SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 305: Henvendelse af 10/6-21 fra Bodil Voss, En gruppe af mødre til ikke-anbragte børn med sociale handikaps om Barnets Lov og skel mellem udsatte børn og børn med handikap i anbringelser

Social- og Ældreudvalget 2020-21
SOU Alm.del Bilag 305
Offentligt

10. juni 2021

Til Folketingets Socialudvalg

Vi henvendte os til jer d. 2. maj 2021 med ‘Tal og realiteter vedrørende årsager til

anbringelser’

på foranledning af jeres samrådsmøde afholdt d. 2. oktober 2020

“Tvangsanbringelser og bortadoption af udsatte børn”. Vi refererer til Oversigt I, Oversigt II

og bilag 2 i vores første henvendelse af 2. maj 2021. I denne henvendelse anførte vi tre

hovedkritikpunkter til Socialministerens argumentationer for flere og tidligere anbringelser af

børn samt kom med en advarsel om, at det vil betyde et forøget offentligt overgreb mod

familier til børn med sociale handikaps, hvis politikken bliver ført ud i livet. Karina Adsbøl bad

d. 5. maj 2021 om Socialministerens kommentar

til vores henvendelse i spørgsmål 589 til

Social- og ældreministeren. Vi takker Karina Adsbøl for opfølgningen.

Socialministeren (ministeren) har kommenteret på vores henvendelse d. 1. juni 2021

. Vi

takker for besvarelsen, men må desværre påpege, at svaret er baseret på en ubrugelig

opgørelse og udenomssnak. Formålet med nærværende anden henvendelse er derfor bl.a.

at opnå afklaringer på en række konkrete ja/nej spørgsmål til ministeren, som følger

herunder. Vi vil sætte stor pris på de afklaringer, som vi håber Udvalget vil hjælpe os med at

få.

Efter en gennemgang af ministerens svar af 1. juni må vi fastholde:

1. Ministeren har givet en urigtig tal-indikation på

forekomsten af forældres

omsorgssvigt over for børn, der bliver anbragt

(tabel 1 i ministerens svar).

Talmaterialet i ministerens tabel 1 er ubrugeligt til besvarelsen og ministeren

anvender desuden en spekulativ og uredelig afgrænsning af, hvad “indikationer på

omsorgssvigt” omfatter (se Bilag A). En brugbar indikation på forekomsten af

forældres omsorgssvigt findes i opgørelsen, som blev oversendt af daværende

Social- og Indenrigsministerium til udvalget d. 15. januar (Oversigt II i vores første

henvendelse). Her finder man indikationen under årsagskategorien ‘utilstrækkelig

omsorg (fra forældre)’, og det vægtede gennemsnit på tværs af alle aldersintervaller

af børn, der blev anbragt i årene 2015-19, er

44%;

forekomsten af omsorgssvigt fra

forældre falder med alderen ved anbringelse, og for de sent anbragte, 15-17 årige, er

den nede på

32%.

Jf. bilag 2 i vores første henvendelse, som alene omfatter tallene

for 2019, er forekomsten af utilstrækkelig omsorg fra forældre endnu lavere. Som

svar på Torsten Gejls spørgsmål viser tallene med andre ord

ikke,

at der for 81% af

de børn, der bliver anbragt er indikationer på omsorgssvigt fra forældre - og den

reelle tal-indikation ligger især langt fra for de sent anbragte børn.

●

Medgiver ministeren, at hendes tabel 1 og dermed tallet på 81% er

misvisende for besvarelsen af Torsten Gejls spørgsmål?

Medgiver ministeren, at Oversigt II (og bilag 2) viser, at forekomsten af

omsorgssvigt fra forældre som noteret årsag i anbringelser med og

uden samtykke er langt lavere, omkring halvdelen af de 81%, ministeren

anførte under samrådsmødet, samt at den falder med alderen ved

anbringelse?

