REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 433: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af retsplejeloven, lov om fuldbyrdelse af straf m.v. og lov om ændring af straffeloven (Opfølgning på initiativer i handlingsplanen til imødegåelse af udfordringerne med fangeflugter og delegation af afgørelseskompetence i sager om udgang for personer anbragt i hospital eller institution ved dom), fra justitsministeren

Retsudvalget 2020-21
REU Alm.del Bilag 433
Offentligt

UDKAST

Forslag

til

Lov om ændring af retsplejeloven, lov om fuldbyrdelse af straf m.v. og lov

om ændring af straffeloven (Opfølgning på initiativer i handlingsplanen til

imødegåelse af udfordringerne med fangeflugter og delegation af afgørel-

seskompetence i sager om udgang for personer anbragt i hospital eller in-

stitution ved dom)

§1

I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1445 af 20. september 2020, som

ændret senest ved § 3 i lov nr. 1174 af 8. juni 2021, foretages følgende æn-

dringer:

§ 748 a

indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk.

Retten kan bestemme, at sigtede deltager i et retsmøde ved an-

vendelse af telekommunikation med billede, hvis der efter det om sigtedes

forhold oplyste er bestemte grunde til at antage, at han vil unddrage sig for-

følgningen eller fuldbyrdelsen. Stk. 1, 2.-4. pkt. finder tilsvarende anven-

delse.«

Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5.

§ 748 b

indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum:

»Retten kan tilsvarende træffe sådan bestemmelse, hvis der efter det om

sigtedes forhold oplyste er bestemte grunde til at antage, at han vil unddrage

sig forfølgningen eller fuldbyrdelsen.«

I § 771 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 433: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af retsplejeloven, lov om fuldbyrdelse af straf m.v. og lov om ændring af straffeloven (Opfølgning på initiativer i handlingsplanen til imødegåelse af udfordringerne med fangeflugter og delegation af afgørelseskompetence i sager om udgang for personer anbragt i hospital eller institution ved dom), fra justitsministeren

UDKAST

»Stk. 2.

Stk. 1, 2. pkt., finder tilsvarende anvendelse, hvis der efter det

om varetægtsarrestantens forhold oplyste er bestemte grunde til at antage, at

han vil unddrage sig forfølgningen eller fuldbyrdelsen.«

Stk. 2 bliver herefter stk. 3.

§ 771

indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

»Stk. 3.

Politiet kan modsætte sig, at en varetægtsarrestant, som af politiet

skønnes at have tilknytning til en gruppe af personer, som er aktivt involve-

ret i en verserende voldelig konflikt med en anden gruppe af personer, og at

der inden for den gruppe, som den indsatte skønnes at have tilknytning til,

som led i konflikten enten er anvendt skydevåben eller er anvendt våben

eller eksplosivstoffer, som på grund af deres særdeles farlige karakter er eg-

net til at forvolde betydelig skade, eller er begået brandstiftelse omfattet af

straffelovens § 180, modtager besøg af personer med tilknytning til den på-

gældende gruppe eller en anden tilsvarende gruppe, medmindre ganske sær-

lige grunde gør sig gældende. Stk. 1, 3.-5. pkt. finder tilsvarende anven-

delse.«

Stk. 3 bliver herefter stk. 4.

§ 771

indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:

»Stk. 4.

Politiet kan forlange, at besøg til en varetægtsarrestant, som af

politiet skønnes at indtage en ledende eller koordinerende rolle i en gruppe

af personer, som tilsammen står bag omfattende og alvorlig kriminalitet,

skal finde sted under kontrol, medmindre det er åbenbart, at det ikke er nød-

vendigt af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn eller af hensyn til at fo-

rebygge kriminalitet. Stk. 1, 3.-5. pkt. finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 4 bliver herefter stk. 5.

§ 772, stk. 1,

indsættes efter »orden og sikkerhed i varetægtsfængslet«:

», samt hvis indholdet giver bestemte grunde til at antage, at varetægtsarre-

stanten vil unddrage sig forfølgningen eller fuldbyrdelsen«

§ 777, stk. 1,

ændres »§ 771, stk. 2« til: »§ 771, stk. 5«.

§ 854

indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk.

Retten kan bestemme, at tiltalte deltager i retsmøder under ho-

vedforhandlingen ved anvendelse af telekommunikation med billede, hvis

der efter det om tiltaltes forhold oplyste er bestemte grunde til at antage, at

han vil unddrage sig forfølgningen eller fuldbyrdelsen og når retten finder

det ubetænkeligt henset til formålet med de pågældende retsmøder.«

Stk. 2-3 bliver herefter stk. 3-4.

UDKAST

§ 890, stk. 2,

indsættes efter »§ 854«: », stk. 1«

§2

I straffuldbyrdelsesloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december

2019, som ændret senest ved lov nr. 1942 af 15. december 2020, foretages

følgende ændringer:

§ 65

indsættes som

stk. 5:

»Stk. 5.

Justitsministeren fastsætter regler om godkendelse af nye sik-

ringsmidler. Reglerne i stk. 1-3 finder tilsvarende anvendelse ved anvendel-

sen af disse sikringsmidler.«

Efter

§ 65

indsættes:

»§ 65 a.

Håndjern kan anvendes ved den indsattes enkeltstående fravær

fra lukkede fængsler og arrester. Bestemmelsen finder ikke anvendelse ved

den indsattes enkeltstående fravær til besøg af nærtstående.

Stk. 2.

Kriminalforsorgsområdet kan træffe bestemmelse om, at en indsat

i institutionen i en periode på op til 4 uger, kan ilægges håndjern ved ophold

uden for cellen, hvis

1) den indsatte har optrådt voldeligt over for personalet,

2) den indsatte udviser en grov eller oftere gentagen utilladelig adfærd over

for personalet, eller

3) hvis den indsatte er tilknyttet en gruppe af personer, som tilsammen står

bag omfattende og alvorlig kriminalitet, der aktuelt har begået voldelige

overfald mod personalet.

Stk. 3.

§ 65, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse.«

§3

I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1650 af 17. november 2020, som

ændret senest ved § 1 i lov nr. 1174 af 8. juni 2021, foretages følgende æn-

dringer:

Overalt i loven ændres »i hospital for sindslidende« til: »på psykiatrisk

afdeling«.

Overalt i loven ændres »et hospital for sindslidende« til: »en psykiatrisk

afdeling«.

UDKAST

§ 73 a, stk. 1,

indsættes efter

1. pkt.

som nyt punktum: »Justitsministeren

kan i den forbindelse fastsætte regler om, at kompetencen til meddelelse og

tilbagekaldelse af tilladelse til udgang m.v. kan delegeres til overlægen på

psykiatriske afdelinger samt til lederen og lederens stedfortræder på bofor-

mer, jf. § 108 i lov om social service, der drives af kommuner, regioner og

private.

§ 73 a, stk. 1, 2. pkt.,

der bliver

3. pkt.

indsættes efter »i den forbindelse«:

»endvidere«.

§ 74 a, stk. 4,

indsættes efter

1. pkt.

som nyt punktum: »Justitsministeren

kan i den forbindelse fastsætte regler om, at kompetencen til meddelelse og

tilbagekaldelse af tilladelse til udgang m.v. kan delegeres til lederen eller

lederens stedfortræder på sikrede afdelinger på døgninstitutioner for børn

og unge, jf. § 66, stk. 1, nr. 7, i lov om social service, der drives af kommu-

ner, regioner eller som selvejende institutioner, som kommunalbestyrelsen

eller regionsrådet indgår aftale med.

§ 74 a, stk. 4, 2. pkt.,

der bliver

3. pkt.

indsættes efter »i den forbindelse«:

»endvidere«.

§4

Loven træder i kraft den 1. januar 2022.

§5

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men § 2 kan ved kongelig

anordning helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne med de ændringer,

som de færøske forhold tilsiger.

UDKAST

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1. Indledning

2. Lovforslagets hovedpunkter

2.1. Øgede muligheder for anvendelse af brev- og besøgskontrol over for

varetægtsfængslede, der er undvigelsestruede

2.1.1. Gældende ret

2.1.2. Justitsministeriets overvejelser

2.1.3. Den foreslåede ordning

2.2. Øgede muligheder for anvendelse af besøgskontrol over for varetægts-

fængslede bandemedlemmer

2.2.1. Gældende ret

2.2.2. Justitsministeriets overvejelser

2.2.3. Den foreslåede ordning

2.3. Øgede muligheder for sigtedes og tiltaltes deltagelse i retsmøder ved

anvendelse af telekommunikation med billede

2.3.1. Gældende ret

2.3.2. Justitsministeriets overvejelser

2.3.3. Den foreslåede ordning

2.4. Øgede muligheder for anvendelse af håndjern og andre sikringsmidler

over for indsatte

2.4.1. Gældende ret

2.4.2. Justitsministeriets overvejelser

2.4.3. Den foreslåede ordning

2.5. Delegation af afgørelseskompetence i sager om udgang for personer

anbragt på psykiatrisk afdeling eller i institution ved dom

2.5.1. Gældende ret

2.5.2. Justitsministeriets overvejelser

2.5.3. Den foreslåede ordning

UDKAST

3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det of-

fentlige

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

5. Administrative konsekvenser for borgerne

6. Klima- og miljømæssige konsekvenser

7. Forholdet til EU-retten

8. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

9. Sammenfattende skema

UDKAST

1. Indledning

Den 19. november 2019 undveg en indsat fra Psykiatrisygehus Slagelse,

hvor den pågældende var varetægtsfængslet i surrogat. Justitsministeren an-

modede på den baggrund Rigspolitiet, Rigsadvokaten og Direktoratet for

Kriminalforsorgen om i fællesskab at udarbejde en handlingsplan til at imø-

degå udfordringerne med fangeflugter. Rigspolitiet har koordineret udarbej-

delsen af handlingsplanen og har i den forbindelse sørget for inddragelse af

relevante myndigheder.

Ved udgangen af 1. kvartal 2021 oversendte Rigspolitiet den samlede hand-

lingsplan til Justitsministeriet. Justitsministeren oversendte ved brev af 25.

marts 2021 handlingsplanen til Retsudvalget, jf. REU bilag 263. Handlings-

planen indeholder 10 fælles initiativer fra myndighederne.

Handlingsplanen indeholder bl.a. initiativer om øget brev- og besøgskontrol

og ensartede regler for besøg til bandemedlemmer. Derudover indeholder

handlingsplanen initiativer om øget brug af videoretsmøder, samt øget brug

af håndjern og andre sikringsmidler bl.a. når indsatte skal transporteres.

Formålet med lovforslaget er at implementere de initiativer, der er indeholdt

i den myndighedsfælles handlingsplan til imødegåelse af udfordringerne

med fangeflugter, som på Justitsministeriets område kræver lovændringer.

De øvrige initiativer på Justitsministeriets område vurderes at kunne imple-

menteres inden for gældende lovgivning.

Lovforslaget indeholder forslag til ændringer i retsplejeloven med henblik

på at skabe øgede muligheder for anvendelse af brev- og besøgskontrol over

for varetægtsfængslede, der er undvigelsestruede og over for varetægts-

fængslede rocker- og bandemedlemmer.

Lovforslaget indeholder derudover forslag til ændringer i retsplejeloven

med henblik på at skabe øgede muligheder for at afholde videoretsmøder,

hvis den sigtede/tiltalte vurderes undvigelsestruet.

Lovforslaget indeholder endvidere forslag til ændringer i straffuldbyrdelses-

loven med henblik på at give kriminalforsorgen øgede muligheder for an-

vendelse af håndjern og at etablere hjemmel til at fastætte regler, der mulig-

gør anvendelse af yderligere sikringsmidler ud over de allerede anførte i

straffuldbyrdelsesloven.

Lovforslaget har endelig til formål at indføre hjemmel i straffeloven til de-

legation af afgørelseskompetence i visse sager om udgang m.v. for personer

anbragt på psykiatrisk afdeling eller i institution ved dom.

UDKAST

2. Lovforslagets hovedpunkter

2.1. Øgede muligheder for anvendelse af brev- og besøgskontrol over

for varetægtsfængslede, der er undvigelsestruede

2.1.1. Gældende ret

Reglerne om brev- og besøgskontrol fremgår af retsplejelovens §§ 771-772.

Det fremgår af retsplejelovens § 771, stk. 1, at en varetægtsarrestant kan

modtage besøg i det omfang, opretholdelsen af orden og sikkerhed i vare-

tægtsfængslet tillader det. Politiet kan af hensyn til varetægtsfængslingens

øjemed modsætte sig, at varetægtsarrestanten modtager besøg, eller for-

lange, at besøg finder sted under kontrol.

Efter retsplejelovens § 772 har en varetægtsarrestant ret til at modtage og

afsende breve. Politiet kan gennemse brevene inden modtagelsen eller af-

sendelsen. Politiet skal snarest muligt udlevere eller sende brevene, med-

mindre indholdet vil kunne være til skade for efterforskningen eller opret-

holdelse af orden og sikkerhed i varetægtsfængslet.

Disse regler gælder tilsvarende ved varetægtsfængsling i surrogat, jf. Østre

Landsrets dom af 18. februar 1999 gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1999,

s. 933.

Retsplejelovens bestemmelser om varetægtsarrrestanters besøg og brev-

veksling suppleres af en række administrative forskrifter, som findes i be-

kendtgørelse nr. 107 af 30. januar 2019 om ophold i varetægt (varetægtsbe-

kendtgørelsen).

2.1.2. Justitsministeriets overvejelser

Det fremgår af den myndighedsfælles handlingsplan til imødegåelse af ud-

fordringerne med fangeflugter, at flere af de seneste års fangeflugter, herun-

der undvigelsen fra Vestre Fængsel i august 2018 og undvigelsen fra Psyki-

atrien Slagelse i november 2019, har været planlagte og er blevet gennem-

ført med bistand fra personer, som ikke var frihedsberøvede.

Det fremgår endvidere, at hverken den undvegne i august 2018 eller den

undvegne i november 2019 var underlagt brev- og besøgskontrol. Det skyld-

tes navnlig, at de undvegne ikke var varetægtsfængslet på baggrund af en

indikation om påvirkningsrisiko, jf. retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3, og at

det i litteraturen og til dels i retspraksis er forudsat, at brev- og besøgskontrol

normalt alene anvendes, når der foreligger en påvirkningsrisiko, men der-

imod ikke som følge af mistanke om undvigelsesrisiko.

