REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 424: Orientering om Højesterets kendelser om muligheden for at pålægge børn vidnepligt i straffesager, hvor deres forældre risikerer udvisning, fra justitsministeren

Retsudvalget 2020-21
REU Alm.del Bilag 424
Offentligt

HØJESTERETS KENDELSE

afsagt torsdag den 27. maj 2021

Sag 5/2021

De tiltalte, T1 (advokat Jens Bruhn Petersen) og T2 (advokat Niels Henrik Claus

Christensen), samt vidnerne, F1 og F2 (advokat Thomas Fogt), påkærer Østre Landsrets

kendelse i sagen:

Anklagemyndigheden

mod

I tidligere instanser er afsagt kendelse af Retten i Holbæk den 5. oktober 2020 (60-2515/2020)

og af Østre Landsrets 16. afdeling den 28. oktober 2020 (S-2738-20, S-2764-20 og S-2765-

20).

I påkendelsen har deltaget fem dommere: Thomas Rørdam, Vibeke Rønne, Henrik Waaben,

Anne Louise Bormann og Ole Hasselgaard.

Påstande

De tiltalte, T1 og T2, samt vidnerne, F1 og F2, har nedlagt påstand om, at det ikke tillades

anklagemyndigheden under hovedforhandlingen at afspille videoafhøringerne af F1 og F2.

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om stadfæstelse.

Sagsfremstilling

T1 og T2 er forældre til døtrene F2, født i 2007, og F1, født i 2008, samt sønnerne …, født i

2014, og …, født i 2016. Familiens medlemmer

er afghanske statsborgere. Faren indrejste i

Page 1 of 9

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 424: Orientering om Højesterets kendelser om muligheden for at pålægge børn vidnepligt i straffesager, hvor deres forældre risikerer udvisning, fra justitsministeren

- 2 -

2010 i Danmark og har fået asyl i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. I begyndelsen af

2014 indrejste moren og døtrene og fik opholdstilladelse som familiesammenførte med faren.

Den 24. juni 2019 modtog Midt- og Vestsjællands Politi en politianmeldelse vedrørende mis-

tanke om, at faren kort forinden havde slået datteren F1, og at han tidligere havde udøvet vold

mod den anden datter, F2. Anmeldelsen blev indgivet af Holbæk Kommune og udsprang af en

underretning fra døtrenes skole. Samme dag gennemførte Holbæk Kommune børnesamtaler

med begge døtre.

Den 25. juni 2019 gav faren samtykke til videoafhøringer af døtrene, og den 3. juli 2019 blev

døtrene hver for sig afhørt af en politiassistent ved Midt- og Vestsjællands Politi. Afhøringer-

ne fandt sted på Børnehuset i ... og blev videooptaget. Forældrenes forsvarere og døtrenes

bistandsadvokat var til stede og overværede afhøringerne i et monitorrum.

Af politiets rapport med afskrift af afhøring af F2 fremgår bl.a.:

”[Politiassistenten:] Der er bare en regel der gælder…

[F2:] Ja.

[Politiassistenten:] Det er, det man fortæller herinde, det skal rigtigt være sket.

[F2:] Ja.

[Politiassistenten:] Ved du hvad jeg mener med det?

[F2:] Ja, jeg ved godt hvad jeg mener

–

du mener.

[Politiassistenten:] Hvad mener jeg?

[F2:] Det, det sådan for eksempel hvis øhm, min har slået mig ikke også. Og så, og …

og så siger min far jeg, at jeg ikke, at han ikke har slået mig. Så skal jeg sige sandheden,

at han har …

[Politiassistenten:] Det´ rigtigt. Det er nemlig du skal sige, man skal sige sandheden her-

inde, ikke også?

[F2:] Og hvordan det er sket det. Ja, kun sandhedenagtigt.

[Politiassistenten:] Ja, det er nemlig rigtigt. Og så er der også en anden regel. Det er at

når man skal

fortælle om nogen man er i familie med…

[F2:] Mmm.

Page 2 of 9

- 3 -

[Politiassistenten:] Så behøver man ikke og gøre det, hvis man ikke vil.

[F2:] Mhmm.

[Politiassistenten:] Kan vi to godt tale sammen?

[F2:] Ja, det kan vi godt.”

