REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 440: Lovudkast til forslag til lov om ændring af lov om fuldbyrdelse af straf m.v. (Indskrænkning af livstids- og forvaringsdømtes rettigheder), fra justitsministeren

Retsudvalget 2020-21
REU Alm.del Bilag 440
Offentligt

Dato:

Kontor:

15. september 2021

Straffuldbyrdelseskonto-

ret

Sagsbeh: Mikkel Reenberg

Sagsnr.: 2021-731-0074

Dok.:

2129482

Slotshmgade1026Købnv.TF

w.justimnerdk

[email protected]

+4572680391

UDKAST

Forslag

til

lov om ændring af lov om fuldbyrdelse af straf m.v.

(Indskrænkning af livstids- og forvaringsdømtes rettigheder)

§1

I lov om fuldbyrdelse af straf m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9.

december 2019, som ændret ved § 1 i lov nr. 1942 af 15. december 2020 og

§ 28 i lov nr. 982 af 26. maj 2021 foretages følgende ændringer:

Efter § 22 indsættes:

»§ 22 a.

Fuldbyrdelse af en straf af fængsel på livstid eller forvaring for

overtrædelse af en bestemmelse, som hjemler straf på livstid, skal uanset §

22, stk. 2, 2. pkt., ske i lukket fængsel.

Efter § 24 indsættes:

»§ 24 a.

En indsat, der udstår en straf af fængsel på livstid eller forvaring

for overtrædelse af en bestemmelse, som hjemler straf på livstid, kan uanset

§ 24, stk. 1, nr. 2, ikke overføres fra lukket til åbent fængsel, før der er ud-

stået 10 år af straffetiden.

Stk. 2.

Når den dømte har udstået 10 år af den idømte straf af fængsel på

livstid eller har været anbragt i forvaring i 10 år, finder § 24, stk. 1, nr. 2,

tilsvarende anvendelse.

Stk. 3.

Af hensyn til den indsattes helbred kan kriminalforsorgen undtagel-

sesvist bestemme, at stk. 1 ikke finder anvendelse.«

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

T +45 7226 8400

F +45 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 440: Lovudkast til forslag til lov om ændring af lov om fuldbyrdelse af straf m.v. (Indskrænkning af livstids- og forvaringsdømtes rettigheder), fra justitsministeren

Efter § 49 indsættes:

»§ 49 a.

En indsat, der er idømt fængselsstraf på livstid eller forvaring for

overtrædelse af en bestemmelse, som hjemler straf på livstid, kan ikke opnå

tilladelse til udgang, før der er udstået 10 år af straffetiden, medmindre det

sker til særlige formål.«

Efter § 51 indsættes:

»§ 51 a.

En indsat, der udstår fængselsstraf på livstid eller er idømt forva-

ring for overtrædelse af en bestemmelse, som hjemler straf på livstid, skal

uanset § 51, stk. 1, have tilladelse, før den indsatte kan modtage besøg.

Stk. 2.

Kriminalforsorgen meddeler tilladelse til besøg, hvis der er tale om

besøg fra nærtstående eller personer, som den indsatte havde kontakt til før

varetægtsfængslingen. Der kan gives tilladelse til besøg af andre end de i 1.

pkt. nævnte personer, hvis særlige omstændigheder taler herfor.

Stk. 3.

Stk. 1 finder anvendelse, indtil der er udstået 10 år af straffetiden.

Stk. 4.

Stk. 1 finder ikke anvendelse på besøg fra de i § 51, stk. 2 og 3,

nævnte personer og berører ikke den indsattes ret efter § 54.

Stk. 5.

Besøg, som sker i overensstemmelse med stk. 1, kan i øvrigt under-

kastes de vilkår og begrænsninger, som fremgår af § 51, stk. 4, § 52, § 53

og § 54.

Stk. 6.

Det påhviler den indsatte at påvise, at der er tale om en nærtstående,

eller at der er etableret kontakt før varetægtsfængslingen.«

§ 55, stk. 3,

indsættes efter »af hensyn til at forebygge kriminalitet«: »,

af hensyn til overholdelse af § 55 a«.

Efter § 55 indsættes:

»§ 55 a.

En indsat, der udstår fængselsstraf på livstid eller er idømt forva-

ring for overtrædelse af en bestemmelse, som hjemler straf på livstid, skal

uanset § 55, stk. 1, have tilladelse, før den indsatte kan brevveksle.

Stk. 2.

Kriminalforsorgen meddeler tilladelse til brevveksling, hvis der er

tale om brevveksling med nærtstående eller personer, som den indsatte

havde kontakt til før varetægtsfængslingen. Der kan gives tilladelse til brev-

veksling med andre end de i 1. pkt. nævnte personer, hvis særlige omstæn-

digheder taler herfor.

Stk. 3.

Stk. 1 finder anvendelse, indtil der er udstået 10 år af straffetiden.

Stk. 4.

Stk. 1 finder ikke anvendelse på brevveksling, som sker efter § 56.

Stk. 5.

Brevveksling, som sker i overensstemmelse med stk. 1, kan i øvrigt

underkastes de vilkår og begrænsninger, som følger af § 55.

Stk. 6.

Det påhviler den indsatte at påvise, at der er tale om en nærtstående,

eller at der er etableret kontakt før varetægtsfængslingen.«

Efter § 57 indsættes:

»§ 57 a.

En indsat, der udstår fængselsstraf på livstid eller er idømt forva-

ring for overtrædelse af en bestemmelse, som hjemler straf på livstid, skal

uanset § 57, stk. 1, have tilladelse, før den indsatte kan føre telefonsamtaler.

Stk. 2.

Kriminalforsorgen meddeler tilladelse til at føre telefonsamtaler,

hvis der er tale om en telefonsamtale med nærtstående eller personer, som

den indsatte havde kontakt til før varetægtsfængslingen. Der kan gives tilla-

delse til at føre telefonsamtaler med andre end de i 1. pkt. nævnte personer,

hvis særlige omstændigheder taler herfor.

Stk. 3.

Stk. 1 finder anvendelse, indtil der er udstået 10 år af straffetiden.

Stk. 4.

Telefonsamtaler, som føres i overensstemmelse med stk. 1, kan i

øvrigt underkastes de vilkår og begrænsninger, som følger af § 57.

Stk. 5.

Det påhviler den indsatte at påvise, at der er tale om en nærtstående,

eller at der er etableret kontakt før varetægtsfængslingen.«

§ 59

indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

»Stk. 3.

Hvis der ikke findes grundlag for at begrænse retten efter stk. 2,

finder bestemmelserne i § 51 a, § 55 a og § 57 a ikke anvendelse i forbin-

delse med, at den indsatte i institutionen udtaler sig og lader sig fotografere

til medierne.«

Stk. 3 bliver herefter stk. 4.

Overskriften før § 59 a affattes således:

»Tilkendegivelser til offentligheden og offentliggørelse af materiale fra livs-

tids- og forvaringsdømte«

10.

Efter § 59 indsættes:

»§ 59 a.

En indsat, der udstår fængselsstraf på livstid eller er idømt forva-

ring for overtrædelse af en bestemmelse, som hjemler straf på livstid, må

ikke uden tilladelse offentligt fremsætte tilkendegivelser om den eller de

forbrydelser, som den pågældende har fået en livstids- eller forvaringsdom

for.

Stk. 2.

Kriminalforsorgen meddeler tilladelse efter stk. 1, medmindre til-

kendegivelsen ikke bør fremsættes af hensyn til beskyttelse af den foruret-

tede eller dennes pårørende ved lovovertrædelsen, eller hvis den er egnet til

åbenbart at krænke retsfølelsen.

Stk. 3.

Stk. 1 gælder ligeledes for sådanne tilkendegivelser, der fremsættes

ved offentliggørelse af bøger, artikler, billeder, lydfiler eller lignende.

Stk. 4.

Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse, hvor en offentlig fremsættelse

af en tilkendegivelse efter stk. 1 eller en offentliggørelse af materiale efter

stk. 2 foretages af en anden fysisk person på vegne af den indsatte.«

11.

Overskriften før § 59 b affattes således:

»Livstids- og forvaringsdømtes overtrædelse af bestemmelserne om tilla-

delse til kontakt med omverdenen«

12.

Efter § 59 a indsættes:

»§ 59 b.

Som supplement til disciplinærstraf, jf. §§ 68-70, kan kriminal-

forsorgsområdet bestemme, at en indsat, der udstår fængselsstraf på livstid

eller er idømt forvaring for overtrædelse af en bestemmelse, som hjemler

straf på livstid, og som flere gange har overtrådt § 51 a, stk. 1, § 55 a, stk.

1, eller § 57 a, stk. 1, skal afskæres fra at have ret til besøg, brevveksling og

telefoni i et nærmere bestemt tidsrum.«

13.

§ 67

indsættes som nye numre.:

»10) ved overtrædelse af én eller flere af besøgs- og kommunikationsreg-

lerne i denne lovs § 51 a, stk. 1, § 55 a, stk. 1, og § 57 a, stk. 1,

11) ved overtrædelse af reglerne om offentlige tilkendegivelser eller of-

fentliggørelse af materiale om den eller de forbrydelser, som den pågæl-

dende har fået en livstids- eller forvaringsdom for, når der er tale om over-

trædelse af en bestemmelse, som hjemler straf på livstid, jf. denne lovs § 59

a, stk. 1, og

12) ved viderebringelse eller offentliggørelse af budskaber i strid med

denne lovs § 59 a, stk. 1, når dette sker på vegne af en indsat, der udstår

fængselsstraf på livstid eller er idømt forvaring for overtrædelse af en be-

stemmelse, som hjemler straf på livstid.«

14.

Efter kapitel 22 a indsættes:

»Kapitel 22 b

Bøde for livstids- og forvaringsdømtes overtrædelse af regler om kontakt

med omverdenen mv.

§ 123 b.

Den, der overtræder § 51 a, stk. 1, § 55 a, stk. 1, § 57 a, stk. 1,

eller § 59 a, stk. 1, straffes med bøde.

Stk. 2.

Stk. 1 gælder ikke for medier omfattet af medieansvarsloven.«

§2

Stk. 1.

Loven træder i kraft den 1. januar 2022.

Stk. 2.

Regler fastsat i medfør af § 59, stk. 3, jf. lovbekendtgørelse nr.

1333 af 9. december 2019 med senere ændringer, forbliver i kraft, indtil de

ophæves eller afløses af forskrifter udstedt i medfør af § 59, stk. 4.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1. Indledning

2. Lovforslagets hovedpunkter

2.1. Indskrænkning af livstids- og forvaringsdømtes mulighed for at afsone

i og blive overført til åbent fængsel

2.1.1. Gældende ret

2.1.2. Justitsministeriets overvejelser

2.1.3. Den foreslåede ordning

2.2. Indskrænkning af livstids- og forvaringsdømtes mulighed for udgang

2.2.1. Gældende ret

2.2.2. Justitsministeriets overvejelser

2.2.3. Den foreslåede ordning

2.3. Indskrænkning af livstids- og forvaringsdømtes ret til besøg,

brevveksling og telefoni

2.3.1. Gældende ret

2.3.1.1. Besøg

2.3.1.2. Brevveksling

2.3.1.3. Telefoni

2.3.2. Justitsministeriets overvejelser

2.3.3. Den foreslåede ordning

2.4. Indskrænkning af livstids- og forvaringsdømtes muligheder for at

komme med offentlige tilkendegivelser og indskrænkning af mulighederne

for at offentliggøre materiale

2.4.1. Gældende ret

2.4.2. Justitsministeriets overvejelser

2.4.3. Den foreslåede ordning

2.5. Skærpelse af disciplinærstrafsystemet for livstids- og forvaringsdømte

2.5.1. Gældende ret

2.5.2. Justitsministeriets overvejelser

2.5.3. Den foreslåede ordning

2.6. Straf for livstids- eller forvaringsdømtes overtrædelse af reglerne om

kontakt med omverdenen mv.

2.6.1. Gældende ret

2.6.2. Justitsministeriets overvejelser

2.6.3. Den foreslåede ordning

3. Økonomiske konsekvenser og implementeringsomkostninger for det

offentlige

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet mv.

5. Administrative konsekvenser for borgerne

6. Klima- og miljømæssige konsekvenser

7. Forholdet til EU-retten

8. Hørte myndigheder og organisationer mv.

10. Sammenfattende skema

1. Indledning

Regeringen ønsker at sætte hårdt ind over for de personer, som har begået

nogle af de mest alvorlige forbrydelser. Livstidsdømte og visse forvarings-

dømte har i særlig grad vendt samfundet ryggen og har som konsekvens fået

den hårdest mulige straf. Dette skal også kunne mærkes ved fuldbyrdelsen

af straffen. Det er derfor regeringens opfattelse, at reglerne for livstidsdøm-

tes og visse forvaringsdømtes afsoning skal strammes, og at sådanne dømte

derfor i fremtiden bl.a. skal have begrænset mulighed for kontakt med om-

verdenen under afsoningen.

I de særligt grove sager, for hvilke livstidsdømte og visse forvaringsdømte

afsoner, er der et helt særligt hensyn at tage til retsfølelsen. Det gælder for

ofre og pårørende, for hvem det er krænkende at se, hvordan sådanne dømte

kan leve et liv, hvor vedkommende i fængslet tilegner sig nye relationer som

andre, der lever et liv uden for kriminalforsorgens institutioner. Foruden

hensynet til ofre og pårørende er der også et hensyn at tage til de mennesker,

som den livstids- og forvaringsdømte indgår i en relation med. Der er såle-

des set eksempler på, at sådanne dømte har indgået i relationer med ofte

unge og letpåvirkelige mennesker, som ikke kan overskue de konsekvenser,

som det har for eget liv at indgå i en tæt relation med en person, som har

begået nogle af de mest alvorlige forbrydelser.