SOU Alm. del - Bilag 273

SOU Alm. del - Spørgsmål nr. 589 stillet af Karina Adsbøl

SOU Alm. del - endeligt svar på spørgsmål 589

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 305: Henvendelse af 10/6-21 fra Bodil Voss, En gruppe af mødre til ikke-anbragte børn med sociale handikaps om Barnets Lov og skel mellem udsatte børn og børn med handikap i anbringelser

2. Ministeren fremlægger stadig ikke belæg for, at sent anbragte børn skal anbringes

tidligere, i sin tolkning af de refererede undersøgelser. At antallet af sent anbragte

børn er højt er ikke noget argument for at anbringe dem tidligere. VIVEs rapport viser

ikke, at man bør anbringe sent anbragte før. Statistikken for forebyggende indsatser

og foranstaltninger viser ikke noget om, hvorvidt hjælpen har været tilstrækkelig og

relevant i de enkelte tilfælde. Tværtimod. Der har jf VIVEs rapport fx. for en stor

andel af sent anbragte påviseligt været helt utilstrækkelige forebyggelser af mistrivsel

(behandling, hensyn/støtte) blandt det høje antal børn og unge med psykiatriske

diagnoser der anbringes, som vi har påpeget i vores første henvendelse - hvilket

udsagnene fra Socialpædagogernes fagforening er konsistente med, idet skaderne,

de ser, netop kan komme af den utilstrækkelige hjælp i systemet. Kontroltal i flere

sammenligningsstudier viser, at anbringelse med høj sandsynlighed er uvirksomt

eller skadeligt, som sociolog emeritus Morten Ejrnæs og psykolog Niels Christian

Barkholt fremlagde for Socialudvalget d. 20. maj 2021

. Det er alt i alt gode

argumenter for at yde bedre hjælp i tide, dvs i hjemmet - det er ikke gode argumenter

for at anbringe.

●

Medgiver ministeren, at VIVEs rapport tyder på, at hjælpen og støtten,

der ydes inden anbringelse for en stor andel sent anbragte med

psykiatriske diagnoser er helt utilstrækkelig?

Medgiver ministeren, at den viden, fageksperterne Morten Ejrnæs og

Niels Christian Barkholt fremlagde for Socialudvalget om anbringelsens

skadelige, eller i bedste fald uvirksomme, effekt set i forhold til

indsatser i hjemmet, udgør en vis form for evidens, og at denne viden

må veje tungere i argumentationen

imod

flere og tidligere anbringelser

end

den rent subjektive tolkning, ministeren tillægger VIVEs rapport og

andre udsagn, vejer for?

●

3. Ministeren forholder sig i sit svar stadig tavs i forhold til overrepræsentationen af børn og

unge med sociale handikaps i anbringelsesstatistikken. Hun er også fortsat tavs omkring

det offentlige omsorgssvigt og den diskrimination, der fører til overrisiko for mistrivsel hos

og anbringelse af socialt handikappede børn, hvilket påviseligt er til særlig stor skade for

denne gruppe. At regeringen efter aftalen Børnene Først vil sende signaler om at

videreføre

de forebyggende og familiestøttende indsatser, som de sker nu, at hjælpen på

grund af funktionsnedsættelse

ikke vil være ændret,

og at regeringen vil

videreføre

princippet om konkret og individuel vurdering, udtrykker på ingen måde et opgør med det

offentlige omsorgssvigt og den diskrimination, der udøves i dag mod børn med sociale

handikaps. Den styrkelse af kvaliteten i anbringelser, som ministeren nævner, kommer

oftest først i spil i den sene ende af forløbet for barnet med socialt handikap, hvor et

uegnet skoletilbud for længst har skadet barnet, hvor systemet har produceret endnu en

udsat, dvs alt for sent. En styrkelse af barnets stemme er virkningsløs her, i visse tilfælde

direkte farlig

, i forhold til socialt handikappede børn - en styrkelse af forældres retsstilling

SOU Alm. del - Bilag 258

Kun psykologer med autismeerfaring kan dechifrere og hjælpe med at nuancere det autistiske barns

ytringer. Et autistisk barn med depression kan ofte kun forstås af vante omsorgspersoner med

kendskab til barnets autismeudtryksformer, dvs dets forældre. Erfaringen viser, at uden forældres

