Social- og Ældreudvalget 2020-21
SOU Alm.del Bilag 257
Offentligt
2372727_0001.png
Social- og Ældreminister
Social- og Ældreudvalget
Randers 14/4 2021
Den nuværende økonomiske struktur
1/1 2021 blev indsatsen familier modtager i hjemmet af forebyggende
foranstaltninger, barnets handicap eller til forældrenes handicap ligestillet med
refusionen på anbringelser. Denne ligestilling var afgørende, da det forrige
refusionssystem gjorde, at det ofte i handicapsager var rentabelt at anbringe
børn fremfor sætte hjælpen ind i hjemmet. Men skete det nu også i praksis?
Desværre hævede man beløbet for refusionsberettiget til 810.000 kr. om året,
eller 67.500 kr. per måned. Her gives 25 procent i refusion og refusionen stiger
i procenter ved højere beløb per anbringelse/indsats i familien. Ligestillingen af
indsatserne var en stor og vigtig sejr. Desværre er ligebehandlingen i praksis
udeblevet.
Hvor ofte kommer en forebyggende foranstaltning op på 67.500 kr. om
måneden, eller 810.000 kr. om året? Ikke særlig tit, medmindre der er mange
børn med handicaps i en familie, eller børnene er anbragt. At refusionen stiger
med den stigende udgift til en anbringelse/indsats i familien er afgørende for
kommunernes økonomiske interesse i at bruge penge på de områder de kan få
refusion. Men kun hvis udgifter er minimum 67.500 kr. om måneden. For ellers
er der ingen refusion for kommunen.
Hvorfor er refusion vigtigt for en kommune? Jo, for alt det kommunen har fået
refusion på, på et helt år, skal i juni måned hvert år summeres og
sammenlignes med de øvrige 97 kommuner. De kommuner der har brugt
meget på refusionskontoen, skal have penge via udligningen mellem
kommunerne, da Folketinget har besluttet at denne udligning mellem fattige og
rige kommuner er socialt retfærdig. Det kan vi godt følge idéen i, men det gør
også, at de fattige kommuner åbner en indtjening til deres slunkne økonomier
ved store lånte summer på refusionen, da overforbruget bliver udlignet af de
øvrige kommuner.
Kommuner kan bruge flere penge end de har via refusion, da de modtager
refusion hver måned fra staten, som et lån, og herudover kan søge bloktilskud.
De kommuner der ikke har brugt så mange penge på det refusionsberettigede,
skal betale til de andre kommuner via udligningen. Det er kommuner ikke ret
glade for at skulle, så der har vi et økonomisk incitament til at få brugt penge
på refusionsberettigede udgifter i kommunen.
Dette abstrakte regnestykke om hvordan minus bliver til plus for kommunerne,
er hvorfor en sag som Renés eksisterer:
https://nordjyske.dk/nyheder/gravere/tvangsanbragte-ren-koster-kommunen-
100-000-om-maaneden-og-han-hader-det-men-kommunen-staar-fast/
306229b7-1803-46ca-b6d1-faea2c9b76a0?
fbclid=IwAR1zs17HSnY5JZAaC1RqyPkIONoYwVpYUL9Eb11X88J2TakqVayfjqsyhd
U
Det ville jo være meget billigere at give drengen ambulant behandling mens
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 257: Henvendelse af 14/4-21 fra Foreningen Klip - Forældre til anbragte børn om refusion og udligning på socialområdet
han boede hjemme. Men kommunen vil hellere anbringe den unge mand
grundet den høje refusion de får hver måned til den dyre anbringelse. Den
unge mand er tvangsanbragt mod sin vilje, da han er 17,5 år og skal lyttes til.
Men det vil kommunen ikke, da kommunen får stor refusion hver måned på
tvangsanbringelsen.
