Retsudvalget 2020-21
REU Alm.del Bilag 386
Offentligt
2429073_0001.png
Delbetænkning II om gennemførelse af visse dele
af direktivpakken New Deal for Consumers
Betænkning nr. 1577
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
2429073_0002.png
Kronologisk fortegnelse over betænkninger
2010
1513 Betænkning om optagelse og protokollering af
forklaringer i straffesager
1514 Betænkning om farlige hunde
1515 Betænkning om det videnskabsetiske komitesystem
i Danmark
1516 Betænkning om offentlige myndigheders
offentliggørelse af kontrolresultater, afgørelser mv.
1517 Beretning om elektronisk aftaleindgåelse og handel
1518 Betænkning om ægtefælleskifter
1519 Betænkning om revision af dødsboskifteloven
1520 Betænkning om huseftersynsordningen
1521 Betænkning om insiderhandel
1522 Reform af den civile retspleje VI
1523 Betænkning om en fremtidig statsadvokatordning
1550 Betænkning om åbenhed om økonomisk støtte
til politiske partier
1551 Betænkning om magtanvendelse over for børn
og unge, der er anbragt uden for hjemmet
1552 Ægtefællers økonomiske forhold
1553 Betænkning om offentligt ansattes
ytringsfrihed og whistleblowerordninger
1554 Betænkning om videoafhøring af børn og unge
i straffesager
1555 Ansattes retsstilling under insolvensbehandling
1556 Straffelovrådets udtalelse om visse spørgsmål
vedrørende deltagelse i og hvervning til
væbnede konflikter i udlandet, som den danske
stat er part i
1557 Betænkning om opfølgning på Christiania-
2011
sagen: Betænkning fra Udvalget om
opfølgning på Christiania-sagen
2015
1524 Betænkning om revision af hundeloven
1525 Betænkning om konkurskarantæne
1526 Betænkning om tilhold, opholdsforbud og
bortvisning
1527 Provstestillingen og provstiets funktion
1528 Betænkning om revision af reglerne om forkyndelse
1529 Betænkning om PET og FE
1530 Reform af den civile retspleje VII
1531 Strafudmåling – samspillet mellem lovgiver og
domstole
1532 Betænkning om indsamlinger
1533 Kommunale udgiftsbehov og andre
udligningsspørgsmål
1534 Straffelovrådets betænkning om
seksualforbrydelser
1535 Gennemførelse af direktivet om bekæmpelse af
forsinket betaling i handelstransaktioner
1536 Aftaler om transport af gods helt eller delvist til søs
(Rotterdam-reglerne)
1537
1538
1539
1540
1541
1542
1543
2016
1558 Sagkyndig bevisførelse mv.: Reform af den
civile retspleje IX
1559 Straffelovrådets betænkning om væbnede
konflikter i udlandet
2012
1560 Betænkning om inddragelse af
uhensigtsmæssig adfærd i fængsler og
arresthuse ved varetægtsfængsling og
strafudmåling.
1561 Betænkning om bødesanktioner på det
finansielle område.
2017
1562 Betænkning om indsatsen over for
rockerborge mv.
1563 Straffelovrådets betænkning om freds- og
ærekrænkelser
1564 En samlet lovregulering om andre trossamfund
end folkekirken
1565 Databeskyttelsesforordningen
2013
1566 Udvalget om Undersøgelseskommissioners
Ministrenes særlige rådgivere – et serviceeftersyn
deludtalelse
Afsættelse af borgmesteren og forberedelse af
1567 Menighedsrådsvalg i fremtiden
byrådsmøder
1568 Ny ferielov og overgang til samtidighedsferie
Mobilitet og fremkommelighed i hovedstaden
Gennemførelse af direktivet om
1569 Ekspropriation efter planloven
forbrugerrettigheder
1570 Almindelige betingelser i bygge- og
Rapport fra tværministeriel arbejdsgruppe om
anlægsvirksomhed
revision af de danske visumregler
1571 Undersøgelseskommissioner og parlamentariske
Betænkning fra udvalg om erhvervsmæssig
undersøgelsesformer: Betænkning afgivet af
befordring i personbiler
Udvalget om Undersøgelseskommissioner
Reform af den civile retspleje VIII: Syn og skøn
2018
2014
1544 Folkekirkens styre
1545 Straffelovrådets betænkning om samfundstjeneste
mv.
1546 Betænkning om inkorporering inden for
menneskeretsområdet
1547 Betænkning om sagsomkostninger i straffesager
1548 Straffelovrådets udtalelse om de juridiske
konsekvenser af en ophævelse af straffelovens
§ 140 om blasfemi
1549 Betænkning om afhøring af forurettede før tiltalte i
straffesager
1572 Reform af den civile retspleje X: Retsafgifter
2019
2020
1573 Ytringsfrihedens rammer og vilkår i Danmark:
Betænkning afgivet af Ytringsfrihedskommissionen
1574 Straffelovrådets betænkning om
en frivillighedsbaseret voldtægtsbestemmelse
2021
1575 Betænkning om skærpet ansvarsvurdering af
ledelsesmedlemmer m.fl. i finansielle virksomheder
1576 Delbetænkning I om gennemførelse af
varedirektivet og direktivet om digitalt indhold
1577 Delbetænkning II om gennemførelse af visse dele
af direktivpakken New Deal for Consumers
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
2429073_0003.png
Delbetænkning II om gennemførelse af visse dele af
direktivpakken New Deal for Consumers
Afgivet af Udvalget om gennemførelse af varedirektivet, direktivet om digitalt ind-
hold og visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers
Betænkning nr. 1577
København 2021
Slotsholmsgade 10
1216 København K.
T +45 7226 8400
F +45 3393 3510
www.justitsministeriet.dk
[email protected]
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
2429073_0004.png
Delbetænkning II om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consu-
mers
Betænkning nr. 1577
Publikationen kan bestilles via Justitsministeriets hjemmeside (www.justitsministeriet.dk)
eller hos
Rosendahls Lager og Distribution
Vandtårnsvej 83A
2860 Søborg
Telefon 43 22 73 00
Fax: 43 63 19 69
[email protected]
http://jm.schultzboghandel.dk
ISBN: 978-87-93469-61-7 (delbetænkningen foreligger endnu ikke i trykt udgave)
ISBN internet: 978-87-93469-62-4
Tryk: Rosendahls a/s
Pris: 250 kr. pr. bog inkl. moms
2
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Indholdsfortegnelse
Kapitel 1 - Indledning .............................................................................................................. 9
1. Udvalgets nedsættelse og kommissorium ....................................................................... 9
2. Udvalgets sammensætning ............................................................................................ 13
3. Udvalgets arbejde ........................................................................................................... 15
Kapitel 2 - Sammenfatning .................................................................................................... 16
1. Indledning ....................................................................................................................... 16
2. Oversigt over delbetænkningens indhold ..................................................................... 16
3. Sammenfatning af udvalgets overvejelser og forslag .................................................. 17
3.1 Anvendelsesområde og definitioner ................................................................................... 17
3.1.1 Forbrugeraftalelovens anvendelsesområde og definitioner..................................... 17
3.2 Oplysningspligter ............................................................................................................... 18
3.2.1 Oplysningspligter ved fjernsalg og aftaler indgået uden for den erhvervsdrivendes
forretningssted .................................................................................................................. 18
3.2.2 Supplerende specifikke oplysningspligter for aftaler, der indgås på
onlinemarkedspladser ....................................................................................................... 19
3.2.3 Om fortrydelsesretten
–
standardfortrydelsesformular.......................................... 20
3.3 Fortrydelsesret .................................................................................................................... 20
3.3.1 Uanmodede personlige henvendelser og kommercielle udflugter ........................ 20
3.3.1.1 Dørsalg ............................................................................................................. 21
3.3.1.2 Udvidelse af fortrydelsesfristen og begrænsning af visse undtagelser i
forbrugerrettighedsdirektivet for aftaler indgået i forbindelse med kommercielle
udflugter ....................................................................................................................... 22
3.3.2 Forpligtelser ved udnyttelse af fortrydelsesretten ................................................. 22
3.3.3 Fortrydelsesret ved reparationer ............................................................................ 22
3.3.3.1 Flertallets udtalelse ........................................................................................... 24
3.3.3.2 Mindretallets udtalelse ..................................................................................... 24
3.4 Sanktioner........................................................................................................................... 24
3.4.1 Sanktionsbestemmelsen
i
forbrugeraftalelovens
§
34
udvides
(forbrugerrettighedsdirektivet) ......................................................................................... 25
3.4.1.1 § 8, stk. 1, nr. 10 og 11 .................................................................................... 26
3.4.1.1.1 Mindretallets udtalelse .............................................................................. 26
3.4.1.1.2 Flertallets udtalelse .................................................................................... 26
3.4.1.2 § 12, stk. 1 ....................................................................................................... 27
3.4.1.2.1 Flertallets udtalelse .................................................................................... 27
3.4.1.2.2 Mindretallets udtalelse .............................................................................. 27
3.4.2 Sanktioner for den erhvervsdrivendes brug af urimelige aftale vilkår indsættes i
aftalelovens kapitel IV (direktivet om urimelige kontraktvilkår) .................................... 27
3.4.2.1 Overvejelser om gennemførelse i dansk ret ..................................................... 27
3.4.2.2 Undtagelsesmulighederne
–
påbudsmodellen og definitionsmodellen ............ 28
3
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
3.4.2.3
Nærmere
om
påbudsmodellen
og
Forbrugerombudsmandens
påbudskompetence
–
klarhedskriteriet i markedsføringsloven foreslås fjernet ........... 29
3.4.2.4 Nærmere om definitionsmodellen .................................................................... 30
3.4.2.5 Særligt om sanktionsfastsættelse ved udbredte overtrædelser, herunder med en
EU-dimension............................................................................................................... 32
3.4.2.6 Særligt om at udnytte muligheden for at lægge vægt på den erhvervsdrivendes
omsætning på verdensplan ved udbredte overtrædelser ............................................... 34
3.4.2.6.1 Flertallets udtalelse .................................................................................... 34
3.4.2.6.2 Mindretallets udtalelse .............................................................................. 34
Kapitel 3 - Generelle bemærkninger om den vedtagne del af New Deal for Consumers 35
1. Baggrund ............................................................................................................................. 35
2. Formål og hovedtræk ......................................................................................................... 35
3. Harmoniseringsniveau ....................................................................................................... 36
4. Hovedtræk.......................................................................................................................... 36
4.1 Sanktionsbestemmelser ...................................................................................................... 36
4.2 Yderligere ændringer i forbrugerrettighedsdirektivet ........................................................ 38
4.2.1 Anvendelsesområde, definitioner og oplysningskrav ............................................ 38
4.2.2 Mulighed for udvidelse af fortrydelsesretten ......................................................... 39
4.2.3 Forpligtelser ved udnyttelse af fortrydelsesretten ................................................... 39
4.2.4 Medlemsstaternes mulighed for at afvige fra undtagelser til fortrydelsesretten .... 40
Kapitel 4 - Anvendelsesområde og begrebsdefinitioner ..................................................... 41
1. Gældende dansk ret (forbrugeraftaleloven) .................................................................... 41
1.1 Forbrugeraftalelovens anvendelsesområde ........................................................................ 41
1.2 Forbrugeraftalebegrebet ..................................................................................................... 41
1.3 Definitioner i forbrugeraftaleloven .................................................................................... 42
1.3.1 Fjernsalgsaftale........................................................................................................ 43
1.3.2 Aftaler indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted ............................ 43
1.3.3 Varer ........................................................................................................................ 44
1.3.4 Købsaftale................................................................................................................ 44
1.3.5 Tjenesteydelsesaftale ............................................................................................... 44
1.3.6 Digitalt indhold ....................................................................................................... 45
2. Nye EU-regler (moderniseringsdirektivet) ...................................................................... 45
2.1 Forbrugerrettighedsdirektivets anvendelsesområde ........................................................... 45
2.1.1 Forbrugeren betaler eller påtager sig at betale en pris (litra a) ................................ 46
2.1.2 Forbrugeren afgiver eller påtager sig at afgive personoplysninger (litra b) ............ 47
2.2 Ændringer i undtagelserne til forbrugerrettighedsdirektivets anvendelsesområde ............ 48
2.3 Definitioner ........................................................................................................................ 49
2.3.1 Ændrede definitioner ............................................................................................... 49
2.3.2 Nye definitioner....................................................................................................... 50
3. Udvalgets overvejelser ....................................................................................................... 53
3.1 Forbrugeraftalelovens anvendelsesområde ........................................................................ 53
4
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
3.2 Formidlingsreglen .............................................................................................................. 54
3.3 Undtagelser fra forbrugeraftalelovens område ................................................................... 54
3.4 Definitioner ........................................................................................................................ 55
Kapitel 5 - Oplysningspligter ................................................................................................ 58
1. Gældende dansk ret (forbrugeraftaleloven) .................................................................... 58
1.1 Oplysningspligter ved aftaler indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted og
fjernsalgsaftaler ........................................................................................................................ 58
1.1.1 Forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1
–
varer og ikke-finansielle tjenesteydelser ......... 58
1.1.2 Oplysning om fortrydelsesret
–
standardfortrydelsesformularen og
standardfortrydelsesvejledningen ..................................................................................... 59
1.2 Formelle krav til oplysninger ved fjernsalg........................................................................ 60
1.3 Den erhvervsdrivendes forpligtelse til at bekræfte fjernsalgsaftaler på et varigt medium . 62
1.4 Formkrav ved aftaler indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted ................. 62
1.5 Oplysningspligter ved andre aftaler.................................................................................... 64
1.6 Telefonisk kommunikation ................................................................................................. 65
2. Nye EU-regler (moderniseringsdirektivet) ...................................................................... 65
2.1 Oplysningspligter ............................................................................................................... 65
2.1.1 Andre aftaler end fjernsalg og aftaler indgået uden for den erhvervsdrivendes
forretningssted .................................................................................................................. 66
2.1.2 Aftaler om fjernsalg og aftaler indgået uden for den erhvervsdrivendes
forretningssted .................................................................................................................. 66
2.1.3 Oplysning om fortrydelsesret - standardfortrydelsesformular ................................ 69
2.2 Oplysningspligter for udbyderen af en onlinemarkedsplads .............................................. 69
3. Udvalgets overvejelser ....................................................................................................... 72
3.1 Oplysningspligter ved fjernsalg og aftaler indgået uden for den erhvervsdrivendes
forretningssted .......................................................................................................................... 72
3.2 Oplysningspligter ved andre aftaler end fjernsalg eller aftaler indgået uden for den
erhvervsdrivendes forretningssted............................................................................................ 74
3.3 Supplerende specifikke oplysningspligter for aftaler, der indgås på onlinemarkedspladser75
3.4 Oplysning om fortrydelsesretten - standardfortrydelsesformular ...................................... 79
Kapitel 6 - Fortrydelsesret ..................................................................................................... 81
1. Gældende dansk ret (forbrugeraftaleloven) .................................................................... 81
1.1 Fortrydelsesfristens varighed ............................................................................................. 81
1.2 Undtagelser til fortrydelsesretten ....................................................................................... 83
1.3 Den erhvervsdrivendes forpligtelser, når fortrydelsesretten udnyttes ................................ 84
1.3.1 Tilbagetræden fra en aftale om en vare eller tjenesteydelse ................................... 84
1.4 Forbrugerens forpligtelser når fortrydelsesretten udnyttes ................................................ 85
1.4.1 Tilbagetræden fra en aftale om en vare ................................................................... 85
1.4.2 Tilbagetræden fra en aftale om en tjenesteydelse ................................................... 87
1.5 Forbud mod uanmodede personlige henvendelser ............................................................. 89
2. Nye EU-regler (moderniseringsdirektivet) ...................................................................... 90
5
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
2.1 Dørsalg samt mulighed for udvidelse af fortrydelsesretten og for at fravige visse undtagelser
til fortrydelsesretten.................................................................................................................. 90
2.2 Undtagelsen til fortrydelsesretten om digitalt indhold og de formelle krav til aftaler indgået
ved fjernsalg og uden for den erhvervsdrivendes forretningssted............................................ 93
2.3. Fortrydelsesretten ved reparationer ................................................................................... 95
2.4 Forpligtelser ved udnyttelse af fortrydelsesretten .............................................................. 96
2.4.1 Den erhvervsdrivendes forpligtelser ....................................................................... 96
2.4.2 Forbrugerens forpligtelser ....................................................................................... 97
3. Udvalgets overvejelser ....................................................................................................... 97
3.1 Uanmodede personlige henvendelser og kommercielle udflugter ..................................... 98
3.2 Forpligtelser ved udnyttelse af fortrydelsesretten ............................................................ 101
3.3 Undtagelsen til fortrydelsesretten om digitalt indhold og de formelle krav til aftaler indgået
ved fjernsalg og uden for den erhvervsdrivendes forretningssted .......................................... 102
3.4 Fortrydelsesret ved reparationer ....................................................................................... 104
Kapitel 7 - Sanktioner .......................................................................................................... 108
1. Gældende dansk ret (forbrugeraftaleloven, aftaleloven og markedsføringsloven).... 108
1.1 Sanktioner i forbrugeraftaleloven..................................................................................... 108
1.2 Forbrugeraftaleloven, ugyldighed og civilretlige konsekvenser ...................................... 109
1.3 Aftaleloven ....................................................................................................................... 109
1.4 Forbrugerombudsmandens påbudskompetence efter markedsføringsloven .................... 110
2. Nye EU-regler (moderniseringsdirektivet) .................................................................... 113
2.1 Ikke-udtømmende vejledende kriterier ............................................................................ 113
2.2 Maksimumsbøder ved udbredte overtrædelser og udbredte overtrædelser med EU-
dimension ............................................................................................................................... 114
2.3 Urimelige kontraktvilkår .................................................................................................. 116
3. Udvalgets overvejelser ..................................................................................................... 116
3.1 Forbrugeraftaleloven (forbrugerrettighedsdirektivet) ...................................................... 117
3.1.1 Åbningsskrivelse fra EU-Kommissionen .............................................................. 118
3.1.2 De ordninger, der påtænkes indført i Norge og Sverige ....................................... 120
3.1.3 Udvidelse af strafansvaret (forbrugerrettighedsdirektivet) ................................... 121
3.1.4 De enkelte forpligtelser ......................................................................................... 123
3.1.5 Nærmere overvejelser vedrørende visse forpligtelser ........................................... 126
3.1.5.1 § 8, stk. 1, nr. 1, oplysningspligt om en vares væsentligste egenskaber ........ 126
3.1.5.2 § 8, stk. 1, nr. 8, oplysningspligt om ”vilkår for betaling mv.”
...................... 128
3.1.5.3 § 8, stk. 1, nr. 9, oplysningspligt om fortrydelsesretten ................................. 130
3.1.5.4 § 8, stk. 1, nr. 10 og 11, oplysningspligt om at fortrydelsesretten ikke finder
anvendelse .................................................................................................................. 132
3.1.5.5 § 8, stk. 1, nr. 13, oplysningspligt om forbrugerens betaling af den
erhvervsdrivendes rimelige omkostninger ................................................................. 134
3.1.5.6 § 8, stk. 1, nr. 15, og § 17, stk. 1, nr. 6, oplysningspligt om garantier ........... 135
3.1.5.7 § 8, stk. 1, nr. 22, oplysningspligt om fremgangsmåden ved klage ............... 136
6
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
3.1.5.8 § 10, stk. 1, 2. pkt., om kravet om at oplysningerne skal være letlæselige og
udfærdiget på et klart og forståeligt sprog, og § 11, stk. 1, 2. pkt., om kravet om, at
oplysningerne, hvis disse gives et varigt medium, skal være letlæselige .................. 138
3.1.5.9 § 11, stk. 1, 1. pkt., om kravet om, at oplysningerne skal gives eller stilles til
rådighed for forbrugeren under anvendelse af midler, der er tilpasset den anvendte
fjernkommunikationsteknik ....................................................................................... 139
3.1.5.10 § 12, om pligten til at gentage visse oplysninger umiddelbart inden bestilling
afgives ........................................................................................................................ 140
3.1.5.11 § 13, stk. 2, om den erhvervsdrivendes udlevering af en kopi af forbrugerens
eventuelle udtrykkelige samtykke til og anerkendelse af, at forbrugeren mister sin
fortrydelsesret ............................................................................................................. 143
3.1.5.12 § 22, stk. 1, om den erhvervsdrivendes tilbagebetalingspligt ved tilbagetræden
fra en aftale om en vare eller en ikke-finansiel tjenesteydelse ................................... 144
3.1.6 De øvrige bestemmelser ........................................................................................ 145
3.2 Aftalelovens kapitel IV (direktivet om urimelige kontraktvilkår) ................................... 145
3.2.1 De ordninger, der påtænkes indført i Norge og Sverige ....................................... 146
3.2.2 Gennemførelse af sanktionsbestemmelsen i dansk ret .......................................... 147
3.2.3 Valg af sanktionsform mv. .................................................................................... 148
3.2.4 Fordele og ulemper ved påbudsmodellen og definitionsmodellen........................ 149
3.2.5 Nærmere om påbudsmodellen ............................................................................... 152
3.2.6 Nærmere om definitionsmodellen ......................................................................... 153
3.2.7 Forbrugerombudsmandens tilsynsforpligtelse ...................................................... 158
3.3 Sanktionsfastsættelse........................................................................................................ 159
3.3.1 Vejledende kriterier ved pålæggelse af sanktioner ............................................... 159
3.3.2 Særligt om sanktionsfastsættelse ved udbredte overtrædelser, herunder med en EU-
dimension ....................................................................................................................... 160
3.3.3 Anvendelse af indtægter fra bøder ........................................................................ 163
Kapitel 8 - Lovudkast ........................................................................................................... 164
1. EU-retlige krav til direktivimplementering ................................................................... 164
2. Udvalgets lovudkast med bemærkninger ....................................................................... 165
3. Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser ................................................. 172
4. Udvalgets lovudkast sammenholdt med gældende ret .................................................. 218
Bilag til betænkningen ......................................................................................................... 231
Bilag 1: Lov nr. 1457 af 17. december 2013 om forbrugeraftaler (forbrugeraftaleloven) ..... 231
Bilag 2: Bekendtgørelse nr. 193 af 2. marts 2016 af lov om aftaler og andre retshandler på
formuerettens område (aftaleloven) ....................................................................................... 248
Bilag 3: Lov nr. 426 af 3. maj 2017 om markedsføring (markedsføringsloven) ................... 255
Bilag 4: Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/2161 af 27. november 2019 om
ændring af Rådets direktiv 93/13/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/6/EF,
2005/29/EF og 2011/83/EU, for så vidt angår bedre håndhævelse og modernisering af EU-
reglerne om forbrugerbeskyttelse (moderniseringsdirektivet) ............................................... 273
7
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Bilag 5: Europa-Parlamentets og Rådets direktivet 2011/83/EU af 25. oktober 2011 om
forbrugerrettigheder, om ændring af Rådets direktiv 93/13/EØF og Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 1999/44/EF samt om ophævelse af Rådets direktiv 85/577/EØF og Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF ............................................................................... 300
Bilag 6: Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i
forbrugeraftaler....................................................................................................................... 338
8
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
2429073_0011.png
Kapitel 1 - Indledning
1. Udvalgets nedsættelse og kommissorium
I marts 2020 nedsatte justitsministeren et udvalg, der fik til opgave at overveje, hvordan vare-
direktivet (2019/771/EU)
1
, direktivet om digitalt indhold (2019/770/EU)
2
samt den vedtagne
del af direktivpakken New Deal for Consumers (2019/2161/EU)
3
, der vedrører regler på Justits-
ministeriets område, bør gennemføres i dansk ret.
Udvalgets kommissorium lyder således:
”Kommissorium
for
Udvalg om gennemførelse af varedirektivet, direktivet om digitalt indhold og
visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers
1.
Med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om visse aspekter af aftaler om
salg af varer (herefter varedirektivet) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
om visse aspekter af aftaler om levering af digitalt indhold og digitale tjenester
(herefter direktivet om digitalt indhold) er der vedtaget nye fællesskabsretlige reg-
ler om forbrugerbeskyttelse i aftaler om salg af varer og levering af digitalt indhold
og digitale tjenester indgået ved e-handel og i butikker.
Med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om bedre håndhævelse og moderni-
sering af EU-reglerne om forbrugerbeskyttelse (visse dele af direktivpakken New
Deal for Consumers) er der vedtaget fællesskabsretlige regler, der skal sikre bedre
håndhævelse og modernisering af de forbrugerbeskyttende regler i EU.
2.
Varedirektivet afløser Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/44/EF af
25. maj 1999 om visse aspekter af forbrugerkøb og garantier i forbindelse hermed.
Direktivet om digitalt indhold er et nyt direktiv. Der har ikke tidligere i EU-lovgiv-
ningen
–
eller i dansk ret
–
været reguleret en specifik aftaleretlig ramme for leve-
ring af digitalt indhold eller digitale tjenester.
1
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/771 af 20. maj 2019 om visse aspekter af aftaler om salg af
varer, om ændring af forordning (EU) 2017/2394 og direktiv 2009/22/EF og om ophævelse af direktiv 1999/44/EF.
2
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/770 af 20. maj 2019 om visse aspekter af aftaler om levering
af digitalt indhold og digitale tjenester.
3
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/2161 af 27. november 2019 om ændring af Rådets direktiv
93/13/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/6/EF, 2005/29/EF og 2011/83/EU, for så vidt angår
bedre håndhævelse og modernisering af EU-reglerne om forbrugerbeskyttelse.
9
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
De relevante dele af direktivpakken New Deal for Consumers ændrer Rådets direk-
tiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler og
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/83/EU af 25. oktober 2011 om for-
brugerrettigheder.
3.
Formålet med direktiverne er at totalharmonisere visse aspekter af medlemssta-
ternes regulering af aftaler om salg af varer og aftaler om levering af digitalt ind-
hold og digitale tjenester og derved fremme den grænseoverskridende handel og
opnå et højt forbrugerbeskyttelsesniveau i EU.
De centrale regler i varedirektivet drejer sig navnlig om varers overensstemmelse
med aftalen, forbrugerens beføjelser i tilfælde af manglende overensstemmelse mel-
lem varen og aftalen og om garantier for varen stillet af den erhvervsdrivende over
for forbrugeren. Direktivet indeholder herudover en række nye og supplerende be-
stemmelser i forhold til direktiv 1999/44/EF, som varedirektivet afløser.
De centrale regler i direktivet om digitalt indhold drejer sig ligeledes navnlig om
regler om digitalt indhold eller en digital tjenestes overensstemmelse med aftalen,
forbrugerens beføjelser i tilfælde af manglende overensstemmelse med aftalen eller
ved manglende levering og regler om ændring af digitalt indhold eller en digital
tjeneste.
De centrale regler i de relevante dele af direktivpakken New Deal for Consumers
drejer sig om at sikre forbrugerne bedre rettigheder, når de benytter sig af digitale
tjenester, f.eks. når der indgås aftale om at benytte en e-mailkonto eller anden di-
gital tjeneste mod at stille personoplysninger til rådighed for den erhvervsdrivende
i stedet for at betale med penge. Derudover drejer det sig om at sikre ens anvendelse
af sanktioner i EU for at overtræde de forbrugerbeskyttende regler.
4.
Varedirektivet er
–
i modsætning til det ældre direktiv 1999/44/EF
–
som ud-
gangspunkt et totalharmoniseringsdirektiv. Der vil derfor ikke som udgangspunkt
inden for det område, som direktivet regulerer, kunne indføres eller opretholdes
andre regler end dem, der følger af direktivet. Uden for dette område kan medlems-
staterne derimod frit indføre eller opretholde egne regler eller indføre regler sva-
rende til direktivet.
På en række områder giver varedirektivet imidlertid medlemsstaterne adgang til at
opretholde eller indføre regler, der afviger fra direktivets ordning. En medlemsstat
kan f.eks. bestemme, at direktivet ikke skal finde anvendelse på brugte varer, som
sælges på offentlige auktioner, og på levende dyr. En medlemsstat kan endvidere
fastsætte regler, der giver forbrugeren valgfrihed om beføjelser for mangler, der
10
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
viser sig inden 30 dage efter varens levering. Herudover kan en medlemsstat ind-
føre en længere reklamationsfrist end 2 år, ligesom en medlemsstat kan beslutte, at
perioden for den erhvervsdrivendes bevisbyrde for, at en mangel ikke var til stede
på leveringstidspunktet (formodningsreglen), skal være 2 år (i stedet for 1 år) efter
leveringstidspunktet.
5.
Direktivet om digitalt indhold er ligesom varedirektivet som udgangspunkt et to-
talharmoniseringsdirektiv. Det gælder derfor også for dette direktivs anvendelses-
område, at der som udgangspunkt ikke kan indføres eller opretholdes andre regler
end dem, der følger af direktivet. Uden for direktivets anvendelsesområde kan med-
lemsstaterne således også frit indføre eller opretholde egne regler eller indføre reg-
ler svarende til direktivet.
Direktivet om digitalt indhold giver imidlertid også på en række områder inden for
direktivets anvendelsesområde medlemsstaterne adgang til at opretholde eller ind-
føre regler, der afviger fra direktivets ordning. En medlemsstat kan f.eks. bestemme,
at direktivets forbrugerbeskyttelse udvides til bl.a. i nogle situationer at omfatte
juridiske personer. En medlemsstat kan endvidere indføre en længere reklamati-
onsfrist end 2 år. Herudover giver direktivet en medlemsstat adgang til at opret-
holde eller indføre regler for dele af forretningsmodeller, hvor digitalt indhold eller
digitale tjenester leveres på en sådan måde, at forbrugeren ikke betaler et beløb,
men i stedet afgiver personoplysninger til en erhvervsdrivende, f.eks. ved oprettel-
sen af en e-mail konto.
Selv om der er tilstræbt overensstemmelse mellem reglerne i varedirektivet og di-
rektivet om digitalt indhold, er der på nogle punkter lagt op til en højere grad af
valgfrihed i varedirektivet.
6.
De relevante dele af direktivpakken New Deal for Consumers er som udgangs-
punkt totalharmoniserende. Der kan således som udgangspunkt ikke indføres eller
opretholdes andre regler end dem, der følger heraf. Uden for anvendelsesområdet
kan medlemsstaterne frit indføre eller opretholde egne regler eller indføre regler
svarende til direktivets.
I forhold til reglerne om sanktioner er der imidlertid mulighed for at opretholde
eller indføre regler, der afviger fra direktivets. I sager med ”udbredte overtrædel-
ser” og ”udbredte overtrædelser med EU-dimension” (sager hvor mindst tre med-
lemslande er involveret, eller sager der berører mindst to tredjedele af medlems-
landene, der tilsammen udgør mindst to tredjedele af EU’s befolkning) kan en med-
lemsstat fastsætte et højere bødeniveau end de 4 pct. af den erhvervsdrivendes om-
11
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
sætning, som følger af direktivet. En medlemsstat kan endvidere fastsætte de krite-
rier, der skal tages i betragtning, når der pålægges sanktioner. Endelig fastsætter
medlemsstaterne de retslige procedurer, der skal anvendes til at pålægge sanktio-
ner.
7.
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/44/EF af 25. maj 1999 om visse
aspekter af forbrugerkøb og garantier i forbindelse hermed er navnlig gennemført
i dansk ret i købeloven. Gennemførelsen i dansk ret af det nye varedirektiv nødven-
diggør en række ændringer af navnlig købeloven.
De områder, som direktivet om digitalt indhold regulerer, har ikke tidligere været
særskilt reguleret i dansk ret. Gennemførelsen af direktivet i dansk ret vil derfor
nødvendiggøre udarbejdelse af en ny hovedlov eller indsættelse af helt nye regler i
f.eks. købeloven.
Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbru-
geraftaler og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/83/EU af 25. oktober
2011 om forbrugerrettigheder er gennemført i dansk ret i henholdsvis aftaleloven
og forbrugeraftaleloven. Gennemførelsen i dansk ret af de relevante dele af direk-
tivpakken New Deal for Consumers nødvendiggør en række ændringer af navnlig
forbrugeraftaleloven.
8.
Justitsministeren har besluttet at nedsætte et udvalg, der skal overveje, hvordan
varedirektivet, direktivet om digitalt indhold og de relevante dele af direktivpakken
New Deal for Consumers mest hensigtsmæssigt bør gennemføres i dansk ret.
Udvalget skal overveje og redegøre for, hvilke ændringer af dansk ret der er nød-
vendige for at gennemføre direktiverne.
Desuden skal udvalget overveje og redegøre for, om
–
og i givet fald i hvilket om-
fang
–
der på specifikke områder, hvor direktiverne overlader det til medlemssta-
terne at bestemme, om direktivernes ordning skal finde anvendelse, bør indføres
regler, som afviger fra direktivernes ordning. Udvalget skal i den forbindelse over-
veje, om
–
og i givet fald hvordan
–
den valgfrihed, som direktiverne giver mulighed
for, kan og bør udnyttes til at understøtte den grønne omstilling.
Udvalget skal endelig overveje og redegøre for, om
–
og i givet fald hvordan
–
den
valgfrihed, som direktiverne giver mulighed for, bør udnyttes til at sikre øget over-
ensstemmelse mellem de regelsæt, som gennemfører direktiverne.
Udvalget anmodes om at udarbejde et lovudkast med bemærkninger.
12
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
2429073_0015.png
Under hensyn til fristen for gennemførelsen af direktiverne anmodes udvalget om
at afslutte sit arbejde i efteråret 2020.
9.
Udvalget har følgende sammensætning:
Landsdommer Thomas Klyver (formand)
1 universitetsjurist med formueretlig indsigt
1 repræsentant for Dommerforeningen
1 repræsentant for Forbrugerombudsmanden
1 repræsentant for Advokatrådet og Danske Advokater
1 repræsentant for Dansk Erhverv
1 repræsentant for Dansk Industri
1 repræsentant for Dansk IT
1 repræsentant for Foreningen for Dansk Internet Handel
1 repræsentant for Forbrugerrådet Tænk
1 repræsentant for Erhvervsministeriets departement
1 repræsentant for Miljø- og Fødevareministeriets departement*
1 repræsentant for Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets departement*
1 repræsentant for Justitsministeriets departement
Der lægges op til, at de med * markerede repræsentanter alene skal deltage på
møder, hvor der skal drøftes emner med en særlig betydning for den grønne omstil-
ling.
Udvalgets sekretariatsfunktion varetages af Justitsministeriet.”
2. Udvalgets sammensætning
Udvalget havde ved afgivelse af denne delbetænkning følgende sammensætning:
Formand:
Landsdommer Thomas Klyver
Øvrige medlemmer:
Professor Susanne Karstoft
(indstillet af Danske Universiteter)
Dommer Søren Seerup
(indstillet af Dommerforeningen)
Chefkonsulent Jacob Linkis
(indstillet af Forbrugerombudsmanden)
13
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Advokat Kristian Storgaard
(indstillet af Advokatrådet og Danske Advokater)
Chefkonsulent Bo Dalsgaard
(indstillet af Dansk Erhverv)
Seniorchefkonsulent Lars Frolov-Hammer
(indstillet af Dansk Industri)
Chefkonsulent Tina Morell Nielsen
(indstillet af Foreningen for Dansk Internet Handel, som den 1. november 2020 fusionerede
med Dansk Erhverv)
Jurist Rikke Skadhauge Seerup Krogsgård
(indstillet af Forbrugerrådet Tænk)
Det bemærkes, at seniorjurist Martha Nør Kjeldsen (Forbrugerrådet Tænk) og seniorjurist Ma-
ria Liljeqvist (Forbrugerrådet Tænk) har deltaget i hovedparten af udvalgsarbejdet vedrørende
nærværende delbetænkning.
Forbrugerjuridisk chef Susanne Aamann
(indstillet af Erhvervsministeriets departement)
Fuldmægtig Anne L. Jarulf
(indstillet af Miljøministeriets departement)
Fuldmægtig Jasmin Sharzad
(indstillet af Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets departement)
Fg. kontorchef Louise Black Mogensen
(indstillet af Justitsministeriets departement)
Fuldmægtig Trine Kaae Jorst og fuldmægtig Anna Farinha Iversen fra Justitsministeriets de-
partement har været sekretær for udvalget.
Chefkonsulent Ketilbjørn Hertz fra Justitsministeriets departement har bistået sekretariatet med
udarbejdelse af udvalgets lovudkast.
Udvalgets repræsentant for Dansk IT er udtrådt af udvalget i november 2020 af ressourcemæs-
sige årsager.
14
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
3. Udvalgets arbejde
Udvalget har afholdt
12 møder i perioden fra den 23. april 2020 til den 26. maj 2021.
Udvalget afgiver betænkning i to dele. Delbetænkning I om implementering af varedirektivet
og direktivet om digitalt indhold inkl. lovudkast blev afgivet i januar 2021. Nærværende udgør
således delbetænkning II om implementering af den vedtagne del af direktivpakken New Deal
for Consumers.
15
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Kapitel 2 - Sammenfatning
1. Indledning
Efter kommissoriet har udvalget haft til opgave at overveje, hvordan varedirektivet, direktivet
om digitalt indhold og de relevante dele af direktivpakken New Deal for Consumers mest hen-
sigtsmæssigt bør gennemføres i dansk ret. Nærværende delbetænkning vedrører implemente-
ringen af den vedtagne del af direktivpakken New Deal for Consumers, der på Justitsministeri-
ets område ændrer direktivet om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler og forbrugerret-
tighedsdirektivet. Direktivpakken New Deal for Consumers benævnes herefter moderniserings-
direktivet.
Formålet med moderniseringsdirektivet er at sikre forbrugerne bedre rettigheder, når de benyt-
ter sig af digitale tjenester, samt at sikre ens anvendelse af sanktioner i EU for overtrædelse af
de forbrugerbeskyttende regler. Harmoniseringsniveauet følger af de direktiver, der ændres i.
Direktivet om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler er et minimumsharmoneringsdirektiv,
hvilket betyder, at det som udgangspunkt er muligt at indføre strengere nationale bestemmelser,
end hvad der fremgår af direktivet. Forbrugerrettighedsdirektivet er derimod et totalharmonise-
ringsdirektiv, hvilket betyder, at det som udgangspunkt ikke er muligt at indføre eller opret-
holde andre regler end dem, der følger af direktiverne, inden for det område, som direktiverne
regulerer.
Udvalget har haft til opgave at overveje og redegøre for, hvilke ændringer af dansk ret der er
nødvendige for at gennemføre direktiverne.
Udvalget har endvidere haft til opgave at overveje og redegøre for, om
–
og i givet fald i hvilket
omfang
–
der på specifikke områder, hvor direktiverne overlader det til medlemsstaterne at
bestemme, om direktivernes ordning skal finde anvendelse, bør indføres regler, som afviger fra
direktiverne. Udvalget har herunder skullet overveje, om
–
og i givet fald hvordan
–
den valg-
frihed, som direktiverne giver, kan og bør udnyttes til at understøtte den grønne omstilling.
Udvalget har desuden haft til opgave at overveje og redegøre for, om
–
og i givet fald hvordan
–
den valgfrihed, som direktiverne giver, bør udnyttes til at sikre øget overensstemmelse mel-
lem de regelsæt, som gennemfører direktiverne.
2. Oversigt over delbetænkningens indhold
Delbetænkningen er opdelt i 8 kapitler.
I kapitel 1 indledes betænkningen med en beskrivelse af udvalgets nedsættelse og kommisso-
rium, udvalgets sammensætning og udvalgets arbejde.
16
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Kapitel 2 indeholder en sammenfattende beskrivelse af udvalgets overvejelser og forslag (nær-
værende kapitel).
Betænkningens kapitel 3 indeholder en generel beskrivelse af moderniseringsdirektivet.
Kapitel 4 indeholder en beskrivelse af forbrugeraftalelovens anvendelsesområde og begrebsde-
finitioner og bestemmelserne herom i forbrugerrettighedsdirektivet og moderniseringsdirekti-
vet samt udvalgets overvejelser og forslag til implementering af moderniseringsdirektivet.
Kapitel 5 indeholder en beskrivelse af forbrugeraftalelovens bestemmelser om oplysningsplig-
ter og bestemmelserne herom i forbrugerrettighedsdirektivet og moderniseringsdirektivet samt
udvalgets overvejelser og forslag til implementering af moderniseringsdirektivet.
Kapitel 6 indeholder en beskrivelse af forbrugeraftalelovens bestemmelser om fortrydelsesret-
ten og bestemmelserne herom i forbrugerrettighedsdirektivet og moderniseringsdirektivet samt
udvalgets overvejelser og forslag til implementering af moderniseringsdirektivet.
Kapitel 7 indeholder en beskrivelse af de nye sanktionsbestemmelser, der med moderniserings-
direktivet indføres i forbrugerrettighedsdirektivet og direktivet om urimelige kontraktvilkår i
forbrugeraftaler samt udvalgets overvejelser og forslag til implementering af sanktionsbestem-
melserne i hhv. forbrugeraftaleloven og aftaleloven.
Kapitel 8 indeholder udvalgets lovudkast inklusive bemærkninger. Hvor udvalgsmedlemmerne
ikke har været enige, er lovudkastet udarbejdet på baggrund af flertallets forslag.
3. Sammenfatning af udvalgets overvejelser og forslag
Som resultat af udvalgets overvejelser har udvalget udarbejdet et lovudkast om ændring af en
række bestemmelser i markedsføringsloven, forbrugeraftaleloven og aftaleloven. I det følgende
gennemgås udvalgets væsentligste overvejelser og forslag.
3.1 Anvendelsesområde og definitioner
3.1.1 Forbrugeraftalelovens anvendelsesområde og definitioner
Moderniseringsdirektivet indebærer ændringer af forbrugerrettighedsdirektivet, dels hvad an-
går forbrugerrettighedsdirektivets definitioner, dels i form af en udvidelse af direktivets anven-
delsesområde. Moderniseringsdirektivets ændring af forbrugerrettighedsdirektivet har til for-
mål at sikre sammenhæng mellem forbrugerrettighedsdirektivets anvendelsesområde og anven-
delsesområderne for direktivet om digitalt indhold og varedirektivet, som er omtalt i delbetænk-
ning I.
Udvalget foreslår, at forbrugeraftalelovens § 2 justeres, således at forbrugeraftalelovens anven-
delsesområde bringes i overensstemmelse med direktivets nye udvidede anvendelsesområde.
17
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Ændringerne betyder bl.a., at forbrugeraftalelovens regler kommer til at gælde, når forbrugeren
betaler med sine personoplysninger i stedet for med penge, f.eks. når en forbruger åbner en
konto på et socialt medie eller en streamingstjeneste og i den forbindelse opgiver sit navn og e-
mailadresse.
Med henvisning til direktivets valgmuligheder foreslår udvalget, at formidlingsreglen i forbru-
geraftalelovens § 2, stk. 3, opretholdes. Udvalget foreslår i øvrigt ikke at udnytte direktivets
valgmuligheder med hensyn til anvendelsesområdet. Udvalget har i den forbindelse lagt vægt
på, at der så vidt muligt bør gælde det samme forbrugeraftalebegreb på tværs af lovgivningen.
Der henvises til de tilsvarende overvejelser i delbetænkning I.
3.2 Oplysningspligter
3.2.1 Oplysningspligter ved fjernsalg og aftaler indgået uden for den erhvervsdrivendes
forretningssted
Forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, nr. 1-22, der implementerer forbrugerrettighedsdirektivets
artikel 6, indeholder en række pligter for den erhvervsdrivende til at meddele forbrugeren be-
stemte oplysninger forud for indgåelse af fjernsalgsaftaler og aftaler indgået uden for den er-
hvervsdrivendes forretningssted. Moderniseringsdirektivet ændrer visse dele af disse oplys-
ningspligter, herunder så faxnummeret udgår, og oplysningspligterne tilpasses forbrugeret-
tighedsdirektivets ændrede anvendelsesområde.
Herudover tilføjes der i forbrugerrettighedsdirektivet en ny oplysningspligt om personaliserede
priser ved automatiseret beslutningstagning.
Udvalget foreslår på denne baggrund en række justeringer af forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1
og lovens bilag 1 og 2.
Den nye oplysningspligt, hvorefter den erhvervsdrivende, hvor det er relevant, skal oplyse om,
at prisen blev personaliseret på grundlag af automatiseret beslutningstagning, indsættes som et
nyt oplysningskrav i forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, nr. 8. Erhvervsdrivende kan personalisere
prisen på deres tilbud til bestemte forbrugere baseret på automatiseret beslutningstagning og
profilering af forbrugerens adfærd, der giver de erhvervsdrivende mulighed for at vurdere for-
brugerens købekraft. Med den nye oplysningspligt skal forbrugerne informeres tydeligt, når den
pris, de tilbydes er personaliseret baseret på automatiseret beslutningstagning, så forbrugerne
kan tage højde for de potentielle risici i deres købsbeslutning.
Der foretages herudover nogle justeringer vedrørende oplysningskrav om andre aftaler end
fjernsalg og aftaler indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted. Udvalget foreslår
de relevante bestemmelser justeret i overensstemmelse med direktivet.
18
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
3.2.2 Supplerende specifikke oplysningspligter for aftaler, der indgås på onlinemar-
kedspladser
Med moderniseringsdirektivet er der indsat en ny artikel 6 a i forbrugerrettighedsdirektivet, der
indeholder supplerende oplysningskrav for aftaler, der indgås på onlinemarkedspladser. Oplys-
ningerne skal gives i tillæg til de oplysninger, som skal gives efter forbrugerrettighedsdirekti-
vets artikel 6. Efter den nye bestemmelse forpligtes udbyderen af en onlinemarkedsplads til
bl.a. at give forbrugeren oplysning om de vigtigste parametre for rangordning af tilbud og om
varen udbydes af en erhvervsdrivende mm.
Udvalget foreslår, at de supplerende specifikke oplysningskrav gennemføres i en ny § 8 a i
forbrugeraftaleloven.
Moderniseringsdirektivet indeholder en mulighed for at indføre yderligere oplysningskrav for
udbydere af onlinemarkedspladser.
I delbetænkning I overvejede udvalget at indføre en ordning, hvorefter udbydere af onlinemar-
kedspladser skal hæfte som sælger for aftaler indgået via markedspladsen, selvom sælgeren
ifølge aftalen ikke er køberens aftalepart.
Flertallet anbefalede ikke, at sælgerbegrebet skulle udvides til at omfatte onlineplatforme mv.,
der efter almindelige aftaleretlige regler ikke anses som forbrugerens aftalepart, jf. delbetænk-
ning I, kapitel 5, afsnit 4.6.2.
Et mindretal af udvalgets medlemmer fandt, at onlineplatforme, der aktivt er involveret i salg
af produkter på vegne af en tredjepart, skal hæfte som sælger, uanset om platformen vil blive
omfattet af sælgerbegrebet efter de almindelige aftaleretlige regler. Som begrundelse herfor
henviste mindretallet bl.a. til, at det kan være vanskeligt for forbrugerne at gennemskue deres
retsstilling, og at en sådan bestemmelse vil skabe klarhed, jf. delbetænkning I, kapitel 5, afsnit
4.6.3.
I forlængelse af det anførte har udvalget overvejet, om der bør indføres yderligere supplerende
oplysningskrav for onlinemarkedspladser.
Udvalget finder, at der er behov for at supplere de nye oplysningskrav med et krav om, at ud-
byderen af onlinemarkedspladsen skal oplyse om identiteten og hjemsted på den tredjepart, som
tilbyder varer, tjenesteydelser eller digitalt indhold på onlinemarkedspladsen. Formålet med et
sådant oplysningskrav er at medvirke til at sikre mere gennemskuelige aftalemodeller, hvor det
er tydeligt for forbrugeren, hvem vedkommende indgår aftale med, og hvilket land aftaleparten
kommer fra. Oplysningskravet understøtter dermed de civilretlige virkninger af manglende ty-
delighed om udpegelse af aftaleparten, hvorefter en onlinemarkedsplads bliver bundet af en
19
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
aftale med en forbruger og dermed aftalepart, hvis det ikke fremgår tydeligt ved aftaleindgåel-
sen, at det er en anden end platformen, der er forbrugerens aftalepart. Oplysningskravet inde-
bærer endvidere, at forbrugeren af onlinemarkedspladsen vil blive gjort opmærksom på, hvis
forbrugeren indgår aftale med en tredjepart, der bor i et land langt fra Danmark, og hvor det
kan være vanskeligt for forbrugeren håndhæve sine rettigheder, herunder i tilfælde af mislig-
holdelse fra tredjepartens side eller ved udnyttelse af fortrydelsesretten. Oplysningerne herom
kan således indgå i forbrugerens overvejelser forud for aftaleindgåelsen, og forbrugeren kan
fravælge at indgå aftalen, hvis forbrugeren ikke ønsker at løbe risikoen.
Udvalget foreslår derfor at udnytte muligheden for at tilføje supplerende oplysningskrav for
udbyderen af markedspladsen, således at der tilføjes et krav om, at udbyderen af onlinemar-
kedspladsen skal oplyse om identiteten og hjemsted på den tredjepart, som tilbyder varer, tje-
nesteydelser eller digitalt indhold på onlinemarkedspladsen.
3.2.3 Om fortrydelsesretten
–
standardfortrydelsesformular
Forbrugeraftalelovens § 8, stk. 9, indeholder bl.a. en pligt til at oplyse om standardfortrydelses-
formularen i forbrugeraftalelovens bilag 3, inden der indgås aftaler om fjernsalg. Derudover er
der en pligt i § 11, stk. 2, 1. pkt., til at oplyse om standardfortrydelsesformularen, når der indgås
aftaler ved anvendelse af en fjernkommunikationsteknik, som kun giver begrænset plads eller
tid til at formidle oplysningerne.
Moderniseringsdirektivet fjerner standardfortrydelsesformularen som en af de oplysninger, den
erhvervsdrivende som minimum skal give efter forbrugerrettighedsdirektivet, hvis aftalen ind-
gås ved anvendelse af en fjernkommunikationsteknik, som kun giver begrænset plads eller tid
til at formidle oplysningerne. Herefter skal den erhvervsdrivende nu alene formidle oplysningen
om standardfortrydelsesformularen på en passende måde.
Udvalget foreslår ændringen gennemført ved, at standardfortrydelsesformularen undtages fra
henvisningen i forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, nr. 9, i § 11, stk. 2, 1. pkt., jf. kapitel 5, pkt.
3.4.
3.3 Fortrydelsesret
3.3.1 Uanmodede personlige henvendelser og kommercielle udflugter
Med den ændring af forbrugerrettighedsdirektivet, der følger af moderniseringsdirektivet, har
medlemsstaterne fået mulighed for at forlænge fortrydelsesretten i visse tilfælde fra de gæl-
dende 14 dage til 30 dage. Muligheden gælder for aftaler, der er indgået i forbindelse med en
erhvervsdrivendes besøg uden forudgående anmodning i en forbrugers hjem (såkaldt dørsalg)
eller udflugter arrangeret af en erhvervsdrivende med det formål eller den virkning at reklamere
for eller sælge produkter til forbrugere.
20
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Medlemsstaterne har endvidere fået mulighed for at begrænse antallet af undtagelser til fortry-
delsesretten for så vidt angår aftaler indgået i forbindelse med dørsalg eller udflugter med hen-
blik på at beskytte forbrugernes legitime interesser for så vidt angår aggressiv eller vildledende
markedsføring eller aggressive eller vildladende salgsmetoder. Udnyttes muligheden vil dette
indebære, at forbrugeren får mulighed for at udøve fortrydelsesret. De undtagelser, der kan
begrænses, fremgår af kapitel 6, afsnit 2.1.
3.3.1.1 Dørsalg
Udvalget har i første række overvejet, om moderniseringsdirektivet nødvendiggør ændringer i
det gældende danske dørsalgsforbud.
Forbrugeraftaleloven indeholder et absolut forbud mod dørsalg. Det gældende forbrugerret-
tighedsdirektiv indeholder ikke et forbud mod uanmodede henvendelser, ligesom adgangen til
at rette personlig henvendelse til forbrugere ikke er reguleret i forbrugerrettighedsdirektivet.
Det står således medlemsstaterne frit for at opretholde eller indføre bestemmelser om spørgs-
målet.
Det har ad flere omgange været overvejet, om det absolutte dørsalgsforbud i forbrugeraftalelo-
ven kan opretholdes under hensyn til Danmarks EU-retlige forpligtelser efter direktivet om uri-
melig handelspraksis, jf. kapitel 6, pkt. 1.5 og pkt. 3.1. Direktivet om urimelig handelspraksis
berører ikke medlemsstaternes adgang til at vedtage nationale bestemmelser for yderligere at
beskytte forbrugeren, men direktivet forhindrer medlemsstaterne i at forbyde dørsalg eller ud-
flugter, hvis sådanne begrænsninger skyldes forbrugerhensyn. Skyldes begrænsningerne andre
interesser, eksempelvis den offentlige interesse eller hensynet til privatlivets fred, vil sådanne
begrænsninger falde uden for direktivets anvendelsesområdet.
Eftersom forbrugeraftalelovens forbud mod dørsalg primært er begrundet i hensynet til privat-
livets fred, finder udvalget, at det er muligt at opretholde det absolutte forbud mod dørsalg.
Dørsalgsforbuddet kan føres tilbage til næringslov nr. 212 af 8. juni 1966. I dets nuværende
form har det været gældende siden 2004. Udvalget finder, at væsentlige hensyn til privatlivets
fred fortsat tilsiger, at det skal være forbudt for erhvervsdrivende uanmodet at opsøge forbru-
gere på bopælen, hvilket der også hidtil har været bred politisk opbakning til. Udvalget finder,
at forbuddet bør opretholdes i sin nuværende form.
Da aftaler, der indgås i strid med dørsalgsforbuddet, er ugyldige, jf. forbrugeraftaleloven § 5,
har udvalget herefter ikke anledning til at overveje at udnytte muligheden for at forlænge for-
brugeraftalelovens fortrydelsesfrist til 30 dage og for at begrænse visse af undtagelserne til for-
trydelsesretten i forbrugerrettighedsdirektivets artikel 16, for aftaler indgået ved dørsalg.
21
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
3.3.1.2 Udvidelse af fortrydelsesfristen og begrænsning af visse undtagelser i forbrugerret-
tighedsdirektivet for aftaler indgået i forbindelse med kommercielle udflugter
Forbrugeraftalelovens regler om fortrydelsesfristens længde, undtagelser mv. for aftaler uden
for fast forretningssted gælder også for aftaler indgået i forbindelse med kommercielle udflug-
ter.
Udvalget har overvejet, om muligheden for at udvide fortrydelsesfristen til 30 dage og for at
begrænse visse af undtagelserne i forbrugerrettighedsdirektivet bør udnyttes for aftaler indgået
i forbindelse med kommercielle udflugter.
Udvalget finder, at der ikke er grundlag for at udnytte muligheden for at forlænge fortrydelses-
fristen til 30 dage og for at begrænse visse af undtagelserne til fortrydelsesretten for aftaler
indgået i forbindelse med kommercielle udflugter. Udvalget lægger vægt på, at den gældende
fortrydelsesfrist på 14 dage er velkendt og indarbejdet i praksis. En ændring vil således kom-
plicere reglerne for parterne. Udvalget bemærker, at det er usikkert, i hvilket omfang kommer-
cielle udflugter stadig anvendes i praksis i Danmark, samt at der ikke foreligger oplysninger,
der indikerer, at der skulle være et særligt behov for en anden regulering af fortrydelsesretten
ved kommercielle udflugter.
Udvalget finder på denne baggrund, at muligheden for at udvide fortrydelsesfristen til 30 dage
og for at begrænse visse af undtagelserne i forbrugerrettighedsdirektivet ikke bør udnyttes for
aftaler indgået i forbindelse med kommercielle udflugter.
3.3.2 Forpligtelser ved udnyttelse af fortrydelsesretten
Forbrugeraftalelovens §§ 22, 24 og 25 indeholder regler om forbrugerens og den erhvervsdriv-
endes forpligtelser ved forbrugerens udnyttelse af fortrydelsesretten. Moderniseringsdirektivet
ændrer forbrugerrettighedsdirektivets bestemmelser om forbrugerens og den erhvervsdrivendes
forpligtelser ved udnyttelse af fortrydelsesretten. Ændringerne vedrører nye bestemmelser om
den erhvervsdrivendes håndtering af forbrugerens personoplysninger og digitalt indhold fra for-
brugeren samt forbrugerens forpligtelser i forhold til digitalt indhold.
Udvalget foreslår, at forbrugeraftalelovens §§ 22, 24 og 25 ændres i overensstemmelse med
ændringerne i forbrugerrettighedsdirektivet.
3.3.3 Fortrydelsesret ved reparationer
Moderniseringsdirektivet indeholder i artikel 4, stk. 12, litra b, 2. afsnit, en mulighed for at
indføre en lempelse af kravene til, hvornår fortrydelsesretten ophører før tid i forbindelse med
reparationer, som er påbegyndt med forbrugerens udtrykkelige samtykke, jf. forbrugerret-
tighedsdirektivets artikel 16 litra a (den nuværende forbrugeraftalelovs § 18, stk. 2, nr. 2). Efter
denne artikel kan medlemsstaterne således
–
i tilfælde af tjenesteydelsesaftaler, der pålægger
forbrugeren en forpligtelse til at betale, hvis forbrugeren specifikt har anmodet om et besøg fra
22
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
den erhvervsdrivende med henblik på at udføre reparationer
–
fastsætte, at forbrugeren mister
fortrydelsesretten efter, at tjenesteydelsen er blevet fuldt udført, forudsat at udførelsen er påbe-
gyndt med forbrugerens forudgående udtrykkelige samtykke.
Med ændringen er der indført en mulighed for ved reparationsarbejder at fjerne kravet i forbru-
geraftalelovens § 18, stk. 2, nr. 2, om, at den erhvervsdrivende skal opnå forbrugerens anerken-
delse af, at fortrydelsesretten ophører, når reparationen er fuldt udført. Valgmuligheden i artikel
4, stk. 12, litra b, 2. afsnit, har praktisk betydning for ikke-hastende reparationsarbejder, idet
hastende reparationsarbejder generelt er undtaget fra forbrugerrettighedsdirektivets artikel 16,
litra h.
Udvalget har overvejet, om muligheden bør udnyttes. I forbindelse med drøftelserne har udval-
get anmodet SMV Danmark og DI Dansk Byggeri om en udtalelse vedr. udnyttelse af mulig-
heden.
DI Dansk Byggeri støtter en udvidelse af adgangen til at begrænse fortrydelsesretten, da de
oplever, at fortrydelsesretten generelt er problematisk for deres medlemmer og giver unødven-
dige gener, eksempelvis hvor medlemmer handler i tillid til den indgåede aftale og takker nej
til andre opgaver.
