Social- og Ældreudvalget 2020-21
SOU Alm.del Bilag 264
Offentligt
Bilagsoversigt
Bilag 1:
Ankestyrelsens retningslinjer for den fremtidige håndtering
af mistanke om ulovlige forhold i adoptionssager
Bilag 2:
Høringssvar fra DIA
Bilag 3:
Den parlamentariske udredning fra Chile
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
Bilag 1:
Ankestyrelsens retningslinjer for den fremtidige håndtering
af mistanke om ulovlige forhold i adoptionssager
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0003.png
Notat om
den fremtidige
hå ndtering af mistanke om
ulovlige forhold
i adoptionssager
Indledning
En mistanke om ulovlige forhold i en adoptionssag kan opstå på alle tidspunkter i adoptionsprocessen. I
nogle tilfælde kan mistanken opstå, allerede inden adoptionen er gennemført eller kort tid efter. I andre
tilfælde opstår mistanken først flere år efter adoptionen er gennemført.
Eksempelvis vil en adopteret eller en adoptivfamilie kunne få en mistanke om ulovlige forhold i den
adopteredes sag i forbindelse med søgen efter biologisk slægt. Det kan også være medierne, der rejser en
mistanke om ulovlige forhold i allerede gennemførte adoptionssager fra udlandet. I sådanne situationer vil
der kunne være tale om mistanke om ulovlige forhold i større sagskomplekser.
Hverken efter dansk ret eller i internationale regelsæt er der fastsat retningslinjer for, hvilken bistand
adopterede, adoptivfamilier og biologisk slægt kan forvente fra myndighederne, når der opstår mistanke
om ulovlige forhold i en afsluttet adoptionssag. Det er Ankestyrelsens opfattelse, at der er behov for en
præcisering i adoptionsloven af dette spørgsmål.
I kraft af sin rolle som overordnet myndighed på adoptionsområdet, tilsynsmyndighed for den
adoptionsformidlende organisation i Danmark og udpeget centralmyndighed efter Haagerkonventionen af
1993 om international adoption, rettes der med jævne mellemrum henvendelse fra offentligheden til
Ankestyrelsen, hvis der opstår mistanke om ulovlige forhold i adoptionssager.
Da Ankestyrelsens rolle ikke er defineret er det uklart for både offentligheden og de adopterede og deres
familier, hvilke forpligtelser og kompetencer Ankestyrelsen har til at hjælpe de adopterede med at få
kortlagt, om oplysningerne om deres baggrund og adoptionsforløb er korrekte, og om deres adoption er
gennemført lovligt. Ankestyrelsen møder en forventning om, at vi kan redegøre for de danske
myndigheders dispositioner historisk set på det tidpunkt, hvor adoptionerne blev gennemført. Det vil sige
tilbage fra 1960’erne og frem til i dag.
Med det formål at skabe klarhed om Ankestyrelsens myndighedsansvar i relation til denne opgave, har
Ankestyrelsen udarbejdet dette notat om de nuværende rammer for håndteringen af mistanker om
ulovlige forhold i adoptionssager og et forslag til retningslinjer for den fremtidige håndtering af sådanne
henvendelser. Notatet vil kunne anvendes som afsæt for en stillingtagen til, hvilken adgang
adoptionssagens parter har til at modtage bistand fra de danske myndigheder, samt om der fremover skal
afsættes midler til denne opgave.
1
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0004.png
Retningslinjer vil kunne skabe klarhed om
•
Hvorvidt adopterede og andre i Danmark skal have ret til bistand ved mistanke om ulovlige forhold i én eller
flere adoptionssager.
Hvilken myndighed der er ansvarlig for at yde denne bistand.
Indholdet af bistanden fra de danske myndigheder til at håndtere mistanke om ulovlige forhold i
adoptionssager.
•
•
Retningslinjerne kan alene fastlægge danske myndigheders bistand. De danske adoptionsmyndigheder har
ingen indflydelse på, i hvilket omfang afgiverlandes myndigheder vil og kan bistå med at kortlægge
mistænkelige forhold.
Det bemærkes også, at de eksisterende reaktionsmuligheder i myndighedernes tilsyn med
formidlingsarbejdet, ikke kan hjælpe den adopterede med at håndtere de udfordringer, der vil kunne opstå
i en allerede gennemført adoptionssag med mistanke om ulovlige forhold.
1. Baggrund
En mistanke om ulovlige forhold i adoptionssager forstås som situationer, hvor der er mistanke om, at
barnets rettigheder ikke er blevet respekteret, og/eller at én eller flere bestemmelser i
Haagerkonventionen om internationale adoptioner
1
er blevet tilsidesat.
Ofte vil det også være sådan, at der er mistanke om, at adoptionen ikke har fulgt de på daværende
tidspunkt gældende regler og procedurer enten i afgiverlandet og/eller i Danmark.
En ulovlig adoption er efter dansk ret beskrevet som:
Adoption kan ikke meddeles, hvis nogen, der skal afgive samtykke til adoptionen, yder eller modtager
vederlag eller nogen anden form for modydelse, herunder betaling for tabt arbejdsfortjeneste
(adoptionslovens § 15).
En ulovlig adoption er internationalt
2
beskrevet som:
En adoption, der er blevet eller skal legaliseres, men som er resultatet af misbrug, såsom
børnebortførelse, salg af børn, trafik af børn, og andre illegale eller ulovlige aktiviteter mod
børn. Det er et af de vigtigste formål med Haagerkonventionen at forhindre sådanne
misbrug.
Og ulovlige forhold eller ulovlig adfærd i sager om international adoption er beskrevet som:
Situationer, hvor et barn er blevet eller vil blive adopteret uden respekt for sine rettigheder
eller for konventionens garantier.
Haagerkonventionen af 29. maj 1993 om beskyttelse af børn og om samarbejde med hensyn til internationale adoptioner. Konventionen trådte i
kraft i Danmark den 1. november 1997.
Se Guide to Good Practice No. 1 - The Implementation and Operation of the 1993 Hague Intercountry Adoption Convention: A Guide to Good
Practice is a project of post-Convention support initiated by the Permanent Bureau for the purpose of assisting States (whether or not already
Contracting States) with the practical implementation of the Convention, in a manner which achieves the objects of the Convention, namely, the
protection of children who are adopted internationally.
2
1
2
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0005.png
Sådanne situationer kan opstå, hvis en person eller en organisation/myndighed direkte eller
indirekte har givet urigtige oplysninger til de biologiske forældre, forfalsket dokumenter om
barnets oprindelse, er involveret i børnebortførelse, salg af børn eller handel med børn med
henblik på adoption eller på anden vis har anvendt svigagtige metoder til at gennemføre en
adoption, uanset den opnåede fordel (økonomisk gevinst eller andet)
3
.
Eksemler på ulovlige forhold i en adoptionssag kan være:
•
•
•
•
•
Biologisk mor er blevet presset til at afgive sit samtykke til bortadoption
Tilsidesættelse af subsidiaritets-princippet (ikke tilstrækkelig undersøgelse i afgiverlandet af
muligheden for en national løsning for barnet)
Forfalskning af dokumenter (f.eks. at barnet er angivet som hittebarn i papirerne)
Tilsidesættelse af adoptionsproceduren som beskrevet i ind- og udland
Økonomiske relationer i adoptionsformidlingen, som vurderes at stride imod konventionens
principper
Ankestyrelsen har siden indførelsen af et nyt adoptionssystem i Danmark den 1. januar 2016 modtaget
omkring en til to henvendelser årligt vedrørende mistanke om ulovlige forhold i adoptionsager. Disse
henvendelser giver typisk anledning til en undersøgelse af det konkrete samarbejde, de danske
myndigheders ansvar for formidlingen på det pågældende tidspunkt, og omstændighederne på
adoptionsområdet i afgiverlandet på tidspunktet for adoptionernes gennemførelse, idet dette er påkrævet
for at kunne tilvejebringe de efterspurgte oplysninger fra de adopterede og offentligheden.
Selvom der i Danmark i de sidste par år alene har været få henvendelser med mistanke om ulovlige forhold
i adoptionssager, har Ankestyrelsen gennem arbejdet i det internationale netværk på området modtaget
oplysninger om, at der i flere andre modtagerlande ses et stigende antal henvendelser vedrørende ulovlige
forhold i adoptionssager. Der ses også et øget fokus på de omstændigheder, der gjorde sig gældende i de
adoptioner, der blev gennemført for flere år siden inden Haagerkonventionens implementering i de enkelte
afgiver- og modtagerlande. Der er på baggrund af oplysningerne i det internationale netværk grund til at
tro, at omfanget af henvendelser med mistanke om ulovlige forhold i adoptionssager vil blive større i
fremtiden.
2. Internationale overvejelser
Ifølge
FNs Børnekonvention
art. 7, stk. 1, er Danmark forpligtet til at sikre barnets ret til at kende sine
forældre. I adoptionssammenhæng bliver denne ret fortolket sådan, at den omfatter barnets ret til at
kende sine biologiske forældre, men der skal ske en afvejning i forhold til de biologiske forældres ret til
anonymitet
4
.
Efter FNs Børnekonvention artikel 8, stk. 1, er Danmark endvidere forpligtet til at respektere barnets ret til
at bevare sin identitet, herunder statsborgerskab, navn og familieforhold.
I forhold til en eventuel mistanke om ulovlige forhold i adoptionssager fremgår det af FNs Børnekonvention
artikel 8, stk. 2, at hvis et barn ulovligt berøves en del af eller hele sin identitet, skal Danmark yde passende
bistand og beskyttelse med henblik på hurtigt at genoprette barnets identitet.
Se Australian Discussion Paper, Co-operation between Central Authorities to develop a common approach to preventing and adressing illicit
practices in intercountry adoption cases (oktober 2012).
4
3
Spørgsmålet om bistand til søgen efter biologisk slægt er behandlet i kapitel 7 i Ankestyrelsens rapport om resultaterne af undersøgelsen om
mulige bæredygtige alternativer til den internationale adoptionsformidling.
3
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0006.png
Bestemmelsen i FNs Børnekonventions artikel 8 blev formuleret på baggrund af et forslag fra Argentina,
som følge af systematiske ulovligheder i forbindelse med adoptioner gennemført under det militære
diktatur regime i Argentina i perioden 1976-1983
5
. Der er således en direkte forbindelse mellem det ansvar
staterne pålægges via børnekonventionens artikel 8 og ulovligheder i forbindelse med adoption.
En af de opgaver, der påhviler centralmyndigheden efter
Haagerkonventionen om international adoption,
er, at tage alle passende forholdsregler for at afværge enhver praksis der er i strid med konventionens
formål (se konventionens art. 8). Formålet med konventionen er (se konventionens art. 1), at
•
•
•
Opstille garantier for at sikre, at internationale adoptioner finder sted til barnets bedste og med
respekt af de grundlæggende rettigheder, som er anerkendt i international ret
Indføre et samarbejdssystem mellem de kontraherende stater med henblik på at sikre
overholdelsen af disse rettigheder for derved at forhindre børnebortførelser, salg af eller handel
med børn
Sikre de kontraherende staters anerkendelse af adoptioner, der gennemføres i henhold til
konventionen
Det betyder, at Danmark ved gennemførelsen af internationale fremmedadoptioner, er forpligtet til sikre,
at adoptionerne foregår i overensstemmelse med konventionens principper for at kunne siges, at være
juridiske og etiske forsvarlige.
Lovgivning, myndighedsstruktur og praksis i modtager- og afgiverland skal således understøtte
konventionens principper om at international adoption:
•
•
•
•
•
•
Skal være sidste udvej for barnet
Skal være til gavn for barnet
Kun sker på baggrund af en legal frigivelse af barnet til international adoption
Kun gennemføres hvis adoptionsansøgerne er fundet egnede til at adoptere og har modtaget den
nødvendige rådgivning
Følger subsidiaritetsprincippet om fortrin for en national løsning for barnet
Finder sted uden nogen form for uetisk økonomisk eller anden vinding
Ankestyrelsen er derfor både som centralmyndighed og som tilsynsmyndighed på adoptionsområdet
forpligtet til at sikre, at internationale adoptioner foregår i overensstemmelse med konventionens
principper. Hvis der opstår en mistanke om ulovlige forhold i en verserende sag om international adoption,
har Ankestyrelsen således en forpligtelse til at tage alle passende forholdsregler for at imødegå disse
ulovlige forhold.
Haagerkonventionen adresserer ikke håndteringen af mistanker om ulovlige forhold i allerede gennemførte
adoptionssager. I Haagerkonventionens præambel er det dog blandt andet nævnt, at konventionsstaterne
forpligter sig til at fastsætte regler, der iagttager principperne i FNs Børnekonvention. Der er også meget i
det internationale arbejde på adoptionsområdet, der peger i retning af, at de internationale organer også
betragter det som staternes forpligtelse at handle på ulovlige forhold i allerede gennemførte
adoptionssager, og at denne forpligtelse går langt tilbage i tid.
5
ISS ”Access to origins” side 15, note 14.
4
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0007.png
Det Permanente Bureau i Haag
6
I 2010 blev arbejdsgruppen ”Working Group on preventing and addressing illicit practices in intercountry
adoptions” nedsat under Det Permanente Bureau i Haag. Danmark har via Ankestyrelsen været medlem af
arbejdsgruppen siden 2011.
Formålet med arbejdsgruppen er at udvikle værktøjer til både modtager- og afgiverlande i arbejdet med at
forebygge og forhindre ulovlige forhold i adoptionssager.
Resultaterne af arbejdsgruppens arbejde er på nuværende tidspunkt alene foreløbigt og skal endeligt
drøftes og vedtages af medlemsstaterne på næste Special Commission i 2021
7
. Det forventes dog, at det
endelige produkt inkluderer et forslag til en fremgangsmåde til håndtering af mistanke om ulovlige forhold i
internationale adoptionssager og generelle sagskomplekser. I det eksisterende forslag til håndteringen af
ulovlige forhold i internationale adoptionssager fremgår det, at staterne har en forpligtelse til at håndtere
ulovlige forhold i allerede gennemførte adoptionssager, og at denne forpligtelse går langt tilbage i tid.
International Social Service (ISS)
8
ISS anbefaler i en artikel fra 2019, at de enkelte stater vedtager regelsæt, der fastlægger handlemuligheder
og støtte i forbindelse med håndteringen af ulovlige forhold i adoptionssager. ISS’ anbefaling er inddelt i 3
hovedkategorier
9
:
•
•
•
Fastlæggelse af de juridiske muligheder som for eksempel retsforfølgning, bøder og kompensation
samt de politiske muligheder som for eksempel at i gangsætte en undersøgelse af forholdene
og/eller at give en undskyldning fra staten til de berørte.
Udviklingen af en protokol hos centralmyndigheden der kan hjælpe professionelle med at
håndtere disse situationer hensigtsmæssigt og konsekvent.
Sikre tilstrækkelig PAS
10
støtte til de berørte/ofrene
11
.
I forbindelse med Ankestyrelsens undersøgelse af en ny økonomisk bæredygtig struktur for den
internationale adoptionsformidling i Danmark har Ankestyrelsen indhentet bidrag fra blandt andet ISS. I ISS’
bidrag til undersøgelsen omtaler ISS også adoptionssager, hvor der er mistanke om ulovlige forhold. ISS gør
opmærksom på, at Danmark ligesom flere andre modtagerlande allerede er blevet konfronteret med
mistanker om ulovlige forhold i adoptionssager. ISS anfører, at disse sager kan være meget skadelige for de
involverede parter, den adopterede og den adopteredes familier, og en løsning af den enkelte sag kræver
en høj grad af samarbejde mellem myndigheder, organisationer og andre både i Danmark og i
afgiverlandet.
6
Det Permanente Bureau er på deres hjemmeside beskrevet som: Verdensorganisationen for grænseoverskridende samarbejde på det civil- og
handelsretlige område. Det Permanente Bureau i Haag står bl.a. for fortolkningen af Haagerkonventionen om international adoption.
Møder der afholdes hvert 5. år med deltagelse af alle konventionsstater, hvor den praktiske anvendelse af konventionen drøftes.
7
8
International Social Service (ISS) i Geneve, arbejder med at fremme implementeringen af både FN’s Børnekonvention og Haagerkonventionen om
beskyttelse af børn og om samarbejde med hensyn til internationale adoptioner. ISS har deltaget ved udarbejdelsen af begge konventioner.
Målsætningen for ISS/IRC er at fremme og forbedre rettighederne for børn, som befinder sig i situationer, hvor de er i risiko for at blive forsømte
eller efterladte, samt børn hvor familiepleje eller navnlig adoption kan komme på tale.
9
ISS’ artikel om “Access to Origins: Panorama on legal and practical considerations”, side 53, fra 2019.
10
Post Adoption Service (PAS) er den internationale betegnelse for de forskellige former for vejledning, støtte og rådgivning, der er henvendt til
adoptivfamilier og adopterede efter adoptionen.
Forud for denne artikel har ISS i 2016 udgivet håndbogen: ”Responding to illegal adoptions: A professional handbook.” Håndbogen giver en
række eksempler på tidligere tiders praksis om ulovlige forhold i adoptionssager i flere forskellige lande. Håndbogen omtaler også udviklingen på
området og opstarten på udarbejdelsen af regelsæt til forebyggelse og håndtering af ulovlige forhold i adoptionssager både internationalt og i de
enkelte lande.
11
5
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0008.png
ISS påpeger også, at Danmark ikke har nogen retningslinjer for håndteringen af adoptionssager, hvor der er
mistanke om ulovlige forhold - både for så vidt angår adoptionsager gennemført for mange år siden og
nyere adoptionssager. I Danmark er sagerne hidtil blevet håndteret fra gang til gang. ISS anfører, at
Danmark også i fremtiden vil blive konfronteret med disse sager og anbefaler på denne baggrund, at de
danske myndigheder udarbejder en protokol for håndteringen af adoptionssager, hvor der er mistanke om
ulovlige forhold.
ISS anbefaler, at en sådan protokol beskriver rollen for de enkelte involverede aktører, samt den procedure
der skal følges ved mistanke om ulovlige forhold. Protokollen bør omhandle hvilke juridiske og politiske
muligheder, der er til rådighed i adoptionssager med ulovlige forhold. Protokollen bør også angive, hvilke
muligheder der er for psykosocial bistand til den enkelte. ISS påpeger også, at ved afgørelsen af, hvad der
vil være den bedste løsning for den enkelte adopterede, der har fået tilsidesat sine rettigheder, skal
langtidseffekterne af de ulovlige forhold tages med i overvejelserne.
Andre landes regulering
Det eneste modtagerland, der Ankestyrelsen bekendt, på nuværende tidspunkt har en protokol for
behandlingen af adoptionssager ved mistanke om ulovlige forhold, er Australien.
I de lande, som Danmark normalt sammenligner sig med på dette område såsom Norge, Sverige, Holland,
Belgien og Schweitz, eksisterer der ikke sådanne retningslinjer. Dog har Holland ifølge Ankestyrelsens
oplysninger inden for de seneste år igangsat forskellige initiativer relateret til håndtering af mistanke om
ulovlige forhold i internationale adoptionssager.
Protokollen fra Australien, ”Protocol for Responding to Allegations of Child Trafficking in Intercountry
Adoption”, er udarbejdet af den australske centralmyndighed i henhold til Haagerkonventionen om
international adoption. Protokollen er fra april 2015, og den omfatter alene internationale adoptionssager.
Nationale adoptionssager er ikke omfattet af protokollen. Protokollen henvender sig til adopterede og
adoptivfamilier men ikke til de biologiske forældre. Det fremgår af protokollen, at Australien har en
forpligtelse til at håndtere ulovlige forhold i allerede gennemførte adoptionssager. Protokollen er vedlagt
som bilag.
3. Ankestyrelsens kompetencer ved mistanke om ulovlig adfærd i
adoptionssager
Tilsynskompetencen
Efter den gældende adoptionslov fører Ankestyrelsen tilsyn med Danish International Adoption (DIA)
12
.
Tilsynsopgaven er beskrevet i adoptionslovens § 31 b, stk. 1, hvorefter Ankestyrelsen fører tilsyn med, at en
adoptionsformidlende organisation overholder adoptionsloven, de forskrifter der er udstedt efter lovens §
30 c, og de vilkår som er fastsat for organisationens virksomhed. Det fremgår også af Haagerkonventionen
om internationale adoptioner, at de enkelte stater skal føre tilsyn med deres akkrediterede organisationer.
Konventionen trådte i kraft i Danmark den 1. november 1997.
a) Aktive samarbejdsparter
Hvis der er en mistanke om ulovlige forhold i én eller flere adoptionssager fra et af DIAs aktive samarbejder,
vil Ankestyrelsen efter det gældende tilsyn altid reagere. Dette gælder både i forhold til en konkret sag og i
forhold til det generelle tilsyn med DIAs aktive samarbejde. Håndteringen af sådanne sager er således
reguleret i det eksisterende regelsæt på området.
12
LBK nr. 775 af 7. august 2019 § 31b.
6
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0009.png
Ved behandlingen af et konkret matchningsforslag, hvor der er en mistanke om ulovlige forhold, vil
Ankestyrelsen ikke tillade, at adoptionssagen fortsætter førend, at sagen er blevet undersøgt.
I forhold til det generelle tilsyn med DIAs aktive samarbejde vil Ankestyrelsen indhente yderligere
oplysninger fra eksempelvis DIA, andre modtagerlandes centralmyndigheder og afgiverlandets
centralmyndighed med henblik på at kunne vurdere, hvorvidt adoptioner fra det pågældende afgiverland
fortsat kan siges at være etisk og faglige forsvarlige og i overensstemmelse med Haagerkonventionen og
adoptionsreglerne i afgiverlandet og i Danmark. Konstateringen af ulovlige forhold i én eller flere
adoptionssager fra et afgiverland, hvor DIA har et aktivt samarbejde, vil kunne få betydning for det
pågældende samarbejde. Det vil muligvis også kunne få betydning for DIA.
b) Tidligere gennemførte adoptioner
DIA er efter adoptionsloven af 1. januar 2016 (om et nyt adoptionssystem) § 30
13
akkrediteret til at yde
adoptionshjælp vedrørende børn, som ikke har bopæl i Danmark.
Af ikrafttrædelsesbestemmelsen til adoptionsloven af 1. januar 2016 (om et nyt adoptionssystem) § 2, stk.
5, fremgår det, at en tilladelse givet efter den hidtil gældende regel i § 30 i adoptionsloven til at yde
adoptionshjælp vedrørende børn, der ikke har bopæl i Danmark fortsat er gældende efter lovens
ikrafttræden.
DIA er som nævnt akkrediteret efter adoptionslovens § 30, og af adoptionslovens § 30 a fremgår det, at den
adoptionshjælp, som DIA yder, skal være i overensstemmelse med adoptionsloven, og de vilkår der er
fastsat for DIA.
Om rammerne for DIAs arbejde og dermed for Ankestyrelsens tilsynsvirksomhed fremgår det nærmere af
både akkrediteringsskrivelsen og af akkrediteringsvilkårene, at DIAs virksomhed er regulereret af og skal
være i overensstemmelse med Haagerkonventionen om internationale adoptioner, FN’s Børnekonvention,
European Convention on the Adoption of Children, den danske adoptionslovgivning og de specifikke
akkrediteringsvilkår, som er aftalt mellem Ankestyrelsen og DIA den 18. december 2015 samt
adoptionslovgivningen i de lande, som DIA samarbejder med.
Af tillægget (underskrevet den 18. december 2015) til akkrediteringsvilkårene fremgår det, at
”Akkrediteringsaftalen finder herudover anvendelse på Ankestyrelsens og Adoptionsnævnets bagudrettede
tilsyn med den formidlingsvirksomhed, som er udført af DanAdopt og AC Børnehjælp på baggrund af
Ankestyrelsens (tidligere Familiestyrelsens) akkrediteringsaftaler indgået med henholdsvis DanAdopt og AC
Børnehjælp.”
Det betyder bl.a., at DIA har ansvaret for at opbevare sager, og at DIA skal kunne sagsoplyse og give
kontaktoplysninger på samarbejder tilbage i tid, altså i forhold til tidligere gennemførte adoptioner.
Det taler for, at Ankestyrelsens tilsynsforpligtigelse også er bagudrettet, hvilket blandt andet betyder, at
styrelsen er forpligtet til at forsøge at afdække en mistanke om ulovlige forhold i en tidligere gennemført
adoption fra et ikke-aktivt samarbejde.
Det fremgår, som nævnt i indledningen, dog ikke klart af lovgivningen, og det er derfor Ankestyrelsens
opfattelse, at der er behov for en præcisering i adoptionsloven af, hvorvidt Ankestyrelsens
tilsynsforpligtigelse også er bagudrettet og dermed omfatter tidligere gennemførte adoptioner fra ikke-
aktive samarbejder.
13
Lov nr. 1740 af 22. december 2015 § 30.
7
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
Centralmyndighedskompetencen
Efter adoptionsloven § 29a udpeger social- og indenrigsministeren en centralmyndighed, der skal varetage
de opgaver og forpligtigelser, som det efter Haagerkonventionen om internationale adoptioner påhviler
centralmyndigheden at varetage.
Efter bekendtgørelsen om adoption § 81 er Ankestyrelsen centralmyndighed for Danmark efter
Haagerkonventionen.
Om centralmyndighedsopgaven fremgår det af § 82 i bekendtgørelsen om adoption, at Ankestyrelsen som
centralmyndighed skal
a) samarbejde med centralmyndighederne i de øvrige stater, der har tiltrådt Haagerkonventionen, og
b) udføre de opgaver, som ifølge Haagerkonventionen i øvrigt påhviler centralmyndigheden.
Som nævnt oven for betyder dette, at centralmyndigheden er forpligtet til at sikre, at adoptioner foregår i
overensstemmelse med konventionens principper. Dette ansvar gør sig gældende i forhold til verserende
adoptionssager. Der er samtidig meget der peger i retning af, at dette ansvar også gør sig gældende i
afsluttede adoptionssager, også langt tilbage i tid.
Ankestyrelsens hidtidige praksis ved mistanke om ulovlige forhold
Ved henvendelser med mistanke om ulovlige forhold i én eller flere adoptionssager fra et af DIAs eller de
tidligere organisationers samarbejder har Ankestyrelsen, i mangel af retningslinjer på området, hidtil
håndteret henvendelserne fra gang til gang. Den praksis, som har udviklet sig på området, har ikke været
entydig.
Ankestyrelsen har ved de seneste henvendelser fulgt den internationale udvikling på området, og styrelsen
er på denne baggrund ved behandlingen af disse henvendelser gået i retning af at bistå med en afdækning
af, hvad der er sket i sagen (sagerne). Dette har styrelsen gjort ved at foretage en gennemgang af sagens
akter, rette henvendelse til afgiverlandets øverste adoptionsmyndighed, og indhente informationer fra
centralmyndighederne i andre modtagerlande og ISS.
Styrelsens hidtidige erfaringer viser, at det ofte kan være vanskeligt at få myndighederne i et afgiverland til
at besvare en henvendelse, hvilket selvfølgelig også har haft en indflydelse på Ankestyrelsens muligheder
for at bistå adopterede ved mistanke om ulovlige forhold i adoptionssager.
4. Ankestyrelsens overvejelser om retningslinjer
Nedenfor er Ankestyrelsens forslag til retningslinjer for håndtering af mistanke om ulovlige forhold
nærmere beskrevet.
Retningslinjerne vedrører i udgangspunktet internationale adoptionssager og har til formål at fastlægge
Ankestyrelsens behandling af adoptionssager med mistanke om ulovlige forhold i én eller flere
adoptionssager fra et af DIAs eksisterende samarbejder eller fra en af de tidligere organisationers
samarbejder (AC Børnehjælp, DanAdopt og Terre des Hommes). Ved udformningen af de endelige
retningslinjer skal det også overvejes, hvordan man vil håndtere en mistanke om ulovlige forhold, der er
opstået i en sag om international adoption, men hvor mistanken også omhandler forhold hos danske
myndigheder. I en situation med mistanke om ulovlige forhold hos danske myndigheder vil Ankestyrelsen
kunne orientere den ansvarlige minister. Ministeren ville kunne overveje at iværksætte yderligere
8
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0011.png
initiativer, som eventuelt ville kunne afhænge af, om der efter adoptionens gennemførelse er sket en
regulering, der kan imødegå de pågældende forhold.
Retningslinjerne vedrører alene afsluttede adoptionssager. Mistanke om ulovlige forhold i ikke afsluttede
adoptionssager håndteres efter de eksisterende bestemmelser om godkendelse af matchningsforslag fra
udlandet og rammerne for Ankestyrelsens tilsyn med den formidlende organisation.
Retningslinjerne er delt op i behandlingen af mistanke om ulovlige forhold i konkrete adoptionssager og i
sagskomplekser.
Beskrivelsen vedrører alene tilfælde, hvor der er mistanke om ulovlige forhold. Retningslinjerne vil ikke
omfatte en adopterets søgen efter sin biologiske slægt. En mistanke om ulovlige forhold i en adoptionssag
vil ofte opstå på baggrund af søgen efter biologisk slægt, eller på baggrund af en generel mistanke rejst i
offentligheden mod konkrete børnehjem eller aktører, der har været involveret i adoptioner fra udlandet til
Danmark
14
.
4.1 Mistanke om ulovlige forhold i en adoptionssag
4.1.1 Konkrete adoptionssager
En henvendelse om mistanke om ulovlige forhold i en adoptionssag vil ofte opstå som følge af, at en
adopteret har fået adgang til yderligere oplysninger om egen baggrund. Forud for mistanken om ulovlige
forhold vil den adopterede derfor ofte have fået aktindsigt i sagen hos DIA eller hos Ankestyrelsen.
På Ankestyrelsens hjemmeside bør der være en vejledning om, hvordan man retter henvendelse til
styrelsen med en mistanke om ulovlige forhold i en adoptionssag, samt en beskrivelse af den bistand,
styrelsen kan yde i denne forbindelse, herunder at Ankestyrelsen som den danske centralmyndighed ikke
har indflydelse på om og i hvilket omfang, der foretages en undersøgelse af sagens forhold i udlandet.
Overordnet kan mulighederne for Ankestyrelsens bistand, vejledning og reaktionsmuligheder inddeles i
følgende tre hovedpunkter:
a) Bistand til en afdækning af det faktiske forløb i sagen
Efter at mistanken om ulovlige forhold i en adoptionssag er opstået, må den konkrete sags dokumenter
gennemgås med henblik på Ankestyrelsens foreløbige vurdering af, om der er tale om ulovlige forhold.
Herefter vil styrelsen overfor den enkelte kunne beskrive de punkter i sagen, som styrelsen mener, kan
være problematiske. Ulovlige forhold i adoptionsprocessen vil i udgangspunktet kunne involvere både
udenlandske og danske organisationer og myndigheder.
b) Bistand til en yderligere afdækning af sagens forhold
Hvis det efter en gennemgang af den konkrete sags dokumenter vurderes, at der er tale om, eller kan være
tale om ulovlige forhold i en adoptionssag, bør Ankestyrelsen som den danske centralmyndighed informere
14
Vi henviser til Ankestyrelsens undersøgelse af mulige alternativer til den eksisterende struktur for den internationale adoptionsformidling i
Danmark kapitel 7 for en nærmere beskrivelse af retningslinjer for bistand til søgen efter biologisk slægt.
9
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
centralmyndigheden i afgiverlandet herom. Ansvaret for information til den biologiske familie påhviler
centralmyndigheden i afgiverlandet.
Det kan være nødvendigt at bede centralmyndigheden i afgiverlandet om at foretage en yderligere
undersøgelse af sagens omstændigheder med henblik på at få yderligere informationer om den konkrete
sag. Centralmyndigheden i afgiverlandet bør kontakte involverede organisationer, børnehjem og
ambassader.
Det kan også være nødvendigt at høre ISS og flere af centralmyndighederne i de andre modtagerlande, om
de er i besiddelse af oplysninger om forholdende i et bestemt afgiverland i en bestemt periode.
Samarbejde og dialog mellem modtager- og afgiverland og mellem sagens involverede parter, den
adopterede, adoptanterne og eventuelle biologiske forældre er vigtig gennem hele processen.
Hvis der også er tale om en mistanke om ulovlige forhold hos danske myndigheder, kan det være relevant
at forsøge at indhente yderligere oplysninger fra andre myndigheder i Danmark for at få yderligere
oplysninger om den konkrete sag.
I alle tilfælde skal der være opmærksom på at behandle sagerne fortroligt og i overensstemmelse med
lovgivningen om databeskyttelse og forvaltningsret.
c) Reaktionsmuligheder ved bekræftet mistanke om ulovlige forhold i konkrete sager
De enkelte reaktionsmuligheder er ikke beskrevet i en kronologisk rækkefølge. Rækkefølgen vil afhænge af
den enkelte sags omstændigheder, og de enkelte skridt skal ikke nødvendigvis foretages i alle sager.
•
Betydning for aktive samarbejder
Konstateringen af ulovlige forhold i én eller flere adoptionssager fra et afgiverland, hvor DIA har et aktivt
samarbejde, vil kunne få betydning for det pågældende samarbejde og er reguleret i de eksisterende regler.
Det kan eksempelvis være, at formidlingen fra det pågældende afgiverland må begrænses, eller at den kun
kan ske under visse betingelser. Det kan også være, at tilladelsen til at formidle adoptioner fra det
pågældende afgiverland må trækkes tilbage.
•
Betydning for den formidlende organisation
Hvis den formidlende organisation eller nogen af organisationens lokale repræsentanter i udlandet har
været involveret i ulovlige forhold, kan social- og indenrigsministeren tilbagekalde organisationens
tilladelse til at yde adoptionshjælp.
•
Anden støtte og vejledning til de involverede
De konkrete muligheder for støtte og vejledning til de involverede i den enkelte adoptionssag med ulovlige
forhold må bero på en konkret vurdering af de samlede omstændigheder i sagen. Hensynet til barnets
bedste samt barnets (den voksne adopteredes) fundamentale rettigheder skal være det overordnede
hensyn ved valget af den enkelte løsning.
Ankestyrelsen skal som den danske centralmyndighed kunne vejlede om og henvise den adopterede
(afhængig af alder), adoptanter og eventuelle biologiske forældre til de forskellige muligheder for
assistance i adoptionssager.
10
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
Ankestyrelsen kan vejlede om de eksisterende muligheder efter de danske regler på adoptionsområdet:
•
•
Støtte i form af PAS hos Ankestyrelsen
Parterne kan overveje, om de ønsker at ansøge om ophævelse af adoptionen eller forsøge at få
adoptionen erklæret for ugyldig. Det er reglerne i det land, der har truffet afgørelse om
adoptionen, der finder anvendelse og er afgørende for, om adoptionen kan ophæves eller erklæres
ugyldig.
Ankestyrelsen vil også kunne henvise den enkelte til afgiverlandets centralmyndighed for yderligere bistand
efter afgiverlandets regler.
I forhold til eventuelle øvrige muligheder i Danmark indenfor andre retsområder (eksempelvis strafferet
eller erstatning og muligheden for retshjælp eller fri proces), som kunne være relevante i den enkelte sag,
kan Ankestyrelsen alene henvise til rette myndighed i Danmark.
4.1.2 Flere sager og sagskomplekser
a) Indledende undersøgelse af den rejste mistanke
Såfremt der opstår mistanke om ulovlige forhold i forbindelse med formidlingen fra et konkret børnehjem
eller den samlede adoptionsformidling fra et specifikt afgiverland i en afgrænset periode, og den
formidlende organisation ikke længere har et aktivt samarbejde med de pågældende aktører, vil
Ankestyrelsen starte en indledende undersøgelse af de påståede ulovlige forhold. Der vil formentlig ikke
være tilfælde, hvor Ankestyrelsen vil kunne afvise at starte en indledende undersøgelse, hvis der rejses en
mistanke om ulovlige forhold.
Ved Ankestyrelsens indledende undersøgelse vil følgende sagsskridt kunne komme i betragtning i
forbindelse med indhentelse af yderligere information om mistanken om de ulovlige forhold. Det er ikke
sikkert, at alle sagsskridt vil være relevante i forhold til alle henvendelser. Dette må bero på en konkret
vurdering af den enkelte henvendelse.
•
•
•
•
•
Høring af DIA i forhold til mistanken om de ulovlige forhold
Høring af andre centralmyndigheder i modtagerlandene
Høring af ISS
Høring af centralmyndigheden i afgiverlandet
Gennemgang af et vist antal stikprøvesager
b) Reaktionsmuligheder ved konstaterede ulovlige forhold i større sagskomplekser
Hvis der efter den indledende undersøgelse er grundlag for at antage, at der kan være tale om ulovlige
forhold i tidligere adoptionssager fra et bestemt afgiverland i en given periode, vil styrelsen informere de
adopterede og andre berørte om mistanken om de ulovlige forhold på Ankestyrelsens hjemmeside. De
adopterede eller andre berørte vil herefter kunne rette henvendelse til styrelsen, hvis de har en mistanke
om, at der er ulovlige forhold i deres adoptionssag.
Hvis Ankestyrelsen modtager en sådan henvendelse fra en adopteret eller andre berørte med mistanke om
ulovlige forhold i en konkret adoptionssag, finder retningslinjerne for behandlingen af konkrete
adoptionssager med mistanke om ulovlige forhold anvendelse, se afsnittet ovenfor.
•
Betydning for aktive samarbejder
Konstateringen af ulovlige forhold i én eller flere adoptionssager fra et afgiverland, hvor DIA har et aktivt
samarbejde, vil kunne få betydning for det pågældende samarbejde. Det kan eksempelvis være, at
11
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
formidlingen fra det pågældende afgiverland må begrænses, eller at den kun kan ske under visse
betingelser. Det kan også være, at den danske tilladelse til at formidle adoptioner fra det pågældende
afgiverland må trækkes tilbage.
•
Betydning for den formidlende organisation
Hvis den formidlende organisation eller nogen af organisationens repræsentanter (kontaktpersoner) er
involveret i en ulovlig adfærd, kan social- og indenrigsministeren tilbagekalde organisationens tilladelse til
at yde adoptionshjælp.
5. Udarbejdelse af historisk praksisoversigt som arbejdsredskab
For effektivt at kunne yde den beskrevne bistand til de adopterede og til offentligheden anbefales det at
skabe et samlet overblik over den internationale adoptionsformidling fra 1965, hvor den første formidlende
organisation blev akkrediteret til at formidle børn fra udlandet til den 1. januar 2016, hvor adoptionsloven
om et nyt adoptionssystem trådte i kraft.
Med en historisk praksisoversigt til rådighed vil Ankestyrelsen hurtigt kunne tilvejebringe generelle
oplysninger om de udenlandske organisationer, der gennem tiden har samarbejdet med Danmark om
international adoptionsformidling, hvilke regler og hvilket tilsyn formidlingen var underlagt på det
tidspunkt, hvor de ulovlige forhold fandt sted. Oversigten vil også have til formål at tilvejebringe
oplysninger om, hvilken viden de danske myndigheder havde om det konkrete samarbejde og hvordan
samarbejdet mellem de danske organisationer og deres udenlandske samarbejdsparter var tilrettelagt.
De danske myndigheder har siden 1965 reguleret adoptionsformidlingen fra udlandet. Omfanget af
reguleringen og fokuspunkterne i det løbende tilsyn med formidlingen har dog med årene ændret sig i takt
med det internationale adoptionsområdes udvikling og de indvundne erfaringer med formidlingsarbejdet i
ind- og udland.
Det betyder, at de internationale adoptioner, der er gennemført via de formidlende organisationer siden
1960’erne er blevet gennemført under forskellige regelsæt i både ind- og udland.
Samtidig fører myndighederne i dag et langt tættere tilsyn og udøver en mere vidtrækkende kontrol af
indholdet og oplysningerne i de enkelte adoptionssager end tidligere. Den internationale
adoptionsformidling i Danmark reguleres i dag tæt, hvilket afspejler de erfaringer og den politiske aftale fra
2014, der er gået forud for disse regler.
Set i et historisk perspektiv er dette resultatet af en udvikling, der gennem de seneste 50 år har ført til, at de
danske myndigheder i langt højere grad end hidtil er pålagt er direkte ansvar for at sikre at adoptionerne fra
udlandet gennemføres til barnets bedste og er lovlige og etiske forsvarlige og dermed forebygge og forhindre
ulovlige forhold.
Det afgørende brud i international sammenhæng er vedtagelsen af Haagerkonventionen om international
adoption i 1993, som Danmark ratificerede i 1997.
For at kunne yde bistand ved mistanke om ulovlige forhold i en konkret adoptionssag eller et sagskompleks er
det nødvendigt med indsigt i de regler, der på tidspunktet for adoptionens gennemførelse blev betragtet som
ulovlige forhold i Danmark og det pågældende afgiverland. Denne viden er påkrævet for at kunne bistå med en
indledende afdækning sagens faktiske forløb, samt en eventuel yderligere afdækning med henblik på at be-
eller afkræfte mistanken om ulovlig adfærd.
12
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
For at kunne redegøre effektivt og fyldestgørende for myndighedernes ansvar, er det også nødvendigt at
kortlægge myndighedsansvarets udvikling fra og med 1960’erne til og med adoptionsreformen i 2016.
En historisk praksisoversigt vil kunne dække perioden 1965-2015 og indeholde følgende oplysninger:
•
•
•
•
•
Samling af relevante danske regler på området, herunder de formidlende organisationers
akkrediteringsvilkår
Beskrivelse af myndighedsstruktur samt opgave- og ansvarsfordeling
Oversigt over akkrediterede formidlende organisationer og deres udenlandske samarbejdsparter
Særlig beskrivelse af myndighedernes praksis i relation til godkendelse af udenlandske
samarbejdsparter og tilsynet med formidlingen fra udlandet og de formidlende organisationer
Journaloversigt for tilsynsmyndighedens sager
6. Ressourceforbrug i Ankestyrelsen
Som tidligere nævnt har der i Danmark i de sidste par år alene været få henvendelser med mistanke om
ulovlige forhold i adoptionssager. Ankestyrelsen har dog gennem arbejdet i det internationale netværk på
området modtaget oplysninger om, at der i flere andre modtagerlande ses et stigende antal henvendelser
vedrørende ulovlige forhold i adoptionssager. Der er på baggrund af oplysningerne i det internationale
netværk grund til at tro, at også Danmark/Ankestyrelsen vil modtage et stigende antal henvendelser med
mistanke om ulovlige forhold i adoptionssager i fremtiden.
Ressourceforbruget i Ankestyrelsen i forbindelse med håndtering af mistanke om ulovlige forhold i
adoptionssager kan, idet der på nuværende tidspunkt alene er få henvendelser om konkrete
sager/sagskomplekser, begrænses til 1 årsværk i et år til brug for udarbejdelse af den historiske
praksisoversigt.
13
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
Bilag 2:
Høringssvar fra DIA
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0017.png
Ankestyrelsen
Birkerød den 15.10.2020
Vedr. Høring over belysning af ulovlige forhold i adoptioner fra Chile i
1970’erne og frem.
DIA har modtaget Ankestyrelsens høring vedrørende ovennævnte den 15. september
2020.
DIA har til brug for denne besvarelse foretaget en overordnet gennemgang af
foreliggende korrespondance mellem Adoption Center (herefter AC) og
samarbejdslandet Chile, samt gennemgået adoptionssagerne fra Chile med fokus på
at besvare Ankestyrelsens spørgsmål. Henset til de sidste adoptioner var tilbage i
1990’erne må vi tage forbehold for
at der kan være materiale og informationer, der
ikke længere er tilgængelige.
Ankestyrelsen har anmodet DIA om at redegøre for:
den daværende adoptionsformidling fra Chile i sin helhed, herunder bedt om,
at DIA om at sende alle de oplysninger om formidlingen, som DIA er i
besiddelse af, herunder hvordan samarbejdet kom i stand, periode, antal
formidlinger, kopi af eventuelle samarbejdsaftaler, samt hvorfor samarbejdet
ophørte etc.
DIA kan oplyse, at der i alt er formidlet 111 børn fra Chile til Danmark via de to
tidligere organisationer, AC og DanAdopt. Det har primært været AC, der har
formidlet børn fra Chile.
DanAdopt har kun gennemført to adoptioner fra Chile, hvor børnene blev hjemtaget i
hhv. 1989 og 1990. DIA`s besvarelse er derfor primært baseret på de oplysninger,
der foreligger fra ACs samarbejde med Chile i perioden 1976 til 1995.
Vi skal bemærke, at vi ikke har undersøgt om den tidligere adoptionsformidlende
organisation Terres des Hommes også kan have formidlet børn fra Chile, da vi ikke
har haft direkte adgang til disse sager.
Hovedgaden 24, 1.
DK-3460 Birkerød
Tlf.: 45 81 63 33
Fax: 45 81 74 82
Mail: [email protected]
Cvr.nr 49661517
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
AC formidlede børn fra Chile i perioden 1976 til 1995, og der blev formidlet i alt
109 børn, fordelt på følgende år:
1976 1 barn
1977 0 børn
1978 5 børn
1979 19 børn
1980 25 børn
1981 20 børn
1982 4 børn
1983 7 børn
1984 7 børn
1985 9 børn
1986 4 børn
1987-88 0 børn
1989 2 børn
1990 2børn
1991 3 børn
1992-94 0 børn
1995 1 barn
Samarbejdet blev opstartet med den statslige institution, Casa Nacional del Nino, i
1978 efter at AC havde været på besøg i Chile i marts måned 1978.
Hovedparten af de danske adoptioner blev gennemført i perioden 1978-1981. Efter
flere års lovarbejde i Chile trådte en ny lov i kraft i 1988, og AC forsøgte at
genetablere samarbejdet, men som det ses af tabellen blev der alene gennemført få
adoptioner i årene efter lovændringen og den sidste adoption blev gennemført i 1995.
Der har tilsyneladende været pauser i formidlingen mellem begyndelsen af 1982
til1983 og igen fra foråret 1986 til foråret 1989.
Det er ikke helt klart, hvornår samarbejdet officielt stoppede og det fremgår af
korrespondancen, at AC også i senest i 1996 arbejdede med én konkret
adoptionssag, hvor familien i forbindelse med afhentning af barnet i Chile afbrød
adoptionen. Der ses ikke efterfølgende at have været nye sager fra Chile.
Vi har i sagsgennemgangen ikke fundet nogle samarbejdsaftaler med de chilenske
myndigheder eller akkrediteringer fra de chilenske myndigheder, men det fremgår at
2
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
AC registrerede deres samarbejdspartnere i Chile hos Justitsministeriet i Danmark,
ligesom hver enkelt matchningssag blev godkendt af amterne.
Formidlingens form:
Ankestyrelsen har videre bedt om at DIA redegøre for:
de forskellige samarbejdsparter de tidligere danske organisationer har haft i
Chile, herunder navn, beskrivelse af samarbejdet og kontaktpersonen, antal
formidlinger, samt de økonomiske aspekter af samarbejdet.
DIA kan oplyse, at AC i perioden 1978 til 1980/81 primært samarbejdede med Casa
Nacional del Nino.
Casa Nacional del Nino var et statsligt børnehjem i Santiago, der hørte under
sundhedsministeriet. I november 1982 blev Casa Nacional del Nino overdraget til det
chilenske CORDAM (Corporación de Ayuda al Menor), som var en
hjælpeorganisation etableret af de chilenske Carabineros (det chilenske politi), og
som modtog støtte fra medlemmerne, samt offentlige og private fonde. Casa
Nacional del Nino blev senere i 1990 lagt ind under centralmyndigheden, Sename.
Børnene der blev formidlet til international adoption, var typisk fra 2 år og op.
AC havde ved påbegyndelsen af samarbejdet ikke en kontaktperson i Chile, men
samarbejdede direkte med Casa Nacional del Nino. ACs kontaktperson ift.
adoptionerne fra Casa Nacional del Nino var socialrådgiver Ruth Chia, som var ansat
på børnehjemmet.
Fra ca. 1980/81 og frem ændrede formidlingsbilledet sig, og adoptionerne var som
udgangspunkt private adoptioner, disse blev også primært forestået af socialrådgiver
Ruth Chia ved siden af hendes arbejde i Casa Nacional del Nino.
Her blev spædbørn oftest direkte overdraget af deres biologiske mor til udenlandsk
adoption og børnene opholdt sig i familiepleje (private care) indtil de blev eskorteret
til Danmark. Mødrene afgav samtykke til disse adoptioner ved notar og/eller
domstolene.
Der var efter 1989 også få formidlinger fra børnehjemmet Ciudad del Nino.
Alle børn blev eskorteret fra Chile til Danmark frem til 1988, hvilket var almindeligt for
den tid og f.eks. også i formidlingen fra Sydkorea, Indien m.fl. Efter lovændringen i
3
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
1988 blev det et krav, at en eller begge forældre skulle rejse til Chile og give møde i
domstolen samt hjemtage barnet.
Vi har set enkelte adoptioner, hvor har ansøgerne selv haft en direkte kontakt til Chile
og et konkret barn, hvorefter AC har bistået ansøgerne med hjælp fra Ruth Chia.
I den sidste periode af formidlingen efter 1990 skete formidlingen via Sename, den
chilenske centralmyndighed.
Ruth Chia var ifølge det foreliggende materiale repræsentant for AC fra begyndelsen
af 1983 efter at hun er stoppet som socialrådgiver hos Casa National del Nino i
forbindelse med at organisationen overgik til at være en privat organisation og frem til
1986.
Da samarbejdet med Ruth Chia indgås spørger AC til om formidlingen kan starte
igen, når der fortsat ikke er vedtaget en ny lov, og Ruth Chia forklarer at ingen ved,
hvornår den nye lov vil blive færdig, men at alle de private institutioner igen arbejder
ligesom før.
Efter lovændringen i 1988 fik AC kontakt til Advokat Fernando Chacon, som af egen
drift kontaktede AC og tilbød sin bistand i begyndelsen af 1989. Chacon
repræsenterede AC frem til 1992.
I slutningen af 1992 får AC kontakt til en dansk kvinde i Chile, Lone Ehlers, som de i
begyndelsen af 1993 ansætter som repræsentant. Det fremgår at hun ansættes med
henblik på afslutning af 2 konkrete sager, hvor de danske familier er godkendt af
Sename og har ventet længe. Da det var Lone Ehlers, der bistod DanAdopt med
deres 2 sager i 1989 og 1990, går DIA ud fra, at det er herigennem at kontakten er
skabt.
Maria Eugenia Pudmer var ACs repræsentant fra marts 1995. Samarbejdet startede
efter et besøg i Chile, hvor AC havde mødtes med Maria Pudmer og stoppede
allerede 1 år senere omkring juni 1996, hvor den sidste familie var rejst ud for at
hjemtage barn. Familien afbrød dog adoptionen og rejste hjem uden barnet.
Vi har i sagsgennemgangen ikke fundet nogen egentlige samarbejdsaftaler med
ovennævnte, men det fremgår klart af diverse dokumenter, at der har været tale om
faste, strukturerede og organiserede samarbejder med pågældende personer.
Vedrørende antallet af formidlinger henvises til den medsendte tabel (ovenfor),
hvoraf det fremgår hvor mange børn der ankom pr. år i den samlede periode
4
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
Økonomi:
Ift. de økonomiske aspekter af samarbejdet skal vi oplyse, at vi i sags
gennemgangen ikke har fundet gamle regnskaber eller lignende, som vil kunne give
et mere detaljeret indblik i økonomien omkring samarbejdet, men vi har kunne danne
os et indtryk af udgifterne forbundet med formidlingen bl.a. ud fra de oversigter AC
havde over de enkelte adoptioner, hvoraf det fremgik hvilke udgifter de havde til de
enkelte adoptioner
Det fremgår bl.a. at ved adoptioner fra Casa Nacional del Nino blev der betalt et fee
der startende i 1978 var på 150 USD beløbet stiger fra 1979 til 300 USD, der
vedrørte et gebyr for sagens behandling, udarbejdelse af medical report, tøj til barnet
når det skulle rejse til Danmark samt diverse udgifter, f.eks. transport mv. Derudover
blev der betalt en donation på 6-700 USD pr. adoption.
For de private adoptioner
(hvor børnene var i ”private care”) blev der betalt et gebyr
til Ruth Chia på 2000 USD. Udgifterne er ikke umiddelbart nærmere specificeret, men
dækkede alle sagens omkostninger, herunder betaling for pleje og ophold i
plejefamilie frem til barnets hjemtagelse samt gebyr til Ruth Chia. Derudover var der
udgifter til advokatbistand på 500 USD, der blev betalt direkte til advokaten. Der
kunne i konkrete sager være ekstra udgifter fx, hvis der var foretaget kejsersnit eller
til særlige lægeundersøgelser af barnet i forbindelse med udarbejdelse af medical
report.
I sager fra slutfirserne og 90’erne
betales der for hver sag et gebyr til ACs
kontaktperson, advokat Chacon, på 3000 USD, der ifølge korrespondancen dækker
alle sagens omkostninger inklusiv en donation til børnehjemmet på 1000 USD.
Mens de øvrige repræsentanter er blevet betalt med et gebyr pr. sag, modtager Lone
Ehlers et fast honorar pr. måned, først på 500 USD, der senere nedsættes til 250
USD. Dertil kommer udgifter til kontorhold.
I sager formidlet via SENAME findes tre sager, hvor to ikke gennemføres. På den
ene sag, der blev gennemført kan vi se udgifter til advokat på 800 USD og til ACs
repræsentant, Maria Pudmer, på 500 USD
Mistanke mulige ulovligheder:
Ankestyrelsen har bedt DIA om at beskrive:
5
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
hvordan AC Børnehjælp i 1980’erne eventuelt forholdt
sig til den mistanke, der
på daværende tidspunkt blev rejst i den chilenske presse om mulige ulovlige
forhold i adoptionsformidlingen fra Chile, og hvor Casa National del Ninõ
efterfølgende indstillede sine aktiviteter
.
Det er uklart for DIA hvilken
konkret mistanke Ankestyrelsen omtaler i 1980’erne,
hvilket gør det svært i vores research for at forholde mere præcist til spørgsmålet.
Det DIA kan se i akterne fra den tidligere organisation AC fra denne periode er en
række avisartikler fra 1983, som omhandler noget der betegnes som en skandale fra
et område syd fra Santiago, San Fernando, hvor dommeren Ivonne Gutierrez i nogle
år skulle have været
”hovedbagmand”
for ca. 50 adoptioner, som angiveligt ikke
foregik på lovlig vis.
Der er flere forskellige artikler på dette tidspunkt, hvor det bl.a. fremgår at 500 børn
årligt forlader Chile. Artiklerne omhandler både mistanke om illegale adoptioner, men
også om adoptionsansøgere, som ikke er godkendt eller kontrolleret i deres
hjemlande og om adoptivforældres misbrug af og udnyttelse af børn.
I en af artiklerne fremgår det, at man både kan få børn ud af landet på legal vis og på
illegal vis. De legale foretages med moderens og domstolenes billigelse, mens de
illegale foregår uden om loven, hvor gravide kvinder opsøges, indlægges på en klinik
og så kommer udenlandske kvinder til Chile i et par uger og tager et nyfødt barn med
sig tilbage, som er indskrevet i deres eget navn, altså noget der bedst kan betegnes
som en form for rugemoderskab.
Sagen fra San Fernando var medvirkende til en større politiundersøgelse, hvor alle
aktører på adoptionsområdet skulle undersøges, og Justitsministeriet påbegyndte en
ændring af lovgivningen på adoptionsområdet med henblik på at skabe større
retssikkerhed på området. Dette lovarbejde på gik i flere år og først i 1988 var der en
ny lovgivning på adoptionsområdet.
Af tidligere ACs korrespondance med Ruth Chia fremgår det bl.a. at hun oplyser om
skandalen i San Fernando, og forklarer hvordan hun selv og andre er blevet afhørt
i forbindelse med den generelle undersøgelse, der blev iværksat. På grund af
undersøgelsen stopper behandlingen af de igangværende sager i en periode på ca.
1 år.
Omkring adoptionerne til Danmark skriver Ruth Chia, at alle sager til Danmark er
udført i overensstemmelse med kravene i den chilenske lov, alle juridiske aspekter er
6
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
blevet opfyldt og Ruth Chia henviser til at det kan dokumenteres i hver eneste sag i
den dokumentation, der ligger hos domstolen.
Det fremgår ikke umiddelbart hvad baggrunden er for at Casa National del Nino
suspenderer sine adoptionsaktiviteter i begyndelsen af 1982, men det fremgår af
korrespondance med Ruth Chia, at der er kommet ordre fra Justitsministeriet i
begyndelsen af februar om at ingen børn må forlade Casa Nacional del Nino med
henblik på adoption til udlandet, før de har modtaget nye instrukser. Disse instrukser
kommer ca. 1 måned senere og indebærer ifølge korrespondance med socialrådgiver
Ruth Chia, at ansøgerne for fremtiden selv skal ansøge om overdragelse af
værgemålet direkte ved domstolen for mindreårige. Hvis de ikke selv kan være til
stede, skal de lade sig repræsentere, men dette må ikke være af ansatte på Casa
Nacional del Nino.
DIA har i vores dokumenter ikke fundet oplysninger eller artikler, der omhandler at
der skulle være foregået ulovligheder på Casa Nacional del Nino og da institutionens
suspension af sin adoptionsaktiviteter både falder sammen med de iværksatte
undersøgelser, men også overdragelsen af institutionen til Cordam er det ud fra det
nuværende grundlag vanskeligt at konkludere på den egentlige årsag til dette.
I DIAs gennemgang af sager, har vi ikke set børn formidlet fra domstolen I San
Fernando.
DIA har på baggrund af det tilgængelige og foreliggende formidlings materiale ikke
mulighed for at komme det nærmere ift. hvordan AC forholdt sig til de mistanker der
opstod i 80’erne om ulovligheder i forbindelse med adoption
i Chile. Vi kan dog se i
dialogen mellem AC og Ruth Chia, at AC udtrykker stærk bekymring over situationen
og den stigende debat om ulovligheder relateret til adoption. Vi kan af materialet se
at der imidlertid synes at være tillid til, at de sager der behandles for AC foregår og er
foregået på legal vis. DIA har i dag ingen ansatte, der har kendskab til samarbejdet
med Chile eller var involveret i samarbejdet.
Ankestyrelsen har endvidere bedt om de fem første sager, der blev formidlet fra
”private care”
DIA fremsender følgende fem sager med post til Ankestyrelsen:
4338
4206
4573
4927
7
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
4952
DIA skal oplyse, at disse første fem sager fra private care ikke er indgået i vores
generelle sagsgennemgang jf. nedenfor, men vi har gennemgået de fem sager
særskilt, og skal i den forbindelse bemærke, at de to første sager (4338 og 4206)
adskiller sig fra de øvrige private care/private adoption sager vi har set, idet det i
dommene ikke eksplicit fremgår om biologisk mor har samtykket til adoptionen, men
den biologiske mor er kendt i den første sag og hendes navn fremgår af medical
report og i den anden sag fremgår begge forældres navne af medical report.
I de tre sidste sager fremgår det eksplicit, at biologisk mor har samtykket til
adoptionen.
Slutteligt har Ankestyrelsen bedt DIA om at sende en redegørelse for de konklusioner
DIA er kommet frem
til i forbindelse med DIA’s egen sagsgennemgang af sager fra
Chile.
DIA har på nuværende tidspunkt gennemgået ca. 70% af sagerne fra AC (78 sager),
fra hele formidlingsperioden 1977-1995, og er fortsat i gang med at gennemgå de
resterende sager. Fem af de gennemgåede sager er udlånt til Ankestyrelsen, hvorfor
vi ikke har haft adgang til alle data i disse sager
Sagerne er gennemgået ud fra et skema hvor følgende oplysninger er noteret:
Årstal: Hjemtag/Ankomst+/sagsnummer
Barnets navn og fødselsdato
Placering
Samtykke og information om forældre
Fødselsattest, fremgår det danske eller chilenske navn, dato for udstedelse,
distrikt hvor attesten er udstedt.
Medical & social report, dato for udstedelse, hvor er den udstedt, er biologiske
forældre anført, hvem underskriver
Dom, hvilken domstol, navn på dommer, sekretær og repræsentant for
ansøger. Er der info om Casa Nacional del Nino eller andet i dommen.
Kontaktperson for AC
Ankomst til Danmark og evt. eskorte
Hvornår er adoptionen gennemført
Hvornår er der sendt indfødsretsbevis til Chile
8
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
På baggrund af gennemgangen indtil nu har vi bl.a. gjort os følgende observationer:
Lidt over halvdelen af børnene har været placeret på Casa Nacional del Nino (38) og
den anden halvdel
har været børn fra ”private care”, hvilket vil sige, at der er tale om
private adoptioner. Der er endvidere ganske få børn formidlet fra Ciudad del Nino og
SENAME. I enkelte sager fremgår det ikke, hvor børnene er formidlet fra
(dette er sager
fra 90’erne,
og børnene kan være formidlet via SENAME). I ganske få
sager har ansøgerne selv have haft en direkte kontakt til Chile og et konkret barn,
hvorefter AC har bistået ansøgerne.
Frem til ca. 1980/81 kommer børnene primært fra Casa Nacional del Nino og derefter
bliver de fleste børn formidlet via private adoptioner.
I ca. 86% (8 ukendte + 1 kun med fornavn) af sagerne er barnets mor kendt, og i
flere sager er der også kendskab til barnets far. Oplysninger om forældrene kan
fremgå flere steder i sagerne typisk på medical og fødselsattest og også i dommen.
I sagerne fra Casa National del Nino fremgår det primært ikke om der er givet
samtykke eller ej, og navnene på de biologiske forældre står oftest blot på medical.
I alle sagerne med private adoptioner er der bortset fra i en sag givet samtykke fra
biologisk mor (og evt. far).
I sagerne foreligger, som det klare udgangspunkt, en fødselsattest, medical og social
report. I alle sager er der domme om værgemål til de danske adoptanter, hvor der
også gives tilladelse til at barnet rejser ud af landet.
Medical og social report er i størstedelen af sagen underskrevet af hhv. Dr. Attila
Csendes, som var tilknyttet Casa Nacional del Nino og Dr. Raul Erzo Corona.
Ruth Chia medunderskriver på flere af rapporten sammen med Dr. Raul Erzo
Corona.
Langt størstedelen af dommene er afsagt i Santiago, flere af dommerne og
sekretærerne i retten er gennemgående. Ligesom der har været samarbejdet med
faste advokater i sagerne. Advokaterne Magaly Huerta Rojas og Maria Luisa
Avedano har primært repræsenteret de danske ansøgere, hvilket fremgår af de
gennemgåede sager. Ruth Chia har også haft fuldmagt til at repræsentere
ansøgerne.
Børnene der blev formidlet fra Casa Nacional del Nino har i de gennemgåede sager
været i alderen fra 2-6 år, da dom om værgemål afsiges. De fleste børn var omkring
4 år.
9
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
Børnene fra de private adoptioner var primært spæde og adoptionerne blev hurtigt
gennemført.
Dette kan med nutidens børnesyn in mente vække opmærksomhed. Vi finder derfor,
at det generelt er vigtigt at være opmærksom på, at tiden var en anden, børnesynet
og adoption var noget andet for 40 år siden. Det var ikke ualmindeligt at spædbørn
blev bortadopteret, hvilket også skete i andre af de tidligere organisationers
samarbejdslande og ikke mindst i nationale adoptioner i Danmark.
Det er i sagerne med de spæde børn værd at bemærke, at der i disse sager er givet
samtykke til adoptionerne. Om afgivelsen af samtykke beskriver Ruth Chia, at
samtykket skal gives af biologisk mor i retten for mindreårige efter fødslen, hvor hun
skal underskrive nogle dokumenter, hvor hun erklærer at hun vil give sit samtykke til
at hendes barn adopteres til en bestemt familie. Den fremtidige adoptantfamilies
navn skal ligeledes fremgå af dokumentet.
I forhold til frivilligheden af den biologiske mors samtykke fremgår det, at der er flere
sager, der trækkes tilbage efter barnets fødsel og Ruth Chia anfører i sin
korrespondance til AC, at i 50 % af alle tilfældene af de private adoptioner fortryder
mødrene, hvilket lovgivningen skaber mulighed for.
Samlet set danner der sig et billede af en formidling, hvor der ses en ensartet
behandling af sagerne, hvor der fx i alle sager er afsagt domme om værgemål med
henblik på adoption. Der er flere gennemgående aktører i sagerne, herunder
kontaktpersoner, læger, dommere og advokater. DIA er vidende om at flere af disse
personer er genstand for den undersøgelse der pågår i Chile
Med den viden vi har i dag, er der ingen tvivl om at gennemførelse af private
adoptioner rummer risiko for uetisk adfærd i adoptionsprocessen, men vi finder ikke
på det foreliggende grundlag, at vi kan drage nogen konklusioner hverken for eller
imod oplysningerne om, at der skulle have foregået ulovligheder i forbindelser med
de danske adoptioner fra Chile.
Ud fra det foreliggende er det dog umiddelbart vort indtryk, at der i de danske sager
er tale om legale sager i overensstemmelse med de daværende regler i Chile.
Formidlingen skal dog som nævnt ses i sammenhæng med tidspunktet for
formidlingerne samt den lovgivning der eksisterede på dette tidspunkt såvel i
Danmark som i Chile. Det er klart at der i dag er et væsentligt øget fokus på selve
adoptionsprocessen og adoptionssystemet og ikke mindst barnets rettigheder. Børn
bliver ikke eskorteret længere, børn får langt flere oplysninger om deres baggrund,
10
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
der er langt større regulering og åbenhed om betalinger mv. og private adoptioner er i
de fleste lande ikke længere tilladt.
DIA fortsætter vores undersøgelse af ACs formidling fra Chile, både af de sidste
sager, men også en mere indgående gennemgang af korrespondancen, hvor dele af
korrespondancen i de sidste formidlings år alene er på spansk. Dette sker også og
primært for at DIA på bedst mulig vis kan bistå de adopterede i PAS-sagerne, og
sikre at f.eks. oplysninger om, hvem der har eskorteret børnene eller om hvor de har
været i plejefamilie noteres på sagerne, hvor det fremgår af korrespondancen, idet
sådanne oplysninger desværre ikke blev registreret på sagerne dengang.
Hvis billedet skulle ændre sig væsentligt ved gennemgangen af de sidste godt 20
sager eller hvis vi finder nye oplysninger eller informationer, der kan uddybe vores
indsigt i de tidligere adoptionsformidlende organisationers formidling af adoptioner fra
Chile, vil vi naturligvis gøre Ankestyrelsen opmærksom på dette. Vi forventer at have
afsluttet vores undersøgelse endeligt medio november.
Såfremt I måtte have spørgsmål til ovennævnte eller skulle ønske yderligere
uddybning er I naturligvis velkomne til at kontakte os, ligesom vi naturligvis gerne
stiller os til rådighed for et møde, hvor ovenstående redegørelse kan drøftes mv.
Med venlig hilsen
Andrea Jedrzejowska
11
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0028.png
Ankestyrelsen
Birkerød den 23.12.2020
Om resultaterne af DIAs gennemgang af adoptioner fra Chile
DIA har nu lavet en afsluttende gennemgang af alle sager fra Chile. Denne
gennemgang skal ses som et supplement til vores høringssvar indsendt tidligere i år.
Endvidere er dette svar også sendt til filmselskabet Pipeline, som har haft spørgsmål
til sagerne fra Chile, herunder bl.a. spørgsmål til, hvilke personer, der var involveret i
sagerne; socialrådgivere, læger, dommere mfl.
I forhold til det tidligere AC Børnehjælps samarbejder og kontaktpersoner gennem
årene, samt hvilke år adoptionerne er gennemført i, henviser vi til den kopi af vores
høringsvar til Ankestyrelsen, som vi tidligere har sendt til jer.
Der er i alt formidlet 111 børn fra Chile til Danmark, heraf blev de 109 adoptioner
gennemført via AC Børnehjælp.
Ti sager vedrørende 11 børn er indsendt til tilsyn i Ankestyrelsen, og de indgår derfor
ikke i gennemgangen. Disse afventes retur fra Ankestyrelsen. Derudover indgår de to
sager, der blev gennemført via DanAdopt heller ikke. DVS resultaterne baserer sig
på gennemgangen af i alt 98 børns sager.
De 98 sager er primært formidlet via enten Casa Nacional del Nino (52) eller børn der
er formidlet fra ”Private Care” (39). I de sidste 7 sager, er der enkelte sager, hvor det
ikke fremgår hvor børnene er formidlet fra samt få børn formidlet fra Ciudad del Nino
og SENAME
Hovedgaden 24, 1.
DK-3460 Birkerød
Tlf.: 45 81 63 33
Fax: 45 81 74 82
Mail: [email protected]
Cvr.nr 49661517
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0029.png
7
39
52
Andet
CNDN
Private Care
I de sager der indgår i gennemgangen, er der givet samtykke i 40 af sagerne mens
der ikke er givet samtykke i 58 af sagerne. Der er samtykke i alle sager, der er
formidlet fra Private Care, mens der ikke foreligger eksplicit samtykke i nogen af
sagerne fra Casa Nacional del Nino.
Som vi også oplyste i vores høringssvar til Ankestyrelsen, er en eller begge forældre
kendt i de fleste sager. Oplysningerne fremgår oftest af Medical, men kan også
fremgå af dommen og/eller fødselsattesten. I ca. 83% af sagerne fremgår der
oplysninger om biologisk mor, og i ca. 39 % af sagerne fremgår der også oplysninger
om far. I knap 12 % af sagerne fremgår der ingen oplysninger om de biologiske
forældre. I en enkelt sag svarende til ca. 1 % fremgår kun forældrenes fornavne.
I de fleste sager er hverken barnets fornavn eller efternavn det danske på
fødselsattesten (I kun 14 ud af 98 sager).
I de gennemgåede sager, har følgende læger eller socialrådgivere underskrevet
Medical og Social report:
Dr. Carlos
Dr. Attila Csendes
Dr Raul Erazo Corona
Dr. Carmen Barros F
Dr. Luz Basaure.
Dr. Eduardo P. Moraga Castro
Dr. Rodolfo Quiroga A.
Dr. Camila gomez Raimers
Telma Uribe
Ruth Chia
Maria Salazar
Ana Holman Moreno
2
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
Veronica C Toro Mendez
Fernando Chacon
Medical og social report er i størstedelen af sagen underskrevet af hhv. Dr. Attila
Csendes, som var tilknyttet Casa Nacional del Nino og Dr. Raul Erzo Corona og Ruth
Chia medunderskriver på flere af rapporterne. Telma Uribe har kun underskrevet
socialrapporten i en enkelt sag, mens de øvrige går igen i flere eller enkelte sager.
Som det fremgår af høringssvaret til Ankestyrelsen er langt størstedelen af dommene
afsagt i Santiago, flere af dommerne og sekretærerne i retten er gennemgående.
Følgende navne fremgår af kendelserne i de danske sager:
Dommer Laura Garcia Roa
"Dommer Maria Angelica Granifo Soto.
Dommer Cristina S. Albornoz
Dommer Maria Aguilo Pujol
Dommer Elena Montt Rivadeneira
Dommer Gladys Pizarro Pizarro
Marcial Rojas Infante
Dommer Flora Colantes Espinoza
Dommer Maria Angelica Grimberg Letelier
Dommer Gloria Collazo Tabachnik.
Dommer Maria Carmen Alvarez Rivera
Dommer Graciela Carvajal Hererra
Dommer Josefina Leon Droguett,
"Dommer Luis Guillermo Avila Rojas
Dom.fm. Margarita Padron Morando
Dommer Anibal Cornejo Mariquez,
Dommer Ana Maria Zagal Cisternas
Maria Eugenia Lebert Acheritogaray,
Dommer Christina Sanz Slbornozo,
dom fm. Edmundo Mora Campos
Sek. Maria Angelica Pizzaro Lavin
Sek. Henny R, Brito
Sek. Alvaro Gajardo Perez
Retssekretær Elsa Fuentes Rodrigues
Sek. Auristela Barraza von Chrismar
Cristina Araya Pastene Kst. Retssekretær
Sek. Elsa Fuentes Rodriguez
3
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
Sek. Cristina Araya Pastene
sek. Emilio Potocnjak, Rodríguez
Sek. Gerardo Navarro Escala
dom.fm. Jorge Poblete Ortiz
sek. Juan Jaime Ferrer Corte Suprema
Sek. Ingrid Ahumada Muñez
sek. Carlos Gutierrez Rojas.
sek. Virginia Zaror Herrera
Sek. Trinidad Torres Torres
sekr. Elena Montt Rivadeneira
Vi bemærker i den forbindelse at benævnelsen sekretær ikke skal forstås bogstavligt,
og flere af sekretærerne er således dommerfuldmægtige eller dommere. Dvs. nogen
af dommerne eller sekretærerne går igen som hhv sekretær og dommer i andre
sager.
Det fremgår af gennemgangen, at der har været samarbejdet med faste advokater i
sagerne, men det fremgår ikke af alle sager, hvem der har repræsenteret de danske
familier. Følgende navne fremgår.
Adv. Maria Luisa Avendano
Ruth Chia
Magaly Huerta Rojas
Eliana Mella Guerra
Adv. Ana Rojas Mejias
María Mercedes Bravo
José Catro Mandujano
Adv. Ivonne Cadiz Bravo
Fernando Chacon Zamora
Advokaterne Magaly Huerta Rojas og Maria Luisa Avedano har primært
repræsenteret de danske familier, hvilket fremgår af de gennemgåede sager. Ruth
Chia har også haft fuldmagt til at repræsentere ansøgerne i nogen af sagerne.
Med venlig hilsen
Andrea Jedrzejowska
4
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
5
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
Bilag 3:
Den parlamentariske udredning fra Chile
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0034.png
BETÆNKNING FRA DEN SÆRLIGE UNDERSØGELSESKOMMISSION OM STATSLIGE
MYNDIGHEDERS HANDLINGER I FORBINDELSE MED MULIGE UREGELMÆSSIGHEDER
KNYTTEDE TIL ADOPTIONSBEHANDLING OG REGISTRERING AF BØRN SAMT
KONTROL MED DISSE BØRNS UDREJSE AF LANDET
ÆREDE KAMMER:
Undersøgelseskommissionen har udarbejdet denne betænkning i
henhold til de beføjelser, som kommissionen er tildelt af Deputeretkammeret i Chile (Cámara
de Diputados),
idet Undersøgelseskommissionen således har afgivet de konklusioner og
anbefalinger, som fremgår af betænkningens slutning.
Idet der henvises til chilensk forvaltningsbekendtgørelse
(Reglamento
de Corporación),
artikel 318, tildeles Undersøgelseskommissionen følgende:
I
–
KOMPETENCE
Valparaíso,
den 22. november 2018
Fru
Maya Fernández Allende
Præsident
Deputeretkammeret
VALPARAÍSO
Fru præsident:
Idet der henvises til republikkens politiske forfatning (Constitución
Política de la República),
artikel 52, stk. 1, litra c), Nationalkongressens organiske forfatningslov
(Ley
Orgánica Constitucional del Congreso Nacional),
artikel 53, samt ovennævnte
forvaltningsbekendtgørelse, artikel 297, anmodes om forsamlingens samtykke til at oprette en
særlig Undersøgelseskommission. Der henvises til følgende omstændigheder:
1
–
Det er mere end ti år siden, at det chilenske samfund fik
kendskab til de adoptioner, som har foregået på et uregelmæssigt grundlag i vores land. Disse
adoptioner blev gennemført uden de biologiske forældres viden og på den baggrund, at visse
statslige instanser handlede på en bestemt måde eller undlod at handle.
2
–
Der er tale om uregelmæssige adoptioner, som begyndte at
forekomme i starten af 1950´erne, og som efter de nyeste vurderinger fortsatte frem til starten
af det nye årtusind.
3
–
Børnene blev fjernet fra deres mødre, samtidig med at man gav
ukorrekte oplysninger om, hvor forældrenes nyfødte børn ville blive placeret. Generelt oplyste
man mødrene om, at deres børn var afgået ved døden, selv om dette reelt ikke var tilfældet.
Det var en grundlæggende forudsætning for, at børnene kunne blive fjernet, at medarbejdere
på offentlige institutioner medvirkede til disse handlinger.
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
4
–
For at processen med at overdrage de nyfødte børn til deres
adoptivfamilie
kunne
gennemføres,
krævede
det
medvirken
fra
dommere,
immigrationsmyndigheder, notarer, personer med tilknytning til kirken samt private
adoptionsorganisationer.
5
–
Det skal tilføjes, at adoptivbørn har ret til at kende deres identitet
i henhold til både national og international lovgivning. Dette fremgår af De Forenede Nationers
konvention om barnets rettigheder, som blev undertegnet af Chile i 1990. Adoptivbørn har iflg.
konventionen ret til
–
når som helst og når de ønsker det
–
at få kendskab til deres biologiske
baggrund. Når et adoptivbarn således ønsker at få kendskab til sin biologiske familie, skal
staten stille de nødvendige midler til rådighed, så denne målsætning kan opfyldes.
6
–
I de tilfælde, hvor adoptivbørn her i landet har besluttet sig for
at søge efter deres biologiske baggrund, har de været stillet over for en række hindringer, når
de har ønsket at indhente korrekte og troværdige oplysninger hos offentlige myndigheder. Når
de har henvendt sig til private instanser, har de erfaret, at deres adoptionsdokumenter og
fødselsattester på den ene eller anden måde har været forfalskede, således at man har kunnet
gennemføre en adoptionsbehandling, uden at der forelå samtykke hertil fra de biologiske
forældre. I nogle tilfælde har børnene i deres fortsatte søgen haft held til at lokalisere deres
forældre og dermed fået kendskab til, at mødrene i de fleste tilfælde ikke havde fået oplysninger
om adoptionen og dermed ikke havde givet deres samtykke hertil. Tværtimod havde de fået
besked om, at deres børn var afgået ved døden.
7
–
De offentlige hospitaler råder ikke over tilstrækkelige
oplysninger om de biologiske forældre og om årsagen til dødsfald, der reelt aldrig har fundet
sted. Det kan tilføjes, at heller ikke Folkeregistrene har de nødvendige oplysninger til at kunne
garantere børnenes ret til identitet. Børnestyrelsen i Chile (Servicio
Nacional de Menores;
Sename)
har ikke de nødvendige mekanismer og systemer til at sikre, at denne rettighed kan
håndhæves. Det er således at faktum, at en række offentlige instanser ikke råder over korrekte,
tilstrækkelige og opdaterede oplysninger. Dette begrænser personernes grundlæggende
rettigheder og fremhæver, hvilke alvorlige mangler der i dag findes hos de offentlige
myndigheder i Chile. Disse mangler indvirker ikke alene på muligheden for at udøve retten til
identitet, men har også konkret betydning for en lang række personer, som i en fremskreden
alder erfarer, at deres børn er i live. Der findes ingen politik, som har til formål at rette op på
denne situation.
Situationen illustrerer og afslører, at vores institutioner har undladt
at handle i en række forhold. Dette skal ses i lyset af, at man gennem disse institutioner jo
burde kunne foretage en formel forhåndsforespørgsel og undersøgelse og dermed lokalisere
de søgte personers adresse.
8
–
De chilenske domstole er i gang med at undersøge disse forhold
og gør det med stor grundighed. Denne undersøgelse vil gøre det muligt at fastslå, hvem der
har det straffe- og personretlige ansvar.
9
–
Indtil videre er der foretaget en nøje undersøgelse af mere end
2.000 sager. Adoptivbørnene i de omtalte sager blev placeret i mange forskellige lande, men
primært i Europa. Der er flere koncentrerede forekomster af chilenske adoptivbørn rundt
omkring på det europæiske kontinent, og det er i den forbindelse relevant at overveje, om der
i disse tilfælde forekom en ikke-tilfældig og organiseret samordning, der skulle sikre en
regelmæssig forsyning eller leverance af chilenske børn. Det bringer også tankerne hen på, om
formålet udelukkende var at etablere en ulovlig, men indbringende forretning.
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
10
–
Deputeretkammeret har med sine tilsynsfunktioner pligt til at
påpege statslige handlinger, som forhindrer udøvelsen af retten til identitet, og skal desuden
fastlægge indholdet og omfanget af den skade, som er opstået på baggrund af alvorlige
fejltagelser hos de offentlige institutioner, og som i stort set alle sager også indebærer, at der
er en tæt tilknytning til private aktører, som har stået for den officielle behandling af adoptioner.
11
–
Selv om der er gået lang tid, siden de ureglementerede
adoptionsbehandlinger fandt sted, har det stor betydning, at vi i dag kan stille oplysninger til
rådighed for personer, som søger deres baggrund, og at vi i nødvendigt omfang kan identificere
de fejl hos staten, som betyder, at det stadig i dag ikke er muligt at udlevere de ønskede
oplysninger til personer, som har et ønske om at få kontakt til deres biologiske familie.
De deputerede henviser til ovenstående og anmoder hermed
Deputeretkammeret om at nedsætte en særlig Undersøgelseskommission, som skal indhente
information om de oplysninger, der stilles til rådighed af staten til personer, som efter 2014 har
ønsket at modtage disse oplysninger om deres baggrund, og herunder især:
1
–
Indsatsen i henhold til Børnestyrelsens (Sename) program for
oprindelige folk (Programa
Orígenes)
til støtte for familiemedlemmer, som søger
baggrundsoplysninger. Desuden handler det om at få kendskab til, hvordan
baggrundsoplysninger der registreres og de måder, hvorpå de udleveres. Der drejer sig også
om at få kendskab til, om der findes en registrering af de personer, som søger støtte, og af de
svar, som afgives, samt om der er DNA-registrering af personer, som medvirker i en
adoptionsbehandling.
2
–
Sundhedsmyndighedernes og sundhedsministeriets indsats
for at registrere spædbørn, som er afgået ved døden, samt gældende procedurer for at udlevere
oplysninger til forældrene om årsagerne til deres dødsfald; desuden en undersøgelse af de
baggrundsoplysninger, der foreligger om den endelige placering af afdøde spædbørns lig samt
om, hvorvidt ligene er blevet udleveret til forældrene. I hvert enkelt tilfælde er der behov for at
undersøge, hvilken registrering eller hvilke data der findes om ligets endelige placering, samt
kilden eller kilderne til disse oplysninger. I samme forbindelse skal der ske en præcisering af
det tilsyn, som det pågældende ministerium udfører, når der tales om udbydere af private
sundhedsydelser.
3
–
Justitsministeriets gældende tilsyn og procedurer, der skal
sikre, at alle instanser, som samarbejder med Børnestyrelsen (Sename), korrekt og efter lovens
bestemmelser overholder de gældende regler for adoptionsbehandling.
4
–
Indsatsen
hos
Efterforskningspolitiet
(Policía
de
Investigaciones)
og Sikkerhedspolitiet (Carabineros) i Chile for at sikre, at mindreårige, og
herunder især spædbørn, kan udrejse af landet under lovformelige forhold, idet der skal ske
indrapportering af konstaterede uregelmæssigheder og mulige, proceduremæssige fejl, som
skyldes ureglementerede adoptioner.
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0037.png
5
–
Indsatsen hos Folkeregister- og identifikationsstyrelsen
(Servicio
Civil e Identificación)
for at klarlægge, hvordan spædbørn registreres, og hvordan
en person kan registrere to identiteter (dobbelt identitet).
Vi
skal
desuden
anmode
Den
Særlige
Undersøgelseskommission om at indsamle alle nødvendige oplysninger og hermed
indbyde personer og institutioner til at bidrage til at fremme arbejdet med undersøgelsen.
Undersøgelseskommissionen vil efter betænkningens godkendelse fremsende sine
konklusioner til alle relevante administrative og retslige myndigheder med forslag om tiltag,
som bør træffes for at afhjælpe de uregelmæssigheder, som måtte blive påvist.
VALPARAÍSO,
den 27. november 2018
Deputeretkammeret har ved sit møde, der er afholdt dags dato i
henhold til Republikkens politiske forvaltning, artikel 52, stk. 1, litra c),
Nationalkongressens
organiske
forfatningslov,
artikel
53,
samt
Forvaltningsbekendtgørelsen, artikel 313 ff, godkendt begæringen fra 66 deputerede om
at nedsætte en særlig Undersøgelseskommission om statslige myndigheders handlinger
knyttede til mulige uregelmæssigheder i forbindelse med adoptionsbehandling og
registrering af mindreårige samt og om kontrollen med disse børns udrejse af landet (CEI
18). Undersøgelseskommissionen skal forelægge sin betænkning inden for en frist på 90
dage, og dens mandat kan udøves overalt på nationalt, chilensk territorium.
Gud bevare Dem.
II
–
OVERSIGT OVER UDFØRTE AKTIVITETER
Undersøgelses-
kommissionen er
nedsat med følgende
deputerede som
medlemmer:
-
-
-
-
-
-
-
-
-
-
-
-
-
-
Sandra Amar
Natalia Castillo
Loreto Carvajal
Catalina Del Real
Erika Olivera
Ximena Ossandón
Boris Barrera, (formand)
Alvaro Carter
Carlos Abel Jarpa
Jaime Naranjo
Luis Rocafull
Gustavo Sanhueza
Raúl Soto
Raúl Soto.
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0038.png
Undersøgelsesdomstolens sekretariat beklædes af Roberto
Fuentes Innocenti, juridisk kommissionssekretær, Hugo Balladares Gajardo, assisterende
juridisk kommissionssekretær, og Mabel Mesías Chacano, ledende sekretær.
Undersøgelseskommissionen har afholdt i alt 15 møder.
1. Indkaldte personer
Hernán Larraín, justits- og menneskerettighedsminister, der
var ledsaget af Alejandro Fernández, leder af Resocialiseringsafdelingen (División
Reinserción Social),
Danae Fuentes, leder af Afdelingen for unges resocialisering
(Departamento
Reinserción Social Juvenil),
Pedro Pacheco, advokat, Jorge Rubio,
direktør for Retsmedicinsk afdeling (Servicio
Médico Legal),
og Marisol Intriago Leiva,
leder af Menneskerettighedsafdelingen (Departamento
de Derechos Humanos)
under
Retsmedicinsk afdeling.
Emilio Santelices, sundhedsminister, der var ledsaget af
Elizabeth Cabello, læge, Jaime González, advokat, og Enrique Accorsi, rådgiver. Desuden
medvirkede Claudio Román, leder af Afdeling for menneskers behandling og udvikling
(División
de Gestión y Desarrollo de las Personas),
María Eugenia Wegner, chef for GES-
afdelingen (særlige sundhedsgarantier), og Alfredo Donoso Barros, læge og direktør for
hospitalet i Talca.
Susana Tonda, nationaldirektør for Børnestyrelsen (Sename),
som var ledsaget af Viviana Petric, leder af Adoptionsafdelingen (Departamento
de
Adopción),
og Carolina Von Schakmann, advokat.
Jorge Álvarez, nationaldirektør for Folkeregister- og
identifikationsstyrelsen (Servicio
de Registro Civil e Identificación),
som var ledsaget af
Francia Vera, konstitueret leder af denne styrelse, og Víctor Rebolledo, afdelingsleder i
hovedarkivet i Folkeregister- og Identifikationsstyrelsen.
Roberto Gaete og Fernando Hernández, overordnet
politifunktionærer,
og
Mario
Vásquez,
underordnet
politifunktionær
ved
Efterforskningspolitiet (Policía
de Investigaciones)
i Chile. Desuden Rodrigo Bustos, leder
af Juridisk retsenhed ved Menneskerettighedsstyrelsen (Instituto
Nacional de Derechos
Humanos; INDH),
som var ledsaget af rådgiverne Natalia Labbé og Pablo Ribera. Som
særlig indkaldt medvirkede Raúl Sanhueza, ambassadør og generaldirektør for konsulære
anliggender.
Alicia
Yáñez,
forkvinde
for
sammenslutningen
af
socialrådgivere i Chile (Colegio
de Asistentes Sociales de Chile),
som var ledsaget af
Nelson Ortega, national generalsekretær, og Karen Alfaro, historiker ved Universidad
Austral de Chile.
Ana María Olivares, María Inés Soto, Lorena Orellana, Ester
Herrera og María Jesús Vicuña, Patricia Astudillo, Andrea Moraga, Sofía Carvajal, Valeska
Bravo, Sandra Castillo og Rosa Gálvez samt, via Skype fra Peru, Luis Fernando Lezaeta,
César Augusto Zambrano og Mans Wikstron, alle repræsenterende sammenslutningen
Hijos y Madres del Silencio
(Tavse børn og mødre), Mans Wikstron Bjorklund fra
sammenslutningen
Madres del Silencio
(Tavse mødre). Fra sammenslutningen
Madres e
Hijos
(Mødre og sønner) var Jeannette Velásquez og Tobías Kristoffer Ohrn Johansson
indkaldt for at medvirke.
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0039.png
Fra sammenslutningen
Hijos y Madres del Silencio
deltog Ana
María Olivares, forkvinde, og Marisol Rodríguez, sammenslutningens forkvinde, ligesom
stiftelsen
Fundación Nos Buscamos
(Vi søger) var repræsenteret af Constanza del Río,
direktør, og Ignacia Guzmán, sociolog.
Elena Heredia, som var ledsaget af sin datter Alison Heredia,
Nicole Guillaume, María Orellana, som ledsagede Rubén Estrada, Alicia Vásquez, som
var ledsaget af sin datter Susana Torres, og Patricia Rojas.
2. Udførte opgaver
Nummer Møde
51
Vedr.
Reference
Der anmodes om information om årsagen til, at man
ikke har haft kendskab til sagen, som var fremlagt
María Inés Soto Soto, idet styrelsen udfører de
nødvendige tiltag (anmeldelse eller klage).
Nr. 9 af 13. INDH
maj 2019
40
Nr. 7 af 22. Folkeregister- og Der anmodes om information om alle forhold
april 2019 identifikations- vedrørende registrering af spædbørn, herunder især
styrelsen
tilknytning til slægtninge i tidligere led, sager om
dobbelt registrering, sager om dobbelt identitet, sager
om personer, for hvem der ikke er registreret bopæl,
sager om registrering af dødfødte
–
med henblik på
godkendelse af begravelse
–
og om lister over fødende
kvinder, sager om registrering efter 60 dage og måden,
hvorpå denne registrering foregik, og endelig sager om
eventuelle slægtskabserklæringer.
Nr. 7 af 22. Sundheds-
april 2019 ministeriet
Der anmodes om information om beskyttelsestiltag i
forhold til personoplysninger, som skal træffes af
klinikker og hospitaler, der af den ene eller anden grund
bliver lukket.
Det blev vedtaget at særindkalde Mario Carroza,
minister, til at medvirke ved mødet den 6. maj 2019 kl.
17.00-19.00 i Salón Protocolar i den tidligere
nationalkongres i Santiago, med henblik på at bede
vedkommende om at uddybe den problematik, som
bliver udredt i henhold til
Undersøgelseskommissionens mandat, og som fremgår
af stenograferede sagsakter.
39
38
Nr. 7 af 22. Højesteret
april 2019
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0040.png
Nummer
35
Møde
Nr. 5 af 8.
april 2019
Vedr.
Reference
Folkeregister- og Der anmodes om information om alle
identifikations- baggrundsoplysninger, der er registrerede per
styrelsen
dags dato, og som skal indgives i
registreringsprocessen for alle børn, som bliver
født her i landet.
Hospitalet i
Vicuña
Der anmodes om fremsendelse af
registreringshistorik om bekræftede fødsler på
hospitalet og i givet fald sagsakter om
destruktion af baggrundsoplysninger.
Der anmodes om fremsendelse af
registreringshistorik om bekræftede fødsler på
hospitalet og i givet fald sagsakter om
destruktion af baggrundsoplysninger.
Der anmodes om fremsendelse af
registreringshistorik om bekræftede fødsler på
hospitalet og i givet fald sagsakter om
destruktion af baggrundsoplysninger.
34
Nr. 5 af 8.
april 2019
33
Nr. 5 af 8.
april 2019
Hospitalet i
Coquimbo
32
Nr. 5 af 8.
april 2019
Hospitalet i
Ovalle
31
Nr. 5 af 8.
april 2019
Regional
Der anmodes om information om, hvad der skete
justitsminister- med de børn, som opholdt sig på
Centro de
sekretær i Biobío
Observación y Diagnóstico,
Sector Chillancito, i
Concepción.
