Social- og Ældreudvalget 2020-21
SOU Alm.del Bilag 105
Offentligt
2299877_0001.png
Historisk udredning om
de 22 grønlandske børn,
der blev sendt
til Danmark i 1951
Afgivet den 15. november 2020
Einar Lund Jensen
Sniff Andersen Nexø
Daniel Thorleifsen
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 105: Historisk udredning om de grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951, fra social- og indenrigsministeren
Indhold
1 Indledning ................................................................................................................................. 1
1.1 Baggrunden for udredningen ....................................................................................................... 1
1.2 Undersøgelsens opbygning og grundlag .................................................................................... 3
Anvendt materiale.......................................................................................................................................... 3
Forholdet mellem samtidige skriftlige kilder og senere erindringer ....................................................... 5
Terminologi og navne ................................................................................................................................... 5
1.3 Overblik: Kort over børnenes hjemsted og tidslinje ................................................................ 6
2 Forsøgets historiske kontekst ................................................................................................. 8
2.1 Grønland omkring 1950 ............................................................................................................... 8
Den koloniale ramme .................................................................................................................................... 8
Krav om samfundsmæssige forandringer i Grønland .............................................................................. 9
Skole- og uddannelsespolitikken ............................................................................................................... 10
2.2 Sociale forhold i en overgangstid .............................................................................................. 12
2.3 Den danske børneforsorg omkring 1950 ................................................................................. 14
2.4 Red Barnet og Dansk Røde Kors vender blikket mod Grønland ........................................ 16
Sammenfatning .................................................................................................................................. 18
3 Forsøget tager form
Beslutningsprocessen ..................................................................... 20
3.1 De første ideer og forslag ........................................................................................................... 20
3.2 Forhandlinger med Red Barnet og Dansk Røde Kors ........................................................... 21
3.3 Forhandlinger i landsrådene....................................................................................................... 24
3.4 Den endelige aftale mellem Grønlandsdepartementet og Red Barnet ................................. 26
Sammenfatning .................................................................................................................................. 27
4 Udvælgelsen af børnene og organiseringen af deres rejse ................................................. 29
4.1 Børnene udvælges ....................................................................................................................... 29
4.2 Organisering af nedrejsen til Danmark .................................................................................... 34
Sammenfatning .................................................................................................................................. 36
5 Børnenes ophold i Danmark ................................................................................................ 38
5.1 Ankomsten til Danmark ............................................................................................................. 38
5.2 Ophold på Fedgården og hos plejefamilier ............................................................................. 39
5.3 Børnene intelligenstestes ............................................................................................................ 43
Sammenfatning .................................................................................................................................. 45
6 Adoptionerne .......................................................................................................................... 46
6.1 Pleje og adoption af børn i Grønland før 1950 ...................................................................... 46
6.2 Adoptionsspørgsmål diskuteres ................................................................................................ 47
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 105: Historisk udredning om de grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951, fra social- og indenrigsministeren
6.3 Adoptionssagerne ........................................................................................................................ 49
Sammenfatning .................................................................................................................................. 52
7 Opvæksten på børnehjemmet i Godthåb............................................................................ 54
7.1 De første måneder på børnehjemmet ...................................................................................... 54
7.2 Børnenes kontakt med deres familie og plejefamilie .............................................................. 56
7.3 Børnene og det omgivende samfund ........................................................................................ 59
7.4 Børnenes sundhed og udvikling ................................................................................................ 60
7.5 Børnenes skolegang .................................................................................................................... 62
7.6 Børnene flytter fra børnehjemmet ............................................................................................ 64
Sammenfatning .................................................................................................................................. 66
8 Forsøgets konsekvenser for børnenes livsløb .................................................................... 68
8.1 Børnenes uddannelse og rolle i moderniseringen ................................................................... 69
8.2 Børnenes sociale og familiære forhold ..................................................................................... 70
Sammenfatning .................................................................................................................................. 71
9 Forsøgets betydning for børnene ......................................................................................... 73
9.1 Det tabte sprog ............................................................................................................................ 73
9.2 Brudte familiebånd ...................................................................................................................... 74
9.3 Mellem grønlandsk og dansk ..................................................................................................... 78
Sammenfatning .................................................................................................................................. 81
Konklusion ................................................................................................................................. 83
Den historiske kontekst .............................................................................................................................. 83
Afgørende beslutninger
og afgørende sporskifter ............................................................................... 83
Børnenes opvækst i Danmark og Grønland ............................................................................................ 84
Forsøgets konsekvenser for børnene........................................................................................................ 86
Et forsøg uden protokol og konklusion ................................................................................................... 87
Kilder og litteratur ..................................................................................................................... 89
Utrykte kilder................................................................................................................................................ 89
Litteratur og trykte kilder............................................................................................................................ 90
Aviser mv. ..................................................................................................................................................... 93
Film og dokumentar .................................................................................................................................... 93
Interviews...................................................................................................................................................... 93
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 105: Historisk udredning om de grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951, fra social- og indenrigsministeren
2299877_0004.png
1
1 Indledning
1.1 Baggrunden for udredningen
I 1998 udkom Tine Brylds bog
I den bedste mening
om 22 grønlandske børn, der i 1951 blev sendt
til Danmark. Hovedparten af børnene vendte efter knap halvandet år tilbage til Grønland og blev
anbragt på det ny-opførte børnehjem i Godthåb, mens seks af børnene blev i Danmark og blev
adopteret af danske familier. Bogen beretter om børnenes oplevelser, og hvordan deres liv senere
formede sig.
Brylds bog skabte opmærksomhed om en begivenhed fra den dansk-grønlandske historie, der var så
godt som ukendt i offentligheden, og som blev kontroversiel. Det gav i de følgende år anledning til
diskussioner på politisk niveau af sagens indhold og konsekvenser og skabte megen omtale specielt
i de danske og grønlandske medier, men sagen blev også genstand for interesse i internationale
medier.
Kort tid efter bogens udgivelse stillede folketingsmedlem Ellen Kristensen fra Atassut følgende
§20-spørgsmål til statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S):
”Vil statsministeren redegøre for, hvad regeringen kan
gøre for at kompensere for den svie og
smerte, som eksperimentet med grønlandske børns ophold hos danske familier fra 1951 har påført
disse mennesker før, under og efter opholdet i Danmark?”
Statsministeren anerkendte, at der i tidens løb havde været beslutninger, hvis følger var modsat det,
man ønskede sig for det grønlandske samfund, og de 22 børns historie var et eksempel på dette,
men han mente, at der med bogen var sat et værdigt punktum. Også for den danske regering var det
”et
historisk og afsluttet kapitel”,
og regeringen så derfor ikke noget grundlag for at foretage sig
yderligere i sagen.
1
I 2009 spurgte folketingsmedlem Juliane Henningsen (IA) statsminister Lars Løkke Rasmussen (V),
hvorvidt han på vegne af den danske stat ville give børnene og deres familier en officiel
undskyldning og en kompensation, fordi de i sin tid som en del af daniseringspolitikken var blevet
fjernet fra deres familier. Statsministeren anerkendte, at børnenes ophold i Danmark i starten af
1950’erne var en ulykkelig del af den fælles dansk-grønlandske
historie, men at begivenheden måtte
forstås ud fra datidens tankegang, og at intentionerne blandt de involverede parter havde været
gode. Historien stod ikke til at ændre, og man måtte glæde sig over, at tiden nu var en anden. Der
kunne således ikke blive tale om undskyldning og kompensation.
2
Kort tid efter blev endnu et spørgsmål fremsat i Folketinget af Doris Jakobsen (Siumut), denne gang
i lyset af igangsættelsen af en undersøgelse af statens rolle i forbindelse med anbringelse af danske
børn på børnehjem i 1950’erne og 1960’erne. Medlemmet bad statsminister Lars Løkke Rasmussen
(V) redegøre for, hvilke
”politiske
og etniske begrundelser”
der var for, at regeringen ikke ville
iværksætte en undersøgelse af de forhold, der lå bag myndighedernes beslutninger omkring de 22
grønlandske børn i 1951. Statsministeren henviste til socialminister Karen Ellemann (V), der på sin
side afviste, at der var tale om politiske og etniske begrundelser, og med henvisning til
statsministerens svar på den tidligere forespørgsel gav udtryk for, at sagen med de 22 børn var en
ulykkelig begivenhed, men også skulle ses som en sag, der hørte til
”et
afsluttet kapitel i vores
fælles historie”.
3
I 2010 stillede folketingsmedlem Lars Emil Johansen (Siumut) endnu et § 20-spørgsmål til
statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), denne gang om statsministeren overvejede at ændre sin
1
Folketingstidende 1997-98 (2. samling), Forhandlingerne, s. 3127, S1133: Om eksperimentet med grønlandske børns
ophold hos danske familier fra 1951.
2
Folketingstidende 2008-09, S2770: Om bortadoption af grønlandske børn.
3
Folketingstidende 2009-10, S96 og S167: Om tvangsflytning af grønlandske børn i 1951.
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 105: Historisk udredning om de grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951, fra social- og indenrigsministeren
2299877_0005.png
2
holdning med hensyn til at give en undskyldning til de grønlandske børn, der i 1951 var sendt til
Danmark. Begrundelsen for spørgsmålet var, at den canadiske statsminister i mellemtiden på den
canadiske regerings vegne havde givet en undskyldning til de oprindelige folk i Canada for den
assimilationspolitik, der var blevet ført, og at denne undskyldning af repræsentanter for Inuit i
Canada blev set som værende af afgørende betydning for alle canadiere og som et vigtigt led i en
forsoningsproces. Lars Emil Johansen mente derfor, at statsministeren i lyset af den internationale
udvikling burde
Ӿndre
den forældede danske afvisning af en officiel undskyldning for fortidens fejl
på dette område”.
Statsministeren havde imidlertid ikke ændret holdning og henviste i sit svar blot
til sin tidligere besvarelse af spørgsmålet fra det foregående år.
4
I 2010 præsenteredes spillefilmen
Eksperimentet,
der bygger på Tine Brylds bog om de 22 børn.
Filmen omhandler de tilbagevendte børns tilværelse på det nyopførte børnehjem i Godthåb, hvor de
beskrives som ulykkelige og splittede mellem den grønlandske og den danske kultur.
5
I 2010 undskyldte Red Barnet for organisationens rolle i forløbet. Red Barnets daværende
generalsekretær Mimi Jakobsen fremsatte sin undskyldning i en dansk radioavis. Organisationen
udsendte efterfølgende en pressemeddelelse, hvor man refererede til en igangværende intern
undersøgelse, og hvor Mimi Jakobsen udtalte, at
”uanset
hvad, så vil jeg gerne på min
organisations vegne sige uforbeholdent undskyld til de grønlandske mænd og kvinder, der på så
barsk og ulykkelig vis blev tvangsflyttet som børn”.
6
Senere fandt Red Barnet, at den udsendte
undskyldning var for indirekte og upersonlig, og besluttede i 2015 at give en officiel undskyldning
ansigt til ansigt med nogle af de berørte personer. I den anledning udtalte Red Barnet, at
”Børnene
burde aldrig have været taget væk fra deres familier, og Red Barnet beklager at have deltaget i
arrangementet”.
7
I årene derefter udgav to af de berørte personer selvbiografier, hvori de beskrev deres oplevelser og
følelser omkring opholdet i Danmark og på børnehjemmet i Godthåb og de konsekvenser, det havde
fået for deres liv. I 2011 udkom Helene Thiesens bog
For flid og god opførsel
vidnesbyrd fra et
eksperiment
og året efter
Et godt liv
trods alt! Tvangsflyttet fra Grønland til Danmark
af Carla
Lucia Knakkergaard. Førstnævnte var i 1952 vendt tilbage til Grønland og sammen med
hovedparten af de øvrige børn placeret på børnehjemmet i Godthåb, mens den anden blev adopteret
af sin danske plejemor og således fortsatte med at bo i Danmark.
I 2014 nedsatte Naalakkersuisut Grønlands Forsoningskommission, der ud fra en bred synsvinkel
og i dialog med befolkningen skulle definere emner og problemstillinger, der har rod i kolonitiden,
og hvor der er et behov for at finde metoder til at ændre dem. I 2015, i forbindelse med Red Barnets
officielle undskyldning, udtalte medlemmer af kommissionen, at myndighederne burde iværksætte
en grundig undersøgelse for at få en forståelse af, hvorfor man sendte børnene til Danmark. I 2017
kom kommissionen i sin endelige betænkning blandt andet ind på efterveer af kolonitiden, der
stadig præger et flertal af befolkningen. Et af afsnittene har overskriften
”Eksperimenter
med
børn”,
og blandt eksemplerne nævnes de 22 børn, der i 1951 blev sendt på et års ophold i Danmark
og ikke kom tilbage til deres familier.
8
I 2019 blev sagen igen behandlet i Folketinget, denne gang som et egentligt beslutningsforslag
fremsat af Aaja Chemnitz Larsen (IA). I bemærkningerne til forslaget henviste forslagsstilleren bl.a.
til Red Barnets officielle undskyldning i 2015 til de berørte personer og til Canada og Australiens
undskyldninger i 2008 til de oprindelige folk, der i de to lande var blevet tvangsfjernet fra deres
familier og sendt på institutioner og kostskoler eller anbragt i pleje. På baggrund af disse eksempler,
som efter forslagsstillerens mening på flere punkter kunne sammenlignes med situationen for de 22
4
5
Folketingstidende 2009-10, S2505: Om assimilationspolitik.
Eksperimentet
2010.
6
Red Barnet pressemeddelelse 4. september 2010.
7
Ritzau 22. oktober 2015; Sørensen 2015.
8
Betænkning 2017, s. 38; Hansen og Dam; Heinrich 2014.
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 105: Historisk udredning om de grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951, fra social- og indenrigsministeren
2299877_0006.png
3
grønlandske børn i 1951, ønskede forslagsstilleren, at Folketinget skulle pålægge regeringen
”at
give en officiel undskyldning på vegne af staten til de personer, der i 1951 blev fjernet fra deres
familier i Grønland og sendt til Danmark som led i et socialt eksperiment”.
Beslutningsforslaget blev behandlet i Folketinget 26. april 2019, og her redegjorde daværende
børne- og socialminister Mai Mercado (K) for regeringens holdning. Eksperimentet blev sat i værk
ud fra gode intentioner og i en tid, hvor synet på børn og børns rettigheder var helt anderledes end
det, vi har i dag, men historien står ikke til at ændre. Spørgsmålet om undskyldning var principielt,
og regeringen mente ikke
i lighed med tidligere regeringer
at man kunne dømme fortidens
handlinger ud fra nutidens værdier. Regeringen kunne derfor ikke støtte beslutningsforslaget, og da
der ikke fra anden side var et flertal for forslaget, blev det afvist.
9
I mellemtiden havde statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og formand for Naalakkersuisut Kim
Kielsen (Siumut) i forbindelse med et rigsmøde indgået en aftale om at iværksætte en historisk
udredning om de 22 børn, der blev sendt til Danmark i 1951, med henblik på at beskrive og give
indsigt i
”den
historiske kontekst og nuancerne i datidens udfordringer, dilemmaer og
beslutninger”.
Opgaven med at udarbejde et kommissorium blev uddelegeret til socialminister Mai
Mercado (K) og naalakkersuisoq for sociale anliggender Martha Abelsen (Siumut).
10
Kommissoriet ønsker som den ene del af opgaven en redegørelse for den historiske kontekst, der lå
til grund for initiativet, samt de overvejelser, beslutninger og handlinger fra myndigheder,
institutioner og organisationer, der fandt sted i tilknytning hertil. I den anden del af opgaven ønskes
en afdækning af børnenes ophold og livsforhold under opholdet i Danmark og efterfølgende i
Grønland, samt de oplevelser og konsekvenser, det fik for de berørte børn.
Det fulde kommissorium kan læses på dansk her og på grønlandsk her.
1.2 Undersøgelsens opbygning og grundlag
Rapportens opbygning følger i det store og hele kommissoriet for den opgave, udredningsgruppen
er blevet stillet. Oversigt over alt anvendt materiale findes bagerst i rapporten, og fodnoterne
henviser i kort form til denne oversigt.
Anvendt materiale
Undersøgelsen har skullet dække en række meget forskelligartede aspekter af historien om de 22
nedsendte børn. Grundlaget for undersøgelsen består derfor af et bredt sammensat og til tider noget
uhomogent materiale. Nedenfor følger en kort præsentation af de anvendte kildegrupper, hvortil de
er anvendt samt eventuelle udfordringer i arbejdet med dem. Forholdet mellem samtidige kilder og
efterfølgende erindringer behandles i et selvstændigt afsnit derefter.
Publiceret materiale
Det trykte materiale er mangeartet. Relevant forskningslitteratur og trykte kilder som fx lovtekster,
betænkninger samt materiale fra landsrådene og folketinget/rigsdagen har dannet det primære
grundlag for kapitel 2, der behandler den historiske kontekst for forsøget med børnene, og kapitel 3,
der behandler beslutningsprocessen. Udvalgte avisartikler er inddraget især i kapitel 5 om børnenes
ophold i Danmark, hvortil kilderne ellers er sparsomme. Endelig trækker særligt kapitlerne 8 og 9 i
vidt omfang på erindringsbaserede udgivelser fra eller om børnene, herunder en
dokumentarudsendelse. Vores anvendelse af dette materiale vil blive diskuteret nedenfor.
9
Folketingstidende 2018-19 (1. samling): B93: Forslag til folketingsbeslutning om at give en officiel undskyldning til
de 22 grønlandske børn, der var en del af eksperimentet i 1951.
10
Naalakkersuisut, 27. februar 2019.
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 105: Historisk udredning om de grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951, fra social- og indenrigsministeren
2299877_0007.png
4
Arkivmateriale
Relevant materiale er blevet indhentet i to arkiver i Grønland, nemlig Nunatta
Allagaateqarfia/Grønlands Nationalarkiv og Rigsombudsmandens arkiv. Materialet er centralt til
belysning af udvælgelsen af børnene og planlægningen af deres rejse, der er behandlet i kapitel 4.
Fra Rigsarkivet er først og fremmest indhentet materiale fra Grønlands Styrelse, senere
Grønlandsdepartementet, som er centralt for belysningen af beslutningsproces og forhandlinger om
forsøget. Endvidere er herfra anvendt materiale fra relevante myndigheder involveret i de seks
adoptionssager behandlet i kapitel 6.
Fra Dansk Røde
Kors’ arkiv i Rigsarkivet er
dokumenter som fx breve og referater anvendt primært
i kapitel 3 om beslutningsprocessen, mens et omfattende materiale fra børnehjemmet i Godthåb i
form af dagbøger, månedsbreve, rapporter mv. udgør hovedgrundlaget for kapitel 7 om børnenes
opvækst der.
Red Barnets arkiv er indgivet til Furesø Lokalhistoriske Arkiv. Herfra er bl.a. mødereferater fra Red
Barnets arbejdsudvalg samt en række af organisationens fællesbreve til medlemmerne benyttet
primært i kapitel 3 om beslutningsprocessen og kapitel 5 om opholdet i Danmark.
Benyttelsen af arkiverne gav nogle problemer af repræsentativ art. I Grønlandsdepartementets sag
om forsøget, som nu befinder sig på Rigsarkivet, er materialet meget spredt og efterlader det
indtryk, at datidens sagsbehandling og beslutningstagning i en vis udstrækning har bygget på
mundtlige samtaler og aftaler, der efterfølgende ikke er skrevet ned og arkiveret. I andre arkiver er
visse arkivgrupper decideret bortkommet, fx materiale fra Red Barnets centrale organisation og
lokalkomiteen i Grønland fra den berørte periode, samt dele af skoledirektørens arkivalier i
Rigsombudsmandens arkiv, herunder referater fra skoledirektionsmøder. Uden disse mangler kunne
der muligvis visse steder været tegnet et tydeligere billede af forløb og beslutninger.
Interviews og samtaler
og anonymisering
Vi har kontaktet de seks nulevende børn fra forsøget, hvoraf fire venligt har sagt ja til at lade os
interviewe dem, mens én ikke ønskede at deltage, og en anden ikke er vendt tilbage på vores
henvendelser. Interviewene blev ikke gennemført efter interviewguide, men var tematisk
fokuserede, idet vi særligt søgte at kaste yderligere lys over fremtrædende temaer i det allerede
eksisterende interview- og erindringsmateriale vedrørende sprog, relationer til familie og
omgivelser, og identitet. Interviewene blev optaget og efterfølgende fuldt transskriberet. De danner
sammen med det publicerede erindringsmateriale grundlaget for kapitel 8 og 9, der behandler
forsøgets konsekvenser og betydning for børnene.
Vi har bestræbt os på så vidt muligt at anonymisere børnene og deres pårørende. Da gruppen var
relativt lille og allerede er identificeret i tidligere publikationer mv., kan der imidlertid være
passager, hvor den eller det beskrevne ville kunne genkendes ved at sammenholde med tilgængelige
oplysninger andetsteds. For at mindske muligheden for identifikation refererer vi ikke til vore fire
interviews separat, men blot til fællesbetegnelsen ’personligt interview’.
I kapitel 8, som bl.a.
omhandler sociale problemer, angiver vi ikke, hvorfra hver enkelt oplysning er indhentet, men
beskriver kun indledningsvis grundlaget for kapitlet.
Vi har ført samtaler med en række personer med særlig viden
altså ikke aktører i historien
som
uden at indgå i rapporten på forskellig vis har bidraget til vores indsigt. Det drejer sig om rektor for
Ilisimatusarfik/Grønlands Universitet Gitte Adler Reimer, der har forsket i grønlandske
slægtskabsrelationer; daværende arkivleder ved Nunatta Allagaateqarfia/Grønlands Nationalarkiv
Inge Seiding; samt tidligere borgmester og landsstyremedlem Marianne Jensen, der beskæftiger sig
med grønlandske børns historie, herunder børnehjemsbørnene. I forbindelse med undersøgelsen har
fire tidligere skolekammerater fra den danske skole i Godthåb udfyldt et mindre spørgeskema, som
er indgået som baggrundsmateriale.
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 105: Historisk udredning om de grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951, fra social- og indenrigsministeren
2299877_0008.png
5
Forholdet mellem samtidige skriftlige kilder og senere erindringer
Der anvendes to typer kildemateriale i redegørelsen, nemlig dels samtidige skriftlige kilder, dels
senere erindringsmateriale i form af interviews og biografiske udgivelser mv. Vi benytter disse to
kategorier af kildemateriale til at besvare to forskellige typer af spørgsmål i udredningen:
Behandlingen af
det historiske forløb
angående beslutningsprocessen og børnenes opvækst, altså
kapitlerne 3 til 7, bygger i alt overvejende grad på samtidige skriftlige kilder. Kapitlerne 8 og 9, der
behandler forsøgets
konsekvenser og betydning for børnene,
bygger derimod på primært på
erindringsmateriale fra de implicerede børn og pårørende, herunder vore interviews.
Begge kildegrupper giver anledning til kildekritiske overvejelser: Eksempelvis giver det
omfangsrige arkivmateriale fra børnehjemmet i Godthåb adgang til at komme tæt på børnenes
opvækstforhold; men samtidig er det et produkt af, hvad skiftende forstanderinder fandt det
væsentligt at notere og rapportere. Mens vi med rimelighed kan gå ud fra, at fx det noterede i
dagbøgerne er sket, er der ingen sikkerhed for, at alt, som er sket, også er noteret. Og, nok så
væsentligt, kan man ikke læse børnenes oplevelser af deres opvækst ud af disse kilder.
Det kan man i erindringerne, der i andre sammenhænge er blevet anset for en svag kilde til
historien, da de iagttager den på afstand og fra et subjektivt synspunkt. Erindringsmaterialet giver
desuden blot sporadiske oplysninger om børnenes opvækst. Netop afstanden og børnenes personlige
fortællinger er imidlertid en styrke, når det gælder de vigtige spørgsmål i kommissoriet om
forsøgets efterfølgende konsekvenser og betydning
for børnene.
Dels giver de ellers ikke
tilgængelige oplysninger om børnenes videre liv. Dels, og vigtigst, får børnene her en stemme til at
fortælle om, hvilke forhold i deres opvækst, der står som mest betydningsfuldt for dem. Spørgsmål,
vi ikke ville kunne besvare ud fra noget andet grundlag.
Det skarpe skel mellem kapitler (primært) baseret på samtidige skriftlige kilder og kapitler
(primært) baseret på erindringer ville i sig selv være problematisk, hvis de to kildegrupper gav
anledning til stærkt modstridende historier. Det er imidlertid ikke tilfældet. Der optræder mindre
uoverensstemmelser på detaljeniveau, fx hvad angår antal besøg hos familien, årstal og specifikke
begivenheder eller forhold. Men grundlæggende er der ikke noget i erindringerne, der anfægter den
historie, vi kan basere på de samtidige kilder; og omvendt er der heller intet fra arkiverne, som er i
egentlig modstrid med, hvad børnene senere har fortalt. De peger i samme retning, rummer de
samme historier, men set fra forskellige steder. Sigtet er derfor ikke at afprøve dem mod hinanden,
men at bruge dem til at belyse forskellige aspekter af historien.
Terminologi og navne
I dag ville man nok kalde den sag eller begivenhed, som denne undersøgelse omhandler, for et
projekt. I datiden anvendte man imidlertid begreber som ”forsøget”, ”eksperimentet” og
”initiativet”, og vi har valgt i denne undersøgelse at holde os til et af disse
begreber, nemlig
”forsøget”, bl.a. fordi man i samtiden fra flere sider netop så nedsendelsen af de 22 børn til
Danmark og deres videre ophold og skolegang som et forsøg.
Ved beskrivelsen af forhold og begivenheder, der fandt sted den gang, blev og bliver de 22 børn
naturligt nok betegnet ”børnene”. Der er imidlertid ikke nogen neutral eller alternativ betegnelse for
dem, efter at de er blevet voksne. Derfor anvendes ofte betegnelsen ”børnene”, når deres forhold
senere i livet behandles, eller der anvendes omskrivninger, der virker mest naturligt i
sammenhænget, fx de ”implicerede” eller ”efter at de voksede op”.
Vi har i redegørelsen
også uden for citat
valgt at anvende datidens danske navne for lokaliteter i
Grønland, fx Godthåb for Nuuk, Frederikshåb for Paamiut osv. De danske navne går som en del af
datidens koloniale og administrative sprogbrug igen i alt samtidigt kildemateriale og afspejler
således den historiske kontekst for forsøget. Desuden undgås på denne måde en stadig skiften
mellem nutidens og datidens navne i teksten. På kortet nedenfor ses de lokaliteter, hvorfra de
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 105: Historisk udredning om de grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951, fra social- og indenrigsministeren
2299877_0009.png
6
udvalgte børn kom, med både de grønlandske navne og datidens danske navne, hvor sådanne blev
anvendt.
Mens de 22 børn er anonymiseret, nævnes myndighedspersoner og andre, der aktivt har medvirket i
forsøget, fx politikere, embedsmænd i den danske grønlandsadministration, ledende personer i de
deltagende organisationer ved navn og funktion, hvor dette har været naturligt.
1.3 Overblik: Kort over børnenes hjemsted og tidslinje
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 105: Historisk udredning om de grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951, fra social- og indenrigsministeren
2299877_0010.png
7
Tidslinje
Politiske og administrative forhold
Grønlandskommissionen nedsættes
Tid
1948
november
1949
maj/juni
1950
februar
27. maj
1. juni
16. juni
28. juli
‘Forsøget’
Forslag til Grønlands Styrelse om at sende
børn i på et års ophold i Danmark afvises
G-50-betænkningen anbefaler bl.a. dobbelt-
sprogede skoler og private børnehjem
’Grønlandslovene’ træder i kraft
Grønlands Styrelse skifter navn
til Grønlandsdepartementet
Red Barnet er indforstået med at tage
20 grønlandske børn til Danmark i et år
Landsrådene godkender forslag om
børnehjem og nedsendelse af 20 børn
Grønlandsdepartementet og Red Barnet
fastlægger kriterierne for udvælgelse
Skoledirektøren beder
præsterne udvælge børn
Grønlandsdepartementet
godkender ændringer i kriterierne
Skoledirektøren sender navnene på de
udvalgte børn til Grønlandsdepartementet
De fleste børn ankommer
til Danmark og anbringes på Fedgården
Børnene anbringes i danske plejehjem
Rejsegilde på børnehjemmet
16 af børnene afrejser fra København
Børnene flytter ind
på børnehjemmet i Godthåb
Skoledirektionen etableres i Godthåb
1. september
1. december
1951
22. februar
5. april
12. maj
maj/juni
oktober
1952
28. juni
25. september
6. oktober
1953
5. juni
1960
1. september
De sidste børn forlader børnehjemmet
Danmarks nye grundlov træder i kraft.
Grønlands statsretlige status ændres.
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 105: Historisk udredning om de grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951, fra social- og indenrigsministeren
2299877_0011.png
8
2 Forsøgets historiske kontekst
2.1 Grønland omkring 1950
Da de 22 børn, som denne udredning omhandler, i 1951 blev sendt til Danmark, var Grønland en
dansk koloni. Det skete i en periode, hvor der blev indført reformer, der skulle sætte gang i
udviklingen i Grønland, bl.a. inden for skole- og uddannelsesområdet og det sociale område. Både
den koloniale ramme og ideerne bag det igangsatte reformarbejde havde indflydelse på de
beslutninger, der blev taget i denne sag, og på selve beslutningsprocessen.
Den koloniale ramme
Fra 1908 lå administrationen af Grønland i medfør af Loven om Styrelse af Kolonierne i Grønland i
Grønlands Styrelse, der de første år var placeret under Indenrigsministeriet, men fra 1929 hørte
under Statsministeriet.
I Grønland var statens øverste repræsentanter landsfogederne for henholdsvis Nordgrønland og
Sydgrønland. Landet var desuden inddelt i et antal kolonidistrikter med en kolonibestyrer som
øverste instans. I hvert distrikt var der en præst, der ud over kirken også havde ansvaret for skolen.
På dette tidspunkt var der desuden i de fleste kolonidistrikter ansat en læge.
Fra 1911 var Vestgrønland inddelt i mere end 60 meget små kommuner med hvert sit kommuneråd,
der stod for den sociale forsorg og varetagelse af den offentlige orden. Fra 1911 var der endvidere
to landsråd, et for Sydgrønland og et for Nordgrønland, der, som benævnelsen antyder, først og
fremmest skulle fungere som rådgivende organer for den danske administration. Landsrådenes
medlemmer blev ikke valgt ved direkte valg, men udpeget af valgforsamlinger inden for hver enkelt
valgkreds. For Østgrønland og det nordligste Grønland, Thuleområdet, gjaldt indtil begyndelsen af
1960’erne
særlige ordninger.
11
Fra 1950 skete der omfattende forandringer i administrationen af Grønland. Den centrale
forvaltning i Danmark, Grønlands Styrelse, blev 1. juni 1950 omdannet til et departement under
Statsministeriet, i daglig tale kaldt Grønlandsdepartementet. I 1955 blev Grønlandsadministrationen
i Danmark et selvstændigt ministerium, da Ministeriet for Grønland blev oprettet.
12
I medfør af lov om styrelsesforholdene i Grønland fra 1950 blev de hidtidige to landsråd erstattet af
eet landsråd, der nu blev valgt ved direkte valg. Landsrådet kunne som landets øverste politiske
organ diskutere og behandle såvel enkeltsager som principielle spørgsmål, men dets selvstændige
kompetence var begrænset, og den primære opgave var at være rådgivende i forhold for den danske
regering og de danske myndigheder. Landsrådet fik sæde i Godthåb, der hermed fik status af landets
hovedstad.
13
De første valg til det nye landsråd fandt sted 29. juni 1951.
Danmarks øverste repræsentanter i Grønland, landsfogederne for henholdsvis Nordgrønland og
Sydgrønland, blev fra 1. juni 1950 erstattet af en landshøvding nu med hele Vestgrønland som
øvrighedsområde og placeret i Godthåb. Landshøvdingen var som statens øverste repræsentant i
landet født formand for landsrådet og ledte landsrådets møder. Omkring landshøvdingeembedet
blev der opbygget en centraladministration, der skulle igangsætte og styre en række af de tiltag, der
blev besluttet fra centralt hold, dvs. i København.
14
Her placerede man fra september 1950 under
landshøvdingeembedet en nyetableret skoledirektion med skoledirektør, hvis opgave blev at
11
Kjær Sørensen 1983, s. 18-19, 31-35, 70-71, 169 og 196.
Jensen: Rigets yderste post.
13
Rigsdagstidende 1949/50: Lov nr. 271 af 27. maj 1950 om Grønlands landsråd og kommunalbestyrelse m.v.; lov nr.
244 af 27. maj 1950 om tillæg til normeringslov for finansåret 1950-51 mv.
14
Rigsdagstidende 1949/50: Lov nr. 274 af 27. maj 1950 om skolevæsenet i Grønland; Bornemann 2012, s. 58-60; Gam
1972, s. 164-166; Grønlandsposten, nr. 12-15, 1. juli-1. august 1950.
12
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 105: Historisk udredning om de grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951, fra social- og indenrigsministeren
2299877_0012.png
9
gennemføre den vedtagne skolepolitik.
15
Under landshøvdingen lå også Grønlands kulturelle råd,
nedsat i november 1950, hvis opgave var
"at have indseende med den kulturelle udvikling i
Grønland, samt i det hele at have opmærksomheden henledt på at fremme den grønlandske
befolknings udvikling på enhver måde”.
16
I forlængelse af den forandringsproces, der på denne tid fandt sted i og omkring Grønland, skete der
ved grundlovsændringen i 1953 en ændring i Grønlands statsretlige stilling. Med formuleringen
”Denne
grundlov gælder for alle dele af Danmarks rige”
omfattede grundloven nu også Grønland,
der dermed blev en formelt ligestillet del af Danmark. Siden har Grønland været repræsenteret med
to medlemmer i Folketinget.
17
Indtil grundlovsændringen i 1953 dannede de koloniale rammer baggrund for de beslutninger, der i
stort og småt blev taget vedrørende Grønland. De politiske og administrative organer i Grønland
kunne foreslå ændringer og nye tiltag, men de endelige beslutninger blev taget i
centraladministrationen i København. Efter 1950 blev dele af kompetencen flyttet til grønlandske
instanser, men i en lang periode derefter blev udviklingen i Grønland stadig styret af danske
myndigheder i København og i Grønland.
Krav om samfundsmæssige forandringer i Grønland
Det grønlandske samfund var i første halvdel af 1900-tallet i forhold til de fleste vesteuropæiske
lande på mange måder tilbagestående og præget af fattigdom, dårlige leve- og sundhedsforhold og
lavt uddannelsesniveau. Erhvervslivet var totalt domineret af fangst og fiskeri, men produktionen af
råvarer var ikke udviklet til et industrielt niveau. Tuberkulose var udbredt og årsag til en meget høj
dødelighed, og mange børn havde mistet enten en far eller en mor eller var helt forældreløse. Kun få
unge fik en skolegang, der kunne føre dem ud over børneskolen og give mulighed for videre
uddannelse.
I flere årtier var der under landsrådenes diskussioner og i den offentlige debat fremsat krav om
fremskridt og udvikling af det grønlandske samfund. Grønlandske politikere og debattører ønskede
ligestilling og en modernisering af samfundet, så Grønland åndeligt, materielt og politisk kom på
højde med vestlige europæiske industrisamfund. Den danske stat var principielt enig i de
grønlandske ønsker, men var imod, at udviklingen gik for stærkt, og afviste mange af de konkrete
forslag, som blev fremsendt fra landsrådene.
I 1939 indledte repræsentanter for landsrådene og Rigsdagens Grønlandsudvalg forhandlinger med
henblik på at reformere grønlandspolitikken. Imidlertid betød udbruddet af 2. Verdenskrig, at de
grønlandske repræsentanter i al hast måtte rejse tilbage til Grønland, uden at møderne havde givet
konkrete resultater.
Efter 2. Verdenskrig gentog de grønlandske politikere med fornyet kraft deres krav om udvikling og
øget indflydelse, denne gang støttet af nogle af de danske embedsmænd, der arbejdede i og med
Grønland. I 1946 besøgte en dansk pressedelegation landet og gav den danske befolkning et
rystende billede af forholdene i Grønland og dermed den danske stats behandling af den
grønlandske befolkning. Afdækningen af disse forhold var medvirkende til, at der i den danske
befolkning blev skabt større kendskab til og bevidsthed om Grønland. I forlængelse af de samtidige
tanker i Danmark om udvikling af et velfærdssamfund medvirkede pressens besøg til at skabe en
holdning i den danske befolkning om, at Danmark aktivt skulle gøre en indsats for at bedre
forholdene i Grønland. Endelig var Danmark i lighed med andre kolonilande underlagt FN’s krav
om politisk udvikling i de såkaldte
’ikke selvstyrende områder’
og skulle årligt indsende rapporter
til FN om tilstanden og udviklingen.
15
Bekendtgørelse om overgangsbestemmelser for skolevæsenet i Grønland 1950, § 1.
Beretninger vedrørende Grønland 1951, s. 59.
17
Kjær Sørensen 1983, s. 165-166.
16
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 105: Historisk udredning om de grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951, fra social- og indenrigsministeren
2299877_0013.png
10
Over for dette samlede pres bøjede den danske regering af og nedsatte i 1948
Grønlandskommissionen, der skulle kulegrave hele problematikken omkring forholdene i Grønland
og fremlægge konkrete forslag til den fremtidige udvikling og dens gennemførelse i praksis. I 1950
fremlagde kommissionen en betænkning, der bl.a. indeholdt en række forslag, der skulle danne
grundlag for et kommende moderne grønlandsk samfund. Statens monopol på erhvervsområdet blev
fjernet, og landet blev åbnet, så der nu blev adgang også for private danske initiativer.
18
Med udgangspunkt i kommissionsarbejdet og den efterfølgende lovgivning i sommeren 1950 blev
der allerede fra samme sommer sat gang i et omfattende reformarbejde, der fik virkning for stort set
alle samfundsområder og for hele befolkningen i Grønland. Et af disse områder var skole- og
uddannelsesområdet.
Skole- og uddannelsespolitikken
Fra starten af diskussionerne om Grønlands fremtid i begyndelsen af århundredet var der fra både
dansk og grønlandsk side enighed om, at uddannelse var nøglen til udvikling i retning mod et
moderne samfund, og at indførelse af danskundervisning var nødvendigt for at give adgang til
videre uddannelse og dermed give den grønlandske befolkning reel indflydelse gennem overtagelse
af vigtige samfundsfunktioner. Allerede i forbindelse med revision af styrelsesloven i 1925 blev det
besluttet at indføre danskundervisning i skolen, men da der kun var ganske få kvalificerede lærere,
blev det kun realiseret i byerne, mens der i praksis ikke var nogen danskundervisning på udsteder
og bopladser, hvor den største del af befolkningen boede.
Også under de fornyede diskussioner om Grønlands fremtid efter 2. Verdenskrig havde spørgsmålet
om danskundervisning en central placering. Allerede på det første landsrådsmøde efter krigens
slutning blev der fremsat forslag om styrkelse af danskundervisningen, og landsrådene vedtog
”at
give Udtryk for et almindeligt Krav i Befolkningen om øget Danskundervisning i det grønlandske
Skolevæsen”.
På landsrådsmødet to år senere udtalte et af medlemmerne:
”Dette
Krav er stadigt
voksende, endog ved de mindre Steder, og det er efterhaanden blevet sådan, at en Lærer, der ikke
kan dansk, ikke er anset af Befolkningen.”
19
Gang på gang blev der ikke mindst fra grønlandsk side argumenteret for indførelse af faget dansk i
skolen og et større kendskab til dansk kultur som en forudsætning for
med datidens udtryk
indførelse af et moderne samfund. Der var variationer i holdningerne: For nogle var målet en
egentlig integration af det grønlandske samfund i det danske og dermed en dominerende rolle for
dansk sprog og dansk kultur, mens andre var mere moderate og mente, at man også skulle holde fast
i det grønlandske sprog og den grønlandske kultur. Set under eet var der dog enighed om, at
kundskaber i dansk og kendskab til og indføring i dansk kultur var nødvendige redskaber for den
videre udvikling, og at en ligestilling med Danmark gik gennem et danskdomineret skole- og
uddannelsessystem.
20
Ønsket om udvidede danskkundskaber blev ført med over i arbejdet i Grønlandskommissionen. I
dens betænkningen indgik gode danskkundskaber som en
”afgørende
forudsætning for den
grønlandske befolknings tilegnelse af moderne kultur.”
På grundlag af en kort beskrivelse af
skolevæsenet fastslog kommissionen om den hidtidige danskundervisning, at
”udbyttet
er stærkt
varieret, mange steder meget ringe”,
og man konkluderede, at både den grønlandske befolknings
ønsker og
”en
moderne tids krav”
gjorde det nødvendigt med en forstærkelse af
danskundervisningen. Og selvom man fastholdt det grønlandske sprogs placering inden for
folkeskolens rammer fx som undervisningssprog i religionsundervisningen, samt at anvendelsen af
18
19
Gulløv 2017; Rosing Olsen 2005.
Citeret efter Jensen 2001, s. 123 og 125.
20
Jensen 2001, s. 163.
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 105: Historisk udredning om de grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951, fra social- og indenrigsministeren
2299877_0014.png
11
dansk skolesprog skulle foregå på frivillig basis, var den klare konklusion, at hovedvægten måtte
lægges på en kraftig udvidelse af danskundervisningen i folkeskolen.
21
Sproget dansk skulle ud over i selve danskundervisningen efterhånden også indgå som
undervisningssprog i en række fag. Som en hurtig imødekommelse af ønskerne foreslog
kommissionen indførelse af dobbeltsprogede skoler, de såkaldte A.-B.-skoler, der i første omgang
skulle indføres i fire af de største byer. I de første to år skulle børnene undervises under ét og med
grønlandsk som hovedsprog, men fra det tredje skoleår skulle eleverne deles efter kvalifikationer,
således at der blev oprettet en
”mere
dansksproget”
linje, hvor undervisningen gradvist og i flere og
flere fag skulle foregå på dansk. Målet var på længere sigt, at eleverne i de enkelte klasser på denne
linje skulle opnå samme kundskaber som tilsvarende klasser i den danske folkeskole.
22
Endvidere påpegede man i kommissionens betænkning behovet for en gradvis videre udbygning af
danskundervisningen
”dels
ved oprettelse af flere skoler med udvidet danskundervisning og dels
ved iværksættelse af andre skolemæssige og kulturelle foranstaltninger.”
23
Hvilke konkrete
foranstaltninger, der her kunne komme på tale, kom kommissionen dog ikke ind på.
Den nye skoleordning blev iværksat med skoleloven fra 1950, som var en del af det samlede
lovkompleks på otte love, kaldet Grønlandslovene, som blev vedtaget af Rigsdagen i maj 1950.
24
Skolevæsenet havde fra koloniseringens start hørt under missionen, senere kirken. Nu blev kirke-
og skolevæsenet adskilt, og præsterne blev efterhånden erstattet af uddannede lærere som ledere af
skolerne i de enkelte distrikter
I august 1950 udsendte Statsministeriet en bekendtgørelse, hvor retningslinjer for den nye
skolepolitik blev udstukket. Allerede fra september samme år skulle de nye førsteklasser i fire byer,
bl.a. Godthåb, have en
”grundig
undervisning i dansk”,
og undervisningen skulle tilrettelægges, så
eleverne efter 2. klasse kunne deles i en dansksproget og en grønlandsksproget linje. I realskolen
skulle eleverne undervises på dansk i alle fag på nær grønlandsk og religion, og der blev lagt vægt
på, at eleverne ved udgangen af realskolen skulle beherske både det danske og det grønlandske
sprog, såvel skriftligt som mundtligt. Realskolens mål var nemlig at føre eleverne frem til en prøve,
”der
i så mange henseender som muligt er på højde med den danske realeksamen”.
25
Den dobbeltsprogede skole var tiltænkt grønlandske børn, mens danske børn i Grønland blev
undervist for sig. Tidligere var de blevet undervist af privatlærere eller sendt på kostskole i
Danmark på forældrenes bekostning. I Godthåb var der under og lige efter krigen en privat
skoleordning betalt af forældrene til danske børn og nogle få fremtrædende grønlandske familier.
Den blev i forlængelse af etableringen af den nye skoleordning i Grønland lagt ind under den
offentlige skole, og det blev samtidig meddelt, at grønlandske børn efter indstilling af skolens
ledelse ligeledes ville kunne deltage gratis. Klasserne med danske børn gik i daglig tale under
betegnelsen ”den danske skole”.
26
Således blev gode kundskaber i dansk og kendskabet til dansk kultur fra både grønlandsk og dansk
side betragtet som et af de vigtigste redskaber for den grønlandske befolkning til at komme ud af
isolationen og udvikle sig til et moderne samfund. Fremtidens grønlændere skulle kunne dansk for
at tage de uddannelser, der skulle kvalificere dem til at overtage de jobs, som på dette tidspunkt var
besat af danskere, eller som ville opstå i det nye moderne grønlandske samfund. Det var, mente
man, vejen frem for at få reel indflydelse og dermed opnå den ligestilling med Danmark og med
danskerne, som var det overordnede mål.
G-50, bd. 3: Skolevæsenet, Kirken og andre kulturelle forhold, s. 14-16.
Sst., s. 16-18; Jensen 2001, s. 127.
23
Sst., s. 15.
24
Rigsdagstidende 1949/1950: Lov nr. 274 af 27. maj 1950 om skolevæsenet i Grønland. Jensen (2001), s. 167f.
25
FBA Grønlandsudvalgets arkiv, kasse 7: Akter 1948/49-1951/52: Læg 3: 1950/51: bilag 2: Bekendtgørelse om
overgangsbestemmelser for skolevæsenet i Grønland, §§ 6 og 10.
26
Kamikken, 13. juni 1953, s. 1:
Den danske skole bliver gratis.
22
21
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 105: Historisk udredning om de grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951, fra social- og indenrigsministeren
2299877_0015.png
12
2.2 Sociale forhold i en overgangstid
Med et stort areal og et lille befolkningstal er Grønland særdeles tyndt befolket. Omkring 1950
boede befolkningen spredt over lange afstande i distrikterne ved kolonisteder, udsteder og
bopladser
27
som konsekvens af kolonitidens bosættelses- og erhvervspolitik. I 1945 boede der i
Grønland i alt 20.815 grønlændere og 569 danske i 161 beboede pladser. Alene i den isfrie del af
Vestgrønland fra Upernavik i nord og Nanortalik i syd på 116.000 km
2
var der således 146
indbyggere pr. 1.000 km
2
, mens det tilsvarende tal for Danmark var på 86.336 indbyggere.
28
Mange af de små samfund og bostederne var geografisk temmelig afsondrede og fysisk isolerede og
påvirkning udefra ret begrænset. Stederne kunne kun anløbes ad søveje, og nogle steder med islæg i
vintermånederne var ufremkommelige i lange perioder.
I 1950 beskrev Grønlandskommissionens betænkning blandt konsekvenserne af Danmarks hidtidige
kolonipolitik i Grønland de utilsigtede virkninger af den økonomiske politik, nemlig 1) Den lave
levestandard, 2) For få impulser udefra, 3) Økonomisk ulighed mellem danskere og grønlændere, 4)
Mangel på økonomisk selvstændighed og forståelse hos grønlænderne og 5) Ingen impulser til
befolkningskoncentration.
29
Konsekvenserne var bl.a., at
”levestandarden
var forblevet på det meget lave niveau”,
hvilket også
var betinget af
”befolkningens
stærkt begrænsede tekniske viden og kulturelle forudsætninger og til
dels af de naturgivne forudsætninger.”
Boligforholdene, de almenhygiejniske forhold og
sundhedsforholdene var blevet derefter, og dødeligheden
”forfærdende
stor”
sammenlignet med
danske forhold. Som følge af den lave levestandard var tuberkulosen udbredt i Grønland som få
steder i verden og var skyld i ca. 1/3 af samtlige dødsfald.
”Den
store dødelighed specielt for den
voksne befolkning har betydelige økonomiske konsekvenser, idet der som allerede omtalt som følge
heraf bliver forholdsvis færre forsørgere pr. forsørget i Grønland end i Danmark.”
30
Det samme gjaldt boligforholdene. De grønlandske huse var små, som regel med kun ét værelse, og
omkring 2/3 af dem havde under 10 m
3
pr. beboer. En meget stor del af husene ydede ikke
tilstrækkeligt ly mod kulde, træk og fugt. For det meste benyttedes kakkelovne i opvarmning af
husene. Grønlandskommissionens betænkning kunne således i 1950 referere, at
”størstedelen
af husene er så primitive, små og dårlige, at de med deres ene rum og flade tag mest
minder
om et skur eller om dårlige ’sommerhuse’
i en dansk kolonihavebebyggelse […] målt med
dansk bolighygiejnens krav er størstedelen af de grønlandske boliger kassable.”
31
Den lave levestandard havde medført
”en
meget stærk økonomisk ulighed”
mellem danske
tjenestemænd i Grønland og grønlænderne
derfor havde de danske tjenestemænd indtaget en
stilling som udpræget økonomisk overklasse samtidig med, at deres stilling og uddannelse på anden
måde stillede dem højere end grønlænderne. Derfor stod danskerne i næsten enhver henseende som
Grønlands overklasse med de deraf følgende sociale og sociologiske konsekvenser.
32
Et af midlerne
til at rette op på de negative konsekvenser var ifølge kommissionen forbedrede
undervisningsforhold for grønlænderne, som ville gøre det muligt på længere sigt at forbedre deres
økonomiske forhold ved egen hjælp. Forudsætningen var en forbedret teknisk uddannelse, som
forudsatte
”større
almenviden og navnlig større kendskab til dansk sprog end almindeligt nu”.
33
En
27
Koloni var betegnelsen for distriktets centrum, hvor myndigheder som kolonibestyreren, præsten og lægen sad. Et
udsted var en mindre handelsplads underlagt kolonien. Bopladser var uden butik. Betegnelserne koloni, udsted og
boplads blev i 1967 erstattet med betegnelserne by og bygd.
28
G-50, bind 5, s. 9.
29
G-50, bind 5, s. 22-24.
30
G-50, bind 5, s. 23.
31
SSOG 1942, s. 433. G-50, bind 4-I, s. 45. Forholdene var afdækket i en rapport fra en lægeekspedition til Grønland
fra juni 1947 til juni 1948, indgivet til Sundhedsstyrelsen i 1948 og aftrykt G-50, bind 4-II.
32
G-50, bind 5, s. 23.
33
G-50, bind 5, s. 31.