‘oversættelser’ til fagkyndige misforstås barnet, til fare for barnets tarv.

ville derimod styrke den tidlige indsats. Her adskiller den gunstige tilgang til

sagsbehandling af handikappede børn i mistrivsel sig også væsentligt fra den gunstige

tilgang til sagsbehandling af udsatte børn i mistrivsel. Det er meget svært at se, hvorfor

det skulle give mening at anvende fælles lovgivning omkring håndtering af de to

vidt

forskellige grupper

af handikappede børn hhv. socialt udsatte børn.

●

Medgiver ministeren, at det højere formål er at afværge mistrivsel i at

opstå, og at aftalen om Barnets lov ikke sikrer afværgningen af den

systemiske eksklusion, som børn med sociale handikaps bliver mødt

med i grundskolen, og som skaber voldsom mistrivsel hos disse og

øger deres risiko for skadende anbringelse?

Medgiver

ministeren,

reformen

derfor

ikke

eliminerer

diskriminationen af socialt handikappede børn, ejheller skaber de

rammer, der gør, at handikappede børn kan undgå den undgåelige

mistrivsel, og at der må være andre, mere effektive måder at afværge

mistrivsel for socialt handikappede børn og unge på?

●

Hvis vi profylaktisk skal anbringe børn som indsats mod omsorgssvigt, må konsekvensen i

det ekstreme være, at vi skal anbringe alle børn, for vi ved aldrig, hvilke børn der viser sig at

have et usynligt handikap. Vi ved, på den anden side, erfaringsmæssigt, at det offentlige ofte

vil omsorgssvigte det usynligt handikappede barn - og der er tilmed stærkt forhøjet fare for,

at systemet også svigter familien til det handikappede barn, anbringer barnet og

‘selvundersøgende’ blindt påstår, at det sker som følge af forældres omsorgssvigt. Det sker

nemlig allerede i dag. Kunne man overveje at styrke forældres retsstilling i stedet?

Vi må fastholde, at der med Barnets lov fortsat er fare for et øget offentligt overgreb mod

familier med socialt handikappede børn. Denne fare er forstørret, efter at der er skaffet et

flertal i aftalen for, at der i lovgivningen ikke skal skelnes mellem udsatte børn og børn med

handikap. Denne manglende skelnen er uforståelig og katastrofal, og det har flere

handicaporganisationer

og Monica Lylloff fra #enmillionstemmer har været ude i medierne

og advare kraftigt imod konsekvenserne af. Må det mane til eftertanke og aftaleændringer.

Neuropolitisk Forum v/:

Camilla Nielsen,

cand.scient.soc/sociolog

Camilla Newcomb Burgess,

Sociolog (Ba.Science.soc in educational science, MSc.Social.Science)

Britt Altofte Rindom,

CLO Skolenonline.dk

Mette de Lony Islandi,

cand.scient.adm

Anette Bruun,

Specialpædagog

Karina Bundgaard,

fysioterapeut

Maja Suralski,

cand.mag

Bodil Voss, Ph.d.,

B.Sc.Eng

Vedlagt er Bilag A: Svar på spørgsmålet om forekomst af “indikationer på forældres

omsorgssvigt” hos børn, der bliver anbragt

https://www.altinget.dk/social/artikel/organisationer-i-opraab-boernene-foerst-skal-handle-om-den-rett

e-indsats

Bilag A

Svar på spørgsmålet om forekomst af “indikationer på forældres omsorgssvigt” hos

børn, der bliver anbragt

Talmateriale til besvarelse af samrådsspørgsmålet fra Torsten Gejl

På Torsten Gejls spørgsmål om, hvor mange procent af de børn, der bliver anbragt, der har

været udsat for de ting, som ministeren refererer til (forældres vold, alkoholmisbrug, incest

og generelle omsorgssvigt) svarer ministeren under samrådsmødet

, at i 81% af tilfældene

har der været indikationer på omsorgssvigt, og ministeren lover at oversende et

udtømmende skema i forhold til de forskellig årsager. Der er i forlængelse af

Socialministerens besvarelse af samrådsspørgsmål på samrådsmødet oversendt to

oversigter med angivelse af årsager i forbindelse med iværksættelse af anbringelser, en af

