Social- og Ældreudvalget 2020-21
SOU Alm.del Bilag 273
Offentligt
2385022_0001.png
2. maj 2021
Til Folketingets Socialudvalg
Tal og realiteter vedrørende årsager til anbringelser
Socialministeren har fremlagt urigtige oplysninger ved samrådet ”Tvangsanbringelser og
bortadoptioner af udsatte børn” afholdt den 22. oktober 2020 i Folketingets Socialudvalg.
Formålet med dette notat er at gøre opmærksom på, hvor der opstår fejlslutninger og
uoverensstemmelser i ministerens udmeldinger og tal vedrørende anbringelser. Vi vil også gøre
opmærksom på, at ministeren foretager problematiske generaliseringer. Samtidigt tyder alt på, at
ministeren overser de problemstillinger, som familier med børn med sociale handikaps i dag står i
pga. mangelfuld hjælp i dagtilbud og skoler.
Socialministerens udmeldinger på samrådsmødet d. 22. oktober 2020
På samrådsmødet beder udvalget ministeren uddybe sin holdning til, at regeringen ønsker flere og
tidligere anbringelser og bortadoptioner af udsatte børn – også med tvang. Rigsrevisionen
1
har
tidligere rettet kritik mod Social- og Indenrigsministeriet for blandt andet ikke at kunne
dokumentere, om anbringelser har den tilsigtede effekt.
På
Torsten Gejls spørgsmål om, hvor mange tvangsanbragte børn, der er blevet udsat for de
belastende forhold hos deres forældre, som ministeren refererer til, svarer ministeren, at hele
81% af de anbragte er blevet omsorgssvigtet af deres forældre: ”
For mig er omsorgssvigt ikke kun alvorlig
og problematisk, hvis det er vold eller hvis det er alkohol eller incest, det er det jo også, hvis det på andre måder er
forældre, der omsorgssvigter deres børn, som lader børnene stå med et alt for stort ansvar, lader børnene være de
voksne, isolerer børnene, voldsomt, nogen af de her forfærdelige historier, vi jo alle sammen kender. Så altså bare for
at sige, at i 81% af tilfældene, da er der indikationer på omsorgssvigt.”
På Karina Adsbøls spørgsmål om ministerens syn på, om de unges mistrivsel kunne handle om, at
der ikke bliver sat ind med de rette forebyggende indsatser fx i forhold til børn med ADHD og
1
Jf. https://www.ft.dk/udvalg/udvalgene/SOU/kalender/50734/samraad.htm
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 273: Henvendelse af 2/5-21 fra Bodil Voss, En gruppe af mødre til ikke-anbragte børn med sociale handikaps om tal og realiteter vedr. årsager til anbringelser
2385022_0002.png
autisme (som bedre alternativ til anbringelse), svarer ministeren benægtende, at der i 80% af
tilfældene inden anbringelse bliver givet forebyggende indsatser, som burde sætte forældrene i
stand til at løfte forældrerollen.
Socialministeren fremlægger på samrådsmødet, at det altovervejende er omsorgssvigt fra
forældre
2
, der foranlediger skader og mistrivsel hos børnene og derfor nødvendiggør
anbringelserne. Til at dokumentere denne påstand henviser Socialministeren til registerdata,
bearbejdet og analyseret i Socialministeriet.
Derudover udleder Socialministeren af VIVE’s forløbsrapport, at jo tidligere børn bliver anbragt, jo
bedre klarer de sig som voksne [
https://www.vive.dk/media/pure/15215/4503480
].
Men vi må gøre opmærksom på, at det i begge tilfælde drejer sig om fejlslutninger fra
Socialministerens side. Vi står endvidere uforstående over for, at Socialministeren forholdt sig tavs
omkring den overrepræsenterede gruppe af børn med medfødte sociale handikaps, som Karina
Adsbøls spørgsmål angik – deres særlige problematikker burde ikke kunne overses.
Vi undrer os over Socialministerens fejlagtige udmeldinger og besvarelser på samrådet. Vores
undren angår følgende:
1. Socialministerens fremstilling af årsager til tvangsanbringelser, hvor Socialministeren
angiver, at der er indikationer på forældres omsorgssvigt i 81 % af tilfældene.
De registerdata, Socialministeren henviser til, viser IKKE at forældre har omsorgssvigtet
i 81% af tilfældene for tvangsanbragte børn. Se, hvad tallene faktisk viser i bilag 1 ’Tal
om årsager til tvangsanbringelser’, der viderehenviser til bilag 2 ’ ’Trukne data fra
Danmarks Statistik ANBAAR10 og ANBAAR8’. Bl.a. bliver de sent anbragte i højere grad
anbragt som følge af årsager hos den unge selv. Se, hvordan Socialministeren når frem
til sit fejlagtige tal på 81% i bilag 3 ’Socialministerens fejlagtige udledning af omfanget
2
Socialministeren gør en særlig undtagelse for sine udtalelser om forældresvigt, og den angår forældre til ’børn med
svære handikaps’, som ifølge Socialministeren selv falder uden for hendes ’terminologi’. Dog bliver også disse
forældre og børn mødt med ministerens anbringelsespolitik.
2
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 273: Henvendelse af 2/5-21 fra Bodil Voss, En gruppe af mødre til ikke-anbragte børn med sociale handikaps om tal og realiteter vedr. årsager til anbringelser
af forældres omsorgssvigt’. I perioden 2015-19 blev der i øvrigt tvangsanbragt halvt så
mange 15-17 årige som 0-2 årige, og de blev overvejende anbragt som følge af
bekymrende adfærd hos den unge selv. Tallene viser også, at vold, overgreb fra
forældre og misbrug IKKE tilnærmelsesvis kan siges at kendetegne typiske
opvækstforhold for gruppen af anbragte børn og unge og især ikke for de sent
anbragte.
2. Socialministerens fremstilling af, at de sent anbragte skulle have været anbragt før på
baggrund af forløbsrapporten fra VIVE.
