SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 258: Henvendelse af 14/4-21 fra Aktionsgruppen for Børns Velfærd anmodning om foretræde

Social- og Ældreudvalget 2020-21
SOU Alm.del Bilag 258
Offentligt

SOC DOK

- platform for socialpolitisk dokumentation og debat

3. årgang nr. 1

–

marts 2021

Indhold

- klik på en overskrift

Fra redaktionen

Regeringens udspil: Børnene Først

–

en kritisk perspektivering

af Gro Emmertsen Lund, læreruddannet, Msc Evaluering, ph.d.; Gitte Haslebo, organisations-

psykolog, Cand.Psych. Msc Business Administration; Morten Ejrnæs, lektor emeritus,

Mag.Scient.Soc. ; Mette Appel Skjolden, Cand.Jur.; Niels Christian Barkholt, Cand.Scient.Soc.;

Per Schultz Jørgensen, Professor emeritus, dr.phil.

s. 2

s. 3

Uddannelseshierarkiet set fra FGU-uddannelsens position

af skoleleder Vibeke Nørby Mouridsen

s. 19

Kommunernes brug af private konsulenter i sociale sager

Af Cand.Jur., studielektor Søren Blæsbjerg

s. 23

De udviklingshandicappede har altid været hægtet af

Anmeldelse af Birgit Kirkebæk og Iver Hornemann Møller: Afhægtet. Mennesker med

udviklingshandicap og deres levevilkår. Samfundslitteratur, 2020

af Cand.Polit. Preben Etwil,

s. 26

… da det aa a tages, at hu vil fortsætte

hun inddrages under Aandssvageforsorg

ed sit aso iale Liv,

aa det a

efales, at

s. 29

om tvangssterilisation og ophævelse af kravet om sterilisation som forudsætning for ægte-

skabsindgåelse, til belysning af graverende detaljer i Afhægtet,

ved Cand.Jur., lektor emerita, Nina von Hielmcrone

De unge har samfundssind. Hvad med os voksne?

Refleksion over Per Schultz Jørgensens Opdragelse til livsmod og bæredygtighed

af Cand.Pæd., Reg. Naturterapeut Charlott Lindemann Oestmar

s. 32

Refleksioner over refleksion: Vi voksne kan og skal gøre noget for klimaet

–

hvor vi kan

ved Stefan Gaarsmand Jacobsen, lektor, RUC; Jens Friis Lund, professor, Københavns Universitet;

Lisa Ann Richey, professor, CBS; Michael Krabbe Borregaard, lektor, Københavns Universitet;

Morten Ejrnæs, lektor emeritus Aalborg Universitet.

s.34

Tillader De?

En livsmodig historie om sprogets magi,

af /ope

s. 35

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 258: Henvendelse af 14/4-21 fra Aktionsgruppen for Børns Velfærd anmodning om foretræde

SOC DOK

- platform for socialpolitisk

dokumentation og debat

Tidsskrift for Socialpolitisk

Forening Hovedstaden

ISSN: 2597-0100

Forretningsudvalg:

Patrick Hansen, formand

Halima El Abassi, næstformand

Kirsten Windekilde, kasserer

Redaktion:

Peter Bundesen, ansv.

Lauge Rasmussen

Kirsten Windekilde

Nina von Hielmcrone

Fra Redaktionen

Dette nummer af SOC DOK har fokus på de for tiden

allermest -

år vi et øje lik ser ort fra oro a’e

debatterede social-, uddannelses- og klimapolitiske emner:

Regeringens udspil Børnene Først, unges muligheder for at

få uddannelse og arbejde, myndighedernes behandling af

mennesker med handicap og sidst men ikke mindst

klimakrisen.

Et udpluk af medieoverskrifter fra 1. januar i år til nu taler

et tydeligt sprog:

Børnes statsminister giver børnene uacceptable vilkår

Behandling af borgere med handicap gør ministeren

e or t trist –

nu vil partier tage ansvar fra kommunerne

Regeringen er på totalitært vildspor. Regeringen går for vidt

i Børnene Først-udspillet

701 forskere i opråb: Politikerne bør behandle klimakrisen

med samme alvor som covid-19

Opråb: Kommunerne har misrøgtet handikapområdet

Kære forældre, husk at nævne erhvervsuddannelserne ved

spisebordet

»Det er en dumpekarakter med et brag«: Ordførere giver

hård kritik af regeringen efter klimarapporten

Tidligere anbragt:

So ialde okratiet fjer er

først’ fokus fra ehovet for et yt syste

ed ’Bør e e

SOC DOK - platform for socialpolitisk

dokumentation og debat &

nyhedsbrevet OPSLAGSTAVLEN

Ud fra ønsket om at styrke den socialpolitiske

debat har Socialpolitisk Forening Hovedstaden

taget initiativet til udgivelsen af

nettidsskriftet

SOC DOK

–

platform for

socialpolitisk dokumentation og debat

nyhedsbrevet

OPSLAGSTAVLEN.

I den offentlige debat er socialpolitikken blevet

mere og mere marginaliseret. Fra politisk hold

er interessen fokuseret på, hvordan man kan

presse flere i arbejde ved at forringe forholdene

for de ikke-beskæftigede. De socialt udsatte har

i høj grad været henvist til smulerne fra

satspuljen.

Disse problemer kan ikke løses med udgivelsen

SOC DOK.

Men vi håber at kunne medvirke til

at genrejse en debat om socialpolitikkens rolle

og om de mennesker, der bliver ramt af sociale

problemer, og hvordan de bliver set på og

behandlet af myndighederne. Vores

bestræbelse er at argumentere for en placering

af socialpolitikken som en central faktor i

velfærdssamfundet.

Det er et stort mål, som redaktionen på ingen

måde kan klare alene. Derfor opfordres læserne

også til at bidrage med artikler, kommentarer,

etc. Skriv til redaktionen

på

[email protected]

SOC DOK

udkommer 4 gange årligt.

I planlægning, timing og tilrettelæggelse af

SOC

DOK

tilstræber redaktionen en koordinering

med foreningens løbende aktiviteter.

Klima-nøl er vælgerbedrag og generationssvigt

Regeringen svigter kampen for lighed i uddannelse: Vi er

bombet årtier tilbage

Det er forældre, pårørende, tidligere anbragte,

fagprofessionelle, forskere, interesseorganisationer og

politikere og partier, der tager ordet i dette spænd fra

appeller om at bruge den handlekraft, som adressaten

besidder, til støtte og retfærd for bestemte mennesker og

grupper, og så til anklager om myndighedssvigt og

magtmisbrug imod bestemte mennesker og grupper

–

og os

alle sammen.

Når det gælder myndighedssvigt og magtmisbrug viser

artiklerne i dette nummer af SOC DOK, at der i alle tilfælde

er tale om, at den er gal med myndighedernes og

magthavernes menneskesyn og samfundssyn.

Og udviklingen og historien viser, at det går galt, når vi

vender opmærksomheden væk fra magtens overgreb og

myndighedernes svigt mod udsatte børn, unge og familier,

mennesker med handicap og det klima, som er en

livsnødvendighed for os alle sammen.

Vi kan ikke overlade indsatsen til dem, der råber op. Vi må

selv engagere os. Tage del!

God læselyst

2/36

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 258: Henvendelse af 14/4-21 fra Aktionsgruppen for Børns Velfærd anmodning om foretræde

Regeringens udspil:

Børnene Først

–

en kritisk perspektivering

Af Gro Emmertsen Lund, Gitte Haslebo, Morten Ejrnæs, Mette Appel Skjolden, Niels Christian

Barkholt & Per Schultz Jørgensen.

–

Se også faktaboksen til sidst i artiklen

Aktionsgruppen for Børns Velfærd opstod i juni 2020

som en reaktion på regeringens udmeldinger om at

anbringe flere børn uden for hjemmet tidligere og

med hyppigere anvendelse af tvang. Vi kunne

konstatere, at der ikke blev fremlagt nogen form for

dokumentation for, at de foreslåede ændringer skulle

føre til forbedringer for de berørte børn og familier.

Vi mente, at ændringerne ville skabe mistillid mellem

forældre og professionelle, og frygtede, at det ville

føre til en nedprioritering af det forebyggende

arbejde tæt på og i samarbejde med børn og familier.

Vi har siden afholdt utallige møder internt og

eksternt. Vi har fået flere informationer og fået

præsenteret andre perspektiver. Men vi har også

iagttaget, at mange har delt vores bekymring for

regeringens udspil og givet udtryk for synspunkter i

lighed med vores.

Vi har ved flere lejligheder skrevet om både de

generelle politiske udmeldinger og hovedlinjerne i

udspillet Børnene Først, som regeringen fremlagde i

januar 2021. Dette er vores første længere, samlede

diskussion af Børnene Først - både om det børne-,

forældre- og familiesyn, udspillet bygger på, og den

mangel på dokumentation for både, hvad problemet

er, og hvad effekten af de foreslåede tiltag skulle

blive. Vi lægger vores informationer, synspunkter og argumenter frem nu, men vi gør samtidig opmærksom

på, at det er et foreløbigt arbejdspapir og tager derfor forbehold for eventuelle fejl og mangler. Vi synes

dog, at det er vigtigt, at oplysende materiale kommer frem netop nu, hvor drøftelserne af regeringens udspil

foregår.

Indledning

Børn udvikles og trives i gode og nære relationer, både til forældre, søskende, bedsteforældre, lege-

kammerater og til de professionelle i dagtilbud og skoler. Som velfærdssamfund har vi en klar forpligtelse til

at sikre, at alle børn har de optimale vilkår for deres opvækst. Derfor skal vi som samfund gribe ind med

støtte og omsorg, når det er påkrævet. En ledetråd i dette børnesyn har været barnets ret til at blive hørt

og imødekommet på sine basale behov. Herunder behovet for tilknytning til de centrale voksne, der er med

til at styrke barnets livsmod og tro på sig selv.

I det danske velfærdssamfund indgår børn i mange fællesskaber. Det første og tætteste er forældre,

søskende, bedsteforældre, onkler og tanter, kusiner og fætre og kendskab til slægten i tidligere

generationer. Fra fødslen er der sundhedsplejersker, der støtter op om spædbarnets sundhed og trivsel og

vejleder forældre i amning, kost, stimulation af det lille barn og udviklingen af en sund forældre-barn-

relation.

I Danmark kommer det altovervejende flertal af små børn i dagtilbud (blandt de 3 til 5-årige er otte ud af 10

børn i daginstitution), hvor de indgår i fællesskaber med andre børn og med pædagoger, der er uddannet til

at imødekomme forskellige børns behov og opbygge relationer mellem børn og mellem børn og

pædagoger. Det samme gælder, når børn kommer i skole. Børns hverdagsliv i daginstitutioner og skole

udgør en stor del af fundamentet for deres trivsel, læring og udvikling. Derfor er det af afgørende betyd-

ning, at pædagoger og lærere har gode nok vilkår til at varetage deres opgaver. I forhold til de udsatte børn

3/36

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 258: Henvendelse af 14/4-21 fra Aktionsgruppen for Børns Velfærd anmodning om foretræde

kan sundhedspleje, dagtilbud og skole fungere som et sikkerhedsnet, hvilket som sådan er enestående i

verden.

Regeringens udspil

’Bør e e Først. Et trygt hje og flere rettigheder til udsatte ør ’

blev præsenteret

onsdag d. 27. januar 2021 af de tre ministre: Astrid Krag, Pernille Rosenkrantz-Theil og Mattias Tesfaye.

Udspillet er endnu ikke forhandlet på plads og i skrivende stund er det uvist, hvor forhandlingerne lander,

men både støttepartier og oppositionspartier er kommet med kritik.

Ifølge Danmarks Statistik er der i januar 2020 1.156.138 børn fra 0-17 år og knapt 800.000 børnefamilier.

Hertil kommer alle de øvrige familiemedlemmer: bedsteforældre, onkler og tanter, kusiner og fætre, osv.

Udspillet vedrører således en meget stor andel af befolkningen og rammer et fuldstændigt afgørende om-

råde af alle borgeres liv: kærligheden mellem forældre og børn, relationerne mellem familiemedlemmer i

flere generationer, familiernes hverdagsliv og samspillet mellem borgerne og velfærdssamfundet.

Børnene

Først

tilbyder imidlertid intet til børn i almindelighed, selvom årtiers stramme økonomisk politik på børne-

området ses i statistikker om børns fattigdom (Caspersen, 2020). Hertil kommer en stigning i børns mis-

trivsel og diagnoser. Nyere undersøgelser viser en yderligere stigning de seneste år (Ottosen et al. 2018;

Jeppesen et. al. 2021).

Udspillet indskriver sig

–

hvis det bliver vedtaget i en eller anden udgave

–

i en lang række af reformer

inden for de seneste 30 år; nye regler i 1993, Barnets Bedste i 2001, Anbringelsesreformen i 2006, Barnets

Reform i 2011 og Overgrebspakken i 2013. De nye regler fra 1993 byggede på Graversens-udvalgets

betænkning fra 1990. Denne lagde vægt på, at kontakten mellem barn og biologisk familie skulle bevares

–

også, når barnet er anbragt. Dette var et principielt opgør med den tidligere anbringelsespolitik, hvor børn

blev anbragt langt væk fra den biologiske familie, og fx brevkontakt blev minimeret (Ebsen, 2020, s. 9).

Børnene Først

indeholder mange elementer, der spoler anbringelsespolitikken ca. 30 år tilbage. I næsten

alle de nævnte reformer har det været et fagpolitisk mål at sikre en tidlig indsats, så man kunne undgå, at

problemerne voksede sig store. De skulle løses, før dyre anbringelser blev nødvendige (Ebsen, 2020, s. 8).

Tidlig indsats skulle ske tættest muligt på familie og skole. Hensigten i reformerne af både bistandsloven og

serviceloven har været at mindske antallet af anbringelser. Det er blandt andet denne hensigt, som

Børnene Først

bryder markant med. Hvor børnesynet i de store reformer efter årtusindeskiftet har været

baseret på ´barnet i familien´ er det nu snarere ´det fritstillede barn´, der tillægges et tidligere ansvar og

opfattes som relativt uafhængig af sin biologiske familie.

Børnene Først

- indhold og fokus

Hovedformålet i udspillet er, at flere børn skal anbringes, og at de skal anbringes tidligere, i stedet for at

give hjælp til de familier, børnene bor hos. Grundfortællingen er, at alt for mange børn i Danmark vokser op

uden tilstrækkelig omsorg fra deres forældre.

De 43 delforslag er en blandet landhandel. Enkelte forslag er gode, mange er floskler og løse

hensigtserklæringer, og en del er helt overflødige, idet de allerede indgår i den nuværende lovgivning efter

Barnets Reform

2011. Barnets Reform skulle sikre, at udsatte børn og unge får de bedste muligheder for at

trives og udvikle deres personlige og faglige kompetencer. Samtidig er der fokus på at styrke samarbejdet

omkring barnet på alle niveauer. Det overordnede formål med Barnets Reform er at sikre kontinuitet i

anbringelsen, at sikre stabil og nær voksenkontakt for udsatte børn, at styrke hensynet til barnets tarv frem

for hensynet til forældrene, at sikre udsatte børns rettigheder, at sikre en tidligere indsats, at sikre mere

kvalitet både i sagsbehandlingen og i indsatsen, samt at sikre bedre rammer for kommunernes indsats

–

herunder afbureaukratisering (Socialstyrelsen; Barnets Reform). Til forskel fra

Børnene Først

beskriver

Barnets Reform, at problemer skal forebygges og afhjælpes i hjemmet, hvis muligt. Dertil præciserer

Barnets Reform også forpligtelse til at støtte forældre, og at vanskeligheder skal løses i samarbejde med

forældre, og at relationen mellem barn og forældre skal beskyttes. Her 10 år senere ser det ud til, at

regeringen med

Børnene Først

vil frakoble forældres betydning og retssikkerhed. Udspillet rummer et

ensidigt fokus på barnet og ingen konkrete forslag til hjælp til forældre.

Udspillet består af et forord og otte afsnit, der tilsammen indeholder 43 forslag. Udspillet indeholder nogle

gode hensigtserklæringer, som er svære at være uenige i, mens indgribende og vidtgående forslag pakkes

ind i omsorgsretorik.

4/36

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 258: Henvendelse af 14/4-21 fra Aktionsgruppen for Børns Velfærd anmodning om foretræde

De otte afsnit har følgende overskrifter:

1. Vi skal give børn et trygt hjem tidligere (afsnittet handler om flere og tidligere anbringelser)

2. En familie, der ikke kun er til låns (afsnittet handler om flere bortadoptioner)

3. Færre skift og mere stabilitet

4. Barnets Lov

–

Flere rettigheder til børnene

5. Opgør med omsorgssvigt i familier med ikke-vestlig baggrund

6. Bedre kvalitet i anbringelser og sagsbehandling

7. Godt ind i voksenlivet

8. Fra udspil til praksis.

Det vil være umuligt at forholde os til alle otte afsnit i denne artikel. Vi har derfor valgt nogle centrale

nedslag i udspillet, som i særlig grad afspejler det paradigmeskifte, som udspillet varsler.

Flere og tidligere anbringelser

–

gerne med tvang

I afsnit 1 slås det fast, at vi skal forebygge omsorgssvigt

– ikke a ri gelser, sa t at: Bar et har krav på, at

anbringelse ikke ses som sidste udvej. For nogle børn kan en anbringelse være den nødvendige

fore ggelse

Børnene Først,

s. 11). Anbringelser begrundes alene med omsorgssvigt fra forældre, der ikke

kan tage vare på deres børn. Hvis der bliver truffet beslutning om, at et barn skal tvangsanbringes, skal det

individuelle skøn vedrøre

de ar ets søske de tage udga gspu kt i, at de også skal tva gsa ri ges. Der

skal gælde et følg eller forklar pri ip i sager o tva gsa ri gelse . Hvis ko

u e vælger ikke at

anbringe alle børnene i en søskendeflok, skal den forklare hvorfor. Det skal altid ske ud fra en konkret og

i dividuel vurderi g. I id., s. . Hvad det vil edføre af t ureaukrati, o taler udspillet ikke.

Udsatte ør og u ge kaldes u ’o sorgssvigtede’ ør og u ge, hvorved der ses ort fra de a ge åder,

hvorpå børn og unge kan blive udsatte og vokse op under vanskelige vilkår. Det slås fast, at tidlig hjælp er

afgørende, og derfor skal der underrettes mere og bedre og gerne så tidligt som muligt. Tanken om at se

anbringelse som forebyggelse er et markant brud med 30 års børne- og socialpolitik, hvor forebyggelse

handler om at støtte op om familien, så at anbringelse ikke bliver nødvendig. I afsnittet er der ingen omtale

af, hvilke forebyggende foranstaltninger der kan tages i brug for at støtte og hjælpe familier i krise eller

vanskeligheder.

Der er forslag i udspillet til forbedring af kvalitet i anbringelser, men i lyset af hvor alvorlige problem-

stillinger, der er på området blandt andet i forhold til anbringelsesstederne (Frederiksen, 2021), så

bekymrer det, hvor lidt i udspillet, der foreslås for at forbedre dette. I hvert fjerde af de døgntilbud,

socialrådgivere har kendskab til, er kvaliteten utilfredsstillende. En aktindsigt i Socialtilsynets tilsyns-

rapporter bekræfter udfordringerne. Personalet på mange døgntilbud mangler kvalifikationer til at

håndtere børnene. Det går ud over fagligheden og fører i værste fald til for mange og for voldsomme

magtanvendelser.

Forskningsmæssigt belæg er ikke eksisterende

En tvangsanbringelse er et voldsomt indgreb i et familieliv både for barnet og forældrene. At argumentere

for flere anbringelser - og gerne med tvang - bør derfor baseres på forskningsmæssigt belæg for, at en

anbringelse vil føre til et bedre liv for barnet. Dette findes der ikke forskningsmæssigt belæg for hverken i

Danmark eller andre lande. Tværtimod peger mange undersøgelser på, at der er stor usikkerhed forbundet

med at vurdere, om et bestemt barn vil få et bedre liv ved at blive anbragt set i forhold til at blive boende i

egen familie, der evt. får relevant hjælp. Sagsbehandlere har ikke forskningsresultater, der kan vejlede dem

i, hvornår anbringelser vil føre til forbedringer for børnene på både kort og langt sigt.