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 105: Historisk udredning om de grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951, fra social- og indenrigsministeren
2299877_0016.png
13
stærkt intensiveret undervisning både i grundskolen og i tekniske skoler var derfor ifølge
kommissionen en nødvendighed for, at grønlænderne kunne blive i stand til at forbedre deres
forhold gennem egen indsats.
Kritikken i medier og pressen i Danmark i 1946 over forholdene i Grønland var især rettet mod
sygdom, nød og fattigdom, som herskede i stort omfang som følge af den lave levestandard i
Grønland. Blikket var i særdeleshed rettet mod børn med omsorgsbehov. Hidtil fandtes der ikke en
egentlig børneforsorg i Grønland, udover at kommunerådene havde pligt til at drage omsorg for, at
forsørgerløse børn blev anbragt i pleje. Regelgrundlaget for socialforsorgen fandtes i kongelig
anordning af 29. maj 1926 om de grønlandske kommuneråd, som pålagde kommunerådene at
afhjælpe alle de mere almindelige trangstilfælde ved ydelse af hjælp i form af enten en egentlig
understøttelse eller fattighjælp. Ydelse af understøttelse og fattighjælp blev bevilget på et
kommunerådsmøde
og for ydelser gjaldt det, at hjælpen som oftest blev udredt i form af
naturalier. Kommunekassernes begrænsede midler skulle anvendes til fordel for den lokale
befolkning, herunder socialforsorgen. Ifølge Grønlandskommissionens betænkning var
kommunerådene dog ofte meget påholdende og temmelig karrige i uddeling af midlerne fra
kommunekassen, og hjælpen var ofte for sparsom.
34
Den høje dødelighed i Grønland var udbredt blandt småbørn, men særlig udpræget i bestemte
aldersklasser af voksne, hvor dødeligheden kunne være mere end fire gange så stor som i Danmark.
Dødligheden var særligt høj for mændenes vedkommende og skyldtes primært ulykkestilfælde i
forbindelse med et farefuldt erhverv på havet. Dødsfald som følge af ulykkestilfælde og dødsfald af
tuberkulose var således et særkende for landet sammenlignet med forholdene i andre lande.
35
Middellevetiden i perioden 1946-1951 (i gennemsnit for nyfødte drenge og piger) var for mændenes
vedkommende på 32,2 år og for kvinderne 37,5 år.
36
Den høje dødelighed, ikke mindst blandt de
mandlige forsørgere, havde stor indflydelse på livsbetingelserne for de grønlandske familier og de
sociale forhold, som herskede i landet før 1950, herunder for landets børn.
I 1950 var der 3.486 drenge og 3.503 piger under 12 år i hele Grønland ud af en befolkning på i alt
22.581. En opgørelse i 1950 viste, at der var 1284 forsørgerløse børn i hele Grønland dette år.
37
Således var der i 1950 et betydeligt antal børn, der stod uden deres biologiske forældre. I det
traditionelle grønlandske samfund drog de pårørende eller pladsfællerne selv omsorg for børnene,
idet hele familien betragtede sig som forpligtet til at tage sig af forældreløse slægtninge. Alle i
bygdesamfundet påtog sig ansvaret kollektivt. Den Juridiske Ekspedition, som i 1948-49 rejste i
Grønland for at beskrive sædvane og retspraksis, beskrev, at forældreløse oftest blev optaget i huset
dels hos slægtninge, dels hos fremmede, med eller uden bevilling. Også børn, hvis forældre havde
vanskeligt ved at klare deres underhold, kunne sættes i pleje. Ikke sjældent sås det også, at
plejeforhold etableredes for at hjælpe bedsteforældre eller andre som fx. nødlidende enker.
Plejeforhold blev stiftet blot ved aftale mellem de interesserede parter, og undertiden skete det også,
at børn midlertidig blev taget i pleje efter indbyrdes aftale mellem plejeforældre og barnets naturlige
forældre uden myndighedernes indblanding. Retsvirkningen af det uformelle plejebarnsforhold var,
at de biologiske forældre sædvanligvis ved et uformelt plejeforhold når som helst kunne kræve
barnet tilbage.
38
Det kunne de ikke efter Regulativ af 16. februar 1937 om plejebørn i Grønland, der som noget nyt
åbnede for formaliserede plejeforhold, der mindede om samtidens danske adoptioner. I perioden
1938-1948 udfærdigede landsfogedembedet i Sydgrønland i alt 46 plejebarnsbevillinger,
landsfogedembedet i Nordgrønland 30. Om plejebørns kår bemærkede Den Juridiske Ekspedition i
G-50, bind 4-I, s. 80-91. Grundlaget og regler i organiseringen af den grønlandske socialforsorg fandtes i to kgl.
anordninger af 29. maj 1926 om henholdsvis kommuneråd og sysselråd.
35
SSOG I, 1942, s. 428; SSOG VII, 1946, s. 977.
36
Kalaallit Nunaat 1999, s. 270-271.
37
Beretninger vedrørende Grønland 1951-1952, s.191. GS/355/50. Brev nr. 03383 til Statsministeriet, 22. november 50.
38
Den Juridiske Ekspedition 1950, s. 85ff.
34
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 105: Historisk udredning om de grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951, fra social- og indenrigsministeren
2299877_0017.png
14
1948-49, at der for dem ingen tvivl var om, at behandlingen af plejebørn i de uformelle plejeforhold
i mange tilfælde lod meget tilbage at ønske: Mange plejebørn modtog ganske utilfredsstillende
underhold og opdragelse
og plejebørn var ofte tiltalt i straffesager, hyppigt for ulovligheder, der
kunne henføres til dårligt underhold eller dårlig opdragelse.
39
Også tidligere distriktslæge Kai
Ludvigsen, som efter anmodning fra Dansk Røde Kors i sommeren 1949 rejste i Grønland for at
undersøge sociale forhold og behovet for hjælp, bemærkede, at der var sket en ændring i holdningen
over for de forældreløse børn og for de gamle i samfundet i en dårligere retning: Den stærke
familiefølelse, der ellers kendetegnede grønlænderne, var på retur
de forældreløse børn blev
behandlet dårligere; jo større kolonierne var, jo større elendighed herskede, medens der ude på de
mindre pladser endnu herskede den fra gammel tid kendte næstekærlighed, mente han.
40
Sundhedsvæsenets virke og kommunerådets funktion i arbejdet med de sociale forhold for børn var
kun sparsomt understøttet af filantropisk hjælp fra private danske organisationer. Dog havde
Foreningen til Hjælp for grønlandske Børn siden stiftelsen i 1924 arbejdet for at hjælpe de svage og
tuberkuløst disponerede børn i Grønland og havde blandt andet etableret børnesanatorier til
formålet. Hen ad vejen kom arbejdet med socialt udsatte børn til at tegne foreningens virke, og
pladserne på sanatorierne blev optaget også af børn, hvis forældre var syge eller døde, og som ikke
kunne anbringes andre steder.
41
2.3 Den danske børneforsorg omkring 1950
Som det er fremgået, var det i Grønland frem til midten af 1900-tallet sædvane, at forældreløse eller
nødlidende børn blev sat i pleje, oftest i en beslægtet familie. Der var endnu ikke etableret egentlige
børnehjem, ligesom der ikke fandtes særlige myndigheder til at varetage forsørgelsen og
anbringelsen af trængende børn og kun sparsomme regler for, hvem der bar ansvaret for sådanne
foranstaltninger, og hvordan de skulle foregå.
I Danmark havde man derimod hen over flere århundreder udviklet et system af institutioner til
anbringelse af forskellige kategorier af børn og til at behandle sager om anbringelse. Det første
’børnehus’ blev oprettet i København i 1605 og optog til en start –
ud over de voksne, som huset
egentlig var tiltænkt
forældreløse og børn af byens betlere og løsgængere, siden også fra det
øvrige land. Målet var, at de skulle oplæres til produktivt arbejde og derved ikke ligge landet til last
med tiggeri og kriminalitet. I 1619 påbød en kongelig forordning alle købstæder at udpege to
overformyndere, som bl.a. skulle tilse, at faderløse og hittebørn af drengekøn blev sat i lære og hus
hos byens håndværkere.
42
Hermed var de tidligste sten lagt til den børneforsorg, der siden tog form:
Børnehjem og børneværn/overformynderi.
Fra omkring 1900 intensiveredes statens fokus på forsørgerløse børn, og med Børneloven af 1905
blev børneforsorgen etableret som statsinstitution. Der blev nedsat værgeråd i hver kommune, som
kunne beslutte at fjerne børn fra deres hjem og anbringe dem enten i plejefamilier eller i et
efterhånden udbygget net af institutioner til forskellige kategorier af
’problematiske’
børn.
Institutionerne var hovedsageligt drevet af den private filantropi med tilskud fra og tilsyn af det
offentlige i form af det statslige Overværgeråd.
43
Fra 1933 blev området reguleret af Lov om offentlig forsorg, som fortsat var gældende, da forsøget
med de 22 grønlandske børn blev sat i værk. Loven markerede et i hvert fald formelt skifte fra
kriminalitetsforebyggelse til social indsats, området
nu kaldet børneværnet
rykkede fra Justits-
til Socialministeriet, og værgerådene blev til børneværnsudvalg, mens det statslige tilsyn stadig lå
hos Overinspektionen. Børneværnsudvalgene kunne jf. lovens §130, stk. 1 beslutte at fjerne børn fra
Den Juridiske Ekspedition 1950, s. 91.
Ludvigsen 1951, s. 102.
41
Walling 2004, s. 24.
42
Grothe Nielsen 1986, s. 13ff.
43
Jacobsen 1989, s. 257f. Grothe Nielsen 1986, s. 58ff. Bjerre 2020, s. 42ff.
40
39
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 105: Historisk udredning om de grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951, fra social- og indenrigsministeren
2299877_0018.png
15
hjemmet imod familiens ønske, hvis forældrene ikke magtede opgaven, vanrøgtede eller
mishandlede barnet. Desuden skulle udvalget efter stk. 2 sørge for anbringelse af børn, der stod
uden forsørger, og i årtierne derefter blev en stigende andel af børn anbragt efter denne regel, altså
af hensyn til deres forsørgelse. Driften af børnehjemmene var stadig primært overladt til det private
initiativ med offentligt tilskud, og forstandere og bestyrelser på de enkelte institutioner havde såvel
ansvaret for som autoriteten over hjemmene
under tilsyn af Overinspektionen to gange årligt.
44
Der var i Danmark i perioden fra 1930’erne til 1950’erne konstant
5-7.000 børn anbragt uden for
hjemmet, svarende til mellem ca. 0,5 og 0,8 % af samtlige børn, og omkring 1200 børn blev anbragt
årligt. Antallet af børnehjem toppede i 1953 med i alt 350 institutioner rettet mod forskellige
kategorier af vanskelige eller dårligt stillede børn. Hovedparten af anbragte børn var igennem alle år
fra socialt dårligt stillede hjem, der ikke levede op til filantropers og myndigheders normer for,
hvordan børn burde sikres en tryg opvækst og en sund udvikling til gavn for dem selv og for
samfundet.
45
Formelt blev forældres frivillige anbringelse af deres børn først indført med den efterfølgende
forsorgslov i 1958, hvor det endvidere fremgik af lovteksten, at indhentning af forældrenes
samtykke til anbringelse var
”at
foretrække”. Forskning i konkrete anbringelsessager har imidlertid
vist, at det allerede fra den første børnelov i 1905 var en udbredt praksis at søge at indhente
forældres eller værgers samtykke, og at det oftest blev givet. Forskningen sår dog samtidig tvivl
om, hvorvidt forældrene altid var tilstrækkeligt informeret om eller forstod, hvad anbringelsen
indebar: Den var ikke tidsbegrænset. Forældrene kunne ikke forvente at få barnet hjem igen eller at
kunne få det på besøg. Forældremyndigheden overgik til myndighederne, i praksis til
børnehjemmets forstander(inde), som fx frem til 1966 bestemte over barnets kontakt med familien.
Forstanderen stod derved også til ansvar for og skulle registrere hvert enkelt barns skolegang,
opførsel og fremgang i en stambog og to gange årligt indberette derom til børneværnsudvalget.
46
De danske børnehjem omkring 1950 byggede på en lang tradition for privat filantropisk
børnearbejde med rødder i en kristen kaldsetik. Selv om børnehjemmene efterhånden var blevet
mere og mere statsligt reguleret og finansieret, levede billedet af arbejdet som et kald og
børnehjemmene som ramme om en slags åndeligt og materielt redningsarbejde videre blandt
børnesagens ansatte og frontfigurer. Missionen var at ’bygge hjem’ for
børnene som en erstatning
for de forældre, som børnene ikke længere skulle være hos. Det var igennem det moralske eksempel
og en kærlig, men fast hånd, og igennem en opvækst i nøjsomhed og arbejdsomhed, at børnenes
sunde udvikling skulle sikres. Og kontakten måtte begrænses til de hjem, som ikke havde givet de
bedste betingelser for denne udvikling.
47
Børnehjemmene blev i mellemkrigstiden udsat for en kritik, som tog til i de tidlige
1950’ere. Mange
talte for en øget kontrol med institutionerne og forstandernes magt, for en større grad af inddragelse
og anerkendelse af forældrene og for institutioner baseret på moderne pædagogik udøvet af
uddannet personale.
48
Nogle af kritikpunkterne blev imødekommet med Forsorgsloven i 1958; på
det tidspunkt havde næsten halvdelen af de 22 grønlandske børn i forsøget allerede forladt
børnehjemmet i Godthåb.
Da man i 1950 besluttede at gennemføre forsøget, og da man siden lagde de konkrete rammer for
dets gennemførsel og endelig realiserede det, fandtes der således kun et ganske spinkelt regelværk
for børns anbringelse gældende for Grønland, og intet angående børnehjem. Derimod var der både
en tradition for, regler for og myndigheder ansvarlige for anbringelse og børnehjem i Danmark. Det
videre forløb, hvad angår både beslutningsprocessen, børnenes udvælgelse og deres opvækst på
44
45
Grothe Nielsen 1986, s. 79ff. Jacobsen 1989, s. 258. Bjerre 2020, s. 54ff.; 146. Rytter 2011, s. 3, 48f.
Rytter 2011, s. 14. Jacobsen 1989, s. 257. Bjerre 2020, særligt kapitel 8.
46
Bjerre 2020, s. 154ff. Rytter 2011, s. 48ff. Se også Jacobsen 1989, s. 259, 277ff., og Grothe Nielsen 1986, s. 89.
47
Jacobsen 1989, s. 259ff.
48
Jacobsen 1989, s. 272ff.
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 105: Historisk udredning om de grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951, fra social- og indenrigsministeren
2299877_0019.png
16
børnehjemmet peger i retning af, at de involverede organisationer og myndigheder i mangel af
bedre fulgte regler og praksis for anbringelser og børnehjem i Danmark, dog med visse undtagelser.
Alle led i forsøgets gennemførelse vil blive grundigt belyst i de følgende kapitler, hvorfor der her
blot kort skal ridses op, hvordan de stod i forhold til de samtidige danske regler og praksisser.
Hvor anbringelsen af danske børn blev initieret af lokale og civile børneværnsudvalg med
henvisning til det individuelle barns situation, var processen omvendt i forsøget: Initiativet udgik fra
centrale myndigheder, som bad lokale embedsmænd
og ikke fx de valgte kommuneråd, der ellers
var ansvarlige for forsørgerløse børns underhold
om at finde egnede børn til at fylde pladserne i et
i forvejen defineret forsøg. Andre forhold var parallelle til samtidens danske: Der blev ført
regelmæssigt tilsyn med børnenes sundhed og de hygiejniske forhold, i Grønland af kredslægen i
fraværet af en særskilt myndighed. Som i Danmark blev der i en del tilfælde indhentet samtykke fra
forældre eller andre forsørgere, selv om det ikke var lovfæstet; og som i Danmark kan grundlaget
for disse diskuteres. Forældremyndigheden overgik også for de grønlandske børn i praksis til
børnehjemmets forstanderinde, som ligeledes regulerede bl.a. kontakten til familierne. Opholdet var
tidsubegrænset, og børnene skulle ikke vende tilbage til deres familie, men i stedet have et nyt hjem
på børnehjemmet.
2.4 Red Barnet og Dansk Røde Kors vender blikket mod Grønland
Red Barnet blev stiftet 14. marts 1945, hvor verdenskrigens afslutning begyndte at kunne anes, og
havde som sin internationale moderorganisation til formål at hjælpe krigsramte børn uden for
Danmark. Organisationen voksede eksplosivt i de første efterkrigsår, hvor store summer blev
indsamlet og anvendt til bespisning af børn i krigshærgede lande, og til at modtage krigsramte børn
på rekreative ophold hos plejefamilier eller i feriekolonier i Danmark.
49
Begge former for hjælp
ophørte imidlertid i hhv. 1948 og 1949, og allerede i august 1948 konstaterede generalsekretær
Aage F. Krebs overfor arbejdsudvalget (organisationens ledelse), at man både organisatorisk og
lokalt stod uden større arbejdsopgaver. Red Barnet befandt sig i en både økonomisk og
organisatorisk krise, og overvejede/forsøgte i årene 1948-49 blandt andet en sammenlægning med
Dansk Røde Kors, at sætte organisationen på vågeblus eller endda at opløse den.
50
En anden
mulighed var at finde andre arbejdsopgaver, eksempelvis ved at gøre noget for danske børn for at
”se at faa et ’dansk Ansigt’ ”,
som det blev formuleret til et møde i arbejdsudvalget i januar 1946.
51
I den forbindelse blev blikket også rettet mod Grønland, som igen var blevet tilgængelig efter
krigsårene, og hvorfra der rapporteredes om stor nød, ikke mindst blandt børnene. Da den første
formand, Valborg Hammerich, i 1945 foreslog et muligt arbejde i Grønland, var det dog blevet
blankt afvist:
”Hammerich
spørger, om vi ikke burde gøre noget for Grønlands Børn. Det mener
det øvrige Udvalg ikke, da Grønland er saa absolut Statsforetagende, og der bliver sørget for de
børn paa alle Maader”.
Et par år senere var indstillingen ændret. I sommeren 1947 bevilligede Red
Barnet økonomisk støtte til skolebespisning i Nanortalik, og den ny formand Calina Fuglsang-
Damgaard kommenterede, at der var meget børnearbejde i gang i Grønland. Nogle måneder senere
afviste Eske Brun i Grønlands Styrelse imidlertid over for formanden, at Red Barnet havde
yderligere opgaver i Grønland.
52
Red Barnet opgav dog ikke tanken, og i vinteren 1947-48 etablerede man en komité for det
grønlandske børnearbejde, som man indbød Dansk Røde Kors, Foreningen til Hjælp for
grønlandske Børn samt Grønlands Styrelse til at lade sig repræsentere i. Samtidig begyndte man at
RB 9: Referat af arbejdsudvalgsmøde 15. august 1947.
Strand, s. 16-27. RB 9: Indkaldelse til arbejdsudvalgsmøde 8. august 1948. Krebs: Notat til arbejdsudvalgets
medlemmer 3. januar 1949. Sammenlægningen var blevet afvist på et landsmøde i 1947, men blev igen overvejet.
51
RB 9: Referat af arbejdsudvalgsmøder 28. januar 1946, samt diverse datoer februar, marts, maj og juni samme år. RB
10: Referat af arbejdsudvalgsmøde 22. marts 1948.
52
RB 9: Referat af arbejdsudvalgsmøder 6. november og 5. december 1947. RB 10: Referat af arbejdsudvalgsmøder 2.
februar 1948, 8. marts 1949. RB 607: Fællesbrev nr. 45, 19. januar 1949. Om lejren nr. 52, 53 og 54, juni-sept. 1949.
50
49
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 105: Historisk udredning om de grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951, fra social- og indenrigsministeren
2299877_0020.png
17
organisere tegningen af fadderskaber til grønlandske børn. I marts 1949 ville Fuglsang-Damgaard
(igen) tage en samtale med Eske Brun om muligheden for at intensivere arbejdet for grønlandske
børn. Ideen var nu at oprette sommerferiekolonier for trængende børn i de lune grønlandske fjorde,
og en sådan blev gennemført i sommeren 1949.
53
På det tidspunkt havde Red Barnet, som det vil fremgå af næste kapitel, allerede to gange kontaktet
Grønlands Styrelse med henblik på at få grønlandske børn på et længere ophold i Danmark
en
aktivitet, som man havde omfattende erfaring med efter i de forløbne år at have organiseret omkring
15.000 europæiske krigsbørns rekreative ophold i Danmark.
54
Mens Red Barnet var en ganske ung organisation, blev (forløberen til) Dansk Røde Kors stiftet
allerede i 1876. Som den internationale moderorganisation ydede Dansk Røde Kors i begyndelsen
primært hjælp til sårede soldater, siden også til krigsfanger, og under 2. Verdenskrig til fanger i
koncentrationslejrene. Med årene kom arbejdet også til at omfatte civilt, humanitært arbejde og
nødhjælpsarbejde i fredstid, men først efter 2. Verdenskrig fik man øje på behovet for hjælpearbejde
i Grønland. I oktober 1946 gjorde en unavngiven person i organisationen præsident Kai Hammerich
Valborg Hammerichs mand
opmærksom på,
at ’vi’ var
”gået over åen efter vand”
i
udenlandsarbejdet og i stedet burde vende blikket mod Grønland. Vedlagt var en avisartikel med et
langt interview med distriktslægen i Julianehåb A. Laurent-Christensen, som siden blev en central
aktør i forsøget med de 22 børn, hvori han beskrev de håbløse sociale, sundhedsmæssige og
økonomiske forhold i Grønland. Kort efter besluttede Dansk Røde Kors at donere 50.000 kr. til
lægernes sociale og hygiejniske arbejde i Grønland.
55
Blikket var dog allerede vendt mod Grønland. I løbet af 1946 etablerede Dansk Røde Kors
Grønlandsudvalget, som siden var udfarende og koordinerende i Grønlandsarbejdet, og allerede i
foråret drøftede den kommende udvalgsformand G. N. Bugge et fremtidigt hjælpearbejde med
direktøren for Grønlands Styrelse, som stillede sig meget forstående. Hen over sommeren og
efteråret tog man de første initiativer til at oprette en afdeling af Dansk Røde Kors i Godthåb,
ligesom man skrev til samtlige distriktslæger og bad om deres forslag til fremtidige opgaver i
Grønland, eksempelvis fadderskaber og opsending af julegaver. Lægerne pegede på omfattende
behov, fortrinsvis blandt voksne, og foreslog alt fra samariterkurser og invalidehjælp til opsending
af læsestof og radioer til sygehusene, samt tøj, frugt og julegaver. I december 1946 var man ved at
udarbejde et cirkulære for arbejdet i Grønland, som hovedbestyrelsen havde vedtaget at udføre i
samarbejde med myndighederne. I første omgang faldt valget på bl.a. samariterkurser, radioer til
sygehusene og julegaver til trængende børn. Etableringen af børnehjem var ikke på tale.
56
Det kom det første gang i 1947, hvor en børnehavelærerinde skrev til Dansk Røde Kors med forslag
om at støtte oprettelsen af et børnehjem til 20 børn i Grønland. Bugge mente umiddelbart, at det var
en alt for stor opgave at løfte, og adspurgt vurderede Eske Brun, at
”Forslaget var for stort anlagt,
og i øvrigt ikke passede til grønlandske Forhold, i det man paa Grønland indtil nu i alle Tilfælde
ikke havde samlet Børnene i Børnehjem, men fik anbragt Børnene i privat Pleje, som
Børneforsorgen i Grønland tog sig af.”
Man svarede derefter, at sagen på nuværende tidspunkt ikke
havde interesse.
57
BR 9: Referat af arbejdsudvalgsmøde 13. december 1945, 13. juni og 21. august 1947.
I januar 1947 havde over 15.000 udenlandske krigsbørn været på ophold i Danmark via Red Barnet. RB 9: Referat af
arbejdsudvalgsmøde 15. august 1947.
55
DRK 217: Brev K.S. til Hammerich 21. oktober 1946; det er ikke lykkedes at opklare, hvem der står bag initialerne.
Berlingske Tidende 20. oktober 1946. Brev Wanda Dreschow til DRK 5. november 1946. DRK 78: Afskrift telegram til
landshøvdingen samt takkebrev fra Eske Brun 17. januar 1946.
56
DRK 209: Referat af (formodentlig første) møde i Grønlandsudvalget 28. oktober 1946. Brev Bugge til DRK 4.
januar 1946. Skrivelse Grønlandsudvalget til distriktslægerne juni 1946, og en række svarbreve fra disse. Udkast til
cirkulære vedr. arbejdet i Grønland 13. december 1946.
57
DRK 209: Referat af møde i Grønlandsudvalget 5. november 1947.
54
53
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 105: Historisk udredning om de grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951, fra social- og indenrigsministeren
2299877_0021.png
18
Kort efter bad Dansk Røde Kors Kai Ludvigsen, der tidligere havde været distriktslæge i
Sydgrønland, om at foretage en rejse til Grønland
”med henblik på at undersøge, hvilke opgaver
DRK kunne tage op med henblik på socialt og hygiejnisk arbejde blandt befolkningen”.
Ludvigsen
berejste alle distrikter i sommeren 1949 og afgav i august en 26 sider lang rapport, hvori han
anbefalede tre indsatsområder; af dem var det mest
”brændende spørgsmål”
oprettelsen af
børnehjem. Han vidste, at styrelsen foretrak anbringelse i private hjem; men det var en
”almindelig kendsgerning,
at disse plejebørn lever under dårligere forhold end andre børn og
derfor også er dårligere udrustet, når de bliver voksne, hvorimod børn opdraget under gode kår og
med kundskaber i dansk, således som det kan gives dem i et børnehjem, vil være meget bedre
egnede til at klare sig i det ’kommende’ Grønland”.
En måned senere besluttede Grønlandsudvalget at tage initiativ til at bygge tre børnehjem i
Grønland og igen at kontakte Styrelsen om sagen. Som det vil fremgå, var Eske Brun nu anderledes
positivt stemt over for tanken.
58
Både Red Barnet og Dansk Røde Kors havde flere gode grunde til at forsøge at komme til at
operere i Grønland, hvorfra der efter krigen strømmede rapporter hjem om fortvivlende forhold,
hvilket skabte et momentum også i offentligheden. Red Barnet var truet af opløsning, men også
Dansk Røde Kors havde brug for nye opgaver, og også
gerne med et ’dansk ansigt’.
Grønland gav
mulighed både for et meningsfuldt og nødvendigt hjælpearbejde
og for en sag, der kunne skabe
positiv bevågenhed og støtte i befolkningen. På
et møde i Dansk Røde Kors’ forretningsudvalg i
1950 var der trods bekymring over de store udgifter til det forestående børnehjemsbyggeri også,
ifølge et medlem,
”en
vis enighed om, at det var betydningsfuldt, at Røde Kors blev placeret på
Grønland”.
Samtidig nævnte han den propagandamæssige gevinst også med henblik på fremtidige
indsamlinger. Det var, afsluttede han,
”jo også lidt
af Røde Kors politiske grunde.”
59
Begge organisationer var søgende ift., hvilket konkrete arbejde de skulle tage op i Grønland. Og
begge oplevede, at deres første initiativer blev afvist af Grønlands Styrelse, som på det tidspunkt
ikke mente, at de havde større opgaver der. Det indledende, såvel som det videre forløb viser
imidlertid også, at organisationerne dels var nært forbundne til hinanden og til Grønlands Styrelse
igennem både personlige og organisatoriske forbindelser. Red Barnets første formand Valborg
Hammerich var gift med Kai Hammerich, som var præsident og direktør for Dansk Røde Kors.
60
Ud over den ægteskabelige forbindelse var de to organisationer også repræsenteret i hinandens
relevante udvalg, de havde en samarbejdskomité for Grønlandsarbejdet, hvor også Foreningen til
Hjælp for grønlandske Børn deltog, og de organiserede fælles indsamlinger til fordel for arbejdet.
Dertil havde de forbindelser til embedsværket. Hammerich’erne sad begge i det udvalg til
organisering af efterkrigens hjælpearbejde, som departementschef i socialministeriet Hans Henrik
Koch havde nedsat året forinden. Samtidig havde de tydeligvis uformelle kanaler til centrale
embedsmænd i Grønlands Styrelse, som var uindskrænket autoritet over enhver aktivitet i
Grønland. Og styrelsen, senere Grønlandsdepartementet var repræsenteret i de udvalg i
organisationerne, som beskæftigede sig med Grønlandsarbejdet.
61
Sammenfatning
I årene op til 2. Verdenskrig fremsatte grønlandske politikere ønsker om fremskridt og udvikling i
landet. Efter krigen fortsatte debatten, nu også i Danmark, og i 1950 vedtog Rigsdagen reformer,
der skulle udvikle Grønland inden for alle samfundsområder. Centralt i denne debat stod
DRK 210: Kai Ludvigsen: Beretning om rejse til Grønland for Dansk Røde Kors fra 13. juni til 17. august
1949.Referat af møde i Grønlandsudvalget 21. september 1949.
59
DRK 276: Referat af møde i DRKs forretningsudvalg 24. juni 1950.
60
RB 9: Referat af konstituerende møde 14. marts 1945. Strand, s. 12f.
61
Fx Borum fra Grønlandsdepartementet i DRKs grønlandsudvalg, jf. DRK 275: Referat af forretningsudvalgsmøde 3.
marts 1952.
58
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 105: Historisk udredning om de grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951, fra social- og indenrigsministeren
2299877_0022.png
19
uddannelsespolitikken. Fra grønlandsk side ønskede man en styrkelse af danskkundskaberne og
kendskab til det danske samfund, som man så som en forudsætning for at kunne hæve
uddannelsesniveauet og dermed skabe ligestilling med Danmark og danskerne.
I 1950 pegede bl.a. Grønlandskommissionen på den hidtidige kolonipolitiks konsekvenser i form af
stor ulighed, omfattende sociale og sundhedsmæssige problemer og meget høj dødelighed, og
foreslog omfattende tiltag til en modernisering af det grønlandske samfund. Den danske stat så
imidlertid ikke det sociale arbejde i Grønland som en statslig opgave, men opfordrede i tråd med
kommissionen i stedet private organisationer til at træde ind.
Afhjælpningen af social nød blev traditionelt løst af befolkningen selv og lå nu til dels i
kommunerådene, hvis midler dog var utilstrækkelige. Den høje dødelighed betød, at mange børn
var forældreløse eller havde mistet enten deres far eller mor, og der var en lang tradition for at
anbringe dem i uformelle plejeforhold hos slægtninge eller i andre lokale familier. Der fandtes
imidlertid ingen egentlige børnehjem
i modsætning til i Danmark, hvor man siden 1600-tallet
gradvis havde udbygget et netværk af institutioner til anbringelse af børn, og særlige myndigheder
til at varetage og føre tilsyn med anbringelserne.
Efter 2. Verdenskrig søgte to store danske nødhjælpsorganisationer, Red Barnet og Dansk Røde
Kors, efter nye meningsfulde opgaver
gerne i relation til Danmark og med en positiv offentlig
bevågenhed. Begge vendte sig derfor mod Grønland, hvor de forsøgte sig med forskellige mindre
initiativer. Deres ønsker om at udvide arbejdet blev dog flere gange afvist af Grønlands Styrelse i
årene frem mod 1950.
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 105: Historisk udredning om de grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951, fra social- og indenrigsministeren
2299877_0023.png
20
3 Forsøget tager form
Beslutningsprocessen
I den stigende interesse for Grønland, der var i eftertidskrigens Danmark, opstod en række forslag
og initiativer, hvis formål var at yde en social indsats for grønlandske børn. Det førte bl.a. i 1950 til
en beslutning om at sende et hold grønlandske børn til Danmark på et års ophold. I processen
omkring denne beslutning deltog danske myndigheder i både Danmark og Grønland, de
grønlandske landsråd og private danske organisationer.
3.1 De første ideer og forslag
Den megen interesse for og omtale i Danmark af Grønland gav sig bl.a. udslag i private initiativer
til hjælp til grønlandske børn. I november 1948 modtog Dansk Røde Kors en henvendelse fra Børge
Poulsen, tidligere skolelærer i K´utdligssat, med et forslag om, at organisationen skulle arbejde for
at få grønlandske børn til Danmark på rekreative ophold. Han oplyste i brevet, at han tidligere
havde henvendt sig til Red Barnet, men at de havde afvist med henvisning til smittefaren.
62
Svarbrevet til Poulsen findes ikke, men i et brev til præsidenten for Dansk Røde Kors, Kai
Hammerich, oplyser Grønlandsudvalgets formand, Bugge, at man havde behandlet henvendelsen og
vedtaget at svare,
”at
man var enig i, at det ville være uheldigt af sundhedsmæssige grunde at få grønlandske børn fra
bopladser og udsteder til Danmark, ligesom man var enig i, at det ville betyde en så kolossal
forandring med hensyn til milieu, at det også af den grund ville være uheldigt at få de grønlandske
børn til Danmark.”
Det var i øvrigt Grønlandsudvalgets holdning, at man hellere ville gøre en indsats for at hjælpe de
grønlandske børn i Grønland.
63
Red Barnet modtog i denne periode flere forslag med samme tema. På et møde i Red Barnet 25. maj
1948 diskuterede man mulighederne for at sende grønlandske børn til Danmark på et vinterophold.
64
Initiativet synes at komme fra
Kalâtdlit,
foreningen for grønlændere bosat i Danmark, der på et
bestyrelsesmøde 4. juni behandlede svaret på en henvendelse, man havde foretaget til Red Barnet.
65
Den korrespondance, der henvises til i foreningens protokol, findes ikke længere, men på
foreningens generalforsamling i januar 1949 orienterede formand Carl Broberg medlemmerne om
følgende:
”Bestyrelsen har foretaget en undersøgelse gennem ’Red Barnet’
angående grønlænderbørns
ferieophold i Danmark. Vi mente sådan, at et ophold i Danmark for grønlandske Drenge og Piger
på 10-16 års alderen, ville gavne dem selv og ikke mindst forholdet mellem Danmark og Grønland.
’Red Barnet’ havde den største sympati for
dette forslag og vil gerne bekoste børnenes transport og
ophold, og de satte straks en undersøgelse i gang og forhørte om, hvad Grønlands Styrelse mente
om dette spørgsmål. Svaret fra styrelsen var negativt. Begrundelsen var de farlige børnesygdomme
og transportvanskeligheder.”
66
Nu syntes Red Barnet altså at gå ind for ideen med at sende grønlandske børn til Danmark. På trods
af det negative svar fra Grønlands Styrelse fortsatte man undersøgelsen af mulighederne og inddrog
bl.a. distriktslæge Axel Laurent-Christensen, der i en årrække havde arbejdet i Grønland, og som nu
opholdt sig midlertidigt i Danmark for at deltage i arbejdet som medlem af den nyligt nedsatte
grønlandskommission. Han støttede forslaget fra Kalâtdlit og Red Barnet,
67
og 24. maj 1949
62
63
DRK 209: Brev fra Børge Poulsen til Dansk Røde Kors 5. november 1948.
DRK 209: Brev fra Grønlandsudvalgets formand Bugge til præsident Hammerich 8. december 1948.
64
RB 10: Referat fra arbejdsudvalgsmøde 25. maj 1948.
65
AI A275 Lbnr. 20: Referat af bestyrelsesmøde 4. juni 1948.
66
AI A275 Lbnr. 20: Referat af generalforsamling 27. januar 1949.
67
RB 10: Referat af arbejdsudvalgsmøde 16. februar 1949.
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 105: Historisk udredning om de grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951, fra social- og indenrigsministeren
2299877_0024.png
21
diskuterede Red Barnets arbejdsudvalg igen forslaget. Nu var der imidlertid ikke længere tale om et
kortere ferieophold i Danmark, men et skoleophold i et helt år:
”Grønland:
Red Barnet har modtaget en henvendelse fra en kreds af grønlandsinteresserede
gående ud på at tage 25 grønlandske børn i alderen 14-16 år herned på et års ophold med
skolegang. De skulle udvælges blandt sunde, velbegavede børn, som senere skal ind på efterskoler
på Grønland. Disse børn kunne herigennem være med til at tilvejebringe en nærmere tilknytning
mellem Grønland og Danmark. Hindsgaul
68
er ikke interesseret i sagen, hvorimod Røde Kors gerne
ville overtage den. […….] Grønlands Styrelse er underrettet, men planen må først og fremmest
godkendes af skolemyndighederne på Grønland”.
69
Som nævnt i referatet havde man allerede henvendt sig til Grønlands Styrelse. Dette synes at være
sket mundtligt, da et notat fra 21. maj 1949 fra direktør Eske Brun i Styrelsen, som Grønlands
Styrelse i daglig tale blev kaldt, er det første skriftlige materiale overhovedet i arkiverne efter
Grønland Styrelse i denne sag. Bruns notat betegner forslagsstillerne som en privat kreds bestående
af bl.a. foreningen Kalâtdlit, Red Barnet og Laurent-Christensen, og skriver, at forslaget går ud på
at sende et antal grønlandske skolebørn, fx 25, i konfirmationsalderen til Danmark, hvor de skal bo i
danske hjem og gå i dansk skole. Brun havde som udgangspunkt
”ikke
nogen som helst mening”
om forslaget, men bad forskellige faglige konsulenter i Grønlands Styrelse om udtalelser om
forslaget.
70
Den grønlandske lektor, som svarede til skolekonsulent, Aage Bugge, var betænkelig ved projektet,
fordi det efter hans mening ikke var ordentlig gennemtænkt i forhold til fx børnenes eventuelle
fortsatte skolegang og uddannelse i Danmark, forældrenes rolle fx økonomisk samt ikke mindst det
grønlandske
”hovedkrav
om
[…]
hjælp til selvhjælp”.
Han foreslog derfor, at forslaget blev drøftet
senere bl.a. i forbindelse med spørgsmålet
”om
enkelte grønlandske skolebørns eventuelle fortsatte
skolegang i Danmark”,
hvorved der sandsynligvis tænkes på de igangværende forhandlinger i
Grønlandskommissionen.
71
Grønlands Styrelses medicinalkonsulent frarådede også at støtte initiativet, men ud fra lægelige
synspunkter, idet grønlandske børn på 14 år efter han opfattelse ikke var lige så åndeligt og
legemligt udviklede som danske børn. Han påpegede endvidere risikoen for, at børnene ville kunne
pådrage sig børnesygdomme under opholdet i Danmark, og at der var erfaring for, at tuberkulose
kunne bryde ud i netop den alder. Og han var nervøs for, at Grønlands Styrelse i så fald havde pligt
til at tage sig af børnene. Også Philip Rosendahl, tidligere landsfoged i Grønland, men nu placeret i
Grønlands Styrelses kontor i København, var meget betænkelig ved forslaget, bl.a. fordi det ville
pålægge Grønlands Styrelse et stort ansvar.
72
Sagsakterne blev derefter sendt til gennemgang hos Laurent-Christensen, der sendte dem tilbage
med en beklagelse over, at forslaget ikke havde fundet fremme, men samtidig gav udtryk for, at han
håbede, at sagen ville kunne genoptages senere.
73
3.2 Forhandlinger med Red Barnet og Dansk Røde Kors
Kalâtdlit og Red Barnets første initiativer til at sende grønlandske børn til Danmark var stødt på
modstand i Grønlands Styrelse. Og i Red Barnets arbejdsudvalg blev det i juli 1949 oplyst, at
Laurent-Christensen havde meddelt, at planen om at sende grønlandske børn til Danmark også
68
Lisbeth Hindsgaul, medlem af Folketinget og formand for Foreningen til Hjælp for Grønlandske Børn.
RB 10: Referat af arbejdsudvalgsmøde 24. maj 1949.
70
GD 1499/51: Notat á 21. maj 1949 fra Eske Brun.
71
GD 1499/51: Notat á 9. juni 1949 fra Aage Bugge.
72
GD 1499/51: Notat á 17. juni 1949 fra medicinalkonsulenten. Notat á 17. juni 1949 fra Philip Rosendahl.
73
GD 1499/51: Brev á 25. juni 1949 fra Laurent-Christensen.
69
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 105: Historisk udredning om de grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951, fra social- og indenrigsministeren
2299877_0025.png
22
havde mødt modstand i Grønlandskommissionen. På et senere møde i arbejdsudvalget fremgik det,
at Laurent-Christensen ville tage sagen op igen med Grønlands Styrelse i løbet af efteråret.
74
Også fra anden privat side blev der gjort forsøg på at få grønlandske børn til Danmark. I slutningen
af maj 1950 oplyste dagbladet BT i en artikel med overskriften
”Grønlænderbørnenes
Ferieophold
sikret”,
at Red Barnet havde sat sig i forbindelse med Grønlands Styrelse med henblik på at
organisere grønlandske børns ferierejser til Danmark. Det var sket på initiativ af en ung grønlandsk
journalist ved Viborg Stifts Folkeblad, Uvdloriánguaq Kristiansen, der gennem flere artikler i BT
havde promoveret forslaget om ferierejser og derigennem, efter hans opfattelse, manges drøm om at
komme til Danmark. Det fremgår af artiklen, at Red Barnet i den nærmeste fremtid ville kontakte
Grønlands Styrelse med henblik på de praktiske foranstaltninger. Artiklen slutter:
”Efter
mange og lange Forhandlinger i de foregaaende Aar om lignende Arrangementer, der alle
er endt negativt, har det glædet ’Red Barnet’ i
Anledning af Artiklerne i B.T. at kunne faa Tilsagn
fra Styrelsen om, at Ferierejserne kommer i Gang. Den Glæde kan alle, der interesserer sig det
mindste for vor eneste Koloni, dele i fuldt Maal.”
75
I sagens akter hos Red Barnet og Grønlands Styrelse ses ikke nogen forbindelse til eller materiale
vedrørende
Uvdloriánguaq Kristiansen og BT’s initiativ, bortset fra et udklip af den nævnte artikel i
BT. Men et referatet fra et møde i Arbejdsudvalget i Red Barnet 12. juni 1950 viser, at der ikke
alene havde været kontakt mellem organisationen og Grønlands Styrelse, men at initiativet var
vendt:
”Grønland:
Afdelingschef Finn Nielsen, Grønlandsdepartementet, har foretaget en henvendelse til
R.B. og anmodet os om at tage sagen om de grønlandske børns vinterophold i Danmark op. Tanken
er: 20 børn i alderen 6-7 år skal være her ca. et år,
i lejr om vinteren (evt. Fedgaarden) og om
sommeren i private hjem. Det vedtages foreløbig at meddele Finn Nielsen mundtligt, at R.B. er
interesseret og vil tage sagen op.”
76
Nu var det altså departementet, der opfordrede Red Barnet til at tage grønlandske børn til Danmark,
og i et skriftligt svar nogle dage efter meddelte formanden, at organisationen var indforstået med at
tage 20 grønlandske børn til Danmark i et år, hvor de en del af tiden skulle være samlet i en lejr og
resten af tiden bo hos private.
77
Dette vidner om, at man rent faktisk på et tidspunkt efter Grønlands
Styrelses første afvisning tog sagen op igen
måske på foranledning af distriktslæge Laurent-
Christensen
og at der mellem Red Barnet og Grønlands Styrelse, der nu havde skiftet navn til
Grønlandsdepartementet, havde været samtaler eller forhandlinger, hvorfra der ikke foreligger
skriftlig dokumentation hos nogen af parterne.
78
6. juli 1950 mødtes repræsentanter for Red Barnet og Grønlandsdepartementet om sagen, da
departementet ønskede at fremlægge forslaget på de grønlandske landsråds forestående møde i
slutningen af juli måned. Styrelsens repræsentanter udtrykte taknemmelighed for, at Red Barnet
ville påtage sig opgaven med at tage børnene til Danmark, og hele initiativet blev kaldt et
”eksperiment,
som man fra Grønlandsdepartementets side vil følge med den største interesse, og de
erfaringer, vi på denne måde høster, kan blive af aller største betydning for arbejdet i Grønland.”
Endvidere diskuterede man, hvor lang tid børnene skulle være i Danmark, og blev enige om, at det
skulle være af højst et års varighed,
”idet
man ikke ønskede, at børnene skal gå 'til spilde’, men at
det derimod var hensigten, at
de skulle blive i stand til at ’danne
kerne’, når de igen kommer tilbage
til Grønland.”
74
RB 10: Referat af arbejdsudvalgsmøde 1. juli 1949; og august (uden dato) 1949.
BT 25. maj 1950.
76
RB 11: Referat af arbejdsudvalgsmøde 12. juni 1950.
77
GD 1499/51: Brev fra Red Barnet til Grønlands Styrelse 16. juni 1950.
78
Fra 1. juni 1950 skiftede Grønlands Styrelse navn til Statsministeriets 2. departement, i daglig tale
Grønlandsdepartementet.
75
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 105: Historisk udredning om de grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951, fra social- og indenrigsministeren
2299877_0026.png
23
På mødet blev man desuden enige om, at den mest hensigtsmæssige alder ville være 5-7 år, altså en
ændring i forhold til det oprindelige oplæg. Børnene skulle være under hyppigt lægetilsyn, og der
skulle foretages
”en
observation m.h.t. deres intelligensmæssige stadier, deres reaktioner overfor
opholdet her og i øvrigt om hvordan de modtager
’moderne
stof’.”
Man var endvidere inde på
økonomien, og Red Barnets repræsentanter kunne oplyse, at organisationen havde afsat 25.000 kr.
til formålet. Hertil mente departementets repræsentant, at der nok kunne skaffes yderligere midler.
79
Samme dag udarbejdede Grønlandsdepartementet en indstilling, der skulle ligge til grund for
landsrådenes diskussion af emnet. Af indstillingen fremgår det, at det var tanken i foråret 1951 at
sende
”20
forældreløse grønlandske børn i alderen 6-7
år”
til Danmark. Indstillingen afviger på
flere punkter fra referatet fra det møde, der tidligere på dagen havde fundet sted mellem
Grønlandsdepartementet og Red Barnet, og som var udarbejdet af en af mødedeltagerne fra Red
Barnet. Af det fremgår det, at man var blevet enige om, at børnene skulle være i alderen 5-7 år.
Endelig
og ikke mindst
er det første gang, at kilderne nævner, at børnene skulle være
forældreløse; i referatet fra mødet samme dag med Red Barnet optræder dette ikke. Måske ville man
med denne tilføjelse til udvælgelseskriterierne inkludere hensynet til den sociale nød i Grønland og
dermed øge chancen for, at landsrådene ville imødekomme forslaget.
Det blev endvidere i indstillingen til landsrådene oplyst, at børnene efter planen først skulle opholde
sig et halvt år på et af Red Barnets børnehjem og derefter et halvt år i private danske hjem, hvorefter
de skulle vende tilbage til Grønland. Om intentionerne med det fremsendte forslag fremgår det af
indstillingen, at det var
”statsministeriets
opfattelse, at de omhandlede børn ved et sådant etårigt
ophold her i landet vil kunne erhverve sig et sådant kendskab til det danske sprog, at de, såfremt
deres evner i øvrigt strækker til, umiddelbart vil kunne optages på de kommende dobbeltsprogede
skoler.”
Afslutningsvis understregede Grønlandsdepartementet i indstillingen, at initiativet ikke ville være
forbundet med udgifter for det grønlandske samfund, og udbad sig landsrådenes tilslutning til, at
Statsministeriet gennemførte planene.
80
Fremstillingen viser, at Grønlandsdepartementet siden afslaget i sommeren 1949 havde skiftet
holdning til de private forslag om at sende grønlandske børn til Danmark, og nu et år senere tog
initiativet til, at Red Barnet skulle hente 20 børn til Danmark. I referatet fra den indgåede aftale med
Red Barnet fremgår det, at der er tale om et
”eksperiment”,
og at Grønlandsdepartementet
forventer, at børnene vil
”danne
kerne”
i fremtidens Grønland. Hvordan dette konkret skulle ske, er
imidlertid ikke tydeligt. Det fremgår således ikke, om der var tale om et skoleophold, blot at
børnene efter et samlet ophold i en feriekoloni skulle ud i private hjem, og med en forventet
aldersfordeling på mellem fem og syv år, ville nogle af børnene da forventeligt heller ikke være i
den skolepligtige alder. Forventningen var, at børnene gennem et års ophold i Danmark ville opnå
sådanne egenskaber, at de ville kunne danne fortrop for udviklingen i det grønlandske samfund.
Man har altså tilsyneladende sat lid til, at de sproglige kundskaber og det kendskab til dansk kultur,
som børnene ville kunne suge til sig i løbet af et års ophold i Danmark, ville gøre dem i stand til at
udgøre den ønskede fortrop for udviklingen.
I den indstilling, der efterfølgende blev udfærdiget til landsrådene, blev både kriterier for
udvælgelse af børnene og sigtet med forsøget skærpet. Børnene skulle nu være forældreløse og
målet var, at de ved tilbagekomsten til Grønland skulle indgå i de kommende dansksprogede klasser
i det nye skolesystem.
Samtidig med, at Red Barnet arbejdede på at grønlandske børn kunne komme på ophold i Danmark,
diskuterede man i Dansk Røde Kors’ Grønlandsudvalg, hvordan også Dansk Røde Kors kunne
deltage i socialt arbejde med relation til Grønland. Ved udvalgets møde 6. februar 1950 var første
79
80
GD 1499/51: Referat af møde mellem Red Barnet og Grønlandsdepartementet 6. juli 1950.
GD 1499/51: Koncept til indstilling til landsrådet dateret 6. juli. (j.nr. 6034
11932/49).
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 105: Historisk udredning om de grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951, fra social- og indenrigsministeren
2299877_0027.png
24
punkt på dagsordenen en sag om opførsel af børnehjem i Grønland. Udvalgets formand G.N. Bugge
refererede fra en samtale, han havde haft med Grønlands Styrelses direktør, Eske Brun, at
”direktøren
havde bekræftet, at der var stort behov for børnehjem og havde anbefalet det på det
varmeste. I Rigsdagens Grønlandskommission havde man regnet med visse opgaver for det private
initiativ, bl.a. oprettelsen af børnehjem, hvorfor han ikke mente, denne opgave ville blive taget op af
det offentlige.”
81
Grønlandskommissionen havde behandlet spørgsmålet om forholdene for forældreløse børn og
konkluderede i betænkningen, at børn kunne være meget dårligt stillede i Grønland, og at det kunne
være vanskeligt at få dem anbragt på en passende måde. Man anså det derfor for
”særdeles
ønskeligt”,
at der inden for kort tidsrum blev oprettet børnehjem i hvert fald i de større byer. Om
udførelsen af en sådan opgave konkluderede kommissionen:
”I
og for sig ville man mene, at det må være en kommunal opgave at opføre og drive sådanne
børnehjem, men da det måske vil vise sig tvivlsomt, om de grønlandske kommuner økonomisk kan
magte denne opgave, må man fra statens side med den største opmærksomhed følge udviklingen på
dette område. Hvis det skulle vise sig, at de grønlandske myndigheder ikke vil kunne magte
opgaven, og denne heller ikke vil blive løst af det private danske initiativ, må staten i givet fald selv
drage omsorg for opførelsen af sådanne børnehjem.”