Man kan IKKE af VIVE´s rapport konkludere således, som Socialministeren gør, hvilket
rapportens forfattere selv gør opmærksom på på side 7 i rapporten og hvilket andre
eksperter inklusive unavngivne embedsfolk fra Socialministeriet er enig med VIVE i.
Dette uddyber vi i bilag 4 ’De sent anbragte - skulle de have været anbragt før?’. I
korte træk handler vildfarelsen om, at de tidligt og de sent anbragte er
væsensforskellige grupper med forskellige sæt af problemer, der gør, at man ikke blot
kan sammenligne dem i forhold til tidspunkt for anbringelse. For en stor gruppe af sent
anbragte peger tingene snarere på, at systemet burde skabe egnede institutions- og
skoletilbud og samarbejde med forældre noget før.
3.
Socialministerens tavshed på spørgsmål vedrørende overhyppigheden af børn med
medfødte handikaps i gruppen af især sent anbragte unge og hendes manglende berøring
af denne årsagsforklaring.
Socialministeren kan IKKE fortsætte sin tavshed omkring børn og unge med medfødte
socialt handikaps, for hvad denne gruppe angår, så foregår der under
Socialministerens og regeringens ansvar offentligt omsorgssvigt og regulær
diskrimination over for både børn og deres familie. Der kan knyttes en
årsagssammenhæng mellem at være født med socialt handikap, overrisiko for
eksklusion i almenskolen, overrisiko for underretning, overrisiko for anbringelse og
overrisiko for udsathed blandt tidligere anbragte, som vi uddyber i bilag 5 ’Børn med
medfødte handikaps er overrepræsenteret i gruppen af sent anbragte’. Ting peger på,
3
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 273: Henvendelse af 2/5-21 fra Bodil Voss, En gruppe af mødre til ikke-anbragte børn med sociale handikaps om tal og realiteter vedr. årsager til anbringelser
at baggrunden for anbringelse i grunden har ganske lidt med hjemlige forhold at gøre
og i stedet relaterer sig til selve handikappet, som regeringen er pligtig til at
kompensere for. Anbringelse er særligt skadeligt, for denne gruppe.
Vi vil afslutningsvis gøre opmærksom på, at der for gruppen af de sent anbragte gælder en række
forhold, der bør føre til overvejelser om, hvordan systemet kan forbedres, så det i højere grad kan
lykkes at hjælpe børn og samarbejde med forældre tidligere. Disse forhold og forslag har vi
uddybet i bilag 6 ’Refleksioner og anbefalinger’. Vi vil advare om, at regeringen med sine
udmeldinger risikerer endnu flere anbringelser af socialt handikappede børn, som på grund af
manglende rettidig og relevant hjælp har udviklet mistrivsel og i nogle tilfælde tillægsdiagnoser,
hvilket blandt andet Institut for Menneskerettigheder finder for gruppen af børn med autisme og
ADHD i skoleproblemer og skolevægring. Disse børn (og deres familier) burde have været hjulpet i
dagtilbud og skoler med kompenserende, forebyggende og understøttende tiltag, men da dette
ikke sker, udsættes de og deres familier for et meget stort pres, som i mange tilfælde ender med
anbringelse. Vi vil kalde det et systemsvigt. At tvinge børn og familier ud i en anbringelse af barnet,
vil gøre yderligere skade på barnet og må ses som et uforsvarligt offentligt overgreb.
Omsorgssvigt er ulykkeligt. Børn får bare ikke ADHD eller autisme af at blive omsorgssvigtet; men
endda en ressourcestærk mor til et barn med ADHD, som ikke bliver mødt og støttet i sin omsorg
for sit barn i systemet, og som i stedet bliver ubegrundet mistænkt og anklaget for selv at være
årsag til sit barns bekymrende adfærd, alt imens at barnet får det værre og værre, kan nemt ende
med at få depression og få svært ved at stå op om morgenen. Hvad er da egentlig årsagen til
anbringelsen, skulle det komme så vidt, hvem/hvad skal da anklages for mistrivslen? Barnets
handikap, morens afledte psykiske nedbrud og hendes deraf eventuelle manglende overskud til
forældrerollen, eller er det systemets gennemgribende svigt af både barn og forælder? Vi mener,
at det er det sidste.
Camilla Newcomb Burgess, Sociolog (Ba.Science.soc in educational science, MSc.Social.Science.)
Mette De Lony Islandi, Cand.scient.adm
Anette Bruun
4
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 273: Henvendelse af 2/5-21 fra Bodil Voss, En gruppe af mødre til ikke-anbragte børn med sociale handikaps om tal og realiteter vedr. årsager til anbringelser
Sofie Pihl Carrara Christensen
Maja Suralski, Cand.mag.
Camilla Nielsen, Cand.scient.soc.
Bodil Voss, Ph.d., B.Sc.Eng.
Hvem vi er: Mødre til ikke-anbragte børn med sociale handikaps, som kender eksisterende systems
utilstrækkeligheder i at kompensere denne gruppe af børn og unge. Vi ønsker, gennem systemets
tidlige, kompetente og tillidsfulde samarbejde med forældre, at afværge unødvendige anbringelser
af social handikappede børn og unge, hvor et muligt alternativ kan findes.
Vedlagt er følgende bilag:
Bilag 1: Tal om årsager til tvangsanbringelser
Bilag 2: Trukne data fra Danmarks Statistik ANBAAR10 og ANBAAR8
Bilag 3: Socialministerens fejlagtige udledning af omfanget af forældres omsorgssvigt
Bilag 4: De sent anbragte, skulle de have været anbragt før?
