17. september 2021
Resumé af forslag til lov om ændring af momsloven og forskellige andre
love (Ændring af momsreglerne om kunstnerisk virksomhed, brugtmoms,
momsgodtgørelse og -fritagelse for diplomater samt justering af momsreg-
lerne om undervisning, turistsalg og fjernsalgsvirksomheders registrering
for visse punktafgifter m.v.)
Forslaget har overordnet til formål at gennemføre ændringer afledt af EU-retten samt
forenkle og præcisere moms- og afgiftsregler.
Det forslås at ændre momsfritagelsen for kunstnerisk virksomhed, således at meddelelse
af licens til ophavsrettigheder ikke længere kan sælges uden moms. Ændringen sker for at
bringe momsloven i overensstemmelse med EU-retten.
Det foreslås endvidere at forenkle virksomhedernes opgørelse af moms i brugtmomsord-
ningen. Forslaget udvider virksomhedernes mulighed for at opgøre deres moms pr. af-
giftsperiode i stedet for pr. salg.
Det foreslås desuden, at Rådets direktiv (EU) 2021/1159 af 13. juli 2021 om ændring af
direktiv 2006/112/EF for så vidt angår midlertidige fritagelser, når bl.a. EU-Kommissio-
nen indfører og modtager visse leveringer som reaktion på covid-19-pandemien, gennem-
føres i momsloven med forslaget.
Herudover forslås det at ændre momsgodtgørelsen for diplomater m.v., således at diplo-
maters adgang til godtgørelse begrænses ved en maksimumgrænse for godtgørelse. Her-
udover foreslås en stramning af reglerne for diplomaters adgang til momsfrie indkøb
af personmotorkøretøjer.
Endelig foreslås det at ændre reglerne for punktafgiftsregistrering, når EU-virksomheder
sælger varer til danske forbrugere med punktafgift. Formålet er at sikre, at det som ud-
gangspunkt er virksomheden, der skal afregne punktafgiften og ikke forbrugeren.
Lovforslaget skønnes med betydelig usikkerhed at indebære et varigt merprovenu efter
tilbageløb og adfærd på ca. 200 mio. kr.
Det foreslås, at lovforslaget træder i kraft 1. januar 2022. Visse dele af lovforslaget træder
dog først i kraft senere. Dette gælder bl.a. ændringen af særordningen i momsloven for
brugte genstande m.v., der forslås at træde i kraft 1. juli 2022, og ændringen af momsfrita-
gelse for kunstnerisk virksomhed, der foreslås at træde i kraft 1. januar 2023. Desuden fo-
reslås der i overensstemmelse med det vedtagne direktiv, at forslaget om momsfritagelser
i relation til covid-19-pandemien får virkning allerede fra 1. januar 2021. Herudover be-
mærkes, at ikrafttrædelsen for lovforslagets element om ændring af betingelser for fjern-
salgsregistrering i en række punktafgiftslove foreslås at træde i kraft 1. februar 2022 og
derved fravige de fælles ikrafttrædelsestidspunkter for at sikre, at Skatteforvaltningen har
den fornødne tid til vejledning af de berørte virksomheder.
J.nr. 2021 - 2113