningen af

sagsforløbene for 2007-2010. I denne periode (2010) blev der gennem-

ført en kodesanering (med virkning fra 1.1 2010), som indebar, at antallet

af koder til registrering af aktiviteter på det familieretlige område blev

reduceret væsentligt, således at Statsforvaltningernes registreringer heref-

ter kunne betragtes som en mere ren ressourcestatistik, der afspejlede

antallet af afgørelser/afsluttede sagsforløb. Data for 2007-2010 blev kor-

rigeret for denne kodesanering.

Ved den organisatoriske ændring af Statsforvaltningen i 2013

blev sagsregistreringerne samlet i ét og samme system. Det er mit indtryk,

at denne ændring har medført et databrud for enkelte områ-

der/afgørelseskoder (jf. nedenfor), men i det store og hele er der god

konsistens mellem perioderne 2007-10 og 2011-15.

Når man bedømmer sagsmængden i Statsforvaltningen, er det

vigtigt at være opmærksom på, at der i den enkelte sag kan optræde flere

afgørelseskoder. Hvis et forældrepar fx henvender til Statsforvaltningen

og både er uenige om forældremyndigheden og samværet, og sagen i øv-

rigt er så uigennemskuelig, at Statsforvaltningen iværksætter en børne-

sagkyndig undersøgelse, kan denne sag teknisk set blive registreret under

flere afgørelseskoder, fx både ’fastsættelse og ændring af samvær’, ’op-

hævelse af fælles forældremyndighed’ og ’iværksættelse af børnesagkyn-

dig undersøgelse’. Det betyder, at man ikke får et retvisende billede af

det samlede sagsindtag/henvendelser ved at addere antallet af de forskel-

lige sagstyper med hinanden.

Gennemgangen her fokuserer udelukkende på den største sagsbyrde om

samvær i Statsforvaltningen, nemlig sagsforløb om fastsættelse, ændring

eller ophævelse af samvær. Der var i 2015 knap 12.000 sagsforløb efter

denne afgørelseskode.

Statsforvaltningen behandler imidlertid også sager om andre

aspekter ved samværet. Disse bliver registreret under andre afgørelses-

koder: sager om transport og udgifter, sager om midlertidigt samvær,

sager om samvær med andre, sager om anden kontakt med barnet, sager

om afvisning af samvær samt sager, der vedrører udlandsrejser og orien-

teringsret. Disse sagsforløb, som altså

ikke

indgår i opgørelsen her, ud-

gjorde tilsammen knap 3.500 sager i 2010. Blandt disse handlede de fleste

om transport og udgifter (ca. 1.650 sager) og midlertidigt samvær (knap

1.200 sager).

Figur 10 illustrerer udviklingen i sager om fastsættelse, ændring

og ophævelse af samvær i perioden fra 2008-2015. Der ses over hele pe-

rioden et fald i den samlede sagsmængde fra knap 15.000 sager i 2008 til

knap 12.000 sager i 2015.

En del af de samværssager, som bliver rejst, må henlægges pga.

passivitet (2008-10), eller fordi ansøgningerne bliver trukket tilbage. Om-

fanget af sager, der aldrig udvikler sig til egentlige sagsforløb (heref-

ter ’henlæggelsessager’) udgør over perioden 20-25

pct. Der er i perioden

ikke noget entydigt mønster i, om andelen af henlæggelsessager er sti-

gende eller faldende.

Det er således kun 75-80 pct. af samværssagerne, der realitetsbe-

handles, og disse sagsforløb er der gennemgående blevet færre af over

perioden: I 2008 blev knap 11.500 samværssager realitetsbehandlet; i

2015 var det tilsvarende antal godt 9.100 sager.

Der er i perioden sket forskydninger i forholdet mellem de reali-

tetsbehandlede samværssager, der afsluttes med fuld enighed, og de sager,

hvori der træffes afgørelse, idet afgørelsesprocenten er faldet fra 39 pct. i

2008 til 30 pct. i 2014 og 25 pct. i 2015.

En faldende afgørelsesprocent kan bero på flere forhold: Det

kan skyldes, at forældre henvender med sig med mindre spørgsmål og

uenigheder; dvs. at uenighederne ikke er større, end at det er muligt at få

forældrene bragt til enighed. En anden forklaring kan være, at sagsbe-

handlere og børnesagkyndige over tid er blevet bedre til at få forældrene

forligt, dvs. bedre til at finde en aftalebaseret løsning på problemerne.

Man kan dog ikke vide, om de løsninger/aftaler, som forældrene bliver

enige om i Statsforvaltningen, er holdbare på længere sigt.

Alt i alt må konkluderes, at udviklingen i samværssager gennem

de senere år ikke understøtter en antagelse om en vækst i forældrekon-

flikter, tværtimod.

18.000

16.000

14.000

12.000

10.000

8.000

6.000

4.000

2.000

2008

2009

2010

2011

2012

2013

2014

2015

Fuld enighed

I alt afsluttede forløb/afg. exl henlæg.

Ansøgning trukket tilbage

Afgørelse (uenighed)

Henlagt pga passivitet

I alt

Perspektiverende kan nævnes, at statsamterne i 2003 behandlede 17.400

samværssager, hvoraf knap 12.000 blev afsluttet med en afgørelse (Fami-

liestyrelsen, 2004). Antallet af samværsafgørelser i statsamterne lå i peri-

oden fra 1999-2003 på 10-12.000 sager om året. Af statistisk materiale fra

2000 og 2001 (Ottosen, 2004a) fremgik det, at andelen af samværssager,

hvor forældre var helt eller delvist enige, dengang udgjorde omkring to

tredjedele, mens en tredjedel var i uenighedssager, hvor statsamtet traf

afgørelse. Dette er parallelt til situationen i 2010, hvor det lykkes at opnå

enighed om en aftale i 2 ud af 3 af de realitetsbehandlede samværssager.

Figur 11 tilvejebringer et overblik over det samlede antal sager, som er

tilgået Statsforvaltningen vedr. forældremyndighed og bopæl i perioden

2007-15. Sagsmængden omfatter sagsforløb om ophævelse af fælles for-

ældremyndighed (§11), forløb om fastsættelse efter §14, overførsel af

forældremyndighed (§14); forløb om bopæl (§17); forløb om forældre-

myndigheden i forbindelse med dødsfald (§15/37); midlertidig foræl-

dremyndighed og bopæl, samt sagsforløb om forhindring (§28).

Der har i perioden været en vækst i tilgangen af forældremyn-

digheds- og bopælssager fra 2008 (ca. 8.400 sager) til 2011, hvor sagstal-

let kulminerede med knap 11.700 sager. I de seneste år, og navnlig i 2014

og 2015, har der været et markant fald i antallet af sager, som nu næsten

er nede på samme niveau som i 2008. Over hele perioden svinger hen-

læggelsesprocenten på mellem 21 og 26 pct., dvs. det samme omfang

som ses i samværssagerne. Det reelt antal behandlede sager er således

lavere: I 2015 drejede det sig fx om 6.357 sager (figur 11).