Regionshospitalet Det blev vedtaget at indkalde Dem til at
i Talca
medvirke ved mødet den 15. april 2019 kl. 17.00-
19.00 i Salón Protocolar i den tidligere
nationalkongres i Santiago, med henblik på at
uddybe den problematik, som bliver udredt i
henhold til Undersøgelseskommissionens
mandat.
Direktøren for
Det blev vedtaget at indkalde Dem til at
Regionshospitalet medvirke ved mødet den 15. april 2019 kl. 17.00-
i Concepción
19.00 i Salón Protocolar i den tidligere
nationalkongres i Santiago, med henblik på at
uddybe den problematik, som bliver udredt i
henhold til Undersøgelseskommissionens
mandat.
30
Nr. 5 af 8.
april 2019
29
Nr. 5 af 8.
april 2019
28
Nr. 5 af 8.
april 2019
Direktøren for
Det blev vedtaget at indkalde Dem til at
Hospitalet i San medvirke ved mødet den 15. april 2019 kl. 17.00-
Borja
19.00 i Salón Protocolar i den tidligere
nationalkongres i Santiago, med henblik på at
uddybe det emne, som udredes i henhold til
Undersøgelseskommissionens mandat.
Der anmodes om information om alle forhold
vedrørende personer, som er født i Chile, og som
er overdraget til adoption i udlandet, herunder
især i
27
Nr. 5 af 8.
april 2019
Udenrigs-
ministeriet
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0041.png
Nummer
Møde
Vedr.
Reference
lande som Belgien, Sverige, Holland og Italien.
Der anmodes om, at alle relevante sagsakter
fremsendes, bl.a. registrering af udrejse af landet,
eventuelle forældretilladelser og/eller
retstilladelser og andre. Der vedlægges kopi af
fødselsattest for Mans Wikstron Bjorklund og
fødselserklæring for den anførte person. Dette
dokument kan indhentes i
Centro Sueco de
Adopción
(det svenske adoptionscenter).
26
Nr. 5 af 8.
april 2019
Sundheds-
ministeren
25
Nr. 5 af 8.
april 2019
Sundheds-
ministeriet
Det blev vedtaget at indkalde Dem til at
medvirke ved mødet den 15. april 2019 kl. 17.00-
19.00 i Salón Protocolar i den tidligere
nationalkongres i Santiago, med henblik på at
uddybe den problematik, som bliver udredt i
henhold til Undersøgelseskommissionens
mandat. Der vedlægges stenograferede sagsakter.
Der henvises især til sag nr. 10 af 6. marts om
eventuelle baggrundsoplysninger, idet det bedes
oplyst, om der foreligger sagsakter om sletning af
baggrundsoplysninger, og om der er truffet
administrative foranstaltninger med henvisning
til eventuel ulovlig behandling af disse
baggrundsoplysninger.
Det blev vedtaget påny at fremsende anmodning i
forbindelse med sag nr. 10 af 6. marts, der
vedlægges som kopi, idet der ikke er modtaget
svar på, om de ønskede baggrundsoplysninger
eksisterer, om der foreligger sagsakter om
baggrundsoplysningernes sletning, og om der er
truffet administrative foranstaltninger med
henvisning til eventuel ulovlig behandling af
disse baggrundsoplysninger.
Der anmodes om svar på de spørgsmål, som er
stillet i vedhæftede dokument, hvilket skal ses i
sammenhæng med ønsket om at indhente viden
om baggrundsoplysninger, som kan bekræfte en
bestemt fødsel.
Der anmodes om information om reglerne i lov
om beskyttelse af privatlivets fred (Ley
sobre
protección de la vida privada),
herunder især om
behandlingen af personoplysninger og andre data
med følsomt indhold, og om denne beskyttelse
omfatter fødselsjournaler og de mange andre
oplysninger, der fremgår heraf.
Man anmoder om at få fremsendt kliniske
journaler og fødselsbøger for personer, som står
anført i vedhæftede lister, og eventuel
information om alle forhold vedrørende
manglende tilstedeværelse af
22
Nr. 4 af 1.
april 2019
Sundheds-
ministeriet
18
Nr. 3 af 18. National-
marts 2019 kongressens
bibliotek
10
Nr. 1 af 4. Sundheds-
marts 2019 ministeriet
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0042.png
Nummer
Møde
Vedr.
Reference
baggrundsoplysninger, herunder især
administrative tiltag, som er truffet i den
forbindelse.
III
–
INDLÆG
Hernán
Larraín
Fernández,
justits-
og
menneskerettighedsminister,
gentog
sit
ønske
om
at
bidrage
til
Undersøgelseskommissionens mandat til at udrede eventuelle uregelmæssigheder i
forbindelse med den adoptionsbehandling, som har fundet sted her i landet i de senere
årtier. Situationen er meget alvorlig, og det er meget vigtigt at få udredt forholdene.
Det
var
efter
indlægsholderens
opfattelse
meget
overraskende, at landet i så lang tid har måttet leve med disse ureglementerede
adoptioner
–
for at sige det mildt. Det har påvirket mange mennesker, måden, hvorpå
adoptionsbehandlingen har foregået er bemærkelsesværdig, det har været et langt
tidsforløb, og det har haft betydning for et stort antal mennesker.
Ministeren erkendte, at han ikke haft kendskab til problemets
omfang. Han havde hørt om særlige tilfælde, idet der var en præst, som udførte en form
for uregelmæssige adoptioner eller samarbejdede med personer, som gjorde det. Men det
bekymrede ham grundlæggende at have fået en viden om, at det har foregået siden
50´erne og som minimum frem til starten af det nye årtusind
–
og at der er tale om i
tusindvis af tilfælde.
Ministeren oplyste, at han fik sin viden på et møde om
adoptionsloven, som blev afholdt sidste år. Det foregik i familie- og voksenudvalget, som
undersøgte emnet. En deputeret havde inviteret sammenslutningen
Hijos y Madres del
Silencio
(Tavse børn og mødre), som holdt et indlæg om emnet. Indtil dette tidspunkt
havde ministeren ingen viden om problemets omfang. Siden da havde han ønsket at
bidrage til problemets løsning.
Det blev tilføjet, at der var et nødvendigt behov for at yde støtte.
Der var et ønske om at undersøge, om det var muligt at få støtte, og man havde spurgt
ministeren Carroza, hvordan man kunne hjælpe ham.
Ministeren fortalte, at der blev gennemført nogle undersøgelser
i samarbejde med domstolenes administrative forvaltning, og herefter erklærede
ministeren, at der var behov for flere ressourcer for at kunne behandle oplysninger og få
tilført teknologisk udstyr. På denne baggrund blev der truffet foranstaltninger i regeringen
for at fremskaffe de nødvendige midler.
Ministeren anførte, at han skal beklage, at det ikke har været
muligt at tilføre disse midler, som han havde oplyst. Ministeriet har ikke den nødvendige
kapacitet. Budgettet er meget begrænset, og der er ingen fleksibilitet. Ministeriet har
31.000 medarbejdere, men reelt forholder det sig sådan, at 30.500 af disse stillinger ligger
uden for ministeriet. Ministeriet har lidt over 400 medarbejdere, og budgettet er meget
beskåret.
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
Det er klart, at politiet har sine ressourcer, og at Børnestyrelsen
(Sename) har sine ressourcer, men der er tale om ressourcer, som er allokerede direkte
til funktionerne i disse tjenestegrene. Det er ikke ressourcer, som er til rådighed for
ministeriet.
Derfor har man været nødsaget til at afsøge andre områder,
hvilket ikke har givet det ønskede resultat.
Ministeren oplyste dette til ministeren Carroza, med hvem han
havde afholdt flere møder for at afklare sagen.
Ministeren anførte, at han på det tidspunkt tog kontakt til
præsidenten for Højesteret om situationen for at se, om domstolene eventuelt kunne
allokere midler.
Han har ikke mistet håbet om, at han på et tidspunkt kan få
hjælp. Han kan ikke love noget, for det kan være svært at vide med sikkerhed. Efter at
man havde lovet at undersøge emnet, var der nogle personer, som blev ret skuffede. Og
ministeren beklagede, at det er gået på denne måde, for i virkeligheden engagerede man
sig meget i problemet, og man vil sikkert foretage sig yderligere. Indtil nu har de ikke kunnet
gøre mere i forhold til allokering af midler til at øge undersøgelser og få hurtigere resultater,
men de opgiver ikke håbet om, at det kan ændre sig i fremtiden. Og der blev udtrykt et håb
om, at også domstolene kunne gøre fremskridt.
Hvad angår problematikken på dagens møde så ved man, at
behandlingen eller processen foregik på en meget kompleks måde. Desuden er udtrykket
ureglementerede adoptioner ikke altid den mest præcise, fordi det ikke beskriver
fænomenet i sin helhed.
Der var ureglementerede adoptioner på den måde, at man
forvanskede data og oplysninger, men det handlede om meget mere end det: Der var
uregelmæssige registreringer i Folkeregistret, og der var også ulovlige tilladelser til at
udrejse af landet. Det er forhold, som De allerede kender, og som gør processen endnu
mere kompliceret.
Det vides, at Højesteret har afgjort, at undersøgelsen ikke
længere skal fortsætte 100% hos ministeren Carroza. Det var indtrykket, at det ville være
bedre, at det hele blev samlet et enkelt sted, hvor man havde et godt kendskab til alle
processerne, men alle må jo respektere domstolenes uafhængighed. Og her besluttede
man sig for at agere på en anden måde. Han var sikker på, at den nye minister, som skal
tage sig af denne undersøgelse, nok skal gøre det godt. Bekymring skulle kun ses i
sammenhæng med ministeren Carroza og dennes erfaring og viden. Man ville arbejde
sammen med den nye minister og med ministeren Carroza for at sikre, at undersøgelsen
bliver så effektiv som muligt, set fra statens synspunkt.
Uanset hvad kommer det til at være en god støtte, ikke alene
for undersøgelsen, men for problematikken som helhed. De tjenestegrene, som er
involverede i arbejdet, har allerede været i kontakt med Undersøgelseskommissionen,
dvs. Børnestyrelsen (Sename), Folkeregister- og identifikationsstyrelsen og
Retsmedicinsk afdeling (Servicio
Médico Legal).
Det er de institutioner, som primært kan
bidrage til at kaste lys over og afklare de emner, som underkastes undersøgelse af
Undersøgelseskommissionen.
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
Han tilføjede, at institutionerne arbejder sammen med
Deputeretkammeret, hvor Undersøgelsesdomstolen har sit sæde, om et lovudkast, som
skal gennemføre en generel reform af adoptionssystemet, og det er håbet, at disse
ændringer vil forbedre procedurerne og føre til indførelse af nye standarder, samt at de
situationer, som er opstået tidligere, ikke vil opstå igen. Det var hans opfattelse, at der er
særlig bevågenhed om dette område, og både Børnestyrelsen (Sename) og de instanser,
som samarbejder med Børnestyrelsen, herunder især i forhold til adoptioner i udlandet, er
genstand for denne bevågenhed.
Lovudkastet har ikke særlig prioritet, som det også fremgår af
den gældende lov. Dog gælder det iflg. lovudkastet
–
som det er vedtaget i udvalget
–
lægger op til, at indenlandske adoptioner har forrang frem for internationale adoptioner.
Det betyder, at hvis der er flere valgmuligheder, og den ene mulighed er indenlandsk, er
det bedre at placere adoptivbørnene i Chile, så de har mulighed for at udvikle sig i vores
hjemlige miljø. Kun hvis der ikke findes en adoptant til det pågældende adoptivbarn, kan
det være hensigtsmæssigt at skride til international adoption.
Der ligger en præference her, som formentlig er påvirket af den
bekymring, som er kommet til udtryk i tilknytning til de internationale adoptioner. Som det
blev forklaret for Undersøgelseskommissionen, er dette ikke rimeligt. International
adoption er således en virkelig god og effektiv løsning for større børn. Især for børn i
alderen 7-10 år er det mest svært at finde personer i Chile, som ønsker at adoptere. Til
gengæld er der interesse for denne alder i udlandet.
Derfor er det vigtigt, at man bestræber sig på at sikre, at man i
udlandet lever op til forpligtelserne i henhold til adoptionskonventionen og de garantier,
der kræves til opfyldelse heraf. Der skal eksistere forskellige filtreringssystemer, som
sikrer, at dårlig erfaring ikke bliver gentaget. Det forholder sig nemlig sådan, at mange af
problemerne netop har sammenhæng med den pression, som man har været udsat for fra
udlandet, og som førte til ureglementerede kanaler, der blev åbnet på de mest tilforladelige
steder her i landet: På hospitaler, på notarkontorer og i forskellige organisationer, der
forhåbentlig nu bliver undersøgt af domstolene, og som De får kendskab til via Deres
arbejde.
Når vi kigger ud mod fremtiden og mod den nye lov, som
grundlæggende skal reformere adoptionssystemet i Chile, vil vi står med nogle
mekanismer, som betyder, at vi kan undgå disse situationer fremover.
Resocialiseringsafdelingen har ønsket at fremhæve, at man
reelt udøver teknisk kontrol med de tekniske bestemmelser og vejledninger, som styrer de
forskellige underprogrammer i adoptionsprogrammet, og at man hermed kan sikre en
beskyttelse i forhold til lovgivning og indgreb på området.
Når dette var sagt, måtte det konstateres, at
samarbejdsformen ud over ovennævnte ikke er særlig målrettet. Det bidrager til at skabe
bekymring. Derfor har ministeriet afholdt et møde med præsidenten, ledsaget af Carvajal,
som er deputeret, hvorpå man fremlagte de bekymringspunkter, som udvalget giver udtryk
for. Man har arbejdet for at finde en supplerende formel, som kan bidrage til at sikre, at
disse hændelser ikke gentager sig i fremtiden, men som især kan støtte børnene, når de
søger deres forældre, og omvendt.
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
Ministeren var således ledsaget af en direktør og specialist i Retsmedicinsk afdeling, som
skal kaste lys over et projekt, han har udviklet, en såkaldt genetisk bank i Retsmedicinsk
afdeling.
Vedkommende erklærede, at han har udført en teknisk og
juridisk undersøgelse af de ressourcer, der er til rådighed, for at konstatere, om det er
muligt at oprette en genetisk bank. Denne bank vil være et supplement til allerede
eksisterende genetiske banker, f.eks. ADN CODIS, som indeholder data på personer, som
har begået lovovertrædelser, og hvor der netop er behov for at foretage en genetisk
identifikation af fremtidige fund. Der findes også andre registre, men her vil man så
etablere et nyt register, som gør det muligt at fastslå blodslægtskab i de tilfælde, hvor det
er vurderingen, at der kan være tale om uregelmæssigheder i adoptions- og
registreringsbehandlingen i sager, som endnu ikke har gennemgået en juridisk proces.
Når der først har været gennemført en sådan juridisk proces, har domstolene mulighed for
at foretage en autoriseret undersøgelse. Man bestræber på et finde en formel, som ikke
kræver en juridisk proces, men udelukkende er baseret på begge parters frivillige tilgang.
Projektet består grundlæggende i at etablere en bank med
genetiske profiler, hvor børn kan deltage og aflevere deres genetiske profil og hermed få
adgang til viden om deres forældre, ligesom forældre kan få adgang til viden om deres
børn. Ordningen vil være baseret på et frivilligt grundlag. Det er tanken at placere dette
register i Retsmedicinsk afdeling (Servicio
Médico Legal)
på en måde, hvor der ikke er
behov for retslig tilladelse. Det eneste, som kræves, er parternes frivillige tilkendelse af, at
de ønsker at få konstateret, om der er et match i registret, så de hermed få identificeret en
eventuel familiemæssig tilknytning.
Hermed undgås de begrænsninger og hindringer, som
kendetegner en juridisk proces, som eksempelvis ADN CODIS er reguleret efter i dag.
Hvordan skal det fungere? Personer, som ønsker at søge
baggrundsoplysninger af denne type, skal efter samtykke og på frivilligt grundlag afgive
deres genetiske profil til den pågældende genetiske bank, hvor der efterfølgende vil ske
en sammenholdelse af profiler.
Det er naturligvis et problem, at der skal indhentes oplysninger
på begge sider, både hos børn og forældre. Hvis kun den ene part findes i registret, kan
man jo ikke foretage en sammenholdelse.
Når en persons identitet er konstateret, indleveres
vedkommendes genetiske data til Folkeregister- og identifikationsstyrelsen, og når det er
konstateret, at den pågældendes genetiske data faktisk tilhører den pågældende person,
og når der desuden er udført et interview, kan donorens profil oprettes. Herfra kan
relevante oplysninger overføres til den genetiske bank.
Det skal tilføjes, at brugen er underlagt streng fortrolighed og
regler om forbehold. Resultatet vil blive meddelt personligt, når der er konstateret et match
mellem forældre og børn.
Der ligger en begrænsning i, at begge parter skal være
registrerede, som henholdsvis forældre og børn, selv om de ikke på forhånd ved, om der
faktisk er tale om slægtskab, og en anden begrænsning er, at der er en mulighed for, at
kun den ene forælder
–
mor eller far
–
er registreret, og at det således kun er denne ene
person, som bliver sammenholdt med en søn eller datter.
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
Det er ikke muligt at fastslå en fuldstændig overensstemmelse,
hvis ikke begge forældre er registrerede. Men af tekniske årsager gælder det, at hvis der
foreligger indicier for, at en forælder i sin genetiske profil har et vist sammenfald med en
søn eller datter, som han eller hun søger efter, er det muligt at fortsætte søgningen. Når
man således går videre og sammenholder alle de forhold, som det er muligt at undersøge,
kan man nå til en situation, hvor det definitivt kan fastslås, at der er et slægtskab mellem
forældre og barn
–
og hermed opfylde den del, som også er en del af formålet: familiens
genforening.
Det handler ikke alene om at undersøge ansvaret for de
sanktioner, som skal placeres. Det er også vigtigt at støtte det helt centrale formål med at
hjælpe de personer, som er ofre for denne situation
–
nemlig at gøre det nemmere for dem
at blive genforenet med deres familiemedlemmer.
Staten har i denne forbindelse et stort ansvar. Staten har som
udgangspunkt udvist forsømmelighed ved ikke at gøre opmærksom på situationen og ved
ikke at undgå, at disse situationer er opstået. Derfor skal staten gøre en indsats ved at yde
støtte gennem statens tjenestegrene, hvilket vil bidrage til at afklare forholdene så godt,
som det er muligt.
Det var indlægsholderens opfattelse, at den genetiske bank
kan bidrage virkelig meget til opfyldelsen af dette formål. Det er et beskedent bidrag til
problemets omfattende dimension. Dette bidrag har vist, at der findes en forpligtelse, at
der findes en bekymring, og at banken er det rådighed
–
uanset hvor lille bidraget kan
være set i forhold til problemets enorme omfang.
Vi har kapacitet til at gennemføre projektet med vores egne
midler og med den software, som allerede er til rådighed i Retsmedicinsk afdeling, og det
er muligt at foretage gennemgang af de tilgængelige databaser, uden at der først foreligger
en retslig godkendelse.
Systemet kan indføres overalt i det chilenske territorium. Alle
kontorer under Retsmedicinsk afdeling kan benyttes
–
41 i hele Chile
–
så de enkelte
personer her kan få udtaget prøver.
Prøverne kan også udtages i udlandet, uden at den
pågældende person, som bor i udlandet, skal rejse til Chile. Hvordan sker det? Det er
muligt takket være et kit, som kan fremsendes til Retsmedicinsk afdeling, som vil have en
tekniker til rådighed, der arbejder under tilsyn af vores konsulat i det pågældende land, og
som på dette grundlag kan udtage de nødvendige prøver og fremsende dem med
diplomatisk post til Chile, via Udenrigsministeriet, med henblik på sammenholdelse.
Hermed kan registret udvides, og mulighederne for at finde sine forældre bliver større.
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
Der er udformet et program, som har til formål fremadrettet at
støtte projektet gennem dets forskellige faser. Det er tanken at fuldføre programmet i år,
således at den genetiske bank kan sættes i værk i 2020.
Jeg tror, at det er muligt at nå målet, og personerne fra
Retsmedicinsk afdeling kan bidrage med mere detaljerede oplysninger og en beskrivelse
af den måde, hvorpå det her præsenterede projekt kan sættes i værk, således at den
genetiske bank kan blive til virkelighed til næste år. Banken vil således bidrage til at opfylde
de formål, som alle ønsker sig for en genforening af familierne.
Det igangværende projekt i Retsmedicinsk afdeling samordnes
af Marisol Intriaga Leiva, der står til højre, og Danae Fuentes, der står til venstre, og som
arbejder i justits- og menneskerettighedsministeriet. Marisol Intriago arbejder i
Retsmedicinsk
afdeling,
og
Danae
Fuentes
arbejder
i
Justits-
og
menneskerettighedsministeriet. Hun er leder af Afdelingen for unges resocialisering.
******************
Jorge Álvarez,
nationaldirektør for Folkeregister- og
identifikationsstyrelsen (Servicio
de Registro Civil e Identificación),
startede sit indlæg med
at beskrive de teknologiske systemer i folkeregistersystemet, fordi det kan være med til at
forklare forskellige forhold.
Nationaldirektøren omtalte, at Folkeregistret blev etableret i
1885, og at der har været fysisk registrering frem til dags dato. Imidlertid igangsatte man
en dedikeret digitaliseringsindsats i 1981. Der blev oprettet særlige indførsler, således at
dataene kunne overføres til databasen.
Med virkning fra 1981 begyndte man at oprette indførsler, som
tog højde for, at de skulle overføres til databasen, og i 1982 gik man så i gang med
konkrete at overføre dataene hertil. Dette er meget vigtigt, for det betyder, at dataene fra
1982 og fremadrettet er sammenhængende og af høj kvalitet.
Nationaldirektøren tilføjede, at man i 1990 indledte en såkaldte
massiv digitalisering, hvis formål var at forsøge også at digitalisere indførsler fra før 1982.
I det tekniske miljø benævntes denne teknik “tømning”, dvs. en løsning, hvor man udtrak
dataene, digitaliserede dataene tilhørende specifikke indførsler og herefter overførte dem
til en database med det formål at sammenknytte dem og få kendskab til hver enkelt
persons historie.
I 1990 begyndte man med tilbagevirkende kraft
–
med den
såkaldte massive digitalisering
–
at digitalisere fødsler tilbage til omkring 1940, indgåelse
af ægteskaber tilbage til 1950 og dødsfald tilbage til 1960. Alle disse data er nu overført til
databasen. Men opmærksomheden skal dog henledes på, at oplysningerne fra 1982 er
blevet mere sammenhængende.
I 2000 overgik man til et nyt system med online-registrering af
fødsler, vielser og dødsfald, og det indebar, at dataene fra da af blev overført til
computeren med det samme. Dette er meget vigtigt, fordi man således fra 2000 og
fremdeles har haft adgang til bekræftede oplysninger. Nu var der ikke længere fejl i for- og
efternavne. Det forekom heller ikke længere, at en medarbejder tastede forkert og skrev
dårligt, fordi databasen så ville advare om eventuelle fejl.
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
De oplysninger, der foreligger for perioden 2000-2019, indeholder grundlæggende ingen
fejl.
Hvad angår perioden fra 1940 og tilbage i tiden, er der en
detalje, som kan være vigtig at fortælle Undersøgelseskommissionen. Folkeregistret blev
lagt sammen med Identifikationsstyrelsen i 1940. Før dette årstal skulle alle personer
indhente en identitetsblanket hos Efterforskningspolitiet, og det var ikke krav om, at man
skulle medbringe sin fødselsattest. Derfor levede Patricio Aylwin som Patricio Aylwin, han
giftede sig som Patricio Aylwin, han fik børn som Patricio Aylwin, og han døde som Patricio
Aylwin
–
men i hans fødselsregistrering stod der, at han hed José Patricio. Det vil sige, at
det ikke fremgik af databasens data, at han var født og var afgået ved døden.
Det samme skete for den tidligere præsident Salvador Allende
Gossens, som i sin fødselsregistrering havde navnet Salvador Guillermo.
Mange har stillet det spørgsmål, hvordan det kunne ske. Det
skyldes, at der er tale om forskellige fornavne, og for at databasen skal kunne
sammenknytte navnene, skal der være fuldstændigt sammenfald.
Det er meget vigtigt, at De får disse oplysninger at vide,
eftersom der har været tvivl om sammenfaldet af de data, som findes i Folkeregistret.
Derfor blev emnet opdelt i de to dele, og for at De kan forstå
det fuldstændigt, er det nødvendigt at nævne sammenhængen med valgsystemet, som
De har hørt om mange gange.
Få dette ark ses en digitaliseret attest. Her ses indførslerne i
vores elektroniske system. I afsnittet foroven ses fornavne, fødselsdatoer og forældrenes
fornavne. Afsnittet forneden har været meget vigtigt, set ud fra en statistisk synsvinkel. Der
er i virkeligheden tale om et spørgeskema til registrering af afgørende statistiske
oplysninger.
For 35 år siden vedtog man en konvention om afgørende
statistiske oplysninger. Tidligere var der medarbejdere i INE (Chiles statistiske kontor),
som gennemgik oplysninger om f.eks. mødre, svangerskabsuger, morens beskæftigelse
og morens bopæl. Hermed kunne man sammenknytte data på en måde, at landet havde
mulighed for at bekæmpe dødelighed hos børn og mødre, ligesom man fik klarhed over,
hvad de enkelte personer døde af.
I dag overføres disse oplysninger automatisk til INE og til
Sundhedsministeriet, og sidstnævnte kan straks foretage en sammenknytning af dødsfald
og fosterdødsfald, som forekommer på et bestemt sted, og som kræver øjeblikkelige
foranstaltninger.
Det nævntes af indlægsholderen, at folk har spurgt meget ind
til fødselserklæringen (comprobante
de parto).
Før 1982 blev fødselserklæringen udført af
en læge eller jordemoder, dvs. to faglige personer. Fødselserklæringen blev udfærdiget in
duplo, idet den ene kopi gik til den pågældende person, som man har set i
undersøgelserne, mens den anden kopi blev tilført Folkeregistret, som foretog registrering
af fødselserklæringen med oplysninger om lægen, moren, barnets køn, fødselsdatoen,
tidspunktet og bopælen.
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
Det var de oplysninger, der fandtes.
I dag er det anderledes. Fødselserklæringen er vedlagt selve
fødselsregistreringen. Hvis De ser på registreringsformularen, vil De bemærke, at den er
udført som udskrift. I dag foregår alt som udskrifter. I 1982 blev fødselsregistreringen
udført i hånden og senere overført til computer.
Dette ark viser, hvordan dokumentet ser ud i dag. Der er
mange flere data i dag: Køn, vægt og højde for spædbarnet, fødselsform, dvs.
enkeltfødsel, tvillingefødsel eller trillingefødsel, fødselssted, og om det foregik på en
institution eller i et privat hjem eller andet sted. Der er også oplyst, om moderen fik
assistance af fagfolk osv. Oplysningerne er ganske udtømmende, og de findes alle i vores
database.
Indlægsholderen ville gerne tale om de tvivlstilfælde, som
opstod, og som han havde bemærket i de stenografiske udskrifter.
Det skal nævnes, at Marisol Rodríguez som repræsentant for
organisationen
Hijos y Madres del Silencio
deltog i møde 1 den 4. marts 2019 og her
oplyste, at organisationen havde problemer med søgningerne. Problemerne viser sig at
skyldes, at man generelt har bedt om fødselserklæringerne. Og disse fødselserklæringer
og andre oplysninger, som ikke indgår i selve registreringerne, opbevares separat.
Fødselserklæringerne var de dokumentbilag, som udgjorde grundlaget for enhver
registrering, og de blev opbevaret i en anden arkivinstans end der, hvor fødselsattesterne
blev opbevaret. Her taler vi om perioden før 1982. Fra 1982 og fremad indgår
fødselserklæringerne i selve attesten. Før udgjorde de et separat dokument. Det oplyses,
at man faktisk råder over de fleste af disse fødselserklæringer, og at de ikke mangler. Der
er ikke mange oplysninger, som mangler i disse data. Problemet er dog, at de findes i
andre arkivmapper, arkivskabe og computere. De befinder sig trygt og sikkert her, fordi
man har investeret mange midler i at passe på disse dokumenter. Dog skal det tilføjes, at
alle søgninger er manuelle. De er systematiserede efter Folkeregistrets enkelte distrikter,
ikke efter hospitaler. Alle personer kan få adgang til deres fødselserklæring, men
søgningen er altid manuel. Derfor er det ikke så nemt at få fat i oplysningerne. Hvis en
person beder om en bestemt fødselserklæring, kan det ske hurtigt, men hvis
vedkommende ønsker alle fødselserklæringer fra et bestemt hospital, på en bestemt dato
eller i en bestemt række måneder, er de arkiverede i dokumenter, som fortsat vil være
intakte og valide. Der er blevet passet godt på dem, og de er aldrig bliver udleveret til
brugerne.
Disse dokumenter har aldrig haft stor betydning, fordi det har
været fødselsregistreringerne, der har været vigtige Dokumenterne findes dog, og der
burde laves en digitaliseringsplan for dem, så der blev adgang til dem. Der er dog ikke
sket nogen digitalisering, fordi Folkeregistret har fokuseret på sin indsats på
fødselsregistreringerne. Problemet er således, at der skal ske en manuel søgning i de
dokumenter, som udgør grundlaget for fødselsregistreringerne.
Marisol talte om de problemer, der opstår, når der ansøges om
at få adgang til sager. Her henvises til adoptionssagerne. Det forholder sig sådan, at
Folkeregistret opbevarer adoptionssagerne og grundlæggende har dem alle sammen
liggende. De opbevares i en boks omgærdet af største sikkerhed, nærmest som en
bankboks. Her opbevares alle adoptionssager, som hører til kategorien fuld adoption. Det
er dog sådan, at tidligere sagsakter/baggrundsoplysninger er blevet destrueret.
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
Der er sager tilbage fra 1965, godt organiserede og i god stand. Det er ikke så nemt at få
adgang til disse sager, for, som De ved, krævede loven, at indholdet i fulde adoptioner var
fortroligt. Loven anførte også, at offentlige ansatte kunne strafforfølges. Det var kun meget
få personer, der havde adgang til sagerne
–
kun to eller tre
–
og de civile funktionærer blev
instruerede i, at oplysningerne var yderst fortroligt. Man begik en lovovertrædelse, hvis
man udleverede oplysninger. Chilensk lov nr. 18.703 angav, at fremlæggelse eller
udlevering af en kopi krævede en domstolsafgørelse. Indlægsholderen anførte, at hun
havde arbejdet mange år på området, ligesom hun tog kopier og gav tilladelser til, at
bestemte personer kunne få sagerne til gennemsyn. Men der var tvivl om
fremgangsmåden: Hvordan arbejdede man, hvordan man fremlagde materialet osv.
Det kan tilføjes, at den nuværende lov, nr. 19.620, lagde
grundlagde for en mekanisme eller et system, således at personer, som er i tvivl om deres
slægtskabshistorik, kan rette forespørgsel til Folkeregistret. Der blev nu fremsendt breve
med spørgsmål om, hvorvidt personernes adoptionsmæssige tilknytning var den samme
som den oprindelige tilknytning, og her var svaret benægtende. De fleste af svarene på
disse forespørgsler var negative, så mange af dem, der troede, at de var adopterede, viste
sig ikke at være det
–
og de fik nogle rimelige forklaringer på det. Hvis en person til
gengæld viste sig at være adopteret, svarede Folkeregistret ham eller hende, at
vedkommende havde en adoptionsmæssig baggrund, hvorefter Folkeregistret udleverede
oplysninger om dommen og domstolen, hvor personen kunne henvende sig for at få en
kopi. Personen fik herefter sine oplysninger ved at gennemlæse sagsakterne. Sådan
foregik det i Børnestyrelsen (Sename), som havde startet programmet Søgning efter
biologisk herkomst (Búsqueda
de Orígenes).
Der peges på, at der ud fra de anmodninger, som blev indgivet,
blot var en lille procentdel, som var adopterede efter bestemmelserne om fuld adoption.
En anden problematik, som påkaldte sig opmærksomhed, var
iflg. Marisol Rodríguez fælles slægtskab hos flere børn, og den måde, man kunne
sammenknytte dem på.
Der sker registrering af fødsler, vielser og dødsfald, men der er
ingen registrering af fælles slægtskab, eftersom det ikke hjemles i loven. Vores database
indeholder dog oplysninger om fælles slægtskab, sådan som det er sket gennem RUN-
systemet (personligt id-system).
Her er vist et eksempel med Claudia, som ledsagede. Her er
hendes tilladelse.
Her ses navnet, Claudia Araya, og når der søges på “børn”,
bliver der vist to børn.
Eftersom hun er ret ung, og hendes børn er født efter 1982, er
oplysningerne meget entydige: Hun har to børn, de har fælles slægtskab, og hun har ikke
flere børn.
Hvis hendes børn var blevet født før 1982, kunne det indikere
en bestemt ting: Det kunne være mindre information, fordi det måske ikke var anført, at
der var fælles slægtskab. I gamle sagsakter kunne det være sådan, at moren kun stod
anført med et enkelt navn i stedet for to, og det ville måske ikke være anført, at der var et
fælles slægtskab mellem børnene.
Hun hedder Claudia Alejandra, men i en indførsel stod der
Claudia Araya Fredes på det måde, at der er tale om Claudia Alejandra, og der var ikke
nogen tilknyttet person.
Oplysningerne om fælles slægtskab, som i dag fremgår af
computeren, skal udelukkende opfattes som reference. De er ikke attesterede som sådan.
Men når en domstol beder om oplysninger, er man nødt til at søge på disse to indførsler
for at se, om navnet Claudia Alejandra Araya Fredes findes her.
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
Og hvis der f.eks. er en søn, som hedder Pozo Fredes, er man nødt til at søge på alle,
som hedder Pozo Fredes. Det er meget sandsynligt, at der bliver fundet en anden Pozo
Fredes, der er søn af hende, hvorimod der ikke står noget fælles slægtskab, fordi der
udelukkende er tale om en referencemæssig oplysning. Derfor oplyser mange, at deres
mor stod opført med 14 børn, mens hun i virkeligheden havde ti.
I tilfældet med hende og hendes bror stod kun hendes bror
anført med fælles slægtskab. Der skulle ske en tilknytning, og der skulle foretages en
handling for at konstatere, hvorfor broren ikke havde en tilknytning.
Hvis der er tale om tiden før 1982, skal processen ske manuelt:
Man skal kontakte en medarbejder, gennemgå databasen og lave en søgning. Det er ikke
noget, som sker automatisk. Men med alle oplysninger efter 1982 er det muligt at gøre det
automatisk. Desuden er det sådan, at man fra 2000 og fremdeles med højst sandsynlighed
vil kunne få udskrevet disse attester. Men som sagt, før 1982 er der ikke nogen
sammenknytning af indførsler, fordi de blev udført manuelt uden nogen form for
verifikation.
Når man ønsker at knytte en person til en far eller mor, er man
afhængig af de indførsler, der findes, og man er nødt til at gennemgå dem. Denne
tilknytning fremgår dog ikke af selve attesten. Når man beder om de pågældende attester,
skal der allerede foreligge en oplysning om tilknytning til personens rigtige mor og far.
Computeren gør det, at den oplyser en reference, som kan udgøre grundlaget for en videre
undersøgelse.
Marisol Rodríguez anførte, at der var indførsler uden
rekvirenter og uden underskrift.
Folkeregistrets procedurer er meget gamle og baseret på
principperne i det chilenske ejendomsregister (Conservador
de Bienes Raíces),
og det er
således afgørende, at rekvirenten har sat sin underskrift. Jeg kan dog ikke sige, at der ikke
kan være attester, som rekvirenten ikke har underskrevet. Der er nogle forskelle, som der
skal tages højde for. Indførslerne udføres in duplo. Nogle gange er en indførsel gået tabt,
hvorfor der er foretaget en genoprettelse. Denne genoprettelse har logisk set ikke haft en
underskrift, fordi der har været tale om en genoprettelse. Marisol Rodríguez gjorde
opmærksom på dette forhold, så der kunne være tilfælde, hvor rekvirenten ikke satte sin
underskrift. Der kunne også være tilfælde baseret på gamle procedurer, som betød, at der
skulle ske en bekræftelse: Hvis der ikke var en underskrift, skulle det bekræftes, at
rekvirenten havde været til stede, men i forbindelse med de fleste indførsler og
fødselsregistreringer er der faktisk en rekvirent til stede, fordi det er den vigtig detalje. Og
desuden har det været sådan, at rekvirenten har skulle godtgøre sin identitet med sit id-
kort.
Også den manglende adgang til registrene blev omtalt. På hver
eneste kontor i distriktet findes en kopi af indførslen, ligesom hovedarkivet, placeret i Calle
en Catedral 1772, råder over samtlige fødsels-, vielses- og dødsattester for alle chilenere
fra 1885 og frem til i dag.
Hvad skete der egentlig? I 1940 var der en brand, som
ødelagde registrene fra 1900 til 1940, men der lå dog stadig en kopi på lokalregistret. Men
naturligvis var der også nogle lokalregistre, hvor der indtraf ulykker. Et eksempel herpå er
lokalregistret i Viña del Mar, hvor der forekom en oversvømmelse i Marga. Og så var der
branden.
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
Derfor er mange oplysninger blevet ødelagt, og som det er
tilfældet med ejendomsregistret, er det i de tilfælde umuligt at udlevere registreringerne til
enkeltpersoner, så de kan gennemgå dem. Der var en kvinde, som på et tidspunkt fortvivlet
søgte efter sit barn, og jeg sagde til hende: Hvis det er muligt, skal det være her. Så
personen kiggede i registrene. Men der er ikke en enkelt metode, som på
Nationalbiblioteket, hvor man kan gennemgå registrene, så en person kan gennemse alt,
side for side.
Når der er nogen, der vil anmode om noget på dette område,
kan det ske skriftligt, og man kan få indholdet at se. Tidligere var der naturligvis bedre
adgang, men registrere blev efterhånden dårligere, og der blev passet mindre godt på
dem. Derfor er der ikke så udbredt adgang længere for personer til at få lov til at gennemse
indførslerne. Til gengæld har Nationalbiblioteket indført digitalisering, selv om dette
bibliotek heller ikke giver adgang til de gamle registre.
Der henvistes til et tilfælde med et barn, som var blevet fjernet,
og som var indskrevet tre gange. Situationen med dobbelt og tredobbelt indførsel ville
indlægsholderen gerne komme lidt nærmere ind på, og det kommer senere i indlægget.
Men som det også fremgår af akterne, kunne man registrere et barn med tilstedeværelse
af et vidne
–
med vilkårligt navn, fødselssted og fødselsdato. Når man først havde
konstateret, at det var de samme, var det nemt nok.
Det nævnes, at der foretages kontrol af dobbelt
fødselsregistrering. Det kan gøres, og det bliver gjort. F.eks. når en mor registrerede et
barn, hvis far ikke havde anerkendt det, og når moren så på et senere tidspunkt giftede
sig, og der skulle ske legitimering eller anerkendelse. Men her skete det dog i form af en
registrering med vidner tilstede. Som det kan konstateres, var det den samme mor, den
samme periode og den samme fødselsdato. Det vil altså sige, at det hele var det samme,
men hvis man ønskede at begå svindel, og der blev afgivet et andet navn, en anden mor
eller en anden fødselsdato, kunne det ske ved at foretage registreringen et andet sted end
der, hvor barnet var blevet født, og med de manuelle systemer, som var gældende
dengang. Det kunne man ikke vide.
På møde nr. 2, som blev afholdt den 11. marts 2019, deltog
desuden Karen Alfaro, historiker, som anførte, at hun havde konstateret 585
underindførsler af mindreårige, som var udrejst til udlandet, og at man ikke regulerede
disser udrejser til udlandet. Men faktisk var udrejse af mindreårige til udlandet faktisk
meget reguleret.
Udrejse af mindreårige til udlandet havde hjemmel i chilensk
lov nr. 18.703. Indlægsholderen mente, det var en særlig paragraf. Hun tilføjede, at
Børnestyrelsen (Sename) gennemgik det og talte med hende, og derfor ville hun ikke gå
yderligere ind i det her. Men det er et faktum, at domstolen fremsendte sin godkendelse til
Folkeregisterstyrelsen i forbindelse med udrejse af mindreårige til udlandet, og derfor
skulle Folkeregisterstyrelsen føre et register over det. Dette register findes faktisk også.
Sandheden er, at der er tale om en liste, ikke et fysisk register. Det er en liste, hvorpå man
nøjagtigt har registreret alle de børn, som er udrejst af landet, og de domstole, som har
godkendt disse udrejser.
Karen Alfaro anførte, at når børnene udrejste af Chile med
henblik på adoption i udlandet, skulle konsulen bagefter foretage et tilsyn, og når det var
konstateret, at formålet var overholdt, blev der lavet en underindførsel. Historikeren fandt
frem til denne underindførsel, og det er et faktum, at der kun var tale om ganske få
underindførsler, som blev påført, efter at børnene var blevet adopteret i udlandet.
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
Det betyder dog ikke, at de ikke er blevet adopteret i udlandet.
Indlægsholderen forklarede, at hvis der var en indførsel med
formuleringen: adoption i udlandet, så betyder det, at hele processen var afsluttet. Barnet
udrejste med henblik på adoption i udlandet, det blev registreret i et register, og
efterfølgende fremsendte konsulen domstolens dom om, at barnet var blevet adopteret.
På næste ark ses antallet af børn, som udrejste af Chile med
henblik på adoption i udlandet. Fra 1988 og i årene fremover er det ca. 3.500 børn, som
udrejste med henblik på adoption i udlandet. Der er et system i dette, i oplysningerne og i
de dokumenter, der lå bag.
På møde nr. 3 deltog Sandra Castillo, og de deputerede
Leonardo Soto og Luis Rocafull henledte opmærksomheden på systemet med RUN-
numre (nationalt id-system). Det er måske en fejl at tilknytte RUN-nummeret til alderen,
selv om der i de fleste tilfælde er et sammenfald her. Der er dog ikke et fast sammenfald.
Indtil 5. februar 1981 fandtes der et system med bøger, som
fandtes tilsvarende (in duplo) lokalregistrene. Når man skulle have et RUN-nummer, tog
man til lokalregistret. Dengang, op til 1981, var det sådan, at når man skulle have et
identitetskort, skulle man først have et RUN-nummer. Men indførslen havde ikke et RUN-
nummer i sig selv.
Men med virkning fra 1982 begyndte man med indførslen af
det nye teknologiske system at bruge RUN i forbindelse med registreringen. Før 1982
skulle man først have et identitetskort, og derefter fik man et RUN-nummer. Dengang var
det generelt sådan, at man fik et identitetskort, når man fyldte 18 år, og når man tog
egnethedsprøve til at starte i uddannelse (i dag PSU), men hvis man rejste ud af landet
som 5-årig, fik man tildelt et RUN-nummer. Det kunne virke, som om man var ældre, men
RUN-nummeret har ikke nogen relation til alderen.
Bøgerne blev afskaffet i 1981, og man begyndte at sende RUN-
lister til lokalarkiverne. Fra 1981 og frem til 1999 fik personer tildelt RUN-nummer på basis
af listen, udarbejdet af computeren. Herefter skete der det, at de lokalregistre, der betjente
flest mennesker, begyndte at bruge RUN-numre. Men samtidig var det også sådan, at den
samme liste aldrig kom i gang visse steder, eksempelvis i Ahué. Men hvis en person skulle
have et RUN-nummer, kunne han få et utidssvarende nummer og konstatere: Her får jeg
et nummer med otte millioner, mens de andre får tildelt et nummer med 11 millioner
–
og
alderen er den samme. Der er derfor ikke en fast sammenhæng mellem RUN-nummer og
alder.
Hvordan foregår det så i dag? Systemet har siden 2000 hentet
RUN-numrene i en stor, central nummerbank. I dag går et RUN-nummer måske først til
Arica. Herefter er der en fødsel i Talca, og det følgende nummer bliver udtaget af
nummerbanken. Det betyder, at systemet ikke kan identificeres efter lokalarkiv, men at
RUN-numrene derimod bliver udtaget kontinuerligt af nummerbanken. Der er dog nogle
tidligere oplysninger, vi skal huske. Det kan således nævnes, at RUN-numrene fra 14
millioner blev brugt til udlændinge en overgang, og til straffede personer, som endnu ikke
havde fået et identitetskort. Området fra 14 millioner bliver stadig brugt, men udlændinge
tildeles i dag RUN-nummer fra den centrale nummerbank.
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
Sandra Castillo henviste igen til problemerne, der opstod, når
man ville anmode om at få udleveret adoptionssager.
På møde 5, afholdt den 8. april, henviste Constanza del Río til
forskellige problematikker. For det første bad hun Undersøgelseskommissionen om at
erindre, at registrering med vidner bør fjernes som mulighed.
Loven anerkender tre registreringsmetoder i forbindelse med
fødsel: fødselserklæring, vidneerklæring og domstolsafgørelse. Det er tre metoder,
hvorefter børns fødsel kan registreres.
Man er indtil videre fortsat med at anvende vidneerklæringer
som metode, eftersom registrering ved hjælp af fødselserklæring er forbeholdt de tilfælde,
hvor moren er blevet tilset af en læge eller jordemoder. Der er således fødsler, som finder
sted uden hverken læge eller jordemoder, og der er stadig behov for vidneerklæringen
som metode.
Opmærksomheden henledes på, at den generelle eller
universelle fødselsregistrering har været en af de største indsatser og en af de største
succeser i vores land. Det har afspejlet sig i den førte politik og har grundlæggende
afspejlet sig i børnesundheden. Chile er et af de få lande, som har indført universel
fødselsregistrering. Det betyder, at alle børn bliver indført og registreret. Her i regionen er
det kun Uruguay, Costa Rica og Chile, som har en sådan ordning. Generelt kan det siges,
at det er et stort problem, hvis børnene ikke bliver registreret
–
et barn, som ikke er
registreret, eksisterer således grundlæggende ikke.
I FN´s verdensmål for bæredygtig udvikling, punkt 16, anføres
det som et mål at udvikle en velfungerende folkeregistrering, og at alle børn i 2030 skal
være registrerede.
Derfor ønsker Folkeregister- og identifikationsstyrelsen at
modarbejde enhver foranstaltning, som udgør at hindring før børns registrering.
Antallet af vidneregistreringer er faldet meget. Selv om denne
registreringsmetode i 1970´erne og 1980´erne var meget vigtig, forekommer der kun få i
dag. Der har eksempelvis i indeværende år været 43 vidneregistreringer, mens det sidste
år drejede sig om 134 ud af 360.000 fødsler. Der er dermed tale om et helt ubetydeligt
antal. Vi er dog nu i gang med at indføre nye metoder.
Der har således være eksempler på børn, som er blevet født
hjemme eller i en taxa
–
f.eks. på vej til fødslen og med assistance fra politibetjente. De
skal dog alligevel ind på en klinik eller et hospital, så der kan blive udfærdiget en
fødselserklæring. Der er nogle læger og jordemødre, som er imod dette, men det er ikke
flertallet. Når de har konstateret, at moden synes at have født et barn, vil de afsluttende
udfærdige en fødselserklæring, selv om de ikke selv har medvirket ved fødslen. Det gør
de, fordi de har konstateret det og føler sig overbeviste om, på et medicinsk grundlag, at
barnet faktisk er født, men der er som sagt læger og jordemødre, som ikke ønsket at gøre
det.
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
Der har desuden på det seneste været en tendens til flere
hjemmefødsler og badekarsfødsler, og der skal også tænkes på personer, som bor på
fjerne adresser. Når sådanne børn skal registreres, er der brug for vidner. De
sundhedsfaglige kontrolinstanser spørger i sådanne tilfælde, om moren har fået
assistance til fødslen, ligesom der bliver foretaget en undersøgelse.
Heldigvis er der ikke på det seneste konstateret tilfælde, hvor
registrering med vidner og bedrageri er set i forbindelse med uregelmæssige adoptioner.
Efterforskningspolitiet (PDI) vurderer, om der er tale om børn, som er født i udlandet, og
som herefter indrejser i Chile, og hvor det er oplyst, at børnene er født i Chile. Der er her
tale om bedrageri, men tallet er meget lavt.
Indlægsholderen gentog, at hvis vi fjerner registrering med
vidner, kan det medføre, at fødselsregistreringssystemet bliver hæmmet, og det ville efter
hendes mening være meget alvorligt.
Hun opfordrende desuden til at anvende den såkaldte
børneattest (certificado
de hijos).
Børneattesten er en manuel attest, som alt efter
tidspunktet har været en virkelig dyr løsning for myndighederne. Det var ikke noget
problem at gøre det i visse tidsperioder, som det skete mellem 1982 og 2000 og også
efterfølgende. Det var meget præcist, men længere tilbage har man muligvis attesteret
forhold, som ikke var korrekt oplyste.
Generelt kommer attesterne eller udskrifterne fra et register og
udskrives med hjemmel i loven. Her findes ikke børneattester, men fødselsattester
(certificados
de nacimiento),
og her fremgår børnenes navne også. Derfor skal man have
in mente, at der kan have været juridiske tvivlstilfælde.
Constanza del Río tilføjede, at hun havde bemærket, at det er
meget svært for udlændinge at indhente en kopi af deres fødselsattest. Det er et faktum,
at man er nødt til at opholde sig i Chile for at kunne anmode om en sådan kopi. Det skyldes,
at udskriften er genstand for en afgift, som skal betales lokalt. En chilener, som er bosat i
udlandet, kan indhente en fødselsattest ved at indsende en digital ansøgning. Det tager to
minutter, og ansøgningen kan også indgives på et website.
Fødsels-, vielses- og dødsattester er gratis, hvilket er en
kæmpe fordel for chilenske statsborgere, sammenlignet med andre lande i Latinamerika
og Caribien. Derimod er det mere kompliceret med deciderede sagsakter, fordi de skal
tages ud af bogen og fotokopieres. Endelig skal der betales en afgift for det.
Man er dog i gang med at etablere procedurer, så det bliver
muligt at udfærdige sagsakter til udlændinge. Det skal ske ved hjælp af webadgang. Det
er sådanne ting, vi skal være opmærksomme på.
Det blev endvidere oplyst, at udlændinge ikke er klare over,
hvordan de kan anmode om en attest. Der er f.eks. et problem med sproget. Hvis
pågældende person er i Sverige, kan det være problematisk at få adgang til vores system.
Men det ændrer ikke ved, at det er et godt system, og lad os håbe, at der kommer en side
på engelsk, så arbejdet kan gøres lettere. Det er hensigten at gøre dette.
Constanza del Río omtalte desuden, hvordan Folkeregister- og
Identifikationsstyrelsen har optrådt i forbindelse med dobbeltregistreringer.
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
Som hun tidligere havde nævnt, er der opstået dobbeltregistreringer pga. registreringer,
som er foretaget med fødselserklæring, og som derefter er gentaget med vidneerklæring.
Funktionærerne i Folkeregister- og identifikationsstyrelsen
havde i 1960´erne, 1970´erne og 1980´erne en meget striks tilgang, men alle vidste, at
registreringen var vigtig. Tilgangen var striks, og man lavede vidneerklæringer og stillede
spørgsmål, men uanset systemet kunne det være sårbart for direkte bedrageri, som det er
set i andre sager. Et eksempel: Hvis en socialrådgiver kom fra domstolen og medbragte
to vidner, var det nok sådan, at funktionæren i Folkeregistret på det tidspunkt har taget
vidneerklæringerne for gode vare og accepteret socialrådgiverens adkomst, fordi hun
indgik i domstolen.
Men generelt arbejdede funktionærerne ved Folkeregistrene
dengang grundigt og stillede store krav til vidneerklæringerne.
Andrea
Mercado
erklærede
over
for
Undersøgelseskommissionen på samme møde, at hun havde 14 børn, hvoraf nogle ikke
var hendes egne. Dette skete med henvisning til hendes alder og til nogle af de
sammenholdelser, som var foretaget i databasen.
Constanza del Río spurgte, hvorfor man kunne acceptere
vidneregistreringerne, og fik det svar, at man handlede i god tro. Funktionærernes
beføjelser har hjemmel i chilensk lov nr. 4.808, hvor der findes to eller tre bestemmelser,
de skal overholde som personer, der nyder offentlig tillid. Det betyder, at de kan gøre
erklæringsafgiverne opmærksomme på en fejlagtig eller ukorrekt oplysning, således at der
kan tages forbehold for oplysningerne, som herefter indføres. Der er også en anden
bestemmelse, som gør det muligt for en funktionær at komme mod indvendinger mod det
navn, man ønsker at give barnet. Det betyder, at funktionæren har en vis selvbestemmelse
på området, og det var en mulighed, som især ældre funktionærer benyttede.
Tidligere var det at være funktionær på et Folkeregister en
bemyndigelse, i dag er det en stilling. Funktionæren fik tildelt visse særlige beføjelser, og
det var indlægsholderens opfattelse, at disse beføjelser i de fleste tilfælde blev udnyttet.
Det var ikke uvæsentligt, fordi enhver kunne lave en vidneregistrering. Med 25 års erfaring
var det ikke hendes opfattelse, at det var så nemt at gøre. De kunne måske finde
uregelmæssige sager, hvor der var en hensigt om bedrageri, men det er meget svært at
kontrollere.
Ana María Olivares omtalte igen slægtskabserklæringen
(certificado
de filiación).
Hun nævnte, at en mor kunne tro, at hendes barn var afgået ved
døden, men at barnet i virkeligheden var i live. I databasen findes oplysninger om fødsler
og dødsfald. Disse oplysninger bliver sammenholdt og sammenknyttet i den udstrækning,
at der er sammenfald mellem oplysningerne. Indlægsholderen ønskede at fortælle, hvad
det skete i 1982 og årene før. En person skulle have helt de samme oplysninger for for-
og efternavn samt for fødsel og dødsfald, for at der kunne ske en sammenholdelse og
sammenknytning af oplysningerne. Hvis der manglede noget, kunne der ikke ske en
sammenholdelse og sammenknytning. Dette kan dog konstateres nærmere af de
teknikere, som styrer databasen. I databasen findes datoer for Luis Pérez Orellanas fødsel
og død, men oplysningerne dog ikke samme sammenknyttede. Hvad er forskellen?
Fødselsdatoen. I den ene indførsel står der, at personen blev født en bestemt dag, mens
der er en anden dato i den anden indførsel. Derfor er indførslerne ikke sammenknyttede.
Det kræver, at det blevet bemærket af en tekniker i Folkeregistret, som kan fastslå, at det
er den samme Luis Pérez Orellana. Det skal konstateres, om der er tale om den samme
måned, og om forældrenes navne er sammenfaldende. Herefter kan en tekniker
sammenknytte dataene, men dette sker ikke automatisk i databasen.
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
Derfor har man i dag ikke over slægtskabsbeviser for mødrene.
Ana María Olivares omtalte desuden de dobbeltregistreringer,
som er sket for nogle personer. I dette tilfælde er der en detalje, som ikke kom frem i
diskussionen, og som hun ville kommentere. Den gældende procedure i forbindelse med
et barns udrejse til udlandet med henblik på adoption var ret besværlig. Men hvordan er
man så kommet ud af landet med et barn i perioden frem til i dag? Hvis jeg i dag ønsker
at udrejse til udlandet med et barn, som ikke er mit, skal jeg først indhente morens og
farens godkendelse. Måske skulle man tidligere henvende sig til retten for at erklære, at
man kom fra Italien, eller at man gerne ville adoptere herfra. Måske skulle man have
godkendelser fra begge forældre for at kunne udrejse. De vidste indlægsholderen ikke,
eftersom hun ikke er ekspert på dette område. Måske kan Efterforskningspolitiet kaste lys
over sagen, men som det er i dag, kan børn udrejse af landet, når der foreligger en
godkendelse fra faren og moren. Måske skulle man også oplyse, at barnet var registreret,
og at der skulle foretages en adoptionsbehandling, og det har altid være besværligt. Den
første adoptionslov i Frankrig havde netop til formål at undgå, at der skete forfalskning af
fødsler. Adoptionslovene bliver altid vedtaget let og hurtigt, men bagefter opstår
problemerne, og adoptionerne begynde at falde fra hinanden, fordi der sker handel med
børn. Efterfølgende laver man så en lov, for at det skal være lettere at adoptere. Der
kommer en strøm i gang, men når der efterfølgende begynder at komme problemer,
aftager strømmen. Med denne adoptionsmetode, som var så besværlig, registrerede de
enkelte personer børnene med en ny identitet. På et tidspunkt måtte hun tage sig af en
kvinde, som var fortvivlet, fordi hun ikke kunne blive genforenet med sit barn. Det fremgår
af sagens akter, at hun havde en fornemmelse af, at hendes barn ikke var død, og at det
var blevet registreret. Derfor ville hun søge efter barnet. Hun spurgte om, hvor hun skulle
tage hen og søge. Hvis det var sådan, at hendes barn var blevet registreret, kunne det
være sket i vidners nærvær på et af de 470 lokalarkiver under Folkeregisterstyrelsen.
Derefter fik hun oplysninger fra Folkeregisterstyrelsens arkiv på Hospital Sótero del Río til
gennemsyn. Hun var fortvivlet, og efterfølgende besøgte hun cirka 40 lokalarkiver, som
alle måtte afvise hende. Det er meget svært at få noget igennem, hvis man ikke har en
oplysning, det kan knyttes til. Når Folkeregistret undersøger dobbelte
fødselsregistreringer, virker det ret indlysende. I det konkrete tilfælde, som jeg lige har talt
om, var det den samme mor, og hun kunne ikke have fået to børn inden for den periode.
Hvis der er en far, er der naturligvis sket det, at man i stedet for at lave en ny
slægtsskabstilknytning registrerede barnet på ny, fordi der var den samme fødselsdato og
den samme mor. Derfor var der tale om den samme person. Men hvis barnet blev
registreret med vidner, og der blev oplyst et andet navn, en anden mor, en anden
fødselsdato eller et andet fødested, ville det ikke være muligt at udføre undersøgelsen.
Fru Olivares omtalte desuden forekomsten af dobbelt identitet
i Chile og i udlandet. Det forholder sig jo sådan, at hvis barnet udrejste til udlandet for at
blive adopteret der, ville barnet få tildelt for- og efternavn i forbindelse med adoptionen,
sådan som det nu var blevet bestemt i udlandet. Imidlertid betyder adoption i henhold til
international ret ikke, at barnet dermed mister sin nationalitet. For at en dom i Sverige eller
Italien kunne få retskraft i Chile, skulle det ske med konsulens mellemkomst (exequatur).
Indlægsholderen havde aldrig set, at det var sket, dvs. at man havde tildelt retskraft for en
dom, som var afsagt af en italiensk eller svensk dommer. Det er den eneste måde, hvorpå
man har kunnet annullere en registrering i Chile, mens eftersom man ikke gjorde det, fordi
personerne jo boede i udlandet, blev registreringen i Chile ikke ændret. Disse personer
har, som det fremgår af sagsakterne, kunnet henvende sig til konsulatet for at få chilensk
identitetskort og pas, eftersom en adoption ikke indebærer fortabelse af nationalitet.
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
Ana María Olivares oplyste, at hun har haft sagsakter til
gennemsyn, hvor indførslen lod til at være udstreget eller slettet, uden at der forelå en
forklaring fra Folkeregistret. Med virkning fra lov nr. 18.703 af 1988 begyndte man at
indsværte sagsakter med sort blæk, som var svær at fjerne igen, og som betød, at man
ikke kunne se, hvad der stod. Tidligere destruerede man materialerne, men det var ikke
tilladt at fjerne selve arket, eftersom der var en anden indførsel på bagsiden. Derfor brugte
man en del forskellige metoder. I første omgang, mellem 1965 og 1988, forekom det, at
der var sager, som blev destruerede efter bestemmelse fra en domstol. Dette skete ikke
efter 1988, fordi der stadig var en kopi af den gamle sagsakt. Før 1988 foregik det sådan,
at funktionæren i Folkeregistret i forbindelse med adoption overstregede eller slettede
oplysninger, og det samme skete i Hovedarkivet. Der fandtes i disse tilfælde en forklarende
note fra Folkeregistret, fordi der var tale om adoptioner, som var gennemført mellem 1965
og 1988.
Ana María Olivares havde også udført en undersøgelse om
sagen, idet hun mødtes med personer, som var registrerede uden bopæl. Hun forklarede,
at der kunne være en sammenhæng med udenlandsk adoption. En person kan have
registreret bopælsoplysninger i Folkeregistret af fire årsager: efter at anmodet om
identitetskort eller pas, efter at have registreret et motorkøretøj og efter at have registreret
et handicap. Der kan være disse fire årsager til, at en person har registreret sin bopæl i
Folkeregistret. Hvis ingen af disse faktorer er opfyldt, har personerne ikke fået registreret
deres bopæl, men udelukkende deres kommune. Fru Olivares mødte en gruppe personer
over 18 år, som ikke havde registreret deres bopæl. Man kan spørge sig selv: Hvordan
kan det være, at disse personer på 25, 30 eller 40 år stadig ikke har anmodet om
identitetskort? Det kan jo ikke passe. Hvad kan der være sket i disse tilfælde? Nogle er
måske udrejst af Chile i forbindelse med adoption, eller de er afgået ved døden, samtidig
med at fødslen ikke kan sammenholdes med dødsfaldet. Der kan være forskellige
forklaringer
–
og ikke nødvendigvis de her anførte. Man kunne lave en liste med personer,
som sikkert består af millioner. I databasen findes oplysninger om de personer, som ikke
har registreret bopæl. Når der bliver indgivet en ansøgning, er det en god idé at anføre en
afgrænsning af søgningen. Det skyldes, at der er enorme mængder oplysninger, og det er
kompliceret at behandle dem. Der er tale om et lukssussystem. Det er en spændende
database, men den er også ret gammel. Der arbejdes med at modernisere selve den
teknologiske basis i Folkeregisterstyrelsen.
Fru Olivares talte desuden om registreringen af dødfødte. Det
var hendes erfaring, at man før 1982 ikke engang udskrev fosterdødsattester. Ligene blev
behandlet som patologiske rester. Det oplyses, at der kun var oplysninger om det
Folkeregistret i de tilfælde, hvor forældrene ønskede at få liget begravet. I disse tilfælde
blev der udfærdiget en begravelsesattest, som var dokumentation for fosterdødsfaldet.
Denne
oplysning
havde
stor
betydning
for
Sundhedsministeriet. Med konventionen fra 1982 blev det skærpet, at der skulle foreligge
oplysninger om fosterdødsfald, og at de skulle tillægges større betydning. Det skyldes, at
disse dødsfald gav relevant sundhedsinformation.
Fra 1982 blev alle fosterdødsfald registreret med den nye
formular D-8. Før det år blev kun få registreret.
Hvad var egentlig baggrunden? Sundhedsministeriet havde en
protokol, som bestemte, at hvis et foster ikke overlevede et bestemt antal
svangerskabsmåneder eller opnåede en bestemt vægt, undlod man at erklære
fosterdødsfald.
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
Efter anbefaling fra Verdenssundhedsorganisationen har man
siden 1982 bedt læger og jordemødre om altid at afgive erklæring om fosterdødsfald,
uanset antallet af svangerskabsuger og vægt. Det skete dog ikke på én gang. Der skulle
gå år, inden den nye praksis vandt frem.
Der findes ikke nogen registrering af fosterdødsfald, og der er
ikke noget register. Som De ved, er der aktuelt et lovudkast under behandling, som
fastslår, at der skal oprettes et sådant register. I dag råder vi over arkivmapper med
attester, som går fra 1982 og fremad. Materialet er i god stand, men fra de tidligere år
råder vi kun over begrænsede oplysninger.
Det
nye
register
over
fosterdødsfald
svarer
til
dødsfaldsregistret med den undtagelse, at der angives specifikke årsager til dødsfaldet og
antallet af svangerskabsuger. Der er her særligt fokus på dataene, fordi de har haft stor
betydning for kampen mod børnedødelighed, men der foreligger kun komplette
oplysninger fra 1982 og senere.
Fru Olivares talte om den såkaldte opgørelse af antallet af
fødsler per uge og fødende kvinder. Denne bestemmelse fremgår af lovdekret nr. 2.128 af
1930.
Der findes dog ingen dokumenter, der er knyttede til denne
opgørelse. Der kom aldrig nogen. Man har ikke viden om, at noget hospitalet lavede en
liste over fødende kvinder.
I dag arbejdes der med et system, som hedder Prenac. Efter
dette system skal læger og jordemødre indgive bekræftelser af fødsler og fosterdødsfald
online.
Man har udviklet et system, hvorefter man kan inddele
oplysningerne fra hospitalerne om nyfødte, så det er muligt at sammenholde antallet af
registrerede med antallet af fødsler. Det findes ikke i dag. Der udføres statistiske
beregninger, og det er en ting, som interesserer det internationale samfund meget. Vi
bliver spurgt, hvordan registret fungerer, men vi har ikke noget at fortælle. Jeg kan ikke
sige, at systemet ikke er indført, men vi kan heller ikke fortælle, at der er tilgået data.
Ana María Olivares fortalte, at der sker registreringer efter 60
dage, uden at der foreligger nogen juridisk godkendelse af en sådan fremgangsmåde.
Det forholder sig sådan, at den gamle lov foreskrev 30 dage til
registrering af fødsler, og hvis en registrering skete senere, blev der pålagt en bøde. Den
gamle lov fortsatte indtil 1940 og blev ændret, fordi folk ikke registrerede deres børn eller
registrerede dem, som om de lige var blevet født. Der er således sager, hvor personer er
blevet registreret i eksempelvis en alder af fem år, men med angivelse af, at de var nyfødte.
Det skete sådan, for at man kunne undgå at betale bøde.
En sådan bøde er en af de virkemidler, som et land kan bruge.
Det findes stadig i andre lande, men med den virkning, at folk så undlader at foretage
korrekt registrering.
Bøden blev fjernet, og i dag siger loven, at forældrene kan lade
deres børn registrere inden for de første 30 dage efter fødslen. Samtidig er det fastslået,
hvem der har pligt til lade børn registrere mellem 30 og 60 dage efter fødslen i tilfælde,
hvor der er tale om børn, som er blevet forældreløse. I dette tilfælde kan de pågældende
personer anmode om en registrering af fødslen.
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
I dag findes der ikke nogen frist. Der er ikke krav om retslig
registrering efter 60 dage.
Der er krav om retslig registrering, når der ikke findes
bekræftende vidner. Hvis en person er 70 år, kan det være svært at finde vidner på 90 år,
som kan bekræfte fødslen.
I den nordlige del af landet er der mange tilfælde med personer,
som flyttede dertil for at blive chilensk statsborger. Indlægsholderen kunne huske en
kaotisk sag med en retslig registrering i Arica, som i årevis forsøgte at registrere en
handicappet person, som desuden havde kræft. Til sidst accepterede domstolen sagen og
godkendte personens registrering, selv om der ikke var vidner, der kunne bekræfte det.
Efterforskningspolitiet tog sig af sagen.
Utroligt nok kom de oprindelige samfund senere og sagde, at
personen ikke var derfra, fordi alle kendte alle, og fordi den pågældende i stedet var fra
Bolivia.
Således nævnte fru Olivares, at man havde fundet personer,
som var blevet registreret efter syv eller otte måneder. Hun tilføjede, at der i dag findes
stadig findes registreringer af voksne personer, selv om det er få. Det er omkring 135, men
de findes.
Denne situation sættes i forbindelse med nogle brande, som
ødelagde registrene i perioden mellem 1900 og 1940. Det gjaldt en række distrikter som
Achao og Viña del Mar. De omtalte personer mistede deres registrering. Så hvis en person
på 70 år ikke var registreret, skulle vedkommende gå til Folkeregistret for at blive
registreret. Det skete ved mellemkomst af vidner, og derfor var der ikke behov for en retslig
registrering.
**************
Jaime González,
rådgiver for sundhedsministeren, oplyste, at
kliniske journaler har fortrolig karakter, men at de kan fremlægges her og indgå i
overvejelserne, så længe de fremlægges på et særligt møde efter anmodning om, at disse
kliniske journaler behandles med henvisning til deres fortrolige og hemmelige indhold.
Enhver interesseret part, som ønsker at gennemse sine egne kliniske journaler, kan
kontakte sundhedsmyndighederne og hospitalerne for direkte at anmode om at få dem til
gennemsyn. Disse parter skal dog i samarbejde med Undersøgelseskommissionen
udlevere dem i den udstrækning, at det ovenfor anførte retslige krav bliver overholdt,
sådan som det for nylig er aftalt med sekretariatet.
************
María Eugenia Wegner,
leder i styringsafdelingen i den
rådgivende virksomhed Red Asistencia, indledte med en præsentation af de
bestemmelser, der styrer håndteringen af kliniske journaler. Gennemgang af
bestemmelser. Det fysiske ejerskab til en klinisk journal ligger hos den pågældende
sundhedsinstitution, som har ansvar at sikre, at indholdet holdes fortroligt.
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
Det skal dog nævnes, at de data, som findes i en klinisk journal, tilhører patienten.
Derfor har alle patienter mulighed for at kontakte institutionen
for at anmode om at få udleveret sin kliniske journal. Uanset om en sådan klinisk journal
findes eller ej, er institutionen forpligtet til at udfolde en indsats for at give et svar.
Institutionerne skal som minimum opbevare den omtalte
dokumentation i 15 år. Sådan er bestemmelserne her i landet, og hvis en journal ikke
aktiveres, fordi patienten modtager en ydelse, vil journalen bevare en passiv status, og
herefter skal journalen opbevares i 15 år.
Lov nr. 20.584 om patienters rettigheder og forpligtelser, som
trådte i kraft den 1. oktober 2012, anfører som følger i artikel 12 og 13: Den kliniske journal
er et obligatorisk instrument, som benyttes til at registrere den samlede patienthistorie på
forskellige områder, som har tilknytning til personens sundhed, og formålet er at samle de
nødvendige patientoplysninger i forbindelse med den enkelte patients behandlingsforløb.
Den kliniske journal kan være elektronisk eller fysisk og have
en anden sammensætning, men det er altid en betingelse, at der foreligger en fuldstændig
registrering.
Det er her vigtigt at understrege, at den kliniske journal er en
samlet patienthistorie, som denne er registreret på forskellige hospitalet og klinikker. Det
betyder, at alle forhold, som vedrører en patient, skal være medtaget i en sådan journal,
og at der skal sikres en hensigtsmæssig adgang til, opbevaring af og fortrolighed i forhold
til oplysningerne. Det skal også sikres, at indholdet er korrekt, og at eventuelle ændringer
i journalen er korrekte.
Desuden skal alle oplysninger foreligge, både fra den kliniske
journal og fra undersøgelser og andre dokumenter, som angiver procedurer og
behandlinger, som de enkelte personer måtte gennemgår. Dvs. alle undersøgelser.
Desuden anføres som følger i artikel 2, litra g) i lov nr. 19.628.
Artikel 13. Den kliniske journal skal som minimum opbevares af yderen i en periode på 15
år, og det er yderen, som har ansvar for, at indholdet holdes fortroligt. Der er udformet en
bekendtgørelse under Sundhedsministeriet, som fastlægger formen og vilkårene, under
hvilke yderne skal opbevare kliniske journaler, og der anføres også de nødvendige
bestemmelser, for at de kliniske journaler kan forvaltes, beskyttes og annulleres.
Tredjeparter, som ikke har nogen direkte tilknytning til en
persons behandling, har ikke adgang til de oplysninger, som findes i den pågældende
kliniske journal.
Det betyder, at patienten eller dennes legale repræsentant kan
anmode om at få journalen udleveret. Andre personer har ikke denne ret, med mindre der
er tale om en retslig handling, som dog skal værne om den fortrolige karakter af de
oplysninger, som er beskyttede i henhold til loven om patienters rettigheder og
forpligtelser.
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
Det anføres som følger i artiklen: Dette omfatter
sundhedspersonale og administrativt personale hos den pågældende yder, som ikke er
involverede i personens behandling.
Det betyder eksempelvis, at en person, som ikke har nogen
direkte tilknytning til, at en bruger gennemgår behandling, ikke kan få vedkommendes
journal til gennemsyn. Det er udelukkende personer, som har været i kontakt med
patienten, og som har behandlet personen, som har denne adgang.
Det tilføjes i samme artikel: Idet der henvises til
bestemmelserne ovenfor gælder det, at oplysninger i en klinisk journal, herunder en kopi
eller dele af oplysningerne, helt eller delvist kan udleveres på begæring af de personer
(det var det, der blev omtalt) og instanser, som anføres nedenfor. En sådan udlevering
kan ske i den form og under de vilkår, som anføres i det følgende:
a)
Til indehaveren af den kliniske journal, til dennes legale
repræsentant og ved indehaverens dødsfald til dennes arvinger.
b)
Til en tredjepart, som er behørigt godkendt af indehaveren i
form af fuldmagt, oprettet for notar.
c)
Til domstolene, idet det dog er en betingelse, at de
oplysninger, der fremgår af den kliniske journal, har tilknytning til den baggrund, som er
under undersøgelse.
d)
Til den offentlige anklagemyndighed og til advokater på
betingelse af tilladelse fra en kompetent dommer, i tilfælde hvor anmodningen har direkte
sammenhæng med undersøgelser eller procesbistand, som de pågældende skal udføre.
Hr. formand, sådan er de gældende, specifikke bestemmelser
for, at man kan få adgang til en klinisk journal.
Idet der henvises til andre ministerielle aktstykker om fødsler,
identifikation af nyfødte og dødsfald, gælder det, at disse bestemmelse har været
gældende siden 2000. På dette tidspunkt begyndte man at udarbejde ministerielle
bestemmelser på dette område. Udgangspunktet har været Folkeregister- og
identifikationsstyrelsens bekendtgørelse, som blev kundgjort i 1930, og som senest blev
ændret i 1993. Området er således reguleret på basis af en række forskellige dokumenter:
Nogle ministerielle aktstykker:
Bestemmelse 86, om regler og procedurer for registrering af
fosterdødsfald og nyfødte. Gældende fra 2006.
Bestemmelse 100, om regler og procedurer for registrering af
gennemgåede mødredødsfald, fosterdødsfald og børnedødsfald. Gældende fra 2012.
Anvisning om procedurer for behandling af nyfødte i
spædbørns- og efterfødselstiden. Gældende fra 2013.
Bestemmelse 160, om regler og procedurer for registrering af
erklæringsformular i forbindelse med fødsel af levende børn. Gældende fra 2013.
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
Almen teknisk bestemmelse 194, om samlet behandling af
nyfødte i obstetriske og gynækologiske afdelingers spædbørnsafsnit. Gældende fra 2017.
Teknisk instruktion om samlet behandling af kvinder, som har
gennemgået abort og haft andre reproduktive gener. Gældende fra 2011.
Cirkulære 051, om foranstaltninger og anbefalinger i
forbindelse med opbevaring, overførsel og bortskaffelse af dokumenter. Gældende fra
2009.
Hvad angår anvisning om procedurer for behandling af nyfødte
i spædbørns- og efterfødselstiden i obstetriske og gynækologiske afdelingers
spædbørnsafsnit, fra 2013, er det noget nyt med identifikation af nyfødte, hvor formålet er
at identificere en nyfødt på fødselstidspunktet ved hjælp af morens oplysninger. Hensigten
hermed er at foretage en korrekt identifikation og forebygge forekomst af fejl i
behandlingen. Der skal således ske korrekt identifikation, så proceduren kan gennemføres
ansvarligt.
Det anføres, at den ansvarlige jordemor eller barneplejerske i
afdelingen, som tager sig af barnets behandling umiddelbart efter fødslen, også er
ansvarlig for at udfylde oplysninger på armbåndet med identifikationsoplysninger og
herefter bekræfte oplysningerne, inden armbåndet sættes på den nyfødtes arm.
Armbåndet skal placeres på venstre arms håndled, enten i fødselsrummet eller
operationsstuen/forrummet, og armbåndet skal som minimum anføre morens fulde navn,
dato, fødselstidspunkt og køn.
Jordemoren eller barneplejersken skal på fødselstidspunktet, i
enten fødselsrummet eller operationsstuen/forrummet, lave et armbånd nummer to, som
er valgfrit, og som skal indeholde oplysninger fra den kliniske journal, morens
identitetskort, morens fulde navn, dato, fødselstidspunkt og den nyfødtes køn.
Ved fødsel af flere børn skal det nødvendige antal armbånd
forberedes: et, to eller flere, alt efter hvor mange børn der er født. Dette eller disse
armbånd skal placeres på hvert barns arm straks efter fødslen, inden det tages ud af
fødselsrummet eller operationsstuen/forrummet.
Armbåndet skal placeres på venstre arm. Jordemoren eller
barneplejersken skal læse morens komplette identifikationsoplysninger og hermed
bekræfte indholdet. Moren skal oplyses om, at den nyfødte skal beholde armbåndet på
under hele hospitalsopholdet.
Armbåndet skal desuden angive den nyfødtes køn.
Armbåndet skal angive følgende oplysninger: Morens fulde
navn, dvs. begge fornavne og begge efternavne, samt dato og fødselstidspunkt.
Ved barnets identifikation skal det sikres, at tilknytningen til
moren eller anden person er korrekt. Jordemoren eller barneplejersken skal straks efter
fødslen identificere det raske spædbarn ved at placere båndet på venstre arm
–
efter at
have læst oplysningerne om dets mor, far eller andet familiemedlem.
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
Den rette tilknytning skal konstateres, når barnet lægges i morens favn.
Når der er tale om en nyfødt, hvor tilknytningsbetingelserne
ikke er opfyldt, og som har behov for genoplivning, fordi der er tale om spædbørn, som har
miconium, eller som virker livløse, eller der er tale om spædbørn, som fødes før 34. uge,
skal barnet straks identificeres. Når der er tale om stabiliserede spædbørn, som kan
forlade stedet sammen med sin mor, skal jordemoren straks placere armbånd om venstre
arms håndled, mens et vigtigt familiemedlem overværer det, dvs. faren, moren eller en
anden person, som har været til stede under fødslen.
Betragtninger:
Identifikationsarmbåndet skal være påført en tydelig og let
læselig håndskrift.
Alle nyfødte skal så hurtigt som muligt forlade fødselsrummet
eller operationsstuen/forrummet, når de blevet identificeret. Det vigtigste er at sikre
identifikation i forhold til morens identitet, og at armbåndet skal være parat før fødslen.
Identitetsarmbåndet skal blive siddende på armen af nyfødte,
som afgår ved døden, dvs. dødfødte og fosterdødfødte. Herefter placeres et armbånd
nummer to med dødsdato og -tidspunkt i overensstemmelse med den vedtagne procedure
på den enkelte institution.
Digitalisering med morens navn og RUT-nummer.
Armbåndet skal gøres parat samtidig med morens armbånd,
når morens ankommer til klinikken, og det skal fastgøres til den kliniske journal, så det kan
blive sat på uden for forrummet straks efter fødslen.
Hvis armbåndet bliver beskadiget, er ulæseligt eller går i
stykker, skal det straks erstattes af et nyt armbånd, som overholder alle de ovenfor omtalte
krav.
Når et dødfødt barn overføres til patologisk anatomisk afdeling,
skal det kontrolleres, at det bærer et identitetsarmbånd. Inden barnet forlader
behandlingsrummet, skal dets identitet kontrolleres på begge armbånd, ligesom aktiviteten
skal registreres i den nyfødtes kliniske journal.
Hvis det er for nemt at fjerne armbåndet i plast eller som
udskrift fra armen, skal det udskiftes og erstattes af et nyt, så det er korrekt. Hvis
plastarmbåndet falder af, skal det erstattes af et nyt, uden at der dermed sker en ændring
af papirregistreringen.
Hvis fødslen foregår i henhold til chilensk civillovbog (Código
Civil),
artikel 764, tages der foranstaltning i tilfælde af en persons dødsfald. Dette sker,
uanset hvor lang tid personen har overlevet. Det betyder, at artikel 147 og 148 i chilensk
sundhedslov (Código
Sanitario)
finder anvendelse, samt dekret nummer 240 af 1983,
bekendtgørelse af sundhedslovens 9. bog. Det vil sige, at lig af afdøde personer på
offentlige og private hospitaler og klinikker og i retsmedicinske områder, som ikke er
anmodet udleveret inden for en frist på 24 timer, kan overdrages til videnskabelige studier
og undersøgelser, samt at disses væv og organer kan anvendes til fremstilling af
terapeutiske produkter og til udførelse af injektioner.
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
**************
Elizabeth Cabello,
rådgiver for sundhedsministeren, indledte
med at omtale teknisk bestemmelse nummer 160, som regulerer registreringen af
erklæringer i forbindelse med fødsel af nyfødte. Dokumentet indgik i sagsmappen, som
blev udleveret på det seneste møde. Der blev i den forbindelse redegjort for et par ting,
som har tilknytning til problematikken om oplysninger.
Her i landet er afgørende, statistiske oplysninger blevet
registreret siden 1906, og her henvises primært til følgende tre begreber: vielser, fødsler
og dødsfald.
Ordningen med afgørende, statistiske oplysninger er baseret
på en form for samarbejde mellem tre instanser: Folkeregister- og identifikationsstyrelsen
(Servicio
de Registro Civil e Identificación),
som sluttelig indberetter de afgørende,
statistiske oplysninger, og som indhenter de pågældende oplysninger fra Statistisk kontor
(Instituto
Nacional de Estadísticas)
og Sundhedsministeriet.
Fødselsstatistik, som er genstand for dagens drøftelse,
fremgår af det tredje oplysningsfelt, hvor der indsamles oplysninger om, hvor mange børn
der er født i landet. Men for at indsamle fødselsstatistik er der dels behov for, at vores
sundhedsinstitutioner udarbejder en fødselsbekræftelse, hvor gang der fødes et barn.
Denne fødselsbekræftelse fremsendes af familiemedlemmer til
Folkeregistret, som laver en indførsel om, at det pågældende barn er blevet født. Det er
den normale fremgangsmåde. Med den registrering kan Folkeregistret indberette fødslen.
Hvis en fødsel ikke er blevet udført med mellemkomst af en
sundhedsfaglig person eller ikke er foretaget i en sundhedsinstitution, foreligger der af
indlysende årsager ikke juridisk dokumentation for fødslen. I disse tilfælde skal moren til
et nyfødt barn rette henvendelse til Folkeregistret for at få foretaget den pågældende
registrering. Hun skal være ledsaget af to vidner med henblik på at få fødslen registreret.
Man har siden 1985 haft en national ordning med perinatale
oplysninger (Sistema
Nacional de Información Perinatal).
Efter denne ordning findes den
såkaldte fødselsbekræftelse for levendefødte børn, og det er det dokument, som de fleste
familier anvender, når de registrerer deres børn. Samtidig findes fosterdødsattesten, når
barnet er død i mors mave, samt den lægelige dødsattest, som udfærdiges, hvis barnet
bliver født levende og herefter afgår ved døden.
Den nationale ordning med perinatale oplysninger er en del af
den trepartsaftale, som blev omtalt tidligere, og som er indgået mellem
Sundhedsministeriet, Statistisk kontor og Folkeregistret. Det skal også ses i sammenhæng
med de eksisterende tilsynsformularer for moderdødelighed, fosterdødelighed, neonatal
dødelighed og børnedødelighed.
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
Hvad betyder alt dette i vores sammenhæng? Grundlæggende
mangler der visse oplysninger, men efter de samtaler, man har haft primært i
Sundhedsministeriet, har det stået klart, at ministeriet ikke kan udlevere de oplysninger,
der anmodes om, formentlig fordi det skal samordnes med Folkeregistret. Der er tale om
en kompleks situation, når vi taler om adoptioner, som sker under uregelmæssige forhold.
Det forholder sig sådan, at parterne hver især bidrager med
deres del. Sundhedsministeriet bidrager med en del af historien, og Folkeregistret bidrager
med en anden del. Endelig bidrager også de familieorganisationer, som har stået for denne
type adoptioner.
Derfor er det i denne sag vores opgave at forsøge at få arbejdet
udført som en helhed.
Indlægsholderen henviste til de fremskridt, som er sket.
Det første fremskridt har bestået i, at man i
Sundhedsministeriet har udnævnt en person, som skal modtage alle anmodninger om
oplysninger. Det betyder, at man kanaliserer alle oplysninger igennem hende eller ham,
og personen skal desuden være kontaktperson mellem de enkelte personer og
Sundhedsministeriet.
Desuden er det besluttet at udarbejde en standardiseret
ansøgningsformular for indhentning af oplysninger. Det være blive bedt visse oplysninger,
men desuden vil man gerne arbejde sammen med familieorganisationerne for at forstå,
hvilke oplysninger man har her, alt afhængig af den konkrete sag. Det er en formular, som
kan blive en effektiv måde af indhente oplysninger på. Derfor er arbejdet med formularen
sat i gang, hvilket sker i samarbejde med organisationer og andre parter, som er
involverede i undersøgelsen.
Desuden ligger der en forpligtelse til at afgive skriftligt svar. Et
eksempel: Når der anmodes om oplysninger fra hospitaler, kan det forekomme, at der
ingen oplysninger findes. I sådanne situationer skal personen eller familien have
meddelelse om, at oplysningen ikke findes, uanset hvad årsagen er. Årsagen kunne være
bortkommet klinisk journal eller manglende opbevaring. Under alle omstændigheder skal
der fremsendes er officielt svar fra den institution, som er anmodet om den pågældende
oplysning.
Efter vores regler gælder det, at den omtalte
fødselsregistrering bliver en del af den kliniske journal, når den er lavet korrekt.
Grundlæggende er det kopien af fødselsregistreringen, som kommer til at indgå i den
kliniske journal. Hvis der ikke findes en klinisk journal, er det ikke muligt at få adgang til
fødselsbekræftelsen. Det er dog observeret, at der nogle gange findes fødselsbøger i
institutioner, som ikke har adgang til alle oplysninger, men som alligevel kan kopilere en
del af de oplysninger, der bliver bedt om, herunder også i tilfælde, hvor der er tale om
manuel søgning.
Der er også tilfælde, hvor man har fremsendt en officiel
skrivelse til hospitalerne om at besvare anmodninger om oplysninger. Det blev der talt om
på sidste møde, men det er opfattelsen, at det ikke blev gennemgået grundigt. Derfor ville
indlægsholderen gerne gennemgå det her i dag.
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
Selv om vi i første omgang sagde, at vores ministerium ikke har
mulighed for at udlevere fortrolige oplysninger om patientdata, sender ministeriet alligevel
skrivelser ud til de mange patienter, som har bedt om det. Det er i overensstemmelse med
hospitalerne, og det er udsendt meddelelse om det til de enkelte
sundhedsområdedirektører. Så hvis disse oplysninger ellers findes, rækker det, at De
tager kontakt til ministeriet for at få tilsendt oplysninger.
Der findes 29 sundhedsområder i hele landet. Jeg ved ikke, om
det er godt eller skidt, men disse 29 sundhedsområder har mange hospitaler, hvor der
foregår fødsler. Der er 47 meget specialiserede hospitaler, 21 hospitaler med
mellemspecialisiering og 97 med lav grad af specialisering. Det er alle sammen steder,
hvor der kan have forekommet fødsler.
Da sundhedsområdet i Atacama rettede henvendelse og
stillede spørgsmål til hospitalet i Vallenar, svarede hospitalet, at man stadig havde kliniske
journaler tilbage til 1960 og fremad. I det pågældende tilfælde kan personen ansøge
direkte med angivelse af sit RUT-nummer. Så hvis der er nogen fra hospitalet i Vallenar
her, er det nok muligt at bede om oplysninger.
Hvad angår sundhedsområdet i Viña del Mar, mere specifikt
hospitalerne i Quillota og Quilpué, er der kun en del af de kliniske journaler tilbage. Der er
også kun en del tilbage af bogen med gennemførte fødsler og aborter. I dette tilfælde kan
man finde oplysninger og også anmode om at få dem udleveret. Så kan man se, om man
finder noget.
Hospitalet i Cabildo har ingen kliniske journaler og heller ikke
tilgængelige registreringer, fordi det sker så sjældent.
På hospitalet Gustavo Fricke har man kun oplyst om
nuværende protokoller. Det er oplyst, at man ikke har oplysninger fra de ønskede år, hvor
der var anmodet om oplysninger i en række sager.
Hospitalet Carlos Van Buren i sundhedsområdet Valparaíso-
San Antonio har adgang til registrene fra det kliniske arkiv fra hospitalet Enrique Deformes.
Det var et af de omtalte hospitaler, som blev lukket med henvisning til en afgørelse om at
blive fritaget for aktivitet. Derfor har man i dag adgang til kliniske journaler tilbage til 1970.
Det tilføjes fra dette hospital, at man ingen registreringer har fra 1960´erne, og
registreringer fra 1970´erne er kun delvist tilgængelige. Denne information fremgår af den
skrivelse, som blev fremsendt til Undersøgelseskommissionen.
Hospitalet Claudio Vicuña har adgang til kliniske journaler, når
der modtages ansøgning om at få adgang til arkivet. Men for at undgå, at det bliver for
besværligt, kan man ansøge gennem hospitalet.
I sundhedsområdet Aconcagua findes hospitalet San Juan de
Dios i Andesbjergene. Det fremgår af en rapport fra chefen for SOME (Medicinstatistisk
myndighed), at man kun anser kliniske journaler med aktivitet i de sidste 5 år for gyldige,
mens kliniske journaler med aktivitet inden for 5-15 år overføres til et lager. Når journalerne
er mere end 15 år gamle, bliver de destrueret. De sidste kliniske journaler blev destrueret
i april 2017, og der er oprettet en destruktionsmappe.
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
Hospitalet San Camilo i San Felipe, opbevarer ikke
registrerede oplysninger med henvisning til sagernes alder.
I sundhedsområde Nord har hospitalet San José heller ikke
adgang til registrene pga. oplysningernes fremskredne alder.
Der findes yderligere oplysninger, men det foretrækkes i stedet
at fortsætte med præsentationen.
Den sidste slide viser svaret fra sundhedsområderne i sager
med fortrolige oplysninger. Det planlægges i den forbindelse at arrangere en tværfaglig
arbejdsgruppe, i første omgang med deltagelse af Sundhedsministeriet, Folkeregistret og
ved behov også Efterforskningspolitiet (PDI) for at få alle vinkler af oplysningerne med.
Det tilbagestår stadig at organisere ansøgningerne fra
enkeltpersoner.
Her følger data, postadresse, bilag og telefon.
***************
Læge
Jorge Alfredo Donoso Barros,
direktør for
Regionshospitalet i Talca siden 2013. Indlægsholderen oplyste, at han er fra Talca og har
arbejdet 42 år i sin fødeby. Han tilføjede, at kun har været uden for Talca et stykke tid i
forbindelse med sin specialisering.
Det er første gang, at han står over for et problem af denne art,
og han må indrømme, at han er chokeret over de udtalelser, han har hørt. Han vidste ikke,
at problemet havde dette omfang. Han havde hørt om det, men i Talca har der kun været
tre anmeldelser, heraf én fra en ung mand, hvis alder er sammenfaldende med dem, der
har udtalt sig her. Han søgte, fordi han gerne ville have kliniske oplysninger, så han komme
få viden om sin fødsel. Han var blevet adopteret og havde en opfattelse af, at processen
havde været ulovlig. Han søgte oplysninger, men kunne ikke finde nogen. Hvor meget
havde han søgt? Det står ikke helt klart, eftersom det er en ganske ny oplysning.
Der er andre sager, som ikke fra samme periode, men derimod
fra 1990´erne. Der er tale om en anklage. De to andre anmodninger om oplysninger kom
fra domstolene. Det vil altså sige, at man har fulgt en domstolsbehandling for at få sagerne
belyst.
Hospitalet har de samme problemer som dem, der blev omtalt
af den kvindelige læge. De kliniske journaler er virkelige og troværdige dokumenter
tilhørende enkeltpatienter, som tidligere har fået behandling på hospitalet. Disse journaler
bortskaffes efter fem år. Det er en skæbnesvanger beslutning i denne slags situationer,
men det er nødvendigt, fordi der ikke er plads til arkiverne nogen steder. Regionshospitalet
i Talca har to sådanne lokaler. De er fyldte med kliniske journaler, og der er ikke plads til
flere. Det skaber mange problemer. Derfor må man spørge sig selv, hvorfor der ikke findes
et IT-system til hospitalerne, hvor man kan samle disse oplysninger som big data, som
kunne knyttes til og stilles til rådighed for andre hospitaler og resten af verden.
