REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 467: LOVUDKAST: Forslag til lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven og lov om pas til danske statsborgere m.v. (Styrket indsats mod seksuelle overgreb mod børn, styrket rådgivning til ofre for seksuelle overgreb og underretning i sager om seksuelle overgreb)

Retsudvalget 2020-21
REU Alm.del Bilag 467
Offentligt

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

28. september 2021

Strafferetskontoret

Natasja Walbom

2021-731-0089

2150238

UDKAST

Forslag

til

Lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven og lov om pas til danske

statsborgere m.v. (Styrket indsats mod seksuelle overgreb mod børn, styr-

ket rådgivning til ofre for seksuelle overgreb og underretning i sager om

seksuelle overgreb)

§1

I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1650 af 17. november 2020, som

senest ændret ved § 1 i lov nr. 1174 af 8. juni 2021, foretages følgende æn-

dringer:

§ 216, stk. 2,

indsættes som

2. pkt.:

»På samme måde straffes den, som er fyldt 22 år og har samleje med et

barn under 15 år.«

§ 222, stk. 1,

ændres »som« til: »der«.

§ 222, stk. 2,

ændres »ved brug af tvang« til: »ved brug af enten tvang«.

§ 222, stk. 3,

ændres »ved udnyttelse af« til: »ved at udnytte«.

Efter § 235 indsættes:

»§

235 a.

Den, som fremstiller, sælger eller på anden måde overdrager

en dukke, som fremstår som et barn, og som er konstrueret med seksuelt

formål for øje, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

T +45 3392 3340

F +45 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 467: LOVUDKAST: Forslag til lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven og lov om pas til danske statsborgere m.v. (Styrket indsats mod seksuelle overgreb mod børn, styrket rådgivning til ofre for seksuelle overgreb og underretning i sager om seksuelle overgreb)

Stk. 2.

Den, som besidder en dukke som nævnt i stk. 1, straffes med bøde

eller fængsel indtil 1 år.«

§ 236, stk. 1, nr. 3,

udgår »eller«.

§ 236, stk. 1, nr. 4,

ændres »(kontaktforbud).« til »(kontaktforbud), el-

ler«.

§ 236, stk. 1,

indsættes som

nr. 5:

»5) at udrejse (udrejseforbud).«

§ 236, stk. 2,

indsættes som

3. pkt.:

»Politiet kan under særlige omstændigheder skriftligt meddele tilladelse

til, at en person, der er meddelt forbud efter stk. 1, nr. 5, kan foretage en

specifik rejse.«

10.

§ 236, stk. 3,

ændres »Forbud« til »Forbud efter stk. 1, nr. 1-4«

11.

§ 236

indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:

»Stk.

Forbud efter stk. 1, nr. 5, gives, når det efter karakteren af det

begåede forhold og oplysningerne om den dømtes person, herunder om tid-

ligere kriminalitet, må antages, at der er fare for, at den dømte vil begå ny

lovovertrædelse af lignende beskaffenhed i udlandet, og at forbuddet vil

være egnet til at forebygge denne fare.«

Stk. 4 bliver herefter stk. 5.

12.

§ 236, stk. 4, 1. pkt.,

som bliver til stk. 5, ændres efter »indtil videre.«

til »indtil videre, jf. dog stk. 6.«.

13.

§ 236

indsættes efter stk. 4, som bliver stk. 5, som nyt stykke:

»Stk.

Forbud efter stk. 1, nr. 5, gives på tid fra 1 til 5 år regnet fra

endelig dom. Ved udståelse af fængselsstraf eller anden strafferetlig rets-

følge af frihedsberøvende karakter forlænges forbuddet tilsvarende.«

Stk. 5 og 6 bliver herefter stk. 7 og 8.

14.

§ 236

indsættes efter stk. 6, som bliver til stk. 8, som nyt stykke:

»Stk.

Når et forbud er givet efter stk. 1, nr. 5, kan den dømte efter 1 års

forløb fra løsladelse eller udskrivning forlange, at anklagemyndigheden ind-

bringer spørgsmålet om forbuddets opretholdelse for retten. Når særlige om-

stændigheder taler for det, kan justitsministeren tillade, at indbringelse for

retten sker tidligere. § 59, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse. Afgørelsen

træffes ved kendelse. Hvis afgørelsen går ud på, at forbuddet helt eller del-

vist opretholdes, kan spørgsmålet på ny indbringes for retten, dog tidligst

efter 1 års forløb.«

Stk. 7-12, bliver herefter stk. 10-15.

15.

§ 236, stk. 9,

som bliver til stk. 12, ændres »stk. 8« til: »stk. 11«

16.

§ 236, stk. 11,

som bliver til stk. 14, ændres »stk. 10« til: »stk. 13«, og

»stk. 12, nr. 3« ændres til »stk. 15, nr. 3«.

17.

§ 236, stk. 12, nr. 4,

som bliver til stk. 15, nr. 4, ændres »stk. 8 og« til

»stk. 11,«.

18.

§ 236,

stk. 12, som bliver til stk. 15, indsættes som

nr. 5:

»5) tilladelser efter stk. 2, 3. pkt., herunder om indgivelse af ansøgning,

vilkår for tilladelser og tilbagekaldelse af tilladelser, og«

Nr. 5 bliver herefter nr. 6.

19.

To steder i

§ 236, stk. 12,

som bliver til stk. 15, ændres »stk. 8« til: »stk.

11«.

20.

To steder i

§ 236, stk. 12,

som bliver til stk. 15, ændres »stk. 10« til:

»stk. 12«.

§2

I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 1445 af 29. september 2020,

som senest ændret i § 3 i lov nr. 1174 af 8. juni 2021, foretages følgende

ændringer:

§ 219 a

indsættes efter stk. 7 som nyt stykke:

»Stk.

I sager om overtrædelse af straffelovens § 210, §§ 216-223, §

225, jf. 216-223, eller § 232, underretter retten tiltalte og forurettede, inden

retten offentliggør indholdet af en skyldkendelse eller en dom på rettens

hjemmeside.«

§ 334, stk. 4,

indsættes som

4. pkt.:

»Har

den beskikkede advokat haft en samtale med forurettede i medfør

af § 741 c, stk. 4, 3. pkt., fastsættes et samlet salær og godtgørelse i umid-

delbar forlængelse af samtalens afholdelse.«

Efter § 334 indsættes:

»§ 334 a.

Der tilkommer den advokat, som forud for eventuel anmeldelse

til politiet vejleder forurettede i sager om overtrædelse af straffelovens

210, §§ 216-223, § 225, jf. §§ 216-223, eller § 232,

et salær og eventuel

godtgørelse, jf. § 741 a, stk. 4.

Stk. 2.

Salær og eventuel godtgørelse fastsættes af retten i den kreds, hvor

forbrydelsen er begået. Hvis der er fastsat takster efter § 334, stk. 7, fastsæt-

tes salæret på baggrund af disse. Fastsættelsen af salær og eventuel godtgø-

relse sker ved særskilt beslutning, når retten har modtaget oplysninger om

samtalens varighed og indhold. § 334, stk. 5 og 6, finder tilsvarende anven-

delse. Hvis advokaten efterfølgende beskikkes som advokat for den foruret-

tede, fastættes et samlet salær og godtgørelse ved særskilt beslutning samti-

dig med sagens afslutning eller retshandlingens afslutning, jf. § 334, stk. 4.«

§ 389, stk. 3,

indsættes efter »334, stk. 4«: »og § 334 a, stk. 2«

§ 741 a

indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:

»Stk.

I sager om overtrædelse af

straffelovens § 210, §§ 216-223, §

225, jf. §§ 216-223, eller § 232,

har den forurettede ret til en vederlagsfri

samtale med en advokat forud for eventuel anmeldelse til politiet.«

Stk. 4-6 bliver herefter til stk. 5-7.

§ 741 c, stk. 4,

indsættes som

3. pkt.:

»I

sager om overtrædelse af

straffelovens § 210, §§ 216-223, § 225, jf.

§§ 216-223, eller § 232,

har den forurettede ret til en vederlagsfri samtale

med den beskikkede advokat efter eventuel domsafsigelse.«

§ 799, stk. 1, 1. pkt.,

indsættes efter »§ 192 b, stk. 1-3,«: »§ 235,«.

§3

I lov om pas til danske statsborgere m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 76 af 19.

januar 2017, som senest ændret ved § 2 i lov nr. 415 af 13. marts 2021,

foretages følgende ændringer:

Efter

§ 2 b

indsættes:

»§

2 c.

Politiet skal nægte udstedelse af pas til en dansk statsborger eller

inddrage et allerede udstedt pas, hvis den pågældende er idømt et udrejse-

forbud efter straffelovens § 236, stk. 1, nr. 5. Inddragelsen sker for en peri-

ode, der svarer til perioden for udrejseforbuddet. Politiets afgørelse om at

nægte at udstede et pas kan ikke påklages til anden administrativ myndig-

hed.

Stk. 2.

Politiet kan udstede provisorisk pas til en person, der er meddelt

tilladelse efter straffelovens § 236, stk. 2, 3. pkt.«

§4

Loven træder i kraft den 1. marts 2022.

§5

Stk. 1.

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Stk. 2.

Lovforslagets § 3 kan dog ved kongelig anordning helt eller delvist

sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som henholdsvis

de færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Indhold

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Indledning................................................................................................ 7

2. Lovforslagets hovedpunkter .................................................................... 9

2.1. Ændring af straffelovens § 216, stk. 2 om samleje med et barn ...... 9

2.1.1. Gældende ret

............................................................................ 9

2.1.2. Justitsministeriets overvejelser

............................................ 13

2.1.3. Den foreslåede ordning ........................................................... 13

2.2. Skærpelse af straffen for andre seksuelle overgreb end samleje begået

mod børn under 15 år ............................................................................ 14

2.2.1. Gældende ret

.......................................................................... 14

2.2.2. Justitsministeriets overvejelser

............................................ 15

2.2.3. Den foreslåede ordning ........................................................... 16

2.3. Forbud mod sexdukker, der fremstår som børn ............................. 16

2.3.1. Gældende ret

.......................................................................... 16

2.3.2. Justitsministeriets overvejelser

............................................ 18

2.3.3. Den foreslåede ordning

......................................................... 19

2.4. Mulighed for at give udrejseforbud til personer, der er dømt for

seksualforbrydelser begået mod børn .................................................... 19

2.4.1. Gældende ret

.......................................................................... 19

2.4.2. Justitsministeriets overvejelser................................................ 21

2.4.3. Den foreslåede ordning ........................................................... 22

2.5. Politiets mulighed for inddragelse af pas og udstedelse af provisorisk

pas.......................................................................................................... 25

2.5.1. Gældende ret ........................................................................... 25

2.5.2. Justitsministeriets overvejelser

............................................ 27

2.5.3. Den foreslåede ordning ........................................................... 27

2.6. Politiets mulighed for hemmelig ransagning i sager om besiddelse og

udbredelse af seksuelt overgrebsmateriale med børn ............................ 30

2.6.1. Gældende ret ........................................................................... 30

2.6.2. Justitsministeriets overvejelser................................................ 32

2.6.3. Den foreslåede ordning ........................................................... 33

2.7. Styrket rådgivning til ofre for seksuelle overgreb .......................... 34

2.7.1. Gældende ret ........................................................................... 34

2.7.2. Justitsministeriets overvejelser

............................................ 38

2.7.3. Den foreslåede ordning ........................................................... 40

2.8. Underretning i sager om seksuelle overgreb .................................. 43

2.8.1. Gældende ret ........................................................................... 43

2.8.2. Justitsministeriets overvejelser

............................................ 44

2.8.3. Den foreslåede ordning ........................................................... 45

3. Forholdet til Danmarks internationale forpligtelser .............................. 45

3.1. Udrejseforbud og inddragelse af pas

.......................................... 45

4. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det

offentlige ................................................................................................... 47

5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v. ... 48

6. Administrative konsekvenser for borgerne ........................................... 48

7. Klima- og miljømæssige konsekvenser................................................. 48

8. Forholdet til EU-retten .......................................................................... 48

8.1. Udrejseforbud og inddragelse af pas

.......................................... 48

9. Hørte myndigheder og organisationer m.v. ........................................... 50

10. Sammenfattende skema ....................................................................... 51

1. Indledning

Seksuelle overgreb udgør en grov krænkelse af den seksuelle selvbestem-

melsesret og kan have langvarige og negative konsekvenser for forurettedes

fysiske og psykiske velbefindende. Det gælder særligt i sager, hvor den for-

urettede er et barn, uanset om overgrebet er sket i form af et samleje med

barnet eller i form af andre seksuelle overgreb end samleje.

Med udspillet ”Værn mod voksne der krænker børn”, som blev lanceret den

17. maj 2021, præsenterede regeringen 9 initiativer, der skal sikre, at vi som

samfund bliver bedre til at forebygge, afsløre og efterforske seksuelle kræn-

kelser. Samtidig skal dem, der krænker, i højere grad mødes med konse-

kvenser. Med lovforslaget gennemføres 5 af disse initiativer.

Lovforslaget indeholder således for det første et forslag om at ændre straf-

felovens § 216, stk. 2 (hvorefter samleje med barn under 12 år straffes som

voldtægt), så der fremover også pr. definition vil være tale om voldtægt i en

situation, hvor forurettede er under 15 år, og gerningspersonen er fyldt 22

år.

Det foreslås for det andet at forhøje straffen for andre seksuelle overgreb

end samleje begået mod børn med 50 pct. i forhold til den straf, der hidtil

har været fastsat af domstolene for sådanne overtrædelser.

For det tredje foreslås det at indføre et forbud mod sexdukker, der fremstår

som børn. Det foreslås i den forbindelse, at overtrædelse af forbuddet straf-

fes med bøde eller fængsel indtil 2 år, hvis der er tale om overdragelse eller

salg af en sådan dukke, og bøde eller fængsel indtil 1 år, hvis der er tale om

besiddelse af en sådan dukke. Der lægges i den forbindelse op til, at en dom

for overtrædelse af forbuddet vil blive anført på den pågældendes børneat-

test.

Lovforslaget indeholder for det fjerde et forslag om, at domstolene kan

træffe afgørelse om udrejseforbud til personer, der dømmes for seksuelle

overgreb. Udrejseforbuddet foreslås suppleret af, at politiet skal inddrage

den dømtes pas eller andet rejsedokument.

Det foreslås for det femte at udvide retsplejelovens § 799, stk. 1, om hem-

melig ransagning til også at omfatte sager om overtrædelse af straffelovens

§ 235 om besiddelse og udbredelse af seksuelt overgrebsmateriale med børn.

På den måde sikres politiet en bedre mulighed for at få adgang til bevisma-

terialet i denne type af sager, før gerningspersonerne beskytter det med

avancerede adgangskoder eller kryptering.

Som led i aftalen om finansloven for 2021 blev regeringen, Radikale Ven-

stre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet enige om, at foru-

rettede i sager om seksuelle overgreb skal have bedre støtte og vejledning

gennem retssystemet.

I forlængelse heraf har aftalepartierne indgået en aftale om, at forurettede

skal have ret til at tale med en bistandsadvokat forud for eventuel anmel-

delse til politiet samt have mulighed for at få en opfølgende samtale med

den beskikkede advokat efter eventuel domsafsigelse.

Med lovforslaget gennemføres de dele af aftalen, som forudsætter lovæn-

dringer.

Lovforslaget indeholder derfor et forslag om, at der indføres en ny bestem-

melse i retsplejeloven, hvorefter forurettede i sager om seksuelle overgreb

kan modtage vederlagsfri bistand fra en advokat forud for eventuel anmel-

delse af overgrebet til politiet.

I tilknytning til dette indeholder lovforslaget et forslag om, at advokaten har

ret til salær for den afholdte samtale og eventuel godtgørelse i forbindelse

hermed, og at advokaten i den forbindelse skal indsende konkret dokumen-

tation for samtalens varighed og indhold.

Det foreslås derudover, at den nuværende bestemmelse i retsplejelovens §

741 c, stk. 4, udvides, så forurettede i sager om seksuelle overgreb får mu-

lighed for at få en opfølgende samtale med den beskikkede advokat efter

eventuel domsafsigelse.

Endelig indeholder lovforslaget et forslag om, at der indføres en ny bestem-

melse i retsplejeloven, hvorefter retten i sager om seksuelle overgreb skal

underrette tiltalte og forurettede, inden retten offentliggør indholdet af en

skyldkendelse eller en dom på rettens hjemmeside.

2. Lovforslagets hovedpunkter

2.1. Ændring af straffelovens § 216, stk. 2 om samleje med et barn

2.1.1. Gældende ret

2.1.1.1. Straffelovens § 216 om voldtægt

Det følger af straffelovens § 216, stk. 1, at for voldtægt straffes med fængsel

indtil 8 år den, der har samleje med en person, der ikke har samtykket heri.

Efter straffelovens § 216, stk. 2, straffes for voldtægt med fængsel indtil 12

år den, der har samleje med et barn under 12 år.