Bilag 5: Børn med medfødte handikaps er overrepræsenteret i gruppen af sent anbragte
Bilag 6: Refleksioner og anbefalinger
5
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 273: Henvendelse af 2/5-21 fra Bodil Voss, En gruppe af mødre til ikke-anbragte børn med sociale handikaps om tal og realiteter vedr. årsager til anbringelser
2385022_0006.png
Bilag 1. Tal om årsager til tvangsanbringelser
Vi vil som talgrundlag henvise til tal fra Socialministeriets Oversigt I og II samt til et træk af
statistikdata fra Danmarks Statistik ANBAAR8 og ANBAAR10
3
:
Oversigt I
4
https://www.ft.dk/samling/20201/almdel/sou/spm/43/svar/1720063/2291543.pdf
,
viser andele af noterede, forekommende årsager til tvangsanbringelser i 2015-2019, som
Socialministeriet på spørgsmålet fra Torsten Gejl fremsender til udvalget for at underbygge
Socialministerens svar under samrådsmødet.
Oversigt II https://www.ft.dk/samling/20201/almdel/SOU/bilag/149/2319011.pdf viser andele af
noterede, forekommende årsager til alle anbringelser i 2015-2019, både med og uden samtykke.
I både Oversigt I og Oversigt II er andele af noterede, forekommende årsager vist opgjort i 6
intervaller af alder ved anbringelse, 0-2 år, 3-5 år, 6-8 år, 9-11 år, 12-14 år og 15-17 år.
ANBAAR10 (2019) viser antal af noterede, forekommende årsager (forhold) ved alle anbringelser,
både med og uden samtykke opgjort på tre intervaller for alder ved anbringelse, 0-5 år, 6-11 år og
12-17 år, som i kombination med ANBAAR8 (2019), der viser antallet af anbringelser opgjort i
samme aldersintervaller, danner grundlag for udregninger af andele af noterede, forekommende
årsager. Resultatet for disse træk samt udregnede andele af årsager i 2019 er vedlagt i omstående
bilag 2 ’Trukne data fra Danmarks Statistik ANBAAR10 og ANBAAR8’.
Sagsbehandlere kan indikere op til flere årsager som grundlag for anbringelse. Nogle forhold
er/kan være afledte af andre, som det også fremgår af Lund et al. 2021
5
. At der er noteret en årsag
til anbringelse – evt. flere årsager – siger ikke noget om, hvor udslagsgivende det enkelte forhold
eller tungtvejende den enkelte årsag har været.
3
https://www.statbank.dk/statbank5a/SelectVarVal/Define.asp?Maintable=ANBAAR10&PLanguage=0
Vælg hele landet, vælg begge køn, markér alle årsager, vælg 2019 og markér de tre aldersklasser. Der kan
genereres et regneark, hvorfra forekomsten af alle udløsende årsager udregnes fordelt på aldersklasser. Se bilag
2.
4
Oversigt I viser overlappende årsager, dvs. summen af årsagsandele er større end 100%, som der gøres opmærksom
på.
5
http://www.socdok.dk/SOCDOK%203.%20aargang%20nr.%201.pdf
6
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 273: Henvendelse af 2/5-21 fra Bodil Voss, En gruppe af mødre til ikke-anbragte børn med sociale handikaps om tal og realiteter vedr. årsager til anbringelser
2385022_0007.png
Det er vigtigt at bemærke, at alle tre oversigter viser alle forekommende forhold/årsager. Således
kan der forekomme flere årsager pr. anbringelse. I gennemsnit anføres ca. to årsager pr.
anbringelse i ANBAAR10. I det nedenstående peger vi på, hvad man kan udlede af tallene.
På samrådet tegner Socialministeren et generaliseret billede af, at forældrene har omsorgssvigtet
tvangsanbragte børn i 81% af tilfældene. Socialministeren oplyser endvidere i sin tale på
samrådsmødet, at ”vi anbringer næsten 5 gange så mange 16-årige, som 1-årige, 2-årige, 3-årige
og 4-årige”.
Det forholder sig ifølge tal fra Oversigt I, som viser ’Årsager til anbringelser uden samtykke’, sig
tværtimod sådan:
A. At i ingen af aldersgrupperne har forældre udvist utilstrækkelig omsorg i 81% af tilfældene.
B. At andelen af tilfælde, hvor forældre har udvist utilstrækkelig omsorg, falder med alderen
ved anbringelse, fra 76% hos de yngste (0-2 år) til 50% hos de ældste (15-17 år).
C. At andelen af tilfælde, hvor ung/barn har udvist bekymrende adfærd er større (61%) end
andelen af tilfælde, hvor forældre har udvist utilstrækkelig omsorg (50%) for den ældste
gruppe af anbragte (15-17 år).
D. At antallet af tvangsanbragte børn i aldersgruppen 15-17 år (364) er ca. det halve af
antallet af børn i aldersgruppen 0-2 år (635), men ca. det samme som antallet af
tvangsanbragte i hver af aldersgrupperne 3-5 år (289), 6-8 år (373), 9-11 år (329), 12-14 år
(333) i perioden 2015-2019.
Tallene viser, at man for tvangsanbragte har variable andele af årsager til anbringelse, hvis
forekomst afhænger meget af alderen ved anbringelsen. Fx stiger forekomsten af bekymrende
adfærd hos barnet/den unge selv med alderen ved tvangsanbringelse, mens forekomsten af
forældres utilstrækkelige omsorg falder med alderen ved tvangsanbringelse.
7
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 273: Henvendelse af 2/5-21 fra Bodil Voss, En gruppe af mødre til ikke-anbragte børn med sociale handikaps om tal og realiteter vedr. årsager til anbringelser
2385022_0008.png
Det gælder, at det i gruppen for de sent tvangsanbragte (15-17 år) især er bekymrende adfærd hos
den unge m.v. (69%), der er medvirkende årsag til tvangsanbringelse. Selv om forældres
omsorgssvigt i denne gruppe er en hyppigt anført forekommende årsag til tvangsanbringelse i
statistikken (50%), så er det bekymrende adfærd hos den unge selv, der er den hyppigst
forekommende, medvirkende årsag til tvangsfjernelse (61%), og for den næstældste gruppe (12-
14 år) er disse to årsagskategorier ca. lige hyppigt forekommende.
