SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 289: Henvendelse af 25/5-21 fra Foreningen Klip - Forældre til anbragte børn om ableisme der undertrykker og diskriminerer børn med handicap ved økonomi

Social- og Ældreudvalget 2020-21
SOU Alm.del Bilag 289
Offentligt

Social- og Ældreudvalget

Social- og Ældreministeren

Randers 25/5 2021

Ableismen i Folketinget

Vi har lyttet og læst på mange udmeldinger fra Folketingets partier om

handicap og især på det som ikke bliver sagt. Senest lyttede vi til debatten i

Folketingssalen om inkorporering af Handicapkonventionen den 17/5 2021. Vi

hørte at flertallet i Folketingssalen ville fortsætte den igangværende

undertrykkelse af borgere med handicap, ved fortsat ikke at give retssikkerhed

for borgere med handicaps mulighed for at få grundlæggende rettigheder i

deres hverdag.

Det er korrekt, at domstolskontrol om Folketinget overholder

Handicapkonventionen vil forskyde magten til domstolene, hvilket er en

konstatering af, at det har Folketingets partier ingen intention om at gøre.

Formuleret mere spiseligt, så ved Folketingets partier godt, at nuværende

lovgivning ikke overholder Handicapkonventionen, og denne undertrykkelse af

borgere med handicaps vil flertallet gerne fortsætte, hvorfor flertallet ikke vil

give borgere med handicaps og deres pårørende retssikkerhed. Vi køber ikke

afsporingen om at det Handicapkonventionen indeholder, er for bredt

formuleret, som et lødigt argument til ikke at inkorporere

GRUNDLÆGGENDE

rettigheder til borgere med et handicap. Det er i øvrigt allerede en mulighed for

alle øvrige borgere uden et handicap at få afprøvet vores grundlæggende

rettigheder ved domstolene og om Folketinget overholder disse. Så

spørgsmålet er hvorfor borgere med handicap ikke skal have de samme

grundlæggende rettigheder som alle andre?

Retorikken fra politikere

Vi lytter til politikere, som ofte kommer med Erasmus Montanus argumenter for

laveste fællesnævner om, at det skal kunne betale sig at arbejde. Et eksempel

er flertallet af mennesker med et handicap på kontanthjælp, som ikke kan få et

arbejde, grundet manglende kompensering for deres handicaps. Det kan være

alt fra en ben-protese til psykologhjælp til den depressionsramte, som

retorikken fra politikere lyder på: ”Det skal kunne betale sig at arbejde.”

Handicapkonventionens præambel tager netop afsæt i det økonomiske

rentable ved at kompensere borgere med et handicap, i erkendelsen af, at

samfundet ikke kan undvære de ressourcer borgere med et handicap har.

Selvom en sidder i kørestol, kan hovedet godt bruges til opgaver. Men kun hvis

samfundet har indsigten og økonomisk velvilje til at købe kørestolen til

borgeren.

Det tætteste vi kommer på en erkendelse af flertallet af politikeres strukturelle

og retoriske hadefulde omtale af borgere med handicaps, er Socialborgmester i

Københavns Kommune, Mia Nyegaard (RV), der i sin kronik om handicapydelser

skriver:

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 289: Henvendelse af 25/5-21 fra Foreningen Klip - Forældre til anbragte børn om ableisme der undertrykker og diskriminerer børn med handicap ved økonomi

”Men

det er stadig sådan, at ikke færre end 81 ud af landets 98 kommuner har svært ved at holde

budgetterne hele socialområdet, og vi kan ikke hente penge fra hjemløse og udsatte børn til borgere

med handicap. Den økonomiske udfordring bliver heller ikke mindre fordi adressen flyttes fra

kommunerne til regionerne.”

https://www.altinget.dk/social/artikel/socialborgmester-en-ny-adresse-loeser-

ikke-problemerne-paa-handicapomraadet

Nyegaard fortæller indirekte hvad der sker i de 81 kommuner med

vanskeligheder ved at holde handicap-serviceloftet i Budgetloven. At flertallet

af kommunerne i dag straffer familier ramt af handicap, ved at tvangsfjerne

børn fra familien, og forvandle en udgift til handicap, til en social udgift,

handler om en økonomisk struktur, der negligerer børn med handicaps

grundlæggende rettighed til sin familie. Det har Folketingets partier skabt en

økonomisk incitamentsstruktur ved ønsket om at afgrænse udgiften til det

specialiserede socialområdet, og kaldet handicapområdet i Budgetloven.