SMV Danmark støtter en udnyttelse af muligheden ud fra den betragtning, at den afgørende
forudsætning for forbrugerens fortrydelsesret
–
overraskelsesmomentet
–
ved at blive opsøgt af
den erhvervsdrivende uden for dennes normale forretningssted, ikke er til stede, når forbrugeren
udtrykkeligt har anmodet om den erhvervsdrivendes besøg med henblik på at udføre reparatio-
nen. Hertil kommer ifølge SMV Danmark, at reglerne i sin nuværende udformning giver for-
brugeren en urimelig mulighed for at spekulere i at bestille reparationsarbejder i sin bolig for
derefter at fortryde dem og dermed i realiteten få udført gratis arbejde, hvis den erhvervsdri-
vende ikke har overholdt sin oplysningsforpligtelse om fortrydelsesret.
Udvalget anerkender, at fortrydelsesretten er byrdefuld for den erhvervsdrivende, når det drejer
sig om reparationer, idet den erhvervsdrivendes ydelse ikke kan tilbagegives, og at det kan
medføre et tab for den erhvervsdrivende og en ugrundet berigelse hos forbrugeren. Endvidere
kan de krav, der stilles for, at fortrydelsesretten kan ophøre ved udførelse af reparationer, som
forbrugeren forudgående har anmodet om, være upraktiske. Det er udvalgets indtryk, at afta-
lerne typisk indgås mundtligt, hvilket gør det vanskeligt at opfylde kravet om at opnå forbru-
gerens anerkendelse af, at fortrydelsesretten ophører, når arbejdet er fuldført, jf. kapitel 6, pkt.
3.4.
23
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
3.3.3.1 Flertallets udtalelse
Et flertal af udvalgets medlemmer bestående af Thomas Klyver, Louise Black Mogensen, Su-
sanne Karstoft, Søren Seerup, Kristian Storgaard, Maria Liljeqvist, Jacob Linkis, Susanne Aa-
mann, Anne L. Jarulf og Jasmin Sharzad finder ikke tilstrækkeligt grundlag for at foreslå, at
muligheden i moderniseringsdirektivets artikel 4, stk. 12, litra b, 2. afsnit, udnyttes. Flertallet
har i den forbindelse lagt vægt på, at anerkendelseskravet bidrager til at sikre, at forbrugeren
får understreget, at forbrugeren ikke kan fortryde arbejdet, når reparationen er fuldt udført. Der
bør efter flertallets opfattelse ikke foreslås ændringer i en sådan gældende forbrugerbeskyttende
regel, hvis det ikke vil løse en væsentlig praktisk problemstilling. Det, som de hørte organisa-
tioner har peget på som de praktiske problemer, angår selve fortrydelsesretten og oplysnings-
pligten om denne. Valgmuligheden efter direktivet har et begrænset anvendelsesområde og lø-
ser ikke umiddelbart de udfordringer, som de hørte organisationer peger på, idet der fortsat vil
gælde en fortrydelsesret, indtil arbejdet er fuldt udført, og den erhvervsdrivende skal fortsat
opnå forbrugerens udtrykkelige samtykke til arbejdets påbegyndelse.
Flertallet foreslår på denne baggrund at opretholde kravet i forbrugeraftalelovens § 18, stk. 2,
nr. 2 om, at den erhvervsdrivende skal opnå forbrugerens anerkendelse af, at fortrydelsesretten
ophører, når tjenesteydelsen er fuldt udført.
3.3.3.2 Mindretallets udtalelse
Et mindretal af udvalgets medlemmer bestående af Bo Dalsgaard, Lars Frolov-Hammer og Tina
Morell Nielsen finder, at muligheden bør udnyttes.
Mindretallet lægger vægt på alle de grunde, som det samlede udvalg nævner som uhensigts-
mæssige ved den nuværende retstilstand vedrørende fortrydelsesret for udførte reparationer,
herunder at den kan medføre tab for den erhvervsdrivende og ugrundet berigelse for forbruge-
ren, at kravene til de erhvervsdrivende er upraktiske og vanskelige at opfylde, og at retstilstan-
den generelt må karakteriseres som byrdefuld. Mindretallet finder det helt urimeligt, at forbru-
gere kan anmode en håndværker om at udføre en reparation, og så, når reparationen er udført,
fortryde købet. Selvom direktivet ikke giver mulighed for at løse alle de praktiske udfordringer
ved fortrydelsesret i relation til udførte reparationer, åbner valgmuligheden op for en mere ba-
lanceret retsstilling for ikke-hastende reparationer. Mindretallet bemærker, at beskyttelseshen-
synet til forbrugerne allerede er varetaget ved kravet om, at den erhvervsdrivende har bevisbyr-
den for, at udførelsen af reparationen er påbegyndt med forbrugerens forudgående udtrykkelige
samtykke.
3.4 Sanktioner
Moderniseringsdirektivet indfører en fælles, tværgående sanktionsbestemmelse for de fire di-
rektiver, der ændres med direktivpakken New Deal for Consumers. I forhold til de to direktiver,
der behandles i udvalget, er der tale om artikel 8 b i direktivet om urimelige kontraktvilkår i
24
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
forbrugeraftaler og artikel 24 i forbrugerrettighedsdirektivet. Sanktionsbestemmelsen indebæ-
rer en række nødvendige ændringer af dansk ret, men giver også valgfrihed på visse punkter.
De relevante bestemmelser i dansk ret ved implementeringen af sanktionsbestemmelsen i mo-
derniseringsdirektivet er forbrugeraftalelovens § 34 og aftalelovens § 38 c.
Det er ifølge præambelbetragtningerne op til medlemsstaterne at beslutte, hvilke typer sanktio-
ner der skal indføres og proceduren for pålæggelse af sanktionerne. Det fremgår dog udtrykke-
ligt af direktivændringen, at der skal indføres bødestraf ved udbredte overtrædelser og udbredte
overtrædelser med EU-dimension som defineret i håndhævelsesforordningen.
3.4.1 Sanktionsbestemmelsen i forbrugeraftalelovens § 34 udvides (forbrugerret-
tighedsdirektivet)
Moderniseringsdirektivets artikel 4, stk. 13, ændrer den gældende sanktionsbestemmelse i for-
brugerrettighedsdirektivets artikel 24. Sanktionsbestemmelsen suppleres med en række vejle-
dende kriterier, som skal tages i betragtning ved pålæggelse af sanktioner, hvor det er relevant.
Forbrugerrettighedsdirektivets sanktionsbestemmelse er gennemført i forbrugeraftalelovens §
34, som suppleres af de markedsføringsretlige indgrebsmuligheder.
Udvalget har overvejet, om gennemførelsen af moderniseringsdirektivet i dansk ret giver an-
ledning til at skærpe og udvide den gældende sanktionsbestemmelse i forbrugeraftaleloven. I
forbindelse med udvalgets overvejelser har Justitsministeriet oplyst om en åbningsskrivelse,
som regeringen har modtaget fra EU-Kommissionen. Kommissionen påtaler en række forhold,
herunder at for få bestemmelser i forbrugeraftaleloven er sanktioneret. Kommissionen oplister
en række artikler, som Kommissionen mener bør sanktioneres, jf. kapitel 7, pkt. 3.1.1. Rege-
ringen imødekom i vidt omfang Kommissionen, og Justitsministeriet har svaret, at Danmark er
indstillet på at indføre bødestraf som sanktion for de fleste af de oplistede artikler. Kommissi-
onen har svaret, at sanktionsproblematikken i vidt omfang vil blive adresseret med modernise-
ringsdirektivet, og at sanktionsproblematikken kan løses ved gennemførelse af moderniserings-
direktivet.
Sanktionering af forpligtelserne i forbrugeraftaleloven har hidtil primært været af civilretlig
karakter. Strafansvar for tilsidesættelse af f.eks. oplysningspligterne har været begrænset til de
for forbrugeren mest væsentlige oplysninger.
Udvalget vurderer, at Danmark er forpligtet til at indføre markant yderligere strafsanktionering
eller lignende som håndhævelsesforanstaltning for de rettigheder, som forbrugerne er tillagt
efter forbrugeraftaleloven.
25
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
2429073_0028.png
Udvalget foreslår derfor at strafsanktionere en lang række bestemmelser i forbrugeraftaleloven
med få afvigelser fra det, Justitsministeriet har tilkendegivet over for Kommissionen. De få
afvigelser skyldes, at udvalget vurderer, at disse pligter er tilstrækkeligt civilretligt sanktioneret.
Udvalget har delt sig med hensyn til strafsanktionering af bestemmelserne i forbrugeraftalelo-
vens § 8, stk. 1, nr. 10 og nr. 11, og § 12, stk. 1.
3.4.1.1 § 8, stk. 1, nr. 10 og 11
Bestemmelserne i forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, nr. 10 og 11, omhandler oplysninger til
forbrugeren om de tilfælde, hvor fortrydelsesretten ikke finder anvendelse, hvor forbrugeren
ikke vil kunne gøre fortrydelsesretten gældende, eller hvor relevant, under hvilke omstændig-
heder forbrugeren mister sin fortrydelsesret.
3.4.1.1.1 Mindretallets udtalelse
Et mindretal i udvalget bestående af Rikke Skadhauge Seerup Krogsgård foreslår, at en over-
trædelse af forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, nr. 10 og 11, ud over den foreslåede strafsanktio-
nering også straffes civilretligt. Det foreslås, at der indføres en civilretlig sanktionering i form
af, at forbrugeren tildeles en 14 dages fortrydelsesret, som forbrugeren ellers ikke har. Det be-
tyder, at den erhvervsdrivendes manglende overholdelse af sine forpligtigelser efter forbruger-
aftalelovens § 8, stk. 1, nr. 10 og 11, ville medføre, at forbrugeren vil kunne fortryde sit køb.
Starttidspunktet for denne fortrydelsesret vil skulle afklares nærmere.
Baggrunden for forslaget er, at der er tale om væsentlige oplysninger for forbrugerens købsbe-
slutning, herunder om der er en fortrydelsesret eller ej, hvorfor mindretallet finder det rimeligt
og mere effektivt, at forbrugeren har en fortrydelsesret, såfremt den erhvervsdrivende ikke har
oplyst, at købet er omfattet af undtagelsen, jf. forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, nr. 10, eller
hvornår forbrugerne mister sin fortrydelsesret, jf. forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, nr. 11.
3.4.1.1.2 Flertallets udtalelse
Et flertal i udvalget bestående af Thomas Klyver, Louise Black Mogensen, Susanne Karstoft,
Søren Seerup, Jacob Linkis, Tina Morell Nielsen, Bo Dalsgaard, Kristian Storgaard, Lars Fro-
lov-Hammer og Susanne Aamann finder ikke grundlag for at foreslå, at der indføres en civil-
retlig sanktionering ud over den foreslåede strafsanktionering af bestemmelsen. Efter flertallets
opfattelse udgør bødestraf en tilstrækkelig effektiv sanktionering af bestemmelserne. Det vil
også give en uhensigtsmæssig retstilstand, hvis manglende oplysninger om, at der er en fortry-
delsesret, strafsanktioneres, mens manglende oplysninger om, at der ikke er fortrydelsesret,
sanktioneres med både bøde, og at forbrugeren tildeles en fortrydelsesret.
26
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
2429073_0029.png
3.4.1.2 § 12, stk. 1
Bestemmelsen i forbrugeraftalelovens § 12 pålægger den erhvervsdrivende at gentage visse
oplysninger for forbrugeren ved fjernsalg umiddelbart inden en bestilling afgives.
3.4.1.2.1 Flertallets udtalelse
Et flertal af udvalgets medlemmer bestående af Thomas Klyver, Louise Black Mogensen, Su-
sanne Karstoft, Søren Seerup, Jacob Linkis, Tina Morell Nielsen, Bo Dalsgaard, Kristian Stor-
gaard, Lars Frolov-Hammer og Susanne Aamann foreslår, at bestemmelsen i § 12 ikke strafbe-
lægges. Baggrunden for dette er, at oplysningspligten allerede er underlagt civilretlige sanktio-
ner i de tilfælde, hvor den erhvervsdrivende ikke opfylder forpligtelsen. Efter de gældende reg-
ler vil forbrugeren således ikke blive bundet af en indgået aftale, hvis den erhvervsdrivende
ikke har opfyldt forpligtelserne i § 12. Det er flertallets vurdering, at denne civilretlige retsvirk-
ning, der går videre end forbrugerrettighedsdirektivet, udgør en streng sanktion, idet forbruge-
ren - i tilfælde af den erhvervsdrivendes tilsidesættelse af pligten - er stillet helt frit i forhold til
den aftale, som er indgået med den erhvervsdrivende. Det er således flertallets vurdering, at den
civilretlige sanktionering er tilstrækkelig effektiv.
3.4.1.2.2 Mindretallets udtalelse
Et mindretal i udvalget bestående af Rikke Skadhauge Seerup Krogsgård vurderer endvidere,
at den civilretlige sanktionering ikke er tilstrækkelig effektiv og foreslår, at der indføres en
strafsanktionering for overtrædelse af forpligtigelsen i forbrugeraftalelovens § 12. Oplysnin-
gerne nævnt i § 12 er væsentlige for forbrugerens købsbeslutning, og gør forbrugeren i stand til
fuldt ud at læse og forstå de vigtigste elementer i aftalen, herunder om forbrugeren bliver for-
pligtet til eksempelvis et abonnement, før forbrugeren afgiver sin ordre.
3.4.2 Sanktioner for den erhvervsdrivendes brug af urimelige aftalevilkår indsættes i
aftalelovens kapitel IV (direktivet om urimelige kontraktvilkår)
Moderniseringsdirektivet indfører en ny sanktionsbestemmelse i direktivet om urimelige kon-
traktvilkår artikel 8 b. Direktivet har indtil ændringen alene indeholdt bestemmelser om civil-
retlige sanktioner. Direktivet er gennemført i aftalelovens kapitel IV (§§ 38 a–38 d).
3.4.2.1 Overvejelser om gennemførelse i dansk ret
Moderniseringsdirektivets krav til sanktionering af erhvervsdrivendendes anvendelse af urime-
lige standardvilkår indebærer en væsentlig ændring i den måde, som sådanne forhold hidtil er
blevet sanktioneret på i Danmark. Hidtil er anvendelse af urimelige standardvilkår såvel som
andre urimelige vilkår alene sanktioneret via de civilretlige regler om ugyldighed, medmindre
den erhvervsdrivende konkret har fået påbud om ikke at anvende et specifikt vilkår. I dansk
lovgivningspraksis har der ikke hidtil været tradition for at sanktionere anvendelse af urimelige
kontraktvilkår med bøde eller lignende pønale sanktionsformer.
27
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Udvalget har overvejet, hvordan den nye sanktionsbestemmelse i direktivet om urimelige kon-
traktvilkår artikel 8 b skal gennemføres i dansk ret, herunder om det er nødvendigt at gennem-
føre strafsanktionering eller lignende sanktionering af erhvervsdrivendendes anvendelse af uri-
melige standardvilkår, og om de to undtagelsesmuligheder for at begrænse strafansvaret skal
anvendes.
Udvalget vurderer, at det er nødvendigt for at sikre korrekt direktivimplementering, at der
–
ud
over den allerede gældende civilretlige sanktionering i form af ugyldighed
–
indføres strafsank-
tionering eller lignende sanktionering af erhvervsdrivendendes anvendelse af urimelige stan-
dardvilkår som defineret i direktivet om urimelige kontraktvilkår. Sanktioneringen skal fungere
som supplement til de civilretlige retsvirkninger om tilsidesættelse/ugyldighed af de urimelige
aftalevilkår.
Under hensyn til en ensartet sanktionering af udbredte overtrædelser og andre overtrædelser har
udvalget derfor valgt at pege på en samlet model for bødesanktionering, som omfatter både
udbredte overtrædelser, herunder med en EU-dimension, såvel som andre overtrædelser.
Udvalget foreslår på denne baggrund, at der i aftaleloven indføres en særskilt bestemmelse om
bødestraf, der alene omfatter anvendelse af urimelige standardvilkår, og at direktivets undta-
gelsesmuligheder med hensyn til at begrænse området for strafsanktionering udnyttes, jf. nær-
mere herom nedenfor.
Udvalget har herefter overvejet en model, hvor enten én eller begge undtagelsesmuligheder i
moderniseringsdirektivet for at begrænse anvendelsesområdet for strafsanktioneringen anven-
des.
3.4.2.2 Undtagelsesmulighederne
–
påbudsmodellen og definitionsmodellen
Efter påbudsmodellen kan strafansvaret begrænses til situationer, hvor der indledningsvist over
for en erhvervsdrivende har været truffet en (civilretlig) afgørelse om et givent vilkårs urime-
lighed af enten domstolene eller en kompetent administrativ myndighed. Strafansvaret gælder
herefter, hvis den erhvervsdrivende på ny gør brug af det konstaterede urimelige vilkår i strid
med domstolens eller den administrative myndigheds afgørelse. Strafansvaret vil således være
begrænset til fortsat anvendelse af det konstaterede urimelige vilkår, og det vil kun gælde for
den eller de erhvervsdrivende, som var part i den sag, hvor vilkåret blev fundet urimeligt. Ud-
valget har fået denne forståelse af påbudsmodellen bekræftet af EU-Kommissionen, jf. nærmere
herom kapitel 7, pkt. 2.3
Påbudsmodellen vil være nærliggende at anvende, da modellen i det væsentlige allerede gælder
i Danmark, jf. de kompetencer, som domstolene og Forbrugerombudsmanden er tillagt efter
navnlig markedsføringsloven.
28
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Definitionsmodellen indebærer, at strafansvaret begrænses til anvendelse af standardvilkår som
udtrykkeligt defineret som urimelige under alle omstændigheder i national ret. Modellen kan
udformes på flere måder. Det centrale element vil dog være, at der i dansk lovgivning indføres
strafansvar for at anvende nærmere definerede standardvilkår, som må anses for urimelige at
anvende i forbrugeraftaleforhold.
Der vil dermed kunne skrides ind med straf over for alle erhvervsdrivende, der anvender så-
danne standardvilkår, allerede fra det tidspunkt, hvor anvendelsen finder sted første gang. Det
er således ikke nødvendig at afvente, at der bliver nedlagt et forbud/påbud over den enkelte
erhvervsdrivende, før der kan skrides ind med bødestraf.
Efter en samlet afvejning af fordele og ulemper ved de to undtagelsesmuligheder foreslår ud-
valget, at både definitionsmodellen og påbudsmodellen anvendes.
Det har været centralt for udvalgets overvejelser herom, at sanktioneringen fortsat skal leve op
til direktivets krav om, at sanktionerne skal være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædel-
sen og have afskrækkende virkning. Det vil sikre den mest effektive håndhævelse at kombinere
påbudsmodellen og definitionsmodellen, idet svaghederne ved påbudsmodellen i et vist omfang
opvejes af styrkerne med definitionsmodellen og omvendt.
3.4.2.3 Nærmere om påbudsmodellen og Forbrugerombudsmandens påbudskompetence
–
klar-
hedskriteriet i markedsføringsloven foreslås fjernet
Udvalget har på baggrund af det ovenfor anførte forespurgt Forbrugerombudsmanden om erfa-
ringerne med påbudsmodellen som håndhævelsesredskab.
Forbrugerombudsmanden har oplyst, at beføjelsen til at udstede administrative påbud sjældent
anvendes i praksis. Som årsag hertil har Forbrugerombudsmanden peget på, at klarhedskriteriet
væsentligt begrænser Forbrugerombudsmandens kompetence, samt at den erhvervsdrivende
kan kræve, at Forbrugerombudsmanden inden en uge indbringer et påbud for domstolene, og
det indebærer, at det er meget ressourcetungt for Forbrugerombudsmanden at nedlægge disse
påbud.
Udvalget har i lyset heraf overvejet, om indbringelsesinitiativet og klarhedskriteriet skal ændres
for at gøre Forbrugerombudsmandens påbudsmuligheder mere smidige og effektive.
Udvalget foreslår at fastholde, at Forbrugerombudsmanden skal indbringe administrative påbud
for domstolene, når adressaten anmoder om det. Udvalget lægger i den forbindelse vægt på, at
administrative påbud mod anvendelse af standardvilkår kan have indgribende betydning for den
erhvervsdrivende. At indbringelsesinitiativet er placeret hos den, der begærer påbuddet, svarer
også til det, der gælder på andre lovgivningsområder, herunder det, der gælder ved midlertidige
29
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
forbud efter retsplejelovens kapitel 40, hvorefter den, der har begæret forbuddet nedlagt, skal
anlægge sag, hvis der ikke allerede verserer en sag.
Udvalget vurderer derimod, at klarhedskriteriet kan virke uhensigtsmæssigt og begrænse en
effektiv og tidlig håndhævelse
–
navnlig i forbindelse med nye salgsformer og vilkår, hvor der
endnu ikke foreligger retspraksis.
Udvalget foreslår derfor, at klarhedskriteriet fjernes med henblik på at sikre Forbrugerombuds-
manden bedre muligheder for at gribe tidligt ind over for anvendelsen af urimelige standardvil-
kår.
3.4.2.4 Nærmere om definitionsmodellen
Der findes ikke i dansk ret en generel ordning om et strafsanktioneret forbud mod anvendelse
af nærmere angivne standardvilkår i forbrugeraftaler. Udformningen af en sådan ordning har
givet anledning til en række overvejelser i udvalget.
Udvalget har for det første overvejet, hvor kompetencen til at bestemme, hvilke vilkår det skal
være strafbare at anvende, skal være placeret.
Udvalget foreslår, at de standardvilkår, som skal være omfattet af strafsanktioneringen, fastsæt-
tes i en bekendtgørelse, som udstedes af justitsministeren efter indstilling fra Forbrugerombuds-
manden. Udvalget har i den forbindelse lagt vægt på, at det er væsentligt, at der løbende og
hurtigt kan ske revision af de omfattede standardvilkår under hensyn til udviklingen i handels-
former, retspraksis, herunder fra EU-Domstolen, mv., så reguleringen til stadighed er tidssva-
rende og omfatter det relevante. Bekendtgørelsesformen er derfor mere egnet til at opnå det
tilsigtede formål i nærværende tilfælde end lovformen. Der henvises til kapitel 7, pkt. 3.2.6.
Udvalget har dernæst overvejet kriterierne for, hvilke standardvilkår der bør være omfattet af
ordningen.
Udvalget finder, at ordningen bør være målrettet oplagte tilfælde af anvendelse af urimelige
standardvilkår, og hvor den civilretlige sanktion i form af ugyldighed ikke vurderes at udgøre
en tilstrækkelig effektiv og afskrækkende sanktionsform.
Som kriterier peger udvalget for det første på, at standardvilkåret skal være klart urimeligt at
anvende. Kriteriet indebærer, at der skal foreligge et klart retligt grundlag for at anse standard-
vilkåret for urimeligt, jf. aftalelovens § 38 c. Et sådant klart grundlag vil navnlig foreligge, når
det i retspraksis fra danske domstole eller EU-Domstolen er fastslået, at vilkåret eller tilsva-
rende vilkår er urimelige at anvende. Et klart grundlag vil endvidere foreligge, hvis det urime-
lige standardvilkår er i strid med præceptiv dansk lovgivning eller EU-lovgivning, der tager
sigte på at beskytte forbrugere mod urimelige kontaktvilkår. Det kan også være vilkår på den
30
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
vejledende liste over urimelige kontraktvilkår, som direktivet om urimelige kontraktvilkår in-
deholder.
For det andet skal standardvilkåret være urimeligt at anvende i forbrugeraftaler under alle om-
stændigheder. Standardvilkåret må således ikke kun være urimeligt at anvende i nogle situatio-
ner, mens det er rimeligt at anvende i andre situationer. Med henblik på at sikre at denne betin-
gelse er opfyldt, kan strafansvaret begrænses til bestemte typer forbrugeraftaleforhold. Tænkte
og ikke-praktisk relevante situationer, hvor et standardvilkår kunne være rimeligt anvende, er
ikke til hinder for, at vilkåret kan være omfattet af ordningen.
Dette kriterium vil være opfyldt, hvis vilkåret er i strid med præceptiv dansk lovgivning. Det
vil endvidere være opfyldt, hvis urimeligheden efter karakteren og indholdet af vilkåret må
anses for at gælde bredt under alle omstændigheder i de forbrugeraftaleforhold, som bliver om-
fattet af vilkåret.
For det tredje bør ordningen være fakultativ, således at der for hvert vilkår foretages en konkret
vurdering af, om det bør være omfattet ordningen. Denne vurdering skal foretages på baggrund
af direktivets krav om, at der skal være en effektiv håndhævelse af erhvervsdrivendes anven-
delse af urimelige standardvilkår.
Udvalget bemærker i forlængelse af de anførte kriterier, at der ved formuleringen af omfattede
standardvilkår skal tages højde for, at anvendelse af vilkårene strafsanktioneres. Vilkårene skal
derfor være affattet i et så klart og præcist sprog som muligt, jf. de almindelige lovtekniske krav
til udformning af strafbestemmelser. For eksempler på specifikke vilkår, som vil kunne opfylde
de nævnte kriterier henvises til kapitel 7, pkt. 3.2.6.
Det vil forventeligt kun være et fåtal af erhvervsdrivende, som vil anvende standardvilkår, som
opfylder de nævnte kriterier. Ordningen vil dermed være målrettet mod de få erhvervsdrivende,
som standardmæssigt anvender klart urimelige vilkår og eventuelt spekulerer i at tilsidesætte
forbrugerrettighederne. Det er imidlertid også i forhold til sådanne erhvervsdrivende, at behovet
er størst for hurtigt at kunne sætte ind med straf.
Udvalget understreger, at det alene er urimelige standardvilkår, som er omfattet af ordningen.
Individuelt forhandlede vilkår er dermed ikke omfattet. Hvis en forbruger og en erhvervsdri-
vende konkret forhandler sig frem til vilkår, som fremgår af bekendtgørelsen, vil det således
ikke være strafbelagt.
Udvalget har endvidere overvejet, om der bør kunne straffes for forsøg på anvendelse af de
strafbelagte urimelige standardvilkår eller om fuldbyrdelsestidspunktet bør fremrykkes.
31
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Udvalget finder, at det bør fastholdes, at der kun straffes for fuldbyrdede forhold
–
og dermed
at der skal foreligge bevis for, at en eller flere forbrugere har indgået aftaler, hvor de strafbelagte
standardvilkår er indeholdt. En ordning med forsøgsstaf vil næppe heller i praksis indebære en
væsentlig mere effektiv håndhævelse end en ordning uden forsøgsstraf eller fremrykket fuld-
byrdelsestidspunkt.
Udvalget finder på denne baggrund ikke, at der foreligger det fornødne grundlag for at foreslå
forsøgsstraf eller fremrykket fuldbyrdelsestidspunkt for den foreslåede ordning.
Udvalget foreslår på denne baggrund, at der i en ny bestemmelse i § 38 f i aftaleloven indsættes
en bemyndigelse til, at ministeren efter indstilling fra Forbrugerombudsmanden kan fastsætte
regler om strafsanktionering over for erhvervsdrivende, der anvender nærmere opregnede stan-
dardvilkår, som må anses for klart urimelige at anvende i forbrugeraftaleforhold, jf. aftalelovens
§ 38 c.
3.4.2.5 Særligt om sanktionsfastsættelse ved udbredte overtrædelser, herunder med en EU-di-
mension
Moderniseringsdirektivet indfører minimumsharmonisering af den (straffe)ramme, inden for
hvilken bøder skal kunne fastsættes for udbredte overtrædelser og udbredte overtrædelser med
EU-dimension. Bestemmelserne herom er indsat i direktivet om urimelige kontraktvilkårs arti-
kel 8 b, stk. 4, og forbrugerrettighedsdirektivets artikel 24, stk. 3, og omfatter dermed den fo-
reslåede udvidelse af strafansvaret i forbrugeraftaleloven og indførelse af strafansvar for til-
sidesættelse af urimelige aftalevilkår i aftaleloven.
Bestemmelserne medfører, at medlemsstaterne skal indføre regler om omsætningsbaserede
maksimumsbøder på minimum 4 pct. som håndhævelsesforanstaltning. I de tilfælde, hvor op-
lysninger om sælgerens eller leverandørens årlige omsætning ikke er tilgængelige, skal maksi-
mumbødestørrelsen være
mindst
2 mio. euro. Der er alene krav om, at reglerne om maksimums-
bøder skal gælde for udbredte overtrædelser, herunder med EU-dimension, i overensstemmelse
med håndhævelsesforordningen.
Da bestemmelserne udgør minimumsharmonisering, er det muligt for medlemsstaterne at fast-
sætte et højere maksimum for bøden end det, der følger af direktivet. Det er endvidere muligt
at fastsætte, at det skal være den erhvervsdrivendendes omsætning på verdensplan
–
og ikke
alene i de medlemsstater, der er berørt overtrædelsen
–
som skal være afgørende for maksi-
mumsbøden. Det er desuden muligt at udvide området for de omsætningsbaserede bøder til
overtrædelser, der ikke er udbredt i EU
–
f.eks. overtrædelser, der alene er udbredt i Danmark.
Udvalget har på den baggrund overvejet, hvordan bestemmelserne om omsætningsbaserede
maksimumsbøder skal gennemføres i dansk lovgivning.
32
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Det følger af dansk lovgivningspraksis, at der normalt ikke fastsættes et udtrykkeligt maksimum
eller rammer for bødefastsættelsen. I praksis anføres det alene i lovteksten, at de omfattede
lovovertrædelser straffes med bøde, og der kan således i princippet udmåles bøder af enhver
størrelse.
Den anførte lovgivningspraksis er kun fraveget i få tilfælde. Udvalget henviser i den forbindelse
til konkurrencelovens § 23 b, stk. 4 og 5, samt til databeskyttelsesloven (for sidstnævnte frem-
går maksimummet alene af lovbemærkningerne og ikke udtrykkeligt af lovteksten i databeskyt-
telsesloven).
Straffelovens regler om straffastsættelse indeholder ikke udtrykkelige regler om omsætnings-
baserede maksimumsbøder. Selvom en bestemmelse om, at overtrædelser straffes med bøde
svarende til normal dansk lovgivningspraksis, principielt omfatter en bøde af enhver størrelse
–
og dermed også et maksimum på mindst 4 pct. af den erhvervsdrivendes omsætning
–
er det
vurderingen, at en sådan bestemmelse formentlig ikke vil være tilstrækkelig til at implementere
direktivbestemmelsen korrekt.
Udvalget vurderer derfor, at det er nødvendigt af hensyn til at sikre korrekt direktivimplemen-
tering at indføre regler om omsætningsbaserede maksimumsbøder ved bødefastsættelse for ud-
bredte overtrædelser og udbredte overtrædelser med EU-dimension.
Udvalget finder ikke grundlag for at udnytte direktivets valgmulighed med hensyn til at fast-
sætte et højere maksimum end 4 pct.
Udvalget finder heller ikke grundlag for, at reglerne om omsætningsbaserede maksimumsbøder
for udbredte overtrædelser skal gælde bødefastsættelsen generelt og dermed også for andre
overtrædelser end udbredte overtrædelser og overtrædelser med EU-dimension.
Udvalget foreslår herefter, at der indføres en bestemmelse i markedsføringslovens § 37, stk. 7,
forbrugeraftalelovens § 34 og i aftalelovens kapitel 4 om, at bøden for overtrædelser, der kan
skade de kollektive interesser for forbrugere i mindst to andre medlemsstater ud over Danmark,
maksimalt kan udgøre 4 pct. af den erhvervsdrivendes årlige omsætning. I de tilfælde, hvor
oplysninger om erhvervsdrivendes årlige omsætning ikke er tilgængelige, kan bøden maksimalt
udgøre 2 mio. euro.
Udmålingen af bøden vil inden for det foreslåede maksimum bero på domstolenes konkrete
vurdering i det enkelte tilfælde under hensyn til de kriterier, som er omtalt i kapitel 7, pkt. 2.1
og 3.3.1. Det er overladt til domstolene at vurdere, om og i givet fald med hvilken vægt den
erhvervsdrivendes omsætning skal indgå ved den korrekte udmåling af bøden. Det vil endvidere
være formentlig kun være ved meget grove overtrædelser af lang varighed og med yderligere
33
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
2429073_0036.png
skærpende omstændigheder, at en konkret bøde kan tænkes udmålt op imod det angivne mak-
simum.
3.4.2.6 Særligt om at udnytte muligheden for at lægge vægt på den erhvervsdrivendes omsæt-
ning på verdensplan ved udbredte overtrædelser
Udvalget har delt sig hvad angår udnyttelse af direktivets valgmulighed om, at der i stedet skal
lægges vægt på den erhvervsdrivendes omsætning på verdensplan
–
eller lignende
–
i stedet for
omsætningen i de berørte medlemsstater.
3.4.2.6.1 Flertallets udtalelse
Et flertal i udvalget bestående af Thomas Klyver, Louise Black Mogensen, Susanne Karstoft,
Søren Seerup, Jacob Linkis, Tina Morell Nielsen, Bo Dalsgaard, Kristian Storgaard, Lars Fro-
lov-Hammer og Susanne Aamann finder ikke, at der er grundlag for at fravige direktivets ud-
gangspunkt om, at det er omsætningen i de berørte medlemsstater, som er afgørende. Med di-
rektivets udgangspunkt får domstolene således mulighed for at idømme ganske betydelige bø-
der. Det udgør endvidere et rimeligt kriterium, at det er omsætningen i de EU-lande, hvor de
berørte forbrugere bor, som er afgørende, og at omsætningen i EU-lande, hvor forbrugerne ikke
berøres, holdes udenfor. Der vurderes desuden ikke at være grundlag for at antage, at en udnyt-
telse af valgmuligheden i praksis vil føre til højere bøder. Bl.a. er mange erhvervsdrivende med
grænseoverskridende aktiviteter organiseret som selvstændige juridiske personer i de respektive
lande, og de har derfor ikke omsætning på verdensplan.
3.4.2.6.2 Mindretallets udtalelse
Et mindretal i udvalget bestående af Rikke Skadhauge Seerup Krogsgård finder, at direktivets
valgmulighed med hensyn til, at der skal lægges vægt på den erhvervsdrivendes omsætning på
verdensplan bør udnyttes. Det vil sikre, at bøden er mærkbar for de store virksomheder med en
stor omsætning på verdensplan, og derved vil bødestørrelsen være mere lige og mærkbar for
både globale og lokale erhvervsdrivende. Derudover vil det være i tråd med, hvordan overtræ-
delse af GDPR strafsanktioneres, hvor der ligeledes tages udgangspunkt i den erhvervsdriven-
des omsætning på verdensplan.
34
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Kapitel 3 - Generelle bemærkninger om den vedtagne del af
direktivpakken New Deal for Consumers
1. Baggrund
Den 27. november 2019 vedtog Europa-Parlamentet og Rådet direktiv (EU) 2019/2161 om æn-
dring af Rådets direktiv 93/13/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/6/EF,
2005/29/EF og 2011/83/EU, for så vidt angår bedre håndhævelse og modernisering af EU-reg-
lerne om forbrugerbeskyttelse (den vedtagne del af New Deal for Consumers). Direktivpakken
New Deal for Consumers indeholder også Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2020/1828/EU af 25. november 2020 om bl.a. adgang til anlæggelse af gruppesøgsmål til be-
skyttelse af forbrugernes kollektive interesser og om ophævelse af direktiv 2009/22/EF. Denne
del var endnu ikke vedtaget, da udvalgets kommissorium blev forfattet, hvorfor navnet den
vedtagne del af New Deal for Consumers blev valgt. Direktiv 2161/19/EU benævnes i nærvæ-
rende delbetænkning moderniseringsdirektivet.
Moderniseringsdirektivet ændrer en række EU-direktiver om forbrugerbeskyttelse. Alene æn-
dringerne i direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler
(direktivet om urimelige kontraktvilkår) og direktiv 2011/83/EU af 25. oktober 2011 om for-
brugerrettigheder, om ændring af Rådets direktiv 93/13/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 1999/44/EF samt om ophævelse af Rådets direktiv 85/577/EØF og Europa-Parlamen-
tets og Rådets direktiv 97/7/EF (forbrugerrettighedsdirektivet) behandles i nærværende betænk-
ning, da disse ændringer skal implementeres i lovgivning på Justitsministeriets område. Imple-
menteringen af ændringer vedrørende de to øvrige direktiver hører under Erhvervsministeriets
område.
Medlemsstaterne skal senest den 28. november 2021 have vedtaget og offentliggjort de bestem-
melser, der er nødvendige for at efterkomme direktivet. Bestemmelserne skal finde anvendelse
fra den 28. maj 2022.
Direktivet er vedtaget med hjemmel i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde
(TEUF), særligt artikel 114 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivninger vedrørende
det indre markeds funktion. I direktivets præambel henvises endvidere bl.a. til artikel 169, stk.
1, og artikel 169, stk. 2, litra a, TEUF, der fastsætter, at Unionen skal bidrage til at sikre et højt
forbrugerbeskyttelsesniveau ved hjælp af foranstaltninger, der vedtages i henhold til artikel 114
TEUF, som led i gennemførelsen af det indre marked.
2. Formål og hovedtræk
Formålet med direktivet er at sikre en bedre håndhævelse og modernisering af de forbrugerbe-
skyttende regler i EU, således at reglerne bliver tilpasset et indre marked, der på grund af den
teknologiske udvikling er under forandring. På Justitsministeriets område indeholder direktivet
35
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
bl.a. regler om sanktioner for overtrædelse af direktivet om urimelige kontraktvilkår og forbru-
gerrettighedsdirektivet, supplerende oplysningskrav for aftaler, der indgås på onlinemarkeds-
pladser, og en udvidet beskyttelse af forbrugere, der indgår aftale om levering af digitale tjene-
ster, uanset om forbrugeren betaler med penge eller stiller personoplysninger til rådighed for
den erhvervsdrivende for at få adgang til den digitale tjeneste.
3. Harmoniseringsniveau
Moderniseringsdirektivet indeholder ikke bestemmelser om direktivets harmoniseringsniveau.
Harmoniseringsniveauet følger derfor af de direktiver, der ændres i, jf. nedenfor. Direktivet
giver dog medlemsstaterne valgfrihed i forbindelse med implementering på en række områder.
Det gør sig bl.a. gældende i forhold til muligheden for at øge maksimumsstørrelsen for bøder
for visse overtrædelser, eventuelle yderligere oplysningskrav for udbydere af onlinemarkeds-
pladser og forlængelse af fortrydelsesretten i visse tilfælde.
Direktivet om urimelige kontraktvilkår er et minimumsharmoniseringsdirektiv. Det betyder, at
medlemsstaterne inden for det område, der er omfattet af direktivet, kan vedtage eller bevare
strengere bestemmelser for at sikre en mere omfattende beskyttelse af forbrugerne, forudsat at
disse i øvrigt er i overensstemmelse med EU-retten. Medlemsstaterne kan således ikke stille
forbrugerne ringere, end direktivet foreskriver.
Forbrugerrettighedsdirektivet er som udgangspunkt et totalharmoniseringsdirektiv. Det bety-
der, at medlemsstaterne ikke i national ret må opretholde eller indføre bestemmelser, der fravi-
ger dem, der er fastsat i direktivet, herunder strengere eller lempeligere bestemmelser, for at
sikre et andet forbrugerbeskyttelsesniveau, medmindre direktivet udtrykkeligt giver mulighed
herfor på specifikke områder.
Forbrugerrettighedsdirektivets artikel 25 foreskriver ufravigelighed. Det betyder, at forbruge-
ren ikke kan give afkald på de rettigheder, der tilkommer forbrugeren i henhold til nationale
bestemmelser til gennemførelse af direktivet. Aftalevilkår, der enten direkte eller indirekte gi-
ver afkald på eller begrænser de rettigheder, der følger af direktivet, er ikke bindende for for-
brugeren. Det vil sige, at forbrugeren ikke kan stilles ringere, end direktivet foreskriver, men at
forbrugeren godt kan stilles bedre.
4. Hovedtræk
4.1 Sanktionsbestemmelser
Moderniseringsdirektivet indebærer, at der er indsat nye og næsten identiske bestemmelser om
sanktioner i bl.a. direktivet om urimelige kontraktvilkår og forbrugerettighedsdirektivet med
henblik på at sikre en mere sammenhængende anvendelse af sanktioner i EU.
36
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Medlemsstaterne skal således fastsætte regler om sanktioner for overtrædelse af nationale be-
stemmelser, der gennemfører direktiverne, og træffe alle nødvendige foranstaltninger for at
sikre, at sanktionerne gennemføres. Sanktionerne skal være effektive, stå i rimeligt forhold til
overtrædelsen og have en afskrækkende virkning.
Endvidere angives en række ikke-udtømmende og vejledende kriterier, som skal tages i betragt-
ning ved pålæggelse af sanktioner. Kriterierne omfatter arten, grovheden, omfanget og varig-
heden af overtrædelsen, eventuelle foranstaltninger, som sælgeren eller leverandøren har truffet
for at begrænse eller afhjælpe den skade, som forbrugerne har lidt, sælgerens eller leverandø-
rens eventuelle tidligere overtrædelser, sælgerens eller leverandørens opnåede økonomiske for-
dele eller undgåede tab som følge af overtrædelsen, sanktioner, der pålægges sælgeren eller
leverandøren for den samme overtrædelse i andre medlemsstater i grænseoverskridende til-
fælde, samt eventuelle andre skærpende eller formildende omstændigheder i sagen.
Derudover skal medlemsstaterne indføre regler om en maksimumsbøder på mindst 4 pct. af
sælgerens eller leverandørens årlige omsætning i den eller de berørte medlemsstater. I de til-
fælde, hvor oplysninger om sælgerens eller leverandørens årlige omsætning ikke er tilgænge-
lige, skal medlemsstaterne indføre mulighed for at pålægge maksimumsbøder på mindst 2 mio.
euro. Disse regler vil alene gælde udbredte overtrædelser eller udbredte overtrædelser med EU-
dimension. En
udbredt overtrædelse
defineres
–
i Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EU) 2017/2394 af 12. december 2017 om samarbejde mellem nationale myndigheder med an-
svar for håndhævelse af lovgivning om forbrugerbeskyttelse og om ophævelse af forordning
(EF) nr. 2006/2004
–
som enhver handling eller undladelse, der er i strid med EU-retlige regler,
som beskytter forbrugernes interesser, og som har skadet, skader eller må antages at kunne
skade de kollektive interesser for forbrugere med bopæl i mindst to medlemsstater ud over den
medlemsstat, hvor 1) handlingen eller undladelsen har sin oprindelse eller har fundet sted, 2)
den erhvervsdrivende, der er ansvarlig for handlingen eller undladelsen, er etableret, eller 3)
bevismateriale eller den erhvervsdrivendes aktiver vedrørende handlingen eller undladelsen be-
finder sig. Begrebet omfatter også enhver handling eller undladelse, der er i strid med EU-
retlige regler, som beskytter forbrugernes interesser, og som har skadet, skader eller må antages
at kunne skade forbrugernes kollektive interesser, og som har fælles træk, herunder samme
ulovlige praksis og tilsidesættelse af den samme interesse, og som begås samtidigt af den
samme erhvervsdrivende i mindst tre medlemsstater. En
udbredt overtrædelse med EU-dimen-
sion
defineres i forordningen som en udbredt overtrædelse, der har skadet, skader eller må an-
tages at kunne skade forbrugernes kollektive interesser i mindst to tredjedele af medlemssta-
terne, der tilsammen tegner sig for mindst to tredjedele af Unionens befolkning.
I forhold til direktivet om urimelige kontraktvilkår kan medlemsstaterne begrænse sanktioner
til situationer, hvor kontraktvilkårene er udtrykkeligt defineret som urimelige under alle om-
stændigheder i national ret, eller hvor en sælger eller leverandør fortsat anvender kontraktvilkår,
der er blevet anset for at være urimelige i en endelig afgørelse.
37
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
4.2 Yderligere ændringer i forbrugerrettighedsdirektivet
4.2.1 Anvendelsesområde, definitioner og oplysningskrav
Forbrugerrettighedsdirektivet indeholder regler om aftaler, der indgås mellem en erhvervsdri-
vende og en forbruger. Direktivet vedrører hovedsageligt, hvilke oplysninger den erhvervsdri-
vende er forpligtet til at give forbrugeren i forbindelse med køb af varer og tjenesteydelser.
Derudover indeholder direktivet regler om forbrugerens fortrydelsesret, leveringen og risikoens
overgang.
Med moderniseringsdirektivet udvides forbrugerrettighedsdirektivets anvendelsesområde til
også at omfatte aftaler om digitale tjenester, hvor forbrugeren ikke betaler med penge, men i
stedet stiller personoplysninger til rådighed for den erhvervsdrivende, medmindre personoplys-
ningerne udelukkende behandles af den erhvervsdrivende med henblik på levering af indholdet
eller tjenesten i overensstemmelse med direktivet, eller for at give den erhvervsdrivende mu-
lighed for at opfylde retlige krav, og den erhvervsdrivende ikke behandler oplysningerne til
andre formål. Forbrugerrettighedsdirektivet gælder allerede for aftaler om levering af digitalt
indhold, der ikke leveres på et fysisk medium, hvor forbrugeren
”betaler med personoplysnin-
ger”.
Ændringen skal sikre sammenhæng med bl.a. direktivet om digitalt indhold.
Definitionerne og oplysningsforpligtelserne i forbrugerrettighedsdirektivet er desuden tilpasset,
så de stemmer overens med det udvidede anvendelsesområde og den digitale udvikling, f.eks.
skal den erhvervsdrivende, hvor det er relevant, oplyse om det digitale indhold eller den digitale
tjenestes funktionalitet, herunder tekniske beskyttelsesforanstaltninger, kompatibilitet og inter-
operabilitet. Direktivet fjerner derudover bl.a. den erhvervsdrivendes forpligtelse til at oplyse
sit faxnummer i forbindelse med aftaler om fjernsalg og aftaler indgået uden for fast forret-
ningssted.
Der er i forbrugerrettighedsdirektivet bl.a. fastsat krav til de oplysninger, den erhvervsdrivende
skal give forud for indgåelsen af aftaler, der indgås ved brug af fjernkommunikationsteknik,
som kun giver begrænset plads eller tid til at formidle oplysningerne (f.eks. pr. telefon eller
SMS). Moderniseringsdirektivet medfører i den forbindelse, at udlevering af standardfortrydel-
sesformularen udgår fra de oplysninger, som den erhvervsdrivende altid skal give.
Med moderniseringsdirektivet indføres endvidere en forpligtelse for udbyderen af en online-
markedsplads til at give forbrugeren følgende oplysninger i forbindelse med aftaler, der indgås
på netop onlinemarkedspladser. Før forbrugeren bindes af en aftale, der er indgået på en onli-
nemarkedsplads, skal forbrugeren således have oplysning om bl.a. de vigtigste parametre for
rangordning af de tilbud, som forbrugeren præsenteres for som følge af en søgning, og den
relative betydning af disse parametre i forhold til andre parametre, hvorvidt den tredjepart, der
tilbyder varerne, tjenesteydelserne eller det digitale indhold, er en erhvervsdrivende eller ej,
hvorvidt forbrugerrettigheder hidrørende fra EU-forbrugerbeskyttelsesretten ikke gælder for af-
talen, når den tredjepart, der tilbyder varerne, tjenesteydelserne eller det digitale indhold, ikke
38
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
er erhvervsdrivende, og hvis det er relevant, hvordan forpligtelserne i forbindelse med aftalen
deles mellem den tredjepart, der tilbyder varerne, tjenesteydelserne eller det digitale indhold,
og udbyderen af onlinemarkedspladsen.
Medlemsstaterne kan indføre yderligere oplysningskrav for udbydere af onlinemarkedspladser,
hvis de står i et rimeligt forhold til formålet, ikke giver anledning til forskelsbehandling og er
begrundet i hensynet til forbrugerbeskyttelse.
4.2.2 Mulighed for udvidelse af fortrydelsesretten
Forbrugerrettighedsdirektivet giver som udgangspunkt en fortrydelsesret på 14 dage for så vidt
angår aftaler om fjernsalg og aftaler indgået uden for fast forretningssted. Med moderniserings-
direktivet har medlemsstaterne fået mulighed for at forlænge fortrydelsesretten til 30 dage for
aftaler indgået i forbindelse med en erhvervsdrivendes besøg uden forudgående anmodning i
en forbrugers hjem (dørsalg) eller udflugter arrangeret af en erhvervsdrivende med det formål
eller den virkning at reklamere for eller sælge produkter til forbrugere (kommercielle udflug-
ter). Forlængelsen skal ske med henblik på at beskytte forbrugernes legitime interesser for så
vidt angår aggressiv eller vildledende markedsføring eller aggressive eller vildledende salgs-
metoder. Forlængelsen skal stå i et rimeligt forhold til formålet, ikke give anledning til forskels-
behandling og være begrundet i hensynet til forbrugerbeskyttelse.
4.2.3 Forpligtelser ved udnyttelse af fortrydelsesretten
Med moderniseringsdirektivet indføres yderligere forpligtelser for den erhvervsdrivende og for-
brugeren, når forbrugeren udnytter fortrydelsesretten. Ændringerne skal bl.a. ses i lyset af ud-
videlsen af direktivets anvendelsesområde.
Den erhvervsdrivende forpligtes udtrykkeligt til overholde reglerne i databeskyttelsesforord-
ningen for så vidt angår forbrugerens personoplysninger. Derudover skal den erhvervsdrivende
som udgangspunkt afholde sig fra at anvende nogen form for indhold, bortset fra personoplys-
ninger, som forbrugeren har afgivet eller genereret ved brug af det digitale indhold eller den
digitale tjeneste, som den erhvervsdrivende har leveret. Et sådant indhold kan f.eks. være digi-
tale billeder, video- og lydfiler og indhold, der er genereret på mobile enheder. Den erhvervs-
drivende skal desuden som udgangspunkt
–
på forbrugerens anmodning
–
stille sådant indhold
til rådighed for forbrugeren, der er berettiget til at downloade indholdet gratis, uden hindringer
fra den erhvervsdrivende, inden for en rimelig frist og i et almindeligt anvendt og maskinlæsbart
format. Forbrugeren forpligtes til at afstå fra at anvende det digitale indhold eller den digitale
tjeneste og fra at stille det til rådighed for tredjeparter efter aftalens ophør. Den erhvervsdri-
vende får ret til at forhindre forbrugerens fortsatte brug af indholdet eller tjenesten, navnlig ved
at gøre det utilgængeligt for forbrugeren eller ved at gøre forbrugerens brugerkonto inaktiv.
39
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
4.2.4 Medlemsstaternes mulighed for at afvige fra undtagelser til fortrydelsesretten
Der gælder en række undtagelser til fortrydelsesretten efter forbrugerrettighedsdirektivet. Med
moderniseringsdirektivet har medlemsstaterne fået mulighed for at afvige fra visse af disse und-
tagelser. Der gives f.eks. medlemsstaterne mulighed for at afvige fra undtagelserne til fortry-
delsesretten for så vidt angår aftaler indgået i forbindelse med dørsalg eller kommercielle ud-
flugter med henblik på at beskytte forbrugernes legitime interesser for så vidt angår aggressiv
eller vildledende markedsføring eller aggressive eller vildledende salgsmetoder. Sådanne regler
skal stå i et rimeligt forhold til formålet, ikke give anledning til forskelsbehandling og være
begrundet i hensynet til forbrugerbeskyttelse. Denne mulighed hænger sammen med mulighe-
den for at udvide fortrydelsesretten til 30 dage, som er beskrevet ovenfor.
I tilfælde af tjenesteydelsesaftaler, der pålægger forbrugeren en forpligtelse til at betale, hvis
forbrugeren specifikt har anmodet om et besøg fra den erhvervsdrivende med henblik på at
udføre reparationer, kan medlemsstaterne fastsætte, at forbrugeren mister fortrydelsesretten ef-
ter, at tjenesteydelsen er blevet fuldt udført, forudsat at udførelsen er påbegyndt med forbruge-
rens forudgående udtrykkelige samtykke. I modsætning til det gældende forbrugerrettighedsdi-
rektiv, hvor den erhvervsdrivende i tillæg skal opnå forbrugerens anerkendelse af, at vedkom-
mende vil miste sin fortrydelsesret, når aftalen er fuldstændig opfyldt af den erhvervsdrivende.
40
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Kapitel 4 - Anvendelsesområde og begrebsdefinitioner
1. Gældende dansk ret (forbrugeraftaleloven)
1.1 Forbrugeraftalelovens anvendelsesområde
Forbrugeraftaleloven finder anvendelse på forbrugeraftaler og erhvervsdrivendes henvendelser
med henblik på indgåelse af sådanne aftaler, jf. forbrugeraftalelovens § 1, stk. 1.
En række specifikke typer af forbrugeraftaler er undtaget fra lovens anvendelsesområde. Det
drejer sig efter forbrugeraftalelovens § 1, stk. 4, om:
•
forsikringsaftaler, der er omfattet af forsikringsaftaleloven, og en erhvervsdrivendes
henvendelser til forbrugere med henblik på at indgå sådanne aftaler (forbrugeraftalelo-
vens § 4, stk. 2, nr. 3, om uanmodede henvendelser gælder dog for henvendelser om
formidling af forsikringsaftaler),
aftaler indgået ved hjælp af vareautomater eller lignende automater (f.eks. køb af tog-
billetter fra automater på banegårde, køb af benzin fra tankstationer mv.),
aftaler om brug af offentlig tilgængelig telefon eller andet telekommunikationsmiddel,
når aftalen med udbyderen af telekommunikation indgås ved benyttelse af kommunika-
tionsmidlet, og
aftaler om personbefordring (forbrugeraftalelovens § 12 om krav til oplysning om beta-
lingsforpligtelser ved aftaler, der indgås ved elektroniske midler, og § 31 om forbruge-
rens samtykke til betalinger, der ligger ud over hovedydelsen, finder dog anvendelse på
aftaler om personbefordring).
•
•
•
1.2 Forbrugeraftalebegrebet
Forbrugeraftaleloven indeholder ikke nogen udtrykkelig definition af begreberne forbruger og
erhvervsdrivende. I stedet indeholder forbrugeraftaleloven en definition af forbrugeraftale, hvor
begreberne forbruger og erhvervsdrivende forudsætningsvis fremgår, jf. forbrugeraftalelovens
§ 2, stk. 1. Således fremgår det, at en forbrugeraftale er en aftale, som en erhvervsdrivende
indgår som led i sit erhverv, når den anden part (forbrugeren) hovedsagelig handler uden for sit
erhverv. Dette svarer til definitionen af et forbrugerkøb i købelovens § 4 a, stk. 1, som er be-
skrevet i delbetænkning I, kapitel 5, pkt. 1.5.
Det danske forbrugerbegreb er bredt og omfatter både fysiske og juridiske personer, når blot
den pågældende hovedsagelig handler uden for sit erhverv i relation til den pågældende aftale.
41
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Som forbrugeraftaler anses også såkaldte blandede aftaler, dvs. aftaler om køb af en genstand,
der hovedsagelig, men ikke udelukkende, skal anvendes til private (ikke-erhvervsmæssige) for-
mål.
Efter forbrugeraftalelovens § 2, stk. 2, har den erhvervsdrivende bevisbyrden for, at en aftale,
som den pågældende har indgået,
ikke
er en forbrugeraftale.
Efter forbrugeraftalelovens § 2, stk. 3, omfatter forbrugeraftalebegrebet også aftaler om varer
og tjenesteydelser fra ikke-erhvervsdrivende, hvis aftalen er indgået eller formidlet for sælgeren
eller tjenesteyderen af en erhvervsdrivende, og på erhvervsdrivendes henvendelser med henblik
på indgåelse af sådanne aftaler. Anvendelsesområdet for reglerne om forbrugeraftaler udstræk-
kes således til aftaler mellem private, der formidles af et erhvervsdrivende mellemled. En til-
svarende udvidelse af anvendelsesområdet for forbrugerkøbsreglerne findes i købelovens § 4 a,
stk. 2, om formidlingskøb, jf. delbetænkning I, kapitel 5, pkt. 1.9.
For at anse en sådan aftale for en forbrugeraftale skal mellemmanden eller formidleren have
optrådt aktivt i forbindelse med aftalens indgåelse som repræsentant for sælgeren eller tjeneste-
yderen. Dette svarer til formidlingskøbsbegrebet i købelovens § 4 a, stk. 2, som ligeledes om-
tales i delbetænkning I, kapitel 5.
I sådanne formidlingssituationer er det udgangspunktet, at forbrugerens medkontrahent er den
private sælger eller tjenesteyder, og pligter og rettigheder, som følger af den materielle opfyl-
delse af kontrakten, påhviler/tilkommer derfor kontraktparten selv og ikke formidleren. For-
midleren er imidlertid som erhvervsdrivende ansvarlig for at opfylde oplysningspligterne over
for forbrugeren. Se hertil betænkning nr. 1540/2013 om gennemførelse af forbrugerrettigheds-
direktivet, side 375 f., og lovforslag nr. L 39 af 9. oktober 2013 om forbrugeraftaler, bemærk-
ningerne til § 2. Se også Sø- og Handelsrettens dom af 18. juni 2009 (SH 2009.N-0001-07) og
Højesterets dom af 2. februar 2012 (HR 217/2009), hvor det blev fastslået, at en internetaukti-
onsudbyder i handler mellem to private personer skal anses som formidler efter forbrugerafta-
leloven, når udbyderen aktivt medvirker til handlens indgåelse, f.eks. ved at stille et auktions-
system til rådighed eller ved at modtage salær i forbindelse med den enkelte handel. Herefter
vil internetauktionsudbyderen bl.a. skulle give ikke-erhvervsdrivende købere oplysning om for-
trydelsesretten i overensstemmelse med lovens regler. Oplysningspligterne omtales nedenfor i
kapitel 5.
1.3 Definitioner i forbrugeraftaleloven
Ud over definitionen af forbrugeraftalebegrebet er der i forbrugeraftaleloven
–
eller forarbej-
derne til loven
–
en række definitioner af begreber, som også har betydning for lovens anven-
delsesområde. Her beskrives de relevante gældende definitioner i forbrugeraftaleloven, som
gennemfører definitionerne i forbrugerrettighedsdirektivets artikel 2.
42
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Forbrugeraftalelovens § 3 er lovens definitionsbestemmelse. Det er kun visse af definitionerne
i forbrugerrettighedsdirektivets artikel 2, som er gennemført direkte i bestemmelsen. De øvrige
definitioner fremgår enten indirekte af forbrugeraftalelovens øvrige bestemmelser eller af be-
mærkningerne til den relevante bestemmelse, der anvender begrebet.
I forbrugeraftalelovens § 3, nr. 1-6,
defineres begreberne ”fjernsalgsaftaler
samt fjernkommu-
nikation”
(nr. 1), ”aftaler
indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted”
(nr. 2), ”den
erhvervsdrivendes forretningssted”
(nr. 3), ”finansiel
tjenesteydelse”
(nr. 4), ”varigt
medium”
(nr. 5) og ”offentlig
auktion”
(nr. 6).