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
Indlægsholderen forestillede sig, at det kan blive meget dyrt,
fordi det ikke er noget, som er planlagt. Der er gjort overvejelser om et godt og
revolutionerende system, som hedder “Hospital Digital”, men som alligevel ikke vil løse
denne type problemer.
Ovenikøbet forholder det sig sådan, at en del af hospitalet blev
revet ned i 2010, og at alle blev forment adgang pga. sikkerheden. I denne slags situationer
forbyder man adgang, men så sker der bare det, at der kommer andre ind, som ikke bør
have adgang.
Desuden er det nok sådan, at hvis der var oplysninger, var de
nok blevet hentet for længe siden. Der er nemlig mange mennesker, som har henvendt sig
for at få oplysninger. Men opmærksomheden skal henledes på, at der faktisk er nogle,
som har fundet deres biologiske mor. Måden er interessant. Det er faktisk sket ved DNA-
sammenholdelse, men før personerne nåede hertil, har de sikkert søgt i rigtig lang tid.
Undersøgelsen skal være så professionel som muligt, og
domstolene bør bidrage til, at det også bliver sådan. Domstolene har de nødvendige
redskaber til at gå ind og undersøge detaljerne. Hvis Undersøgelseskommissionen ikke
har adgang til specialister, vil det ikke lykkes at opnå de ønskede resultater, selv ikke med
en dygtig politistyrke, som ellers må formodes at gøre sit yderste for at hente oplysninger.
Hospitalerne har forbud mod at udlevere kliniske oplysninger til
andre personer end den pågældende patient. Det skyldes, at der er tale om følsomme
oplysninger. Derfor beder ansøgerne om oplysningerne ved at gå til domstolene. Det er
nok med en ansøgning for at få udleveret følsomme oplysninger.
Hospitalet har søgt blandt de oplysninger, man havde adgang
til. Det har dog ikke været meget, eftersom en del af dem gik tabt i 2010 i forbindelse med
en oversvømmelse. Der var en gruppe personer, som med henvisning til en interesse for
kulturarven forsøgte at genetablere en række arkiver. Det var nogle dødsregistre, som blev
reddet ved oversvømmelsen, dokumenterne var godt emballerede. Disse arkiver
indeholder oplysninger fra 1991 til 2014, selv om det ikke netop er det område, vi taler om
her.
Der findes et statistikregister i obstetrisk afdeling, hvor man
registrerer alle, som fødes på hospitalet. Det er ikke et komplet register, men sagsakterne
er af god kvalitet. Det kommer man nok til at opgive. Der er detaljerede datoer, men
oplysningerne begyndte i 1981. I 2010 gik oplysningerne tabt. Men der er stadig
fragmenter, og hvis en dygtige undersøger forstår at samle trådene og gør det alvorligt,
kunne det sikkert godt føre til resultater. Det er nemlig lykkedes for nogle patienter, som
praktisk talt var blevet nægtet adgang til oplysninger og havde fået at vide, at der ikke var
mere at komme efter.
Det er noget, som kan undersøges nærmere. Vi må udvise
ansvar, for vi taler om 20.000 sager. Og det er ikke til at bære at skulle leve med en
situation af denne karakter. Indlægsholderen opfattede det som uhørt, at man ført nu går
i gang med at undersøge dette. Det havde været meget lettere for 10 år siden og endnu
lettere for 20 år siden. Så inden man bortskaffer de sidste dokumenter, er det vigtigt at få
en professionel og udtømmende undersøgelse, som udføres af personer, der er eksperter
i denne type undersøgelser.
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
Indlægsholderen opfattede Deputeretkammeret som godt
oplyst og som en højeste instans, der holder tilsyn med de resultater, som specialisterne
når frem til.
Hermed
fremlægges
disse
oplysninger
for
Undersøgelseskommissionen. Indlægsholderen har kendskab til de mange læger, som
har arbejdet med deres speciale i den omtalte periode, og Undersøgelseskommissionen
kan således anmode om oplysninger fra læger, som har arbejdet i fødeafsnittet, i neonatalt
afsnit, inden for patologisk anatomi osv. Og derudover er der adgang til registrene med
dødsfald på hospitalet og fødselsregistrene fra fødselsafsnittet. Måske er det ikke alle
sager, det handler om, for det er nævnt tallet 20.000. Måske er det nærmere 1.000, men
man siger, at Talca har rekorden
–
måske er der 2.000 relevante sager. Det er ikke
sandsynligt, at alle 2.000 sager vil give de ønskede oplysninger, men bestemt i mange
tilfælde.
Hvordan indhenter vi nu disse oplysninger? Efter
indlægsholderens vurdering kræver det en meget specialiseret viden. Der er mennesker,
som har specialiseret sig i denne type situationer, og som har gjort det mange gange.
Og der er ingen, der forestiller sig, at der i dag er nogen på
hospitalet, som vil forsvare denne situation. Man havde ingen anelse om, hvor mange
sager det drejer sig om. Han kendte kun til de få sager, han selv har præsenteret her. For
det var jo sådan, at domstolene kom for at indhente oplysninger, og han vidste, hvad det
handlede om. Ja, vi taler om to sager, men i virkeligheden er det i tusindvis. Situationen
ændrer karakter, og man bliver nødt til at samarbejde og komme videre med denne sag.
Han mente ikke, at nogen har sagt, at der er tale om svindel. Men det er svigagtigt at bruge
dokumenter for nyfødte børn på denne måde, og handlen med mennesker er også udtryk
for bedrageri. Det er på alle måder præget af, at der kan være tale om lovovertrædelser.
Derfor mente han ikke, der er nogen, der har interesse i ikke at få sagen bragt videre. Alle
har en interesse i at kende sandheden.
Dokumentationen ligger der, og forarbejdet er gjort... Han
mente, at det med domstolenes hjælp nok skal lykkes. Domstolene afviser ikke
oplysninger af nogen art. Det er vigtigt at have adgang til sin baggrund og historie, og det
er bemærkelsesværdigt, at ud af de tidligere direktører, som tidligere blev interviewet, var
der ingen, der opfattede det som en grundliggende problematik eller en problematik, som
var vigtig at håndtere. Alle kender denne usikkerhed, men hvis der er tale om i tusindvis
af mennesker, ja, så bliver det virkelig en alvorlig situation.
****************
Susana Tonda,
direktør for Børnestyrelsen (Sename) indledte
med en dyb beklagelse af, hvad der foregår og har foregået i årevis for de personer, som
har afgivet vidneudsagn. Sandheden er, at de har gennemlevet en virkelig smertelig tid.
Undersøgelseskommissionen blev nedsat for at hjælpe disse personer med at finde
oplysninger og opsøge deres rødder.
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
Indlægsholderen understregede, at hun repræsenterer
Børnestyrelsen (Sename), en instans som i nogle faser ikke har ydet tilstrækkelig hjælp.
Det beklagede hun dybt og bad om undskyldning for situationen
–
samtidig med at
diskussionen om, hvad der er sket i disse mange år, nu kan fortsætte.
Børnestyrelsen (Sename) har fra en bestemt dato haft som
opgave at stå for gennemførelser af adoptionsbehandlinger. Adoption kan opfattes som
en genskabelse af en ret, som har til formål at tjene barnets tarv og sikre dets ret til at leve
og udvikle sig inden for rammerne af en familie, som tilbyder det kærlighed og yder det det
nødvendige underhold til, at barnet kan få tilfredsstillet sine mentale og materielle behov i
en situation, hvor det ikke kan få tilfredsstillet disse behov i sin oprindelige familie.
Adoptivbarnet får samtidig tildelt civilstatus som søn eller datter af adoptivfamilien. Dette
er hjemlet i lov nummer 19.620, som er den gældende lov, der trådte i kraft i 1999.
Det kan dog være interessant at kende mere til den
lovgivningsmæssige udvikling på adoptionsområdet i Chile. Man kan grundlæggende
opdele i tre hovedperioder:
Den første periode løb frem til 1988. I 1934 vedtoges den første
adoptionslov,
som introducerede adoptionsformerne “klassisk” eller “aftalemæssig”,
hvorefter barnet får status som adoptivbarn, dog uden at tilknytningen til den oprindelige
familie hermed blev brudt. Der blev således ikke taget nogen form for forbehold.
Oplysningerne blev liggende uændrede i bøgerne, og de eneste involverede aktører var
de civile domstole og notarkontorerne.
Til samme periode hører lov nummer 7.613, som erstattede
den tidligere lov, lov nummer 5.343. Hermed blev opbygningen og teknikken forbedret,
men der skete ingen ændring af formen. Loven hørte dermed til den samme periode.
I 1965 vedtoges lov nummer 16.346, som introducerede
begrebet “legitimation gennem adoption”, hvor barnet fik tildelt en ny civilstand. Hermed
blev tilknytningen til den oprindelige familie afbrudt. Det var først i 1965, at tilknytningen til
den oprindelige familie blev brudt, og man indførte princippet om adoptionshemmelighed.
Dette begreb er meget relevant i forhold til den problematik, vi drøfter her, for lovgivningen
anførte nu, at der skulle ske destruktion af oplysninger, som kunne knytte adoptivbarnet til
dets oprindelige familie. Hermed blev det umuligt at søge efter barnets baggrundshistorie,
med mindre disse oplysninger tilfældigvis stadig befandt sig et eller andet sted. Men efter
loven skulle baggrundsoplysningerne destrueres. De involverede parter i denne periode
var børnedomstolene samt Folkeregister- og identifikationsstyrelsen.
Der blev ikke tildelt forvaltningsmæssige beføjelser til nogen
instanser inden for den statslige administration, men der opstod til gengæld en række
private institutioner, som med forskellige udgangspunkter arbejdede med temaet. På
denne måde kom der en stigende deltagelse fra fysiske personer, som på den ene eller
anden måde medvirkede i adoptionsbehandlingerne, dvs. som socialrådgivere, advokater,
læger, jordemødre, præster og andre.
Det er denne periode, som primært har været underkastet den
meget omtalte undersøgelse udført af ministeren Carroza. Det er dog ikke den eneste
periode, hvor der har været uregelmæssige adoptioner, dvs. før 1988.
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
Den anden periode omfatter perioden 1988-1999. I denne
periode vedtoges lov nummer 18.703 af 1988, som ophævede lov nummer 16.346, med
regulering af tre former:
- Delvis adoption, som ikke indebar tildeling af ny civilstand, og
som bragtes til ophør, når barnet nåede myndighedsalderen. Der var tale om en form for
beskyttelsesforanstaltning, som fortsatte indtil barnets fyldte 18 år.
- Fuld adoption, som indebar tildeling af ny civilstand, hvorved
barnets tilknytning til den biologiske familie blev ophævet. Hemmelighedsprincippet blev
erstattet af et fortrolighedsprincip, hvilket var en virkelig god foranstaltning. Barnets
baggrundsoplysninger blev opbevaret af Folkeregistret. Kontoret for søgning efter
oprindelig familie (Oficina
de Búsqueda de Orígenes)
begyndte sit arbejde.
Samtidig regulerede man den proces, som styrede børns
udrejse af Chile med henblik på adoption. Adoptionen blev stiftet i udlandet, og barnets
oprindelige identitet i Chile blev bevaret. Det betyder, at barnet ikke var adopteret, når det
udrejste af Chile, men først fik denne status, når det var kommet til udlandet. Idet der ikke
forelå en anerkendelse fra den chilenske stat, var det kun den chilenske konsul, som
havde beføjelser til at føre tilsyn med adoptionen, og som skulle fremsende kopi af sit
tilsyn. Konsulaterne fremsendte gennem sekretariatet oplysninger om ca. 500 sager, hvor
et barn var blevet adopteret i udlandet. Der er dog et voldsomt antal børn, som først fik
tildelt adoptionsstatus, efter at de kom til udlandet, og alle disse børn har derfor dobbelt
identitet. Det betyder, at de er chilenere i Chile og eksisterer som sådan, men samtidig har
de en anden identitet i udlandet. Det er et kæmpe problem for dem, at de ikke kun har en
enkelt identitet.
For første gang definerede man lovovertrædelse i forbindelse
med adoption, dvs. videregivelse af fortrolige oplysninger og svigagtig udlevering af børn
med henblik på adoption.
Der begyndte at komme flere involverede aktører, f.eks.
børnedomstolene, Børnestyrelsen (Sename) med forskellige roller og funktioner,
Folkeregister- og identifikationsstyrelsen og Udenrigsministeriet (gennem konsulaterne),
og samtidig fastholdes deltagelsen af civilsamfundet og de fysiske personer. Det var det
samme som i perioden før, dog nu med større regulering end hidtil. Tidligere havde der
ikke været nogen regulering.
Lov nummer 7.613, af 1943, er stadig gældende, idet der her
åbnes mulighed for adoption af myndige personer. Loven er dog i dag kun gældende på
dette område.
I 1990 ratificerede Chile Konventionen om børns rettigheder.
På det forvaltningsmæssige plan vedtoges med lov nummer
18.703, at Børnestyrelsen (Sename) skulle involveres, dog kun med beføjelser til at
medvirke til processen med at udrejse af landet med henblik på adoption.
På det tidspunkt modtog Børnestyrelsen (Sename) fra de
involverede parter ansøgninger om børns udrejse af Chile med henblik på adoption, og
Styrelsen sendte ansøgningerne videre til en kompetent domstol.
I 1990 begyndte Børnestyrelsen (Sename) selv at udføre
bestemte aktiviteter. Styrelsen overtog således administrationen af
Casa Nacional del
Niño,
som tidligere havde været en stiftelse bestående af private organisationer.
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
For det andet oprettede Børnestyrelsen (Sename) en National
adoptionsenhed (Unidad
de Adopción Nacional),
som skulle udføre de funktioner, som
Børnestyrelsen (Sename) var pålagt i forbindelse med udrejse af børn af landet, og for det
tredje gennemførte man et program for fremme af indenlandsk adoption, idet der blev
nedsat adoptionsenheder i visse regioner, dvs. Valparaíso, Biobío og Metropolitana
(hovedstadsregionen), som var de største.
Børnestyrelsen
(Sename)
styrelsesafdeling og herudover af regionale enheder.
består
af
en
national
I 1990 begyndte den Nationale adoptionsenhed (Unidad
de
Adopción Nacional)
på eget initiativ at foretage manuelle registreringer af bestemte
oplysninger i registerbøger, men enheden havde dog ikke nogen forpligtelse til at gøre det.
Tidligere var der ikke en sådan registrering, men der findes nogle bøger i Casa Nacional
del Niño. Selv om der ikke forelå en lovgivningsmæssig forpligtelse til det, findes der
alligevel registreringer i nogle tilfælde.
I 1995 iværksattes tiltag med søgning efter oprindelig familie til
personer med chilensk oprindelse, som senere blev adopteret i udlandet.
Alt eksisterende materiale fra 1988 til 1999 er blevet
digitaliseret, selv om der eventuelt kun er tale om delvise oplysninger. Der skete nemlig
det, at nogle oplysninger forsvandt ved brand, mens andre blev våde og dermed ødelagte.
Ministeren Carroza råder fysisk over disse oplysninger, som er under digitalisering, så der
er bedre adgang til dem. Ministeren Carroza har også bøgerne fra Casa Nacional del Niño.
Måske er det færre end forventet, men der findes nogle. Der findes nogle oplysninger i
disse bøger, men det er selvklart fysiske bøger. Der findes ingen systematiske
digitaliserede oplysninger, men noget findes der dog, og det er det materiale, man er i
gang med at bearbejde.
I 1995 henvendte visse internationale organisationer sig for at
udtrykke deres bekymring, og derfor blev der igangsat grundige tiltag for søgning efter
oprindelig familie. Der er stadig ikke noget konkret program på området, med tiltagene
findes.
Den tredje periode, som går fra 1999 og frem til dags dato, er
fastlagt i lov nummer 19.620, af 1999, og i bekendtgørelsen heraf, som er godkendt ved
Justitsministeriets dekret nummer 944, af 199. Lovgivningen er stadig gældende den dag
i dag. Denne periode er kendetegnet af en enhedsmodel for adoption, hvorved det stiftes
slægtskab. Der sondres tydeligt mellem indenlandsk og international adoption. Der er tale
om indenlandsk adoption, når adoptanterne er personer med bopæl i Chile, mens der er
tale om international adoption, når der er tale om ægtepar i udlandet, samt når adoptionen
stiftes i Chile, inden barnet rejser ud af landet.
Der eksisterer to specifikke behandlinger eller procedurer: en
procedure før adoptionen, som har til formål at erklære, at adoptionen vil være
hensigtsmæssig, samt en adoptionsbehandling som sådan, dvs. som De allerede kender,
og som De har stiftet ekstra kendskab til på det seneste.
Børnestyrelsen (Sename) har pligt til at føre nationalregistre
over børn, som står over for at skulle adopteres, samt over personer, som har gennemgået
processen, og som står over for om muligt at skulle være adoptivforældre. De er her i
Undersøgelseskommissionen blevet oplyst om, at der aktuelt er ca. 100 børn, som står
over for at skulle adopteres, ligesom der er 600 potentielle adoptanter.
Adoptionsprogrammet blev etableret som et teknisk program,
og det er kun Børnestyrelsen (Sename) og de godkendte samarbejdsorganisationer, som
kan gennemføre det.
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
Organisationer, som ikke er officielt godkendte, kan ikke udføre adoptionsbehandling.
Blandt kravene til at adoptere skal nævnes, at de potentielle
ansøgere skal erklæres egnede, og de skal gennemgå en evaluerings- og
godkendelsesproces for at blive registreret som kandidater til adoption i den pågældende
database.
Børnestyrelsen (Sename) har beføjelser til at udføre arbejde
med at foretage søgning efter oprindelig familie. Det er vigtigt at nævne, at Børnestyrelsen
(Sename) kan yde støtte til disse personer.
Aktuelt behandler man i Nationalkongressen en ændring af
adoptionsloven, idet der lægges op til, at denne støtte i stedet skal være en forpligtelse.
Indtil dags dato har Børnestyrelsen (Sename) dog kun beføjelser til at støtte og rådgive i
processen. Grundlæggende handler det om
at “hjælpe”, eftersom det ikke er
Børnestyrelsen, som sidder inde med oplysningerne, men derimod domstolen og
Folkeregister- og identifikationsstyrelsen. Derfor kan Børnestyrelsen (Sename) bidrage
ved at hjælpe med at søge efter personernes oprindelige familie.
Loven fastholder et tydeligt princip om fortrolighed i forbindelse
med adoption, idet den adopterede får adgang til hele adoptionssagen, efter at der er
afsagt domstolsafgørelse om det. Det vil mere specifikt sige, at det er familiedomstolen,
som anmoder om, at en sag kan åbnes og udleveres.
Der er flere involverede parter: Børnestyrelsen (Sename),
samarbejdsorganisationer, som er godkendte til adoptionsprogrammet, børne- og
familiedomstolene samt Folkeregister- og identifikationsstyrelsen, som sidder inde med
baggrundsoplysningerne.
Siden 1990 findes desuden Konvention om børns rettigheder
samt Konvention af 29. maj 1993 om beskyttelse af børn og om samarbejde med hensyn
til internationale adoptioner, som blev ratificeret i 1999, også kendt som
Haagerkonventionen.
Det skal understreges, at den gældende regulering af retten til
at have kendskab til den oprindelige familie er indeholdt i flere forskellige lovsamlinger.
Den første, som vi alle kender, er artikel 8 i Konvention om børns rettigheder, som Chile
ratificerede i 1990, og som lægger en klar ramme for børns rettigheder og deres mulighed
for at bevare en identitet, dvs. at de har en oprindelig identitet og en fuldstændig ret til at
bevare den og have kendskab til den.
Artikel 30 i Haagerkonventionen af 1999 garanterer opbevaring
af og adgang til oplysninger om adoptivbarnets oprindelse, deres forældres identitet og
medicinske journaloplysninger, i den udstrækning at statens lovgivning giver beføjelser til
det.
Haagerkonventionen fastslår, at dette område er omfattet af
lovgivningen i de enkelte lande, men anbefaler, at der tages udgangspunkt i generelle
forhold.
Lov nummer 19.260 af 1999, som indeholder bestemmelser
om adoption af børn, anfører som følger i artikel 27: Der kan kun udfærdiges kopier af
dommen eller adoptionsoplysningerne, når der foreligger en domstolsafgørelse
–
efter
anmodning fra den adopterede, adoptanterne eller fra disses slægtninge i op- eller
nedadstigende linje. Hvis de pågældende ansøgere ikke er selve adoptanterne, vil en
godkendelse til enhver kræve disses samtykke, med mindre det kan godtgøres, at de er
afgået ved døden.
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
Sådan gælder det i den gældende
Nationalkongressen er dog i gang med at behandle et ændringforslag.
lov,
men
Efter det nye forslag vil enhver myndig person og interesseret
part, som er fuldt myndig og har en baggrund, som gør, at vedkommende må formodes at
være adopteret, over for Folkeregister- og identifikationsstyrelsen personligt kunne
anmode om at modtage oplysninger om sit tilknytningsforhold.
Dette vil virke uafhængigt af domstolsafgørelsen. Det betyder,
at enhver person, inden en eventuel domstolsafgørelse, vil kunne henvende sig til
Folkeregister- og identifikationsstyrelsen for at anmode om oplysninger om sit
tilknytningsforhold og hermed indhente viden om, hvorvidt vedkommende er adopteret
eller ej.
Efterfølgende kan personen over for domstol anmode om, at
pågældendes tidligere oplysninger trækkes ud af arkivet og leveres direkte til personerne,
dvs. gennem en organisation som Børnestyrelsen (Sename), gennem egen advokat eller
gennem en advokat, som forsvarer personen.
Bekendtgørelse af lov nummer 19.620 anfører i artikel 3:
Adoptionsenhederne under Børnestyrelsen (Sename) og de organisationer, som er blevet
godkendt til adoption, kan yde rådgivning og støtte til den adopterede, adoptanterne samt
disse slægtninge i op- og nedadgående linje, når disse måtte ønske at igangsætte en
søgning efter oprindeligt slægtskab.
For personer, som ønsker at indhente oplysninger om deres
adoption i henhold til lov nummer 19.620, artikel 27, og som får tilladelse hertil i henhold
til en domstolsafgørelse, kan modtage rådgivning fra Børnestyrelsen (Sename) eller af den
godkendte organisation, som har medvirket til personens adoptionsbehandling, for hermed
at undgå, at der opstår følelsesmæssige konflikter. Dette sker for at minimere den måde,
hvorpå processen kan påvirke personen, og for at bistå i forbindelse med personens møde
med sin biologiske familie på en sådan måde, at der tages hensyn til den biologiske
families rettigheder og privatliv.
Der findes en række holdninger til, hvad der efterfølgende skal
ske, dvs. hvordan processen med at blive genforenet eller ikke blive genforenet mellem
adoptanterne og disses oprindelige familie kan gennemføres.
Der blev i 1995 igangsat enkelte handlinger jfr. programmet
Søgning efter oprindelig familie (Búsqueda
de Orígenes),
hvilket skete på initiativ af
chilenske personer, som var blevet adopteret i udlandet.
Som De tidligere har nævnt, findes der i Europa et betydeligt
antal børn, som blev “adopteret” i 1970´erne og 1980´erne. Efterfølgende er der kommet
flere personer, som er blevet adopteret i Chile, men i begyndelsen blev der kun taget højde
for internationale adoptioner.
I 2000 trådte lov nummer 19.620 i kraft, og hermed begyndte
Børnestyrelsen (Sename) at systematisere og organisere sine tiltag ud fra erfaringerne fra
1995, og Styrelsen iværksatte således programmet Søgning efter oprindelig familie. Det
er et underprogram, som er underordnet adoptionsprogrammet.
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
Dengang blev alle oplysninger registreret manuelt. I nogle
tilfælde fandtes der oplysninger, og i andre tilfælde søgte man videre efter oplysninger,
men der var en risiko, at mange specifikke oplysninger ikke kunne findes.
Så sent som i 2007 udarbejdede man tekniske bestemmelser
til programmet Søgning efter oprindelig familie, og der indføres et internt it-system i
Styrelsen, som dog ikke fungerer særlig godt, fordi de personer, som kan anvende
systemet, har svært ved at bruge det optimalt.
I 2014 skete der en decentralisering til regionale enheder, som
i søgningen efter oprindelig familie kan hjælpe med arbejdet. Det skyldes, at selve
adoptionsbehandlingen er blevet decentraliseret til regionalt niveau. Det er kun den
nationale del af Styrelsen, som stadig håndterer de internationale adoptioner, mens de
indenlandske adoptioner styres på regionalt niveau.
Formålet med det omtalte program var at yde hjælp på et
overordnet, tværfagligt plan. Det skal gentages, at loven ikke stillede krav herom, men det
blev dog indført som en målsætning. Dermed ikke sagt, at det blev indført med succes,
men målsætningen fandtes dog. Programmet giver adopterede personer en større viden
om deres livshistorie, og dermed kan det garanteres, at de kan udøve deres ret til identitet.
Jeg forestiller mig, at alle, som er til stede her i dag, er glade
for, at målsætningen bliver opfyldt, for det er jo det, man beder om. Det skal tilføjes, at
Styrelsen anlagde to rettesnore eller principper. Det første princip var adoptantens ret til
at kende sin historie før adoptionen, respekten for privatlivets fred og morens ret til frivilligt
at beslutte, om der skulle etableres kontakt og eventuelt aftales et møde.
Det er især mødet og de oplysninger, som er nærmest
beskrevet i lov nummer 19.628 om beskyttelse af privatlivets fred, samt bekendtgørelsens
artikel 3, som jeg tidligere har oplæst, der var udgangspunktet for, at der blevet stillet krav
om en godkendelse eller accept fra moren, og om at nogle oplysninger eventuelt skulle
fjernes på forhånd. Det er en problematik, som vi nu vil tale mere om.
Flowdiagrammet til programmet Søgning efter oprindelig
familie fra januar 2018, som stadig er gældende i dag, har særligt fokus på denne proces.
Præsentationen her viser kun et begrænset omfang, men på sidste møde var det dog
muligt at nå frem til en række konklusioner:
For det første ses en indførsel eller registrering i et
computersystem. Der er velkomstmailen og motivationskortet, hvor man spørger en
potentiel person, hvorfor han eller hun ønsker at kende sin identitet. Der er sagens
tidsforløb, alt efter om det er Styrelsen på nationalt eller regionalt plan. Og der er
ansøgningen om en vurdering af slægtskabets karakter, som sendes af Børnestyrelsen
(Sename) til Folkeregister- og identifikationsstyrelsen. Ansøgningen kan indgives direkte
af den pågældende ansøger, men det er Børnestyrelsen (Sename), som formelt står for
henvendelsen.
Hvis slægtskabet viser sig at være baseret på adoption, kan
behandlingen fortsætte. Hvis der ikke er tale om adoption, henvises til ministeren Carroza,
for hvis der ikke er tale om adoption, er den umiddelbare konklusion, at ansøgeren har
taget fejl, eller at der er andre særlige forhold, som skal undersøges nærmere. På dette
område er det helt modsat ministeren Carroza.
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
Hvis slægtskabet viser sig at være en adoption, kan
behandlingen fortsætte. I dette tilfælde får ansøgeren hjælp af en advokat fra Styrelsen,
så han eller hun kan gå til domstolene for at anmode om, at sagen hentes ud af arkivet.
Hvis der er en frist, skal det som udgangspunkt ske inden for højst 200 dage, men i
virkeligheden er denne frist ikke gennemførlig. Det fremgår af vidneudsagnene, at fristerne
ikke har fungeret tilfredsstillende. Men ellers har domstolen 60 dage til sagens behandling.
Ansøgningen om at udtage sagen af arkivet kan tage op til 15 dage, mens domstolens
behandling kan tage op til ca. 60 dage. I tilfælde, hvor sagen udtages af arkivet, udleverer
domstolen en fotokopi af sagen, som herefter gennemgås og oplæses for de pågældende
af Børnestyrelsen (Sename). Men det bør overvejes, hvordan dette skal foregå i fremtiden,
eftersom sagen jo hører til ansøgeren, ikke Børnestyrelsen (Sename). Det vil sige, at
sagen tilhører den person, som indgiver ansøgningen. Styrelsen kan dog rådgive om,
hvordan sagen bør fortsætte. Sagen bliver således oplæst for ansøgeren, som får det
udleveret fysisk med visse udstregede oplysninger. I virkelighedens verden kan det
diskuteres, hvem sagen egentlig tilhører.
På dette tidspunkt igangsættes processen med at søge efter
den biologiske familie gennem hjemmebesøg og forberedelse af familien. Hvad sker der
så, hvis der er særlige forhold, eller hvis personen ikke ønsker det, eller hvis moren er død
osv.?
Det er en teoretisk situation, vi taler om. I praksis er det helt
anderledes. Ikke alle faser ligger fast, og der udleveres ikke officielle oplysninger via et
bestemt medie. Der findes mail- og telefonsamtaler samt møder, men der findes ikke en
formel inddeling i faser. Derfor er det den enes ord mod den andens, hvorvidt der er skal
ske udlevering af oplysninger eller ej.
Hvis man ser nærmere på programmet om søgning af
oprindelig familie fra 2010 til 2018, er der registreret 2.206 ansøgninger om søgning af
oprindelig familie. Heraf er 1.763 indenlandske og 443 internationale.
Sådan ser udviklingen mere eller mindre ud. Nogle perioder har
større stigninger end andre, men det skyldes primært nogle spektakulære sager. Der er
år, hvor der ingen registreringer er. Tilbage i tiden er der kun få registreringer. Det er ikke
et spørgsmål, som har den store betydning.
Ud af de 2.206 sager er der netop nu 21%, som stadig er under
behandling. Afsluttede sager med udlevering af oplysninger og udtræk af sagen fra arkivet
udgør kun 6%. Afsluttede efter positiv søgning: 5%. Møde med negativt resultat med
oprindelig familie, møde eller kontakt med oprindelig familie: 10%. Ansøger har ikke
adoptionsmæssig tilknytning: 3%. Det er disse sager, som overgår til ministeren Carroza.
Lukkede sager pga. manglende mulighed for at fortsætte søgningen efter oprindelig
familie, fordi der ikke foreligger adresse eller andre personlige oplysninger, eller fordi
oplysningerne er ufuldstændige: 8%. Lukkede sager pga. afvisning til ansøgeren af, at
vedkommende kan fortsætte søgningen: 17%. Lukkede sager pga. manglende svar fra
personen, efter at vedkommende har registreret sig i systemet: 31%. Der er også
ansøgere, som erklærer, at der ikke er taget kontakt til dem.
De forhold, som blev behandlet på mødet den 18. marts 2019,
drejer sig om forespørgsler.
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
Hvad angår forespørgsler og andre omtalte problemer, bliver
de gennemgået individuelt. Det er dog væsentligt at nævne, at systemet og programmet
Søgning efter oprindelig familie gradvis bliver bedre. Det er desuden bemærket, at der
faktisk er en del flere problemer end dem, som er omtalt her af sammenslutningen
Hijos y
Madres del Silencio
(Tavse børn og mødre). Det betyder, at der er mange ting, som kan
forbedres ud fra et administrativt synspunkt, ikke et juridisk synspunkt.
Sammenslutningen har f.eks. anført, at systemet til at modtage
ansøgninger ikke fungerer, og at det ikke er alle, som har adgang til Internet Explorer 8.
Der er således ikke kun problemer med it-systemet til
programmet Søgning efter oprindelig familie, men faktisk med hele adoptionssystemet.
Det er dog forventningen, at der i juni 2019 vil være etableret et nyt, integreret it-
adoptionssystem, som også vil omfatte programmet Søgning efter oprindelig familie samt
en software til flere platforme, som skal erstatte Explorer 8, der ikke fungerer godt.
Man anerkender fuldstændig den kritik, som blev rettet på
mødet den 18. marts, om at første gang en person sender en mail for at blive optaget i
underprogrammet, ender vedkommende ofte med ikke at få svar. Desværre forholdt det
sig sådan, at det i 2016 var nødvendigt at ændre e-mailadressen
[email protected], fordi den ikke virkede. Der var mange klager, og der
begyndte at komme henvendelser til den programansvarlige, Paulina Méndez fra
Børnestyrelsen (Sename), fordi der var behov for bedre svar. Nogle personer kom i kontakt
med hende
–
andre ikke. Dette har været en betydelig svaghed ved ordningen.
Det blev også fastslået, at medarbejderne ved
underprogrammet havde manglende respekt for adoptanternes privatliv. Det er således et
krav om, at personen skal udfylde en motivationsformular, som indeholder spørgsmål, der
for nogle kan opfattes som en krænkelse af deres privatliv. Og hvis man ikke udfylder
formularen, kan man ikke komme videre.
Der findes psykologer og socialrådgivere, som hjælper de
enkelte personer med at udfylde formularen. Dette sker for at yde den nødvendige
rådgivning og støtte til både adopterede og adoptanter samt disses slægtningen i op- og
nedadstigende linje. Det er Børnestyrelsens (Sename) målsætning at yde rådgivning til
adopterede og adoptanter på området. Dvs. at udlevere oplysninger på en måde, som
støtter parternes psykosociale udvikling. Dog vurderes det aktuelt, hvorvidt det er
nødvendigt at fastholde dette punkt som et krav, eller om det kan være frivilligt.
Underprogrammet har ikke en officiel start- og slutdato. Der er
en oprindelig dato for, hvornår der indhentes oplysninger, men som nævnt har man ikke
lagt sig fast på bestemte datoer. Man har heller ikke nogen fast procedure for meddelelse
af dato og angivelse af årsager til, at en behandling bringes til ophør.
Derfor kan der sagtens være personer, som med al ret
forholder sig til bestemte datoer, men hvor datoerne alligevel ikke overholdes. Derfor er
man i gang med at gennemgå processen og datoforholdene.
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
Sagen udleveres med oplysningerne om den biologiske mor,
dvs. med fulde navn i nogle tilfælde, mens man i andre tilfælde sletter efternavnet eller helt
undlader at udlevere fornavnet.
Som tidligere nævnt sker dette med hjemmel i lov nummer
19.628 om beskyttelse af privatlivets fred. Denne procedure skal nu gennemgå en juridisk
analyse for at belyse, hvordan det skal foregå i fremtiden.
Hvis det konstateres, at en mor er afgået ved døden, gives der
ikke meddelelse herom til resten af adoptantens biologiske familie. Hvis den biologiske
mor er afgået ved døden, gives der meddelelse til ansøgeren om, at hun er død, og
ansøgeren bliver spurgt, om han eller ønsker at fortsætte med processen. I mange tilfælde
er processen blevet fortsat.
Det skal analyseres, om der er tilfælde, hvor den pågældende
forespørgsel ikke er foretaget. Desuden kan det ikke vides med sikkerhed, at alle sager er
gennemført på denne måde, eftersom de forskellige faser ikke er tydeligt definerede.
Forespørgslen kan desuden foretages telefonisk og personligt, og det kan ikke siges, om
oplysningerne reelt er videregivet.
*********************
Fernando Hernández,
kommissær ved Efterforskningspolitiet
i Chile (Policía
de Investigaciones de Chile),
oplyste, at undersøgelsen blev igangsat i
2014, da han havde beskæftigelse i Undersøgelsesenheden mod menneskelige
forbrydelser (Brigada
Investigadora contra Delitos Humanos),
primært i den afdeling, som
samarbejdede med ministeren Mario Carroza. Dengang bestod opgaven i at undersøge
en række anmeldelser, som havde tilknytning til begivenheder, som handlede om fjernelse
af børn fra de offentlige hospitaler og visse private klinikker. De fleste anmeldelser havde
tilknytning til hospitalerne Barros Luco, San Borja Arriaran, J.J. Aguirre, den lukkede
Clínica Carolina Freire samt Clínica Lira.
De anmeldelser, som blev indgivet, var rettet mod læger,
jordemoder, socialrådgivere, personer fra kirken og generelt medlemmer af civilsamfundet.
Det var svært at lægge sig fast på, hvordan undersøgelsen skulle udføres. Man vidste
ikke, hvad man skulle spørge om, fordi der ingen rutiner var. Roberto, som dengang var
gruppeleder, gik bort fra begrundelsen med menneskerettigheder for i stedet at forsøge at
forstå sagen generelt.
Det første, man gjorde, var at skrive officielt fra
Undersøgelsesenheden til hospitalerne. Enheden bad generelt om at modtage al
tilgængelig information om anmeldelserne, dvs. dokumentation og de velkendte
medicinske journaler, som Undersøgelseskommissionen har omtalt dem i bred forstand.
De første skrivelser blev sendt til Folkeregister- og
identifikationsstyrelsen med forespørgsel om, hvorvidt de pågældende børn var blevet
registeret. Det viste sig at variere fra sag til sag: I nogle tilfælde var børnene registreret,
men uden at der var en registrering af dødsfald, og i andre tilfælde var de ikke registreret.
De havde således aldrig eksisteret i systemet.
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
Så begyndte man at støde på de første problemer.
Tiden gik, og man fik de første svar på skrivelser med de
ønskede svar. Hospitalet oplyste dog, at man ikke havde de nødvendige oplysninger. Man
oplyste f.eks. patientens indlæggelsestidspunkt, navnet på lægen, og at barnet var blevet
født, dog uden at anføre, om det var levende eller dødt. Problemet bestod nu i indføre
hospitalets svar i politirapporten til ministeren.
I et referat bad man ministeren Carroza om tilladelse til
personligt at aflægge besøg på hospitalerne. Man begyndte i fødeafsnittet, patologisk
anatomisk afdeling og endelig børneafdelingen. Det kunne konstateres, at der fandtes
oplysninger. Man fandt således fødselsbøger eller -opgørelser, men ikke de medicinske
journaler. I patologisk anatomisk afdeling fandt man frem til obduktionsrapporter, mens
man ikke fandt noget i børneafdelingens systemer.
Her er fortegnelsen over anmeldelser, som blev foretaget i
perioden 2014-2015.
Der var i den samme periode også anmeldelser, som blev
undersøgt af den offentlige anklagemyndighed, men disse havde tilknytning til
uregelmæssige adoptioner.
Samtidig var der personale fra vores enhed, som på det
tidspunkt var i gang med en undersøgelse. Jeg mener, at den offentlige anklagemyndighed
erklærede, at den ikke havde den nødvendige kompetence til at behandle de
uregelmæssige adoptioner, og derfor blev sagen overført til 34. kriminaldomstol (34°
Juzgado del Crimen).
På præsentationens slide 3 ses hospitalerne i den pågældende
periode, mellem 2014 og 2015, hvor man forsøgte at indhente oplysninger fra sag til sag
–
jeg gentager, fra sag til sag. Hvorfor fremhæver jeg det? Fordi der var oplysninger om
bestemte personer. Man havde held til at finde nogle bøger, men man kunne ikke knytte
oplysningerne heri med de anmeldelser, man var i gang med at undersøge. Samtidig
kunne det konstateres, at der ikke var de baggrundsoplysninger, man søgte efter.
Spørgsmålet, man herefter stillede, var følgende: Hvad skete
der med de andre fødselsbøger og med oplysningerne om de kliniske journaler? Og svaret
var:
Det er der ingen, der ved. Man sagde således følgende: “Tingene ændrer sig, der var
et rør, der gik i stykker, man mistede noget af det, og oplysningerne blev ødelagt”.
På denne baggrund blev der anmodet om en kendelse til at få
adgang og foretage registrering på det gamle fødeafsnit på hospitalet Barros Luco
–
for
hermed at sikre de oplysninger, der var blevet udleveret. Der blev sammensat et team på
20 medarbejdere. Det var et lukket team, som skulle arbejde med meget dårlige
sundhedsmæssige forhold på stedet. Så man tog af sted med de nødvendige værktøjer
og begyndte at lede efter det, man ønskede, dvs. bøger og optegnelser over manglende
fødsler.
Som det fremgår af fotoene i præsentationen, fandt teamet i
denne forbindelse fødselsbøger, som ingen kendte til i administrationen på hospitalet
Barros Luco. Bøgerne lå længst tilbage i en kælder, som blev brugt til at opbevare
oplysningerne til en sag fra 1969. Og som jeg husker det, var der også andre oplysninger.
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
Oplysningerne blev overdraget til hospitalsadministrationen,
dvs. til sikkerhedskontoret, og fødselsbogen blev overdraget til fødselsafsnittet, for at man
her kunne overtage ansvaret for dem. Man fik de oplysninger i sagen, som man havde
brug for, og oplysningerne blev stillet til rådighed for hospitalet.
I lyset af alle disse anmeldelsessager, den dybtgående
undersøgelse og en større forståelse af, hvad der var sket, blev der af politiet foretaget en
efterretningsmæssig undersøgelse. Alle disse dokumenter var i papirformat. Der var en
optegnelse over de tilgængelige ressourcer, og man kunne konstatere, at der var navne,
som gik igen
–
på jordemødre og læger og en socialrådgiver.
Man begyndte at spørge, hvad der var sket hos dem, og hvorfor
de ikke kendte de rutiner eller protokoller, som blev benyttet af lægerne i 1970´erne og
1980´erne, hverken kirurgerne, gynækologerne, obstetrikerne eller specialisterne i
patologisk anatomi. Og hvornår var der tale om et foster og om en abort, hvem assisterede
ved aborten, hvornår var der tale om kejsersnit, og hvornår var der en fødsel?
Teammedlemmerne skulle også lære de tekniske udtryk, se de
kunne læse bedømmelser om nyfødte barn. Og hvad var en Apgar-værdi? De faktorer,
som fik særlig opmærksomhed, var fødselsbøgerne. De kunne indeholder masser af
oplysninger, f.eks. medicinske journalark, benyttede senge, tidspunkt for ankomst til
forrum, navnet på jordemoren, det nyfødte barns tilstand og bedømmelsen (dvs. Apgar-
værdi), en bedømmelse som jordemoren foretager 3-5 minutter efter fødslen, alt efter
hvordan barnet ellers udvikler sig.
Man begyndte at tale med lægerne. Man spurgte dem, hvad
der var deres opgave og forventning på fødselstidspunkt, og man spurgte den pædiatriske
barneplejerske og den pædiatriske kirurg, hvad der var deres opgave, hvad de foretog sig,
hvis Apgar-værdien var lav, hvad de lavede, og hvordan det var meningen, at de skulle
assistere.
Den gynækologiske læge sagde: “Jeg tager imod de nyfødte,
men giver dem videre til jordemoren. Jeg rydder op og tager mig af moren. Jeg følger ikke
med barnet.” Bagefter blev barnet overført til børneafdelingen, hvor det blev undersøgt af
jordemoren eller barneplejersken. Man konstaterede en lav Apgar-værdi og tog kontakt til
børnelægen. Børnelægen sagde: Hvis barnet kom ind med en lav Apgar-værdi på måske
1, 2 eller 3, lavede vi de genoplivninger, der var mulighed for dengang. Andet var der ikke
i det.
Der var nogle anmeldelser, som handlede om børn, som var
lagt i kuvøse. Det var i 1980´erne, og jeg mener, at kuvøserne har været på de offentlige
hospitaler siden 1982. Det er oplyst, at mange døde pga. infektioner, de havde pådraget
sig på hospitalet. Jeg spurgte til, hvordan det skete, og om børnene var i kuvøse. Hertil
var svaret, at man dengang brugte vand til kuvøserne. Det betød, at der var risiko for en
kombination af svampe og bakterier, og det kunne være dødeligt.
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
Det lykkedes at finde nogle generelle mønstre og forstå den
bagvedliggende dynamik. Når man fandt sager med dødsfald, som var registrerede i
Folkeregistret, bad man om alle de dokumenter, som kunne understøtte oplysningen:
dødsattest, underskriften på den læge, som havde bekræftet, fødselserklæringer og
identitet på den person, som havde assisteret. Hermed så man en anden forskel: Nogle
gange assisterede jordemødrene ved fødslerne, og på det seneste kunne man også
konstatere, at kirurgerne assisterede ved udtagning og kejsersnit.
Indlægsholderen havde spurgt hvorfor der var denne forskel,
og de svarede, at det skyldtes det høje fødselstal. Hvis han huskede rigtigt, registrerede
man på hospitalet Barros Luco lidt mere end 40.000 fødsler pr. år, og i den pågældende
periode var der ca. 4.000-5.000 fødsler.
En parameter, som også blev undersøgt, var følgende: Hvad
skete der, når der blev anmodet om obduktion? Man opsøgte registrene og fandt navnet
på en læge, og det var altid den samme læge. Man fandt frem til ham, og han sagde, at
han dengang havde arbejdet som børnelæge, og at det ikke var længe siden, at han havde
taget sin eksamen. Efter at kigget i de statistiske tal undrede det ham, at der døde så
mange børn.
Han bad om en tilladelse, og med godkendelse fra den
daværende direktør begyndte han at foretage obduktioner med assistance fra en læge på
hospitalet El Salvador. Men han fremhævede også, at han kun lavede obduktioner, når
han havde tid til det. Han var nemlig stadig børnelæge i fødselsafsnittet.
Man undersøgte også, hvordan man registrerede børn på
hospitalerne dengang. På lokalarkiverne under Folkeregistrene fik man at vide, at der var
en registreringsafdeling på hvert eneste hospital. Dengang foretog man indførsel eller
registrering i to bøger, idet den ene bog forbliv i den omtalte underafdeling, mens den
anden lå i hovedarkivet i Santiago.
Der var mange kvinder, som erklærede, at der også var en
tredje bog, hvori man registrerede afdøde børn og aborter. Denne bog opbevares i
Folkeregistrets arkiver.
Indlægsholderen oplyste, at han med få ord havde forsøgt at
forklare, hvor svært det hele var, fordi der ingen information var, og fordi de ikke vidste,
hvordan de skulle gribe problemet an.
Der fremkom andre sager med kvinder, som anmeldte, at de
havde forladt deres børn på børnehjem, men at børnene var blevet sendt ud af landet med
henblik på adoption. I disse tilfælde blev der lavet en anmeldelse og foretaget de første
skridt i sagen. Det viste sig, at børnene var registreret i Folkeregister- og
identifikationsstyrelsen med det forskel, at der var et gammelt foto af dem i systemet. Man
gennemgik nationalregistret ved Statspolitiet for immigration og internationale forhold
(Jefatura
Nacional de Migraciones y Policía Internacional).
Her blev det konstateret, at
disse børn var udrejst af landet. Hvordan kunne det være? Det ved man ikke, for man fandt
hverken dokumenter eller andre oplysninger, som kunne understøtte en eventuel udrejse
af landet, heller ikke i tilfælde hvor moren sagde, at hun aldrig havde godkendt dette.
Det er en konklusion, man nåede frem til i 2014 og 2015,
herunder også hos lufthavnsmyndighederne. Man vidste, at børnene var udrejst til
bestemte lande, men man kunne finde yderligere information om det.
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
Der har også været en undersøgelse, som blev udført af den
offentlige anklagemyndighed om uregelmæssige adoptioner (sic), og som implicerede
visse læger og præster.
Det fremgår af de anmeldelser, som der har været adgang til,
at nogle børn anmeldte, at deres forældre på et tidspunkt havde nævnt, at de ikke var
biologiske børn. Der var dog ikke anført noget om, at de havde status som adoptivbarn,
men derimod var eget barn af forældrene. På det tidspunkt, hvor disse børn havde spurgt
deres forældre om navnet på hospitalet, hvor de var født, havde forældrene ikke flere
oplysninger til børnene. Det betød, at børnene sporadisk besøgte forskellige steder for at
finde frem til den pågældende anmelder.
Det var ikke meget, de kunne gøre, at der var mange åbne
spørgsmål, bl.a. at børnenes adoptivforældre optrådte som registranter med direkte
registrering i de oplysninger, som fandtes hos Folkeregister- og identifikationsstyrelsen.
Denne proces fortsatte frem til 2015. Efter 2015 fik
indlægsholderen andre arbejdsfunktioner, og i 2018 blev han efter indstilling fra ledelsen
igen overført til at arbejde med ministeren Carroza. Dette arbejde havde tilknytning til de
uregelmæssige adoptioner. I 2017 blev der foretaget en konfiskation hos en person, som
havde arkiver over børn, som var blevet sendt til udlandet. Det siges, at denne person var
involveret i første fase af undersøgelsen af børn, som var rejst ud af landet, men nu ved
indlægsholderen, hvordan det fandt sted.
Pga. mængden af akkumulerede oplysninger havde også en
anden person arbejdet for ministeren Carroza. Det var María Cecilia Erazo, som var
socialrådgiver, advokat og sagkyndig hos domstolen, og som selv havde lavet en rapport
med systematisering af de mange oplysninger, herunder især i papirformat.
Derfor begyndte man med en kriminalanalyse hos politiet,
ligesom man arbejdede med efterretninger for at forstå, hvordan det kunne fungere.
Gradvist begyndte man at finde fælles træk: navne, personer, sager, godkendende
domstole og involverede organisationer. Med disse data kunne vi endeligt og generelt
konkludere, hvad det var, der var sket. Det var ikke var lykkedes i den første periode 2014-
2015.
På ledelsesplan blev det besluttet at etablere en
arbejdsgruppe, som i dag ledes af kommissær Gaete, og som bistår ministeren Carroza.
Arbejdsgruppen er i 2018 overgået til at være en feltgruppe, som foretager interview af
personer, indhenter viden om forhold, som vækker bekymring, og får overblik over,
hvordan der blev arbejdet. Arbejdsgruppen foretager om nødvendigt beslaglæggelser for
på den måde at udvide databasen med oplysninger. Det har alt i alt givet gode svar.
Som en afslutning på denne første præsentation kan jeg
fortælle, at det var på denne måde, vi arbejdede på hospitalet Barros Luco. I en nedslidt
bygning med begrænset adgang for personer lå de arkiver, som i dag er til disposition for
de samme hospitaler.
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
Afslutningsvis blev der i denne sidste undersøgelse af
registreringer på hospitalet Barros Luco fundet fødselsbøger fra 1962, 1968, 1969 og
1971. Alle bøgerne blev fundet i Institut for epidemiologi, klinisk forskning og human
reproduktion ved Medicinsk fakultet på Universidad de Chile, campus syd. Ud over de
omtalte bøger blev der også fundet arkivmapper, som indeholdt journaler om aborter,
bækkeninflammationsbehandlinger og biopsiresultater.
Blandt konklusionerne fra arbejdet med relevante
patologianatomiske oplysninger fra hospitalerne kan nævnes, at der ikke blev sondret
mellem biopsier og obduktionsrapporter. Dette ændrede sig i 1984, da man begyndte at
sondre mellem obduktionsrapporter for voksne og for børn. Det blev endelig konstateret
af betjente, som kom på stedet.
Det tilføjes, at abortjournalerne også udgjorde et problem. Her
henvises specifikt til, at de pågældende oplysninger nu er blevet systematiseret, hvilket
har afgørende betydning for, at man kan foretage en hurtigere søgning og behandling af
de anmodninger, som modtages fra domstolene.
En kommentar om fødselsbøgerne: Selv om der kun er få
baggrundsoplysninger, findes der dog oplysninger, som giver information om den
behandlende læge, om personen selv, om der var tale om hoved- eller sædefodfødsel,
ligesom der er oplysninger om Apgar-værdi og fødselstidspunkt.
Nogle institutioner opbevarer flere oplysninger og andre færre,
men det er under alle omstændigheder vigtige oplysninger i den konkrete sag.
Det skal sluttelig bemærkes, at der for perioden 2014-2015 er
tale om foreløbige oplysninger. De tiltag, som er igangsat siden 2018, vil blive forelagt af
Roberto Gaete, politikommissær.
***************
Roberto Gaete
oplyser, at ministeren Mario Carroza på
baggrund af det betydelige antal anmeldelser, han havde modtaget, bad
Efterforskningspolitiet (PDI) om at nedsætte en arbejdsgruppe, som skulle udføre
feltarbejde til belysning af situationen.
I 2017 blev der indsamlet en stor mængde information fra
socialrådgivere, som man i dag er i gang med at systematisere, og som viser, at der findes
et stort antal personer
–
eller børn
–
som blev overdraget til adoption i både 1960´erne,
1970´erne, 1980´erne og 1990´erne.
Som omtalt af kommissær Hernández åbnede man en sag med
nummer 1044-2018, som omfattede en lang række anmeldelser, som var modtaget i hele
landet fra mødre, som søgte efter deres børn, og børn, som søgte deres oprindelige familie
eller biologiske mor.
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
Sådanne anmeldelser og ønsker er altid fremkommet på den
ene eller anden måde og er blevet forelagt via de sammenslutninger, som repræsenterer
dem. Det er sammenslutninger, som tydeligt har erklæret deres hensigt om at opnå et
resultat med de undersøgelser, som er udført af ministeren Mario Carroza.
Principielt arbejder man med to parallelle problematikker: Den
ene problematik handler om at finde frem til de ansvarlige for disse forhold, og derfor
medvirker i mange sager statslige funktionærer, som er blevet involveret i disse særlige
situationer. Den anden problematik, som har et vigtigt socialt fokus, er behovet for på et
tidspunkt at vide, hvor man kan finde den søn, som på uregelmæssig vis på et tidspunkt
er blevet sendt til udlandet, så barnet på et tidspunkt kan blive genforenet med sin mor.
Det er disse to primære arbejdsområder, vi koncentrerer os om for øjeblikket.
Der er således nedsat en særlig, specialiseret arbejdsgruppe:
Det er en gruppe, som arbejder direkte sammen med ministeren, baseret på ministerens
instrukser og anvisninger, alt efter hvilke anmeldelser der løbende kommer ind.
I feltarbejdet har man forsøgt at have fokus på de afhøringer
eller interview af personer med en særlig tilknytning til de pågældende forhold. Det er
interview eller afhøringer, som er foretaget af politiet, og som har haft til formål at hente
så mange oplysninger som muligt fra socialrådgivere, myndigheder, private
organisationer, f.eks.
Casa Nacional del Niño
og Børnestyrelsen (Sename). Man har
arbejdet med at indsamle forskellige former for input, som på den ene eller anden måde
kan give os et indblik i, hvordan disse adoptioner blev håndteret, og om der er tale om
uregelmæssige forhold.
Det skønnes aktuelt, at der er ca. 8.000 sager, når man ser
på de oplysninger, der ligger hos domstolene. Nu hvor tingene er ved at blive
systematiseret, anførte indlægsholderen, har man adgang til cirka halvdelen af
oplysningerne. Alle oplysninger er dog ikke systematiseret endnu, men det er nok
forventningen, at det naturligvis ikke er alle sager, som findes ved domstolene, som
handler om uregelmæssige adoptioner. Der kan være adoptioner, som i en vis
udstrækning er lovlige, men hvor virkelighedens verden har vist, at der er konstateret en
lang række “uregelmæssigheder”.
Man har nu forsøgt at opdele arbejdet, for selv om mønstret
optrådte første gang i regionen Metropolitana (hovedstadsregionen), gentog det sig
bagefter i andre regioner, primært mod syd, i 6., 7., 8., 9. og 10. distrikt. Arbejdsindsats
er opdelt, så man på den ene eller anden måde kan håndtere denne problemstilling over
for ministeren.
Efterforskningspolitiet (PDI) har modtaget 168 direkte
anmeldelser, som ligger ud over de sager, som er behandlet hos ministeren. Der ligger
aktuelt ca. 350 anmeldelser.
Arbejdsindsatsen er blevet samordnet med detektiver i hele
landet, som på den ene eller anden måde kan modtage anmeldelser og behandle det
input, som kommer. Det drejer sig i teorien om oplysninger, der er nødvendige for at
kunne udføre en undersøgelse. Der er mange mødre, der
–
måske af uvidenhed
–
ikke
har foretaget anmeldelse, mens andre har foretaget anmeldelse, inden ministeren blev
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
udpeget. Endelig skal det nævnes, at mange anmeldelser er blevet liggende hos den
offentlige anklagemyndighed, hvor de af en given årsag er blevet henlagt.
Der blev oprettet en e-mailadresse til modtagelse til
oplysninger fra ofrene, dvs. adoptivbørnene, som for det store flertals vedkommende
befinder sig i Europa og USA.
Der er desuden udført et informationsarbejde for at belyse,
hvordan Efterforskningspolitiet behandler problematikken, og for at motivere de enkelte
personer til at komme ind på vores stationer for at forelægge deres situation. Der er
nemlig mange, der har fået den opfattelse, at der kun bliver gjort lidt eller slet ingenting i
forhold til de anmeldelser, der er indgivet.
De foreslåede målsætninger har fokus på at belyse og
klarlægge, hvad der er sket, dvs. fra 1960´erne og frem til reformen af vores straffeproces.
I lyset af den indsamlede information og det udførte
analysearbejde skal det handle om at fastlægge ansvaret i de enkelte sager, som det
tidligere er nævnt, hos de personer eller statslige instanser, som eventuelt har været
implicerede i problematikken.
Det handler også om at behandle de nødvendige input og
hermed afstedkomme konkrete genforeninger. Der er en situation, som mange forældre
og børn higer efter, så de kan blive genforenet med deres biologiske familie.
Dette skema forklarer illustrativt, på hvilken baggrund
adoptionen af børn i mange tilfælde konkret har fundet sted. Der var et ønske hos en
familie, som gerne ville have et barn. Familien tog kontakt mange gange til
socialrådgivere, advokater eller organisationer, for at disse parter på den ene eller anden
måde kunne hjælpe med at finde et barn til familien. De børn, der var genstand for
interesse, var typisk børn af sårbare mødre.
I første omgang udvalgte man børn, som blev indlagt alene på
hospitalerne, og dengang var der ofte en person, som stod for at opsamle børnene.
Mange gange sagde man til mødrene, når de havde født, at deres søn eller dato var
afgået ved døden
–
som f.eks. Fernando har nævnt det på et tidspunkt. Samtidig fik de
ikke udleveret noget dokument, og de fik ikke at vide, hvor liget befandt sig eller var blevet
begravet. Til gengæld sagde man til mødrene, at hendes nyfødte, afdøde søn eller datter
var bliver overdraget til videnskaben.
Mødrene dengang foretog sig ikke mere, og de vænnede sig
til tanken om, at deres barn var død. På den baggrund opstod der en struktur med
såkaldte plejemødre (guardadora), hvorfra barnet senere kunne overdrages til en
privatperson eller en organisation, som tog sig af barnet, indtil man var færdig med
sagsbehandlingen, og barnet kunne udrejse af landet under værgemål eller
beskyttelsesforanstaltning.
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
Socialrådgiverne skrev i mange tilfælde rapporter, som var
notorisk ukorrekte med information om, at barnet var efterladt, eller at moren var
stofmisbruger eller alkoholiker. På baggrund af denne information afsagde domstolene
kendelse og erklæring om beskyttelsesforanstaltning og overdrog barnet til
–
i
citationstegn
–
adoption, som efterfølgende mange gange skete i udlandet.
Som Fernando også har omtalt, blev børnenes identitet ofte
ændret, dvs. barnets fødselserklæring blev ikke brugt til registreringen. I stedet benyttede
man en metode, som stadig findes i dag, og som giver mulighed for at registrere et barn
med tilstedeværelse af to vidner, som bevidner, at barnet faktisk er født med denne
identitet. Herefter kunne barnet blive registreret som biologisk barn af forældre, som af
indlysende årsager ikke var dets biologiske forældre.
På den baggrund er det meget sværere at forstå, hvad det
egentlig skete med disse børn, fordi der ikke er nogen registrering af, hvem der biologiske
forældre er. Desværre er der mange sager, som har dette typiske kendetegn.
Efterfølgende udrejste børnene af Chile med henblik på
adoption i udlandet, og mange af dem vidste ikke noget om deres baggrund. Derfor foretog
de sig ingenting for at få at vide, hvem deres biologiske forældre var.
Den ledende arbejdsgruppe består af fem detektiver, der i
samarbejde med sammenslutninger og domstole samt med instanser under Folkeregister-
og identifikationsstyrelsen og Børnestyrelsens (Sename) program Søgning efter oprindelig
familie forsøger at finde svar til de mødre og børn, som i dag er voksne, og som søger
efter deres oprindelige familie.
*******************
Rodrigo Bustos,
leder af Juridisk enhed (Unidad
Jurídico
Judicial)
ved Menneskerettighedsstyrelsen (Instituto
Nacional de Derechos Humanos),
takkede for invitationen fra Undersøgelseskommissionen. Samtidig beklagede han, at
nationaldirektøren for Menneskerettighedsstyrelsen ikke kunne være til stede, idet
pågældende er i Temuco for at underskrive en aftale med Børneombudsmanden
(Defensoría
de la Niñez)
om børns forhold i den oprindelige mapuche-befolkning
(Araukanien).
For det første ville indlægsholderen gerne fremhæve, at det
emne, der tales om her, er et menneskerettighedsproblem. Menneskerettighedsstyrelsen
arbejder med fjernelse af børn og uregelmæssige adoptioner og her den holdning, at der
er tale om en overtrædelse af menneskerettighederne. De internationale traktater bliver
overtrådt i de pågældende sager.
Man har lyttet til medarbejderne hos Efterforskningspolitiet
(PDI), som har udført denne undersøgelse. Undersøgelsen sætter situationen i relief og
viser, hvor utroligt relevant og betydningsfuld den er. Selv om der kun havde været tale
om få tilfælde, ville det alligevel være en overtrædelse af menneskerettighederne, idet der
er sket overtrædelse af artikel 8 i Konvention om børns rettigheder, som regulerer retten
til identitet.
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
Anvendelse af denne artikel skal ses i sammenhæng med bl.a. artikel 19 i den
amerikanske menneskerettighedskonvention i sagen om Dos Erres-masakren i
Guatemala, som blev behandlet ved Den Interamerikanske Menneskerettighedsdomstol.
Problematikken med uregelmæssige adoption udgør en
overtrædelse af menneskerettighederne, fordi der er tale om en overtrædelse af retten til
identitet hos børn og voksne. Der henvises til Menneskerettighedsstyrelsens juridiske
beføjelser på området.
I mange af disse sager er der en sammenhæng med de
bestemmelser, som gælder for personers tvungne forsvinden. Som det vil være
Undersøgelseskommissionen bekendt, er der mange familiemedlemmer i sagerne, og de
ved stadig ikke noget om opholdsstedet for deres børn, som blev revet bort fra dem pga.
bedrageri. Dette er anført af medarbejderne ved Efterforskningspolitiet. Der er tale om
hjerteskærende vidneudsagn.
Hvis problematikken er blevet mere synlig i dag, skyldes det i
stor udstrækning familiemedlemmer og organisationerne i civilsamfundet.
Emnet er blevet behandlet i komparativ ret i Spanien og
Argentina, hvor man har undersøgt overtrædelsen af retten til identitet med stor respekt.
Et aspekt, som er relevant at omtale i forbindelse med de
årsager, man er i gang med at undersøge, er beregningen af forældelsesfrist i sagerne.
Denne frist kan gå hen og blive et problem på et tidspunkt. Man har således i den
komparative ret analyseret, at forældelsesfristen bør træde i kraft på det tidspunkt, hvor
man har fået viden om børnenes fjernelse. Som i mange andre sager med bedrageri skal
fristen naturligvis tage udgangspunkt i det tidspunkt, hvor man har fået kendskab til
forholdet. Hertil skal føjes, at når der er tale om tvungen forsvinden, vil lovovertrædelsen i
nogle tilfælde have varig karakter.
Menneskerettighedsstyrelsen griber ind i disse sager med
klager og anmeldelser, fordi en sådan indsats ligger inden for vores juridiske beføjelser.
Den lovgivning, Styrelsen er underlagt, fastlægger beføjelser til at fremme og beskytte
menneskerettighederne, og derfor har det været muligt at iværksætte retslige
foranstaltninger. Artikel 3, stk. 5, i lov nummer 20.405 indeholder mulighed for at indgive
klage i forbindelse med tvungen forsvinden.
Styrelsen har indgivet klager med henvisning til tvungen
forsvinden, når der er sket opfyldelse af to forbundne betingelser, dvs. når en
embedsmand har grebet ind, og når offeret indtil nu ikke har vist sig igen. Det er altså en
situation, hvor det barn, som er fjernet fra sin mor eller far, ikke har vist sig igen frem til
dags dato. I alle andre sager, hvor der er sket indgreb, er det sket på baggrund af
anmeldelser, som er indgivet med henvisning til de årsager, som er anført af ministeren
Carroza og andre ministre.
Menneskerettighedsstyrelsen har indgivet klager med
henvisning til forskellige undersøgelser. Et eksempel er den årsag, som er fremført af
ministeren Carroza, og hvor det blev oplyst, at der var tale om en kategori med mere end
500 sager. Der henvises også til de klager, som er indgivet af ministrene Hormazábal og
Yolanda Méndez fra henholdsvis regionerne Coquimbo og Biobío. De to ministre har fået
deres viden fra undersøgelsen af overtrædelser af menneskerettighederne under
diktaturet.
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
I sagen fra regionen Coquimbo blev klagen indgivet på begæring af familiemedlemmer til
ofrene. Her skal der tages hensyn til, at det giver økonomiske problemer, hvis man flytter
varigt til regionen Metropolitana (hovedstadsregionen).
Alligevel henvises specifikt til den årsag, som blev forelagt
ministeren Carroza fredag, efter hvad der er oplyst. Man mødtes sidste år to gange med
ministeren Carroza, og ved et møderne deltog også direktøren for
Menneskerettighedsstyrelsen. Der sættes stor pris på det arbejde, som ministeren gjorde
i 2016 i forbindelse
med undersøgelsen med navnet “uregelmæssige adoptioner”, som i
henhold til det mandat, der er tildelt af Højesteret, har omfattet sagerne fra 1950 til 2001.
Den første klage kom som bekendt fra Elena Valentina Troncoso, som havde fået fjernet
sit barn på hospitalet San Borja i 1986. Dette hospital råder over en hovedbog og en
hemmelig, fortrolig bog.
Desuden har man som baggrundsoplysninger
–
primært i
forbindelse med den undersøgelsen, som blev udført af ministeren Carroza
–
kunnet
samle et kontaktnet af de personer, som medvirkede, dvs. socialrådgivere, sygeplejersker
og læger, hvortil kan føjes børnedommere, som gav forældremyndighed og værgemål til
de fjernede børn videre til især organisationer i udlandet.
Historierne fortæller, at det var tale om bedrageri, idet mange
af kvinderne fik besked om, at deres søn eller datter var afgået ved døden i forbindelse
med fødslen. En sådan handling udgør en overtrædelse af menneskerettighederne. Disse
mødre har startet en proces, som med stort møje og besvær måske vil føre til sandheden
og til det sted, hvor deres søn eller datter opholder sig.
I en anden undersøgelse er der konstateret religiøse
udlændinge, som har været involveret, og som har opholdt sig i det sydlige Chile.
******************
Natalia Labbé,
advokat ved Menneskerettighedsstyrelsen
(Instituto
Nacional de Derechos Humanos),
fremlagde tal til belysning af de retslige
foranstaltninger, som Mennneskerettighedsstyrelsen har truffet i forbindelse med forhold,
som undersøges af ministeren Carroza.
Der er i alt tale om 53 retslige foranstaltninger, hvoraf de 36
indgår i sag nummer 1044-2018, som har været under behandling under ledelse af
ministeren Mario Carroza Espinoza. I forbindelse med disse 36 foranstaltninger skal det
tilføjes, at flertallet af vores retslige foranstaltninger har tilknytning til de hændelser, som
er indtruffet på hospitalet Barros Luca i perioden 1980-1990. Desuden skal
opmærksomheden i særlig grad rettes mod 1975, hvor der var fem sager, og 1982, hvor
der var fire sager.
I marts blev der forelagt ti retslige foranstaltninger for
ministeren Vicente Hormazábal på begæring af sammenslutningen
Madres e Hijos Se
Buscan,
og i de fleste af disse tilfælde skete hændelserne på regionshospitalet La Serena
i årene mellem 1973 og 1984.
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
Hvad angår sagerne, som forekom i den sydlige del af landet,
blev der i marts måned truffet syv retslige foranstaltninger på anmodning af ministeren
Méndez. Heraf forekom to af hændelser på hospitalet Laja med henvisning til forhold, som
var indtruffet mellem 1972 og 1988.
**************
Jorge Rubio Kinast,
nationaldirektør ved Retsmedicinsk
Myndighed (Servicio
Médico Legal),
forklarede, at Det nationale DNA-register (Sistema
Nacional de Registros de ADN),
som er navnet på den databank, der omtales i det
vedlagte dokument, er reguleret i lov nummer 19.970 om genetiske profiler i forbindelse
med undersøgelse af kriminelle forhold. Det er et godt udgangspunkt, at denne databank
anvendes med udgangspunkt i undersøgelser af kriminelle forhold.
Genetisk profilering defineres som alfanumerisk registrering af
personer, dvs. registrering af de tal og bogstaver, som er resultatet af en biologisk
prøvetagning. Der findes en unik kombination af tal og bogstaver, som repræsenterer hver
enkelte person. Det omtalte registrer er udelukkende baseret på genetiske oplysninger og
benyttes udelukkende til at give information i forbindelse med en persons identifikation.
Det er ikke muligt at få viden om eksempelvis hårfarven, øjnene eller andre forhold,
medmindre der sker en nøje sammenholdelse med identifikationsoplysninger.
Loven bestemmer, at genetisk profilering skal udføres af
fagpersoner og tekniske medarbejdere, som er ansat i Retsmedicinsk myndighed eller i
de offentlige eller private institutioner, som er godkendt af Retsmedicinsk myndighed til
det samme formål.
Forvaltningen af og tilsynet med Det nationale DNA-register
ligger hos Folkeregister- og identifikationsstyrelsen, men ejerskabet ligger dog ikke her.
Det kan tilføjes, at input af information generelt ligger hos Retsmedicinsk myndighed.
Retsmedicinsk myndighed udtager biologiske prøver, som stammer fra enkeltpersoner, og
udfører den efterfølgende alfanumeriske behandling, som så overføres til et it-system.
Input af information ligger således hos Retsmedicinsk myndighed, og det gælder også
profiler, som måtte være udtaget af en institution, som er godkendt af Retsmedicinsk
myndighed, det være sig både offentlige og private institutioner. Det skal nævnes, at der i
Chile findes 12 genetiske laboratorier samt det genetiske laboratorium Codis, som det
fremgår af arket her. Alle laboratorier er godkendte af Retsmedicinsk myndighed til at
udføre denne type procedurer, dvs. udtage biologiske prøver og derefter behandle dem
med henblik på at opnå en alfanumerisk værdi. Til forskel fra det arbejde, som udføres af
Retsmedicinsk myndighed, overfører det genetiske laboratorium Codis værdierne til et it-
system. I slægtsskabssagerne, dvs. når man søger at dokumentere slægtskab mellem to
eller flere personer, overføres informationen dog ikke til it-systemet Codis, fordi dette
system udelukkende skal tjene som dokumentationdatabase for undersøgelser af
kriminelle forhold.
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
På det næste billede ses et overblik over de lovovertrædelser,
som er omfattede af lov nummer 19.970. Jeg skal indrømme, at jeg ikke selv forstår det
særlig godt, men det er de lovovertrædelser, som er anført i artiklerne, der henvises til på
billedet. Der er tale om lovovertrædelser, som er omfattede af chilensk straffelov (Código
Penal),
og desuden fremstilling og ulovlig handel med narkotika samt terrorhandlinger. Der
foreligger en tydelig opdeling i kategorier af de lovovertrædelser, som giver anledning til
prøveudtagelse. Når den alfanumeriske værdi og genetiske profil er behandlet og
udarbejdet, overføres informationen til det det nationale DNA-register.
Det nationale DNA-register kan derudover underinddeles i fem
forskellige registreringstyper. 1) Den første type omfatter registrering af personer, som er
blevet dømt i overensstemmelser med de lovovertrædelser, som er beskrevet på det
tidligere ark. 2) Dernæst følger personer, som er anklagede for samme type
lovovertrædelser. 3) Beviser og baggrundsoplysninger, som stammer fra undersøgelser af
denne type lovovertrædelser. 4) Ofre, som har givet deres samtykke til, at der udtages
biologisk prøve, og som efter prøveudtagning og behandling har givet deres samtykke til,
at de registrerede data kan overføres til Det nationale DNA-register. 5) Og endelig
forsvundne personer og disses familiemedlemmer, som optræder i en kriminel
sammenhæng (i modsat fald indgår sidstnævnte gruppe ikke). Når en genetisk profil under
en af de fem kategorier skal overføres til DNA-registret, kræves der desuden en kendelse
fra en offentlig anklager eller domstol. I modsat fald kan sådanne genetiske profiler ikke
overføres til den pågældende software.
Retsmedicinsk myndighed
(SML) står som faglig
tilsynsmyndighed med arbejdet med at sammenholde genetiske profiler. Når der foreligger
en biologisk prøve, som skal behandles, er den normale fremgangsmåde, at man forsøger
at lave en genetisk profil på et offer for en lovovertrædelse. Når offerets genetiske profil er
færdigbehandlet, overføres den til databasen, hvor der foretages en sammenholdelse med
en eller flere af de registrerede profiler, dvs. tilhørende dømte og anklagede personer osv.
for at kontrollere, om lovovertræderen befinder sig i databasen. Det er baggrunden for, at
man foretager denne sammenholdelse. Det er sådanne oplysninger, som skal indgå i en
given straffesag. Når der er foretaget en konkret sammenholdelse, sendes rapporten
herom til den offentlige anklagemyndighed eller til domstolen, alt efter sagen, hvor det
sagkyndige arbejde og resultaterne heraf bliver gennemgået.
It-systemet, hvori den alfanumeriske værdi bliver registreret,
dvs. den såkaldte genetiske profil, bærer benævnelsen Codis (Combined
DNA Index
System).
Det er et stykke meget avanceret teknologiske software, som er udviklet af FBI,
og som kombinerer retsgenetik (processen, som udføres i vores retsgenetiske
laboratorium) med informationsteknologi (sammensætningen af en it-baseret database for
de genetiske profiler, som er resultatet af genetiske prøver). Hermed råder vi over en digital
database med genetiske profiler, som kan sammenlignes, hvorefter den offentlige
anklagemyndighed og domstolene får adgang til et effektivt værktøj til forfølgelse af
lovovertrædelser.
Denne præsentation viser nogle fotografier, som er taget i
vores retsmedicinske laboratorium, Codis, og desuden ses en grafisk fremstilling af
statistiske oplysninger for laboratoriet, siden systemet trådte i kraft i 2010. Det betyder
ikke, at antallet af lovovertrædelser bliver ved med at stige, men at systemet gradvist får
tilført flere data. I dag er 76.186 dømte personer registrerede i systemet, ligesom der i
databasen er registreret 2.592 beviser, 23 anklagede personer, 15 ofre og endelig 136
forsvundne personer og familiemedlemmer.
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
***************
Alicia Yañez,
forkvinde for Sammenslutningen af
socialrådgivere i Chile (Colegio de Asistentes Sociales de Chile), fortæller, at man som
organisation ønsker at samarbejde så meget som overhovedet muligt for at fremme
undersøgelsen.
Man har gennem medierne hørt om de ulovlige adoptioner
–
som de fleste andre borgere i landet.
I slutningen af sidste år modtog organisationen en skrivelse fra
ministeren Carroza, hvori der blev anmodet om oplysninger om ni socialrådgivere.
De oplysninger, organisationen kunne videregive til
Justitsministeriet, var socialrådgivernes medlemsnumre og datoer for deres registrering i
fagregistret
–
og ikke mere end det. Den begrænsede information skyldes, at flertallet af
de ni personer, der blevet spurgt til, var medlemmer mellem 1934 og 1944. Det er således
mange år siden. Derfor optræder personerne ikke længere som medlemmer i
organisationen. Man har ikke i mange år haft kendskab til deres nuværende bopæl, og
nogle af dem er afgået ved døden. Det vides ikke med sikkerhed, om de alle er døde. På
denne måde bidrog organisationen med oplysninger til ministeren Carroza.
Det kan tilføjes, at organisationen her vil fremlægge en oversigt
over de ni personer, ministeren Carroza har forespurgt om.
Disse oplysninger blev afsendt den 23. april 2018, i
overensstemmelse med ministerens forespørgsel: Telma Uribe, registreringsnummer
1248 og afslutning af uddannelse i december 1944; Ruth Chía Barrios, afslutning af
uddannelse i 1953 og registreringsnummer 533; Rosa Muñoz, registreringsnummer 1294
og afslutning af uddannelse i 1941; Berta Orozco Wells, registreringsnummer 74 og
afslutning af uddannelse i 1938; Eliana Lizana Valenzuela, registreringsnummer 1941 og
afslutning af uddannelse i 1963; Julia Muñoz García, registreringsnummer 1841 og
afslutning af uddannelse i 1962; Esmeralda Quezada Rodríguez, registreringsnummer
2144 og afslutning af uddannelse i 1965; Elisa María Arriagada Ojeda,
registreringsnummer 1555 og afslutning af uddannelse i 1959; Teresa Castillo,
registreringsnummer 325 og registreret i vores faglige sammenslutning i 1936.
Det var alt, hvad vi havde mulighed for at oplyse ministeren
Carroza om, og vi står til enhver tid til rådighed med yderligere ønskede oplysninger.
Det var således ikke nødvendigt at anmode om en autorisation.
Ministeren forespurgte, om det var nødvendigt at anmode om en autorisation for at udøve
fri profession, men organisationen har aldrig haft sådanne beføjelser og er aldrig blevet
bedt om det. Dette var i april 2018.
Her i år, for et par uger siden, fik organisationen besøg af
Efterforskningspolitiets Enhed for menneskerettigheder (Brigada
de Derechos Humanos).
Enheden aflagde besøg i organisationen for at bede om registreringsbøger for hele
organisationens faglige, historiske virke. Dvs. fra den første registrering i organisationen
og frem til de allernyeste registrerede medlemmer.
Det var for organisationen en svær situation, selv om
Efterforskningspolitiet optrådte helt korrekt. For en faglig organisation, som jeg står som
forkvinde for anden periode i træk, var det ikke behageligt at se, hvordan man gik ind og
hentede de bøger, som afspejler hele vores historie. Bøgerne er ikke digitaliserede.
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
På denne måde har organisationen dog bidraget til samarbejdet med ministeren Carroza
og med Efterforskningspolitiet.
Indlægsholderen anførte, at sammenslutningen efter den
omtalte situation ikke har foretaget yderligere undersøgelser. Der er allerede igangsat en
undersøgelser hos domstolene, og sammenslutningen kan ikke selv gennemføre en
parallel undersøgelse.
Man afventer resultaterne af denne undersøgelse for at erfare,
om der stadig findes levende kollegaer og medlemmer af organisationen, så vi evt. kan
underkaste dem behandling i vores etiske instans.
Følgende blev nævnt af indlægsholderen: I 1981 mistede de
faglige organisationer adgangen til undervisning i faglig etik. Dette har været et problem
–
ikke kun for vores egen faglige organisation som sådan, men for alle faglige
organisationer, og det er et problem for hele landet. Når de faglige organisationer ikke
tilbyder undervisning i faglig etik, har det en skadelig virkning på borgerpligten. Hvis vores
kollegaer, som er medlemmer af organisationen, ikke bliver godkendt ved Den etiske
domstol, har de mulighed for at erklære, at de ikke vil være medlem af den faglige
organisation. Desuden kan der være personer, som begår ulovlige handlinger, samtidig
med at de ikke er medlem af organisationen. I den situation kan man ikke foretage sig
meget.
Og hermed en generel meddelelse til de ærede deputerede og
senatorer: Som medlemmer af Sammenslutningen af faglige akademiske organisationer i
Chile (Federación
de Colegios Profesionales Universitarios de Chile)
yder vi en stor
indsats for at få genetableret undervisningen i etik, ikke alene i vores egen organisation,
men i alle faglige organisationer.
I onsdags blev ministeren Blumel opfordret til at sørge for, at
det udkast til betænkning, man er i gang med at udarbejde, håndteres som en hastesag.
Det skyldes, som det blev nævnt af indlægsholderen, at det ikke alene er et problem for
vores faglige organisation, men for hele landet. Det sker i en situation, hvor det etiske
aspekt lider her i landet.
Samtidig med at det skal understrege, at vores organisation er
indstillet på at bidrage til samarbejdet, skal det gentages, at vores principper som faglige
personer er baserede på social retfærdighed, etik og menneskerettigheder. Det er vores
tre faglige grundpiller, som danner grundlaget for hele vores uddannelse på teoretiske og
metodologiske områder. Universiteterne har fuld fokus på den teoretiske og metodologiske
uddannelse, men frem for alt tilbagestår der en bekymring for manglende uddannelse i
social retfærdighed, etik og menneskerettigheder.
**************
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0094.png
BETÆNKNING FRA DEN SÆRLIGE UNDERSØGELSESKOMMISSION OM STATSLIGE
MYNDIGHEDERS HANDLINGER I FORBINDELSE MED MULIGE UREGELMÆSSIGHEDER
KNYTTEDE TIL ADOPTIONSBEHANDLING OG REGISTRERING AF BØRN SAMT
KONTROL MED DISSE BØRNS UDREJSE AF LANDET
ÆREDE KAMMER:
Undersøgelseskommissionen har udarbejdet denne betænkning i
henhold til de beføjelser, som kommissionen er tildelt af Deputeretkammeret i Chile (Cámara
de Diputados),
idet Undersøgelseskommissionen således har afgivet de konklusioner og
anbefalinger, som fremgår af betænkningens slutning.
Idet der henvises til Forvaltningsbekendtgørelsen (Reglamento
de
Corporación),
artikel 318, tildeles Undersøgelseskommissionen følgende:
I
–
KOMPETENCE
Valparaíso,
den 22. november 2018
Fru
Maya Fernández Allende
Præsident
Deputeretkammeret
VALPARAÍSO
Fru præsident:
Idet der henvises til republikkens politiske forfatning (Constitución
Política de la República),
artikel 52, stk. 1, litra c), Nationalkongressens organiske forfatningslov
(Ley
Orgánica Constitucional del Congreso Nacional),
artikel 53, samt ovennævnte
forvaltningsbekendtgørelse, artikel 297, anmodes om forsamlingens samtykke til at oprette en
særlig Undersøgelseskommission. Der henvises til følgende omstændigheder:
1
–
Det er mere end ti år siden, at det chilenske samfund fik
kendskab til de adoptioner, som har foregået på et uregelmæssigt grundlag i vores land. Disse
adoptioner blev gennemført uden de biologiske forældres viden og på den baggrund, at visse
statslige instanser handlede på en bestemt måde eller undlod at handle.
2
–
Der er tale om uregelmæssige adoptioner, som begyndte at
forekomme i starten af 1950’erne, og som efter de nyeste vurderinger fortsatte frem til starten
af det nye årtusind.
3
–
Børnene blev fjernet fra deres mødre, samtidig med at man gav
ukorrekte oplysninger om, hvor forældrenes nyfødte børn ville blive placeret. Generelt oplyste
man mødrene om, at deres børn var afgået ved døden, selv om dette reelt ikke var tilfældet.
Det var en grundlæggende forudsætning for, at børnene kunne blive fjernet, at medarbejdere
på offentlige institutioner medvirkede til disse handlinger.
1
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0095.png
4
–
For at processen med at overdrage de nyfødte børn til deres
adoptivfamilie
kunne
gennemføres,
krævede
det
medvirken
fra
dommere,
immigrationsmyndigheder, notarer, personer med tilknytning til kirken samt private
adoptionsorganisationer.
5
–
Det skal tilføjes, at adoptivbørn har ret til at kende deres identitet
i henhold til både national og international lovgivning. Dette fremgår af De Forenede Nationers
konvention om barnets rettigheder, som blev undertegnet af Chile i 1990. Adoptivbørn har iflg.
konventionen ret til
–
når som helst og når de ønsker det
–
at få kendskab til deres biologiske
baggrund. Når et adoptivbarn således ønsker at få kendskab til sin biologiske familie, skal
staten stille de nødvendige midler til rådighed, så denne målsætning kan opfyldes.
6
–
I de tilfælde, hvor adoptivbørn her i landet har besluttet sig for
at søge efter deres biologiske baggrund, har de været stillet over for en række hindringer, når
de har ønsket at indhente korrekte og troværdige oplysninger hos offentlige myndigheder. Når
de har henvendt sig til private instanser, har de erfaret, at deres adoptionsdokumenter og
fødselsattester på den ene eller anden måde har været forfalskede, således at man har kunnet
gennemføre en adoptionsbehandling, uden at der forelå samtykke hertil fra de biologiske
forældre. I nogle tilfælde har børnene i deres fortsatte søgen haft held til at lokalisere deres
forældre og dermed fået kendskab til, at mødrene i de fleste tilfælde ikke havde fået oplysninger
om adoptionen og dermed ikke havde givet deres samtykke hertil. Tværtimod havde de fået
besked om, at deres børn var afgået ved døden.
7
–
De offentlige hospitaler råder ikke over tilstrækkelige
oplysninger om de biologiske forældre og om årsagen til dødsfald, der reelt aldrig har fundet
sted. Det kan tilføjes, at heller ikke Folkeregistrene har de nødvendige oplysninger til at kunne
garantere børnenes ret til identitet. Børnestyrelsen i Chile (Servicio
Nacional de Menores;
Sename)
har ikke de nødvendige mekanismer og systemer til at sikre, at denne rettighed kan
håndhæves. Det er således at faktum, at en række offentlige instanser ikke råder over korrekte,
tilstrækkelige og opdaterede oplysninger. Dette begrænser personernes grundlæggende
rettigheder og fremhæver, hvilke alvorlige mangler der i dag findes hos de offentlige
myndigheder i Chile. Disse mangler indvirker ikke alene på muligheden for at udøve retten til
identitet, men har også konkret betydning for en lang række personer, som i en fremskreden
alder erfarer, at deres børn er i live. Der findes ingen politik, som har til formål at rette op på
denne situation.
Situationen illustrerer og afslører, at vores institutioner har undladt
at handle i en række forhold. Dette skal ses i lyset af, at man gennem disse institutioner jo
burde kunne foretage en formel forhåndsforespørgsel og undersøgelse og dermed lokalisere
de søgte personers adresse.
8
–
De chilenske domstole er i gang med at undersøge disse forhold
og gør det med stor grundighed. Denne undersøgelse vil gøre det muligt at fastslå, hvem der
har det straffe- og personretlige ansvar.
9
–
Indtil videre er der foretaget en nøje undersøgelse af mere end
2.000 sager. Adoptivbørnene i de omtalte sager blev placeret i mange forskellige lande, men
primært i Europa. Der er flere koncentrerede forekomster af chilenske adoptivbørn rundt
omkring på det europæiske kontinent, og det er i den forbindelse relevant at overveje, om der
i disse tilfælde forekom en ikke-tilfældig og organiseret samordning, der skulle sikre en
regelmæssig forsyning eller leverance af chilenske børn. Det bringer også tankerne hen på, om
formålet udelukkende var at etablere en ulovlig, men indbringende forretning.
2
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0096.png
10
–
Deputeretkammeret har med sine tilsynsfunktioner pligt til at
påpege statslige handlinger, som forhindrer udøvelsen af retten til identitet, og skal desuden
fastlægge indholdet og omfanget af den skade, som er opstået på baggrund af alvorlige
fejltagelser hos de offentlige institutioner, og som i stort set alle sager også indebærer, at der
er en tæt tilknytning til private aktører, som har stået for den officielle behandling af adoptioner.
11
–
Selv om der er gået lang tid, siden de ureglementerede
adoptionsbehandlinger fandt sted, har det stor betydning, at vi i dag kan stille oplysninger til
rådighed for personer, som søger deres baggrund, og at vi i nødvendigt omfang kan identificere
de fejl hos staten, som betyder, at det stadig i dag ikke er muligt at udlevere de ønskede
oplysninger til personer, som har et ønske om at få kontakt til deres biologiske familie.
De deputerede henviser til ovenstående og anmoder hermed
Deputeretkammeret om at nedsætte en særlig Undersøgelseskommission, som skal indhente
information om de oplysninger, der stilles til rådighed af staten til personer, som efter 2014 har
ønsket at modtage disse oplysninger om deres baggrund, og herunder især:
1
–
Indsatsen i henhold til Børnestyrelsens (Sename)
underprogram for søgning efter oprindelig familie (Programa
Orígenes)
til støtte for
familiemedlemmer, som søger baggrundsoplysninger. Desuden handler det om at få kendskab
til, hvordan baggrundsoplysninger der registreres og de måder, hvorpå de udleveres. Der drejer
sig også om at få kendskab til, om der findes en registrering af de personer, som søger støtte,
og af de svar, som afgives, samt
om
der er DNA-registrering af personer, som medvirker i en
adoptionsbehandling.
2
–
Sundhedsmyndighedernes og sundhedsministeriets indsats
for at registrere spædbørn, som er afgået ved døden, samt gældende procedurer for at udlevere
oplysninger til forældrene om årsagerne til deres dødsfald; desuden en undersøgelse af de
baggrundsoplysninger, der foreligger om den endelige placering af afdøde spædbørns lig samt
om, hvorvidt ligene er blevet udleveret til forældrene. I hvert enkelt tilfælde er der behov for at
undersøge, hvilken registrering eller hvilke data der findes om ligets endelige placering, samt
kilden eller kilderne til disse oplysninger. I samme forbindelse skal der ske en præcisering af
det tilsyn, som det pågældende ministerium udfører, når der tales om udbydere af private
sundhedsydelser.
3
–
Justitsministeriets gældende tilsyn og procedurer, der skal
sikre, at alle instanser, som samarbejder med Børnestyrelsen (Sename), korrekt og efter lovens
bestemmelser overholder de gældende regler for adoptionsbehandling.
4
–
Indsatsen
hos
Efterforskningspolitiet
(Policía
de
Investigaciones)
og Sikkerhedspolitiet (Carabineros) i Chile for at sikre, at mindreårige, og
herunder især spædbørn, kan udrejse af landet under lovformelige forhold, idet der skal ske
indrapportering af konstaterede uregelmæssigheder og mulige, proceduremæssige fejl, som
skyldes ureglementerede adoptioner.
3
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0097.png
5
–
Indsatsen hos Folkeregister- og identifikationsstyrelsen
(Servicio
Civil e Identificación)
for at klarlægge, hvordan spædbørn registreres, og hvordan
en person kan registrere to identiteter (dobbelt identitet).
Vi
skal
desuden
anmode
Den
Særlige
Undersøgelseskommission om at indsamle alle nødvendige oplysninger og hermed
indbyde personer og institutioner til at bidrage til at fremme arbejdet med undersøgelsen.
Undersøgelseskommissionen vil efter betænkningens godkendelse fremsende sine
konklusioner til alle relevante administrative og retslige myndigheder med forslag om tiltag,
som bør træffes for at afhjælpe de uregelmæssigheder, som måtte blive påvist.
VALPARAÍSO,
den 27. november 2018
Deputeretkammeret har ved sit møde, der er afholdt dags dato i
henhold til Republikkens politiske forvaltning, artikel 52, stk. 1, litra c),
Nationalkongressens
organiske
forfatningslov,
artikel
53,
samt
Forvaltningsbekendtgørelsen, artikel 313 ff, godkendt begæringen fra 66 deputerede om
at nedsætte en særlig Undersøgelseskommission om statslige myndigheders handlinger
knyttede til mulige uregelmæssigheder i forbindelse med adoptionsbehandling og
registrering af mindreårige samt og om kontrollen med disse børns udrejse af landet (CEI
18). Undersøgelseskommissionen skal forelægge sin betænkning inden for en frist på 90
dage, og dens mandat kan udøves overalt på nationalt, chilensk territorium.
Gud bevare Dem alle.
II
–
OVERSIGT OVER UDFØRTE AKTIVITETER
Undersøgelses-
kommissionen er
nedsat med følgende
deputerede som
medlemmer:
-
-
-
-
-
-
-
-
-
-
-
-
-
-
Sandra Amar
Natalia Castillo
Loreto Carvajal
Catalina Del Real
Erika Olivera
Ximena Ossandón
Boris Barrera, (formand)
Alvaro Carter
Carlos Abel Jarpa
Jaime Naranjo
Luis Rocafull
Gustavo Sanhueza
Raúl Soto
Raúl Soto.