Tvangsfjernelser af børn med handicaps

Siden refusionssystemets indførelsen i 2007 er tvangsfjernelser fordoblet i

antal. 81 procent af anbringelser er af børn med handicaps. Hvorfor er det

særligt børn med handicaps kommunerne ynder at tvangsfjerne? Budgetlovens

serviceloft over hvor meget en kommune bruger på handicapydelser til

borgerne er fastsat af flertallet i Folketingets ableistiske partier, hvorefter ”det

skal kunne betale sig at arbejde”. Hvad kan børn med handicaps ofte ikke?

Mennesker med handicap har ret til en værdig behandling, jf.

Handicapkonventionens artikel 1. At behandle børn med omkostningstunge

handicaps, som børn uden grundlæggende rettigheder, ved at ekskortere

børnene til at være socialsager, så handicap-serviceloftet i kommunen

overholdes, er ikke at behandle børn med handicaps værdigt. Det er at gøre

børn med handicaps til en handelsvare, en gøgeunge og straffe barn og

forældre for at have sat et barn i verden med et handicap.

Mærkeligt nok er der jo kun belønnende økonomiske strukturer ved mange

tvangsfjernelser i en kommune. Kan en fattig kommune ikke finansiere den

grundlæggende velfærd i kommunen, så er løsningen en tvangsfjernelse, jf.

Aftalen ”Børnene Sidst”, som blev fremlagt 11/5 2021, og som vi vender tilbage

til ved et senere skriv. Ved overskridelse af handicap-serviceloftet i

Budgetloven bliver kommunerne straffet hårdt økonomisk. Det er ikke svært at

gætte hvad en kommune vil vælge, selvom det traumatiserer familier for livet

at blive adskilt, blot fordi de søgte kommunen om hjælp til kompensering for

handicap. For handicap-serviceloftet var nået, men der er kun belønning ved at

straffe familier ramt af handicap ved tvangsfjernelse af barnet for kommunen,

da det tages fra social-kassen. Disse overgreb på familier er godt hjulpet på vej

af Social- og Ældreminister, Astrid Krags nedsættende retorik om forældre til

anbragte børn. Presses en forvaltning nok, så opstår forråelse.

Ved at gøre udgiften til et barns handicap til en social udgift, så har en

kommune sparet det på handicapområdet og kan trække vejret igen, fordi det

økonomiske loft overholdes. Denne økonomiske strategi nedover børn med

handicaps lever ikke op til hverken Menneskerettighedskonventionen,

Børnekonventionen eller Handicapkonventionen. Der er tilmed ingen pønale

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 289: Henvendelse af 25/5-21 fra Foreningen Klip - Forældre til anbragte børn om ableisme der undertrykker og diskriminerer børn med handicap ved økonomi

konsekvenser for kommunen ved ulovlige tvangsfjernelser. Dette vil vi kalde for

strukturelle overgreb på børn og forældre, styret af flertallet i Folketinget.

Når Social- og Ældreminister, Astrid Krag (S) udtaler, at alle anbragte børn har

særlige behov, så dækker ministeren over, at hun godt ved, at der er

overrepræsentation af børn med handicap blandt anbragte børn, og det

forsøger hun at dække over ved at kalde dem alle for børn med ”særlige

behov”. I fald de alle har særlige behov, hører de så ikke til i handicapkassen?

Skal vi så ikke hellere fastholde udgiften i handicapkassen i kommunerne når et

barn bliver anbragt, så denne statslige paternalisering ikke længere

understøttes af økonomiske incitamenter i kommunerne?

Vi kan også slå handicapkassen og socialkassen sammen i kommunerne, for

det har handicapområdet virkelig brug for. Alle de tilskud, ekstra

socialrådgivere og ekstra midler socialområdet har adgang til, kunne

handicapområdet virkelig godt trænge til.