Moderniseringsdirektivets artikel 4, nr. 1, litra a, c og d, foretager ændringer i følgende begreber
i forbrugerrettighedsdirektivet:
varer
(artikel 2, stk. 1, nr. 3),
købsaftale
(artikel 2, stk. 1, nr. 5),
tjenesteydelsesaftale
(artikel 2, stk. 1, nr. 6) og
digitalt indhold
(artikel 2, stk. 1, nr. 11). Disse
definitioner er ikke implementeret direkte i lovteksten i forbrugeraftaleloven. I det følgende
beskrives de gældende definitioner nærmere.
1.3.1 Fjernsalgsaftale
Begrebet ”fjernsalgsaftale” defineres i forbrugeraftalelovens § 3, stk. 1, nr. 1, og dækker over
enhver aftale om varer, tjenesteydelser eller løbende levering af varer eller tjenesteydelser, når
aftalen er indgået ved brug af fjernkommunikation og som led i et system for fjernsalg, som
drives af den erhvervsdrivende.
Fjernsalgsbegrebet indebærer, at der f.eks. vil være tale om fjernsalg i tilfælde, hvor forbrugeren
alene besøger den erhvervsdrivendes forretningssted med henblik på at indsamle information
om varerne eller tjenesteydelserne, og aftalen efterfølgende forhandles og indgås via fjernkom-
munikation. Ved ”fjernkommunikation” forstås enhver fremgangsmåde, der kan
bruges til
kommunikation, uden at partnerne behøver at mødes fysisk. Det er således uden betydning,
hvilken teknik der benyttes. Aftaleindgåelsen kan f.eks. ske ved internethandel, systematiseret
telefonsalg eller postordrekøb. Med hensyn til om den erhvervsdrivende kan anses for at drive
”et system for fjernsalg”, er det afgørende, om den erhvervsdrivende har markedsført en be-
stemt eller bestemte varer på en sådan måde, at den erhvervsdrivende har opfordret til, at for-
brugeren afgiver sin bestilling, uden at parterne mødes. Definitionen gennemfører forbruger-
rettighedsdirektivets artikel 2, nr. 7.
1.3.2 Aftaler indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted
Begrebet ”aftaler indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted” defineres i § 3,
stk.
1, nr. 2 og 3, og dækker over enhver aftale mellem den erhvervsdrivende og forbrugeren, som
er indgået med den erhvervsdrivendes og forbrugerens samtidige tilstedeværelse på et sted, der
ikke er den erhvervsdrivendes forretningssted. Den ”erhvervsdrivendes forretningssted” vil sige
ethvert ikke-flytbart detailforretningssted, hvor den erhvervsdrivende enten udøver sin aktivitet
fast eller udøver sin aktivitet på sædvanligt grundlag.
43
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Begrebet ”aftaler indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted” omfatter også til-
fælde, hvor forbrugeren har afgivet tilbud uden for den erhvervsdrivendes forretningssted og
situationer, hvor den endelige aftale indgås på den erhvervsdrivendes forretningssted eller via
fjernkommunikation, umiddelbart efter at forbrugeren er blevet kontaktet personligt og indivi-
duelt af den erhvervsdrivende uden for dennes forretningssted. Udflugter arrangeret af den er-
hvervsdrivende med det formål at præsentere og sælge varer eller tjenesteydelser til forbrugeren
er også omfattet af begrebet.
1.3.3 Varer
En række af forbrugeraftalelovens bestemmelser gælder specifikt for forbrugeraftaler om varer.
Varebegrebet er ikke særskilt defineret i forbrugeraftalen. Af forarbejderne til de tidligere gæl-
dende bestemmelser i forbrugeraftalelovens §§ 10-10 b (indsat ved lov nr. 442 af 31. maj 2000)
fremgår, at udtrykket vare ligesom andre steder i lovgivningen er anvendt i betydningen løsøre.
Det må antages, at udtrykket vare normalt skal forstås i betydningen fysisk løsøregenstand.
Uden for begrebet falder således fast ejendom. Levering af elektricitet, gas og varme mv. falder
endvidere som udgangspunkt uden for begrebet og anses i stedet for levering af tjenesteydelser.
Vand, gas, elektricitet, som udbydes til salg i et afgrænset volumen eller en bestemt mængde,
anses dog for varer.
1.3.4 Købsaftale
Begrebet
”købsaftale”
er ikke særskilt defineret i forbrugeraftaleloven. Årsagen hertil er, at det
ved implementeringen af forbrugerrettighedsdirektivet var vurderingen, at direktivets afgræns-
ning af købsaftale ikke nødvendiggjorde ændringer af gældende dansk ret.
Købeloven gælder for alle køb, bortset fra køb af fast ejendom, jf. § 1 a, stk. 1, og endvidere
delbetænkning I, kapitel 5, pkt. 1.1.1. I den juridiske litteratur er det antaget, at der ved køb i
traditionel forstand forstås en aftale om overdragelse af et formuegode mod vederlag i penge,
jf. bl.a. Ussing, ”Køb” (4. udgave ved Anders Vinding Kruse, 1967), s. 1. Ved et ”formuegode”
forstås bl.a. en løsøregenstand. Købelovens § 2 indeholder endvidere den præciserende bestem-
melse, at bestillingskøb også anses som køb og dermed er omfattet af købelovens almindelige
regler, jf.
delbetænkning I, kapitel, pkt. 1.1.2.
1.3.5 Tjenesteydelsesaftale
Begrebet
”tjenesteydelse”
har ikke noget fast og entydigt juridisk indhold i dansk ret, men er
ofte
–
f.eks. inden for erhvervs- og skattelovgivningen
–
anvendt i bred betydning omfattende
alle ydelser præsteret af erhvervsdrivende, som falder uden for området for salg af løsøre eller
fast ejendom, og som ikke er arbejde i et ansættelsesforhold. Under tjenesteydelsesbegrebet
hører således eksempelvis følgende aftaletyper: Leje af løsøre, pengelån, forsikring, arbejder
på løsøre og fast ejendom, andre arbejdsaftaler (bortset fra ansættelsesforhold), herunder ser-
viceydelser og undervisning.
44
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Forbrugeraftaleloven indeholder ikke nogen definition af, hvad der skal forstås ved en tjeneste-
ydelse, men begrebet anvendes i den nævnte brede betydning og omfatter bl.a. lejeaftaler
(brugsrettigheder), såkaldt værksleje (dvs. aftaler, hvor den erhvervsdrivende har påtaget sig at
frembringe et arbejdsresultat) og andre arbejdsaftaler (bortset fra ansættelsesforhold), herunder
serviceydelser, undervisning og ydelser fra liberale erhverv, forvaring og transportaftaler, jf.
lovforslag nr. L 213 af 1. marts 2000 om ændring af lov om visse forbrugeraftaler, markedsfø-
ringsloven og visse andre love, bemærkningerne til §§ 10-10 b.
1.3.6 Digitalt indhold
Visse af forbrugeraftalelovens bestemmelser gælder specifikt for forbrugeraftaler om digitalt
indhold.
Begrebet
”digitalt
indhold” er ikke nærmere defineret i forbrugeraftaleloven, men
er beskrevet
i bemærkningerne til forbrugeraftalelovens § 8, jf. lovforslag L 39 af 9. oktober 2013 om for-
brugeraftaler. Her fremgår det, at der ved digitalt indhold forstås data, der er produceret og
leveret i digital form, bl.a. computerprogrammer og spil.
Digitalt indhold, der leveres på et fysisk medium, anses som en vare i direktivets forstand. Af-
taler vedrørende levering af digitalt indhold, som ikke leveres på et fysisk medium, klassificeres
hverken som købsaftaler eller tjenesteydelsesaftaler, jf. forbrugerrettighedsdirektivets præam-
belbetragtning nr. 19. Sådanne aftaler er omfattet af direktivet og underlagt regler om fortry-
delsesret, som i vidt omfang svarer til dem, der gælder for ikke-finansielle tjenesteydelser, jf.
forbrugeraftalelovens § 18, stk. 2, nr. 13, og
Karstoft i ”Forbrugeraftaleloven med kommenta-
rer” (1.
udgave, 2018), s. 127 f.
2. Nye EU-regler (moderniseringsdirektivet)
2.1 Forbrugerrettighedsdirektivets anvendelsesområde
Forud for moderniseringsdirektivet fandt forbrugerrettighedsdirektivet anvendelse på enhver
aftale indgået mellem en erhvervsdrivende og en forbruger på de vilkår og i det omfang, der
følger af direktivets bestemmelser, jf. artikel 3, stk. 1, 1. pkt. Direktivet fandt herunder anven-
delse på aftaler om forsyning af vand, gas, elektricitet eller fjernvarme, herunder fra offentlige
leverandører, for så vidt forsyningen sker på aftalebasis, jf. artikel 3, stk. 1, 2. pkt.
Efter den måde som direktivet definerede købs- og tjenesteydelsesaftaler, var direktivets an-
vendelsesområde for så vidt angår aftaler om varer og tjenesteydelser, herunder digitale tjene-
ster, begrænset til tilfælde, hvor forbrugeren skulle betale en pris. Samme begrænsning gjaldt
ikke for aftaler om digitalt indhold, der ikke leveres på fysisk medium, jf. præambelbetragtning
nr. 31 i moderniseringsdirektivet.
45
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Digitalt indhold, som leveres på et fysisk medium, ansås som en vare i direktivets forstand, jf.
præambelbetragtning nr. 19 i forbrugerrettighedsdirektivet, og er således omfattet af direktivet
på lige fod med andre varer, i det omfang forbrugeren betalte en pris herfor.
Med moderniseringsdirektivet artikel 4, stk. 2, litra a og b, er der foretaget ændringer i forbru-
gerrettighedsdirektivets anvendelsesområde, jf. artikel 3, stk. 1. Litra a tilføjer, at forbrugerret-
tighedsdirektivet finder anvendelse på de anførte aftaler, når forbrugeren betaler eller påtager
sig at betale en pris. Litra b indsætter en ny bestemmelse, i artikel 3, stk. 1 a, i forbrugerret-
tighedsdirektivet, hvorefter forbrugerrettighedsdirektivet også finder anvendelse på de nævnte
aftaler, når forbrugeren betaler eller påtager sig at betale med personoplysninger som mod-
ydelse til levering af digitalt indhold eller en digital tjeneste.
Ændringerne indebærer dels en omformulering af direktivets artikel 3 i lyset af ændringer i
direktivets definitioner, dels en udvidelse af direktivets anvendelsesområde til også at omfatte
aftaler om digitale tjenester, hvor forbrugeren ikke betaler med penge, men i stedet stiller per-
sonoplysninger til rådighed for den erhvervsdrivende, dvs.
”betaler” med personoplysninger.
Ændringerne af forbrugerrettighedsdirektivets artikel 3 og direktivets definitioner har bl.a. til
formål at sikre sammenhæng mellem forbrugerrettighedsdirektivet, direktivet om digitalt ind-
hold og varedirektivet.
De specifikke ændringer omtales i det følgende.
2.1.1 Forbrugeren betaler eller påtager sig at betale en pris (litra a)
Forbrugerrettighedsdirektivet finder efter ændringen i moderniseringsdirektivet anvendelse på
enhver aftale indgået mellem en erhvervsdrivende og en forbruger, hvor forbrugeren betaler
eller påtager sig at betale en pris på de vilkår og i det omfang, der følger af direktivets bestem-
melser. Direktivet finder også anvendelse på aftaler om forsyning af vand, gas, elektricitet eller
fjernvarme, herunder fra offentlige leverandører, for så vidt forsyningen sker på aftalebasis, jf.
moderniseringsdirektivets artikel 4, stk. 2, litra a.
Ændringen omtales ganske kort i præambelbetragtning nr. 31 i moderniseringsdirektivet. Her
fremgår det, at forbrugerrettighedsdirektivets udtryk ”betaler eller påtager sig at betale en pris”
skal forstås som betaling af en pris i form af penge. Samme formulering fremgik som anført af
den tidligere definition af købsaftale og tjenesteydelsesaftale i forbrugerrettighedsdirektivets
artikel 2, nr. 5 og nr. 6. Det antages derfor ikke, at tilføjelsen medfører nogen materiel ændring,
da købs- og tjenesteydelser, hvor forbrugeren skal betale en pris i form af penge, allerede var
omfattet af forbrugerrettighedsdirektivet forud for moderniseringsdirektivet. Ændringen er der-
for mere af teknisk karakter, hvor ”betaler eller påtager sig at betale en pris” rykkes fra defini-
tionsbestemmelserne i artikel 2, nr. 5 og nr. 6, til artikel 3, stk. 1, om direktivets anvendelses-
område.
46
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
2.1.2 Forbrugeren afgiver eller påtager sig at afgive personoplysninger (litra b)
Forbrugerrettighedsdirektivet finder efter ændringen i moderniseringsdirektivet anvendelse, når
den erhvervsdrivende leverer eller påtager sig at levere digitalt indhold, som ikke leveres på et
fysisk medium, eller en digital tjeneste til forbrugeren, og forbrugeren afgiver eller påtager sig
at afgive personoplysninger til den erhvervsdrivende. Direktivet finder dog ikke anvendelse,
hvis de personoplysninger, som forbrugeren afgiver, udelukkende behandles af den erhvervs-
drivende med henblik på levering af det digitale indhold, som ikke leveres på et fysisk medium,
eller den digitale tjeneste i overensstemmelse med dette direktiv, eller for at give den erhvervs-
drivende mulighed for at opfylde de retlige krav, som den erhvervsdrivende er underlagt, og
den erhvervsdrivende ikke behandler disse oplysninger med noget andet formål, jf. modernise-
ringsdirektivets artikel 4, stk. 2, litra b.
Aftaler om levering af digitalt indhold, som ikke leveres på et fysisk medium, var allerede om-
fattet forbrugerrettighedsdirektivet i den nævnte situation, og derfor er det alene i forhold til
digitale tjenester, at direktivets anvendelsesområde udvides.
Det er om baggrunden for ændringen anført i præambelbetragtning nr. 31, at forbrugerret-
tighedsdirektivet ikke gjaldt for aftaler om levering af digitale tjenester, hvor forbrugeren afgav
personoplysninger til den erhvervsdrivende uden at betale en pris. På grund af lighederne mel-
lem og udskifteligheden af betalte tjenester og digitale tjenester, der udføres til gengæld for
personoplysninger, bør de være omfattet af samme regler i forbrugerrettighedsdirektivet.
Det fremgår af præambelbetragtning nr. 32, at ændringerne skal sikre sammenhæng med bl.a.
direktivet om digitalt indhold, der gælder for aftaler om levering af digitalt indhold eller digitale
tjenester, i henhold til hvilke forbrugeren afgiver eller påtager sig at afgive personoplysninger
til den erhvervsdrivende.
Ifølge præambelbetragtning nr. 33 udvides anvendelsesområdet af forbrugerrettighedsdirekti-
vet ud fra de betragtninger til også at omfatte aftaler, i henhold til hvilke den erhvervsdrivende
leverer eller påtager sig at levere en digital tjeneste til forbrugeren, og forbrugeren afgiver eller
påtager sig at afgive personoplysninger. Ligesom for aftaler om levering af digitalt indhold, der
ikke leveres på et fysisk medium, bør forbrugerrettighedsdirektivet finde anvendelse, når som
helst forbrugeren afgiver eller påtager sig at afgive personoplysninger til den erhvervsdrivende,
undtagen hvis de personoplysninger, som forbrugeren afgiver, udelukkende behandles af den
erhvervsdrivende med henblik på at levere det digitale indhold eller den digitale tjeneste, og
den erhvervsdrivende ikke behandler disse oplysninger med noget andet formål.
Det fremgår endvidere af præambelbetragtning nr. 33, at enhver behandling af oplysninger bør
være i overensstemmelse med databeskyttelsesforordningen.
47
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
For at sikre fuld overensstemmelse med direktivet om digitalt indhold bør forbrugerrettigheds-
direktivet ifølge præambelbetragtning nr. 34
–
såfremt digitalt indhold eller digitale tjenester
ikke leveres til gengæld for en pris
–
heller ikke finde anvendelse i situationer, hvor den er-
hvervsdrivende indsamler personoplysninger med det ene formål at overholde retlige krav, som
den erhvervsdrivende er underlagt. Ifølge præambelbetragtning nr. 34 kan sådanne situationer
for eksempel omfatte tilfælde, hvor det af sikkerheds- og identifikationshensyn er påkrævet at
registrere forbrugeren i henhold til gældende ret.
Ifølge præambelbetragtning nr. 35 bør forbrugerrettighedsdirektivet heller ikke finde anven-
delse i situationer, hvor den erhvervsdrivende kun indsamler metadata, såsom oplysninger om
forbrugerens udstyr eller browserhistorik, undtagen hvis denne situation betragtes som en aftale
i henhold til national ret. Det bør heller ikke finde anvendelse i situationer, hvor forbrugeren,
uden at have indgået en aftale med den erhvervsdrivende, udsættes for reklamer udelukkende
for at få adgang til et digitalt indhold eller en digital tjeneste. Direktivet overlader dog råderum
til, at medlemsstaterne frit kan udvide anvendelsen af reglerne i forbrugerrettighedsdirektivet
til også at gælde i sådanne situationer eller regulere sådanne situationer, der ikke falder ind
under nævnte direktivs anvendelsesområde, på anden vis.
2.2 Ændringer i undtagelserne til forbrugerrettighedsdirektivets anvendelsesområde
Der er med moderniseringsdirektivet foretaget to ændringer i forbrugerrettighedsdirektivets ar-
tikel 3, stk. 3, som indeholder en oplistning af de aftaler, som direktivet ikke finder anvendelse
på, jf. moderniseringsdirektivets artikel 4, nr. 2, litra c.
For det første indsættes der i forbrugerrettighedsdirektivets artikel 3, stk. 3, litra k, en henvis-
ning til artikel 21. Artikel 3, stk. 3, litra k, undtager aftaler om personbefordring fra direktivets
anvendelsesområde. Ændringen betyder, at artikel 21 om telefontakst gælder for aftaler om
personbefordring, og forbrugeren er derfor ikke forpligtet til at betale mere end basistelefon-
taksten, når forbrugeren kontakter den erhvervsdrivende via dennes telefontjeneste i forbindelse
med den indgåede aftale om personbefordring.
For det andet tilføjes et nyt litra n til oplistningen i artikel 3, stk. 3, hvoraf fremgår, at forbru-
gerrettighedsdirektivet ikke finder anvendelse på aftaler om varer, der sælges på tvangsauktion
eller i øvrigt i henhold til lov. Varer som sælges på tvangsauktion er i det hidtil gældende for-
brugerrettighedsdirektiv undtaget fra anvendelsesområdet igennem definitionen af varer, jf. for-
brugerrettighedsdirektivets artikel
2, nr. 2. Her fremgår det, at ”varer” er enhver løsøregenstand
undtagen genstande, som sælges på tvangsauktion eller i øvrigt i henhold til lov. Med moder-
niseringsdirektivet ændres definitionen ”varer”, så den svarer til definitionen i varedirektivet,
der ikke undtager genstande, som sælges på tvangsauktion mv. Tilføjelsen af et nyt litra n er
således udtryk for en teknisk justering i lyset af den ændrede definition af varebegrebet, hvorved
det opretholdes, at forbrugerrettighedsdirektivet ikke finder anvendelse på salg af varer på
tvangsauktion eller i øvrigt i henhold til lov, selvom varedefinitionen ændres.
48
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
2.3 Definitioner
Moderniseringsdirektivets artikel 4, stk. 1, ændrer visse af de hidtil gældende definitioner i
forbrugerrettighedsdirektivet og tilføjer nye definitioner til forbrugerrettighedsdirektivets arti-
kel 2. Ændringerne i forbrugerrettighedsdirektivets definitioner skyldes bl.a. et ønske om til-
pasning til definitionerne i direktivet om digitalt indhold og varedirektivet.
2.3.1 Ændrede definitioner
Moderniseringsdirektivets artikel 4, stk. 1, foretager ændringer i definitionen af følgende be-
greber i forbrugerrettighedsdirektivet:
varer
(artikel 2, stk. 1, nr. 3),
købsaftale
(artikel 2, stk.
1, nr. 5),
tjenesteydelsesaftale
(artikel 2, stk. 1, nr. 6) og
digitalt indhold
(artikel 2, stk. 1, nr.
11).
Ændringerne skal ses i sammenhæng med ændringerne i forbrugerrettighedsdirektivets artikel
3, som er omtalt ovenfor.
Begrebet
varer
(artikel 2, stk. 1, nr. 3) defineres ved henvisning til definitionen i artikel 2, nr.
5, i varedirektivet. Varer defineres i henhold til varedirektivets artikel 2, nr. 5, som, a) enhver
løsøregenstand; vand, gas og elektricitet skal betragtes som varer i henhold til dette direktiv,
når det udbydes til salg i et afgrænset volumen eller en bestemt mængde og som, b) enhver
løsøregenstand, der integrerer eller er indbyrdes forbundet med digitalt indhold eller en digital
tjeneste på en sådan måde, at fraværet af dette digitale indhold eller denne digitale tjeneste ville
forhindre varerne i at opfylde deres funktion (varer med digitale elementer).
Ændringen indebærer, at løsøregenstande, der er solgt på tvangsauktion eller i øvrigt i henhold
til lov, ikke længere er undtaget fra varedefinitionen. Aftaler om varer, der sælges på tvangs-
auktion eller i øvrigt i henhold til lov, er i stedet undtaget fra forbrugerrettighedsdirektivets
anvendelsesområde, jf. ændringen af artikel 3.
Der henvises til delbetænkning I, kapitel 5, pkt. 3.4. om begrebet varer i varedirektivet, herun-
der om afgrænsningen mellem varer og digitalt indhold/digitale tjenester.
Begrebet
købsaftale
(artikel 2, stk. 1, nr. 5) defineres som enhver aftale, i henhold til hvilken
den erhvervsdrivende overdrager eller påtager sig at overdrage ejerskabet til varer til forbruge-
ren, herunder enhver aftale, der omfatter både varer og tjenesteydelser. Begrebet uddybes ikke
yderligere i direktivet eller præambelbetragtningerne.
Ændringen indebærer, at det udgår af definitionen, at forbrugeren betaler eller påtager sig at
betale prisen for varen. Dette er i stedet indsat i artikel 3 om direktivets anvendelsesområde.
49
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Begrebet
tjenesteydelsesaftale
(artikel 2, stk. 1, nr. 6) defineres som enhver aftale, dog ikke en
købsaftale, i henhold til hvilken den erhvervsdrivende leverer eller påtager sig at levere en tje-
nesteydelse, herunder en digital tjeneste til forbrugeren. Begrebet uddybes ikke yderligere i
direktivet eller præambelbetragtningerne.
Ændringen indebærer, at det udgår af definitionen, at forbrugeren betaler eller påtager sig at
betale prisen for varen. Dette er i stedet indsat i artikel 3 om direktivets anvendelsesområde.
Begrebet
digitalt indhold
(artikel 2, stk. 1, nr. 11) defineres ved henvisning til definitionen i
artikel 2, nr. 1, i direktivet om digitalt indhold. Digitalt indhold defineres i henhold til direktivet
om digitalt indhold artikel 2, nr. 1, som data, der fremstilles og leveres i digital form.
Der er alene tale om en redaktionel ændring, idet den hidtil gældende definition af digitalt ind-
hold i forbrugerrettighedsdirektivet har samme indhold som definitionen i direktivet om digitalt
indhold.
2.3.2 Nye definitioner
Moderniseringsdirektivet tilføjer følgende nye definitioner til forbrugerrettighedsdirektivet:
personoplysninger
(artikel 2, stk. 1, nr. 4 a),
digital tjeneste
(artikel 2, stk. 1, nr. 16),
online-
markedsplads
(artikel 2, stk. 1, nr. 17),
udbyder af en onlinemarkedsplads
(artikel 2, stk. 1, nr.
18),
kompatibilitet
(artikel 2, stk. 1, nr. 19),
funktionalitet
(artikel 2, stk. 1, nr. 20) og
interope-
rabilitet
(artikel 2, stk. 1, nr. 21).
En
onlinemarkedsplads
(artikel 2, stk. 1, nr. 17) defineres som en tjenesteydelse, der gør brug
af software, herunder et websted, en del af et websted eller en applikation, der drives af eller på
vegne af den erhvervsdrivende, der giver forbrugere mulighed for at indgå fjernsalgsaftaler med
andre erhvervsdrivende eller forbrugere.
Indførelsen af definitionen skal ses i lyset af, at der med moderniseringsdirektivet indføres en
række specifikke oplysningskrav for aftaler, der indgås på onlinemarkedspladser, som omtales
nærmere i kapitel 5, pkt. 2.2.
”Onlinemarkedsplads” i forbrugerrettighedsdirektivet er defineret på lignende vis som i
Eu-
ropa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 524/2013 om onlinetvistbilæggelse i forbin-
delse med tvister på forbrugerområdet og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU)
2016/1148 om foranstaltninger, der skal sikre et højt fælles sikkerhedsniveau for net- og infor-
mationssystemer i hele Unionen, jf. præambelbetragtning nr. 25.
Definitionen af
”onlinemarkedspladser”
er dog blevet opdateret i forbrugerrettighedsdirektivet
og gjort mere teknologisk neutral for at kunne omfatte nye teknologier. Der henvises derfor til
software, herunder et websted, en del af et websted eller en applikation, der drives af eller på
50
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
vegne af den erhvervsdrivende, i overensstemmelse med en
”onlinegrænseflade”,
jf. forordning
(EU) 2017/2394 om samarbejde mellem nationale myndigheder med ansvar for håndhævelse
af lovgivning om forbrugerbeskyttelse (håndhævelsesforordningen) og Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EU) 2018/302 om imødegåelse af uberettiget geoblokering og andre former
for forskelsbehandling på grundlag af kundernes nationalitet, bopæl eller hjemsted i det indre
marked.
En
udbyder af en onlinemarkedsplads
(artikel 2, stk. 1, nr. 18) defineres som enhver erhvervs-
drivende, der udbyder en onlinemarkedsplads til forbrugere. Begrebet uddybes ikke yderligere
i direktivets præambelbetragtninger.
For så vidt angår definitionerne af
digitalt indhold
(artikel 2, stk. 1, nr. 11) og
digitale tjenester
(artikel 2, stk. 1, nr. 16) fremgår det af præambelbetragtning nr. 30, at begreberne bør tilpasses
definitionerne i direktivet om digitalt indhold. Begge begreber defineres således på samme
måde som i direktivet om digitalt indhold.
Digitalt indhold defineres således som data, der fremstilles og leveres i digital form, jf. artikel
2, nr. 1, i direktivet om digitalt indhold. Digitale tjenester defineres som en tjeneste, der gør det
muligt for forbrugeren at generere, behandle, lagre eller få adgang til data i digital form, eller
en tjeneste, der muliggør deling af eller enhver anden form for interaktion med data i digital
form, som uploades eller genereres af forbrugeren eller andre brugere af den pågældende tjene-
ste, jf. artikel 2, nr. 2, i direktivet om digitalt indhold.
Det fremgår endvidere af præambelbetragtning nr. 30 til moderniseringsdirektivet, at digitalt
indhold dækker en enkelt levering, en række individuelle leveringer eller løbende levering over
en tidsperiode. Elementet af løbende levering bør ikke nødvendigvis kræve langsigtet levering.
Tilfælde såsom webstreaming af videoklip bør betragtes som løbende levering over en periode,
uanset den reelle varighed af den audiovisuelle fil. Det kan derfor være vanskeligt at skelne
mellem visse typer af digitalt indhold og digitale tjenester, da begge kan indebære, at den er-
hvervsdrivendes levering fortsætter i hele aftaleperioden. Eksempler på digitale tjenester er vi-
deo- og lyddelingstjenester og anden filhosting, tekstbehandling eller spil, der tilbydes i
cloudcomputing-miljøet, cloudlagring, webbaseret mail, sociale medier og cloudapplikationer.
Den fortsatte involvering af udbyderen af tjenester berettiger anvendelsen af de regler vedrø-
rende fortrydelsesretten, der er fastsat i forbrugerrettighedsdirektivet, og som på effektiv vis
giver forbrugeren mulighed for at afprøve tjenesten og i løbet af 14 dage fra indgåelsen af afta-
len træffe beslutning om at beholde den eller ej. Mange aftaler om levering af digitalt indhold,
der ikke leveres på et fysisk medium, er karakteriseret ved en enkelt levering af et eller flere
stykker digitalt indhold til forbrugeren, såsom musik- eller videofiler.
Der henvises i øvrigt til delbetænkning I, kapitel 5, pkt. 3.5 og 1.12 om definitionen af digitalt
indhold og digitale tjenester.
51
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Begrebet ”funktionalitet”
(artikel 2, stk. 1, nr. 20) defineres i forbrugerrettighedsdirektivet igen-
nem en henvisning til definitionen i artikel 2, nr. 11, i direktivet om digitalt indhold. Her defi-
neres funktionalitet som det digitale indholds eller den digitale tjenestes evne til at udføre sine
funktioner i betragtning af formålet hermed.
Definitionen uddybes i præambelbetragtning nr. 36. Det fremgår heraf, at begrebet bør forstås
som en henvisning til de måder, hvorpå digitalt indhold eller digitale tjenester kan bruges. For
eksempel kan fraværet eller tilstedeværelsen af tekniske begrænsninger, såsom beskyttelse ved
hjælp af Digital Rights Management (DRM) eller områdekodning, have en indvirkning på mu-
ligheden for, at det digitale indhold eller den digitale tjeneste kan udføre alle sine funktioner i
betragtning af dets/dens formål.
Begrebet ”interoperabilitet”
(artikel 2, stk. 1, nr. 21) defineres i forbrugerrettighedsdirektivet
igennem en henvisning til definitionen i artikel 2, nr. 12 i direktivet om digitalt indhold. Her
defineres interoperabilitet som det digitale indholds eller den digitale tjenestes evne til at fun-
gere med hardware eller software, der adskiller sig fra den, som digitalt indhold eller digitale
tjenester af samme type normalt anvendes med.
Definitionen uddybes ligeledes i præambelbetragtning nr. 36. Begrebet vedrører, hvorvidt og i
hvilket omfang digitalt indhold eller en digital tjeneste er i stand til at fungere sammen med
hardware eller software, der adskiller sig fra det, som digitalt indhold eller digitale tjenester af
samme type normalt bruges med. Tilfredsstillende funktionsevne vil f.eks. omfatte det digitale
indholds eller den digitale tjenestes evne til at udveksle oplysninger med en sådan anden soft-
ware eller hardware og til at anvende de udvekslede oplysninger. Dette svarer til definitionen i
direktivet om digitalt indhold.
Det fremgår af præambelbetragtning nr. 36, at begrebet ”kompatibilitet”
(artikel 2, stk. 1, nr.
19) er defineret som i direktivet om digitalt indhold. Kompatibilitet defineres således som det
digitale indholds eller den digitale tjenestes evne til at fungere med hardware eller software,
med hvilket digitalt indhold eller digitale tjenester af samme type normalt anvendes, uden at
det er nødvendigt at konvertere det digitale indhold eller den digitale tjeneste, jf. artikel 2, nr.
10, i direktivet om digitalt indhold.
Begrebet
”personoplysninger”
(artikel 2, stk. 1, nr. 4 a) er defineret som i artikel 4, nr. 1, i
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af
fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af
sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (databeskyttelsesforordningen).
Begrebet personoplysninger defineres således som enhver form for information om en identifi-
ceret eller identificerbar fysisk person (”den registrerede”); ved identificerbar fysisk person for-
stås en fysisk person, der direkte eller indirekte kan identificeres, navnlig ved en identifikator
som f.eks. et navn, et identifikationsnummer, lokaliseringsdata, en onlineidentifikator eller et
52
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
eller flere elementer, der er særlige for denne fysiske persons fysiske, fysiologiske, genetiske,
psykiske, økonomiske, kulturelle eller sociale identitet, jf. artikel 4, nr. 1, i databeskyttelsesfor-
ordningen.
3. Udvalgets overvejelser
3.1 Forbrugeraftalelovens anvendelsesområde
Forbrugeraftaleloven finder anvendelse på forbrugeraftaler og erhvervsdrivendes henvendelser
med henblik på indgåelse af sådanne aftaler, jf. forbrugeraftalelovens § 1, stk. 1. En forbruger-
aftale er en aftale, som en erhvervsdrivende indgår som led i sit erhverv, når den anden part
(forbrugeren) hovedsagelig handler uden for sit erhverv, jf. forbrugeraftalelovens § 2, stk. 1.
Moderniseringsdirektivets artikel 4, stk. 2, ændrer forbrugerrettighedsdirektivets anvendelses-
område, så direktivet finder anvendelse på enhver aftale mellem en forbruger og en erhvervs-
drivende, hvor forbrugeren betaler eller påtager sig at betale prisen herfor. Der indsættes også
en ny bestemmelse om, at forbrugerrettighedsdirektivet finder anvendelse, når forbrugeren af-
giver eller påtager sig at afgive personoplysninger som modydelse for levering af digitalt ind-
hold, som ikke leveres på et fysisk medium, eller en digital tjeneste.
Ændringerne indebærer dels en omformulering af forbrugerrettighedsdirektivets artikel 3 i lyset
af ændringerne i direktivets definitioner, dels en udvidelse af direktivets anvendelsesområde til
også at omfatte aftaler om digitale tjenester, hvor forbrugeren ikke betaler med penge, men i
stedet stiller personoplysninger til rådighed for den erhvervsdrivende, dvs.
”betaler” med per-
sonoplysninger.
Ændringerne af forbrugerrettighedsdirektivets artikel 3 har bl.a. til formål at sikre sammenhæng
mellem forbrugerrettighedsdirektivet, direktivet om digitalt indhold og varedirektivet.
Under henvisning til kravene til direktivimplementering og for at sikre sammenhæng med de
foreslåede ændringer af købeloven finder udvalget, at forbrugeraftalelovens § 2 bør justeres, så
forbrugeraftalelovens anvendelsesområde svarer til den ændrede ordlyd i forbrugerrettigheds-
direktivet.
Lovteknisk foreslås ændringen gennemført som en henvisning til købelovens § 4 a, stk. 3,
hvoraf det fremgår, at som forbrugerkøb anses under i øvrigt samme betingelser som nævnt i
stk. 1 og 2, jf. dog stk. 4, endvidere aftaler om levering af digitalt indhold eller en digital tjene-
ste, når leveringen er forbundet med en modydelse i form af 1) et pengebeløb eller et digitalt
udtryk for værdi eller 2) personoplysninger, medmindre de udelukkende behandles med henblik
på levering af det digitale indhold eller den digitale tjeneste eller for at give mulighed for at
opfylde retlige krav. Se herom lovudkastet i delbetænkning I, § 1, nr. 5.
Der henvises til lovudkastets § 2, nr. 5, og bemærkningerne hertil.
53
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Moderniseringsdirektivet indeholder valgfrihed i forhold til implementeringen af forbrugerret-
tighedsdirektivets ændrede anvendelsesområde. For det første kan anvendelsesområdet udvides
til at omfatte situationer, hvor den erhvervsdrivende kun indsamler metadata. For det andet kan
anvendelsesområdet udvides til at omfatte situationer, hvor forbrugeren
–
uden at have indgået
en aftale med den erhvervsdrivende
–
udsættes for reklamer udelukkende for at få adgang til et
digitalt indhold eller en digital tjeneste.
Direktivet om digitalt indhold indeholder den samme valgfrihed på de nævnte punkter. Med
henvisning til de tilsvarende overvejelser i delbetænkning I, kapitel 5, pkt. 4.2 vedrørende di-
rektivet om digitalt indhold og under hensyn til, at det samme forbrugeraftalebegreb bør anven-
des bredt i den forbrugerbeskyttende lovgivning, finder udvalget, at valgfriheden i modernise-
ringsdirektivet ikke skal udnyttes.
3.2 Formidlingsreglen
Udvalget har overvejet, om formidlingsreglen i forbrugeraftalelovens § 2, stk. 3, skal oprethol-
des. Formidlingskøb falder uden for reguleringen i moderniseringsdirektivet og forbrugerret-
tighedsdirektivet. Medlemsstaterne kan derfor vælge at regulere området nationalt.
Varedirektivet indeholder den samme valgfrihed. Med henvisning til de tilsvarende overvejel-
ser i delbetænkning I, kapitel 5, pkt. 4.5 og under hensyn til, at det samme forbrugeraftalebegreb
bør anvendes bredt i den forbrugerbeskyttende lovgivning, foreslår udvalget, at formidlingsreg-
len i forbrugeraftalelovens § 2, stk. 3, skal opretholdes.
3.3 Undtagelser fra forbrugeraftalelovens område
Forbrugeraftalelovens § 1 indeholder en oplistning af aftaler, som loven ikke finder anvendelse
på. Lovens § 1, stk. 4, nr. 4, undtager aftaler om personbefordring fra forbrugeraftalelovens
område, dog med undtagelse af § 12 om fjernsalgsaftaler ved hjælp af elektroniske midler, hvor
forbrugeren pålægges en betalingsforpligtelse og § 31 om yderligere betalinger. Oplistningen
gennemfører dele af forbrugerrettighedsdirektivets artikel 3, stk. 3.
Moderniseringsdirektivets artikel 4, stk. 2, ændrer i undtagelserne til forbrugerrettighedsdirek-
tivets anvendelsesområde i artikel 3, stk. 3, litra k og n.
I litra k indsættes der en henvisning til forbrugerrettighedsdirektivets artikel 21 om kommuni-
kation pr. telefon. Ændringen medfører, at forbrugeren ikke er forpligtet til at betale mere end
almindelig telefontakst, når forbrugeren kontakter den erhvervsdrivende om en indgået aftale
om personbefordring igennem den erhvervsdrivendes telefontjeneste. Artikel 21 er gennemført
i forbrugeraftalelovens § 30.
Udvalget finder, at det er nødvendigt at implementere moderniseringsdirektivets ændring af
forbrugerrettighedsdirektivets artikel 3, stk. 3, litra k, idet der er tale om totalharmonisering.
54
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Udvalget foreslår derfor, at der indsættes en henvisning til forbrugeraftalelovens § 30 om tele-
fonisk kommunikation i § 1, stk. 4, nr. 4, om forbrugeraftalelovens område og definitioner.
Der henvises til lovudkastets § 2, nr. 4, og bemærkningerne hertil.
Litra n undtager aftaler om varer, der sælges på tvangsauktion eller i øvrigt i henhold til lov, fra
forbrugerrettighedsdirektivets anvendelsesområde. Samme retstilstand fremgår af det gældende
forbrugerettighedsdirektivs definition af varer, jf. artikel 2, nr. 2.
Varer, der sælges på tvangsauktioner eller i øvrigt i henhold til lov, er ikke udtrykkeligt undtaget
fra forbrugeraftalelovens anvendelsesområde, og forbrugerrettighedsdirektivets definition af
varer er heller ikke implementeret i loven. Forarbejderne til forbrugeraftaleloven giver ikke et
klart svar på, om varer, der sælges på tvangsauktion mv., er omfattet af de bestemmelser, som
omhandler varer.
Udvalget har på den baggrund overvejet, om varer, der sælges på tvangsauktion, udtrykkeligt
bør undtages fra forbrugeraftalelovens anvendelsesområde.
Forbrugeraftaleloven omfatter efter sin ordlyd varer, der sælges på tvangsauktion mv., i det
omfang lovens betingelser i øvrigt er opfyldt. Det er tvivlsomt, i hvilket omfang tvangsauktio-
ner i praksis vil være omfattet af forbrugeraftalelovens regler.
Det er muligt at opretholde, at varer, der sælges på tvangsauktion mv., er omfattet af forbruger-
aftaleloven, i det omfang det er tilfældet i dag, da medlemsstaterne frit kan opretholde eller
indføre nationale bestemmelser om spørgsmål, der falder uden for forbrugerrettighedsdirekti-
vets anvendelsesområde, jf. præambelbetragtning nr. 13.
Udvalget havde den samme mulighed for at undtage tvangsauktioner fra købelovens område,
jf. delbetænkning I, kapitel 5, pkt. 4.8. Udvalget valgte ikke at udnytte muligheden, men opret-
holdt gældende ret, hvorefter købeloven finder anvendelse ved køb på tvangsauktioner, i det
omfang betingelserne for, at der foreligger en købsaftale, er opfyldt.
Herefter og under hensyn til at anvende det samme forbrugeraftalebegreb på tværs af lovgiv-
ningen foreslår udvalget ikke at undtage tvangsauktioner fra forbrugeraftalelovens anvendel-
sesområde.
3.4 Definitioner
I forbrugeraftalelovens § 3, nr. 1-6,
defineres begreberne ”fjernsalgsaftaler
samt fjernkommu-
nikation”
(nr. 1), ”aftaler
indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted”
(nr. 2), ”den
erhvervsdrivendes forretningssted”
(nr. 3), ”finansiel
tjenesteydelse”
(nr. 4), ”varigt
medium”
55
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
(nr. 5) og ”offentlig
auktion”
(nr. 6). Forbrugeraftalelovens § 3 gennemfører nogle af definiti-
onerne i forbrugerrettighedsdirektivets artikel 2, mens andre definitioner er gennemført i lovens
bemærkninger, se herom i kapitel 4, pkt. 1.3.
Moderniseringsdirektivets artikel 4, stk. 1, ændrer i forbrugerrettighedsdirektivets definition af
”varer”, ”købsaftale”, ”tjenesteydelsesaftale” og ”digitalt indhold”. Moderniseringsdirektivet
tilføjer definitioner af ”personoplysninger”, ”digital tjeneste”, ”onlinemarkedsplads”, ”udbyder
af en onlinemarkedsplads”, ”kompatibilitet”, ”funktionalitet” og ”interoperabilitet”.
Forbrugerrettighedsdirektivets definitioner er af væsentlig betydning, idet de nærmere afgræn-
ser direktivets anvendelsesområde. Direktivets regler finder således kun anvendelse i det om-
fang, en aftale ligger inden for det af definitionerne afgrænsede område.
Med henblik på at implementere moderniseringsdirektivet korrekt og afgrænse lovens anven-
delsesområde så præcist som muligt foreslår udvalget, at direktivets ændrede og tilføjede defi-
nitioner gennemføres i forbrugeraftalelovens § 3.
Udvalget foreslår herunder at definere en tjenesteydelsesaftale som en aftale om at levere en
tjenesteydelse, herunder en digital tjeneste, og vand, gas og elektricitet, der ikke udbydes til
salg i et afgrænset volumen eller en bestemt mængde til forbrugeren, medmindre aftalen også
omfatter varer.
Den foreslåede definition er, bortset fra medtagelsen af vand, gas og elektricitet, i overensstem-
melse med forbrugerrettighedsdirektivets artikel 2, stk. 1, nr. 5 (som affattet ved modernise-
ringsdirektivets artikel 4, nr. 1, litra c).
Forbrugerrettighedsdirektivet definerer således aftaler om tjenesteydelser på en sådan måde, at
aftaler om løbende levering af vand, gas og elektricitet ikke er omfattet af begrebet.
Samtidig fastsætter direktivet imidlertid, dels at direktivet som sådan, dels at en række bestem-
melser i direktivet også gælder for aftaler om forsyning af vand, gas, elektricitet eller fjernvarme
(direktivets artikel 3, stk. 1, 2. pkt., artikel 5, stk. 2, artikel 6, stk. 2, artikel 7, stk. 3, artikel 8,
stk. 8, artikel 9, stk. 2, litra c, artikel 14, stk. 4, litra a, artikel 17, stk. 2, og artikel 27).
Selv om begrebet tjenesteydelsesaftale defineres forskelligt i udvalgets forslag og i direktivet,
vil forbrugeraftaleloven med udvalgets forslag således være i overensstemmelse med direktivet,
idet loven og de bestemmelser i loven, der gennemfører de nævnte direktivbestemmelser, i kraft
af medtagelsen af aftaler om løbende levering af vand, gas og elektricitet vil gælde for de samme
aftaler, som direktivet og de nævnte direktivbestemmelser gælder for.
56
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Den foreslåede definition af tjenesteydelsesaftaler, herunder medtagelsen af aftaler om løbende
levering af vand, gas og elektricitet, er både med hensyn til begrebsanvendelsen og indholds-
mæssigt i overensstemmelse med gældende ret, idet begrebet tjenesteydelsesaftale ifølge for-
brugeraftalelovens forarbejder skal forstås på samme måde, jf. de almindelige bemærkninger
pkt. 4.1.4.1 i lovforslag nr. L 39 af 9. oktober 2013 om forbrugeraftaler.
Det er herunder uændret en forudsætning for lovens anvendelse, at leveringen af vand, gas eller
elektricitet sker på aftalemæssigt grundlag.
Der henvises til lovudkastets § 2, nr. 6 og 7, og bemærkningerne hertil. For så vidt af angår
definitionen af tjenesteydelsesaftaler henvises der særligt til den foreslåede § 3, nr. 3.
57
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Kapitel 5 - Oplysningspligter
1. Gældende dansk ret (forbrugeraftaleloven)
1.1 Oplysningspligter ved aftaler indgået uden for den erhvervsdrivendes forretnings-
sted og fjernsalgsaftaler
1.1.1 Forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1
–
varer og ikke-finansielle tjenesteydelser
Forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, fastsætter, hvilke oplysninger erhvervsdrivende skal give for-
brugere ved aftaler indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted og fjernsalgsaftaler
vedrørende varer og ikke-finansielle tjenesteydelser. Endvidere fastsætter bestemmelsen, hvor-
når og på hvilken måde de pågældende oplysninger skal gives.
Bestemmelsen gennemfører forbrugerrettighedsdirektivets artikel 6, stk. 1.
Det følger af forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, at inden der indgås aftale om en vare eller en
ikke-finansiel tjenesteydelse, skal den erhvervsdrivende, hvis aftalen indgås uden for den er-
hvervsdrivendes forretningssted eller ved fjernsalg, på en klar og forståelig måde give forbru-
geren oplysning om informationerne oplistet i bestemmelsens nr. 1-22. Opregningen er ikke
udtømmende. Oplysningskravene er ens for aftaler om varer eller tjenesteydelser, uanset om
aftalen er indgået ved fjernsalg eller uden for den erhvervsdrivendes forretningssted.
Oplysningspligterne gælder ikke for udbyderen af en onlinemarkedsplads. Er udbyderen af en
onlinemarkedsplads tillige formidler af en aftale mellem en forbruger og en ikke-erhvervsdri-
vende sælger, gælder oplysningspligterne dog også for udbyderen af onlinemarkedspladsen, jf.
forbrugeraftalelovens § 2, stk. 3.
I de tilfælde, hvor udbyderen ikke er formidler, kan udbyderen være underlagt oplysningspligter
efter andre regelsæt end forbrugeraftaleloven. I medfør af markedsføringsloven skal udbyderen
bl.a. oplyse den kommercielle hensigt med enhver form for handelspraksis, hvis den ikke alle-
rede fremgår tydeligt af sammenhængen, herunder reklame, jf. markedsføringslovens § 6, stk.
4, og udbyderens handelspraksis må ikke vildlede ved at udelade eller skjule væsentlige oplys-
ninger eller præsentere væsentlige oplysninger på en uklar, uforståelig, dobbelttydig eller uhen-
sigtsmæssig måde.
Der findes oplysningspligter for den erhvervsdrivende i en række andre love, hvis den erhvervs-
drivende handler på en andens vegne, f.eks. markedsføringslovens § 6, stk. 2, nr. 2, og e-han-
delslovens § 9, stk. 1.
Det er oplysningskravene i forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, nr. 2-4, 14, 15 og 20, der er rele-
vante ved gennemførelse af de ændringer, moderniseringsdirektivet foretager i forbrugerret-
tighedsdirektivets artikel 6.
58
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
I § 8, stk. 1, nr. 2-4, opregnes en række oplysninger om den erhvervsdrivende, herunder kon-
taktoplysninger, som skal gives til forbrugeren. Det drejer sig om oplysninger om den erhvervs-
drivendes identitet, f.eks. ved angivelse af firmanavn og CVR, og den fysiske adresse, hvor den
erhvervsdrivende er etableret, og adressen på den erhvervsdrivendes forretningssted samt even-
tuelle telefon- og faxnumre og mailadresse. Hvor det er relevant, skal der endvidere gives op-
lysninger om identitet og den fysiske adresse på den erhvervsdrivende, som der handles på
vegne af, og den fysiske adresse på dennes forretningssted, hvis den er forskellig fra den tidli-
gere nævnte adresse. Det skal også oplyses, hvortil forbrugeren kan indgive eventuelle klager.
Formålet med disse oplysningspligter er bl.a. at sikre, at forbrugeren hurtigt kan få kontakt til
den erhvervsdrivende.
Efter § 8, stk. 1, nr. 14, skal der gives oplysning om, at købelovens mangelsregler kan finde
anvendelse. Bestemmelsen finder kun anvendelse på aftaler om køb af varer, da den gældende
købelov ikke finder anvendelse på tjenesteydelser.
Efter § 8, stk. 1, nr. 20, skal der, hvor det er relevant, gives oplysning om funktionaliteten,
herunder gældende tekniske beskyttelsesforanstaltninger for digitalt indhold. Ved funktionalitet
forstås de måder, hvorpå det digitale indhold kan anvendes, og om der er tekniske begrænsnin-
ger. Forbrugeren skal således have oplyst, om produktet f.eks. indeholder regionskodning, der
sætter begrænsninger for forbrugerens anvendelse af produktet.
Endelig skal der efter § 8, stk. 1, nr. 21, hvor det er relevant, gives oplysning om det digitale
indholds evne til at fungere sammen med hardware og software i henhold til, hvad den erhvervs-
drivende ved eller med rimelighed burde have vidst. Hvad den erhvervsdrivende vidste eller
burde have vidst må bero på en konkret vurdering. Formuleringen
”evne til at fungere sammen
med” svarer til
forbrugerrettighedsdirektivets (mere tekniske)
begreb ”interoperabilitet”
og sig-
ter mod information om hardware- og software, som det digitale indhold er kompatibelt med,
f.eks. styresystemet, den nødvendige version mv. og visse hardwarefeatures. Forbrugeren skal
således eksempelvis have oplyst, om et produkt alene er kompatibelt med f.eks. en Mac-com-
puter.
Efter de almindelige kontraktretlige regler gælder der endvidere en loyal oplysningspligt over
for køberen med hensyn til oplysninger om salgsgenstandens beskaffenhed.
1.1.2 Oplysning om fortrydelsesret
–
standardfortrydelsesformularen og standardfor-
trydelsesvejledningen
Forbrugeraftalelovens § 9, stk. 1, omhandler den erhvervsdrivendes mulighed for at gøre brug
af lovens standardfortrydelsesvejledning i lovens bilag 1.
59
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Efter forbrugeraftalelovens § 9, stk. 1, 1. pkt., kan oplysningerne nævnt i § 8, stk. 1, nr. 9, 12
og 13
–
dvs. oplysninger vedrørende udnyttelse af fortrydelsesretten
–
gives ved brug af stan-
dardfortrydelsesvejledningen i lovens bilag 1. Hvis standardfortrydelsesvejledningen benyttes
og er udfyldt korrekt, anses den erhvervsdrivende for at have opfyldt oplysningskravene i § 8,
stk. 1, nr. 9, 12 og 13, jf. § 9, stk. 1, 2. pkt.
Det er valgfrit, om den erhvervsdrivende gør brug af standardfortrydelsesvejledningen i bilag
1. Der er derimod pligt for den erhvervsdrivende til at udlevere standardfortrydelsesformularen
i lovens bilag 3 til forbrugeren, jf. § 8, stk. 1, nr. 9.
Den erhvervsdrivende skal i tilfælde af, at der er fortrydelsesret, stille standardfortrydelsesfor-
mularen i bilag 3 til rådighed for forbrugeren. Den erhvervsdrivende kan ikke anvende en anden
formular end standardfortrydelsesformularen i lovens bilag 3, men der er ikke noget til hinder
for, at forbrugeren vælger at give meddelelse om fortrydelse på en anden måde, jf. standardfor-
trydelsesvejledningens 3. afsnit.
1.2 Formelle krav til oplysninger ved fjernsalg
Forbrugeraftalelovens § 11 fastsætter formelle krav til fjernsalgsaftaler som defineret i § 3, nr.
1. Bestemmelsen regulerer, hvordan oplysningerne i § 8, stk. 1, skal stilles til rådighed for for-
brugeren ved aftaler indgået ved fjernsalg.
Efter forbrugeraftalelovens § 11, stk. 1, skal de i § 8, stk. 1, nævnte oplysninger gives eller
stilles til rådighed for forbrugeren under anvendelse af midler, der er tilpasset den anvendte
fjernkommunikationsteknik. Bestemmelsen fastsætter endvidere, at oplysningerne, hvis de gi-
ves på et varigt medium, skal være letlæselige.
Kravet om, at oplysningerne skal gives eller stilles til rådighed for forbrugeren ”under anven-
delse af midler, der er tilpasset den anvendte kommunikationsteknik”,
indebærer,
at den er-
hvervsdrivende skal tilvejebringe oplysningerne på en afbalanceret måde. Således bør oplys-
ningskravene tilpasses under hensyntagen til visse mediers tekniske begrænsninger, eksempel-
vis antallet af tegn på en mobiltelefons skærm eller sekunderne i en tv-reklame, idet den er-
hvervsdrivende i sådanne tilfælde bør opfylde et minimum af oplysningskrav og i øvrigt henvise
forbrugeren til f.eks. en hjemmeside, et frikaldsnummer eller anden informationskilde, hvor der
gives direkte og let adgang til de relevante oplysninger.
Det er i § 11, stk. 2, fastsat specifikt for fjernsalgsaftaler indgået ved anvendelse af en fjern-
kommunikationsteknik, som kun giver begrænset plads eller tid til at formidle oplysningerne,
at den erhvervsdrivende forud for aftalens indgåelse mindst skal give de oplysninger, der er
nævnt i § 8, stk. 1, nr. 1, 5, 6, 9 og 17, hvortil der henvises (se også herom straks nedenfor).
Som anført finder bestemmelsen kun anvendelse i de situationer, hvor den fjernkommunikation,
60
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
der anvendes ved aftaleindgåelsen, kun giver begrænset plads eller tid til at formidle oplysnin-
gerne.
De øvrige oplysninger, som kræves efter § 8, stk. 1, skal efter § 11, stk. 2, 2. pkt., formidles til
forbrugeren på en passende måde i overensstemmelse med § 11, stk. 1. Indgås en aftale f.eks.
over internettet ved brug af en mobiltelefon, og sætter telefonen begrænsninger for tid eller
plads, skal den erhvervsdrivende forud for aftalens indgåelse give forbrugeren oplysning om
den erhvervsdrivendes identitet, varens eller tjenesteydelsens vigtigste egenskaber, den samlede
pris, fortrydelsesretten, aftalens varighed og for tidsubegrænsede aftaler bestemmelserne for
opsigelse af aftalen, mens de resterende oplysninger i § 8, stk. 1, stilles til rådighed for forbru-
geren ”under anvendelse af midler, der er tilpasset den anvendte fjernkommunikation”, f.eks.
ved at anføre et hyperlink til den erhvervsdrivendes hjemmeside. I det omfang det er muligt alt
afhængig af fjernkommunikationsteknikkens eventuelle plads- og tidsbegrænsninger, skal den
erhvervsdrivende også give forbrugeren de øvrige oplysninger, der fremgår af § 8, stk. 1.
Forbrugeraftalelovens § 11, stk. 3, vedrører de situationer, hvor den erhvervsdrivende kontakter
forbrugeren telefonisk med henblik på indgåelse af en aftale om fjernsalg af en vare eller en
ikke-finansiel tjenesteydelse. I disse situationer skal den erhvervsdrivende, ud over de oplys-
ninger, der følger af stk. 2, ved begyndelsen af samtalen give forbrugeren oplysning om den
erhvervsdrivendes navn og eventuelt navnet på den person, opkaldet foretages på vegne af, og
om det kommercielle formål med henvendelsen.
Bestemmelsen har navnlig betydning i de tilfælde, hvor der efter forbrugeraftalelovens § 4, stk.
2, er adgang til (lovligt) at rette uanmodet telefonisk henvendelse til forbrugeren, men vil også
have betydning i tilfælde, hvor forbrugeren har givet samtykke til at blive ringet op af den
erhvervsdrivende.
Forbrugeraftalelovens regler om oplysningspligt suppleres af markedsføringslovens bestem-
melser, herunder markedsføringslovens § 10, stk. 6, vedrørende oplysning om retten til at fra-
bede sig telefoniske henvendelser, og markedsføringslovens § 10, stk. 4, hvorefter forbrugere
helt kan undgå telefoniske henvendelser ved at lade sig notere på den såkaldte Robinsonliste i
CPR-registeret.
Begrebet
”telefonisk kontakt”
i forbrugeraftalelovens § 11, stk. 3, anses for at omfatte fastnet-,
mobil- og IP-telefoni, men ikke SMS- eller MMS-beskeder, telefax, mails eller lignende elek-
troniske
meddelelser. Også automatiske opkald til telefoner, såkaldt ”cold calling”,
anses for
omfattet af begrebet.
Oplysningskravet i § 11, stk. 3, gælder, hver gang den erhvervsdrivende kontakter forbrugeren
telefonisk med henblik på indgåelse af en aftale om fjernsalg af en vare eller en ikke-finansiel
61
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
tjenesteydelse, således at den erhvervsdrivende skal identificere sig og forklare formålet med
opkaldet i begyndelsen af hver samtale med forbrugeren.
I relation til hjemmesider fremgår det af forbrugeraftalelovens § 11, stk. 4, at hvor der er mu-
lighed for elektronisk handel, skal det senest ved bestillingsprocessens begyndelse klart og let
læseligt angives, om der gælder nogle leveringsbegrænsninger, og hvilke betalingsmidler der
accepteres.
1.3 Den erhvervsdrivendes forpligtelse til at bekræfte fjernsalgsaftaler på et varigt me-
dium
Forbrugeraftalelovens § 13 regulerer den erhvervsdrivendes forpligtelse til at bekræfte fjern-
salgsaftaler, herunder formkrav til sådanne bekræftelser. Den erhvervsdrivende kan også være
underlagt krav efter andre regelsæt ved nethandel, se eksempelvis lov nr. 227 af 22. april 2002
om tjenester i informationssamfundet, herunder visse aspekter af elektronisk handel (e-handels-
lovens) § 12.
Efter forbrugeraftalelovens § 13, stk. 1, skal den erhvervsdrivende ved fjernsalgsaftaler inden
for rimelig tid efter aftaleindgåelsen og senest ved levering af varen, eller før leveringen af
tjenesteydelsen påbegyndes, give forbrugeren en bekræftelse af aftalen på et varigt medium.
Bekræftelsen skal efter forbrugeraftalelovens § 13, stk. 2, 1. pkt., indeholde de oplysninger, der
er nævnt i § 8, stk. 1, medmindre den erhvervsdrivende allerede har givet oplysningerne på et
varigt medium.