De sagstyper, der over årene fylder mest i den samlede sagsbyrde,

er sager om barnets bopæl (§17), ophævelse af fælles forældremyndighed

(§11) og fastsættelse- og overførselssager efter § 14. Figur 12 viser, at der

i årene efter forældreansvarslovens indførelse var en betydelig stigning i

sager om

fastsættelses- og overførselssager,

hvorefter denne type ansøgninger

er klinget af. Der er formodentligt tale om henvendelser fra fædre uden

del i forældremyndigheden, som nu søgte om fælles forældremyndighed.

Henlæggelsesprocenten er lidt lavere end i den samlede sagsbyrde af for-

ældremyndigheds- og bopælssager (17-23 pct.), og ganske mange sager

bliver afsluttet, uden forældrene når til enighed (58-63 pct.). Begge dele

indikerer, at problem- eller konflikttyngden er større i disse sager.

I sager om

ophævelse af den fælles forældremyndighed

ses en ganske

kraftig vækst af sager, som kulminerede i 2013 med næsten 3.600 reali-

tetsbehandlede sager. De seneste år har der været et fald i sagerne. Hen-

læggelsesprocenten i disse sager er relativt høj (24-33 pct.), hvilket indi-

kerer, at nogle sager går i sig selv igen. Men blandt de sager, som reali-

tetsbehandles, bliver mange (56-77 pct.) afsluttet, uden at forældrene

kommer til enighed.

Statistikken kan ikke i sig selv fortælle noget om, hvorfor der har

været en vækst i sagerne om ophævelse af fælles forældremyndighed og

barnets bopæl, men forklaringerne skal formodentlig findes i flere for-

hold. En årsag til et voksende antal ophævelsessager kan bero på, at det

med forældreansvarsloven er blevet meget vanskeligt at undgå at få fælles

forældremyndighed, samtidig med at det langt fra er alle forældre, der

oplever, at de er i stand til at leve op til lovens samarbejdsnorm. En for-

klaring på det voksende antal bopælssager kan dels bero på, at konflikter,

der før 2007 handlede om forældremyndighed, nu er konverteret til at væ-

re bopælstvister. Dels kan væksten måske bero på en kombination af to

forhold: Vi ved, som vist, at flere børn bliver omfattet af udvidede sam-

værsordninger eller deleordninger. Vi ved også, at økonomi ikke sjældent

et ’hot issue’ og en hyppig kilde til konflikt mellem forældrene (jf. under-

søgelsen fra Børns Vilkår (2015) ovenfor). I takt med den mere ligelige

fordeling af samværet kan man forestille sig, at flere fædre finder det rime-

ligt, at skridtet tages fuldt ud, så de får bopælsretten (over i alt fald et af

børnene). Fædre har økonomisk incitament til at få så omfattende samvær

som muligt (bortfald af bidragspligten) eller til at blive bopælsforældre (ad-

gang til børnepenge og andre offentlige ydelser). Mødre har omvendt øko-

nomisk interesse i at sikre sig bopælsretten og få en samværsordning, der

ikke er alt for ligeligt fordelt for at få børnebidrag fra faderen.

14000

12000

10000

8000

6000

4000

2000

2007

2008

2009

2010

2011

2012

2013

2014

2015

Antal afsluttede forløb/afgørelser ekskl. henlagt pga. passitivitet/ansøgning trukket

tilbage

Antal henlagt pga. passitivitet/ ansøgning trukket tilbage

Antal afsluttede forløb/afgørelser i alt

De seneste års fald i sagsmængden, som ikke kun kan observeres for

forældremyndigheds- og bopælssagerne, men også for samværssagerne,

er formodentlig en effekt af ændringen af forældreansvarsloven i 2012.

Den har udvidet Statsforvaltningen mulighed for at afvise ansøgninger

om ændring af bopæl og forældremyndighed (dvs. ikke længere kun hen-

vendelser om samvær), hvis ansøgerne ikke kan påvise, at der foreligger

væsentligt forandrede forhold, eller at en ændring vil være bedst for bar-

net. Formålet var at reducere omfanget af gengangersager og dermed

beskytte barnet mod forældrenes vedvarende konflikter.

4000

3500

3000

2500

2000

1500

1000

500

2007

2008

2009

2010

2011

2012

2013

2014

2015

Afslut. forløb vedr. ophævelse af fælles FM (§11)

Afslut. forløb vedr. FM efter §14

Afslut. forløb vedr. barnets bopæl (§17)

Alt i alt giver udviklingen i bopælssagerne og sagerne om ophævelse af

fælles forældremyndighed grundlag for at antage, at der er en negativ ud-

vikling i forældrekonflikter i perioden fra 2008 til omkring 2011. De se-

neste år tyder dog på, at denne udvikling er bremset.

For at vurdere, om der kan påvises en udvikling i de tunge/komplekse

sager i Statsforvaltningen, de såkaldte højkonfliktsager, har jeg valgt at

inddrage to indikatorer: Omfanget af børnesagkyndige undersøgelser,

som er indhentet fra Statsforvaltningens sagsregistreringsstatistik, og om-

fanget af samværssager fra Statsforvaltningen, som bliver påklaget til

Ankestyrelsen. Data om sidstnævnte hidrører fra Ankestyrelsen.

I forhold til den samlede sagsmængde i Statsforvaltningen bliver børne-

sagkyndige undersøgelser kun meget sjældent iværksat. Det sker oftest i

komplekse og uigennemskuelige sager, hvor forældre giver meget mod-

stridende oplysninger, hvor der er særlige forhold vedrørende barnets

helbred eller psykiske konstitution, hvor der er misbrugsproblemer hos

forældrene, eller hvor der er mistanke om fysiske eller psykiske overgreb

mod barnet (Ottosen, 2004a). Formålet med den børnesagkyndige un-

dersøgelse er at styrke afgørelsesgrundlaget i en sag. Statsforvaltningen

(og dens institutionelle forgængere) har anvendt muligheden for at iværk-

sætte disse undersøgelser siden 1950’erne; retterne noget senere (Brun,

1973). Ressourceomkostningerne til de børnesagkyndige undersøgelser

er betydelige.

At belyse udviklingen på dette område kan give indsigt om,

hvorvidt Statsforvaltningen over tid oplever at modtage sager, der fore-

kommer komplekse, vanskelige eller uigennemsigtige.

De indhentede tal om omfanget af børnesagkyndige undersøgel-

ser ved Statsforvaltningen i perioden 2008-2015 fremgår i figur 13. Stats-

forvaltningen har ingen oplysninger for 2011 og 2012. Her er der således

et databrud, som i figuren markeres med et nul. I de øvrige år svinger

omfanget af årligt iværksatte undersøgelser fra 213 til 474, hvilket er en

betydelig variationsbredde, det begrænsede antal undersøgelser taget i

betragtning. Der er intet entydigt udviklingsmønster i disse sager. Denne

indikator kan således ikke understøtte en antagelse om en stigning i for-

ældrekonflikter.

Der findes ingen opgørelse over, hvor tit der bliver iværksat

børnesagkyndige undersøgelser ved retten i forbindelse med forældrean-

svarssager.

Generelt skal tilføjes, at der ikke foreligger megen systematisk

viden, om nogen overhovedet, som kan belyse kvaliteten ved de børne-

sagkyndige undersøgelser, herunder hvilke metoder der anvendes. Mig

bekendt hidrører den sidste undersøgelse om dette område fra 1973

(Brun, 1973).