UDKAST

Der kan i denne forbindelse bl.a. henvises til Vestre Landsrets dom af 31.

august 1992 gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1992, s. 905.

Det fremgår af handlingsplanen, at myndighederne har vurderet, at øget an-

vendelse af brev- og besøgskontrol over for varetægtsfængslede, der er und-

vigelsestruede, kan forbedre politiets mulighed for at afdække og derved

forhindre planlagte fangeflugter. Brev- og besøgskontrol over for disse ar-

restanter kan således hjælpe til at sikre, at arrestanterne ikke unddrager sig

forfølgning eller fuldbyrdelse.

Det anbefales derfor i handlingsplanen, at det præciseres i bestemmelserne

om brev- og besøgskontrol, jf. retsplejelovens §§ 771 og 772, at brev- og

besøgskontrol også kan iværksættes for at forhindre, at varetægtsarrestanten

unddrager sig forfølgning eller fuldbyrdelse. Justitsministeriet kan tilslutte

sig denne opfattelse.

2.1.3. Den foreslåede ordning

2.1.3.1. Øgede muligheder for anvendelse af besøgskontrol over for vare-

tægtsfængslede, der er undvigelsestruet

Med henblik på at tilvejebringe et sikkert lovgrundlag foreslås det, at be-

søgskontrol også kan iværksættes for at forhindre, at en varetægtsarrestant

unddrager sig forfølgning eller fuldbyrdelse.

Ved vurderingen af varetægtsarrestantens undvigelsesrisiko skal der lægges

afgørende vægt på den sigtedes personlige forhold. Der vil efter omstændig-

hederne bl.a. kunne lægges vægt på familiære, erhvervsmæssige, økonomi-

ske og bopælsmæssige forhold, hvis stabilitet kan tale imod undvigelsesri-

siko.

En varetægtsarrestant vil som udgangspunkt være undvigelsestruet, hvis den

pågældende er varetægtsfængslet efter retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 1,

og der dermed er bestemte grunde til at antage, at den sigtede vil unddrage

sig forfølgningen eller fuldbyrdelsen. Det er dog ikke et krav for anvendel-

sen af den foreslåede bestemmelse, at der er varetægtsfængslet efter netop

retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 1.

Sagens alvor og den mulige strafsanktion kan endvidere indgå i vurderingen

af risikoen for, at varetægtsarrestanten vil flygte, men det kan ikke lægges

til grund, at varetægtsarrestanten er undvigelsestruet alene under henvisning

hertil.

UDKAST

Den foreslåede ændring af retsplejelovens § 771 vil medføre, at besøgskon-

trol vil kunne anvendes over for varetægtsfængslede, der er undvigelsestru-

ede.

Hvis lovforslaget vedtages vil der blive foretaget konsekvensrettelser i be-

kendtgørelse nr. 107 af 30. januar 2019 om ophold i varetægt (varetægtsbe-

kendtgørelsen).

2.1.3.2. Øgede muligheder for anvendelse af brevkontrol over for varetægts-

fængslede, der er undvigelsestruet

Med henblik på at tilvejebringe et sikkert lovgrundlag foreslås det, at brev-

kontrol også kan iværksættes for at forhindre, at en varetægtsarrestant und-

drager sig forfølgning eller fuldbyrdelse.

Ved vurderingen af, hvorvidt indholdet af brevet giver bestemte grunde til

at antage, at varetægtsarrestanten vil unddrage sig forfølgningen eller fuld-

byrdelsen kan der lægges vægt på brevets konkrete indhold, ligesom der kan

lægges vægt på indholdet af brevet sammenholdt med sigtedes personlige

forhold, jf. ovenfor under pkt. 2.1.3.1.

En varetægtsarrestant vil som udgangspunkt være undvigelsestruet, hvis den

pågældende er varetægtsfængslet efter retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 1,

og der dermed er bestemte grunde til at antage, at den sigtede vil unddrage

sig forfølgningen eller fuldbyrdelsen. Det er dog ikke et krav for anvendel-

sen af den foreslåede bestemmelse, at der er varetægtsfængslet efter netop

retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 1.

Den foreslåede ændring af retsplejelovens § 772 vil medføre, at politiets

adgang til brevstandsning udvides, idet bestemmelsen også vil kunne an-

vendes over for varetægtsfængslede, der er undvigelsestruede.

Hvis lovforslaget vedtages vil der blive foretaget konsekvensrettelser i be-

kendtgørelse nr. 107 af 30. januar 2019 om ophold i varetægt (varetægtsbe-

kendtgørelsen).

2.2. Øgede muligheder for anvendelse af besøgskontrol over for vare-

tægtsfængslede bandemedlemmer

2.2.1. Gældende ret

Reglerne om brev- og besøgskontrol fremgår af retsplejelovens §§ 771-772.

Det fremgår af retsplejelovens § 771, stk. 1, at en varetægtsarrestant kan

modtage besøg i det omfang, opretholdelsen af orden og sikkerhed i vare-

tægtsfængslet tillader det. Politiet kan af hensyn til varetægtsfængslingens

UDKAST

øjemed modsætte sig, at varetægtsarrestanten modtager besøg, eller for-

lange, at besøg finder sted under kontrol.

Disse regler gælder tilsvarende ved varetægtsfængsling i surrogat, jf. Østre

Landsrets dom af 18. februar 1999 gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1999,

s. 933.

Retsplejelovens bestemmelser om varetægtsarrrestanters besøg suppleres af

en række administrative forskrifter, som findes i bekendtgørelse nr. 107 af

30. januar 2019 om ophold i varetægt (varetægtsbekendtgørelsen).

Det fremgår af § 42 i den nævnte bekendtgørelse, at politiet efter retspleje-

lovens § 771, stk. 1, af hensyn til varetægtsfængslingens øjemed kan mod-

sætte sig, at varetægtsarrestanten modtager besøg. Efter § 43 kan kriminal-

forsorgsområdet forbyde besøg af bestemte personer, hvis dette i det enkelte

tilfælde findes påkrævet af ordens- eller sikkerhedsmæssige grunde.

Det fremgår af § 44 i den nævnte bekendtgørelse, at politiet efter retspleje-

lovens § 771, stk. 1, af hensyn til varetægtsfængslingens øjemed kan for-

lange, at besøg skal finde sted under kontrol. Det følger derudover af § 45,

at besøg i almindelighed gennemføres uden overværelse af personale i in-

stitutionen. Kriminalforsorgsområdet kan dog i det enkelte tilfælde be-

stemme, at besøg skal gennemføres under overværelse af personale i insti-

tutionen, hvis det ud fra ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn findes på-

krævet.

2.2.2. Justitsministeriets overvejelser

Det er i dag ikke muligt at afskære varetægtsarrestanter tilknyttet en rocker-

eller bandegruppering fra at modtage besøg fra personer tilknyttet den

samme gruppering, medmindre dette i det enkelte tilfælde findes påkrævet

af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn eller hvis varetægtsfængslingens

øjemed kan begrunde det.

Endvidere er det i dag alene muligt at overvære varetægtsarrestanter tilknyt-

tet en rocker- eller bandegrupperings besøg under henvisning til, at det kon-

kret er nødvendigt af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn eller hvis va-

retægtsfængslingens øjemed kan begrunde det.

I straffuldbyrdelsesloven er der fastsat regler, der begrænser rocker- og ban-

demedlemmers adgang til at modtage besøg. Det følger således af straffuld-

byrdelseslovens § 51, stk. 4, at en indsat tilknyttet en rocker- eller bande-

gruppering som udgangspunkt ikke har ret til at modtage besøg af personer

med tilknytning til den pågældende gruppe eller en anden tilsvarende

UDKAST

gruppe, når den indsattes gruppering er i konflikt med en anden gruppering.

Det følger derudover af straffuldbyrdelseslovens § 53, stk. 1, at indsatte, der

er ledende rocker- eller bandemedlemmer, som udgangspunkt skal have

overværet deres besøg.

Bestemmelserne gælder alene for afsonere og således ikke for varetægtsar-

restanter. I handlingsplanen til imødegåelse af udfordringerne med fange-

flugter anføres det, at myndighederne er af den opfattelse, at hensynene bag

de nævnte bestemmelser i straffuldbyrdelsesloven også synes at være gæl-

dende på dette stadie af frihedsberøvelsen. Justitsministeriet kan tilslutte sig

denne opfattelse.

2.2.3. Den foreslåede ordning

2.2.3.1. Afskæring af retten til at modtage besøg under en verserende vol-

delig konflikt

Det foreslås, at politiet kan modsætte sig, at en varetægtsarrestant, som af

politiet skønnes at have tilknytning til en gruppe af personer, som er aktivt

involveret i en verserende voldelig konflikt med en anden gruppe af perso-

ner, og at der inden for den gruppe, som den indsatte skønnes at have til-

knytning til, som led i konflikten enten er anvendt skydevåben eller er an-

vendt våben eller eksplosivstoffer, som på grund af deres særdeles farlige

karakter er egnet til at forvolde betydelig skade, eller er begået brandstiftelse

omfattet af straffelovens § 180, modtager besøg af personer med tilknytning

til den pågældende gruppe eller en anden tilsvarende gruppe, medmindre

ganske særlige grunde gør sig gældende.

Den foreslåede regel udgør et supplement til de eksisterende regler om be-

søgskontrol.

Forslaget indebærer ikke, at der indføres en pligt for politiet til at modsætte

sig besøg. Der vil således kunne forekomme tilfælde, hvor politiet skønner,

at det af politimæssige eller efterforskningsmæssige grunde er mere hen-

sigtsmæssigt at undlade at modsætte sig besøg.

2.2.3.1.1. Begrebet »tilknytning« indebærer, at der må foreligge en anta-

gelse om en stærk tilknytning til gruppen som sådan. Forslaget omfatter så-

ledes ikke personer med en løsere tilknytning til den pågældende person-

gruppe. Det blotte bekendtskab med enkeltpersoner fra den pågældende

gruppe falder således uden for den foreslåede bestemmelses anvendelses-

område.

UDKAST

Det afgørende for at bringe den foreslåede bestemmelse i anvendelse er på

det punkt alene, at varetægtsarrestanten ifølge politiets skøn har en sådan

tilstrækkelig tilknytning til den pågældende persongruppe.

Det forhold, at en varetægtsarrestant på tidspunktet for varetægtsfængslin-

gens påbegyndelse har haft tilknytning til rocker- og bandemiljøet mv., men

under varetægtsfængslingen har forladt dette miljø, vil kunne indgå i vurde-

ringen af, at den pågældende ikke længere har den fornødne tilknytning til

gruppen.

En tilknytning til en rocker- eller bandegruppe mv., der først er opstået un-

der anbringelsen, vil medføre, at besøg afskæres under de nævnte omstæn-

digheder.

Begrebet »grupper af personer« indebærer, at der skal være mere end én

person på hver side i konflikten. Som grupper anses ikke kun formaliserede

grupper med en fast struktur og rollefordeling medlemmerne imellem, et

fast tilholdssted og med navn eller lignende. Bestemmelsen omfatter også

mere løse grupperinger, hvis gruppen dog virker med et fælles sigte eller

mål og/eller har et fast reaktionsmønster i bestemte situationer, f.eks. at per-

sonerne i gruppen som regel bliver alarmeret og instrueret via telefon- eller

sms-kæder i forbindelse med bestemte voldelige eller truende begivenheder,

som indtræffer.

2.2.3.1.2. Begrebet »voldelig« indebærer, at konflikten må have givet sig

udslag i mindst én hændelse, der kan karakteriseres som voldelig. Hermed

sigtes navnlig til voldelige angreb, hvor en eller flere personer med tilknyt-

ning til en persongruppe har overfaldet en eller flere personer med tilknyt-

ning til en anden gruppe. Også situationer, hvor en eller flere personer fra

de involverede grupper er stødt sammen efter aftale eller indbyrdes forstå-

else, og hvor der derfor ikke kan siges at være tale om et egentligt angreb,

er omfattet, hvis sammenstødet har indebåret en voldelig konfrontation.

For at en konflikt kan anses for voldelig, må der dog være tale om et volde-

ligt præg af en vis styrke. Handlinger, som alene må anses for omfattet af-

straffelovens § 244 om simpel vold, vil således ikke i sig selv kunne føre til,

at en konflikt skal betragtes som voldelig. Det omfatter eksempelvis i al-

mindelighed slag, spark og lignende.

Den foreslåede bestemmelse tager derimod navnlig sigte på tilfælde, hvor

der som led i konflikten er sket angreb eller sammenstød under anvendelse

af stik- eller slagvåben eller lignende. Anvendelse af skydevåben mv. vil

også medføre, at konflikten skal betragtes som voldelig. Som udgangspunkt

UDKAST

må der således som led i konflikten være begået handlinger, der som mini-

mum kan karakteriseres som kvalificeret vold, jf. straffelovens § 245.

Det er ikke en betingelse, at der er tale om en gensidigt voldelig konflikt.

Der vil også være tale om en verserende voldelig konflikt i den foreslåede

bestemmelses forstand i tilfælde, hvor en gruppe af personer ensidigt forføl-

ger en anden gruppe af personer. I sådanne tilfælde vil konflikten dog alene

have konsekvenser for adgangen til at modtage besøg for personer med til-

knytning til den gruppe i konflikten, der udfører angrebene.

2.2.3.1.3. Begrebet »verserende« indebærer, at der må være en aktuel risiko

for yderligere hændelser af den ovenfor nævnte karakter. Det gælder, uanset

om et besøg kan frygtes at virke som katalysator for yderligere hændelser

eller ej.

Det vil bero på et politifagligt skøn, om der er tale om en verserende voldelig

konflikt. Det vil i den forbindelse i almindelighed kunne lægges til grund,

at der vil være en aktuel risiko for yderligere voldelige hændelser, og at den

voldelige konflikt således fortsat er verserende, hvis konflikten inden for de

seneste tre måneder er kommet til udtryk i en eller flere voldelige hændelser.