Undersøgelser viser endvidere, at sagsbehandlere vurderer risikoen for, hvordan det vil gå et bestemt barn

meget forskelligt, ligesom der er en tendens til at overvurdere risikoen for, at det vil gå et bestemt barn

skidt (Ejrnæs et al., 2020).

Dertil kommer, at vi fra mange undersøgelser ved, at det på alle måder går en større andel af de anbragte

børn dårligt sammenlignet med ikke anbragte børn. Dette rejser store spørgsmål om, hvorvidt anbringelser

- således som de foregår i dag - giver disse børn samme muligheder som andre børn i Danmark (Andersen,

2021).

5/36

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 258: Henvendelse af 14/4-21 fra Aktionsgruppen for Børns Velfærd anmodning om foretræde

I udspillets afsnit 1 anføres tal for, hvordan det går børn, der er anbragt tidligt og sent i deres barndom.

Tallene viser, at det går flere af de tidligt anbragte børn godt sammenlignet med de sent anbragte. Denne

forskel bruges til at argumentere for, at anbringelser skal ske tidligere. Her er der imidlertid tale om forkert

tolk i g af tal. So ial i istere aserer sit argu e t på rapporte fra VIVE: Tidligere a ragte u ge –

år og på vej od vokse livet , e forsker e ag

rapporten understreger selv, at man ikke kan udlede

dette af undersøgelsen. Rapporten belyser, hvordan

store andele af de unge, der anbringes efter de er 15

år, klarer sig dårligt, men indeholder intet om

årsagssammenhænge. Forskerne understreger, at

rapporten efterlader mange ubesvarede spørgsmål,

fx om der var et anbringelsesgrundlag tidligt i

barndommen, og om familien har fået adækvat og

rettidig hjælp. Statsministeren udtalte i sin nytårs-

tale

den 1. januar 2020, at hvis et barn først bliver

anbragt som 12-årig, så ligger der 11 dårlige år bag.

Det er en påstand, der ikke er dokumentation for.

Når Astrid Krag skal argumentere for tidligere

anbringelser, sker det kun med henvisning til nævnte

VIVE-rapport

. Men der er tale om en fejlslutning, der

ikke giver forskningsmæssigt belæg for tidligere

anbringelser.

Seniorforsker Anne-Dorthe Hestbæk fra VIVE kalder i et debatindlæg den 21. januar 2021 ligefrem

a ri gelseso rådet for et uko trolleret eksperi e t , og hu skriver videre

Hvis vi skal gøre noget ved

det, har vi brug for langt mere solid viden om udsatte og anbragte børn.

Det er at spille hasard ed ør

og familier at ville anbringe og endog tvangsanbringe flere børn, når man ved så lidt. Der er andre, der

påpeger det manglende vidensgrundlag i udspillet (Andersen, 2021).

Generelt savner vi viden om konsekvenserne af en anbringelse uden for hjemmet, bl.a. fordi det er så svært

at isolere spørgsmålet om anbringelse. Der er dog en svensk doktorafhandling, der sammenligner

søskende, hvor den ene bliver anbragt, mens den anden vokser op i sin biologiske familie (Vinnerljung,

1996)

–

hvordan går det dem som voksne? Svaret er, at der ingen statistisk signifikante forskelle er. Men i

en efterfølgende og meget større undersøgelse (Brännström, Vinnerljung & Hjern, 2020) med samme

design

–

er resultatet, at dem, der

liver i eget hje , klarer sig edre. Forfatter e skriver, at: … la gvarige

a ri gelser i plejefa ilier ikke ser ud til at for edre udsatte ør s livs ha er s.

. Det et der, at e

anbringelse isoleret betragtet ikke ser ud til at have positiv betydning for udsatte børn. De generelle

livsvilkår har betydning, og det har de tætte familiebånd også. Den nye undersøgelse viser ligefrem, at på

fem ud af 16 områder er livschancerne bedre for de søskende, som er forblevet i deres eget hjem, end

livschancerne er for de søskende, som er blevet anbragt i familiepleje.

Flere bortadoptioner - gerne med tvang

Udspillet lægger op til, at det på flere måder skal gøres nemmere for myndighederne at tvangsbort-

adoptere et ar . Flere ør skal have e

fa ilie helt fra start via spæd ar sadoptio er

Børnene

Først,

s. 16). Adoptioner skal kunne forberedes allerede under graviditeten. Hvis kommunen overvejer at

tvangsanbringe en nyfødt, skal den hellere overveje tvangsadoption.

En bortadoption kan i dag komme på tale, når forældrene vurderes at være ude af stand til at varetage

omsorgen for barnet i

hele

dets opvækstperiode. Som der står i udspillet, skal der lempes på dette krav (s.

15). Endvidere skal det være nemmere for plejefamilier at adoptere et plejebarn. Kommunen skal derfor

forpligtes til at overveje denne mulighed, når et barn har været anbragt i tre sammenhængende år.

En bortadoption er en uigenkaldelig ændring i et barns og en families liv. En biologisk familie er ikke kun til

låns, men vil for altid være

ar ets iologiske ophav. E plejefa ilie deri od er ofte ’ku ’ til lå s, da

https://www.regeringen.dk/statsministerens-nytaarstale/mette-frederiksens-nytaarstale-1-januar-2020/

Dette skete fx på de åbne samråd med social- og indenrigsminister Astrid Krag den 3. september. og 20. oktober

2020.

6/36

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 258: Henvendelse af 14/4-21 fra Aktionsgruppen for Børns Velfærd anmodning om foretræde

mange anbragte børn skifter plejefamilie undervejs. Der kan også ske det, at barnet skal hjemgives, at

anbringelsen bryder sammen, eller at relationen bare ophører, når barnet fylder 18 år. Men en tvangs-

adoption varer for livet og afbryder definitivt kontakten til den biologiske familie.

Det er et formål i udspillet, at mulighederne og reglerne for tvangsadoption skal lempes. Tankerne i dette

afsnit er ligeledes et markant brud på 30 års børne- og socialpolitik, hvor det netop har været vigtigt at

betragte anbringelser som midlertidige, og at kontakten til den biologiske familie stadig er det, der skaber

kontinuitet i et barns liv.

Den lovgivning, vi har i dag, bygger på menneskerettighederne og Børnekonventionen og på en forståelse

af, at familiers vilkår kan ændre sig over tid, herunder forældres kompetencer. Det er umådeligt vanskeligt

at vurdere, om et barn på langt sigt vil få et bedre liv ved at blive tvangsbortadopteret. I konventionerne

slås det fast, at børn har ret til ikke bare en familie, men til deres biologiske familie.

Tankerne om tvangsbortadoptioner i udspillet er blottet for psykologiske og etiske overvejelser.

Der står intet om, hvilken form for bortadoption der skal være tale om, og ej heller hvordan en adoption

kan påvirke et barn. Der findes meget lidt forskning om adoption set fra den adopteredes perspektiv. Her er

den kvalitative undersøgelse

Åbenhed i adoption og betydningerne heraf

imidlertid et vigtigt bidrag (Bo &

Warming (2017). Forfatterne tegner et rids af adoptionshistorien, hvor der er sket et skift fra at tænke i

lukkede adoptioner og at se adoption som værende en ny og frisk start på livet til en anerkendelse af den

adopteredes ret til at kende sin egen historie. Denne forståelse kom med i den politiske aftale i 2014

(Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale forhold 2014, s. 11).

Undersøgelsen belyser forskellige former for åbenhed i adoption

–

faktuel, relationsåbenhed, følelses-

mæssig åbenhed, social, kulturel og symbolsk åbenhed, og hvordan disse former de adopteredes oplevelse

af mening og sammenhæng i livet. Det fremgår ikke af udspillet, om det øgede antal tvangsadoptioner skal

ske som lukkede eller åbne, eller hvilke former for åbenhed en lovgivning skal understøtte.

Rockwoolfondens forskningsenhed påpeger den manglende evidens både, når det gælder, hvorvidt vi skal

a ri ge eller ej, o vi skal tva gsa ri ge eller ej, og o vi skal ortadoptere eller ej. På de aggru d

kan man altså ikke drage den konklusion, at vi med øget brug af tvangsanbringelser og bortadoptioner

sikrer, at vi står på ør e es side A derse ,

. Set i et øko o isk perspektiv er tva gsa ri gelser

dyre (fx koster en anbringelse i døgninstitution (serviceloven (SEL) § 66, stk. 1 nr. 2) 1.183.000 kr. pr. år),

mens adoptioner ikke koster kommune og stat noget, da der nu er en familie, der skal betale for det

adopterede barns opvækst. Regeringens planer om flere bortadoptioner vanskeliggøres imidlertid af, at der

mangler familier, der ansøger om at få lov til at adoptere. Ministeriet har bedt en arbejdsgruppe under

Ankestyrelsen om at komme med forslag til, hvordan det kan blive nemmere for familier at blive godkendt

til adoption.

Planer om flere bortadoptioner er ud fra et psykologisk, juridisk og etisk perspektiv dybt betænkeligt.

Samtidig er det urealistisk, da der mangler familier, der vil og kan godkendes som adoptivforældre.

Regeringen nævner selv udspillet som en værdikamp, hvilket det også ligner, snarere end et gennemtænkt

forslag til reelt at skabe et bedre liv for børn.

De fleste adoptivforældre er barnløse og - modsat plejeforældre - hverken børnefagligt uddannet eller

ligestillede samarbejdspartnere med kommunerne. Dette kan

indebære risiko for flere kriser og sammenbrud i adoptiv-

familierne. De fleste adoptivforældre ønsker sig et ganske

almindeligt familieliv og ikke et samarbejde med barnets

biologiske familie.

Når det drejer sig om spædbørnsadoptioner, kan der være en

risiko for, at adoptivforældrene uden at vide det bliver matchet

med en behandlingsopgave frem for en omsorgsopgave, hvilket

kan føre til alvorlige komplikationer for børn med behov for

særlig støtte. Et godt match af et barn med en adoptivfamilie

vanskeliggøres af, at det kan være vanskeligt at udrede spæd-

børn fyldestgørende det første leveår.

7/36

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 258: Henvendelse af 14/4-21 fra Aktionsgruppen for Børns Velfærd anmodning om foretræde

2. Emner helt ude af proportioner

Udspillet er e selverklæret værdika p. I i dled i ge står der Det er e t at live e ige o , at ør skal

have en tryg barndom, og at deres rettigheder skal styrkes. Men når det kommer til stykket, så ender den

politiske diskussion altid med at kredse om forældrenes ret til deres børn. Uanset, hvor meget de har

svigtet. Denne gang skal det være anderledes. For regeringen er det en værdikamp. Denne gang skal vi

sætte ør e e først

Børnene Først,

s. 6). Udspillet bærer også præg af, at når man er i gang med en

værdikamp, så bliver viden, forskning og evidens underordnet.

Mistænkeliggørelse af alle forældre og stigmatisering af etniske minoritetsforældre

Børnesynet i udspillet udpeger forældrene som hovedårsagen til børns problemer og anviser straf og

sanktioner som virkemidler til at korrigere forældrenes adfærd. Der lægges vægt på at reducere kontakten

til de biologiske forældre. Det er et børnesyn, der mistænkeliggør og stigmatiserer forældrene, hvilket

hverken her og nu eller på sigt er i børnenes interesse.

Der ses en ensidig fokusering på etnicitet som en betydningsfuld årsag til, at der findes udsatte børn, selv-

om antallet af etnisk danske børn, der er udsatte, er langt større. Det er en proportionsforvrængning, som

blot bidrager til at stigmatisere etniske minoritetsforældre.

Etniske minoritetsbørn og -unge udgør kun en lille andel af de udsatte børn. Det fremgår således af et

endeligt svar på spørgsmål 250 i Social- og Indenrigsudvalget (Social- og Indenrigsudvalget 2020-21 SOU

Alm.del - endeligt svar på spørgsmål 250), at over 70 pct. af de 0-5 årige børn, hvor der var lavet en

underretning,

2019 var etnisk danske, og ca. 90 pct. af de 0-5 årige anbragte i 2019 var etnisk danske.

Etnicitet fremstilles i udspillet som en meget central risikofaktor. I den forbindelse er det vigtigt at være

opmærksom på to forhold: For det første skyldes de problemer, der i udspillet beskrives som forårsaget af

etnicitet eller ikke vestlig baggrund, først og fremmest strukturelle problemer som fx fattigdom og

forældrenes lave uddannelsesniveau, hvilket skaber problemer for børnene både trivsels- og

uddannelsesmæssigt. For det andet opnår etniske minoritetsbørn med ufaglærte forældre hyppigere en

ungdomsuddannelse end etnisk danske børn med ufaglærte forældre, hvilket betyder, at etnisk

minoritetsbaggrund altså i nogle tilfælde er en beskyttelsesfaktor (Dalskov et al. 2017 og Ejrnæs et al.

2020).

Når etnisk minoritetsbaggrund indtager en så stor plads i regeringens udspil, er det således urimeligt, både

fordi børn med etnisk minoritetsbaggrund udgør en lille andel af det samlede antal udsatte børn, og fordi

det fremstilles som om den etniske minoritetsbaggrund skulle være

årsagen

til, at disse børn klarer sig

dårligt.

Vold og overgreb

Udspillet fokuserer på vold og overgreb, selvom de problemer ikke er de dominerende i underretnings-

statistikke . Overgre

od ar , u g f seksuelt eller voldeligt a gives således

i 2019 (ifølge egne

beregninger fra statistikbanken) kun som begrundelse/årsag

i 12.915 af de 196.551 begrundelser i

underretningerne

. Dvs. kun 6,6 pct. af begrundelserne indeholder denne årsag. Hvis man vil undersøge,

hvor stor en andel de 12.915 underret

i ger, der i deholder egru delse /årsage overgre

od ar ,

u g f seksuelt eller voldeligt , så skal tallet sættes i forhold til de i alt

u derret i ger i

. Det

drejer sig altså om 9,4 pct. af underretningerne. Begge opgørelser tydeliggør, at overgreb og vold ikke har

oget stort o fa g i u derret i ger e. De h ppigst a giv e egru delse/årsag er A de ek re de

adfærd hos ar , u g f udadreagere de adfærd . De i dgår i , p t. af u derret i ger e. På trods af at

vold og overgreb altså kun har et lille omfang, lanceres der flere forskellige former for tiltag over for disse

sjældne problemer.

Der foreslås længere straf til en forælder, der dømmes for vold over for egne børn samt en nedsættelse af

kontanthjælp, men begge dele vil få negative konsekvenser for børnene i form af afsavn og frustrationer i

familien. Hvordan det skulle gavne børnene, at en forælder skal afsone en længere dom, og familien bliver

fattigere, er svært at se. Det må dels undre, at regeringen fremstiller vold og overgreb som et dominerende

I Danmarks Statistik benyttes terminologien årsager ved kategorisering af underretninger.

Der kan angives flere end 1 årsag pr. underretning. Der er i alt 137.986 underretninger i 2019, men der er angivet

196.551 årsager i underretninger.

8/36

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 258: Henvendelse af 14/4-21 fra Aktionsgruppen for Børns Velfærd anmodning om foretræde

problem og dels vække bekymring, at regeringen foreslår straffe og økonomiske sanktioner i stedet for at

fokusere på forebyggelse af vold i familier, familiebehandling til voldsramte familier og indsatser til at skabe

sikkerhed for børnene i hjem med vold, hvor det er muligt.

Forældredeterminisme og social arv

Udspillet baserer sig i udpræget grad og på forskellige måder på forestillingen om forældredeterminisme.

Forældredeterminisme er beskrevet af sociolog og professor emeritus Frank Furedi i 2001, men tendensen

er ifølge ham kun eskaleret siden. Forældredeterminisme vedrører den forsimplede forestilling om, at

forældre er den

ultimative altoverskyggende faktor,

der kan

afgøre

barnets fremtid. Furedi påpeger, at

forældrene ikke er den ultimative faktor, der kan

afgøre

et barns fremtid, men at forældre har afgørende

betydninger for børns liv og opvækst. (Furedi, 2001)

Ved groft at undervurdere børns genetik, frie vilje, egenkraft, betydningen af kammerater, betydningen af

postnummer (social klasse), den til enhver tid førte politik, forhold i dagtilbud og skoler og livets

almindelige uforudsigelighed mv. intensiverer forestillingen om forældredeterminisme forældres angst og

opfordrer til overdreven indblanding i børns liv. Forestillingen overdriver groft graden af nødvendig

forældreindsats for at sikre en normal udvikling, hvorved forældredeterminismen får forældreopgaven til at

være en umulig belastende opgave. Sådan påvirker forældredeterminisme forældreskabet. Men

forældredeterminismen bevirker også, at forældre ansvarliggøres i overdreven grad, hvilket vil sige, at de

bebrejdes for problemer og forhold, som er strukturelle, økonomiske og kontekstuelle. Når et barn udviser

tegn på mistrivsel, peges der næsten pr. automatik på forældrene (Knudsen, 2010; Lund, 2017).

Denne tendens ses på mange måder i samfundet, lige fra

idealer om godt forældreskab, om gode skoleforældre, om

beklædning, indkøbsvaner, fritidsaktiviteter, m.m.

Ta kega ge o ’so ial arv’ har tillige ge e

ge år

været dominerende inden for både undersøgelser, analyser

og anbefalinger om arbejdet med udsatte børn og unge.

Såvel forskere som politikere, undervisere og professionelle

praktikere har henvist til social arv som en form for

universalforklaring på børn og unges sociale problemer.

Det er denne tankegang, som fører til, at man først og

fremmest både som forsker og som praktiker undersøger,

om det er forældrenes problemer og opdragelse af børnene, der skaber problemer (Ejrnæs 2004 og 2008).

Mens strukturelle forhold som fattigdom, boligforhold og diskrimination lades ude af betragtning. Denne

tankegang fortsættes og forstærkes i

Børnene Først

dels i form af det øgede fokus på forældrenes påståede

uansvarlighed og dels gennem fokus på deres etnicitet og kultur. Men i

Børnene Først

gives tendensen et

yderligere twist, idet der lægges op til, at selv når staten har erstattet forældrene (ved en anbringelse af

barnet), så fortsætter forældredeterminisme og tankegangen om social arv i beskrivelsen af de biologiske

forældre, der fortsat holdes ansvarlige for barnets mistrivsel, mens statens indgreb i barnets liv (sagsforløb

og anbringelsesforløb) og det erstattede forældreskab (anbringelsessted) aldrig holdes ansvarlig for barnets

mistrivsel. Det er en næsten ubegrænset fritagelse for ansvar, som staten giver sig selv, og en stærk

overvurdering af risici i forhold til forældres mulige negative indflydelse på barnets liv og en stærk

undervurdering af forældrenes mulige positive indflydelse på barnets liv.

3. Hvilke børn og familier ville kunne få hjælp, hvis udspillet vedtages?

Udspillet

Børnene Først

præsenteres som gældende for alle børn i Danmark, men med særlig fokus på de

allermest udsatte. I udspillet fremgår det dog ikke, hvor mange børn, der falder i den kategori, men fra

forskning ved vi, at mellem 9 og 15 pct. af alle børn er udsatte (Ottosen et al. 2010). Udspillet tilbyder ingen

hjælp til den store gruppe af gråzonebørn; det vil sige børn, der er i fare for at blive udsatte på den ene

eller anden måde. Det bliver derfor helt centralt at spørge, hvilke typer af børn og familier, der vil få et

bedre liv, hvis udspillet bliver vedtaget, og hvilke der ikke vil?