Der er indhentet data fra Ankestyrelsen, som viser udviklingen i ind-

komne klagesager fra Statsforvaltningen om samvær i perioden fra 2008-

2014. Det er oplyst, at tallene har været svære at tilvejebringe, fordi der

blev skiftet metode i 2007 og igen i 2013, hvor sagerne overgik fra

justitsministeriets journalsystem til Ankestyrelsens.

Omfanget af årlige sager viser, jf. figur 13, at strømmen af klager

fordeler sig nogenlunde jævnt over årene. Det svinger årligt mellem

1.160 og 1.482 sager, bortset fra i 2008, hvor antallet af klagesager var

påfaldende lavt. Der er ikke i sig selv belæg for at tale om en op- eller

nedadgående udviklingstendens. Sammenholder man imidlertid antallet

af klagesager til Ankestyrelsen med omfanget af uenighedssager i Stats-

forvaltningen, dvs. de sager, hvori Statsforvaltningen har truffet en sam-

værsafgørelse, er der tale om en relativ stigning i klagesager. I 2008 blev

30 pct. af uenighedssagerne påklaget; i 2014 var den tilsvarende andel 38

pct. Denne beregning kan understøtte en antagelse om, at omfanget af

komplekse sager er steget en smule. En alternativ forklaring kan være, at

sagerne påklages af andre grunde, fx hvis sagsbehandlingskvaliteten i

Statsforvaltningen har været faldende.

5.000

4.000

3.000

2.000

1.000

2007

2008

2009

2010

2011

2012

2013

2014

2015

Antal afgørelsessager om samvær i SF

Antal indkome klager i Ankestyrelsen fra Statsforvaltningen

Antal gennemførte børnesagkyndige undersøgelser

I forhold til den samlede sagsudvikling i Statsforvaltningen har jeg søgt

at vurdere, om man kan observere en udvikling i forholdet mellem tun-

gere og lettere sager. Jeg har kun taget afsæt i de realitetsbehandlede sa-

ger. Tunge sager er defineret ved, at Statsforvaltningen har truffet en af-

gørelse, eller at sagen er afsluttet uden enighed og derfor må oversendes

til retten. Lettere sager er dem, hvori det under sagens forløb er lykkedes

for forældrene at nå til fuld enighed. Datagrundlaget er alle sager om

forældremyndighed og bopæl, samt de samværssager, som vedrører fast-

sættelse, ændring eller ophævelse af samvær.

Resultaterne fremgår af figur 14, som viser forholdet mellem

enighedssager og uenighedssager. Hvis man ser bort fra 2007, der fore-

kommer at være et atypisk år i dataoparbejdningen, har der gennem hele

perioden været en lille overvægt af enighedssager, men afstanden mellem

de lettere enighedssager og de tungere uenighedssager er gennemgående

øget, særligt inden for det seneste år. Opgørelsen tyder således ikke på, at

der er sket en vækst i de tunge sager. Alternativt kan man ikke udelukke,

at de ansatte i statsforvaltningerne er blevet bedre til at afslutte også de

mere komplekse sager ved at bringe forældrene til fuld enighed.

2007

2008

2009

2010

2011

2012

2013

2014

2015

Enighedssager i alt

Uenighedsager i alt

Der findes information om forældreansvarssager fra Domstolsstyrelsens

årsstatistik fra 2000 til 2014. Der er et databrud i 2010. Før opgjorde

man ægteskabs- og forældremyndighedssager under ét. Fra 2010 blev

forældreansvarssagerne udskilt som en selvstændig statistisk kategori. Fra

dette tidspunkt er der også registreringer om antallet af sager, der sluttes

med dom (de historiske data fra før 2009 er ikke længere tilgængelige hos

Domstolsstyrelsen).

Det ses, jf. figur 15, at der frem til 2004 er en kontinuerlig stig-

ning i sagerne, hvorefter der sker et markant fald, som kulminerer i det år,

hvor forældreansvarsloven træder i kraft. Herefter sker der, i modsætning

til forventningerne, en væsentlig stigning i sagerne, som siden synes at

klinge af.

Man antog, at 2007-lovgivningen ville få til virkning, at der ville

blive rejst færre sager som følge af, at de ”lette” sager ville finde en løs-

ning gennem vejledning og rådgivning i Statsforvaltningen, der fungerer

som indgangsportal til konflikter om forældremyndighed og bopæl. Det

skulle herefter kun være de tunge uenighedssager, der blev løst af retten.

Den vækst, som ses fra 2007 til 2009, beror, som ovenfor omtalt, sand-

synligvis på, at et stigende antal fædre, der hidtil ikke havde del i foræl-

dremyndigheden, nu anlagde sag for at få del i den. De seneste år synes

antallet af forældreansvarssager ved byretterne imidlertid at være stabili-

seret på et niveau omkring 3.800 afsluttede sager (i 2014). Det forekom-

mer imidlertid tvivlsomt, om strategien med at stoppe en væsentlig del af

sagerne i Statsforvaltningen er lykkedes.

Siden 2009 er der også tilgængelige oplysninger om, hvor mange

af de behandlede sager der afsluttes med en dom. Domsprocenten ligger

nogenlunde stabilt gennem hele perioden 2009-14 på 55-57 pct. Ud fra

resultaterne i ’Dom til fælles forældremyndighed’ (Ottosen & Stage, 2011)

skønnes der at være indgået forlig i knap halvdelen af de afsluttede sager,

hvori der ikke er afsagt dom (ca. 20 pct. af de indkomne sager). De reste-

rende formodes at være sager, der henlægges eller ikke bliver til noget; en

problemstilling, som vi fandt, var signifikant i evalueringsundersøgelsen,

og som også gør sig gældende i sagerne hos Statsforvaltningen, jf. ovenfor.

Der foreligger ingen offentligt tilgængelige data om udfaldet på

domstolenes afgørelser. Som helhed kan udviklingen i antallet af foræl-

dreansvarssagerne ved byretterne ikke understøtte en antagelse om en

vækst i forældrekonflikter.

8000

7000

6000

5000

4000

3000

2000

1000

2000

2001

2002

2003

2004

2005

2006

2007

2008

2009

2010

2011

2012

2013

2014

Afsluttede ægteskabs-/fmsager

Ægteskabssager

heraf: Afsluttede forældreansvarssager

heraf FAS med dom

Der er indhentet data fra Domsstolsstyrelsen om udvikling i fogedretssa-

ger om samvær og forældremyndighed i perioden fra 2004-2014. Data

viser, at der er sket en ganske kraftig vækst i omfanget af modtagne og

afsluttede sager i perioden, og navnlig efter at forældreansvarsloven blev

indført. I 2006 afsluttede fogedretterne således 1.724 sager, mens det

tilsvarende antal i 2014 var 2.546 sager, jf. figur 16. Det svarer til en

vækst på 48 pct. Advokater og ansatte ved retten har til offentligheden

forklaret væksten som et resultat af en fejlbehæftet rådgivning eller util-

strækkelig sagsbehandling i Statsforvaltningen, fordi sagerne ikke belyses

ordentligt. Kompetenceændringer i fogedretten (2007) kan være en an-

den forklaring. Grundlæggende mangler der systematisk indsigt, som kan

belyse udviklingen.