I tilfælde hvor forbrugeren i relation til en aftale om levering af digitalt indhold, som ikke le-
veres på et fysisk medium, i overensstemmelse med § 18, stk. 2, nr. 13, har givet forudgående
og udtrykkeligt samtykke til og anerkendt, at vedkommende mister sin fortrydelsesret ved på-
begyndelsen af leveringen, skal den erhvervsdrivende endvidere udlevere en kopi af et sådant
eventuelt samtykke, jf. forbrugeraftalelovens § 13, stk. 2, 2. pkt.
1.4 Formkrav ved aftaler indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted
Forbrugeraftalelovens § 10 fastsætter formkrav, der gælder specifikt for aftaler indgået uden
for den erhvervsdrivendes forretningssted.
Efter forbrugeraftalelovens § 10, stk. 1, skal oplysningerne opregnet i § 8, stk. 1, gives til for-
brugeren på papir eller, hvis forbrugeren samtykker hertil, på et andet varigt medium. Af be-
stemmelsen fremgår endvidere, at oplysningerne skal være letlæselige og udfærdiget på et klart
og forståeligt (let tilgængeligt) sprog.
Forbrugeraftalelovens § 3, nr. 5, definerer begrebet varigt medium som ethvert middel, der sæt-
ter forbrugeren eller den erhvervsdrivende i stand til at lagre oplysninger rettet personligt til
62
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
vedkommende med mulighed for fremtidig anvendelse i en periode afpasset efter oplysninger-
nes formål, og som giver mulighed for uændret gengivelse af de lagrede oplysninger. Definiti-
onen omfatter bl.a. papir, USB-nøgler, cd-rom’er,
dvd’er, memory cards eller harddiske på
computere samt mail. En SMS/MMS-besked betragtes også som et varigt medium som følge af
telefoners store lagringskapacitet. Det beror på en konkret vurdering, om hjemmesider opfylder
betingelserne i definitionen.
Hjemmesider vil som udgangspunkt ikke kunne anses for et varigt medium i direktivets for-
stand. Dette skyldes, at en hjemmeside typisk bliver løbende opdateret og ændret, således at der
ikke er sikkerhed for, at forbrugeren kan reproducere de modtagne oplysninger.
Det er ikke udelukket, at en hjemmeside, der indeholder de oplysninger, der kræves, vil kunne
opfylde kravet til varigt medium. EU-Domstolen har i dom af 5. juli 2012, Content Services
(sag C-49/11) udtalt sig om den nærmere afgrænsning af begrebet varigt medium. I sagen fast-
slog domstolen, at en hjemmeside, hvor oplysningerne er tilgængelige for forbrugeren via et
link, der vises af sælgeren, ikke kan anses for et varigt medium i den forstand, hvori dette udtryk
anvendes i det nu ophævede direktiv 97/7/EF (det generelle fjernsalgsdirektiv). Domstolen
lagde i den forbindelse vægt på, at forbrugeren skal modtage de relevante oplysninger skriftligt
eller på et andet varigt medium, og at disse to alternative løsninger må anses for at være funk-
tionelt ligestillede. Et andet medium end papir kan kun opfylde kravet til ”varigt medium”,
såfremt det ”alternative” medium gør det muligt for forbrugeren at lagre de oplysninger, der er
blevet sendt til ham personligt, således at der ikke kan ske ændringer i deres indhold. Kun hvis
dette er tilfældet samtidigt med, at mediet er tilgængeligt i et passende tidsrum, og forbrugeren
har mulighed for at kopiere oplysningerne uændret, kan et medium anses for at være varigt i
direktivets forstand.
Tilsvarende har EU-domstolen i dom af 25. januar 2017, BAWAG (sag C-375/15), fastslået, at
en hjemmeside kan anses for at være et varigt medium, hvis det er muligt for forbrugeren at
lagre de oplysninger, der er blevet sendt til forbrugeren personligt, på en sådan måde, at forbru-
geren kan få adgang til oplysningerne og gengive dem uændret i et passende tidsrum, uden at
ensidig ændring af oplysningernes indhold foretaget af udbyder eller af en anden erhvervsdri-
vende er mulig.
Forbrugeraftalelovens § 10, stk. 2, vedrører forbrugerens krav på at få udleveret en kopi af
aftalen. Efter bestemmelsens 1. pkt. skal den erhvervsdrivende udlevere en kopi af den under-
skrevne aftale eller en bekræftelse heraf på papir eller
–
hvis forbrugeren samtykker hertil
–
på
et andet varigt medium.
Bestemmelsens 2. pkt. retter sig mod aftaler om levering af digitalt indhold, som ikke leveres
på et fysisk medium, og fastsætter, at den erhvervsdrivende i disse tilfælde skal udlevere en
kopi af forbrugerens eventuelle udtrykkelige samtykke til og anerkendelse af, at forbrugeren
63
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
mister sin fortrydelsesret, når leveringen påbegyndes inden fortrydelsesfristens udløb, jf. § 18,
stk. 2, nr. 13.
Kravet i stk. 2 til den erhvervsdrivende om at udlevere en kopi af den underskrevne aftale mv.
kan ikke anses for opfyldt i tilfælde, hvor den erhvervsdrivende kun midlertidigt udlåner kopien
til forbrugerens gennemsyn. Der skal være tale om en kopi, der er tiltænkt forbrugeren, og som
forbrugeren kan beholde.
1.5 Oplysningspligter ved andre aftaler
Forbrugeraftalelovens § 17 fastsætter oplysningspligt for andre aftaler end aftaler om fjernsalg
eller aftaler indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted. Bestemmelsen opregner i
stk. 1 en række oplysninger, som den erhvervsdrivende skal give forbrugeren ved sådanne af-
taler.
Det fremgår af bestemmelsen, at disse oplysninger skal gives, inden aftalen indgås. Oplysnings-
pligten gælder dog ikke, i det omfang oplysningerne allerede fremgår tydeligt af sammenhæn-
gen. Vurderingen af, hvornår noget tydeligt fremgår af sammenhængen, svarer til vurderingen
i relation til markedsføringslovens § 6, stk. 2-3, om den erhvervsdrivendes oplysningspligt i
forbindelse med købsopfordringer. Eksempelvis vil oplysninger om varens karakteristika ofte
være tydelige for forbrugeren, blot ved at varen er udstillet i en forretning, hvorfor der ikke skal
gives yderligere særskilt oplysning om varen, jf. markedsføringslovens § 6, stk. 2, nr. 1. For-
brugeren vil i disse tilfælde kunne finde oplysninger om varens karakteristika ved en umiddel-
bar besigtigelse af varen. Hvis dette ikke er tilfældet, f.eks. ved tekniske varer, skal der gives
oplysninger om varens karakteristika.
Det er oplysningskravene i forbrugeraftalelovens § 17, stk. 1, nr. 5, 6, 8 og 9, der er relevante
ved gennemførelse af moderniseringsdirektivet, som ændrer forbrugerrettighedsdirektivets ar-
tikel 5, stk. 1, litra e, g og h.
Efter forbrugeraftalelovens § 17, stk. 1, nr. 5, skal der gives oplysning om, at købelovens man-
gelsregler kan finde anvendelse. Bestemmelsen har samme ordlyd som § 8, stk. 1, nr. 14, der er
omtalt ovenfor.
Efter forbrugeraftalelovens § 17, stk. 1, nr. 6, skal der, hvor det er relevant, gives oplysning om
eftersalgskundebistand og betingelserne herfor, eftersalgsservice og handelsmæssige garantier.
Bestemmelsen fastsætter de samme oplysningskrav, som efter § 8, stk. 1, nr. 15, gælder i for-
bindelse med indgåelse af aftaler om fjernsalg og aftaler indgået uden for den erhvervsdrivendes
forretningssted.
64
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
I øvrigt skal der efter forbrugeraftalelovens § 17, stk. 1, nr. 8, hvor det er relevant, gives oplys-
ning om funktionaliteten, herunder gældende tekniske beskyttelsesforanstaltninger for digitalt
indhold. Bestemmelsen har samme ordlyd som § 8, stk. 1, nr. 20, der er omtalt ovenfor.
Endelig skal der efter forbrugeraftalelovens § 17, stk. 1, nr. 9, hvor det er relevant, gives oplys-
ning om det digitale indholds evne til at fungere sammen med hardware og software i henhold
til, hvad den erhvervsdrivende ved eller med rimelighed burde have vidst. Bestemmelsen har
samme ordlyd som § 8, stk. 1, nr. 21, der er omtalt ovenfor.
1.6 Telefonisk kommunikation
Forbrugeraftalelovens § 30 fastsætter, at forbrugeren alene er forpligtet til at betale almindelig
telefontakst ved brug af en telefontjeneste, som den erhvervsdrivende har med henblik på at
kunne blive kontaktet telefonisk i forbindelse med en indgået aftale.
Bestemmelsen indebærer, at virksomheder, der f.eks. har hotlines, hvor forbrugeren kan kon-
takte virksomheden med spørgsmål om aftalen, ikke må opkræve mere end basistaksten for
telefonopkaldet.
Bestemmelsen udelukker derimod ikke, at den erhvervsdrivende for en tilknyttet serviceaftale
kan opkræve overtaksering, f.eks. i tilfælde hvor den tilknyttede service (til dels) finansieres
via overtaksering, forudsat at forbrugeren er gjort udtrykkeligt opmærksom herpå i forbindelse
med aftalens indgåelse, og at den ydelse, der leveres, ikke er omfattet af de ufravigelige pligter,
der påhviler den erhvervsdrivende, herunder bl.a. den almindelige vejledningspligt. Bestem-
melsen berører således ikke teletjenesteudbyderes ret til at opkræve gebyr (trafikafgift) for op-
kald omfattet af bestemmelsen i overensstemmelse med det abonnement, som forbrugeren har
tegnet hos udbyderen. I tilfælde, hvor der i strid med bestemmelsen er anvendt en anden og
højere takst end basistelefontaksten, vil forbrugeren skulle rette sit eventuelle krav mod sin
kontraktpart (dvs. den erhvervsdrivende) og ikke teleudbyderen.
2. Nye EU-regler (moderniseringsdirektivet)
2.1 Oplysningspligter
Moderniseringsdirektivet tilpasser og udvider oplysningskravene, så de passer til forbrugerret-
tighedsdirektivets nye anvendelsesområde. Moderniseringsdirektivet medfører således f.eks.,
at den erhvervsdrivende ikke længere er forpligtet til at udlevere standardfortrydelsesformula-
rer, når der indgås aftale ved brug af fjernkommunikationsteknik, som kun giver begrænset
plads eller tid til at formidle oplysningerne (f.eks. pr. telefon eller SMS). Den erhvervsdrivende
skal i stedet formidle standardfortrydelsesformularen til forbrugeren på en passende måde. Den
erhvervsdrivende kan gøre dette ved at henvise forbrugeren til en anden informationskilde, ek-
sempelvis ved at anføre et hyperlink til en af den erhvervsdrivendes websider, jf. præambelbe-
tragtning 36 i forbrugerrettighedsdirektivet. Den erhvervsdrivende skal herefter
–
hvis der er
65
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
fortrydelsesret i forhold til den pågældende aftaleindgåelse
–
stille den standardfortrydelsesfor-
mular, der findes i bilag 3, til rådighed for forbrugeren.
Derudover fjernes den erhvervsdrivendes forpligtelse til at oplyse sit faxnummer i forbindelse
med aftaler om fjernsalg og aftaler indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted.
Moderniseringsdirektivet foretager i denne sammenhæng ændringer i oplysningskravene i for-
brugerrettighedsdirektivets artikel 5, stk. 1, litra e, g og h, og en række ændringer i forbruger-
rettighedsdirektivets artikel 6, jf. moderniseringsdirektivets artikel 4, nr. 3 og 4.
2.1.1 Andre aftaler end fjernsalg og aftaler indgået uden for den erhvervsdrivendes
forretningssted
Forbrugerrettighedsdirektivets artikel 5 fastsætter oplysningskrav vedrørende
andre
aftaler end
aftaler om fjernsalg eller aftaler indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted. Som
beskrevet ovenfor vedrørende forbrugeraftalelovens § 17, som gennemfører forbrugerret-
tighedsdirektivets artikel 5, fremgår det af artikel 5, stk. 1, hvornår den erhvervsdrivende er
forpligtet til at give forbrugerne oplysningerne, som er oplistet i litra a-h.
Ændringerne i artikel 5, stk. 1, er ordlydsændringer som følge af det nye anvendelsesområde
og de nye definitioner i forbrugerrettighedsdirektivet. Der er foretaget følgende ændringer i
artiklen:
Litra e affattes således:
”Foruden
påmindelsen om eksistensen af en lovbestemt garanti for va-
rernes, det digitale indholds og de digitale tjenesters kontraktmæssighed, eventuel eftersalgs-
service og handelsmæssige garantier samt betingelserne herfor, hvor det er relevant.”
Litra g affattes således:
”Hvor
det er relevant, funktionaliteten, herunder gældende tekniske
beskyttelsesforanstaltninger for varer med digitale elementer, digitalt indhold og digitale tjene-
ster.”
Litra h affattes således:
”Hvor
det er relevant, kompatibiliteten og interoperabiliteten af varer
med digitale elementer, digitalt indhold og digitale tjenester i henhold til, hvad den erhvervs-
drivende ved eller
med rimelighed burde have vidst.”
Ændringerne bliver ikke beskrevet yderligere i direktivets præambelbetragtninger.
2.1.2 Aftaler om fjernsalg og aftaler indgået uden for den erhvervsdrivendes forret-
ningssted
Forbrugerrettighedsdirektivets artikel 6 fastsætter oplysningskrav for aftaler om fjernsalg og
aftaler indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted. Systematikken i artikel 6 er den
66
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
samme som i artikel 5. Forbrugerrettighedsdirektivets artikel 6 er gennemført ved forbrugeraf-
talelovens § 8. Det fremgår af artikel 6, stk. 1, hvornår den erhvervsdrivende er forpligtet til at
give forbrugerne oplysningerne som er oplistet i litra a-t.
I forbrugerrettighedsdirektivets artikel 6, stk. 1, foretages der i moderniseringsdirektivet artikel
4, stk. 4, både ordlydsændringer af gældende bestemmelser, samt tilføjelse af nye bestemmel-
ser.
Litra c ændres, så henvisning til faxnummer fjernes fra listen over kommunikationsmidler. Æn-
dringen skal ses i lyset af de teknologiske udviklinger, da fax sjældent anvendes og i høj grad
er forældet, jf. præambelbetragtning nr. 46.
Litra c
affattes herefter således: ”Den
fysiske adresse, hvor den erhvervsdrivende er etableret,
og den erhvervsdrivendes telefonnummer og mailadresse; såfremt den erhvervsdrivende giver
adgang til andre onlinekommunikationsmidler, der garanterer, at forbrugeren kan opbevare en-
hver skriftlig korrespondance, herunder datoen og tidspunktet for en sådan korrespondance,
med den erhvervsdrivende på et varigt medium, omfatter disse oplysninger også oplysninger
om sådanne andre midler; alle disse kommunikationsmidler, som den erhvervsdrivende stiller
til rådighed, skal gøre det muligt for forbrugeren at kontakte den erhvervsdrivende hurtigt og
kommunikere effektivt med vedkommende; hvis det er relevant, oplyser den erhvervsdrivende
også den fysiske adresse og identitet på den erhvervsdrivende, på hvis vegne vedkommende
handler”, jf. moderniseringsdirektivets
artikel 4, stk. 4, litra a, nr. i.
Litra l
affattes således: ”Påmindelse
om eksistensen af en lovbestemt garanti for varernes, det
digitale indholds og de digitale
tjenesters kontraktmæssighed”, jf. moderniseringsdirektivets
artikel 4, stk. 4, litra a, nr. iii.
Ændringen indebærer, at oplysningspligten om lovbestemte garantier udvides til også at om-
fatte digitalt indhold og digitale tjenester. Ændringen skal ses i lyset af justeringerne af direkti-
vets anvendelsesområde.
Litra r
affattes således: ”Hvor
det er relevant, funktionaliteten, herunder gældende tekniske be-
skyttelsesforanstaltninger for varer med digitale elementer, digitalt indhold og digitale tjene-
ster”,
jf. moderniseringsdirektivets
artikel 4, stk. 4, litra a, nr. iv.
Ændringen indebærer, at oplysningspligten om funktionalitet udvides til også at omfatte digi-
tale tjenester. Ændringen skal ses i lyset af justeringerne af direktivets anvendelsesområde.
67
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Litra s
affattes således: ”Hvor
det er relevant, kompatibiliteten og interoperabiliteten af varer
med digitale elementer, digitalt indhold og digitale tjenester i henhold til, hvad den erhvervs-
drivende ved eller
med rimelighed burde have vidst”, jf. moderniseringsdirektivet
artikel 4, stk.
4, litra a, nr. iv.
Ændringen indebærer, at oplysningspligten udvides til også at omfatte kompatibilitet. Ændrin-
gen indebære endvidere, at oplysningspligten om kompatibilitet og interoperabilitet også skal
gælde for digitale tjenester.
Som et væsentligt nyt oplysningskrav indføres der krav om oplysninger om såkaldte personali-
serede priser. Der indsættes således også et nyt litra ea i artikel 6, stk. 1, der affattes således:
”hvor
det er relevant, at prisen blev personaliseret på grundlag af automatiseret beslutningstag-
ning”.
Bestemmelsen er indsat i direktivet for at sikre, at forbrugerne bliver oplyst om personaliserede
priser. Det fremgår af præambelbetragtning nr. 45, at erhvervsdrivende kan personalisere prisen
på deres tilbud til bestemte forbrugere eller bestemte kategorier af forbrugere baseret på auto-
matiseret beslutningstagning og profilering af forbrugernes adfærd, der giver de erhvervsdri-
vende mulighed for at vurdere forbrugerens købekraft. Forbrugerne bør derfor informeres ty-
deligt, når den pris, de tilbydes, er personaliseret baseret på automatiseret beslutningstagning,
så de kan tage højde for de potentielle risici i deres købsbeslutning. Der bør derfor føjes et
specifikt oplysningskrav til forbrugerrettighedsdirektivet om, at forbrugeren skal informeres,
når prisen er personaliseret på grundlag af automatiseret beslutningstagning. Dette oplysnings-
krav bør ikke gælde teknikker såsom
”dynamiske”
priser eller
”realtidspriser”,
der involverer
en ændring af prisen på en meget fleksibel og hurtig måde som svar på markedsefterspørgslen,
når disse teknikker ikke involverer personalisering baseret på automatiseret beslutningstagning.
Dette oplysningskrav berører ikke databeskyttelsesforordningen, som bl.a. indeholder bestem-
melser om personers ret til ikke at blive udsat for automatiseret individuel beslutningstagning,
herunder profilering, jf. databeskyttelsesforordningens artikel 22.
Endelig ændres ordlyden af forbrugerrettighedsdirektivets artikel 6, stk. 4,
således: ”De
i denne
artikels stk. 1, litra h, i, og j, omhandlede oplysninger kan gives ved hjælp af standardfortrydel-
sesformularen, jf. bilag I(A). Den erhvervsdrivende har opfyldt oplysningskravene fastlagt i
denne artikels stk. 1, litra h, i og j, hvis den erhvervsdrivende har leveret disse oplysninger til
forbrugeren og udfyldt formularen korrekt. Henvisningerne til fortrydelsesfristen på 14 dage i
standardfortrydelsesformularen fastsat i bilag I(A) erstattes af henvisninger til en fortrydelses-
frist på 30 dage i de tilfælde, hvor medlemsstaterne har vedtaget regler i overensstemmelse med
artikel 9, stk. 1a.”. Ændringen skal ses i sammenhæng med indførelsen af muligheden for at
udvide fortrydelsesretten til 30 dage, som beskrevet nedenfor om fortrydelsesretten, jf. moder-
niseringsdirektivets artikel 4, stk. 4, litra b.
68
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
2.1.3 Oplysning om fortrydelsesret - standardfortrydelsesformular
Med moderniseringsdirektivet ændres forbrugerrettighedsdirektivets artikel 8, stk. 4, om ind-
gåelse af aftale ved anvendelse af en fjernkommunikationsteknik. Artikel 8, stk. 4, oplister en
række oplysninger, som den erhvervsdrivende som minimum skal give hvis aftalen indgås ved
anvendelse af en fjernkommunikationsteknik, som kun giver begrænset plads eller tid til at for-
midle oplysningerne.
Ændringen indebærer, at standardfortrydelsesformularen udgår fra de oplysninger, som den er-
hvervsdrivende i alle tilfælde skal give.
Ændringen omtales i moderniseringsdirektivets præambelbetragtning nr. 41. Det fremgår heraf,
at forbrugerrettighedsdirektivets artikel 6, stk. 1, litra h, stiller krav til den erhvervsdrivende
om, forud for indgåelse af aftalen, at give forbrugerne oplysninger om fortrydelsesretten, her-
under om standardfortrydelsesformularen fastsat i bilag I(B) til direktivet. Der er i forbruger-
rettighedsdirektivets artikel 8, stk. 4, fastsat enklere krav til de oplysninger, der skal foreligge
forud for indgåelsen af aftaler til brug i tilfælde af, at aftalen indgås ved anvendelse af en fjern-
kommunikationsteknik, som kun giver begrænset plads eller tid til at formidle oplysningerne,
såsom pr. telefon, via stemmestyret indkøbsassistent eller SMS. De obligatoriske oplysninger,
der skal gives forud for indgåelsen af aftaler i forbindelse med eller gennem en sådan særlig
fjernkommunikationsteknik, omfatter oplysninger vedrørende fortrydelsesretten som omhand-
let i artikel 6, stk. 1, litra h. De omfatter derfor også udlevering af standardfortrydelsesformu-
laren i bilag I(B). Dog er det umuligt at udlevere fortrydelsesformularen, hvis aftalen for ek-
sempel indgås pr. telefon eller stemmestyret indkøbsassistent, og det kan være teknisk umuligt
at udlevere den på en brugervenlig måde ved hjælp af andre fjernkommunikationsmidler, der
er omfattet af artikel 8, stk. 4. Udlevering af standardfortrydelsesformularen bør derfor udgå af
de oplysninger, som de erhvervsdrivende i alle tilfælde skal give i forbindelse med eller gennem
en sådan særlig fjernkommunikationsteknik, der anvendes til indgåelse af aftaler, jf. artikel 8,
stk. 4.
I sammenhæng med, at standardfortrydelsesformularen udgår fra de oplysninger, som den er-
hvervsdrivende i alle tilfælde skal give efter artikel 8, stk. 4, følger der af moderniseringsdirek-
tivet de nødvendige konsekvensændringer af forbrugerrettighedsdirektivets bilag I del A og del
B svarende til forbrugeraftalelovens bilag 1 og 3.
2.2 Oplysningspligter for udbyderen af en onlinemarkedsplads
Moderniseringsdirektivet indfører artikel 6 a i forbrugerrettighedsdirektivet om supplerende
specifikke oplysningskrav for aftaler, der indgås på onlinemarkedspladser, jf. artikel 4, stk. 5.
Artikel 6 a indeholder en forpligtelse for udbyderen af en onlinemarkedsplads til at give for-
brugeren en række oplysninger i forbindelse med aftaler, der indgås på onlinemarkedspladser.
69
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Udbyderen af en onlinemarkedsplads skal give forbrugeren følgende oplysninger før forbruge-
ren bindes af aftalen, jf. artikel 6 a, litra a-d:
•
De vigtigste parametre for rangordningen af de tilbud, som forbrugeren præsenteres for
som følge af en søgning og den relative betydning af disse parametre i forhold til andre
parametre.
Hvorvidt den tredjepart, der tilbyder varerne, tjenesteydelserne eller det digitale ind-
hold, er en erhvervsdrivende eller ej.
Hvorvidt forbrugerrettigheder hidrørende fra EU-forbrugerbeskyttelsesretten ikke gæl-
der for aftalen, når den tredjepart, der tilbyder varerne, tjenesteydelserne eller det digi-
tale indhold, ikke er erhvervsdrivende.
Hvis det er relevant, hvordan forpligtelserne i forbindelse med aftalen deles mellem den
tredjepart, der tilbyder varerne, tjenesteydelserne eller det digitale indhold, og udbyde-
ren af onlinemarkedspladsen.
•
•
•
Det fremgår af præambelbetragtning nr. 18 i moderniseringsdirektivet, at højere rangordning
eller fremtrædende placering af kommercielle tilbud i onlinesøgeresultater af udbydere af onli-
nesøgemaskiner har en betydelig indvirkning på forbrugerne. På den baggrund foretager mo-
derniseringsdirektivet en række ændringer i bl.a. direktivet om urimelig handelspraksis og for-
brugerrettighedsdirektivet for at sikre, at forbrugeren bliver oplyst, når en erhvervsdrivende har
betalt for en højere rangordning af kommercielle tilbud i et søgeresultat. Det er alene ændrin-
gerne i forbrugerrettighedsdirektivet, som er relevant for udvalgets arbejde.
Ved rangordning forstås den relative fremtrædende placering af erhvervsdrivendes tilbud eller
den relevans, der tildeles søgeresultater, som de præsenteres, opstilles eller kommunikeres af
udbydere af onlinesøgemaskiner, herunder som fremkommer ved anvendelse af algoritmiske
sekvenserings-, rangordnings- eller revisionsmekanismer, visuelle fremhævninger eller andre
fremhævningsværktøjer eller kombinationer heraf, jf. præambelbetragtning nr. 19.
Oplysningskravene i forbrugerrettighedsdirektivets artikel 6 a, skal gøre det lettere for forbru-
gerne at gennemskue, hvem de indgår aftale med. Det fremgår i den forbindelse af præambel-
betragtning nr. 24 i moderniseringsdirektivet, at når forbrugere tilbydes produkter på online-
markedspladser, er både udbyderen af onlinemarkedspladsen og tredjepartsleverandøren invol-
veret i levering af de oplysninger forud for indgåelsen af aftaler, der kræves ved forbrugerret-
tighedsdirektivet. Forbrugere, der anvender onlinemarkedspladsen, forstår derfor muligvis ikke
fuldt ud, hvem deres aftalepartner er, og hvilken indvirkning dette har på deres rettigheder og
forpligtelser. Derfor fastsættes der med moderniseringsdirektivet specifikke oplysningskrav
vedrørende onlinemarkedspladser i direktivet om urimelig handelspraksis og forbrugerret-
tighedsdirektivet for at oplyse forbrugere, der anvender onlinemarkedspladser, om de vigtigste
70
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
parametre, der afgør rangordningen af tilbud, og hvorvidt de indgår en aftale med en erhvervs-
drivende eller en ikke-erhvervsdrivende, såsom en anden forbruger, jf. præambelbetragtning nr.
26.
Præambelbetragtning nr. 27 uddyber oplysningskravene. Udbydere af onlinemarkedspladser
bør informere forbrugerne om, hvorvidt den tredjepart, der tilbyder varerne, tjenesteydelserne
eller det digitale indhold, er en erhvervsdrivende eller ikke-erhvervsdrivende på grundlag af
den erklæring, der afgives til dem af tredjeparten. Forbrugeren bør endvidere oplyses om, hvor-
dan forpligtelser i forbindelse med kontrakten deles mellem tredjeparter, der tilbyder varerne,
tjenesteydelserne eller det digitale indhold, og udbydere af onlinemarkedspladser. Disse oplys-
ninger bør leveres på en klar og forståelig måde og ikke kun i standardvilkår og -betingelser
eller lignende aftaledokumenter.
Oplysningskravene til udbydere af onlinemarkedspladser skal være forholdsmæssige. Disse
krav skal sikre en balance mellem et højt forbrugerbeskyttelsesniveau og udbydere af online-
markedspladsernes konkurrencedygtighed. Der bør ikke stilles krav til udbydere af onlinemar-
kedspladser om at opregne specifikke forbrugerrettigheder, når de oplyser forbrugerne om,
hvorvidt disse rettigheder ikke gælder. Dette berører ifølge præambelbetragtning nr. 27 ikke
kravene om forbrugeroplysninger, der er fastsat i forbrugerrettighedsdirektivet, navnlig i artikel
6, stk. 1.
De oplysninger, der skal gives vedrørende ansvaret for sikringen af forbrugerrettigheder, af-
hænger af de aftaler, som udbydere af onlinemarkedspladser har indgået med de relevante tred-
jepartserhvervsdrivende. Udbyderen af onlinemarkedspladsen kan angive, at en tredjepartser-
hvervsdrivende er eneansvarlig for sikringen af forbrugerrettigheder eller beskrive sine egne
specifikke ansvarsområder, hvis denne udbyder påtager sig ansvaret for visse aspekter af afta-
len, for eksempel levering eller udøvelse af fortrydelsesretten, jf. præambelbetragtning nr. 27.
Ifølge præambelbetragtning nr. 28 bør der i overensstemmelse med artikel 15, stk. 1, i Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF om visse retlige aspekter af informationssam-
fundstjenester, navnlig elektronisk handel, i det indre marked (direktivet om elektronisk handel)
ikke stilles krav til udbydere af onlinemarkedspladser om at kontrollere tredjepartleverandørers
retlige status. Udbydere af onlinemarkedspladser bør i stedet stille krav til tredjepartleverandø-
rer på onlinemarkedspladsen om at angive deres status som erhvervsdrivende eller ikke-er-
hvervsdrivende med henblik på forbrugerbeskyttelsesretten og formidle disse oplysninger til
udbyderen af onlinemarkedspladsen.
Endelig fremgår det af forbrugerrettighedsdirektivets artikel 6 a, stk. 2, at medlemsstaterne
(med forbehold af direktivet om elektronisk handel) kan indføre yderligere oplysningskrav for
udbydere af onlinemarkedspladser, hvis de står i et rimeligt forhold til formålet, ikke giver an-
ledning til forskelsbehandling og er begrundet i hensynet til forbrugerbeskyttelse.
71
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Det følger således af præambelbetragtning nr. 29 i moderniseringsdirektivet, at under hensyn-
tagen til den hurtige teknologiske udvikling vedrørende onlinemarkedspladser og behovet for
at sikre en høj grad af forbrugerbeskyttelse bør medlemsstaterne have mulighed for at vedtage
eller opretholde særlige supplerende foranstaltninger med henblik herpå. Sådanne bestemmel-
ser bør være forholdsmæssige og ikke-diskriminerende og ikke berøre direktivet om elektronisk
handel.
3. Udvalgets overvejelser
3.1 Oplysningspligter ved fjernsalg og aftaler indgået uden for den erhvervsdrivendes for-
retningssted
Forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, nr. 1-22, der implementer forbrugerrettighedsdirektivets arti-
kel 6, indeholder en række oplysningspligter ved indgåelse af fjernsalgsaftaler og aftaler indgået
uden for den erhvervsdrivendes forretningssted. Den erhvervsdrivende skal bl.a. oplyse sit fax-
nummer (nr. 2), at købelovens mangelsregler kan finde anvendelse (nr. 14), hvor det er relevant,
funktionaliteten, herunder gældende tekniske beskyttelsesforanstaltninger for digitalt indhold
(nr. 20), hvor det er relevant, det digitale indholds evne til at fungere sammen med hardware
og software, i henhold til hvad den erhvervsdrivende ved eller med rimelighed burde have vidst
(nr. 21).
Moderniseringsdirektivet ændrer visse dele af forbrugerrettighedsdirektivets artikel 6 om op-
lysningspligter ved indgåelse af fjernsalgsaftaler og aftaler indgået uden for den erhvervsdriv-
endes forretningssted, jf. moderniseringsdirektivets artikel 4, stk. 4. Ændringerne i oplysnings-
kravene er udtryk for en totalharmonisering og skal gennemføres i dansk lovgivning. Udvalget
har derfor overvejet, hvordan ændringerne gennemføres i dansk ret.
Med moderniseringsdirektivet udgår faxnummeret bl.a. som en oplysning, den erhvervsdri-
vende skal give, jf. ændringen af forbrugerrettighedsdirektivets artikel 6, stk. 1, litra c, der er
gennemført i forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, nr. 2. Som følge af, at faxnummeret udgår, er der
også foretaget konsekvensændringer af forbrugerrettighedsdirektivets bilag I, del A (standard-
fortrydelsesvejledningen) og del B (standardfortrydelsesformularen), jf. moderniseringsdirek-
tivets artikel 4, stk. 15, litra a og b. Bilagene er gennemført som forbrugeraftalelovens bilag 1
(standardfortrydelsesvejledningen ved aftaler om fjernsalg) og 3 (standardfortrydelsesformula-
ren).
Udvalget foreslår, at forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, nr. 2, og lovens bilag 1 og 3 ændres,
således at faxnummer udgår i overensstemmelse med ændringerne i forbrugerrettighedsdirek-
tivet.
Der henvises til lovudkastets § 2, nr. 8, samt bemærkningerne hertil.
72
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Med moderniseringsdirektivet ændres oplysningspligterne i litra l, r og s, så de tilpasses forbru-
gerrettighedsdirektivets ændrede anvendelsesområde og definitioner i forhold til bl.a. varer med
digitale elementer, digitalt indhold og digitale tjenester.
Ifølge det hidtil gældende litra l skal den erhvervsdrivende påminde forbrugeren om eksistensen
af en lovbestemt garanti for varernes kontraktmæssighed. Med ændringen i moderniseringsdi-
rektivet tilføjes ”varernes,
det digitale indholds og de digitale tjenesters
kontraktmæssighed”.
Litra l er gennemført i forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, nr. 14.
Det er efter udvalgets vurdering ikke nødvendigt at ændre forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, nr.
14, idet bestemmelsen indeholder en generel henvisning til købelovens mangelsregler. Den nu-
værende formulering af § 8, stk. 1, nr. 14, vil derfor også omfatte digitalt indhold og digitale
tjenester, når den foreslåede ændring af købeloven vedrørende direktivet om digitalt indhold er
gennemført, se herom i delbetænkning I, kapitel 5, pkt. 4.1.
Litra r ændres, så den erhvervsdrivendes pligt til at oplyse om funktionaliteten, herunder gæl-
dende tekniske beskyttelsesforanstaltninger for digitalt indhold, også skal gælde for varer med
digitale elementer og digitale tjenester. Litra r er gennemført i forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1,
nr. 20. En lignende ændring foretages af litra s, hvorefter den erhvervsdrivende nu har pligt til
at oplyse om både ”kompatibiliteten” og ”interoperabiliteten” af varer med digitale elementer,
digitalt indhold og digitale tjenester. Litra s er gennemført i forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1,
nr. 21.
Udvalget foreslår, at forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, nr. 20 og 21, ændres i overensstemmelse
med de nævnte ændringer i forbrugerrettighedsdirektivet.
Der henvises til lovudkastets § 2, nr. 12 og 13, samt bemærkningerne hertil.
Moderniseringsdirektivet tilføjer endvidere en ny oplysningspligt om personaliserede priser til
forbrugerrettighedsdirektivet, hvorefter der skal gives oplysning om personaliserede priser ved
automatiseret beslutningstagning. Kravet indsættes som artikel 6, stk. 1, litra ea. Den nye op-
lysningspligt har til formål at sikre, at forbrugerne informeres tydeligt, når den pris, de tilbydes,
er personaliseret baseret på automatiseret beslutningstagning, så de kan tage højde for de po-
tentielle risici i deres købsbeslutning. Oplysningspligten gælder ikke for teknikker, såsom
”dy-
namiske”
priser eller ”realtidspriser”, jf. præambelbetragtning nr. 45 i moderniseringsdirekti-
vet.
Udvalget foreslår, at der indsættes et nyt oplysningskrav i forbrugeraftalelovens § 8, stk. 2,
hvorefter den erhvervsdrivende, hvor det er relevant, skal oplyse om, at prisen blev personali-
seret på grundlag af automatiseret beslutningstagning.
73
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Der henvises til lovudkastets § 2, nr. 11, samt bemærkningerne hertil.
3.2 Oplysningspligter ved andre aftaler end fjernsalg eller aftaler indgået uden for den
erhvervsdrivendes forretningssted
Forbrugeraftalelovens § 17, stk. 2, nr. 1-9, der gennemfører forbrugerrettighedsdirektivets arti-
kel 5, indeholder en række oplysningspligter for andre aftaler end fjernsalgsaftaler og aftaler
indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted. Den erhvervsdrivende skal bl.a. oplyse
sit faxnummer (nr. 2), at købelovens mangelsregler finder anvendelse (nr. 5), hvor det er rele-
vant, eftersalgskundebistand og betingelserne herfor, eftersalgsservice og handelsmæssige ga-
rantier (nr. 6), hvor det er relevant, funktionaliteten, herunder gældende tekniske beskyttelses-
foranstaltninger for digitalt indhold (nr. 8), og, hvor det er relevant, det digitale indholds evne
til at fungere sammen med hardware og software, i henhold til hvad den erhvervsdrivende ved
eller med rimelighed burde have vidst (nr. 9).
Moderniseringsdirektivet ændrer visse dele af forbrugerrettighedsdirektivets artikel 5 om op-
lysningspligter for andre aftaler end aftaler om fjernsalg og aftaler indgået uden for den er-
hvervsdrivendes forretningssted, jf. moderniseringsdirektivets artikel 4, stk. 3. Ændringerne i
oplysningskravene er udtryk for en totalharmonisering og skal gennemføres i dansk lovgivning.
Udvalget har derfor overvejet, hvordan ændringerne gennemføres i dansk ret.
Med moderniseringsdirektivet ændres oplysningspligterne i artikel 5, stk. 1, litra e, g og h, så
de tilpasses forbrugerrettighedsdirektivets ændrede anvendelsesområde og definitioner i for-
hold til bl.a. varer med digitale elementer, digitalt indhold og digitale tjenester. Ændringerne
svarer i vidt omfang til ændringerne af artikel 6, stk. 1, litra l, r og s. Der henvises til beskrivel-
sen umiddelbart ovenfor i kapitel 5, pkt. 3.1.
Ifølge det hidtil gældende litra e skal den erhvervsdrivende foruden påmindelsen om eksisten-
sen af en lovbestemt garanti for varernes kontraktmæssighed, oplyse om eventuel eftersalgsser-
vice og handelsmæssige garantier samt betingelserne herfor, hvor det er relevant. Med ændrin-
gen i moderniseringsdirektivet
tilføjes ”det digitale indhold og de digitale tjenesters kontrakt-
mæssighed”. Litra e,
1. led, er gennemført i forbrugeraftalelovens § 17, stk. 2, nr. 5, mens 2.
led er gennemført i nr. 6.
Det er efter udvalgets vurdering ikke nødvendigt at ændre forbrugeraftalelovens § 17, stk. 2, nr.
5, idet bestemmelsen indeholder en generel henvisning til købelovens mangelsregler. Den nu-
værende formulering af § 17, stk. 2, nr. 5, vil derfor også omfatte digitalt indhold og digitale
tjenester, når den foreslåede ændring af købeloven vedrørende direktivet om digitalt indhold er
gennemført, se herom delbetænkning I, kapitel 6, pkt. 1.3.1.1. Det er heller ikke nødvendigt at
ændre § 17, stk. 2, nr. 6, idet den gennemfører dele af litra e, som ikke ændres.
74
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Ifølge det hidtil gældende litra g skal den erhvervsdrivende, hvor det er relevant, oplyse om
funktionaliteten, herunder gældende tekniske beskyttelsesforanstaltninger for digitalt indhold.
Med ændringen i moderniseringsdirektivet tilføjes ”varer med digitale
elementer, digitalt ind-
hold og digitale tjenester”. Litra g er gennemført i § 17, stk. 2, nr. 8.
Ifølge det hidtil gældende litra h skal den erhvervsdrivende, hvor det er relevant, oplyse om det
digitale indholds interoperabilitet med hardware og software i henhold til, hvad den erhvervs-
drivende ved eller med rimelighed burde have vidst. Med moderniseringsdirektivet ændres litra
h, hvorefter den erhvervsdrivende nu har pligt til at oplyse om både ”kompatibiliteten” og ”in-
teroperabiliteten” af ”varer med digitale elementer, digitalt indhold og digitale tjenester”. Litra
h er gennemført i § 17, stk. 2, nr. 9.
Udvalget foreslår, at forbrugeraftalelovens § 17, stk. 1, nr. 8 og 9, ændres i overensstemmelse
med ændringerne i forbrugerrettighedsdirektivet.
Der henvises til lovudkastets § 2, nr. 25 og 26, samt bemærkningerne hertil.
3.3 Supplerende specifikke oplysningspligter for aftaler, der indgås på onlinemarkeds-
pladser
Den erhvervsdrivende er ifølge forbrugeraftalelovens § 8 forpligtet til at give forbrugeren en
række oplysninger, inden der indgås en fjernsalgsaftale eller en aftale indgået uden for de er-
hvervsdrivendes forretningssted. Den erhvervsdrivende skal bl.a. oplyse om sin identitet og fy-
siske adresse. Se nærmere beskrivelse af oplysningspligterne ovenfor i kapitel 5, pkt. 1.1.
Forbrugeraftalelovens oplysningspligter gælder også for erhvervsdrivende, som sælger varer på
onlinemarkedspladser. Oplysningspligterne gælder ikke udbyderen af onlinemarkedspladsen,
medmindre denne tillige er formidler af en aftale mellem forbrugeren og en ikke-erhvervsdri-
vende sælger, jf. forbrugeraftalelovens § 2, stk. 3, som udvalget foreslår opretholdt. Der findes
oplysningspligter for den erhvervsdrivende i en række andre love, hvis den erhvervsdrivende
handler på en andens vegne, f.eks. markedsføringslovens § 6, stk. 2, nr. 2, og e-handelslovens
§ 9, stk. 1. I tilfælde, hvor udbyderen ikke er formidler, kan udbyderen også være underlagt
oplysningspligter efter andre regelsæt end forbrugeraftaleloven. Efter markedsføringsloven skal
udbyderen bl.a. oplyse den kommercielle hensigt med enhver form for handelspraksis, hvis den
ikke allerede fremgår tydeligt af sammenhængen, herunder reklame, jf. markedsføringslovens
§ 6, stk. 4, og udbyderens handelspraksis må ikke vildlede ved at udelade eller skjule væsentlige
oplysninger eller præsentere væsentlige oplysninger på en uklar, uforståelig, dobbelttydig eller
uhensigtsmæssig måde, jf. markedsføringslovens § 6.
Med moderniseringsdirektivet er der indsat en ny artikel 6 a i forbrugerrettighedsdirektivet.
Artikel 6 a indeholder nye, supplerende oplysningskrav for aftaler, der indgås på onlinemar-
kedspladser, jf. moderniseringsdirektivets artikel 4, stk. 5.
75
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Efter den nye artikel 6 a forpligtes udbyderen af en onlinemarkedsplads til at give forbrugeren
oplysning om:
•
•
•
•
de vigtigste parametre for rangordning af tilbud
om varerne udbydes af en erhvervsdrivende
om de forbrugerbeskyttende regler gælder, når der indgås aftale med en tredjepart, som
ikke er erhvervsdrivende, og
hvis det er relevant, hvordan forpligtelserne i forbindelse med aftalen deles mellem den
tredjepart, som tilbyder varerne/tjenesteydelserne/det digitale indhold og udbyderen af
onlinemarkedspladsen.
Baggrunden for kravene er bl.a., at det kan være uklart for forbrugerne, hvem de indgår aftale
med, og hvordan dette påvirker deres rettigheder og pligter, jf. moderniseringsdirektivets præ-
ambelbetragtning nr. 4. Informationen skal være klar og gives på en måde, som egner sig til
fjernkommunikation. Det er ikke tilstrækkeligt, at informationen gives i standardvilkår, jf. præ-
ambelbetragtning nr. 27.
Det ligger i ordet ”supplerende”, at forbrugerrettighedsdirektivets øvrige oplysningskrav gæl-
der ud over de specifikke oplysningspligter for aftaler, der indgås på onlinemarkedspladser.
Oplysningerne skal således gives i tillæg til de oplysninger, som skal gives efter forbrugerret-
tighedsdirektivets artikel 6, jf. præambelbetragtning nr. 27. Forbrugerrettighedsdirektivets arti-
kel 6 knytter sig til den erhvervsdrivende i aftaleforholdet, mens de nye supplerende oplys-
ningskrav i artikel 6 a knytter sig til udbyderen af onlinemarkedspladsen. Oplysningerne skal
gives før aftaleindgåelse.
Ændringerne i oplysningskravene er udtryk for en totalharmonisering, og Danmark er EU-ret-
ligt forpligtet til at implementere bestemmelsen i dansk ret. Udvalget har overvejet, hvordan
ændringerne gennemføres i dansk ret. Udvalget foreslår, at de supplerende specifikke oplys-
ningskrav for aftaler, der indgås på onlinemarkedspladser gennemføres umiddelbart efter for-
brugeraftalelovens § 8 om oplysningskrav ved fjernsalg mv.
Der henvises til lovudkastets § 2, nr. 16, samt bemærkningerne hertil.
Moderniseringsdirektivet indeholder i artikel 6 a, stk. 2, en mulighed for at indføre yderligere
oplysningskrav for udbydere af onlinemarkedspladser. Eventuelle yderligere krav skal være i
overensstemmelse med direktiv 2000/31/EF af 8. juni 2000 om visse retlige aspekter af infor-
76
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
2429073_0079.png
mationssamfundstjenester, navnlig elektronisk handel, i det indre marked (e-handelsdirekti-
vet)
4
, stå i et rimeligt forhold til formålet, og må ikke indebære forskelsbehandling og være
begrundet i hensynet til forbrugerbeskyttelse.
Udvalget har i delbetænkning I overvejet indførsel af en ordning, hvorefter udbydere af online-
markedspladser (også kaldet onlineplatforme) skal hæfte som sælger for aftaler indgået via
markedspladsen, selvom sælgeren ifølge aftalen er en tredjepart.
Et flertal af udvalgets medlemmer fandt i forbindelse med overvejelserne herom, at de almin-
delige aftaleretlige regler om, hvornår en platform betragtes som forbrugerens aftalepart, alle-
rede beskytter forbrugeren i de tilfælde, hvor det ikke står klart, hvem der er den egentlige
aftalepart. Flertallet pegede på, at det følger af almindelige aftaleretlige regler, at en onlineplat-
form bliver bundet af en aftale med en forbruger og dermed aftalepart, hvis det ikke fremgår
tydeligt ved aftaleindgåelsen, at det er en anden end platformen, der er forbrugerens aftalepart.
Flertallet bemærkede desuden, at en udvidelse af sælgerbegrebet grundlæggende ville bryde
med princippet om kontrakters relativitet, dvs. at en aftale kun skaber rettigheder og pligter for
aftalens parter. Flertallet anbefalede derfor ikke, at sælgerbegrebet skulle udvides til at omfatte
onlineplatforme mv., der efter almindelige aftaleretlige regler ikke anses som forbrugerens af-
talepart, jf. delbetænkning I, kapitel 5, afsnit 4.6.2.
Et mindretal af udvalgets medlemmer fandt, at en onlineplatform, der aktivt er involveret i salg
af produkter på vegne af en tredjepart, skal hæfte som sælger, uanset om platformen efter de
almindelige aftaleretlige regler vil blive anset som forbrugerens aftalepart eller ej. Mindretallet
begrundede sit forslag med, at det efter de gældende regler kan være vanskeligt for parterne at
gennemskue deres retsstilling, og at en sådan regel vil skabe klarhed for parterne. Mindretallet
anførte endvidere, at en del platforme optræder så aktivt, at de i mange relationer fremtræder
som sælger, jf. delbetænkning I, kapitel 5, afsnit 4.6.3.
Udvalget har i forlængelse af det anførte overvejet, om der bør indføres yderligere supplerende
oplysningskrav for onlinemarkedspladser.
De nye oplysningsforpligtelser i artikel 6 a stiller forbrugeren bedre, fordi udbyderen af online-
markedspladsen forpligtes til at sikre, at forbrugeren modtager de oplistede oplysninger. De nye
oplysningsforpligtelser indeholder endvidere en klarere retstilstand end de skønsmæssige regler
i markedsføringsloven, som udbyderen af en onlinemarkedsplads på nuværende tidspunkt er
underlagt, medmindre udbyderen ikke tillige er formidler, jf. forbrugeraftalelovens § 2, stk. 3.
4
Det bemærkes, at Europa-Kommissionen den 15. december 2020 har fremsat forslag til Europa-Parlamentets og
Rådets forordning om et indre marked for digitale tjenester (retsakt om digitale tjenester) og om ændring af direktiv
2000/31/EF (lovpakken ”the Digital Services Act Package”). Såfremt lovpakken vedtages, vil dette medføre æn-
dringer i de gældende regler i bl.a. e-handelsloven.
77
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Som det også er anført i delbetænkning I, kapitel 5, afsnit 4.6.1, findes onlinemarkedspladser i
mange forskellige varianter, og mange af disse er hjemmehørende i udlandet. Det er udvalgets
indtryk, at det både i forhold til danske og udenlandske markedspladser kan være vanskeligt for
forbrugeren at gennemskue forretningskonceptet, herunder hvem der er aftalepart, ligesom det
kan være vanskeligt i udlandet at håndhæve forbrugerens rettigheder.
Udvalget har i lyset heraf særligt overvejet, om der bør indføres et krav om, at onlinemarkeds-
pladsen - foruden de oplysninger, som skal meddeles forbrugeren efter direktivet
–
også skal
oplyse forbrugeren om identiteten og hjemsted for den tredjepart, som tilbyder varer, tjeneste-
ydelser eller digitalt indhold på onlinemarkedspladsen, uanset om tredjeparten er erhvervsdri-
vende eller ikke-erhvervsdrivende.
Oplysninger om en potentiel aftaleparts identitet og hjemsted er væsentlige oplysninger for for-
brugeren, navnlig i de tilfælde, hvor aftaleparten har hjemsted i et land langt fra Danmark, og
hvor det kan være vanskeligt for forbrugeren at håndhæve sine rettigheder.
Hvis sælgeren, som benytter onlinemarkedspladsen, er erhvervsdrivende, vil sælgeren allerede
være forpligtet til at oplyse om sit hjemsted mv. som følge af de øvrige oplysningsforpligtelser
i forbrugeraftaleloven. Onlinemarkedspladsen har derimod ikke pligt til at meddele oplysnin-
gerne. Hvis onlinemarkedspladsen får pligt til også at meddele oplysningerne, vil det give en
ekstra sikkerhed for, at forbrugeren får oplysningerne. Dette skal også ses i lyset af, at det efter
udvalgets vurdering formentlig vil være lettere at håndhæve tilsidesættelse af oplysningspligter
over for onlinemarkedspladsen end den bagvedliggende sælger.
Hvis sælgeren på onlinemarkedspladsen ikke er erhvervsdrivende, gælder forbrugeraftalelo-
vens øvrige oplysningspligter ikke for sælgeren/annoncøren på onlinemarkedspladsen. Udby-
deren af onlinemarkedspladsen er heller ikke forpligtet til at give oplysningerne, medmindre
udbyderen tillige er formidler, jf. forbrugeraftalelovens § 2, stk. 3. I disse tilfælde vil det sup-
plerende oplysningskrav for udbyderen af onlinemarkedspladsen føre til, at forbrugeren skal
have oplysninger om identitet og hjemsted for aftaleparten, som der ikke er pligt til at meddele
i dag.
Udvalget finder på den baggrund, at der er behov for at supplere de nye oplysningskrav for
aftaler, der indgås på onlinemarkedspladser, med et krav om, at udbyderen af onlinemarkeds-
pladsen skal oplyse om identiteten og hjemsted på den tredjepart, som tilbyder varer, tjeneste-
ydelser eller digitalt indhold på onlinemarkedspladsen.
Formålet med disse oplysningskrav er at sikre gennemskuelige aftalemodeller, hvor det er ty-
deligt for forbrugeren, hvem vedkommende indgår aftale med, og hvilket land de kommer fra.
78
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Oplysningskravet understøtter dermed de civilretlige virkninger af manglende tydelighed om
aftaleparten, hvorefter en onlinemarkedsplads bliver bundet af en aftale med en forbruger og
dermed aftalepart, hvis det ikke fremgår tydeligt ved aftaleindgåelsen, at det er en anden end
platformen, der er forbrugerens aftalepart.
Oplysningskravet indebærer endvidere, at forbrugeren af onlinemarkedspladsen vil blive gjort
opmærksom på, hvis forbrugeren indgår aftale med en tredjepart, der bor i et land langt fra
Danmark, og hvor det kan være vanskeligt for forbrugeren at håndhæve sine rettigheder, her-
under i tilfælde af misligholdelse fra tredjepartens side eller ved udnyttelse af fortrydelsesretten.
Oplysningerne herom kan således indgå i forbrugerens overvejelser forud aftaleindgåelsen, og
forbrugeren kan fravælge at indgå aftalen, hvis forbrugeren ikke ønsker at løbe risikoen.
En sådan yderligere oplysningspligt for onlinemarkedspladser kan desuden ikke antages at in-
debære en væsentlig byrde for onlinemarkedspladserne bl.a. set i lyset af, at onlinemarkeds-
pladser i forvejen efter de regler, der følger af moderniseringsdirektivet, skal oplyse om, hvor-
vidt tredjeparten er erhvervsdrivende, og om de forbrugerbeskyttende regler finder anvendelse
for aftalen. Onlinemarkedspladserne har også en egen interesse i, at det er tydeligt, hvem der er
aftalepart, idet onlinemarkedspladerne ellers selv vil blive bundet af aftalen med forbrugeren.
Udvalget foreslår på denne baggrund, at muligheden for at tilføje yderligere supplerende oplys-
ningskrav for udbyderen af onlinemarkedspladsen udnyttes, således at der tilføjes et krav om,
at udbyderen af onlinemarkedspladsen skal oplyse om identiteten og hjemsted på den tredjepart,
som tilbyder varer, tjenesteydelser eller digitalt indhold på onlinemarkedspladsen.
Der henvises til lovudkastets § 2, nr. 16, samt bemærkningerne hertil. Det yderligere supple-
rende oplysningskrav fremgår af det foreslåede § 8 a, stk. 1, nr. 1.
3.4 Oplysning om fortrydelsesretten - standardfortrydelsesformular
Forbrugeraftalelovens § 8, stk. 9, indeholder bl.a. en pligt til at oplyse om standardfortrydelses-
formularen i forbrugeraftalelovens bilag 3, inden der indgås aftaler om fjernsalg. Der er også
pligt til at oplyse om standardfortrydelsesformularen, når der indgås aftaler ved anvendelse af
en fjernkommunikationsteknik, som kun giver begrænset plads eller tid til at formidler oplys-
ningerne, jf. § 11, stk. 2, 1. pkt. De øvrige oplysningspligter i § 8, stk. 1, skal den erhvervsdri-
vende formidle til forbrugeren på en passende måde, jf. § 11, stk. 2, 2. pkt.
Moderniseringsdirektivets artikel 4, stk. 7, litra a, fjerner standardfortrydelsesformularen, som
en af de oplysninger den erhvervsdrivende mindst skal give, hvis aftalen indgås ved anvendelse
af en fjernkommunikationsteknik, som kun giver begrænset plads eller tid til at formidle oplys-
ningerne.
Ændringen er udtryk for en totalharmonisering og skal gennemføres i dansk lovgivning.
79
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Det er derfor nødvendigt at ændre forbrugeraftalelovens § 11, stk. 2, således at oplysningen om
standardfortrydelsesformularen går fra at være en oplysning, som den erhvervsdrivende mindst
skal give, til at være en oplysning, som formidles af den erhvervsdrivende på passende måde.
Udvalget foreslår ændringen gennemført ved, at standardfortrydelsesformularen undtages fra
henvisningen til § 8, stk. stk. 1, nr. 9, i § 11, stk. 2, 1. pkt.
Der henvises til lovudkastets § 2, nr. 21 og 22, samt bemærkningerne hertil.
80
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Kapitel 6 - Fortrydelsesret
1. Gældende dansk ret (forbrugeraftaleloven)
Forbrugeren har fortrydelsesret i overensstemmelse med reglerne i forbrugeraftalelovens kapi-
tel 4, jf. § 18, stk. 1. Fortrydelsesretten indebærer, at forbrugeren inden for fortrydelsesfristen
kan træde tilbage fra en gyldig aftale om levering af varer eller tjenesteydelser. Forbrugeren har
som udgangspunkt fortrydelsesret for ”fjernsalgsaftaler”, som angår varer
og tjenesteydelser,
og for ”aftaler, som er indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted”.
Der er en række aftaletyper, som reglerne om fortrydelsesret ikke gælder for. De er oplistet i §
18, stk. 2. Undtaget er bl.a. aftaler om salg af varer, som ikke egner sig til at blive returneret,
f.eks. varer, som er fremstillet efter forbrugerens specifikationer, eller tydeligt har fået et per-
sonligt præg, og aftaler om tjenesteydelser, som udføres, inden fortrydelsesfristen udløber.
1.1 Fortrydelsesfristens varighed
Reglerne om fortrydelsesfristen og dens beregning fremgår af forbrugeraftalelovens § 19, der
gennemfører forbrugerrettighedsdirektivets artikel 9 og 10.
Udgangspunktet i forbrugeraftaleloven er, at forbrugeren har en fortrydelsesfrist på 14 dage.
Ved aftaler om individuel pensionsordning er fortrydelsesfristen dog på 30 dage.
Fristen regnes
i kalenderdage.
Det følger af forbrugeraftalelovens § 19, stk. 1, 1. pkt., at
forbrugeren inden 14 dage ved afgi-
velse af en utvetydig erklæring skal give den erhvervsdrivende meddelelse om, at forbrugeren
udøver sin fortrydelsesret. Der kan ikke stilles krav om, at årsagen til fortrydelsen angives, jf.
forbrugeraftalelovens § 19, stk. 1, 2. pkt.
Det fastlægges i forbrugeraftalelovens § 19, stk. 2, fra hvilket tidspunkt fristen for at udøve
fortrydelsesretten skal beregnes for forskellige typer af aftaler. Hvis aftalen vedrører en tjene-
steydelse, løber fortrydelsesfristen fra den dag, hvor aftalen indgås, jf. forbrugeraftalelovens §
19, stk. 2, nr. 1.
Hvis aftalen vedrører en vare, løber fortrydelsesfristen fra den dag, hvor forbrugeren eller den
af forbrugeren angivne tredjemand, dog ikke transportøren, får varen i fysisk besiddelse, jf.
forbrugeraftalelovens § 19, stk. 2, nr. 2. I § 19, stk. 2, nr. 2, litra a-c, fastsættes dette tidspunkt
nærmere i relation til en række forskellige aftaletyper. I tilfælde af levering af flere forskellige
varer, som er bestilt i én ordre, men som leveres enkeltvis, regnes fristen fra den dag, hvor den
sidste vare er i forbrugerens eller den af forbrugeren angivne tredjemands fysiske besiddelse
(litra a). Er der derimod tale om en vare, som består af flere partier eller dele, regnes fristen fra
den dag, hvor forbrugeren eller den af forbrugeren angivne tredjemand får det sidste parti eller
81
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
den sidste del i fysisk besiddelse (litra b), mens fristen i tilfælde af aftaler om regelmæssig
levering af varer over en bestemt periode, regnes fra den dag, hvor forbrugeren eller den af
forbrugeren angivne tredjemand får den første vare i fysisk besiddelse (litra c).