Af politiets rapport med afskrift af afhøring af F1 fremgår bl.a.:

”[Politiassistenten:] Der gælder bare en en regel, det er at øh at det man fortæller herin-

de skal rigtig være sket. Altså man skal fortælle sandheden ikke også. Øh også er det

også sådan, at hvis man skal fortælle noget om nogen man er i familie, så behøver man

ikke gøre det, hvis man ikke har lyst til det. Men kan vi to godt snakke sammen i dag?

[F1:] Mmm.”

Samme dag blev forældrene sigtet for vold efter straffelovens § 245 i gentagne tilfælde, begå-

et over for både døtrene og sønnerne. Ved anklageskrift af 12. november 2019 blev forældre-

ne tiltalt for legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter eller mishandling efter straf-

felovens § 245, stk. 1, og trusler efter straffelovens § 266 ved fra februar 2014 til den 22. juni

2019 i adskillige tilfælde systematisk og kontinuerligt på tidligere adresser i Danmark og Af-

ghanistan og på den nuværende adresse i Holbæk, i forening og efter forudgående aftale eller

fælles indbyrdes forståelse, at have udøvet vold med karakter af mishandling mod deres børn,

idet de adskillige gange sparkede og slog børnene på kroppen og i ansigtet med flad og knyt-

tet hånd, tog kvælertag på dem og slog dem på kroppen med flere genstande, herunder et me-

talstøvsugerrør, grillspyd, en gardinstang, grydeskeer og en ledning, ligesom de tiltalte truede

med at brænde deres hænder på komfuret samt truede med at slå dem ihjel. I anklageskriftet er

der nedlagt påstand om fængselsstraf og udvisning med et af retten fastsat indrejseforbud.

Ved e-mail af 5. december 2019 meddelte bistandsadvokaten, at han protesterede mod, at vi-

deoafhøringerne bliver afspillet under hovedforhandlingen.

Den 18. september 2020 blev hovedforhandlingen i sagen mod forældrene indledt ved byret-

ten. Bistandsadvokaten anmodede om, at videoafhøringerne ikke bliver tilladt som bevis i

sagen, hvilket forsvarerne tilsluttede sig. Anklagemyndigheden anmodede om, at videoafhø-

ringerne bliver tilladt som bevis.

Page 3 of 9

- 4 -

Den 5. oktober 2020 afsagde byretten kendelse, hvorefter videoafhøringerne kan anvendes

som bevis i sagen. Af byrettens begrundelse fremgår bl.a.:

”De tiltalte er efter anklageskriftet tiltalt for i forening og efter forudgående aftale eller

fælles indbyrdes forståelse i perioden fra februar 2014 frem til den 22. juni 2019 at have

udøvet vold med karakter af mishandling efter straffelovens § 245, stk. 1, mod deres fire

fælles børn, herunder F1 og F2. De er endvidere tiltalt for trusler efter straffelovens §

266. Der er nedlagt påstand om udvisning af de tiltalte. Det fremgår efter det oplyste af

Udlændingestyrelsens udtalelser af 30. september 2019 om udvisningsspørgsmålet, at

børnenes opholdstilladelse er betinget af forældrenes, og at styrelsen i tilfælde af

udvisning af forældrene vil tage stilling til, om børnene kan bevare opholdstilladelse på

selvstændigt grundlag. Det er oplyst, at alle fire børn, efter sagen tog sin begyndelse, er

blevet anbragt uden for hjemmet.

Det er ubestridt, at F1 og F2 som de tiltaltes døtre er omfattet af retsplejelovens § 171,

stk. 1. Det er endvidere ubestridt, at de er vejledt om indholdet af retsplejelovens § 171,

stk. 1, i forbindelse med videoafhøringerne, hvorefter de afgav forklaringer. Uanset

dette kan bistandsadvokaten ikke anses for at være afskåret fra på nuværende tidspunkt

at påberåbe sig bestemmelsen.

Henset til karakteren og grovheden af den kriminalitet, der er rejst tiltale for, og efter

det oplyste om forklaringernes afgørende betydning for sagens udfald, fører sagens be-

skaffenhed og dens betydning for samfundet til, at betingelserne for vidnepålæg i rets-

plejelovens § 171, stk. 3, er opfyldte. Da F1 og F2 er videoafhørt i medfør af

retsplejelovens § 745 e, stk. 1, tillades videoafhøringerne anvendt som bevis under ho-

vedforhandlingen, jf. retsplejelovens § 872. Det bemærkes herved, at dette under de fo-

religgende omstændigheder ikke kan anses for at være i strid med børnekonventionens

artikel 3 eller EMRK artikel 8.