4
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0098.png
Undersøgelsesdomstolens sekretariat beklædes af Roberto
Fuentes Innocenti, juridisk kommissionssekretær, Hugo Balladares Gajardo, assisterende
juridisk kommissionssekretær, og Mabel Mesías Chacano, ledende sekretær.
Undersøgelseskommissionen har afholdt i alt 15 møder.
1. Indkaldte personer
Hernán Larraín, justits- og menneskerettighedsminister, der
var ledsaget af Alejandro Fernández, leder af Resocialiseringsafdelingen (División
Reinserción Social),
Danae Fuentes, leder af Afdelingen for unges resocialisering
(Departamento
Reinserción Social Juvenil),
Pedro Pacheco, advokat, Jorge Rubio,
direktør for Retsmedicinsk afdeling (Servicio
Médico Legal),
og Marisol Intriago Leiva,
leder af Menneskerettighedsafdelingen (Departamento
de Derechos Humanos)
under
Retsmedicinsk afdeling.
Emilio Santelices, sundhedsminister, der var ledsaget af
Elizabeth Cabello, læge, Jaime González, advokat, og Enrique Accorsi, rådgiver. Desuden
medvirkede Claudio Román, leder af Afdeling for menneskers behandling og udvikling
(División
de Gestión y Desarrollo de las Personas),
María Eugenia Wegner, chef for GES-
afdelingen (særlige sundhedsgarantier), og Alfredo Donoso Barros, læge og direktør for
hospitalet i Talca.
Susana Tonda, nationaldirektør for Børnestyrelsen (Sename),
som var ledsaget af Viviana Petric, leder af Adoptionsafdelingen (Departamento
de
Adopción),
og Carolina Von Schakmann, advokat.
Jorge Álvarez, nationaldirektør for Folkeregister- og
identifikationsstyrelsen (Servicio
de Registro Civil e Identificación),
som var ledsaget af
Francia Vera, konstitueret leder af denne styrelse, og Víctor Rebolledo, afdelingsleder i
hovedarkivet i Folkeregister- og Identifikationsstyrelsen.
Roberto Gaete og Fernando Hernández, overordnet
politifunktionærer,
og
Mario
Vásquez,
underordnet
politifunktionær
ved
Efterforskningspolitiet (Policía
de Investigaciones)
i Chile. Desuden Rodrigo Bustos, leder
af Juridisk retsenhed ved Menneskerettighedsstyrelsen (Instituto
Nacional de Derechos
Humanos; INDH),
som var ledsaget af rådgiverne Natalia Labbé og Pablo Ribera. Som
særlig indkaldt medvirkede Raúl Sanhueza, ambassadør og generaldirektør for konsulære
anliggender.
Alicia
Yáñez,
forkvinde
for
sammenslutningen
af
socialrådgivere i Chile (Colegio
de Asistentes Sociales de Chile),
som var ledsaget af
Nelson Ortega, national generalsekretær, og Karen Alfaro, historiker ved Universidad
Austral de Chile.
Ana María Olivares, María Inés Soto, Lorena Orellana, Ester
Herrera og María Jesús Vicuña, Patricia Astudillo, Andrea Moraga, Sofía Carvajal, Valeska
Bravo, Sandra Castillo og Rosa Gálvez samt, via Skype fra Peru, Luis Fernando Lezaeta,
César Augusto Zambrano og Mans Wikstron, alle repræsenterende sammenslutningen
Hijos y Madres del Silencio
(Tavse børn og mødre), Mans Wikstron Bjorklund fra
sammenslutningen
Madres del Silencio
(Tavse mødre). Fra sammenslutningen
Madres e
Hijos
(Mødre og sønner) var Jeannette Velásquez og Tobías Kristoffer Ohrn Johansson
indkaldt for at medvirke.
5
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0099.png
Fra sammenslutningen
Hijos y Madres del Silencio
deltog Ana
María Olivares, forkvinde, og Marisol Rodríguez, sammenslutningens forkvinde, ligesom
stiftelsen
Fundación Nos Buscamos
(Vi søger) var repræsenteret af Constanza del Río,
direktør, og Ignacia Guzmán, sociolog.
Elena Heredia, som var ledsaget af sin datter Alison Heredia,
Nicole Guillaume, María Orellana, som ledsagede Rubén Estrada, Alicia Vásquez, som
var ledsaget af sin datter Susana Torres, og Patricia Rojas.
2. Udførte opgaver
Nummer Møde
51
Vedr.
Reference
Der anmodes om information om årsagen til, at man
ikke har haft kendskab til sagen, som var fremlagt
María Inés Soto Soto, idet styrelsen udfører de
nødvendige tiltag (anmeldelse eller klage).
Nr.
9 af 13. INDH
maj 2019
40
Nr. 7 af 22. Folkeregister- og Der anmodes om information om alle forhold
april 2019 identifikations- vedrørende registrering af spædbørn, herunder især
styrelsen
tilknytning til slægtninge i tidligere led, sager om
dobbelt registrering, sager om dobbelt identitet, sager
om personer, for hvem der ikke er registreret bopæl,
sager om registrering af dødfødte
–
med henblik på
godkendelse af begravelse
–
og om lister over fødende
kvinder, sager om registrering efter 60 dage og måden,
hvorpå denne registrering foregik, og endelig sager om
eventuelle slægtskabserklæringer.
Nr. 7 af 22. Sundheds-
april 2019 ministeriet
Der anmodes om information om beskyttelsestiltag i
forhold til personoplysninger, som skal træffes af
klinikker og hospitaler, der af den ene eller anden grund
bliver lukket.
Det blev vedtaget at særindkalde Mario Carroza,
minister, til at medvirke ved mødet den 6. maj 2019 kl.
17.00-19.00 i Salón Protocolar i den tidligere
nationalkongres i Santiago, med henblik på at bede
vedkommende om at uddybe den problematik, som
bliver udredt i henhold til
Undersøgelseskommissionens mandat, og som fremgår
af stenograferede sagsakter.
39
38
Nr. 7 af 22. Højesteret
april 2019
6
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0100.png
Nummer
35
Møde
Nr. 5 af 8.
april 2019
Vedr.
Reference
Folkeregister- og Der anmodes om information om alle
identifikations- baggrundsoplysninger, der er registrerede per
styrelsen
dags dato, og som skal indgives i
registreringsprocessen for alle børn, som bliver
født her i landet.
Hospitalet i
Vicuña
Der anmodes om fremsendelse af
registreringshistorik om bekræftede fødsler på
hospitalet og i givet fald sagsakter om
destruktion af baggrundsoplysninger.
Der anmodes om fremsendelse af
registreringshistorik om bekræftede fødsler på
hospitalet og i givet fald sagsakter om
destruktion af baggrundsoplysninger.
Der anmodes om fremsendelse af
registreringshistorik om bekræftede fødsler på
hospitalet og i givet fald sagsakter om
destruktion af baggrundsoplysninger.
34
Nr. 5 af 8.
april 2019
33
Nr. 5 af 8.
april 2019
Hospitalet i
Coquimbo
32
Nr. 5 af 8.
april 2019
Hospitalet i
Ovalle
31
Nr. 5 af 8.
april 2019
Regional
Der anmodes om information om, hvad der skete
justitsminister- med de børn, som opholdt sig på
Centro de
sekretær i Biobío
Observación y Diagnóstico,
Sector Chillancito, i
Concepción.
Regionshospitalet Det blev vedtaget at indkalde Dem til at
i Talca
medvirke ved mødet den 15. april 2019 kl. 17.00-
19.00 i Salón Protocolar i den tidligere
nationalkongres i Santiago, med henblik på at
uddybe den problematik, som bliver udredt i
henhold til Undersøgelseskommissionens
mandat.
Direktøren for
Det blev vedtaget at indkalde Dem til at
Regionshospitalet medvirke ved mødet den 15. april 2019 kl. 17.00-
i Concepción
19.00 i Salón Protocolar i den tidligere
nationalkongres i Santiago, med henblik på at
uddybe den problematik, som bliver udredt i
henhold til Undersøgelseskommissionens
mandat.
30
Nr. 5 af 8.
april 2019
29
Nr. 5 af 8.
april 2019
28
Nr. 5 af 8.
april 2019
Direktøren for
Det blev vedtaget at indkalde Dem til at
Hospitalet i San medvirke ved mødet den 15. april 2019 kl. 17.00-
Borja
19.00 i Salón Protocolar i den tidligere
nationalkongres i Santiago, med henblik på at
uddybe det emne, som udredes i henhold til
Undersøgelseskommissionens mandat.
Der anmodes om information om alle forhold
vedrørende personer, som er født i Chile, og som
er overdraget til adoption i udlandet, herunder
især i
27
Nr. 5 af 8.
april 2019
Udenrigs-
ministeriet
7
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0101.png
Nummer
Møde
Vedr.
Reference
lande som Belgien, Sverige, Holland og Italien.
Der anmodes om, at alle relevante sagsakter
fremsendes, bl.a. registrering af udrejse af landet,
eventuelle forældretilladelser og/eller
retstilladelser og andre. Der vedlægges kopi af
fødselsattest for Mans Wikstron Bjorklund og
fødselserklæring for den anførte person. Dette
dokument kan indhentes i
Centro Sueco de
Adopción
(det svenske adoptionscenter).
26
Nr. 5 af 8.
april 2019
Sundheds-
ministeren
25
Nr. 5 af 8.
april 2019
Sundheds-
ministeriet
Det blev vedtaget at indkalde Dem til at
medvirke ved mødet den 15. april 2019 kl. 17.00-
19.00 i Salón Protocolar i den tidligere
nationalkongres i Santiago, med henblik på at
uddybe den problematik, som bliver udredt i
henhold til Undersøgelseskommissionens
mandat. Der vedlægges stenograferede sagsakter.
Der henvises især til sag nummer 10 af 6. marts
om eventuelle baggrundsoplysninger, idet det
bedes oplyst, om der foreligger sagsakter om
sletning af baggrundsoplysninger, og om der er
truffet administrative foranstaltninger med
henvisning til eventuel ulovlig behandling af
disse baggrundsoplysninger.
Det blev vedtaget på ny at fremsende anmodning
i forbindelse med sag nummer 10 af 6. marts, der
vedlægges som kopi, idet der ikke er modtaget
svar på, om de ønskede baggrundsoplysninger
eksisterer, om der foreligger sagsakter om
baggrundsoplysningernes sletning, og om der er
truffet administrative foranstaltninger med
henvisning til eventuel ulovlig behandling af
disse baggrundsoplysninger.
Der anmodes om svar på de spørgsmål, som er
stillet i vedhæftede dokument, hvilket skal ses i
sammenhæng med ønsket om at indhente viden
om baggrundsoplysninger, som kan bekræfte en
bestemt fødsel.
Der anmodes om information om reglerne i Lov
om beskyttelse af privatlivets fred (Ley
sobre
protección de la vida privada),
herunder især om
behandlingen af personoplysninger og andre data
med følsomt indhold, og om denne beskyttelse
omfatter fødselsjournaler og de mange andre
oplysninger, der fremgår heraf.
Man anmoder om at få fremsendt kliniske
journaler og fødselsbøger for personer, som står
anført i vedhæftede lister, og eventuel
information om alle forhold vedrørende
manglende tilstedeværelse af
22
Nr. 4 af 1.
april 2019
Sundheds-
ministeriet
18
Nr. 3 af 18. National-
marts 2019 kongressens
bibliotek
10
Nr. 1 af 4. Sundheds-
marts 2019 ministeriet
8
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0102.png
Nummer
Møde
Vedr.
Reference
baggrundsoplysninger, herunder især
administrative tiltag, som er truffet i den
forbindelse.
III
–
INDLÆG
Hernán
Larraín
Fernández,
justits-
og
menneskerettighedsminister,
gentog
sit
ønske
om
at
bidrage
til
Undersøgelseskommissionens mandat til at udrede eventuelle uregelmæssigheder i
forbindelse med den adoptionsbehandling, som har fundet sted her i landet i de senere
årtier. Situationen er meget alvorlig, og det er meget vigtigt at få udredt forholdene.
Det
var
efter
indlægsholderens
opfattelse
meget
overraskende, at landet i så lang tid har måttet leve med disse ureglementerede
adoptioner
–
for at sige det mildt. Det har påvirket mange mennesker, måden, hvorpå
adoptionsbehandlingen har foregået er bemærkelsesværdig, det har været et langt
tidsforløb, og det har haft betydning for et stort antal mennesker.
Ministeren erkendte, at han ikke haft kendskab til problemets
omfang. Han havde hørt om særlige tilfælde, idet der var en præst, som udførte en form
for uregelmæssige adoptioner eller samarbejdede med personer, som gjorde det. Men det
bekymrede ham grundlæggende at have fået en viden om, at det har foregået siden
50’erne og som minimum frem til starten af det nye årtusind
–
og at der er tale om i
tusindvis af tilfælde.
Ministeren oplyste, at han fik sin viden på et møde om
adoptionsloven, som blev afholdt sidste år. Det foregik i familie- og voksenudvalget, som
undersøgte emnet. En deputeret havde inviteret sammenslutningen
Hijos y Madres del
Silencio
(Tavse børn og mødre), som holdt et indlæg om emnet. Indtil dette tidspunkt
havde ministeren ingen viden om problemets omfang. Siden da havde han ønsket at
bidrage til problemets løsning.
Det blev tilføjet, at der var et nødvendigt behov for at yde støtte.
Der var et ønske om at undersøge, om det var muligt at få støtte, og man havde spurgt
ministeren Carroza, hvordan man kunne hjælpe ham.
Ministeren fortalte, at der blev gennemført nogle undersøgelser
i samarbejde med domstolenes administrative forvaltning, og herefter erklærede
ministeren, at der var behov for flere ressourcer for at kunne behandle oplysninger og få
tilført teknologisk udstyr. På denne baggrund blev der truffet foranstaltninger i regeringen
for at fremskaffe de nødvendige midler.
Ministeren anførte, at han skal beklage, at det ikke har været
muligt at tilføre disse midler, som han havde oplyst. Ministeriet har ikke den nødvendige
kapacitet. Budgettet er meget begrænset, og der er ingen fleksibilitet. Ministeriet har
31.000 medarbejdere, men reelt forholder det sig sådan, at 30.500 af disse stillinger ligger
uden for ministeriet. Ministeriet har lidt over 400 medarbejdere, og budgettet er meget
beskåret.
9
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0103.png
Det er klart, at politiet har sine ressourcer, og at Børnestyrelsen
(Sename) har sine ressourcer, men der er tale om ressourcer, som er allokerede direkte
til funktionerne i disse tjenestegrene. Det er ikke ressourcer, som er til rådighed for
ministeriet.
Derfor har man været nødsaget til at afsøge andre områder,
hvilket ikke har givet det ønskede resultat.
Ministeren oplyste dette til ministeren Carroza, med hvem han
havde afholdt flere møder for at afklare sagen.
Ministeren anførte, at han på det tidspunkt tog kontakt til
præsidenten for Højesteret om situationen for at se, om domstolene eventuelt kunne
allokere midler.
Han har ikke mistet håbet om, at han på et tidspunkt kan få
hjælp. Han kan ikke love noget, for det kan være svært at vide med sikkerhed. Efter at
man havde lovet at undersøge emnet, var der nogle personer, som blev ret skuffede. Og
ministeren beklagede, at det er gået på denne måde, for i virkeligheden engagerede man
sig meget i problemet, og man vil sikkert foretage sig yderligere. Indtil nu har de ikke kunnet
gøre mere i forhold til allokering af midler til at øge undersøgelser og få hurtigere resultater,
men de opgiver ikke håbet om, at det kan ændre sig i fremtiden. Og der blev udtrykt et håb
om, at også domstolene kunne gøre fremskridt.
Hvad angår problematikken på dagens møde så ved man, at
behandlingen eller processen foregik på en meget kompleks måde. Desuden er udtrykket
ureglementerede adoptioner ikke altid den mest præcise, fordi det ikke beskriver
fænomenet i sin helhed.
Der var ureglementerede adoptioner på den måde, at man
forvanskede data og oplysninger, men det handlede om meget mere end det: Der var
uregelmæssige registreringer i Folkeregistret, og der var også ulovlige tilladelser til at
udrejse af landet. Det er forhold, som De allerede kender, og som gør processen endnu
mere kompliceret.
Det vides, at Højesteret har afgjort, at undersøgelsen ikke
længere skal fortsætte 100% hos ministeren Carroza. Det var indtrykket, at det ville være
bedre, at det hele blev samlet et enkelt sted, hvor man havde et godt kendskab til alle
processerne, men alle må jo respektere domstolenes uafhængighed. Og her besluttede
man sig for at agere på en anden måde. Han var sikker på, at den nye minister, som skal
tage sig af denne undersøgelse, nok skal gøre det godt. Bekymring skulle kun ses i
sammenhæng med ministeren Carroza og dennes erfaring og viden. Man ville arbejde
sammen med den nye minister og med ministeren Carroza for at sikre, at undersøgelsen
bliver så effektiv som muligt, set fra statens synspunkt.
Uanset hvad kommer det til at være en god støtte, ikke alene
for undersøgelsen, men for problematikken som helhed. De tjenestegrene, som er
involverede i arbejdet, har allerede været i kontakt med Undersøgelseskommissionen,
dvs. Børnestyrelsen (Sename), Folkeregister- og identifikationsstyrelsen og
Retsmedicinsk afdeling (Servicio
Médico Legal).
Det er de institutioner, som primært kan
bidrage til at kaste lys over og afklare de emner, som underkastes undersøgelse af
Undersøgelseskommissionen.
10
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0104.png
Han tilføjede, at institutionerne arbejder sammen med
Deputeretkammeret, hvor Undersøgelsesdomstolen har sit sæde, om et lovudkast, som
skal gennemføre en generel reform af adoptionssystemet, og det er håbet, at disse
ændringer vil forbedre procedurerne og føre til indførelse af nye standarder, samt at de
situationer, som er opstået tidligere, ikke vil opstå igen. Det var hans opfattelse, at der er
særlig bevågenhed om dette område, og både Børnestyrelsen (Sename) og de instanser,
som samarbejder med Børnestyrelsen, herunder især i forhold til adoptioner i udlandet, er
genstand for denne bevågenhed.
Lovudkastet har ikke særlig prioritet, som det også fremgår af
den gældende lov. Dog gælder det iflg. lovudkastet
–
som det er vedtaget i udvalget
–
lægger op til, at indenlandske adoptioner har forrang frem for internationale adoptioner.
Det betyder, at hvis der er flere valgmuligheder, og den ene mulighed er indenlandsk, er
det bedre at placere adoptivbørnene i Chile, så de har mulighed for at udvikle sig i vores
hjemlige miljø. Kun hvis der ikke findes en adoptant til det pågældende adoptivbarn, kan
det være hensigtsmæssigt at skride til international adoption.
Der ligger en præference her, som formentlig er påvirket af den
bekymring, som er kommet til udtryk i tilknytning til de internationale adoptioner. Som det
blev forklaret for Undersøgelseskommissionen, er dette ikke rimeligt. International
adoption er således en virkelig god og effektiv løsning for større børn. Især for børn i
alderen 7-10 år er det mest svært at finde personer i Chile, som ønsker at adoptere. Til
gengæld er der interesse for denne alder i udlandet.
Derfor er det vigtigt, at man bestræber sig på at sikre, at man i
udlandet lever op til forpligtelserne i henhold til adoptionskonventionen og de garantier,
der kræves til opfyldelse heraf. Der skal eksistere forskellige filtreringssystemer, som
sikrer, at dårlig erfaring ikke bliver gentaget. Det forholder sig nemlig sådan, at mange af
problemerne netop har sammenhæng med den pression, som man har været udsat for fra
udlandet, og som førte til ureglementerede kanaler, der blev åbnet på de mest tilforladelige
steder her i landet: På hospitaler, på notarkontorer og i forskellige organisationer, der
forhåbentlig nu bliver undersøgt af domstolene, og som De får kendskab til via Deres
arbejde.
Når vi kigger ud mod fremtiden og mod den nye lov, som
grundlæggende skal reformere adoptionssystemet i Chile, vil vi står med nogle
mekanismer, som betyder, at vi kan undgå disse situationer fremover.
Resocialiseringsafdelingen har ønsket at fremhæve, at man
reelt udøver teknisk kontrol med de tekniske bestemmelser og vejledninger, som styrer de
forskellige underprogrammer i adoptionsprogrammet, og at man hermed kan sikre en
beskyttelse i forhold til lovgivning og indgreb på området.
Når dette var sagt, måtte det konstateres, at
samarbejdsformen ud over ovennævnte ikke er særlig målrettet. Det bidrager til at skabe
bekymring. Derfor har ministeriet afholdt et møde med præsidenten, ledsaget af Carvajal,
som er deputeret, hvorpå man fremlagte de bekymringspunkter, som udvalget giver udtryk
for. Man har arbejdet for at finde en supplerende formel, som kan bidrage til at sikre, at
disse hændelser ikke gentager sig i fremtiden, men som især kan støtte børnene, når de
søger deres forældre, og omvendt. Ministeren var således ledsaget af en direktør og
specialist i Retsmedicinsk afdeling, som skal kaste lys over et projekt, han har udviklet, en
såkaldt genetisk bank i Retsmedicinsk afdeling.
11
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0105.png
Vedkommende erklærede, at han har udført en teknisk og
juridisk undersøgelse af de ressourcer, der er til rådighed, for at konstatere, om det er
muligt at oprette en genetisk bank. Denne bank vil være et supplement til allerede
eksisterende genetiske banker, f.eks. ADN CODIS, som indeholder data på personer, som
har begået lovovertrædelser, og hvor der netop er behov for at foretage en genetisk
identifikation af fremtidige fund. Der findes også andre registre, men her vil man så
etablere et nyt register, som gør det muligt at fastslå blodslægtskab i de tilfælde, hvor det
er vurderingen, at der kan være tale om uregelmæssigheder i adoptions- og
registreringsbehandlingen i sager, som endnu ikke har gennemgået en juridisk proces.
Når der først har været gennemført en sådan juridisk proces, har domstolene mulighed for
at foretage en autoriseret undersøgelse. Man bestræber på et finde en formel, som ikke
kræver en juridisk proces, men udelukkende er baseret på begge parters frivillige tilgang.
Projektet består grundlæggende i at etablere en bank med
genetiske profiler, hvor børn kan deltage og aflevere deres genetiske profil og hermed få
adgang til viden om deres forældre, ligesom forældre kan få adgang til viden om deres
børn. Ordningen vil være baseret på et frivilligt grundlag. Det er tanken at placere dette
register i Retsmedicinsk afdeling (Servicio
Médico Legal)
på en måde, hvor der ikke er
behov for retslig tilladelse. Det eneste, som kræves, er parternes frivillige tilkendelse af, at
de ønsker at få konstateret, om der er et match i registret, så de hermed få identificeret en
eventuel familiemæssig tilknytning.
Hermed undgås de begrænsninger og hindringer, som
kendetegner en juridisk proces, som eksempelvis ADN CODIS er reguleret efter i dag.
Hvordan skal det fungere? Personer, som ønsker at søge
baggrundsoplysninger af denne type, skal efter samtykke og på frivilligt grundlag afgive
deres genetiske profil til den pågældende genetiske bank, hvor der efterfølgende vil ske
en sammenholdelse af profiler.
Det er naturligvis et problem, at der skal indhentes oplysninger
på begge sider, både hos børn og forældre. Hvis kun den ene part findes i registret, kan
man jo ikke foretage en sammenholdelse.
Når en persons identitet er konstateret, indleveres
vedkommendes genetiske data til Folkeregister- og identifikationsstyrelsen, og når det er
konstateret, at den pågældendes genetiske data faktisk tilhører den pågældende person,
og når der desuden er udført et interview, kan donorens profil oprettes. Herfra kan
relevante oplysninger overføres til den genetiske bank.
Det skal tilføjes, at brugen er underlagt streng fortrolighed og
regler om forbehold. Resultatet vil blive meddelt personligt, når der er konstateret et match
mellem forældre og børn.
Der ligger en begrænsning i, at begge parter skal være
registrerede, som henholdsvis forældre og børn, selv om de ikke på forhånd ved, om der
faktisk er tale om slægtskab, og en anden begrænsning er, at der er en mulighed for, at
kun den ene forælder
–
mor eller far
–
er registreret, og at det således kun er denne ene
person, som bliver sammenholdt med en søn eller datter.
12
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0106.png
Det er ikke muligt at fastslå en fuldstændig overensstemmelse,
hvis ikke begge forældre er registrerede. Men af tekniske årsager gælder det, at hvis der
foreligger indicier for, at en forælder i sin genetiske profil har et vist sammenfald med en
søn eller datter, som han eller hun søger efter, er det muligt at fortsætte søgningen. Når
man således går videre og sammenholder alle de forhold, som det er muligt at undersøge,
kan man nå til en situation, hvor det definitivt kan fastslås, at der er et slægtskab mellem
forældre og barn
–
og hermed opfylde den del, som også er en del af formålet: familiens
genforening.
Det handler ikke alene om at undersøge ansvaret for de
sanktioner, som skal placeres. Det er også vigtigt at støtte det helt centrale formål med at
hjælpe de personer, som er ofre for denne situation
–
nemlig at gøre det nemmere for dem
at blive genforenet med deres familiemedlemmer.
Staten har i denne forbindelse et stort ansvar. Staten har som
udgangspunkt udvist forsømmelighed ved ikke at gøre opmærksom på situationen og ved
ikke at undgå, at disse situationer er opstået. Derfor skal staten gøre en indsats ved at yde
støtte gennem statens tjenestegrene, hvilket vil bidrage til at afklare forholdene så godt,
som det er muligt.
Det var indlægsholderens opfattelse, at den genetiske bank
kan bidrage virkelig meget til opfyldelsen af dette formål. Det er et beskedent bidrag til
problemets omfattende dimension. Dette bidrag har vist, at der findes en forpligtelse, at
der findes en bekymring, og at banken er det rådighed
–
uanset hvor lille bidraget kan
være set i forhold til problemets enorme omfang.
Vi har kapacitet til at gennemføre projektet med vores egne
midler og med den software, som allerede er til rådighed i Retsmedicinsk afdeling, og det
er muligt at foretage gennemgang af de tilgængelige databaser, uden at der først foreligger
en retslig godkendelse.
Systemet kan indføres overalt i det chilenske territorium. Alle
kontorer under Retsmedicinsk afdeling kan benyttes
–
41 i hele Chile
–
så de enkelte
personer her kan få udtaget prøver.
Prøverne kan også udtages i udlandet, uden at den
pågældende person, som bor i udlandet, skal rejse til Chile. Hvordan sker det? Det er
muligt takket være et kit, som kan fremsendes til Retsmedicinsk afdeling, som vil have en
tekniker til rådighed, der arbejder under tilsyn af vores konsulat i det pågældende land, og
som på dette grundlag kan udtage de nødvendige prøver og fremsende dem med
diplomatisk post til Chile, via Udenrigsministeriet, med henblik på sammenholdelse.
Hermed kan registret udvides, og mulighederne for at finde sine forældre bliver større.
13
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0107.png
Der er udformet et program, som har til formål fremadrettet at
støtte projektet gennem dets forskellige faser. Det er tanken at fuldføre programmet i år,
således at den genetiske bank kan sættes i værk i 2020.
Jeg tror, at det er muligt at nå målet, og personerne fra
Retsmedicinsk afdeling kan bidrage med mere detaljerede oplysninger og en beskrivelse
af den måde, hvorpå det her præsenterede projekt kan sættes i værk, således at den
genetiske bank kan blive til virkelighed til næste år. Banken vil således bidrage til at opfylde
de formål, som alle ønsker sig for en genforening af familierne.
Det igangværende projekt i Retsmedicinsk afdeling samordnes
af Marisol Intriaga Leiva, der står til højre, og Danae Fuentes, der står til venstre, og som
arbejder i justits- og menneskerettighedsministeriet. Marisol Intriago arbejder i
Retsmedicinsk
afdeling,
og
Danae
Fuentes
arbejder
i
Justits-
og
menneskerettighedsministeriet. Hun er leder af Afdelingen for unges resocialisering.
******************
Jorge Álvarez,
nationaldirektør for Folkeregister- og
identifikationsstyrelsen (Servicio
de Registro Civil e Identificación),
startede sit indlæg med
at beskrive de teknologiske systemer i folkeregistersystemet, fordi det kan være med til at
forklare forskellige forhold.
Nationaldirektøren omtalte, at Folkeregistret blev etableret i
1885, og at der har været fysisk registrering frem til dags dato. Imidlertid igangsatte man
en dedikeret digitaliseringsindsats i 1981. Der blev oprettet særlige indførsler, således at
dataene kunne overføres til databasen.
Med virkning fra 1981 begyndte man at oprette indførsler, som
tog højde for, at de skulle overføres til databasen, og i 1982 gik man så i gang med
konkrete at overføre dataene hertil. Dette er meget vigtigt, for det betyder, at dataene fra
1982 og fremadrettet er sammenhængende og af høj kvalitet.
Nationaldirektøren tilføjede, at man i 1990 indledte en såkaldte
massiv digitalisering, hvis formål var at forsøge også at digitalisere indførsler fra før 1982.
I det tekniske miljø benævntes denne teknik “tømning”,
dvs. en løsning, hvor man udtrak
dataene, digitaliserede dataene tilhørende specifikke indførsler og herefter overførte dem
til en database med det formål at sammenknytte dem og få kendskab til hver enkelt
persons historie.
I 1990 begyndte man med tilbagevirkende kraft
–
med den
såkaldte massive digitalisering
–
at digitalisere fødsler tilbage til omkring 1940, indgåelse
af ægteskaber tilbage til 1950 og dødsfald tilbage til 1960. Alle disse data er nu overført til
databasen. Men opmærksomheden skal dog henledes på, at oplysningerne fra 1982 er
blevet mere sammenhængende.
I 2000 overgik man til et nyt system med online-registrering af
fødsler, vielser og dødsfald, og det indebar, at dataene fra da af blev overført til
computeren med det samme. Dette er meget vigtigt, fordi man således fra 2000 og
fremdeles har haft adgang til bekræftede oplysninger. Nu var der ikke længere fejl i for- og
efternavne. Det forekom heller ikke længere, at en medarbejder tastede forkert og skrev
dårligt, fordi databasen så ville advare om eventuelle fejl. De oplysninger, der foreligger
for perioden 2000-2019, indeholder grundlæggende ingen fejl.
14
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0108.png
Hvad angår perioden frem til 1940, er der en detalje, som kan
være vigtig at fortælle Undersøgelseskommissionen. Folkeregistret blev lagt sammen med
Identifikationsstyrelsen i 1940. Før dette årstal skulle alle personer indhente en
identitetsblanket hos Efterforskningspolitiet, og det var ikke krav om, at man skulle
medbringe sin fødselsattest. Derfor levede Patricio Aylwin som Patricio Aylwin, han giftede
sig som Patricio Aylwin, han fik børn som Patricio Aylwin, og han døde som Patricio Aylwin
–
men i hans fødselsregistrering stod der, at han hed José Patricio. Det vil sige, at det ikke
fremgik af databasens data, at han var født og var afgået ved døden.
Det samme skete for den tidligere præsident Salvador Allende
Gossens, som i sin fødselsregistrering havde navnet Salvador Guillermo.
Mange har stillet det spørgsmål, hvordan det kunne ske. Det
skyldes, at der er tale om forskellige fornavne, og for at databasen skal kunne
sammenknytte navnene, skal der være fuldstændigt sammenfald.
Det er meget vigtigt, at De får disse oplysninger at vide,
eftersom der har været tvivl om sammenfaldet af de data, som findes i Folkeregistret.
Derfor blev emnet opdelt i de to dele, og for at De kan forstå
det fuldstændigt, er det nødvendigt at nævne sammenhængen med valgsystemet, som
De har hørt om mange gange.
Få dette ark ses en digitaliseret attest. Her ses indførslerne i
vores elektroniske system. I afsnittet foroven ses fornavne, fødselsdatoer og forældrenes
fornavne. Afsnittet forneden har været meget vigtigt, set ud fra en statistisk synsvinkel. Der
er i virkeligheden tale om et spørgeskema til registrering af afgørende statistiske
oplysninger.
For 35 år siden vedtog man en konvention om afgørende
statistiske oplysninger. Tidligere var der medarbejdere i INE (Chiles statistiske kontor),
som gennemgik oplysninger om f.eks. mødre, svangerskabsuger, morens beskæftigelse
og morens bopæl. Hermed kunne man sammenknytte data på en måde, at landet havde
mulighed for at bekæmpe dødelighed hos børn og mødre, ligesom man fik klarhed over,
hvad de enkelte personer døde af.
I dag overføres disse oplysninger automatisk til INE og til
Sundhedsministeriet, og sidstnævnte kan straks foretage en sammenknytning af dødsfald
og fosterdødsfald, som forekommer på et bestemt sted, og som kræver øjeblikkelige
foranstaltninger.
Det nævntes af indlægsholderen, at folk har spurgt meget ind
til fødselserklæringen (comprobante
de parto).
Før 1982 blev fødselserklæringen udført af
en læge eller jordemoder, dvs. to faglige personer. Fødselserklæringen blev udfærdiget in
duplo, idet den ene kopi gik til den pågældende person, som man har set i
undersøgelserne, mens den anden kopi blev tilført Folkeregistret, som foretog registrering
af fødselserklæringen med oplysninger om lægen, moren, barnets køn, fødselsdatoen,
tidspunktet og bopælen. Det var de oplysninger, der fandtes.
15
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0109.png
I dag er det anderledes. Fødselserklæringen er vedlagt selve
fødselsregistreringen. Hvis De ser på registreringsformularen, vil De bemærke, at den er
udført som udskrift. I dag foregår alt som udskrifter. I 1982 blev fødselsregistreringen
udført i hånden og senere overført til computer.
Dette ark viser, hvordan dokumentet ser ud i dag. Der er
mange flere data i dag: Køn, vægt og højde for spædbarnet, fødselsform, dvs.
enkeltfødsel, tvillingefødsel eller trillingefødsel, fødselssted, og om det foregik på en
institution eller i et privat hjem eller andet sted. Der er også oplyst, om moderen fik
assistance af fagfolk osv. Oplysningerne er ganske udtømmende, og de findes alle i vores
database.
Indlægsholderen ville gerne tale om de tvivlstilfælde, som
opstod, og som han havde bemærket i de stenografiske udskrifter.
Det skal nævnes, at Marisol Rodríguez som repræsentant for
organisationen
Hijos y Madres del Silencio
deltog i møde 1 den 4. marts 2019 og her
oplyste, at organisationen havde problemer med søgningerne. Problemerne viser sig at
skyldes, at man generelt har bedt om fødselserklæringerne. Og disse fødselserklæringer
og andre oplysninger, som ikke indgår i selve registreringerne, opbevares separat.
Fødselserklæringerne var de dokumentbilag, som udgjorde grundlaget for enhver
registrering, og de blev opbevaret i en anden arkivinstans end der, hvor fødselsattesterne
blev opbevaret. Her taler vi om perioden før 1982. Fra 1982 og fremad indgår
fødselserklæringerne i selve attesten. Før udgjorde de et separat dokument. Det oplyses,
at man faktisk råder over de fleste af disse fødselserklæringer, og at de ikke mangler. Der
er ikke mange oplysninger, som mangler i disse data. Problemet er dog, at de findes i
andre arkivmapper, arkivskabe og computere. De befinder sig trygt og sikkert her, fordi
man har investeret mange midler i at passe på disse dokumenter. Dog skal det tilføjes, at
alle søgninger er manuelle. De er systematiserede efter Folkeregistrets enkelte distrikter,
ikke efter hospitaler. Alle personer kan få adgang til deres fødselserklæring, men
søgningen er altid manuel. Derfor er det ikke så nemt at få fat i oplysningerne. Hvis en
person beder om en bestemt fødselserklæring, kan det ske hurtigt, men hvis
vedkommende ønsker alle fødselserklæringer fra et bestemt hospital, på en bestemt dato
eller i en bestemt række måneder, er de arkiverede i dokumenter, som fortsat vil være
intakte og valide. Der er blevet passet godt på dem, og de er aldrig bliver udleveret til
brugerne.
Disse dokumenter har aldrig haft stor betydning, fordi det har
været fødselsregistreringerne, der har været vigtige Dokumenterne findes dog, og der
burde laves en digitaliseringsplan for dem, så der blev adgang til dem. Der er dog ikke
sket nogen digitalisering, fordi Folkeregistret har fokuseret på sin indsats på
fødselsregistreringerne. Problemet er således, at der skal ske en manuel søgning i de
dokumenter, som udgør grundlaget for fødselsregistreringerne.
Marisol talte om de problemer, der opstår, når der ansøges om
at få adgang til sager. Her henvises til adoptionssagerne. Det forholder sig sådan, at
Folkeregistret opbevarer adoptionssagerne og grundlæggende har dem alle sammen
liggende. De opbevares i en boks omgærdet af største sikkerhed, nærmest som en
bankboks. Her opbevares alle adoptionssager, som hører til kategorien fuld adoption. Det
er dog sådan, at tidligere sagsakter/baggrundsoplysninger er blevet destrueret.
16
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0110.png
Der er sager tilbage fra 1965, godt organiserede og i god stand.
Det er ikke så nemt at få adgang til disse sager, for, som De ved, krævede loven, at
indholdet i fulde adoptioner var fortroligt. Loven anførte også, at offentligt ansatte kunne
strafforfølges. Det var kun meget få personer, der havde adgang til sagerne
–
kun to eller
tre
–
og de civile funktionærer blev instruerede i, at oplysningerne var yderst fortroligt. Man
begik en lovovertrædelse, hvis man udleverede oplysninger. Lov nummer 18.703 angav,
at fremlæggelse eller udlevering af en kopi krævede en domstolsafgørelse.
Indlægsholderen anførte, at hun havde arbejdet mange år på området, ligesom hun tog
kopier og gav tilladelser til, at bestemte personer kunne få sagerne til gennemsyn. Men
der var tvivl om fremgangsmåden: Hvordan arbejdede man, hvordan man fremlagde
materialet osv.
Det kan tilføjes, at den nuværende Lov nummer 19.620
udgjorde grundlaget for en mekanisme eller et system, således at personer, som er i tvivl
om deres slægtskabshistorik, kan rette forespørgsel til Folkeregistret. Der blev nu
fremsendt breve med spørgsmål om, hvorvidt personernes adoptionsmæssige tilknytning
var den samme som den oprindelige tilknytning, og her var svaret benægtende. De fleste
af svarene på disse forespørgsler var negative, så mange af dem, der troede, at de var
adopterede, viste sig ikke at være det
–
og de fik nogle rimelige forklaringer på det. Hvis
en person til gengæld viste sig at være adopteret, svarede Folkeregistret ham eller hende,
at vedkommende havde en adoptionsmæssig baggrund, hvorefter Folkeregistret
udleverede oplysninger om dommen og domstolen, hvor personen kunne henvende sig
for at få en kopi. Personen fik herefter sine oplysninger ved at gennemlæse sagsakterne.
Sådan foregik det i Børnestyrelsen (Sename), som havde startet Underprogrammet om
søgning efter biologisk familie (Búsqueda
de Orígenes).
Der peges på, at der ud fra de
anmodninger, som blev indgivet, blot var en lille procentdel, som var adopterede efter
bestemmelserne om fuld adoption.
En anden problematik, som påkaldte sig opmærksomhed, var
iflg. Marisol Rodríguez fælles slægtskab hos flere børn, og den måde, man kunne
sammenknytte dem på. Der sker registrering af fødsler, vielser og dødsfald, men der er
ingen registrering af fælles slægtskab, eftersom det ikke hjemles i loven. Vores database
indeholder dog oplysninger om fælles slægtskab, sådan som det er sket gennem RUN-
systemet (personligt id-system).
Her er vist et eksempel med Claudia, som ledsagede. Her er
hendes tilladelse. Og her ses navnet, Claudia Araya,
og når der søges på “børn”,
bliver
der vist to børn. Eftersom hun er ret ung, og hendes børn er født efter 1982, er
oplysningerne meget entydige: Hun har to børn, de har fælles slægtskab, og hun har ikke
flere børn.
Hvis hendes børn var blevet født før 1982, kunne det indikere
en bestemt ting: Det kunne være mindre information, fordi det måske ikke var anført, at
der var fælles slægtskab. I gamle sagsakter kunne det være sådan, at moren kun stod
anført med et enkelt navn i stedet for to, og det ville måske ikke være anført, at der var et
fælles slægtskab mellem børnene. Hun hedder Claudia Alejandra, men i en indførsel stod
der Claudia Araya Fredes på det måde, at der er tale om Claudia Alejandra, og der var
ikke nogen tilknyttet person.
Oplysningerne om fælles slægtskab, som i dag fremgår af
computeren, skal udelukkende opfattes som reference. De er ikke attesterede som sådan.
Men når en domstol beder om oplysninger, er man nødt til at søge på disse to indførsler
for at se, om navnet Claudia Alejandra Araya Fredes findes her.
17
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0111.png
Og hvis der f.eks. er en søn, som hedder Pozo Fredes, er man
nødt til at søge på alle, som hedder Pozo Fredes. Det er meget sandsynligt, at der bliver
fundet en anden Pozo Fredes, der er søn af hende, hvorimod der ikke står noget fælles
slægtskab, fordi der udelukkende er tale om en referencemæssig oplysning. Derfor oplyser
mange, at deres mor stod opført med 14 børn, mens hun i virkeligheden havde ti.
I tilfældet med hende og hendes bror stod kun hendes bror
anført med fælles slægtskab. Der skulle ske en tilknytning, og der skulle foretages en
handling for at konstatere, hvorfor broren ikke havde en tilknytning.
Hvis der er tale om tiden før 1982, skal processen ske manuelt:
Man skal kontakte en medarbejder, gennemgå databasen og lave en søgning. Det er ikke
noget, som sker automatisk. Men med alle oplysninger efter 1982 er det muligt at gøre det
automatisk. Desuden er det sådan, at man fra 2000 og fremdeles med højst sandsynlighed
vil kunne få udskrevet disse attester. Men som sagt, før 1982 er der ikke nogen
sammenknytning af indførsler, fordi de blev udført manuelt uden nogen form for
verifikation.
Når man ønsker at knytte en person til en far eller mor, er man
afhængig af de indførsler, der findes, og man er nødt til at gennemgå dem. Denne
tilknytning fremgår dog ikke af selve attesten. Når man beder om de pågældende attester,
skal der allerede foreligge en oplysning om tilknytning til personens rigtige mor og far.
Computeren gør det, at den oplyser en reference, som kan udgøre grundlaget for en videre
undersøgelse. Marisol Rodríguez anførte, at der var indførsler uden rekvirenter og uden
underskrift.
Folkeregistrets procedurer er meget gamle og baseret på
principperne i det chilenske ejendomsregister (Conservador
de Bienes Raíces),
og det er
således afgørende, at rekvirenten har sat sin underskrift. Jeg kan dog ikke sige, at der ikke
kan være attester, som rekvirenten ikke har underskrevet. Der er nogle forskelle, som der
skal tages højde for. Indførslerne udføres in duplo. Nogle gange er en indførsel gået tabt,
hvorfor der er foretaget en genoprettelse. Denne genoprettelse har logisk set ikke haft en
underskrift, fordi der har været tale om en genoprettelse. Marisol Rodríguez gjorde
opmærksom på dette forhold, så der kunne være tilfælde, hvor rekvirenten ikke satte sin
underskrift. Der kunne også være tilfælde baseret på gamle procedurer, som betød, at der
skulle ske en bekræftelse: Hvis der ikke var en underskrift, skulle det bekræftes, at
rekvirenten havde været til stede, men i forbindelse med de fleste indførsler og
fødselsregistreringer er der faktisk en rekvirent til stede, fordi det er den vigtig detalje. Og
desuden har det været sådan, at rekvirenten har skulle godtgøre sin identitet med sit id-
kort.
Også den manglende adgang til registrene blev omtalt. På hver
eneste kontor i distriktet findes en kopi af indførslen, ligesom hovedarkivet, placeret i Calle
en Catedral 1772, råder over samtlige fødsels-, vielses- og dødsattester for alle chilenere
fra 1885 og frem til i dag.
Hvad skete der egentlig? I 1940 var der en brand, som
ødelagde registrene fra 1900 til 1940, men der lå dog stadig en kopi på lokalregistret. Men
naturligvis var der også nogle lokalregistre, hvor der indtraf ulykker. Et eksempel herpå er
lokalregistret i Viña del Mar, hvor der forekom en oversvømmelse i Marga. Og så var der
branden.
18
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0112.png
Derfor er mange oplysninger blevet ødelagt, og som det er
tilfældet med ejendomsregistret, er det i de tilfælde umuligt at udlevere registreringerne til
enkeltpersoner, så de kan gennemgå dem. Der var en kvinde, som på et tidspunkt fortvivlet
søgte efter sit barn, og jeg sagde til hende: Hvis det er muligt, skal det være her. Så
personen kiggede i registrene. Men der er ikke en enkelt metode, som på
Nationalbiblioteket, hvor man kan gennemgå registrene, så en person kan gennemse alt,
side for side.
Når der er nogen, der vil anmode om noget på dette område,
kan det ske skriftligt, og man kan få indholdet at se. Tidligere var der naturligvis bedre
adgang, men registrere blev efterhånden dårligere, og der blev passet mindre godt på
dem. Derfor er der ikke så udbredt adgang længere for personer til at få lov til at gennemse
indførslerne. Til gengæld har Nationalbiblioteket indført digitalisering, selv om dette
bibliotek heller ikke giver adgang til de gamle registre.
Der henvistes til et tilfælde med et barn, som var blevet fjernet,
og som var indskrevet tre gange. Situationen med dobbelt og tredobbelt indførsel ville
indlægsholderen gerne komme lidt nærmere ind på, og det kommer senere i indlægget.
Men som det også fremgår af akterne, kunne man registrere et barn med tilstedeværelse
af et vidne
–
med vilkårligt navn, fødselssted og fødselsdato. Når man først havde
konstateret, at det var de samme, var det nemt nok.
Det nævnes, at der foretages kontrol af dobbelt
fødselsregistrering. Det kan gøres, og det bliver gjort. F.eks. når en mor registrerede et
barn, hvis far ikke havde anerkendt det, og når moren så på et senere tidspunkt giftede
sig, og der skulle ske legitimering eller anerkendelse. Men her skete det dog i form af en
registrering med vidner tilstede. Som det kan konstateres, var det den samme mor, den
samme periode og den samme fødselsdato. Det vil altså sige, at det hele var det samme,
men hvis man ønskede at begå svindel, og der blev afgivet et andet navn, en anden mor
eller en anden fødselsdato, kunne det ske ved at foretage registreringen et andet sted end
der, hvor barnet var blevet født, og med de manuelle systemer, som var gældende
dengang. Det kunne man ikke vide.
På møde nummer 2, som blev afholdt den 11. marts 2019,
deltog desuden Karen Alfaro, historiker, som anførte, at hun havde konstateret 585
underindførsler af mindreårige, som var udrejst til udlandet, og at man ikke regulerede
disser udrejser til udlandet. Men faktisk var udrejse af mindreårige til udlandet faktisk
meget reguleret. Udrejse af mindreårige til udlandet havde hjemmel i Lov nummer 18.703.
Indlægsholderen mente, det var en særlig paragraf. Hun tilføjede, at Børnestyrelsen
(Sename) gennemgik det og talte med hende, og derfor ville hun ikke gå yderligere ind i
det her. Men det er et faktum, at domstolen fremsendte sin godkendelse til
Folkeregisterstyrelsen i forbindelse med udrejse af mindreårige til udlandet, og derfor
skulle Folkeregisterstyrelsen føre et register over det. Dette register findes faktisk også.
Sandheden er, at der er tale om en liste, ikke et fysisk register. Det er en liste, hvorpå man
nøjagtigt har registreret alle de børn, som er udrejst af landet, og de domstole, som har
godkendt disse udrejser.
Karen Alfaro anførte, at når børnene udrejste af Chile med
henblik på adoption i udlandet, skulle konsulen bagefter foretage et tilsyn, og når det var
konstateret, at formålet var overholdt, blev der lavet en underindførsel. Historikeren fandt
frem til denne underindførsel, og det er et faktum, at der kun var tale om ganske få
underindførsler, som blev påført, efter at børnene var blevet adopteret i udlandet. Det
betyder dog ikke, at de ikke er blevet adopteret i udlandet.
19
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0113.png
Indlægsholderen forklarede, at hvis der var en indførsel med
formuleringen: adoption i udlandet, så betyder det, at hele processen var afsluttet. Barnet
udrejste med henblik på adoption i udlandet, det blev registreret i et register, og
efterfølgende fremsendte konsulen domstolens dom om, at barnet var blevet adopteret.
På næste ark ses antallet af børn, som udrejste af Chile med
henblik på adoption i udlandet. Fra 1988 og i årene fremover er det ca. 3.500 børn, som
udrejste med henblik på adoption i udlandet. Der er et system i dette, i oplysningerne og i
de dokumenter, der lå bag.
På møde nummer 3 deltog Sandra Castillo, og de deputerede
Leonardo Soto og Luis Rocafull henledte opmærksomheden på systemet med RUN-
numre (nationalt id-system). Det er måske en fejl at tilknytte RUN-nummeret til alderen,
selv om der i de fleste tilfælde er et sammenfald her. Der er dog ikke et fast sammenfald.
Indtil 5. februar 1981 fandtes der et system med bøger, som
fandtes tilsvarende (in duplo) lokalregistrene. Når man skulle have et RUN-nummer, tog
man til lokalregistret. Dengang, op til 1981, var det sådan, at når man skulle have et
identitetskort, skulle man først have et RUN-nummer. Men indførslen havde ikke et RUN-
nummer i sig selv.
Men med virkning fra 1982 begyndte man med indførslen af
det nye teknologiske system at bruge RUN i forbindelse med registreringen. Før 1982
skulle man først have et identitetskort, og derefter fik man et RUN-nummer. Dengang var
det generelt sådan, at man fik et identitetskort, når man fyldte 18 år, og når man tog
egnethedsprøve til at starte i uddannelse (i dag PSU), men hvis man rejste ud af landet
som 5-årig, fik man tildelt et RUN-nummer. Det kunne virke, som om man var ældre, men
RUN-nummeret har ikke nogen relation til alderen.
Bøgerne blev afskaffet i 1981, og man begyndte at sende RUN-
lister til lokalarkiverne. Fra 1981 og frem til 1999 fik personer tildelt RUN-nummer på basis
af listen, udarbejdet af computeren. Herefter skete der det, at de lokalregistre, der betjente
flest mennesker, begyndte at bruge RUN-numre. Men samtidig var det også sådan, at den
samme liste aldrig kom i gang visse steder, eksempelvis i Ahué. Men hvis en person skulle
have et RUN-nummer, kunne han få et utidssvarende nummer og konstatere: Her får jeg
et nummer med otte millioner, mens de andre får tildelt et nummer med 11 millioner
–
og
alderen er den samme. Der er derfor ikke en fast sammenhæng mellem RUN-nummer og
alder.
Hvordan foregår det så i dag? Systemet har siden 2000 hentet
RUN-numrene i en stor, central nummerbank. I dag går et RUN-nummer måske først til
Arica. Herefter er der en fødsel i Talca, og det følgende nummer bliver udtaget af
nummerbanken. Det betyder, at systemet ikke kan identificeres efter lokalarkiv, men at
RUN-numrene derimod bliver udtaget kontinuerligt af nummerbanken. Der er dog nogle
tidligere oplysninger, vi skal huske. Det kan således nævnes, at RUN-numrene fra 14
millioner blev brugt til udlændinge en overgang, og til straffede personer, som endnu ikke
havde fået et identitetskort. Området fra 14 millioner bliver stadig brugt, men udlændinge
tildeles i dag RUN-nummer fra den centrale nummerbank.
20
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0114.png
Sandra Castillo henviste igen til problemerne, der opstod, når
man ville anmode om at få udleveret adoptionssager.
På møde 5, afholdt den 8. april, henviste Constanza del Río til
forskellige problematikker. For det første bad hun Undersøgelseskommissionen om at
erindre, at registrering med vidner bør fjernes som mulighed.
Loven anerkender tre registreringsmetoder i forbindelse med
fødsel: fødselserklæring, vidneerklæring og domstolsafgørelse. Det er tre metoder,
hvorefter børns fødsel kan registreres.
Man er indtil videre fortsat med at anvende vidneerklæringer
som metode, eftersom registrering ved hjælp af fødselserklæring er forbeholdt de tilfælde,
hvor moren er blevet tilset af en læge eller jordemoder. Der er således fødsler, som finder
sted uden hverken læge eller jordemoder, og der er stadig behov for vidneerklæringen
som metode.
Opmærksomheden henledes på, at den generelle eller
universelle fødselsregistrering har været en af de største indsatser og en af de største
succeser i vores land. Det har afspejlet sig i den førte politik og har grundlæggende
afspejlet sig i børnesundheden. Chile er et af de få lande, som har indført universel
fødselsregistrering. Det betyder, at alle børn bliver indført og registreret. Her i regionen er
det kun Uruguay, Costa Rica og Chile, som har en sådan ordning. Generelt kan det siges,
at det er et stort problem, hvis børnene ikke bliver registreret
–
et barn, som ikke er
registreret, eksisterer således grundlæggende ikke.
I FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling, punkt 16, anføres
det som et mål at udvikle en velfungerende folkeregistrering, og at alle børn i 2030 skal
være registrerede.
Derfor ønsker Folkeregister- og identifikationsstyrelsen at
modarbejde enhver foranstaltning, som udgør at hindring før børns registrering.
Antallet af vidneregistreringer er faldet meget. Selv om denne
registreringsmetode i 1970’erne og 1980’erne var meget vigtig, forekommer der kun få i
dag. Der har eksempelvis i indeværende år været 43 vidneregistreringer, mens det sidste
år drejede sig om 134 ud af 360.000 fødsler. Der er dermed tale om et helt ubetydeligt
antal. Vi er dog nu i gang med at indføre nye metoder.
Der har således være eksempler på børn, som er blevet født
hjemme eller i en taxa
–
f.eks. på vej til fødslen og med assistance fra politibetjente. De
skal dog alligevel ind på en klinik eller et hospital, så der kan blive udfærdiget en
fødselserklæring. Der er nogle læger og jordemødre, som er imod dette, men det er ikke
flertallet. Når de har konstateret, at moden synes at have født et barn, vil de afsluttende
udfærdige en fødselserklæring, selv om de ikke selv har medvirket ved fødslen. Det gør
de, fordi de har konstateret det og føler sig overbeviste om, på et medicinsk grundlag, at
barnet faktisk er født, men der er som sagt læger og jordemødre, som ikke ønsket at gøre
det.
21
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0115.png
Der har desuden på det seneste været en tendens til flere
hjemmefødsler og badekarsfødsler, og der skal også tænkes på personer, som bor på
fjerne adresser. Når sådanne børn skal registreres, er der brug for vidner. De
sundhedsfaglige kontrolinstanser spørger i sådanne tilfælde, om moren har fået
assistance til fødslen, ligesom der bliver foretaget en undersøgelse.
Heldigvis er der ikke på det seneste konstateret tilfælde, hvor
registrering med vidner og bedrageri er set i forbindelse med uregelmæssige adoptioner.
Efterforskningspolitiet (PDI) vurderer, om der er tale om børn, som er født i udlandet, og
som herefter indrejser i Chile, og hvor det er oplyst, at børnene er født i Chile. Der er her
tale om bedrageri, men tallet er meget lavt.
Indlægsholderen gentog, at hvis vi fjerner registrering med
vidner, kan det medføre, at fødselsregistreringssystemet bliver hæmmet, og det ville efter
hendes mening være meget alvorligt.
Hun opfordrende desuden til at anvende den såkaldte
børneattest (certificado
de hijos).
Børneattesten er en manuel attest, som alt efter
tidspunktet har været en virkelig dyr løsning for myndighederne. Det var ikke noget
problem at gøre det i visse tidsperioder, som det skete mellem 1982 og 2000 og også
efterfølgende. Det var meget præcist, men længere tilbage har man muligvis attesteret
forhold, som ikke var korrekt oplyste.
Generelt kommer attesterne eller udskrifterne fra et register og
udskrives med hjemmel i loven. Her findes ikke børneattester, men fødselsattester
(certificados
de nacimiento),
og her fremgår børnenes navne også. Derfor skal man have
in mente, at der kan have været juridiske tvivlstilfælde.
Constanza del Río tilføjede, at hun havde bemærket, at det er
meget svært for udlændinge at indhente en kopi af deres fødselsattest. Det er et faktum,
at man er nødt til at opholde sig i Chile for at kunne anmode om en sådan kopi. Det skyldes,
at udskriften er genstand for en afgift, som skal betales lokalt. En chilener, som er bosat i
udlandet, kan indhente en fødselsattest ved at indsende en digital ansøgning. Det tager to
minutter, og ansøgningen kan også indgives på et website.
Fødsels-, vielses- og dødsattester er gratis, hvilket er en
kæmpe fordel for chilenske statsborgere, sammenlignet med andre lande i Latinamerika
og Caribien. Derimod er det mere kompliceret med deciderede sagsakter, fordi de skal
tages ud af bogen og fotokopieres. Endelig skal der betales en afgift for det.
Man er dog i gang med at etablere procedurer, så det bliver
muligt at udfærdige sagsakter til udlændinge. Det skal ske ved hjælp af webadgang. Det
er sådanne ting, vi skal være opmærksomme på.
Det blev endvidere oplyst, at udlændinge ikke er klare over,
hvordan de kan anmode om en attest. Der er f.eks. et problem med sproget. Hvis
pågældende person er i Sverige, kan det være problematisk at få adgang til vores system.
Men det ændrer ikke ved, at det er et godt system, og lad os håbe, at der kommer en side
på engelsk, så arbejdet kan gøres lettere. Det er hensigten at gøre dette.
Constanza del Río omtalte desuden, hvordan Folkeregister- og
Identifikationsstyrelsen har optrådt i forbindelse med dobbeltregistreringer. Som hun
tidligere havde nævnt, er der opstået dobbeltregistreringer pga. registreringer, som er
foretaget med fødselserklæring, og som derefter er gentaget med vidneerklæring.
22
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0116.png
Funktionærerne i Folkeregister- og identifikationsstyrelsen
havde i 1960’erne, 1970’erne og 1980’erne en meget striks tilgang, men alle vidste, at
registreringen var vigtig. Tilgangen var striks, og man lavede vidneerklæringer og stillede
spørgsmål, men uanset systemet kunne det være sårbart for direkte bedrageri, som det er
set i andre sager. Et eksempel: Hvis en socialrådgiver kom fra domstolen og medbragte
to vidner, var det nok sådan, at funktionæren i Folkeregistret på det tidspunkt har taget
vidneerklæringerne for gode vare og accepteret socialrådgiverens adkomst, fordi hun
indgik i domstolen.
Men generelt arbejdede funktionærerne ved Folkeregistrene
dengang grundigt og stillede store krav til vidneerklæringerne.
Andrea
Mercado
erklærede
over
for
Undersøgelseskommissionen på samme møde, at hun havde 14 børn, hvoraf nogle ikke
var hendes egne. Dette skete med henvisning til hendes alder og til nogle af de
sammenholdelser, som var foretaget i databasen.
Constanza del Río spurgte, hvorfor man kunne acceptere
vidneregistreringerne, og fik det svar, at man handlede i god tro. Funktionærernes
beføjelser har hjemmel i Lov nummer 4.808, hvor der findes to eller tre bestemmelser, de
skal overholde som personer, der nyder offentlig tillid. Det betyder, at de kan gøre
erklæringsafgiverne opmærksomme på en fejlagtig eller ukorrekt oplysning, således at der
kan tages forbehold for oplysningerne, som herefter indføres. Der er også en anden
bestemmelse, som gør det muligt for en funktionær at komme mod indvendinger mod det
navn, man ønsker at give barnet. Det betyder, at funktionæren har en vis selvbestemmelse
på området, og det var en mulighed, som især ældre funktionærer benyttede.
Tidligere var det at være funktionær på et Folkeregister en
bemyndigelse, i dag er det en stilling. Funktionæren fik tildelt visse særlige beføjelser, og
det var indlægsholderens opfattelse, at disse beføjelser i de fleste tilfælde blev udnyttet.
Det var ikke uvæsentligt, fordi enhver kunne lave en vidneregistrering. Med 25 års erfaring
var det ikke hendes opfattelse, at det var så nemt at gøre. De kunne måske finde
uregelmæssige sager, hvor der var en hensigt om bedrageri, men det er meget svært at
kontrollere.
Ana María Olivares omtalte igen slægtskabserklæringen
(certificado
de filiación).
Hun nævnte, at en mor kunne tro, at hendes barn var afgået ved
døden, men at barnet i virkeligheden var i live. I databasen findes oplysninger om fødsler
og dødsfald. Disse oplysninger bliver sammenholdt og sammenknyttet i den udstrækning,
at der er sammenfald mellem oplysningerne. Indlægsholderen ønskede at fortælle, hvad
det skete i 1982 og årene før. En person skulle have helt de samme oplysninger for for-
og efternavn samt for fødsel og dødsfald, for at der kunne ske en sammenholdelse og
sammenknytning af oplysningerne. Hvis der manglede noget, kunne der ikke ske en
sammenholdelse og sammenknytning. Dette kan dog konstateres nærmere af de
teknikere, som styrer databasen. I databasen findes datoer for Luis Pérez Orellanas fødsel
og død, men oplysningerne dog ikke samme sammenknyttede. Hvad er forskellen?
Fødselsdatoen. I den ene indførsel står der, at personen blev født en bestemt dag, mens
der er en anden dato i den anden indførsel. Derfor er indførslerne ikke sammenknyttede.
Det kræver, at det blevet bemærket af en tekniker i Folkeregistret, som kan fastslå, at det
er den samme Luis Pérez Orellana. Det skal konstateres, om der er tale om den samme
måned, og om forældrenes navne er sammenfaldende. Herefter kan en tekniker
sammenknytte dataene, men dette sker ikke automatisk i databasen. Derfor har man i dag
ikke over slægtskabsbeviser for mødrene.
23
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0117.png
Ana María Olivares omtalte desuden de dobbeltregistreringer,
som er sket for nogle personer. I dette tilfælde er der en detalje, som ikke kom frem i
diskussionen, og som hun ville kommentere. Den gældende procedure i forbindelse med
et barns udrejse til udlandet med henblik på adoption var ret besværlig. Men hvordan er
man så kommet ud af landet med et barn i perioden frem til i dag? Hvis jeg i dag ønsker
at udrejse til udlandet med et barn, som ikke er mit, skal jeg først indhente morens og
farens godkendelse. Måske skulle man tidligere henvende sig til retten for at erklære, at
man kom fra Italien, eller at man gerne ville adoptere herfra. Måske skulle man have
godkendelser fra begge forældre for at kunne udrejse. De vidste indlægsholderen ikke,
eftersom hun ikke er ekspert på dette område. Måske kan Efterforskningspolitiet kaste lys
over sagen, men som det er i dag, kan børn udrejse af landet, når der foreligger en
godkendelse fra faren og moren. Måske skulle man også oplyse, at barnet var registreret,
og at der skulle foretages en adoptionsbehandling, og det har altid være besværligt. Den
første adoptionslov i Frankrig havde netop til formål at undgå, at der skete forfalskning af
fødsler. Adoptionslovene bliver altid vedtaget let og hurtigt, men bagefter opstår
problemerne, og adoptionerne begynde at falde fra hinanden, fordi der sker handel med
børn. Efterfølgende laver man så en lov, for at det skal være lettere at adoptere. Der
kommer en strøm i gang, men når der efterfølgende begynder at komme problemer,
aftager strømmen. Med denne adoptionsmetode, som var så besværlig, registrerede de
enkelte personer børnene med en ny identitet. På et tidspunkt måtte hun tage sig af en
kvinde, som var fortvivlet, fordi hun ikke kunne blive genforenet med sit barn. Det fremgår
af sagens akter, at hun havde en fornemmelse af, at hendes barn ikke var død, og at det
var blevet registreret. Derfor ville hun søge efter barnet. Hun spurgte om, hvor hun skulle
tage hen og søge. Hvis det var sådan, at hendes barn var blevet registreret, kunne det
være sket i vidners nærvær på et af de 470 lokalarkiver under Folkeregisterstyrelsen.
Derefter fik hun oplysninger fra Folkeregisterstyrelsens arkiv på Hospital Sótero del Río til
gennemsyn. Hun var fortvivlet, og efterfølgende besøgte hun cirka 40 lokalarkiver, som
alle måtte afvise hende. Det er meget svært at få noget igennem, hvis man ikke har en
oplysning, det kan knyttes til. Når Folkeregistret undersøger dobbelte
fødselsregistreringer, virker det ret indlysende. I det konkrete tilfælde, som jeg lige har talt
om, var det den samme mor, og hun kunne ikke have fået to børn inden for den periode.
Hvis der er en far, er der naturligvis sket det, at man i stedet for at lave en ny
slægtsskabstilknytning registrerede barnet på ny, fordi der var den samme fødselsdato og
den samme mor. Derfor var der tale om den samme person. Men hvis barnet blev
registreret med vidner, og der blev oplyst et andet navn, en anden mor, en anden
fødselsdato eller et andet fødested, ville det ikke være muligt at udføre undersøgelsen.
Fru Olivares omtalte desuden forekomsten af dobbelt identitet
i Chile og i udlandet. Det forholder sig jo sådan, at hvis barnet udrejste til udlandet for at
blive adopteret der, ville barnet få tildelt for- og efternavn i forbindelse med adoptionen,
sådan som det nu var blevet bestemt i udlandet. Imidlertid betyder adoption i henhold til
international ret ikke, at barnet dermed mister sin nationalitet. For at en dom i Sverige eller
Italien kunne få retskraft i Chile, skulle det ske med konsulens mellemkomst (exequatur).
Indlægsholderen havde aldrig set, at det var sket, dvs. at man havde tildelt retskraft for en
dom, som var afsagt af en italiensk eller svensk dommer. Det er den eneste måde, hvorpå
man har kunnet annullere en registrering i Chile, mens eftersom man ikke gjorde det, fordi
personerne jo boede i udlandet, blev registreringen i Chile ikke ændret. Disse personer
har, som det fremgår af sagsakterne, kunnet henvende sig til konsulatet for at få chilensk
identitetskort og pas, eftersom en adoption ikke indebærer fortabelse af nationalitet.
24
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0118.png
Ana María Olivares oplyste, at hun har haft sagsakter til
gennemsyn, hvor indførslen lod til at være udstreget eller slettet, uden at der forelå en
forklaring fra Folkeregistret. Med virkning fra Lov nummer 18.703 af 1988 begyndte man
at indsværte sagsakter med sort blæk, som var svær at fjerne igen, og som betød, at man
ikke kunne se, hvad der stod. Tidligere destruerede man materialerne, men det var ikke
tilladt at fjerne selve arket, eftersom der var en anden indførsel på bagsiden. Derfor brugte
man en del forskellige metoder. I første omgang, mellem 1965 og 1988, forekom det, at
der var sager, som blev destruerede efter bestemmelse fra en domstol. Dette skete ikke
efter 1988, fordi der stadig var en kopi af den gamle sagsakt. Før 1988 foregik det sådan,
at funktionæren i Folkeregistret i forbindelse med adoption overstregede eller slettede
oplysninger, og det samme skete i Hovedarkivet. Der fandtes i disse tilfælde en forklarende
note fra Folkeregistret, fordi der var tale om adoptioner, som var gennemført mellem 1965
og 1988.
Ana María Olivares havde også udført en undersøgelse om
sagen, idet hun mødtes med personer, som var registrerede uden bopæl. Hun forklarede,
at der kunne være en sammenhæng med udenlandsk adoption. En person kan have
registreret bopælsoplysninger i Folkeregistret af fire årsager: efter at anmodet om
identitetskort eller pas, efter at have registreret et motorkøretøj og efter at have registreret
et handicap. Der kan være disse fire årsager til, at en person har registreret sin bopæl i
Folkeregistret. Hvis ingen af disse faktorer er opfyldt, har personerne ikke fået registreret
deres bopæl, men udelukkende deres kommune. Fru Olivares mødte en gruppe personer
over 18 år, som ikke havde registreret deres bopæl. Man kan spørge sig selv: Hvordan
kan det være, at disse personer på 25, 30 eller 40 år stadig ikke har anmodet om
identitetskort? Det kan jo ikke passe. Hvad kan der være sket i disse tilfælde? Nogle er
måske udrejst af Chile i forbindelse med adoption, eller de er afgået ved døden, samtidig
med at fødslen ikke kan sammenholdes med dødsfaldet. Der kan være forskellige
forklaringer
–
og ikke nødvendigvis de her anførte. Man kunne lave en liste med personer,
som sikkert består af millioner. I databasen findes oplysninger om de personer, som ikke
har registreret bopæl. Når der bliver indgivet en ansøgning, er det en god idé at anføre en
afgrænsning af søgningen. Det skyldes, at der er enorme mængder oplysninger, og det er
kompliceret at behandle dem. Der er tale om et lukssussystem. Det er en spændende
database, men den er også ret gammel. Der arbejdes med at modernisere selve den
teknologiske basis i Folkeregisterstyrelsen.
Fru Olivares talte desuden om registreringen af dødfødte. Det
var hendes erfaring, at man før 1982 ikke engang udskrev fosterdødsattester. Ligene blev
behandlet som patologiske rester. Det oplyses, at der kun var oplysninger om det
Folkeregistret i de tilfælde, hvor forældrene ønskede at få liget begravet. I disse tilfælde
blev der udfærdiget en begravelsesattest, som var dokumentation for fosterdødsfaldet.
Denne
oplysning
havde
stor
betydning
for
Sundhedsministeriet. Med konventionen fra 1982 blev det skærpet, at der skulle foreligge
oplysninger om fosterdødsfald, og at de skulle tillægges større betydning. Det skyldes, at
disse dødsfald gav relevant sundhedsinformation.
Fra 1982 blev alle fosterdødsfald registreret med den nye
formular D-8. Før det år blev kun få registreret.
Hvad var egentlig baggrunden? Sundhedsministeriet havde en
protokol, som bestemte, at hvis et foster ikke overlevede et bestemt antal
svangerskabsmåneder eller opnåede en bestemt vægt, undlod man at erklære
fosterdødsfald.
25
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0119.png
Efter anbefaling fra Verdenssundhedsorganisationen har man
siden 1982 bedt læger og jordemødre om altid at afgive erklæring om fosterdødsfald,
uanset antallet af svangerskabsuger og vægt. Det skete dog ikke på én gang. Der skulle
gå år, inden den nye praksis vandt frem.
Der findes ikke nogen registrering af fosterdødsfald, og der er
ikke noget register. Som De ved, er der aktuelt et lovudkast under behandling, som
fastslår, at der skal oprettes et sådant register. I dag råder vi over arkivmapper med
attester, som går fra 1982 og fremad. Materialet er i god stand, men fra de tidligere år
råder vi kun over begrænsede oplysninger.
Det
nye
register
over
fosterdødsfald
svarer
til
dødsfaldsregistret med den undtagelse, at der angives specifikke årsager til dødsfaldet og
antallet af svangerskabsuger. Der er her særligt fokus på dataene, fordi de har haft stor
betydning for kampen mod børnedødelighed, men der foreligger kun komplette
oplysninger fra 1982 og senere.
Fru Olivares talte om den såkaldte opgørelse af antallet af
fødsler per uge og fødende kvinder. Denne bestemmelse fremgår af Lovdekret nummer
2.128 af 1930.
Der findes dog ingen dokumenter, der er knyttede til denne
opgørelse. Der kom aldrig nogen. Man har ikke viden om, at noget hospitalet lavede en
liste over fødende kvinder.
I dag arbejdes der med et system, som hedder Prenac. Efter
dette system skal læger og jordemødre indgive bekræftelser af fødsler og fosterdødsfald
online.
Man har udviklet et system, hvorefter man kan inddele
oplysningerne fra hospitalerne om nyfødte, så det er muligt at sammenholde antallet af
registrerede med antallet af fødsler. Det findes ikke i dag. Der udføres statistiske
beregninger, og det er en ting, som interesserer det internationale samfund meget. Vi
bliver spurgt, hvordan registret fungerer, men vi har ikke noget at fortælle. Jeg kan ikke
sige, at systemet ikke er indført, men vi kan heller ikke fortælle, at der er tilgået data.
Ana María Olivares fortalte, at der sker registreringer efter 60
dage, uden at der foreligger nogen juridisk godkendelse af en sådan fremgangsmåde.
Det forholder sig sådan, at den gamle lov foreskrev 30 dage til
registrering af fødsler, og hvis en registrering skete senere, blev der pålagt en bøde. Den
gamle lov fortsatte indtil 1940 og blev ændret, fordi folk ikke registrerede deres børn eller
registrerede dem, som om de lige var blevet født. Der er således sager, hvor personer er
blevet registreret i eksempelvis en alder af fem år, men med angivelse af, at de var nyfødte.
Det skete sådan, for at man kunne undgå at betale bøde.
En sådan bøde er en af de virkemidler, som et land kan bruge.
Det findes stadig i andre lande, men med den virkning, at folk så undlader at foretage
korrekt registrering.
Bøden blev fjernet, og i dag siger loven, at forældrene kan lade
deres børn registrere inden for de første 30 dage efter fødslen. Samtidig er det fastslået,
hvem der har pligt til lade børn registrere mellem 30 og 60 dage efter fødslen i tilfælde,
hvor der er tale om børn, som er blevet forældreløse. I dette tilfælde kan de pågældende
personer anmode om en registrering af fødslen.
26
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0120.png
I dag findes der ikke nogen frist. Der er ikke krav om retslig
registrering efter 60 dage.
Der er krav om retslig registrering, når der ikke findes
bekræftende vidner. Hvis en person er 70 år, kan det være svært at finde vidner på 90 år,
som kan bekræfte fødslen.
I den nordlige del af landet er der mange tilfælde med personer,
som flyttede dertil for at blive chilensk statsborger. Indlægsholderen kunne huske en
kaotisk sag med en retslig registrering i Arica, som i årevis forsøgte at registrere en
handicappet person, som desuden havde kræft. Til sidst accepterede domstolen sagen og
godkendte personens registrering, selv om der ikke var vidner, der kunne bekræfte det.
Efterforskningspolitiet tog sig af sagen.
Utroligt nok kom de oprindelige samfund senere og sagde, at
personen ikke var derfra, fordi alle kendte alle, og fordi den pågældende i stedet var fra
Bolivia.
Således nævnte fru Olivares, at man havde fundet personer,
som var blevet registreret efter syv eller otte måneder. Hun tilføjede, at der i dag findes
stadig findes registreringer af voksne personer, selv om det er få. Det er omkring 135, men
de findes.
Denne situation sættes i forbindelse med nogle brande, som
ødelagde registrene i perioden mellem 1900 og 1940. Det gjaldt en række distrikter som
Achao og Viña del Mar. De omtalte personer mistede deres registrering. Så hvis en person
på 70 år ikke var registreret, skulle vedkommende gå til Folkeregistret for at blive
registreret. Det skete ved mellemkomst af vidner, og derfor var der ikke behov for en retslig
registrering.
**************
Jaime González,
rådgiver for sundhedsministeren, oplyste, at
kliniske journaler har fortrolig karakter, men at de kan fremlægges her og indgå i
overvejelserne, så længe de fremlægges på et særligt møde efter anmodning om, at disse
kliniske journaler behandles med henvisning til deres fortrolige og hemmelige indhold.
Enhver interesseret part, som ønsker at gennemse sine egne kliniske journaler, kan
kontakte sundhedsmyndighederne og hospitalerne for direkte at anmode om at få dem til
gennemsyn. Disse parter skal dog i samarbejde med Undersøgelseskommissionen
udlevere dem i den udstrækning, at det ovenfor anførte retslige krav bliver overholdt,
sådan som det for nylig er aftalt med sekretariatet.
************
María Eugenia Wegner,
leder i styringsafdelingen i den
rådgivende virksomhed Red Asistencia, indledte med en præsentation af de
bestemmelser, der styrer håndteringen af kliniske journaler. Gennemgang af
bestemmelser. Det fysiske ejerskab til en klinisk journal ligger hos den pågældende
sundhedsinstitution, som har ansvar at sikre, at indholdet holdes fortroligt. Det skal dog
nævnes, at de data, som findes i en klinisk journal, tilhører patienten.
27
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0121.png
Derfor har alle patienter mulighed for at kontakte institutionen
for at anmode om at få udleveret sin kliniske journal. Uanset om en sådan klinisk journal
findes eller ej, er institutionen forpligtet til at udfolde en indsats for at give et svar.
Institutionerne skal som minimum opbevare den omtalte
dokumentation i 15 år. Sådan er bestemmelserne her i landet, og hvis en journal ikke
aktiveres, fordi patienten modtager en ydelse, vil journalen bevare en passiv status, og
herefter skal journalen opbevares i 15 år.
Lov nummer 20.584 om patienters rettigheder og forpligtelser,
som trådte i kraft den 1. oktober 2012, anfører som følger i artikel 12 og 13: Den kliniske
journal er et obligatorisk instrument, som benyttes til at registrere den samlede
patienthistorie på forskellige områder, som har tilknytning til personens sundhed, og
formålet er at samle de nødvendige patientoplysninger i forbindelse med den enkelte
patients behandlingsforløb.
Den kliniske journal kan være elektronisk eller fysisk og have
en anden sammensætning, men det er altid en betingelse, at der foreligger en fuldstændig
registrering.
Det er her vigtigt at understrege, at den kliniske journal er en
samlet patienthistorie, som denne er registreret på forskellige hospitalet og klinikker. Det
betyder, at alle forhold, som vedrører en patient, skal være medtaget i en sådan journal,
og at der skal sikres en hensigtsmæssig adgang til, opbevaring af og fortrolighed i forhold
til oplysningerne. Det skal også sikres, at indholdet er korrekt, og at eventuelle ændringer
i journalen er korrekte.
Desuden skal alle oplysninger foreligge, både fra den kliniske
journal og fra undersøgelser og andre dokumenter, som angiver procedurer og
behandlinger, som de enkelte personer måtte gennemgår. Dvs. alle undersøgelser.
Desuden anføres som følger i artikel 2, litra g) i Lov nr. 19.628.
Artikel 13. Den kliniske journal skal som minimum opbevares af yderen i en periode på 15
år, og det er yderen, som har ansvar for, at indholdet holdes fortroligt. Der er udformet en
bekendtgørelse under Sundhedsministeriet, som fastlægger formen og vilkårene, under
hvilke yderne skal opbevare kliniske journaler, og der anføres også de nødvendige
bestemmelser, for at de kliniske journaler kan forvaltes, beskyttes og annulleres.
Tredjeparter, som ikke har nogen direkte tilknytning til en
persons behandling, har ikke adgang til de oplysninger, som findes i den pågældende
kliniske journal.
Det betyder, at patienten eller dennes legale repræsentant kan
anmode om at få journalen udleveret. Andre personer har ikke denne ret, med mindre der
er tale om en retslig handling, som dog skal værne om den fortrolige karakter af de
oplysninger, som er beskyttede i henhold til loven om patienters rettigheder og
forpligtelser.
28
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0122.png
Det anføres som følger i artiklen: Dette omfatter
sundhedspersonale og administrativt personale hos den pågældende yder, som ikke er
involverede i personens behandling.
Det betyder eksempelvis, at en person, som ikke har nogen
direkte tilknytning til, at en bruger gennemgår behandling, ikke kan få vedkommendes
journal til gennemsyn. Det er udelukkende personer, som har været i kontakt med
patienten, og som har behandlet personen, som har denne adgang.
Det tilføjes i samme artikel: Idet der henvises til
bestemmelserne ovenfor gælder det, at oplysninger i en klinisk journal, herunder en kopi
eller dele af oplysningerne, helt eller delvist kan udleveres på begæring af de personer
(det var det, der blev omtalt) og instanser, som anføres nedenfor. En sådan udlevering
kan ske i den form og under de vilkår, som anføres i det følgende:
a)
Til indehaveren af den kliniske journal, til dennes legale
repræsentant og ved indehaverens dødsfald til dennes arvinger.
b)
Til en tredjepart, som er behørigt godkendt af indehaveren i
form af fuldmagt, oprettet for notar.
c)
Til domstolene, idet det dog er en betingelse, at de
oplysninger, der fremgår af den kliniske journal, har tilknytning til den baggrund, som er
under undersøgelse.
d)
Til den offentlige anklagemyndighed og til advokater på
betingelse af tilladelse fra en kompetent dommer, i tilfælde hvor anmodningen har direkte
sammenhæng med undersøgelser eller procesbistand, som de pågældende skal udføre.
Hr. formand, sådan er de gældende, specifikke bestemmelser
for, at man kan få adgang til en klinisk journal.
Idet der henvises til andre ministerielle aktstykker om fødsler,
identifikation af nyfødte og dødsfald, gælder det, at disse bestemmelse har været
gældende siden 2000. På dette tidspunkt begyndte man at udarbejde ministerielle
bestemmelser på dette område. Udgangspunktet har været Folkeregister- og
identifikationsstyrelsens bekendtgørelse, som blev kundgjort i 1930, og som senest blev
ændret i 1993. Området er således reguleret på basis af en række forskellige dokumenter:
Nogle ministerielle aktstykker:
Bestemmelse 86, om regler og procedurer for registrering af
fosterdødsfald og nyfødte. Gældende fra 2006.
Bestemmelse 100, om regler og procedurer for registrering af
gennemgåede mødredødsfald, fosterdødsfald og børnedødsfald. Gældende fra 2012.
Anvisning om procedurer for behandling af nyfødte i
spædbørns- og efterfødselstiden. Gældende fra 2013.
Bestemmelse 160, om regler og procedurer for registrering af
erklæringsformular i forbindelse med fødsel af levende børn. Gældende fra 2013.
29
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0123.png
Almen teknisk bestemmelse 194, om samlet behandling af
nyfødte i obstetriske og gynækologiske afdelingers spædbørnsafsnit. Gældende fra 2017.
Teknisk instruktion om samlet behandling af kvinder, som har
gennemgået abort og haft andre reproduktive gener. Gældende fra 2011.
Cirkulære 051, om foranstaltninger og anbefalinger i
forbindelse med opbevaring, overførsel og bortskaffelse af dokumenter. Gældende fra
2009.
Hvad angår anvisning om procedurer for behandling af nyfødte
i spædbørns- og efterfødselstiden i obstetriske og gynækologiske afdelingers
spædbørnsafsnit, fra 2013, er det noget nyt med identifikation af nyfødte, hvor formålet er
at identificere en nyfødt på fødselstidspunktet ved hjælp af morens oplysninger. Hensigten
hermed er at foretage en korrekt identifikation og forebygge forekomst af fejl i
behandlingen. Der skal således ske korrekt identifikation, så proceduren kan gennemføres
ansvarligt.
Det anføres, at den ansvarlige jordemor eller barneplejerske i
afdelingen, som tager sig af barnets behandling umiddelbart efter fødslen, også er
ansvarlig for at udfylde oplysninger på armbåndet med identifikationsoplysninger og
herefter bekræfte oplysningerne, inden armbåndet sættes på den nyfødtes arm.
Armbåndet skal placeres på venstre arms håndled, enten i fødselsrummet eller
operationsstuen/forrummet, og armbåndet skal som minimum anføre morens fulde navn,
dato, fødselstidspunkt og køn.
Jordemoren eller barneplejersken skal på fødselstidspunktet, i
enten fødselsrummet eller operationsstuen/forrummet, lave et armbånd nummer to, som
er valgfrit, og som skal indeholde oplysninger fra den kliniske journal, morens
identitetskort, morens fulde navn, dato, fødselstidspunkt og den nyfødtes køn.
Ved fødsel af flere børn skal det nødvendige antal armbånd
forberedes: et, to eller flere, alt efter hvor mange børn der er født. Dette eller disse
armbånd skal placeres på hvert barns arm straks efter fødslen, inden det tages ud af
fødselsrummet eller operationsstuen/forrummet.
Armbåndet skal placeres på venstre arm. Jordemoren eller
barneplejersken skal læse morens komplette identifikationsoplysninger og hermed
bekræfte indholdet. Moren skal oplyses om, at den nyfødte skal beholde armbåndet på
under hele hospitalsopholdet.
Armbåndet skal desuden angive den nyfødtes køn.
Armbåndet skal angive følgende oplysninger: Morens fulde
navn, dvs. begge fornavne og begge efternavne, samt dato og fødselstidspunkt.
Ved barnets identifikation skal det sikres, at tilknytningen til
moren eller anden person er korrekt. Jordemoren eller barneplejersken skal straks efter
fødslen identificere det raske spædbarn ved at placere båndet på venstre arm
–
efter at
have læst oplysningerne om dets mor, far eller andet familiemedlem. Den rette tilknytning
skal konstateres, når barnet lægges i morens favn
30
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0124.png
Når der er tale om en nyfødt, hvor tilknytningsbetingelserne
ikke er opfyldt, og som har behov for genoplivning, fordi der er tale om spædbørn, som har
miconium, eller som virker livløse, eller der er tale om spædbørn, som fødes før 34. uge,
skal barnet straks identificeres. Når der er tale om stabiliserede spædbørn, som kan
forlade stedet sammen med sin mor, skal jordemoren straks placere armbånd om venstre
arms håndled, mens et vigtigt familiemedlem overværer det, dvs. faren, moren eller en
anden person, som har været til stede under fødslen.
Betragtninger:
Identifikationsarmbåndet skal være påført en tydelig og let
læselig håndskrift.
Alle nyfødte skal så hurtigt som muligt forlade fødselsrummet
eller operationsstuen/forrummet, når de blevet identificeret. Det vigtigste er at sikre
identifikation i forhold til morens identitet, og at armbåndet skal være parat før fødslen.
Identitetsarmbåndet skal blive siddende på armen af nyfødte,
som afgår ved døden, dvs. dødfødte og fosterdødfødte. Herefter placeres et armbånd
nummer to med dødsdato og -tidspunkt i overensstemmelse med den vedtagne procedure
på den enkelte institution.
Digitalisering med morens navn og RUT-nummer.
Armbåndet skal gøres parat samtidig med morens armbånd,
når morens ankommer til klinikken, og det skal fastgøres til den kliniske journal, så det kan
blive sat på uden for forrummet straks efter fødslen.
Hvis armbåndet bliver beskadiget, er ulæseligt eller går i
stykker, skal det straks erstattes af et nyt armbånd, som overholder alle de ovenfor omtalte
krav.
Når et dødfødt barn overføres til patologisk anatomisk afdeling,
skal det kontrolleres, at det bærer et identitetsarmbånd. Inden barnet forlader
behandlingsrummet, skal dets identitet kontrolleres på begge armbånd, ligesom aktiviteten
skal registreres i den nyfødtes kliniske journal.
Hvis det er for nemt at fjerne armbåndet i plast eller som
udskrift fra armen, skal det udskiftes og erstattes af et nyt, så det er korrekt. Hvis
plastarmbåndet falder af, skal det erstattes af et nyt, uden at der dermed sker en ændring
af papirregistreringen.
Hvis fødslen foregår i henhold til Civillovbogen (Código
Civil),
artikel 764, tages der foranstaltning i tilfælde af en persons dødsfald. Dette sker, uanset
hvor lang tid personen har overlevet. Det betyder, at artikel 147 og 148 i Sundhedsloven
(Código
Sanitario)
finder anvendelse, samt dekret nummer 240 af 1983, bekendtgørelse
af Sundhedslovens 9. bog. Det vil sige, at lig af afdøde personer på offentlige og private
hospitaler og klinikker og i retsmedicinske områder, som ikke er anmodet udleveret inden
for en frist på 24 timer, kan overdrages til videnskabelige studier og undersøgelser, samt
at disses væv og organer kan anvendes til fremstilling af terapeutiske produkter og til
udførelse af injektioner.
31
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0125.png
**************
Elizabeth Cabello,
rådgiver for sundhedsministeren, indledte
med at omtale teknisk bestemmelse nummer 160, som regulerer registreringen af
erklæringer i forbindelse med fødsel af nyfødte. Dokumentet indgik i sagsmappen, som
blev udleveret på det seneste møde. Der blev i den forbindelse redegjort for et par ting,
som har tilknytning til problematikken om oplysninger.
Her i landet er afgørende, statistiske oplysninger blevet
registreret siden 1906, og her henvises primært til følgende tre begreber: vielser, fødsler
og dødsfald.
Ordningen med afgørende, statistiske oplysninger er baseret
på en form for samarbejde mellem tre instanser: Folkeregister- og identifikationsstyrelsen
(Servicio
de Registro Civil e Identificación),
som sluttelig indberetter de afgørende,
statistiske oplysninger, og som indhenter de pågældende oplysninger fra Statistisk kontor
(Instituto
Nacional de Estadísticas)
og Sundhedsministeriet.
Fødselsstatistik, som er genstand for dagens drøftelse,
fremgår af det tredje oplysningsfelt, hvor der indsamles oplysninger om, hvor mange børn
der er født i landet. Men for at indsamle fødselsstatistik er der dels behov for, at vores
sundhedsinstitutioner udarbejder en fødselsbekræftelse, hvor gang der fødes et barn.
Denne fødselsbekræftelse fremsendes af familiemedlemmer til
Folkeregistret, som laver en indførsel om, at det pågældende barn er blevet født. Det er
den normale fremgangsmåde. Med den registrering kan Folkeregistret indberette fødslen.
Hvis en fødsel ikke er blevet udført med mellemkomst af en
sundhedsfaglig person eller ikke er foretaget i en sundhedsinstitution, foreligger der af
indlysende årsager ikke juridisk dokumentation for fødslen. I disse tilfælde skal moren til
et nyfødt barn rette henvendelse til Folkeregistret for at få foretaget den pågældende
registrering. Hun skal være ledsaget af to vidner med henblik på at få fødslen registreret.
Man har siden 1985 haft en national ordning med perinatale
oplysninger (Sistema
Nacional de Información Perinatal).
Efter denne ordning findes den
såkaldte fødselsbekræftelse for levendefødte børn, og det er det dokument, som de fleste
familier anvender, når de registrerer deres børn. Samtidig findes fosterdødsattesten, når
barnet er død i mors mave, samt den lægelige dødsattest, som udfærdiges, hvis barnet
bliver født levende og herefter afgår ved døden.
Den nationale ordning med perinatale oplysninger er en del af
den trepartsaftale, som blev omtalt tidligere, og som er indgået mellem
Sundhedsministeriet, Statistisk kontor og Folkeregistret. Det skal også ses i sammenhæng
med de eksisterende tilsynsformularer for moderdødelighed, fosterdødelighed, neonatal
dødelighed og børnedødelighed.
32
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0126.png
Hvad betyder alt dette i vores sammenhæng? Grundlæggende
mangler der visse oplysninger, men efter de samtaler, man har haft primært i
Sundhedsministeriet, har det stået klart, at ministeriet ikke kan udlevere de oplysninger,
der anmodes om, formentlig fordi det skal samordnes med Folkeregistret. Der er tale om
en kompleks situation, når vi taler om adoptioner, som sker under uregelmæssige forhold.
Det forholder sig sådan, at parterne hver især bidrager med
deres del. Sundhedsministeriet bidrager med en del af historien, og Folkeregistret bidrager
med en anden del. Endelig bidrager også de familieorganisationer, som har stået for denne
type adoptioner.
Derfor er det i denne sag vores opgave at forsøge at få arbejdet
udført som en helhed.
Indlægsholderen henviste til de fremskridt, som er sket.
Det første fremskridt har bestået i, at man i
Sundhedsministeriet har udnævnt en person, som skal modtage alle anmodninger om
oplysninger. Det betyder, at man kanaliserer alle oplysninger igennem hende eller ham,
og personen skal desuden være kontaktperson mellem de enkelte personer og
Sundhedsministeriet.
Desuden er det besluttet at udarbejde en standardiseret
ansøgningsformular for indhentning af oplysninger. Det være blive bedt visse oplysninger,
men desuden vil man gerne arbejde sammen med familieorganisationerne for at forstå,
hvilke oplysninger man har her, alt afhængig af den konkrete sag. Det er en formular, som
kan blive en effektiv måde af indhente oplysninger på. Derfor er arbejdet med formularen
sat i gang, hvilket sker i samarbejde med organisationer og andre parter, som er
involverede i undersøgelsen.