Forbrugeraftalelovens § 19, stk. 3, fastsætter som en undtagelse til stk. 2, at fortrydelsesfristen
for så vidt angår aftaler om en vare eller en ikke-finansiel tjenesteydelse først løber fra den dag,
hvor forbrugeren har modtaget de i § 8, stk. 1, nr. 9, nævnte oplysninger, dvs. om oplysninger
om betingelser, tidsfrist og procedurer for at gøre en eventuel fortrydelsesret gældende samt
standardfortrydelsesformularen i bilag 3. Det forudsættes i den forbindelse, at dette tidspunkt
ligger senere end det tidspunkt, hvor en aftale om en tjenesteydelse indgås, eller forbrugeren
får varen fysisk i hænde, idet fristen i modsat fald skal regnes fra disse tidspunkter, jf. § 19, stk.
2, nr. 1 og 2.
Det fremgår endvidere af § 19, stk. 3, at fortrydelsesfristen først begynder at løbe, når disse
oplysninger er modtaget på et varigt medium, jf. herved § 13. Denne del af § 19 er begrænset
til at vedrøre manglende oplysninger om selve fortrydelsesretten.
Forbrugeraftalelovens § 19, stk. 4, fastsætter i tilknytning til stk. 1-3, en absolut fortrydelsesfrist
for aftaler indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted vedrørende varer og ikke-
finansielle tjenesteydelser. Bestemmelsen finder ikke anvendelse på aftaler om finansielle tje-
nesteydelser. Efter bestemmelsen udløber fortrydelsesfristen for aftaler om varer eller ikke-fi-
nansielle tjenesteydelser
–
uanset at de i § 8, stk. 1, nr. 9, nævnte oplysninger ikke er givet til
forbrugeren på et varigt medium
–
senest 12 måneder efter den i stk. 2 nævnte 14-dages periode,
dog senest 14 dage efter den dag, hvor oplysningerne er kommet frem til forbrugeren. Bestem-
melsen indebærer, at den absolutte frist altid udløber senest 12 måneder efter udløbet af den
oprindelige fortrydelsesfrist, dvs. 14 dage efter indgåelse af en aftale om en tjenesteydelse eller
ved aftaler om varer 14 dage efter, at forbrugeren eller en af forbrugeren angiven tredjemand
har fået varen i fysisk besiddelse. Efterfølgende oplysninger fra den erhvervsdrivende om for-
trydelsesfristen i overensstemmelse med § 19, stk. 3, eksempelvis umiddelbart før udløbet af
12-måneders fristen, vil således ikke føre til forlængelse af den absolutte frist, dvs. fristen på
12 måneder efter udløbet af den oprindelige fortrydelsesfrist (12 måneder og 14 dage).
Forbrugeraftalelovens § 19, stk. 6, fastsætter i tilknytning til beregningen af fortrydelsesfristen,
at fristen udløber den følgende hverdag, hvis den sidste dag for udøvelsen af fortrydelsesretten
falder på en helligdag, en lørdag, grundlovsdag, den 24. december eller den 31. december. Be-
stemmelsen indebærer, at tidsfristen udløber med udgangen af den følgende hverdags sidste
time.
82
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
1.2 Undtagelser til fortrydelsesretten
Udgangspunktet i forbrugeraftalelovens kapitel 4 er, at forbrugeren har fortrydelsesret ved af-
taler om fjernsalg og ved aftaler indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted, jf.
forbrugeraftalelovens § 18, stk. 1.
Der er i forbrugeraftalelovens § 18, stk. 2, nr. 1-15, opregnet en række aftaler, som
–
bortset fra
nr. 2
–
generelt undtages fra fortrydelsesretten. Den erhvervsdrivende er for aftaler omfattet af
§ 18, stk. 2, forpligtet til at give forbrugeren oplysninger om, at forbrugeren ikke vil kunne gøre
fortrydelsesretten gældende, og hvor det er relevant, under hvilke omstændigheder forbrugeren
mister sin fortrydelsesret, jf. § 8, stk. 1, nr. 10 og 11.
Undtagelserne er begrundet i, at en fortrydelsesret i visse tilfælde vil kunne være uhensigts-
mæssig, f.eks. på grund af bestemte varers eller tjenesteydelsers karakter. Det gælder f.eks. for
varer, der er fremstillet efter forbrugerens specifikationer, eller som har fået et tydeligt person-
ligt præg, såsom gardiner syet efter mål, eller for f.eks. levering af brændstof i en tank, som det
ikke er muligt at adskille fra anden brændstof i tanken efter leveringen.
For visse tjenesteydelser er undtagelserne begrundet i, at det vil kunne være uhensigtsmæssigt
at give forbrugeren fortrydelsesret, hvor der ved aftalens indgåelse afsættes kapacitet hos den
erhvervsdrivende, som den erhvervsdrivende kunne have vanskeligt ved at anvende, hvis en
fortrydelsesret udøves, f.eks. reservationer på hoteller eller ferieboliger, ved kulturelle begiven-
heder eller sportsbegivenheder.
Ved gennemførelsen af moderniseringsdirektivet er det særligt undtagelserne i nr. 2, 8 og 13,
som er relevante. Disse gennemgås i det følgende.
Efter forbrugeraftalelovens § 18, stk. 2, nr. 2, gælder fortrydelsesretten ikke for udførte ikke-
finansielle tjenesteydelser, hvis leveringen af tjenesteydelsen er påbegyndt med forbrugerens
forudgående udtrykkelige samtykke og anerkendelse af, at fortrydelsesretten ophører, når tje-
nesteydelsen er fuldt udført.
Bestemmelsen indebærer, at forbrugeren under forudsætning af, at forbrugeren har givet sam-
tykke og anerkendt, at fortrydelsesretten mistes, ikke kan fortryde en sådan tjenesteydelsesaf-
tale, efter at aftalen er opfyldt af den erhvervsdrivende, selvom fortrydelsesfristen endnu ikke
er udløbet. Det følger modsætningsvist af bestemmelsen, at forbrugeren vil kunne fortryde en
tjenesteydelsesaftale, indtil den erhvervsdrivende har opfyldt aftalen fuldt ud. Den erhvervsdri-
vende har i sådanne tilfælde mulighed for at opnå betaling, forudsat at forbrugeren har givet
samtykke til, at arbejdet ønskes udført, jf. herved § 25, stk. 1, som omtales nedenfor.
Efter forbrugeraftalelovens § 18, stk. 2, nr. 8, undtages aftaler om specifikke hastende repara-
tions- eller vedligeholdelsesarbejder, som forbrugeren på forhånd udtrykkeligt har anmodet om,
83
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
fra fortrydelsesretten. Hvis den erhvervsdrivende i forbindelse med et sådant arbejde leverer
ikke-finansielle tjenesteydelser ud over dem, forbrugeren udtrykkeligt har anmodet om, eller
andre varer end de reservedele, der er nødvendige til at udføre vedligeholdelsen eller reparati-
onen, finder fortrydelsesretten dog anvendelse på disse yderligere ikke-finansielle tjenesteydel-
ser eller varer.
Herudover undtages efter forbrugeraftalelovens § 18, stk. 2, nr. 13, levering af digitalt indhold,
som ikke leveres på et fysisk medium, hvis udførelsen er påbegyndt med forbrugerens forud-
gående udtrykkelige samtykke og anerkendelse af, at vedkommende dermed mister sin fortry-
delsesret.
Ved digitalt indhold forstås data, der er produceret og leveret i digital form, såsom computer-
programmer, applikationer, spil, musik, videoer eller tekster, uanset om der opnås adgang hertil
via downloading eller streaming, fra et fysisk medium eller på nogen anden måde. Hvis digitalt
indhold leveres via et fysisk medium såsom en CD eller en DVD, gælder reglerne om varer.
Aftaler om digitalt indhold, der ikke leveres på et fysisk medium, skal i lighed med aftaler om
levering af vand, gas eller elektricitet, som ikke udbydes til salg i et begrænset volumen eller i
en bestemt mængde, hverken klassificeres som en købsaftale eller en tjenesteydelsesaftale.
1.3 Den erhvervsdrivendes forpligtelser, når fortrydelsesretten udnyttes
Den erhvervsdrivendes forpligtelser i tilfælde af udøvelse af fortrydelsesretten fremgår af for-
brugeraftalelovens § 22, for så vidt angår en aftale om en vare eller en ikke-finansiel tjeneste-
ydelse.
1.3.1 Tilbagetræden fra en aftale om en vare eller tjenesteydelse
Det følger af forbrugeraftalelovens § 22, at ved forbrugerens
tilbagetræden fra en aftale (udnyt-
telse af fortrydelsesretten) om en vare eller en ikke-finansiel tjenesteydelse skal den erhvervs-
drivende tilbagebetale alle beløb, inklusive eventuelle leveringsomkostninger, modtaget fra for-
brugeren uden unødig forsinkelse og senest 14 dage fra den dato, hvor den erhvervsdrivende i
overensstemmelse med forbrugeraftalelovens § 20 har modtaget meddelelse om forbrugerens
beslutning om at træde tilbage fra aftalen.
14 dages-fristen
skal ses i sammenhæng med bestem-
melsens stk. 4, hvoraf det fremgår, at den erhvervsdrivende kan tilbageholde beløbet, indtil
varen er modtaget retur, eller indtil forbrugeren har fremlagt dokumentation for, at varen er
returneret, alt efter hvilket tidspunkt der er tidligst. Tilbagebetalingen skal således ske snarest
muligt.
Den erhvervsdrivende skal tilbagebetale eventuelle modtagne beløb, når forbrugeren træder til-
bage fra aftalen.
84
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Ved tilbagebetalingen skal den erhvervsdrivende anvende samme betalingsmiddel, som forbru-
geren har anvendt til den oprindelige transaktion, medmindre forbrugeren udtrykkeligt har ac-
cepteret noget andet, og forudsat at forbrugeren ikke bliver pålagt nogen former for gebyrer
som følge af tilbagebetalingen.
Fastlæggelsen af, hvad der udgør tilstrækkelig dokumentation til at udløse den erhvervsdriven-
des tilbagebetalingspligt, vil bero på en konkret vurdering. En kvittering for afsendelse af et
anbefalet brev, tilbagesendelse undergivet en ”track-and-trace”-service,
en indleveringsattest
(postkvittering) eller lignende må antages at udgøre dokumentation for, at et brev eller en pakke
er indleveret til afsendelse. Bestemmelsen indebærer ikke, at forbrugeren skal kunne fremvise
dokumentation for forsendelsens indhold eller varens stand.
Det er omdiskuteret, om forbrugeren eller den erhvervsdrivende bærer risikoen for varen, indtil
den er leveret tilbage til den erhvervsdrivende, se Karstoft i ”Forbrugeraftaleloven med kom-
mentarer” (1.
udgave, 2018), s. 534 ff. Et flertal af arbejdsgruppen, som afgav betænkning nr.
1540/2013 om gennemførelse af direktivet om forbrugerrettigheder, fandt, at forbrugeren ved
udnyttelse af fortrydelsesretten bærer risikoen for varen, indtil den er leveret tilbage til den
erhvervsdrivende, jf. betænkning nr. 1540/2013, s. 315 f. Det fremgår af lovforslag nr. L 39 af
9. oktober 2013 om forbrugeraftaler, de almindelige bemærkninger pkt. 4.10.3.1.3, at flertallets
synspunkt er lagt til grund. Karstoft tiltræder ikke arbejdsgruppens flertals konklusion, jf. Kars-
toft i U 2018B, s. 68 ff.
Den erhvervsdrivendes tilbagebetaling efter stk. 4 skal i lighed med tilbagebetaling efter stk. 1
ske uden unødig forsinkelse.
1.4 Forbrugerens forpligtelser når fortrydelsesretten udnyttes
Forbrugerens forpligtelser i tilfælde af udøvelse af fortrydelsesretten fremgår af forbrugerafta-
lelovens § 24 om tilbagetræden fra en aftale om en vare og af § 25 om tilbagetræden fra en
aftale om en tjenesteydelse.
1.4.1 Tilbagetræden fra en aftale om en vare
Efter forbrugeraftalelovens § 24, stk. 1, skal forbrugeren ved tilbagetræden fra en købsaftale
(udnyttelse af fortrydelsesretten) afsende eller aflevere varen til den erhvervsdrivende eller til
en person, som den erhvervsdrivende har bemyndiget til at modtage varen, uden unødig forsin-
kelse og senest 14 dage efter, at forbrugeren har givet meddelelse til den erhvervsdrivende om
udnyttelse af fortrydelsesretten, jf. § 20. Bestemmelsen finder ikke anvendelse i tilfælde, hvor
den erhvervsdrivende har tilbudt at afhente varen.
Bestemmelsen indebærer, at forbrugeren skal tilbagesende eller aflevere varen senest 14 dage
efter den dato, hvor forbrugeren har givet den erhvervsdrivende besked om, at aftalen fortrydes.
85
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Fristen er overholdt, hvis forbrugeren har afsendt varerne inden udløbet af de 14 dage, dvs. at
afsendelse på fristens sidste dag vil være rettidig.
Det fremgår af forbrugeraftalelovens § 24, stk. 2, at forbrugeren skal afholde de direkte udgifter
i forbindelse med tilbagelevering af varen, medmindre den erhvervsdrivende enten har indvil-
liget i at afholde omkostningerne eller ikke har overholdt pligten efter § 8, stk. 1, nr. 12, til at
oplyse forbrugeren om, at vedkommende skal betale udgifterne til tilbagelevering af varen i
tilfælde af fortrydelse.
De direkte udgifter i forbindelse med tilbageleveringen vil som udgangspunkt svare til de ud-
gifter, som den erhvervsdrivende har afholdt ved levering af varen, og vil bl.a. ikke omfatte den
erhvervsdrivendes (generelle) omkostninger ved at skulle håndtere returnerede varer efter til-
bagelevering.
Forbrugeraftalelovens § 24, stk. 3, fastlægger, hvornår den erhvervsdrivende (selv) skal fore-
tage afhentning af varen, herunder afholde udgifterne forbundet hermed. Den erhvervsdrivende
skal afhente varen for egen regning, når følgende betingelser er opfyldt: 1) købsaftalen er ind-
gået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted, 2) varen er blevet leveret til forbrugerens
hjem ved aftalens indgåelse og 3) varen i kraft af sin art normalt ikke kan returneres med post.
Det fremgår af forbrugeraftalelovens § 24, stk. 4, 1. pkt., at når en forbruger udnytter fortrydel-
sesretten i relation til en købsaftale indgået uden for forretningssted eller ved fjernsalg, og hvor
den erhvervsdrivende skal hente varen
–
enten fordi den erhvervsdrivende har tilbudt dette, eller
fordi den erhvervsdrivende i medfør af stk. 3 er forpligtet hertil
–
vil varen vederlagsfrit tilfalde
forbrugeren, hvis den erhvervsdrivende ikke har afhentet varen inden tre måneder efter det tids-
punkt, hvor den erhvervsdrivende i overensstemmelse med § 20 har modtaget meddelelse om
forbrugerens beslutning om at træde tilbage fra aftalen.
Efter forbrugeraftalelovens § 24, stk. 4, 2. pkt., kan forbrugeren holde varen tilbage, indtil ve-
derlaget eller den betalte del heraf tilbagebetales. Bestemmelsen finder anvendelse i de tilfælde,
der er opregnet i 1. pkt., dvs. tilfælde, hvor den erhvervsdrivende har tilbudt at afhente varen
eller i medfør af stk. 3 er forpligtet hertil.
Efter forbrugeraftalelovens § 24, stk. 5, 1. pkt., hæfter forbrugeren kun for en eventuel forrin-
gelse af varens værdi, som skyldes en anden håndtering af varen, end hvad der er nødvendigt
for at fastslå varens art, egenskaber og den måde, den fungerer på. I tilfælde, hvor forbrugerne
har brugt varen mere, hæfter forbrugeren således for eventuel forringelse af varens værdi som
følge heraf, men forbrugeren bevarer fortrydelsesretten. Det centrale spørgsmål efter bestem-
melsen er, dels om ibrugtagningen, herunder åbning af eller skade på emballage mv., har med-
ført en forringelse af varens værdi, dels om forbrugeren hæfter for en sådan værdiforringelse.
86
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Ved vurderingen af, om ibrugtagningen af varen har medført en værdiforringelse, vil der skulle
lægges vægt på varens handelsværdi, når ibrugtagningen tages i betragtning. Det vil i den for-
bindelse ikke i sig selv være afgørende, hvad den pågældende sælger vil kunne afsætte varen
til gennem den anvendte salgskanal. Værdiansættelsen bør således ske ud fra varens generelle
handelsmæssige værdi og dermed den pris, som erhvervsdrivende almindeligvis kan opnå.
Ved vurderingen af, om forbrugeren hæfter for værdiforringelsen, vil der skulle lægges vægt
på, om forbrugeren har håndteret varen på en måde, som vedkommende i almindelighed ville
have fået lov til i en (fysisk) forretning. Dette indebærer eksempelvis, at forbrugeren alene kan
prøve en beklædningsgenstand, men ikke have den på i længere tid. Der gælder i øvrigt en
generel forpligtelse til at håndtere og besigtige varerne med behørig omhu, dvs. at forbrugeren
hæfter for forringelse af varen, der skyldes forbrugerens uagtsomhed eller manglende omsorg.
I visse tilfælde kan der formentlig blive tale om så beskeden en tilbagebetaling ved udnyttelse
af fortrydelsesretten, at det næppe kan betale sig for forbrugeren at udnytte denne.
Det påhviler som udgangspunkt den erhvervsdrivende at godtgøre, at varen har været udsat for
en værdiforringelse. Kan den erhvervsdrivende løfte denne bevisbyrde, påhviler det forbruge-
ren at bevise, at værdiforringelsen alene skyldes brug, herunder afprøvning af varen, der er
nødvendig for at fastslå varernes art, egenskaber og den måde, den fungerer på.
Efter forbrugeraftalelovens § 24, stk. 5, 2. pkt., hæfter forbrugeren ikke for en eventuel forrin-
gelse af varen i det tilfælde, hvor den erhvervsdrivende ikke i overensstemmelse med § 8, stk.
1, nr. 9, har givet meddelelse om fortrydelsesretten. Bestemmelsen indebærer, at forbrugeren i
disse situationer ikke hæfter for en eventuel forringelse af varen i perioden, indtil fortrydelses-
fristen udløber. I denne periode vil forbrugeren således ikke hæfte for en eventuel forringelse
af varen, der skyldes forbrugerens brug af varen, inden forbrugeren blev bekendt med retten til
at træde tilbage fra aftalen, uanset om en eventuel forringelse skyldes en anden brug af varen,
end hvad der kan anses for normalt. Dette gælder dog som udgangspunkt ikke, hvor forbrugeren
er i ond tro (dvs. har kendskab til at fortrydelsesfristen endnu ikke er udløbet), idet forbrugeren
i medfør af den almindelige loyalitetspligt efter omstændighederne, herunder hvis forholdet kan
bevises af den erhvervsdrivende, i givet fald vil kunne komme til at hæfte for en eventuel for-
ringelse af varens værdi.
1.4.2 Tilbagetræden fra en aftale om en tjenesteydelse
Forbrugeraftalelovens § 25 indeholder regler om forbrugerens forpligtelser, når fortrydelsesret-
ten udnyttes, for så vidt angår en tjenesteydelsesaftale.
Det følger af forbrugeraftalelovens § 25, stk. 1, at forbrugeren ved udnyttelse af fortrydelses-
retten i relation til en tjenesteydelsesaftale, hvor udførelsen af ydelsen allerede er påbegyndt,
kan pålægges at betale for den del af ydelsen, som allerede er leveret, såfremt opfyldelse af
aftalen inden fortrydelsesfristens udløb er påbegyndt på forbrugerens udtrykkelige anmodning
87
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
(nr. 1), og den erhvervsdrivende godtgør, at forbrugeren i overensstemmelse med § 8, stk. 1,
nr. 9 og 13, og § 14, stk. 1, nr. 12, er blevet oplyst om fortrydelsesretten og om det beløb, der i
givet fald skal betales ved udnyttelse heraf (nr. 2).
Beregningen af det forholdsmæssige beløb, som forbrugeren skal betale, er nærmere reguleret
i § 25, stk. 2, hvorefter beløbet skal stå i rimeligt forhold til omfanget af den ydelse, som allerede
er leveret, sammenlignet med aftalens fulde opfyldelse. Bestemmelsen sikrer på den ene side,
at forbrugeren kan gøre brug af fortrydelsesretten, selv om vedkommende har anmodet om tje-
nesteydelsens levering inden udløbet af fortrydelsesfristen og på den anden side, at den er-
hvervsdrivende får en rimelig betaling for den tjenesteydelse, vedkommende har leveret, hvis
forbrugeren gør brug af fortrydelsesretten.
Hvis den samlede pris for tjenesteydelsen er urimelig høj, beregnes det forholdsmæssige beløb
på grundlag af markedsværdien af det leverede. Det er forbrugeren, der skal kunne påvise, at
den samlede pris er uforholdsmæssig. Markedsværdien bør fastsættes ved at sammenligne pri-
sen på en tilsvarende tjenesteydelse ydet af andre erhvervsdrivende på tidspunktet for aftalens
indgåelse.
Hvis aftalen vedrører en ydelse af en bestemt varighed, må beløbet fastsættes som en pris pr.
dag set i forhold til den fulde opfyldelse af aftalen. Hvis der er tale om en løbende aftale af
ubestemt varighed, kan prisen fastsættes pr. dag set i forhold til opfyldelse af aftalen i en etårig
periode. Der kan afkræves forbrugeren betaling for eventuelle rimelige stiftelsesomkostninger
mv., i det omfang der er tale om betaling for en ydelse, som er leveret til forbrugeren som led i
aftalens indgåelse/opfyldelse.
Omfattet af bestemmelsen vil herudover være udgifter, som den erhvervsdrivende har afholdt i
forbindelse med aftalens indgåelse, uanset om den erhvervsdrivende har udliciteret eller selv
udførte den pågældende opgave, samt betaling for ydelser, som den erhvervsdrivende udfører i
forbindelse med en aftales indgåelse/opfyldelse. Det er dog en forudsætning for medregning af
sådanne udgifter og betalinger, at det beløb, der kræves betalt, står i rimeligt forhold til omfan-
get af den ydelse, der er leveret. Det er i øvrigt en forudsætning for at afkræve forbrugeren
betaling for afholdte udgifter til udførelsen af en opgave, at forbrugeren er blevet oplyst om
størrelsen af gebyret mv. og har samtykket i dets afholdelse inden fortrydelsesfrisens udløb.
Endvidere vil udgifter til eventuelt forbrugsafregnet forbrug, som efter aftalen skal betales ud
over den faste abonnementspris, f.eks. et bestemt beløb pr. minut, der tales i telefon, være om-
fattet, jf. almindelige obligationsretlige principper, hvorefter forbrugeren er forpligtet til at be-
tale for det forbrugte frem til fortrydelsestidspunktet.
For så vidt angår levering af digitalt indhold, der ikke leveres på et fysisk medium, fremgår det
af forbrugeraftalelovens § 25, stk. 3, nr. 1-3, at forbrugeren ved tilbagetræden fra en aftale
88
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
herom, hverken hæfter for hel eller delvis levering, der har fundet sted, hvis en af følgende tre
situationer gør sig gældende:
•
hvis forbrugeren ikke på forhånd har givet sit udtrykkelige samtykke til, at aftalens op-
fyldelse er påbegyndt inden fortrydelsesfristens udløb,
hvis forbrugeren ikke har anerkendt, at vedkommende mister sin fortrydelsesret, når
vedkommende giver sit samtykke, eller
hvis den erhvervsdrivende har undladt at give forbrugeren en bekræftelse af dennes for-
udgående udtrykkelige samtykke og anerkendelse, jf. § 10, stk. 2, 2. pkt., og § 13, stk.
2, 2. pkt.
•
•
1.5 Forbud mod uanmodede personlige henvendelser
Forbrugeraftalelovens § 4 indeholder regler om erhvervsdrivendes uanmodede telefoniske og
personlige henvendelser til forbrugere. Efter forbrugeraftalelovens § 4, stk. 1, må en erhvervs-
drivende således ikke uden forudgående anmodning herom rette telefonisk henvendelse til en
forbruger eller personlig henvendelse til en forbruger på dennes bopæl, arbejdsplads eller andet
sted, hvortil der ikke er almindelig adgang, med henblik på straks eller senere at opnå tilbud
eller accept af tilbud om indgåelse af aftale.
Mens visse uanmodede telefoniske henvendelser er undtaget fra forbuddet, jf. § 4, stk. 2, er der
for personlige henvendelser, såkaldt dørsalg, tale om et absolut forbud.
Reglerne om uanmodede henvendelser følger ikke af forbrugerrettighedsdirektivet, men er en
selvstændig dansk regel. Forbuddet mod uanmodede henvendelser er dels begrundet i hensyn
til privatlivets fred, dels i forbrugerbeskyttelseshensyn.
Forbuddet mod dørsalg blev indført i 1975 (dengang som § 11 i næringsloven). Med den første
forbrugeraftalelov fra 1978 (lov nr. 139 af 29. marts 1978 om visse forbrugeraftaler) blev for-
buddet videreført og udvidet, dog med visse undtagelser. Det fremgår af forarbejderne til be-
stemmelsen i 1978-forbrugeraftaleloven, jf. lovforslag nr. L 39 af 13. oktober 1977, at baggrun-
den for forbuddet mod dørsalg var dels hensynet til privatlivets fred, idet de fleste mennesker
formentlig anser den uanmodede henvendelse som en påtrængende og generende salgsform,
dels ønsket om at beskytte forbrugeren mod den risiko for misbrug og udnyttelse, som erfa-
ringsmæssigt er knyttet til dørsalg. Samtidig blev fortrydelsesretten indført som et supplement
til de undtagelsestilfælde, hvor dørsalg på daværende tidspunkt fortsat var lovligt.
Forbuddet mod dørsalg blev absolut ved en ændring af forbrugeraftaleloven i 2004, jf. lov nr.
451 af 9. juni 2004. Som begrundelse henvistes der til privatlivets fred. De erhvervsdrivende,
89
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
som var omfattet af undtagelserne i § 4, stk. 2, kunne dog rette uanmodede telefoniske henven-
delser til forbrugere.
Danmark kunne opretholde reguleringen af uanmodede henvendelser i forbrugeraftaleloven
uanset gennemførelsen af forbrugerrettighedsdirektivet, fordi adgangen til at rette personlig
henvendelse til forbrugere ikke er reguleret af forbrugerrettighedsdirektivet. Direktivet tillader
medlemsstaterne at opretholde eller indføre nationale bestemmelser om spørgsmål, der ikke
specifikt er behandlet i direktivet, jf. præambelbetragtning nr. 13. Af den årsag er forbuddet
mod uanmodede henvendelser stadig en del af forbrugeraftaleloven.
Der er en sammenhæng mellem forbrugeraftalelovens forbud mod dørsalg og direktivet om
urimelig handelspraksis, som er implementeret i markedsføringsloven. Ifølge markedsførings-
lovens bilag 1
–
som udpeger former for handelspraksis, der altid må anses for vildledende eller
aggressive
–
anses det efter pkt. 25 som en aggressiv markedsføringsform, at der aflægges per-
sonlige besøg på forbrugerens bopæl, uden at forbrugerens ønske om, at den erhvervsdrivende
skal forlade stedet eller blive væk, respekteres, med undtagelse af besøg med henblik på at
opretholde en kontraktretlig forpligtelse.
Direktivet om urimelig handelspraksis er totalharmoniserende, og der kan derfor ikke oprethol-
des eller indføres bestemmelser, som fraviger dem, der er fastsat i direktivet, medmindre direk-
tivet udtrykkeligt giver mulighed herfor på specifikke områder. De ændringer af direktivet om
urimelig handelspraksis, som følger af moderniseringsdirektivet, overlader medlemsstaterne et
vist råderum med hensyn til bestemmelser om dørsalg, hvilket beskrives nærmere nedenfor.
2. Nye EU-regler (moderniseringsdirektivet)
2.1 Dørsalg samt mulighed for udvidelse af fortrydelsesretten og for at fravige visse und-
tagelser til fortrydelsesretten
Forbrugerrettighedsdirektivet giver som udgangspunkt en fortrydelsesret på 14 dage for aftaler
om fjernsalg og aftaler indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted. Der gælder en
række undtagelser til fortrydelsesretten.
Med den ændring af forbrugerrettighedsdirektivet, der følger af moderniseringsdirektivet, har
medlemsstaterne fået mulighed for at forlænge fortrydelsesretten til 30 dage i visse tilfælde.
Det følger således af moderniseringsdirektivets artikel 4, stk. 8, litra a, at medlemsstaterne kan
vedtage regler, hvorefter fortrydelsesfristen på 14 dage, jf. forbrugerrettighedsdirektivets artikel
9, stk. 1, forlænges til 30 dage for aftaler, der er indgået i forbindelse med en erhvervsdrivendes
besøg uden forudgående anmodning i en forbrugers hjem eller udflugter arrangeret af en er-
hvervsdrivende med det formål eller den virkning at reklamere for eller sælge produkter til
forbrugere. Muligheden indsættes som artikel 9, stk. 1a, i forbrugerrettighedsdirektivet. En for-
90
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
længelse sker med henblik på at beskytte forbrugernes legitime interesser for så vidt angår ag-
gressiv eller vildledende markedsføring eller aggressive eller vildledende salgsmetoder. For-
længelsen skal stå i et rimeligt forhold til formålet, ikke give anledning til forskelsbehandling
og være begrundet i hensynet til forbrugerbeskyttelse.
Derudover konsekvensændres forbrugerrettighedsdirektivets artikel 6, stk. 4, artikel 9, stk. 2,
artikel 10, stk. 2, og artikel 14, stk. 4, litra b, nr. i, således at den nye mulighed for en 30 dages
fortrydelsesfrist også fremgår her.
Muligheden for at udvide fortrydelsesfristen er motiveret i ønsket om at gøre det muligt for
medlemsstaterne at vedtage bestemmelser, som beskytter forbrugere mod særligt aggressive
eller vildledende salgsmetoder, som for eksempel dørsalg eller udflugter.
Det fremgår af præambelbetragtning nr. 54 i moderniseringsdirektivet, at selvom salg uden for
den erhvervsdrivendes forretningssted er en legitim og veletableret salgskanal, kan en række
former for særlig aggressiv eller vildledende markedsføring eller særligt aggressive eller vild-
ledende salgsmetoder i forbindelse med dørsalg eller udflugter som defineret i forbrugerret-
tighedsdirektivets artikel 2, stk. 8, lægge pres på forbrugerne for at få dem til at købe varer eller
tjenester, som de ellers ikke ville købe, eller varer til overpris, ofte til øjeblikkelig betaling.
Sådanne former for praksis er ofte målrettet ældre eller andre sårbare forbrugere.
Det fremgår endvidere af præambelbetragtning nr. 54, at EU-lovgiver er opmærksom på, at en
række af medlemsstaterne betragter aftaler indgået i forbindelse med dørsalg eller udflugter
som uønskede og anser det for nødvendigt at begrænse særlige former for eller aspekter af salg
uden for den erhvervsdrivendes forretningssted, såsom aggressiv og vildledende markedsføring
eller salg af et produkt i forbindelse med dørsalg eller udflugter. Det fremgår også af præam-
belbetragtning nr. 54, at hvis der vedtages sådanne begrænsninger ud fra andre hensyn end
forbrugerbeskyttelse, såsom den offentlige interesse eller respekten for privatlivet, der er be-
skyttet ved artikel 7 i chartret om grundlæggende rettigheder, falder de uden for anvendelses-
området for direktivet om urimelig handelspraksis.
Det præciseres i den forbindelse i præambelbetragtning nr. 55, at direktivet om urimelig han-
delspraksis ikke berører medlemsstaternes frihed til at vedtage nationale bestemmelser for yder-
ligere at beskytte forbrugernes legitime interesser mod urimelig handelspraksis i forbindelse
med dørsalg, eller udflugter, der organiseres af en erhvervsdrivende med det formål eller den
virkning at reklamere for produkter eller sælge dem til forbrugerne, hvis sådanne bestemmelser
er begrundet i hensynet til forbrugerbeskyttelse. Det fremgår endvidere af præambelbetragtning
nr. 55, at alle sådanne bestemmelser bør stå i et rimeligt forhold til formålet, ikke give anledning
til forskelsbehandling og ikke forbyde disse salgskanaler som sådan. Direktivet overlader råde-
rum til at vedtage bestemmelser, som eksempelvis fastsætter det tidspunkt på dagen, hvor besøg
i forbrugernes hjem uden deres udtrykkelige anmodning ikke er tilladt, eller forbyde sådanne
91
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
besøg, når forbrugeren synligt har tilkendegivet, at disse besøg ikke er acceptable, eller fore-
skrive betalingsproceduren. Direktivet overlader også råderum til at fastsætte bestemmelser
som er mere beskyttende på de områder, som er harmoniseret ved forbrugerrettighedsdirektivet.
Med de ændringer af forbrugerrettighedsdirektivet, der følger af moderniseringsdirektivet, har
medlemsstaterne endvidere fået mulighed for at begrænse antallet af undtagelser til fortrydel-
sesretten for så vidt angår aftaler indgået i forbindelse med dørsalg eller udflugter med henblik
på at beskytte forbrugernes legitime interesser for så vidt angår aggressiv eller vildledende mar-
kedsføring eller aggressive eller vildledende salgsmetoder. Udnyttelse af valgmuligheden inde-
bærer, at forbrugeren vil få mulighed for at udøve fortrydelsesret.
Muligheden indsættes i artikel 16 om fortrydelsesret i forbrugerrettighedsdirektivet, jf. moder-
niseringsdirektivets artikel 4, stk. 12, litra b. Det følger heraf, at medlemsstaterne kan afvige
fra undtagelserne til fortrydelsesretten fastsat i artikel 16, stk. 1, litra a, b, c, og e, for aftaler
indgået i forbindelse med en erhvervsdrivendes besøg uden forudgående anmodning i en for-
brugers hjem eller udflugter arrangeret af en erhvervsdrivende med det formål eller den virk-
ning at reklamere for eller sælge produkter til forbrugere med henblik på at beskytte forbruger-
nes legitime interesser for så vidt angår aggressiv eller vildledende markedsføring eller aggres-
sive eller vildledende salgsmetoder. Sådanne regler skal stå i et rimeligt forhold til formålet,
ikke give anledning til forskelsbehandling og være begrundet i hensynet til forbrugerbeskyt-
telse.
De undtagelser, der kan begrænses, er følgende:
•
tjenesteydelsesaftaler, efter at tjenesteydelsen er blevet fuldt udført, hvis udførelsen er
påbegyndt med forbrugerens forudgående udtrykkelige samtykke og med anerkendelse
af, at vedkommende vil miste sin fortrydelsesret, når aftalen er fuldstændig opfyldt af
den erhvervsdrivende
levering af varer eller tjenesteydelser, hvis pris er afhængig af udsving på kapitalmar-
kedet, som den erhvervsdrivende ikke har indflydelse på, og som kan optræde inden
fortrydelsesfristens udløb
levering af varer, som er fremstillet efter forbrugerens specifikationer eller har fået et
tydeligt personligt præg, og
levering af forseglede varer, som af sundhedsbeskyttelses- eller hygiejnemæssige årsa-
ger ikke er egnede til at blive returneret, og hvor forseglingen er blevet brudt efter leve-
ringen.
•
•
•
De resterende undtagelser til fortrydelsesretten i artikel 16, stk. 1, litra d, og f-m, vil fortsat
skulle gælde i tilfælde af aftaler indgået i forbindelse med dørsalg eller udflugter.
92
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Undtagelsen til fortrydelsesretten om digitalt indhold og de formelle krav til aftaler
indgået ved fjernsalg og uden for den erhvervsdrivendes forretningssted
Med moderniseringsdirektivet er der sket en række ændringer i forbrugerrettighedsdirektivets
artikel 7, 8 og 16.
Forbrugerrettighedsdirektivets artikel 16 omhandler undtagelser til fortrydelsesretten og opli-
ster i litra a-m nogle aftaletyper, hvor medlemsstaterne ikke må give mulighed for at udøve
fortrydelsesretten i forbindelse med aftaler om fjernsalg og aftaler uden for den erhvervsdriv-
endes forretningssted. Litra a og m er ændret med moderniseringsdirektivets artikel 4, stk. 12,
litra a.
Litra a affattes således:
”tjenesteydelsesaftaler,
efter at tjenesteydelsen er blevet fuldt udført,
men, hvis aftalen forpligter forbrugeren til at betale,
kun hvis udførelsen er påbegyndt med
forbrugerens forudgående udtrykkelige samtykke og anerkendelse af, at vedkommende mister
sin fortrydelsesret, når aftalen er fuldstændig opfyldt
af den erhvervsdrivende.” Ændringen er
fremhævet med kursiv.
Litra m
affattes således: ”aftaler
om levering af digitalt indhold, som ikke leveres på et fysisk
medium, hvis udførelsen er påbegyndt,
og hvis forbrugeren ved aftalen pålægges en forpligtelse
til at betale,
hvis:
•
forbrugeren har givet forudgående udtrykkeligt samtykke til, at udførelsen påbegyndes,
inden fortrydelsesfristen udløber,
forbrugeren har anerkendt, at vedkommende dermed mister sin fortrydelsesret, og
den erhvervsdrivende har givet bekræftelse i overensstemmelse med artikel 7, stk. 2,
eller artikel 8, stk. 7.”
2.2
•
•
Ændringen er fremhævet med kursiv.
Ændringerne i litra a og m skal ses i sammenhæng med de justeringer, der foretages i forbru-
gerrettighedsdirektivets anvendelsesområde. Det fremgår således af præambelbetragtning nr.
30 i moderniseringsdirektivet, at den fortsatte involvering af udbyderen af tjenester berettiger
anvendelsen af de regler vedrørende fortrydelsesretten, der er fastsat i forbrugerrettighedsdi-
rektivet, og som på effektiv vis giver forbrugeren mulighed for at afprøve tjenesten og, i løbet
af 14 dage fra indgåelsen af aftalen, træffe beslutning om at beholde den eller ej. Mange aftaler
om levering af digitalt indhold, der ikke leveres på et fysisk medium, er karakteriseret ved en
enkelt levering af et eller flere stykker digitalt indhold til forbrugeren, såsom musik- eller vi-
deofiler. Aftaler om levering af digitalt indhold, der ikke leveres på et fysisk medium, er fortsat
93
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
underlagt undtagelsen fra fortrydelsesretten fastsat i artikel 16, stk. 1, litra m, i forbrugerret-
tighedsdirektivet, hvoraf det fremgår, at forbrugeren mister fortrydelsesretten, når udførelsen
af aftalen er påbegyndt, såsom ved downloading eller streaming af indhold, med forbehold af
forbrugerens forudgående udtrykkelige samtykke til at påbegynde udførelsen inden fortrydel-
sesfristen og anerkendelse af, at vedkommende derved har mistet sin fortrydelsesret. Hvor der
er tvivl om, hvorvidt aftalen er en tjenesteydelsesaftale eller en aftale om levering af digitalt
indhold, der ikke leveres på et fysisk medium, bør reglerne om fortrydelsesret ved tjenesteydel-
ser anvendes.
Forbrugerrettighedsdirektivets artikel 7 og 8 indeholder formelle krav for aftaler indgået uden
for den erhvervsdrivendes forretningssted eller ved fjernsalg. Artikel 7, stk. 3, og artikel 8, stk.
8, ændres med moderniseringsdirektivet og omhandler de tilfælde, hvor forbrugeren ønsker, at
udførelsen af tjenesteydelser eller levering af vand, gas eller elektricitet, som ikke sælges i et
afgrænset volumen eller i en begrænset mængde, eller af fjernvarme, skal påbegyndes inden
fortrydelsesfristen udløber, jf. artikel 9, stk. 2.
Det fremgår af den ændrede artikel 7, stk. 3, og artikel 8, stk. 8, at den erhvervsdrivende i
sådanne tilfælde skal kræve, at forbrugeren fremsætter en udtrykkelig anmodning om levering
på et varigt medium
og anmode forbrugeren om at anerkende, at når aftalen er fuldstændig
opfyldt af den erhvervsdrivende, har forbrugeren ikke længere nogen fortrydelsesret.
Ændrin-
gen er fremhævet med kursiv. Derudover fremgår det af den ændrede artikel 7, stk. 3, og artikel
8, stk. 8, at bestemmelserne kun omfatter de aftaler, hvor forbrugeren pålægges en forpligtelse
til at betale.
Ændringen af artikel 7, stk. 3, og artikel 8, stk. 8, skal ifølge præambelbetragtning nr. 37 ses i
sammenhæng med den aftaleretlige sanktion i forbrugerrettighedsdirektivets artikel 14, stk. 4,
litra a, hvorefter forbrugeren ikke skal betale for de udførte tjenesteydelser, hvis den erhvervs-
drivende ikke har opnået forbrugerens udtrykkelige samtykke til, at levering påbegyndes inden
fortrydelsesfristens udløb. Kravet om at opnå forbrugerens forudgående udtrykkelige samtykke
er kun relevant for tjenesteydelser, herunder digitale tjenester, der udføres mod betaling af en
pris. Det er derfor nødvendigt at ændre artikel 7, stk. 3, og artikel 8, stk. 8, således at kravet til
erhvervsdrivende om at opnå forbrugerens forudgående udtrykkelige samtykke kun gælder for
tjenesteydelsesaftaler, hvor forbrugeren pålægges en forpligtelse til at betale en pris.
Direktivets artikel 14, stk. 4, beskrives nærmere i præambelbetragtning nr. 44 samtidigt med,
at nødvendigheden af ændringen i artikel 16, litra m, forklares.
Det fremgår af præambelbetragtning nr. 44, at artikel 14, stk. 4, foreskriver de betingelser, på
hvilke forbrugeren, i tilfælde af udøvelse af fortrydelsesretten, ikke hæfter for omkostningerne
ved udførelse af tjenesteydelser, levering af offentlige forsyninger og levering af digitalt ind-
hold, der ikke leveres på et fysisk medium. Hvis nogen af disse betingelser er opfyldt, skal
94
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
forbrugeren ikke betale prisen for tjenesteydelser, offentlige forsyninger eller digitalt indhold,
der er modtaget før udøvelsen af fortrydelsesretten. For så vidt angår digitalt indhold, er opfyl-
delsen af en af disse ikke-kumulative betingelser nemlig i henhold til artikel 14, stk. 4, litra b,
nr. iii, ensbetydende med manglende bekræftelse af aftalen, som omfatter bekræftelse af for-
brugerens udtrykkelige samtykke til, at udførelsen af aftalen påbegyndes, inden fortrydelsesfri-
sten udløber, og anerkendelse af, at vedkommende dermed mister sin fortrydelsesret. Denne
betingelse er imidlertid ikke blandt betingelserne for tabet af fortrydelsesretten i nævnte direk-
tivs artikel 16, stk. 1, litra m, hvilket skaber usikkerhed med hensyn til forbrugernes mulighed
for at anvende artikel 14, stk. 4, litra b, nr. iii, når de to øvrige betingelser i artikel 14, stk. 4,
litra b, er opfyldt, og fortrydelsesretten som følge heraf er tabt i henhold til artikel 16, stk. 1,
litra m. Betingelsen i artikel 14, stk. 4, litra b, nr. iii, bør derfor føjes til artikel 16, stk. 1, litra
m, så forbrugeren kan udøve fortrydelsesretten, når denne betingelse ikke er opfyldt, og følgelig
gøre krav på rettighederne i artikel 14, stk. 4.
Præambelbetragtning nr. 42 forklarer sammenhængen og formålet med ændringerne i artikel
16, stk. 1, litra a, artikel 7, stk. 3, og artikel 8, stk. 3. Det fremgår således af præambelbetragt-
ningen, at der ved artikel 16, stk. 1, litra a, gives mulighed for at fastsætte en undtagelse fra
fortrydelsesretten for så vidt angår tjenesteydelsesaftaler, der er blevet fuldt udført, hvis udfø-
relsen er påbegyndt med forbrugerens forudgående udtrykkelige samtykke og anerkendelse af,
at vedkommende vil miste sin fortrydelsesret, når aftalen er fuldstændig opfyldt af den er-
hvervsdrivende. Derimod stilles der ved artikel 7, stk. 3, og artikel 8, stk. 8, kun krav til de
erhvervsdrivende om at opnå forbrugerens forudgående udtrykkelige samtykke, og ikke ved-
kommendes anerkendelse af, at fortrydelsesretten går tabt, når udførelsen er afsluttet.
For at sikre sammenhæng mellem disse bestemmelser er det nødvendigt at tilføje en forpligtelse
i artikel 7, stk. 3, og artikel 8, stk. 8, om, at den erhvervsdrivende også skal opnå forbrugerens
anerkendelse af, at fortrydelsesretten mistes, når udførelsen er afsluttet, hvis forbrugeren ved
aftalen pålægges en forpligtelse til at betale. Derudover bør formuleringen af artikel 16, stk. 1,
litra a, ændres for at tage hensyn til ændringerne i artikel 7, stk. 3, og artikel 8, stk. 8, således
at kravet til erhvervsdrivende om at opnå forbrugerens forudgående udtrykkelige samtykke og
anerkendelse kun gælder for tjenesteydelsesaftaler, i henhold til hvilke forbrugeren pålægges
en forpligtelse til at betale. Imidlertid bør medlemsstaterne have mulighed for ikke at anvende
kravet om at opnå forbrugerens anerkendelse af, at fortrydelsesretten mistes, når udførelsen er
afsluttet i kontrakter, hvor forbrugeren udtrykkeligt har anmodet om et besøg fra den erhvervs-
drivende med henblik på at udføre reparationer, jf. præambelbetragtning nr. 42, som omtales
straks nedenfor.
2.3 Fortrydelsesretten ved reparationer
Moderniseringsdirektivet føjer en ny bestemmelse til forbrugerrettighedsdirektivets artikel 16,
jf. artikel 4, stk. 12, litra b, 2. afsnit. Det følger heraf, at i tilfælde af tjenesteydelsesaftaler, der
pålægger forbrugeren en forpligtelse til at betale, hvis forbrugeren specifikt har anmodet om et
95
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
besøg fra den erhvervsdrivende med henblik på at udføre reparationer, kan medlemsstaterne
fastsætte, at forbrugeren mister fortrydelsesretten efter, at tjenesteydelsen er blevet udført, for-
udsat at udførelsen er påbegyndt med forbrugerens forudgående udtrykkelige samtykke.
Denne mulighed omtales nærmere i moderniseringsdirektivets præambelbetragtning nr. 42. Der
gives ved artikel 16, stk. 1, litra a, i direktiv 2011/83/EU mulighed for at fastsætte en undtagelse
fra fortrydelsesretten for så vidt angår tjenesteydelsesaftaler, der er blevet fuldt udført, hvis
udførelsen er påbegyndt med forbrugerens forudgående udtrykkelige samtykke og anerkendelse
af, at vedkommende vil miste sin fortrydelsesret, når aftalen er fuldstændig opfyldt af den er-
hvervsdrivende. Imidlertid bør medlemsstaterne have mulighed for ikke at anvende kravet om
at opnå forbrugerens anerkendelse af, at fortrydelsesretten mistes, når udførelsen er afsluttet i
kontrakter, hvor forbrugeren udtrykkeligt har anmodet om et besøg fra den erhvervsdrivende
med henblik på at udføre reparationer.
2.4 Forpligtelser ved udnyttelse af fortrydelsesretten
Med de ændringer af forbrugerrettighedsdirektivet, der følger af moderniseringsdirektivet, ind-
føres der yderligere forpligtelser for den erhvervsdrivende og forbrugeren, når forbrugeren ud-
nytter fortrydelsesretten. Ændringerne skal bl.a. ses i lyset af udvidelsen af direktivets anven-
delsesområde.
2.4.1 Den erhvervsdrivendes forpligtelser
Med moderniseringsdirektivet føjes stk. 4, 5, 6, 7 og 8 til forbrugerrettighedsdirektivets artikel
13, som regulerer den erhvervsdrivendes forpligtelser i tilfælde af udøvelse af fortrydelsesret-
ten.
Tilføjelserne indebærer bl.a., at den erhvervsdrivende forpligtes til at overholde reglerne i da-
tabeskyttelsesforordningen for så vidt angår forbrugerens personoplysninger (stk. 4). Endvidere
skal den erhvervsdrivende ifølge artikel 13, stk. 5, som udgangspunkt afholde sig fra at anvende
nogen form for indhold, bortset fra personoplysninger, som forbrugeren har afgivet eller gene-
reret ved brug af det digitale indhold eller den digitale tjeneste, som den erhvervsdrivende har
leveret, undtagen hvis indholdet falder under en af undtagelserne i litra a-d, der angår indhold,
som:
•
ikke kan anvendes uden for rammerne af det digitale indhold eller den digitale tjeneste,
der er leveret af den erhvervsdrivende,
kun vedrører forbrugerens aktivitet i forbindelse med brug af det digitale indhold eller
den digitale tjeneste, der er leveret af den erhvervsdrivende,
er blevet sammenlagt med andre oplysninger fra den erhvervsdrivende og ikke kan ud-
skilles eller kun med en uforholdsmæssig stor indsats, eller
96
•
•
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
•
er genereret af forbrugeren og andre i fællesskab, og andre forbrugere fortsat kan gøre
brug af indholdet.
”Indhold” kan
eksempelvis være billeder, video- og lydfiler og indhold, der er genereret på
mobile enheder.
Erhvervsdrivende skal desuden, med undtagelse af de situationer, der er omhandlet i stk. 5, litra
a, b, c eller d, stille ethvert indhold, der ikke er personoplysninger, og som forbrugeren har
afgivet eller genereret ved brug af det digitale indhold eller den digitale tjeneste, den erhvervs-
drivende har leveret, til rådighed for forbrugeren. Forbrugeren skal anmode herom (stk. 6).
Forbrugeren er herefter berettiget til at downloade dette digitale indhold gratis, uden hindringer
fra den erhvervsdrivende, inden for en rimelig frist og i et almindeligt anvendt og maskinlæsbart
format (stk. 7).
Hvis fortrydelsesretten udnyttes, kan den erhvervsdrivende forhindre forbrugerens fortsatte
brug af det digitale indhold eller den digitale tjeneste, navnlig ved at gøre det digitale indhold
eller den digitale tjeneste utilgængelig(t) for forbrugeren eller ved at gøre forbrugerens bruger-
konto inaktiv, uden at det berører stk. 6 (stk. 8.).
Direktivets præambelbetragtninger omtaler ikke bestemmelsen direkte, men omtaler alene den
sammenhæng, som moderniseringsdirektivet skaber mellem direktivet om digitalt indhold og
tjenester og forbrugerrettighedsdirektivet, jf. præambelbetragtning nr. 32.
2.4.2 Forbrugerens forpligtelser
Med moderniseringsdirektivet føjes der et nyt stk. 2 a til forbrugerrettighedsdirektivets artikel
14. Samtidig ændres ordlyden af artikel 14, stk. 4, litra b, nr. i. Forbrugerrettighedsdirektivets
artikel 14 regulerer forbrugerens forpligtelser i tilfælde af udøvelse af fortrydelsesretten.
Ændringerne indebærer, at forbrugeren forpligtes til at afstå fra at anvende det digitale indhold
eller den digitale tjeneste og fra at stille det til rådighed for tredjeparter efter aftalens ophør. Det
nye stk. 2 a supplerer artikel 13, stk. 8, hvorefter den erhvervsdrivende har ret til at forhindre
forbrugerens fortsatte brug af indholdet eller tjenesten, navnlig ved at gøre det utilgængeligt for
forbrugeren eller ved at gøre forbrugerens brugerkonto inaktiv.
Bestemmelsen omtales ikke i præambelbetragtningerne i moderniseringsdirektivet.
3. Udvalgets overvejelser
97
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
3.1 Uanmodede personlige henvendelser og kommercielle udflugter
Der gælder et absolut forbud mod en erhvervsdrivendes uanmodede personlige henvendelse til
en forbruger på dennes bopæl, arbejdsplads eller andet sted, hvortil der ikke er almindelig ad-
gang, med henblik på straks eller senere at opnå tilbud eller accept af tilbud om indgåelse af
aftale (forbud mod dørsalg), jf. forbrugeraftalelovens § 4. Reglen om forbud mod uanmodede
henvendelser følger ikke af det gældende forbrugerrettighedsdirektiv, men er en selvstændig
dansk regel.
Adgangen til at rette personlig henvendelse til forbrugere er ikke reguleret i forbrugerrettigheds-
direktivet. Medlemsstaterne kan derfor opretholde eller gennemføre nationale bestemmelser om
spørgsmålet, jf. forbrugerrettighedsdirektivets præambelbetragtning nr. 13.
Markedsføringslovens bilag 1 udpeger specifikke former for handelspraksis, der altid skal anses
for at være vildledende eller aggressive. Ifølge bilagets pkt. 25 skal det anses for aggressiv
markedsføring at aflægge personligt besøg på forbrugerens bopæl, uden at forbrugerens ønske
om, at den erhvervsdrivende skal forlade stedet eller blive væk, respekteres. Der gælder en
undtagelse bl.a. for besøg med henblik på at opretholde en kontraktretlig forpligtelse. Markeds-
føringsloven gennemfører direktivet om urimelig handelspraksis, som er udtryk for totalharmo-
nisering.
Det har flere gange været overvejet, om det absolutte dørsalgsforbud i forbrugeraftaleloven kan
opretholdes under hensyn til Danmarks EU-retlige forpligtelser efter direktivet om urimelig
handelspraksis.
Spørgsmålet blev bl.a. berørt i lovforslaget til ændring af den danske markedsføringslov i for-
bindelse med implementeringen af direktivet om urimelig handelspraksis, jf. lovforslag nr. L 2
af 4. oktober 2006 om ændring af lov om markedsføring, pkt. 5 i de almindelige bemærkninger,
hvoraf følgende fremgår:
”Lovgivning
på Justitsministeriets område berøres ikke af direktivet om urimelig
handelspraksis. Lov nr. 451 af 9. juni 2004 om visse forbrugeraftaler indeholder i §
6 et forbud mod uanmodet henvendelse. Efter forbrugeraftalelovens § 7 er et løfte,
der er afgivet af forbrugeren ved en erhvervsdrivendes henvendelse i strid med § 6,
ikke bindende. Denne bestemmelse må antages ikke at blive berørt af direktivet,
idet det af artikel 3, stk. 2, fremgår, at direktivet ikke berører aftaleretten, og navnlig
ikke bestemmelser om kontrakters gyldighed, indgåelse og virkning. Heller ikke
forbrugeraftalelovens § 29, hvorefter den erhvervsdrivendes overtrædelse af for-
buddet straffes med bøde, kan antages at blive berørt af direktivet. Det skyldes, at
formålet med direktivet om urimelig handelspraksis efter artikel 1 bl.a. er at be-
skytte forbrugernes økonomiske interesser, og at direktivet ikke vedrører lovmæs-
sige krav med hensyn til "smag og anstændighed", jf. betragtning nr. 7 i direktivets
præambel.
98
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Om baggrunden for forbuddet mod uanmodet henvendelse i forbrugeraftaleloven
henvises i bemærkningerne til den oprindelige bestemmelse, der blev indført i 1978,
til bl.a. "hensynet til privatlivets fred, idet de fleste mennesker formentlig anser den
uanmodede henvendelse som en påtrængende og generende salgsform". Dette er
gentaget i bemærkningerne til den gældende forbrugeraftalelov fra 2004, hvor
Justitsministeriet bl.a. anfører, at man finder, "at der er et væsentligt hensyn til be-
skyttelsen af privatlivets fred". Synspunktet er også gentaget i Justitsministeriet s
besvarelse af spørgsmål fra Folketingets Retsudvalg vedrørende lovforslaget fra
2004.
Hensynet til privatlivets fred må på den baggrund anses for at indgå med en sådan
vægt, at direktivet om urimelig handelspraksis ikke kan antages at have betydning
for det strafsanktionerede forbud i dansk ret mod uanmodet henvendelse, og direk-
tivet nødvendiggør således ikke en ændring af forbrugeraftalelovens regler herom.”
Se også herom Karstoft i ”Forbrugeraftaleloven med kommentarer” (1.
udgave, 2018), s. 168
ff.
Udvalget har i første række overvejet, om moderniseringsdirektivet nødvendiggør ændringer i
dørsalgsforbuddet.
Moderniseringsdirektivets artikel 4, stk. 8, litra a, indsætter et nyt stk. 1 a i forbrugerrettigheds-
direktivets artikel 9, hvorefter medlemsstaterne kan forlænge fortrydelsesfristen på 14 dage til
30 dage for aftaler, der er indgået i forbindelse med dørsalg eller kommercielle udflugter. Med-
lemsstaterne har også fået mulighed for at fravige visse undtagelser til fortrydelsesretten i for-
brugerrettighedsdirektivets artikel 16 for aftaler indgået i forbindelse med dørsalg eller kom-
mercielle udflugter, jf. moderniseringsdirektivets artikel 4, stk. 12, litra b, 1. afsnit.
Ifølge præambelbetragtning nr. 55 i moderniseringsdirektivet berører direktivet om urimelig
handelspraksis ikke medlemsstaternes frihed til at vedtage nationale bestemmelser for yderli-
gere at beskytte forbrugeren, men direktivet forhindrer medlemsstaterne i at forbyde dørsalg
eller udflugter som sådan. Ifølge præambelbetragtning nr. 54 falder begrænsninger, som med-
lemsstaterne vedtager inden for direktivet om urimelig handelspraksis anvendelsesområde, hvis
begrænsningerne skyldes forbrugerhensyn. Hvis de imidlertid skyldes andre hensyn som ek-
sempelvis den offentlige interesse eller respekten for privatlivets fred (der er beskyttet ved ar-
tikel 7 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder), falder begrænsnin-
gerne uden for anvendelsesområdet af direktivet om urimelig handelspraksis.
Forbuddet mod dørsalg har historisk været begrundet dels i forbrugerbeskyttelseshensyn og
dels hensynet til privatlivets fred. I ændringen af forbuddet i 2004 var fokus på hensynet til
privatlivets fred, se herom ovenfor.
Eftersom forbrugeraftalelovens forbud mod dørsalg er begrundet i hensynet til privatlivets fred,
finder udvalget, at forbuddet mod dørsalg kan opretholdes.
99
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Udvalget har dernæst overvejet om dørsalgsforbuddet bør opretholdes.