82
I et efterfølgende møde i Grønlandsudvalget i Dansk Røde Kors oplyste udvalgets formand, at han
havde talt med departementschef Koch i Socialministeriet, der var formand for
Grønlandskommissionen, og at denne på det varmeste havde anbefalet Dansk Røde Kors at tage
denne opgave op. Røde Kors arbejdede derefter videre på planerne, og 3. juli 1950 kunne
organisationen endeligt oplyse Grønlandsdepartementet, at hovedbestyrelsen på et møde den 25.
juni havde tiltrådt, at Dansk Røde Kors ville betale for opførelsen af to børnehjem i Grønland til en
samlet pris af 700.000 kr.
83
I sommeren 1950 forelå således uafhængigt af hinanden dels en aftale med Red Barnet om at sende
en gruppe børn til Danmark, dels et tilbud fra Dansk Røde Kors om at opføre to børnehjem i
Grønland. Inden igangsættelsen af disse aktiviteter ønskede Grønlandsdepartementet dog at
forelægge dem for de grønlandske landsråd.
3.3 Forhandlinger i landsrådene
Forslagene fra Red Barnet og Dansk Røde Kors blev forelagt for landsrådene for Nordgrønland og
Sydgrønland, der under betegnelsen De forenede Landsråd mødtes til forhandlinger i løbet af
sommeren. Forslagene blev behandlet på landsrådenes møde den 28. juli 1950 som dagsordenens
punkt 10 under overskriften
”Dansk Røde Kors’ og Red Barnets virksomhed for grønlandske
børn”.
84
Under fremlæggelsen af første del af punktet pointerede Eske Brun, der denne sommer fungerede
som formand under landsrådenes forhandlinger i Godthåb
85
, at Røde Kors’ henvendelse bestod i et
tilbud om at oprette to børnehjem, men at Røde Kors ikke kunne påtage sig driften af dem. Man
kunne derfor forvente, at de grønlandske kommunekasser ville skulle yde tilskud til
børnehjemmene, såfremt de blev opført.
Under drøftelserne mindede et medlem om, at han allerede nogle år forinden havde fremsat forslag
om at støtte børnesanatorierne (der ud over behandling af tuberkuløse børn også i en vis
81
82
DRK 211: Referat af møde i Grønlandsudvalget 6. februar 1950.
G-50, bind 4, I: Sundhedsvæsenet, boligbyggeriet og sociale forhold, s. 88-89.
83
DRK 211: Brev fra Kai Hammerich til Grønlandsdepartementet 3. juli 1950. Referat af møde i Grønlandsudvalget 27.
marts 1950
84
De forenede grønlandske landsråds forhandlinger 1950, s. 34-40.
85
Kjær Sørensen, s. 261.
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 105: Historisk udredning om de grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951, fra social- og indenrigsministeren
2299877_0028.png
25
udstrækning fungerede som børnehjem). Et andet medlem nævnte, at man blandt befolkningen i
Egedesminde allerede havde oprettet en forening, der skulle være behjælpelig med oprettelsen af et
børnehjem, og at der i befolkningen var en vilje til at støtte sagen. Landsrådenes positive indstilling
kom til udtryk i følgende udtalelse:
”Landsrådene
takker Dansk Røde Kors for det smukke tilbud om oprettelse af børnehjem i
Grønland og tilsiger sin støtte til indførelse af en ordning, hvorefter der fra de grønlandske
kommunekasser ydes tilskud til driften deraf efter kassernes fremtidige evne.”
Formanden fremlagde derefter Red Barnets forslag om, at man i løbet af foråret 1951 ville sende
indtil 20
”forældreløse
børn til Danmark”.
Formanden gentog i sit oplæg til forhandlingerne de
centrale dele af den skriftlige indstilling fra Statsministeriet, bl.a. at der var tale om børn i 6-7 års
alderen, og at de efter et års ophold i Danmark skulle vende tilbage til Grønland efter forhåbentlig at
have erhvervet sig danskkundskaber, der ville kvalificere dem til at blive optaget på de fremtidige
dobbeltsprogede skoler. Formanden understregede i sin fremlæggelse, at forslaget ville være uden
omkostninger for det grønlandske samfund, men at man alligevel havde ønsket at høre landsrådenes
mening, før projektet blev sat i gang.
Der var blandt landsrådenes medlemmer generelt en positiv holdning til
”forsøget”,
som det bl.a.
blev kaldt, på grund af mulighederne for, at børnene derved fik mulighed for at lære dansk, og et
medlem mente, at der fra skolevæsenets side var al mulig grund til at møde forslaget med glæde, og
at det måske ville vise sig,
”at
børnene i Danmark lærte så meget, at de kunne indgå i A-B-
skolerne”.
Heroverfor mente et andet medlem, at man kunne frygte, at børnene under opholdet i
Danmark ville glemme så meget af det grønlandske sprog, at de ikke ville kunne følge
undervisningen i de grønlandske A.-B.-skoler. Hertil udtalte formanden, at børnene nok ikke glemte
deres sprog så hurtigt, men at de i så fald hurtigt ville kunne lære det igen.
Under diskussionen var der et enkelt medlem, der foreslog, at man skulle sende mere end 20 børn af
sted, da der sikkert ville komme mange flere ansøgninger, og et andet medlem foreslog, at man
skulle gentage det over flere år. Til det mente formanden, at Red Barnet nok lige skulle se resultatet
af det første initiativ, og at de så kunne tænkes at fortsætte, forudsat at der var midler.
Et medlem spurgte, om der kun var tale om forældreløse børn, hvortil formanden svarede, at det var
det, der var angivet i Red Barnets skrivelse, men at han ikke tvivlede på, at hvis der var andre børn,
der trængte til opholdet, og forældrene var indforståede, ville de også kunne komme i betragtning.
Og han uddybede senere dette spørgsmål ved at sige, at
”hvor
der blev tale om børn med forældre,
ville det i praksis kun blive, når forældrene selv anmodede om at få deres børn til Danmark.”
86
Et medlem mente, at det var værdifuldt, at børnene kom til Danmark, idet de var meget lærenemme
i den alder og dermed ville kunne få et værdifuldt grundlag, mens et andet medlem foreslog at
udvide aldersgruppen til 6-9 år i stedet for 6-7 år, som det var anført i forslaget.
Nogle få betænkeligheder blev dog også fremsat. Et medlem var imod, fordi han mente, at
oprettelse af børnehaver, som Red Barnet rent faktisk også tilbød at oprette i Grønland, ville være til
gavn for langt flere, og at Red Barnet derfor hellere skulle anvende pengene til dette formål.
Endvidere var han bekymret for, at nogle af de forældreløse børn, der ofte blev opdraget tilfældigt,
ville blive skuffede, når de efter et års ophold i gode kår kom tilbage til Grønland og skulle bo
under dårlige forhold. Denne bekymring blev delt af flere, og et medlem foreslog en tilføjelse til
planerne, således at børn, der kom tilbage til dårlige kår, i stedet blev optaget på et af de børnehjem,
som Røde Kors ville opføre.
86
Det fremgår ikke, hvilken skrivelse Brun henviser til. Hverken da Red Barnet 16. juni 1950 bekræftede, at man ville
tage en gruppe børn til Danmark, eller i referatet fra det møde 6. juli, hvor man indgik den endelige aftale, nævnes
forældreløse børn. De optræder først i den indstilling til landsrådene, som blev udarbejdet i Grønlandsdepartementet.
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 105: Historisk udredning om de grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951, fra social- og indenrigsministeren
2299877_0029.png
26
Landsrådenes samlede holdning til Red Barnets forslag, som den kom til udtryk under debatten, kan
ret præcist sammenfattes i en udtalelse fra et af medlemmerne, nemlig at man
”var
i Grønland mere
og mere indstillet på, at børnene skulle lære dansk, og når der nu fremkom en mulighed for børnene
til at komme ud og lære noget, burde landsrådet støtte det uden tøven”.
De få betænkeligheder, der
blev fremsat, kunne aflæses i det endelige beslutningsforslag, som i sin helhed lød:
”Landsrådet
87
takker Red Barnet for planerne for grønlandske børns ophold i Danmark og giver
sin tilslutning til, at statsministeriet søger disse planer virkeliggjort, men gør dog samtidig
opmærksom på nødvendigheden af, at der sikres, at børnene ved hjemkomsten til Grønland kommer
under passende kår, således at nedgangen fra de gode kår ikke bliver til skade for børnene.”
Landsrådene vedtog forslaget med 19 stemmer for og 4 imod.
Landsrådenes funktion var i denne sag rådgivende, og i sidste ende lå den endelige beslutning hos
Grønlandsdepartementet. Med landsrådenes støtte havde man fra de danske myndigheders side
sikret sig opbakning fra grønlandsk politisk side. Tilbage var nu yderligere at konkretisere indholdet
og iværksætte planerne.
3.4 Den endelige aftale mellem Grønlandsdepartementet og Red
Barnet
Samme dag, som de grønlandske landsråd vedtog at bakke op om forslagene fra Dansk Røde Kors
og Red Barnet, sendte Eske Brun et telegram til Grønlandsdepartementet, hvori han under
overskriften
”Ang
Red Barnets hjemtagen til Danmark af grl. Børn”
ordret gentog landsrådenes
udtalelse.
88
Og i september 1950 fremsendte Grønlandsdepartementet en afskrift af referatet
vedrørende dette punkt fra landsrådenes møde til Red Barnet og udbad sig samtidig en drøftelse
med henblik på virkeliggørelse af de nærmere planer.
89
Efter meddelelsen fra Grønlandsdepartementet om landsrådenes opbakning til sagen blev sagen
behandlet igen i Red Barnets arbejdsudvalg i slutningen af august, og i referatet fremgår, at
”Til foråret ankommer 20 grønlænderbørn til Danmark i alderen 6-7
år;
de anbringes først på
Fedgaarden eller et af de andre hjem, derefter hos private. Opholdets varighed:
10 måneder,
Til disse børn må der skaffes tøj
en opgave for lokalkomiteerne.”
90
Den endelige beslutning om igangsættelse af forsøget var nu taget, og det var tid til at beskrive og
igangsætte de praktiske foranstaltninger. Red Barnet var utålmodig efter at komme i gang med
forhandlingerne med Grønlandsdepartementet, og referaterne efter flere på hinanden følgende
møder i arbejdsudvalget beretter:
”Der bør snarest arrangeres et møde med Finn Nielsen”.
91
Det
trak imidlertid ud med at få arrangeret et møde. I en redegørelse for Grønlandsdepartementets
samlede aktiviteter i juni 1950 berettes om den
”med
nyordningens gennemførelse forårsagede
voldsomme stigning i arbejdsmængden i det nyoprettede grønlandsdepartement”
92
, og sagens
forløb tyder på, at de mange nye planer og tiltag, der skulle sættes i gang efter Rigsdagens
vedtagelse af det store lovkompleks om Grønland i maj 1950 har betydet, at initiativet med at sende
grønlandske børn til Danmark blev skubbet i baggrunden. I Grønlandsdepartementets arkiv er der
intet fra denne periode omkring overvejelser eller beslutninger i sagen.
Endelig 1. december 1950 mødtes repræsentanter fra Red Barnet og Grønlandsdepartementet for at
fastlægge rammerne for flere projekter, bl.a. nedsendelsen til Danmark af
”20
forældreløse,
I udtalelsen er fejlagtigt anvendt betegnelsen ”landsrådet” og ikke ”landsrådene”.
GD 1499/51: Telegram til Grønlandsdepartementet dateret 28. juni 1950 og underskrevet ’brun’.
89
GD 1499/51: Skrivelse dateret 8. september 1950 fra Grønlandsdepartementet til Red Barnet, underskrevet E.B.
90
RB 11: Referat af arbejdsudvalgsmøde 22. august 1950.
91
RB 11: Referat af arbejdsudvalgsmøde 10. oktober 1950,Referat af arbejdsudvalgsmøde 1. november 1950.
92
FBA Mødeprotokol: Referat af møde i Rigsdagens Grønlandsudvalg 29. juni 1950.
87
88
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 105: Historisk udredning om de grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951, fra social- og indenrigsministeren
2299877_0030.png
27
grønlandske børn”.
Det blev indledningsvis fra Red Barnets side fremhævet, at det finansielle
grundlag for hjemtagelsen til Danmark af 20 børn var i orden. Det blev besluttet, at børnene skulle
forsøges sendt af sted i to hold, hvoraf det første hold skulle komme i begyndelsen af maj og det
sidste i slutningen af maj 1951. Børnene skulle anbringes på Red Barnets midlertidige feriekoloni
Fedgården ved Faxe i sommermånederne, for derefter i det sidste halve år antagelig at blive privat
anbragt i danske hjem. Red Barnet ønskede i den forbindelse, at der blev stillet én, måske to
grønlandske lærerinder eller kiffakker
93
til rådighed, mens børnene opholdt sig i Fedgården, og
fremhævede, at tanken først og fremmest var, at børnene skulle akklimatiseres, medens der ikke i så
stærkt et omfang skulle lægges vægt på deres undervisning.
Man var enige om, at der skulle forhandles med de grønlandske skole- og sundhedsmyndigheder
om udvælgelse af børnene, at børnene skulle være 6-7 år, at de skulle være raske og desuden
calmette- og difterivaccinerede, og derudover skulle man
”så
vidt muligt
[…]
sørge for at få børn
med så høj intelligenskvotient som muligt under hensyn til, at det jo er tanken, at børnene efter
opholdet her i landet skulle anbringes på de kommende
’Røde-Kors’-børnehjem
og optages i de
kommende A-B-skoler”.
94
Det er første gang, at det i det eksisterende materiale fremgår, at det var tanken at anbringe børnene
på børnehjem ved hjemkomsten til Grønland, selv om det lille
”jo”
klart antyder, at man må have
diskuteret og besluttet det tidligere i forløbet. Og selvom der ikke foreligger skriftlig dokumentation
herfor, er det nærliggende at slutte sig til, at denne beslutning blev taget for at imødekomme
landsrådenes bekymring for børnenes forhold efter tilbagekomsten til Grønland.
Beslutningen om at anbringe børnene på børnehjem synes ikke at være taget sammen med Dansk
Røde Kors. Først i februar 1951 fremgår det af et referat fra Dansk Røde Kors’ Grønlandsudvalg, at
”kontorchef Otto Jensen [oplyste], at Grønlandsdepartementet efter aftale med landshøvdingen i
Grønland allerede nu regnede med, at det første hold forældreløse grønlandske børn, der skulle ind
paa børnehjemmene, skulle være de 20 børn, som Red Barnet havde lovet at skaffe ophold i
Danmark i tiden fra sommeren 51 til 52. Man gik således ud fra, at børnehjemmet i Godthåb blev
færdigt i 1952 og kunne modtage dette hold, medens det andet hold først kunne komme til
Egedesminde i løbet af 1953,”
Og videre:
” Da det alene er Grønlandsdepartementet, der afgør
hvilke børn, der skal ind på hjemmene, kunne der ikke fra Dansk Røde Kors side være noget at
indvende herimod.”
95
Sagens gang demonstrerer tydeligt de forskellige aktørers positioner og interesser, og det viser lige
så tydeligt, at det var Grønlandsdepartementet, der tog de afgørende og definerende beslutninger,
som fx at forsøget overhovedet blev sat i gang, de første kriterier for udvælgelse samt placeringen
af børnene på det kommende børnehjem i Godthåb.
Sammenfatning
De første ideer om at sende grupper af grønlandske børn til Danmark voksede ud af efterkrigstidens
diskussioner om forholdene i Grønland og ønsker fra privat side om at bidrage til udviklingen.
Forskellige forslag blev imidlertid mødt med stor skepsis i Grønlands Styrelse.
I sommeren 1950 indgik Grønlandsdepartementet og Red Barnet alligevel en aftale om som et
forsøg at sende 20 grønlandske børn i alderen 6-7 år på et års ophold i Danmark.
Grønlandsdepartementet fremlagde forslaget for landsrådene i Grønland, bl.a. sammen med et
forslag fra Dansk Røde Kors om opførelse af to børnehjem. Landsrådene tog positivt imod begge
93
94
På dansk: medhjælpere.
LOG/563. GD 1499/51: Referat af Otto Jensen (sign.), dateret 4. december 1950.
95
DRK 217: Referat af møde i Grønlandsudvalget 15. februar 1951.
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 105: Historisk udredning om de grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951, fra social- og indenrigsministeren
2299877_0031.png
28
forslag, og i slutningen af 1950 blev de endelige rammer for forsøget, herunder kriterierne for
udvælgelse af de 20 børn, aftalt mellem Grønlandsdepartementet og Red Barnet.
Under denne proces ændrede centrale elementer sig. I den første formulering skulle børnene danne
kerne i Grønland. Dette blev i Grønlandsdepartementet indstilling til landsrådene gjort mere
konkret, idet man forklarede, at hensigten var, at de skulle opnå så gode danskkundskaber, at de
ville kunne følge undervisningen i de planlagte A.-B.-skoler. Til dette uddannelsesmæssige
perspektiv tilføjede man et socialt element, idet det i indstillingen til landsrådene
for første gang
fremgik, at udvælgelsen skulle ske blandt forældreløse børn.
Landsrådene holdning var positiv, blot var der en bekymring for, at nogle af børnene ved
tilbagekomsten til Grønland ville vende tilbage til dårlige livsvilkår, og landsrådene ønskede, at der
ville blive taget hånd om dette. Grønlandsdepartementet tog derefter en beslutning om, at børnene
ved hjemkomsten til Grønland alle skulle placeres på det planlagte børnehjem i Godthåb, og dette
indgik i den endelige aftale mellem Grønlandsdepartementet og Red Barnet, der blev indgået i
december 1950 og skulle danne grundlag for udvælgelsen af børn i Grønland.
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 105: Historisk udredning om de grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951, fra social- og indenrigsministeren
2299877_0032.png
29
4 Udvælgelsen af børnene og organiseringen af
deres rejse
Under mødet mellem Red Barnet og Grønlandsdepartementet den 1. december 1950 om rammerne
for den forestående nedsending af børn til Danmark var man blevet enige om, at det var de
grønlandske skole- og sundhedsmyndigheder, der skulle udpege børnene under hensyntagen til de
aftalte kriterier: Forældreløse børn, 6-7 år gamle, sunde og intelligente.
96
Udvælgelsen af egnede
børn stødte dog på forhindringer og førte til, at der måtte træffes nye beslutninger undervejs i
processen. Det samme gjaldt den efterfølgende organisering af børnenes nedrejse til Danmark.
4.1 Børnene udvælges
Få dage efter mødet skrev Grønlandsdepartementet til skoledirektøren i Godthåb, Mikael Gam, og
bad ham træffe foranstaltninger til at udvælge 20 børn
– ”såvidt muligt 10 drenge og 10 piger” –
i
forhandling med de grønlandske sundhedsmyndigheder. Brevet gentog de opstillede krav og
betingelser om alder, sundhed, intelligens, samt afrejse og ledsagerspørgsmål og tilføjede, at
departementets skolekonsulent ville holde sig orienteret om, hvorledes opholdet i Danmark forløb.
97
Den 10. januar 1951 skrev skoledirektøren til landshøvding Lundsteen, at man burde behandle
henvendelsen fra Grønlandsdepartementet ved et møde i skoledirektionen, hvis tredje medlem ud
over de to var provsten. I parentes var anført, at sagen også var tilgået Augo Lynge, som var
medlem af Grønlands kulturelle Råd, der var oprettet året forinden.
98
Dernæst affattede
skoledirektøren et udkast til et cirkulære til samtlige læger og skoleledere (præster) i Vestgrønland
med anmodning om at bistå med at indstille egnede børn. Landshøvdingen noterede i hånden på det
tilsendte udkast, at han mente, det var en sag for skoledirektionen; man kunne altid nævne den for
Lynge før eller siden. Han var i øvrigt enig i formuleringen, men overvejede, om man skulle
indskrænke repræsentation for hvert distrikt til to børn
hvilket tyder på, at han forventede, at der
(ellers) ville indkomme for mange indstillinger.
99
I dagene omkring d. 22. februar 1951 blev det endelige cirkulære fra skoledirektionen telegraferet
til alle de vestgrønlandske præstegæld med følgende ordlyd:
”red barnet tilbudt i forståelse med statsministeriet maj 1951 hjemtage til danmark som et
forsøg
20 forældreløse grønlandske børn alderen 6-7 år helst halvdelen drenge piger til eetårigt ophold
med halve tid red barnets børnehjem resten private hjem stop 1952 tilbage grønland hvor børnene
optages på de til den tid forventelig etablerede røde kors børnehjem godthåb egedesminde eller kun
godthåb og fortsætter den i danmark eventuelt påbegyndte skolegang i dobbeltsprogede skoler
hvorfor børn med høj intelligens bør vælges stop børnene skal være sunde lægeundersøgte samt
calmette og difterivaccinerede stop børnene ønskes ankomme 2 hold hvoraf første begyndelsen
andet slutningen maj stop indstilling af sådanne kvalificerede forældreløse børn til danmarksophold
anmodes de efter samråd lægen indsende telegrafisk hertil snarest muligt”.
100
Herefter kom der løbende svar fra præsterne på vestkysten.
101
Præsten i Nanortalik svarede d. 26.
februar, at der ikke var nogen forældreløse med den ønskede alder i hans præstegæld. Samme svar
indløb fra Sukkertoppen, Umanak og Holsteinsborg, og ligeledes fra Julianehåb, som dog tilføjede,
96
97
LOG/563. Referat af Otto Jensen (sign.), dateret 4. december 1950.
LOG/563. Brev fra Grønlandsdepartementet til skoledirektøren 8. december 1950.
98
LOG/563. Brev af 10. januar 1951.
99
LOG/563. Udkast til cirkulære 22. januar 1951. Håndskrevet notat af 26. januar 1951.
100
LOG/563. Kopi af telegram nr. 0832 til præsterne.
101
LOG/563. Hele korrespondancen mellem skoledirektionen/landshøvdingen og de enkelte præstegæld i Grønland
findes i landshøvdingens arkiv i Nuuk i en sagsmappe under journalnr. 563: Red Barnet. Hvor intet andet er angivet i
note, bygger nedenstående på dokumenter herfra. Desuden har vi gennemgået samtlige præstegælds arkiver, som i dag
er placeret ved Nunatta Allagaateqarfia (Grønlands Nationalarkiv).
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 105: Historisk udredning om de grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951, fra social- og indenrigsministeren
2299877_0033.png
30
at
”hvis
5-årige og 8-årige kan komme i betragtning kan nogle med kun jævn intelligens indstilles.
Kravet om høj intelligens kan sikkert ikke fastholdes hvis børnehjemmet ønsker 20 børn”.
102
Fra
Godhavn bad præsten om forlængelse af fristen, da han havde brug for at rådføre sig med en læge,
hvilket der ikke var i distriktet. Både intelligens- og sundhedskravet synes at have givet
udfordringer i distrikterne.
Men først og fremmest var det kravet om, at børnene skulle være forældreløse, der gav anledning til
spørgsmål. Fra Narssak lød det:
”skal
børnene være forældreløse begge sider eller kan kun
faderløse også regnes med”.
Samme spørgsmål kom fra præsten i Egedesminde. Og præsten i
Upernavik ville vide, om det kunne nytte at indstille børn, som ikke var forældreløse, men mere
eller mindre forsørgerløse, for eksempel hvis de blot havde én forælder, som var syg, blind, eller på
anden måde uarbejdsdygtig.
103
Skoledirektørens svar til de tre illustrerer en gradvis opblødning,
efterhånden som indstillingerne udeblev. Den første præst fik det svar, at kun forældreløse kunne
indstilles. Den anden, at man måtte overveje, om faderløse kunne komme i betragtning, men at
præsten ikke skulle regne med det. Til den sidste svarede skoledirektøren i marts, hvor der kun var
omkring halvanden måned til børnenes forventede afrejse, at spørgsmålet var ved at blive
undersøgt, da andre havde spurgt til det samme.
Efter disse meldinger fra præstegældene sad skoledirektionen med listen over svar fra præsterne og
gennemgik bl.a. en opgørelse over forsørgerløse børn i Grønland, som var tilgået
Grønlandsdepartementet i november 1950.
104
I begyndelsen af april 1951 meddelte landshøvdingen
Grønlandsdepartementet, at der nu forelå svar fra de fleste præstegæld, som dog ikke havde anmeldt
nogen emner. Han ønskede at vide, om man skulle ændre kategorien til også at omfatte fader-
og/eller moderløse, og henviste til den ovennævnte opgørelse, der angav et tal på 70 forsørgerløse
6-7-årige i hele landet. Der var endvidere
”måske
mulighed at skaffe børnene hvis aldersgrænsen
udvides til 5-8-årige og der stækkes på intelligenskravet.”
105
Grønlandsdepartementet svarede d. 6. april, at man nødig så planerne om hjemsendelse af 20 børn
opgivet af hensyn til forhandlingerne med Red Barnet og den ret omfattende presseomtale. Man var
enig i skoledirektionens forslag om nødvendigt at udvide kategorien til 5-8-årige, eventuelt også
moderløse børn, men så nødigt intelligenskravet slækket væsentligt. Man pegede desuden på
muligheden for at finde egnede børn i Østgrønland,
”hvorved
dog bør iagttages at sådanne børn
efter danmarksophold ikke bør tilbagesendes til Østgrønland, men fortsætte deres opdragelse og
uddannelse i Vestgrønland på linje med de derfra kommende børn”.
Den 12. april meddelte
Grønlandsdepartementet Red Barnet de udvidede kriterier.
106
Den 10. april udsendte skoledirektøren et opdateret fællescirkulære til de vestgrønlandske
præstegæld, hvor han meddelte de nye kriterier, herunder at moderløse i enkelte tilfælde kunne
indstilles, men her måtte faderen være indforstået med, at barnet efter Danmarksopholdet skulle
anbringes i børnehjemmet i Godthåb. Faderløse burde dog ikke indstilles, for da
”ville
moderen
sandsynligvis i flere tilfælde have barnet tilbage, hvorved forsøget delvis vil blive forstyrret.”
Ministeriet så i øvrigt nødig sagen standset, og indmeldelser skulle derfor indsendes allersnarest
med fyldige oplysninger, da børnene jo skulle afrejse i maj måned.
107
102
LOG/563. Telegram fra præsten i Julianehåb til skoledirektionen 7. marts 1951.
LOG/563. Telegram nr. 172 fra præsten i Narssak til skoledirektøren. Telegram nr. 308 fra præsten i Upernavik til
skoledirektøren 31. marts 1951.
104
GS/355/50. Ministeriets sag 355/50. Landsfogeden, som havde udarbejdet listen, mente dog, at tallene syntes meget
store for nogle distrikters vedkommende og antagelig måtte benyttes med forsigtighed (J. nr. 1510/50, brev til
Statsministeriet, dateret 22.11.50). Se også afsnit 2.2.
105
LOG/563. Kopi af telegram nr. 563 til Grønlandsdepartementet i København, fra Simony for landshøvdingen.
106
LOG/563. Telegram nr. 034 fra Grønlandsdepartementet 6. april 1951. Duplikatsag. Brev nr.10216 fra
Grønlandsdepartementet til Red Barnet 12. april 1951.
107
LOG/563. Brev nr. 1830, afsendt som telegram 10. april 1951.
103
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 105: Historisk udredning om de grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951, fra social- og indenrigsministeren
2299877_0034.png
31
Præsterne i Angmagssalik og Scoresbysund blev nu også kontaktet i enslydende telegrammer d. 11.
april:
”red
barnet påtænker hjemtage danmark 1951/52 20 grønlandske børn alderen 6-7 år stop børnene
skal være forældreløse absolut sunde meget velbegavede og både drenge og piger stop efter
ankomst danmark sommeren 1951 ophold red barnets sommerlejr derefter pleje danske hjem
eventuelt skolegang stop oprejse grønland 1952 og anbringelse nyt røde kors børnehjem godthåb
og gå i abskolen stop altså vigtigt eventuelle plejeforældre forstår at børnene ikke før om adskillige
år vender tilbage østgrønland stop derfor sikkert bedst kun forældreløse men moderløse kan dog
måske enkelte tilfælde medtages ved indstillingen hvis faderen forstår han ikke ser barnet før om
flere år stop derimod næppe faderløse da moderen sikkert vil kræve barnet tilbage stop hvor muligt
samråd lægen stop eventuelt indmeldelser sendes med fyldigst mulige oplysninger hertil snarest
stop vigtigt børnene sunde kvikke velbegavede stop fra vest og østgrønland 20 børn tilsammen”.
108
Forskellen mellem telegrammerne til vest- og østgrønlandske præster var, at man for Østgrønland
fastholdt det oprindelige alderskriterium på 6-7 år. Derudover havde man strammet ordlyden om at
man ønskede
absolut
sunde og
meget
velbegavede forældreløse børn, hvor man sluttelig i
telegrammet gentog, at det var vigtigt at børnene var sunde, kvikke og velbegavede. Endvidere
skulle fædre eller plejeforældre forstå, at børnene først efter adskillige år kunne vende tilbage til
Østgrønland.
I de næste 14 dage indløb svar fra fem præstegæld med i alt syv emner. Præsten i Nanortalik havde
været i samråd med lægen og indstillede 2 moderløse børn, en pige og en dreng, som var blevet
anbefalet fra børnehaven. Præsten i Julianehåb kunne indstille et forældreløst
’sanatoriebarn’, som
var god i skolen og
”anbefales
meget fra sanatoriet”.
109
Fra K´utdligssat indstilledes to piger, som
blev forsørget af hhv. mormoderen og en bror og begge var særdeles dygtige i skolen samt tilset og
godkendt til
”hjemsendelse”
af lægen.
110
Fra Jakobshavn blev der indstillet en 8-årig dreng.
111
Præsten i Angmagssalik indstillede en forældreløs dreng. Han boede i Kap Dan i meget dårlig
jordhytte hos bedstemoderen, som var meget fattig og sultede hver vinter. Hans sundhedstilstand
var god, og han syntes at være velbegavet. Lægen anbefalede ham til flytning.
112
I slutningen af april
ganske få uger før børnenes stipulerede rejse
var der således kun indstillet
syv emner. Derfor sendte skoledirektøren d. 28. april en rykker til de resterende præstegæld om, at
det hastede med en besvarelse. Herefter svarede præsterne i Upernavik og Narssak, at de ikke havde
kunnet finde egnede børn
”i år” og ”denne gang”.
113
Fra Sukkertoppen meldtes, at der kun fandtes
en forældreløs dreng, men plejeforældrene var glade for ham og ville ikke af med ham.
114
Præsten i
Holsteinsborg svarede, at det var vanskeligt at opfylde betingelserne, specielt mht. børnenes
begavelse, men at han dog kunne indstille en forældreløs dreng, som for tiden opholdt sig på
Sukkertoppen sanatorium og af forstanderinden blev betegnet som kvik.
115
Præsten i Frederikshåb
anbefalede to børn. Den ene var forældreløs dreng på syv år med tilfredsstillende lægeattest og
108
NA/Scoresbysund, A.22.19.01/13.22, modtagne telegrammer 1929-1960 og afsendte telegrammer 1938-1968 &
NA/Angmagssalik, 22.18.01, 1.0.0.0 Ind- og udgåede telegrammer 1951.
109
LOG/563. Telegram nr. 368 17. april 1951.
110
Ordene ”hjemsendelse”, ”hjemsendes” og ”hjemrejse” anvendtes overalt i koloniadministrationen i forbindelse med
nedsendelse af grønlandske børn fra Grønland til Danmark. Det hænger givetvis sammen med kolonisproget i Grønland,
hvor kolonisterne fx siger ”hjemme i Danmark”, ”hjem til Danmark”, og sprogbrugen og
-vanen er formentlig smittet af
i Grønlands Styrelse og i administrationen i Godthåb.
111
LOG/563. Telegram nr. 249, 24. april 1951. Telegrammet indeholder drengens navn, men ingen oplysninger om,
hvorvidt han havde forældre eller ej.
112
LOG/563. Telegram nr. 139 fra præsten i Angmassalik, dateret 27. april 1951.
113
LOG/563. Telegram nr.253 og nr. 162, begge 28. april 1951.
114
LOG/563. Telegram nr. 342, dateret 28. april 1951.
115
LOG/563. Telegram nr. 498, 28. april 1951.
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 105: Historisk udredning om de grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951, fra social- og indenrigsministeren
2299877_0035.png
32
”intelligens
efter Dearborn og vort skøn normal, dertil god og glad dreng”
116
. Den anden var en
moderløs dreng på 7 år, som dog endnu ikke var lægeundersøgt. Godhavns præst indmeldte en
moderløs dreng og tilføjede,
”der
er ingen flere moderløse i distriktet jeg kan få fat på”.
117
Præsten
i Egedesminde indstillede en moderløs dreng og en faderløs pige.
Parallelt hermed skrev skoledirektøren særskilt til forstanderinderne på sanatorierne i Sukkertoppen
og Umanak og efterlyste børn fra disse steder. Forstanderinden fra Sukkertoppen blev specifikt bedt
om en vurdering af to indlagte Godthåb-børn, som man havde kendskab til.
118
I sit senere brev til
Umanak, som først blev sendt den 9. maj, kunne skoledirektøren oplyse, at sanatorierne i Julianehåb
og Sukkertoppen allerede havde indstillet et par stykker. Præsten i Umanak svarede, formodentlig
efter drøftelse med forstanderinden, at man ikke havde børn, der svarede til kriterierne.
Førstepræsten i Sukkertoppen, som i første omgang ikke havde kunnet finde egnede børn,
indstillede nu
”efter
aftale med sanatorieforstanderinden”
en 8-årig faderløs dreng fra
Holsteinsborg, som lægen havde betegnet som velegnet. Endvidere ville præsten
”hvis det er
muligt”
indstille to moderløse piger,
”måske
under middel i henseende til begavelse”,
men med
tilfredsstillende helbred.
119
Dagen efter sendte han yderligere to telegrammer lige efter hinanden,
hvor han indstillede hhv. to moderløse søskende, en dreng og en pige, og en moderløs dreng. Alle
tre var vurderet velegnede af lægen.
Det var præsterne, som forestod udvælgelsen
af ’egnede emner’ lokalt i præstegældene. De var
pålagt opgaven af skoledirektøren, som igen havde fået den tildelt af departementet. Selv om de
formelt var ledere af skolevæsenet på det tidspunkt, fyldte børnenes evner ikke meget i
indstillingerne. Oplysningerne om børnene var sporadiske og uensartede, særligt hvad angår
sundhed og intelligens, mens deres forsørgerstatus i stort set alle tilfælde var angivet. Præsterne
skulle forhøre sig hos den lokale læge i spørgsmål om børnenes sundhed, og i nogle tilfælde udbad
de sig også en vurdering af deres intelligens, som fx her:
”Kære
nakorssaq, jeg sender lige telegrammerne vedrørende forældreløse børn, som påtænkes
hjemsendt. Vi mener at have fundet to børn, som muligvis vil være egnede og vil være glade for at
få dem undersøgt i sundhedsmæssig og intelligensmæssig henseende. [Den ene] bor hos
bedstemoderen, rengøringskone ved kolonikontoret, og [den anden] forsørges tillige med fire
søskende af broderen,
[…].
Med agtelse, Palase”.
120
I deres kortfattede indstillinger af børnene til skoledirektionen nævnte ca. halvdelen af præsterne, at
forældrene (i et enkelt tilfælde en bedstemor) havde givet samtykke, givet tilladelse eller var
indforståede. Ved indstilling af to moderløse børn skrev præsten i Nanortalik, at fædrene var
indforståede med planens gennemførelse og havde modtaget tilbuddet
”med
glæde og tak”.
121
En
bedstemor til en af drengene fra Østgrønland meldtes at være indforstået med betingelserne.
122
Fra
Egedesminde meldtes, at forældrene til en moderløs drenge og en faderløs pige var indforståede
med betingelserne. Om to moderløse børn fra Sukkertoppen meldte præsten, at man endnu ikke
havde spurgt faderen, da han for tiden fisker i Godthåbsfjorden ved Kapisigdlit. Efter fem dage
skrev førstepræsten igen og oplyste at faderen nu havde givet sin tilladelse, og det samme gjaldt
faderen til en moderløs dreng fra samme sted.
123
I nogle tilfælde gjorde man en vis indsats for at
LOG/563. Telegram nr. 328, 28. april 1951.
”Dearborn” henviser til en intelligenstest udviklet af Walter Dearborn
(1878-1955).
117
LOG/563. Telegram nr. 347, 28. april 1951.
118
LOG/563. Telegram til forstanderinden på sanatoriet i Sukkertoppen, dateret 25. april 1951.
119
LOG/563. Telegram nr. 381, indleveret d. 30. april kl.19, modtaget fra stationen i Sukkertoppen 1. maj 1951.
Drengen er den samme, som blev indstillet fra Holsteinsborg. Han var dog kun 5 år - og ikke 8, som meddelt.
120
NA/Appat-Qullissat. Brev fra Vilsen Sørensen til nakorssaq, uden dato. Nakorssaq og palase er grønlandske
betegnelser for henholdsvis lægen og præsten.
121
LOG/563. Telegram nr. 89, fra præsten i Nanortalik til skoledirektøren, dateret 18. april 1951.
122
LOG/563. Telegram nr. 139 fra præsten i Angmassalik, dateret 27. april 1951.
123
LOG/563. Telegram nr. 382, modtaget hos skoledirektøren d. 1. maj 1951.
116
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 105: Historisk udredning om de grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951, fra social- og indenrigsministeren
2299877_0036.png
33
indhente samtykke, fx angående sanatoriebørnene i Sukkertoppen. Førstepræsten i Sukkertoppen
anmodede således præsten i Holsteinsborg om at forespørge hos de pårørende til to sanatoriebørn
derfra, om de var villige til at lade børnene rejse, og der meldtes tilbage, at den ene havde givet
tilsagn.
124
Moderen til et søskendepar på sanatoriet boede i Godthåb, og forstanderinden anmodede
derfor, om man ville undersøge i Godthåb, om hun var villig til at lade dem rejse.
125
Det ene af
børnene blev udvalgt i de følgende dage i Godthåb, men vi har ingen kilder til at belyse, om et
samtykke blev givet. I det hele taget ved vi meget lidt om, hvordan samtalerne foregik, og hvilke
spørgsmål og betingelser der blev drøftet med forældrene. Efterfølgende erindringer rejser, som det
senere vil fremgå, tvivl om, hvorvidt forældrene var fuldt oplyst om og forstod, hvad de samtykkede
til. Og det er i mindre end halvdelen af sagerne dokumenteret, at et tilsagn blev indhentet.
Det gik tungt med at finde det nødvendige antal børn, og den 1. maj rykkede
Grønlandsdepartementet landshøvdingen og ville vide, hvor sagen stod, og hvornår børnene ville
kunne nedsendes til Danmark.
126
Da havde skoledirektøren imidlertid allerede sendt to telegrammer
til Grønlandsdepartementet. Af det første, den 30. april, fremgik, at der efter udvidelsen af
kategorierne nu var 19-20 indstillinger, heraf to drenge fra Østgrønland. Halvdelen var 7 år og
resten på 5-8 år. Det var endnu ikke afgjort, om alle var kvalificerede, men de allerfleste ville være
det. Det ville dog blive umuligt at foranstalte hjemsendelse i begyndelsen af maj måned, da
indstillingerne først efter gentagne opfordringer var indkommet nu. Skoledirektøren foreslog derfor
senere skibsrejser til Danmark, men mente, at flytransport måske ville være det letteste, og udbad
sig svar desangående.
127
Allerede dagen efter lød det dog:
”Nu
29 børn indstillet heraf vel 22
kvalificerede 12 drenge og 10 piger”.
Af dem var de seks børn 5 år gamle, en var 6 år, 12 af var 7
år, to var 8 år og en var 9 år gammel. Af de 22 kvalificerede var 15 moderløse, men heraf var
”nogle
børn med mødre fra Godthåb, hvorfor menes disse kan medtages da børnene skal på
børnehjem senere.”
128
I sin liste havde skoledirektionen indført de fra præstegældene modtagne spredte oplysninger om
børnenes navne, hvorvidt de var dygtige i skolen, om de var lægeundersøgt, om de var forældre-,
fader- eller moderløse, om forældrene var indforstået og andre oplysninger om husstanden. Enkelte
præster havde kun indstillet med navns nævnelse uden yderligere oplysninger.
129
For Godthåb
præstegælds vedkommende var der i flere tilfælde kun angivet en forælders navn, men ikke barnets.
Desuden adskilte Godthåb sig ved, at alle på listen var børn af enlige mødre, der enten var enker
eller ugifte.
130
I den samlede liste med 30 navne var 11 af børnene fra Godthåb. Førstepræsten i
Godthåb havde anbefalet de fem af dem, mens det står uklart, hvem der anbefalede resten.
Fra listen over indstillingerne skulle skoledirektøren nu vurdere, hvem der skulle udtages til at
deltage. I processen blev 23 børn listet som kvalificerede, mens syv udgik. To ser ud til at være
taget fra på grund af deres alder på hhv. ti og fem år, den sidste i øvrigt en søster til to andre børn,
der blev udtaget. To børn, hvis mor havde giftet sig igen, kom heller ikke på den endelige liste; det
samme gjaldt de to, hvorom præsten havde udtalt, at de måske var under middel med hensyn til
begavelse. Og endelig synes den sidste at være faldet fra, fordi man ikke havde nået at undersøge
sagen nærmere.
Den 12. maj sendte skoledirektøren et telegram til Grønlandsdepartementet med oplysning om
navn, alder og hjemsted for de 23 udvalgte børn: Fra Godthåb var der udvalgt seks børn, fra
NA/Sisimiut. Telegrammanus uden dato. For det andet barns vedkommende er der ikke fundet yderligere om sagen.
LOG/563. Telegram nr. 379, dateret 1. maj 1951.
126
LOG/563. Telegram nr. 27, 1. maj 1951. Ved modtagelse har landshøvdingen i hånden skrevet, at der allerede er
sendt en meddelelse herom d. 30. april og 1. maj.
127
LOG/563. Kopi af telegram fra skoledirektøren til Grønlandsdepartementet dateret 30. april 1951.
128
LOG/563. Kopi af telegram fra skoledirektøren til Grønlandsdepartementet dateret 1. maj 1951. Listen indeholdt 30
emner, men det ser ud til, at man gik bort fra den ene, da man ikke nåede at snakke med de relevante personer.
129
LOG/563. Håndskrevet liste på 3 sider, nummereret og anført enten forældrenes eller børnenes navne.
130
LOG/563. Håndskrevet note på 2 sider, nummereret med 1 til 4 - resten på 3 unummererede navne.
125
124
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 105: Historisk udredning om de grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951, fra social- og indenrigsministeren
2299877_0037.png
34
Sukkertoppen tre, fra Egedesminde, K´utdligssat, Frederikshåb og Nanortalik to børn fra hvert sted
og fra Holsteinsborg, Godhavn, Jakobshavn og Julianehåb ét barn fra hvert sted. En af drengene var
udtaget trods sin alder på ni år, da han særlig var anbefalet fra sanatoriet, men han ville muligvis
udgå grundet sygdom.
”Dertil
kommer 2 fra Østgrønland [...] hvilke to stærkt anbefales og begge
fortsætter børnehjemmet i Godthåb. Samlet antal altså 22 eventuelt 23”.
131
Af de endeligt udvalgte børn
14 drenge og ni piger
var et barn blot 4 år, fem børn var 5 år, tre
var 6 år, syv var 7 år, seks var 8 år, og en var 9 år gammel. Seks af børnene var forældreløse, ti var
faderløse og syv moderløse.
Den samme dag sendte skoledirektøren en bekræftelse på børnenes udtagelse til de relevante
præstegæld. Samtidig med bekræftelsen instruerede skoledirektionen præsterne om, at børnene
skulle forsynes tilstrækkelig med tøj, og hvis man havde vanskeligt ved at klare udgifterne hertil,
kunne skolevæsenet hjælpe. Herefter skulle det gå hurtigt med forberedelse og organisering af
rejser, da børnene meget snart skulle rejse.
4.2 Organisering af nedrejsen til Danmark
Allerede inden den endelige liste med udvalgte børn lå klar den 12. maj 1951, var Centralkontoret i
Godthåb, som varetog administrationen af Grønland, i gang med at arrangere deres rejse, som jo
efter planen skulle ske i to hold i hhv. starten og slutningen af maj måned. Den derfor ganske
hektiske planlægning involverede også skoledirektøren og landshøvdingen, lokale præster og læger
på de steder, hvorfra børnene kom, og Grønlandsdepartementet i København. Det viste sig ikke at
være en helt simpel opgave.
Da skoledirektøren den 30. april og 1. maj telegraferede til Grønlandsdepartementet om de 29
indstillede børn, oplyste han samtidig om de foreløbige rejseplaner. Det første hold børn
forventedes at kunne sendes afsted til Danmark med M/S Disko, som efter at have lagt til i en række
byer efter planen skulle sætte kurs mod København via Ivigtut en af de sidste dage i maj med
ankomst 1. juni. Resten kunne eventuelt sejle med M/S Umanak med forventet afgang mod
København midt i juni og ankomst til København 24. juni. Dog mente man at flyvning måske være
den letteste måde at nedsende børnene.
132
Ifølge Grønlandsdepartementets korrespondance med Red
Barnet, havde man 8. maj svaret, at man var enig i, at børnene så vidt muligt skulle
’hjemsendes’
med
”fly
4” med afgang d. 27. maj, mens øvrige børn derefter skulle hjemsendes ved
førstkommende skibslejlighed. En uge senere meddelte man imidlertid Red Barnet, at 18 af børnene
fra Nord- og Vestgrønland ville blive sendt med M/S Disko, der forventedes at ankomme til
København d. 8. juli.
133
Datoen må have været en misforståelse, jf. ovenfor. Mere væsentligt var, at
man tilsyneladende havde ændret holdning til børnenes transportmiddel. Det fremgår ikke, hvorfor.
Blot dét at få samlet de 18 børn, som skulle rejse med M/S Disko, var en logistisk udfordring, da
børn fra mange forskellige steder skulle samles i de byer, hvor skibet lagde til. Efter en del
telegrafering mellem skoledirektøren og lokale præster mv. kunne rejseplanerne for de første 18
meddeles til Grønlandsdepartementet:
En dreng fra Godhavn, en dreng fra Jakobshavn og to piger fra K´utdligssat skulle
”oversendes
Egedesminde”,
hvor de sammen med to børn fra Egedesminde kunne komme ombord på M/S
Disko, som skulle sejle videre sydpå. Eftersom skibet ikke efter sejlplanen skulle anløbe
Sukkertoppen, skulle tre børn derfra og to børn fra Godthåb og Holsteinsborg, som var indlagt på
sanatoriet i byen, sejles til Godthåb med lægebåden Agpa. Drengen fra Holsteinsborg skulle således
131
132
LOG/563. Kopi af telegram fra skoledirektøren til Grønlandsdepartementet, dateret d. 12. maj 1951.
For telegrammerne se note 126 og 127. LOG/710 Fartplaner
Vestgrønland 1951.
133
LOG/563. Kopi af breve fra Grønlandsdepartementet til Red Barnet, 8. og 16. maj 1951. Datoen må være en
misforståelse fra ministeriet side. Også her brugte man oftest betegnelsen ’hjemsendes’.
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 105: Historisk udredning om de grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951, fra social- og indenrigsministeren
2299877_0038.png
35
ikke hjem før sin afrejse, men sejle direkte til Godthåb.
134
To børn fra Frederikshåb skulle ligeledes
opsendes til Godthåb og stå ombord på M/S Disko her.
135
Endelig skulle fem børn ombord direkte
fra Godthåb. Børnene ville på sejladsen til København blive ledsaget af
”fru
Hansine Holm fra
Godthåb, som også kan følge børnene til feriekolonien”.
136
Skoledirektionen oplyste endvidere
Grønlandsdepartementet, at børn fra Julianehåb og Nanortalik foreløbigt måtte udgå grundet en
epidemi i området. Man var i tvivl om hvorvidt ministeriet selv foranstaltede hjemrejsen for de to
østgrønlandske børn.
Til sin overraskelse fik skoledirektøren, som var på rundrejse i Diskobugten, et telegram fra
Grønlandsdepartementet den 19. maj om, at børnene efter aftale med Red Barnet skulle hjemsendes
med
”fly 4”,
dvs. med afgang d. 29. maj. Her meddeltes også at
”opsyn
under hjemrejsen formenes
ikke nødvendig”.
137
Tydeligt irriteret telegraferede han hjem til centralkontoret i Godthåb og
refererede meddelelsen fra Grønlandsdepartementet og fortsatte:
”alt
nu ordnet Disko så hvorfor denne ændring stop ledsager vil selv på flyveren være nødvendig
blandt andet sproglige grunde hvorfor må fastholdes hansine holm medfølger under alle
omstændigheder hvilket jeg hjemtelegraferer stop flyveren bedst men hvordan skaffes forbindelse
fly fire spørgsmål Disko kan næppe nå det stop kan katalinaen bringe børnene fra godthåb eller
frederikshåb eller ivigtut til bw1 altså fra Disko stop bedes svare omgående”.
138
Den følgende dag, 22. maj, svarede skoledirektøren tilsvarende, men noget mere afdæmpet, til
København.
139
Den 23. maj kunne landshøvdingen berolige skoledirektøren med, at alle børnene, bortset fra dem
fra Julianehåb, skulle hjemrejse med M/S Disko,
”for
flyrejse var umulig, da ingen
indkvarteringsmulighed basen i eventuel ventetid”.
Og fra Grønlandsdepartementet lød det samme
dag, at deres meddelelse skulle forstås således, at det blot var børnene fra Julianehåb, der skulle
med flyet, mens de var indforståede med, at de øvrige skulle rejse med M/S Disko.
140
Episoden
illustrerer, ud over at tidspresset kunne føre både til misforståelser og mislyde, også at den
grundlæggende autoritet til at træffe beslutninger lå i Grønlandsdepartementet i København
også
når det gjaldt forhold, som embedsmændene placeret i Grønland måske havde mere erfaring med.
