Social- og Ældreudvalget 2020-21
SOU Alm.del Bilag 300
Offentligt
2410679_0001.png
Enhed
Jura og International
Sagsnr.
2019 - 5826
Doknr.
428220
Dato
04-06-2021
Samlenotat forud for EPSCO den 14. juni 2021
FEU d. 10 juni 2021.
1. Rådshenstilling om oprettelsen af en europæisk børnegaranti ...................... 2
2. Rådskonklusioner om Strategi for rettigheder for personer med handicap
2021-2030 ......................................................................................................... 8
3. Hovedbudskaber i Socialkomitéen og Kommissionens fælles rapport om
langtidspleje ...................................................................................................... 11
4. Forslag til Rådets direktiv om gennemførelse af princippet om ligebehandling
af alle uanset religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering. ........ 13
1
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 300: Samlenotat forud for EPSCO-rådsmøde den 14. juni 2021 FEU den 10. juni 2021
2410679_0002.png
1. Rådshenstilling om oprettelsen af en europæisk
børnegaranti
COM (2021) 137
Vedtagelse
Nyt notat
1.Resumé
Kommissionen har ved COM(2021) 137 af d. 24. marts 2021 fremlagt et forslag
til en rådshenstilling om oprettelsen af en europæisk børnegaranti, som har til
formål at forebygge og bekæmpe social udstødelse og sikre adgang til
nøgletjenester af høj kvalitet for børn i nød.
Rådshenstillingen opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at børn i nød har
effektiv og gratis adgang til: dagtilbud; uddannelse og skolebaserede aktiviteter
og et sundt måltid hver skoledag; sundhedspleje samt effektiv adgang til; sund
næring og ordentlige boligforhold.
Formandskabet sigter efter vedtagelse af forslaget om oprettelsen af
børnegarantien på EPSCO-rådsmødet den 14. juni 2021.
Forslaget til rådshenstilling om oprettelsen af en europæisk børnegaranti er
ikke juridisk bindende og har ikke i sig selv lovgivningsmæssige konsekvenser
eller konsekvenser for statsfinanserne, samfundsøkonomien, eller
beskyttelsesniveauet. Eventuelle nationale tiltag som følge af henstillingen vil
kunne medføre statsfinansielle konsekvenser.
Regeringen støtter rådshenstillingens ambition om at bekæmpe social
eksklusion blandt børn og børnefattigdom generelt, og kan støtte at børn i
Europa skal sikres ordenlige vilkår, med respekt for national kompetence.
Der lægges særligt vægt på, at rådshenstillingen fuldt ud respekterer
medlemsstaternes nationale kompetence, forskellige nationale forhold og
tilgange på områder som dagtilbud, uddannelse og skolebaserede aktiviteter,
ernæring, sundhedspleje og boligforhold for udsatte børn.
Rådshenstillingen vurderes at være tilstrækkeligt afbalanceret og fleksibel i
forhold til at kunne tilpasses danske forhold og interesser, herunder bl.a. i
forhold til skolemåltider.
2. Baggrund
Kommissionen har ved COM(2021) 137 af d. 24. marts 2021 fremlagt et forslag
til en rådshenstilling om oprettelsen af en europæisk børnegaranti.
Børnegarantien supplerer Kommissionens meddelelse om EU-Strategien for
Børns Rettigheder, som blev offentliggjort samme dag, og er en levering på et
af Kommissionsformand Von der Leyens politiske løfter.
Børnegarantien er en udmøntning af princip nr. 11 i Den europæiske søjle for
sociale rettigheder om ”børnepasning og støtte til børn”. Den europæiske søjle
for sociale rettigheder udgør rammen for EU's og medlemsstaternes indsats for
retfærdige og velfungerende arbejdsmarkeder og social beskyttelse og
inklusion. Handlingsplanen for den europæiske søjle for sociale rettigheder
tilstræber yderligere forbedringer af levestandarden og fastsætter et mål om at
2
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 300: Samlenotat forud for EPSCO-rådsmøde den 14. juni 2021 FEU den 10. juni 2021
2410679_0003.png
nedbringe antallet af personer i risiko for fattigdom eller social udstødelse med
mindst 15 millioner, og hvoraf mindst 5 millioner skal være børn.
Forslaget har været behandlet på tre arbejdsgruppemøder.
Forslaget er fremsat med hjemmel i TEUF artikel 151, som omhandler
Unionens og medlemsstaternes mål om at fremme bl.a. forbedrede levevilkår,
passende social beskyttelse, og bekæmpelse af social udstødelse, samt på
artikel 153 stk. 1 litra j i TEUF, som giver hjemmel til at Unionen støtter og
supplere medlemsstaternes indsats for bekæmpelse af social udstødelse med
henblik på at nå målene i artikel 151.
Rådshenstillingen om oprettelse af en europæisk børnegaranti forventes at
blive vedtaget til EPSCO-rådsmødet den 14. juni 2021.
3. Formål og indhold
Den europæiske børnegaranti har til formål at forebygge og bekæmpe social
udstødelse, og støtte medlemsstaterne i at sikre adgang til nøgletjenester af
høj kvalitet for børn i nød. Forslaget om børnegarantien er rettet mod børn i
nød, som i rådshenstillingen defineres som børn i risiko for fattigdom eller
social udstødelse.
Nøgletjenesterne, som rådshenstillingens centrale henstillinger opfordrer
medlemsstaterne til at sikre en effektiv og gratis adgang til for børn i nød, i
overensstemmelse med nationale kompetencer, forhold og tilgange, er
følgende:
1) Dagtilbud, uddannelse og skolebaserede aktiviteter samt et sundt måltid
hver skoledag.
2) Sundhedspleje.
Derudover opfordrer henstillingen medlemsstaterne til at sikre en effektiv
adgang for børn i nød til:
3) Sund næring.
4) Ordenlige boligforhold.
Selvom de fleste børn i EU har adgang til disse tjenester, er det afgørende, at
adgangen er en universel praksis, for at sikre lige muligheder for alle børn, og
navnlig for dem, der oplever social udstødelse. Med formuleringen ”gratis og
effektiv” menes der ordninger hvor nøgletjenesterne stilles til rådighed
gratis,
eller ved at sikre et tilstrækkeligt ydelsesniveau til at dække omkostningerne,
eller anden vis, hvorved finansielle omstændigheder ikke hindrer en lige
adgang til tjenesterne.
I forslaget henstilles der også til, at medlemsstaterne ved udformningen af
deres nationale integrerede foranstaltninger til støtte for børn i risiko for
fattigdom eller social udstødelse, hvor det er relevant, også tager hensyn til de
særlige behov hos børn, der er hjemløse eller har dårlige boligforhold; der har
handicap, der har migrantbaggrund, eller etnisk minoritetsbaggrund; der er
anbragt i alternativ eller institutionel pleje og børn i usikre familieforhold.
I forhold til forvaltning og rapportering, opfordres medlemsstaterne, med
hensyntagen til allerede eksisterende nationale strukturer og mekanismer, til:
1) at udpege en national børnegarantikoordinator med ressourcer og mandat til
at muliggøre effektiv koordinering og overvågning af henstillingens
gennemførelse, som vil være kontaktperson for Kommissionen.
2) at udpege børn i nød under hensynstagen til nationale, regionale, og lokale
3
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 300: Samlenotat forud for EPSCO-rådsmøde den 14. juni 2021 FEU den 10. juni 2021
2410679_0004.png
organisationer og inddrage relevante interesserede parter i identificeringen af
børn i nød.
3) at medlemsstaterne senest ni måneder efter vedtagelsen af henstillingen
forelægger Kommissionen en national handlingsplan, der dækker perioden
frem til 2030.
4) Udvikler effektive opsøgende foranstaltninger over for børn i nød og deres
familier
5) inddrager interesserede parter, herunder elevante myndigheder,
repræsentanter fra civilsamfundet, ikke-statslige organisationer m.fl. under
udarbejdelsen, gennemførelsen, overvågningen og evalueringen af
handlingsplanen.
6) at medlemslandene hver andet år aflægger rapport til Kommissionen om
henstillingen gennemførelse.
4. Europa-Parlamentets udtalelser
Ikke relevant
5. Nærhedsprincippet
Spørgsmålet om nærhedsprincippet er ikke relevant, da der ikke er tale om
bindende lovgivning.
6. Gældende dansk ret
I Danmark er der på tværs af ressortområder et stort fokus på at sikre, at børn
har adgang til basale ydelser, hvilket lovgivningen og indsatser allerede
understøtter og sikrer på mange områder. En række af dem nævnes herunder.
Opsøgende foranstaltninger for udsatte børn
I forhold til implementere effektive og opsøgende foranstaltninger, så er
kommunerne via serviceloven ansvarlige for at yde støtte til børn og unge samt
deres familier, som har behov for særlig støtte. Støtten skal sikre børn og
unges opvækstvilkår, så de kan opnå samme muligheder for personlig
udvikling, sundhed og et selvstændigt voksenliv, som deres jævnaldrende.
Kommunen skal være opmærksom på, om der i kommunen befinder sig et
konkret barn eller en ung, som kan have brug for støtte. Hvis et barn eller en
ung antages at have behov for støtte, har kommunen pligt til at sikre, at der
iværksættes en børnefaglig undersøgelse af barnets eller den unges forhold.
Undersøgelsen har til formål at afdække barnets og familiens ressourcer såvel
som problemer. Undersøgelsen skal munde ud i en begrundet beslutning om,
hvorvidt der skal iværksættes foranstaltninger, der kan støtte barnet.
Børn med handicap
Lov om social service indeholder bestemmelser om sociale indsatser til børn
og unge med handicap og deres familier, som kan være relevante ift. sikring af
de nævnte nøgletjenester. Det drejer sig særligt om servicelovens § 32 og 36,
som pålægger kommunerne at tilbyde hhv. særlige dag- og klubtilbudspladser
til børn og unge, der på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne har et særligt behov for støtte, behandling m.v., der ikke kan
dækkes gennem deltagelse i et af de almene tilbud efter dagtilbudsloven samt
om servicelovens § 116, som pålægger kommunerne pligt til at yde hjælp til
indretning af bolig til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne, når indretning er nødvendig for at gøre boligen bedre egnet som
opholdssted for den pågældende.
Dagtilbud
I Danmark er alle børn
–
gennem den såkaldte pasningsgaranti
–
sikret en
plads i et alderssvarende dagtilbud fra 26 uger og frem mod skolestart. Der er
et højt kommunalt tilskud til dagtilbud, så forældrebetalingen er lav. Det
4
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 300: Samlenotat forud for EPSCO-rådsmøde den 14. juni 2021 FEU den 10. juni 2021
2410679_0005.png
kommunale tilskud dækker 75% af driftsudgifterne forbundet med pladsen i
dagtilbud, og der er et økonomisk fripladstilskud til familier med lavere
indkomst, således at dagtilbudspladsen for disse familier tilbydes gratis.
Dagtilbudsloven regulerer, at dagtilbud skal medvirke til at yde særlig støtte til
de børn i dagtilbud, der har behov herfor.
Skole
Alle børn i Danmark har ret til at modtage gratis undervisning i folkeskolen. Det
er en ret som er grundlovssikret.
Sundhed
Sundhedsloven indeholder bestemmelser om alle herboende personers,
herunder herboende børns, ret til behandling i det danske sundhedsvæsen. I
medfør af §5 har alle børn således ret til behandling i form af undersøgelse,
diagnosticering, sygdomsbehandling, genoptræning, sundhedsfaglig pleje samt
forebyggelse og sundhedsfremme. Med hjemmel i sundhedslovens § 158 og
bekendtgørelsen om gratis vaccination mod visse smitsomme sygdomme mv.
modtager alle børn desuden tilbud om gratis vaccination mod kighoste, difteri,
stivkrampe, polio, mæslinger, fåresyge og røde hunde samt HPV. Typisk
foretages vaccinationerne i forbindelse med, at barnet får en almen
børneundersøgelse hos egen læge.
Med henblik på at bidrage til at sikre børn og unge en sund opvækst og skabe
gode forudsætninger for en sund voksentilværelse skal kommunerne jf.
sundhedslovens §120-126 dels yde en generel sundhedsfremmende og
sygdomsforebyggende indsats, dels en individorienteret indsats, der retter sig
mod alle børn og unge, samt en særlig indsats, der specielt tager sigte på de
svagest stillede børn og unge. Landets kommuner tilbyder alle børn og unge
vederlagsfri sundhedsvejledning, bistand samt funktionsundersøgelse ved en
sundhedsplejerske indtil undervisningspligtens ophør og tilbyder derudover en
øget indsats for alle børn og unge med særlige behov. De kommunale tilbud
inkluderer bl.a. besøg af sundhedsplejerske hos nybagte forældre samt
minimum to vederlagsfri forebyggende helbredsundersøgelser ved læge eller
sundhedsplejerske, mens barnet er i den undervisningspligtige alder.
Uregistrerede migranter har ret til akut og fortsat sygehusbehandling efter
sundhedsloven.
Måltid i skoler
Rådshenstillingen beskriver dog også tiltag, der ikke er dansk praksis for,
eksempelvis i forhold til at tilbyde skolemåltider. I Danmark har vi ingen
landsdækkende foranstaltninger, der sikrer, at hvert barn får et sundt måltid om
dagen i skolen. Der er dog lokale forskelle. Forskellige kommuner tilbyder
forældrene mulighed for at bestille skolefrokost til deres barn. Dette er normalt
forbundet med en pris pr. måltid, selvom mange kommuner tilbyder nedsatte
eller gratis måltider, afhængigt af husstandens indkomst. Dette for at sikre, at
dårligt stillede børn får mindst et sundt måltid om dagen.
7. Konsekvenser
Forslaget til rådshenstilling om en europæisk børnegaranti er ikke bindende og
har ikke i sig selv lovgivningsmæssige konsekvenser eller konsekvenser for
statsfinanserne, samfundsøkonomien, eller beskyttelsesniveauet. Eventuelle
nationale tiltag som følge af henstillingen vil kunne medføre statsfinansielle
konsekvenser.
8. Høring
Forslaget er den 15. april 2021til den 6. maj sendt i høring i EU-
Specialudvalget for Arbejdsmarkedet og Sociale Forhold og EU-
Specialudvalget for Uddannelse og Ungdom.
Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF)
DUF mener, at analysen af grundene til at børn lever i fattigdom, er vigtigt. For
DUF er et vigtigt punkt i henstillingen beskrivelserne af forvaltningen og
5
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 300: Samlenotat forud for EPSCO-rådsmøde den 14. juni 2021 FEU den 10. juni 2021
2410679_0006.png
rapporteringen. De ønsker at gøre opmærksom på vigtigheden af inddragelse
af relevante organisationer i udviklingen, gennemførelsen, overvågningen og
evalueringen af de i henstillingen omtalte handlingsplaner. Organisationerne
der skal inddrages, bør både være rettighedsorganisationer og organisationer
med en bredere forståelse af unges liv. DUF mener, at disse organisationer
skal inddrages i at sætte rammen for overvågnings- og evalueringsparametre i
henhold til henstillingen. risiko for unødvendig diskriminering imod alternative
familieformer. I forhold til definitioner, mener DUF ikke, at enlige forælde, eller
en forælder med et handicap bør sættes i direkte
linje med definitionen ”usikre
familieforhold”.
Børne- og Ungdoms Pædagogernes Landsforbund (BUPL)
BUPL finder forslaget til en rådshenstilling om oprettelse af en europæisk
børnegaranti både visionær og nødvendig. BUPL ser forslaget som et godt
greb til at skabe opmærksomhed omkring nødvendigheden af systematisk
prioritering af indsatser for børn og unge i udsatte positioner, så der skabes
gode forudsætninger for et godt børneliv, uanset baggrund. BUPL opfordrer til,
at arbejdet med at tilrettelægge og gennemføre indsatser på dagtilbuds- og
skoleområdet sker med en helhedsorienteret tilgang, hvor der sker en
koordineret indsats med udgangspunkt i børnenes behov og trivsel. BUPL er
bekymret over, at forslagets ordlyd i nogen grad bærer præg af et
fejlfindingsfokus blandt børn bl.a. med hensyn til sproglige, kognitive og
uddannelsesmæssige mangler. BUPL appellerer til, at man forlader et sådan
stigmatiserende sprogbrug af hensyn til bredere inklusion. BUPL hæfter sig
positivt ved forslagets betoning af, at indsatser målrettet børn med handicap
skal gennemføres af kvalificeret personale. BUPL bakker op om initiativets
ambition om at sikre reelt lige adgang til dag-, skole- og fritidstilbud for børn og
unge.
Danske Regioner
Danske Regioner støtter, at alle børn skal gives de bedste muligheder for og
adgang til uddannelse, sundhed, tryghed, trivsel. Danske Regioner mener at de
fleste børn og unge i Danmark lever et godt liv og i forhold til Kommissionens
konkrete forslag, så er det Danske Regioners klare opfattelse, at Danmark
allerede arbejder aktivt med de områder, som henstillingen nævner, herunder
at børn i risiko for fattigdom eller social udstødelse har adgang til de mest
basale rettigheder, som sundhedspleje og uddannelse.
Danske Lærerorganisationer International (DLI)
DLI støtter op om Kommissionens forslag til en europæisk børnegaranti. DLI
støtter, at der med henblik på forvaltning og rapportering udpeges nationale
børnegarantikoordinatorer, at der udarbejdes nationale handlingsplaner, samt
at der
sker en ”inddragelse af interesserede parter”. DLI anser dog, at
arbejdsmarkedets parter inden for de relevante sektorer bør nævnes eksplicit.
DLI anser, at der i børnegarantien ikke er tilstrækkelig opmærksomhed omkring
at sikre høj kvalitet i pædagogers, læreres og underviseres grunduddannelse
samt høj kvalitet og reel adgang til relevant efter- og videreuddannelse for
disse faggrupper. DLI anser desuden, at der i forslaget er behov for
opmærksomhed omkring vejledningsindsatsens understøttende rolle i at
fremme børns trivsel og motivation i uddannelsessystemet.
DLI stiller sig særligt positive over for forslaget om at øge investeringerne i bl.a.
uddannelse for at tilgodese behovene hos børn og deres familier, navnlig hos
dem, der er udsat for social udstødelse eller børn med handicap. Dette er
særligt i forhold til førskoleundervisning og børnepasning, uddannelse og
skolebaserede aktiviteter. DLI stiller sig positive over for forslagets forsøg på et
helhedsorienteret blik på børns liv og hilser forslaget om at sikre mindst ét
sundt måltid hver dag i skoler og daginstitutioner velkomment.
Kommunernes Landsforening (KL)
KL bakker op om indsatsen for at forebygge og bekæmpe social udstødelse
blandt børn og deres familier. KL noterer, at der lægges vægt på, at
6
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 300: Samlenotat forud for EPSCO-rådsmøde den 14. juni 2021 FEU den 10. juni 2021
2410679_0007.png
udmøntningen af indsatserne skal ske i dialog med lokale myndigheder og ser
det som afgørende, da lokale forskelle og behov kræver mulighed for at finde
de bedst egnede lokale løsninger i forhold til at støtte udsatte børn og familier. I
forhold til at medlemsstaterne tilskyndes til at sikre mindst ét sundt måltid hver
skoledag, er vigtigt for KL at understrege, at det ikke bør tolkes, som at alle
skoler skal stille gratis frokostordning eller lignende til rådighed på skolen. Det
vil være forskelligt fra kommune til kommune og skole til skole, om
madordninger er relevante. Indsatsen for at sikre tilstrækkelig og sund næring
til alle børn skal ske via de samlede sociale indsatser for at støtte op om
udsatte børn og familier.
9. Generelle forventninger til andre landes holdninger
Det forventes, at forslaget om oprettelsen af børnegarantien generelt vil blive
modtaget positivt blandt medlemsstaterne og at forslaget kan støttes af
medlemsstaterne, eftersom det vurderes at flere af landendes bekymringer er
blevet imødekommet under forhandlingerne. Rådhenstillingen skal vedtages
ved kvalificeret flertal.
10. Regeringens generelle holdning
Regeringen støtter rådshenstillingens overordnede ambition om at bekæmpe
social eksklusion blandt børn og børnefattigdom generelt, og kan støtte at børn
i Europa skal sikres ordentlige vilkår, med respekt for national kompetence.
Der lægges særligt vægt på, at rådshenstillingen fuldt ud respekterer
medlemsstaternes nationale kompetence, forskellige nationale forhold og
tilgange på områder som dagtilbud, uddannelse og skolebaserede aktiviteter,
ernæring, sundhedspleje og boligforhold for udsatte børn.
Rådshenstillingen vurderes at være tilstrækkeligt afbalanceret og fleksibel i
forhold til at kunne tilpasses danske forhold og interesser, herunder bl.a. i
forhold til skolemåltider.
11. Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg
Der blev oversendt grund-og nærhedsnotat den 26. april 2021, samt et
revideret grund- og nærhedsnotat med høringsvar den 27. maj 2021.
7
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 300: Samlenotat forud for EPSCO-rådsmøde den 14. juni 2021 FEU den 10. juni 2021
2410679_0008.png
2. Rådskonklusioner om Strategi for rettigheder for
personer med handicap 2021-2030
Vedtagelse
Nyt notat
1.Resumé
Det portugisiske EU-formandskab har fremsat rådskonklusioner vedrørende
Kommissionens Strategi for rettigheder for personer med handicap 2021-2030.
Strategien afløser Kommissionens europæiske handicapstrategi for 2010-2020,
hvis formål var at styrke personer med handicaps rettigheder og implementere
FN’s Handicapkonvention i EU.
Den nye strategi deler dette overordnede
formål og søger at afhjælpe de forskellige udfordringer, som personer med
handicap møder, således at personer med handicap har lige muligheder til at
deltage i samfundet og økonomien, og ikke bliver udsat for forskelsbehandling
Rådskonklusionerne sætter fokus på udfordringer og rettigheder for personer
med handicap på områder såsom sundhed, beskæftigelse, valg, transport,
tilgængelighed, boliger, kultur, og adgang til uddannelse. Sikringen af lige
adgang og beskyttelse mod diskrimination er et gennemgående fokus i
rådskonklusionerne.
Medlemsstaterne opfordres til at velkomme og endossere Kommissionens
Strategi for rettigheder for personer med handicap, dog med forbehold for, at
der tages stilling til Kommissionens konkrete initiativer, når de præsenteres.
Medlemsstaterne opfordres også til at implementere vedtaget EU-lovgivning
relateret til personer med handicaps rettigheder, samt at forsætte med at
udarbejde og opdatere nationale politikker relateret til implementeringen af
FN’s Handicapkonvention,
herunder i sammenhæng med Kommissionen
Strategi for rettigheder for personer med handicap.
2. Baggrund
Det portugisiske EU-formandskab har fremsat rådskonklusioner vedrørende
Kommissionens Strategi for rettigheder for personer med handicap 2021-2030,
som blev offentliggjort den 3. marts 2021 med COM(2021) 101 og titlen
En
Union med lige muligheder: Strategi for rettigheder for personer med handicap
2021-2030.
Strategien er en meddelelse fra Kommissionen, som ikke skal
forhandles.
Den nye strategi afløser Kommissionens europæiske handicapstrategi for
2010-2020, hvis formål var at styrke personer med handicaps rettigheder og
implementere FN’s Handicapkonvention i EU.
Kommissionens nye strategi
deler dette overordnede formål og søger at afhjælpe de forskellige
udfordringer, som personer med handicap møder, således at personer med
handicap har lige muligheder til at deltage i samfundet og økonomien, og ikke
bliver udsat for forskelsbehandling. Strategien indeholder en kort beskrivelse
af en række initiativer, som Kommissioner forventer at fremsætte mellem 2021-
2030.
Rådskonklusionerne har været drøftet og forhandlet på arbejdsgruppemøder
den 30. marts, 23. april og 11. maj 2021 og forventes vedtaget på rådsmødet i
EPSCO d. 14. juni 2021.
3. Formål og indhold
Rådskonklusionerne skal ses i sammenhæng med Kommissionens strategi for
personer med handicap og sætter fokus på udfordringer og rettigheder for
personer med handicap på områder såsom sundhed, beskæftigelse, transport,
8
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 300: Samlenotat forud for EPSCO-rådsmøde den 14. juni 2021 FEU den 10. juni 2021
2410679_0009.png
tilgængelighed, valg, boliger, kultur, og adgang til uddannelse. Lige adgang og
beskyttelse mod diskrimination er et gennemgående fokus i
rådskonklusionerne.