Social- og Indenrigsministeriet indhentede i foråret 2014 infor-

mationer hos Domstolsstyrelsen om, hvordan sagerne afsluttes ved fo-

gedretten. Styrelsen oplyste, at:

”…

nogle sager tilbagekaldes, f.eks. hvis årsagen til at rejse sagen

ikke længere foreligger, ligesom der også er sager, der afvises el-

ler henvises til en anden ret. Herudover er der sager, hvor sam-

vær gennemføres, f.eks. ved at der idømmes tvangsbøder eller

efter et møde i fogedretten, hvor parterne indgår en aftale. Kun i

ganske få sager finder der en udkørende fogedforretning sted

med henblik på at gennemtvinge samvær”.

Ifølge Domstolsstyrelsens oplysninger har det vist sig, at der ikke er en

ensartet registreringspraksis ude ved retterne for, hvilke sager der katego-

riseres som ’gennemførte’. I det talmateriale, som

styrelsen sendte til So-

cial-

og Indenrigsministeriet, kunne iagttages en vækst i antallet af ’gen-

nemførte’ sager i perioden fra 2006 (25 sager) til 2013 (168 sager), sva-

rende til næsten en syvdobling (ikke vist i figuren

). Relativt følger udvik-

lingen i de

’gennemførte’ sager dog omtrent væksten i den samlede

sagsmængde, og der findes ikke et sikkert grundlag for at konkludere, at

der relativt ’gennemføres’ flere sager i dag (2013) end ved periodens be-

gyndelse. De ’gennemførte’ sager udgør således kun en mindre

del af den

samlede afsluttede sagsmængde i fogedretterne, varierende fra 1-5 pct. de

enkelte år.

De udkørende fogedforretninger påkalder sig særlig interesse,

fordi det er diskutabelt, om det er til et barns bedste at blive hentet til

eller fra samvær af fogeden. Der findes ingen systematisk registrering af

disse sager gennem hele perioden, men Domstolsstyrelsen har oplyst til

8. Da Domstolsstyrelsen mener, at registreringerne kan være uensartet, vises de ikke i figuren, men

refereres blot her.

Social- og Indenrigsministeriet, at der i 2013 var 33 og i 2014 29 udkø-

rende fogedforretninger, svarende til 1,1-1,4 pct. af alle afsluttede sager.

Dette er på niveau med situationen i 2002 (Justitsministeriets Forsk-

ningsenhed, 2004). I flere tilfælde træffes barnet ikke. I andre sager, hvor

barnet træffes, vurderer fogeden i situationen, at det ikke er i barnets tarv

at blive udleveret. Der er ingen oplysninger om, hvor tit sagerne ender

med, at fogeden (bistået af en repræsentant fra kommunen og evt. en

børnesagkyndig) bringer barnet eller børnene med sig.

Alt i alt afspejler tallene imidlertid, at de allerfleste sager bliver

afsluttet

på anden vis end som ’gennemførte’, herunder som udkørende

fogedforretninger. Der findes ingen nyere undersøgelser, som belyser

disse andre sagers forløb. Ældre undersøgelser om feltet (Justitsministe-

riets Forskningsenhed, 2004; Ottosen, 2004a; Rothe, 2003) har imidlertid

peget på, at fogedretten i en lang række tilfælde varetager en mæglings-

funktion i forhold til forældrene: Man lytter til deres påstande og søger at

få dem til at etablere en aftale, evt. baseret på et kompromis. Ud over at

indskærpe over for bopælsforælderen, at samværet skal overholdes, er

det sjældent, at fogedretten finder anledning til at foretage sig yderligere.

Alt i alt kan konkluderes:



Der er sket en betydelig vækst i fogedsagerne efter 2007; en om-

stændighed, der ikke er tilstrækkeligt belyst

Udkørende fogedforretninger, hvor fogeden fysisk henter børn

til/fra samvær, forekommer efter oplysningerne meget sjældent

Der forekommer at være behov for, at statistikken på fogedretsom-

rådet tydelig- eller tilgængeliggøres, så det fremover er muligt at føl-

ge udviklingen mere systematisk.

3000

2500

2000

1500

1000

500

2004

2005

2006

2007

2008

2009

2010

2011

2012

2013

2014

FM-sager, modtagne

FM-sager, afsluttede

I dette afsnit vil jeg tentativt perspektivere de danske tal om familieretlige

konflikter til situationen i Norge. Som vist i det foregående er andelen af

skilsmissebørn omtrent den samme i begge lande.

Den største udfordring ved at anlægge et komparativt perspektiv

er selektionsproblematikken: De to landes organisering af indsatsen over

for skilsmissebørn og deres familier er meget forskellig. I Danmark

kommer familierne

kun

i kontakt med familieretlige myndigheder, hvis

de har et problem, som de ikke selv kan løse (behovsprincip). I Norge

henvender

alle ’nyskilte’

forældre sig til myndighederne, fordi de skal

(universel ydelse).

I det følgende beskriver jeg forskelle og ligheder og prøver at

etablere et tentativt sammenligningsgrundlag, som illustreres med en

række figurer (figur 17, 1-8).

Ifølge de danske undersøgelser om området, er det som nævnt

ca. 30 pct. af skilsmissebørnene, der involveres i en sag ved Statsforvalt-

ningen; resten gør det aldrig. Vi ved fra tidligere undersøgelser, at ca.

halvdelen af disse forældre henvender sig i forbindelse med selve sam-

livsopløsningen, mens de resterende opsøger Statsforvaltningen senere,

fordi der opstår uenighed/konflikter om børnene fra et tidligere opløst

forhold. I sidstnævnte tilfælde er konflikterne oftere tungere og sværere

at få løst aftalebaseret (Ottosen, 1999) (figur 17.1). Set fra et systemper-

spektiv, dvs. Statsforvaltningens, betyder det, at halvdelen af de indkom-

ne sager hidrører fra ’nyskilte’, mens de øvrige sager handler om børn,

der har været skilsmissebørn gennem flere år (figur 17.2).

I Norge blev der i midten af 1990’erne indført en obligatorisk

mæglingsordning for både gifte og samboende forældrepar med børn

under 16 år. Det vil sige, at det norske system er i kontakt med

alle

’ny-

skilte’

forældrepar, der går fra hinanden, uanset om de har konflikter eller

ej. Disse sager kaldes ægteskabsmæglinger hhv. samboermæglinger.

Derudover kommer det norske mæglingssystem også i kontakt

med forældrepar, som har vedvarende problemer om samvær, bosted

eller forældreansvar, de såkaldte barnelovsmæglinger, som gennemgåen-

de er tungere og mere konfliktfulde sager. Barnelovsmæglingssagerne

kan bedst sammenlignes med de sager, Statsforvaltningen modtager om

børn fra allerede opløste forhold. Disse forældre starter et sagsforløb hos

familieværnstjenesten med et samarbejdsmøde, og fører dette ikke til en

aftale, bliver forældrene tilbudt mægling. Forældre er nødt til at møde til

obligatorisk mægling og modtage en mæglingsattest, hvis de ønsker at

indbringe sagen for retten (Winsvold, 2016). Antallet af barnelovsmæg-

linger har over tid været øgende (Bufdir, 2015), og der har også været en

markant øgning af barnefordelingssager, som bliver indbragt ind for retten

(Ådnanes m.fl., 2011). Ifølge Windsvold findes der ellers ikke noget op-

følgningssystem i Norge for fortsat højkonfliktende forældrepar, som en-

ten er kommet frem til en aftale eller har fået en domsafsigelse, men ikke

kan få samarbejdet til at fungere. Det indebærer iflg. Windsvold, at både de

og deres børn er overladt til sig selv, en omstændighed, der kan være sær-

ligt udfordrende, hvis parterne fortsætter med et højt konfliktniveau.

