SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Social- og Ældreudvalget 2020-21
SOU Alm.del Bilag 195
Offentligt

Social- og

Ældreministeriet

Socialpolitisk Redegørelse

2020

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Social- og

Ældreministeriet

Socialpolitisk Redegørelse

2020

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Socialpolitisk Redegørelse

2020

I tabeller kan afrunding medføre,

at tallene ikke summer til totalen.

Henvendelse om publikationen

kan ske til:

Social- og Ældreministeriet

Holmens Kanal 22

1060 København K

T 72 28 24 00

Omslag:

Tryk:

Oplag:

Pris:

ISBN:

Socialpolitisk Redegørelse 2020

Rosendahls a/s

500 eks.

100 kr. inkl. moms

978-87-971298-5-2

Elektronisk Publikation:

ISBN:

978-87-971298-6-9

Publikationen kan hentes på

Social- og Ældreministeriets hjemmeside:

www.sm.dk

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Forord

Med udspillet Børnene Først har regeringen taget de første ambitiøse skridt imod at skabe

strukturelle og kulturelle forandringer, der skal sikre udsatte børn og unge en tryg barn-

dom og en god fremtid. I dette års Socialpolitisk Redegørelse sætter vi derfor fokus på

udsatte børn og unge og de udfordringer, som de står med. På den måde kan vi – igennem

mere viden – bedre hjælpe børn og unge i udsatte familier.

Redegørelsen fortæller os desværre en dyster historie om, at udsatte børn og unge oftere

kommer fra hjem, hvor en god eller normal opvækst ikke er en selvfølge. For eksempel

har forældre til anbragte børn og unge oftere misbrugsproblemer og er oftere involveret i

kriminalitet end øvrige forældre. Flere er også enlige mødre uden uddannelse og med en

lav tilknytning til arbejdsmarkedet. Vi kan også se, at sundhedsplejersken i højere grad

observerer noget, som vækker bekymring eller kræver ekstra indsats eller opfølgning hos

børn, der bliver udsatte i løbet af deres opvækst.

Selvom vi skriver 2021, er vi stadig for dårlige til at bryde den sociale arv. Svigt og ulige

vilkår i barndommen bliver alt for ofte en dom over resten af livet. Det er den største

uretfærdighed i vores samfund. Vi skal blive langt bedre til at sætte ind med tidlig hjælp i

udsatte familier. Og når vi som samfund først har taget ansvaret for et barn eller en ung,

må vi ikke give slip, før den unge er godt undervejs i voksenlivet.

Redegørelsen her viser, at der er stor forskel på, hvor ofte og hvor længe anbragte børn og

unge får støtte, når de fylder 18 år, i form af efterværn i de enkelte kommuner. Det under-

streger behovet for, at vi får kigget efterværnsindsatsen grundigt efter, så ingen anbragte

unge mister fodfæstet i den svære overgang til voksenlivet.

Skal vi lykkes bedre med at hjælpe vores sårbare og udsatte medmennesker, er det vig-

tigt, at vi hele tiden får mere viden. Det er dette års redegørelse et vigtigt bidrag til. Re-

degørelsen giver et samlet overblik over den socialpolitiske indsats i Danmark, herunder

med resultater fra det omfattende arbejde med Evalueringen af det specialiserede social-

område og en landsdækkende undersøgelse af kommunernes oplevede udfordringer.

I regeringen vil vi sætte børnene først. For det er i barndommen, at den sociale uretfær-

dighed begynder. Det er også derfor, at børnene for os er det vigtigste fokus i socialpoli-

tikken. Mit håb er, at vi ved at følge børnene – fra de er helt små og ind i voksenlivet –

kan bryde med den sociale arv.

God læselyst!

www.oim.dk

Social- og ældreminister

Astrid Krag

Indhold

1. Sammenfatning ................................................................................................................. 9

1.1 Målgrupper og indsatser på børne- og ungeområdet ................................................. 12

1.2 Udgifter til sociale indsatser....................................................................................... 14

1.3 Forældre til anbragte ................................................................................................. 16

1.4 Trivsel blandt anbragte .............................................................................................. 19

1.5 Geografiske forskelle i udsatte børn og unge ............................................................ 21

1.6 Udsatte unge i efterværn ........................................................................................... 23

1.7 Kan sundhedsplejerskers observationer forudsige udsathed? ................................... 27

1.8 Tilbudsbilledet på det specialiserede socialområde ................................................... 29

1.9 Kommunernes oplevede udfordringer på det sociale område .................................... 32

1.10 Investeringer i virksomme indsatser ........................................................................ 33

1.11 Status på Udviklings- og Investeringsprogrammerne .............................................. 33

1.12 Den Socialøkonomiske Investeringsmodel (SØM)................................................... 35

1.13 Den Sociale Investeringsfond (DSI) ......................................................................... 37

1.14 Ny fondsstrategi ...................................................................................................... 39

2. Målgrupper og sociale indsatser på børne- og ungeområdet........................................... 41

2.1 Målgrupper og sociale indsatser på børne- og ungeområdet ..................................... 42

2.2 Anbringelser af børn og unge i Skandinavien ............................................................ 52

2.3 Underretninger om børn og unge .............................................................................. 56

3. Udgifter til sociale indsatser............................................................................................. 65

3.1 Indledning.................................................................................................................. 66

3.2 De samlede udgifter til socialområdet ........................................................................ 67

3.3 Udgifter til udsatte børn og unge ............................................................................... 68

3.4 Udgifter til voksenområdet ......................................................................................... 72

3.5 Kommunale og geografiske variationer ..................................................................... 73

3.6 Antal modtagere og udgifter til voksenområdet ......................................................... 77

3.7 Sammenhæng med kommunernes øvrige udgifter .................................................... 80

4. Karakteristik af anbragte børn og unges forældre ........................................................... 87

4.1 Førstegangsanbringelser........................................................................................... 88

4.2 Familiebaggrund for anbragte børn og unge ............................................................. 90

4.3 Forældres anbringelseshistorik ................................................................................. 91

4.4 Teenageforældreskab blandt mødre til anbragte ....................................................... 92

4.5 Mødres uddannelse og beskæftigelse ....................................................................... 93

4.6 Diagnoser blandt forældre ......................................................................................... 95

4.7 Misbrug og kriminalitet blandt forældre...................................................................... 97

4.8 Dødsfald i familien ..................................................................................................... 99

4.9 Bilag ........................................................................................................................ 102

Socialpolitisk Redegørelse 2020

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Indhold

5. Anbragte børn og unges trivsel ..................................................................................... 107

5.1 Trivsel blandt anbragte børn og unge ...................................................................... 109

5.2 Trivsel på anbringelsesstedet .................................................................................. 110

5.3 Psykisk mistrivsel blandt anbragte børn og unge..................................................... 113

5.4 Sammenhæng mellem trivsel og faglige kompetencer ............................................ 122

6. Geografiske forskelle blandt udsatte børn og unge ....................................................... 127

6.1 Udsathed blandt børn og unge ................................................................................ 129

6.2 Anbringelser blandt børn og unge ........................................................................... 130

6.3 Store kommunale forskelle i udvikling i anbragte ..................................................... 132

6.4 Alder ved første anbringelse.................................................................................... 135

6.5 Anbringelse uden for kommunegrænser.................................................................. 139

6.6 Tilflyttere blandt anbragte børn og unge .................................................................. 143

6.7 Forhold mellem anbringelser og forebyggende foranstaltninger .............................. 145

6.8 Bilag ........................................................................................................................ 150

7. Efterværn til anbragte unge ........................................................................................... 155

7.1 Overgangen til voksenlivet ...................................................................................... 156

7.2 Hvor mange anbragte unge får efterværn?.............................................................. 159

7.3 Varighed af efterværn .............................................................................................. 165

7.4 Karakteristik af unge i efterværn .............................................................................. 168

7.5 Hvordan går det anbragte unge som modtog efterværn .......................................... 174

7.6 Bilag ........................................................................................................................ 178

8. Kan sundhedsplejerskers observationer forudsige udsathed?....................................... 181

8.1 Sundhedsplejerskernes observationer i det første leveår ........................................ 183

8.2 Antal bemærkninger blandt udsatte børn................................................................. 186

8.3 Betydning af baggrundskarakteristika for udsathed ................................................. 190

8.4 Regressionsanalyse af antallet af bemærkninger i det første leveår........................ 191

8.5 Typen af bemærkninger og deres betydning for udsathed....................................... 193

8.6 Betydning af forhold i hjemmet for udsathed ........................................................... 198

8.7 Handicap og misdannelser hos barnet .................................................................... 201

8.8 Underretninger tidligt i barnets liv ............................................................................ 202

8.9 Bilag ........................................................................................................................ 207

9. Tilbudsbilledet på det specialiserede socialområde ....................................................... 213

9.1 Tilbud, afdelinger og pladser på det specialiserede socialområde ........................... 214

9.2 Tilbuddenes virksomhedsformer.............................................................................. 218

9.3 Afdelingernes størrelse ........................................................................................... 220

9.4 Geografisk placering af afdelinger på voksenområdet ............................................. 223

9.5 Geografisk placering af afdelinger på børne- og ungeområdet ................................ 227

9.6 Databehandling og opmærksomhedspunkter .......................................................... 230

Socialpolitisk Redegørelse 2020

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Indhold

10. Kommunernes oplevede udfordringer på det sociale område........................................ 235

10.1 Undersøgelse af udfordringer på det sociale område ............................................ 237

10.2 Udfordringer i arbejdet med specifikke målgrupper ............................................... 239

10.3 Udfordringer på tværs af socialområdet................................................................. 246

10.4 Bilag ...................................................................................................................... 251

Bilag 1 Udviklings- og Investeringsprogrammerne .............................................................. 255

Bilag 2 Udsatte børn og unge .............................................................................................. 258

Bilag 3 Dokumentation af enhedsudgifter ............................................................................ 261

Bilag 4 Diagnosegrupper ..................................................................................................... 267

Litteraturliste ....................................................................................................................... 271

Socialpolitisk Redegørelse 2020

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

Dette års socialpolitiske redegørelse sætter fokus på de børn og unge, der har særlig

brug for hjælp eller støtte. Det er velbelyst, at anbragte børn og unge er en gruppe, der

har det svært. I barndommen er der mange, der ikke trives ligeså godt som deres jævn-

aldrende. I skolen er der for mange blandt de anbragte, som ikke klarer sig på samme

niveau som deres klassekammerater. Og i det tidlige voksenliv er der færre, der får en

uddannelse, og flere, der står uden for arbejdsmarkedet.

I denne redegørelse belyses anbragte børn og unge fra flere perspektiver. For det første

sættes der fokus på deres forældre og på årsager til anbringelserne. For det andet analy-

seres trivslen blandt anbragte børn og unge. For det tredje illustreres de relativt store

geografiske forskelle, som vi ser på tværs af landet, blandt anbragte børn og unge. Og

endelig ses der på overgangen til det tidlige voksenliv, og hvordan efterværn bliver brugt

i overgangen.

Et gennemgående resultat er, at der er betydelige geografiske forskelle. Der er store for-

skelle i andelen af anbragte børn og unge imellem kommunerne, og disse forskelle er

vokset i de senere år. Udover selve andelen, der er anbragte, er der også store geografi-

ske forskelle i alderen ved første anbringelse, andelen som anbringes uden for kommu-

nens grænser, og om barnet eller den unge anbringes i plejefamilie eller på institution.

Også andelen af de anbragte, som efterfølgende modtager efterværn, er der relativt store

kommunale forskelle i.

I løbet af året har der også været et omfattende arbejde med Evalueringen af det specia-

liserede socialområde. Et element i dette arbejde har været en bred afdækning af tilbud

på det specialiserede socialområde. I årets redegørelse er der gengivet nogle af resulta-

terne fra dette arbejde, som kan findes i sin helhed på ministeriets hjemmeside. Denne

kortlægning af tilbud skal sammen med en række andre analyser, afdækninger og un-

dersøgelser udgøre vidensgrundlaget for specialeplanlægning på socialområdet.

En central opgave for Social- og Ældreministeriet er at understøtte den fortsatte udvik-

ling af kvaliteten i den sociale indsats samt en effektiv og investeringsorienteret anven-

delse af ressourcer på det sociale område. En vigtig del af vidensgrundlaget for dette er

et systematisk og bredt overblik over kommunernes perspektiver på centrale udfordrin-

ger på det sociale område. På den baggrund har Socialstyrelsen gennemført en lands-

dækkende spørgeskemaundersøgelse af kommunernes oplevede udfordringer, der dæk-

ker det specialiserede børne- og ungeområde samt voksensocialområdet, som er gengi-

vet i årets redegørelse.

www.oim.dk

Socialpolitisk Redegørelse 2020

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

Hovedkonklusionerne i redegørelsen er:

•

Omkring 70.200 børn og unge i 0-22-årsalderen modtog i 2019 en social foran-

staltning i form af en tidlig forebyggende indsats, en forebyggende foranstalt-

ning eller anbringelse uden for hjemmet. Det svarer til 4,6 pct. af alle børn og

unge i Danmark.

Der er flere anbragte børn og unge i plejefamilier end på døgninstitutioner og

opholdssteder mv. Siden 2009 er antallet af anbringelser på døgninstitutioner

og opholdssteder mv. faldet fra ca. 8.600 i 2009 til 5.300 i 2019. Samtidig er

antallet af anbringelser i plejefamilier steget fra ca. 7.500 i 2009 til 8.600 i

2019.

De samlede offentlige udgifter til sociale indsatser var 51,7 mia. kr. i 2019.

Heraf udgjorde udgifterne til udsatte børn og unge 16,8 mia. kr. Over den sene-

ste årrække har udgifterne til udsatte børn og unge ligget på omtrent samme

niveau. Udviklingen dækker dog over, at udgifterne til anbringelser har været

faldende, mens udgifterne til forebyggende foranstaltninger har været stigende.

De samlede udgifter til sociale indsatser til voksne var 34,9 mia. kr. i 2019. Det

omfatter udgifter til indsatser efter serviceloven til voksne med handicap, psy-

kiske vanskeligheder og sociale problemer. Over halvdelen af udgifterne på

voksenområdet består af udgifter til botilbud, hvor de samlede udgifter var 18,7

mia. kr. i 2019. De samlede udgifter til voksenområdet er steget med knap 1

mia. kr. fra 2018 til 2019.

Børn og unge, der anbringes uden for hjemmet, kommer ofte fra et hjem med

en enlig mor uden uddannelse og med en lav tilknytning til arbejdsmarkedet.

Blandt mødre til børn, der blev anbragt i 0-5-årsalderen, har omkring 80 pct.

grundskolen som højest fuldførte uddannelse, og 57 pct. havde kontanthjælp

som væsentligste indkomstkilde. Blandt mødre til børn anbragt i alderen 12-17

år gælder det hhv. ca. 40 pct. og 30 pct. Til sammenligning havde under 20 pct.

af mødre til øvrige børn og unge grundskolen som højeste uddannelse og under

10 pct. modtog kontanthjælp.

Misbrugsproblemer og kriminalitet er hyppig blandt forældre til anbragte børn

og unge. Tidligt anbragte børn har oftere forældre, som har haft tegn på mis-

brugsproblemer, end børn og unge, der er anbragt sent i barndommen. Om-

kring hver fjerde af de førstegangsanbragte 0-5-årige børn har mindst en foræl-

der med tegn på misbrugsproblemer, mens det gælder ca. hver tiende af de 12-

17-årige førstegangsanbragte unge.

Langt de fleste børn og unge, som er anbragt uden for hjemmet, er glade for de-

res anbringelsessted og føler sig hjemme, hvor de bor. Blandt de 11-17-årige pi-

ger og drenge i plejefamilier er det i størrelsesorden 90-95 pct., som svarer, at

•

Socialpolitisk Redegørelse 2020

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

de har det godt, hvor de bor. På døgninstitutioner og socialpædagogiske op-

holdssteder er det derimod mindre end 80 pct. blandt drengene og omkring 60

pct. af pigerne.

•

Sent anbragte unge har flere emotionelle problemer end tidligt anbragte.

Blandt de piger, som blev anbragt første gang uden for hjemmet i 0-5-årsalde-

ren, er det lidt under 40 pct., som ligger uden for normalområdet i forhold til

emotionelle problemer. Blandt de piger, som blev anbragt første gang uden for

hjemmet i 12-17-årsalderen, er det derimod 60 pct. Der er en sammenhæng

mellem psykisk mistrivsel og anbragtes faglige resultater i grundskolen. Fagligt

svage anbragte børn og unge ser ud til at have færre af de personlige kompeten-

cer, som kan være en vigtig forudsætning for at klare sig fagligt godt i skolen og

i uddannelsessystemet. Det handler blandt andet om koncentrationsevne og

adfærdsproblemer.

Der er betydelige geografiske forskelle på, hvor ofte børn og unge anbringes. På

tværs af kommunerne varierede andelen af anbragte børn og unge ved udgan-

gen af 2019 således fra 2 ud af 1.000 børn og unge til 36 ud af 1.000 børn og

unge. Størstedelen af de kommuner, der havde relativt mange anbragte børn og

unge i 2019, har oplevet en stigning i andelen af anbragte børn og unge siden

2009. Omvendt har flere kommuner med relativt få anbragte oplevet et fald i

andelen over de seneste 10 år.

På tværs af kommunerne er der betydelige forskelle på, hvor stor en andel af

anbringelserne der finder sted blandt små børn. Mens over 1 ud af 4 anbringel-

ser i nogle kommuner finder sted blandt børn under 5 år, er det under 1 ud af

10 i andre kommuner. Forskellene, i hvor ofte kommuner anbringer børn i en

tidlig alder frem for sent i barndommen, kan være med til at forklare de betyde-

lige forskelle i andelen af børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet.

Der er også betydelig kommunal variation i forhold til hvor ofte, anbragte unge

får efterværn. I kommuner hvor relativt flest unge får efterværn, modtager

knap 80 pct. af de anbragte unge efterværn, når anbringelsen ophører som 18-

årig, mens det blot er ca. 40 pct. i kommuner, hvor relativt færrest får efter-

værn.

Efterværn varer i gennemsnit omkring 2 år, men på tværs af de enkelte efter-

værnsmodtagere og på tværs af kommuner er der betydelig forskel på varighe-

den. I enkelte kommuner varer efterværnsforløb over 2,5 år i gennemsnit, mens

efterværnsforløb i andre kommuner i gennemsnit varede under 1,5 år.

En analyse af sundhedsplejerskernes bemærkninger til de helt små børn viser,

at der er en sammenhæng mellem sundhedsplejerskers bemærkninger og se-

nere udsathed. I analysen er udsathed afgrænset til, om børnene har modtaget

en social foranstaltning efter serviceloven, op til de er mellem 9 og 12 år. Børn,

•

Socialpolitisk Redegørelse 2020

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

der får registreret flere bemærkninger af sundhedsplejersken, har en oversand-

synlighed for at blive udsatte. Men det betyder ikke, at et højt antal bemærk-

ninger eller bestemte bemærkninger alene kan forudsige udsathed. Eksempel-

vis bliver omkring 3 ud af 4 af de børn, der modtager ni eller flere bemærknin-

ger, ikke udsatte senere i deres liv. Resultaterne indikerer imidlertid samlet set,

at sundhedsplejerskernes observationer kan bidrage med værdifuld informa-

tion til tidlig opsporing af risikofaktorer, der kunne udvikle sig til udsathed se-

nere i livet.

•

Kortlægningen af tilbud på det specialiserede socialområde viser, at der i alt er

2.453 tilbud med 4.621 afdelinger. Blandt de 4.621 afdelinger henvender 86

pct. sig til voksne, mens 26 pct. henvender sig til børn og unge. 12 pct. af afde-

lingerne henvender sig til både voksne, børn og unge. Med enkelte undtagelser

har afdelingerne til de forskellige tilbudstyper på både voksen- samt børne- og

ungeområdet mellem 10 og 12 pladser til døgnophold i gennemsnit.

Spørgeskemaundersøgelsen af kommunernes oplevede udfordringer viser bl.a.,

at en stor andel af kommunerne oplever udfordringer i arbejdet med anbragte

børn og unge. Udfordringerne relaterer sig blandt andet til at sikre det rette

match mellem barn og anbringelsessted i forhold til udbuddet af relevante an-

bringelsessteder, der er placeret geografisk tæt på den unges nærmiljø. Her op-

lever 68 pct. af kommunerne i høj grad eller meget høj grad udfordringer. Ud-

fordringerne angår også samarbejde med skoleområdet om at sikre en god sko-

legang, hvor 58 pct. af kommunerne i høj grad eller meget høj grad oplever ud-

fordringer.

•

1.1 Målgrupper og indsatser på børne- og ungeområdet

I kapitel 2 i årets redegørelse gøres der status over den seneste udvikling i antallet af ud-

satte og anbragte børn og unge i Danmark. I løbet af 2019 modtog ca. 70.200 børn og

unge i 0-22-årsalderen en social foranstaltning i form af en tidlig forebyggende indsats,

en forebyggende foranstaltning eller anbringelse uden for hjemmet. Det svarer til 4,6

pct. af alle børn og unge i Danmark.

I 2019 var familierettede forebyggende foranstaltninger og indsatser den mest udbredte

type af sociale foranstaltninger til børn og unge. Omkring 49.400 børn og unge var om-

fattet af en familierettet forebyggende foranstaltning eller indsats, mens ca. 18.800

modtog en personrettet forebyggende foranstaltning. Ca. 13.600 børn og unge var an-

bragt uden for hjemmet, og omkring 9.100 unge modtog en social foranstaltning i 18-22-

årsalderen som led i et efterværn, enten i form af en anbringelse eller en forebyggende

foranstaltning.

Antallet af børn og unge, der har været anbragt uden for hjemmet på et tidspunkt i løbet

af året, er faldet fra ca. 15.700 i 2009 til ca. 13.600 i 2019. Også antallet af iværksatte an-

bringelser af børn og unge er faldet. Hvor der i 2009 blev iværksat ca. 3.400 anbringel-

ser, var det i 2019 ca. 2.400 anbringelser. Siden 2009 er der sket et fald i antallet af

Socialpolitisk Redegørelse 2020

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

iværksatte anbringelser på døgninstitutioner og opholdssteder mv. fra ca. 2.400 til ca.

1.500 i 2019, mens antallet af iværksatte anbringelser i plejefamilie er faldet fra ca. 1.100

til knap 1.000.

Det er ikke alle iværksatte anbringelser, der er førstegangsanbringelser. Ses der udeluk-

kende på førstegangsanbragte i 2019, var der ca. 1.900 børn og unge, der fik iværksat en

anbringelse, som ikke tidligere havde være anbragt uden for hjemmet. Omkring 600 af

dem var 15 år eller ældre, da anbringelsen blev iværksat. I 2019 var der således omkring

syv gange så mange 16-årige som 1-årige, 2-årige eller 3-årige førstegangsanbragte, jf.

figur 1.1. Når alle iværksatte anbringelser ikke er førstegangsanbringelser, skyldes det, at

der kan iværksættes en ny anbringelse, hvis barnet eller den unge har været hjemgivet,

og det efter en periode vurderes, at der er behov for, at barnet eller den unge anbringes

uden for hjemmet igen. I nogle tilfælde registrerer kommunerne dog skift i anbringelses-

sted eller ændringer i lovgrundlaget for anbringelsen som en ny iværksættelse. I de til-

fælde har der ikke været en hjemgivelse af barnet eller den unge forud for den nye

iværksættelse, og anbringelsesstedet er ikke nødvendigvis ændret.

Figur 1.1

Antal iværksatte anbringelser af børn og unge, 2019

Iværksatte anbringelser

400

Iværksatte anbringelser

400

300

200

100

Alder

Iværksatte førstegangsanbringelser

Alle iværksatte anbringelser

Anm.: Omfatter børn og unge i alderen 0-17 år, der fik iværksat en anbringelse uden for hjemmet i 2019. Første-

gangsanbringelse omfatter kun børn og unge, som fik iværksat en anbringelse, uden at de tidligere i deres liv

har været anbragt uden for hjemmet. Alder er opgjort ved iværksættelsestidspunktet. Børn, hvor anbringelsen

er registreret før fødslen, er opgjort som 0-årige. Se i øvrigt anmærkningen til figur 2.9 i kapitel 2.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

I kapitel 2 bliver antallet af anbragte børn i Danmark sammenholdt med antallet af an-

bragte i Norge og Sverige. Sammenholder man antallet af anbragte børn og unge med,

hvor mange børn og unge der generelt er i befolkningen, så anbringer man betydeligt

mindre i Sverige end i Danmark og Norge. For hver 1.000 børn og unge i alderen 0-17 år

i Danmark er der ca. 10 børn og unge, som er anbragt uden for hjemmet. Det er stort set

identisk med niveauet i Norge, mens niveauet er lavere i Sverige, hvor der er ca. 6 an-

bragte for hver 1.000 børn og unge i befolkningen.

Socialpolitisk Redegørelse 2020

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

Tallene for Danmark omfatter dog alle anbringelser efter serviceloven, hvilket også in-

kluderer børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet som følge af en fysisk eller psy-

kisk funktionsnedsættelse, men som ikke nødvendigvis har sociale problemer. I Norge

og Sverige er børn og unge, som er anbragt uden for hjemmet på grund af en fysisk eller

psykisk funktionsnedsættelse, imidlertid ikke inkluderet i anbringelsestallene.

Samlet står det klart, at blandt de skandinaviske lande, så bliver der anbragt betydeligt

færre børn og unge uden for hjemmet i Sverige end i Danmark og Norge. I forhold til an-

bringelseshyppigheden af børn og unge med sociale problemer, så placerer Danmark sig

et sted imellem Sverige og Norge, dog formentlig tættest på Norge, jf. figur 1.2.

Figur 1.2

Antal anbragte pr. 1.000 børn og unge i be-

folkningen

Antal anbragt pr. 1.000

Danmark

2009

Norge

Sverige

2019

Antal anbragt pr. 1.000

Figur 1.3

Procentvis udvikling i antal anbragte pr.

1.000 børn og unge, 2009-2019

Indeks (2009=100)

140

130

120

110

100

2009

2011

Danmark

2013

2015

Norge

2017

2019

Sverige

Indeks (2009=100)

140

130

120

110

100

Anm.: Antal anbragte pr. 1.000 børn og unge i befolkningen i alderen 0-17 år pr. 31. december. For Sverige er tal-

lene opgjort pr. 1. november. Anbringelsestallene for Danmark omfatter også anbringelser af børn og unge

med fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse.

Kilde: Danmark: Danmarks Statistik og egne beregninger. Norge: Statistisk sentralbyrå. Sverige: Socialstyrelsen.

Set over perioden 2009-2019 er antallet af anbragte pr. 1.000 børn og unge i Danmark

faldet fra knap 11 til ca. 10, dvs. et fald på lidt under 10 pct. I Sverige er der ligeledes sket

et fald på knap 10 pct. i samme periode, mens antallet af anbragte pr. 1.000 børn og

unge i Norge derimod er steget fra lidt over 8 til 10, dvs. der er tale om en stigning på ca.

20 pct., jf. figur 1.3.

1.2 Udgifter til sociale indsatser

I kapitel 3 analyseres den seneste udvikling i udgifterne til sociale indsatser, og der dyk-

kes ned i de kommunale forskelle i udgifter til voksne på det sociale område.

De samlede udgifter til sociale indsatser udgør ca. 51,7 mia. kr. i 2019. Udgifterne til ud-

satte børn og unge tegner sig for omkring en tredjedel af de samlede udgifter, mens ud-

gifterne til voksenområdet tegner sig for omkring to tredjedele, jf. figur 1.4.

Socialpolitisk Redegørelse 2020

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

Figur 1.4

Udgifterne på det sociale område, 2019

Børn- og ungeområdet

16,8 mia. kr.

Voksenområdet

34,9 mia. kr.

I alt 51,7 mia. kr.

Anm.: 2020-pl. Se i øvrigt boks 3.1 i kapitel 3.

Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger.

Udgifterne til udsatte børn og unge omfatter 9,7 mia. kr. til anbringelser uden for hjem-

met og 6,1 mia. kr. til forebyggende foranstaltninger. Herudover er der udgifter på 0,9

mia. kr. til særlige klub- og dagtilbud. Over den seneste årrække har udgifterne til ud-

satte børn og unge ligget på omtrent samme niveau. Udviklingen dækker dog over, at

udgifterne til anbringelser har været faldende, mens udgifterne til forebyggende foran-

staltninger har været stigende.

De samlede udgifter til sociale indsatser til voksne var 34,9 mia. kr. i 2019. Det omfatter

udgifter til indsatser efter serviceloven til voksne med handicap, psykiske vanskelighe-

der og sociale problemer. Over halvdelen af udgifterne på voksenområdet består af ud-

gifter til botilbud, hvor de samlede udgifter var 18,7 mia. kr. i 2019. Udgifterne til vok-

senområdet er steget med knap 1 mia. kr. fra 2018 til 2019. Stigningen stammer bl.a. fra

stigende udgifter til botilbud. Dele af stigningen kan dog også skyldes registreringsmæs-

sige forhold i lyset af omlægning af kontoplanen i 2018.

De samlede udgifter til sociale indsatser til voksne med handicap og udsatte voksne op-

gjort pr. indbygger i alderen 18-64 år er 9.900 kr. på landsplan i 2019. Det dækker over

en betydelig variation mellem kommunerne fra i størrelsesordenen ca. 8.000 kr. pr. ind-

bygger i Odense, Frederiksberg og Vejle Kommune til omkring 17-18.000 kr. pr indbyg-

ger i Lolland og Morsø Kommune. De fleste kommuner (91 pct.) ligger i intervallet mel-

lem ca. 8.500 kr. pr. indbygger og ca. 14.000 kr. pr. indbygger i alderen 18-64 år.

Der er en samlet tendens til, at de sociale udgifter pr. indbygger er størst i yder- og land-

kommuner og lavest i bykommuner. I bykommuner er den gennemsnitlige udgift pr.

indbygger 9.300 kr. pr. indbygger i alderen 18-64 år, mens den i yderkommuner er

11.700 kr. pr. indbygger, jf. tabel 1.1.

Socialpolitisk Redegørelse 2020

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

Tabel 1.1

Samlede udgifter til voksne på det sociale område pr. indbygger (18-64 år) efter landdistrikts-

grad, 2019

Udgift pr. indbygger (18-64 år)

Bykommune

Mellemkommune

Landkommune

Yderkommune

Hele landet

9.300

9.700

10.900

11.700

9.900

Antal kommuner

Anm.: 2020-pl. Befolkningen er opgjort som antal 18-64 årige pr. 1. januar i året. Afrundet til nærmeste 100 kr. Op-

gørelsen af kommuner efter landdistriktsgrad følger Indenrigs- og Boligministeriets Kommunale Nøgletal, se

noegletal.dk. Se i øvrigt boks 3.2 i kapitel 3.

Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger.

Der er et vist geografisk sammenfald i kommunernes udgifter til børne- og voksenområ-

det, men også en række forskelle. På begge områder ser man, at nogle kommuner i Syd-

og Vestsjælland har relativt høje udgifter pr. indbygger på begge områder. Omvendt har

nogle kommuner i Østjylland og nord for København relativt lavere udgifter på begge

områder. Men mønstrene er langt fra entydige, og der er mange kommuner, hvor udgif-

terne til de to områder ikke umiddelbart følges ad. Det er belyst nærmere i kapitel 3,

hvor de kommunale forskelle i udgifterne på voksne på det sociale område også belyses.

1.3 Forældre til anbragte

Anbragte børn og unges familiebaggrund adskiller sig betydeligt fra øvrige børn og un-

ges. Anbragte børn og unge kommer ofte fra mindre ressourcestærke familier og hjem

med betydelige problembelastninger. Derudover kommer børn, der anbringes tidligt i

barndommen, oftere fra familier med færre ressourcer, end børn, der bliver anbragt se-

nere i livet. Dette forhold bliver analyseret i kapitel 4.

Børn og unge, der bliver anbragt uden for hjemmet, har oftere forældre, som selv har

været anbragt i løbet af barndommen, end øvrige børn og unge. Overhyppigheden af an-

bringelser hos forældre til anbragte børn og unge i forhold til befolkningen som helhed

er særligt fremtrædende hos børn anbragt tidligt i barndommen. Knap halvdelen af

børn, der blev anbragt i alderen 0-5 år i årene 2015-2019, har mindst en forælder, der

har været anbragt som barn eller ung. Blandt børn, der blev anbragt i alderen 6-11 år, er

det 37 pct., og 23 pct. af unge, der blev anbragt i alderen 12-17 år, har mindst en foræl-

der, der har været anbragt. Blandt børn og unge i 2019, der ikke har været anbragt uden

for hjemmet, er det imidlertid blot 7 pct., der har en eller to forældre, der har været an-

bragt i barndommen, jf. figur 1.5.

Socialpolitisk Redegørelse 2020

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

Figur 1.5

Andel af førstegangsanbragte børn og unge med forældre, der selv har været anbragt uden for

hjemmet som barn eller ung

Pct.

0-5 år

6-11 år

Alder ved anbringelse

12-17 år

Ikke anbragt*

Note: *) Ikke anbragt omfatter 0-17-årige ultimo 2019, der

ikke

har været anbragt uden for hjemmet.

Anm.: Omfatter børn og unge i alderen 0-17 år, som fik iværksat en førsteganganbringelse uden for hjemmet i løbet

af 2015-2019, og som findes i befolkningsregistret ultimo året. Hvis blot én forælder har været anbragt uden

for hjemmet, indgår barnet eller den unge i andelen. Anbringelsesstatistikken går tilbage til 1980, hvormed

anbringelser, der er ophørt inden år 1980, ikke indgår i opgørelsen af forældre, der selv har været anbragt

uden for hjemmet som barn eller ung. Alderen angiver barnets eller den unges alder på anbringelsestidspunk-

tet. Antal anbragte børn og unge = 10.970.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Blandt mødre til anbragte børn og unge har en væsentlig større andel kontanthjælp som

primær forsørgelsesgrundlag end blandt mødre til øvrige børn og unge. Denne andel va-

rierer med barnets eller den unges alder ved første anbringelse. Blandt børn og unge,

der blev anbragt som 0-5-årige, havde 57 pct. af mødrene kontanthjælp som væsentlig-

ste indkomstkilde i året op til anbringelsen. Blandt de, som blev anbragt for første gang

som 12-17-årige, havde 31 pct. af mødrene kontanthjælp som væsentligste indkomst-

kilde, jf. figur 1.6.

Socialpolitisk Redegørelse 2020

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

Figur 1.6

Socioøkonomisk status blandt mødre til førstegangsanbragte børn og unge opdelt efter alder

Pct.

100

Pct.

100

Beskæftigelse

0-5 år

Uddannelse

6-11 år

Kontanthjælp

12-17 år

Førtidspension

Øvrige

Ikke anbragte*

Note: *) Ikke anbragt omfatter 0-17-årige ultimo 2019, der

ikke

har været anbragt uden for hjemmet.

Anm.: Omfatter alle 0-17-årige, som fik iværksat en førstegangsanbringelse uden for hjemmet i løbet af 2015-2019,

og for hvem der findes oplysninger om mors socioøkonomiske status. Mødres socioøkonomiske status er op-

gjort i året før barnets eller den unges anbringelse. Alderen angiver barnets eller den unges alder på anbrin-

gelsestidspunktet. Antal anbragte børn og unge = 9.679.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Diagnoser, der kan være relateret til et handicap eller en psykisk lidelse, er betydeligt

overrepræsenteret blandt forældre til anbragte børn og unge. Der ses særligt en høj fore-

komst af diagnoser relateret til psykiske lidelser blandt mødre til de tidligt anbragte

børn. Omkring 20 pct. af mødre til børn, der blev anbragt i 0-5-årsalderen, har en diag-

nose relateret til en psykisk lidelse, mens det er lidt under 10 pct. af mødrene til børn,

der blev anbragt som 12-17-årige. Misbrugsproblemer er også relativt hyppigt blandt for-

ældre til anbragte børn og unge. Tidligt anbragte børn har oftere forældre, som har haft

tegn på misbrugsproblemer, end børn og unge, der er anbragt sent i barndommen. Om-

kring hver fjerde af de førstegangsanbragte 0-5-årige børn har mindst en forælder med

tegn på misbrugsproblemer, mens det gælder ca. hver tiende af de 12-17-årige første-

gangsanbragte unge.

Derudover viser analysen i kapitel 4, at anbragte børn og unge ofte anbringes– ifølge

sagsbehandlernes registreringer – pga. omsorgsvigt eller anden bekymrende adfærd hos

forældrene, fx kriminel adfærd eller misbrugsproblemer. Dette er særlig udtalt blandt

tidligt anbragte børn. I ca. 85 pct. af alle førstegangsanbringelser af børn i 0-5-årsalde-

ren er omsorgssvigt eller anden bekymrende adfærd hos forældre angivet som en ud-

slagsgivende årsag til anbringelsen. Blandt førstegangsanbringelser af 12-17-årige unge

er omsorgssvigt mv. angivet som årsag i lidt under 60 pct. af anbringelserne.

Socialpolitisk Redegørelse 2020

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

1.4 Trivsel blandt anbragte

Børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet, trives generelt dårligere på en række

områder end jævnaldrende børn og unge. Det kan der være flere grunde til, og det skal

ses i lyset af de sociale problemer, som har været en medvirkende årsag til, at kommu-

nen har fundet det nødvendigt med en anbringelse uden for hjemmet. Derudover an-

bringes nogle børn og unge uden for hjemmet som følge af psykiske vanskeligheder. I

kapitel 5 beskrives nogle af de mest centrale trivselsproblematikker i forhold til anbragte

børn og unge, herunder hvad der karakteriserer de grupper af anbragte børn og unge,

som viser tydelige tegn på mistrivsel. Analyserne tager afsæt i data fra trivselsundersø-

gelsen blandt anbragte børn og unge i alderen 11-17 år i hhv. 2014, 2016 og 2018.