Rådskonklusionerne sætter fokus på, at personer med handicap i EU stadig
mødet udfordringer og barrierer i frohold til at kunne nyde samme rettigheder
som personer uden, og derfor kan opleve eksklusion og diskrimination. Lige
adgang og beskyttelse mod diskrimination er et gennemgående fokus i
rådskonklusionerne. Rådskonklusionerne skal ydermere ses i konteksten af
Covid-19 pandemien, da pandemien har haft særligt store konsekvenser for
udsatte grupper, herunder personer med handicap.
I rådskonklusionerne inviteres medlemsstaterne til at spille en rolle i forhold til
gennemførslen af Kommissionens Strategi for rettigheder for personer med
handicap, men med reference til nationalt kompetence på området
Medlemsstaterne opfordres blandt andet til at byde Kommissionens Strategi for
rettigheder for personer med handicap velkommen, dog med forbehold for at
der tages stilling til Kommissionens konkrete initiativer, når de præsenteres.
Medlemsstaterne opfordres også til at implementere vedtaget EU-lovgivning
relateret i personer med handicaps rettigheder, samt at fortsætte med at
udarbejde og opdatere nationale politikker relateret til implementeringen af
FN’s Handicapkonvention, i sammenhæng med Kommissionen Strategi for
personer med handicaps rettigheder.
4. Europaparlamentets udtalelser
Ikke relevant
5. Nærhedsprincippet
Spørgsmålet om nærhedsprincippet er ikke relevant, da der ikke er tale om
bindende lovgivning.
6. Gældende dansk ret
Danmark ratificerede
FN’s Handicapkonvention
i 2009 og påtog sig derved en
forpligtelse til at indrette sin lovgivning og administrative praksis i
overensstemmelse med konventionens krav.
7. Konsekvenser
Rådskonklusionerne har ikke lovgivningsmæssige konsekvenser eller
konsekvenser for statsfinanserne, samfundsøkonomien, eller
beskyttelsesniveauet.
8. Høring
Kommissionens Strategi for rettigheder for personer med handicap 2021-2030
har været sendt i høring i EU-Specialudvalget for Arbejdsmarkedet og Sociale
Forhold mellem den 20. april og den 7. maj 2021. Der er indkommet to
høringssvar, som kort er refereret herunder.
Der orienteres endvidere om rådskonklusionerne på mødet i Specialudvalget
for Arbejdsmarkedet og Sociale Forhold forud for EPSCO-rådsmødet.
Danske Handicaporganisationer (DH)
DH anser medlemslandene for at spille en vigtig rolle i realiseringen af
strategien, bl.a. fordi områder som uddannelse, social beskyttelse, sundhed
mv. primært er national kompetence. DH mener, at Danmark og andre lande
skal spille aktivt med, hvis målene i strategien om bedre vilkår og lige
muligheder for mennesker med handicap skal nås.
På nationalt plan foreslår DH at den danske regering følger op på strategiens
opfordringer, og at regeringen på nationalt plan opfordres til bl.a. at sikre
retssikkerheden for mennesker med handicap, uden urimelig lang
sagsbehandlingstid. Derudover opfordrer DH til at styrke indsatsen for at få
9
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 300: Samlenotat forud for EPSCO-rådsmøde den 14. juni 2021 FEU den 10. juni 2021
2410679_0010.png
flere mennesker med handicap i arbejde og sætte mål for at øge
beskæftigelsesfrekvensen, at sikre mennesker med handicap i Danmark lige
adgang til retsvæsenet og ændre lov om forbud mod forskelsbehandling på
grund af handicap, så retten til rimelig tilpasning udvides til at andre områder
end dagtilbud, folkeskolen og frie grundskoler.
Regeringen opfordres også til at følge op på målet om at gøre Europa
barrierefrit og integrere tilgængelighed i alle relevante politikker, herunder
inden for det grønne område, transport, bygninger, medier og digitalisering, at
sikre permanent finansiering af Videncenter for Handicap, samt at regeringen
sætter sig i spidsen for at udbrede Universelt Design-tilgangen til alle danske
myndigheder og private. Regeringen skal styrke inklusionen af mennesker i alle
dele af uddannelsessystemet og sikre at flere mennesker med handicap
gennemfører en erhvervskompetencegivende uddannelse, og sikre reel lige
adgang til sundhedstilbud og indføre et tilbud om sundhedstjek hos lægen til
borgere med psykiske og kognitive handicap, der ikke kan tage vare på egen
sundhed. DH opfordrer også til, at den danske regering sætter sig samme mål
som Kommissionen og modvirke uligheder, som personer med handicap i
Danmark møder i adgangen til kræftforebyggelse, tidlig påvisning af kræft og
kræftbehandling.
Derudover opfordrer DH til at Danmark i EU arbejder aktivt for fremsættelse,
vedtagelse og implementering af alle forslag, som forbedrer rettighederne for
personer med handicap, at Danmark arbejder for at få vedtaget forslaget til et
horisontalt direktiv om ligebehandling uden for beskæftigelsesområdet samt at
Danmark arbejder for vedtagelse af ambitiøse rådskonklusioner om
Kommissionens Handicapstrategi.
Kommunernes Landsforening (KL)
KL Bemærker, at det det i strategiens pkt. 4.1. fremstilles som negativt, at
mange bor på institutioner. At få mulighed for at flytte til en institution/botilbud
med kvalificeret personale kan også betragtes som en frigørende mulighed og
service, som gør det muligt for den enkelte at opnå et selvstændigt og
meningsfyldt liv, uden at være afhængig af sin familie.
KL bemærker, at de er uenige i referencerne til afinstitutionalisering i
strategien, og at der i stedet bør fokuseres på kvalificeret støtte i passende
fysiske rammer. Ligeledes bemærker KL, at det i strategien fremgår som
negativt at blive henvist til specialskole. Det kan for nogle elever være en
forudsætning for læring og trivsel at eleven modtager et
specialundervisningstilbud. Vedrørende inkluderende og tilgængelig
uddannelse, anser KL dette for en vigtig pointe.
9. Generelle forventninger til andre landes holdninger
Det forventes, at rådskonklusionerne vil blive modtaget positivt og at de kan
støttes af de øvrige lande.
10. Regeringens generelle holdning
Regeringen kan støtte rådskonklusionerne, som sammen med Kommissionens
handicapstrategi sætter fokus på
principperne i FN’s Handicapkonvention og
på personer med handicaps rettigheder i forhold til inklusion i samfundet. I
forhold til de konkrete tiltag, der beskrives i strategien for 2021-2030, tages der
individuelt stilling til disse, når de offentliggøres.
11. Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg
Sagen har ikke tidligere været forlagt Folketingets Europaudvalg.
10
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 300: Samlenotat forud for EPSCO-rådsmøde den 14. juni 2021 FEU den 10. juni 2021
2410679_0011.png
3. Hovedbudskaber i Socialkomitéen og Kommissionens
fælles rapport om langtidspleje
Vedtagelse
Nyt notat.
1. Resumé
EPSCO-rådet skal vedtage hovedbudskaberne i Socialkomitéen og
Kommissionens fælles rapport om langtidspleje. Hovedbudskaberne
opsummerer tendenser og pejlemærker for medlemsstaterne angående pleje
af længerevarende karakter med afsæt i rapportens analyser.
Hovedbudskaberne har ikke i sig selv nogen lovgivningsmæssige, økonomiske
eller administrative konsekvenser.
Regeringen er generelt positiv over for hovedbudskaberne.
2. Baggrund
Socialkomitéen og Kommissionens har udarbejdet en fælles rapport om
langtidspleje, eller pleje af længerevarende karakter. Rapporten afgrænses til
at omhandle pleje af ældre personer, om end det anerkendes at personer i alle
aldre, fx personer med handicap, kan have behov for pleje af længerevarende
karakter.
Rapporten kortlægger tendenser og udfordringer i medlemsstaterne med
særligt fokus på adgang, prisniveau, kvalitet, formelle og uformelle plejeres
forhold, langtidsplejens finansiering samt den længerevarende finansielle
bæredygtighed.
3. Formål og indhold
Formålet med rapportens hovedbudskaber er at opsummere de
gennemgående tendenser på tværs af EU-landene med afsæt i rapportens
analyser. Der kan imidlertid være væsentligt forskel mellem EU-landene på de
enkelte områder.
I hovedbudskaberne fremhæves bl.a.:
At efterspørgslen på langtidspleje forventes at være stigende, særligt
på baggrund af en aldrende befolkning.
Der er et markant kønsperspektiv, idet næsten 90% ad dem der
arbejder i sektoren er kvinder.
Det er en generel udfordring at sikre adgang til langtidspleje inden for
et rimeligt prisniveau.
Der behøves en bedre fælles forståelse af, hvad kvalitet i pleje er.
Der er udfordringer med at sikre, fastholde og uddanne en tilstrækkelig
arbejdsstyrke inden for sektoren.
Uformel pleje (typisk pleje i hjemmet af et familiemedlem) spiller stadig
en stor rolle i mange medlemslande, men har mange skjule
omkostninger.
I reformer af langtidspleje bør erfaringerne fra COVID-19 pandemien
inddrages.
11
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 300: Samlenotat forud for EPSCO-rådsmøde den 14. juni 2021 FEU den 10. juni 2021
2410679_0012.png
Socialkomitéen vurderer på baggrund af rapporten, at der er perspektiver for
fortsat analytisk arbejde på EU-plan og i medlemsstaterne. Ligesom der i
mange medlemsstater er behov for yderligere reformer, der på trods af
nationale og regionale forskelligheder har mange lighedstræk og
sammenlignelige målsætninger om at sikre bedre adgang og kvalitet.
I forhold til det analytiske arbejde på EU-plan er særligt manglen på
sammenlignelige data en udfordring. Økonomikomiteen (EPC) inviteres til at
bidrage til det fremadrettede analytiske samarbejde.
4. Europa-Parlamentets udtalelser
Europa-Parlamentet skal ikke høres.
5. Nærhedsprincippet
Ikke relevant.
6. Gældende dansk ret
Ikke relevant.
7. Konsekvenser
Hovedbudskaberne har ikke i sig selv nogen statsfinansielle,
erhvervsøkonomiske eller samfundsøkonomiske konsekvenser.
8. Høring
Der orienteres om punktet på mødet i Specialudvalget for Arbejdsmarkedet og
Sociale Forhold forud for EPSCO-rådsmødet.
9. Forhandlingssituationen
Der forventes en generel opbakning til rapportens hovedbudskaber.
10. Regeringens generelle holdning
Regeringen er generelt positiv over for hovedbudskaberne i Socialkomitéen og
Kommissionens fælles rapport om langtidspleje.
Regeringen ser positiv på, at hovedbudskaberne identificerer relevante
tendenser på tværs af EU-landene, men noterer sig, at der kan være
væsentligt variation mellem medlemslandene på de enkelte områder. Det er
fortsat helt centralt for regeringen, at langtidspleje hører under national
kompetence, og at der tages fuldt hensyn til dette i arbejdet med de fælles
rapporter.
11. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg
Sagen har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg.
12
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 300: Samlenotat forud for EPSCO-rådsmøde den 14. juni 2021 FEU den 10. juni 2021
2410679_0013.png
4. Forslag til Rådets direktiv om gennemførelse af
princippet om ligebehandling af alle uanset religion eller
tro, handicap, alder eller seksuel orientering.
Fremskridtsrapport
Revideret notat. Ændringer er markeret med streg i venstre margin.
1. Resumé
Kommissionen har den 2. juli 2008 for Rådet fremsat et forslag til direktiv om
ligebehandling uden for arbejdsmarkedet af alle uanset religion eller tro,
handicap, alder eller seksuel orientering. Der er nedsat en tværministeriel
følgegruppe med henblik på at analysere forslagets juridiske og økonomiske
konsekvenser. Regeringen er som udgangspunkt positiv over for en styrket
indsats mod diskrimination og bakker op om håndhævelsen af
menneskerettighederne. Forslaget til direktiv, som det er fremlagt, giver dog
anledning til en række betænkeligheder, idet forslaget indeholder en række
vagt afgrænsede bestemmelser og ligeledes vagt udformede undtagelser fra
direktivets anvendelsesområde. Det er derfor nødvendigt at få belyst en række
spørgsmål vedrørende forslagets nærmere juridiske og økonomiske
konsekvenser - herunder rækkevidden af flere mere generelle afgrænsede
bestemmelser, inden en nærmere holdning fastlægges. Regeringen vil arbejde
for en afklaring af de afgrænsnings- og fortolkningsspørgsmål, der knytter sig til
direktivforslaget, navnlig i relation til beskyttelsen mod forskelsbehandling på
grund af alder og handicap.
Siden forelæggelsen af forslaget i juli 2008 har forslaget været behandlet under
det franske, tjekkiske, svenske, spanske, belgiske, ungarske, polske, danske,
cypriotiske, irske, litauiske, græske, italienske, lettiske, luxembourgske,
nederlandske, slovakiske, maltesiske, etiske, bulgarske, østrigske, rumænske,
finske og tyske formandskab.
Sagen ventes på dagsordenen som fremskridtsrapport.
2. Baggrund
Baggrunden for forslaget er at gennemføre princippet om ligebehandling
mellem mennesker uden for arbejdsmarkedet uanset deres religion eller tro,
handicap, alder eller seksuelle orientering. Der fastsættes regler om forbud
mod diskrimination af de nævnte årsager, og der etableres en ensartet
minimumsbeskyttelse inden for EU af mennesker, som har været udsat for en
sådan diskrimination.
Forslaget supplerer eksisterende EU-lovgivningsrammer, under hvilke der er
forbud imod diskrimination på grundlag af religion eller tro, handicap, alder eller
seksuel orientering alene i henseende til beskæftigelse, ansættelse og
erhvervsuddannelse.
Forslaget bygger på de strategier, der er udviklet siden Amsterdam Traktaten,
om at bekæmpe diskrimination og er konsistent med
EU’s tværgående mål,
herunder især Lissabon-strategien for vækst og beskæftigelse (og
efterfølgende Europa 2020-strategien) og målene for processen vedrørende
social beskyttelse og social inklusion.
Lignende diskriminationsforbud findes bl.a. i artikel
26 i FN’s konvention om
borgerlige og politiske rettigheder, hvoraf det fremgår, at alle mennesker er lige
13
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 300: Samlenotat forud for EPSCO-rådsmøde den 14. juni 2021 FEU den 10. juni 2021
2410679_0014.png
for loven og er berettiget til lovens ligelige beskyttelse uden nogen
forskelsbehandling. I denne henseende skal loven forbyde enhver
forskelsbehandling og sikre alle ligelig og effektiv beskyttelse imod
forskelsbehandling af nogen grund, herunder race, hudfarve, køn, sprog,
religion, politisk eller anden anskuelse, national eller social herkomst,
formueforhold, fødsel eller anden stilling. Tilsvarende indeholder artikel 14 i
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention et generelt
diskriminationsforbud, men i modsætning til artikel 26 i FN’s konvention om
borgerlige og politiske rettigheder finder diskriminationsforbuddet i Den
Europæiske Menneskerettighedskonvention alene anvendelse i forhold til de
rettigheder, der omfattes af denne konvention med tilhørende protokoller.
EU’s Charter om grundlæggende rettigheder indeholder også et generelt
diskriminationsforbud i artikel 21.
3. Formål og indhold
Der tages i det følgende udgangspunkt i den oprindelige direktivtekst af juli
2008, da der ikke siden er fremlagt en ny version af teksten.
Formålet med direktivet er ifølge forslagets art. 1 at bekæmpe
forskelsbehandling på grund af religion eller tro, handicap, alder eller seksuel
orientering og at gennemføre princippet om ligebehandling uden for
arbejdsmarkedet. Direktivet forbyder ikke ulige behandling på grund af køn,
som er omfattet af EUF-traktatens artikel 19 og 157 og dertil knyttet afledt ret.
De øvrige artikler:
Artikel 2: Begrebet forskelsbehandling
Definitionen af princippet om ligebehandling er baseret på den definition, der
fremgår af de tidligere direktiver, der er vedtaget i henhold til den tidligere EF-
traktats art. 13, stk. 1.
Direkte forskelsbehandling består i at behandle nogen anderledes udelukkende
på grund af vedkommendes alder, handicap, religion eller tro eller seksuelle
orientering. Indirekte forskelsbehandling foreligger, hvor en bestemmelse eller
praksis, som forekommer neutral, reelt kan have en særlig ufordelagtig
konsekvens for en person eller en gruppe af personer, for hvem særlige forhold
gør sig gældende.
Som i direktiv 2000/43/EF, 2000/78/EF og 2002/73/EF er det muligt at
retfærdiggøre indirekte forskelsbehandling, hvis den pågældende
bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et legitimt mål,
og midlerne til at opfylde det hensigtsmæssige og nødvendige.
Chikane er forskelsbehandling, hvis en persons optræden har til formål at
krænke en anden persons værdighed og skabe et truende, nedværdigende
eller ubehageligt klima m.v. Denne definition er identisk med definitionerne i de
andre direktiver vedtaget med den tidligere EF-traktats art. 13, stk. 1, som
retsgrundlag.
Manglende "tilpasninger i rimeligt omfang" i relation til mennesker med
handicap anses for at være forskelsbehandling. Dette er ifølge forslaget i
overensstemmelse med FN-konventionen om rettigheder for mennesker med
handicap og med direktiv 2000/78/EF.
Ulige behandling på grund af alder kan være lovlig, hvis den er begrundet i et
legitimt formål, og hvis midlerne til at opfylde det pågældende formål er
hensigtsmæssige og nødvendige (proportionalitetsprincippet). Forslaget er
således ikke til hinder for, at der fastsættes en bestemt aldersgrænse for
adgang til sociale goder, til uddannelse og til visse varer og tjenester, i det
omfang ovenstående betingelser opfyldes.
14
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 300: Samlenotat forud for EPSCO-rådsmøde den 14. juni 2021 FEU den 10. juni 2021
2410679_0015.png
De allerede vedtagne direktiver giver mulighed for undtagelser fra forbuddet
mod direkte forskelsbehandling i tilfælde af "regulære og afgørende
erhvervsmæssige krav", hvad angår forskelsbehandling på grund af alder og i
forbindelse med forskelsbehandling på grund af køn, med hensyn til adgang til
varer og tjenester.
Der er indsat en særlig bestemmelse om finansiel virksomhed, idet alder og
handicap kan være en afgørende faktor for risikovurderingen i forbindelse med
bestemte produkter og dermed for prisen. Anvendelsen af alder og handicap
ved risikovurderingen skal være baseret på nøjagtige data og statistikker.
Direktivet berører ikke nationale foranstaltninger, der er nødvendige af hensyn
til den offentlige sikkerhed, den offentlige orden, for at forebygge forbrydelser,
for at beskytte sundheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder.
Artikel 3: Anvendelsesområde
Forskelsbehandling på grund af religion eller tro, handicap, alder eller seksuel
orientering foreslås forbudt i både den offentlige og den private sektor med
hensyn til social beskyttelse, herunder social sikring, sundhedsydelser, sociale
goder, uddannelse, adgang til varer og tjenester, herunder boliger, som er
tilgængelige for offentligheden.
Med hensyn til adgang til varer og tjenester er kun faglig eller erhvervsmæssig
virksomhed omfattet.
De forskellige områder er kun omfattet i det omfang, spørgsmålet falder ind
under Unionens kompetence. Således henhører f.eks. tilrettelæggelsen af
skolesystemet og indholdet af undervisningen og aktiviteter i forbindelse
hermed, herunder tilrettelæggelsen af undervisning for handicappede, under
medlemsstaternes kompetence, og de kan have bestemmelser om ulige
behandling i forbindelse med adgang til uddannelsesinstitutioner og indholdet
af og aktiviteter i undervisningen, herunder undervisning af personer med
særligt behov. Medlemsstaterne kan endvidere give mulighed for ulige
behandling ved adgang til uddannelsesinstitutioner baseret på religion eller tro.
Teksten gør det klart, at spørgsmål i forbindelse med civilstand og
familiemæssig status, herunder adoption, falder uden for direktivets
anvendelsesområde. Dette indbefatter reproduktive rettigheder.
Medlemsstaterne kan frit beslutte, om de ønsker at indføre og anerkende
retligt
registrerede partnerskaber. Hvis imidlertid sådanne forhold i national ret
anerkendes som ligestillet med ægteskaber, finder princippet om
ligebehandling anvendelse.
Det foreslås, at direktivet ikke finder anvendelse på national lovgivning om
statens og dens institutioners sekulære status eller om religiøse
organisationers status.
Direktivet omfatter ikke forskelsbehandling på grund af nationalitet og berører
ikke bestemmelser og betingelser vedrørende tredjelandsstatsborgeres og
statsløse personers indrejse og ophold i medlemsstaterne og heller ikke nogen
form for behandling, der skyldes de pågældendes retsstilling.
Artikel 4: Ligebehandling af mennesker med handicap
Det forudsættes i forslaget, at der indføres reel og lige adgang for mennesker
med handicap til social beskyttelse, sociale goder, sundhedsydelser og
uddannelse samt adgang til varer og tjenester, herunder boliger og transport,
som er tilgængelige for offentligheden. Denne forpligtelse er begrænset i det
omfang, den ville medføre en uforholdsmæssig stor byrde eller ville kræve
grundlæggende ændringer inden for de pågældende områder. I bestemte
tilfælde kan individuelle tilpasninger i rimeligt omfang være nødvendige for at
sikre, at en bestemt handicappet har reel adgang. Dette er dog kun tilfældet,
hvis det ikke indebærer en uforholdsmæssig stor byrde.
15
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 300: Samlenotat forud for EPSCO-rådsmøde den 14. juni 2021 FEU den 10. juni 2021
2410679_0016.png
Artiklen indeholder en ikke-udtømmende liste over, hvilke faktorer der kan
tages i betragtning ved vurderingen af, om byrden er uforholdsmæssig stor,
herunder organisationens størrelse og ressourcer, de skønnede omkostninger
og de mulige fordele ved forbedret adgang for mennesker med handicap.
Artikel 5: Positiv særbehandling og særforanstaltninger
Bestemmelsen er identisk med andre direktiver med den tidligere EF-traktats
artikel 13 som retsgrundlag. Der gives mulighed for at opretholde eller vedtage
særforanstaltninger med henblik på at forebygge eller opveje ulemper knyttet til
religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering.
Artikel 6: Mindstekrav
Bestemmelsen er den samme som i de andre direktiver med den tidligere EF-
traktats artikel 13 som retsgrundlag. Den giver medlemsstaterne mulighed for
at fastlægge et højere beskyttelsesniveau end garanteret ved direktivet og
forbyder omvendt, at medlemsstaternes niveau for beskyttelse mod
forskelsbehandling bør sænkes ved gennemførelsen af direktivet.
Artikel 7: Klageadgang
Denne bestemmelse er den samme som i de andre direktiver med den tidligere
EF-traktats artikel 13 som retsgrundlag. Det foreslås, at borgere, der mener, at
de har været udsat for forskelsbehandling, bør kunne anvende administrative
eller retlige procedurer, også efter at det forhold, under hvilket
forskelsbehandlingen angiveligt har fundet sted, er ophørt.
Organisationer, der har en legitim interesse i at bekæmpe forskelsbehandling,
gives mulighed for at hjælpe ofre for forskelsbehandling i retslige eller
administrative procedurer. Nationale regler om søgsmålsfrister berøres ikke af
denne bestemmelse.
Artikel 8: Bevisbyrde
Bestemmelsen er identisk med tilsvarende bestemmelser i direktiver med den
tidligere EF-traktats artikel 13 som retsgrundlag samt med bevisbyrdedirektivet,
jf. direktiv 97/80/EF om bevisbyrden i forbindelse med forskelsbehandling på
grundlag af køn.
I alle sager, hvor princippet om ligebehandling hævdes krænket, foreslås det,
at princippet om delt bevisbyrde skal finde anvendelse. Som i de tidligere
direktiver finder delt bevisbyrde ikke anvendelse i tilfælde, hvor den påståede
forskelsbehandling forfølges strafferetligt.
Artikel 9: Beskyttelse mod repressalier (victimisering)
Bestemmelsen er den samme som i de andre direktiver med den tidligere EF-
traktats artikel 13 som retsgrundlag. Der foreslås indført foranstaltninger til
beskyttelse af enkeltpersoner mod repressalier som følge af, at de har gjort
deres rettigheder i henhold til direktivet gældende.
