Fra:
Sikker Mail [mailto:[email protected]]
Sendt:
2. september 2021 18:40
Til:
Preben Bang Henriksen <[email protected]>
Emne:
Udvidet anvendelse af tinglysningslovens § 20 til aflysning af ikke digitaliserede pantebreve -
Civilretten spares 1800 retsmøder, og sagsbehandling i forbindelse hermed..
Preben Bang Henriksen
Jeg skriver til dig, da du er den eneste advokat, jeg har mødt, som sidder i Folketinget og kender
retsområdet.
Tinglysningsrettens og Landsrettens manglende lyst til at bruge Tinglysningslovens § 20 på ikke
digitaliserede pantebreve, virker for mig, som en omkostningsfordyrende praksis, som i betydeligt omfang
må belaste Civilretten med mange unyttige årsværk, som kan bruges bedre på sagspuklerne. I vedlagte er
et
–
forsigtigt - estimat over den besparelse, anslået til mellem 1200 og 1800 årlige retsmøder og
sagsbehandling i forbindelse hermed, herunder
–
hvad jeg ofte opfatter som langsommelig
–
digital
påtegning af auktionsskødet, om at mortifikationssagen ikke er anket.
Hvis jeg var en bedre juridisk teoretiker, drev jeg næppe praksis i Skanderborg.
Med mine kundskaber har jeg imidlertid ikke fantasi til at forestille mig, hvilke teoretiske grunde, der kan
være baggrunden for, at TL § 20 ikke kan anvendes i større omfang.
Kort fortalt.
Min klient købte en ejendom på tvangsauktion, hvor der var et gammelt ikke digitaliseret pantebrev.
Rekvirenten af tvangsauktionen var ejendommens ejers insolvente dødsbo.
Den bank der var meddelelseshaver, hvilket som bekendt betyder, at de ville have besked ved
tvangsauktion, da de på det tidspunkt havde ejerpantebrevet i håndpant, oplyste, at de i mange år intet
tilgodehavende havde.
Da boet var insolvent, og det var salg på tvangsauktion, var eventuelle rettighedshavere indkaldt fire gange
gennem statstidende.
1) dødsboproklama ( personen)
2) meddelelse om dødsboets overgang til insolvensbehandling (personen)
3) Indkaldelse til første auktion (ejendommen)
4) Indkaldelse til ny auktion (ejendommen)
Man skulle mene, at en evt. håndpanthaver har haft alle muligheder for at gøre et krav gældende.
Domstolene kræver imidlertid, at der anlægges en mortifikationssag ved Civilretten, som havde mening, da
der var papirpantebreve
Denne mening er nu væk ikke digitaliserede pantebreve set i lyset af, at der er en tidsfrist for digitalisering
af pantebreve, som er overskrevet med mere end 10 år.
I det konkrete tilfælde har tinglysningsretten og Landsretten været uenig med mig.
Procesbevillingsnævnet mener ikke, at det er principielt, forhåbentlig ikke fordi jeg ikke har bragt det videre
end at blive advokat i Provinsen og uden møderet for Højesteret
�½��