Langt de fleste børn og unge, som er anbragt uden for hjemmet, er glade for deres an-

bringelsessted og føler sig hjemme, hvor de bor. Blandt de 11-17-årige piger og drenge i

plejefamilier er det i størrelsesorden 90-95 pct., som svarer, at de har det godt, hvor de

bor. På døgninstitutioner og socialpædagogiske opholdssteder er det derimod mindre

end 80 pct. blandt drengene og omkring 60 pct. af pigerne.

En del af forklaringen ligger i, at børn og unge i plejefamilier oftest er anbragt i en tidli-

gere alder, ligesom de oftest har boet det samme sted i længere tid. Blandt de 11-17-årige

i plejefamilier er det ca. halvdelen, som er anbragt før 6-årsalderen, mens omkring 10

pct. er anbragt som 12-17-årig. Til sammenligning er det ca. 40 pct. blandt anbragte på

døgninstitutioner og socialpædagogiske opholdssteder, der er anbragt som 12-17-årig,

mens lidt over 20 pct. er anbragt før 6-årsalderen, jf. figur 1.7.

Figur 1.7

Alder ved første anbringelse efter anbringel-

sessted

Pct.

100

Anbragte i

plejefamilie

0-5 år

6-11 år

Anbragte på

døgninstitution mv.

12-17 år

Pct.

100

Figur 1.8

Anbragte på døgninstitution mv., som har

det godt, hvor de bor efter alder ved første

anbringelse

Pct.

100

Pct.

100

0-5 år

6-11 år 12-17 år

Drenge

0-5 år 6-11 år 12-17 år

Piger

Meget godt/godt

Nogenlunde

Ikke så godt

Anm.: Anbragte børn og unge på hhv. 11, 13, 15 og 17 år, som deltog i trivselsundersøgelsen blandt anbragte børn

og unge i 2018. Figur 5.4 er basseret på besvarelser fra 2014-2018. ”Anbragte på døgninstitution mv.” omfat-

ter også anbringelser på socialpædagogiske opholdssteder. Børn og unge, som har svaret ”Ved ikke” indgår

ikke i opgørelsen grundet diskretionshensyn.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Socialpolitisk Redegørelse 2020

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

Der ses også en sammenhæng mellem alder ved første anbringelse og andelen, som har

det godt, hvor de bor. Blandt drenge på døgninstitutioner og socialpædagogiske op-

holdssteder, som er anbragt før 6-årsalderen, er det 75 pct., som har det godt, hvor de

bor, mens andelen er lidt lavere omkring 65 pct. for drenge anbragt som 12-17-årig.

Samme billede tegner sig hos pigerne, om end her ligger de sent anbragte piger endnu

lavere i trivsel. Piger på døgninstitutioner mv. anbragt i 12-17-årsalderen er således den

gruppe af anbragte børn og unge, som trives dårligst på deres anbringelsessted. Her er

det mindre end halvdelen, som svarer, at de har det godt, hvor de bor, jf. figur 1.8.

Anbragte piger udgør en væsentlig mere sårbar gruppe end anbragte drenge på flere di-

mensioner af psykisk mistrivsel. Næsten 40 pct. blandt anbragte piger har som 15-årig

indikationer på psykisk mistrivsel målt på SDQ (ligger uden for normalområdet). Det er

omkring dobbelt så høj en andel som hos anbragte drenge, mens det kun er 2-4 pct.

blandt alle 15-årige drenge og piger i Danmark, jf. figur 1.9.

Figur 1.9

Indikationer på psykisk mistrivsel blandt 15-

årige efter køn

Pct.

Alle drenge

Alle piger

Anbragte

drenge

Anbragte piger

Figur 1.10

Indikationer på psykisk mistrivsel hos an-

bragte 15-årige efter køn og anbringelses-

sted

Pct.

Drenge,

plejefamilie

Piger,

plejefamilie

Drenge,

Piger,

døgninstitution døgninstitution

mv.

Pct.

Uden for normalområdet

Grænseområdet

Uden for normalområdet

Grænseområdet

Anm.: Indikationer på psykisk mistrivsel blandt 15-årige i 2018 målt ved SDQ-indekset. Figur 1.10 er opgjort for 15-

årige i hhv. 2014, 2016 og 2018. En chi

-test bekræfter, at forskellen mellem anbragte drenge og anbragte

piger på den samlede SDQ-score er statistisk signifikant (P < 0,01).

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistik registerdata samt Børn og unge i Danmark 2018 (Ottosen et al.,

2018).

Der ses også markante forskelle i psykisk mistrivsel hos hhv. anbragte drenge og an-

bragte piger, når man ser på tværs af anbringelsesstederne. Blandt 15-årige drenge i ple-

jefamilier er det 12 pct., som ligger uden for normalområdet, mens det er 23 pct. hos

jævnaldrende piger i plejefamilier. Ser man på døgninstitutioner og socialpædagogiske

opholdssteder, er det også 23 pct. blandt drengene, som ligger uden for normalområdet

på SDQ-indekset som 15-årig, mens det gælder knap halvdelen, 47 pct., af pigerne, jf. fi-

gur 1.10.

Socialpolitisk Redegørelse 2020

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

Når en markant højere andel hos anbragte piger viser tegn på psykisk mistrivsel, hænger

det sammen med, at anbragte piger har flere emotionelle problemer. De er ofte mere be-

kymrede, ligesom de oftere føler sig ensomme og kede af det. Blandt 15-årige piger på

døgninstitutioner og socialpædagogiske opholdssteder er det eksempelvis mere end 30

pct., som ofte eller meget ofte føler sig ensomme. Sent anbragte unge har samtidig flere

emotionelle problemer end tidligt anbragte. Blandt de piger, som blev anbragt første

gang uden for hjemmet i 0-5-årsalderen, er det lidt under 40 pct., som ligger uden for

normalområdet i forhold til emotionelle problemer. Blandt de piger, som blev anbragt

første gang uden for hjemmet i 12-17-årsalderen, er det derimod 60 pct.

I kapitlet vises det også, at der er en sammenhæng mellem psykisk mistrivsel og anbrag-

tes faglige resultater i grundskolen samt betydning i forhold til at påbegynde og gennem-

føre en ungdomsuddannelse. Fagligt svage anbragte børn og unge ser ud til at have færre

af de personlige kompetencer, som kan være en vigtig forudsætning for at klare sig fag-

ligt godt i skolen og i uddannelsessystemet. Det handler blandt andet om koncentrati-

onsevne og adfærdsproblemer.

1.5 Geografiske forskelle i udsatte børn og unge

Ved udgangen af 2019 var knap 10 ud af 1.000 børn og unge anbragte, når man ser på

landsplan. Der er dog en række forskelle i anbringelsesmønsteret imellem kommunerne.

I kapitel 6 i årets redegørelse dykkes der ned i en række af disse kommunale forskelle.

Der er en tendens til, at kommuner med relativt færrest anbringelser særligt koncentre-

rer sig omkring hovedstadsområdet, i Nordsjælland og i Østjylland, jf. figur 1.11. Her har

de fleste kommuner en andel på under landsgennemsnittet. Kommuner med relativt

flest anbringelser befinder sig særligt i Nordjylland, i Sønderjylland samt på Syd- og

Vestsjælland, hvor flere af kommunerne har en andel på over 1,5 pct. Andelen af børn og

unge, som er anbragt uden for hjemmet, er særlig høj i kommunerne Lolland, Guldborg-

sund, Vordingborg og Langeland, hvor over 2 pct. af alle børn og unge var anbragt uden

for hjemmet ved udgangen af 2019.

Forskellene i hvor stor en andel af børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet, hæn-

ger sammen med demografiske forhold i kommunerne, herunder graden af udsathed

blandt den voksne befolkning i kommunen.

Socialpolitisk Redegørelse 2020

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

Figur 1.11

Andelen af børn og unge der var anbragt

uden for hjemmet, ultimo 2019

Figur 1.12

Andelen af førstegangsanbringelser hvor

barnet var under 5 år, 2015-2019

Note: *) Når data for en kommune omfatter 4 personer eller derunder, vises opgørelsen ikke for kommunen som

følge af diskretionshensyn.

Anm.: I figur 1.11 er andelen af anbragte børn og unge i kommunerne opgjort pr. 31. december 2019 blandt alle 0-

17-årige. Antallet af anbragte er opgjort på baggrund af handlekommune. Figur 1.12 omfatter iværksatte før-

stegangsanbringelser blandt 0-17-årige i perioden 2015-2019. Børn og unge, som har fået iværksat en an-

bringelse i perioden, men som tidligere har været anbragt uden for hjemmet, er således ikke med i opgørel-

sen. Antallet af anbringelser er opgjort på baggrund af handlekommune. Barnets eller den unges alder er op-

gjort på anbringelsestidspunktet.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Der er også en tendens til, at særligt kommuner omkring hovedstadsområdet sjældnere

anbringer helt små børn, end resten af landet gør. Under 15 pct. af førstegangsanbringel-

serne finder sted blandt børn under 5 år i landsdelene Købehavns omegn, Østsjælland

og Nordsjælland. I landsdelene Nordjylland, Vestjylland og Sydjylland anbringer kom-

munerne oftere helt små børn, da over 20 pct. af førstegangsanbringelserne her finder

sted blandt børn under 5 år. Inden for de enkelte landsdele er der dog også kommunale

forskelle på, i hvor høj grad førstegangsanbringelser finder sted blandt børn under 5 år.

I enkelte kommuner er det under 9 pct. af anbringelserne, der er blandt børn under 5 år,

mens det er over 27 pct. i enkelte andre kommuner, jf. figur 1.12.

Der tegner sig et billede af, at nogle af de kommuner, som har en høj andel anbragte

børn og unge, oplever en højere grad af tilflytning af udsatte familier. I eksempelvis

landsdelen Vest- og Sydsjælland, som har den højeste andel anbragte børn og unge, er

det 37 pct. af de førstegangsanbragte børn og unge, som er tilflyttet den anbringende

kommune i årene op til selve anbringelsen. Mens andelen, som er tilflyttere, er lavere i

Socialpolitisk Redegørelse 2020

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

eksempelvis Østjylland og i hovedstadsområdet, hvor andelene er under 25 pct., jf. figur

1.13.

Figur 1.13

Andel af førstegangsanbragte børn og unge som er tilflyttet den anbringende kommune i

årene op til anbringelsen

Pct.

Byen

København

Øst-

jylland

Københavns

Nord-

omegn

sjælland

Øst-

sjælland

Bornholm

Nord-

jylland

Fyn

Syd-

jylland

Vest-

jylland

Vest- og

Sydsjælland

Anm.: Omfatter alle førstegangsanbringelser blandt børn og unge i alderen 0-17 år i perioden 2015-2019. Figuren

angiver, hvor stor en andel af førstegangsanbragte børn og unge inden for en enkelt landsdel, der op til 5 år

inden anbringelsen er tilflyttet den anbringende kommune. For børn, der var under 5 år på anbringelsestids-

punktet, er opgørelsen af tilflytninger til den anbringende kommune opgjort på baggrund af oplysninger om

moren i årene op til barnets fødselsdag.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Når kommunerne træffer afgørelse om at anbringe et barn eller en ung uden for hjem-

met, er der betydelige forskelle med hensyn til, hvor ofte de forskellige kommuner væl-

ger et anbringelsessted beliggende i en anden kommune. For langt de fleste kommuner

omkring hovedstadsområdet, i Nordsjælland og i Østsjælland gælder det, at over 3 ud af

4 anbragte børn og unge er anbragt uden for kommunens grænser. Omvendt er det ofte

en væsentlig mindre andel i landets øvrige kommuner, særligt i Sydjylland og på Fyn,

hvor andelen i de fleste kommuner ligger på under 50 pct.

En væsentlig forklaring på de kommunale forskelle, i hvor ofte børn og unge anbringes

uden for kommunens egne grænser, kan være mangel på plejefamilier i nogle kommu-

ner. Der er således en sammenfaldende tendens til, at der er færre ledige plejefamilier i

de kommuner, som ofte anbringer børn og unge uden for kommunens grænser. Dette

ses særligt i hovedstadsområdet, hvor mange kommuner har enten få eller ingen ledige

plejefamilier.

1.6 Udsatte unge i efterværn

Hensigten med efterværn er at give unge med behov for særlig støtte en mere glidende

overgang til voksenlivet. Det er således ikke alle unge, der er anbragt op til det 18. år,

som har behov for efterværn. Nogle anbragte unge har brug for anden støtte, end hvad

kommunen kan tilbyde gennem efterværnsparagrafferne. Andre unge uden væsentligt

Socialpolitisk Redegørelse 2020

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

større problemer end deres jævnaldrene vil kunne træde ud i voksenlivet uden særlige

behov for støtte.

I kapitel 7 ses der nærmere på, hvor mange unge, der er anbragt op til de fylder 18 år,

som modtager efterværn, hvad der karakteriserer de unge, der får efterværn, samt hvor-

dan de unge klarer sig, efter efterværnsstøtten ophører.

Det var ca. 60 pct. af de 23-25-årige unge ultimo 2018, som var anbragt op til, de fyldte

18 år, som modtog efterværnsstøtte i løbet af overgangen til voksenlivet. Omkring 65

pct. modtog efterværn blandt de unge i plejefamilier og på socialpædagogiske opholds-

steder, mens det gælder 52 pct. blandt de unge på døgninstitutioner. Blandt unge an-

bragt på eget værelse eller på et kollegielignende tilbud er det imidlertid 70 pct., som

modtog efterværn. Når færre på døgninstitution modtager efterværn, hænger det blandt

andet sammen med, at der er flere af disse unge, som har betydelig eller varig funktions-

nedsættelse, og derfor i stedet overgår direkte til at modtage støtte efter voksenbestem-

melserne i serviceloven, fx i form af en plads i et botilbud eller socialpædagogisk støtte i

hjemmet.

Der er betydelige forskelle mellem kommunerne i forhold til, hvor ofte anbragte unge

modtager efterværn. I de kommuner, hvor relativt flest anbragte unge får efterværn,

modtog knap 80 pct. af unge, der var anbragt op til det 18. år, efterværnsforanstaltnin-

ger, mens ca. 40 pct. modtog efterværnsforanstaltninger i kommuner, hvor færrest an-

bragte unge får efterværn, jf. figur 1.14.

Der kan være flere forklaringer på de store forskelle mellem kommunerne. Blandt andet

kan de skyldes, at der på tværs af kommunerne er forskelle i sammensætningen i grup-

pen af unge, der er anbragt op til det 18. år i forhold til, om de unge har brug for og gavn

af efterværnsstøtte.

Men de kommunale forskelle kan også være udtryk for, at kommunerne har forskellige

tilgange, når de vurderer, om der er behov for at iværksætte efterværn til anbragte unge.

Blandt andet finder Deloitte i en undersøgelse udarbejdet for Socialstyrelsen, at der på

tværs af kommuner og sagsbehandlere er forskellige tilgange og strategier til tildelingen

af efterværn (Deloitte, 2017). På tværs af kommunerne i Deloittes undersøgelse giver

flere kommunale ledere udtryk for, at det kan være vanskeligt at vurdere, om en ung skal

tilbydes efterværn, da loven giver brede fortolkningsmæssige rammer.

Socialpolitisk Redegørelse 2020

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

Figur 1.14

Brug af efterværn blandt 23-25-årige tidligere anbragte* unge, fordelt på kommuner, ultimo

2018

Note: *) Omfatter kun unge, der var anbragt i alderen 17�½ år. **) Når data for en kommune omfatter 4 personer eller

derunder, vises opgørelsen ikke for kommunen som følge af diskretionshensyn.

Anm.: Figuren angiver andelen af anbragte 17�½-årige, som kommer i efterværn. Omfatter unge i alderen 23-25 år

ultimo 2018, som var anbragt uden for hjemmet som 17�½-årig. Dragør, Fanø, Hørsholm, Læsø, Odder,

Samsø, Vallensbæk og Ærø er ikke med i denne opgørelse pga. diskretionshensyn. Kommunen angiver

handlekommunen. N=5.583.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Samtidig er der også betydelige kommunale forskelle i, hvor længe unge får efterværn. I

gennemsnit varede de unges efterværnsforløb 2 år, men i enkelte kommuner varede ef-

terværnsforløbene over 2,5 år i gennemsnit, mens efterværnsforløb i andre kommuner i

gennemsnit varede under 1,5 år.

Socialpolitisk Redegørelse 2020

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

I kapitlet undersøges det også, hvordan det går tidligere anbragte unge i starten af

20’erne. Størstedelen af de tidligere anbragte unge har som 23-25-årig ikke gennemført

en kompetencegivende ungdomsuddannelse. Andelen, som har gennemført en ung-

domsuddannelse, er imidlertid højere blandt de unge, der har modtaget efterværn, end

blandt de, der ikke har modtaget efterværn. Endvidere ses der en tendens til, at jo læn-

gere den unge har modtaget efterværn, jo større er sandsynligheden for, at den unge har

gennemført en kompetencegivende ungdomsuddannelse, jf. figur 1.15.

Forskellen i andelen af unge, der har gennemført en ungdomsuddannelse, er primært

drevet af, at flere gennemfører en gymnasial uddannelse blandt de unge med lange efter-

værnsforløb sammenlignet med unge uden efterværn eller med korte efterværnsforløb,

jf. figur 1.16. Omvendt ses der ikke en tendens til at de unge efterværnsmodtagere sjæld-

nere har fået en strafferetlig dom som voksne, end de tidligere anbragte unge, som ikke

modtog efterværn.

Figur 1.15

Andel der har gennemført en ungdomsud-

dannelse blandt 23-25-årige tidligere an-

bragte* unge, ultimo 2018

Pct.

Figur 1.16

Højest fuldførte uddannelse blandt 23-25-

årige tidligere anbragte* unge, ultimo 2018

Pct.

Ikke i

efterværn

Under 1 år

1-2 år

Over 2 år

Gymnasial

uddannelse

Ikke i efterværn

Erhvervsfaglig

uddannelse

Under 1 år

Videregående

uddannelse

1-2 år

Over 2 år

Varighed af efterværn

Note: *) Omfatter kun unge, der var anbragt i alderen 17�½ år, der

ikke

havde en diagnose, der kan være forbundet

med et handicap jf. definitionen i boks 7.2 i kapitel 7.

Anm.: Figurerne omfatter unge i alderen 23-25 år ultimo 2018, der har været anbragt som 17�½-årig, og som indgår i

befolkningsregistret ultimo året. Uddannelsesniveau og ungdomsuddannelsesstatus er opgjort pr. 30. septem-

ber 2018. Højest fuldførte uddannelse blandt de unge, som ikke har gennemført en ungdomsuddannelse, er

ikke vist i figur 1.16. N=4.482.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Resultaterne kan dog ikke bruges til at konkludere på, hvilken effekt efterværn har, da

tildelingen bygger på en kommunal vurdering, ligesom efterværn er et tilbud til de unge,

som det er muligt at afslå. Skulle der laves en egentlig effektvurdering af et efterværn,

ville det metodisk kræve, at tildelingen ikke var baseret på et skøn, og at deltagelse var

obligatorisk.

Socialpolitisk Redegørelse 2020

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

1.7 Kan sundhedsplejerskers observationer forudsige udsat-

hed?

Sundhedsplejerskerne er nogle af de første fagpersoner, der møder nyfødte børn og de-

res familier. De har derfor en enestående mulighed for at give en tidlig vurdering af bar-

nets sundhed, udvikling og trivsel og for at sætte ind med støtte og vejledning under de-

res besøg, hvis de vurderer, det er nødvendigt eller gavnligt.

I kapitel 8 ses der på oplysninger fra sundhedsplejerskernes besøg for ca. 23.500 børn

født i årene 2006-2009 fordelt over 14 kommuner primært fra hovedstadsområdet. Op-

lysningerne fra besøgene kobles med registeroplysninger om børnenes udsathed, der er

defineret som at have modtaget en social foranstaltning efter serviceloven, op til bør-

nene er mellem 9 og 12 år.

Analysen viser, at sundhedsplejerskerne kan observere opmærksomhedspunkter og risi-

kofaktorer i børnenes første leveår, der senere kan udvikle sig til udsathed. Dog kan

sundhedsplejerskernes observationer ikke alene forudsige, hvilke børn der senere bliver

udsatte. Dette skyldes, at langt størstedelen af de børn, der modtager mange bemærk-

ninger fra sundhedsplejersken, ikke senere bliver udsatte.

Over halvdelen af de børn, der indgår i analysen, har modtaget 3 eller flere bemærknin-

ger. Der er dog indikationer på, at der er sammenhæng mellem antallet af bemærknin-

ger, og om børn har modtaget sociale foranstaltninger. Sundhedsplejersken registrerer

således flere bemærkninger hos børn, der modtager sociale foranstaltninger, hvor 66 og

72 pct. af de udsatte børn hhv. inkl. og ekskl. familierettede forebyggende foranstaltnin-

ger har fået 3 eller flere bemærkninger. For øvrige børn gælder det 54 pct. Det skal dog

bemærkes, at blandt de udsatte børn har 28-34 pct. fået registreret 0-2 bemærkninger i

løbet af det første leveår, jf. figur 1.17.

Socialpolitisk Redegørelse 2020

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

Figur 1.17

Antallet af bemærkninger i det første leveår opdelt efter om barnet er udsat

Pct.

100

Pct.

100

Udsatte ekskl. familierettede

0-2 bemærkninger

Udsatte inkl. familierettede

3-5 bemærkninger

6-8 bemærkninger

Øvrige

9-11 bemærkninger

Anm.: Udsatte ekskl. familierettede omfatter børn, der på et tidspunkt fra deres fødsel og frem til 31. december 2018

har været anbragt uden for hjemmet eller modtaget en personrettet forebyggende foranstaltning. Udsatte inkl.

familierettede omfatter udsatte ekskl. familierettede samt børn, som har modtaget en familierettet forebyg-

gende foranstaltning fra 2014 og frem til 31. december 2018. Se i øvrigt anmærkninger til tabel 8.1 i kapitel 8.

Kilde: Egne beregninger på data fra Databasen Børns Sundhed og Danmarks Statistiks registerdata.

Udsatte børn ekskl. børn, der har modtaget familierettede forebyggende foranstaltnin-

ger, får samtidig registreret flere bemærkninger end udsatte børn inkl. børn, der har

modtaget familierettede indsatser. Blandt de udsatte børn ekskl. familierettede forebyg-

gende foranstaltninger får 25 pct. 6-8 bemærkninger, og 6 pct. får 9 eller flere bemærk-

ninger. Tilsvarende er det hhv. 20 pct. og 4 pct. blandt de udsatte børn inkl. familieret-

tede forebyggende foranstaltninger. Til sammenligning er det hhv. 12 pct. og 1 pct.

blandt øvrige børn.

Når der korrigeres for en række bagvedliggende faktorer, er der en positiv sammenhæng

mellem antallet af bemærkninger og risikoen for senere at blive udsat, som er statistisk

signifikant. Børn, der har modtaget flere bemærkninger, har således en oversandsynlig-

hed for at blive udsatte.

Udsatte børn adskiller sig især fra de øvrige børn i forhold til bemærkninger til forældre-

barn kontakten og mors psykiske tilstand, hvor der er en oversandsynlighed for at mod-

tage bemærkningerne blandt de udsatte børn. 33-42 pct. af de udsatte børn har fået en

bemærkning til forældre-barn kontakten i mindst et af de fire besøg, mens det gælder 17

pct. af de øvrige børn. Ser man på bemærkninger til mors psykiske tilstand, har 52-59

pct. af de udsatte børn fået en bemærkning i mindst et af de fire besøg, mens det er 35

pct. af de øvrige børn, jf. figur 1.18.

Socialpolitisk Redegørelse 2020

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

Figur 1.18

Andelen af børn med specifikke bemærkninger i det første leveår efter om barnet er udsat

Pct.

Forældre-barn

kontakten

Mors

psykiske tilstand

Signaler

og reaktioner

Spisning

og ernæring

Sundhedsplejerskens

kontakt med barnet

Barnets

sprogudvikling

Øvrige

Udsatte ekskl. familierettede

Udsatte inkl. familierettede

Anm.: Se bilag tabel 8.4 i kapitel 8 for en beskrivelse af de forskellige typer af bemærkninger. Se i øvrigt anmærk-

ninger til figur 8.4 i kapitel 8.

Kilde: Egne beregninger på data fra Databasen Børns Sundhed og Danmarks Statistiks registerdata.

Forskellene mellem udsatte og øvrige børn er betydeligt mindre for bemærkninger, der

knytter sig til barnets fysik og motorik. For eksempel er andelen af de udsatte og øvrige

børn, der har fået bemærkning til hud og navle, stort set ens, hvor der gives bemærknin-

ger til ca. halvdelen af børnene.

Forhold i barnets hjem kan også have betydning for risikoen for at modtage en social

foranstaltning i løbet af opvæksten. I kapitlet ses der også nærmere på betydningen af,

om barnet har haft en forældre med nedsat omsorgsevne pga. et misbrug og problemati-

ske forudsætninger for forældreskab og risikoen for senere udsathed. Eksempelvis vises

det i kapitlet, at flere børn, hvis forældre har nedsat omsorgsevne grundet misbrug,

modtager sociale foranstaltninger i løbet af deres opvækst. Blandt de børn, der har

mindst en forælder med nedsat omsorgsevne grundet et alkohol- eller stofmisbrug, har

29 pct. modtaget en social foranstaltning, hvor det gælder 6 pct. af børnene med foræl-

dre uden nedsat omsorgsevne grundet misbrug.

1.8 Tilbudsbilledet på det specialiserede socialområde

I forbindelse med den igangværende Evaluering af det specialiserede socialområde har

det daværende Social- og Indenrigsministerium og nu Social- og Ældreministeriet udar-

bejdet en række analyser, der har til formål at give et overordnet indblik i tilbudsland-

skabet.

I kapitel 9 i årets redegørelse gennemgås de overordnede resultater fra de første analy-

ser af tilbudslandskabet. Analyserne tager udgangspunkt i data fra Tilbudsportalen. Det

Socialpolitisk Redegørelse 2020

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

belyses, hvor mange tilbud, afdelinger og pladser der findes af de forskellige tilbudsty-

per, hvilke virksomhedsformer tilbuddene har, hvor store afdelingerne er, samt hvor i

landet afdelinger af de forskellige tilbudstyper ligger.

Overordnet kan tilbuddene på Tilbudsportalen opdeles i tilbud på voksenområdet og til-

bud på børne- og ungeområdet. Af de i alt 4.621 afdelinger henvender 86 pct. sig til vok-

senområdet, mens 26 pct. henvender sig til børne- og ungeområdet. Et tilbud eller en af-

deling kan også være registreret til at modtage både voksne samt børn og unge, hvilket

gør sig gældende for omkring 12 pct. af afdelingerne, jf. tabel 1.2.

Tabel 1.2

Tilbud og afdelinger fordelt på om de er registreret til voksne, til børn og unge eller til både

voksne samt børn og unge

Tilbud

Overordnet målgruppe

Voksne

Børn og unge

Heraf både voksne samt børn og unge

I alt

Afdelinger

-------------------------- Antal --------------------------

2.158

747

452

2.453

3.982

1.182

543

4.621

Anm.: Tilbud og afdelinger på Tilbudsportalen pr. 31. december 2019, fordelt på om de er registreret til voksne, til

børn og unge samt til både voksne og børn og unge. De 452 tilbud og 543 afdelinger, der er registreret til

både voksne og børn og unge, indgår også i opgørelsen over tilbud og afdelinger til henholdsvis voksne og

børn og unge. Der indgår ikke friplejeboliger og plejefamilier, og der er foretaget en frasortering af tilbud, som

vurderes at tilhøre plejehjemsoversigten. Se boks 9.1 sidst i kapitel 9 for yderligere information om databe-

handling og opmærksomhedspunkter.

Kilde: Egne beregninger på data fra Tilbudsportalen.

På Tilbudsportalen registreres der et antal pladser til hver tilbudstype på en afdeling.

Summen af pladserne til hver tilbudstype på en afdeling udgør dermed det samlede an-

tal pladser på afdelingen og kan således give et indblik i, hvor stor afdelingen er.

På afdelinger med døgnophold, der også tilbyder ambulant behandling eller dagtilbud,

kan der være pladser, som er reserveret til beboerne. I kapitel 9 ses der alene på antallet

af pladser til døgnophold. Pladser til henholdsvis døgnophold og dagophold lægges ikke

sammen, da man dermed risikerer at overvurdere størrelsen på afdelingen, idet samme

person kan optage to pladser.

Med undtagelse af afdelinger, der er godkendt som forsorgshjem og herberger, er der på

både voksen- samt børne- og ungeområdet mellem 10 og 12 pladser til døgnophold i

gennemsnit på en afdeling. På afdelinger, som er godkendt som forsorgshjem og herber-

ger, er der i gennemsnit 20 pladser til døgnophold på en afdeling, jf. figur 1.19.

Socialpolitisk Redegørelse 2020

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

Figur 1.19

Gennemsnitligt antal døgnopholdspladser pr. afdeling, fordelt på tilbudstyper

Pladser i gennemsnit pr. afdeling

Botilbud og

botilbudslignende tilbud

Misbrugsbehandlings-

tilbud, døgnophold

Til tilbudstypen

Forsorgshjem/

herberg

Kvindekrisecenter

Til andre tilbudstyper

Anbringelsessteder til

børn og unge

Anm.: Gennemsnitligt antal døgnopholdspladser pr. afdeling pr. 31. december 2019, fordelt på tilbudstyper. Figuren

viser udelukkende det gennemsnitlige antal pladser til døgnophold, og omfatter således ikke ambulante- og

dagtilbudspladser. Det gennemsnitlige antal pladser pr. afdeling er beregnet for alle de afdelinger, der er god-

kendt som tilbudstypen. I figuren er tilbudstyper, der står angivet hver for sig på Tilbudsportalen, lagt sam-

men. Se tabel 9.6 og tabel 9.7 i kapitel 9 for fuld oversigt over tilbudstyper på Tilbudsportalen. Se også boks

9.1 i kapitel 9 for yderligere information om databehandling og opmærksomhedspunkter.

Kilde: Egne beregninger på data fra Tilbudsportalen.

Derudover belyses den geografiske dækning af tilbuddene også i kapitlet. På voksenom-

rådet ligger der i næsten alle landets kommuner mindst én afdeling, der er godkendt

som en tilbudstype med døgnophold. Der er således blot to kommuner, hvor der ikke

ligger afdelinger med døgnophold til voksne, mens der i 27 kommuner ligger mere end

30 afdelinger med døgnophold, jf. figur 1.20. På børne- og ungeområdet er der afdelin-

ger, der er godkendt som anbringelsessteder, i 92 af landets kommuner, jf. figur 1.21.

Socialpolitisk Redegørelse 2020

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

Figur 1.20

Antal afdelinger godkendt som tilbudstyper

med døgnophold på voksenområdet

Figur 1.21

Antal afdelinger godkendt som anbringel-

sessteder på børne- og ungeområdet

Anm.: Antal afdelinger, der pr. 31. december 2019 er godkendt som tilbudstyper med døgnophold på hhv. voksen-

området og børne- og ungeområdet. Der er 37 afdelinger til døgnophold til voksenområdet og 6 anbringelses-

steder, der har uoplyst adresse, og som ikke indgår i opgørelsen.

Kilde: Egne beregninger på data fra Tilbudsportalen.

1.9 Kommunernes oplevede udfordringer på det sociale om-

råde

En central opgave for Social- og Ældreministeriet er at understøtte den fortsatte udvik-

ling af kvaliteten i den sociale indsats samt en effektiv og investeringsorienteret anven-

delse af ressourcer på det sociale område. En vigtig del af dette arbejde er at tilveje-

bringe et systematisk og bredt overblik over kommunernes perspektiver på centrale ud-

fordringer på det sociale område.

På den baggrund har Socialstyrelsen i efteråret 2020 gennemført en landsdækkende

spørgeskemaundersøgelse af kommunernes oplevede udfordringer, der dækker det spe-

cialiserede børne- og ungeområde samt voksensocialområdet. Svarprocenterne er hen-

holdsvis 97 pct. og 95 pct. for de to områder, og undersøgelsen giver således et dæk-

kende billede af det oplevede kommunale udfordringsbillede.

I sidste kapitel i årets redegørelse præsenteres centrale resultater fra undersøgelsen. Re-

sultaterne giver et billede af, hvor kommunerne oplever udfordringer i arbejdet med so-

cialt udsatte, personer med psykisk sårbarhed og personer med handicap

Socialpolitisk Redegørelse 2020

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

1.10 Investeringer i virksomme indsatser

Et strategisk og systematisk arbejde med udvikling og udbredelse af virksomme sociale

indsatser er omdrejningspunktet for en stor del af socialpolitikken. Sociale indsatser,

der virker, er først og fremmest investeringer i mennesker – deres trivsel og livsmulighe-

der – men indsatserne kan også have et samfundsøkonomisk afkast, fx når den enkeltes

støttebehov bliver nedbragt eller i form af positive effekter på beskæftigelse, uddannelse

og sundhed.

For at potentialet i investeringstankegangen kan gøres til virkelighed, er der behov for,

at kommuner, civilsamfund og øvrige aktører på socialområdet har redskaberne til at ar-

bejde systematisk med sociale indsatser ud fra viden om indsatsernes effekt og afledte

økonomiske konsekvenser.

På den baggrund gør dette afsnit status over en del af Social- og Ældreministeriets lang-

sigtede og strategiske arbejde med at udvikle og udbrede virksomme sociale indsatser og

investeringer på socialområdet. Hjørnestene i dette arbejde er Udviklings- og Investe-

ringsprogrammerne (UIP) og Den Socialøkonomiske Investeringsmodel (SØM), og mi-

nisteriet har ligeledes et tæt samarbejde med Den Sociale Investeringsfond (DSI), der

arbejder med investeringsdagsordenen bredt på velfærdsområderne. Som noget nyt lan-

cerede det daværende Social- og Indenrigsministerium i 2020 en fondsstrategi, som skal

styrke dialog og samarbejde med private fonde, hvor rammerne i høj grad er virksomme

sociale indsatser.

1.11 Status på Udviklings- og Investeringsprogrammerne

Udviklings- og Investeringsprogrammerne (UIP’erne) blev politisk vedtaget i 2017 på

voksenområdet og i 2019 på børne- og ungeområdet. Handicapområdet er dækket af

begge programmer. Formålet med programmerne er at understøtte en mere vidensbase-

ret og effektfuld socialpolitik, der fremmer metoder og indsatser, som virker og efter-

spørges i kommunerne. Der bliver årligt udmøntet 60-70 mio. kr. under hvert af de to

programmer.

Ny viden om sociale indsatser, der genereres i regi af UIP’erne, kan ligeledes bidrage til

videreudviklingen af SØM, hvor dokumenterede effekter fra blandt andet nye og velaf-

prøvede metoder kan lægges ind i modellens vidensdatabase.

Der tages hvert år politisk stilling til udmøntningen af midlerne på hhv. børne- og vok-

senområdet. Prioriteringen af initiativer sker efter indstilling fra en faglig styregruppe,

der blandt andet består af kommuner, faglige organisationer og vidensinstitutioner, som

kvalificerer, at udviklings- og udbredelsesinitiativer modsvarer behov for ny viden og

nye løsninger på socialområdet.

UIP’erne følger ”Strategi for udvikling af sociale indsatser”.

Socialpolitisk Redegørelse 2020

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

Strategien for udvikling af sociale indsatser sætter rammerne for Social- og Ældremini-

steriets systematiske og målrettede arbejde med at udvikle og udbrede virksomme ind-

satser på socialområdet – særligt i UIP’erne. Strategien blev lanceret i 2017 sammen

med en drejebog, der beskriver, hvordan strategiens mål indfries på initiativniveau.

Strategien indeholder en fasemodel, som består af fire faser: Screeningsfasen, mod-

ningsfasen, afprøvningsfasen og udbredelsesfasen, jf. figuren nedenfor.

Figur 1.22

Faserne i Strategi for udvikling af sociale indsatser

Screening

Modning

Afprøvning

Udbredelse

Kilde: Børne- og Socialministeriet (2017a).

En ny social indsats starter i screeningsfasen og bliver systematisk og målrettet modnet

og afprøvet i en mindre aktørkreds, indtil den er klar til at blive udbredt på nationalt

plan. Den systematiske tilgang til indsatsudvikling består i, at der ved faseovergang ud

fra tydelige kriterier træffes beslutning om, hvorvidt et udviklingsarbejde kan fortsætte

eller bør stoppes. Dette skal sikre effektiv anvendelse af de midler, der investeres i ud-

vikling af nye virksomme indsatser. Kriterierne dækker over de foreløbige erfaringer i

udviklingsarbejdet med indsatsens virkning, økonomi, implementering, efterspørgsel og

realistisk drift.

Der er siden 2017 prioriteret 31 initiativer i UIP’erne fordelt på de fire faser i strategien

for udvikling af sociale indsatser. 15 på voksenområdet, 9 på børne- og ungeområdet og

7 på handicapområdet, jf. tabel 1 og 2 i bilag 1.

