REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 405: Lovudkast til lovforslag om ændring af straffeloven, retsplejeloven og færdselsloven (Implementering af initiativer i aftale om politiets og anklagemyndighedens økonomi 2021-2023), fra justitsministeren

Retsudvalget 2020-21
REU Alm.del Bilag 405
Offentligt

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

23. august 2021

Strafferetskontoret

Jeppe Malinowski

2021-0090-2864

2042274

UDKAST

Forslag

til

Lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven og færdselsloven

(Implementering af initiativer i aftale om politiets og anklagemyndighe-

dens økonomi 2021-2023)

§1

I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1650 af 17. november 2020, som

senest ændret ved § 1 i lov nr. 1174 af 8 juni 2021, foretages følgende æn-

dringer:

§ 82, nr. 13,

ophæves.

Nr. 14 bliver herefter nr. 13.

§ 82

indsættes som

stk. 2:

»Stk.

Ved straffens fastsættelse kan det endvidere indgå som formil-

dende omstændighed, at straffesagen mod gerningsmanden ikke er afgjort

inden for en rimelig tid, uden at det kan bebrejdes gerningsmanden. Sags-

behandlingstiden kommer dog kun i betragtning som formildende omstæn-

dighed, hvis dette er nødvendigt på grund af kravet i artikel 6 i Den Euro-

pæiske Menneskerettighedskonvention om behandling af sagen inden for en

rimelig frist.«

§ 83

indsættes som

3. pkt.:

»§ 82, stk. 2, 2. pkt., finder tilsvarende anvendelse.«

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 405: Lovudkast til lovforslag om ændring af straffeloven, retsplejeloven og færdselsloven (Implementering af initiativer i aftale om politiets og anklagemyndighedens økonomi 2021-2023), fra justitsministeren

UDKAST

§ 119, stk. 3,

indsættes som

2. pkt.:

»Ved fastsættelse af straffen skal det endvidere betragtes som en skær-

pende omstændighed, at en trussel om vold efter stk. 1 har baggrund i foru-

rettedes lovlige ytringer i den offentlige debat eller i øvrigt har til formål at

forhindre forurettede i at gøre brug af sin ytringsfrihed i den offentlige de-

bat.«

§ 266

indsættes som

stk. 2:

»Stk.

Ved fastsættelse af straffen efter stk. 1 skal det betragtes som en

skærpende omstændighed, at truslen har baggrund i forurettedes lovlige yt-

ringer i den offentlige debat eller i øvrigt har til formål at forhindre foru-

rettede i at gøre brug af sin ytringsfrihed i den offentlige debat.«

§2

I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1445 af 29. september 2020,

som senest ændret ved § 3 i lov nr. 1174 af 8. juni 2021, foretages følgende

ændringer:

§ 172 a, stk. 1,

indsættes efter »745 e«: », stk. 1, nr. 1-4,«.

§ 735, stk. 3, nr. 2,

ændres »sagens behandling« til: »behandlingen af

sagen«.

§ 736, stk. 1, nr. 2,

ændres »at beskikke« til: »beskikkelse af«.

§ 745 e, stk. 1,

indsættes som

nr. 5:

»5) Personen er 15 år eller derover, og efterforskningen vedrører en over-

trædelse af straffelovens § 216 eller straffelovens § 225, jf. § 216, hvor per-

sonen er forurettet.«

§3

I færdselsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1324 af 21. november 2018, som

senest ændret ved lov nr. 1187 af 11. juni 2021, foretages følgende ændring:

§ 118 a, stk. 1,

indsættes som

4. pkt.:

»For overtrædelse af §§ 41-43 b eller anden hastighedsgrænse fastsat ved

færdselstavler eller anden afmærkning udmåles bøder til 1.200 kr. eller be-

løb derover, som er delelige med 600. For overtrædelser omfattet af 3. pkt.

UDKAST

udmåles bøder for personer med særlig lav indtægt til 600 kr. eller beløb

derover.«

§4

Loven træder i kraft den 1. januar 2022.

§5

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

UDKAST

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1. Indledning ................................................................................................5

2. Lovforslagets hovedpunkter.....................................................................7

2.1. Begrænsning af strafnedsættelse mv. for lang sagsbehandlingstid ...7

2.1.1. Gældende ret

..................................................................................7

2.1.1.1. Straffelovens § 82, nr. 13

........................................................7

2.1.1.2. Straffelovens § 83

..................................................................10

2.1.1.3. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention..................11

2.1.2. Justitsministeriets overvejelser

....................................................12

2.1.3. Den foreslåede ordning................................................................14

2.2. Strafskærpelse for trusler mod ytringsfriheden...............................15

2.2.1. Gældende ret

................................................................................15

2.2.1.1. Straffelovens § 119

................................................................15

2.2.1.2. Straffelovens § 266

................................................................17

2.2.1.3. Straffelovens § 81, nr. 7

........................................................17

2.2.2. Justitsministeriets overvejelser

....................................................19

2.2.3. Den foreslåede ordning................................................................23

2.2.3.1. Skærpelse af straffen for trusler mod ytringsfriheden mod per-

soner, der handler i medfør af offentlig tjeneste eller hverv i straffe-

lovens § 119........................................................................................23

2.2.3.2. Skærpelse af straffen for trusler mod ytringsfriheden i straffe-

lovens § 266........................................................................................25

2.3. Videoafhøring af voldtægtsofre ......................................................26

2.3.1. Gældende ret

................................................................................26

2.3.1.1. Videoafhøring af vidner

........................................................26

2.3.2. Justitsministeriets overvejelser

....................................................35

2.3.3. Den foreslåede ordning................................................................38

2.4. Prioritering af sager om personfarlig kriminalitet i relation til forsva-

rerbeskikkelse.........................................................................................40

2.4.1. Gældende ret

................................................................................40

UDKAST

2.4.2. Justitsministeriets overvejelser

....................................................44

2.4.3. Den foreslåede ordning................................................................45

2.5. Regulering af bødetakster for hastighedsovertrædelser ..................46

2.5.1. Gældende ret

................................................................................46

2.5.2. Transportministeriets overvejelser...............................................54

2.5.3. Den foreslåede ordning................................................................56

3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det of-

fentlige........................................................................................................61

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet mv. .....62

5. Administrative konsekvenser for borgerne ............................................63

6. Klima- og miljømæssige konsekvenser .................................................63

7. Forholdet til EU-retten ...........................................................................63

8. Hørte myndigheder og organisationer mv..............................................63

9. Sammenfattende skema..........................................................................64

1. Indledning

Regeringen, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti,

Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti og Nye Borgerlige indgik den

15. december 2020 en aftale om politiets og anklagemyndighedens økonomi

2021-2023.

Dette lovforslag har til formål at gennemføre dele af aftalen om politiets og

anklagemyndighedens økonomi 2021-2023.

Det følger bl.a. af aftalen, at aftaleparterne er enige om at begrænse brugen

af strafnedsættelse grundet lang sagsbehandlingstid mest muligt inden for

rammerne af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Lovforslaget indeholder på den baggrund en ændring af straffelovens regler

om straffens fastsættelse, således at muligheden for at lade sagsbehandling-

stiden indgå som en formildende omstændighed begrænses.