Straffelovens § 216, stk. 2, omfatter ethvert samleje med et barn under 12

år, hvor gerningspersonen har forsæt med hensyn til, at barnet var under 12

år. Har gerningspersonen alene handlet uagtsomt i forhold til barnets alder,

er forholdet i stedet omfattet af straffelovens § 222 om samleje med barn

under 15 år, jf. straffelovens § 228. Der kan straffes i sammenstød mellem

§ 216, stk. 2, og § 216, stk. 1 (samtykkebaseret voldtægtsbestemmelse). Be-

grebet samleje omfatter både vaginalt og analt samleje.

Efter straffelovens § 225 finder § 216, stk. 2, tilsvarende anvendelse med

hensyn til andet seksuelt forhold end samleje.

Det fremgår af straffelovens § 216, stk. 4, at der ved fastsættelsen af straffen

for overtrædelser af § 216 skal lægges vægt på den særlige krænkelse, der

er forbundet med lovovertrædelsen. Ifølge forarbejderne har bestemmelsen

til formål at sikre en generel forhøjelse af strafudmålingsniveauet for bl.a.

overtrædelser af § 216, stk. 2, jf. Folketingstidende 2015-16, A, L 98 som

fremsat, side 4. Udgangspunktet for strafudmålingen for et enkeltstående

fuldbyrdet samleje med et barn under 12 år er herefter 3 år og 6 måneders

fængsel, hvis der ikke foreligger andre skærpende omstændigheder.

Der vil ifølge forarbejderne til straffelovens § 216 f.eks. i almindelighed

være grundlag for at udmåle en skærpet straf, hvis der som led i voldtægten

er udøvet betydelig vold, hvis voldtægten er begået over for et barn, hvis

voldtægten har strakt sig over længere tid eller er begået af flere gernings-

mænd, eller hvis gerningsmanden er trængt ind i et privat hjem og her begår

voldtægt. Der vil omvendt i almindelighed være grundlag for at udmåle en

lavere straf end de angivne udgangspunkter, hvis der f.eks. er tale om andet

seksuelt forhold end samleje (§ 225) eller om forsøg.

Med hensyn til strafudmålingen fremgår det endvidere af forarbejderne til

straffelovens § 216, stk. 2, at det er muligt at anvende betinget dom med

vilkår om sexologisk behandling, jf. Folketingstidende 2012-13, A, L 141

som fremsat, side 49. Det fremgår af Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet om

seksualforbrydelser, at betinget dom med vilkår om sexologisk behandling

i almindelighed forudsættes at komme på tale som alternativ til ubetinget

frihedsstraf op til omkring 1�½ år. Betinget dom med vilkår om sexologisk

behandling må herefter navnlig antages at kunne blive relevant i sager om

overtrædelse af straffelovens § 225, jf. § 216, stk. 2.

2.1.1.2. Straffelovens § 222 om samleje med et barn under 15 år

Efter straffelovens § 222, stk. 1, straffes den, som har samleje med et barn

under 15 år, med fængsel indtil 8 år, medmindre forholdet er omfattet af §

216, stk. 2.

Straffelovens § 222 indeholder således et absolut forbud mod samleje med

et barn under 15 år. Det er ikke afgørende, om barnet har samtykket, og det

er også uden betydning for ansvarsbedømmelsen, om det er den ene eller

den anden part, der har taget initiativet, eller om der har været tale om ud-

nyttelse.

Strafansvar efter § 222 er betinget af, at der er handlet med forsæt, herunder

med hensyn til barnets alder. Strafansvar kan imidlertid efter straffelovens

§ 228 også ifaldes, hvis gerningsmanden har handlet uagtsomt med hensyn

til barnets alder. Bestemmelsen i § 222 er subsidiær i forhold til straffelo-

vens § 216, stk. 2, om samleje med et barn under 12 år, og der skal således

ikke tillige straffes for overtrædelse af § 222, hvis barnet er under 12 år, og

gerningspersonen har forsæt med hensyn hertil. Hvis et samleje med et barn

under 12 år som følge af manglende forsæt med hensyn til barnets alder ikke

kan straffes efter § 216, stk. 2, vil § 222, eventuelt jf. § 228, derimod kunne

anvendes.

Efter straffelovens § 222, stk. 2, kan straffen stige til fængsel indtil 12 år,

hvis gerningsmanden har skaffet sig samlejet ved udnyttelse af sin fysiske

eller psykiske overlegenhed ved brug af tvang eller fremsættelse af trusler.

Det skal ved fastsættelse af straffen for overtrædelse af § 222, stk. 1, indgå

som skærpende omstændighed, at gerningsmanden har skaffet sig samlejet

ved brug af sin fysiske eller psykiske overlegenhed, jf. § 222, stk. 3. Hvor-

vidt gerningsmanden har udnyttet sin fysiske eller psykiske overlegenhed

vil ifølge bestemmelsens forarbejder bero på de konkrete omstændigheder i

den enkelte sag, jf. Folketingstidende 2007-08 (2. samling), tillæg A, side

6485. Der bør i denne vurdering bl.a. lægges vægt på barnets alder og på

aldersforskellen mellem gerningsmanden og forurettede. Endvidere bør det

indgå, om forurettede som følge af en særlig familiemæssig eller anden til-

knytning til gerningsmanden har haft vanskeligt ved at sige fra eller på an-

den måde modsætte sig overgrebet. Det bør tillige indgå, om gerningsman-

den har opsøgt forurettede og taget initiativ til overgrebet.

Bestemmelsen kan bl.a. finde anvendelse, hvor en voksen f.eks. har opbyg-

get et særligt tillidsforhold mellem sig og barnet og på den måde skabt en

situation, hvor barnet kan have særligt vanskeligt ved at sige fra over for

den voksne. Det vil bl.a. kunne være tilfældet, hvor gerningsmanden er nært

beslægtet med barnet, eller hvor gerningsmanden fungerer som idrætsleder

mv. Udnyttelse af en psykisk overlegenhed kan bl.a. også foreligge i til-

fælde, hvor en voksen person uden tvang eller trusler har opnået samleje

med et barn ved at lokke med forskellige former for gaver, underholdning

eller lignende som »modydelse« for et seksuelt samkvem.

I tilfælde omfattet af straffelovens § 225, jf. § 222, hvor der er tale om andet

seksuelt forhold end samleje, vil det ligeledes bero på en konkret vurdering

af den enkelte sags omstændigheder, om gerningsmanden kan antages at

have udnyttet en fysisk eller psykisk overlegenhed til at opnå seksuelt sam-

kvem med barnet. Der bør lægges vægt på barnets alder og overgrebets in-

tensitet.

Det fremgår af bestemmelsens forarbejder, jf. Folketingstidende 2015-16,

A, L 98 som fremsat, side 6, at strafudmålingen i en sag, hvor gerningsman-

den har skaffet sig samleje med et barn under 15 år ved udnyttelse af sin

fysiske eller psykiske overlegenhed, skal sidestilles med strafudmålingen

for en overfaldsvoldtægt mod en voksen. Udgangspunktet for strafudmålin-

gen for et enkeltstående fuldbyrdet samleje opnået ved udnyttelse af sin fy-

siske eller psykiske overlegenhed vil således være 3 år og 6 måneders fæng-

sel, hvis der ikke foreligger andre skærpende omstændigheder. Det vil ud-

gøre skærpende omstændigheder, såfremt der er tale om gentagne samlejer

gennem en længere periode, eller hvis der har bestået et særligt afhængig-

hedsforhold mellem barnet og gerningsmanden, herunder i tilfælde af sek-

suelt misbrug inden for familien.

2.1.1.3. Betinget dom med vilkår om behandling

Sager mod personer, der har begået seksualforbrydelser, uden at forholdet

omfatter vold eller tvang, kan i nogle tilfælde afgøres med en betinget dom

med vilkår om behandling som alternativ til frihedsstraf. Ordningen blev

indført som en forsøgsordning ved lov nr. 274 af 15. april 1997 og er senere

gjort permanent. Ordningen forudsættes i almindelighed at komme på tale

som alternativ til ubetinget frihedsstraf fra 4-6 måneder og op til omkring 1

år og 6 måneder, jf. de almindelige bemærkninger til lovforslag, nr. L 12 af

2. oktober 1996, pkt. 3.5.3.

De forbrydelser, der kan indgå i ordningen, er samleje eller andet seksuelt

forhold end samleje med et biologisk barn eller adoptivbarn, jf. straffelovens

§ 210 (børnebørn og oldebørn er også omfattet), samleje eller andet seksuelt

forhold end samleje med et stedbarn, plejebarn eller et barn betroet den på-

gældende til undervisning eller opdragelse, jf. straffelovens § 223, stk. 1, og

§ 225, jf. § 223, stk. 1, grovere former for blufærdighedskrænkelse, jf. straf-

felovens § 232, samleje eller andet seksuelt forhold end samleje med en per-

son, der er optaget i en af kriminalforsorgens institutioner, jf. straffelovens

§ 219, nr. 1, og § 225, jf. § 219, nr. 1, samleje eller andet seksuelt forhold

end samleje med en person, der er optaget i en døgninstitution eller opholds-

sted for børn og unge, på en psykiatrisk afdeling eller døgninstitution for

personer med vidtgående psykiske handicap eller lignende institution, jf.

straffelovens § 219, nr. 3, og § 225, jf. § 219, nr. 3. Derudover er samleje

eller andet seksuelt forhold end samleje med et barn under 15 år, jf. straffe-

lovens § 222, stk. 1, og § 225, jf. § 222, stk. 1, og voldtægt ved samleje eller

andet seksuelt forhold end samleje med et barn under 12 år, jf. straffelovens

§ 216, stk. 2, og § 225, jf. § 216, stk. 2, omfattet af ordningen.

2.1.1.4. Tiltalefrafald i sager om seksuelt forhold med et barn under 15 år

Efter de gældende regler om tiltalefrafald kan der i sager om samleje og

andre seksuelle forhold end samleje med børn under 15 år meddeles tiltale-

frafald, hvis forurettede er over 12 år, og sigtede ikke er fyldt 22 år, jf. § 1,

stk. 1, nr. 3, i bekendtgørelse nr. 792 af 18. juni 2018 om politidirektørernes

og statsadvokaternes adgang til at frafalde tiltale. Dette er betinget af, at der

på baggrund af oplysningerne om sigtedes og forurettedes udvikling og al-

der samt deres indbyrdes aldersforskel må antages, at der har været tale om

et fuldt ud frivilligt seksuelt forhold, og forholdet mellem parterne i øvrigt

må anses for tilstrækkeligt jævnbyrdigt.

2.1.2. Justitsministeriets overvejelser

Der er tale om voldtægt, hvis en af parterne ikke af egen fri vilje samtykker

til en seksuel aktivitet. Det er i den forbindelse Justitsministeriets opfattelse,

at et barn under 15 år ikke er i stand til frivilligt at samtykke til et seksuelt

forhold med en voksen person, der er betydeligt ældre end barnet.

Justitsministeriet finder derfor, at et sådant seksuelt forhold bør straffes som

voldtægt, ligesom tilfældet på nuværende tidspunkt er for ethvert samleje

med et barn under 12 år. Det er i den forbindelse afgørende, at en sådan

ændring tager højde for, at der ikke sker en uhensigtsmæssig skærpelse eller

terminologisk ændring i mindre alvorlige sager som ved f.eks. frivilligt sam-

leje mellem et jævnaldrende kærestepar på f.eks. henholdsvis 13-14 år og

15-16 år.

Justitsministeriet finder, at en aldersgrænse på 22 år, som også gælder efter

reglerne om tiltalefrafald, er en hensigtsmæssig aldersgrænse i forhold til,

hvornår et forhold mellem et barn og en voksen pr. definition er så ulige-

værdigt, at der aldrig kan siges at foreligge et frivilligt samtykke fra barnet

til et seksuelt forhold.

2.1.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at straffelovens § 216, stk. 2, udvides til at omfatte tilfælde,

hvor en person, der er fyldt 22 år, har samleje med et barn under 15 år.

Forslaget indebærer, at de tilfælde, hvor en person, der er fyldt 22 år, har

samleje med et barn under 15 år og har forsæt med hensyn hertil, fremover

vil skulle straffes som voldtægt med fængsel indtil 12 år. Sådanne tilfælde

vil altså fremover ikke skulle straffes efter bestemmelsen i straffelovens §

222.

I tilfælde, hvor gerningspersonen alene har handlet uagtsomt med hensyn til

barnets alder, vil der ikke kunne straffes for voldtægt efter den foreslåede

bestemmelse. I stedet vil der fortsat kunne straffes for samleje med et barn

under 15 år efter straffelovens § 222, jf. § 228.

Der vil kunne straffes i sammenstød for overtrædelse af § 216, stk. 1 (sam-

tykkebaseret voldtægtsbestemmelse), og den foreslåede bestemmelse i straf-

felovens § 216, stk. 2, 2. pkt.

Den foreslåede udvidelse vil også finde anvendelse i sager, hvor der er tale

om andet seksuelt forhold end samleje, jf. § 225, jf. § 216, stk. 2.

Med hensyn til strafniveauet bemærkes det generelt, at sager om seksuelle

overgreb er af meget varierende karakter og grovhed.

Udgangspunktet for strafudmålingen efter straffelovens § 222, når forholdet

er begået ved udnyttelse af fysisk eller psykisk overlegenhed, jf. § 222, stk.

2 eller 3 (3 år og 6 måneders fængsel for et enkeltstående fuldbyrdet sam-

leje), svarer i dag til udgangspunktet for strafudmålingen efter § 216, stk. 2,

for et enkeltstående fuldbyrdet samleje. Der tilsigtes derfor ikke med den

foreslåede ordning nogen ændringer i strafniveauet i disse tilfælde.

Det forudsættes imidlertid, at straffen i tilfælde, der i dag alene straffes efter

straffelovens § 222, stk. 1, og som følge af den foreslåede lovændring i ste-

det vil skulle straffes efter den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 216,

stk. 2, 2. pkt., skærpes med en tredjedel i forhold til den straf, der i dag ville

blive fastsat af domstolene.

2.2. Skærpelse af straffen for andre seksuelle overgreb end samleje be-

gået mod børn under 15 år

2.2.1. Gældende ret

Efter straffelovens § 225 finder bestemmelserne i straffelovens §§ 216-224

tilsvarende anvendelse med hensyn til andet seksuelt forhold end samleje.

Ifølge bestemmelsens forarbejder, jf. Folketingstidende 2012-13, A, L 141

som fremsat, side 11, omfatter ”andet seksuelt forhold end samleje” hand-

linger, der har en samlejelignende karakter, fungerer som surrogat for sam-

leje eller i øvrigt i forhold til den krænkede eller misbrugte part rummer et

seksuelt overgreb, der nærmer sig til samleje. Der skal normalt være tale om

direkte berøring mellem i hvert fald den enes kønsdel og den andens legeme.

Som eksempler på anden kønslig omgængelse kan nævnes oralt samleje, kys

mv. på kønsdele, indføring af fingre eller genstande i skeden og manipula-

tion af lem.

Bestemmelsen finder således bl.a. anvendelse i forhold til straffelovens §

216, stk. 2, og § 222.

Praksis i sager efter straffelovens § 225, jf. § 222, viser, at idet ”andet sek-

suelt forhold end samleje” dækker over mange forskelligartede forhold af

forskelligartet grovhed, er der en tilsvarende stor variation i strafudmålin-

gen. Strafniveauet er dog betydeligt lavere, end når det drejer sig om over-

greb i form af samleje.

I sager om ”andet seksuelt forhold end samleje” er der i den højere ende af

skalaen eksempler, hvor der er blevet straffet med fængsel i niveauet 1 år til

1 år og 3 måneder. Det er f.eks. sket i sager, hvor et barn er blevet slikket i

skridtet eller er blevet tvunget til at stimulere en nøgen kønsdel. I den lavere

ende af skalaen er der eksempler, hvor et enkelt overgreb i familieforhold er

blevet straffet med helt ned til 3-4 måneders fængsel.

Højesteret afsagde den 29. oktober 2018 dom i en sag, hvor en mand blev

idømt fængsel i 4 måneder for seksuelle overgreb mod en steddatter. Høje-

steret anførte i den forbindelse, at det følger af retspraksis, at et enkelt eller

et par enkeltstående overgreb i form af andet seksuelt forhold end samleje i

familieforhold typisk straffes i niveauet 3-4 måneders ubetinget fængsel.

Byretten havde fastsat straffen til fængsel i 30 dage, som blev gjort betinget.

Det fremgår af dommen, at gerningspersonen blev fundet skyldig i to gange

kort efter hinanden at have ført sin hånd ned i offerets trusser og herunder

stimuleret hendes klitoris – den ene gang af helt kort varighed og den anden

gang af nogen varighed af op til et minut. Offeret var på gerningstidspunktet

12 år. Forholdet blev henført til straffelovens § 225, jf. § 222, stk. 1 (andet

seksuelt forhold end samleje med et barn under 15 år), og § 225, jf. § 223,

stk. 1 (andet seksuelt forhold end samleje med et stedbarn mv.).