Artikel 10: Formidling af oplysninger
I denne bestemmelse, der er den samme som i de andre direktiver med den
tidligere EF-traktats artikel 13 som retsgrundlag, foreslås det, at
medlemsstaterne skal informere om direktivet og nationale bestemmelser.
Artikel 11: Dialog med relevante interessenter
Denne bestemmelse er den samme som i de andre direktiver med den tidligere
EF-traktats artikel 13 som retsgrundlag. Den har til formål at fremme dialogen
mellem de relevante offentlige myndigheder og organer som f.eks. ngo'er, der
16
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 300: Samlenotat forud for EPSCO-rådsmøde den 14. juni 2021 FEU den 10. juni 2021
2410679_0017.png
har en legitim interesse i at bidrage til bekæmpelsen af forskelsbehandling på
grund af religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering.
Artikel 12: Organer til fremme af ligebehandling
Denne bestemmelse er den samme som i to andre direktiver vedtaget i
henhold til den tidligere EF-traktats artikel 13. I henhold til denne artikel skal
medlemsstaterne have et eller flere organer ("ligebehandlingsorgan") på
nationalt plan til fremme af ligebehandling af alle uden forskel på grund af
religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering.
Bestemmelsen er en gengivelse af bestemmelsen i direktiv 2000/43/EF
vedrørende adgang til varer og tjenester og bygger på tilsvarende
bestemmelser i direktiv 2002/73/EF25 og 2004/113/EF. Den fastsætter
minimumskompetencen for organer på nationalt plan, der bør handle
uafhængigt for at fremme princippet om ligebehandling. Medlemsstaterne kan
beslutte, at disse organer skal være de samme som dem, der allerede er
oprettet i henhold til de tidligere direktiver.
En af ligebehandlingsorganernes opgaver er at give uafhængig bistand til ofre
for forskelsbehandling. De skal også kunne foretage uafhængige
undersøgelser af forskelsbehandling og offentliggøre rapporter og fremsætte
henstillinger på ligebehandlingsområdet.
Artikel 13: Overholdelse
Denne bestemmelse er den samme som i de andre direktiver med den tidligere
EF-traktats artikel 13 som retsgrundlag. Medlemsstaterne forpligtes til at
ophæve alle love og administrative bestemmelser, der strider mod princippet
om ligebehandling. Endvidere kan alle aftaleretlige bestemmelser,
virksomheders interne regler og vedtægter for foreninger, der strider mod
ligebehandlingsprincippet, erklæres ugyldige eller ændres.
Artikel 14: Sanktioner
Denne bestemmelse er den samme som i de andre direktiver med den tidligere
EF-traktats artikel 13 som retsgrundlag. I overensstemmelse med EF-
Domstolens praksis fastsættes det, at der ikke bør være nogen øvre grænse
for den godtgørelse, der skal betales i tilfælde af krænkelser af princippet om
ligebehandling. Godtgørelsen skal være effektiv, stå i rimeligt forhold til
overtrædelsen og have en præventiv effekt.
Artikel 15: Gennemførelse
Denne bestemmelse er den samme som i de andre direktiver med den tidligere
EF-traktats artikel 13 som retsgrundlag. Den giver medlemsstaterne en frist på
to år til at inkorporere direktivet i national ret og at meddele Kommissionen
teksten til de nationale bestemmelser. Medlemsstaterne kan bestemme, at
forpligtelsen til at sikre reel adgang for mennesker med handicap først skal
gælde fire år efter vedtagelsen af direktivet.
Artikel 16: Rapport
Denne bestemmelse er den samme som i de andre direktiver med den tidligere
EF-traktats artikel 13 som retsgrundlag. Kommissionen skal i henhold til denne
artikel aflægge rapport over for Europa-Parlamentet og Rådet om anvendelsen
af direktivet på grundlag af oplysninger fra medlemsstaterne. Der skal i
rapporten tages hensyn til de synspunkter, der fremsættes af
arbejdsmarkedets parter, de relevante ngo'er og Den Europæiske Unions
Agentur for Grundlæggende Rettigheder.
17
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 300: Samlenotat forud for EPSCO-rådsmøde den 14. juni 2021 FEU den 10. juni 2021
2410679_0018.png
Artikel 17: Ikrafttræden
Denne bestemmelse er den samme som i de andre direktiver med den tidligere
EF-traktats artikel 13 som retsgrundlag. Direktivet træder i kraft på dagen for
offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Artikel 18: Adressater
Denne bestemmelse, hvoraf det fremgår, at direktivet er rettet til
medlemsstaterne, er den samme som i de andre direktiver med den tidligere
EF-traktats artikel 13 som retsgrundlag.
4. Europa-Parlamentets udtalelser
Europa-Parlamentet afgav en udtalelse om forslaget den 2. april 2009.
5. Nærhedsprincippet
Kommissionen har beskrevet forslagets forhold til nærheds- og
proportionalitetsprincippet således:
”Subsidiaritetsprincippet
finder anvendelse, for så vidt som forslaget ikke er
omfattet af Fællesskabets ene kompetence. Målene for forslaget kan ikke i
tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne alene, fordi kun foranstaltninger
på fællesskabsplan kan sikre, at der er et minimumsniveau for beskyttelse mod
forskelsbehandling på grund af religion eller tro, handicap, alder eller seksuel
orientering i alle medlemsstaterne. En fællesskabsretsakt giver retssikkerhed
med hensyn til borgernes og de økonomiske aktørers rettigheder og
forpligtelser, også hvis de bevæger sig mellem medlemsstaterne. Erfaringerne
med de tidligere direktiver, der er blevet vedtaget i henhold til EF-traktatens
artikel 13, stk. 1 (EUF-traktatens artikel 19, stk. 1), viser, at de har haft en
positiv virkning med hensyn til at opnå en bedre beskyttelse mod
forskelsbehandling. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet går
det foreslåede direktiv ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå de
fastlagte mål.
Nationale traditioner og tilgange på områder som f.eks. sundhedsydelser,
social beskyttelse og uddannelse er desuden generelt mere forskellige end på
beskæftigelsesområdet. Disse områder er kendetegnet ved legitime
samfundsmæssige valg på områder, hvor medlemsstaterne har kompetencen.
De europæiske samfunds forskelligartethed er en af Europas styrker og skal
respekteres i henhold til subsidiaritetsprincippet. Spørgsmål som
tilrettelæggelse af uddannelsessystemet og undervisningens indhold,
anerkendelse af civilstand eller familiemæssig status, adoption, reproduktive
rettigheder og andre lignende spørgsmål afgøres bedst på nationalt plan. Ingen
medlemsstat skal derfor som følge af direktivet ændre sin gældende lovgivning
eller praksis med hensyn til disse spørgsmål. Det berører heller ikke nationale
bestemmelser om kirkers eller andre religiøse organisationers aktiviteter eller
deres forhold til staten. Det vil således f.eks. fortsat være medlemsstaterne
alene, der træffer afgørelse om spørgsmål som tilladelse til selektiv adgang til
skoler, forbud mod eller accept af at bære eller bruge religiøse symboler i
skolen, anerkendelse af ægteskab mellem personer af samme køn og eventuel
regulering af forholdet mellem organiseret religion og staten.”
Regeringen kan tilslutte sig denne vurdering.
6. Gældende dansk ret
I den danske lovgivning opereres der i vidt omfang med aldersgrænser i
forskellige sammenhænge. Bestemmelserne i direktivforslaget er i sin
nuværende form så elastiske, at det ikke kan udelukkes, at Danmark vil kunne
komme i en situation, hvor Kommissionens og EU-Domstolens opfattelse af,
hvornår en aldersgrænse er fastsat efter objektive og rimeligt begrundede
18
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 300: Samlenotat forud for EPSCO-rådsmøde den 14. juni 2021 FEU den 10. juni 2021
2410679_0019.png
kriterier, og hvad der er et legitimt formål, ikke nødvendigvis vil være
sammenfaldende med den danske opfattelse.
På den baggrund vurderes det, at i det omfang alder skal være omfattet af
direktivet, skal direktivforslaget være mere præcist i form af angivelser af
områder, der kan undtages helt fra direktivet.
Direktivforslaget indeholder desuden en særlig bestemmelse om
ligebehandling af mennesker med handicap. Artiklen skal sikre reel og lige
adgang for mennesker med handicap til social beskyttelse, sociale goder,
sundhedsydelser og uddannelse samt adgang til varer og tjenesteydelser,
herunder boliger og transport, som er tilgængelige for offentligheden. Denne
forpligtelse er begrænset, i det omfang den ville medføre en uforholdsmæssig
stor byrde eller vil kræve grundlæggende ændringer inden for de pågældende
områder. Artiklen er uklar, hvilket gør det vanskeligt at afgrænse
bestemmelsens omfang. Eksempelvis fremgår det af artiklen, at
medlemsstaterne kan foretage ”rimelig tilpasning” for at sikre gennemførelsen
af rettighederne, så længe disse ikke medfører ”uforholdsmæssig stor byrde”.
Der er taget udgangspunkt i det oprindelige fremsatte direktivforslag som
grundlag for de juridiske overvejelser på det enkelte ressortministeriers
område, som beskrives nærmere nedenfor, da forhandlingerne fortsat ikke har
ført til nye konkrete tekstforslag, som alle medlemmer er enige om
Social- og Ældreministeriets område
Det må overordnet antages, at aldersbestemmelser i forhold til Social- og
Ældreministeriets område er objektivt og rimeligt begrundet i et legitimt formål
og derfor ikke udgør forskelsbehandling i direktivets forstand. Når en endelig
direktivtekst foreligger, vil regeringen på baggrund af denne vurdere, hvorvidt
der måtte være behov for ændringer som følge af vedtagelse af
direktivforslaget. Det gælder for eksempel ydelser efter serviceloven.
Handicap
Serviceloven indeholder en del bestemmelser om ydelser til personer med
handicap, herunder bestemmelser om positiv særbehandling i form af
kompensation for at sikre reel ligestilling. Følgende bestemmelsers relation til
direktivforslaget vurderes at skulle undersøges nærmere.
Hjælp til dækning af merudgifter
§ 100 i serviceloven fastslår, at kommunalbestyrelserne skal yde hjælp til
dækning af nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse til personer
mellem 18 år og folkepensionsalderen med varigt nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne og til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne, der efter § 15 a i lov om social pension har opsat udbetalingen
af folkepensionen.
Det skal bemærkes, at Social- og Ældreministeriet og
Beskæftigelsesministeriet blev frifundet i en retssag om, hvorvidt det er i strid
med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 14 sammenholdt
med tillægsprotokol 1, artikel 1, at en borger ikke længere tildeles dækning af
merudgifter efter serviceloven efter overgang til folkepension samt
invaliditetsbeløb efter førtidspensionsloven.
Overvågning og støtte i forbindelse hermed til unge, der modtager hjælp efter §
95, stk. 3
Der er med virkning fra 1. juli 2020 gennemført en lovændring i servicelovens §
95, stk. 4, således, at der er indført ret til overvågning og støtte i forbindelse
hermed om natten for unge (i form af et kontant tilskud), der modtager hjælp
efter servicelovens § 95, stk. 3.
Jf. § 95, stk. 4, skal kommunalbestyrelsen udbetale et kontant tilskud til
ansættelse af hjælpere til at yde overvågning og støtte i forbindelse hermed om
natten til unge i alderen fra 18 år til og med 23 år, som har behov herfor, og
19
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 300: Samlenotat forud for EPSCO-rådsmøde den 14. juni 2021 FEU den 10. juni 2021
2410679_0020.png
som modtager hjælp efter stk. 3 som et kontant tilskud. Hvis den unge ved det
fyldte 24. år efter en lægelig vurdering lider af en livstruende sygdom, skal
kommunalbestyrelsen fortsætte udbetalingen af det kontante tilskud til
ansættelse af hjælpere til overvågning og støtte i forbindelse hermed, indtil den
unge afgår ved døden, dog højst i 2 år. Tilskuddet til ansættelse af hjælpere til
overvågning og støtte i forbindelse hermed skal udbetales til samme
nærtstående, forening eller private virksomhed, som får udbetalt tilskuddet efter
stk. 3. Den unges forældre må ikke ansættes som hjælpere til at udføre
overvågningen og støtten i forbindelse hermed.
Ledsageordning
§§ 45 og 97, stk. 1, i serviceloven fastslår, at kommunalbestyrelserne skal
tilbyde 15 timers ledsagelse om måneden til personer mellem henholdsvis 12
og 18 år og personer under folkepensionsalderen, dog således at
aldersgrænsen i § 97, stk. 1 ikke kan blive mindre end 67 år, der ikke kan
færdes alene på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne. Dette gælder dog ikke for børn og unge mellem 12 og 18 år,
som har døgnophold efter servicelovens § 52, stk. 3, nr. 4, 5 og 7.
Servicelovens §97, stk. 2, fastslår desuden, at personer, der er visiteret til
ledsagelse før folkepensionsalderen, bevarer retten til ledsagelse efter
overgang til folkepension.
Beskyttet beskæftigelse
§ 103 i serviceloven fastlår, at kommunalbestyrelserne skal tilbyde beskyttet
beskæftigelse til personer mellem 18 år og folkepensionsalderen, som på
grund af betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige
sociale problemer ikke kan opnå eller fastholde beskæftigelse på normale
vilkår på arbejdsmarkedet, og som ikke kan benytte tilbud efter anden
lovgivning.
Beskyttet beskæftigelse adskiller sig fra beskæftigelse efter reglerne på
Beskæftigelsesministeriets område ved at blive betragtet som en social
indsats. Dette indebærer bl.a., at personer i beskyttet beskæftigelse ikke har
krav på at modtage feriepenge og sygedagpenge mv. i lighed med personer på
det ordinære arbejdsmarked.
Botilbud
For botilbud til længerevarende ophold for personer med betydelig og varigt
nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne efter servicelovens § 108 er der ikke
fastsat regler om specifikke indretningskrav i lovgivningen, men botilbuddet
skal være egnet til formålet.
For almene ældreboliger, herunder boliger der udlejes til mennesker med
handicap, er der derimod fastsat specifikke indretningskrav i lovgivningen,
f.eks. at hver bolig skal være forsynet med selvstændigt toilet og bad.
Fra 1. januar 2020 er det gjort muligt at målrette botilbud til længerevarende
ophold efter serviceloven til unge mellem 18 og 35 år med henblik på at
understøtte, at beboerne kan leve et ungdomsliv sammen med jævnaldrende.
Beboerne vil skulle fraflytte tilbuddet inden det fyldte 35. år.
Handleplaner
§ 141 i serviceloven forpligter kommunalbestyrelserne til at skønne, om det er
hensigtsmæssigt at tilbyde at udarbejde en handleplan for indsatsen, når der
ydes hjælp til personer under folkepensionsalderen efter lovens afsnit 5.
Indhentelse af samtykke fra børn over 15 år
Ifølge serviceloven skal der ved visse afgørelser indhentes samtykke fra
forældremyndighedsindehaveren og fra den unge, hvis denne er over 15 år.
Dette gælder eksempelvis i forbindelse med anbringelse uden for hjemmet, jf. §
53, når afgørelsen er truffet efter lov om social service.
20
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 300: Samlenotat forud for EPSCO-rådsmøde den 14. juni 2021 FEU den 10. juni 2021
2410679_0021.png
Klagereglerne
For en række afgørelser om foranstaltninger efter serviceloven, der vedrører
børn og unge er aldersgrænsen for partsstatus og klageadgang fastsat til 12 år.
Det gælder eksempelvis i afgørelser om valg af anbringelsessted og afgørelser
om samvær og kontakt jf. § 167 i serviceloven.
Efterværn
Efter servicelovens § 76 kan kommunalbestyrelsen tilbyde støtte, der har til
formål at bidrage til en god overgang til en selvstændig tilværelse for den unge
mellem 18-22 år, når det må anses af væsentlig betydning af hensyn til den
unges behov for støtte, og hvis den unge er indforstået hermed.
Børn og unge, der er tvangsanbragt umiddelbart inden det 18. år, har ret til at
få efterværn i form af en kontaktperson frem til det fyldte 23. år. Støtten tilbydes
unge, der ikke tilbydes støtte i form af opretholdelse af døgnophold efter § 76,
stk. 3, nr. 1.
Kommunalbestyrelsen skal tilbyde unge, der umiddelbart inden det fyldte 18. år
er eller var anbragt uden for hjemmet, jf. § 52, stk. 3, nr. 7, eller § 14 i lov om
bekæmpelse af ungdomskriminalitet på eget værelse, kollegium eller
kollegielignende opholdssteder, støtte i form af en kontaktperson frem til det
19. år. Støtten tilbydes unge, der ikke tilbydes støtte i form af opretholdelse af
døgnophold efter § 76, stk. 3, nr. 1.
Tilbuddene efter § 76 ophører ved det fyldte 23. år. I flere situationer vil der
imidlertid være mulighed for, at der kan iværksættes en indsats efter
voksenreglerne i serviceloven som eksempelvis § 85, der bl.a. vedrører hjælp,
omsorg og støtte i tilfælde af psykiske, fysiske eller sociale problemer.
Efter servicelovens § 76 a skal kommunalbestyrelsen tilbyde hjælp efter stk. 2
og 3. til unge i alderen 18 til 22 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller
psykisk funktionsevne, når det må anses for at være af væsentlig betydning af
hensyn til den unges behov for støtte, og hvis den unges værge er indforstået
hermed.
For unge med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der
umiddelbart inden det fyldte 18. år er anbragt uden for hjemmet efter reglerne i
kapitel 11 eller efter § 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet i en
plejefamilie efter § 66, stk. 1 nr. 1-3, kan kommunalbestyrelsen træffe afgørelse
om, at døgnopholdet, jf. § 52, opretholdes. Såfremt den unges plejefamilie ikke
længere vurderes egnet som plejefamilie for den pågældende unge, kan
kommunalbestyrelsen tilbyde den unge anbringelse i en anden plejefamilie,
som den unge har en nær relation til og er tryg ved. Ved tilbud om anbringelse
hos en anden plejefamilie skal betingelserne i stk. 1 være opfyldt.
Opretholdelsen af døgnophold skal ophøre, når det ikke længere opfylder sit
formål under hensyn til den unges behov for støtte, dog senest når den unge
fylder 23 år.
Lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap
1. juli 2018 trådte lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap i
kraft. Loven beskytter personer med handicap mod forskelsbehandling uden for
arbejdsmarkedet, og giver mulighed for at klage til Ligebehandlingsnævnet ved
overtrædelse af forbuddet mod forskelsbehandling. Personer, der er krænket
ved overtrædelser af forbuddet, kan tilkendes en godtgørelse.
Loven gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet,
bortset fra områder der er omfattet af lov om forbud mod forskelsbehandling på
arbejdsmarkedet m.v., samt for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.
Forbuddet mod forskelsbehandling omfatter såvel direkte som indirekte
forskelsbehandling. Chikane i relation til en person med handicap, instruktion
21
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 300: Samlenotat forud for EPSCO-rådsmøde den 14. juni 2021 FEU den 10. juni 2021
2410679_0022.png
om at forskelsbehandle en person på grund af handicap betragtes i loven som
forskelsbehandling og forskelsbehandling af en person på grund af dennes
forhold til en person med handicap, såfremt forskelsbehandlingen sker på
grund af den anden persons handicap. Derudover indeholder loven et forbud
mod repressalier.
Rimelig individuel tilpasning
Den 1. januar 2021 blev der i lov om forbud mod forskelsbehandling på grund
af handicap indført en ret til rimelig individuel tilpasning i dagtilbud, folkeskole,
friskoler og private grundskoler (frie grundskoler). Det gælder dog kun for
tilpasninger, som ikke indebærer en uforholdsmæssig stor byrde. Ved
vurderingen skal der lægges særlig vægt på effekten af at fjerne barrier og på
omkostningerne forbundet med tilpasningen under hensyntagen til
dagtilbuddets eller skolens ressourcer. Med ændringen af loven blev der
samtidigt indført en adgang til at klage til Ligebehandlingsnævnet og få tilkendt
en godtgørelse ved overtrædelse af retten til rimelig individuel tilpasning.
Formålet med den ændrede lov er, at børn og unge med handicap kan undgå
forskelsbehandling i dagtilbud og i skolen og opnå samme muligheder for
deltagelse som andre børn og unge. Dermed kan de få bedre muligheder for
inklusion og ligebehandling i samfundet.
Ældre
Generelt gives hjælp til ældre borgere i Danmark på baggrund af en
behovsvurdering og dermed ikke på baggrund af aldersafgrænsning eller
anden afgrænsning, såsom køn, etnisk oprindelse eller økonomisk formåen.
Kommunalbestyrelsen skal eksempelvis tilbyde personlig pleje og praktisk
hjælp i hjemmet til borgere, som på grund af midlertidigt eller varigt nedsat
fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer ikke selv kan
udføre disse opgaver. Kommunalbestyrelsen skal i den forbindelse træffe
afgørelse om tildeling af hjælpen på baggrund af en konkret, individuel
vurdering.
Forebyggende hjemmebesøg
Serviceloven forpligter kommunalbestyrelsen til at tilbyde mindst et årligt
forebyggende hjemmebesøg til alle borgere, der er fyldt 82 år samt til særlige
risikogrupper i alderen 65-81 år. Desuden skal kommunalbestyrelsen tilbyde et
forebyggende hjemmebesøg til alle i deres fyldte 75. og 80 år samt til alle
borgere, som bor alene i deres fyldte 70. år. Kommunalbestyrelsen kan vælge
at undtage de borgere, som modtager både personlig pleje og praktisk hjælp,
fra ordningen om forebyggende hjemmebesøg.
Beskæftigelsesministeriets område
Arbejdsløshedsforsikringslovgivningen, sygedagpengeloven,
kontanthjælpslovgivningen, børnetilskudsreglerne, beskæftigelsesindsatsloven
og pensionsreglerne indeholder aldersgrænser på en lang række områder i
relation til erhvervelse af ret til arbejdsløshedsdagpenge, sygedagpenge m.v.
F.eks. ophører retten til arbejdsløshedsdagpenge, når en person når
folkepensionsalderen, og førtidspension kan som udgangspunkt ikke tilkendes
personer under 40 år. Personer i alderen fra 18 til 39 år kan tilkendes
førtidspension, hvis det er dokumenteret, eller det på grund af særlige forhold
er helt åbenbart, at arbejdsevnen ikke kan forbedres.
Ligeledes findes der aldersbestemmelser i reglerne om f.eks. efterløn,
fleksydelse, delpension, fleksjob, social pension, kontanthjælp,
arbejdsskadeforsikring og i de særlige ungeregler om medlemskab/optagelse i
en arbejdsløshedsforsikringsordning.
22
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 300: Samlenotat forud for EPSCO-rådsmøde den 14. juni 2021 FEU den 10. juni 2021
2410679_0023.png
Lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v.
Forskelsbehandlingsloven indeholder et forbud mod direkte og indirekte
forskelsbehandling på grund af en række kriterier, bl.a. race og etnisk
oprindelse, religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering på
arbejdsmarkedet. Loven baserer sig bl.a. på EU-direktiv 2000/43/EF og EU-
direktiv 2000/78/EF.
Lønmodtagere og ansøgere til ledige stillinger er beskyttet mod
forskelshandling i forbindelse med ansættelse, under ansættelsen, i forbindelse
med afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse og med hensyn til løn og
arbejdsvilkår. En arbejdsgiver må ikke forskelsbehandle ansatte med hensyn til
adgang til erhvervsmæssig videreuddannelse, omskoling, m.v. Loven gælder
for både arbejdsgivere, for enhver, der driver vejlednings- og
uddannelsesvirksomhed og for enhver, der anviser beskæftigelse.
Loven indeholder en pligt for arbejdsgiveren til at foretage hensigtsmæssige
tilpasninger i betragtning af de konkrete behov for at give personen med
handicap adgang til beskæftigelse. Pligten til at foretage tilpasninger må
imidlertid ikke være urimelig byrdefuld for arbejdsgiveren. Hvis byrden lettes i
tilstrækkeligt omfang gennem offentlige foranstaltninger, anses byrden ikke for
at være uforholdsmæssig stor.
Arbejdsløshedsforsikring
Beskæftigelsesministeriet har vurderet, at aldersgrænserne i
arbejdsløshedsforsikringsloven ikke umiddelbart udgør et problem i forhold til
direktivet. Det forudsættes, at de aldersbestemte regler i
arbejdsløshedsforsikringsloven kan undtages fra begrebet forskelsbehandling
efter artikel 2, stk. 6, og ikke er omfattet af anvendelsesområdet som beskrevet
i artikel 3, stk. 1, litra a-b).