Det følger endvidere af aftalen, at aftaleparterne er enige om at skærpe straf-

fen for trusler, herunder digitale trusler, der har til formål at forhindre foru-

UDKAST

rettede i at gøre brug af sin ytringsfrihed og deltage i den demokratiske de-

bat.

Lovforslaget indeholder på den baggrund et forslag om at skærpe straffen

for trusler, herunder digitale trusler, der har til formål at forhindre foruret-

tede i at gøre brug af sin ytringsfrihed og deltage i den demokratiske debat,

eller som har baggrund i forurettedes lovlige ytringer i den offentlige debat.

Det foreslås, at strafskærpelsen gennemføres gennem en fordobling af straf-

niveauet i forhold til den straf, der ellers ville være fastsat af domstolene for

tilsvarende trusler.

Det fremgår af desuden af aftalen, at der skal indføres mulighed for video-

afhøring af voldtægtsofre, således at videoen bl.a. kan forevises under sa-

gens behandling i retten med mulighed for efterfølgende at stille supple-

rende spørgsmål til den forurettede.

Med lovforslaget foreslås det derfor at udvide muligheden for videoafhø-

ring, således at der indføres et tilbud om videoafhøring i voldtægtssager af

forurettede, der er 15 år eller derover. Videoafhøringen vil herefter kunne

forevises som en del af bevisførelsen under sagens behandling i retten. Det

foreslås, at der – i modsætning til efter den gældende ordning med videoaf-

høring – efterfølgende i retten skal være mulighed for at stille supplerende

spørgsmål til den forurettede.

Med aftalen blev det herudover besluttet, at der skal indføres målsætninger

for sagsbehandlingstiden i sager om personfarlig kriminalitet på tværs af

hele straffesagskæden, så der sikres en ensartet prioritering af disse sager.

Prioriteringen af sager om personfarlig kriminalitet vil erstatte de tidligere

såkaldte VVV-målsætninger. Indfasningen af de nye målsætninger sker

gradvist på tværs af straffesagskæden.

Politiet og anklagemyndigheden har primo 2021 implementeret de nye mål-

sætninger for sagsbehandlingstiden i sager om personfarlig kriminalitet.

For kriminalforsorgens vedkommende forventes indfasning af de nye mål-

sætninger i sager om personfarlig kriminalitet håndteret i forbindelse med

en ny flerårsaftale for kriminalforsorgen gældende fra 2022.

For så vidt angår domstolene er der indledt et samarbejde mellem Justitsmi-

nisteriet og Domstolsstyrelsen om fastlæggelse af målsætninger i retterne

UDKAST

med henblik på implementering senest i forbindelse med en ny administrativ

flerårsaftale for domstolene gældende fra 2023. Indeværende lovforslag un-

derstøtter den kommende overgang fra VVV-målsætninger til målsætninger

om personfarlig kriminalitet ved domstolene.

Med lovforslaget sikres det således, at anvendelsen af reglerne om forsva-

rerbeskikkelse og tilbagekaldelse af forsvarerbeskikkelse bringes i overens-

stemmelse med den nye prioritering af sager om personfarlig kriminalitet.

Endelig følger det af aftalen, at aftaleparterne er enige om, at der skal ske

lønregulering af bødetakster, så bøderne bliver tidssvarende, og som kan

tilvejebringe et merprovenu på 100 mio. kr. årligt fra 2022 og frem, der med-

går til finansiering af aftalen. Lovforslaget indeholder på den baggrund et

forslag om regulering af bødetaksterne for hastighedsovertrædelser på

færdselsområdet, som vil kunne tilvejebringe et merprovenu (efter tilbage-

løb) i størrelsesordenen 107 mio. kr. i 2022 og 128 mio. kr. i 2023 og frem

til finansiering af aftalen.

Med forslaget vil bødetaksterne stige med 20 pct. til et beløb, der er deleligt

med 600.

2. Lovforslagets hovedpunkter

2.1. Begrænsning af strafnedsættelse mv. for lang sagsbehandlingstid

2.1.1. Gældende ret

2.1.1.1. Straffelovens § 82, nr. 13

Straffelovens § 80 angiver de hovedhensyn, der skal tages i betragtning ved

straffens fastsættelse. Således skal der efter § 80, stk. 1, ved straffens fast-

sættelse under hensyntagen til ensartethed i retsanvendelsen lægges vægt på

lovovertrædelsens grovhed og på oplysninger om gerningsmanden. Efter §

80, stk. 2, skal der ved vurderingen af lovovertrædelsens grovhed tages hen-

syn til den med lovovertrædelsen forbundne skade, fare og krænkelse samt

til, hvad gerningsmanden indså eller burde have indset herom. Ved vurde-

ringen af oplysninger om gerningsmanden skal der tages hensyn til dennes

almindelige personlige og sociale forhold, dennes forhold før og efter ger-

ningen samt dennes bevæggrunde til gerningen. Efter § 80, stk. 3, kan det

ved vurderingen efter stk. 2 ikke indgå som formildende omstændighed, at

gerningen har baggrund i tro, kulturelle forhold eller lignende.

UDKAST

Straffelovens §§ 81 og 82 angiver nærmere, hvilke omstændigheder der i

almindelighed skal tillægges vægt i forbindelse med straffens fastsættelse i

henholdsvis skærpende og formildende retning.

Det fremgår af straffelovens § 82, nr. 13, at det ved straffens fastsættelse i

almindelighed skal indgå som formildende omstændighed, at straffesagen

mod gerningsmanden ikke er afgjort inden for en rimelig tid, uden at det kan

bebrejdes gerningsmanden.

Straffelovens § 82, nr. 13, er indført ved lov nr. 218 af 31. marts 2004 om

ændring af straffeloven og retsplejeloven (Ændring af strafferammer og be-

stemmelser om straffastsættelse mv.). Loven bygger på Straffelovrådets be-

tænkning nr. 1424/2002 om straffastsættelse og strafferammer.

Det fremgår af bestemmelsens forarbejder, at hensigten med bestemmelsen

var at lovfæste den retstilstand, som havde udviklet sig i retspraksis, herun-

der i tilfælde, hvor der havde været spørgsmål om, hvorvidt sagsbehandling-

stiden havde medført en krænkelse af tiltaltes rettigheder efter Den Europæ-

iske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 6, stk. 1. Der henvises

til betænkning nr. 1424/2002, side 265 ff. og side 285 ff.

Om straffelovens § 82, nr. 13, kan bringes i anvendelse, beror ifølge forar-

bejderne på en konkret vurdering, hvorved der efter omstændighederne kan

inddrages flere forhold, herunder sagens karakter og betydning, dens kom-

pleksitet og den tiltaltes (gerningsmandens) og myndighedernes adfærd. Der

henvises til bemærkningerne til § 1, nr. 2 (§ 82, nr. 13), i lovforslag nr. L 99

af 26. november 2003, jf. Folketingstidende 2003-04, tillæg A, side 3325 f.

Højesteret afsagde den 16. april 2012 seks afgørelser om anvendelse af straf-

felovens § 82, nr. 13. Sagerne er gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2012,

side 2310 ff., side 2315/1, side 2315/2 f., side 2316, side 2317 ff., og side

2322/1. I alle sagerne udtalte Højesteret, at der var tale om ukomplicerede

straffesager om overtrædelse af færdselsloven, og at sagsbehandlingstiden i

så væsentligt omfang havde overskredet det rimelige, at der skulle ydes

kompensation herfor, jf. straffelovens § 82, nr. 13, og § 83, 2. pkt., eller

princippet i disse bestemmelser. Sagsbehandlingstiden var i sagerne mellem

1 år og 10 måneder og 3 år og 3 måneder fra sigtelse til dom i første instans.