En begrænsning af livstids- og forvaringsdømtes kontakt til omverdenen til-

godeser også et hensyn til den almene retsfølelse. En livstids- eller forva-

ringsdømt skal ikke profilere eller iscenesætte sig selv og sine ugerninger

på internettet, eksempelvis på sociale medier, ved udgivelse af podcasts eller

på anden måde.

Som led i en generel begrænsning af livstidsdømtes og visse forvaringsdøm-

tes rettigheder, bør reglerne om, hvornår sådanne indsatte kan komme på

udgang, samt reglerne om, hvornår sådanne indsatte kan overføres fra lukket

til åbent fængsel, også skærpes. Derudover bør det gælde som et krav, at

sådanne indsatte altid starter deres afsoning i lukket regi.

Lovforslaget indeholder på den baggrund for det første regler om at indsatte,

der udstår fængselsstraf på livstid, samt visse forvaringsdømte, får begræn-

set mulighed for at modtage besøg, brevveksle og telefonere.

For det andet indeholder lovforslaget regler, som begrænser sådanne indsat-

tes muligheder for offentligt at komme med tilkendegivelser eller offentlig-

gøre materiale, herunder bøger, som vedrører den eller de forbrydelser, som

den livstids- og forvaringsdømte afsoner for. Det omfatter eksempelvis også

offentlige tilkendegivelser eller offentliggørelse af materiale, som sker på

sociale medier.

For det tredje indeholder lovforslaget regler, som tidsmæssigt begrænser så-

danne indsattes muligheder for at komme på udgang, mulighederne for at

blive overført fra lukket til åbent fængsel samt regler om, at sådanne indsatte

skal starte deres afsoning i lukket fængsel.

For det fjerde indeholder lovforslaget regler om håndhævelse af de ovenfor

nævnte regler. Det skal således sikres, at der er en konsekvens for dem, som

ikke overholder de skærpede regler. Der skal derfor ikendes disciplinærstraf

over for de indsatte, som uberettiget kommunikerer med omverdenen i strid

med de skærpede regler, som foreslås indført med dette lovforslag, og det

skal i nogle tilfælde være muligt helt at afskære den indsattes kontakt med

omverdenen i et nærmere bestemt tidsrum. Hvis den indsatte får hjælp af en

medindsat til at overtræde reglerne, skal denne også ikendes disciplinær-

straf. Derudover skal der være mulighed for at ifalde en almindelig bødes-

traf, også for den person uden for fængslet, som hjælper den indsatte med at

overtræde reglerne.

2. Lovforslagets hovedpunkter

2.1. Indskrænkning af livstids- og forvaringsdømtes mulighed for at af-

sone i og blive overført til åbent fængsel

2.1.1. Gældende ret

Straffuldbyrdelseslovens kapitel 7 indeholder regler om valg af afsonings-

institution mv. og regler om senere overførsel mellem afsoningsinstitutio-

ner.

Efter lovens § 20 fuldbyrdes fængselsstraf som hovedregel i fængsel eller i

arresthus.

Efter § 21 fuldbyrdes en fængselsstraf normalt i fængsel, idet kortvarig

fængselsstraf efter stk. 2 dog kan fuldbyrdes i et arresthus, i det omfang det

er nødvendigt af hensyn til den samlede udnyttelse af pladserne i kriminal-

forsorgens institutioner.

Det følger af § 22, at fuldbyrdelse af straf normalt sker i åbent fængsel. Efter

§ 22, stk. 2, skal fuldbyrdelse af straffen dog ske i lukket fængsel, når straf-

fen er på 5 år eller mere. Fuldbyrdelsen af straffens skal imidlertid også i

dette tilfælde ske i åbent fængsel, hvis det ikke findes betænkeligt efter det

i øvrigt oplyste om den dømte.

Efter kriminalforsorgens praksis påbegynder alle livstidsdømte og forva-

ringsdømte deres afsoning i lukket fængsel.

Bestemmelsen i § 22 regulerer, hvor den dømte skal anbringes på det tids-

punkt, hvor den dømte skal påbegynde afsoningen. Bestemmelsen vedrører

således ikke spørgsmålet om, hvor den indsatte senere hen i afsoningen skal

være placeret. Spørgsmålet om, hvor den indsatte senere hen i afsoningen

skal være placeret, er derimod reguleret i § 24. Efter reglerne i denne be-

stemmelse skal indsatte overføres til åbent fængsel. Dette skal eksempelvis

ske, når overførsel til åbent fængsel ikke anses for betænkeligt, jf. § 24, stk.

1, nr. 2.

En afgørelse om overførsel af indsatte, der udstår fængselsstraf på livstid

eller er idømt forvaring, træffes af Direktoratet fra Kriminalforsorgen efter

indstilling fra kriminalforsorgsområdet. Inden der træffes afgørelse, skal der

indhentes en udtalelse fra den relevante statsadvokat vedrørende spørgsmå-

let om overførsel til åbent fængsel, jf. § 6 i bekendtgørelse nr. 176 af 26.

februar 2016 om anbringelse og overførsel af personer, som skal udstå fæng-

selsstraf eller forvaring (anbringelses- og overførselsbekendtgørelsen).

Efter bekendtgørelsens § 7, stk. 3, nr. 4, skal kriminalforsorgsområdet des-

uden tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt den livstidsdømte eller for-

varingsdømte skal overføres til åbent fængsel, når den indsatte har tilladelse

til regelmæssig uledsaget udgang (weekendudgang) og har opholdt sig i

fængslet i 6 måneder, siden spørgsmålet om overførsel til åbent fængsel

sidst har været overvejet.

Efter kriminalforsorgens praksis overføres livstids- og forvaringsdømte ty-

pisk ikke til åbent fængsel, da de som regel vil have svært ved at begå sig

blandt mange indsatte under det åbne fængsels friere rammer. Efter praksis

er der dog eksempler på, at sådanne dømte overføres til såkaldt halvåbent

fængsel.

2.1.2. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet finder, at indsatte, der er idømt straf på livstid eller forva-

ring for overtrædelse af en bestemmelse, som hjemler straf på livstid, bør

afsone i et fængsel med en høj grad af sikkerhed og kontrol.

Efter den gældende lovgivning er det muligt for livstidsdømte og forvarings-

dømte, der er dømt for overtrædelse af en bestemmelse, som hjemler straf

på livstid, at afsone i åbent fængsel og at blive overført fra lukket til åbent

fængsel. Dette er tilfældet, uanset at sådanne dømte i praksis typisk efter

kriminalforsorgens bestemmelse hverken afsoner i eller overføres til åbent

fængsel.

Justitsministeriet finder, at det bør fastsættes ved lov og gælde som et gene-

relt krav, at livstidsdømte og forvaringsdømte, der er dømt for overtrædelse

af en bestemmelse, som hjemler straf på livstid, skal påbegynde afsoning i

lukket fængsel, og at sådanne indsatte ikke kan blive overført fra lukket til

åbent fængsel, indtil der er udstået 10 år af straffetiden. Ministeriet finder,

at en tidsgrænse på 10 år udgør en rigtig balancering mellem på den ene side

hensynet til retsfølelsen og på den anden side den indsattes muligheder for

resocialisering og senere eventuel udslusning.

Justitsministeriet finder det uanset ovenstående dog hensigtsmæssigt at give

mulighed for, at kriminalforsorgen undtagelsesvist kan bestemme, at der

ikke skal gælde et krav om, at den indsatte skal afsone i lukket fængsel, når

dette sker af hensyn til den indsattes helbred.

2.1.3. Den foreslåede ordning

Den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 1, nr. 1, indebærer, at det ikke

vil være muligt for livstidsdømte eller forvaringsdømte, der er dømt for

overtrædelse af en bestemmelse, som hjemler straf på livstid, at påbegynde

afsoning i åbent fængsel.

Den foreslåede bestemmelse i § 1, nr. 2, indebærer, at det ikke vil være mu-

ligt for sådanne dømte at blive overført til afsoning i åbent fængsel, indtil

der er udstået 10 år af straffetiden.

Samlet set medfører bestemmelserne, at sådanne dømte skal starte deres af-

soning i lukket fængsel, og at sådanne indsatte ikke kan blive overført til

afsoning i åbent fængsel, indtil der er udstået 10 år af straffetiden.

Der foreslås desuden indført mulighed for, at kriminalforsorgen undtagel-

sesvist kan bestemme, at der ikke skal gælde et krav om, at den indsatte skal

afsone i lukket fængsel, når dette sker af hensyn til den indsattes helbred.

Muligheden er tiltænkt anvendt i de situationer, hvor der er lægeligt belæg

for, at det vil være skadeligt for den pågældende ikke at have en mulighed

for at blive overført til åbent fængsel. Det kan eksempelvis være tilfældet,

hvis den indsatte udvikler demenssygdom eller andre former for mental re-

daktion. Det kan ligeledes være tilfældet, hvis den dømte har eller får fysiske

handicaps, som medfører, at det ikke vil kunne lade sig gøre at udstå straffen

i lukket regi.

Det foreslås desuden, at den gældende bestemmelse i § 24 skal finde anven-

delse efter udløbet af de 10 år. Det indebærer, at kriminalforsorgen

–

lige-

som efter gældende ret

–

har kompetence til i overensstemmelse med reg-

lerne at træffe afgørelse om, hvilken institution som den livstids- eller for-

varingsdømte skal afsone i efter udløbet af de 10 år. Bestemmelsen indebæ-

rer således ikke, at den indsatte automatisk skal afsone i åbent fængsel efter

de 10 år.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 1 og 2, og bemærkningerne

hertil.

2.2. Indskrænkning af livstids- og forvaringsdømtes mulighed for ud-

gang

2.2.1. Gældende ret

Straffuldbyrdelseslovens §§ 46-50 indeholder regler om udgang.

Det følger af § 46, at en indsat kan få tilladelse til udgang, når udgangsfor-

målet er rimeligt begrundet i uddannelsesmæssige, arbejdsmæssige, be-

handlingsmæssige, familiemæssige eller andre personlige hensyn, og der

ikke er bestemte grunde til at antage, at den indsatte i forbindelse med ud-

gang vil begå ny kriminalitet, unddrage sig fortsat straffuldbyrdelse eller på

anden måde misbruge udgangstilladelsen. Det er desuden et krav, at hensy-

net til retshåndhævelsen ikke i øvrigt taler imod udgangstilladelsen.

Tilladelse til udgang gives efter § 47 for et bestemt tidsrum, der medregnes

i straffetiden.

Efter § 48 betinges udgang desuden af, at den indsatte ikke under udgangen

begår strafbart forhold eller i øvrigt misbruger udgangstilladelsen. Tilladel-

sen kan endvidere betinges af andre vilkår, som findes formålstjenlige for at

undgå misbrug, herunder at den indsatte ledsages af personale fra kriminal-

forsorgsområdet, jf. § 48, stk. 2, nr. 1.

Efter § 50 fastsætter justitsministeren regler om tilladelse til udgang. Be-

kendtgørelse nr. 182 af 26. februar 2019 (udgangsbekendtgørelsen) er ud-

stedt i medfør af § 50.

Det følger af udgangsbekendtgørelsen, at indsatte, herunder livstids- og for-

varingsdømte, kan gives tilladelse til forskellige former for udgang, herun-

der udgang til særlige formål, udgang med henblik på besøg hos bestemte

personer mv. (»weekendudgang«), frigang til uddannelse og arbejde samt

til udstationering.

Den indsatte kan ved udgangen være ledsaget eller uledsaget. Ledsaget ud-

gang indebærer, at den indsattes udgang sker under opsyn fra én eller flere

udgangsledsagere. Udgangsledsageren skal hele tiden vide, hvor den ind-

satte befinder sig, og hvad den indsatte foretager sig, således at udgangsled-

sageren omgående kan gribe ind, hvis den indsatte forsøger at unddrage sig

tilsynet. Uledsaget udgang indebærer omvendt, at den indsattes udgang sker

uden opsyn fra en udgangsledsager.

Mulighederne for udgang er desuden underlagt en række tidsfrister. Det gæl-

der dog ikke udgange til særlige formål, der skal være begrundet i væsent-

lige humanitære og/eller personlige hensyn. Hvad angår andre typer ud-

gange indeholder udgangsbekendtgørelsen i § 36 og § 37 regler om, hvornår

der kan gives tilladelse til første udgang for bestemte personer. Disse regler

regulerer dog ikke spørgsmålet om de tidsmæssige betingelser for udgang

til livstids- og forvaringsdømte. Det skyldes, at spørgsmålet om, hvornår

disse indsatte kan få tilladelse til første udgang, beror på en konkret og in-

dividuel vurdering af de

–

typisk helt særlige

–

omstændigheder i den en-

kelte sag.

Inden der gives tilladelse til udgang til en indsat, der i den seneste sag eller

tidligere sager er dømt for farlig kriminalitet, skal kriminalforsorgsområdet

endvidere som udgangspunkt anmode politiet om en udtalelse om, hvorvidt

der er bestemte grunde til at antage, at den indsatte i forbindelse med udgang

vil begå ny kriminalitet, unddrage sig fortsat straffuldbyrdelse eller på anden

måde misbruge udgangstilladelsen, og om hensynet til retshåndhævelsen i

øvrigt taler imod udgangstilladelsen, jf. bekendtgørelsens § 15, stk. 1, nr. 1.