Tallene peger derfor på, at tvangsanbringelser har mindre og mindre med forældres
utilstrækkelige omsorg at gøre med stigende alder ved anbringelse. I halvdelen (50 %) af
tilfældene for de sent tvangsanbragte 15-17 årige, har der ikke været tale om indikationer på
utilstrækkelig omsorg fra forældre.
Tallene i Oversigt I viser endvidere, at de ældste 15-17-årige tvangsanbringes ca. lige så sjældent
som 3-14-årige og kun halvt så ofte som 0-2-årige.
Anbringelser med og uden samtykke
Hvad antallet af tvangsanbringelser i de forskellige aldersgrupper angår, så passer
Socialministerens udmelding mht. aldersfordelingen bedre for den samlede gruppe af
anbringelser, dvs. både dem, der er iværksat med samtykke og dem, der er iværksat uden
samtykke fra forældre, Oversigt II. Jf. denne oversigt anbringes unge i aldersgruppen 15-17 år ca.
fire gange så hyppigt som børn i aldersgruppen 0-2 år. Den ujævne aldersfordeling afspejler bl.a.
systemets svigt af socialt handikappede børn, som især kommer i mistrivsel i puberteten, hvilket vi
vender tilbage til.
Igen viser tallene, at forekomsten af utilstrækkelig omsorg fra forældre falder med alderen ved
anbringelsen. Her er forekomsten af ’Bekymrende adfærd mv.’ hos den unge i gruppen 15-17 år på
68%, mens forekomsten af utilstrækkelig omsorg fra forældre er på under det halve, 32% - og altså
også meget langt fra ministerens tal på 81%.
8
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 273: Henvendelse af 2/5-21 fra Bodil Voss, En gruppe af mødre til ikke-anbragte børn med sociale handikaps om tal og realiteter vedr. årsager til anbringelser
Når vi ser på hele gruppen af anbragte, i anbringelser iværksat både med og uden forældres
samtykke, tegner der sig igen et billede af, at det for de sent anbragte 15-17-årige især er
bekymrende adfærd hos de unge selv, som er medvirkende årsag til, at de bliver anbragt.
Når man sammenligner antallet af børn/unge i hver af aldersintervallerne i Oversigt I og Oversigt II
kan man se, at andelen af tvangsanbringelser, sat i forhold til alle anbringelser (med og uden
samtykke fra forældre), falder med alderen ved anbringelse, fra en andel på 40% i aldersintervallet
0-2 år, ned til en andel på 6% i aldersintervallet 15-17 år.
Når man kigger på alle udslagsgivende årsager for iværksatte anbringelser i 2019, både for dem
med og uden samtykke, så finder man i bilag 2 (ANBAAR10 i kombination med ANBAAR8,
Danmarks Statistik), at forekomsten af 'Utilstrækkelig omsorg fra forældre' udgør 54% blandt de
yngste (0-5 år), mens den er helt nede på 23% blandt de ældste (12-17 år). De seneste statistiktal
for 2019 for aldersintervallet 12-17 år opgjort for anbringelser med og uden samtykke viser
forekomsten af ’Overgreb mod barn/ung, f.eks. seksuelt eller voldeligt’ på 7%, både fra forældre
og andre. ’Misbrug hos forældre’ er angivet som årsag til anbringelse i på 5%. De tilsvarende tal
for det vægtede gennemsnit for alle de tre aldersintervaller er hhv. 9% og 7% for anbragte med og
uden samtykke.
Man kan udlede af tallene fra ANBAAR10 og ANBAAR 8, at forekomsten af årsager til anbringelse
relateret til forældre hos de sent anbragte 12-17 årige overordnet set er forholdsvis lav, og at
forhold såsom overgreb mod barn/ung fra forældre og andre, samt forældres misbrug hver især
forekommer i færre eller væsentligt færre end 10% af alle anbringelser, dvs. relativt sjældent. Vold
og overgreb fra forældre og andre samt forældres misbrug, fx af alkohol, kan ikke tilnærmelsesvis
siges at kendetegne opvækstforholdene for gruppen af anbragte børn og unge og især ikke for de
sent anbragte.
9
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 273: Henvendelse af 2/5-21 fra Bodil Voss, En gruppe af mødre til ikke-anbragte børn med sociale handikaps om tal og realiteter vedr. årsager til anbringelser
2385022_0010.png
Bilag 2. Trukne data fra Danmarks Statistik ANBAAR10 (antal årsager) og ANBAAR8
(antal anbringelser)
Med valg af hele landet, begge køn, fordelt på aldersklasser og udslagsgivende
anbringelsesårsager for 2019.
10
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 273: Henvendelse af 2/5-21 fra Bodil Voss, En gruppe af mødre til ikke-anbragte børn med sociale handikaps om tal og realiteter vedr. årsager til anbringelser
Bilag 3. Socialministerens fejlagtige udledning af omfanget af forældres
omsorgssvigt
Socialministeren fremsender misvisende oversigt og tekst.
På spørgsmålet fra Torsten Gejl (Alternativet) om hvor omfattende forældres omsorgssvigt er,
svarer Socialministeren på samrådsmødet, at der er indikationer på, at der er omsorgssvigt fra
forældrene i 81% af tilfældene, og hun fremsender oversigten (Oversigt I og følgetekst). Men som
vi her har redegjort for, er tallet på 81 % ikke retvisende for de faktiske forhold. I det følgende vil
vi argumentere yderligere og med henvisning til ministerens medfølgende tekst og
Bekendtgørelsen for dataindberetninger på socialområdet .