Højesteret udtalte, at kompensation burde ydes, selv om der ikke måtte fo-

religge en krænkelse af EMRK artikel 6, stk. 1. I sagerne kompenserede

Højesteret ved at nedsætte bøden med 5.000 kr. og halvdelen af det reste-

rende beløb. I de sager, hvor bøden var på 5.000 kr. eller derunder, lod Hø-

UDKAST

jesteret bøden bortfalde. Endvidere skulle de domfældte ikke betale sagsom-

kostninger. Derimod udgjorde den lange sagsbehandlingstid i sagerne ikke

tilstrækkeligt grundlag for i medfør af princippet i straffelovens § 82, nr. 13,

og § 83, 2. pkt., at undlade frakendelse af førerretten og pålæggelse af kør-

selsforbud i betragtning af de hensyn, som begrunder færdselslovens regler

om frakendelse af førerretten og om kørselsforbud.

I en afgørelse af 24. august 2012 i vedrørende overtrædelse af dyreværnslo-

ven, gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2012, side 3395 ff., udtalte Højeste-

ret, at en samlet sagsbehandlingstid på lidt under 1 år og 9 måneder ved

politiet og anklagemyndigheden samt en sagsbehandlingstid ved domsto-

lene på lidt over 2 år for behandling i tre instanser ikke indebar en krænkelse

af EMRK artikel 6, stk. 1, og heller ikke kunne medføre strafnedsættelse i

medfør af straffelovens § 82, nr. 13. Højesteret tog i sagen hensyn til, at der

skulle indhentes dyrlægefaglig erklæring, og at flere tiltalte skulle afhøres

af politiet.

I to afgørelser fra Højesteret af henholdsvis den 5. april og den 3. maj 2016,

gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2016, side 2397 ff., og 2773 ff., nedsatte

Højesteret straffen i en sag om ulovligt fiskeri og i en sag om brud på tavs-

hedspligt på grund af lang sagsbehandlingstid. I sagen om ulovligt fiskeri

verserede sagen mere end 3 år i landsretten som følge af overvejelser af EU-

retlige spørgsmål. I sagen om brud på tavshedspligt gik der ca. 1 år og 4

måneder fra sigtelsestidspunktet, til anklageskriftet blev modtaget i retten.

Det fremgår af Rigsadvokatens redegørelse for trykt og utrykt praksis ved-

rørende straffelovens § 82, nr. 13, af 22. januar 2020 (Retsudvalget 2019-

20 (Alm. del) – bilag 411), at det beror på en konkret vurdering af sagens

samlede omstændigheder, om straffen i en sag bør fastsættes under henvis-

ning til bestemmelsen i straffelovens § 82, nr. 13. Der lægges i den forbin-

delse vægt på forbrydelsens karakter, sagens betydning og kompleksitet

samt den tiltaltes og myndighedernes adfærd i forbindelse med sagens be-

handling.

Det fremgår videre af redegørelsen, at det ikke er i alle sager, hvor der har

været tale om en lang sagsbehandlingstid, der er grundlag for at nedsætte

straffen. Der kan endvidere ikke opstilles præcise retningslinjer for, at en

bestemt varighed for en sags behandling, f.eks. et bestemt antal måneder

eller år, i sig selv medfører, at der foreligger en lang sagsbehandlingstid, der

vil kunne føre til en formildelse af straffen. Det fremhæves samme sted, at

der i retspraksis findes eksempler på, at selv meget lange sagsbehandling-

UDKAST

stider ikke har medført nedsættelse af straffen, idet der har foreligget en ri-

melig begrundelse for, at sagen ikke på et tidligere tidspunkt har kunnet fær-

digbehandles. Omvendt vil selv kortere sagsbehandlingstider – afhængig af

sagens konkrete omstændigheder – kunne medføre en formildelse af straf-

fen, hvis der ikke kan påvises særlige forhold i sagen, som kan begrunde

sagsbehandlingstidens længde.

Herudover fremgår det bl.a. af redegørelsen, at gennemgangen af retspraksis

peger i retning af, at den samlede sagsbehandlingstid som udgangspunkt

skal være på mere end 1 år og 6 måneder for sager, der afgøres i første in-

stans, før domstolene i almindelighed lader sagsbehandlingstidens længde

indgå som en formildende omstændighed ved straffens fastsættelse. For så

vidt angår sager afgjort i anden og tredje instans peger gennemgangen på,

at der skal foreligge en sagsbehandlingstid, der er væsentligt længere, før

det kan føre til en formildelse af straffen.

2.1.1.2. Straffelovens § 83

Efter straffelovens § 83, 1. pkt., kan straffen nedsættes under den fore-

skrevne strafferamme, når oplysninger om gerningen, gerningsmandens

person eller andre forhold afgørende taler herfor. Efter 2. pkt. kan straffen

bortfalde under i øvrigt formildende omstændigheder. Eksempelvis kan der

efter bestemmelsen idømmes bøde, selv om en strafbestemmelse konkret

har en strafferamme, hvor minimum er fængsel, jf. pkt. 3.2.1 og pkt. 3.7 om

den gældende § 83 i de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 99 af

26. november 2003, jf. Folketingstidende 2003-04, tillæg A, side 3288 f., og

side 3295.

Straffelovens § 83 blev ligesom straffelovens § 82, nr. 13, indført ved lov

nr. 218 af 31. marts 2004 om ændring af straffeloven og retsplejeloven (Æn-

dring af strafferammer og bestemmelser om straffastsættelse mv.), der byg-

ger på Straffelovrådets betænkning nr. 1424/2002 om straffastsættelse og

strafferammer.

Straffelovens § 83 afløser den tidligere § 84, stk. 2, jf. stk. 1, samt §§ 85, 87

og 91. Formålet med § 83 er ifølge bestemmelsens forarbejder på baggrund

af den eksisterende praksis at lovfæste en almindelig adgang til efter en kon-

kret vurdering at nedsætte straffen under den foreskrevne strafferamme, når

oplysninger om gerningen, gerningsmandens person eller andre forhold ta-

ler afgørende herfor, og under i øvrigt formildende omstændigheder at lade

straffen bortfalde, jf. bemærkningerne til § 1, nr. 2 (til § 83), i lovforslag nr.

UDKAST

L 99 af 26. november 2003, jf. Folketingstidende 2003-04, tillæg A, side

3326.

Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at straffelovens § 83 ikke er

begrænset til omstændigheder, der foreligger ved den strafbare handlings

foretagelse. Også senere indtrådte omstændigheder kan bevirke strafnedsæt-

telse eller strafbortfald, jf. eksempelvis de forhold, der nævnes i § 82, nr. 9-

14, jf. bemærkningerne til § 1, nr. 2 (til § 83), i lovforslag nr. L 99 af 26.

november 2003, jf. Folketingstidende 2003-04, tillæg A, side 3326.

Straffelovens § 83 kan derfor også anvendes til at nedsætte straffen under

den foreskrevne strafferamme eller til at lade straffen helt bortfalde som

følge af lang sagsbehandlingstid. Der henvises til de i pkt. 3.1.1.1 nævnte

afgørelser fra Højesteret af 16. april 2012.