Ved udgangen af 2020 var der samlet udmøntet ca. 508 mio. kr. til udvikling- og udbre-

delse af indsatser på tværs af voksenområdet samt børne- og ungeområdet. Figur 1.23

viser, hvordan midlerne fordeler sig på hovedmålgrupper, mens figur 1.24 viser fordelin-

gen på faser i ’Strategi for udvikling af sociale indsatser’.

Socialpolitisk Redegørelse 2020

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

Figur 1.23

Udmøntede midler i UIP’erne fordelt på ho-

vedmålgruppe

Udsatte børn

og unge

236,2 mio. kr.

Udsatte voksne

188,0 mio. kr.

Figur 1.24

Udmøntede midler i UIP’erne fordelt på fase i

’Strategi for udvikling af sociale indsatser’

Mio. kr.

500

400

300

200

100

Mennesker med

handicap

83,9 mio. kr.

Mio. kr.

500

400

300

200

100

Screening

Modning

Afprøvning

Udbredelse

Anm.: Udmøntning af satspuljen for 2017-2020 og 2019-2022, udmøntning af Udviklings- og Investeringsprogram-

met for 2017, 2018 og 2019 samt udmøntning af Udviklings- og Investeringsprogrammerne for 2020 og 2021.

Kilde: Børne- og Socialministeriet (2016, 2017b, 2017c, 2018a, 2018b) og Social- og Indenrigsministeriet (2019,

2020e).

1.12 Den Socialøkonomiske Investeringsmodel (SØM)

SØM skal fremme investeringstankegangen på socialområdet. Modellen kan hjælpe

kommuner med at skabe et overblik over omkostningerne ved en indsats og opgøre det

budgetøkonomiske potentiale, der kan være ved investeringer i forebyggelse og virk-

somme sociale indsatser.

Erfaringer fra kommuner, der anvender SØM, viser samtidig, at SØM generelt kan bi-

drage til at styrke det tværfaglige samarbejde i kommunen samt det systematiske ar-

bejde med at belyse indsatsers omkostninger og virkning samt direkte og afledte økono-

miske konsekvenser af sociale indsatser.

Den første version af SØM blev offentliggjort i januar 2018 med målgrupper på voksen-

området, og de første børne- og ungemålgrupper blev lanceret i efteråret 2018, og der er

løbende tilføjet nye målgruppen til modellen.

Boks 1.1. giver en kort beskrivelse af modellen.

Socialpolitisk Redegørelse 2020

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

Boks 1.1

Den Socialøkonomiske Investeringsmodel (SØM)

Den Socialøkonomiske Investeringsmodel (SØM) er et beregningsværktøj, der styrker beslutningsgrundlaget

i en konkret lokal sammenhæng og sætter fokus på de budgetøkonomiske konsekvenser over tid, der kan

være ved at investere i sociale indsatser. SØM består af to dele:

•

En beregningsramme, der beregner det samlede nettoresultat ud fra brugerens input vedrørende

indsatsens omkostninger og succesrate samt de økonomiske konsekvenser over tid.

En vidensdatabase, der indeholder viden om effekter, priser og potentielle økonomiske konse-

kvenser for udvalgte målgrupper. Vidensdatabasen kan fx bruges som inspiration til kommuner-

nes egne beregninger på konkrete indsatser.

Kvaliteten af en SØM-beregning afhænger af de antagelser og input, som brugerne selv indtaster i modellen.

Input kan være brugerens egen viden og data eller kan stamme fra vidensdatabasen. Estimaterne i SØMs vi-

densdatabase er overordnede skøn baseret på registerdata. Disse skøn kan være mere eller mindre repræsen-

tative for den konkrete lokale indsats og målgruppe, man vil undersøge. Gode SØM-beregninger kræver der-

for både økonomfaglige og socialfaglige kompetencer samt et godt kendskab til den lokale kontekst, hvor den

sociale indsats finder sted.

SØM er udviklet af VIVE og Incentive for Socialstyrelsen på baggrund af satspuljeaftalerne for 2016, 2017 og

2018. Modellen er frit tilgængelig på Socialstyrelsens hjemmeside.

Kilde: Social- og Ældreministeriet.

I 2020 er der tilføjet syv nye målgrupper. På børneområdet er målgrupperne børn med

psykiske vanskeligheder (0-5 år), børn og unge anbragt på institution (6-13 år og 14-17

år) og kriminalitetstruede børn og unge (12-17 år) blevet til føjet, og på voksenområdet

er det målgrupperne modtagere af efterværn, der er under uddannelse (18-22 år), mod-

tagere af efterværn, der ikke er under uddannelse (18-22 år), voksne med moderate psy-

kiske lidelser (18-64 år) og voksne med svære psykiske lidelser (18-64 år), jf. boks 1.2.

Socialpolitisk Redegørelse 2020

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

Boks 1.2

Målgrupper i SØM

SØMs vidensdatabase indeholder otte overordnede målgrupper på børne- og ungeområdet og elleve overord-

nede målgrupper på voksenområdet, som vedrører udsatte voksne og voksne med handicap. Da målgrup-

perne er underopdelt på bl.a. alder, indgår der samlet set viden om effekter af sociale indsatser, konsekvenser

og priser for 18 målgrupper i modellen på børneområdet og 24 på voksenområdet.

Voksne 18-64 år:

•

Voksne i hjemløshed

Voksne med psykiske vanskeligheder

Voksne med stofmisbrug

Voksne med alkoholmisbrug

Voksne med psykiske vanskeligheder og samtidig misbrug

Modtagere af efterværn

Voldsudsatte kvinder

Voksne med ADHD

Voksne med autisme

Voksne med udviklingshæmning

Voksne med erhvervet hjerneskade

Børn 0-5 år, 6-13 år og 14-17 år:

•

Børn og unge med angst, depression eller anden affektiv lidelse

Børn og unge med opmærksomhedsforstyrrelse

Børn og unge med psykiske vanskeligheder

Børn og unge i forebyggende foranstaltninger efter servicelovens §52

Børn og unge anbragt i plejefamilie

Børn og unge anbragt på institution

Børn og unge udsat for voldlige eller seksuelle over-greb

Kriminalitetstruede børn og unge (12 – 17 år)

Hvis brugerne ønsker at regne på en målgruppe, som ikke indgår i SØM's vidensdatabase, kan de selv defi-

nere en målgruppe. Det kræver dog særlig viden om målgruppen og den konkrete indsats, der regnes på.

Kilde: Social- og Ældreministeriet.

Derudover er der løbende foretaget forbedringer af modellen. Senest er blandt andet

metoden bag konsekvensestimaterne på voksenområdet forbedret, og datagrundlaget

for de nuværende målgrupper af udsatte voksne, voksne med handicap samt udsatte

børn og unge er opdateret, så der nu findes konsekvensestimater for op til 10 år i videns-

databasen.

1.13 Den Sociale Investeringsfond (DSI)

Folketinget besluttede i december 2018 at etablere Den Sociale Investeringsfond med

formålet om at modne og udvikle markedet for sociale investeringsprogrammer i Dan-

mark.

Socialpolitisk Redegørelse 2020

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

I et socialt investeringsprogram går en myndighed, en leverandør med faglig ekspertise

og en investor sammen om at gennemføre en indsats, der både kan skabe livsforbedrin-

ger for den enkelte og på sigt budgetøkonomiske gevinster for det offentlige. DSI’s ar-

bejde består således i at udvikle og udbrede indsatser på de store velfærdsområder for

herigennem at skabe bedre liv, mindske de offentlige udgifter og danne grundlag for nye

offentlige og private investeringer i velfærd.

Med etableringen af DSI blev der afsat 78 millioner kroner til arbejdet. I forbindelse

med de årlige finanslovsforhandlingerne beslutter aftalepartierne bag fonden, hvilke in-

vesteringsområder DSI skal investere inden for. De aktuelt politisk fastlagte investe-

ringsområder er:

•

Børn og unge i udsatte positioner

Trivsel

Arbejdsmiljø

Mennesker i risiko for livsstilssygdomme

Ind på arbejdsmarkedet

I 2020 har DSI igangsat tre partnerskaber, der handler om at bekæmpe hjemløshed

blandt unge, forebygge svær overvægt og type 2-diabetes, og at stoppe vold i familien og

nedbringe antallet af voldsudsatte børn og voksne, jf. boks 1.3.

Boks 1.3

Tre nye partnerskaber fra Den Sociale Investeringsfond

DSI har igangsat tre udviklingspartnerskaber om at udvikle prototyper på sociale investeringer.

•

DSI’s første partnerskab har til formål at bekæmpe hjemløshed blandt unge med udgangspunkt i

Housing First tilgangen. Her anvises de unge til en bolig, hvorefter de modtager en intensiv ind-

sats, der hjælper dem med at tackle sociale problemer, indgå i fællesskaber og komme videre i

uddannelse eller job. DSI samarbejder med Hjem til Alle alliancen, der er en national alliance

bestående af kommunale aktører, civilsamfundsorganisationer, boligorganisationer m.fl.

DSI’s andet partnerskab skal forebygge svær overvægt og type 2-diabetes i samarbejde med Fo-

rebyggelsesalliancen. I løbet af 2020 arbejder partnerskabet for at kortlægge internationale erfa-

ringer med virksomme indsatser, der kan forebygge udvikling og forværring af svær overvægt og

type 2-diabetes. Endemålet er at kunne lave en plan for konkrete investeringer med relevante

resultatmål.

DSI’s tredje partnerskab er indgået med AskovFonden, Aarhus kommune, Rådet for Sociale In-

vesteringer og Den Sociale Kapitalfond, som skal hjælpe kommuner til at stoppe vold i familien

og nedbringe antallet af voldsudsatte børn og voksne. Endemålet er at udvikle et socialt investe-

ringsprogram baseret på psykologbehandling til udøvere af vold i nære relationer samt voldsud-

satte partnere og børn, som Dialog mod Vold har erfaring med.

Kilde: Den Sociale Investeringsfond.

•

Socialpolitisk Redegørelse 2020

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

1.14 Ny fondsstrategi

I efteråret 2020 lancerede det daværende Social- og Indenrigsministerium en helt ny

fondsstrategi. Formålet med strategien er at fremme en mere vidensbaseret socialpolitik

gennem styrkelse af dialog og samarbejde med private fonde. Strategien skal blandt an-

det skabe bedre rammer for vidensdeling, der kan understøtte en god ressourceudnyt-

telse og generelt et tættere samarbejde mellem fonde, civilsamfundsaktører og myndig-

heder.

Private fonde udmøntede i 2018 mere end 1,4 mia. kr. på socialområdet, jf. tabel 1.3 og

mange fonde arbejder også med udvikling, afprøvning og implementering af sociale ind-

satser og metoder. Derfor er der gode grunde til at sammentænke den sociale indsats og

til at dele viden på tværs af fonde, myndigheder og civilsamfund.

Tabel 1.3

Fondes støtte til sociale formål, 2016-2018

2016

2017

2018

----------------------------------- Mio kr. -----------------------------------

Bevilligede midler

1.709

1.010

1.431

Anm.: Socialområdet er i denne sammenhæng af Danmarks Statistik defineret som støtte til socialt udsatte og per-

soner med handicap samt flygtninge og indvandrere. Definitionerne kan derfor afvige i nogen grad fra de be-

tegnelser, der anvendes i Social- og Ældreministeriet generelt.

Kilde: Danmarks Statistiks fondsstatstik.

Et centralt initiativ i strategien er at etablere vidensalliancer, hvor ministeriet sammen

med fonde stiller sine ressourcer til rådighed med henblik på at udbrede viden om effek-

ter af sociale indsatser. Samtidig vil fonde kunne bidrage med data og viden fra deres

projekter til ministeriets strategiske arbejde med en virksom socialpolitik.

Et andet initiativ i strategien vedrører ministeriets Udviklings- og Investeringsprogram-

mer. Her inviteres fondene med ind i, hvor de kan få mulighed for at bidrage med idéer

til udmøntning af programmerne, og hvor det samtidig vil blive afsøgt, hvordan indsat-

ser fra UIP’erne kan indgå i fondenes arbejde.

Samlet set lægger fondsstrategien op til styrket dialog og konkrete samarbejder mellem

ministeriet og fondsverdenen. Visionen er, at der skabes et bedre vidensgrundlag og ud-

vikles nye løsninger, der kan danne grundlag for investeringer i virksomme sociale ind-

satser, der giver en positiv effekt både for den enkelte og for samfundet.

Socialpolitisk Redegørelse 2020

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

www.oim.dk

Socialpolitisk Redegørelse 2020

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 2

Målgrupper og sociale indsatser på børne- og un-

geområdet

Modtagere af sociale indsatser på børne- og ungeområdet dækker over børn og unge i

alderen 0-22 år, der modtager hjælp og støtte efter serviceloven på grund af sociale pro-

blemer, psykiske vanskeligheder eller en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse. I

dette kapitel belyses målgrupperne på børne- og ungeområdet nærmere.

Hovedkonklusionerne i kapitlet er:

•

I løbet af 2019 modtog ca. 70.200 børn og unge i alderen 0-22 år en social for-

anstaltning i form af en tidlig forebyggende indsats, en forebyggende foran-

staltning eller anbringelse uden for hjemmet. Det svarer til 4,6 pct. af alle børn

og unge i Danmark.

I 2019 var familierettede forebyggende foranstaltninger og indsatser den mest

udbredte type af sociale foranstaltninger til børn og unge. Omkring 49.400

børn og unge var omfattet af en familierettet forebyggende foranstaltning eller

indsats, mens ca. 18.800 modtog en personrettet forebyggende foranstaltning.

Ca. 13.600 børn og unge var anbragt uden for hjemmet, og omkring 9.100 unge

modtog en social foranstaltning i alderen 18-22 år som led i et efterværn, enten

i form af en anbringelse eller en forebyggende foranstaltning.

Der er flere anbragte børn og unge i plejefamilier end på døgninstitutioner og

opholdssteder mv. Siden 2009 er antallet af anbringelser på døgninstitutioner

og opholdssteder mv. faldet fra ca. 8.600 i 2009 til 5.300 i 2019. Samtidig er

antallet af anbringelser i plejefamilier steget fra ca. 7.500 i 2009 til 8.600 i

2019.

I et nordisk perspektiv anbringer man betydeligt mindre i Sverige end i Dan-

mark og Norge. Hvor der i Sverige er ca. 6 anbragte pr. 1.000 børn og unge, så

er der omkring 10 anbragte pr. 1.000 børn og unge i både Danmark og Norge.

Dog omfatter tallene for Danmark også børn og unge, der er anbragt uden for

hjemmet som følge af en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, men de ind-

går ikke i tallene for Norge og Sverige. Det skønnes, at i størrelsesorden 20 pct.

af alle udsatte børn og unge i Danmark modtager en indsats efter serviceloven

på baggrund af en funktionsnedsættelse.

Der er kun små forskelle mellem de skandinaviske lande, når man sammenlig-

ner alderen blandt anbragte børn og unge. Ved udgangen af 2019 var 51 pct. af

•

www.oim.dk

Socialpolitisk Redegørelse 2020

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 2

Målgrupper og sociale indsatser på børne- og ungeområdet

alle 0-17-årige anbragte børn og unge i Danmark i alderen 13-17 år. Til sam-

menligning var det 49 pct. i Norge og 55 pct. i Sverige.

•

Underretninger spiller en central rolle i kommunernes arbejde med tidlig op-

sporing af børn og unge, der kan have behov for særlig støtte som følge af soci-

ale problemer. I 2019 modtog kommunerne ca. 138.000 underretninger om

børn og unge, fordelt på 79.000 børn og unge. Størstedelen af underretnin-

gerne om bekymring for trivsel og udviklingen blandt børn og unge kommer fra

fagpersoner i skoler og sundhedsvæsenet, herunder sundhedsplejerske og

tandlæger.

Der er store forskelle i udviklingen i andelen af registrerede underretninger for-

delt på underretningsårsager mellem 2015 og 2019. Det kan formentlig forkla-

res af forbedret data- og indberetningskvalitet efter 2015, hvor Danmarks Stati-

stik overtog statistikken og intensiverede kvalitetssikringen markant. Eksem-

pelvis er andelen af registrerede underretninger, hvor en af årsagerne er højt

konfliktniveau eller vold i hjemmet, steget fra 1 pct. til 12 pct. fra 2015 til 2019.

I 2015 var der 71 kommuner, der ikke havde angivet underretninger, hvor årsa-

gen var højt konfliktniveau eller vold i hjemmet. I 2019 var der ingen kommu-

ner, der ikke havde modtaget underretninger, med denne årsag.

•

2.1 Målgrupper og sociale indsatser på børne- og ungeområ-

det

Udsatte børn og unge er i denne redegørelse afgrænset til børn og unge i alderen 0-22

år, der modtager en social foranstaltning inden for rammerne af kapitel 3 (§ 11) samt ka-

pitel 11 og 12 i serviceloven

Hvis et barn eller en ung person under 18 år har brug for særlig støtte, skal kommunen

undersøge forholdene og iværksætte en eller flere relevante foranstaltninger. Det kan

enten være en tidlig forebyggende indsats, en forebyggende foranstaltning eller en an-

bringelse uden for hjemmet.

Tidlige forebyggende indsatser er indsatser efter § 11 i serviceloven og dækker blandt an-

det over netværks- og samtalegrupper, rådgivning om familieplanlægning og økonomisk

støtte til fritidsaktiviteter. Kommunernes indberetninger af tidlige forebyggende indsat-

ser efter § 11 har frem til 1. juli 2020 været frivillig, og brugen vil derfor frem til denne

dato være undervurderet i registrene. Eksempler på forebyggende foranstaltninger er fa-

miliebehandling, aflastningsophold og fast kontaktperson.

Anbringelser uden for hjemmet kan eksempelvis være i en plejefamilie, på en døgninsti-

tution eller på et socialpædagogisk opholdssted. Behovet for støtte kan skyldes forhold i

familien, eksempelvis at forældrene af forskellige årsager ikke kan varetage omsorgen

Afgrænsningen indebærer, at redegørelsen ikke omfatter børn og unge, som alene får handicapkompenserende

støtte efter bestemmelserne i servicelovens kapitel 7-10 som følge af en funktionsnedsættelse.

Socialpolitisk Redegørelse 2020

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 2

Målgrupper og sociale indsatser på børne- og ungeområdet

for barnet, eller forhold, der knytter sig til barnet eller den unge selv, for eksempel ad-

færdsmæssige vanskeligheder eller en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse.

Udsatte unge, der modtager en social foranstaltning i alderen 18-22 år, omfatter perso-

ner i såkaldt efterværn. Efterværn er et tilbud om støtte til unge i alderen 18 til 22 år, der

har haft en fast kontaktperson eller været anbragt uden for hjemmet umiddelbart op til

deres 18. år. Her handler den sociale indsats primært om at sikre en god overgang til et

selvstændigt voksenliv. Socialt udsatte unge kan for eksempel få rådgivning og hjælp fra

en fast støtte- eller kontaktperson, eller der kan være tale om en gradvis udslusningsord-

ning fra et tidligere anbringelsessted, mens støtten for unge med betydelig og varigt ned-

sat fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse typisk vil have form af en opretholdt an-

bringelse hos en plejefamilie.

I 2019 modtog 4,6 pct. af alle børn og unge i alderen 0-22 år i Danmark en social foran-

staltning eller indsats, jf. figur 2.1.

Figur 2.1

Udsatte børn og unge, 2019

Udsatte børn og unge

4,6 pct.

(70.200 personer)

Øvrige børn og unge

95,4 pct.

Anm.: Udsatte børn og unge omfatter alle, der i alderen 0-22 år var anbragt uden for hjemmet eller modtog en fore-

byggende foranstaltning eller indsats i løbet af 2019, og som indgår i befolkningsregisteret ultimo året. Alde-

ren er opgjort ultimo året, hvorfor nogle i gruppen er fyldt 23 år på opgørelsestidspunktet. Anbragte børn og

unge med uoplyst anbringelsessted indgår ikke. Se i øvrigt bilag 2 for opgørelse af udsatte børn og unge.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Børn og unge med fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, der modtager tidlige fore-

byggende indsatser, forebyggende foranstaltninger eller er anbragt uden for hjemmet,

indgår også i opgørelsen over udsatte børn og unge, idet de kan modtage indsatser efter

servicelovens § 11 samt nogle af de lovbestemmelserne i servicelovens kapitel 11 og 12,

som primært er målrettet udsatte børn og unge.

Børn og unge med fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse kan også modtage rent han-

dicapkompenserende indsatser efter bestemmelserne i servicelovens kapitel 7-10, ek-

sempelvis særlige dagtilbud, hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste eller hjælp til

Socialpolitisk Redegørelse 2020

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 2

Målgrupper og sociale indsatser på børne- og ungeområdet

dækning af nødvendige merudgifter. Disse indsatser indgår ikke i de data, som omtales i

dette kapitel. Social- og Ældreministeriets datastrategi omfatter etablering af en ny regi-

sterbaseret statistik om børn og unge med en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse,

der modtager en række indsatser efter serviceloven, jf. boks 2.1.

Boks 2.1

Sociale foranstaltninger til børn og unge med en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse

Statistikkerne om børn og unge med særlige behov omtales i daglig tale som statistikker om udsatte børn og

unge. Men børn og unge med en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse kan modtage hjælp og støtte efter

en række af de samme lovbestemmelser i serviceloven som udsatte børn og unge, for eksempel anbringelse

uden for hjemmet efter § 52, og børn med en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse indgår derfor også i

grundlaget for statistikken om foranstaltninger til børn og unge med særlige behov.

I kapitel 7 i Socialpolitisk Redegørelse 2019 skønnes det, at omkring 20 pct. af de børn og unge, der modtog

sociale foranstaltninger i 2016, havde en indikation på handicap, og indsatsen kan være givet helt eller delvist

på baggrund af en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse. Barnet eller den unge kan dog have sammenfal-

dende problematikker, og det er muligt, at indsatsen efter § 11 eller kapitel 11 og 12 er givet på grund af soci-

ale årsager og ikke funktionsnedsættelsen.

Det indgår i Social- og Ældreministeriets datastrategi, at der skal etableres en ny national statistik over de

indsatser, som børn og unge med psykisk eller fysisk funktionsnedsættelse kan modtage efter serviceloven,

og som allerede i vid udstrækning registreres lokalt i kommunerne, men som ikke i dag indberettes til natio-

nal statistik. Det forventes, at der kan stilles krav om indberetning af disse indsatser fra 1. juli 2021.

Familierettede forebyggende foranstaltninger og indsatser var i 2019 den mest udbredte

type af sociale foranstaltninger til børn og unge. Der var således ca. 49.400 børn og

unge, der modtog en familierettet forebyggende foranstaltning eller indsats i 2019, mens

omkring 18.800 børn og unge modtog en personrettet forebyggende foranstaltning. Om-

kring 13.600 børn og unge var anbragt uden for hjemmet, og ca. 9.100 unge modtog en

social foranstaltning i alderen 18-22 år som led i et efterværn, enten i form af en anbrin-

gelse eller en forebyggende foranstaltning, jf. figur 2.2.

Socialpolitisk Redegørelse 2020

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 2

Målgrupper og sociale indsatser på børne- og ungeområdet

Figur 2.2

Antal udsatte børn og unge efter type af foranstaltning, 2019

1.000 personer

Anbragte

Forebyggende foranstaltninger, Forebyggende foranstaltninger,

personrettede

familierettede

Efterværn

Anm.: Udsatte børn og unge omfatter alle, der i alderen 0-22 år var anbragt uden for hjemmet eller modtog en fore-

byggende foranstaltning eller indsats i løbet af 2019, og som indgår i befolkningsregisteret ultimo året. Den

samme person kan have modtaget flere forskellige typer af foranstaltninger i løbet af året. Det bemærkes, at

opgørelsen af unge i efterværn er behæftet med en smule usikkerhed, idet kommunerne i nogle tilfælde har

indberettet indsatser, som efter servicelovens bestemmelser kun kan tilbydes børn og unge under 18 år. Se i

øvrigt anmærkningen til figur 2.1.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Det høje antal familierettede forebyggende foranstaltninger og indsatser afspejler, at

den sociale indsats til udsatte børn og unge ofte går gennem familien. Familierettede fo-

rebyggende foranstaltning og indsatser dækker blandt andet over familieorienteret råd-

givning, ophold i dagtilbud og fast kontaktperson. Der kan være stor forskel på, hvor

indgribende en forebyggende foranstaltning eller indsats er. Indsatserne kan også have

til formål at understøtte barnets eller familiens udvikling, og dermed medvirke til at

undgå, at små problemer vokser sig store.

Antallet af udsatte børn og unge, der modtager en social indsats efter serviceloven, stiger

med alderen, og der er flest børn og unge i alderen 15-17 år, som i 2019 modtog en fore-

byggende foranstaltning eller var anbragt uden for hjemmet, jf. figur 2.3. Det relativt

høje antal af børn og unge i alderen 15-17 år, der modtager sociale foranstaltninger, kan

skyldes, at nogle sociale problemer først opstår eller bliver tydelige i teenageårene. Det

kan eksempelvis være udadreagerende adfærd, psykiske vanskeligheder, misbrug eller

kriminel adfærd. Det er ikke ensbetydende med, at barnet selv er årsagen til disse udfor-

dringer. Den bagvedliggende årsag kan skyldes omsorgssvigt i barndommen, og i andre

tilfælde kan den bagvedliggende årsag eksempelvis være en psykisk sygdom, som ikke er

relateret til forældrenes omsorg for barnet. Ligeledes kan det høje antal udsatte børn og

unge i alderen 15-17 år være udtryk for, at der indledningsvist har været iværksat tidlige

indsatser på almenområdet eller støtte efter anden lovgivning end serviceloven, men at

det efter en periode vurderes at være nødvendigt med særlig støtte efter serviceloven, el-

ler at der ikke er blevet iværksat en indsats tidligt nok. Når børn får iværksat en social

foranstaltning i en meget tidlig alder, kan det i mange tilfælde skyldes, at forældrene

Socialpolitisk Redegørelse 2020

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 2

Målgrupper og sociale indsatser på børne- og ungeområdet

ikke i tilstrækkelig grad kan sikre barnets omsorg, udvikling og trivsel, se også kapitel 4

om anbragte børn og unges forældre.

Figur 2.3

Antal udsatte børn og unge efter alder ultimo 2019

1.000 personer

Anm.: Børn og unge i alderen 0-22 år, som har været anbragt uden for hjemmet eller modtaget en forebyggende

foranstaltning eller indsats på et tidspunkt i løbet af 2019. Sociale foranstaltninger som et led i efterværn er

medregnet, mens indsatser på voksenområdet ikke indgår. Alderen er opgjort ultimo året. Det bemærkes, at

en stor del af de 18-årige ultimo 2019 har modtaget en foranstaltning eller indsats, før de fyldte 18 år i 2019.

Der er i opgørelsen set bort fra omkring 500 personer, der har modtaget en indsats som 22-årige, men er fyldt

23 år ultimo 2019. Se i øvrigt anmærkningen til figur 2.1.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

2.1.1 Udviklingen i antal udsatte børn og unge

Siden 2014 er antallet af børn og unge, der modtager sociale foranstaltninger, steget

med ca. 11.800 børn og unge fra ca. 58.400 i 2014 til ca. 70.200 i 2019, jf. figur 2.4. De

seneste tre år har antallet af udsatte børn og unge dog været nogenlunde uændret. Op-

gjort i forhold til alle børn og unge i aldersgruppen 0-22 år er andelen af udsatte steget

fra 3,8 pct. i 2014 til 4,6 pct. i 2019.

Socialpolitisk Redegørelse 2020

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 2

Målgrupper og sociale indsatser på børne- og ungeområdet

Figur 2.4

Antal udsatte børn og unge, 2014-2019

1.000 personer

2014

2015

2016

2017

2018

2019

1.000 personer

Anm.: Se anmærkningen til figur 2.1.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Den samlede udvikling i antallet af udsatte børn og unge kan ikke opgøres længere til-

bage end til 2014, idet der ikke findes centralt tilgængelige registerdata for familieret-

tede forebyggende foranstaltninger og indsatser før 2014.

Stigningen i antallet af udsatte børn og unge siden 2014 skyldes især en stigning i antal-

let af børn og unge, der modtager en familierettet forebyggende foranstaltning eller ind-

sats. Antallet af børn og unge, der modtager en familierettet forebyggende foranstaltning

eller indsats, er steget fra ca. 36.200 i 2014 til ca. 49.400 i 2019, jf. figur 2.5.

Socialpolitisk Redegørelse 2020

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 2

Målgrupper og sociale indsatser på børne- og ungeområdet

Figur 2.5

Antal udsatte børn og unge efter type af for-

anstaltning, 2014-2019

1.000 personer

Anbragte

Forebyggende Forebyggende

foranstaltning, foranstaltning,

personrettede familierettede

Efterværn

Figur 2.6

Antal børn og unge omfattet af en familieret-

tet forebyggende foranstaltning, 2014-2019

1.000 personer

Forebyggende foranstaltning, Forebyggende foranstaltning,

familierettede, inklusiv § 11 familierettede, eksklusiv § 11

1.000 personer

2014

2019

2014

2019

Anm.: Familierettede indsatser efter § 11 er tilbud, som kommunerne kan benytte i det tidlige forebyggende arbejde

med børn og unge. En person kan have modtaget familierettede forebyggende foranstaltninger eller indsatser

efter flere paragraffer i serviceloven i løbet af samme år. Forskellen i opgørelsen af familierettede foranstalt-

ninger og indsatser inklusiv og eksklusiv § 11 er derfor ikke udtryk for det samlede antal personer, der har

modtaget en familierettet indsats efter § 11. Opgørelsen af indsatser efter § 11 beror alene på kommunernes

frivillige indberetninger. Se i øvrigt anmærkningen til figur 2.1.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Stigningen i de familierettede forebyggende foranstaltninger og indsatser skyldes især

en stigning i antallet af forebyggende indsatser efter servicelovens § 11. Disse indsatser

omfatter eksempelvis familieorienteret rådgivning, herunder rådgivning og støtte til

børn og unge, der vokser op i hjem med sociale problemer. Det kan imidlertid også om-

fatte støtte og hjælp til forældre med børn, der har en funktionsnedsættelse, eksempelvis

i form af mestringskurser til forældre og søskende.

Kommunerne har ikke tidligere haft indberetningspligt, når de giver støtte efter service-

lovens § 11. Fra 1. juli 2020 og fremefter er kommunerne forpligtet til at indberette de

tidlige forebyggende indsatser til Danmarks Statistik, men opgørelser forud for den dato

beror alene på kommunernes frivillige indberetninger. Udover at kommunerne i højere

grad anvender forebyggende indsatser efter § 11 som led i det tidlige forebyggende ar-

bejde med udsatte børn og unge, kan en del af stigningen fra 2014 til 2019 derfor også

skyldes, at kommunerne i højere grad indberetter disse indsatser til Danmarks Statistik.

Når der ses bort fra indberetninger af indsatser efter § 11, er antallet af børn og unge, der

har modtaget en familierettet forebyggende foranstaltning, steget fra ca. 31.100 børn og

unge i 2014 til 34.100 børn og unge i 2019, jf. figur 2.6.

Det er muligt at følge udviklingen i antallet af anbragte børn og unge over en længere pe-

riode. Antallet af børn og unge, der har været anbragt uden for hjemmet på et tidspunkt

i løbet af året, er faldet fra ca. 15.700 i 2009 til ca. 13.600 i 2019, jf. figur 2.7. Opgjort i

forhold til alle børn og unge i alderen 0-17 år er andelen af anbragte børn og unge faldet

fra 1,3 pct. i 2009 til 1,2 pct. i 2019.

Socialpolitisk Redegørelse 2020

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 2

Målgrupper og sociale indsatser på børne- og ungeområdet

Figur 2.7

Antal anbragte børn og unge efter type af

anbringelsessted, 2009-2019

1.000 personer

2009

2011

2013

2015

2017

2019

I alt

Plejefamilie

Døgninstitution/opholdssted mv.

1.000 personer

Figur 2.8

Anbragte børn og unge efter type af anbrin-

gelsessted ultimo 2019

Døgninstitution/

opholdssted mv.

34 pct.

Plejefamilie

66 pct.

Anm.: Figur 2.7 omfatter børn og unge, der har været anbragt uden for hjemmet i alderen 0-17 år i løbet af et givet

år. Nogle børn og unge har både været anbragt i en plejefamilie og på en døgninstitution/opholdssted mv. i

samme år og indgår således både i kategorien ”Plejefamilie” og ”Døgninstitution/opholdssted mv,” men indgår

kun en gang i ”I alt”. Det gælder for ca. 300-400 børn og unge i hvert af årene. Figur 2.8 er opgjort pr. 31. de-

cember 2019.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Antallet af børn og unge, der er er anbragt på døgninstitutioner og opholdssteder mv. er

faldet fra ca. 8.600 til ca. 5.300 fra 2009 til 2019, mens der har været en stigning i antal-

let af børn og unge, der har været anbragt i plejefamilie fra ca. 7.500 til ca. 8.600 i

samme periode.

Ved udgangen af 2019 var 66 pct. af de børn og unge, der var anbragt, således anbragt i

en plejefamilie, mens 34 pct. var anbragt på døgninstitutioner og opholdssteder mv.

, jf.

figur 2.8.

Siden 2009 er der sket et fald i antallet af iværksatte anbringelser af børn og unge. Hvor

der i 2009 blev iværksat ca. 3.400 anbringelser, var det i 2019 ca. 2.400 anbringelser, jf.

figur 2.9. En iværksat anbringelse indikerer ikke nødvendigvis, at det er første gang bar-

net eller den unge bliver anbragt, og samme barn eller ung kan også få iværksat flere an-

bringelser i løbet af samme år. Siden 2009 er der sket et fald i antallet af iværksatte an-

bringelser på døgninstitutioner og opholdssteder mv. fra ca. 2.400 til ca. 1.500 i 2019,

mens antallet af iværksatte anbringelser i plejefamilie er faldet fra ca. 1.100 til knap

1.000 fra 2009 til 2019, jf. figur 2.10.

Døgninstitutioner og opholdssteder mv. omfatter også anbragte på kostskoler, efterskoler, eget værelse og skibs-

projekter.

Socialpolitisk Redegørelse 2020

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 2

Målgrupper og sociale indsatser på børne- og ungeområdet

Figur 2.9

Antal iværksatte anbringelser af børn og

unge, 2009-2019

1.000 iværksættelser

4,0

3,5

3,0

2,5

2,0

1,5

1,0

0,5

0,0

2009

2011

2013

2015

2017

2019

1.000 iværksættelser

4,0

3,5

3,0

2,5

2,0

1,5

1,0

0,5

0,0

Figur 2.10

Antal iværksatte anbringelser af børn og

unge efter type af anbringelsessted, 2009-

2019

1.000 iværksættelser

4,0

3,5

3,0

2,5

2,0

1,5

1,0

0,5

0,0

2009

2011

2013

2015

2017

2019

Døgninstitution/opholdssted mv.

Plejefamilie

1.000 iværksættelser

4,0

3,5

3,0

2,5

2,0

1,5

1,0

0,5

0,0

Anm.: Opgjort på baggrund af børn og unge med iværksat anbringelse, der indgår i befolkningsregisteret ultimo året.

Samme barn/ung kan have fået iværksat flere anbringelser i samme år. For enkelte iværksættelser er anbrin-

gelsesstedet ikke angivet, og disse indgår derfor ikke i figur 2.10.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Årsagen til, at der er flest anbragte børn og unge i plejefamilie, når der iværksættes flest

anbringelser på døgninstitutioner, er, at anbringelser i plejefamilier typisk har en læn-

gere varighed end anbringelser på døgninstitutioner og opholdssteder mv.

Langt størstedelen af de iværksatte anbringelser på døgninstitutioner og opholdssteder

mv. er anbringelser af 12-17-årige. Det er også blandt denne gruppe, der ses det største

fald i antallet af iværksatte anbringelser. I 2009 blev der iværksat ca. 1.900 anbringelser

af 12-17-årige, mens det i 2019 var ca. 1.200, jf. figur 2.11.

Antallet af iværksatte anbringelser i plejefamilier er næsten ens for alle tre aldersgrup-

per, og der er sket et lille fald i antallet af iværksættelser fra 2009 til 2019. I 2019 blev

der iværksat mellem ca. 300-400 anbringelser i plejefamilie for de 0-5-årige, 6-11-årige

og 12-17-årige, jf. figur 2.12.

Socialpolitisk Redegørelse 2020

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 2

Målgrupper og sociale indsatser på børne- og ungeområdet

Figur 2.11

Antal iværksatte anbringelser af børn og

unge, døgninstitutioner og opholdssteder

mv.

Iværksatte anbringelser

2.000

Iværksatte anbringelser

2.000

Figur 2.12

Antal iværksatte anbringelser af børn og

unge, plejefamilier

Iværksatte anbringelser

2.000

Iværksatte anbringelser

2.000

1.500

1.000

500

0-5 år

2009

6-11 år

2014

12-17 år

2019

0-5 år

2009

6-11 år

2014

12-17 år

2019

Anm.: Opgjort på baggrund af børn og unge med iværksat anbringelse, der indgår i befolkningsregisteret ultimo året.