Straffen for overtrædelse af straffelovens § 216, stk. 2 (om voldtægt ved

samleje med et barn under 12 år) og § 222, stk. 3 (om samleje med et barn

under 15 år ved udnyttelse af fysisk eller psykisk overlegenhed) er senest

blevet skærpet i 2016, hvor der skete en generel forhøjelse af strafniveauet

med 1 år i disse tilfælde. Som anført ovenfor under afsnit 2.1.1 er udgangs-

punktet for strafudmålingen for et enkeltstående fuldbyrdet samleje med et

barn under 12 år og for et enkeltstående fuldbyrdet samleje med et barn un-

der 15 år opnået ved udnyttelse af sin fysiske eller psykiske overlegenhed

herefter 3 år og 6 måneders fængsel, hvis der ikke foreligger andre skær-

pende omstændigheder. Der er imidlertid ikke sket en tilsvarende skærpelse

for andet seksuelt forhold end samleje.

2.2.2. Justitsministeriets overvejelser

Strafniveauet for seksuelle overgreb begået mod børn er betydeligt lavere,

hvis der er tale om andre seksuelle overgreb end samleje, end hvis der er

tale om fuldbyrdet samleje. Som det fremgår ovenfor, er udgangspunktet for

strafudmålingen for et enkeltstående fuldbyrdet samleje med et barn under

12 år, eller med et barn under 15 år ved udnyttelse af psykisk eller fysisk

overlegenhed, 3 år og 6 måneders fængsel. Når der er tale om andet seksuelt

forhold end samleje, ses der i praksis eksempler på, at der er udmålt ned til

3-4 måneders fængsel, jf. ovenfor under punkt 2.2.1.

Justitsministeriet finder, at strafniveauet for andre seksuelle overgreb end

samleje er for lavt, og at et så vidt spænd mellem strafniveauet for samleje

med et barn og for andet seksuelt forhold end samleje med et barn er uhen-

sigtsmæssigt. Det nuværende strafniveau i sager om andre seksuelle over-

greb end samleje begået mod et barn under 15 år afspejler således efter

Justitsministeriets opfattelse ikke i tilstrækkelig grad den traumatiserende

krænkelse af barnet, der finder sted, og de langvarige fysiske og psykiske

konsekvenser, en sådan krænkelse kan medføre.

Justitsministeriets finder derfor, at der er behov for en generel skærpelse af

strafniveauet for andre seksuelle overgreb. Justitsministeriet finder i den for-

bindelse, at strafniveauet for andet seksuelt forhold end samleje, jf. den fo-

reslåede § 225, jf. § 216, stk. 2, og § 225, jf. § 222, bør forhøjes med gen-

nemgående 50 pct. i forhold til den straf, der hidtil har været fastsat af dom-

stolene i sådanne sager.

2.2.3. Den foreslåede ordning

Der foreslås en sproglig ændring af lovteksten i straffelovens § 222, stk. 1,

som har til formål at give mulighed for i bemærkningerne at angive nærmere

retningslinjer om strafniveauet.

Med lovforslaget forudsættes det således, at straffen i medfør af straffelo-

vens § 225, jf. § 216, stk. 2, og § 225, jf. § 222, forhøjes med 50 pct. i forhold

til den straf, der hidtil har været fastsat af domstolene i sådanne sager.

Det betyder f.eks., at tilfælde af andet seksuelt forhold end samleje med et

barn, hvor der i dag udmåles en straf på 4 måneder, fremover vil skulle ud-

måles en straf på 6 måneders fængsel. Strafskærpelsen gælder både i tilfælde

omfattet af § 225, jf. § 216, stk. 2, 1. pkt., og den foreslåede bestemmelse i

§ 225, jf. § 216, stk. 2, 2. pkt. Derudover gælder strafskærpelsen for forhold

omfattet af § 225, jf. § 222.

2.3. Forbud mod sexdukker, der fremstår som børn

2.3.1. Gældende ret

Efter straffelovens § 235, stk. 1, straffes den, som udbreder pornografiske

fotografier eller film, andre pornografiske visuelle gengivelser eller lig-

nende af personer under 18 år, med bøde eller fængsel indtil 2 år eller under

særligt skærpende omstændigheder med fængsel indtil 6 år. Som særligt

skærpende omstændigheder anses navnlig tilfælde, hvor barnets liv udsættes

for fare, hvor der anvendes grov vold, hvor der forvoldes barnet alvorlig

skade, eller hvor der er tale om udbredelse af mere systematisk eller organi-

seret karakter.

Efter straffelovens § 235, stk. 2, straffes den, som besidder eller mod veder-

lag eller gennem internettet eller et lignende system til spredning af infor-

mation gør sig bekendt med pornografiske fotografier eller film, andre por-

nografiske visuelle gengivelser eller lignende af personer under 18 år, med

bøde eller fængsel indtil 1 år. Dette gælder dog ifølge § 235, stk. 3, ikke

besiddelse af fotografier, film el.lign. af en person, der er fyldt 15 år, hvis

den pågældende samtykker i besiddelsen.

Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at der ved »pornografiske«

fotografier, film eller lignende forstås billedoptagelser hvor personen under

18 år har samleje eller andet seksuelt forhold end samleje, hvor der i forhold

til personen under 18 år anvendes genstande på en måde, der svarer til sam-

leje eller andet seksuelt forhold end samleje, eller hvor personen under 18

år anvendes som model for fotografering af kønsdele eller seksuelt prægede

berøringer, jf. Folketingstidende 2012-13, A, L 141 som fremsat, side 20.

Udtrykket omfatter f.eks. også optagelse med direkte udsendelse, også kal-

det ”live-overgreb”, uden at der er produceret en film. Lydoptagelser falder

uden for bestemmelsen.

Ved »andre pornografiske visuelle gengivelser« forstås navnlig computer-

generede billeder, der ikke afbilder en virkelig person under 18 år, men bort-

set fra det fiktive har fuld lighed med et fotografi. Den fiktive fremstilling

skal således fremtræde på tilnærmelsesvis samme måde som fotografier og

lignende, jf. Folketingstidende 2012-13, A, L 141 som fremsat, side 36. Ma-

lerier og håndtegninger vil således typisk ikke være omfattet. Efter en kon-

kret vurdering kan et materiale være legitimeret ved sin kunstneriske værdi.

I udtrykket »visuelle« ligger en begrænsning i forhold til pornografi i skrift-

form.

Henvisningen til »personer under 18 år« skal ifølge forarbejderne til lovbe-

stemmelsen forstås på den måde, at dette element i gerningsindholdet er op-

fyldt, hvis den pågældende fremtræder som yngre end 18 år, jf. Folketings-

tidende 2002-03, A, side 2636. Hvis det derimod er bevist, at den pågæl-

dende er fyldt 18 år, er forholdet ikke omfattet af § 235.

Den strafbare handling efter § 235, stk. 1, er at udbrede det nævnte materi-

ale. Udbredelse dækker i den forbindelse over en række forskellige handlin-

ger som bl.a. videregivelse, salg, distribution og spredning og omfatter såvel

erhvervsmæssig som ikke-erhvervsmæssig udbredelse.

Produktionen af børnepornografi vil typisk være strafbart efter straffelovens

§ 226, hvorefter den, der optager pornografiske fotografier, film el.lign. af

en person under 18 år med forsæt til at sælge eller på anden måde udbrede

materialet, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 år.

De strafbare handlinger efter § 235, stk. 2, er at besidde eller mod vederlag

eller gennem internettet eller lignende at gøre sig bekendt med materiale af

den nævnte karakter.

Overtrædelse af straffelovens § 235, stk. 2, er fuldbyrdet, når gerningsper-

sonen gør sig bekendt med det nævnte materiale. Bestemmelsen omfatter

dog ikke den, der uforvarende kommer ind på en hjemmeside med børne-

pornografi og straks forlader den.

Dom for overtrædelse af § 235 vil fremgå på den såkaldte børneattest, som

Rigspolitiet efter begæring og med samtykke fra personen, som oplysnin-

gerne vedrører, kan udstede til brug for ansættelse eller beskæftigelse af per-

soner, der som led i udførelsen af deres opgaver skal have direkte kontakt

med børn under 15 år, jf. kriminalregisterbekendtgørelsens § 36.

Ordningen om betinget dom med vilkår om sexologisk behandling som al-

ternativ til frihedsstraf omfatter ikke overtrædelser af § 235, uanset at dette

tidligere er blevet anbefalet af Straffelovrådet, jf. Folketingstidende 2012-

13, A, L 141 som fremsat, s. 39.

2.3.2. Justitsministeriets overvejelser

Straffeloven indeholder ikke i dag en bestemmelse, der kriminaliserer frem-

stilling, besiddelse eller salg af dukker, som fremstår som et barn, og som

er konstrueret med seksuelt formål for øje.

Justitsministeriet finder, at der er behov for at sende et klart signal om, at

seksuelle overgreb mod børn på ingen måde kan accepteres. På samme måde

skal børn ikke seksualiseres i en grad, at de gøres til genstand for virkelig-

hedstro dukker, der er skabt med et seksuelt formål for øje.

Justitsministeriet finder derfor, at der bør indføres en bestemmelse i straffe-

loven, der kriminaliserer den, der fremstiller, besidder, sælger eller på anden

måde overdrager en dukke, som er konstrueret med seksuelt formål for øje,

og som fremstår som et barn.

Justitsministeriet finder i den forbindelse, at strafferammen for fremstilling,

salg eller anden overdragelse af sexdukker, der fremstår som børn, bør fast-

sættes til bøde eller fængsel indtil 2 år. Strafferammen for overtrædelse af

forbuddet mod besiddelse af sexdukker, der fremstår som børn, bør fastsæt-

tes til 1 års fængsel. Dermed vil strafferammen afspejle strafferammen for

overtrædelse af straffelovens § 235 om hhv. udbredelse og besiddelse af

seksuelt overgrebsmateriale med børn.

2.3.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse i straffelovens § 235 a,

hvorefter den, som fremstiller, sælger eller på anden måde overdrager en

dukke, som fremstår som et barn, og som er konstrueret med seksuelt formål

for øje, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år. Det foreslås endvidere,

at den, som besidder en sådan dukke, straffes med bøde eller fængsel indtil

1 år.

Med bestemmelsen er det hensigten at kriminalisere enhver omgang med

sexdukker, der fremstår som børn, uanset om der er tale om salg eller anden

overdragelse fra en person eller virksomhed til en anden eller besiddelse til

eget brug.

2.4. Mulighed for at give udrejseforbud til personer, der er dømt for

seksualforbrydelser begået mod børn

2.4.1. Gældende ret

Straffeloven indeholder ikke i dag en bestemmelse om, at retten kan træffe

bestemmelse om udrejseforbud for personer, der dømmes for seksualforbry-

delser begået mod børn.

Straffelovens § 236, stk. 1, indeholder dog mulighed for, at der kan gives

opholdsforbud, boligforbud, besøgsforbud og kontaktforbud, når nogen

dømmes efter § 216 (voldtægt) eller § 222 (samleje med et barn under 15

år), § 223, stk. 2 (seksuelt forhold til en person under 18 år ved groft misbrug

af en på alder og erfaring beroende overlegenhed), § 224, stk. 1 (medvirken

til, at en person under 18 år mod betaling eller løfte om betaling har seksuelt

forhold til en kunde), § 225, jf. § 216, § 222, § 223, stk. 2 eller § 224, stk. 1

(andet seksuelt forhold end samleje), § 228, jf. en af de foregående bestem-

melser (uagtsom overtrædelse af bestemmelserne), § 232 (blufærdigheds-

krænkelse) eller § 262 a, stk. 2 (rekruttering, transport mv. af en person un-

der 18 år med henblik på udnyttelse af vedkommende til bl.a. prostitution

eller optagelse af pornografiske fotografier eller film).

Forbud efter bestemmelsen kan gives, når det efter karakteren af det begåede

forhold og oplysningerne om den dømtes person, herunder om tidligere kri-

minalitet, må antages, at der er nærliggende fare for, at den dømte vil begå

ny lovovertrædelse af lignende beskaffenhed, og at forbuddet vil være egnet

til at forebygge denne fare, jf. § 236, stk. 3. Vurderingen af, om disse betin-

gelser er opfyldt, vil skulle foretages ud fra karakteren af det pådømte for-

hold og de foreliggende oplysninger om den dømtes person, herunder om

tidligere kriminalitet.

Det følger af forarbejderne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 2019-20,

A, L 9 som fremsat, side 15, at et forbud efter stk. 1 også vil kunne gives i

tilfælde, hvor den dømte ikke tidligere er straffet for lignende kriminalitet,

eller hvis forbrydelsen er af grovere beskaffenhed. Det vil f.eks. kunne være

tilfældet, hvis forbrydelsen er begået af flere i forening (gruppevoldtægt), er

begået over for flere ofre (f.eks. samtidig blufærdighedskrænkelse af flere

ofre), eller når der er tale om gentagne eller længerevarende seksuelle over-

greb mod ét offer. Derudover vil retten kunne lægge vægt på, at forbrydelsen

er begået over for et eller flere børn samt på barnets alder.

Forbud gives indtil videre, men kan også gives på tid fra 1 til 5 år regnet fra

endelig dom, jf. stk. 4. Forbud må ikke stå i misforhold til den herved for-

voldte forstyrrelse af den pågældendes forhold, hensynet til dem, som for-

buddet skal beskytte, og karakteren af det begåede forhold, jf. stk. 5.

Efter § 236, stk. 2, omfatter forbud ikke kontakt, ophold eller færden, som

af særlige grunde må anses for beføjet. Det følger af forarbejderne til be-

stemmelsen, jf. Folketingstidende 2012-13, A, L 141 som fremsat, side 66,

at der for så vidt angår opholdsforbud som eksempel på ophold eller færden,

som af særlige grunde vil kunne anses for beføjet, navnlig peges på tilfælde,

hvor den dømte med et særligt anerkendelsesværdigt formål kortvarigt pas-

serer det område, som er omfattet af opholdsforbuddet, f.eks. i forbindelse

med deltagelse i et motionsløb med en fastlagt rute eller akut henvendelse

til læge, skadestue eller apotek, hvis det ville medføre en væsentlig længere

transporttid ikke at passere det område, som er omfattet af opholdsforbud-

det, eller i forbindelse med deltagelse i begravelsen af et nært familiemed-

lem.

Efter § 236, stk. 6, kan den dømte, når forbud er givet indtil videre, efter 5

års forløb regnet fra endelig dom forlange, at anklagemyndigheden indbrin-

ger spørgsmålet om forbuddets opretholdelse for retten. Når særlige om-

stændigheder taler for det, kan justitsministeren tillade, at indbringelse for

retten sker tidligere. Afgørelsen træffes ved kendelse. Hvis afgørelsen går

ud på, at forbuddet helt eller delvis opretholdes, kan spørgsmålet på ny ind-

bringes for retten, dog tidligst efter 2 års forløb. Politiet fører tilsyn med, at

et forbud givet efter § 236 stk. 1, overholdes, jf. stk. 8.

Overtrædelse af et forbud efter stk. 1 straffes med fængsel indtil 2 år, jf. §

236, stk. 7.

2.4.2. Justitsministeriets overvejelser

Som samfund skal vi gøre alt, hvad vi kan, for at sikre at børn beskyttes mod

seksuelle overgreb. Vi har som land ikke alene et ansvar over for børn i

Danmark, men også for at sikre, at personer, der bor i Danmark, ikke begår

overgreb andre steder i verden.

Regeringen har allerede taget en række initiativer, der sætter ind over for

seksuelle overgreb mod børn i Danmark, men der er i dag ikke noget værn

imod, at en person, der er dømt for seksuelle overgreb, rejser til udlandet,

og der begår nye seksuelle overgreb.

Justitsministeriet finder på den baggrund, at der bør indføres en ordning, der

gør det muligt at udstede udrejseforbud til visse personer, der dømmes for

overtrædelser af straffelovens regler om seksuelle overgreb.

Justitsministeriet er opmærksom på, at der er tale om et ganske indgribende

tiltag, som bør være forbeholdt tilfælde, hvor hensynet til de interesser, som

forbuddet beskytter, klart overstiger hensynet til den dømte, der har udstået

sin straf. Afgørelsen om at meddele et sådant påbud bør endvidere træffes

af retten i forbindelse med en dom for overtrædelse af en række nærmere

angivne bestemmelser, som navnlig findes i straffelovens 24. kapitel om

seksualforbrydelser.

Et udrejseforbud kan gribe ind i bl.a. den pågældendes ret til familieliv, ud-

dannelse eller arbejde, samt i den pågældendes bevægelsesfrihed og ret til

fri bevægelighed efter EU-retten. Et udrejseforbud bør derfor være tidsbe-

grænset og ikke have en videre tidsmæssig udstrækning, end hvad der vur-

deres egnet og nødvendigt for at forebygge, at den dømte begår nye seksu-

elle overgreb i udlandet.