2.1.1.3. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

Det fremgår bl.a. af EMRK artikel 6, stk. 1, at enhver har ret til en retfærdig

rettergang inden en rimelig tid i bl.a. straffesager. Det følger desuden af

EMRK artikel 13, at enhver, hvis rettigheder og friheder efter EMRK er

blevet krænket, skal have adgang til effektive retsmidler.

Beregningen af den relevante periode, der skal tages i betragtning ved be-

dømmelsen af sagsbehandlingstiden i straffesager efter EMRK, begynder på

det tidspunkt, hvor der foreligger en anklage for en forbrydelse. Den Euro-

pæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) har defineret begrebet »an-

klage« som en officiel tilkendegivelse over for en person fra en dertil kom-

petent myndighed, der indeholder en beskyldning om, at vedkommende har

begået en strafbar handling. Fristen vil almindeligvis begynde at løbe fra det

tidspunkt, hvor klager anholdes, afhøres som sigtet, eller hvor der rejses til-

tale. Den relevante periode slutter, når der foreligger en endelig afgørelse af

anklagen, eller strafforfølgning afbrydes, jf. Jon F. Kjølbro, Den Europæi-

ske Menneskerettighedskonvention for praktikere, 5. udgave (2020), side

789 ff.

Ved vurderingen af, om den tidsmæssige udstrækning af sagen er forenelig

med kravet om rettergang inden for en »rimelig frist«, foretages en konkret

vurdering af sagens faktiske omstændigheder. Det kan udledes af EMD’s

praksis, at »sagsbehandlingstiden vurderes i forhold til (1) sagens komplek-

sitet, (2) parternes adfærd og (3) de relevante myndigheders adfærd, herun-

der navnlig domstolenes«, jf. Jon F. Kjølbro, a.st., side 797. Ved vurderin-

gen af myndighedernes adfærd lægges vægt på sagens betydning for klager.

UDKAST

Endelig beror vurderingen på en helhedsbedømmelse af sagen, jf. Jon F.

Kjølbro, a.st., side 797.

Der kan ikke opstilles faste grænser for, hvad der forstås ved en »rimelig

frist« efter EMRK artikel 6. Det vil afhænge af en samlet bedømmelse af

sagens konkrete omstændigheder, hvorvidt sagsbehandlingstiden må anses

for at være rimelig ud fra en vurdering af ovenstående momenter.

EMD har fastslået, at der i forbindelse med en krænkelse af artikel 6, stk. 1,

som følge af lang sagsbehandlingstid skal være adgang til et effektivt rets-

middel, jf. EMRK artikel 13, der skal forhindre eller standse krænkelsen,

eller at der skal tilkendes passende kompensation for den allerede skete

krænkelse, jf. Jon F. Kjølbro, a.st., side 1262.

I de straffesager, hvor der i forbindelse med domsafsigelsen konstatereres

en krænkelse af EMRK artikel 6 som følge af lang sagsbehandlingstid, er

medlemsstaterne således forpligtede til at kompensere for krænkelsen, her-

under ved straffens udmåling.

Det vil derfor ikke være muligt inden for rammerne af EMRK at afskaffe

brugen af strafnedsættelse eller bortfald som kompensation for lang sagsbe-

handlingstid, hvis der ikke samtidig indføres en anden form for kompensa-

tion, f.eks. en økonomisk godtgørelse.

2.1.2. Justitsministeriets overvejelser

Det fremgår af aftale om politiets og anklagemyndighedens økonomi 2021-

2023, at aftaleparterne (Regeringen, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre,

Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti og Nye

Borgerlige) er enige om at begrænse anvendelsen af strafnedsættelse grun-

det lang sagsbehandlingstid mest muligt inden for rammerne af EMRK, og

at der derfor skal gennemføres en ændring af straffeloven, så muligheden

for strafnedsættelse på grund af lang sagsbehandlingstid, jf. straffelovens §

82, nr. 13, begrænses.

Justitsministeriet har på den baggrund overvejet, hvordan anvendelsen af

straffelovens § 82, nr. 13, om strafnedsættelse på grund af lang sagsbehand-

lingstid kan begrænses mest muligt inden for rammerne af EMRK.

Som det fremgår af pkt. 2.1.1.3 er en fuldstændig afskaffelse af strafnedsæt-

telse på grund af lang sagsbehandlingstid ikke mulig inden for rammerne af

EMRK, uden at der samtidig gennemføres en anden form for kompensation

UDKAST

til den dømte, f.eks. i form af økonomisk kompensation. Denne mulighed er

efter Justitsministeriets opfattelse ikke hensigtsmæssig.

Justitsministeriet finder, at begrænsning af anvendelsen af sagsbehandling-

stiden som formildende omstændighed mest hensigtsmæssigt kan ske ved at

indføre en ordning, hvor strafnedsættelse kun kan ske, hvis det er nødven-

digt på grund af kravet i EMRK artikel 6 om behandlingen af sagen inden

for en rimelig frist.

Samtidig bør det fastholdes, at strafnedsættelse på grund af lang sagsbe-

handlingstid alene vil kunne komme på tale, hvis det ikke kan bebrejdes

gerningsmanden, at straffesagen ikke er afgjort inden for en rimelig tid, jf.

den gældende § 82, nr. 13.

Justitsministeriet er af den opfattelse, at en tilsvarende ordning bør gælde i

forhold til muligheden for at lade straffen nedsætte under den foreskrevne

strafferamme eller for at lade straffen helt bortfalde, jf. straffelovens § 83,

der i retspraksis også er benyttet i sager, hvor sagsbehandlingstiden har væ-

ret lang, jf. pkt. 2.1.1.1 og 2.1.1.2.

Det er Justitsministeriets vurdering, at den foreslåede begrænsning af sags-

behandlingstiden som formildende omstændighed mest hensigtsmæssigt

sker ved at ophæve straffelovens § 82, nr. 13, og samtidig indsætte et nyt

stykke i straffelovens § 82, der giver mulighed for at lade sagsbehandling-

stiden indgå som formildende omstændighed, men begrænser dette til situ-

ationer, hvor straffastsættelse ellers ville være i strid med EMRK artikel 6.

Den nye bestemmelse vil via en henvisning i § 83 samtidig skulle finde an-

vendelse også på straffens nedsættelse under den foreskrevne strafferamme

eller bortfald.

Justitsministeriet mener ikke, at der i øvrigt bør foretages ændringer, der

begrænser domstolenes muligheder for at kompensere for lang sagsbehand-

lingstid, f.eks. ved at nedsætte sagsomkostningerne eller fritage den dom-

fældte fra at betale sagsomkostninger. Der tilsigtes heller ikke med den fo-

reslåede ordning ændringer i muligheden for at få erstatning mv. for lang

sagsbehandlingstid i medfør af reglerne i retsplejelovens kapitel 93 a, f.eks.

i de tilfælde, hvor sagen er sluttet med en frifindende dom eller med en på-

taleopgivelse, jf. §§ 1018 a og 1018 b, eller efter dansk rets almindelige

regler, jf. § 1018 h.