Dørsalgsforbuddet kan føres tilbage til næringslov nr. 212 af 8. juni 1966. I dets nuværende
form har det været gældende siden 2004. Udvalget finder, at væsentlige hensyn til privatlivets
fred fortsat tilsiger, at det skal være forbudt for erhvervsdrivende uanmodet at opsøge forbru-
gere på bopælen, hvilket der også hidtil har været bred politisk opbakning til.
Udvalget har herefter ikke grundlag for at foreslå ændringer af forbuddet mod uanmodede per-
sonlige henvendelser i forbrugeraftalelovens § 4, stk. 1. Udvalget foreslår derfor forbuddet op-
retholdt i sin nuværende form.
Idet aftaler, der indgås i strid med dørsalgsforbuddet, er ugyldige, jf. forbrugeraftalelovens § 5,
har udvalget herefter ikke anledning til at overveje at udnytte muligheden for at forlænge for-
brugeraftalelovens fortrydelsesfrist til 30 dage og for at begrænse visse af undtagelserne til for-
trydelsesretten i forbrugerrettighedsdirektivets artikel 16 for aftaler indgået ved dørsalg.
Udvalget har herefter overvejet, om muligheden for at udvide fortrydelsesfristen til 30 dage og
for at begrænse visse af undtagelserne i forbrugerrettighedsdirektivets artikel 16 bør udnyttes
for aftaler indgået i forbindelse med kommercielle udflugter.
Kommercielle udflugter er omfattet af definitionen af en aftale indgået uden for den erhvervs-
drivendes forretningssted, jf. forbrugeraftalelovens
§ 3, nr. 2, litra d. Begrebet ”udflugter” om-
fatter udflugter i snæver forstand samt sammenkomster, forestillinger, homeparties mv., som er
arrangeret af den erhvervsdrivende, jf. betænkning nr. 1540/2013, side 102 og 378 og lovforslag
nr. L 39 af 9. oktober 2019 om forbrugeraftaler, pkt. 4.1.3.2.8.2. i de almindelige bemærkninger.
Forbrugeraftalelovens regler om fortrydelsesrettens længde, undtagelser mv. for aftaler indgået
uden for den erhvervsdrivendes forretningssted gælder derfor også for aftaler indgået i forbin-
delse med kommercielle udflugter. Forbrugeren kan fortryde en aftale indgået i forbindelse med
en udflugt inden for 14 dage, jf. forbrugeraftalelovens § 19, på nær i de tilfælde, som er undtaget
fortrydelsesretten, jf. forbrugeraftalelovens § 18, stk. 2, nr. 1-15, jf. herom ovenfor.
Efter de oplysninger, som udvalget har kunnet fremskaffe, er der eksempler på, at kommercielle
udflugter stadig anvendes som en salgsform i praksis, men det er usikkert, i hvilket omfang det
sker.
Udvalget finder, at der ikke er grundlag for at udnytte muligheden for at forlænge fortrydelses-
fristen til 30 dage og for at begrænse visse af undtagelserne til fortrydelsesretten for aftaler
indgået i forbindelse med kommercielle udflugter. Udvalget lægger i den forbindelse vægt på,
at den gældende fortrydelsesret er velkendt og indarbejdet i praksis, og at en forlænget og afvi-
100
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
gende fortrydelsesret på et snævert område vil komplicere reglerne for parterne. Den teknolo-
giske udvikling har medført nye salgskanaler, og det er usikkert, i hvilket omfang kommercielle
udflugter stadig anvendes i praksis i Danmark. Der foreligger ikke oplysninger, der indikerer,
at der skulle være et særligt behov for en anden regulering af fortrydelsesretten ved kommerci-
elle udflugter end den, der i øvrigt gælder for aftaler indgået uden for den erhvervsdrivendes
forretningssted.
Udvalget foreslår på den baggrund ikke at anvende muligheden i moderniseringsdirektivet for
at forlænge forbrugeraftalelovens fortrydelsesfrist til 30 dage og for at afvige visse af undtagel-
serne i forbrugerrettighedsdirektivets artikel 16 for aftaler indgået i forbindelse med kommer-
cielle udflugter.
3.2 Forpligtelser ved udnyttelse af fortrydelsesretten
Den erhvervsdrivende er forpligtet til at tilbagebetale indbetalte beløb til forbrugeren ved den-
nes udnyttelse af fortrydelsesretten, for så vidt angår aftaler om varer eller ikke-finansielle tje-
nesteydelser, jf. forbrugeraftalelovens § 22. Hvis forbrugeren udnytter retten til at fortryde en
aftale om en vare, er forbrugeren bl.a. forpligtet til at tilbagelevere varen, jf. forbrugeraftalelo-
vens § 24, stk. 1. Udnytter forbrugeren retten til at fortryde en aftale om en tjenesteydelse, kan
forbrugeren pålægges at betale for den del af ydelsen, som allerede er blevet leveret, hvis visse
betingelser er opfyldt, jf. forbrugeraftalelovens § 25, stk. 1. Se herom pkt. 1.3-1.4 ovenfor.
Moderniseringsdirektivets artikel 4, stk. 10 og 11, ændrer forbrugerrettighedsdirektivets artikel
13 og 14 om den erhvervsdrivendes og forbrugerens forpligtelser ved udnyttelse af fortrydel-
sesretten. I artikel 13 om den erhvervsdrivendes forpligtelser tilføjes der nye stk. 4, 5, 6, 7 og
8, som vedrører den erhvervsdrivendes håndtering af personoplysninger og digitalt indhold fra
forbrugeren. I sammenhæng hermed indføres der i artikel 14 om forbrugerens forpligtelser et
nyt stk. 2 a om forpligtelser ved aftaler om digitalt indhold. Ændringerne er udtryk for en total-
harmonisering og skal gennemføres i dansk lovgivning.
Direktivet
om digitalt indhold indebærer tilsvarende ”digitale forpligtelser” for den erhvervs-
drivende og forbrugeren ved ophævelse af en købsaftale. Udvalget har i den forbindelse fore-
slået, at der indsættes en ny § 78 d i købeloven, som bl.a. gennemfører disse
”digitale forplig-
telser” ved ophævelse
af køb. Der henvises herom til delbetænkning I, kapitel 6, pkt. 3.3.1.1.
Udvalget foreslår
–
svarende til de foreslåede ændringer i købeloven
–
at forbrugeraftalelovens
§§ 22, 24 og 25 ændres i overensstemmelse med ændringerne af forbrugerrettighedsdirektivets
artikel 13 og 14, som følger af moderniseringsdirektivets artikel 4, stk. 10 og 11.
Der henvises til lovudkastets § 2, nr. 30 og 32, samt bemærkningerne hertil.
101
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Udvalget har i den forbindelse overvejet, om den erhvervsdrivendes nye forpligtelser til ikke at
anvende nogen form for digitalt indhold, som forbrugeren har afgivet ved brug af det digitale
indhold eller tjeneste ved udnyttelse af fortrydelsesretten, giver anledning til en regelkonflikt i
forhold til markedsføringslovens § 10 om uanmodet henvendelser til bestemte aftagere.
Ifølge spamreglen i markedsføringslovens § 10, stk. 1, må en erhvervsdrivende ikke rette hen-
vendelse til nogen ved brug af elektronisk post, medmindre den pågældende har givet sit for-
udgående samtykke hertil. Den erhvervsdrivende må dog gerne markedsføre egne tilsvarende
produkter til kunden via elektronisk post, hvis den erhvervsdrivende har modtaget kundens
elektroniske adresse, jf. markedsføringsloven § 10, stk. 2. I begge tilfælde indsamles og an-
vendes der personoplysninger.
Det er udvalgets vurdering, at de nye forpligtelser i forbrugerrettighedsdirektivets artikel 13,
stk. 5, ikke påvirker bestemmelserne i markedsføringslovens § 10. Den erhvervsdrivendes be-
handling af forbrugerens personoplysninger skal ifølge ændringen i moderniseringsdirektivet
overholde den erhvervsdrivendes forpligtelser i databeskyttelsesforordningen. I tillæg fremgår
det af det nyindsatte stk. 5 i forbrugerrettighedsdirektivets artikel 13, at den erhvervsdrivende
skal afholde sig fra at anvende nogen form for indhold
bortset fra personoplysninger,
som for-
brugeren har afgivet eller genereret ved brug af det digitale indhold eller den digitale tjeneste.
Da elektroniske postadresser er personoplysninger, er de ikke omfattet af artikel 13, stk. 5, og
der er dermed ikke en regelkonflikt.
3.3 Undtagelsen til fortrydelsesretten om digitalt indhold og de formelle krav til aftaler
indgået ved fjernsalg og uden for den erhvervsdrivendes forretningssted
Forbrugeraftalelovens § 18, stk. 2, nr. 2 og 13, undtager aftaler om ikke-finansielle tjeneste-
ydelser og aftaler om levering af digitalt indhold, som ikke leveres på et fysisk medium, fra
fortrydelsesretten. Undtagelsen forudsætter, at leveringen er påbegyndt med forbrugerens ud-
trykkelige samtykke og anerkendelse af, at fortrydelsesretten ophører, når tjenesteydelsen er
fuldt udført, for så vidt angår de ikke-finansielle tjenesteydelser, eller når leveringen påbegyn-
des, for så vidt angår levering af digitalt indhold. Forbrugeraftalelovens § 18, stk. 2, nr. 2 og
13, gennemfører henholdsvis forbrugerrettighedsdirektivets artikel 16, litra a og m.
Forbrugeraftalelovens § 25, stk. 1 og 2, indeholder en bestemmelse om, at forbrugeren kan
pålægges at betale et rimeligt beløb for den del af ydelsen, der allerede er leveret i henhold til
en tjenesteydelsesaftale, når opfyldelsen af aftalen sker på forbrugerens udtrykkelige anmod-
ning, og den erhvervsdrivende godtgør, at forbrugeren er blevet oplyst om fortrydelsesretten og
det beløb, som skal betales, jf. § 8, stk. 1, nr. 9 og 13, og § 14, stk. 1, nr. 10 og 12. Forbruger-
aftalelovens § 25, stk. 1 og 2, gennemfører forbrugerrettighedsdirektivets artikel 7, stk. 3 og 8,
stk. 8, i tilknytning til artikel 14, stk. 3, 1. pkt., og stk. 4, litra a.
102
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Med de ændringer af forbrugerrettighedsdirektivet, som følger af moderniseringsdirektivets ar-
tikel 4, stk. 12, litra a, artikel 4, stk. 6 og 7, litra b, ændres ordlyden af artikel 16, litra a, artikel
7, stk. 3, og artikel 8, stk. 8, således at det fremgår udtrykkeligt af bestemmelserne, at forbru-
gerens forudgående udtrykkelige samtykke kun er relevant for aftaler om tjenesteydelser, her-
under digitale tjenesteydelser, i henhold til hvilke forbrugeren pålægges en forpligtelse til at
betale.
Ændringen af artikel 7, stk. 3, og artikel 8, stk. 8, skal ses i sammenhæng med den aftaleretlige
sanktion i forbrugerrettighedsdirektivets artikel 14, stk. 4, litra a, hvorefter forbrugeren ikke
skal betale for de udførte tjenesteydelser, hvis den erhvervsdrivende ikke har opnået forbruge-
rens udtrykkelige samtykke til, at levering påbegyndes, jf. præambelbetragtning nr. 37 i moder-
niseringsdirektivet.
Endvidere ændres artikel 16, litra m, således at fortrydelsesretten ikke gælder for aftaler om
digitalt indhold, som ikke leveres på et fysisk medium, hvis leveringen af det digitale indhold
ikke sker mod betaling, eller hvis udførelsen er påbegyndt med forbrugerens forudgående ud-
trykkelige samtykke og anerkendelse af, at vedkommende dermed mister sin fortrydelsesret, og
den erhvervsdrivende har givet en bekræftelse i overensstemmelse artikel 7, stk. 2, eller artikel
8, stk. 7.
Ændringen skyldes et behov for at skabe overensstemmelse mellem betingelserne i artikel 16,
litra m, og betingelserne i artikel 14, stk. 4, som foreskriver de betingelser, på hvilke forbruge-
ren
–
i tilfælde af udøvelse af fortrydelsesretten
–
ikke hæfter for omkostningerne ved udførelse
af tjenesteydelser, levering af offentlige forsyninger og levering af digitalt indhold, der ikke
leveres på et fysisk medium.
Forbrugerrettighedsdirektivets artikel 7, stk. 3, og artikel 8, stk. 8, indeholder formelle krav for
aftaler indgået hhv. uden for den erhvervsdrivendes forretningssted og ved fjernsalg. Ud over
ovennævnte ændring tilføjes et krav om, at den erhvervsdrivende skal opnå forbrugerens aner-
kendelse af, at fortrydelsesretten mistes, når aftalen er fuldstændig opfyldt. Disse ændringer er
begrundet i hensynet til at sikre at overensstemmelse med betingelserne for undtagelsen til for-
trydelsesretten i artikel 16, stk. 1, litra a, om tjenesteydelsesaftaler som forbrugeren udtrykkeligt
har anmodet om, jf. præambelbetragtning nr. 42 i moderniseringsdirektivet.
Ændringerne er udtryk for en totalharmonisering og skal gennemføres i dansk lovgivning.
Udvalget har overvejet, hvordan ændringerne gennemføres i dansk lovgivning.
Tilføjelsen i artikel 16, litra a og m, artikel 7, stk. 3, og artikel 8, stk. 8, om, at det forudgående
udtrykkelige samtykke kun er relevant for tjenesteydelsesaftaler, i henhold til hvilke forbruge-
ren pålægges en forpligtelse til at betale, er ny for forbrugeraftaleloven.
103
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
For at sikre korrekt direktivimplementering foreslår udvalget, at den nye afgrænsning i artikel
16, litra a og m, skrives ind i forbrugeraftalelovens § 18, stk. 2, nr. 2 og 13. Derudover foreslår
udvalget, at der indsættes et nyt § 10, stk. 3, som gennemfører forbrugerrettighedsdirektivets
artikel 7, stk. 3, og et nyt § 13, stk. 3, som gennemfører forbrugerrettighedsdirektivets artikel
8, stk. 8.
Der henvises til lovudkastets § 2, nr. 20, 24, 27 og 28, samt bemærkningerne hertil.
Tilføjelsen af kravet i artikel 7, stk. 3, og artikel 8, stk. 8, om, at den erhvervsdrivende skal opnå
forbrugerens anerkendelse af, at fortrydelsesretten mistes, når aftalen er fuldstændig opfyldt,
går ikke igen i forbrugeraftalelovens § 25, stk. 1 og 2, som gennemfører forbrugerrettighedsdi-
rektivets artikel 7, stk. 3, og artikel 8, stk. 8, i tilknytning til artikel 14, stk. 3, 1. pkt., og stk. 4,
litra a.
Det er udvalgets vurdering, at det særligt er betingelsen i § 25, stk. 1, nr. 1, om, at opfyldelsen
af aftalen er påbegyndt på forbrugerens udtrykkelige anmodning, som knytter sig til artikel 7,
stk. 3, og artikel 8, stk. 8. For at sikre korrekt direktivimplementering vurderer udvalget, at det
er nødvendigt at indsætte betingelsen i forbrugeraftalelovens § 25, stk. 1, nr. 1.
Der henvises til lovudkastets § 2, nr. 33, og bemærkningerne hertil.
3.4 Fortrydelsesret ved reparationer
Forbrugeraftalelovens § 18, stk. 2, nr. 2, undtager udførte ikke-finansielle tjenesteydelser fra
fortrydelsesretten, hvis leveringen af tjenesteydelsen er påbegyndt med forbrugerens forudgå-
ende udtrykkelige samtykke og anerkendelse af, at fortrydelsesretten ophører, når tjenesteydel-
sen er fuldt udført. § 18, stk. 2, nr. 2, gennemfører forbrugerrettighedsdirektivets artikel 16, stk.
1, litra a.
Forbrugeraftalelovens § 18, stk. 2, nr. 8, undtager specifikke hastede reparations- eller vedlige-
holdelsesarbejder hos forbrugeren fra fortrydelsesretten, hvis forbrugeren på forhånd udtrykke-
ligt har anmodet om arbejdet. Disse hastende arbejder er generelt undtaget fra fortrydelsesret-
ten. Der gælder således ikke krav om, at forbrugeren skal anerkende, at fortrydelsesretten op-
hører, og der er heller ikke tale om, at fortrydelsesretten først ophører, når arbejdet er udført. §
18, stk. 2, nr. 8, gennemfører forbrugerrettighedsdirektivets artikel 16, litra h.
Moderniseringsdirektivet indeholder i artikel 4, stk. 12, litra b, 2. afsnit, en mulighed for at
indføre en lempelse af kravene til, hvornår fortrydelsesretten ophører før tid i forbindelse med
reparationer, som er påbegyndt med forbrugerens udtrykkelige samtykke, jf. forbrugerret-
tighedsdirektivets artikel 16, stk. 1, litra a (forbrugeraftalelovens § 18, stk. 2, nr. 2).
104
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Efter artikel 4, stk. 12, litra b, 2. afsnit, i moderniseringsdirektivet kan medlemsstaterne således
–
i tilfælde af tjenesteydelsesaftaler, der pålægger forbrugeren en forpligtelse til at betale, hvis
forbrugeren specifikt har anmodet om et besøg fra den erhvervsdrivende med henblik på at
udføre reparationer
–
fastsætte, at forbrugeren mister fortrydelsesretten efter, at tjenesteydelsen
er blevet fuldt udført, forudsat at udførelsen er påbegyndt med forbrugerens forudgående ud-
trykkelige samtykke.
Ændringen indebærer en mulighed for ved reparationsarbejder at fjerne kravet i forbrugerafta-
lelovens § 18, stk. 2, nr. 2, om, at den erhvervsdrivende skal opnå forbrugerens anerkendelse
af, at fortrydelsesretten ophører, når reparationen er fuldt udført. Den erhvervsdrivende skal
fortsat opnå forbrugerens forudgående udtrykkelige samtykke til, at reparationen påbegyndes,
og fortrydelsesretten bortfalder fortsat først, når reparationen er fuldt udført. Muligheden æn-
drer heller ikke ved, at den erhvervsdrivende har pligt til at oplyse om fortrydelsesretten og
udlevere de krævede oplysninger på et varigt medium.
Valgmuligheden i moderniseringsdirektivets artikel 4, stk. 12, litra b, 2. afsnit, har praktisk
betydning for ikke-hastende reparationsarbejder, idet hastende reparationsarbejder som anført
generelt er undertaget fra fortrydelsesretten, jf. forbrugeraftalelovens § 18, stk. 2, nr. 8, jf. for-
brugerrettighedsdirektivets artikel 16, litra h, som ikke er ændret med moderniseringsdirektivet.
Udvalget har på den baggrund overvejet, om muligheden bør udnyttes. Udvalget har i forbin-
delse med drøftelserne anmodet SMV Danmark og DI Dansk Byggeri om en udtalelse vedrø-
rende udnyttelse af muligheden.
DI Dansk Byggeri støtter en udvidelse af adgangen til at begrænse fortrydelsesretten, da de
oplever, at fortrydelsesretten generelt er problematisk for deres medlemmer og giver unødven-
dige gener, f.eks. hvor medlemmer handler i tillid til den indgåede aftale og takker nej til andre
opgaver.
SMV Danmark støtter en udnyttelse af muligheden ud fra den betragtning, at den afgørende
forudsætning for forbrugerens fortrydelsesret
–
overraskelsesmomentet
–
ved at blive opsøgt af
den erhvervsdrivende uden for dennes normale forretningssted, ikke er til stede, når forbrugeren
udtrykkeligt har anmodet om den erhvervsdrivendes besøg med henblik på at udføre reparatio-
nen. Hertil kommer ifølge SMV Danmark, at reglerne i deres nuværende udformning giver
forbrugeren en urimelig mulighed for at spekulere i at bestille reparationsarbejder i sin bolig
for derefter at fortryde dem og dermed i realiteten få udført gratis arbejde, hvis ikke den er-
hvervsdrivende har overholdt sin oplysningsforpligtelse om fortrydelsesret.
Udvalget anerkender, at fortrydelsesretten er byrdefuld for den erhvervsdrivende, når det drejer
sig om reparationer, idet den erhvervsdrivendes ydelse ikke kan tilbagegives. Det kan medføre
et tab for den erhvervsdrivende og en ugrundet berigelse for forbrugeren. De omstændigheder
105
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
ved aftaleindgåelsen, som normalt begrunder, at der er en fortrydelsesret for forbrugeren, fore-
ligger ikke i samme omfang ved aftaler om reparationer hos forbrugeren som ved andre typer
af aftaler omfattet af fortrydelsesretten.
De krav, der stilles, for at fortrydelsesretten kan ophøre ved udførelse af reparationer, som for-
brugeren forudgående har anmodet om, kan endvidere være upraktiske. Det er således udvalgets
indtryk, at aftalerne typisk indgås mundtligt, hvilket gør det vanskeligt at opfylde kravet om at
opnå forbrugerens anerkendelse af, at fortrydelsesretten ophører, når aftalen er fuldt udført.
Når den tjenesteydelse, som udføres, er en reparation, gælder der væsentligt forskellige krav,
alt efter om reparationen er hastende eller ej. Ved ikke-hastende reparationer skal den erhvervs-
drivende opnå forbrugerens udtrykkelige samtykke til påbegyndelse af reparationen samt aner-
kendelse af, at fortrydelsesretten ophører, når tjenesteydelsen er fuldt udført, jf. forbrugerafta-
lelovens § 18, stk. 2, nr. 2. Ved hastende reparationer skal forbrugeren alene udtrykkeligt have
anmodet om, at reparationen udføres, jf. § 18, stk. 2, nr. 8. De væsentligt forskellige krav gør
det uklart for både erhvervsdrivende og forbrugere, hvornår fortrydelsesretten ophører ved re-
parationsarbejde. Muligheden i moderniseringsdirektivet åbner ikke op for at sidestille ikke-
hastende reparationsarbejde med hastende reparationsarbejde i forhold til fortrydelsesretten.
Udnyttes muligheden for at fjerne kravet om, at den erhvervsdrivende skal opnå forbrugerens
anerkendelse af, at fortrydelsesretten mistes, når arbejdet er fuldt udført, vil der fortsat gælde et
krav om at opnå forbrugerens udtrykkelige samtykke til, at reparationsarbejdet påbegyndes, og
fortrydelsesretten ophører først, når arbejdet er fuldt udført, for så vidt angår ikke-hastende
reparationsarbejde.
Fordelen ved at fjerne kravet om anerkendelse er, at det vil lette de erhvervsdrivendes arbejds-
gang ikke at skulle indhente den skriftlige udtrykkelige anerkendelse. Kravet kan som anført
være upraktisk for den erhvervsdrivende, da aftalerne som oftest indgås mundtligt
–
enten via
telefonen eller evt. senere på forbrugerens bopæl
–
og ikke på en hjemmeside, hvor det er muligt
at lave en teknisk løsning, der gør det nemmere at opfylde kravet.
Ulempen ved at fjerne kravet er, at udnyttelse af muligheden vil forringe forbrugerbeskyttelsen.
Kravet sikrer, at forbrugeren får understreget, at vedkommende ikke kan fortryde arbejdet, når
tjenesteydelsen er fuldt udført. Kravet er særligt relevant i de tilfælde, hvor forbrugeren under
udførelsen af én tjenesteydelse bliver foreslået yderligere ydelser/reparationer. I disse tilfælde
har forbrugeren ikke på forhånd overvejet, om tjenesteydelsen er det rette for vedkommende,
og her kan kravet om udtrykkelig anerkendelse sikre, at forbrugeren tænker sig om en ekstra
gang. Kravet om formel anerkendelse af fortabelsen af fortrydelsesretten understøtter også, at
der udarbejdes en skriftlig aftale mellem den erhvervsdrivende og forbrugeren, hvilket kan
medvirke til at sikre øget klarhed om aftalevilkårene til gavn for parterne.
106
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Et flertal af udvalgets medlemmer bestående af Thomas Klyver, Louise Black Mogensen, Su-
sanne Karstoft, Søren Seerup, Kristian Storgaard, Maria Liljeqvist, Jacob Linkis, Susanne Aa-
mann, Anne L. Jarulf og Jasmin Sharzad finder ikke tilstrækkeligt grundlag for at foreslå, at
muligheden i moderniseringsdirektivets artikel 4, stk. 12, litra b, 2. afsnit, udnyttes. Flertallet
har i den forbindelse lagt vægt på, at anerkendelseskravet bidrager til at sikre, at forbrugeren
får understreget, at forbrugeren ikke kan fortryde arbejdet, når reparationen er fuldt udført. Der
bør efter flertallets opfattelse ikke foreslås ændringer i en sådan gældende forbrugerbeskyttende
regel, hvis det ikke vil løse en væsentlig praktisk problemstilling. Det, som de hørte organisa-
tioner har peget på som de praktiske problemer, angår selve fortrydelsesretten og oplysnings-
pligten om denne. Valgmuligheden efter direktivet er begrænset, og udnyttelse af valgmulighe-
den løser ikke umiddelbart de udfordringer, som de hørte organisationer peger på, idet der fort-
sat vil gælde en fortrydelsesret, indtil arbejdet er fuldt udført, og den erhvervsdrivende fortsat
skal opnå forbrugerens udtrykkelige samtykke til, at arbejdet påbegyndes.
Flertallet foreslår på den baggrund at opretholde kravet i forbrugeraftalelovens § 18, stk. 2, nr.
2, om, at den erhvervsdrivende skal opnå forbrugerens anerkendelse af, at fortrydelsesretten
ophører, når tjenesteydelsen er fuldt udført.
Et mindretal af udvalgets medlemmer, bestående af Bo Dalsgaard, Lars Frolov-Hammer og
Tina Morell Nielsen finder, at muligheden bør udnyttes. Mindretallet lægger vægt på alle de
grunde, som det samlede udvalg nævner som uhensigtsmæssige ved den nuværende retstilstand
vedrørende fortrydelsesret for udførte reparationer, herunder at den kan medføre tab for den
erhvervsdrivende og ugrundet berigelse for forbrugeren, at kravene til de erhvervsdrivende er
upraktiske og vanskelige at opfylde, og at retstilstanden generelt må karakteriseres som byrde-
fuld. Mindretallet finder det helt urimeligt, at forbrugere kan anmode en håndværker om at
udføre en reparation, og så, når reparationen er udført, fortryde købet. Selvom direktivet ikke
giver mulighed for at løse alle de praktiske udfordringer ved fortrydelsesret i relation til udførte
reparationer, åbner valgmuligheden op for en mere balanceret retsstilling for ikke-hastende re-
parationer. Mindretallet bemærker, at beskyttelseshensynet til forbrugerne allerede er varetaget
ved kravet om, at den erhvervsdrivende har bevisbyrden for, at udførelsen af reparationen er
påbegyndt med forbrugerens forudgående udtrykkelige samtykke.
107
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Kapitel 7 - Sanktioner
1. Gældende dansk ret (forbrugeraftaleloven, aftaleloven og markedsfø-
ringsloven)
De relevante bestemmelser i gældende dansk ret i forhold til implementering af sanktionsbe-
stemmelserne i moderniseringsdirektivet er forbrugeraftalelovens § 34 og aftalelovens § 38 c.
1.1 Sanktioner i forbrugeraftaleloven
Efter forbrugeraftalelovens § 34 straffes overtrædelse af forbuddet mod uanmodede personlige
henvendelser (dørsalg) og telefoniske henvendelser, jf. § 4, stk. 1, og overtrædelse af pligten til
i en standardformular vedrørende en løbende aftale at give oplysning om opsigelsesvarsel og
opsigelsestidspunkt, jf. § 28, stk. 3, med bøde. Herudover straffes overtrædelser af pligten efter
bestemmelserne i § 8, stk. 1, nr. 9, og § 14, stk. 1, nr. 10, til at oplyse om eksistensen af en
fortrydelsesret med bøde. Strafbestemmelsen omfatter kun pligten til at oplyse om eksistensen
af en fortrydelsesret, hvorimod overtrædelse af pligten til at oplyse om betingelser, tidsfrister
og procedurer for at gøre fortrydelsesretten gældende ikke er strafsanktioneret efter denne be-
stemmelse.
Forbrugeraftalelovens § 34 gælder i relation til både aftaler vedrørende varer eller ikke-finan-
sielle tjenesteydelser indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted eller fjernsalgsaf-
taler og fjernsalgsaftaler vedrørende finansielle tjenesteydelser, jf. lovens § 8 og § 14. Strafbe-
stemmelsen supplerer den civilretlige sanktion, der består i, at fortrydelsesretten ikke begynder
at løbe for så vidt angår aftaler om varer og ikke-finansielle tjenesteydelser, før forbrugeren har
modtaget oplysninger om fortrydelsesretten på et varigt medium, jf. § 19, stk. 3 og 4.
Derudover kan der idømmes bøde efter forbrugeraftalelovens § 34, stk. 2, hvis den erhvervs-
drivende gør sig skyldig i grov eller oftere gentagne overtrædelse af pligten til at give oplys-
ninger om fortrydelsesretten eller oplysningspligten efter § 14, stk. 1, nr. 11, § 14, stk. 2, jf. §
14, stk. 1, nr. 11, og § 15, stk. 1, jf. § 14, stk. 1, nr. 11,
–
dvs. overtrædelse af pligten til i
forbindelse med en fjernsalgsaftale om en finansiel tjenesteydelse at give oplysning om even-
tuelle særlige risici ved tjenesteydelsen mv., herunder til at give forbrugeren denne oplysning i
forbindelse med telefonisk indgåede aftaler og til at levere oplysningen på papir eller et andet
varigt medium inden indgåelse af aftalen.
§ 34, stk. 2, blev indført i forbindelse med implementeringen af det finansielle fjernsalgsdirektiv
(lov nr. 451 af 9. juni 2004). Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at der fandtes behov
for at sanktionere overtrædelse af enkelte oplysningskrav, hvor det ansås for særligt vigtigt, at
forbrugeren fik de påkrævede oplysninger, nærmere bestemt oplysninger om henholdsvis for-
trydelsesretten og særlige risici ved en finansiel tjenesteydelse, herunder fordi prisen for tjene-
steydelsen afhænger af udsving på kapitalmarkedet, jf. lovforslag nr. L 220 af 31. marts 2004
108
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
om visse forbrugeraftaler og om ændring af lov om forsikringsaftaler og lov om beskatning af
pensionsordninger mv, pkt. 4.3.2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Det fremgår endvidere af de nævnte forarbejder, at der også blev lagt vægt på, at finansielle
tjenesteydelser, hvis pris afhænger af udsving på kapitalmarkedet, er undtaget fra fortrydelses-
retten, jf. den gældende § 17, stk. 2, nr. 3, i forbrugeraftaleloven.
Herudover følger det af forbrugeraftalelovens § 34, stk. 3, at selskaber mv. (juridiske personer)
kan pålægges strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel. Straffeloven forudsætter, at
den erhvervsdrivende har handlet uagtsomt eller forsætligt, jf. straffelovens § 19.
1.2 Forbrugeraftaleloven, ugyldighed og civilretlige konsekvenser
Forbrugeraftaleloven indeholder bestemmelser om ugyldighed og andre civilretlige konsekven-
ser af overtrædelse af bestemmelserne i loven. Det drejer sig eksempelvis om tilfælde, hvor et
løfte er afgivet af forbrugeren ved en erhvervsdrivendes henvendelse i strid med § 4, dvs. for-
buddet mod uanmodede henvendelser, idet et løfte afgivet af forbrugeren ved sådanne henven-
delser ikke er bindende, jf. § 5 Endvidere medfører overtrædelse af pligten til at oplyse forbru-
geren om en fortrydelsesret, at fortrydelsesretten ikke begynder at løbe, før forbrugeren har
modtaget oplysninger om fortrydelsesretten på et varigt medium, jf. § 19, stk. 3 og 4.
Overtrædelse af oplysningsforpligtelserne i forbrugeraftaleloven kan også have andre civilret-
lige konsekvenser. Således må det efter almindelige aftaleretlige principper antages, at en er-
hvervsdrivendes manglende oplysning om et aftalevilkår over for en forbruger indebærer, at
vilkåret ikke kan anses for aftalt mellem parterne og dermed ikke finder anvendelse. For ek-
sempel vil manglende oplysning om et gebyr betyde, at den erhvervsdrivende ikke kan kræve,
at forbrugeren skal betale gebyret. Manglende overholdelse af oplysningspligten kan således
have den civilretlige konsekvens, at aftalevilkåret ikke kan gøres gældende. Forbrugeraftalelo-
vens § 12 indeholder også en bestemmelse om, at der ved fjernsalgsaftaler bl.a. skal oplyses
forbrugeren på et klart og tydeligt sted, at aftalen pålægger forbrugeren en betalingsforpligtelse.
Hvis denne oplysningspligt ikke overholdes af sælgeren, er forbrugeren ikke bundet af aftalen,
jf. forbrugeraftalelovens § 12, stk. 2.
1.3 Aftaleloven
Det følger af aftalelovens § 36, stk. 1, at en aftale kan ændres eller tilsidesættes helt eller delvist,
hvis det vil være urimeligt eller i strid med redelig handlemåde at gøre den gældende. Det følger
af aftalelovens § 36, stk. 2, at der ved afgørelsen efter stk. 1 skal tages hensyn til forholdene
ved aftalens indgåelse, aftalens indhold og senere indtrufne omstændigheder.
Aftalelovens kapitel IV om særlige bestemmelser om forbrugeraftaler gennemfører direktivet
om urimelige kontraktvilkår i dansk ret. Kapitlets centrale bestemmelse er § 38 c.
109
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Efter aftalelovens § 38 c gælder § 36, stk. 1, ved forbrugeraftaler. Såfremt det vil være stridende
mod hæderlig forretningsskik og bevirke en betydelig skævhed i partnernes rettigheder og for-
pligtelser til skade for forbrugeren at gøre et aftalevilkår gældende, gælder de i § 36, stk. 1,
nævnte retsvirkninger også, idet forbrugeren dog i så fald kan kræve, at den øvrige del af aftalen
skal gælde uden ændringer, hvis dette er muligt.
Efter § 38 c, stk. 2, gælder aftalelovens § 36, stk. 2, ved forbrugeraftaler, med den ændring, at
der ved bedømmelsen af de forhold og omstændigheder, som er nævnt i § 36, stk. 2, herunder
vilkår i andre aftaler, som hænger sammen med den pågældende aftale, ikke kan tages hensyn
til senere indtrufne omstændigheder til skade for forbrugeren med den virkning, at aftalen ikke
kan tilsidesættes eller ændres.
§ 38 c overfører generalklausulen i § 36 og dennes retsvirkninger til forbrugeraftaler med to
ændringer:
For det første
skal der ved anvendelsen af generalklausulen ikke tages hensyn til
senere indtrufne omstændigheder til skade for forbrugeren, hvis dette medfører, at et aftalevil-
kår ikke kan ændres eller tilsidesættes.
For det andet
skal forbrugeren kunne kræve, at en aftale,
som indeholder vilkår, der strider mod hæderlig forretningsskik og bevirker en betydelig skæv-
hed i parternes rettigheder og forpligtelser til skade for forbrugeren, i øvrigt skal opretholdes
uden ændringer, hvis dette kan lade sig gøre.
De to tilføjelser i § 38 c til § 36 følger af, at direktivet om urimelige kontraktvilkår indeholder
de anførte elementer, som er mere forbrugerbeskyttende, end hvad der ellers følger § 36.
Direktivet om urimelige kontaktvilkår har et bilag, der indeholder en vejledende og ikke-ud-
tømmende liste over aftalevilkår, som kan være urimelige. Der er en formodning for, at vilkår,
som er anført på listen, er omfattet af den direktivbestemte generalklausul, hvis vilkåret ikke
har været genstand for individuel forhandling. Der kan ikke sluttes modsætningsvis fra listens
indhold sådan, at vilkår anses for rimelige, hvis de ikke er omfattet af listen.
Listen blev ikke indsat i loven i forbindelse med implementeringen, da listen ikke indebærer
nogen præcis forpligtelse for medlemsstaterne. De angivne vilkår behøver således ikke altid at
være urimelige, ligesom andre vilkår end de angivne kan være urimelige.
1.4 Forbrugerombudsmandens påbudskompetence efter markedsføringsloven
Forbrugerombudsmanden har i medfør af markedsføringsloven bl.a. kompetence til at meddele
påbud og forbud.
Ifølge markedsføringslovens forhandlingsprincip skal Forbrugerombudsmanden søge at på-
virke de erhvervsdrivende til at handle i overensstemmelse med principperne for god markeds-
føringsskik og til at overholde loven i øvrigt. Overtræder den erhvervsdrivende et tilsagn, han
har givet under forhandlingerne med Forbrugerombudsmanden, kan Forbrugerombudsmanden
110
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
meddele de påbud, som er nødvendige for, at tilsagnet overholdes, jf. markedsføringslovens §
28.
Forbrugerombudsmanden har kompetence til at anlægge sag om forbud ved domstolene, jf.
markedsføringslovens 24, stk. 1, jf. § 32, stk. 1. Når der øjensynligt er fare for, at formålet med
et forbud efter § 24, stk. 1, forspildes, hvis rettens afgørelse skal afventes, kan Forbrugerom-
budsmanden nedlægge et foreløbigt forbud, jf. markedsføringsloven § 36. Forbrugerombuds-
manden skal derefter nedlægge sag til stadfæstelse af forbuddet dagen efter, jf. markedsførings-
loven § 36, stk. 1.
Forbrugerombudsmanden har derudover kompetence til at nedlægge et administrativt påbud,
når en handling klart er i strid med loven og ikke kan ændres ved forhandling, jf. markedsfø-
ringsloven § 32, stk. 2. Forbrugerombudsmanden skal indbringe sagen for domstolene, hvis
den, påbuddet retter sig mod, anmoder om det. Forbrugerombudsmanden kan også, hvis det
skønnes nødvendigt for at beskytte forbrugere mod retstab, efter forhandling med den erhvervs-
drivende meddele påbud om at informere relevante kunder om retsstillingen i relation til foræl-
delse, jf. markedsføringslovens § 33.
Forbrugerombudsmanden kan endvidere udpeges som grupperepræsentant i et søgsmål, jf. mar-
kedsføringslovens § 35, og indbringe flere erstatningskrav under et, når en flerhed af forbrugere
i forbindelse med overtrædelse af en bestemmelse i markedsføringsloven har ensartede krav på
erstatning, jf. markedsføringslovens § 34.
Overtrædelse af visse forbud eller påbud nedlagt af retten eller meddelt af Forbrugerombuds-
manden kan straffes med bøde eller fængsel, jf. markedsføringslovens § 37.
Forbrugerombudsmanden kan i den forbindelse udstede administrative bødeforelæg, i det om-
fang erhvervs- og vækstministeren og justitsministeren efter forhandling har fastsat regler
herom, jf. markedsføringslovens § 38, hvorved sagen kan afgøres uden retssag. Det er en be-
tingelse, at den, der har begået overtrædelsen, erklærer sig skyldig i overtrædelsen og erklærer
sig rede til inden en nærmere angivet frist at betale bøden, som er angivet i bødeforelægget, jf.
markedsføringslovens § 38.
For nuværende er der fastsat regler om, at Forbrugerombudsmanden kan udstede administrative
bødeforlæg ved overtrædelse af markedsføringslovens § 10, stk. 1, om uanmodede elektroniske
henvendelser (dvs. spam, jf. bekendtgørelse nr. 761 af 19. juni 2017 om anvendelse af admini-
strative bødeforelæg ved overtrædelse af markedsføringslovens § 10, stk. 1).
Forbrugerombudsmandens kompetence rækker i medfør af reglerne om god skik i markedsfø-
ringslovens § 3 ind i aftalelovens regler om urimelige kontraktvilkår og i den øvrige civilretlige
111
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
forbrugerbeskyttelseslovgivning, jf. Lovforslag nr. L 40 af 12. oktober 2016 (Forslag til lov om
markedsføring), de specielle bemærkninger til § 3:
”Bestemmelsen finder endvidere anvendelse, hvis forholdet omhandler aftaleretten,
herunder særligt om kontrakters gyldighed, indgåelse, virkning og urimelige afta-
levilkår. Det gælder f.eks. urimelige kontraktvilkår, hvor den erhvervsdrivende en-
sidigt forrykker balancen i forholdet mellem den erhvervsdrivende og forbrugeren.
F.eks. vil inkassovirksomheders anvendelse af standardvilkår, i strid med reglerne
i renteloven, jf. Højesterets dom i UfR 2013.2941H, eller standardvilkår med bin-
dingsperioder, der er i strid med reglerne i forbrugeraftaleloven, være omfattet af
bestemmelsen og således skulle leve op til god skik-kravet. En erhvervsdrivendes
overtrædelse af den civilretlige forbrugerbeskyttelseslovgivning vil som udgangs-
punkt være i strid med god markedsføringsskik over for forbrugerne. Forbrugerom-
budsmanden vil derfor med hjemmel i denne bestemmelse kunne gribe ind over for
sådanne overtrædelser af den civilretlige forbrugerbeskyttelseslovgivning.”
Kompetencen er også beskrevet i forarbejderne til forbrugeraftaleloven, jf. lovforslag nr. L 39
af 9. oktober 2013 (forslag til lov om forbrugeraftaler), pkt. 4.16.2 i lovforslagets almindelige
bemærkninger, hvoraf følgende fremgår:
”Ud over
reglerne i forbrugeraftaleloven kan handlinger, der indebærer overtræ-
delse af forbrugeraftalelovens regler, også have andre konsekvenser.
Efter markedsføringsloven er der mulighed for at gribe ind over for handlinger i
strid med god markedsføringsskik, herunder handlinger i strid med forbrugerafta-
leloven. En ikke-finansiel virksomheds manglende overholdelse af oplysningsplig-
ten efter den gældende forbrugeraftalelov vil således i visse grovere tilfælde kunne
udgøre en overtrædelse af god markedsføringsskik, som Forbrugerombudsmanden
vil kunne gribe ind over for i medfør af markedsføringsloven.
Det bemærkes i den forbindelse, at markedsføringsloven bl.a. fastsætter krav om,
at erhvervsdrivende ved opfordringer til køb rettet mod forbrugere, hvilket der ty-
pisk foreligger forud for indgåelse af en forbrugeraftale, skal give en række nær-
mere opregnede oplysninger, herunder om fortrydelsesret, hvis forbrugeren har en
sådan ret, jf. markedsføringslovens § 12 a. Overtrædelse af pligten til at give de af
markedsføringslovens § 12 a, stk. 1 og 2, omfattede oplysninger i forbindelse med
købsopfordringer kan uden forudgående udstedelse af påbud straffes med bøde i
medfør af markedsføringslovens § 30, stk. 3.
Markedsføringsloven giver endvidere mulighed for, at Forbrugerombudsmanden
kan udstede påbud, hvis en handling er klart i strid med loven og ikke kan ændres
112
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
ved forhandling, jf. herved markedsføringslovens § 27, stk. 2. Er et sådant påbud
udstedt, kan tilsidesættelse heraf straffes med bøde eller fængsel i op til 4 måneder,
jf. markedsføringslovens § 30, stk. 1.”
2. Nye EU-regler (moderniseringsdirektivet)
Moderniseringsdirektivet indfører en fælles, tværgående sanktionsbestemmelse for de fire di-
rektiver, der ændres med direktivpakken. I forhold til de to direktiver, der behandles i udvalget,
er der tale om artikel 8 b i direktivet om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler og artikel
24 i forbrugerrettighedsdirektivet.
Medlemsstaterne skal efter de nævnte direktivbestemmelser fastsætte regler om sanktioner for
overtrædelse af nationale bestemmelser, der gennemfører direktiverne, og træffe alle nødven-
dige foranstaltninger for at sikre, at sanktionerne gennemføres. Sanktionerne skal være effek-
tive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have en afskrækkende virkning.
Ifølge præambelbetragtning nr. 6 er det et anliggende for medlemsstaterne at vælge, hvilke ty-
per sanktioner der skal indføres, og fastsætte de relevante procedurer for pålæggelse af sankti-
oner i tilfælde af overtrædelse af direktivet om urimelige kontraktvilkår og forbrugerrettigheds-
direktivet.
2.1 Ikke-udtømmende vejledende kriterier
Med henblik på en sammenhængende anvendelse af sanktionerne i medlemsstaterne fastsætter
direktivet en række ikke-udtømmende vejledende kriterier, som skal tages i betragtning ved
idømmelse af sanktioner. De ikke-udtømmende vejledende kriterier indføres som artikel 8 b,
stk. 3, i direktivet om urimelige kontraktvilkår, og som artikel 24, stk. 2, i forbrugerrettigheds-
direktivet, jf. moderniseringsdirektivets artikel 1 og artikel 4, stk. 13.
Kriterierne fremgår efter ændringen direkte af direktivet om urimelige kontraktvilkår og for-
brugerrettighedsdirektivet og omfatter:
a) arten, grovheden, omfanget og varigheden af overtrædelsen
b) eventuelle foranstaltninger, som sælgeren eller leverandøren har truffet for at begrænse
eller afhjælpe den skade, som forbrugerne har lidt
c) sælgerens eller leverandørens eventuelle tidligere overtrædelser
d) sælgerens eller leverandørens opnåede økonomiske fordele eller undgåede tab som
følge af overtrædelsen, hvis de relevante data er tilgængelige
e) sanktioner, der pålægges sælgeren eller leverandøren for den samme overtrædelse i an-
dre medlemsstater i grænseoverskridende tilfælde, hvor oplysninger om sådanne sank-
tioner er tilgængelige via den mekanisme, der er etableret i medfør af håndhævelsesfor-
ordningen
f) eventuelle andre skærpende eller formildende faktorer i sagen.
113
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Ifølge præambelbetragtning nr. 7 i moderniseringsdirektivet er gentagen overtrædelse begået af
samme ophavsmand udtryk for en tilbøjelighed til at begå sådanne overtrædelser og er derfor
en betydelig indikation for adfærdens grovhed og herigennem for behovet for at øge sanktions-
niveauet til at opnå en effektiv afskrækkende virkning. Opnåede økonomiske fordele eller und-
gåede tab som følge af overtrædelsen bør tages i betragtning, hvis der foreligger relevante data.
Andre skærpende eller formildende faktorer ved sagens omstændigheder kan også tages i be-
tragtning. De ikke-udtømmende vejledende kriterier er ifølge præambelbetragtning nr. 8 ikke
nødvendigvis relevante for alle overtrædelser
–
navnlig ikke mindre alvorlige overtrædelser.
Ud over de vejledende kriterier skal medlemsstaterne ifølge præambelbetragtning nr. 8 også
tage hensyn til andre generelle retsprincipper, som for eksempel princippet om, at man ikke kan
retsforfølge to gange for den samme forbrydelse.
2.2 Maksimumsbøder ved udbredte overtrædelser og udbredte overtrædelser med EU-
dimension
Moderniseringsdirektivet indfører minimumsharmonisering af den (straffe)ramme, inden for
hvilken bøder skal kunne fastsættes for visse typer overtrædelser. Bestemmelserne herom er
indsat i direktivet om urimelige kontraktvilkårs artikel 8 b, stk. 4, og forbrugerrettighedsdirek-
tivets artikel 24, stk. 3. Medlemsstaterne skal således indføre regler om omsætningsbaserede
maksimumsbøder på minimum 4 pct. som håndhævelsesforanstaltning. Der er alene krav om,
at reglerne om maksimumsbøder skal gælde for udbredte overtrædelser eller udbredte overtræ-
delser med EU-dimension i overensstemmelse med håndhævelsesforordningen.
En
udbredt overtrædelse
defineres i håndhævelsesforordningens artikel 3, nr. 3, som enhver
handling eller undladelse, der er i strid med EU-retlige regler, som beskytter forbrugernes inte-
resse, og som har skadet, skader eller må antages at kunne skade de kollektive interesser for
forbrugerne med bopæl i mindst to medlemsstater ud over den medlemsstat, hvor 1) handlingen
eller undladelsen har sin oprindelse eller har fundet sted, 2) den erhvervsdrivende, der er an-
svarlig for handlingen eller undladelsen, er etableret, eller 3) bevismateriale eller den erhvervs-
drivendes aktiver vedrørende handlingen eller undladelsen har sin oprindelse eller har fundet
sted.
Begrebet omfatter også enhver handling eller undladelse, der er i strid med EU-retlige regler,
som beskytter forbrugerens interesser, og som har skadet, skader eller må antages at kunne
skade forbrugernes kollektive interesser, og som har fælles træk, herunder samme ulovlige
praksis og tilsidesættelse af den samme interesse, og som begås samtidigt af den samme er-
hvervsdrivende i mindst tre medlemsstater.
En
udbredt overtrædelse med EU-dimension
defineres i håndhævelsesforordningens artikel 3,
nr. 4, som en udbredt overtrædelse, der har skadet, skader eller må antages at kunne skade
114
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
forbrugerens kollektive interesser i mindst to tredjedele af medlemsstaterne, der tilsammen teg-
ner sig for mindst to tredjedele af Unionens befolkning.
For at sikre en effektiv håndhævelse og at bøderne for udbredte overtrædelser har en afskræk-
kende virkning, bør medlemsstaterne fastsætte maksimumsstørrelsen for bøder for sådanne
overtrædelser til
mindst
4 pct. af den erhvervsdrivendes årlige omsætning i den eller de pågæl-
dende medlemsstater, jf. præambelbetragtning 10. Ifølge præambelbetragtning nr. 12 bør det
være muligt for den kompetente myndighed at pålægge en bøde på
mindst
4 pct. af den er-
hvervsdrivendes årlige omsætning i alle medlemsstater, der er berørt af det koordinerede hånd-
hævelsestiltag. Dette medfører, at der nationalt bør indføres en minimumsstrafferamme på 0-4
pct. af den erhvervsdrivendes årlige omsætning i den eller de pågældende medlemsstater. I de
tilfælde, hvor oplysninger om sælgerens eller leverandørens årlige omsætning ikke er tilgæn-
gelige, skal maksimumbødestørrelsen fastsættes på
mindst
2 mio. euro.
Ifølge præambelbetragtning nr. 13 må medlemsstaterne gerne bevare eller indføre højere om-
sætningsbaserede maksimumsbøder for udbredte overtrædelser. Bøderne må eksempelvis gerne
baseres på den erhvervsdrivendes omsætning på verdensplan. Reglerne om maksimumsbøder
kan også udvides til andre overtrædelser, som ikke er omfattet af bestemmelserne i den ved-
tagne del af moderniseringsdirektivet i relation til artikel 21 i håndhævelsesforordningen. Dette
gælder dog ikke til eventuelle supplerende regler for tvangsbøder, såsom dagbøder, for mang-
lende overholdelse af en afgørelse, kendelse, foreløbig foranstaltning, tilsagn fra en erhvervs-
drivende eller anden foranstaltning med det formål at bringe overtrædelsen til ophør.
Ifølge præambelbetragtning nr. 11 skal der ved pålæg af sanktioner tages behørigt hensyn til
karakteren, grovheden og varigheden af den pågældende overtrædelse. Sanktionerne skal være
forholdsmæssige og i overensstemmelse med EU-retten og national ret, herunder med gældende
retssikkerhedsgarantier og principperne i chartret om grundlæggende rettigheder. Endelig skal
de sanktioner, der pålægges, være egnede i forhold til karakteren og den samlede faktiske eller
potentielle skade af overtrædelsen af EU-retlige regler, som beskytter forbrugernes interesser.
Beføjelsen til at pålægge sanktioner skal udøves enten direkte af de kompetente myndigheder
under deres egen myndighed eller, hvor det er relevant, med bistand fra andre kompetente myn-
digheder eller andre offentlige myndigheder eller ved at give instruks til udpegede organer, hvis
det er relevant, eller ved indbringelse for en domstol, der er kompetent til at træffe den nødven-
dige afgørelse, herunder, hvor det er relevant, ved appel, såfremt der ikke gives medhold i be-
gæringen om at træffe den nødvendige afgørelse.
Ifølge præambelbetragtning nr. 15 bør medlemsstaterne overveje at bruge indtægterne fra bø-
derne på at øge beskyttelsen af forbrugernes generelle interesser samt andre beskyttede offent-
lige interesser.
115
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
2.3 Urimelige kontraktvilkår
Sanktionsbestemmelserne i moderniseringsdirektivet indføres både i direktivet om urimelige
kontraktvilkår og i forbrugerrettighedsdirektivet. Bestemmelserne i de to direktiver er næsten
identiske, og det ovenfor anførte gælder dem begge. Bestemmelserne adskiller sig fra hinanden
på ét punkt.
Medlemsstaterne kan således efter direktivet om urimelige kontraktvilkår artikel 8 b, stk. 2,
begrænse sanktionsområdet til situationer, hvor kontraktvilkårene udtrykkeligt er defineret som
urimelige under alle omstændigheder i national ret, eller situationer, hvor en sælger eller leve-
randør fortsat anvender kontraktvilkår, der er blevet anset for urimelige i en endelig afgørelse,
der træffes i overensstemmelse med artikel 7, stk. 2.
Sekretariatet har kontaktet EU-Kommissionen for at få afklaret hvordan muligheden i artikel 8
b, stk. 2, skal forstås. Muligheden i artikel 8 b, stk. 2, kan efter sekretariatets opfattelse forstås
på to måder: 1) at et vilkår generelt vil være urimeligt at anvende, hvis det tidligere er blevet
endeligt afgjort urimelig, 2) at sanktionsområdet kun gælder de erhvervsdrivende, som er in-
volveret i sagen efter artikel 7, stk. 2, hvor vilkåret tidligere er blevet kendt urimeligt.
Kommissionen har besvaret sekretariatets henvendelse således, at artikel 7, stk. 2 og 3 henviser
til afgørelser, der omhandler forbrugernes kollektive interesser med det formål at forhindre for-
sat brug af urimelige kontraktvilkår fra individuelle sælgere eller leverandører eller grupper fra
samme økonomiske
sektor. Følgeligt vedrører termen ”en endelig beslutning”, som defineret i
artikel 8 b, stk. 2, primært den specifikke erhvervsdrivende eller en gruppe af erhvervsdrivende
i samme økonomiske sektor eller sammenslutning, som påbuddet i medfør af artikel 7 er rettet
mod.
Om denne mulighed for at begrænse sanktionsområdet fremgår det af præambelbetragtning nr.
14, at de administrative myndigheder eller nationale domstole kan pålægge sanktioner ved fast-
sættelsen af den urimelige karakter af kontraktvilkår, herunder på grundlag af en retssag anlagt
af en administrativ myndighed. Sanktionerne kan også pålægges af administrative myndigheder
eller nationale domstole, når sælgeren eller leverandøren anvender kontraktvilkår, der udtryk-
keligt er defineret som urimelige under alle omstændigheder i national ret, og når sælgeren eller
leverandøren anvender kontraktvilkår, der er blevet anset for at være urimelige ved en endelig
bindende afgørelse. Medlemsstaterne kan beslutte, at de administrative myndigheder også har
ret til at fastslå den urimelige karakter af et kontraktvilkår. Administrative myndigheder eller
nationale domstole kan også pålægge en sanktion gennem den samme afgørelse, hvori det fast-
slås, at der er tale om urimelige kontraktvilkår. Medlemsstaterne kan fastlægge de nødvendige
koordineringsmekanismer for foranstaltninger på nationalt plan vedrørende individuel adgang
til retsmidler og sanktioner.
3. Udvalgets overvejelser
116
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Moderniseringsdirektivet indfører en ny sanktionsbestemmelse i direktivet om urimelige kon-
traktvilkårs artikel 8 b og ændrer sanktionsbestemmelsen i forbrugerrettighedsdirektivets arti-
kel 24.
Det følger af de nye bestemmelser, at medlemsstaterne skal fastsætte regler om sanktioner, der
skal anvendes i tilfælde af overtrædelse af de nationale regler, som er vedtaget i medfør af de
to direktiver, og træffe alle nødvendige foranstaltninger for at sikre, at de gennemføres. Sank-
tionerne skal være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have en afskrækkende
virkning.
Det er ifølge præambelbetragtningerne op til medlemsstaterne at beslutte, hvilke typer sanktio-
ner der skal indføres og proceduren for pålæggelse af sanktionerne. Det fremgår dog udtrykke-
ligt af direktivændringen, at der skal indføres bødestraf ved udbredte overtrædelser og udbredte
overtrædelser med en EU-dimension, som defineret i håndhævelsesforordningen.
3.1 Forbrugeraftaleloven (forbrugerrettighedsdirektivet)
Moderniseringsdirektivets artikel 4, stk. 13, ændrer den gældende sanktionsbestemmelse i for-
brugerrettighedsdirektivets artikel 24. Sanktionsbestemmelsen suppleres med en række vejle-
dende kriterier, som skal tages i betragtning ved pålæggelse af sanktioner, hvor det er relevant.
Forbrugerrettighedsdirektivets sanktionsbestemmelse er gennemført i forbrugeraftalelovens §
34. Strafbestemmelsen angår forbud mod uanmodet henvendelse (telefon- og dørsalg, § 4, stk.
1), manglende oplysning om, hvorvidt der er en fortrydelsesret (§ 8, stk. 1. nr. 9, og § 14, stk.
1, nr. 10) og manglende opfyldelse af pligten til at medtage bestemmelser om opsigelsesadgang
i standardformularer om løbende levering af varer og tjenesteydelser (§ 28, stk. 3). I grove eller
gentagne tilfælde straffes endvidere manglende oplysning om særlige risici ved en finansiel
tjenesteydelse på et varigt medium, jf. § 34, stk. 2. Juridiske personer kan pålægges strafansvar
efter reglerne i straffelovens 5. kapitel, jf. § 34, stk. 3.
Sanktionsbestemmelsen i forbrugeraftalelovens § 34 suppleres af de markedsføringsretlige ind-
grebsmuligheder. Derudover gælder en række specifikke civilretlige sanktioner over for er-
hvervsdrivende i relation til overtrædelse af bestemmelser, som gennemfører forbrugerret-
tighedsdirektivet. Det gælder bl.a. udskydelsen af fortrydelsesfristens begyndelsestidspunkt og
bortfortolkning af ikke-oplyste aftalevilkår, jf. forbrugeraftalelovens §§ 19, stk. 3 og 4. Efter
forbrugeraftalelovens § 9, stk. 3, er forbrugeren endvidere ikke forpligtet til at betale eventuelle
yderligere omkostninger og andre udgifter, jf. § 8, stk. 1, nr. 5 og 6, samt udgifter til returnering
af varen ved fortrydelse, jf. § 8, stk. 1, nr. 12, hvis den erhvervsdrivende har forsømt at give
forbrugeren oplysning herom.
Udvalget har overvejet, om gennemførelsen af moderniseringsdirektivet i dansk ret giver an-
ledning til at skærpe og udvide den gældende sanktionsbestemmelse i forbrugeraftaleloven.
117
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
3.1.1 Åbningsskrivelse fra EU-Kommissionen
Justitsministeriet har oplyst udvalget om, at regeringen i 2017 har modtaget en åbningsskrivelse
fra EU-Kommissionen om gennemførelsen af forbrugerrettighedsdirektivet. Kommissionen på-
taler i åbningsskrivelsen en række forhold, herunder at for få bestemmelser er sanktioneret.