En regering skal beskytte sin befolkning og forbedre dens livsvilkår nu og i fremtiden. Hvilke familier og

børn vil få en bedre beskyttelse og forbedring af deres vilkår som følge af udspillet? Der er store grupper af

familier og børn, der ikke vil: Der er ingen hjælp til børn i helt almindelige familier, som får problemer og

9/36

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 258: Henvendelse af 14/4-21 fra Aktionsgruppen for Børns Velfærd anmodning om foretræde

har brug for støtte i en periode af deres liv. Disse familier vil være dybt bekymrede for, hvad der mon kunne

være konsekvensen for dem og deres børn, hvis de beder kommunen om hjælp. Bekymringen går på, om

de så kan risikere at blive mistænkt for ringe forældreevne.

Så er der alle de familier, der i en kriseperiode har brug for udvidet hjælp fra kommunen. Det kan være

familier, der er i mistrivsel på grund af økonomiske problemer, alvorlig sygdom, dødsfald i den nærmeste

familie, m.m. De kan have brug for en kort- eller langvarig forebyggende indsats fra kommunen for at

komme godt igennem krisen. Her har

Børnene Først

heller intet at byde på.

Så er der familier med børn med autisme, ADHD, fysiske funktionsnedsættelser, m.m., som har smertefulde

erfaringer med at kæmpe for at få hjælp fra kommunen. Denne kamp udmatter og stresser børn og

forældre og kan tage to-tre år, hvor både børn og forældre kommer i mistrivsel. Et almindeligt mønster er

her, at når familien er slidt helt ned på grund af manglende hjælp, bliver forældrene mistænkeliggjort for at

være årsag til deres ar s istrivsel. De liver a klaget for ri ge forældreev e. I ogle tilfælde liver

børnene så tvangsanbragt. Autismeforeningen har påpeget, at der er en overrepræsentation af børn med

autisme blandt tvangsanbragte (1,5 pct. af alle børn i Danmark har en autismediagnose, mens det blandt

tvangsanbragte børn er 4,8 pct.). Der er imidlertid en endnu større overrepræsentation af børn med

autis e la dt frivilligt a ragte ør . Sa tidig ved vi, at der er a ge fa ilier

med børn med autisme-

lidelser, der ikke har fået den hjælp, de har efterspurgt, mens de har passet deres børn i hjemmet. Den høje

hyppighed af både tvangsanbringelser og frivillige anbringelser af børn og unge med autisme er et indicium

for, at familierne ikke har modtaget relevant hjælp og støtte, mens børnene boede hjemme i deres egen

familie. En hjælp og støtte, som de ifølge Børnekonventionen og Handikapkonventionen har ret til.

Så er der familier med svære langvarige eller permanente problemer, såsom kronisk psykisk eller invalide-

rende fysisk sygdom, fattigdom, misbrug, kriminalitet og vold. Hvad tilbyder udspillet de børn, der vokser

op i sådanne familier? Her har udspillet kun et svar: anbringelse og gerne fra fødslen af. For langt største-

delen af børn og familier er der ikke meget hjælp at hente i udspillet.

4. Problemstillinger, der ikke adresseres i udspillet

Der er en række velkendte men fortsat eksisterende store problemer på børneområdet, som af

uransagelige grunde ikke behandles i udspillet.

Børnefattigdom

Børnefattigdom er fx slet ikke omtalt, selvom der er tusindvis af børn, der vokser op i fattigdom i Danmark.

I 2019 var der 59.700 fattige børn, det vil sige hvert 20. barn i Danmark levede i en familie med fattigdom

(Caspersen, 2020). De seneste undersøgelser af udsatte børnefamilier viser, at over halvdelen ikke har råd

til at købe nødvendigt fodtøj eller overtøj til børnene. Børn, der vokser op i familier, der i blot ét år har levet

i fattigdom, vil med stor sandsynlighed få sociale udfordringer senere i deres liv (Sievertsen & De

Montgomery, 2015). Det at opleve fattigdom i barndommen kan trække spor mange år ind i voksenlivet og

få negative konsekvenser for jobchancer og indkomstmuligheder.

Fattigdom medfører en lang række afsavn for børn og unge, som

forringer deres trivsel her og nu, og kan medføre, at børnene får

et dårligere helbred og trivsel og isoleres fra deres

klassekammerater, da der fx ikke er råd til at deltage i

børnefødselsdage eller at invitere kammerater på besøg

(Benjaminsen et al. 2016). Afsavnsundersøgelser har også vist, at

fattige forældre gør deres yderste for at mindske deres børns

afsavn. Nogle undlader fx at bruge penge på lægeordineret

medicin til dem selv for, at pengene kan bruges til mad til

børnene.

I indledningen til

Børnene Først

skriver Astrid Krag: Bør er og liver det vigtigste fokus i so ialpolitikke .

Ulige vilkår og eti gelser i opvækste er de værste uretfærdighed, der fi des. Ja, det er rigtigt. Derfor

undrer det, at denne store gruppe på ca. 60.000 fattige børn, som lever i stor risiko for at komme i

mistrivsel og få forringet deres livschancer, slet ikke omtales og ikke skal hjælpes. Til sammenligning er der

ca. 12.000 anbragte børn.

10/36

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 258: Henvendelse af 14/4-21 fra Aktionsgruppen for Børns Velfærd anmodning om foretræde

Familier med børn med diagnoser

Hjælp til børn med forskellige diagnoser omtales stort set ikke på udspillets 48 sider, skønt mange forældre

har vanskeligt ved at få den tilstrækkelige støtte til deres børn med fx diagnosen ADHD eller autisme,

blandt andet fordi børnene ikke får de rette dag- eller skoletilbud i tide.

Dette er belyst i flere undersøgelser, blandt andet af Institut for Menneskerettigheder (Nielsen et al., 2017).

Børn i mistrivsel i skolen udvikler ofte fravær og længere fravær (skolevægring), hvilket giver problemer for

barnet og familien på en lang række måder og områder såsom stress i familien, nedsat tilknytning til

arbejdsmarkedet, udvikling af tillægsdiagnoser hos barnet, m.m. (Nielsen et al., 2017). At skolen er

forpligtet til at se de e u derret i g til so ialforvalt i ge ved p t. ulovligt fravær , og at ko

u e

er forpligtet til at trække i familiens ydelser, afhjælper ikke barnets skolemistrivsel og giver ikke skolen

ressourcer eller muligheder for at indrette et autisme- eller ADHD-egnet undervisningsmiljø. Det gør blot

familierne fattigere.

Familier med børn med funktionsnedsættelser oplever sig også misforstået i mødet med det kommunale

system, hvor barnets mistrivsel på grund af funktionsnedsættelsen og på grund af forkert skoletilbud, af

kommunen tolkes som udtryk for manglende

forældrekompetence (Lund, 2020a). I virkeligheden er det

manglende viden og specialkompetence i kommunen og

skolen, som er problemet. Familierne skal kæmpe meget

længe for at få den hjælp, de er berettigede til, og ofte er

kampen så udmattende, at familiens samlede udfordringer

–

barn med funktionsnedsættelse, forkert skoletilbud,

kampen om korrekt skoletilbud og kampen med

kommunen

–

får familien til at bryde sammen, så barnet

må anbringes. Disse alvorlige strukturelle problemstillinger

berører udspillet ikke, men her ville man med enkle midler

kunne hjælpe en stor gruppe børn, der lige nu udsættes

for systemsvigt og systemovergreb.

Behovet for at styrke de forebyggende indsatser

Udspillet indeholder næsten intet om forebyggende indsatser. Det må vække til undren, at udspillet ikke

lægger op til at undersøge og kortlægge, hvad der er af effektive forebyggende indsatser, således at man på

et oplyst grundlag kan vurdere, hvordan der kan sættes forebyggende ind, inden problemerne vokser sig

store. Det halter med viden på det overordnede plan i udspillet, dvs. i forhold til det store spørgsmål om,

hvorvidt vi skal anbringe eller ej, om vi skal tvangsanbringe eller ej, og om vi skal bortadoptere eller ej. Og

det halter på detaljeniveauet, hvor der mangler viden om, hvorvidt et konkret efterværnstilbud, en konkret

forebyggende foranstaltning eller en bestemt pædagogisk tilgang på et opholdssted tjener sit formål

(Andersen, 2021). Det kan også undre, at regeringen

–

med sit store ønske om at hjælpe udsatte børn

–

ikke har indkredset praksiserfaringer fra de mange gode forebyggende indsatser, der allerede er i brug.

Regeringens manglende fokus på forebyggelse tegner ikke godt. Som vi ser det, er der behov for et øget

fokus på og flere ressourcer til det forebyggende arbejde både i sundhedsplejen, daginstitutioner og skoler,

samt i form af aflastning, behandling og vejledning til familier. En grundpille i nyere dansk socialpolitik er

forebyggelse, og uanset om devisen har været hjælp til selvhjælp, cost-benefit eller sundhedsfremme, så

har målet været en tidlig og helhedsorienteret indsats, der skal styrke livskvalitet hos både børn og

forældre. Derfor har tidligere socialpolitik på børneområdet også søgt at udbygge denne indsats. Med

Børnene Først

brydes der med denne grundholdning.

Gruppen af børn, der får almindelige udfordringer i dagtilbud og skole, nævnes heller ikke, men også de har

brug for relevante og tilstrækkelige pædagogiske indsatser i den konkrete kontekst, hvori problemet opstår.

Pædagoger og lærere har til opgave at løse sådanne pædagogiske problemer via pædagogisk praksis. Dette

kan gøres på mange måder som blandt andet vist i Haslebo & Lund (2014). At det mange steder er meget

vanskeligt at imødekomme børns behov i dagtilbud og skoler, omtales ikke i udspillet, selvom det berører

store børnegrupper. Udspillet burde have adresseret dette og peget på forbedringsmuligheder i

pædagogisk praksis, men gør det ikke.

11/36

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 258: Henvendelse af 14/4-21 fra Aktionsgruppen for Børns Velfærd anmodning om foretræde

Til gengæld peger det på underretninger som løsningen. Men kravet om underretninger fører meget let til

problemeksport, det vil sige, at dagtilbuds- eller skoleproblemer eksporteres ud af dagtilbud og skole og

væk fra de primærpersoner, der bedst kan arbejde med det. Herved transformeres det pædagogiske

problem til et socialt problem, der skal løses i henhold til serviceloven frem for et problem, der kan løses

tæt på barnet, altså gennem initiativer, der reguleres af dagtilbuds- eller folkeskoleloven. Samtidigt

besværliggøres daginstitutionernes og skolernes vigtige forældresamarbejde, som i forvejen har svære

vilkår. Regeringsudspillet kunne have søgt at afhjælpe disse problemstillinger ved at sætte fokus på vilkår

for det forebyggende og problemløsende arbejde i dagtilbud og skoler, samt behovet for et bedre og mere

responsivt forældresamarbejde (Nielsen et. al. 2017; Lund, 2020b).

Grundløse underretninger, et underretningssystem i selvsving samt mistillid mellem borger og myndighed

Et alvorligt problem, som heller ikke er adresseret, er grundløse underretninger og den frygt og mistillid til

det sociale system, som mistænkeliggørelsen skaber hos forældre. Den store gruppe af familier, der bliver

udsat for eller frygter en grundløs underretning, vil næppe se udspillet som en beskyttelse eller fore-

byggelse af udsathed. Hvilke skadevirkninger, det har på en familie at blive udsat for en grundløs underret-

ning, er godt belyst i Politikens interviewserie samt i dokumentaren på DR1 med familierne på Fanø:

Mistæ kt for livet

. En grundløs underretning opleves som et bagholdsangreb, hvor forældrene mis-

tænkeliggøres, og dette bliver starten på et meget belastende sagsforløb, der går ud over både børn og

forældre. Børn og forældres retssikkerhed og sikkerhed i det hele taget kompromitteres voldsomt i disse

forløb. Der var her tale om ganske almindelige, velfungerende familier. Da kommunen selv når frem til, at

underretningen var grundløs, ydes der ingen indsats for at genoprette tilliden mellem borgere og

systemet/de fagprofessionelle. En grundløs underretning bliver ikke slettet, men kan forfølge et barn og

familie i mange år. Der er intet i

Børnene Først,

der adresserer dette problem med grundløse

underretninger.

Vi har allerede nu et underretningssystem med et støt stigende antal underretninger, der i 2019 ifølge

Danmarks Statistik kom op på 137.986. Alligevel hører vi fra Astrid Krag

, at der hellere må være 10

underretninger for meget end en for lidt, ligesom der skal indføres yderligere strafbestemmelser for ikke at

overholde en skærpet underretningspligt. Dette er en kriminalisering af fagprofessionelle, som skal fore-

tage et fagligt skøn om meget komplekse forhold, hvilket kan medføre, at det faglige skøn erstattes af en

interesse i at holde sin egen ryg fri. I så fald sendes underretningen afsted for at sikre sig selv mod straf

–

ikke for at hjælpe barnet. I udspillet foreslås det, at skærpelsen skal gælde ansatte på fri- og privatskoler,

foruden at fokus på underretninger om børn med ikke-vestlig baggrund skal styrkes.

Her må vi igen gøre opmærksom på, at underretningssystemet allerede nu fører til frustration og

systemovergreb på børn i familier, der ikke får hjælp trods underretningerne.

Ifølge Danmarks Statistik er der således ikke registreret sociale indsatser for 51,6 pct. af de børn og unge,

der er blevet underrettet om. Og om de registrerede indsatser har nogle gavnlige effekter, vides ikke, for

det opgøres ikke. Det er dermed ikke dokumenteret af regeringen, at underretninger hjælper børnene. Til

gengæld fører underretningssystemet til frustrationer hos sundhedsplejersker, pædagoger og lærere, der

ikke kan skaffe familierne den støtte, de har brug for, ligesom det fører til en støt stigende arbejdsbelast-

ning for socialrådgiverne, der modtager underretningerne, og som i forvejen arbejder under vanskelige

vilkår. Derfor så vi hellere et udspil, der tog disse negative utilsigtede virkninger af underretningssystemet

alvorligt.

Manglende retssikkerhed

I et velfungerende velfærdssamfund skal borgere kunne stole på,

at myndighedernes beslutninger er sagligt velfunderede og ret-

færdige. Ifølge juraprofessor Eva Smith skal retssikkerheden

beskytte borgere mod myndighedernes magtmisbrug. Det kan

borgere på ingen måde være sikre på med dette udspil. Justitia

udarbejdede i 2018 en omfattende rapport, hvor de påpegede en

https://www.dr.dk/drtv/program/mistaenkt-for-livet_221364

Dette skete fx på de åbne samråd med social- og indenrigsminister (nu: social- og ældreminister) Astrid Krag den 3.

september. og 20. oktober 2020.

12/36

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 258: Henvendelse af 14/4-21 fra Aktionsgruppen for Børns Velfærd anmodning om foretræde

lang række alvorlige retssikkerhedsproblemer samt kom med klare anbefalinger til, hvordan

retssikkerheden på tvangsanbringelsesområdet kan forbedres (Eiriksson & Kryger, 2020). Der findes altså

analyser og løsningsforslag, men de bruges ikke. Der er ingen forslag i udspillet, der kan berolige borgere i

forhold til deres retssikkerhed. De store retssikkerhedsmæssige udfordringer omtales ikke, og der er ingen

forslag til, hvordan retssikkerheden skal styrkes. Det er beskæmmende for et regeringsudspil anno 2021 -

og igen et eksempel på symbolpolitik frem for forslag baseret på saglighed og viden.

Der er stor risiko for, at de danske myndigheder krænker den Europæiske Menneskerettighedskonventions

(i det følgende: konventionen) artikel 8. Det skal bemærkes, at Norge er dømt for at krænke konventionens

artikel 8 om retten til familieliv i et stort antal tvangsfjernelsessager. Hvis de danske myndigheder har et

for ensidigt fokus på barnets rettigheder, kan det betyde, at forældrene og deres rettigheder afskrives som

illustreret i "Strand-Lobben"- dommen fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (Lovdata, Norge).

Sagen handlede om at fratage en mor forældremyndigheden og lade plejeforældrene adoptere hendes søn.

Her fandt et flertal af dommerne, at der var sket en krænkelse af retten til familieliv, idet myndighederne

på intet tidspunkt havde overvejet, at barnet og moderen kunne blive genforenet. I ambitionen om at sikre

barnets bedste i anbringelsen havde man afskåret relationen til den biologiske mor og muligheden for

hjemgivelse. En sådan beslutning vanskeliggør forældres muligheder for at få vurderet forældre-

kompetencer og eventuelle forbedringer af disse.

Det absolutte udgangspunkt i konventionens artikel 8 i forhold til anbringelsessager er, at en anbringelse af

et barn uden for hjemmet skal anses som en midlertidig foranstaltning, der skal bringes til ophør, så snart

omstændighederne tillader det, og at gennemførelsen af sådanne midlertidige foranstaltninger bør være

forenelig med det overordnede formål om at genforene barnet med dets biologiske forældre (Kjølbro,

2020).

Regeringens udspil lægger op til, at der skal iværksættes tidligere og længere anbringelser med mindre

kontakt til forældrene. Dette kan medføre, at familiens relation ikke bevares eller videreudvikles, hvorved

det overordnede formål med anbringelsen forspildes.

Udspillet synes at tage udgangspunkt i, at der er et naturligt modsætningsforhold, børns og forældres

interesser imellem. Dette er derimod ikke udgangspunktet i Menneskerettighedsdomstolens fortolkning af

konventionen. Menneskerettighedsdomstolen har det udgangspunkt, at børn ikke kun har ret til en familie

–

de har ret til deres biologiske familie. Børn har ret til at vokse op i tryghed. De skal for eksempel ikke leve i

frygt for, at de pludselig

–

og mod deres vilje - skal sendes på børnehjem (jf. Børnekonventionen). I de

tilfælde, hvor børn mistrives i hjemmet, skal myndighederne først forsøge at tilbyde hjemmet hjælpe-

foranstaltninger, hvis sådanne kan afværge en tvangsfjernelse. Myndighederne skal også efter en tvangs-

fjernelse arbejde på at forbedre forholdene hos familien, således at barnet hurtigst muligt kan hjemgives.

Børnene Først

synes kun at forringe muligheden for at få barnet hjemgivet, hvorved udspillet lægger op til

at svække den nuværende retstilstand.

Menneskerettighedsdomstolen prioriterer i sin praksis beskyttelsen af børn højt og kræver, at børn skal

værnes mod vanrøgt, overgreb, m.m. såvel i deres eget hjem som andre steder. De skal på den anden side

også værnes mod myndighedsovergreb. Menneskerettighedsdomstolen (EMD) anser det for myndigheds-

overgreb, hvis børn tvangsfjernes på baggrund af en overfladisk proces, hvor sagen ikke undersøges til

bunds.

Institut for Menneskerettigheder har vurderet, i hvilken udstrækning de påtænkte lempelser af lovgiv-

ningen angående tvangsadoption er i overensstemmelse med Den Europæiske Menneskerettigheds-

konvention og Børnekonventionen. Vurderingen er udarbejdet af Anette Faye Jacobsen, som er senior-

forsker på Institut for Menneskerettigheder. Den findes i notatet:

Tvangsadoptioner - menneskeretligt

belyst,

som ligger på Folketingets hjemmeside (Jacobsen, 2021). I konklusionen bemærkes det, at

Højesteret udtr kkeligt har fastslået, at adoptio slove s regler skal fortolkes i l set af rette til familieliv,

som beskyttes af Menneskerettighedskonventions artikel 8, og at en adoption derfor

–

uanset om den sker

i overensstemmelse med de danske regler

–

kun kan ske, hvis det er foreneligt med konventionen. Der er

grænser for hvor lempede regler, der ka

i dføres i da sk ret I id. s. . Notatet havde e helt e tral

placering i § 20-spørgsmålet S 867 den 5. februar 2021.