Der bør endvidere være mulighed for konkret at dispensere fra et meddelt

udrejseforbud, hvis tungtvejende hensyn til eksempelvis den pågældendes

ret til familieliv taler for dette.

2.4.3. Den foreslåede ordning

2.4.3.1. Betingelser for at udstede et udrejseforbud

Det foreslås, at der indsættes et nyt nr. 5 i straffelovens § 236, stk. 1, således

at personer, der dømmes efter §§ 216 eller 222, § 223, stk. 2, § 224, stk. 1,

§ 225, jf. §§ 216 eller 222, § 223, stk. 2, eller § 224, stk. 1, § 228, jf. en af

de foregående bestemmelser, § 232 eller § 262 a, stk. 2, ved dommen kan

gives et udrejseforbud, som indebærer, at den dømte forbydes at forlade

Danmark i et nærmere bestemt tidsrum.

Et udrejseforbud vil i den forbindelse kunne gives, uanset hvilken af de i

den foreslåede § 236, stk. 1, nævnte bestemmelser, den pågældende dømmes

for at have overtrådt, og det vil som udgangspunkt være uden betydning,

hvor lang den idømte straf er. Et forbud vil således skulle idømmes efter en

konkret vurdering af, om det vil være egnet og nødvendigt for at forebygge

ny kriminalitet af lignende beskaffenhed i udlandet. Der vil efter omstæn-

dighederne kunne idømmes et forbud, selvom den idømte fængselsstraf er

relativt lav, hvis den pågældende f.eks. gentagne gange tidligere er dømt for

ligeartet kriminalitet.

Den foreslåede ordning vil tillige omfatte personer, der dømmes for forsøg

på og medvirken til lovovertrædelser, jf. straffelovens §§ 21 og 23.

Et udrejseforbud vil kunne gives, når det efter karakteren af det begåede

forhold og oplysningerne om den dømtes person, herunder om tidligere kri-

minalitet, må antages, at der er fare for, at den dømte vil begå ny lovover-

trædelse af lignende beskaffenhed i udlandet, og at forbuddet vil være egnet

til at forebygge denne fare.

Der vil i den forbindelse kunne lægges vægt på, om den dømte tidligere er

dømt for overgreb begået i udlandet, eller om den dømte i øvrigt har begået

lignende kriminalitet med forbindelse til udlandet, f.eks. ved gennem korre-

spondance med udenlandske personer at have delt eller modtaget seksuelt

overgrebsmateriale med børn. Det vil også kunne indgå i vurderingen, om

den dømte i øvrigt har tilknytning til udlandet, idet f.eks. hyppige udlands-

ophold må antages at kunne føre til, at der vurderes at være en øget sand-

synlighed for, at en eventuel ny lovovertrædelse vil blive begået i udlandet.

Et udrejseforbud vil kunne idømmes, selvom den lovovertrædelse, der er til

pådømmelse, ikke har tilknytning til udlandet. Det afgørende vil være, om

det efter karakteren af det begåede forhold og oplysningerne om den dømtes

person, herunder om tidligere kriminalitet, må antages, at der er fare for, at

den dømte vil begå ny lovovertrædelse af lignende beskaffenhed i udlandet,

og at forbuddet vil være egnet til at forebygge denne fare. Der vil i den for-

bindelse også kunne lægges vægt på de foreliggende oplysninger om den

dømtes person, som de eksempelvis fremgår af en eventuel personundersø-

gelse efter retsplejelovens § 808 eller en mentalundersøgelse efter lovens §

809.

Om et udrejseforbud bør gives i tilfælde, hvor den dømte ikke tidligere er

dømt for lignende kriminalitet, vil navnlig afhænge af, om et forbud må an-

ses for egnet til at forebygge faren for, at den dømte begår nye lovovertræ-

delser af lignende beskaffenhed i udlandet. Det kan efter omstændighederne

være tilfældet, hvor forbrydelsen er af grovere karakter og begået mod et

eller flere børn, som den pågældende ikke har en relation til.

Et udrejseforbud vil altid skulle idømmes af domstolene efter en konkret

vurdering af, om et forbud vil være egnet og nødvendigt for at forebygge

nye lovovertrædelse af lignende beskaffenhed i udlandet ved at sikre, at den

dømte i en periode ikke kan forlade Danmark. Det bemærkes i den forbin-

delse, at et forbud ikke har til formål at beskytte den forurettede for det eller

de pådømte forhold mod nye overgreb eller krænkelser fra den dømtes side.

Forbuddet har derimod til formål at forebygge, at den dømte begår ny lig-

nende kriminalitet andre steder end der, hvor den lovovertrædelse, som gav

anledning til forbuddet, er begået.

Et udrejseforbud vil skulle være proportionalt med det begåede overgreb,

og den tidsmæssige udstrækning af et forbud vil i den forbindelse skulle

indgå i vurderingen.

Et udrejseforbud vil bl.a. kunne være relevant, hvis den dømte tidligere er

dømt for tilsvarende forhold. Det er imidlertid ikke en betingelse, at der er

tale om et gentagelsestilfælde, og et forbud vil således også kunne meddeles

i førstegangstilfælde, hvis forbrydelsen er af grovere karakter, herunder hvis

den dømte findes skyldig i flere ligeartede forhold begået ved forskellige

lejligheder over for forskellige ofre.

Et udrejseforbud vil kunne gives sammen med et opholds-, bolig-, besøgs-

eller kontaktforbud efter de gældende bestemmelser i § 236, stk. 1, nr. 1-4.

2.4.3.2. Tidsmæssig udstrækning af forbudsperioden

Det foreslås, at et udrejseforbud gives for en tidsbegrænset periode fra 1 til

5 år fra endelig dom. Et forbud vil skulle være proportionalt med den begå-

ede kriminalitet, og i den forbindelse vil den tidsmæssige udstrækning af et

forbud skulle indgå i proportionalitetsvurderingen.

Den tidsmæssige udstrækning af et udrejseforbud vil skulle afhænge af de

konkrete omstændigheder i sagen. Forbuddets længde vil således skulle af-

spejle risikoen for, at den dømte begår nye ligeartede lovovertrædelser i ud-

landet. Der vil i den forbindelse bl.a. kunne lægges vægt på grovheden af

det begåede overgreb, og om den dømte tidligere har begået ligeartet krimi-

nalitet.

Fastsættelsen af forbuddets varighed vil dog altid bero på domstolenes kon-

krete vurdering af, hvad der skønnes nødvendigt med henblik på at fore-

bygge ny ligeartet kriminalitet i udlandet.

2.4.3.3. Mulighed for prøvelse

Der lægges med det foreslåede § 236, stk. 9, op til, at den dømte, såfremt

denne er idømt et udrejseforbud for en længere periode end 1 år, efter 1 års

forløb efter løsladelsen eller udskrivningen vil kunne forlange, at anklage-

myndigheden indbringer spørgsmålet om forbuddets opretholdelse for ret-

ten. Når særlige omstændigheder taler for det, kan justitsministeren tillade,

at indbringelse for retten sker tidligere.

Afgørelsen træffes ved kendelse. Går kendelsen ud på, at udrejseforbuddet

helt eller delvist opretholdes, kan spørgsmålet om forbuddets opretholdelse

tidligst forlanges indbragt for retten på ny efter 1 års forløb. Indbringelse

skal ske for byretten i den retskreds, som har pådømt sagen i første instans,

eller byretten i den retskreds, hvor den dømte bor eller opholder sig. Byret-

tens afgørelse træffes ved kendelse, og der medvirker ikke domsmænd ved

behandlingen.

Byrettens kendelse vil kunne kæres til landsretten, jf. retsplejelovens regler

herom.

2.4.3.4. Tilladelse til en specifik rejse

Et udrejseforbud vil indebære, at den dømte i et tidsrum af 1 år til 5 års

varighed ikke må udrejse af Danmark, medmindre politiet meddeler tilla-

delse til, at den dømte kan foretage en specifik rejse.

Det foreslås, at politiet under særlige omstændigheder vil kunne meddele

tilladelse til, at en person, der er meddelt forbud efter den foreslåede § 236,

stk. 1, nr. 5, kan foretage en specifik rejse.

Det forudsættes, at muligheden for konkret at gøre undtagelse fra et idømt

udrejseforbud vil blive administreret i overensstemmelse med Danmarks in-

ternationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettigheds-

konvention (EMRK).

Det foreslås, at justitsministeren ved bekendtgørelse fastsætter nærmere reg-

ler om sådanne tilladelser.

2.5. Politiets mulighed for inddragelse af pas og udstedelse af proviso-

risk pas

2.5.1. Gældende ret

2.5.1.1. Pasloven

Pasloven indeholder en række bestemmelser, hvorefter politiet kan nægte at

udstede et pas til en dansk statsborger eller inddrage et allerede udstedt pas.

Efter paslovens § 2, stk. 1, kan politiet i en række tilfælde nægte at udstede

pas til en dansk statsborger eller inddrage et allerede udstedt pas.

Politiet kan under særlige omstændigheder udstede et provisorisk pas til en

person, over for hvem der er nægtet udstedelse af pas eller et allerede udstedt

pas er blevet inddraget, jf. § 2, stk. 3.

Det fremgår af pasbekendtgørelsens § 24, stk. 1, at der efter ansøgning kan

udstedes et provisorisk pas, når det ikke vil være muligt at udstede et nyt

pas eller forlænge gyldighedstiden for et eksisterende pas. Et provisorisk

pas udfærdiges på en særlig blanket og gives kun for det tidsrum, som er

påkrævet af hensyn til rejsens varighed, og ikke ud over et år. Det proviso-

riske pas skal afleveres efter benyttelsen, jf. stk. 2.

De stedlige politidirektørers afgørelse efter paslovens § 2, stk. 1, kan i med-

før af § 27, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1337 af 28. november 2013 med

senere ændringer (pasbekendtgørelsen) påklages til rigspolitichefen. Rigs-

politichefens afgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndig-

hed, jf. stk. 2.

Det følger af paslovens § 2, stk. 4, at spørgsmålet om ophævelse af politiets

afgørelser efter lovens § 2, stk. 1, kan kræves forelagt retten af den, hvem

pas er nægtet, eller hvis pas er inddraget. Politiet skal i så fald uden unødigt

ophold indbringe begæringen for retten, der ved kendelse snarest muligt af-

gør, om politiets bestemmelser skal opretholdes eller ophæves. Opholder

vedkommende sig i udlandet, skal politiet, inden passet inddrages, søge ret-

tens godkendelse af den trufne bestemmelse.

Efter § 2, stk. 5, indbringes begæringen for den ret, som er nævnt i retsple-

jelovens § 698.

2.5.1.2. Forvaltningslovens regler om partshøring

Det følger af forvaltningslovens § 19, stk. 1, at hvis en part ikke kan antages

at være bekendt med, at en myndighed er i besiddelse af bestemte oplysnin-

ger om en sags faktiske grundlag eller eksterne faglige vurderinger, må

myndigheden ikke træffe afgørelse, før myndigheden har gjort parten be-

kendt med oplysningerne eller vurderingerne og givet denne lejlighed til at

fremkomme med en udtalelse (partshøring). Det gælder dog kun, hvis op-

lysningerne eller vurderingerne er til ugunst for den pågældende part og er

af væsentlig betydning for sagens afgørelse.

Af bestemmelsens stk. 2 fremgår en række situationer, hvor der kan gøres

undtagelse fra ovennævnte hovedregel om partshøring. Det fremgår således

af forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 1, at stk. 1 ikke finder anvendelse, hvis

det efter oplysningernes eller vurderingernes karakter og sagens beskaffen-

hed må anses for ubetænkeligt at træffe afgørelse i sagen på det foreliggende

grundlag.

Bestemmelsen i stk. 2, nr. 1, tager ifølge forarbejderne, jf. Folketingstidende

1985-86, tillæg A, spalte 153, navnlig sigte på tilfælde, hvor der ikke er

rimelig grund til at tro, at de yderligere oplysninger, der er tilvejebragt i

forbindelse med sagens behandling, vil kunne korrigeres eller suppleres af

den pågældende part, og det heller ikke i øvrigt som følge af sagens karakter

kan anses for påkrævet at gennemføre en høring. Der skal endvidere foreta-

ges en bedømmelse af, om parten kan antages at have mulighed for ved til-

vejebringelse af yderligere oplysninger at afsvække den pågældende oplys-

nings betydning for sagens afgørelse. Efter omstændighederne må sagens

beskaffenhed indgå som et selvstændigt element i vurderingen, således

navnlig hvis den påtænkte afgørelse vil være af indgribende betydning for

den pågældende part som f.eks. forbud, påbud, fratagelse af rettigheder mv.

2.5.2. Justitsministeriets overvejelser

Som anført under pkt. 2.4.3 foreslås det, at retten får mulighed for at idømme

personer, der er dømt for seksuelle overgreb, et forbud mod at rejse til ud-

landet.

Justitsministeriet finder, at det vil være nødvendigt for effektivt at kunne

håndhæve et sådant udrejseforbud, at politiet inddrager den dømtes pas eller

nægter at udstede et nyt pas i den periode, hvor den dømte er forbudt udrejse.

Den foreslåede ordning om udrejseforbud, jf. lovforslagets § 1, nr. 6-16, bør

derfor suppleres af en regel om pasinddragelse og nægtelse af at udstede pas

i pasloven.

Ordningen om inddragelse af pas supplerer den foreslåede ordning om ud-

rejseforbud, og inddragelsen vil derfor skulle ske for den periode, hvori den

pågældende er forbudt udrejse. Politiet vil dog efter den foreslåede ordning

kunne udstede et provisorisk pas, i det omfang den pågældende er meddelt

tilladelse til en specifik rejse i medfør af den foreslåede bestemmelse i straf-

felovens § 236, stk. 2, 3. pkt., jf. lovforslagets § 1, nr. 9. Se nærmere herom

under pkt. 2.5.3.5.

Den foreslåede ændring af pasloven vil blive suppleret af en tilsvarende æn-

dring af udlændingeloven, hvorefter Udlændingestyrelsen skal nægte at ud-

stede særlig rejselegitimation til en udlænding, der ikke kan skaffe sig pas,

eller som af andre grunde har behov for et sådant dokument, eller inddrage

et sådant dokument, hvis den pågældende er meddelt udrejseforbud efter

den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 236, stk. 1, nr. 5, medmindre

det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Der henvises

i den forbindelse til det samtidig fremsatte forslag til ændring af udlændin-

geloven (Ændring af reglerne om udstedelse, nægtelse og inddragelse af

særlig rejselegitimation til udlændinge og betaling for erstatningsopholds-

kort m.v.), som er fremsat af udlændinge- og integrationsministeren.

2.5.3. Den foreslåede ordning

2.5.3.1. Betingelser for at nægte at udstede pas eller inddrage et allerede

udstedt pas

Med lovforslaget foreslås det, at politiet skal nægte at udstede pas til en

dansk statsborger eller inddrage et allerede udstedt pas, hvis der er truffet

afgørelse om udrejseforbud efter straffelovens § 236, stk. 1, nr. 5.

Det lægges med lovforslaget op til, at anklagemyndigheden i umiddelbar

forlængelse af, at der er afsagt endelig dom i sagen, vil skulle underrette

politiet om, at den dømte er meddelt udrejseforbud.

Politiets afgørelse efter den foreslåede bestemmelse i paslovens § 2 c frem-

sendes til Kriminalregisteret, hvorefter den dømte registreres i Kriminalre-

gisteret med en aktualitetsmarkering. I forbindelse med registrering af poli-

tiets afgørelse om inddragelse eller nægtelse af udstedelse af pas i Kriminal-

registeret, vil der blive oprettet en såkaldt hård spærring i Det Centrale Pas-

at forny den dømtes pas eller udstede nyt pas til vedkommende. Såfremt den

dømte er i besiddelse af et gyldigt pas, vil politiet, efter den foreslåede ord-

ning, skulle inddrage dette.

Det er Justitsministeriets vurdering, at politiets nægtelse af udstedelse af et

pas til en dansk statsborger vil være en afgørelse i forvaltningslovens for-

stand. Behandlingen af sådanne sager vil således skulle ske i overensstem-

melse med reglerne i forvaltningsloven samt øvrige forvaltningsretlige reg-

ler og grundsætninger.

Som nævnt under pkt. 2.5.1.2 følger det af forvaltningslovens § 19, stk. 2,

nr. 1, at der ikke er pligt til partshøring, hvis det efter oplysningernes eller

vurderingernes karakter og sagens beskaffenhed må anses for ubetænkeligt

at træffe afgørelse i sagen på det foreliggende grundlag. Da politiet vil skulle

træffe afgørelse om nægtelse af udstedelse af pas på baggrund af en oplys-

ning om, at den pågældende ved endelig dom er blevet idømt et udrejsefor-

bud, vil det som det klare udgangspunkt være ubetænkeligt, at politiet træf-

fer afgørelse i sådanne sager uden at partshøre den dømte om, at myndighe-

derne er kommet i besiddelse af oplysningerne.