Finder der en ny voldelig hændelse sted i denne periode, vil konflikten i

almindelighed fortsat skulle anses for at være aktuelt voldelig i yderligere

en periode på tre måneder. Der kan imidlertid også være tale om en verse-

rende voldelig konflikt, selv om der er forløbet mere end tre måneder, uden

at der har fundet voldelige hændelser sted. En sådan længere periode uden

angreb kan således ikke i sig selv tages som udtryk for, at risikoen for nye

voldelige hændelser er drevet over.

Der kan således være flere grunde til, at en konflikt i en periode ikke konkret

har givet sig udslag i voldelige angreb eller sammenstød. Der kan f.eks. være

tale om, at de grupper, der er involveret i konflikten, har haft behov for at

bruge tid på at planlægge et nyt angreb eller for at skaffe våben.

Endvidere kan der f.eks. være tale om, at flere af en gruppes medlemmer

har været frihedsberøvet. Den eller de pågældende grupper kan derfor have

ønsket at afvente f.eks. prøveløsladelse af en eller flere af de frihedsberø-

vede medlemmer, således at den enkelte gruppe vil stå stærkere ved et se-

nere angreb.

Også mere tilfældige omstændigheder kan have betydet, at de stridende

grupper ikke fysisk er stødt sammen, ligesom der kan være tale om, at de

UDKAST

pågældende grupper nok har haft sammenstød, men at disse ikke har haft en

voldelig karakter.

I det politifaglige skøn af, om der er en aktuel risiko for nye voldelige hæn-

delser mv., kan der indgå andre momenter. Politiet vil således

–

ud over den

forløbne tid siden seneste voldelige hændelse

–

eksempelvis kunne lægge

vægt på, om personer med tilknytning til de involverede persongrupper er

eller har været i besiddelse af våben som led i konflikten, eller om der som

led i konflikten anvendes eller har været anvendt skud- eller stiksikre veste

eller lignende, ligesom episoder med utryghedsskabende adfærd i øvrigt vil

kunne tillægges betydning.

Sådanne handlinger vil kunne tale for, at der fortsat er en aktuel risiko for

voldelige hændelser, uanset om der har været tale om en forberedelse af eller

en forholdsregel mod et voldeligt angreb eller sammenstød. Det vil i den

forbindelse tillige kunne tillægges betydning, om konflikten har ført til op-

rettelse af visitationszoner.

Herudover vil også andre momenter af relevans kunne indgå i den politifag-

lige vurdering af risikosituationen. Omvendt vil der også kunne forekomme

særlige tilfælde, hvor der ikke kan siges at være en aktuel risikosituation,

selv om der har fundet en voldelig hændelse sted inden for de seneste tre

måneder. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis der er et klart grundlag for at

anse den voldelige konflikt som afsluttet, f.eks. hvis den ene gruppe i kon-

flikten må anses for opløst.

Afskæring af retten til besøg vil alene ramme personer med tilknytning til

en gruppe af personer, som er aktivt involveret i den verserende voldelige

konflikt. Denne betingelse indebærer, at mindst én af de handlinger, som

medfører, at konflikten anses for verserende voldelig, jf. herom ovenfor,

skal være begået inden for den gruppe, som varetægtsarrestanten er knyttet

til.

Det er i den forbindelse uden betydning, om der er tale om et (første) angreb,

eller om handlingen er begået som eksempelvis et modangreb eller en hævn-

aktion. Det er heller ikke nogen betingelse, at gruppen som helhed står bag

voldshandlingen.

Det er imidlertid en betingelse, at voldsudøvelsen er begået som led i kon-

flikten. Dette indebærer eksempelvis, at et enkelt voldeligt angreb vil kunne

begrænse muligheden for besøg for varetægtsarrestanter tilknyttet den an-

gribende gruppe, hvis betingelserne i øvrigt er opfyldt. Hvis der senere ud-

føres en hævnaktion, vil også varetægtsarrestanter, som er tilknyttet den

UDKAST

gruppe, som tager hævn, herved blive afskåret fra besøg, forudsat at betin-

gelserne i øvrigt er til stede.

2.2.3.1.4. Begrebet »konflikt« skal forstås bredt. Enhver uoverensstem-

melse eller uenighed mellem to eller flere grupper vil kunne udgøre en kon-

flikt i den foreslåede bestemmelses forstand. Det er uden betydning for vur-

deringen af, om en konflikt er omfattet af den foreslåede bestemmelse, hvad

der er årsagen til konflikten, og hvad konflikten drejer sig om. Det er lige-

ledes uden betydning, om konflikten er begrundet i et eller flere forhold. Det

vil bero på et politifagligt skøn, om der er tale om en konflikt.

Det er en betingelse for den foreslåede ordnings anvendelse, at der inden for

den gruppe, som varetægtsarrestanten skønnes knyttet til, som led i konflik-

ten enten er anvendt skydevåben eller er anvendt våben eller eksplosivstof-

fer, som på grund af deres særdeles farlige karakter er egnet til at forvolde

betydelig skade, eller er begået brandstiftelse efter straffelovens § 180. De

våbentyper, der er omfattet af den foreslåede bestemmelse, svarer således til

de våbentyper, der er omfattet af straffelovens § 192 a, stk. 1.

Denne betingelse skal ses i lyset af, at hvis en part i en konflikt mellem

forskellige grupper på et tidspunkt i konflikten har anvendt et så alvorligt

våben mv., som de omfattede, må konflikten i almindelighed antages at have

en sådan grad af alvor, at den vil kunne udvikle sig til en trussel mod tilfæl-

dige personer.

Det er ikke en betingelse, at gruppen som helhed står bag anvendelsen af

skydevåben mv., men det er en betingelse, at skydevåbnet mv. er anvendt

som led i konflikten. Er der således anvendt skydevåben mv. en enkelt gang,

uden at der i øvrigt foreligger en konflikt, vil den foreslåede ordning ikke

finde anvendelse.

Det er ikke en betingelse, at anvendelsen af skydevåben mv. er sket som led

i den voldsudøvelse, som gør, at konflikten betragtes som verserende vol-

delig, jf. herom ovenfor. Også i tilfælde, hvor der ikke aktuelt har været

anvendt skydevåben, men hvor konflikten ikke desto mindre må karakteri-

seres som verserende voldelig, vil adgangen til besøg blive afskåret, hvis

der én gang tidligere har været anvendt skydevåben mv. som led i konflik-

ten. Det gælder, uanset hvor lang tid der måtte være gået siden anvendelsen

af skydevåbnet mv.

Eksempelvis vil adgangen til besøg i almindelighed være afskåret for per-

soner med tilknytning til en gruppe, der flere år tidligere har anvendt et sky-

devåben som led i en konflikt med en anden persongruppe, og som nu har

UDKAST

begået et knivoverfald mod den anden gruppe som led i samme konflikt. I

dette tilfælde vil betingelsen om anvendelse af skydevåben mv. være op-

fyldt, ligesom betingelsen om, at konflikten skal være verserende voldelig,

vil være opfyldt i kraft af knivoverfaldet.

Omvendt vil anvendelsen af et skydevåben mv. også i sig selv kunne udgøre

den begivenhed, som medfører, at en konflikt nu må betegnes som verse-

rende voldelig. Anvendelsen af et skydevåben mv. vil således i sig selv

kunne være den udløsende begivenhed, som bevirker, at adgangen til besøg

afskæres, uanset at der ikke herudover er begået voldshandlinger inden for

den pågældende gruppe.

Eksempelvis vil adgangen til besøg være afskåret for varetægtsarrestanter

med tilknytning til en gruppe, der nu har anvendt et skydevåben som led i

en konflikt med en anden persongruppe, uanset at der aldrig tidligere har

været begået voldshandlinger eller har været anvendt skydevåben som led i

konflikten.

Her vil den aktuelle anvendelse af skydevåbnet således i sig selv opfylde

både betingelsen om, at der skal være anvendt skydevåben mv., og betingel-

sen om, at konflikten skal være verserende voldelig. I begge tilfælde vil ad-

gangen til besøg alene blive afskåret for varetægtsarrestanter, der skønnes

at have tilknytning til den gruppe som den eller de personer, der har anvendt

skydevåbnet mv.

2.2.3.1.5. Det bemærkes, at den foreslåede ordning ikke vil finde anven-

delse, hvis ganske særlige grunde gør sig gældende.

Det bemærkes i den forbindelse, at besøg også fra nærtstående som det klare

udgangspunkt under de foreslåede omstændigheder vil være afskåret.

Ganske særlige grunde vil navnlig kunne foreligge, hvis humanitære eller

lignende tungtvejende hensyn gør sig gældende.

I tilfælde, hvor den foreslåede ordning ikke finder anvendelse, idet ganske

særlige grunde gør sig gældende, vil der være mulighed for at træffe bestem-

melse om, at besøg skal gennemføres under overværelse af politiet, hvis be-

tingelserne herfor er opfyldt, jf. pkt. 2.2.3.2. nedenfor.

2.2.3.1.6. Forslaget indebærer, at politiet skal træffe afgørelse om, hvorvidt

adgangen til at modtage besøg skal afskæres under de foreslåede omstæn-

digheder.

UDKAST

Det vil i den forbindelse være politiets oplysninger, som vil skulle danne

grundlag for afgørelsen i de pågældende sager. Dette gælder såvel i forhold

til oplysninger om varetægtsarrestantens tilknytning til en rocker- eller ban-

degruppering mv. som i forhold til oplysninger om hvorvidt den, der ansø-

ger om besøg har tilknytning til en sådan gruppering.

Varetægtsarrestanten kan kræve, at politiets afslag på besøg eller krav om

kontrol forelægges retten til afgørelse.

Hvis lovforslaget vedtages, vil der blive foretaget konsekvensrettelser i be-

kendtgørelse nr. 107 af 30. januar 2019 om ophold i varetægt (varetægtsbe-

kendtgørelsen).

Det bemærkes, at varetægtsarrestanten altid har ret til ukontrolleret besøg af

sin forsvarer. Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 1, og bemærk-

ningerne hertil.

2.2.3.2. Overværelse af besøg

Det foreslås, at politiet kan forlange, at varetægtsarrestanter som af politiet

skønnes at indtage en ledende eller koordinerende rolle i en gruppe af per-

soner, hvor de pågældende personer tilsammen står bag omfattende og al-

vorlig kriminalitet, skal have overværet deres besøg, medmindre det er

åbenbart, at det ikke er nødvendigt af ordens- eller sikkerhedsmæssige hen-

syn eller af hensyn til at forebygge kriminalitet.

Den foreslåede regel udgør et supplement til de eksisterende regler om be-

søgskontrol.

Anvendelsen af den foreslåede ordning forudsætter, at varetægtsarrestanten

efter politiets oplysninger skønnes at indtage en ledende eller koordinerende

rolle i en gruppe af personer, hvor de pågældende personer tilsammen står

bag omfattende og alvorlig kriminalitet.

Spørgsmålet om, hvorvidt en gruppe af personer »tilsammen står bag om-

fattende og alvorlig kriminalitet«, vil bero på en politifaglig vurdering.

Den foreslåede betingelse vil omfatte tilfælde, hvor gruppens medlemmer

står bag organiseret eller systematisk kriminalitet, men også situationer,

hvor (nogle af) de enkeltpersoner, som har tilknytning til gruppen, hver især

har begået lovovertrædelser af en sådan grovhed og i et sådant omfang eller

antal, at den samlede kriminalitet inden for gruppen må anses for omfattende

og alvorlig, falder ind under bestemmelsen.

UDKAST

Det er således ikke et krav, at alle de personer, der har en fastere tilknytning

til gruppen, er dømt for kriminalitet, men det kræves, at andelen af personer,

som er dømt, i sammenhæng med antallet og grovheden af de kriminelle

forhold gør, at den samlede kriminalitet inden for gruppen må anses for om-

fattende og alvorlig. Vurderingen heraf forudsættes at være baseret på fæl-

dende strafferetlige afgørelser.

Ved vurderingen af, om personerne knyttet til gruppen samlet set står bag

omfattende og alvorlig kriminalitet, vil der endvidere skulle lægges vægt på,

om de pådømte forhold er overtrædelser af straffeloven, og om overtrædel-

serne har ført til idømmelse af ubetingede fængselsstraffe. Det vil ligeledes

skulle tillægges betydning, hvor lang tid der er gået, siden forholdene blev

begået. Hvis forholdene er begået af personer, der må anses for ledende eller

toneangivende figurer inden for gruppen, vil dette ligeledes skulle tillægges

betydelig vægt.

Der tænkes med den foreslåede betingelse særligt på rocker- og bandegrup-

peringer mv.

Det er ikke en betingelse, at varetægtsarrestanten er sigtet for rocker- eller

banderelateret kriminalitet, ligesom det ikke er en betingelse, at varetægts-

arrestanten er sigtet for at have begået kriminalitet, der kan karakteriseres

som omfattende og alvorlig.

2.2.3.2.1. Anvendelsen af den foreslåede ordning forudsætter, at varetægts-

arrestanten efter politiets oplysninger skønnes at indtage en »ledende eller

koordinerende rolle« i den pågældende gruppe. Begrebet indebærer, at den

pågældende enten officielt er udnævnt til at varetage en ledende funktion i

gruppen eller blot gennem sin adfærd og sine handlinger har påtaget sig en

styrende rolle i gruppen i forhold til gruppens aktiviteter og udvikling, f.eks.

i forhold til rekruttering af nye medlemmer, opbygning af alliancer, påvirk-

ning af konfliktsituationer samt tilpasning af territorier og kriminelle mar-

keder.

Forslaget indebærer, at politiet skal træffe afgørelse om, hvorvidt en vare-

tægtsarrestants besøg skal være overværede. Det bemærkes i den forbin-

delse, at det vil bero på et politifagligt skøn, om en varetægtsarrestant kan

antages at indtage en ledende eller koordinerende rolle i den gruppering,

som den pågældende har en tilknytning til.

2.2.3.2.2. Det bemærkes, at den foreslåede ordning ikke vil finde anven-

delse, hvis det er åbenbart, at de nævnte foranstaltninger ikke er nødvendige

UDKAST

af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn eller af hensyn til at forebygge

kriminalitet.

Med udtrykket »ordensmæssige hensyn« sigtes navnlig til foranstaltninger

til opretholdelse af et fysisk og psykisk godt miljø og trivsel i bred forstand

såvel mellem de indsatte indbyrdes som i forhold til personalet.