13/36

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 258: Henvendelse af 14/4-21 fra Aktionsgruppen for Børns Velfærd anmodning om foretræde

Socialrådgiveres dårlige arbejdsvilkår

Udspillet rummer ikke mange forslag til forbedringer af

socialrådgiveres arbejdsvilkår. Ifølge Det Nationale

Forskningscenter for Arbejdsmiljø er faggruppen af

socialrådgivere pt. den mest stressede faggruppe i Danmark

(NFA, 2018). En anden undersøgelse af socialrådgivernes

psykiske arbejdsmiljø, udarbejdet af COWI for Dansk

Socialrådgiverforening, viser at 31 pct. af socialrådgiverne er

stresset hele tiden eller ofte. Dette gælder til sammenligning

kun for 16 pct. af lønmodtagere generelt. Undersøgelsen

viser også, at særligt socialrådgivere, der arbejder i

kommunale forvaltninger, er hårdt ramt, og her er

socialrådgiverne på børne-familieområdet i særlig grad udsat

for stress. Hele 44 pct. er stressede enten hele tiden eller

ofte (Dansk Socialrådgiverforening, 2018).

Socialrådgivernes dårlige arbejdsvilkår på grund af alt for

mange alvorlige børnesager pr. sagsbehandler samt alt for

mange opgaver i de enkelte sager, proceskrav og

styringsproblemer, giver et arbejdspres, som medfører stress

og udbrændthed. Det forringer muligheder for inddragelse af børn og forældre i deres egen sag. Det får

socialrådgivere til at skifte job, hvilket forårsager hyppige sagsbehandlerskift for borgere, hvilket har en

skadelig effekt på relationerne til og samarbejdet med børn og forældre. Socialrådgiverne har derfor

hverken den tid eller kontinuitet i arbejdet, der er nødvendig for at opbygge et godt og tillidsfuldt

samarbejde med familien, hvor barnet og forældrene inddrages i at finde den rette hjælp i tide. I lighed

med Dansk Socialrådgiverforening påpeger vi, at det kræver tid, tillid og relationer, samt kontinuitet, hvis

børnene skal have en stærkere og tydeligere stemme i børnesagerne.

Organisatorisk kapacitet i kommunerne og faglig ledelse

Organisatorisk kapacitet handler om organisationens evne til at samarbejde på tværs og løse komplekse

problemer på konstruktive og virksomme måde. Den store mængde regler og bureaukrati i det sociale

arbejde beslaglægger store mængder arbejdstid ved skrivebordene, som kunne være brugt på socialfagligt

arbejde med familierne. Det høje dokumentationskrav og detailregulering har afgørende betydning for,

hvor meget tid der er til den direkte kontakt og samarbejde med forældre og børn. Det er netop i den

direkte kontakt, at forandringerne kan ske. Det har evalueringen af frikommuneforsøgene i Gladsaxe, Ikast-

Brande og Guldborgsund kommuner bekræftet (Hestbæk, Strandby & Jensen, 2021).

I evalueringen konkluderes det, at kommunerne lykkes med at få omlagt rådgivernes arbejde fra primært

administration til tættere og hyppigere dialog med familierne. Vejen fra bekymring til indsats er kortere, så

problemerne ikke når at udvikle sig så meget, da der sættes ind betragteligt hurtigere og mere relevant end

før. De nye mødeformer med involvering af netværk og samarbejdspartnere ser ud til at medvirke positivt

både til inddragelse af barn og familie og til at skabe fælles opbakning bag og tidlig koordinering af

indsatser. Familierne er glade for den mere kortfattede skriftlige kommunikation og for den overskuelige

dialog på netværksmøder på tværs af mange involverede parter, der skaber transparens. Mange familier

føler sig inddraget og tager medejerskab for løsning af udfordringerne. Rådgiverne oplever, at børnene får

en stærkere stemme, og at de bliver inddraget på nye måder, der passer bedre til børns forudsætninger.

Erfaringer fra frikommuneforsøget står i kontrast til det generelle erfaringsbillede fra kommunerne.

Faglig ledelse, fagligt og tværfagligt samarbejde i forvaltningerne og faglig sparring, supervision, refleksion

og dialog er afgørende for godt socialt arbejde. At skabe bedre betingelser for at etablere et fagligt rum til

dette arbejde berøres ikke i udspillet. I det hele taget er fraværet af fokus på faglighed bekymrende. Der

mangler opdateret og specifik viden i kommunerne på en række områder; autisme og ADHD, vold og

psykisk vold, m.m. Man kunne udbygge de forebyggende tilbud og øge kvaliteten heraf alene ved at øge og

understøtte organisatorisk kapacitet og give sagsbehandlerne bedre arbejdsvilkår.

Hertil hører, at der er en ledelse, der sikrer, at sagsbehandlingen laves inden for lovens rammer. I konkrete

sager er det fremgået, at den lokale beredskabsplan for mistanke om overgreb ikke blev fulgt, ligesom

14/36

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 258: Henvendelse af 14/4-21 fra Aktionsgruppen for Børns Velfærd anmodning om foretræde

socialrådgivere blev sat til at udføre en psykologisk test, de ikke er uddannede til og ikke må i henhold til

loven. Dette fremgår af en af sagerne i DR-dokumentaren Mistænkt for Livet

. Senest har vi også set,

hvordan ledelsen giver sagsbehandlere ordre på at spare penge uanset de faglige begrundelser for at tildele

børn hjælp, hvilket vil sige ordre på at lave sagsbehandling uden for lovens rammer

. Dette kunne tyde på,

at frikommuneforsøget i de tre kommuner også har en bagside.

5. Manglende finansiering

Om finansieringen af de nye tiltag fremgår det i regeringens udspil, at der skal bruges 761,6 millioner

kroner, når reformen er fuldt indfaset i 2026. Det er cirka 5 pct. af det beløb, der i 2019 blev brugt på

udsatte ør . Det lille elø viser, at regeri ge på i ge

åde sætter ør e e først , år det gælder o

at afsætte midler til at beskytte børn og unge i udsatte positioner eller at forbedre trivslen for andre børn,

der har vanskeligheder. Når regeringen samtidig vil bruge den dyreste foranstaltning, nemlig anbringelse

uden for hjemmet, både hyppigere og tidligere, så kan det simpelthen ikke lade sig gøre inden for det

afsatte beløb. Fx koster en anbringelse på en døgninstitution (SEL § 6, stk. 1, nr. 6) 1.183.000 kr. om året, en

anbringelse i en plejefamilie (SEL § 66, stk.1, nr.1) 477.000 kr. om året, mens fx praktisk, pædagogisk og

anden støtte i hjemmet, jf. SEL § 52, stk. 3, nr. 2) koster 110.000 kr. om året ifølge Socialpolitisk

Redegørelse 2020.

De afsatte midler slår slet ikke til. Og hvis der skal omprioriteres, så kan der kun tages midler fra de

forebyggende indsatser, som i forvejen er helt utilstrække-

lige i forhold til at give familierne den hjælp, de efter-

spørger og har ret til. På bundlinjen er der altså ingen

mulighed for finansiering af de centrale dele af reformen,

medmindre man reducerer eller afskaffer forebyggelse.

Den manglende finansiering vil skabe massive frustra-

tioner hos familier, børn, unge og hos de professionelle,

som håber på, at kvaliteten i deres arbejde kan forbedres

gennem bedre arbejdsvilkår. Begge grupper kommer til at

konstatere, at der overhovedet ikke er mulighed for at

finansiere et løft af børneområdet. Tværtimod.

6. Konklusion: Udspillet bør trækkes tilbage

Vi finder det uhensigtsmæssigt, at et fagligt indsatsområde, der i udgangspunktet bør være videns- og

evidensbaseret, ikke er det. Regeringens udspil er på flere planer baseret på værdier og følelser og savner

dokumentation. Udspillet rummer ingen etiske overvejelser og ej heller henvisninger til undersøgelser og

teori, der sandsynliggør regeringens antagelser og forslag. Før noget så indgribende som forslagene i

Børnene Først

besluttes, bør der indsamles mere viden og laves undersøgelser på baggrund af eksisterende

data, som belyser tendenserne vedrørende anvendelse af underretninger, forebyggende indsatser og

anbringelser.

Udspillet giver på mange måder ikke mening. Hvad vil regeringen opnå? I januar 2020 var der 1.156.138

børn under 18 år. Ifølge VIVE er ca. 1 pct. (12.000) af disse anbragt uden for eget hjem.

Vil det være en succes, hvis 2.000 flere bliver anbragt? Eller hvis 100 flere børn bliver tvangsadopteret?

Udspillet udpeger forældrene som børns modstandere og giver flere beføjelser til staten og enkelte flere

rettigheder til børnene, særligt med fokus på børns ret til at sige nej til samvær med biologisk familie.

Børnene får ikke en tilsvarende ret til at sige nej til anbringelse.

Det grundlæggende narrativ i udspillet er, at staten vil redde børn fra deres forældre og gerne tager

hårdere magtmidler i brug hertil. Det er forsøgt i mange lande, fx Australien og eksperimentet med de

grønlandske børn, der midlertidigt blev anbragt i familier i Danmark, hvorefter de fleste blev anbragt på

børnehjem i Grønland. De fleste af de grønlandske børn i dette projekt fik en sørgelig skæbne.

https://www.dr.dk/drtv/program/mistaenkt-for-livet_221364

TV2ØST, d, 25.februar, 2021.

https://www.tv2east.dk/guldborgsund/sagsbehandlere-i-guldborgsund-sender-brev-til-politikere-

kaemper-med-stort-arbejdspres-og-hoeje-sagsbunker?fbclid=IwAR0zGemP8KrEWdKiy4UaSJPChx7yC1dIQdY7NczZ-

04JmUbO_zxK5RDvSlg

15/36

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 258: Henvendelse af 14/4-21 fra Aktionsgruppen for Børns Velfærd anmodning om foretræde

Disse eksperimenter med børn er ikke blevet til nogen succes noget sted i verden. Mette Frederiksen har

helt berettiget undskyldt for systemovergrebene over for de grønlandske børn, ligesom hun lige så

berettiget har undskyldt for behandlingen af Godhavnsdrengene. Det er godt og fortjenstfuldt at erkende

tidligere svigt og overgreb fra myndighedernes side. Det er skidt og magtfuldkomment ikke at tage ved lære

af disse erfaringer. Det ser desværre ud til, at regeringen lægger op til at muliggøre tilsvarende

systemovergreb over for børn, hvor forældrene i en periode ikke magter at passe egne børn, og især med

fokus på børn med ikke-vestlig baggrund.

Udspillet udgør på flere måder et alarmerende paradigmeskifte i det sociale arbejde på børneområdet. Som

vi ser det, vil det sætte en indsats, som har været bygget op over flere årtier, kraftigt tilbage.

Paradigmeskiftet viser sig i følgende:

1. Et skift i børnesynet fra at se barn, familie og slægt som indbyrdes forbundne til at se barnet

isoleret og som en plante, der uden problemer kan rykkes op med rode, og plantes i en ny familie.

2. At en lang række af forslagene er udtryk for en adskillelsespolitik, hvor børn skal skilles fra deres

forældre, slægt og lokale fællesskab.

3. At anbringelse går fra at være en sidste indgriben til at blive set som en forebyggende

foranstaltning. Derved suspenderes hele det forebyggende arbejde.

4. At anbringelse ses som en permanent foranstaltning frem for en midlertidig foranstaltning.

5. At bortadoptioner skal anvendes hyppigere og uden, at det er godtgjort, hvordan adoptionsfamilier

skal kunne varetage den svære opgave at tage sig

udsatte børn.

6. At anbringelse/bortadoption kan forberedes og ske med tvang,

før

barnet er født.

7. Der bygges et modsætningsforhold op mellem barn og forældre

–

og fokus flyttes fra familiens

trivsel til statens magtbeføjelser.

8. Etniske minoritetsforældre skæres over en kam og bliver stigmatiseret helt unødvendigt gennem

store dele af udspillet.

9. Et skift fra en social- og børnepolitik, der bygger på gensidig tillid og respekt og samarbejde om

løsninger, til forslag, der øger tvang, trusler, kontrol, sanktioner og straf.

10. At udspillet bygger på myten om forældredeterminisme og myten om social arv, hvor børns

mistrivsel automatisk forklares med, at forældrene ikke magter deres forældreopgave.

Dette udspil bør trækkes tilbage.

En regering skal beskytte og hjælpe sin befolkning

–

ikke skabe frygt og angst for at få tvangsfjernet sit barn

eller få det tvangsbortadopteret, hverken lige efter fødslen eller i forbindelse med en anbringelse. En

regering skal ikke bruge trusler og straf, men fremme et tillidsfuldt samarbejde mellem borgere og

kommuner således, at borgere tør henvende sig til kommunen for at få hjælp. Hvis forældre ikke tør det på

grund af regeringens skræmmende retorik og vidtgående indgreb, vil det gå ud over børnene. Og det vil

undergrave en positiv udvikling af velfærdssamfundet.

Dette udspil sætter ikke børnene først.

7. Faktaboks om Aktionsgruppen for Børns Velfærd

Medlemmer af aktionsgruppen:

Niels Christian Barkholt; Socialrådgiver, Cand.Scient.Soc., direktør i Social Talks, tidligere næstformand for

Dansk Socialrådgiverforening.

Morten Ejrnæs; Lektor emeritus. Mag.Scient.Soc. Forsker i fattigdom, ulighed, sociale problemer og

professionelles risikovurderinger

Gitte Haslebo; Organisationspsykolog. Cand.Psych. Msc Business Administration. Medstifter af Socialpolitisk

Forum. Taos Associate.

Per Schultz Jørgensen; Professor emeritus, dr.phil., tidligere formand for Børnerådet.

Gro Emmertsen Lund; Organisationskonsulent. Læreruddannet, Msc Evaluering, ph.d.; Usynlige sociale

eksklusionsprocesser i skolen. Taos Associate. En del af NO!SE.

Mette Appel Skjolden; Mor i Solrød-sagen (Politiken), Cand.Jur. og tidligere medarbejder på Institut for

Menneskerettigheder.

16/36

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 258: Henvendelse af 14/4-21 fra Aktionsgruppen for Børns Velfærd anmodning om foretræde

Formål og aktiviteter:

Aktionsgruppen for Børns Velfærd er stiftet i juni 2020 med det formål at kvalificere videns- og

beslutningsgrundlaget for den kommende ´Barnets Lov´, da vi ikke anså de foreløbige udmeldinger for at

være i overensstemmelse med barnets bedste interesse (jf. Børnekonventionen), og ej heller med ånden i et

demokratisk velfærdssamfund. Aktionsgruppen er økonomisk og politisk uafhængig.

Aktionsgruppen har holdt lyttemøder 1.0 med politikere fra forskellige partier i 2020 og afholdt en konference

på Christiansborg: Det ANDET Topmøde:

Børnene Først - en ny vej på Børneområdet

fredag d. 9. oktober,

2020. Efter at udspillet

Børnene Først

er fremlagt, afholder Aktionsgruppen lyttemøder 2.0 med politikere fra

forskellige partier. Aktionsgruppen har desuden oprettet en Facebookgruppe: Netværk for Børns Velfærd, der

nu har mere end 4.000 medlemmer, samt en Facebookside: Aktion for Børns Velfærd.

Kronikker og debatindlæg fra Aktionsgruppen:

Drop heksejagten på uskyldige forældre

(overskrift i den fysiske avis).

Vi er blevet et stikkersamfund, hvor forældre

dømmes skyldige

(overskrift i den elektroniske udgave)

Af Gitte Haslebo, Cand. Psych. og forfatter

Kronik i Politiken d. 22. maj 2020

https://politiken.dk/debat/kroniken/art7782270/Vi-er-blevet-et-stikkersamfund-hvor-forpct.C3pct.A6ldre-

dpct.C3pct.B8mmes-skyldige

Færre underretninger og bedre anbringelser

Af Aktionsgruppen for Børns Velfærd: Niels Christian Barkholt, Morten Ejrnæs, Gitte Haslebo, Per Schultz Jørgensen, Gro

Emmertsen Lund og Mette Appel Skjolden.

Kronik i Politiken d. 16. august 2020

https://politiken.dk/debat/kroniken/art7882983/Det-er-ikke-bedre-med-ti-underretninger-for-meget-end-

pct.C3pct.A9n-for-lidt.-Grundlpct.C3pct.B8se-underretninger-om-bpct.C3pct.B8rn-presser-og-

pct.C3pct.B8delpct.C3pct.A6gger-familier

De store linjer i Barnets Lov er dybt problematiske

Af Aktionsgruppen for Børns Velfærd: Morten Ejrnæs, lektor ved Aalborg Universitet, Gro Emmertsen Lund, ph.d. og

uddannelsesspecialist, Gitte Haslebo, psykolog og konsulent, Mette Appel Skjolden, jurist

Per Schultz-Jørgensen, professor og fhv. formand for Børnerådet, Niels Christian Barkholt, direktør, Social Talks

Altinget, d. 9. februar, 2021

https://www.altinget.dk/boern/debat/artikel/aktionsgruppen-for-boerns-velfaerd-barnets-lov-hjaelper-ikke-

boernene?fbclid=IwAR306IMvCKAPLt4xePmeCuPu1XzsAApTyI_zP2j8HuCbLpjenF6Hn1hNhZgAltinget

Eksperter: Regeringen er fuldkommen på vildspor. `Børnenes lov` vil skade både børn og voksne langt mere end den

gavner.

Af Gitte Haslebo, Gro Emmertsen Lund, Per Schultz Jørgensen, Niels Christian Barkholt, Morten Ejrnæs og Mette Apple

Skjolden. Aktionsgruppen for Børns Velfærd.

Politiken d. 16. februar, 2021

https://politiken.dk/debat/kroniken/art8100545/Regeringen-er-ppct.C3pct.A5-fuldkommen-vildspor.-

Bpct.C3pct.B8rnenes-Lov-vil-skade-bpct.C3pct.A5de-bpct.C3pct.B8rn-og-voksne-langt-mere-end-den-

gavner?fbclid=IwAR0oyWVaZ-Uw_5lDwPE5ABeI9lRvilBfeTLkXeq0QBWWo7DBZdpRm5imSCs

(Overskrift i

den fysiske avis:

Regeri ge s udspil Bør e e Først er e o

er).

Kontakt:

Vi vil meget gerne have tilbagemeldinger på denne fremlæggelse af vores oplysninger, synspunkter og

argumenter. Skriv gerne til Gro Emmertsen Lund, Gitte Haslebo og/eller Morten Ejrnæs på

[email protected], [email protected]

[email protected].

8. Kildehenvisninger

Andersen, S. H. (2021):

Der mangler evidens om anbragte børn og unge.

ROCKWOOL Fonden.

Benjaminsen, L. et al. (2016):

Fattigdom og afsavn. Om materielle og sociale afsavn blandt økonomisk

fattige og ikke-fattige.

SFI. Det nationale Forskningscenter for Velfærd.

Bo, I. G. & Warming, H. (2017):

Åbenhed i adoption og betydningerne heraf.

Ankestyrelsen.

Brännström, L., Vinnerljung, B., & Hjern, A. (2020). Outcomes in Adulthood After Long-Term Foster

Care: A Sibling Approach.

Child maltreatment, 25(4),

383-392.

Caspersen, S. (2020):

Fald i antallet af fattige børn op til coronakrisen.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

17/36

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 258: Henvendelse af 14/4-21 fra Aktionsgruppen for Børns Velfærd anmodning om foretræde

Dahlskov. M.P., Blicher, S.P. & Steinitz, S. (2017):

Forældres fattigdom har stor betydning for børns chancer.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Downloaded d. 28.02.2021 fra

Microsoft Word - AE_fattigdom-

og-foraeldres-jobsituation-har-stor-betydning-for-borns-chancer

Dansk Socialrådgiverforening (2018):

Socialrådgivernes psykiske arbejdsmiljø

–

stress, arbejdspres

og muligheden for at levere kvalitet i arbejdet.

Udarbejdet af COWI. Downloaded d. 28.02.21 fra

18. marts 2019 - Socialrådgivernes psykiske arbejdsmiljø - COWI rapport V2 - (socialraadgiverne.dk)

Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (2018):

Fakta om arbejdsmiljø og helbred 2018.