For at blive optaget som medlem i en dansk a-kasse er det en betingelse, at
man er fyldt 18 år og ikke er mindre end 2 år fra folkepensionsalderen. Hvis
man har gennemført en uddannelse, der giver grundlag for optagelse i en a-
kasse, kan man optages som medlem, selv om man ikke er fyldt 18 år.
Medlemskabet af en a-kasse ophører ved udgangen af den måned, hvor man
når folkepensionsalderen.
Det er en betingelse for ret til arbejdsløshedsdagpenge, at man er medlem af
en a-kasse. Hvis man ikke opfylder aldersbetingelserne for ret til medlemskab,
kan man derfor heller ikke få arbejdsløshedsdagpenge.
Et medlem af en a-kasse kan overgå til et særligt seniormedlemsskab efter
udgangen af den måned, hvor pågældende når folkepensionsalderen. Hvis
man ikke er medlem af en a-kasse i forvejen, kan man blive optaget som
seniormedlem, når man har nået folkepensionsalderen. Seniormedlemsskab af
en a-kasse giver ikke ret til arbejdsløshedsdagpenge eller andre ydelser fra a-
kassen. Seniormedlemsskab giver ret til hjælp til og vejledning om jobsøgning,
hvis seniormedlemmet anmoder herom.
Arbejdsskadelovgivningen
Bestemmelser relatereret til handicapkriteriet
Erstatning for tab af erhvervsevne samt godtgørelse for varige mén efter lov
om arbejdsskadesikring fastsættes på grundlag af arbejdsskadens følger.
Erstatningen kan nedsættes eller efter omstændighederne bortfalde, hvis
tilskadekomnes aktuelle lægelige og sociale situation ikke udelukkende kan
henføres til arbejdsskaden. Der ydes således ikke kompensation for
tilskadekomnes samlede helbredsmæssige og/eller erhvervsmæssige
forringelse, når tilskadekomnes helbredsmæssige og/eller erhvervsevne
allerede var nedsat før skaden. Det samme gælder, når den forudbestående
sygdom med sikkerhed på et senere tidspunkt ville have medført i det
væsentlige de samme følger, selvom skaden ikke var sket.
23
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 300: Samlenotat forud for EPSCO-rådsmøde den 14. juni 2021 FEU den 10. juni 2021
2410679_0024.png
Følgerne af forudbestående skader eller handicap kan have betydning for
erstatningsudmålingen. Det betyder, at erstatning og godtgørelse kan
nedsættes, når det er dokumenteret, at hele eller dele af det varige mén/tab af
erhvervsevne skyldes andre forhold end arbejdsskadens følger. Det
bemærkes, at personer med handicap kan kompenseres økonomisk efter
anden social lovgivning.
Bestemmelser relatereret til alderskriteriet
Godtgørelse for varigt mén er en økonomisk kompensation for de varige ikke-
økonomiske følger af en arbejdsskade. Godtgørelsen nedsættes med en
procent for hvert år, tilskadekomne er ældre end 39 år ved arbejdsskadens
indtræden. Var tilskadekomne fyldt 60 år ved arbejdsskadens indtræden,
nedsættes godtgørelsen med yderligere 1 pct. for hvert år, den pågældende
var ældre end 59 år ved arbejdsskadens indtræden. Godtgørelsen nedsættes
dog ikke yderligere efter det fyldte 69. år, og udgør derefter 60 procent af den
almindelige godtgørelse. Baggrunden, for at det er valgt at lade godtgørelsen
nedsætte for ældre personer, er, at ældre personer ikke skal leve så længe
med det varige mén som yngre personer.
Erstatning for tab af erhvervsevne tilkendes som løbende erstatning.
Udbetalingen af den løbende erstatning ophører, når modtageren opnår ret til
folkepension. Hvis tabet af erhvervsevne er under 50 procent, bliver den
løbende erstatning omsat til et engangsbeløb (kapitalerstatning). Er
erhvervsevnetabet 50 procent eller derover, har den tilskadekomne mulighed
for at få omsat et beløb, der svarer til et tab af erhvervsevne på 50 procent, til
en kapitalerstatning, mens den resterende del af erstatningen udbetales som
en løbende erstatning. Kapitaliseringsfaktorerne, der anvendes til omsætning
af løbende erstatning til kapitalerstatning, fastsættes efter aktuarmæssige
principper. Dette betyder, at kapitaliseringsbeløbet er forskelligt i forhold til
alder, således at det udbetalte kapitalbeløb er mindre, jo ældre tilskadekomne
er.
Beskæftigelsesindsatsen
Adskillige ordninger under beskæftigelseslovgivningen har snæver
sammenhæng med folkepensionsalderen. Det gælder f.eks. efterløn,
fleksydelse og delpension, som er tilbagetrækningsordninger før
folkepensionsalderen.
Beskæftigelsesindsatsen (lov om en aktiv beskæftigelsesindsats) indeholder en
række målgruppeafgrænsninger, som knytter sig til alder eller begrænsninger i
arbejdsevnen. Der kan opstilles følgende ikke udtømmende liste over
beskæftigelsesrelaterede ordninger, der indeholder bestemmelser
–
direkte
eller indirekte
–
om alder og begrænsninger i arbejdsevnen:
Ordning
Ressourceforløb
Jobafklaringsforløb
Afgrænsning
Personer med komplekse problemer ud over
ledighed. Ophør ved folkepensionsalderen.
Alle uarbejdsdygtige sygemeldte, der ikke kan
få forlænget sygedagpengene. Ophør ved
folkepensionsalderen.
Begrænsninger i arbejdsevnen med mulighed
for at opnå selvforsørgelse efter et
revalideringsforløb. Revalideringsindsats og -
ydelse er subsidiære ift. alle andre former for
hjælp/forsørgelse. Ophør ved
folkepensionsalderen.
Væsentlig og varig begrænsning i
arbejdsevnen. Ophører ved
folkepensionsalderen.
Revalidering
Fleksjob
24
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 300: Samlenotat forud for EPSCO-rådsmøde den 14. juni 2021 FEU den 10. juni 2021
2410679_0025.png
Løntilskud til
førtidspensionister
Tilskud til udgifter til
hjælpemidler
Forudsætter førtidspension (som kræver
væsentlig og varig begrænsning i
arbejdsevnen).
Forudsætter at hjælpemidlet har afgørende
betydning for ansættelsen eller beskæftigelsen
i egen virksomhed, eller at redskabet eller
arbejdspladsindretningen kompenserer for
personens eventuelle begrænsning i
arbejdsevnen.
Varig og betydelig psykisk eller fysisk funk-
tionsnedsættelse.
Forsikrede ledige, hvis ret til dagpenge,
udløber tidligst 5 år før efterlønsalderen, har ret
til ansættelse i et seniorjob, når
dagpengeretten er udløbet og indtil
efterlønsalderen. Det er en betingelse, at
personen betaler til efterlønsordningen, og at
personen vil kunne opfylde anciennitetskravet
for efterløn, når vedkommende når
efterlønsalderen.
Personlig assistance til
personer med handicap
(kompensationsloven)
Seniorjob
Fleksjob
Hvis alderskriteriet i direktivforslaget skal forstås således, at man kan fastsætte
en aldersgrænse ud fra objektive kriterier
–
f.eks. at folkepensionsalderen er
den samme for alle født i en given periode
–
og at forskellige ydelser ophører
(for alle), når de opnår folkepensionsalderen (fordi pensionen så træder i
stedet), så er det Beskæftigelsesministeriets vurdering, at der ikke er udgifter
ift. fleksjobordningen ved direktivforslaget. Dog skal det nævnes, at der er det
særlige forhold knyttet til fleksjobordningen, at fleksjob ophører ved opnåelse af
folkepensionsalderen, selvom man i øvrigt kan fortsætte på det ordinære
arbejdsmarked efter, at man har nået folkepensionsalderen. Umiddelbart er det
vurderingen, at heller ikke dette har betydning i forhold til direktivforslaget, da
man ikke mister retten til at arbejde, og derfor stadig er ansat hos
arbejdsgiveren, indtil man bliver afskediget.
Ledige fleksjobbere kan modtage ledighedsydelse. Personer, der når
fleksydelsesalderen (alderen for efterløn til fleksjobbere) kan højst modtage
ledighedsydelse på samme niveau som hidtil indtil seks måneder efter dette
tidspunkt, hvorefter satsen nedsættes til niveauet for kontanthjælp til personer
fyldt 30 år. Det vurderes ikke at være diskrimination i direktivets forstand, idet
dette ikke afskærer eller begrænser deres adgang til arbejdsmarkedet.
Mht. handicapkriteriet i fleksjobordningen er det endvidere umiddelbart
vurderingen, at direktivets bestemmelser om handicap ikke giver problemer, da
det fortsat må være muligt at afgrænse en ordning til et kriterium om varigt og
væsentligt nedsat arbejdsevne, som omfatter alle borgere. Det bemærkes i den
forbindelse, at der altid vil være tale om en konkret og individuel vurdering af,
om en borger opfylder betingelserne for fleksjob. Også ud fra den betragtning,
er det opfattelsen, at der ikke er udgifter til fleksjobordningen ved
direktivforslaget.
Reglerne om kompensation til personer med handicap i erhverv
Lov om kompensation til personer med handicap i erhverv m.v. har til formål at
styrke og
stimulere personer med handicap’s muligheder for beskæftigelse,
med det formål at give disse de samme muligheder for erhvervsudøvelse som
personer uden handicap.
Er der behov for kompensation for den nedsatte arbejdsevne, er der i lov om
kompensation til handicappede i erhverv m.v. regler om fortrinsadgang,
hjælpemidler og personlig assistance til erhverv og under efter- og
25
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 300: Samlenotat forud for EPSCO-rådsmøde den 14. juni 2021 FEU den 10. juni 2021
2410679_0026.png
videreuddannelse, og om isbryderordningen. Som eksempel kan nævnes
muligheden for personlig assistance, der kan ydes til ledige, lønmodtagere og
selvstændige erhvervsdrivende, som på grund af en varig og betydelig fysisk
eller psykisk funktionsnedsættelse har behov for særlig personlig bistand.
Derudover er der mulighed for, at personer med handicap kan få bevilget
hjælpemidler, hvis handicappet medfører en barriere i forbindelse med job,
uddannelse eller ved deltagelse i tilbud.
Umiddelbart er det vurderingen, at det ikke er i strid med direktivforslaget at
afgrænse en ordning ud fra et væsentlighedskriterium, som omfatter alle
borgere. Det er derfor vurderingen, at der ikke er udgifter ift. ordningen om
kompensation til personer med handicap i erhverv ved direktivforslaget.
Det er muligt for personer med handicap, der har nået folkepensionsalderen,
og er i ordinær ansættelse eller driver selvstændig virksomhed, at få bevilget
eller beholde allerede bevilgede hjælpemidler og mindre
arbejdspladsindretninger i arbejdssammenhæng, hvis de ønsker at arbejde
udover folkepensionsalderen.
Hjælpemidler til personer, der på grund af handicap kan have vanskeligt ved at
få og bevare beskæftigelse, og som deltager i tilbud efter kompensationslovens
§ 15 eller beskæftigelsesindsatslovens kap. 11-14, skal gives efter
kompensationsloven. Det er søgt at samle alle kompenserende ordninger på
beskæftigelsesområdet i ét lovkompleks, for at sikre et bedre overblik.
Kontanthjælpssystemet
På kontanthjælpsområdet afhænger en persons sats blandt andet af, om
personen er under 25 år, fyldt 25 år eller fyldt 30 år. Aldersgrænserne er
politisk bestemte og begrundes i ”den sædvanlige uddannelsesalder”, hvorfor
satserne for de yngre aldersgrupper under 30 år uden
erhvervskompetencegivende uddannelse er fastsat
ud fra SU-niveauet for at sikre, at det ikke er det sociale ydelsesniveau, der
forhindrer de unge i at starte på en uddannelse med SU. Ydelsen hedder
uddannelseshjælp.
Samtidig med indførelsen af ungesatserne på SU-niveau blev den aktive
indsats for unge under 30 år uden erhvervskompetencegivende uddannelse
omlagt, så målet i dag er ordinær uddannelse. Unge, der vurderes at kunne
påbegynde en uddannelse inden for ca. et år og gennemføre uddannelsen,
bliver visiteret som uddannelsesparate, mens unge, der ikke vurderes
uddannelsesparate, bliver visiteret som aktivitetsparate.
De unge, der ikke vurderes uddannelsesparate f.eks. på grund af sociale eller
sundhedsmæssige problemer, får et aktivitetstillæg til satsen, ud fra en
betragtning om, at de ikke kan reagere på et økonomisk incitament til at gå i
gang med en uddannelse i form af en lavere sats.
Sygedagpenge
På sygedagpengeområdet er der som udgangspunkt ikke nogen
aldersbegrænsning for udbetalingen af sygedagpenge. Der er dog en
aldersbegrænsning mht. varighedsbegrænsningen, dvs. spørgsmålet om, i
hvor lang tid, der kan udbetales sygedagpenge. Mens udbetaling af
sygedagpenge som udgangspunkt ophører, når der er udbetalt sygedagpenge i
22 uger i de 9 forudgående kalendermåneder, ophører sygedagpengene for
personer, der har nået folkepensionsalderen, når der er udbetalt
sygedagpenge i mere end 26 uger af de forudgående 12 kalendermåneder.
Der er desuden ikke de samme forlængelsesmuligheder som for den øvrige
personkreds.
Begrundelsen herfor er, at der er adgang til en anden forsørgelsesydelse,
nemlig folkepensionen. Det ville være uhensigtsmæssigt, hvis man ved at
26
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 300: Samlenotat forud for EPSCO-rådsmøde den 14. juni 2021 FEU den 10. juni 2021
2410679_0027.png
sygemelde sig før folkepensionen kunne sikre sig en langt højere ydelse i en
årrække.
Jobafklaringsforløb
Alle sygemeldte, som fortsat er uarbejdsdygtige, og som ikke kan få forlænget
deres sygedagpenge, har ret til jobafklaringsforløb med ressourceforløbsydelse
i en periode på op til 2 år. Ved fortsat uarbejdsdygtighed er der mulighed for at
få et nyt jobafklaringsforløb. I jobafklaringsforløb er der fastsat den
aldersgrænse, at jobafklaringsforløb ophører på det tidspunkt, hvor personen
når folkepensionsalderen.
Ressourceforløb
Ressourceforløb skal blandt andet ses i sammenhæng med reglerne om
førtidspension og blev indført for at udvikle personens arbejdsevne og dermed,
hvis det er muligt, forebygge førtidspension. Deltagelse i et ressourceforløb
skal sikre, at alle relevante muligheder for at udvikle arbejdsevnen har været
forsøgt, inden der tilkendes førtidspension.
Målgruppen for ressourceforløb er personer, der har komplekse problemer ud
over ledighed.
Visitation til ressourceforløb vil altid bero på en konkret og individuel
helhedsvurdering af den enkeltes situation.
Et ressourceforløb kan vare fra 1 til 5 år. En person kan blive tilbudt flere på
hinanden følgende ressourceforløb. For ressourceforløb er der fastsat den
aldersgrænse, at der alene kan gives ressourceforløb frem til det tidspunkt,
hvor personen når folkepensionsalderen.
Pr. 1. januar 2022 forventes det, at der træder en ny aftale om ressourceforløb
i kraft. I aftalen nedsættes varigheden af et ressourceforløb til maksimalt 3 år,
mens en person forsat kan blive tilbudt flere på hinanden følgende
ressourceforløb.
Revalidering
Revalidering er erhvervsrettede aktiviteter og økonomisk hjælp, der kan
bidrage til, at personer med begrænsninger i arbejdsevnen fastholdes eller
kommer ind på arbejdsmarkedet, således at pågældendes mulighed for at
forsørge sig selv forbedres.
Revalidering er subsidiær i forhold til anden indsats. Det vil sige, at revalidering
kun kan tilbydes, hvis der ikke gennem andre erhvervsrettede aktiviteter er
mulighed for at få en person i beskæftigelse.
Et revalideringsforløb skal gennemføres på så kort tid som muligt, og kan højst
vare i 5 år med mulighed for forlængelse. Der kan alene gives revalidering frem
til det tidspunkt, hvor personen når folkepensionsalderen.
Folkepension, førtidspension, seniorpension, tidlig pension og børnetilskud
Kontantydelserne kan udbetales efter
Lov om højeste, mellem, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v.
Lov om social pension
Lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag
For disse ydelser gælder, at retten til ydelser er aldersbestemte. Børnetilskud
ydes til børn under 18 år, førtidspension kan tilkendes og udbetales fra det 18.
år og til folkepensionsalderen, mens folkepension kan udbetales fra
folkepensionsalderen. Folkepensionsalderen er gradvist forhøjet fra 65 år til 67
år i perioden 2019 til 2022, og folkepensionsalderen er i 2020 69 år gældende
fra 1. januar 2035. Det må antages, at aldersbestemmelser i forhold til disse
ydelser er objektivt og rimeligt begrundet i et legitimt formål og derfor ikke
27
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 300: Samlenotat forud for EPSCO-rådsmøde den 14. juni 2021 FEU den 10. juni 2021
2410679_0028.png
udgør forskelsbehandling i direktivets forstand. Det gælder også i forhold til
seniorpension, som kan tilkendes personer med mindre end seks år til
folkepensionsalderen, samt tidlig pension, en ny pensionsordning, der kan
udbetales fra den 1. januar 2022, og som
–
afhængigt af den enkelte ansøgers
år på arbejdsmarkedet
–
kan udbetales fra 1 til 3 år før folkepensionsalderen.
Med førtidspensionsreformen, som trådte i kraft 1. januar 2013, blev der indført
en aldersgrænse for førtidspension, således at førtidspension som
udgangspunkt ikke kan tilkendes personer under 40 år. Personer i alderen fra
18 til 39 år kan tilkendes førtidspension, hvis det er dokumenteret eller det på
grund af særlige forhold er helt åbenbart, at arbejdsevnen ikke kan forbedres.
Aldersgrænserne er politisk bestemte og begrundes i, at man ikke vil parkere
unge på en varig forsørgelsesydelse, hvis der på sigt er mulighed for, at
personen med den rette indsats kan blive en del af arbejdsmarkedet. Det må -
som med de øvrige pensionsregler - antages, at aldersbestemmelsen er
objektiv og rimeligt begrundet i et legitimt formål. Dog har EU-domstolen i
andre sammenhænge pålagt en meget snæver fortolkning af
proportionalitetshensynet.
Beskæftigelsesministeriet er ikke bekendt med, at de gældende regler på
området har ført til domfældelse, der har statueret aldersdiskrimination. Østre
Landsret har ved dom af 5. oktober 2017 som 1. instans, frifundet Social- og
Indenrigsministeriet og Beskæftigelsesministeriet i to sager. Sagerne angik, om
dansk lov om bortfald af visse sociale ydelser til personer med
funktionsnedsættelse ved opnåelse af folkepensionsalderen er i strid med
Danmarks internationale forpligtelser om diskrimination på grund af alder eller
handicap.
Der er ikke foretaget en tilbundsgående analyse af aldersdiskrimination efter
direktivteksten i relation til alle dele af ydelsesområdet herunder særligt
ydelser, fx handicapkompenserende ydelser, der ophører ved overgangen til
folkepension, og ydelser, fx boligydelse efter gunstigere boligstøtteregler, der
som udgangspunkt kun gives til folkepensionister.
Tilskud til udgifter til hjælpemidler efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats,
§178
Det fremgår af beskæftigelsesindsatsloven, at der kan gives tilskud til udgifter
til hjælpemidler med henblik på at fremme, at personer opnår eller fastholder
ordinær ansættelse, ansættelse efter lov om seniorjob eller hvis personen
driver selvstændig virksomhed. Tilskuddet kan ydes til hjælpemidler i form af
arbejdsredskaber og mindre arbejdspladsindretninger.
Det er en betingelse for at modtage tilskuddet, at personen er omfattet af
målgruppen i beskæftigelsesindsatsloven, samt at:
tilskuddet enten er af afgørende betydning for ansættelsen eller beskæftigelsen
i egen virksomhed, eller
redskabet eller arbejdspladsindretningen kompenserer for personens
eventuelle begrænsning i arbejdsevnen.
Ankestyrelsen har i principafgørelse N-15-06 fra 2006 truffet afgørelse om, at
en folkepensionist ikke er omfattet af bestemmelsen om tilskud til udgifter til
hjælpemidler. I afgørelsen har Ankestyrelsen lagt vægt på, at folkepensionister
ikke er omfattet af personkredsen i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
Umiddelbart er det vurderingen, at det ikke anses for at være i
uoverensstemmelse med EU-rettens forbud mod forskelsbehandling på grund
af alder, at man ikke kan få hjælpemidler efter folkepensionsalderen. Det
skyldes, at man ved folkepensionsalderen er sikret et forsørgelsesgrundlag. En
person, der modtager folkepension, har ikke længere pligt til at stå til rådighed
for arbejdsmarkedet for at få udbetalt pensionen.
Ligebehandling af kvinder og mænd uden for arbejdsmarkedet
28
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 300: Samlenotat forud for EPSCO-rådsmøde den 14. juni 2021 FEU den 10. juni 2021
2410679_0029.png
Ligebehandling af kvinder og mænd uden for arbejdsmarkedet i Danmark er
reguleret af Lov om ligestilling af kvinder og mænd.
Ligebehandlingsnævnet afgjorde den 27, april 2017 en sag efter lov om forbud
mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet (forskelsbehandlingsloven),
hvorefter forbuddet mod forskelsbehandling også gælder enhver, der driver
vejlednings- og uddannelsesvirksomhed i forhold til erhvervsuddannelse og
erhvervsmæssig videreuddannelse. Ligebehandlingsnævnet vurderede i den
konkrete sag, at indklagede (en erhvervsskole) driver uddannelsesvirksomhed,
der falder inden for forskelsbehandlingslovens anvendelsesområde, da der er
tale om uddannelse med henblik på lønnet beskæftigelse.
Kulturministeriets område
Der findes ikke på Kulturministeriets område love, der indebærer direkte
diskrimination af mennesker som følge af religion eller tro, handicap, alder eller
seksuel orientering.
Ophavsretsloven
Der er foreskrevet positiv særbehandling af personer med syns-, læse eller
hørehandicap m.v. i ophavsretsloven, jf. §§ 17 - 17e.
Ifølge bestemmelserne er det bl.a. tilladt at gengive og sprede eksemplarer af
udgivne værker, når gengivelsen og de spredte eksemplarer er særligt bestemt
til brug for døve og talelidende, ligesom en person med syns- eller
læsehandicap eller en person, der handler på dennes vegne, må foretage en
eksemplarfremstilling af et offentliggjort værk således, at personen med syns-
eller læsehandicap får ligeså let og behagelig adgang til værket, som en
person uden syns- eller læsehandicap.
Radio- og fjernsynslovgivningen
Efter radio- og fjernsynslovgivningen (lovens § 69, stk. 3, samt bekendtgørelse
om medielicens) kan DR efter ansøgning bevilge blinde og stærkt svagtseende
personer, der bor alene eller bor i husstande udelukkende med andre blinde
eller stærkt svagtseende personer og/eller hjemmeboende børn uanset alder,
fritagelse for medielicens. Ved blinde og stærkt svagtseende forstås personer,
som er medlem af Dansk Blindesamfund eller opfylder betingelserne for at
blive medlem af Dansk Blindesamfund. Det blev i marts 2018 besluttet at
afskaffe medielicensen fra 1. januar 2022 efter en gradvis aftrapning over
perioden 2019-2022. Fra 2022 vil alle hidtil licensfinansierede formål
udelukkende være finansieret over finansloven. For at kompensere for, at
blinde og stærkt svagtseende personer alt andet lige stilles økonomisk
dårligere ved omlægningen, blev det samtidig besluttet at afsætte en pulje på
10 mio.kr. årligt til initiativer målrettet denne gruppe borgere. Den nærmere
fordeling af puljen på forskellige initiativer fremgår af finansloven for
2019 (§ 21.11.23.69). Efter radio- og fjernsynslovgivningen er der i
bekendtgørelsesform fastsat regler om, at programmer ikke på nogen måde
må tilskynde til had på grund af race, køn, religion, nationalitet eller seksuel
observans i public service-programvirksomhed og programvirksomhed udøvet
på grundlag af tilladelse og registrering samt on demand-audiovisuel
programvirksomhed.