Politiets afgørelser om at nægte udstedelse af pas vil ikke kunne påklages til

rigspolitichefen, jf. den foreslåede bestemmelse i § 2 c, stk. 1, 2. pkt.

Justitsministeriet finder det således ubetænkeligt at afskære adgang til ad-

ministrativ rekurs i sådanne sager henset til, at den pågældende ved endelig

dom er blevet meddelt et udrejseforbud efter den forslåede bestemmelse i §

236, stk. 1, nr. 5, og til at den dømte i medfør af den foreslåede § 236, stk.

7, efter 1 års forløb efter løsladelsen eller udskrivningen vil kunne forlange,

at anklagemyndigheden indbringer spørgsmålet om forbuddets oprethol-

delse for retten, såfremt denne er idømt et udrejseforbud for en længere pe-

riode end 1 år.

Politiets inddragelse af et allerede udstedt pas sker som umiddelbar følge af

et udrejseforbud meddelt ved dom efter den forslåede bestemmelse i § 236,

stk. 1, nr. 5, og har karakter af faktisk forvaltningsvirksomhed.

2.5.3.2. Tidsmæssige udstrækning

Det foreslås med lovforslaget, at politiet skal nægte at udstede pas til en

dansk statsborger i den periode, hvor den dømte er forbudt udrejse efter den

foreslåede bestemmelse i straffelovens § 236, stk. 1, nr. 5.

På tilsvarende vis foreslås det, at politiet skal inddrage passet for en periode,

der svarer til den periode, udrejseforbuddet gælder for.

Politiet vil skulle forestå opbevaringen af passet i den periode, hvor passet

er inddraget. Det forudsættes, at passet vil blive udleveret til den dømte, hvis

udrejseforbuddet ophæves ved en domstolsprøvelse, jf. den foreslåede §

236, stk. 7.

2.5.3.3. Udstedelse af provisorisk pas

Som det fremgår af pkt. 2.4.3.4, foreslås det, at politiet under særlige om-

stændigheder vil kunne meddele tilladelse til, at en person, der er meddelt

forbud efter den foreslåede bestemmelse i § 236, stk. 1, nr. 5, kan foretage

en specifik rejse.

Det foreslås i forlængelse heraf, at politiet vil kunne udstede et provisorisk

– dvs. midlertidigt – pas, hvis der er meddelt tilladelse til en specifik rejse

efter den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 236, stk. 2, 3. pkt.

Det forudsættes i den forbindelse, at politiet vil udstede et provisorisk pas

til personer, der er meddelt tilladelse til udrejse, medmindre der foreligger

andre hensyn, der tilsiger, at et provisorisk pas ikke bør udstedes.

En person, der er meddelt tilladelse efter § 236, stk. 2, 3. pkt., vil selv skulle

søge om tilladelse til at få udstedt et provisorisk pas, og den pågældende vil

i den forbindelse skulle dokumentere, at betingelserne herfor er opfyldt.

De almindelige regler i pasbekendtgørelsen om udstedelse af provisorisk

pas vil også gælde for udstedelse af provisorisk pas efter den foreslåede be-

stemmelse i paslovens § 2 c, stk. 2. Det indebærer bl.a., at det provisoriske

pas kun vil blive givet for det tidsrum, som er påkrævet af hensyn til rejsens

varighed, og ikke ud over et år, jf. pasbekendtgørelsens § 24, stk. 2. Det

forudsættes dog, at et provisorisk pas alene vil blive givet for et tidsrum

svarende til den meddelte tilladelse, jf. den foreslåede bestemmelse i straf-

felovens § 236, stk. 2, 3. pkt.

Prisen for udstedelse af et provisorisk pas vil være den samme som for ud-

stedelsen af et almindeligt pas, jf. pasbekendtgørelsen § 24, stk. 3, jf. paslo-

vens § 4 a. Der lægges med lovforslaget ikke op til at ændre på denne ord-

ning.

Det er politiet, der vurderer, om betingelserne for udstedelse af et proviso-

risk pas er opfyldt.

Politiets beslutning om at udstede eller meddele afslag på et provisorisk pas

vil være en afgørelse i forvaltningslovens forstand, og behandlingen af så-

danne sager vil således skulle ske i overensstemmelse med reglerne i for-

valtningsloven samt øvrige forvaltningsretlige regler og grundsætninger.

Politiets beslutning om at meddele afslag på et provisorisk pas vil kunne

påklages til rigspolitichefen, jf. retsplejelovens § 109, stk. 1. Rigspolitiche-

fens beslutning vil ikke kunne påklages til Justitsministeriet, jf. retsplejelo-

vens § 109, stk. 2.

2.6. Politiets mulighed for hemmelig ransagning i sager om besiddelse

og udbredelse af seksuelt overgrebsmateriale med børn

2.6.1. Gældende ret

Politiet kan efter reglerne i retsplejelovens kapitel 73 foretage ransagninger

som led i efterforskningen af strafbare forhold.

Det fremgår af retsplejelovens § 799, stk. 1, 1. pkt., at såfremt det er af af-

gørende betydning for efterforskningen, at ransagningen foretages, uden at

den mistænkte eller andre gøres bekendt hermed, kan retten ved kendelse

træffe bestemmelse herom og om, at reglerne i § 798, stk. 2, 1.-4. pkt., og

stk. 3, fraviges, hvis efterforskningen angår en forsætlig overtrædelse af

straffelovens kapitel 12 eller 13 eller en overtrædelse af straffelovens § 125

a, § 180, § 183, stk. 1 og 2, § 183 a, § 186, stk. 1, § 187, stk. 1, § 191, § 192

a, § 192 b, stk. 1-3, § 237, § 262 a, § 286, stk. 1, jf. § 276, § 286, stk. 1, jf.

§ 276 a, § 288 eller 289.

Hemmelig ransagning kan dog ikke foretages af husrum, andre lokaliteter

eller genstande, som nogen, der efter reglerne i § 170 er udelukket fra eller

efter reglerne i § 172 er fritaget for at afgive forklaring som vidne i sagen,

har rådighed over, jf. § 799, stk. 1, 2. pkt.

Det følger af bestemmelsens stk. 2, at en række bestemmelser om efterforsk-

ningsindgreb finder anvendelse på de i stk. 1, nr. 1, omhandlede tilfælde.

Det drejer sig om retsplejelovens § 783, stk. 3 og 4, § 784, § 785 samt § 788.

Det betyder, at retten i ransagningskendelsen skal fastsætte et tidspunkt, in-

den for hvilket indgrebet kan foretages, jf. § 783, stk. 3. Dette tidsrum skal

være så kort som muligt og må ikke overstige 4 uger ad gangen. Forlængel-

sen sker ved kendelse.

Dog kan politiet i medfør af § 783, stk. 4, foretage indgrebet uden forudgå-

ende retskendelse, hvis indgrebets øjemed ville forspildes, såfremt retsken-

delse skulle afventes. I så fald skal politiet snarest muligt og senest inden 24

timer fra indgrebets iværksættelse forelægge sagen for retten. Retten afgør

ved kendelse, om indgrebet kan godkendes, samt om det kan opretholdes,

og i bekræftende fald for hvilket tidsrum. Burde indgrebet efter rettens op-

fattelse ikke være foretaget, skal retten give meddelelse herom til Justitsmi-

nisteriet.

Efter § 784 skal der beskikkes en advokat for den, som indgrebet vedrører,

og advokaten skal have lejlighed til at udtale sig, inden retten træffer afgø-

relse efter § 783.

En advokat, som er beskikket efter § 784, stk. 1, skal underrettes om alle

retsmøder i sagen og er berettiget til at overvære disse samt til at gøre sig

bekendt med det materiale, som politiet har tilvejebragt. Advokaten er end-

videre berettiget til at få udleveret en genpart af materialet. Finder politiet,

at materialet er af særlig fortrolig karakter, og at genpart heraf derfor ikke

bør udleveres, skal spørgsmålet herom på begæring af advokaten af politiet

indbringes for retten til afgørelse. Advokaten må ikke give de modtagne op-

lysninger videre til andre eller uden politiets samtykke sætte sig i forbindelse

med den, over for hvem indgrebet er begæret foretaget. Den beskikkede ad-

vokat må ikke give møde ved anden advokat eller ved fuldmægtig, jf. § 785.

Efter afslutningen af ransagningen skal der gives underretning om indgre-

bet. Der skal tillige gives underretning om, at personen er mistænkt i sagen

og om, hvilken lovovertrædelse mistanken har angået, jf. § 788, stk. 1.

Underretningen gives til indehaveren af den person, der har rådighed over

det sted, ransagningen er foregået, jf. stk. 2. Underretningen gives af den

byret, som har truffet afgørelse efter § 783. Underretningen gives snarest

muligt, såfremt politiet ikke senest 14 dage efter udløbet af det tidsrum, for

hvilket indgrebet har været tilladt, har fremsat begæring om undladelse af

eller udsættelse med underretning. Er der i medfør af § 784, stk. 1, beskikket

en advokat, skal genpart af underretningen sendes til denne, jf. § 788, stk. 3.

Vil underretning som nævnt i stk. 1-3 være til skade for efterforskningen

eller til skade for efterforskningen i en anden verserende sag om en lovover-

trædelse, som efter loven kan danne grundlag for et indgreb i meddelelses-

hemmeligheden, eller taler hensynet til beskyttelse af fortrolige oplysninger

om politiets efterforskningsmetoder eller omstændighederne i øvrigt imod

underretning, kan retten efter begæring fra politiet beslutte, at underretning

skal undlades eller udsættes i et nærmere fastsat tidsrum, der kan forlænges

ved senere beslutning. Er der efter § 784, stk. 1, beskikket en advokat, skal

denne have lejlighed til at udtale sig, inden retten træffer beslutning om und-

ladelse af eller udsættelse med underretningen, jf. § 788, stk. 4

2.6.2. Justitsministeriets overvejelser

Besiddelse og udbredelse af seksuelt overgrebsmateriale med børn kan

dække over omfattende alvorlig kriminalitet og kriminelle netværk, herun-

der alvorlige tilfælde af seksuelt misbrug af børn. Det er derfor afgørende,

at politiet har de nødvendige efterforskningsskridt til at afdække og stoppe

den bagvedliggende overgreb.

Det er Rigspolitiets erfaring, at de mistænkte i sager vedrørende straffelovens

§ 235 om besiddelse og udbredelse af seksuelt overgrebsmateriale med børn

ofte er meget it-kyndige og sikkerhedsbevidste og derfor tager mange for-

holdsregler i forbindelse med deres handlinger. De mistænkte anvender ofte

mange forskellige og meget avancerede adgangskoder for at få adgang til ma-

terialet. Derudover anvendes kryptering og anden sikkerhed på it-udstyret.

Politiet kan i disse sager i medfør af gældende lovgivning foretage forskel-

lige indgreb i meddelelseshemmeligheden for om muligt at afdække de

avancerede adgangskoder og derved få adgang til oplysninger om den mis-

tænktes handlinger og rolle. Det er dog Rigspolitiets vurdering, at mulighe-

den for – enten i forbindelse med indgreb i meddelelseshemmeligheden eller

isoleret – at foretage hemmelig ransagning af en mistænkt persons computer

og bopæl i sager om besiddelse og udbredelse af seksuelt overgrebsmateri-

ale med børn vil kunne medvirke til, at politiet hurtigere og i videre omfang

kan afdække de adgangskoder, der er essentielle for at kunne fastlægge den

mistænktes handlinger og rolle og herved få standset kriminelle handlinger.

Det er Rigspolitiets vurdering, at det især er væsentligt for politiet at kunne

foretage hemmelige ransagninger i sager om besiddelse og udbredelse af sek-

suelt overgrebsmateriale med børn, hvor efterforskningen er rettet mod per-

soner, der anvender mange forskellige adgangskoder eller foretager krypte-

ring af it-udstyr, og hvor politiet ikke gennem almindelig ransagning, afhø-

ring af mistænkte mv. vil kunne få afdækket adgangskoderne og derved få

standset de kriminelle handlinger.

Rigspolitiet vurderer endvidere, at hemmelig ransagning også vil kunne ud-

gøre et væsentligt efterforskningsskridt i sager, hvor besiddelse og udbredelse

af seksuelt overgrebsmateriale mv. vurderes at kunne føre til afdækning af

bagvedliggende seksuelt misbrug af børn og netværk med seksuelle krænkere

af børn, men hvor det vurderes, at en almindelig ransagning eller andre åben-

lyse efterforskningsskridt vil kunne ødelægge en igangværende efterforsk-

ning mod eventuelle bagmænd mv.

Justitsministeriet er af de grunde, der er anført af Rigspolitiet, enig med Rigs-

politiet i, at adgangen til hemmelig ransagning bør udvides til også at omfatte

efterforskning af overtrædelser af straffelovens § 235.

Justitsministeriet er opmærksom på, at de bestemmelser, der i dag er omfattet

af retsplejelovens § 799, har strafferammer på mellem 6 års fængsel og fæng-

sel indtil på livstid, mens straffelovens § 235 i udgangspunktet har en væsent-

lig lavere strafferamme på 2 års fængsel. Det er dog Justitsministeriets opfat-

telse, at de ovennævnte argumenter er tungtvejende, og at de viser et behov

for, at politiet får mulighed for at kunne foretage ransagning uden den mis-

tænktes vidende. Endvidere lægger Justitsministeriet vægt på, at udbredelse

af seksuelt overgrebsmateriale med børn under særligt skærpende omstæn-

digheder, f.eks. hvis der er tale om udbredelse af mere systematisk eller orga-

niseret karakter, kan medføre fængsel i op til 6 år.

2.6.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås at udvide retsplejelovens § 799, stk. 1, om muligheden for at

foretage hemmelig ransagning, således at bestemmelsen også omfatter ef-

terforskning af sager om overtrædelse af straffelovens § 235 om besiddelse

og udbredelse af seksuelt overgrebsmateriale med børn.

Den foreslåede udvidelse af retsplejelovens § 799, stk. 1, vil indebære, at

retten, hvis efterforskningen angår en overtrædelse af straffelovens § 235,

og hvis det er af afgørende betydning for efterforskningen, ved kendelse kan

træffe beslutning om, at ransagning kan foretages, uden at den mistænkte

eller andre gøres bekendt hermed.

Der foreslås ingen ændringer i de øvrige betingelser for anvendelse af hem-

melig ransagning.

2.7.1. Gældende ret

2.7. Styrket rådgivning til ofre for seksuelle overgreb

2.7.1.1. Beskikkelse af bistandsadvokat

Retsplejeloven indeholder ikke i dag en bestemmelse om, at forurettede i

sager om seksuelle overgreb kan få vederlagsfri vejledning fra en advokat

forud for eventuel anmeldelse til politiet.

Retsplejelovens kapitel 66 a indeholder imidlertid en række andre bestem-

melser om forurettedes rettigheder under en straffesag.

Det følger af retsplejelovens § 741 a, stk. 1, at i sager, der vedrører overtræ-

delse af straffelovens § 119 (vold og trusler mod personer i offentlig tjeneste

mv.), § 119 b (angreb med genstand på personer i offentlig tjeneste), § 123

(vidnetrusler), § 210 (incest), §§ 216-223 (voldtægt mv.), § 225, jf. §§ 216-

223 (voldtægt m.v. ved andet seksuelt forhold end samleje), § 232 (blufær-

dighedskrænkelse), § 237, jf. § 21 (forsøg på manddrab), §§ 243-246 (psy-

kisk vold og vold), § 249 (uagtsom legemsbeskadigelse), § 250 (hensættelse

i hjælpeløs tilstand mv.), § 252, stk. 2 (hensynsløs forvoldelse af fare for

smitte med livstruende eller uhelbredelig sygdom), §§ 260-262 a (ulovlig

tvang, frihedsberøvelse mv.) eller § 288 (røveri), beskikker retten en advo-

kat for den, der er forurettet ved lovovertrædelsen, når den pågældende

fremsætter begæring om det.

Det følger af bestemmelsens stk. 2, at i sager om overtrædelse af straffelo-

vens § 210 (incest), § 216 (voldtægt), § 222, stk. 2 (samleje med person

under 15 år ved udnyttelse af fysisk eller psykisk overlegenhed), eller § 223,

stk. 1 (samleje med en person under 18 år, der er stedbarn, plejebarn eller

betroet den pågældende til undervisning eller opdragelse), skal beskikkelse

ske, medmindre den pågældende efter at være vejledt om retten til beskik-

kelse af advokat frabeder sig det. Den forurettede skal have lejlighed til at

tale med en advokat før politiets afhøring af forurettede, medmindre den på-

gældende efter at være blevet vejledt frabeder sig det. Det samme gælder i

sager om overtrædelse af straffelovens § 225, jf. § 216, § 222, stk. 2, eller §

223, stk. 1 (andet seksuelt forhold end samleje).