Parallelt med rejsearrangementerne skulle myndighederne i Grønland også indhente de nødvendige
oplysninger og attester for de børn, der stod for at skulle rejse. Efter udvælgelsen af de 23 egnede
børn udfoldede der sig en omfattende telegramudvesling mellem skoledirektøren og præsterne de
enkelte steder om indhentning af dåbsattester, lægeattester samt andre relevante oplysninger om
børnene. De blev, efterhånden som de indløb, videresendt via Grønlandsdepartementet til Red
Barnet.
141
Herefter forløb det således, at M/S Disko blev omdirigeret og skulle anløbe Sukkertoppen for at
hente børn derfra. Men nu viste det sig, at tre af børnene alligevel ikke kunne komme med skibet.
142
LOG/563. Telegram nr. 2982 fra landshøvdingen til skoledirektøren ombord på M/S Tikerak, 18. maj 1951. Se også
NA/Maniitsoq: telegram nr. 722 fra skoledirektøren til præsten, kolonibestyreren og forstanderinden i sanatoriet,
Sukkertoppen 12. maj 1951.
135
På dette tidspunkt var Frederikshåb afspærret pga. en epidemi. Kolonien blev dog genåbnet i mellemtiden, og M/S
Disko anløb kolonien lidt senere og medtog de to børn som var udvalgt fra stedet derfra.
136
LOG/563. Kopi af telegram fra skoledirektøren til Grønlandsdepartementet, stempeldato 12. maj 1951.
137
LOG/563. Telegram nr. 16008 fra Grønlandsdepartementet skoledirektøren 19. maj 1951.
138
LOG/563. Telegram nr. 1512 fra skoledirektøren til centralkontoret 21. maj1951.
bw1
refererer til Bluie West One,
den amerikanske militærbase ved Narsarsuaq.
139
LOG/563. Telegram nr. 1513, 22. maj 1951. Katalinaen er et fly af amfibie-typen.
140
LOG/563. Telegram nr. 3067 fra N. O. Christensen for landshøvdingen 23. maj 1951. Telegram 1513 fra
Grønlandsdepartementet til skoledirektøren 23. maj 1951.
141
LOG/563. Brev fra skoledirektøren til Red Barnet, 26. maj 1951. De talrige telegrammer om dette i maj 1951 findes
under samme sag.
142
LOG/563. Telegram fra skoledirektøren til Centralkontoret Godthåb d. 24. maj 1951.
134
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 105: Historisk udredning om de grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951, fra social- og indenrigsministeren
2299877_0039.png
36
Årsagerne står klarest frem i det brev, skoledirektøren dagen efter skrev til Red Barnet om, at man
nu ventede at sende 15 grønlandske børn med skibet:
”Det
skulle have været 18, men de 2 fra Qutdligssat lykkedes det ikke at få hentet, da der endnu lå
is i Vajgattet.
Der var 1 fra Godhavn, men ham sendte jeg tilbage igen. Han var alt for afhængig
af sin moster, som var hans plejemor, iøvrigt også knap 5 år. I løbet af et par dage i Egedesminde
tabte han helt appetitten, og det ville
også efter de øvrige oplysninger, man fik,
være ganske
uforsvarligt at sende ham til Danmark nu
[…]
Jeg har fulgt børnene nordfra til Godthåb. Bortset
fra drengen fra Godhavn ser det ud til, at det er raske og livlige børn, der endnu ikke har givet
anledning til betænkelighed ved at sende dem til Danmark. Det er et interessant forsøg, som jeg
143
vil følge med største interesse, hvorfor jeg håber, man fra Red Barnets side en gang imellem
venligst vil meddele mig, hvordan det går med børnene
også fordi man fra familiens side vil
henvende sig til mig om oplysning om børnene, ikke mindst når jeg er på rejse.”
144
Dagen efter gik de samme oplysninger samt navnene på de nu 15 børn videre fra landshøvdingen til
Grønlandsdepartementet sammen med oplysning om, at de to børn fra K´utdligssat ventedes at blive
hjemsendt i løbet af juni, mens tre børn fra Julianehåb og Nanortalik skulle flyve ca. 29 maj, hvis
deres helbred tillod det. De ville
”således
være ankommet til Danmark ved modtagelse af denne
skrivelse.”
145
Den sidste bemærkning illustrerer igen, at organiseringen af børnenes rejse foregik i
sidste øjeblik, og at kommunikationen mellem Godthåb og København i denne fase faktisk haltede
efter begivenhederne. Samme dag, altså den 26. maj, meddelte departementet planerne til Red
Barnet, som kort tid efter skulle tage imod børnene i København.
146
Således kom børnene afsted til Danmark ad forskellige ruter. Den største gruppe på 15 børn fra
Jakobshavn, Egedesminde, Holsteinsborg, Sukkertoppen, Godthåb og Frederikshåb sejlede med
M/S Disko til København ledsaget af Hansine Holm, heraf var nogle gået om bord i Egedesminde,
hvor skibet også lagde til.
147
To piger fra K´utdligssat, som var blevet forsinket af isen, sejlede
senere med M/S Amdrup til København.
148
En dreng fra Julianehåb tog med fly fra Bluie West One
(Narsarsuaq) d. 29. maj.
149
To børn fra Nanortalik fløj fra samme sted d. 26. juli.
150
Drengen fra
Scoresbysund rejste omkring d. 9. august ombord på skibet M/S Jopiter.
151
Endelig rejste drengen
fra Angmagssalik med en catalina til Reykjavik omkring d. 3. oktober, hvorfra han fortsatte med
M/S Dronning Alexandrine.
152
De sene afrejser skyldtes primært, at børnene var tilbageholdt i
sygehusene pga. sygdom og blev sendt afsted efter deres raskmelding.
Sammenfatning
Gennemgangen af indstillings- og udvælgelsesforløbet viser, at det var vanskeligt for
skoledirektionen med at finde egnede børn, som skulle nedsendes til Danmark, og at udvælgelsen af
børnene endte med at blive noget tilfældig. Undervejs så man sig nødsaget til at ændre på
kriterierne, da de lokale præstegæld ikke kunne finde børn i den kategori, der først var blevet
Ordet
”jeg” er i brevet overskrevet til ”man”.
LOG/563. Brev fra skoledirektøren til Red Barnet, 25. maj 1951.
145
LOG/563. Brev fra landshøvdingens kontor til Grønlandsdepartementet, 26. maj 1951.
146
LOG/563. Brev fra skoledirektøren til Red Barnet 26. maj 1951. Her er anvendt: Genpart til efterretning for
statsministeriet, Grl.dept., 1.k., j.nr. 8106/1950.
147
LOG/563. Se bl.a. telegram nr. 3388 fra skoledirektøren til Grønlandsdepartementet 1. juni 1951; og telegram nr.
907 fra kolonibestyreren i Egedesminde til skoledirektøren 31. maj 1951.
148
LOG/563. Telegram nr. 10 fra kolonibestyreren i K´utdligssat til skoledirektøren 1. juni 1951; og telegram nr. 3414,
fra skoledirektøren til bl.a. præsten i K´utdligssat 2. juni 1951.
149
GD 1499/51: Brev fra Red Barnet til Grønlandsdepartementet 1. juni 1951. Det var ellers planen, at to af børnene fra
Nanortalik skulle med samme fly, men pigen var syg, og transport kunne ikke skaffes til drengen, se LOG/563:
telegram nr. 104 fra præsten til centralkontoret 26. maj 1951.
150
LOG/563. Telegramkorrespondance mellem præsten i Nanortalik og landshøvdingen, telegramnr. 4993, 4990, 4991.
151
LOG/563. Telegram fra landshøvdingen til Grønlandsdepartementet 9. august 1951.
152
GD 1499/51: Notat fra 1. kontor til 2. kontor 1. oktober 1951, samt JM/A163 428, se Carte Medicale.
143
144
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 105: Historisk udredning om de grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951, fra social- og indenrigsministeren
2299877_0040.png
37
foreslået. Dels udvidede man alderskriteriet til 5-8-årige, og dels tillod man indstillingen først af
moderløse, siden også af faderløse børn, og det endte med, at kun seks var forældreløse, mens
næsten halvdelen (10 ud af 23) af de udvalgte børn var faderløse. I processen trængte sociale
hensyn de kriterier i baggrunden, som man tidligst havde defineret som afgørende for forsøgets
succes, ikke mindst deres intelligens og deres sundhed. I flere indstillinger nævntes barnets
intelligens eller evner slet ikke, andre steder blot ganske kort. Noget tilsvarende gjaldt for de
indstillede børns sundhed, som blot blev nævnt ganske kort. Da man tog fat på at arrangere
nedrejsen til Danmark, skulle det da også vise sig, at flere af børnene blev forsinkede, eftersom de
var syge.
Organiseringen af børnenes rejse viste sig at være en større logistisk udfordring. Børnene var spredt
over mange steder i landet og skulle bringes til steder, hvorfra der var transport til København. Både
centrale myndigheder og lokale embedsmænd i Grønland var inddraget i planlægningen, mens den
overordnede styring også her lå hos Grønlandsdepartementet i København. Planlægningen foregik
under det yderste tidspres, da det oprindeligt var meningen, at de første børn skulle afsted tidligt i
maj. På det tidspunkt var det endnu ikke afgjort, hvilke børn der skulle rejse. Vi kan følge
travlheden i den omfattende korrespondance mellem de forskellige myndigheder og embedsmænd.
Derimod er der ingen spor i materialet af, at børnenes familier blev hverken inddraget i eller oplyst
om planerne. Et par instrukser vedrørende Godthåb-børnenes afrejse er dog illustrative:
Den 24. maj skrev Centralkontoret til Hansine Holm, som skulle ledsage børnene til Danmark om
bord på M/S Disko, at skibet forventedes til Godthåb ved middagstid dagen efter og ville sejle igen
samme eftermiddag, altså den 25. maj. Man ville derfor venligst bede hende om at sørge for, at de
seks børn fra Godthåb, der skulle med skibet, fik besked om afrejsen, og samtidig sørge for, at de
kom ombord straks ved skibets ankomst.
153
Dagen efter skrev centralkontoret igen til hende med
instruks om, at der gik en motorbåd ud til M/S Disko fra kolonihavnen ca. kl. 10, og at de regnede
med, at hun ville tage børnene med ud til skibet. Det blev desuden meddelt, at der ikke kunne være
nogen med i motorbåden, som ikke skulle med skibet.
154
Instrukserne til fru Holm fortæller mellem linjerne om, hvilke konsekvenser de fortravlede
rejsearrangementer havde for børnene og deres familier. De seks børn fra Godthåb og deres mødre
fik først besked dagen før afrejsen. De skulle hurtigst muligt om bord, og der var ikke mulighed for,
at deres nære kunne følge dem ud til skibet. Det kan ikke ses i dokumenterne, hvilket varsel de
øvrige børn og deres eventuelle forældre fik, men i lyset af hele forløbet omkring planlægningen af
nedrejserne er der ingen grund til at tro, at de fik bedre tid til at tage afsked, inden de forlod deres
familie og deres hjem.
153
154
LOG/563. Kopi af brev til Hansine Holm 24. maj 1951.
LOG/563. Kopi af brev til Hansine Holm 25. maj 1951.
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 105: Historisk udredning om de grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951, fra social- og indenrigsministeren
2299877_0041.png
38
5 Børnenes ophold i Danmark
De 22 børns ankomst til Danmark i sommeren 1951 gav anledning til stor opmærksomhed i den
danske presse og blev også nævnt i grønlandske medier. Efter et ophold på feriekolonien Fedgården
blev børnene fordelt på plejefamilier, hvor de opholdt sig det følgende år, inden hovedparten vendte
tilbage til Grønland. Der findes kun meget lidt relevant samtidigt materiale om børnenes ophold i
Danmark, og det er ikke muligt at give en sammenhængende eller på nogen måde fyldestgørende
beskrivelse heraf.
5.1 Ankomsten til Danmark
Den 7. juni 1951 ankom femten af børnene til København med M/S Disko, der traditionen tro blev
modtaget af en større menneskeskare
ifølge Aalborg Amtstidende op mod et par hundrede
mennesker.
155
En del af disse var journalister, og børnenes ankomst til Danmark blev genstand for
en del opmærksomhed i pressen, og med overskrifter som
”Grønlænderbørn
til Danmark”,
”Forældreløse
grønlænderbørn til Danmark”,
”20
smaa Grønlændere ude paa det store Eventyr”,
”20
grønlænderbørn på børnehjem i Danmark”
og
”Forældreløse
Grønlænderbørn får etaarigt
Ophold i Danmark”
blev læsere i hele landet gjort bekendt med Red Barnets initiativ.
156
Aviserne havde tydeligvis på forhånd modtaget materiale eller var på anden vis af Red Barnet
blevet orienteret om formålet med børnenes ophold i Danmark, og nogle af de centrale udtryk fra
møderne mellem Red Barnet og Grønlandsdepartementet går igen i artiklerne. Således skrev
Nationaltidende:
”Det
er første Gang, man foretager det eksperiment at overføre saa smaa Børn til Danmark, og
Resultatet imødeses med stor interesse, idet det muligvis kan danne Baggrund for et udvidet
samarbejde paa dette Omraade. Man regner med, at det første Hold Grønlænderbørn kan danne en
Art Kerne i de nye tosprogede Skoler i Grønland.”
157
Også Carl Broberg, formanden for Peqatigît Kalâtdlit var til stede, og foreningens blad
Kalâtdlit
bragte en artikel illustreret med et foto af børnene, der vinkede ned til folk på kajen. I foreningen
var man
”dobbelt
glade”
for at se børnene.
”Vi
foreslog i foråret 1948 overfor Red Barnet et
sådant arrangement, og Red Barnet var allerede dengang meget interesseret i sagen; men den blev
udsat på grund af den daværende Grønlands Styrelses mangel på interesse for løsningen af dette
vigtige spørgsmål.”
Broberg gav udtryk for, at man havde store forventninger til resultaterne.
”Vi
må derfor håbe, at forsøget falder så heldigt ud, at grønlænderbørns Danmarksbesøg må fortsætte i
fremtiden.”
158
BT fremhævede i sin artikel Red Barnets tidligere arbejde med ophold i Danmark for børn fra
krigsramte europæiske lande og organisationens rolle i forbindelse med dette nye engagement. Det
var, mente man,
”et
lykkeligt Initiativ, og man maa haabe, at dette kun er en ringe Begyndelse til en
Udvikling, der vil kunne faa den allerstørste Betydning for Grønlands Fremtid og for Forholdet
mellem Danmark og Grønland”.
I artiklens afslutning fokuserede BT på mulige fremtidige
initiativer af lignende art og konkluderede:
”Det
Eksperiment, som her er indledet, bør fortsættes i
de kommende Aar og i stedse stigende Skala. Om Formen efterhaanden bør ændres, har mindre at
sige. Hovedsagen er, at Kontakten med det unge Grønland bliver bevaret og udvikler sig på den
naturlige og selvfølgelige Maade, som maa være i begge Parters Interesse.”
159
155
156
Aalborg Amtstidende 8. juni 1951, s. 1:
20 Grønlænderbørn på børnehjem i Danmark.
Aarhus Amtstidende 8. juni 1951, s. 5; Skive Folkeblad 8. juni 1951, s. 2; Vejle Amts Folkeblad 11. juni 1951, s. 3;
Fredericia Dagblad 8. juni 1951, s. 2; Aalborg Amtstidende 8. juni 1951, s. 1; Bornholms Tidende 8. juni 1951, s. 1.
157
Nationaltidende 8. juni 1951, s. 4:
15 grønlandske forældreløse børn, der hidtil har opholdt sig på børnehjem.
158
Broberg 1951.
159
BT 9. juni 1951, s. 8:
Det unge Grønland.
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 105: Historisk udredning om de grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951, fra social- og indenrigsministeren
2299877_0042.png
39
Få dage senere inviterede Red Barnet pressen til Fedgården, hvor der nu var kommet yderligere to
børn til,
160
og igen svømmede aviserne over med positive beretninger. I Atuagagdliutit rapporterede
Uvdloriánguaq Kristiansen under overskriften
”kalâliarqat
Sjællandip kujatâne
pigsigtuínauvdlutik nerivdluardlutigdlo isumangnángeqaut”.
(”Grønlandske børn på Sydsjælland
Der er ingen grund til bekymring, de springer glade rundt og får god mad” (vor oversættelse)). Som
overskriften antyder, gengives også her et positivt billede af børnenes ophold på stedet og deres
møde med det danske personale, der suppleres af grønlandske medarbejdere. Således blev der sendt
en beroligende melding til de grønlandske læsere og ikke mindst til børnenes forældre og familier
m.m., og avisen bragte flere gange i løbet af 1952 billeder af børnene på Fedgården.
161
I den lokale Sydsjællands Socialdemokrat blev børnene i underrubrikken betegnet
”Smaa
banebrydere i det nye dansk-grønlandske samarbejde indenfor skolevæsnet”
162
I resten af artiklen
og i artikler i andre aviser blev der spillet på det eksotiske møde mellem de grønlandske børn og de
for dem så fremmede omgivelser.
”A
tipingik
alt er lutter dejligt”,
skrev Social-Demokraten, og i
Demokraten kunne man læse, at
”Alle
sytten børn
[…]
på Fedgaardens trappe
solbrune og
lykkelige børn paa en fredfyldt sjællandsk gaard”.
163
Således gav pressen den danske befolkning et indtryk af en flok glade børn, der sugede til sig af de
nye og ukendte omgivelser, og indtrykket er givetvis blevet forstærket af en udtalelse, som lederen
på Fedgården, frk. Thuesen, er citeret for:
”Men
de savner hverken Grønland eller deres Familie.
Det har der overhovedet ikke været tale om. De kommer alle sammen fra Børnehjem i Grønland, og
de er enten forældreløse eller har ingen far eller mor”.
164
I artiklerne havde der imidlertid også indsneget sig forkerte oplysninger som, at børnene var
forældreløse og hidtil havde opholdt sig på børnehjem
en oplysning, som også lederen på
Fedgården fejlagtigt bragte videre i citatet foroven. Desuden skrev flere aviser, at der var tale om 20
børn, jævnfør nogle af de citerede overskrifter foroven. Så et sted i processen var der ikke blevet
korrigeret fra planerne om de oprindelige 20 børn, til de 22 børn, der i sidste ende blev sendt til
Danmark.
165
Således blev ikke alene børnene, men også den ide, der lå bag hele forsøget med at sende dem på et
års ophold i Danmark, modtaget positivt af hele den danske presse. Red Barnet og
Grønlandsdepartementets initiativ blev viderebragt til de danske læsere som et konkret eksempel på,
hvordan den nye grønlandspolitik kunne føres ud i praksis, og hvordan den menneskelige kontakt
kunne styrke det fremtidige forhold mellem Danmark og Grønland.
5.2 Ophold på Fedgården og hos plejefamilier
Ved ankomsten til Danmark blev børnene anbragt på feriekolonien Fedgården beliggende på Feddet
syd for Faxe, som Red Barnet havde lejet for en flerårig periode.
166
Efterhånden som de sidste af
børnene ankom til Danmark, blev også de bragt dertil.
I Grønlandsdepartementets arkiv er der kun ganske lidt materiale, der vedrører børnenes ophold i
Danmark, og alle praktiske forhold i forbindelse hermed har været planlagt, organiseret og drevet af
160
161
RB 11: Referat af arbejdsudvalgsmøde 11. juni 1951.
Atuagagdliutit/Grønlandsposten: Uvdloriánguaq Kristiansen: kalâliarqat Sjællandip kujatâne
pigsigtuínauvdlutik
nerivdluardlutigdlo isumangnángaqaut. 1951, nr. 13-18, s. 89-91. Billederne bragtes i 1952, nr. 6, s. 106 og 110; nr. 7, s.
130; nr. 12, s. 208; og nr. 13, s. 225.
162
Sydsjællands Socialdemokrat 26. juli 1951:
Grønlænder-børnene trives vel på Fedgaarden.
163
Social-Demokraten 17. juni 1951, s. 6:
A tipingik
alt er lutter dejligt.;
Demokraten 25. juni 1951, s. 3: Henning
Jensen:
17 grønlandske børn paa en dansk græsplæne.
164
Bornholms Tidende 17. juni, s. 5:
Velkommen til Danmark men glem ikke din Moder.
165
Nationaltidende 8. juni 1951, s. 4: op. cit.; Berlingske Tidende 6. juni 1951, s. 2:
20 Grønlænderbørn hertil på
Fredag.
166
RB 11: Referat af arbejdsudvalgsmøde 1. juni 1951.
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 105: Historisk udredning om de grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951, fra social- og indenrigsministeren
2299877_0043.png
40
Red Barnet. Som bekendt er hovedparten af de relevante arkivalier fra Red Barnet bortkommet, og
derfor indeholder Red Barnets arkiv ikke mange oplysninger om børnenes forhold, idet fx
referaterne fra Arbejdsudvalget kun kort nævner praktiske ting som anskaffelse af tøj og legetøj,
tandlægebesøg m.m. under opholdet på Fedgården og endnu mindre vedrørende forholdene hos
plejeforældrene.
167
Opholdet på Fedgården skulle først og fremmest være af rekreativ karakter og give børnene en
mulighed for at akklimatisere sig til de fremmede omgivelser. Personalet var imidlertid primært
dansk og bestod af en leder, en økonoma og to assistenter, samt en enkelt grønlandsk kvinde, som
blev engageret gennem Grønlandsdepartementet.
168
Rammerne var således domineret af et
dansktalende personale.
Det er begrænset, hvor meget børnene i dag husker fra opholdet på Fedgården, og nogle siger
direkte, at de stort set intet husker. Fælles for de erindringer, der er publiceret, er dog, at ankomsten
til Danmark og opholdet på Fedgården har føltes som en meget stor omvæltning. De beretter om
befolkningens underlige skikke, de mærkelige køretøjer i byerne, om den særegne natur på landet,
om hidtil ukendte frugter, blomster, dyr mmm. Børnene oplevede for første gang at bade fra en
strand, at være på en bondegård og at klatre i træer
i sidste tilfælde også at blive opmærksom på
risikoen, da en af pigerne faldt ned og brækkede en arm! Ikke alt har været ren glæde, og der
berettes også om tidspunkter med hjemlængsel og tårer.
169
Også på Fedgården observerede man, at
det var en omvæltning for børnene:
”Og det var ikke så lidt, vore grønlandske børn fandt på
Fedgaarden. På mange måder var det en hel ny verden, de nu oplevede. Blomster, de ikke havde set
før, de store
træer og de mange forskellige dyr, de ikke kendte.”
170
Under opholdet på Fedgården var der stor opmærksomhed på børnenes sundhed og ernæring, og de
blev af flere omgange undersøgt af en læge, ligesom der blev også bevilliget penge til, at en
tandlæge kunne undersøge og istandsætte børnenes tænder.
171
I modsætning til Red Barnets
tidligere feriebørn var formålet med de grønlandske børns ophold jo ikke rekreation,
”men selvsagt
har vi bestræbt os på at give dem så meget sundhed som muligt”,
stod der i Red Barnets fællesbrev
i december 1952.
172
En af pigerne blev under opholdet på Fedgården indlagt på sygehuset, hvor hun
lå i omkring et år, men vidste heller ikke som voksen, hvad hun var indlagt for.
173
Den store opmærksomhed omkring besøget betød, at Red Barnets protektrice, dronning Ingrid
udtrykte ønske om at besøge børnene på Fedgården. Nogle af børnene erindrede denne begivenhed
som voksne og fortalte bl.a., at de modtog dronningen, pigerne i nye helt ens kjoler og drengene i
hvid anorak og den grønlandske medhjælper i nationaldragt, og at de sang både på dansk og
grønlandsk. I Red Barnets fællesbrev den 21. december kunne man om besøget læse:
”Den mindste
af drengene afleverede en buket af Fedgaardens blomster samt sit fineste buk. Derefter så
Dronningen huset og haven, og til slut sang børnene
– både på grønlandsk og dansk.”
174
Børnene blev under opholdet på Fedgården ikke undervist, da formålet med opholdet der som
tidligere nævnt først og fremmest var, at de skulle vænne sig til de fremmede forhold. Ved
afslutningen af opholdet og på det tidspunkt, hvor de skulle flytte til deres plejefamilier
hvor
pressen også var informeret
kunne en journalist konstatere, at det at tale dansk havde de
”ikke
RB 11: Diverse referater i perioden fra 11/6 1951 til 18/10 1952.
RB 11: Referat af arbejdsudvalgsmøde 6. marts 1951.
169
Bryld 1998, s. 28-29, 67, 69, 88, 178; Knakkergaard 2012, s. 22-23; Thiesen 2011, s. 15-17.
170
RB 607: Fællesbrev nr. 67, 21. december 1951.
171
RB 11: Referat af arbejdsudvalgsmøder 11. juni og 25. september 1951; Strand 2005, s. 71.
172
RB 607: Fællesbrev nr. 67, 21. december 1951.
173
Bryld 1998, s. 93.
174
RB 11: Referat af arbejdsudvalgsmøde 25. september 1951. Thiesen 2011, s. 18; Bryld 1998, s. 19-30; Strand 2005,
s. 71 og 142. RB 607: Fællesbrev nr. 67, 21. december 1951.
168
167
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 105: Historisk udredning om de grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951, fra social- og indenrigsministeren
2299877_0044.png
41
ganske nået under koloniopholdet. Hvad der bliver sagt til dem, forstår de udmærket, men når de
selv skal sige noget, holder de stædigt fast ved det grønlandske”.
175
I løbet af den sidste uge af oktober blev børnene afhentet af eller bragt til de plejeforældre, hvor de
efter planen skulle bo det næste halve års tid. Næsten alle børnene blev anbragt hos familier på
Sjælland og i Københavnsområdet, mens en enkelt kom til Fyn og en enkelt til Jylland. En af
pigerne var dog på dette tidspunkt indlagt på Faxe Sygehus, og ifølge et håndskrevet notat på et
referat kom hun først frem til plejeforældrene efter nytår. Ved afrejsen fra Fedgården var alle
børnene ekviperet, pigerne via en donation fra FDB, Fællesforeningen af Danske Brugsforeninger,
drengene via midler fra Red Barnet. 1. november forlod det sidste barn Fedgården ledsaget af
institutionens leder, frk. Thuesen, og Fedgården blev lukket ned.
176
Det var Red Barnet, der søgte efter plejefamilier til børnene. Allerede før børnene kom til Danmark,
havde Grønlandsdepartementet modtaget et brev fra en familie, der var interesseret i at få et
grønlandsk barn i pleje og forespurgte til, hvor man skulle søge om dette. Grønlandsdepartementet
svarede tilbage og bad vedkommende om at henvende sig til Red Barnet.
177
Nogle af plejemødrene
har senere berettet, at de havde responderet på en annonce fra Red Barnet, og efter besøg fra en
repræsentant for organisationen var blevet godkendt. Nogle af plejeforældrene var engageret i Red
Barnet, og nogle havde tidligere arbejdet i eller havde på anden vis relationer til Grønland.
178
Af referatet fra et møde i Red Barnets Arbejdsudvalg i september 1951, altså mens børnene endnu
opholdt sig på Fedgården, fremgår det, at man overvejede at invitere overinspektionen for
børneforsorgen, som var den myndighed, der på dette tidspunkt godkendte og førte tilsyn med
børnehjem, ned på Fedgården. På samme møde blev det foreslået, at man i forbindelse med
udvælgelsen af de kommende plejefamilier skulle involvere de relevante børneværnsudvalg, der var
lokalt nedsatte udvalg, der bl.a. stod for godkendelse af plejefamilier.
179
Og på et
arbejdsudvalgsmøde i Red Barnet, dagen før det sidste barn forlod Fedgården, blev det besluttet, at
frk. Thuesen efter en måneds forløb skulle besøge børnene og deres plejeforældre.
180
Det har ikke været muligt at finde rapporter fra tilsynsbesøg i Red Barnets arkiv eller
dokumentation for involvering af overinspektionen eller børneværnsudvalg. Forskellige notitser
tyder dog på, at Red Barnet selv førte en form for tilsyn hos plejefamilierne. Af et referat fra et
arbejdsudvalgsmøde i marts 1952 fremgik det, at alle børn havde det godt og var i deres plejehjem.
Et barn var dog, ved vi, blevet flyttet til en anden plejefamilie, fordi hun ikke trivedes i den første.
181
I et fællesbrev i juni stod der om børnene:
”Vi følger dem stadig, og det har været en stor glæde for
os at se, hvor godt de har det i deres plejehjem og ikke mindst hvor glade plejeforældrene er for
dem.”
Og da Red Barnet i forbindelse med en adoptionsansøgning skulle give en udtalelse,
fremhævede de, at barnet
”ved vort sidste besøg hos plejefamilien i februar”
havde haft det godt.
182
Under opholdet hos plejeforældrene havde nogle få af børnene kontakt med hinanden og havde
lejlighed til at mødes og være sammen. I det ene tilfælde angiveligt, fordi det ene af børnene var
meget ked af det og således havde behov for samvær med en veninde.
183
I det mindste nogle af
børnene er senere mødtes igen efter en måneds tid i forbindelse med optagelser i Statsradiofonien,
og også denne begivenhed viser den store interesse, der var i den danske offentlighed i forbindelse
med børnenes ophold. Optagelserne blev nævnt i pressen med foto af nogle af børnene ved
175
176
Land og Folk 25. oktober 1951, s. 6:
Grønlandske Børn i danske hjem.
RB 11: Referat af arbejdsudvalgsmøder 31.oktober og 27. november 1951.
177
GD 1499/51: Brev fra Ebba Jensen til Grønlandsdepartementet2 9. april 1951; notits fra Grønlandsdepartementet til
Red Barnet med kopi af svar til EJ 16. maj 1951.
178
Bryld 1998, s. 80, 106, 131, 185f og 233.
179
RB 11: Referat af arbejdsudvalgsmøde 25. september 1951.
180
RB 11: Referat af arbejdsudvalgsmøde 31.oktober 1951.
181
RB 11: Referat af arbejdsudvalgsmøde 6. marts 1952. Thiesen 2011, s. 39-40.
182
RB 607: Fællesbrev nr. 69, 20. juni 1952. GD 1499/51: Brev fra Red Barnet til Grønlandsdepartementet 1. maj 1952.
183
Bryld 1998, s. 169 og 178f.
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 105: Historisk udredning om de grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951, fra social- og indenrigsministeren
2299877_0045.png
42
mikrofonen.
184
Den store interesse fandt også vej til Billed-Bladet, der i en billedreportage
rapporterede om
”de
smaa Naturbørn”
og deres møde med
”Civilisationen”
hos deres plejefamilier
og disses møde med de eksotiske børn.
185
I et interview i forbindelse med denne undersøgelse undrede en af de interviewede personer sig
over, at børnene i sin tid ikke i det mindste kunne have fået lov at skrive et brev eller sende en
tegning til deres familie. Det ville have været en god måde for børnene at bevare bevidstheden om
deres familie i Grønland på og for familien et livstegn fra børnene og en sikkerhed for, at de havde
det godt.
186
Det synes således, at Red Barnet ikke selv har taget initiativ hertil under opholdet på
Fedgården eller opfordret plejeforældrene dertil.
Der er dog enkelte eksempler på, at nogle af børnene under opholdet i Danmark havde kontakt med
deres familie i Grønland. Uvdloriánguaq Kristiansen beretter i sin oven for omtalte artikel, at en
mor havde sendt et telegram til sin søn med ordene
”tikitdluarit,
qanoq ípit? puiúsángilarma.
inûvdluarit. Anâna”. (Velkommen frem, hvordan har du det? Glem mig ikke. Hav det godt. Mor.
(vores oversættelse)). Derudover er der i eftertiden kun ganske få erindringer om kontakt, fx
beretter en pårørende i Grønland, at de fik breve og billeder fra plejeforældrene,
”men
vi kunne jo
ikke svare”.
187
Og i en af adoptionssagerne fremgår det, at en af drengene og dennes plejeforældre i
oktober 1951 sendte
en hilsen til familien i Grønland vedlagt et foto. Familien i Grønland svarede i
slutningen af november:
”Kære […]!
Vi har det alle godt her, og tak for dit brev. Da
[…]
så et billede af dig, blev han glad,
ligesom også vi blev meget glade. Husk altid at være artig overfor dine plejeforældre. Vi nærer
aldrig bekymringer for dig, og måske har du allerede glemt os, eller glemt at tale grønlandsk.
Sandsynligvis får du en glad og fornøjelig jul, og din fader, ligesom alle vi andre sender dig vore
bedste julehilsner, også til dine plejeforældre, skønt vi ikke kender dem. Du er sandelig at misunde,
at du nu er i Danmark, thi det er sikkert morsomt. Kærlige hilsner til jer alle. Også fader og dine
søskende sender mange hilsner. Kærlige hilsner til jer alle. Den der skriver dette er
[…]”
188
Den oprindelige plan var, at børnene skulle rejse tilbage til Grønland efter et års ophold i Danmark,
altså sommeren 1952. I løbet af foråret blev det imidlertid klart, at børnehjemmet i Godthåb ikke
ville blive færdigt til den planlagte tid. Red Barnet skrev derfor ud til plejefamilierne, forelagde
dem den nye situation og forespurgte, om de kunne beholde børnene indtil omkring september.
189
I Red Barnet havde man oprindeligt til hensigt at samle børnene i den sidste uge før afrejsen på
Grønlænderhjemmet, der dengang lå på Amager Strandvej, og anmodede den kommende leder på
Røde Kors’ børnehjem i Godthåb, Dorothea Bengtzen, om at passe dem i den uge.
190
Da dette kom
Grønlandsdepartementet for øre, gav man imidlertid over for Red Barnet udtryk for, at man var
meget betænkelig ved sådan et arrangement på grund af faren for børnesygdomme, der kunne føres
med til Grønland. Man bad om stor agtpågivenhed og ønskede bl.a., at kun repræsentanter for Red
Barnet og Grønlandsdepartementet måtte besøge børnene, og altså ikke plejeforældrene. Resultatet
blev, at ideen blev opgivet, og at børnene først blev samlet på selve dagen for afrejsen.
191
25. september 1952 afrejste 16 af de 22 børn med passagerskibet M/S Umanak fra København. De
øvrige seks børn blev hos deres plejeforældre, som havde ansøgt om adoption, på trods af, at
sagerne endnu ikke var færdigbehandlede. Det ene af de seks børn var dog på dette tidspunkt
184
RB 11: Referat af arbejdsudvalgsmøde 25. september 1951. Social-Demokraten, 13. december, s. 12:
Byen i dag.
Billed-Bladet nr. 52, 1951, her fra Thiesen 2011, s. 44-45.
186
Personligt interview.
187
Bryld 1989, s. 278.
188
JM/A163 410.
189
RB 11: Referat af arbejdsudvalgsmøde 24. april 1952. brev á fra Red Barnet til plejeforældrene 28. april 1952.
190
RB 11: Referat af arbejdsudvalgsmøde 25. august 1952.
191
GD 1499/51: Brev fra Grønlandsdepartementet til Red Barnet 29. august 1952.
185
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 105: Historisk udredning om de grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951, fra social- og indenrigsministeren
2299877_0046.png
43
indlagt, men kom senere tilbage til plejeforældrene, blev adopteret og vendte således ikke tilbage til
Grønland.
192
Også ved børnenes afrejse var der pressedækning både i dagene op til afrejsen og på selve
afrejsedagen, tydeligvis godt forberedt af Red Barnets pressetjeneste, da en del oplysninger og
formuleringer går igen. Holdningen i pressen var positiv, som det bl.a. fremgår af Middelfart
Venstreblad:
”De
Børn, der nu rejser hjem, taler alle godt dansk, og de vil i det hele taget komme tilbage til
deres Hjemland med et godt Forspring i den Udvikling, som nu skal gaa hen over deres Fødeland.
Som en gave fra Dronningen vil disse Børn hver faa en Kjole eller Anorak, naar de kommer til
deres nye Hjem i Godthaab.”
193
Og under overskriften
”Hjem
til Grønland”,
med underrubrikken
”Det
var svært for baade Børn og
Plejeforældre at skilles”
og et billede fra afrejsen konkluderede Berlingske Tidende:
”Der
er næppe Tvivl om, at disse grønlandske Børn netop har faaet det Plus, man vilde give dem
ved Opholdet i Danmark. De har lært dansk, de har lært dansk Livsform at kende, og de har knyttet
Baand, som sikkert vil holde, de ved, at Grønland og Danmark hører sammen.
[…]
Han og de
allerfleste af disse grønlandske Børn har i de danske Hjem fundet den ganske naturlige, positive
Indstilling: De tænker grønlandsk og er forankret i Grønland, men med stærke Baand har de knyttet
sig til Danmark og fornemmer Samhørigheden.”
194
Kun i et enkelt interview op til afrejsen var der lidt kritik at fornemme. Til Nationaltidende udtalte
Lisbeth Hindsgaul, formand for Foreningen til Hjælp for grønlandske Børn, omkring adoptionen af
nogle af børnene, at det jo egentlig var imod den oprindelige hovedtanke, og at:
”Baade
Børnene og
de Unge, der kommer herned til Uddannelse, maa tilbage, dels fordi der venter dem utallige
Opgaver i Grønland, dels fordi de har deres Oprindelse dér.”
På et spørgsmål, om der var planer
om at sende flere børn til Danmark, svarede hun:
”Der
foreligger vist ingen planer i Øjeblikket,
men da det hele er gaaet saa godt, skulle det vel ikke være umuligt, om man gentog succesen til
næste aar!”
195
5.3 Børnene intelligenstestes
I planlægningsfasen, før børnene blev sendt til Danmark, blev det besluttet, at de under opholdet på
Fedgården skulle testes af skolepsykolog Knud Binzer, der var vokset op i Grønland og talte
grønlandsk.
196
Binzer, som siden blev rektor for seminariet i Godthåb og dermed for den danske
skole, besøgte Fedgården to gange, første gang i juli og anden gang i oktober, og fremsendte på
grundlag af sine undersøgelser to rapporter til Red Barnets Arbejdsudvalg.
197
Binzer foretog sin første undersøgelse 11. juli, hvor 17 af de 22 børn var ankommet til Fedgården.
Hans umiddelbare indtryk var, at det var
”en
samling glade, tilfredse og sunde børn”,
han traf, og
der havde efter hans egen vurdering været en god kontakt mellem ham og børnene. I forbindelse
med undersøgelserne var børnene dog på nær en enkelt undtagelse meget fåmælte og
tilbageholdende og måtte for manges vedkommende have instruktionerne på de forskellige opgaver
gentaget flere gange. Dette forklarede Binzer med, at børn i Grønland traditionelt blev indpodet
med en stærk autoritetstro og ærbødighed over for voksne danske.
Hvad angår selve undersøgelsen understregede Binzer, at den indeholdt store mangler, og at
resultaterne derfor skulle
”tages
med meget stort forbehold”,
hvorefter han opridsede nogle grunde
192
RB 11: Referater af arbejdsudvalgsmøder 15. september og 18. oktober 1952.
Middelfart Venstreblad 25/9 1952, s. 3:
5 Grønlænderbørn blev adopterede.
194
Berlingske Tidende 26/9 1952, s. 7:
Hjem til Grønland.
195
Nationaltidende 19/9-52:
De grønlandske Børn og Unge maa tilbage til Grønland.
196
RB 11: Referat af arbejdsudvalgsmøde10. april 1951.
197
GD 1499/51: Rapport á 23. juli 1951 fra Knud Binzer til Red Barnet.
193
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 105: Historisk udredning om de grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951, fra social- og indenrigsministeren
2299877_0047.png
44
hertil. For det første forelå der ikke testmateriale fra Grønland eller miljøer, der kunne
sammenlignes med det grønlandske, og han havde derfor måttet derfor benytte en
performancetest
198
, der var udlånt af skolepsykologisk kontor i København. Og skønt han i dette
materiale anvendte specielt udvalgte tests, der måtte formodes at være de bedst egnede i forhold til
grønlandske børn, vurderede han, at de alligevel måtte anses for at virke langt mere fremmedartede
for de grønlandske børn end for danske.
For det andet, mente han, var det endnu vanskeligere at anvende den såkaldte Binet-Simon test
199
,
der forelå i en standardiseret form beregnet for danske børn, også selv om han havde fravalgt
”absolut
uegnede prøver”
og erstattet disse med prøver, der var i bedre overensstemmelse med
børnenes grønlandske miljø. I forlængelse heraf var det endvidere hans vurdering, at det ville have
været bedre at foretage undersøgelsen i Grønland og dermed i børnenes eget miljø, eller i det
mindste om han på forhånd havde haft større kendskab til hvert enkelt barns miljø, fx dets
familiemæssige baggrund og om barnet kom fra en by, et udsted eller en boplads. Endelig påpegede
Binzer, at der havde været for kort tid til at foretage undersøgelserne, og at disse som følge heraf
ikke blev tilstrækkeligt dybtgående, samt at det kneb for børnene at tilpasse sig prøvesituationen,
som de var langt mere uvante med end danske børn.
Trods disse forbehold udarbejdede Binzer på grundlag af sine tests en meget kort karakteristik af
hvert enkelt barn og inddelte dem i tre grupper, nemlig 1) de egnede med seks børn, 2) de muligvis
egnede med syv børn og 3) de uegnede med de resterende fire børn. Denne inddeling skulle ses i
forhold til en fremtidig anbringelse på de nye A.-B.-skoler, hvor dansk skulle have en fremtrædende
placering.
200
15. oktober var Binzer atter tilbage på Fedgården for at foretage den anden undersøgelse og blev i
denne omgang et par dage. Der var nu ankommet yderligere fire børn, der gennemgik de samme
undersøgelser, som de andre børn havde været igennem i juli. Derudover var formålet at se, hvilken
indvirkning de foregående måneders ophold havde haft på børnene. Han syntes ikke, at børnene
havde gjort nogen særlig fremgang i tilegnelsen af det danske sprog, hvilket han tilskrev det
forhold, at børnene talte grønlandsk indbyrdes og med den grønlandske kvinde, der var særligt
tilknyttet Fedgården i denne periode.
På den anden side observerede han, at nogle af børnene var begyndt at blive usikre i de grønlandske
betegnelser, mens de på den anden side stadig benyttede deres indlevede erfaringer fra Grønland,
når de skulle løse en opgave. Fx nævnte de dyr fra Grønland og ikke dyr fra Danmark i forbindelse
med en opgave, hvor de skulle opremse dyrenavne.
Det var Binzers sammenfattende vurdering, at børnene både fysisk og psykisk havde haft godt af
opholdet på Fedgården. Og, sluttede han,
”de
har også lært kammeratskabets glæder at kende. De
har indlevet sig som én stor familie, og med en vis ængstelse syntes de at se frem til den dag, da de
skulle skilles.”
201
Formålet med de to rapporter fremstår ikke entydigt. I den første af rapporterne oplyste Binzer, at
den
og dermed vel også den efterfølgende rapport
var
”beregnet
for RED BARNETs
personale”
202
men det fremgår ikke konkret i hvilke situationer, de skulle anvendes: var det fx i
forbindelse med udvælgelse af plejeforældre, eller var det personalet på Fedgården, der skulle bruge
Betegnelse for test, også benævnt handleprøver, der ikke kræver en sproglig reaktion, og hvor forsøgspersonen skal
arbejde med materiale, fx klodser eller brikker, der skal anbringes i et bræt med huller. Psykologisk Leksikon, s. 308.
199
Binet-Simon testen er en intelligensprøve udarbejdet 1905 af Alfred Binet og Theodore Simon, som består af en
række opgaver til forskellige alderstrin, hvoraf hovedparten ligger inden for det sproglige og logisk-matematiske
område og skal give et billede af den form for intelligens, som spiller en afgørende rolle for at klare sig i den
traditionelle folkeskole. Psykologisk Leksikon, s. 40-41.
200
GD 1499/51: Rapport á 23. juli 1951 fra Knud Binzer til Red Barnet.
201
GD 1499/51: Rapport á 17. november 1951 fra Knud Binzer til Red Barnet.
202
GD 1499/51: Rapport á 23. juli 1951 fra Knud Binzer til Red Barnet.
198
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 105: Historisk udredning om de grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951, fra social- og indenrigsministeren
2299877_0048.png
45
rapporterne i deres omgang med børnene på stedet? I det sidste tilfælde kan man i hvert fald godt
forestille sig, at personalet kan have haft gavn af viden om både de 22 børns samlede baggrund og
hver enkeltes forudsætninger.
På den anden side fremgår det af drøftelsen i Red Barnets arbejdsudvalg om disse tests, at
skolekonsulent Gad, som var ansat i Grønlandsdepartementet, skulle underrettes herom. Det er
således nærliggende at tro, at testene skulle anvendes i forbindelse med overvejelser om børnenes
senere skolegang. Binzer nævner da også udtrykkeligt, at børnene er sendt til Danmark for senere at
”danne
grundstammen i de dansksprogede (såkaldte B-) skoler”,
altså de kommende klasser med
elever med gode danskkundskaber og boglige forudsætninger. Og derfor havde han foretaget en
inddeling af børnene i de tre nævnte grupper ud fra hans umiddelbare forventninger, om de ville
være egnede til at indgå i disse klasser, også selv om han selv tog store forbehold for
undersøgelsernes resultater, og selv om de to rapporter var meget korte, nemlig henholdsvis tre
sider og én side, ikke mindst set i forhold til opgavens omfang. Det kan da også konstateres, at
rapporterne blev fremsendt i afskrift til Grønlandsdepartementet, men der foreligger ikke
oplysninger, om de fx derfra er sendt videre til Skoledirektionen i Godthåb, eller om der på
forskellig vis er gjort brug af rapporterne til en pædagogisk evaluering af børnene.
203
Sammenfatning
Børnenes ankomst til og ophold i Danmark medførte en del opmærksomhed hos pressen, hvor den
generelle holdning var meget positiv. Man anså opholdet som en stor chance for børnene og for
deres videre udvikling og uddannelse, og overordnet set var vurderingen, at det kunne skubbe
udviklingen i Grønland i den rigtige retning og samtidig bidrage til at styrke det dansk-grønlandske
forhold.
Hvad angår forholdene for de 22 børn under opholdet i Danmark, er de samtidige kilder meget
begrænsede. Ved ankomsten blev de anbragt på Red Barnets feriekoloni Fedgården syd for Faxe,
hvor de tilbragte godt fire måneder, hvorefter de blev placeret hos plejefamilier. Her blev opholdet
forlænget fra det planlagte halve år til næsten et helt år, da byggeriet af børnehjemmet i Godthåb
blev forsinket. Erindringerne om børnenes ophold hos plejefamilierne er meget sporadiske. En del
beretter on afsavn, andre, at de havde er trygt og godt forhold til familien, mens andre igen syntes,
at plejeforældrene kunne være strenge.
203
GD 1499/51: Rapporter á 23. juli 1951 og 17. november fra Knud Binzer til Red Barnet.
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 105: Historisk udredning om de grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951, fra social- og indenrigsministeren
2299877_0049.png
46
6 Adoptionerne
Da børnene blev sendt til Danmark, var det meningen, at de kun skulle være der i et års tid og
derefter vende tilbage til Grønland. Men seks af dem blev i stedet adopteret og vendte ikke tilbage.
Herunder behandles omstændighederne og forløbet omkring de seks adoptioner.
6.1 Pleje og adoption af børn i Grønland før 1950
I traditionelle inuitsamfund fandtes ikke adoptioner i den formelle, juridiske forstand, som man
kender fra fx Danmark. Derimod var det en udbredt social praksis, at børn af forskellige grunde
kunne anbringes og vokse op i en anden husstand, end deres forældres. Det skete ikke alene, når et
barn var blevet forældreløs, men kunne også skyldes, at den ny familie var barnløse, havde for få
børn eller kun børn af det ene køn.
204
Sådanne plejeforhold var en udbredt social praksis og et vigtigt træk i styrkelsen af
familierelationer, hvorved man skabte og vedligeholdt et udvidet netværk af slægter. Den var
baseret på inuits slægtskabssystem, hvor det drejede sig om at være en del af slægtens og familiens
fordeling og udveksling af omsorg
en socialiseringsform som skabte fælleskab for individer,
kollektivet og samfundet.
205
Børn, som blev sat i pleje i det traditionelle grønlandske samfund,
havde ofte et forhold til familien i forvejen. Hvis et barn blev anbragt hos ikke-slægtninge, kendte
barnet som regel sine biologiske slægtninge og havde fortsat kontakt til dem.
206
Set i et bredere historisk perspektiv har dette mønster i Grønland været under konstant forandring,
eftersom Grønland siden kolonisationens begyndelse har undergået flere store strukturelle
ændringer. Samfundsmæssige ændringer med nye politiske, økonomiske, kulturelle, administrative
og sociale tiltag har været med til at påvirke og præge praksis inden for adoptionsområdet.
Under kolonitiden var forsorgen for de forældreløse børn fordelt mellem den grønlandske
befolkning og kolonistyret. For forældreløse børn, som ikke blev taget i pleje af familie, slægtninge
eller bopladsfæller, blev missionsstationer tilflugtssteder fra nød og elendighed, og her kunne de
forældreløse komme i pleje.
207
Ved Regulativ af 16. februar 1937 blev der skabt hjemmel for at etablere formelle plejebarnsforhold
med godkendelse af det offentlige.
208
Ved bevilling fik plejeforældrene den fulde
forældremyndighed og ret til at udøve værgemål over plejebarnet, som også fik plejeforældrenes
navn. Heraf fulgte, at barnets biologiske forældre ikke kunne kræve det tilbage. I betingelserne for
en bevilling blev der foreskrevet, at der skulle foreligge samtykke fra barnets biologiske forældre og
eventuelle midlertidige forsørgere. Ligeledes krævedes der samtykke fra faderen til et uden for
ægteskab født barn. Det var efter forslag fra landsrådet i Sydgrønland, at man af hensyn til den
grønlandske slægts- og familiefølelse havde indsat bestemmelsen om samtykke. Den Juridiske
Ekspedition i 1948-49 til Grønland anførte i øvrigt, at det blev anset for selvfølgeligt, at en sådan
bevilling kun blev givet, hvor den efter de foreliggende oplysninger var til barnets tarv.
209
Den Juridiske Ekspedition, som var udsendt fra Danmark fra oktober 1948 til oktober 1949 for at
undersøge gældende retspraksis i Grønland, anførte, at det normalt var de pårørende eller
pladsfællerne, der drog omsorg for forældreløse børn, idet hele familien betragtede sig som
forpligtet til at tage sig af børnene.
210
Foruden plejeforhold for forældreløse børn stiftedes også
plejebarnsforhold, såvel med som uden bevilling, for andre børn, hos slægtninge eller fremmede.
Petersen 1980.
Trondheim 2009.
206
Petersen, 1980, s. 7; Trondheim 2010, s. 45.