Desuden ligger der en forpligtelse til at afgive skriftligt svar. Et
eksempel: Når der anmodes om oplysninger fra hospitaler, kan det forekomme, at der
ingen oplysninger findes. I sådanne situationer skal personen eller familien have
meddelelse om, at oplysningen ikke findes, uanset hvad årsagen er. Årsagen kunne være
bortkommet klinisk journal eller manglende opbevaring. Under alle omstændigheder skal
der fremsendes er officielt svar fra den institution, som er anmodet om den pågældende
oplysning.
Efter vores regler gælder det, at den omtalte
fødselsregistrering bliver en del af den kliniske journal, når den er lavet korrekt.
Grundlæggende er det kopien af fødselsregistreringen, som kommer til at indgå i den
kliniske journal. Hvis der ikke findes en klinisk journal, er det ikke muligt at få adgang til
fødselsbekræftelsen. Det er dog observeret, at der nogle gange findes fødselsbøger i
institutioner, som ikke har adgang til alle oplysninger, men som alligevel kan kopilere en
del af de oplysninger, der bliver bedt om, herunder også i tilfælde, hvor der er tale om
manuel søgning.
Der er også tilfælde, hvor man har fremsendt en officiel
skrivelse til hospitalerne om at besvare anmodninger om oplysninger. Det blev der talt om
på sidste møde, men det er opfattelsen, at det ikke blev gennemgået grundigt. Derfor ville
indlægsholderen gerne gennemgå det her i dag.
33
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0127.png
Selv om vi i første omgang sagde, at vores ministerium ikke har
mulighed for at udlevere fortrolige oplysninger om patientdata, sender ministeriet alligevel
skrivelser ud til de mange patienter, som har bedt om det. Det er i overensstemmelse med
hospitalerne, og det er udsendt meddelelse om det til de enkelte
sundhedsområdedirektører. Så hvis disse oplysninger ellers findes, rækker det, at De
tager kontakt til ministeriet for at få tilsendt oplysninger.
Der findes 29 sundhedsområder i hele landet. Jeg ved ikke, om
det er godt eller skidt, men disse 29 sundhedsområder har mange hospitaler, hvor der
foregår fødsler. Der er 47 meget specialiserede hospitaler, 21 hospitaler med
mellemspecialisiering og 97 med lav grad af specialisering. Det er alle sammen steder,
hvor der kan have forekommet fødsler.
Da sundhedsområdet i Atacama rettede henvendelse og
stillede spørgsmål til hospitalet i Vallenar, svarede hospitalet, at man stadig havde kliniske
journaler tilbage til 1960 og fremad. I det pågældende tilfælde kan personen ansøge
direkte med angivelse af sit RUT-nummer. Så hvis der er nogen fra hospitalet i Vallenar
her, er det nok muligt at bede om oplysninger.
Hvad angår sundhedsområdet i Viña del Mar, mere specifikt
hospitalerne i Quillota og Quilpué, er der kun en del af de kliniske journaler tilbage. Der er
også kun en del tilbage af bogen med gennemførte fødsler og aborter. I dette tilfælde kan
man finde oplysninger og også anmode om at få dem udleveret. Så kan man se, om man
finder noget.
Hospitalet i Cabildo har ingen kliniske journaler og heller ikke
tilgængelige registreringer, fordi det sker så sjældent.
På hospitalet Gustavo Fricke har man kun oplyst om
nuværende protokoller. Det er oplyst, at man ikke har oplysninger fra de ønskede år, hvor
der var anmodet om oplysninger i en række sager.
Hospitalet Carlos Van Buren i sundhedsområdet Valparaíso-
San Antonio har adgang til registrene fra det kliniske arkiv fra hospitalet Enrique Deformes.
Det var et af de omtalte hospitaler, som blev lukket med henvisning til en afgørelse om at
blive fritaget for aktivitet. Derfor har man i dag adgang til kliniske journaler tilbage til 1970.
Det tilføjes fra dette hospital, at man ingen registreringer har fra 1960’erne, og
registreringer fra 1970’erne er kun delvist tilgængelige. Denne information fremgår af den
skrivelse, som blev fremsendt til Undersøgelseskommissionen.
Hospitalet Claudio Vicuña har adgang til kliniske journaler, når
der modtages ansøgning om at få adgang til arkivet. Men for at undgå, at det bliver for
besværligt, kan man ansøge gennem hospitalet.
I sundhedsområdet Aconcagua findes hospitalet San Juan de
Dios i Andesbjergene. Det fremgår af en rapport fra chefen for SOME (Medicinstatistisk
myndighed), at man kun anser kliniske journaler med aktivitet i de sidste 5 år for gyldige,
mens kliniske journaler med aktivitet inden for 5-15 år overføres til et lager. Når journalerne
er mere end 15 år gamle, bliver de destrueret. De sidste kliniske journaler blev destrueret
i april 2017, og der er oprettet en destruktionsmappe.
34
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0128.png
Hospitalet San Camilo i San Felipe, opbevarer ikke
registrerede oplysninger med henvisning til sagernes alder.
I sundhedsområde Nord har hospitalet San José heller ikke
adgang til registrene pga. oplysningernes fremskredne alder.
Der findes yderligere oplysninger, men det foretrækkes i stedet
at fortsætte med præsentationen.
Den sidste slide viser svaret fra sundhedsområderne i sager
med fortrolige oplysninger. Det planlægges i den forbindelse at arrangere en tværfaglig
arbejdsgruppe, i første omgang med deltagelse af Sundhedsministeriet, Folkeregistret og
ved behov også Efterforskningspolitiet (PDI) for at få alle vinkler af oplysningerne med.
Det tilbagestår stadig at organisere ansøgningerne fra
enkeltpersoner.
Her følger data, postadresse, bilag og telefon.
***************
Læge
Jorge Alfredo Donoso Barros,
direktør for
Regionshospitalet i Talca siden 2013. Indlægsholderen oplyste, at han er fra Talca og har
arbejdet 42 år i sin fødeby. Han tilføjede, at kun har været uden for Talca et stykke tid i
forbindelse med sin specialisering.
Det er første gang, at han står over for et problem af denne art,
og han må indrømme, at han er chokeret over de udtalelser, han har hørt. Han vidste ikke,
at problemet havde dette omfang. Han havde hørt om det, men i Talca har der kun været
tre anmeldelser, heraf én fra en ung mand, hvis alder er sammenfaldende med dem, der
har udtalt sig her. Han søgte, fordi han gerne ville have kliniske oplysninger, så han komme
få viden om sin fødsel. Han var blevet adopteret og havde en opfattelse af, at processen
havde været ulovlig. Han søgte oplysninger, men kunne ikke finde nogen. Hvor meget
havde han søgt? Det står ikke helt klart, eftersom det er en ganske ny oplysning.
Der er andre sager, som ikke fra samme periode, men derimod
fra 1990’erne. Der er tale om en anklage. De to andre anmodninger om oplysninger kom
fra domstolene. Det vil altså sige, at man har fulgt en domstolsbehandling for at få sagerne
belyst.
Hospitalet har de samme problemer som dem, der blev omtalt
af den kvindelige læge. De kliniske journaler er virkelige og troværdige dokumenter
tilhørende enkeltpatienter, som tidligere har fået behandling på hospitalet. Disse journaler
bortskaffes efter fem år. Det er en skæbnesvanger beslutning i denne slags situationer,
men det er nødvendigt, fordi der ikke er plads til arkiverne nogen steder. Regionshospitalet
i Talca har to sådanne lokaler. De er fyldte med kliniske journaler, og der er ikke plads til
flere. Det skaber mange problemer. Derfor må man spørge sig selv, hvorfor der ikke findes
et IT-system til hospitalerne, hvor man kan samle disse oplysninger som big data, som
kunne knyttes til og stilles til rådighed for andre hospitaler og resten af verden.
35
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0129.png
Indlægsholderen forestillede sig, at det kan blive meget dyrt,
fordi det ikke er noget, som er planlagt. Der er gjort overvejelser om et godt og
revolutionerende system, som hedder “Hospital Digital”,
men som alligevel ikke vil løse
denne type problemer.
Ovenikøbet forholder det sig sådan, at en del af hospitalet blev
revet ned i 2010, og at alle blev forment adgang pga. sikkerheden. I denne slags situationer
forbyder man adgang, men så sker der bare det, at der kommer andre ind, som ikke bør
have adgang.
Desuden er det nok sådan, at hvis der var oplysninger, var de
nok blevet hentet for længe siden. Der er nemlig mange mennesker, som har henvendt sig
for at få oplysninger. Men opmærksomheden skal henledes på, at der faktisk er nogle,
som har fundet deres biologiske mor. Måden er interessant. Det er faktisk sket ved DNA-
sammenholdelse, men før personerne nåede hertil, har de sikkert søgt i rigtig lang tid.
Undersøgelsen skal være så professionel som muligt, og
domstolene bør bidrage til, at det også bliver sådan. Domstolene har de nødvendige
redskaber til at gå ind og undersøge detaljerne. Hvis Undersøgelseskommissionen ikke
har adgang til specialister, vil det ikke lykkes at opnå de ønskede resultater, selv ikke med
en dygtig politistyrke, som ellers må formodes at gøre sit yderste for at hente oplysninger.
Hospitalerne har forbud mod at udlevere kliniske oplysninger til
andre personer end den pågældende patient. Det skyldes, at der er tale om følsomme
oplysninger. Derfor beder ansøgerne om oplysningerne ved at gå til domstolene. Det er
nok med en ansøgning for at få udleveret følsomme oplysninger.
Hospitalet har søgt blandt de oplysninger, man havde adgang
til. Det har dog ikke været meget, eftersom en del af dem gik tabt i 2010 i forbindelse med
en oversvømmelse. Der var en gruppe personer, som med henvisning til en interesse for
kulturarven forsøgte at genetablere en række arkiver. Det var nogle dødsregistre, som blev
reddet ved oversvømmelsen, dokumenterne var godt emballerede. Disse arkiver
indeholder oplysninger fra 1991 til 2014, selv om det ikke netop er det område, vi taler om
her.
Der findes et statistikregister i obstetrisk afdeling, hvor man
registrerer alle, som fødes på hospitalet. Det er ikke et komplet register, men sagsakterne
er af god kvalitet. Det kommer man nok til at opgive. Der er detaljerede datoer, men
oplysningerne begyndte i 1981. I 2010 gik oplysningerne tabt. Men der er stadig
fragmenter, og hvis en dygtige undersøger forstår at samle trådene og gør det alvorligt,
kunne det sikkert godt føre til resultater. Det er nemlig lykkedes for nogle patienter, som
praktisk talt var blevet nægtet adgang til oplysninger og havde fået at vide, at der ikke var
mere at komme efter.
Det er noget, som kan undersøges nærmere. Vi må udvise
ansvar, for vi taler om 20.000 sager. Og det er ikke til at bære at skulle leve med en
situation af denne karakter. Indlægsholderen opfattede det som uhørt, at man ført nu går
i gang med at undersøge dette. Det havde været meget lettere for 10 år siden og endnu
lettere for 20 år siden. Så inden man bortskaffer de sidste dokumenter, er det vigtigt at få
en professionel og udtømmende undersøgelse, som udføres af personer, der er eksperter
i denne type undersøgelser.
36
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0130.png
Indlægsholderen opfattede Deputeretkammeret som godt
oplyst og som en højeste instans, der holder tilsyn med de resultater, som specialisterne
når frem til.
Hermed
fremlægges
disse
oplysninger
for
Undersøgelseskommissionen. Indlægsholderen har kendskab til de mange læger, som
har arbejdet med deres speciale i den omtalte periode, og Undersøgelseskommissionen
kan således anmode om oplysninger fra læger, som har arbejdet i fødeafsnittet, i neonatalt
afsnit, inden for patologisk anatomi osv. Og derudover er der adgang til registrene med
dødsfald på hospitalet og fødselsregistrene fra fødselsafsnittet. Måske er det ikke alle
sager, det handler om, for det er nævnt tallet 20.000. Måske er det nærmere 1.000, men
man siger, at Talca har rekorden
–
måske er der 2.000 relevante sager. Det er ikke
sandsynligt, at alle 2.000 sager vil give de ønskede oplysninger, men bestemt i mange
tilfælde.
Hvordan indhenter vi nu disse oplysninger? Efter
indlægsholderens vurdering kræver det en meget specialiseret viden. Der er mennesker,
som har specialiseret sig i denne type situationer, og som har gjort det mange gange.
Og der er ingen, der forestiller sig, at der i dag er nogen på
hospitalet, som vil forsvare denne situation. Man havde ingen anelse om, hvor mange
sager det drejer sig om. Han kendte kun til de få sager, han selv har præsenteret her. For
det var jo sådan, at domstolene kom for at indhente oplysninger, og han vidste, hvad det
handlede om. Ja, vi taler om to sager, men i virkeligheden er det i tusindvis. Situationen
ændrer karakter, og man bliver nødt til at samarbejde og komme videre med denne sag.
Han mente ikke, at nogen har sagt, at der er tale om svindel. Men det er svigagtigt at bruge
dokumenter for nyfødte børn på denne måde, og handlen med mennesker er også udtryk
for bedrageri. Det er på alle måder præget af, at der kan være tale om lovovertrædelser.
Derfor mente han ikke, der er nogen, der har interesse i ikke at få sagen bragt videre. Alle
har en interesse i at kende sandheden.
Dokumentationen ligger der, og forarbejdet er gjort... Han
mente, at det med domstolenes hjælp nok skal lykkes. Domstolene afviser ikke
oplysninger af nogen art. Det er vigtigt at have adgang til sin baggrund og historie, og det
er bemærkelsesværdigt, at ud af de tidligere direktører, som tidligere blev interviewet, var
der ingen, der opfattede det som en grundliggende problematik eller en problematik, som
var vigtig at håndtere. Alle kender denne usikkerhed, men hvis der er tale om i tusindvis
af mennesker, ja, så bliver det virkelig en alvorlig situation.
****************
Susana Tonda,
direktør for Børnestyrelsen (Sename) indledte
med en dyb beklagelse af, hvad der foregår og har foregået i årevis for de personer, som
har afgivet vidneudsagn. Sandheden er, at de har gennemlevet en virkelig smertelig tid.
Undersøgelseskommissionen blev nedsat for at hjælpe disse personer med at finde
oplysninger og opsøge deres rødder.
37
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0131.png
Indlægsholderen understregede, at hun repræsenterer
Børnestyrelsen (Sename), en instans som i nogle faser ikke har ydet tilstrækkelig hjælp.
Det beklagede hun dybt og bad om undskyldning for situationen
–
samtidig med at
diskussionen om, hvad der er sket i disse mange år, nu kan fortsætte.
Børnestyrelsen (Sename) har fra en bestemt dato haft som
opgave at stå for gennemførelser af adoptionsbehandlinger. Adoption kan opfattes som
en genskabelse af en ret, som har til formål at tjene barnets tarv og sikre dets ret til at leve
og udvikle sig inden for rammerne af en familie, som tilbyder det kærlighed og yder det det
nødvendige underhold til, at barnet kan få tilfredsstillet sine mentale og materielle behov i
en situation, hvor det ikke kan få tilfredsstillet disse behov i sin oprindelige familie.
Adoptivbarnet får samtidig tildelt civilstatus som søn eller datter af adoptivfamilien. Dette
er hjemlet i Lov nummer 19.620, som er den gældende lov, der trådte i kraft i 1999.
Det kan dog være interessant at kende mere til den
lovgivningsmæssige udvikling på adoptionsområdet i Chile. Man kan grundlæggende
opdele i tre hovedperioder:
Den første periode løb frem til 1988. I 1934 vedtoges den første
adoptionslov, som introducerede adoptionsformerne “klassisk” eller “aftalemæssig”,
hvorefter barnet får status som adoptivbarn, dog uden at tilknytningen til den oprindelige
familie hermed blev brudt. Der blev således ikke taget nogen form for forbehold.
Oplysningerne blev liggende uændrede i bøgerne, og de eneste involverede aktører var
de civile domstole og notarkontorerne.
Til samme periode hører Lov nummer 7.613, som erstattede
den tidligere lov, Lov nummer 5.343. Hermed blev opbygningen og teknikken forbedret,
men der skete ingen ændring af formen. Loven hørte dermed til den samme periode.
I 1965 vedtoges Lov nummer 16.346, som introducerede
begrebet “legitimation gennem adoption”,
hvor barnet fik tildelt en ny civilstand. Hermed
blev tilknytningen til den oprindelige familie afbrudt. Det var først i 1965, at tilknytningen til
den oprindelige familie blev brudt, og man indførte princippet om adoptionshemmelighed.
Dette begreb er meget relevant i forhold til den problematik, vi drøfter her, for lovgivningen
anførte nu, at der skulle ske destruktion af oplysninger, som kunne knytte adoptivbarnet til
dets oprindelige familie. Hermed blev det umuligt at søge efter barnets baggrundshistorie,
med mindre disse oplysninger tilfældigvis stadig befandt sig et eller andet sted. Men efter
loven skulle baggrundsoplysningerne destrueres. De involverede parter i denne periode
var børnedomstolene samt Folkeregister- og identifikationsstyrelsen.
Der blev ikke tildelt forvaltningsmæssige beføjelser til nogen
instanser inden for den statslige administration, men der opstod til gengæld en række
private institutioner, som med forskellige udgangspunkter arbejdede med temaet. På
denne måde kom der en stigende deltagelse fra fysiske personer, som på den ene eller
anden måde medvirkede i adoptionsbehandlingerne, dvs. som socialrådgivere, advokater,
læger, jordemødre, præster og andre.
Det er denne periode, som primært har været underkastet den
meget omtalte undersøgelse udført af ministeren Carroza. Det er dog ikke den eneste
periode, hvor der har været uregelmæssige adoptioner, dvs. før 1988.
38
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0132.png
Den anden periode omfatter perioden 1988-1999. I denne
periode vedtoges Lov nummer 18.703 af 1988, som ophævede Lov nummer 16.346, med
regulering af tre former:
- Delvis adoption, som ikke indebar tildeling af ny civilstand, og
som bragtes til ophør, når barnet nåede myndighedsalderen. Der var tale om en form for
beskyttelsesforanstaltning, som fortsatte indtil barnets fyldte 18 år.
- Fuld adoption, som indebar tildeling af ny civilstand, hvorved
barnets tilknytning til den biologiske familie blev ophævet. Hemmelighedsprincippet blev
erstattet af et fortrolighedsprincip, hvilket var en virkelig god foranstaltning. Barnets
baggrundsoplysninger blev opbevaret af Folkeregistret. Kontoret for søgning efter
oprindelig familie (Oficina
de Búsqueda de Orígenes)
begyndte sit arbejde.
Samtidig regulerede man den proces, som styrede børns
udrejse af Chile med henblik på adoption. Adoptionen blev stiftet i udlandet, og barnets
oprindelige identitet i Chile blev bevaret. Det betyder, at barnet ikke var adopteret, når det
udrejste af Chile, men først fik denne status, når det var kommet til udlandet. Idet der ikke
forelå en anerkendelse fra den chilenske stat, var det kun den chilenske konsul, som
havde beføjelser til at føre tilsyn med adoptionen, og som skulle fremsende kopi af sit
tilsyn. Konsulaterne fremsendte gennem sekretariatet oplysninger om ca. 500 sager, hvor
et barn var blevet adopteret i udlandet. Der er dog et voldsomt antal børn, som først fik
tildelt adoptionsstatus, efter at de kom til udlandet, og alle disse børn har derfor dobbelt
identitet. Det betyder, at de er chilenere i Chile og eksisterer som sådan, men samtidig har
de en anden identitet i udlandet. Det er et kæmpe problem for dem, at de ikke kun har en
enkelt identitet.
For første gang definerede man lovovertrædelse i forbindelse
med adoption, dvs. videregivelse af fortrolige oplysninger og svigagtig udlevering af børn
med henblik på adoption.
Der begyndte at komme flere involverede aktører, f.eks.
børnedomstolene, Børnestyrelsen (Sename) med forskellige roller og funktioner,
Folkeregister- og identifikationsstyrelsen og Udenrigsministeriet (gennem konsulaterne),
og samtidig fastholdes deltagelsen af civilsamfundet og de fysiske personer. Det var det
samme som i perioden før, dog nu med større regulering end hidtil. Tidligere havde der
ikke været nogen regulering.
Lov nummer 7.613, af 1943, er stadig gældende, idet der her
åbnes mulighed for adoption af myndige personer. Loven er dog i dag kun gældende på
dette område.
I 1990 ratificerede Chile Konventionen om børns rettigheder.
På det forvaltningsmæssige plan vedtoges med Lov nummer
18.703, at Børnestyrelsen (Sename) skulle involveres, dog kun med beføjelser til at
medvirke til processen med at udrejse af landet med henblik på adoption.
På det tidspunkt modtog Børnestyrelsen (Sename) fra de
involverede parter ansøgninger om børns udrejse af Chile med henblik på adoption, og
Styrelsen sendte ansøgningerne videre til en kompetent domstol.
I 1990 begyndte Børnestyrelsen (Sename) selv at udføre
bestemte aktiviteter. Styrelsen overtog således administrationen af
Casa Nacional del
Niño,
som tidligere havde været en stiftelse bestående af private organisationer.
39
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0133.png
For det andet oprettede Børnestyrelsen (Sename) en National
adoptionsenhed (Unidad
de Adopción Nacional),
som skulle udføre de funktioner, som
Børnestyrelsen (Sename) var pålagt i forbindelse med udrejse af børn af landet, og for det
tredje gennemførte man et program for fremme af indenlandsk adoption, idet der blev
nedsat adoptionsenheder i visse regioner, dvs. Valparaíso, Biobío og Metropolitana
(hovedstadsregionen), som var de største.
Børnestyrelsen
(Sename)
styrelsesafdeling og herudover af regionale enheder.
består
af
en
national
I 1990 begyndte den Nationale adoptionsenhed (Unidad
de
Adopción Nacional)
på eget initiativ at foretage manuelle registreringer af bestemte
oplysninger i registerbøger, men enheden havde dog ikke nogen forpligtelse til at gøre det.
Tidligere var der ikke en sådan registrering, men der findes nogle bøger i Casa Nacional
del Niño. Selv om der ikke forelå en lovgivningsmæssig forpligtelse til det, findes der
alligevel registreringer i nogle tilfælde.
I 1995 iværksattes tiltag med søgning efter oprindelig familie til
personer med chilensk oprindelse, som senere blev adopteret i udlandet.
Alt eksisterende materiale fra 1988 til 1999 er blevet
digitaliseret, selv om der eventuelt kun er tale om delvise oplysninger. Der skete nemlig
det, at nogle oplysninger forsvandt ved brand, mens andre blev våde og dermed ødelagte.
Ministeren Carroza råder fysisk over disse oplysninger, som er under digitalisering, så der
er bedre adgang til dem. Ministeren Carroza har også bøgerne fra Casa Nacional del Niño.
Måske er det færre end forventet, men der findes nogle. Der findes nogle oplysninger i
disse bøger, men det er selvklart fysiske bøger. Der findes ingen systematiske
digitaliserede oplysninger, men noget findes der dog, og det er det materiale, man er i
gang med at bearbejde.
I 1995 henvendte visse internationale organisationer sig for at
udtrykke deres bekymring, og derfor blev der igangsat grundige tiltag for søgning efter
oprindelig familie. Der er stadig ikke noget konkret program på området, med tiltagene
findes.
Den tredje periode, som går fra 1999 og frem til dags dato, er
fastlagt i Lov nummer 19.620, af 1999, og i bekendtgørelsen heraf, som er godkendt ved
Justitsministeriets dekret nummer 944, af 199. Lovgivningen er stadig gældende den dag
i dag. Denne periode er kendetegnet af en enhedsmodel for adoption, hvorved det stiftes
slægtskab. Der sondres tydeligt mellem indenlandsk og international adoption. Der er tale
om indenlandsk adoption, når adoptanterne er personer med bopæl i Chile, mens der er
tale om international adoption, når der er tale om ægtepar i udlandet, samt når adoptionen
stiftes i Chile, inden barnet rejser ud af landet.
Der eksisterer to specifikke behandlinger eller procedurer: en
procedure før adoptionen, som har til formål at erklære, at adoptionen vil være
hensigtsmæssig, samt en adoptionsbehandling som sådan, dvs. som De allerede kender,
og som De har stiftet ekstra kendskab til på det seneste.
Børnestyrelsen (Sename) har pligt til at føre nationalregistre
over børn, som står over for at skulle adopteres, samt over personer, som har gennemgået
processen, og som står over for om muligt at skulle være adoptivforældre. De er her i
Undersøgelseskommissionen blevet oplyst om, at der aktuelt er ca. 100 børn, som står
over for at skulle adopteres, ligesom der er 600 potentielle adoptanter.
Adoptionsprogrammet blev etableret som et teknisk program,
og det er kun Børnestyrelsen (Sename) og de godkendte samarbejdsorganisationer, som
kan gennemføre det. Organisationer, som ikke er officielt godkendte, kan ikke udføre
adoptionsbehandling.
40
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0134.png
Blandt kravene til at adoptere skal nævnes, at de potentielle
ansøgere skal erklæres egnede, og de skal gennemgå en evaluerings- og
godkendelsesproces for at blive registreret som kandidater til adoption i den pågældende
database.
Børnestyrelsen (Sename) har beføjelser til at udføre arbejde
med at foretage søgning efter oprindelig familie. Det er vigtigt at nævne, at Børnestyrelsen
(Sename) kan yde støtte til disse personer.
Aktuelt behandler man i Nationalkongressen en ændring af
adoptionsloven, idet der lægges op til, at denne støtte i stedet skal være en forpligtelse.
Indtil dags dato har Børnestyrelsen (Sename) dog kun beføjelser til at støtte og rådgive i
processen. Grundlæggende handler det om at “hjælpe”,
eftersom det ikke er
Børnestyrelsen, som sidder inde med oplysningerne, men derimod domstolen og
Folkeregister- og identifikationsstyrelsen. Derfor kan Børnestyrelsen (Sename) bidrage
ved at hjælpe med at søge efter personernes oprindelige familie.
Loven fastholder et tydeligt princip om fortrolighed i forbindelse
med adoption, idet den adopterede får adgang til hele adoptionssagen, efter at der er
afsagt domstolsafgørelse om det. Det vil mere specifikt sige, at det er familiedomstolen,
som anmoder om, at en sag kan åbnes og udleveres.
Der er flere involverede parter: Børnestyrelsen (Sename),
samarbejdsorganisationer, som er godkendte til adoptionsprogrammet, børne- og
familiedomstolene samt Folkeregister- og identifikationsstyrelsen, som sidder inde med
baggrundsoplysningerne.
Siden 1990 findes desuden Konvention om børns rettigheder
samt Konvention af 29. maj 1993 om beskyttelse af børn og om samarbejde med hensyn
til internationale adoptioner, som blev ratificeret i 1999, også kendt som
Haagerkonventionen.
Det skal understreges, at den gældende regulering af retten til
at have kendskab til den oprindelige familie er indeholdt i flere forskellige lovsamlinger.
Den første, som vi alle kender, er artikel 8 i Konvention om børns rettigheder, som Chile
ratificerede i 1990, og som lægger en klar ramme for børns rettigheder og deres mulighed
for at bevare en identitet, dvs. at de har en oprindelig identitet og en fuldstændig ret til at
bevare den og have kendskab til den.
Artikel 30 i Haagerkonventionen af 1999 garanterer opbevaring
af og adgang til oplysninger om adoptivbarnets oprindelse, deres forældres identitet og
medicinske journaloplysninger, i den udstrækning at statens lovgivning giver beføjelser til
det.
Haagerkonventionen fastslår, at dette område er omfattet af
lovgivningen i de enkelte lande, men anbefaler, at der tages udgangspunkt i generelle
forhold.
Lov nummer 19.260 af 1999, som indeholder bestemmelser
om adoption af børn, anfører som følger i artikel 27: Der kan kun udfærdiges kopier af
dommen eller adoptionsoplysningerne, når der foreligger en domstolsafgørelse
–
efter
anmodning fra den adopterede, adoptanterne eller fra disses slægtninge i op- eller
nedadstigende linje. Hvis de pågældende ansøgere ikke er selve adoptanterne, vil en
godkendelse til enhver kræve disses samtykke, med mindre det kan godtgøres, at de er
afgået ved døden.
41
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0135.png
Sådan gælder det i den gældende
Nationalkongressen er dog i gang med at behandle et ændringforslag.
lov,
men
Efter det nye forslag vil enhver myndig person og interesseret
part, som er fuldt myndig og har en baggrund, som gør, at vedkommende må formodes at
være adopteret, over for Folkeregister- og identifikationsstyrelsen personligt kunne
anmode om at modtage oplysninger om sit tilknytningsforhold.
Dette vil virke uafhængigt af domstolsafgørelsen. Det betyder,
at enhver person, inden en eventuel domstolsafgørelse, vil kunne henvende sig til
Folkeregister- og identifikationsstyrelsen for at anmode om oplysninger om sit
tilknytningsforhold og hermed indhente viden om, hvorvidt vedkommende er adopteret
eller ej.
Efterfølgende kan personen over for domstol anmode om, at
pågældendes tidligere oplysninger trækkes ud af arkivet og leveres direkte til personerne,
dvs. gennem en organisation som Børnestyrelsen (Sename), gennem egen advokat eller
gennem en advokat, som forsvarer personen.
Bekendtgørelse af Lov nummer 19.620 anfører i artikel 3:
Adoptionsenhederne under Børnestyrelsen (Sename) og de organisationer, som er blevet
godkendt til adoption, kan yde rådgivning og støtte til den adopterede, adoptanterne samt
disse slægtninge i op- og nedadgående linje, når disse måtte ønske at igangsætte en
søgning efter oprindelig familie.
For personer, som ønsker at indhente oplysninger om deres
adoption i henhold til Lov nummer 19.620, artikel 27, og som får tilladelse hertil i henhold
til en domstolsafgørelse, kan modtage rådgivning fra Børnestyrelsen (Sename) eller af den
godkendte organisation, som har medvirket til personens adoptionsbehandling, for hermed
at undgå, at der opstår følelsesmæssige konflikter. Dette sker for at minimere den måde,
hvorpå processen kan påvirke personen, og for at bistå i forbindelse med personens møde
med sin biologiske familie på en sådan måde, at der tages hensyn til den biologiske
families rettigheder og privatliv.
Der findes en række holdninger til, hvad der efterfølgende skal
ske, dvs. hvordan processen med at blive genforenet eller ikke blive genforenet mellem
adoptanterne og disses oprindelige familie kan gennemføres.
Der blev i 1995 igangsat enkelte handlinger jfr. programmet
Søgning efter oprindelig familie (Búsqueda
de Orígenes),
hvilket skete på initiativ af
chilenske personer, som var blevet adopteret i udlandet.
Som De tidligere har nævnt, findes der i Europa et betydeligt
antal børn, som blev “adopteret”
i 1970’erne og 1980’erne. Efterfølgende er der kommet
flere personer, som er blevet adopteret i Chile, men i begyndelsen blev der kun taget højde
for internationale adoptioner.
I 2000 trådte Lov nummer 19.620 i kraft, og hermed begyndte
Børnestyrelsen (Sename) at systematisere og organisere sine tiltag ud fra erfaringerne fra
1995, og Styrelsen iværksatte således programmet Søgning efter oprindelig familie. Det
er et underprogram, som er underordnet adoptionsprogrammet.
42
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0136.png
Dengang blev alle oplysninger registreret manuelt. I nogle
tilfælde fandtes der oplysninger, og i andre tilfælde søgte man videre efter oplysninger,
men der var en risiko, at mange specifikke oplysninger ikke kunne findes.
Så sent som i 2007 udarbejdede man tekniske bestemmelser
til programmet Søgning efter oprindelig familie, og der indføres et internt it-system i
Styrelsen, som dog ikke fungerer særlig godt, fordi de personer, som kan anvende
systemet, har svært ved at bruge det optimalt.
I 2014 skete der en decentralisering til regionale enheder, som
i søgningen efter oprindelig familie kan hjælpe med arbejdet. Det skyldes, at selve
adoptionsbehandlingen er blevet decentraliseret til regionalt niveau. Det er kun den
nationale del af Styrelsen, som stadig håndterer de internationale adoptioner, mens de
indenlandske adoptioner styres på regionalt niveau.
Formålet med det omtalte program var at yde hjælp på et
overordnet, tværfagligt plan. Det skal gentages, at loven ikke stillede krav herom, men det
blev dog indført som en målsætning. Dermed ikke sagt, at det blev indført med succes,
men målsætningen fandtes dog. Programmet giver adopterede personer en større viden
om deres livshistorie, og dermed kan det garanteres, at de kan udøve deres ret til identitet.
Jeg forestiller mig, at alle, som er til stede her i dag, er glade
for, at målsætningen bliver opfyldt, for det er jo det, man beder om. Det skal tilføjes, at
Styrelsen anlagde to rettesnore eller principper. Det første princip var adoptantens ret til
at kende sin historie før adoptionen, respekten for privatlivets fred og morens ret til frivilligt
at beslutte, om der skulle etableres kontakt og eventuelt aftales et møde.
Det er især mødet og de oplysninger, som er nærmest
beskrevet i Lov nummer 19.628 om beskyttelse af privatlivets fred, samt bekendtgørelsens
artikel 3, som jeg tidligere har oplæst, der var udgangspunktet for, at der blevet stillet krav
om en godkendelse eller accept fra moren, og om at nogle oplysninger eventuelt skulle
fjernes på forhånd. Det er en problematik, som vi nu vil tale mere om.
Flowdiagrammet til programmet Søgning efter oprindelig
familie fra januar 2018, som stadig er gældende i dag, har særligt fokus på denne proces.
Præsentationen her viser kun et begrænset omfang, men på sidste møde var det dog
muligt at nå frem til en række konklusioner:
For det første ses en indførsel eller registrering i et
computersystem. Der er velkomstmailen og motivationskortet, hvor man spørger en
potentiel person, hvorfor han eller hun ønsker at kende sin identitet. Der er sagens
tidsforløb, alt efter om det er Styrelsen på nationalt eller regionalt plan. Og der er
ansøgningen om en vurdering af slægtskabets karakter, som sendes af Børnestyrelsen
(Sename) til Folkeregister- og identifikationsstyrelsen. Ansøgningen kan indgives direkte
af den pågældende ansøger, men det er Børnestyrelsen (Sename), som formelt står for
henvendelsen.
Hvis slægtskabet viser sig at være baseret på adoption, kan
behandlingen fortsætte. Hvis der ikke er tale om adoption, henvises til ministeren Carroza,
for hvis der ikke er tale om adoption, er den umiddelbare konklusion, at ansøgeren har
taget fejl, eller at der er andre særlige forhold, som skal undersøges nærmere. På dette
område er det helt modsat ministeren Carroza.
43
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0137.png
Hvis slægtskabet viser sig at være en adoption, kan
behandlingen fortsætte. I dette tilfælde får ansøgeren hjælp af en advokat fra Styrelsen,
så han eller hun kan gå til domstolene for at anmode om, at sagen hentes ud af arkivet.
Hvis der er en frist, skal det som udgangspunkt ske inden for højst 200 dage, men i
virkeligheden er denne frist ikke gennemførlig. Det fremgår af vidneudsagnene, at fristerne
ikke har fungeret tilfredsstillende. Men ellers har domstolen 60 dage til sagens behandling.
Ansøgningen om at udtage sagen af arkivet kan tage op til 15 dage, mens domstolens
behandling kan tage op til ca. 60 dage. I tilfælde, hvor sagen udtages af arkivet, udleverer
domstolen en fotokopi af sagen, som herefter gennemgås og oplæses for de pågældende
af Børnestyrelsen (Sename). Men det bør overvejes, hvordan dette skal foregå i fremtiden,
eftersom sagen jo hører til ansøgeren, ikke Børnestyrelsen (Sename). Det vil sige, at
sagen tilhører den person, som indgiver ansøgningen. Styrelsen kan dog rådgive om,
hvordan sagen bør fortsætte. Sagen bliver således oplæst for ansøgeren, som får det
udleveret fysisk med visse udstregede oplysninger. I virkelighedens verden kan det
diskuteres, hvem sagen egentlig tilhører.
På dette tidspunkt igangsættes processen med at søge efter
den biologiske familie gennem hjemmebesøg og forberedelse af familien. Hvad sker der
så, hvis der er særlige forhold, eller hvis personen ikke ønsker det, eller hvis moren er død
osv.?
Det er en teoretisk situation, vi taler om. I praksis er det helt
anderledes. Ikke alle faser ligger fast, og der udleveres ikke officielle oplysninger via et
bestemt medie. Der findes mail- og telefonsamtaler samt møder, men der findes ikke en
formel inddeling i faser. Derfor er det den enes ord mod den andens, hvorvidt der er skal
ske udlevering af oplysninger eller ej.
Hvis man ser nærmere på programmet om søgning af
oprindelig familie fra 2010 til 2018, er der registreret 2.206 ansøgninger om søgning af
oprindelig familie. Heraf er 1.763 indenlandske og 443 internationale.
Sådan ser udviklingen mere eller mindre ud. Nogle perioder har
større stigninger end andre, men det skyldes primært nogle spektakulære sager. Der er
år, hvor der ingen registreringer er. Tilbage i tiden er der kun få registreringer. Det er ikke
et spørgsmål, som har den store betydning.
Ud af de 2.206 sager er der netop nu 21%, som stadig er under
behandling. Afsluttede sager med udlevering af oplysninger og udtræk af sagen fra arkivet
udgør kun 6%. Afsluttede efter positiv søgning: 5%. Møde med negativt resultat med
oprindelig familie, møde eller kontakt med oprindelig familie: 10%. Ansøger har ikke
adoptionsmæssig tilknytning: 3%. Det er disse sager, som overgår til ministeren Carroza.
Lukkede sager pga. manglende mulighed for at fortsætte søgningen efter oprindelig
familie, fordi der ikke foreligger adresse eller andre personlige oplysninger, eller fordi
oplysningerne er ufuldstændige: 8%. Lukkede sager pga. afvisning til ansøgeren af, at
vedkommende kan fortsætte søgningen: 17%. Lukkede sager pga. manglende svar fra
personen, efter at vedkommende har registreret sig i systemet: 31%. Der er også
ansøgere, som erklærer, at der ikke er taget kontakt til dem.
De forhold, som blev behandlet på mødet den 18. marts 2019,
drejer sig om forespørgsler.
44
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0138.png
Hvad angår forespørgsler og andre omtalte problemer, bliver
de gennemgået individuelt. Det er dog væsentligt at nævne, at systemet og programmet
Søgning efter oprindelig familie gradvis bliver bedre. Det er desuden bemærket, at der
faktisk er en del flere problemer end dem, som er omtalt her af sammenslutningen
Hijos y
Madres del Silencio
(Tavse børn og mødre). Det betyder, at der er mange ting, som kan
forbedres ud fra et administrativt synspunkt, ikke et juridisk synspunkt.
Sammenslutningen har f.eks. anført, at systemet til at modtage
ansøgninger ikke fungerer, og at det ikke er alle, som har adgang til Internet Explorer 8.
Der er således ikke kun problemer med it-systemet til
programmet Søgning efter oprindelig familie, men faktisk med hele adoptionssystemet.
Det er dog forventningen, at der i juni 2019 vil være etableret et nyt, integreret it-
adoptionssystem, som også vil omfatte programmet Søgning efter oprindelig familie samt
en software til flere platforme, som skal erstatte Explorer 8, der ikke fungerer godt.
Man anerkender fuldstændig den kritik, som blev rettet på
mødet den 18. marts, om at første gang en person sender en mail for at blive optaget i
underprogrammet, ender vedkommende ofte med ikke at få svar. Desværre forholdt det
sig sådan, at det i 2016 var nødvendigt at ændre e-mailadressen
[email protected], fordi den ikke virkede. Der var mange klager, og der
begyndte at komme henvendelser til den programansvarlige, Paulina Méndez fra
Børnestyrelsen (Sename), fordi der var behov for bedre svar. Nogle personer kom i kontakt
med hende
–
andre ikke. Dette har været en betydelig svaghed ved ordningen.
Det blev også fastslået, at medarbejderne ved
underprogrammet havde manglende respekt for adoptanternes privatliv. Det er således et
krav om, at personen skal udfylde en motivationsformular, som indeholder spørgsmål, der
for nogle kan opfattes som en krænkelse af deres privatliv. Og hvis man ikke udfylder
formularen, kan man ikke komme videre.
Der findes psykologer og socialrådgivere, som hjælper de
enkelte personer med at udfylde formularen. Dette sker for at yde den nødvendige
rådgivning og støtte til både adopterede og adoptanter samt disses slægtningen i op- og
nedadstigende linje. Det er Børnestyrelsens (Sename) målsætning at yde rådgivning til
adopterede og adoptanter på området. Dvs. at udlevere oplysninger på en måde, som
støtter parternes psykosociale udvikling. Dog vurderes det aktuelt, hvorvidt det er
nødvendigt at fastholde dette punkt som et krav, eller om det kan være frivilligt.
Underprogrammet har ikke en officiel start- og slutdato. Der er
en oprindelig dato for, hvornår der indhentes oplysninger, men som nævnt har man ikke
lagt sig fast på bestemte datoer. Man har heller ikke nogen fast procedure for meddelelse
af dato og angivelse af årsager til, at en behandling bringes til ophør.
Derfor kan der sagtens være personer, som med al ret
forholder sig til bestemte datoer, men hvor datoerne alligevel ikke overholdes. Derfor er
man i gang med at gennemgå processen og datoforholdene.
45
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0139.png
Sagen udleveres med oplysningerne om den biologiske mor,
dvs. med fulde navn i nogle tilfælde, mens man i andre tilfælde sletter efternavnet eller helt
undlader at udlevere fornavnet.
Som tidligere nævnt sker dette med hjemmel i Lov nummer
19.628 om beskyttelse af privatlivets fred. Denne procedure skal nu gennemgå en juridisk
analyse for at belyse, hvordan det skal foregå i fremtiden.
Hvis det konstateres, at en mor er afgået ved døden, gives der
ikke meddelelse herom til resten af adoptantens biologiske familie. Hvis den biologiske
mor er afgået ved døden, gives der meddelelse til ansøgeren om, at hun er død, og
ansøgeren bliver spurgt, om han eller ønsker at fortsætte med processen. I mange tilfælde
er processen blevet fortsat.
Det skal analyseres, om der er tilfælde, hvor den pågældende
forespørgsel ikke er foretaget. Desuden kan det ikke vides med sikkerhed, at alle sager er
gennemført på denne måde, eftersom de forskellige faser ikke er tydeligt definerede.
Forespørgslen kan desuden foretages telefonisk og personligt, og det kan ikke siges, om
oplysningerne reelt er videregivet.
*********************
Fernando Hernández,
kommissær ved Efterforskningspolitiet
i Chile (Policía
de Investigaciones de Chile),
oplyste, at undersøgelsen blev igangsat i
2014, da han havde beskæftigelse i Undersøgelsesenheden mod menneskelige
forbrydelser (Brigada
Investigadora contra Delitos Humanos),
primært i den afdeling, som
samarbejdede med ministeren Mario Carroza. Dengang bestod opgaven i at undersøge
en række anmeldelser, som havde tilknytning til begivenheder, som handlede om fjernelse
af børn fra de offentlige hospitaler og visse private klinikker. De fleste anmeldelser havde
tilknytning til hospitalerne Barros Luco, San Borja Arriaran, J.J. Aguirre, den lukkede
Clínica Carolina Freire samt Clínica Lira.
De anmeldelser, som blev indgivet, var rettet mod læger,
jordemoder, socialrådgivere, personer fra kirken og generelt medlemmer af civilsamfundet.
Det var svært at lægge sig fast på, hvordan undersøgelsen skulle udføres. Man vidste
ikke, hvad man skulle spørge om, fordi der ingen rutiner var. Roberto, som dengang var
gruppeleder, gik bort fra begrundelsen med menneskerettigheder for i stedet at forsøge at
forstå sagen generelt.
Det første, man gjorde, var at skrive officielt fra
Undersøgelsesenheden til hospitalerne. Enheden bad generelt om at modtage al
tilgængelig information om anmeldelserne, dvs. dokumentation og de velkendte
medicinske journaler, som Undersøgelseskommissionen har omtalt dem i bred forstand.
De første skrivelser blev sendt til Folkeregister- og
identifikationsstyrelsen med forespørgsel om, hvorvidt de pågældende børn var blevet
registeret. Det viste sig at variere fra sag til sag: I nogle tilfælde var børnene registreret,
men uden at der var en registrering af dødsfald, og i andre tilfælde var de ikke registreret.
De havde således aldrig eksisteret i systemet. Så begyndte man at støde på de første
problemer.
46
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0140.png
Tiden gik, og man fik de første svar på skrivelser med de
ønskede svar. Hospitalet oplyste dog, at man ikke havde de nødvendige oplysninger. Man
oplyste f.eks. patientens indlæggelsestidspunkt, navnet på lægen, og at barnet var blevet
født, dog uden at anføre, om det var levende eller dødt. Problemet bestod nu i indføre
hospitalets svar i politirapporten til ministeren.
I et referat bad man ministeren Carroza om tilladelse til
personligt at aflægge besøg på hospitalerne. Man begyndte i fødeafsnittet, patologisk
anatomisk afdeling og endelig børneafdelingen. Det kunne konstateres, at der fandtes
oplysninger. Man fandt således fødselsbøger eller -opgørelser, men ikke de medicinske
journaler. I patologisk anatomisk afdeling fandt man frem til obduktionsrapporter, mens
man ikke fandt noget i børneafdelingens systemer.
Her er fortegnelsen over anmeldelser, som blev foretaget i
perioden 2014-2015.
Der var i den samme periode også anmeldelser, som blev
undersøgt af den offentlige anklagemyndighed, men disse havde tilknytning til
uregelmæssige adoptioner.
Samtidig var der personale fra vores enhed, som på det
tidspunkt var i gang med en undersøgelse. Jeg mener, at den offentlige anklagemyndighed
erklærede, at den ikke havde den nødvendige kompetence til at behandle de
uregelmæssige adoptioner, og derfor blev sagen overført til 34. kriminaldomstol (34°
Juzgado del Crimen).
På præsentationens slide 3 ses hospitalerne i den pågældende
periode, mellem 2014 og 2015, hvor man forsøgte at indhente oplysninger fra sag til sag
–
jeg gentager, fra sag til sag. Hvorfor fremhæver jeg det? Fordi der var oplysninger om
bestemte personer. Man havde held til at finde nogle bøger, men man kunne ikke knytte
oplysningerne heri med de anmeldelser, man var i gang med at undersøge. Samtidig
kunne det konstateres, at der ikke var de baggrundsoplysninger, man søgte efter.
Spørgsmålet, man herefter stillede, var følgende: Hvad skete
der med de andre fødselsbøger og med oplysningerne om de kliniske journaler? Og svaret
var: Det er der
ingen, der ved. Man sagde således følgende: “Tingene ændrer sig, der var
et rør, der gik i stykker, man mistede noget af det, og oplysningerne blev ødelagt”.
På denne baggrund blev der anmodet om en kendelse til at få
adgang og foretage registrering på det gamle fødeafsnit på hospitalet Barros Luco
–
for
hermed at sikre de oplysninger, der var blevet udleveret. Der blev sammensat et team på
20 medarbejdere. Det var et lukket team, som skulle arbejde med meget dårlige
sundhedsmæssige forhold på stedet. Så man tog af sted med de nødvendige værktøjer
og begyndte at lede efter det, man ønskede, dvs. bøger og optegnelser over manglende
fødsler.
Som det fremgår af fotoene i præsentationen, fandt teamet i
denne forbindelse fødselsbøger, som ingen kendte til i administrationen på hospitalet
Barros Luco. Bøgerne lå længst tilbage i en kælder, som blev brugt til at opbevare
oplysningerne til en sag fra 1969. Og som jeg husker det, var der også andre oplysninger.
47
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0141.png
Oplysningerne blev overdraget til hospitalsadministrationen,
dvs. til sikkerhedskontoret, og fødselsbogen blev overdraget til fødselsafsnittet, for at man
her kunne overtage ansvaret for dem. Man fik de oplysninger i sagen, som man havde
brug for, og oplysningerne blev stillet til rådighed for hospitalet.
I lyset af alle disse anmeldelsessager, den dybtgående
undersøgelse og en større forståelse af, hvad der var sket, blev der af politiet foretaget en
efterretningsmæssig undersøgelse. Alle disse dokumenter var i papirformat. Der var en
optegnelse over de tilgængelige ressourcer, og man kunne konstatere, at der var navne,
som gik igen
–
på jordemødre og læger og en socialrådgiver.
Man begyndte at spørge, hvad der var sket hos dem, og hvorfor
de ikke kendte de rutiner eller protokoller, som blev benyttet af lægerne i 1970’erne og
1980’erne, hverken kirurgerne, gynækologerne, obstetrikerne eller specialisterne i
patologisk anatomi. Og hvornår var der tale om et foster og om en abort, hvem assisterede
ved aborten, hvornår var der tale om kejsersnit, og hvornår var der en fødsel?
Teammedlemmerne skulle også lære de tekniske udtryk, se de
kunne læse bedømmelser om nyfødte barn. Og hvad var en Apgar-værdi? De faktorer,
som fik særlig opmærksomhed, var fødselsbøgerne. De kunne indeholder masser af
oplysninger, f.eks. medicinske journalark, benyttede senge, tidspunkt for ankomst til
forrum, navnet på jordemoren, det nyfødte barns tilstand og bedømmelsen (dvs. Apgar-
værdi), en bedømmelse som jordemoren foretager 3-5 minutter efter fødslen, alt efter
hvordan barnet ellers udvikler sig.
Man begyndte at tale med lægerne. Man spurgte dem, hvad
der var deres opgave og forventning på fødselstidspunkt, og man spurgte den pædiatriske
barneplejerske og den pædiatriske kirurg, hvad der var deres opgave, hvad de foretog sig,
hvis Apgar-værdien var lav, hvad de lavede, og hvordan det var meningen, at de skulle
assistere.
Den gynækologiske læge sagde: “Jeg tager imod de nyfødte,
men giver dem videre til jordemoren. Jeg rydder op og tager mig af moren. Jeg følger ikke
med barnet.” Bagefter blev barnet overført til børneafdelingen, hvor det blev undersøgt af
jordemoren eller barneplejersken. Man konstaterede en lav Apgar-værdi og tog kontakt til
børnelægen. Børnelægen sagde: Hvis barnet kom ind med en lav Apgar-værdi på måske
1, 2 eller 3, lavede vi de genoplivninger, der var mulighed for dengang. Andet var der ikke
i det.
Der var nogle anmeldelser, som handlede om børn, som var
lagt i kuvøse. Det var i 1980’erne, og jeg mener, at kuvøserne har været på de offentlige
hospitaler siden 1982. Det er oplyst, at mange døde pga. infektioner, de havde pådraget
sig på hospitalet. Jeg spurgte til, hvordan det skete, og om børnene var i kuvøse. Hertil
var svaret, at man dengang brugte vand til kuvøserne. Det betød, at der var risiko for en
kombination af svampe og bakterier, og det kunne være dødeligt.
48
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0142.png
Det lykkedes at finde nogle generelle mønstre og forstå den
bagvedliggende dynamik. Når man fandt sager med dødsfald, som var registrerede i
Folkeregistret, bad man om alle de dokumenter, som kunne understøtte oplysningen:
dødsattest, underskriften på den læge, som havde bekræftet, fødselserklæringer og
identitet på den person, som havde assisteret. Hermed så man en anden forskel: Nogle
gange assisterede jordemødrene ved fødslerne, og på det seneste kunne man også
konstatere, at kirurgerne assisterede ved udtagning og kejsersnit.
Indlægsholderen havde spurgt hvorfor der var denne forskel,
og de svarede, at det skyldtes det høje fødselstal. Hvis han huskede rigtigt, registrerede
man på hospitalet Barros Luco lidt mere end 40.000 fødsler pr. år, og i den pågældende
periode var der ca. 4.000-5.000 fødsler.
En parameter, som også blev undersøgt, var følgende: Hvad
skete der, når der blev anmodet om obduktion? Man opsøgte registrene og fandt navnet
på en læge, og det var altid den samme læge. Man fandt frem til ham, og han sagde, at
han dengang havde arbejdet som børnelæge, og at det ikke var længe siden, at han havde
taget sin eksamen. Efter at kigget i de statistiske tal undrede det ham, at der døde så
mange børn.
Han bad om en tilladelse, og med godkendelse fra den
daværende direktør begyndte han at foretage obduktioner med assistance fra en læge på
hospitalet El Salvador. Men han fremhævede også, at han kun lavede obduktioner, når
han havde tid til det. Han var nemlig stadig børnelæge i fødselsafsnittet.
Man undersøgte også, hvordan man registrerede børn på
hospitalerne dengang. På lokalarkiverne under Folkeregistrene fik man at vide, at der var
en registreringsafdeling på hvert eneste hospital. Dengang foretog man indførsel eller
registrering i to bøger, idet den ene bog forbliv i den omtalte underafdeling, mens den
anden lå i hovedarkivet i Santiago.
Der var mange kvinder, som erklærede, at der også var en
tredje bog, hvori man registrerede afdøde børn og aborter. Denne bog opbevares i
Folkeregistrets arkiver.
Indlægsholderen oplyste, at han med få ord havde forsøgt at
forklare, hvor svært det hele var, fordi der ingen information var, og fordi de ikke vidste,
hvordan de skulle gribe problemet an.
Der fremkom andre sager med kvinder, som anmeldte, at de
havde forladt deres børn på børnehjem, men at børnene var blevet sendt ud af landet med
henblik på adoption. I disse tilfælde blev der lavet en anmeldelse og foretaget de første
skridt i sagen. Det viste sig, at børnene var registreret i Folkeregister- og
identifikationsstyrelsen med det forskel, at der var et gammelt foto af dem i systemet. Man
gennemgik nationalregistret ved Statspolitiet for immigration og internationale forhold
(Jefatura
Nacional de Migraciones y Policía Internacional).
Her blev det konstateret, at
disse børn var udrejst af landet. Hvordan kunne det være? Det ved man ikke, for man fandt
hverken dokumenter eller andre oplysninger, som kunne understøtte en eventuel udrejse
af landet, heller ikke i tilfælde hvor moren sagde, at hun aldrig havde godkendt dette.
Det er en konklusion, man nåede frem til i 2014 og 2015,
herunder også hos lufthavnsmyndighederne. Man vidste, at børnene var udrejst til
bestemte lande, men man kunne finde yderligere information om det.
49
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0143.png
Der har også været en undersøgelse, som blev udført af den
offentlige anklagemyndighed om uregelmæssige adoptioner (sic), og som implicerede
visse læger og præster.
Det fremgår af de anmeldelser, som der har været adgang til,
at nogle børn anmeldte, at deres forældre på et tidspunkt havde nævnt, at de ikke var
biologiske børn. Der var dog ikke anført noget om, at de havde status som adoptivbarn,
men derimod var eget barn af forældrene. På det tidspunkt, hvor disse børn havde spurgt
deres forældre om navnet på hospitalet, hvor de var født, havde forældrene ikke flere
oplysninger til børnene. Det betød, at børnene sporadisk besøgte forskellige steder for at
finde frem til den pågældende anmelder.
Det var ikke meget, de kunne gøre, at der var mange åbne
spørgsmål, bl.a. at børnenes adoptivforældre optrådte som registranter med direkte
registrering i de oplysninger, som fandtes hos Folkeregister- og identifikationsstyrelsen.
Denne proces fortsatte frem til 2015. Efter 2015 fik
indlægsholderen andre arbejdsfunktioner, og i 2018 blev han efter indstilling fra ledelsen
igen overført til at arbejde med ministeren Carroza. Dette arbejde havde tilknytning til de
uregelmæssige adoptioner. I 2017 blev der foretaget en konfiskation hos en person, som
havde arkiver over børn, som var blevet sendt til udlandet. Det siges, at denne person var
involveret i første fase af undersøgelsen af børn, som var rejst ud af landet, men nu ved
indlægsholderen, hvordan det fandt sted.
Pga. mængden af akkumulerede oplysninger havde også en
anden person arbejdet for ministeren Carroza. Det var María Cecilia Erazo, som var
socialrådgiver, advokat og sagkyndig hos domstolen, og som selv havde lavet en rapport
med systematisering af de mange oplysninger, herunder især i papirformat.
Derfor begyndte man med en kriminalanalyse hos politiet,
ligesom man arbejdede med efterretninger for at forstå, hvordan det kunne fungere.
Gradvist begyndte man at finde fælles træk: navne, personer, sager, godkendende
domstole og involverede organisationer. Med disse data kunne vi endeligt og generelt
konkludere, hvad det var, der var sket. Det var ikke var lykkedes i den første periode 2014-
2015.
På ledelsesplan blev det besluttet at etablere en
arbejdsgruppe, som i dag ledes af kommissær Gaete, og som bistår ministeren Carroza.
Arbejdsgruppen er i 2018 overgået til at være en feltgruppe, som foretager interview af
personer, indhenter viden om forhold, som vækker bekymring, og får overblik over,
hvordan der blev arbejdet. Arbejdsgruppen foretager om nødvendigt beslaglæggelser for
på den måde at udvide databasen med oplysninger. Det har alt i alt givet gode svar.
Som en afslutning på denne første præsentation kan jeg
fortælle, at det var på denne måde, vi arbejdede på hospitalet Barros Luco. I en nedslidt
bygning med begrænset adgang for personer lå de arkiver, som i dag er til disposition for
de samme hospitaler.
50
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0144.png
Afslutningsvis blev der i denne sidste undersøgelse af
registreringer på hospitalet Barros Luco fundet fødselsbøger fra 1962, 1968, 1969 og
1971. Alle bøgerne blev fundet i Institut for epidemiologi, klinisk forskning og human
reproduktion ved Medicinsk fakultet på Universidad de Chile, campus syd. Ud over de
omtalte bøger blev der også fundet arkivmapper, som indeholdt journaler om aborter,
bækkeninflammationsbehandlinger og biopsiresultater.
Blandt konklusionerne fra arbejdet med relevante
patologianatomiske oplysninger fra hospitalerne kan nævnes, at der ikke blev sondret
mellem biopsier og obduktionsrapporter. Dette ændrede sig i 1984, da man begyndte at
sondre mellem obduktionsrapporter for voksne og for børn. Det blev endelig konstateret
af betjente, som kom på stedet.
Det tilføjes, at abortjournalerne også udgjorde et problem. Her
henvises specifikt til, at de pågældende oplysninger nu er blevet systematiseret, hvilket
har afgørende betydning for, at man kan foretage en hurtigere søgning og behandling af
de anmodninger, som modtages fra domstolene.
En kommentar om fødselsbøgerne: Selv om der kun er få
baggrundsoplysninger, findes der dog oplysninger, som giver information om den
behandlende læge, om personen selv, om der var tale om hoved- eller sædefodfødsel,
ligesom der er oplysninger om Apgar-værdi og fødselstidspunkt.
Nogle institutioner opbevarer flere oplysninger og andre færre,
men det er under alle omstændigheder vigtige oplysninger i den konkrete sag.
Det skal sluttelig bemærkes, at der for perioden 2014-2015 er
tale om foreløbige oplysninger. De tiltag, som er igangsat siden 2018, vil blive forelagt af
Roberto Gaete, politikommissær.
***************
Roberto Gaete
oplyser, at ministeren Mario Carroza på
baggrund af det betydelige antal anmeldelser, han havde modtaget, bad
Efterforskningspolitiet (PDI) om at nedsætte en arbejdsgruppe, som skulle udføre
feltarbejde til belysning af situationen.
I 2017 blev der indsamlet en stor mængde information fra
socialrådgivere, som man i dag er i gang med at systematisere, og som viser, at der findes
et stort antal personer
–
eller børn
–
som blev overdraget til adoption i både 1960’erne,
1970’erne, 1980’erne og 1990’erne.
Som omtalt af kommissær Hernández åbnede man en sag med
nummer 1044-2018, som omfattede en lang række anmeldelser, som var modtaget i hele
landet fra mødre, som søgte efter deres børn, og børn, som søgte deres oprindelige familie
eller biologiske mor.
51
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0145.png
Sådanne anmeldelser og ønsker er altid fremkommet på den
ene eller anden måde og er blevet forelagt via de sammenslutninger, som repræsenterer
dem. Det er sammenslutninger, som tydeligt har erklæret deres hensigt om at opnå et
resultat med de undersøgelser, som er udført af ministeren Mario Carroza.
Principielt arbejder man med to parallelle problematikker: Den
ene problematik handler om at finde frem til de ansvarlige for disse forhold, og derfor
medvirker i mange sager statslige funktionærer, som er blevet involveret i disse særlige
situationer. Den anden problematik, som har et vigtigt socialt fokus, er behovet for på et
tidspunkt at vide, hvor man kan finde den søn, som på uregelmæssig vis på et tidspunkt
er blevet sendt til udlandet, så barnet på et tidspunkt kan blive genforenet med sin mor.
Det er disse to primære arbejdsområder, vi koncentrerer os om for øjeblikket. Der er
således nedsat en særlig, specialiseret arbejdsgruppe: Det er en gruppe, som arbejder
direkte sammen med ministeren, baseret på ministerens instrukser og anvisninger, alt
efter hvilke anmeldelser der løbende kommer ind.
I feltarbejdet har man forsøgt at have fokus på de afhøringer
eller interview af personer med en særlig tilknytning til de pågældende forhold. Det er
interview eller afhøringer, som er foretaget af politiet, og som har haft til formål at hente
så mange oplysninger som muligt fra socialrådgivere, myndigheder, private
organisationer, f.eks.
Casa Nacional del Niño
og Børnestyrelsen (Sename). Man har
arbejdet med at indsamle forskellige former for input, som på den ene eller anden måde
kan give os et indblik i, hvordan disse adoptioner blev håndteret, og om der er tale om
uregelmæssige forhold.
Det skønnes aktuelt, at der er ca. 8.000 sager, når man ser
på de oplysninger, der ligger hos domstolene. Nu hvor tingene er ved at blive
systematiseret, anførte indlægsholderen, har man adgang til cirka halvdelen af
oplysningerne. Alle oplysninger er dog ikke systematiseret endnu, men det er nok
forventningen, at det naturligvis ikke er alle sager, som findes ved domstolene, som
handler om uregelmæssige adoptioner. Der kan være adoptioner, som i en vis
udstrækning er lovlige, men hvor virkelighedens verden har vist, at der er konstateret en
lang række “uregelmæssigheder”.
Man har nu forsøgt at opdele arbejdet, for selv om mønstret
optrådte første gang i regionen Metropolitana (hovedstadsregionen), gentog det sig
bagefter i andre regioner, primært mod syd, i 6., 7., 8., 9. og 10. distrikt. Arbejdsindsats
er opdelt, så man på den ene eller anden måde kan håndtere denne problemstilling over
for ministeren.
Efterforskningspolitiet (PDI) har modtaget 168 direkte
anmeldelser, som ligger ud over de sager, som er behandlet hos ministeren. Der ligger
aktuelt ca. 350 anmeldelser. Arbejdsindsatsen er blevet samordnet med detektiver i hele
landet, som på den ene eller anden måde kan modtage anmeldelser og behandle det
input, som kommer. Det drejer sig i teorien om oplysninger, der er nødvendige for at
kunne udføre en undersøgelse. Der er mange mødre, der
–
måske af uvidenhed
–
ikke
har foretaget anmeldelse, mens andre har foretaget anmeldelse, inden ministeren blev
udpeget. Endelig skal det nævnes, at mange anmeldelser er blevet liggende hos den
offentlige anklagemyndighed, hvor de af en given årsag er blevet henlagt.
52
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0146.png
Der blev oprettet en e-mailadresse til modtagelse til
oplysninger fra ofrene, dvs. adoptivbørnene, som for det store flertals vedkommende
befinder sig i Europa og USA.
Der er desuden udført et informationsarbejde for at belyse,
hvordan Efterforskningspolitiet behandler problematikken, og for at motivere de enkelte
personer til at komme ind på vores stationer for at forelægge deres situation. Der er
nemlig mange, der har fået den opfattelse, at der kun bliver gjort lidt eller slet ingenting i
forhold til de anmeldelser, der er indgivet.
De foreslåede målsætninger har fokus på at belyse og
klarlægge, hvad der er sket, dvs. fra 1960’erne og frem til reformen af vores straffeproces.
I lyset af den indsamlede information og det udførte
analysearbejde skal det handle om at fastlægge ansvaret i de enkelte sager, som det
tidligere er nævnt, hos de personer eller statslige instanser, som eventuelt har været
implicerede i problematikken.
Det handler også om at behandle de nødvendige input og
hermed afstedkomme konkrete genforeninger. Der er en situation, som mange forældre
og børn higer efter, så de kan blive genforenet med deres biologiske familie.
Dette skema forklarer illustrativt, på hvilken baggrund
adoptionen af børn i mange tilfælde konkret har fundet sted. Der var et ønske hos en
familie, som gerne ville have et barn. Familien tog kontakt mange gange til
socialrådgivere, advokater eller organisationer, for at disse parter på den ene eller anden
måde kunne hjælpe med at finde et barn til familien. De børn, der var genstand for
interesse, var typisk børn af sårbare mødre.
I første omgang udvalgte man børn, som blev indlagt alene på
hospitalerne, og dengang var der ofte en person, som stod for at opsamle børnene.
Mange gange sagde man til mødrene, når de havde født, at deres søn eller dato var
afgået ved døden
–
som f.eks. Fernando har nævnt det på et tidspunkt. Samtidig fik de
ikke udleveret noget dokument, og de fik ikke at vide, hvor liget befandt sig eller var blevet
begravet. Til gengæld sagde man til mødrene, at hendes nyfødte, afdøde søn eller datter
var bliver overdraget til videnskaben.
Mødrene dengang foretog sig ikke mere, og de vænnede sig
til tanken om, at deres barn var død. På den baggrund opstod der en struktur med
såkaldte plejemødre (guardadora), hvorfra barnet senere kunne overdrages til en
privatperson eller en organisation, som tog sig af barnet, indtil man var færdig med
sagsbehandlingen, og barnet kunne udrejse af landet under værgemål eller
beskyttelsesforanstaltning.
53
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0147.png
Socialrådgiverne skrev i mange tilfælde rapporter, som var
notorisk ukorrekte med information om, at barnet var efterladt, eller at moren var
stofmisbruger eller alkoholiker. På baggrund af denne information afsagde domstolene
kendelse og erklæring om beskyttelsesforanstaltning og overdrog barnet til
–
i
citationstegn
–
adoption, som efterfølgende mange gange skete i udlandet.
Som Fernando også har omtalt, blev mange af disse børn
stjålet, dvs. at børnenes fødselserklæring ikke blev brugt til registreringen. I stedet
benyttede man en metode, som stadig findes i dag, og som giver mulighed for at registrere
et barn med tilstedeværelse af to vidner, som bevidner, at barnet faktisk er født med denne
identitet. Herefter kunne barnet blive registreret som biologisk barn af forældre, som af
indlysende årsager ikke var dets biologiske forældre.
På den baggrund er det meget sværere at forstå, hvad det
egentlig skete med disse børn, fordi der ikke er nogen registrering af, hvem der biologiske
forældre er. Desværre er der mange sager, som har dette typiske kendetegn.
Efterfølgende udrejste børnene af Chile med henblik på
adoption i udlandet, og mange af dem vidste ikke noget om deres baggrund. Derfor foretog
de sig ingenting for at få at vide, hvem deres biologiske forældre var.
Den ledende arbejdsgruppe består af fem detektiver, der i
samarbejde med sammenslutninger og domstole samt med instanser under Folkeregister-
og identifikationsstyrelsen og Børnestyrelsens (Sename) program Søgning efter oprindelig
familie forsøger at finde svar til de mødre og børn, som i dag er voksne, og som søger
efter deres oprindelige familie.
*******************
Rodrigo Bustos,
leder af Juridisk enhed (Unidad
Jurídico
Judicial)
ved Menneskerettighedsstyrelsen (Instituto
Nacional de Derechos Humanos),
takkede for invitationen fra Undersøgelseskommissionen. Samtidig beklagede han, at
nationaldirektøren for Menneskerettighedsstyrelsen ikke kunne være til stede, idet
pågældende er i Temuco for at underskrive en aftale med Børneombudsmanden
(Defensoría
de la Niñez)
om børns forhold i den oprindelige mapuche-befolkning
(Araukanien).
For det første ville indlægsholderen gerne fremhæve, at det
emne, der tales om her, er et menneskerettighedsproblem. Menneskerettighedsstyrelsen
arbejder med fjernelse af børn og uregelmæssige adoptioner og her den holdning, at der
er tale om en overtrædelse af menneskerettighederne. De internationale traktater bliver
overtrådt i de pågældende sager.
Man har lyttet til medarbejderne hos Efterforskningspolitiet
(PDI), som har udført denne undersøgelse. Undersøgelsen sætter situationen i relief og
viser, hvor utroligt relevant og betydningsfuld den er. Selv om der kun havde været tale
om få tilfælde, ville det alligevel være en overtrædelse af menneskerettighederne, idet der
er sket overtrædelse af artikel 8 i Konvention om børns rettigheder, som regulerer retten
til identitet. Anvendelse af denne artikel skal ses i sammenhæng med bl.a. artikel 19 i den
amerikanske menneskerettighedskonvention i sagen om Dos Erres-masakren i
Guatemala, som blev behandlet ved Den Interamerikanske Menneskerettighedsdomstol.
54
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0148.png
Problematikken med uregelmæssige adoption udgør en
overtrædelse af menneskerettighederne, fordi der er tale om en overtrædelse af retten til
identitet hos børn og voksne. Der henvises til Menneskerettighedsstyrelsens juridiske
beføjelser på området.
I mange af disse sager er der en sammenhæng med de
bestemmelser, som gælder for personers tvungne forsvinden. Som det vil være
Undersøgelseskommissionen bekendt, er der mange familiemedlemmer i sagerne, og de
ved stadig ikke noget om opholdsstedet for deres børn, som blev revet bort fra dem pga.
bedrageri. Dette er anført af medarbejderne ved Efterforskningspolitiet. Der er tale om
hjerteskærende vidneudsagn.
Hvis problematikken er blevet mere synlig i dag, skyldes det i
stor udstrækning familiemedlemmer og organisationerne i civilsamfundet.
Emnet er blevet behandlet i komparativ ret i Spanien og
Argentina, hvor man har undersøgt overtrædelsen af retten til identitet med stor respekt.
Et aspekt, som er relevant at omtale i forbindelse med de
årsager, man er i gang med at undersøge, er beregningen af forældelsesfrist i sagerne.
Denne frist kan gå hen og blive et problem på et tidspunkt. Man har således i den
komparative ret analyseret, at forældelsesfristen bør træde i kraft på det tidspunkt, hvor
man har fået viden om børnenes fjernelse. Som i mange andre sager med bedrageri skal
fristen naturligvis tage udgangspunkt i det tidspunkt, hvor man har fået kendskab til
forholdet. Hertil skal føjes, at når der er tale om tvungen forsvinden, vil lovovertrædelsen i
nogle tilfælde have varig karakter.
Menneskerettighedsstyrelsen griber ind i disse sager med
klager og anmeldelser, fordi en sådan indsats ligger inden for vores juridiske beføjelser.
Den lovgivning, Styrelsen er underlagt, fastlægger beføjelser til at fremme og beskytte
menneskerettighederne, og derfor har det været muligt at iværksætte retslige
foranstaltninger. Artikel 3, stk. 5, i Lov nummer 20.405 indeholder mulighed for at indgive
klage i forbindelse med tvungen forsvinden.
Styrelsen har indgivet klager med henvisning til tvungen
forsvinden, når der er sket opfyldelse af to forbundne betingelser, dvs. når en
embedsmand har grebet ind, og når offeret indtil nu ikke har vist sig igen. Det er altså en
situation, hvor det barn, som er fjernet fra sin mor eller far, ikke har vist sig igen frem til
dags dato. I alle andre sager, hvor der er sket indgreb, er det sket på baggrund af
anmeldelser, som er indgivet med henvisning til de årsager, som er anført af ministeren
Carroza og andre ministre.
Menneskerettighedsstyrelsen har indgivet klager med
henvisning til forskellige undersøgelser. Et eksempel er den årsag, som er fremført af
ministeren Carroza, og hvor det blev oplyst, at der var tale om en kategori med mere end
500 sager. Der henvises også til de klager, som er indgivet af ministrene Hormazábal og
Yolanda Méndez fra henholdsvis regionerne Coquimbo og Biobío. De to ministre har fået
deres viden fra undersøgelsen af overtrædelser af menneskerettighederne under
diktaturet. I sagen fra regionen Coquimbo blev klagen indgivet på begæring af
familiemedlemmer til ofrene. Her skal der tages hensyn til, at det giver økonomiske
problemer, hvis man flytter varigt til regionen Metropolitana (hovedstadsregionen).
55
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0149.png
Alligevel henvises specifikt til den årsag, som blev forelagt
ministeren Carroza fredag, efter hvad der er oplyst. Man mødtes sidste år to gange med
ministeren Carroza, og ved et møderne deltog også direktøren for
Menneskerettighedsstyrelsen. Der sættes stor pris på det arbejde, som ministeren gjorde
i 2016 i forbindelse med undersøgelsen med navnet “uregelmæssige adoptioner”,
som i
henhold til det mandat, der er tildelt af Højesteret, har omfattet sagerne fra 1950 til 2001.
Den første klage kom som bekendt fra Elena Valentina Troncoso, som havde fået fjernet
sit barn på hospitalet San Borja i 1986. Dette hospital råder over en hovedbog og en
hemmelig, fortrolig bog.
Desuden har man som baggrundsoplysninger
–
primært i
forbindelse med den undersøgelsen, som blev udført af ministeren Carroza
–
kunnet
samle et kontaktnet af de personer, som medvirkede, dvs. socialrådgivere, sygeplejersker
og læger, hvortil kan føjes børnedommere, som gav forældremyndighed og værgemål til
de fjernede børn videre til især organisationer i udlandet.
Historierne fortæller, at det var tale om bedrageri, idet mange
af kvinderne fik besked om, at deres søn eller datter var afgået ved døden i forbindelse
med fødslen. En sådan handling udgør en overtrædelse af menneskerettighederne. Disse
mødre har startet en proces, som med stort møje og besvær måske vil føre til sandheden
og til det sted, hvor deres søn eller datter opholder sig.
I en anden undersøgelse er der konstateret religiøse
udlændinge, som har været involveret, og som har opholdt sig i det sydlige Chile.
******************
Natalia Labbé,
advokat ved Menneskerettighedsstyrelsen
(Instituto
Nacional de Derechos Humanos),
fremlagde tal til belysning af de retslige
foranstaltninger, som Mennneskerettighedsstyrelsen har truffet i forbindelse med forhold,
som undersøges af ministeren Carroza.
Der er i alt tale om 53 retslige foranstaltninger, hvoraf de 36
indgår i sag nummer 1044-2018, som har været under behandling under ledelse af
ministeren Mario Carroza Espinoza. I forbindelse med disse 36 foranstaltninger skal det
tilføjes, at flertallet af vores retslige foranstaltninger har tilknytning til de hændelser, som
er indtruffet på hospitalet Barros Luca i perioden 1980-1990. Desuden skal
opmærksomheden i særlig grad rettes mod 1975, hvor der var fem sager, og 1982, hvor
der var fire sager.
I marts blev der forelagt ti retslige foranstaltninger for
ministeren Vicente Hormazábal på begæring af sammenslutningen
Madres e Hijos Se
Buscan,
og i de fleste af disse tilfælde skete hændelserne på regionshospitalet La Serena
i årene mellem 1973 og 1984.
56
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0150.png
Hvad angår sagerne, som forekom i den sydlige del af landet,
blev der i marts måned truffet syv retslige foranstaltninger på anmodning af ministeren
Méndez. Heraf forekom to af hændelser på hospitalet Laja med henvisning til forhold, som
var indtruffet mellem 1972 og 1988.
**************
Jorge Rubio Kinast,
nationaldirektør ved Retsmedicinsk
Myndighed (Servicio
Médico Legal),
forklarede, at Det nationale DNA-register (Sistema
Nacional de Registros de ADN),
som er navnet på den databank, der omtales i det
vedlagte dokument, er reguleret i Lov nummer 19.970 om genetiske profiler i forbindelse
med undersøgelse af kriminelle forhold. Det er et godt udgangspunkt, at denne databank
anvendes med udgangspunkt i undersøgelser af kriminelle forhold.
Genetisk profilering defineres som alfanumerisk registrering af
personer, dvs. registrering af de tal og bogstaver, som er resultatet af en biologisk
prøvetagning. Der findes en unik kombination af tal og bogstaver, som repræsenterer hver
enkelte person. Det omtalte registrer er udelukkende baseret på genetiske oplysninger og
benyttes udelukkende til at give information i forbindelse med en persons identifikation.
Det er ikke muligt at få viden om eksempelvis hårfarven, øjnene eller andre forhold,
medmindre der sker en nøje sammenholdelse med identifikationsoplysninger.
Loven bestemmer, at genetisk profilering skal udføres af
fagpersoner og tekniske medarbejdere, som er ansat i Retsmedicinsk myndighed eller i
de offentlige eller private institutioner, som er godkendt af Retsmedicinsk myndighed til
det samme formål.
Forvaltningen af og tilsynet med Det nationale DNA-register
ligger hos Folkeregister- og identifikationsstyrelsen, men ejerskabet ligger dog ikke her.
Det kan tilføjes, at input af information generelt ligger hos Retsmedicinsk myndighed.
Retsmedicinsk myndighed udtager biologiske prøver, som stammer fra enkeltpersoner, og
udfører den efterfølgende alfanumeriske behandling, som så overføres til et it-system.
Input af information ligger således hos Retsmedicinsk myndighed, og det gælder også
profiler, som måtte være udtaget af en institution, som er godkendt af Retsmedicinsk
myndighed, det være sig både offentlige og private institutioner. Det skal nævnes, at der i
Chile findes 12 genetiske laboratorier samt det genetiske laboratorium Codis, som det
fremgår af arket her. Alle laboratorier er godkendte af Retsmedicinsk myndighed til at
udføre denne type procedurer, dvs. udtage biologiske prøver og derefter behandle dem
med henblik på at opnå en alfanumerisk værdi. Til forskel fra det arbejde, som udføres af
Retsmedicinsk myndighed, overfører det genetiske laboratorium Codis værdierne til et it-
system. I slægtsskabssagerne, dvs. når man søger at dokumentere slægtskab mellem to
eller flere personer, overføres informationen dog ikke til it-systemet Codis, fordi dette
system udelukkende skal tjene som dokumentationdatabase for undersøgelser af
kriminelle forhold.
57
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0151.png
På det næste billede ses et overblik over de lovovertrædelser,
som er omfattede af Lov nummer 19.970. Jeg skal indrømme, at jeg ikke selv forstår det
særlig godt, men det er de lovovertrædelser, som er anført i artiklerne, der henvises til på
billedet. Der er tale om lovovertrædelser, som er omfattede af Straffelovbogen (Código
Penal),
og desuden er det fremstilling af og ulovlig handel med narkotika samt
terrorhandlinger. Der foreligger en tydelig opdeling i kategorier af de lovovertrædelser, som
giver anledning til prøveudtagelse. Når den alfanumeriske værdi og genetiske profil er
behandlet og udarbejdet, overføres informationen til det det nationale DNA-register.
Det nationale DNA-register kan derudover underinddeles i fem
forskellige registreringstyper. 1) Den første type omfatter registrering af personer, som er
blevet dømt i overensstemmelser med de lovovertrædelser, som er beskrevet på det
tidligere ark. 2) Dernæst følger personer, som er anklagede for samme type
lovovertrædelser. 3) Beviser og baggrundsoplysninger, som stammer fra undersøgelser af
denne type lovovertrædelser. 4) Ofre, som har givet deres samtykke til, at der udtages
biologisk prøve, og som efter prøveudtagning og behandling har givet deres samtykke til,
at de registrerede data kan overføres til Det nationale DNA-register. 5) Og endelig
forsvundne personer og disses familiemedlemmer, som optræder i en kriminel
sammenhæng (i modsat fald indgår sidstnævnte gruppe ikke). Når en genetisk profil under
en af de fem kategorier skal overføres til DNA-registret, kræves der desuden en kendelse
fra en offentlig anklager eller domstol. I modsat fald kan sådanne genetiske profiler ikke
overføres til den pågældende software.
Retsmedicinsk myndighed
(SML) står som faglig
tilsynsmyndighed med arbejdet med at sammenholde genetiske profiler. Når der foreligger
en biologisk prøve, som skal behandles, er den normale fremgangsmåde, at man forsøger
at lave en genetisk profil på et offer for en lovovertrædelse. Når offerets genetiske profil er
færdigbehandlet, overføres den til databasen, hvor der foretages en sammenholdelse med
en eller flere af de registrerede profiler, dvs. tilhørende dømte og anklagede personer osv.
for at kontrollere, om lovovertræderen befinder sig i databasen. Det er baggrunden for, at
man foretager denne sammenholdelse. Det er sådanne oplysninger, som skal indgå i en
given straffesag. Når der er foretaget en konkret sammenholdelse, sendes rapporten
herom til den offentlige anklagemyndighed eller til domstolen, alt efter sagen, hvor det
sagkyndige arbejde og resultaterne heraf bliver gennemgået.
It-systemet, hvori den alfanumeriske værdi bliver registreret,
dvs. den såkaldte genetiske profil, bærer benævnelsen Codis (Combined
DNA Index
System).
Det er et stykke meget avanceret teknologiske software, som er udviklet af FBI,
og som kombinerer retsgenetik (processen, som udføres i vores retsgenetiske
laboratorium) med informationsteknologi (sammensætningen af en it-baseret database for
de genetiske profiler, som er resultatet af genetiske prøver). Hermed råder vi over en digital
database med genetiske profiler, som kan sammenlignes, hvorefter den offentlige
anklagemyndighed og domstolene får adgang til et effektivt værktøj til forfølgelse af
lovovertrædelser.
Denne præsentation viser nogle fotografier, som er taget i
vores retsmedicinske laboratorium, Codis, og desuden ses en grafisk fremstilling af
statistiske oplysninger for laboratoriet, siden systemet trådte i kraft i 2010. Det betyder
ikke, at antallet af lovovertrædelser bliver ved med at stige, men at systemet gradvist får
tilført flere data. I dag er 76.186 dømte personer registrerede i systemet, ligesom der i
databasen er registreret 2.592 beviser, 23 anklagede personer, 15 ofre og endelig 136
forsvundne personer og familiemedlemmer.
58
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0152.png
***************
Alicia Yañez,
forkvinde for Sammenslutningen af
socialrådgivere i Chile (Colegio de Asistentes Sociales de Chile), fortæller, at man som
organisation ønsker at samarbejde så meget som overhovedet muligt for at fremme
undersøgelsen.
Man har gennem medierne hørt om de ulovlige adoptioner
–
som de fleste andre borgere i landet.
I slutningen af sidste år modtog organisationen en skrivelse fra
ministeren Carroza, hvori der blev anmodet om oplysninger om ni socialrådgivere.
De oplysninger, organisationen kunne videregive til
Justitsministeriet, var socialrådgivernes medlemsnumre og datoer for deres registrering i
fagregistret
–
og ikke mere end det. Den begrænsede information skyldes, at flertallet af
de ni personer, der blevet spurgt til, var medlemmer mellem 1934 og 1944. Det er således
mange år siden. Derfor optræder personerne ikke længere som medlemmer i
organisationen. Man har ikke i mange år haft kendskab til deres nuværende bopæl, og
nogle af dem er afgået ved døden. Det vides ikke med sikkerhed, om de alle er døde. På
denne måde bidrog organisationen med oplysninger til ministeren Carroza.
Det kan tilføjes, at organisationen her vil fremlægge en oversigt
over de ni personer, ministeren Carroza har forespurgt om.
Disse oplysninger blev afsendt den 23. april 2018, i
overensstemmelse med ministerens forespørgsel: Telma Uribe, registreringsnummer
1248 og afslutning af uddannelse i december 1944; Ruth Chía Barrios, afslutning af
uddannelse i 1953 og registreringsnummer 533; Rosa Muñoz, registreringsnummer 1294
og afslutning af uddannelse i 1941; Berta Orozco Wells, registreringsnummer 74 og
afslutning af uddannelse i 1938; Eliana Lizana Valenzuela, registreringsnummer 1941 og
afslutning af uddannelse i 1963; Julia Muñoz García, registreringsnummer 1841 og
afslutning af uddannelse i 1962; Esmeralda Quezada Rodríguez, registreringsnummer
2144 og afslutning af uddannelse i 1965; Elisa María Arriagada Ojeda,
registreringsnummer 1555 og afslutning af uddannelse i 1959; Teresa Castillo,
registreringsnummer 325 og registreret i vores faglige sammenslutning i 1936.
Det var alt, hvad vi havde mulighed for at oplyse ministeren
Carroza om, og vi står til enhver tid til rådighed med yderligere ønskede oplysninger.
Det var således ikke nødvendigt at anmode om en autorisation.
Ministeren forespurgte, om det var nødvendigt at anmode om en autorisation for at udøve
fri profession, men organisationen har aldrig haft sådanne beføjelser og er aldrig blevet
bedt om det. Dette var i april 2018.
Her i år, for et par uger siden, fik organisationen besøg af
Efterforskningspolitiets Enhed for menneskerettigheder (Brigada
de Derechos Humanos).
Enheden aflagde besøg i organisationen for at bede om registreringsbøger for hele
organisationens faglige, historiske virke. Dvs. fra den første registrering i organisationen
og frem til de allernyeste registrerede medlemmer.
Det var for organisationen en svær situation, selv om
Efterforskningspolitiet optrådte helt korrekt. For en faglig organisation, som jeg står som
forkvinde for anden periode i træk, var det ikke behageligt at se, hvordan man gik ind og
hentede de bøger, som afspejler hele vores historie. Bøgerne er ikke digitaliserede. På
denne måde har organisationen dog bidraget til samarbejdet med ministeren Carroza og
med Efterforskningspolitiet.
59
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0153.png
Indlægsholderen anførte, at sammenslutningen efter den
omtalte situation ikke har foretaget yderligere undersøgelser. Der er allerede igangsat en
undersøgelser hos domstolene, og sammenslutningen kan ikke selv gennemføre en
parallel undersøgelse.
Man afventer resultaterne af denne undersøgelse for at erfare,
om der stadig findes levende kollegaer og medlemmer af organisationen, så vi evt. kan
underkaste dem behandling i vores etiske instans.
Følgende blev nævnt af indlægsholderen: I 1981 mistede de
faglige organisationer adgangen til undervisning i faglig etik. Dette har været et problem
–
ikke kun for vores egen faglige organisation som sådan, men for alle faglige
organisationer, og det er et problem for hele landet. Når de faglige organisationer ikke
tilbyder undervisning i faglig etik, har det en skadelig virkning på borgerpligten. Hvis vores
kollegaer, som er medlemmer af organisationen, ikke bliver godkendt ved Den etiske
domstol, har de mulighed for at erklære, at de ikke vil være medlem af den faglige
organisation. Desuden kan der være personer, som begår ulovlige handlinger, samtidig
med at de ikke er medlem af organisationen. I den situation kan man ikke foretage sig
meget.
Og hermed en generel meddelelse til de ærede deputerede og
senatorer: Som medlemmer af Sammenslutningen af faglige akademiske organisationer i
Chile (Federación
de Colegios Profesionales Universitarios de Chile)
yder vi en stor
indsats for at få genetableret undervisningen i etik, ikke alene i vores egen organisation,
men i alle faglige organisationer.
I onsdags blev ministeren Blumel opfordret til at sørge for, at
det udkast til betænkning, man er i gang med at udarbejde, håndteres som en hastesag.
Det skyldes, som det blev nævnt af indlægsholderen, at det ikke alene er et problem for
vores faglige organisation, men for hele landet. Det sker i en situation, hvor det etiske
aspekt lider her i landet.
Samtidig med at det skal understrege, at vores organisation er
indstillet på at bidrage til samarbejdet, skal det gentages, at vores principper som faglige
personer er baserede på social retfærdighed, etik og menneskerettigheder. Det er vores
tre faglige grundpiller, som danner grundlaget for hele vores uddannelse på teoretiske og
metodologiske områder. Universiteterne har fuld fokus på den teoretiske og metodologiske
uddannelse, men frem for alt tilbagestår der en bekymring for manglende uddannelse i
social retfærdighed, etik og menneskerettigheder.
**************
Karen Alfaro,
historiker ved Universidad Austral i Chile,
forklarer, at hun nu vil fremlægge nogle af de første resultater af en undersøgelse, som
der blev sat i gang i 2015, men som siden sidste år er blevet finansieret med henvisning
til et fænomen, som vi efterhånden er begyndt at få information om. Det er det, som vi
kalder for “søgning efter oprindelig familie”,
og som først og fremmest er resultatet af
mediernes indsats og det arbejde, som er udført af sammenslutningen
Madres e Hijos del
Silencio
(Tavse mødre og børn). Sammenslutningen har synliggjort problemstillingen og
har med en frivillig indsats kunnet skabe et nationalt rum for mødre, som søger efter deres
børn, og børn, som søger efter deres mødre.
60
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0154.png
Dette arbejde med at synliggøre problemstillingen har stor betydning og skal fremhæve,
at der ikke kun er tale om isolerede tilfælde, men derimod en landsdækkende
problemstilling, som har strakt sig over mange år af vores lands historie.
Den første ting, som skal fremhæves, er, at problemstillingen
allerede er grundigt behandlet i den internationale litteratur. Forskellige forfattere
–
især
nordamerikanske
–
anfører, at Chile var et af de første lande, som åbnede mulighed for
international adoption i 1970’erne og 1980’erne. I denne præsentation skal vi blot nævne
nogle forfattere og publikationer fra 1980’erne og frem til i dag, som placerer Chile i selskab
med andre latinamerikanske lande, bl.a. Colombia, der var blandt de første til at tillade, at
deres børn udrejste af landet med henblik på international adoption.
For at forstå problemstillingens omfang har det været
nødvendige at bidrage med forskellige aspekter til diskussionen.
For det første er det i analysen nødvendigt at tage høje for de
bestemmelser, som regulerer indenlandsk og international adoption i Chile, dvs. de
forskellige lovgivninger, som i de senere år har reguleret indenlandsk adoption
–
national
adoption
–
og international adoption. Her tænkes på lovgivningen i Chile, men også i de
lande, der står som primære modtagere af adoptivbørn, f.eks. Sverige, Holland, USA osv.
For det andet er det vigtigt at analysere egenskaberne hos de
offentlige og private institutioner, som har haft ansvar for omsorg og behandling af børn.
Vi skal vide, hvordan vilkårene var for de børn, som blev overdraget i adoption. Man
modtog således en række anmeldelser fra mødre, som havde efterladt deres børn på
institutioner og på private hjem, der ikke var underkastet tilsyn fra offentlige myndigheder.
Det er vigtigt at have fokus på sammensætningen af de institutioner, som har haft ansvar
for børns omsorg og behandling.
For det tredje finder vi det vigtigt at slå fast, hvordan situationen
har ændret sig for børn, som lever under uregelmæssige sociale forhold. Det skal
undersøges, hvordan denne kategori af børn har ændret sig, og hvordan det at være fattig
i sig selv har udgjort et uregelmæssigt, socialt kriterium. Dette er vigtigt at nævne. Der var
således socialrådgivere, som argumenterede for, at når børnene levede under fattige
forhold, gjorde det dem mere sårbare for at blive adopteret. Fattigdom var således en
væsentlig faktor for definitionen af uregelmæssige, sociale forhold, og dette ligger ud over,
om forældrene tog sig af godt af deres børn eller ej.
Endelig skal vi fremhæve den internationale kontekst og de
undersøgelser, som bliver gennemført i udlandet. Vi må ikke glemme den internationale
kontekst. Oprettelsen af internationale adoptionsorganisationer spiller således en
afgørende rolle for cirkulationen af børn fra Latinamerika og til andre lande i Europa og
Nordamerika. Her henvises til de organisationer, som står for cirkulationen af disse børn
uden for Latinamerika.