Der gennemføres årligt ca. 20.000 mæglinger i Norge

; et niveau,

der over tid har været stigende. I 2014 blev 82 pct. af mæglingerne udført

på familieværnskontorerne, mens den resterende del blev varetaget af

eksterne mæglere, fortrinsvis advokater. Der tilbydes op til 7 timers

mægling, men i de fleste sager bruges der kun 1 time; gennemsnitligt

bruges der 1,65 time

. Ifølge Bufdir (2014) fordeler de tre mæglingstyper

sig nogenlunde jævnt: ca. en tredjedel omhandler mægling ved separati-

on/skilsmisse, en tredjedel er mægling ved samboerbrud, og den sidste

tredjedel er barnelovsmæglinger (figur 17.3).

I hvilken udstrækning lykkes det for det norske mæglingssystem

at få forældrene til at indgå aftaler? Det er belyst i en norsk undersøgelse

fra 2011 (Ådnanes, 2011). I halvdelen af ægteskabssagerne og samboer-

sagerne var forældrene enige om en aftale, allerede inden de deltog i

mæglingen (figur 17.4). Trækker vi disse helt enige forældre ud af opgø-

relsen, som sandsynligvis aldrig ville have henvendt sig til mægling, hvis

ikke det var, fordi de skulle, når vi frem til en fordeling af mæglingssa-

gerne, som ligner den, der kendes fra sagerne i den danske Statsforvalt-

ning: Halvdelen af sagerne handler om nyskilte familier, og den anden

halvdel handler om børn fra allerede opløste forhold (figur 17.5).

Ådnanes undersøgelse viser, at de samlede aftaleprocenter i æg-

teskabs- og samboersagerne (inkl. de på forhånd enige forældre) efter

mæglingen var på 88 hhv. 82 pct., mens 12 hhv. 18 pct. ikke kom frem til

en aftale. Dette gjaldt naturligt nok ikke i barnefordelingssagerne. Her

kom forældrene til enighed i 39 pct. af sagerne, mens 61 pct. ikke opnåe-

de en aftale (Ådnanes, 2011: s. 47). Som helhed ender 75 pct. af alle

mæglingssagerne med enighed om en aftale, i resten af tilfældene opnås

der ingen aftale (figur 17.7).

9. http://www.ssb.no/famvern/

10 . http://www.bufdir.no/Statistikk_og_analyse/Oppvekst/Familie_omsorg_og_relasjoner/Barn_

og_samlivsbrudd/#

1. DK: Befolkningsperspektiv:

Kontakt med

Statsforvaltningen

2. DK: Systemperspektiv:

Borgerhenvendelser m. konflikter

11% 16%

15%

50%

58%

Henvender sig i forb.m. brud

Henvender sig senere pga konflikter

Henvender sig aldrig til SF, ingen problemer

Henvender sig aldrig til SF, har problemer

50%

I forb.med brud

Ældre brud;konflikter om børn

3. Norge: Systemperspektiv

4. Norge: Mæglinger med og

uden konfliktindhold

17%

33%

34%

33%

17%

33%

Ægteskabsbrud m.problemer

Samboerbrud m. problemer

Ægteskabsbrud

Barnelovssager

Samboerbrud

Barnelovssager- konflikter

Ægteskabs-og samboerbrud enige på forhånd

5. Norge: Anslåede meklinger uden

de på forhånd enige forældre

6. Effekter, DK:

Statsforvaltningen

26%

49%

25%

29%

41%

18%

12%

Ægteskabsbrud m.problemer

Samboerbrud m. problemer

Barnelovssager- konflikter

Samvær, fuld enighed

Samvær, afgørelse

FM/bopæl,fuld enighed

FM/bopæl, afsluttet

7. Effekter, Norge: Mægling

8. Effekter, Norge: Mægling, uden

at de på forhånd er enige

14%

25%

33%

Ægteskabssager, aftale

Barnefordel.,aftale

Samboers., ingen aftale

Samboersager, aftale

Ægteskabs., ingen aftale

Barnefordel., ingen aftale

Ægteskabssager, aftale

Barnefordel.,aftale

Samboers., ingen aftale

Samboersager, aftale

Ægteskabs., ingen aftale

Barnefordel., ingen aftale

33%

20%

11%

13%

25%

Vi kan forsigtigt sammenholde de norske tal om aftaleenighed efter

mægling med forligs- eller enighedsprocenterne i det danske statsforvalt-

ningssystem. I Danmark lykkes det at bringe parterne til enighed i 53 pct.

af sagerne, oftere i samværssagerne end i bopæls-og forældremyndig-

hedssagerne, mens 47 pct. af sagerne ender med en afgørelse eller afslut-

tes uden enighed (figur 17.6). Det norske mæglingssystem bringer således

umiddelbart 22 pct. flere til enighed/aftale i forhold til den danske stats-

forvaltning, men her er det helt afgørende at holde sig for øje, at det dan-

ske klientel

–

i modsætning til det norske

–

er selekteret og udelukkende

består af forældre med større eller mindre uenigheder om børnene. Vi

kan korrigere lidt for denne selektion ved at trække de på forhånd helt

enige norske forældre ud af opgørelsen. Herefter falder den norske enig-

hedsprocent til 63 og er således 10 pct. højere end i de danske statsfor-

valtningssager (figur 17.8).

En anden indikator på konfliktomfang er sager om forældretvi-

ster, der indbringes for retten. Ifølge den norske domstolsstolsadmini-

stration

indkom der i 2014 2.720 sager, mens retterne i Danmark sam-

me år modtog 3.797 forældreansvarssager iflg. Domstolsstyrelsen. Stats-

forvaltningerne rapporterer et lidt lavere tal: Der blev i 2014 oversendt

2.868 sager fra Statsforvaltningen til retten. Det ser med andre ord

umiddelbart ud til, at der er færre retssager i Norge end i Danmark, men

her skal man være opmærksom på, at antallet af børn (også børn, hvis

forældre er skilt) er højere her i landet. Holder man antallet af retssager

op mod den samlede population af skilsmissebørn, blev der i 2014 rejst

0,99 sag pr. 100 skilsmissebarn i Norge og 1,2 sag i Danmark (dog kun

0,90 efter Statsforvaltningens oplysninger). Disse forskelle forekommer

ikke umiddelbart store, men man skal dog have in mente, at det norske

retssystem ikke kun træffer afgørelser om bosted og forældreansvar, men

også dømmer i sager med konflikter om samvær. Rene samværssager ved

retten udgør iflg. en nu ældre norsk undersøgelse ca. 18 pct. af sagerne

(Koch, 2000). Hvis man trækker disse sager ud (som i Danmark bliver

afgjort af det juridiske system i Statsforvaltningen), er det 0,81 pct. af de

norske skilsmissebørn, der er involveret i en retssag om bosted og foræl-

dresvar i 2014 mod 1,2 af de danske børn.