Inden der gives tilladelse til regelmæssig udgang til indsatte, der udstår

fængselsstraf på livstid eller er idømt forvaring, skal der også ske høring af

den statsadvokat, som straffesagen henhører under, jf. bekendtgørelsens §

18, stk. 1.

Uanset at der som nævnt ovenfor ikke gælder tidsmæssige betingelser for,

hvornår en livstids- eller forvaringsdømt kan opnå ret til første udgang, føl-

ger det af udgangsbekendtgørelsens § 24, stk. 1, nr. 3, at kriminalforsorgs-

området skal tage spørgsmålet om udgang til besøg op til overvejelse, når

en indsat, der udstår fængselsstraf på livstid, har udstået 5 år og fire måneder

af straffen. Samme regel gælder for forvaringsdømte, når denne har været

anbragt i forvaring i 2 år, jf. bekendtgørelsens § 24, stk. 1, nr. 4.

Efter praksis beror det på en konkret og individuel vurdering, hvornår en

livstids- eller forvaringsdømt, der har en problemfri afsoning, og hvor

fængslet har opnået godt kendskab til den pågældende, kan påbegynde ud-

gang. Det er en forudsætning for udgang for de pågældende, at der ikke

skønnes at foreligge en risiko for misbrug af udgangen, og at hensynet til

retshåndhævelsen ikke taler imod en tilladelse til udgang.

Da livstids- og forvaringsdømte afsoner straf for meget alvorlig kriminalitet,

foretages der ved behandlingen af udgangsspørgsmålet i praksis en skærpet

vurdering af misbrugsrisikoen og hensynet til retshåndhævelsen, som typisk

vil føre til, at der ikke gives tilladelse til udgang lige på tidspunktet, hvor de

tidsmæssige betingelser for udgang er opfyldt. Hvornår der kan gives tilla-

delse til udgang er forskelligt fra sag til sag og beror bl.a. på karakteren af

og omstændighederne i forbindelse med den idømte kriminalitet, eventuel

tidligere kriminalitet og karakteren heraf, hvor hurtigt den dømte er recidi-

veret efter tidligere løsladelse, eventuelt tidligere udgangsmisbrug, og om

den dømte er indforstået med at undergive sig relevante særvilkår for ud-

gang.

Efter praksis er der store individuelle forskelle på, hvornår livstids- og for-

varingsdømte kommer på udgang. Det indebærer eksempelvis at nogle

dømte kan komme på udgang efter 10 års afsoning, andre efter 15-20 års

afsoning.

2.2.2. Justitsministeriets overvejelser

Indsatte, der udstår fængselsstraf på livstid eller er idømt forvaring for over-

trædelse af en bestemmelse, som hjemler straf på livstid, har begået nogle

af de mest alvorlige forbrydelser og er blevet dømt den strengeste straf her-

for. Justitsministeriet finder, at sådanne indsattes mulighed for at komme på

udgang bør begrænses.

Det skyldes, at det efter Justitsministeriets opfattelse vil krænke ofre og på-

rørende at se gerningsmanden i samfundet inden for en kortere årrække ef-

ter, at forbrydelserne er begået. Derudover strider det generelt mod retsfø-

lelsen, hvis livstids- og forvaringsdømte kort tid efter forbrydelsen bevæger

sig rundt i det offentlige rum.

Justitsministeriet finder derfor, at der bør sættes en fast tidsmæssig grænse

for, hvornår livstidsdømte og forvaringsdømte, der er dømt for overtrædelse

af en bestemmelse, som hjemler straf på livstid, får mulighed for at opnå

tilladelse til udgang. Dette bør ske, uanset at nogle indsatte også i dag først

opnår ret til udgang på et tidspunkt efter, at 10 år af straffetiden er udstået.

Uanset den foreslåede tidsmæssige grænse på 10 år findes det dog hensigts-

mæssigt, at give mulighed for ledsaget udgang, hvis dette sker til særlige

formål. Derudover bør der i helt ekstraordinære situationer være mulighed

for at meddele den pågældende tilladelse til udgang, eksempelvis hvis der

er særlige hensyn at tage til den indsattes børn. Ministeriet finder, at en tids-

grænse på 10 år udgør en rigtig balancering mellem på den ene side hensynet

til retsfølelsen og på den anden side den indsatte muligheder for resociali-

sering og senere udslusning.

2.2.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at en indsat, der er idømt fængselsstraf på livstid eller forvaring

for overtrædelse af en bestemmelse, som hjemler straf på livstid, ikke kan

opnå tilladelse til udgang, indtil der er udstået 10 år af straffetiden, medmin-

dre det sker til særlige formål.

Den foreslåede bestemmelse indebærer således, at livstids- og forvarings-

dømtes, såfremt den forvaringsdømte er dømt for overtrædelse af en bestem-

melse, som hjemler straf på livstid, muligheder for at opnå ret til udgang

begrænses tidsmæssigt.

Bestemmelsen indebærer ikke, at de gældende betingelser, herunder praksis

for livstids- og forvaringsdømtes muligheder for at opnå ret til udgang i øv-

rigt ændres. Når de 10 år er forløbet, vil der således som i dag skulle foreta-

ges en konkret vurdering af, om udgang kan tillades. Den indsatte har såle-

des ikke automatisk adgang til udgang efter udløbet af de 10 år.

Uanset ovenstående og den tidsmæssige grænse på 10 år indebærer bestem-

melsen, at der kan meddeles tilladelse til ledsaget udgang, hvis det sker til

særlige formål. Det forudsættes med bestemmelsen, at indsatte som i dag

kan opnå tilladelse fra kriminalforsorgsområdet til udgang efter udgangsbe-

kendtgørelsen § 31, stk. 1. Det indebærer eksempelvis, at en livstids- eller

forvaringsdømt har mulighed for at opnå tilladelse til ledsaget udgang for at

besøge en nærtstående, som er alvorligt syg, for at være til stede ved en

nærtståendes begravelse eller for at møde i retten eller for en anden offentlig

myndighed i tilfælde, hvor vedkommende myndighed finder det påkrævet.

Omvendt vil der ikke kunne meddeles tilladelse til udgang efter bestemmel-

sen til de formål, som er nævnt i udgangsbekendtgørelsens § 31, stk. 2.

Bestemmelsen indebærer, at der ikke kan meddeles tilladelse til ledsaget

udgang til besøg hos bestemte personer (»weekendudgang«), til frigang til

arbejde, til uddannelse eller fritidsaktiviteter, til udstationering eller til ud-

flugter.

Det forudsættes desuden med undtagelsesbestemmelsen, at der kan medde-

les tilladelse til udgang før de 10 år i helt ekstraordinære situationer. Det er

eksempelvis tilfældet, hvis der er særlige hensyn at tage til den indsattes

børn.

Ved anvendelsen af undtagelsesbestemmelsen er det alene muligt at med-

dele tilladelse til ledsaget udgang og ikke uledsaget udgang.

Det bemærkes desuden, at det under administreringen af muligheden for at

meddele tilladelse til ledsaget udgang til særlige formål forudsættes, at gæl-

dende praksis for kriminalforsorgens vurdering af, om en livstids- eller for-

varingsdømt skal meddeles en sådan tilladelse, skal finde anvendelse.

Den foreslåede bestemmelse har desuden en sammenhæng med de foreslå-

ede bestemmelser om begrænsning af livstids- og forvaringsdømtes mulig-

heder for besøg, brevveksling og telefoni, jf. lovforslagets § 1, nr. 4, 6 og 7.

Det skyldes, at det foreslås, at disse bestemmelser ligeledes skal gælde, ind-

til der er udstået 10 år af straffetiden. Indskrænkningerne i mulighederne for

besøg, brevveksling og telefoni finder således anvendelse, indtil det tids-

punkt, hvor der ikke længere gælder et forbud mod, at den indsatte kommer

på udgang.

Hvis den foreslåede ordning vedtages, vil der blive foretaget konsekvens-

rettelser i udgangsbekendtgørelsen.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 3, og bemærkningerne hertil.

2.3. Indskrænkning af livstids- og forvaringsdømtes ret til besøg, brev-

veksling og telefoni

2.3.1. Gældende ret

2.3.1.1. Besøg

Straffuldbyrdelseslovens §§ 51-54 indeholder regler om indsattes adgang til

at modtage besøg.

Efter § 51 har en indsat ret til mindst ét ugentligt besøg af mindst én times

varighed og så vidt muligt at to timers varighed. Der kan i den enkelte insti-

tution gives tilladelse til besøg i videre omfang.

En indsat har dog uden de ovennævnte begrænsninger ret til at modtage be-

søg af den advokat, der er beskikket for eller valgt af den pågældende som

forsvarer i den straffesag, der har ført til indsættelse i institutionen, eller i en

verserende straffesag. Det samme gælder i øvrigt besøg af advokater, der

efter retsplejelovens § 733 er antaget af justitsministeren til at beskikkes

som offentlige forsvarere, jf. § 51, stk. 2.

En udenlandsk indsat har desuden uden de ovennævnte begrænsninger ret

til samtale med hjemlandets diplomatiske eller konsulære repræsentanter, jf.

§ 51, stk. 3.

Efter § 51, stk. 4, kan besøg begrænses over for indsatte, som politiet skøn-

ner har tilknytning til en gruppe af personer, som er aktivt involveret i en

verserende voldelig konflikt med andre personer.

I § 52 er det fastsat, at kriminalforsorgsområdet kan bestemme, at de besø-

gende skal indhente forudgående tilladelse til at besøge den indsatte, lige-

som det kan gøres til et vilkår for besøgstilladelse, at den besøgende lader

sig undersøge.

I lovens § 53 findes særregler om muligheden for at overvære besøg i for-

hold til indsatte, som af politiet skønnes at indtage en ledende eller koordi-

nerende rolle i en gruppe af personer, som tilsammen står bag omfattende

alvorlig kriminalitet. Efter § 53, stk. 2, er der ligeledes mulighed for at over-

være besøg til en indsat, som er dømt for overtrædelse af straffelovens ka-

pitel 12 eller 13, eller som af kriminalforsorgen skønnes at være radikalise-

ret, ekstremistisk eller i risiko for at blive det.

En indsat har desuden efter § 54 ret til at have sit barn under 1 år hos sig i

institutionen, hvis den indsatte selv er i stand til at passe barnet. Efter stk. 2

har en indsat desuden ret til at have sit barn, der er fyldt 1 år, men ikke 3 år,

hos sig i institutionen, hvis den indsatte selv er i stand til at passe barnet, og

kriminalforsorgsområdet og de sociale myndigheder finder, at forholdene i

institutionen er forenelige med hensynet til barnet.

Reglerne om besøg suppleres af bekendtgørelse nr. 108 af 30. januar 2019

om adgangen til besøg mv. til indsatte, der udestår fængselsstraf eller forva-

ring i kriminalforsorgens institutioner (besøgsbekendtgørelsen).

Efter bekendtgørelsens § 4, stk. 1, kan besøg af bestemte personer forbydes,

og en meddelt besøgstilladelse kan inddrages, hvis dette i det enkelte til-

fælde findes påkrævet af ordens- eller sikkerhedsmæssige grunde eller af

hensyn til at forebygge kriminalitet.

Bekendtgørelsens § 4, stk. 3, fastsætter desuden, at der inden der meddeles

tilladelse til at besøge en indsat i et fængsel eller i et arresthus, til brug for

sagen almindeligvis skal indhentes oplysninger om ansøgeren i Det Centrale

Kriminalregister.

Besøg er med de undtagelser, som fremgår af straffuldbyrdelseslovens § 53,

stk. 1 og 2, i almindelighed uoverværede, jf. bekendtgørelsens § 6, stk. 1.

Det kan dog bestemmes, at besøg skal gennemføres under overværelse af

personale i institutionen, hvis det i det enkelte tilfælde findes påkrævet ud

fra ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn, jf. bekendtgørelsens § 6, stk. 2.

Såfremt et besøg overværes, kan der stilles krav om, at samtalen mellem den

besøgende og indsatte skal føres på et sprog, som den, der overværer besø-

get, forstår. Hvis forholdene taler derfor, kan der anvendes tolk, jf. bekendt-

gørelsens § 6, stk. 4.

Efter bekendtgørelsens § 7, stk. 1, kan et besøg afbrydes, hvis dette i det

enkelte tilfælde findes påkrævet af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn

eller for at forebygge kriminalitet.

Besøg af børn kan normalt kun finde sted under ledsagelse af en voksen og

med samtykke fra forældremyndighedens indehaver, jf. bekendtgørelsens §

15, stk. 1 og 2. Efter § 15, stk. 3, forudsættes det, at der indhentes en udta-

lelse fra de sociale myndigheder, før der kan meddeles tilladelse til besøg af

børn hos indsatte, der udstår straf for drab af eller grovere volds- eller sæ-

delighedsforbrydelser mod mindreårige.

Det påhviler kriminalforsorgsområdet løbende at være opmærksom på, om

der i institutionen er indsatte, som kun har ringe forbindelse med omverde-

nen, jf. bekendtgørelsens § 19, stk. 1. Hvis dette er tilfældet, påhviler det

kriminalforsorgsområdet at bidrage til, at den indsattes kontakt til omverde-

nen øges, så vidt det er muligt, og i det omfang det ud fra sikkerheds- og

ordensmæssige hensyn er forsvarligt, jf. § 19, stk. 2.

2.3.1.2. Brevveksling

Straffuldbyrdelseslovens §§ 55 og 56 indeholder regler om indsattes adgang

til at brevveksle.

Det følger af § 55, at en indsat har ret til brevveksling. Kriminalforsorgsom-

rådet kan efter stk. 2 uden retskendelse åbne og lukke breve til og fra den

indsatte. Det skal som udgangspunkt ske i den indsattes påsyn.