Samme barn/ung kan have fået iværksat flere anbringelser i samme år. For enkelte iværksættelser er anbrin-

gelsesstedet ikke angivet, og disse indgår derfor ikke.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Det er ikke alle iværksatte anbringelser, der er førstegangsanbringelser. Ses der udeluk-

kende på førstegangsanbragte i 2019, var der ca. 1.900 børn og unge, der fik iværksat en

anbringelse, som ikke tidligere havde være anbragt uden for hjemmet. Omkring 600 af

dem var 15 år eller ældre, da anbringelsen blev iværksat. I 2019 var der således omkring

syv gange så mange 16-årige som 1-årige, 2-årige eller 3-årige førstegangsanbragte, jf.

figur 2.13. Når alle iværksatte anbringelser ikke er førstegangsanbringelser, skyldes det,

at der kan iværksættes en ny anbringelse, hvis barnet eller den unge har været hjemgi-

vet, og det efter en periode vurderes, at der er behov for, at barnet eller den unge anbrin-

ges uden for hjemmet igen. I nogle tilfælde registrerer kommunerne dog skift i anbrin-

gelsessted eller ændringer i lovgrundlaget for anbringelsen som en ny iværksættelse. I de

tilfælde har der ikke været en hjemgivelse af barnet eller den unge forud for den nye

iværksættelse, og anbringelsesstedet er ikke nødvendigvis ændret.

Socialpolitisk Redegørelse 2020

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 2

Målgrupper og sociale indsatser på børne- og ungeområdet

Figur 2.13

Antal iværksatte anbringelser af børn og unge, 2019

Iværksatte anbringelser

400

Iværksatte anbringelser

400

300

200

100

Alder

Iværksatte førstegangsanbringelser

Alle iværksatte anbringelser

Anm.: Omfatter børn og unge i alderen 0-17 år, der fik iværksat en anbringelse uden for hjemmet i 2019. Første-

gangsanbringelse omfatter kun børn og unge, som fik iværksat en anbringelse, uden at de tidligere i deres liv

har været anbragt uden for hjemmet. Alder er opgjort ved iværksættelsestidspunktet. Børn, hvor anbringelsen

er registreret før fødslen, er opgjort som 0-årige. Se i øvrigt anmærkningen til figur 2.9.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

2.2 Anbringelser af børn og unge i Skandinavien

Dette afsnit ser nærmere på anbringelser af børn og unge uden for hjemmet i de skandi-

naviske lande. Danmark, Norge og Sverige ligner hinanden på mange parametre, hvilket

giver muligheder for komparative analyser, blandt andet af indsatserne på socialområ-

det. Børn og unge, der har sociale problemer i Danmark, er i vid udstrækning sammen-

lignelige med de børn og unge, der har sociale problemer i henholdvis Norge og Sverige.

Anbringelsestal fra Norge og Sverige kan således være med til at belyse, om vi eksempel-

vis anbringer mange eller få børn og unge i Danmark i forhold til vores nordiske naboer.

En anden klar fordel er, at der findes forholdsvis gode og sammenlignelige registerdata

om anbragte børn og unge, som stort set er unikke for de nordiske lande.

Ser man på det samlede antal anbragte børn og unge i alderen 0-17 år, så ligger Dan-

mark og Norge nogenlunde på niveau, mens lidt flere børn og unge er anbragt uden for

hjemmet i Sverige. Ved udgangen af 2019 var ca. 11.500 børn og unge i alderen 0-17 år

anbragt uden for hjemmet i Danmark. Til sammenligning var der ca. 11.100 anbragte

børn og unge i Norge og ca. 13.300 i Sverige, jf. figur 2.14. Det skal dog ses i sammen-

hæng med forskelle i befolkningernes størrelse, hvilket beskrives i afsnittene nedenfor.

Socialpolitisk Redegørelse 2020

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 2

Målgrupper og sociale indsatser på børne- og ungeområdet

Figur 2.14

Antal anbragte børn og unge ultimo 2019

Antal

16.000

14.000

12.000

10.000

8.000

6.000

4.000

2.000

Danmark

Norge

Sverige

Antal

16.000

14.000

12.000

10.000

8.000

6.000

4.000

2.000

Figur 2.15

Antal anbragte børn og unge, 2009-2019

Antal

18.000

16.000

14.000

12.000

10.000

8.000

2009

2011

2013

2015

Norge

2017

2019

Sverige

Danmark

Antal

18.000

16.000

14.000

12.000

10.000

8.000

Anm.: Antal børn og unge anbragt uden for hjemmet i alderen 0-17 år ultimo året i perioden 2009-2019. For Dan-

mark og Norge er tallene opgjort pr. 31. december, mens tallene for Sverige er opgjort pr. 1. november. For

alle tre lande er alderen opgjort ultimo året. Tallene for Sverige forventes at være en smule underestimeret,

da akutanbringelser (omedelbara omhändertaganden) ikke indgår. For Sverige er der heller ikke oplysninger

om antal anbragte i årene 2012, 2015 og 2017, hvorfor opgørelsen skal tolkes med varsomhed.

Kilde: Danmark: Danmarks Statistik og egne beregninger. Norge: Statistisk sentralbyrå. Sverige: Socialstyrelsen.

Der tegner sig imidlertid et mere forskelligartet billede på tværs af de skandinaviske

lande, når man ser på udviklingen over den seneste årrække. I Danmark er antallet af

anbragte børn og unge gradvist faldet år for år siden 2009, så der i 2019 var ca.1.800

færre anbragte børn og unge sammenlignet med i 2009. I Norge og Sverige har der om-

vendt været en kraftig stigning i antallet af anbragte børn og unge fra 2009 og frem,

hvorefter antallet er faldet igen. Samlet set er antallet af anbragte børn og unge dog ste-

get i både Norge og Sverige med henholdsvis 1.900 og 700 i perioden 2009-2019, jf. fi-

gur 2.15.

Sammenholder man antallet af anbragte børn og unge med, hvor mange børn og unge

der generelt er i befolkningen, så anbringer man betydeligt mindre i Sverige end i Dan-

mark og Norge. For hver 1.000 børn og unge i alderen 0-17 år i Danmark er der ca. 10

børn og unge, som er anbragt uden for hjemmet. Det er stort set identisk med niveauet i

Norge, mens niveauet er lavere i Sverige, hvor der er ca. 6 anbragte for hver 1.000 børn

og unge i befolkningen.

Der er mange forhold, som er vigtige at holde sig for øje, når man sammenligner anbrin-

gelsestallene i de skandinaviske lande. Et særligt opmærksomhedspunkt er, at tallene

for Danmark omfatter alle anbringelser efter serviceloven, hvilket også inkluderer børn

og unge, der er anbragt uden for hjemmet som følge af en fysisk eller psykisk funktions-

nedsættelse, men som ikke nødvendigvis har sociale problemer. I Norge og Sverige er

børn og unge, som er anbragt uden for hjemmet på grund af en fysisk eller psykisk funk-

tionsnedsættelse, imidlertid ikke inkluderet i anbringelsestallene. Det er ikke muligt at

opgøre på baggrund af registerdata, hvor mange børn og unge i Danmark, der er anbragt

Socialpolitisk Redegørelse 2020

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 2

Målgrupper og sociale indsatser på børne- og ungeområdet

uden for hjemmet som følge af en funktionsnedsættelse. Analyser i Socialpolitisk Rede-

gørelse 2019 viser imidlertid, at det er omkring 20 pct. af alle udsatte børn og unge i

Danmark, som modtager en indsats efter serviceloven på baggrund af en funktionsned-

sættelse. Samlet set står det dog klart, at blandt de skandinaviske lande bliver der an-

bragt betydeligt færre børn og unge uden for hjemmet i Sverige end i Danmark og

Norge. I forhold til anbringelseshyppigheden af børn og unge med sociale problemer, så

placerer Danmark sig et sted imellem Sverige og Norge, dog formentlig tættest på Norge,

jf. figur 2.16 og 2.17.

Figur 2.16

Antal anbragte pr. 1.000 børn og unge i be-

folkningen

Antal anbragt pr. 1.000

Danmark

2009

Norge

Sverige

2019

Antal anbragt pr. 1.000

Figur 2.17

Udvikling i antal anbragte pr. 1.000 børn og

unge, 2009-2019

Indeks (2009=100)

140

130

120

110

100

2009

2011

Danmark

2013

2015

Norge

2017

2019

Sverige

Indeks (2009=100)

140

130

120

110

100

Anm.: Antal anbragte pr. 1.000 børn og unge i befolkningen i alderen 0-17 år pr. 31. december. For Sverige er tal-

lene opgjort pr. 1. november. Anbringelsestallene for Danmark omfatter også anbringelser af børn og unge

med fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse. For Sverige er der ikke oplysninger om antal anbragte i årene

2012, 2015 og 2017. Se i øvrigt anmærkningen til figur 2.14.

Kilde: Danmark: Danmarks Statistik og egne beregninger. Norge: Statistisk sentralbyrå. Sverige: Socialstyrelsen.

Set over perioden 2009-2019 er antallet af anbragte pr. 1.000 børn og unge i Danmark

faldet fra knap 11 til ca. 10, det vil sige et fald på lidt under 10 pct. I Sverige er der ligele-

des sket et fald på knap 10 pct. i samme periode, mens antallet af anbragte pr. 1.000

børn og unge i Norge derimod er steget fra lidt over 8 til 10, dvs. der er tale om en stig-

ning på ca. 20 pct. jf. figur 2.16 og 2.17.

Omkring 2 ud af 3 af alle anbragte børn og unge i alderen 0-17 år i Danmark boede i en

plejefamilie ved udgangen af 2019, mens den restende tredjedel var anbragt på en døgn-

institution eller et opholdssted mv. I Norge er det næsten 90 pct. af alle anbragte børn

og unge, der bor i en plejefamilie, mens det i Sverige er 76 pct., jf. figur 2.18.

Der kan være flere forklaringer på, hvorfor billedet varierer betydeligt på tværs af de

skandinaviske lande ift. anbringelsessted. Men når andelen af anbragte børn og unge på

døgninstitutioner og socialpædagogiske opholdssteder er højest i Danmark, skal det

blandt andet ses i lyset af, at de danske anbringelsestal også inkluderer børn og unge

Socialpolitisk Redegørelse 2020

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 2

Målgrupper og sociale indsatser på børne- og ungeområdet

med fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, som ofte har brug for socialpædagogisk

støtte og hjælp, som en plejefamilie ikke nødvendigvis kan tilbyde.

Analyser af plejefamilieområdet i Danmark viser imidlertid også, at flere danske kom-

muner har svært ved at rekruttere nye plejefamilier, og at der er stor kommunal varia-

tion i andelen af anbragte i plejefamilie.

Figur 2.18

Anbragte børn og unge efter anbringelses-

sted ultimo 2019

Pct.

100

Danmark

Plejefamilie

Norge

Sverige

Døgninstitution/opholdssted mv.

Pct.

100

Figur 2.19

Andel børn og unge anbragt i plejefamilie (i

Danmark og Norge), 2009-2019

Pct.

100

2009

2011

2013

2015

2017

Norge

2019

Danmark

Pct.

100

Anm.: Børn og unge anbragt uden for hjemmet i alderen 0-17 år efter anbringelsessted ultimo året i perioden 2009-

2019. For Danmark og Norge er tallene opgjort pr. 31. december, mens tallene for Sverige er opgjort pr. 1.

november. For alle tre lande er alderen opgjort ultimo året.

Kilde: Danmark: Danmarks Statistik og egne beregninger. Norge: Statistisk sentralbyrå. Sverige: Socialstyrelsen.

Tendensen i både Danmark og Norge er, at andelen af anbragte børn og unge i plejefa-

milier er steget. I Danmark er andelen af anbragte børn og unge i plejefamilier steget

med 15 pct.-point i perioden 2009-2019, mens der i samme periode har været en stig-

ning på 5 pct.-point i Norge. Grundet databrud foreligger der ikke sammenlignelige tal

for Sverige for samme periode, jf. figur 2.19.

Sammenligner man alderen blandt anbragte børn og unge på tværs af de skandinaviske

lande, så ser der kun ud til at være mindre forskelle. Af datamæssige årsager har det ikke

været muligt at sammenligne anbragte børn og unge på de samme aldersintervaller. Det

er dog en generel tendens, at langt de fleste anbragte børn og unge er teenagere. Ved ud-

gangen af 2019 var det således ca. 51 pct. af alle 0-17-årige anbragte børn og unge i Dan-

mark, som var i alderen 13-17 år. Til sammenligning var det 49 pct. i Norge og 55 pct. i

Sverige, jf. figur 2.20 og 2.21.

Socialpolitisk Redegørelse 2020

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 2

Målgrupper og sociale indsatser på børne- og ungeområdet

Figur 2.20

Anbragte børn og unge efter alder ultimo

2019

Pct.

0-2 år

3-5 år

Danmark

6-12 år

13-17 år

Norge

Pct.

Figur 2.21

Anbragte børn og unge efter alder ultimo

2019

Pct.

0-3 år

4-6 år

Danmark

7-12 år

13-17 år

Sverige

Pct.

Anm.: Antal børn og unge anbragt uden for hjemmet i alderen 0-17 år ultimo året i 2019. For Danmark og Norge er

tallene opgjort pr. 31. december, mens tallene for Sverige er opgjort pr. 1. november. For alle tre lande er al-

deren opgjort ultimo året.

Kilde: Danmark: Danmarks Statistik og egne beregninger. Norge: Statistisk sentralbyrå. Sverige: Socialstyrelsen.

2.3 Underretninger om børn og unge

Alle borgere har pligt til at underrette kommunen, hvis de får kendskab til, at et barn el-

ler ung lever under forhold, der bringer dets sundhed og udvikling i fare. Fagpersoner

som eksempelvis lærere og sundhedsplejersker har skærpet underretningspligt, der går

forud for deres tavshedspligt. De har pligt til at underrette kommunen, hvis de får kend-

skab til eller har grund til at antage, at et barn eller en ung har behov for særlig støtte, jf.

boks 2.2. Underretninger udgør derfor en central rolle i kommunernes arbejde med tid-

lig opsporing af børn og unge, der kan have behov for særlig støtte.

Når en kommune modtager en underretning, skal kommunen vurdere, om barnet eller

den unge har behov for hjælp eller støtte af kommunen. Denne støtte kan gives med

hjemmel i serviceloven, eksempelvis i form af en tidlig forebyggende indsats, en forebyg-

gende foranstaltning eller anbringelse uden for hjemmet, men kommunen har også mu-

lighed for at hjælpe børn og unge på andre måder end efter serviceloven. De kan blandt

andet iværksætte støtte med hjemmel i dagtilbudsloven eller folkeskoleloven.

I 2019 modtog kommunerne ca. 138.000 underretninger om børn og unge. Det er en

stigning på 42 pct. siden 2015, jf. figur 2.22. Den store stigning kan afspejle et øget fokus

på tidlig opsporing, og skal samtidig ses i lyset af en løbende forbedring af datakvaliteten

siden 2016, jf. boks 2.3.

Socialpolitisk Redegørelse 2020

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 2

Målgrupper og sociale indsatser på børne- og ungeområdet

Figur 2.22

Antal underretninger om børn og unge,

2015-2019

1.000 underretninger

140

120

100

2015

2016

2017

2018

2019

1.000 underretninger

140

120

100

Figur 2.23

Antal børn og unge, der er modtaget under-

retninger om, 2015-2019

1.000 personer

140

120

100

2015

2016

2017

2018

2019

1.000 personer

140

120

100

Anm.: Underretninger om 0-18-årige børn og unge. Opgørelsen i figurerne omfatter også underretninger om ufødte

børn samt børn og unge med uoplyst alder. Der kan være foretaget flere underretninger om samme barn eller

ung. Danmarks Statistik bemærker, at usikkerheden er faldet gradvist fra 2015 til 2019 som følge af intensive-

ret validering. Derudover har Aalborg ikke godkendt data for 2017 og Aalborg, Gribskov, Horsens og Sønder-

borg kommuner har ikke godkendt data for 2018.

Kilde: Danmarks Statistik (Statistikbanken UND1 og UND2).

Der kan underrettes flere gange om samme barn eller ung, og de ca. 138.000 underret-

ninger i 2019 var fordelt på 79.000 børn og unge. I 2019 blev der underrettet om ca.

20.000 flere børn og unge end i 2015, jf. figur 2.23.

Kommunerne har modtaget flest underretninger om børn og unge i alderen 13-17 år.

Når der bliver underrettet mest om de 13-17-årige børn og unge, afspejler det blandt an-

det, at nogle problemer typisk optræder eller først bliver særligt tydelige i teenageårene.

Der kan for eksempel være tale om udadreagerende adfærd, psykiske vanskeligheder,

misbrug eller kriminel adfærd. Det kan også afspejle, at der er nogle problemer, som

ikke er blevet løst, da barnet var yngre, eller som er sværere at få øje på, når barnet er

lille.

I 2019 var der omkring 9.000-12.500 underretninger for hver årgang blandt børn og

unge i alderen 13-17 år. Blandt børn i alderen 0-6 år var der mellem 2.500 og 6.000 un-

derretninger for hver årgang, jf. figur 2.24.

Socialpolitisk Redegørelse 2020

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 2

Målgrupper og sociale indsatser på børne- og ungeområdet

Figur 2.24

Antal underretninger om børn og unge efter alder, 2019

1.000 underretninger

Ufødt

1.000 underretninger

Anm.: Opgørelsen omfatter ikke underretninger, hvor alderen er uoplyst (ca. 900 underretninger). Alder er opgjort

ultimo året. Se i øvrigt anmærkningen til figur 2.22.

Kilde: Danmarks Statistik (Statistikbanken UND1).

De fleste underretninger om bekymringer for trivslen og udviklingen blandt børn og

unge kommer fra fagpersoner fra skoler, dagtilbud, sundhedsvæsnet eller politi og dom-

stole. Blandt børn i alderen 0-5 år er det især dagpleje, daginstitution mm. og sundheds-

væsnet, der underretter myndighederne, mens det blandt børn i skolealderen også i høj

grad er skolerne, der underretter, jf. tabel 2.1.

Socialpolitisk Redegørelse 2020

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 2

Målgrupper og sociale indsatser på børne- og ungeområdet

Tabel 2.1

Andel underretninger om børn og unge i 2019 efter hvem, der har underrettet myndighederne

0-5 år

6-11 år

12-18 år

0-18 år i alt

----------------------- Pct. -----------------------

Skole

Sundhedsvæsenet, herunder sundhedsplejerske el.

tandlæge

Familie, barn selv eller bekendtskabskreds

Politi eller domstol

Dagpleje, daginstitution, fritidshjem klub eller SFO

Mellemkommunal underretning eller anden kommu-

nal forvaltning

Forening, frivillig organisation eller krisecenter

Anbringelsessted

Anonym underretning

Øvrige

I alt

100

Anm.: 0-5-årige omfatter også ufødte børn, hvis der er underrettet om vordende forældre. I alt omfatter også børn og

unge med uoplyst alder. Eventuelle differencer skyldes afrundinger til nærmeste heltal. Se i øvrigt anmærk-

ningen til figur 2.22.

Kilde: Danmarks Statistik (Statistikbanken UND1).

I 2019 var anden bekymrende adfærd ved barn/ung eller forældre de årsager, der oftest

var angivet som en af årsagerne til underretningerne. Anden bekymrende adfærd hos

barn/ung var i 2019 angivet som en af årsagerne ved hver fjerde underretning, mens an-

den bekymrede adfærd hos forældre var angivet som en af årsagerne ved hver femte un-

derretning, jf. tabel 2.2.

Socialpolitisk Redegørelse 2020

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 2

Målgrupper og sociale indsatser på børne- og ungeområdet

Tabel 2.2

Andel underretninger om børn og unge, hvor den pågældende årsag er angivet som mindst én

af årsagerne for underretningen

2015

Underretningsårsag

Misbrug hos barn, ung

Kriminalitet hos barn, ung

Skoleproblemer hos barn, ung fx fravær

Anden bekymrende adfærd hos barn, ung fx udadreagerende ad-

færd

Betydelig eller varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne hos

barn, ung

Sundhedsforhold hos barn, ung*

Overgreb mod barn, ung fx seksuelt eller voldeligt

Anden form for omsorgssvigt over for barn, ung

Misbrug hos forældre

Kriminalitet hos forældre

Anden bekymrende adfærd hos forældre*

Betydelig eller varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne hos

forældre

Højt konfliktniveau eller vold i hjemmet mellem voksne

Utilstrækkelig omsorg fra forældre

Fogedsag, hjemløshed eller udsættelse fra bolig

Andet

Uoplyst

Underretninger i alt

2019

------------------- Pct. -------------------

100

Note: *) Underretningsårsagen er først tilføjet til statistikken i 2017.

Anm.: Underretninger om børn og unge i hhv. 2015 og 2019. Der kan angives flere end én årsag til en underretning,

hvorfor summen på tværs af underretningsårsager ikke svarer til 100 pct. Se i øvrigt anmærkningen til figur

2.22.

Kilde: Danmarks Statistik (Statistikbanken UND3).

De store forskelle i udviklingen i andelen af underretninger fordelt på underretningsår-

sager mellem 2015 og 2019 kan formentlig forklares af en forberedt data- og indberet-

ningskvalitet efter 2015, hvor Danmarks Statistik overtog statistikken og intensiverede

kvalitetssikringen markant, jf. boks 2.3.

Eksempelvis er andelen af underretninger, hvor en af årsagerne er anden bekymrende

adfærd hos forældre samt højt konfliktniveau eller vold i hjemmet, steget fra henholds-

vis 0 og 1 pct. til henholdsvis 19 og 12 pct. I 2015 var der 71 kommuner, der ikke havde

angivet underretninger, hvor årsagen var højt konfliktniveau eller vold i hjemmet, hvor i

2019 var der ingen kommuner, der ikke havde modtaget underretninger med denne år-

Socialpolitisk Redegørelse 2020

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 2

Målgrupper og sociale indsatser på børne- og ungeområdet

sag, jf. tabel 2.3. Årsagerne sundhedsforhold hos barn, ung samt anden bekymrede ad-

færd hos forældre blev først tilføjet til statistikken i 2017, hvorfor kommunerne ikke har

indberettet underretninger med disse årsager i 2015.

Tabel 2.3

Antal kommuner, der ikke har angivet underretninger med pågældende årsag, 2015-2019

2015

Underretningsårsag

Misbrug hos barn, ung

Kriminalitet hos barn, ung

Skoleproblemer hos barn, ung fx fravær

Anden bekymrende adfærd hos barn, ung fx udadreagerende ad-

færd

Betydelig eller varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne hos

barn, ung

Sundhedsforhold hos barn, ung*

Overgreb mod barn, ung fx seksuelt eller voldeligt

Anden form for omsorgssvigt over for barn, ung

Misbrug hos forældre

Kriminalitet hos forældre

Anden bekymrende adfærd hos forældre*

Betydelig eller varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne hos

forældre

Højt konfliktniveau eller vold i hjemmet mellem voksne

Utilstrækkelig omsorg fra forældre

Fogedsag, hjemløshed eller udsættelse fra bolig

Andet

Uoplyst

2019

------------------- Antal -------------------

Note: *) Underretningsårsagen er først tilføjet til statistikken i 2017.

Anm.: Antal kommuner, der har indberettet 0 underretninger, med den pågældende underretningsårsag. Se i øvrigt

anmærkningen til figur 2.22.

Kilde: Danmarks Statistik (Statistikbanken UND3).

Socialpolitisk Redegørelse 2020

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 2

Målgrupper og sociale indsatser på børne- og ungeområdet

Boks 2.2

Lovgivning om underretninger om børn og unge

En underretning er en henvendelse til en relevant myndighed, der indeholder en bekymring for et barns eller

en ungs trivsel og udvikling. Der er ikke formkrav til, hvordan en underretning skal se ud, og der kan således

underrettes både skriftligt og mundtligt.

Der er forskellige kriterier for, hvornår der skal underrettes alt efter, om man er fagperson eller en almindelig

borger. Den generelle underretningspligt efter servicelovens § 154 indebærer, at enhver, der får kendskab til,

at et barn eller en ung under 18 år fra forældres eller andre opdrageres side udsættes for vanrøgt eller ned-

værdigende behandling, eller som lever under forhold, der bringer dets sundhed eller udvikling i fare, har

pligt til at underrette kommunen.

For fagpersoner gælder en skærpet underretningspligt efter servicelovens § 153, hvormed personer, der udø-

ver offentlig tjeneste eller offentligt hverv, har pligt til at underrette kommunen, hvis de under udøvelsen af

tjenesten eller hvervet får kendskab til eller grund til at antage:

at et barn eller en ung under 18 år kan have behov for særlig støtte,

at et barn umiddelbart efter fødslen kan få behov for særlig støtte på grund af de vordende forældres

forhold,

at et barn eller en ung under 18 år kan have behov for særlig støtte på grund af barnets eller den un-

ges ulovlige skolefravær eller undladelse af at opfylde undervisningspligten,

at et barn eller en ung under 18 år har været udsat for overgreb.

Kommunen skal senest 24 timer efter modtagelsen af en underretning vurdere, om barnets eller den unges

sundhed eller udvikling er i fare, og om der derfor er behov for straks at iværksætte akutte foranstaltninger

over for barnet eller den unge. Kommunen skal endvidere sikre, at der iværksættes en rettidig og systematisk

vurdering af alle indkomne underretninger med henblik på at afklare, om barnet eller den unge har behov for

særlig støtte. Støtten kan for eksempel omfatte pædagogisk støtte, familiebehandling, psykologhjælp eller

anbringelse uden for hjemmet i en plejefamilie eller på en institution.

Boks 2.3

Bedre datakvalitet

Danmarks Statistik overtog arbejdet med at udarbejde underretningsstatistikken i 2016, og siden da er kvali-

tetssikringen af data intensiveret og blevet mere omfattende. I dag pågår der således et stort arbejde med at

hjælpe kommunerne til at indberette korrekt, præcist og ensartet. Danmarks Statistik påpeger i den forbin-

delse, at usikkerheden i statistikken gradvist er blevet mindre fra 2015 til 2019:

”Danmarks Statistik kan ikke kvantificere, hvor stor en andel af stigningen i underretninger der skyldes, at

kommunerne har ryddet op i systemerne, men for årene 2017, 2018 og 2019 er vurderingen, at den sam-

lede usikkerhed for data skønnes at være mindre end for 2016-data. Usikkerheden for 2016-data skønnes

ligeledes at være mindre end for 2015-data.”

Foruden en forbedret datakvalitet vurderer Danmarks Statistik, at stigningen også kan at skyldes en fortsat

øget opmærksomhed på underretninger blandt fagpersoner, der omgås børn og unge eksempelvis skolelæ-

rere og ansatte i sundhedsvæsenet, samt et øget fokus i kommunerne på både underretninger og tidlige, fore-

byggende indsatser. Den store mediebevågenhed på området er ligeledes med til at skabe opmærksomhed på

bekymringstegn og tidlig opsporing blandt fagpersoner.

Socialpolitisk Redegørelse 2020

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 3

Udgifter til sociale indsatser

Dette kapitel giver et samlet overblik over de offentlige udgifter til sociale indsatser efter

serviceloven. Hovedkonklusionerne i kapitlet er:

•

De samlede offentlige udgifter til sociale indsatser var 51,7 mia. kr. i 2019.

Heraf udgjorde udgifterne til udsatte børn og unge 16,8 mia. kr., mens udgif-

terne til voksenområdet var 34,9 mia. kr.

Over den seneste årrække har udgifterne til udsatte børn og unge ligget på om-

trent samme niveau. Udviklingen dækker dog over, at udgifterne til anbringel-

ser har været faldende, mens udgifterne til forebyggende foranstaltninger har

været stigende.

Udgifterne til udsatte børn og unge omfatter 9,7 mia. kr. til anbringelser uden

for hjemmet og 6,1 mia. kr. til forebyggende foranstaltninger. Herudover er der

udgifter på 0,9 mia. kr. til særlige klub- og dagtilbud.

For de mest almindelige forebyggende foranstaltninger varierer enhedsudgif-

terne fra lidt under 100.000 kr. om året til op mod 300.000 kr. om året. Til

sammenligning koster en anbringelse i en almindelig plejefamilie omkring

480.000 kr. i gennemsnit om året, mens en anbringelse på en døgninstitution

eller et socialpædagogisk opholdssted koster ca. 1,2 mio. kr. om året.

De samlede udgifter til sociale indsatser til voksne var 34,9 mia. kr. i 2019. Det

omfatter udgifter til indsatser efter serviceloven til voksne med handicap, psy-

kiske vanskeligheder og sociale problemer. Over halvdelen af udgifterne på

voksenområdet består af udgifter til botilbud, hvor de samlede udgifter var 18,7

mia. kr. i 2019.

De samlede udgifter til voksenområdet er steget med 0,8 mia. kr. fra 2018 til

2019. Stigningen stammer bl.a. fra stigende udgifter til botilbud. Dele af stig-

ningen kan skyldes registreringsmæssige forhold i lyset af omlægning af konto-

planen i 2018.

De samlede offentlige udgifter til voksne, der modtager indsatser efter service-

loven opgjort pr. indbygger i alderen 18-64 år, er 9.900 kr. på landsplan i 2019.

Det dækker over en betydelig variation mellem kommunerne fra i størrelsesor-

denen ca. 8.000 kr. pr. indbygger til omkring 17-18.000 kr. pr indbygger.

Udgifterne til voksenområdet pr. indbygger er højest i yder- og landkommuner

og lavest i bykommuner.

Der er en forventelig og meget stærk sammenhæng mellem kommunernes ud-

gifter pr. indbygger i 2018 og de tilsvarende udgifter i 2019. Kommuner med

•

www.oim.dk

Socialpolitisk Redegørelse 2020

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 3

Udgifter til sociale indsatser

relativt høje udgifter pr. indbygger i 2018 har også relativt høje udgifter pr. ind-

bygger i 2019.

•

Der er en negativ sammenhæng mellem antallet af modtagere af sociale indsat-

ser pr. indbygger i kommunen og den gennemsnitlige udgift pr. modtager i

kommunen. Jo flere modtagere pr. indbygger i kommunen, jo lavere er den

gennemsnitlige udgift pr. modtager.

Kommuner med relativt højere udgifter til voksenområdet har en tendens til

også at have højere udgifter til udsatte børn og unge pr. indbygger, ligesom re-

lativt højere udgifter til voksenområdet hænger sammen med relativt højere

udgifter til overførsler, herunder forsørgelsesydelser.

•

3.1 Indledning

Kommunerne har siden kommunalreformen i 2007 haft det fulde finansierings- og for-

syningsansvar på det sociale område. Derfor kan udgifterne til sociale indsatser opgøres

på baggrund af de kommunale regnskaber. Der er i kapitlet sondret mellem udgifter til

dels udsatte børn og unge, dels voksne med særlige behov. Udgifter til udsatte børn og

unge omfatter delvist også udgifter til børn og unge med handicap. Voksne med særlige

behov omfatter voksne med handicap, psykiske vanskeligheder eller sociale problemer,

der modtager en indsats efter serviceloven.

Forsyningsansvaret indebærer, at kommunerne som udgangspunkt skal stille de nød-

vendige sociale tilbud til rådighed for borgerne. Kommunerne kan dog vælge at samar-

bejde med andre kommuner og regioner eller med en privat leverandør på det sociale

område, fx et privat socialpædagogisk opholdssted for børn og unge eller et døgnbe-

handlingssted for personer med stofmisbrug om at levere tilbuddene.

Det er også kommunen, der på baggrund af serviceloven, herunder forsyningsforpligtel-

sen samt eventuelle politisk fastsatte lokale serviceniveauer og kvalitetsstandarder, træf-

fer afgørelse om at yde en social indsats. Der kan derfor fra kommune til kommune være

forskel på, hvilken støtte og hjælp borgere med lignende behov modtager. Samtidig har

kommunerne en generel forpligtelse til at handle økonomisk ansvarligt. Det betyder, at

kommunalbestyrelsen både skal inddrage faglige og økonomiske hensyn, når der træffes

afgørelse om en social indsats. Økonomiske hensyn må dog aldrig stå alene. En afgørelse

skal altid være baseret på en konkret, individuel vurdering af den enkelte borgers behov.

Den enkelte kommune bærer imidlertid ikke den fulde økonomiske byrde af udgifterne

til sociale indsatser. Eksempelvis refunderer staten på nogle områder dele af kommu-

nernes udgifter. Det gælder bl.a. udgifter til forsorgshjem og herberger for hjemløse.

Desuden bliver kommunerne kompenseret af staten for særligt dyre enkeltsager. Her vil

der ofte være tale om borgere, der fx modtager omfattende eller flere forskellige indsat-

ser efter serviceloven på samme tid. Det er de samlede udgifter til den enkelte borger,

der afgør, om der ydes statsrefusion. Der kan også ydes statsrefusion ved anbringelser af

flere søskende.

Socialpolitisk Redegørelse 2020

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 3

Udgifter til sociale indsatser

Det kommunale udligningssystem bidrager til at udjævne forskelle mellem kommu-

nerne. Det medvirker således til, at kommunerne uanset deres befolkningssammensæt-

ning og indtægtsgrundlag har mere ensartede muligheder for at tilbyde samme service-

niveau på de forskellige velfærdsområder, herunder socialområdet.

Der tages i kapitlet udgangspunkt i kommunernes regnskaber for 2019. Ved kobling til

registerdata om sociale indsatser er udgangspunktet 2018.

Opgørelsen af udgifterne er uddybet i boks 3.1.

Boks 3.1

Opgørelse af udgifter til socialområdet

De samlede udgifter til socialområdet er opgjort på baggrund af kommunernes regnskaber fra den kommu-

nale kontoplan. Udgifterne er opgjort som de samlede offentlige nettodriftsudgifter (dranst 1 i kontoplanen)

opgjort uden statsrefusion (dvs. uden dranst 2). Der er ikke korrigeret for meropgaver som følge af Det Udvi-

dede Totalbalanceprincip (DUT). Udgifterne er opgjort ekskl. tjenestemandspensioner og refusion for særligt

dyre enkeltsager.

Udgifter til udsatte børn og unge er opgjort som udgifterne på hovedfunktion 5.28 i den kommunale konto-

plan. Det omfatter udgifter til opholdssteder mv. for børn og unge (5.28.20), forebyggende foranstaltninger

for børn og unge (5.28.21), plejefamilier (5.28.22), døgninstitutioner for børn og unge (5.28.23), sikrede

døgninstitutioner mv. for børn og unge (5.28.24) og særlige dagtilbud og særlige klubber (5.28.25 fra 2016,

5.25.17 før 2016). Fra 2019 indgår også udgifter i regi af afgørelser efter lov om bekæmpelse af ungdomskri-

minalitet (5.28.26).

Udgifter til voksenområdet omfatter fra 2018 funktionerne 5.38.38-5.38.59. Det omfatter udgifter til hjælp til

personer med handicap og udsatte voksne, herunder udgifter til personlig og praktisk hjælp og madservice

(5.38.38), personlig støtte og pasning (5.38.39), rådgivning (5.38.40), hjælpemidler, forbrugsgoder, boligind-

retning og befordring (5.38.41), botilbud for personer med særlige sociale problemer (5.38.42), alkoholbe-

handling (5.38.44), behandling af stofmisbrugere (5.38.45), botilbud til længerevarende og midlertidige op-

hold samt botilbudslignende tilbud (5.38.50-5.38.52), kontaktperson og ledsagerordninger (5.38.53), særlige

pladser på psykiatrisk afdeling (5.38.54), beskyttet beskæftigelse (5.38.58) og aktivitets- og samværstilbud

(5.38.59).

Administrative udgifter er medregnet i det omfang, at de indgår på de ovennævnte funktioner. Det drejer sig

bl.a. om udgifterne til administration på de enkelte tilbud. Der er imidlertid også administrative udgifter for-

bundet med socialområdet, der ikke er medregnet, herunder administrative fællesudgifter til den kommunale

forvaltning og myndighedsudøvelse, fælles it mv.

Nogle ydelser på socialområdet indgår ikke i opgørelsen. Det gælder eksempelvis nogle kontantydelser, her-

under udgifter til dækning af merudgifter (§§ 41 og 100), udgifterne til tabt arbejdsfortjeneste (§ 42), der

konteres under hovedfunktion 5.57 vedrørende kontante ydelser, og udgifter forbundet med forældres hjem-

metræning af deres børn (§ 32). Udgifterne til genoptræning efter serviceloven (§ 86) indgår ikke fuldt ud i

opgørelsen, idet en del af udgifterne konteres på hovedkonto 4 vedrørende sundhedsområdet.

3.2 De samlede udgifter til socialområdet

De samlede udgifter til sociale indsatser udgør ca. 51,7 mia. kr. i 2019. Udgifterne til ud-

satte børn og unge tegner sig for omkring en tredjedel af de samlede udgifter, mens ud-

gifterne til voksenområdet tegner sig for omkring to tredjedele, jf. figur 3.1.

Socialpolitisk Redegørelse 2020

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 3

Udgifter til sociale indsatser

Figur 3.1

Udgifterne på det sociale område, 2019

Børn- og ungeområdet

16,8 mia. kr.

Voksenområdet

34,9 mia. kr.

I alt 51,7 mia. kr.

Anm.: 2020-pl. Se i øvrigt boks 3.1.

Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger.

Udgifterne til børne- og ungeområdet omfatter udgifter til indsatsen til udsatte børn og

unge, herunder delvist også udgifter til børn og unge med handicap. Udgifter til visse

kontantydelser til bl.a. børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne mv.

indgår ikke i tallene, jf. også boks 3.1

3.3 Udgifter til udsatte børn og unge

Udgifter til anbringelser udgør hovedparten af de samlede udgifter til udsatte børn og

unge. Ud af de samlede udgifter på 16,8 mia. kr. blev der brugt 9,7 mia. kr. på anbringel-

ser, mens udgifterne til forebyggende foranstaltninger udgjorde 6,1 mia. kr. i 2019, jf. fi-

gur 3.2.

Socialpolitisk Redegørelse 2020

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 3

Udgifter til sociale indsatser

Figur 3.2

Udgifter til udsatte børn og unge efter type af foranstaltning, 2019

Særlige dagtilbud

og klubber

0,9 mia. kr.