Kommissionen oplister en række af forbrugerrettighedsdirektivets artikler, som efter Kommis-
sionens opfattelse bør sanktioneres i forbrugeraftaleloven:
•
Artikel 5, oplysningskrav vedrørende andre aftaler end aftaler om fjernsalg eller aftaler
indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted
Artikel 6, oplysningskrav for aftaler om fjernsalg og aftaler indgået uden for den er-
hvervsdrivendes forretningssted
Artikel 7, formelle krav for aftaler indgået uden for den erhvervsdrivendes forretnings-
sted
Artikel 8, formelle krav for aftaler om fjernsalg
Artikel 9, fortrydelsesret
Artikel 13, den erhvervsdrivendes forpligtelser i tilfælde af udøvelse af fortrydelsesret-
ten
Artikel 18, levering
Artikel 19, gebyrer for anvendelse af betalingsmidler
Artikel 21, kommunikation pr. telefon
Artikel 22, yderligere betalinger
–
forbud mod anvendelsen af såkaldte forhåndsafkryd-
sede tillægsydelser
•
•
•
•
•
•
•
•
•
Justitsministeriet har endvidere oplyst, at det i svaret på åbningsskrivelsen blev tilkendegivet,
at Danmark er indstillet på at indføre bødestraf som sanktion for de fleste af de oplistede artik-
ler. Justitsministeriet afviste i sin besvarelse at indføre bødestraf for overtrædelse af artikel 6,
stk. 1, litra e (oplysning om varens samlede pris
–
forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, nr. 5 og 6),
litra h (betingelser, tidsfrister og procedurer for at gøre fortrydelsesretten gældende
–
forbru-
geraftalelovens § 8, stk. 1, nr. 9) og litra i (når forbrugeren skal betale for tilbagelevering
–
forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, nr. 12) samt artikel 9 og 18 (forbrugeraftalelovens §§ 19 og
27).
118
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Som begrundelse for afvisningen henviste Justitsministeriet overordnet til, at sanktionsmulig-
hederne i dansk ret ved den erhvervsdrivendes overtrædelse af de anførte bestemmelser er ef-
fektive, og at sanktionsmulighederne i øvrigt står i rimeligt forhold til overtrædelsernes grov-
hed. Nedenfor gengives argumentationen i Justitsministeriets besvarelse. Udvalget har et enkelt
sted valgt at kommentere på besvarelsen (markeret med kursiv).
”For så vidt angår forbrugerrettighedsdirektivets artikel 6, stk. 1, litra e og i, og stk.
6, følger det af forbrugeraftalelovens § 9, stk. 3, som gennemfører direktivets artikel
6, stk. 6, at forbrugeren ikke er forpligtet til at betale eventuelle yderligere omkost-
ninger, andre udgifter og udgifter til returnering af varer ved fortrydelse, hvis den
erhvervsdrivende har forsømt at oplyse om disse udgifter i medfør af forbrugeraf-
talelovens § 8, stk. 1, nr. 5, 6 og 12, (der gennemfører artikel 6, stk. 1, litra e og i).
Den erhvervsdrivendes manglende overholdelse af oplysningspligten i direktivets
artikel 6, stk. 1, litra e og i, har dermed den civilretlige konsekvens, at den erhvervs-
drivende ikke kan opkræve disse omkostninger m.v.”
Udvalget bemærker, at artikel 6, stk. 1, litra e, gennemført ved forbrugeraftalelo-
vens § 8, stk. 1, nr. 5 og 6, kun er delvis sanktioneret ved artikel 6, stk. 6, som
gennemført i forbrugeraftalelovens § 9, stk. 3. Det er således kun "yderligere om-
kostninger" (fragt mv.) og udgifter til tilbagelevering, der ikke skal betales, hvis der
ikke er oplyst herom. Selve prisen skal stadig betales (hvis man ikke fortryder).
”For så vidt angår forbrugerrettighedsdirektivets artikel 6, stk. 1, litra h, og artikel
9, følger det af forbrugeraftalelovens § 19, stk. 3 og 4, som gennemfører artikel 10,
stk. 1 og 2, at den erhvervsdrivendes overtrædelse af pligten til at oplyse forbruge-
ren om en fortrydelsesret, herunder om betingelser, frister og procedurer herfor,
efter forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, nr. 9, (artikel 6, stk. 1, litra h) medfører, at
fortrydelsesfristen ikke begynder at løbe, før forbrugeren har modtaget oplysninger
om fortrydelsesretten på et varigt medium. Den erhvervsdrivendes manglende over-
holdelse af at give oplysninger om fortrydelsesretten på et varigt medium har den
civilretlige konsekvens, at der ikke gælder nogen frist for forbrugerens fortrydelse
af aftalen. Derudover følger det af forbrugeraftalelovens § 34, stk. 1, at overtrædelse
af pligten til at oplyse forbrugeren om eksistensen af en fortrydelsesret efter forbru-
geraftalelovens § 8, stk. 1, nr. 9, straffes med bøde.
For så vidt angår forbrugerrettighedsdirektivets artikel 18 følger det af købelovens
§ 74, der gennemfører forbrugerrettighedsdirektivets artikel 18, at sælgeren skal
levere salgsgenstanden uden unødig forsinkelse, dog senest 30 dage efter aftalens
indgåelse. Leveres salgsgenstanden ikke i rette tid, og skyldes dette ikke køberen
eller en omstændighed, som køberen bærer risikoen for, foreligger der efter bestem-
119
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
melsens stk. 2 forsinkelse. Den civilretlige konsekvens af, at der foreligger forsin-
kelse er, at køberen kan hæve købet, såfremt forsinkelsen er af væsentlig betydning
for denne, og sælgeren måtte forudsætte dette, eller såfremt sælgeren har nægtet
levering, jf. bestemmelsens stk. 2. Det samme gælder, hvis sælgeren ikke efter på-
krav fra køberen leverer salgsgenstanden inden udløbet af en rimelig frist. Efter
bestemmelsens stk. 3 skal sælgeren uden unødig forsinkelse tilbagebetale alle be-
løb, der er betalt i henhold til aftalen. Forbrugeren kan herudover i tilfælde af for-
sinkelse efter almindelige gældende regler påberåbe sig andre misligholdelsesbefø-
jelser end ophævelse af aftalen, der kan medføre øvrige civilretlige konsekvenser
for den erhvervsdrivende. Forbrugeren vil således efter omstændighederne f.eks.
kunne kræve naturalopfyldelse eller tilbageholde betalingen. Forbrugeren vil end-
videre kunne kræve erstatning for den skade, forbrugeren måtte have lidt, hvis for-
brugeren har krav herpå efter de almindelige obligationsretlige regler, herunder kø-
belovens §§ 23 og 24.”
Justitsministeriet har desuden oplyst, at Kommissionen har svaret, at sanktionsproblematikken
i vidt omfang vil blive adresseret med moderniseringsdirektivet, og at sanktionsproblematikken
kan løses ved gennemførelsen af moderniseringsdirektivet.
3.1.2 De ordninger, der påtænkes indført i Norge og Sverige
I
Norge
er forbrugerrettighedsdirektivet hovedsageligt gennemført i angrerettloven og aftale-
loven. Ved brud på lovens regler kan Forbrukertilsynet efter de gældende regler give påbud
eller forbud med advarsel om ”tvangsmulkt” (et begreb,
der anvendes om sanktioner, som har
til formål at sikre, at en konkret afgørelse fra en offentlig myndighed overholdes). Ifølge ang-
rerettloven kan Forbrukertilsynet også pålægge et ”overtredelsesgebyr” ved forsætlig eller uagt-
som overtrædelse af nærmere angivne bestemmelser i loven, som anses som væsentlige eller er
sket gentagne gange. Flere bestemmelser i angrerettloven, som gennemfører forbrugerret-
tighedsdirektivet, er efter gældende ret ikke sanktioneret med ”overtredelsesgebyr”. Det fore-
slås i høringsnotatet om gjennomføringen av moderniserinsgdirektivet i norsk rett, at samtlige
bestemmelser i angrerettloven, som gennemfører forbrugerrettighedsdirektivet, skal kunne
sanktioneres med overtredelsesgebyr med det formål at sikre korrekt implementering af moder-
niseringsdirektivet.
I
Sverige
har domstolene i medfør af den svenske markedsføringslov (marknadsföringslagen)
adgang til at pålægge erhvervsdrivende en ”markedsafbrydelsesafgift” (marknadsstöringsav-
gift) for overtrædelse af visse bestemmelser i loven. I forbindelse med gennemførelsen af mo-
derniseringsdirektivet i svensk ret foreslås det, at denne mulighed udvides, således at mulighe-
den også omfatter tilfælde ved overtrædelse af generalklausulen i den svenske markedsførings-
lov, de nye bestemmelser, som foreslås indsat i markedsføringsloven, bestemmelserne om uop-
fordret reklame, oplysning om garantier og oplysninger, der skal gives inden indgåelse af en
120
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
forbrugeraftale. Forslagene betyder således, at muligheden for at pålægge en afgift vil gælde
for overtrædelser af markedsføringsloven generelt.
3.1.3 Udvidelse af strafansvaret (forbrugerrettighedsdirektivet)
Udvalget har taget udgangspunkt i Kommissionens åbningsskrivelse og Justitsministeriets be-
svarelse ved overvejelserne om, hvilke bestemmelser i forbrugeraftaleloven det bør overvejes
at strafsanktionere.
Hvis udvalget følger Justitsministeriets tilkendegivelser i besvarelsen af åbningsskrivelsen, vil
der
–
foruden de bestemmelser, som allerede er strafsanktioneret
–
skulle indføres bødestraf for
overtrædelse af følgende gældende bestemmelser i forbrugeraftaleloven: § 8, stk. 1, nr. 1-4, nr.
7-8, nr. 10-11 og 13-22, §§ 10-11, § 12, stk. 1, § 13, § 17, stk. 1, § 22, stk. 1, § 25, stk. 1, nr. 1,
§ 30, § 31, stk. 1 og 3.
Moderniseringsdirektivet indsætter en række nye forpligtelser for den erhvervsdrivende i for-
brugerrettighedsdirektivet, som Kommissionen og Justitsministeriet derfor ikke har forholdt sig
til i forbindelse med åbningsskrivelsen. Det drejer sig om:
•
Tilføjelse af et nyt oplysningskrav i artikel 6, stk. 1, litra ea, hvorefter den erhvervsdri-
vende skal oplyse om personaliserede priser, jf. moderniseringsdirektivets artikel 4, nr.
4, litra a, ii.
Tilføjelse af supplerende specifikke oplysningskrav for aftaler, der indgås på online-
markedspladser i artikel 6 a, jf. moderniseringsdirektivets artikel 4, nr. 5.
Tilføjelse af yderligere forpligtelser i artikel 13 for den erhvervsdrivende ved udnyttelse
af fortrydelsesretten til bl.a. at afholde sig fra at anvende digitalt indhold afgivet af for-
brugeren og stille det til rådighed for forbrugeren, når forbrugeren har udnyttet fortry-
delsesretten, jf. moderniseringsdirektivets artikel 4, nr. 10.
•
•
I lyset af de synspunkter, som Justitsministeriet har gjort gældende i besvarelsen af åbnings-
skrivelsen om strafsanktionering af de forpligtelser, hvor der ikke er en relevant civilretlig sank-
tion, finder udvalget det nærliggende at overveje, om disse bestemmelser også bør være omfat-
tet af en eventuel udvidelse af området for strafsanktionering.
Indførelse af strafansvar i det anførte omfang vil indebære en markant udvidelse af området for
strafsanktionering i forbrugeraftaleloven i forhold til det, der gælder i dag.
Hidtil har sanktioneringen af forpligtelserne i forbrugeraftaleloven primært været af civilretlig
karakter, og strafansvar for tilsidesættelse af f.eks. oplysningsforpligtelser har været begrænset
til de for forbrugeren mest væsentlige oplysninger, jf. overvejelserne i betænkning nr.
121
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
1540/2013 om gennemførelse af forbrugerrettighedsdirektivet, særligt side 329-332. I de tidli-
gere overvejelser om sanktionsspørgsmålet er der også lagt vægt på, at markedsføringsloven
indeholder sanktionsmuligheder, herunder strafsanktionering, som dækker bredt, herunder for-
brugeraftalelovens område.
Indførelse af udvidet strafansvar vil forventeligt have en øget afskrækkende virkning og skabe
øget opmærksomhed hos de erhvervsdrivende om de forpligtelser, som de er pålagt
–
i hvert
fald i en periode efter indførelsen. Det har dog også betydning
–
navnlig for virkningen på
længere sigt
–
i hvilket omfang overtrædelserne bliver håndhævet af myndighederne. Uanset
en eventuel udvidelse af strafansvaret er der næppe grund til antage, at Forbrugerombudsman-
den og politi- og anklagemyndighed vil have ressourcer til at forfølge mindre grove overtræ-
delser, der kun har betydning for en enkelt eller få forbrugere.
Det er udvalgets opfattelse, at civilretlige sanktioner i mange tilfælde er en mere effektiv og
hensigtsmæssig sanktionsform end strafferetlige sanktioner.
Som Kommissionens åbningsskrivelse også er udtryk for, er der
–
navnlig i forhold til den
erhvervsdrivendes oplysningspligter forud for aftaleindgåelse
–
ofte ikke relevante civilretlige
sanktioner, hvis den erhvervsdrivende tilsidesætter sine forpligtelser. Den hidtidige tilgang til
strafsanktionering har derfor indebåret, at en række oplysningspligter i forbrugeraftaleloven
ikke har været sanktioneret direkte i denne lov.
Med moderniseringsdirektivet er sanktionsbestemmelsen i forbrugerrettighedsdirektivet blevet
skærpet bl.a. med henvisning til, at ikke alle medlemsstater har sikret, at erhvervsdrivende kan
pålægges sanktioner, der er effektive, står i rimeligt forhold til overtrædelsen og har afskræk-
kende virkning, jf. præambelbetragtning nr. 5. Der er herunder indført udtrykkeligt krav om
bødestraf for udbredte overtrædelser, herunder med en EU-dimension. I øvrigt må direktivæn-
dringen
–
bl.a. under hensyn til indholdet af de vejledende kriterier
–
forstås sådan, at der er
krav om anvendelse af strafferetlige eller lignende sanktionstyper i væsentligt videre omfang,
end det er tilfældet i den gældende forbrugeraftalelov. Det gælder navnlig, for så vidt angår de
forpligtelser for erhvervsdrivende, hvor der ikke er relevante civilretlige sanktioner, som det
f.eks. ofte er tilfældet ved tilsidesættelse af oplysningspligter forud for kontraktindgåelse.
Det er på den baggrund udvalgets vurdering, at Danmark
–
i overensstemmelse med de tilken-
degivelser, som Justitsministeriet har afgivet over for Kommissionen vedrørende implemente-
ringen af den tidligere sanktionsbestemmelse i forbrugerrettighedsdirektivet
–
er forpligtet til
at indføre markant yderligere strafsanktionering eller lignende som håndhævelsesforanstaltning
for de rettigheder, som forbrugerne er tillagt efter forbrugeraftaleloven.
122
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
3.1.4 De enkelte forpligtelser
Udvalget har som anført taget udgangspunkt i Justitsministeriets tilkendegivelse over for Kom-
missionen og de nye forpligtelser, som indføres med moderniseringsdirektivet. Udvalgets over-
vejelser har på denne baggrund omhandlet indførelse af strafansvar for tilsidesættelse af føl-
gende forpligtelser for den erhvervsdrivende
(der er henvist både til de gældende bestemmelser
og de bestemmelser, der fremgår af lovudkastet, og de nye forpligtelser er anført i kursiv):
•
Oplysningspligten om varens eller tjenesteydelsens vigtigste egenskaber (§ 8, stk. 1, nr.
1), den erhvervsdrivendes identitet og fysiske adresse mv. (§ 8, stk. 1, nr. 2, som affattet
ved lovforslagets § 2, nr. 8), andre onlinekommunikationsmidler, som den erhvervsdri-
vende giver adgang til (§ 8, stk. 1, nr. 3, som affattet ved lovforslagets § 2, nr. 9), iden-
titet og fysisk adresse på den erhvervsdrivende, som der handles på vegne af (§ 8, stk.
1, nr. 4 (hidtidige nr. 3)), fysisk adresse på den erhvervsdrivendes forretningssted, hvor-
til forbrugeren kan indgive eventuelle klager (§ 8, stk. 1, nr. 5 (hidtidige nr. 4), som
affattet ved lovforslagets § 2, nr. 10),
i givet fald at prisen blev personaliseret på grund-
lag af automatiseret beslutningstagning (§ 8, stk. 1, nr. 8, som affattet ved lovforslagets
§ 2, nr. 11),
eventuelle omkostninger for forbrugeren ved anvendelse af den pågældende
fjernkommunikationsteknik til indgåelse af aftalen, når de beregnes efter en anden takst
end grundtaksten (§ 8, stk. 1, nr. 9 (hidtidige nr. 7)), vilkår om betaling, levering og
opfyldelse mv. (§ 8, stk. 1, nr. 10 (hidtidige nr. 8)), hvor fortrydelsesretten ikke finder
anvendelse, at forbrugeren ikke vil kunne gøre fortrydelsesretten gældende (§ 8, stk. 1,
nr. 12 (hidtidige nr. 10)), under hvilke omstændigheder forbrugeren mister sin fortry-
delsesret (§ 8, stk. 1, nr. 13 (hidtidige nr. 11)), i givet fald at forbrugeren ved tilbage-
træden fra en tjenesteydelsesaftale skal betale den erhvervsdrivende for rimelige om-
kostninger (§ 8, stk. 1, nr. 15 (hidtidige nr. 13)) at købelovens mangelsregler kan finde
anvendelse (§ 8, stk. 1, nr. 16 (hidtidige nr. 14)), eftersalgskundebistand, eftersalgsser-
vice og handelsmæssige garantier (§ 8, stk. 1, nr. 17 (hidtidige nr. 15)), relevante ad-
færdskodeks (§ 8, stk. 1, nr. 18 (hidtidige nr. 16)), aftalens varighed eller for tidsube-
stemte aftaler eller for aftaler, der forlænges automatisk, betingelserne for at opsige af-
talen (§ 8, stk. 1, nr. 19 (hidtidige nr. 17)), minimumsvarigheden af forbrugerens for-
pligtelser i henhold til aftalen (§ 8, stk. 1, nr. 20 (hidtidige nr. 18)), forskud eller andre
finansielle garantier, som forbrugeren skal betale eller stille (§ 8, stk. 1, nr. 21 (hidtidige
nr. 19)), funktionaliteten for digitalt indhold, digitale tjenester og varer med digitale
elementer (§ 8, stk. 1, nr. 22 (hidtidige nr. 20), som affattet ved lovforslagets § 2, nr.
12), kompatibiliteten og interoperabiliteten af digitalt indhold, digitale tjenester og varer
med digitale elementer (§ 8, stk. 1, nr. 23 (hidtidige nr. 21), som affattet ved lovforsla-
gets § 2, nr. 13), og klageadgang og fremgangsmåden ved klage (§ 8, stk. 1, nr. 24
(hidtidige nr. 22))
123
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
•
Supplerende specifikke oplysningskrav for aftaler, der indgås på onlinemarkedspladser
i artikel 6 a, jf. moderniseringsdirektivets artikel 4, nr. 5 (forbrugeraftalelovens § 8 a,
som affattet ved lovforslagets § 2, nr. 16).
Formelle krav ved aftaler indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted (§ 10,
som affattet ved lovforslagets § 2, nr. 19 og 20).
Formelle krav for aftaler om fjernsalg (§ 11, § 12, stk. 1, og § 13, som affattet ved
lovforslagets § 2, nr. 21-24).
Oplysningspligt ved andre aftaler end aftaler om fjernsalg eller aftaler indgået uden for
den erhvervsdrivendes forretningssted (§ 17, stk. 1, som affattet ved lovforslagets § 2,
nr. 8, 25 og 26).
Pligt til tilbagebetaling efter forbrugerens tilbagetræden fra aftalen (§ 22, stk. 1).
Pligt for den erhvervsdrivende til ved udnyttelse af fortrydelsesretten bl.a. at afholde
sig fra at anvende digitalt indhold afgivet af forbrugeren og stille det til rådighed for
forbrugeren, når forbrugerens har udnyttet fortrydelsesretten, jf. moderniseringsdirek-
tivets artikel 4, nr. 10 (§ 22 a, som affattet ved lovforslagets § 2, nr. 30).
Opkrævning af betaling i strid med reglen om, at forbrugeren ikke er forpligtet til at
betale mere end almindelig telefontakst for at bruge den erhvervsdrivendes telefontje-
neste (§ 30), reglen om, at den erhvervsdrivende kun kan kræve betaling for ydelser, der
ligger ud over hovedydelsen, hvis forbrugeren inden aftaleindgåelsen har givet udtryk-
keligt samtykke hertil (§ 31, stk. 1), og reglen om, at et gebyr for modtagelse af uden-
landske kontanter ikke må overstige de udgifter, som den erhvervsdrivende afholder i
forbindelse hermed (§ 31, stk. 3).
•
•
•
•
•
•
Udvalget har overvejet, om de nævnte bestemmelser er egnet til strafsanktionering, herunder
om indholdet og rækkevidden af de omhandlede forpligtelser er uklare, og om indførelse af
strafansvar i øvrigt vil medføre en række praktiske problemstillinger for de erhvervsdrivende.
Udvalget bemærker indledningsvist, at de forpligtelser, som er nævnt i Justitsministeriets til-
kendegivelse, vedrører eksisterende forpligtelser for de erhvervsdrivende, som har været gæl-
dende, siden forbrugerrettighedsdirektivet blev implementeret i 2014. Forpligtelserne bygger
på forbrugerrettighedsdirektivet, som Danmark skal gennemføre i dansk lovgivning. De nye
forpligtelser for de erhvervsdrivende, som indføres med moderniseringsdirektivet, skal også
gennemføres i dansk lovgivning. Som følge af kravene til direktivimplementering er der ikke
124
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
adgang til at ændre indholdet af de nævnte forpligtelser. Det gælder også, selvom den nærmere
rækkevidde af forpligtelserne på visse punkter kan være forbundet med uklarhed.
Det er normalt i dansk lovgivningspraksis, at ordlyden af lovbestemmelser søges præciseret i
lovbemærkningerne. Ved implementering af et EU-direktiv skal lovbemærkningerne udformes
i overensstemmelse med direktivet. Hvis et direktiv er totalharmoniserende
–
som forbruger-
rettighedsdirektivet
–
sætter direktivtekst og præambelbetragtninger rammerne for, hvad der
kan beskrives i bemærkningerne, og hvor uddybende disse kan være. Det betyder bl.a., at der
må udvises varsomhed med f.eks. at indsætte eksempler i bemærkningerne, der ikke fremgår af
direktivet, da det i sidste ende er EU-Domstolen, der fortolker EU-retten. Det råderum, som
Danmark efter de EU-retlige forpligtelser har for at præcisere eventuelle uklarheder mv. i di-
rektiverne, er således begrænset.
Udvalget bemærker endvidere, at der efter strafferetten gælder en række betingelser for straf-
ansvar, som har betydning for vurderingen af strafsanktionering af ovennævnte bestemmelser.
For første gælder der et såkaldt skærpet hjemmelskrav for pålæggelse af straf, jf. princippet i
straffelovens § 1, hvorefter der alene kan straffes for et forhold, hvis strafbarhed er hjemlet ved
lov, eller som ganske må sidestilles med et sådant. Der er henvist til kravet i en del frifindende
domme, herunder højesteretsafgørelser, og kravet er også omtalt i den stats-, forvaltnings- og
strafferetlige litteratur.
Kravet indebærer, at der skal foreligge en vis klarhed med hensyn til, at den foretagne handling
er omfattet af den strafbelagte bestemmelse, før den konkrete handling kan straffes. Hvis der er
væsentlig tvivl med hensyn til, om en handling, som den erhvervsdrivende har foretaget, er i
strid med de forpligtelser, der følger loven, vil der således ikke kunne straffes. En eventuel
væsentlig uklarhed i rækkevidden af en strafbelagt forpligtelse vil således falde ud til fordel for
den erhvervsdrivende, i det omfang den erhvervsdrivendes handling falder inden for området
for denne væsentlige uklarhed.
For det andet kan erhvervsdrivende kun straffes, hvis den erhvervsdrivende har handlet forsæt-
ligt eller uagtsomt, jf. straffelovens § 19. Dette indebærer bl.a., at hvis den erhvervsdrivende
ikke kendte eller burde kende til de faktiske omstændigheder, som begrunder, at der er sket en
tilsidesættelse af de strafbelagte forpligtelser i loven, vil den erhvervsdrivende heller ikke kunne
straffes.
Der er i øvrigt tale om regulering af erhvervsmæssig virksomhed, og der er alene tale om bø-
destraf. I lovgivningspraksis er der en række eksempler på, at strafbelagte forpligtelser for er-
hvervsdrivende er formuleret på en måde, som svarer til ovennævnte bestemmelser. Der henvi-
ses bl.a. til markedsføringslovens §§ 5 og 6, som omtales nærmere nedenfor. Herudover vil de
konkrete bøder
–
i det omfang, der er grundlag for at pålægge straf
–
skulle udmåles under
125
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
hensyn til de almindelige kriterier for straffastsættelse og de yderligere kriterier, som direktivet
fastsætter. Hvis den erhvervsdrivende var i undskyldelig uvidenhed om eller undskyldelig mis-
forståelse af retsregler, der forbyder eller påbyder handlingsforetagelse, vil dette udgøre formil-
dende omstændigheder, som efter omstændighederne også kan medføre strafbortfald, jf. straf-
felovens §§ 82 og 83.
3.1.5 Nærmere overvejelser vedrørende visse forpligtelser
Strafsanktionering af forpligtelserne i forbrugeraftalelovens §§ 8, stk. 1, nr. 1, nr. 8, nr. 9, nr.
10 og 11, nr. 13 og nr. 22, § 8, stk. 1, nr. 15, og § 17, stk. 1, § 10, stk. 1, 2. pkt., §§ 11, stk. 1,
1. og 2. pkt., § 12, stk. 1, § 13, stk. 2, og § 22, stk. 1, har givet anledning til mere specifikke
overvejelser i udvalget.
Udvalgets overvejelser om strafsanktionering af disse bestemmelser gennemgås i det følgende:
3.1.5.1 § 8, stk. 1, nr. 1, oplysningspligt om en vares væsentligste egenskaber
Det fremgår af forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, nr. 1, at inden der indgås en aftale om en vare
eller en ikke-finansiel tjenesteydelse, skal den erhvervsdrivende, hvis aftalen indgås uden for
den erhvervsdrivendes forretningssted eller ved fjernsalg, på en klar og forståelig måde give
forbrugeren oplysning om 1)
varens eller tjenesteydelsens vigtigste egenskaber i et omfang, der
svarer til kommunikationsteknikken og til varen eller tjenesteydelsen.
Bestemmelsen gennemfører forbrugerrettighedsdirektivets artikel 6, stk. 1, litra a, og har været
gældende i dansk ret siden 2014.
Det fremgår af lovbemærkningerne til § 8, stk. 1, nr. 1, at det vil bero på en konkret vurdering,
hvor omfattende og detaljerede oplysninger, den erhvervsdrivende skal tilvejebringe, idet kom-
munikationsteknikken og varernes eller tjenesteydelsernes art bør indgå i denne vurdering. Ved
komplicerede varer og tjenesteydelser vil kravene til omtalen af varens eller tjenesteydelsens
vigtigste egenskaber derfor være større end ved ukomplicerede varer og tjenesteydelser.
Formålet med § 8, stk. 1, nr. 1, er at sikre, at den erhvervsdrivende oplyser forbrugeren om de
vigtigste egenskaber ved varen eller tjenesteydelsen, således at forbrugeren sættes i stand til at
foretage et oplyst valg. Der er således tale om en central forbrugerbeskyttende regel
–
navnlig
i tilfælde af fjernsalg, hvor forbrugeren ikke fysisk ser salgsgenstanden forud for aftaleindgåel-
sen, men udelukkede må forlade sig på den erhvervsdrivendes oplysninger forud for aftaleind-
gåelsen.
Udvalget har for det første overvejet, om bestemmelsen allerede er underlagt tilstrækkelige ci-
vilretlige sanktioner.
126
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Manglende oplysninger om en vares væsentligste egenskaber kan efter omstændighederne ud-
gøre en mangel ved varen, som kan give forbrugeren rettigheder efter købeloven, som hjemler
en civilretlig sanktionering. Dette vil navnlig gælde i den situation, hvor en vares konkrete
egenskaber afviger fra, hvad køberen med rimelighed kan forvente af den pågældende type
produkt. Udvalget vurderer dog, at denne civilretlige sanktion langt fra dækker bestemmelsens
fulde anvendelsesområde og derfor ikke kan tillægges væsentlig betydning ved vurderingen af,
om Danmark vil overholde sine EU-retlige forpligtelser, hvis bestemmelsen ikke strafsanktio-
neres.
Udvalget har dernæst overvejet, om den gældende strafsanktionering i markedsføringsloven
kan anses for at udgøre en tilstrækkelig sanktionering af forpligtelserne efter forbrugeraftalelo-
vens § 8, stk. 1, nr. 1.
En erhvervsdrivende kan efter markedsføringslovens § 6 straffes med bøde for at undlade eller
skjule væsentlige oplysninger eller præsentere væsentlige oplysninger på en uklar, uforståelig,
dobbelttydig eller uhensigtsmæssig måde. Efter lovbemærkningerne til § 6 (Folketingstidende
2016-17, A, L 40 som fremsat, s. 51) medfører denne bestemmelse en forpligtelse for de er-
hvervsdrivende til at give alle væsentlige oplysninger
–
dvs. de oplysninger, som er nødvendige
for gennemsnitsforbrugeren for at kunne træffe en informeret transaktionsbeslutning. Det beror
ifølge lovbemærkningerne på en konkret vurdering, hvilke oplysninger der må anses for væ-
sentlige, og som den erhvervsdrivende derfor er forpligtet til at give.
Efter markedsføringslovens § 5 kan en erhvervsdrivende endvidere straffes med bøde for at
anvende en handelspraksis, som indeholder urigtige oplysninger eller i kraft af sin fremstil-
lingsform eller på anden måde vildleder eller kunne forventes at vildlede gennemsnitsforbru-
geren, uanset om oplysningerne er faktuelt korrekte. Denne vildledning kan bl.a. relatere sig til
de væsentligste egenskaber ved produkter.
Det er en betingelse for, at der foreligger en overtrædelse af markedsføringslovens §§ 5 og 6,
at den pågældende handelspraksis væsentligt forvrider eller vil kunne forventes væsentligt at
forvride den økonomiske adfærd hos en gennemsnitsforbruger, jf. markedsføringslovens § 8.
Udformningen af det nævnte gældende strafansvar efter markedsføringsloven ligner i vidt om-
fang det strafansvar, som de erhvervsdrivende vil blive pålagt, hvis der indføres strafsanktione-
ring af forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, nr. 1. Det gælder bl.a. med hensyn til kriteriet for
strafansvaret og forarbejdernes henvisning til, at det beror på en konkret vurdering, hvad der er
væsentlige oplysninger/egenskaber. I praksis vil strafansvaret formentlig i vidt omfang omfatte
de samme handlinger.
127
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
De nævnte bestemmelser i markedsføringsloven gennemfører direktivet om urimelig handels-
praksis. Strafansvaret efter disse bestemmelser kan derfor efter udvalgets opfattelse ikke tillæg-
ges væsentlig betydning ved vurderingen af, om Danmark vil overholde sine EU-retlige for-
pligtelser til sanktionering af forbrugerrettighedsdirektivet.
Forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, nr. 1, må på denne baggrund i det væsentlige anses for usank-
tioneret i dansk ret.
Der er på denne baggrund
–
og under hensyn til, at der som anført er tale om en central forbru-
gerbeskyttende regel
–
udvalgets vurdering, at Danmark er forpligtet til at indføre strafsanktio-
nering af bestemmelsen.
Udvalget har herefter overvejet, om der knytter sig tvivl eller praktiske problemstillinger til
bestemmelsen, som det
–
inden for de EU-retlige rammer
–
er muligt og hensigtsmæssigt at
adressere i tilknytning til et forslag om strafsanktionering af bestemmelsen.
Formuleringen af forpligtelsen svarer i vidt omfang til formuleringen af det allerede gældende
strafansvar efter markedsføringsloven. Det må antages, at udtrykket ”en vares væsentligste
egenskaber” –
på samme måde, som det er anvendt i markedsføringsloven
–
omfatter de oplys-
ninger om et produkts egenskaber, som er nødvendige for gennemsnitsforbrugeren for at kunne
træffe en informeret transaktionsbeslutning. Da det beror på en konkret vurdering, hvad der
udgør en væsentlig egenskab i det enkelte tilfælde, må det antages, at den erhvervsdrivende er
overladt et vist skøn, og at strafansvar, jf. de ovenfor omtalte principper, kun kommer på tale i
forholdsvist klare tilfælde. Hvis en erhvervsdrivende helt har undladt at give oplysninger om
en vares egenskaber eller har undladt at oplyse forbrugeren om egenskaber, som oplagt er af
væsentlig betydning for en gennemsnitsforbruger, må det antages, at der foreligger en tilside-
sættelse af forpligtelsen, som vil kunne straffes.
Efter udvalgets opfattelse kan der herefter ikke peges på afgørende betænkeligheder mv. ved at
indføre strafansvar for overtrædelse af bestemmelsen.
På denne baggrund
–
og i overensstemmelse med EU-Kommissionen og Justitsministeriets til-
kendegivelser
–
foreslår udvalget, at forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, nr. 1, bliver omfattet af
strafsanktionering.
3.1.5.2 § 8, stk. 1, nr. 8,
oplysningspligt om ”vilkår for betaling mv.”
Det fremgår af forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, nr. 8, at inden der indgås en aftale om en vare
eller en ikke-finansiel tjenesteydelse, skal den erhvervsdrivende, hvis aftalen indgås uden for
den erhvervsdrivendes forretningssted eller ved fjernsalg, på en klar og forståelig måde give
forbrugeren oplysninger om 8)
vilkår om betaling, levering, opfyldelse, det tidspunkt, hvor den
128
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
erhvervsdrivende forpligter sig til at levere varen eller yde tjenesteydelsen, og, hvor det er re-
levant, den erhvervsdrivendes praksis for klagebehandling.
Bestemmelsen gennemfører forbrugerrettighedsdirektivets artikel 6, stk. 1, litra g, og har været
gældende i dansk ret siden 2014.
Det fremgår af lovbemærkningerne til § 8, stk. 1, nr. 8, at bestemmelsen i forhold til den tidli-
gere gældende § 11, stk. 1, nr. 4, medfører et nyt krav om, at den erhvervsdrivende skal oplyse
forbrugeren om det tidspunkt, hvor den erhvervsdrivende forpligter sig til at levere varen eller
tjenesteydelsen, samt, hvor det er relevant, den erhvervsdrivendes praksis for klagebehandling.
Udtrykket ”hvor det er relevant” forudsættes ifølge lovbemærkningerne at indebære, at den
erhvervsdrivende alene er forpligtet til at oplyse om sin politik for klagebehandling, såfremt
den afviger fra det, man sædvanligvis kan forvente ved behandling af klager over varer af den
pågældende type eller i den pågældende branche, f.eks. særlige procedurer ved indgivelse af
klagen.
Vilkår om betaling, levering, opfyldelse, det tidspunkt, hvor den erhvervsdrivende forpligter
sig til at levere varen eller yde tjenesteydelsen, og hvor det er relevant den erhvervsdrivendes
praksis for klagebehandling er centrale oplysninger, der skal sikre forbrugeren klarhed over den
aftale, der er indgået og dermed forbrugerens retsstilling.
§ 8, stk. 1, nr. 8, er i det væsentlige usanktioneret i dansk ret. Det er derfor udvalgets vurdering,
at Danmark er forpligtet til at indføre en tilstrækkelig effektiv og afskrækkende sanktionering
af bestemmelsen.
Udvalget har herefter overvejet, om der knytter sig tvivl eller praktiske problemstillinger til
bestemmelsen, som det
–
inden for de EU-retlige rammer
–
er muligt og hensigtsmæssigt at
adressere i tilknytning til et forslag om strafsanktionering af bestemmelsen.
Udvalget har i den forbindelse særligt overvejet de dele af bestemmelsen, som vedrører oplys-
ning om det tidspunkt, hvor den erhvervsdrivende forpligter sig til at levere varen mv., og op-
lysning om vilkår om betaling.
I mange tilfælde er en væsentlig del af den tid, der medgår til levering, uden for den erhvervs-
drivendes kontrol. Dette kan skyldes, at varer ofte bliver sendt direkte fra producentens lager,
og at der kan opstå forsinkelser fra transportørens side afhængig af travlheden på bestillings-
tidspunktet. Mange erhvervsdrivende har derfor den praksis, at forbrugeren oplyses om et for-
ventet leveringstidspunkt og ikke en dato for, hvornår den erhvervsdrivende skal levere varen.
129
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Det er udvalgets opfattelse, at forbrugeren efter ordlyden af lovteksten og direktivteksten skal
oplyses om, hvornår den erhvervsdrivende forpligter sig til at levere produktet. Dette må natur-
ligt forstås sådan, at der sigtes til leveringstidspunktet
–
dvs. det tidspunkt efter hvilket, forbru-
geren kan påberåbe sig forsinkelse, hvis forbrugeren indgår aftalen med den erhvervsdrivende.
Hensynet bag oplysningspligten må antages være, at det for forbrugeren bliver klart, hvilken
aftale der indgås, uden at aftalefriheden om leveringstidspunktet, der også fremgår udtrykkeligt
af forbrugerrettighedsdirektivet, derved begrænses.
Leveringstidspunktet fastlægges som udgangspunkt på grundlag af parternes aftale. I praksis
vil det ofte være den erhvervsdrivendes oplysning om leveringstidspunktet over for forbruge-
ren, som i kraft af forbrugerens accept heraf kommer til at udgøre aftalen om leveringstidspunk-
tet. Hvis leveringstiden ikke er aftalt, skal salgsgenstanden i forbrugerkøb leveres uden unødig
forsinkelse, dog senest 30 dage efter aftalens indgåelse, jf. købelovens § 74, stk. 1.
Der er intet til hinder for, at der indgås aftale om, at levering skal ske inden for et angivet
tidsrum,
”uden unødigt ophold”,
eller når en bestemt forudsætning er opfyldt, f.eks. at varen er
produceret. Der kan således også indgås aftale om et forventet leveringstidspunkt, således at
forbrugeren skal acceptere afvigelser, f.eks. som følge af producentens eller leverandørens for-
hold.
Hvis den erhvervsdrivende oplyser forbrugeren om, hvornår den erhvervsdrivende forventer at
kunne levere produktet, og forbrugeren har accepteret denne tilkendegivelse, foreligger der en
aftale om leveringstidspunktet, og den erhvervsdrivende vil efter udvalgets opfattelse have op-
fyldt oplysningspligten efter forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, nr. 1.
For så vidt angår ”vilkår for betaling” er det udvalgets opfattelse, at den erhvervsdrivende kan
opfylde forpligtelsen eksempelvis ved at nævne, hvilke betalingsmidler der kan/skal benyttes
til betaling, samt hvornår betalingen trækkes fra forbrugerens konto.
Udvalget finder herefter ikke, at der foreligger afgørende betænkeligheder mv. ved at strafsank-
tionere bestemmelsen.
På denne baggrund
–
og i overensstemmelse med EU-Kommissionens og Justitsministeriets
tilkendegivelser
–
foreslår udvalget, at der indføres strafsanktionering for den erhvervsdriven-
des manglende overholdelse af sin forpligtelse efter forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, nr. 8.
3.1.5.3 § 8, stk. 1, nr. 9, oplysningspligt om eksistensen af en fortrydelsesret mv.
Justitsministeriet har over for Kommissionen tilkendegivet, at de gældende sanktionsmulighe-
der med hensyn til artikel 6, stk. 1, litra h
–
dvs. forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, nr. 9
–
er
effektive, proportionale og afskrækkende.
130
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Udvalget har overvejet, om det er nødvendigt at udvide det gældende strafansvar til at omfatte
pligten til at oplyse om betingelser, tidsfrister og procedurer for at gøre fortrydelsesretten gæl-
dende.
Forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, nr. 9, implementerer forbrugerrettighedsdirektivets artikel 6,
stk. 1, litra h, og har været gældende siden 2014. Det fremgår af forbrugeraftalelovens § 34, at
den erhvervsdrivendes overtrædelse af § 8, stk. 1, nr. 9, straffes med bøde.
Det fremgår af forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, nr. 9, at inden der indgås en aftale om en vare
eller en ikke-finansiel tjenesteydelse, skal den erhvervsdrivende, hvis aftalen indgås uden for
den erhvervsdrivendes forretningssted eller ved fjernsalg, på en klar og forståelig måde give
forbrugeren oplysning om, 9)
hvorvidt der er fortrydelsesret, og i givet fald betingelser, tidsfrist
og procedurer for at gøre fortrydelsesretten gældende, jf. § 20, samt den standardfortrydelses-
formular, der er angivet i bilag 3 til loven.
Det fremgår af lovbemærkningerne (Folketingstidende 2013-14, A, L 39, s. 163) til forbruger-
aftalelovens § 34, stk. 1, at sanktionsbestemmelsen for overtrædelse af pligten efter bestemmel-
serne i § 8, stk. 1, nr. 9, og § 14, stk. 1, nr. 10, kun omfatter pligten til at give oplysning om
eksistensen
af en fortrydelsesret. Overtrædelse af pligten til at oplyse om betingelser, tidsfrister
og procedurer for at gøre denne gældende er således ikke sanktioneret efter forbrugeraftalelo-
vens § 34. Denne pligt er i stedet underlagt civilretlige retsvirkninger efter forbrugeraftalelo-
vens § 24, stk. 5, hvorefter den erhvervsdrivende, der ikke har givet disse oplysninger, ikke kan
foretage fradrag for værdiforringelse. Den erhvervsdrivende kan heller ikke kræve betaling for
en tjenesteydelse, der allerede er leveret, jf. forbrugeraftalelovens § 25. Fortrydelsesretten vil
løbe videre i indtil 1 år og 14 dage, hvis oplysningerne i § 8, stk. 1, nr. 9, ikke er givet på et
varigt medium, jf. forbrugeraftalelovens § 19, stk. 4.
I overensstemmelse med Justitsministeriets tilkendegivelse over for Kommissionen og det an-
førte vedrørende civilretlige sanktioner er det udvalgets opfattelse, at den gældende sanktione-
ring af forpligtelserne i forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, nr. 9, er tilstrækkeligt effektiv til at
leve op til kravene i moderniseringsdirektivet. Efter udvalgets vurdering er det således ikke
nødvendigt at udvide strafansvaret.
Udvalget foreslår på denne baggrund, at den gældende strafsanktionering af § 8, stk. 1, nr. 9,
videreføres uændret, således at det alene er tilsidesættelse af pligten til at oplyse om eksistensen
af en fortrydelsesret, som er strafsanktioneret.
Udvalget vurderer, at det er hensigtsmæssigt at præcisere bemærkningerne til bestemmelsen
således, at for så vidt angår pligten til at give forudgående oplysninger om
standardfortrydel-
sesformularen,
er det tilstrækkeligt at formidle et link til formularen. Udvalget har derfor indsat
præcisering i bemærkningerne til udvalgets lovudkast.
131
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Der henvises herom til bemærkningerne til § 2, nr. 37, i lovudkastet.
3.1.5.4 § 8, stk. 1, nr. 10 og 11, oplysningspligt om, at fortrydelsesretten ikke finder anvendelse
Det fremgår af forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, nr. 10 og 11, at inden der indgås en aftale om
en vare eller en ikke-finansiel tjenesteydelse, skal den erhvervsdrivende, hvis aftalen indgås
uden for den erhvervsdrivendes forretningssted eller ved fjernsalg, på en klar og forståelig måde
give forbrugeren oplysning om, 10)
hvor fortrydelsesretten ikke finder anvendelse, jf. § 18, stk.
2 og 3, at forbrugeren ikke vil kunne gøre fortrydelsesretten gældende, og
11)
hvor det er rele-
vant, under hvilke omstændigheder forbrugeren mister sin fortrydelsesret.
Forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, nr. 10 og 11, gennemfører forbrugerrettighedsdirektivets ar-
tikel 6, stk. 1, litra k, og har været gældende siden 2014.
Fortrydelsesretten er en af hjørnestenene i den forbrugerbeskyttende lovgivning, når forbrugere
handler uden at være fysisk i kontakt med den erhvervsdrivende sælger, jf. redegørelse afgivet
af Justitsministeriet 2006-03-14 om auktioner på internettet. Dette er også baggrunden for, at
manglende oplysning om eksistensen af en eventuel fortrydelsesret (§ 8, stk. 1, nr. 9) er blandt
de få oplysningspligter, som hidtil har været strafsanktioneret.
Den erhvervsdrivendes tilsidesættelse af forpligtelser efter forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, nr.
10 og 11, er ikke udtrykkeligt sanktioneret i forbrugeraftaleloven. I konkrete tilfælde kan afta-
lefortolkning efter omstændighederne føre til, at en fortrydelsesret må anses for aftalt, selvom
aftaleforholdet er omfattet af en lovbestemt undtagelse til fortrydelsesretten. I givet fald kom-
mer en sanktion for tilsidesættelse af forpligtelserne i § 8, stk. 1, nr. 10 og 11, ikke på tale, idet
der i stedet vil være pligt til at oplyse forbrugeren om den aftalte videregående fortrydelsesret,
jf. forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, nr. 9. Udvalget bekendt er det uafklaret i retspraksis mv.,
om der som generel regel gælder en fortrydelsesret i de tilfælde, hvor en erhvervsdrivende til-
sidesætter forpligtelserne til at oplyse forbrugeren om, at forbrugeren ikke kan gøre en forbry-
delsesret gældende, jf. undtagelserne til den lovbestemte fortrydelsesret.
Forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, nr. 10 og 11, er derfor efter udvalgets vurdering ikke på nu-
værende tidspunkt sanktioneret på en måde, der lever op til sanktionsbestemmelsen i moderni-
seringsdirektivet.
Forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, nr. 10 og 11, knytter sig sammen med § 8, stk. 1, nr. 9, til
eksistensen af en fortrydelsesret og har til formål at sikre, at forbrugeren forud for aftaleindgå-
elsen gøres bekendt med, om der er en fortrydelsesret eller ikke. Forbrugeraftalelovens § 8, stk.
1, nr. 9, er allerede strafsanktioneret med bøde, jf. forbrugeraftalelovens § 34, stk. 1. Under
hensyn til samspillet mellem bestemmelserne og for at opnå en ensartet retstilstand er det efter
udvalgets opfattelse hensigtsmæssigt, at forpligtelserne i § 8, stk. 1, nr. 10 og 11, også straf-
sanktioneres.
132
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
På denne baggrund
–
og i overensstemmelse EU-Kommissionens og Justitsministeriets tilken-
degivelser
–
foreslår udvalget, at der indføres strafsanktionering for den erhvervsdrivendes
manglende overholdelse af sin forpligtelse efter forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, nr. 10 og 11.
Efter indførelse af en sådan ordning vil den erhvervsdrivende kunne straffes, hvis forbrugeren
ikke på en klar og forståelig måde forud for aftaleindgåelsen oplyses om, hvorvidt der er en
fortrydelsesret eller ikke. Det gælder både i de tilfælde, hvor der er en fortrydelsesret
–
enten
lovbestemt efter forbrugeraftaleloven eller som følge af særskilt aftale
–
og i de tilfælde, hvor
der ikke er fortrydelsesret, herunder hvor fortrydelsesretten mistes, når visse betingelser er op-
fyldt, jf. herved forbrugeraftalelovens § 18, stk. 2, jf. § 8, stk. 1, nr. 11.
I de tilfælde, hvor der gælder en fortrydelsesret efter forbrugeraftaleloven eller den erhvervs-
drivende tilbyder en videregående fortrydelsesret, skal den erhvervsdrivende således forud for
aftaleindgåelsen oplyse forbrugeren om, at forbrugeren har fortrydelsesret. Hvis det ikke sker,
vil den erhvervsdrivende have tilsidesat forpligtelserne i forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, nr. 9,
og vil dermed kunne straffes for ikke at have oplyst om eksistensen af fortrydelsesretten, jf. §
34, stk. 1. Strafansvaret for overtrædelse af § 8, stk. 1, nr. 9, omfatter
–
som hidtil og efter
udvalgets overvejelser ovenfor
–
alene manglende oplysning om selve eksistensen af en fortry-
delsesret. I de tilfælde, hvor den erhvervsdrivende tilbyder forbrugeren en videregående fortry-
delsesret end den lovbestemte, vil det dermed være tilstrækkeligt til at undgå strafansvar, at den
erhvervsdrivende oplyser, at der er fortrydelsesret. Det er ikke nødvendigt, at den erhvervsdri-
vende tillige oplyser, på hvilke punkter forbrugeren tildeles en bedre retsstilling end efter loven,
for at undgå strafansvar. Strafansvar i disse tilfælde vil som følge heraf næppe komme på tale,
da oplysningspligten om fortrydelsesretten normalt vil være opfyldt som følge af tilbuddet om
videregående fortrydelsesret til forbrugeren.
I de tilfælde, hvor der ikke gælder en fortrydelsesret efter forbrugeraftaleloven, eller hvor for-
trydelsesretten mistes efter samme lov
–
og hvor den erhvervsdrivende heller ikke tilbyder for-
brugeren en fortrydelsesret
–
vil den erhvervsdrivende forud for aftaleindgåelsen skulle oplyse
forbrugeren om, at forbrugeren ikke har fortrydelsesret, herunder hvis relevant under hvilke
omstændigheder fortrydelsesretten mistes. Hvis det ikke sker, vil den erhvervsdrivende kunne
straffes, da den erhvervsdrivende i så fald har tilsidesat forpligtelserne i forbrugeraftalelovens
§ 8, stk. 1, nr. 10 og 11.
Overtrædelsen er fuldbyrdet, når den erhvervsdrivende ikke forud for aftaleindgåelsen har op-
lyst forbrugeren om, hvorvidt der er en fortrydelsesret eller ikke. Den erhvervsdrivende kan
således ikke undgå strafansvaret for tilsidesættelse af oplysningspligten ved efter aftaleindgå-
elsen at tilbyde forbrugeren en fortrydelsesret.
133
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Et mindretal i udvalget bestående af Rikke Skadhauge Seerup Krogsgård foreslår, at en over-
trædelse af forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, nr. 10 og 11, ud over den foreslåede strafsanktio-
nering, også straffes civilretligt. Det foreslås, at der indføres en civilretlig sanktionering i form
af, at forbrugeren tildeles en 14 dages fortrydelsesret, som forbrugeren ellers ikke har. Det be-
tyder, at den erhvervsdrivendes manglende overholdelse af sine forpligtigelser efter forbruger-
aftalelovens § 8, stk. 1, nr. 10 og 11, ville medføre, at forbrugeren vil kunne fortryde sit køb.
Starttidspunktet for denne fortrydelsesret vil skulle afklares nærmere.
Baggrunden for forslaget er, at der er tale om væsentlige oplysninger for forbrugerens købsbe-
slutning, herunder om der er en fortrydelsesret eller ej, hvorfor mindretallet finder det rimeligt
og mere effektivt, at forbrugeren har en fortrydelsesret, såfremt den erhvervsdrivende ikke har
oplyst, at købet er omfattet af undtagelsen, jf. forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, nr. 10, eller
hvornår forbrugerne mister sin fortrydelsesret, jf. forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, nr. 11.
Et flertal i udvalget bestående af Thomas Klyver, Louise Black Mogensen, Susanne Karstoft,
Søren Seerup, Jacob Linkis, Tina Morell Nielsen, Bo Dalsgaard, Kristian Storgaard, Lars Fro-
lov-Hammer og Susanne Aamann finder ikke grundlag for at foreslå, at der indføres en civil-
retlig sanktionering ud over den foreslåede strafsanktionering af bestemmelsen. Efter flertallets
opfattelse udgør bødestraf en tilstrækkelig effektiv sanktionering af bestemmelserne. Risikoen
for bødestraf må alt andet lige give den erhvervsdrivende et større incitament til at give forbru-
geren de lovpligtige oplysninger, end at den erhvervsdrivende potentielt kan blive ramt af et
senere krav fra forbrugeren om at fortryde. Det er derfor også flertallets opfattelse, at det vil
give en uhensigtsmæssig retstilstand, hvis manglende oplysninger om, at der er en fortrydelses-
ret, strafsanktioneres, mens manglende oplysninger om, at der ikke er fortrydelsesret, sanktio-
neres med både bøde, og at forbrugeren tildeles en fortrydelsesret. Der peges i den forbindelse
bl.a. på, at hvis den erhvervsdrivende ikke overholder sin forpligtelse efter § 8, stk. 1, nr. 10 og
11, har den erhvervsdrivende ikke oplyst forbrugeren om, at fortrydelsesretten ikke finder an-
vendelse. Forbrugeren vil allerede af denne grund ikke være gjort bekendt med, at forbrugeren
har en fortrydelsesret, hvilket kan gøre det vanskeligt for forbrugeren at påberåbe sig retten til
at fortryde inden for 14 dages fristen.
3.1.5.5 § 8, stk. 1, nr. 13, oplysningspligt om forbrugerens betaling af den erhvervsdrivendes
rimelige omkostninger ved forbrugerens tilbagetræden fra aftalen
Forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, nr. 13, gennemfører forbrugerrettighedsdirektivets artikel 6,
stk. 1, litra j.
Det fremgår af forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, nr. 13, at inden der indgås en aftale om en vare
eller en ikke-finansiel tjenesteydelse, skal den erhvervsdrivende, hvis aftalen indgås uden for
den erhvervsdrivendes forretningssted eller ved fjernsalg, på en klar og forståelig måde give
forbrugeren oplysning om, 13)
at forbrugeren ved tilbagetræden fra en tjenesteydelsesaftale,
134
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
hvis aftalens opfyldelse på forbrugerens udtrykkelige anmodning er påbegyndt inden fortrydel-
sesfristens udløb, skal betale den erhvervsdrivende for rimelige omkostninger i henhold til §
25, stk. 1 og 2.
Bestemmelsen er civilretligt sanktioneret, idet den erhvervsdrivende afskæres fra at opkræve
rimelige omkostninger, hvis den erhvervsdrivende ikke godtgør, at forbrugeren er blevet oplyst
om fortrydelsesretten og om det beløb, der skal betales, jf. § 8, stk. 1, nr. 9 og 13, og § 14, stk.
1, nr. 10 og 12, jf. § 25 modsætningsvist.
Udvalget vurderer, at denne civilretlige sanktionering
–
der i dette tilfælde indebærer, at den
erhvervsdrivendes krav på dækning af rimelige omkostninger helt bortfalder
–
er tilstrækkelig
effektiv.
Det er derfor efter udvalgets vurdering ikke nødvendigt at indføre strafsanktionering for over-
trædelse af forpligtelsen i forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, nr. 13.
3.1.5.6 § 8, stk. 1, nr. 15, og § 17, stk. 1, nr. 6, oplysningspligt om garantier
Det følger af forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, nr. 15, og § 17, stk. 1, nr. 6, at den erhvervsdri-
vende, inden der indgås en forbrugeraftale, på en klar og forståelig måde giver forbrugeren
oplysning om bl.a. handelsmæssige garantier.
Bestemmelserne gennemfører artikel 6, stk. 1, litra m, og artikel 5, stk. 1, og har været gældende
i dansk ret siden 2014.
Det fremgår af lovbemærkningerne til § 8, stk. 1, nr. 15 (Folketingstidende 2013-14, A, L 39
som fremsat, s. 138), og § 17, stk. 1, nr. 6 (Folketingstidende 2013-14, A, L 39 som fremsat, s.
147-148), at der ved en handelsmæssig garanti forstås enhver forpligtelse, som den erhvervs-
drivende eller en producent (garantigiveren) har påtaget sig over for forbrugeren ud over sin
retlige forpligtelse til at levere en kontraktmæssig ydelse, til at refundere købesummen eller
omlevere, reparere eller på anden måde afhjælpe mangler ved varerne, forudsat at varerne ikke
opfylder de specifikationer eller ethvert andet krav, der fremgår af garantierklæringen eller af
de relevante reklamer for varen eller tjenesteydelsen, der var tilgængelige på tidspunktet eller
forud for aftalens indgåelse, og som ikke relaterer sig til ydelsens kontraktmæssighed, jf. direk-
tivets artikel 2, nr. 14. Det fremgår endvidere af lovbemærkningerne, at der med den erhvervs-
drivendes oplysningspligt ikke er indført en pligt for den erhvervsdrivende til at indestå for
garantier afgivet af tredjemand.
Efter forarbejderne og forbrugerrettighedsdirektivets definition af handelsmæssige garantier må
det lægges til grund, at oplysningspligten om handelsmæssige garantier også omfatter garantier
afgivet af tredjemand.
135
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, nr. 15, og § 17, stk. 1, nr. 6, er usanktioneret i dansk ret. Efter
udvalgets vurdering er Danmark derfor forpligtet til at indføre strafsanktionering af bestemmel-
sen i overensstemmelse med dens indhold. Da oplysningspligten også omfatter garantier afgivet
af tredjemand, er det ikke muligt at begrænse strafsanktioneringen til kun at omfatte garantier
afgivet af den erhvervsdrivende selv.
Udvalget har herefter overvejet, om der knytter sig tvivl eller praktiske problemstillinger med
hensyn til bestemmelsen, som det
–
inden for de EU-retlige rammer
–
er muligt og hensigts-
mæssigt at adressere i tilknytning til et forslag om strafsanktionering af bestemmelsen.
Udvalget bemærker, at oplysningspligten kan give anledning til problematikker i de tilfælde,
hvor en producent yder en garanti, men sælgeren ikke er bekendt med denne
–
eksempelvis
fordi garantien ligger inde i pakken, eller fordi producenten kun oplyser om garantien på pro-
ducentens hjemmeside. Som eksempel kan nævnes de større elektroniksupermarkeder, der har
tusindvis af varenumre og dertilhørende garantier, der ofte ændres. I disse tilfælde kan det være
vanskeligt for den erhvervsdrivende at oplyse om garantien.
Med hensyn til garantier afgivet af tredjemand henviser udvalget til, at den erhvervsdrivende
kun kan straffes, hvis den erhvervsdrivende har handlet forsætligt eller uagtsomt, jf. straffelo-
vens § 19. Dette indebærer bl.a., at hvis den erhvervsdrivende ikke kendte eller burde kende til
de faktiske omstændigheder, som begrunder, at der er sket en tilsidesættelse de strafbelagte
forpligtelser i loven, vil den erhvervsdrivende ikke kunne straffes. I det omfang en erhvervsdri-
vende ikke kendte eller burde kende til garantien udstedt af tredjemand, vil den erhvervsdri-
vende således ikke kunne straffes.