Downloaded d. 28.02.2021 fra

https://nfa.dk/da/Arbejdsmiljoedata/Arbejdsmiljo-i-

Danmark/Arbejdsmiljo-og-helbred-i-Danmark

Ebsen, F. (2020): Anbringelser i socialpolitikken. I:

UDEN FOR NUMMER. Tidsskrift for forskning og praksis i

socialt arbejde,

40, s. 4-13.

Ejrnæs, M., Gabrielsen, G., & Nørrung, P. (2004).

Social opdrift - social arv.

Akademisk Forlag.

Ejrnæs, M. (2008): Pædagoger, forskere og diskursen om social arv.

Tidsskrift for Socialpædagogik,

(21), 6-

13.

Ejrnæs, M. et al. (2020): Professionelle praktikeres risikovurderinger

–

og de faktiske risici. I:

UDEN FOR

NUMMER. Tidsskrift for forskning og praksis i socialt arbejde,

40, s. 34-45

Eirikson, B. A. & Kryger, S. (2018):

Tvangsanbringelser. Retssikkerhed i en kompliceret beslutningsproces.

Justitia. Danmarks Uafhængige Tænketank.

Frederiksen, L. Ø. (2021):

Ma u drer sig over tilsy srapporter e

. Dansk Socialrådgiverforening, d.

18.02.2021. Downloaded d. 28.02.2021 fra

"Man undrer sig over tilsynsrapporterne" - Dansk

Socialrådgiverforening (socialraadgiverne.dk)

Furedi, F. (2001):

Paranoid Parenting - Why ignoring the experts may be best for your child.

London,

Continuum.

Haslebo, G. & Lund, G. E. (2014):

Relationsudvikling i skolen.

Dansk Psykologisk Forlag.

Hestbæk, A., Strandby, M. W. & Jensen, H. L. S. (2021):

Fra dokumentation til relationer i børnesager.

Slutevaluering af frikommuneforsøg på børneområdet i Gladsaxe, Guldborgsund og Ikast-Brande

Kommuner.

Rapport, VIVE. 14. januar, 2021.

Hestbæk, A. (2021): Forsker:

Anbringelsesområdet er et stort ukontrolleret eksperiment.

Debatindlæg i

Altinget, d. 21. januar, 2021. Downloaded d. 28.02.2021 fra

https://www.altinget.dk/boern/artikel/forsker-anbringelsesomraadet-er-et-ukontrolleret-

eksperiment.

Jacobsen, A. F. (2021):

Tvangsadoption

–

Menneskeretligt belyst.

Endeligt Notat Børnene først i

menneskeretlig belysning 05.02.2021. Folketingets hjemmeside. Downloaded d. 28.02.2021 fra

https://www.ft.dk/samling/20201/almdel/sou/bilag/182/index.htm

Jeppesen, P., Obel, C., Lund, L., Madsen, KB., Nielsen, L., & Nordentoft, M. (2020):

Mental sundhed og

sygdom hos børn og unge i alderen 10-24 år

–

forekomst, fordeling og forebyggelsesmuligheder.

København: Vidensråd for Forebyggelse, 2020: 1-359. Downloaded d. 28.02.2021 fra

boern_unge_mentale_digi_01_0.pdf (vidensraad.dk)

Jørgensen, P. S. (2000): Børn er deltagere

–

i deres eget liv. I: Jørgensen, P. S. & Kampmann, J. (red.)

Børn

som informanter.

Børnerådet, 9-21.

Kjølbro, F. (2020):

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

DJØF Forlag.

Knudsen, H. (2010):

Har vi en aftale? Magt og ansvar i mødet mellem folkeskole og familie.

Frederiksberg:

Nyt fra Samfundsvidenskaberne.

Landsforeningen Autisme (2021):

Fem forslag til færre tvangsfjernelser fra Landsforeningen Autisme,

26.01.21. Downloaded d. 28.02.2021 fra

https://www.autismeforening.dk/news/nyheder-2021/brev-

til-astrid-krag-fra-formand-kathe-johansen-om-barnets-lov/

Lovdata, Norge:

https://lovdata.no/artikkel/emd__voteringene_i_strand_lobben-saken_/2524

Lund, G. E. (2017):

Making Social Exclusionary Processes in Schools Visible.

PhD-thesis. Twente University,

The Netherlands.

Lund, G. E. (2020a): Børne- og forældrestemmer i skole-hjem-samarbejdet.

Kognition og Pædagogik.

Tidsskrift om gode læringsmiljøer,

s.18

–

27.

Lund, G. E. (2020b): Responsivt forældresamarbejde i skolen. Tema: Forældresamarbejde

–

en udfordring

for læreruddannelsen og et vilkår for skolen.

Studier i Læreruddannelse og Profession.

Årgang 5, nr. 1,

2020 (s. 52-72).

18/36

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 258: Henvendelse af 14/4-21 fra Aktionsgruppen for Børns Velfærd anmodning om foretræde

Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale forhold (2014): Helhedsanalyse af det danske

adoptionssystem - de strukturelle rammer og tilsynet. Downloaded 01.03.2021 fra

https://im.dk/media/8253/helhedsanalyse-af-det-danske-adoptionssystem-de-strukturelle-rammer-

og-tilsynet.pdf

Nielsen, N., Vigild, P. & Adolphsen, C. (2017):

Retten til uddannelse. Når børn med handikap ikke går i skole.

Institut for Menneskerettigheder.

https://www.tv2east.dk/guldborgsund/sagsbehandlere-i-

guldborgsund-sender-brev-til-politikere-kaemper-med-stort-arbejdspres-og-hoeje-

sagsbunker?fbclid=IwAR0zGemP8KrEWdKiy4UaSJPChx7yC1dIQdY7NczZ-04JmUbO_zxK5RDvSlg

Ottesen, M.H., Andreasen, A.G., Dahl, K.M., Hestbæk, A., Lausten, M. & Rayce, S. B., (2018):

Børn og unge i

Danmark. Velfærd og trivsel.

SFI. Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.

Sievertsen, H.H. & De Montgomery, C.J. (2015):

Børn i lavindkomstfamilier.

SFI. Det Nationale

Forskningscenter for Velfærd.

Socialstyrelsen,

Barnets Reform,

2011. Downloaded d. 28.02.2021 fra

https://socialstyrelsen.dk/tvaergaende-omrader/sagsbehandling-born-og-unge/om-sagsbehandling-

born-og-unge/barnets-reform

Social- og Ældreministeriet (2021):

Regeringens udspil: Børnene Først. Et trygt hjem og flere rettigheder til

Udsatte børn.

Downloaded d. 28.02.2021 fra

https://www.uvm.dk/aktuelt/nyheder/uvm/2021/jan/210127-regeringen-nu-skal-boernene-foerst

Social- og Ældreministeriet (2021):

Socialpolitisk Redegørelse 2020.

Downloaded d. 28.02.2021 fra

https://sm.dk/media/19474/socialpolitisk_redegoerelse_2020_t.pdf

Østergaard, F. (2020):

Det virker som om nutidens politikere er historieløse.

Artikel i Finans.dk weekend d.

31.13.2020. Downloaded d. 28.02.2021 fra

https://finans.dk/weekend/ECE12507121/det-virker-som-

om-nutidens-politikere-er-helt-historieloese/?ctxref=ext

Vinnerljung, B. (1996):

Fosterbarn som vuxna.

Lund: Arkiv förlag.

VIVE rapport (2020):

Tidligere anbragte unge

–

18 år og på vej mod voksenlivet. Forløbsundersøgelse af

tidligere anbragte unge født i 1995.

Vide sråd for fore ggelse

: FAKTAARK Me tal su dhed og s gdo hos ør og u ge i aldere

24 år

– foreko st, udvikli g og fore ggelses uligheder

. ove er

Uddannelseshierarkiet set fra FGU-uddannelsens position

Af skoleleder for FGU FYN Odense, Vibeke Nørby Mouridsen

I august 2019 begyndte de første unge på den nye kompetencegivende Forberedende Grunduddannelse.

Målet var, at den forberedende grunduddannelse skulle have samme anerkendelse som de gymnasiale

uddannelser og erhvervsuddannelserne, men en ræs. 19kke barrierer står i vejen for dette.

Forberedende Grunduddannelse

(FGU) er den ny kompetencegivende uddannelse, som bygger ovenpå og

erstatter forskellige uddannelser og forberedende forløb så som Produktionsskolen, Erhvervsgrunduddan-

nelsen og Almen voksenuddannelse.

Den politiske baggrund for at etablere en ny uddannelse var, at for få unge gennemførte en ungdoms-

uddannelse, for mange unge havde ikke fodfæste på arbejdsmarkedet, og gruppen af unge uden for

ungdomsuddannelserne var for stor. Endvidere var den eksisterende viden om gruppen meget forskellig-

artede ungegruppe og indsatser for denne for ringe og med manglende sammenhæng og for høj kom-

pleksitet. De mange forskellige tilbud, indsatser, uddannelser og forløb ville noget forskelligt. Ungegruppen

har mange forskellige behov og vilkår, så kompleksitet i formål, målgruppe, indhold, økonomi mv var meget

stor

–

ønsket var at kunne finde en enkel model til at løse udfordringen for en meget forskelligartet gruppe

med meget forskelligartede vilkår og behov.

https://www.uvm.dk/forberedende-grunduddannelse

19/36

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 258: Henvendelse af 14/4-21 fra Aktionsgruppen for Børns Velfærd anmodning om foretræde

Ekspertgruppens intentioner

Derfor blev der i 2016 nedsat en ekspertgruppe, som havde til opgave at analysere og komme med

anbefalinger.

Jeg var med, da formanden for gruppen Stefan Hermann, fremlagde Ekspertgruppens

Bedre veje til e u gdo sudda else ved e høri g på Christia s org. Det fre gik, at de havde e

intention om, at denne meget forskelligartede ungegruppe havde behov for det bedste, og at arbejdet med

denne gruppe krævede de bedste lærere. Ekspertgruppens anbefalinger og udtalelser vidnede for mig om

en respekt for og anerkendelse af de unge i målgruppen. De havde værdi som andre unge, og nu skulle de

have bedre muligheder for en faglig, social og personlig udvikling mod et liv som andre unge og med høj

grad af indflydelse på uddannelsen. Samtidig fremgik det, at den nye uddannelse skulle have samme

anerkendelse som de gymnasiale uddannelser og erhvervsuddannelserne.

Ekspertgruppen havde også en holdning til betydningen af

uddannelse og ønskede, at vi i omverden var åbne for at se

uddannelse på en anden og ny måde til gavn for de unge

og for samfundet.

Ekspertgruppe lagde op til,

at man i politik og i praksis, i

lovgivning og pædagogisk virke revurderer betydningen af

uddannelse. Vi ønsker groft sagt, at langt flere unge i

målgruppen får mulighed for at få et ufaglært arbejde med

et uddannelsesperspektiv frem for en række uddannelses-

tilbud uden jobperspektiv. Arbejde handler ikke alene om

ikke at ligge de offentlige kasser til last, men om at virke i

et fællesskab, om at fremkalde sig selv i mødet med

kollegerne og opgaven, om at høre til og opleve det

meningsfuldt, at der er nogen, der på godt og ondt

forventer noget. Og det handler naturligvis også om

stoltheden ved at forsørge sig selv og være herre i eget liv.

Derfor betyder beskæftigelse og arbejde mere i vores

a efali ger, e d det gør i dag.

Endvidere skulle området afbureaukratiseres og stat og kommune indgå i et forpligtigende samspil:

Vores a efali ger lægger derfor op til,

at der skabes en betydelig parlamentarisk samling om en ny

rammelov og en bevillingsmæssig stabilitet på området. Der er tale om en ikke ubetydelig

afbureaukratisering. Dernæst, at staten og kommunerne finder hinanden i et forpligtende samspil, og at de

kelte ko

u er for alvor udvikler e sa

e hæ ge de politik og praksis for disse ålgrupper.

I overskrifter omhandlede anbefalingerne derudover overgang mellem grundskole og ungdomsuddannelse,

styrkelse af kvaliteten i FGU, samt bedre incitamentsstrukturer og ansvarsfordeling i forbindelse med de

unges uddannelsesforløb.

Ekspertgruppens intentioner og anbefalinger dannede baggrund for den FGU-lov af 29. maj 2018, som vi nu

har arbejdet under siden 1.8.2019.

Ligesom ungdomsuddannelserne

Alle unge er i en identitetsudvikling og har i denne proces behov for spejling og anerkendelse. Selvom FGU-

målgruppen rummer mange forskellige unge, er der generelt et særligt behov for at blive anerkendt, og for

mange FGU-u

ge er det vigtigere at være ligeso e d forskellig fra . Ma ge har i de FGU været

forskellig fra og er l.a. på FGU på gru d af dette. Følge de er ekse pler på, hvad de u ge adskiller sig

med i forhold til det, de oplever, som det efterstræbelsesværdige normale: Ordblindhed, psykisk sårbarhed

med fx social angst, manglende kammeratskab, ensomhed, baggrund i et hjem med sociale problemer,

manglende skolegang, specialklasselev, anbragt uden for hjemmet, svært ved dansk og matematik osv.

Unge vil generelt gerne i uddannelse og få et job for dermed at kunne klare sig selv. Som naboen eller

hende den unge, de gik i folkeskole med, vil FGU-eleve

ger e ku e sige: Jeg er i udda else . Boglige

https://www.regeringen.dk/media/3014/bedre-veje-til-en-ungdomsuddannelse-rapport-digital-version-01.pdf

20/36

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 258: Henvendelse af 14/4-21 fra Aktionsgruppen for Børns Velfærd anmodning om foretræde

uddannelser som gymnasiet eller hf rangerer stadig højest i ungdomsuddannelseshierarkiet. Der er gjort

utroligt meget de sidste år for, at erhvervsuddannelserne bliver mere eftertragtet, undervisningsforløb er

opkvalificeret, og der er satset på elevernes sociale liv og personlige støtteordninger på erhvervsuddan-

nelsen, i samarbejde med bl.a. kommunen. Men søgningen er ikke fulgt med, og bl.a. hos tosprogede

familier er der rigtig mange eksempler på store uddannelsesambitioner som fx læge eller advokat.

Ambitioner som ikke harmonerer med de kompetencer, kvalifikationer og vilkår den unge har og det disse

længere varende uddannelser kræver både fagligt, personligtog socialt.

Bare det, at FGU er et nyt navn forskelligt fra Produktionsskole, har givet uddannelsen en god

a erke delsesstart, ligeso det faktu , at ordet udda else i dgår i av et.

Interessant er det, at AGU-sporet

(det ene af de tre forskellige spor, jævnfør hosstående illustration) med

2/3 teori lige fra start blev eftertragtet for de tosprogede, som før gik på VUC. Både kommunens og FGUs

vejledningsindsats for at få de unge til at vælge PGU og EGU med 2/3 praksis eller praktik er endnu ikke

lykkedes tilstrækkeligt.

De unge og deres forældre, som mener, at man lærer ved at få traditionel tavleundervisning inkl. prøver, er

en udfordring i FGUs arbejde med at adskille sig positivt i forhold til pædagogik, didaktik og dannelse. Det

kræver, ligesom med erhvervsuddannelserne, en stor indsats at få unge og deres forældre overbevist om

nye helhedsorienterede læringsformer, som folkeskolen mange steder også arbejder efter.

Forskellig fra de traditionelle ungdomsuddannelser

FGU er 65 % kommunal finansieret. Det ved den unge ikke, men det giver en anden kommunal opmærk-

somhed, end hvis FGU havde været helt statsfinansieret som de øvrige ungdomsuddannelser. Intentionen

med den kommunale medfinansiering er at begrænse målgruppen for FGU. Det er nævnt, at jo bedre

folkeskolen er, jo mindre behov bliver der for FGU og derved en mindre udgift for kommunen. Hvis ønsket

om at ligestille unge i ungdomsuddannelserne var en intention, finder skævvridningen allerede sted i

finansieringen og i den ydelse, de unge får.

AGU har 2/3 teori, hvor PGU har 1/3 og er mere praksisorienteret

21/36

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 258: Henvendelse af 14/4-21 fra Aktionsgruppen for Børns Velfærd anmodning om foretræde

Der opleves udfordringer i kommunernes varetagelse af deres forpligtelse, idet nogle kommuner stadig har

alternative tilbud til FGU. Det er uvist, om disse tilbud eksisterer, fordi FGU ikke kan dække hele den

forskelligartede målgruppe, eller af økonomiske årsager, da de måske er billigere alternativer. Men det er

en kendsgerning/et faktum, at det flere steder er svært at få kommunen til at give yderligere støtte til de

FGU-elever, der har behov for det.

Politisk blev det aftalt, at FGU er med skoleydelse og ikke SU. SU/statens uddannelsesstøtte udbetales efter

a søg i g direkte til odtager e. Dog ka udda elsesstedet stoppe SU’e , hvis de erklærer de

pågældende studieinaktiv. Skoleydelse betales også af staten, men administreres af FGU-institutionen. Den

unges fravær skal registreres af det pædagogiske personale og modregnes i skoleleydelsen, helt ned til 30

minutters ikke lovligt fravær. For mig er det en væsentlig forskellighed fra de andre ungdomsuddannelsern,

som negativt forskelsbehandler de unge, og samtidig kræver et tungt bureaukrati, som det pædagogiske

personale på FGU skal bruge tid på. Ved SU er der også mulighed for at stoppe forløb, hvis der er for lidt

fremmøde og aktivitet, så for mig er skoleydelse til FGU-unge ikke nødvendigt. Motivation for deltagelse

kræver ikke en økonomisk pegefinger. Mange unge har også en stram økonomi og er dybt afhængig af

deres ydelse. At det pædagogiske personale har direkte indflydelse på den unges økonomi, giver en anden

relationen mellem FGU-lærer og elev end tilsvarende på STX eller erhvervsuddannelse. Økonomi og

myndighed er ikke befordrende for en tillidsfuld relation, som skal føre til den unges afklaring, motivation,

udvikling og læring.

Omtalen og behandlingen af FGU og uddannelsens elever

De unge på FGU er stærke unge, som tager imod en nyetableret uddannelse. Under coronaen blev det

esluttet at sår are ikke skulle hje se des ed ødu dervis i g, og her var FGU e del af de gruppe.

Det affødte følgende reaktion fra en ung:

Jeg er helt or al . Hvorfor skal vi sættes i e oks so sår are u ge?

FGU står for Forberedende Grunduddannelse og er en skole, man kommer til, hvis man har brug for et skub i

den rigtige retning, og det betyder ikke, at de elever, som går på FGU, er sårbare unge. Jeg går på FGU, fordi

jeg mangler lidt på karakterfronten, for at jeg kan komme videre på HF. Andre går på FGU, fordi de gerne vil

videre på STX eller erhvervsudda elser.

Børne- og Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz Theil blev mødt med drøftelsen af ovenstående fra

FGU-uddannelserne, inkl. Uddannelsesforbundet og elevorganisationen Modstrøm, og konklusionen blev,

at FGU-eleverne også skulle hjemsendes. Ministeren anerkendte synspunktet om ikke at anvende

betegnelse

sår are for e hel u gegruppe på FGU. Ma ge u ge på FGU har ehov for og får særlige

individuelle, mere fysiske forløb under Corona-nedlukningen. Pointen her er, at vi som samfund skal være

opmærksom på, hvordan vi omtaler unge og denne gruppe unge har i særlig grad brug for at blive

anerkendt og omtalt positivt frem for at blive stigmatiseret.

FGUs mulighed for at blive et nyt afsæt videre

FGU har muligheden for at give unge et godt afsæt videre i livet. FGU-unge har ligesom unge på højskole og

udlandsophold behov for samfundets anerkendelse, og som sagt tidligere endnu mere, på grund af deres

vilkår og opvækst.

FGU kan være med til at bevise, at afklaring, læring og styrkelse af selvværd og selvtillid kan opnås gennem

et anderledes uddannelsesforløb. Internt og eksternt skal FGU have lov til at individuelle planer for den

unge netop giver lige det, den unge har behov for, og det kan være forskelligt fra den skolastiske tilgang i

mængde, form og indhold, som meget af den akademiske skoleverden ellers besidder.