UDKAST

2.1.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at straffelovens § 82, nr. 13, ophæves, og at der samtidig ind-

sættes et nyt stk. 2 i straffelovens § 82, hvor muligheden for at lade sagsbe-

handlingstiden indgå som formildende omstændighed ved straffens fastsæt-

telse er begrænset til de tilfælde, hvor dette er nødvendigt på grund af kravet

i EMRK artikel 6 om behandlingen af sagen inden for en rimelig frist.

Det foreslås videre, at denne begrænsning ved en henvisning i et nyt 3. pkt.

i straffelovens § 83 også kommer til at gælde ved straffens nedsættelse under

den foreskrevne strafferamme eller bortfald.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at lang sagsbehandlingstid, der

ikke kan bebrejdes gerningsmanden, kun kommer i betragtning som formil-

dende omstændighed ved strafudmålingen, hvis straffastsættelsen ellers

ville være i strid med EMRK artikel 6, stk. 1. Efter artikel 6, stk. 1, 1. pkt.,

har enhver ret til en retfærdig og offentlig rettergang inden en rimelig tid.

Det forudsættes, at der i den forbindelse kan lægges vægt på, om den sigtede

eller tiltalte har benyttet sig af retsmidlerne i retsplejelovens § 152 a og §

718 b, stk. 1. Når tiltale er rejst, kan den tiltalte, jf. lovens § 152 a, forlange,

at retten fastsætter tidspunktet for hovedforhandlingen, hvis det er nødven-

digt på grund af kravet i EMRK artikel 6 om behandling af sagen inden for

rimelig frist. Før tiltale er rejst, kan den sigtede efter § 718 b, stk. 1, forlange

sagen indbragt for retten, hvis afgørelse om påtaleopgivelse, tiltalefrafald

eller tiltalerejsning ikke er truffet, eller der ikke er anmodet om retsmøde

med henblik på sagens behandling som tilståelsessag i medfør af § 831 inden

1 år og 6 måneder efter det tidspunkt, hvor politiet har gjort sigtede bekendt

med sigtelsen. Retten kan herefter fastsætte en frist for afgørelse af tilta-

lespørgsmålet, jf. § 718 b, stk. 2.

Det vil dog i alle tilfælde bero på en konkret vurdering, hvornår den tids-

mæssige udstrækning af en sag vil udgøre en krænkelse af artikel 6. Ved

vurderingen af sagsbehandlingstidens rimelighed inddrages kriterierne sa-

gens kompleksitet, parternes adfærd og de relevante myndigheders adfærd.

Ved vurderingen af myndighedernes adfærd lægges vægt på sagens betyd-

ning for sigtede eller tiltalte. Endelig beror vurderingen på en helhedsbe-

dømmelse af sagen, jf. pkt. 2.1.1.3.

Der kan ikke opstilles faste grænser for, hvad der forstås ved en »rimelig

frist« efter EMRK artikel 6. Det vil afhænge af en samlet bedømmelse af

UDKAST

sagens konkrete omstændigheder, hvorvidt sagsbehandlingstiden må anses

for at være rimelig ud fra en vurdering af ovenstående momenter.

Den foreslåede ordning vil ikke få betydning for anvendelse af andre straf-

nedsættelsesgrunde i § 82, stk. 1.

I forhold til straffelovens § 83 vil den foreslåede ændring ikke få betydning

for anvendelsen af denne bestemmelse i andre situationer, der ikke vedrører

sagsbehandlingstidens betydning for strafnedsættelse under den foreskrevne

strafferamme eller for strafbortfald.

Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 1-3.

2.2. Strafskærpelse for trusler mod ytringsfriheden

2.2.1. Gældende ret

2.2.1.1. Straffelovens § 119

Straffelovens § 119 yder personer, der handler i medfør af offentlig tjeneste

eller hverv, en særlig strafferetlig beskyttelse mod vold og trusler.

Efter straffelovens § 119, stk. 1, straffes den, som øver vold, truer med at

øve vold eller offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds

fremsætter trussel om vold mod nogen, hvem det påhviler at handle i medfør

af offentlig tjeneste eller hverv, under udførelsen af tjenesten eller hvervet

eller i anledning af samme, eller som på lige måde søger at hindre en sådan

person i at foretage en lovlig tjenestehandling eller at tvinge den pågældende

til at foretage en tjenestehandling, med bøde eller fængsel indtil 8 år. Ved

fastsættelse af straffen skal det indgå som en skærpende omstændighed, at

forholdet er begået, mens eller i umiddelbar forlængelse af at der i området

foregår grov forstyrrelse af ro og orden på offentligt sted, eller at forholdet

er begået mod den pågældende i dennes fritid.

Baggrunden for den særlige beskyttelse er bl.a., at personer, der optræder

som repræsentanter for offentlige myndigheder, er særligt udsatte for angreb

og derfor har behov for et ekstra værn mod den risiko for vold og trusler,

som denne funktion medfører, herunder således at de uhindret kan udføre

deres opgaver, jf. Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, spalte 3338.

Den beskyttede personkreds omfatter bl.a. polititjenestemænd, anklagere,

dommere, ansatte ved afsonings- og behandlingsinstitutioner (f.eks.

fængselsfunktionærer, faglærere, sundhedspersonale og pædagoger), an-

satte ved kommunale institutioner (f.eks. lærere, socialrådgivere, sagsbe-

UDKAST

handlere, ansatte ved skoler, fritids- og plejehjem), ansatte i den offentlige

befordring (f.eks. togpersonale, buschauffører), sundhedspersonale ansat i

offentlige institutioner (f.eks. læger, sygeplejersker, social- og sundhedsas-

sistenter og -hjælpere), kommunale parkeringsvagter og politikere.

Den beskyttede personkreds omfatter tillige ansatte i private virksomheder,

der efter aftale udfører opgaver på det offentliges vegne, herunder bl.a. bus-

chauffører, der er ansat ved et privat busselskab, jf. Østre Landsrets dom af

9. april 2002 (gengivet i UfR 2002.1644 Ø), og ansatte ved selvejende insti-

tutioner, der drives for offentlige midler, jf. Vestre Landsrets dom af 23.

april 2008 (gengivet i TfK 2008.526 V).

Anvendelsesområdet for straffelovens § 119 omfatter tilfælde, hvor de på-

gældende personer udsættes for vold eller trusler om vold i arbejdstiden un-

der udførelsen af tjenesten, uden for arbejdstiden, hvor den pågældende må

anses for at være trådt i tjeneste, samt uden for arbejdstiden i anledning af

tjenesten.

Straffelovens § 119, stk. 1, omfatter trusler fremsat direkte til den beskyttede

person. Det udgør efter retspraksis en overtrædelse af straffelovens § 119,

stk. 1, at true en person omfattet af den beskyttede personkreds med vold,

uanset om truslen fremsættes til den pågældende personligt, i en telefonsam-

tale, i et brev, en e-mail, en sms eller lignende. Bestemmelsen omfatter også

indirekte trusler og trusler fremsat offentligt eller med forsæt til udbredelse

i en videre kreds.

Efter straffelovens § 119, stk. 3, skal der ved fastsættelse af straffen for trus-

sel om vold efter § 119, stk. 1, lægges vægt på den betydning, som lovover-

trædelsen kan have for den pågældendes udførelse af tjenesten eller hvervet.

Med bestemmelsen forhøjes strafudmålingen generelt for trusler mod of-

fentligt ansatte og personer, der varetager offentligt hverv, således at straf-

fen i højere grad afspejler, at det er uacceptabelt at fremsætte trusler mod

personer i offentlig tjeneste eller hverv.