Sagen omhandler et misbrug hos drengen og moderens depression på
anbringelsestidspunktet, som sagtens kunne være forsøgt behandlet i
hjemmet. Det forsøgte kommunen ikke, grundet refusions- og
udligningsystemets fokus på dyre indsatser. Stedet den unge mand var anbragt
kunne ikke hjælpe ham med noget, men det var kommunen ligeglad med, for
det handler om penge for kommunen. Vi ser det samme mønster ved anbragte
børn som sendes på specialskoler uden at have et handicap. Anbragte børn
fastholdes i deres handicaps, for at anbringelseskommunen kan opretholde
udgiften til de anbragte børn som misbruges som handelsvarer af
kommunerne.
Uhensigtsmæssighederne ved kun at belønne dyre indsatser via
udligning
Ovenstående økonomiske struktur er ikke kun nedbrydende for barnet, der
bliver brugt som en handelsvare for kommunen, men også dybt invaliderende
for forældre og øvrig familie. Udover det menneskeligt forkastelige i at
misbruge børn til at få kommunekassen til at stemme, så er det ikke økonomisk
forsvarlig forvaltning af statsmidlerne, som Folketingets partier har en
forpligtelse til at sørge for at skabe strukturer for.
Når en familie har et barn med handicap og skal bruge et specialskoletilbud, så
koster dette tilbud mellem 150.000 kr. til 650.000 kr. Om året. Det kan
kommunen ikke få refusion på, og så skal kommunen vælge at bruge de penge
uden refusion til, eller anbringe barnet og få refusion. Social- og Ældreminister,
Astrid Krag (S) nævnte noget meget interessant på samråd den 8/4 2021.
Astrid Krag (S) nævnte, at vi som fællesskab svigter børnene for længe og
griber for sent ind. Hvorfor mon alle kommuner gør det? Det gør de grundet de
økonomiske strukturer der dikterer, at det kan svare sig for kommunerne at
vente med at gribe ind med hjælp, til problemet har vokset sig alt for stort til at
klare med små økonomisk ansvarlige indsatser. Af samme grund bruger
kommunerne i gennemsnit 5.300 kr. Om året per barn i forebyggende
foranstaltninger. Kommunerne bruger ikke mere, da det ikke kan svare sig med
nuværende mangelfulde økonomiske strukturer, hvor kun den dyre indsats
belønnes via refusions- og udligningssystemet.
Hjemlen til forebyggende foranstaltninger
Serviceloven foreskriver at der skal være forsøgt en forebyggende indsats
inden kommunen skrider til anbringelse af et barn. Dette strammer fra
Menneskerettighedsdomstolens case law, der skaber præcedens for dansk lov,
som vi har redegjort for i vores skriv herom af 9/2 2021. Har Folketinget skabt
økonomiske strukturer til at leve op til lovens formål om, at der skal ske en
forebyggende foranstaltning inden anbringelse af et barn?
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 257: Henvendelse af 14/4-21 fra Foreningen Klip - Forældre til anbragte børn om refusion og udligning på socialområdet
Grundlovens § 22, 2. pkt:
Kongen befaler lovens kundgørelse og drager omsorg
for dens fuldbyrdelse.
Staten/Folketingets partier har en generel forpligtelse til at sikre, at
lovgivningen gennemføres i overensstemmelse med lovgivers intentioner. Der
findes næppe et politisk parti, der vil modsætte sig forebyggende
foranstaltninger, hvorfor vi synes et politisk flertal skal sørge for at tilføje nogle
afgørende elementer til det nuværende refusions- og udligningsystem, da det
ellers ikke kan siges at forebyggende foranstaltninger er i overensstemmelse
med Grundlovens § 22, 2. pkt. Vi mener ikke at de nuværende økonomiske
strukturer lever op til Servicelovens intentioner om forebyggende
foranstaltninger.
Forskelsbehandling grundet social status
Der foreligger stadig forskelsbehandling på baggrund af social status, når
offentlige forsørgelsesydelser ikke er omfattet af det samlede
refusionsregnestykke til en familie.
Hvorfor skal tabt arbejdsfortjeneste summeres i familiens refusionsregnestykke
når førtidspension, kontanthjælp, revalidering og øvrige ydelser ikke skal?
Beskyttelsen af familien som enhed via refusion går jo ikke væk, blot fordi en
forælder har et handicap og derved har fået førtidspension.