Anbringelser

9,7 mia. kr.

Forebyggende

foranstaltninger

6,1 mia. kr.

I alt 16,8 mia. kr.

Anm.: 2020-pl. Summen afviger fra totalen som følge af afrunding. Udgifter til børn og unge med handicap indgår

delvist i udgifterne til udsatte børn og unge. Se i øvrigt boks 3.1.

Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger.

De samlede udgifter til udsatte børn og unge har ligget på omtrent samme niveau i en

længere årrække, men er dog steget med 0,6 mia. kr. over perioden 2013-2019. Udgifts-

udviklingen dækker over, at udgifterne til anbringelser har været faldende, mens udgif-

ter til forebyggende foranstaltninger har været stigende, jf. tabel 3.1.

Tabel 3.1

Udgifter til sociale foranstaltninger til børn og unge, 2013-2019

2013

2014

2015

2016

2017

2018

2019

------------------------------------------ Mia. kr. ---------------------------------------

Anbringelser

Forebyggende foranstaltninger

Særlige dagtilbud og klubber

Udsatte børn og unge i alt

10,4

4,7

1,1

16,2

10,3

4,9

1,1

16,2

10,1

5,4

1,0

16,5

10,0

5,7

0,9

16,6

9,8

5,9

0,9

16,6

9,8

6,1

0,9

16,8

9,7

6,1

0,9

16,8

Anm.: 2020-pl. Summen afviger fra totalen som følge af afrunding. Udgifter til børn og unge med handicap indgår

delvist i udgifterne til udsatte børn og unge. Der er ikke korrigeret for opgaveændringer i medfør af DUT. Se i

øvrigt boks 3.1.

Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger.

De faldende udgifter til anbringelser og stigende udgifter til forebyggende foranstaltnin-

ger skal blandt andet ses i lyset af en omlægning i kommunerne over mod flere forebyg-

gende foranstaltninger og færre anbringelser. Herudover anbringer kommunerne i min-

dre grad end tidligere på døgninstitutioner mv., som gennemsnitligt er den dyreste an-

bringelsesform, jf. også kapitel 2 om udviklingen i antal anbringelser af børn og unge.

Socialpolitisk Redegørelse 2020

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 3

Udgifter til sociale indsatser

3.3.1 Enhedsudgifter for børn og unge

Dette afsnit viser enhedsudgifterne for nogle af de mest anvendte sociale indsatser til

udsatte børn og unge. Enhedsudgifterne angiver, hvad en indsats gennemsnitligt set ko-

ster pr. år. Der er tale om en beregnet udgift, som udtrykker, hvad en indsats i gennem-

snit koster for en person, der modtager indsatsen et fuldt kalenderår. I bilag 3 er opgø-

relsen af enhedsudgifterne uddybet.

Ser man indledningsvist på nogle af de mest anvendte forebyggende foranstaltninger til

udsatte børn og unge, så varierer enhedsudgifterne fra ca. 97.000 kr. om året for en fast

kontaktperson, der enten kan være tilknyttet barnet eller hele familien, til ca. 298.000

kr. om året for et aflastningsophold på et anbringelsessted, jf. figur 3.3.

Figur 3.3

Enhedsudgifter til forskellige typer af forebyggende foranstaltninger, 2018

1.000 kroner

350

300

250

200

150

100

Fast kontakt-

person (barn/familie)

Praktisk,

pædagogisk eller

anden støtte

i hjemmet

Familie-

behandling

Aflastnings-

ordning

1.000 kroner

350

300

250

200

150

100

Anm.: 2020-pl. Enhedsudgiften er en opgørelse af de gennemsnitlige driftsudgifter til en given foranstaltning pr. år.

Opgørelsen er baseret på forebyggende foranstaltninger i 2018. Det bemærkes, at de beregnede enhedsud-

gifter skal tolkes med varsomhed, da opgørelserne bl.a. er behæftet med usikkerhed som følge af datagrund-

laget. Se bilag 3 for beregninger af enhedsudgifter. Se i øvrigt boks 3.1.

Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger.

Det bemærkes, at de gennemsnitlige enhedsudgifter kan dække over betydelig variation,

og at de skal tolkes med varsomhed. Eksempelvis kan udgifterne til en aflastningsord-

ning variere meget afhængigt af, om barnet er i aflastning i en plejefamilie eller på en

døgninstitution.

Enhedsudgifterne til en anbringelse uden for hjemmet er generelt meget højere sam-

menlignet med de forebyggende foranstaltninger. Blandt de mest almindelige anbringel-

sesformer varierer enhedsudgifterne fra ca. 135.000 kr. for en anbringelse i en net-

værksplejefamilie til knap 1,2 mio. kr. om året for en anbringelse på en almindelig døgn-

institution eller et socialpædagogisk opholdssted, jf. figur 3.4.

Socialpolitisk Redegørelse 2020

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 3

Udgifter til sociale indsatser

Figur 3.4

Enhedsudgifter til forskellige typer af anbringelser, 2018

Mio. kr.

1,4

1,2

1,0

0,8

0,6

0,4

0,2

0,0

Netværks-

plejefamilie

Almindelig plejefamilie

Kommunal plejefamilie

Socialpædagogisk

opholdssted

Døgninstitution

Mio. kr.

1,4

1,2

1,0

0,8

0,6

0,4

0,2

0,0

Anm.: 2020-pl. Enhedsudgiften er en opgørelse af de gennemsnitlige driftsudgifter til en given foranstaltning pr. år.

Opgørelsen er baseret på anbringelser i 2018. Det bemærkes, at de beregnede enhedsudgifter skal tolkes

med varsomhed, da opgørelserne bl.a. er behæftet med usikkerhed som følge af datagrundlaget. Se bilag 3

for beregninger af enhedsudgifter. Se i øvrigt boks 3.1.

Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger.

Når der er en markant variation i enhedsudgifterne til de forskellige typer af anbringel-

ser, så skal det bl.a. ses i lyset af, at en netværksplejefamilie som hovedregel kun får

dækket omkostninger til almindelige fornødenheder, herunder kost og logi. Almindelige

plejefamilier får udbetalt et vederlag, mens døgninstitutioner og socialpædagogiske op-

holdssteder betales med en takst, der dækker lønudgifter til personale mv. Herudover er

der forskel i alderssammensætning og problemtyngden på tværs af anbringelsesste-

derne. De børn og unge, som har det største behov for hjælp og støtte, vil oftest være an-

bragt på en døgninstitution eller et socialpædagogisk opholdssted.

Forskellene i enhedsudgifterne til både forebyggende foranstaltninger og anbringelser

uden for hjemmet betyder også, at der er meget stor variation i, hvor meget den sociale

indsats koster fra person til person.

Socialpolitisk Redegørelse 2020

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 3

Udgifter til sociale indsatser

3.4 Udgifter til voksenområdet

Udgifter til voksenområdet omfatter udgifter til den kommunale indsats for voksne med

handicap, psykiske vanskeligheder og særlige sociale problemer. De samlede udgifter til

voksenområdet var 34,9 mia. kr. i 2019.

Over halvdelen af udgifterne på voksenområdet består af udgifter til botilbud, hvor de

samlede udgifter var 18,7 mia. kr. i 2019. Udgifter til personlig støtte udgjorde 5,3 mia.

kr. i 2019 og omfatter bl.a. udgifter til socialpædagogisk støtte og borgerstyret personlig

assistance, hvor borgeren selv ansætter handicaphjælpere, jf. figur 3.5.

Figur 3.5

Udgifter til sociale indsatser til voksne efter type, 2019

Misbrugsbehandling Øvrige

1,4 mia. kr.

1,0 mia. kr

Forsorgshjem og kvindekrisecentre

1,4 mia. kr.

Personlig og praktisk hjælp

1,4 mia. kr

Hjælpemidler mv.

1,8 mia. kr

Beskyttet beskæftigelse og

aktivitets- og samværstilbud

3,9 mia. kr.

Botilbud

18,7 mia. kr.

Personlig støtte

5,3 mia. kr.

I alt 34,9 mia. kr.

Anm.: 2020-pl. Botilbud er opgjort som funktionerne 5.38.50-5.38.52. Personlig støtte er opgjort som funktion

5.38.39. Beskyttet beskæftigelse og aktivitets- og samværstilbud er opgjort som funktionerne 5.38.58-5.38.59,

Hjælpemidler mv. (inkl. forbrugsgoder, boligindretning og befordring) er opgjort som funktion 5.38.41. Person-

lig og praktisk hjælp er opgjort som funktion 5.38.38. Misbrugsbehandling er opgjort som funktionerne

5.38.44-5.38.45. Forsorgshjem og kvindekrisecentre er opgjort som funktion 5.38.42. Øvrige omfatter rådgiv-

ning (funktion 5.38.40), kontaktperson og ledsagerordninger (funktion 5.38.53) og særlige pladser på psykia-

trisk afdeling (funktion 5.38.54). Se i øvrigt boks 3.1.

Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger.

De samlede udgifter til voksenområdet er steget med 0,8 mia. fra 2018 til 2019. Stignin-

gen kan bl.a. henføres til en stigning på 0,5 mia. på botilbudsområdet, jf. tabel 3.2.

Socialpolitisk Redegørelse 2020

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 3

Udgifter til sociale indsatser

Tabel 3.2

Udgifter til sociale indsatser til voksne efter type, 2018-2019

2018

2019

------------- Mia. kr. ---------

Botilbud

Personlig støtte

Beskyttet beskæftigelse og aktivitets- og samværst

Hjælpemidler mv.

Personlig og praktisk hjælp

Forsorgshjem og kvindekrisecentre

Misbrugsbehandling

Øvrige

I alt

Anm.: 2020-pl. Se i øvrigt boks 3.1 og figur 3.6.

Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger.

18,2

5,3

3,9

1,7

1,4

1,3

1,4

0,8

34,1

18,7

5,3

3,9

1,8

1,4

1,0

34,9

Der knytter sig dog visse forbehold til stigningen fra 2018 til 2019. Kontoplanen, der er

den struktur kommunerne konterer deres udgifter efter, blev ændret med virkning fra

budget 2018. Før 2018 blev dele af udgifterne til voksne med handicap mv. og ældreom-

rådet konteret under de samme poster. I forbindelse med ændringen af kontoplanen i

2018 blev der bl.a. oprettet en ny post til udgifter til botilbudslignende tilbud til voksne

med handicap mv. Det kan ikke umiddelbart afgøres, hvorvidt dele af stigningen i udgif-

terne til botilbud, herunder de botilbudslignende tilbud, fra 2018 til 2019 skyldes regi-

streringsmæssige forhold som følge af, at nogle kommuner først fuldt ud implementerer

ændringen af kontoplanen fra regnskab 2019.

3.5 Kommunale og geografiske variationer

De samlede udgifter til sociale indsatser til voksne med handicap og udsatte voksne op-

gjort pr. indbygger i alderen 18-64 år er 9.900 kr. på landsplan i 2019. Det dækker over

en betydelig variation mellem kommunerne fra i størrelsesordenen ca. 8.000 kr. pr. ind-

bygger i Odense, Frederiksberg og Vejle Kommune til omkring 17-18.000 kr. pr indbyg-

ger i Lolland og Morsø Kommune. De fleste kommuner (91 pct.) ligger i intervallet mel-

lem ca. 8.500 kr. pr. indbygger og ca. 14.000 kr. pr. indbygger i alderen 18-64 år, jf. fi-

gur 3.6.

Socialpolitisk Redegørelse 2020

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 3

Udgifter til sociale indsatser

Figur 3.6

Udgifter til sociale indsatser til voksne pr. indbygger (18-64 år) efter kommune, 2019

1.000 kr. pr. indb. (18-64 år)

Kommuner

Anm.: 2020-pl. Befolkningen er opgjort som antal 18-64 årige pr. 1. januar i året. Se i øvrigt boks 3.1.

Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger.

Der er en tendens til, at kommuner i dele af Vest- og Sydsjælland samt Vest- og Nordjyl-

land samt en række ø-kommuner, har højere udgifter pr. indbygger i alderen 18-64 år

sammenlignet med kommunerne i og omkring de store byer, særligt i Østjylland og nord

for København, jf. figur 3.7.

Socialpolitisk Redegørelse 2020

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 3

Udgifter til sociale indsatser

Figur 3.7

Samlede udgifter til voksne på det sociale område, kr. pr. indbygger (18-64 år), 2019

Anm.: 2020-pl. Befolkningen er opgjort som antal 18-64 årige pr. 1. januar i året. Se i øvrigt boks 3.1.

Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger.

De sociale udgifter pr. indbygger er størst i yder- og landkommuner og lavest i bykom-

muner. I bykommuner er den gennemsnitlige udgift pr. indbygger 9.300 kr. pr. indbyg-

ger i alderen 18-64 år, mens den i yderkommuner er 11.700 kr. pr. indbygger, jf. tabel

3.3.

Socialpolitisk Redegørelse 2020

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 3

Udgifter til sociale indsatser

Tabel 3.3

Samlede udgifter til voksne på det sociale område pr. indbygger (18-64 år) efter landdistrikts-

grad, 2019

Udgift pr. indbygger (18-64 år)

Bykommune

Mellemkommune

Landkommune

Yderkommune

Hele landet

9.300

9.700

10.900

11.700

9.900

Antal kommuner

Anm.: 2020-pl. Befolkningen er opgjort som antal 18-64 årige pr. 1. januar i året. Afrundet til nærmeste 100 kr. Op-

gørelsen af kommuner efter landdistriktsgrad følger Indenrigs- og Boligministeriets Kommunale Nøgletal, se

noegletal.dk. Se i øvrigt boks 3.2.

Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger.

Der er en forventelig og meget stærk sammenhæng mellem kommunernes udgifter pr.

indbygger i 2018 og de tilsvarende udgifter i 2019. Der er kun to kommuner, der falder

uden for med en markant lavere udgift i 2019 end i 2018. De resterende kommuner lig-

ger alle på en næsten lige linje svarende til, at kommunerne med relativt høje udgifter i

2018 har tilsvarende relativt høje udgifter i 2019, jf. figur 3.8.

Figur 3.8

Sammenhæng mellem udgift pr. indbygger (18-64 år) i 2018 og 2019

1.000 kr. pr. indbygger (18-64 år) i 2019

1.000 kr. pr. indbygger (18-64 år) i 2018

Anm.: 2020-pl. Befolkningen er opgjort som antal 18-64 årige pr. 1. januar i året. Korrelationen er 0,93 (p<0,0001).

Se i øvrigt boks 3.1.

Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger.

Sammenhængen skal ses i lyset af, at kommunens borgere med behov for støtte efter

serviceloven oftest har en nedsat funktionsevne eller særlige sociale problemer, der kan

gøre det nødvendigt at modtage støtte over en længere periode.

Socialpolitisk Redegørelse 2020

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 3

Udgifter til sociale indsatser

Den stærke sammenhæng mellem kommunernes udgifter til voksenområdet i 2018 og

2019 skal også ses i lyset af, at kommunernes rammevilkår, fx i form af befolkningssam-

mensætningen, typisk ikke udviser meget store udsving fra år til år.

3.6 Antal modtagere og udgifter til voksenområdet

I dette afsnit ses på sammenhængen mellem antal modtagere af sociale indsatser og

kommunernes udgifter til voksenområdet.

Det er muligt at koble kommunernes udgifter pr. indbygger med oplysninger om antallet

af modtagere af sociale indsatser for 57 kommuner i 2018. Antallet af modtagere er her

baseret på Danmarks Statistiks register Handicap og udsatte (voksne) og omfatter bl.a.

botilbud, socialpædagogisk støtte, borgerstyret personlig assistance, aktivitets- og sam-

værstilbud og beskyttet beskæftigelse. Der er i dette afsnit afgrænset til de udgifter fra

kommunernes regnskaber, der hovedsageligt vedrører disse indsatser. Der er dog ikke

fuld overensstemmelse mellem udgifter og modtagere.

Andelen af befolkningen pr. kommune, der modtager en social indsats varierer fra om-

kring 10 modtagere pr. 1.000 indbyggere til omkring 35 modtagere pr. 1.000 indbyggere

i alderen 18-64 år, jf. figur 3.9.

Figur 3.9

Antal voksne modtagere af social indsatser pr. 1.000 indbyggere (18-64 år) efter kommune,

2018

Modtagere pr. 1.000 indb.

Kommuner

Anm.: Modtagere i 2018, der er over 18 år i befolkningen ultimo året. Antallet af modtagere er baseret på Danmarks

Statistiks register om Handicap og udsatte (voksne), der indeholder data fra 57 kommuner. Befolkningen er

opgjort som antal 18-64 årige 1. januar i året. Læsø og Ærø er udeladt, da antallet af indbyggere er lavt.

Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger.

Der er sammenhæng mellem antallet af modtagere af sociale indsatser pr. 1.000 indbyg-

gere og kommunens udgifter pr. indbygger. Kommuner med flere modtagere pr. 1.000

indbyggere har gennemsnitligt set også en tendens til at have højere udgifter til voksen-

området pr. indbygger. Sammenhængen er dog langt fra entydig. Der er en betragtelig

Socialpolitisk Redegørelse 2020

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 3

Udgifter til sociale indsatser

variation i udgifterne for en bred gruppe af kommuner, der har omkring 20-35 modta-

gere af sociale indsatser pr. 1.000 indbyggere, jf. figur 3.10.

Figur 3.10

Sammenhæng mellem antal modtagere pr. 1.000 indbyggere og udgifter pr. indbygger (18-64

år), 2018

1.000 kr. pr. indbygger (18-64 år)

Modtagere af sociale indsatster pr. 1.000 indbyggere (18-64 år)

Anm.: 2020-pl. Modtagere i 2018, der er over 18 år i befolkningen ultimo året. Antallet af modtagere er baseret på

Danmarks Statistiks register om Handicap og udsatte (voksne), der indeholder data fra 57 kommuner. Befolk-

ningen er opgjort som antal 18-64 årige pr. 1. januar i året. Korrelationen er 0,49 (p=0,0001). Udgifter er af-

grænset til funktion 5.38.39, 5.38.50, 5.38.51, 5.38.52, 5.38.53, 5.38.58 og 5.38.59, der hovedsageligt vedrø-

rer indsatser, der indgår i Danmarks Statistiks register Handicap og udsatte (voksne). Der er ikke fuld over-

ensstemmelse mellem udgifter og modtagere, der er baseret på hhv. kommunernes regnskaber og register-

data. Læsø og Ærø er udeladt, da antallet af indbyggere er lavt. Se i øvrigt boks 3.1.

Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger.

Der er betydelige forskelle i den gennemsnitlige udgift pr. modtager mellem kommu-

nerne, der varierer fra under 300.000 kr. pr. modtager til over 500.000 kr. pr. modta-

ger, jf. figur 3.11 nedenfor. Den store variation skal ses i lyset af forskelle i borgernes be-

hov og ydelsessammensætningen på tværs af kommuner. Eksempelvis vil forskelle i bor-

gere med behov for botilbud have betydning for kommunens gennemsnitlige udgifter pr.

modtager. Ved tolkningen af resultaterne skal det også bemærkes, at der ikke er fuld

overensstemmelse mellem afgrænsningerne af udgifter på baggrund af kommunernes

regnskaber og opgørelsen af antallet af modtagere fra registerdata.

Socialpolitisk Redegørelse 2020

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 3

Udgifter til sociale indsatser

Figur 3.11

Gennemsnitlig udgift til voksenområdet pr. modtager, 2018

Udgift pr. modtager (1.000 kr.)

700

600

500

400

300

200

100

Kommuner

Udgift pr. modtager (1.000 kr.)

700

600

500

400

300

200

100

Anm.: 2020-pl. Udgifter er afgrænset til funktion 5.38.39, 5.38.50, 5.38.51, 5.38.52, 5.38.53, 5.38.58 og 5.38.59, der

hovedsageligt vedrører indsatser, der indgår i Danmarks Statistiks register Handicap og udsatte (voksne). Der

er ikke fuld overensstemmelse mellem udgifter og modtagere, der er baseret på hhv. kommunernes regnska-

ber og registerdata. Læsø og Ærø er udeladt, da antallet af indbyggere er lavt. Solrød er udeladt pga. en be-

tydelig højere udgift pr. modtager end de resterende kommuner. Se i øvrigt boks 3.1.

Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger.

Der er en negativ sammenhæng mellem antallet af modtagere af sociale indsatser pr.

indbygger i kommunen og den gennemsnitlige udgift pr. modtager i kommunen. Jo flere

modtagere pr. indbygger i kommunen, jo lavere er den gennemsnitlige udgift pr. modta-

ger, jf. figur 3.12.

Socialpolitisk Redegørelse 2020

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 3

Udgifter til sociale indsatser

Figur 3.12

Sammenhæng mellem antal modtagere pr. indbygger (18-64 år) og den gennemsnitlige udgift

pr. modtager, 2018

Udgift pr. modtager (1.000 kr.)

700

600

500

400

300

200

100

Modtagere af sociale indsatster pr. 1.000 indbyggere (18-64 år)

Udgift pr. modtager (1.000 kr.)

700

600

500

400

300

200

100

Anm.: 2020-pl. Udgifter afgrænset til funktion 5.38.39, 5.38.50, 5.38.51, 5.38.52, 5.38.53, 5.38.58 og 5.38.59, der

hovedsageligt vedrører indsatser, der indgår i Danmarks Statistiks register Handicap og udsatte (voksne). Der

er ikke fuld overensstemmelse mellem udgifter og modtagere, der er baseret på hhv. kommunernes regnska-

ber og registerdata. Læsø og Ærø er udeladt, da antallet af indbyggere er lavt. Solrød er udeladt pga. en be-

tydelig højere udgift pr. modtager end de resterende kommuner. Korrelationen er -0,76 (p<0,0001). Se i øvrigt

boks 3.1.

Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger.

Sammenhængen i figur 3.12 kan udlægges på flere måder. Først og fremmest kan sam-

menhængen være et udtryk for forskelle i tyngden af problemer hos de personer, der vi-

siteres til indsatser efter serviceloven. Hvis mange personer med et lettere støttebehov

visiteres til en indsats efter serviceloven i nogle kommuner, vil det give anledning til et

relativt højt antal modtagere pr. indbygger og en relativt lavere gennemsnitlig udgift pr.

modtager. Omvendt vil en større brug af ikke-visiteret støtte og rådgivning samt hjælp

efter andre sektorlovgivninger give anledning til et relativt lavt antal modtagere pr. ind-

bygger og en højere gennemsnitlig udgift pr. modtager, idet de egentlige visterede ind-

satser, der kun kan gives efter serviceloven, eksempelvis botilbud, er udgiftstunge.

Sammenhængen i figur 3.12 kan også være udtryk for andre forskelle mellem kommu-

nerne, eksempelvis kommunernes serviceniveau. Det kan dog være vanskeligt at adskille

betydningen af kommunernes praksis fra betydningen af evt. forskelle i serviceniveauet.

3.7 Sammenhæng med kommunernes øvrige udgifter

I dette afsnit undersøges sammenhængen mellem kommunernes udgifter til voksenom-

rådet og kommunernes øvrige udgifter til andre sektorområder, herunder udgifter til ud-

satte børn og unge og overførsler. Formålet er at belyse, om der er en tendens til, at

kommuner med højere udgifter til voksenområdet også har højere udgifter til andre om-

råder.

Socialpolitisk Redegørelse 2020

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 3

Udgifter til sociale indsatser

I afsnittet er udgifterne opgjort pr. indbygger i alle alderskategorier, da udgifterne om-

fatter forskellige sektorområder, der samlet set berører kommunens befolkning bredt

set. Blandt andet derfor er udgifterne pr. indbygger til voksenområdet ikke sammenlig-

nelig med opgørelserne i de øvrige afsnit, hvor udgifterne er opgjort pr. indbygger i alde-

ren 18-64 år. Boks 3.2 uddyber opgørelsen i dette afsnit.

Boks 3.2

Kommunernes samlede nettodriftsudgifter i alt og til sektorområder

I afsnittet ses der på kommunernes samlede nettodriftsudgifter i alt og på udvalgte sektorområder. Opgørel-

sen er foretaget på baggrund af de kommunale regnskaber for 2019 og følger definitionerne, der ligger til

grund for Indenrigs- og boligministeriets kommunale nøgletal (noegletal.dk).

Kommunernes samlede nettodriftsudgifter er opgjort som hovedkonto 0 til 6 i kontoplanen, der omfatter

byudvikling, bolig- og miljøforanstaltninger, forsyningsvirksomheder m.v., transport og infrastruktur, under-

visning og kultur, sundhedsområdet, sociale opgaver og beskæftigelse samt fællesudgifter og administration

m.v. Der er i afsnittet et særligt fokus på de to udvalgte områder:

•

Udsatte børn og unge

Overførsler, herunder beskæftigelsesindsats

Alle udgifter er i afsnittet opgjort pr. indbygger i kommunen i alt, da udgiftsområderne samlet set vedr. alle

aldersgrupper. Udgifterne er opgjort som nettodriftsudgifter fratrukket statsrefusion (dranst 1 og 2) og er

inkl. tjenestemandspensioner. Afgrænsningen adskiller sig fra opgørelserne ovenfor beskrevet i boks 3.1, idet

der i dette afsnit benyttes definitioner fra Indenrigs- og Boligministeriets nøgletal. Definitionen af sektorom-

råderne fremgår i anmærkningen til de enkelte figurer. Se noegletal.dk og den autoriserede kommunale kon-

toplan for yderligere om, hvad der indgår i opgørelserne.

Der er en sammenhæng mellem kommunernes udgifter til voksenområdet pr. indbygger

og kommunernes samlede udgifter til øvrige områder pr. indbygger, jf. figur 3.13 neden-

for. De øvrige kommunale områder omfatter her et meget bredt felt, der spænder fra by-

udvikling, bolig- og miljøforanstaltninger til eksempelvis overførsler og administration,

jf. boks 3.2 ovenfor. På landsplan omfatter kommunernes samlede udgifter til øvrige

områder udgifter på omkring 325 mia. kr.

Kommuner med relativt højere udgifter til voksenområdet har en tendens til også at

have højere udgifter pr. indbygger til øvrige områder, jf. figur 3.13.

Socialpolitisk Redegørelse 2020

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 3

Udgifter til sociale indsatser

Figur 3.13

Sammenhæng mellem udgifter til voksenområdet pr. indbygger og kommunale udgifter i alt

ekskl. voksenområdet pr. indbygger, 2019

Udgifter i alt ekskl. voksenområdet pr. indb. (1.000 kr.)

Udgifter til voksenområdet pr. indb. (1.000 kr.)

Anm.: 2020-pl. Kommunale udgifter i alt ekskl. voksenområdet er opgjort som hovedkonto 0-6 ekskl. funktion

0.52.83, 3.41.80 og 6.48.61 fratrukket udgifter til voksenområdet. Udgifter til voksenområdet opgjort som funk-

tion 5.38.38-5.38.59. Se Indenrigs- og Boligministeriets nøgletal (noegletal.dk) for yderligere. Udgifter er op-

gjort pr. indbygger pr. 1. januar i alle aldre. Korrelationen er 0,56 (p<.0001). Læsø, Fanø, Ærø, Samsø og

Langeland er udeladt, da antallet af indbyggere er lavt. Se i øvrigt boks 3.2.

Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger.

Sammenhængen mellem udgifter til voksenområdet og udgifter til øvrige områder kan

dels skyldes et personoverlap, hvor borgere med behov for sociale indsatser på voksen-

området også kan have behov for eksempelvis overførsler og sundhedsmæssig behand-

ling med kommunal (med)finansiering. Men sammenhængen kan også afspejle nogle

mere generelle forskelle i befolkningssammensætningen, der både giver anledning til re-

lativt højere udgifter til voksenområdet og højere udgifter til en række øvrige områder

for kommunerne. Det skal samtidigt understreges, at sammenhængen er langt fra enty-

dig og dækker over betydelige variationer. Variationerne skal blandt andet ses i lyset af,

at kommuner kan have forskellige politiske prioriteringer.

Der er en sammenhæng mellem udgifter til voksenområdet pr. indbygger og udgifter til

udsatte børn og unge pr. indbygger, jf. figur 3.14 nedenfor. Udgifter til udsatte børn og

unge omfatter udgifter til forebyggende foranstaltninger og anbringelser. Udgifter til

børn og unge med handicap er delvist indeholdt i tallene.

Det skal understreges, at der er en betragtelig variation mellem kommunerne og at der

langt fra er tale om en entydig sammenhæng. Eksempelvis er der et bredt midterfelt af

kommuner, der har udgifter på omkring 6.000 kr. pr. indbygger til voksenområdet, hvor

der ikke er en klar sammenhæng mellem udgifterne til de to områder. Den store varia-

tion skal ses i lyset af, at det er to separate områder til to forskellige målgrupper, hen-

holdsvis børn og unge med særlige behov og voksne med fysisk eller psykisk funktions-

nedsættelse eller særlige sociale problemer. At der samlet for kommunerne er en vis

Socialpolitisk Redegørelse 2020

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 3

Udgifter til sociale indsatser

sammenhæng kan ses som et udtryk for, at der er nogle generelle forskelle i befolknings-

sammensætningen mellem kommunerne, som kan slå igennem på begge områder.

Figur 3.14

Sammenhæng mellem udgifter til voksenområdet pr. indbygger og udgifter til udsatte børn og

unge pr. indbygger, 2019

Udgifter til udsatte børn og unge pr. indb. (1.000 kr.)

Udgifter til voksenområdet pr. indb. (1.000 kr.)

Udgifter til udsatte børn og unge pr. indb. (1.000 kr.)

Anm.: 2020-pl. Udgifter til voksenområdet opgjort som funktion 5.38.38-5.38.59. Udgifter til udsatte børn og unge er

opgjort som funktion 5.28.20-5.28.26. Se Indenrigs- og Boligministeriets nøgletal (noegletal.dk) for yderligere.

Udgifter opgjort pr. indbygger 1. januar i alle aldre. Korrelationen er 0,53 (p<.0001). Læsø, Fanø, Ærø,

Samsø og Langeland er udeladt, da antallet af indbyggere er lavt. Se i øvrigt boks 3.2.

Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger.

Der er et vist geografisk sammenfald i kommunernes udgifter til børne- og voksenområ-

det, men også en række forskelle. På begge områder ser man, at nogle kommuner i Syd-

og Vestsjælland har relativt høje udgifter pr. indbygger på begge områder. Omvendt har

nogle kommuner i Østjylland og nord for København relativt lavere udgifter på begge

områder. Men mønstrene er langt fra entydige, og der er mange kommuner, hvor udgif-

terne til de to områder ikke umiddelbart følges ad, jf. figur 3.15 og 3.16.

Socialpolitisk Redegørelse 2020

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 3

Udgifter til sociale indsatser

Figur 3.15

Udgifter til udsatte børn og unge, kr. pr. ind-

bygger, 2019

Figur 3.16

Udgifter til voksenområdet, kr. pr. indbyg-

ger, 2019

Anm.: 2020-pl. Udgifter til voksenområdet er opgjort som funktion 5.38.38-5.38.59. Udgifter til udsatte børn og unge

er opgjort som funktion 5.28.20-5.28.26. Se Indenrigs- og Boligministeriets nøgletal (noegletal.dk) for yderli-

gere. Udgifter er opgjort pr. indbygger pr. 1. januar i alle aldre. Figur 3.16 er ikke helt sammenlignelig med

figur 3.7. Blandt andet er figur 3.7 opgjort som udgift pr. 18-64-årig, mens 3.16 er opgjort som udgift pr. ind-

bygger i alle aldre. Se i øvrigt boks 3.2.

Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger.

Endeligt er der sammenhæng mellem udgifter til voksenområdet pr. indbygger og udgif-

ter til overførsler mv., jf. figur 3.17 nedenfor. Udgifter til overførsler mv. omfatter her

kommunernes udgifter til overførselsindkomster fratrukket statsrefusion. Udgifterne

vedrører tilbud til udlændinge, førtidspensioner og personlige tillæg, kontante ydelser,

revalidering samt beskæftigelsesordninger.

Socialpolitisk Redegørelse 2020

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 3

Udgifter til sociale indsatser

Figur 3.17

Sammenhæng mellem udgifter til voksenområdet pr. indbygger og udgifter til overførsler mv.

pr. indbygger, 2019

Udgifter til overførsler mv. pr. indb. (1.000 kr.)

Udgifter til voksenområdet pr. indb. (1.000 kr.)

Anm.: 2020-pl. Udgifter til voksenområdet er opgjort som funktion 5.38.38-5.38.59. Udgifter til overførsler mv. er op-

gjort som funktion 3.30.45, 3.38.77, 5.46.60-5.46.61, 5.46.65, 5.48.66-5.48.68, 5.57.71-5.57.77, 5.57.79,

5.58.80 (ekskl. dr. 1, grp. 004 og 005), 5.58.81-5.58.83, 5.68.90 og 5.68.97-5.68.98. Se Indenrigs- og Boligmi-

nisteriets nøgletal (noegletal.dk) for yderligere. Udgifter er opgjort pr. indbygger pr. 1. januar i alle aldre. Kor-

relationen er 0,45 (p<0.001). Læsø, Fanø, Ærø, Samsø og Langeland er udeladt, da antal indbyggere er lavt.

Se i øvrigt boks 3.2.

Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger.

Det skal understreges, at sammenhængen langt fra er entydig. Ser man på kommunerne

med udgifter til voksenområdet i et bredt interval fra eksempelvis ca. 5.000 til 6.000 kr.

pr. indbygger, er der en stor variation og ikke nogen umiddelbar klar sammenhæng mel-

lem udgifter til voksenområdet og udgifter til overførsler pr. indbygger.

Socialpolitisk Redegørelse 2020

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

www.oim.dk

Socialpolitisk Redegørelse 2020

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 4

Karakteristik af anbragte børn og unges forældre

I dette kapitel ses der nærmere på anbragte børn og unges forældre, og det undersøges,

om barnets eller den unges alder på anbringelsestidspunktet hænger sammen med fami-

liebaggrund: Er der forskel på forældre til børn, der bliver anbragt som små, i forhold til

børn, der anbringes sent i barndommen?

Analysen viser, at anbragte børn og unges familiebaggrund adskiller sig betydeligt fra

øvrige børn og unges: anbragte børn og unge kommer ofte fra mindre ressourcestærke

familier og hjem med betydelige problembelastninger. Derudover viser analysen, at

børn, der anbringes tidligt i barndommen, kommer fra familier med færre ressourcer,

end børn, der bliver anbragt senere i livet. Dette viser sig blandt andet, når man ser på

social arv i anbringelser. Halvdelen af anbragte 0-5-åriges forældre har selv været an-

bragt som børn, mens det er en fjerdedel af de anbragte 12-17-åriges forældre, der selv

har været anbragt. Blandt børn og unge, der ikke er anbragt uden for hjemmet, er det 7

pct., som har forældre, der selv har været anbragt.

Hovedkonklusionerne i kapitlet er:

•

Anbragte børn og unge anbringes ofte – ifølge sagsbehandlernes registreringer

– pga. omsorgsvigt eller anden bekymrende adfærd hos forældrene, fx kriminel

adfærd eller misbrugsproblemer. Dette er særlig udtalt blandt tidligt anbragte

børn. I ca. 85 pct. af alle førstegangsanbringelser af børn i 0-5-årsalderen er

omsorgssvigt eller anden bekymrende adfærd hos forældre angivet som en ud-

slagsgivende årsag til anbringelsen. Blandt førstegangsanbringelser af 12-17-

årige unge er omsorgssvigt mv. angivet som årsag i lidt under 60 pct. af anbrin-

gelserne.

Børn og unge, der anbringes uden for hjemmet, kommer ofte fra et hjem med

en enlig mor uden uddannelse og med en lav tilknytning til arbejdsmarkedet.

Blandt mødre til børn, der blev anbragt i 0-5-årsalderen, har omkring 80 pct.

grundskolen som højest fuldførte uddannelse, og 57 pct. havde kontanthjælp

som væsentligste indkomstkilde. Blandt mødre til børn anbragt i alderen 12-17

år gælder det hhv. ca. 40 pct. og 30 pct. Til sammenligning havde under 20 pct.

af mødre til øvrige børn og unge grundskolen som højeste uddannelse og under

10 pct. modtog kontanthjælp.

•

Diagnoser, der kan være relateret til et handicap eller en psykisk lidelse, er be-

tydeligt overrepræsenteret blandt forældre til anbragte børn og unge. Der ses

særligt en høj forekomst af diagnoser relateret til psykisk lidelser blandt mødre

til de tidligt

www.oim.dk

anbragte børn. Omkring 20 pct. af mødre til børn, der blev anbragt

•

Socialpolitisk Redegørelse 2020

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 4

Karakteristik af anbragte børn og unges forældre

i 0-5-årsalderen, har en diagnose relateret til en psykisk lidelse, mens det er

lidt under 10 pct. af mødrene til børn, der blev anbragt som 12-17-årige.

•

Misbrugsproblemer og kriminalitet er hyppig blandt forældre til anbragte børn

og unge. Tidligt anbragte børn har oftere forældre, som har haft tegn på mis-

brugsproblemer, end børn og unge, der er anbragt sent i barndommen. Om-

kring hver fjerde af de førstegangsanbragte 0-5-årige børn har mindst en foræl-

der med tegn på misbrugsproblemer, mens det gælder ca. hver tiende af de 12-

17-årige førstegangsanbragte unge.

4.1 Førstegangsanbringelser

Hvert år bliver omkring 2.000 børn og unge anbragt uden for hjemmet for første gang.