Det fremgår af forarbejderne til stk. 2, jf. Folketingstidende 2004-2005, 2.

samling, tillæg A, side 7306, at bestemmelsen indebærer, at forurettede i de

lovovertrædelser, der er omfattet af bestemmelsen, vil få beskikket en advo-

kat, medmindre den pågældende frabeder sig dette. Hensigten med bestem-

melsen er at sikre, at forurettede ikke fravælger en bistandsadvokat som

følge af den tilstand af forvirring og manglende overblik, som forurettede i

de alvorligste sædelighedssager naturligt kan befinde sig i.

I sager om overtrædelse af straffelovens § 119, § 119 b, § 123, §§ 218-221,

§ 222, stk. 1, § 223, stk. 2, § 232, § 237, jf. § 21, §§ 243-246, §§ 249 og 250,

§ 252, stk. 2, §§ 260-262 a eller § 288 kan beskikkelse af advokat afslås,

hvis lovovertrædelsen er af mindre alvorlig karakter, og advokatbistand må

anses for åbenbart unødvendig. Det samme gør sig gældende i sager, der

vedrører overtrædelse af § 225, jf. § 218-221, § 222, stk. 1, eller § 223, stk.

2, jf. retsplejelovens § 741 a, stk. 3.

Retten kan efter anmodning beskikke en advokat for forurettede, selv om

overtrædelsen ikke er omfattet af stk. 1, når særlige omstændigheder taler

for det, jf. retsplejelovens § 741 a, stk. 4.

Er den forurettede afgået ved døden som følge af forbrydelsen, kan retten

efter anmodning beskikke en advokat for den forurettedes nære pårørende,

når særlige hensyn taler for det, og betingelserne efter stk. 1, 2 eller 4 er

opfyldt, jf. bestemmelsens stk. 5.

Hvis den forurettede ikke har fremsat begæring om beskikkelse af advokat,

kan der efter politiets begæring beskikkes en advokat for den forurettede

under efterforskningen. Det samme gælder, når der ikke sker beskikkelse

efter stk. 2, jf. stk. 6.

Politiet kan efter retsplejelovens § 741 b, stk. 3, tilkalde eller kontakte en

advokat til at varetage hvervet som advokat for forurettede, inden retten

måtte have beskikket en.

Bistandsadvokatens opgaver ophører i forbindelse med domsafsigelsen, jf.

bl.a. Østre Landsrets dom af 16. maj 2007, offentliggjort i Ugeskrift for

Retsvæsen, side 2308.

Det følger af lovens § 741 d, at for så vidt angår kompetencen til at beskikke

en advokat for forurettede eller den forurettedes nære pårørende gælder de

samme regler som ved beskikkelse af forsvarer, jf. § 735.

2.7.1.2. Bistandsadvokatens opgaver, beføjelser og processuelle stilling

Retsplejeloven indeholder ikke regler om bistandsadvokatens opgaver. I

forarbejderne til retsplejelovens kapitel 66 a, jf. Folketingstidende 1979-80,

2. samling, tillæg A, spalte 470, fremgår det imidlertid, at bistandsadvoka-

tens opgaver vil være af både juridisk og almen karakter.

Udover at støtte forurettede under politiets efterforskning og sagens behand-

ling i retten vil advokaten kunne orientere forurettede om sagens forløb samt

bistå forurettede ved opgørelsen af et eventuelt erstatningskrav.

Advokaten vil endvidere kunne rådgive forurettede om særlige hjælpemu-

ligheder samt vedkommendes muligheder og rettigheder. Det betones i den

forbindelse, at den mere almene bistand, som ikke knytter sig direkte til af-

høringen hos politiet eller i retten, ofte vil kunne være af meget væsentlig

betydning for forurettede.

Retsplejelovens § 741 c indeholder regler om de beføjelser, som bistands-

advokaten har under sagen.

Det følger af retsplejelovens § 741 c, stk. 1, at bistandsadvokaten har adgang

til at overvære afhøringer af den forurettede såvel hos politiet som i retten

samt ret til at stille yderligere spørgsmål til den forurettede. Advokaten har

endvidere ret til at gøre indsigelse mod en bevisførelse i strid med lovens §

185, stk. 2. Advokaten skal underrettes om tidspunktet for afhøringer, og

retsmøder, hvor forurettede skal afhøres, skal så vidt muligt berammes efter

aftale med bistandsadvokaten. Advokaten skal endvidere underrettes om an-

dre retsmøder, herunder retsmøder efter retsplejelovens § 831.

Advokaten har adgang til at gøre sig bekendt med den forurettedes forkla-

ring til politiet samt andre dokumenter i sagen, som vedrører den foruret-

tede. Når der er rejst tiltale i sagen, har advokaten tillige adgang til at gøre

sig bekendt med det øvrige materiale i sagen, som politiet har tilvejebragt,

jf. bestemmelsens stk. 2.

Advokaten skal endvidere have udleveret en kopi af materialet, i det omfang

det uden ulempe kan kopieres. Advokaten må ikke uden politiets samtykke

overlevere det modtagne materiale til den forurettede eller andre, ligesom

advokaten ikke må gøre forurettede eller andre bekendt med indholdet af det

materiale, som ikke vedrører forurettede, jf. retsplejelovens § 741 c, stk. 3.

Efter en eventuel domsafsigelse skal retten meddele advokaten et udskrift

af dommen, som advokaten dog ikke må overlevere til forurettede uden ret-

tens samtykke, jf. retsplejelovens § 741 c, stk. 4. Det fremgår af forarbej-

derne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 2006-2007, tillæg A, s. 4320,

at bistandsadvokaten kan orientere forurettede om dommens resultat, men

bestemmelsen giver efter Justitsministeriets vurdering ikke hjemmel til, at

forurettede i den forbindelse har ret til en opfølgende samtale med den be-

skikkede advokat.

Retsplejeloven regulerer ikke den beskikkede advokats processuelle stilling

under sagens behandling, og under sagens behandling i retten vil det således

i vidt omfang være overladt til domstolene at fastlægge bistandsadvokatens

beføjelser i forbindelse med den almindelige retsledelse.

Det følger dog af forarbejderne til § 741 c, jf. Folketingstidende 1979-80, 2.

samling, tillæg A, spalte 470, at bistandsadvokaten ikke skal kunne virke

som en yderligere anklager i sagen, og at advokaten under afhøringerne ikke

bør kunne rådgive forurettede om den umiddelbare besvarelse af de stillede

spørgsmål. Advokaten har derfor ikke adgang til at udtale sig om skylds-

spørgsmålet og strafudmålingen, men kan derimod udtale sig om en række

andre spørgsmål, herunder om sagen skal behandles bag lukkede døre, eller

om afhøring af forurettede skal ske uden den tiltaltes tilstedeværelse.

Rejses der under straffesagen spørgsmål om erstatning til den forurettede,

varetager advokaten forurettedes interesser i relation dertil. Bistandsadvo-

katen bør derfor have mulighed for at procedere spørgsmålet om erstatning

under sagens behandling i retten.

2.7.1.3. Bistandsadvokatens salær

Udgifterne til den beskikkede advokats salær afholdes af det offentlige efter

de samme regler som i tilfælde, hvor der er meddelt fri proces.

Det følger af retsplejelovens § 334, stk. 2, at der tilkommer den beskikkede

advokat et passende salær samt godtgørelse for udlæg, herunder rejseudgif-

ter, som advokaten har haft i forbindelse med varetagelsen af hvervet.

Salæret fastsættes ud fra de vejledende salærtakster og under hensyn til sa-

gens karakter og omfang samt omfanget af bistandsadvokatens arbejde. Sa-

lær og godtgørelse fastsættes af den ret, som har foretaget beskikkelsen, ved

særskilt beslutning samtidig med sagens eller retshandlingens afslutning, jf.

bestemmelsens stk. 4.

Retsplejeloven indeholder ikke krav om, at bistandsadvokaten skal udfær-

dige en salæropgørelse for at kunne få tildelt salær eller godtgørelse. I prak-

sis forekommer det imidlertid, at advokaten udarbejder en salæropgørelse,

som indleveres til retten i forlængelse af sagens afslutning eller retshandlin-

gens afslutning.

Den beskikkede advokat må ikke modtage salær eller godtgørelse ud over

de beløb, der er fastsat af retten, medmindre der mellem forurettede og ad-

vokaten er truffet særlig aftale om vederlaget, og advokaten frafalder kravet

mod staten, jf. bestemmelsens stk. 5.

Salæret til bistandsadvokater betales af staten uanset straffesagens udfald.

Betalingen af salær er dog subsidiær i forhold til forurettedes eventuelle

retshjælpsforsikring, jf. retsplejelovens § 334, stk. 6.

En beslutning om salær, der er fastsat til højst 20.000 kr., kan ikke kæres,

medmindre Procesbevillingsnævnet giver tilladelse dertil, jf. retsplejelovens

§ 389, stk. 3.

2.7.2. Justitsministeriets overvejelser

Regeringen, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Al-

ternativet ønsker at styrke rådgivningen til forurettede i sager om seksuelle

overgreb. Det skal bl.a. ske ved, at forurettede kan få vejledning fra en bi-

standsadvokat forud for eventuel anmeldelse af overgrebet til politiet samt

en opfølgende samtale med den beskikkede advokat efter eventuel domsaf-

sigelse.

Efter de nuværende regler kan der først beskikkes en advokat for foruret-

tede, når overgrebet er anmeldt til politiet. Det vil derfor være nødvendigt

at indføre hjemmel til, at forurettede i denne type sager kan få vederlagsfri

bistand fra en advokat forud for eventuel anmeldelse.

Adgangen til at få vejledning fra en advokat forud for anmeldelse til politiet

bør alene omfatte sager om seksuelle overgreb, hvilket bl.a. skal ses i lyset

af de særlige forhold, som gør sig gældende i denne type af sager. Det er

således almindeligt, at forurettede i sager om seksuelle overgreb kan være

tilbageholdende med at anmelde overgrebet til politiet, fordi overgrebet kan

være forbundet med skyld og skam, og fordi forurettede måske tror, at over-

grebet kunne være undgået, hvis vedkommende havde handlet på anden vis.

Forurettede vil derudover ofte være i en tilstand af chok eller forvirring, som

kan gøre det vanskeligt at overskue konsekvenserne ved at anmelde over-

grebet til politiet. De samme forhold gør sig ikke nødvendigvis gældende på

tilsvarende vis i andre sager.

Efter Justitsministeriets opfattelse etableres ordningen mest hensigtsmæs-

sigt med udgangspunkt i de bistandsadvokatlister, som anvendes af politiet,

da formålet med listerne er at sikre, at politiet kan rette henvendelse til be-

neficerede advokater, der særskilt har tilkendegivet, at de ønsker at fungere

som bistandsadvokater.

Justitsministeriet er opmærksom på, at en tidligere inddragelse af en advokat

kan udskyde en eventuel anmeldelse til politiet og dermed indebære en ri-

siko for, at væsentlige efterforskningsmæssige spor går tabt. Det er imidler-

tid forventningen, at bistandsadvokaten i forbindelse med sin vejledning vil

understrege betydningen af, at forholdet anmeldes til politiet i umiddelbar

forlængelse af, at overgrebet har fundet sted.

Der lægges op til at offentliggøre bistandsadvokatlisterne på Rigsadvoka-

tens og Rigspolitiets hjemmesider, og at listerne vil blive kommunikeret til

relevante myndigheder og organisationer med kontakt til forurettede i sager

om seksuelle overgreb, f.eks. Centrene for Voldtægtsofre, Center for Sek-

suelle Overgreb og Lev Uden Vold. Forurettede vil således have mulighed

for at kontakte en advokat på alle tidspunkter af døgnet og i umiddelbar

forlængelse af, at overgrebet har fundet sted.

Justitsministeriet har overvejet, om den foreslåede ordning vil indebære en

risiko for, at advokaten føler sig foranlediget til at efterprøve, om der er

grundlag for at anmelde overgrebet til politiet.

Efter Justitsministeriets opfattelse bør der derfor indføres konkrete doku-

mentationskrav, så bistandsadvokaten er forpligtet til i forbindelse med ho-

noreringen for samtalen at oplyse om de forhold, som har fået den foruret-

tede til at kontakte advokaten samt eventuelle årsager til, at den forurettede

ikke ønsker at politianmelde forholdet.

Som supplement til dokumentationskravet vil Advokatrådet som led i sit

almindelige tilsyn med advokater, jf. retsplejelovens § 143, stk. 2, fortsat

føre tilsyn med advokaternes fastsættelse af salær, herunder i sager hvor bi-

standsadvokater yder rådgivning af forurettede i sager om seksuelle over-

greb før eventuel anmeldelse til politiet.

Justitsministeriet finder det mest hensigtsmæssigt, at det er retterne, der fast-

sætter salær og eventuel godtgørelse til advokaten, og at det sker i umiddel-

bar forlængelse af, at samtalen om overgrebet har været afholdt. Hvis over-

grebet efter samtalen anmeldes til politiet, og advokaten efterfølgende be-

skikkes som advokat for den forurettede, bør salæret imidlertid blive fastsat

i forbindelse med sagens afslutning eller retshandlingens afslutning.

I de sager, hvor der i dag beskikkes en bistandsadvokat, ophører beskikkel-

sen ved sagens afslutning eller ved eventuel domsafsigelse. Retten skal

sende en udskrift af dommen, som bistandsadvokaten kan orientere foruret-

tede om, men der er ikke hjemmel til at udstrække beskikkelsen til, at advo-

katen i forlængelse deraf afholder en opfølgende samtale med forurettede.

Såfremt forurettede skal have mulighed for at have en opfølgende samtale

med den beskikkede advokat, vil det derfor kræve, at der indsættes hjemmel

dertil. Det er i den forbindelse Justitsministeriets vurdering, at det bør

fremgå direkte af loven, at salær og godtgørelse i disse tilfælde fastsættes i

umiddelbar forlængelse af, at samtalen har været afholdt.

2.7.3. Den foreslåede ordning

2.7.3.1. Vejledning før anmeldelse til politiet

Justitsministeriet foreslår, at der indsættes et nyt stk. 4 i retsplejelovens §

741 a, hvorefter forurettede i sager om overtrædelse af straffelovens § 210,

§§ 216-223, § 225, jf. §§ 216-223, eller § 232, har ret til en vederlagsfri

samtale med en advokat forud for eventuel anmeldelse til politiet.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at forurettede i sager om seksu-

elle overgreb får ret til at modtage vederlagsfri vejledning fra en advokat

forud for eventuel anmeldelse til politiet. Advokatens vejledningen vil bl.a.

kunne bestå i, at advokaten oplyser forurettede om vedkommendes mulig-

heder og rettigheder, samt hvordan sagen må forventes at forløbe, såfremt

der indgives anmeldelse til politiet. Advokaten vil også kunne ledsage for-

urettede til politiet eller vejlede om muligheden for at rette henvendelse til

myndigheder og organisationer med kontakt til forurettede i sager om sek-

suelle overgreb f.eks. Center for Voldtægtsofre, Center for Seksuelle Over-

greb og Lev Uden Vold.

Der vil i tilknytning til lovforslaget blive udarbejdet klare retningslinjer for

bistandsadvokatens rolle og opgaver i forhold til forurettede.

Vejledningen vil som udgangspunkt kunne foregå både telefonisk eller ved

et fysisk møde. Såfremt der er en ikke uvæsentlig afstand mellem foruret-

tede og advokaten, forudsættes det imidlertid, at vejledningen vil foregå te-

lefonisk.

Advokaten vil derimod ikke have til opgave at efterprøve, om der er grund-

lag for at anmelde forholdet til politiet, ligesom advokaten ikke vil have til

opgave at sikre eventuelle efterforskningsmæssige spor, der måtte være re-

levante for sagen.

Såfremt den forurettede vælger at anmelde forholdet til politiet, forudsættes

det, at advokaten vil kunne blive beskikket som advokat for vedkommende

efter reglerne i retsplejelovens § 741 a, stk. 1-3.

Den foreslåede ordning vil blive etableret med udgangspunkt i de bistands-

advokatlister, som politiet anvender i sager, hvor der er behov for at kon-

takte eller tilkalde en advokat for forurettede, indtil retten måtte beskikke

en.

Listerne vil blive offentliggjort på Rigspolitiets og Rigsadvokatens hjem-

mesider samt kommunikeret til andre myndigheder og organisationer med

kontakt til forurettede i sager om seksuelle overgreb, så forurettede på alle

tidspunkter af døgnet vil have mulighed for at rette henvendelse til en af de

advokater, der fremgår af listerne.

Den foreslåede ordning vil være frivillig for både forurettede og de advoka-

ter, som fremgår af bistandsadvokatlisterne. Det forudsættes således ikke, at

de advokater, som fremgår af listerne, vil stå til rådighed på bestemte dage

eller på bestemte tidspunkter af døgnet.

Det foreslås derudover, at der indføres en ny bestemmelse i retsplejelovens

§ 334 a, hvorefter der tilkommer advokaten et salær og eventuel godtgørelse

for samtalen, som vil blive fastsat af retten i den kreds, hvor forbrydelsen er

begået, ud fra de vejledende takster, som er fastsat efter lovens § 334, stk.