Bestemmelsen i stk. 3 omfatter alene tilfælde af trussel om vold efter straf-

felovens § 119, stk. 1. Vold efter § 119, stk. 1, er derimod ikke omfattet af

bestemmelsen.

Bestemmelsen omfatter således trusler, der efter gældende ret er omfattet

af straffelovens § 119, stk. 1. Det vil være tilfældet, hvor truslen fremsættes

direkte over for den beskyttede person, til tredjemand med forsæt til at trus-

UDKAST

len viderebringes til den beskyttede person, offentligt eller med forsæt til

udbredelse i en videre kreds.

2.2.1.2. Straffelovens § 266

Efter straffelovens § 266 straffes den, som på en måde, der er egnet til hos

nogen at fremkalde alvorlig frygt for eget eller andres liv, helbred eller vel-

færd, truer med at foretage en strafbar handling, med bøde eller fængsel ind-

til 2 år.

Bestemmelsen omfatter alene trusler om at begå en strafbar handling af den

angivne grove karakter. En trussel om simpel vold mv. er således ikke om-

fattet af bestemmelsen.

Bestemmelsen omfatter endvidere alene trusler, som er egnede til at frem-

kalde en alvorlig frygt, som angivet i bestemmelsen. Det er dog ikke en be-

tingelse, at adressaten rent faktisk bliver bange som følge af den fremsatte

trussel.

Truslen kan bestå i ord eller gerning. En trussel kan desuden fremsættes over

for en tredjeperson, når der er forsæt til, at denne skal viderebringe den til

den egentlige adressat.

Der kræves forsæt til at fremsætte den pågældende trussel, herunder forstå-

else af, at den er egnet til at fremkalde den nævnte frygt, men der kræves

ikke forsæt til at udføre det, som der trues med.

Afgørende for, om en trussel er omfattet af bestemmelsens anvendelsesom-

råde, er en samlet konkret vurdering af truslens karakter og evne til at frem-

kalde en sådan alvorlig frygt.

Forbrydelsen er fuldbyrdet, når truslen er kommet til adressatens kundskab.

2.2.1.3. Straffelovens § 81, nr. 7

Efter straffelovens § 81, nr. 7, skal det ved straffens fastsættelse i alminde-

lighed indgå som skærpende omstændighed, at gerningen har baggrund i

den forurettedes lovlige ytringer i den offentlige debat.

Det følger af forarbejderne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 2005-06,

tillæg A, side 989, at bestemmelsen fastsætter et yderligere forhold, som i

almindelighed skal tillægges vægt som en skærpende omstændighed ved

straffastsættelsen. Bestemmelsen finder anvendelse i forhold til enhver form

UDKAST

for forbrydelse, som har baggrund i den forurettedes lovlige ytringer i den

offentlige debat.

Bestemmelsen omfatter tilfælde, hvor en forbrydelse begås som reaktion på

den forurettedes ytringer i den offentlige debat om samfundsspørgsmål af

f.eks. politisk, religiøs, etisk eller faglig karakter, jf. Folketingstidende

2005-06, tillæg A, side 988.

Ved »ytringer« forstås ethvert udtryk, der har karakter af en meningstilken-

degivelse. Det er uden betydning, om udtryksformen er mundtlig eller skrift-

lig eller f.eks. er et billede eller en film, jf. Folketingstidende 2005-06, tillæg

A, side 989.

Udtrykket »ytringer i den offentlige debat« forudsættes at omfatte ikke alene

tilfælde, hvor den forurettedes ytringer har været fremsat eller gengivet i et

eller flere massemedier eller på internettet, men også andre situationer, hvor

ytringerne har været fremsat over for en videre kreds, herunder i forbindelse

med foredrag eller undervisning. Bestemmelsen forudsættes også at omfatte

den meningstilkendegivelse, der ligger i at deltage i en demonstration.

Udenfor falder tilfælde, hvor den forurettedes ytringer alene er fremsat un-

der rent private former.

Bestemmelsen finder alene anvendelse, hvis gerningen har baggrund i den

forurettedes »lovlige« ytringer. Bestemmelsen omfatter således ikke situa-

tioner, hvor gerningen er foretaget på baggrund af ytringer, der er i strid med

straffelovens § 136, stk. 1, om at opfordre til en forbrydelse, straffelovens §

266 b om fremsættelse af udtalelser mv., ved hvilke en gruppe af personer

trues, forhånes eller nedværdiges på grund af deres race, hudfarve, nationale

eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, eller straffelovens §

267 om injurier. Spørgsmålet om, hvorvidt en bestemt ytring er lovlig, må

afgøres konkret på grundlag af lovgivningen, jf. Folketingstidende 2005-06,

tillæg A, side 988.

Det er ikke en betingelse for, at bestemmelsen finder anvendelse, at gernin-

gen har baggrund i én bestemt ytring fremsat af den forurettede. Der kan

også være tale om, at den pågældende forbrydelse har baggrund i flere for-

skellige ytringer fra den forurettede – eventuelt fremsat i flere forskellige

situationer, jf. Folketingstidende 2005-06, tillæg A, side 989.

I praksis vil det som regel fremgå af sagens omstændigheder, at den straf-

bare gerning har baggrund i den forurettedes lovlige ytringer, f.eks. ved ger-

UDKAST

ningsmandens udtalelser eller adfærd i øvrigt i forbindelse med forbrydel-

sen.

Bestemmelsen finder anvendelse uanset den forurettedes erhverv eller øv-

rige baggrund for at ytre sig i den offentlige debat.

2.2.2. Justitsministeriets overvejelser

Det fremgår af aftale om politiets og anklagemyndighedens økonomi 2021-

2023, at aftaleparterne (Regeringen, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre,

Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti og Nye

Borgerlige) er enige om at skærpe straffen for trusler, herunder digitale trus-

ler, der har til formål at forhindre forurettede i at gøre brug af sin ytringsfri-

hed og deltage i den demokratiske debat.

Retten til at give sin mening til kende offentligt er helt grundlæggende for

et demokratisk samfund som det danske. Det er afgørende for samfundets

demokratiske udvikling, at borgerne har mulighed for at ytre sig uden at

frygte at blive mødt med trusler og overgreb på grund af deres deltagelse i

den offentlige debat.

Samtidig har internettet markant ændret mulighederne for at deltage i den

offentlige debat. Ytringsfrihedskommissionen peger i betænkning nr.

1573/2020 om ytringsfrihedens rammer og vilkår i Danmark på, at en af de

utvivlsomme styrker ved sociale medier er, at de skaber et i princippet glo-

balt forum for meningsudveksling, hvor alle når som helst kan komme til

orde uden først at skulle passere gennem et redaktionelt filter. Ikke mindst

af denne grund er sociale medier blevet fremhævet som demokratiserende

og fremmende for den offentlige debat, fordi de sætter enhver, der er udsty-

ret med en computer eller blot en smartphone, i stand til umiddelbart at ytre

sig i en bred kreds.