Siden 2016 har der dog hvert år været et fald i antallet af børn og unge, der er blevet an-

bragt uden for hjemmet, jf. figur 4.1. Blandt disse børn og unge er størstedelen over 12 år

på anbringelsestidspunktet. Således fandt 60 pct. af førstegangsanbringelser sted blandt

12-17-årige de seneste 5 år, mens 20 pct. fandt sted blandt 6-11-årige og 20 pct. blandt

børn under 6 år, jf. figur 4.2.

Figur 4.1

Førstegangsanbringelser blandt 0-17-årige,

2015-2019

Personer

2.500

2.000

1.500

1.000

500

2015

2016

2017

2018

2019

Personer

2.500

2.000

1.500

1.000

500

Figur 4.2

Aldersfordeling blandt førstegangsanbrin-

gelser, 2015-2019

Pct.

0- 5 år

6-11 år

12-17 år

Pct.

Anm.: Omfatter børn og unge i alderen 0-17 år, der fik iværksat en førstegangsanbringelse uden for hjemmet i løbet

af et givent år i perioden 2015-2019, som findes i befolkningsregistret ultimo året. Alderen angiver barnets

eller den unges alder på anbringelsestidspunktet ved første anbringelse. N= 10.970.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Der kan være forskellige årsager til, at børn og unge bliver anbragt uden for hjemmet,

men fælles for dem alle er, at de pga. udsathed har brug for særlig støtte. Det kan eksem-

pelvis være pga. sociale problemer i familien, som forhindrer barnet eller den unge i at

udvikles og trives derhjemme, eller fysisk funktionsnedsættelse.

Socialpolitisk Redegørelse 2020

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 4

Karakteristik af anbragte børn og unges forældre

Ofte kommer børnene og de unge, der bliver anbragt uden for hjemmet, fra et hjem med

betydelige problembelastninger. De seneste 5 år er mere end halvdelen af førstegangsan-

bragte børn og unge, ifølge sagsbehandlernes registreringer, blevet anbragt pga. om-

sorgssvigt fra forældrene eller anden bekymrende adfærd hos forældrene fx misbrugs-

problemer, jf. figur 4.3.

Figur 4.3

Årsager til anbringelse blandt førstegangsanbringelser i 2015-2019, efter alder ved anbringel-

sen

Pct.

100

Pct.

100

Bekymrende

adfærd hos

barn/ung*

Handicap** hos Sundhedsforhold

barn/ung

hos barn/ung

0-5 år

Omsorgssvigt

mv.***

6-11 år

Handicap** hos

forældre

Konflikt/vold i

hjemmet

12-17 år

Ingen specifik

årsag angivet

Note: *) Bekymrende adfærd hos barn/ung inkl. skoleproblemer, misbrug og kriminalitet. **) Betydeligt eller varig

nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. ***) Omsorgssvigt eller bekymrende adfærd hos forældre inkl. over-

greb, stof/alkohol misbrug og kriminalitet.

Anm.: Omfatter børn og unge i alderen 0-17 år, som fik iværksat en førsteganganbringelse uden for hjemmet i løbet

af 2015-2019, og som findes i befolkningsregistret ultimo året. Årsager til anbringelse er baseret på socialråd-

givernes registreringer i forbindelse med afgørelsen om at anbringe et barn/ung. Socialrådgiverne kan angive

flere udslagsgivende årsager. Alderen er opgjort på anbringelsestidspunktet. N=10.970.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Omsorgssvigt eller bekymrende adfærd hos forældre er oftere en udslagsgivende årsag

for at anbringe små børn, jf. sagsbehandlernes registreringer, end for sent anbragte børn

og unge. Blandt de 0-5-årige børn er det over 85 pct., som blandt andet er blevet anbragt

pga. omsorgssvigt eller bekymrende adfærd hos forældrene, mens det er lidt under 60

pct. blandt de 12-17-årige. Sagsbehandlerne kan registrere flere overlappende årsager til

at anbringe et barn eller ung, og eksempelvis kan et barn blive anbragt både på grund af

et handicap og omsorgssvigt.

Generelt tegner der sig et billede af, at de bagvedliggende årsager til anbringelse blandt

de yngste børn– registreret af sagsbehandlerne – i højere grad skyldes problemer ved

forældrene (omsorgsvigt, misbrug, kriminalitet eller fysisk/psykisk funktionsnedsæt-

telse). Blandt de ældste børn og unge er problemer hos forældrene stadig meget hyppige

ifølge sagsbehandlernes registreringer, men her bliver der i større omfang

også

registre-

ret selvstændige problemer, der kommer til udtryk hos barnet eller den unge, som årsag

Socialpolitisk Redegørelse 2020

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 4

Karakteristik af anbragte børn og unges forældre

til anbringelsen. Dette er ikke ensbetydende med, at barnet selv er årsagen til disse ud-

fordringer. Eksempelvis er bekymrende adfærd hos barnet eller den unge angivet som

årsag til anbringelse i 70 pct. af anbringelsessagerne vedrørende 12-17-årige, mens det

gælder 34 pct. af anbringelserne af 0-5-årige. Ligeledes ses en højere forekomst af an-

bringelsesårsager vedrørende barnets eller den unges fysiske eller psykiske funktions-

evne blandt de ældste børn og unge, som er blevet anbragt uden for hjemmet.

Det bemærkes, at den bagvedliggende årsag til bekymrende adfærd eller andre udfor-

dringer hos barnet eller den unge i nogle tilfælde kan være omsorgssvigt i barndommen

eller andre sociale problemer i hjemmet, mens i andre tilfælde kan den bagvedliggende

årsag eksempelvis være psykisk sygdom, som ikke er relateret til forældrenes omsorg for

barnet.

4.2 Familiebaggrund for anbragte børn og unge

I dette afsnit belyses, hvilken familiebaggrund børn og unge, der blev anbragt uden for

hjemmet for første gang i løbet fra 2015 til 2019, kom fra, da deres anbringelse be-

gyndte. Der ses blandt andet på, om der er forskel på børnenes og de unges familiebag-

grund afhængig af deres alder på anbringelsestidspunktet.

Inden første anbringelse uden for hjemmet kommer anbragte børn og unge ofte fra et

hjem med en enlig mor. Således boede under en tredjedel af børn og unge, der blev an-

bragt for første gang, med begge biologiske forældre i tiden op til deres anbringelse. Til

sammenligning boede lidt over 70 pct. af øvrige børn og unge under 18 år med begge

forældre i 2019, jf. figur 4.4.

Alder på anbringelsestidspunktet hænger sammen med, hvorvidt barnet eller den unge

bor med begge forældre. Det ses eksempelvis, at de yngste børn oftere boede med begge

forældre op til deres anbringelse end de ældre børn og unge. Det skal ses i lyset af den

generelle tendens, at en større andel af forældre er gået fra hinanden, jo ældre barnet er.

Udover at anbragte børn og unge sjældnere bor med deres far end øvrige børn og unge,

er der større sandsynlighed for, at der ikke er registret nogen far. Blandt de anbragte

børn og unge i denne analyse er det knap 13 pct., som ikke har registreret en far, mens

det er 7,5 pct. blandt øvrige børn og unge. Det betyder, at der for flere af de anbragte

børn og unge ikke er oplysninger om farens socioøkonomiske forhold mv.

Socialpolitisk Redegørelse 2020

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 4

Karakteristik af anbragte børn og unges forældre

Figur 4.4

Hvem boede de førstegangsanbragte børn og unge hos i anbringelsesåret efter alder

Pct.

Begge forældre

0-5 år

Mor enlig

Far enlig

6-11 år

Mor i nyt par

12-17 år

Far i nyt par

Ikke hos forældre

Ikke anbragt*

Note: *) Ikke anbragt omfatter 0-17-årige ultimo 2019, der

ikke

har været anbragt uden for hjemmet.

Anm.: Omfatter alle 0-17-årige, som fik iværksat en førstegangsanbringelse uden for hjemmet i løbet af 2015-2019,

og som har oplysninger om, hvem de boede hos 1. januar i anbringelsesåret. Alderen angiver barnets eller

den unges alder på anbringelsestidspunktet. Antal anbragte børn og unge = 9.480.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

4.3 Forældres anbringelseshistorik

Børn og unge, der bliver anbragt uden for hjemmet, har oftere forældre, som selv har

været anbragt i løbet af barndommen, end øvrige børn og unge. Overhyppigheden af an-

bringelser, hos forældre til anbragte børn og unge i forhold til befolkningen som helhed,

er særligt fremtrædende hos børn anbragt tidligt i barndommen. Knap halvdelen af

børn, der blev anbragt i alderen 0-5 år i årene 2015-2019, har mindst en forælder, der

har været anbragt som barn eller ung. Blandt børn, der blev anbragt i alderen 6-11 år, er

det 37 pct., og 23 pct. af unge, der blev anbragt i alderen 12-17 år, har mindst en foræl-

der, der har været anbragt. Blandt børn og unge i 2019, der ikke har været anbragt uden

for hjemmet, er det imidlertid blot 7 pct., der har en eller to forældre, der har været an-

bragt i barndommen, jf. figur 4.5.

Det bemærkes, at hyppigheden af anbringelser blandt forældre kan være en anelse un-

derestimeret, særligt for de sent anbragte børn og unge, da anbringelsesstatistikken kun

går tilbage til 1980. Anbringelser, som er ophørt inden 1980, er derfor ikke med i denne

opgørelse. Derudover er det ikke muligt at sige noget om anbringelse blandt forældre,

som ikke er vokset op i Danmark. Selvom der ikke er tvivl om tendensen, betyder det, at

der er lidt usikkerhed omkring den helt præcise forskel i anbringelser hos forældre mel-

lem tidligt og sent anbragte børn og unge.

Socialpolitisk Redegørelse 2020

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 4

Karakteristik af anbragte børn og unges forældre

Figur 4.5

Andel af førstegangsanbragte børn og unge med forældre, der selv har været anbragt uden for

hjemmet som barn eller ung

Pct.

0-5 år

6-11 år

Alder ved anbringelse

12-17 år

Ikke anbragt*

Note: *) Ikke anbragt omfatter 0-17-årige ultimo 2019, der

ikke

har været anbragt uden for hjemmet.

Anm.: Omfatter børn og unge i alderen 0-17 år, som fik iværksat en førsteganganbringelse uden for hjemmet i løbet

af 2015-2019, og som findes i befolkningsregistret ultimo året. Hvis blot én forælder har været anbragt uden

for hjemmet, indgår barnet eller den unge i andelen. Anbringelsesstatistikken går tilbage til 1980, hvormed

anbringelser, der er ophørt inden år 1980, ikke indgår i opgørelsen af forældre, der selv har været anbragt

uden for hjemmet som barn eller ung. Alderen angiver barnets eller den unges alder på anbringelsestidspunk-

tet. Antal anbragte børn og unge = 10.970.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Overrepræsentationen af anbringelser hos forældre til anbragte børn og unge hænger

blandt andet sammen med, at tidligere anbragte børn og unge oftere er udsatte som

voksne end befolkningen som helhed. Undersøgelser viser blandt andet, at tidligere an-

bragte børn og unge som voksne oftere ender i hjemløshed, har misbrugsproblemer og

oftere begår kriminalitet end den øvrige befolkning.

4.4 Teenageforældreskab blandt mødre til anbragte

Der er en betydelig overrepræsentation af teenageforældreskab, dvs. at moren fik sit før-

ste barn i teenageårene, blandt mødre til anbragte børn og unge i forhold til den gene-

relle befolkning. Mens 5 pct. af ikke-anbragte børn og unge under 18 år i 2019 har en

mor, som fik børn i teenagealderen, er det mellem 20-30 pct. af de førstegangsanbragte

børn og unge. Særligt blandt de børn, der blev anbragt i en tidlig alder, er der relativt

mange, der har en mor, der var under 20 år ved første barn, jf. tabel 4.1.

Se fx mere herom i det daværende Social- og Indenrigsministeriums Velfærdspolitiske Analyse nr. 23 –

Hvor-

dan klarer anbragte sig som unge voksne?,

samt kapitel 8 om unge i hjemløshed i Socialpolitisk Redegørelse

2019, og i VIVE’s forløbsundersøgelse af anbragte unge (2020a):

Tidligere anbragte unge – 18 år og på vej mod

voksenlivet.

Socialpolitisk Redegørelse 2020

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 4

Karakteristik af anbragte børn og unges forældre

Tabel 4.1

Mors alder blandt førstegangsanbragte børn og unge i 2015-2019, efter alder

0-5 år

Mors alder ved 1. barns fødsel, gns.

Mor teenager ved 1. barn fødsel, pct.

Population

22,7

30%

2.024

6-11 år

23,4

25%

2.184

12-17 år

24,3

20%

5.966

Ikke anbragte*

27,3

1.075.673

Note: *) Ikke anbragte omfatter 0-17-årige ultimo 2019, der

ikke

har været anbragt uden for hjemmet.

Anm.: Omfatter førstegangsanbragte børn og unge i alderen 0-17 år, der blev anbragt uden for hjemmet i perioden

2015-2019, som har oplysninger om en biologisk mor i fertilitetsregistret. Alderen angiver barnets eller den

unges alder på anbringelsestidspunktet.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

4.5 Mødres uddannelse og beskæftigelse

Størstedelen af mødre til anbragte børn og unge har grundskolen som højest fuldførte

uddannelse, jf. figur 4.6. Særligt har mødre til børn, der blev anbragt i en tidlig alder,

grundskolen som højest fuldførte uddannelse. For børn, der blev anbragt mens de var 0-

5 år, havde lidt over 80 pct. af mødrene grundskolen som højest fuldførte uddannelse,

mens det samme gælder ca. 60 pct. af mødrene til børn, der blev anbragt i alderen 6-11

år, og 40 pct. af mødrene til børn, der blev anbragt i alderen 12-17 år.

Uddannelsesniveauet blandt anbragte børns mødre er generelt markant lavere end øv-

rige børn og unges mødre. Særligt har mødre til børn, der har været anbragt uden for

hjemmet sjældnere gennemført en videregående uddannelse. I 2019 havde omkring

halvdelen af mødre til børn og unge, der ikke har været anbragt uden for hjemmet, gen-

nemført en videregående uddannelse, det samme gælder færre end 20 pct. af de første-

gangsanbragte børn og unges mødre.

Som tidligere nævnt kommer børn og unge, der bliver anbragt uden for hjemmet, ofte

fra hjem med betydelige problembelastninger. Dette afspejler sig blandt andet også i, at

deres forældre generelt har en dårligere tilknytning til arbejdsmarkedet end øvrige børn

og unges forældre.

Socialpolitisk Redegørelse 2020

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 4

Karakteristik af anbragte børn og unges forældre

Figur 4.6

Uddannelsesniveau blandt mødre til førstegangsanbragte børn og unge efter alder

Pct.

100

Pct.

100

Grundskole

0-5 år

Gymnasiale uddannelser

6-11 år

Erhvervsfaglige uddannelser

12-17 år

Videregående uddannelser

Ikke anbragte*

Note: *) Ikke anbragt omfatter 0-17-årige ultimo 2019, der

ikke

har været anbragt uden for hjemmet.

Anm.: Omfatter alle 0-17-årige, som fik iværksat en førstegangsanbringelse uden for hjemmet i løbet af 2015-2019,

og for hvem der findes oplysninger om mors uddannelse. Uddannelsesniveau angiver mødres højest fuldførte

uddannelse, opgjort pr. 30. september i anbringelsesåret. ’Grundskole’ inkluderer også manglende uddan-

nelse. Alderen angiver barnets eller den unges alder på anbringelsestidspunktet. Antal anbragte børn og

unge = 9.679.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Blandt mødre til anbragte børn og unge har en væsentlig større andel kontanthjælp som

primær forsørgelsesgrundlag end blandt mødre til øvrige børn og unge. Denne andel va-

rierer med barnets eller den unges alder ved første anbringelse. Blandt børn og unge,

der blev anbragt som 0-5-årige, havde 57 pct. af mødrene kontanthjælp som væsentlig-

ste indkomstkilde i året op til anbringelsen. Blandt de, som blev anbragt for første gang

som 12-17-årige, havde 31 pct. af mødrene kontanthjælp som væsentligste indkomst-

kilde, jf. figur 4.7.

Fædrenes socioøkonomiske status og uddannelsesniveau ligner i høj grad mødrenes.

Fædre til særligt de tidligt anbragte børn er ligeledes karakteriseret ved ofte at stå uden

uddannelse og være marginaliseret i forhold til arbejdsmarkedet end fædre til jævnald-

rene ikke-anbragte børn, jf. bilag figur 4.15 og 4.16.

Socialpolitisk Redegørelse 2020

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 4

Karakteristik af anbragte børn og unges forældre

Figur 4.7

Socioøkonomisk status blandt mødre til førstegangsanbragte børn og unge efter alder

Pct.

100

Pct.

100

Beskæftigelse

0-5 år

Uddannelse

6-11 år

Kontanthjælp

12-17 år

Førtidspension

Øvrige

Ikke anbragte*

Note: *) Ikke anbragt omfatter 0-17-årige ultimo 2019, der

ikke

har været anbragt uden for hjemmet.

Anm.: Omfatter alle 0-17-årige, som fik iværksat en førstegangsanbringelse uden for hjemmet i løbet af 2015-2019,

og for hvem der findes oplysninger om mors socioøkonomiske status. Mødres socioøkonomiske status er op-

gjort i året før barnets eller den unges anbringelse. Alderen angiver barnets eller den unges alder på anbrin-

gelsestidspunktet. Antal anbragte børn og unge = 9.679.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

4.6 Diagnoser blandt forældre

Betydeligt eller varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne hos forældre kan være en

udslagsgivende årsag til, at nogle børn og unge anbringes uden for hjemmet. I dette af-

snit ses der nærmere på hvor stor en andel af forældre til børn og unge, der blev anbragt

i årene 2015-2019, som har udvalgte diagnoser relateret til et handicap eller psykisk li-

delse.

Diagnoser, der kan være relateret til et handicap, inkluderer i denne analyse autisme-

spektrum, cerebral parese, Downs, erhvervet hjerneskade, og udviklingshæmning. Mens

diagnoser relateret til psykiske lidelser i kapitlet inkluderer psykiske lidelser pga. alko-

hol eller stoffer, skizofreni, depression, angst, spiseforstyrrelser og personlighedsforstyr-

relser. Se mere herom i boks 4.1.

Forældre til børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet, har i langt højere grad en

diagnose, der kan være relateret til et handicap eller en psykisk lidelse end befolkningen

som helhed, særligt blandt forældre til børn anbragt tidligt i barndommen. Eksempelvis

havde 12 pct. af mødre til børn, der blev anbragt i alderen 0-5 år, en diagnose relateret

til et handicap, og 21 pct. havde en diagnose relateret til en psykisk lidelse. Blandt mødre

til ikke tidligere anbragte børn og unge i 2019 havde 2 pct. en diagnose relateret til et

handicap og 2 pct. en diagnose relateret til en psykisk lidelse, jf. figur 4.8.

Generelt har mødre til anbragte børn og unge i højere grad end fædre en diagnose rela-

teret til en psykisk lidelse, mens fædre i lidt højere grad end mødre har en diagnose rela-

teret til et handicap, jf. figur 4.8 og 4.9.

Socialpolitisk Redegørelse 2020

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 4

Karakteristik af anbragte børn og unges forældre

Figur 4.8

Udvalgte diagnoser blandt mødre til første-

gangsanbragte børn og unge efter alder

Pct.

Figur 4.9

Udvalgte diagnoser blandt fædre til første-

gangsanbragte børn og unge efter alder

Pct.

0-5 år

6-11 år

12-17 år Ikke anbragt*

Diagnose relateret til et handicap

Diagnose relateret til psykisk lidelse

0-5 år

6-11 år

12-17 år Ikke anbragt*

Diagnose relateret til et handicap

Diagnose relateret til psykisk lidelse

Note: *) Ikke anbragt omfatter 0-17-årige ultimo 2019, der

ikke

har været anbragt uden for hjemmet.

Anm.: Omfatter børn og unge i alderen 0-17 år, som fik iværksat en førsteganganbringelse uden for hjemmet i løbet

af 2015-2019, og som findes i befolkningsregistret ultimo året. Figur 4.8 omfatter kun børn og unge, som har

oplysninger om en biologisk mor, N = 10.174. Figur 4.9 omfatter kun børn og unge, som har oplysninger om

en biologisk far, N = 9.559. Diagnoser der kan være forbundet med et handicap omfatter autismespektrum,

mental retardering, hjerneskade, muskelsvind, Downs, cerebral parese. Diagnoser forbundet med psykiske

lidelse omfatter diagnosegrupperne psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser forårsaget af brug af

alkohol el. stoffer mv., depression mv., skizofreni mv., angst mv., personlighedsforstyrrelse mv., spiseforstyr-

relse mv. Se mere i boks 4.1. Alderen angiver barnets eller den unges alder på anbringelsestidspunktet.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Listen af diagnoser inkluderet i denne analyse er langt fra udtømmende, idet der findes

mange andre diagnoser og funktionsnedsættelser, der kan være forbundet med et handi-

cap eller psykisk lidelse. Valget af diagnoser kan således diskuteres. Eksempelvis ville

man identificere langt flere forældre med diagnoser relateret til et handicap, hvis en di-

agnose for ADHD blev inkluderet, jf. bilag figur 4.17 og 4.18.

Socialpolitisk Redegørelse 2020

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 4

Karakteristik af anbragte børn og unges forældre

Boks 4.1

Diagnoser i analysen

Følgende diagnoser inddrages for at belyse handicaprelaterede diagnoser, der kan optræde blandt forældre

til anbragte børn:

•

Autismespektrum

Cerebral parese (spastisk lammelse)

Downs syndrom

Erhvervet hjerneskade

Udviklingshæmning (mental retardering)

Muskelsvind

Listen er langt fra udtømmende, idet der findes mange andre diagnoser og funktionsnedsættelser, der kan

være forbundet med et handicap. Diagnosegrupperne baserer sig på indlæggelser, ambulante besøg og skade-

stuekontakter på sygehuse i perioden 1995-2018.

Diagnoser, der kan være forbundet med psykiske vanskeligheder, baseres på kontakter til den regionale syge-

huspsykiatri over en femårig periode (2015-2018). Der inddrages følgende diagnosegrupper:

•

Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser forårsaget af brug af alkohol el. stoffer

Skizofreni

Depression mv.

Angst mv.

Spiseforstyrrelser mv.

Personlighedsforstyrrelser mv.

4.7 Misbrug og kriminalitet blandt forældre

Misbrug af alkohol eller stoffer, og kriminel adfærd hos forældre har betydning for,

hvorvidt forældre kan varetage omsorgen over for deres børn. Således kan misbrug og

kriminalitet blandt forældre direkte være årsag til, at et barn eller en ung anbringes

uden for hjemmet.

Oplysninger om, hvorvidt forældre har eller har haft et misbrugsproblem, bygger i

denne analyse på, om forældrene på et tidspunkt har været i kontakt med social stofmis-

brugsbehandling, at en af årsagerne til barnets anbringelse har været misbrug, eller om

forældrene har haft en diagnose relateret til misbrug, jf. boks 4.2. Denne opgørelse er

langt fra fuldt dækkende for antallet af forældre, som har eller har haft et misbrugspro-

blem, hvorfor andelen af forældre med alkohol- eller stofmisbrugsproblemer formentligt

er væsentligt underestimeret.

Med disse forbehold viser tallene, at misbrugsproblemer hos forældre er hyppigere

blandt tidligt anbragte børn end hos sent anbragte børn og unge. Blandt børn, der blev

anbragt i alderen 0-5 år i årene 2015-2019, har over 25 pct. mindst en forælder med in-

dikation på et misbrugsproblem, det samme gælder ca. 18 pct. af børn, der blev anbragt i

alderen 6-11 år og 11 pct. af unge, der blev anbragt som 12-17-årig, jf. figur 4.10.

Socialpolitisk Redegørelse 2020

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 4

Karakteristik af anbragte børn og unges forældre

Figur 4.10

Alkohol- eller stofmisbrug blandt forældre til

førstegangsanbragte børn og unge

Pct.

0-5 år

6-11 år

12-17 år

Ikke anbragt*

Pct.

Figur 4.11

Kriminalitet blandt forældre til førstegangs-

anbragte børn og unge

Pct.

0-5 år

6-11 år

12-17 år

Alder ved anbringelse

Ikke anbragt*

Pct.

Note: *) Ikke anbragt omfatter 0-17-årige ultimo 2019, der

ikke

har været anbragt uden for hjemmet.

Anm.: Omfatter børn og unge i alderen 0-17 år, som fik iværksat en førsteganganbringelse uden for hjemmet i løbet

af 2015-2019, og som findes i befolkningsregistret ultimo året. Alkohol- og stofmisbrug blandt forældre bygger

på data vedrørende social stofmisbrugsbehandling, årsager til anbringelse blandt de anbragte børn og unge,

samt data vedrørende diagnoser relateret til misbrug, se mere herom i boks 4.2. Det bemærkes, at misbrug

blandt de ’ikke anbragte’ er underestimeret ift. blandt de anbragte børn, da det her ikke er muligt at anvende

viden om årsager til anbringelse. Kriminalitet blandt forældre er opgjort på baggrund af om mindst én forælder

har modtaget en fældende strafferetlig dom, opgjort på tidspunktet for barnet eller den unges anbringelse.

Alderen angiver barnets eller den unges alder på anbringelsestidspunktet. Anbragte børn og unge = 10.970.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Forældre til anbragte børn og unge begår derudover langt oftere kriminalitet end øvrige

forældre, jf. figur 4.11. I alt havde mellem 25-30 pct. af børnene og de unge på anbringel-

sestidspunktet mindst én forælder, som havde modtaget en fældende strafferetlig afgø-

relse, blandt de ikke-anbragte børn og unge i 2019 var det ca. 10 pct. Det er i højere grad

fædrene end mødrene, som har fået en dom, jf. bilag figur 4.20.

Der er imidlertid ingen tendens til, at forældre til tidligt anbragte børn er mere krimi-

nelle end forældre til sent anbragte børn og unge, eller omvendt, når der ses på fældende

strafferetlige afgørelser.

Socialpolitisk Redegørelse 2020

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 4

Karakteristik af anbragte børn og unges forældre

Boks 4.2

Opgørelse af alkohol- og stofmisbrug

Oplysninger om stof- og alkoholmisbrug blandt forældre stammer fra register over personer i social stofmis-

brugsbehandling (Stofmisbrugsdatabasen), Det psykiatriske centralregister, Landspatientregistret, samt An-

bringelsesregistret.

Social stofmisbrugsbehandling

Kommunerne er ifølge serviceloven forpligtiget til at tilbyde social stofmisbrugsbehandling til borgere med et

behandlingskrævende stofmisbrug. Den sociale stofmisbrugsbehandling retter sig mod ophør, reduktion eller

stabilisering af stofmisbruget med henblik på at afhjælpe og begrænse de sociale, fysiske og psykiske proble-

mer, som følger af misbruget.

Kommunerne indberetter årligt alle behandlingsforløb til Stofmisbrugsdatabasen, herunder ventetider vedr.

behandlingsgaranti for stofmisbrugere. Opgørelsen af misbrug blandt forældre baserer sig således på oplys-

ninger om personer, som har været visiteret til eller været i behandling for stofmisbrug.

De bemærkes, at kommunerne også er forpligtiget til at tilbyde anonym stofmisbrugsbehandling til personer

med et behandlingskrævende stofmisbrug. Personer i anonym behandling indgår ikke i analysen, da der ikke

findes centralt tilgængelige registeroplysninger om personer i anonym behandling. Analysen omfatter heller

ikke personer, som modtager stofmisbrugsbehandling ved Kriminalforsorgen.

Diagnoser relateret til stof- eller alkoholmisbrug

Forældre, der optræder i enten Det psykiatriske centralregister eller Landspatientregistret med en diagnose

relateret til stof- eller alkoholmisbrug, opgøres til at have eller have haft et misbrug. Diagnoser som opgøres

som alkohol- eller stofmisbrug omfatter:

•

Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser forårsaget af brug af euforiserende stoffer mv.

Psykofarmaka, morfika, kokain, hallucinogener eller andre narkotika i blodet

Forgiftning med euforiserende stoffer mv.

Alkoholinduceret pseudo-Cushings syndrom.

Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser forårsaget af brug af alkohol

Nervesygdomme forårsaget af alkohol.

Alkoholisk kardiomyopati.

Fordøjelsessygdomme forårsaget af alkohol, inkl. alkoholiske leversygdomme.

Anbringelsesregistret

Når børn og unge anbringes uden for hjemmet, skal kommunerne indberette hvad, der er udslagsgivende

årsag til anbringelsen. En af de årsager sagsbehandlerne kan angive er ”misbrug hos forældre”. Således an-

vendes oplysninger om anbringelsesårsager blandt de anbragte børn og unge til at opgøre misbrug blandt

forældre.

4.8 Dødsfald i familien

Børn og unge, der bliver anbragt uden for hjemmet, oplever i meget højere grad end øv-

rige børn og unge at miste en forælder pga. dødsfald tidligt i livet. Dette hænger blandt

andet sammen med, at anbringelser kan være, men ikke nødvendigvis er, forårsaget af

forældres død.

Socialpolitisk Redegørelse 2020

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 4

Karakteristik af anbragte børn og unges forældre

Der er en betydelig overdødelighed blandt forældre til de anbragte børn og unge, der

blev anbragt i 6-17-årsalderen, i forhold til alle ikke-anbragte børn og unge i 2019, jf. fi-

gur 4.12. Knap 8 pct. af de børn og unge, som blev anbragt i alderen 6-17 år, havde på

anbringelsestidspunktet mistet mindst én forælder pga. dødsfald, mens det var lidt un-

der 1 pct. blandt de ikke-anbragte børn og unge i 2019.

Figur 4.12

Andel af førstegangsanbragte som har en forælder, der er død

Pct.

0-5 år

6-11 år

12-17 år

Ikke anbragt*

Note: *) Ikke anbragt omfatter 0-17-årige ultimo 2019, der

ikke

har været anbragt uden for hjemmet.

Anm.: Omfatter børn og unge i alderen 0-17 år, som fik iværksat en førsteganganbringelse uden for hjemmet i løbet

af 2015-2019, og som findes i befolkningsregistret ultimo året. Forældres død er opgjort på tidspunktet for

barnet eller den unges anbringelse. Alderen angiver barnets eller den unges alder på anbringelsestidspunk-

tet. Antal anbragte børn og unge = 10.970.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Tidlig død blandt forældre til anbragte børn og unge hænger blandt andet sammen med,

at denne gruppe af forældre er mere udsatte end befolkningen som helhed. Flere under-

søgelser viser, at udsathed i barndommen eller i voksenlivet er forbundet med tidligere

død. Blandt andet har udsatte større risiko for at blive udsat for vold og for selvmords-

forsøg.

Der er en betydelig overrepræsentation af ikke-naturlige dødsfald blandt forældre til før-

stegangsanbragte børn i forhold til dødsfald generelt, jf. figur 4.13 og 4.14. Ses der på

forældrenes dødsårsager blandt de anbragte børn og unge, der har mistet forældre inden

anbringelse uden for hjemmet, er 66 pct. af dødsfaldende registreret som ’naturlig død’,

mens 16 pct. er registreret som en ulykke, 8 pct. som selvmord og 3 pct. som voldsrelate-

ret, jf. figur 4.13.

100

Socialpolitisk Redegørelse 2020

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 4

Karakteristik af anbragte børn og unges forældre

Figur 4.13

Dødsårsag blandt forældre til de første-

gangsanbragte børn

Vold

3 pct.

Selvmord

8 pct.

Uoplyst

7 pct.

Figur 4.14

Dødsårsag blandt alle dødsfald i Danmark

Selvmord

1 pct.

Uoplyst

1 pct.

Ulykke

3 pct.

Ulykke

16 pct.

Naturlig død

66 pct.

Naturlig død

96 pct.

Anm.: Figur 4.13 omfatter afdøde forældre til førstegangsanbragte børn og unge, der blev anbragt uden for hjemmet

i årene 2015-2019. Personer, som er døde i 2019, har ikke oplysninger om dødsårsager, da det seneste

dødsårsagsregister kun går til ultimo 2018. Figur 4.14 omfatter alle registrerede dødsfald i Danmark i perio-

den 2015-2018. Figuren summerer ikke til 100 pct. pga. afrundinger.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Socialpolitisk Redegørelse 2020

101

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 4

Karakteristik af anbragte børn og unges forældre

4.9 Bilag

Figur 4.15

Uddannelsesniveau blandt fædre til førstegangsanbragte børn og unge efter alder

Pct.

Grundskole

0-5 år

Gymnasiale uddannelser

6-11 år

Erhvervsfaglige uddannelser

12-17 år

Videregående uddannelser

Ikke anbragte*

Note: *) Ikke anbragt omfatter 0-17-årige ultimo 2019, der

ikke

har været anbragt uden for hjemmet.

Anm.: Omfatter alle 0-17-årige, som fik iværksat en førstegangsanbringelse uden for hjemmet i løbet af 2015-2019,

og for hvem der findes oplysninger om fars uddannelse. Uddannelsesniveau angiver fædres højest fuldførte

uddannelse, opgjort pr. 30. september i anbringelsesåret. ’Grundskole’ inkluderer også manglende uddan-

nelse. Alderen angiver barnets eller den unges alder på anbringelsestidspunktet. Antal anbragte børn og

unge = 9.559.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Figur 4.16

Socioøkonomisk status blandt fædre til førstegangsanbragte børn og unge efter alder

Pct.

100

Pct.

100

Beskæftigelse

0-5 år

Uddannelse

6-11 år

Kontanthjælp

12-17 år

Førtidspension

Øvrige

Ikke anbragte*

Anm.: Omfatter alle 0-17-årige, som fik iværksat en førstegangsanbringelse uden for hjemmet i løbet af 2015-2019,

og for hvem der findes oplysninger om fars socioøkonomiske status. Fædres socioøkonomiske status er op-

gjort i året før barnets eller den unges anbringelse. Alderen angiver barnets eller den unges alder på anbrin-

gelsestidspunktet. Antal anbragte børn og unge = 8.964.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

102

Socialpolitisk Redegørelse 2020

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 4

Karakteristik af anbragte børn og unges forældre

Figur 4.17

Udvalgte diagnoser blandt mødre til første-

gangsanbragte børn og unge efter alder

Pct.

0-5 år

6-11 år

12-17 år Ikke anbragt*

Diagnose relateret til et handicap

Diagnose relateret til et handicap, inkl. ADHD

Diagnose relateret til psykisk lidelse

Pct.

Figur 4.18

Udvalgte diagnoser blandt fædre til første-

gangsanbragte børn og unge efter alder

Pct.

0-5 år

6-11 år

12-17 år Ikke anbragt*

Diagnose relateret til et handicap

Diagnose relateret til et handicap, inkl. ADHD

Diagnose relateret til psykisk lidelse

Pct.

Note: *) Ikke anbragt omfatter 0-17-årige ultimo 2019, der

ikke

har været anbragt uden for hjemmet.

Anm.: Omfatter børn og unge i alderen 0-17 år, som fik iværksat en førsteganganbringelse uden for hjemmet i løbet

af 2015-2019, og som findes i befolkningsregistret ultimo året. Figur 4.17 omfatter kun børn og unge, som har

oplysninger om en biologisk mor, N = 10.174. Figur 4.18 omfatter kun børn og unge, som har oplysninger om

en biologisk far, N = 9.559. Diagnoser, der kan være forbundet med et handicap, omfatter autismespektrum,

mental retardering, hjerneskade, muskelsvind, Downs, cerebral parese. Diagnoser forbundet med psykiske

lidelse omfatter diagnosegrupperne psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser forårsaget af brug af

alkohol el. stoffer mv., depression mv., skizofreni mv., angst mv., personlighedsforstyrrelse mv., spiseforstyr-

relse mv. Se mere i boks 4.1. Alderen angiver barnets eller den unges alder på anbringelsestidspunktet.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Socialpolitisk Redegørelse 2020

103

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 4

Karakteristik af anbragte børn og unges forældre

Figur 4.19

Alkohol- eller stofmisbrug blandt forældre til

førstegangsanbragte børn og unge

Pct.

0-5 år

6-11 år

Mødre

12-17 år

Ikke anbragt*

Fædre

Pct.

Figur 4.20

Kriminalitet blandt forældre til førstegangs-

anbragte børn og unge

Pct.

0-5 år

6-11 år

Mødre

12-17 år

Ikke anbragt*

Fædre

Pct.

Note: *) Ikke anbragt omfatter 0-17-årige ultimo 2019, der

ikke

har været anbragt uden for hjemmet.

Anm.: Omfatter børn og unge i alderen 0-17 år, som fik iværksat en førsteganganbringelse uden for hjemmet i løbet

af 2015-2019, og som findes i befolkningsregistret ultimo året. Alkohol- og stofmisbrug blandt forældre bygger

på data vedrørende social stofmisbrugsbehandling, årsager til anbringelse blandt de anbragte børn og unge,

samt data vedrørende diagnoser relateret til misbrug, se mere herom i boks 4.1. Kriminalitet blandt forældre

er opgjort på baggrund af, om de har modtaget en fældende strafferetlig dom, opgjort på tidspunktet for bar-

net eller den unges anbringelse. Alderen angiver barnets eller den unges alder på anbringelsestidspunktet.