Efter radio- og fjernsynsloven er der ligeledes i bekendtgørelsesform fastsat
regler om, at reklamer i radio, fjernsyn og on demand audiovisuelle
medietjenester ikke må skade respekten for den menneskelige værdighed eller
indeholde eller fremme nogen forskelsbehandling på grund af køn, race eller
etnisk oprindelse, nationalitet, religion eller tro, handicap, alder eller seksuel
orientering. Det samme gælder for produktplacering i et indkøbt udenlandsk
program.
29
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 300: Samlenotat forud for EPSCO-rådsmøde den 14. juni 2021 FEU den 10. juni 2021
2410679_0030.png
Sundhedsministeriets område
Spørgsmål om især alder er reguleret i en række sammenhænge i
sundhedslovgivningen. Som eksempler kan nævnes bestemmelserne vedr.
mindreåriges adgang til at samtykke til behandling, selvbestemmelse over
biologisk materiale og genetiske oplysninger samt og aktindsigt
(sundhedslovens § 17), adgangen til at oprette behandlingstestamenter
(sundhedslovens § 26), transplantation fra levende og afdøde personer
(Sundhedslovens §§ 52 og 53), transplantationsrelateret forskning
(sundhedslovens § 54 a), reglerne vedr. valg af sikringsgruppe og
praktiserende læge (sundhedslovens §§ 58 og 59), gratis tandpleje til børn og
unge under 18 år (sundhedslovens § 127), tilbud om forebyggende
sundhedsydelser til børn og unge (sundhedslovens kap 36), tilbud om
forebyggende helbredsundersøgelser ved egen læge (sundhedslovens § 63),
en række forskellige alderskriterier i forbindelse med vaccinations- og
screeningsprogrammer (f.eks. i forbindelse med influenzavaccine, HPV-
vaccine og de nationale kræftscreeningsprogrammer for tyk- og
endetarmskræft, brystkræft og livmoderhalskræft) og tilskud til behandling af let
til moderat depression og angst ved privatpraktiserende psykolog. Hertil
kommer regler om aldersgrænser ift. sterilisation (sundhedslovens § 105),
kastration (sundhedslovens § 115), svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion
(sundhedslovens § 99) og mindreåriges adgang til at vælge
høreapparatbehandling hos godkendte private leverandører (sundhedslovens §
73 a, stk.2). Endvidere er det i om lov om assisteret reproduktion fastsat, at
assisteret reproduktion ikke må finde sted i de tilfælde, hvor den person med
livmoder eller æggestoksvæv, der skal føde barnet, er ældre end 45 år (lov om
assisteret reproduktions § 6). Endelig er det i autorisationsloven fastsat, at
retten til at udøve selvstændig faglig virksomhed bortfalder, når en autoriseret
sundhedsperson fylder 75 år, medmindre den autoriserede sundhedsperson får
tilladelse til fortsat at udøve sin selvstændige faglig virksomhed helt eller
delvist, efter at vedkommende er fyldt 75 år (§ 13).
Det er overordnet vurderingen, at aldersbestemmelserne i
sundhedslovgivningen er objektivt og sagligt begrundet i legitime og faglige
hensyn. Det kan dog ikke på nuværende tidspunkt udelukkes, at der vil kunne
blive behov for ændringer heri som følge af en vedtagelse af direktivforslaget.
I forhold til direktivudkastets forbud mod diskrimination på grund af seksuel
orientering bemærkes, at ifølge bekendtgørelse nr. 366 af 23. april 2012 om
sikkerhed ved bloddonation skal blodbankerne forud for tapning af humant blod
undersøge, om donor er egnet til donation efter kriterier nævnt i bilag 2 til
bekendtgørelsen. Et af disse kriterier er seksuel adfærd, og dette kan indebære
udelukkelse af donorer "som på grund af deres seksuelle adfærd er udsat for
stor risiko for at påføre sig alvorlige smitsomme sygdomme, der kan overføres
med blodet".
Begrundelsen for kravene i bekendtgørelsen er dels at sikre bloddonorer bedst
muligt mod komplikationer ved tapning, dels at opnå bedst mulig sikkerhed ved
anvendelse af lægemidler, der er fremstillet af humant blod. For at opnå
dette udelukkes personer, hvor der er en potentiel risiko for overførsel af
infektion med blodet.
Bekendtgørelsen er en gennemførelse af direktiv 2004/33/EF.
Med bekendtgørelse nr. 46 af 20. januar 2020 blev der med virkning fra 22.
marts 2020 indført mulighed for bloddonation for mænd, der har sex med
mænd, efter en fire måneders karantæneperiode. Før de nye regler var der
ikke mulighed for, at mænd, der har sex med mænd, kunne være bloddonorer.
Miljø- og Fødevareministeriets område
Direktivet vurderes ikke at have konsekvenser indenfor Miljø- og
Fødevareministeriets område.
30
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 300: Samlenotat forud for EPSCO-rådsmøde den 14. juni 2021 FEU den 10. juni 2021
2410679_0031.png
Det kan dog nævnes, at der i Miljø- og Fødevareministeriets lovgivning findes
visse regler, som indeholder krav om, at en ansøger skal have en vis alder for
at få del i et gode eller lignende. Disse særlige alderskriterier i national
lovgivning på Miljø- og Fødevareministeriets område vurderes ikke at være i
strid med direktivforslaget, idet kriterierne er objektive, sagligt begrundet og
proportionelle, jf. forslagets artikel 2, stk. 6.
Erhvervsministeriets område
Finanstilsynet har oplyst, at det fremgår af nr. 15 i præambel teksten, at "Inden
for bank- og forsikringsvirksomhed og i forbindelse med andre finansielle
tjenester anvendes der aktuarmæssige faktorer og risikofaktorer i tilknytning til
handicap og alder. Dette bør ikke betragtes som forskelsbehandling, hvis de
pågældende faktorer må anses for at være afgørende for risikovurderingen".
Faktorerne baseret på handicap og alder er her baseret på faglige vurderinger
og er ikke udtryk for forskelsbehandling. Hvis det ønskes, at Finanstilsynet skal
have ansvaret for og derved føre tilsyn med, at der alene anvendes
aktuarmæssige faktorer og risikofaktorer i tilknytning til handicap og alder, som
anses for afgørende for risikovurderingen, således at usaglig
forskelsbehandling undgås, skal der indarbejdes en lovhjemmel hertil i den
finansielle lovgivning
Frekvensloven
Frekvensloven fastsætter regler om adgangen til at anvende frekvenser. Loven
har ikke forskellige regler for anvendelse af frekvenser afhængig af brugeren -
reglernes forskellighed beror i stedet på den konkrete frekvensanvendelse. Det
betyder, at nogle former for frekvensanvendelse er fritaget for krav om
tilladelse - det gælder så i givet fald alle brugere, der anvender de pågældende
frekvenser. På nogle områder forudsætter anvendelsen af frekvenser, at man
har bestået en prøve - det gælder på det maritime område, luftfartsområdet og
radioamatørområdet. Da der er tale om skriftlige prøver, kan det være
vanskeligt for f.eks. en svært synshandicappet radioamatør at gå til prøve.
Derfor giver loven mulighed for at fastsætte regler om afholdelse af særlige
prøver for brugere med et handicap. Hjemlen er udnyttet, ligesom muligheden
for afholdelse af sådanne specialprøver med jævne mellemrum udnyttes.
Bekendtgørelse om digitale radio- og tv-tjenester (hjemmel i teleloven og tv-
standardloven)
Bekendtgørelsen fastsætter en række regler, der sikrer modtagelsen af
digitale radio- og tv-tjenester. I forbindelse med den nye teledirektivpakke fra
2009 er reglerne blevet revurderet, herunder i forhold til handicappede lyttere
og seere. Vurderingen er, at reglerne i deres nuværende form er tilstrækkeligt
rummelige også i forhold til denne seergruppe. Der vurderes derfor ikke
umiddelbart at være behov for ændringer i forbindelse med implementeringen
af ligebehandlingsdirektivet.
R&TTE-loven (lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske
forhold)
R&TTE-loven fastsætter regler om markedsføring og brug af radioudstyr,
teleterminaludstyr og elektriske og elektroniske apparater. Loven skelner
således alene på baggrund af brugerens funktion i den konkrete situation - det
vil sige brugeren som fabrikant, ansvarlig for markedsføring, almindelig bruger
etc. Der vurderes derfor ikke umiddelbart at være behov for ændringer i
forbindelse med implementeringen af ligebehandlingsdirektivet.
Regler om forsyningspligt eller slutbrugerforhold
Forslaget til ligebehandlingsdirektiv synes ikke at give anledning til ændring af
regler om forsyningspligt eller slutbrugerforhold.
31
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 300: Samlenotat forud for EPSCO-rådsmøde den 14. juni 2021 FEU den 10. juni 2021
2410679_0032.png
Der er både i den gældende lov om konkurrence og forbrugerforhold på
telemarkedet og i bekendtgørelse nr. 701 af 26. juni 2008 om
forsyningspligtydelser (forsyningspligtbekendtgørelsen) særregler om adgang
til elektroniske kommunikationsnet og -tjenester for personer med handicap.
Eksempelvis er der i forsyningspligtbekendtgørelsen regler om etablering af en
teksttelefonitjeneste med tilhørende formidlingscentral samt nummeroplysning
og automatisk gennemstilling til reduceret pris for nærmere afgrænsede
grupper af handicappede. Disse forsyningspligtregler er baseret på direktiv
2002/22/EF om forsyningspligt og brugerrettigheder i forbindelse med
elektroniske kommunikationsnet og -tjenester. Særreglerne for personer med
handicap udgør "særforanstaltninger" og er derfor i overensstemmelse med
ligebehandlingsdirektivets forslag til artikel 5, der tillader "Positiv
særbehandling og særforanstaltninger".
Det bemærkes i øvrigt, at der er vedtaget en ny lov om elektroniske
kommunikationsnet og -tjenester (lov nr. 169 af 3. marts 2011), der bl.a.
implementerer en række særbestemmelser vedr. personer med handicap, jf.
direktiv 2009/136/EF om ændring af bl.a. direktiv 2002/22/EF om
forsyningspligt og brugerrettigheder i forbindelse med elektroniske
kommunikationsnet og -tjenester mv.
Det bemærkes, at den gældende lov om elektroniske kommunikationsnet og -
tjenester (lov nr. 169 af 3. marts 2011), bl.a. implementerer en række
særbestemmelser vedr. personer med handicap, jf. direktiv 2009/136/EF om
ændring af bl.a. direktiv 2002/22/EF om forsyningspligt og brugerrettigheder i
forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og -tjenester mv.
Justitsministeriets område
Forslaget ses umiddelbart at berøre følgende regler inden for
Justitsministeriets område:
Lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af race
Lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af race mv., jf.
lovbekendtgørelse nr. 626 af 29. september 1987, som ændret ved lov nr. 433
af 31. maj 2000, indeholder et forbud mod forskelsbehandling på grund af race
mv. inden for erhvervsmæssig eller almennyttig virksomhed. Det er ifølge
denne lov forbudt på grund af en persons race, hudfarve, nationale eller
etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering at nægte at betjene den
pågældende på samme vilkår som andre eller at give en person adgang på
samme vilkår som andre til sted, forestilling, udstilling, sammenkomst eller
lignende, der er åben for almenheden. Overtrædelse af denne lov straffes med
bøde eller fængsel indtil 6 måneder. Den nævnte lov omfatter ikke
forskelsbehandling på grund af handicap eller alder, og loven omfatter
endvidere ikke uagtsomme forhold.
De i straffeloven og retsplejeloven (vedrørende behandlingen af straffesager)
indeholdte bestemmelser med aldersgrænser mv. omfattes ikke af
direktivforslagets anvendelsesområde, jf. forslaget til artikel 3, stk. 1.
Samlet set vurderes forslaget ikke at have konsekvenser indenfor
Justitsministeriets område.
32
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 300: Samlenotat forud for EPSCO-rådsmøde den 14. juni 2021 FEU den 10. juni 2021
2410679_0033.png
Udlændinge- og Integrationsministeriets område
For så vidt angår udlændingeområdet lægges til grund, at det fremgår af
direktivforslaget, at det ikke omfatter udlændingeområdet, jf. artikel 3, stk. 5. I
sin nuværende form kan bestemmelsen dog forstås således, at det kun er
reglerne om
muligheden
for at indrejse og opholde sig i medlemsstaten,
der falder uden for direktivet. Formuleringen bør derfor præciseres, så det klart
fremgår, at også de betingelser, som tredjelandsstatsborgere og statsløse
personer
opholder sig på i medlemsstaten,
falder uden for direktivet. Det bør
ligeledes sikres, at "betingelser vedrørende ophold" også omfatter udvisning,
afvisning og udrejse.
Integrationsloven
Integrationsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1146 af 22. juni 2020 med senere
ændringer, indeholder aldersgrænser for så vidt angår tilbud om
selvforsørgelses- og hjemrejseprogram eller introduktionsprogram, som retter
sig mod voksne mennesker og iværksættes med henblik på at skabe mulighed
for selvforsørgelse. Aldersgrænsen knytter sig til myndighedsalderen, men
selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet eller introduktionsprogram kan
også efter en konkret vurdering tilbydes til uledsagede mindreårige flygtninge.
Disse aldersgrænser findes objektivt og rimeligt begrundet.
Integrationsloven indeholder endvidere enkelte bestemmelser om særlige
tilbud og tilskudsordninger, som kan iværksættes i forhold til bestemte
aldersgrupper. Disse bestemmelser er begrundet i behovet for en særlig
indsats i forhold til disse aldersgrupper med henblik på at hjælpe de
pågældende i uddannelse eller beskæftigelse. Bestemmelserne er således
udtryk for positiv særbehandling.
Lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl.
Danskuddannelsesloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 2018 af 11. december 2020
indeholder aldersgrænser for så vidt angår tilbud om danskuddannelse.
Tilbuddet, som gives som led i et selvforsørgelses- og hjemrejseprogram,
intoduktionsprogram eller et introduktionsforløb i henhold til integrationsloven,
retter sig mod voksne, nyankomne udlændinge. Aldersgrænsen knytter sig til
myndighedsalderen. Nyankomne udlændinge under 18 år modtager tilbud om
danskundervisning i regi af folkeskolen eller den kommunale ungdomsskole. I
tilfælde, hvor kommunen ikke anser det for muligt eller rimeligt at henvise en
nyankommen udlænding under 18 år til et andet relevant undervisningstilbud,
kan kommunen give tilbud om danskuddannelse efter danskuddannelsesloven.
Videre kan kommunen efter en konkret vurdering tilbyde et selvforsørgelses-
og hjemrejseprogram og herunder danskuddannelse til uledsagede
mindreårige flygtninge. Aldersgrænsen i danskuddannelsesloven findes
objektivt og rimeligt begrundet.
Repatrieringsloven
I repatrieringsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1023 af 2. oktober 2019, er
størrelsen af den hjælp til etablering, der kan udbetales til en udlænding, der
ønsker at vende tilbage til sit hjemland eller tidligere opholdsland, knyttet til en
aldersgrænse på 18 år. Endvidere er muligheden for at yde hjælp til udgifter til
sygeforsikring eller behandlingsudgifter knyttet til en aldersgrænse på 18 år,
mens hjælp til udgifter til skolegang kan ydes til børn, der på tidspunktet for
repatriering er mellem 5 og 16 år.
Repatrieringsloven indeholder endvidere aldersgrænser for så vidt angår
muligheden for at opnå den pensionslignende reintegrationsbistand, som er
knyttet til en antagelse om manglende muligheder for at skaffe sig et
forsørgelsesgrundlag i hjemlandet på grund af alder og f.eks. helbredsforhold.
Disse aldersgrænser er således udtryk for positiv særbehandling.
33
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 300: Samlenotat forud for EPSCO-rådsmøde den 14. juni 2021 FEU den 10. juni 2021
2410679_0034.png
Lov om etnisk ligebehandling
Lov om etnisk ligebehandling, jf. lovbekendtgørelsen nr. 438 af 16. maj 2012,
som ændret ved § 14 i lov nr. 553 af 18. juni 2012, indeholder et forbud mod
direkte og indirekte forskelsbehandling på grund af race og etnisk oprindelse
uden for arbejdsmarkedet. Loven baserer sig bl.a. på EU-direktiv 2000/43/EF.
Loven indeholder forbud mod direkte og indirekte forskelsbehandling. Lovens
forbud mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed, for
så vidt angår social beskyttelse, herunder social sikring og sundhedspleje,
sociale goder, uddannelse samt adgang til og levering af varer og
tjenesteydelser, herunder bolig, der er tilgængelige for offentligheden.
Forbuddet mod forskelsbehandling gælder endvidere for medlemskab af og
deltagelse i en organisation, hvis medlemmer udøver et bestemt erhverv, samt
de fordele, sådanne organisationer giver medlemmerne. Loven gælder ikke for
udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.
Det følger af bestemmelsen i § 3, stk. 1, at ingen må udsætte en anden person
for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af vedkommendes eller
en tredjemands race eller etniske oprindelse. Lov om etnisk ligebehandling
indeholder ikke nogen nærmere afgrænsning af den beskyttede personskreds.
Det bemærkes i den forbindelse, at når der ikke i lovgivningen udtrykkeligt er
angivet en personkreds, for hvilken loven gælder, finder loven anvendelse for
enhver, der opholder sig på dansk territorium.
Ligebehandlingsnævnet har kompetence til at behandle klage over
forskelsbehandling i henhold til lov om etnisk ligebehandling. Det er en
forudsætning, at eventuelle administrative klagemuligheder er udtømt.
Ligebehandlingsnævnets kompetence er reguleret i lov om
ligebehandlingsnævnet, jf. lovbekendtgørelse nr. 1230 af 2, oktober 2016.
Forsvarsministeriets område
Det skal bemærkes, at Forsvaret er undtaget forbuddet mod
forskelsbehandling på grund af alder og handicap (Jf. Bekendtgørelse af lov
om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. LBK 1001 af
24/08/2017 samt Bekendtgørelse om undtagelse fra forbud mod
forskelsbehandling på grund af alder og handicap BEK. Nr. 350 af 30/03/2012).
Uddannelserne i Forsvaret og Beredskabsstyrelsen er opdelt i
værnepligtsuddannelser og øvrige uddannelser.
Værnepligtsuddannelsen ligger til grund for langt de fleste uddannelser i
Forsvaret. Det er en betingelse for at påbegynde værnepligtsuddannelsen, at
man ved sessionshandlingen på Forsvarets Dag erklæres egnet eller
begrænset egnet til værnepligtstjeneste.
For værnepligtige i Beredskabsstyrelsen (redningsspecialist) stilles samme
krav om egnethed til værnepligtstjeneste, som gælder i Forsvaret. For fysisk
eller psykisk handicappede stiller dette en hindring i forhold til
værnepligtstjeneste.
Der er en aldersgrænse i forhold til værnepligtstjeneste i Forsvaret og
Beredskabsstyrelsen. Det fremgår af værnepligtsloven (LBK nr. 225 af 13.
marts 2006) § 25, stk. 2, ”at værnepligtige, der ikke inden deres fyldte 32. år
har påbegyndt værnepligtstjenesten, kan ikke indkaldes til sådan
tjeneste”.
De fleste uddannelser på Forsvarets og Beredskabsstyrelsens områder er
primært målrettet opgaveløsningen på disse områder, hvorfor fysisk og psykisk
egnethed til at løse opgaverne inddrages i vurderinger om optagelse på
uddannelserne.
Ved optagelsen til uddannelser i Forsvaret lægges der vægt på, at ansøgeren
kan håndtere både de studiemæssige krav, der er til selve uddannelsen, og de
34
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 300: Samlenotat forud for EPSCO-rådsmøde den 14. juni 2021 FEU den 10. juni 2021
2410679_0035.png
fysiske og mentale krav, der retter sig mod det militære fagområde, som
uddannelsen retter sig mod.
På samme måde kræver især de grundlæggende uddannelser i
redningsberedskabet, at deltagerne har en vis fysisk styrke, hvorfor der stilles
krav til deltagernes helbred. Samtidig kræver redningsarbejde i al
almindelighed en robust psyke. Den ansvarlige udbyder af den enkelte
uddannelse skal vurdere den enkelte deltagers egnethed til at gennemføre
uddannelsen og dennes egnethed til efterfølgende at virke i
redningsberedskabet. Det sikres blandt andet gennem tests og
helbredsundersøgelser. Derudover udbyder Beredskabsstyrelsen seks
uddannelser, hvor der udover ovenstående kræves en helbredsattest.
Børne- og Undervisningsministeriets område
Forbud mod diskrimination på grund af alder
For så vidt angår direktivudkastets forbud mod diskrimination pga. alder skal
Børne- og Undervisningsministeriet gøre opmærksom på, at der i love og
bekendtgørelser findes alderskrav og aldersbegrænsninger. Som eksempler
kan især nævnes bestemmelser, der udgør kriterier for udløsning af statstilskud
for elever og kursister på skolerne:
§ 13, stk. 1, i lov om efterskoler og frie fagskoler, jf. lovbekendtgørelse nr. 815
af 14. august 2019, indeholder krav til minimums- og maksimumsalder for
elever på efterskoler og frie fagskoler.
§ 7, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 1833 af 18. december 2015, om tilskud til
friskoler og private grundskoler m.v. med senere ændringer, indeholder
minimums- og maksimumsalder for, at elever kan indgå i opgørelsen af skolens
elevtal og dermed få statstilskud.
Alderskriterierne for statstilskud til frie grundskoler og efterskoler følger
undervisningspligten, som er fastlagt i lov om folkeskolen, jf. teksten nedenfor
om folkeskolen.
§ 49 a i lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen
voksenuddannelse m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1246 af 27. august 2020 og §
17 a i lov om private institutioner for gymnasiale uddannelser, jf.
lovbekendtgørelse nr. 3 af 6 januar 2020, indeholder bemyndigelsesregler,
hvorefter børne- og undervisningsministeren fastsætter regler om, at kursister,
der modtager efterløn eller en aldersbetinget pension, og som ikke eller kun i
mindre omfang har en arbejdsmarkedstilknytning, og som deltager i almen
voksenuddannelse eller hf-enkeltfag, og som ikke er omfattet af § 30, stk. 4
(kursister med videregående uddannelse), skal betale en deltagerbetaling, der
er højere end den almindelige deltagerbetaling. Børne- og
undervisningsministeren har fastsat nærmere regler i medfør af § 49 a i lov om
institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse
m.v. ved §§ 5-7 i bekendtgørelse om deltagerbetaling ved almen
voksenuddannelse og gymnasiale enkeltfag. Der er ikke fastsat nærmere
regler i medfør af § 17 a i lov om private institutioner for gymnasiale
uddannelser.
§ 2 a i lov om kommunal indsats for unge under 25 år, jf. lovbekendtgørelse nr.
1301 af 4. september 2020, indeholder en pligt for 15-17-årige i uddannelse,
beskæftigelse eller anden aktivitet. § 2 e og § 2 f indeholder regler om
uddannelsesplan for henholdsvist 15-17-årige og personer under 25. Dertil kan
nævnes reglerne i kapitel 1 d (§§ 2 j
–
2 l) om den kommunale ungeindsats for
unge under 25 år samt reglerne § 3 om vejledning om valg af
ungdomsuddannelse og erhverv til unge i henholdsvist alderen under 30, under
25 og 15-18 år. Endvidere kan nævnes § 10 e om regler om brobygning indtil
det fyldte 19. år. Derudover indeholder lovens § 12 a og c regler om
samarbejde om fastholdelse af elever i uddannelse og regler om underretning
om optagelse, afbrydelse, gennemførelse m.v for unge under 25. Endelig
indeholder § 15 d regler om datagrundlag for unge op henholdsvist 25 og 30 år.
35
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 300: Samlenotat forud for EPSCO-rådsmøde den 14. juni 2021 FEU den 10. juni 2021
2410679_0036.png
§ 66 v i lov om erhvervsuddannelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 1395 af 28.
september 2020, indeholder en maksimumsalder for adgang til
erhvervsuddannelse tilrettelagt for unge, som samtidig er en minimumsalder for
adgang til erhvervsuddannelse tilrettelagt for voksne.