Uddannelsen er ny, og det er helt naturligt, at vi på uddannelserne først nu efter etablering kan evaluere og

komme med forslag til forbedringer. Her vil det være væsentligt for at nå flest muligt i den brede FGU-

målgruppe, at uddannelsens mål- og rammestyring

–

læreplanerne, de faglige temaers identitet og formål,

faglige mål, indhold og prøvekrav, i samspil med de didaktiske principper og kravene til den faglige

dokumentation og evaluering

–

kan gøres enklere og mere frie, så de ikke er en barriere for, at flest

muligt profiterer af FGU og får afsættet til videre uddannelse.

FGU er et eksempel på hvor vigtigt det er, at vi som samfund anerkender vigtigheden af, at vores diversitet

som mennesker gør vores samfund stærkt. At vi ved respekt og anerkendelse for forskellighed i

22/36

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 258: Henvendelse af 14/4-21 fra Aktionsgruppen for Børns Velfærd anmodning om foretræde

kvalifikationer, kompetencer, vilkår og personligheder kan lære af hinanden og udvikle os fagligt og

personligt. Og ikke mindst at vi har behov for alle typer kompetencer og kvalifikationer og læringsstile

–

gøre op med det hierarki, vi har haft for længe, om at det akademiske og åndens arbejde er bedst.

Kommunernes brug af private konsulenter i sociale sager

Af cand.jur., studielektor Søren Blæsbjerg,

Den socialretlige forskningsgruppe ved Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, AAU

Som led i tilsynet med kommunernes overholdelse af lovgivningen har

Ankestyrelsen i juni 2020 afsluttet en generel undersøgelse af

kommunernes anvendelse af private konsulenter til løsning af

opgaver på det sociale område. Som opfølgning på den generelle

undersøgelse har Ankestyrelsen i januar 2021 færdiggjort under-

søgelsen af de 30 kommuner, som inddrog private konsulenter i

sagsbehandlingen på det sociale område. I artiklen gennemgås og

diskuteres undersøgelsens resultater.

Ankestyrelsens konklusion på undersøgelsen var, at 11 kommuner havde handlet i strid med lovgivningen

ved at lade et ko sule tfir a, der lev aflø et efter o-cure-no-pa

-princippet, udføre sagsforberedelse

i afgørelsessager.

I Altingets dækning af sagerne blev konsule

ter e o talt so

esparelsesko sule ter , idet for ålet

konsulenternes ydelser blandt andet var at finde besparelser på det sociale område.

Saglige økonomiske hensyn i sagsbehandlingen er lovligt

–

inhabilitet er ikke

Det skal indledningsvist slås fast, at det fremgår af servicelovens § 1, stk. 3, at afgørelse efter loven

(serviceloven) skal ske på baggrund af faglige og økonomiske hensyn. Da denne bestemmelse blev indført i

2012 var baggrunden et ønske om at præcisere, at der skal indgå (lovlige) økonomiske hensyn. Dette var

dog ikke noget nyt, idet forpligtelsen til at handle økonomisk forsvarligt allerede var gældende.

Det er således ikke ulovligt, tværtimod, at handle økonomisk forsvarligt.

I denne forbindelse er det dog vigtigt at gøre opmærksom på, at der kun må indgå lovlige økonomiske

hensyn. Det vil eksempelvis sige, at kommunen skal vælge det billigste tilbud, hvis der er to lige egnede

tilbud, som kan opfylde formålet med den hjælp der er bevilget.

Det vil derimod være ulovligt at reducere i hjælpen eller give et afslag alene på grund af besparelser eller

økonomiske hensyn. Der kan eksempelvis henvises til Ombudsmandens undersøgelse af Odense

Kommunes børnesager i 2015, hvor det fremgår af undersøgelsen, at der skulle lukkes 20 % af kommunens

sager, hvor der var bevilget forebyggende foranstaltninger

–

alene begrundet i et ønske om

besparelser/budgetoverholdelse. Det er klart ulovligt, og Ombudsmanden noterede sig, at Odense

Kommune havde erkendt de meget alvorlige fejl og trukket alle relevante afgørelser tilbage.

Dén sag er beskrevet i nyhed af 13. oktober 2015 på Ombudsmandens hjemmeside

. Om en nærmere

gennemgang af reglerne omkring af inddragelse af økonomiske hensyn kan der i øvrigt henvises til

Ugeskrift

https://ast.dk/nyheder/nyheder/nyheder-2021/ankestyrelsen-har-afsluttet-sin-undersogelse-af-kommuners-brug-

af-private-konsulenter-pa-det-sociale-omrade

Se sagens dokumenter her:

https://www.ombudsmanden.dk/find/nyheder/alle/ombudsmanden_afslutter_odense-

sag/

23/36

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 258: Henvendelse af 14/4-21 fra Aktionsgruppen for Børns Velfærd anmodning om foretræde

for Retsvæsen

U2012B.419, hvor Trine Schultz og John Klausen gennemgår reglerne i artiklen

Servi e iveau og øko o iske he s

At formålet med anvendelsen af de private konsulenter i de sager, Ankestyrelsen har undersøgt, blandt var

at finde besparelser, kan læses direkte i de kontrakter, som kommunerne har indgået med de respektive

konsulenthuse.

Det fremgår eksempelvis af en kontrakt, at

Parter e er e ige o at i dgå et sa ar ejde, hvor

[konsulenten] skal foretage en juridisk, faglig og økonomisk gennemgang af en række af Kommunens sager

inden for handicap og psykiatri med henblik på en kvalificering og effektivisering af sagsbehandlingen,

herunder via samarbejde med de udførende enheder. Hensigten med samarbejdet er, at Kommunen skal

opnå en økonomisk besparelse, højne det faglige niveau, samt tilpasse serviceniveauet i overensstemmelse

ed gælde de praksis.

I flere af kommunerne var de private konsulenter resultatlønnede, hvilket skabte en række umiddelbare

juridiske problemer med habilitet

–

der må således antages at være en nærliggende risiko for, at de private

konsulenter ikke kan foretage en uvildig vurdering, hvis de alene bliver honoreret, hvis de kan finde

besparelser.

Det fremgår af en af disse kommuners kontrakter, at [min tilføjelse med fed]

[konsulenthuset]

arbejder ud

fra en særlig betalingmodel (et no-cure-no-pay-princip), således at

[konsulenthusets]

samlede honorar for

ydelserne A-E i punkt 3 ikke overstiger den økonomiske besparelse, som Kommunen har opnået eller vil

kunne opnå ved at følge

[konsulenthusets]

anbefalinger/tiltag i relation til de af

[konsulenthusets]

eha dlede sager .

Der er således en tydelig økonomisk interesse i de private konsulenters arbejde, når de som her aflønnes

efter princippet om no-cure-no-pay, og det må derfor antages, at der er en nærliggende risiko for at det

påvirker de faglige vurderinger m.v.

Indholdet af ydelsen af beskrevet forskelligt i de enkelte kontrakter, men det fremgår tydeligt af hver af

kontrakterne, at ydelsen indeholder konkrete vurderinger af borgersager. Eksempelvis her, hvor det

fremgår af kontakten, at ydelsen er en

juridisk, faglig og øko o isk ge e ga g af udvalgte, ko krete

sager inden for handicap og psykiatri

ed he lik på e effektiviseri g og kvalifi eri g heraf.

Det er ikke i sig selv er ulovligt at inddrage eksterne konsulenter i

forbindelse med det sagsforberedende arbejde. Det har Ombuds-

manden slået fast i to forskellige udtalelser, hhv. 2013-9 og 2016-58.

Det fremgår ligeledes af Ankestyrelsens generelle udtalelse, der

referer til Ombudsmandens udtalelse 2013-9. Der gælder imidlertid

en række krav, hvis der indgås et samarbejde om hjælp til det

sagsforberedende arbejde, nemlig at



Konsulentfirmaet skal have den nødvendige faglige ekspertise, og der må ikke være

interessekonflikter

Offentligretlige regler og grundsætninger, herunder eksempelvis spørgsmålet om inhabilitet og

kravet om saglig forvaltning, skal overholdes

Der skal være sikkerhed for, at der ikke i realiteten er delegeret afgørelseskompetence til

konsulentfirmaet

Kommunen skal foretage kvalitetssikring og selvstændig vurdering af sagerne

Hvornår er en sag (ikke) en afgørelsessag

Ankestyrelsens undersøgelse omhandler sagsforberedende arbejde i afgørelsessager.

Det er ikke åbenbart, hvornår der er tale om en afgørelsessag eller ej. Det er klart, at hvis det vedrører en

sag, hvor der træffes afgørelse af kommunen, vil det være en afgørelsessag. Det vil eksempelvis være

tilfældet, hvis en borger får en afgørelse om ændring af hjælpen/ydelsen.

https://vbn.aau.dk/da/publications/serviceniveau-og-%C3%B8konomiske-hensyn

24/36

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 258: Henvendelse af 14/4-21 fra Aktionsgruppen for Børns Velfærd anmodning om foretræde

Hvis en borger eksempelvis bor på et midlertidigt botilbud er det en afgørelsessag, hvis hjælpen ændres

væsentligt (hvilket følger af servicelovens § 3, stk. 2). Det vil sige, at ikke-væsentlige ændringer ikke anses

som afgørelsessager.

Det fremgår ikke tydeligt, hvornår hjælpen anses som at være ændret væsentligt, men i vejledningen til

serviceloven nævnes som eksempel den situation, hvor en ydelse flyttes fra et tidspunkt til et andet, dvs.

eksempelvis fysioterapi flyttes fra om morgenen til om eftermiddagen. Det vil være en uvæsentlig ændring,

som ikke kræver iagttagelse af forvaltningslovens sagsbehandlingsregler om f.eks. begrundelse og

partshøring.

Omvendt må det antages, at ændringer i omfanget af ydelserne må anses som afgørelsessager, hvilket

betyder, at forvaltningslovens regler finder anvendelse. Det kan eksempelvis være, hvis en borger

udvisiteres fra et midlertidigt botilbud, eller en borger ikke længere får samme hjælp som før ændringen.

Udvælgelsen af sagerne

En anden problematik er den enkelte kommunes udvælgelse af de sager, konsulenterne ønskes inddraget i.

Når sagerne skal udvælges, skal kommunen leve op til helt grundlæggende regler om saglig forvaltning

eller ’for uddet od agtfordrej i g’ . Det vil sige, at ko

u er e ikke å i ddrage usaglige he s , år

sagerne skal udvælges.

Dette krav står i modstrid til formålet med anvendelsen af de private konsulenter, idet det direkte fremgår

af kontrakterne, at formålet er at finde besparelser. Dette er særligt tydeligt i de sager, hvor konsulenterne

honoreres efter no-cure-no-pay, da denne betalingsmodel i sig selv indebærer et økonomisk incitament.

Rene økonomiske hensyn er usaglige hensyn, hvis det står alene i udvælgelsen af sagerne, og det vil derfor

være i strid med kravet om saglig forvaltning (eller forbuddet mod magtfordrejning), hvis kommunerne

ale e har udvalgt sager, der har et esparelsespote tiale . A kest relse s es ikke at have u dersøgt

dette forhold nærmere, idet undersøgelsen primært har rettet sig mod de forvaltningsretlige krav der stilles

til opgaveudførerens opgavevaretagelse.

Hvad med de retssikkerhedsmæssige konsekvenser for borgerne

Der findes ikke en entydig retssikkerhedsdefinition, men jeg tager udgangspunkt i definitionen, som er

formuleret af Lars Nordskov Nielsen i 1991, hvor han fremhæver, at den resultatorienterede retssikkerhed

omhandler det, at borgerne får de ydelser, som de er berettiget til, og samtidigt ikke udsættes for pligter,

der ikke er hjemmel til.

Med brugen af resultatlønnede konsulenter er der efter min vurdering en klar risiko for, at de allersvageste

borgere i samfundet ikke får den hjælp, de er berettiget til.

Et andet eksempel på, at borgerne risikerer ikke at få de ydelser, de er berettiget til, fremgår af

omgørelsesprocenterne, som taler deres tydelige sprog

–

på voksenhandicapområdet var

omgørelsesprocenten i 2019 på landsplan 46 % - det vil sige, at ca. halvdelen af alle sager, der blev påklaget

til Ankestyrelsen, havde så væsentlige mangler, at sagen enten ændres eller hjemvises. En hjemvisning

betyder, at kommunen skal se på sagen igen, eksempelvis fordi der mangler oplysninger.

Hvis kommunerne samtidig bruger de resultatlønnede

ko sule ter til at gå til ka te , så et der det

konkret,

at der er en markant risiko for, at borgerne ikke får den

hjælp, som de er berettiget til, og der er efter min

vurdering således et stort retssikkerhedsmæssigt problem.

Herudover er det i alle tilfælde et retssikkerhedsmæssigt

problem, hvis de processuelle regler i forvaltningsloven

–

spillereglerne for god sagsbehandling

–

ikke iagttages i

afgørelsessagerne, da formålet med disse regler netop er

at opnå den resultatorienterede retssikkerhed. Nemlig at

borgerne får den hjælp, som de er berettiget til.

25/36

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 258: Henvendelse af 14/4-21 fra Aktionsgruppen for Børns Velfærd anmodning om foretræde

Det sidste spørgsmål som kan være relevant at rejse, er, hvorfor er der ikke en sagsbehandler eller en leder,

der har sagt fra? Denne praksis har stået på i flere år, uden at sagsbehandlerne eller lederne har sagt så

tydeligt fra, at den ulovlige praksis er blevet stoppet.

Efter min vurdering er det klart ulovligt, og derfor har sagsbehandlerne en forpligtelse til at sige fra. Helt

grundlæggende er inhabilitetsreglerne overtrådt, kravet om saglig forvaltning (magtfordrejningslæren) er i

bedste fald udfordret, og der er efter min vurdering nærliggende risiko for, at de socialfaglige vurderinger

bliver presset af usaglige/ulovlige økonomiske hensyn.

Dansk Socialrådgiverforening har i en undersøgelse spurgt deres medlemmer, om medlemmerne bliver

presset af økonomiske hensyn. Ifølge et opslag på Socialrådgiverforeningens Facebook-side d. 1. februar

2021 udtaler næstformanden, at 70 procent af medlemmerne siger, at økonomiske hensyn står i vejen for

at iværksætte den fagligt korrekte foranstaltning.

Kan kommunerne løfte myndighedsopgaven på det sociale område

Afslutningsvist kan det være relevant at overveje, om kommunerne i det hele taget er gearet til at løfte

myndighedsopgaven på det sociale område.

Der findes ikke en nem, nærliggende løsning. Det er afgørende, at der findes en langsigtet og velovervejet

løsning, hvilket ikke nødvendigvis er at flytte myndighedsansvaret fra kommunerne

–

men omvendt kan det

heller ikke afvises, at det kan være relevant.

Netop dette skal behandles i Folketinget som følge af et borgerforslag

, men uanset udfaldet af denne

afstemning er spørgsmålet sat til debat. Herlev Kommunes socialdemokratiske borgmester, Thomas Gyldal

Petersen, har således

–

i forlængelse af at borgerforslaget nu skal til behandling

–

udtalt, at han personligt

synes, at diskussionen om det specialiserede socialområde er værd at tage igen (Politiken, den 21. februar

2021).

I interviewet understreger borgmesteren, at det for ham ikke er afgørende, at det specialiserede

socialområde ligger i kommunal regi. På avisens spørgsmål, om han er enig med flertallet af sine

borgmesterkolleger i KL, siger han:

Nej. Men jeg er også borgmester i en mindre kommune, og det er klart,

at hvis man er borgmester i en meget stor kommune, som har mulighed for at agere som et mindre amt, så

er man i en anden situation. Men jeg er ikke optaget af, om det er kommunalt eller ej. Jeg er optaget, at

borgerne får det bedste afsæt.

Det bliver spændende at følge, hvad der sker fremadrettet

–

noget skal der i hvert fald ske!

De udviklingshandicappede har altid været hægtet af

Anmeldelse af Birgit Kirkebæk og Iver Hornemann Møller: Afhægtet.

Mennesker med udviklingshandicap og deres levevilkår.

Samfundslitteratur, 2020

Af Preben Etwil, cand.polit., fhv. kontorchef i Danmarks Statistik, formand for

Frivilligcenter Rudersdal

Birgit Kirkebæk og Ivar Hornemann Møller har skrevet en lille hårrejsende

bog om hvordan de udviklings-handicappede i fortid og nutid er blevet

hægtet af den almindelige samfundsudvikling. De færreste mennesker har

viden om, eller bare minimalt indblik i, de institutionelle og politiske forhold,

der hersker inden for dette væsentlige socialpolitiske område. De

udviklingshandicappede, der tidligere også blev kaldt åndsvage eller idioter,

er i bogstavelig forstand gemt af vejen. Historisk såvel som i samtiden.

https://www.borgerforslag.dk/se-og-stoet-forslag/?Id=FT-05276

26/36

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 258: Henvendelse af 14/4-21 fra Aktionsgruppen for Børns Velfærd anmodning om foretræde

Derfor er Birgit Kirkebæk og Iver Hornemann Møllers bog et nødvendigt wake-up-call, for alle der går i den

naive forestilling, at vores velfærdssamfund tager hånd om alle, der har hjælp behov. For det er ingenlunde

tilfældet

–

og har aldrig været det.

Læs bogen og få revideret din egen opfattelse!

Bogen består af 9 små kapiler, der på sæt og vis giver et godt både historisk og aktuelt indblik i de

udviklingshandicappedes leve- og livsvilkår. Især de historiske afsnit er sine steder både gruopvækkende og

hjerteskærende læsning, men nutidige problematikker går nu heller ikke i bogen alle steder ram forbi.

Navngivningen af de enkelte kapitler er meget dækkende.

Kapitel 1:

”Mennesker

med udviklingshandicap og deres levevilkår

–

en oversigt”

sætter de forløbs- og

begrebsmæssige rammer for bogens øvrige kapitler.

Kapitel 2:

”Den

historiske baggrund”

giver en glimrende gennemgang af hovedlinjerne i de udviklings-

handicappedes historie hele 500 år tilbage

–

naturligvis med hovedvægt på tiden fra slutningen af 1800-

tallet og frem. Det er som tidligere nævnt: Hårrejsende.

Fra midten af 1800-tallet påbegyndes den såkaldte anstaltsopbygning for mennesker med handicap med

primær fokus på omsorg, dvs. mad, tøj og spise, men ingen personlig læring eller udvikling, da man

betragtes som færdigbehandlet qua diagnosen. I 1855 bliver den første åndssvageanstalt Gamle Bakkehus

på Frederiksberg indviet. Al forsorg på dette tidspunkt er overladt til frivillig og privat veldædighed

–

mest

af alt fra de pårørende.

I 1891 fik Danmark sin første socialreform, der medførte en del forbedringer til de udviklingshandicappede,

som i tidens sprog hed idioter eller åndssvage. Hjælp kunne nu modtages i hjemmet eller på anstalter, som

staten overtog en væsentlig del af udgifterne til.

Sideløbende med denne udvikling blev der lovgivningsmæssigt åbnet op for tvangsdeportation af

udviklingshandicappede til ø-anstalter med livslang kontrol og indespærring.

Kapitel 3:

”Sterilisationslove

og begyndende modsvar”

beskriver, at mennesker med et udviklingshandicap

ed ra eh giej e s euge ikke s i dtog i

’er e lev et større sa fu ds æssigt pro le e d

tidligere, fordi mange ledende fagfolk og politikere mente, at de var arvemæssigt farlige for det danske

samfund, og der kom i de følgende år lovgivningsmæssige initiativer til at gennemføre tvangssteriliseringer.

Interessant i denne sammenhæng er, at den i andre sammenhænge højt besungne socialreform af 1933

blev omgivet af en række racehygiejniske love, der primært sigtede på at begrænse de udviklings-

handicappedes livs- og levevilkår.

