København den 10.maj 2021
Forslag til opdatering af lovgivningen om beskatning af firmagavekort
I forbindelse med lanceringen af det såkaldte oplevelsesgavekort, foreslår Danske Handelsbyer, at
Skatteministeriet også reviderer reglerne for beskatning af gavekort ved firmajulegaver, således at der sker
en harmonisering ved, at fysiske gaver og gavekort sidestilles. Dette kan gøres ved at anvende samme
metode, som ved de skattefrie oplevelsesgavekort, hvor medarbejderen kun bliver beskattet af gavekort, hvis
medarbejderen sælger eller bytter det til kontanter. Medarbejderen skal i så fald selv oplyse værdien til Skat
på sin årsopgørelse.
Den nuværende lovgivning er lavet med udgangspunkt i, at et ”gavekort” er et fysisk papirbevis, der kun kan
anvendes ét sted. Den teknologiske udvikling af elektroniske betalingsmidler betyder, at der er behov for en
modernisering af lovgivningen, så elektroniske gavekort kan gives som firmajulegaver på linje med det nye
oplevelsesgavekort.
Et elektronisk gavekort består i dag af en stregkode, QR-kode eller et plastikkort med magnetstribe eller chip
–
og inden længe ville alle gavekort blive inkorporeret via
app’s
i vores smartphones. Det er derfor
hensigtsmæssigt, at der i moderniseringen af loven tages højde for den teknologiske udvikling indenfor
betalingsmidler.
Baggrund
Mange af de danske købstæder og handelsforeninger har i dag et ”city-gavekort”, der kan indløses på tværs af
alle bymidtens butikker. Gavekortene er elektroniske og er udført med en magnetstribe. City-gavekortet
efterspørges af mange virksomheder, der ønsker at give deres medarbejdere en julegave og samtidig støtte
den lokale handel, men med de nuværende regler kan gavekortet ikke gives skattefrit, alene fordi, at det er
elektronisk og kan anvendes i alle gågadens butikker.
Vi ønsker derfor en harmonisering af reglerne så elektroniske gavekort, med beløb inden for den fastsatte
takst, kan gives skattefrit til medarbejderne på samme måde som oplevelsesgavekortet. Med
oplevelsesgavekortet har man vist, at det er muligt at give medarbejder et skattefrit elektronisk gavekort, der
kan anvendes til mange forskellige typer oplevelser. Efter reglerne i lov om betalinger, skal et elektronisk
gavekort altid kunne ombyttes til kontanter og ligesom ved oplevelsesgavekortet ønsker vi, at en
kontantombytning skal være skattepligtig.
En modernisering af skattelovgivning imødegår dermed skattetekniske spekulationer og kreative løsninger,
der kan være i uoverensstemmelse med gældende lov og sikrer gennemsigtighed for både forbrugeren,
erhvervet og myndighederne. Derudover kan der stilles krav til, at ombytningen til kontanter skal ske ved en
overførsel til en konto, enten via medarbejderens betalingskort eller ved en kontooverførsel. Dermed vil
beløbet indgå i den nuværende hvidvasksovervågning på betalingskonti.
Ønsket om levende handelsbyer i hele Danmark deles ikke kun af politikerne på Christiansborg, men også
blandt de danske virksomheder, der i høj grad ønsker at støtte den lokale handel ved køb af gavekort
til virksomhedernes medarbejderne. At kunne give gavekort som firmajulegave er en unik mulighed for
virksomheder, der ønsker at styrke den lokale virketrang og forslaget om en modernisering af lovgivningen er
et direkte ønske fra landets mange detailbutikker.
Om Danske Handelsbyer
Danske Handelsbyer repræsenterer for nuværende 60 danske handelsbyer, som gennem flere år har arbejdet
for, at fremtidssikre vores byer med handel, service og oplevelser. Danske Handelsbyer har spillet en aktiv
rolle i Regeringens
Partnerskab for levende bymidter,
som netop sætter fokus på at fastholde og understøtte
udviklingen i de små og mellemstore byer. Danske Handelsbyer har etableret en styregruppe, bestående af 7-
10 citychefer/repræsentanter, der skal løfte midtbyernes udfordringer op på et landspolitisk niveau.