Gennemlæsning af breve til og fra den indsatte kan alene ske, hvis dette af

kriminalforsorgsområdet skønnes påkrævet af ordens- og sikkerhedsmæs-

sige hensyn, af hensyn til kriminalforsorgens indsats mod radikalisering og

ekstremisme, af hensyn til at forebygge kriminalitet eller for at beskytte den

forurettede ved lovovertrædelsen, jf. § 55, stk. 3.

Lovens § 55, stk. 4 og 5, indeholder særlige regler om gennemlæsning af

breve til og fra indsatte, som af politiet skønnes at indtage en ledende eller

koordinerende rolle i en gruppe af personer, som tilsammen står bag omfat-

tende og alvorlig kriminalitet, eller indsatte som er dømt for forbrydelser,

der er nævnt i straffelovens kapitel 12 og 13, eller som af kriminalforsorgen

skønnes at være radikaliseret, ekstremistisk eller i risiko for at blive det.

I tilfælde, hvor gennemlæsning har fundet sted, kan et brev efter bestem-

melse af kriminalforsorgsområdet tilbageholdes, hvis det ikke bør afsendes

af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn, af hensyn til kriminalforsorgens

indsats mod radikalisering og ekstremisme, af hensyn til at forebygge kri-

minalitet eller af hensyn til beskyttelse af den forurettede ved lovovertræ-

delsen, jf. § 55, stk. 6. Et tilsendt brev kan også nægtes udleveret af de årsa-

ger, som er nævnt i stk. 6. Brevet skal i disse tilfælde tilbagesendes, med-

mindre en tilbageholdelse anses for påkrævet af sikkerhedsmæssige hensyn,

jf. stk. 7. Afsenderen skal gøres bekendt med tilbageholdelsen. Orientering

kan dog undlades i indtil 4 uger, i det omfang formålet med tilbageholdelsen

ellers ville forspildes, jf. stk. 8.

Efter § 56, stk. 1, har en indsat ret til ukontrolleret brevveksling med en

række nærmere angivne danske og internationale myndigheder, institutioner

og personer mv. Det gælder bl.a. den advokat, der har været beskikket for

eller valgt af den indsatte som forsvarer i den straffesag, der har ført til ind-

sættelse i institutionen eller i en verserende straffesag

Reglerne om brevveksling suppleres af reglerne i bekendtgørelse nr. 110 af

30. januar 2019 om adgangen til brevveksling for indsatte, der udstår fæng-

selsstraf eller forvaring i kriminalforsorgens institutioner (brevbekendtgø-

relsen).

2.3.1.3. Telefoni

Straffuldbyrdelseslovens § 57 indeholder regler om indsattes ret til at føre

telefonsamtaler.

Det følger af stk. 1, at en indsat, i det omfang det er praktisk muligt, har ret

til at føre telefonsamtaler. Adgangen til at føre telefonsamtaler kan dog næg-

tes, hvis det findes nødvendigt af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn,

af hensyn til kriminalforsorgens indsats mod radikalisering og ekstremisme,

af hensyn til at forebygge kriminalitet eller af hensyn til beskyttelse af den

forurettede ved lovovertrædelsen, jf. stk. 2.

Efter § 57, stk. 3, optages, påhøres eller aflyttes telefonsamtaler i lukkede

institutioner uden retskendelse, medmindre dette ikke findes nødvendigt af

de i stk. 2 nævnte hensyn. Hvis en samtale optages, påhøres eller aflyttes,

skal samtaleparterne forinden gøres bekendt hermed. Optagelserne slettes

senest 6 måneder efter, at de er foretaget.

§ 57, stk. 4 og 5, indeholder særlige regler om optagelse, påhøring og aflyt-

ning af telefonsamtaler i forhold til indsatte, som af politiet skønnes at ind-

tage en ledende eller koordinerende rolle i en gruppe af personer, som til-

sammen står bag omfattende og alvorlig kriminalitet, eller indsatte som er

dømt for forbrydelser, der er nævnt i straffelovens kapitel 12 og 13, eller

som af kriminalforsorgen skønnes at være radikaliseret, ekstremistisk eller

er i risiko for at blive det.

Telefonsamtaler, som foretages med de personer, myndigheder og organi-

sationer mv., som er nævnt i lovens § 56, stk. 1, optages, påhøres eller af-

lyttes ikke, jf. § 57, stk. 6.

Reglerne om telefonsamtaler suppleres af bekendtgørelse nr. 111 af 30. ja-

nuar 2019 om adgangen til at telefonere for indsatte, der udstår fængselsstraf

eller forvaring i kriminalforsorgens institutioner (telefonbekendtgørelsen).

Bekendtgørelsens § 5 fastsætter, at afgørelser om de indsattes adgang til at

telefonere træffes af kriminalforsorgsområdet.

Af § 6, stk. 4, fremgår, at kriminalforsorgsområdet skal foretage hyppig stik-

prøvevis kontrol af telefonsamtaler, der optages i henhold til straffuldbyr-

delseslovens § 57, stk. 4 og 5. Kontrol sker ved, at personalet efterfølgende

lytter til den optagne telefonsamtale.

Indsatte i åbne fængsler har adgang til at føre telefonsamtaler fra mønt- eller

korttelefon eller lignende, ligesom indsatte kan få tilladelse til at installere

egen telefon på eget opholdsrum. Herudover kan de indsattes ret til at føre

telefonsamtaler gennemføres ved, at den indsatte lejer en fastmonteret mo-

biltelefon i eget opholdsrum, jf. bekendtgørelsens §§ 7-9.

Indsatte, der er placeret på almindelige fællesskabsafdelinger i lukkede

fængsler, kan, hvor de tekniske forudsætninger for at føre kontrol er til stede,

få en generel tilladelse til at telefonere til 10 telefonindehavere, som forin-

den skal godkendelse af kriminalforsorgen, jf. bekendtgørelsens § 13, stk.

1. Der er til denne ordning knyttet en række krav, herunder at telefoninde-

haveren samtykker til, at denne kontrolleres i Det Centrale Kriminalregister,

jf. § 13, stk. 2. Telefonsamtalerne efter denne ordning, der foregår fra en

telefon opsat på afdelingen, optages og kontrolleres efterfølgende stikprø-

vevis, jf. § 14, stk. 1. Efter bekendtgørelsens § 19 kan indsatte i lukkede

fængsler ikke få tilladelse til at installere fast telefon i eget opholdsrum.

2.3.2. Justitsministeriets overvejelser

Indsatte, der udstår fængselsstraf på livstid eller er idømt forvaring for over-

trædelse af en bestemmelse, som hjemler straf på livstid, har begået nogle

af de mest alvorlige forbrydelser, og Justitsministeriet finder, at der af hen-

syn til retsfølelsen hos ofre og pårørende samt hensynet til de personer, som

den dømte i fremtiden måtte indgå i en relation med, bør ske en begrænsning

i sådanne indsattes muligheder for at modtage besøg, brevveksle og telefo-

nere.

Justitsministeriet finder, at en sådan begrænsning dels bør gælde for livs-

tidsdømte, dels for forvaringsdømte, som er dømt for overtrædelse af en be-

stemmelse, som hjemler straf på livstid. Afgrænsningen skyldes, at forva-

ring efter straffelovens § 70 også kan idømmes i tilfælde, hvor der ikke nød-

vendigvis er tale om en ligeså grov forbrydelse, som livstidsdømte har be-

gået. For at sidestille de to kategorier af dømte finder ministeriet det således

nødvendigt at afgrænse den omfattede gruppe af forvaringsdømte til alene

at omfatte dem, som er dømt for en overtrædelse af en bestemmelse, som

hjemler straf på livstid.

Set i lyset af karakteren og alvorligheden af de forbrydelser, som der i så-

danne situationer er dømt for, er der et særlig hensyn at tage til retsfølelsen

hos ofre og pårørende, herunder et hensyn at tage til, at det ikke skal fremstå

sådan, at livstids- og forvaringsdømte kan leve et tilnærmelsesvist normalt

liv med kontakt til omverdenen mv. Varetagelsen af et sådant hensyn inde-

bærer efter Justitsministeriets opfattelse bl.a., at sådanne dømte i et tidsrum

under afsoningen ikke bør kunne indgå nye relationer.

Hvad angår nye relationer, er der set eksempler på, at livstids- og forvarings-

dømte indgår i tætte relationer med unge mennesker, som ikke på tidspunk-

tet for indgåelse af relationen kan overskue de konsekvenser for eget liv,

som det har at indgå i en tæt relation med en person, som har begået nogle

af de mest alvorlige forbrydelser. Der er således et beskyttelseshensyn at

varetage over for sådanne personer.

Hvad angår eksisterende relationer, er det Justitsministeriets opfattelse, at

den indsatte fortsat bør kunne have kontakt med nærtstående og andre per-

soner, som den pågældende har været i kontakt med, før vedkommende blev

varetægtsfængslet.

Da den indsattes kontakt til samfundet uden for institutionen i høj grad re-

guleres af reglerne om adgangen til besøg, brevveksling og telefonering,

finder Justitsministeriet, at disse adgange bør begrænses for at varetage de

ovennævnte hensyn.

En begrænsning af livstids- og forvaringsdømtes ret til brevveksling, besøg

og telefoni, skal balanceres over for hensynet til den indsattes mulighed for

resocialisering og senere udslusning i samfundet samt den indsattes ret til at

have et familieliv og indgå i relationer. Uanset at den indsatte er dømt fæng-

sel på livstid eller forvaring, løslades denne efter praksis ofte efter nogen

tid.

Justitsministeriet finder derfor også, at reglerne om begrænsning af besøg,

brevveksling og telefoni alene bør gælde, indtil der er udstået 10 år af straf-

fetiden. Ministeriet finder, at en tidsgrænse på 10 år udgør en rigtig balan-

cering mellem på den ene side hensynet til retsfølelsen og på den anden side

den indsatte muligheder for resocialisering og senere udslusning.

Justitsministeriet finder dog, at der af hensyn til varetagelsen af de nævnte

hensyn til resocialisering og senere udslusning bør indføres en mulighed for,

at kriminalforsorgen konkret kan give adgang til besøg, brevveksling og te-

lefoni med andre end nærtstående og personer, som den indsatte tidligere

har haft kontakt til, bl.a. hvis det viser sig, at den pågældende indsatte ikke

har familie eller andre kontakter.

Justitsministeriet finder desuden, at reglerne om begrænsning af sådanne

dømtes adgang til besøg, brevveksling og telefoni bør udformes som en til-

ladelsesordning, således at det i alle tilfælde vil være et krav for sådanne

dømte at indhente tilladelse fra kriminalforsorgen til at modtage besøg,

brevveksle og telefonere.

2.3.3. Den foreslåede ordning

2.3.3.1. Det foreslås, at en indsat, der udstår fængselsstraf på livstid eller er

idømt forvaring for overtrædelse af en bestemmelse, som hjemler straf på

livstid, som udgangspunkt skal have tilladelse, før den indsatte kan modtage

besøg, brevveksle eller telefonere. Det foreslås, at det enkelte kriminalfor-

sorgsområde er kompetent til at meddele tilladelse efter bestemmelsen.

2.3.3.2. Det foreslås, at der skal meddeles tilladelse til besøg, brevveksling

og telefoni, hvis der er tale om sådan kontakt med nærtstående eller perso-

ner, som den indsatte havde kontakt til før varetægtsfængslingen. Omvendt

vil der ikke skulle meddeles tilladelse, hvis der er tale om kontakt med per-

soner, som den pågældende ikke havde kontakt til før varetægtsfængslingen,

det vil sige nye relationer.

Ved »nærtstående« forstås ægtefæller eller samlevende, børn, børnebørn,

forældre, søskende, bedsteforældre, oldeforældre og andre personer, til

hvem den indsatte har en sådan tilknytning, at den kan ligestilles med disse

familiebånd.

Hvis der ikke er tale om nærtstående, vil det efter bestemmelserne være af-

gørende for, om der skal meddeles tilladelse, at den indsatte har haft kontakt

til den pågældende før varetægtsfængslingen.

Begrebet »kontakt« indebærer, at der skal have været en forbindelse mellem

den indsatte og den pågældende person, som den indsatte enten ønsker at

modtage besøg fra, brevveksle med eller telefonere med. Det er ikke afgø-

rende, hvor lang tid siden at kontakten har været etableret, og at der f.eks.

ikke har været kontakt mellem de pågældende i en årrække. Det er desuden

ikke afgørende, at der har været en egentlig indbyrdes dialog mellem den

indsatte og den pågældende. Det, at enten den indsatte eller den anden part

har taget kontakt uden at have modtaget svar

–

f.eks. ved at sende et brev

eller ved at skrive en besked til den pågældende over internettet uden at have

modtaget svar

–

er tilstrækkeligt til, at der er tale om kontakt i bestemmel-

sernes forstand. Omvendt vil det ikke være tilstrækkeligt til, at der er etab-

leret kontakt i bestemmelsernes forstand, at den indsatte blot ved, hvem den

pågældende person er, uden at der har været en forbindelse mellem den ind-

satte og den pågældende person.

Kontakten skal desuden være opstået før varetægtsfængslingen. Herved for-

stås tidspunktet for afsigelsen af den kendelse, hvor den pågældende vare-

tægtsfængsles i den sag, som senere fører til at den pågældende idømmes

livstid eller forvaring. Hvis den pågældende senere løslades og varetægts-

fængsles igen, vil der ved fastlæggelsen af tidspunktet skulle tages udgangs-

punkt i tidspunktet for den seneste varetægtsfængsling.