Økonomisk ansvarlige tidlige indsatser
Hvorfor fortsætter anbringelser uden grunde? Hvorfor får forældre aldrig
hjemgivelses handleplaner? Hvorfor vil kommunerne ikke arbejde proaktivt på
at afhjælpe de problemer der er årsag til anbringelsen af barnet? De 5.300 kr.
Per barn om året gør i hvert fald ingen forskel. Hvis Regeringen virkelig mener
at der skal forebygges bedre og ske tidligere indsatser, så er det da også langt
billigere, da det at sætte ind mens udfordringer er små altid kan svare sig
økonomisk.
De ønskede tilføjelser til refusions- og udligningssystemet
Det ville være økonomisk rentabelt at give 100 procent i refusion i alle
forebyggende foranstaltninger op til de 810.000 kr. Om året. Men så glade er
regeringen jo ikke reelt for forebyggende foranstaltninger, hvorfor vi har
udfærdiget en modereret minimums struktur, der vil sikre en forebyggende
foranstaltning:
Ved 810.000 kr. får kommunerne 25 procent (202.500 kr.) i refusion. Vi vil
vende det regnestykke om for forebyggende foranstaltninger og handicap, så
en kommune kan få lige så meget refusion ved en langt billigere tidlig indsats.
Det kan se således ud:
1-202.500 kr. gives 100 procent i refusion
202.500-405.000 kr. gives 75 procent i refusion
405.000-607.500 kr. gives 50 procent i refusion
607.500-810.000 kr. gives 25 procent i refusion
Herved fjernes det økonomiske incitament til at vente alt for længe med at give
familien en dyr indsats, og forebyggende indsatser sikres reelt i de nuværende
økonomiske strukturer. Ved at give mest refusion på de mindst kostbare
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 257: Henvendelse af 14/4-21 fra Foreningen Klip - Forældre til anbragte børn om refusion og udligning på socialområdet
2372727_0004.png
indsatser, understøttes kommunerne i at bruge en økonomisk ansvarlig tidlig
forebyggende indsats. Herudover vil det give de fattige kommuner mulighed
for at opbygge en befolkning i kommunen, med en sund familie grundstruktur,
der er bærende for alle borgere i samfundet.
Sammenfattende
De nuværende økonomiske strukturer om refusion og udligning understøtter
ikke at kommunerne skal vælge at give en økonomisk ansvarlig forebyggende
foranstaltning til familier, før problemerne vokser sig så store, at kommunerne
ser sig nødsaget til at anbringe børnene. Dette er et svigt af fællesskabet, som
starter ved Finansministeriets refusionssatser og sker på ryggen af familier og
børn især, der bliver misbrugt som kommunernes handelsvare.
Et specialskoletilbud er helt afgørende for at barnet med handicap kan blive
inkluderet i fællesskabet og få en uddannelse. Kommunerne får ingen refusion
på det dyre skoletilbud til barnet med handicap, og derfor afprøver kommunen
alle andre muligheder end det tilstrækkelige specialskoletilbud, hvilket afføder
mistrivsel, angst, depression og skoleværgring hos barnet, da det ikke bliver
mødt hvor det er første gang. Det rette skoletilbud er mindre dyrt for
statskassen, end hvis vi som samfund søler til barnet er så skidt, at barnet skal
anbringes.
Vi håber at Folketingets partier vil overholde Grundlovens § 22, 2. pkt. Vores
”omvendte” økonomisk ansvarlige refusionsmodel er afgørende for indsatser i
familier med sociale udfordringer, handicaps og hvor forældrenes sociale status
anses negativt stigmatiserende. Sidstnævnte forhindrer social mobilitet og det
er for pinligt for et velfærdssamfund som det danske. Vores forslag vil ikke
koste yderlige penge, men vil spare statskassen mange penge, mens
kommunerne kan blive belønnet via refusion for at lave forebyggende
foranstaltninger. Det er at ligebehandle anbringelser, der er væsentligt dyrere
end forbyggende foranstaltninger, med den indsats Serviceloven foreskriver at
vi borgere har ret til.
Venlig hilsen
Kristina Kiettelmann Jensen
Formand for Klip – Forældre til anbragte børn