Social- og Ældreudvalget 2020-21
SOU Alm.del Bilag 213
Offentligt
Kronik- JP 7500 tegn m/mellemrum (7496)
Charlotte Møller Pedersen, formand for FADD & Henrik Kaustrup, konsulent i FADD
(Foreningen af døgn- og dagtilbud for udsatte børn og unge)
HVAD NU HVIS VI IKKE VAR HER?
I et demokratisk samfund er det helt afgørende
–
hvis vi vil blive ved med at være demokratiske
–
at vi vedvarende holder øje med begrebet magt; hvem den går ud over, hvorfor det sker, hvordan
og af hvem, den bliver udmøntet, og hvordan vi taler om den.
Som filosoffen Foucault (1926-1984) sagde, så må vi kræve, at dem, der har magten og udøver
den, sætter den til skue og er villige til at diskutere og forandre den.
Som nutidens forvaltere af den kollektive omsorg for udsatte og sårbare børn, er vi både aktører,
iagttagere og forandringsansvarlige.
Det er vi, fordi vi arbejder med andre menneskers børn, på grund af vores historie, fordi vi i Lov
om voksenansvar har detaljereguleret magtbeføjelserne på området, og mest af alt fordi
magtover- og undergreb kan få alvorlige konsekvenser for dem, magten går ud over.
Den engelske forfatter, Edward Bulwer-Lytto
skrev i 1 3 i skuespillet ’Ri helieu’: The pe is
mightier than the sword.
At ordets magt er stærkere end vold, forpligter i særlig grad dem, der har adgang til ordet.
I den socialpædagogiske forståelse af magt indgår en række begreber, som vi må forstå, OGSÅ er
magt. Herunder den professionelles ret og pligt
til at …
• I sistere på dialoge s etyd i g
• Være e orde tlig rolle odel og et orde tligt e
neske
• Ku e ko
u ikere ed ar ets forældre, ve er og iljø
• Ku e oget af det ør og u ge har rug for og er optagede af at ku e
• Motivere, stille i udsigt, hurdle-hjælpe,
målsætte og følge op
• Optræde ed over lik, lethed, forløs i g og hu or
•
Med mere
Det ligger desuden dybt i os mennesker at reagere med omsorg, varme og trøst, når børn er i
affekt, græder, skælder ud, lider og skriger; så favner og rummer vi dem instinktivt.
Udsatte børn og unge er forskellige; lige så forskellige som ikke-udsatte børn og unge.
Det skal alle former for indgreb tage højde for.
For så vidt angår de børn og unge, der visiteres til de mere indgribende indsatser (anbringelser,
massiv støtte i dagbehandlingsforløb og visse aflastningsopgaver), så er det et karakteristika, at
børnene er i komplekse udfordringer.
Hvis man ser bort fra de børn, der har organiske hjerneskader og eller diagnoser, er det et
fællestræk, at børnene ofte kommer fra familier, der i kortere eller længere tid, ikke har kunnet
varetage opdragelsesopgaven for deres børn. Og måske også selv er i udsatte positioner.
Mange af de mest udsatte børn og unge har vanskeligt ved at beregne konsekvenserne af egen
adfærd.
Det kan omfatte barnets begrænsede evne til at gennemskue sammenhænge mellem handling og
risiko; som for eksempel: fra hærværk til erstatning, fra ødelæggelse af egne ting med
følelsesmæssig værdi til savn og fortrydelse, fra verbale ydmygelser til offer for mobning, fra slag
og spark til varige mén og fra overtrædelse af straffelov til straf.
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 213: Henvendelse af 8/3-21 fra FADD om "Nødråb fra Børnehjemmet"
Kronik- JP 7500 tegn m/mellemrum (7496)
Charlotte Møller Pedersen, formand for FADD & Henrik Kaustrup, konsulent i FADD
(Foreningen af døgn- og dagtilbud for udsatte børn og unge)
HVAD NU HVIS VI IKKE VAR HER?
Et indgreb skal ALTID foregå så nænsomt, afstemt og omsorgsfuldt som muligt.
Og altid efter proportionalitetsprincippet; indgrebet skal passe til karakteren af adfærden.
I socialpædagogiske sammenhænge er der aldrig
tale o ’de gode agta ve delse’.
Vi foretrækker at ruge egre et ’de ødve dige agta ve delse’.
Og de skal altid give e i g … for ar et.
Magt kan omfatte både at gribe ind og at lade være med at gribe ind.
Dertil hører forståelsen for, at vi bliver nødt til at KUNNE gribe ind. Det hedder at tage ansvar.
Medarbejderen er forpligtet til
–
ofte med meget kort betænkningstid
–
at vurdere OM et indgreb
er nødvendigt, HVORDAN det skal foregå og kunne forklare HVORFOR det valgte indgreb var
nødvendigt.