Med udtrykket »sikkerhedsmæssige hensyn« sigtes navnlig til foranstaltnin-

ger til opretholdelse af frihedsberøvelsen ved at forebygge og forhindre, at

varetægtsarrestanterne undviger, og at forebygge kriminalitet ved at mod-

virke, at varetægtsarrestanterne begår kriminalitet under anbringelsen, f.eks.

i form af trusler eller vold mod personalet eller medindsatte, fængselsoptø-

jer, samt handel med og indsmugling af narkotika og lignende i forbindelse

med besøg.

Med udtrykket »hensyn til at forebygge kriminalitet« sigtes til kriminalitets-

forebyggelse i bredeste forstand såvel i som uden for kriminalforsorgens

institutioner.

2.2.3.2.3. Hvis lovforslaget vedtages skal de nævnte foranstaltninger iværk-

sættes, medmindre det er åbenbart, at det ikke er nødvendigt af ordens- eller

sikkerhedsmæssige hensyn eller af hensyn til at forebygge kriminalitet.

Denne undtagelse tager navnlig sigte på tilfælde, hvor der er tale om besøg

med nærtstående.

Ved nærtstående personer forstås ægtefælle eller samlever, børn, børnebørn,

forældre, søskende, bedsteforældre, oldeforældre og andre personer, til

hvem varetægtsarrestanten har en sådan tilknytning, at denne kan ligestilles

med de nævnte familiebånd.

I forhold til denne persongruppe vil der være en formodning for, at det er

åbenbart, at de foreslåede foranstaltninger ikke er nødvendige at iværksætte

af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn eller af hensyn til at forebygge

kriminalitet.

Dette gælder dog ikke nærtstående, der har tilknytning til den samme grup-

pering som varetægtsarrestanten, hvor de foreslåede foranstaltninger derfor

som det klare udgangspunkt vil skulle iværksættes.

Også i situationer, hvor politiet er i besiddelse af oplysninger om, at en va-

retægtsarrestant har misbrugt eller vil misbruge adgangen til at kommuni-

kere med nærtstående til at opretholde en kontakt med den pågældendes

UDKAST

gruppering vil de foreslåede foranstaltninger skulle iværksættes i forhold til

nærtstående.

Dette gælder navnlig i tilfælde, hvor varetægtsarrestanten gennem kommu-

nikation med nærtstående har opretholdt eller forsøgt at opretholde sin po-

sition som ledende eller koordinerende i rocker- eller bandemiljøet mv. og i

kraft heraf har understøttet eller direkte deltaget i planlægning eller udførsel

af ulovlige aktiviteter.

2.2.3.2.4. Forslaget indebærer, at politiet skal træffe afgørelse om, hvorvidt

adgangen til at modtage besøg skal kontrolleres under de foreslåede om-

stændigheder. Det vil i den forbindelse være politiets oplysninger, som vil

skulle danne grundlag for afgørelsen i de pågældende sager, ligesom det vil

være politipersonale der forestår den pågældende kontrol.

Varetægtsarrestanten kan kræve, at politiets krav om kontrol forelægges ret-

ten til afgørelse.

Hvis lovforslaget vedtages, vil der blive foretaget konsekvensrettelser i be-

kendtgørelse nr. 107 af 30. januar 2019 om ophold i varetægt (varetægtsbe-

kendtgørelsen).

Det bemærkes, at varetægtsarrestanten altid har ret til ukontrolleret besøg af

sin forsvarer. Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 1, og bemærk-

ningerne hertil.

2.3. Øgede muligheder for sigtedes og tiltaltes deltagelse i retsmøder ved

anvendelse af telekommunikation med billede

2.3.1. Gældende ret

Efter retsplejelovens regler er det udgangspunktet, at retsmøder afholdes i

retten med fremmøde af straffesagens aktører, f.eks. de sigtede (de tiltalte),

dommere, forsvarere og anklagere. Retsplejeloven giver dog også mulighed

for, at retsmøder i visse tilfælde kan afholdes ved hjælp af telekommunika-

tion med billede.

Efter retsplejelovens § 748 a, stk. 1, kan retten tillade, at sigtede deltager i

et retsmøde under efterforskningen eller forberedelsen af hovedforhandlin-

gen ved anvendelse af telekommunikation med billede, hvis sigtedes tilste-

deværelse i retten ikke er nødvendig.

Efter retsplejelovens § 748 b, stk. 1, kan retten bestemme, at en sigtet, der

er undergivet varetægtsfængsling eller anden frihedsberøvende foranstalt-

ning efter kapitel 70, deltager i et retsmøde om forlængelse af fristen for

UDKAST

varetægtsfængslingen eller foranstaltningen ved anvendelse af telekommu-

nikation med billede, når retten finder det ubetænkeligt henset til formålet

med retsmødet og sagens øvrige omstændigheder. Det gælder dog ikke for

retsmøder, hvor der første gang skal tages stilling til fristforlængelse.

Efter retsplejelovens § 854, stk. 1, kan retten under hovedforhandlingen i 1.

instans tillade, at tiltalte deltager i et retsmøde ved anvendelse af telekom-

munikation med billede, hvis der alene er spørgsmål om bøde eller fængsel

indtil 1 år, konfiskation, rettighedsfrakendelse eller tvangsbøder. Bestem-

melsen finder ikke anvendelse i nævningesager, jf. § 890, stk. 2.

Efter retsplejelovens § 917, stk. 1, kan retten tilsvarende under en ankesag

der omfatter bevisførelse om skyldsspørgsmålet tillade, at tiltalte deltager i

et retsmøde ved anvendelse af telekommunikation med billede. Forsvareren

skal som udgangspunkt deltage i retsmødet fra samme sted som sigtede.

Det følger af retsplejelovens § 937, stk. 1, at reglerne i retsplejelovens § 748

a finder anvendelse i ankesager for Højesteret.

De eksisterende regler om anvendelse af telekommunikation med billede

inden for strafferetsplejen er indført på baggrund af betænkning nr.

1401/2001. Der henvises i den forbindelse til betænkningens side 352-361.

2.3.2. Justitsministeriets overvejelser

Der er installeret Video3-løsning på tværs af justitsområdet, primært hos

domstolene, politiet og anklagemyndigheden samt i kriminalforsorgens in-

stitutioner. Endvidere er Video3 installeret i alle retspsykiatriske afdelinger.

Video3 giver mulighed for at deltage i retsmøder via telekommunikation

med billede.

Det fremgår af handlingsplanen til imødegåelse af udfordringerne med fan-

geflugter, at der i de seneste år er konstateret flere undvigelser i forbindelse

med afholdelse af retsmøder. Myndighederne anbefaler derfor, at det over-

vejes at præcisere, at det ved vurderingen af, om sigtede kan deltage i et

retsmøde via telekommunikation med billede, skal tillægges særlig vægt, at

sigtede er frihedsberøvet.

Ved fastsættelsen af reglerne om videoretsmøder inden for strafferetsplejen

skal der tages hensyn til, at sigtedes eller tiltaltes personlige tilstedeværelse

i retten normalt er af større betydning end parternes personlige tilstedevæ-

relse i civile sager, og at sådanne regler udgør en fravigelse af den grund-

læggende ret til som tiltalt at møde anklageren og dommeren i sagen ansigt

til ansigt.

UDKAST

Der må dog derudover tages hensyn til, at risikoen for undvigelser er størst,

når myndighederne af forskellige årsager skal håndtere indsatte uden for in-

stitutionerne, samt at der i de seneste år konstateret flere undvigelser i for-

bindelse med afholdelse af retsmøder. En øget anvendelse af videoretsmø-

der vil dermed kunne begrænse risikoen for undvigelser.

2.3.3. Den foreslåede ordning

2.3.3.1. Øgede muligheder for anvendelse af telekommunikation med billede

ved retsmøder forud for hovedforhandlingen

Det foreslås, at der indsættes et nyt stk. 2 i retsplejelovens § 748 a, hvorefter

retten kan bestemme, at sigtede deltager i et retsmøde ved anvendelse af

telekommunikation med billede, hvis der efter det om sigtedes forhold op-

lyste er bestemte grunde til at antage, at han vil unddrage sig forfølgningen

eller fuldbyrdelsen.

Ved vurderingen af varetægtsarrestantens undvigelsesrisiko skal der lægges

afgørende vægt på den sigtedes personlige forhold. Der vil efter omstændig-

hederne bl.a. kunne lægges vægt på familiære, erhvervsmæssige, økonomi-

ske og bopælsmæssige forhold, hvis stabilitet kan tale imod undvigelsesri-

siko.

En varetægtsarrestant vil som udgangspunkt være undvigelsestruet, hvis den

pågældende er varetægtsfængslet efter retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 1,

og der dermed er bestemte grunde til at antage, at den sigtede vil unddrage

sig forfølgningen eller fuldbyrdelsen. Det er dog ikke et krav for anvendel-

sen af den foreslåede bestemmelse, at der er varetægtsfængslet efter netop

retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 1.

Sagens alvor og den mulige strafsanktion kan endvidere indgå i vurderingen

af risikoen for, at varetægtsarrestanten vil flygte, men det kan ikke lægges

til grund, at varetægtsarrestanten er undvigelsestruet alene under henvisning

hertil.

Forslaget indebærer, at det ikke længere vil være en betingelse, at den sig-

tede giver sit samtykke til at deltage via videokommunikation, hvis vedkom-

mende vurderes undvigelsestruet. Retten vil således kunne træffe bestem-

melse om en sådan deltagelse, selv om sigtede ønsker at være personligt til

stede, og selv om en sådan personlig deltagelse i retsmødet ikke kan siges

at ville være forbundet med uforholdsmæssige vanskeligheder. Det forud-

sættes, at retten træffer afgørelse på baggrund af anklagemyndighedens be-

gæring herom.

UDKAST

Det er en afgørende forudsætning for, at sigtede kan pålægges at deltage via

videoforbindelse, at sigtede og dennes forsvarer har adgang til direkte og

fortrolig kommunikation. Det bør bero på rettens vurdering, om denne for-

udsætning i det konkrete tilfælde kræver, at forsvareren fysisk befinder sig

samme sted som sigtede, eller om den fortrolige kommunikation kan sikres,

selvom forsvareren befinder sig et andet sted end sigtede. Retten bør ved sin

afgørelse herom lægge betydelig vægt på de ønsker, som den sigtede og

forsvareren måtte have med hensyn til forsvarerens fysiske placering. Hvis

den sigtede og forsvareren ikke deltager fra samme sted, må retten ved rets-

mødets begyndelse vejlede den sigtede om muligheden for at få en pause

med henblik på drøftelser med sin forsvarer.

Bestemmelsen forudsættes anvendt i lyset af de praktiske forhold hos ankla-

gemyndighed, domstole, kriminalforsorg og psykiatriske institutioner mv.

2.3.3.2. Øgede muligheder for anvendelse af telekommunikation med billede

ved retsmøder om fristforlængelse

Det foreslås, at retten kan bestemme, at en sigtet, der er undergivet vare-

tægtsfængsling eller anden frihedsberøvende foranstaltning efter kapitel 70,

deltager i et retsmøde om forlængelse af fristen for varetægtsfængslingen

eller foranstaltningen ved anvendelse af telekommunikation med billede,

hvis der efter det om sigtedes forhold oplyste er bestemte grunde til at an-

tage, at han vil unddrage sig forfølgningen eller fuldbyrdelsen.

Ved vurderingen af varetægtsarrestantens undvigelsesrisiko skal der lægges

afgørende vægt på den sigtedes personlige forhold. Der vil efter omstændig-

hederne bl.a. kunne lægges vægt på familiære, erhvervsmæssige, økonomi-

ske og bopælsmæssige forhold, hvis stabilitet kan tale imod undvigelsesri-

siko.

En varetægtsarrestant vil som udgangspunkt være undvigelsestruet, hvis den

pågældende er varetægtsfængslet efter retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 1,

og der dermed er bestemte grunde til at antage, at den sigtede vil unddrage

sig forfølgningen eller fuldbyrdelsen. Det er dog ikke et krav for anvendel-

sen af den foreslåede bestemmelse, at der er varetægtsfængslet efter netop

retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 1.

Sagens alvor og den mulige strafsanktion kan endvidere indgå i vurderingen

af risikoen for, at varetægtsarrestanten vil flygte, men det kan ikke lægges

til grund, at varetægtsarrestanten er undvigelsestruet alene under henvisning

hertil.

UDKAST

Den foreslåede ændring af retsplejelovens § 748 b vil medføre, at retten i

øget omfang kan bestemme, at sigtede kan deltage i et retsmøde om fristfor-

længelse ved anvendelse af telekommunikation med billede, hvis sigtede er

undvigelsestruet. Baggrunden herfor er, at det efter den foreslåede ikke er et

krav, at retten finder den sigtedes deltagelse via telekommunikation med

billede for ubetænkeligt henset til formålet med retsmødet og sagens øvrige

omstændigheder.

Retten vil således kunne træffe bestemmelse om en sådan deltagelse, selv

om sigtede ønsker at være personligt til stede, og selv om en sådan personlig

deltagelse i retsmødet ikke kan siges at være ubetænkeligt henset til formålet

med retsmødet og sagens øvrige omstændigheder. Det forudsættes, at retten

træffer afgørelse på baggrund af anklagemyndighedens begæring herom.

Den foreslåede regel finder ikke anvendelse for retsmøder, hvor der første

gang skal tages stilling til forlængelse af en varetægtsfængsling eller vare-

tægtsfængsling i isolation ud over de frister, som er nævnt i § 768 a, stk. 1

og 2, og § 770 c, stk. 3-5, eller når kæremål behandles mundtligt efter § 767,

stk. 4, og § 770 e.

Bestemmelsen forudsættes anvendt i lyset af de praktiske forhold hos ankla-

gemyndighed, domstole, kriminalforsorg og psykiatriske institutioner mv.

2.3.3.3. Øgede muligheder for anvendelse af telekommunikation ved enkelt-

stående retsmøder i forbindelse med hovedforhandlingen

Det foreslås, at retten kan bestemme, at tiltalte deltager i retsmøder under

hovedforhandlingen ved anvendelse af telekommunikation med billede,

hvis der efter det om tiltaltes forhold oplyste er bestemte grunde til at antage,

at han vil unddrage sig forfølgningen eller fuldbyrdelsen og når retten finder

det ubetænkeligt henset til formålet med det pågældende retsmøde.