27. november 2020 som angår anbringelser uden samtykke (Oversigt

i vores

henvendelse), henholdsvis en af 15. januar 2021 som angår anbringelser både med og uden

samtykke (Oversigt

i vores henvendelse). Oversigt I (endeligt svar på spørgsmål 43)

bliver oversendt som skema, som det fremgår af følgeteksten, til belysning af bl.a. årsager til

tvangsanbringelser.

Oversigt II oversendes i forlængelse af samrådsspørgsmål C-D den 22.

oktober 2020 til belysning af årsager til

anbringelser, med og uden samtykke,

af børn og

unge.

Ministeren påpeger i sit svar på vores første hovedkritikpunkt, at hendes tal på 81% er

hentet fra en tredje opgørelse, som hun nævner tal fra under samrådsmødet, og som viser

antallet af alle anbragte i 2018 samt angiver antallet og andelen af disse, for hvilke der har

været indikationer på forældres omsorgssvigt jf ministerens egen afgrænsning i bilag 1.

Socialministeren har inkluderet tallene fra ‘øjebliksbilledet 2018’ i en

tabel 1

i sit svar.

Ministeren understreger endvidere, at både spørgsmål og besvarelse angår alle

anbringelser, med og uden samtykke. Men ministerens afgrænsning i bilag 1 er i strid med

Bekendtgørelsen for Dataindberetning på Socialområdet, som vi vender tilbage til.

Ministeren citerer selv fra samrådsmødet 22. oktober 2020:

“Spørgsmålet fra Torsten Gejl på samrådet lød: ”Mit andet spørgsmål handler om det udemærkede

spørgsmål, Karina Adsbøl rejste, nemlig hvor mange procent af de børn, som bliver anbragt, har

egentlig været udsat for de ting, som ministeren hele tiden refererer til?” Hertil svarer jeg:

‘Ud af de

14.100 børn, som var anbragt uden for hjemmet i 2018, var der indikationer på omsorgssvigt

for de 81 pct. af dem. Altså over 11.000 af dem. Og som jeg sagde, for mig er omsorgssvigt

ikke kun alvorligt og problematisk, hvis det er vold eller alkohol eller incest. Det er det jo også,

hvis det på andre måder er forældre, der omsorgssvigter deres børn, som lader børnene stå

med et alt for stort et ansvar, lader børnene være de voksne, isolerer børnene, voldsomt, nogle

af de her forfærdelige historier, vi jo alle sammen kender. Så altså bare for at sige, at i 81 pct.

af tilfældene, da er der indikationer på omsorgssvigt.’ ”

(Red.) Socialministeren indleder svaret med følgende passage:

”Så i forhold til Torsten, lad os,

skal vi ikke bare aftale, det tror jeg måske også vi gjorde i forbindelse med sidste samråd, men

lad os endelig gøre det igen, at vi kan oversende et egentligt udtømmende skema i forhold til

de forskellige årsager, der bliver registreret på anbringelser. Så kan udvalget få det helt

faktuelle, men ud af de 14100 børn ...”

Vi må gøre opmærksom på, at den form for opgørelse, som tallene i ministerens

tabel 1

baserer sig på,

ubrugelig

i besvarelsen af, hvor mange procent af de børn der bliver

anbragt, der har været udsat for omsorgssvigt fra forældre. Det skyldes, at opgørelsen

matematisk overrepræsenterer anbringelsesårsager for tidligt anbragte børn, som anbringes

i væsentligt længere tid, jf. VIVEs forløbsrapport

. Da

samtidig

andelen af tidligt anbragte

børn, hvor forældres omsorgssvigt er angivet som medvirkende årsag, er væsentligt højere

end for sent anbragte børn, overestimeres forældres omsorgssvigt ved denne

opgørelsesmetode. Vi har i fodnoten nedenunder uddybet, hvorfor

tabel 1

i ministerens svar

ikke kan bruges til at besvare Torsten Gejls spørgsmål.