Det er ubestridt, at F1 og F2 i forbindelse med videoafhøringerne ikke blev vejledt om

indholdet af retsplejelovens § 171, stk. 2, herunder særligt bestemmelsen i nr. 1. Den

omstændighed fører efter rettens vurdering ikke til, at det allerede af den grund er

udelukket at anvende forklaringerne som bevis i sagen. Der skal derfor foretages en

vurdering af, om forklaringerne må antages at ville udsætte pigerne selv for tab af

velfærd i retsplejelovens § 171, stk. 2, nr. 1’s forstand.

…

Den i denne sag foreliggende situation er ikke beskrevet i forarbejderne til den nugæl-

dende og tidligere bestemmelser.

Det er efter de foreliggende oplysninger uafklaret, hvilken betydning

–

om nogen

–

eventuel dom om udvisning af de tiltalte vil kunne få for børnenes opholdsgrundlag og

forhold i øvrigt, Det kan derfor ikke fastslås, at anvendelsen af forklaringerne som bevis

i sagen - der vedrører en tiltale for forældres mishandling af egne børn inden for hjem-

mets fire vægge

–

må antages at ville udsætte pigerne for tab af velfærd i retsplejelovens

§ 171, stk. 2, nr. 1’s forstand, jf. herved tillige U 2004.1047

H. Bestemmelsen er derfor

ikke til hinder for, at vidneafhøringerne kan anvendes som bevis i sagen.

Page 4 of 9

- 5 -

Bestemmelsen i retsplejelovens § 171, stk. 2, nr. 2, har efter rettens opfattelse i denne

sag ikke noget selvstændigt indhold ved siden af retsplejelovens § 171, stk. 1, og fører

derfor ikke til, at forklaringerne ikke kan anvendes som bevis i sagen. Heller ikke be-

stemmelsen i retsplejelovens § 171, stk. 2, nr. 3, fører til, at forklaringerne ikke kan an-

vendes som bevis.

Bistandsadvokatens og forsvarernes protester mod anvendelsen af videoafhøringerne

som bevis tages derfor ikke til følge.”

Forsvarerne og bistandsadvokaten kærede kendelsen.

Ved afgørelse af 13. oktober 2020 forlængede Udlændingestyrelsen døtrenes opholdstilladel-

ser indtil den 10. juli 2022, dvs. indtil udløbet af farens opholdstilladelse. Af de enslydende

begrundelser og betingelser fremgår, at døtrenes opholdstilladelser oprindeligt havde været

betinget af, at de boede sammen med forældrene, men at styrelsen havde vurderet, at døtrene

fortsat skal have opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, selv om de ikke

længere bor sammen med forældrene, og at det ville have været i strid med Danmarks interna-

tionale forpligtelser at nægte at forlænge deres opholdstilladelser, idet der herved var lagt

vægt på, at døtrene er anbragt uden for hjemmet. Desuden fremgår det, at der ved fremtidige

ansøgninger om forlængelse af opholdstilladelser vil blive foretaget en fornyet vurdering af,

om Danmarks internationale forpligtelser tilsiger en forlængelse, ligesom det vil indgå, om

børnene fortsat er anbragt uden for hjemmet.

Ved kendelse af 28. oktober 2020 stadfæstede landsretten byrettens kendelse. Af landsrettens

begrundelse fremgår bl.a.:

”F1 og F2 er som børn af de tiltalte

i sagen omfattet af vidnefritagelsesreglen i

retsplejelovens § 171, stk. 1, der også finder anvendelse på videoafhøringer, som er

foretaget med henblik på at skulle bruges som bevis i retten.

Af de grunde, som er anført af byretten, tiltræder landsretten, at betingelserne for at på-

lægge vidnerne at afgive forklaring under denne sag angående overtrædelse af straffelo-

vens § 245, stk. 1, og § 266 er opfyldt, jf. retsplejelovens § 171, stk. 3.