Af andre eksempler kan nævnes skoleydelse, jf. § 45, stk. 2, i lov om
institutioner for forberedende grunduddannelse (FGU-loven), jf.
lovbekendtgørelse nr. 604 af 24. maj 2019, hvor skoleydelsens størrelse
differentieres efter, om eleven er over eller under 18 år, samt for så vidt angår
elever over 18 år, om disse er ude- eller hjemmeboende. Tilsvarende gør sig
gældende for skolepraktikydelse, som er fastsat med hjemmel i § 66 k i lov om
erhvervsuddannelser, hvor ydelsens størrelse differentieres bl.a. efter om
eleven er over eller under 25 år,
Det kan endvidere nævnes, at der i folkeskoleloven, jf. lovbekendtgørelse nr.
1396 af 28. september 2020, er fastsat aldersgrænser for
undervisningspligtens indtræden (1. august i det kalenderår, hvor barnet fylder
6 år) og ophør (den 31. juli ved afslutningen af undervisningen på 9. klassetrin
eller senest den 31. juli i det kalenderår, hvor barnet fylder 17 år eller har
afsluttet uddannelse, der er ligestillet med grundskolen) (se § 34, stk. 1). Der er
endvidere bestemmelser om alder ved indskrivning i folkeskolen før
undervisningspligtens indtræden (barnet kan indskrives fra begyndelsen af det
kalenderår, hvor det fylder 5 år) (se § 36, stk. 1) og om alder ved optagelse i
børnehaveklassen før undervisningspligtens indtræden (barnet kan optages i
børnehaveklassen i det kalenderår, hvor barnet inden den 1. oktober fylder 5
år) (se § 37).
Forbud mod diskrimination for religion eller tro
For så vidt angår direktivudkastets forbud mod diskrimination pga. religion eller
tro skal Børne- og Undervisningsministeriet gøre opmærksom på, at de frie
grundskoler som udgangspunkt selv beslutter, hvilke elever skolen vil optage.
Det fremgår dog af bemærkningerne til L 105, folketingssamling 2004-05 (2.
samling), at: "De frie grundskoler er omfattet af lov om etnisk ligebehandling og
lov om inkorporering af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Skolerne må således ikke forskelsbehandle på grund af race eller etnisk
oprindelse, herunder i forbindelse med beslutningen om, hvem de vil have som
elever. I øvrigt henvises til bemærkningerne til forslag 3 nedenfor." Og af
bemærkningerne til nr. 3 fremgår det: "Det vil som følge heraf være i strid med
bestemmelsen, hvis skolen i sin optagelsespraksis udøver diskrimination på
baggrund af køn eller etnisk oprindelse. Bestemmelsen vil derimod ikke
afskære skoler, der bygger på en bestemt religiøs overbevisning, fra kun at
have elever med den samme religiøse overbevisning som skolen eller kun at
have elever, hvis forældre har den samme overbevisning som skolen."
Tilsvarende principper gælder for efterskoler og frie fagskoler.
Forbud mod diskrimination af mennesker med handicap
Det kan indledningsvis nævnes, at der i folkeskoleloven (lovbekendtgørelse nr.
1396 af 28. september 2020) er regler for elever med særlige behov
(handicap). Der henvises til § 3, stk. 2, hvorefter børn, hvis udvikling kræver en
særlig hensyntagen eller støtte, gives specialundervisning eller anden
specialpædagogisk bistand i specialklasser eller specialskoler. Der gives
desuden specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand til børn,
hvis undervisning i den almindelige klasse kun kan gennemføres med støtte i
mindst 9 undervisningstimer ugentligt. Af folkeskolelovens § 3 a følger
endvidere, at børn, der har behov for støtte, og som ikke alene kan
understøttes ved brug af undervisningsdifferentiering og holddannelse, skal
tilbydes supplerende undervisning eller anden faglig støtte. Hvis der er behov
herfor, skal der gives personlig assistance, der kan hjælpe barnet til at
overvinde praktiske vanskeligheder i forbindelse med skolegangen. Der
henvises endvidere til § 9 a om rimelig individuel tilpasning i lov om forbud mod
forskelsbehandling på grund af handicap, jf. lovbekendtgørelse 688 af 8. juni
2018 med ændringer ved lov nr. 2218 af 29. december 2020.
36
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 300: Samlenotat forud for EPSCO-rådsmøde den 14. juni 2021 FEU den 10. juni 2021
2410679_0037.png
Herudover findes på ministeriets område en del regelsæt om pligt til at tilbyde
specialundervisning og om tilskud til specialundervisning og lignende, der
foregår på de selvejende uddannelsesinstitutioner.
Det er umiddelbart vanskeligt at vurdere forslagets konsekvenser på området,
herunder med hensyn til eventuelle merudgifter i form af krav om større tilskud
til mennesker med handicap.
Det er desuden vanskeligt at vurdere forslagets konsekvenser i forhold til den
aktuelle udmøntning af sektoransvaret. Der er på de forskellige
uddannelsesniveauer og -områder forskel på, hvorvidt der er en lovreguleret
forpligtelse til at yde specialpædagogisk støtte. På nogle områder er der lagt op
til, at der kan tages hensyn til personer med funktionsnedsættelse, mens der
på andre områder i uddannelseslovene er en direkte forpligtelse for
institutionerne til at yde specialpædagogisk støtte.
Ydermere er det vanskeligt at vurdere konsekvenserne af forslagets begreb
’proaktivitet’, såvel i forhold til merudgifter som i forhold til praksis for
støttetildeling, m.v.
På det frie skoleområde findes følgende regler om specialundervisning og
anden specialpædagogisk bistand samt inklusion og om statstilskud hertil:
Efter friskolelovens § 3, stk. 1, nr. 1- 3, jf. lovbekendtgørelse nr. 816 af 14.
august 2019, skal en fri grundskole
1) give specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand til elever i
medfør af § 3, stk. 2, 2. pkt., i lov om folkeskolen, jf. dog stk. 2
2) tilbyde supplerende undervisning eller anden faglig støtte til en elev, der har
brug for støtte, og som ikke kan understøttes alene ved brug af
undervisningsdifferentiering og holddannelse, med henblik på elevens inklusion
i den almindelige undervisning, jf. § 3 a, 1. pkt., i lov om folkeskolen,
3) yde personlig assistance, der kan hjælpe en elev til at overvinde praktiske
vanskeligheder i forbindelse med skolegangen, hvis der er behov herfor, jf. § 3
a, 2. pkt., i lov om folkeskolen.
Ifølge friskolelovens § 11, stk. 1, nr. 1 og 2, litra a og c, fastsættes der på
finansloven af driftstilskudsbevillingen et særligt tilskud til specialundervisning
og anden specialpædagogisk bistand, til personlig assistance, til hjælpemidler
til elever i tilfælde, hvor der er et særligt behov herfor, samt et særligt tilskud til
ekstraudgifter til befordring af elever med svære handicap. Ifølge friskolelovens
§ 11, stk. 1, nr. 4, fastsættes der et særligt tilskud til supplerende undervisning
eller anden faglig støtte til en elev, der har brug for støtte, og som ikke kan
understøttes alene ved brug af undervisningsdifferentiering og holddannelse,
med henblik på elevens inklusion i den almindelige undervisning.
Efter § 3, stk. 1, i lov om efterskoler og fri fagskoler, jf. lovbekendtgørelse nr.
815 af 14. august 2019 kan efterskoler, og frie fagskoler tilbyde
specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand til elever i medfør af
§ 3, stk. 2, i lov om folkeskolen. Efter § 3 a i samme lov skal efterskoler og frie
fagskoler tilbyde supplerende undervisning eller anden faglig støtte til en elev,
der har brug for støtte, og som ikke alene kan understøttes ved brug af
undervisningsdifferentiering og holddannelse, med henblik på elevens inklusion
i den almindelige undervisning, jf. § 3 a, 1. pkt., i lov om folkeskolen. Hvis der
er behov herfor, skal skolerne give personlig assistance, der kan hjælpe en
elev til at overvinde praktiske vanskeligheder i forbindelse med undervisningen,
jf. § 3 a, 2. pkt., i lov om folkeskolen.
I henhold til § 25, stk. 1, i lov om efterskoler og frie fagskoler yder staten tilskud
til specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand. Endvidere yder
staten efter samme lovs § 25 a tilskud til dækning af ekstraudgifter, der er
godkendt af undervisningsministeren, til personlig assistance, jf. § 3 a, 2. pkt.,
og hjælpemidler til elever i tilfælde, hvor der er et særligt behov herfor. Efter
samme lovs § 24 a yder staten endelig tilskud til efterskoler og frie fagskoler til
37
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 300: Samlenotat forud for EPSCO-rådsmøde den 14. juni 2021 FEU den 10. juni 2021
2410679_0038.png
støtte til elever, der er omfattet af § 3 a, til inklusion af disse elever i den
almindelige undervisning.
Det fremgår endvidere af § 15, stk. 2, i lov om efterskoler og frie fagskoler, at
kurset skal være åbent for alle, der opfylder betingelserne i § 13, stk. 1-3.
Deltagelse i et kursus kan dog gøres betinget af højere alder, men ikke af
bestemte kundskaber, uddannelser, stillinger, erhverv eller ansættelsesforhold
og lign. eller af medlemskab af bestemte foreninger eller organisationer.
På ungdomsuddannelsesområdet kan der ydes særlige tilskud til
institutionernes udgifter til specialpædagogisk bistand. Efter § 29 i lov om
erhvervsuddannelser skal skolerne give specialundervisning og anden
specialpædagogisk bistand til elever, der har behov for det. Efter § 18 a, i lov
om institutioner for erhvervsrettet uddannelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 1294 af
2. september 2020 og efter § 44 i lov om institutioner for almene gymnasiale
uddannelser og almen voksenuddannelse m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1246
af 27. august 2020, kan der ydes særlige tilskud til institutionens udgifter til
elever og kursister, der efter følgende love skal have tilbud om
specialpædagogisk bistand:
Efter § 25 a i AMU-loven, jf. lovbekendtgørelse nr. 616 af 3. juni 2019, skal
deltagere med funktionsnedsættelse eller tilsvarende svære vanskeligheder
med behov for specialpædagogisk bistand skal i forbindelse med
undervisningen have tilbud om støtteformer som oplistet i § 25 a, stk. 1, nr. 1-5
Børne- og Undervisningsministeriet skal betone, at området adskiller sig fra de
fleste andre uddannelser, ved at der i meget vidt omfang er tale om kortvarige
kurser. Det vil formentlig kunne udløse ganske betydelige merudgifter, hvis der
bliver fastlagt mere vidtgående forpligtelser til at betjene disse deltagere på
samme måde som personer, som deltager i mere langvarige uddannelser.
Forberedende voksenundervisning og ordblindeundervisning for voksne samt
almen voksenuddannelse
§ 4 a i lov om forberedende voksenundervisning og ordblindeundervisning for
voksne, jf. lovbekendtgørelse nr. 602 af 23. maj 2019 indeholder regler om
specialpædagogisk bistand som led i ordblindeundervisningen samt mulighed
for at tilbyde undervisning i andre fag, som er tilrettelagt under hensyntagen til
deltagerens ordblindhed (hensyntagende undervisning). § 4 b i samme lov
indeholder regler om tilbud af specialpædagogisk bistand ved undervisning og
prøveaflæggelse.
§§ 12-12 b i lov om almen voksenuddannelse og om anerkendelse af
realkompetence i forhold til fag i almen voksenuddannelse, i hf-uddannelsen og
i uddannelsen til studentereksamen (avu-loven), jf. lovbekendtgørelse nr. 603
af 23. maj 2019, indeholder regler om bistand til elever med særlige behov,
herunder regler om specialpædagogisk bistand i forbindelse med
undervisningen jf. § 12 a.
Det fremgår af artikel 14, at sanktionen for forskelsbehandling på baggrund af
religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering, er en økonomisk
godtgørelse. Børne- og Undervisningsministeriet antager på den baggrund, at
der vil blive tale om en godtgørelsesordning svarende til den, der følger af lov
om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse m.v., jf.
lovbekendtgørelse nr. 645 af 8. juni 2011 med senere ændringer, og at der
således ikke som i dansk rets almindelige erstatningsregler forudsættes, at der
er lidt et tab.
Uddannelses- og forskningsministeriets område
Det skal indledningsvis bemærkes, at på trods af at det ikke fremgår tydeligt i
forskelsbehandlingsloven, så fastslår bl.a. Beskæftigelsesministeriets
Vejledning om Forskelsbehandlingsloven
1
, at forbuddet mod
1
VEJ nr. 9118 af 04. februar 2019
38
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 300: Samlenotat forud for EPSCO-rådsmøde den 14. juni 2021 FEU den 10. juni 2021
2410679_0039.png
forskelsbehandling ligeledes beskytter personer i uddannelse. Det vurderes
derfor, at der på uddannelsesområdet allerede gælder et forbud mod
forskelsbehandling uanset religion eller tro, handicap, alder eller seksuel
orientering jf. forskelsbehandlingslovens bestemmelser herom.
Forbud mod diskrimination på grund af alder
For så vidt angår direktivudkastets forbud mod diskrimination på grund af alder
gør Uddannelses- og Forskningsministeriet opmærksom på, at SU-loven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1037 af 30. august 2017 og lov om statens
voksenuddannelsesstøtte (SVU-loven) jf. lovbekendtgørelse nr. 53 af 23.
januar 2020 indeholder bestemmelser, hvor den uddannelsessøgendes alder
er afgørende for, om den pågældende er berettiget til at modtage
uddannelsesstøtte.
Statens Uddannelsesstøtte (SU) gives som hjælp til dækning af
leveomkostningerne for uddannelsessøgende i ordinær heltidsuddannelse.
I SU-lovens § 2 a, stk. 1, er det en betingelse for at få SU, at den
uddannelsessøgende er fyldt 18 år. Indtil dette tidspunkt er den
uddannelsessøgende omfattet af forældrenes forsørgelsespligt. Der kan tidligst
gives SU fra begyndelsen af det kvartal, der følger efter den dato, hvor den
uddannelsessøgende er fyldt 18 år. For uddannelsessøgende, der alene søger
SU-stipendium til videregående uddannelser, gælder 18 års grænsen ikke, jf.
SU-lovens § 2 a, stk. 2.
SU gives uden for klippekortet til ungdomsuddannelser jf. SU-lovens kap. 4 og
inden for klippekortet til videregående og private uddannelser jf. SU-lovens
kap. 5. For uddannelsessøgende under 20 år i ungdomsuddannelser er satsen
for SU altid afhængig af forældrenes indkomst, og støtten udbetales som
udgangspunkt med satsen for hjemmeboende. For uddannelsessøgende over
20 år i ungdomsuddannelse og for uddannelsessøgende i videregående eller
privat uddannelse udbetales SU med satsen for udeboende, hvis de er
udeboende, og med satsen for hjemmeboende, hvis de er hjemmeboende.
Satsen for hjemmeboende er for alle afhængig af forældrenes indkomst. Se § 8
i SU-loven.
Efter § 8 stk. 1, nr. 4, i bekendtgørelse nr. 1515 af 13. december 2017 om
statens uddannelsesstøtte (SU-bekendtgørelsen), får udenlandske
statsborgere, der sammen med deres forældre har taget fast ophold i Danmark
og ved indrejsen i landet ikke var fyldt 20 år, SU på samme betingelser som
danske statsborgere til uddannelser i Danmark.
Formålet med SVU-loven er at skabe økonomisk grundlag for, at voksne
kortuddannede på børne- og undervisningsministerens område kan deltage i
uddannelse på folkeskoleniveau og i gymnasial uddannelse, og at voksne på
uddannelses- og forskningsministerens område kan deltage i videregående
uddannelse. I SVU-loven findes der både øvre og nedre aldersgrænser.
Det fremgår af § 2, stk. 1, nr. 1, i SVU-loven, at der gives SVU til
uddannelsessøgende, der er i alderen fra 25 år og indtil nået
folkepensionsalder efter § 1 a i lov om socialpension, jf. dog stk. 5, hvorefter
børne- og undervisningsministeren kan fastsætte regler om, at
uddannelsessøgende, der er fyldt 20 år, kan få SVU til uddannelse efter lovens
§ 4, stk. 1. Det er således fastsat i § 2, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 733 af 16.
juni 2016 om statens voksenuddannelsesstøtte, at uddannelsessøgende, der
er fyldt 20 år, kan få SVU til forberedende voksenundervisning,
ordblindeundervisning for voksne, specialundervisning for voksne og
danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl.. Endelig er der med hjemmel i
SVU-lovens § 2, stk. 4, fastsat regler om, at aldersbetingelsen kan fraviges i
forbindelse med jobrotation.
Forbud mod diskrimination på grund af handicap
39
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 300: Samlenotat forud for EPSCO-rådsmøde den 14. juni 2021 FEU den 10. juni 2021
2410679_0040.png
Der findes under Uddannelses- og Forskningsministeriets ressort to ordninger,
der har til formål at kompensere uddannelsessøgende, der har en
funktionsnedsættelse.
Som hjælp til at dække leveomkostningerne kan uddannelsessøgende i
videregående uddannelse eller i erhvervsuddannelse, som på grund af varig
fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse har meget betydelige begrænsninger i
evnen til at påtage sig erhvervsarbejde, efter SU-loven § 7, stk. 3, få et
stipendium som tillæg til den almindelige SU, der er beskrevet ovenfor.
Som hjælp til at kompensere studerende ved videregående uddannelser for en
fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, således at den studerende kan
gennemføre uddannelsen i lighed med andre studerende, kan den studerende
søge om specialpædagogisk støtte (SPS), der er reguleret i lovbekendtgørelse
nr. 69 af 28. januar 2020 om specialpædagogisk støtte ved videregående
uddannelser (SPS-loven). SPS bevilges på baggrund af den studerendes
konkrete funktionsnedsættelse og på baggrund af en faglig vurdering af den
enkeltes behov. Der kan fx tildeles hjælpemidler i form af it-hjælpemidler,
studiestøttetimer, tegnsprogs- og skrivetolkning, særligt tilrettelagte
studiematerialer og personlig assistance.
Det er umiddelbart vanskeligt at vurdere direktivudkastets juridiske og
økonomiske konsekvenser på området, herunder med hensyn til eventuelle
merudgifter i form af krav om større tilskud til uddannelsessøgende med
handicap.
Transportministeriets område
Individuel handicapkørsel
Ordningen om individuel handicapkørsel i § 11 i lov om trafikselskaber
pålægger kommunerne som minimum at etablere kørsel til blinde og stærkt
svagsynede og personer, der som følge af deres bevægelseshandicap har
behov for hjælpemidler, og som følge deraf ikke kan benytte den almindelige
offentlige transport
–
selv om transportmidlet måtte være handicapvenligt
indrettet. Personer med andet handicap er i udgangspunktet ikke omfattet af
denne ordning, men vil ofte være omfattet af andre ordninger. Da der i henhold
til lovgivningen er tale om en minimumsordning, står det kommunerne frit for at
inkludere personer med andre typer af handicap i ordningen. Den individuelle
handicapkørsel er tiltænkt at dække såkaldt spontankørsel, der forventes at
række ud over transport til behandling, terapi og lignende, da det i loven er lagt
til grund, at denne type kørsel af omfattet af andre kørselsordninger. Ministeriet
har i efteråret 2015 vurderet, at ordningen også kan anvendes til fx behandling,
terapi og lignende, idet det forudsættes, at borgere visiteret til andre ordninger
med det formål, vil have et klart økonomisk incitament til at benytte disse andre
ordninger i stedet. Der er en risiko for, at direktivets art. 3 sammenholdt med
art. 4 vil blive fortolket således, at der er tale om forskelsbehandling, når ét
handicap giver adgang til den individuelle kørselsordning, mens et andet ikke
gør.
Rabatordninger afhængige af alderskriterier
Direktivets artikel 13 indeholder bestemmelse om, at ikke kun love, men også
administrative bestemmelser og virksomheders aftaleretlige bestemmelser vil
kunne rammes af direktivets diskriminationsforbud. På denne baggrund må det
bemærkes, at der overalt i den kollektive transport findes eksempler på
rabatordninger, som enten direkte eller indirekte er afhængige af alder. Som
eksempler kan nævnes, at børn under 12 år de fleste steder rejser gratis med
bus og tog, når de ledsages af en voksen, og at personer, som er fyldt 65 år,
eller som modtager social pension, kan få op til 50 % rabat på billetprisen.
Endvidere findes der eksempler på studierabatter, lejrskolerabatter og
familierabatter. I de fleste tilfælde fastsættes rabatterne af de offentlige
transportudbydere, f.eks. DSB og trafikselskaberne. I andre tilfælde er der
indgået særlige aftaler mellem Transportministeriet og enkelte private
40
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 300: Samlenotat forud for EPSCO-rådsmøde den 14. juni 2021 FEU den 10. juni 2021
2410679_0041.png
transportvirksomheder om at yde visse rabatter til børn, pensionister og
studerende. Det må antages, at disse rabatordninger kan være i strid med
direktivets forbud mod aldersdiskrimination.
Forbedringer af adgangen til den kollektive transport
Tilgængelighedsforbedringer med ”tilbagevirkende kraft”, hvor
transportsektoren qua direktivet pålægges inden for en aftalt årrække, jf. artikel
15, at udføre f.eks. tilgængelighedsforbedringer af eksisterende infrastruktur,
der ikke er planlagt som led i det almindelige renoveringsarbejde eller
udbygning af infrastrukturen, vil imidlertid kunne indebære en ganske betydelig
økonomisk byrde. På denne baggrund er det vigtigt, at der fastsættes klare
definitioner af, hvilke forbedringer der kan kræves, som en direkte følge af
direktivet.
Indenrigs- og Boligministeriets område
Tilgængeliggørelse af boligbyggeri
For så vidt angår bygningsområdet, indeholder direktivet i artikel 4 en
bestemmelse om tilgængeliggørelse af boligbyggeri. Det er dog på nuværende
tidspunkt ikke klart, i hvilket omfang direktivet vil være gældende. Efter
Indenrigs- og Boligministeriets opfattelse, kan der både være tale om tiltag i
nybyggeri og i det eksisterende boligbyggeri.
Indenrigs- og Boligministeriet vurderer, at de gældende regler for nybyggeri og
ombygninger i byggeloven og bygningsreglementet lever op til
direktivforslagets målsætninger for tilgængelighed for mennesker med
handicap. Såfremt direktivet indebærer, at der skal ske væsentlige tilpasninger
vedrørende tilgængelighed i den eksisterende bygningsmasse på boligområdet
vil det kunne blive forholdsvis omkostningsfuldt set i relation til omfanget af de
krævede tiltag.
Direktivets konsekvenser for ministeriets ressortområde vil således være
afhængige af de endelige formuleringer af direktivteksten, især i forbindelse
med krav om tilgængelighed til den eksisterende bygningsmasse.
Almene boliger
Almene familieboliger er åbne for alle befolkningsgrupper, og hovedprincippet
er, at man bliver optaget efter venteliste.
Man skal være fyldt 15 år for at kunne blive opnoteret på venteliste til en ledig
bolig. Denne aldersgrænse er objektiv og rimeligt begrundet i et legitimt formål.
Bestemmelsen udgør derfor ikke forskelsbehandling i direktivets forstand.
Herudover er der fastsat regler om boliger specielt for unge og ældre samt
handicappede (almene ungdomsboliger og almene ældreboliger). Der er her
tale om at stille boliger til rådighed for grupper med et særligt boligbehov - dvs.
positiv særbehandling.
Der findes ikke regler, der udgør diskrimination eller forskelsbehandling i
direktivets forstand.
Privat udlejningsbyggeri
Der er ikke i lejelovgivningen fastsat bestemmelser om udlejningskriterier og
ventelister. I privat udlejningsbyggeri bestemmer ejeren derfor i kraft af
ejendomsretten, hvem boligerne skal udlejes til, idet loven om forbud mod
forskelsbehandling på grund af race m.v. sætter bestemte grænser herfor.
Der findes ikke regler for udlejning af private boliger, der udgør diskrimination
eller forskelsbehandling i direktivets forstand.
41
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 300: Samlenotat forud for EPSCO-rådsmøde den 14. juni 2021 FEU den 10. juni 2021
2410679_0042.png
Kirkeministeriets område
Direktivet vurderes ikke at have konsekvenser for folkekirkens virksomhed, idet
dens forhold til staten er undtaget fra direktivets anvendelsesområde.
Finansministeriets område
Tilgængelige it-løsninger i den offentlige sektor
For så vidt angår tilgængelige it-løsninger i den offentlige sektor, er der på
Digitaliseringsstyrelsens ressortområde ingen egentlig lovgivning på området.
Dog er offentlige myndigheder, som følge af aftalen om de obligatoriske, åbne
standarder, forpligtet til at overholde WCAG 2.0-standarden for tilgængeligt
indhold på internettet i forbindelse med nye eller relancerede hjemmesider.