Anbragte børn og unge = 10.970.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

104

Socialpolitisk Redegørelse 2020

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 5

Anbragte børn og unges trivsel

Børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet, trives generelt dårligere på en række

områder end jævnaldrende børn og unge. Det kan der være flere grunde til, og det skal

ses i lyset af de sociale problemer, som har været en medvirkende årsag til, at kommu-

nen har fundet det nødvendigt med en anbringelse uden for hjemmet. Derudover an-

bringes nogle børn og unge uden for hjemmet som følge af psykiske vanskeligheder eller

fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse.

Det er imidlertid langt fra alle anbragte børn og unge, som trives dårligt. Når man ser på

tværs af alder, køn, anbringelsessted mv., er der grupper af anbragte børn og unge, som

trives rigtig godt, og som generelt oplever en høj livstilfredshed i hverdagen. Omvendt er

der også grupper af anbragte børn og unge, som viser tegn på alvorlig mistrivsel som for

eksempel selvskadende adfærd.

Formålet med dette kapitel er at beskrive nogle af de mest centrale trivselsproblematik-

ker i forhold til anbragte børn og unge, herunder at få beskrevet, hvad der karakteriserer

de grupper af anbragte børn og unge, som viser tydelige tegn på mistrivsel. Analyserne

tager afsæt i data fra trivselsundersøgelsen blandt anbragte børn og unge i alderen 11-17

år i henholdsvis 2014, 2016 og 2018.

Hovedkonklusionerne i kapitlet er:

•

Langt de fleste børn og unge, som er anbragt uden for hjemmet, er glade for deres

anbringelsessted og føler sig hjemme, hvor de bor. Blandt de 11-17-årige piger og

drenge i plejefamilier er det i størrelsesordenen 90-95 pct., som svarer, at de har det

godt, hvor de bor. På døgninstitutioner og socialpædagogiske opholdssteder er det

derimod mindre end 80 pct. blandt drengene og omkring 60 pct. af pigerne.

Når anbragte i plejefamilier generelt trives bedre på deres anbringelsessted, skal det

ses i sammenhæng med, at det oftest er de børn og unge med de mest komplekse

problemstillinger, som anbringes på døgninstitutioner mv. De vil i mange tilfælde

have brug for mere socialpædagogisk støtte og hjælp, end en plejefamilie i udgangs-

punktet kan tilbyde. Dog skal det samtidig understreges, at børn og unge med funk-

tionsnedsættelser med et stort pleje- og behandlingsbehov vil kunne have gavn af at

være anbragt på en døgninstitution med specialiseret personale til at varetage deres

komplekse behov. Da disse børn og unge desuden formodentlig er underrepræsen-

teret i denne undersøgelse, er det derfor ikke givet, at konklusionen om ringere triv-

sel på døgninstitutioner også gælder disse børn og unge.

•

www.oim.dk

Socialpolitisk Redegørelse 2020

107

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 5

Anbragte børn og unges trivsel

•

En del af forklaringen ligger formentlig også i, at børn og unge i plejefamilier oftest

er anbragt i en tidligere alder, ligesom de oftest har boet det samme sted i længere

tid. Hvor det er omkring 45 pct. blandt de 11-17-årige på døgninstitutioner mv., som

har boet det samme sted i mindre end 2 år, gælder det ca. 10 pct. blandt anbragte i

plejefamilier.

Anbragte piger udgør en væsentlig mere sårbar gruppe end anbragte drenge på flere

dimensioner af psykisk mistrivsel. Næsten 40 pct. blandt anbragte piger har som

15-årige indikationer på psykisk mistrivsel (målt med redskabet SDQ). Det er ca.

dobbelt så høj en andel som hos anbragte drenge, mens det kun er 2-4 pct. blandt

alle 15-årige drenge og piger i Danmark generelt.

Når en markant højere andel hos anbragte piger viser tegn på psykisk mistrivsel,

hænger det sammen med, at anbragte piger har flere emotionelle problemer. De er

oftere bekymrede, ligesom de oftere føler sig ensomme og kede af det. Blandt 15-

årige piger på døgninstitutioner og socialpædagogiske opholdssteder er det eksem-

pelvis mere end 30 pct., som ofte eller meget ofte føler sig ensomme.

Sent anbragte unge har samtidig flere emotionelle problemer end tidligt anbragte.

Blandt de piger, som blev anbragt første gang uden for hjemmet i 0-5-årsalderen, er

det lidt under 40 pct., som ligger uden for normalområdet i forhold til emotionelle

problemer. Blandt de piger, som blev anbragt første gang uden for hjemmet i 12-17-

årsalderen, er det derimod 60 pct.

Problemer med psykisk mistrivsel følger i høj grad anbragte børn og unge ind i det

tidlige voksenliv, hvilket især ses hos pigerne. Som 18-årige har 11 pct. af anbragte

piger fået stillet en diagnose for depression mv., mens 32 pct. har en diagnose for

angst mv. Samtidig er det mere end 60 pct. af pigerne, som har udvist bevidst selv-

skadende adfærd eller haft tanker om selvskade, mens 40 pct. har forsøgt selvmord.

Det skal også ses i lyset af, at nogle af anbringelserne netop er iværksat som følge af

psykiske vanskeligheder, herunder selvskadende adfærd.

Anbragte drenge udgør derimod en mere udsat gruppe end anbragte piger, når man

ser på diagnoser som ADHD og autisme mv. samt særlige former for risikoadfærd.

Eksempelvis er det 17 pct. blandt anbragte drenge i 17-årsalderen, der har røget

hash inden for de seneste 30 dage, mens 13 pct. har brugt vold eller trusler om vold

mod andre inden for de seneste 6 måneder. Brugen af rusmidler kan være udtryk

for alvorlig mistrivsel, hvis de har til formål at slippe negative tanker.

Resultaterne viser også, at der er en sammenhæng mellem psykisk mistrivsel og an-

bragtes faglige resultater i grundskolen. Fagligt svage anbragte børn og unge ser ud

til at have flere personlige udfordringer, som kan mindske forudsætningen for at

klare sig fagligt godt i skolen og i uddannelsessystemet. Det handler blandt andet

om koncentrationsevne og adfærdsproblemer.

•

108

Socialpolitisk Redegørelse 2020

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 5

Anbragte børn og unges trivsel

5.1 Trivsel blandt anbragte børn og unge

Der er flere grunde til, at det er vigtigt at forholde sig til anbragte børn og unges trivsel.

Som tidligere undersøgelser har vist, er der en sammenhæng mellem børn og unges triv-

sel og en række risikofaktorer i voksenlivet. Vedvarende mistrivsel og ensomhed hos

børn og unge kan blandt andet resultere i depression og selvskadende adfærd (Vanhalst

et al., 2018; Goosby et al., 2013).

Analyserne nedenfor tager afsæt i data fra trivselsundersøgelsen blandt anbragte børn

og unge i alderen 11, 13, 15 og 17 år og kombinerer surveydata fra de tre år, hvor under-

søgelsen er gennemført i henholdsvis 2014, 2016 og 2018

. Fordelen ved at kombinere

data for de tre undersøgelser er, at man får et større datagrundlag, og derved bliver den

statistiske usikkerhed mindre, når man opdeler besvarelserne på forskellige undergrup-

per af anbragte børn og unge. Det betyder dog også, at der for nogle af opgørelserne vil

være tale om trivsel målt på tværs af perioden 2014-2018.

I den seneste spørgeskemaundersøgelse fra 2018 deltog godt 1.300 anbragte børn og

unge i alderen 11-17 år, hvilket svarer til 33 pct. af alle anbragte børn og unge i alders-

gruppen. Besvarelserne fordeler sig nogenlunde lige på de fire alderstrin. Det betyder

imidlertid også, at besvarelserne ikke er repræsentative for den fulde population af an-

bragte børn og unge, idet de ældre alderstrin er underrepræsenteret i besvarelserne, li-

gesom børn og unge i plejefamilier er en smule overrepræsenteret, jf. figur 5.1 og 5.2.

Figur 5.1

Antal deltagere i trivselsundersøgelsen

blandt anbragte børn og unge efter alder

Antal

2.000

Antal

2.000

Figur 5.2

Antal deltagere i trivselsundersøgelsen efter

anbringelsessted

Antal

2.500

Antal

2.500

1.500

2.000

1.500

1.000

1.500

1.000

500

(45 pct.)

1.000

500

(21 pct.)

500

11 år

13 år

15 år

17 år

Alle anbragte

i aldersgruppen

Deltaget i

undersøgelsen

Plejefamilie

Alle anbragte

i aldersgruppen

Døgninstitution mv.

Deltaget i

undersøgelsen

Anm.: Børn og unge på hhv. 11, 13, 15 og 17 år, som deltog i trivselsundersøgelsen blandt anbragte børn og unge i

2018.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

For en uddybning af baggrund, datagrundlag og spørgsmål i de tre trivselsundersøgelser se SFI – Det Nationale

Forskningscenter for Velfærd (2014, 2016) og Rambøll (2018).

Socialpolitisk Redegørelse 2020

109

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 5

Anbragte børn og unges trivsel

For at imødekomme udfordringer med manglende repræsentativitet i stikprøven og

mindske målebias er resultaterne i analysen vægtet ud fra respondenternes alder, køn og

anbringelsessted. Her skal det nævnes, at børn og unge med fysisk eller psykisk funkti-

onsnedsættelse kan blive anbragt uden for hjemmet efter samme bestemmelser i ser-

viceloven, som de børn og unge, der anbringes på grund af sociale problemer i hjemmet.

Det er imidlertid ikke muligt at opgøre på baggrund af registerdata, i hvilken grad an-

bragte børn og unge med funktionsnedsættelser indgår i undersøgelsen. Det må dog for-

ventes, at anbragte børn og unge med betydelige funktionsnedsættelser i nogen grad er

underrepræsenteret i undersøgelsen.

5.2 Trivsel på anbringelsesstedet

Hvis en kommune træffer afgørelse om at anbringe et barn eller en ung person uden for

hjemmet, eksempelvis i en plejefamilie, skal det altid bero på en konkret vurdering af

barnets støttebehov og være af hensyn til barnets trivsel og udvikling. Her er det selvsagt

afgørende, at plejefamilierne og de øvrige anbringelsessteder får skabt rammerne for en

god og tryg opvækst og får hjulpet anbragte børn og unge til en hverdag i trivsel. Det

handler blandt andet om, at anbragte børn og unge skal føle sig hjemme på deres an-

bringelsessted, og at de får opbygget nogle nære og tillidsfulde relationer til de voksne.

Spørger man de børn og unge, som er anbragt uden for hjemmet, hvad de selv synes om

deres anbringelsessted, så er langt de fleste glade for deres anbringelsessted og føler sig

hjemme, hvor de bor. Der ses imidlertid forskelle på tværs af anbringelsessted og køn.

Anbragte børn og unge i plejefamilier trives generelt bedre end børn og unge på døgnin-

stitutioner og socialpædagogiske opholdssteder, ligesom drenge generelt trives bedre

end piger.

Blandt 11-17-årige drenge i plejefamilier svarer knap 95 pct., at de har det godt, hvor de

bor, hvilket er en lidt større andel end hos piger i plejefamilier. På døgninstitutioner og

socialpædagogiske opholdssteder er det mindre end 80 pct. blandt drengene og kun om-

kring 60 pct. af pigerne, som har det godt, hvor de bor. Det gælder for alle alderstrin, at

piger på døgninstitutioner mv. trives dårligere end drengene, jf. figur 5.3 og 5.4.

110

Socialpolitisk Redegørelse 2020

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 5

Anbragte børn og unges trivsel

Figur 5.3

Anbragte børn og unge, som har det godt,

hvor de bor

Pct.

100

Pct.

100

Figur 5.4

Anbragte børn og unge på døgninstitutioner,

som har det godt, hvor de bor

Pct.

100

Pct.

100

Drenge

plejefamilie

Piger

plejefamilie

Drenge

Piger

døgninstitution døgninstitution

mv.

11 år 13 år 15 år 17 år

Drenge

Piger

Meget godt/godt

Nogenlunde

Ikke så godt

Meget godt/godt

Nogenlunde

Ikke så godt

Anm.: Anbragte børn og unge på hhv. 11, 13, 15 og 17 år, som deltog i trivselsundersøgelsen blandt anbragte børn

og unge i 2018. Figur 5.4 er basseret på besvarelser fra 2014-2018. ”Anbragte børn og unge på døgninstitu-

tion” omfatter også anbringelser på socialpædagogiske opholdssteder. Børn og unge, som har svaret ”Ved

ikke”, indgår ikke i opgørelsen grundet diskretionshensyn.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Der kan være flere forklaringer på, at børn og unge på døgninstitutioner og socialpæda-

gogiske opholdssteder ikke trives nær så godt, som børn og unge i plejefamilier. Det er

dog vigtigt at holde sig for øje, at det oftest er de børn og unge med de mest komplekse

problemstillinger, som visiteres til en anbringelse på en døgninstitution mv. Det kan

blandt andet være udadreagerende børn og unge, som har en svær psykisk sygdom, eller

børn og unge med funktionsnedsættelser. De vil i mange tilfælde have brug for en mere

omfattende socialpædagogisk støtte og hjælp, end en plejefamilie i udgangspunktet kan

tilbyde.

Dog skal det samtidigt bemærkes, at børn og unge med funktionsnedsættelser med et

stort pleje- og behandlingsbehov, vil kunne have gavn af at være anbragt på en døgnin-

stitution med specialiseret personale til at varetage deres komplekse behov. Da disse

børn og unge desuden formodentlig er underrepræsenteret i denne undersøgelse, er det

derfor ikke givet, at konklusionen om ringere trivsel på døgninstitutioner også gælder

disse børn og unge.

Anbragte børn og unge på døgninstitutioner og socialpædagogiske opholdssteder er også

den gruppe af anbragte børn og unge, som føler sig mindst hjemme på deres anbringel-

sessted. Hvor det er mere end 80 pct. blandt de 11-17-årige drenge og piger i plejefami-

lier, som føler sig meget hjemme, hvor de bor, er det i størrelsesorden 45-50 pct. blandt

jævnaldrende piger og drenge på døgninstitutioner mv., jf. figur 5.5.

Socialpolitisk Redegørelse 2020

111

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 5

Anbragte børn og unges trivsel

Figur 5.5

Anbragte børn og unge, som føler sig

hjemme, hvor de bor

Pct.

100

Pct.

100

Figur 5.6

Antal år som anbragte børn og unge har

boet på samme anbringelsessted

Pct.

100

Pct.

100

Drenge

plejefamilie

Piger

plejefamilie

Drenge

Piger

døgninstitution døgninstitution

mv.

Anbragte i

plejefamilie

Anbragte på døgninstitution

mv.

Meget

Nogenlunde

Lidt/ikke

Mindre end 2 år

2 - 4 år

Mere end 4 år

Anm.: Anbragte børn og unge på hhv. 11, 13, 15 og 17 år, som deltog i trivselsundersøgelsen blandt anbragte børn

og unge i 2018.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Når anbragte børn og unge på døgninstitutioner og socialpædagogiske opholdssteder fø-

ler sig mindre hjemme, skal det også ses i lyset af, at de oftest har boet på deres anbrin-

gelsessted i kortere tid end anbragte i plejefamilier. Hvor det er omkring 45 pct. blandt

de 11-17-årige på døgninstitutioner og socialpædagogiske opholdssteder, som har boet

det samme sted i mindre end 2 år, gælder det kun omkring 10 pct. blandt anbragte i ple-

jefamilier, jf. figur 5.6.

Det hænger i nogen grad sammen med, at man oftest vil forsøge at flytte børn og unge

fra en døgninstitution til en plejefamilie, hvis der sker en forbedring i deres støttebehov,

for eksempel på grund af en omfattende socialpædagogisk indsats. Det hænger imidler-

tid også sammen med, at børn og unge på døgninstitutioner mv. oftest er anbragt i en

senere alder.

Blandt de 11-17-årige i plejefamilier er det ca. halvdelen, som er anbragt før 6-årsalde-

ren, mens omkring 10 pct. er anbragt som 12-17-årig. Til sammenligning er det ca. 40

pct. blandt anbragte på døgninstitutioner og socialpædagogiske opholdssteder, der er

anbragt som 12-17-årig, mens lidt over 20 pct. er anbragt før 6-årsalderen, jf. figur 5.7.

112

Socialpolitisk Redegørelse 2020

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 5

Anbragte børn og unges trivsel

Figur 5.7

Alder ved første anbringelse efter anbringel-

sessted

Pct.

100

Pct.

100

Figur 5.8

Anbragte på døgninstitution mv., som har

det godt, hvor de bor, efter alder ved første

anbringelse

Pct.

100

Pct.

100

Anbragte i

plejefamilie

Anbragte på døgninstitution

mv.

0-5 år

6-11 år 12-17 år

Drenge

0-5 år 6-11 år 12-17 år

Piger

0-5 år

6-11 år

12-17 år

Meget godt/godt

Nogenlunde

Ikke så godt

Anm.: Anbragte børn og unge på hhv. 11, 13, 15 og 17 år, som deltog i trivselsundersøgelsen blandt anbragte børn

og unge i 2018. Figur 5.8 er basseret på besvarelser fra 2014-2018. ”Anbragte på døgninstitution mv.” omfat-

ter også anbringelser på socialpædagogiske opholdssteder. Børn og unge, som har svaret ”Ved ikke”, indgår

ikke i opgørelsen grundet diskretionshensyn.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Der ses også en sammenhæng mellem alder ved første anbringelse og andelen, som har

det godt, hvor de bor. Blandt drenge på døgninstitutioner og socialpædagogiske op-

holdssteder, som er anbragt før 6-årsalderen, er det 75 pct., som har det godt, hvor de

bor, mens andelen er lidt lavere, omkring 65 pct., for drenge anbragt som 12-17-årige.

Samme billede tegner sig hos pigerne, om end her ligger de sent anbragte piger endnu

lavere i trivsel. Piger på døgninstitutioner mv. anbragt i 12-17-årsalderen er således den

gruppe af anbragte børn og unge, som trives dårligst på deres anbringelsessted. Her er

det mindre end halvdelen, som svarer, at de har det godt, hvor de bor, jf. figur 5.8.

5.3 Psykisk mistrivsel blandt anbragte børn og unge

Der findes ikke en klar definition af eller konsensus i litteraturen om, hvad psykisk mis-

trivsel dækker over. Fælles for de fleste tilgange er dog, at trivsel generelt beskrives som

en flerdimensionel størrelse (Huppert & So, 2013). Derudover er der enighed om, at psy-

kisk mistrivsel skal forstås bredere end psykiske lidelser, der bruges som en mere klinisk

betegnelse om personer med en psykiatrisk diagnose (VIVE, 2020a).

Analyserne nedenfor vil på den baggrund belyse forskellige dimensioner af psykisk mis-

trivsel hos anbragte børn og unge. Det vedrører blandt andet anbragtes selvvurderede

livstilfredshed, indikationer på psykisk mistrivsel målt ved SDQ-indekset

, ensomhed

samt visse former for risikoadfærd. Fordelen ved at se på disse dimensioner af psykisk

mistrivsel er blandt andet, at man kan sammenligne trivslen hos anbragte børn og unge

The Strengths and Difficulties Questionnaire (Goodman et al., 2000).

Socialpolitisk Redegørelse 2020

113

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 5

Anbragte børn og unges trivsel

med trivslen hos børn og unge generelt, idet VIVE anvender mange af de samme spørgs-

mål i deres landsdækkende survey blandt børn og unge i Danmark (VIVE, 2018c).

Hvis man beder anbragte børn og unge om at vurdere deres egen livstilfredshed og sam-

menholder med børn og unge i Danmark generelt, er der særligt to iøjefaldende tenden-

ser. Den første tendens er, at piger generelt trives dårligere end drenge. Hvor det er 6

pct. blandt 15-årige drenge i Danmark, som har en lav selvvurderet livstilfredshed, gæl-

der det 15 pct. blandt jævnaldrende piger.

Den anden iøjefaldende tendens er, at anbragte piger trives betydeligt dårligere end an-

bragte drenge. Blandt anbragte piger i 15-årsalderen er det knap 40 pct., som har en lav

selvvurderet livstilfredshed, hvilket er mere end dobbelt så stor en andel end hos an-

bragte drenge, jf. figur 5.9.

Figur 5.9

Selvvurderet livstilfredshed blandt 15-årige

efter køn

Pct.

100

Pct.

100

Figur 5.10

Selvvurderet livstilfredshed blandt anbragte

15-årige efter køn og anbringelsessted

Pct.

100

Pct.

100

Alle drenge

Alle piger

Anbragte

drenge

Anbragte piger

Drenge,

plejefamilie

Piger,

Drenge,

Piger,

plejefamilie døgninstitution døgninstitution

mv.

Lav livstilfredshed

Middel livstilfredshed

Høj livstilfredshed

Lav livstilfredshed

Middel livstilfredshed

Høj livstilfredshed

Anm.: Selvvurderet livstilfredshed blandt 15-årige i 2018. Figur 5.10 er opgjort for 15-årige i hhv. 2014, 2016 og

2018. Livstilfredshed er målt ved hjælp af Cantril’s Ladder (Cantril, 1965). De unge har selv angivet deres

tilfredshed med tilværelsen på en skala fra 0-10, hvor 0-5 opgøres som lav livstilfredshed, 6-8 som middel

livstilfredshed, og 9-10 som høj livstilfredshed. En chi

-test bekræfter, at forskellen i selvvurderet livstilfreds-

hed mellem anbragte drenge og anbragte piger er statistisk signifikant (P < 0,01).

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata samt Børn og unge i Danmark 2018 (VIVE, 2018c).

Der er også mærkbare forskelle i anbragtes selvvurderede livstilfredhed, når man ser på

tværs af anbringelsessted og køn. Blandt anbragte i 15-årsalderen er det drenge i plejefa-

milier, som trives bedst. Her er det færre end 10 pct., som har en lav livstilfredshed. I

den anden ende af spektret ligger anbragte piger på døgninstitutioner og socialpædago-

giske opholdssteder. Her er det 55 pct., der har en lav selvvurderet livstilfredshed som

15-årige, hvilket er ca. dobbelt så stor en andel som hos jævnaldrende drenge på døgnin-

stitutioner mv., jf. figur 5.10.

Der tegner sig et lignende billede, når man ser på indikationer på psykisk mistrivsel målt

ved SDQ-indekset. Det er et spørgeskemabaseret screeningsinstrument, som anvendes

114

Socialpolitisk Redegørelse 2020

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 5

Anbragte børn og unges trivsel

til at identificere psykiske problemer og afvigende adfærd hos børn og unge. Ud fra be-

svarelser på 25 udsagn kan man kategoriseres i henholdsvis normalområdet, grænseom-

rådet eller uden for normalområdet. Her skal normalområdet forstås som en statisk nor-

malitet, det vil sige, at det er i denne gruppe, hvor langt størstedelen af populationen vil

placere sig (VIVE, 2018c).

Målt på SDQ-indekset har piger generelt flere indikationer på psykisk mistrivsel som 15-

årige end jævnaldrende drenge. Det er imidlertid en lille andel, i størrelsesorden 2-4 pct.

af alle piger og drenge, der som 15-årige placerer sig uden for normalområdet.

Ser man derimod på, hvordan anbragte børn og unge placerer sig på SDQ-indekset som

15-årige, er det en mærkbar større andel af både drenge og piger, som har indikationer

på psykisk mistrivsel. Hvor det er 18 pct. blandt anbragte drenge, som ligger uden for

normalområdet, gælder det 36 pct. blandt anbragte piger i 15-årsalderen, jf. figur 5.11.

Figur 5.11

Indikationer på psykisk mistrivsel blandt 15-

årige efter køn

Pct.

Alle drenge

Alle piger

Anbragte

drenge

Anbragte piger

Figur 5.12

Indikationer på psykisk mistrivsel hos an-

bragte 15-årige efter køn og anbringelses-

sted

Pct.

Drenge,

plejefamilie

Piger,

plejefamilie

Drenge,

Piger,

døgninstitution døgninstitution

mv.

Pct.

Uden for normalområdet

Grænseområdet

Uden for normalområdet

Grænseområdet

Anm.: Indikationer på psykisk mistrivsel blandt 15-årige i 2018 målt ved SDQ-indekset. Figur 5.12 er opgjort for 15-

årige i hhv. 2014, 2016 og 2018. En chi

-test bekræfter, at forskellen mellem anbragte drenge og anbragte

piger på den samlede SDQ-score er statistisk signifikant (P < 0,01).

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata samt Børn og unge i Danmark 2018 (VIVE, 2018c).

Der ses også markante forskelle i psykisk mistrivsel hos henholdsvis anbragte drenge og

anbragte piger, når man ser på tværs af anbringelsesstederne. Blandt 15-årige drenge i

plejefamilier er det 12 pct., som ligger uden for normalområdet, mens det er 23 pct. hos

jævnaldrende piger i plejefamilier. Ser man på døgninstitutioner og socialpædagogiske

opholdssteder, er det også 23 pct. blandt drengene, som ligger uden for normalområdet

på SDQ-indekset som 15-årige, mens det gælder knap halvdelen, 47 pct., af pigerne.

SDQ-indekset kan inddeles i fire underliggende problemområder, hvilket kan være en

hjælp til at konkretisere psykiske problemer og adfærdsvanskeligheder hos børn og

Socialpolitisk Redegørelse 2020

115

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 5

Anbragte børn og unges trivsel

unge. Det kan ydermere give en indikation af, hvorfor der er så markante forskelle mel-

lem anbragte piger og drenge i forhold til psykisk mistrivsel. Ser man på de fire pro-

blemområder af SDQ-indekset, ligger anbragte drenge og piger nogenlunde på niveau

inden for de tre problemområder, som vedrører adfærdsmæssige problemer, hyperakti-

vitet eller uopmærksomhed samt problemer med jævnaldrende. Anbragte piger skiller

sig imidlertid markant ud fra anbragte drenge på de emotionelle problemer

. Hvor det

er mindre end 20 pct. blandt anbragte drenge i 15-årsalderen, som ligger uden for nor-

malområdet i forhold til emotionelle problemer, gælder det derimod 50 pct. blandt an-

bragte piger, jf. figur 5.13.

Figur 5.13

Indikationer på psykisk mistrivsel hos anbragte 15-årige efter problemområde (SDQ)

Pct.

Drenge

Piger

Drenge

Piger

Drenge

Piger

Drenge

Piger

Adfærdsmæssige

problemer

Emotionelle

problemer

Uden for normalområdet

Hyperaktivitet/

Uopmærksomhed

Grænseområdet

Problemer med

jævnaldrende

Pct.

Anm.: Indikationer på psykisk mistrivsel blandt 15-årige i 2018 målt ved SDQ-indekset opgjort efter problemområde.

En chi

-test viser, at forskellen mellem anbragte drenge og piger kun er statistisk signifikant ift. emotionelle

problemer (P < 0,01).

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Når anbragte piger i langt større grad end anbragte drenge har indikationer på psykisk

mistrivsel målt på SDQ-indekset, så skyldes det altså, at anbragte piger oftest har flere

emotionelle problemer. Det betyder helt konkret, at anbragte piger langt oftere end an-

bragte drenge er bekymrede, at de langt oftere har psykosomatiske symptomer som ondt

i maven eller hovedet, og at de langt oftere er kede af det.

Spørger man således anbragte unge i 15-årsalderen, om de tit føler sig bekymrede, giver

mindre end 10 pct. blandt drenge i plejefamilier udtryk for, at det passer godt, mens det

tilsvarende er lidt over 25 pct. blandt piger i plejefamilier. På døgninstitutioner og soci-

alpædagogiske opholdssteder er det lidt over 20 pct. af de 15-årige drenge, der tit føler

sig bekymret, mens det gælder næsten 40 pct. af pigerne, jf. figur 5.14.

Emotionelle problemer er det eneste problemområde, hvor der ses en statistisk signifikant forskel mellem an-

bragte drenge og piger målt ved en chi

-test (P<0,01).

116

Socialpolitisk Redegørelse 2020

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 5

Anbragte børn og unges trivsel

Figur 5.14

Anbragte 15-årige, der tit føler sig bekymret,

efter anbringelsessted og køn

Pct.

Figur 5.15

Anbragte 15-årige, der føler sig ensomme,

efter anbringelsessted og køn

Pct.

Drenge

plejefamilie

Piger

plejefamilie

Drenge

Piger

døgninstitution døgninstitution

mv.

Drenge,

plejefamilie

Piger,

plejefamilie

Drenge,

Piger,

døgninstitution døgninstitution

mv.

Passer godt

Passer delvist

Meget ofte/ofte

Af og til

Anm.: Anbragte børn og unge som 15-årige, der deltog i trivselsundersøgelsen i hhv. 2014, 2016 og 2018.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Ensomhed er en anden vigtig indikator for psykisk mistrivsel, som kan have stor betyd-

ning for anbragte børn og unges generelle livstilfredshed. Også her er der en tendens til,

at anbragte piger på døgninstitutioner og socialpædagogiske opholdssteder udgør en

særlig sårbar gruppe. Hos 15-årige drenge i plejefamilier er det omkring 5 pct., der ofte

eller meget ofte føler sig ensomme, mens det gælder 10 pct. blandt anbragte piger i ple-

jefamilier. Til sammenligning er det knap 15 pct. blandt 15-årige drenge på døgninstitu-

tioner og socialpædagogiske opholdssteder og mere end dobbelt så stor en andel blandt

pigerne, hvor 32 pct. ofte eller meget ofte føler sig ensomme, jf. figur 5.15.

Det gælder for alle alderstrin blandt anbragte børn og unge i 11-17-årsalderen, at pigerne

i langt større grad end drengene har indikationer på emotionelle problemer. Hvor det er

i størrelsesorden 17-23 pct. blandt anbragte drenge i 11-17-årsalderen, som ligger uden

for normalområdet i forhold til emotionelle problemer, er det omkring 35-50 pct. blandt

pigerne. For både anbragte drenge og piger er der desuden en lille tendens til, at omfan-

get af emotionelle problemer stiger med alderen, jf. figur 5.16.

Socialpolitisk Redegørelse 2020

117

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 5

Anbragte børn og unges trivsel

Figur 5.16

Indikationer på emotionelle problemer hos

anbragte børn og unge efter alder og køn

Pct.

Figur 5.17

Indikationer på emotionelle problemer hos

anbragte 15-årige efter alder ved første an-

bringelse og køn

Pct.

11 år 13 år 15 år 17 år

Drenge

11 år 13 år 15 år 17 år

Piger

0-5 år

6-11 år 12-15 år

Drenge

0-5 år

6-11 år 12-15 år

Piger

Uden for normalområdet

Grænseområdet

Uden for normalområdet

Grænseområdet

Anm.: Anbragte børn og unge på hhv. 11, 13, 15 og 17 år, som deltog i trivselsundersøgelsen blandt anbragte børn

og unge i 2018. Figur 5.17: Anbragte børn og unge som 15-årige, der deltog i trivselsundersøgelsen i hhv.

2014, 2016 og 2018. Indikationer på emotionelle problemer er målt ved SDQ-indekset.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Der ses samtidig en tydelig tendens til, at børn og unge anbragt i en sen alder i langt

større grad har emotionelle problemer end de børn og unge, som blev anbragt i en tidlig

alder. Det gælder både hos anbragte drenge og piger. Blandt piger, som blev anbragt før-

ste gang uden for hjemmet i 0-5-årsalderen, er det lidt under 40 pct., som ligger uden

for normalområdet i forhold til emotionelle problemer. Blandt piger, som blev anbragt

første gang uden for hjemmet i 12-17-årsalderen, er det derimod 60 pct., jf. figur 5.17.

Afhængig af barnets alder vil en anbringelse uden for hjemmet alt andet lige være en

stor følelsesmæssig omvæltning, som kan være forbundet med både sorg og stor frustra-

tion. Det gælder formentlig i særlig grad, hvis der er tale om en anbringelse uden foræl-

drenes eller barnets samtykke. Det er måske også en del af forklaringen på, at man ser

flere emotionelle problemer hos de 15-årige, som er anbragt uden for hjemmet i en sen

alder, da de har haft kortere tid til at omstille sig til den nye hverdag.

Derfor er det også vigtigt at holde sig for øje, at trivselsundersøgelsen giver et øjebliks-

billede af anbragte børn og unges trivsel. De fleste mennesker vil formentlig opleve for-

skellige grader af mistrivsel og ensomhed i perioder af deres liv, uden at det nødvendig-

vis har alvorlige konsekvenser til følge. Vedvarende mistrivsel og ensomhed er derimod

et alvorligt problem, som blandt andet kan bidrage til udviklingen af depression og selv-

skadende adfærd (Vanhalst et al., 2018; Goosby et al., 2013).

Ser man på omfanget af psykiske lidelser som angst og depression samt selvskadende

adfærd, herunder forsøg på selvmord, er der også markante forskelle mellem anbragte

og øvrige unge. Det skal imidlertid også ses i lyset af, at børn og unge kan blive anbragt

118

Socialpolitisk Redegørelse 2020

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 5

Anbragte børn og unges trivsel

uden for hjemmet netop som følge af psykiske vanskeligheder eller et handicap. En an-

den forklaring kan være, at nogle diagnoser bliver opsporet og stillet som led i den bør-

nefaglige undersøgelse, som går forud for enhver anbringelse. Kommunernes systemati-

ske fokus på sundhed i den børnefaglige undersøgelse kan måske medvirke til, at man

får opsporet og stillet flere diagnoser hos anbragte børn og unge, end man gør hos jævn-

aldrende børn og unge.

Blandt alle drenge i 18-årsalderen er det henholdsvis 1 pct. og 3 pct., som har fået stillet

en diagnose for angst mv. eller en depression mv. inden for de seneste fem år. Blandt

alle piger i 18-årsalderen ligger niveauerne højere på henholdsvis 3 pct. og 7 pct. Ser

man derimod på de 18-årige unge, som er anbragt i efterværn, eller som har været an-

bragt på et tidligere tidspunkt i livet, er det henholdsvis 4 pct. og 16 pct. blandt dren-

gene, som har fået stillet en diagnose for depression eller angst mv. inden for de seneste

fem år, mens det gælder henholdsvis 11 pct. og 32 pct. blandt pigerne, jf. figur 5.18.

Figur 5.18

Andel med en diagnose for angst eller de-

pression som 18-årig

Pct.

Figur 5.19

Andel med selvskadende tanker/adfærd og

forsøg på selvmord som 18-årig

Pct.

Alle

drenge

Alle

piger

Anbragte

drenge

Anbragte

piger

Angst mv

Alle

drenge

Alle

piger

Anbragte

drenge

Anbragte

piger

Depression mv.

Selvskadende adfærd eller tanker om selvskade

Forsøgt selvmord

Anm.: 18-årige unge pr. 31.december 2018, som har fået stillet en diagnose for angst mv. eller depression mv. i pe-

rioden 2014-2018. ”Anbragte” omfatter personer, som enten er anbragt som led i et efterværn, eller som har

været anbragt på et tidligere tidspunkt i livet. Figur 5.19: Andel blandt 18-årige, som har udøvet bevidst selv-

skadende adfærd/haft tanker om selvskade, eller forsøgt at begå selvmord på et tidspunkt i deres liv.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata samt Anbragte unges sundhed (VIVE, 2017).

Der tegner sig et lignende billede, når man ser på selvskadende adfærd og forsøg på selv-

mord. Blandt alle drenge i 18-årsalderen er det lidt under 10 pct., som på et tidspunkt i

livet har udvist bevidst selvskadende adfærd, herunder haft tanker om selvskade, mens 3

pct. har forsøgt selvmord. Blandt alle piger i 18-årsalderen ligger niveauerne for selv-

skade og forsøg på selvmord højere på henholdsvis 25 pct. og 9 pct.

Spørger man derimod 18-årige drenge, som enten er anbragt uden for hjemmet som led

i et efterværn, eller som har været anbragt tidligere i livet, så er det knap 30 pct., som på

et tidspunkt i livet har udvist bevidst selvskadende adfærd, herunder haft tanker om

Socialpolitisk Redegørelse 2020

119

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 5

Anbragte børn og unges trivsel

selvskade, mens 16 pct. har forsøgt selvmord. Til sammenligning er niveauerne mærk-

bart højere hos 18-årige piger, som enten er anbragt i efterværn, eller som har været an-

bragt tidligere i livet. Her er det mere end 60 pct., der har udvist bevidst selvskadende

adfærd eller haft tanker om selvskade, mens 40 pct. har forsøgt selvmord, jf. figur 5.19.

Det er vigtigt at holde sig for øje, at de alvorlige hændelser som selvskadende adfærd og

forsøg på selvmord ikke nødvendigvis har fundet sted under anbringelsen. Der kan være

tale om hændelser, som ligger forud for anbringelsen, og i nogle tilfælde har det for-

mentlig været en medvirkende årsag til, at de blev anbragt uden for hjemmet.

Resultaterne ovenfor viser dog samlet set, at anbragte piger udgør en væsentlig mere ud-

sat gruppe end anbragte drenge, når man ser på forskellige dimensioner af psykisk mis-

trivsel. Det gælder i særlig grad piger på døgninstitutioner og socialpædagogiske op-

holdssteder.

Anbragte drenge ser derimod ud til at være mere udsatte end anbragte piger, når man

ser på andre diagnosegrupper. Eksempelvis er der en betydeligt større andel hos an-

bragte drenge, som har fået stillet en diagnose for ADHD eller autisme mv. Det er vigtigt

at være opmærksom på, at der ikke kan laves en entydig kobling mellem en diagnose og

en persons konkrete funktionsevne eller trivsel. Diagnoser som ADHD og autisme mv. er

imidlertid indikationer på en udviklingsforstyrrelse, som kan give udfordringer i forskel-

lige henseender i livet, som for eksempel i forhold til koncentrationsniveau og indlæring

i skolen samt ens relationer til andre børn og unge.