I flæng skal nævnes Forsorgsloven af 1933 og de

steriliseringslove, der løbende blev strammet i

perioden 1929-35. Disse love vandt støtte fra samtlige

partier på Rigsdagen

–

især socialministeren i denne

periode, juristen og socialdemokraten K.K. Steincke

(1880-1963). Kun enkelte medlemmer af Rigsdagen

stemte i mod. De udviklingshandicappede blev nemlig

over en bred kam betragtet som farlige, og i 1934 blev

det faktisk lovliggjort at tvangssterilisere dem. Denne

lov blev først afskaffet i 1967, efter at ca. 11.000

udviklings-handicappede personer var blevet ramt af

lovens lange kniv.

Som om dette ikke var nok, blev ægteskabsindgåelse i 1938 blev betinget af, at de udviklingshandicappede

var steriliseret. Denne lov blev først ophævet i 1989.

Mindre kredse af personer, der virkelig havde indsigt i forholdene på åndsvaganstalterne og i familie-

anbringelserne, gjorde i stigende grad deres kritik af de dårlige leveforhold for åndsvage gældende offent-

ligt. Bla dt a det lev forældrefore i ge La dsfore i ge for Ev esvages Vel i dag LEV oprettet i

1952. Men også fagfolk med faktuel indsigt i de handicappedes livsvilkår begyndte at blande sig i den

27/36

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 258: Henvendelse af 14/4-21 fra Aktionsgruppen for Børns Velfærd anmodning om foretræde

offentlige debat. På det politiske plan begyndte Socialdemokratiet, trods indre spild, også at frigøre sig af

Steinckes fjendtlige holdninger til samfundets svageste. Dem som han bl.a. kaldte undermålere. Også i Det

Konservative Folkepartis socialt orienterede urbane fløj var der kræfter, der ønskede et opgør med

Forsorgsloven af 1933. Til gengæld vidste man, hvor Venstre stod. De var imod enhver forbedring, da det

angiveligt ville koste penge at forbedre de udviklingshæmmedes levevilkår.

Kritikken af de eksisterende forhold for de udviklingshandicappede forplantede sig gradvist til hele det

politiske iveau, ed e gradvis drej i g od e

or aliseri gshold i g , der gik ud på at give de

handicappede så normalt et liv som muligt, hvilket indebar, at man skulle betragte handicappede som

personer, der rummede muligheder for tilpasning og integration. De skulle ikke bare anbringes.

I 1953 fik socialminister Johan Strøm (S) Socialdemokratiets opbakning til, efter opfordring fra bl.a. LEV, at

iværksætte et kommissionsarbejde til behandling af de udviklingshandicappedes problemer. Dens

betænkning blev grundlaget for etableringen af Åndsvagloven af 1959. En lov der tog et opgør med de store

og lukkede anstalter og foreslog et institutionsliv langt tættere på de øvrige samfund.

Kapitel 4: ”Normalisering

og begyndende forringelser”

viser hvorda

’er e lev det årti, hvor

Å dsvaglove af

lev realiseret og fik i dfriet a ge af LEV’s ø sker. Me det viste sig også svært

gennemførligt at indfri ønskerne om at bringe gamle disciplineringsmetoder til ophør, såsom slag, fiksering

og isolering i celler. Det blev heller ikke lettere, da LEV blev genstand for en intern splittelse mellem en

aktivistisk og tilpasningsvillig rolle.

I 1977 udsendte Socialministeriet et nyt cirkulære om magtanvendelse, der betød, at fiksering

(fastspænding), tvungen medicinering (farmakologisk tvang) og placering i lukket afdeling kun kunne

anvendes som absolut sidste udvej. Fysisk magtanvendelse, isolation, korporlig afstraffelse og

nedværdigende behandling blev helt forbudt. Hvordan sammenhængen mellem lovgivning og praksis var,

siges der ikke meget om i bogen. Kun at der året efter forelå en ombudsmandsundersøgelse af forholdene

på Ebberødgård, der godt kunne indikere, at praksis haltede gevaldigt efter cirkulæret.

Efter

’er es so ialrefor og i dførelse af ista dslove i

, lev Å dsvagforsorge i

fl ttet

ud fra statsligt til amtskommunalt regi. I samme forbindelse fik alle børn, uanset deres handicap, ret og

pligt til undervisning.

Først i 1992 bliver de udviklingshandicappedes egen interesseorganisation, Udviklingshæmmedes

Landsforbund (ULF), dannet.

I den Sociale Servicelov af 1998 bliver der givet en række positive tiltag til mennesker med både fysisk og

psykisk handicap. Men i praksis bliver mange af disse forbedringer delvist bremset af økonomiske begræns-

ninger, da den offentlige besparelsespolitik sætter de reelle rammer for den faktiske udvikling. Alligevel

må det erkendes, at der i de sidste årtier af 1900-tallet skete en række væsentlige forbedringer af de

udviklingshandicappedes levevilkår.

Kapitel 5:

”Det

21. århundrede”

fortæller i kort form om udviklingen inden for de udviklingshæmmedes

rækker i det første dusin år af det nye årtusinde. Nedlæggelsen i 2007 af amterne og udlægningen af social-

politikken til kommunerne har betydet en hel del forringelser for de udviklingshandicappede. De udviklings-

handicappede har helt generelt måttet betale prisen for den neo-liberale aktiveringspolitik, som perioden

har været domineret af. Stærkest har dette kunnet mærkes ved tildeling af førtidspensioner, hvor antallet

af bevillinger i denne periode styrtdykkede. Mange mennesker med udviklingshandicap kom i udsigtsløse

ressourceforløb, især undervisningsforløb, uden noget begrundet håb om at nærme sig det egentlige

arbejdsmarked.

Kapitel 6:

”De

udviklingshandicappedes levevilkår i dag

–

område for område”

gennemgår 11 levevilkårs-

områder, så som indkomst og formue, boligforhold, faglig organisering, familiiie, venner og bekendte,

fritidsaktiviteter med flere. De viser alle, at de udviklingshandicappede er sakket bagud i forhold til resten

af samfundet.

Kapitel 7:

”Hvad

kan der gøres?”

oplyser, at der i Danmark er omkring 50.000 udviklingshandicappede, og

selv når man tæller de pårørende med udgør de en meget lille befolknings- og pressionsgruppe. De har

brug for politisk støtte udefra, hvis de skal gøre sig håb om at kunne forbedre levevilkårene for de

udviklingshæmmede.

28/36

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 258: Henvendelse af 14/4-21 fra Aktionsgruppen for Børns Velfærd anmodning om foretræde

Det er ikke kun et spørgsmål om det er staten eller kommunerne, der er ansvarlige for handicapområdet.

Det er i allerhøjeste grad det politiske flertals indstilling til de udviklingshæmmede, der afgør sagen. Men

begge steder

–

i staten og kommunerne

–

er økonomidagsordnen den altdominerende og aktiverings-

dagsordnen den direkte skadelige. Der er derfor et udtalt behov for, at LEV og ULF sammen med de

professionsfaglige organisationer inden for området får råbt politikerne op. Det være sig i staten eller

kommunerne.

Kapitel : ”Solidaritet”

spørger bogen læserne, hvorfor mennesker med udviklingshandicap har dårligere

levevilkår end resten af befolkningen. Bogen svarer selv: manglende solidaritet.

Ringeagten fra det offentliges side har været tydelig og synlig både retsligt og værdimæssigt. En af

grundene har været, at hensynet til de

virkelige

svage aldrig har spillet den store rolle for hverken klasse-

organisationerne eller de magtfulde politiske partier.

Derfor er det også de sociale bevægelser selv, der skal kæmpe kampen for at genopdage den magt, der

ligger gemt i humanistiske tankesæt, og kræfter nedefra, der insisterer på alle menneskers ret til

anerkendelse og ligeværdig behandling. Kampen gælder om at gøre op med den udsigtsløse aktiverings-

politik og oget for oget

-princip.

Kapitel : ”Svenske

tilstande og kampen for de afhægtede”

afslutter denne lille opsang af en bog. Bogens

forfattere mener, at der er ret mange elementer fra den svenske udviklingshandicappolitik, som danske

politikere og myndigheder kunne lære meget af. Man kunne begynde med at nedsætte en kommission, der

skal fokusere på alle menneskers ret til at leve et normalt liv og på samfundets forpligtigelse til at arbejde

for mestringsstrategier, der kan kompensere for et givent handicap.

Det var da et sted at starte!

Som det fremgår af ovenstående, er der her tale om en bog, hvor en relativ lille og ofte bortgemt gruppe,

kommer til orde.

Det vil sikkert chokere de fleste læsere, hvor ringe, trods mange forbedringer, det stadig står til med de

udviklingshandicappedes levevilkår.

Så herfra skal blot lyde: Godt brølt, løve og løvinde!

P.S.

Bogen er oplagt som pensum på alle landets pædagogiske, sundheds- og socialfaglige uddannelser

–

og en

foræring til underviserne, da hvert kapitel afsluttes med spørgsmål til læserens egen refleksion og med

forslag til supplerende litteratur.

… da det aa a tages, at hu vil fortsætte ed sit aso iale Liv,

maa det anbefales, at hun inddrages under Aandssvageforsorg

Som Preben Etwil beskriver det i omtalen af Birte Kirkebæks og Iver Hornemann Møllers bog Afhægtet var

det også i redaktionen både hårrejsende og hjerteskærende, at politikerne indtil for bare lige godt 30 år

siden fandt det foreneligt med deres menneske- og samfundssyn at forlange, at mennesker med udviklings-

handicap blev steriliseret, hvis de ønskede at blive gift.

–

Nina von Hielmcrone

har været i arkiverne.

Et illustrativt eksempel på de vidtgående konsekvenser for mennesker, der blev rubriceret som åndssvage,

og på myndighedernes syn på især kvinder, er en højesteretsdom fra 1945, offentliggjort i Ugeskrift for

Retsvæsen 1945. s.245/2.

Hun var moralsk defekt, men arbejdsevnen var ret så god

En kvinde anlagde et erstatningssøgsmål mod Østifternes Åndssvageanstalt og en afdelingslæge, der havde

afgivet erklæring om, at hun var åndssvag

lettere grad med en Intelligenskvotient på 75. Ved senere

lægeundersøgelser fandt man frem til, at hun ikke var åndssvag, hvilket Retslægerådet til sidst bekræftede.

29/36

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 258: Henvendelse af 14/4-21 fra Aktionsgruppen for Børns Velfærd anmodning om foretræde

Kvinden var i 1938, da hun var 22 år, tiltalt for overtrædelse af straffelovens sædelighedsforbrydelser, og i

den forbindelse blev der foretaget en mentalundersøgelse, som konkluderede i følgende:

Det ka herefter ikke a tages, at Sigtede ved de straf are Ha dli gers Foretagelse var si dss g.

Sigtede staar derimod paa Overgangen til de lettere aandssvage fra Sinkegruppen, men hele Sigtedes

Adfærd

–

præget af Tilfældigheder, uden Evne til at disponere, købende ganske vildt, og hendes

Letforledelighed specielt ved Omgang med en Alfons, hendes aabenbare Upaalidelighed, ugidelig, doven og

moralsk defekt som hun er - gør hende egentlig kun egnet til Anbringelse under Aandssvageforsorg, da man

næppe paa anden Maade har Midler til at anbringe hende, saa at hun i en Aarrække effektivt kommer ud af

Utugtserhvervet .

Retslægerådet udtalte, at a ka tiltræde de af Spe iallæge ved Københavns

Politi og Fængsler den

27. September 1938 afgivne Erklæring, hvorefter N ikke er sindssyg, men aandssvag i lettere Grad, liggende

lige ved Grænsen til Sinkegruppen. Hun viser tillige udprægede moralske Defekter og Hæmningsløshed.

Hun er uegnet til Paavirkning gennem Straf, og da det maa antages, at hun vil fortsætte med sit asociale Liv,

aa det a efales, at hu i ddrages u der Aa dssvageforsorg.

Rigsadvokate var i idlertid ue ig og fa dt, at

det

efter de foreliggende lægelige Erklæringer ikke synes

aldeles utvivlso t, at Sigtede er aa dssvag og

i dstillede, at sage fre

es til tiltale og do .

Dommeren idømte hende herefter til 3 måneders

fængsel, betinget af tilsyn af Dansk Værneselskab. Hun

blev løsladt, men politiet tog senere på året initiativ til,

at hun blev inddraget under åndssvageforsorgen og

anbragt på Ebberødgaard, bl.a. efter en udtalelse fra

den omtalte overlæge, at

hu ø skedes a ragt:

For

at komme ud af Utugtserhvervet

og e Alfo s' Klør

I efteråret 1939 blev der rejst spørgsmål om kvindens udskrivning til kontrolleret familiepleje. Erklæringen

fra afdelingslægen, som under forløbet også havde været medlem af Retslægerådet, slutter således:

Ved Intelligensundersøgelsen a. m. Brejning III findes Intelligenskvotient 75, hvilket svarer godt til det

Indtryk, man har faaet af Patienten under Opholdet her i Anstalten.

N er saaledes aandssvag i lettere Grad med en saa god Arbejdsevne, at hun ogsaa uden for Anstalt i nogen

Grad vil kunne bidrage til eget Underhold. Det maa imidlertid anses for sandsynligt, at hun, om hun

udskrives, vil sætte Børn i Verden, og da hun er ude af Stand til at opdrage eller forsørge Børn, maa det

tilraades, at hun før Udskrivning til Familiepleje underkastes sterilisation.

Kvinden havde derefter underskrevet en erklæring, hvorefter hun indvilligede i at lade sig underkaste

sterilisation, og sagen blev med dette forelagt Sterilisationsnævnet, der tiltrådte, at der foretoges

sterilisation.

Under rettens behandling af kvindens erstatningssag forklarede afdelingslægen

–

og medlem af

Retslægerådet

– at

Sagsøgerindens Udtalelser ved hendes Ankomst til Ebberødgaard ikke gav ham

Anledning til at henlede hendes Opmærksomhed paa hendes Ret til at faa Spørgsmaalet om Indlæggelsen

forelagt for Socialministeriet.

Operation blev foretaget den 15. februar 1940, og den 19. april 1940 blev kvinden udskrevet til familiepleje.

Derefter havde hun forskellige pladser, indtil hun i 1941 blev gift.

I sit søgsmål gjorde kvinden gældende, at der var begået et overgreb mod hende ved

–

i strid med

byrettens dom (der idømte hende straf og ikke anbringelse under åndssvageforsorgen)

–

at indlægge hende

på Ebberødgaard, at hun ikke var og aldrig havde været åndssvag, og at der derfor ikke havde været

hjemmel til at tilbageholde hende på Ebberødgaard og lade hende sterilisere, samt at hun havde givet

samtykke til sterilisation i en tvangssituation, og at samtykket følgelig var ugyldigt.

Hu va dt ikke sage . Rette udtalte, at

Da det maatte antages, at Betingelserne i Lov Nr. 171 af 16. Maj

1934 om Foranstaltninger vedrørende aandssvage havde foreligget saavel ved Fru N's Inddragelse under

Aandssvageforsorg som ved Indstillingen om Sterilisation, og der ikke var Holdepunkter for at antage, at

30/36

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 258: Henvendelse af 14/4-21 fra Aktionsgruppen for Børns Velfærd anmodning om foretræde

Indstillingen havde indeholdt urigtige Oplysninger eller var afgivet paa urigtigt Grundlag, fandtes der ikke at

være Grundlag for Erstatningsansvar.

I 1989 indså politikerne, at man kan få børn uden at være gift

Efter den ægteskabslov, som gjaldt indtil 1989, måtte

”den,

som er sindssyg eller åndssvag, ikke indgå

ægteskab uden tilladelse.

Tilladelsen kunne betinges af, at den pågældende lod sig sterilisere med hjemmel i sterilisationsloven fra

1929. Sterilisationsloven blev ophævet i 1967 og erstattet af Lov om sterilisation og kastration, der

bygger på frivillighed. Det betød, at tilladelse til at indgå ægteskab ikke længere kunne betinges af

sterilisation. Men kravet om tilladelse fra justitsministeriet, jf. ægteskabslovens § 5 blev først ophævet i

1989.

Bestemmelsen havde været overvejet i et udvalg, som justitsministeren nedsatte i december 1968 med

den opgave at overveje, i hvilket omfang adgangen for sindssyge og åndssvage til at indgå ægteskab

fortsat burde være betinget af særlig tilladelse. Udvalget afsluttede sit arbejde i efteråret 1972 med

afgivelse af betænkning nr. 658/1972. Efter en samlet bedømmelse på baggrund af de foreliggende

oplysninger, herunder om forbuddets lidet effektive karakter, fandt flertallet af udvalgets medlemmer, at

beskyttelseshensynene ikke længere kunne bære et forbud mod ægteskab. Når forbuddet af flertallet

blev anset for lidet effektivt, skyldtes dette især, at de pågældende ikke kunne hindres i at have

bofællesskab.

Justitsministeriet bad Ægteskabsudvalget af 1969 om en udtalelse over betænkningen. Udvalget

meddelte, at man kunne tilslutte sig betænkningens flertalsindstilling om, at ægteskabslovens § 5 bør

søges ophævet. Da udvalget imidlertid var betænkelig ved en stykvis ændring af loven, foretrak et flertal i

udvalget, at bestemmelsens ophævelse afventede en samlet revision af ægteskabslovgivningen.

Det centrale Handicapråd rettede herefter flere gange henvendelse til Justitsministeriet om ophævelse af

bestemmelsen.

At ophæve bestemmelsen om, at mennesker med udviklingshandicap ikke måtte indgå ægteskab uden

tilladelse betød, at sterilisation ikke længere var en betingelse for, at de pågældende kunne gifte sig.

Som det fremgår med al skræmmende tydelighed, havde forslaget været under overvejelse i et udvalg i 4

år, indtil udvalget i 1972 afgav betænkning. Med betænkningen var udvalget nået frem til, at det ikke

længere nyttede at kræve sterilisation, for at tillade nogen at gifte sig

–

de kunne jo uden videre bare bo

sammen (eller, kunne vi hviske datiden høje udvalg om, have sex uden at bo sammen eller det, der

ligner).

–

Derefter tog det så 17 år, før bestemmelsen om tilladelse, jf. ægteskabslovens § 5, blev

ophævet!

Mellem 1929 og 1967

forhindrede læger

omkring 11.000

mennesker i at blive

forældre, og de gjorde

det med loven i

hånden for at beskytte

det danske folk mod

det, man kaldte

lettere å dssvage ,

u der ålere eller

i usi divider .

Foto: Dansk

Forsorgshistorisk

Museum

31/36

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 258: Henvendelse af 14/4-21 fra Aktionsgruppen for Børns Velfærd anmodning om foretræde

De unge har samfundssind. Hvad med os voksne?

Af cand.pæd., reg. naturterapeut og sundhedskonsulent Charlott Lindemann Oestmar,

indehaver

af bloggen

Iklimaetsnavn.dk

Vi lever i en tid, hvor vi alle

–

unge og ældre, børn og forældre

–

skal navigere i tilværelsen med vedholdende

trusler om klimakatastrofer og udbrud af pandemier, og begrebet klimaangst har gjort sit indtog i sproget.

I bogen Opdragelse til livmod og bæredygtighed argumenterer Per Schultz Jørgensen for, at det som

forældre er helt afgørende, at vi i vores levevis udviser ansvarlighed og er ærlige. Som voksne forbilleder for

vores børn skal vi vise dem, at man kan finde et handlerum, selv om man ikke kan løse alle problemer.

Hvis ør og u ge skal fre til e reel auto o i, der også o fatter at

kunne yde modstand, er det nødvendigt at erkende vores ansvar som

forældre .

Sådan lyder budskabet fra to af de teoretikere, som Per Schultz

Jørgensen inddrager i bogen

Opdragelse til livsmod og bæredygtighed

(2020)

. Bogen udkommer i en tid, hvor vi oplever en eskalerende

klimakrise, og hvor flere børn og unge blandt andet giver udtryk for

begrebet klimangst. Per Schultz Jørgensen taler for, at børnene har brug for

at udvikle et indre kompas og en styrke til at leve i et samfund, som kan

være uforudsigeligt og hvor man med god grund kan være i tvivl om,

hvordan fremtiden vil forme sig.