Denne aftale giver mulighed for afvigelse gennem "Følg eller forklar"-modellen,
som til dels vurderes at kunne adressere spørgsmål ang. "rimelige
tilpasninger".
Det bemærkes, at der, som det er tilfældet på en række andre områder, som
berøres af direktivet, allerede i dag stilles krav om tilgængelig digital
information og tjenesteydelser fra både offentlige og private informations- og
tjenesteudbydere i artikler i FN's handicapkonvention. I 2015 trådte den
europæiske standard EN 301 549 - Accessibility requirements suitable for
public procurement of ICT products and services in Europe desuden i kraft.
Også I 2015 trådte Udbudsloven i kraft med § 40s bestemmelse om, at ved
indkøb, der er beregnet til anvendelse af fysiske personer, skal de tekniske
specifikationer undtagen I behørigt begrundede tilfælde fastsættes under
hensyntagen til adgangsmuligheder for handicappede eller design for samtlige
brugere.
Direktivet om tilgængeligheden af offentlige organers websteder og
mobilapplikationer er vedtaget november 2016 og forventes snarest at træde i
kraft. Der vil herefter være 21 måneder til at implementere direktivet i dansk
lovgivning.
7. Konsekvenser
Forslaget er fortsat under forhandling, og der stilles derfor fortsat
ændringsforslag, herunder vedrørende tilgængelighed og
ikrafttrædelsesperioder. Hertil kommer, at der i 2019 blev vedtaget et direktiv
om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative
bestemmelser for så vidt angår tilgængelighedskrav til produkter og
tjenesteydelser (det såkaldte tilgængelighedsdirektiv), som også har
konsekvenser for nærværende forslag. Der kan derfor ikke på nuværende
tidspunkt gives et realistisk bud på forslagets konsekvenser for statsfinanserne,
samfundsøkonomien, miljøet og beskyttelsesniveauet. Det bemærkes dog, at
forslagets potentielle konsekvenser for statsfinanserne må forventes at være
væsentlige. Forslaget har været blokeret i flere år og er fortsat blokeret, og der
er ikke udsigt til ændring heri i nærmeste fremtid. Skulle forslaget antage en
mere endelig form og en vedtagelse være inden for realistisk rækkevidde, vil
der blive igangsat et tværministerielt arbejde med at fastlægge
konsekvenserne af forslaget.
8. Høring
Forslaget er sendt i høring i Specialudvalget for Arbejdsmarkedet og Sociale
Forhold og har været drøftet på flere møder i udvalget.
KL finder det problematisk, at alder indgår på lige fod med de resterende
rettigheder. KL anmodede i forbindelse med høringen om EU traktatens artikel
13 om at alderskriteriet udgik. En tilsvarende anmodning fremsatte KL i
forbindelse med høringen vedrørende direktiv 2000/78.
Løsningen med at indsætte en undtagelsesbestemmelse om at ulige
behandling på grund af alder ikke er forskelsbehandling, såfremt der er et
42
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 300: Samlenotat forud for EPSCO-rådsmøde den 14. juni 2021 FEU den 10. juni 2021
2410679_0043.png
objektivt og rimeligt begrundet legitimt formål (artikel 6 i direktiv 200/78 og
artikel 2 stk. 6 i det nye direktivforslag)
–
er ikke en god løsning. Belært af
erfaringerne fra EU retssagerne C-411/05, C-361/07, C-555/07, C88/08 og C-
299/08 finder KL det nødvendigt, at der tages et klart forbehold for alder, og at
det inddrages som diskriminationskriterium i direktivforslaget.
Alder bliver ofte brugt som et objektivt kriterium dels i forhold til lovgivning dels i
forhold til administration for eksempel: erhvervelse af kørekort, ret til
stemmeafgivning ved demokratiske valg og meget mere. Det er alle disse
lovmæssige og administrative bestemmelser som efter direktivets vedtagelse
pludselig er potentiel EF-stridige og ulovlige.
Artikel 3 litra c) siger, at uddannelse er et af de områder, hvor direktivet finder
anvendelse. KL finder at uddannelse er et nationalt anliggende at artikel 3 litra
c) derfor bør udgå
–
uanset artikel 3 stk. 3. Derved er artikel 3 stk. 3 redundant
og bør ligeledes udgå.
I artikel 7 indføres bestemmelser om klageadgang. KL finder at dette er et
nationalt anliggende som allerede er reguleret via EF domstolens afgørelser.
Artiklen bør udgå.
Artikel 8 omhandler i realiteten krav om omvendt bevisbyrde. KL finder, at dette
selv om det kendes fra andre direktiver, at det er meget kritisabelt i forhold til
retssikkerheden. KL skal anmode om at bestemmelsen udgår. KL skal erindre
om de meget store betænkeligheder der fra dommers side kom til udtryk efter
gennemførelsen af omvendt bevisbyrde i ligestillingssagerne.
Efter artikel 11 tilføjes: ”Medlemsstaterne tilskyndes at inddrage
arbejdsmarkedets parter, i det omfang arbejdsmarkedet berøres”.
Artikel 13 om overholdelse er en nyskabelse. Dette er et nationalt anliggende
og KL skal anmode om, at det udgår.
Artikel 14 om sanktioner har vi set flere forslag. Sanktionsbestemmelser er et
nationalt anliggende i EF retten. Der er en eksisterende EF domstolspraksis
der på en balanceret måde varetager de tværnationale hensyn. Bestemmelsen
bør derfor udgå.
KL skal afslutningsvis takke for fremsendelsen af høringen og anmode om, at
sagen efterfølgende behandles i Specialudvalget således, at der kan gives et
klart mandat i de forestående europæiske forhandlinger til de danske
forhandlere.
Dansk Arbejdsgiverforening (DA) har forstået direktivforslaget således, at det
skal regulere beskyttelse mod forskelsbehandling uden for arbejdsmarkedet,
og at det skal supplere de eksisterende direktiver for så vidt angår
diskriminationskriterierne, religion eller tro, handicap, alder eller seksuel
orientering. Det vil sige, at nærværende direktivforslag vedrører området social
beskyttelse, sociale goder, uddannelse og adgang til varer og tjenesteydelser.
DA skal oplyse, at DA på den baggrund vil koncentrere sig om en række
principielle væsentlige dimensioner af forslaget og vedrørende
forskelsbehandlingsområdet, der rækker ud over direktivforslagets direkte og
umiddelbare
reguleringssigte, og som efter DA’s opfattelse skal indgå i den
danske samt europæiske politiske proces vedrørende direktivforslaget.
Der er efter DA’s vurdering tale om, at man med forslaget bekræfter og
forstærker en udvikling
–
herunder via EF-Domstolen
–
der ligger langt ud over
den ramme for regulering, der umiddelbart kan læses af direktivet.
DA skal på det kraftigste understrege, at DA finder, at
alle
mennesker har ret til
en retfærdig, fair og saglig behandling, og at
ingen
skal diskrimineres
–
det vil
sige uden saglig grund forskelsbehandles. DA tager således afstand fra
diskrimination af mennesker på baggrund af religion, tro, handicap, alder eller
seksuel orientering.
43
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 300: Samlenotat forud for EPSCO-rådsmøde den 14. juni 2021 FEU den 10. juni 2021
2410679_0044.png
Det er derimod efter DA’s opfattelse en forudsætning for civilisation og
demokrati, at mennesker legitimt kan behandles forskelligt i varierende retlige
og civile sammenhænge. Efter DA’s opfattelse er det helt nødvendigt, at man
fra dansk politisk side fra regeringen til Folketinget gør sig forslaget og dets
generelle implikationer på forskelsbehandlingsområdet helt klart. Forslaget kan
efter DA’s opfattelse også få implikationer for arbejdsmarkedet og det
almindelige kernestof i arbejds-og ansættelsesretten. Det er herunder vigtigt, at
man tager EF-Domstolens fortolkningsmetode med i betragtning allerede nu,
når direktivet skrives og dermed i den politiske proces om vedtagelsen af et
direktiv. Direktiverne på navnlig diskriminationsområdet skaber en
retsusikkerhed med hensyn til forhold, der i øvrigt i samfundet må betragtes
som legitime. Med hensyn til alderskriteriet vil forslaget f.eks. medføre, at
sådanne forhold fremover skal bedømmes ud fra et juridisk perspektiv, om de
(undtagelsesvis) kan opretholdes og dermed genstand for tvivl og klagemål hos
myndigheder, retsinstanser m.v.
Ophøjes til absolut beskyttelse
Direktivforslaget henviser bl.a. til Traktatens art. 6 samt forskellige
internationale instrumenter, herunder i FN samt i den Europæiske
Menneskerettighedskonvention, EU's charter m.v. særligt med hensyn til de i
direktivet nævnte beskyttelseskriterier. Disse henvisninger er isoleret set
korrekte, men det er vigtigt at erkende, at disse henvisninger ikke alene er
”henvisninger i snæver forstand”. Henvisningerne skal derimod ses som et
element, der i sig selv ikke alene bekræfter, men også giver juridisk samt
politisk rum for, at man via direktivforslaget bidrager til at regulere
diskriminations- og forskelsbehandlingsområdet mere vidtgående og intenst
end direktivforslaget selv.
DA skal bemærke, at disse internationale instrumenter er af mangeartet
forskellig karakter og uens for de forskellige diskriminationskriterier. Dette
medfører, at man f.eks. via nærværende direktivforslag giver alle de nævnte
kriterier en juridisk absolut beskyttelse på allerhøjeste juridiske niveau via den
højeste fællesnævner. DA kan konstatere, at man på diskriminationsområdet
generelt og fejlagtigt opererer med en teori om, at beskyttelsesniveauer fra
grunden må betragtes som et ”retstomt rum”, såfremt et område ikke er eller
belægges med eksplicit lovgivning. Et eksempel på denne fejlslutning kan
f.eks. henvise til almindelige forvaltningsretlige regler
–
herunder
lighedsgrundsætningen og saglighedskravet i dansk offentlig ret, som jo vil
være dækkende uanset nærværende direktivforslag!
Trædestensprincippet
Direktivforslaget vil som nævnt løfte beskyttelse op på det allerhøjeste niveau i
den retlige trinfølge. Dette medfører dels den nævnte absolutte karakter af
beskyttelsen, men også at det må formodes, at de bagvedliggende
instrumenter, som er baggrund for direktivforslaget samt det nye direktiv,
gensidigt anvendes til generelt at fortolkes gensidigt udvidende, da de jo
bekræfter hinanden netop via direktivforslaget. Det medfører f.eks., at
beskyttelseselementer, som er eller kan indfortolkes i det ene instrument, men
ikke i et andet via retspraksis vil blive fortolket ind i det andet instrument alene
ud fra en formålsfortolkning. Det ene instrument anvendes således som
trædesten for en beskyttelse på et andet område, og omvendt således at
beskyttelsen alt andet lige konstant fremmes på et stadigt højere niveau.
Ingen lukket liste af beskyttelseskriterier
Der ligger i selve den nævnte henvisning i direktivforslaget og dermed den
angivne baggrund for direktivforslaget i andre retsinstrumenter en principiel
stillingtagen og virkning, som man allerede nu bør gøre sig klart: Der er ikke
tale om en lukket liste af diskriminationskriterier heller ikke med vedtagelsen af
dette direktivforslag. Det må vurderes, at man med tiden tillige på EU-niveau vil
regulere andre af de ikke-forskelsbehandlingskriterier, som også ligger i de
nævnte internationale instrumenter, hvor man i alt opregner mindst ca. 25 ikke
forskelsbehandlingskriterier. Der må således på relativt kortere sigt imødeses
44
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 300: Samlenotat forud for EPSCO-rådsmøde den 14. juni 2021 FEU den 10. juni 2021
2410679_0045.png
et yderligere pres fra EU-niveau for at indsætte andre diskrimineringskriterier
uden for og på arbejdsmarkedet.
Hertil kommer, at man som nævnt neden for ikke kan udelukke, at EF-
Domstolen på egen hånd
–
i kraft af bl.a. dette direktiv
–
lægger nye
diskrimineringskriterier ind i sin praksis. Dette kan være kriterier, der er
opregnet i de internationale instrumenter, eller det kan være helt nye kriterier,
som EF-Domstolen måtte finde frem til som forhold, der kan findes af en eller
anden art i europæisk ret
–
herunder i national ret. Se bl.a. herom nedenfor.
Yderligere diskriminationsbeskyttelse
Man skal også gøre sig klart, at der heller ikke med dette direktivforslag er tale
om en slutregulering af diskriminationsområdet. Det må tillige vurderes, at der
på relativt kortere sigt må imødeses et yderligere pres fra EU-niveau for at
indsætte nye og strammere diskrimineringsredskaber i direktiverne m.v. uden
for og på arbejdsmarkedet. Hertil kommer, at man som nævnt nedenfor ikke
kan udelukke, at EF-Domstolen på egen hånd
–
i kraft af bl.a. dette direktiv
–
strammer beskyttelsesniveauet via sin praksis. Dette kan være stramninger,
f.eks. forbud, der er opregnet i andre internationale instrumenter, visse
medlemsstater, eller det kan være helt nye krav eller udvidende fortolkninger,
som EF-Domstolen måtte kunne finde frem til.
Tage højde for EF-Domstolens fortolkningsmetode allerede nu
DA skal anbefale, at alle de indledende betragtninger, der skal indskrænke
direktivets område,
flyttes
fra direktivets såkaldte betragtninger og
indsættes
i
selve direktivteksten, da man kan frygte, at de ellers ikke tillægges vægt af EF-
Domstolen eller fortolkes indskrænkende. Omvendt skal man tage højde for, at
begreber i øvrigt i direktivet, hvis de ikke er meget skarpt formuleret i selve
direktivets egentlige normerende tekst, vil blive fortolket udvidende henholdsvis
indskrænkende afhængig af sagens karakter. DA skal i den forbindelse f.eks.
henvise til EF-Domstolens afgørelser i dels den såkaldte Mangold-sag (C
144/04) fra 2006 og Coleman-sagen (C 303/06) fra 2008. Også andre
afgørelser fra EF-Domstolen i og uden for arbejdsmarkedet kan dokumentere
dette.
I Mangold-sagen kom EF-Domstolen frem til, at fællesskabsretten som sådan
–
som navnlig udviklet via praksis af EF-Domstolen selv
–
og ikke direktivet om
forskelsbehandling indeholder det egentlig princip om forbud mod
forskelsbehandling på grund af alder. Den fællesskabsretlige norm udfyldes
nok af direktivet, men normen gælder uanset direktivet. I Coleman-sagen kom
EF-Domstolen frem til, at da direktivet om forskelsbehandling skal bekæmpe
alle former for forskelsbehandling, vil den gælde alle, således også en
pårørende til en handicappet, hvor den pårørende påstod sig forskelsbehandlet
på grund af sin tilknytning til en handicappet. Man kan på baggrund af bl.a.
ovennævnte vurdere, at direktiverne og deres udsagn som sådan ikke er
afgørende for EF-Domstolens vurdering af de enkelte sager, og hvor langt
beskyttelsesniveauet mod diskrimination reelt kan siges at være i EU.
Direktiverne bruges derimod af EF-Domstolen som en bekræftelse af, at den
bagvedliggende ret er en del af EU-retten uanset dens juridiske styrke. Dette er
jo bl.a. dette, som bekræftes i f.eks. dette direktivforslag, hvor man fra
medlemsstaternes side direkte erklærer, at en række internationale
instrumenter og EU-ret uanset forskellig juridisk styrke i forvejen er og fremover
skal og kan anvendes af EF-Domstolen.
Det følger heraf, at EF-Domstolen formentlig vil kunne antage den fortolkning,
at beskyttelse med hensyn til de ovennævnte forskelsbehandlingskriterier
allerede eksisterer, jf. ræsonnementet i Mangold-dommen eller med henvisning
til de principper i EU-retten, internationale instrumenter m.v., som
direktivforslaget selv henviser afhængigt og absolut allerede er gældende i EU-
retten og med en styrke, der ligger langt ud over f.eks. direktivets direkte
udsagn og begrænsninger samt præciseringer. Allerede nu må man således på
grundlag af afgørelsen i ovennævnte Coleman- sag vurdere, at begrebet
”ingen” i direktivforslaget art. 2 (”1.
I dette direktiv betyder princippet om
45
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 300: Samlenotat forud for EPSCO-rådsmøde den 14. juni 2021 FEU den 10. juni 2021
2410679_0046.png
ligebehandling, at ingen må udsættes for direkte eller indirekte
forskelsbehandling af nogen af de i artikel 1 anførte grunde”) mindst
skal
fortolkes i overensstemmelse med denne, således at ”ingen” gælder enhver
med nogen som helst tilknytning af nogen art til de pågældende
diskriminationskriterier. I samme retning kan formentlig
begrebet ”nogen” i
pågældende bestemmelse fortolkes.
På den baggrund må man f.eks. også vurdere, at det forhold, at direktivet
betegner sig i art. 1 som givende (alene) en ”ramme for bekæmpelse” af
forskelsbehandling som værende af meget begrænset juridisk værdi. Som
eksempel kan tilsvarende nævnes betragtning 16) hvorefter:
”Enhver har frihed
til at indgå aftaler, herunder frihed til at vælge en aftalepartner til en given
transaktion. Dette direktiv bør ikke finde anvendelse på økonomiske
transaktioner foretaget af private, for hvem disse transaktioner ikke udgør en
faglig eller erhvervsmæssig virksomhed.”
Dette er en klart stærkere
bestemmelse end den tilhørende artikeltekst, hvorefter: ”Litra
d) finder kun
anvendelse på privatpersoner i det omfang, de udøver faglig eller
erhvervsmæssig virksomhed.”
Her må man f.eks. nødvendigvis forholde sig til spørgsmål om tilfælde, hvor
den private aktivitet kun udgør eller kan siges at udgøre en mindre eller alene
accessorisk ”faglig eller erhvervsmæssig virksomhed”, ligesom begreberne
”private” og ”økonomiske transaktioner” samt ”faglig eller erhvervsmæssig
virksomhed” levner stort rum for fortolkninger.
Også andre dele af direktivet må man vurdere vil blive tillagt en udvidende
fortolkning af EF-Domstolen henset til direktivets baggrund og formål. Det
gælder f.eks. art. 3, stk. 1 ”social beskyttelse”, ”sociale goder” og ”uddannelse”.
Særligt vedrørende alder kan påpeges, at art. 2, stk. 6 tilsvarende indeholder et
relativt stort fortolkningsrum.
DA har også noteret sig, at direktivforslaget på en række områder i
foranledning godt nok bygger på elementer i eksisterende direktiver, men der
er også nye formuleringer, der kan have indholdsmæssige betydninger. DA
skal heller ikke undlade at bemærke, at man generelt uden refleksion i øvrigt
og således også i almindelige privatretlige retsforhold overfører princippet om
delt bevisbyrde, der er en undtagelse af det almindelige bevisbyrdeprincip.
Danske Handicaporganisationer (DH) takker for muligheden for at fremkomme
med bemærkninger til Europa-kommissionens nyligt fremsatte forslag til
direktiv om ligebehandling udenfor arbejdsmarkedsområdet. DH skal dog
fremhæve, at en uges frist for at indkomme med bemærkninger til så
omfattende et forslag, er meget uhensigtsmæssig. Det giver os ringe
muligheder for at inddrage vores medlemsorganisationer, hvilket selvsagt er
dybt problematisk. Det er ikke befordrende for den demokratiske proces, der
skal sikre den organisatoriske opbakning til direktivet specifikt og EU’s
initiativer på handicapområdet generelt.
Når dette er sagt, vil vi gerne understrege, at vi betragter det som et positivt
skridt, at Kommissionen endelig har fremsat et forslag til direktiv på dette
område. Vi forventer, at den danske regering vil arbejde aktivt for vedtagelsen
af direktivet, men samtidig vil vi også understrege, at der er et fundamentalt
behov for at styrke visse bestemmelser i direktivforslaget med henblik på en
effektiv diskriminationsbeskyttelse for personer med handicap samt de øvrige
grupper, som direktivforslaget dækker.
Det er vigtigt at fremhæve, at vores bemærkninger naturligt primært tager
udgangspunkt i de behov, der er for at sikre personer med handicap imod
diskrimination. Det er det område, der interesserer os mest
–
og det er her, vi
har vores særlige ekspertise.
DH betragter det som et helt nødvendigt skridt at sikre sammenlignelig
beskyttelse imod diskrimination for alle grupper, der er dækket af Amsterdam-
traktatens artikel 13. Det er ikke rimeligt, at man i øjeblikket har et de facto
hierarki mellem de forskellige diskriminationsgrunde.
46
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 300: Samlenotat forud for EPSCO-rådsmøde den 14. juni 2021 FEU den 10. juni 2021
2410679_0047.png
Det er positivt, at personer med handicap i fremtiden klart sikres imod de typer
af diskrimination, som er dækket af parallelle direktiver gældende for andre
grupper, dvs. direkte og indirekte forskelsbehandling, chikane samt tilskyndelse
til forskelsbehandling. Desuden må det betragtes som positivt, at manglende
rimelig tilpasning, som i arbejdsmarkedsdirektivet (2000/78/EF), nu generelt
defineres som forskelsbehandling.
Yderligere er der så i direktivforslagets artikel 4 fastsat en forpligtelse til i
rimeligt omfang at sikre lige adgang og tilgængelighed til varer, tjenester etc.,
hvilket set fra DH’s synspunkt er et konstruktivt element.
Vi er dog dybt bekymrede i forhold til fortolkningen af og konsekvenserne ved
disse bestemmelser, ikke mindst undtagelserne fra dem, mere herom
nedenfor.
DH mener, at dansk støtte til direktivforslaget vil være i overensstemmelse med
den øgede vægtning af rettigheder og beskyttelse imod diskrimination, der er
blevet en integreret del af dansk handicappolitik, særligt i lyset af Danmarks
tilslutning til FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap.
DH deler Kommissionens opfattelse, som den er fremsat i dennes
konsekvensvurdering af direktivforslaget, nemlig at direktivforslaget på nær
meget få detaljer ikke pålægger medlemsstaterne forpligtelser, som ikke er
indeholdt i konventionen. Samtidig må det dog understreges, at en
gennemførelse af direktivforslaget i dansk ret, som det fremstår på nuværende
tidspunkt, ikke i sig selv vil kunne udgøre en fyldestgørende efterlevelse af FN-
konventionen. Områder som eksempelvis adgang til retsvæsenet,
familierettigheder, deltagelse i det politiske liv, adgang til kulturlivet,
tilgængelighed til det offentlige rum samt adgangen til information og
kommunikation, herunder eksempelvis tilgængelige informationsformater og
tegnsprog, er ikke dækket af direktivforslaget, men i FN-konventionen findes
vægtige bestemmelser om disse forhold.
Derudover er en hel række af de forpligtelser for offentlige instanser til aktivt at
fremme deltagelsen for personer med handicap i samfundet, som er indeholdt i
konventionen, ikke dækket af direktivforslaget. Vi mener ikke, at det er
tilfredsstillende, at direktivforslaget på så mange områder har en lavere
overligger end konventionen, når det gælder forebyggelse og bekæmpelse af
diskrimination af personer med handicap. Konventionen og direktivet må kunne
ses som instrumenter, der supplerer hinanden og må som sådan ses som
retskilder, der til sammen kan være med til at sætte rammer for dansk
lovgivning vedrørende ligebehandling af personer med handicap. Således er
der brug for en højere grad af overensstemmelse mellem konventionens
principper og direktivteksten.
Nedenfor følger specifikke bemærkninger til de enkelte bestemmelser i
direktivforslaget.
Artikel 1
Det skal bemærkes, at direktivet kun kan dække de områder, der er omfattet af
EU’s kompetence, hvilket også anføres i de indledende betragtninger til
direktivforslaget. Dette er ligeledes illustreret ovenfor under bemærkningerne
om sammenhængen med FN’s konvention om rettigheder for personer med
handicap.
Det skal således tages med betydelige forbehold, når det i artikel 1 hedder, at
hele spektret udenfor arbejdsmarkedet er dækket. En yderligere klargøring af
anvendelsesområdet er som følge heraf nødvendig med henblik på en
gennemskuelig og effektiv gennemførelse af direktivet i medlemsstaternes
lovgivning.
