Til ordførerne for Handicapområdet
Foreningen
for
Børn
og unge med
Handicap
og deres
Familier
Er FN´s Handicapkonvention et vigtigt pejlemærke i den førte
handicappolitik?
Danmark tilsluttede sig i 2009 FN´s Handicapkonvention af 2006. Af denne fremgår det,
at formålet med konventionen er at sikre, at mennesker med handicap indgår som en
ligeværdig del af et lands befolkning, hvor der ikke må diskrimineres på grund af handicap.
Jeg er ikke i tvivl om, at man som ordfører inden for Handicapområdet har indgående
kendskab til konventionens ordlyd. Denne henvendelse drejer som om den fastsatte
minimumsgrænse på 6804 kr. p.a. for at kunne modtage kompensation for merudgifter i
forbindelse med et varigt og omfattende handicap. Det vil sige, at har man en merudgift
qua sit handicap på f.eks. 6700 kr. årligt, kan man ikke kompenseres, men skal selv
afholde denne udgift ud af et ofte lille budget.
Hvorledes kan det forsvares at være i overensstemmelse med konventionen,
at en borger med svært handicap selv skal bekoste udgifter, der uden tvivl kan
relateres til vedkommendes handicap, alene fordi det månedlige beløb ligger
under den nedre grænse? At have en nedre grænse for hvornår der kan finde
økonomisk kompensation sted, er direkte diskriminerende og i strid med
FN´s Handicapkonvention. Enhver udgift der kan tilskrives den pågældendes
handicap, bør kompenseres.
Såfremt man i Danmark fastholder at have en nedre grænse for støtte af merudgifter, bør
Danmark udtræde af FN´s Handicapkonvention, idet man på ingen måde lever op til de
retningslinjer, konventionen foreskriver om at ligestille mennesker med handicap med
mennesker uden handicap. Det handler om værdighed for de berørte mennesker og for
deres økonomiske eksistens.
Venlig hilsen
Maj-Britt Emborg/
Formand for FBHF, Foreningen for Børn og unge med Handicap og deres Familier