Digitaliseringen og udbredelsen af sociale medier har imidlertid også med-

ført nye udfordringer, og der er bl.a. blevet skabt platforme, hvor det i højere

grad end tidligere er blevet muligt at fremsætte trusler over for personer, der

gør brug af deres ytringsfrihed og deltager i den offentlige debat. I de seneste

år har der desuden været sat fokus på, at den til tider hårde tone i den offent-

lige debat – særligt på sociale medier – kan stække lysten til at gøre brug af

ytringsfriheden. Omfanget af hadefulde ytringer og personangreb, herunder

trusler, i debatten på nettet er blevet så stort, at det kan afholde debattører,

politikere og helt almindelige borgere fra at deltage i den offentlige debat. I

marts 2021 viste en megafonmåling for TV 2 bl.a., at 68 pct. af danskerne

UDKAST

afholder sig fra at deltage i debatter og samtaler på sociale medier, fordi de

synes, at tonen er for hård. Det er en markant stigning, siden en lignende

undersøgelse i 2016 viste, at 50 pct. af danskerne afholdt sig fra at deltage i

debatten.

Det er uacceptabelt i et demokratisk samfund, når nogen reagerer på andres

ytringer med f.eks. trusler mod den person, der ytrer sig, dennes familie eller

lignende. Det gælder, uanset om truslen reelt medfører, at de pågældende

undlader at ytre sig.

Der er i de seneste år lavet en række undersøgelser af omfanget af trusler og

chikane over for personer, der deltager i den offentlige debat.

Ytringsfrihedskommissionens befolkningsundersøgelse, som er gennemført

i perioden fra april til juni 2019, viser, at 40 pct. af et repræsentativt udsnit

af befolkningen i alderen 16-74 år inden for de seneste 6 måneder havde

afholdt sig fra at ytre sig på de sociale medier, selv om de egentlig gerne

ville. Heraf har 22 pct. angivet ”risikoen for trusler om vold” som årsag

hertil. Befolkningsundersøgelsen viser desuden, at 50 pct. af de adspurgte

politikere inden for de seneste 6 måneder havde afholdt sig fra at ytre sig på

sociale medier, selv om de egentlig gerne ville. Af disse har 26 pct. angivet

”risikoen for trusler om vold” som årsag hertil.

Herudover har flere danske medier i de senere år sat fokus på, at det i dag er

en del af livet som folkevalgt politiker, at man udsættes for trusler og chi-

kane – et problem, der navnlig knytter sig til debatten på sociale medier.

I en rundspørge foretaget af DR i 2016 blandt 97 (ud af 179) medlemmer af

Folketinget svarede næsten halvdelen, at de havde prøvet at få en voldstrus-

sel, mens mere end hver tredje svarede, at de havde været udsat for død-

strusler. Rundspørgen blev foretaget, efter at flere folketingspolitikere var

trådt frem med deres personlige erfaringer med hård retorik på de sociale

medier og deres overvejelser i den forbindelse.

Samme tema var omdrejningspunktet for en rundspørge, som DR foretog i

2015 blandt 920 af landets byrådspolitikere. Her svarede 373 af dem, at de

havde undladt at lægge kommentarer eller andet op på sociale medier, fordi

de frygtede, at det ville føre til chikane. 65 pct. svarede, at de oplevede, at

tonen i den politiske debat på sociale medier ofte er ubehagelig. Økonomi-

og Indenrigsministeriet, Kommunernes Landsforening og Danske Regioner

gennemførte i december 2017 en mere omfattende undersøgelse blandt lan-

UDKAST

dets byråds- og regionsrådsmedlemmer. Ud af de 1.321 respondenter sva-

rede fire ud af ti, at de havde oplevet chikane, hærværk eller trusler i forbin-

delse med deres hverv. Omkring hver sjette af de politikere, der deltog i

undersøgelsen, svarede, at de havde været udsat for trusler, mens 2 pct. af

de adspurgte politikere svarede, at de havde være udsat for vold – oftest i

form af spyt eller skub i det offentlige rum. Af de respondenter, der havde

været udsat for en eller flere krænkelser, angav ca. 43 pct., at det havde på-

virket deres adfærd. Blandt de hyppigste former for adfærdspåvirkning blev

angivet øget påpasselighed med, hvad man skriver på sociale medier, samt

øget påpasselighed med, hvad man siger i det offentlige rum og i politiske

debatter. Undersøgelsen tegner et billede af, at det især er via de digitale

medier, at politikere udsættes for chikane og trusler.

Institut for Menneskerettigheder offentliggjorde i august 2019 en undersø-

gelse vedrørende chikane og trusler mod folketingskandidater under valg-

kampen i 2019. Undersøgelsen viser, at 72 pct. af de kandidater, der har

svaret på undersøgelsen, har oplevet chikane og trusler under valgkampen.

Undersøgelsen bekræfter billedet af, at en meget stor del af chikanen og trus-

lerne finder sted på sociale medier.

Undersøgelsen viser også, at chikane og trusler på sociale medier påvirker

kandidaternes politiske ageren. Tendensen er, at de generelt bliver mere var-

somme med, hvad de efterfølgende ytrer sig om i den politiske debat. Såle-

des er godt en ud af fire ifølge undersøgelsen varsomme med, hvad de skri-

ver på sociale medier efter at have oplevet chikane eller trusler. Mere end

én ud af ti har sågar overvejet at trække sig helt fra politik.

Herudover peger Ytringsfrihedskommissionen bl.a. på, at der også ses at

være fremsat trusler mod bl.a. journalister, kunstnere, kvinder (rettet speci-

fikt mod deres køn) og religiøse mindretal, herunder personer, der deltager

i den offentlige debat med henblik på at udveksle synspunkter om religion.

Det er helt fundamentalt i et demokratisk samfund, at man som borger frit

kan ytre sin mening i den offentlige debat uden at skulle frygte for sin sik-

kerhed eller risikere at blive mødt med trusler om vold. Derfor er de talrige

eksempler på, at personer med bl.a. trusler forsøger at true andre til tavshed,

et stort problem for ytringsfriheden i Danmark.

For de personer, der udsættes for konkrete trusler, er konsekvenserne meget

voldsomme. Herudover går tilbageholdenhed i forhold til at ytre sig frit ud

over balancen i den offentlige debat, idet der sker en skævvridning, hvis

UDKAST

bestemte synspunkter eller emner generelt ikke repræsenteres eller behand-

les på lige fod med andre.

Det er med andre ord undergravende for den offentlige debat, hvis man med

trusler kan skrue ned for debatten om vigtige samfundsemner. Det er derfor

afgørende, at der tages effektive skridt til at sikre, at der helt fundamentalt

er respekt for menings- og ytringsfriheden.

Det foreslås på den baggrund, at straffen for trusler, der har baggrund i foru-

rettedes lovlige ytringer i den offentlige debat eller i øvrigt har til formål at

forhindre den forurettede i at anvende sin ytringsfrihed i den offentlige de-

bat, fordobles. Strafskærpelsen skal sende et vigtigt signal om, at sådanne

handlinger ikke blot er et overgreb mod den enkelte, men i praksis også vir-

ker som en trussel over for alle andre, som kunne tænkes at fremkomme

med tilsvarende ytringer.

Strafskærpelsen skal sigte mod at beskytte alle, der deltager i debatten, her-

under politikere, journalister, debattører, offentligt ansatte og andre borgere

mv. Strafskærpelsen bør både omfatte tilfælde, hvor forurettede allerede har

taget del i debatten og modtager trusler med henblik på at afholde sig fra at

gøre yderligere brug af sin ytringsfrihed, samt tilfælde, hvor forurettede

forud for en mulig ytring trues til at tie. Strafskærpelsen bør også gælde for

digitale trusler.