Oversigt I, Oversigt II og opgørelsen i bilag 2 (statistik på iværksatte anbringelser) i vores

henvendelse er derimod egnede til at besvare spørgsmålet fra Torsten Gejl. Når

spørgsmålet fra Torsten Gejl angår anbringelser både med og uden samtykke, er det følgelig

Oversigt II

(evt. bilag 2 i vores henvendelse), der skal anvendes til besvarelsen. Oversigten

har anmærkningerne: Omfatter børn og unge i alderen 0-17 år, der fik iværksat en

anbringelse i årene 2015-2019. Barnets eller den unges alder er opgjort på

anbringelsestidspunktet.

Ministeren mener, at hendes tabel 1 og Oversigt II tegner stort set identiske billeder.

Ministeren afgrænser i begge opgørelser forekomsten af “indikationer på omsorgssvigt” fra

forældre på en fejlagtig måde, så de også omfatter

offentligt

omsorgssvigt og

andre

omsorgspligtiges

omsorgssvigt, samt andre

irrelevante

forhold hos forældre. Men

ministerens afgrænsning af “indikationer på omsorgssvigt” fra forældre, og dermed

ministerens talbehandling, er dermed i modstrid med præmissen, hvorunder tallene er

indberettet, som redegjort for i næste afsnit nedenfor.

Hvis man alene opgør forekomsten af “indikation på omsorgssvigt” fra forældre som

værende den andel, det vægtede gennemsnit på årsagskategorien ‘utilstrækkelig omsorg

(fra forældre)’ viser, hvilket man bør, er forekomsten stort set halveret, fra

81%

(jf.

ministeren) til

44%

(jf. bekendtgørelsens præmisser). Ser man på tallet for sent anbragte,

15-17 årige ved anbringelse, er forekomsten af forældres utilstrækkeligt omsorg nede på

32%,

hvilket vi også fremførte i vores første henvendelse.

Der er derfor ikke jf. Oversigt II

belæg for at sige, at 81% af børn og unge, der bliver anbragt, er anbragt som følge af

forældres omsorgssvigt. Tallet baserer sig på en ubrugelig opgørelse og en forkert

afgrænsning af forhold der kan henregnes til “indikationer på omsorgssvigt”. Tallene

peger jf. Ministeriets egen opgørelse (Oversigt II) på, at forekomsten af ‘utilstrækkelig

omsorg fra forældre’ fra forældre er ca. det halve i vægtet gennemsnit, og at den

falder med alderen ved anbringelse.

Ministeren kan ikke bruge tallene i tabel 1 til at besvare Torsten Gejls spørgsmål om, hvad børn der

bliver anbragt har været udsat for. Tallene i ministerens tabel 1 er netop et øjebliksbillede af

populationen af anbragte i 2018, hvis sammensætning er et resultat af børn, der er anbragt i lang tid,

børn der er anbragt i kort tid, børn der er anbragt som spæde og unge der bliver anbragt sent, børn

der er anbragt som følge af omsorgssvigt og børn der ikke er anbragt som følge af omsorgssvigt. Som

det fremgår af Oversigt I, så er det primært de tidligt anbragte, der hyppigst er blevet omsorgssvigtet

af en eller begge af deres forældre. Da de tidligt anbragte jf VIVE-rapporten samtidig er dem, der er

anbragt længst, så vil et øjebliksbillede overrepræsentere tidligt anbragte i populationen af anbragte,

og andelen af tilfælde i populationen af anbragte, der har været udsat for omsorgssvigt er derfor

logisk set forstørret. Det er ren matematik.