Det er således ikke bogens ærinde at anskueliggøre, hvordan man bedst

løser klimakrisen i praksis, men i højere grad, hvordan man forholder sig til

krisen.

Bogens fokus ligger derfor på, hvordan man som forældre kan hjælpe sine

børn, hvordan vi som rollemodeller via opdragelsen kan skabe betingelser

for, at børnene kan udvikle et bæredygtigt mind-set med et livsmod, der er stærkere end angst. Børnene

skal, på trods af frygten, evne at kunne tage ansvar og gerne i fællesskaber med andre.

Opdragelse til livsmod og bæredygtighed

er relativ let læst,

indeholder ganske mange pointer og ikke

mindst referencer om, hvad der kan påvirke børn i en tid med mange nye typer af udfordringer.

Bogen tager afsæt i otte udvalgte familier (med børn i alderen fra 2 til 19 år), som hver især har besluttet

–

og tror på

–

at vi er nødt til at gennemføre en omstilling i vores samfund hen imod en mere bæredygtig

eksistens. Familierne er udvalgt, efter at de i anden sammenhæng har delt og beskrevet deres hverdag og

indsats for større bæredygtighed. Familierne udgør altså ikke et repræsentativt udsnit af danske familier.

Det er familier, som aktivt vil forandre noget

–

en slags frontløbere, som vi andre kan lade os inspirere af,

hvis vi har lyst. Og mod.

Forældrene i disse familier vil gerne vise deres børn, at vi som mennesker kan gøre noget, vi har et ansvar,

og vi kan stå sammen. Med disse værdier vil forældrene udvikle børnenes indre kompas, som kan lede dem

hen mod at kunne vælge og agere mere hensigtsmæssigt og dermed etablere en bæredygtig eksistens.

Sammen med børnene vil de skabe en ny familiefortælling, som børnene i praksis har aktiv del i. En

fortælling om familiens bæredygtige værdier, planer og daglige gøremål.

I disse familier er det forældrene, som sætter rammen for det bæredygtige perspektiv. Men børnene

opfattes, som i mange danske familier, som selvstændige personer med medindflydelse, som har ret til at

afvige fra kursen. Det vil sige, at der også i denne sammenhæng hersker en forhandlingskultur, hvilket i en

vis udstrækning er gavnligt, set i et demokratisk perspektiv: vi forhandler os frem til en løsning, som alle

kan leve med. På den måde bliver der heller ikke tale om, at det er enten forældrene eller børnene, som

skal løse udfordringerne alene. Familien har en fælles udfordring.

Familierne er ikke urealistiske om, at deres enkelthandlinger måske ikke påvirker det store klimaregnskab,

men de vil ikke acceptere blot at sidde med hænderne i skødet og vente på politisk handling. Sammen med

deres børn er de gået i gang med større eller mindre omlægninger. Der er undervejs i bogen en række

Schultz Jørgensen, Per:

Opdragelse til livsmod og bæredygtighed,

Kristeligt Dagblads Forlag, 2020

32/36

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 258: Henvendelse af 14/4-21 fra Aktionsgruppen for Børns Velfærd anmodning om foretræde

nedslag og eksempler på, hvordan familierne har grebet omstillingen an, og der krydres undervejs med en

række fine citater fra interviews med familierne.

Bogens vigtigste budskab er for mig at se, at kommende kriser vil fordre både gode psykologiske og sociale

forudsætninger hos den enkelte, og at børnenes og de unges forældre skal se at komme på banen: der er

virkelig noget på spil.

I takt med, at vi som familier lever i samfund med stærkt stigende kompleksitet, og i opsplittede familieliv

med mange gøremål, er der en øget risiko for, at det enkelte barn har svært ved at få øje på den samlede

familiefortælling, og mangler en tryghed i fællesskabet

–

der opstår en slags rodløshed. Vi ser i samfundet

flere og flere børn og unge som, klimakrisen ufortalt, mistrives ganske betydeligt. Der er tale om både

stress, angst, depression og ensomhed.

Udover nødvendigheden af at forholde sig til klimakrisen diskuterer Per Schultz Jørgensen en anden pointe

omkring det moderne forældreskab. Den positive udvikling, man ser i de otte børnefamiliers trivsel, kunne

man meget vel se i en familie, hvor den fælles familiefortælling har et andet omdrejningspunkt end

bæredygtighed. Det centrale er kvaliteten af familierelationerne, inddragelsen af børnene og bevidstheden

om familiefortællingen, som kan etableres i alle familier, uanset hvad deres interesse måtte være. I denne

sammenhæng har klimaet og den afledede klimangst været nøglepunkter, og det giver således god mening,

at bogen fokuserer på familier med en bæredygtig profil, som faktisk afhjælper børnenes bekymringer.

I praksis må alt dette betyde, at selvom vi

–

med ændrede livsvaner og forbrug

–

skal tage vare på klimaet,

har vi som familier i endnu højere grad brug for samtaler og fælles refleksioner, som kan bidrage til

forklaringer og indsigt. Der er brug for en væren, en ro til at fokusere på hvilke værdier og ønsker, vi har

som familie, og definere hvor vi hver især kan understøtte familiens samlede ønsker og behov.

I tilknytning til bogen er det vigtigt at sige, at vi i denne alvorlige klimakrise må undgå at gøre omstillingen

til bæredygtighed til udelukkende at være et individuelt projekt, hvor familierne bærer det grundlæggende

ansvar. Det må og skal først og sidst være et politisk anliggende. Det er dog indiskutabelt en god ide

–

nødvendigt

–

at give børn og unge forudsætningerne for en bæredygtig eksistens, hvor de har mod og lyst

til at stille krav til politikerne om at etablere de nødvendige rammer for en grøn omstilling.

Spørgsmålet er, om ikke de er på vej

I december 2020 publicerede Magasinet Asterisk således artiklen

De unge har masser af samfundssind

som

det engagement, som man netop i øjeblikket ser udspille sig blandt unge, der forventer og længes

efter handling på klima- og biodiversitetskrisen. De unge ser problemerne og tror ikke, at det går at

negligere situationens alvor. De mener ikke, at ansvaret alene hviler på det enkelte individ, der skal store

strukturelle ændringer til at løse klimakrisen. Efter mange år

med et paradigme, der udelukkende har haft fokus på den

enkeltes ansvar, søger de nu fællesskaber med afsæt i noget,

som er større end dem selv. For de unge er klimakrisen, ikke et

spørgsmål om politisk ståsted

–

de har brug for handling på

klimakrisen, uanset hvilken politisk overbevisning de ellers har.

Artiklen, der er skrevet af Asterisks redaktør Mathilde

Weirsøe, påpeger, at de unge har et stort overblik, de kobler

de store samfundsmæssige problemer som klima, flygtninge,

social uretfærdighed osv. til et samlet hele: verden består ikke

af enkeltdele, men derimod af elementer, som gensidigt

påvirker hinanden. Derfor ved de unge også, at selvom

klimakrisen udmønter sig meget konkret ved tørke,

oversvømmelser eller lignende, så er årsagerne og løsningerne

på problemerne særdeles abstrakte og komplekse. Vi kan ikke

bare handle som vanligt, der skal tænkes helt nyt.

Magasinet Asterisk, udg.

DPU Aarhus Universitet,

Asterisk 96, tema:

Pædagogik i en coronatid,

december 2020

https://dpu.au.dk/fileadmin/edu/Asterisk/96/Asterisk96-s22-25.pdf

33/36

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 258: Henvendelse af 14/4-21 fra Aktionsgruppen for Børns Velfærd anmodning om foretræde

En sådan ung stemme skrev debatindlægget

Folkeskolens mål er at gøre os klar til at deltage i demokratiet.

Så giv os lov

Jelva Illeris S hultz i I for atio . august

. I i dlægget advokerer ’de ko

e de

asieelev’ for, at vi i Da ark ør sætte valgrette ed til år, så at de u ge selv ka ste

e på de

politikere, som vil arbejde seriøst for de unges fremtid og for at finde løsninger på klimaudfordringerne

–

en sag, som mange unge hver dag lægger et stort personligt og samfundsmæssigt engagement i. En af

folkeskolens målparagraffer er at forberede eleverne til dannelse, deltagelse og medansvar. Det burde

betyde, at de unge er klar til at være medbestemmende om egen fremtid, når de forlader 9. klasse og er

fyldt 16 år, siger Jelva.

Der er altså tendenser der taler for, at unge allerede har et udviklet samfundssind og er klar til handling. Så

det er åbenbart os ældre, vi venter på. Tilgangen til viden og nyheder er enorm, så de yngre generationer

har ikke svært ved at indhente viden, ej heller at forstå, hvordan det enkelte menneske kan leve mere

bæredygtigt i praksis.

Pilen peger derfor tilbage på forældrene, som må udvikle og udvise et samfundssind. Som Per Schultz

Jørgensens siger: vi har et ansvar for at skabe livsduelige børn og unge, som kan mestre den angst og

utryghed, som kan gå hen og blive et levevilkår i deres liv. De skal nok finde ud af at finde praktiske

løsninger til selve den grønne omstilling, men det fordrer, at man som individ har et indre kompas, kan

styre sine behov, kan tøjle sin angst og kan agere i demokratiske fællesskaber.

Refleksioner over refleksioner: Vi voksne kan og skal gøre noget

for klimaet

–

hvor vi kan

Selvom coronakrisen forståeligt nok fylder meget i vores be-

vidsthed lige nu, er klima og bæredygtighed jo betydelig vig-

tigere. Og heldigvis er børn og unge samfundsansvarlige og

tager begge udfordringer op, og det skal vi voksne og gamle

jo være både glade for og støtte op om.

Vi må ikke glemme, at vi har ansvar for både at få politikerne til

at handle og ansvar for at støtte børn og unge i deres kamp for

at blive livsduelige og bæredygtige. Vi må imidlertid også vise

ansvarlighed i forhold til at vore pensionsmilliarder bruges kli-

mavenligt. Og det er nu vi kan og skal gøre det. Det er baggrun-

den for, at vi i redaktionen viderebringer denne opfordring:

Stem klimavenligt ved den kommende generalforsamling

i din pensionskasse

Vi henvender os til dig, fordi vi tror, at du har interesse for klimaspørgsmålet, og hvordan vi som borgere

kan være med til at påvirke samfundsudviklingen i en mere klimavenlig retning. De fleste af os har nok gjort

en indsats for at påvirke de politiske processer fx gennem stemmeafgivning ved Folketingsvalget, og det har

jo båret frugt i form af en ambitiøs klimalov. Mange os har nok også på forskellige måder ændret vaner,

som gør vores hverdagsliv lidt mere grønt og bæredygtigt.

Desværre er ingen af tingene tilstrækkeligt til at undgå klimakatastrofen. Udviklingen går trods gode hen-

sigtserklæringer både nationalt og globalt fortsat den gale vej. Systemernes træghed modvirker, at der

træffes de nødvendige beslutninger. Det har senest vist sig, når Klimarådet i Statusrapport 2021 konklu-

derer, at regeringen ikke lever op til klimaloven, da klimaindsatsen

ikke a skueliggør, at kli alove s

pro e ts ål i

ås … …

Det er endnu uklart, hvordan regeringen har tænkt sig at opfylde de reste-

rende cirka to tredjedele af reduktionsbehovet. Dette er kritisk, fordi tiden er knap set i lyset af opgavens

betydelige omfang, og fordi regeringen i høj grad forventer at basere målopfyldelsen på nye og uprøvede

teknologier (s. 6). Det virker ekstra frustrerende i en situation, hvor både den danske regering og mange

andre regeringer har indset nødvendigheden af et forsigtighedsprincip, når det gælder bekæmpelsen af

34/36

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 258: Henvendelse af 14/4-21 fra Aktionsgruppen for Børns Velfærd anmodning om foretræde

Covid 19. 701 forskere gav således udtryk for, at vi bør gøre det samme forsigtighedsprincip gældende, når

det gælder klimakrisen.

Covid-19-krisen har vist, at på trods af helt ekstreme usikkerheder omkring både dødsrater, mørketal og

smittetryk, så var statsledere i Danmark og andre lande parate til at reagere på sygdomsrisici. På

klimaområdet har vi meget omfattende forskning på tværs af fagområder, der samstemmende advarer

om potentielt uoverskuelige konsekvenser af manglende handling, samt et globalt klimapanel, som

løbende formidler pointerne til alle politiske niveauer. Ikke desto mindre må vi desværre kigge langt

efter reel handlekraft. Det bør være slut nu, hvor vi ved, at den siddende regering er i stand til at handle

øjeblikkeligt og følge et forsigtighedsprincip til dørs, når den ønsker det.

Derfor må vi også handle, hvor vi kan. Og en af de ofte oversete muligheder for at påvirke er pensions-

kasserne. Det er (ud fra egne erfaringer) vores indtryk, at vi som regel ikke er særlig opmærksomme på,

at vi som pensionskassemedlemmer har mange milliarder, som kan investeres mere eller mindre klima-

venligt og ansvarligt.

Og det er faktisk vores ansvar, hvordan det foregår. Undladelse af at stemme er i

bedste fald at acceptere trægheden og i værste tilfælde at acceptere klimaskadelige investeringer.

kan som regel en gang om året påvirke, hvordan vores opsparede pensionsmidler investeres. Her i

foråret afholdes der nemlig generalforsamlinger i en lang række pensionskasser, hvor der kan stemmes

på klimavenlige forslag og ligeledes stemmes på kandidater, der går ind for at fremme en mere

klimavenlig og ansvarlig politik.

Vi håber, at du også vil være med til at påvirke klimaet gennem at deltage i din pensionskasses gene -

ralforsamling eller afgive fuldmagt til personer, der vil stemme for klimavenlige forslag ved den

kommende generalforsamling i din pensionskasse.

Du kan praktisk gøre det ved at klikke på nedenstående link og se AnsvarligFremtids oversigt over de

forskellige pensionskassers generalforsamlinger og oversigt over muligheder for at stemme grønt enten

ved deltagelse i generalforsamlingen eller ved at afgive fuldmagt.

https://www.ansvarligfremtid.dk/generalforsamlinger/

Du er selvfølgelig også meget velkommen til at sende denne opfordring videre ud i dit netværk.

Bedste hilsener

Stefan Gaarsmand Jacobsen, lektor, RUC; Jens Friis Lund, professor, Københavns Universitet; Lisa Ann

Richey, professor, CBS; Michael Krabbe Borregaard, lektor, Københavns Universitet; Morten Ejrnæs, lektor

emeritus Aalborg Universitet.

– U derskrivere af oprå et

Politikerne bør behandle klimakrisen med

samme alvor som covid-19

Tillader De?

Jamen jeg følte mig pludselig 50 år yngre, da jeg i den forløbne uge kørte i bus og stod og hang foran

udgangen og pludselig hørte en venlig kvindestemme bag mig:

Tillader De?

Jeg kan huske, da jeg først blev opmærksom på udtrykket. Det var i en linie 10 (og dengang

hed

det linie

med -i) på vej ad Sølvgade ned mod Borgergade langs Kongens Have. Jeg var på vej til skole - 3. syd på Sankt

Annæ - og måtte endnu ikke køre på cykel fra Baldersgade til Fredericiagade, da det ansås for farligt, og i

øvrigt blev frarådet af skolens sporvognskortansvarlige, den rare mand. Først fra 5. klasse fik vi lov til at

cykle, vi der kom fra Nørrebro eller tilsvarende langt borte.

Og a havde selv a svaret for at ko

e til tide . Der var ikke oget, der hed sporvog ssta ds i g eller

roe var oppe , for det skulle a have taget højde for, i de

a tog hje

efra. A svaret for evt.

forsentkomning var entydigt placeret: hos den arme forsentkommer. Skete det, at man kom for sent

–

bare få minutter

–

skulle man uopholdeligt melde sig på rektors kontor som det første. Her kunne man så

stå uden for og vente, undertiden i �½ timer, indtil rektor havde tid til at tage imod, og så stod den på

skideballe og opbyggelig tale, evt. krydret med overrivning af ens kartotekskort (hvilket rektor havde en

35/36

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 258: Henvendelse af 14/4-21 fra Aktionsgruppen for Børns Velfærd anmodning om foretræde

slags forkærlighed for), indtil man, stærkt forsinket, kunne banke på døren til det klasseværelse, hvor man

skulle have været kl. 8. Som regel var lærerne forstående og milde

–

de vidste, hvad man netop havde

været igennem.

–

Jeg kommer meget, meget sjældent for sent. Jeg er kendt for det. Jeg lider af den

kroniske variant af rektor-Rossing-syndromet, kaldet Retardus Impossibilius. Det er undertiden stærkt

irriterende for mine nærmeste, men jeg kan ikke gøre for det. Jeg skal eddermame ikke ned på rektors

kontor.

En markant undtagelsesbegivenhed fandt sted i vinteren vistnok 1960, hvor al trafik var umuliggjort af et

voldsomt snevejr, således at al offentlig transport var suspenderet, og det var umuligt at cykle. Vi

spadserede så til skole - og kom en 1�½ times tid for sent - og blev modtaget som helte! Som forbilleder til

behørig efterfølgelse af de dovne og slatne kammerater, der var blevet hjemme hos deres mor og fået varm

chokolade og marmelademadder hele dagen, mens vi, Nies, Pedal og mig, havde trodset vejrliget og

tappert kæmpet os frem til skolen, fordi vi var opsatte på at dygtiggøre os og komme frem i samfundet og

blive

til noget. Og det var der nogen, der kunne lære af!

–

ja det var til morgensangen næste dag, at

rektor holdt denne tale, og dèr stod vi så, de tapre, kaldt frem af rektor, så alle kunne beundre os; og den

var helt gal, for alle kammeraterne stod og gloede hadefuldt på os, for mage til fedteri og morakkeri havde

man da ikke set længe. Og man havde i øvrigt ikke savnet det.

Me d r på li ie ’s å e agperro , ed Moge s Nies og Peter Dahl eller Pedal stod jeg hver orge

klokken tyve minutter over syv eller senest halv otte. Nies var stået på allerede ved Hamletsgade-

stoppestedet, mens Pedal og jeg tog dét ved Ægirsgade (ja, vi var fuldstændig indhyllet i gamle nordiske

guder & helte), og så var der en dame (et noget sjælde

t s på li ie ’s agperro , der ger e ville i d i

var e ag de lukkede kup døre. Tillader De? , lød det, og så åtte a ger e sku e. Tillader De?

og det lød so e tr llefor ular, for ved det ge tag e Tillader De? å ede sig –

godtnok hjulpet af

nogen masen fra damens side

–

en farbar vej gennem de andre passagerers lille flok. Forunderligt. Jeg blev

opmærksom på det og opdagede efterhånden, at det var et løsen alle brugte, når de ville bane sig vej i en

sporvogn:

Tillader De?

Og det kunne siges på et væld af måder, fx:

Tillader De

- nærmest henkastet, idet man

næsten uden berøring smuttede forbi. Lidt

ligeso e glæ der es ’ kjuse e’ eller

t sker es ’Bitte’.

Tillader De?

- gentaget ofte. Lidt panisk.

Man er bange for ikke at kunne nå at stige

af, før det er for sent. Dertil nogen masen.

Tillader De?!

- i højt leje med god

stemmevolumen. Man havde en mindre

børneflok, som skulle have plads til at

komme frem og frygtede, at folk var for

sløve til at gide at flytte sig.

Tillader De!

- med fasthed og styrke i

stemmen. En mand, der ville frem. Gerne i

arbejdstøj. Man gjorde sig klar til at gøre

plads både af høflighed og god opdragelse,

og fordi man ellers risikerede at blive skubbet til side, muligvis endda helt ud af sporvognen.

Tænk at man stadig kan høre dette magiske løsen i dag - og det fungerer! Sprog er noget mærkeligt noget.

36/36