207
Trondheim 2009, s. 125.
208
B&K 1937, s. 919.
209
Den Juridiske Ekspedition 1950, s. 86f.
210
Den Juridiske Ekspedition 1950, s. 85.
205
204
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 105: Historisk udredning om de grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951, fra social- og indenrigsministeren
2299877_0050.png
47
Også børn, hvis forældre havde vanskeligt ved at klare deres underhold, blev sat i pleje, ligesom det
ikke var sjældent, at plejeforhold blev etableret, selvom forældrene selv kunne sørge for børnenes
underhold, navnlig ofte således, at små børn blev overladt til bedsteforældrene i pleje. Sædvanligvis
stiftedes disse plejeforhold blot ved aftale mellem de interesserede parter. Retsvirkningerne af de
uformelle plejebarnsforhold var den, at de naturlige forældre sædvanligvis havde ret til når som
helst at kræve barnet tilbage.
211
Traditionen var altså i høj grad videreført.
Det grønlandske plejebarnsregulativ fra 1937 afspejlede på mange måder den danske adoptionslov
fra 1923, som var gældende frem til 1956 og dermed grundlaget for fem af de seks adoptioner.
Ifølge begge gav forældrene ved bortadoptionen endeligt afkald på deres barn, som dog bevarede
sin arveret fra dem. I Danmark fulgte praksis også dette princip, hvor forbindelsen og kendskabet til
den biologiske familie blev udelukket, en såkaldt eksklusiv adoption. Princippet blev også
håndhævet via anonymitet, hvorved den bortadopterende og adoptivforældrene ikke havde nogen
forbindelse, og adoptivbarnet derved heller ikke havde forbindelse til sine biologiske forældre. I
modsætning hertil var den grønlandske praksis, uanset om der var bevilliget et plejebarnsforhold
eller ej, at det adopterede barn for det meste kendte til sin biologiske familie og ikke mistede dem,
men fik et større familienetværk gennem plejefamilien, dvs. en inkluderende adoption.
212
En nyere undersøgelse af adoption i grønlandske bysamfund har vist, at adoption af børn også i
2002 hovedsagelig foregik inden for familien som åbne familie- og stedbarnsadoptioner.
213
Ud fra
flere antropologers vurdering af adoptionsmønstret er det ikke desto mindre iøjnefaldende, hvor
anderledes adoptionspraksis udviklede sig allerede
i perioden fra 1950 til 1970’erne. I denne
periode opstod der mange anonyme bortadoptioner til danske familier
altså en markant afvigelse
fra grønlandsk adoptionskultur, hvor åbne familieadoptioner hidtil havde været normen.
214
Nedenstående adoptionssager er blandt de første eksempler på denne ændring i praksis.
6.2 Adoptionsspørgsmål diskuteres
Grønlandsdepartementet modtog i begyndelsen af 1952 to anmodninger om adoption af børn, der
befandt sig hos danske plejefamilier. Samtidig var Grønlandsdepartementet blevet orienteret om, at
byggeriet af børnehjemmet i Godthåb var forsinket, og at børnene sandsynligvis først ville kunne
returnere til Grønland i løbet af efteråret.
215
Henvendelserne om adoption gav anledning til overvejelser i Grønlandsdepartementet om, hvad der
ville være en
”praktisk
ekspeditionsform for disse sager”,
og man konkluderede, at den rigtige
fremgangsmåde ville være at henvise til overøvrigheden, der var den myndighed i Danmark, der
behandlede adoptionssager. Man forventede dog, at departementet derefter ville blive bedt om en
udtalelse, og man igangsatte en mindre undersøgelse, hvis formål var at vurdere, om man skulle
fraråde eller anbefale adoption. Ud fra tidligere adoptioner af grønlandske børn i Danmark
vurderede man, at det var vigtigt, at adoptivforældrene kendte til grønlandske forhold, og at børnene
ikke burde adopteres i for ung en alder, idet man derved afskar dem fra at vende tilbage til Grønland
igen, fx ved at fratage dem sproget og en reel tilknytning til landet. Med hensyn til de 22 børn, der
var i Red Barnets varetægt, var opfattelsen, at børnene var så små, at de ikke reelt var vokset op i et
grønlandsk miljø og derfor risikerede at miste sproget og ville have svært ved senere at klare sig i
Grønland, hvis de ville ønske at vende tilbage. Desuden skulle disse børn jo anbringes på et
børnehjem, og man havde derfor vished for, at de ville blive
”plejet tilfredsstillende”.
Man så
derfor ikke nogen grund til at anbefale adoption, hvilket man burde svare ansøgerne. Samtidig
211
212
Den Juridiske Ekspedition1950, s. 85ff.
Trondheim 2010, s. 47. Pedersen 2002, s. 133.
213
Pedersen 2002, s. 134.
214
Se bl.a. Trondheim, 2010; Robert-Lamblin, 1986.
215
GD 1499/51: Referat fra internt møde i Grønlandsdepartementet, dateret 17. marts 1952.
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 105: Historisk udredning om de grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951, fra social- og indenrigsministeren
2299877_0051.png
48
anbefalede man dog, at når overøvrigheden til sin tid fremsendte ansøgninger til udtalelse, så skulle
svaret
”under
hensyntagen til de konkrete forhold udformes så diplomatisk som muligt.”
216
Efterfølgende diskuterede man problematikken med Red Barnet, hvis repræsentant dog først kunne
tage stilling efter forelæggelse på et bestyrelsesmøde. Han kunne dog allerede nu sige, at hensigten
jo i sin tid havde været, at opholdet i Danmark i første omgang skulle være til gavn for dem selv,
men på længere sigt også for det grønlandske samfund. Hvis man gennemførte adoptioner i større
omfang,
”ville konsekvensen meget nemt blive, at i hvert fald sidstnævnte ønske til dels ikke kunne
opfyldes.”
Grønlandsdepartementet ville derefter afvente en melding om Red Barnets principielle
holdning, inden man svarede ansøgerne.
217
Efter et møde i arbejdsudvalget svarede Red Barnet d. 1. maj 1952, at man i en specifik sag intet
havde at indvende imod, at plejeforældrene måtte beholde deres grønlandske plejebarn, og at man
kun kunne anbefale, at man imødekom deres ønske. Hvad angik spørgsmålet om de grønlandske
plejebørns adoption i al almindelighed, ville man på trods af den oprindelige idé med opholdet
mene, at det ville være til større gavn for børn, der kom fra
”et decideret dårligt milieu i
Grønland”,
hvis de kunne
”få lov at vokse op i et godt hjem hernede.”
Man tilføjede, at med det
forlængede ophold som følge af det forsinkede børnehjemsbyggeri var de oprindelige
forudsætninger bristede,
”da børnene og plejeforældrene derved får tid til at blive knyttet for stærkt
til hinanden til at den oprindelige idé stadig kan anses for at være den væsentligste.”
218
Herefter besvarede Grønlandsdepartementet d. 21. maj forespørgslen om adoption:
”I
denne anledning skal man efter stedfunden brevveksling med Red Barnet udtale følgende:
Formålet med de grønlandske børns ophold i danske hjem var, at de skulle vende tilbage med nye
indtryk og nye impulser, der skulle være til gavn vel i første række for dem selv, men også til gavn
for den almindelige udvikling i det grønlandske samfund i det hele taget. Blandt andet af denne
grund mener ministeriet ikke, at man kan anbefale en ordning, hvorved man etablerer et i en
længere årrække varende plejeforhold, hvorved man let vil drage barnet for langt bort fra et i høj
grad forskelligartet milieu, som barnet måske ved plejeforholdets ophør nødvendigvis må vende
tilbage til, og hvorved man meget let kan medvirke til at skabe uoverskuelige vanskeligheder for
barnet ud i fremtiden.
Det fremgår imidlertid ikke utvetydigt af Deres skrivelse, om De kun ønsker en fortsættelse af
plejeforholdet, hvad ministeriet som nævnt må fraråde, eller om De ønsker skabt et egentligt
adoptionsforhold mellem Dem og drengen. Såfremt det sidste er tilfældet, skal ministeriet efter
omstændighederne ikke modsætte sig, at De søger en bevilling til adoption af barnet, men man må
da henvise Dem til at indgive andragendet til [den relevante adoptionsmyndighed]. Man tilråder at
De søger forbindelse med Red Barnet, inden eventuel ansøgning om adoption indgives.”
219
I den korte udlægning ville man altså fraråde et plejeforhold, idet det ikke var permanent og kunne
give barnet vanskeligheder, når det senere ønskede at vende tilbage til Grønland. Derimod ville man
ikke modsætte sig en permanent adoption.
Dette blev standardformuleringen også i de følgende udtalelser om adoptionsansøgninger, evt. med
tilføjelser som fx her en kommentar til begrundelsen for adoptionsønsket, at
”skønt drengen er
forældreløs, er hans fremtid i Grønland ikke af en sådan karakter, at De må betragte barnets
tilbagevenden til Grønland som en ulykke for ham. Såfremt barnet vender tilbage til Grønland, er
der sikret ham plads på Røde Kors nye børnehjem i Godthåb.”
220
216
217
GD 1499/51: Internt papir 27. marts 1952.
GD 1499/51: Referat af samtale med kontorchef i Red Barnet, 7. april 1952.
218
GD 1499/51: Brev fra Red Barnet til Grønlandsdepartementet 1. maj 1952.
219
GD 1499/51: Brev nr. 60523 fra Grønlandsdepartementet til adoptionsansøger 21. maj 1952.
220
GD 1499/51: Brev fra Grønlandsdepartementet til adoptionsansøger 22. juli 1952.
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 105: Historisk udredning om de grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951, fra social- og indenrigsministeren
2299877_0052.png
49
I august 1952, da tidspunktet for børnenes hjemrejse nærmede sig, bad Grønlandsdepartementet
Red Barnet om en liste over de 22 børn og deres plejeforældre. Samtidig slog man fast, at
”Forsåvidt
angår de under behandling værende adoptionsansøgninger skal man meddele, at
samtlige børn bør hjemrejse samtidig, såfremt adoptionsbevilling ikke foreligger forinden
afrejsetidspunktet, der antagelig vil falde ultimo september.”
221
Formuleringerne i dette brev til Red
Barnet var blevet tilrettet i Grønlandsdepartementet før afsendelsen. I Eske Bruns koncept lød det,
at man måtte
”fastholde,
at samtlige børn hjemrejser samtidig”.
Efter at konceptet var
videreekspederet til F.J. (Finn Jørgensen), blev sætningen altså tilrettet, så man ikke længere
fastholdt
en samtidig hjemrejse, men blot meddelte, at børnene
burde
rejse samtidig.
Red Barnet fremsendte den ønskede liste to dage senere d. 25. august og gjorde samtidig
opmærksom på, at der i seks tilfælde var adoptionssager i gang.
222
To af adoptionsansøgningerne
var blevet indsendt i februar og marts 1952, mens fire af ansøgningerne indkom henholdsvis d. 16.
juni, 18. juli, 27. juli og d. 16. august 1952. Den forestående afrejse til Grønland betød, at sagerne
hastede for ansøgerne. I en af adoptionssagerne er at læse i et notat (af en overbetjent i
justitsministeriet):
”Den
26/8 1952: Andrageren indfinder sig her i afdelingen medbringende andragendet og dets
bilag, og han anmoder om, at sagen efter endt undersøgelse må blive tilsendt overpræsidiet. Han
oplyser, at drengen normalt skal afrejse til Grønland den 25/9 d.å., og han anmoder om, at sagen
såvidt muligt må blive færdigbehandlet inden dette tidspunkt, således at han kan tilbageholdes,
såfremt adoptionen bevilges.”
223
Da M/S Umanak afgik fra København d. 25. september 1952, var der 16 af børnene om bord på
skibet. Seks børn blev tilbage i Danmark, heraf én som var indlagt på sanatoriet og ikke ventedes
udskrevet før til december måned. På den måde lod Grønlandsdepartementet det passere, at seks af
børnene blev tilbage i Danmark, inden deres adoptionssager var færdigbehandlede, som oprindelig
meddelt.
6.3 Adoptionssagerne
De seks børn, der blev tilbage i Danmark, var fem drenge og en pige. Tre af børnene var seks år
gamle, en var syv, og to var otte år. Tre var forældreløse, to moderløse og den sidste faderløs. De
havde for de flestes vedkommende siden oktober 1951 været i pleje i ca. ti måneder hos
plejeforældrene, som nu søgte om adoption. I ansøgningerne var de to gennemgående motivationer,
at plejeforældrene og -barnet havde knyttet sig meget til hinanden; og at opvæksten hos dem ville
være langt bedre for barnet set i lyset af dets baggrund:
”… vi synes han har så lidt at komme tilbage til. Hans mor er død, og faderen lever under dårlige
boligforhold, og da [drengen] skal på børnehjem, kunne vi ønske at give ham et rigtigt hjem og
påtage os alle forpligtelser for ham, og da han er en meget sød og opvakt dreng, som har sluttet sig
helt til os, mener vi, at han her i Danmark har bedre muligheder for en god uddannelse. Da han
kom her i hjemmet, var han meget sky og indesluttet, men ved forståelse og varsomhed har vi nu
vundet hans fulde tillid og
er meget glade for ham.”
224
”barnet har ingen forældre mere […] Der står at læse på hendes lægekort, at der var dårlige
boligforhold i hjemmet. Om familie udover hendes søskende har hun ikke kunnet oplyse mig. Jeg
selv er 39 år og ugift, og jeg tror, jeg kan sige, at hun holder af mig som jeg af hende”.
225
221
222
GD 1499/51: Skrivelse fra Grønlandsdepartementet til Red Barnet 23. august 1952.
GD 1499/51: Skrivelse fra Red Barnet til Grønlandsdepartementet 25. august 1952.
223
JM/A163 471.
224
GD 1499/51: Brev fra adoptionsansøger til Grønlandsdepartementet 5. marts 1952.
225
GD 1499/51: Brev fra adoptionsansøger til Grønlandsdepartementet 16. juni 1952.
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 105: Historisk udredning om de grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951, fra social- og indenrigsministeren
2299877_0053.png
50
”Barnets moder er død af tuberkulose, en broder opholder sig på tuberkulosesanatorium […]
Barnet har også selv været syg af tuberkulose. Når vi nu ønsker at adoptere barnet, skyldtes det
dels, at vi har fattet kærlighed for ham, dels at vi lægger vægt på at spare ham for faren for
tilbagefald til tuberkulose, hvilke fare vil være nærliggende under grønlandske forhold”
226
I et enkelt tilfælde ville ansøgerne dog også forespørge, om det var muligt at få et bidrag til
drengen, da de selv i forvejen havde tre børn. De havde henvendt sig forskellige steder, bl.a.
Grønlandsdepartementet for at søge oplyst, hvorvidt der efter evt. adoption vil kunne forventes
økonomisk hjælp til barnets underhold, evt. i lighed med børnebidrag, men havde fået et
benægtende svar.
227
I forbindelse med adoptionsansøgningerne blev der foretaget en vurdering af
hjemmet, som efter besøget i dette tilfælde lød:
”Andragender
er pæne mennesker med et tilsyneladende godt og sundt livssyn. Der hersker for mig
ingen tvivl om, at de holder af barnet, og at barnet holder umådeligt meget af dem. Det skal dog
bemærkes, at der under afhøringen af dem kunne spores en vis interesse for evt. økonomisk hjælp
under opvæksten og især til evt. uddannelse, idet der henvistes til, at de penge som barnets ophold
på et børnehjem kostede, ligesågodt kunne tilfalde adoptivforældrene. De oplyste ligeledes, at de
har rettet forespørgsel desangående til Grønlands Styrelse, men at der var svaret benægtende.”
228
I denne sag er det svært at vurdere om motivationen til en adoption først og fremmest var begrundet
i ansøgernes økonomiske forhold. Der blev dog her, som i alle andre vurderinger, lagt vægt på, om
ansøgerne havde et godt og pænt hjem. I en anden rapport således:
”Andragerne
gør et meget
tiltalende indtryk, og deres hjem er godt møbleret og velholdt. Drengen er velplejet og velklædt og
synes at være meget glad for plejeforældrene. Han er udpræget grønlandsk af udseende.”
229
Vurderinger af hjemmet kunne også komme i form af Red Barnets anbefalinger af en ansøgt
adoption:
”Ved vort sidste besøg hos plejeforældrene i februar
[…] konstaterede vi, at drengen er
faldet fuldstændig til i hjemmet og er lykkelig og tilfreds. Endvidere konstaterede vi, at han af
plejeforældrene får en både kærlig og fornuftig opdragelse. Red Barnet kan derfor kun anbefale, at
man imødekommer plejeforældrenes ønske.”
230
Som det fremgår, var der flere parter involveret i vurderingen og behandlingen af ansøgningerne:
De skulle indgives til den lokale adoptionsmyndighed, men blev behandlet i Justitsministeriet og
forelagt Grønlandsdepartementet. Om departementets involvering skrev Justitsministeriet i den
første af adoptionssagerne:
”Red
Barnet anbefaler og grønlandsdepartementet har i skr. af 21/5-52 erklæret, at det ikke vil
modsætte sig adoptionen. Da det drejer sig om adoption her i landet af et grønlandsk barn er der
næppe tvivl om, at kompetencen ligger hos os. Men det er vel iøvrigt bedst at få en officiel udtalelse
fra grønlandsdepartementet vedr. fremsendte sag.”
231
I alle adoptionssagerne anførtes Red Barnet som mellemmand i spørgsmålet om, hvordan
andragerne var kommet i forbindelse med barnet, og man indhentede deres vurdering. I de fleste
sager anførtes det også, at statsministeriet (Grønlandsdepartementet) var blevet forelagt sagen og
intet havde at indvende.
232
Til de fleste adoptionssager bistod Grønlandsdepartementet Red Barnet og sagførerne i
fremskaffelsen af de for adoptionen fornødne erklæringer, såsom dåbsattester for barnet og
JM/10508A.
GD 1499/51: Brev fra adoptionsansøger til Grønlandsdepartementet 22. juli 1952. JM/A163 428, se brev til
justitsministeriet fra 6. kt. (statsministeriets 2. departement).
228
JM/A163 428.
229
JM/A163 410.
230
GD 1499/51: Brev fra Red Barnet til Grønlandsdepartementet 1. maj 1952.
231
JM/A163 410.
232
Se bl.a. JM/A163 471 og JM/A163 410.
227
226
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 105: Historisk udredning om de grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951, fra social- og indenrigsministeren
2299877_0054.png
51
forældrene og evt. dødsattester. Landshøvdingen over Grønland blev bedt om at fremskaffe disse
hos politiet og/eller kæmneren i de byer, hvorfra barnet stammede. Dertil skulle der om muligt
indhentes samtykke fra barnets forælder eller evt. værge, som skulle forelægges andragendet under
vidners tilstedeværelse. Herefter skulle forælderen/værgen og to vitterlighedsvidner underskrive to
erklæringer både på dansk og på grønlandsk: Den ene om, at man samtykkede. Den anden om, at
der ved adoptionen ikke var ydet vederlag hverken fra adoptanten eller fra underskriveren.
Erklæringerne kunne i første omgang telegraferes hjem, og blev derefter nedsendt med post, som
her:
”Fra ’Red Barnet’
er i dag modtaget afskrift af et telegram fra landshøvdingen over Grønland,
ifølge hvilket telegram barnets moder har samtykket i adoptionen
[…]
Det er endvidere oplyst, at
barnet ikke er hjemsendt til Grønland sammen med de øvrige børn, men fremdeles befinder sig hos
andragerne.”
233
I tre adoptionssager havde barnet en levende mor eller far, som alle samtykkede til adoptionen. I en
fjerde sag (jf. nedenfor) blev samtykket indhentet fra barnets grønlandske værge/plejefar. I de to
sidste sager havde barnet hverken forælder eller værge, hvorfor man skulle beskikke en værge ad
hoc for barnet. I den ene sag bad Grønlandsdepartementet Mødrehjælpen om at udpege en værge ad
hoc, og under behandlingen af adoptionssagen i skifteretten udpegedes et grønlandsk
folketingsmedlem. I den anden sag anbefalede en kommune efter anmodning fra politimesteren
formanden for det sociale udvalg som værge. Han havde forinden erklæret sig villig til at lade sig
beskikke.
234
Begge gav senere samtykke til adoptionerne.
Som det var tilfældet med samtykket til børnenes Danmarksophold og opvækst på børnehjem, står
det heller ikke her klart, om forældrene forstod, at en adoption efter dansk lov og praksis betød, at
de endegyldigt gav afkald på barnet. I sin fremsendelse af erklæringen i en anden konkret sag
nævnte kæmneren i den pågældende by i Grønland over for Landshøvdingen, at faderen, der var
fuldt indforstået med, at forældremyndigheden ved adoptionen overgik til adoptivforældrene,
samtidig havde udtrykt ønske om så vidt muligt med mellemrum at blive holdt underrettet om,
hvorledes sønnen havde det. I forbindelse med en anden sag sendte en moder et telegram til
Grønlandsdepartementet og ville gerne høre, hvor drengen nu befandt sig, og om han havde det
godt. De skulle også hilse ham
– ”nukagpiaraq
sumitoq qanorlu itoq tusarusukaluarpara,
inuvdluarquvara”.
235
Alle seks adoptionsansøgninger blev imødekommet. I de fortrykte adoptionsbevillinger stod der jf.
den danske adoptionslov som standard en tekstpassus om, at bevillingerne ikke gjorde
indskrænkning i adoptivforældrenes testationsret. Det betød at adoptivbarnet ikke havde krav på arv
som ægtebørn, men at dets arv efter adoptanten helt kunne afskæres ved testamente. I en af
ansøgningerne var tilføjet:
”Da
jeg har taget hende til mig i barns sted, er det mit ønske at adoptere
hende således, at hun tager arv efter mig, som barn født i ægteskab, idet jeg dog forholder mig, at
der ikke derved sker nogen indskrænkning i min testationsret.”
I en anden var skrevet:
”Vi
forbeholder os at råde over vore efterladenskaber ved testamente, således som vi måtte finde det for
godt”.
Dog kunne man anføre noget andet
og i en af de seks ansøgninger anførtes ønske om, at
barnet kunne få fuld arveret på lige fod med ansøgerens døtre.
236
Med adoptionen fulgte også stillingtagen til barnets fremtidige navn. I fem af sagerne fik barnet
adoptivforældrenes efternavne. Et af børnene beholdt sit kaldenavn og efternavn, dog udvidet med
adoptivmoderens efternavn efter bindestreg, og med bortfald af to andre navne. En dreng fik
adoptionsforældrenes efternavn og dertil slettet samtlige fornavne, dog således at ét af hans
grønlandske navne blev omskrevet til dansk og blev hans navn. Et af børnene fik to af sine fire
233
234
JM/A163 471.
GD 1499/51: Brev dateret 5. juli 1954. Præstø Amt/2537. JM/1508.
235
LOG/140.10. Skr. nr. 341, j.nr.140.10. GD 1499/51: Brev dateret 6. februar 1953.
236
Præstø Amt/2537. JM/10508A. JM/A163 410.
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 105: Historisk udredning om de grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951, fra social- og indenrigsministeren
2299877_0055.png
52
fornavne slettet, men bevarede to, hvoraf det ene var grønlandsk.
237
Et af børnene beholdt både sit
efternavn og alle sine øvrige navne. I ansøgningen begrundede plejeforældrene:
”Da
barnet
muligvis, når det bliver voksent, vil vende tilbage til Grønland, ønsker vi, at det skal beholde sit
familienavn; såfremt dette ikke kan tillades, er det vort ønske, at barnets og vort navne
kombineres.”
I Justitsministeriet kommenterede man:
”Som
begrundelse for, at barnet skal beholde
sit nuværende navn anføres, at det muligvis vil vende tilbage til Grønland, når det bliver voksent.
Mærkelig argumentation. Vi plejer ikke mere at fordybe os i adoptanternes motiver i så henseende,
jfr. akt X163/220.”
238
I forbindelse med en anden adoptionssag henvendte Mødrehjælpen sig til Grønlandsdepartementet
på vegne af ansøgeren, som gerne ville have oplyst, hvor plejebarnets søskende var anbragt, og om
der kunne være mulighed for at få lillesøsteren til Danmark. Plejemoderen var meget bange for, at
plejebarnet skulle komme til at føle sig ensom iblandt fremmede og mente derfor, det vil være
betryggende, at de to søskende kunne holde sammen. Sagen blev undersøgt i Grønland, hvor det
viste sig, at lillesøsteren også var i pleje. Den grønlandske plejemor var villig til at lade hende rejse
men ville gerne vide, om hun ville vende tilbage efter en tid i Danmark. Også her lader det til, at
den danske adoption ikke helt blev forstået i en grønlandsk kontekst. Plejemoderen i Danmark
nåede dog frem til, at hun ikke ønskede at adoptere lillesøsteren, da hun allerede var anbragt i et
godt hjem; men at hun gerne ville sørge for, at der stadig var kontakt imellem børnene.
239
De fleste adoptionssager blev bevilget efter et stykke tids behandling hos myndighederne (16. juni
1955, 28. januar 1953, 13. marts 1953, 25. februar 1953 og 7. juli 1953). Den sidste adoptionssag
blev imidlertid trukket i langdrag og blev først afsluttet d. 18. april 1962 med en adoptionsbevilling.
Det skyldes dels, at barnet var indlagt på Vordingborg Børnesanatorium indtil sommeren 1954, og
dels at han formelt var i et plejeforhold i Grønland i henhold til Regulativ om Plejebørn i Grønland
af 1937, som ikke indeholdt regler om ophævelse. Red Barnet, som i forvejen var involveret i
adoptionssagerne, tilbød at lade en udsendt medarbejder drøfte spørgsmålet med de pågældende
myndigheder i Grønland og prøve på denne måde at få opløst plejeforholdet, således at drengen
kunne blive hos plejeforældrene i Danmark.
240
Efter sagens genoptagelse i 1960 blev den først
kommenteret af Landshøvdingen over Grønland, Justitsministeriet, Forsorgsudvalget i barnets
oprindelige hjemby i Grønland og endelig af drengens plejefar i Grønland, som gav tilsagn til
opløsning af plejeforholdet. Herefter blev det grønlandske plejeforhold ophævet ved dom i
Grønlands Landsret efter regler i den danske adoptionslov af 1956, og adoptionsbevillingen kunne
gives.
241
Den ene adoption blev ophævet igen ved dom i 1970 efter anmodning fra adoptivforældrene. Sagen
omtales i kapitel 8, hvor forsøgets konsekvenser for børnene behandles. Flere børn eller deres
plejefamilier har efterfølgende fortalt, at plejeforældrene ønskede at eller ansøgte om at adoptere det
grønlandske plejebarn. Vi har ikke fundet spor af disse sager i arkiverne. Det er muligt, at de kan
have forespurgt uden at indgive en formel ansøgning på et tidligere tidspunkt, hvor
børnehjemsbyggeriets forsinkelse endnu ikke var kendt, og argumentet for at imødekomme
ansøgningerne derfor heller ikke havde taget form.
Sammenfatning
I disse adoptionssager er det værd at bemærke at alle sagerne blev behandlet af danske myndigheder
i Danmark efter dansk lovgivning og normer. Efter de første henvendelser om adoption nåede man i
Grønlandsdepartementet frem til, at de skulle henvises til Overøvrigheden, der behandlede
JM/1508.
JM/10508A.
239
GD 1499/51: Brev dateret 17. juni 1953; brev dateret 27. oktober 1953; samt brev dateret 3. marts1954.
240
RB 11: Referat af arbejdsudvalgsmøde 20. august 1954.
241
FrAmt/ B.1.-164.
238
237
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 105: Historisk udredning om de grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951, fra social- og indenrigsministeren
2299877_0056.png
53
adoptionssager i Danmark. Adoptionssagerne blev, som det fortsat er tilfældet, behandlet efter
dansk lov og praksis. Det kom blandt andet til at betyde, at børnene blev afskåret fra deres
oprindelige familier og samfund i anonyme og lukkede adoptioner; en afvigelse fra grønlandsk
adoptionskultur, hvor åbne adoptioner var normen. Der blev indhentet samtykke fra de grønlandske
forældre eller værger, men i to tilfælde tilskikket en ad hoc værge. Det er imidlertid ikke givet, at de
grønlandske forældre, som gav samtykke til adoption, var klar over, at adoption betød et endeligt
afkald på barnet og ikke en udvidelse af familienetværket, som det var normen i Grønland.
I behandlingen af adoptionssagerne lagde de danske myndigheder vægt på den nye families
fremtræden og materielle kår, og inddrog også forholdet mellem plejeforældrene og barnet og deres
ønske om at give barnet en bedre opvækst. I en enkelt sag tyder det dog på, at der med motivationen
kærlighed til barnet og ønske om at sikre det en tryg opvækst
også fulgte et ønske om at blive
økonomisk kompenseret. Motivationerne blev omtalt og gransket i sagsbehandlingen, ligesom man
foretog besøg i ansøgernes hjem for at vurdere, om hjemmet var pænt og familien egnet til at
opfostre et barn. Derimod ses det ikke, at man på noget tidspunkt i sagsbehandlingerne stillede
spørgsmålstegn ved, om en sådan adoption mere overordnet var i overensstemmelse med barnets
tarv. Om det vil kunne fungere og slå rod i en fremmed kultur og fremmede omgivelser med en ny
dansk familie. Grønlandsdepartementet var ellers vidende om, at det var vigtigt, at
adoptivforældrene kendte til grønlandske forhold, og at børnene ikke burde adopteres i for ung en
alder, idet de derved ville have svært ved senere at klare sig i Grønland, hvis de ville ønske at vende
tilbage.
Ideen med at nedsende børnene til Danmark var, at de på sigt også ville være til gavn for det
grønlandske samfund som helhed. Med adoptionerne afskar man sig hos myndighederne fra dette
formål i hvert fald for seks af børnenes vedkommende. Argumentet var de opståede bånd mellem
plejeforældre og barn
og de i alles øjne bedre opvækstbetingelser, som barnet ville få hos en god
dansk familie.
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 105: Historisk udredning om de grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951, fra social- og indenrigsministeren
2299877_0057.png
54
7 Opvæksten på børnehjemmet i Godthåb
Fra de 16 børn forlod Danmark igen, var Red Barnets engagement i forsøget formelt afsluttet, og
ansvaret overdraget til Dansk Røde Kors, på hvis børnehjem i Godthåb de nu skulle bo. Rolleskiftet
blev markeret ved, at det var den nyansatte forstanderinde fra Dansk Røde Kors, Dorothea
Bengtzen, der ledsagede børnene på sejlturen retur til Grønland.
Fra dagen for afrejsen og i samtlige år frem blev store og små begivenheder og aktiviteter i
børnenes liv og i børnehjemmets hverdag nedfældet i en dagbog eller ’logbog’, der sammen med et
følgebrev hver måned blev sendt retur til Dansk Røde Kors’ hovedkontor og cirkuleret i
Grønlandsudvalget. Dertil blev der halvårligt nedsendt en rapport til Dansk Røde Kors vedlagt
udskrifter af børnenes helbredskort, erklæringer fra tilsynsførende læge, karakterer og vidnesbyrd
fra skolen mv. Dele af materialet er kun bevaret for kortere perioder, andre steder mangler enkelte
måneder mv. Men samlet set vidner det om den ihærdighed og detaljegrad, hvormed børnenes
opvækst på børnehjemmet blev registreret, dokumenteret og rapporteret.
I dette kapitel skitseres indledningsvis elementer i hverdagslivet og forholdene på børnehjemmet
med afsæt i de første måneders dagbøger. Dernæst uddybes en række temaer, som er særligt
betydningsfulde i denne udrednings sammenhæng, da de blev formet af det forsøg, som børnene
indgik i, og da de fik betydning for deres videre liv.
7.1 De første måneder på børnehjemmet
Den 25. september 1952 stævnede M/S Umanak ud fra København med 16 af de grønlandske børn
og den nye forstanderinde Dorothea Bengtzen blandt passagererne. Hun noterede i dagbogen for
børnehjemmet, at vejret var fint, og at de nød turen og den dejlige mad om bord. Den 30. september
sammenfattede hun, at
”børnene er meget søde og nemme og er nu klar over hvor de hører til.”
242
To dage senere anløb skibet Julianehåb, hvor mange var mødt op, blandt andet for at
”se børnene”,
som Bengtzen skrev. Skibet lagde til nogle gange mere undervejs, før det 5. oktober nåede Godthåb.
Hun og børnene spiste middag og overnattede på skibet og blev først næste morgen kørt til
børnehjemmet, som de besigtigede fra kælder til kvist. Ved ankomsten stod det tilsyneladende
alligevel ikke helt klart for børnene, hvad meningen var.
”De spørger, skal vi nu blive her”,
noterede hun. I det månedlige brev hjem til Dansk Røde Kors 1. november mente hun, at børnene
nu var faldet godt til og
”følte sig hjemme.”
243
Heller ikke forældrene syntes at være helt klare over den nye situation. To uger efter ankomsten
anførte Bengtzen, at mødre eller fædre til børnene fra Godthåb havde været inviteret til kaffe på
børnehjemmet,
”–
hvad vist er meget godt, en af dem
siger ’Du
må meget undskylde,
men nu forstår jeg bedre.’
Den første tid kom de løbende og vilde ha’ børnene på besøg eller besøge dem, jeg holdt på at
børnene måtte falde lidt til og være klar over hvor de hørte til, inden de gik på alt for mange besøg,
nu går det meget godt
– de har jo også deres skole at passe.”
Ifølge dagbogen fandt det næste familiebesøg sted anden juledag:
”Børnene inviterer familien her
fra kolonien, vi har en hyggelig eftermiddag med juletræ, kaffe og juleknas
der mødte c 20 voksne
og 30 børn
de voksne fik kaffe, børnene hjerter m kager og bolscher
der blev sunget både
grønlandsk og dansk.”
Nogle dage før jul var der afsendt juletelegrammer til de af børnenes
”pårørende”,
der ikke var fra byen.
244
DRK 212-13: Dagbog 25.-30. september.
DRK 212-13: Dagbog 2-6. oktober og 31. oktober 1952. Brev Bengtzen til DRK 1. november 1952.
244
DRK 214-15: Dagbog 19. og 20. oktober og 26. december 1952.
243
242
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 105: Historisk udredning om de grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951, fra social- og indenrigsministeren
2299877_0058.png
55
Der blev derimod lagt vægt på at holde forbindelsen med plejefamilierne, til hvem de første breve
blev skrevet godt en uge efter ankomsten til børnehjemmet.
245
Da to af børnene fyldte år i
december, noterede Bengtzen sig, at plejeforældrene huskede børnenes fødselsdag; børnenes egne
familier blev ikke nævnt i den sammenhæng. Og den 20. december skrev Bengtzen:
”Om
aftenen er
vi samlet om radioen, og børnene hører Far og Mor fra Danmark sende julehilsen
en enkelt tåre
kom frem, men de klarede det ellers bravt.”
Ordvalget gik igen i beskrivelsen af den første
juleaften, der ligesom de mange følgende blev holdt på børnehjemmet uden deltagelse af børnenes
familier. Børnene var i de fine kjoler og anorakker fra dronningen. Efter kirkegangen kom
landshøvdingen og landslægen forbi for at ønske glædelig jul. Derefter spiste man julemiddag med
risengrød, flæskesteg og mandelgave, gik om træet og sang salmer.
”Og så kom det store øjeblik,
julegaverne
– fra Far og Mor i Danmark, fra Familie og fra Grønland”,
skrev forstanderinden.
246
Som i Julianehåb vakte børnene også i Godthåb interesse. Bengtzen rapporterede,
” –
daglig en
masse gr-børn som kigger ind af vinduerne
forespørgsmål [sic] om børnene må komme på
besøg.”
Mens de nysgerrige grønlandske børn måtte blive udenfor, modtog man kort efter
ankomsten besøg af nogle af byens danske spidser, landslægen Fog Poulsen og rektor Binzer fra
den danske skole, som begge skulle have med børnene at gøre fremover. Binzer, som havde
intelligenstestet børnene under opholdet på Fedgården, var særligt interesseret i, hvor meget
børnene kunne
nu de skulle begynde i skolen om nogle få dage, den 14. oktober.
247
Mødet med den danske skole blev ikke helt så gnidningsfrit, som man havde håbet, trods dét at
børnene efter knap halvandet år nu var primært dansksprogede. Efter et par ugers skolegang skrev
Bengtzen 27. oktober:
”Børnene kan ikke rigtigt følge med, de får nu ekstra undervisning hver
efterm. i dansk og regning her på børnehjemmet”.
Da der en måned senere udbrød polio i byen, fik
børnene særundervisning på børnehjemmet, indtil skolen genåbnede 11. december.
248
Dansk blev fra starten prioriteret højt, både i valget af skole, men også af, hvem børnene skulle
omgås. Og de unge piger, de ansatte til at hjælpe med det praktiske arbejde på børnehjemmet,
”taler alle dansk for børnenes skyld, så jeg håber det må gå godt. Viljen til det har vi alle”,
som
Bengtzen skrev til København efter den første måned. I det lys kan man forstå, at forstanderinden få
uger efter ankomsten måske morede, måske undrede sig over, at børnene tiggede lammetælle, da
der blev syet rullepølser i køkkenet:
”… lidt grønlændere er de da endnu, de har ellers svært ved at
finde ud af det, spørger ofte er han eller hun grønlændere
– ”
249
I skiftende forstanderinders notater er det spørgsmål i øvrigt stort set fraværende. Dagbøgerne var
først og fremmest en detaljerig beretning om hverdagens store og små begivenheder, gøremål og
udfordringer på børnehjemmet. Oplysninger om indkøb og måltider, om skolegang og leg, om
børnesygdomme og influenza, om tilbagevendende lægetjek og gennemlysninger for tuberkulose,
om besøg, selskaber og fødselsdage Alt blev nøje noteret dag for dag og en gang om måneden
sammen med et følgebrev sendt med posten til Dansk Røde Kors i København, hvor dagbøgerne
cirkulerede i grønlandsudvalget.
Et tilbagevendende tema var fx bygningernes drift og vedligehold
de evigt svigtende oliefyr eller
det konstante arbejde med at forbedre, reparere og vedligeholde bygningen. Blandt andre
vedvarende udfordringer var problemet med at finde (og fastholde) de medhjælpere, som der var
hårdt brug for til udførelse af de mange praktiske opgaver i en ’husholdning’ med omkring
25 børn
og et skiftende antal voksne ansatte.
Ved ankomsten manglede der endnu en del indbo, og ikke mindst: Tøj til børnene. Der blev lappet
og stoppet flittigt på børnenes tøj, som var meget slidt, og som de var ved at vokse ud af.
245
246
DRK 214-15: Dagbog 15. oktober 1952.
DRK 214-15: Dagbog 9., 20., 23. og 24. december 1952.
247
DRK 212-13: Dagbog 9., 10. og14. oktober 1952.
248
DRK 214-15: Dagbog 27. oktober, 9. og 19. december 1952. DRK 212-13: Dagbog 22. november 1952.
249
DRK 212-13: Brev Bengtzen til DRK 1. november 1952. DRK 214-15.Dagbog 31. oktober 1952.
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 105: Historisk udredning om de grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951, fra social- og indenrigsministeren
2299877_0059.png
56
Tøjforsyningen var en uudtømmelig kilde til arbejde og udgifter i alle årene. Der er ikke en måneds
optegnelser, uden at der i hvert fald et par gange noteres, at der er blevet lappet, stoppet og
repareret, lagt op og ned, ud og ind, ligesom der blev repareret på det slidte fodtøj. Hjemmet
modtog desuden af og til tøjgaver, fx fra syklubber under Dansk Røde Kors eller andre foreninger,
fra virksomheder og privatpersoner. Enkelte gange sendte Dansk Røde Kors også nogle kasser brugt
tøj op til børnehjemmet.
250
Budgettet krævede, at der blev tænkt økonomisk, og at personalet på børnehjemmet selv kunne
frembringe meget af det fornødne. Hvor det var muligt, hjalp børnene til med reparationer og
rengøring, og i sæsonen var alle i fjeldet og plukke bær, samle svampe og andet, der kunne bidrage
til husholdningen. Der blev dyrket tomater i vindueskarmene og persille og andre afgrøder i
mistbænke og i lånte hjørner af haverne hos venner af børnehjemmet. Når der blev gjort større
indkøb
af tøj, nye madrasser mv.
bemærkedes ofte, at det var fundet på udsalg, som restparti
eller lignende.
251
Større, nødvendige nyanskaffelser blev jævnligt bevilget af Dansk Røde Kors.
Således kom der i de første måneder også køleskab, vaskemaskine og rulle, en telefon og et
radioapparat til. Det var på det sidste, at personalet og børnene kunne lytte til julehilsenerne fra
deres danske ’mor og far’.
252
7.2 Børnenes kontakt med deres familie og plejefamilie
Børnenes mulighed for kontakt med deres familie var selvfølgelig delvist betinget af, hvor familien
boede. Seks faderløse børn kom fra Godthåb og havde mor og søskende i byen, mens familierne til
de øvrige ti boede langt fra byen. De lokale børn fik nu og da besøg af deres mor og/eller søskende,
eller fik lov at besøge dem, eventuelt ledsaget af forstanderinden, som i årsberetningen i april 1954
vurderede, at
”Forholdet
mellem børnenes forældre her ved stedet og børnehjemmet har været
udmærket”.
253
For de resterende har sådanne uformelle besøg med få undtagelser ikke sat sig spor i materialet, og
enkelte børn synes ikke at have haft nogen forbindelse med deres grønlandske familie overhovedet.
I 1954 skrev Bengtzen således, at en pige netop havde”
fået at vide at hendes mor er død af
mæslinger”.
Hun havde haft et kort besøg af sin storebror et år forinden, men havde ikke set sin
mor, siden hun forlod sin hjemby tre år tidligere. Nu måtte hun ved et tilfælde høre, at hun var
blevet forældreløs
ligesom i øvrigt tre af de senere tilkomne børn på børnehjemmet blev det i
1954.
254
Godthåb-børnenes mødre og søskende blev i de første år inviteret til kaffe på børnehjemmet nogle
gange årligt, gerne på søn- eller helligdage som fx to søndage i 1954, hvor Bengtzen om den sidste
noterede:
”Fin søndag, inviterer mødre og pårørende til kaffe, børnene synger og danser for
dem.”
255
En sjælden gang kunne det være til et arrangement, som da familierne i 1954 var inviteret
til at slå katten af tønden, eller da Terna Dahl, der var forstanderinde under Bengtzens permission, i
starten af januar 1956 skrev:
”Alle
de børn, som har familie her i Godthåb, har fået lov at invitere
dem til at se lysbilleder i aften; vi har også inviteret alle vore grønlandske naboer.”
256
I de
250
Se fx DRK 212-13: Dagbog 1. og 11. november 1952. Brev Bengtzen til DRK 2. marts 1953. DRK 214-15: Dagbog
25. oktober, 8. december 1952, 19. februar, 4. juli 1953. DRK 217: Referat af Grønlandsudvalgets møde 15. december
1956. DRK 531: 14. april 1955. DRK 532: Brev Bengtzen til DRK 3. januar 1959.
251
Se fx DRK 212-13: Dagbog 7. november 1952. DRK 214-15: Dagbog 4. december 1952, 1. august 1953, 6. august
1954. DRK 531: Dagbog 25.-26. august 1955, 23. februar og 12. marts 1957.
252
DRK 212-13 og 214-15: Dagbog diverse datoer oktober, november og december 1952.
253
DRK 214-15: Dagbog 31. januar, 3. juli og 15. oktober 1954; Brev Bengtzen til DRK 1. april 1954DRK 531.:
Dagbog 25. december 1954. DRK 532: Dagbog 23. juni 1957.
254
DRK 214-15: Dagbog 27. september 1953, 23. september 1954. DRK 531: Indberetning om tilstanden på
børnehjemmet i det forgangne år, 5. marts 1955.
255
DRK 214-15: Dagbog 18. juli og 3 oktober 1954.
Langfredag året efter var de ’pårørende’ også til kaffe. DRK 531:
Dagbog 8. april 1955.
256
DRK 214-15: Dagbog 28. februar 1954. DRK 531: Dagbog 7. januar 1956.
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 105: Historisk udredning om de grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951, fra social- og indenrigsministeren
2299877_0060.png
57
resterende år fremgår lignende kaffearrangementer for forældrene ikke af dagbøger eller
månedsbreve. Og det var en undtagelse, at også grønlændere var inviteret.
Juleaftener blev alle årene holdt på børnehjemmet. De startede med kirkegang i den danske eller
grønlandske kirke, efterfulgt af julemiddag
risengrød og flæskesteg
dans om træet, pakker og
godter. Der var gaver fra danske plejefamilier, og ofte også fra ministre, byens honoratiores, Dansk
Røde Kors og andre, der havde været i kontakt med børnene i årets løb. Terna Dahl berettede i
1955, at
”børnene er ganske overvældede af det tændte træ og alle julegaverne.”
Juleaften var
forbeholdt børnehjemmets beboere, i nogle tilfælde dog også med en medhjælp eller en gæst, der
ikke havde andet sted at holde jul. En enkelt juleaften, i 1956, noterede Bengtzen, at der om aftenen
var kommet forskellige pårørende til børnene for at ønske glædelig jul
det fremgår ikke, om
besøgene var til de store børn fra forsøget eller til nogle af de mindre, der var kommet til. Som det
første år blev Godthåb-børnenes familier inviteret til juletræ nogle dage efter jul også i 1953 og
1954, hvor Bengtzen skrev:
”Børnenes forældre og søskende
til kaffe og danse om juletræet,
børnene får hjerter med godter i”.
Derefter synes julebesøget at være gledet ud til fordel for
juletræsfester i andre institutioner og foreninger og hos fremtrædende borgere i byen.
257
Dagbøgerne rummer få beretninger om, at de nærtboende familier blev inviteret til mærkedage i
børnenes liv. En undtagelse var deres ’skolestart’:
”Om aftenen har vi inviteret
familien (børnenes)
til kaffe, det er en grønl. skik
første skoledag”,
skrev Bengtzen. På grund af ankomsten til
Godthåb i oktober, var børnene gået glip af en sådan ’første skoledag’ tidligere.
258
Fødselsdage blev
fejret på børnehjemmet med klassekammerater fra den danske skole som gæster
otte gæster synes
at have været reglen
og som udgangspunkt uden familie. Ganske få gange fremgår det dog, at mor
og søskende fra Godthåb deltog i fejringen: I april 1954 fejrede en pige sin ti års fødselsdag, og
”hun har glædet sig så utroligt, om formiddagen er
[hun]
og jeg inviteret til kaffe hos moderen, om
efterm. har hun klassekammeraterne,
moderen og en broder til chokolade.”
Familiens deltagelse
ved en fødselsdag er kun noteret i tre andre tilfælde.
259
I september 1956 blev det første af børnene konfirmeret i den danske kirke, og de øvrige fulgte i
årene frem til 1960. Til
middagen i 1956 var inviteret ti unavngivne gæster ’udefra’, og et par dage
senere var konfirmandholdet og nogle unge, der havde givet gaver, inviteret til dans. Efter
konfirmationen skrev konfirmanden til formanden for Grønlandsudvalget i Dansk Røde Kors blandt
andet:
”Kære
Bugge. Mange tak for telegrammet de kan tro vi holdte en stor fest her på børnehjemmet
[…], vi havde mange gæster, jeg fik et fint ur af Frk. Bengtzen og en trøje af Fru Terna Dahl, tre
par strømper, tre bøger, et par stålskistaver […] og 73 kr., de er i sparekassen.”
260
Det lader ikke til, at konfirmandernes familie deltog i fejringen på dagen. I maj 1957 blev to drenge
konfirmeret, i april 1958 endnu fire piger og to drenge; og af dagbøgerne fremgår det, at familie og
bekendte var inviteret en efterfølgende dag blandt andet for at se de mange gaver. For de sidste to
konfirmationsår er gæsterne listet i de månedlige kostdags-oversigter. I 1959 var gæsterne bl.a.
børnenes læge og provsten, begge med fruer, samt et dansk par som en senere tilflyttet pige havde
passet børn for; i 1960 et landsrådsmedlem, borgmesteren, landslægen og to af børnenes lærere,
igen med fruer. Gæsterne var med andre ord danskere, der primært i embeds medfør havde haft med
børnene at gøre, og enkelte af byens honoratiores. Familien kunne, om muligt, komme på besøg
257
DRK 214-15: Dagbog 24. december 1953. DRK 531: Dagbog 24. december årene 1954, 1955, 1956. DRK 532:
Dagbog 24. december årene 1957, 1958, 1959.
258
DRK 214-15: Dagbog 2. september 1953.
259
DRK 214-15: Dagbog 21. april og 24. maj 1954. DRK 531: Dagbog 5. maj 1955. DRK 532: Dagbog 4. maj 1959.
Den førstnævnte pige havde en søster med til sin sidste fødselsdag på børnehjemmet i 1960, jf. DRK 532: Oversigt over
kostdage for april 1960. De otte fødselsdagsgæster fremgår af samme samt Oversigt over kostdage april og juli 1959,
maj 1960. Alle andre fødselsdage gennem årene var iflg. dagbøgerne for klassekammeraterne.
260
DRK 531: Dagbog 30. september og 2. oktober 1956 og udateret takkebrev sst.
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 105: Historisk udredning om de grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951, fra social- og indenrigsministeren
2299877_0061.png
58
efterfølgende og lykønske samt beundre de mange gaver. Eneste dokumenterede undtagelse er, at
der blandt gæsterne i 1959 også var en søster til den udenbys dreng, der blev konfirmeret det år.
261
Mens den grønlandske familie kun undtagelsesvis deltog i højtider og mærkedage, uanset om den
var bosat i byen eller ej, holdt nogle af børnene ferie hos deres familie. De første feriebesøg var i
1953, børnenes første sommer tilbage i Grønland. Nogle få havde flere af den slags ferier: Et par af
børnene var på lange ferieophold hos deres far hvert år bort set fra et enkelt. Et barn fra Godthåb,
hvis familie flyttede fra byen, tilbragte tre sommerferier hos dem i 1955, 1956 og 1957.
262
For andre
var et langt ophold enkeltstående: En dreng havde over et par dage i 1954 ledsaget af Bengtzen
mødt sin far og sine søskende, som var rejst dem i møde i en anden by.
”Faderen er
meget glad for
at se sin dreng”,
skrev hun i dagbogen. Sommeren 1958 havde han sit første og eneste længere
ophold hos familien, efter at han havde forladt den i 1951.
263
For fem børn synes et enkelt
ferieophold hos familien at være forbundet med deres efterfølgende udskrivning fra børnehjemmet.