Ifølge Kochs undersøgelse fra 2000 er domsprocenten 60 i de

norske forældretvister; i Danmark er den 55 pct. (Ottosen & Stage, 2011),

altså på nogenlunde samme niveau. Ifølge andre norske kilder (Wiik,

http://www.domstol.no/globalassets/upload/da/internett/domstol.no/domstoladministrasjone

n/statistikk/statistikk-2015/barneloven-2011-2015.pdf

12. Sandsynligvis er det reelle antal forældreansvarssager ved de danske byretter dog lavere, da en del

af sagerne bliver henlagt eller ikke bliver til noget. Norske dommere (jf. Egmontfondens studie-

tur i marts 2016) har omvendt oplyst, at deres erfaring er, at de fleste modtagne sager realitetsbe-

handles.

2015; rettens egne oplysninger), skønnes den norske domsprocent at væ-

re noget lavere: 20-27 pct.

Hvilke virkninger har den norske model for skilsmisseforældres

måde at etablere aftaler på? I en undersøgelse fra 2015, som er baseret på

et større udvalg af skilsmisseforældre, blev respondenterne spurgt, om de

havde en skriftlig eller mundlig aftale, der regulerede samværet om bar-

net, samt hvordan aftalen var kommet i stand (Wiik, 2015). Fordelingen

af svarende ses i tabel 2. Ifølge denne undersøgelse har ganske mange, 43

pct., selv indgået en privat aftale, men næsten lige så mange har

et ’hjælp’ til det gennem mægling eller via retten. Det er således 8 pct. af

forældrene, som har været i kontakt med retssystemet. Påfaldende er og-

så, at hvert femte forældrepar slet ingen samværsaftale har. Til sammen-

ligning kan nævnes, at knap 60 pct. af danske bopælsforældre oplyser, at

der aldrig er væsentlige problemer med samværet, hvorfor de heller ikke

har været i kontakt med Statsforvaltningen (jf. figur 17.1) (BFU, 2007;

Ottosen & Stage, 2012).

Skal der drages en forsigtig konklusion ud fra ovenstående, må den være,

at forældrekonflikter og uenighed om børnene også er en signifikant

problemstilling i Norge, omend omfanget af egentligt retlige tvister ser

ud til at være lidt lavere end i Danmark.

Flere norske forskere har stillet spørgsmålet, om den norske

mæglingsordning fungerer efter hensigten, fordi den ikke træffer de bør-

nefamilier, som har mest behov. For eksempel har Tjersland (2010) an-

ført, at den obligatoriske ordning fører til, at mange af de forældre, som

møder til mægling, ikke er i konflikt og ville have klaret at lave gode afta-

ler på egen hånd. Samtidig ses der ingen nedgang i antallet af sager, som

går videre til retten, hvilket betyder, at forældrene med de højeste kon-

flikter fortsat bruger en domstol til at få istandsat aftaler (Borren & Hel-

land, 2013: s. 25)

I dette afsnit har formålet været at belyse, om der ud fra sagsudviklingen

på det familieretlige område er grundlag for at antage, at der i de senere

år er et stigende antal skilsmisseforældre med konflikter. Resultaterne er

opsamlet i tabel 3.

I perioden fra 2007/08-11 var de indkomne sager i Statsforvalt-

ningen om forældremyndighed og bopæl i vækst, men de senere år har

sagstallet været nedadgående. Der forekommer desuden at være tale om

en mindre relativ vækst i andelen af samværssager, der påklages til Anke-

styrelsen. Mest påfaldende er imidlertid den meget kraftige vækst i om-

fanget af fogedretssager.

Der er flere indikatorer, som taler imod antagelsen om en vækst

i forældrekonflikter. Ud over de seneste års fald i forældremyndigheds-

og bopælssager ses også et fald i antallet af samværssager. Tendensen går

desuden i retning af, at der hyppigere opnås aftaleenighed i Statsforvalt-

ningen. Udviklingen i omfanget af forældreansvarssager ved retten og

anvendelsen af børnesagkyndige undersøgelser har været nogenlunde

stabil gennem den senere årrække.

Samlet set forekommer der for tiden ikke at være tale om en

vækst i de familieretlige konflikter, undtagen på fogedretsområdet.

Derudover har gennemgangen vist, at området, i både Statsfor-

valtningen og byretten, lider under en problematik med ganske mange

henlæggelsessager, som er større i nogle sagstyper end i andre. Hvad dis-

se henlæggelser/tilbagetrukne ansøgninger dækker over, er uklart, men

umiddelbart må det set fra et systemperspektiv forekomme at være en

belastning.

I gennemgangen har jeg perspektiveret til informationer fra Norge, der

har en ’blødere’, mere forebyggende og mindre juridisk tilgang til løsning

af de familieretlige konflikter. Den tentative sammenligning mellem

Norge og Danmark tyder ud fra det foreliggende ikke på, at aftale-

/enighedsprocenten er markant forskellig i de sager, som de respektive

landes ordninger kommer i berøring med.

Ud fra den foreliggende gennemgang kan man pege på følgende

vidensbehov:

Der er ingen systematisk viden om baggrunden for den iøjnefal-

dende stigning i antallet af fogedretssager. I det hele taget vides meget

lidt om dette område, herunder også om, hvordan fogedretssager

’gen-

nemføres’.

Gennemgående forekommer der at være behov for, at statistik-

ken på området tydelig- og tilgængeliggøres, så man mere automatisk kan

følge udviklingen. Det gælder ikke kun i forhold til fogedretssagerne. For

forældreansvarssagerne ved retten vil det bl.a. være ønskeligt, om der

forelå oplysninger om fordelingen mellem bopæls- og forældremyndig-

hedssager og evt. om sagsudfald. I forhold til statsforvaltningssagerne

drejer problemstillingen sig først og fremmest om øget tilgængelighed af

de data, der allerede bliver oparbejdet. Det kunne dog være ønskeligt,

hvis der kunne udvikles en indikator for gengangersagerne, så man kan

følge udviklingen i højkonfliktsagerne.

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 306: Opfølgning på samråd om Familieretshuset: Nøgletal for Familieretshusets behandling af forældreansvarssager og VIVE’s analyse af udviklingen i familieretlige konflikter m.v., fra social- og ældreministeren SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 306: Opfølgning på samråd om Familieretshuset: Nøgletal for Familieretshusets behandling af forældreansvarssager og VIVE’s analyse af udviklingen i familieretlige konflikter m.v., fra social- og ældreministeren

Der eksisterer to materialer, som ved sammenstilling kan bidrage med

tentativ information om, hvorvidt konflikterne i de komplekse samværs-

sager har ændret karakter (eller ligner hinanden), forud for og efter at

forældreansvarsloven trådte i kraft i 2007. Det ene materiale er en analyse

af 75 komplekse sager, hvori der blev truffet afgørelse i 2001 (Ottosen,

2004a). Denne undersøgelse belyser den retlige praksis under forældre-

myndighedsloven fra 1995 og børneloven fra 2001, som i begge tilfælde

tilsigtede at forbedre fædres retsstilling i forhold til deres børn, herunder

bl.a. også gennem tiltag, der kunne skabe bedre muligheder for at opret-

holde den sociale relation mellem børn og fædre, som ikke levede sam-

men. Det andet materiale blev udarbejdet af Familiestyrelsen til evalue-

ringen af forældreansvarsloven i 2011 (bilag 6) og er et deskriptivt sags-

katalog over 28 tunge samværssager, som verserede i 2009-10.