Justitsministeriet er i den forbindelse opmærksom på, at det efter straffe-

lovens § 81, nr. 7, allerede i dag skal indgå som en skærpende omstændighed

i forbindelse med strafudmålingen, hvis en strafbar handling har baggrund i

den forurettedes lovlige ytringer i den offentlige debat. Det er imidlertid Ju-

stitsministeriets opfattelse – i overensstemmelse med bl.a. Ytringsfriheds-

kommissionens mindretal – at straffen bør skærpes yderligere med henblik

på tydeligere at markere de vidtrækkende konsekvenser, som sådanne trus-

ler har for samfundet, og samfundets afstandtagen til dem.

I straffelovens § 81 lovfæstes en række hensyn, som i almindelighed skal

indgå som skærpende omstændigheder ved straffastsættelsen inden for den

foreskrevne strafferamme. Der er imidlertid ikke i forhold til de almindelige

strafskærpende omstændigheder i straffelovens § 81 taget stilling til, i hvil-

ket omfang straffen som udgangspunkt bør skærpes.

Det er på den baggrund Justitsministeriets vurdering, at det forhold, at en

trussel har baggrund i forurettedes lovlige ytringer i den offentlige debat

UDKAST

eller i øvrigt har til formål at forhindre forurettede i at gøre brug af sin yt-

ringsfrihed i den offentlige debat, bør indsættes som en særskilt skærpende

omstændighed i straffelovens §§ 119 og 266, herunder så det i bemærknin-

gerne kan tilkendegives, at strafniveauet i almindelighed skal forhøjes til det

dobbelte.

Hertil kommer, at de foreslåede bestemmelser, ligesom straffelovens § 81,

nr. 7, vil omfatte tilfælde, hvor forurettede allerede har taget del i debatten

og modtager trusler som en reaktion på ytringen, men – i modsætning til §

81, nr. 7 – også vil omfatte tilfælde, hvor truslen har til formål at afholde

forurettede fra at gøre brug af sin ytringsfrihed i den offentlige debat. Her-

med er det ikke et krav efter de foreslåede bestemmelser, at truslen frem-

sættes som reaktion på en allerede fremsat ytring. Bestemmelserne fanger

således også de situationer, hvor truslen fremsættes for at forhindre foruret-

tede i overhovedet at ytre sig.

Forslaget indebærer, at straffelovens § 81, nr. 7, fremover ikke vil finde an-

vendelse i forhold til trusler efter straffelovens § 119 eller overtrædelse af

straffelovens § 266. Straffelovens § 81, nr. 7, vil dog fortsat kunne være

relevant i forhold til andre straffelovsbestemmelser. Det vil f.eks. være til-

fældet, hvor der foreligger en overtrædelse af straffelovens § 244 om simpel

vold, hvor voldsgerningen har baggrund i den forurettedes lovlige ytringer i

den offentlige debat. Straffelovens § 81, nr. 7, vil også fortsat være relevant

i forhold til en overtrædelse af straffelovens § 119, hvis der er tale om vold.

2.2.3. Den foreslåede ordning

2.2.3.1. Skærpelse af straffen for trusler mod ytringsfriheden mod personer,

der handler i medfør af offentlig tjeneste eller hverv i straffelovens § 119

Det foreslås, at der indsættes et nyt punktum i § 119, stk. 3, hvoraf det frem-

går, at det ved fastsættelse af straffen skal betragtes som en skærpende om-

stændighed, at en trussel om vold efter stk. 1 har baggrund i forurettedes

lovlige ytringer i den offentlige debat eller i øvrigt har til formål at forhindre

forurettede i at gøre brug af sin ytringsfrihed i den offentlige debat.

Forslaget indebærer for det første, at det ved fastsættelse af straffen skal

betragtes som en skærpende omstændighed, at en trussel har baggrund i

forurettedes lovlige ytringer i den offentlige debat, hvorved forstås tilfælde,

hvor en forbrydelse begås som reaktion på den forurettedes ytringer i den

offentlige debat i overensstemmelse med straffelovens § 81, nr. 7.

UDKAST

Forslaget indebærer for det andet, at det ved fastsættelse af straffen skal be-

tragtes som en skærpende omstændighed, hvis truslen i øvrigt har til formål

at forhindre forurettede i at gøre brug af sin ytringsfrihed i den offentlige

debat. Herved forstås bl.a. tilfælde, hvor gerningsmanden forud for foruret-

tedes deltagelse i den offentlige debat fremsætter en trussel over for foruret-

tede med det formål at afskære forurettede fra at ytre sig. På denne måde

fanges også de tilfælde, hvor truslen ikke udgør en reaktion på en allerede

fremsat ytring, men i stedet fremsættes for at forhindre forurettede i at ytre

sig.

Strafskærpelsen forudsættes at medføre, at der som udgangspunkt sker en

fordobling af strafniveauet i forhold til den straf, der ellers ville være fastsat

af domstolene i overensstemmelse med gældende praksis for tilsvarende

trusler.

Det betyder eksempelvis, at en sag om trusler mod ytringsfriheden efter

straffelovens § 119, der i dag ville udløse en straf på 30 dages fængsel, frem-

over som udgangspunkt vil skulle udløse en straf på 60 dages fængsel, hvis

truslen har baggrund i forurettedes lovlige ytringer i den offentlige debat

eller i øvrigt har til formål at forhindre forurettede i at gøre brug af sin yt-

ringsfrihed i den offentlige debat. Straffelovens § 119, stk. 3, 1. pkt., finder

fortsat anvendelse, og der skal derfor ved straffens fastsættelse også lægges

vægt på den betydning, som truslen kan have for forurettedes udførelse af

tjenesten eller hvervet.

Fastsættelse af straffen vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i

det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne

strafniveau vil kunne fraviges i op- eller nedadgående retning, hvis der i den

konkrete sag foreligger andre skærpende eller formildende omstændigheder,

jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens ka-

pitel 10.

Det bemærkes i den forbindelse, at forslaget alene omfatter tilfælde af trus-

sel om vold efter straffelovens § 119, stk. 1. Der er ikke hermed tilsigtet en

tilsvarende skærpelse af straffen for vold efter straffelovens § 119, stk. 1.

Det bemærkes endvidere, at en trussel, der har til formål at forhindre foru-

rettede i at gøre brug af sin ytringsfrihed i den offentlige debat, efter om-

stændighederne også vil kunne indeholde et element af tvang omfattet af

straffelovens § 260, stk. 1, nr. 1. Hvis en trussel er fremsat med henblik på

at afskære forurettede fra at ytre sig i en given sammenhæng i den offentlige

UDKAST

debat, vil der imidlertid skulle straffes i medfør af den foreslåede bestem-

melse i § 119, stk. 3, selv om forholdet efter omstændighederne også ville

kunne straffes efter straffelovens § 260.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 4.

2.2.3.2. Skærpelse af straffen for trusler mod ytringsfriheden i straffelovens

§ 266

Det foreslås endvidere, at der indsættes et nyt stk. 2 i straffelovens § 266 om

trusler, hvorefter det ved fastsættelse af straffen efter stk. 1 skal betragtes

som en skærpende omstændighed, at en trussel har baggrund i forurettedes