Tre børn fra Godthåb tilbragte sommeren hos deres mor og søskende og flyttede derefter hjem, selv
om de endnu ikke havde nået den alder, hvor de forventedes udskrevet. To andre piger havde deres
eneste ferie hos familien på fjernere steder sommeren umiddelbart før deres fraflytning fra
børnehjemmet.
264
For de resterende syv børn angiver dagbøger og månedsbreve ingen ferie hos deres grønlandske
familie. En af dem tilbragte derimod de første to somre hos sin danske plejefamilie, der fra maj
1953 var bosat i Frederikshåb, og kom derefter med dem på ferie i Danmark,
”ja absolut
mest fordi
vi holder så meget af [ham] og
er glade for ham”,
som plejefaderen forklarede.
265
To andre drenge,
begge forældreløse, blev ligeledes inviteret på ferie hos plejefamilien i Danmark, den ene hos
plejeforældrene bispinde Fuglsang-Damgaard, formanden for Red Barnet, og hendes mand, som
også havde besøgt plejebarnet og børnehjemmet på en rejse til Grønland i 1953.
266
For de sidste fire
børn fortæller materialet ikke om ferier hverken med familie eller plejefamilie.
Samlet er billedet, at børnenes kontakt med deres familie under opvæksten på børnehjemmet var
meget begrænset. Børnene fra Godthåb havde ind imellem besøg af eller besøgte familierne
og
uformelle eller tilfældige møder med nære eller lidt fjernere familiemedlemmer må være
forekommet både for dem og de øvrige børn, uden at det figurerer i forstanderindernes dagbøger og
breve. Nogle få havde regelmæssige lange ferieophold hos deres familier, andre blot et enkelt eller
ingen. Men rammen var, at børnene ikke længere ’hørte til’ hos deres biologiske familie, at deres
hjem nu var eller skulle være børnehjemmet, og at det var forstanderinderne, som regulerede
egentlige besøg. Eksempelvis var det forstanderinden og en anden ansat, der repræsenterede
forældrene, når børn spillede skolekomedie.
267
Der blev samtidig lagt stor vægt på at fastholde
forbindelsen til plejeforældrene, for de flestes vedkommende gennem brevene, for enkelte også ved
længere ferieophold.
268
DRK 531: Dagbog 5., 7. og 15. maj 1957. DRK 532: Dagbog 20. og 21. april 1958, 12. og 13. april 1959, 24. og 25.
april 1960; Oversigt over kostdage april 1959 og april 1960.
262
DRK 214-15: Dagbog 10. august 1953, 17. juli 1954, Brev Bengtzen til DRK 4. september 1954. DRK 531: Dagbog
4. og 10. juli, 27. august 1955, 14. juli 1956, Breve Bengtzen til DRK 22. juni og 12. august 1956. DRK 532: Dagbog
11. august 1957, 2. juli 1958.
263
DRK 214-15: Dagbog 23., 24. og 27. juli 1954. DRK 532: Dagbog 12. juli og 27. august 1958.
264
DRK 531: Dagbog 4. juli 1955. DRK 532: Dagbog 28. oktober og 11. november 1958; breve Rosa S. Ludvigsen
(fungerende forstanderinde) til DRK 1. juli og 1. oktober 1958.
265
DRK 531: Brev Bengtzen til DRK 5. marts 1955, Dagbog 11 og 30. marts,18. april1955.
266
DRK 214-15: Dagbog 25. og 30. april 1953. DRK 532: Brev Bengtzen til DRK, 2. marts 1958. Fuglsang-Damgaards
besøg på børnehjemmet i Godthåb er også omtalt i Red Barnets nyhedsbrev nr. 75, 20 maj 1954, RB 607.
267
DRK 532: Dagbog 22. april 1959.
268
Julebrevene er nævnt allerede for 1952, se også DRK 532: Dagbog 30. november 1958. Gaver fra plejeforældrene fx
i DRK 214-15: Dagbog 24. december 1953 og brev Bengtzen til DRK 15. april 1953; DRK 531: Dagbog 24. december
1954, 24. december 1955; og DRK 532: Dagbog 10. oktober 1957.
261
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 105: Historisk udredning om de grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951, fra social- og indenrigsministeren
2299877_0062.png
59
7.3 Børnene og det omgivende samfund
Da alle børn kom i den danske skole i Godthåb, var deres skolekammerater danske børn, hvis
forældre arbejdede i byen, og nogle enkelte børn af ofte bedrestillede grønlandske familier. Det var
klassekammeraterne, som blev inviteret til fødselsdagsselskaberne, og det er sandsynligt, at det også
var dem, som ifølge dagbøger og breve nu og da besøgte børnene eller inviterede dem hjem. Fx i
julen 1956, hvorom forstanderinden efterfølgende skrev hjem:
”… børnene har nydt juleferien,
enkelte har været inviteret ud, og vi har også haft besøg af
børn her i juledagene.”
269
Det fremgår
ikke af dagbøger eller andet, at børnene ikke
måtte
lege med de grønlandske børn, sådan som
mange siden husker; men heller ikke, at de gjorde det. Under alle omstændigheder var sproget, den
danske skolegang og den dansk-prægede opvækst på børnehjemmet nok i sig selv begrænsende for,
hvilke muligheder børnene havde for at få grønlandske kammerater.
På samme vis synes kontakten til voksne grønlændere at have været begrænset. De mange
dagbogssider gennem årene tegner billedet af, at deres tætteste kontakt med almindelige
grønlændere var igennem den linde strøm af kiffakker, syersker og anden hjælp, der havde deres
udkomme som ansatte ved børnehjemmet
og som vel at mærke helst skulle både mestre og tale
dansk.
270
Nogle få gange er det noteret, at børnehjemmet fik besøg af grønlændere fra byen. Efter et
halvt år på børnehjemmet skrev Bengtzen fx, at
”Vejret er fint, forskellige af de ældre grønlændere
er inviteret til kaffe
– de vil så gerne se børnehjemmet.”
I juli 1953 var 22 kateketer med fruer til
kaffe, og i efteråret 1953 landsrådet, som også havde ønsket at se børnehjemmet. I øvrigt optræder
besøg af grønlændere i større antal udelukkende i forbindelse med det årlige åbent hus i anledning
af Bengtzens fødselsdag. I november 1954 var således 30-40 grønlændere og danske til en kop kaffe
på dagen, og i 1958 deltog ca. 60 gæster,
”flest grønl.”,
som Bengtzen noterede.
271
De, som ikke
selv havde mulighed for at besøge stedet, kunne fx lytte til de radioreportager eller læse de artikler,
der blev produceret på og om børnehjemmet, der også nu og da fik besøg af danske og udenlandske
journalister og fotografer.
272
De fleste har nok kendt
til
børnene, uden at kende dem.
Børn og forstanderinde blev ikke sjældent inviteret af byens spidser, ikke mindst omkring jul.
Umiddelbart efter nytår 1954 var de fx indbudt til dans om træet og slik hos Simony, tidligere
landsfoged og nu politimester. Den næste jul var de til juletræ hos kontorchef N.O. Christensen, og
julefesten dér blev gentaget året efter, i 1955, hvor værten i mellemtiden var blevet konstitueret
landshøvding.
273
Ved andre lejligheder blev de indbudt af fremtrædende familier til
fødselsdagsselskaber eller chokolade, ligesom de flere gange blev budt om bord af kaptajnen på de
skibe, der sejlede mellem København og Grønland. Således også på M/S Hans Hedtoft i januar
1959, umiddelbart før skibet forliste på dets returrejse til København.
274
Børnehjemmet fik også besøg af danske og udenlandske honoratiores, der gæstede Godthåb. I
sommeren 1953 gjaldt det som nævnt biskopparret Fuglsang-Damgaard. Den følgende sommer var
der fornemt besøg af blandt andre finansminister Thorkil Kristensen, tidligere landstingsmedlem og
formand for Foreningen til Hjælp for Grønlandske Børn Lisbet Hindsgaul og departementschef
Eske Brun, der jo tidligere havde spillet en rolle i forsøgets tilblivelse. Danmarks første
Grønlandsminister Johannes Kjærbøl med frue besøgte børnehjemmet i julen 1955, hans efterfølger
Kai Lindberg lagde kort vejen forbi i 1958, og i sommeren 1960 var turen kommet til folketingets
DRK 531: Bengtzen til DRK 3. januar 1957.
Se fx DRK 532: Brev fra Ludvigsen til DRK 1. oktober 1958.
271
DRK 214-15: Dagbog 17. maj, 22. juli og 12. september 1953. DRK 216: Dagbog 27. november 1954. DRK 532:
Dagbog 27. november 1958.
272
Se fx DRK 214-15: Dagbog 23. februar 1954; DRK 531: Dagbog 15. marts 1955, 14. juli 1955 og 10. september
1956; og DRK 532: Dagbog 16. december 1959.
273
DRK 214-15: Dagbog 2. januar 1954. DRK 531: Dagbog 26. december 1954, 27. december 1955. DRK 532:
Dagbog 17. og 18. januar 1959.
274
Se fx flere datoer i DRK 214-15: Dagbog for august 1954. DRK 531: Dagbog 6. december 1955. DRK 532: Dagbog
17. og 18. januar samt efterfølgende uger 1959.
270
269
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 105: Historisk udredning om de grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951, fra social- og indenrigsministeren
2299877_0063.png
60
Grønlandsudvalg. Året før havde man haft besøg af Niels Bohr og frue i følge med blandt andre
Eske Brun, ambassadør Kauffmann og Canadas ambassadør Feaver. Det hele kulminerede ved
kongebesøget i Grønland i sommeren 1960. Den 19. juni var børnene i deres fine tøj i havnen og
modtage kongeparret sammen med resten af byen. Dagen efter fik de besøg af dronningen og
kronprinsessen, som beså huset, medbragte gaver og bolcher og ifølge Bengtzen
”syntes vi havde
det dejligt”.
275
Et par gange fik man også besøg fra udsendte fra Dansk Røde Kors, som jo havde en særlig
interesse i at følge børnenes udvikling og hjemmets drift. I sommeren 1953 var direktøren Aage
Schoch i Grønland og besigtigede sammen med sit følge børnehjemmet, hvor børnene dansede for
gæsterne. Dansk Røde Kors’ hovedkasserer Midtgård besøgte hjemmet af flere omgange i
sommeren 1958, hvor han samtidig skulle inspicere de nybyggede børnehjem i andre byer.
276
Sammenfattende ser det ud til, at børnene havde ganske lille kontakt med byens grønlandske
befolkning, børn såvel som voksne, når man ser bort fra personalet på børnehjemmet. Deres
jævnaldrende kammerater var fra den danske skole, og ud over hjælpepersonalet var de fleste
voksne i deres hverdag
forstanderinderne og de udsendte barneplejersker mv., lærerne og de
familier de omgikkes eller arbejdede for
danske. Ved selskabelige lejligheder og højtider så de
desuden en række af byens fremtrædende danske embedsfamilier: Landshøvdingen og hans
kontorchef, politimesteren, landslægen etc. Det lå således i selve rammerne for børnenes daglige
liv, at mulighederne for at knytte venskaber og bånd til andre grønlændere var stærkt begrænsede.
Også her blev de danske forbindelser prioriteret.
7.4 Børnenes sundhed og udvikling
Bag den kollektive offentlige fremtoning var børnene i deres hverdag på børnehjemmet genstand
for en helt anden form for opmærksomhed. Den kom til udtryk blandt andet i overvågningen af
deres sundhedstilstand. Væsentligt her er, at der ikke var tale om en særskilt opmærksomhed på de
børn, der var en del af forsøget, men at den også gjaldt alle de nye børn, der allerede fra det første år
begyndte at rykke ind på det nye børnehjem i byen, sådan som det var regelsat også for børnehjem i
Danmark.
I skiftende forstanderinders notater blev der måned efter måned nøje anført, når enkelte børn var
syge, eller når børnehjemmet var ramt af smitsomme sygdomme, der til tider lagde mange blandt
børnene og personalet ned. Der berettes om forkølelser, influenza og børnesygdomme som røde
hunde og mæslinger
ofte med oplysninger om temperatur, hvornår børnene kom op af sengen
igen, hvornår lægen måtte tilkaldes og evt. give penicillin eller anden behandling. I sjældnere
tilfælde også om uheld og skader fx fra børnenes leg på ski eller cykel, der krævede læge- eller
hospitalsbehandling: Flænger, der måtte have klemmer eller sting, observation for hjernerystelse.
Ved siden af disse individuelle registreringer og behandlinger fandt der en mere systematisk
overvågning af børnenes helbred sted. Dels gennemførte børnehjemmets læge såkaldte
kvartalsundersøgelser af samtlige børn og førte samtidig tilsyn med hjemmets hygiejniske standard.
Desuden blev alle børn regelmæssigt undersøgt og gennemlyst for tuberkulose på sygehuset, fra
vinteren 1954 på det netop indviede Dronning Ingrids Sanatorium. Ikke sjældent viste
gennemlysningerne inaktive spor af tidligere tuberkuloseinfektioner, men kun i et tilfælde krævede
DRK 214-15: Dagbog 27.-28. juni 1954. DRK 531: Dagbog 23. december 1955, 18. juli 195. DRK 532: Dagbog 22.
juli 1958; Brev Bengtzen til DRK 3. januar 1959; dagbog 22. juni, 19. og 20. juli 1960; samt brev Bengtzen til DRK 6.
juli og 5. august 1960.
276
DRK 214-15: Dagbog 29. juli 1953. DRK 532 Dagbog 5.-6- juli m.fl. 1958 samt brev Ludvigsen til DRK 5. august
1958.
275
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 105: Historisk udredning om de grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951, fra social- og indenrigsministeren
2299877_0064.png
61
en aktiv tuberkulose en langvarig indlæggelse på sanatoriet, hvorfra pigen otte måneder senere
vendte tilbage rask.
277
Det overordnede billede fra disse kollektive, regelmæssige undersøgelser blev sammenfattet i en
lægeerklæring i de årlige rapporter over det forgangne år, som forstanderinden sendte til Dansk
Røde Kors. I de år, hvor erklæringerne findes i arkivet, var konklusionen positiv.
”Børnene har
været ualmindelig raske”,
indledte han eksempelvis i 1954, og i 1955 havde børnene
”haft det
særdeles godt i det forløbne
år”.
Også i 1957 var vurderingen af sundhedstilstanden positiv.
278
Ud over lægens korte generelle erklæring om sundhedstilstanden for børnehjemmet som helhed, var
årsrapporterne til Dansk Røde Kors vedlagt oplysninger om de enkelte børns sundhed: I 1954 og
1955 i form af fulde afskrifter af samtlige børns helbredskort, i senere år blot en opsummering for
hvert barn baseret på samme. Afskrifterne viser i detaljer, hvilke undersøgelser og behandlinger
hvert barn havde gennemgået, ligesom højde og vægt blev registreret løbende. Vaccinationer og
tandlægebesøg var nøje anført sammen med oplysning om behandling for sværere influenzatilfælde
og infektioner, syning af sår, nogle få problemer med nattevædning eller med et barns sproglige
udvikling. I to kortere sammenfatninger af helbredsoplysningerne fra 1957 og 1958 fremgik igen de
jævnlige undersøgelser og gennemlysninger, men i øvrigt ingen nævneværdige problemer med
sundheden.
279
Den eneste gang, der blev stillet spørgsmålstegn ved noget, skete det fra Dansk
Røde Kors’ side og
gjaldt kostbudgettet, som lå betragteligt lavere for børnehjemmet i Godthåb, end for det tilsvarende
i Egedesminde
hhv. 1,38 og 2,18 kr. pr. kostdag. Hovedkasserer Midtgaard spurgte til de lave
omkostninger, fik man mad foræret til børnehjemmet i Godthåb? Bengtzen svarede let fortørnet, at
de fik mælk gratis, men i øvrigt ikke fik mad foræret. Midtgaard måtte forsikre, at der ikke var tale
om en kritik, og
”Jeg deler fuldstændig Deres synspunkt angående det pædagogiske i, at børnene
lærer
at forstå, at alt ikke kommer af sig selv.”
Alt tyder på, at det faktisk ikke var en kritik fra
Røde Kors’ side, men måske snarere en interesse i, hvordan udgifterne til hjemmenes drift kunne
nedbringes. Kort forinden havde man besluttet at indføre månedlige opgørelser over kostdage for
børn, personale og gæster på alle Dansk Røde Kors’ børnehjem i Grønland. Allerede i sin
halvårsrapport fra december 1953 havde Bengtsen noteret:
”Den
daglige kost har været rigelig og
god, dog uden nogen luksus”,
og i rapporterne vedlagde hun i hvert fald nogle år en dag-til-dag
oversigt over, hvad der blev serveret morgen, middag og aften. Og i et brev fra Dansk Røde Kors’
direktør Schoch i 1954 havde han ros med fra Grønlandsudvalget:
”Endvidere anmodede udvalget
mig om overfor Dem at udtale sin anerkendelse af den lave udgift pr. kostdag, som De har været i
stand til at holde.”
280
Som vi har hørt, blev budgettet forvaltet med ganske stor sparsommelighed,
og børn og voksne var ofte til fjelds for at sanke bær og plukke svampe, ligesom det blev værdsat,
når en af drengene havde haft held med jagten. Helbredsoplysninger, herunder adskillige årlige
vejninger tyder dog sammenholdt med lægernes erklæringer ikke på, at børnene fik for lidt at spise.
Samlet vidner dagbøger, breve og rapporter om, at børnenes fysiske helbred og udvikling og deres
ernæringstilstand var god, og at der blev draget omsorg for at holde øje med deres sundhed og
forebygge og behandle sygdom. Man kan selvfølgelig spørge, om det ville være fremgået af
DRK 532: Erklæringer fra kvartalsundersøgelser 12. juli og 1. oktober 1960. Se også fx DRK 531:
Forstanderindernes breve til DRK 29. januar 1955, 5. september og 3. december 1956. DRK 532: Samme 1. juli 1958.
Den længere indlæggelse på sanatoriet se DRK 532: Dagbog 14. og 16. oktober 1958, Brev fra Ludvigsen til DRK 17.
november 1958, samt for udskrivningen dagbog 26. juni 1959 samt Brev Bengtzen til DRK 30. juni 1959.
278
DRK 531: Læge Rendals sammenfatning af de sundhedsmæssige forhold i det forløbne år, 31. marts 1957. Lignende
findes fra 1. april 1954, DRK 214-15; og fra 28. februar 1955, DRK 531.
279
DRK 214-15: Halvårlig afskrift af børnenes helbredskort 19. marts 1953. Indberetning og afskrift af børnenes
helbredskort 1953-54, udateret, indgået i DRK 20. april 1954. DRK 531: Rapport over sundhedstilstanden hos børnene i
det forløbne år, udateret, indgået i DRK 17. april 1957, samt DRK 532: Tilsvarende udaterede rapport indgået i DRK 5.
maj 1958.
280
DRK 532: Brev Bengtzen til DRK 15. november 1958. Brev Midtgaard til Bengtzen 21. november 1958. DRK 214-
15: Rapport over tilstanden på børnehjemmet 12. marts 1953; Brev Schoch til Bengtzen 28. juni 1954.
277
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 105: Historisk udredning om de grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951, fra social- og indenrigsministeren
2299877_0065.png
62
børnehjemmets egen afrapportering, hvis det modsatte var tilfældet. Men det bekræftes af de
detaljerede oplysninger fra børnenes helbredskort og af de erklæringer fra læger, der tilså og
behandlede børnene
ligesom det senere erindringsmateriale heller ikke noget sted peger på
problemer på dette område. Som doktor Rendal sammenfattede i 1957:
”Ved de almindelige
helbredsundersøgelser er de enkelte børns ernæringstilstand og almindelige udvikling fundet
tilfredsstillende. […] de hygiejniske forhold på børnehjemmet har været upåklagelige.”
Året derpå
var børnene tillige blevet tilset af en børnelæge, skrev Bengtzen i sin rapport.
”Bortset fra de sidst
ankomne, udtalte Dr. Gjørup, børnelæge, i sommer:
’Det
er børn i topklassen’.”
I dagbogen havde
hun om ’børnespecialistens’ udtalelse tilføjet, at det var rart at høre.
281
7.5 Børnenes skolegang
Kort efter ankomsten til Godthåb skrev forstanderinde Bengtzen et indlæg til Red Barnets
fællesbrev, hvor hun fortalte om sin første tid med børnene. Om sit møde med børnene ved afrejsen
fra København skrev hun:
”Det var tydeligt at se, at de personligt havde udviklet sig meget, og de
talte også pænt dansk alle sammen ved afrejsen. Tilsyneladende havde de glemt at tale
grønlandsk.”
De var nu startet i skole, og
”Der er ingen tvivl om, at de har set og lært meget, som
de både husker og har gavn af i fremtiden. Det grønlandske sprog kniber det med; men for skolens
skyld
må vi holde os til dansk.”
282
Det lille ’tilsyneladende’ illustrerer en vis overraskelse. Der
havde været enkelte advarende røster om, at børnene risikerede at miste deres grønlandske sprog
under det lange ophold i Danmark i så ung en alder. Men det lader til, at det alligevel kom bag på i
hvert fald forstanderinden.
Det var som bekendt meningen, at børnene skulle starte i den dobbeltsprogede skole i Godthåb, men
nu besluttede man at sende børnene i den danske skole i stedet. Beslutningen lader til at være truffet
lokalt kort efter børnenes ankomst til Godthåb. I sin første halvårsrapport skrev Bengtzen:
”Børnene
blev efter aftale med rektor Binzer
[…]
tilmeldt den danske skole de havde alle sammen
glemt det grønlandske sprog, flere af børnene var ikke bleven undervist i Danmark, så det kneb med
at følge med i de klasser de var bleven placeret i. 27-10 foreslog rektor Binzer ekstra undervisning i
dansk og regning, som blev givet her på børnehjemmet to timer hver eftermiddag i seks uger.”
283
Mens den danske skole var løsningen på et problem, det sproglige, gav den altså samtidig anledning
til et andet, nemlig at børnenes faglige niveau ikke helt stod mål med de skoleklasser, de blev sat
ind i. Nogle blev derfor givet ekstraundervisning for at følge med.
Da børnene begyndte på deres andet skoleår, begyndte de samtidig at få undervisning i grønlandsk
på børnehjemmet hver eftermiddag fra 15 til 16.30. I årsberetningen for Dansk Røde Kors’
virksomhed i Grønland i 1953 blev beslutningen forklaret sådan:
”De af børnene,
der tidligere har
været på ophold i Danmark, taler stadig flydende dansk og går derfor i den dansksprogede skole i
Godthåb. Det har været nødvendigt at give en del af børnene særlig undervisning i grønlandsk, da
de selvfølgelig ikke måtte glemme deres modersmål.”
284
Det fremgår ikke af arkiverne, hvor længe
grønlandskundervisningen fortsatte, og hvad udbyttet af den var
bortset fra spredte notitser om, at
børnene kunne både danske og grønlandske sange. Men i hvert fald året efter kunne man læse i en
grønlandsk avis, at børnene modtog undervisning i grønlandsk.
285
281
DRK 531: Sammenfatning af de sundhedsmæssige forhold i det forløbne år, 31. marts 1957. Dagbog 26. juni 1957.
DRK 532: Rapport over sundhedstilstanden indgået i DRK 5. maj 1958
282
RB 607: Red Barnets fællesbrev nr. 72, 30. maj 1953.
283
DRK 214-15: Halvårsrapport 12. marts 1953.
284
DRK 214-15: Dagbog 6. juli og 3. september 1953; 18. februar og 4. marts 1954; Brev Bengtzen til DRK 4.
september 1953. DRK 345:
Beretning om Dansk Røde Kors’ virksomhed
i Grønland i 1953.
285
Se fx DRK 214-15: Brev Bengtzen til DRK 3. januar 1954; Dagbog 15. marts 1954 og 24. april 1955.
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 105: Historisk udredning om de grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951, fra social- og indenrigsministeren
2299877_0066.png
63
I 1956 hævdede en deltager ved et møde i Kalâtdlit, den grønlandske forening i København, at det
var forbudt børnene tale grønlandsk på børnehjemmet i Godthåb. Forstanderinde Terna Dahl
svarede på anklagen i Grønlands Radioavis,
”at der ikke eksisterer noget forbud mod, at børnene taler grønlandsk, men at de tværimod faar
undervisning i deres modersmaal. Det drejer sig om børn, der har været i Danmark i op til
halvandet aar, og man haaber, at de kan lære at tale baade dansk og grønlandsk. De af børnene,
der har familie heroppe, tilbringer om muligt deres sommerferie der for at vedligeholde deres
modersmaal, og paa børnehjemmet er ansat to piger, som kun taler grønlandsk.”
I Dansk Røde Kors var man på et efterfølgende møde enige om, at forholdet mellem grønlandsk og
dansk på børnehjemmene var et vanskeligt spørgsmål
men da man nu hovedsageligt optog børn,
der ikke havde opholdt sig i Danmark, var det formodentlig snart et
”overstået problem.”
286
Skolegang og lektier fyldte meget i børnenes liv på børnehjemmet, og opmærksomheden på,
hvordan de klarede sig, var stor. I januar 1953 refererede Bengtzen fra en samtale med rektor
Binzer, at børnene klarede sig
”pænt”
i skolen, og lærerne var glade for dem;
”vi læser også med
dem hver eftermiddag, men det er jo ikke altid lige nemt, når interessen ikke er så stor
nogen af
dem er flinke.”
Eftermiddagenes lektielæsning gik igen i alle årenes notater, nogle gange med
kommentarer over, at det især kneb med det ene eller det andet fag. I september 1957 noterede
Bengtzen eksempelvis, at de store børn havde mange lektier i det nye skoleår
især kneb det med
engelsk og tysk, men foreløbig syntes de, det var interessant. Børnene var ellers begyndt at have
fritidsjobs og tjene lommepenge, men det stødte sammen med skolen og lektierne. I 1959, hvor en
del af børnene allerede havde forladt børnehjemmet, skrev forstanderinden til Dansk Røde Kors:
”De store børn har ikke været fast beskæftiget, da skolen optager det meste af dagen.”
Budskabet
var det samme ved indgangen til 1960.
287
Børnene blev holdt til ilden af forstanderinderne og andet personale, hvilket resulterede i, at to piger
allerede ved den første skoleafslutning fik flidspræmie for indsatsen. I 1957 gik alle fire
flidspræmier til børnehjemsbørn, hvilket Bengtzen med stolthed noterede både i dagbogen og i
månedsbrevet.
288
Karaktererne var hun imidlertid ikke altid helt stolt over. Da børnene første gang
havde karakterbøger med hjem, betegnede hun dem som generelt
”meget pæne”,
om end det kneb
særligt for nogle af børnene. Og ofte viste hendes kommentarer til karakterbøgerne både i
dagbøgerne og i breve og rapporter til Dansk Røde Kors, at præstationerne ikke altid levede op til
hendes høje forventninger
og måske dermed heller ikke til dem, der fra starten var indlejret i
forsøget. Når børnene havde karakterbøger med hjem, beskrev hun dem ofte som
”ikke særlig fine”
eller lignende. Da man gjorde sig så megen umage med lektierne på børnehjemmet, søgte hun til
tider årsagen i det enkelte barns indsats og egenskaber. En nedgang i et af de store børns karakterer
forklarede hun eksempelvis med, at
”hun har været doven, er ved at blive voksen og får andre
interesser,”
mens en jævnaldrendes fremgang blev forklaret med hendes flid.
289
Børnene fik karakterer
og de blev i høj grad også karakteriseret. Mens få karakterer er bevaret i
arkivet, er særligt årsrapporterne fulde af såvel forstanderindens som skolens vurderinger af
børnenes personlighed, egenskaber og udvikling. En af drengene
”var tilbøjelig til at græde så
snart
noget gik ham imod”,
men havde nu rettet sig meget. Om en anden hed det:
”En
charmerende
286
DRK 531: Afskrift af Grønlands Radioavis 20. januar 1956. DRK 216: Referat af møde i DRKs Grønlandsudvalg 3.
maj 1956. Se også brev fra landslæge Fog-Poulsen til DRK 28. juni 1956, sst. Atuagagdliutit. 1954, nr. 4, s. 91
287
DRK 214-15: Dagbog 20. januar 1953, 19 og 26 oktober 1954. DRK 531: Brev Bengtzen til DRK 3. januar 1957;
Dagbog 13. september 1957. DRK 532: Breve Bengtzen til DRK 31. oktober 1957, 2. marts 1958, 3. januar 1959 og 5.
januar 1960.
288
DRK 214-15: Dagbog 23. juni 1953. DRK 531: Dagbog 29. juni 1957. DRK 532: Brev Bengtzen til DRK 1. juli
1957.
289
DRK 214-15: Dagbog 6. februar og 10. april 1953; Brev Bengtzen til DRK 2. december 1954. DRK 531:
Indberetning om tilstanden på børnehjemmet i det forgangne år, 5. marts 1955. DRK 532: Dagbog 13. december 1958;
Brev Bengtzen til DRK 18. april 1959; Dagbog 16. december 1959 og 4. april 1960.
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 105: Historisk udredning om de grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951, fra social- og indenrigsministeren
2299877_0067.png
64
dreng, med glubende appetit, er især god til dans, men er ikke særlig kløgtig”.
En tredje var
”en
frisk vågen dreng velbegavet kvik og selvstændig, med god iagttagelsesevne og glimrende humør.”
Blandt pigerne faldt karakteristikker som
”Er
kvik lidt rap, men velbegavet, vågen og videbegærlig.
Hun kan hvad hun vil”,
eller
”en flink og velbegavet pige, men flygtig og sjusket”.
En tredje var
ligeledes kvik og flink, dog
”med et lidt vanskeligt væsen, er jaloux”.
Beskrivelserne bugner af
tillægsord, nogle af dem for barnets sind eller personlighed. Et barn kunne betegnes som sød, venlig
og mild, ubekymret og sågar skælmsk
eller som voldsom, dårlig til at tåle modgang, ærekær eller
som nervøs, stille, genert eller sky. Andre rettede sig mere mod adfærden: Flittig, tjenstvillig, rolig,
fornuftig, hjælpsom, opmærksom
eller doven, adspredt, uordentlig, sjusket, såvel som det
modsatte
”noget pertentlig”.
Nogen var ærlige og villige
andre upålidelige og beregnende. Og i
nogle tilfælde blev der tilføjet kommentarer om børnenes fysik, særligt hvis de var små og spinkle
eller omvendt, store og lidt tunge, eller tidligt udviklet. I de sidste par rapporter veg
karakteristikkerne i nogen grad for status over og oplysninger om, i hvilken retning børnenes videre
færd skulle gå efter børnehjemmet.
290
Børnenes skolegang var fra starten præget af en dobbelt udfordring: Da de havde glemt grønlandsk,
kom de i den danske skole, hvor de blandt andet qua deres ophold i Danmark og manglende
skolegang var bagud i forhold til de øvrige elever. Derfor måtte der arbejdes ekstra. Samtidig
begyndte man ret snart at se problemet i, at de ikke længere mestrede grønlandsk, som de derfor
modtog ekstra undervisning i, uden dog at have rammer i deres hverdagsliv, som kunne stimulere
(gen)tilegnelsen af modersmålet. Over og under disse udfordringer lå samtidig den forventning til
deres faglige og sproglige udvikling, som var hele bevæggrunden for deres udvælgelse og
deltagelse i forsøget. På børnehjemmet blev der arbejdet hårdt med lektier og ekstraundervisning for
at opnå gode resultater, men forstanderindens kommentarer vidner om, at resultaterne ikke for alle
børns vedkommende var så fine, som hun havde ønsket. Samtidig blev børnenes egenskaber og
adfærd løbende vurderet. Ikke kun karaktererne, men også de vidnesbyrd og skudsmål, børnene fik
fra skolen og fra forstanderinderne, synes at have haft indflydelse på, hvilke beslutninger der blev
truffet om deres videre uddannelse.
7.6 Børnene flytter fra børnehjemmet
Som udgangspunkt var det meningen, at børnene skulle forlade skolen, når de var konfirmeret og
fyldt 14. Den første konfirmation blev som ovenfor beskrevet fejret i foråret 1956.
Allerede i januar 1956 var to 12-årige fra Godthåb imidlertid flyttet tilbage til deres mor. Moderen
var nu gift med en dansk tømrer, og landslægen ville gerne have plads til nye børn, der trængte
mere. I efteråret flyttede endnu en pige
efter samråd med kommunerådet og lægen
hjem til sin
mor og søster, der havde bygget hus i byen og havde det godt. Af årsrapporten fremgik, at der
næsten daglig var forespørgsel om pladser, og at man havde haft overbelægning hele året, skønt
man kun tog imod de helt uafviselige. Presset på pladser fortsatte, og i sommeren 1958 skrev
Bengtzens afløser Rosa Ludvigsen, at hun søgte at afhjælpe behovet ved at tage børn ind
midlertidigt, når andre var på ferie, men
”Jeg synes dog ikke, at vi kan have to af de lidt større børn
i een seng.”
Kommentaren faldt i forbindelse med, at børneværnet med henvisning til andre, mere
trængende børn havde ønsket, at en 14-årig dreng flyttede ind hos sin far. Drengen var ellers ved
udvælgelsen blevet betegnet som faderløs, da han var søn af en enlig mor og blot havde en udlagt
barnefader, som han i øvrigt ikke synes at have haft kontakt med. Han foretrak da også at flytte
hjem til sin mor og tvillingebror, til trods for at hun var næsten blind og ikke havde megen plads.
291
De fire Godthåb-børn, der flyttede tilbage til familien, havde alle haft en vis kontakt med den i
DRK 214-15: Halvårlig rapport over børnene 15. april 1953; Rapport over børnene 1. april 1954. DRK 531:
Karakterer og vidnesbyrd vedlagt årsrapporten marts 1955. Rapport over børnene i det forløbne år 25. marts 1957. DRK
532: Rapport over børnene 30. december 1958; Indberetning om børnene, udateret 1959.
291
DRK 531: Dagbog 24. januar og 3. september 1956; Brev Bengtzen til DRK 5. september 1956; Indberetning om
børnehjemmet 3. april 1957. DRK 532: Dagbog 12. og 30. maj 1958; Brev Ludvigsen til DRK 1. juni 1958.
290
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 105: Historisk udredning om de grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951, fra social- og indenrigsministeren
2299877_0068.png
65
børnehjemsårene. Det lader dog til, at det årsagen til deres hjemflytning var presset fra lokale
myndigheder om at frigøre pladser til nye børn.
Den første af de resterende børn fik nogle måneder efter sin konfirmation i 1957 hyre som
skibsdreng på et at skibene, der sejlede til Danmark. Planen var, at han skulle flytte ind hos sine
plejeforældre, som han havde holdt ferie hos gennem årene, og muligvis gå i skole i Danmark.
Moderen var ifølge forstanderinden indforstået med arrangementet. Hun og de store børn fulgte
ham til skibet i juni, og han
”var
lidt benovet da vi vinkede farvel.”
292
To drenge begyndte i
malerlære i byen, den ene i sommeren 1957, den anden sommeren efter. Trods det, at de var både
fyldt 14 (den ene 15) og konfirmeret, fik de lov at blive boende i den første læretid. For begges
vedkommende blev det efter en tid besluttet, at de skulle fortsætte maleruddannelsen i Danmark,
man bad Dansk Røde Kors om at være behjælpelig med at ordne det nødvendige og finde papirer.
Begge fik hjælp til at komme afsted og flyttede ind hos deres tidligere plejefamilier for at fortsætte
læretiden.
293
For pigerne var alternativet til videre skolegang en plads i huset hos en dansk familie i byen. I
november 1958 flyttede en pige ind som hushjælp hos en bibliotekarfamilie i Godthåb. Hun følte
sig imidlertid ensom i pladsen og vendte for en tid hjem som kiffak på børnehjemmet, og startede
året efter i husmoderskole i en anden by. En pige fra den sidste årgang udskrevne kom efter
sommerferien 1960 ligeledes i huset i Godthåb. Der var til det sidste tvivl om, hvorvidt hun skulle
fortsætte skolen, sidste gang nævnt så sent som i sommeren 1960. Der ses ikke noget sted, hvorfor
valget i sidste øjeblik faldt på en plads.
294
I januar 1958 drøftede Bengtzen med rektor Binzer, hvilke børn der eventuelt kunne blive optaget
direkte på realskolen i det kommende skoleår. Rektoren mente, at der kun kunne blive talt om et af
børnene. I starten af september flyttede drengen hen på skolen, han var da endnu ikke fyldt 15.
295
Tre jævnaldrende piger, som var konfirmeret samme år som han, blev boende på børnehjemmet. To
startede efterskolen, mens den tredje endnu manglede 7. klasse, de blev alle boende på
børnehjemmet. Ved nytårstid noterede Bengtzen, at de to var på efterskolen, da de
”ikke kunde
tilstrækkeligt grønlandsk til at komme i realskolen.”
De havde ellers gennem årene fået gode
vidnesbyrd og havde begge ønsket at komme i realskolen. Men her kom det tabte modersmål
tilsyneladende også i vejen. Efter et år på efterskolen blev de to optaget på pigekollegiet, hvor de
flyttede til i sommeren 1959 for at fortsætte skolegangen i 2. mellem.
”Det er godt, da de er bleven
for store til at være på børnehjem, selv om de er gode piger”,
vurderede Bengtzen. Flere gange i det
forløbne år havde hun noteret, at pigerne var blevet dårlige til at komme hjem til tiden
kaffebaren
havde stor tiltrækningskraft.
296
Ved udgangen af august 1960 blev de sidste fem børn udskrevet fra børnehjemmet. En havde, som
ovenfor beskrevet, fået plads i huset, de øvrige fire flyttede ind på kollegiet og fortsatte deres
skolegang i efterskolen. I den foregående sommer havde de fem sammen med andre af
børnehjemmets store børn været på et længere ophold i Danmark, inviterede til at deltage i DUIs
sommerstævne i Sønderborg. I et brev til Dansk Røde Kors forklarede Bengtzen:”Da
disse børn
ikke har evner til at fortsætte skolen, mener jeg de vil have gavn og glæde af denne tur, det er
DRK 531: Brev Bengtzen til DRK 5. juni 1957. DRK 532: Dagbog 27. juni 1957; Belægningsrapport juni 1957.
DRK 531: Dagbog 1. juli 1957, Brev Bengtzen tli DRK 5. maj 1957. DRK 532: Brev Bengtzen til DRK 31. marts
1958; Dagbog 14. juli 1958, 19. januar, 6 og 7. november 1959; Brev Bengtzen til DRK. Oktober 1959,
Belægningsrapporter august 1958 og november 1959. DRK 216: Brev Midtgård, DRK, til Grønlandsdepartementet 28.
maj 1958.
294
DRK 532: Dagbog 11. november 1958, 24. juni 1959, 30. august 1960; Belægningsrapport november 1958; Brev
Bengtzen til DRK 1. juni 1959, 2. juni 1960; Rapport over børnene 31. december 1958, Indberetning om børnene,
udateret, sandsynligvis årsskiftet 59/60.
295
DRK 532: Dagbog 30. januar og 5. september 1958; Brev Ludvigsen til DRK 1. oktober 1958; Belægningsrapport
september 1958.
296
DRK 532: Brev Ludvigsen til DRK 1. juli 1958; Rapport over børnene 5. maj 1958 og 30. december 1958; Dagbog
7., 11. og 29. juni 1959; Brev Bengtzen til DRK 30. juni 1959; Belægningsrapport juli 1959.
293
292
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 105: Historisk udredning om de grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951, fra social- og indenrigsministeren
2299877_0069.png
66
tvivlsomt om de senere kan få lejlighed til at komme til Danmark. Enkelte af dem har dog været på
Fedgården i sin tid men husker så lidt, da de var de mindste på holdet.”
Forstanderindens vurdering
af børnenes evner til videre skolegang skal tages med et stort gran salt, da brevet skulle overbevise
Dansk Røde Kors om, at turen til Danmark for ni uledsagede teenagere var en god idé.
297
Den er
citeret, fordi der er en vis skæbnens ironi i, at ringen her sluttedes umiddelbart før de sidste børns
udskrivning ni år efter, at forsøget tog sin start med børnenes afrejse til Danmark. Forbindelsen til
forsøget, opholdet i Danmark og børnenes videre uddannelsesmuligheder blev samlet i blot to
sætninger i et brev, der egentlig handlede om noget andet.
I september 1960 var der ikke længere børn fra forsøget på børnehjemmet i Godthåb. Bengtzen
havde i længere tid planlagt sin permanente hjemrejse, og gik nu i gang med at pakke sine ting til
hjemtransporten.
”Det er underligt at pakke sammen efter så mange års forløb”,
skrev hun i sit
sidste månedsbrev til Dansk Røde Kors. I hendes sidste dagbogsnotat stod blot:
”Fru Dahls
flyttegods ankommer mit afsendes
– regnvejr og trist.”.
På dagen for afrejsen, den 3. oktober, var
der gået rygte i byen om, at der var åbent hus og kaffemik på børnehjemmet i anledning af
Bengtzens afsked med Grønland
og omkring 50 damer dukkede op i løbet af dagen. Senere var
der reception i Radiohuset, hvorefter alle var nede og vinke farvel til Bengtzen, der havde valgt at
sejle turen nordpå med M/S Umanak, inden skibet vendte retur og satte kursen mod København.
Den 14. lagde det igen til i Godthåb, den nu afgåede forstanderinde blev taget imod i havnen og var
en tur forbi børnehjemmet, inden de for anden gang tog afsked ved Umanak
skibet, der i 1952
havde bragt hende og børnene til Godthåb.
298
De børn, der blev i byen, fortsatte med hyppige besøg på børnehjemmet, både før og efter, at
Bengtzen var rejst.
”Der
går ikke en dag, uden
at vi har besøg af nogle af de ’gamle’
børn, det er
vældig hyggeligt”,
stod der således i dagbogen i september 1960. Det skete også, at der kom breve
fra eller besøg af de børn, der var rejst til Danmark. Flere af de børn, som ikke havde familie i byen,
fejrede deres jul på børnehjemmet, en enkelt også sin fødselsdag. Nogle gange kom børnene
uanmeldt forbi; andre gange blev de inviteret i samlet flok. I oktober var de for eksempel til film, te
og æblekage, og den nye forstanderinde noterede:
”Det var en hyggelig aften. Flere af dem har
spurgt hvornår de skal komme igen, men selv om det er morsomt at gøre lidt for dem, så er det jo
også krævende. Det gælder jo også først og fremmest at finde ud af de børn som er her på
stedet.”
299
Sammenfatning
Børnenes opvækst på børnehjemmet i Godthåb kom i det store hele til at udfolde sig på dansk. Det
gjaldt selvfølgelig sproget, da de ved ankomsten havde glemt deres grønlandske modersmål under
det lange ophold i Danmark, herunder hos dansktalende plejefamilier, og som følge heraf blev
placeret i den danske skole. Dertil gjaldt det børnenes hverdagsliv, som var præget af dansk kultur
maden, påklædningen, filmforevisningerne, sangene, og hjemmets indretning. Og endelig, ikke
mindst, satte det sig også igennem i forhold til, hvem børnene omgikkes, og især
ikke
omgikkes.
Vigtigst synes der at have været begrænsninger på, hvor meget de skulle se deres familie
det var
ikke kun afstandene, der satte grænser. Forstanderinden lagde vægt på, at både de og familien skulle
vide, at de nu hørte hjemme på børnehjemmet. Besøg kunne arrangeres og tillades, men var ikke en
prioritet og ikke hyppige. Derimod blev der nøje sørget for, at de holdt kontakten med deres danske
plejefamilier ved lige. På samme vis var samvær med jævnaldrende, eller for den sags skyld voksne
grønlændere et sjældent indslag i børnenes opvækst, hvorimod de danske skolekammerater blev
DRK 532: Brev Bengtzen til DRK 2. juni 1960; Belægningsrapport september 1960.
DRK 532: Dagbog diverse datoer september 1960 samt 3. og 14. oktober; Brev Bengtzen til DRK 30. september
1960. Dansk Kvindebiografisk Leksikon: Dorothea Frederikke Bengtzen (1902-1996).
299
DRK 532: Dagbog 1. og 16. november, 24. december 1958; 30. juni 1959, 9. august, 9. september, 20. oktober, 10.
november 1960. Brev Bengtzen til DRK 30. juni 1959 og 6. april 1960; Afskrift af dagbog uden datoer, december 1960;
De mange besøg af gamle børn fremgår også af opgørelser over kostdage, som strækker sig ind i tiden efter 1960.
298
297
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 105: Historisk udredning om de grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951, fra social- og indenrigsministeren
2299877_0070.png
67
inviteret, ligesom man dyrkede selskabelighed med byens prominente danske familier og modtog
besøg af fornemme gæster fra Danmark.
Ikke blot deres danske sprog og selve dét at være børnehjemsbarn
men også deres fremtoning ved
særlige anledninger med fint klippet hår og i søndagstøjet, omtalen af dem både i grønlandsk og
dansk presse, og endelig de mange fornemme besøg, som ikke var byens grønlandske befolkning
forundt
alt må have medvirket til, at de på mange måder udskilte sig som noget særligt. Bengtzen
var umiskendeligt stolt af
’sine børn’ og af de bifaldende kommentarer, der faldt fra de besøgende.
Og måske symboliserede børnene også for de danske gæster noget, man kunne være stolt af: Et
billede på den indsats, man set fra danske embedsmænds, politikeres og organisationers synsvinkel
gjorde for at løfte det grønlandske samfund ind i en moderne tid. Men når børnene siden husker, at
de blev drillet af grønlandske børn (og enkelte gange af voksne) for at være ’fine på den’ og
’forkælede’, skal det nok forstås i lyset af den måde,
de blev iscenesat på. For hovedparten af byens
almindelige befolkning har det formodentligt stor set været dét, de kendte til dem.
Der blev efter alt at dømme taget godt hånd om børnene på børnehjemmet. Budgettet var, som det
var almindeligt også for børnehjem i Danmark, langt fra fyrsteligt, og der måtte budgetteres
grundigt. Men der manglede hverken mad eller vigtige fornødenheder, og der blev også råd til
selskaber, biografture, udflugter og søndagstøj. Børnenes helbred blev nøje tilset, de blev
gennemlyst for tuberkulose, vaccineret, løbende målt og vejet
og behandlet, når det var
nødvendigt. Og der blev lagt en stor indsats i at give dem det bedst mulige udbytte af deres
skolegang, ligesom der blev inviteret foredragsholdere, danse- og musiklærere og andre gæster, som
børnene kunne lære af. Alt sammen parret med høje forventninger til børnenes udvikling, som de
ikke altid kunne honorere.
Børnehjemmet var efter mange år det tætteste, en del af børnene havde på et ’hjem’. Det var der, de
havde fejret højtider og livsbegivenheder. Og det var børnehjemmets voksne, særligt
forstanderinderne, de havde haft nær kontakt med, og som havde været både autoriteterne og
omsorgspersonerne i en meget stor del af deres barndom. Samtidig havde børnene fungeret som en
slags erstatnings-søskende for hinanden gennem årene. Det var til dette måske mest stabile sted i
deres liv, at en del af dem søgte hen, også efter at de var flyttet. Hvor børnene i deres tidlige
barndom oplevede at blive løsrevet fra deres biologiske familie, må afskeden med børnehjemmet
have været endnu et brud. Med det forsvandt også opmærksomheden og støtten, og det samme
gjorde omgivelsernes bevågenhed på de særlige børn. De var overladt til sig selv og til at fortsætte
livet som helt almindelige unge mennesker
og var samtidig helt ualmindelige på grund af den
opvækst, de havde haft.
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 105: Historisk udredning om de grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951, fra social- og indenrigsministeren
2299877_0071.png
68
8 Forsøgets konsekvenser for børnenes livsløb
For de 22 børn, der blev udvalgt til at deltage i forsøget, indebar det på mange måder en
grundlæggende indgriben i deres barndom og opvækst i forhold til, hvordan den ellers kunne have
formet sig. I dette kapitel fokuserer vi på, hvilke konsekvenser deres ophold
og for nogles
vedkommende forbliven
i Danmark og den efterfølgende opvækst på børnehjemmet i Godthåb fik
for børnene.
En måde at belyse konsekvenserne på er igennem de individuelle livsfortællinger. I bogen
I den
bedste mening
fra 1998 fortæller Tine Bryld således hvert enkelt ’barns’ historie gennem interviews
med de (da) levende børn, medlemmer af deres biologiske familier og plejefamilier, deres
efterkommere og andre, som har kendt til dem. De individuelle fortællinger er ligeledes bærende i
en række erindringsudgivelser, dokumentarudsendelser og artikler, der hidtil har behandlet denne
historie.
I vores behandling af konsekvenser for børnene trækker vi i meget høj grad på dette eksisterende
materiale, da børnenes videre liv efter forsøgets afslutning ikke blev dokumenteret tæt, sådan som
det var tilfældet for både beslutningsprocessen og opvæksten på børnehjemmet. Frem for at følge de
individuelle fortællinger, behandler vi her konsekvenserne tematisk for gruppen som helhed, og
identificerer derfor heller ikke i vores tekst, hvilke personer det drejer sig om i enkelte
sammenhænge. Selv om formålet med Brylds bog, de udgivne erindringsværker og
dokumentarudsendelsen ikke var en tværgående beskrivelse af mere konkrete forhold af den art,
som vi søger her, er det ikke desto mindre muligt at læse oplysninger ud om en række aspekter i
børnenes liv. Materialet er systematisk gennemgået, og de relevante oplysninger samlet i
skematiske oversigter, som danner hovedgrundlag for kapitlet.
300
Enkelte forhold, hvor der herskede
tvivl, har vi fået belyst i vore egne interviews. Dertil har vi haft adgang til data om fødsels- og
dødsdato og -sted i Grønlands Nationalarkiv og Rigsombudsmandens arkiv, begge i Nuuk.
Spørgsmålet om forsøgets konsekvenser for børnene kan ikke besvares simpelt. Det er i sagens
natur ikke muligt entydigt at ’måle’, hvordan de 22 børns videre livsforløb var betinget af det
forsøg, de blev en del af; eller at vide, hvordan deres liv ville have formet sig, hvis de ikke havde
været det. Det står imidlertid klart, at der er en række gennemgående mønstre i livsforløbene for
denne gruppe, som træder klart frem, når man går på tværs af de enkeltes fortællinger.