Derudover skal kommende dansk diskriminationslovgivning i forhold til
handicap tage højde for, at direktivforslaget ikke dækker alle relevante
aspekter af FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap. I den
47
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 300: Samlenotat forud for EPSCO-rådsmøde den 14. juni 2021 FEU den 10. juni 2021
2410679_0048.png
sammenhæng ville det være naturligt, og i overensstemmelse med EU’s
tilslutning til FN-konventionen, ikke at lade selve direktivteksten anlægge en så
indsnævret fortolkning af, hvor langt EU-kompetencen går, når det gælder
vigtige områder for personer med handicap, se eksempelvis bemærkningerne
vedr. uddannelsesområdet til artikel 3 nedenfor.
Artikel 2, stk. 2, litra b)
DH foreslår, at bestemmelsen præciseres med henblik på at sikre, at den
udtrykkeligt omfatter diskrimination på baggrund af handicap ved associering.
Som bestemmelsen er formuleret nu, kan den læses sådan, at diskrimination
kun kan knytte sig til en bestemt person med et bestemt handicap. Således vil
f.eks. forældre, der diskrimineres som følge af tilknytningen til et barn med
handicap ikke være eksplicit dækket af bestemmelsen om indirekte
diskrimination. Dette er åbenlyst urimeligt, jf. den nyligt afsagte kendelse i den
såkaldte Coleman-sag, og derfor skal teksten formuleres, så der ikke opstår
tvivl om dette.
Artikel 2, stk. 5
Det skal bemærkes, at det, som ovenfor anført, er positivt, at manglende
rimelig tilpasning, jf. forslagets artikel 4, stk. 1, litra b), er defineret som
forskelsbehandling. Det er imidlertid vigtigt at forstå, at manglende adgang og
tilgængelighed for personer med handicap kan afhjælpes gennem generelle
bestræbelser og andre foranstaltninger (universelt design mv.) på at gøre
ligebehandling og tilgængelighed til en del af de tilbud, der udbydes offentligt.
Dette er der taget delvis højde for i artikel 4, stk. 1, litra a), men det er for DH
uklart, hvilken retlig status overtrædelser af disse bestemmelser har. Vil
sådanne overtrædelser skulle forstås som forskelsbehandling, eller er det
noget andet?
Det er helt centralt at holde sig for øje, at den diskrimination af personer med
handicap, som ligger i ikke at tilpasse samfundet til alle mennesker, i lige så
høj grad som andre typer af diskrimination udgør betydelige hindringer for fuld
deltagelse i samfundslivet for personer med handicap. Det kan tydeligt ses af
de barrierer, der er skabt inden for f.eks. byggeri, transport og kommunikation
gennem de seneste mange årtier. Det er den type diskrimination, som artikel 4,
stk. 1, litra a) tager delvist fat få. Det må derfor sikres, at manglende
efterlevelse af denne bestemmelse i lige så høj grad som direktivets øvrige
antidiskriminationsbestemmelser har bindende retsvirkning, samt at der er
knyttet effektive sanktioner til manglende efterlevelse.
Artikel 2, stk. 6
DH ser det som en risiko, at muligheden for at forskelsbehandle på baggrund
af alder kan benyttes til indirekte at diskriminere personer med handicap.
Frekvensen af personer med handicap blandt ældre borgere er højere end
frekvensen blandt yngre borgere. Der er personer, der først bliver
handicappede, efter at de er blevet ”gamle”. Særligt derfor vil en beskyttelse
mod indirekte diskrimination af denne gruppe på grund af handicap være
væsentlig.
Det skal derfor præciseres, at det udelukkende er kravet om et forbud mod
diskrimination på baggrund af biologisk alder, som der kan gøres undtagelser
fra. Det skal også præciseres, at der ikke er mulighed for at diskriminere på
baggrund af sammenhængen mellem alder og handicap. Dette vil være i
overensstemmelse med den generelle målsætning fra EU's side om at
bekæmpe multipel diskrimination.
Artikel 2, stk. 7
Indskrænkningerne af direktivets gyldighed i forhold til aktuarmæssige og
statistiske beregninger udgør et væsentligt problem, da sådanne beregninger
må forventes at blive benyttet i forbindelse med f.eks. pensionsordninger,
sundhedsforsikringer og kriterier for långivning.
Der synes dermed at opstå en modsigelse af artikel 12 i FN’s konvention om
rettigheder for personer med handicap vedr. retlig handleevne, som også
48
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 300: Samlenotat forud for EPSCO-rådsmøde den 14. juni 2021 FEU den 10. juni 2021
2410679_0049.png
berører den lige ret til at opnå lån og ejendomsret, artikel 25 om lige ret til
sundhed samt samme konventions artikel 28, stk. 2, litra e) om
pensionsordninger.
Den tilsvarende bestemmelse i det parallelle direktiv, om ligebehandling i
forhold til køn fra 2004, indeholder snævrere muligheder for medlemsstaterne i
henseende til at tillade forskelsbehandling på dette punkt. DH er derfor meget
forundret over valget af et større råderum i forhold til handicap. DH foreslår, at
der som minimum specificeres meget klare kriterier for, hvornår handicap kan
indgå som en faktor i aktuarmæssige og statistiske beregninger. Som
bestemmelsen er formuleret nu, er det ikke klart, hvornår handicap kan indgå
og under hvilke betingelser.
Derudover mener DH, at det er relevant at rejse spørgsmålet om, hvorvidt lige
adgang til forsikringslignende ordninger ikke er en opgave, der bør løses
solidarisk enten af forsikringstagerne i fællesskab eller af samfundet som
sådan. Dette er eksempelvis i overensstemmelse med den nuværende tilgang,
når det gælder gruppelivsforsikringer og øvrige lignende kollektive forsikringer.
Artikel 2, stk. 8
Det skal bemærkes, at en tilsvarende bestemmelse ikke er fastsat i de
parallelle direktiver om henholdsvis ligebehandling i forhold til køn og race. For
DH er den praktiske betydning af en sådan bestemmelse uklar i forhold til
gruppen af personer med handicap. DH savner en konkret begrundelse for
bestemmelsens optræden i forslaget, ikke mindst i forhold til dets
konsekvenser for gruppen af personer med handicap.
Artikel 3, stk. 1, litra a)
Bestemmelserne vedr. aktuarmæssige og statistiske data i artikel 2, stk. 7, kan
tænkes at have indflydelse på rækkevidden i forhold til visse sociale
sikringsordninger og sundhedsordninger. DH finder en afklaring af dette
spørgsmål helt nødvendig. Det er vigtigt, at der ikke kan finde diskrimination
sted. Der skal være fuld og lige adgang for alle til sociale sikrings- og
sundhedsordninger.
Artikel 3, stk. 1, litra d)
En indskrænkning, der ligner den i litra d), findes ikke i de parallelle direktiver
vedr. henholdsvis race og køn. Indskrænkningen rejser nogle spørgsmål i
forhold til, hvilken status tilbud, som udbydes af eksempelvis private foreninger
og andre typer af non-profit foretagender, har i forhold til direktivets
anvendelsesområde. I Danmark kunne dette f.eks. være andelsboligforeninger.
DH efterlyser en afklaring af dette spørgsmål. DH savner en konkret
begrundelse for, at indskrænkningen skulle være særligt relevant i dette
direktivforslag.
Artikel 3, stk. 2
Det skal bemærkes, at dette er et område, hvor FN’s konvention om rettigheder
for personer med handicap indeholder væsentlige bindende bestemmelser.
Artikel 3, stk. 3
En lignende indskrænkning i forhold til uddannelse findes ikke i det parallelle
direktiv vedr. race.
Det skal bemærkes, at indskrænkningen tilsyneladende åbner for, at hensyn til
organisering, herunder formentlig også økonomiske hensyn, kan gå forud for
eksempelvis hensynet til en elev med et handicap, f.eks. i forhold til at sikre
inklusion i mainstream skolesystemet. Dette finder DH fuldstændig
uacceptabelt. Som minimum må dette tages i betragtning ved en dansk
implementering af direktivet. Det må ikke være sådan, at man kan diskriminere
personer med handicap på nogen måde eller noget sted i
undervisningssystemet. Organiseringen af undervisningen kan i sig selv være
diskriminerende.
49
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 300: Samlenotat forud for EPSCO-rådsmøde den 14. juni 2021 FEU den 10. juni 2021
2410679_0050.png
Der er fastlagt vigtige bindende rettigheder på uddannelsesområdet i FN’s
konvention om rettigheder for personer med handicap, og eftersom EU har
tilsluttet sig konventionen, er man i lige så høj grad som medlemsstaterne
bundet af denne. DH er opmærksom på, at EU har en begrænset kompetence i
forhold til uddannelsesområdet. Men der er intet i traktaten, der tilsiger, at
denne begrænsning lige nøjagtig er relevant i forhold til specialundervisning og
organisationen omkring denne. Det synes på den baggrund at være en
fuldstændig uhensigtsmæssigt og arbitrær disposition at lade en indskrænkning
af direktivets rækkevidde gå på dette og på den måde sætte spørgsmålstegn
ved den fulde og hele tilslutning til FN-konventionens principper om et
inkluderende skole system
–
disse principper har været den internationalt
anerkendte politiske linje siden først i halvfemserne.
I forhold til artikel 3 generelt skal det konkluderes, der må forventes betydelige
fortolkningsproblemer i henseende til afgrænsningen af de politikområder, hvor
direktivet har gyldighed. Så meget desto vigtigere vil det være at sikre en bred
lovgivning i Danmark, der går videre end direktivet, sådan at
afgrænsningsproblemer ikke kommer til at stå i vejen for en effektiv og
gennemskuelig beskyttelse mod diskrimination af personer med handicap i
Danmark.
Artikel 4, stk. 1, litra a)
Det skal bemærkes, at noget synes at være faldet ud af den danske
oversættelse af Kommissionens forslag. Af den engelsksprogede version af
forslaget fremgår det, at tilpasningerne skal ske ”in anticipation”, dvs. under en
generel forudsætning om, at personer med handicap benytter tjenester osv.
Dette lille begreb er yderst centralt, idet det introducerer en proaktiv forpligtelse
til at sikre ligebehandling af personer med handicap. Der må derfor foretages
en ændring af den danske oversættelse!
Indskrænkningerne af litra a), der går på tilvejebringelsen af alternativer eller
grundlæggende forandringer, er dybt problematiske. Som eksempel kan
nævnes tilgængelighed til hjemmesider. Det kan i nogle tilfælde kræve
grundlæggende forandringer at sikre en hjemmesides tilgængelighed. Men
tilgængeligheden vil i mange tilfælde jo være en forudsætning for, at man kan
benytte sig af en offentlig eller privat ydelse. DH savner som minimum en
klarlæggelse af, hvad disse indskrænkninger indebærer.
DH står uforstående overfor, at det mere velkendte kriterium om
uforholdsmæssigt store byrder ikke er tilstrækkeligt i denne sammenhæng,
særligt i lyset af at relevante tilpasninger langt fra altid koster ekstra ressourcer.
Indskrænkningerne af bestemmelsen kan komme til at stå i vejen for, at
strukturel forskelsbehandling kan bekæmpes ved hjælp af direktivet. Det er
således yderst centralt, at deres rækkevidde begrænses så meget som
overhovedet muligt.
DH efterlyser, at bestemmelsen refererer til begrebet universelt design, som er
gennemgående i FN-konventionen. En sådan tilgang vil kraftigt nedsætte
behovet for tilpasninger i konkrete tilfælde. En tilgang gående på realisering af
universelt design i forhold til nye varer og tjenesteydelser ville være et
særdeles nødvendigt skridt. Særligt vil det være relevant at koble en sådan
tilgang til eksisterende og kommende europæiske standarder, sådan at
tilgængelighed ville være klart defineret i hele EU. Dette ville også øge
gennemskueligheden af bestemmelsen for aktører på markedet. DH foreslår
derfor, at manglende efterlevelse af europæiske standarder vedr.
tilgængelighed for personer med handicap indskrives i artikel 4 som en form for
diskrimination.
DH ser desuden et behov for at præcisere, at bestemmelsen ikke kun drejer sig
om fysisk tilgængelighed for eksempelvis kørestolsbrugere. Personlig
assistance, tilvejebringelsen af information i alternative formater og
tolkebistand, herunder tegnsprogstolkning, er eksempler på relevante
tilpasninger, som efter DH’s opfattelse ikke må kunne
fortolkes ud af direktivet.
50
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 300: Samlenotat forud for EPSCO-rådsmøde den 14. juni 2021 FEU den 10. juni 2021
2410679_0051.png
Derfor bør artikel 4 reformuleres med henblik på også at inkorporere disse
aspekter af adgangen for personer med handicap.
Artikel 4 stk. 2
Det skal bemærkes, at der åbnes for en hel række muligheder for at begrunde
undtagelser fra artikel 4, stk. 1. DH foreslår derfor, at der som en yderligere
afbalancering af disse mulige begrundelser også indføres et kriterium, der går
på de mulige fordele for andre borgere og samfundet generelt, som tilpasninger
til fordel for personer med handicap i rigtig mange tilfælde indebærer. Som
eksempel kan blot nævnes, at øget tilgængelighed for kørestolsbrugere og
gangbesværede i offentlige transportmidler også kan give betydelige fordele for
personer i følgeskab med småbørn, med barnevogne, cykler eller bagage.
Hertil kommer den ikke ubetydelige effekt i form af forbedring af arbejdsmiljøet i
bred forstand.
Yderligere står DH i overensstemmelse med bemærkningen ovenfor til litra a) i
nærværende artikel uforstående overfor, at det er nødvendigt at indføre en
række undtagelser udover den velkendte om uforholdsmæssigt store byrder. Vi
efterlyser derfor en begrundelse af denne disposition. Man kommer let i tvivl
om, hvorvidt man reelt vil afskaffe diskrimination af personer med handicap.
Artikel 5 og 6
Disse artikler sikrer muligheden for en effektiv dansk lovgivning til fremme af
reelt lige muligheder for personer med handicap. Dette betragter DH som
meget positivt og opfordrer samtidig indtrængende den danske regering til at
følge dette spor i overensstemmelse
med FN’s konvention om rettigheder for
personer med handicap.
Artikel 7, stk. 1
Multipel diskrimination skal indgå som et element i klagebehandlingen. Dette
skal præciseres i direktivet.
Artikel 7, stk. 2
Handicapfaglig ekspertise skal indgå i vurderingen af sager om handicap.
Direktivforslaget skal åbne for denne mulighed, sådan at vurderingen ikke
udelukkende baseres på juridisk ekspertise. Behovet kan ikke opfyldes fuldt ud
ved at lade f.eks. organisationer af personer med handicap indtræde på
klagerens side i en sag. Også selve vurderingen af sagen bør være baseret på
handicapfaglig viden. Det er et faktum, at kun ganske få juridiske eksperter har
viden om handicapområdet, der kan sikre, at de særlige forhold/oplevelser ved
at have et handicap kommer til vurdering i forbindelse med afgørelse af sager
om diskrimination.
Artikel 10
Omfanget af informationsindsatsen skal præciseres yderligere. Det er vigtigt at
få fastslået, at indsatsen ikke kun skal rette sig imod de grupper, som kan
komme til at stå over for diskrimination. Også udbydere af varer og
tjenesteydelser skal modtage fyldestgørende information om deres proaktive
pligter i henhold til direktivet. Desuden foreslår DH, at det overvejes at pålægge
medlemsstaterne en forpligtelse til at udvikle redskaber, der kan støtte
offentlige og private vare- og tjenesteudbydere i at leve op til direktivets
bestemmelser.
Derudover skal det fremgå klart af direktivet, at informationsindsatsen som
helhed skal tilrettelægges på en måde, der sikrer tilgængelighed for personer
med handicap af alle typer, herunder eksempelvis information i tilgængelige
formater, på tegnsprog og forfattet i klar og let forståelig tekst.
Artikel 11
DH vil opfordre til, at man allerede nu efterlever artiklens ånd, og med
baggrund i denne, indleder en formel og substantiel involveringsproces af
organisationer, af personer med handicap og andre relevante grupper, både på
europæisk og nationalt plan med henblik på at sikre en tæt dialog om
direktivets udformning og implementering.
51
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 300: Samlenotat forud for EPSCO-rådsmøde den 14. juni 2021 FEU den 10. juni 2021
2410679_0052.png
Artikel 13
DH vil opfordre til, at den gennemgang af dansk lovgivning, som bestemmelsen
indebærer, sammentænkes med den gennemgang af dansk lovgivning, som
gennemføres med henblik på ratifikation af FN’s konvention om rettigheder for
personer med handicap. En sådan sammentænkt gennemgang bør bestå i en
tæt konsultation af handicapbevægelsen og involvere direkte inddragelse af
denne.
Artikel 15, stk. 2
DH savner i høj grad en begrundelse for, at der kan gives forlængelse af fristen
for implementering, for så vidt angår direktivforslagets artikel 4. Det har ikke
været muligt at finde en sådan i Kommissionens lovforberedende arbejder.
Hvis begrundelsen er, at det skønnes at være vanskeligt at leve op til artikel 4,
er der så meget desto større grund til at give dens bestemmelser retlig virkning
så hurtigt som muligt. Den reelle forskelsbehandling af personer med handicap,
som manglende efterlevelse af principperne i artikel 4 indebærer, er nemlig
ensbetydende med stærke begrænsninger for lige samfundsdeltagelse.
Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) bemærker, at direktivforslaget
regulerer beskyttelse mod forskelsbehandling uden for arbejdsmarkedet og
således supplerer de eksisterende direktiver, for så vidt angår
diskriminationskriterierne, religion, tro, handikap, alder eller seksuel orientering.
Som konsekvens heraf vil direktivforslaget vedrøre området om
socialbeskyttelse, sociale goder, uddannelse og adgang til service- og
tjenesteydelser.
Indledningsvis skal FA henlede opmærksomheden på, at vi finder det
problematisk, at alder indgår på lige fod med de resterende rettigheder. Alder
bliver ofte anvendt som et objektivt kriterium dels i forhold til lovgivning dels i
forhold til administration f.eks. af erhvervelse af kørekort, ret til
stemmeafgivning ved demokratiske valg og m.m. Det er alle disse lovmæssige
og administrative bestemmelser, som efter direktivets vedtagelse pludselig er
potentielt EF stridige og ulovlige.
Det betyder også, at forslaget bekræfter og forstærker en udvikling, herunder
via EF domstolen der ligger langt ud over den ramme for regulering, som
umiddelbart kan læses af direktivet. Den forslåede løsning med at indsætte en
undtagelsesbestemmelse om at ulige behandling pga. af alder ikke er
forskelsbehandling såfremt der er et objektivt og rimelig begrundet legitimt
formål (art. 2 stk. 6 i direktivforslaget) er ikke en god løsning. FA finder det
derfor nødvendigt, at der tages et klart forbehold for, at alder inddrages som
diskriminationskriterium i direktivforslaget.
Om uddannelse siger direktivforslagets artikel 3 litra C, at uddannelse er et af
de områder, hvor direktivet finder anvendelse. FA finder, at uddannelse er et
nationalt anliggende, og at artikel 3 litra C derfor bør udgå.
Vedrørende spørgsmålet om klageadgang anføres i artikel 7 en bestemmelse
herom. FA finder, at dette er et nationalt anliggende, som allerede er reguleret
via EF domstolens afgørelser og må derfor anbefale, at artikel 7 udgår af
direktivforslaget.
Hvad angår artikel 8 om bevisbyrde, er det
FA’s opfattelse, at der i
realiteten her indføres en omvendt bevisbyrde. FA skal anføre, at vi finder dette
kritisabelt, uanset at det kendes fra andre direktiver, men finder ikke, at det bør
anvendes i forbindelse med dette direktivforslag, og skal derfor bede om at
bestemmelsen om bevisbyrde udgår.
I artikel 11, der omhandler dialog med relevante berørte parter, skal vi anmode
om, at der tilføjes følgende formulering ”medlemsstaterne tilskyndes til at
inddrage arbejdsmarkedets parter i det omfang
arbejdsmarkedet berøres”.
Dette harmonerer også med artikel 16 i direktivforslaget, der omhandler
arbejdsmarkedets parter i forbindelse med en udarbejdelse af en rapport om
52
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 300: Samlenotat forud for EPSCO-rådsmøde den 14. juni 2021 FEU den 10. juni 2021
2410679_0053.png
anvendelsen af direktivet. Vi ser derfor gerne, arbejdsmarkedets parter rykket
frem også til artikel 11.
Artikel 13 om overholdelse er en ny bestemmelse, og FA er af den opfattelse,
at der her er tale om et nationalt anliggende, og at artikel 13 derfor bør udgå.
Artikel 14 der handler om sanktioner, skal FA anføre, at dette er et nationalt
anliggende i EF retten, og bestemmelsen bør derfor udgå, idet EF
domstolspraksis varetager de tværnationale hensyn, og at der derfor ikke
specifikt, som der anføres i forslaget, bør anføres typer af sanktioner.
Afslutningsvis anfører FA, at der i direktivforslaget henvises til Traktatens
artikel 6 samt forskellige internationale instrumenter i FN samt i den
Europæiske menneskerettighedskonvention EU’s charter mv. særligt med
hensyn til de i direktivet nævnte beskyttelseskriterier. Uanset at disse
henvisninger er korrekte, er det væsentligt, at der ikke er tale om henvisninger i
snæver forstand, men at de skal ses som et element, der giver juridisk
mulighed for, at man via direktivforslaget bidrager til at regulere diskrimination
og forskelsbehandlingsområdet mere vidtgående og intens end selve
direktivforslaget
FA finder det uheldigt, idet direktivforslaget får en meget bredere anvendelse,
end det fremgår af selve direktivforslaget.
9. Generelle forventninger til andre landes holdninger
Visse delegationer har opretholdt et generelt forbehold og anfægtet
nødvendigheden af Kommissionens forslag. Andre delegationer har anmodet
om yderligere præcisering af direktivforslaget og givet udtryk for bekymring
navnlig i relation til mangel på juridisk klarhed, kompetencefordeling, samt de
praktiske og økonomiske konsekvenser ved forslaget. Alle delegationer har
generelle undersøgelsesforbehold.
Der blev afholdt et arbejdsgruppemøde under det portugisiske formandskab.
Det forventes, at der til rådsmødet vil foreligge en fremskridtsrapport.
10. Regeringens generelle holdning
Regeringen støtter overordnet målet om bekæmpelse af diskrimination og
accepterer idéen om et direktiv på området.
På arbejdsmarkedet er der i dag i dansk lovgivning forbud mod
forskelsbehandling på grund af alder, handicap, køn, race og etnisk oprindelse,
religion og tro samt seksuel orientering. Uden for arbejdsmarkedet er der
forbud mod forskelsbehandling på grund af køn, race, handicap og etnisk
oprindelse. Der er således ikke forbud mod diskrimination uden for
arbejdsmarkedet i forhold til alder, religion eller tro og seksuel orientering.
Forslaget til direktiv, som det er fremlagt, giver dog anledning til en række
betænkeligheder, særligt af juridisk karakter, idet forslaget indeholder en række
vagt afgrænsede bestemmelser og ligeledes vagt udformede undtagelser for
direktivets anvendelsesområde. Dette kan medføre, at rettighedernes omfang
reelt vil skulle fastlægges ved domstolskontrol. Regeringen kan derfor ikke
støtte forslaget i den fremsatte form.
Der må ske en betydelig præcisering af forslagets tekst med henblik på især at
sikre, at Danmark også i fremtiden kan anvende alder som styringsinstrument,
og at dansk handicappolitik, som bl.a. er baseret på kompensationsprincippet,
kan fastholdes.
Endelig er det nødvendigt, at der fortsat arbejdes for at få belyst en række
spørgsmål vedrørende forslagets nærmere juridiske og økonomiske
konsekvenser, herunder rækkevidden af flere generelle afgrænsede
bestemmelser, inden en nærmere holdning fastlægges.
53
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 300: Samlenotat forud for EPSCO-rådsmøde den 14. juni 2021 FEU den 10. juni 2021
2410679_0054.png
11. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg
Sagen har tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg til orientering
forud for rådsmøderne (EPSCO) 2. oktober 2008, 17. december 2008, 9. marts
2009, 8. juni 2009, 30. november 2009, 7. juni 2010, 6. december 2010, 10.
juni 2011, 1. december 2011, 21. juni 2012, 6. december 2012, 20. juni 2013,
9. december 2013, 12. juni 2014, 5. december 2014, 12. juni 2015, 7.december
2015, 16. juni, 2. december 2016, 2. juni 2017, 1. december 2017, 13. juni
2018, 30. november 2018 og 11. juni 2019 (skriftlig procedure) og FEU den 11.
oktober 2019.
54