DA
E-000417/2021
Svar afgivet på Europa-Kommissionens vegne
af Thierry Breton
(31.3.2021)
For så vidt angår principperne om ligebehandling, ikke-forskelsbehandling, gennemsigtighed
og proportionalitet skal kravene i offentlige udbudsdokumenter være knyttet til udbuddets
genstand og bør ikke gå ud over, hvad der er nødvendigt for en korrekt gennemførelse af
kontrakten. En foranstaltning, der kræver, at virksomheder af en vis størrelse skal
offentliggøre land for land-rapporter eller en skattepolitik eller -strategi som en forudsætning
for eller som led i evalueringen af tilbudsgivere i forbindelse med offentlige kontrakter, ville
derfor ikke være i overensstemmelse med ovennævnte principper.
EU's lovgivning om offentlige udbud indeholder imidlertid bestemmelser om udelukkelse af
tilbudsgivere, der har misligholdt deres forpligtelser med hensyn til betaling af skatter og
afgifter eller bidrag til sociale sikringsordninger.
Desuden forpligter EU's lovgivning om offentlige udbud medlemsstaterne til at sikre, at
økonomiske aktører i forbindelse med gennemførelsen af offentlige kontrakter overholder
miljø-, social- og arbejdsmarkedslovgivningen.