Det foreslås derudover, at den foreslåede bestemmelse kan anvendes i for-

bindelse med ankesager, som ikke omfatter bedømmelsen af beviserne for

tiltaltes skyld.

Som en konsekvens af retsplejelovens § 917, stk. 1, vil den foreslåede be-

stemmelse kunne anvendes i forbindelse med ankesager, som omfatter be-

dømmelsen af beviserne for tiltaltes skyld.

Ved vurderingen af varetægtsarrestantens undvigelsesrisiko skal der lægges

afgørende vægt på den sigtedes personlige forhold. Der vil efter omstændig-

UDKAST

hederne bl.a. kunne lægges vægt på familiære, erhvervsmæssige, økonomi-

ske og bopælsmæssige forhold, hvis stabilitet kan tale imod undvigelsesri-

siko.

En varetægtsarrestant vil som udgangspunkt være undvigelsestruet, hvis den

pågældende er varetægtsfængslet efter retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 1,

og der dermed er bestemte grunde til at antage, at den sigtede vil unddrage

sig forfølgningen eller fuldbyrdelsen. Det er dog ikke et krav for anvendel-

sen af den foreslåede bestemmelse, at der er varetægtsfængslet efter netop

retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 1.

Sagens alvor og den mulige strafsanktion kan endvidere indgå i vurderingen

af risikoen for, at varetægtsarrestanten vil flygte, men det kan ikke lægges

til grund, at varetægtsarrestanten er undvigelsestruet alene under henvisning

hertil.

Forslaget indebærer, at retten kan træffe bestemmelse om en sådan delta-

gelse, selv om der bliver spørgsmål om fængsel i længere tid end 1 år.

Bestemmelsen kan alene anvendes i forbindelse med retsmøder i hovedfor-

handlingen, hvor retten finder det ubetænkeligt henset til formålet med de

pågældende retsmøder. Bestemmelsen kan dermed ikke anvendes til at lade

tiltalte deltage i samtlige dele af hovedforhandlingen via telekommunikation

billede.

Bestemmelsen forudsættes bl.a. anvendt i sager med flere tiltalte, hvor en af

de tiltalte måske er tiltalt for færre forhold end de andre, samt i større sager

som berammes med adskillige retsmøder, hvor retten henset til formålet med

visse af disse retsmøder finder det ubetænkeligt at den tiltalte deltager via

telekommunikation med billede.

Det vil bero på en konkret helhedsvurdering, om det vil være ubetænkeligt,

at tiltalte deltager i retsmødet ved anvendelse af telekommunikation med

billede. Ved vurderingen kan bl.a. indgå tiltaltes og forsvarerens begrun-

delse for et ønske om tiltaltes personlige deltagelse, og om tiltaltes tiltale-

punkter behandles i det pågældende retsmøde.

Det forudsættes, at retten træffer afgørelse på baggrund af anklagemyndig-

hedens begæring herom.

Bestemmelsen forudsættes anvendt i lyset af de praktiske forhold hos ankla-

gemyndighed, domstole, kriminalforsorg og psykiatriske institutioner mv.

UDKAST

2.4. Øgede muligheder for anvendelse af håndjern og andre sikrings-

midler over for indsatte

2.4.1. Gældende ret

Reglerne om kriminalforsorgens anvendelse af håndjern fremgår af straf-

fuldbyrdelseslovens § 65.

Det fremgår heraf, at der kan anvendes håndjern, hvis det er nødvendigt for

at afværge truende vold eller overvinde voldsom modstand, for at forhindre

selvmord eller anden selvbeskadigelse eller for at forhindre undvigelse.

Håndjern må ikke anvendes, såfremt det efter indgrebets formål og den

krænkelse og det ubehag, som indgrebet må antages at forvolde, ville være

et uforholdsmæssigt indgreb.

Håndjern skal anvendes så skånsomt, som omstændighederne tillader. Der

skal gennemføres lægetilsyn, hvis der er mistanke om sygdom, herunder om

tilskadekomst, hos den indsatte i forbindelse med anvendelsen af håndjern,

eller hvis den indsatte selv anmoder om lægehjælp.

Straffuldbyrdelseslovens bestemmelser om anvendelse af håndjern supple-

res af en række administrative forskrifter, som bl.a. findes i bekendtgørelse

nr. 1111 af 17. august 2016 om anvendelse af sikringsmidler i kriminalfor-

sorgens institutioner og bekendtgørelse nr. 481 af 29. april 2019 om under-

søgelse af person samt anvendelse af magt og håndjern i forbindelse med

kriminalforsorgens transport af visse domfældte og arrestanter.

2.4.2. Justitsministeriets overvejelser

Kriminalforsorgen kan efter en konkret vurdering anvende håndjern, herun-

der håndjernstransportbælte, over for indsatte hvis det er nødvendigt for at

hindre undvigelse. Kriminalforsorgen har ikke hjemmel til at anvende andre

sikringsmidler end håndjern, herunder håndjernstransportbælter, over for

indsatte ved deres fravær fra institutionen.

Det anføres i handlingsplanen til imødegåelse af udfordringerne med fange-

flugter, at langt hovedparten af de undvigelser, der er sket fra lukkede

fængsler og arrester, er sket mens den indsatte har opholdt sig uden for

fængslet/arresten, eksempelvis i forbindelse med transport eller ledsaget ud-

gang til retsmøder eller behandling på hospital/sygehus.

Kravet om konkret nødvendighed sammenholdt med proportionalitetsprin-

cippet ved anvendelse af håndjern indebærer, at kriminalforsorgen ikke må

anvende håndjern i alle tilfælde af den indsattes fravær fra institutionen eller

UDKAST

ved håndtering af bestemte grupper af indsatte. Der kan derfor ikke rent ru-

tinemæssigt anvendes håndjern i forbindelse med f.eks. transport af indsatte

eller i forbindelse med ledsaget udgang.

I handlingsplanen til imødegåelse af udfordringerne med fangeflugter anbe-

fales, at det undersøges nærmere, om reglerne for kriminalforsorgens brug

af håndjern under transport af indsatte er for restriktive, og om der er behov

for at indføre hjemmel til, at kriminalforsorgen kan anvende øvrige sikrings-

midler over for indsatte under transport. Det anbefales, at det i samme for-

bindelse bør undersøges, om der er øvrige situationer, hvor afgrænsningen

af om frihedsberøvede må ilægges håndjern skal tydeliggøres.

Kriminalforsorgen anser anvendelsen af håndjern for at være et virknings-

fuldt redskab til at imødegå undvigelser, og anser anvendelsen af håndjern

som et naturligt led i bevogtningen, herunder ledsagelse, af indsatte ved dis-

ses fravær uden for kriminalforsorgens institutioner.

Behovet for at anvende håndjern vil ifølge kriminalforsorgen ofte ikke være

udmøntet i en aktuel adfærd, der konkret indikerer, at eksempelvis en und-

vigelse er nært forestående.

Efter nærmere undersøgelser har kriminalforsorgen derfor foreslået, at der

indføres en bestemmelse i straffuldbyrdelsesloven, hvorefter indsatte kan

ilægges håndjern ved enkeltstående fravær fra lukkede fængsler og arrester.

Baggrunden herfor er, at langt hovedparten af de undvigelser, der er sket fra

lukkede fængsler og arrester, er sket mens den indsatte opholdt sig uden for

fængslet/arresten, eksempelvis i forbindelse med transport eller ledsaget ud-

gang til retsmøder eller behandling på hospital.

Kriminalforsorgen har derudover foreslået, at der indføres en bestemmelse,

der muliggør, at man i en periode på op til 4 uger kan anvende håndjern over

for indsatte i lukkede fængsler og arrester ved ophold uden for cellen, hvis

den indsatte har optrådt voldeligt over for personalet, hvis den indsatte ud-

viser en grov eller oftere gentagen utilladelig adfærd over for personalet,

eller hvis den indsatte er tilknyttet en bandegruppering, der aktuelt har be-

gået voldelige overfald på kriminalforsorgens personale.

Kriminalforsorgen har endvidere foreslået, at der tilvejebringes en bemyn-

digelsesbestemmelse i straffuldbyrdelsesloven til, at justitsministeren kan

udstede nærmere regler om godkendelse af nye sikringsmidler ud over hånd-

jern og sikringscelle for at sikre muligheden for hurtigt at implementere

UDKAST

eventuelle nye sikringsmidler og derved generelt eller konkret styrke sik-

kerheden og muligheden for at sikre en indsats tilstedeværelse, samt at

undgå undvigelse og overfald på personalet.

2.4.3. Den foreslåede ordning

2.4.3.1. Øgede muligheder for anvendelse af håndjern ved enkeltstående

fravær fra lukkede fængsler og arrester

Som det fremgår ovenfor, jf. pkt. 2.4.2., er der ikke efter de gældende regler

mulighed for generelt at anvende håndjern i forbindelse med de indsattes

fravær fra institutionerne.

Det foreslås derfor, at der indføres en bestemmelse i straffuldbyrdelseslo-

ven, hvorefter håndjern kan anvendes ved den indsattes enkeltstående fra-

vær fra lukkede fængsler og arrester. Betingelserne i straffuldbyrdelseslo-

vens § 65, stk. 1, skal således ikke være opfyldt.

Baggrunden for reglen er, at den største trussel for undvigelse kommer fra

varetægtsarrestanter og afsonere i lukkede fængsler/arresthuse, samt at risi-

koen for undvigelser er størst, når myndighederne af forskellige årsager skal

håndtere denne gruppe af personer uden for institutionerne.

For så vidt angår persongruppen omfattet af den foreslåede bestemmelse

bemærkes det, at det følger af straffuldbyrdelseslovens § 22, stk. 2, at fuld-

byrdelse af straf som udgangspunkt skal ske i lukket fængsel, når straffen er

på 5 år eller mere. Det bemærkes endvidere, at en sigtet bl.a. kan varetægts-

fængsles efter retsplejelovens § 762, stk. 1, hvortil det er et krav, at den

mistænkte lovovertrædelse efter loven kan føre til fængsel i 1 år og 6 måne-

der.

Mere regelmæssig fravær, herunder f.eks. regelmæssig udgang efter ud-

gangsbekendtgørelsens kapitel 9, vil ikke være omfattet af forslaget.

Bestemmelsen finder ikke anvendelse ved indsattes enkeltstående fravær til

besøg af »nærtstående«.

Ved »nærtstående« forstås ægtefæller eller samlevende, børn, børnebørn,

forældre, søskende, bedsteforældre, oldeforældre og andre personer, til

hvem den indsatte har en sådan tilknytning, at den kan ligestilles med disse

familiebånd.

En generel adgang til at anvende håndjern ved den indsattes enkeltstående

fravær fra lukket fængsel eller arresthus vil efter Justitsministeriets opfat-

telse give kriminalforsorgen mulighed for effektivt at hindre undvigelser

UDKAST

mens den indsatte opholder sig uden for institutionen f.eks. i forbindelse

med transport eller ledsaget udgang til retsmøder eller til sygehusbehand-

ling.

Det bemærkes, at den foreslåede regel ikke medfører en pligt for kriminal-

forsorgen til at anvende håndjern ved den indsattes fravær fra det lukkede

fængsel eller arresthus. Håndjern må ikke anvendes, såfremt det efter ind-

grebets formål og den krænkelse og det ubehag, som indgrebet må antages

at forvolde, ville være et uforholdsmæssigt indgreb. I de fleste tilfælde vil

anvendelse af håndjern i det foreslåede tilfælde dog være proportionalt, da

risikoen for undvigelser er størst, når myndighederne af forskellige årsager

skal håndtere denne gruppe af personer uden for institutionerne.

Hvis lovforslaget vedtages, vil der blive foretaget konsekvensrettelser i be-

kendtgørelse nr. 107 af 30. januar 2019 om ophold i varetægt (varetægtsbe-

kendtgørelsen).

Det kan i den forbindelse fastsættes, at afgørelser om anvendelse af håndjern

i det nævnte tilfælde ikke kan påklages administrativt.

2.4.3.2. Øgede muligheder for anvendelse af håndjern inden for institutio-

nen

Det foreslås derudover, at der indføres en bestemmelse, der muliggør an-

vendelse af håndjern over for en indsat i institutionen ved ophold uden for

cellen i en periode på op til 4 uger, hvis den indsatte har optrådt voldeligt

over for personalet, hvis den indsatte udviser en grov eller oftere gentagen

utilladelig adfærd over for personalet, eller hvis den indsatte er tilknyttet en

gruppe af personer, som tilsammen står bag omfattende og alvorlig krimi-

nalitet, der aktuelt har begået voldelige overfald mod kriminalforsorgens

personale.

Baggrunden for reglen er, at håndjern aktuelt kun anvendes i begrænset om-

fang i kriminalforsorgens fængsler og arrester, idet anvendelsen primært

sker i forbindelse med behov for pacificering af en indsat efter magtanven-

delse. Den foreslåede regel vil have til hensigt at gøre det muligt i højere

grad at afværge voldsepisoder mod ansatte i landets fængsler og arrester.

Den foreslåede bestemmelse om bandetilknyttede har særligt til formål at

imødegå koordinerede angreb mod fængselspersonalet. Anvendelsen af

håndjern vurderes at være et virkningsfuldt redskab til at afværge vold eller

minimere intimiderende adfærd fra enkelte personer og/eller grupperinger

mod personalet. Det er i praksis set, at bandemedlemmer og eller grupperin-

UDKAST

ger over en konkret indsættelsestid er blevet mere konfliktsøgende og inti-

miderende, hvorfor der er behov for en længerevarende og vedholdende re-

aktion, der på et tidligt stadie kan forhindre en eskalering af situationen.

Samtidig giver den foreslåede bestemmelse personalet mulighed for en hur-

tig og konsekvent reaktion, der kan anvendes ved voldelige overfald, hvor

det efterfølgende tidsperspektiv for brugen af håndjern kan være med til at

konfliktnedtrappe modsætningsforholdet mellem personalet og den indsatte

der udviser intimiderende/voldelig adfærd. Når en eller flere bandetilknyt-

tede har begået et overfald på fængselspersonalet har det erfaringsmæssigt

vist sig, at der i den efterfølgende tid er et konfliktoptrappende miljø, lige-

som det har vist sig, at et overfald kan føre til flere.