Hvis den pågældende har siddet varetægtsfængslet for en anden overtræ-

delse, end den som vedkommendes senere dømmes før, f.eks. hvis sigtelsen

senere ændres til et forhold, som kan medføre livstid, vil der uanset dette

skulle tages udgangspunktet i tidspunktet for denne varetægtsfængsling ved

anvendelsen af bestemmelserne. Såfremt at der skulle opstå en situation,

hvor den pågældende ikke forinden dom sidder varetægtsfængslet, vil be-

stemmelserne skulle finde anvendelse fra domstidspunktet.

2.3.3.2. Det foreslås desuden, at det påhviler den indsatte at påvise, at der er

tale om en nærtstående, eller at der er etableret kontakt før varetægtsfængs-

lingen. Såfremt det fremlagte findes utilstrækkeligt til at statuere, at der er

tale om en nærtstående, eller at der etableret den nødvendige kontakt, kan

tilladelse til besøg, brevveksling eller telefoni på den baggrund afslås. Der

påhviler ikke en forpligtelse for kriminalforsorgen til selv at tilvejebringe

bevis for, at der er tale om en nærtstående, eller at der er etableret kontakt

for varetægtsfængslingen.

2.3.3.2. Det foreslås, at reglerne om begrænsning af livstids- og forvarings-

dømtes adgang til besøg, brevveksling og telefoni skal gælde, indtil 10 år af

straffetiden er udstået.

Når der er forløbet 10 år, gælder de almindelige regler om besøg, brevveks-

ling og telefoni.

Den foreslåede tidsramme på 10 år skal ses i lyset af den foreslåede bestem-

melse i lovforslagets § 1, nr. 2 og 3 om begrænsning af livstids- og forva-

ringsdømtes muligheder for at blive overført fra lukket til åbent fængsel

samt begrænsning i mulighederne for udgang. Det skyldes, at det foreslås,

at disse bestemmelser ligeledes gælder, indtil der er udstået 10 år af straffe-

tiden. Indskrænkningerne i mulighederne for besøg, brevveksling og tele-

foni, finder således anvendelse, indtil det tidspunkt, hvor der ikke længere

gælder et forbud mod, at den indsatte kommer på udgang, eller et forbud

mod at den indsatte overføres fra lukket til åbent fængsel.

2.3.3.4. Det foreslås, at reglerne om begrænsning af livstids- og forvarings-

dømtes muligheder for at få besøg, brevveksle og telefonere ikke skal influ-

ere på de muligheder, der i dag er for at begrænse eller i særlige tilfælde at

give tilladelse til sådanne kommunikationsformer.

Hvad angår reglerne om besøg, foreslås det derfor, at bestemmelsen ikke

skal finde anvendelse på den ret, som den indsatte har efter straffuldbyrdel-

seslovens § 51, stk. 2 og 3, om henholdsvis ret til besøg fra den indsattes

forsvarsadvokat samt reglen om udenlandske indsattes ret til samtale med

hjemlandets diplomatiske eller konsulære repræsentanter. Det foreslås des-

uden, at bestemmelsen ikke skal berøre den indsattes muligheder for at have

børn med sig institutionen efter bestemmelsen i lovens § 54. Samtidig fore-

slås det, at de besøg, som sker i overensstemmelse med den foreslåede be-

stemmelse, i øvrigt kan underkastes de vilkår og begrænsninger, som frem-

går af lovens § 51, stk. 4, om begrænsning af besøg i forbindelse med en

voldelig konflikt mellem grupperinger, § 52 om indhentelse af forudgående

tilladelse til at besøge den indsatte samt i øvrigt § 54, hvorefter det bl.a.

fremgår af bestemmelsens stk. 2, at kriminalforsorgsområdet og de sociale

myndigheder skal finde, at forholdene i institutionen er forenelige med hen-

synet til det barn, som den indsatte passer.

Hvad angår reglerne om brevveksling, foreslås det, at bestemmelsen ikke

skal finde anvendelse på den mulighed, som livstids- og forvaringsdømte

har efter straffuldbyrdelseslovens § 56, hvorefter en indsat har ret til ukon-

trolleret brevveksling med en række myndigheder og organisationer mv.

Samtidig foreslås det, at besøg, som sker i overensstemmelse med den fore-

slåede bestemmelse, i øvrigt kan underkastes de vilkår og begrænsninger,

som følger af lovens § 55.

Hvad angår reglerne om telefoni foreslås det, at begrænsningerne i straffuld-

byrdelseslovens § 57 ligeledes skal finde anvendelse, således at det eksem-

pelvis kan nægtes, at der føres en telefonsamtale, hvis dette findes nødven-

digt at ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn, jf. § 57, stk. 2.

2.3.3.3. Det foreslås, at kriminalforsorgsområdet kan give tilladelse til be-

søg, brevveksling og telefoni i relation til andre end nærtstående og de per-

soner, som den livstids- eller forvaringsdømte havde kontakt til før vare-

tægtsfængslingen, hvis særlige omstændigheder taler herfor.

Bestemmelsen er bl.a. tiltænkt anvendt i de situationer, hvor det kan konsta-

teres, at den indsatte ikke har familie eller i øvrigt kontakt med andre, eller

hvis den indsattes familie eller sådanne kontakter ikke ønsker at være i kon-

takt med den indsatte.

Hvis kriminalforsorgen konstaterer, at dette er tilfældet, skal det overvejes,

om den indsatte skal tilbydes kontakt til eksempelvis en besøgsven. Det er

således ikke en forudsætning, at den indsatte selv spørger om lov til at kom-

munikere med andre end nærtstående eller nære venner, før bestemmelsen

kan finde anvendelse. Kriminalforsorgen skal af egen drift være opmærk-

som på, om den indsatte bør tilbydes kontakt, hvis de ovenstående omstæn-

digheder gør sig gældende.

Bestemmelsen er desuden tiltænkt anvendt i de situationer, hvor en rets-

hjælpsorganisation eller lignende ønsker at komme i kontakt med den på-

gældende indsatte for at bistå denne.

Bestemmelsen er endelig tiltænkt anvendt i de tilfælde, hvor den indsatte i

øvrigt ønsker at opnå kontakt til dagspressen, f.eks. igennem brevveksling

for eksempelvis at gøre opmærksom på fængselsforholdene eller andre re-

levante forhold.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 4-7, og bemærkningerne hertil.

2.4. Indskrænkning af livstids- og forvaringsdømtes muligheder for at

komme med offentlige tilkendegivelser og indskrænkning af mulighe-

derne for at offentliggøre materiale

2.4.1. Gældende ret

Der findes ikke i dag regler for indsattes offentliggørelse af materiale, her-

under bøger, artikler, billeder, lydfiler eller lignende. Indsatte, herunder livs-

tids- og forvaringsdømte har således i dag en vis mulighed for at udgive

materiale omhandlende den eller de forbrydelser, som den pågældende har

fået en livstids- eller forvaringsdom for. Hvad angår indsattes muligheder

for at fremsætte tilkendegivelser til offentligheden om sådanne, findes der

en regel i straffuldbyrdelseslovens § 59 om indsattes muligheder for at ud-

tale sig til medierne. Der gælder dog ikke regler for udtalelser til andre end

medierne.

Indsatte i lukkede fængsler har dog ikke adgang til internettet, hvilket van-

skeliggør at fremkomme med tilkendegivelser til offentligheden om den el-

ler de forbrydelser, som den pågældende har fået en livstids- eller forva-

ringsdom for, ligesom det vanskeliggør offentliggørelse af materiale om

disse forbrydelser.

Fremsættelse af tilkendegivelser til offentligheden og offentliggørelse af

materiale er desuden begrænset i den forstand, at en eventuel offentliggø-

relse skal ske under ansvar efter straffeloven, herunder § 264 d om uberetti-

get videregivelse af meddelelser eller billeder vedrørende en andens private

forhold eller i øvrigt af billeder den pågældende under omstændigheder, der

åbenbart kan forlanges unddraget en bredere offentlighed.

2.4.2. Justitsministeriets overvejelser

Set i lyset af karakteren af de forbrydelser, som livstids- og forvaringsdømte,

der har overtrådt en bestemmelse, som hjemler straf på livstid, har begået,

samt hensynet til ofre og pårørende, finder Justitsministeriet, at der er behov

for at begrænse sådanne dømtes muligheder for at fremsætte tilkendegivel-

ser til offentligheden om den eller de forbrydelser, som den pågældende har

fået en livstids- eller forvaringsdom for, samt begrænse mulighederne for at

sådanne indsatte selv kan offentliggøre materiale om disse forbrydelser.

Justitsministeriet finder eksempelvis, at en bog eller artikel, som bl.a. skil-

drer, hvordan den indsatte har begået den pågældende forbrydelse, ikke efter

domstidspunktet bør offentliggøres af den indsatte. Det samme gør sig gæl-

dende med øvrige medier, som kan anvendes til et sådant formål, eksempel-

vis lydfiler eller billeder, som omhandler den eller de forbrydelser, som den

pågældende har fået en livstids- eller forvaringsdom for. Hensynet gør sig

efter ministeriets opfattelse også gældende, hvis der er tale om et mundtlig

tilkendegivelse, som fremsættes til offentligheden af den indsatte.

En begrænsning varetager efter ministeriets opfattelse et hensyn til ofre og

pårørende, da den indsatte ikke bør kunne profilere sig på sine handlinger.

En sådan begrænsning skal ligeledes ses i lyset af den gældende regel i straf-

fuldbyrdelseslovens § 59, hvorefter en indsat har ret til i institutionen at ud-

tale sig og i den forbindelse lade sig fotografere til medierne. Denne ret kan

begrænses af ordens- og sikkerhedsmæssige hensyn for at beskytte den for-

urettede ved lovovertrædelsen eller for i øvrigt at modvirke en åbenbar

krænkelse af retsfølelsen.

Bestemmelsen i § 59 gælder som nævnt alene for udtalelser til medier. Siden

indførelsen af denne bestemmelse er der imidlertid set eksempler på, at så-

danne indsatte kan profilere sig på sine handlinger igennem nye metoder,

eksempelvis gennem udgivelsen af podcasts eller på sociale medier.

2.4.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at en indsat, der udstår fængselsstraf på livstid eller er idømt

forvaring, såfremt der er tale om overtrædelse af en bestemmelse, som hjem-

ler straf på livstid, ikke uden tilladelse offentligt må fremsætte tilkendegi-

velser om den eller de forbrydelser, som den pågældende har fået en livstids-

eller forvaringsdom for. Kriminalforsorgsområdet foreslås kompetent til at

meddele en sådan tilladelse.

Det foreslås, at en sådan tilladelse skal meddeles, medmindre det vurderes,

at tilkendegivelsen ikke bør fremsættes af hensyn til beskyttelse af den for-

urettede eller dennes pårørende ved lovovertrædelsen, eller hvis den er egnet

til åbenbart at krænke retsfølelsen. Det foreslås desuden, at en sådan regel

også skal gælde for offentliggørelse af bøger, artikler, billeder, lydfiler eller

lignende.

Ved offentliggørelse forstås efter bestemmelsen, at materialet viderebringes

til en større eller ubestemt kreds af personer. Dette kan f.eks. være tilfældet,

hvis den tiltalte offentliggør en beretning, et billede eller en lydfil om sine

forbrydelser på et socialt medie, eller hvis den indsatte offentliggør en video

herom på internettet. Omvendt vil der ikke være tale om en offentliggørelse

i bestemmelsens forstand, hvis noget sådant materiale sendes til nogle en-

kelte familiemedlemmer.

Ved vurderingen af om tilkendegivelsen ikke bør fremsættes af hensyn til

beskyttelse af den forurettede eller dennes pårørende ved lovovertrædelsen,

eller om tilkendegivelsen åbenbart er egnet til at krænke retsfølelsen, forud-

sættes det, at der foretages en vurdering efter de samme momenter, som er

nævnt i den gældende bestemmelse i § 59 i straffuldbyrdelsesloven, samt

den praksis der er knyttet til denne bestemmelse.

Ved vurderingen af, om der er tale om ”omtale” af den eller de forbrydelser,

som den pågældende er blevet dømt for, vil både direkte og indirekte omtale

være omfattet. Ved direkte omtale forstås eksempelvis tilkendegivelser, som

vedrører de handlinger, som vedkommende foretog i forbindelse med plan-

lægning eller fuldbyrdelse af forbrydelsen. Ved indirekte omtale forstås ek-

sempelvis tilkendegivelser om efterfølgende tanker eller rationaliseringer

om forbrydelsen.

Der kan desuden opstå tilfælde, hvor den tiltalte, foruden at være dømt for

overtrædelse af en bestemmelse, som hjemler straf på livstid, samtidig er

dømt for overtrædelse af andre bestemmelser, som ikke hjemler straf på livs-

tid. Der vil i sådan en situation skulle foretages en konkret vurdering af, om

overtrædelsen, som ikke hjemler straf på livstid, har en så tilstrækkelig til-

knytning til den forbrydelse, som hjemler straf på livstid til, at den vil være

omfattet af »den eller de forbrydelser«, som den pågældende er dømt for

efter bestemmelsen.

En dom for usømmelig omgang med lig, der idømmes i forbindelse med en

dom på livstid for drab, vil således som hovedregel have en tilstrækkelig

tilknytning til dommen på livstid. En sådan hovedregel vil generelt kunne

lægges til grund, hvis den dømte har begået lovovertrædelser, som i et vist

omfang knytter sig til den overtrædelse, som vedrører en bestemmelse, som

hjemler straf på livstid. Omvendt vil eksempelvis et tyveri, der ikke i øvrigt

har forbindelse til den overtrædelse, som hjemler straf på livstid, eksempel-

vis hvis den indsatte op mod gerningen har stjålet en bil, ikke have en sådan

tilknytning, hvilket vil have som konsekvens, at en offentlig omtale af tyve-

riet ikke vil være omfattet af bestemmelsen.