Fastsættelsen af salær og eventuel godtgørelse vil skulle ske ved særskilt

beslutning på baggrund af en salæropgørelse fra advokaten. Advokaten vil i

den forbindelse som dokumentationskrav skulle oplyse retten om de for-

hold, som har fået forurettede til at rette henvendelse til advokaten samt

eventuelle årsager til, at forurettede ikke ønsker at politianmelde forholdet.

Det forudsættes, at samtalen som udgangspunkt ikke vil overstige en times

varighed. Såfremt advokaten mener sig berettiget til et salær, der ligger ud

over en time, vil advokaten skulle fremlægge yderligere dokumentation for

baggrunden herfor. Retten vil skulle tage konkret stilling til, om de frem-

lagte oplysninger udgør tilstrækkelig dokumentation.

Såfremt advokaten efterfølgende beskikkes som advokat for forurettede, vil

salær samt eventuel godtgørelse for samtalen skulle indgå i det samlede sa-

lær og eventuel godtgørelse, som fastsættes af retten i medfør af retspleje-

lovens § 334, stk. 4.

2.7.3.2. Opfølgende samtale i forlængelse af retssagen

Det foreslås, at retsplejelovens § 741 c, stk. 4, udvides, så det fremgår, at

forurettede i sager om overtrædelse af straffelovens § 210, §§ 216-223, §

225, jf. §§ 216-223, eller § 232, har ret til en vederlagsfri samtale med den

beskikkede advokat i forlængelse af eventuel domsafsigelse.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at forurettede i sager om seksu-

elle overgreb får ret til en opfølgende samtale med den beskikkede advokat

i umiddelbar forlængelse af en eventuel domsafsigelse.

Advokaten vil under samtalen kunne forklare forurettede om indholdet og

udfaldet af dommen samt forurettedes muligheder og rettigheder, herunder

om mulighederne for at søge erstatning ved Erstatningsnævnet. Det forud-

sættes i den forbindelse, at samtalen som udgangspunkt ikke vil overstige

en times varighed.

Det bemærkes, at bestemmelsen ikke indebærer, at den beskikkede advokats

opgaver udvides til at omfatte en eventuel sag ved Erstatningsnævnet.

Det foreslås, at udgifterne til advokatens salær vil skulle indgå i det samlede

salær og eventuel godtgørelse, som fastsættes af retten efter retsplejelovens

§ 334, stk. 4. Det foreslås i den forbindelse, at der indsættes en bestemmelse

om, at fastsættelse af salær og godtgørelse i dette tilfælde vil skulle ske ved

særskilt beslutning i umiddelbar forlængelse af, at den opfølgende samtale

har været afholdt.

2.8. Underretning i sager om seksuelle overgreb

2.8.1. Gældende ret

Retsplejeloven indeholder ikke i dag en pligt for retterne til at orientere til-

talte eller forurettede forud for, at retterne offentliggør indholdet af en skyld-

kendelse eller dom på rettens hjemmeside.

Det er dog i dag praksis i en række af landets retter, at tiltalte i straffesager

underrettes, såfremt oplysninger om sagens afgørelse vil blive offentliggjort

på domstolenes hjemmeside.

Retsplejeloven indeholder endvidere en række bestemmelser om rettens øv-

rige orientering af tiltalte og forurettede i forlængelse af en skyldkendelse

eller dom.

Det følger af retsplejelovens § 891, stk. 6, at skyldkendelsen i nævningesa-

ger skal udleveres til tiltalte, anklager og forsvarer inden eventuel forhand-

ling om fastsættelse af sanktionen.

Det følger af forarbejderne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 2005-06,

tillæg A, s. 5423, at kendelsen skal udleveres til tiltalte, anklager og forsva-

rer til brug for proceduren om sanktionsfastsættelsen, hvis tiltalte er fundet

skyldig. Såfremt forurettede eller denne bistandsadvokat ønsker at få udle-

veret en udskrift af skyldkendelsen, skal de anmode om aktindsigt efter reg-

lerne i retsplejelovens kapitel 3 a.

Efter retsplejelovens § 219 a, stk. 5, meddeler retten tiltalte en udskrift af

dommen. Det følger af forarbejderne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende

2003-04, tillæg A, s. 648, at retten dermed i alle tilfælde skal meddele tiltalte

en udskrift af dommen.

Det følger af retsplejelovens § 219 a, stk. 7, 1. pkt., at retten underretter den

forurettede og andre, der har fremsat et borgerligt krav i en offentlig straf-

fesag, om rettens afgørelse om kravet.

Det følger af forarbejderne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 2006-07,

tillæg A, side 4317, at det forudsættes, at retten foretager underretningen

ved fremsendelse af en ekstrakt af dommens bestemmelser om erstatning til

den forurettede, medmindre den forurettede har anmodet om at få tilsendt

en udskrift af dommen. Hvis forurettede har fået beskikket en bistandsad-

vokat, sker underretning til denne, jf. retsplejelovens § 741 c, stk. 4.

Endelig følger det af retsplejelovens § 219 a, stk. 7, 2. pkt., at retten i øvrigt

meddeler den forurettede en udskrift af dommen, hvis den forurettede har

anmodet om det.

Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 2006-

07, tillæg A, side 4318, at det forudsættes, at anklagemyndigheden ved un-

derretningen om tiltalen mv. oplyser forurettede om adgangen til at få un-

derretning om dommen, og at forurettede på en nem måde, f.eks. telefonisk,

ved anvendelse af en blanket eller evt. via internettet, enten gennem politiet

eller anklagemyndigheden eller direkte over for retten kan bestille domsud-

skriften. Hvis anmodningen om en domsudskrift indgives til politiet eller

anklagemyndigheden, sendes anmodningen videre til retten. Retten vil her-

efter skulle behandle anmodningen som en anmodning om aktindsigt efter

reglerne i retsplejelovens kapitel 3 a, således at der sendes en udskrift af hele

dommen, medmindre andet følger af reglerne om aktindsigt.

2.8.2. Justitsministeriets overvejelser

Skyldkendelser og domme i sager om seksuelle overgreb vil ofte indeholde

oplysninger om den forurettedes intime og private forhold. Samtidig er det

almindeligt, at forurettede i sager om seksuelle overgreb er præget af skyld-

og skamfølelse, ligesom forurettede i udstrakt grad kan have behov for hjælp

til at komme sig over hændelsen. Det kan derfor være en yderligere belast-

ning for forurettede at blive bekendt med det nærmere indhold af rettens

afgørelse gennem medierne.

Der har således været tilfælde, hvor forurettede er blevet bekendt med det

nærmere indhold af rettens afgørelse gennem medierne, i forbindelse med

at retten har offentliggjort skyldkendelsen eller dommen på retternes hjem-

meside.

Justitsministeriet finder på den baggrund, at der bør indføres en bestem-

melse i retsplejeloven, hvorefter forurettede i sager om seksuelle overgreb

skal underrettes, såfremt domstolene påtænker at offentliggøre indholdet af

en skyldkendelse eller en dom. Underretningen bør ske forud for offentlig-

gørelsen, så det i videst muligt omfang sikres, at forurettede har mulighed

for at gøre sig bekendt med oplysningernes nærmere indhold forud for en

eventuel medieomtale.

Justitsministeriet finder det i tilknytning hertil hensigtsmæssigt at lovfæste

retternes eksisterende praksis med underretning af tiltalte forud for offent-

liggørelse af skyldkendelsen eller dommens indhold i denne type sager.

Underretning bør ske ved fremsendelse af de dokumenter, som domstolene

påtænker at offentliggøre, således at domstolene ikke vil skulle tage særskilt

stilling til retsplejelovens regler om aktindsigt ved underretningen af tiltalte

og forurettede.

2.8.3. Den foreslåede ordning

Justitsministeriet foreslår, at der indsættes et nyt stk. 8 i retsplejelovens §

219 a, hvorefter retten i sager om overtrædelse af straffelovens § 210, §§

216-223, § 225, jf. §§ 216-223, eller § 232, vil skulle underrette tiltalte og

den forurettede om offentliggørelse af oplysninger om en skyldkendelse el-

ler doms nærmere indhold på rettens hjemmeside. Underretningen vil skulle

ske forud for offentliggørelsen.

Forslaget indebærer, at domstolene i sager om seksuelle overgreb af egen

drift vil skulle underrette tiltalte og forurettede, hvis domstolene påtænker

at offentliggøre hele eller dele af en skyldkendelse eller dom på rettens

hjemmeside, eller hvis retten i øvrigt påtænker at offentliggøre oplysninger

fra sagen på rettens hjemmeside.

Underretningen vil skulle ske ved, at retten fremsender en udskrift af de op-

lysninger, som vil blive offentliggjort på rettens hjemmeside. Domstolene

vil således være forpligtet til at fremsende en kopi af pressemeddelelser eller

lignende, som indeholder en gengivelse af hele eller dele af skyldkendelsen

eller dommen.

Hvis den forurettede har fået beskikket en bistandsadvokat, vil underretnin-

gen skulle gives til denne.

3. Forholdet til Danmarks internationale forpligtelser

3.1. Udrejseforbud og inddragelse af pas

Efter artikel 8, stk. 1, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

(EMRK) har enhver ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og

sin korrespondance.

Efter artikel 2, stk. 1, i 4. tillægsprotokol til EMRK skal enhver, der lovligt

befinder sig på en stats område, have ret til inden for dette område at færdes

frit og til frit at vælge sit opholdssted.

Disse rettigheder er imidlertid ikke absolutte. Der kan gøres indgreb i de

nævnte rettigheder, hvis indgrebet er foreskrevet ved lov og er nødvendigt i

et demokratisk samfund (opfylder kravet om proportionalitet) til varetagelse

af nærmere bestemte anerkendelsesværdige formål, herunder den nationale

sikkerhed, den offentlige tryghed, for at opretholde den offentlige orden, for

at forebygge forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller

for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. EMRK artikel 8, stk. 2, og

artikel 2, stk. 3, i 4. tillægsprotokol til EMRK.

Det foreslåede udrejseforbud vil kunne udgøre et indgreb i retten til privatliv

og familieliv efter EMRK artikel 8 og i retten til bevægelses- og opholdsfri-

hed efter artikel 2 i 4. tillægsprotokol til EMRK.

De nævnte indgreb vil være foreskrevet ved lov og forfølge vægtige hensyn

til bl.a. at forebygge forbrydelser, herunder hensynet til at forebygge, at per-

soner, der bor i Danmark, begår seksuelle overgreb mod børn andre steder i

verden. Det er endvidere Justitsministeriets opfattelse, at den foreslåede ord-

ning ikke går videre end nødvendigt for at varetage disse hensyn.

Det bemærkes i den forbindelse, at et udrejseforbud efter den foreslåede §

236, stk. 1, nr. 5, idømmes af domstolene og kan gives, når det efter en kon-

kret vurdering af karakteren af det begåede forhold og oplysningerne om

den dømtes person, herunder om tidligere kriminalitet, må antages, at der er

fare for, at den dømte vil begå ny lovovertrædelse af lignende karakter i

udlandet, og at et forbud vil være egnet og nødvendigt til at forebygge denne

fare.

Det bemærkes i øvrigt, at den foreslåede ordning giver mulighed for, at po-

litiet under særlige omstændigheder kan udstede et provisorisk pas og give

tilladelse til at foretage en specifik rejse, f.eks. hvor afgørende familiemæs-

sige hensyn taler for, at den pågældende bør have adgang til at foretage en

specifik rejse ud af landet. Hertil kommer, at spørgsmålet om udrejsefor-

buddets opretholdelse vil kunne begæres prøvet ved domstolene efter 1 års

forløb fra endelig dom, idet justitsministeren, når særlige omstændigheder

taler for det, kan tillade, at indbringelse for retten sker tidligere.

Det er på den baggrund Justitsministeriets opfattelse, at den foreslåede ord-

ning kan gennemføres inden for rammerne af EMRK artikel 8 og artikel 2 i

4. tillægsprotokol til EMRK.

4. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det

offentlige

Ændring af straffelovens § 216, stk. 2, indebærer merudgifter for kriminal-

forsorgen som følge af en øget strafmasse. Initiativet vurderes at medføre

merudgifter for kriminalforsorgen på 3,7 mio. kr. i 2022 stigende til 4,4 mio.

kr. årligt fra 2023 og frem.

Det vurderes endvidere, at en strafskærpelse for andre seksuelle overgreb

end samleje mod børn vil medføre merudgifter for kriminalforsorgen som

følge af en øget strafmasse. Merudgifterne vurderes til 3,9 mio. kr. i 2022

stigende til 4,7 mio. kr. årligt i 2023 og frem.

Et forbud mod sexdukker, der fremstår som børn, forventes ligeledes at

medføre merudgifter for kriminalforsorgen som følge af en øget strafmasse.

Der forventes merudgifter på 1,6 mio. kr. i 2022 stigende til 2,0 mio. kr.

årligt fra 2023 og frem.

De samlede udgifter for kriminalforsorgen forventes afholdt inden for kri-

minalforsorgens økonomiske ramme.

Ændringen af retsplejelovens § 741 a og 741 c forventes med en vis usik-

kerhed at medføre økonomiske konsekvenser på ca. 12,5 mio. kr. årligt ved

fuld effekt. Udgifterne relaterer sig til aflønning af bistandsadvokater i for-

bindelse med samtale inden anmeldelse og efter dom. Der er afsat finansie-

ring på finansloven 2021, hvorfor udgifterne hertil afholdes inden for

Justitsministeriets eksisterende økonomiske ramme.

Det vurderes, at den foreslåede ændring af straffelovens § 236, stk. 1, ikke

vil medføre meromkostninger af betydning, hvorfor disse som udgangs-

punkt afholdes inden for Justitsministeriets eksisterende økonomiske

ramme.

Det vurderes, at den foreslåede ændring af pasloven ikke vil medføre mer-

omkostninger af betydning, hvorfor disse som udgangspunkt afholdes inden

for justitsministeriets eksisterende økonomiske ramme.

Lovforslaget vurderes ikke at have implementeringsmæssige konsekvenser

for det offentlige af betydning.

5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

Lovforslaget vil indebære, at forurettede i sager om seksuelle overgreb vil

få mulighed for at få vejledning fra en advokat forud for en eventuel anmel-

delse til politiet samt en opfølgende samtale med den beskikkede advokat

efter eventuel domsafsigelse. Da der allerede i dag er hjemmel til, at foru-

rettede kan få beskikket en advokat, når forholdet er anmeldt til politiet, for-

ventes denne del af lovforslaget navnlig at indebære, at advokaterne i for-

hold til i dag vil blive inddraget tidligere i visse sager. Det forventes således

ikke, at denne del af lovforslaget vil medføre en forøgelse af antallet af ad-

vokatbeskikkelser.

Lovforslaget vil imidlertid også indebære, at der indføres konkrete doku-

mentationskrav i forbindelse med honoreringen for den samtale, der er af-

holdt forud for eventuel anmeldelse til politiet. Dokumentationskravet vil

efter Justitsministeriets vurdering indebære, at lovforslaget vil have admini-

strative konsekvenser for de advokater, som stiller sig til rådighed for ord-

ningen.

6. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget har ikke administrative konsekvenser for borgerne.

7. Klima- og miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ikke klima- og miljømæssige konsekvenser.

8. Forholdet til EU-retten

8.1. Udrejseforbud og inddragelse af pas

Det følger af artikel 21, stk. 1, i Traktaten om Den Europæiske Unions Funk-

tionsmåde (TEUF), at enhver unionsborger har ret til at færdes og opholde

sig frit på medlemsstaternes område med de begrænsninger og på de betin-

gelser, der er fastsat i traktaterne og i gennemførelsesbestemmelserne hertil.

Bestemmelsen er for så vidt angår retten til udrejse fra en medlemsstat nær-

mere udmøntet i artikel 4 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2004/38/EF om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at fær-

des og opholde sig frit på medlemsstaternes område mv. (opholdsdirekti-

vet), hvoraf det følger, at uden at dette berører de bestemmelser for rejsedo-

kumenter, der gælder ved national grænsekontrol, har alle unionsborgere,

der er i besiddelse af et gyldigt identitetskort eller pas, ret til at forlade en

medlemsstats område for at rejse til en anden medlemsstat.

Unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til indrejse i en medlems-

stat er nærmere udmøntet i opholdsdirektivets artikel 5, mens retten til op-

hold i en anden medlemsstat er reguleret i direktivets kapitel III og IV. Det

følger heraf, at unionsborgere og deres familiemedlemmer har ret til at ind-

rejse og tage ophold i andre medlemsstater i indtil tre måneder. Under nær-

mere betingelser har unionsborgere og deres familiemedlemmer ret til at op-

holde sig i andre medlemsstater i mere end tre måneder.