Med den foreslåede ordning vil der blive tale om en regel, der gør det muligt

at anvende håndjern på de ovennævnte grupper af indsatte i institutionen

ved ophold uden for cellen i løbet af den periode, som foranstaltningen gæl-

der.

De almindelige forvaltningsretlige regler, herunder forvaltningsloven og

forvaltningsretlige grundsætninger, vil finde anvendelse. En afgørelse om

anvendelse af håndjern efter den foreslåede bestemmelse skal således leve

op til forvaltningsretlige krav om f.eks. klagevejledning og begrundelse.

Proportionalitetsprincippet skal i den forbindelse være iagttaget både i for-

hold til iværksættelse af foranstaltningen, samt i forhold til fastsættelsen af

den periode, hvor foranstaltningen skal gælde.

Der er mulighed for at forlænge perioden, hvis betingelserne fortsat er op-

fyldt. Dette kræver således en ny afgørelse på baggrund af en konkret og

aktuel vurdering.

2.4.3.2.1. Med begrebet »har optrådt voldeligt over for personalet« sigtes

navnlig til voldelige angreb, hvor en eller flere indsatte har overfaldet en

eller flere ansatte i kriminalforsorgen.

Handlinger, som må anses for omfattet af straffelovens § 244 om simpel

vold, vil i sig selv kunne føre til, at en adfærd skal betragtes som voldelig.

Det omfatter eksempelvis i almindelighed slag, spark og lignende.

2.4.3.2.2. Med begrebet »grov eller gentagen utilladelig adfærd over for per-

sonalet« forstås, at den indsatte har udøvet en adfærd over for personalet,

der kan betegnes som grov, herunder f.eks. ved at have fremsat trusler mod

personalet. Med gentagen utilladelig adfærd forstås, at den indsatte over tid

er blevet mere konfliktsøgende over for personalet dog uden, at det er et

UDKAST

krav, at den indsatte har udøvet vold eller fremsat egentlige trusler mod per-

sonalet.

Spørgsmålet om, hvorvidt en indsat har opført sig groft eller gentagent util-

ladeligt over for personalet vil bero på en konkret fængselsfaglig vurdering.

Der stilles dog krav om, at adfærden over for personalet kan betegnes som

enten grov eller gentagen. Enkeltstående episoder, hvor en indsat har udvist

utilladelig adfærd, der ikke kan betegnes som grov, er således ikke omfattet

af bestemmelsens anvendelsesområde.

2.4.3.2.3. Begrebet »en gruppe af personer, som tilsammen står bag omfat-

tende og alvorlig kriminalitet« indebærer, at der må foreligge en antagelse

om en stærk tilknytning til gruppen som sådan. Forslaget omfatter således

ikke indsatte med en løsere tilknytning til den pågældende persongruppe.

Det blotte bekendtskab med enkeltpersoner fra den pågældende gruppe fal-

der således uden for den foreslåede bestemmelses anvendelsesområde.

Der tænkes med den foreslåede betingelse særligt på rocker- og bandegrup-

peringer mv. Det er ikke en betingelse, at den dømte afsoner en straf for

rocker- eller banderelateret kriminalitet, ligesom det ikke er en betingelse,

at den dømte selv har begået kriminalitet, der kan karakteriseres som omfat-

tende og alvorlig.

Det vil i den forbindelse i forhold til den indsattes tilknytning til en rocker-

eller bandegruppering være oplysninger fra politiet, som vil skulle danne

grundlag for kriminalforsorgens afgørelse i de pågældende sager.

Det afgørende for at bringe den foreslåede bestemmelse i anvendelse er på

det punkt alene, at den indsatte ifølge politiets skøn har en sådan tilstrække-

lig tilknytning til den pågældende persongruppe.

Det forhold, at en indsat på tidspunktet for afsoningens påbegyndelse har

haft tilknytning til rocker- og bandemiljøet mv., men under afsoningen har

forladt dette miljø, vil som udgangspunkt indebære, at den pågældende ikke

længere har den fornødne tilknytning til gruppen.

En tilknytning til en rocker- eller bandegruppe mv., der først er opstået un-

der afsoningen, vil medføre, at den indsatte er omfattet af den foreslåede

bestemmelses anvendelsesområde.

Som grupper anses ikke kun formaliserede grupper med en fast struktur og

rollefordeling medlemmerne imellem, et fast tilholdssted og med navn eller

lignende. Bestemmelsen omfatter også mere løse grupperinger, hvis grup-

UDKAST

pen dog virker med et fælles sigte eller mål og/eller har et fast reaktions-

mønster i bestemte situationer, f.eks. at personerne i gruppen som regel bli-

ver alarmeret og instrueret via telefon- eller sms-kæder i forbindelse med

bestemte voldelige eller truende begivenheder, som indtræffer.

Spørgsmålet om, hvorvidt en gruppe af personer »tilsammen står bag om-

fattende og alvorlig kriminalitet«, vil bero på en politifaglig vurdering.

Den foreslåede betingelse vil omfatte tilfælde, hvor gruppens medlemmer

står bag organiseret eller systematisk kriminalitet, men også situationer,

hvor (nogle af) de enkeltpersoner, som har tilknytning til gruppen, hver især

har begået lovovertrædelser af en sådan grovhed og i et sådant omfang eller

antal, at den samlede kriminalitet inden for gruppen må anses for omfattende

og alvorlig, falder ind under bestemmelsen.

Det er således ikke et krav, at alle de personer, der har en fastere tilknytning

til gruppen, er dømt for kriminalitet, men det kræves, at andelen af personer,

som er dømt, i sammenhæng med antallet og grovheden af de kriminelle

forhold gør, at den samlede kriminalitet inden for gruppen må anses for om-

fattende og alvorlig. Vurderingen heraf forudsættes at være baseret på fæl-

dende strafferetlige afgørelser.

Ved vurderingen af, om personerne knyttet til gruppen samlet set står bag

omfattende og alvorlig kriminalitet, vil der endvidere skulle lægges vægt på,

om de pådømte forhold er overtrædelser af straffeloven, og om overtrædel-

serne har ført til idømmelse af ubetingede fængselsstraffe. Det vil ligeledes

skulle tillægges betydning, hvor lang tid der er gået, siden forholdene blev

begået. Hvis forholdene er begået af personer, der må anses for ledende eller

toneangivende figurer inden for gruppen, vil dette ligeledes skulle tillægges

betydelig vægt.

Kriminalforsorgsområdet skal til brug for afgørelsen sikre sig, at der fore-

ligger de nødvendige oplysninger fra politiet, og at disse ved eventuelle ef-

terfølgende afgørelser er opdaterede.

Med begrebet »voldeligt over for personalet« sigtes navnlig til voldelige an-

greb, hvor en eller flere indsatte med tilknytning til persongruppen har over-

faldet en eller flere ansatte i kriminalforsorgen.

Handlinger, som må anses for omfattet af straffelovens § 244 om simpel

vold, vil i sig selv kunne føre til, at en konflikt skal betragtes som voldelig.

Det omfatter eksempelvis i almindelighed slag, spark og lignende.

UDKAST

Det er med den foreslåede bestemmelse ikke et krav, at den konkrete ind-

satte har udøvet vold mod personalet.

Begrebet »aktuelt« indebærer, at der må være en aktuel risiko for yderligere

hændelser af den ovenfor nævnte karakter. Det vil i den forbindelse i almin-

delighed kunne lægges til grund, at der vil være en aktuel risiko for yderli-

gere voldelige hændelser, hvis volden inden for de seneste tre måneder er

kommet til udtryk i en eller flere voldelige hændelser.

Finder der en ny voldelig hændelse sted i denne periode, vil volden i almin-

delighed fortsat skulle anses for at være aktuelt i yderligere en periode på

tre måneder. Der kan imidlertid også være tale om en aktuel voldelig kon-

flikt, selv om der er forløbet mere end tre måneder, uden at der har fundet

voldelige hændelser sted. En sådan længere periode uden angreb kan således

ikke i sig selv tages som udtryk for, at risikoen for nye voldelige hændelser

er drevet over.

I skønnet af, om der er en aktuel risiko for nye voldelige hændelser mv., kan

der indgå andre momenter. Kriminalforsorgen vil således

–

ud over den for-

løbne tid siden seneste voldelige hændelse

–

eksempelvis kunne lægge vægt

på, om personer med tilknytning til de involverede persongrupper har opført

sig konfliktsøgende over for personalet.

Omvendt vil der også kunne forekomme særlige tilfælde, hvor der ikke kan

siges at være en aktuel risikosituation, selv om der har fundet en voldelig

hændelse sted inden for de seneste tre måneder. Det kan f.eks. være tilfæl-

det, hvis gruppen må anses for opløst.

2.4.3.2.4. Hvis lovforslaget vedtages, vil bekendtgørelse nr. 1111 af 17. au-

gust 2016 om anvendelse af sikringsmidler i kriminalforsorgens institutio-

ner, blive ændret.

Det vil således i den nævnte bekendtgørelse nærmere blive fastsat, at krimi-

nalforsorgen ikke skal gøre særskilt notat om begrundelsen for anvendelsen

af håndjern i de nævnte tilfælde.

Det vil derudover blive fastsat en administrativ klageadgang til den nævnte

foranstaltning. En indsat vil dog ikke kunne påklage enkelte håndjernsbe-

lægninger.

2.4.3.3. Mulighed for godkendelse af nye sikringsmidler

Det foreslås desuden, at der indføres en bemyndigelsesbestemmelse i straf-

fuldbyrdelsesloven til, at justitsministeren kan udstede nærmere regler om

godkendelse af nye sikringsmidler ud over håndjern og sikringscelle for at

UDKAST

sikre muligheden for hurtigt at implementere eventuelle nye sikringsmidler

og derved generelt eller konkret styrke sikkerheden og muligheden for at

sikre en indsats tilstedeværelse, samt at undgå undvigelse og overfald på

personalet.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er at minimere risikoen for både

undvigelse og overfald på personale og medindsatte, ved hurtigt at kunne

indføre sådanne midler, såfremt disse findes egnede.

I takt med at sikkerhedsorganisationen i kriminalforsorgen opbygges og

styrkes, stiger også organisationens kapabilitet til at undersøge, teste og im-

plementere yderligere relevante værktøjer, herunder også sikringsmidler.

På nuværende tidspunkt kan kriminalforsorgen alene anvende håndjern og

håndjernstransportbælte. Disse ville, efter en målrettet afsøgning af marke-

det og efter at være blevet testet, kunne suppleres med yderligere sikrings-

midler. Det kunne være en form for store håndjern, som monteres på ank-

lerne og som er forbundet med en ekstra lang kæde imellem, som vanske-

liggør muligheden for at løbe. Det kunne også være engangshåndjern

–

form for strips

–

som et mildere og mindre sikkert sikringsmiddel. Der kan

også være tale om andre former for fiksering, som vil være mere hensigts-

mæssig at anvende ved eksempelvis længere transport eller i forbindelse

med transport til læge, tandlæge og lignende, hvor håndjern må fjernes for

at kunne afklæde sig, ligge på en briks/sidde i en tandlægestol og lignende.

Det kunne ligeledes være relevant at indføre flere eller andre muligheder for

fiksering for at nedbringe anvendelsen af sikringscelle eller for at gøre an-

vendelsen heraf mere skånsom.

Hvis lovforslaget vedtages, vil der blive fastsat nærmere administrative reg-

ler, der muliggør at justitsministeren kan godkende nye sikringsmidler.

Det forudsættes i den forbindelse, at betingelserne i straffuldbyrdelseslo-

vens § 65, stk. 1-3, skal være opfyldt for at anvende sikringsmidler godkendt

i medfør af de administrative regler udstedt i medfør af den foreslåede be-

stemmelse.

2.5. Delegation af afgørelseskompetence i visse sager om udgang m.v.

for personer anbragt på psykiatrisk afdeling eller i institution ved dom

2.5.1. Gældende ret

Det følger af straffelovens § 16, stk. 1, 1. pkt., at personer, der på gernings-

tidspunktet var utilregnelige på grund af sindssygdom eller tilstande, der må

ligestilles hermed, er straffri. Tilsvarende gælder for personer, der er mentalt

retarderede i højere grad, jf. § 16, stk. 1, 2. pkt. Befandt gerningsmanden sig

som følge af indtagelse af alkohol eller andre rusmidler forbigående i en

tilstand af sindssygdom eller i en tilstand, der må ligestilles hermed, kan

UDKAST

straf dog pålægges, når særlige omstændigheder taler derfor, jf. § 16, stk. 1,

3. pkt.

Det følger endvidere af straffelovens § 16, stk. 2, 1. pkt., at personer, der på

gerningstidspunktet var mentalt retarderede i lettere grad, er straffri, med-

mindre særlige omstændigheder taler for at pålægge straf. Tilsvarende gæl-

der personer, der befandt sig i en tilstand, som ganske må ligestilles med

mental retardering, jf. straffelovens § 16, stk. 2, 2. pkt.

Hvis en person frifindes for straf i medfør af straffelovens § 16, kan retten

efter straffelovens § 68, 1. pkt., træffe bestemmelse om anvendelse af andre

foranstaltninger, der findes formålstjenlige for at forebygge yderligere lov-

overtrædelser.

Hvis mindre indgribende foranstaltninger som tilsyn, bestemmelser vedrø-

rende opholdssted eller arbejde, afvænningsbehandling, psykiatrisk behand-

ling m.v. ikke findes tilstrækkelige, kan det ifølge straffelovens § 68, 2. pkt.,

bestemmes, at den dømte skal anbringes i hospital for sindslidende, i insti-

tution for personer med vidtgående psykiske handicap eller under tilsyn med

mulighed for administrativ anbringelse eller i egnet hjem eller institution til

særlig pleje eller forsorg.

Det følger af straffelovens § 69, at retten, hvis det findes formålstjenligt kan

træffe bestemmelse om anvendelse af foranstaltninger som nævnt i § 68, 2.

i stedet for straf, hvis gerningsmanden på gerningstidspunktet befandt sig i

en tilstand, der var betinget af mangelfuld udvikling, svækkelse eller for-

styrrelse af de psykiske funktioner, og som ikke er af den i § 16 nævnte

beskaffenhed.