Det foreslås desuden, at begrænsningerne skal finde anvendelse, hvor en

sådan offentliggørelse foretages af en anden fysisk person på vegne af den

indsatte. Dette er eksempelvis tilfældet, hvis den indsatte beder en fysisk

person uden for institutionen om at offentliggøre materiale, som vedrører

den eller de forbrydelser, som den indsatte har fået en livstids- eller forva-

ringsdom for. Dette kan eksempelvis være motiveret af, at en indsat i et luk-

ket fængsel ikke har adgang til internettet, og derved har vanskeligt ved at

fremsætte tilkendegivelser eller viderebringe materiale.

Den foreslåede bestemmelse vil alene finde anvendelse i de tilfælde, hvor

den indsatte selv, eller en anden fysisk person på vegne af den indsatte of-

fentliggør en tilkendegivelse eller materiale vedrørende den eller de pågæl-

dende forbrydelser. Bestemmelsen finder således ikke anvendelse, hvis der

er tale om, at et medie, f.eks. et forlag, udgiver og dermed offentliggør en

bog, som den indsatte har skrevet, og som indeholder oplysninger om den

eller de pågældende forbrydelser. Hvad angår tilfældet, hvor en anden end

den indsatte offentliggør en sådan tilkendegivelse eller noget sådant materi-

ale, skal dette ske på vegne af den indsatte. Det betyder, at en person, som

generelt og uden kontakt til den livstids- og forvaringsdømte offentliggør

sådanne tilkendegivelser eller materiale, ikke vil være omfattet af bestem-

melsen.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 10, og bemærkningerne hertil.

2.5. Skærpelse af disciplinærstrafsystemet for livstids- og forvarings-

dømte

2.5.1. Gældende ret

Straffuldbyrdelseslovens kapitel 11 indeholder bl.a. regler om disciplinær-

straf, jf. lovens §§ 67-72. En disciplinærstraf er en administrativ, pønal re-

aktion over for indsatte på en ikke tilladt adfærd.

Lovens § 67 bestemmer hvilke handlinger, som straffes disciplinært. Som

eksempler kan nævnes indtagelse af alkohol, euforiserende stoffer eller an-

dre stoffer, der er forbudt efter den almindelige lovgivning, ved overtræ-

delse af de regler eller anvisninger, der gælder for rygning i institutionen

eller ved overtrædelse af straffelovgivningen, når overtrædelsen tillige in-

debærer en selvstændig krænkelse af orden eller sikkerhed i institutionen.

Som disciplinærstraf kan efter § 68 anvendes advarsel, bøde og strafcelle.

Disciplinærstraf i form af strafcelle kan dog kun anvendes for de overtræ-

delser, som er opregnet i bestemmelsens stk. 2.

Lovens § 69 og § 70 indeholder regler om, hvordan henholdsvis en discipli-

nærstraf i form af bøde og en disciplinærstraf i form af strafcelle udmåles. I

begge tilfælde skal størrelsen af straffen fastsættes under hensyn til overtræ-

delsens art og omfang. Hvad angår bøde kan denne dog højst udgøre et beløb

svarende til det almindelige vederlag, der udbetales indsatte for en uges be-

skæftigelse, med fradrag af den del af vederlaget, som er beregnet til dæk-

ning af personlige fornødenheder. Hvad angår strafcelle kan der højst idøm-

mes en sådan disciplinærstraf i et tidsrum af 4 uger, dog højst 7 dage for

unge under 18 år, medmindre sagen angår vold mod personale i institutio-

nen. En indsat, der er ikendt strafcelle, anbringes i en særlig afdeling eller

eget opholdsrum eller i et arresthus. Under anbringelsen er den indsatte ude-

lukket fra fællesskab i institutionen. Unge under 18 år kan dog deltage i

beskæftigelse i institutionen, medmindre konkrete grunde taler herimod.

Det følger derudover af § 71, at den indsatte kan anbringes i forhørscelle,

hvis der er begrundet mistanke om, at den indsatte har overtrådt bestemmel-

ser, der må antages at medføre strafcelle som disciplinærstraf, og hvis det er

nødvendigt af hensyn til gennemførelsen af undersøgelser i disciplinærsa-

gen. Anbringelse i forhørscelle må ikke udstrækkes i længere tid end under-

søgelsen nødvendiggør og kan højst vare i 5 dage.

Reglerne om disciplinærstraf suppleres af bekendtgørelse nr. 105 af 30. ja-

nuar 2019 om udståelse af strafcelle, anvendelse af forhørscelle og behand-

lingen af disciplinærsager (disciplinærbekendtgørelsen).

2.5.2. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet finder, at der bør være en konsekvens ved, at en indsat, der

udstår fængselsstraf på livstid eller er idømt forvaring, overtræder de fore-

slåede bestemmelser i lovforslagets § 1, nr. 4, 6 og 7, om, at der skal ind-

hentes tilladelse, før sådanne indsatte kan modtage besøg, brevveksle eller

telefonere, samt lovforslagets § 1, nr. 10, om indskrænkning af livstids- og

forvaringsdømtes muligheder for at komme med tilkendegivelser til offent-

ligheden om egne forbrydelser og indskrænkning af mulighederne for at of-

fentliggøre materiale om egne eller andres forbrydelser.

Der findes på den baggrund behov for at indføre hjemmel til, at sådanne

overtrædelser skal straffes disciplinært. Det findes desuden hensigtsmæssigt

at indføre en ordning, hvorefter andre indsatte, som hjælper den livstids-

eller forvaringsdømte til en overtrædelse af den foreslåede § 59 a, jf. lov-

forslagets § 1, nr. 10, ligeledes skal straffes disciplinært.

Justitsministeriet finder desuden, at den livstids- eller forvaringsdømte skal

kunne ifalde en ny form for supplerende disciplinærstraf. Således bør der

være mulighed for, at en livstids- eller forvaringsdømte, hvis denne flere

gange har overtrådt den foreslåede § 51 a, § 55 a og § 57 a, jf. lovforslagets

§ 1, nr. 4, 6 og 7, afskæres fra at have ret til besøg, brevveksling og telefoni

i et nærmere bestemt tidsrum.

2.5.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at en indsat, der overtræder én eller flere af tilladelseskravene

i besøgs- og kommunikationsreglerne i de foreslåede § 51 a, stk. 1, § 55 a,

stk. 1, og § 57 a, stk. 1, skal ikendes disciplinærstraf. Da de nævnte besøgs-

og kommunikationsregler alene finder anvendelse for indsatte, der udstår

fængsel på livstid eller er idømt forvaring, såfremt der er tale om overtræ-

delse af en bestemmelse, som hjemler straf på livstid, vil bestemmelsen om

disciplinærstraf også alene finde anvendelse for sådanne indsatte.

Det foreslås desuden, at en indsat, der overtræder reglerne om, at der skal

indhentes tilladelse, inden der fremsættes offentlige tilkendegivelser eller

offentliggørelse af materiale om den eller de forbrydelser, som den pågæl-

dende har fået en livstids- eller forvaringsdom for, i den foreslåede § 59 a,

stk. 1, skal ikendes disciplinærstraf. Denne bestemmelse vil også alene finde

anvendelse for indsatte, der udstår fængselsstraf på livstid eller er idømt for-

varing, såfremt der er tale om overtrædelse af en bestemmelse, som hjemler

straf på livstid.

Det foreslås endvidere, at der skal ikendes disciplinærstraf over for andre

end den indsatte, der udstår fængselsstraf på livstid eller er idømt forvaring,

hvis denne anden indsatte viderebringer eller offentliggør budskaber i strid

den foreslåede § 59 a, stk. 1, på vegne af en indsat, der udstår fængselsstraf

på livstid eller er idømt forvaring for overtrædelse af en bestemmelse, som

hjemler straf på livstid. Hvis den livstids- eller forvaringsdømte får hjælp af

en anden indsat til at overtræde bestemmelserne, vil denne anden indsatte

således også ifalde disciplinærstraf. Det kunne eksempelvis være tilfældet,

hvis der uden tilladelse ydes hjælp til at offentliggøre materiale om de for-

brydelser, som den livstids- eller forvaringsdømte har begået fra et åbent

fængsel, hvor indsatte har bedre adgang til internet mv.

Det foreslås desuden, at der indføres en bestemmelse, som skal udgøre et

supplement til disciplinærstraf for livstids- og forvaringsdømte. Således fo-

reslås der indført en bestemmelse, hvorefter kriminalforsorgsområdet kan

bestemme, at en indsat, der udstår fængselsstraf på livstid eller er idømt for-

varing for overtrædelse af en bestemmelse, som hjemler straf på livstid, og

som flere gange har overtrådt én eller flere af de foreslåede bestemmelser i

§ 51 a, stk. 1, § 55 a, stk. 1, eller § 57 a, stk. 1, skal afskæres fra at have ret

til besøg, brevveksling og telefoni i et nærmere bestemt tidsrum.

Det foreslås således, at bestemmelsen alene finder anvendelse i gentagelse-

stilfælde. Den dømte vil således alene kunne ikendes almindelig discipli-

nærstraf ved en førstegangsovertrædelse af én eller flere af bestemmelserne.

Såfremt der er tale om et gentagelsestilfælde, kan en anvendelse af bestem-

melsen være relevant som et supplement, dvs. et tillæg, til disciplinærstraf.

Bestemmelsen finder anvendelse, uanset at den indsatte alene har overtrådt

eksempelvis reglerne om telefoni og ikke reglerne om brevveksling og be-

søg. En overtrædelse af reglerne vedrørende én kommunikationsform vil så-

ledes have konsekvenser for alle kommunikationsformer.

Ved anvendelse af bestemmelsen vil den indsattes derfor ikke kunne få be-

søg, brevveksle eller telefonere i et nærmere bestemt tidsrum. Den indsatte

vil i tidsrummet således også være afskåret fra eksempelvis at få besøg fra

nærtstående. Såfremt kriminalforsorgsområdet modtager breve til den ind-

satte i løbet af tidsrummet, hvor denne ikke må brevveksle, skal disse udle-

veres til den indsatte ved udløbet af tidsrummet. Hvis den indsatte modtager

breve fra myndigheder eller lignende, skal disse dog udleveres til den ind-

satte som normalt.

Det foreslås, at den indsatte skal afskæres fra at have ret til besøg, brevveks-

ling og telefoni i et »nærmere bestemt tidsrum«. Herved forstås, at den ind-

satte skal afskæres kontakt i et tidsrum på fire uger den første gang, bestem-

melsen finder anvendelse. I tilfælde af gentagne overtrædelser, bør tidsrum-

met som udgangspunkt udmåles til en periode på dobbelt så lang tid som

den forudgående, således at den indsatte afskæres kontakt i 8 uger ved en

overtrædelse anden gang. Dette udgangspunkt kan dog fraviges i nedadgå-

ende retning, hvis der eksempelvis er forløbet flere år mellem de to overtræ-

delser, eller hvis den indsatte har overtrådt bestemmelserne så mange gange,

at en afskæring af kontakt findes at være uforholdsmæssigt lang.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 12 og 13, og bemærkningerne

hertil.

2.6. Straf for livstids- eller forvaringsdømtes overtrædelse af reglerne

om kontakt med omverdenen mv.

2.6.1. Gældende ret

Det er efter gældende ret ikke muligt at idømme straf for overtrædelse af

reglerne om besøg, brevveksling og telefoni i straffuldbyrdelsesloven. For

indsatte vil der dog være mulighed for at ikende disciplinærstraf. Der hen-

vises til afsnit 2.5.1 for en nærmere beskrivelse af disse regler.

2.6.2. Justitsministeriets overvejelser

Med lovforslaget foreslås der indført bestemmelser om begrænsning af livs-

tids- og visse forvaringsdømtes muligheder for kontakt til samfundet uden

for institutionen, jf. de foreslåede bestemmelser i § 51 a, § 55 a og § 57 a,

jf. lovforslagets § 1, nr. 4, 6 og 7. Der foreslås desuden indført bestemmelser

om indskrænkning af sådanne dømtes muligheder for at komme med tilken-

degivelser til offentligheden om egne eller andres forbrydelser og ind-

skrænkning af mulighederne for at offentliggøre materiale om egne eller an-

dres forbrydelser, jf. den foreslåede bestemmelse i § 59 a, jf. lovforslagets §

1, nr. 10.

Med lovforslaget foreslås det desuden, at den indsattes overtrædelser af de

nævnte bestemmelser skal straffes med disciplinærstraf, jf. de foreslåede be-

stemmelser i straffuldbyrdelseslovens § 67, nr. 10, 11 og 12, jf. lovforslagets

§ 1, nr. 11, og at denne straf kan suppleres af forbud mod kontakt med sam-

fundet uden for institutionen i et nærmere bestemt tidsrum, jf. den foreslåede

bestemmelse i § 59 b, jf. lovforslagets § 1, nr. 12.

Justitsministeriet finder, at der af hensyn til en effektiv håndhævelse af reg-

lerne bør indføres mulighed for, at en overtrædelse af reglerne kan straffes

med bøde.

2.6.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at der indføres et nyt kapitel 22 b i staffuldbyrdelsesloven in-

deholdende én strafbestemmelse, hvorefter den, der overtræder § 51 a, stk.

1, § 55 a, stk. 1, § 57 a, stk. 1, eller 59 a, stk. 1, straffes med bøde.