Det misvisende vedrører følgende:
Der er i forhold til de årsagskategorier, der anvendes i Bekendtgørelsen for dataindberetninger på
socialområdet dannet en NY årsagshovedkategori, der navngives: ’Omsorgsvigt m.v.’. Denne NYE
årsagshovedkategori rummer nu både 'Utilstrækkelig omsorg' (der angår forældrene) og 'Anden
form for omsorgssvigt' (der ikke angår forældrene). Den NYE årsagshovedkategori, ’Omsorgssvigt
m.v.’, i Oversigt I rummer i det hele taget flere overlappende forhold, både relateret til forældre
hhv. til barn/ung, udover årsagskategorierne for omsorgssvigt. Det skal nævnes, at hvis andre
forhold hos forældre, fx vold, misbrug eller kriminelle forhold, havde medført omsorgssvigt fra
forældre, så ville det have været noteret som ’Utilstrækkelig omsorg fra forældre’, uanset hvad.
Der er derfor i høj grad tale om en sammenblanding af data.
Hvis formålet var, at Oversigt I’s nye årsagshovedkategori ’Omsorgssvigt m.v.’ skulle afspejle
forekomsten af forældres omsorgssvigt, som man forstår på Socialministerens følgebrev, så er
årsagskategorierne ´Anden form for omsorgssvigt´, som indbefatter offentligt omsorgssvigt, og
’Overgreb mod barn/ung, f.eks. seksuelt eller voldeligt’ blevet fejlplaceret heri. Konkret betyder
sammenblandingen, at bl.a. tal fra to uafhængige kategorier af omsorgssvigt slås sammen, og
derfor bliver oversigten ikke retvisende. Men det er på denne måde, at Socialministeren når frem
til et tal på 81 %.
11
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 273: Henvendelse af 2/5-21 fra Bodil Voss, En gruppe af mødre til ikke-anbragte børn med sociale handikaps om tal og realiteter vedr. årsager til anbringelser
Tallet på 81% er reelt set et vægtet gennemsnit af den misvisende nye årsagshovedkategori
’Omsorgssvigt m.v.’ udregnet på tværs af alle aldersgrupper. Kategorien ’Omsorgssvigt m.v.’ i
Oversigt I dækker både forekomsten af forældres omsorgssvigt, offentligt omsorgssvigt, andre
typer af omsorgssvigt fra andre omsorgspligtige, f.eks. overgreb, samt bekymrende forhold hos
forældre, der muligvis ikke har ført til omsorgssvigt.
Samtidig er navngivningerne i Oversigt I for årsagskategorierne 'Utilstrækkelig omsorg fra
forældre' og ’Anden form for omsorgssvigt over for barn/ung’, af en eller anden grund blevet
KORTET AF, så det udvisker en skelnen herimellem. Det fremstår derved uklart i oversigten, hvor
stor en andel af anbringelserne, som årsagsforklares med henholdsvis omsorgssvigt fra forældre
og henholdsvis omsorgssvigt fra ’andre’, dvs. andre omsorgspligtige (Kategorien ´Anden form for
omsorgssvigt´).
Det retvisende tal for forekomsten af omsorgssvigt fra forældre i sager om tvangsfjernelser af
børn er alene årsagskategorien 'Utilstrækkelig omsorg (fra forældre)' i oversigten. I ingen af
aldersgrupperne er tallet for ’Utilstrækkelig omsorg fra forældre’ oppe på 81%, og man kan i øvrigt
bemærke, at forekomsten af omsorgssvigt fra forældre er faldende med stigende
anbringelsesalder. Fx er der indikeret forekomst af utilstrækkelig omsorg fra forældre blandt 50%
af de sent tvangsanbragte, hvilket er væsentligt lavere end 81%. Tallene i oversigten viser med
tydelighed, at det ikke er korrekt, når Socialministeren oplyser, at årsagen til tvangsanbringelse i
81% af tilfældene handler om omsorgssvigtet fra forældre.
Dertil skal påpeges, at den medfølgende tekst fra Socialministeren ikke er oplysende, men snarere
vildledende i forhold til den korrekte læsning af tallene; også her, ligeledes som ved den fejlagtige
sammenlægning af årsagskategorier, misledes man til at tro, at hele andelen af forekomsten af
omsorgssvigt kan tilskrives forældre, via udtrykket ’omsorgssvigt eller anden bekymrende adfærd
fra forældre’.
12
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 273: Henvendelse af 2/5-21 fra Bodil Voss, En gruppe af mødre til ikke-anbragte børn med sociale handikaps om tal og realiteter vedr. årsager til anbringelser
2385022_0013.png
Bilag 4. De sent anbragte, skulle de have været anbragt før?
Med henvisning til den førnævnte VIVE-rapport fremlægger ministeren, at regeringens holdning
er, at sent anbragte unge burde have være anbragt tidligere, så antallet af år, hvor de svigtes af
forældre, og skaderne, de pådrager sig, kunne have været reduceret. Socialministeren henviser til
VIVE’s forløbsundersøgelse og siger: ”
Det er paradoksalt, når man sammenligner familiebaggrunden for de
sent anbragte med dem, der anbringes tidligt. En ny analyse fra mit ministerie viser, at tidligt anbragte kommer fra
mere udsatte hjem end børn der bliver anbragt sent. Alligevel klarer de sig bedre senere i livet.”
Socialministeren
påstår at have viden om, hvorfor sent anbragte, som er opvokset i gennemsnitlige hjem,
”paradoksalt” klarer sig dårligere end tidligt anbragte fra ”mere udsatte” hjem. Ministerens frie
fortolkning af den lavere trivsel hos de sent anbragte er, at de angiveligt opbygger skaderne
gennem flere år med forældresvigt i barndommen. Socialministeren mener på den baggrund at
kunne konkludere, at sent anbragte børn skal anbringes før for at reducere skaderne og opnå
bedre trivsel
:
”børn vokser op uden trygge voksne, der kan […] tage sig ordentligt af det, så de bliver
omsorgssvigtet”
og
”man sætter for sent ind, og … ting … tyder på, at for for mange børn, der går for meget af
barndommen, skaderne bliver for store, for alvorlige, før man så alligevel, efter flere år med forebyggende indsatser,
ender med en anbringelse. Så er de år jo gået i det barns liv. Så er de skader opstået, der gør, at børnene ofte ikke kan
rumme sin plejefamilie. Men må på institution, fordi de er så dårlige, som de er.”
