Social- og Ældreudvalget 2020-21
SOU Alm.del Bilag 110
Offentligt
2303438_0001.png
Justitia m.fl.
Att.: Vicedirektør Birgitte Arent Eiriksson
[email protected]
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 72 28 24 00
[email protected]
Sagsnr.
2020 - 11544
Doknr.
350579
Dato
11-12-2020
Kære Justitia m.fl.
Tak for jeres åbne brev til mig af 19. november 2020, hvor I skriver, at I finder det
kommunale retssikkerhedsniveau foruroligende bl.a. i lyset af Ankestyrelsens høje
omgørelsesprocenter i de kommunale klagesager på social- og beskæftigelsesområdet.
I anbefaler mig derfor at genoverveje at indføre obligatoriske borgerrådgivere i alle
kommuner eller som minimum at oprette en pulje med øremærkede midler til
ansættelse af borgerrådgivere til særligt økonomisk trængte kommuner.
Jeg vil gerne starte med at understrege, at jeg er enig med jer i jeres bekymring for
retssikkerheden i kommunerne. Det er åbenlyst, at den ikke er god nok. Her taler
Ankestyrelsens omgørelsesprocenter for sig selv.
Som jeg også gav udtryk for i mit svar på spørgsmål 63 (alm. del) fra Folketingets
Social- og Indenrigsudvalg, er det min klare opfattelse, at den helt grundlæggende
retssikkerhed for alle borgere opnås ved, at kommunerne træffer lovlige og rigtige
afgørelser første gang.
Derfor afsatte partierne bag satspuljeaftalen for 2018-2021 netop midler til en
handlingsplan til styrkelse af kvaliteten i sagsbehandlingen på handicapområdet,
ligesom Ankestyrelsens løbende aktiviteter med dialogmøder, undervisning,
længerevarende læringsforløb og offentliggørelse af praksisnotater gerne skulle
medvirke til at højne kvaliteten af sagsbehandlingen i kommunerne. Bedre
retssikkerhed og tillid i mødet mellem borgeren og kommunen kan ikke skabes over
natten. Der er brug for et langt sejt træk med fokus på retssikkerhed fra alle
ledelsesniveauer, herunder kommunalbestyrelsen, og prioritering af viden, uddannelse
og kulturændringer.
Når det er sagt, er jeg enig med jer i, at en borgerrådgiverfunktion kan være et godt
bidrag til at sikre retssikkerheden, og jeg ser gerne, at flere kommuner får en
borgerrådgiver.
Derfor har regeringen netop indgået en finanslovsaftale, hvor vi har afsat 30 mio. kr. i
2021 og 35 mio. kr. i hvert af de tre efterfølgende år, dvs. i alt 135 mio. kr., til en
ansøgningspulje til kommunal borgerrådgivning. Formålet med puljen er netop, at
kommunerne kan ansætte en borgerrådgiver, som kan rådgive og vejlede borgere i
kontakten med kommunen med henblik på at styrke borgernes relation til kommunen,
herunder øge borgernes retssikkerhed.
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 110: Orientering om svar på åbent brev om retssikkerheden i kommunerne, fra social- og indenrigsministeren
2303438_0002.png
Borgerrådgivere har været et stærkt ønske ikke blot fra jeres organisationer, men også
fra regeringen og flere støttepartier, og jeg er rigtig glad for, at vi nu med de betydelige
midler, der er afsat hertil i finansloven, kan få det udbredt i flere kommuner.
Med venlig hilsen
Astrid Krag
2