Om end formålet med de to undersøgelser er forskelligt, ligner

for det første

hinanden ved, at de begge beskriver sagernes forløb ud fra

en dossierfremstilling (optællingsenheden er sagsforløbet), så man præ-

sentereres for konfliktens (materielle) indhold, konfliktniveauet, sagsfor-

løbets varighed og oplysningsgrundlag, møder og afgørelser i sagen og

begrundelser for disse afgørelser.

Det er

for det andet

et fællestræk ved de to undersøgelser, at de sa-

ger, der indgår som datagrundlag ofte:



er ressourcekrævende at behandle



strækker sig over lang tid med mange afgørelser, ikke kun i Statsfor-

valtningen, men også i byretten og fogedretten, lige som en del af

afgørelserne er påklaget

præges af et

–

så vidt det kan bedømmes

–

højt konfliktniveau imel-

lem forældrene

består af modsatrettede oplysninger fra forældrene, som kan gøre

det nødvendigt at iværksætte en børnesagkyndig undersøgelse

har tunge socialretlige aspekter, som fx involverer undersøgelser af

barnet og forældre i det kommunale regi.

Disse forhold peger på, at

’tunge samværssager’ før og efter 2007 har

væsentlige strukturelle lighedstræk, og at personkredsen i disse sager

formodentlig også ligner hinanden.

De to undersøgelser klassificerer

for det tredje

sagerne efter, hvad

der skønnedes at være det indholdsmæssigt centrale omdrejningspunkt i

sagerne, om end de begge erkender, at der ofte kan være flere kritiske

momenter tilstede i samme sag. En oversigt over måden, hvorpå under-

søgelserne klassificerede sagerne, ses i tabel 4:

For det fjerde

identificerer begge undersøgelser en række tværgående pro-

blemstillinger: Selv om de to undersøgelser inddeler sagerne i forskellige

kategorier, er der på tværs af opdelingerne en række problemtyper, der

optræder i sagsbeskrivelserne fra både 2004 og 2011. Eksempler på pro-

blemtyper, som forekommer i begge undersøgelser, er, nævnt i tilfældig

orden: chikanøs adfærd fra en eller begge forældres side; bopælsforældre,

der går under jorden; påstande om aggressiv og voldelig adfærd over for

bopælsforældre og børn; forældre med polititilhold; risiko for børnebort-

førsel; mistanker om overgreb; nedsat forældreevne; psykiske problemer

hos en eller begge forældre; sygdom, misbrug af alkohol og stoffer; kri-

minalitet; børn, der påvirkes negativt af forældrenes høje konfliktniveau;

konflikter om børn, der har særlige behov; forulempelse af myndigheds-

personer og familiemedlemmer til den anden forælder; samt klager til fx

psykolognævn og ombudsmand.

På et væsentligt punkt, det metodiske,

adskiller

de to undersøgel-

ser sig dog fra hinanden. Mens 2004-undersøgelsen bestod af tilfældigt

udvalgte sager og således skønnedes at tilvejebringe et repræsentativt

dækkende billede af de komplicerede samværssager i 2001, bestod data-

grundlaget i 2011-undersøgelsen af udvalgte sager, som Retsudvalget,

Familiestyrelsen og Børns Vilkår havde fået kendskab til. Man må derfor

tro, at sagsudvalget til 2011-undersøgelsen er mindre systematisk, mere

selektivt, og at sagerne oftere har et indhold, der netop kan belyse de

særlige problemstillinger og virkninger, der knytter sig til forældrean-

svarsloven fra 2007.

Når 2011-undersøgelsen fx ikke opererer med en kategori af sa-

ger om deltaljer og mindre forhold om samværet, som fyldte ganske be-

tragteligt i 2004-undersøgelsen, kan det ikke føre frem til konklusioner

om, at denne type samværskonflikter over årene fylder mindre eller helt

er forsvundet fra den samlede sagsbyrde. Disse ofte trivielle

–

og for

sagsbehandlere sikkert enerverende

–

konflikter om småting, der kan stå

på i årevis, mens tonen mellem parterne bliver stadig giftigere, findes

givetvis stadigvæk (eller i hvert fald indtil for nylig). Men de har sandsyn-

ligvis ikke været så centrale at få bragt frem i forbindelse med evaluerin-

gen af forældreansvarsloven, måske fordi disse sager opfattes som ’busi-

ness as usual’.

Man kan ud fra de to undersøgelsesgrundlag således ikke udtale

sig om, hvilke konflikttyper der ikke længere forekommer, og man kan

heller ikke sige noget om, med hvilken hyppighed forskellige kategorier

af konflikter optræder i dag (2011). Men man kan tilvejebringe et billede

af, om der er dukket problemstillinger og momenter op i sagerne fra

2011-kataloget, som ikke kan genfindes i sagsmaterialerne fra 2004-

undersøgelsen.

En gennemgang af de to undersøgelser viser sammenfattende, at

følgende problemstillinger og temaer optræder i 2011-sagskataloget, men

ikke var til stede i 2004-undersøgelsen. Tallene i parenteserne refererer til

sagsnumrene i 2011-gennemgangen.



Det er indtrykket ud fra 2011-sagskataloget, at der i de nyere sager

efter 2007 gennemgående er en større omhyggelighed med at klar-

gøre grundlaget, hvorpå barnets perspektiv er inddraget i sagen. Jeg

fremhæver dette, fordi det var en væsentlig konklusion i 2004-

undersøgelsen, at barnet fremstod som usynligt i mange sager (og

navnlig i visse sagstyper).

Der er eksempler på, at forældre har fælles forældremyndighed, sam-

tidig med at Statsforvaltningen suspenderer og siden afslår at fast-

sætte samvær (4) eller ophæver det (14). Denne konstellation ses ik-



ke i det ældre materiale. I det hele taget var forekomst af fælles for-

ældremyndighed i de komplekse samværssager en sjældenhed i 2004-

undersøgelsen. Det forekom dengang i 8 pct. af de komplekse sager

mod 60 pct. blandt skilsmissebefolkningen som helhed dengang. I

sagskataloget fra 2011 er det knap halvdelen af forældrene (43 pct.),

der trods konflikttyngden er nødt til at være enige om de væsentlige

beslutninger vedr. barnet, fordi der er fælles forældremyndighed.

Der ses eksempler på samværsforældre, som ønsker et ligedelt for-

ældreskab ved at ansøge om fælles forældremyndighed og deleord-

ning (samt transportdeling) (9).

Der optræder konflikter om skoleskift i forbindelse med bopælsfor-

ælderens flytning (16, 27), som fører til, at samværsforælderen ansø-

ger om at få bopælsretten overflyttet til sig.

Der optræder konflikter om religionsudøvelse i et par sager, hvor

der er eneforældremyndighed (19, 26), som fører til bestemmelser

om vilkårene ved samværet. Konflikterne drejer sig om, hvorvidt

disse vilkår bliver overholdt.

Der fastsættes deleordning til trods for et højt konfliktniveau, hvil-

ket påklages af bopælsforælderen (21).

