Forfra med et nye ejendomsvurderingssystem
Lørdag den 10. ds. havde koncernchef i denne avis, Anders Krab-Johansen, et kritisk
indlæg om det nye ejendomsvurderingssystem som alle ejendomsejere venter på. Og
mandag den 12. ds. var der hele to indlæg i avisen mod systemet, der efter det oplyste
slet ikke giver den nødvendige sikkerhed for fastsættelsen af ejendomsvurderingen af
den enkelte ejendom.
Anders Krab-Johansen angav, at der kun er én måde at fastsætte den rigtige værdi på,
nemlig ved at angive salgsprisen på ejendommen. Det er en glimrende ide, som jeg
fik interesse i at brygge videre på efter følgende generelle principper:
Den enkelte ejendomsejer er ansvarlig for at indberette den objektive værdi af sin
ejendom. Ejendomsejeren kan evt. hente bistand via Boligsiden eller lign. eller hos en
lokal ejendomshandler.
Denne standardmæssige indberetning finder sted hvert 3. eller 5. år. Måske med
årsmæssige forskydninger mellem de enkelte regioner for at mindste arbejdspresset
på den offentlige myndighed. Her kan evt. nødvendige ændringer i BBR samtidigt
anføres. Sker der i de mellemliggende år væsentlige bygningsmæssige ændringer,
skal det indberettes sammen med ejendomsejerens bedste skøn om den nye
ejendomsværdi, der for det følgende år lægges til grund for beskatningen.
Ved salg af ejendommen skal ejendomsejeren indberette salgsprisen, som den
offentlige myndighed sammenholder med den seneste indberettede ejendomsværdi på
ejendommen.
Er salgsprisen højere end den senest selvangivne ejendomsværdi skal sælgeren
efterbetale den manglende ejendomsskat m.v. efter særligt fastsatte regler.
Er salgsprisen lavere end den senest selvangivne ejendomsværdi, skal sælgeren have
tilbagebetalt den for meget betalte ejendomsskat efter særligt fastsatte regler. Evt.
skal der her giver et tillæg. Dette tillæg skulle have til formål, at ejendomsejeren kan
se sin fordel i at vurderer værdien af sin ejendom så realistisk som muligt.
For yderligere at modarbejde tendensen til lave ejendomsvurderinger kunne det
fastsættes, at den selvopgivne ejendomsværdi skal være retningsgivende for de
offentlige lån, der kan ydes til den pågældende ejendom.