Af de grunde, som byretten har anført, og da det, som er anført af forsvarerne og bi-

standsadvokaten, ikke kan føre til et andet resultat, tiltræder landsretten endvidere, at

bestemmelsen i retsplejelovens § 171, stk. 2, nr. 1, om tab er velfærd ikke er til hinder

for, at videoafhøringerne kan anvendes som bevis

i sagen.”

Page 5 of 9

- 6 -

Anbringender

Bistandsadvokaten for F2 og F1 har for Højesteret anført navnlig, at afspilning af deres

videoafhøringer vil indebære en belastning for en tryg og god familierelation og vil kunne

danne grundlag for, at forældrene bliver fundet skyldige i den rejste tiltalte og udvist i

overensstemmelse med anklagemyndighedens påstand. I det lys er sagen ikke af en sådan

beskaffenhed og samfundsmæssig interesse, at vidnefritagelsen af døtrene efter retspleje-

lovens § 171, stk. 1, kan gennembrydes efter § 171, stk. 3.

Efter retsplejelovens § 171, stk. 2, nr. 1 og 3, taler det desuden imod en fravigelse af ud-

gangspunktet om vidnefritagelse, at det må antages, at det vil indebære tab af velfærd eller

væsentlig skade for døtrene, hvis de bliver udsendt til Afghanistan som følge af, at deres for-

ældre findes skyldige og udvises, da de herved vil miste muligheden for en rolig og tryg op-

vækst med mulighed for uddannelse og arbejde i Danmark.

Forsvareren for T1 har for Højesteret anført navnlig, at døtrenes opholdstilladelse er afhængig

af deres fars opholdstilladelse. Efter udlændingelovens § 19, stk. 1, vil døtrene som det klare

udgangspunkt miste deres opholdstilladelse, hvis faren udvises som følge af, at han bliver

fundet skyldig. Dette vil medføre et væsentligt tab af velfærd for døtrene, da udvisning vil ske

til Afghanistan, hvor de ikke vil være beskyttet og vil blive gjort ansvarlige for familiens

udvisning.

Politiet skulle derfor inden afhøringerne have vejledt døtrene om, at deres forklaring vil kunne

medføre, at de bliver udvist til Afghanistan sammen med deres forældre, jf. § 173 og § 171,

stk. 2, nr. 1 og 3. Det må anses som overvejende sandsynligt, at døtrene i så fald ville have

benyttet sig af deres ret til ikke at udtale sig. Den omstændighed, at det ikke kan udelukkes, at

døtrene i tilfælde af, at faren udvises, vil kunne opnå opholdstilladelse på selvstændigt grund-

lag, kan ikke føre til en anden vurdering.

Forsvareren for T2 har for Højesteret anført navnlig, at afspilning af døtrenes videoafhøringer

vil kunne føre til, at de mister deres opholdsgrundlag i Danmark, hvilket vil udsætte dem for

et tab af velfærd, særligt henset til kvinders stilling i Afghanistan.

Selv om døtrene er anbragt uden for hjemmet, har de fortsat et familieliv med forældrene, der

er beskyttet efter artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Henset hertil

Page 6 of 9

- 7 -

samt til, at anklagemyndigheden frem for en udvisningspåstand kunne have nedlagt påstand

om, at forældrene meddeles en advarsel om udvisning, foreligger der ikke tilstrækkeligt

tungtvejende grunde til at fravige udgangspunktet om døtrenes vidnefritagelse.

Anklagemyndigheden har anført navnlig, at døtrene inden videoafhøringerne er blevet vejledt

om, at de som forældrenes nærmeste ifølge retsplejelovens § 171, stk. 1, ikke havde pligt til at

udtale sig. Da døtrene efter at være blevet vejledt begge indvilgede i at udtale sig, var der der-

for ikke grund til at vejlede om de øvrige vidnefritagelsesregler.

Videoafhøringerne må anses for at være af afgørende betydning for udfaldet af sagen, der

også har væsentlig betydning for samfundet, idet den angår en tiltale for alvorlig personfarlig

kriminalitet, der over en årrække er begået mod egne, ganske små børn. Betingelserne for et

vidnepålæg efter retsplejelovens § 171, stk. 3, er herefter opfyldt.