61
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0155.png
Lad mig understrege, at der opleves en løbende ændring af
befolkningspolitikken i Europa og i tredjeverdenslandene. Dette skyldes den stigende
fødselskontrol og udbredelsen af svangerskabsforebyggende metoder. Disse faktorer fik
betydning for, at man i 1970’erne og 1980’erne så sig nødsaget til at indføre mulighed for
adoption, og at der blev oprettet internationale adoptionsorganisationer, som helt basalt
rettede fokus mod Latinamerika og lande her i regionen, hvorfor de kunne modtage børn.
Det er en væsentlig betragtning, fordi der også er mange andre
internationale organisationer, som har haft som sigte at give oplysninger om disse forhold.
Mange af disse organisationer har således adgang til data, som vi ikke selv råder over i
vores egne institutioner. Der henvises her til de mest kendte internationale
adoptionsorganisationer, men også andre centre i Italien, Frankrig, Schweiz, USA og
andre lande.
Når vi taler om den lovgivningsmæssige dimension, skal vi her
fremhæve de vigtigste love til regulering af indenlandsk og international adoption her i
landet. Lad mig især nævne en bestemt lov, som virker fremmende for, at børn bliver
fjernet og udsat for tvangsadoption. Der er tale om Lov nummer 16.346, som blev vedtaget
i 1965, og som var inspireret af idéen om fuld adoption.
Hvorfor omtales netop denne lov? Det skyldes for det første. at
loven ikke regulerede international adoption, eftersom loven var baseret på begrebet fuld
adoption. For det andet skyldes det, at loven havde som målsætning at fjerne oplysninger
om oprindelig familie og således legitimere adoptionsbegrebet. Det betyder, at man med
indførelsen af det nye adoptionssystem slettede børnenes identitet gennem deres
biologiske oprindelse.
Som yderligere en problemstilling skal nævnes, at de officielle
oplysninger i Folkeregistret i lovens gyldighedsperiode ikke medtog de børn, som udrejste
af landet med henblik på international adoption, hvilket skyldes, at loven tilsyneladende
ikke regulerede det internationale adoptionssystem.
Folkeregister- og identifikationsstyrelsen henviser til egne
oplysninger og siger, at der kun var 585 børn, som udrejste af landet i perioden. Dette
fremgår af de såkaldte underindførsler (subinscripciones), dvs. børn som man fik
oplysninger om via Udenrigsministeriet, og hvis udrejse var blevet godkendt af de
chilenske konsulater i andre lande.
Det første problem består i, hvordan man skal sætte et konkret
tal på processen, dvs. hvor mange børn der udrejste af landet med henblik på international
adoption, i en situation hvor der ikke fandtes en lovgivning, som regulerede området.
Loven
bestemte
dog,
at
Folkeregister-
og
identifikationsstyrelsen med henvisning til en bestemmelse, eller en mekanisme, skulle
registrere udrejse af børn i henhold til det omtalte system med underindførsler (der kun jo
bestod af 585 underindførsler).
62
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0156.png
Med dataene fra Udenrigsministeriet og Folkeregister- og
identifikationsstyrelsen har det dog været muligt at krydstjekke oplysningerne og nå frem
til en størrelse, så vi kan analysere problemets virkelige dimension.
Især efter at man havde konstateret denne form for handel med
børn, og efter at de indenlandske og internationale organisationer begyndte at presse på,
blev det nødvendigt at ændre loven om adoptioners legitimitet. Således blev der i
slutningen af 1980’erne vedtaget en ny lov, som regulerede udrejse af chilenske børn med
henblik på adoption, idet der nu blev stillet krav om, at der skulle foreligge en
domstolsgodkendelse. Denne nye metode, som begyndte at fungere i 1988, betød, at der
i 1990’erne blev indført flere begrænsninger på international adoption, ligesom
indenlandsk adoption fik førsteprioritet.
De nye regler skal fremhæves i denne sammenhæng, fordi det
hermed blev muligt at finde frem til årsagerne til problematikken, som havde ført til et
lovgivningsmæssigt tomrum.
Men det er også vigtigt for at vide, hvordan vi skal angribe
problemet fremadrettet. Som også medierne siger, taler man i de fleste tilfælde om
uregelmæssige adoptioner. Og naturligvis er de uregelmæssige, når vi holder det op med
nutidens bestemmelser, men vi skal huske, at det var almindelige bestemmelser med
lovgivningsmæssige forhold, der var typiske for tidsperioden. De var samtidig lovlige, fordi
periodens retslige forhold betød, at det ikke var nødvendigt at regulere og føre tilsyn med
børns udrejse af landet.
Det
er
disse
data,
som
Folkeregister-
og
identifikationsstyrelsen kun udleverer i forbindelse med de såkaldte indenlandske
adoptioner. Det er data, som er udleveret med hjemmel i Gennemsigtighedsloven (Ley
de
Transparencia).
Det kan med tydelighed konstateres, at der er tale om et stigende antal
indenlandske adoptioner, men vi råder ikke over data til at sammenligne med
internationale adoptioner, som dog også må formodes at være steget i den pågældende
periode.
Der er desuden adgang til de data, som er fremlagt af de
internationale adoptionscentre. På centrenes websites fremgår statistiske oplysninger om
den geografiske oprindelse af børn, som blev indstillet til adoption i disse centre. Dataene
lader forstå, at der har været en stigende procentdel mellem 1975 og 1982 af chilenske
børn, som er overdraget i adoption, og det har også afspejlet sig i et større antal
behandlinger. Disse data understøttes af den internationale litteratur på området og af
konklusioner fra sociale undersøgelser, historiske undersøgelser osv., som lægger op til,
at det netop var i denne periode
–
fra 1970’erne til 1980’erne
–
at et stigende antal
chilenske børn blev overdraget i international adoption.
På dette ark ses avisudklip fra 1970’erne og 1980’erne med
oplysninger om handel med chilenske børn. Det er bl.a. oplyst, at det drejer sig om 800-
1.000 børn, som udrejste hvert år. Avisudklippene kommer her fra dagbladet
El Mercurio,
men der er også en lignende omtale i regionale dagblade, herunder også af personer, som
er blevet anholdt for handel med børn i den pågældende periode. Presseudklippene viser
også, at man nåede op på en pris for handel med børn på 6.500 amerikanske dollars. Der
er således ikke tale om et nyt problem. Det har stået på i længere tid, men i denne periode
begyndte det at påkalde sig større offentlig opmærksomhed, som det fremgår af medierne
i de år.
63
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0157.png
Efter en analyse af de tilgængelige oplysninger kan det
konkluderes, at Chile var blandt de lande, som lod flest børn udrejse af landet med henblik
på international adoption i den pågældende periode. Det var sammenfaldende med en lov,
som ikke i tilstrækkeligt omfang regulerede udrejse af chilenske børn med henblik på
adoption i udlandet.
Det kan tilføjes, at de primære ofre for såkaldte opsamlere
(captadores) og medarbejdere
–
både i den offentlige og private sektor
–
var mødre, piger,
kvindelige bønder og fattige, i alle tilfælde kvinde, som blev ofre for denne adfærd med at
stjæle og tvangsadoptere børn.
Jeg kommer selv fra Valdivia, regionen Los Ríos, og her havde
man ikke et udbredt system med identitetskort og fødselsregistreringer til hele
befolkningen. Og her valgte de fleste forældre at registrere deres børn på én gang
–
i et
byområde. Her brugte man heller ikke de såkaldte fødselserklæringer. Herefter begyndte
hele arrangementet at institutionalisere sig. Og derfor er der mange mødre, som kun har
en vidneerklæring som dokumentation for, at de har fået et barn på et hospital. Desuden
er det sådan, at mange hospitaler ikke stillede alle faciliteter til rådighed for at kunne
registrere en fødsel, og mange læger noterede ikke, at en given fødsel var sket på en
bestemt dato, tidspunkt og sted (og det burde lægerne jo være kompetente nok til).
Det er også et problem, som gør det svært at behandle
anmeldelser officielt i nogle af disse sager, og det er min vurdering, at mødrenes
vidneerklæring har grundlæggende betydning for, at undersøgelsen overhovedet kan
udføres.
Der er flere artikler i medierne af denne slags
–
der er flere fra
1980’erne
–
men jeg vil gerne vise denne artikel, som fortæller, at dommere oplevede, at
de blev udsat for pres for at begrænse arbejdet med at behandle internationale adoptioner,
og at de modtog trusler, for at de kunne gøre adoptionsbehandlingen mindre kompliceret.
Denne artikel blev offentliggjort i dagbladet
Últimas Noticias
i 1990’erne, men der var også
tilsvarende artikler i 1980’erne.
Hvordan fungerede de netværk, som stod for cirkulationen af
børn? Jeg taler her om bredt dækkende netværk, som især omfattede de såkaldte
opsamlere, dvs. socialrådgivere, medarbejdere i sundhedsvæsenet og funktionærer ved
domstolene, som tog initiativ til at udvikle nogle processer til opsamling af kvinder, som
befandt sig i en sårbar situation.
Hvordan fungerede netværkene? Grundlæggende drejede det
sig om at opsamle enlige mødre, der for det store flertals vedkommende var unge mellem
14 og 17 år, men også yngre. Opsamlingen skete i tre faser: Det foregik under
svangerskabet, eller man fjernede børnene lige efter fødslen, eller man stjal dem på
børnehjemmene, hvor socialrådgiverne i mange tilfælde anførte, at de tilbød støtte til
mødrene, så de kunne få arbejde bagefter. Der var tale om enlige mødre, hvor fædrene
ikke var til stede. Hertil kommer, at disse mødre fik dårlig støtte fra deres familie. Når først
børnene var kommet i institution eller på midlertidigt opholdshjem, blev de fjernet, hvorefter
man sagde direkte til mødrene, at de ikke ville få deres børn at se igen.
64
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0158.png
Opfangningsmekanismen blev virkelig udbredt. På arket ses
en vejledning til socialrådgivere, som blev omtalt i det svenske adoptionscenter i
forbindelse med et møde i Ecuador i 1979. Vejledning indeholdt en række procedurer, som
socialrådgiveren skulle overholde for hermed at få fat i unge, enlige mødre og piger, som
befandt sig i en sårbar situation. Formålet var at få mødrene til at overdrage deres børn i
adoption. Det var en form for manual med ensrettede procedurer, som vandt generel
udbredelse, og som i dag omtales i både anmeldelser og vidneudsagn.
Disse mødre fik taget deres børn fra sig i forbindelse med
fødslen og også på midlertidige opholdshjem og hospitaler, når de kom for at få børnene
indlagt i forbindelse med sygdom. I de fleste tilfælde blev børnene dog taget fra dem
allerede under svangerskabet. Det var baseret på en form for fortrolighedsproces, og i
manualen stod der også, at socialrådgiverne skulle skabe en tillidsrelation til disse kvinder.
Det kan desuden nævnes, at man ud over den gældende
lovgivning på adoptionsområdet fra 1978 begyndte at implementere en national børneplan
(Plan
Nacional de la Infancia).
Det er også relevant at nævne, at behandlingen af og
omsorgen for børn i den pågældende periode undergik en række forandringer.
Børnestyrelsen (Sename) blev etableret i 1979 inden for rammerne af denne nationale
børneplan.
Den nationale børneplan blev forvaltet af det daværende
Justitsministerium. Planen blev også kaldt 5-årsplanen (Plan
Quinquenal),
fordi den havde
et forløb over fem år. Opmærksomheden henledes på, at planen introducerede en ny
opfattelse af børn i en uregelmæssig situation, og man begyndte at tale om uregelmæssige
sociale forhold, grundlæggende knyttet til fattigdom.
Den nye børnepolitik var desuden startskuddet til, at adoption
skulle indtage en vigtig rolle. Man omtalte politikken på følgende måde, og jeg citerer:
“Adoption er det perfekte omsorgssystem til sunde og raske børn, som ikke har et hjem.
På denne måde tilbyder man et barn de naturlige forhold, som det er blevet nægtet.”
Men derudover blev der fastsat en målsætning for
børnepolitikken: Der skulle ske en betydelig stigning i antallet af adoptioner i Chile
–
som
en måde at tilbyde et hjem til børn, som ikke havde et hjem. Til understøttelse af denne
politik, som skulle munde ud i flere adoptioner, udviklede man to mekanismer. Dels
etablerede man en offentlig bevægelse, som skulle støtte adoptionstanken, og dels
igangsatte man en international kampagne til støtte for børn og barndommen.
Dette er interessant, som jeg ser det. Der blev således i denne
periode indrykket annoncer i aviserne som en del af kampagnen om adoptionsfremme. I
disse annoncer opfordrede børnedomstole og myndigheder, som arbejdede med
regulering af børneområdet, offentligt til at adoptere børn. Og det skete med et sprog, som
i dag forekommer upassende til omsorg og behandling af børn. Jeg citerer: “Vi har 70 børn,
og af dem er der otte, som skal adopteres”.
65
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0159.png
På dette ark ses en børnedommer, som kommer med en
opfordring: Hun siger: “Du kan vælge at
tage imod et efterladt barn i din familie”. Det
bekymrende ved disse offentlige udsagn er, at der var særligt fokus på familier fra udlandet
og de fordele, der lå i det indenlandske adoptionssystem.
I nogle annoncer stod der ligefrem at læse: “Du kan adoptere
en chilener på to eller tre dage. Sagsbehandlingen er helt ligetil. Det er nemt og bekvemt,
når disse børn overdrages i adoption.”
Man må spørge sig selv, hvordan alle disse børn så hurtigt
kunne blive overdraget i adoption. Og igen skal vi have fokus
på, hvordan kategorien “barn
i uregelmæssig situation” kom til udtryk dengang
–
i tiden, i lovgivningen og i den
daværende uddannelse af socialrådgivere. Deraf kommer også det sprog, der anvendes:
“Der er et stigende behov for at adoptere børn”.
I dag ville det være helt ude at trit at
forestille sig at bruge begrebet udbud og efterspørgsel, når vi taler om børn.
Der blev eksempelvis arrangeret et foredrag om kærlighed, om
betydningen af kærlighed i familiens skød, og om hvordan adoption kunne åbne op for
denne mulighed.
I den pågældende periode, dvs. i slutningen af 1970’erne og
begyndelsen af 1980’erne, var adoption endnu ikke blevet et alment udbredt begreb.
Mange mødre, som blev interviewet, blev faktisk overraskede, når en socialrådgiver
spurgte, om de havde lyst til at adoptere deres barn væk. Det var ikke så almindeligt at
tale om adoption i det store flertal af befolkningen. Det var også baggrunden for, at
adoptionskampagnen stablet på benene for at oplyse, skabe opmærksomhed og
normalisere begrebet adoption her i landet.
Herefter kom der annoncer med de samme kendetegn:
fagpersoner, som havde adopteret børn, fordi de havde opdaget, hvor almindelig og
ukompliceret en adoptionsbehandling var blevet.
Denne annonce viser et dokument fra Udenrigsministeriet, som
i Folkeregistret bliver benævnt som underindførsel. Der er tale om rapporter fra
Udenrigsministeriet, som oplyste, at chilenske børn havde fået tildelt hollandsk, svensk,
eller amerikansk statsborgerskab i forbindelse med deres adoption.
Der er ca. 580 sager, som er oplyst af Folkeregistret, og som
har denne dokumentation.
Det skal tilføjes, at de fleste af disse informerede børn, som har
fået tildelt statsborgerskab gennem adoption, var børn af enlige mødre. De fleste af dem
har således et enkelt efternavn, og det fremgår af en lang liste, som er lavet for Holland,
at de fleste børn var børn af enlige mødre. Denne dokumentation befinder sig i
Udenrigsministeriet.
66
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0160.png
Ved en gennemgang kan det konstateres, at det kun er i
tilfældet med Holland, at man har fundet en lang liste med børn, som har fået tildelt
statsborgerskab pga. adoption. Her ses dokumenterne, f.eks. børnenes pas, fødselsår og
alle de dokumenter, som var nødvendige, for at de kunne udrejse af landet.
Når vi har disse oplysninger, dvs. registreringerne og passene,
kan vi også vide præcist, hvor mange børn der udrejste af landet med henblik på adoption.
Listen er lang, og det samme gælder med Sverige, Italien og andre lande.
En første vigtig sondring, man skal foretage, når man laver en
dybdegående analyse af problemstillingen, er den måde, begrebet omtales på.
Vi er begyndt at bruge de benævnelser, som medierne har
brugt, og som i mange tilfælde svarer til situationen i andre lande, f.eks. Argentina og
Spanien. Men hvad skete der i Chile, og hvad der skete specifikt med vores lovgivning og
med vores børnepolitik?
Den første afgørende sondring er forskellen mellem
indenlandske og internationale adoptioner, og hvordan man udvikler processer for
fjernelse af børn med det grundlæggende formål, at de skal overdrages i international
adoption. Det mener jeg er den vigtigste sondring.
Den næstvigtigste sondring
–
eller problematik
–
er
tvangsadoptioner, når mødre eller familiemedlemmer blev bedraget, udsat for pression
eller tvunget til at underskrive et dokument
–
eller når selve handlingen med at fjerne et
barn implicerede brug af tvang eller vold hos medarbejdere i offentlige eller private
instanser, som havde været en del processen med at opfange eller fjerne børn.
Når vi taler om de uregelmæssige adoptioner, som kategori, er
det vigtigt at foretage en analyse af de perioder, hvor denne lovgivning ikke var gældende,
og hvor der fortsat forekom uregelmæssige praksisser for at gennemføre adoptioner. Jeg
taler om perioden fra 1988 og årene efter.
Men der kom også anmeldelser og sager i samme forbindelse,
som i 1990’erne grundlæggende implicerede institutioner som Børnestyrelsen (Sename)
og andre instanser, og konsekvensen heraf er, at der kan konstateres en række
uregelmæssige procedurer i nogle af sagerne. Vi skal desuden overveje, om der har været
tale om tvangsadoptioner i disse andre perioder
–
men vi skal dog hele tiden have
sondringen for øje.
For det tredje må vi forstå, at der grundlæggende var tale om
en praksis hos medarbejdere i offentlige og private organisationer, som havde fokus på at
fjerne fattige børn og børn fra fattige familier.
Selv om der er involveret visse familier i de mellem til høje
socioøkonomiske samfundslag, ses sagerne og den udførte praksis hyppigst hos unge,
enlige mødre, som dermed er de primære ofre for denne praksis. Der har også været
ægteskaber i målgruppen, men igen kan det konstateres, at i flertallet af tilfælde er der i
den pågældende periode tale om vidneudsagn fra enlige, unge mødre.
67
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0161.png
Det vil på den baggrund være interessant at forstå, hvordan
dette netværk af offentlige og private instanser og institutioner fungerede. Der er således
tale om institutioner, som havde ansvar for omsorgen og behandlingen af børn. Desuden
er det nødvendigt at kortlægge eller afsløre, hvilke bagvedliggende motivationer der har
drevet udviklingen af dette netværk af funktionærer/medarbejdere og fagpersoner. På den
ene side skal vi her fremhæve den økonomiske gevinst
–
medierne har oplyst, hvor meget
man betalte for at få børnene fjernet
–
men det er også væsentligt at understrege, hvordan
der blev indført en statspolitik, en politik, som regulerede adoptionen af børn.
I interview med socialrådgivere, som desuden har været
involveret i opfangning og fjernelse af børn, giver socialrådgiverne udtryk for følgende: Jo,
alt hvad jeg foretog mig, lå inden for lovens rammer og de gældende bestemmelser, og
jeg gjorde det, fordi jeg var overbevist om, at jeg reddede et barn fra en skæbne i fattigdom.
Så ud over en økonomisk gevinst lå der hos de involverede
parter en politisk-ideologisk overbevisning om at kunne redde fattige børn i en
sammenhæng, hvor Chile og Latinamerika i 1980’erne gennemlevede en af de værste
økonomiske kriser, landene har oplevet i moderne historie.
Så ud over den personlige motivation taler vi ikke kun om
ansvaret hos den enkelte socialrådgiver eller læge, men vi taler også om et netværk, som
arbejder sammen om at udvikle et system med at fjerne børn og foretage tvangsadoption
af børn, og vi må rette opmærksomheden på hele dette netværk for at forstå, hvordan det
udviklede sig, og hvilke ansvarsområder der ligger indlejret i det.
Lad os tilføje, at de største ofre for disse handlinger
grundlæggende var fattige familier, men derudover er sagerne for de flestes
vedkommende kendetegnede af vold mod fattige kvinder, enlige møder og børn.
Lad os gentage, at det er det indtryk, der står tilbage, når man
læser vejledningen fra det svenske adoptionscenter, og det samme gælder andre
manualer, som blev distribueret i hele Latinamerika for at fremme adoption.
Der findes institutionaliserede, internationale netværk på
internationale adoptionscentre, som har til opgave at videregive oplysninger, så denne
undersøgelse kan nå frem til et resultat. Det var i det svenske adoptionscenter, men også
i andre, at denne udvikling af netværk blev observeret tidligt i 1960’erne. Mange af dem
fungerer stadig i dag.
Har staten et ansvar for det? Staten har klart et ansvar,
eftersom mange af de fagpersoner, som medvirkede i den første del af dette netværk, var
offentlige funktionærer på den tid, idet de enten var socialrådgivere i kommunerne eller
havde ansvar som medarbejdere ved de offentlige hospitaler. Der findes desuden private
organisationer (her er der tale om specifikke, private organisationer), men også her har
staten et ansvar: De personer, der udviklede systemet med opfangning og fjernelse af
børn var nemlig offentlige funktionærer, f.eks. det internationale politi (Policía
Internacional),
som godkendte handlingerne, ligesom Udenrigsministeriet modtog
oplysninger, når chilenske børn havde opnået legitim status i udlandet.
68
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0162.png
Man har en forventning om, at en række institutioner vil
fremlægge oplysninger for Undersøgelseskommissionen, for at vi kan komme videre med
opklaringen af statens ansvar i denne sag. Der eksisterede i den pågældende periode
desuden en børnepolitik, som skulle fremme adoption. Det er vigtigt ikke at glemme dette
aspekt. Hvis der var myndigheder og dommere, som over for offentligheden tilskyndede til
fremme af adoption ved at gå i medierne med formuleringer om udbud og efterspørgsel,
ja, så ligger der et ansvar hos de myndigheder, som havde beføjelser på den tid.
Lad mig sluttelig sige, at det er vigtigt at lave disse sondringer,
som tager hensyn til den tid, der foregik i, dvs. med udgangspunkt i den gældende
adoptionslovgivning og de offentlige adoptionspolitikker dengang. De mange sager er
koncentrerede om bestemte perioder eller årtier. Det betyder ikke, at de uregelmæssige
adoptioner, som blev gennemført i 1990’erne eller i 1960’erne, ikke har den samme
dimension eller det samme voldsaspekt som i andre perioder, men det vigtigt, at vi altid
sondrer mellem de enkelte perioder. Mødre og familier fortjener en forklaring, så
sandheden i disse sager kan komme frem i lyset. Men især vil jeg understrege, at det er
vigtigt at sondre mellem de enkelte perioder, når vi skal fastslå statens ansvar i disse
sager.
*****************
Raúl Sanhueza,
ambassadør og generaldirektør for Styrelsen
for konsulære forhold, immigration og chilenere i udlandet (Asuntos
Consulares,
Inmigración y de Chilenos en el Exterior),
forklarede, at han ud over hvervet som politisk
og økonomisk repræsentant i Udenrigsministeriet (Cancillería) har ansvar for den
konsulære tjeneste, som grundlæggende handler om at servicere de statsborgere i
Republikken, som midlertidigt eller varigt udrejser af Chile for at tage ophold i udlandet.
Arbejdet i Udenrigsministeriet foregår i Styrelsen for konsulære
forhold, immigration og chilenere i udlandet, og her skal fremhæves nogle særlige forhold.
Hvervet udføres uden for chilensk territorium. Det oplyses, at
der findes 111 faglige konsulater, 66 konsulære afdelinger samt andre generalkonsulater
og særlige konsulater. 24 honorære konsulater har konkrete beføjelser, mens 130
konsulære konsulater udelukkende udøver repræsentation.
Det vigtigste kendetegn er, at konsulaterne repræsenterer alle
de offentlige myndigheder og instanser i landet, dvs. instanser som handler direkte og
dermed udfører funktioner efter beføjelser efter loven, altså indirekte, ved at udøve retten
til at indgive begæringer for statsborgere, som opholder sig i udlandet. Chiles konsulater
fungerer som udgangspunkt som folkeregisterkontor, kontor for udskrivning til
militærtjeneste, instans for attesterende funktioner og notarfunktioner, søfartsmyndighed,
indvandringsmyndighed osv.
Hvervet indeholder særligt delegerede beføjelser. Konsulerne
refererer direkte til Udenrigsministeriet, men i udøvelsen af deres funktioner optræder de
som befuldmægtigede med delegerede beføjelser på vegne af de forskellige offentlige
myndigheder. Denne fuldmagt omfatter beføjelser til at udfærdige instrukser, hvilket er en
vigtig faktor i denne sammenhæng.
69
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0163.png
Konsulerne kan kommunikere med Folkeregisterstyrelsen og
meddele, at et givent regelsæt, som Styrelsen har vedtaget, ikke finder anvendelse i
udlandet, eller at bestemmelsen er svær at anvende i udlandet. Grundlæggende har
sådanne instrukser betydning for folkeregisterfunktionærens handlemuligheder. Det
samme gælder for alle andre myndigheder: Udskrivningsstyrelsen (Dirección General de
Reclutamiento), Justitsministeriet osv. i forhold til notarfunktioner og andre funktioner. Det
vil sige, at konsulerne anvender de bestemmelser, som ministerier og andre myndigheder
vedtager, og har pligt til at overholde dem.
Det er derfor afgørende at forstå, at konsulerne repræsenterer
staten, men at de desuden udøver delegerede beføjelser. De udgør ikke et separat system
uden for den chilenske stat og de enkelte offentlige myndigheder.
Konsulerne skal desuden overholde og anvende de gældende
bestemmelser om arkivering. Der findes to arkiveringstyper. Den ene type er den
dokumentation, som konsulerne udveksler med Udenrigsministeriet. Nogle af de
tilstedeværende her i dag har haft hverv i udlandet, og De ved, at denne dokumentation
skal opbevares i fem år. Herefter udfærdiges en destruktionserklæring, hvorefter
dokumentationen overføres til hovedarkivet (Archivo
General).
Konsulerne har delegerede
beføjelser til bl.a. at føre bøger for Folkeregistret og notarerne, som skal opbevares
permanent.
Sådan er de gældende bestemmelser. Vi taler om små
kontorer, som ligger i lande i udlandet, og som påvirkes af politiske, økonomiske og sociale
udsving. Som eksempel kan nævnes, at da vores ambassade i Caracas brændte,
forsvandt alle arkiverne, og man måtte starte fra bunden igen. Dermed mistede man en
del de eksisterende data, især fra Folkeregistret, som blev opbevaret på ambassaden.
Vi har generalkonsulater, f.eks. den i Buenos Aires, som er et
stort konsulat med 14 personer, og som servicerer de 14 millioner chilenere, som er bosat
i Buenos Aires. Det er disse arbejdsområder, som udøves på vores kontorer. Mange af
vores ambassader består kun af to personer, dvs. ambassadøren og en medarbejder, som
påtager sig udenrigsfunktionerne. I praksis kan en person være en fjerdedel konsul, fordi
samme funktionær også samtidig fungerer som administrationschef, politisk sekretær og
økonomisk sekretær. Mens personen udøver disse forskellige funktioner, er han samtidig
konsul for Republikken.
Her ser De et kort over vores konsulater.
De faglige konsulater er markerede med rød. Det fremgår, at
søfarten har stor betydning for Chile. Konsulaterne ligger generelt ved havne og har en
markant tilstedeværelse i Europa. De blå konsulater er honorære konsulater, som er tildelt
beføjelser til at udøve dette hverv. Det er en ganske ydmyg og sparsommelig
foranstaltning. Der er tale om en udenlandsk statsborger eller oprindelig chilensk
statsborger, som stiller et kontor til rådighed for Chile, og hvorfra vedkommende stiller sine
ydelser gratis til rådighed for Republikken, mens Republikken betaler nogle af personens
udgifter.
Netop nu forsøger man at udvikle en ny ordning for de
honorære konsulater, så de i højere grad kan opfylde deres formål.
70
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0164.png
Som udgangspunkt har konsulaterne ikke meget at skulle have
sagt, for i virkeligheden foregår tingene i Chile. De uregelmæssige adoptioner,
identitetstyverier og andre lovovertrædelser og udrejsekontrol håndteres af
udlændingeafdelingen i Efterforskningspolitiet (PDI). Derfor tager de sig normalt ikke det
område, som vi drøfter her i dag. Konsulaterne er dog blevet involverede i et midlertidig
tiltag og tre varige tiltag, hvoraf det sidste er det vigtigste.
Mellem 1988 og 1999 var der en gældende lov, Lov nummer
18.703, som direktøren for Børnestyrelsen (Sename) har henvist til i rigtig mange tilfælde.
Efter denne lov fik konsulen beføjelser, når der var tale om adoptioner, som blev afsluttet
i udlandet, idet konsulen skulle føre tilsyn med og indberette forholdene til Folkeregister-
og identifikationsstyrelsen.
Dette arbejde blev udført, og derfor er der i perioden udfærdiget
ca. 500 attester herom. Attesterne var dokumentation for gennemførelse af adoption.
Der er stadig i dag situationer, f.eks. opfyldelse af domme for
chilenske statsborgere i udlandet, som konsulerne måske har fået oplysning om, men som
først har konkretiseret sig, når en statsborger er dukket op på konsulatet og f.eks. har sagt:
“Jeg er blevet dømt til at underskrive. Jeg kommer derfor for at underskrive.”
Først på dette
tidspunkt har konsulen så kontaktet den pågældende domstol, anklagemyndighed eller
politimyndighed, hvorefter sagen har kunnet ordnes.
Kunne der være den slags tilfælde med adoptioner? Ja. Det er
muligt, at der har været adoptioner, som konsulatet ikke har fået nogen besked om i
forbindelse med sagens behandling.
Vi har desuden funktion som Folkeregister og registrerer
chilenernes vigtige persondokumenter, når de oprettes uden for chilensk territorium:
fødsel, vielse og dødsfald. Nogle gange skal identitetspapirer og rejsedokumenter
udfærdiges og fornys, når personen lever eller opholder sig midlertidigt i udlandet.
Lad mig fremhæve, at der er et særligt system, som gælder i
Chile: en Folkeregister- og identifikationsstyrelse, hvor folkeregisterfunktionen ligger i én
afdeling, mens identifikationsfunktionen ligger i en anden afdeling.
Systemet i eksempelvis Argentina er anderledes:
Folkeregisterafdelingerne hører under provinserne, mens identifikationsregistret hører
under staten. Derfor har man i Argentina etableret et nationalt personregister.
Dataene i Chiles Folkeregister overføres til én bestemt afdeling
under Folkeregistret, og det er traditionelt set afdelingen i Recoleta. Herfra udarbejdes et
særligt register, det såkaldte Equis-register, som De har hørt om mange gange. Alle
chilenere, som bliver født i udlandet, har en fødselsregistrering, som overføres til netop
dette register.
71
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0165.png
Her er det vigtigt at nævne, at når der er tale om en chilensk
mor, foretages indførslen af morens børn i Folkeregistret. Det ligger dog i ordningen, at
disse børn senere kan anmode om et identitetskort
–
men at de ikke altid gør det. Generelt
kan det fastslås, at det generelt sker, når moren er chilensk
–
mere end når faren er
chilensk.
Tænk på sagen med de syv børn i Syrien. Lige fra starten
oplyste man, at det var svenske statsborgere med chilenske rødder, fordi bedstefaren
aldrig havde indskrevet børnenes mor i Folkeregistret. Så selv om der teoretisk
eksisterede en sådan ret, var det ikke muligt at bekræfte, at moren var datter af den
pågældende far, og heller ikke at børnene var børnebørn af ham. Dette aspekt er vigtigt
at huske. Det er nemlig ganske sandsynligt, at der findes folkeregisterindførsler, som ikke
svarer til den pågældende persons identifikationsregistrering. Et chilensk barn fødes i
udlandet, det chilenske barn registreres på konsulatet i udlandet, konsulatet sender
dataene til Chile, dataene indskrives i Folkeregistret i den pågældende afdeling, den
chilenske dreng henter aldrig sit identitetskort, fordi drengen er født i Buenos Aires
–
og i
Argentina er den chilenske dreng argentiner, indhenter sin argentinske dokumentation og
har ikke behov for at indhente sit chilenske dokument. Som jeg sagde, er det en relevant
betragtning, som De skal huske.
Det kan i nogen grad forklare, hvad man kan læse i
sagsakterne. Og i Santiagos kommune gælder der det særlige forhold, at der findes
indførsler, som ikke er sammenfaldende med identifikationen. Det kan sagtens være, at
det har en sammenhæng med denne forskel mellem Folkeregistret og
Identifikationsregistret.
Det andet funktionsemne, som blev fremhævet, handler om
udøvelsen af nationalitetsfunktioner. Indførslen i Folkeregistret bestemmer ikke alene
personens identitet, men også vedkommendes nationalitet. Og her må vi konstatere, at
der i den pågældende periode, dvs. i forbindelse med forfatningen fra 1925, forfatningen
fra 1980 og reformen fra 2005, skete en ændring af nogle nationalitetsbestemmelser.
I den oprindelige formulering i Chiles forfatning fra 1883 var der
en
jus soli absoluto
(absolut fødselsret): Alle personer, som fødtes i Chile, var chilenere.
Det gjaldt desuden, at en chilener, som udrejste af landet i mere end ti år uden at have
tilladelse hertil fra Republikkens præsident, mistede sin chilenske nationalitet.
I 1925 vedtoges en ligeledes markant
jus soli
(fødselsret), som
betød, at chilenere mistede nationaliteten, når de opnåede nationalitet i andre lande.
I 1980 blev bestemmelsen ændret igen, således at børn af
chilenere, som er født i udlandet, erhverver chilensk nationalitet, når de har boet et år i
Chile.
I 2005 udvidedes
jus sanguinis
(nationalitet baseret på
nationalitet eller etnicitet af en eller begge forældre), hvorefter der findes tre kategorier af
chilenere: 1) Personer født i Chile med chilensk afstamning. 2) Udenlandske chilenere,
som er født i Chile, og som er chilenere, men hvis forældre og bedsteforældre er
udlændinge, idet de for udlændinge er udlændinge og for chilenere er chilenere. 3)
Chilenske udlændinge. For øjeblikket indrejser eksempelvis chilenske statsborgere, som
bor i Venezuela, til Chile sammen med deres familie efter instruks fra Republikkens
præsident. Således indrejser den chilenske bedstefar, hvis søn er født i Venezuela, men
er chilener, samt barnebarnet, som er født i Venezuela, men er chilener, tilbage til Chile
sammen med deres ægtefæller for at genforene familien.
72
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0166.png
En sådan situation er relevant at fremhæve, når vi taler om
forpligtelser. I en anden afdeling af denne bygning talte man den anden dag om respekten
for militærtjeneste. Hvad sker der med en chilener, som aftjener sin værnepligt i udlandet,
og hvad sker der med en venezuelaner med chilensk oprindelse, som aftjener sin
værnepligt i Venezuela? Man skal sætte sig ind i de to situationer, både for chileneren som
skal aftjene sin værnepligt i det land, hvor hans forfædre stammer fra, og for den person,
som bor i sit land og skal aftjene sin værnepligt i sine forfædres land, som er Chile.
I størstedelen af denne tidsperiode gjaldt det således for
chilenere, som erhvervede udenlandsk nationalitet, samtidig mistede deres [chilenske]
nationalitet. Og samtidig havde konsulen pligt til at meddele dette til myndighederne,
hvorefter der blev fremsendt meddelelse til Folkeregistret, og påtegningen om personen
blev tilført vedkommendes fødselsattest. Dette fortsatte frem til 2005.
I 2005 indførtes i forfatningen princippet om dobbelt nationalitet
eller statsborgerskab, hvorefter det blev muligt at give afkald på nationaliteten. Når en
chilener siden 2005 har givet afkald på sin nationalitet ved at give møde for konsulen,
optræder konsulen som en person. der nyder offentlig tillid. Der udfyldes en formular, som
fremsendes til Folkeregister- og identifikationsstyrelsen, og som vedlægges personens
fødselsattest. Personen registreres som ikke-chilener, hvorefter en generhvervelse af
chilensk nationalitet vil kræve lovgivning i Kongressen.
Her kan der være opstået situationer, hvor der er indtrådt nye
forhold, og hvor der er givet meddelelse om gennemførelse af et adoptionsforhold eller en
anden situation af tilsvarende karakter, således at der er foretaget en indførsel, som
vedrører denne chileners nationalitet.
Det er imidlertid konsulens primære opgave
–
som er det, jeg
redegør for her i min egenskab af erfaren konsul
–
at lytte til vores landsmænds ord og
støtte dem, der opholder sig i udlandet. Konsulen er ikke alene en embedsmand, som
repræsenterer Folkeregistret. Han forvalter også arbejdet med udskrivning til
militærtjenester, er chilenernes sjælesørger, er en god ven, er den, som tager imod, og er
den, som tager til lufthavnen i weekenden, når en turist har mistet sit pas og sidder fast.
Lad mig nævne et eksempel fra sidste weekend, som udspandt sig i Istanbul. Der var en
chilensk statsborger, som havde mistet sit pas, og derfor måtte konsulen fra Ankara tage
til Istanbul. Vores konsul i Ankara var nødt til at tage til Istanbul for at overdrage personen
et nødpas, så han kunne fortsætte sin rejse. Han sad nemlig fast i lufthavnen.
Med udgangspunkt i disse arbejdsopgaver er der opstået
situationer, hvor man har konstateret tilfælde med personer, som er udrejst af Chile under
særlige omstændigheder.
73
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0167.png
Lad mig her fortælle, at det især er fejlagtige adoptioner, der er
konstateret. I begyndelsen af sidste år opstod der en situation i Italien med et barn, hvis
adoption var gennemført på lovlig vis med overholdelse af alle bestemmelser. Dog skete
der efterfølgende det, at den italienske familie afviste barnet og overdrog det til en
institution, hvor det får pleje og omsorg. Det var kommet så langt, at den pågældende
havde fået italiensk nationalitet, men alligevel opstod der juridisk tvivl om sagen. Er der
således tale om en chilensk eller italiensk statsborger?
Nu er der fremkommet en lignende sag med en ung person i
Norge. Det er et par, som havde adopterede barnet, og hvor faren så blev alvorligt syg. I
denne situation blev sagen overdraget til den norske Børnestyrelse, og det er et godt
eksempel på, hvordan man i fællesskab må håndtere en adoptionsproblematik.
Der er tale om adoptioner, som er mislykkedes. Det vil sige, at
de er lovlige og gennemført efter reglerne og lovgivningen. Men efterfølgende indtræder
der forhold, som betyder, at adoptionen går galt. Alligevel er der tale om helt lovlige
adoptioner i sagerne med den norske og den italienske statsborger. Vores arbejde kan
sammenlignes med børnene fra Syrien. Vi skal have fokus på det, for den norske stat
respekterer personens rettigheder, dog sådan at den norske eller italienske forvaltning
efterfølgende undlader at handle efter det.
De sager, som er forelagt Undersøgelseskommissionen, har
primært handlet om at genskabe en chilensk identitet. Der er adgang til Folkeregistrets
databaser, og man forsøger at søge oplysninger, både eventuelt navn og eventuelle
fingeraftryk.
Der findes ikke nogen fast skabelon for, hvordan man
sammenknytter navne mellem forskellige lande, og derfor er det ganske muligt, at der
findes personer, som har forskellige identiteter, fordi de har været underlagt bestemmelser
i forskellige lande. Som eksempel kan nævnes Carlos Menéndez Behety, som blev født i
Punta Arenas i 1882 (jfr. https://gw.geneanet.org/gentuc?lang=es&n=menendez+
behety&oc=0&p=carlos). Personen fik en søn med navnet Fernando Menéndez Behety,
som blev født i Buenos Aires i 1940, og et barnebarn, Fernando Menéndez Behety, som
blev født i ca. 1960. Jeg henviser til denne sag, fordi jeg har været konsul i Buenos Aires.
Personerne anmodede om at få genetableret deres identitet
efter dokumenterne. Personerne hedder Menéndez Behety, fordi man i Argentina bevarer
et enkelt efternavn, men personerne ønskede dog at bevare begge de oprindelige
efternavne: Menéndez Behety, Menéndez Behety, Menéndez Behety. I Chile, derimod,
hedder de Menéndez González, fordi morens efternavn er González. Det var ønsket at
blive chilener, men at det skulle være med efternavnene Menéndez Behety. Det var helt
fint, men det chilenske Folkeregister meddelte, at det ikke er tilladt kun at benytte farens
efternavn. Morens efternavn skal således også indgå. Det betyder altså, at der findes
denne person, som hedder Fernando Menéndez Behety efter argentinsk lovgivning og
Fernando Menéndez González efter chilensk lovgivning.
Det er to identiteter, som har en form for sammenknytning.
Udfordringen består i at finde denne sammenknytning. Indlægsholderen fortalte, at
resultatet blev at udfærdige at dokument med angivelse af oprindelig argentinsk identitet,
hvorefter dokumentet bliver fremsendt. Herefter kunne den chilenske identitet etableres.
Sådanne sager kan også forekomme.
74
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0168.png
Det kan tilføjes, at Chiles myndigheder får meddelelse om den
slags sager på de enkelte konsulater. Konsulaterne bidrager til familiernes genforening,
taler med Børnestyrelsen (Sename) via programmet Søgning efter biologisk familie
(Orígenes) og er nogle gange i kontakt med politiet, hvis der her kan gennemføres en
efterforskning eller undersøgelse i udlandet. Der findes en mindre politistyrke og en
afdeling under Efterforskningspolitiet i Udenrigsministeriet, som bl.a. arbejder med at
styrke denne type programmer.
Der er en særlig tilknytning til Argentina, fordi mange chilenere
er udrejst hertil. I 1869 levede 1% af chilenerne i Argentina, og derfor er det helt
uundgåeligt, at der vil komme mennesker, som ønsker at blive genforenet med f.eks. fætre
og kusiner. Det står politiet og Efterforskningspolitiet til rådighed for at hjælpe med.
Det
bliver
indberettet
til
Folkeregister-
og
identifikationsstyrelsen, når der er konstateret uregelmæssige forhold. Et eksempel kan
være, at en person på 22 eller 23 år med et navn på en fødselsattest møder frem for at
anmode om at få udfærdiget et identitetsdokument, hvorefter det viser sig, at personens
Rut-nummer er optaget af en anden. Sådanne sager er forekommet, og de bliver
indberettet. For i sådanne sager kan der være forekommet identitetstyveri. Styrelsen får
besked om sagen, og den træffer en afgørelse om det.
Jeg synes, at det er meget vigtigt at holde kontakten til en
landsmand, som er landet i en sådan situation, og give ham eller hende relevante
oplysninger, så vedkommende kan tage initiativ til at få oplyst, hvad der bliver undersøgt i
sagen i Chile osv.
Der er i sagens natur tale om individuelle handlinger. Personen
har således taget et initiativ og er kommet til konsulatet for at udtrykke sin tvivl. I sådanne
tilfælde har vores konsuler fået klar instruks om, at de ikke skal spilde tiden på materielle
ting, som ikke er svære at løse. I de fire timer, hvor konsulatet har åbningstid, skal de tage
sig af chilenere, støtte dem, give dem oplysninger og frem for alt holde fast i kontakten til
dem, fordi det jo er en kompliceret situation.
Vores
centrale
myndigheder
har,
f.eks.
gennem
Statssekretariatet for udenrigsanliggender (Subsecretaría
de Relaciones Exteriores),
modtaget organisationen
Asociación de Madres e Hijos del Silencio
(Tavse sønner og
mødre) og organisationen
Asociación Nos Buscamos
(Vi søger), og i den forbindelse har
vi udsendt anvisninger til vores konsuler, så de kan have særligt fokus på denne slags
situationer.
Indlægsholderen erklærede sig godt tilfreds med det, der er
blevet sagt her, og tilføjede, at forskellige personer har nævnt, at konsulerne har været
gode til at yde støtte. Eksempler herpå er ambassadør Romero i Italien. Konsulen i Rom
kom til mødet med chilenerne i Cerdeña og lovede dem sin støtte.
Man har evalueret de forslag til oplysninger, som blev forelagt
af ONG’erne. Disse organisationer står ikke i en situation, hvor de kan igangsætte en
meget åben kampagne over for udlandet, men de kan dog opsætte plakater på
konsulaterne, som opfordrer personer til at tage kontakt til organisationen, hvis der er
noget, de er i tvivl om osv. Men når vi taler om de sociale medier, herunder Twitter,
forekommer fremgangsmåden lidt aggressiv. Men nu er jeg jo ikke blandt de yngste. Og
jeg må tilføje, at man her arbejder med et medieteam, som skal forsøge at formulere en
venlig og sympatisk opfordring. Denne opfordring kan have følgende indhold: Måske
befinder du dig i denne situation. Tag kontakt til konsulen, eller bed om at komme til at tale
med konsulen. Du skal nok få hjælp.
75
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0169.png
Konsulen i Rom har udført et enestående stykke arbejde, både
i sagen med adoptionen, som gik galt, og nu sagen med personerne fra Cerdeña.
Som nævnt var der også sagen i Norge og sagen i USA, men
derudover har vi også den noget bekymrende sag i Melbourne, som tidligere er omtalt. I
Melbourne var problemet lidt anderledes, eftersom kvinder i de angelsaksiske lande
generelt erhverver deres mands efternavn. Derfor bestod problemet ikke så meget i fastslå
identiteten, men derimod selve navnet. Kvinden i Melbourne ønskede, at både hendes
eget og mandens navn skulle fremgå af hendes kørekort. Det skabte et problem, fordi
gifte, enlige og fraskilte kvinder i Chile beholder sit efternavn, og der er hverken nogen
mulighed eller noget ønske om, at vores lovgivning af den ene eller anden årsag skal
kunne overføres til andre lande. Samtidig ønsker vi ikke, at andre landes bestemmelser
får virkning i vores folkeregistersystem.
Grundlæggende er det min opfattelse, at konsulerne i sagens
natur lytter til de problematikker, der uundgåeligt opstår. Konsulerne har et ønske om hele
tiden at støtte arbejdet med at afklare forhold af denne art.
Der findes tilgængelige folkeregisterarkiver på alle konsulater,
ligesom der findes en kopi (modpart) i Folkeregistret i afdelingen i Recoleta. Hvis der
således er chilenske statsborgere i udlandet, som gennem Folkeregistret anmoder om
oplysninger, er det ikke noget problem at følge op på det og opfylde anmodningen. Det er
dog naturligvis et krav, at anmodningen sker på begæring af myndigheden og med fuld
respekt for de pågældende statsborgere.
Jeg har talt med ministeren om det og fået dennes
godkendelse. Tirsdag den 8. blev der afholdt et møde med formanden for
Deputeretkammeret, hvor man drøftede emnet. Formanden var således lige vendt hjem
fra Italien, hvor han mødtes med ambassadør Romero og vores konsul i Rom. I den
anledning talte man om muligheden for en administrativ løsning.
Hvis vi tager udgangspunkt i en forudsætning om, at problemet
ikke er dobbelt identitet i sig selv, men derimod dobbelt identitet i tilfælde, hvor systemerne
ikke sammenknytter oplysninger, ser parterne frem til, at Folkeregisterstyrelsen kan finde
en løsning, hvorefter problematikken let kan håndteres. Også hvis der ønskes en
lovgivningsmæssig løsning, er parterne enige om at støtte den løsning, som måtte blive
fremlagt. Konsulerne vil også i fremtiden servicere chilenere i udlandet
–
det er det,
Udenrigsministeriet betaler for.
***********
76
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0170.png
Marisol Rodríguez
erklærede, at hendes sammenslutning
hedder
Hijos y Madres del Silencio
(Tavse børn og mødre) og støtter ofrene for
uregelmæssige og ulovlige adoptioner, både mødre og børn.
Ud fra det, vi har set, er der mange svære punkter i forbindelse
med de uregelmæssige adoptioner. Sammenslutningen arbejder frivilligt, modtager ikke
bidrag, har ingen officielle ejere og modtager ikke nogen form for vederlag.
Indlægsholderen fortalte, at hendes sammenslutning blev
etableret i 2014 i forbindelse med sagerne om præsten Joannon. Det tilføjes, at
sammenslutningen startede som en gruppe på Facebook. I dag er man også på Instagram,
og sammenslutningen består af 5.500 personer. Det er vurderingen, at 80% af personerne
i gruppen, som er privat, er ofre for ulovlige adoptioner.
Sammenslutningen udfører søgningsaktiviteter, juridisk
rådgivning og følelsesterapi til børn og yder hjælp til familier, som ønsker at finde andre
personer. Da sammenslutningen begyndte sit arbejde i 2014, var det aldrig tanken, at de
skulle blive så mange. I dag er der medlemmer fra forskellige lande, som blev adopteret
på en uregelmæssig eller ulovlig måde, og som blev sendt ud af landet med etablering af
et beskikket værgemål. Mange mødre fik meddelelse om, at deres barn var afgået ved
døden, men de fik aldrig attester eller et lig udleveret.
Sammenslutningen hjælper til med at registrere ofrene. Man
prøver at udbrede problematikken, fordi det er statens problem, et problem for landet, som
vi ved meget lidt om. Vi ved, at cirka 10.000 børn udrejste af Chile mellem 1960 og 2000.
10.000 af disse børn var genstand for ulovlig adoption. De er ikke engang registrerede
som adoptivbørn i Chile, men står opført med dobbelt identitet.
Sammenslutningen hjælper til med søgning, rådgivning og
vejledning og koordinatorer for de enkelte regioner og hospitaler, og de er mange, som
hjælper. I hele Chile findes der ofre for ulovlige adoptioner, og de adopterede personer
befinder sig i dag i Europa og i dele af Sydamerika. Der er chilenske adopterede i praktisk
taget hele verden.
Der findes en lang række adoptionssager med adopterede i
udlandet. Samtidig har man ikke den store viden om, hvordan man skal finde frem til de
biologiske familier, fordi dokumenter er blevet forfalsket, eller ganske enkelt fordi der ikke
er noget navn
–
eller navnet på en anden mor.
Sammenslutningen arbejder med den internationale DNA-
database. Prisen er 38.000 chilenske pesos pr. prøve, og selv om det er en forholdsvis lav
pris, er der mange mødre, som ikke har råd til at betale for det.
Hvordan fungerer den med dette DNA-system? Der er tale om
en international DNA-database, hvor man åbner en konto. Man logger på og kommer
automatisk frem til den pågældende person, så tæt på som muligt og ned til femte
generation. Hvis der findes en person, som må formodes at være en søn, kommer han
eller hun frem, hvis der er et gensammenfald på 50%. Hvis der er tale om en bror, er det
også 50%, og hvis det er en halvbror, er det 25%. Det er virkelig vigtigt at huske, hvad
DNA handler om.
77
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0171.png
Sammenslutningen rådgiver også i, hvor man skal henvende
sig, og hvad man skal gøre, når der er tale om mødre og familier. Vi har en
søgningsprocedure, som vi bruger til hospitalet, når vi skal bruge fødselserklæringer i
Folkeregistret, og når vi på hospitalerne skal bruge en fødselsjournal osv.
Børn henvises til programmet Søgning efter oprindelig familie
(Programa
Búsqueda de Orígenes),
fordi det først skal påvises, om der findes et
adoptionsbaseret slægtskab. Hvis dette ikke kan fastslås, anbefales de at indgive en
anmeldelse om det til ministeren Carrosa, fordi der så er tale om ulovlig adoption eller
tyveri af en person.
Hvad er forskellen på en lovlig og en ulovlig adoption?
Vi er nødt til at tage et forbehold i forhold til lovlige adoptioner i
Chile. I programmet Søgning efter oprindelig familie finder vi nok frem til
adoptionsdokumenterne, men det er ikke altid de mødre, som er registrerede her, som er
personernes reelle mor. Her er navnene blevet ændret. Et eksempel: Et barn, som nu er
blevet voksen, siger, at María González er hans eller hendes mor. Man tager kontakt til
María González, der dog siger: Jeg er ikke hans eller hendes mor. Mange gange har man
troet, at personen nægtede fakta. Men efter at man har taget en DNA-prøve af personen,
har man forstået, at hun faktisk ikke er barnets mor. Og de adoptioner, som lader til at
være lovlige, er det i virkeligheden ikke, fordi man har ændret navnet på moren.
Disse børn bliver herefter henvist til Børnestyrelsens program
Søgning efter oprindelig familie (Búsqueda
de Origen).
Indtil for nylig blev de henvist til
ministeren Carroza, men som det er nu, bliver de henvist til dette program, hvorfra de
automatisk sendes videre til ministeren Carroza, hvis der ikke kan påvises et
adoptionsbaseret slægtskab.
Herefter bliver søgningsprofilerne spredt i hele landet og
omkring i verden, og det har vi fået ret gode resultater ud af. Det har ført til 126
familiemæssige genforeninger.
I løbet af de fire år, sammenslutningen har arbejdet med
adoptioner og registrering af mødre på hospitalerne, er der konstateret alvorlige mangler
ved systemet.
Vi finder personer i lovlige adoptioner, men der er også ulovlige
eller uregelmæssige adoptioner. Der er de personer, som er adopteret uregelmæssigt. Det
er generelt personer, som er blevet adopteret i udlandet, og personer, som i virkeligheden
ikke er blevet adopteret, men som er udrejst med beskikket værgemål, sådan at der aldrig
har været tale om en egentlig adoption. Og endelig er der de stjålne børn.
Vi kender ikke de præcise tal i Chile, men der er mange børn,
som er stjålet af andre, og som ikke er blevet adopteret. Hvad betyder det egentlig? Lad
mig nævne eksemplet med Carolina Freire. På klinikken sagde man til adoptivforældrene
(dvs. adoptivforældre i citationstegn), at de kunne vælge et af de otte børn, som lå på en
stue. Det var nyfødte børn, som var normale biologiske børn af deres forældre. Det var
dog sådan, at der ikke var nogen oplysninger om børnenes biologiske oprindelse, og loven
siger, at vi har ret til at kende vores biologiske oprindelse. Den dag, børnene blev født,
slettede man alle oplysninger om dem. De var stjålne børn, og der var ikke engang tale
om adoption. De blev overført fra klinikken eller en anden hospitalsenhed, og de blev
således anset for at være forældrenes biologiske børn.
78
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0172.png
Det er de stærkeste eksempler, vi kan fremhæve her. Man har
ikke kunnet finde data, fordi der på hospitalerne desværre ikke er adgang til at få vist,
hvilken dato de er født. Mange er dog registrerede med fødested, men efter loven kan vi
ikke hermed få adgang til mødrenes data.
Det blev tilføjet af indlægsholderen, at der i Argentina findes en
Lov om biologisk oprindelse, og det var hendes holdning, at man også burde have sådan
en i Chile.
Der henvises til en anden sag om Ema. Den ses her til venstre.
Ema Espinoza har ikke været i stand til at opspore sin familie, fordi hun har en fødselsattest
uden angivelse af de forældre, som har anmeldt fødslen. Hun ved, at hendes far hedder
José Espinoza, men der er en del personer, der har det navn. I Emas tilfælde er alle
oplysninger om biologisk oprindelse blevet slettet.
I Folkeregistrene i Temuco, Padre Las Casas og Lautaro er der
indskrevet i tusindvis af børn uden angivelse af forældre, som har anmeldt fødslen. Der
var en person, som arbejdede for de offentlige myndigheder, men som lavede den fejl, at
vedkommende i Folkeregistret registrerede en lang række børn uden angivelse af
forældre, som anmeldte fødslen. Der er mange børn registreret på denne måde. 2.200
børn udrejste til Sverige, og flertallet af dem er fra Araucanía.
Så er det eksemplet med Pernilla, som fik et pas med et
kørekortsnummer. Hun blev registreret med sit svenske navn i Chile. Registreringen er
stadig aktiv i Folkeregistret, og det betyder, at hun kan stemme i Chile. Børnene har
dobbelt identitet: Der er således mange personer, som har et chilensk navn, f.eks. Ema
María Espinoza, og derudover et svensk navn. Det betyder altså, at de ikke har dobbelt
nationalitet, men derimod dobbelt identitet, hvilket igen betyder, at de optræder som én
person i Chile og en anden person i Sverige. I Valgregistret (Registro
Electoral)
findes der
mange mennesker, som man tror vil afgive deres stemme, men som ikke gør det.
Det lykkedes at finde Pernillas mor, fordi hun havde kørekortet
med sig. Pernilla er lærer, og efter at læst en masse skriftprøver lykkedes det for hende at
finde sin mor. Hvis hun ikke havde taget sit kørekort med sig som et minde om Chile,
havde hun aldrig fundet sin mor.
I sagen om María Paz var det formodningen, at hun blev født i
Clínica Freire. Hendes forældre udvalgte hende blandt otte børn, de stjal hende, og der
foreligger ingen oplysninger om hendes biologiske oprindelse. Hun gennemgår en daglig
kamp for at finde sin biologisk familie, efter at staten har krænket hendes rettigheder som
person. Og sådan kan der fortsættes med de andre sager på arket.
Problematikken med mødre og familier
I sammenslutningen findes fædre, mødre og søskende, som
søger deres børn, brødre og søstre. En mor fik at vide, at hendes søn var afgået ved
døden, og hun fik ikke udleveret liget af sit nyfødte barn. Og hun modtog heller ikke
officielle dokumenter som f.eks. en fødselsattest eller dødsattest. Og hun fik ikke at vide,
hvilken kirkegård barnet var blevet bragt til. Det eneste, disse personer fik at vide, var, at
hospitalet tog sig af begravelsen eller bisættelsen, eller at barnet var kommet i hospitalets
fællesgrav, hvilket ikke var korrekt. De blev også fortalt, at liget ville blive overdraget til
videnskabelige formål, og at de bare skulle tage hjem, fordi de jo var unge og kunne få
flere børn. De fik heller ikke mulighed for at tage afsked med deres barn, og de fik at vide,
at de var uerfarne mødre. De fik fjernet deres børn i hjemmet.
79
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0173.png
Der er adskillige sager i La Araucanía, hvor socialrådgivere
ankom ledsaget af politibetjente. Forældrene fik bank, de tog børnene med sig, og de blev
solgt til Sverige. Der var også børn, som blev fjernet fra børnehjem, hvor mange mødre
arbejdede på landet. I løbet af ugen placerede de børnene på børnehjemmene, hvorefter
de hentede dem igen i weekenden. I de første uger lod man mødrene se deres børn, men
senere sagde man til dem, at børnene var blevet syge. Og til sidst forsvandt de. Eller også
sagde man, at børnene havde alvorlige sygdomme som leukæmi, og at de ville dø, hvis
mødrene ikke skrev under på, at børnene kunne komme til USA. Der er tale om en grov
krænkelse af rettigheder. Og der skete noget lignende på midlertidige børnehjem og også
i Conin.
Mødrene har sendt fotos af deres børn, som blev indlagt i
præmatur tilstand og med lav vægt, og man blev ved med at retfærdiggøre disse
handlinger ved at sige, at mødrene ikke tog sig ordentligt af deres børn
–
så havde man
en undskyldning for at sende dem til udlandet.
********************
Ana María Olivares
fortalte, at man i sin søgen efter familier
er stødt på mange forhindringer i de forskellige offentlige institutioner. På præsentationen
beskrives en fremgangsmåde at søge på, som betød, at mødrene kunne søge forskellige
oplysninger på hospitalet, i Folkeregistret og andre steder. Det er her, det første problem
med hospitalerne begynder. Mødrene får generelt den besked, at deres journaler ikke
findes, fordi der er gået 15 år. Det skyldes, at de efter loven skal destrueres efter 15 år.
Mødrene har også fået at vide, at der findes fødselsbøger, som dog er blevet destrueret,
så de ikke kan søge efter deres data. Mødrene er desuden blevet oplyst, at deres børn er
begravet i fællesgrave. Der bliver ikke taget hensyn til de mødre, der dag efter dag søger
efter disse oplysninger.
Der er afsagt et dekret i 2012, som anviser, hvad der skal ske
med de omtalte journaler. Der fremgår således, at journalerne skal destrueres, når der er
gået 15 år, uden at brugeren har været indlagt på hospitalet og ikke har været underkastet
behandling. Når en journal destrueres, skal der foreligge en erklæring, som er
underskrevet af hospitalets direktør. Det skal beskrives, hvordan journalen destrueres
–
om den afbrændes, om den opbevares i en kælder eller andet. Desuden skal journalens
nummer være ledsaget af navnet på den pågældende person.
Det har generelt indebåret en stor omkostning af have
journalerne liggende. De fleste hospitaler overholder ikke reglerne og undskylder sig med,
at der er gået 15 år, siden der sidst blev søgt på materialet. Der findes dog også mødre,
som igen har været indlagt på hospitalerne
–
og også i disse tilfælde udleverer
hospitalerne kun journaler fra 2000, 2002 og 2003. Samtidig destrueres ældre journaler,
hvis de ikke omtales separat i dekretet. Der er intet tilsyn med området, og journalerne er
heller ikke blevet opbevaret på den korrekte måde.
80
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0174.png
Undersøgelsesdomstolen vil senere kunne lytte til en
vidneerklæring fra Efterforskningspolitiet i Chile. Fernando Hernández foretog i den
forbindelse en undersøgelse på nogle hospitaler, hvor journalerne var fra 1969, 1970 og
1971. De blev fundet henkastet i kældre og i fugtige lokaler, selv om loven foreskriver, at
de skal opbevares korrekt. Denne undersøgelse gav en stor mængde information.
Der er hospitaler, som på trods af Transparensrådets (Consejo
para la Transparencia)
anbefalinger nægter at udlevere disse oplysninger. Det kan tilføjes,
at disse mødre aldrig har været indlagt på hospitalet, og at de aldrig har født deres børn
der, selv om de har en fødselserklæring, som siger, at det er tilfældet, og
fødselserklæringen er underskrevet af vidner.
Det er et område, som vi gerne ser gennemgået af
Undersøgelseskommissionen, fordi det er så vigtigt, ikke kun for vores sammenslutning,
men også for de i tusindvis af familier, som søger deres journaler uden at kunne finde dem.
De har således brug for at vide, hvad der foregår, og hvad der skal ske fremadrettet.
Der er to relevante områder i underprogrammet om oprindelse
under Børnestyrelsen (Sename): adoptioner af chilenere i Chile og i udlandet. Hvad angår
de chilenere, som opholder sig i Chile, skal her fremhæves forskellige problemer med
programmet om søgning efter oprindelig familie, som har aktiviteter i alle regioner. Det er
et underprogram, som udelukkende har til formål at lokalisere oprindelig familie til
personer, som er blevet adopteret. Underprogrammet skal opfyldes med hjemmel i en lov.
Det
er
konstateret,
at
der
findes
forskellige
fremgangsprocedurer i de enkelte regioner. Når man søger oplysninger i regionen
Coquimbo, svares der med henvisning til andre procedurer end dem, som findes i f.eks.
Metropolitana (hovedstadsregionen), i det sydlige Chile og i andre regioner. Formularen til
søgning efter oprindelig familie findes kun på nettet, og brugeren kan kun bruge Explorer
8. Man må formode, at kravet om at bruge Explorer 8 og nettet er ret problematisk for de
fleste mennesker. Der er således ikke ret mange servere, der opfylder kravene. Der er
ingen, som downloader en særlig browsertype for at kunne gøre det. Der bør findes andre
former for adgang, hvad enten der er tale om e-mail eller andre løsninger. Websitet er
meget svært at få adgang til, og mange mennesker vil falde fra.
Websitet er både på spansk og engelsk, men den engelske
version er af begrænset kvalitet, og den kan være svær for udlændinge at forstå. For
personer i Sverige, Tyskland og Frankrig kan det være svært at læse de engelske
formuleringer, som motivationsformularen indeholder. Det er ikke alene en ansøgning om
at finde en sag, men også en motivationsformular. Okay. Er det virkelig nødvendigt at have
en motivation for at få adgang til ens oprindelse? Det er jo ens ret og ejendom. Siger loven,
at man skal kunne præsentere en motivation? Jeg ved det ikke. Loven siger tilsyneladende
ikke noget om det.
Det nævnes, at sammenslutningen har kendskab til sagen om
María Diemar, som har været forelagt Udvalget for social udvikling og Familieudvalget for
nogle måneder siden. Hun er forkvinde for sammenslutningen
Los Adoptados en Suecia
(Adoptanter i Sverige) og har arbejdet i gruppen i 15 år. Der findes ca. 2.200 adoptanter i
Sverige. Hun startede i Børnestyrelsens (Sename) program for mere end ti år siden, og
dengang var programmet lige blevet introduceret. Hun blev bedt om at udfylde
motivationsformularen, men eftersom hun ikke kunne spansk, var hun nødt til at tage
kontakt til adoptionsorganisationen, som havde stået for hendes adoption til Sverige. Hun
bad om at få en oversættelse af formularen.
81
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0175.png
Hun udfyldte formularen, men i Børnestyrelsen (Sename) var
man af den opfattelse, at hendes måde at skrive på var lidt “negativ”.
Hun fik at vide, at
hun udtrykte had over for sin oprindelige familie, og derfor blev hendes anmodning om at
søge oplysninger afvist. Dermed begyndte en proces, som fortsætter i dag, hvor hun nu er
forkvinde for sammenslutningen Los Adoptados en Suecia. Senere mødte hun sin
oprindelige familie. Det var i 2004. Hun har aldrig haft problemer med at udtrykke kritik. En
person, som søger sin familie, kan naturligvis have brug for at være kritisk! Desuden
indeholder loven ikke krav om en motivation, for at man kan få adgang til sine oplysninger.
Oplysningerne er private, de er ens ejendom, og de er en del af ens oprindelse og
grundlæggende tilværelse.
Desuden kan det nævnes, at der er mange søgeprocesser,
som varer i længere end et år. Der er personer, som har ventet på svar siden 2007. I nogle
tilfælde kan myndighederne udlevere sager med komplette oplysninger, herunder
forældrenes navne, og i andre tilfælde udleveres kun en del af sagen eller sådan, at
navnene er fjernet. Loven indeholder ikke et krav om, at alle oplysninger, eller en del af
disse, i sagen skal udleveres. Der siges heller ikke noget om, hvorvidt de skal udleveres
med slettede navne eller ej. Loven siger derimod, at hvis en person ønsker adgang til
oplysningerne om sin oprindelse, har vedkommende krav på at modtage disse
oplysninger. Der er tale om en overspringshandling i fortolkningen af loven. Det er således
op til den enkelte offentlige funktionær at beslutte, om han eller hun vil udlevere materiale
eller ej
–
alt efter om vedkommende personligt vurderer, at oplysningerne skal udleveres.
Som det er i dag, finder loven ikke anvendelse, som den burde. I stedet holder man private
oplysninger tilbage og overtræder dermed de enkelte personers rettigheder i forhold til
bl.a. privatliv, oprindelse, ret til livet og privat ejendom. Vi taler her også om personernes
psykiske og emotionelle stabilitet. Det er i sidste instans disse forhold, som krænkes mest
med den anvendte praksis.
Der er eksempler på medarbejdere i Børnestyrelsen (Sename),
som har taget kontakt til en potentiel mor, og hvis moren har afvist, er sagen blevet lukket.
Dette sker i alle sager, hvor der søges oplysninger om oprindelse i Børnestyrelsen
(Sename). Ikke alene bliver sagen lukket, når en mor afviser at få kontakt. Sagen bliver
også lukket, når en mor er afgået ved døden. Loven siger: Søgning efter oprindelig familie.
Loven siger intet om: Søgning efter mødre. Der er således behov for en præcisering af,
hvordan Børnestyrelsen (Sename) fortolker søgninger efter oprindelig familie. Er det kun
moren, som er omfattet af denne oprindelige familie, eller findes der også en far? Er det
også søskende? Der er grundlæggende tale om magtmisbrug, når en person, som har til
opgave at tage kontakt, oplyser, at moren er død. Der bliver sendt en mail, og sagen
lukkes. Herefter er der ikke længere adgang til sagen, hvis ejerskab ligger hos den person,
som søger efter sin oprindelse.
Der er også sager, hvor bestemte medarbejdere har oplyst, at
de har foretaget søgning efter mødre, som ikke har ønsket kontakt
–
hvor de så
efterfølgende bliver kontaktet på en anden måde (der er altså personer, som ikke ønsker
at acceptere en besked om, at deres mor ikke vil møde dem), og hvor mødrene
efterfølgende har sagt, at Børnestyrelsen (Sename) aldrig har taget kontakt til dem. Det vil
altså sige, at der er medarbejdere i Børnestyrelsen (Sename), som siger, at de har
lokaliseret moren, men at hun ikke har ønsket at få kontakt. Dermed lukkes sagen. Hvad
er baggrunden for at handle på denne måde? Det ved vi ikke.
Når der er tale om udlændinge, er det hele lidt mere
kompliceret. Overordnet set er der problematikken med sproget, spansk eller engelsk, og
kravet om at have adgang til Explorer 8. Det er lidt til grin, at det kun er Explorer 8, som er
en mulighed, når nu der findes så mange andre elektroniske platforme. Netop dette
følsomme program er der ikke nogen teknologisk adgang til.
82
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0176.png
Sproget har betydet, at kommunikationen mellem adopterede
og Programmet for søgning efter oprindelig familie ikke har været særlig brugervenlig. Der
er blevet udsendt sager med fejlagtigt navn på den biologiske mor, og der er også udsendt
sager, som er blevet ændret. Det betyder, at den person, som skulle modtage sin sag, i
stedet har modtaget f.eks. sin søsters sag
–
eller en sag til en anden person, som hun ikke
kender.
Når man taler med de adopterede, og det er ikke kun
udenlandske adopterede, får de at vide, at de ikke må foretage søgninger ad andre kanaler
end via Børnestyrelsen (Sename). De må f.eks. ikke bruge Facebook. Det er stadig ikke
klart, hvilken del af loven der skulle angive, at en person har forbud mod at søge efter sin
familie gennem sociale medier eller på anden vis. Jeg ved ikke, hvilken paragraf det skulle
være. Det er noget, som skræmmer de enkelte familie, eftersom der er mange, som har
knappe ressourcer. Der er mange mødre, som føler sig skræmte efter mødet med disse
magtmisbrugende repræsentanter for staten.
Som prikken over i’et kan det nævnes, at Børnestyrelsen
(Sename) faktisk har e-mailadresserne og godt kunne sende dem sagerne bagefter.
Adoptanterne i udlandet bliver alligevel bedt om at give tilladelse til at åbne en sag, men
tilladelsen skal dels apostilleres, som det er normalt, dels skal den være vedlagt en
ansøgning, som er underskrevet af den pågældende og af adoptivforældrene. Hvis
adoptivforældrene ikke skriver under, kan den adopterede ikke bede om sin sag, også selv
om vedkommende er myndig. Der er heller ingen, som ved, hvor i loven det står, at en
adopteret skal have fået tilladelse fra adoptivforældrene for at kunne søge sin oprindelse.
Det vides stadig ikke. Der er sager med personer, som er blevet mishandlet og misbrugt i
forbindelse med deres adoption og som har været meget præget af det. Der er personer,
hvis forældre er afgået ved døden, og der er andre, som bliver fulgt af deres forældre
gennem processen. Men det kræver ikke nogen underskrift. Derfor må man spørge sig
selv i dag, hvad der egentlig foregår hos Børnestyrelsen (Sename) og i deres
søgningssystem.
Afslutningsvis kan det nævne, at adoptionsloven anfører, at det
er Folkeregistret, som skal opbevare alle sager om personer, som er blevet adopteret.
Loven angiver desuden, at alle personer kan få adgang til
deres sag ved at anmode om det. Dog skal det tilføjes, at det i
Folkeregisterbekendtgørelsen står anført, at sagen kun kan udleveres via domstolene, ved
mellemkomst af en dommer.
Dog
er
det
bemærket
af
Statssekretariatet
for
udenrigsanliggender, som vi mødte for ca. en måned siden (konsulaterne har i alt
registreret flere end 18 lande med adopterede), at man her har modtaget mange
anmodninger fra adopterede chilenere i udlandet. Man har derfor talt med Folkeregistret,
som åbne sagerne direkte uden at rådspørge domstolene.
Der er generelt et problem med Folkeregistret. Der er mange
mødre i disse sager, som
–
når de søger i Folkeregistret
–
ikke står anført med tilknytning
til deres børn, eller som er registrerede med tilknytning af børn, som efter deres opfattelse
er afgået ved døden.
83
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0177.png
Som eksempel kan nævnes tilfælde, hvor en person pludselig
modtager børnepenge for en søn eller datter, som vedkommende har fået at vide er afgået
ved døden. Og der er tilfælde, hvor personen har fået at vide, at det skal vedkommende
ikke tænke mere på, at vedkommende bare skal tage hjem, og at myndighederne selv står
for begravelsen
–
og hvor det nu viser sig, at barnet står indskrevet som levende person.
Der er mange varianter af denne historie. Og i nogle tilfælde er
der ingen, der er klar over, hvem der har indskrevet barnet
–
og Folkeregistret har heller
ingen idé om det. Folkeregistret siger: Vi har ingen oplysninger. Men der er ting, der er
streget over, uden at nogen ved noget. Ingen svarer, og der kommer ingen svar. I andre
sager siger Folkeregistret: “Nej,
men din underskrift står jo her.” Her står dit navn, men det
er ikke din underskrift. Det oplyses, at man aldrig har registreret den pågældende person.
Og der er ingen, der ved hvorfor. Derfor er der ingen mulighed for at undersøge det
nærmere og få det bedre belyst. I andre tilfælde har de børn, som faktisk eksisterer, ikke
nogen tilknytning til moren.
Der
er
en
sag,
som
hermed
indbringes
for
Undersøgelseskommissionen, om en mor i den sydlige del af Chile, som fik 14 børn. To
af børnene blev fjernet fra hende. I dag er der ti børn, som officielt er tilknyttet hende
–
ikke 14
–
men ud af de ti er der to, som aldrig har eksisteret. Det betyder altså, at nogen
har registreret dem
–
vi ved ikke hvem
–
i hendes navn, men ingen af dem har nogensinde
ansøgt om kørekort, de har aldrig fået foretaget en sagsbehandling, intet. De findes ikke!
Moren henvendte sig til Folkeregistret for at få at vide, hvad der
var sket, men ingen kunne give et svar. Der er ikke nogen steder, hvor man kan hente
disse oplysninger, som tilhører privatlivets fred.
Hvis man alligevel kontakter Folkeregistret for at bede om en
liste over de børn, der er registreret, så kan ikke få en sådan liste. Hvorfor? For der er en
bekendtgørelse, som siger det. Hvorfor? Det er der ingen, der ved. Det er eksempler på
disse ubærlige ting i livet.
Det foreslås, at De alle tager kontakt til Folkeregistret for at
bede om en liste over samtlige børn, der er indskrevet i Deres navn. Det kan godt være,
at de deputerede kan få listen, men det store flertal af borgere kan ikke.
Derudover findes der en række børn, som er registreret uden
bopæl. Blot i Santiagos kommune er der et stort antal tilfælde med børn, som er indskrevet
med bopæl på hoteller eller uden bopæl. Der er her generelt tale om ulovlige adoptioner.
Ikke i alle tilfælde, men det gælder i langt de fleste tilfælde, man har kunne finde.
Her kommer yderligere et eksempel: I Santiagos kommune er
der registreret mere end 3.000 personer, som ikke har bopæl, og som ikke findes i Chile.
Alligevel er de indskrevet i Folkeregistret og dermed i Valgregistret (Servel). Derfra skal
der trækkes 3.000 personer i Santiago ud af tallet. Man har også beregnet antallet i alle
andre kommuner i Chile, og i den stor del af tilfældene er der tale om ulovlige adoptioner.
Der findes en lang række børn, som er blevet registreret, uden
at forældrene dog har mødt frem for at registrere dem. Man har anmodet Folkeregistret
om at få adgang til arkiver osv., men det er blevet afvist med henvisning til, at der er tale
om sager, hvor de pågældende personer selv skal møde op for at få vist oplysningerne.
Det lader dog til, at der er mange mødre, som er helt klar over, at deres børn ikke findes.
De ved ikke engang, om børnene er registreret, og som sådan har de brug for disse
oplysninger for at kunne lokalisere deres børn. Det bliver de dog nægtet.
84
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0178.png
Der er brug for andre måder for at få præcise svar om
oplysningerne.
Der er mange personer med dobbelt fødselsregistrering. Før
digitaliseringen var der ikke nogen registrering af dem, men det er personer, som her står
med et alvorligt problem: De er to personer og nogle gange ovenikøbet tre personer. Et
eksempel er en person, som var blevet adopteret. Personen havde store problemer, og
derudover havde vedkommende to identiteter i Chile og derudover en tredje identitet.
Barnet blev grundlæggende indskrevet tre gange. Faren registrerede barnet. Herefter blev
barnet fjernet fra hospitalet, hvorefter en anden person registrerede barnet. Den samme
person fik yderligere et fjernet barn, som blev registreret sammen med barnet. Det er tre
registreringer, som elle sammen er gyldige. Dog ved Folkeregistret stadig ikke, hvad man
skal gøre ved det.
Mange af de adoptivbørn, som er kommet andre steder hen,
stammer fra mapuchefolket. Men eftersom de er registreret med svenske forældre, uden
forældre, som er mødt frem for at registrere dem, og med angivelse af svensk navn, har
de ingen mulighed for at få fastlagt deres identitet med oprindelse i mapuchefolket. Og der
er virkelig afgørende, eftersom deres oprindelse er det samme som deres identitet. Dog
kræver loven, at deres identitet bliver dokumenteret ved hjælp af efternavnet. Der er
yderligere det problem, at man også har taget den kulturelle identitet fra personerne.
De kom tilbage fra Sverige netop for at forstå problematikken
nærmere, og i Sverige er der faktisk omtrent 1.000 chilenere, som oprindelig stammer fra
mapuchefolket.
Endelig skal her fremhæves problematikken med ulovlige
adoptioner. Men alle deres mødre, som De ser her, kæmper nu med hospitalerne, med
registrene, med sundhedsmyndighederne og med skolerne, som heller ikke udleverer
oplysninger til netop deres datter, som faktisk gik her på skolen, og som pludselig
forsvandt.
De kæmper i dag ikke alene for at blive genforenet med deres
barn. De kæmper også med staten, som ikke vil udlevere de ønskede oplysninger.
Den selvsamme stat, som tillod, at børnene forsvandt, blev
bortadopteret på ulovlig vis og blev fjernet fra deres hjem, tillader ikke i dag, at børnene
søger oplysninger om deres oprindelige familie.
Vi oplever derfor i dag en dobbelt overtrædelse af rettigheder.
For det første taler vi om en juridisk-strafferetlig overtrædelse. Dette område er allerede
ved at blive undersøgt, og medarbejderne ved domstolene og i Efterforskningspolitiet vil
bestemt også lægge mærke til det.
For det andet står vi i dag med en stat, som ikke er underlagt
tilsyn, og som gør, hvad der passer den, med journalerne. Desuden er det de enkelte
kontorledere, som egenhændigt beslutter, hvilket kriterium der efter deres opfattelse er
bedst. Og der er ingen, som ved, hvorfor de gør det den måde, og hvorfor de prioriterer
bestemte ting frem for andre.
****************
85
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0179.png
Elena Heredia
fortalte, at hendes to tvillingedøtre blev født i
1972 på regionshospitalet i Concepción. Hun tilføjede, at de lå i kuvøse i to måneder, fordi
de var født otte uger før termin. Efterfølgende blev de udskrevet, efter at perioden i kuvøse
var overstået, og så tog de alle til mormoren i Angol, for at hun kunne hjælpe med døtrene.
De var der i to måneder, og derefter vendte hun tilbage til hospitalet i Concepción med
døtrene. Hun talte med socialrådgiveren, som fik hende til at underskrive et dokument om,
at de ville tage sig af døtrenes omsorg. Hun vidste dog ikke, at hendes døtre ville blive
bortadopteret. Eller rettere
–
hun forstod det ikke.
Dengang, i marts 1973, var hun kun 17 år. Inden de fik hende
til at skrive under, tog socialrådgiveren den ene datter fra hende og sagde, at hun roligt
kunne skrive under. Hun fik dog aldrig datteren rakt tilbage igen, og samtidig blev hun bedt
om at udlevere hendes fødselserklæring. Hun havde pigernes bleer i tasken, og dem fik
hun taget fra sig, og det samme skete med døtrenes sutteflasker.
Hun forstod nu, at mormoren allerede havde afleveret den
anden pige til socialrådgiveren. Herefter sagde socialrådgiveren: Elena, du har lige
underskrevet en erklæring om, at du ikke får pigerne tilbage igen. Og mormoren trak hende
væk i armen, hvorefter hun ikke hørte mere til pigerne. Mormoren ville ikke sige, hvor
pigerne var blevet placeret.
Ud over fra den vold, hun blev udsat for, var hun også
traumatiseret. Så flyttede hun til Santiago, hvor hun var under militærkuppet og i tiden
under Pinochet. Hun blev boede i Santiago i årene efter. Hun vendte ikke tilbage til
Concepción. Og da hun så vendte tilbage til Concepción i 1981, fik hun oplyst, at hendes
døtre var blevet sendt fra hospitalet og til Laguna Redonda i Concepción. Senere talte hun
med en pige på opholdshjemmet. Det var en veninde fra barndommen, som hun havde
boet i nærheden af i gaden Calle Castellón. Hun kendte hende lige fra den tid, da familien
flyttede til et nyt hus. Det var nok i 1973, og her havde de stadig pigernes vugger stående.
Juanita, som var navnet hendes barndomsven, sagde: Min mor tog sig af pigerne som
spæde, fordi hun havde haft arbejde på regionshospitalet i Concepción. Hun tænkte ikke
på, at det var en special situation. Det var også sådan, at Juana Salazars anden søster,
María Teresa Salazar, havde haft arbejde på neonatal afdeling, dvs. der hvor pigernes var
blevet født (den hospitalsafdeling, hvor man giver de nyfødte behandling og omsorg). Fordi
hun arbejdede på hospitalet, virkede det normalt, at hun tog sig af pigerne, og eftersom de
havde et nyt hus, forekom det hele at være rigtigt og normalt.
Da hun flyttede derfra, havde hun ingen kontakt med veninden,
inden hun vendte tilbage i 1981. Det var på det tidspunkt, at hun fik at vide af veninden, at
hendes døtre havde boet i venindens hjem, og at de var som en familie for pigerne. Det
var på dette tidspunkt, at hun forstod, at det var her, hendes døtre havde været.
Hun vendte tilbage i januar i år og tog til regionshospitalet i
Concepción for at anmode om at få tilsendt indlæggelsesjournalerne fra dengang, hun var
indlagt på hospitalet, og fra dengang hendes døtre blev født. Men det blev afvist af
hospitalet. De sagde til hende, at hun skulle komme personligt. Hun forklarede, at hun var
syg, at hun havde en sygdom og var blind, og det derfor var umuligt for hende at tage
derhen personligt. Det reagerede hospitalet dog ikke på.
86
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0180.png
Derfor mødte hun personligt op den 3. januar, bad om at få
udleveret fødselserklæringen og indlæggelsesjournalerne, men hun fik straks det svar, at
det ikke kunne lade sig gøre med følgende begrundelse: Hvis en patient ikke er blevet
behandlet på et hospital i 15 år, bliver sagens oplysninger automatisk destrueret. Derfor
kunne hun ikke få journalerne. Hun bad dog stadig om at få fødselserklæringen.
Lederen af sammenslutningen
Agrupación Hjios y Madres del
Silencio (Tavse
Børn og Mødre) i Biobío, María Elena Castro, tog senere til hospitalet.
Hun læste indholdet i bogen, hvor navnet Elena Heredia var registreret, ligesom også
tvillingedøtrene stod opført. Hun fik dog ikke lov til at tage fotos, fordi hun ikke havde fået
Elenas tilladelse. Derfor fik hun ikke noget med sig fra hospitalet.
Det skal tilføjes, at der efter sigende blev sendt et anbefalet
brev til hendes hjem i San Bernardo, som det var hensigten, men eftersom modtageren
var ubekendt, blev brevet returneret. Mine damer og herrer, jeg må dog sige, at det er
løgn. Der kom ikke noget brev i hendes navn. Man skal nemlig skriftligt bekræfte
modtagelsen af et anbefalet brev, og hvis det var blevet modtaget af en anden person i
husstanden, skulle vedkommende vise sit identitetskort og underskrive. Men det skete
ikke. Derfor har indlægsholderen i dag personligt sendt en klage til Sundhedsministeriet.
***************
Nicole
Guillaume
kunne
ikke
give
møde
for
Undersøgelseskommissionen pga. helbredsmæssige problemer, og derfor blev ordet i
stedet givet til hendes mand,
Cristián Cortés,
som talte på hendes vegne.
Cristián Cortés
forklarede, at hans hustru ikke har kunnet
medvirke pga. problemet med helbredet. Hun lider således af kræft i en indledende fase.
I stedet blev hustruens indlæg oplæst:
Nicole Guillaume blev i en alder af 21 år indlagt på fødeafsnittet
på hospitalet San Borja Arriarán den 15. maj 1992, kl. 18.00 for at føde sin anden datter.
Efter at hun var ankommet, blev hun undersøgt. Hun var ca. otte måneder henne i
svangerskabet, hun havde kraftige kramper, og vandet var allerede gået.
To læger undersøgte hende, og det undrede hende meget, at
de ville vide, hvor hendes efternavn stammede fra. Den ældste af lægerne sagde til den
anden, at han ville tage til »paro«. Der er ingen, som indtil dags dato har vidst, hvad ordene
betyder. Der blev ikke udfyldt en indlæggelsesseddel. De sendte hende over i den venstre
del af fødeafsnittet, hvilket var den modsatte del af, hvor hun havde været under den første
fødsel. Hun blev lagt inde på en stue, hvor der ikke var andre patienter, og en
sygeplejerske lagde drop på hende. Derefter begyndte hun at blive meget døsig, og alt
blev sløret. Hun kunne ikke skelne mellem ansigter
–
det var kun silhuetter, hun kunne se.
Alt var som i en tåge.
Da fødslen gik i gang, blev hun bragt ind på en operationsstue,
hvor en mand
–
det kunne hun høre på stemmen
–
løftede hendes overkrop op, så hun
næsten var siddende. Og der var en kvinde, som løftede hendes hoved og gav hende en
lussing. Hun husker kun lyden af lussingen og vidste, at hun var nødt til at sige noget. Det
prikkede i den højre arm, og mens hun sov, fornemmede hun, at hun fødte sin datter. Hun
hørte, at datteren skreg højt.
87
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0181.png
Hun vågnede op ved, at hun var ved at blive kvalt i opkast. Hun
befandt sig en i meget smal gang, og ved siden af hende var der en kvinde, som var klædt
i blåt. Hun kunne ikke se hendes ansigt, fordi alting stadig var så tåget. Nede for fodenden
af sengen råbte hun: Jeg skal fortælle dig, at hun er død! Hvorfor beder du så om at få
hende? Lad være med at græde og lave scener. Hun besvimede, og da hun var kommet
sig, var der en anden kvinde, som sagde til hende: Lad være med at græde. Videnskaben
får glæde af dit barn, og andre kvinder kan undgå at komme ud for det, der er sket for dig.
Desuden er du ung og får flere børn. Du har jo allerede en datter, som du så kan elske
endnu mere. Hun husker ikke rigtigt dette ansigt. Hun ved, at kvinden var klædt i noget
lyst, og at hun var forholdsvis høj. De kom noget i droppet, og hun faldt i søvn igen.
Samtidig ventede familien udenfor og fik den besked, at hun havde det godt, og at både
hun og datteren var i en god forfatning.
Der var en mand i blåt, som sagde til hendes mand, at hans
datter var afgået ved døden. Det havde været alvorligt, og de havde været nødt til at
foretage en udskrabning [sic]. Hun vidste ikke, hvad klokken var. Det næste, hun huskede
var, at hun var kommet ud af hospitalet og befandt sig i en gang med mange vinduer. Da
det blev besøgstid, kom hendes mor og mand ind. De blev forskrækkede over at se hende
så påvirket af medicin og bad samme dag om, at hun blev udskrevet. De bad også om at
få udleveret datterens lig.
Der kom en læge, som var klædt i blåt. Der kom også en kvinde
i blåt. De sagde på en meget voldsom måde, at de ikke kunne udlevere liget, fordi det
skulle anvendes til videnskabelige formål. Derfor havde de ikke ret til at få hende at se. De
burde heller ikke insistere på det, for datteren havde bare været en lille gnalling, og det
havde de alligevel nok ikke lyst til at se. Derefter blev de bedt om at underskrive nogle
dokumenter, og der var en, som sagde, at underskriften var frivillig. Hun fik at vide, at hun
kunne komme tilbage inden for nogle dage for at få fødselsattesten. Hun forlod hospitalet
meget dårlig tilpas, men ellers var der ikke andet.
Da de kom tilbage for at få udleveret fødselsattesten, sagde de
i fødeafsnittet, at de ikke havde nogen attest, og i stedet blev de sendt hen for at tale med
hospitalsdirektørens sekretær. Hun var egentlig meget venlig, men da hun gik ind på
computeren for at lede efter hendes data, skiftede hun toneleje og råbte: Det har I jo
allerede fået! Hvis I nu kommer tilbage og vil vide, hvor hun er, og hvem der har jeres
datter
–
ja, så må I komme med en advokat og en kendelse fra Højesteret. De blev smidt
ud af kontoret, og der blev tilkaldt politi og vagter.
Der er nu gået 26 år, og hun ved stadig ingenting. Hospitalet
har svaret, at man ikke har nogen oplysninger om, at hun skulle have været på hospitalet
–
selv om hundes store datter og desuden hendes søn er født på samme hospital.
Hospitalets historiske arkiv indeholder ingen oplysninger om,
at hun skulle have født et barn her i 1992. Sundhedsministeriet giver samme svar.
Alle døre er blevet lukket for familien, der har lidt meget som
forældre i de sidste 26 år. De mangler en datter, og ingen kan sige, hvor hun er.
“Lad mig tilføje, at en af grundene til min kones sygdom, netop
er den sorg, som har tynget hende i de sidste 27 år, og der er mange af disse mødre, so
udvikler også patologiske tilstande som depression, kræft og fibromyalgi.
Den dag fik hun ikke alene frarøvet sin datter. De rev også min
kones inderste væsen og positive livstilgang fra hende.”
88
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0182.png
*************
María Orellana
takkede for muligheden at fortælle en meget
trist historie til ære for de mange mødre, som i mange år har befundet sig i tavshed.
María Orellana fødte sit barn nummer to på Hospital Clínico
San Borja Arriarán, som tidligere hed Paula Jaraquemada. Det skete den 18. februar 1985.
Da hun kom til hospitalet, havde hun allerede fødselsveer. Hun var 39 uger og 6 dage
henne i svangerskabet. Hun skulle føde til termin.
Hun fortalte, at hun tilbragte hele den foregående nat med
mange kramper, og hun ankom til hospitalet en mandag morgen kl. 7.30. Hun blev
undersøgt og fik at vide, at hun allerede havde veer. Hun skulle blive på hospitalet og blev
bedt om tage afsked med min mand, fordi hun skulle indlægges. Hun tog afsked med sin
mand, afleverede sit tøj og blev på hospitalet.
Der blev gjort forberedelser til kejsersnit. Der forholdt sig nemlig
sådan, at hendes første søn, som havde været med hende, blev født ved kejsersnit pga.
fosterets tilstand, og det samme skete med hendes søn nummer 2.
Efter at været forberedt på operationen, blev hun overført til et
forværelse, hvor hun opholdt sig kort tid. Hun tror, at det måske var en times tid. Hun lå
på en båre. Det var ret koldt, og hun lå og ventede i fuldstændig stilhed. Hun var meget
bekymret for smerterne, og der var ingen, der tog sig af hende. Hun husker, at der
pludselig kom en gruppe læger og sygeplejersker ind, og at de gik i gang med at gøre
parat til kejsersnit.
Det var de i gang med, da hun sagde til dem, at hun havde fået
en voldsom smerte i ryggen og havde et grimt stik i hjertet. Hun sagde, at hun ikke havde
det godt. Netop
da fødte hun sit barn og udbrød: “Min søn!”.