Der er indlysende menneskelige årsager til at belyse, hvordan det gik børnene. I denne udrednings
sammenhæng er det desuden meningsfuldt også set i forhold til, hvilke formål initiativ- og
beslutningstagere havde med at sætte forsøget i værk. Som det blev beskrevet i kapitel 4, var der to
formål i spil i forsøget: Det primære formål med den lille gruppe børns særlige opvækst var, at de
skulle tilegne sig dansk sprog og blive fortrolige med dansk kultur og levevis, så de kunne
videreuddanne sig og
derved ’danne kerne’ i den fremtidige udvikling af Grønland til gavn for både
dem selv og, ikke mindst, for det grønlandske samfund. Som vi ved, kom sociale kriterier alligevel
til at spille en rolle ikke mindst i udvælgelsen af børnene, senere også i behandlingen af
adoptionssagerne, men også i deres opvækst på børnehjemmet: Man udpegede i mange tilfælde
børn fra trange kår, med ingen eller én forælder, hvis forsørgelse man vurderede som usikker.
Opholdet i Danmark og den videre opvækst på børnehjemmet eller i danske familier blev fra alle
sider betragtet både som et løft i børnenes umiddelbare levekår og som vejen til en bedre fremtid for
dem qua de muligheder, det danske sprog og uddannelse ville åbne for dem.
Disse to hensigter
uddannelse og fremtidig rolle i moderniseringen, og forbedring af umiddelbare
og fremtidige levekår
strukturerer behandlingen af, hvordan det så gik de 22 børn, i det følgende.
300
Hovedparten af oplysningerne findes publiceret i Bryld, 1998;
Ensom i livet
(dokumentarudsendelse), Birch og
Pedersen 1998; Thiesen 2010 og Knakkergaard 2012.
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 105: Historisk udredning om de grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951, fra social- og indenrigsministeren
2299877_0072.png
69
8.1 Børnenes uddannelse og rolle i moderniseringen
I lyset af forsøgets primære formål er det relevant at undersøge, hvordan børnene videreuddannede
sig, og hvor de siden bragte deres evner i spil.
Seks af børnene blev adopteret og vendte derfor ikke tilbage til Grønland sammen med de øvrige
børn i efteråret 1952. Af de seks fik fem faglært eller anden erhvervsuddannelse i Danmark som
hhv. lageruddannet, mekaniker, maskinarbejder, butiksassistent og plejer, mens en ikke
gennemførte en uddannelse.
301
Selv om man i Grønlandsdepartementet havde overvejet disse børns
mulighed for som voksne at vende tilbage til Grønland, har det næppe været forventningen og
næppe heller motiveret valget af uddannelse
eller ikke uddannelse
for disse børn og deres
adoptivfamilier. I den forstand blev de seks adopterede børn løsrevet fra forsøgets oprindelige
formål, at uddanne sig og bidrage til Grønlands videre udvikling. En af de faglærte, en maler,
flyttede dog senere tilbage og levede en stor del af sit voksen- og arbejdsliv i Grønland.
For de 16 øvrige børn skulle de dansk-kompetencer mv., som opholdet i Danmark og opvæksten på
det dansksprogede børnehjem bibragte dem, bane vejen for deres videre uddannelse. Som beskrevet
i kapitel 7, stoppede den egentlige skolegang dog for fires vedkommende efter grundskolen,
hvorefter de kom i huset, ud og sejle, eller i lære. Andre fortsatte på den såkaldte efterskole, og
bevægede sig derefter ud i arbejdslivet, for nogles vedkommende i lære. Blot to af børnene tog, så
vidt vides, realeksamen.
Hvad angår videre uddannelse efter skolen, gennemførte tre af de 16, der vendte tilbage til
Grønland, boglige uddannelser. To uddannede sig til hhv. børnehavepædagog og socialrådgiver i
Danmark, mens en senere gennemførte pædagoguddannelsen ved det socialpædagogiske
seminarium, der i 1976 blev oprettet i Godthåb. Seks andre fik faglærte uddannelser: To som
malere, to inden for handel og kontor, en som tekniker og en som frisør. De resterende syv, eller
næsten halvdelen af de børn, der voksede op i Grønland, fik ingen uddannelse ud over grundskolen.
Man skal være opmærksom på, at mestring af dansk var afgørende for opnåelse af formaliseret
uddannelse i perioden, faglært så vel som boglig. Erhvervsfaglige uddannelsesinstitutioner var
endnu ikke etableret i Grønland, og egentlige lære-/elevpladser fandtes kun i de dansk drevne og
dansksprogede KGH, GTO mv.
302
De seks faglærte gennemførte da også deres uddannelse her og i
Danmark. Gymnasiale uddannelser fandtes endnu ikke i Grønland og måtte foregå i Danmark og på
dansk. Ser man bort fra kateket- og læreruddannelsen på seminariet i Godthåb, krævede al anden
videre boglig såvel som faglært uddannelse danskkundskaber. I den forstand bidrog børnenes
primært dansksprogede opvækst formodentlig til, at en del af dem gennemførte formaliserede
uddannelser, heraf seks faglige og tre boglige.
Samtidig må det bemærkes, at de uddannelser, som ni børn fik, næppe var af en sådan art, at de ville
kunne placere dem som kernen eller fortroppen i den forestående udvikling af Grønland. Det gælder
selvfølgelig ikke mindre for de syv, som på trods af forsøgets intention ikke opnåede nogen
uddannelse.
Heller ikke på anden vis gik det, som håbet: Blot seks af de i alt 22 børn i forsøget endte med at
bosætte sig permanent i Grønland, heraf en af de adopterede. Blandt de seks var en bogligt
uddannet, fire faglærte og en ufaglært. 16 af børnene (5 adopterede og 11 opvokset i Godthåb)
levede hovedparten af deres voksenliv uden for Grønland, de 13 af dem i Danmark. Nogle få havde
som voksne kortere arbejdsophold i Grønland, men rejste igen. Det var altså et fåtal af børnene, hvis
liv hovedsageligt kom til at udspille sig i det samfund, som man havde forestillet sig, at forsøget på
Adoptionssagerne er behandlet i rapportens kapitel 6. Oplysninger om uddannelse og erhverv er hentet fra egne
interviews samt Bryld 1998, Knakkergaard 2012;
Ensom i livet
1998; og Thiesen 2010.
302
Første forsøg med en teoretisk faglig dagskole gennemførtes fx 1962-63, og Centralfagskolen i Godthåb blev
etableret i 1969. Gam 1968; Grønlandsudvalgets betænkning 1960.
301
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 105: Historisk udredning om de grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951, fra social- og indenrigsministeren
2299877_0073.png
70
sigt skulle gavne. Hvorfor det blev konsekvensen, kan man forstå igennem børnenes erindringer,
som bliver udfoldet i næste kapitel.
Samlet opnåede gruppen af børn således ikke det høje uddannelsesniveau, som man havde håbet, og
hvorved de skulle danne fortrop eller kerne i udviklingen. De kom heller ikke til at udfylde den lidt
snævrere forventede rolle som brobyggere mellem grønlandsk og dansk i skolen og i samfundet.
Langt de fleste af børnene forlod eller vendte ikke tilbage til Grønland og tog således helt konkret
ikke del i landets udvikling i de kommende årtier. Ingen af de 22 børn kom altså i deres voksenliv
til at spille en egentlig fremtrædende rolle i den grønlandske moderniseringsproces.
8.2 Børnenes sociale og familiære forhold
Hvad angår børnenes sociale forhold, placerede opholdet i Danmark og sidenhen opvæksten på
børnehjemmet i Godthåb eller hos danske adoptivfamilier givetvis mange af dem under bedre
opvækstkår, end de kom fra eller umiddelbart havde udsigt til. Fem af børnene var ved udvælgelsen
forældreløse, mens syv var moderløse og ti faderløse, og ifølge indstillingerne levede mange af
børnene som tidligere behandlet i hjem præget af alvorlig fattigdom, hvorfor forsøget i samtidige
aktørers øjne kunne være en måde at sikre børnenes forsørgelse og sunde opvækst på. Som ovenfor
beskrevet, var hverdagen på børnehjemmet i 1950’erne
og de tidlige
1960’ere
langt
fra luksuriøs,
men præget af relativt stor sparsommelighed. Set i forhold til beskrivelserne af børnenes baggrund
er det dog sandsynligt, at deres materielle levestandard fik et umiddelbart løft såvel på
børnehjemmet som i adoptivfamilierne.
På længere
sigt bliver billedet imidlertid betydeligt mere komplekst. Sigtet er ikke her at ’evaluere’
de levede liv, men at pege på nogle fremtrædende mønstre på tværs af de individuelle livshistorier,
der kan illustrere de sociale forhold for de 22 børn senere i livet.
Et af disse har at gøre med børnenes levealder. I dag er seks af børnene i live og er i alderen 75-77
år, mens 16 ikke lever længere. Heraf døde de 13, inden de var fyldt 70. To tidlige dødsfald
skyldtes, så vidt det er oplyst, hhv. alvorlig sygdom (29 år) og en dødelig arbejdsulykke (50 år). De
resterende 11, altså halvdelen af den samlede gruppe, var mellem 31 og 69 år ved deres død. For de
yngste af dem (31, 32 og 44 år) var dødsårsagerne dramatiske; selvmord, mord og lejlighedsbrand.
For de resterende otte døde i alderen 52 til 69 år kender vi ikke de nøjagtige dødsårsager. Men vi
kender til træk af de relativt tidligt afsluttede livsforløb, som ifølge anden forskning har betydning
for menneskers levealder.
303
For 11 af dem, der døde, inden de fyldte 70
og halvdelen af alle børn i forsøget
beretter
interview-, erindrings- og dokumentarkilder om et omfattende forbrug eller misbrug af alkohol og
evt. andre stoffer
for de fleste som et livslangt mønster, for nogle mere periodisk. For nogle var
dette ledsaget af psykiske problemer, selvmordstrusler, medicinering og indlæggelser. For enkelte
også af småkriminalitet og domme.
Parallelt hermed viser materialet, at otte af dem i hvert fald i den sidste del (for nogles
vedkommende hovedparten) af livet, ikke var i arbejde og levede af førtidspension eller andre
sociale ydelser. I ét tilfælde fremgår det, at dette skyldtes en kombination af en konkurs og slidgift
efter et hårdt arbejdsliv. For de øvrige syv kender vi ikke de konkrete årsager. Men der er et synligt
sammenfald i materialet mellem de ovennævnte psykosociale problemer og den manglende
tilknytning til arbejdsmarkedet.
Iøjnefaldende er det endvidere, at ni af de 22 ikke levede deres voksne liv i en familie. Tre af dem
var kortvarigt i ægteskab med eller uden børn, mens fire andre fik to eller flere børn, som de ikke
efterfølgende havde kontakt med; i et enkelt tilfælde blev alle fem børn anbragt eller bortadopteret.
I sammenhæng med dette gjaldt det ifølge interview- og erindringsmaterialet for hovedparten af de
303
Se fx Diderichsen m.fl. 2011.
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 105: Historisk udredning om de grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951, fra social- og indenrigsministeren
2299877_0074.png
71
22, adopterede såvel som børnehjemsbørn, at de ikke havde nære forbindelser, eller for den sags
skyld blot kontakt, med deres biologiske familie igennem deres opvækst og voksenliv. Som det vil
fremgå af kapitel 9, var dette forbundet med store savn hos de fleste, og der blev gjort mange forsøg
på at genetablere kontakten.
De seks adopterede børn havde ikke umiddelbart mulighed for kontakt med deres biologiske
familie, men skulle i stedet finde sig til rette med en ny dansk familie. Af dem fortæller to i
interviews og erindringer om nære og gode relationer til adoptivforældrene og om savnet af dem
efter deres død, hvilket bekræftes af andre pårørende. For én savnes konkrete oplysninger;
vedkommende giver dog i interviews flere gange udtryk for at være helt uden familie, helt alene i
livet. I de tre øvrige forhold brød adoptivforældrene helt eller delvist kontakten med børnene i løbet
af deres ungdomsår. I to af disse sager har børnene eller deres pårørende efterfølgende fortalt, at
bruddene skete som følge af adoptivfædrenes store skuffelse og sorg over børnenes udvikling og
livsførelse: De gennemførte ikke de ønskede uddannelser, strejfede, brød aftaler, drak for meget og
rodede sig ud i småkriminalitet. I det tredje tilfælde blev drengen som ca. 20-årig ifølge hans egen
beretning ’smidt ud’ af adoptivmoderen.
Nogle år senere, i 1969, søgte adoptivforældrene om
ophævelse af adoptionen. De begrundede deres ønske med, at sønnen havde haft flere
fængselsstraffe og havde været indlagt på forskellige institutioner som følge af et narkotikamisbrug,
at han var psykopat, og at de havde
”opgivet
håbet om, at han nogensinde bliver samfundsnyttig
borger.”
Adoptionen blev efter en langstrakt sagsbehandling med forhør, lægeudtalelser og
udskrifter af strafferegisteret ophævet den 10. april 1970.
304
For en markant del af de 22 blev voksenlivet således kendetegnet ved omfattende sociale og/eller
personlige problemer. Mange levede store dele af deres liv på forskellige overførselsindkomster,
hyppigst førtidspension. Dette var sammenfaldende med liv præget af alkohol- eller andet misbrug,
i nogle tilfælde også med psykisk sygdom, indlæggelser, selvmordsforsøg, småkriminalitet,
periodisk hjemløshed og en omflakkende tilværelse. Og ligeledes sammenfaldende med, at mere
end halvdelen af børnene ikke levede, til de blev 70 år gamle. Et flertal
også af dem, der ikke
synes at have kæmpet med disse problemer
kom til at leve livet uden nære relationer til deres
biologiske slægt, og en del stiftede heller ikke egen familie. Halvdelen af de adopterede børn
oplevede, at adoptivforældre brød kontakten med dem i skuffelse over deres karakter og livsførelse.
Sammenfatning
Vi har ikke fundet dokumentation for, at forsøget på noget tidspunkt blev genstand for en egentlig
evaluering fra involverede organisationers og myndigheders eller fra politisk side. Med den viden,
der er tilgængelig i dag, står det imidlertid ganske klart, at forsøget i det lange perspektiv ikke førte
til de ønskede resultater.
Børnene kom ikke til at fungere som brobyggere mellem dansk og grønlandsk. Deres uddannelse og
beskæftigelse kom ikke til at stå mål med de høje forventninger, man havde haft, og som forsøget
på at udvælge særligt intelligente børn og det store arbejde med at stimulere deres danske sprog og
understøtte deres skolegang sigtede imod. De fleste forlod deres land og fik alene derved ikke den
plads i dets udvikling og fremtid, som man havde forestillet sig. Omkring halvdelen kæmpede med
store sociale og menneskelige problemer med bl.a. arbejdsløshed, misbrug og psykisk sygdom; og
omkring halvdelen døde meget eller relativt tidligt. Stort set alle levede uden eller med spinkle bånd
til deres biologiske familier.
Med til dette komprimerede billede hører også modbilledet: Den halvdel af børnene, som lykkedes
med at bygge en tryg tilværelse op for sig selv. Som gennemførte en faglig eller boglig uddannelse
eller skaffede sig beskæftigelse, selv om de ved udskrivningen fra børnehjemmet i 15-årsalderen for
manges vedkommende var overladt til sig selv: Ikke længere institutionens eller myndighedernes
304
Sagen findes i JM 1970-4153-17.
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 105: Historisk udredning om de grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951, fra social- og indenrigsministeren
2299877_0075.png
72
ansvar, og for manges vedkommende uden en familie, som kunne støtte dem i den videre vej. Som
oplevede et godt arbejdsliv, og derved også social og økonomisk tryghed for sig selv og de familier,
som de selv stiftede. Som lærte sig grønlandsk, og som fandt overskuddet til at bruge deres særlige
baggrund som afsæt for et engagement i det grønlandske foreningsliv eller i udsatte medborgere.
Forsøget førte ikke nødvendigvis til ødelagte liv. Men omfanget af tunge problemer i mange af
børnenes liv sandsynliggør en sammenhæng med de vilkår, de var blevet givet i kraft af deres
særlige opvækst. I det følgende kapitel vender vi blikket mod børnenes senere erindringer af denne
opvækst, og hvilken betydning den fik i deres liv. Deres fortællinger om barndommen er vigtige i
deres egen ret. Samtidig er de på én gang endnu en måde at belyse forsøgets konsekvenser for dem
og en mulighed for derigennem bedre at forstå, hvordan forsøget formede dem, og altså også,
hvorfor mange måtte kæmpe senere i livet.
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 105: Historisk udredning om de grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951, fra social- og indenrigsministeren
2299877_0076.png
73
9 Forsøgets betydning for børnene
I dette kapitel flytter vi fokus fra en række konkrete forhold i børnenes livsforløb, til hvordan de
selv i interviews og erindringer sætter og har sat ord på den betydning, forsøget har haft for deres
opvækst og deres liv.
Kun seks er endnu i live, heraf ønskede fire at bidrage til undersøgelsen igennem interviews. Vi
fandt det dog uomgængeligt, at denne del af undersøgelsen også måtte inddrage den hovedpart af
’børnene’, som ikke længere er her til at fortælle deres historie. Vi valgte derfor
at lade også dem
komme til orde her ved at inddrage erindringer, herunder i form af citater, fra allerede publiceret
materiale, ikke mindst Tine Brylds
I den bedste mening,
men også to erindringsbøger og en
dokumentarudsendelse. Som kilde til en senere udredning er der den udfordring ved det publicerede
materiale, at vi ikke selv har foretaget interviewene
og af samme grund heller ikke har haft
indflydelse på, hvad fx Bryld fandt det væsentligt at gengive fra dem. Vi har kun det publicerede.
Forud for vore egne interviews foretog vi imidlertid en første tematisering af det eksisterende
materiale, og det var derfra klart, at nogle bestemte temaer var fremtrædende på tværs af de
individuelle historier, sådan som de var tilgængelige for os. I vore egne interviews fokuserede vi
derfor på disse temaer, som vi gerne ville kunne folde yderligere ud. De handler alle på forskellig
vis om brudte bånd
til modersmålet, til familie og slægt, til sin livshistorie og til Grønland og
grønlænderne. Og om den betydning, bruddene ifølge børnene fik for relationer og identitet i deres
liv.
9.1 Det tabte sprog
Som vi ved, glemte børnene at tale grønlandsk under opholdet i Danmark, og netop dette er et
gennemgående tema i deres erindringer. Erindringerne om det tabte sprog fletter sig i langt de fleste
tilfælde sammen med fortællinger om børnenes relationer til familien og omgivelserne, som det vil
fremgå også af de følgende afsnit, hvorfor det blot behandles forholdsvis kort her.
Et billede går igen i erindringerne, nemlig smerten ved ikke længere at kunne tale med forældre og
søskende ved tilbagekomsten til Grønland.
”Da vi
lagde ind i Julianehåb, stod min far på kajen og
tog imod os. Jeg kunne næsten ikke kende ham. Han sagde en masse på grønlandsk, som jeg ikke
forstod.”
Eller, i en andens erindring:
”På kajen stod min mor og søster. Forsigtigt gik jeg ned ad
rælingen og hen til dem. Mor bukkede sig ned, jeg fortalte en hel masse. Men hun smilede bare til
mig. […] Jeg glemmer aldrig den smerte, der flåede mit bryst, da jeg opdagede, at vi ikke talte
samme sprog.”
305
Andre husker, at de ikke blot havde tabt deres sprog under Danmarksopholdet, men også aktivt blev
forhindret i at tilegne sig det igen:
”Da jeg kom tilbage til Grønland, havde jeg glemt mit sprog. Jeg kunne ikke engang tale med min
egen mor. Det var forfærdeligt, vi kunne ikke se hinanden og ikke tale sammen. Jeg blev forbudt at
tale grønlandsk og var kun sammen med dansktalende, både i skolen og på børnehjemmet.”
En fortæller til os, at de på børnehjemmet forsøgte at få kiffakkerne til at lære sig grønlandske ord
men at forstanderinden irettesatte kiffakkerne og forbød dem tale grønlandsk med børnene: Da vi
spørger, hvorfor det var sådan, lyder svaret:
”Fordi
vi var jo udvalgte og skulle have en fremtid. Og
så skulle vi ikke lære grønlandsk igen. Tænk, hvis vi glemte dansk.”
En anden husker i vores
samtale, hvordan forstanderinden på børnehjemmet trøstede børnene, når de græd over ikke at
kunne grønlandsk:
”Jamen I er jo gode til dansk. Det der med grønlandsk – glem dét.”
306
305
306
Bryld 1998, s. 94, s. 32. Se også s. 88, s. 179.
Personlige interviews. Bryld 1998, s.283; se også sst. s. 37.
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 105: Historisk udredning om de grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951, fra social- og indenrigsministeren
2299877_0077.png
74
Den entydige vægtning af børnenes danske sprog under opvæksten i Godthåb blev styrket af deres
indskrivning i den danske skole frem for den dobbeltsprogede. I en samtale kommenterer en af dem
netop på dette:
”Det var da ærgerligt, at vi ikke kom i B-klassen.
Så havde vi haft begge sprog. Og vi kunne stadig
være eliten
hvis det var det, de ville have. Så havde det måske været en fordel i forhold til det, at
vi kunne et andet sprog. […] Så havde man måske senere hen valgt at blive i Grønland.”
Det tabte sprog havde ikke overraskende betydning for, at børnene ikke blev, eller vendte tilbage til,
Grønland. Et af de adopterede børn formulerede det sådan:
”Hvis jeg havde kunnet sproget, var jeg
flyttet til Grønland. I min inderste sjæl
– er jeg grønlænder.”
307
Nogle af børnene genvandt siden det grønlandske, særligt selvfølgelig de, som enten blev i eller
vendte tilbage til Grønland i deres voksne liv. Men det står centralt i mange erindringer, at det var
vanskeligt. Og i grønlandske forsamlinger forblev det en udfordring selv for dem, der kom til at
mestre det bedst. Som en forklarer os:
”Jeg
vil vove at påstå, at jeg kan godt tale grønlandsk. Men
jeg kan ikke filosofere på grønlandsk i en samtale, hvor man gerne vil gå i dybden med tingene”.
Både hun og andre har fortalt, at følelsen af ikke at kunne grønlandsk på et tilstrækkeligt niveau har
fået dem til at holde sig tilbage i selskab med andre grønlændere.
308
Andre opgav helt at lære sig
grønlandsk, selv om de mødte en klar forventning fra andre grønlændere om at kunne det. Et af de
adopterede børn fortæller:
”Mange spørger, hvorfor jeg ikke lærer grønlandsk?
Jeg har tænkt
meget over det, og først da jeg var midt i 20’erne opgav jeg at lære grønlandsk. Jeg er grønlænder i
Danmark og behersker dansk. […] Jeg har været nødt til at tænke sådan for ikke at gå helt ned.”
309
At miste sit modersmål er allestedsnærværende i børnenes fortællinger. At det fik livslange
konsekvenser forklarede en os sådan i en samtale:
”Det
har jo betydet
meget, fordi… Når man
kommer tilbage til Grønland og har mistet sit sprog…
det er jo frygteligt. Altså det har været en frygtelig oplevelse, fordi vi kom i dansk skole, og vi måtte
ikke snakke grønlandsk. Og vi måtte ikke lege med de grønlandske børn. […] Så ind imellem har
det selvfølgelig betydet meget, at man ikke kunne sproget. Fordi man blev jo drillet virkelig meget.
Og det har fulgt én hele livet, at
man har mistet sit sprog.”
310
9.2 Brudte familiebånd
Som vi ved, var et mindretal af børnene, der blev udtaget til forsøget, forældreløse. De fleste havde
både en forælder og søskende, og selvfølgelig også anden familie. Afrejsen til Danmark betød et
farvel til disse familier, som langt hovedparten af børnene aldrig vendte tilbage til. Nogle, fordi de
blev adopteret af danske familier. De øvrige, fordi de efterfølgende voksede op på børnehjemmet.
De brudte bånd til familien står i alle erindringer tydeligt frem blandt de mest smertefulde minder.
Den unge alder ved afrejsen til Danmark havde den betydning, at mange af børnene husker intet
eller ganske lidt om deres familie. For flere, herunder i et af vore interviews, har afskeden dog sat
sig fast i erindringen:
”Det eneste, jeg husker fra den tid, det er, at en af mine søstre var med til at
sejle mig fra [stednavn]. Med en brun kuffert.
Det er alt, hvad jeg husker derfra. Og resten… Ja,
der har jeg faktisk lukket af for det hele.”
Hos Bryld finder man lignende minder:
”Jeg fik at vide,
at jeg skulle til et fremmed land, til Danmark, hvor jeg kunne se træer. Jeg var den yngste, min fars
lille pige, og han græd, da han vinkede farvel. Så begyndte jeg også at tude, og det fortsatte, da jeg
kom til Danmark. Jeg vidste jo ingenting.”
Det går igen i erindringerne, at børnene ikke rigtigt
forstod, hvilken rejse de skulle ud på, og at de ikke ville komme tilbage til familien bagefter. En
fortæller os om, da det ved ankomsten gik op for hende, at hun ikke skulle hjem:
”Puh, det er meget
Personligt interview. Bryld 1998, s. 205.
Personligt interview. Bryld 1998, s. 89.
309
Bryld 1998, s. 155. Se også s. 202.
310
Personligt interview.
308
307
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 105: Historisk udredning om de grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951, fra social- og indenrigsministeren
2299877_0078.png
75
tydeligt for mig. Dér stod jo min familie nede på kajen. Vi løb ned og krammede, og de sagde
velkommen, og… nej, nu bliver jeg rørt... Men så: ’Du skal ikke med dem, du
skal med herover i
bussen’. Så blev vi jaget ind i bussen. Det er noget af det værste, jeg har oplevet.”
311
For de børn, der blev tilbage i Danmark, var bruddet med familien radikalt både på grund af
afstanden og i kraft af den danske adoptionslov og -praksis. Som hos de øvrige børn går det også
blandt de adopterede igen, at de dårligt forstod betydningen hverken af rejsen til Danmark eller af
den efterfølgende adoption. En har beskrevet, hvordan erkendelsen ramte hende efter et besøg hos
et af de andre adoptivbørn:
”Det var den eneste gang vi var der, og da vi kom hjem, vidste jeg, at
jeg aldrig skulle komme tilbage til Grønland. Det gjorde meget ondt, og jeg græd meget.”
Hun
forstod ikke, hvorfor netop hun skulle blive i Danmark.
”Min adoptivmor sagde, at de var kommet
tilbage til deres familier, og jeg forstod ikke, hvorfor jeg ikke var hos min familie.”
312
Det går igen i alle adoptivbørnenes historier, at de senere i livet søgte kontakt med deres
grønlandske familie. Nogle af dem i sammenhæng med, at adoptivfamilierne brød forbindelsen. En
bosatte og giftede sig som voksen i Grønland og fik derefter igen tætte forbindelser til familien i
Grønland. Men for de øvrige var genforeningen ikke let. En har fortalt om, hvordan han opsporede
sin far, der som det første udbrød: Hvad laver du her?
”Jeg følte mig fremmed og meget såret, og
jeg fik ingen forklaring på noget, men jeg lovede at skrive.”
To af de adopterede fik først kontakt
med deres grønlandske familie i forbindelse med en dokumentarudsendelse om dem, da de var
omkring 50 år gamle. En af dem var den dreng, hvis adoptivforældre havde af-adopteret ham.
”Jeg
er Palle alene i verden”,
siger han på et tidspunkt, og den anden har samme fortælling:
”Jeg har
jo
ikke nogen familie. Jeg har jo aldrig haft nogen kontakt med dem eller noget som helst”,
som han
siger. Og i et senere klip:
”Jeg troede, jeg var helt ensom her i livet.”
313
I de adopteredes
erindringer står fortællinger om at være fremmede og ensomme frem både i forhold til deres
adoptivfamilier og i forhold til de grønlandske familier, som de søgte igen at blive forbundet med.
Som vi ved, blev kontakten til familien sparsom også for de børn, der voksede op på børnehjemmet.
De ti, hvis familie ikke boede i Godthåb, så dem kun sjældent; og det var vanskeligt at holde
kontakten, igen forstærket af den sproglige kløft:
”Jeg havde ingen mulighed for at kommunikere
med familien, fordi jeg ikke forstod grønlandsk. Jeg talte og skrev på dansk, og det var kun meget få
i min familie, der forstod sproget.”
314
Nogle så deres mor eller far enkelte gange i løbet af
opvæksten. En af dem fortæller os om sit møde med faderen, da han som 10-11-årig var på en kort
tur med forstanderinden til den by, hvor faderen boede:
”Så
måtte jeg ikke se min far, eller bo hos ham. Vi skulle bo nede hos landshøvdingen, kan jeg
huske. Og så en dag sagde hun: ’Vi skal ud og hilse på din far’. ’Årh’, tænkte jeg. Og så så jeg en
mand komme gående. ’Der kommer din far’, sagde hun. Og jeg anede
ikke, hvem han var. Jeg
genkendte ham slet ikke. Og vi kunne heller ikke tale sammen.”
Han mistede siden kontakten helt, og senere forsøg på igen at knytte båndene endte i konflikt. En
anden fortæller under vores samtale, at hun som ganske ung flyttede til Danmark med den danske
familie, hun var i huset hos:
”Da de skulle tilbage til Danmark, spurgte de, om jeg ville med. Og jeg
tænkte, at det kunne jeg jo lige så godt. Jeg havde jo ikke noget familie og kunne ikke tale
grønlandsk, så
hvad skulle jeg ellers? Det var et stort valg som 15-16-årig.”
Til Tine Bryld har
hun tidligere fortalt, at hun intet vidste om sin familie og aldrig hørte fra dem eller om dem.
315
Oplevelsen af ikke at have familie, og af ikke at vide noget om den, går igen på tværs af de
adopterede og børnehjemsbørnene.
Personlige interviews. Bryld 1998, s. 93.
Bryld 1998, s. 170.
313
Bryld 1998, s 157. Se også s. 192 samt
Ensom i livet
1998.
314
Bryld 1998, s. 213.
315
Personlige interviews. Bryld 1998, s. 180.
312
311
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 105: Historisk udredning om de grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951, fra social- og indenrigsministeren
2299877_0079.png
76
Seks af de sidstnævnte havde mødre og søskende i byen og havde, som det er fremgået tidligere, en
vis, begrænset kontakt. En fortæller os:
”Jeg
kan huske, når mor kom på besøg på børnehjemmet. Det var jo familiebesøg, som var meget
afmålte og meget adskilte, og vi skulle endelig ikke kæle for meget og kramme for meget med den
der biologiske del af vores familie. Altså
det blev ikke sagt, men … Jeg
kan huske, at mor var
ulykkelig over, at det var så lidt, de måtte komme og besøge os.”
Hun husker også besøgene i hjemmet, hvor moderen altid lavede grønlandsk mad til dem.
”Jeg kan
huske en gang, vi kom hjem, så havde mor lavet alke-suaasat. Hun vidste, at det var det bedste, vi
kunne få. Og så kan jeg huske, at hun ligesom blev lidt trist
og ked af det.”
Tydeligt berørt
fortsætter hun lidt efter:
”For vi sad og åd!
Vi kunne næsten ikke blive mætte. Og det må hænge
sammen med, at vi ikke fik mad nok af dét, vi gerne ville have.”
Hun understreger, at hun ikke
mindes, at de nogensinde sultede på børnehjemmet. De ville bare så gerne have den grønlandske
mad, som også forbandt sig med samværet med familien.
316
Minder om det begrænsede samvær fylder også i et andet af vores interviews, bl.a. da hun fortæller
om et afslag fra forstanderinden på at holde jul hos familien:
”Nej. Det her er jo jeres hjem nu. Så I
holder jul her.”
Så måtte hun ind på værelset og græde. Nu og da mødte hun dog tilfældigt sine
søskende i byen, som her i skolegården:
”Så hoppede jeg lige ud foran min storesøster. Hun havde
lange, tykke fletninger. Jeg rørte ved dem. Og mærkede samhørigheden. Men vi kunne jo ikke
snakke sammen. Og så skulle jeg ind på rækken igen.”
Til konfirmationen fik hun ikke lov at
invitere sin familie; i stedet deltog en række af byens fremtrædende embedsmænd og fruer, og nogle
af de danske familier, som konfirmanderne arbejdede for. En anden har tidligere fortalt om, hvordan
familiens uventede deltagelse i konfirmationen overvældede ham:
”Jeg
havde ikke fået at vide, at
min søster og bror og mor kom med, og da de pludselig stod i døren, blev jeg meget påvirket. Jeg
gik ind på mit værelse og græd.”
For børn uden nær familie i byen var det en selvfølgelighed, at
deres familie ikke deltog, fortæller en os.
317
Disse og en række tilsvarende fortællinger i tidligere udgivelser vidner om, at forbindelsen selv til
nærmeste familie bosat i byen ikke var en selvfølgelighed, og at den var sårbar og endnu fremkalder
sorg mange år senere. Børnene mindes alle på forskellig vis, at deres bånd til familien blev revet
over. Nogle blev i Danmark. Andre kom tilbage til Grønland, men langt fra familien. Og endnu
andre havde familien ganske tæt på uden at kunne være hos den. For dem alle gjaldt, at de var mere
eller mindre afskåret fra at kommunikere med familien på grund af afstande og sprog. Fælles var
også, at et nyt sted nu blev defineret af andre som deres rigtige hjem. Og at de både da og siden
havde vanskeligt ved at forstå, hvorfor.
Sprogbarrieren mellem børnene og deres biologiske familie fulgte dem ind i voksenlivet, og særligt
for den halvdel af dem, der enten var blevet adopteret i Danmark, eller som stort set havde mistet
kontakten til deres familie fjernt fra Godthåb i barndommen. En mindedes sit eneste besøg hos
moderen i Grønland:
”Vi kunne jo ikke tale sammen. Jeg havde ikke været i mit land, siden jeg blev
konfirmeret […] og vi havde ikke det samme sprog. Det var meget trist.”
En anden fortæller os, at
hun først sent fik genetableret kontakten til sin grønlandske familie, men at sproget kan gøre det
vanskeligt:
”Min bror snakker lidt dansk. Men det er ikke noget, han sådan… Så jeg taler det
grønlandske, jeg kan. Jeg blander det lidt. Så kan han godt forstå, hvad jeg siger.”
318
Sprogets betydning fletter sig i erindringerne sammen med historier om savn, om fremmedhed og
manglende forståelse, og om skuffelse. En af de adopterede, der som ca. 30-årig rejste til Grønland
med ægtefælle og børn for at besøge sin genfundne grønlandske familie, samlede disse tråde i
Brylds interview:
316
317
Personligt interview.
Personlige interviews. Bryld 1998, s. 243. Se også sst. s. 80.
318
Personligt interview. Bryld 1998, s. 125. Se også sst., s. 155.
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 105: Historisk udredning om de grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951, fra social- og indenrigsministeren
2299877_0080.png
77
”… selv om det var en stor oplevelse at møde mine søskende, gav det store skuffelser for mig. Først
og fremmest adskilte sproget os fra dem. […]. Jeg fik at vide, at jeg var dansk og blev spurgt,
hvorfor jeg var kommet tilbage. De forstod ikke min rodløshed, og det kan jeg ikke bebrejde dem,
fordi de måske syntes, at jeg havde været heldig at komme til Danmark. De forstod ikke, hvordan
det smertede mig, når jeg spurgte om noget på dansk, så svarede de på grønlandsk, fordi det var
deres sprog. De forstod heller ikke min længsel efter dem.”
319
Både hun og andre oplevede, at den genetablerede kontakt blev for svær, og at den førte til
skuffelser. I nogle tilfælde gled den blot ud
i andre tilfælde endte den i konflikter og nye brud. I to
af vores samtaler hører vi, at de på et tidspunkt stort set brød kontakten med deres genfundne
grønlandske familie. Både forventningerne og skuffelserne var for store. Der kunne være blandede
følelser i spil i den spinkle relation: Glæde over igen at være en del af familien; smerten over så
længe ikke at have været det.
320
De ambivalente følelser over for familien forbinder sig også i høj grad med børnenes spekulationer
over et spørgsmål, som går igen både i vores samtaler og i tidligere interviews: Hvorfor lige mig?
De fleste husker selv kun glimt af deres tidlige barndom, og meget lidt eller intet om beslutningen
om, at de skulle rejse.
321
Det lader til at være et fælles vilkår for de adopterede og
børnehjemsbørnene, at mange af dem gik igennem et helt liv uden at have fået at vide, hvorfor
netop de endte med at vokse op væk fra deres familie. Som en kort slår fast i vores samtale:
”Nej.
Det fik vi aldrig snakket om. Aldrig nogensinde. Vi var der bare. Hvad det gik ud på, det anede vi
ikke.”
En af de adopterede sagde tilsvarende til Bryld:
”Jeg fik aldrig en forklaring på noget, og
spurgte vel heller ikke så meget.”
322
Ikke mindst savner mange svar på, hvorfor deres familie indvilligede i at lade et barn blive sendt
væk. Og hvorfor valget lige faldt på dem frem for deres søskende.
”Jeg tænker stadig på, hvorfor
det blev mig og ikke en af de andre, der kom på det børnehjem. Ingen har fortalt mig det”,
som en
formulerede det til Bryld. En anden fortæller os, at det som barn førte til en gnavende jalousi på de
to søskende: Hvorfor måtte de bo hjemme og hun ikke? Det er en smertelig erindring, som også ind
imellem kommer til udtryk som en vrede mod den mor, som valgte at sende hende væk.
”Hun har
aldrig kunnet lide mig, tror jeg. Eller det ved jeg ikke. Men det var hårdt. Jeg var ikke rigtigt
hendes barn.”
323
Og det er netop en konfrontation med moderen og familien om det valg, der i dette
tilfælde førte til et brud. Hun tilgav aldrig sin mor, og deltog ikke i hendes begravelse.
Det er gennemgående, at børnene søger efter den forklaring, som de ikke har fået. En overvejer i en
samtale med Bryld, om det var tilfældigt, fordi der var et par ledige pladser. Eller måske var det
moderen, som ønskede sig af med børnene, fordi det var skamfuldt at have fået dem uden for
ægteskab? Andre søger ro i den forståelse, at familierne sendte dem afsted i håb om, at de ville få en
bedre fremtid.
”Jeg tror, jeg
kom til Danmark, fordi min far ville mig det bedste. Min mor var død,
og min far var alene tilbage med mange børn.”
En figur, der går igen i en del interviews med
børnenes familiemedlemmer.
324
Endnu andre hæfter sig ved, at det ikke stod klart for familien, at
barnet ikke ville vende tilbage
blandt andre et af de adopterede børn, der blev forsonet med
faderen kort før dennes død:
”Det var der, han fortalte, at han intet anede om adoptionen. Han
skrev under på, at jeg i lang tid kunne være i pleje. Myndighederne sagde, at jeg ville få det så godt
og blive uddannet. Han ville mig det bedste og havde jo i forvejen en del børn at forsørge.”
325
319
320
Knakkergaard 2012, s. 39.
Personlige interviews. Bryld 1998, s. 183, 47. Se også s.100, s. 215.
321
Personlige interviews. Se også Bryld 1998, s. 124, s. 201, s. 213f., s. 260 og s. 283.
322
Personligt interview. Bryld 1998, s. 157. Se også s. 205, samt
Ensom i livet
1998.
323
Personligt interview. Bryld 1998, s. 72. Se også s. 35.
324
Bryld 1998, s. s. 49, 79, 94, 100, 271.
Ensom i livet
1998.
325
Bryld 1998, s. 159. Se også s. 204.
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 105: Historisk udredning om de grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951, fra social- og indenrigsministeren
2299877_0081.png
78
Børnene deler oplevelsen af en grundlæggende mangel på viden både dengang og siden om, hvad
der førte til, at de blev rykket ud af deres familier og voksede op andre steder
i adoptivfamilier
eller på børnehjem. Nogle fik aldrig genetableret en relation til den familie, som de havde forladt,
og som kunne have bidraget til at lægge brikkerne til den del af deres livshistorie. Andre gjorde.
Men både for børnene selv og for forældre, søskende og anden nær familie kunne historien være
smertefuld at genåbne.
Tavshed og fortrængning blev i mange tilfælde redskabet til at undvige det potentielt konfliktfyldte
felt, både for børnene og deres familier. I et af vores interviews fortæller en os i flere
sammenhænge, at han har glemt det meste fra sin barndom.
”Jeg
har lukket fuldstændigt af, hvad
alt det angår. Bare gået i min egen lille verden dengang og tænkt: Hvad bliver du til? Og
hvem er
du?”
En anden forklarer os ligeledes, at hun husker meget lidt om sin barndom og intet om
beslutningen om, at hun skulle rejse. Hun har nok fortrængt det, siger hun. Måske kan hendes bror
huske noget. Men hun kan ikke få noget ud af ham. Da vi spørger, hvorfor hun tror det er sådan,
svarer hun:
”Han har været for ked af det, tror jeg. Han vil ikke snakke om det.”
I en tredje samtale
får vi ligeledes at vide, at moderen ikke talte om det
og tavsheden går igen i mange af de tidligere
udgivne erindringer.
326
Det brudte bånd til familien er det mest gennemgribende tema i erindringerne, både for
børnehjemsbørnene og for de adopterede; og samtidig det, som børnene synes at have haft sværest
ved at finde meningsfulde forklaringer på. Med det mistede børnene ikke alene tilknytningen til
deres nære familie og dermed også forbindelsen til deres videre slægt
et tab af forbundethed, som
de fleste igennem livet søgte at genvinde, men hvor det kun lykkedes ganske få. De mistede også
betydningsfulde kapitler i deres egen livshistorie, ikke mindst knyttet til den drejning, den tog med
deres udvælgelse til at deltage i forsøget.
9.3 Mellem grønlandsk og dansk
Indrulleringen i forsøget fik ikke alene store konsekvenser for børnenes forhold til deres familie
den satte sig også dybe spor i forholdet til deres landsmænd. For både børnehjemsbørnene og de
adopterede havde det betydning både under opvæksten og i deres senere liv.
Forholdet til de andre grønlandske børn er et tilbagevendende tema i erindringerne. Flere husker, at
de fra børnehjemmet fik at vide, at de ikke måtte lege med de grønlandske børn. Da vi spørger en,
om de så i skolen og fritiden kun var sammen med de danske børn i byen, svarer hun:
”Ja.
Kun
dem. Vi måtte ikke lege med de grønlandske børn.”
En anden fortæller det samme.
”Men det gjorde
vi jo alligevel”,
siger hun og griner. Også i dette forhold oplevede de dog sproget som en
forhindring. Som en fortæller os,
”vi kunne jo ikke snakke grønlandsk. […]
Den forbindelse blev
faktisk skåret over. Vi kunne ikke bare gå ud og lege med dem, som vi gjorde, før vi rejste til
Danmark. Nej, for nu var sproget pludselig en barriere.”
327
Sproget var ikke kun en bremse, men også anledning til drillerier, fortæller hun.
”Vi blev jo
chikaneret af de grønlandske børn.
’Tal dog grønlandsk!’ De kunne ikke forstå, at vi på et år havde
glemt at tale grønlandsk.”.
En anden fortæller ligeledes om, hvordan sproget skabte
eller blev
omdrejningspunkt for
modsætninger til de andre grønlandske børn:
”De andre grønlændere,
børnene,
de gik altid og sagde: ’I kan ikke grønlandsk. Hvad laver I så her?’ Så svarede vi bare:
Jamen I kan ikke dansk. Så gik det jo lige op, ikke.”
De blev også kaldt børnehjemsbørn, drillet med
at de ikke havde forældre, og bedt om at tage hjem. Det fik ham til altid at føle sig anderledes. En
anden bruger udtrykket at føle sig fremmed imellem sine egne kammerater, og husker, at de var
326
327
Personlige interviews. Se også Bryld 1998, s. 53, s. 250, s. 252, s. 272.
Personlige interviews.
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 105: Historisk udredning om de grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951, fra social- og indenrigsministeren
2299877_0082.png
79
kede af og skammede sig over ikke at kunne tale deres eget sprog.
328
Også voksne grønlændere
kunne gribe til at håne børnene for sproget:
”Specielt husker jeg de voksne, der blev gale på os, fordi vi ikke kunne tale grønlandsk. De kunne
finde på at råbe: ’Så tal dog for helvede grønlandsk, du er jo grønlænder!’. Det sved.
børnehjemmet var der den modsatte påvirkning: Vi skulle tale dansk og den dobbelthed forvirrede
os børn.”
329
Drillerierne og udskamningerne kredsede om børnenes anderledeshed: At de talte et andet sprog,
var forældreløse og på børnehjem
men også, at det blev opfattet, som om de følte sig hævet over
andre grønlændere. At de prøvede at være danske:
”De drillede med, at vi bare var nogle… hvad
var det nu, én råbte en gang? ’Din skide grønlander, der tror du er dansker. Hvis du skal være så
fin på den…’ De syntes, vi gik rundt der og ’var noget’, ikke.”
En anden fortæller, at også de
voksne grønlændere så dem som ’de forkælede børnehjemsbørn’. De havde lært så godt dansk, de
havde alt, og de var pænt klædte
alt sammen noget, der kunne skabe misundelse. Blandt
grønlændere følte man sig nok mere værd, hvis man kom sammen med eller arbejdede med
danskere, erindrer hun.
330
At børnene ’var noget’ i andres øjne, nemlig blandt danskerne, hører også med i fleres erindringer.
En fortalte til Bryld:
”Jeg kan huske, at
jeg undrede mig over, at der var så mange danskere, der
tog imod os, da vi kom til Godthåb. Vi havde lige forladt alle de danskere i Danmark, og nu stod de
der igen og vinkede og smilede.”.
I vores interviews spørger vi, hvordan forholdet var til danskere i
Godthåb, og en fortæller:
”Vi skulle også optræde for danskerne. Vi lærte blandt andet folkedans.
Det synes jeg, var lidt underligt: Hvorfor skulle vi hele tiden optræde for danskerne?”.
Hun
besvarer selv sit spørgsmål:
”Vi skulle vises frem på en eller
anden måde. Så man kunne se, hvor
dygtige vi var blevet til dansk. Og hvor pænt vi opførte os. Ja, det gjorde vi så ikke altid,”
siger hun
leende. En anden fortæller os, også grinende, at forstanderinden fik dem til at synge for
statsministeren, Hans Hedtoft, da de mødte ham under en sommertur til Søndre Strømfjord. I et
interview med Bryld sammenfatter en det sådan:
”Dansk Røde Kors var stolte af os. Benze og de
andre voksne var også stolte, og det mærkede vi på mange måder. Jeg følte, at vi skulle leve op til
det på forskellig vis.”
331
Erindringerne om opvæksten i Godthåb kredser om anderledeshed i forhold til byens øvrige
grønlandske befolkning. At være dansksproget, at være forældreløs og bo på børnehjem, at være
relativt velstillet i forhold til de grønlandske børn. At vække misundelse og hån hos nogen
stolthed og bifald hos andre. At skille sig ud, eller ikke helt høre til.
Også de adopterede børn i Danmark fortæller om oplevelsen af at skille sig ud. En har beskrevet det
sådan:
”De første år følte jeg
mig meget fremmed. Jeg forstod dårligt dansk, og flere børn spurgte
mig, hvad jeg lavede her, og hvornår jeg skulle tilbage til Grønland.”
En anden tilsvarende:
”I hverdagen hos min adoptivmor oplevede jeg mig selv som outsideren. Jeg blev drillet, og især
de
voksne var uden forståelse for mig. Der var så få grønlændere […] hvor jeg boede, og mange
overbegloede mig eller rørte ved min hud og talte om mig, som om jeg ikke var til stede. Børnene
var mere direkte. De spurgte, hvor jeg kom fra, og hvorfor jeg
ikke kunne tale ordentligt dansk.”
332
328
329
Personlige interviews. Se også Bryld 1998, s. 69.
Bryld 1998, s. 88f.
330
Personlige interviews.
331
Personlige interviews. Bryld 1998, s. 38, s. 94.
332
Bryld 1998, s. 157. Knakkergaard 2012, s. 35.
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 105: Historisk udredning om de grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951, fra social- og indenrigsministeren
2299877_0083.png
80
I Danmark var børnene fremmedartede for omgivelserne, fordi de ikke var rigtigt danske, ikke talte
rigtigt dansk og ikke så danske ud. I Grønland omvendt, fordi de ikke var rigtige grønlændere, ikke
talte grønlandsk, og så ud og levede anderledes, end de fleste grønlændere.
Oplevelsen flyttede med ind i børnenes voksne liv, hvor det vedblivende var svært at blive
accepteret som grønlænder blandt sine landsmænd både i Grønland og i Danmark, ikke mindst på
grund af sproget, som kunne fremkalde kontante reaktioner, som en fx beskriver det i vores samtale:
”Så
tal dog grønlandsk! Og så skal man stå der og forklare sig. Det har ikke været særligt rart. Jeg
har prøvet at tage det sådan oppefra og ned nogle gange.”
En anden har haft samme oplevelse,
uanset om hun er i Grønland eller blandt grønlændere i Danmark, fx i foreningslivet:
”Altså
grønlændere betragter ikke
mig som ’rigtig grønlænder’ […]
De betragter mig meget som sådan
lidt af en
’qallunaaq’ [dansker].”
Jeg er jo
”sådan lidt fordansket”,
forklarer hun.
333
Det samme gjaldt for de adopterede. Flere forsøgte at knytte an til deres grønlandske rødder, men
det var svært. En forsøgte som voksen at flytte tilbage til Grønland, men det var vanskeligt at blive
accepteret både på arbejdspladsen og i byen. Han blev drillet med, at han talte babysprog, og undlod
efterhånden helt at forsøge at tale grønlandsk
og efter en tid vendte han tilbage til Danmark. En
anden blev i Danmark, men ville gerne anerkendes som grønlænder.
”Jeg har altid været stolt af at
være grønlænder
og ulykkelig, når jeg mødte andre grønlændere, der hånede mig, fordi jeg ikke
talte grønlandsk.”
334
Både i barndommen og i voksenlivet og blandt grønlændere og danskere fortæller såvel de
adopterede som børnehjemsbørnene om at blive betragtet og peget ud som anderledes.
Erindringerne kredser på forskellig vis om ikke at passe ind og ikke høre til i omgivelsernes øjne.
Og den har sat sig tydelige spor også i deres blikke på sig selv.
Hvad ville du have svaret, hvis nogen dengang spurgte dig, om du var grønlandsk eller dansk?
spørger vi i et interview. Hun tænker, og siger så:
”Jeg tror, jeg ville have svaret ’dansker’. Fordi
jeg talte dansk. Jeg tror, at sproget har meget med ens identitet at gøre. Selvfølgelig er jeg
grønlænder, men jeg føler… jeg følte mere, at jeg var dansk på grund af det danske sprog.”