Endvidere følger det af straffelovens § 73, at hvis en person, der har begået

en strafbar handling, men efter dennes foretagelse, og før dom er afsagt, er

kommet i en ikke blot forbigående tilstand af den art, der er nævnt i § 16

eller § 69, afgør retten, om straf skal idømmes eller bortfalde. Hvis det fin-

des formålstjenligt, kan retten bestemme, at foranstaltninger efter § 68 eller

§ 69 skal anvendes i stedet for straf, eller indtil straffen måtte kunne fuld-

byrdes.

Det følger af straffelovens § 73 a, stk. 1, at justitsministeren efter forhand-

ling med social- og ældreministeren og sundhedsministeren kan fastsætte

regler om udgang m.v. til personer, der er anbragt i hospital for sindslidende

m.v. i henhold til en afgørelse truffet i medfør af §§ 68 eller 69. Justitsmini-

steren kan i den forbindelse fastsætte, at afgørelser, der træffes i medfør af

disse regler, ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed.

UDKAST

Endvidere følger det af straffelovens § 74 a, stk. 1, at hvis en person, der på

gerningstidspunktet ikke var fyldt 18 år, har begået grovere personfarlig kri-

minalitet eller anden alvorlig kriminalitet, kan retten kan bestemme, at den

pågældende skal undergive sig en struktureret, kontrolleret socialpædago-

gisk behandling af 2 års varighed, hvis det må anses for formålstjenligt for

at forebygge yderligere lovovertrædelser. Retten kan give den dømte pålæg

svarende til de vilkår, der kan fastsættes efter § 57 om betingede domme, jf.

stk. 2.

Endelig følger det af § 74 a, stk. 4, at justitsministeren efter forhandling med

social- og ældreministeren kan fastsætte regler om meddelelse af tilladelse

til udgang m.v. til personer, der er undergivet en foranstaltning efter stk. 1

og 2. Justitsministeren kan i den forbindelse fastsætte, at afgørelser, der

træffes i medfør af disse regler, ikke kan indbringes for højere administrativ

myndighed.

Bemyndigelsesbestemmelserne i straffelovens § 73 a, stk. 1, og § 74 a, stk.

4, er bl.a. udnyttet til udstedelse af bekendtgørelse nr. 200 af 25. marts 2004

om udgangstilladelse m.v. til personer, der er anbragt i hospital eller insti-

tution i henhold til strafferetlig afgørelse eller i medfør af farlighedsdekret,

som ændret ved bekendtgørelse nr. 1184 af 6. december 2012 (udgangsbe-

kendtgørelsen).

Bekendtgørelsens §§ 2-3 indeholder regler om udgang m.v. for anbringelse

i henhold til dom efter straffelovens § 68, § 69 og § 73.

Det følger af udgangsbekendtgørelsens § 2, stk. 1, at overlægen træffer af-

gørelse om bl.a. adgang til at færdes inden for hospitalets område og om

udgang i en række nærmere angivne tilfælde for personer, der er dømt til

anbringelse i hospital eller sygehusafdeling for sindslidende med undtagelse

af Sikringsafdelingen under Psykiatrien i Region Sjælland.

Det fremgår af udgangsbekendtgørelsens § 2, stk. 2, at amtsrådet for perso-

ner, der er dømt til anbringelse i institution for personer med vidtgående

psykiske handicap, træffer afgørelse om adgang til at færdes inden for insti-

tutionens område og om udgang i en række nærmere angivne tilfælde.

”Amtsrådet” skal i den forbindelse forstås som den kommunalbestyrelse,

der har pligt til at yde hjælp (herefter handle- og tilsynskommunen) efter §

9, stk. 1, jf. stk. 7, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale

område, jf. lovbekendtgørelse nr. 1555 af 2. november 2020 som senest æn-

dret ved lov nr. 465 af 20. marts 2021.

UDKAST

Efter udgangsbekendtgørelsens § 2, stk. 3, træffer statsadvokaten afgørelse

om udgange, der ikke er omfattet af bekendtgørelsens § 2, stk. 1 eller 2.

Det fremgår af udgangsbekendtgørelsens § 4, stk. 1, at for personer, der er

anbragt i en sikret afdeling på en døgninstitution for børn og unge som led i

en dom efter straffelovens § 74 a, træffer lederen af den sikrede afdeling

afgørelse om udgang i en række nærmere angivne tilfælde.

Efter udgangsbekendtgørelsens § 4, stk. 2, træffer politimesteren (Politidi-

rektøren i København) afgørelse om udgang i en række nærmere angivne

tilfælde. Afgørelsen sker efter indstilling fra lederen af den sikrede afdeling,

jf. stk. 4

Efter udgangsbekendtgørelsens § 4, stk. 3, træffer statsadvokaten afgørelse

om udgange, der ikke er omfattet af bekendtgørelsens § 4, stk. 1 eller 2.

Afgørelsen sker efter indstilling fra lederen af den sikrede afdeling, jf. stk.

Det fremgår af udgangsbekendtgørelsens § 14, stk. 1, at bl.a. afgørelser efter

§ 2, stk. 1 og 2, ikke kan påklages. Efter udgangsbekendtgørelsens § 14, stk.

2, kan afgørelser efter § 2, stk. 3, og § 4, stk. 3, påklages til Rigsadvokaten.

Rigsadvokatens afgørelser kan ikke påklages til Justitsministeriet.

2.5.1.1 Fuldbyrdelse af anbringelsesdomme

Foranstaltninger over for personkredsen omfattet af straffelovens § 16, stk.

1, 1. pkt., § 16, stk. 1, 3. pkt. og § 69 fuldbyrdes af sygehusvæsenet, der

drives af regionerne, jf. § 74 i sundhedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 903

af 26. august 2019. Det gælder bl.a. for personer, der ved strafferetlig dom

er anbragt på en psykiatrisk afdeling.

Regionsrådenes modtagepligt på psykiatriske afdelinger er beskrevet i § 1 i

lov nr. 1396 af 21. december 2005 om retspsykiatrisk behandling, som se-

nest ændret ved lov nr. 504 af 1. maj 2019.

Foranstaltninger over for personkredsen omfattet af straffelovens § 16, stk.

1, 2. pkt., § 16, stk. 2, og § 69 fuldbyrdes af kommunalbestyrelsen i den

kommune, der har pligt til at yde hjælp til borgeren efter den sociale lovgiv-

ning.

Det følger af § 16 a, stk. 1, 2. pkt., i lov om retssikkerhed og administration

på det sociale område, at kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om op-

hold i en boform efter § 108 i lov om social service (serviceloven), jf. lov-

bekendtgørelse nr. 1548 af 1. juli 2021.

UDKAST

Det fremgår af § 108, stk. 1, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen skal

tilbyde ophold i boformer, der er egnet til længerevarende ophold, til perso-

ner, som på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funkti-

onsevne har behov for omfattende hjælp til almindelige, daglige funktioner

eller pleje, omsorg eller behandling, og som ikke kan få dækket disse behov

på anden vis.

Det følger af servicelovens § 108, stk. 7, at social- og ældreministeren fast-

sætter regler om særlige sikkerhedsforanstaltninger i boformer, der er om-

fattet af § 108, stk. 1, og om pligt for en region eller en eller flere kommuner

til at modtage personer i de boformer, der er omfattet af stk. 1, bl.a. når disse

personer i henhold til dom eller kendelse skal anbringes i en boform for

personer med betydelig nedsat psykisk funktionsevne eller undergives til-

syn, herunder med mulighed for administrativ anbringelse.

Kommunerne kan ved valg af boform vælge at et § 108-tilbud i egen kom-

mune, anvende et allerede eksisterende kommunalt § 108-tilbud i egen kom-

mune, et § 108-tilbud i en anden kommune, et regionalt tilbud, eller et privat

tilbud, som er godkendt efter servicelovens § 108 til målgruppen af personer

med nedsat psykisk funktionsevne dømt til anbringelse ved dom.

Det følger af servicelovens § 66, stk. 1, nr. 7, at anbringelsessteder for børn

og unge kan være døgninstitutioner, herunder delvis lukkede døgninstituti-

oner og delvis lukkede afdelinger på døgninstitutioner samt sikrede døgnin-

stitutioner og særligt sikrede afdelinger. Døgninstitutioner kan oprettes og

drives af kommuner eller af regioner eller som selvejende institutioner, som

kommunalbestyrelsen eller regionsrådet indgår aftale med, jf. lovens § 66,

stk. 3.

Servicelovens bestemmelser om boformer og døgninstitutioner suppleres af

en række administrative forskrifter, som bl.a. findes i bekendtgørelse nr.

1239 af 22. november 2019 om magtanvendelse og andre indgreb i selvbe-

stemmelsesretten over for voksne samt om særlige sikkerhedsforanstaltnin-

ger for voksne og modtagepligt i boformer efter lov om social service og

bekendtgørelse nr. 810 af 13. august 2019 om voksenansvar for anbragte

børn og unge.

2.5.2. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet har sammen med Social- og Ældreministeriet og

Sundhedsministeriet fundet anledning til at justere i, hvordan visse sager om

udgang m.v. for personer anbragt på psykiatriske afdelinger, i boform eller

i døgninstitution ved dom skal behandles.

UDKAST

Det er bl.a. sket i lyset af, at Folketingets Ombudsmand i 2020 og 2021 har

haft fokus på domfældte med udviklingshæmning (mentalt retarderede) og

i den forbindelse har gennemført tilsynsbesøg på en række tilbud til mål-

gruppen. Som en del af dette arbejde foretog Folketingets Ombudsmand en

høring af Justitsministeriet vedrørende regler og praksis for udgangstilladel-

ser efter udgangsbekendtgørelsen.

I praksis kan der opstå situationer, hvor en udgang, som en kommunalbe-

styrelse, en statsadvokat eller Rigsadvokaten har tilladt efter bestemmelser

i udgangsbekendtgørelsen, ikke bør iværksættes, fordi lederen på boformen

på baggrund af en konkret risikovurdering forud for en udgang vurderer, at

det ikke vil være forsvarligt at iværksætte udgangen, f.eks. fordi den doms-

anbragte er udadreagerende eller har indtaget euforiserende stoffer. Efter en

hidtidig praksis er sådanne beslutninger om ikke at gennemføre en bevilget

udgang i visse tilfælde sket uden, at den myndighed, der havde meddelt ud-

gangstilladelsen, havde tilbagekaldt tilladelsen.

Efter Justitsministeriets opfattelse har der været behov for at justere denne

praksis. Det skyldes, at det efter ministeriets opfattelse er rigtigst at behandle

situationen som en afgørelse om tilbagekaldelse af en tilladelse til udgang,

som skal leve op til de forvaltningsretlige krav om f.eks. partshøring og kla-

gevejledning, og som skal træffes af den kompetente myndighed.

En afgørelse om tilbagekaldelse skal, medmindre afgørelseskompetencen

kan delegeres, træffes af den myndighed, som har udstedt tilladelsen.

Kommunalbestyrelsen i handle- og tilsynskommunen kan delegere kompe-

tencen til at træffe afgørelse efter udgangsbekendtgørelsens § 2, stk. 2, til

ledelsen på et af kommunens egne boformer. Når afgørelseskompetencen er

delegeret fra kommunalbestyrelsen til ledelsen på en af kommunens egne

boformer, vil ledelsen af boformen også kunne træffe afgørelse om tilbage-

kaldelse, hvis ledelsen vurderer, at betingelserne herfor er tilstede, f.eks.

fordi en konkret udgang ikke vurderes forsvarlig.

Der er derimod ikke hjemmel til at delegere afgørelseskompetencen i denne

type sager fra kommunalbestyrelsen i handle- og tilsynskommen til bofor-

mer i en anden kommune eller til private eller regionale boformer. Det in-

debærer, at en eventuel afgørelse om tilbagekaldelse i sådanne situationer

skal træffes af kommunalbestyrelsen.

Endvidere er der ikke hjemmel til at delegere afgørelseskompetencen efter

udgangsbekendtgørelsens § 2, stk. 3, fra statsadvokaterne til hverken kom-

UDKAST

munale, regionale eller private boformer. Det indebærer, at en eventuel af-

gørelse om tilbagekaldelse af en tilladelse til udgang, der er udstedt i medfør

af udgangsbekendtgørelsens § 2, stk. 3, skal træffes af statsadvokaterne.

Endelig er der ikke hjemmel til at delegere afgørelseskompetencen efter ud-

gangsbekendtgørelsens § 14, stk. 2, jf. § 2, stk. 3, fra Rigsadvokaten til hver-

ken kommunale, regionale eller private boformer. Det indebærer, at en even-

tuel afgørelse om tilbagekaldelse i disse sager skal tilbagekaldes af Rigsad-

vokaten.

Samlet indebærer dette efter Justitsministeriets opfattelse, at ledelsen på bo-

former, hvor der er personer anbragt ved dom, efter de nugældende regler

ikke kan træffe afgørelse om tilbagekaldelse af udgangstilladelser, der er

udstedt af en kommunalbestyrelse, statsadvokat eller Rigsadvokaten.

Det betyder, at hvis ledelsen på boformen vurderer, at det ikke vil være for-

svarligt at iværksætte en tilladt udgang, vil dette i stedet skulle indgå i

grundlaget for kommunalbestyrelsens, statsadvokatens eller Rigsadvoka-

tens eventuelle afgørelse om tilbagekaldelse.

For at justere praksis i overensstemmelse med det ovennævnte er der for det

første etableret en midlertidig telefonordning, som gælder i forhold til bo-

former for personer med vidtgående psykiske handicap. Ordningen skal

sikre, at en boformens ledelse hurtigt kan komme i kontakt med kommunal-

bestyrelsen, den regionale statsadvokat eller Rigsadvokaten, hvis boformens

ledelse vurderer, at det ikke vil være forsvarligt, at en udgang, der er bevilget

af kommunalbestyrelsen, en statsadvokat eller af Rigsadvokaten, iværksæt-

tes. Den myndighed (kommunalbestyrelsen, en statsadvokat eller Rigsadvo-

katen), der har meddelt udgangstilladelsen, vil herefter tage stilling til, om

udgangstilladelsen skal tilbagekaldes.