Men dette er, som vil blive
redegjort for nedenunder, en fejlkonklusion fra Socialministeren.
VIVE har tværtimod være ude i medierne og dementere, at man på basis af deres rapport kan
konkludere, at de sent anbragte skulle have været anbragt tidligere. Fx tilbageviser VIVE
Socialministerens konklusion, og udtaler, at man IKKE kan sammenligne de to grupper af anbragte
børn i en analyse fra Mandag Morgen: Rapport viser slet ikke fordele ved at anbringe tidligt. Men
det synes Astrid Krag den gør (Rasmussen & Kristensen, 2020)
6
.
Heri angiver VIVE, at deres rapport
IKKE viser fordele ved at anbringe tidligt, hvilket bakkes op af to økonomiprofessorer, Michael
Rosholm og Mette Ejrnæs. Endvidere har unavngivne embedsmænd i daværende Social- og
Indenrigsministerium ifølge artiklen noteret det vigtige forbehold i deres analyse, at: "Det er
vigtigt at understrege, at man ikke ud fra analysen kan konkludere, at det er tidspunktet for
https://www.tjekdet.dk/faktatjek/rapport-viser-slet-ikke-fordele-ved-anbringe-boern-tidligt-men-det-
synes-astrid-krag-den.
6
13
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 273: Henvendelse af 2/5-21 fra Bodil Voss, En gruppe af mødre til ikke-anbragte børn med sociale handikaps om tal og realiteter vedr. årsager til anbringelser
anbringelse, der er den udslagsgivende årsag til, at barnet klarer sig dårligere". Det forekommer os
derfor decideret besynderligt, at Socialministeren gentager sin påstand om, at flere børn vil få det
bedre af at blive anbragt tidligere.
Ifølge VIVE-rapporten er de børn, der bliver anbragt som små, primært anbragt på baggrund af
morens udsathed, mens de sent anbragte overvejende er anbragt på baggrund af den unges egen
bekymrende adfærd men har typisk haft gennemsnitlige opvækstvilkår. Den høje forekomst og
typen af bekymrende adfærd blandt de sent anbragte unge hænger igen sammen med den høje
forekomst af unge med sociale handikaps i denne gruppe, som vi uddyber i næste afsnit.
Den faldende forekomst af omsorgssvigt fra forældre med alderen ved anbringelse, som vist i
forrige afsnit, tjener heller ikke som belæg for at anbringe de sent anbragte unge tidligere. Man
kan endvidere spørge sig selv om, hvad det fx nytter at tvangsfjerne et barn, der har iboende
problemer i form af et medfødt handikap, hvis trivsel forværres i utilstrækkelige skoletilbud og i
anbringelser, tidligere. Snarere gav det mening at sørge for ordentlige skoletilbud noget før.
14
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 273: Henvendelse af 2/5-21 fra Bodil Voss, En gruppe af mødre til ikke-anbragte børn med sociale handikaps om tal og realiteter vedr. årsager til anbringelser
Bilag 5. Børn med medfødte handikaps er overrepræsenteret i gruppen af sent
anbragte
Karina Adsbøl (Dansk Folkeparti) beder ministeren om en kommentar til, at der mangler
kvalitetssikring i den forebyggende hjælp, hvor børn med ADHD og autisme ikke får den hjælp, de
har behov for: ”
Ofte kan det handle om, at man ikke får det rigtige tilbud i PPR, altså et skoletilbud, eller at man
ikke forstår børns problemer i forhold til at de har ADHD, autisme eller andet, og familien ikke får den hjælp, de har
behov for.”
Karina Adsbøl peger på, at der for gruppen af anbragte børn er en overrepræsentation af socialt
handikappede børn, og hun problematiserer typen og omfanget af den hjælp, som familierne har
modtaget op til anbringelserne. Hun ser anbringelserne som en mulig indikation på, at der ikke har
været givet barnet og familien den nødvendige hjælp for at få den unge ud af mistrivsel.
Socialministeren svarer ikke og reflekterer ikke over de socialt handikappede børn og deres ikke-
mødte behov, fx i almenskolen. Ministeren insisterer på, at der for anbragte børn har været flere
år med forebyggende/kompenserende indsatser forinden, som burde have sat forældrene i stand
til at løfte forældrerollen. Ministeren udtaler:
"Når et barn bliver anbragt viser tallene, at der ofte har været
en lang periode forinden med underretninger og forebyggende foranstaltninger. Omkring 80% af de
førstegangsanbragte børn i alderen 3-17 år, som blev anbragt uden for hjemmet i 2018 havde i årene op til
anbringelsen modtaget en forebyggende indsats. Ankestyrelsen undersøgte i 2019 fire kommuners praksis i sager om
tvangsanbringelser. Her svarede de deltagende kommuner selv, at de først afprøver alle forebyggende
støttemuligheder, før de vælger at indstille til en anbringelse uden samtykke. Det vidner om, at anbringelse alt for ofte
bliver betragtet som sidste udvej, og hver gang vi giver forældrene en ny chance, og de stadig ikke lykkes med at skabe
et trygt og godt hjem, ja, så er der et barn, der betaler prisen."
Men igen har vi en fejlkonklusion fra ministeren, for som det viser sig, så har indsatserne forinden
ofte været utilstrækkelige i forhold til behovet hos barnet. Mange gange er den unges handikap
ikke blevet set og anerkendt i systemet, før anbringelsen fandt sted, som beskrevet i
underafsnittet nedenfor. Og det er selve baggrunden for forkerte anbringelser på baggrund af
systemsvigt.