Det gjorde hun, fordi hun
hørte en sygeplejerske sige: “Det er en dreng.”
Samtidig med, at sygeplejersken sagde,
at det var en dreng, fik hun en indsprøjtning med en klar væske i sonden.
Kort tid efter begyndte hun at blive svimmel, og hun kunne se,
at der var nogle ansigter lige foran hendes, men at de derefter forsvandt. Og der var nogle
stemmer, som bliver fjernere og fjernere. Derefter faldt hun i søvn.
Hun vidste, at man normalt altid er ved bevidsthed i forbindelse
med kejsersnit. Hun har fået fire børn ved kejsersnit, og hun aldrig mistet bevidstheden
ved de andre indgreb. Men i denne situation fik de hende til at sove, og hun fandt aldrig
ud af, hvad der skete i den periode, hvor hun vågnede op igen. Det foregik ikke sådan ved
de andre fødsler, hvor hun var ved bevidsthed og kom på genopvågningsstue med store
smerter, Det var ikke det, hun oplevede ved denne fødsel. Hun vågnede først, da hun var
kørt ind på sengestuen, hvor der var andre mødre.
Her begyndte hendes kvaler, da hun igen og igen spurgte efter
sin søn. Hun spurgte de læger og sygeplejerske, der kom ind på stuen: “Hvad med min
søn
–
hvor er han kommet hen?”
Hun fik hele tiden det samme svar: “Du skal nok få
besked af jordemoren.” Alt dette skete den 18. oktober, og også hen på eftermiddagen
fortsatte hun med at spørge.
89
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0183.png
Det blev den 19. februar, og der var ingen ændringer. Lægerne
kom næste morgen for at undersøge hende. De sagde, at hun havde det godt, og hun
spurgte
herefter: “Og hvad med min søn?” En læge svarede: “Det kan jeg ikke svare på.
Det ved jordemoren. Jeg beder hende om at komme herind og give dig besked.” Der skete
ikke mere den 19., og hele dagen gik på den måde. Det blev aften og nat, og hun ventede
hele tiden på at høre nyt om sin søn.
Det blev den 20. februar, og klokken har nok været omkring kl.
11 om formiddagen, da en barneplejerske to gange kom hen til døren til stuen. Hun
kiggede ind og gik igen. Hun kiggede igen ind og gik igen. Den tredje gang kom hun ind
på stuen, stillede sig ved fodenden af sengen og sagde: “Var du godt klar over, at din søn
var meget lille?”
“Mon du har hørt, at din søn kom i kuvøse og havde problemer med
åndedrættet?”
María Orellana svarede: “Nej, jeg vidste ikke noget. Jeg
har været her fra
den 18. og frem til 20, og I har ikke sagt noget som helst om min søn.” Barneplejersken
satte sig ved sengekanten og sagde: “¿Hvordan taler du til mig datid, hvorfor siger du ikke,
hvad du ved? ¿Er min søn måske død?”
Og hun sagde: “Ja,
han var meget lille.”
Hermed modtog hun den værste besked i sit liv. Hun satte sig
op i sengen. Hun var ved at give op og ville have fat i sin søn. Hun sagde: “Tag mig hen
til min søn.”
Men dem på hospitalet sagde: “Nej, det kan vi ikke hjælpe dig med. Du kan
ikke få drengen med dig. Det er bedst, at du bærer ham med dig i mindet. Din søn ligger
med slanger i kroppen, og han er helt blålilla i huden. Det er bedst, at du ikke husker ham
på den måde.”
Hun svarede tilbage: “Jeg er ligeglad. Det er min søn, og jeg vil se ham.”
Eftersom hun havde sat sig op i sengen, begyndte hendes sår
at bløde, og barneplejersken kom ind. Og jordemoren begyndte at diskutere med
barneplejersken, og den ene spurgte til den anden, hvorfor hun ikke havde fået noget at
vide, så de kunne give hende beskeden. Og mens de diskuterede, tænkte hun kun på, at
hun ville væk derfra og se sin søn, som de ellers nægtede at give hende lov til.
Der gik to timer, og hun spurgte en kvinde, som hun tidligere
havde talt med, om hun kunne komme i kontakt med sin mand. Det var sådan, at kvinden
og hendes mand boede i kvarteret Los Nogales, hvor María Orellanos mand også
arbejdede. Hun gav navnet på sin mand videre til kvinden og bad hende mindeligt at
fortælle ham, hvad der var sket. Hun følte sig meget alene. Det gjorde kvinden, og manden
ankom til hospitalet ca. kl. 16 om eftermiddagen
–
sammen med sin bror.
Da hendes mand kom, fik de følgende besked: “Jeres søn var
i live en dag, og nu vil gerne spørge jer, om I kan give drengen en religiøs begravelse.
Hvis I ikke kan det, kan vi gøre det her på hospitalet. Samtidig sagde de: “På den måde
slipper I for omkostningerne. Men det betyder samtidig, at I skal underskrive nogle
dokumenter, hvorefter barnet bliver overdraget til videnskabelige formål. Det vil andre børn
få glæde af senere.” Hendes mand accepterede forslaget, umoden som han var. Manden
sagde, at han underskrev et dokument, men at han ikke læste, hvad han skrev under på.
Og drengens lig fik han heller ikke at se.
María Orellano blev udskrevet fra hospitalet den 22. februar
–
det var en fredag
–
og herefter indskrev hun sin søn på det lokale folkeregister, som ligger
lige uden for hospitalet. Barnet blev registreret, men der blev aldrig anmodet om en
dødsattest
–
ingenting. Dødsårsagen er stadig ukendt.
90
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0184.png
Sidste år var der en fjernsynsreportage, som omtalte disse
sager. Indlægsholderen havde ikke selv set reportagen. Det gjorde til gengæld hendes
svigerdatter,
som fortalte om den tvivl, hun selv følte: “Jeg så reportagen og synes, at
sagerne minder meget om min. Historierne har det med at gentage sig. Har De mon bedt
om en dødsattest?” Hun svarede benægtende, og derfor bad hun om det på nettet.
Det fremgår af dødsattesten, at dødsårsagen hos hendes søn
var et åndedrætssyndrom pga. hyalinmembraner, fordi barnet var født for tidligt. Men hun
tilføjede: “Nej, min søn blev ikke født for tidligt. Han blev født lidt til termin (40 uger), og 39
uger og 6 dage svarer jo næsten til 40 uger”. Sønnen var altså ikke født for tidligt, og hun
gik op på anden sal for at få fat i kontrolkortet til ambulatoriet i San José de Chuchunco.
Her viste det sig, at den sidste kontrol blev udført den 5. februar, hvor hun var 37 uger og
5 dage fremme i svangerskabet. Hun havde således et svangerskab med termin ved 40
uger. De sagde til hende, at det ikke kunne være korrekt. De sagde, at hun havde ret, fordi
liget af det lille barn, som var afgået ved døden, ikke var hendes søn. Hendes søn var ikke
født for tidligt. Hun tilføjede, at der var taget EKG. Hun havde ikke fået disse fotos, fordi
man på den tid ikke udleverede fotos. Der blev kun lavet en rapport. Den holdning havde
ambulatoriet også.
Hun fortalte, at hun havde fået et sundhedskort af
socialrådgiveren, fordi man på et tidspunkt havde spurgt hende, om hun kunne betale for
fødslen. Det svarede hun nej til, fordi hun ikke havde ressourcer til at betale for fødslen.
Derefter fik hun et sundhedskort, som gjorde, at hun ikke skulle betale for fødslen. Hun
har nævnt dette, fordi sammenslutningen i alle sager henviser til, at socialrådgiveren
havde udleveret et sundhedskort, som blev givet til borgere, som kom fra en oprindelig
befolkning.
Bagefter begyndte de sammen med hendes søn og
svigerdatter at indsamle oplysninger. De tog til hospitalet Paula Jaraquemada, som sagde,
at der ikke fandtes oplysninger, og at der ikke var en journal med fødslerne, hverken for
Cristian eller nogen af børnene. De tog hen på hospitalet to gange, men den anden gang
havde svigerdatteren bedt om at få oplysninger. Svigerdatteren har hjulpet meget med
dette, og det samme har sønnen. På den måde fik de fat i oplysninger. Hun fik en e-mail
med en besked om, at der nu var blevet fundet en journal, og hun tog hen for at hente
journalen. Den pågældende journal indeholdt ingen oplysninger om fødslerne. Der var kun
en klinisk historik, som gik tilbage til 2002, hvor hun var blevet steriliseret. Der var ikke de
oplysninger om fødslerne, hun havde brug for, og hun blev oplyst, at Lov nummer 19.000
ikke angiver noget om, hvordan dokumentationen skal beskyttes mod at blive destrueret.
Der fandtes ikke noget. Og hun tilføjede, at det ikke kunne være rigtigt, at loven på denne
måde beskytter en lovovertrædelse! En klinisk journal indeholder mange prøver på mange
ting, og det kan ikke være meningen, at loven beskytter en lovovertrædelse. Hun tilføjede,
at hun ikke ved meget om loven, men i dette tilfælde var loven meget graverende, fordi
den gjorde så stor skade. Og journalen kom aldrig for dagen
–
der er ingenting. Hun blev
spurgt, hvorfor hun dog kontaktede ambulatoriet for at bede om sine papirer og EKG-
billederne, når nu hendes søn var født for tidligt. Men hun ville have bekræftet, at sønnen
ikke var født for tidligt. Herefter begyndte hun sin søgning. Hendes søn fortalte, at
fødselsdokumentationen, der var blevet anmodet om i april i Peñaflor, hvor han bor, var
blevet fundet takket være Gennemsigtighedsloven. Han havde bedt om det siden april,
men havde ikke kunnet få det udleveret, fordi der ingen oplysninger var. Men takket være
Gennemsigtighedsloven lykkedes det, efter at de havde insisteret på det i så lang tid.
Hendes søn henvendte sig også til Folkeregistret, men her ville man ikke hjælpe i første
omgang. De tiltvang sig adgang til kontoret tilhørende advokaten Alejandra Herrera. De
trængte ind på hendes kontor og blev der, indtil hun udleverede attesterne til dem. Hun
spurgte om, hvorfor de skjulte dokumenterne, når de nu tilhørte hende. Det ville hun gerne
vide.
91
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0185.png
Hun fortalte, at hun ikke kendte sin søns vægt og heller ikke
vidst andet. Hun fik det udleveret, og samtidig sagde hun til sin søn, at der var noget galt.
Man siger nemlig, at hver eneste gang, man foretager en obduktion, skal der tages
fingeraftryk. Men i sagen med hendes søn fandtes disse fingeraftryk ikke. Der var rigtig
mange udråbstegn. Og det gjorde hende mere i tvivl. Attesten indeholdt information om,
at hendes søn var blevet begravet på kirkegården Cementerio General, og hun fik
udleveret et nummer, så hun kan forsøge at lokalisere begravelsesstedet. Hun tog hen til
den omtalte kirkegård, hvor hun blev venligt betjent af arkivlederen. De gik igennem en
række bøger, og han sagde: “Jeg kan se, at vi faktisk ikke har modtaget noget fra
Paula
Jaraquemada. Det er jeg ret overbevist om, men alligevel vil jeg gerne lade jer se bøgerne,
så I kan gennemgå årene fra 1985 til 1992. Så kan I selv konstatere, om nummeret findes
her.” De søgte, men fandt ikke noget. Hendes søn tog nogle fotos frem. Her ses kopier af
de fotos, som er taget af bogens ark. Her fremgår liget af hendes afdøde søn ikke. Det vil
sige, at de oplysninger, de havde fået, var ukorrekte. Hendes søn blev ikke bragt til
Cementario General og heller ikke til andre steder. Det betyder, at liget af det afdøde barn
ikke tilhørte hendes søn, og dette fremgik også af den anatomisk patologiske attest.
Wanda Fernández underskrev den anatomisk patologiske opduktionserklæring, som
dokumenterede, at hun havde undersøgt liget af et spædbarn på 36 uger. Denne oplysning
er dog ikke sammenfaldende med hendes fødselstidspunkt, som var 40 uger. Det
pågældende barn vejede iflg. rapporten 2,320 kg og var 44 cm høj. Hun spurgte sig selv,
hvordan hun kunne slappe af, hvis ingen af oplysningerne var i overensstemmelse med
virkeligheden. Hun besluttede sig for at tale med den vagthavende jordemor. Hun tog
kontrolkortet fra dengang med og beskrev sin sag over for jordemoren. Hun bad
jordemoren om at vurdere, om det så normalt ud, hvilket jordemoren svarede nej til. Selv
om der havde været en regnefejl, kunne det ikke være så mange uger, sagde jordemoren.
Det kan højst dreje sig om nogle dage eller en uge, men ikke næsten en måned.
Jordemoren sagde: “Dit spædbarn blev født til termin”.
Her ses sagsmappen, som viser de fremskridt, hun havde
opnået med sine egne midler. Hun tilføjede, at hun er kristen. Hun bad til Gud for at få
hjælp til at søge efter sit barn. Hun sagde: “Kære Gud, hvis mit barn lever, så giv mig et
tegn, så jeg kan fortsætte min søgning”. Hendes svigerdatter havde ansøgt om et DNA-
kit, som ville komme fra USA efter to uger. Men man skulle ansøge på forhånd. Der var
gået to uger efter ansøgningen, og svigerdatteren sagde: “Du kan få glæde af DNA-kittet.
Det bliver sendt her til Chile, og så får du mulighed for at få taget en DNA-prøve. Der er
sket fremskridt, og der er en god chance for, at du kan finde din søn igen.”
De børn, som er blevet sendt til udlandet på denne måde, har
korrekte attester. Og derfor er det virkelig irriterende, når der kommer en ukorrekt attest.
Nogle adoptivforældre har på et tidspunkt fortalt deres adoptivbarn sandheden, og barnet
er begyndt at søge efter sin oprindelse. Og jeg håber virkelig, at adoptivbarnet ønsker at
få kendskab til sine rødder. Det er nemmere for børnene at finde deres forældre end
omvendt, hvor vi som mødre skal finde vores børn. Grunden til, at det er svært, er, at det
bliver afvist over for os. Sådan burde det ikke være. Det er ikke godt, at der bliver lagt så
mange forhindringer ud, for at vi kan få at vide, hvor vores børn befinder sig
–
de børn,
som er blevet revet bort fra os. Indlægsholderen følte, at det var hendes overbevisning,
og derfor sagde hun også, at hun er kristen. Derfor var DNA-kittet et svar fra Gud,
eftersom den alvidende Gud aldrig havde givet dette DNA-kittet til hende, hvis en anden
kvinde havde mere brug for det.
92
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0186.png
Dermed kunne Gud bekræfte, at hendes søn var i live. Siden
da har der åbnet sig flere og flere døre for hende. Hendes mulighed for at fortælle sin
historie her, er også noget, Gud har gjort. Det var vigtigt for hende at sige, eftersom Gud
har så stor betydning for hende.
Sammenslutningen mødtes på de enkelte hospitaler, dvs.
Paula Jaraquemada, Jan Juan de Dios osv. Gruppen med fokus på hospitalet San Borja
Arriarán kunne konkludere, at disse hændelser altid skete mandag og fredag.
De spurgte om sagerne, en ad gangen, og det viste sig, at de
altid forekom om mandagen og fredagen. Hvorfor? Det er der ingen, der ved.
Indlægsholderen vidste ikke, om det var nemmere for lægerne at udføre procedurerne på
disse dage, men der er bestemt tale om en sammenhæng.
Alle blev bedøvet, hvilket normalt ikke sker i forbindelse med
kejsersnit. Ved kejsersnit får personen foretaget anæstesi fra bæltestedet og nedefter. Alle
havde et sundhedskort fra en socialrådgiver. Der er mange ting, som går igen i alle
sagerne. Det var altid unge mødre, som ville være i stand til at få flere børn. Man kunne
sige, at det ikke betyder så meget, at barnet dør, hvis man kan få andre børn bagefter! Et
tosset og mærkeligt svar, for en mor vil jo aldrig finde trøst med sådan et svar.
*************
Patricia Rojas
er repræsentant for sammenslutningen
Hermanos que buscan hermanos
(Søskende, som søger søskende). Hun oplyste, at hun
kommer fra regionen Maule, hvor samfundet Colonia Dignidad var lokaliseret, og hun
ønskede at beskrive en sag med tilknytning til hospitalet i Talca.
Hun søger sin tvillingebror, som forsvandt i 1972 på hospitalet
i Talca. Herfra har hun fået oplyst, at drengen blev født som hendes tvillingebror i 2000.
Hun har oplyst, at hun sendte sin biologiske mor ud for at finde
fødselsjournalen, fordi hun gerne ville vide, præcis hvilken dag og hvilket tidspunkt hun
var født. Hun tog herefter til hospitalet, og en sygeplejerske, som hun kendte privat, gav
hende sin fødselsjournal. Hun ringede til sin mor og fortalte hende, at der var blevet født
to spædbørn, som begge vejede 3 kg. Hun blev født 5 minutter før sin bror, som også blev
født og var i live.
Det var en nyhed, som overraskede hende, fordi hun havde
forstået det sådan, at hun var enebarn af en enlig mor på landet, som blev indlagt på
hospitalet i Talca den ene gang i sit liv. Under svangerskabet havde hun være indespærret
på en grund. Det var i hvert fald, hvad folk sagde dengang.
Indlægsholderen begyndte at søge hjælp, og som en del af
denne proces kom hun i kontakt med overbetjenten Guillermo Bravo, som dengang i 2000
arbejdede med at forene familier gennem programmet
Venga Conmigo
(Kom med mig).
Hun kom i kontakt med ham og tog herefter til Talca, hvor hun aflagde besøg på hospitalet
og bad om at få sin journal udleveret. Der gik cirka to måneder i processen, før hun fik at
vide, hvad der var sket. Guillermo Bravo kom forbi hendes kontor i Ministeriet for offentlige
arbejder for at fortælle, hvad der i virkeligheden var sket. Hun ville gerne vide, om det var
korrekt eller ej, at hun havde en tvillingebror. Indtil dette tidspunkt havde hun ikke troet det,
og hun kunne forestille sig, at de var blevet født to tvillingesøskende samtidig.
93
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0187.png
Hun havde gennem hele sit liv altid følt noget mærkeligt, som
om hun manglede noget. Derfor sendte hun sin mor til hospitalet for at få udleveret
journalen.
Den 18. november kom Guillermo Bravo Díaz så forbi hendes
kontor og bekræftede, at der var to børn, som var født samtidig, at de begge havde vejet
3 kg, at hun var født først og hendes bror 5 minutter senere, og at de begge overlevede
fødslen. Det var startskuddet på hendes undersøgelse.
Hun har i 18 år forsøgt at lokalisere sin bror, og indtil nu er det
ikke lykkedes for hende. På det tidspunkt kontaktede hun Børnestyrelsen (Sename),
Folkeregister- og identifikationsstyrelsen og Efterforskningspolitiet, men alle disse
instanser afviste hende.
Sidste år tog hun igen kontakt til Folkeregistret. “Jeg havde
ingen forestilling om, hvad jeg skulle foretage mig
–
men der findes jo noget, som hedder
fødselserklæring. Jeg kendte ikke til dette dokument, og jeg vidste ikke, at jeg kunne
ansøge om at få det udleveret. Sammenslutningen
Madres e Hijos del Silencio
har lært
mig en masse om sagsbehandling og dokumenthåndtering på hospitalerne, i
Folkeregistret, hos Sename (Børnestyrelsen) og i andre instanser.”
Med denne information henvendte hun til Folkeregistret i gaden
Calle Huérfanos i Santiago. I begyndelsen ville man ikke give hende de udbedte
oplysninger, men hun blev ved med at insistere, og til sidst fik hun udleveret
fødselserklæringen og desuden sin fødselsattest. Der gik ca. 20 dage, før hun fik svar:
Folkeregistret havde kun hendes fødselsattest, mens
fødselserklæringen ikke findes. Årsagen til, at fødselserklæringen ikke findes, er, at
dokumentet er forsvundet. Ligeledes er hendes fødselsjournal forsvundet på hospitalet i
Talca.
Parallelt med hendes sag findes der på hospitalet i Talca i
regionen Maule ca. 15 yderligere sager med mødre, som også er blevet krænket og har
fået fjernet deres børn. Der er også andre sager med tvillinger, som er blevet revet væk
fra deres mor, og hvor moren har fået besked om, at de er døde. Der er også sager med
tvillinger, hvor den ene er blevet overdraget i adoption, og den anden er forsvundet
–
sådan som det skete for hendes egen mor.
**************
Sandra Castillo
oplyste, at hun gerne ville give en lille
introduktion inden en gennemgang af selve sagerne. Hun ville således gerne fremhæve,
hvad det betyder for en person at søge sine oprindelige rødder, og hvilken statslig
institution man bør søge hjælp hos. Og hun spurgte, hvordan man løser de fejl, man har
fundet, så oplysningerne kan blive så opdaterede som muligt.
Indlægsholderen sagde, at hun ønskede at fokusere 100% på
det underprogram, som Børnestyrelsen (Sename) har taget initiativ til. Det er opfattelsen,
at Programmet for søgning efter oprindelig familie (Subprograma
de Búsqueda de
Orígines)
er den eneste mulighed for adopterede personer i Chile i forbindelse med de
såkaldte indenlandske adoptioner.
94
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0188.png
95
Indlægsholderen talte først om motivationen hos de
adopterede personer, som søger efter deres oprindelige familie. Gennemsnitsalderen er
35 år. Det formodes, at den høje alder skyldes problematikkens følelsesmæssige indhold.
Det er typisk på dette tidspunkt i livet, omkring 30-35 år, når personerne beslutter sig for
at få børn, at de forstår, at det er det rigtige tidspunkt at søge efter deres oprindelige familie
og få et indblik i deres virkelige historie.
Der er forskellige årsager til, at man går i gang med at søge
efter sin oprindelige familie. Som det første og vigtigste punkt drejer det sig om at få viden
om de biologiske forældres navn, så man kan komme videre med ens kliniske historie.
For det andet handler det for om adopterede kvinder
eksempelvis om det medicinske aspekt: Når de går til en gynækolog for første gang, bliver
de spurgte, om der er nogen forhistorie med brystkræft i familien. Det er jo sådan, at
brystkræft er arvelig hos kvinder. Disse kvinder har ikke nogen forhistorie, de har
ingenting, og de har ikke nogen mulighed for at undersøge, hvor de kommer fra, fordi de
ikke har kendskab til deres biologiske oprindelse. Derfor er det så svært med arvelige
sygdomme.
For det tredje er det væsentligt at få en viden om, hvilke
motivationer eller problemer der har været i familien, og som er baggrunden for, at de er
blevet bortadopteret. Der er nemlig mange muligheder. Årsagen kan have været
fattigdom, prostitution, incest, seksuelt misbrug, alkoholisme, personer fra et højere
samfundslag, som ikke har ønsket at børn, og for hvem der nu findes en anden mulighed:
et barn, som er blevet fjernet fra et hjem eller i forbindelse med fødslen. Det er måske den
værste baggrund at have.
For det fjerde handler det om at lære sine søskende at kende
og forstå, at disse søskende ikke har været en del af den beslutning, som moren eller
forældrene har truffet på et tidspunkt. Det er vigtigt for den adopterede at vide, hvordan
hans eller hendes søskende har det, om de har haft et godt liv, og om de er døde eller
levende. Og måske handler det også om muligheden for at hjælpe dem, hvis de lever
under dårlige forhold.
For det femte kan det være et spørgsmål om at have en
følelsesmæssig relation til et familiemedlem, en bror eller søster, en fætter eller kusine
eller en far. Er det vigtigt? Ja, det kan det sagtens være, for der er jo ikke nogen direkte
tilknytning til den biologiske familie. Den adopterede ønsker derfor måske at kende
bedsteforældrenes historie, fætres og kusiners historie, og onklers og tanters
–
for at
forstå, hvordan denne familie har klaret sig gennem generationer.
For det sjette gælder det om at have den fysiske kontakt.
Der findes to kategorier af adopterede personer. Vi har de
internationale adopterede og de indenlandske adopterede. Sidstnævnte er den gruppe,
som er blevet adopteret i Chile.
De personer, som er adopteret internationalt, eller i hvert fald
flertallet af dem, har muligheden for at søge efter deres biologiske familie, når blot der
findes en fuldstændig adoptionssag med den biologiske mors navn.
95
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0189.png
96
Disse adopterede personer kan også medvirke i
fjernsynsprogrammer eller deltage i familiemøder, som arrangeres af det chilenske politi
(Overrabbiners de Chile) for personer, som søger deres familie inden for en region, eller
via sociale netværk (hvis navnet findes). Der kan også være tale om personer fra udlandet,
som er rejst til Chile for at søge efter deres biologiske familie.
Når der er tale om personer, som har været genstand for
indenlandsk adoption, er sagen meget mere kompliceret. Disse personer har ikke nogen
ledetråd. Hvis personer, som er adopteret i Chile, kontakter Folkeregistret for at søge
dokumentation, får de ikke noget ud af det. Det skyldes, at de kun har en fødselsattest
eller en fødselsakt, som anfører deres bopæl. Det hele handler om bopælen, og den
originale fødselsakt skal fremgå af adoptionssagen. Der er ikke andre måder at få fat i
fødselseattesten på.
Løsningen er at tage kontakt til Børnestyrelsens (Sename)
underprogram for søgning efter oprindelig familie. Programmet blev iværksat i Chile i
1999. Med ikrafttræden af Lov nummer 19.620 oprettede Børnestyrelsen (Sename)
Underprogrammet om søgning efter oprindelig familie. Underprogrammet blev etableret i
henhold til internationale erklæringer om beskyttelse af børn. Tidligere var det nemlig
sådan, at børneadoption var en løsning for par, som ikke var i stand til at få børn. Denne
holdning ændrede sig dog i 1990, fordi børn ikke i sig selv er løsningen på problemet med
manglende fertilitet. Hvis et barn ønsker at blive adopteret, kan det eneste grundlag være
kærlighed til barnet. Ellers er adoption ikke en mulighed eller løsning.
Derfor blev Programmet for søgning af oprindelig familie
oprettet med hjemmel i Adoptionsloven (Ley
de Adopción),
artikel 27. For at personer kan
få adgang til en sag, anføres som følger: Folkeregister- og identifikationsstyrelsen
modtager oplysninger fra en medarbejder i det lokale Folkeregister, som har foretaget
registrering af den pågældende adoption.
Når denne handling er udført, sender Styrelsen oplysningerne
videre til lederen af hovedarkivet ved Folkeregister- og identifikationsstyrelsen, som
opbevarer dem i en særlig afdeling, hvorfra de kun kan udtages efter domstolsafgørelse.
Det er vigtigt at lægge mærke til dette forhold: Der kan kun udfærdiges kopier af dommen
eller adoptionsoplysningerne, når der foreligger en domstolsafgørelse
–
efter anmodning
fra den adopterede, adoptanterne eller fra disses slægtninge i op- eller nedadstigende
linje. Hvis de pågældende ansøgere ikke er adoptanterne selv, vil en godkendelse til
enhver kræve disses samtykke, medmindre det kan godtgøres, at de er afgået ved døden.
Herefter kan enhver myndig person og interesseret part, som
er fuldt myndig og har en baggrund, som gør, at vedkommende må formodes at være
adopteret, over for Folkeregister- og identifikationsstyrelsen personligt anmode om at
modtage oplysninger om sit oprindelige tilhørsforhold.
Det betyder, at personer over 18 år har denne mulighed for at
henvende sig til Folkeregistret og bede om at få sin sag udleveret. Men fremgangsmåden
virker dog ikke, fordi de adopterede, som har søgt deres sag, ikke kan få den udleveret.
De kan således ikke beskrive nærmere, hvad det er, de søger. Derfor lukkes denne
mulighed, og de adopterede må henvende sig til Børnestyrelsen (Sename).
Et andet vigtigt punkt: Alle personer over 18 år kan anmode at få udleveret en kopi af
deres sag, dvs. en komplet kopi og ikke en kopi, hvor der er raderet oplysninger, eller hvor
oplysninger udelades. Kopien skal være fuldstændig. Dette fremgår af Adoptionslovens
artikel 27.
96
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0190.png
97
Personer, som er adopterede, og som henvender sig til
Børnestyrelsen (Sename) for at søge efter deres oprindelige familie, løber ind i mange
problemer. Det er indtrykket, at de har problemer alle sammen, men at problemerne dog
er forskellige.
Her følger en gennemgang af de problemer, som oftest går
igen: For det første har de alle problemer med at få adgang til websitet via Explorer 8. For
det andet sker der ofte det, når man sender den første e-mail til underprogrammet, at man
ikke modtager noget svar. Der kan gå år, uden at man får svar. Der findes personer, som
har ventet i seks år på at få svar fra Paulina Méndez. Der er ikke blevet sendt noget svar.
Medarbejderne i underprogrammet respekterer ikke privatlivets fred hos de adopterede.
Det skyldes de mange møder, som bliver afholdt. Den adopterede vil gerne modtage sin
sag. Han eller hun ønsker sine papirer, og det er det eneste ønske, han eller hun har. Men
i Sename stiller psykologen, socialrådgiveren og advokaten en række spørgsmål om den
adopteredes privatliv, herunder forholdet til adoptivforældrene, hvad vedkommende
arbejder med, om vedkommende er gift eller separeret, hvilken uddannelse der er taget,
og hvordan livet generelt har formet sig. Det er opfattelsen, at det ikke burde være
nødvendigt at spørge ind til disse ting. Der findes ikke engang en statistik, som beskriver,
hvor mange børn der har haft en god adoption, og om de har været lykkelige. Der er nogle,
der ikke engang har haft et forhold til deres adoptivforældre, og som ikke har haft en god
adoption. Derfor er det hverken godt eller sundt, at man stiller alle disse spørgsmål.
Underprogrammet har ikke en officiel start- og slutdato. Sagen
udleveres med fuldt navn på den biologiske mor i visse tilfælde, mens man i andre tilfælde
sletter efternavnet eller helt undlader at udlevere navnet.
Hvad sker der så efterfølgende? I bedste fald er den eneste
ledetråd i sagen navnet på den biologiske mor, når der var tale om fuldstændig adoption.
I 1960’erne blev der afsagt et dekret, hvorefter fuldstændig adoption blev meddelt i
henhold til en lov. Og her blev der givet tilladelse til, at alle oplysninger om den biologiske
familie blev slettet
–
alle oplysninger. Derfor er der mange personer, hvis sag er blev hentet
i arkivet, men hvor der ikke engang findes en fødselsakt. Det ville være det krav, der som
minimum må stilles: den originale fødselsakt. Desuden findes der i mange tilfælde en
fødselsattest, som kun oplyser navnene på adoptivforældrene. Der er ikke andre
oplysninger. Blot det at hente en sag ud af arkivet kan være meget kompliceret. Det
skyldes, at man ikke ved, hvad der er, man leder efter. Hvis man er heldig, finder man
navnet på den biologiske mor, og på den måde kan man fortsætte til søskende og
bedsteforældre og dermed sammensætte en historie
–
eller måske få kendskab til en vigtig
arvelig sygdom, som man bør vide noget om.
Hvis det konstateres, at en mor er afgået ved døden, gives der
ikke meddelelse herom til resten af den adopterede persons biologiske familie. Sagen
bliver lukket.
Når Børnestyrelsen (Sename) udleverer dokumenter, som
oplyser om en konklusion eller afslutning af arbejdet med at søge efter oprindelig familie,
sker der altid uden angivelse af den eller de medarbejdere i styrelsen, som har medvirket
i sagsbehandlingen. Her tænkes på den socialrådgiver, advokat og psykolog, som er
blevet sat på arbejdet med at udføre de enkelte søgninger efter oprindelig familie.
97
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0191.png
98
Man har i forbindelse med internationale søgninger konstateret
nedenstående mangler i arbejdet med at udlevere oplysninger, som ligger ud over de
mangler, vi har talt om ovenfor i forbindelse med indenlandske adoptioner.
Grundlæggende bør alle personer, som udrejser af landet med henblik på adoption,
modtage deres sag. Dette er dog ikke tilfældet, fordi mange er udrejst med beskikket
værgemål, hvorefter adoptionen er blevet gennemført i det land, de er rejst til. Der findes
ingen vigtige oplysninger. Der er heller ikke navne på de biologiske mødre.
Når vi går videre end de ovenfor beskrevne problemer, der er
med Børnestyrelsen (Sename), skal vi også nævne den afvisende hjemmeside. Sproget
på hjemmesiden har således mange begrænsninger.
Hvorfor skal det nævnes? Fordi der findes adoptivbørn i
Tyskland, Frankrig, USA, Holland, Belgien og Schweiz
–
og der har også været en sag fra
Cypern
–
og når personer herfra går ind på websitet, forstår de ingenting. Børnestyrelsen
(Sename) sender dem et motivationsbrev, som ikke er anderledes, når der er tale om
adopterede i udlandet, end når det er indenlandske personer. Heri bliver de bedt om at
komme til møder med de fagpersoner, som er udpeget i sagen. Ansøgerne har dog måtte
meddele, at de ikke har mulighed for at rejse til Chile fra f.eks. Italien for at deltage i et
møde.
Det er desuden graverende, at Børnestyrelsen (Sename) har
fremsendt sager, som er blevet ændret. Der er personer, som har mistet deres sag. Sagen
skal således fremsendes i indscannet format via e-mail. Og der er tilfælde, hvor sager er
blevet sendt til andre personer. Det er efter vores opfattelse graverende, fordi det handler
om disse personers privatliv.
Inden vi går videre med en præsentation af relevante sager,
blev det tilføjet af indlægsholderen, at der er sager, hvor Børnestyrelsen (Sename) har
afvist personer, som har søgt efter deres oprindelige familie. Der er henvist til alle mulige
forhold, og det har været under omstændigheder, hvor oplysningerne i bestemt en sag
udelukkende tilhører en adopteret person.
I dette tilfælde er der tale om en almindelig adopteret person,
som har en adoptionssag. Man udleverede ikke på noget tidspunkt navnet på personens
biologiske mor. Den socialrådgiver hos Børnestyrelsen (Sename) i La Serena, som tog sig
af sagen, oplyste, at hun ikke kunne udlevere fødselsakten. Det er det eneste dokument,
som indeholder oplysninger om den biologiske familie. Og det var socialrådgiveren, som
skulle udlevere oplysningen. Hun kunne ikke udlevere oplysningerne.
Hun sagde, at de ikke fandtes på La Serena. Personen spurgte,
hvor oplysningerne så var. Svaret var, at det var i nærheden, men ikke på La Serena. Hun
tilføjede, at personen havde søskende. Personen spurgte, hvor mange det var, og hun fik
svaret, at det kunne man ikke fortælle hende. Personen bad om at få oplyst, om hendes
søskende var af han- eller hunkøn, men fik at vide, at hun ikke kunne få oplyst antallet.
Konklusionen var, at der ikke blev udleveret nogen oplysninger.
Personen insisterede dog på sin ret, men hun fik ikke mere ud
af Børnestyrelsen (Sename), som havde afvist alle muligheder.
Personen har nu fået taget en DNA-prøve, og for nogle uger
siden mødte hun sin første nevø. Hun har et sammenfald på 7,22% med ham. Denne
nevø er søn af hendes søster.
98
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0192.png
99
Det er et faktum, at Børnestyrelsen (Sename) indtil nu har
skaltet og valtet med sagerne og vores oplysninger.
Det kan tilføjes, at der er mange oplysninger, at der er ændret,
og det fører til stor usikkerhed.
********************
Patricia Astudillo
fortalte, at hendes søgning begyndte i 1999.
I 1998 søgte indlægsholderen ind på en politiskole (Escuela
de Investigaciones).
I den
afsluttende del af processen deltog hun i et interview, hvor man gennemgik alle
oplysninger om familiemedlemmer og andre, som indgik i ansøgerens familiemæssige
omgangskreds.
I den forbindelse erfarede hun, at hun formodentlig var født i
Santiago den 14. oktober 1975, og at hun var blevet registreret i 1979 i Punta Arenas.
I juni 2009 fik hun bekræftet, at hun var adoptivbarn. Dengang
boede hun i Antofagasta. Hun gennemgik forskellige personlige faser, dvs. tvivl, vrede og
spørgsmål om hvorfor. Hun var på det tidspunkt 33 år og følte, at hun havde levet hele sit
liv på en løgn. Med tiden faldt tingene dog mere på plads for hende, og med mere ro i
sindet besluttede sig for at rejse til Santiago i 2010. Men den smule information, hun havde
fra sin adoptivmor, besøgte hun
Casa Nacional del Niño
(det nationale børnecenter under
Børnestyrelsen).
Det var i 2010, at hun tog til
Casa Nacional del Niño
for at
anmode om oplysninger. Hun fik at vide, at alle tidligere oplysninger fra de år var placerede
på et kontor i Calle Húerfanos, som imidlertid var brændt ned. Derfor var der ingen
oplysninger at få. Og her mistede hun helt modet, fordi hun følte sig ganske alene i denne
proces.
I 2011 tog hun til Børnestyrelsen (Sename) i Antofagasta for at
høre, om de kunne hjælpe hende, hvad hun kunne gøre, og hvilke initiativer hun kunne
tage. Det fik hun dog heller ingen svar på, eftersom de fleste af arkiverne fra de år også
var gået op i en brand.
Hun var ikke klar over, på hvilket hospital hun var født og kunne
få flere oplysninger. I 2011 begyndte hun at søge via underprogrammet om søgning efter
oprindelig familie. Her skrev hun sine data ind i systemet. Hun fik ikke noget svar før den
26. august 2014. Det var tre år efter, at hun havde indsendt dataene.
På det tidspunkt blev der åbnet en sag, nummer 498-209, og
socialrådgiveren Nany Rodríguez skrev til hende for at sige, at hendes sag nu ville blive
åbnet, og at forskellige mennesker løbende ville tage kontakt til hende.
Tre dage senere fik hun en e-mail med besked om, at sagen
ville
blive
overført
til
Adoptionsenheden
ved
regionen
Metropolitana
(hovedstadsregionen). Herfra ville man tage kontakt til hende.
99
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0193.png
100
Hun hørte ikke noget i en lang periode, men syv måneder
senere, den 5. februar 2015, fik hun så en e-mail fra Andrea González Sepúlveda fra
Adoptionsenheden under Børnestyrelsen (Sename) i regionen Metropolitana
(hovedstadsregionen). Hun blev spurgt, om hun ønskede at fortsætte processen med
henvisning til den lange tid, som var gået siden 2011, og om hun stadig havde lyst til
fortsætte sin søgen. Hertil svarede hun ja.
Den 23. februar 2015 fik hun igen en svar-e-mail, som
bekræftede, at processen var gået videre, og den 30. marts blev hun meddelt, at man nu
havde den nødvendige information til at kunne anmode om at udtage sagen af arkiv. Hun
ville få yderligere besked inden for en uge, men det skete aldrig.
I juni 2015 fik hun en mail fra Paula Aliste (det skal nævnes, at
indlægsholderen på det tidspunkt boede i Viña del Mar og ikke i Antofagasta), som var
advokat ved Adoptionsenheden i Valparaíso. Det var efter sigende den person, som skulle
føre hendes sag. Hun blev bedt om at møde op ved Familiedomstolens afdeling for
børnesager i Viña del Mar, og her underskrev hun nogle dokumenter for at godkende, at
den pågældende advokat kunne repræsentere hende i sagen. Hun tænkte stadig, at alt
gik godt, og at hun i sidste instans ville få svar.
Efter at have sat sin underskrift hos domstolen skete der dog
ikke mere, og hun modtog aldrig nogen e-mail om det. Så efter gentagne opringninger
sagde Paula Aliste den 27. august, at man nu havde sendt oplysninger. Den 14. september
oplystes det, at sagen i Punta Arenas nu ville blive uploadet i systemet. Det skyldtes, at
hendes sag og registrering efter det oplyste befandt i den by.
Den 21. oktober 2015 fik hun en e-mail med besked om, at
sagen var ankommet, men at der ikke var mange oplysninger i den. Psykologen María
Isabel Lara tog kontakt til hende for at fortælle, hvad der skete i sagen. Alt dette skete pr.
e-mail. Indlægsholderen fik dog aldrig direkte kontakt med nogen fra Børnestyrelsen
(Sename), hverken i Santiago eller Valparaíso, og heller ikke med psykologen eller
advokaten eller nogen anden. Alt dette foregik på e-mail, og hun fik aldrig nogen
telefonopringning.
Det var formodningen, at der ville komme en indkaldelse fra
domstolen, som skulle behandle hendes sag. Men datoen er nu 18. marts 2019, og der er
aldrig kommet nogen mail, telefonopkald er aldrig blevet besvaret, og der ligger ingen
information. Sagen er helt den samme som i starten. Det eneste, indlægsholderen ved, at
hun blev adopteret, at hun opholdt sig på
Casa Nacional del Niño,
og at hendes
registrering ikke stemmer overens med hendes fødselsdato.
Der er ikke mere at tilføje, hr. formand.
******************
Andrea Moraga
fortalte, at hun, siden hun var helt lille, har haft
en fornemmelse af, at hun var adopteret. Udgangspunktet for dette indlæg er et citat fra
Lov nummer
19.620 af 1999, Afsnit I, Artikel 1: “Adoption har til formål at tjene barnets tarv
og sikre dets ret til at leve og udvikle sig inden for rammerne af en familie, som tilbyder det
kærlighed og yder det det nødvendige underhold til, at barnet kan få tilfredsstillet sine
mentale og materielle behov i en situation, hvor det ikke kan få tilfredsstillet disse behov i
sin oprindelige familie.”
100
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0194.png
101
Med dette udgangspunkt må man konkludere, at hendes
rettigheder lige fra begyndelsen er blevet krænket. Hun blev adopteret på lovlig vis i
henhold til den gældende lovgivning i de år. Der var ingen, der varetog hendes tarv. Man
krænkede hendes rettigheder som barn og som borger her i landet.
Efter at hun var blevet placeret i adoptivhjemmet, var der ingen,
som fulgte op. Og hvis nogen havde gjort det, var det måske aldrig nogen, der havde lagt
mærke til, at hun var adoptivbarn.
Hun skilte sig ud fra sine søskende. Hun havde to søskende.
De var begge to biologiske børn af hendes adoptivforældre, og de blev født, efter at hun
var kommet i familien. Der var trusler, bank og afstraffelse. De bandt hende fast, for at hun
ikke skulle gøre noget. Hvis det ikke havde været for disse ting, havde hun måske aldrig
forstået, at hun var adopteret.
Hun har søgt sin oprindelige familie i næsten 30 år. I dag er hun
47 år, men begyndte at søge, da hun var 17 år.
Hun har mange gange fået at vide, at der ingen oplysninger er.
Da hun var i Børnestyrelsen (Sename), sagde de til hende: Der har været brand, og der
har været oversvømmelse. Vi ved ikke, hvad du taler om”. Igen og igen føltes det som et
slag i ansigtet, og mange gange blev døren lukket i i hovedet på hende.
Hendes adoptivmor døde i 2013, og selv om hun havde
behandlet adoptivdatteren dårligt hele livet, plejede hun sin mor i et helt år. Hun døde af
knoglekræft og noget andet. Det var en udfrielse, da hun døde. Moren nåede at bekræfte,
at datteren var blevet adopteret. Hun forstod aldrig, om moren sagde det af god mening
eller blot for at give hende yderligere et nederlag.
I 2014 begyndte hun at søge igen
–
igennem Børnestyrelsen
(Sename). Det blev 2015. I februar 2015 forespurgte hun igen om nyt i sagen, og marts fik
hun et velkomstbrev fra centret.
Den 16. april 2015 havde hun et interview med
Adoptionsenheden i Børnestyrelsen (Sename) i forbindelse med hendes ansøgning om at
få åbnet hendes sag. Afgørelsen blev fremsendt, efter at hun var blevet tilsagt i sagen, og
den 20. juli modtog hun sin sag. Det er den, man kan se her. Sagen er ikke fuldstændig.
Der er side 4, 5, 6, 7, 8, 11 og 12. Så sagen er ikke komplet. Og som det ses, er der på
de første sider overstregninger af efternavne. Man ser kun fornavne. Det ser dog ud til at
have været et stort arbejde, for på de efterfølgende sider har de ikke orket at fjerne
navnene, som derfor bliver vist.
Det er næsten, som om nogen bare havde givet dem til hende
i supermarkedet: “Værsgo”.
Hverken før, undervejs eller bagefter fik hun hjælp fra
Børnestyrelsen (Sename), på ingen måde. For dem var det bare sagsbehandling som alle
andre. Problemet er, at denne sagsbehandling bare har så stor betydning
–
det er hele
hendes liv, hendes historie. Hun bad ikke om noget, som ikke tilhørte hende.
Det begyndte i 2014, og hun fik udleveret sin sag i 2015. Og
det, som skete i 2017, tja, det var egentlig bare som en lussing til: Børnestyrelsen
(Sename) sendte hende en e-mail med følgende
indhold: “Vi skal hermed meddele, at din
anmodning om søgning efter oprindelig familie tilgik vores afdeling i 2014. Herefter blev
sagen hentet ud af arkivet den 20. juni 2015. Det fremgår af vores interne registrering, at
der i 2016 blev taget initiativ til at lokalisere Deres biologiske mor.” Tilsyneladende uden
succes.
101
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0195.png
102
Man forstår jo nok, at det ikke er deres historie. Det interesserer
dem ikke.
Det var den 20. juli, og den 22. juli ansøgte jeg i anden
forbindelse om en kreditvurdering med navn, RUT-nummer og adresse. Uden værktøjer
og uden at vide noget tog det to dage
–
så havde jeg alle oplysninger.
Indlægsholderen afsluttede med at sige, at på trods af et helt
år har myndighederne ikke kunnet gøre noget. Hun forstår stadig ikke, hvad der foregår.
Hun beder om alles medfølelse, og håber, at hun kan modtage
sin sag så hurtigt som muligt
–
og med et sandfærdigt indhold.
**************
Sofía Carvajal
forklarede, at hun begyndte at søge efter sin
oprindelige familie i 2015, da hun var 35 år og havde fået at vide, at hun var adopteret.
Det havde chokeret hende meget, at hun ikke var biologisk datter af sine forældre, og en
måned senere kontaktede hun Programmet for søgning efter oprindelig familie, hvor hun
talte med Pablina Méndez. Hun besøgte hende på hendes kontor. De talte sammen, og
hun fik at vide, at ansøgningen skulle indgives på websitet. Der var ikke mere hjælp at
hente, og hun fik ikke andet at vide, end at ansøgningen skulle foretages på websitet.
Hun tastede dataene ind på websitet, og halvanden måned
senere, i december 2015, henvendte hun sig til Andrea González. Hun blev indkaldt til et
møde, hvor de talte sammen, og hvor hun beskrev sin sag. Dvs. den historie, som hendes
far havde fortalt hende: At hun blev adopteret i 1979, da hun var en måned gammel, på
hospitalet Deformes. Hele mødet foregik formelt med en advokat, dvs. med dokumenter,
socialrådgivere og besøg.
Hun havde fået viden om en sandhed, som hun ikke havde
kendt til, selv om hun ikke engang vidste, om hendes far havde fortalt hende hele
sandheden. Hun talte med Andrea González og bad indtrængende om at få hjælp af
hende. Andrea González fortalte, at hendes sag ville blive åbnet, så det kunne blive
bekræftet, om hun var blevet adopteret. Det skete i marts 2016, tre måneder senere.
I maj 2016 fik hun kontakt til Luis Rojas Romero, psykolog, som
overtog hendes sag. Det skyldtes, at Andrea González var overbebyrdet med sager, og at
Luis Rojas i stedet skulle hjælpe hende. Luis Rojas gennemførte et interview med hende
og udfyldte en formular om hendes motivering: Hvorfor hun søgte efter sine biologiske
forældre.
Efter fem måneder, i juni 2016, fik hun at vide, at hendes sag
var ankommet, og at hun faktisk var blevet adopteret som barn.
102
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0196.png
103
I juni modtog hun så sin sag, som hun stadig har hos sig.
Oplysningerne er forholdsvis fuldstændige i forhold til hendes forældre, men hvad angår
hendes biologiske mor, har hun kun fået fødselsattesten.
Andrea González gennemgik dokumenterne, men lagde
mærke til, at der var mange delvise overstregninger, f.eks. hendes mors fornavn og de to
efternavne. Derfor besluttede hun helt at slette dem igen. Hun slettede navnene, men
indlægsholderen vidste ikke, om hun gjorde det for at hjælpe, eller om hun i virkeligheden
gjorde det lidt skødesløst, for da hun slettede navnene, fik hun nemlig ikke det hele med.
Der er også en fotokopi i sagen, hvor man kan se personens samtlige fornavne og
efternavne. Derefter bad Andrea González hende om at underskrive et dokument, i hvilket
hun erklærede, at hun ikke ville søge information på Google eller lignende. Søgningen
måtte kun ske hos myndighederne, og denne proces måtte ikke blive afbrudt.
Det var ret svært at holde det løfte. Hun læste sagen med det
samme i bilen og kom til at græde. Det var et meget bevægende øjeblik for hende og
hendes partner, og hun gik også straks i gang med at søge på internettet.
Hun gik ind på de almindelige søgesider og fandt her frem til
fem personer, som havde helt de samme for- og efternavne. Herefter stoppede hun dog
og besluttede sig for at vente og se, hvad der ville komme ud af søgningen i Børnestyrelsen
(Sename), og hvor lang tid det mon ville tage.
Søgningen gik i gang i juni 2016. I september 2016 sendte hun
en e-mail til Luis Rojas og bad ham informere hende om situationen. Han skrev tilbage, at
der var kommet svar fra Concepción. Kvinden var nemlig fra Talcahuano, og derfor sendte
de selvfølgelig dokumenterne til denne by, for at man her kunne udføre en søgning. Hun
fik dog at vide, at adressen ikke var korrekt, og at Luis derfor skulle i gang med at lokalisere
en ny adresse. Det, syntes hun, var mærkeligt.
I oktober 2016 indkaldte Luis Rojas hende til et møde, hvor han
fortalte, hvad der var sket siden sidst. Han fortalte, at der havde været en kontakt i august,
men at der kom ikke noget ud af det møde. Ved dette møde afviste kvinden at være hendes
biologiske mor, og derfor insisterede de ikke yderligere på det.
De besøgte senere kvinden igen. Kvinden afviste fortsat, at der
var et slægtskab, men Luis havde iflg. eget udsagn været så insisterende, at kvinden til
sidst erkendte, at hun var hendes biologiske mor. Men kvinden tilføjede, at hun ikke
ønskede at møde hende.
Luis gav oplysningerne videre til hende. Og det gjorde ondt
–
hun søgte jo efter sine rødder og ville gerne vide, hvor hun kom fra. Hun følte et
følelsesmæssigt afsavn indvendigt. Hendes adoptivforældre og bror var en rigtig god
familie for hende. Hun ønskede blot at kende sandheden og få at vide, hvad der var sket
tidligere i hendes liv. Hun ville gerne vide, om hun havde en bror eller søster, som hun
kunne lære at kende. Bagefter havde hun det meget dårligt og fik en depression. Hun
gennemgik alle de følelsesmæssige faser.
Hun tilføjede, at hun er meget fortrolig med de sociale netværk,
og hun fandt frem til kvinden, fordi hun var den eneste person i Chile, som havde præcis
de to fornavne og de to efternavne. Kvinden boede faktisk i Talcahuano. Hun ventede indtil
december 2016, hvor hun så skrev et brev til hende. Hun udtrykte hun sin taknemmelighed
over, at kvinden havde givet hende hendes liv. Hun skrev også, at hun ikke forventede
noget af hende
–
ud over sandheden. Det var alt, hun var interesseret i at vide. Hun fik
dog ikke noget svar.
103
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0197.png
104
I marts, tre måneder senere, søgte hun efter en af kvindens tre
døtre på Facebook. Hun ringede på telefonen og talte med kvinden. Kvinden sagde: “Min
kære, jeg vil så gerne tale med dig. Hun havde bedt sin datter om at lede efter brevets
afsender. Og hun tilføjede: “Men min kære, jeg er ikke din
mor”.
Indlægsholderen svarede: “Men hvordan kan det lade sig
gøre? Du er den eneste i hele Chile, som har de to fornavne og efternavne”. Herefter
sagde kvinden: “Jeg sværger, at jeg ikke er din mor. Men jeg ville meget gerne have været
din mor”.
Hun ville nu fortælle, hvad der var sket i hendes liv. Faktisk
arbejdede kvinden i 1979 som hjælper på et modtagelsescenter i Concepción og var ikke
gravid på det tidspunkt. Mellem 1979 og 1983 arbejdede hun i modtagelsescentret og var
ikke på noget tidspunkt gravid. Hun fik sin første datter i 1984.
Hendes stemme var præget af indføling, rolighed og tryghed,
og indlægsholderen fik fuld tillid til hende. I begyndelsen havde hun svært ved at tro det,
men efterhånden blev hun helt overbevist. De talte ca. en halv time, og hun græd meget.
Det hele brød sammen for hende, for i virkeligheden havde hun i det mindste haft en
fornemmelse af, hvem hendes søskende var, og hvem hendes biologiske mor var, som
ikke ønskede at møde hende. Men hun havde dog haft et ansigt, et navn, et eller andet
–
og nu havde hun ingenting, slet ingenting. Kvinden tilbød ovenikøbet af få tage en DNA-
test, men fik aldrig gjort noget ved det.
I samme måned
–
det var i marts 2016
–
bad hun Jocelyn
Venegas, som havde overtaget hendes sag efter Andrea González, om et møde for at få
efterretninger om, hvor langt de var kommet med hendes søgning, og hvad der egentlig
var sket. Grundlæggende var det kvindens ord over for Børnestyrelsens (Sename) ord.
Det drejede sig om den kvinde, som efter Børnestyrelsens udsagn var hendes biologiske
mor, men hvor kvinden selv benægtede. Først sagde hun nej, så sagde hun ja, men til
sidst sagde, at hun aldrig havde sagt ja. Hun hævdede, at hun hele tiden havde sagt, at
hun ikke var indlægsholderens biologiske mor.
Børnestyrelsen (Sename) svarede ikke på det og sendte i
stedet en mail til indlægsholderen i juni 2017. Det var omtrent fire måneder efter, at hun
havde talt med Genoveva. Paulina tog kontakt til Carlos Soto, som er koordinator i
regionen Metropolitana (hovedstadsregionen), og som håndterer søgningssagerne, og
Carlos Soto sendte i samme måned en e-mail til Jocelyn Venegas med anmodning om et
hastemøde.
På dette møde forklarede hun, at det var den almindelige
fremgangsmåde hos Børnestyrelsen (Sename) at søge efter personen. Det ville hun ikke
blande sig i. Men de ville ikke vente tre eller fire måneder med at sende et brev til kvinden.
Man tog kontakt til kvinde med det sammen, og hun gav en anden version af, hvad der var
sket.
Det havde de meget lidt forståelse for. Hun havde allerede
brugt halvandet år på at søge. Det var en hård tid. De sagde, at det fremgik af
dokumenterne
–
det var den kvinde, og det var der ingen tvivl om. Sådan lå landet.
104
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0198.png
105
Indlægsholderen sagde til dem, at sådan var det ikke, og at det
ikke var fair over for hende. Hun ville gerne starte en ny søgning, og modvilligt svarede
de, at de ville starte en ny søgning. Hun sagde dog til dem: “Vent lige lidt, for nu jeg har
allerede brugt halvandet år på det her”.
I september 2017 foretog man så en ny søgning, og Carlos
Soto ringede igen til Jocelyn Venegas. Børnestyrelsen (Sename) sagde nu, at det havde
været besværligt at finde bopælen, men at man nu havde fundet en anden person med
det samme navn. Det nye navn var ikke helt magen til, men denne kvinde havde de samme
to efternavne, og hun boede i Valparaíso (var faktisk født i Valparaíso). Hun havde mere
eller mindre den rigtige alder og kunne være hendes biologiske mor.
Man havde opsøgt en adresse, men havde ikke truffet nogen
personer der. Det havde været meget besværligt at finde adressen. Derefter fortsatte man
til en anden adresse, og her traf man den pågældende kvinde. Hun hed Equis, som
indlægsholderens biologiske mor skulle hedde. Men kvinden sagde nej, det var ikke
hende. Derfor begyndte socialrådgiveren at presse på, igen og igen. Hun blev vred og
fornærmet.
Socialrådgiveren sagde: “Jeg har dit navn her. Jeg ved, at du
er hendes biologiske mor”. Hun blev meget chokeret og helt tavs. Hun vendte sig rundt,
lukkede døren i foran socialrådgiveren og forsvandt ind i sit hus.
Med de resultater og den reaktion, som Børnestyrelsen
(Sename) havde set hos kvinden, var der ikke nogen tvivl hos Børnestyrelsen om, at det
var hendes rigtige biologiske mor. Det skete alt sammen i marts måned. Herefter gik der
et år, og på et møde i sammenslutningen
Hijos y Madres del Silencio (Tavse
sønner og
mødre) tog hun mod til sig og søgte en gang til. Hun foretog en ny søgning på navnet på
kvinden og fandt en person i Valparaíso. Hun havde dog et efternavn, som ikke fremgik af
sagen. Hun tog herefter kontakt til hendes søn på Facebook. Jeg fortalte ham hele den
historie, som jeg nu sidder og fortæller Dem her. Hele historien og mere til, og han sagde:
“Jeg vil gerne hjælpe dig”.
De kommunikerede sammen i et chatforum. Hun spurgte ham,
om han vidste noget, og om han havde nogen idé om, at det kunne være korrekt, at det
var hende, der var hendes biologiske mor. Han sagde: “Nej, min mor har aldrig sagt noget”.
Men to uger efter at hun var kommet i kontakt med denne person, som var virkelig
forstående og en virkelig god bror (hvis han nu var hendes bror), så fattede han mod og
talte med sin mor. Hun spurgte hende åbent: “Jeg vil spørge dig om en ting, mor. Jeg er
blevet kontaktet af denne kvinde. Ved du noget?”.
Og hun sagde: “Ja, min kære søn. Jeg
fik en datter, som jeg bortadopterede for 38 år siden” (året er nu 2018). Hendes søn
ringede til mig samme dag og sagde: “Nu skal du ikke søge mere. Du behøver ikke at tage
en DNA-test
–
min mor har lige indrømmet over for mig, at hun er din rigtige mor”.
Indlægsholderen var meget følelsesmæssigt påvirket, men
samtidig var hun ikke meget for at tro, at hun nu havde fundet sandheden. Hun havde
været igennem to års løgne og havde brug for en DNA-test for at være helt sikker. Testen
blev taget i begyndelsen af april på et laboratorium i Providencia, og resultatet kom syv
dage senere: Det var 99,9% sikkert, at det var hendes biologiske mor.
Det er hendes opfattelse, at det var et lykketræf, at
sammenslutningen
Hijos y Madres del Silencio
fandt frem til hendes mors navn, og at de
har kunnet søge efter navnet
–
og finde hende. Og derudover har indlægsholderen nu fået
en ny familie.
105
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0199.png
106
Hun har to søskende, som hun elsker højt, og som begge er
yngre end hende. Desuden har hendes biologiske mor fået masser af kærlighed og
opmærksomhed fra sin nye datter
–
selv om det også har været hårdt for hende. Moren
må acceptere, at hun bor et godt stykke af vejen, i Valparaíso.
Hun har besøgt moren tre gange, men det en proces, som
kræver lidt tid. Grundlæggende har det påvirket hende meget
–
løgnene fra Børnestyrelsen
(Sename) og den manglende forståelse af, hvad der var sket. Hun forstår ikke, at det skulle
tage så lang tid. Efter at hun havde fået overdraget sagen, tog det hende en time at finde
alle svar
–
men Børnestyrelsen (Sename) var 2�½ år om at komme med et svar.
Sandheden er, at det også er svært at få det hele til fungere: at
være sammen med sine børn, at være sammen med sin far, at tale med sin biologiske
mor om det hele og give hende et knus, at se hendes søskendes ansigtsudtryk (hun har
også fået tre fantastiske nevøer).
Sandheden er, at der også er meget, som er blevet ødelagt hos
hende, og derfor var det vigtigt for hende at trække sig ud af
Hijos y Madres del Silencio.
Sandheden er den, at det gør ondt på hende at være sammen med dem og høre, hvad de
siger. Det gør hende trist til mode.
********************
Valeska Bravo
forklarede, at hun er 41 år. For 12 år siden fik
hun tilfældigt at vide
–
folk snakker
–
at hun var adopteret. Straks efter at hun havde fået
det at vide (hun var voksen og havde børn), talte hun med sin mor og far. De krøb straks
til korset, men det havde været meget voldsomt for dem, og de havde ikke haft modet til
at fortælle hende det.
Hun har haft den mest fantastiske familie, hun kunne forestille
sig. Hendes adoption var uregelmæssig, og hun har fået dokumenter, som påviser det.
Alligevel synes hun, at hendes nye familie er fantastisk. Hun var enebarn, og hendes mor
fik hende sent. Det eneste, hun ønskede sig, var at få et barn, og da hun så ankom, ville
hun gøre hende til det lykkeligste barn i verden. Desværre mistede hun moren for
halvandet år siden. Det er en af de mest triste ting, som er sket. Hun har dog stadig sin
far.
Hun så dog, hvor ondt det gjorde på moren, at hun tog emnet
op. Hun talte kun med hende om det den ene gang, og hun sagde til moren, at hun ikke
skulle være bekymret. Hun vil ikke søge efter sin biologiske familie, og så ville de ikke gøre
mere ved det.
Så mistede hun sin mor og sagde til sig selv, at nu ville hun
søge efter sandheden. Ikke for at finde en mors kærlighed, eftersom hun altid havde fået
det bedste, men fordi det er hendes ret. Alle har ret til at kende deres rødder.
Hendes mor fortalte hende desuden, at hun havde en bror, som
hed Fernando, som også var i hjemmet hos dem i nogle måneder. Hun ønskede ikke at
gå mere ind i det, men hun har haft en smuk historie. Hun fortalte, at hendes
adoptivforældre fik hende helt som spæd. Hun var ikke engang født, da de vidste, at de
skulle have hende.
106
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0200.png
107
Hun fortalte, at hendes mors havde omtalt, at hun havde en
bror, og hver gang hun så sit yngste barn, Baltazar, græd hun og sagde, at han mindede
hende om hendes bror. Da hendes mor så døde, var et af de sidste samtaleemner hendes
bror Fernando. Hun sagde til moren, at hun ville søge efter ham, og hun lovede, at hun
ville finde ham. Og det var hun aldrig i tvivl om.
I januar 2018 begyndte hun så at søge gennem Børnestyrelsen
(Sename). Hun søgte på nettet. Der var ikke nogen at tale med og ingen, der kunne sige
noget. Der var ingen muligheder.
Hun tilføjede, at hun fik svar den 7. februar. Det vil sige: på den
dato bekræftede de modtagelsen af hendes ansøgning, og 18. maj blev der holdt en møde
med hende. Det skyldtes, at man havde ringet til den 15. maj og sagt, at hun skulle deltage
i et interview, hvor de ønskede at høre mere om hendes motivation: Hvorfor ønskede hun
at få det at vide. Det var i perioden mellem februar og maj.
Mødet blev holdt, de samme navne blev gentaget, og hun
lavede er resume over det hele. Hun forklarede kvinden, at hun havde sine grunde. En
grund var, at hun søgte sin bror
–
mere end sin biologiske mor. Hun var ærlig. En anden
vigtig grund var, at hun gerne ville have adgang til sine medicinske journaler. Hun har
nemlig en datter med en alvorlig patologi, og hun havde behov for at vide det.
På det tidspunkt var personen til mødet meget rolig og venlig.
Der var ikke mere at sige, og hun underskrev en ansøgning om at få adgang til oplysninger
om sin familiemæssige tilknytning.
Det hele blev ordnet i maj, og i juni ringede så en psykolog til
hende. Hun henviste til hendes familiemæssige tilknytning, og at hun var adoptivbarn. Man
ville således bede om at få åbnet hendes sag. Der var et møde i juni, hvor hun skrev under
på at ansøgning om, at dommeren skulle åbne hendes sag.
Herefter var der et interview med en person i Børnestyrelsen
(Sename), hvorefter der kunne der gå to eller tre måneder, uden at hun modtog e-mails.
Der var heller ikke nogen mulighed for at henvende sig et sted for at spørge til sagen. Det
hele ville foregå pr. mail. Der ville ikke blive ringet til hende, og hun kunne ikke selv ringe
nogen steder. Den almindelige procedure var e-mail og ikke andet, og der kunne godt gå
to måneder.
Endelig ringede de til hende i august for at sige, at hendes var
blevet åbnet. Hun blev betjent af den samme psykolog. Hun sagde, at der desværre ikke
var blevet fundet oplysninger i forbindelse med sagens åbning. Sådan stod sagen. Når
man gennemgik indholdet, kunne man konstatere, at der ingen oplysninger fandtes. Hun
fik oplyst, at hun blev efterladt ved fødslen, og at hun blev født på et hjem. Når man kiggede
i fødselsregistreringen, stod der, at der ikke var nogen far eller mor, som havde givet møde
for at få hende registreret. Overalt var informationen, at hendes mor efterlod hende på et
hjem. Problemet var, at indlægsholderen godt vidste, at det ikke var korrekt, og det sagde
hun til psykologen. Hun erklærede, at det ikke var korrekt, og hun var født på hospitalet
Barros Luco. Det var hun sikker på, fordi hendes mor havde fortalt hende det. Moren
fortalte altid historien om, at hun var blevet udskrevet fra dette hospital sammen med sin
adoptivmor. Derfor var hun helt sikker på, at hun var født på Barros Luco, og det sagde
hun videre til psykologen, som betjente hende. Psykologen sagde, at det ikke kunne
passe, fordi dokumentationen sagde noget andet.
107
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0201.png
108
Hun sagde, at indholdet af dokumentet ikke var
sammenfaldende med de faktiske forhold. Der stod kun i dokumentet, at hendes adoption
havde været uregelmæssig. Hun kiggede på indlægsholderen og sagde: Der er ikke andre
oplysninger i papirerne.
Herefter tilføjede hun, at hendes sag var lukket, at det var det
eneste, hun havde til rådighed, og at de som institution ikke kunne tilbyde yderligere. Hun
tilføjede dog, at hvis indlægsholderen selv havde nogle oplysninger, kunne hun jo gå
videre med dem.
Indlægsholderen havde sagt, at hun ville undersøge, om der
var nogen, der kunne hjælpe med flere oplysninger
–
måske bare et fornavn eller et
efternavn. Psykologen sagde, at det ikke var nok med et navn. Men indlægsholderen
sagde til hende, at hun ville søge efter noget selv.
Det var meget kompliceret, og hun havde forventet noget
andet. Det var den 10. august, hun begyndte at søge selv, og hun forsøgte at stille
spørgsmål. Hun opsøgte sin far og begyndte at spørge ham. Kære far, prøv om du kan
huske noget. Jeg har brug for at få et navn. Margarita, vi ved ikke andet, sagde faren. Og
hendes mor havde desuden sagt som følger, inden hun døde: Margarita, din mor kunne
ikke tage sig af dig. Men jeg kan ikke huske hverken efternavn eller noget andet. De
bortskaffede alle papirerne, for at hun ikke skulle få noget at vide om det.
Margarita, der er millioner af mennesker i verden. Det gjorde
ingen forskel, men der måtte jo være et navn et sted.
Indlægsholderen sagde, at hun var så heldig at tale med de
rigtige mennesker på det rigtige tidspunkt. Hun begyndte a søge og kom også i kontakt
med hospitalet Barros Luco for at bede om sin fødselsregistrering. Hun vidste jo, at hun
var født der, og de gav hende også registreringen.
Hun fik sin fødselsakt, og her så hun straks sin biologiske mors
efternavne. Der var ikke noget RUT-nummer eller andet
–
kun efternavnet.
Efter en måned var fødselsattesten kommet. Hun kunne nu se,
at hun var født på Barros Luco. Hun sagde. Send den til mig selv. Den blev sendt pr. e-
mail den 11. september præcis kl. 12. Tidspunktet er vigtigt
–
det var netop kl. 12, at hun
fik e-mailen med fødselsattesten vedhæftet.
Kl. 15.32 kom der også et svar.
Svaret i e-mailen var som følger:
“Kære Valeska, jeg vedhæfter et dokument, som bekræfter, at
fru det og det er afgået ved døden. Her i afdelingen anser vi nu sagen for lukket. For
eftersom personen er afgået ved døden, kan der ikke foretages yderligere behandling i
sagen.
Jeg ønsker dig alt godt. Venlig hilsen
God eftermiddag!”
108
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0202.png
109
Indlægsholderen tænkte over følgende: “Hvordan skulle jeg
kunne have en god eftermiddag efter at have være gået glip af muligheden for at få hjælp.
Jeg har jo brug for at finde min bror, fordi jeg gerne vil mere om de lægelige oplysninger i
familien. Så kommer endelig attesten, og kvinden siger bare god eftermiddag.
Ved Børnestyrelsen (Sename), hvad modtageren føler, når de
giver den slags svar? Har de nogen fornemmelse af smerten og svigtet og alle de andre
ting, man føler?
Jeg svarede tilbage på mailen til Acosta, som havde skrevet:
“Men jeg beder jer hjælpe mig.
Jeg har behov for at finde min bror
–
jeg vil så gerne møde
min bror”. Der kom en svar-e-mail, og selv om min biologiske mor var død, vedhæftede
medarbejderen alligevel dødsattesten. Hun skrev, at hun gerne ville hjælpe mig med at få
fat i de lægelige oplysninger så hurtigt som muligt.
Nej, sagen var ikke lukket. Det var hendes svar.
Efter at jeg havde fået dødsattesten, havde jeg nogle
forfærdelige dage. Jeg kunne ikke sove om natten. Min mand hjalp mig, og jeg græd i flere
uger. Jeg gik rundt om natten og tænkte på, hvad jeg mon skulle gøre.
Indlægsholderen tilføjede, at hun endte med at finde sin bror
gennem andre kanaler. Han er to ældre end hende, som hun havde fået at vide. Det
fremgik af de komplette oplysninger, som hun fik udleveret.
Hun tilføjede, at hendes bror voksede op som enebarn
–
ligesom hende. Han havde aldrig fået at vide, at hans biologiske mor også havde en datter,
som blev bortadopteret.
Hans biologiske mor døde, da han var 20 år. En helt
fraværende far var det. En far, som heller ikke ville have noget med hende at gøre, da hun
blev født. Han sagde: “Nej, jeg vil ikke have det pigebarn”.
Og derfor kom adoptionen på
tale.
Nu har han en søster og to nevøer. Og netop i går tilbragte de
en dejlig dag sammen. Men det hele skyldtes hendes egen store indsats. Det var fordi hun
havde mulighed for at gøre det.
Som hendes veninder havde gjort det. Og i virkelighed skulle
hun ikke søge særlig meget. Hun fortalte, at hun brugte søgemaskinerne på internettet og
på den måde fandt frem til det, hun søgte. Hun fandt frem til en kombination af efternavne,
som lignede meget. Hun udelukkede den ene mulighed efter den anden
–
og igen og igen.
Hun gik først til en adresse og så til en anden. Hun var vel fem eller seks forskellige steder
uden resultat. Hun fortalte den samme historie, og alle forsøgte at hjælpe hende.
Det fortsatte, indtil hun kom i kontakt med sin biologiske mors
bror, og han satte hende i kontakt med hendes bror. Det kan tilføjes, at hun har fået en
kæmpestor familie.
Men jeg siger dette for at hjælpe alle dem, som ikke har kunnet
finde deres familie. Til glæde for alle dem, som er her, og dem, som har mistet modet pga.
de mange utilstrækkelige svar fra Børnestyrelsen (Sename).
109
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0203.png
110
Det kan ikke være rigtigt, at Børnestyrelsen (Sename) giver
den slags svar!
Indlægsholderen sluttede af med at takke Gud for, at hun fandt
sin bror. Samtidig ønsker hun fortsat at støtte og kæmpe for, at alle kan finde frem til deres
familie.
Det er vores ret.
***************
Mans Wikstron
fra organisationen
Nos Buscamos
(Vi søger
hinanden) taler ikke spansk. Han er chilener og blev adopteret ulovligt i Sverige. Han
afgiver sin vidneerklæring på engelsk, og indlægget bliver simultantolket til spansk.
Indlægsholderen repræsenterer
Nos Buscamos,
en ONO som
blev stiftet i 2014. Organisationen arbejder med ofrene for handel med børn.
Han ønskede at understrege, at der er en klar sondring mellem
adoption og handel med børn. Han har lyttet til et par historier tidligere, og han vil gerne
fremhæve, at forskellen er vigtig.
Han tilføjede, at organisationen arbejder med ofre for handel
med børn, dvs. de mange personer, som overdrages i “adoption”
på uregelmæssig eller
ulovlig vis. Medierne bruger ofte denne term. Det skal dog tilføjes, at der findes lovlig
adoption i Chile, men at alt, hvad der ikke er er lovlig adoption, er at betragte som handel.
Adoption som sådan er en retslig handling, som har været
behandlet håndteret af en børnedomstol, og som indebærer, at en voksen overtager et
børn som sit eget barn, uden at der er noget blodslægtskab mellem dem. Formålet er at
etablere et forhold som mellem forældre og barn med en retslig tilknytning, som er identisk
med eller tilsvarende det forhold, som opstår i forbindelse med biologisk fødsel. Enhver
anden form for overtagelse af et barn som sit eget må betragtes som handel med børn.
Det er denne sondring, som indlægsholderen gerne ville fremhæve.
Organisationen arbejder med den anden gruppe og altså ikke
med personer, som er bortadopteret lovligt. Børnestyrelsen (Sename) har noget at skulle
have sagt her, fordi det er den instans, som har registrene.
Handel med børn har konsekvenser for børn i hele verden,
både i de industrialiserede lande og i udviklingslandene. Børn, som er ofre for handel,
bliver tvunget ind i prostitution, tvangsægteskab, ulovlig adoption, billig arbejdskraft,
rekruttering med henblik på involvering i væbnede grupper og indlemmelse i sportstrupper.
Hvad laver organisationen
Nos Buscamos?
Vi støtter
genforening af familier, som er blevet adskilt pga. handel med børn. Vi yder således støtte,
og vi beskytter og rådgiver familierne. Vi har nedsat et fælles arbejdsnetværk for
genforening for familier, og vi forsøger at sprede viden om problematikken med handel
med børn i Chile og i de lande, hvor børnene bliver overdraget i adoption.
110
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0204.png
111
Organisationen har et website, hvor folk kan registrere sig som
adopteret eller som familie. Man indtaster sine oplysninger i en database, og herefter
starter undersøgelsen. Der er i dag registreret mere end 4.000 sager i vores database.
Oplysningerne er fortrolige og bliver derfor ikke videregivet til medierne eller til de sociale
netværk.
Organisationen
anmoder
Folkeregistret
om
fødselsregistreringer og oprindelige fødselserklæringer. De kan ikke indhentes digitalt,
eftersom de originale dokumenter indeholder andre oplysninger, som den digitale version
ikke fremviser.
Herefter indsamles oplysningerne, og der samarbejdes med
Efterforskningspolitiet (PDI) og ordenspolitiet (Overrabbiners). Organisationen udfører
slægtshistoriske (genealogisk) undersøgelser via en DNA-database med navnet
23andMe. Testen tages ved hjælp af en spytprøve.
Hvis de personer, som er til stede her i dag, fik taget prøven,
og det viste sig, at der var to fætre/kusiner her, så ville det fremgår af DNA-resultatet, at
de to personer er fætter og kusine. Databasen benyttes således til at undersøge og få
bekræftet tilfælde, hvor en familie har slægtskab med et bestemt barn. Til sidst kan
familiens genforening så finde sted. I de fleste tilfælde foregår det uden for mediernes
bevågenhed, og oplysningerne bliver ikke offentliggjort eller videregivet. Det eneste, der
bliver oplyst, er antallet af genforeninger, og der gives ingen navne.
Sådan er handlen med børn foregået i Chile: Her i de sidste år
har man konstateret, hvordan de forskellige ulovlige sammenslutninger/organisationer har
arbejdet. Set i et internationalt perspektiv er udgangspunktet, et børnene blev opsamlet på
mødrehjem eller på offentlige og private hospitaler. Mødrene fik besked om, at deres børn
var døde ved fødslen. De fik ikke barnets fødselsattest eller dødsattest udleveret, og liget
blev heller ikke udleveret.
Der er generelt set tale om sårbare kvinder, som for flertallets
vedkommende er analfabeter, oprindelige personer fra landet. Hvis en læge eller jordemor
har sagt noget til dem, har de uden videre accepteret det og troet på dem. Der er naturligvis
tale om oplagt magtmisbrug, idet f.eks. læger har misbrugt deres magt, når de har stået
over for disse kvinder. Herefter blev hvert enkelt barn registreret på ulovlig vis i
Folkeregistret
–
uden fødselsakt, med falske vidner og med det navn, som skulle følge
barnet til udlandet. Det vil De bagefter kunne se i Mans’ sag. Dokumenterne bliver lagt
frem, så alle kan se, hvordan det fungerer.
Hvis barnet oprindelig f.eks. hed Gónzalez Gómez, sagde man
til fru Gómez, at hendes barn var død, og derefter blev barnet registreret med det navn,
som adoptivfamilien i udlandet ville anvende. Et andet eksempel er sagen med Tobias,
som har afgivet vidneerklæring. Hans fornavn er svensk, og hans sidste efternavn kommer
fra hans biologiske mor.
Efter lovgivningen her i landet før 1989 kunne børnene udrejse
af landet uden deres forældre, så længe nogen havde beskikket værgemål for barnet. Der
var kun krav om en retslig tilladelse. Der kom mere end 2.000 børn til Sverige. Børnene
rejste således til udlandet, hvor de blev overdraget til adoptivforældrene. Hos den
chilenske stat registreres børnene med RUT-nummer og eget navn, men derudover bliver
de aldrig mere vist i vores system. De dukker ikke op i skolesystemet eller det sociale
sikringssystem (INP). Det eneste, der findes, er deres navn og RUT-nummer. Hvis man i
dag søger efter dem i RUT-systemet, bliver deres navn og RUT-nummer vist, men disse
personer findes slet ikke i Chile.
111
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0205.png
112
Hvad angår de indenlandske adoptioner, dvs. de børn som blev
tilbage i Chile, er der sket følgende: Børnene blev opsamlet med anvendelse af snyd og
bedrag, og mange gange overdrog mødrene dem frivilligt pga. social skam. Ofte var der
tale om kvinder for de højere sociale lag, fra Santiago eller andre større byer i Chile, som
foretrak at overdrage deres børn i stedet for at skulle leve med skammen over at være ung
og gravid uden at være gift. Børnene blev overdraget direkte gennem en læge eller
jordemor til deres nye adoptivforældre i Chile. Adoptivforældrene registrerede børnene på
ny med falske vidner eller med en falsk fødselsregistrering, som de havde fået af lægen.
Efterfølgende blev de registreret i Folkeregistret, og hos staten stod de nu officielt
registrerede som legitime, biologiske børn af deres adoptivforældre. Sådan har
fremgangsmåden været indtil nu.
Der er store konsekvenser af handel med børn, ikke kun i Chile,
men også i resten af verden. Børnene er ikke blevet registreret. Det er vurderingen, at ca.
20.000 chilenere er blevet adopteret i udlandet, men man ved ikke i hvilke lande. De lande,
hvor man har konstateret chilenske børn, er Sverige, Italien, USA, Holland, Frankrig og
Tyskland og et par sager i New Zealand. Generelt drejer det sig om Europa og USA.
En anden konsekvens er, at der ingen journaler eller retslige
dokumenter findes. Derfor henvender de børn, som i dag er voksne, sig til Børnestyrelsen
(Sename). Hvad angår problematikken med at søge efter personer, som Susana Tonda
talte om i sidste uge, er det ret indlysende, at Børnestyrelsen (Sename) ikke har
registreringer på dem. For Børnestyrelsen (Sename) er der tale om børn, som ikke er
blevet adopteret, og de findes ganske enkelt ikke i de officielle registre. De findes hverken
hos
Ciudad del Niño
eller hos Børnestyrelsen (Sename) og heller ikke hos nogen af de
andre instanser som børnehjemmene i OCAS-regi (organisationer, som samarbejder med
Børnestyrelsen (Sename)), som også overdrager børn i adoption. På den baggrund er der
mange personer, som retter henvendelse til Børnestyrelsen (Sename), og de bliver
frustrerede, når de forstår, at der ikke er noget registreret her.
For staten er der ikke tale om adoptivbørn, eftersom
Børnestyrelsen (Sename) ikke har dem registreret som sådan. Og derfor er det også
umuligt at estimere, hvor mange børn der findes inden og uden for landets grænser, og
som er ofre for denne situation.
Chile undertegnede Konvention om børns rettigheder i 1990.
Konventionen indeholder følgende formulering:
Barnet skal registreres umiddelbart efter fødslen og skal fra
fødslen have ret til et navn, ret til at opnå et statsborgerskab og, så vidt muligt, ret til at
kende og blive passet af sine forældre.
Deltagerstaterne påtager sig at respektere barnets ret til at
bevare sin identitet, herunder statsborgerskab, navn og familieforhold, som anerkendt af
loven og uden ulovlig indblanding.
Dette er det vigtige:
112
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0206.png
113
Hvis et barn ulovligt berøves en del af eller hele sin identitet,
skal deltagerstaterne yde passende bistand og beskyttelse med henblik på hurtigt at
genoprette barnets identitet.
********************
Mans Wikstron
fortalte, at han i december 2018 havde taget
kontakt til det svenske adoptionscenter, som spiller en vigtig rolle.
Det svenske adoptionscenter var repræsenteret af Anna Maria
Elmgren i Sverige, og der blev etableret et samarbejde med det svenske adoptionscenter.
Det er lykkedes at finde frem til, at adoptionscentret indgår i et OCAS-samarbejde
(organisationer, som samarbejder med Børnestyrelsen (Sename)), nærmere bestemt om
børnehjemmet San José. Det er ikke en statsinstitution, men arbejder dog med statens
godkendelse.
Mans Wikstron tog kontakt til centret for at anmode om at få
udleveret oplysninger i sin sag.
Den første oplysning i sagen, som blev fundet i Chile, var
fødselsregistreringen, som skal fremlægges i Folkeregistre, for at man kan gå videre.
Et af problemerne med dette arbejde er, at det er obligatorisk
at foretage en søgningen personligt, dvs. at man ikke kan søge pr. mail eller telefon. Derfor
har personer uden for Chile ikke mulighed for at indhente dokumentet.
Han tog hen for at få fat i dokumentet, og han modtag så en
attest med udstregninger. Han bad om: fødselsbekræftelse og fødselsattest. Når der
forekommer udstregningen, bliver vidnerne vist nedenfor.
De havde ikke nogen fødselsattest og heller ikke navnet på
hans far. Der var heller ingen oplysninger, som kunne give adgang til fødselsjournalen.
Imidlertid skete der det mirakuløse, da han søgte i december, at det svenske
adoptionscenter alligevel sendte ham dokumentet. Men nu opdagede han noget meget
alvorligt. Dokumentet var officielt og kom fra Chile: Det fandtes dog ikke i Chile, men på
det svenske adoptionscenter. Spørgsmålet er, hvor mange af denne slags dokumenter der
findes i det svenske adoptionscenter?
Men til sidst fik han dokumentet fra det svenske
adoptionscenter
–
this is your birth certifícate
–
og her stod navnet på hans mor: Emelina
del Carmen Guerra Garay. Og ved hjælp af politiet (Overrabbiners) og
Efterforskningspolitiet (Policía
de Investigaciones)
kunne han nu kontakte kvinden.
Desværre var hun afgået ved døden et par år tidligere, og det var ikke nogen god nyhed
–
I am telling that your mother passed away in 2007.
Alligevel fortsatte undersøgelsen og
arbejdet med at finde hans søskende.
****************
113
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0207.png
114
Jeannette Velásquez
forklarede (via streaming), at Tobias er
et af de mest symbolske eksempler i regionen. Det skyldes, at hans sag blev gennemført
ved hjælp af DNA og fortolkning.
Når man ser nærmere på sagen med Tobias, forstår man, at
der er mange andre sager som hans. Der er mange sager uden morens fornavn, under
underskrifter og med dobbelt identitet. Det har på en måde kunnet påvises, hvordan
Folkeregistret, domstolene og socialrådgiverne har arrangeret arbejdet med at føre børn
ud af landet. Det er sket ved at have fokus på regionens fjernere liggende områder samt
unge kvinder (især fra oprindelige folk), som har været sårbare og haft begrænset
skoleuddannelse. Det var naturligvis ikke nemt for dem at forstå, hvordan de skulle gå
videre med deres sag, og hvor de skulle søge.
De sager, vi kender fra Araucanía, og som skete
–
bistået af
domstolene
–
for at hente børnene ud af deres lokalsamfund og deres hjem, fandt sted
med politiets mellemkomst og med stokkemetoden. Det var også tilfældet i Tobias’ sag.
Hans mor blev udsat for voldsomme slag (og det samme skete for faren) fra politiets side.
Man gjorde det for at fjerne barnet fra moren. Ved den samme lejlighed blev både Tobias
og hans bror fjernet.
Og moren blev ydmyget og behandlet som indianer af politiet.
Familien fortæller, at moren aldrig igen blev den samme glade person, hun havde været.
Og herefter ændrede hendes liv sig. Hun blev aldrig igen den samme, og otte år efter
hændelsen døde hun.
Det er Tobias’ historie. Det er manden på 41 år, som ikke fik
mulighed for at blive genforenet med sin mor.
Når vi gennemgår sagerne fra Araucanía, forstår vi, hvor vigtigt
det er at kigge nærmere på, hvordan Folkeregistret har arbejdet. Alle sagerne fra Sverige
er således sager med dobbelt identitet. Folkeregistret i Lautaro og Padre Las Casas
registrerede alle sager med børn, som kom til Sverige, uanset hvilken kommune de kom
fra.
Det
er
også
vigtigt
at
undersøge
de
mange
hasteforanstaltninger, som blev besluttet af dommeren på den tid, Tatiana Román
Beltramín. Mærkeligt nok blev alle børnene her overdraget til udenlandske forældre med
ufuldstændig og forfalsket dokumentation. I lyset af det faktum var det næsten umuligt for
børnene at søge efter deres forældre, mens de var i udlandet. Og også i dag er det næsten
umuligt for børn og unge som adopterede at finde frem til deres familie i Chile.
Der er brug for en undersøgelse af Folkeregistrets adfærd. Der
er f.eks. sagen med en ung mand, som fik oplysninger om sine adoptivforældre med
svenske navne den 11. juni 1978. Der var her tale om en sikkerhedsforanstaltning, som
blev afsagt af dommer Tatiana Román Beltramín den 4. juli.
Og i et brev, som blev sendt til familien i Sverige, blev det
oplyst, at barnet var blevet sendt til Santiago i juni. Dermed er det bevist, at barnet blev
sendt til Santiago, uden at man havde afsagt den kendelse om beskyttelsesforanstaltning,
som kunne have overdraget ansvaret for barnets sikkerhed til forældrene. Alle disse børn,
som f.eks. denne sag og også Tobias’ sag, var spædbørn, som rejste alene, idet det var
stewardesser og luftfartspersonale i forskellige flyselskaber, som tog sig af dem.
114
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0208.png
115
***************
Alicia Galleguillos Narbona,
underviser i folkeskolen og
tidligere leder af en kommuneskole. Hun er nu gået på pension.
Hun fortalte, at hun i 1977 fødte sit tredje barn. Og hun ville
gerne fortælle, hvad der egentlig skete. Hun havde afleveret noget materiale på skolen,
hvor hun arbejdede. Hun var noget træt på grund af graviditeten, og på vej hjem gik vandet
pludselig. Dengang lå området Las Compañías i kommunen La Serena nærmest ude på
landet. Hun gik sammen med to kollegaer, og de fulgte hende hen på hospitalet, uden at
hun nåede at give familien besked. Hun talte med lægen, og hun blev indlagt akut og lagt
til at hvile sig. Ca. kl. 22.00 om aftenen fortalte lægen hende, at hun snart ville føde. Hun
var på dette tidspunkt hele alene og uden sin familie. Dagen efter, da hun skulle se sit
barn, fik hun at vide, at hun havde født en dreng, som dog var afgået ved døden kl. 4.00
om morgenen. Netop på det tidspunkt ankom hendes mad og hendes far. Hun bad om at
få sit barn at se, så hun kunne tage afsked. Som mor ville hun gerne se drengen, kysse
ham og tage afsked med ham. Det fik hun dog ikke lov til. Lægen var fuldstændig imod
det. Og hendes far var ikke en person med den store overbevisningsevne
–
og hendes
mand endnu mindre. Hun fik at vide, at det var bedst, at hun ikke så søn. Han ville blive
begravet på kirkegården i La Serena. De søgte efter sønnen, men han var ikke registreret
på nogen kirkegård i området.
Indlægsholderen indgav en klage til ministeren Hormazábal, og
hun var med til at stifte en gruppe, hvor medlemmerne søger efter deres børn. Det kan
tilføjes, at de ikke kan finde deres børn, fordi de ikke er begravet nogen steder. Hun har
aldrig fået svar fra regionshospitalet i La Serena, og det er hendes store problem.
Derfor appellerer hendes sammenslutning til forskellige vigtige
personer for på en eller anden måde at få adgang til de oplysninger, som hospitalet
egentlig skal udlevere. Lederen af sammenslutningen har anmodet om oplysninger i
henhold til den såkaldte Lobbylov (Ley
del Lobby).
Hendes datter er journalist, har arbejdet
på regionshospitalet i La Serena og har været kommunikationsansvarlig. Man har også
forsøgt sig med at tage kontakt til myndighederne, men heller ikke her er det lykkedes at
hente oplysninger. Der bliver ikke udleveret fødselsattester eller andre dokumenter, og da
direktøren for sammenslutningen bad om en samtale, fik hun det besynderlige svar, at
spædbørn, som bliver født for tidligt, er smidt i skraldespanden. Det var hendes svar.
De fremlægger ikke deres sager for at få hævn eller for at finde
de ansvarlige personer. De ønsker blot at vide, hvad der er sket med deres børn. Det er
de i deres fulde ret til. Indlægsholderen har aldrig fået mere at vide om sin søn, og hun er
tilsyneladende ikke den eneste mor, det er sket for.
Hun er engageret i en ret stor gruppe. Der er grundlagt en
række sammenslutninger i landet, hvis medlemmer alle sammen søger efter deres børn.
Der er dog også børn, som søger efter deres forældre. I delegationen fra Coquimbo er der
også en person, som søger sin oprindelige familie.
115
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0209.png
116
Hun har tillid til myndighederne i den forstand, at de kan påvirke
til, at sandheden kommer frem en dag. Det beder de om som mødre
–
og også som børn,
der søger deres forældre. Begge parter er repræsenterede i sammenslutningen. Deres
oplevelser har ikke været så voldelige som det, der skete for mapuchefolket, men alligevel
har de oplevet meget brutalitet. Og indtil nu har de ikke fået nogen information
overhovedet.
Det skal sluttelig nævnes, at tre af disse tilfælde nu behandles
juridisk af Menneskerettighedsstyrelsen (Instituto
Nacional de Derechos Humanos),
og at
ministeren Hormazábal nu tager sig af sagerne. Ministeren har været meget positivt
indstillet til sammenslutningens sager.
*************
Alicia Acuña,
forkvinde for NGO’en
Madres e Hijos se Buscan
(Mødre og sønner/døtre søger hinanden). Indlægsholderen anførte, at organisationen blev
grundlagt sidste år på baggrund om sagen om hendes bror og andre sager. Sagerne
lanceres i kombination med indlæg på sociale medier. En fælles indsats giver altid et bedre
resultat.