Afspilningen af videoafhøringerne indebærer ikke en sådan risiko for tab af velfærd for døtre-

ne, at den ikke kan finde sted. Det kan således ikke uden videre lægges til grund, at afspil-

ningen af videoafhøringerne i sig selv vil føre til domfældelse. Det kan heller ikke uden vide-

re lægges til grund, at forældrene vil blive udvist, hvis de findes skyldige i den rejste tiltale.

Døtrene er meddelt opholdstilladelse på selvstændigt grundlag. Hvis forældrene dømmes og

udvises, vil myndighederne træffe afgørelse om døtrenes fortsatte opholdsgrundlag under

iagttagelse af Danmarks internationale forpligtelser. Det kan derfor heller ikke uden videre

lægges til grund, at en mulig udvisning af forældrene vil føre til, at døtrene mister deres op-

holdsgrundlag.

Døtrene er aktuelt anbragt uden for hjemmet. Hvis forældrene findes skyldige i de overgreb,

som der er rejst tiltalte for, og herefter udvises, vil døtrene kunne opretholde kontakten med

dem via internet og telefon. Muligheden for, at forældrene bliver dømt og udvist, mens døtre-

ne bevarer deres opholdsgrundlag, indebærer på den baggrund ikke en sådan risiko for tab af

velfærd for døtrene, at deres videoafhøringer ikke kan afspilles.

En fortolkning af vidnefritagelsesreglerne, hvorefter muligheden for, at forældre bliver udvist,

i sig selv anses for at udgøre en risiko for tab af velfærd for barnet, vil kunne svække mulig-

heden for effektiv retsforfølgelse af udenlandske forældres overgreb mod deres børn.

Page 7 of 9

- 8 -

Højesterets begrundelse og resultat

Sagen for Højesteret angår, om der under hovedforhandlingen mod de tiltalte, T1 og T2, kan

ske afspilning af de foretagne videoafhøringer af deres døtre, F2 og F1, som er forurettet i

straffesagen.

Efter rapportmaterialet og de i øvrigt foreliggende oplysninger må det lægges til grund, at

døtrene forud for videoafhøringerne blev behørigt vejledt om, at de som børn af de tiltalte

ikke havde pligt til at afgive forklaring, jf. retsplejelovens § 171, stk. 1. Det må endvidere

lægges til grund, at der derimod ikke blev vejledt om muligheden for vidnefritagelse efter

retsplejelovens § 171, stk. 2, nr. 1, hvorefter der ikke er pligt til at afgive forklaring, bl.a. hvis

forklaringen må antages at ville udsætte vidnet for tab af velfærd.

Spørgsmålet er, om afspilning af videoafhøringerne må antages at udsætte døtrene for tab af

velfærd som omhandlet i § 171, stk. 2, nr. 1, ud fra en betragtning om, at døtrene i tilfælde af,

at forældrene bliver udvist under straffesagen, risikerer at miste deres opholdsgrundlag i

Danmark eller alternativt bliver adskilt fra forældrene.

Højesteret finder, at det i vurderingen af dette spørgsmål må indgå, at udlændingemyndighe-

derne ved en stillingtagen til døtrenes ret til ophold i Danmark, efter at forældrene måtte blive

udvist, vil være forpligtet til at tage hensyn til døtrenes personlige forhold og at iagttage

Danmarks internationale forpligtelser, herunder i lyset af at deres forældre i så fald vil være

fundet skyldige i alvorlige overgreb mod dem. Desuden må det indgå, at en udvisning af for-

ældrene ikke i sig selv vil udelukke, at døtrene har samvær eller anden kontakt med dem.

På den baggrund finder Højesteret, at der ikke er tilstrækkeligt grundlag for at antage, at af-

spilning af videoafhøringerne af døtrene vil udsætte dem for tab af velfærd, jf. retsplejelovens

§ 171, stk. 2, nr. 1. Det var derfor ikke en fejl, at de ikke blev vejledt om indholdet af denne

bestemmelse.

Af de grunde, som landsretten har anført, tiltræder Højesteret, at betingelserne for at meddele

døtrene vidnepålæg efter retsplejelovens § 171, stk. 3, jf. stk. 1, er opfyldt.

Herefter tiltræder Højesteret, at videoafhøringerne kan afspilles under hovedforhandlingen, og

stadfæster derfor landsrettens kendelse.

Page 8 of 9

- 9 -

Thi bestemmes

Landsrettens kendelse stadfæstes.

Page 9 of 9