Bestemmelsen finder eksempelvis anvendelse i de tilfælde, hvor en livstids-

eller forvaringsdømt, der er dømt for overtrædelse af en bestemmelse, der

hjemler straf på livstid, uden tilladelse og dermed i strid med de foreslåede

bestemmelser får kontakt igennem besøg, brevveksling og telefoni. Strafbe-

stemmelsen vil ikke finde anvendelse i de tilfælde, hvor der ikke efter de

foreslåede bestemmelser i § 51 a, stk. 1, § 55 a, stk. 1, eller § 57 a, stk. 1, er

krav om tilladelse, eksempelvis hvis der er tale om brevveksling med of-

fentlige myndigheder eller organisationer mv., hvormed den indsatte har ret

til ukontrolleret brevveksling, jf. straffuldbyrdelseslovens § 56.

Bestemmelsen kan ligeledes finde anvendelse i de tilfælde, hvor en person

uden for institutionen medvirker til, at en indsat overtræder bestemmelsen.

Det kan eksempelvis være tilfældet, hvis en nærtstående til en livstids- eller

forvaringsdømt faciliteter telefonisk kontakt til en person, hvor der er krav

om tilladelse, som den indsatte ikke har fået af kriminalforsorgsområdet for-

inden.

Det foreslås endvidere, at bestemmelsen skal finde anvendelse for overtræ-

delse af den foreslåede § 59 a, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 10.

Dette indebærer, at sådanne indsatte kan straffes med bøde, såfremt den på-

gældende uden tilladelse offentligt fremsætter tilkendegivelser om den eller

de forbrydelser, som den pågældende har fået en livstids- eller forvarings-

dom for.

Også denne del af bestemmelsen kan finde anvendelse i de tilfælde, hvor en

person uden for institutionen medvirker til, at en indsat overtræder den fo-

reslåede § 59 a. Det er eksempelvis tilfældet, hvor en person uden for insti-

tutionen offentligt fremsætter tilkendegivelser eller offentliggør materiale

for sådanne indsatte, når dette sker på vegne af den indsatte. Dette kan ek-

sempelvis være tilfældet, hvis den indsatte beder en person uden for institu-

tionen om offentligt at viderebringe et budskab, som vedrører den eller de

pågældende forbrydelser, og som ikke bør fremsættes af hensyn til beskyt-

telse af den forurettede eller dennes pårørende ved lovovertrædelsen eller er

egnet til åbenbart at krænke retsfølelsen.

Det foreslås, at bestemmelsen alene finder anvendelse for fysiske personer.

Der foreslås således ikke indført hjemmel til at straffe juridiske personer

med bøde for medvirken til overtrædelse af bestemmelserne.

Derudover indebærer den foreslåede bestemmelse, at medier, som er omfat-

tet af medieansvarsloven, ikke kan straffes for medvirken til overtrædelse af

bestemmelsen. Hvis et medie offentligt viderebringer en tilkendegivelse el-

ler offentliggør materiale fra den indsatte, som vedrører den eller de forbry-

delser, som den pågældende har fået en livstidsdom for, vil mediet således

ikke kunne straffes efter bestemmelsen. En sådan viderebringelse vil dog

som normalt skulle ske inden for rammerne af straffeloven og de regler, som

medier i øvrigt er underlagt, herunder de presseetiske regler.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 14, og bemærkningerne hertil.

3. Økonomiske konsekvenser og implementeringsomkostninger for det

offentlige

[Under afklaring]

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet mv.

Lovforslaget vurderes ikke at have økonomiske eller administrative konse-

kvenser for erhvervslivet mv.

5. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget vurderes ikke at have administrative konsekvenser for bor-

gerne.

6. Klima- og miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget vurderes ikke at have klima- eller miljømæssige konsekvenser.

7. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget har ingen EU-retlige aspekter.

8. Hørte myndigheder og organisationer mv.

Et udkast til lovforslag har i perioden fra den [dato] 2021 til den [dato] 2021

været sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer mv.:

[Liste over hørte myndigheder og organisationer mv.]

10. Sammenfattende skema

Positive konsekvenser/mindreudgifter Negative konsekvenser/merudgifter

(hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, an- (hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, an-

før »Ingen«)

Økonomiske

konsekvenser for

stat, kommuner

og regioner

Implemente-

ringskonsekven-

ser for stat, kom-

muner og regio-

ner

Økonomiske

konsekvenser for

erhvervslivet

Administrative

konsekvenser for

erhvervslivet

Administrative

konsekvenser for

borgerne

Miljømæssige

konsekvenser

[Ingen]

Ingen

Forholdet til EU- Lovforslaget har ingen EU-retlige aspekter.

retten

Er i strid med de

principper

for

implementering

af erhvervsrettet

EU-regulering/

Går videre end

minimumskrav i

EU-regulering

(sæt X)

Nej

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Det følger af den gældende bestemmelse i straffuldbyrdelseslovens § 22,

stk. 2, at fuldbyrdelse af en fængselsstraf på livstid skal ske i lukket fængsel,

idet det dog er muligt, at fuldbyrdelsen kan ske i åbent fængsel, hvis det ikke

findes betænkeligt. Fuldbyrdelse af forvaring sker efter straffuldbyrdelses-

lovens § 105, stk. 1, efter lovens kapitel 2 og afsnit II, dog med den undta-

gelse, at forvaring normalt fuldbyrdes i Anstalten ved Herstedvester.

Den foreslåede bestemmelse i

§ 22 a, stk. 1,

vil medføre, at fuldbyrdelse af

en straf på livstid eller forvaringsdom, såfremt den forvaringsdømte er dømt

for overtrædelse af en bestemmelse i straffeloven, som hjemler straf på livs-

tid, altid skal påbegyndes i lukket fængsel, uanset bestemmelsen i § 22.

Til nr. 2

Efter den gældende bestemmelse i straffuldbyrdelseslovens § 24, skal en

indsat i et lukket fængsel overføres til åbent fængsel, når betingelserne i §

22, stk. 3-6, og § 25, stk. 2-4 og 6, ikke længere opfyldt, eller når overførsel

til åbent fængsel i øvrigt ikke anses for betænkeligt, jf. § 24, stk. 1, nr. 2.

Efter § 24, stk. 2, kan en overførsel til åbent fængsel dog undlades, hvis den

resterende straffetid er ganske kort.

Den foreslåede bestemmelse i

§ 24 a, stk. 1,

vil medføre, at indsatte, der

udstår fængselsstraf på livstid eller er idømt forvaring, hvis der er tale om

overtrædelse af en bestemmelse i straffeloven, som hjemler straf på livstid,

uanset § 24, stk. 1, nr. 2, ikke kan overføres fra lukket til åbent fængsel,

indtil 10 år af straffetiden er udstået.

Den foreslåede bestemmelse indebærer således en fravigelse af § 24, for så

vidt angår livstids- og forvaringsdømte. For så vidt angår forvaringsdømte

vil bestemmelsen dog alene finde anvendelse, hvis den forvaringsdømte er

dømt for overtrædelse af en bestemmelse, som hjemler straf på livstid.

Bestemmelsen vil være tidsmæssigt afgrænset således, at den gælder, indtil

der er udstået 10 år af straffetiden. Den tidsmæssige anvendelse af bestem-

melsen vil være sammenfaldende med afsoningstiden. Ved fastlæggelsen af

den tidsmæssige anvendelse af bestemmelsen vil der således skulle tages

hensyn til straffelovens § 86 om afkortning i den idømte fængselsstraf, hvis

den pågældende f.eks. har været varetægtsfængslet.

Bestemmelsen indebærer ikke, at sådanne dømte har krav på at blive over-

ført til et åbent fængsel, når 10 år af straffetiden er udstået. Den foreslåede

bestemmelse i

§ 24 a, stk. 2,

indebærer da, at spørgsmålet om overførsel fra

lukket til åbent fængsel vil skulle vurderes af kriminalforsorgen efter den

gældende bestemmelse i § 24, stk. 1, nr. 2, det vil sig eud fra, om en over-

førsel til åbent fængsel er betænkelig.

Den foreslåede bestemmelse i

§ 24 a, stk. 3,

vil indebære, at det enkelte

kriminalforsorgsområde har mulighed for undtagelsesvist at bestemme, at

der ikke skal gælde et krav om, at den indsatte skal afsone i lukket fængsel,

når dette sker af hensyn til den indsattes helbred.

Kravet om, at muligheden undtagelsesvist kan anvendes af hensyn til den

indsattes helbred, indebærer, at der skal foreligge lægelig dokumentation

for, at den indsattes fortsatte afsoning i lukket regi er skadeligt for dennes

helbred. Det kan eksempelvis være tilfældet, hvis den indsatte udvikler de-

menssygdom eller andre former for mental redaktion. Det kan ligeledes

være tilfældet, hvis den dømte har eller får fysiske handicaps, som medfører,

at det ikke vil kunne lade sig gøre at udstå straffen i lukket regi.

Til nr. 3

Efter de gældende bestemmelser i straffuldbyrdelseslovens §§ 46-50 kan

indsatte opnå tilladelse til udgang. Dette gælder også indsatte, der udstår

fængselsstraf på livstid eller er idømt forvaring.

Indsatte kan efter lovens § 46 få tilladelse til udgang, når udgangsformålet

f.eks. er rimeligt begrundet i familiemæssige eller andre personlige hensyn.

Der må desuden ikke være bestemte grunde til at antage, at den indsatte i

forbindelse med udgangen vil begå ny kriminalitet, unddrage sig fortsat

straffuldbyrdelse eller på anden måde misbruge udgangstilladelsen. Det er

desuden et krav, at hensynet til retshåndhævelsen ikke i øvrigt taler imod

udgangstilladelsen.

Udgang kan desuden ske ledsaget eller uledsaget. Ved ledsaget udgang for-

stås, at den indsattes udgang sker under opsyn fra én eller flere udgangsled-

sagere.

Den foreslåede bestemmelse i

§ 49 a

vil indebære en tidsmæssig begræns-

ning af mulighederne for at opnå tilladelse til udgang for indsatte, der udstår

fængselsstraf på livstid eller er idømt forvaring. For så vidt angår forvarings-

dømte vil bestemmelsen dog alene finde anvendelse, hvis den forvarings-

dømte er dømt for overtrædelse af en bestemmelse, som hjemler straf på

livstid.

Bestemmelsen vil således medføre, at sådanne indsatte som udgangspunkt

først kan opnå tilladelse til udgang, når 10 år af straffetiden er udstået. Den

tidsmæssige anvendelse af bestemmelsen vil være sammenfaldende med af-

soningstiden. Ved fastlæggelsen af den tidsmæssige anvendelse af bestem-

melsen vil der således skulle tages hensyn til straffelovens § 86 om afkort-

ning i den idømte fængselsstraf, hvis den pågældende f.eks. har været vare-

tægtsfængslet.

Bestemmelsen indebærer ikke, at den indsatte automatisk opnår ret til ud-

gang

–

det være sig ledsaget eller uledsaget

–

efter udløbet af de 10 år. Det

er en forudsætning med bestemmelsen, at der ved vurderingen af, om ud-

gang bør tillades efter udløbet af de 10 år, vil skulle foretages en konkret

vurdering heraf af kriminalforsorgen. Denne vurdering vil som normalt

skulle foretages i overensstemmelse med den gældende praksis, der findes

for meddelelse af tilladelse til livstids- og forvaringsdømte.

Efter bestemmelsen vil det være muligt at opnå tilladelse til udgang, hvis

det sker til særlige formål.

Bestemmelsen har et snævert anvendelsesområde og forudsættes anvendt i

de tilfælde, hvor kriminalforsorgsområdet i øvrigt ville meddele en indsat,

der udstår fængselsstraf på livstid eller er idømt forvaring for overtrædelse

af en bestemmelse, der hjemler straf på livstid, tilladelse til udgang til sær-

lige formål i overensstemmelse med udgangsbekendtgørelsens § 31, stk. 1.

Således vil der ikke kunne meddeles tilladelse til udgang efter udgangsbe-

kendtgørelsens § 31, stk. 2. Bestemmelsen giver desuden mulighed for at

meddele tilladelse til udgang i helt ekstraordinære situationer. Det er eksem-

pelvis tilfældet, hvis der er et særligt hensyn at tage til den indsattes børn.

Hvis kriminalforsorgsområdet meddeler tilladelse efter bestemmelsen, skal

den indsatte altid være ledsaget under udgangen.

Til nr. 4

Efter straffuldbyrdelseslovens § 51 har indsatte, der f.eks. udstår fængsels-

straf på livstid eller forvaring, ret til mindst ét ugentligt besøg af mindst én

times varighed og så vidt muligt at to timers varighed.

Sådanne indsatte har desuden bl.a. ret til frit besøg fra den advokat, som er

beskikket eller valgt som forsvarer i den straffesag, der har ført til indsæt-

telse i institutionen.

Besøg kan begrænses over for indsatte, som politiet skønner har tilknytning

til en gruppe af personer, som er aktivt involveret i en verserende voldelig

konflikt med andre personer, jf. lovens § 51, stk. 4.

Den foreslåede bestemmelse i

§ 51 a, stk. 1,

vil som noget nyt indebære, at

indsatte, der udstår fængselstraf på livstid eller er idømt forvaring for over-

trædelse af en bestemmelse, som hjemler straf på livstid, skal indhente tilla-

delse til besøg. Det enkelte kriminalforsorgsområde er kompetent til at med-

dele tilladelse efter bestemmelsen.

Den foreslåede bestemmelse i

§ 51 a, stk. 2, 1. pkt.,

vil indebære, at krimi-

nalforsorgen skal meddele tilladelse til besøg, hvis der er tale om besøg fra

nærtstående eller personer, som den indsatte havde kontakt til før varetægts-

fængslingen.