Afgrænsninger af indikationer for forældres omsorgssvigt i Oversigt II

Udover fejlagtig brug af opgørelse, er der, som sagt, også en anden fejlkilde i ministerens

måde at opgøre årsager til anbringelse på. Ministeren argumenterer i sit svar for, at der kan

være forskellige måder at opgøre forældres omsorgssvigt på. Ministeren fastholder sin egen,

idet hun henviser til bilag 1 i sin besvarelse af 1. juni 2021, hvori afgrænsningen af

indikationer på omsorgssvigt fra forældre er opgjort for tabel 1 i hendes svar. Man kan af

ministerens bilag 1 i hendes besvarelse orientere sig om, at Socialministeriet har benyttet sig

af flere irrelevante årsagskategorier til at indikere forældres omsorgssvigt med. Dette

advarede vi også om i vores henvendelse af 2. maj 2021.

Vi gør opmærksom på, at jf Bekendtgørelse for dataindberetning på socialområdet

punkterne 1-8 tabel 1 i ministerens Bilag 1 forhold,

der relaterer til barnet/den unge selv,

mens punkterne 9-15 er forhold, der relaterer til forældre, som årsager til anbringelse.

Men

Socialministeriet har medtaget punkterne 7 og 8,

hørende til forhold hos den unge selv, i

deres afgrænsning af forældres omsorgssvigt som årsag. Altså er måden, hvormed

indikationer på omsorgssvigt fra forældre er afgrænset på i ministerens opgørelse, i

uoverensstemmelse med Bekendtgørelsen for dataindberetning på socialområdet.

Fremdragne tal for punkterne 7 og 8 bygger derfor på falske præmisser om indikation af

forældres omsorgssvigt, idet disse forhold ikke i sig selv giver indikation på forældres

omsorgssvigt. Hvis forældre også

samtidig

havde været at anklage i de nævnte forhold, så

ville det

allerede

have været noteret som ‘utilstrækkelig omsorg fra forældre’, jf

bekendtgørelsen.

Der kan ikke være tale om, at forhold, der hører til barnet/den unge,

også skal henregnes under forhold, der i tillæg kan tilskrives forældres

utilstrækkelige omsorg eller manglende forældrekompetence generelt, idet disse

forhold allerede opgøres under punkterne 9-15, som vurderet af sagsbehandler. At

ministeren indregner punkterne 7 og 8 i forhold, der postuleres at kunne indikere

omsorgssvigt fra forældre, er derfor uden hold i fakta, og afgrænsningen er derfor

ikke redelig.

Endvidere er andre irrelevante forhold

hos forældre end forældres utilstrækkelige omsorg

(pkt.

14)

medtaget i ministerens bilag 1,

punkterne 9-13.

Vi må alt i alt igen fastholde, at hvis

der i forbindelse med andre forhold hos forældrene samtidig har været indikation på

omsorgssvigt, herunder generelt manglende forældrekompetencer, vil det allerede fremgå i

noteringen af forholdet ‘Utilstrækkelig omsorg fra forældre’. Det er derfor alene forholdet i

pkt. 14 i ministerens bilag 1, der indikerer utilstrækkelig omsorg fra forældre, eller forældres

omsorgssvigt (intenderet eller ej), om man vil.

Vi må påpege, at de konkrete oplysninger

der ligger til grund i børnesager går tabt i statistikken, og man kan derfor ikke gå

baglæns i statistikken og opgøre, om andre forhold kan efterrationaliseres som

indikationer på omsorgssvigt fra forældre eller manglende forældrekompetence. At

tillægge andre forhold hos forældre en betydning i en genvurdering af ‘utilstrækkelig

omsorg fra forældre’, som ministeren gør, er derfor spekulativ.

BEK 2090 af 11/12/2020, og før det BEK 1094 af 22/10/2019, i medfør af § 84, stk. 1, i lov om retssikkerhed og

administration på det sociale område.

Vi kan notere os, at ‘Betydeligt eller varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne hos forældre’ er

et forhold der ikke er medtaget i årsagshovedkategorien ‘Omsorgssvigt m.v.’ i Oversigt I og Oversigt

II. Denne udeladelse i afgrænsningen bifalder vi, idet en vurdering af dette forhold er subjektiv og

desuden ikke automatisk leder til omsorgssvigt.