En
anden siger tilsvarende:
”Der tænkte jeg mest, at jeg var dansk, tror jeg. Fordi jeg var
dansksproget.”
Mens en tredje også husker, at de nok mest tænkte sig som danske under
opvæksten, giver en sidste udtryk for, at de havde vanskeligt ved at finde ud af det, særligt når de
blev drillet af de andre grønlandske børn:
”Vi tænkte: Hvad og hvem er vi? Er vi grønlændere, eller
er vi danskere? Det gik vi meget højt op i, kan jeg huske. Og når vi så kom hjem fra skole og hjem
til børnehjemmet, så sad vi der og græd alle sammen. Det var…. et helvede at komme igennem”
335
Omvendt giver flere af de adopterede, der jo voksede op blandt og på en vis måde ’som’ danskere
udtryk for, at de føler sig som grønlændere, som i citatet ovenfor.
Spørgsmålet om det etniske eller nationale tilhørsforhold går igen i mange erindringer, og er oftest
præget af en udtalt ambivalens. En af dem, der netop har fortalt os, at hun følte sig som dansk i sin
barndom, uddyber senere i samtalen:
”Vi følte os jo danske. Men jeg har også tit tænkt: Er jeg
dansker eller grønlænder? Af udseende er jeg grønlænder. Men jeg tænker dansk, drømmer på
dansk og… Hvad er jeg så?”
En anden har til Bryld fortalt, hvordan han sloges med spørgsmålet
særligt i puberteten:
”Da jeg var i puberteten, tænkte jeg meget over det hele og græd ofte. Jeg
følte, at jeg ingen identitet havde. Var jeg grønlænder, dansker eller hvad? Jeg har altid følt mig
som en bastard.”
336
Ambivalensen var ikke kun definerende for børnenes opvækst, men har også præget deres
voksenliv. I en af vores samtaler siger en om sit tilhørsforhold og sin identitet:
”Der
oplever jeg
Personlige interviews.
Bryld 1998, s. 155 og s. 204. Se også s. 202, og s. 284.
335
Personlige interviews.
336
Personlige interviews. Bryld 1998, s. 70.
334
333
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 105: Historisk udredning om de grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951, fra social- og indenrigsministeren
2299877_0084.png
81
mig meget splittet. Jeg har
altid været splittet. […]
Det er det danske, som nok har præget mig
mest. Det siger sig selv, jeg har boet hernede i 50 år.”
En anden fortæller os, hvordan hun hele
tiden har ambivalensen med sig.
”Det handler i virkeligheden om identitet. Man er både og –
men
alligevel ikke. Alligevel føler jeg, når jeg er hjemme, at det er mit land. Altså det er her, jeg er født.
Den følelse har jeg haft hele tiden.”
Derfor omtaler hun også både landet og sin fødeby som
’hjemme’, selv om hun ikke har boet i Grønland i næsten 60 år.
337
Langt fra alle føler sig dog hjemme. Et af børnehjemsbørnene, der som ung flyttede til Danmark,
vendte i en periode tilbage for at arbejde i Grønland, og husker det sådan:
”Jeg følte mig fremmed,
da jeg var i Grønland. Den kendte følelse af at være noget andet, en, der ikke hørte til. Siden har
jeg ikke været i Grønland.”
En anden formulerer det som en grundlæggende rodløshed, der gælder
både forholdet til Grønland og til Danmark:
”Uanset
hvad jeg gør, vil jeg altid leve med mit dilemma, min rodløshed. Når jeg er her i
Danmark, længes jeg efter Grønland, og når jeg kommer til Grønland, længes jeg efter Danmark.
Jeg kommer aldrig over det. Jeg føler, at meget få mennesker forstår mig.”
338
Ligesom båndene til børnenes familier og slægt blev skåret over, da de indgik i forsøget, og for de
flestes vedkommende aldrig rigtigt blev helede, blev også deres forankring i en grønlandsk kulturel,
etnisk og national identitet også brudt, først af opholdet i Danmark, siden af opvæksten i
adoptivfamilier eller på børnehjem, hvor både sprog, levevis og menneskene de omgikkes, var
danske.
Sammenfatning
”Helt
ærligt, jeg ved ikke, hvem jeg er.”
Sådan fortalte et af de adopterede børn i en dokumentarudsendelse fra 1998.
339
Et citat af mange,
der peger på de gennemgribende identitetsmæssige konsekvenser, som forsøget fik for de 22 børn.
Deres fortællinger er gennemsyret af fundamentale brud på eller tab af forbundethed. De mistede
deres sprog. De mistede deres familie. Og de mistede deres tilhørsforhold til deres land og folk.
Erindringerne viser, at de alle på forskellig vis og i vidt forskellige livssituationer søgte at genvinde
noget af det tabte. At lære sig grønlandsk. At knytte bånd til familien igen. At få plads i grønlandske
fællesskaber i Grønland eller i Danmark. At høre til og finde hjem. Der er stor forskel på, i hvor vidt
omfang det lykkedes. De mange, ofte følelsesladede erindringer om dér, hvor det ikke gjorde,
vidner om, hvor stærkt savnet var.
De adopterede og børnehjemsbørnene deler sorgen og savnet ved at blive taget væk fra sin familie.
Især for børnene med familie i Godthåb dertil følelsen af, at kontakten efterfølgende var begrænset
og reguleret; og at de ikke måtte være for tæt forbundet med deres mødre og søskende, og at de nu
skulle opfatte et andet sted som ’hjem’. Adoptivbørnene kunne
have lignende følelser, og nogle
nægtede fx vedholdende at kalde adoptivforældrene for mor og far. I Grønland havde nogle af
børnene en smule kontakt til familien enten i Godthåb eller på ferier, men mange havde ingen, eller
genså blot deres far eller mor en enkelt eller få gange og havde svært ved at genkende dem. Fælles
for dem alle var, at de mistede muligheden for at tale med familien, da de glemte deres sprog. Netop
erindringerne om ikke at kunne tale sammen går igen i næsten alles historie. Fortællinger om savn
og sorg fletter sig sammen med ubesvarede spørgsmål: Hvorfor blev det lige mig? Hvorfor lod min
familie mig rejse? Forsøgene på at knytte bånd til den mistede familie er for manges vedkommende
endt med skuffelser, bebrejdelser, konflikter og nye brud. Det var for mange smertefuldt at forsøge
at finde plads og hjem i en familie, hvis dagligliv og historie man ikke havde været en del af så
længe.
337
338
Personlige interviews.
Bryld 1998, s. 71. Knakkergaard 2012, s. 39f.
339
Ensom i livet
1998.
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 105: Historisk udredning om de grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951, fra social- og indenrigsministeren
2299877_0085.png
82
Samtidig oplevede børnene også, at de i omgivelsernes øjne ikke rigtigt passede ind; at de ikke helt
hørte hjemme. Fortællingerne kredser om, at mennesker omkring dem ikke kunne forlige sig med
den oplevede modsætning mellem deres fysiske træk, der gjorde
dem ’genkendelige’ som
grønlændere
og deres sprog, påklædning, adfærd eller andet, der omvendt gjorde dem til ikke-
grønlændere eller til danske. Det betød, at de følte sig ekskluderet fra grønlandske fællesskaber
både i Grønland og i Danmark. I andre sammenhænge var netop denne modsætning i spil som noget
positivt: Når de som børn blev rost og stolt vist frem, var det i kraft af, at de
på trods
af deres
synlige grønlandske herkomst havde været så gode til at lære sig det danske sprog og danske
manerer, sange og danse. Helt danske kunne de dog aldrig blive, men vedblev med at blive
’genkendt’ som grønlandske blandt både danskere og grønlændere.
Modsætningen optræder ikke kun i omgivelsernes øjne, men har også aflejret sig som en
ambivalens i børnene selv. En stillen spørgsmål ved, om de er grønlændere eller danskere. Til tider
en konflikt mellem deres egen indre følelse af, hvad og hvem de er eller gerne vil være; og
omgivelsernes opfattelse af dem. Og for nogle en oplevelse af at være både-og, men hverken-eller.
De fleste giver på forskellig vis udtryk for, at de igennem hele livet kom til at kæmpe med at finde
deres identitet
og med andres accept af den. Ensomhed og savn, splittethed, rodløshed og
fremmedhed er gennemgående figurer i børnenes vidnesbyrd om opvækstens betydning for deres
identitet både i forholdet til familien og i forhold til deres grønlandske rødder. Nogle landede.
Andre gjorde ikke.
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 105: Historisk udredning om de grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951, fra social- og indenrigsministeren
2299877_0086.png
83
Konklusion
Den historiske kontekst
Forsøget med de 22 grønlandske børn tog form i og blev formet af den historiske tid, det udfoldede
sig i. Efter 2. Verdenskrig voksede kravene om ændrede styreforhold og om modernisering af det
grønlandske samfund, og i 1950 lagde Grønlandskommissionens betænkning op til en række
omfattende forandringer, herunder af skolevæsenet. Det foregik i en kolonial ramme, hvor
Grønlands Styrelse, fra 1950 Grønlandsdepartementet, stort set var enerådende i grønlandske sager
og spørgsmål; således også i sagen om de 22 grønlandske børn i denne undersøgelse.
Fra en lille grønlandsk elites side lød især efter krigen et krav om øget danskundervisning i de
grønlandske skoler for at give grønlændere adgang til uddannelse og stillinger og på længere sigt
muligheden for at overtage egne anliggender. Skoleloven i 1950 kan siges at være et svar på både
deres og kommissionens ønsker. Med den indførtes de dobbeltsprogede skoler, hvor en stor del af
undervisningen skulle foregå på dansk i det ene spor. Det var her, man siden planlagde, at de 22
børn skulle gå i skole.
Samtidig voksede den danske offentligheds opmærksomhed på, hvad man beskrev som rystende
leveforhold for den grønlandske befolkning. Presse og eksperter pegede bl.a. på usunde boliger,
dårlig ernæring og høj sygelighed og dødelighed samt en stor ulighed mellem grønlændere og
danskere i landet. Opmærksomheden faldt også på de mange forsørgerløse, for hvem der i Grønland
ikke var etableret hverken børneforsorg eller børnehjem.
I Danmark stod Red Barnet og Dansk Røde Kors med behovet for at finde nye virkefelter, da deres
arbejde efter krigen begyndte at klinge af. Begge fik øje på det store behov for hjælp i Grønland,
hvor en indsats tilmed ville stille dem i et positivt lys i befolkningen. De foreslog forskellige
initiativer for Grønlands Styrelse, som dog afviste dem med henvisning til risikoen for at bringe
børnesygdomme til Grønland, problemer med børnenes miljøskifte, transportproblemer; og til, at
børnehjem var fremmede for den grønlandske tradition.
Afgørende beslutninger
og afgørende sporskifter
På begge spørgsmål skiftede Styrelsen holdning frem mod sommeren 1950. Holdningsskiftet skal
med al sandsynlighed ses i lyset af Grønlandskommissionens betænkning, der lå færdig i februar
1950, og den nye skolelov for Grønland, vedtaget i maj 1950, der begge betonede nødvendigheden
af en markant øgning af grønlandske skolebørns danskkundskaber, ligesom kommissionen pegede
på behovet for, at børnehjemsbyggeriet måtte tages op ved privat initiativ. Ideerne om et længere
Danmarksophold for grønlandske børn og om børnehjemsbyggeri i Grønland kunne dermed kobles
til et overordnet politisk formål: I februar-marts 1950 fik Dansk Røde Kors således varm tilslutning
fra Grønlands Styrelse og kommissionsformanden til at tage sagen om børnehjem op, og i
sommeren 1950 bad Grønlandsdepartementet, som det nu hed, ligefrem Red Barnet om at påtage
sig opgaven med børns ophold i Danmark. Derpå indledtes forhandlingerne om, hvordan ideerne
konkret skulle realiseres.
De to initiativer var endnu ikke smeltet sammen til ét projekt. Det gjorde de næsten umærkeligt, da
Grønlandsdepartementet sent i juli 1950 forelagde dem for de forenede grønlandske landsråd, der
behandlede dem som et samlet dagsordenspunkt med to underpunkter: Først Dansk Røde Kors’
tilbud om at opføre børnehjem, dernæst nedsendelsen til Danmark af et hold
forældreløse
børn
altså et kriterium, der ikke tidligere havde været nævnt. Der findes ikke kilder til
Grønlandsdepartementets overvejelser bag dette nye kriterium, som muligvis blot er udtryk for, at
man dermed kunne slå to fluer med ét smæk: Fremme tilegnelsen af dansk for en gruppe børn, og
samtidig trække disse ud af det voksende problem med at forsørge forældreløse børn i Grønland.
Samtidig var placeringen på børnehjemmet efter Danmarksopholdet både en imødekommelse af
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 105: Historisk udredning om de grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951, fra social- og indenrigsministeren
2299877_0087.png
84
landsrådenes ønske om at sikre børnenes fortsatte gode kår
og
sikre en fortsat tilegnelse af dansk
under opvæksten. Beslutningen blev efterfølgende meddelt Dansk Røde Kors.
Herefter var planen at finde 20 børn i alderen 6-7 år, sunde, intelligente, og forældreløse. Da
skoledirektøren i Grønland tidligt i 1951 bad præsterne om at indstille egnede børn, viste det sig
imidlertid umuligt at finde et tilstrækkeligt antal børn, der mødte kriterierne. Efter opfordring fra
lokale præster og læger vedtog man derfor at udvide alderskriteriet og at medtage fader-, siden også
moderløse børn, mens man fastholdt intelligenskravet. Forældreløse børn endte med at være et
mindretal blandt de udtagne, mens flertallet havde en mor eller en far. Derved blev det relevant at
indhente samtykke fra endnu levende forældre. For omkring halvdelen af børnene fremgår det
eksplicit, at forældrene var indforstået, mens vi for de øvrige ikke kan vide, om det var tilfældet.
Endvidere kan der herske tvivl om, hvor vidt de adspurgte forældre forstod det fulde omfang af
forslaget.
Samlet tegner der sig et billede af en beslutnings- og udvælgelsesproces, hvor der blev skiftet spor
mange gange undervejs, både under forhandlingerne om at sætte forsøget i værk, i tilrettelæggelsen
af det og siden i løbet af dets gennemførelse. For det første flyttede
formålet
sig undervejs i
processen: Det sociale og sundhedsmæssige sigte i de første forslag blev afløst af uddannelses- og
udviklingshensyn i den aftale, som Grønlandsdepartementet indgik med Red Barnet; alligevel
spillede sociale hensyn en væsentlig rolle i udvælgelsen af børnene og beslutningen om en
efterfølgende opvækst på børnehjem. Parallelt hermed forandredes
kriterierne
for, hvilke børn der
skulle deltage, fra børn med behov for rekreationsophold til sunde og intelligente børn, ligesom
alderskriteriet udvidedes, og kravet om, at de skulle være forældreløse, siden fader- eller moderløse
blev tilføjet. Endelig var det først sent i forhandlingerne, at opvæksten på
børnehjemmet
blev en del
af planen. Andre betydningsfulde ændringer indtraf, efter at forsøget var sat i værk: Det gælder
beslutningen om ikke at modsætte sig ansøgningerne om
adoption,
selv om børnenes forbliven i
Danmark var i modsætning til forsøgets intentioner. Og det gælder beslutningen om at anbringe de
børn, der vendte tilbage til Grønland, i
den danske skole,
igen i modstrid med ambitionen om, at
børnene skulle være brobyggere mellem grønlandsk og dansk.
Rækken af betydningsfulde sporskifter undervejs
tilsyneladende ofte truffet ad hoc som svar på en
pludselig opdukket udfordring og uden videre drøftelser
– efterlader indtrykket af et ’forsøg’ uden
et forudgående gennemtænkt design. Man havde ikke gjort sig de nødvendige overvejelser over
hverken udformningen eller konsekvenserne af forsøget, før det blev iværksat. Snarere blev det
konkretiseret igennem en række løbende enkeltbeslutninger, når spørgsmål eller udfordringer
meldte sig. Man asfalterede så at sige, mens man kørte
og det ser ud, som om man undervejs
glemte, hvad der egentlig havde været formålet med forsøget.
En vifte af forskellige aktører medvirkede til beslutningerne i forskellige led og niveauer, selv om
den afgørende beslutningskompetence i de store spørgsmål lå i Grønlands
Styrelse/Grønlandsdepartementet. Nogle beslutninger blev truffet af ledelse og personale i de to
involverede organisationer, andre i landsrådene, endnu andre af skoledirektøren i samråd med
landshøvdingen, og endelig nogle af de lokale præster og læger, der udpegede børnene. Af
betydning i processen var også de personsammenfald og nære forbindelser mellem involverede
organisationer og individer og de beslutningstagende myndigheder. De kendte hinanden, var
repræsenteret i hinandens organisationer og kunne således drøfte sagen også under uformelle
former, der kun har sat sig få spor i arkiverne.
Børnenes opvækst i Danmark og Grønland
Efter de komplicerede arrangementer af deres nedrejse ankom de 22 børn i forskelligt tempi til
Danmark fra juni 1951; det største hold på 15 børn om bord på M/S Disko, der anløb København
den 7. juni. De blev som planlagt anbragt på Fedgården nær Faxe straks efter ankomsten.
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 105: Historisk udredning om de grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951, fra social- og indenrigsministeren
2299877_0088.png
85
Pressens dækning fra ankomsten til afrejsen små halvandet år senere illustrerer offentlighedens syn
på børnene: At de var glade og trivedes. Og at initiativet overalt blev beskrevet positivt både med
henvisning til de gode kår, børnene nu kom under, og til de muligheder, som de små ’naturbørns’
møde med det danske sprog og civilisationen ville give dem og deres folk fremover.
Meningen med opholdet på Fedgården var, at børnene skulle vænne sig til de fremmedartede
omgivelser og den nye situation fjernt fra deres familier. På Fedgården kunne de fortsat tale
grønlandsk indbyrdes, mens de i plejefamilierne overgik til rent dansktalende hjem. På Fedgården
var der fokus på børnenes sundhed, ernæring og fremtoning, men også øje for det videre formål:
Børnene blev to gange intelligenstestet, dels for at vurdere deres egnethed til den planlagte
skolegang i Grønland, dels for at kunne følge udviklingen i løbet af opholdet og senere i deres
opvækst.
I oktober 1951 blev børnene fordelt i plejefamilier, som var blevet udvalgt af Red Barnet. I
familierne lærte plejebørnene først og fremmest dansk, men stiftede også bekendtskab med dansk
kultur og levevis. Alt tyder på, at børnene blev behandlet ordentligt i plejefamilierne, at familierne
var glade for dem, og at de undervejs fik en form for tilsynsbesøg af Red Barnet. Flere af børnene
har positive minder om opholdet hos plejefamilierne, som en del af dem fik livslange relationer til.
Men fortæller også om savnet efter deres egen familie og om oplevelsen af at være et fremmed sted
uden at vide, hvad der skulle ske dem og hvorfor. Opholdet i plejefamilierne blev væsentligt
længere end planlagt på grund af forsinkelsen af børnehjemsbyggeriet, hvilket nok bidrog til, at
børnene glemte at tale grønlandsk.
For seks børn blev forlængelsen den væsentligste begrundelse for, at Red Barnets anbefalede, og at
Grønlandsdepartementet ikke modsatte sig, plejeforældrenes adoption. Sagerne blev behandlet ved
danske adoptionsmyndigheder, som med hjælp fra grønlandske myndigheder indhentede samtykke
hos de tre levende forældre og hos en fjerdes plejefar, mens ad hoc-værger samtykkede for de to
forældreløse. Noget tyder på, at ikke alle forældre forstod betydningen af den danske adoption, som
adskilte sig fra grønlandske plejeforhold ved et fuldt brud. Med adoptionerne blev de seks børn
koblet af forsøget og satte sig efterfølgende kun ganske få spor i arkivmaterialet.
De øvrige børns opvækst på børnehjemmet i Godthåb er dokumenteret i mange detaljer i materiale
udarbejdet af personale, skoleleder og læger. Børnene ankom til det nybyggede børnehjem sammen
med forstanderinde Dorothea Bengtzen den 6. oktober 1952 efter knap halvandet års ophold i
Danmark. Dagliglivet udfoldede sig som på andre børnehjem inden for et stramt budget, men
børnenes sundhed og udvikling blev nøje overvåget, og gentagne rapporter konkluderede, at deres
sundhed og ernæringstilstand var tilfredsstillende og hygiejnen
upåklagelig. Det var ’børn i
topklasse’. Der er ingen tegn på, at der ikke blev draget omsorg for børnene i det omfang, som en
sådan institution nu var i stand til, og erindringerne bekræfter dette billede set fra børnehøjde.
Problemet var ikke dårlige forhold på børnehjemmet, men især fraværet af og fra familien.
Ved ankomsten til Godthåb viste det sig, at børnene havde glemt at tale grønlandsk, og man
besluttede derfor at placere børnene i den danske skole frem for i den nye dobbeltsprogede skole
som ellers planlagt. Det var et afgørende brud med hele forsøgets idé
men beslutningen synes at
være truffet ad hoc efter omstændighederne uden at have affødt særlige overvejelser hverken om
dens betydning for forsøgets intention om brobygning, eller dens langsigtede konsekvenser for
børnene. Beslutningen betød, at børnene efter tilbagekomsten ikke rigtigt generobrede deres tabte
modersmål, og at der vedblivende var en sprogbarriere mellem dem og deres familie og landsmænd.
Flertallet af børnene, heraf de seks fra Godthåb, havde stadig en levende forælder, men for alle var
kontakten med familien begrænset. Forstanderinden afgjorde, hvornår og hvor længe besøg den ene
eller den anden vej kunne finde sted, forældrene var fx ikke blandt gæsterne, når børnene fejrede
mærkedage og jul, og det var et mindretal af børnene, der holdt ferie hos deres familie. Det fremgår
klart, at særligt Bengtzen betragtede børnehjemmet netop som børnenes
hjem,
mens
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 105: Historisk udredning om de grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951, fra social- og indenrigsministeren
2299877_0089.png
86
familiemedlemmer var sekundære. Samtidig blev der lagt vægt på at bevare båndet til
plejefamilierne.
Også børnenes forbindelser med byens øvrige grønlandske befolkning var begrænset. Deres
kammerater var børn fra den danske skole, mens samvær med andre grønlandske børn stort set ikke
er beskrevet i materialet, og børnene ser heller ikke ud til at have omgåedes mange voksne
grønlændere. Der blev sideløbende givet undervisning i grønlandsk, men den manglende
anvendelse af sproget i hverdagen har givetvis været den væsentligste årsag til, at de aldrig igen
kom til at beherske grønlandsk som deres modersmål. I stedet omgikkes de og forstanderinden
byens fremtrædende danske familier og embedsmænd. Desuden modtog børnehjemmet en række
fornemme besøg fra Danmark, og pressen bragte jævnligt reportager fra børnehjemmet. De
velplejede, velopdragne og dansktalende børn lader til at have været noget, alle var stolte af: Et
symbol på den succesrige indsats for at fremme Grønlands udvikling til et moderne samfund efter
dansk forbillede.
Fra 1956 begyndte børnene at flytte ud fra børnehjemmet, enkelte tilbage til deres mødre. En fik
skibshyre til Danmark, de øvrige kom i huset i danske familier, i lære i primært dansksprogede
virksomheder eller fortsatte i dansksproget efter- eller realskole. Nogle flyttede til Danmark, kort
efter at de havde forladt børnehjemmet. De fleste andre fulgte siden efter. Ved udskrivningen
forsvandt de ud af søgelyset hos alle involverede i forsøget.
Forsøgets konsekvenser for børnene
Under hele forløbet lå det som en underforstået selvfølge, at Danmarksopholdet og den
dansksprogede opvækst ville give børnene bedre forudsætninger for et godt liv. At de derved fik ’en
fremtid’, som et af børnene senere refererede det.
Man kan ikke fastslå en entydig kausalitet
imellem forsøget, og hvordan det videre gik hvert enkelt barn. Ser man samlet på gruppen, er en
række træk ved deres livsforløb imidlertid slående og viser, at fremtiden ikke for alle kom til at
tegne sig så lys som forventet.
Af de 16, der voksede op på børnehjemmet, gennemførte tre en boglig uddannelse, seks en faglig,
mens syv ikke uddannede sig videre efter grundskolen. Samlet opnåede børnene således ikke et
uddannelsesniveau, der kunne have placeret dem som ’kernen’ i deres lands modernisering; og i
øvrigt forlod de fleste af dem Grønland som unge, mens blot fem levede deres voksenliv der.
Alkohol- og andet misbrug, psykiske lidelser, indlæggelser og selvmordsforsøg går igen i omkring
halvdelen af beretningerne fra børnene eller deres pårørende. Gennemgående er også historier om
hjemløshed og omflakkende og rodløse liv på kanten af samfundet, for nogles vedkommende også
småkriminalitet og domme. Mange kom til at stå uden for arbejdsmarkedet og levede på
førtidspension eller andre sociale ydelser. Et flertal af børnene levede deres liv uden nære bånd til
deres biologiske slægt, og blandt de adopterede oplevede halvdelen, at adoptivfamilien brød med
dem, i et tilfælde i en formel af-adoption. En del stiftede heller ikke egen familie, mens nogle fik
børn, som de ikke bevarede kontakten med, eller som blev anbragt. Godt halvdelen af forsøgets 22
børn døde, inden de var fyldt 70. Samlet set altså et klart billede af, at en meget stor del af de 22
måtte kæmpe med dybe sociale og menneskelige problemer i livet.
En kilde til at forstå, hvorfor det gik sådan, er børnenes egne fortællinger om deres oplevelser under
opvæksten, og hvordan de fik betydninger, der rakte langt ind i deres voksne liv. Trods børnenes
meget forskellige liv fortæller de alle på hver deres vis om, hvordan deres særlige opvækst fik
indgribende konsekvenser for deres relationer til familie og slægt, til Grønland og grønlændere og
for deres identitet.
Det tabte modersmål spiller en central rolle i alle disse forhold. Da de mistede deres grønlandske
sprog, blev båndet samtidig skåret over til det omgivende grønlandske samfund, og især børnene
omkring dem reagerede med hån og drillerier. Videre frem i livet oplevede de fortsat, at de ikke
blev opfattet som ’rigtige grønlændere’ af deres landsmænd. Både i Danmark og
i Grønland blev de
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 105: Historisk udredning om de grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951, fra social- og indenrigsministeren
2299877_0090.png
87
på én
gang ’genkendt’ som grønlændere på deres ydre, men afvist som grønlændere på grund af
sproget.
Men først og fremmest er erindringen om ikke længere at kunne tale med forældre og søskende ved
hjemkomsten til Grønland og sidenhen den kernefigur, som måske bedst symboliserer, hvad
forsøget kom til at betyde for børnene: Tabet af familien står i alle erindringer som den mest
smertelige erfaring. Børnene oplevede at blive bortrevet fra deres familie uden at vide hvorfor og
hvor længe, og selv for dem, der vendte tilbage til Grønland, blev bruddet varigt på grund af
sprogbarrieren og den meget begrænsede og stærkt regulerede kontakt. Tabet og savnet var desuden
i mange tilfælde forbundet med ubesvarede spørgsmål; og tavshed, bebrejdelser og skyld gjorde
familierelationerne vanskelige også i de tilfælde, hvor man forsøgte igen at knytte båndene. Nogle
ganske få genvandt forholdet til deres familie, de fleste ikke. Med de brudte familiebånd mistede
børnene samtidig vigtige brikker i deres hukommelse og livsfortælling.
Børnenes historier er gennemsyret af oplevelser af ensomhed, fremmedhed og rodløshed, af tabt,
splittet og ambivalent identitet. At blive frarøvet sin identitet er dermed også det, der bedst
sammenfatter forsøgets konsekvenser for børnene: De fleste udtrykker med det ene eller det andet
eksempel oplevelsen af ikke at høre til, både som en følelse hos dem selv og udtrykt i
omgivelsernes syn på dem både som børn og som voksne. Man kan forstå det som en slags dobbelt
hjemløshed, hvor de hverken hørte hjemme hos familien eller blandt deres landsmænd.
Selv om intet af dette som udgangspunkt var intentionerne med det forsøg, myndigheder og
organisationer satte i værk, kan man ikke affeje de faktiske konsekvenser som blot tilfældige og
uheldige bivirkninger. De var affødt af de måder, hvorpå forsøget blev tænkt, tilrettelagt og
gennemført. Fraværet fra Grønland og et langvarigt ophold hos dansktalende familier for børn, der
var relativt små, og hvis sprog derfor endnu ikke var færdigudviklet. Fjernelsen af børnene fra deres
familier og siden placeringen til fælles opvækst på en institution, hvor sproget var dansk og
kontakten med både familie og grønlandske omgivelser begrænset og reguleret. Seks adoptioner til
danske familier. Skolegang og uddannelse i dansksprogede rammer. Alt sammen konkrete tiltag i
forsøget, som fik livslange implikationer for de børn, der blev udtaget til det. Og som blev besluttet
i og imellem forskellige led og niveauer, fra topembedsmænd i Grønlands Styrelse og på centrale
embedsposter i Grønland over de grønlandske landsråd, lokale præster, læger og lærere til
beslutningstagerne og ansatte i de to store organisationer, der tog del i forsøget. Mere principielle
overvejelser om forsøgets hensigtsmæssighed
og ikke mindst om dets betydning for børnene
var
få og tonede hurtigt ud. Alle implicerede synes at have været grundlæggende overbevist om, at det,
man iværksatte, ville være til gavn
på den korte bane for børnene selv, på den længere også for
deres land.
Et forsøg uden protokol og konklusion
Et af spørgsmålene i kommissoriet for denne udredning er, hvilke overvejelser, beslutninger og
handlinger der lå til grund for, at forsøget ikke siden blev gentaget. Svaret på det kan ikke baseres
på tilgængeligt kildemateriale, men må snarere findes i tomrummet imellem kilderne, der viser sig
overraskende tavse om spørgsmålet.
Vi ved, at man fra starten forestillede sig, at forsøget med de første 22 børn skulle gentages. Fra
Grønlandsdepartementet udtrykte man, at man ville følge eksperimentet med største interesse, da
det ville kunne få stor betydning fremover. Skoledirektøren i Grønland udbad sig løbende
information om forsøgets udvikling, da også han så store muligheder i initiativet. På
landsrådsmødet foreslog flere straks at sende flere børn af sted eller at gentage forsøget de
efterfølgende år. Og i pressen blev der udtrykt håb om, at eksperimentet ville falde godt ud, så det
kunne gentages fremover.
Også konkret blev der lagt op til og skabt mulighed for løbende at følge og vurdere forsøget. Et
klart eksempel er intelligenstestene af børnene på Fedgården, hvorigennem man blandt andet ville
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 105: Historisk udredning om de grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951, fra social- og indenrigsministeren
2299877_0091.png
88
undersøge eventuel udvikling under opholdet. Kun én gang efterfølgende blev noget lignende
gennemført, så vidt vi kan se. I januar 1955, godt to år efter tilbagekomsten til Grønland, noterede
forstanderinden kort i dagbogen:
”Lærer Schultz
Lorentzen foretager cycoanalysisk [sic] prøve på
børnene for at se om der er nogen forandring fra den gang de blev prøvet i Danmark.”
340
Testen,
men især det fyldige dokumentationsmateriale fra børnehjemmet, kunne have dannet grundlag for
en løbende vurdering af, om forsøget udviklede sig i den rigtige retning og frembragte de ønskede
resultater. Vi har ikke fundet spor af den slags overvejelser og heller ikke af, at man på noget
tidspunkt efter forsøgets iværksættelse drøftede at gentage det.
I Red Barnet dukkede børnene op i mødereferater og korte omtaler nogle ganske få gange i det
første par år efter deres ophold i Danmark, hvorefter de forsvandt ud af organisationens
opmærksomhedsfelt.
Under dagsordenspunktet ’Grønland’ behandlede man nu det
børnehavearbejde, som var blevet Red Barnets opgave i arbejdsdelingen mellem dem, Dansk Røde
Kors og Foreningen til Hjælp for grønlandske Børn. For Dansk Røde Kors havde de 22 børn
egentlig aldrig været et hovedanliggende; børnenes indkvartering på børnehjemmet i Godthåb var
en beslutning truffet i Grønlandsdepartementet, som man blot havde taget til efterretning.
Grønlandsudvalget i Dansk Røde Kors modtog det hjemsendte materiale fra børnehjemmet og fik
dagbøgerne til cirkulation, men sagen gled ud af dagsordenen, som nu i stedet var optaget af
byggeriet og driften af børnehjem i andre grønlandske byer.
341
Heller ikke Grønlandsdepartementet synes at have fulgt op på forsøget, selv om man ved
iværksættelsen havde lagt stor vægt på dets gennemførelse. Som i organisationerne er den
nærliggende forklaring også her, at forsøget og dets deltagere ikke var en prioritet, da det først var
sat i søen. Som departementet selv beskrev det, havde arbejdet med nyordningen medført en
voldsom forøgelse af arbejdsmængden, og i lyset af de omfattende opgaver inden for udviklingen af
bl.a. infrastruktur, erhvervsliv, uddannelse og sundhedsvæsen i Grønland har det næppe
forekommet presserende at overvåge det i dét perspektiv lille forsøg, da først det var sat på skinner.
Heller ikke, da de grønlandske landsråd i 1959 diskuterede nye forsøg med Danmarksophold, blev
forsøget med de 22 børn og eventuelle erfaringer med det nævnt.
342
For alle involverede synes de at
være gledet ud af fokus.
Fra midt i 1950’erne var der forskellige initiativer til at sende grupper af lidt større børn på
sommerophold i danske familier med henblik på at styrke deres danske sprog. Fra starten af
1960’erne
blev opholdene sat i system fra offentlig side, nu af et års varighed og målrettet børn på
7.-8. klassetrin, altså omkring 14-årsalderen, som skulle bo hos plejefamilier og gå i dansk skole.
Frem til udgangen af 1970’erne var omkring 9000 skolebørn på
et sådant Danmarksophold. I
forhold til de 22 børn var disse ældre og dermed bedre forankret i deres eget sprog og egen kultur
og bedre i stand til at forstå rejsens karakter og formål. Børnene var heller ikke socialt udsatte, men
fra almindelige familier, som de vendte tilbage til bagefter. På afgørende punkter fulgte de senere
ophold altså en anden kurs, som ikke havde de samme konsekvenser, selv om der også her blev
rapporteret om hjemve og savn, om spændinger mellem børnene og plejefamilierne og deres egne
familier, om ’sprogchok’ og identitetsforvirring.
343
Mens de nye ophold tog form og blev sat i værk, gled historien om og erfaringerne fra det første
forsøg og de 22 børn, hvis liv blev grundlæggende formet af det, ud i glemslen. Først fire årtier
senere blev den fundet frem igen og fortalt, ikke mindst af børnene selv, i Tine Brylds bog
I den
bedste mening.
DRK 531: Dagbog 18. januar 1955.
Se fx årsberetninger fra Dansk Røde Kors, DRK 345. Referater af Red Barnets arbejdsudvalgsmøder i RB 12.
342
Jensen 2001, s. 129f.
343
Walling 2004, s. 82ff.; Jensen 2001, s. 81ff.
341
340
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 105: Historisk udredning om de grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951, fra social- og indenrigsministeren
2299877_0092.png
89
Kilder og litteratur
Utrykte kilder
Arktisk Institut
AI A275
A275: Kalaallit Peqatigiit (PK). Grønlænderforeningen
Folketingets Bibliotek og Arkiv
FBA
FBA
Mødeprotokol for Rigsdagens Grønlandsudvalg, 1947-1953
Grønlandsudvalgets arkiv, kasse 7: Akter 1948/49-1951/52
Nunatta Allagaateqarfia (Grønlands Nationalarkiv)
Ministerialbøger fra præstegæld i Grønland. Forskellige årgange
22.18.01 Angmagssalik præstegæld, 1.0.0.0 Ind- og udgåede telegrammer
1951
NA/Appat-Qullissat Appat/Qullissat præstegæld 1.3.1.2 (æske 22.13.01). Modtagne skrivelser
1923-1964 div. år
NA/Maniitsoq
Maniitsoq præstegæld. Indgåede telegrammer 1942-1952. 22.07.01, 13.12/1
NA/Scoresbysund
A.22.19.01/13.22, Scoresbysund præstegæld, modtagne telegrammer 1929-
1960 og afsendte telegrammer 1938-1968
NA/Sisimiut
Sisimiut præstegæld. Skematisk beretning vedr. skolen 1916-50
delvis samt
1951-54, læg: Indkomne skrivelser og telegrammer 1951
Red Barnets arkiv, Furesø Lokalhistoriske Arkiv
Numrene i forkortelserne henviser til arkivets løbenumre.
RB 9
RB 10
RB 11
RB 12
RB 607
Rigsarkivet
FrAmt/ B.1.-164
GD 1499/51
GS 355/50
JM/A163 410
JM/A163 428
JM 1970-4153-1
Frederiksborg Amt, 1960-1969 Journalsager, B.1.-164, 1960 36-59-60
Grønlandsministeriet 6. kontor, 1950-53(54), j.nr. 1499/51
Grønlands Styrelse, j. nr.355/50
Justitsministeriet, 1. Kontor, 1849-1967 Journalsager, Løbenummer: 10396,
1952 A 163 410
Justitsministeriet, 1. Kontor, 1849-1967 Journalsager, Løbenummer: 10396,
1952 A 163 428
Justitsministeriets 7. ekspeditionskontor, journalnr. 1970-4153-17.
1945-1947: Forskellige møder
1948-1949: Arbejdsudvalgsmøder 1948-1949
1950-1954: Arbejdsudvalgsmøder 1950-1954
1955-1964: Arbejdsudvalgsmøder 1955-21.8.1964
1946. Fællesbreve. Løbenummer 607
NA
NA/Angmassalik
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 105: Historisk udredning om de grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951, fra social- og indenrigsministeren
2299877_0093.png
90
JM/A163 471
JM/10508A
PrAmt/2537
Justitsministeriet, 1. Kontor, 1849-1967 Journalsager, Løbenummer: 10397,
1952 A 163 471
Justitsministeriet, 1. Kontor, 1849-1967 Journalsager, Løbenummer: 10508
A, 1953 B 163 51
Præstø Amt, 1912-1959 Journalsager, 2537, 1955 C6.18.55
Dansk
Røde Kors’ arkiv,
Rigsarkivet
Numrene i forkortelserne henviser til pakkernes numre i arkivet.
DRK 78
DRK 133
DRK 209
DRK 210
DRK 211
DRK 212-213
DRK 214-15
DRK 216
DRK 217
DRK 275
DRK 276
DRK 345
DRK 531
DRK 532
Europahjælpen 1945-1950 mm: 1944-1950 Materiale vedr. hjælpearbejde
efter krigen
1848-1964 Diverse vedr. forretningsudvalget og hovedbestyrelse: 1950
1946-1974 Diverse vedr. Grønland: 1946-48
1946-1974 Diverse vedr. Grønland: Diverse 1949
1946-1974 Diverse vedr. Grønland: Diverse 1950
1946-1974 Diverse vedr. Grønland: Diverse 1951-1952
1946-1974 Diverse vedr. Grønland: Diverse 1953-1954
1946-1974 Diverse vedr. Grønland: Diverse 1955-1959
1946-1974: Diverse vedr. Grønland: Diverse 1946-1952
1930-1977 Diverse (Hovedarkivet): 1948 Forretningsorden Hb. og F.U. m.m.
1930-1977 Diverse (Hovedarkivet): 1947 Udkast til div. FU-møder
1952
1876-1967 Årsberetninger: 1950 Årsberetninger
1960
1946-1974 Diverse vedr. Grønland: Div. Oversigter m.m. 1951-1957
1946-1974 Diverse vedr. Grønland: Godthåb 1954-1963
Rigsombudsmanden i Grønland
LOG/140.10
LOG/563
LOG/710
Landshøvdingen over Grønland, j. nr. 140.10: Adoptioner.
Landshøvdingen over Grønland, j. nr. 563: Red Barnet.
Landshøvdingen over Grønland, j. nr. 710-729. Besejling og
Besejlingsplaner.
Litteratur og trykte kilder
B&K:
Beretninger og Kundgørelser vedrørende Grønlands Styrelse.
København 1937.
Beretninger vedrørende Grønland.
København 1950 og efterfølgende år.
Betænkning udgivet af Grønlands Forsoningskommission.
Nuuk 2017. Links til dansk og
grønlandsk udgave:
https://naalakkersuisut.gl/~/media/Nanoq/Files/Attached%20Files/Forsoningskommission/Endelig
%20betænkning%20DK.pdf
Saammaateqatigiinnissamut Isumaqatigiissitaq, Nuuk 2017.
https://naalakkersuisut.gl/~/media/Nanoq/Files/Attached%20Files/Forsoningskommission/Endelig
%20bet%C3%A6nkning%20GL.pdf
(Henvist 24. august 2020).
Bjerre, Cecilie:
Når staten er far og mor. Børneværnets anbringelser af børn i Danmark, 1905-
1975.
Ph.d.-afhandling. Odense: SDU 2020
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 105: Historisk udredning om de grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951, fra social- og indenrigsministeren
2299877_0094.png
91
Bornemann, Claus:
Et mappedyrs erindringer. Grønland mellem kolonitid og hjemmestyre.
København: Det grønlandske Selskab 2012.
Broberg, Carl: Mêrartavut
Grønlænderbørnene.
Kalâtdlit,
nr. 7-8, juli-august 1951.
Bryld, Tine:
I den bedste mening.
Nuuk: Atuakkiorfik1998.
Danmarks Statistik:
Middellevetid.
https://www.dst.dk/da/Statistik/emner/befolkning-og-
valg/doedsfald-og-middellevetid/middellevetid
(Henvist 25. august 2020)
Dansk Kvindebiografisk Leksikon.
https://www.kvinfo.dk/side/170/
(Henvist 12. oktober 2020)
De forenede grønlandske landsråds forhandlinger 1950.
København 1950.
Den Juridiske Ekspedition:
Betænkning afgivet af den juridiske ekspedition til Grønland 1948-1949,
Hefte I, København 1950.
Diderichsen, Finn; Ingelise Andersen og Cecilie Manuel (red.):
Ulighed i sundhed
årsager og
indsatser.
København: Sundhedsstyrelsen 2011.
Folketingstidende.
København: Schultz 1954 og følgende år.
Folketingstidende online.
2010 f.
https://www.folketingstidende.dk/
(Henvist 14. oktober 2020.)
G-50:
Grønlandskommissionens betænkning, bd. 1-6.
København 1950.
Gam, Mikael:
Én gang Grønland
altid Grønland.
København: Fremad 1972.
Gam, Mikael: Den grønlandske skoles udvikling.
Årbog for dansk skolehistorie
1968, s. 32-48.
Grothe Nielsen, Beth:
Anstaltsbørn og børneanstalter gennem 400 år.
København: [SOCPOL],
1986.
Grønlandsudvalget:
Betænkning fra Grønlandsudvalget af 1960.
Betænkning nr. 363. København:
S. L. Møllers Bogtrykkeri, 1964.
Gulløv, H.C. (red.):
Grønland. Den arktiske koloni.
København: Gads Forlag, 2017.
Hansen, Paarnaq og Camilla Dam:
Forsoningskommissionen savner grundig undersøgelse af
”Eksperimentet”.
KNR/gl.
https://knr.gl/kl/node/180631
(Henvist 24. august 2020).
Heinrich, Jens:
Forsoningskommissionen og fortiden som koloni.
Baggrund.com, 28. november
2014.
https://baggrund.com/2014/11/28/forsoningskommissionen-og-fortiden-som-koloni/
(Henvist 25. august 2020)
Inatsisartut:
Etablering af landsrådene. Et strejftog over udvikling fra landsråd til Inatsisartut
1911-2011.
https://ina.gl/media/2526833/d-inatsisartut-website-inatsisartutgl-media-
10680-201109-brochure-etablering-af-landsraadet-for-100-aar-siden-a4-dk.pdf Landsrådit
pilersinneqarneri: Piffissami 1911-miit 2011-mut landsrådinit Inatsisartunut
ineriartornermit tigulaakkat.
(Henvist 25. august 2020)
Jacobsen, Anette Faye. Kontrol og demokrati. Træk af dansk børneforsorgs historie 1933-1958.
Historisk Tidsskrift,
nr. 4, 1989, s. 255–282
Jensen, Christian:
Rigets yderste post: Statsministeriet og Grønland.
http://www.statsministeriet.dk/multimedia/Statsministeriet_og_Grønland.pdf
(Henvist 25.
august 2020)
Jensen, Ernst:
Langt hjemmefra
– grønlandske børn på skoleophold i Danmark i 1960’erne og
1970’erne.
Nuuk: Forlaget Atuagkat 2001.
Kalaallit Nunaat.
Gyldendals bog om Grønland. København: Gyldendal 1999
Kjær Sørensen, Axel:
Danmark-Grønland i det 20. århundrede
en historisk oversigt.
Århus 1983.
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 105: Historisk udredning om de grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951, fra social- og indenrigsministeren
2299877_0095.png
92
Knakkergaard, Carla Lucia:
Et godt liv
trods alt! Tvangsflyttet fra Grønland til Danmark.
Havndal: JB Historie, 2012.
Ludvigsen, Kai: Dansk Røde Kors’ arbejde i Grønland, I: Grønland.
Det grønlandske selskabs
årsskrift
1951.
Madsen, K. B. (red.):
Psykologisk Leksikon.
København: Gyldendal 1980.
Naalakkersuisut:
Udtalelse efter møde mellem statsministeren og Formanden for Naalakkersuisut.
27. februar 2019.
https://naalakkersuisut.gl/da/Naalakkersuisut/Nyheder/2019/02/270219-
statsministeren-og-Formanden-for-Naalakkersuisut;
Ministeriunerup Naalakkersuisullu
siulittaasuata ataatsimeereernermi oqaaseqaataat.
Februarip 27-at 2019.
https://naalakkersuisut.gl/kl-GL/Naalakkersuisut/Pisut/2019/02/270219-statsministeren-og-
Formanden-for-Naalakkersuisut
(Henvist 25. august 2020)
Pedersen, Bjarne E.:
Grønlands person-, familie- og arveret m.v. - en lærebog.
Viborg: Forlaget
Atuakkiorfik 2002.
Petersen, Robert:
Det ændrede samfund og børnenes situation.
Nuuk: Kalaallit Nunaanni
Naqiterisitsisarfik 1980.
Red Barnet:
Undskyld til grønlænderbørnene.
Pressemeddelelse 4. september 2010.
Red Barnet undskylder for svigt af grønlandske børn.
Ritzau/Nyheder, 22. oktober 2015.
(https://ekstrabladet.dk/nyheder/samfund/red-barnet-undskylder-for-svigt-af-groenlandske-
boern/5792089)
(Henvist 5. september 2020).
Regulativ om Plejebørn i Grønland, I:
Beretninger og Kundgørelser vedr. Styrelsen af Grønland.
København 1937.
Rigsdagstidende.
København 1949-50.
Robert-Lamblin, Joëlle:
Ammassalik, East Greenland
end or persistance of and isolate?
Anthropological and demographical study on change.
København: Kommissionen for
Videnskabelige Undersøgelser i Grønland 1986.
Rosing Olsen, Tupaarnaq:
I skyggen af kajakkerne. Grønlands politiske historie 1939-79.
Nuuk:
Forlaget Atuagkat, 2005.
Rytter, Maria:
Godhavnsrapporten: en undersøgelse af klager over overgreb og medicinske forsøg
på Drenge- og Skolehjemmet Godhavn samt 18 andre børnehjem i perioden 1945-1976.
Odense: Syddansk Universitetsforlag, 2011.
SSOG: Sammendrag af statistiske oplysninger om Grønland, bind I-VII. I:
Beretninger vedrørende
Grønlands Styrelse.
København 1942-1946.
Strand, Caspar: Red Barnets historie. En fortæling om 60 års udvikling og arbejde. Red Barnet
2005.
https://redbarnet.dk/media/1170/red-barnets-historie.pdf
(henvist 6. november 2020).
Sørensen, Helle Nørrelund:
Red Barnet Undskylder for Eksperiment-deltagelse.
https://knr.gl/da/nyheder/red-barnet-undskylder-eksperiment-deltagelse.
Red Barnet
Eksperimentimut peqataasimaneq utoqqattissutigaat.
https://knr.gl/kl/nutaarsiassat/red-
barnet-eksperimentimut-peqataasimaneq-utoqqatsissutigaat
19. oktober 2015. (Henvist 25.
august 2020).
Thiesen, Helene:
For flid og god opførsel
-
vidnesbyrd fra et eksperiment.
Nuuk: Milik Publishing,
2011.
Trap Danmark (J. P. Trap red.): Bind 14:
Grønland.
København: Gads Forlag 1970
SOU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 105: Historisk udredning om de grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951, fra social- og indenrigsministeren
2299877_0096.png
93
Tróndheim, Gitte: Adoption i Grønland - en historisk gennemgang, I:
Grønlandsk kultur- og
samfundsforskning 2008-2009.
Nuuk: Ilisimatusarfik/Forlaget Atuakkiorfik 2009, pp. 123-
142.
Tróndheim, Gitte: Grønlands adoption - et vigtigt element i grønlandsk slægtskab, I:
Social kritik,
Tidsskrift for social analyse & debat,
nr. 123, september 2010, pp. 44-50.
Walling, Vinni:
De gode intentioners fatale konsekvenser. 22 grønlandske børns deltagelse i et
kulturintegrationseksperiment i 1951.
Historiespeciale. Odense: SDU 2004.
Aviser mv.
Henvisninger til specifikke artikler findes i de relevante fodnoter.
Atuagagdliutit
Berlingske Tidende
Bornholms Tidende
BT
Demokraten
Fredericia Dagblad
Grønlandsposten
Kamikken
Ugeavis for Godthåb
Land og Folk
Middelfart Venstreblad
Nationaltidende
Skive Folkeblad
Social-Demokraten
Sydsjællands Socialdemokrat.
Vejle Amts Folkeblad
Aalborg Amtstidende
Aarhus Amtstidende
Film og dokumentar
Eksperimentet.
Spillefilm. Manuskript: Louise Friedberg og Rikke de Fine Light. Instruktion:
Louise Friedberg. Nimbus Film 2010.
Ensom i livet.
Dokumentarprogram. Tilrettelæggelse: Klaus Birch og Janni Pedersen. Instruktion:
Klaus Birch. Nordisk Film TV/TV2 fak2ren 1998.
Interviews
Der er gennemført fire interviews med personer, der var blandt de 22 børn, der blev sendt til
Danmark i 1951. Interviewene fandt sted hhv. den 3., 6. og 10. marts samt den 19. oktober 2020.