I den mellemliggende periode har det største problem været
adgangen til oplysninger fra hospitalerne. Det er ikke indtrykket, at hospitalet overhovedet
har gjort nogen indsats. Man har anmodet om oplysninger i henhold til Lobbyloven (Ley
del Lobby
og Gennemsigtighedsloven (Ley
de Transparencia),
og man har indgivet
appeller i henhold til Gennemsigtighedsloven. Desuden har ministeren Hormazábal, med
henvisningen til sagen med broren, fem gange henvendt sig officielt til hospitalet i La
Serena for at begære udlevering af en liste med de medarbejdere, som arbejdede på
hospitalet fra dagen før brorens fødsel og indtil to dage efter fødslen. Dette sker for at
kunne krydstjekke information om de mennesker, som evt. var involverede i sagen. Der er
dog ikke kommet svar. Og det gælder ikke alene brorens sag, men også alle andre sager,
som organisationen har engageret sig i.
Organisationen føler en form for afmagt, når en dommer for
Republikken officielt har henvendt sig til La Serena uden overhovedet at få noget svar. Det
samme skete med hospitalet i Coquimbo, hvor man i begge sager gav det samme svar:
Dokumenterne var brændt, eller der var kraftig regn, eller der var et jordskælv. Og det er
jo praktisk taget umuligt, at det kan være sket.
Hvorfor bliver problematikken bragt frem her? Fordi morens
datter havde arbejdet som kommunikationsansvarlig på hospitalet i La Serena, og hun ved
personligt, at papirerne blev smidt ud i gården. Det er på den måde, man behandler de
kliniske journaler! De kliniske journaler, som kasseres, bliver smidt ud i gården. De bliver
ikke brændt, men behandlet som alt andet papir. Og det er jo en lovovertrædelse, eftersom
indholdet i kliniske journaler er hemmeligt, fortroligt og reguleret i henhold til loven.
Derfor skal vi anmode om, at minstrene får flere beføjelser til at
indgive appeller, så der kan gennemføres undersøgelser af hospitalerne, som herefter skal
rette sig efter afgørelserne. Det er vigtigt, at hospitalernes juridiske auditører bliver
indkaldt, for det er dem, som står for ansvaret med destruktion af journaler, og som afsiger
dekreter om det. Desuden skal revisionsinstansen (Contraloría) indkaldes, så den kan
afgive forklaring om dette system med at bortskaffe journaler. Eftersom journaler og bøger
er skrevet i hånden, har folk jo altid noteret forskellige ting.
116
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0210.png
117
Endelig anmoder vi om at indkalde Lægesammenslutningen
(Colegio
Médico)
med opfordring til, at lægerne begynder at tale om disse sager. Det er jo
et faktum, at lægerne har været medskyldige og har bidraget til handlen med børn.
**************
Nury Bruna
fortalte, at hun kommer fra Ovalle. Hendes sag
minder meget om de andre mødres sager, men så er der alligevel noget, som er
anderledes i hendes sag.
Den 13. december 1982 skulle hun føde sit barn, og efter
fødslen, da hun var blevet lagt ind på forstuen, kunne hun ikke få til at se sin søn af den
simple grund, at jordemoren og sygehjælperne tog ham fra hende. De efterlod hende alene
i forrummet i ca. 20 minutter, stadig med moderkagen, og det bekymrede hende, fordi hun
begyndte at se stjerner og besvime.
Der skete ingenting, ud over at hun råbte op, hver gang nogen
gik forbi i gangen udenfor. Hun ville gerne, at der kom nogen fra personalet ind til hende,
så de kunne fortsætte behandlingen.
Lidt efter kom personalet, og hun følte det nærmest, at hun var
ved at få et barn til. De løftede hende op, fordi hun var blevet meget kold, og så kom
moderkagen ud. De lagde hende en eller to timer i gangen, fordi de sagde, at der ikke var
flere senge på stuen.
Hun begyndte at blive bekymret og spurgte til sit barn. Der kom
en portør, som hjalp hende med at vaske sig, og hun spurgte ham, om han ikke kunne
tilkalde en jordemor, så hun kunne få noget at vide om sit barn.
Han sagde til hende: Men dit barn er død.
Hun spurgte, hvordan han dog kunne vide det, og tilføjede, at
hun gerne ville tale med nogen fra personalet.
Lidt efter kom der en person, som sagde, at hun skulle tie stille,
og hun nu ville blive lagt ind på stuen.
Og lidt senere kom der et par læger, som fortalte hende noget
mærkeligt. Ude i gangen sagde de til hende, at hendes barn var død, og den ene læge
sagde, at barnet desuden var blevet kremeret. Hun spurgte, med hvilken ret og tilladelse
de havde gjort det, og lægen svarede, at barnet jo var afgået ved døden. Den anden læge,
som var kvinde, sagde til hende, at hun stadig var ung. Lægen fortalte, at hendes egen
mand havde sagt, at de ikke skulle have flere børn.
117
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0211.png
118
Lægen spurgte, om hun havde sunde og raske børn. Hun
svarede ja. Lægen spurgte hvor mange, og hun sagde to, en pige og en dreng. Nå, sagde
lægen, men så kan du jo stadig nå at få flere børn.
Under samtalen bad de også indlægsholderen om at
underskrive et dokument, men hun husker ikke, hvad der var, hun skrev under på. Hun
havde tillid til det, de sagde til hende som fagpersoner. Og inden den kvindelige læge gik
igen, sagde hun, at barnet ville blive sendt til La Serena til undersøgelse.
Hun fik mange forskellige versioner af, hvad der var sket. Og
med årene begyndte hun at stille mange spørgsmål, og hun fik en fornemmelse af, at
hendes barn stadig var i live. Det er noget, man fornemmer som mor. Det er som et
moderligt instinkt.
Tiden gik, og hun foretog sig ikke yderligere. Hun var nervøs
for, at nogen ville komme hjem til hende og sige, at hun blandede sig i noget, der ikke kom
hende ved. Hun var også bange på vegne af sine børn, for hun var alene, og hendes mand
arbejdede i udlandet. Sådan er indlægsholderens situation i dag. Hun vil gerne vide, hvad
der er sket med hendes barn, og hun ønsker, at retfærdigheden sker fyldest.
Der er sket mange ting i Ovalle, og der er mange mødre, som
stadig ikke tør fortælle deres historie. Det er en meget stor sorg, hun bærer rundt på, og
hun ved ikke, hvordan hun skal få løst problemerne. Og det bliver ikke mindre svært af, at
hun er alene i hjemmet, og at hendes mand og familie ikke er i nærheden.
Dette var kvindens vidneudsagn. Hun har dog et håb om, at der
kan blive gennemført en undersøgelse, for i hendes tilfælde er der også sket det, at hendes
journal er forsvundet på hospitalet i Ovalle. De siger på hospitalet, at journalen ikke findes
længere, og at de ikke kan hjælpe. Det skyldes, at hun ikke har fået behandling på
hospitalet i lang tid.
****************
Andrea Mercado
ledsagede sin mor og på vegne af moren
fortalte hun historien om, hvad der var sket i sagen med hendes søskende.
Hændelsen indtraf i Concepción i 1982. Hendes mor blev syg
med tuberkulose og blev indlagt på regionshospitalet i Concepción for at få behandling.
Indlæggelsen skete på foranledning af en socialrådgiver, hvis navn de ikke husker, og som
arbejdede i ambulatoriet
Consultorio Lorenzo Arenas.
Socialrådgiveren foreslog moren at
anmode om beskyttelsesforanstaltning for børnene, så de kunne blive placeret midlertidigt
på et hjem, mens moren fik sin behandling.
Børnene blev ikke på noget tidspunkt udsat for svigt, og
mormoren besøgte børnene hver eneste uge. Da hendes mor var kommet sig over
sygdommen, blev hun udskrevet og tog straks hen for at besøge sine børn. Ved tre
forskellige lejligheder kom de forskellige undskyldninger og sagde første gang, at børnene
var til lægelig kontrol på centret
Control de Niño Sano.
Anden gang var forklaringen, at
børnene sov, og tredje gang sagde man, at de var syge. Hun fik af indlysende grunde ikke
lov til at se sine børn. Derfor vendte hun tilbage igen til en af institutionerne og insisterede
stærkt på at få information om børnene
–
en dreng på fem år og en pige på et år og otte
måneder.
118
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0212.png
119
Nu var der en medarbejder fra institutionen, som oplyste
hende om, at børnene var blevet fjernet fra institutionen efter en kendelse fra dommer
Silvia Onetto ved 2. domstol i Concepción (Segundo
Juzgado de Concepción).
Moren tog
herefter kontakt til domstolen for at bede om en forklaring. Men hver eneste gang hun
henvendte sig, fik hun en dårlig behandling af dommeren.
To eller tre senere insisterede moren igen om at få svar, og
denne gang fik hun vist et foto. Moren kunne genkende sin datter. Hun var blevet større.
Men sådan gik årene. Moren fortsatte med at tage initiativ til på en eller anden måde at få
et svar om børnene. Indtil nu er der ikke kommet noget svar. Moren har således været i
kontakt med det regionale ministersekretariat (Seremi) under Justitsministeriet i byen
Puerto Montt for at foretage en anmeldelse til ministeren Mario Carroza. Anmeldelsen er
sket for at tage skridt i sagen og indhente flere oplysninger.
I forbindelse med dette arbejde fik man oplysning om, at
søsteren udrejste af Chile den 12. december 1982 for at tage til Spanien.
Broren vendte tilbage i 1998. Der blev i samme forbindelse
fremlagt et brev, som indeholdt navnene på to medarbejdere ved Domstolen i Concepción,
dvs. Silvia Onetto og den daværende sekretær Antonieta Fuentes. Begge har haft direkte
tilknytning til sønnens adoption. Det blev nævnt, at drengen blev udvalgt sammen med en
gruppe af børn og voksne, og at de indtil da havde været placeret på et stort sted, som
mindede om en gymnastiksal. Broren husker denne situation meget tydeligt, og det blev
en del af det traume, han har måttet leve med hele livet. Alle børnene blev stillet i en lang
række. Der var en lille dreng, som græd meget, og han husker, at der var militærfolk, der
dræbte drengen, fordi han græd så meget.
Det har broren fortalt. Det blev en del af det traume, han har
måttet leve med hele livet.
Broren kom til Chile i 1997, nærmere bestemt Santiago. Det var
ikke svært at lokalisere brorens familie, fordi der blev afholdt et møde med en kvinde, hvis
identitet de ikke kender. Denne person ringede til en faster, som tog kontakt til moren, som
dengang boede i Puerto Montt. Moren rejste til Concepción, hvor hun blev genforenet med
sønnen. Dette møde førte til en række svar. Moren havde således allerede i 1982, da
børnene forsvandt, officielt anmeldt, at hendes børn og yderligere 60 børn var forsvundet.
Denne anmeldelse skete til 2. domstol i Concepción.
Broren anmodede nu sammen med moren om at få en
forklaring fra Silvia Onetto. Silvia Onetto var på dette tidspunkt ikke længere almindelig
dommer, med derimod dommer ved Appeldomstolen i Concepción (Corte
de Apelaciones
de Concepción).
Dommeren bad herefter om politibeskyttelse.
Broren vendte herefter tilbage til Belgien. Han kom til Chile igen
i 2010 for at besøge dem, men desværre døde han af leukæmi i 2012.
Broren efterlader selv en søn, som de ofte er i kontakt med,
men det er uvist for dem, om moren nogensinde vil få sit barnebarn at se!
119
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0213.png
120
************
Claudio Rojas Ramírez
erklærede fra Sardinien i Italien, at
han for nylig havde været på besøg hos den nyudnævnte italienske ambassadør, Sergio
Romero, og de sammen havde talt om den problematik, som skulle afklares i forhold
konsulen i Rom og Lazio og på Sardinien. De har sammen med andre personer grundlagt
organisationen
Associazione Chilenos de Sardigna
(Chilenere på Sardinien). De er i dag
forsamlet med andre adoptanter fra seks regioner i Italien. Og i fællesskab har de etableret
en NGO med fokus på internationalt samarbejde på området og støtte til de oprindelige
familier, som utvivlsomt lever i fattigdom.
De repræsenterer en gruppe på mere end 10.000 personer i
Italien, og det formodes at svare til næsten 50% af de adopterede chilenere, som findes
rundt omkring i verden.
Den store forskel mellem Italien og andre lande må formodes
at være kirken og de religiøse institutioner. På den ene side udvalgte man adoptivfamilier
i sognene overalt i Italien og foretog her en indledende udvælgelse af de personer, som
havde flest ressourcer, men som samtidig havde et behov for at adoptere.
Perioden mellem 1975 og 1985 er det tidspunkt, hvor det hele
foregik. I denne periode udvalgte man familier i hvert eneste sogn i Italien. De religiøse
institutioner i Chile stillede krav til familiens sammensætning og de hjem, børnene skulle
bo i. I samarbejde med socialrådgiveren udvalgte man de steder, der var bedst egnede.
Man skrev måske, at man stod med fem [børn], og at der var et indlysende behov for, at
de skulle adopteres.
Når først børnene var kommet til Italien, skete hele indsatsen
på et lovligt grundlag. Der var derfor ikke fokus på det at være efterladt og ikke være børn
af nogen. I ingen af fødselspapirerne var der anført nogen mor eller far, og det betyder, at
børnene altid har levet med en bevidsthed om at være efterladt. Det lever mange af dem
med, men herudover er der som sagt en tydelig forskel på situationen i Italien og andre
lande.
*******************
Ana María Olivares
forklarede, at der er brug for de
oplysninger, som findes i Folkeregistret.
Hun nævnte, at man har fremhævet de problemer, som var
kendetegnende for Folkeregistret.
Indlægsholderen ville nu foretage en gennemgang af alle de
forhold, som der blev anmodet om på Undersøgelseskommissionens første møde.
For det første bad man om de slægsskabsattester (certificados
de filiación)
for mødre og fædre, som fortæller, hvor mange børn en bestemt person har.
Dette har indtil dags dato ikke været muligt, og det er uklart, om det skyldes en intern
bestemmelse hos myndigheden, eller om det er med hjemmel i lovgivningen. Spørgsmålet
er, hvorfor der endnu ikke er kommet noget svar på det. Det er et meget vigtigt aspekt,
fordi der er børn, som er registrerede som værende i live, selv om deres familie har troet,
at de var døde.
120
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0214.png
121
Der er behov for et svar på, hvorfor nogle børn ikke er blevet
registreret med en tilknytning til deres mor, som det burde været sket i forbindelse med
arveskifte, registrering af børnepenge for hvert enkelt barn osv. Det er kun, når en person
henvender sig til Folkeregistret i forbindelse med arveskifte eller børnepenge, at man kan
få oplyst, hvor mange børn der har tilknytning til en bestemt mor. Denne attest kan ikke
indhentes direkte.
Der er bestemte sager, som er blevet sammenholdt i
Undersøgelseskommissionen, men hvor der ikke fremgår nogen tilknytning mellem børn
og mødre. Der er omtalt en meget speciel sag med en pige og en mor. Pigen var ikke
registreret som datter, selv om hun var blevet anerkendt af sine forældre. Samtidig var der
nogle andre børn, som var registrerede med en tilknytning til moren, men disse var ikke
hendes børn. Der er et behov for at få et svar på dette
–
hvorfor opstår denne situation?
Et andet spørgsmål, som bør blive bragt op over for
Folkeregistret, er problematikken med dobbelt identitet. Her i landet, hvor vi har mange
sager med uregelmæssige adoptioner og fjernelse af mindreårige, findes der personer,
som har en dobbelt fødselsregistrering.
Tidligere var der ikke den lineære registrering, som findes i dag,
og det var muligt at foretage registrering på forskellige steder i Chile, uden at Folkeregistret
fik oplysninger fra anden side. Det er dog vigtigt at vide, hvordan og hvorfor det
forekommer. Hvad kan der være sket? Der er således personer, som er blevet registreret
ved fødslen, og som efterfølgende er blevet registreret igen med henblik på udrejse af
landet.
Et andet interessant punkt er de personer, som har én identitet
uden for landets grænser og en anden identitet i Chile. Her ved vi heller ikke, hvad der
sker, og hvordan problematikken bliver løst. Der er behov for klarhed om
fødselsregistreringerne. I mange tilfælde har moren foretaget indførsel og registrering af
sit barn
–
og bagefter er barnet alligevel ikke registreret, og oplysningerne er fjernet med
blæk. Og der er ikke her tale om indenlandske adoptioner.
I sager med indenlandsk adoption bliver indførslerne slettet,
hvorefter adoptivforældrene registrerer børnene i forbindelse med almindelig adoption.
Men i sager, hvor der ikke er tale om lovlig adoption, er oplysningerne blevet udstreget og
slettet. Og det kan Folkeregistret ikke give nogen forklaring på.
En anden vigtig problematik er følgende: Når der laves en
bestemt søgning, som allerede har ført til 134 sager med genforenede familier
–
den
seneste faldt på plads så sent som i går
–
ja, så kan det konstateres, at der er mange
personer, der udrejser af landet, men som bagefter bliver registreret uden bopæl. Langt
den største del af de personer, som er registrerede her i landet, bliver således vist i
Valgregistret (Servei), men de oplysninger, som overføres hertil fra Folkeregistret, har ikke
anført nogen bopæl.
Man ved ikke, hvor mange personer der findes uden bopæl, og
man kan kender ikke baggrunden for, at der ikke er registreret en bopæl. Det er et ønske
at få konstateret, hvor mange sager der er tale om. I Santiago er der eksempelvis et
omfattende antal personer, som står registrerede uden bopæl. Der er tale om 28.000-
29.000 personer alene i Santiagos kommune, og når man går længere ind i det, viser det
sig, at disse sager vedrører personer, som er adopteret i udlandet, uden at udrejsen som
sådan er registreret.
121
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0215.png
122
Det er bekymrende, at der findes dette store antal. Hvad sker
der med sagerne med ulovlig adoption og med de personer
–
børn og voksne
–,
som er
udrejst at landet ad andre kanaler, når vi ikke engang ved, hvor mange personer vi taler
om på nationalt plan.
Det er meget vigtigt, at Undersøgelseskommissionen tager
højde for denne situation. Hermed åbnes der op for en undersøgelse af forholdene. I
Folkeregistret vil De kunne se, at det store flertal af de børn, som er udrejst af landet, står
registrerede uden oplysninger om bopæl. Der står kun anført navnet på den kommune,
hvor de er født. Og det er afgørende vigtigt at vide omtrent, hvilken procent vi taler om, og
hvor tusinder vi taler om.
Det synes helt klart, at der er tale om mere en million.
Referencen er ikke entydig. Selv om der i Santiagos kommune kun er 29.000 personer
uden bopæl, kan det konstateres uden nogen tvivl, at de ikke alle er adopterede, og at de
ikke alle er blevet fjernet. Dette står helt klart, men ønsket er, at
Undersøgelseskommissionen vil gå og vurdere sagerne af denne art.
Når personer foretager ansøgninger om detaljerede
oplysninger, har de brug for at få adgang, og som et absolut minimum skal
Undersøgelseskommissionen have adgang til registrerede dødfødte fra de tidligere årtier:
Det vil sige fra 1960’erne, 1970’erne, 1980’erne og 1990’erne. Disse registreringer
stemmer således ikke overens med de normale fødsels- og dødsregistreringer.
Der er tale om en særlig registrering af ikke-fødte børn, hvor
der udfærdiges en særlig dødfødt-attest på hospitalet. Der er tale om en attest, som alle
hospitaler efter reglerne skal udlevere. Og herefter må det formodes, at Folkeregistret
–
når personen anmoder om det
–
kan udlevere en begravelsestilladelse.
Efter de bestemmelser, som hospitalerne og klinikkerne er
underlagt, skal Folkeregistret modtage underretning om alle dødfødte. Desuden skal
Folkeregistret have en liste over disse sager. Listerne udleveres af INE (Chiles statistiske
kontor), hvilket er sket siden 1930. Listerne skal udleveres under alle omstændigheder og
er obligatoriske. Derfor må disse lister med dødfødte, fødte og afdøde jo findes et sted i
Folkeregistret. Er det muligt at få udleveret disse lister til Undersøgelseskommissionen?
Der skal være fokus på fødende kvinder i de årtier, som er undersøgt.
***************
Ester Herrera
fortalte, at hun gerne ville fortælle om et lidt
vanskeligt og måske også ukendt område i forhold til det, der er blevet talt om indtil videre:
Man har således gennemgået ofre for tyveri af og handel med børn og børn, som er sendt
til udlandet med beskikket værgemål, og som i dag har dobbelt identitet. Men der findes
derudover også en gruppe børn, som i dag er voksne, som bor i Chile, og som
–
ud over
at være ofre for ulovlig adoption
–
også har været genstand for tyveri. Dette indlæg foregår
i 1. person, fordi indlægsholderen selv er et disse ofre.
122
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0216.png
123
Indlægsholderen ville gerne læse et uddrag af et brev, som er
skrevet af Rocío Brizuela, der blev adopteret ulovligt i 2014. Hun skrev brevet, efter at der
var produceret en reportage, Ciper Chile, som på en eller måde åbnede op for mediernes
interesse for problematikken.
“De stjålne børn er en gruppe personer, som har en historie til
fælles, og som er et ukendt begreb for flertallet i vores samfund. Det er de børn
–
nogle
kalder dem ofre
–
som iflg. medierne har været genstand for ulovlig adoption i 1970’erne
og 1980’erne i vores land.
I dag er de mellem 30 og 40 år. Nogle af os har været bevidste
om vores historie. Nogle har besluttet sig for at konfrontere historierne, mens andre ønsker
at glemmer dem. Samtidig er der andre, som har valgt at ignorere deres historie, mens
andre igen formentlig ikke engang har hørt om den endnu.
Det er dem, vi kalder tavshedens børn.”
Hr. formand, beskrivelsen her afspejler i stor udstrækning den
følelse, vi hver især går rundt med. Der er således tale om en gruppe personer, som ikke
har mulighed for at få undersøgt deres sag, og som derfor ikke kan søge deres rødder.
Tyveri af børn var en systematisk foreteelse, ikke alene i Chile,
men også i andre lande som Argentina og Spanien. Lidt senere får De mulighed for at lytte
til vidneudsagnene i nogle sager, som kan beskrives med ord som bortførelse, forsvinden
og hemmeligholdelse af børns identitet ved hjælp af skjulte fødsler, falske vidneudsagn og
forfalskning af offentlige dokumenter. Børnene blev registreret af deres adoptivforældre,
som om der var tale om biologiske børn.
Hvordan foregik det? Grundlæggende var der tale om gravide
kvinder i en situation præget af svigt, med voldsproblemer og med økonomiske problemer.
Andre gange var der tale om kvinder, som overdrog deres børn i forbindelse med fødslen,
ganske enkelt fordi det i mange år har været sådan i vores noget konservative samfund,
at det har været en social skamplet at være ung mor.
Medarbejderne på offentlige hospitaler og på mange private
klinikker udstedte falske fødselserklæringer. Her kan De se min fødselserklæring, som er
udfærdiget på Clínica Lira. Den er underskrevet af en læge, som ikke findes mere. Han er
død. På et tidspunkt talte jeg med hans søn, og underskriften er god nok. Der var altså
personer, som var villige til at lave forfalskninger af denne art.
Samtidig var der mødre, som simulerede, at de var gravide. Der
er vidneudsagn med kvinder, som har gået rundt med puder under trøjen, når de har været
på klinikken. Det er klinikker, der siden da er forsvundet, som f.eks. Carolina Freire og den
omtalte Clínica Lira. Disse vordende mødre kom ind i en sal med nyfødte børn, og her
valgte de et barn, som efter deres opfattelse passede bedst til deres egne fysiske
kendetegn
–
eller måske det barn, som så sødest ud. Til sidst tog de barnet med sig og
gik hjem
–
næsten som om de havde købt en vare i en butik.
123
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0217.png
124
Senere blev barnet sikkert indskrevet i Folkeregistret som et
biologisk barn med henvisning til falske dokumenter eller måske ganske enkelt af et par
vidner, som ofte var venner. De erklærede, at spædbarnet var født i en hjemmefødsel, og
at det var en biologisk søn eller datter af de personer, som var kommet for at registrere
det.
Nogle biologiske mødre fik penge for det, men sådan var det
ikke i flertallet af sager. Der var også adoptivforældre, som betalte for børnene og til
mellemmændene. Mellemmændene var typisk personer, som de allerede kendte, dvs.
læger, sygeplejerske, jordemødre, personer med tilknytning til socialsystemet samt
personer fra kirken, som bestemt også nogle gange tog sig betalt for det. Og kirkens folk
erklærede børnene for døde, som vi har talt om tidligere.
Desværre er problematikken med stjålne børn ret kompleks i
Chile, især i de tilfælde, hvor personer ønsker at opsøge deres rødder. Det kan de
desværre ingen mulighed for, fordi der ingen sager findes. Derfor giver Børnestyrelsens
(Sename) underprogram for søgning efter oprindelig familie ingen mening i forbindelse
med stjålne børn. Information om fødsel på hospitalet og klinikker blev slettet og forfalsket,
og derfor er der heller ikke adgang til disse oplysninger. Mange af de stjålne børn blev født
på klinikker, som ikke findes længere: Clínica Carolina Freire, Clínica Montserrat, Clínica
Belén, Clínica Lira, Clínica Vitacura, hospitalet Rey Glover i Chuquicamata, Clínica
Providencia. Det var en lang række klinikker og hospitaler, som efterhånden er ophørt med
at eksistere. Her skal nævnes eksemplet med Clínica Las Lilas. Klinikken skiftede ejer, og
alle dokumenter, fødselsregistreringer og kliniske journaler forsvandt
–
ingen ved hvorhen.
Adoptivforældrene her gav indtryk af at være biologiske
forældre, og derfor har vores dokumenter i Folkeregistret været falske lige fra starten.
Desuden forfalskes også fødselsakten og fødselserklæringen, som arkiveres af
Folkeregistret, og her begynder så vores historie med de forfalskede dokumenter.
Og de stjålne børn er typisk de sidste, som hører om
problematikken, fordi det desværre er hemmeligheder, som nogle adoptivforældre tager
med sig i graven, fordi det jo ender med at være en decideret familiehemmelighed.
Hvilket håb kan de stjålne børn have? Håbet er, at der sker en
spredning af vores historie gennem de sociale netværk. Sammenslutningen har
udarbejdet søgefelter med nogle grundlæggende elementer, som skal bidrage til at sprede
og dele historierne gennem de sociale netværk. Formålet er, at en person en dag læser
det og genkender situationen, så vedkommende kan genskabe sin historie, bl.a. med
udgangspunkt i det, som vedkommende tidligere har hørt. Der er også DNA-prøver, som
åbner mulighed for at komme i kontakt med laboratorier med databaser i udlandet. Det vil
alt sammen være med til at indgyde et virkeligt håb om, at personen en dag kan finde sine
rødder. Det skal også nævnes, at tilbuddet om DNA i Chile skal udbredes mere, for som
det er i dag, er den eneste søgemulighed, at en person, man er beslægtet med i første til
femte generation, også selv får taget prøven.
Undersøgelsen er meget simpel og tages på basis af en
spytprøve. Metoden kommer fra USA, og man kan i dag benytte flere forskellige
laboratorier. Det oplyses, at den genealogiske database MyHeritage har været en god
hjælp i arbejdet, men det vil også være af stor betydning, hvis man i fremtiden kan foretage
tjek i den database, som ligger hos Retsmedicinsk myndighed (SML). Det vil også være
et stort fremskridt, hvis staten på et tidspunkt kan begunstige de stjålne børn, så alle får
adgang. Det er et system, som skal udbredes mere.
124
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0218.png
125
Det bedste, der kunne ske, var, at der blev sat gang i arbejdet
med et udkast til en lov om identitet for biologisk oprindelse, hvor staten garanterer
adgangen til de oplysninger, som findes i Folkeregisteret, og som bl.a. vil have til formål
at genetablere stjålne børns grundlæggende ret.
Der er desværre ikke andre måder at gøre det på, og det er
beklageligt, at staten på en eller måde er nødt til at garantere denne ret. Der er dog tale
om en grundlæggende menneskerettighed: at have adgang til viden om ens biologiske
oprindelse.
Her ses nogle af de søgefelter, der kan anvendes. Det er klart,
at der er mange muligheder, men der mangler dog stadig mange. Mange stjålne børn kan
ikke være åbne om deres situation, hvilket skyldes hensynet til deres adoptivforældre, som
mange gange stadig lever. Og naturligvis ønsker de børn, som har det godt med deres
adoptivforældre, ikke at påføre dem problemer. De ønsker blot at søge efter deres
oprindelse.
Jeg skal ganske kort fortælle min egen historie: Jeg er
formentlig født i juli 1981 på Clínica Lira. Udgangspunktet er som altid, at jeg ikke kan vide
noget med sikkerhed. Det eneste jeg har, er et forfalsket dokument, som De kan se her.
Jeg har søgt i mange år, men siden 2014 har arbejdet været mere systematisk. Jeg har
brugt sociale netværk, har benyttet mig af DNA og har generelt brugt de midler, der har
været til min rådighed. Det har været meget kompliceret. Men ikke engang med DNA har
jeg opnået de store fremskridt, for så længe DNA ikke er mere udbredt, end tilfældet er,
kan resultatet nok ikke blive bedre.
I mit konkrete tilfælde er det sådan, at krydsreferencerne i DNA
peger på en ikke-chilensk oprindelse. Det kan være, at der er kommet en kvinde fra et
naboland for at få et barn i Chile i 1981, da vi havde diktatur. Det er ganske sandsynligt,
at historien kan ende med at gå i en anden retning end forventet.
Der kan være mange sandheder, og det er nødvendigt, at
Folkeregistret og institutionerne bidrager hertil på hver deres måde. Men når man tænker
på, at alt er forfalsket, er der ikke særlig mange oplysninger at hente i dokumenterne.
**************
Luis Fernando Lezaeta Hurtado fortalte,
at han i Spanien har
navnet Luis Aguirre García.
Han tilføjede, at han er 60 år gammel. Han blev stjålet af den
spanske stat gennem en militærperson af høj rang, som hentede ham på
hittebørnshjemmet La Paz på adressen O’Donnell 50 i Madrid. Det skete
den 30.
november 1958, da han kun var fire dage gammel, og den 8. maj 1959 blev han sendt til
Chile til sine fremtidige chilenske adoptivforældre.
125
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0219.png
126
Sagen blev håndteret af Félix Álvarez Arena y Pacheco, som
var oberstløjtnant i infanteriet, og som senere, mellem 1975 og 1977, blev minister og
overgeneral samt administrationschef i den spanske hær.
De chilenske statsborgere Fernando Lezaeta Castillo, som var
oberst i de væbnede styrker og underviste Pinochet, og dennes hustru Inés Hurtado
Echenique, tante til Republikkens nuværende præsident, bestilte i 1957 et barn fra Madrid.
På det tidspunkt var det almen viden i de højere samfundslag,
at det var let at få et barn fra Spanien. Lezaeta Castillo tog således kontakt til biskoppen i
Santiago en Chile, som herefter kontaktede Álvarez-Arenas, som videregav opgaven til
direktøren for hittebørnshjemmet i Madrid, Fernando Mellado Romero.
Anmodningen om at modtage et barn blev indgivet gennem et
brev. Bestillingen er beskrevet i adskillige breve, som Fernando stadig har i dag, og som
også er i vores besiddelse. Det angives uden omsvøb, at Fernando Lezaeta Castillo og
Inés Hurtado Echeñique ønskede sig en blond dreng med blå øjne og også en lillesøster
til drengen. Hittebørnshjemmet svarede i første omgang, at børn var en mangelvare i de
år, især de helt små børn. Men fra 4 år og opefter blev det lidt lettere at få fat i dem. Dog
var spædbørn med de ønskede kendetegn meget svære at skaffe.
For at sætte gang i bestillingen skulle den person, som bad om
en bestemt “vare“, der skulle sendes til udlandet, på forhånd betale et beløb på 10.000
spanske pesetas. Det var en godtgørelse, som skulle dække erstatning, hvis der var
nogen, som senere gjorde krav på barnet. Det blev dog gentaget i adskillige breve, at der
aldrig var nogen, der gjorde sådant et krav gældende, og pengene ville blive tilbagebetalt,
når Fernando blev myndig. Ingen ved, hvad der skete med disse penge.
Mange breve blev sendt frem og tilbage over Atlanterhavet,
indtil Fernando Lezaeta Castillo y Inés Hurtado Echenique modtog det, de havde bestilt.
Den daværende biskop i Antofagasta y konstitueret general i de væbnede styrker,
Francisco de Borja Valenzuela Ríos, sendte et brev den 15. oktober 1958, hvori han
anbefalede Fernando Lezaeta Castillo og Inés Hurtado Echenique. Han lovpriste den
fremtidige fars militære løbebane og morens dybe religiøsitet, og samtidig fremhævede
han følgende: Oberstløjtnanten er 43 år gammel og har haft en imponerende karriere over
28 år. Hans hustru modtog uddannelse på skolen Religiosas del Sagrado Corazón.
Ægtefællerne lever i et ægteskab med en særdeles velordnet økonomi, og de ønsker at
opdrage deres børn i den katolske tro. Hvis de får sunde og intelligente børn, vil slægtens
fremtid være sikret. Og derudover indeholder brevet en lidt længere beskrivelse af den
anmodning, ægteparret har indsendt.
I samme forbindelse sendte biskoppen i Gerisso og
stedfortræder i de væbnede styrker, Teodoro Eugenín, den 15. oktober 1958 et brev til hr.
Mellado, hvori han beskrev Fernando Lezaeta Castillo. Han omtalte personens lange,
eksemplariske militærkarriere, som ganske enkelt er en afspejling af den religiøsitet, som
kendetegner alle gode familier.
126
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0220.png
127
Ramón Echeñiique, som var spansk jesuitterpræst og bosat i
Chile fra 1937, gav ligeledes sin anbefaling og beskrev i flere breve, at Fernando Lezaeta
Castillo og Inés Hurtado Echeñique, som anmodede om at modtage to adoptivbørn,
udgjorde et modelægteskab præget af ærlighed, høj moral og en grundlæggende kristen
livsførelse. I et andet brev beskrev fader Echeñique, som var underviser på Universidad
Católica de Chile, at parret havde en meget velkonsolideret økonomi med fast ejendom
og sommerhus.
Et år efter at Fernando var ankommet til Chile, fik hans forældre
besked, at man nu havde et barn med de ønskede kendetegn. Drengen blev født den 30.
november 1958, og kun fire dage gammel blev han hentet på hittebørnshjemmet i Madrid.
Han blev registreret med navnet Luis Aguirre García, og disse oplysninger blev ligeledes
indført i registret ved kirken San Vicente Ferrer i gaden Calle Ibiza 43 i Madrid, lige ved
siden af hittebørnshjemmet. Dette fremgår af dåbsattesten, som her fremlægges i kopi.
Spædbarnet blev registreret i Folkeregistret med status af hittebarn og med angivelse af
navnet Luis Aguirre García.
Mens papirerne blev ordnet, var drengen, som nu var syv
måneder gammel, placeret hjemme hos hr. Álvarez-Arenas. Her blev barnet passet med
de lægelige anvisninger, som var givet af provinsens sundhedsmyndigheder. Man har
stadig i dag de fotos, som den spanske løjtnant sendte til adoptivfaren af drengen sammen
med Rosa María Cisneros, gift med Álvarez-Arenas. På dette billede ses Rosa María
Cisneros med drengen i skødet.
I den velkendte bog om stjålne børn, som chokerede Spanien,
ses Fernando i skødet af fru Álvarez-Arenas. Her ses det foto, som blev sendt til hr.
Lezaeta Castillo og fru Hurtado Echenique.
Drengen tilbragte denne tid hjemme hos Álvarez-Arenas, og
der findes brevvekslinger mellem de to militærpersoner, dvs. mellem barnets fremtidige
adoptivfar og den højtstående, frankistiske militærperson. Det fremgår af brevvekslingen,
at det var vigtigt at få drengen sendt af sted så hurtigt som muligt.
I et af brevene stillede den chilenske militærperson et
spørgsmål til hr. Álvarez-Arenas om, hvor mange penge de skulle sende til tøj og
barneseng til drengens rejse. Drengen ankom i en blå babylift til lufthavnen i Santiago de
Chile.
Der var mellemlanding i Lissabon. Man sendte altså Fernando
af sted fra Spanien, som nu hed Luis Aguirre García, og undervejs gjorde man et stop i
Lissabon. Chiles daværende konsul i Madrid, Eduardo Callejo, og konsulens hustru, som
var i familie med adoptivmoren, bidrog til arbejdet med at få barnet sendt ud af Spanien.
Desuden medvirkede den ansvarlige chargés d’affaires ved den chilenske ambassade,
Ramón Luis Rodríguez, i samarbejde med Álvarez-Arenas.
Først talte man om muligheden for at sende drengen med fly
ledsaget af en chilensk nonne fra Santa Teresa-ordenen, som var på besøg i Spanien.
Fordelen var, at hun ikke var klædt i ornat og derfor ikke ville vække mistanke. Så det blev
foreslået over for de chilenske forældre.
127
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0221.png
128
Der fremkom også andre forslag. Bl.a. nævntes der en
mulighed i et dokument sendt fra den chilenske ambassade, som blev underskrevet med
en påtegning af Ramón Luis Rodríguez den 6. april 1959: Måske er der en løsning. Der er
nogle kvindelige studerende, som bliver færdige med deres studier her og skal vende
tilbage til Chile. En af de studerende kunne tage Fernando med til Santiago. Hun skal
naturligvis motiveres til det, og naturligvis skal hun have betaling for at transportere barnet
til Chile.
Til sidst blev løsningen, at en stewardesse fra det spanske
luftfartsselskab Iberia tog barnet med til Chile på et fly med mellemlanding i Lissabon. Her
ses flybilletten, som stadig findes, og som betød, at Francisco landede i Chile.
For at drengen kunne komme om bord på flyet, udfærdigede
konsulen et pas med et foto af drengen og navnet Luis Aguirre García. På præsentationen
her ses drengens pas, som blev anvendt, da han udrejste af Spanien. Man har registreret
udrejsen, mellemlandingen i Lissabon og ankomsten til Chile med status som turist. Det
var det eneste, man oplyste om Luis Aguirre García i Chile.
I det samme brev kunne det læses, at drengen kom af sted i en
alder af syv måneder, og at han aldrig vendte tilbage igen. Der blev også lavet et andet
dokument med en tilladelse til udrejsen. Her står at læse: Undertegnede, Félix Álvarez,
oberstløjtnant i infanteriet, giver hermed tilladelse til, at barnet Luis Aguirre García, kan
udrejse af landet med henblik på at blive forenet med sine adoptivforældre. Dokumentet
er dateret den 8. maj 1959.
Et år efter at barnet var ankommet til Chile, registrerede
adoptivforældrene ham som biologisk søn født i Antofagasta. Den daværende
jordemor/barneplejerske, Rafaela Mancilla Márquez, bekræftede, at Fernando var født i
Chile, hvilket var helt ukorrekt. Der henvises også til andre oplysninger, som medlemmer
af Undersøgelseskommissionen har fremlagt.
Den 9. oktober 1959 blev der registreret en fødselsattest fra
Spanien og en fødselsattest i Chile for Fernando. Her ses den chilenske fødselsattest
sammen med bilag for gebyrer, som blev pålagt i den forbindelse. Der foreligger kopier af
flere andre dokumenter, men her ses i stedet de betalinger, som blev foretaget til Spanien
i forbindelse med drengens sag.
Afslutningsvis kan det nævnes, at Fernando har spansk pas,
fordi han fik anerkendt spansk statsborgerskab som Luis Aguirre García. Af hensyn til
Undersøgelseskommissionens undersøgelse kan det tilføjes, at Fernando har et chilensk
pas med et andet navn. I Spanien er han Luis Aguirre García med et anerkendt spansk
statsborgerskab og med de nødvendige, opdaterede dokumenter
–
men i Chile står han
registreret med en falsk fødselsindførsel som Luis Fernando Lezaeta Hurtado.
Der var Fernandos historie. Indlægsholderen har forsøgt at
give Undersøgelseskommissionen en overordnet forståelse for den metode, som blev
anvendt til at stjæle børn i Spanien og føre dem til Chile. Det var den form, som de store
familier på den tid brugte, og som var afgørende for disse forsvarsløse børns skæbne.
Den var en fremgangsmåde, som blev accepteret af diverse myndigheder på statsligt plan,
af den katolske kirke og af andre instanser og enheder. De anmodede om at få et blondt
barn med blå øjne, og nu står Fernando foran Dem her i dag. Sådan bestilte man børn
dengang.
128
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0222.png
129
Hermed har Fernando præsenteret den vigtigste del af sin
historie og sine dokumenter. Strengt taget burde det være nok til en grundig undersøgelse.
Med alle de detaljerede oplysninger, som er drøftet her i dag, kan vi dokumentere
fremgangsmåden
–
ikke alene i Fernandos tilfælde, men for mange andre personer, som
befinder sig i samme situation som ham. Det er detaljer, som fra start til slut dokumenterer
fremgangsmåden hos de mange medvirkende personer og instanser. Og de viser, hvilke
grusomheder og forbrydelser, der blev begået i menneskehedens navn.
********************
María Jesús Vicuña
erklærede, at hendes sag minder meget
om Fernando Lezaetas. Hun tilføjede, at hun blev udleveret på hittebørnshjemmet i Madrid
under frankismen. Der var gennemført 300.000 adoptioner, og af disse kom omtrent
30.000 adoptanter til Latinamerika. Vores liv har ikke været det letteste. Det er svært at
leve med en viden om, at man ikke har været elsket af ens biologiske forældre, og at der
ikke har været en bror, en onkel eller andre, som har elsket én. Det gør livets vej svært. I
mange af vores tilfælde har der været problemer med sygdomme. Personligt har jeg lidt
af panikanfald hele livet. En anden, Pilar Donoso, som var datter af forfatteren José
Donoso, tog sit eget liv af samme grund, fordi hun ikke havde sin identitet og følte, at hun
ikke var elsket. Det er noget, som rammer os alle og følger os gennem hele livet. Jeg tror,
at det er meget svært at finde nogen, som kan elske én, hvis ens biologiske forældre ikke
har elsket én. Det er den ene ting, jeg vil fremhæve. Det var almindeligt dengang. Da det
hele startede i Spanien dengang, var udgangspunktet den politiske situation. Senere
forstod man, at det kunne der komme en god forretning ud af, og derfor begyndte man at
inddrage nonner, præster, institutioner og hospitaler, og der opstod en handel med
spædbørn, som i stor udstrækning blev sendt til Latinamerika. Alle har vi vores dokumenter
og pas med vores fulde navn, fordi det fik vi på hittebørnshjemmet. Hittebørnshjemmet er
som et hjem for forældreløse børn. Det var som en svingdør. Børnene kom ind og
forsvandt igen. Man tog imod børnene, men der blev ikke registreret noget om, hvem der
havde været deres forældre. Der var alle mulige sager, og de havde alle sammen noget
at gøre med modstanden mod Franco. Og alle disse børn blev overdraget i adoption. Man
tog dem fra deres mødre. Man sagde til mødrene, at deres børn var døde. Bag en glasrude
viste man mødrene et dødt, stivnet spædbarn, og man sagde til dem, at deres barn var
død, og at man på institutionen nok skulle tage sig af dem. På den måde undgik mødrene
udgifter til begravelse og andre ting. Og der kom en beholder eller forseglet kiste med
navnet på barnet, som så blev begravet. Men efter mange år begyndte mødrene at forstå,
at beholderne var tomme, og at deres børn var blevet overdraget i adoption. Der blev ikke
foretaget nogen registrering af deres biologiske forældre. Registreringen blev først senere
foretaget af dem, der adopterede os i Chile.
Indlægsholderen fortalte, at søgningen efter rødderne altid har
altid utrættelig og påholdende. I Spanien begyndte man at åbne op for tingene omkring
2010. Vi har aldrig kunnet få adgang til vores biologiske familier, fordi vi aldrig har fået
adgang til arkiverne fra dengang. Indlægsholderen fik adgang til regionsarkivet, hvor der
er nogle sager. Det var oplyst, hvem der havde adopteret, men aldrig hvem hendes
biologiske forældre var. Alle kirkens arkiver er fuldstændig lukkede.
Hvad nationaliteten og statsborgerskabet angår, var det i
mange år sådan, at konsulaterne behandlede os som personer af en anden kategori, selv
om vi var adopterede. Vi havde ikke nogen ret til anmode om noget som helst. Som 60-
årig kunne jeg endelig få mit statsborgerskab, efter at jeg havde ansøgt om det i Spanien.
129
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0223.png
130
Vi har grundlæggende det håb, at der bliver lukket op for
arkiverne i Spanien. Og i arkiverne har vi et håb om at få adgang til oplysninger om børn,
datoer og år. Og vi vil gerne vide, hvem der er mødre til hvem. Der er bare alt for mange
sager. Omtrent 2,6 børn blev hver dag overdraget i adoption. Desuden vil vi gerne have
adgang til sagerne i Chile og se nærmere på, hvad der er adgang til. Håbet er, at vi en dag
kan finde vores biologiske familie og få at vide, hvem det var. Vi vil gerne omfavne vores
mødre og fædre og eventuelle søskende. Så vil kan introducere dem for vores børn
–
og
få en oprindelse. Det er grundlæggende det, vi søger.
********************
María Inés Soto,
som repræsenterede sammenslutningen
Hijos y Madres del Silencio,
fortalte, at hun blev indlagt på hospitalet San Francisco de
Borja på adressen Alameda 130 i Borja den 21. december 1967. Her fødte hun en datter.
Hun skulle føde sit barn med assistance fra en læge. Og vandet
gik. Her ses et foto fra dengang. Man kan genkende indlægsholderen. Efterfølgende blev
hun lagt ind på en stue ved siden af, hvor hun ventede alene. Hun kom ikke ind på en
fødestue. De lod hende bare ligge på en båre. Barnet blev født og begyndte at skrige. Der
kom to kvinder ind, og den ene klippede navlestrengen over. De brugte ansigtsmaske af
den slags, som bindes bagpå. De havde en hætte på til at dække håret, og hun kunne kun
se deres øjne.
Det var nok jordemoren, som løftede barnet op i fødderne. Hun
gav barnet et klap bagi, så det kunne begynde at græde. Og barnet begyndte at græde.
På dette tidspunkt kom der en nonne ind med et lille lagen. Barnet blev rakt over til hende,
hun pakkede det ind i lagenet og gik med det. Hun svarede ikke på indlægsholderens
spørgsmål om sin datter.
Hun fik udleveret en hvid slåbrok, hvorefter de lod hende ligge
på båren. Hun ventede på svar om sin datter, med ingen svarede hende. Der gik et stykke
tid, måske en time, hvorefter nonnen kom tilbage og sagde, at hendes datter var død.
Hun sagde, at hun gerne ville se hende, men fik ikke noget
svar. Hun skreg op, og så gav de hende en indsprøjtning. Så huskede hun ikke mere. Hun
opdagede ikke, at de førte hende et andet sted hen. Hun kunne konstatere, at hun var i et
hus, i et værelse, med en seng og et natbord. Hun husker ikke, om hun fik noget at spise,
fordi hun sov hele tiden.
På dag nummer to kom hendes mand for at besøge hende, og
hun sagde til ham, at der var en sygeplejerske, der havde fortalt, at deres datter var død.
Sygeplejersken havde også nævnt, at hun kunne være stolt, fordi spædbarnets lille krop
ville blive doneret til videnskaben. Det havde de dog ikke sagt direkte til hende, kun at
pigen var død. Jeg fik aldrig liget at se
–
jeg fik aldrig noget at se.
Indlægsholderen fremhævede, at hun blev udskrevet den 26.
december. Hun blev ikke udskrevet fra hospitalet, men fra et hus. Da hun kom ud på
gaden, kunne hun se, at det ikke var i gaden Alameda.
130
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0224.png
131
Helt fra koncepterne gik hun i den forkerte retning, indtil hun
stødte på en kvinde, som sagde: “Nej, min kære ven, Alameda ligger i den anden retning”,
hvorefter hun hjalp hende til Alameda.
Det blev tilføjet, at hun aldrig har fået sin datter at se igen. Hun
begyndte at lede efter de personlige dokumenter, som de jo burde have givet hende.
Ingenting. De beholdt hendes identitetskort og kontrolkort fra hospitalet. Hun brugte tre
måneder på at tage til hospitalet for at få fat i dokumenterne, men det lykkedes ikke. De
gav hende aldrig noget, og sådan er det stadig. Indlægsholderen tilføjede, at det eneste,
hun har foretaget sig, er at gå til hospitalet for at se, om der findes nogen form registrering.
De sendte hende et skriftligt svar om, at der ikke fandtes nogen registreringer.
Hun søgte i henhold til Gennemsigtighedsloven. Det skete det
samme. Der kom ikke noget svar, og der var ingenting. Der findes ingen dokumenter. Hun
kan blot søge videre efter sin datter, som i dag er 51 år, 4 måneder og 22 dage.
*************
V
–
BETRAGTNINGER OG KONKLUSIONER
UNDERSØGELSESKOMMISSIONENS
BETRAGTNINGER:
I
–
Vidneudsagn og andre indsamlede oplysninger
Det er en kendsgerning, at i hundredvis af chilenske børn blev
fjernet fra deres forældre med henblik på at blive overdraget i adoption, primært i udlandet.
Det er et ubestrideligt faktum, som er understøttet af vidneudsagn afgivet af de mange
personer,
som
blev inviteret
til
at
komme
med
indlæg
over
for
Undersøgelseskommissionen.
Ingen af de medvirkende parter har stillet spørgsmål ved, at
disse børn blev fjernet i forbindelse med fødslen. Der henvises i denne forbindelse til en
tilbagevendende praksis, som forekom hele det 20. århundrede på baggrund af
utilfredsstillende forhold på hospitalerne, ukorrekt fødselsregistrering og tilstedeværelse af
grupper, som i en koordineret indsats tog initiativ til at fjerne børn, især i forbindelse med
kvinder i en sårbar situation.
Sandheden fremstår særlig tydelig i forbindelse med
forsvundne børn, hvis mødre var ofre for fattigdom og ingen steder i landet havde adgang
til det nødvendige støttende netværk. De forskellige organisationer, som bidrog med
indlæg til Undersøgelseskommissionen (Hijos
y Madres del Silencio
og NGO’en
Nos
Buscamos),
erklærede i fuld enighed, at ofrene for en stor procentdels vedkommende
bestod af enlige kvinder, som desuden i nogle tilfælde havde mange børn og levede i
landdistrikterne.
Der blev benyttet forskellige metoder. Den mest udbredte
metode bestod utvivlsomt i at give moren indtryk af, at hendes søn eller datter var afgået
ved døden, så moren ikke efterfølgende kunne klage. Den biologiske mor blev således
overbevist om, at det var en uoprettelig kendsgerning, som der ikke kunne stilles
spørgsmål ved. Samtidig fik moren ikke udleveret sit nyfødte barns lig og modtog ikke en
fødselserklæring, fødselsattest eller dødsattest.
131
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0225.png
132
Efter hvad der er beskrevet, var der mange personer, som
medvirkende til denne snydemanøvre, bl.a. lægefaglige medarbejdere, paramedicinske
medarbejdere og folkeregistre samt organisationer, som med en koordineret indsats uden
for hospitalerne efterfølgende stod for arbejdet med at overdrage de fjernede børn til
familier, som herefter blev deres adoptivforældre. Således deltog både offentlige instanser
og private enheder i en fælles indsats for at føre missionen ud i livet.
Det første vidneudsagn blev præsenteret af Nicole Lissete
Gillaume Donoso, som i 1992 blev indlagt på hospitalet San Borja Arriarán for at føde sit
barn nummer to, en datter, efter ca. otte måneders svangerskab. Hun berettede følgende:
“Da jeg ankom til hospitalet, blev jeg undersøg af to læger (jeg har altid spurgt mig selv,
hvorfor de var så interesserede i at høre, hvor mit efternavn stammede fra). Den ene af
lægerne, som var den ældste, sagde til den anden, at jeg skulle til PARO (og indtil i dag
har jeg aldrig fundet ud af, hvad det betød), og at de ikke ville oprette en journal. De tog
mig over i den anden side af fødeafdelingen, den modsatte side af, hvor jeg havde født
forrige gang. Jeg blev lagt ind på en stue, hvor der ikke var andre patienter, og en
sygeplejerske lagde drop på mig. Derefter begyndte jeg at føle mig søvnig og blev helt
døsig. Jeg kunne ikke skelne mellem ansigterne
–
det var kun silhuetter, jeg kunne se. Alt
var som i en tåge. Da fødslen gik i gang, blev jeg bragt ind på en operationsstue, hvor en
mand
–
det kunne jeg høre på stemmen, selv om alt var uklart og sløret for mig
–
løftede
min overkrop op, så jeg næsten var siddende. Og der var en kvinde, som løftede mit hoved
op og gav mig en lussing. Jeg husker kun, at jeg følte, at jeg var nødt til at sige noget. Det
prikkede i den højre arm, og mens jeg sov, fornemmede jeg, at jeg fødte min datter. Jeg
hørte herefter, at datteren græd. Jeg vågnede op ved, at jeg var ved at blive kvalt i opkast,
og jeg så, at jeg var blevet placeret i en meget smal gang sammen med en kvinde, som
var klædt i blåt tøj. Jeg kunne ikke se hendes ansigt særlig tydeligt, fordi alt stadig var så
sløret. Hun stod nede for enden af sengen eller båren. Jeg bad hende om at få min datter,
men hun råbte til mig: “LAD VÆRE MED AT GRÆDE. VIDENSKABEN FÅR GLÆDE AF
DIT BARN, SÅ ANDRE KVINDER UNDGÅR AT BLIVE UDSAT FOR DET, DER ER SKET
FOR DIG. OG DU ER STADIG UNG OG KAN FÅ FLERE BØRN. OG DU HAR JO
ALLEREDE EN DATTER, SOM DU JO KAN ELSKE ENDNU MERE”. Hun husker ikke
dette ansigt. Hun ved dog, at hun var klædt i noget lyst, og at hun var forholdsvis høj. De
kom så noget i droppet, og hun faldt i søvn igen. En sygeplejerske sagde til hendes familie,
at hun havde det godt, og at både hun og datteren var i en god forfatning. Lidt efter kom
der en mand ind, som var klædt i blåt, og han sagde til hendes mand, at datteren var død,
og at der var alvorligt, fordi de havde været nødt til at foretage en UDSKRABNING [sic]”.
Dette vidneudsagn var det første af mange, som blev afgivet
over for Undersøgelseskommissionen, og alle udsagnene har det fælles træk, at der altid
forekommer organiserede grupper, som udnytter ofrenes manglende evne til at forsvare
sig. Fødslen er et yderst følsomt tidspunkt for enhver kvinde, og normalt er hun hverken
følelsesmæssigt eller fysisk i stand til at håndtere det. De personer, som udøvede disse
forbrydelser, udnyttede kvindernes situation til at handle ugudeligt og ryggesløst, og
samtidig udnyttede de den smerte, som kvinderne føler lige efter fødslen.
Nicoles sag viser også, at tyveriet af børn er en praksis, som
går videre end den konkrete historiske sammenhæng, og som ikke kun er forekommet
under militærdiktaturet, som mange ellers har påpeget. Fænomenet med de stjålne børn
forekommer i andre historiske perioder, og der er tilsyneladende tale om en meget
indbringende forretning for disse mafialignende organisationer, som i lange perioder har
udnyttet den manglende lovgivning til at gennemføre adoptioner af børn til udlændinge.
132
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0226.png
133
Børns udrejse af landet med henblik på adoption blev først
underlagt regulering i 1988, og det var et gunstigt udgangspunkt for, at mange børn, som
var blevet fjernet fra deres biologiske mor, som en naturlig ting kunne sendes ud af landet.
Efter gennemgang af en række vidneudsagn fra mødre, som adopterede i udlandet, kan
det konstateres, at nogle af dem var af den overbevisning, at sagsbehandlingen var i
overensstemmelse med den gældende lovgivning i Chile, og at børnenes virkelige mødre
havde givet deres samtykke til, at børnene kunne overdrages i adoption.
Adoptionsbehandlingen foregik ikke på chilensk territorium, men var underlagt
lovgivningen i det land, hvor adoptionen blev meddelt. Det var en proces, som de vordende
adoptanter selv skulle stå for, og som mundede ud i, at de fik meddelt en officiel
adoptionsgodkendelse.
Som oplyst af historikeren Karen Alfaro rapporterede medierne
allerede i 1960’erne og 1970’erne om anmeldelser af organiserede grupper, som var
involverede i arbejdet med ulovlig handel med nyfødte børn. Det var en problematik, som
fik nogen opmærksomhed, men som staten desværre ikke lod til at forstå. Historikeren
fortalte, at der i den periode, hun undersøgte, kun var 585 underindførsler
(registerpåtegninger) for børn, mens organisationerne taler om mere end 500.000 børn,
som krydsede landets grænser for at blive adopteret i udlandet.
Et kvindeligt parlamentsmedlem, som også er medlem af
Undersøgelseskommissionen, fortalte om en sag på hospitalet San Borja Arriarán, hvor
en mor var indlagt i tre dage. Hun ønskede at bortadoptere sin barn på lovlig vis. I stedet
blev barnet fjernet af forskellige personer, som begyndte at besøge og plage hende. Det
kan også konstateres, at barnet blev overført til en institution, hvor det skulle bo indtil det
tidspunkt, hvor adoptionsbehandlingen var afsluttet. Det er overbevisningen, at hvis moren
ikke havde haft den ovenfor beskrevne tilgang, om at barnet skulle bortadopteres på lovlig
vis, kunne sagen have fået et anderledes negativt udfald.
De personer, som blev fjernet og selv fik fjernet deres børn,
beskrev over for Undersøgelseskommissionen de mange problemer, de har haft med at
lokalisere deres børn og mødre. Arbejdet med at søge efter dokumenter er
grundlæggende besværligt, fordi der ikke findes sager, fordi de kliniske journaler er
forsvundet, fordi der mangler adgang til registrene, og fordi der forekommer utrolige
uregelmæssigheder, f.eks. sagen med et barn, som blev fjernet fra hospitalet og herefter
registreret hele tre gange.
På trods af den faktiske genforening af mødre og familier, som
er blevet skilt fra hinanden i forbindelse med fødslen, er der tale om en langsommelig
proces. Men det er statens hensigt at opnå yderligere fremskridt på området.
Børnestyrelsen (Sename) har således et underprogram for søgning efter oprindelig familie
(Búsqueda
de Orígenes),
som blev igangsat i 2010, og som i næsten 6% af de
gennemførte sager har ført til et positivt resultat. Ud af 2.206 søgninger har 134 givet et
positivt slutresultat, idet det er lykkedes at finde frem til ansøgerens oprindelse.
Efterforskningspolitiet (PDI) har også udført undersøgelser,
som bidrager til at finde svar til familier, som gør en indsats for at blive genforenet med
deres kære.
133
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0227.png
134
Efterforskningspolitiet har stået for uddannelse af en særlig
arbejdsgruppe, der administrativt er under ledelse af Undersøgelsesenheden mod
menneskelige forbrydelser (Brigada Investigadora contra Delitos Humanos). Det er den
eneste af sin art i Sydamerika, og enheden undersøger forhold, som har krænket eller har
kunnet krænke personers grundlæggende rettigheder. Enhver person har mulighed for at
kontakte Enheden.
Justits- og menneskerettighedsministeriet har sammen med
Retsmedicinsk myndighed udført en teknisk, juridisk og ressourcemæssig analyse, og
konklusionen heraf er, at der ud over de eksisterende databaser skal etableres en
database med genetiske profiler, som vil give mulighed for at identificere blodslægtskab i
de tilfælde, hvor der vurderes at have være tale om uregelmæssigheder i sager om
adoptionsbehandling, som endnu ikke har gennemgået en juridisk proces.
Ministeren Hernán Larraín har offentliggjort et tiltag med en
humanitær tilgang og baseret på statens forpligtelse til at tage påtage sig et ansvar. Der
er tale om en ny og særlig Database for registrering af genetiske profiler, som henvender
sig til børn, som søger deres forældre, og til forældre, som søger deres børn og andre
familiemedlemmer.
Det vil ikke kræve en domstolskendelse at få adgang til
databasen. Og her vil brugerne kunne indlægge en genetisk profil med henblik på eventuel
sammenholdelse af data. Hermed imødekommes modstanden fra mange af de børn, som
søger deres biologiske forældre, og som ikke ønsker, at der på forhånd skal være foretaget
en domstolsbehandling til vurdering af de mulige konsekvenser for deres adoptivforældre.
Dette nye system vil være anderledes end DNA-systemet ADN
CODIS, som blev etableret i henhold til Lov nummer 19.970 af 2004. Jfr. denne lov kræves
der en kendelse fra Offentlighedsministeriet eller fra dommeren i form af en undersøgelse
af kriminelle forhold, for at en given genetisk profil (DNA) kan indlægges i systemet.
Sundhedsministeriet har desuden forpligtet sig til fortsat at
modtage
anmodninger
om
undersøgelse,
også
efter
at
arbejdet
i
Undersøgelseskommissionen er afsluttet. Sundhedsministeriet har desuden foreslået, at
der oprettes en ny formular til voksne, som søger efter deres mødre (personer, der som
barn blev fjernet efter en lang hospitalsindlæggelse, og/eller efter at de blev overført til
andre sundhedsinstitutioner).
Sundhedsministeren, Emilio Satalices, har foreslået, at
hospitalerne og/eller myndighedsinstanserne i sager, hvor der ikke foreligger oplysninger,
kan pålægges at udlevere et officielt dokument, som indeholder information om den
konkrete situation. Den enkelte person har herefter et dokument, som giver ham eller
hende mulighed for at bringe sine krav videre hos domstolene.
Som det er anført af Menneskerettighedsstyrelsen, hersker der
ikke nogen tvivl om, at den overordnede og systematiske praksis, som har været knyttet
til børnenes forsvinden, udgør en forbrydelse mod menneskeheden, således som dette er
fastlagt i gældende international ret og således medfører konsekvenser i henhold til
gældende international ret. Der kan ingen undtagelse være fra denne regel, idet den
herskende praksis har haft et langvarigt forløb og været praktiseret kontinuerligt fra den
ene regering til den næste.
134
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0228.png
135
Det faktum, at disse personer er forsvundet, overtræder en
række grundlæggende rettigheder, og på den baggrund opfordres den chilenske stat til at
træffe alle nødvendige foranstaltninger for at hjælpe de tusindvis af chilenere, som stadig
søger efter deres oprindelige familie, eller som ganske enkelt har behov at blive genforenet
med et barn, som blev tvangsfjernet fra dem mod deres vilje.
Som tidligere nævnt er det et faktum, at uregelmæssig og/eller
ulovlig adoption, herunder krænkelse af grundlæggende rettigheder, fandt sted i Chile i
perioden 1950-2000. Fænomenet forekom i lyset af, at der ikke fandtes et system, som
kunne garantere adoptivbørns rettigheder, samt med henvisning til, at private nationale
institutioner og internationale samarbejdspartnere medvirkede i disse adoptionsprocesser
med økonomisk vinding for øje.
Samspillet mellem flere faktorer åbnede mulighed for etablering
af ulovlige, faglige sundhedsorganisationer samt gav adgang for adoptionsrådgivere og
offentlige funktioner, som kunne arbejde med international handel med chilenske børn
under dække af lovlige forhold, idet de fjernede børnene fra deres mødre og hermed
påførte de ramte familier en uoprettelig skade.
Indtil i dag har det ikke været muligt at dokumentere præcist,
hvor mange personer der er blevet adopteret ulovligt. Dette skyldes primært den
manglende eksistens af registre, som indeholder en opgørelse over indenlandske
adoptioner (der foreligger kun registrering af internationale adoptioner). En anden årsag
er, at staten udelukkende har fungeret som modtagelsesinstans for ansøgninger, dvs. at
staten kun har medvirket på begæring fra interesserede parter og ikke i embeds medfør,
altså på egne vegne. Det har betydet, at sundhedsinstanserne, folkeregistret og
Børnestyrelsen (Sename) reelt har udgjort en forhindring for at gennemføre søgninger
efter oprindelse. Det vides, at 10.000 personer har taget kontakt til sammenslutningen
Hijos y Madres del Silencio
i forbindelse med deres søgning, og at disse personer har
erklæret, at de er ofre for ulovlig adoption.
Overstående faktum lægger uden nogen tvivl op til, at staten
som helhed ifalder et ansvar for denne manglende ydelse, som desværre ikke kan
henføres til individuelle, ansvarlige medarbejdere i den pågældende periode, selv om
domstolene dog kan pålægge strafferetligt ansvar til enkeltpersoner.
Vi har mulighed for at evaluere kvaliteten og effektiviteten af de
eksisterende systemer eller protokoller inden for sundhed samt den eksisterende
registrering af identiteter og adoptioner, som er gennemført af sundhedsinstitutionerne,
Folkeregister- og identifikationsstyrelsen og Børnestyrelsen (Sename).
Efter Sundhedsministeriets præsentation, som blev forelagt
den 15. april i år, kan det konkluderes, at de nye systemer til og protokoller for registrering
af fødsel af levende børn, har været gældende siden 2013. Men selv om den nye protokol
er trådt i kraft, og selv om det har betydet, at der nu er etableret et system med løbende
og obligatorisk registrering hos alle sundhedsinstanser, hospitaler, klinikker osv., kan det
dog konstateres, at den reelle gennemførelse indtil i dag har været præget af omfattende
ineffektivitet i landets sundhedsinstitutioner.
135
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0229.png
136
Som eksempel kan nævnes, at der findes hospitaler, bl.a.
Cabildo, som ikke har tilgængelig information om kliniske fødselsjournaler i perioden 1970-
1990 med henvisning til, at der kun er tale om “få hændelser”,
samt hospitalet Carlos Van
Buren i Valparaíso, hvis gamle arkiver ved en afgørelse er blevet sløjfet og undtaget fra
reglerne. Det betyder, at der er stor risiko for, at journalerne fra 1970 og i de efterfølgende
år er blevet destrueret, fordi loven kun fordrer, at de skal opbevares i en periode på 15
løbende år.
På trods af Sundhedsministeriets arbejde med en samlet
indsats for ofrene i sammenslutningen og en systematisk organisering af information kan
det ikke accepteres, at udøvelsen af en grundlæggende rettighed
–
dvs. mere end 10.000
landsmænds kendskab til deres oprindelige slægtskab
–
bliver undertrykt på trods af
regeringens gode intentioner. Og det kan heller ikke accepteres, at der indtil dags dato
ikke er etableret en retslig instans, som forpligter staten til at påtage sig denne rolle. Her
taler vi ikke kun om en velvillig indstilling hos staten, men også om dens
forfatningsmæssige forpligtelse til, uden forskel, at tilbyde disse mange mennesker de
materielle og åndelige vilkår, de har krav på for at få et helt og samlet liv. Hertil kan føjes
principperne om at yde service og borgerligt ombud, som styrer statsadministrationens
instanser.
Således er det i de fleste sager ikke muligt, at hospitalerne kan
give oplysning om indholdet i fødselsjournaler i perioden 1970-2000, eftersom det store
flertal af journaler er blevet destrueret.
Selv om der er etableret et underprogram for søgning efter
oprindelig familie, er det ikke en rettighed, som er blevet opdateret og moderniseret i
forhold til de konkrete behov hos ofrene for ulovlig adoption. Et eksempel på ovenstående
er de vanskeligheder, som ofrene har med at få adgang til deres fødselsattester og de
registre, der indeholder oplysninger om deres fødsel, og et andet eksempel er problemet
med at indhente kopi af de kliniske journaler.
II
–
Overtrædelse af menneskerettighederne
1)
Idet der henvises til en erklæring af 6. maj 2019 fra
Menneskerettighedsstyrelsen (INDH), som ikke efterfølgende er afkræftet af hverken
offentlige eller private organisationer, kan det konstateres, at påstanden om statens
systematiske overtrædelse af menneskerettighederne må tages til følge. Det er bekræftet,
at repræsentanter for staten i årenes løb har medvirket på en række forskellige niveauer
og områder i arbejdet med ulovlig overdragelse af børn. Disse repræsentanter har
grundlæggende haft aktiviteter i forskellige sundhedsinstitutioner, hvor de ved bedrageri
og forsæt har stjålet børn, hvilket har krænket en række forskellige rettigheder, både hos
de stjålne børn og hos deres forældre. Her skal eksempelvis nævnes, at retten til liv blev
indskrænket og genstand for vilkårlig påvirkning. Den adfærd, som statens repræsentanter
udviste, førte til personernes tvangsmæssige forsvinden. På samme måde blev
personernes ret til identitet voldsomt krænket. Ovenikøbet blev forældrenes ret til at
opdrage deres børn tilsidesat. Det skal desuden fremhæves, at personerne, som blev ofre
for disse lovovertrædelser, dvs. bortførte børn, indtil dags dato aldrig er vendt tilbage igen.
136
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0230.png
137
Efterforskningspolitiet anfører, at der var tale om en adfærd
kendetegnet
af et “gennemgående mønster”,
og efter at undersøgelsen var blevet
iværksat, blev der konstateret en lang række hændelser, som ikke tidligere havde været
under mistanke. Omfanget var så stort, at den øverste ledelse i Efterforskningspolitiet tog
initiativ til uddannelse af en særlig arbejdsgruppe, der administrativt er under ledelse af
Undersøgelsesenheden mod menneskelige forbrydelser (Brigada
Investigadora contra
Delitos Humanos).
Efterforskningspolitiet har vurderet, at der findes i tusindvis af sager,
som det vil være nødvendigt at undersøge. Konklusionen herpå er, at skønt staten ikke
officielt havde en politik til fremme af uregelmæssig adoption, forekom der dog på det
tidspunkt en konsekvent overtrædelse af rettigheder i lyset af statens systematiske og
vedholdende forsømmelighed, som i overensstemmelse med kendsgerningerne i sagen
var udtryk for, at staten unddrog sig sine forpligtelser.
2)
Offentligheden har i årevis sat spørgsmålstegn ved det
offentlige og private system, som håndterede mindreårige under 18 år. De sager, som er
forelagt Undersøgelseskommissionen, viser dog, at dette mønster med at krænke børns
rettigheder, som samtidig har understøttet statens børnepolitik, har skabt en langvarig
krise, som er knyttet til selve baggrunden for statens handlemåde. Indtil 1988 ifaldt staten
ingen forpligtelser i forbindelse med adoption, og dette faktum er bevis på, at der ikke
eksisterende en lovgivningsmæssig ramme, som kunne garantere børnenes rettigheder,
og som Børnestyrelsen (Sename) selv anfører, fortsatte denne institutionalisering
igennem årtier, idet der kan foretages en opdeling i tre perioder, hvor lovgivningen dog
gradvis er blevet betydelig bedre. Hermed kan det også konstateres, at denne
institutionelle skrøbelighed og usikkerhed udgjorde selve grundlaget for, at de
uregelmæssige adoptioner kunne føres ud i livet.
De her anførte forhold fritager ikke staten for ansvar, eftersom det
var statens repræsentanter, som eksekverede processerne. Dog må det tilføjes, at de
offentlige funktionærer, som var involverede
–
sammen med en lang række private aktører
i vidtstrakte netværk
–
udnyttede det statsligt godkendte paradigme for eller doktrin om
krænkelse af børn. Den retslige relation mellem de personer, som deltog i
adoptionsbehandlingen, havde reelt en privat og kontraktbaseret karakter. Mødrene fik
under alle omstændigheder ikke oplysning om, at der var tale om adoption, hvilket fjerner
enhver form for privat karakter fra adoptionsbehandlingen. Og når man fjernede børnene,
var det et resultat af en offentlig funktion, som blev udført at visse personer, som havde
fået beføjelsen eller havde tjent tilliden til, at de kunne fjerne børnene på ulovlig vis. Med
deres forsæt udnyttede de doktrinen om børn, som befandt i en uregelmæssig eller sårbar
position. Når man tænker på, at de sagtens kunne have fremmet adoption med samtykke
som den første og eneste løsning, forstår man nok, hvorfor der er tale om forsæt. Og
eftersom den offentlige forvaltning spiller en afgørende rolle for denne struktur, som lagde
grunden for, at børn kunne blive fjernet, kan man ikke samtidig som stat fritages for et
ansvar, når det var statens funktionærer/repræsentanter, som var hovedaktørerne i disse
lovovertrædelser.
3)
Der forekom uregelmæssig adoption i disse sager, og selv om
der var tale om nogle lovovertrædelser, som nu bliver undersøgt af domstolene, er det
også vigtigt at fremhæve, at disse lovovertrædelser faktisk mundede ud i adoptioner, som
det også er konstateret af Undersøgelseskommissionen.
137
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0231.png
138
Så selv om vi grundlæggende står over en lovovertrædelse i form
af fjernelse af børn
–
og ikke adoption
–
befinder vi også dog samtidig i en proces, hvor
børnene skifter forældre med henblik på adoption. Sagt på en anden måde
–
børnene blev
ikke fjernet for at begå andre lovovertrædelser, som f.eks. handel med organer, seksuelle
forbrydelser osv.
–
men med det formål at overdrage dem til andre forældre, med eller
uden en viden om børnenes herkomst eller oprindelse.
4)
Nedsættelsen af en National kommission om sandheden bag
de uregelmæssige adoptioner (Comisión
Nacional de Verdad sobre Adopciones
Irregulares)
bør inddrage følgende aspekter:
a.
Nedsættelse af den Nationale kommission ved dekret.
i. Rettig-kommissionen blev nedsat ved Indenrigsministeriets
højeste dekret nummer 355. Dekretet indeholder målsætninger, kompetenceområder,
medvirkende parter, frister og finansiering (begrænset).
ii. Valech-kommisionen blev også nedsat ved dekret, dvs.
Indenrigsministeriets dekret nummer 1.046 af 2003. Kommissionen er udpeget som
rådgivende organ for Republikkens præsident. Dekretet indeholder målsætninger,
kompetenceområder, medvirkende parter, frister osv. Midler er allokeret i henhold til
Budgetloven (Ley
de Presupuesto).
b.
Nedsættelse af en Kommission med henblik på udvidelse af
børneombudsmandens beføjelser (Defensoría
de la Niñez
(Lov nummer 21.067)/INDH
(Lov nummer 20.405). Hertil kan føjes faste bestemmelser om muligheden for at nedsætte
særlige kommissioner til støtte for omfattende og systematiske overtrædelser af
rettigheder og efterfølgende vedtagelse, i en overgangsartikel, af regler for finansiering,
deltagelse og frister, som skal udmøntes i et dekret. Hermed får Kommissionen et mere
retsligt hierarki at basere sit arbejde på.
III
–
Programmet for søgning efter oprindelig familie
Undersøgelseskommissionen har modtaget følgende information
fra Børnestyrelsen (Sename): “I 1995 blev der igangsat aktiviteter med søgning efter
oprindelig familie for chilenere, som er blevet adopteret i udlandet. Der er desuden i årenes
løb løbende modtaget ansøgninger fra personer, som har været genstand for indenlandsk
adoption. Med virkning fra 2000, i henhold til Lov nummer 19.620, udfører og organiserer
Børnestyrelsen (Sename) aktiviteter med søgning efter oprindelig familie, iværksat efter
erfaringerne fra 1995. I samme forbindelse blev programmet Søgning efter oprindelig
familie (Búsqueda
de Orígenes)
iværksat.
Alle oplysninger var blevet registreret manuelt, og derfor kan der
være registreret visse oplysninger fra perioden.
I 2007 udarbejdedes tekniske bestemmelser til programmet
Søgning efter oprindelig familie, og der blev indført et internt it-system i Børnestyrelsen
(Sename).
138
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0232.png
139
2014 skete der en decentralisering til de regionale
adoptionsenheder, som herefter tog sig af indenlandske ansøgninger, dvs. i forhold til
adoptanternes bopæl, mens søgningen efter udenlandske adoptivbørns oprindelige
familie blev fastholdt på centraliseret plan.”
I samme dokument anerkendte Børnestyrelsen (Sename), at
”Sename
ikke har information om adoptioner i Chile før 1988, og at der for perioden 1988-
1999 kun er registreret ansøgninger om børns udrejse af landet med henblik på adoption
i udlandet”.
Børnestyrelsen
(Sename)
refererer
administrativt
til
Justitsministeriet, og aktuelt foregår der en lovgivningsmæssig forberedelse af lovforslag,
som skal etablere og tilbyde to serviceydelser til børn. For det første drejer det sig om
problematikker, som handler om dem, som overtræder loven, og for det andet handler det
om at udvikle og forbedre et beskyttelsessystem til glæde for børn og unge. Det
sidstnævnte initiativ skal placeres i Ministeriet for social udvikling (Ministerio
de Desarrollo
Social),
en offentlig instans, som i dag styrer Statssekretariatet for børn (Subsecretaría
de
la Niñez).
Det er i den forbindelse relevant at nævne, at dette ministerium nu ændrer
indhold og overgår til at hedde Ministeriet for social udvikling og familien (Ministerio
de
Desarrollo Social y Familia).
Børnestyrelsens (Sename) institutionelle muligheder er blevet
begrænset i lyset af udfordringerne med børnepolitikken. Samtidig har Børnestyrelsen
indtaget en utilstrækkelig rolle, selv om styrelsen dog har forbedret sin indsats i løbet af
årene i lyset af de indførte forbedringer af lovgivningen. Dog har svagheden ved
programmet Søgning efter oprindelig familie vist sig også at være Børnestyrelsens
(Sename) svaghed.
IV
–
Databasen
Undersøgelseskommissionen har fået en viden om de
bestræbelser, som udfoldes for at oprette en database, der giver mulighed for at fastslå
en biologisk relation mellem personer. Oprettelsen af databasen er et nødvendigt tiltag, og
det vil være et gunstigt bidrag både for de ramte familier og for offentlighedens interesse i
almindelighed.
Undersøgelseskommissionen har kendskab til Justitsministeriets
indsats, som hermed anerkendes. Hermed henledes opmærksomheden på de
humanitære bevæggrunde, som ligger bag indsatsen, ligesom det skal fremhæves, at
staten har pligt til at reagere på dette område.
Undersøgelseskommissionen er af den opfattelse, at indsatsen
skal bestå af en registrering af de genetiske data for personer, som søger efter andre
personer. Databasen vil således give mulighed for, at personer, som søger efter andre, vil
have mulighed for at komme i kontakt med dem. Det skal desuden tilføjes, at det ikke
kræver en domstolsbehandling at få adgang til disse data.
Derfor skal Undersøgelseskommissionen støtte oprettelsen af det
omtalte register.
I
139
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0233.png
140
V
–
Tværfaglig indsats mellem institutionerne
Undersøgelseskommissionen fremhæver, at dens arbejde ikke
alene har givet mulighed for at fremhæve en situation, som rammer i tusindvis af
landsmænd, men desuden har udøvet et positivt pres på de styrende institutioner. Der er
tale om konkrete skridt, som udføres i forskellige instanser, og som har til formål at få
udnævnt eller udpeget konkrete medarbejdere, som skal samordne tilgangen af
oplysninger. Hermed vil der være åbnet op for en løsning på de problemer og krav, som
fremstilles af de pågældende personer. Det vurderes, at disse udnævnelser vil være
relevante i forhold til den måde, staten bør reagere i situationen. Det kan samtidig ses som
starten på placeringen af et politisk og administrativt ansvar hos staten.
Den tværfaglige samordning kan også ske på et juridisk plan, idet
der må lægges op til vedtagelse af en organisk lov, som dog også vil kunne forlænge
behandlingstiden. Alternativet vil være en samordning af bestemmelser, som vil være en
meget hurtigere løsning.
Under alle omstændigheder skal initiativerne inddrage både
Sundhedsministeriet, Justitsministeriet og Ministeriet for social udvikling, og der skal være
tale om et tidsmæssigt sigte på et eller to år.
UNDERSØGELSESKOMMISSIONEN
FØLGENDE AFSLUTTENDE KONKLUSIONER OG FORSLAG:
VEDTAGER
1.
Der er sket drøftelse af udkast til Lov om modernisering og
etablering af et nyt adoptionssystem i Chile (officielt tidende nummer 9119-8), som aktuelt
er under andenbehandling i Senatet, og der henvises her til følgende aspekter:
Lovudkastets artikel 12 om retten til at kende ens oprindelige
familie, idet følgende begrænsning dog anføres: En nedre grænse på 14 år, idet personen
samtidig kun har adgang til at få at vide, om det oprindelige slægtskab har sammenhæng
med adoption. Der er ingen omtale af adgangen til at modtage dokumentation og attester,
f.eks. fødselsattest, som skal reguleres i henhold til lovudkastets artikel 10, idet det kun er
parterne i en adoptionssag for domstolen samt parternes retslige repræsentanter, dog ikke
legale repræsentanter, som har denne adgang, ligesom der heller ikke er adgang til at
anmode om oplysninger efter adoptionen.
Selv om lovudkastets Afsnit VI, artiklerne 66-67, regulerer
forpligtelsen til at opbevare oplysninger og retten til at søge efter oprindelig familie,
bestemmes
det dog, at Folkeregistret har pligt til at yde personerne en “individuel
behandling i en retsproces, som involverer personen”. Artikel 66, stk. 2, bestemmer, at
Folkeregistret skal “garantere opbevaring af oplysninger om identitet hos oprindelig familie
samt andre oplysninger, som har tilknytning til adoptionen”.
Endelig begrænser artikel 67, om søgning efter oprindelig
familie, sig til at angive, at en person, som søger efter sin oprindelige familie, kan modtage
rådgivning fra den godkendte instans, som indgik i adoptionsprocessen, Børnestyrelsen
(Sename) eller anden part, som modtager støtte hertil, og selv om dette princip kan anses
for at være en forpligtelse, der påhviler disse parter, kan bestemmelsen ses fra to sider,
fordi den også kan udgøre en begrænsning for offeret, idet offeret eventuelt kan konstatere
en begrænset adgang til frit at vælge sin legale repræsentant. Der bør i sidste instans
være tale om, at den pågældende givet fuld frihed til at foretage dette valg.
140
-
-
-
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0234.png
141
I denne forbindelse bør der ske en styrkelse af retten til at
modtage oplysninger fra sundhedsmyndighederne, som udgør den vigtigste kilde til disse
oplysninger. Og der bør ske fremme af procedurer for søgning efter oprindelig familie. Det
er procedurer, som i dag udføres af Børnestyrelsen (Sename), idet reglerne dog ikke er
ensartede. Denne ret er knyttet til retten til identitet, og derfor har den relevans for
personer, som er adopterede. Eventuelle begrænsninger af dette princip kan kun ske i
henhold til lovgivningen.
I denne forbindelse foreslås følgende: 1) Der indsættes i
lovudkastet en ændring af artikel 2 i Lov nummer 19.628 om patienters rettigheder og
forpligtelser (Derechos
y Deberes de los Pacientes),
idet der sker en tilføjelse af
Børnestyrelsen (Sename) samt af samarbejdsinstanser samt legale og retslige
repræsentanter i forbindelse med udøvelsen af retten til søgning efter oprindelig familie og
adgangen til at indhente kopi af kliniske fødselsjournaler. 2) Den adopterede skal have
adgang til dokumenter og attester om sin oprindelige familie, uden at der skal foreligge
samtykke fra forældrene (når der er tale om børn, som søger). Der bør heller ikke foreligge
begrænsninger i retten til identitet i forbindelse med udvidet familie, f.eks. morens
godkendelse. 3) Ændring af artikel 66 med henblik på at bestemme, at forpligtelsen til give
oplysninger, som påhviler Folkeregistret, bør omfatte ikke alene oplysninger om
karakteren af det biologiske slægtskab, men også kopier af alle attester og dokumenter,
som foreligger. Dette sker for at sikre en hensigtsmæssig individualisering af ansøgerens
forældre. 4) Som et supplement til overstående foreslås det, at der tilføjes et nyt register i
henhold til lovudkastets artikel 9. Der vil være tale om et register for personer, som
anmelder ulovlige og uregelmæssige adoptioner, og som skal koordineres med registret
for ansøgere i henhold til Programmet for søgning efter oprindelig familie.
De her anførte ændringer vil utvivlsomt føre til stærkere
foranstaltninger over for personer, som ved bedrageri, misbrug af magtposition mm. fjerner
et barn og overdrager det i adoption uden dets familie samtykke. Desuden bør der
fastsættes strengere sanktioner over for personer, som adopterer disse børn, idet de har
en viden om, at der før deres handling er foregået ulovlige handlinger.
2 .
–
Udelukkelse
af
private
organisationer
i
adoptionsbehandlingerne, både på indenlandsk og internationalt niveau, idet denne kanal
har været den vigtigste kilde til udførelse af den pågældende handel med børn, og idet
organisationer på den eller anden måde modtager et honorar for deres handlinger.
3 .
–
Allokering af flere menneskelige og økonomiske
ressourcer til ministeren Carroza med henblik på at forbedre og effektivisere domstolenes
undersøgelse af uregelmæssige adoptioner. I arbejdet med at opfylde de her omtalte
målsætninger vil det være en glimrende løsning at samle alle undersøgelser af
uregelmæssige adoptioner hos en enkelt dommer. Derfor opfordres regeringen til, som en
hasteforanstaltning, at øge den finansiering til domstolene samt politiet og
Efterforskningspolitiet, som er nødvendige, for at parterne med succes kan undersøge
mere end 8.000 sager om ulovlig adoption.
-
-
141
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0235.png
142
Således anbefales det, at regeringen så hurtigt som muligt
tilføjer en særlig bestemmelse om et særskilt budget i statens finanslov for 2020 (Ley
de
Presupuestos del Sector Público del 2020),
med særlig fokus på Sundhedsministeriet,
Justitsministeriet og domstolene.
4 .
–
Etablering af direkte adgang mellem organisationen
Asociación Hijos y Madres del Silencio,
på den ene side, og Sundhedsministeriet og
Folkeregistret, på den anden, for at fremme en hurtig og effektiv kommunikationsform
mellem organisationen
Asociación Hijos y Madres del Silencio
og de myndigheder, som
måtte have oplysninger i sagen, og for hermed at videregive tvivlsspørgsmål og
forespørgsler samt eventuelle oplysninger i sagerne.
5 .
–
Nedsættelse
af
en
Sandheds-
og
genoprettelseskommission (Comisión
de Verdad y Reparación)
for dels at finde og fastslå
sandheden i, hvad der er sket, dels på effektiv vis at genoprette de tab, som børn og
familier har været ramt af i forbindelse med fjernelsen. Samt tildeling af ansvar til alle de
personer, som har deltaget i udøvelsen af de mange forhold. Desuden handler det om at
samle de oplysninger, som vedrører statens enkelte myndigheder, og fastslå
kendsgerningerne i forhold landets historie, idet myndighederne desuden skal påtage sig
det ansvar, der tilkommer dem. Hermed tænkes på forsømmelig ledelse, manglende evne
til at garantere retten til identitet, myndighedernes fortielser, manglende allokering af
ressourcer til domstolene, manglende vilje til at give svar, et utilstrækkeligt offentligt
apparat osv. Dette åbner utvivlsomt vejen for, at de involverede og/krænkede personer vil
kunne indgive anmeldelser, som i givet fald kan håndteres hurtigt og sikkert ved
domstolene, således at de enkelte personer får mulighed for, som minimum, at forstå, at
de selv eller deres børn er blevet overdraget i adoption, uden at der forelå samtykke heri.
Desuden opfordres der til at fastholde den allerede eksisterende samordning mellem de
involverede ministerier, dvs. Sundhedsministeriet og Justitsministeriet, samt de
funktionærer, som er udpeget af Efterforskningspolitiet og Ministeriet for social udvikling
og familien. Formålet er at sikre, at der fortsat kan indgives anmeldelser og foretages
gennemgang af oplysninger i den periode, som måtte hengå indtil nedsættelsen af den
pågældende Kommission.
6 .
–
En styrkelse af Programmet for søgning efter oprindelig
familie, idet der skal være fokus på at give indehaverne mulighed for at udøve deres ret til
at søge, tillempning af frister og datoer samt indbringelse for domstolene af bestemte
sager med begrundet mistanke om ulovlig fjernelse af børn. Ministeriet for social udvikling
og mere specifikt Statssekretariatet for børn bør foretage en evaluering af programmet
inden for rammerne af en situation, hvor ansvarsområdet skal overføres til Ministeriet for
social udvikling og familien.
7 .
–
Oprettelse af en DNA-database med genetiske
fingeraftryk, som åbner mulighed for at føre et register med personer, der søger
familiemedlemmer i forbindelse med mulig uregelmæssig adoption, idet formålet vil være,
på et retsgyldigt grundlag, at etablere en biologisk relation mellem personer, som søger
hinanden. Databasen skal holdes opdateret og fungere på en sådan måde, at den kan
kommunikere med tilsvarende databaser i andre lande, både i dag og i fremtiden.
Databasen skal placeres hos Retsmedicinsk myndighed (Servicio
Médico Legal).
142
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0236.png
143
8
.
–
Opfordring til, at chilenske adoptivbørn får ret til at
erhverve deres oprindelige forældres nationalitet og statsborgerskab, og at de kan
videregive denne status til deres egne børn i henhold til forfatningsmæssige og retslige
bestemmelser. Samtidig skal personer, som konstaterer, at deres forældre stammer fra i
Chile anerkendte oprindelige folk, have adgang til at bevare denne identitet.
9
.
–
Organisering af en indenlandsk og international
kampagne, som skal sprede viden om de forhold, som danner grundlaget for denne
betænkning.
FOR BETÆNKNINGEN STEMTE DE KVINDELIGE
DEPUTEREDE SANDRA AMAR, XIMENA OSSANDÓN, NATALIA CASTILLO OG
ERIKA OLIVERA SAMT DE MANDLIGE DEPUTEREDE BORIS BARRERA, ÁLVARO
CARTER, CARLOS ABEL JARPA, LUIS ROCAFULL OG RAÚL SOTO. HVERKEN FOR
ELLER IMOD STEMTE DEN MANDLIGE DEPUTEREDE GUSTAVO SANHUEZA.
EN UNDTAGELSE FRA OVENNÆVNTE AFSTEMNING
UDGØRES AF NUMMER 2 OG 5 I FORSLAGSDELEN, HVOR FØLGENDE
STEMMEAFGIVELSE FANDT STED:
Nummer 2
FOR INDHOLDET I DETTE NUMMER STEMTE DEN
KVINDELIGE DEPUTEREDE NATALIA CASTILLO SAMT DE MANDLIGE
DEPUTEREDE BORIS BARRERA, CARLOS ABEL JARPA, JAIME NARANJO, LUIS
ROCAFULL OG RAÚL SOTO. IMOD INDHOLDET I DETTE NUMMER STEMTE DE
KVINDELIGE DEPUTEREDE ERIKA OLIVERA OG XIMENA OSSANDÓN SAMT DEN
MANDLIGE DEPUTEREDE GUSTAVO SANHUEZA.
Nummer 5
FOR INDHOLDET I DETTE NUMMER STEMTE DE
KVINDELIGE DEPUTEREDE XIMENA OSSANDÓN, NATALIA CASTILLO OG ERIKA
OLIVERA SAMT DE MANDLIGE DEPUTEREDE BORIS BARRERA, ÁLVARO
CARTER, CARLOS ABEL JARPA, JAIME NARANJO, LUIS ROCAFULL OG RAÚL
SOTO. IMOD STEMTE DEN MANDLIGE DEPUTEREDE GUSTAVO SANHUEZA.
VI
–
RAPPORTERENDE DEPUTERET
Undersøgelseskommissionen udpegede
BORIS BARRERA
MORENO
som rapporterende deputeret (formand).
143
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 264: Rapport: Ankestyrelsens undersøgelse Mistanke om ulovlige forhold i adoptioner fra Chile til Danmark 1978-1988"
2380533_0237.png
144
Behandlet og vedtaget
på møder afholdt 16. januar, 4.
marts, 11. marts. 18. marts, 1. april, 8. april, 15. april, 22. april. 6. maj, 13. maj, 27.
maj, 3. juni og 10. juni 2019 med deltagelse af de kvindelige deputerede Sandra
Amar, Natalia Castillo, Loreto Carvajal, Catalina Del Real, Erika Olivera og Ximena
Ossandón samt de mandlige deputerede Boris Barrera, (formand), Alvaro Carter,
Carlos Abel Jarpa, Jaime Naranjo, Luis Rocafull, Gustavo Sanhueza og Raúl Soto.
UNDERSØGELSESKOMMISSIONENS
MØDELOKALE,
den 24. juli 2019.
ROBERTO FUENTES INNOCENTI
Undersøgelseskommissionens sekretær
144