Forenede Nationers vurdering af Danmarks økonomi til børn med

handicap

FN er netop kommet med sin 4-årige vurdering af Danmarks overholdelse af

grundlæggende menneskerettigheder, herunder borgere med handicaps

rettigheder i medfør af Handicapkonventionen. Vi har plukket en ud:

”6.236 Ensure the allocation of necessary funds for disability related projects

such as inclusive education, to protect the rights of children with disabilities

(Maldives)”

https://menneskeret.dk/sites/menneskeret.dk/files/media/document/Denmark

%20-%20Draft%20report%20after%20adoption.pdf?

fbclid=IwAR0y6wDvCApA6TAGZm5NGFOO7JY717Jt49r4V0liMIHOrYnbJRAn2K43

G2k

Det er altså åbenlyst for selv FN, at Danmark ikke bruger tilstrækkeligt med

midler til børn med handicaps mulighed for at blive inkluderet i uddannelse.

Uddannelse er ikke en abstrakt rettighed, men en grundlæggende rettighed. Vi

har for 1,5 år siden gjort udvalget og ministeren opmærksom på det

strukturelle problem med manglende specialiserede tilbud til børn og unge,

som skaber anbringelsessager, jf.

https://www.ft.dk/samling/20191/lovforslag/L68/bilag/14/2131507.pdf

Hvis ellers flertallet mener sine flotte ord om børn med handicaps, hvorfor er

det så at der ikke er blevet sikret økonomiske strukturer i kommunerne til at

kunne skabe dette? Eller er det bare ordflom, uden indhold?

FN har i øvrigt angivet mange punkter, hvor Danmark ikke lever op til sine

forpligtelser til at sikre børn med handicaps rettigheder. Taget i betragtning at

Danmark er et rigt land, så er undertrykkelsen af børn med handicaps og mal-

behandlingen virkelig pinlig.

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 289: Henvendelse af 25/5-21 fra Foreningen Klip - Forældre til anbragte børn om ableisme der undertrykker og diskriminerer børn med handicap ved økonomi

Handicap-serviceloftet er grundlovsstridigt

Som vi har angivet før, så er flertallet i Folketinget nogle hyklere, der udtrykker

at mene et, men bevidst skabe økonomiske strukturer der forhindrer dette, jf.

Grundlovens § 22, 2. pkt. Vi kan dog høre på retorikken: ”Det skal kunne betale

sig at arbejde”, at forståelsen for hvad det vil sige at have et handicap

udebliver. Vi vil derfor anholde Folketingets partier for ikke at overholde

Grundlovens § 22, 2. pkt. Så længe handicap-serviceloftet diskriminerer og mal-

behandler familier ramt af handicaps, så overholder Folketingets partier ikke

Grundlovens § 22, 2. pkt. Men heller ikke Handicapkonventionen,

Børnekonventionen eller Menneskerettighedskonventionen.

Retorikkens hadefulde effekt

Når folketings-politikere fører ableistisk retorik, skaber det afstand, mistillid og

had mod borgere med handicaps. Erik Fabrin (V) har tidligere sagt om

udgifterne til det specialiserede område, at de har en "skadelig

gøgeungeeffekt". Retorikken om at ”gøre sig fortjent” iblandt

Folketingspolitikere sætter borgere med et handicap i et dårligt lys, da nogle

grundet handicap ikke kan bidrage og gøre sig fortjent. For at vende denne

hetz mod borgere med handicap, er det afgørende at skabe økonomisk

understøttelse af handicapområdet, ved f.eks. Mere refusion til at ”Få den bitre

pille til at glide nemmere ned”, jf. Jakob Sølvhøj (EL). Det skal i hvert fald ikke

kunne betale sig, at knægte borgere med handicaps grundlæggende

rettigheder for kommunerne. Svømmepigesagen har illustreret at

handicapsager fuldkommen mangler retssikkerhed for borgere. Det ville

Folketingets politikere jo ikke acceptere for deres egen beskyttelse mod

tilfældige overgreb på dem selv eller deres børn. Så hvorfor er der ingen

handling på denne åbenlyse uretfærdighed?

Når et barn er blevet ulovligt tvangsfjernet og familiens menneskerettigheder

krænket, så er der ikke engang tort at hente ved domstolene:

https://jurainfo.dk/artikel/vigtig-dom-om-kommuners-ansvar-for-urigtige-afgoerelser-vedroerende-

boern

Den hadefulde retorik forgrener sig også ud til domstolene.