Med udtrykket »nærtstående« forstås ægtefæller eller samlevende, børn,

børnebørn, forældre, søskende, bedsteforældre, oldeforældre og andre per-

soner, til hvem den indsatte har en sådan tilknytning, at den kan ligestilles

med disse familiebånd.

Begrebet »kontakt« indebærer, at der skal have været en forbindelse mellem

den indsatte og den pågældende person, som den indsatte enten ønsker at

modtage besøg fra, brevveksle med eller telefonere med. Det er ikke afgø-

rende, hvor lang tid, der er gået siden, at kontakten har været etableret, og

at der f.eks. ikke har været kontakt mellem de pågældende i en årrække. Det

er desuden ikke afgørende, at der har været en egentlig indbyrdes dialog

mellem den indsatte og den pågældende. Det, at enten den indsatte eller den

anden part har taget kontakt uden at have modtaget svar

–

f.eks. ved at sende

et brev eller ved at skrive en besked til den pågældende over internettet uden

at have modtaget svar

–

er tilstrækkeligt til, at der er tale om kontakt i be-

stemmelsernes forstand. Omvendt vil det ikke være tilstrækkeligt til, at der

er etableret kontakt i bestemmelsernes forstand, at den indsatte blot ved,

hvem den pågældende person er, uden at der har været en forbindelse mel-

lem den indsatte og den pågældende person.

Kontakten skal desuden være etableret før varetægtsfængslingen. Herved

forstås tidspunktet for afsigelsen af den kendelse, hvor den pågældende va-

retægtsfængsles i den sag, som senere fører til at den pågældende idømmes

livstid eller forvaring. Hvis den pågældende senere løslades og varetægts-

fængsles igen, vil der ved fastlæggelsen af tidspunktet skulle tages udgangs-

punkt i tidspunktet for den seneste varetægtsfængsling.

Såfremt der er tale om enten en nærtstående eller en person, som den ind-

satte havde kontakt med før varetægtsfængslingen, vil kriminalforsorgsom-

rådet være forpligtet til at meddele tilladelse efter bestemmelsen. Besøg vil

dog, som det fremgår nedenfor ved omtalen af den foreslåede § 51, stk. 5,

dog fortsat kunne underkastes de vilkår og begrænsninger, som fremgår af

§ 51, stk. 4, § 52 og § 54, hvilket i praksis kan betyde, at besøg alligevel kan

afskæres.

Den foreslåede bestemmelse i

§ 51 a, stk. 2, 2. pkt.,

vil indebære, at krimi-

nalforsorgsområdet kan give tilladelse til besøg af andre, hvis særlige om-

stændigheder taler derfor. Det indebærer, at der kan gives tilladelse til besøg

fra andre end nærtstående, eller andre personer end dem, som den indsatte

havde kontakt til før varetægtsfængslingen.

Det beror på en konkret vurdering, om der skal meddeles tilladelse efter be-

stemmelsen. Der skal ved denne vurdering tage hensyn til den indsattes mu-

ligheder for at have social omgang med andre mennesker samt den indsattes

muligheder for eksempelvis at få kontakt til organisationer mv., som bistår

den indsatte i en verserende sag hos en offentlig myndighed.

Bestemmelsen er herefter bl.a. tiltænkt anvendt i de situationer, hvor det af

kriminalforsorgsområdet kan konstateres, at den indsatte ikke har familie

eller andre kontakter, eller hvis disse ikke ønsker at være i kontakt med den

indsatte. Hvis kriminalforsorgen konstaterer, at dette er tilfældet, skal kri-

minalforsorgsområdet af egen drift overveje, om den indsatte bør tilbydes

kontakt med andre, eksempelvis en besøgsven.

Bestemmelsen er derudover bl.a. tiltænkt anvendt i situationer, hvor eksem-

pelvis en retshjælpsorganisation ønsker at komme i kontakt med en indsat

om en sag, og hvor det findes formålstjenligt, at kontakten sker ved et besøg.

Bestemmelsen er endelig tiltænkt anvendt i de tilfælde, hvor den indsatte i

øvrigt ønsker at opnå kontakt til dagspressen, f.eks. for at gøre opmærksom

på fængselsforholdene eller andre relevante forhold.

Den foreslåede bestemmelse i

§ 51 a, stk. 3,

vil indebære, at reglen i stk. 1

alene finder anvendelse, indtil 10 år af straffetiden er udstået.

Ved fastlæggelsen af den tidsmæssige anvendelse af bestemmelsen vil der

således skulle tages hensyn til straffelovens § 86 om afkortning i den idømte

fængselsstraf, hvis den pågældende f.eks. har været varetægtsfængslet.

Når 10 år af straffetiden er udstået, gælder de almindelige regler om besøg

i straffuldbyrdelsesloven, og den indsattes fremtidige muligheder for besøg

skal således på dette tidspunkt vurderes efter disse bestemmelser.

Den foreslåede bestemmelse i

§ 51 a, stk. 4,

vil indebære, at den indsatte

uanset stk. 1, fortsat vil kunne modtage besøg fra sin forsvarer i overens-

stemmelse med det, som fremgår af straffuldbyrdelseslovens § 51, stk. 2, og

at udenlandske indsatte, der udstår fængselsstraf på livstid eller er idømt

forvaring, uanset stk. 1, vil have ret til samtale med hjemlandes diplomatiske

eller konsulære repræsentanter, jf. lovens § 51, stk. 2.

Bestemmelsen indebærer desuden, at den indsatte uanset stk. 1 fortsat har

ret til efter straffuldbyrdelseslovens § 54, under visse betingelser at have sit

barn under 1 år hos sig i institutionen.

Den foreslåede bestemmelsen i

§ 51 a, stk. 5,

vil indebære, at kriminalfor-

sorgen fortsat har mulighed for at underkaste besøg, som sker i overens-

stemmelse med stk. 1, de begrænsninger, som i øvrigt er mulige for besøg i

dag.

Dette indebærer, at en indsat, der udstår fængselsstraf på livstid eller er

idømt forvaring for overtrædelse af en bestemmelse, som hjemler straf på

livstid, og som modtager besøg efter stk. 1, fortsat kan afskæres denne ret,

hvis eksempelvis politiet skønner, at den indsatte har tilknytning til en

gruppe af personer, som er aktivt involveret i en verserende voldelig konflikt

med andre personer, og den indsatte modtager besøg fra en person, som til-

lige har en tilknytning til den pågældende gruppe af personer, jf. straffuld-

byrdelseslovens § 51, stk. 4.

Ligeledes kan kriminalforsorgsområdet fortsat bestemme, at der uanset, at

et besøg sker i overensstemmelse med stk. 1, skal indhentes forudgående

tilladelse til at besøge en indsat, som udstår fængselsstraf på livstid eller er

idømt forvaring, jf. straffuldbyrdelseslovens § 52.

Endelig kan den indsattes ret efter § 54 om at have sit barn i institutionen

begrænses i medfør af bestemmelsen, uanset at besøget sker i overensstem-

melse med stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse i

§ 51 a, stk. 5,

vil indebære, at det er op til den

indsatte at påvise, at der er tale om en nærtstående, eller at der er etableret

kontakt før varetægtsfængslingen.

Bestemmelsen vil indebære, at bevisbyrden påhviler den indsatte. Kriminal-

forsorgen har således ikke en forpligtelse til selv at tilvejebringe bevis herfor

eller til i øvrigt hjælpe den indsatte med at skaffe bevis for, at der er tale om

en nærtstående, eller en person som den indsatte har været i kontakt med før

varetægtsfængslingen. Hvis kriminalforsorgen finder, at der ikke er fremlagt

tilstrækkeligt bevis herfor, kan tilladelse til besøg på denne baggrund næg-

tes.

Til nr. 5

Efter den nugældende bestemmelse i straffuldbyrdelseslovens § 55, stk. 3,

kan gennemlæsning af breve til og fra en indsat alene ske, hvis dette af kri-

minalforsorgsområdet skønnes påkrævet af ordens- og sikkerhedsmæssige

hensyn, af hensyn til kriminalforsorgens indsats mod radikalisering og eks-

tremisme, af hensyn til at forebygge kriminalitet eller for at beskytte den

forurettede ved lovovertrædelsen.

Den foreslåede tilføjelse i

§ 55, stk. 3,

vil indebære, at kriminalforsorgsom-

rådet også får adgang til at gennemlæse breve til og fra en indsat, hvis det

skønnes påkrævet af hensyn til overholdelse af § 55 a, om begrænsning af

mulighederne for brevveksling for indsatte, der udstår fængselsstraf på livs-

tid eller er idømt forvaring for overtrædelse af en bestemmelse, som hjemler

straf på livstid.

Bestemmelsen er tiltænkt anvendt i de tilfælde, hvor kriminalforsorgsområ-

det skønner det påkrævet at undersøge, om en sådan indsat brevveksler in-

den for rammerne af den foreslåede § 55 a, dvs. om den indsatte alene brev-

veksler efter tilladelse, medmindre dette ikke er påkrævet.

Til nr. 6

Efter straffuldbyrdelseslovens § 55 har indsatte, der f.eks. udstår fængsels-

straf på livstid eller er idømt forvaring, ret til brevveksling. Kriminalfor-

sorgsområdet kan uden retskendelse åbne og lukke breve til og fra den ind-

satte, jf. § 55, stk. 2.

Breve kan efter § 53, stk. 3, gennemlæses, hvis dette af kriminalforsorgs-

området skønnes påkrævet af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn, af

hensyn til kriminalforsorgens indsats mod radikalisering og ekstremisme, af

hensyn til at forebygge kriminalitet eller for at beskytte den forurettede ved

lovovertrædelsen.

I § 55, stk. 4 og 5, er det bestemt, at breve til og fra indsatte som udgangs-

punkt skal gennemlæses i de tilfælde, som bestemmelserne opregner.

Efter lovens § 56 har indsatte ret til ukontrolleret brevveksling med en række

offentlige myndigheder og organisationer mv., og den advokat som af den

pågældende er valgt eller beskikket i den straffesag, som har ført til indsæt-

telse i institutionen, eller i en verserende straffesag. Det samme gælder i

øvrigt brevveksling med advokater, der i medfør af retsplejelovens § 733 er

antaget af justitsministeren til at beskikkes som offentlige forsvarere.

Den foreslåede bestemmelse i

§ 55 a, stk. 1,

vil som noget nyt indebære, at

indsatte, der udstår fængselstraf på livstid eller er idømt forvaring for over-

trædelse af en bestemmelse, som hjemler straf på livstid, skal indhente tilla-

delse til brevveksling. Det enkelte kriminalforsorgsområde er kompetent ef-

ter bestemmelsen.

Den foreslåede bestemmelse i

§ 55 a, stk. 2, 1. pkt.,

vil indebære, at krimi-

nalforsorgen skal meddele tilladelse til brevveksling, hvis der er tale om

brevveksling med nærtstående eller personer, som den indsatte havde kon-

takt til før varetægtsfængslingen.

Med udtrykket »nærtstående« forstås ægtefæller eller samlevende, børn,

børnebørn, forældre, søskende, bedsteforældre, oldeforældre og andre per-

soner, til hvem den indsatte har en sådan tilknytning, at den kan ligestilles

med disse familiebånd.

Begrebet »kontakt« indebærer, at der skal have været en forbindelse mellem

den indsatte og den pågældende person, som den indsatte enten ønsker at

modtage besøg fra, brevveksle med eller telefonere med. Det er ikke afgø-

rende, hvor lang tid siden, at kontakten har været etableret, og at der f.eks.

ikke har været kontakt mellem de pågældende i en årrække. Det er desuden

ikke afgørende, at der har været en egentlig indbyrdes dialog mellem den

indsatte og den pågældende. Det, at enten den indsatte eller den anden part

har taget kontakt uden at have modtaget svar

–

f.eks. ved at sende et brev

eller ved at skrive en besked til den pågældende over internettet uden at have

modtaget svar

–

er tilstrækkeligt til, at der er tale om kontakt i bestemmel-

sernes forstand. Omvendt vil det ikke være tilstrækkeligt til, at der er etab-

leret kontakt i bestemmelsernes forstand, at den indsatte blot ved, hvem den

pågældende person er, uden at der har været en forbindelse mellem den ind-

satte og den pågældende person.

Kontakten skal desuden være opstået før varetægtsfængslingen. Herved for-

stås tidspunktet for afsigelsen af den kendelse i den sag, som senere fører til

at den pågældende idømmes livstid eller forvaring, hvor den pågældende

varetægtsfængsles. Hvis den pågældende senere løslades og varetægts-

fængsles igen, vil der ved fastlæggelsen af tidspunktet skulle tages udgangs-

punkt i tidspunktet for den seneste varetægtsfængsling.

Såfremt der er tale om enten en nærtstående eller en person, som den ind-

satte havde kontakt med før varetægtsfængslingen, vil kriminalforsorgsom-

rådet være forpligtet til at meddele tilladelse efter bestemmelsen. Brevveks-

ling kan dog, som det fremgår nedenfor ved omtalen af den foreslåede § 55,

stk. 5, fortsat underkastes de vilkår og begrænsninger, som fremgår af § 55,

hvilket i praksis kan betyde, at brevveksling alligevel kan afskæres.

Den foreslåede bestemmelse i

§ 55 a, stk. 2, 2. pkt.,

vil indebære, at krimi-

nalforsorgsområdet kan tillade, at den indsatte brevveksler med andre, hvis

særlige omstændigheder taler derfor. Det indebærer, at der kan gives tilla-

delse til brevveksling med andre end nærtstående, eller andre personer end

dem, som den indsatte havde kontakt til før varetægtsfængslingen.