Flere sagsbeskrivelser refererer udsagn fra mødre, som fremhæver,

at loven pålægger eller tvinger forældrene til et samarbejde, som ikke

er muligt (17, 25).

Jeg har desuden hæftet mig ved, at det i en række sager fra 2011-

sagskataloget gøres gældende fra mødre, at fædre er

karakterafvigende

(6), har

psykopatiske træk

(8, 15, 25),

mangler empati

over for barnet

(11), optræder

verbalt krænkende

(15), og/eller har udøvet

psykisk

vold/terror,

(5, 7, 8, 9, 17, 18, 19, 25). Ordsøgninger i 2004-rapporten

viser, at ingen af disse betegnelser forekom dengang.

Forældre bruger internettet som medium og virkemiddel i konflikten

(sag nr. 4).

Den overordnede konklusion ud fra gennemlæsning af de to undersøgel-

ser er, at der gennemgående er mange parallelle træk i de tunge samværs-

sager, før og efter at forældreansvarsloven trådte i kraft.

Men der er, som oplistningen ovenfor viser, også dukket nogle

nye problemstillinger eller konflikttemaer op, som bortset fra de sidste to

dotter, må siges at være kædet direkte sammen med eller mere indirekte

at være afledt af den lov, som blev indført i 2007. At lovgivningen bidra-

ger til at udvide konfliktfeltet eller rejser nye konflikttemaer, som foræl-

dre kan konflikte om, er imidlertid ikke noget nyt fænomen. Det sås også

i 2004-undersøgelsen, hvor en række fædre, der ikke hidtil havde haft

nogen videre kontakt til barnet, søgte om samvær, fordi loven fra 1995

nu gav dem mulighed for det.

En anden problemstilling, som bør fremhæves, er den i 2011-

sagskataloget ganske hyppige forekomst af oplysninger om eller referen-

cer til psykisk vold. Det er uklart, om dette konflikttema dækker over et

nyt fænomen, som bliver eksponeret via forældreansvarsloven, eller om

der er tale om fænomen, som har eksisteret over en længere årrække,

uden det har været italesat og problematiseret som psykisk vold. Hver-

ken de tidligere forskningsbaserede undersøgelser på feltet eller forarbej-

derne til 2007-lovgivningen drøfter problemstillingen. Problemstillingen

behandles dog med den vejledning om samvær, der følger af skilsmisse-

pakken fra 2015, men hvilket vidensgrundlag, denne baserer sig på, er

uklart. Som helhed er der ringe viden om, hvad fænomenet dækker over,

hvor udbredt det er, og hvordan det påvirker dynamikken mellem skils-

misseforældre, der forventes at samarbejde om børnene.

I det følgende omtales kort forskellige andre initiativer, som direkte eller

indirekte kan medvirke til at belyse karakteren ved skilsmisseforældres

relationer og konflikter.

I tilknytning til gennemgangen ovenfor bør det for det første

nævnes, at der efter forældreansvarslovens ikrafttræden er blevet skrevet

flere bøger, debatindlæg mv., som hidrører fra forskere, praktikere og

andre, som har rejst et kritisk blik på lovens virkninger. En problemstilling,

der går igen i flere af disse skrifter, er, at lovens samarbejdsnorm er van-

skelig at efterleve i praksis og kan gøre både forældre og børn mere risiko-

udsatte. Det gælder særligt i tilfælde, hvor relationen mellem forældrene er

præget af manglende ligeværdighed eller krænkelser (Boufon, 2014; Deu-

leran, 2011; Kronborg m.fl., 2011; Staun, 2015). Men denne problemstil-

ling er ikke belyst tilbundsgående ud fra en forskningsmæssig tilgang.

For det andet: I kølvandet på forældreansvarsloven er et stigen-

de antal børn, som vist, blevet omfattet af deleordninger. Dette fænomen

har ikke direkte sammenhæng med forældrekonflikter, men i takt med at

deleordninger bliver populære, vil man i forældrekredsen, som vælger

denne ordning, sandsynligvis finde forældrepar med en mindre god sa-

marbejdskapacitet, i forhold til hvad vi hidtil har set. Emnet behandles i

en bog, der er planlagt til udgivelse i 2016 (Ottosen, 2016).

For det tredje vil jeg nævne den igangværende kvantitative data-

indsamling, som pågår til evalueringen af forsøgsprojektet ’Forældre

sammen

– hver for sig’. Dette datasæt

vil ikke kun kunne anvendes til at

belyse effekten af indsatsen, men har også potentiale til at kortlægge,

hvori skilsmisseforældres konflikter består, herunder hvilken dybde der

er i konflikterne. Designet gør det endvidere muligt at udtrække forældre

til kvalitative, dybtgående interviews, såfremt der ønskes en mere case-

orienteret tilgang til feltet.

Alt i alt er der begrænset indsigt om, hvilken virkning forældreansvarslo-

ven har haft for en evt. konfliktudvikling i de ganske almindelige skils-

missesager. Men der er ud fra ovenstående en vis viden om, at forældre-

ansvarsloven kan have påvirket konflikttemaerne i nogle af de tungere

gengangersager. Ud fra de eksisterende materialer forekommer der nok

især at være behov for at kigge nærmere på, hvordan en samarbejdsrela-

tion mellem forældrene er mulig i forhold, der er præget af en grundlæg-

gende mangel på ligeværdighed i dynamikken mellem parterne.

Gennemgangen har belyst udviklingen i omfanget af forældrekonflikter

såvel fra et befolkningsperspektiv som fra et statistisk og kvalitativt sy-

stemperspektiv.

Ud fra de foreliggende informationer blandt skilsmissefamilier

ser det over tid ud til, at skilsmisseforældre er blevet bedre til at samar-

bejde om børnene. Forskellige datakilder tyder på, at ca. 20 pct. af skils-

misseforældrene har nogen eller større konflikter. Halvdelen af dem (10-

13 pct.) ser ud til at have alvorlige konflikter og falder sandsynligvis ind

under kategorien af såkaldt

’højkonfliktende’

forældrepar, som efter alt at

dømme er en relativt konstant størrelse. Andelen af forældre med egent-

lige familieretlige konflikter har gennem en længere årrække været nogen-

lunde stabil. Man ved dog ikke, om disse niveauer har ændret sig for den

generation, der er vokset op med forældreansvarsloven.

Gennemgangen af Statsforvaltningens ressourcestatistik viser, at

der i perioden fra 2007/08 og frem til ca. 2011 var en betydelig vækst i

antallet af sager om barnets bopæl og ophævelse af fælles forældremyn-

dighed. De seneste år er sagstallet faldet, antagelig fordi Statsforvaltnin-

gen har fået mulighed for at bremse nogle sagsforløb, så de ikke udvikler

sig til gengangersager. Samværssager og forældreansvarssager ved byret-

terne har ligget på et stabilt niveau gennem hele perioden og giver derfor

ikke anledning til antagelser om en vækst i forældrekonflikter. Derimod

har der været en ganske betydelig og ikke umiddelbart forklarlig vækst i

antallet af fogedretssager.

På baggrund af en kvalitativ, caseorienteret gennemgang af

komplekse samværssager før og efter 2007, ses, at en lang række af de

problemstillinger og temaer, der optræder i sagerne fra omkring 2009-10