Hvad sker der så med de ansatte, som udfører politikernes syn på borgere med

handicap? De får da både i pose og sæk for deres krænkende ageren overfor

sårbare familier:

https://www.tv2east.dk/guldborgsund/fyret-centerchef-gav-ulovlig-instruks-

om-at-spare-paa-boern-nu-faar-han-et-aars-loen-med-i-rygsaekken?fbclid=IwAR262-

0OWSENldlF-mNkeGONgt1Ke13_qQqz-LbiN9nyJy1V1k_0Qql9h-E

Hvad får de ødelagte børn og familier? En undskyldning for systematiske

overgreb på udsatte familier og børn med handicaps, der for altid har skadet

dem:

”Frederiksberg

Kommune siger undskyld til 363 familier, som har været

påvirket af omfattende fejl i kommunens sagsbehandling i sager om udsatte og

handicappede børn og unge.”

https://www.berlingske.dk/metropol/efter-systematisk-svigt-

og-uretmaessig-tvangsfjernelse-af-born-nu-siger

At byrådet på Frederiksberg kalder ulovlige tvangsfjernelser for ”fejl” viser

forråelsen og den manglende indsigt i de overgreb de begår på familier.

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 289: Henvendelse af 25/5-21 fra Foreningen Klip - Forældre til anbragte børn om ableisme der undertrykker og diskriminerer børn med handicap ved økonomi

Sammenfattende

Politikeres forståelse af livsvilkår for borgere med handicap ændres nok ikke

lige i morgen. Retorikken i Folketingsdebatten vedrørende inkorporering af

Handicapkonventionen den 17/5 2021 viste en uværdig undertrykkelse af

borgere med handicap. Hverken økonomi eller retssikkerhed må borgere med

handicap få. Tænk, om en af jer kom ud for en ulykke og blev en del af de

undertrykte i befolkningen, der skal opbevares på et hjem, væk fra dem som

elsker jer, uden mulighed for at opnå grundlæggende rettigheder. Det minder

os om vores historiske mal-behandling af borgere med et handicap, og på

dommer Sajos tilsluttende udtalelse i Menneskerettighedsdomstolens afgørelse

af 16/2 2016, Soares de Melo vs. Portugal, app. Nr:

72850/14

sidst i afgørelsen:

”Således

skal der tages hensyn til forældrenes rettigheder. Barnets tarv kommer i spil, når de

forpligtelser, der er forbundet med forældrerettighederne ikke overholdes af forælderen, eller at

forældrene misbruger deres forældremyndighed. EMRKs krav opfyldes ikke, hvis man ignorerer

betydningen af, at forældre og deres børn skal ”være sammen” (se i denne forbindelse den overfor

nævnte dom Gnahoré).

Den ensidige og absolutte forståelse af begrebet barnets interesses overherredømme er uvidenhed

om behovet for at fortolke denne forestilling harmonisk med andre grundlæggende rettigheder.

Absolutismen i barnets interesse kan nemt blive læst administrativt, som formalitet af

børneværstjenesterne. En formalitet, som til gengæld hurtigt udarter sig under dække af, at være

statens påståede paternalistiske velvilje. Historien om børns malbehandling og diskrimination er en

historie om offentlige og private ydelser leveret af ”frelsere”. For at forhindre, at denne historie

gentager sig, er det af største betydning, at børnevelfærdsydelser fuld ud respekterer alle

menneskerettighederne, herunder forældre, selv når omsorgsfulde mennesker er overbevist om, at

de kun tjener børnenes tarv.”

Vi vender tilbage til indholdet i dette citat i vores kommentering af aftalen

’Børnene Sidst’.

Vi ønsker at Folketingets partier sætter nogle af de gode intentioner til ”barnets

tarv”, og overfører dem til handicapområdet, både økonomisk strukturelt og

retssikkerhedsmæssigt. Det vil være i barnets tarv, jf. FN, men også i

samfundets tarv, jf. Præamblen til Handicapkonventionen, hvorefter det

økonomisk kan svare sig for samfundet at kompensere for handicaps, for at

drage nytte af de ressourcer borgere med handicaps udgør.

Venlig hilsen

Kristina Kiettelmann Jensen

Formand for Klip – Forældre til anbragte børn