Medlemsstaterne kan begrænse den frie bevægelighed og ophold for en uni-

onsborger eller et familiemedlem uanset nationalitet af hensyn til den of-

fentlige orden, sikkerhed eller sundhed, jf. opholdsdirektivets artikel 27, stk.

1. Efter opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2, skal foranstaltninger truffet af

hensyn til den offentlige orden eller sikkerhed være i overensstemmelse med

proportionalitetsprincippet og kan udelukkende begrundes i vedkommendes

personlige adfærd. En afgørelse om et udrejseforbud samt at nægte at ud-

stede pas eller at inddrage et allerede udstedt pas udgør et indgreb i retten til

fri bevægelighed for danske statsborgere, som ønsker at udrejse til en anden

medlemsstat, og kan derfor ske i overensstemmelse med bl.a. betingelserne

i opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2.

Hertil kommer, at ordningen er begrundet i hensynet til barnets tarv, jf. ar-

tikel 24 i EU’s Charter om grundlæggende rettigheder. Ifølge forklaringerne

hertil bygger denne bestemmelse på FN’s konvention om barnets rettigheder

af 20. november 1989 (FN’s børnekonvention). FN’s børnekonvention in-

deholder en regulering af børns rettigheder på alle samfundsområder. Det

grundlæggende hensyn til barnets tarv fastslås i artikel 3, stk. 1, i FN’s bør-

nekonvention, hvorefter barnets tarv i alle foranstaltninger vedrørende børn,

hvad enten disse udøves af offentlige eller private institutioner for social

velfærd, domstole, forvaltningsmyndigheder eller lovgivende organer, skal

komme i første række.

De i pkt. 2.4.2 anførte hensyn bag den foreslåede ordning er efter Justitsmi-

nisteriets opfattelse derfor begrundet. Det er endvidere Justitsministeriets

opfattelse, at den foreslåede ordning ikke går videre end nødvendigt for at

varetage disse hensyn.

Det bemærkes i den forbindelse, at vurderingen af, om der er risiko for, at

en person vil rejse til udlandet for at begå ny lignende kriminalitet, vil bero

på et konkret skøn i hvert enkelt tilfælde. Det bemærkes i øvrigt, at ordnin-

gen indeholder undtagelsesmuligheder.

For så vidt angår udrejseforbud og pasinddragelse mv. giver den foreslåede

ordning således mulighed for, at politiet under særlige omstændigheder kan

udstede et provisorisk pas og give tilladelse til at foretage en specifik rejse,

ligesom domstolene har mulighed for i det konkrete tilfælde at undlade at

træffe afgørelse om udrejseforbud, hvis hensynet til Danmarks internatio-

nale forpligtelser taler derfor.

Hertil kommer, at domstolenes afgørelse vil kunne appelleres til højere in-

stans, og at spørgsmålet om udrejseforbuddets opretholdelse vil kunne for-

langes prøvet ved domstolene efter 1 års forløb fra løsladelse eller udskriv-

ning.

Det er Justitsministeriets opfattelse, at de foreslåede ordninger herved lever

op til opholdsdirektivets krav i artikel 30 til meddelelsen af afgørelser, som

begrænser den frie bevægelighed, og til de proceduremæssige garantier i

direktivets artikel 31.

På den baggrund er det samlet set Justitsministeriets vurdering, at den fore-

slåede ordning er i overensstemmelse med EU-retten.

9. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

Et udkast til lovforslag har i perioden fra den … til den … været sendt i

høring hos følgende myndigheder og organisationer m.v.:

Østre Landsret, Vestre Landsret, samtlige byretter, Domstolsstyrelsen,

Rigsadvokaten, Rigspolitiet, Den Danske Dommerforening, Dommerfuld-

mægtigforeningen, Foreningen af Offentlige Anklagere, Politiforbundet,

Advokatrådet, Amnesty International, BUPL, Børne- og Kulturchefforenin-

gen, Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab, Børnerådet, Børnesagens Fæl-

lesråd, Børns Vilkår, Center for Voldtægtsofre, Rigshospitalet, Center for

Voldtægtsofre, Århus, Center mod Menneskehandel, Danmarks Lærerfor-

ening, Danner, Dansk Kvindesamfund, Dansk Psykolog Forening, Dansk

Socialrådgiverforening, Dansk Stalking Center, Danske Advokater, Danske

Regioner, Det Kriminalpræventive Råd, Digitalt Ansvar, Exitcirklen, For-

eningen af Kommunale Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedschefer i Dan-

mark, Foreningen Far, Gadejuristen, Hjælp Voldsofre, Institut for Menne-

skerettigheder, Joan-Søstrene, Justitia, KFUKs sociale arbejde, KL, Kom-

petencecenter Prostitution, Kvinderådet, Landsforeningen af Forsvarsadvo-

kater, Landsforeningen KRIM, Landsforeningen af Socialpædagoger,

Landsforeningen for Voldsramte Kvinder, Landsorganisationen af Kvinde-

krisecentre (LOKK), Landsorganisationen mod seksuelle overgreb, Lev

Uden Vold, LOS – De private sociale tilbud, Mødrehjælpen, Offerrådgiv-

ningerne i Danmark, Pro Vest, Red Barnet, Reden International, Reden Kø-

benhavn, Reden Odense, Reden Aarhus, Retspolitisk Forening, Røde Kors

i Danmark, RådgivningsDanmark, Seksualpolitisk Forum, Sexarbejdernes

Interesseorganisation, Socialpædagogernes Landsforbund, SSP-Samrådet,

Tænketanken VM Viden om Mænd, foreningen Voldtægtsofres Vilkår.

10. Sammenfattende skema

Positive konsekvenser/mindre- Negative konsekvenser/merudgifter

udgifter (hvis ja, angiv om- (hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, an-

fang/Hvis nej, anfør »Ingen«)

før »Ingen«)

Økonomiske konsekven- Ingen

ser for stat, kommuner og

regioner

Ændring af straffelovens § 216, stk.

2, indebærer merudgifter for krimi-

nalforsorgen som følge af en øget

strafmasse. Initiativet vurderes at

medføre merudgifter for kriminalfor-

sorgen på 3,7 mio. kr. i 2022 stigende

til 4,4 mio. kr. årligt fra 2023 og

frem.

Det vurderes endvidere, at en straf-

skærpelse for andre seksuelle over-

greb end samleje mod børn vil med-

føre merudgifter for kriminalforsor-

gen som følge af en øget strafmasse.

Merudgifterne vurderes til 3,9 mio.

kr. i 2022 stigende til 4,7 mio. kr. år-

ligt i 2023 og frem.

Et forbud mod sexdukker, der frem-

står som børn, forventes ligeledes at

medføre merudgifter for kriminalfor-

sorgen som følge af en øget straf-

masse. Der forventes merudgifter på

Positive konsekvenser/mindre- Negative konsekvenser/merudgifter

udgifter (hvis ja, angiv om- (hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, an-

før »Ingen«)

fang/Hvis nej, anfør »Ingen«)

1,6 mio. kr. i 2022 stigende til 2,0

mio. kr. årligt fra 2023 og frem.

De samlede udgifter for kriminalfor-

sorgen forventes afholdt inden for

kriminalforsorgens

økonomiske

ramme.

Ændringen af retsplejelovens § 741 a

og 741 c forventes med en vis usik-

kerhed at medføre økonomiske kon-

sekvenser på ca. 12,5 mio. kr. årligt

ved fuld effekt. Udgifterne relaterer

sig til aflønning af bistandsadvokater

i forbindelse med samtale inden an-

meldelse og efter dom. Der er afsat

finansiering på finansloven 2021,

hvorfor udgifterne hertil afholdes in-

den for Justitsministeriets eksiste-

rende økonomiske ramme.

Det vurderes, at den foreslåede æn-

dring af straffelovens § 236, stk. 1,

ikke vil medføre meromkostninger af

betydning, hvorfor disse som ud-

gangspunkt afholdes inden for

Justitsministeriets eksisterende øko-

nomiske ramme.

Det vurderes, at den foreslåede æn-

dring af pasloven ikke vil medføre

meromkostninger af betydning,

hvorfor disse som udgangspunkt af-

holdes inden for justitsministeriets

eksisterende økonomiske ramme.

Positive konsekvenser/mindre- Negative konsekvenser/merudgifter

udgifter (hvis ja, angiv om- (hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, an-

før »Ingen«)

fang/Hvis nej, anfør »Ingen«)

Lovforslaget vurderes ikke at have

implementeringsmæssige

konse-

kvenser for det offentlige af betyd-

ning.

Implementeringskonse- Ingen

kvenser for stat, kommu-

ner og regioner

Økonomiske konsekven- Ingen

ser for erhvervslivet

Administrative

konse- Ingen

kvenser for erhvervslivet

Ingen

Lovforslaget indebærer, at der indfø-

res konkrete dokumentationskrav i

forbindelse med honoreringen for

den samtale, der afholdt forud for an-

meldelse til politiet. Dokumentati-

onskravet indebærer efter Justitsmi-

nisteriets vurdering, at lovforslaget

vil have administrative konsekvenser

for de advokater, som stiller sig til rå-

dighed for ordningen.

Ingen

Administrative

konse- Ingen

kvenser for borgerne

Klima – og miljømæssige Ingen

konsekvenser

Forholdet til EU-retten

Ingen

Positive konsekvenser/mindre- Negative konsekvenser/merudgifter

udgifter (hvis ja, angiv om- (hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, an-

før »Ingen«)

fang/Hvis nej, anfør »Ingen«)

Er i strid med de princip-

per for implementering af

erhvervsrettet EU-regule-

ring/ Går videre end mini-

mumskrav i EU-regule-

ring (sæt X)

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Det fremgår af straffelovens

§ 216, stk. 2,

at den, der har samleje med et

barn under 12 år, straffes for voldtægt med fængsel indtil 12 år.

Med forslaget indsættes et nyt

2. pkt.

i straffelovens

§ 216, stk. 2,

hvoraf det

fremgår, at det straffes på samme måde, hvis en person, som er fyldt 22 år,

har samleje med et barn under 15 år.

Den foreslåede bestemmelse i § 216, stk. 2, 2. pkt., vil således medføre, at

samleje med et barn under 15 år straffes som voldtægt, hvis gerningsperso-

nen er fyldt 22 år.

Forslaget indebærer, at samleje med et barn under 15 år fremover vil skulle

henføres til straffelovens § 216, stk. 2, 2. pkt., i stedet for straffelovens §

222, såfremt gerningspersonen er fyldt 22 år. Tilfælde, hvor en gerningsper-

son, der ikke er fyldt 22 år, har samleje med et barn under 15 år, vil fortsat

være omfattet af § 222.

Det er en forudsætning for straf for overtrædelse af den foreslåede bestem-

melse, at der er det fornødne forsæt, jf. den almindelige regel herom i straf-

felovens § 19. Det er således en betingelse for bestemmelsens anvendelse,

at gerningspersonen havde forsæt med hensyn til, at barnet var under 15 år.

I tilfælde, hvor gerningspersonen har handlet uagtsomt med hensyn til bar-

nets alder, vil der fortsat kunne straffes for samleje med et barn under 15 år

efter straffelovens § 222, jf. § 228.

Der vil kunne straffes i sammenstød for overtrædelse af § 216, stk. 1, og den

foreslåede bestemmelse i straffelovens § 216, stk. 2, 2. pkt.

Den foreslåede bestemmelse lægger op til en strafferamme identisk med den

gældende efter § 216, stk. 2.

Ved straffens fastsættelse vil der bl.a. kunne lægges vægt på barnets alder,

aldersforskellen mellem barnet og gerningspersonen samt forholdet mellem

Side 55/94

disse personer, herunder om gerningspersonen har en særlig autoritet i for-

hold til barnet, f.eks. at den pågældende er barnets lærer.

Med forslaget forudsættes det, at strafniveauet for den foreslåede bestem-

melse i § 216, stk. 2, 2. pkt., forhøjes med omkring en tredjedel i forhold til

gældende strafniveau for tilfælde, der i dag er omfattet af straffelovens §

222, stk. 1, og som fremover vil være omfattet af den foreslåede bestem-

melse. Det betyder f.eks., at en person, der efter gældende praksis efter §

222, stk. 1, ville blive idømt en fængselsstraf på 6 måneder, med lovforsla-

get fremover som udgangspunkt vil skulle idømmes en fængselsstraf på 8

måneder.

Der tilsigtes med den foreslåede ordning ikke nogen ændringer i strafni-

veauet i forhold til tilfælde, der i dag er omfattet af § 222, stk. 2 eller 3, hvor

der således som udgangspunkt vil skulle udmåles en straf på 3 år og 6 må-

neders fængsel for et enkeltstående fuldbyrdet samleje.

Med den foreslåede bestemmelse lægges der desuden op til, at strafniveauet

i sager omfattet af § 225, jf. § 216, stk. 2, om andet seksuelt overgreb end

samleje begået mod et barn under 12 år forhøjes med halvdelen i forhold til

det gældende niveau. Det betyder, at tilfælde, hvor strafniveauet i dag ud-

måles til 6 måneders fængsel, med den nye bestemmelse i stedet bør med-

føre et straf på 9 måneders fængsel.

Fastsættelse af straffen vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i

det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne

strafniveau vil kunne fraviges i op- og nedadgående retning, hvis der i den

konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf.

herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel

10.

Der henvises til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Det følger af straffelovens § 222, stk. 1, at den, som har samleje med et barn

under 15 år, straffes med fængsel indtil 8 år, medmindre forholdet er omfat-

tet af § 216, stk. 2. Ved fastsættelse af straffen efter stk. 1 skal det indgå som

en skærpende omstændighed, at gerningsmanden har skaffet sig samlejet

ved udnyttelse af sin fysiske eller psykiske overlegenhed, jf. stk. 3.

Side 56/94

Af straffelovens § 222, stk. 2, fremgår det, at hvis gerningsmanden har skaf-

fet sig samlejet ved udnyttelse af sin fysiske eller psykiske overlegenhed

ved brug af tvang eller fremsættelse af trusler, kan straffen stige til fængsel

indtil 12 år.

I medfør af straffelovens § 225 finder bestemmelsen i § 222 tilsvarende an-

vendelse på andet seksuelt forhold end samleje.

Det foreslås, at ”som” ændres til ”der” i straffelovens § 222, stk. 1.

Der er tale om en sproglig ændring, der har til formål at give mulighed for

at angive nærmere retningslinjer for strafniveauet ved overtrædelse af straf-

felovens § 225, jf. § 222, stk. 1.

Det forudsættes med bestemmelsen, at strafniveauet for andet seksuelt over-

greb end samleje begået mod et barn under 15 år efter straffelovens § 225,

jf. 222, stk. 1, forhøjes med halvdelen sammenlignet med det gældende

strafniveau.

Det betyder f.eks., at tilfælde, hvor straffen i dag udmåles til 4 måneders

fængsel, fremover bør medføre en straf på 6 måneders fængsel.

Fastsættelse af straffen vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i

det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne

strafniveau vil derfor kunne fraviges i op- eller nedadgående retning, hvis

der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændig-

heder, jf. hermed de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelo-

vens kapitel 10.

Der henvises til pkt. 2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3

Det følger af straffelovens § 222, stk. 1, at den, som har samleje med et barn

under 15 år, straffes med fængsel indtil 8 år, medmindre forholdet er omfat-

tet af § 216, stk. 2. Ved fastsættelse af straffen efter stk. 1 skal det indgå som

en skærpende omstændighed, at gerningsmanden har skaffet sig samlejet

ved udnyttelse af sin fysiske eller psykiske overlegenhed, jf. stk. 3.

Af straffelovens § 222, stk. 2, fremgår det, at hvis gerningsmanden har skaf-

fet sig samlejet ved udnyttelse af sin fysiske eller psykiske overlegenhed

Side 57/94

ved brug af tvang eller fremsættelse af trusler, kan straffen stige til fængsel

indtil 12 år.

I medfør af straffelovens § 225 finder bestemmelsen i § 222 tilsvarende an-

vendelse på andet seksuelt forhold end samleje.

Det foreslås, at ”ved brug af tvang” ændres til ”ved brug af enten tvang” i

straffelovens § 222, stk. 2.

Der er tale om en sproglig ændring, der har til formål at give mulighed for

at angive nærmere retningslinjer for strafniveauet ved overtrædelse af straf-

felovens § 225, jf. § 222, stk. 2.

Det forudsættes med bestemmelsen, at strafniveauet for andet seksuelt over-

greb end samleje begået mod et barn under 15 år efter straffelovens § 225,

jf. 222, stk. 2, forhøjes med omkring halvdelen sammenlignet med det gæl-

dende strafniveau.

Det betyder f.eks., at tilfælde, hvor straffen i dag udmåles til 6 måneders

fængsel, fremover bør medføre en straf på 9 måneders fængsel.

Fastsættelse af straffen vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i

det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne

strafniveau vil derfor kunne fraviges i op- eller nedadgående retning, hvis

der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændig-

heder, jf. hermed de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelo-

vens kapitel 10.

Der henvises til pkt. 2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 4