15
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 273: Henvendelse af 2/5-21 fra Bodil Voss, En gruppe af mødre til ikke-anbragte børn med sociale handikaps om tal og realiteter vedr. årsager til anbringelser
2385022_0016.png
Årsagssammenhængen i overrepræsentationen af unge med socialt handikap
For det første er det kendt, at børn med autisme og ADHD oplever social og mental eksklusion som
inkluderet i almenskolen, og at denne eksklusion fører til mistrivsel, som Landsforeningerne har
udtalt i medierne igennem længere tid
7
. Landsforeningen Autisme har opgjort, at ca. halvdelen af
alle børn med autisme i almenskolen mistrives på grund af mobning og syltning i undervisningen,
og over en tredjedel af autisterne i almenskolen er i direkte skolevægring
8
. Skolevægring er den
ekstreme skolerelaterede mistrivsel, hvor barnet ikke magter at være i skolemiljøet,
For det andet er det kendt, at overbelastningsreaktioner hos børn/unge med sociale handikaps
viser sig som fx udadreagerende adfærd, selvskade og depression, hvilket også er
underretningsårsager. Børn med sociale handikaps er i forhøjet risiko for underretninger og
anbringelse, især når deres handikap ikke er kendt inden anbringelsen, idet systemet og
forældrene, som stilles til ansvar, så mangler en ’forklaring’ på barnets/den unges bekymrende
adfærd
9
. I øvrigt er fravær og skolevægring mulige underretningsårsager. Kommunernes indgriben
i form af at tvinge skolevægrende børn tilbage i samme skole er skadeligt for børnene.
I overensstemmelse med ovenstående fylder gruppen af anbragte med medfødte psykiatriske
diagnoser, fx ADHD og autisme, samt de komorbide lidelser til disse medfødte lidelser såsom
angst, OCD og depression mest i anbringelsesstatistikkerne, jf. KL
10
Det er især blandt de sent
anbragte, at forekomsten af medfødte diagnoser er høj, hvilket hænger naturligt sammen med
den typiske alder for, hvornår socialt handikappede, med eller uden kendte diagnoser, ’hægtes af’
i forhold til jævnaldrende. For autisme er forekomsten blandt de anbragte omkring 10% jf. tal
11
fra
Socialministeriet, og i følge VIVE’s forløbsundersøgelse har 38% af de sent anbragte ADHD-
symptomer. Begge diagnoser er markant overrepræsenterede i anbringelsesstatistikken, med ca.
en faktor syv, i forhold til forekomsten af personer med disse medfødte sociale handikaps i hele
7
https://www.berlingske.dk/samfund/foreninger-for-ADHD-og-autisme-revser-politikere-boernene-der-slaar-er
8
https://www.autismeforening.dk/news/nyheder-2019/over-en-tredjedel-af-boern-med-autisme-gaar-ikke-i-skole-1/
9
https://www.folkeskolen.dk/568928/mor-til-autistisk-soen-uden-skolegang-truet-med-tvangsfjernelse
10
https://www.kl.dk/media/24418/noegletal-udsatte-boern-
2020.pdf?fbclid=IwAR1GEepRkdFgX7ywl57n72zpiV6RswuWMSZVOTl5NMNhMItpEB-ZnOw7IV8
11
§71 Alm.del - endeligt svar på spørgsmål 26: § 71-tilsynet alm. del - svar på spm. 26.docx (ft.dk)
16
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 273: Henvendelse af 2/5-21 fra Bodil Voss, En gruppe af mødre til ikke-anbragte børn med sociale handikaps om tal og realiteter vedr. årsager til anbringelser
befolkningsgruppen. Ca. 50% af de sent anbragte har psykiatriske diagnoser som 18 årige, og heraf
er altså langt den største andel medfødte diagnoser, ADHD og autisme.
For det tredje er det vigtigt at notere sig, at over halvdelen af diagnoserne først bliver stillet efter
anbringelsen, hvilket vidner om, at de pågældende unge ikke kan have fået rette og tilstrækkelige
indsats forinden. I VIVE’s rapport står der: ”Denne gruppe (sent anbragte, red.) svarer i høj grad
også bekræftende på, at de har helbredsmæssige problemer både psykisk og fysisk. 40 pct. har
svaret, at de selv vurderer deres helbred som dårligt, 38 pct. har symptomer på ADHD, 29 pct. har
depressive symptomer, 19 pct. føler sig ensomme, og 23 pct. har lavt selvværd. Knap halvdelen af
de unge har en psykiatrisk diagnose som 18-årig (48 pct.), og godt halvdelen af dem (52 pct.) blev
anbragt, før de fik den første diagnose. Dertil kommer, at. 50 pct. har selvskadende adfærd, og 33
pct. har forsøgt selvmord. De unge i denne gruppe er altså meget udsat og har en alvorlig grad af
risikoadfærd, som kræver intensive indsatser og decideret behandling. Samtidig er 40 pct. af de
unge, der er sent anbragt, i NEET-gruppen, dvs. ikke i uddannelse eller beskæftigelse.” (s. 38-39).
De her nævnte typer af bekymrende risikoadfærd kan knyttes tæt sammen med sædvanlige
overbelastningsreaktioner hos unge med sociale handikaps. Det er uvist, om indsatsen inden
anbringelse har været tilstrækkelig for op mod den halvdel af de sent anbragte der får stillet en
psykiatriske diagnose.
VIVE skriver endvidere følgende: ”Hvis vi sammenligner diagnosticerede unge, der har været
anbragt, med diagnosticerede unge, der aldrig har været anbragt (2. og 4. kolonne i Tabel 4.1), er
tidligere anbragte unge mere udsatte på flere af trivselsparametrene sammenlignet med øvrige
unge med en psykiatrisk diagnose. Dette er endnu et tegn på, at tidligere anbragte unge med
psykiske lidelser i langt højere grad end andre unge udviser mistrivsel.” (s. 52).
Så, for det fjerde finder VIVE, at unge med psykiatriske diagnoser mistrives i højere grad end både
anbragte uden psykiatriske diagnoser og øvrige unge med psykiatrisk diagnose, dvs. selve det at
have en psykiatrisk diagnose er en stor mistrivselsfaktor, som påvirker de unges evne til at
fastholdes i uddannelse, og tallene viser ikke, at anbringelse gavner på det forhold.