I syntesen af medarbejderens kendskab til barnet, monitoreringen af situationen og antagelserne
om adfærden, opstår risikoen for, at man kan tage fejl.
Hvorfor? Fordi man ikke kan vide, hvordan barnet oplever situationen.
Barnets oplevelse af et indgreb skal altid tillægges særlig værdi.
Dilemmaet opstår, når barnet ikke oplever indgrebet som meningsfuldt; når medarbejderen ikke
kan skabe forståelsen for indgrebets nødvendighed.
Såvel som ukendte fysiske traumer kan forårsage (relativt) uprovokerede skaders opståen, kan
ubevidste lyde, lugte og ord fremkalde en særlig følsomhed eller angst hos barnet.
Medarbejderen skal således forsøge at afstemme sit indgreb mellem to risici: at barnet oplever
indgrebet som et overgreb,
og at ar et oplever det so et svigt, at ’i ge stoppede ig’.
I den bog, vi kan slå op i, er der ingen facitter. Der er kun ledetråde til refleksion, læring,
inddragelse og dialog. Og den respekt for barnet, der skal balancere omsorgsevne og handlekraft.
En parallel situation vil altid kræve et andet forløb.
De vigtigste beskyttelsesfaktorer i et udsat barns liv er uddannelse, dannelse, sundhed og
beskæftigelse.
I forlængelse heraf er det en afgørende faglig pointe i socialpædagogisk arbejde at skabe
rammerne for, at det udsatte barn kan udvikle integritet, værdighed og autonomi for at kunne
blive et aktivt og selvregulerende menneske og et ydende medlem af samfundet.
Barnet skal med andre ord lære at være en del af noget større, og at forstå de mekanismer, som
vores samfund reguleres efter.
Ligesom de skal lære at bidrage med de ressourcer, den kreativitet og den kraft, de har opbygget
forudsætningerne for at kunne byde ind med og profitere af.
Som man kender til det fra sundhedsområdet, er der nogle opgaver, der handler om hurtig
førstehjælp. Siden kan den nødvendige behandling, eventuel genoptræning og gradvis
tilbagevenden til normalitet pågå.
Sådan er det også på vores område.
Vi bliver derfor nødt til
–
ikke bare at have lovmæssig hjemmel - men også almindelig forståelse
for, at magtanvendelser, svarende til den førstehjælp, der er ydet i forbindelse med et trafikuheld,
kan være nødvendige
–
for, at et barn i affekt:
• u dgår at ødelægge ti g af etyd i g for ar et selv eller a dre –
og opnår læring om tings
værdi
• pådrager
sig selv eller andre mennesker skader
–
og opnår læring om empati og respekt for
andre
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 213: Henvendelse af 8/3-21 fra FADD om "Nødråb fra Børnehjemmet"
Kronik- JP 7500 tegn m/mellemrum (7496)
Charlotte Møller Pedersen, formand for FADD & Henrik Kaustrup, konsulent i FADD
(Foreningen af døgn- og dagtilbud for udsatte børn og unge)
HVAD NU HVIS VI IKKE VAR HER?
• u dgår at skulle leve ed at have overtrådt straffelove –
for at opnå den frihed, der ligger i at
være et frit og selvberoende menneske.
Men hvad nu hvis vi
–
de professionelle på anbringelsesstederne - ikke var her?
Hvad nu hvis der ikke var fagligt veluddannede mennesker til at varetage opgaven med at løfte de
mest udsatte børn og unge?
Hvad nu hvis vi ikke havde muligheden for at bringe skadende adfærd til ophør?
Hvad nu hvis ingen arbejdede på, at det udsatte barn skal undgå stigmatisering, forringede
uddannelses- og jobmuligheder udskamning, fordømmelse og straf.
Hvis ikke vi gør det, bliver næste skridt for nogle af disse børn, såfremt de ikke lærer den
nødvendige og inklusionsfremmende adfærd som børn eller unge, at det er retssystemet og
fængselspersonalet, der gennem procedurer, straf og resocialiserende indsatser i fængslerne, som
skal stoppe den adfærd, der for de fleste vedkommende er grundlagt på et langt tidligere
tidspunkt i deres liv.
Den socialpædagogiske faglighed har altid været et spejl på samfundsmæssige værdier og normer.
Og på ændringerne i synet på børn og unge. En af bevægelserne, som i det øvrige samfund, er gået
fra, at ør so udga gspu kt skulle tilpasse sig til, at ør skal udvikle sig….
Og at omgivelserne
–
herunder institutionerne
–
til gengæld skal tilpasse sig de udfordringer,
barnet er i.
Børnesynet på anbringelsessteder er og skal være synkront med det børnesyn, vi har på ikke-
udsatte børn og unge.
Hvilket omfatter forpligtelsen til at gøre alt hvad vi ved og kan, for at medvirke til, at udsatte børn
og unge bliver en del af samfundet.
Det er derfor, vi er her.