Blandt alle drenge i 18-årsalderen er det henholdsvis 4 pct. og 6 pct., som har fået stillet

en diagnose for autisme mv. eller ADHD. Blandt alle piger i 18-årsalderen ligger niveau-

erne en smule lavere på 2-3 pct. Ser man derimod på de 18-årige, som er anbragt i efter-

værn, eller som har været anbragt på et tidligere tidspunkt livet, så er det henholdsvis 10

pct. og 17 pct. blandt pigerne, som har fået stillet en diagnose for autisme mv. eller

ADHD, mens det gælder henholdsvis 15 pct. og 25 pct. blandt drengene, jf. figur 5.20.

120

Socialpolitisk Redegørelse 2020

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 5

Anbragte børn og unges trivsel

Figur 5.20

Andel med en diagnose for ADHD eller au-

tisme mv. som 18-årig

Pct.

Figur 5.21

Risikoadfærd blandt anbragte unge som

17-årige

Pct.

Alle

drenge

Alle

piger

Autisme mv

Anbragte

drenge

Anbragte piger

ADHD

Anbragte drenge

Anbragte piger

Har røget hash inden for de seneste 30 dage

Har tævet eller truet andre med tæv inden for de seneste 6 måneder

Anm.: Andel blandt 18-årige pr. 31. december 2018, som har fået stillet en diagnose for ADHD eller autisme mv.

”Anbragte” omfatter børn og unge, som har været anbragt uden for hjemmet på et tidspunkt i livet. Figur 5.21:

Baseret på besvarelser fra 17-årige, der deltog i trivselsundersøgelsen blandt anbragte børn og unge i 2018.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Anbragte drenge ser også ud til at være mere udsatte end anbragte piger, når man ser på

forskellige former for risikoadfærd. Med risikoadfærd menes der en særlig type af ad-

færd, som øger ens risiko for at opleve negative hændelser i livet. Det kan eksempelvis

være kriminalitet eller brug af rusmidler, som dels kan få alvorlige konsekvenser senere i

livet (VIVE, 2018c; VIVE, 2020a).

Blandt anbragte unge i 17-årsalderen er det 17 pct. af anbragte drenge, som har røget

hash inden for de seneste 30 dage, mens 13 pct. enten har brugt vold eller trusler om

vold inden for de seneste 6 måneder. Til sammenligning gælder det henholdsvis 10 pct.

og 6 pct. af anbragte piger, jf. figur 5.21.

Anbragte børn og unge har generelt et større forbrug af rusmidler end andre unge, hvil-

ket øger deres risiko for at ende i et misbrug som voksne (SFI – Det Nationale Forsk-

ningscenter for Velfærd, 2013; Berlin et al., 2011). Brugen af rusmidler kan desuden

være et udtryk for alvorlig mistrivsel, idet nogle børn og unge anvender rusmidlerne for

at slippe for negative tanker (VIVE, 2020a).

En kriminel løbebane kan også udgøre en barriere for et selvstændigt liv med uddan-

nelse og arbejde. Hvis en ung person har begået gentagende eller alvorlig kriminalitet,

kan kommunen eller ungdomskriminalitetsnævnet beslutte at iværksætte en social for-

anstaltning, eksempelvis i form af en fast støtte- eller kontaktperson, som skal støtte op

om og hjælpe den unge ud af kriminalitet. I andre tilfælde kan en anbringelse være nød-

vendig, hvis kriminaliteten kan relateres til alvorlige sociale problemer i hjemmet. En

anbringelse kan også iværksættes som led i en strafferetlig afgørelse for unge mellem 15

og 17 år som et alternativ til varetægtsfængsling i et arresthus eller afsoning i et fængsel.

Når der således er tale om en relativt stor andel af anbragte både drenge og piger, som

Socialpolitisk Redegørelse 2020

121

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 5

Anbragte børn og unges trivsel

enten har brugt vold eller trusler om vold, skal det også ses i lyset af, at de kan være ble-

vet anbragt uden for hjemmet som følge af kriminalitet.

5.4 Sammenhæng mellem trivsel og faglige kompetencer

Som tidligere undersøgelser har vist, er der ofte er en sammenhæng mellem børn og un-

ges trivsel og deres faglige resultater i grundskolen. Det ses også hos anbragte børn og

unge, som generelt trives dårligere, ligesom de ofte klarer sig markant dårligere rent fag-

ligt i grundskolen sammenlignet med øvrige børn og unge (Børne- og Socialministeriet,

2018c). Det vil i mange tilfælde være de samme bagvedliggende faktorer, som kan for-

klare, at anbragte børn og unge både har en dårligere trivsel og lavere faglige resultater i

grundskolen.

Dårlige resultater i grundskolen kan også resultere i dårligere trivsel og mindre selvværd

hos børn og unge, hvis man eksempelvis får følelsen af, at man ikke er i stand til at lyk-

kes rent fagligt, eller at man ikke kan løse de opgaver eller nå de mål, man sætter sig for.

Ser man på de faglige resultater i grundskolen blandt anbragte børn og unge, klarer an-

bragte piger sig oftest bedre end drengene ved afgangsprøven i 9. klasse til trods for, at

pigerne generelt har flere indikationer på psykisk mistrivsel. Hvor det er næsten 50 pct.

blandt anbragte drenge, som ikke har aflagt prøve i alle de bundne prøvefag i dansk og

matematik ved afgangsprøven i 9. klasse, gælder det 36 pct. blandt anbragte piger. Sam-

tidig er det blot 7 pct. blandt anbragte drenge, som havde et samlet karaktergennemsnit

over 7 i dansk og matematik, mens det gælder 15 pct. blandt anbragte piger, jf. figur

5.22.

Der ses også en lille sammenhæng mellem de faglige resultater ved afgangsprøven i 9.

klasse og anbragte unges selvvurderede livstilfredshed som 15-årige. Eksempelvis er det

37 pct. blandt de anbragte piger, som ikke har aflagt alle bundne prøver i dansk og mate-

matik, som har en lav selvvurderet livstilfredshed. Til sammenligning er det 24 pct.

blandt anbragte piger, som havde et samlet karaktergennemsnit over 7, jf. figur 5.23.

122

Socialpolitisk Redegørelse 2020

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 5

Anbragte børn og unges trivsel

Figur 5.22

Resultat ved afgangsprøven i 9. klasse efter

køn

Pct.

Figur 5.23

Selvvurderet livstilfredshed som 15-årig ef-

ter resultat ved afgangsprøven i 9. klasse

Pct.

100

Pct.

100

Ikke aflagt

alle prøver

4-7

Ikke

aflagt

4-7

Drenge

Ikke

aflagt

4-7

Piger

Drenge

Piger

Lav livstilfredshed

Mellem livstilfredshed

Høj livstilfredshed

Anm.: Resultat ved folkeskolens 9. klasses afgangsprøve i de bundne prøvefag i dansk og matematik blandt an-

bragte børn og unge, der deltog i trivselsundersøgelsen blandt anbragte børn og unge som 15-årig i hhv.

2014, 2016 og 2018, og som har aflagt prøve i alle seks bundne prøvefag. Karaktergennemsnittet er beregnet

som et simpelt gennemsnit (ikke-vægtet gennemsnit), og er enten opgjort i samme år, de deltog i trivselsun-

dersøgelsen eller i det efterfølgende sommerhalvår, hvor deltagerne var hhv. 16 år eller 17 år.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Det bemærkes, at opgørelsen ovenfor er baseret på de anbragte børn og unge, som del-

tog i trivselsundersøgelsen som 15-årige i henholdsvis 2014, 2016 og 2018. Af datamæs-

sige årsager tager opgørelsen ikke højde for alle tilfælde, hvor de bundne prøvefag i

dansk og matematik er aflagt efter, de er fyldt 17 år. Derudover kan der være usikkerhed

omkring skolernes indberetninger, herunder fritagelser af fag, hvorfor opgørelsen i no-

gen grad forventes at overestimere andelen, som ikke aflægger afgangsprøven i 9. klasse.

For både anbragte drenge og anbragte piger ses der også en sammenhæng mellem psy-

kisk mistrivsel, målt ved SDQ-indekset, og karaktergennemsnit i dansk og matematik

ved afgangsprøven i 9. klasse. Nogle problemområder af SDQ-indekset ser imidlertid ud

til at have en større betydning for de faglige resultater i grundskolen.

Hos anbragte piger ses den største forskel i forhold til de adfærdsmæssige problemer.

De piger, som var anbragt uden for hjemmet som 15-årige, og som lå uden for normal-

området, målt på adfærdsmæssige problemer, klarede sig i gennemsnit 1,5 karakter dår-

ligere i de bundne prøvefag i dansk og matematik i 9. klasse end de piger, som lå inden

for normalområdet. Adfærdsmæssige problemer kommer blandt andet til udtryk ved, at

man har lettere ved at blive vred eller hidsig, at man i mindre grad gør, ”hvad

man får

besked på”,

og at man er mere tilbøjelig til at slås med andre børn og unge.

Hos anbragte drenge ses den største karakterforskel inden for problemområdet hyper-

aktivitet og uopmærksomhed, hvor der i gennemsnit var en karakterforskel på 1,1 ved

afgangsprøven i 9. klasse for de drenge, der lå henholdsvis inden for og uden for normal-

området. Hyperaktivitet og uopmærksomhed kommer blandt andet til udtryk ved, at

Socialpolitisk Redegørelse 2020

123

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 5

Anbragte børn og unges trivsel

man ofte føler en uro i kroppen, at man nemt bliver distraheret samt har svært ved at

koncentrere sig i en længere periode.

Problemer med jævnaldrende ser, som det eneste problemområde, ikke ud til at have

nogen betydning for ens faglige resultater i grundskolen, hvilket både gælder anbragte

drenge og piger, jf. figur 5.24.

Figur 5.24

Karaktergennemsnit i dansk og matematik ved afgangsprøven i 9. klasse efter indikationer på

psykisk mistrivsel og problemområde (SDQ)

Karaktergennemsnit

SDQ

samlet

Adfærds-

mæssige

problemer

Emo-

tionelle

problemer

Hyper-

aktivitet/

Uopmærk-

somhed

Problemer

med

jævn-

aldrende

SDQ

samlet

Adfærds-

mæssige

problemer

Emo-

tionelle

problemer

Hyper-

aktivitet/

Uopmærk-

somhed

Problemer

med

jævn-

aldrende

Karaktergennemsnit

Drenge

Piger

Normalområdet

Uden for normalområdet

Anm.: Karaktergennemsnit ved folkeskolens 9. klasses afgangsprøve blandt anbragte børn og unge, der var 15 år i

hhv. 2014, 2016 og 2018. Se i øvrigt anmærkningen til figur 5.23.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Resultaterne underbygger således de tidligere undersøgelser, som viser, at fagligt svage

anbragte børn og unge i større grad har personlige udfordringer, der kan mindske forud-

sætning for at klare sig fagligt godt i skolen. Det handler blandt andet om evnen til at

koncentrere sig i længere tid af gangen (Børne- og Socialministeriet, 2018c; VIVE,

2018d; Tordön et al. 2014).

Det er samtidig iøjefaldende, at anbragte piger, som ligger uden for normalområdet på

det samlede SDQ-indeks, klarer sig omtrent lige så godt som anbragte drenge, der ligger

inden for normalområdet. Anbragte piger med indikationer på emotionelle problemer

klarer sig faktisk gennemsnitligt bedre end anbragte drenge generelt.

Der ses også en tydelig sammenhæng mellem psykisk mistrivsel målt ved SDQ-indekset

og andelen, der påbegynder og gennemfører en ungdomsuddannelse. Dog er sammen-

hængen størst blandt anbragte piger. Blandt de piger, som var anbragt uden for hjem-

met som 15-årige, og som lå inden for normalområdet på det samlede SDQ-indeks, var

67 pct. enten i gang med eller havde gennemført en ungdomsuddannelse fem år senere.

Til sammenligning var det omkring 40 pct. blandt de 20-årige piger, som lå uden for

normalområdet på SDQ-indekset som 15-årige. Blandt anbragte drenge er forskellen

124

Socialpolitisk Redegørelse 2020

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 5

Anbragte børn og unges trivsel

mindre. Her er det henholdsvis 63 pct. og 48 pct., som enten var i gang med eller havde

gennemført en ungdomsuddannelse fem år senere, jf. figur 5.25.

Figur 5.25

Andel der har gennemført eller er i gang med en ungdomsuddannelse som 20-årig efter indika-

tioner på psykisk mistrivsel (SDQ) som 15-årig

Pct.

SDQ

samlet

Adfærds-

mæssige

problemer

Emo-

tionelle

problemer

Drenge

Hyper-

Problemer

aktivitet/

med

Uopmærk-

jævn-

somhed

aldrende

SDQ

samlet

Adfærds-

mæssige

problemer

Emo-

tionelle

problemer

Piger

Hyper-

Problemer

aktivitet/

med

Uopmærk-

jævn-

somhed

aldrende

Normalområdet

Uden for normalområdet

Anm.: Anbragte børn og unge, der deltog i trivselsundersøgelsen blandt anbragte børn og unge som 15-årig i 2014,

og som enten er i gang med, eller som har gennemført en ungdomsuddannelse som 20-årig (opgjort pr. 1.

oktober 2019, hvor en stor andel er fyldt 21 år). Særlig tilrettelagt ungdomsuddannelse (STU) indgår i opgø-

relsen. Personer i grænseområdet indgår ikke.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Der ser også ud til at være forskel på, hvilke problemområder der har størst betydning i

forhold til igangværende/gennemført ungdomsuddannelse, når man ser på tværs af an-

bragte drenge og piger. For anbragte både drenge og piger ses en klar sammenhæng

mellem igangværende/gennemført ungdomsuddannelse og adfærdsmæssige problemer

samt hyperaktivitet. Adfærdsmæssige problemer er uden sammenligning det problem-

område hos anbragte drenge, hvor der er den største forskel set i forhold til igangvæ-

rende/gennemført ungdomsuddannelse. Her er der en forskel på næsten 30 pct.-point

for anbragte drenge, der lå henholdsvis inden for normalområdet og uden for normal-

området som 15-årige.

Hos anbragte piger er forskellen i forhold til igangværende/gennemført ungdomsuddan-

nelse imidlertid størst på det samlede SDQ-indeks, hvor der er en forskel på 26 pct.-po-

int. Her skal det bemærkes, at man godt kan ligge inden for normalområdet på det sam-

lede SDQ-indeks, selvom man eksempelvis ligger uden for normalområdet på adfærds-

mæssige problemer.

Endelig ser de emotionelle problemer ud til at have større betydning for anbragte pigers

videre uddannelse sammenlignet med anbragte drenges. Her er der en forskel på 17 pct.-

point i forhold til igangværende/gennemført ungdomsuddannelse for anbragte piger,

der lå henholdsvis inden for normalområdet og uden for normalområdet som 15-årige.

Til sammenligning er forskellen 6 pct.-point hos anbragte drenge.

Socialpolitisk Redegørelse 2020

125

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

www.oim.dk

Socialpolitisk Redegørelse 2020

126

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 6

Geografiske forskelle blandt udsatte børn og unge

I 2019 modtog ca. 70.200 børn og unge i alderen 0-22 år en social indsats eller social

foranstaltning. Det svarer til knap 1 ud af 20 børn og unge i 2019. Andelen af udsatte

børn og unge på landsplan dækker dog over en betydelig variation mellem kommunerne

fra omkring 2 pct. til knap 12 pct.

Dette kapitel ser nærmere på de kommunale forskelle i andelen af udsatte børn og unge

og med et særligt fokus på anbringelsesområdet.

Hovedkonklusionerne i kapitlet er:

•

Ved udgangen af 2019 var omkring 11.400 børn og unge i alderen 0-17 år an-

bragt uden for hjemmet, svarende til knap 10 ud af 1.000 børn og unge. Men på

tværs af kommuner er der betydelig forskel på, hvor ofte børn og unge anbrin-

ges. På tværs af kommunerne varierede andelen af anbragte børn og unge ved

udgangen af 2019 således fra 2 ud af 1.000 børn og unge til 36 ud af 1.000 børn

og unge.

Der er en tendens til, at kommuner med relativt færrest anbringelser koncen-

trerer sig særligt omkring hovedstadsområdet, i Nordsjælland og i Østjylland.

Omvendt befinder kommuner med relativt flest anbringelser sig særligt i Nord-

jylland, i Sydjylland, samt på Vest- og Sydsjælland.

Størstedelen af de kommuner, der havde relativt mange anbragte børn og unge

i 2019, har oplevet en

stigning

i andelen af anbragte børn og unge siden 2009.

Omvendt har flere kommuner med relativt få anbragte oplevet et

fald

i andelen

over de seneste 10 år.

De kommuner, som oplevede den

største

stigning i andelen af anbragte børn og

unge, er også de kommuner, som har relativt flest anbragte børn og unge. I 8

ud af de 10 kommuner, som har haft den største stigning i andelen af anbragte

børn og unge siden 2009, var således også på listen over de 10 kommuner med

den højeste andel anbragte børn og unge i 2019.

Det er ikke alle kommuner, der har haft en stigning i andel anbragte børn og

unge, som har haft en absolut stigning i antal anbragte børn og unge. Dette ses

eksempelvis for Lolland og Samsø, som er blandt de 10 kommuner, der ople-

vede den

største

stigning i andelen af anbragte børn og unge. For disse to kom-

•

www.oim.dk

Socialpolitisk Redegørelse 2020

127

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 6

Geografiske forskelle blandt udsatte børn og unge

muner er det samlede antal børn bosat i kommunen faldet så markant, at ande-

len af anbragte børn og unge er steget, selvom der er kommet færre anbragte

børn og unge i perioden.

•

På tværs af kommunerne er der betydelige forskelle på, hvor stor en andel af

anbringelserne der finder sted blandt små børn. Mens over 1 ud af 4 anbringel-

ser i nogle kommuner finder sted blandt børn under 5 år, er det under 1 ud af

10 i andre kommuner. Forskellene, i hvor ofte kommuner anbringer børn i en

tidlig alder frem for sent i barndommen, kan være med til at forklare de betyde-

lige forskelle i andelen af børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet.

Når kommunerne træffer afgørelse om at anbringe et barn eller en ung uden for

hjemmet, er der betydelige forskelle med hensyn til, hvor ofte de forskellige

kommuner vælger et anbringelsessted beliggende i en anden kommune. For

langt de fleste kommuner omkring København, i Nordsjælland og i Østsjælland

gælder det, at over 3 ud af 4 anbragte børn og unge er anbragt uden for kom-

munens grænser. Omvendt er det ofte en væsentlig mindre andel i landets øv-

rige kommuner, særligt i Sydjylland og på Fyn, hvor andelen i de fleste kommu-

ner ligger på under 50 pct.

En væsentlig forklaring på de kommunale forskelle, i hvor ofte børn og unge

anbringes uden for kommunens egne grænser, kan være mangel på plejefami-

lier i nogle kommuner. Der er således en sammenfaldende tendens til, at der er

færre ledige plejefamilier i de kommuner, som ofte anbringer børn og unge

uden for kommunens grænser. Dette ses særligt i hovedstadsområdet, hvor

mange kommuner har enten få eller ingen ledige plejefamilier.

Der tegner sig et billede af, at nogle af de kommuner, som har en høj andel an-

bragte børn og unge, oplever en højere grad af tilflytning af udsatte familier. I

eksempelvis Vest- og Sydsjælland, som har den højeste andel anbragte børn og

unge, er 37 pct. af førstegangsanbragte børn og unge tilflyttet kommunen i

årene op til selve anbringelsen. Mens det samme gør sig gældende for under 25

pct. af førstegangsanbragte i Østjylland og i København og Københavns omegn,

som har relativt færrest anbringelser.

•

128

Socialpolitisk Redegørelse 2020

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 6

Geografiske forskelle blandt udsatte børn og unge

6.1 Udsathed blandt børn og unge

Der findes ikke en entydig definition af udsathed blandt børn og unge. I dette kapitel

dækker udsatte børn og unge over personer i 0-22-årsaldren, der modtager en social

indsats eller foranstaltning efter servicelovens bestemmelser om særlig støtte til børn og

unge. Se mere om målgruppeopgørelsen i kapitel 2.

Udsatte børn og unge udgjorde i 2019 4,6 pct. af alle børn og unge, jf. kapitel 2. Men på

tværs af kommunerne varierer andelen betydeligt – fra lidt under 2 pct. til knap 12 pct.,

jf. figur 6.1.

Disse kommunale forskelle hænger sammen med demografiske forhold, herunder gra-

den af udsathed og støttebehovet blandt børn og unge i kommunerne. Forskellene i an-

delen af børn og unge, som modtager en social foranstaltning, kan dog også skyldes ele-

menter, som den enkelte kommune har mulighed for at påvirke, fx visitationspraksis og

indsatstilrettelæggelse. Eksempelvis viser kapitel 7 om efterværn

, at der er tegn på bety-

delige forskelle på kommunernes praksis i forhold til visitation til efterværn for unge an-

bragt uden for hjemmet.

Figur 6.1

Andelen af udsatte børn og unge i kommunerne, 2019

Pct.

Hørsholm

Pct.

Greve

Nyborg

Frederikssund

Favrskov

Kommuner

Silkeborg

Struer

Kommunegennemsnit

Anm.: Udsatte børn og unge omfatter alle, der i alderen 0-22 år har modtaget en social indsats eller foranstaltning

inden for rammerne af kapitel 3 (§ 11) samt kapitel 11 og 12 i serviceloven i løbet af 2019, og som er i befolk-

ningsregistret ultimo året. Antallet af udsatte børn og unge er opgjort på baggrund af handlekommune, som er

kommunen, der har pligt til at yde hjælp eller støtte til barnet eller den unge.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Udsatte børn og unge er en bred og meget forskelligartet gruppe, som har brug for for-

skellig grad og type af støtte og hjælp. Nogle modtager støtte som følge af fysisk eller

Efterværn er et tilbud om overgangsstøtte til unge i alderen 18 til 22 år, der op til deres 18. år var anbragt uden

for hjemmet, eller havde en fast kontaktperson.

Socialpolitisk Redegørelse 2020

129

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 6

Geografiske forskelle blandt udsatte børn og unge

psykisk funktionsnedsættelse, mens andre modtager støtte som følge af sociale proble-

mer i hjemmet, eller pga. sociale problemer eller psykiske udfordringer hos barnet eller

den unge selv, eller en kombination af disse.

Når et barn eller en ung har brug for særlig støtte, skal kommunen iværksætte den

støtte, som på mindst indgribende vis imødekommer barnets behov for støtte. De

mindst indgribende indsatser under serviceloven er tidlige forebyggende indsatser efter

§ 11, fx netværks- og samtalegrupper, efterfulgt af hjemmebaserede forebyggende foran-

staltninger, primært givet efter § 52 – det kan fx være familiebehandling eller en fast

kontaktperson. For nogle af de mest udsatte børn og unge er en forebyggende indsats el-

ler foranstaltning ikke tilstrækkelig til at imødekomme barnets eller den unges behov for

særlig støtte. For disse børn og unge er en anbringelse uden for hjemmet den rette

hjælp.

I det følgende fokuseres der på de geografiske forskelle i antallet af anbringelser blandt

børn og unge samt på forskelle i kommunernes anbringelsesmønstre. Det er i denne

sammenhæng vigtigt at være opmærksom på, at de kommunale forskelle i anbringelses-

mønstre skal ses i lyset af andre sociale indsatser og foranstaltninger, som kommunerne

kan iværksætte, samt i lyset af indsatser på almenområdet – i skolerne og i dagtilbud-

dene.

6.2 Anbringelser blandt børn og unge

Ved udgangen af 2019 var omkring 11.400 børn og unge i alderen 0-17 år anbragt uden

for hjemmet, svarende til knap 1 ud af 100 børn og unge. Der er dog betydelig forskel på,

hvor ofte kommunerne anbringer børn og unge uden for hjemmet. På tværs af kommu-

nerne varierer andelen af anbragte børn og unge således fra 2 ud af 1.000 børn og unge

til 36 ud af 1.000 børn og unge ved udgangen af 2019.

Der er en tendens til, at kommuner med færrest anbringelser blandt børn og unge sær-

ligt koncentrerer sig omkring hovedstadsområdet, i Nordsjælland og i Østjylland, jf. fi-

gur 6.2. Her er de fleste kommuners andel af anbragte børn og unge under landsgen-

nemsnittet på 1 pct. Kommuner med flest anbringelser blandt børn og unge, befinder sig

særligt i Nordjylland, i Sydjylland samt på Vest- og Sydsjælland inkl. Lolland-Falster,

hvor flere af kommunerne har en andel på over 1,5 pct. Andelen af børn og unge, som er

anbragt uden for hjemmet, er særlig høj i kommunerne Lolland, Guldborgsund, Vor-

dingborg og Langeland, hvor over 2 pct. af alle børn og unge var anbragt uden for hjem-

met ved udgangen af 2019. Se bilag tabel 6.3 for en oversigt over andelen af børn og

unge, der var anbragt uden for hjemmet i de enkelte kommuner.

Forskellene i hvor stor en andel af børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet, hæn-

ger i høj grad sammen med demografiske forhold i kommunerne, herunder graden af

udsathed blandt den voksne befolkning.

130

Socialpolitisk Redegørelse 2020

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 6

Geografiske forskelle blandt udsatte børn og unge

Figur 6.2

Andelen af børn og unge, der var anbragt uden for hjemmet, ultimo 2019

Note: *) Når data for en kommune omfatter 4 personer eller derunder, vises opgørelsen ikke for kommunen som

følge af de diskretionshensyn, Danmarks Statistik underlægger brugen af registerdata.

Anm.: Andelen af anbragte børn og unge inden for de enkelte kommuner er opgjort pr. 31. december 2019 blandt

alle 0-17-årige. Antallet af anbragte børn og unge er opgjort på baggrund af handlekommune, som er kommu-

nen, der har pligt til at yde hjælp eller støtte til barnet eller den unge.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Socialpolitisk Redegørelse 2020

131

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 6

Geografiske forskelle blandt udsatte børn og unge

6.3 Store kommunale forskelle i udvikling i anbragte

De seneste år har der på landsplan været et fald i antallet og andelen af anbragte børn og

unge i 0-17-årsalderen, fra ca. 13.000 anbragte børn og unge ultimo 2009 til ca. 11.400

ultimo 2019. Udviklingen dækker dog over en betydelig kommunal variation, og det er

langt fra alle kommuner, der har oplevet et fald i andelen af anbragte børn og unge, jf.

figur 6.3.

Figur 6.3

Udvikling i kommunernes andel af anbragte børn og unge fra 2009 til 2019

Pct.-point

1,0

Pct.-point

1,0

0,5

0,0

Landsgennemsnit

-0,5

0,0

-0,5

-1,0

1 3 5 7 9 11131517192123252729313335373941434547495153555759616365676971737577798183858789919395

Kommuner

-1,0

Anm.: Andelen af børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet, er opgjort pr. 31. december i årene 2009 og 2019

blandt alle 0-17-årige. Antallet af anbragte børn og unge er opgjort på baggrund af handlekommune. Når data

for en kommune omfatter 4 personer eller derunder, vises opgørelsen ikke for kommunen som følge af de

diskretionshensyn, Danmarks Statistik underlægger brugen af registerdata. Således er kommunerne Ærø,

Fanø og Læsø er ikke med i opgørelsen.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Fra 2009 til 2019 har 39 kommuner oplevet et fald i andelen af børn og unge, der er an-

bragt uden for hjemmet, mens 34 kommuner har oplevet en stigning. I 22 kommuner

har andelen været nogenlunde uændret. Der ses blandt andet en tendens til, at kommu-

ner i hovedstadsområdet og Nordsjælland har oplevet et fald i andelen af anbragte børn

og unge, mens eksempelvis kommuner i Vest- og Sydsjælland har oplevet en stigning, jf.

figur 6.4.

132

Socialpolitisk Redegørelse 2020

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 6

Geografiske forskelle blandt udsatte børn og unge

Figur 6.4

Udvikling i andelen af børn og unge, der var anbragt uden for hjemmet fra 2009 til 2019

Note: *) Når data for en kommune omfatter 4 personer eller derunder, vises opgørelsen ikke for kommunen som

følge af de diskretionshensyn, Danmarks Statistik underlægger brugen af registerdata.

Anm.: Udviklingen i andelen af anbragte børn og unge i kommunerne fra 2009 til 2019 er opgjort pr. 31. december

blandt alle 0-17-årige. Uændret er defineret som ændring i andelen på under +/- 0,1 pct.-point. Antallet af an-

bragte er opgjort på baggrund af handlekommune.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Sammenholdes udviklingen i antallet af anbragte børn og unge med figur 6.2 over kom-

munernes andel af anbragte børn og unge ses en overordnet tendens til, at kommuner

med relativt mange anbragte børn og unge i 2019 har oplevet en

stigning

i andelen af

anbragte børn og unge. Omvendt har flere kommuner med relativt få anbragte oplevet et

fald

i andelen over de seneste 10 år.

Socialpolitisk Redegørelse 2020

133

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 6

Geografiske forskelle blandt udsatte børn og unge

Derudover er der en overordnet tendens til, at de kommuner, som oplevede den

største

stigning i andelen af anbragte børn og unge, også har relativt flest anbragte børn og

unge. 8 ud af de 10 kommuner, som har haft den største stigning i andelen af anbragte

børn og unge, var således også blandt de 10 kommuner med den højeste andel anbragte

børn og unge i 2019. Dette gælder alle kommunerne med den største stigning, vist i tabel

6.1, med undtagelse af Halsnæs og Assens.

Tabel 6.1

Ti kommuner med største

stigning

i andelen af anbragte børn og unge fra 2009 til 2019

Andel anbragte

børn og unge, pct.

--- Status 2019 ---

Vordingborg

Brønderslev

Norddjurs

Halsnæs

Lolland

Haderslev

Odsherred

Assens

Samsø

2,2

1,9

2,0

1,8

3,6

1,9

1,8

1,5

1,9

2,2

Udvikling i andel

anbragte børn og

unge,

pct. point

Absolut ændring i Absolut ændring i

antal anbragte

antal børn og unge

børn og unge

i alt

---------------- Udvikling fra 2009 til 2019 ----------------

0,8

0,7

0,5

0,4

-36

-1

-1.691

- 498

-1.558

-1.111

-2.248

-1.825

-1.169

-1.758

-225

-1.799

10. Guldborgsund

Anm.: Opgjort pr. 31. december i årene 2009 og 2019 blandt 0-17-årige. Antallet af anbragte børn og unge er op-

gjort på baggrund af handlekommune. Se tabel 6.3 i bilag for en opgørelse af udviklingen i alle kommuner.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Udviklingen i andelen af anbragte børn og unge i kommunerne består af to komponen-

ter: antallet af børn og unge i alderen 0-17 år bosat i kommunen, og antallet af anbragte

børn og unge i kommunen. Således er det ikke nødvendigvis alle de kommuner, som har

oplevet en stigning i

andelen

af anbragte børn og unge, der også har oplevet en stigning i

antallet

af anbragte børn og unge – og omvendt.

Blandt de 10 kommuner, der har oplevet den største stigning i andelen af anbragte børn

og unge, har størstedelen også oplevet en absolut stigning, med undtagelse af Lolland og

Samsø. For disse to kommuner er det samlede antal børn og unge, der er bosat i kom-

munen, altså faldet så markant, at andelen af anbragte børn og unge er steget, selvom

der er kommet færre anbragte børn og unge i perioden. Stigningen i andelene af an-

bragte børn og unge er for alle kommunerne forstærket af et fald i antallet af børn og

unge bosat i kommunerne, og for Lolland og Samsø medfører et fald i antallet af børn og

unge bosat i kommunen altså hele stigningen i andelen af børn og unge, der er anbragt

uden for hjemmet, jf. tabel 6.1.

134

Socialpolitisk Redegørelse 2020

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 6

Geografiske forskelle blandt udsatte børn og unge

I de 10 kommuner med den største stigning i andelen af anbragte børn og unge er der

generelt bosat færre børn og unge end tidligere, og blandt disse børn og unge er der

flere, som er anbragt uden for hjemmet.

Blandt kommuner, som har oplevet et

fald

i andelen af anbragte børn og unge, er det iøj-

nefaldende, at 7 ud af de 10 kommuner med det

største fald

ligger i hovedstadsområdet,

jf. tabel 6.2 nedenfor.

Tabel 6.2

Ti kommuner med største

fald

i andelen af anbragte børn og unge fra 2009 til 2019

Andel anbragte

børn og unge, pct.

--- Status 2019 ---

København

Brøndby

Høje-Taastrup

Herlev

Sorø

Rødovre

Hvidovre

Ishøj

Fredericia

0,5

1,1

0,9

0,8

0,7

0,8

0,7

1,0

Udvikling i andel

anbragte børn og

unge,

pct. point

Absolut ændring i Absolut ændring i

antal anbragte

antal børn og unge

børn og unge

i alt

---------------- Udvikling fra 2009 til 2019 ----------------

-0,7

-0,6

-0,5

-0,4

-0,3

-553

-46

-69

-25

-38

-26

-38

-18

-48

-28

18.968

-42

-359

603

-788

949

749

134

-846

-861

10. Kerteminde

Anm.: Opgjort pr. 31. december i årene 2009 og 2019 blandt 0-17-årige. Antallet af anbragte børn og unge er op-

gjort på baggrund af handlekommune. Se tabel 6.3 i bilag for en opgørelse af udviklingen i alle kommuner.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Alle 10 kommuner, som har haft det største fald i andelen af anbragte børn og unge, har

også oplevet et absolut fald i antal anbragte børn og unge. Det er dog ikke entydigt på

tværs af kommunerne, om udviklingen i antallet af børn og unge bosat i kommunerne

har bidraget til faldet i andelene eller ej, jf. tabel 6.2.

6.4 Alder ved første anbringelse

Målgruppekapitlet (kapitel 2) viser, at de fleste førstegangsanbringelser sker blandt 12-

17-årige (57 pct. i 2019). Til sammenligning var ca. 20 pct. af de førstegangsanbragte i

2019 i alderen 0-5 år, jf. kapitel 2 figur 2.13.

Socialpolitisk Redegørelse 2020

135

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 6

Geografiske forskelle blandt udsatte børn og unge

På tværs af kommunerne er der betydelige forskelle i, hvor stor en andel af anbringel-

serne der finder sted blandt små børn. Mens over 1 ud af 4 anbringelser i nogle kommu-

ner finder sted blandt børn under 5 år, er det under 1 ud af 10 i andre kommuner, jf. fi-

gur 6.5.

Figur 6.5

Andel af førstegangsanbringelser i kommunerne, hvor barnet var under 5 år, 2015-2019

Pct.

Dragør

Kommunegennemsnit

Pct.

Skanderborg

Rudersdal

Vesthimmerlands

Kommuner

Sønderborg

Svendborg

Kerteminde

Anm.: Omfatter iværksatte førstegangsanbringelser blandt 0-17-årige i perioden 2015-2019. Børn og unge, som har

fået iværksat en anbringelse i perioden, men som tidligere har været anbragt uden for hjemmet, er således

ikke med i opgørelsen. Antallet af anbringelser inden for kommunerne er opgjort på baggrund af handlekom-

mune. Kommunerne Albertslund, Rødovre, Allerød, Hørsholm, Frederikssund, Solrød, Lejre, Fanø, Lemvig,

Odder, samsø og Læsø er ikke med i opgørelsen pga. diskretionshensyn. Barnets eller den unges alder er

opgjort på anbringelsestidspunktet.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Der ses en tendens til, at særligt kommuner omkring hovedstadsområdet sjældnere an-

bringer helt små børn, end kommunerne i resten af landet gør. Under 15 pct. af første-

gangsanbringelserne finder sted blandt børn under 5 år i landsdelene Købehavns om-

egn, Østsjælland og Nordsjælland. I landsdelene Nordjylland, Vestjylland og Sydjylland

anbringer kommunerne oftere helt små børn, da over 20 pct. af førstegangsanbringel-

serne her finder sted blandt børn under 5 år, jf. figur 6.6.

136

Socialpolitisk Redegørelse 2020

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 6

Geografiske forskelle blandt udsatte børn og unge

Figur 6.6

Andelen af førstegangsanbringelser, hvor barnet var under 5 år, 2015-2019

Pct.

Nord-

sjælland

Københavns

omegn

Øst-

sjælland

Byen

København

Øst-

jylland

Vest- og

Sydsjælland

Bornholm

Fyn

Syd-

jylland

Nord-

jylland

Vest-

jylland

Anm.: Omfatter iværksatte førstegangsanbringelser blandt 0-17-årige i perioden 2015-2019. Børn og unge, som har

fået iværksat en anbringelse i perioden, men som tidligere har været anbragt uden for hjemmet, er således

ikke med i opgørelsen. Antallet af anbringelser inden for kommunerne er opgjort på baggrund af handlekom-

mune. Barnets eller den unges alder er opgjort på anbringelsestidspunktet.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Inden for de enkelte landsdele er der dog også betydelige kommunale forskelle på, i hvor

høj grad førstegangsanbringelser finder sted blandt børn under 5 år, jf. figur 6.7.

For en række kommuner har der de seneste år været så få anbringelser blandt børn

under 5 år, at andelene ikke er opgjort. Dette gælder blandt andet nogle af ø-

kommunerne, samt enkelte kommuner omkring hovedstadsområdet.

Socialpolitisk Redegørelse 2020

137

SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 195: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2020, fra social- og ældreministeren

Kapitel 6

Geografiske forskelle blandt udsatte børn og unge

Figur 6.7