17
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 273: Henvendelse af 2/5-21 fra Bodil Voss, En gruppe af mødre til ikke-anbragte børn med sociale handikaps om tal og realiteter vedr. årsager til anbringelser
2385022_0018.png
Når VIVE finder, at der er sammenhæng mellem forekomsten af psykiatriske lidelser og
mistrivsel/udsathed, så er hele årsagssammenhængen for unge voksne med ADHD/autisme,
rundet af skolemistrivsel, forhøjet underretningsrisiko og anbringelsesrisiko, forværring af
udsathed under anbringelsen og deres resulterende forhøjede mistrivsel som 18-årig
sandsynliggjort.
Paradokset formuleret af Socialministeren er aflyst; det er IKKE paradoksalt, at de sent anbragte
på trods af mere ressourcestærke opvækstvilkår, klarer sig ringere i uddannelse etc., for uanset
ressourcer, omsorg og beskyttelse, så kan forældre til socialt handikappede, jf. Landformanden for
autismeforeningen
12
, ikke fjerne det handikap fra deres børns, der giver dem mistrivsel og
udfordringer i et uegnet uddannelsessystem. Systemet, til gengæld, kan øge egne kompetencer i
forhold til børn med sociale handikaps, så det undgår at skade disse børn for livet.
12
https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art8110375/Naturligvis-kan-for%C3%A6ldre-ikke-fjerne-autismen-fra-
deres-barn?shareToken=xzxwx7AAay7Q
18
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 273: Henvendelse af 2/5-21 fra Bodil Voss, En gruppe af mødre til ikke-anbragte børn med sociale handikaps om tal og realiteter vedr. årsager til anbringelser
Bilag 6. Refleksioner og anbefalinger
Socialministeren og regeringen vil anbringe flere børn tidligere i barndommen. Men deres påstand
om, at de sent anbragte skulle have været anbragt før, finder ikke legitimt grundlag i VIVE´s
rapport eller hos andre eksperter. Tallet for andelen af stillede diagnoser efter anbringelse hos de
sent anbragte vidner klart om, at der for mange har været utilstrækkelig forebyggende og
kompenserende hjælp inden. Fagprofessionelle ser mange sent anbragte unge, der har store
skader ved starten af anbringelse, men det vides ikke, hvad skaderne kommer af. For de socialt
handikappede er det overvejende sandsynligt, at skaderne er følger af offentligt omsorgssvigt. Vi
savner Socialministerens anerkendelse af denne alvorlige problemstilling samt en faktabaseret
nuancering i Socialministerens analyse af gruppen af sent anbragte børn.
Det må i alle tilfælde gælde, at en anbringelse skal udgøre et langt bedre alternativ for barnet end
ikke at blive anbragt. Dette forudsætter, at anbringelsesstedet yder bedre støtte til den anbragte
unge, end forældrene kan tilbyde med hjælp fra det offentlige. Jf. VIVE’s rapport figur 5.2 s. 58
udviser sammenligningsgruppen af unge med andre forebyggende indsatser end anbringelse
lavere kumuleret udsathed end tidligere anbragte, mens forekomsten af psykiatriske diagnoser
hos disse er sammenlignelig med forekomsten hos gruppen af tidligere anbragte (figur 4.5, s. 46).
Forældreopgaven over for et barn med socialt, kognitivt og/eller fysisk handikap er meget større
og mere kompleks, end forældreopgaven er for et barn uden handikap. Vi mener ikke, at forældre
skal udskammes for ikke at magte en opgave, der er langt større end de fleste forældres i
samfundet. Hvis vi udskammer og anklager forældre, der har behov for hjælp, så søger forældrene
måske ikke den hjælp, som de er berettiget til og som er påkrævet for at de kan skabe trivsel hos
barnet og kompensere for barnets handikap. Dermed svigtes både forældre og barn.
Almenskolens inklusionsindsats fungerer ikke, kommunernes Familieafdelinger/Social
Serviceafdelinger har heller ikke rette kompetencer ang. børn og unge med sociale handikaps,
19
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 273: Henvendelse af 2/5-21 fra Bodil Voss, En gruppe af mødre til ikke-anbragte børn med sociale handikaps om tal og realiteter vedr. årsager til anbringelser
2385022_0020.png
forældre bliver overhørt, truet og tvunget – området omkring børn og unge med sociale handikaps
sejler, og familierne betaler prisen
13
.
Både skolesystem, som er primære kilde til underretninger, og socialsystem, som behandler af
underretninger, mangler viden om hvordan sociale handikaps påvirker børn og familiers trivsel og
behov for hjælp. På trods af denne overhængende risiko for at drage fejltolkninger i forhold til
gruppen af de sent anbragte har sagsbehandlerne beslutningskompetence til at ’vurdere’, om
anbringelse er rette foranstaltning. Dette mener vi er for spinkelt et grundlag til at træffe så
indgribende en foranstaltning som en anbringelse. Man ville gøre rigtig meget godt for
anbringelsestruede børn, hvis man rettede op på sådan en grundlæggende systemfejl og
kvalificerede og kvalitetssikrede vurderingsgrundlaget for en anbringelse. I en anden rapport af
VIVE går deres anbefalinger på at styrke samarbejdet mellem fagprofessionelle og familien
omkring barnet gennem åbenhed, dialog og inddragelse
14
13
https://menneskeret.dk/udgivelser/retten-uddannelse-naar-boern-handicap-ikke-gaar-skole
14
https://www.vive.dk/da/udgivelser/samarbejdet-omkring-boern-og-unge-med-funktionsnedsaettelser-
16048/?fbclid=IwAR3GLzgUl_f7be8gzQ9V92bMK7d-RC7qPgCloWSi_rNTpGtH9zQv62Ptg7E
20