Ombudsmandens tilsyn har haft fokus på udviklingshæmmede, der ved dom

er anbragt på institutioner inden for det sociale område. Justitsministeriet

har sammen med Sundhedsministeriet imidlertid fundet, at de samme hen-

syn gør sig gældende i forhold til afgørelser om udgangstilladelser m.v. til

psykisk syge personer, der i henhold til dom er anbragt på en psykiatrisk

afdeling. Afgørelser om udgang m.v. for denne persongruppe træffes enten

af overlægen, jf. udgangsbekendtgørelsens § 2, stk. 1, statsadvokaten, jf. be-

kendtgørelsens § 2, stk. 3, eller af Rigsadvokaten, jf. bekendtgørelsens § 14,

stk. 2, jf. § 2, stk. 3. På denne baggrund etableres der for det andet også en

midlertidig ordning i disse sager. Ordningen skal sikre, at overlægen hurtigt

kan komme i kontakt med den regionale statsadvokat eller Rigsadvokaten,

UDKAST

hvis overlægen vurderer, at det ikke vil være forsvarligt, at en udgang, der

er tilladt af en statsadvokat eller af Rigsadvokaten, iværksættes.

Justitsministeriet finder imidlertid, at der som erstatning for disse midlerti-

dige ordninger bør etableres mulighed for at delegere kompetencen til at

træffe afgørelse om tilbagekaldelse i denne type sager til lederen eller den-

nes stedfortræder på den pågældende boform eller til overlægen på den på-

gældende afdeling. Det skal navnlig sikre, at ledelsen eller overlægen selv

får mulighed for at træffe afgørelse i situationer, hvor der som led i den

behandlingsmæssige eller pædagogiske indsats er behov for at træffe en af-

gørelse om udgang. Det gælder eksempelvis situationer, hvor der forud for

en planlagt udgang på baggrund af en forsvarlighedsvurdering vurderes at

være behov for at tilbagekalde udgangstilladelsen.

I tilfælde, hvor ledelsen på boformen eller overlægen vurderer, at det ikke

længere er forsvarligt at opretholde en generel udgangstilladelse, bør dette

meddeles til den myndighed, der har bevilget den generelle tilladelse. Denne

myndighed skal herefter vurdere, om den generelle udgangstilladelse skal

tilbagekaldes.

Endvidere finder Justitsministeriet, at der bør tilvejebringes et sikkert lov-

grundlag med henblik på at sikre, at ledelsen på boformer kan træffe afgø-

relse om udgang til uopsættelige indlæggelser på et hospital til somatisk el-

ler psykiatrisk behandling. En sådan kompetence tilfalder allerede i dag

kommunalbestyrelsen i handle- og tilsynskommunen efter udgangsbekendt-

gørelsen, ligesom overlægen på en psykiatrisk afdeling efter bekendtgørel-

sen kan træffe bestemmelse om uopsættelig indlæggelse på et somatisk hos-

pital.

På den baggrund finder Justitsministeriet samlet, at der bør etableres mulig-

hed for, at afgørelseskompetencen i visse tilfælde kan delegeres til ledelsen

på boformer og overlægen på afdelinger, hvor der er anbragt personer i hen-

hold til en strafferetlig dom efter straffelovens § 68, § 69 og § 73.

Den samme mulighed bør efter Justitsministeriets opfattelse også etableres

i forhold døgninstitutioner for børn og unge, hvor der er anbragt personer i

henhold til en strafferetlig dom efter straffelovens § 74 a. Det skyldes til-

svarende grunde, som dem der er anført ovenfor.

I medfør af § 74 a, stk. 4, er der således fastsat regler i udgangsbekendtgø-

relsens § 4, hvorefter afgørelseskompetencen i sager om udgang m.v. er til-

lagt forskellige myndigheder. I visse tilfælde er afgørelseskompetencen til-

UDKAST

lagt lederen på den sikrede afdeling på døgninstitutionen (stk. 1), mens kom-

petencen i andre tilfælde er tillagt politidirektøren i København (stk. 2) og

statsadvokaten (stk. 3) samt endelig Rigsadvokaten i visse klagesager (§ 14,

stk. 2, jf. § 2, stk. 3). Justitsministeriet finder derfor, at der også i disse sager

bør være adgang til, at institutionsledelsen får delegeret afgørelseskompe-

tencen i visse tilfælde, herunder i sager om tilbagekaldelse af udgangstilla-

delser.

Endelig bør der efter Justitsministeriets opfattelse skabes klar hjemmel til at

delegation af myndighedsopgaven med at træffe visse afgørelser om udgang

m.v. også kan ske til døgninstitutioner og boformer, som drives af private

og som selvejende institutioner.

2.5.3. Den foreslåede ordning

Der foreslås ændringer af bemyndigelsesbestemmelserne i straffelovens §

73 a, stk. 1, og § 74 a, stk. 4. Formålet er at skabe en klar lovhjemmel til, at

kompetencen til at træffe afgørelser om udgang m.v. i visse tilfælde kan

delegeres fra den myndighed, der som udgangspunkt nu er tillagt kompeten-

cen, til ledelsen på den boform, døgninstitution eller psykiatriske afdeling,

hvor den pågældende person er anbragt.

Det foreslås, at der tilføjes et nyt 2. pkt. i straffelovens § 73 a, stk. 1, hvor

det fremgår, at justitsministeren i den forbindelse kan fastsætte regler om,

at delegation af kompetencen til meddelelse og tilbagekaldelse af tilladelse

til udgang m.v. kan ske til overlægen på psykiatriske afdelinger samt til le-

deren og lederens stedfortræder på boformer, jf. § 108 i lov om social ser-

vice, der drives af kommuner, regioner og private.

Udtrykket »i den forbindelse« henviser til bestemmelsens 1. pkt., hvoraf føl-

ger, at justitsministeren efter forhandling med social- og ældreministeren og

sundhedsministeren kan fastsætte regler om meddelelse af tilladelse til ud-

gang m.v. til personer, der er anbragt på psykiatriske afdelinger m.v. i hen-

hold til en afgørelse truffet i medfør af straffelovens §§ 68 eller 69. Henvis-

ningen indebærer, at justitsministerens eventuelle fastsættelse af regler om

delegation af kompetencen til meddelelse og tilbagekaldelse af tilladelse til

udgang m.v. sker efter forhandling med social- og ældreministeren og

sundhedsministeren.

Udtrykket »m.v.« ved siden af ordet »udgang« svarer til formuleringen i

bestemmelsens 1. pkt. og sigter tilsvarende navnlig til tilfælde, hvor der op-

står behov for at indlægge den pågældende på et hospital til behandling for

en somatisk lidelse.

UDKAST

Efter den foreslåede ændring i straffelovens § 73 a, stk. 1, kan delegation

for det første ske til overlægen på en psykiatrisk afdeling Det indebærer, at

delegation kan ske til overlægen på afdelinger, hvor personer, der er sinds-

syge eller i en tilstand sidestillet hermed, er anbragt ved dom.

For det andet kan delegation efter den foreslåede bestemmelse ske til lede-

ren eller dennes stedfortræder på boformer, jf. servicelovens § 108, der dri-

ves af kommuner, regioner eller private. Det indebærer, at delegation kan

ske til ledelsen på boformer, hvor der i henhold til dom er anbragt personer

med betydelig nedsat psykisk funktionsevne, jf. servicelovens § 108.

Med henvisning til boformer »der drives af kommuner, regioner og private«

skabes der klar hjemmel til, at delegation af myndighedsopgaven med at

træffe visse afgørelser om udgang m.v. kan ske til bl.a. private boformer.

De almindelige forvaltningsretlige regler, herunder forvaltningsloven og

forvaltningsretlige grundsætninger skal finde anvendelse i de sager, hvor der

er delegeret afgørelseskompetence. Det gælder også, hvor delegationen sker

til en privat boform.

Endvidere foreslås det, at der tilføjes et nyt 2. pkt. i straffelovens § 74 a, stk.

4, hvor det fremgår, at justitsministeren kan fastsætte regler om, at kompe-

tencen til meddelelse og tilbagekaldelse af tilladelse til udgang m.v. kan de-

legeres til lederen eller lederens stedfortræder på sikrede afdelinger på døgn-

institutioner for børn og unge, jf. § 66, stk. 1, nr. 7, i lov om social service,

der drives af kommuner, regioner eller som selvejende institutioner, som

kommunalbestyrelsen eller regionsrådet indgår aftale med.

Udtrykket »i den forbindelse« henviser til bestemmelsens 1. pkt., hvoraf føl-

ger, at justitsministeren efter forhandling med social- og ældreministeren

kan fastsætte regler om meddelelse af tilladelse til udgang mv. til personer,

der er undergivet en foranstaltning efter § 74, stk. 1 og 2, om ungdomssank-

tioner. Henvisningen indebærer, at justitsministerens eventuelle fastsættelse

af regler om delegation af kompetencen til meddelelse og tilbagekaldelse af

tilladelse til udgang sker efter forhandling med social- og ældreministeren.

Udtrykket »m.v.« ved siden af ordet »udgang« svarer til formuleringen i

bestemmelsens 1. pkt. og sigter tilsvarende navnlig til tilfælde, hvor der op-

står behov for at indlægge den pågældende på et hospital.

Delegation kan efter den foreslåede ændring i straffelovens § 74 a, stk. 4,

ske til lederen eller lederens stedfortræder på sikrede afdelinger døgninsti-

tutioner for børn og unge, jf. § 66, stk. 1, nr. 7, i lov om social service, der

UDKAST

drives af kommuner, regioner eller som selvejende institutioner, som kom-

munalbestyrelsen eller regionsrådet indgår aftale med.

Med henvisning til døgninstitutioner for børn og unge, der drives af »kom-

muner, regioner eller som selvejende institutioner« skabes der klar hjemmel

til, at delegation af myndighedsopgaven med at træffe visse afgørelser om

udgang m.v. kan ske til bl.a. selvejende institutioner.

De almindelige forvaltningsretlige regler, herunder forvaltningsloven og

forvaltningsretlige grundsætninger, skal også finde anvendelse i de sager,

hvor der er delegeret afgørelseskompetence i medfør af den foreslåede æn-

dring i straffelovens § 74 a, stk. 4. Det gælder også, hvor delegationen sker

til en selvejende institution.

De foreslåede tilføjelser i bemyndigelsesbestemmelserne i straffelovens §

73 a, stk. 1, og § 74 a stk. 4, påtænkes i første omgang udmøntet ved at

administrativt at fastsætte regler i udgangsbekendtgørelsen med henblik på

at sikre, at overlægen på hospitaler og ledelsen på boformer og døgninstitu-

tioner, hvor der i henhold til straffedom er anbragt personer, kan træffe visse

afgørelser om meddelelse og tilbagekaldelse af tilladelse til udgang.

Det forudsættes i den forbindelse ikke, at der grundlæggende skal ændres

på reglerne i udgangsbekendtgørelsen, om hvilke myndigheder, f.eks. stats-

advokaten eller kommunalbestyrelsen, der kan træffe afgørelse om udgang.

Det forudsættes derimod, at der fastsættes supplerende regler, hvorefter af-

gørelseskompetencen kan delegeres fra den myndighed, som er tillagt kom-

petence til at træffe afgørelse om udgang, til ledelsen på den boform, døgn-

institution eller psykiatriske afdeling, hvor den pågældende anbragte person

befinder sig.

Nærmere bestemt forudsættes det, at der fastsættes regler, hvorefter ledelsen

på boformen, døgninstitutionen eller overlægen på afdelingen kan tilbage-

kalde en udgangstilladelse udstedt af en myndighed, hvis ledelsen eller over-

lægen finder, at der behov for en sådan tilbagekaldelse. Sådanne regler for-

udsættes eksempelvis at indebære, at ledelsen på en døgninstitution kan til-

bagekalde en udgangstilladelse udstedt af en statsadvokat, hvis ledelsen

forud for udgangen finder, at det vil være uforsvarligt at iværksætte udgan-

gen.

De nærmere regler om eventuel klageadgang i disse tilfælde vil blive fastsat

administrativt i udgangsbekendtgørelsen.

UDKAST

Yderligere forudsættes det, at der kan fastsættes regler om, at ledelsen på

boformen kan træffe afgørelse om udgang til uopsættelige indlæggelser på

et hospital til somatisk eller psykiatrisk behandling.

Endelig lægges der med forslaget op til at ændre begrebet ”hospital for

sindslidende” til ”psykiatrisk afdeling” alle steder i loven, da ”hospital for

sindslidende” er en forældet

betegnelse. Der er i den forbindelse ikke til-

tænkt nogle indholdsmæssige ændringer.

3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det

offentlige

[Lovforslagets økonomiske konsekvenser er under afklaring]

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

Lovforslaget har ingen økonomiske og administrative konsekvenser for er-

hvervslivet.

5. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser for borgerne.

6. Klima- og miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen klima- og miljømæssige konsekvenser.

7. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter.

8. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

9. Sammenfattende skema

Positive konsekvenser/mindreudgifter Negative konsekvenser/merudgifter

(hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, an- (hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, an-

før »Ingen«)

Økonomiske

[Under afklaring]

konsekvenser for

stat, kommuner

og regioner

Implemente-

Ingen

ringskonsekven-

[Under afklaring]

Ingen

UDKAST

ser for stat, kom-

muner og regio-

ner

Økonomiske

Ingen

konsekvenser for

erhvervslivet

Administrative Ingen

konsekvenser for

erhvervslivet

Administrative Ingen

konsekvenser for

borgerne

Miljømæssige

konsekvenser

Ingen

Forholdet til EU- Ingen EU-retlige aspekter.

retten

Er i strid med de

principper

for

implementering

af erhvervsrettet

EU-regulering/

Går videre end

minimumskrav i

EU-regulering

Nej

UDKAST

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Efter retsplejelovens § 748 a, stk. 1, kan retten tillade, at sigtede deltager i

et retsmøde under efterforskningen eller forberedelsen af hovedforhandlin-

gen ved anvendelse af telekommunikation med billede, hvis sigtedes tilste-

deværelse i retten ikke er nødvendig.

Det foreslås, at retten kan bestemme, at sigtede deltager i et retsmøde ved

anvendelse af telekommunikation med billede, hvis der efter det om sigtedes

forhold oplyste er bestemte grunde til at antage, at han vil unddrage sig for-

følgningen eller fuldbyrdelsen.