Udvalget vurderer derfor, at der ikke foreligger afgørende betænkeligheder ved at strafbelægge
bestemmelsen.
På denne baggrund
–
og i overensstemmelse med EU-Kommissionens og Justitsministeriets
tilkendegivelser
–
foreslår udvalget, at der indføres strafsanktionering for den erhvervsdriven-
des manglende overholdelse af sin forpligtelse efter forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, nr. 15, og
§ 17, stk. 1, nr. 6.
3.1.5.7 § 8, stk. 1, nr. 22, oplysningspligt om fremgangsmåden ved klage
Det fremgår af forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, nr. 22, at inden der indgås en aftale om en vare
eller en ikke-finansiel tjenesteydelse, skal den erhvervsdrivende, hvis aftalen indgås uden for
den erhvervsdrivendes forretningssted eller ved fjernsalg, på en klar og forståelig måde give
forbrugeren oplysning om, 22)
hvor det er relevant, mulighed for klageadgang og i givet fald
om fremgangsmåden ved klage.
136
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Bestemmelsen gennemfører forbrugerrettighedsdirektivets artikel 6, stk. 1, litra t, og har været
gældende i dansk ret siden 2014.
Det fremgår af lovbemærkningerne (Folketingstidende 2013-14, A, L 39 som fremsat, s. 139)
til bestemmelsen, at en erhvervsdrivende har pligt til at oplyse om adgang til at klage til For-
brugerklagenævnet eller et privat anke- eller klagenævn, mens der ikke gælder en sådan pligt,
hvis der ikke består en sådan klageadgang, jf. formuleringen ”hvor det er relevant, mulighed
for”.
Ordlyden i forbrugeraftaleloven ”fremgangsmåden ved at klage” afviger fra den
danske udgave
af direktivet. Efter ordlyden i forbrugerrettighedsdirektivets artikel 6, stk. 1, litra t (som er gen-
nemført i forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, nr. 22),
skal der oplyses om ”forudsætningerne” for
at klage, hvilken efter en almindelig forståelse dækker over andet end fremgangsmåde.
I betænkningen nr. 1540/2013 om gennemførelse forbrugerrettighedsdirektivet ses der ikke at
være redegjort nærmere for baggrunden for den nævnte forskel i direktivets og forbrugerafta-
lens ordlyd. I den engelske
udgave af forbrugerrettighedsdirektivet anvendes udtrykket ”the
methods for having access to it” (klageadgangen). I den tyske udgave anvendes udtrykket ”die
Voraussetzungen für diesen Zugang”.
Hvad der nærmere ligger i de anførte udtryk, er ikke beskrevet i direktivets præambelbetragt-
ninger.
Der er ikke knyttet civilretlige sanktioner til forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, nr. 22.
Efter § 4 lov om alternativ tvistløsning af forbrugerklager gælder en strafbelagt pligt for den
erhvervsdrivende til at oplyse om et eventuelt tvistløsningsorgans hjemmeside og adresse. Be-
stemmelsen implementerer artikel 13 i direktiv om alternativ tvistbilæggelse på forbrugerom-
rådet og knytter sig således ikke til forbrugerrettighedsdirektivet. Strafansvaret efter denne be-
stemmelse kan derfor efter udvalgets opfattelse ikke tillægges væsentlig betydning ved vurde-
ringen af, om Danmark vil overholde sine EU-retlige forpligtelser, hvis strafsanktionering und-
lades.
Der er derfor udvalgets vurdering, at Danmark er forpligtet til at indføre strafsanktionering af
bestemmelsen.
Udvalget har herefter overvejet, om der knytter sig tvivl eller praktiske problemstillinger til
bestemmelsen, som det
–
inden for de EU-retlige rammer
–
er muligt og hensigtsmæssigt at
adressere i tilknytning til et forslag om strafsanktionering af bestemmelsen.
137
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Som anført fremgår det af lovbemærkningerne fra 2013 til forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, nr.
22, at den erhvervsdrivende skal oplyse om klageadgangen til Forbrugerklagenævnet. Forbru-
gerklagesystemet er efterfølgende blevet ændret, således at forbrugerens første indgang til sy-
stemet nu hedder Center for Klageløsning (førhen Forbrugerklagenævnet). Formuleringen i lov-
teksten er fortsat korrekt, og loven må forstås sådan, at der nu skal oplyses om, at forbrugeren
kan klage til Center for Klageløsning.
Uanset forskellen mellem ordlyden i direktivet og lovtekst må hovedindholdet i bestemmelsen
–
i overensstemmelse med de anførte lovbemærkninger
–
antages at være, at forbrugeren forud
for aftaleindgåelsen skal oplyses om, at der er et klageorgan, som forbrugeren kan gå til, hvis
der måtte opstå tvister i anledning af aftaleforholdet. Det må endvidere antages, at der ikke
gælder et krav om, at den erhvervsdrivende særskilt skal gøre forbrugeren opmærksom på,
hvordan klageorganet nærmere behandler klager, klagebetingelser og lignende forhold, hvis
den erhvervsdrivende orienterer forbrugeren om, at sådanne oplysninger findes på klageorga-
nets hjemmeside og f.eks. indsætter et link til denne hjemmeside.
Justitsministeriet har endvidere oplyst udvalget om, at ministeriet er opmærksom på forskellen
i ordlyden mellem forbrugeraftaleloven og direktivet, og at ministeriet på nuværende tidspunkt
(juni 2021) er i gang med at samle op på en række elementer i forbrugeraftaleloven med henblik
på fremsættelse af et lovforslag, der skal følge lovforslaget til nærværende betænkning. Mini-
steriet undersøger i den forbindelse, om problemstillingen vedrørende den divergerende ordlyd
vil kunne indgå heri.
Udvalget har noteret sig det anførte, herunder at et eventuelt forslag til ændring af bestemmel-
sen vil følge et lovforslag om strafsanktionering af bestemmelsen.
Efter udvalgets opfattelse foreligger der herefter ikke afgørende betænkeligheder ved at straf-
sanktionere bestemmelsen.
På denne baggrund
–
og i overensstemmelse med EU-Kommissionen og Justitsministeriets til-
kendegivelse
–
foreslår udvalget, at der indføres strafsanktionering for den erhvervsdrivendes
manglende overholdelse af sin forpligtelse efter forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, nr. 22.
3.1.5.8 § 10, stk. 1, 2. pkt., om kravet om at oplysningerne skal være letlæselige og udfærdiget
på et klart og forståeligt sprog, og § 11, stk. 1, 2. pkt., om kravet om, at oplysningerne, hvis
disse gives et varigt medium, skal være letlæselige
Det følger af forbrugeraftalelovens § 10, stk. 1, 2. pkt., at de omfattede oplysninger skal være
letlæselige og udfærdiget på et klart og forståeligt sprog.
Det fremgår ligeledes af forbrugeraftalelovens § 11, stk. 1, 2. pkt., at hvis oplysningerne gives
på et varigt medium, skal de være letlæselige.
138
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Forbrugeraftalelovens § 10, stk. 1, 2. pkt., gennemfører forbrugerrettighedsdirektivets artikel 7,
stk. 1, og har været gældende siden 2014.
Forbrugeraftalelovens § 11, stk. 1, 2. pkt., gennemfører forbrugerrettighedsdirektivets artikel 8,
stk. 1.
Begge bestemmelser er en ordret gengivelse af direktivets ordlyd. Begge bestemmelser er lige-
ledes usanktionerede i dansk ret.
Der er derfor udvalgets vurdering, at Danmark er forpligtet til at indføre en tilstrækkelig effektiv
og afskrækkende sanktionering af bestemmelserne.
Udvalget har herefter overvejet, om der knytter sig tvivl eller praktiske problemstillinger med
hensyn til bestemmelserne, som det
–
inden for de EU-retlige rammer
–
er muligt og hensigts-
mæssigt at adressere i tilknytning til et forslag om strafsanktionering af bestemmelsen.
Ordlyden i § 10, stk. 1, 2. pkt., og § 11, stk. 1, 2. pkt., kræver som anført, at oplysningerne skal
være ”letlæselige og udfærdiget på et klart og forståeligt sprog”
Udvalget anerkender, at der kan være vanskeligheder ved at fastlægge det nærmere indhold af
bestemmelserne i alle konkrete tilfælde. Det er efter udvalgets opfattelse væsentligt, at bestem-
melserne underlægges en fortolkning, som tilpasses den gennemsnitlige forbruger, og at for-
muleringen kan dække mange forskellige måder at give oplysningerne på.
Kravene i § 10, stk. 1, 2. pkt., og § 11, stk. 1., 2. pkt., adskiller sig ikke væsentligt fra kravet i
§ 8, stk. 1, om, at oplysningerne skal meddeles på en klar og forståelig måde. Et eventuelt
strafansvar må endvidere, jf. de ovenfor omtalte principper, kun antages at komme på tale i
forholdsvist klare tilfælde. Der kan derfor efter udvalgets opfattelse ikke peges på afgørende
betænkeligheder ved at indføre strafansvar for overtrædelse af bestemmelserne.
På denne baggrund
–
og i overensstemmelse med Kommissionens og Justitsministeriets tilken-
degivelser
–
foreslår udvalget, at der indføres strafsanktionering for den erhvervsdrivendes
manglende overholdelse af sin forpligtelse efter forbrugeraftalelovens § 10, stk. 1, 2. pkt., samt
§ 11, stk. 1, 2. pkt.
3.1.5.9 § 11, stk. 1, 1. pkt., om kravet om, at oplysningerne skal gives eller stilles til rådighed
for forbrugeren under anvendelse af midler, der er tilpasset den anvendte fjernkommunikati-
onsteknik
Forbrugeraftalelovens § 11, stk. 1, 1. pkt., gennemfører forbrugerrettighedsdirektivets artikel 8,
stk. 1, og har været gældende siden 2014.
139
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Bestemmelsen er i det væsentligste en ordret gengivelse af direktivets ordlyd. Bestemmelsen er
ikke underlagt sanktionering. Der er derfor udvalgets vurdering, at Danmark er forpligtet til at
indføre en tilstrækkelig effektiv og afskrækkende sanktionering af bestemmelsen.
Udvalget har herefter overvejet, om der knytter sig tvivl eller praktiske problemstillinger med
hensyn til bestemmelsen, som det
–
inden for de EU-retlige rammer
–
er muligt og hensigts-
mæssigt at adressere i tilknytning til et forslag om strafsanktionering af bestemmelsen.
Det følger af forbrugeraftalelovens § 11, stk. 1, 1. pkt., at ved aftaler indgået ved fjernsalg skal
de i § 8, stk. 1, nævnte oplysninger gives eller stilles til rådighed for forbrugeren under anven-
delse af midler, der er tilpasset den anvendte fjernkommunikationsteknik.
Udvalget anerkender, at der kan være vanskeligheder forbundet med på forhånd at fastlægge
det nærmere indhold af bestemmelsen i alle konkrete tilfælde. Af forarbejderne fremgår nogle
generelle retningslinjer og konkrete eksempler på, hvordan den erhvervsdrivende kan opfylde
kravet.
Det er udvalgets opfattelse, at der bør udvises forsigtighed med hensyn til at fiksere forståelsen
af bestemmelsen til bestemte kommunikationsteknikker eller -midler, idet bestemmelsen skal
kunne fortolkes i lyset af samfundets og teknologiens udvikling. Udvalget bemærker i den for-
bindelse, at det i mange tilfælde må antages at være klart for den erhvervsdrivende, at specifikke
oplysningskrav bør tilpasses under hensyntagen til visse mediers tekniske begrænsninger. Ind-
gås en aftale eksempelvis på en mobiltelefon, kan dennes tekniske begrænsninger fordre, at den
erhvervsdrivende eftersender standardfortrydelsesformularen via et link til den erhvervsdriven-
des hjemmeside, jf. også ovenfor under pkt. 3.1.5.3.
Der kan derfor efter udvalgets opfattelse ikke peges på afgørende betænkeligheder ved at ind-
føre strafansvar for overtrædelse af bestemmelsen.
På denne baggrund
–
og i overensstemmelse med EU-Kommissionens og Justitsministeriets
tilkendegivelser
–
foreslår udvalget, at der indføres strafsanktionering for den erhvervsdriven-
des manglende overholdelse af sin forpligtelse efter forbrugeraftalelovens § 11, stk. 1, 1. pkt.
3.1.5.10 § 12, pligten til at gentage visse oplysninger umiddelbart inden bestilling afgives
Forbrugeraftalelovens § 12 har følgende ordlyd:
Ӥ
12.
Indgås en fjernsalgsaftale ved hjælp af elektroniske midler, og pålægger af-
talen forbrugeren en betalingsforpligtelse, skal dette være angivet klart og tydeligt
på det sted, hvor bestillingen afgives. Endvidere skal den erhvervsdrivende tydeligt
og i fremhævet form, og umiddelbart før forbrugeren afgiver sin bestilling, gøre
140
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
forbrugeren opmærksom på de oplysninger, der er nævnt i § 8, stk. 1, nr. 1, 5, 6, 17
og 18.
Stk. 2.
Forbrugeren er alene bundet af aftalen eller bestillingen, hvis stk. 1 er over-
holdt.”
Forbrugeraftalelovens § 12 gennemfører forbrugerrettighedsdirektivets artikel 8, stk. 2.
Det fremgår af lovbemærkningerne (Folketingstidende 2013-14, A, L 39 som fremsat, s. 141-
142), at hensigten med bestemmelsen er at sikre, at forbrugeren er i stand til at afgøre, på hvilket
tidspunkt vedkommende påtager sig betalingsforpligtelsen. Hensigten er også at sikre, at for-
brugeren ved aftaler, der indgås via hjemmesider, er i stand til fuldt ud at læse og forstå de
vigtigste elementer i aftalen, før forbrugeren afgiver sin ordre. Det nævnes i den forbindelse, at
hvis afgivelse af bestillinger indebærer aktivering af en knap eller tilsvarende funktion, er det
et krav, at knappen eller den tilsvarende funktion på en let og
læselig måde er mærket ”ordre
med betalingsforpligtelse” eller en tilsvarende utvetydig formulering, som angiver, at afgivel-
sen af ordren medfører en betalingsforpligtelse for forbrugeren.
Bestemmelsen er civilretligt sanktioneret ved § 12, stk. 2, hvorefter forbrugeren ikke bliver
bundet af en indgået aftale, hvis den erhvervsdrivende ikke har opfyldt forpligtelserne i § 12,
stk. 1. Med § 12, stk. 2, er forbrugeren i dansk ret til dels tildelt en videregående beskyttelse
end forbrugerrettighedsdirektivet, jf. Karstoft s. 365, hvor det bl.a. fremgår:
”Forbrugeraftaleloven § 12 er i sin helhed udtryk for en gennemførelse af direkti-
vets artikel 8, stk. 2. Det er formentlig ikke udtryk for en korrekt implementering,
når § 12, stk. 2, knytter ugyldighedsvirkninger
både
til tilsidesættelsen af § 12, stk.
1, 1. pkt. (krav om, at forbrugeren er bevidst om, at han påtager sig en betalingsfor-
pligtelse)
og
til tilsidesættelse af § 12, stk. 1, 2. pkt. (krav om gentagelse af visse §
8, stk. 1-oplysningerne, umiddelbart før forbrugeren afgiver sin bestilling).
Direktivets artikel 8, stk. 2, som er opdelt i
to afsnit,
omhandler den erhvervsdriv-
endes pligt til at gentage direktivets artikel 6, stk. 1-oplysninger (de oplysninger,
som fremgår af forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, nr. 1, 5, 6, 17 og 18) inden aftale-
indgåelsen, mens
2. afsnit
omhandler pligten til at sikre, at forbrugeren, når han
afgiver en bestilling, udtrykkeligt bekræfter, at afgivelse af bestillingen medfører
en betalingsforpligtelse for ham. Det fremgår af artikel 8, stk. 2,
2. afsnit,
at »[h]vis
den erhvervsdrivende ikke overholder
dette afsnit,
er forbrugeren ikke bundet af
aftalen eller ordren« (min udhævning). Efter
direktivets ordlyd
er der med andre ord
ikke knyttet ugyldighedsvirkning til tilsidesættelse af oplysningskravene i artikel 8,
stk. 2,
1. afsnit.
141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
…
Foruden ordlyden og opbygningen af direktivets artikel 8, stk. 2, taler den omstæn-
dighed, at lovens § 9, stk. 3, udtrykkeligt fastlægger retsvirkningerne af mangel-
fulde prisoplysninger, imod at tillægge tilsidesættelse af § 12, stk. 1, 2. pkt., ugyl-
dighedsvirkning. Dette er da heller ikke gjort i f.eks. svensk og tysk ret.
…
Uanset at forbrugerrettighedsdirektivet principielt er et totalharmoniseringsdirek-
tiv, er der intet til hinder for at lade direktivets bestemmelser finde anvendelse på
forhold, der ellers ligger uden for direktivets anvendelsesområdet.
…
Eftersom direktivet ikke er til hinder for at knytte ugyldighedsvirkninger til tilside-
sættelse af såvel kravet om fremhævelses af, at forbrugeren ved ordren påtager sig
en betalingsforpligtelse (§ 12, stk. 1, 1.pkt.), som kravet om gentagelse af visse
oplysninger (12, stk. 1, 2. pkt.), må den utvetydige ordlyd af forbrugeraftalelovens
§ 12, stk. 2, lægges til grund
–
selv om bestemmelsen ikke i fuldt omfang er udtryk
for implementering af direktivet.”
Et flertal i udvalget bestående af Thomas Klyver, Louise Black Mogensen, Susanne Karstoft,
Søren Seerup, Jacob Linkis, Tina Morell Nielsen, Bo Dalsgaard, Kristian Storgaard, Lars Fro-
lov-Hammer og Susanne Aamann finder, at oplysningspligten efter forbrugeraftalelovens § 12
er udtryk for, at visse oplysninger er anset for så væsentlige for forbrugeren, at de skal gives en
ekstra gang til forbrugeren inden afgivelse af bestilling ved fjernsalg. Det er flertallets vurde-
ring, at denne civilretlige retsvirkning, der går videre end forbrugerrettighedsdirektivet, udgør
en streng sanktion, idet forbrugeren
–
i tilfælde af den erhvervsdrivendes tilsidesættelse af plig-
ten - er stillet helt frit i forhold til den aftale, som er indgået med den erhvervsdrivende. Fler-
tallet peger endvidere på, at de oplysninger, der skal gives en ekstra gang inden afgivelse af
bestilling ved en fjernsalgsaftale, følger af bestemmelserne i § 8, stk. 1, nr. 1, 5, 6, 17 og 18.
Tilsidesættelse af de oplysningspligter, der findes i § 8, stk. 1, nr. 1, 17 og 18, vil allerede med
udvalgets lovudkast blive strafsanktioneret, hvis den erhvervsdrivende ikke
forud
for aftalens
indgåelse har iagttaget disse pligter. Der vil således
reelt være tale om ”dobbelt” strafbelægning
af disse bestemmelser, hvis bestemmelsen i § 12 strafbelægges. Endvidere foreslås bestemmel-
serne i § 8, stk. 1, nr. 5 og 6, ikke strafbelagt med udvalgets lovudkast, idet der i forvejen er
knyttet tilstrækkelige civilretlige sanktioner til tilsidesættelse af forpligtelserne. Såfremt der
indføres bødestraf for § 12, stk. 1, vil dette medføre, at der ikke vil kunne straffes med bøde,
hvis den erhvervsdrivende ikke
forud
for aftaleindgåelsen iagttager forpligtelserne i § 8, stk. 1,
nr. 5 og 6, mens den erhvervsdrivende vil kunne straffes med bøde, hvis den erhvervsdrivende
142
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
ikke iagttager § 12, stk. 1, der omhandler pligten til at give visse oplysninger en ekstra gang.
Flertallet i udvalget finder, at denne retstilstand er uhensigtsmæssig og ikke skaber den for-
nødne klarhed hverken over for forbrugeren eller den erhvervsdrivende. Flertallet vurderer på
denne baggrund, at den civilretlige sanktionering er tilstrækkeligt effektiv. Det er flertallets
vurdering, at det ikke er nødvendigt at indføre bødestraf for overtrædelse af bestemmelsen.
Et mindretal i udvalget bestående af Rikke Skadhauge Seerup Krogsgård vurderer, at den civil-
retlige sanktionering ikke er tilstrækkeligt effektiv og foreslår, at der indføres en strafsanktio-
nering for overtrædelse af forpligtelsen i forbrugeraftalelovens § 12. Oplysningerne nævnt i §
12, stk. 1, er væsentlige for forbrugerens købsbeslutning, og gør forbrugeren i stand til fuldt ud
at læse og forstå de vigtigste elementer i aftalen, herunder om forbrugeren bliver forpligtet til
eksempelvis et abonnement, før forbrugeren afgiver sin ordre.
3.1.5.11 § 13, stk. 2, om den erhvervsdrivendes udlevering af en kopi af forbrugerens eventuelle
udtrykkelige samtykke til og anerkendelse af, at forbrugeren mister sin fortrydelsesret
Forbrugeraftalelovens § 13, stk. 2, fastslår, at ved aftaler om levering af digitalt indhold, som
ikke leveres på et fysisk medium, skal den erhvervsdrivende udlevere en kopi af forbrugerens
eventuelle udtrykkelige samtykke til og anerkendelse af, at forbrugeren mister sin fortrydelses-
ret, når udførelsen påbegyndes inden fortrydelsesfristens udløb.
Forbrugeraftalelovens § 13, stk. 2, gennemfører forbrugerrettighedsdirektivets artikel 8, stk. 7,
litra b.
Bestemmelsen er ikke sanktioneret i dansk ret. Dette gælder også for det tilfælde, at bestem-
melsen ændres i forlængelse af Justitsministeriets overvejelser, jf. nedenfor. Det er derfor ud-
valgets vurdering, at Danmark er forpligtet til at indføre sanktionering af bestemmelsen for at
sikre en tilstrækkelig effektiv og afskrækkende håndhævelse.
Udvalget har herefter overvejet, om der knytter sig tvivl eller praktiske problemstillinger med
hensyn til bestemmelsen, som det
–
inden for de EU-retlige rammer
–
er muligt og hensigts-
mæssigt at adressere i tilknytning til et forslag om strafsanktionering af bestemmelsen.
Artikel 8, stk. 7, litra b, pålægger den erhvervsdrivende, når det er relevant, at bekræfte forbru-
gerens forudgående udtrykkelige samtykke og anerkendelse, jf. artikel 16, litra m. Det fremgår
således ikke af bestemmelsen i direktivet, at den erhvervsdrivende skal udlevere en kopi af
forbrugerens samtykke, men blot bekræfte dette.
Aftaler om digitalt indhold indgås normalt elektronisk, hvilket gør det vanskeligt at udlevere en
kopi af forbrugerens samtykke, sådan som ordlyden lægger op til, og ordlyden synes umiddel-
bart at gå videre end det totalharmoniserende direktiv kræver.
143
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Justitsministeriet har oplyst udvalget om, at ministeriet er opmærksom på forskellen i ordlyden
mellem forbrugeraftaleloven og direktivet, og at ministeriet på nuværende tidspunkt (juni 2021)
er i gang med at samle op på en række elementer i forbrugeraftaleloven med henblik på frem-
sættelse af et lovforslag, der skal følge lovforslaget til nærværende betænkning. Ministeriet
undersøger i den forbindelse, om problemstillingen vedrørende den divergerende ordlyd vil
kunne indgå heri.
Udvalget har noteret sig det anførte, herunder at et eventuelt forslag til ændring af bestemmel-
sen vil følge et lovforslag om strafsanktionering af bestemmelsen.
Der kan herefter ikke peges på afgørende betænkeligheder forbundet med at strafbelægge be-
stemmelsen i forbrugeraftalelovens § 13, stk. 2.
På denne baggrund
–
og i overensstemmelse med Kommissionen og Justitsministeriets tilken-
degivelser
–
foreslår udvalget, at der indføres strafsanktionering for den erhvervsdrivendes
manglende overholdelse af sin forpligtelse efter forbrugeraftalelovens § 13, stk. 2.
3.1.5.12 § 22, stk. 1, om den erhvervsdrivendes tilbagebetalingspligt ved tilbagetræden fra en
aftale om en vare eller en ikke-finansiel tjenesteydelse
Det følger af forbrugeraftalelovens § 22, stk. 1, at ved tilbagetræden fra en aftale om en vare
eller en ikke-finansiel tjenesteydelse skal den erhvervsdrivende tilbagebetale alle beløb, inklu-
sive eventuelle leveringsomkostninger, modtaget fra forbrugeren uden unødig forsinkelse og
senest 14 dage fra den dato, hvor den erhvervsdrivende har modtaget meddelelse om forbruge-
rens beslutning om at træde tilbage fra aftalen.
Bestemmelsen gennemfører forbrugerrettighedsdirektivets artikel 13 og pålægger den er-
hvervsdrivende at tilbagebetale modtagne beløb, når forbrugeren udnytter sin fortrydelsesret.
Bestemmelsen er civilretligt sanktioneret via de almindelige muligheder, der står til rådighed
for forbrugere med henblik på at opnå betaling af krav i tilknytning til forbrugeraftaler. Disse
muligheder dækker forbrugeres økonomiske krav bredt set, herunder krav på tilbagebetaling af
købesummen mv., hvis forbrugeren ophæver et køb som følge af misligholdelse.
Forbrugeren har bl.a. mulighed for at indbringe en betalingstvist for Center for Klageløsning
og domstolene. Efter omstændighederne har forbrugeren ret til at få det skyldige beløb forrentet
efter rentelovens regler om mora- og procesrente, som kompensation for den manglende beta-
ling.
Det er udvalgets vurdering, at denne almindelige civilretlige sanktion af betalingskrav må anses
for tilstrækkelig til at opfylde direktivets krav til effektiv sanktionering.
144
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
2429073_0147.png
Det vil endvidere være meget usædvanligt i dansk ret at indføre bødestraf for manglende beta-
ling. En sådan sanktionering vil give anledning til en række principielle overvejelser, herunder
om der kan straffes i tilfælde af den erhvervsdrivendes konkurs eller andre tilfælde, hvor den
erhvervsdrivende ikke må eller har evnen til at betale.
Der ses ikke at være andre eksempler i dansk ret, hvor manglende (rettidig) betaling er strafbe-
lagt. Der henvises i den forbindelse også til markedsføringslovens § 37, stk. 1, 2. pkt., hvorefter
det udtrykkeligt undtages fra strafsanktionering at undlade at tilbagebetale en modtaget penge-
ydelse.
Udvalget foreslår på baggrund af ovenstående, at forbrugeraftalelovens § 22, stk. 1, ikke straf-
belægges.
3.1.6 De øvrige bestemmelser
Udvalget har ikke identificeret forhold vedrørende de øvrige forpligtelser, som giver anledning
til mere specifikke overvejelser om strafsanktionering.
Af hensyn til at sikre korrekt gennemførelse af den nye sanktionsbestemmelse foreslår udvalget
på denne baggrund, at der indføres strafansvar for erhvervsdrivendes overtrædelse af forplig-
telser i overensstemmelse med det ovenfor anførte. Ændringen foreslås gennemført ved, at de
omhandlede bestemmelser tilføjes opregningen af strafbelagte bestemmelse i forbrugeraftale-
lovens § 34, stk. 1.
Der henvises til lovudkastets § 2, nr. 37 (ændring af forbrugeraftalelovens § 34, stk. 1), og
bemærkninger hertil.
3.2 Aftalelovens kapitel IV (direktivet om urimelige kontraktvilkår)
Direktivet om urimelige kontraktvilkår forpligter medlemsstaterne til i den nationale lovgivning
at fastsætte regler om, at urimelige kontraktvilkår i en aftale, som den erhvervsdrivende har
indgået med en forbruger, ikke binder forbrugeren, og at aftalen forbliver bindende for parterne
på i øvrigt samme vilkår, hvis den kan opretholdes uden de urimelige kontraktvilkår, jf. artikel
6, stk. 1.
5
Direktivet omhandler alene standardvilkår og ikke individuelt forhandlede vilkår.
Det bemærkes i den forbindelse, at EU-Domstolen i sagen C-618/10 har fastslået, at artikel 6, stk. 1, i direktivet
om urimelige kontraktvilkår (direktiv 93/13) skal fortolkes således, at de nationale retter er forpligtede til at ude-
lukke anvendelsen af et urimeligt kontraktvilkår, således at det ikke binder forbrugeren, men at de ikke har kom-
petence til at ændre vilkårets indhold. Denne kontrakt skal nemlig principielt opretholdes uden nogen anden æn-
dring end den, der følger af ophævelsen af urimelige kontraktvilkår, for så vidt som en sådan opretholdelse af
kontrakten retligt set er mulig i overensstemmelse med reglerne i national ret. EU-domstolen har afsagt en række
domme om emnet, se bl.a. de forenede sager C-70/17 og C-179/17, de forenede sager C-154/15, C-307/15 og C-
308/15 og C-421/14. Se også U.2013B.383, om adgangen til at ændre urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler.
Justitsministeriet har oplyst, at dommene vil medføre en ændring af dansk ret. Der henvises til delbetænkning I,
hvor samme problemstilling er omtalt.
5
145
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Efter direktivets artikel 3, stk. 1, anses et kontraktvilkår, der ikke har været genstand for indi-
viduel forhandling, for urimeligt, hvis det til trods for kravene om god tro bevirker en betydelig
skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser ifølge aftalen til skade for forbrugeren. Et kon-
traktvilkår anses altid for ikke at have været genstand for individuel forhandling, når det er
udarbejdet på forhånd, og forbrugeren derved ikke har haft nogen indflydelse på indholdet,
navnlig i forbindelse med en standardkontrakt. Den omstændighed, at visse elementer i et kon-
traktvilkår eller et enkelt kontraktvilkår har været genstand for individuel forhandling, udeluk-
ker ikke anvendelse af artikel 3 på resten af en aftale, hvis en samlet vurdering fører til den
konklusion, at der alligevel er tale om en standardkontrakt. Hvis en erhvervsdrivende hævder,
at et standardiseret kontraktvilkår har været genstand for individuel forhandling, har han bevis-
byrden herfor, jf. artikel 3, stk. 2. Direktivet indeholder i et bilag en vejledende og ikke-udtøm-
mende liste over kontraktvilkår, der kan betegnes som urimelige. Listen omtales nedenfor.
Direktivet er udtryk for minimumsharmonisering, og er gennemført i aftalelovens § 38 a-d. Den
danske gennemførelse går videre end direktivet, idet bestemmelserne også omfatter individuelt
forhandlede vilkår.
Moderniseringsdirektivets artikel 1 indfører en ny sanktionsbestemmelse i direktivet om uri-
melige kontraktvilkårs artikel 8 b, som gælder ved siden af den civilretlige sanktionering i form
af tilsidesættelse/ugyldighed af de urimelige aftalevilkår, jf. artikel 6, stk. 1.
Danmark er efter den indsatte sanktionsbestemmelse forpligtet til at gennemføre regler om
sanktioner, der skal anvendes i tilfælde af overtrædelser af de nationale regler, som gennemfører
direktivet om urimelige kontraktvilkår
–
dvs. aftalelovens § 38 a-d. Sanktionerne skal være
effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.
Den nye sanktionsbestemmelse indeholder to muligheder for at begrænse anvendelsesområdet
for de sanktioner, som medlemsstaterne skal gennemføre.
Medlemsstaterne kan for det første begrænse anvendelsesområdet til situationer, hvor kontrakt-
vilkårene er udtrykkeligt defineret som urimelige under alle omstændigheder i national ret (de-
finitionsmodellen).
For det andet kan medlemsstaterne begrænse anvendelsesområdet til situationer, hvor en sælger
eller leverandør fortsat anvender kontraktvilkår, der er blevet anset for at være urimelige i en
endelig afgørelse, der træffes i overensstemmelse med artikel 7, stk. 2 (påbudsmodellen).
3.2.1 De ordninger, der påtænkes indført i Norge og Sverige
I
Norge
foreslår Barne- og familiedepartementet i
Høringsnotatet om gjennomføringen av mo-
derniserinsgdirektivet i norsk rett
at begrænse adgangen til at pålægge bøde for overtrædelse
til de sager, hvor den erhvervsdrivende opererer med aftalevilkår, som tidligere har været anset
146
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
som urimelige enten af Forbrukertilsynet, Markedsrådet eller domstolene, eller i en forskrift.
Det forslås endvidere i høringsnotatet, at der indsættes en hjemmel til at fastsætte en nærmere
liste over vilkår, som anses for urimelige. Norge er pr. 1. maj 2021 i gang med at følge op på
høringen gennem et lovforslag, der indeholder et endeligt forslag til gennemførelse af direkti-
vet. Den foreslåede model svarer i det væsentlige til den, udvalget foreslår indført i dansk ret,
jf. pkt. 3.2.4.
I
Sverige
er det vurderet, at man ikke bør begrænse muligheden for at påføre sanktioner til
gentagne tilfælde af overtrædelser. Det foreslås at indsætte nye bestemmelser for straf i den
svenske forbrugeraftalelov (Avtalsvillkor i konsumentförhållanden). Den gældende § 3 i loven
indeholder en adgang for domstolene til at udstede et bødeforbud ved den erhvervsdrivendes
anvendelse af et urimeligt kontraktvilkår. Der foreslås indsat som ny bestemmelse om, at Pa-
tent- och marknadsdomstolen efter anmodning fra Konsumentombudsmannen kan pålægge et
gebyr over for den erhvervsdrivende, hvis denne eller en anden, der handler på den erhvervs-
drivendes vegne, forsætligt eller uagtsomt har brugt et urimeligt kontraktvilkår i medfør af § 3.
Hvis Konsumentombudsmannen beslutter sig for ikke at indbringe sagen for domstolene, skal
en sammenslutning af erhvervsdrivende i stedet have mulighed for at gøre det. Det foreslås
desuden, at sanktionsniveauet skal være mindst 10.000 svenske kroner og højest 10 procent af
den erhvervsdrivendes omsætning i det umiddelbart forudgående regnskabsår. Hvis overtræ-
delsen har fundet sted i den erhvervsdrivendes første år som erhvervsdrivende, eller hvis oplys-
ninger om dennes årlige omsætning ellers ikke er tilgængelig eller er mangelfulde, kan størrel-
sen af den årlige omsætning estimeres, og i dette tilfælde kan sanktionsniveauet blive sat til et
beløb i svenske kroner, som modsvarer højest 2 millioner euro.
3.2.2 Gennemførelse af sanktionsbestemmelsen i dansk ret
Moderniseringsdirektivets krav til sanktionering af erhvervsdrivendendes anvendelse af urime-
lige standardvilkår indebærer en væsentlig ændring i den måde, som sådanne forhold hidtil er
blevet sanktioneret på i Danmark. Hidtil er anvendelse af urimelige standardvilkår såvel som
andre urimelige vilkår alene sanktioneret via de civilretlige regler om ugyldighed, medmindre
den erhvervsdrivende konkret har fået påbud om ikke at anvende et specifikt vilkår. I dansk
lovgivningspraksis har der ikke hidtil været tradition for at sanktionere anvendelse af urimelige
kontraktvilkår med bøde eller lignende pønale sanktionsformer.
Udvalget har overvejet, hvordan den nye sanktionsbestemmelse i direktivet om urimelige kon-
traktvilkår artikel 8 b skal gennemføres i dansk ret, herunder om det er nødvendigt at gennem-
føre strafsanktionering eller lignende sanktionering af erhvervsdrivendendes anvendelse af uri-
melige standardvilkår, og om de to undtagelsesmuligheder for at begrænse strafansvaret skal
anvendes.
Det er ifølge præambelbetragtningerne i moderniseringsdirektivet et anliggende for medlems-
staterne at vælge, hvilke typer sanktioner der skal indføres og fastsætte de relevante procedurer
147
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
for pålæggelse af sanktionerne. Det anførte modificeres dog af artikel 8 b, stk. 4, hvorefter der
skal indføres bødestraf for udbredte overtrædelser og udbredte overtrædelser med en EU-di-
mension, som defineret i håndhævelsesforordningen. I øvrigt må direktivændringen
–
bl.a. un-
der hensyn til indholdet af de vejledende kriterier, og at direktivets artikel 6 allerede indeholder
en civilretlig sanktion
–
forstås sådan, at der er krav om anvendelse af strafferetlige eller lig-
nende sanktionstyper.
Udvalget vurderer, at det er nødvendigt for at sikre korrekt direktivimplementering, at der
–
ud
over den allerede gældende civilretlige sanktionering i form af ugyldighed
–
skal indføres straf-
sanktionering eller lignende sanktionering af erhvervsdrivendendes anvendelse af urimelige
standardvilkår, som defineret i direktivet om urimelige kontraktvilkår. Sanktioneringen skal
fungere som supplement til de civilretlige retsvirkninger om tilsidesættelse/ugyldighed af de
urimelige aftalevilkår.
3.2.3 Valg af sanktionsform mv.
Direktivet forpligter som anført Danmark til at indføre bødestraf for de såkaldte udbredte over-
trædelser, herunder med en EU-dimension. I andre tilfælde, herunder for overtrædelser, der
alene finder sted i Danmark, er det muligt i stedet at anvende andre sanktionsformer end bødes-
traf. Der skal dog være tale om en anden sanktion end den civilretlige sanktion i form af ugyl-
dighed. Af relevante sanktionstyper i den sammenhæng kan f.eks. peges på indførelse af regler
om godtgørelse/bod til en forbruger over for hvem, der er forsøgt anvendt et urimeligt standard-
vilkår. I Sverige er der forslag om at pålægge erhvervsdrivende et gebyr, hvilket dog for den
erhvervsdrivende i realiteten er det samme som en bøde.
Udvalget finder, at der ikke bør være forskel på sanktionsformen for overtrædelser, der alene
berører danske forbrugere, og overtrædelser, der er udbredt i flere EU-lande. Det strafferetlige
værn for danske forbrugere bør således ikke afhænge af, om den erhvervsdrivende også har
krænket forbrugerrettigheder i andre EU-lande.
Under hensyn til en ensartet sanktionering af udbredte overtrædelser og andre overtrædelser har
udvalget derfor valgt at pege på en samlet model for bødesanktionering, som omfatter både
udbredte overtrædelser, herunder med en EU-dimension, såvel som andre overtrædelser.
Udvalget vurderer, at det alene er nødvendigt at sanktionere overtrædelse af aftalelovens § 38
c, jf. § 36, idet de øvrige bestemmelser ikke indeholder forpligtelser mv. for erhvervsdrivende.
Der er dermed ikke anledning til at strafsanktionere bestemmelserne.
Ifølge § 38 c, jf. § 36, kan et aftalevilkår tilsidesættes, hvis det vil stride mod hæderlig forret-
ningsskik og bevirke en betydelig skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser til skade for
forbrugeren at gøre et aftalevilkår gældende. Tilsidesættes et aftalevilkår kan forbrugeren
kræve, at den øvrige del af aftalen skal gælde uden ændringer, hvis det er muligt.
148
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Som § 38 c, jf. § 36, er formuleret, er bestemmelserne ikke umiddelbart egnet til strafsanktio-
nering. Det skyldes, at bestemmelserne er formuleret som en regel om ugyldighed og indeholder
ikke et forbud mod, at den erhvervsdrivende anvender
–
eller forsøger at anvende
–
urimelige
aftalevilkår i en aftale med en forbruger.
Bestemmelserne i aftaleloven omfatter herudover også andre vilkår end standardvilkår. Der er
efter udvalgets opfattelse ikke grundlag for at foreslå indførelse af et videregående strafansvar
end det, der kræves efter moderniseringsdirektivet. Strafansvaret bør således
–
uden for de til-
fælde, hvor den erhvervsdrivende har fået et konkret påbud eller forbud mod at anvende be-
stemte vilkår
–
begrænses til anvendelse af standardvilkår, som defineret i direktivet om urime-
lige kontraktvilkår.
Da ugyldigbestemmelsen i § 38 c
–
bl.a. af hensyn til at bevare gældende civilretlige sanktio-
nering af såvel urimelige standardvilkår som andre urimelige vilkår
–
bør videreføres uændret,
er det efter udvalgets opfattelse nødvendigt at indsætte en selvstændig regel om strafansvar i
aftaleloven.
Strafsanktionering rejser endvidere spørgsmål om, hvorvidt de for strafansvaret afgørende kri-
terier om, at der er handlet i strid med ”hæderlig forretningsskik”, og at der er en ”betydelig
skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser til skade for forbrugeren”, har den fornødne
klarhed til at kunne danne grundlag for strafansvar.
Udvalget har forelagt dette spørgsmål for Justitsministeriet. Det er Justitsministeriets vurdering,
at det er nødvendigt at udnytte direktivets muligheder for at begrænse anvendelsesområdet for
strafbestemmelsen for at sikre, at lovens kriterium for strafansvar bliver tilstrækkeligt klart de-
fineret. Gerningsindholdet er ifølge ministeriet ikke tilstrækkeligt klart, hvis et strafansvar af
den omhandlede karakter alene baseres på de anførte kriterier.
Udvalget foreslår på denne baggrund, at der i aftaleloven indføres en særskilt bestemmelse om
bødestraf, der alene omfatter anvendelse af urimelige standardvilkår, og at direktivets undta-
gelsesmuligheder med hensyn til at begrænse området for strafsanktionering udnyttes.
Udvalget har herefter overvejet en model, hvor enten én eller begge undtagelsesmuligheder i
moderniseringsdirektivet for at begrænse anvendelsesområdet for strafsanktioneringen anven-
des.
3.2.4 Fordele og ulemper ved påbudsmodellen og definitionsmodellen
Som anført indeholder den nye sanktionsbestemmelse i direktivet om urimelige kontraktvilkår
artikel 8 b, stk. 2, to forskellige muligheder for at begrænse anvendelsesområdet for de sankti-
oner, som medlemsstaterne skal gennemføre for overtrædelse af direktivets bestemmelser.
149
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Medlemsstaterne kan
for det første
begrænse anvendelsesområdet til situationer, hvor kontrakt-
vilkårene er udtrykkeligt defineret som urimelige under alle omstændigheder i national ret (de-
finitionsmodellen).
For det andet
kan medlemsstaterne begrænse anvendelsesområdet til situa-
tioner, hvor en sælger eller leverandør fortsat anvender kontraktvilkår, der er blevet anset for at
være urimelige i en endelig afgørelse, der træffes i overensstemmelse med artikel 7, stk. 2 (på-
budsmodellen).
Efter påbudsmodellen kan strafansvaret begrænses til situationer, hvor der indledningsvist over
for den erhvervsdrivende har været truffet en (civilretlig) afgørelse om et givent vilkårs urime-
lighed af enten domstolene eller en kompetent administrativ myndighed. Strafansvaret gælder
herefter, hvis den erhvervsdrivende på ny gør brug af det konstaterede urimelige vilkår i strid
med domstolens eller den administrative myndigheds afgørelse. Strafansvaret vil således være
begrænset til fortsat anvendelse af det konstaterede urimelige vilkår, og det vil kun gælde for
den eller de erhvervsdrivende, som var part i den sag, hvor vilkåret blev fundet urimeligt. Ud-
valget har fået denne forståelse af påbudsmodellen bekræftet af EU-Kommissionen, jf. nærmere
herom kapitel 7, pkt. 2.3.
Påbudsmodellen vil være nærliggende at anvende, da modellen i det væsentlige allerede gælder
i Danmark, jf. de kompetencer, som domstolene og Forbrugerombudsmanden er tillagt efter
navnlig markedsføringsloven.
Påbudsmodellen har den fordel, at nedlæggelse af et påbud/forbud gør det klart for den er-
hvervsdrivende, hvilke konkrete standardvilkår, som ikke må anvendes, og dermed løses den
problemstilling om uklarhed, som Justitsministeriet har påpeget ovenfor. Påbudsmodellen in-
debærer endvidere, at den erhvervsdrivende får mulighed for at rette for sig, inden der skrides
ind med straf. Strafansvaret vil dermed alene blive aktualiseret over for de formentligt forholds-
vist få erhvervsdrivende, som ikke ønsker at overholde reglerne.
Påbudsmodellen er endvidere et målrettet og fleksibelt håndhævelsesværktøj, idet modellen ta-
ger højde for, at et standardvilkår i nogle aftaleforhold vil være urimeligt, mens det samme
vilkår i andre aftaleforhold vil være rimeligt. Om et vilkår er urimeligt, afhænger således bl.a.
af byrdefordelingen i det konkrete aftaleforhold, jf. udtrykket ”en betydelig skævhed i parternes
rettigheder og forpligtelser til skade for forbrugeren”, jf. aftalelovens § 38 c, stk. 1, 2. pkt.
Byrdefordelingen mellem forbrugeren og den erhvervsdrivende varierer betydeligt i forskellige
aftaleforhold. Påbudsmodellen sikrer således, at Forbrugerombudsmanden kan skride ind i til-
fælde, hvor anvendelsen af standardvilkåret er urimeligt, mens den rimelige anvendelse ikke
berøres.
Påbudsmodellen har omvendt den ulempe, at der først kan skrides ind med straf, når Forbru-
gerombudsmanden er blevet opmærksom på den konkrete erhvervsdrivendes anvendelse af det
urimelige standardvilkår og derefter har foranlediget et påbud/forbud nedlagt, hvilket vil tage
150
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
tid
–
navnlig i de tilfælde, hvor påbuddet/forbuddet først bliver nedlagt efter, at der er ført sag
herom ved domstolene. Påbuddet/forbuddet gælder endvidere kun for de erhvervsdrivende, som
konkret er adressat for påbuddet/forbuddet
Disse andre erhvervsdrivende kan således først straffes for anvendelse af det urimelige stan-
dardvilkår, når Forbrugerombudsmanden bliver opmærksom på, at de også anvender vilkåret
og får nedlagt et nyt forbud over for dem
–
eventuelt efter at have ført en ny sag ved domstolene
herom. Der kan også være risiko for, at påbuddet/forbuddet søges omgået ved, at der efter med-
delelse af påbud/forbud over for en virksomhed oprettes ny virksomhed, hvori anvendelse af
det urimelige standardvilkår videreføres, indtil der også nedlægges forbud over den nye virk-
somhed.
Den praktiske betydning af de nævnte ulemper ved påbudsmodellen afhænger bl.a. af, hvor
effektiv Forbrugerombudsmandens markedsovervågning er, og i hvilket omfang de berørte for-
brugere selv er opmærksom på, at vilkåret er urimeligt og får det tilsidesat i det konkrete afta-
leforhold
–
eventuelt ved at indbringe sagen for Center for Klageløsning eller domstolene. Hvis
mange forbrugere selv fører sag om vilkåret, så vil det
–
uanset manglende strafansvar
–
måske
afskrække erhvervsdrivende fra at anvende vilkåret. Hvis ingen eller kun få forbrugere gør
ugyldighed gældende, kan det omvendt efter omstændighederne måske betale sig for den er-
hvervsdrivende at blive ved med anvende vilkåret, indtil Forbrugerombudsmanden måtte blive
opmærksom på det og får nedlagt påbud/forbud.
Definitionsmodellen indebærer, at strafansvaret begrænses til anvendelse af standardvilkår,
som udtrykkeligt er defineret som urimelige under alle omstændigheder i national ret. Modellen
kan udformes på flere måder. Det centrale element vil dog være, at der i dansk lovgivning ind-
føres strafansvar for at anvende nærmere definerede standardvilkår, som må anses for urimelige
at anvende i forbrugeraftaleforhold.
En sådan model har den fordel, at der vil kunne skrides ind med straf over for alle erhvervsdri-
vende, der anvender sådanne standardvilkår, allerede fra det tidspunkt, hvor anvendelsen finder
sted første gang. Det er således ikke nødvendig at afvente, at der bliver nedlagt et forbud/påbud
over den enkelte erhvervsdrivende, før der kan skrides ind med bødestraf. Den erhvervsdri-
vende kan dermed ikke spekulere i at vente til, at forbuddet/påbuddet bliver nedlagt over for
denne. Det er heller ikke nødvendigt for Forbrugerombudsmanden at bruge ressourcer på at
føre flere sager mod forskellige erhvervsdrivende for at få det samme standardvilkår kendt uri-
meligt.
Definitionsmodellen er omvendt ufleksibel, idet den ikke omfatter standardvilkår, som i nogle
aftaleforhold er urimelige, men rimelige i andre aftaleforhold. En erhvervsdrivende, der vedbli-
ver med at anvende et urimeligt vilkår, vil således ikke være omfattet af strafansvaret, hvis det
151
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
er rimeligt at anvende vilkåret i andre forbrugeraftaleforhold. Da byrdefordelingen mellem for-
brugeren og den erhvervsdrivende varierer betydeligt i forskellige aftaleforhold, udgør dette en
væsentlig begrænsning med hensyn til de standardvilkår, som vil kunne være omfattet af ord-
ningen. Dette vil dog kunne imødegås ved at begrænse strafansvaret for at anvende vilkåret til
bestemte typer forbrugeraftaler, i det omfang det er muligt.
Samtidig kan der være risiko for, at der skønnes forkert således, at standardvilkår forbydes ved
lov eller bekendtgørelse, selvom der er rimeligt i nogle aftaleforhold. Dermed vil der være fo-
retaget et indgreb i aftalefriheden, som går videre end direktivet om urimelige kontraktvilkår
tilsigter at beskytte forbrugere imod. Denne risiko afhænger i vidt omfang af, hvordan ordnin-
gen nærmere udformes, herunder med hensyn til det grundlag, som skal foreligge for, at stan-
dardvilkår bliver omfattet af ordningen.
Definitionsmodellen kan endvidere efter omstændighederne have den ulempe, at der sluttes
modsætningsvist fra de forbudte vilkår, således at vilkår, som ikke udtrykkeligt er forbudt, be-
tragtes som rimelige at anvende over for forbrugere. Afhængig af udformningen af ordningen
vil der også kunne tages højde for denne risiko.
Efter en samlet afvejning af fordele og ulemper ved de to undtagelsesmuligheder foreslår ud-
valget, at både definitionsmodellen og påbudsmodellen anvendes.
Det har været centralt for udvalgets overvejelser herom, at selvom strafansvaret kan begrænses
efter moderniseringsdirektivet, skal sanktioneringen fortsat leve op til direktivets krav om, at
sanktionerne skal være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende
virkning. Det vil sikre den mest effektive håndhævelse at kombinere påbudsmodellen og defi-
nitionsmodellen, idet svaghederne ved påbudsmodellen i et vist omfang opvejes af styrkerne
med definitionsmodellen og omvendt.
3.2.5 Nærmere om påbudsmodellen
Som anført har det været centralt for udvalgets overvejelser, at sanktioneringen skal leve op til
direktivets et krav om, at sanktionerne skal være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædel-
sen og have afskrækkende virkning.
Udvalget har derfor forespurgt Forbrugerombudsmanden om erfaringerne med påbudsmodellen
som håndhævelsesredskab.
Forbrugerombudsmanden har oplyst, at beføjelsen til at udstede administrative påbud sjældent
anvendes i praksis. Som årsag hertil har Forbrugerombudsmanden peget på, at klarhedskriteriet
væsentligt begrænser anvendelsesområdet for Forbrugerombudsmandens kompetence
–
navn-
lig i forhold til nye salgsformer og vilkår, hvor der endnu ikke foreligger praksis fra domstolene.
152
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Den erhvervsdrivende kan endvidere kræve, at Forbrugerombudsmanden inden en uge indbrin-
ger et påbud for domstolene, og det indebærer, at det er meget ressourcetungt for Forbrugerom-
budsmanden at nedlægge disse påbud.
”Klarhedskriteriet” i §
32, stk. 2, skal ikke være opfyldt, hvis Forbrugerombudsmanden vælger
at anlægge en forbuds-/påbudssag ved domstolene, jf. markedsføringslovens § 32, stk. 1, 2.
pkt., jf. § 24, stk. 1. I disse tilfælde får forbuddet først virkning efter, at der har været ført en
sag ved domstolene, hvor udfaldet blev, at domstolene nedlagde et forbud. Forbrugerombuds-
manden har også mulighed for at nedlægge et foreløbigt forbud, jf. markedsføringslovens § 36.
Det er en betingelse for at nedlægge et foreløbigt forbud, at der er en øjensynlig fare for, at
formålet med at nedlægge et forbud i medfør af § 24 ellers vil forspildes, hvis rettens afgørelse
afventes. Forbrugerombudsmanden har påpeget, at den omtalte betingelse begrænser anvendel-
sen af hjemlen i § 36, og at det foreløbige forbud i øvrigt er meget ressourcetungt, idet forbuddet
skal indbringes for en domstol i modsætning til det administrative påbud, der kun skal indbrin-
ges, hvis den erhvervsdrivende forlanger det.
Udvalget har i lyset heraf overvejet, om indbringelsesinitiativet og klarhedskriteriet skal ændres
for at gøre Forbrugerombudsmandens påbudsmuligheder mere smidige og effektive.
Udvalget foreslår at fastholde, at Forbrugerombudsmanden skal indbringe administrative på-
bud/forbud for domstolene, når adressaten anmoder om det. Udvalget lægger i den forbindelse
vægt på, at administrative påbud/forbud mod anvendelse af standardvilkår kan have indgri-
bende betydning for den erhvervsdrivende. At indbringelsesinitiativet er placeret hos den, der
begærer påbuddet/forbuddet, svarer også til det, der gælder på andre lovgivningsområder, her-
under det, der gælder ved midlertidige forbud efter retsplejelovens kapitel 40, hvorefter den,
der har begæret forbuddet nedlagt, skal anlægge sag, hvis der ikke allerede verserer en sag.
Udvalget vurderer derimod, at klarhedskriteriet kan virke uhensigtsmæssigt og begrænse en
effektiv og tidlig håndhævelse
–
navnlig i forbindelse med nye salgsformer og vilkår, hvor der
endnu ikke foreligger retspraksis.
Udvalget foreslår derfor, at klarhedskriteriet fjernes med henblik på at sikre Forbrugerombuds-
manden bedre muligheder for at gribe tidligt ind over for anvendelsen af urimelige standardvil-
kår.
3.2.6 Nærmere om definitionsmodellen
Der findes ikke i dansk ret en generel ordning om et strafsanktioneret forbud mod anvendelse
af nærmere angivne standardvilkår i forbrugeraftaler. Udformningen af en sådan ordning har
givet anledning til en række overvejelser i udvalget.
153
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Udvalget har for det første overvejet, hvor kompetencen til at bestemme, hvilke vilkår det skal
være strafbart at anvende, skal være placeret.
Der er en række steder i lovgivningen fastsat bestemmelser om, at nærmere definerede vilkår
er ugyldige og uden retsvirkning. I andre tilfælde følger det af retspraksis, at et specifikt vilkår
anses for urimeligt og dermed er ugyldigt efter aftalelovens § 36, jf. § 38 c.
Udvalget foreslår, at de standardvilkår, som skal være omfattet af strafsanktioneringen, fastsæt-
tes i en bekendtgørelse, som udstedes af justitsministeren efter indstilling fra Forbrugerombuds-
manden. Udvalget har i den forbindelse lagt vægt på, at det er væsentligt, at der løbende og
hurtigt kan ske revision af de omfattede standardvilkår under hensyn til udviklingen i handels-
former, retspraksis, herunder fra EU-Domstolen, mv., så reguleringen til stadighed er tidssva-
rende og omfatter det relevante. Bekendtgørelsesformen vurderes i nærværende tilfælde derfor
mere egnet til at opnå det tilsigtede formål end lovformen.
Det er Forbrugerombudsmanden, der fører tilsynet på området, herunder fører sager ved dom-
stolene om urimelige vilkår. Det er derfor også Forbrugerombudsmanden, som løbende vil have
det bedste og opdaterede overblik over, hvilke standardvilkår der er grundlag for at strafsank-
tionere anvendelsen af. Forbrugerombudsmanden er endvidere uafhængig i sine aktiviteter og
ved at kræve, at der skal foreligge en indstilling fra Forbrugerombudsmanden, før ministeren
kan strafsanktionere anvendelsen af et givent vilkår, afgrænses ministerens beføjelse. Ministe-
ren vil således ikke kunne strafsanktionere vilkår, som Forbrugerombudsmanden ikke har ind-
stillet til at være omfattet af ordningen. Ministeren vil derimod ikke være forpligtet til at følge
indstillingen fra Forbrugerombudsmanden. Ministeren skal således foretage en selvstændig
vurdering af grundlaget og behovet for at fastsætte strafansvar for at anvende et givent stan-
dardvilkår.
Det forudsættes i den forbindelse, at et udkast til bekendtgørelse
–
i overensstemmelse med
sædvanlig praksis
–
sendes i høring hos de relevante myndigheder og organisationer mv., som
vil blive berørt af reguleringen med henblik på bemærkninger. Ministeren bør tage højde for de
indkomne bemærkninger, idet disse er væsentlige for vurderingen af, om vilkårene i bekendt-
gørelsen er egnede, rimelige og hensigtsmæssige, og hvordan bekendtgørelsen forventes at fun-
gere i praksis.
Udvalget har dernæst overvejet kriterierne for, hvilke standardvilkår der bør være omfattet af
ordningen.
Udvalget finder, at ordningen bør være målrettet oplagte tilfælde af anvendelse af urimelige
standardvilkår, hvor den civilretlige sanktion i form af ugyldighed ikke vurderes at udgøre en
tilstrækkelig effektiv og afskrækkende sanktionsform.
154
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Som kriterier peger udvalget for det første på, at standardvilkåret skal være klart urimeligt at
anvende. Kriteriet indebærer, at der skal foreligge et klart retligt grundlag for at anse standard-
vilkåret for urimeligt, jf. aftalelovens § 38 c. Et sådant klart grundlag vil navnlig foreligge, når
det i retspraksis fra danske domstole eller EU-Domstolen er fastslået, at vilkåret eller tilsva-
rende vilkår er urimelige at anvende. Et klart grundlag vil endvidere foreligge, hvis et standard-
vilkår er i strid med præceptiv dansk lovgivning eller EU-lovgivning, der tager sigte på at be-
skytte forbrugere mod urimelige kontaktvilkår. Det kan også være vilkår på den vejledende liste
over urimelige kontaktvilkår, som direktivet om urimelige kontraktvilkår indeholder.
For det andet skal standardvilkåret være urimeligt at anvende i forbrugeraftaler under alle om-
stændigheder. Standardvilkåret må således ikke kun være urimeligt at anvende i nogle situatio-
ner, mens det er rimeligt at anvende i andre situationer. Med henblik på at sikre, at denne be-
tingelse er opfyldt, kan strafansvaret begrænses til bestemte typer forbrugeraftaleforhold.
Tænkte og ikke-praktisk relevante situationer, hvor et standardvilkår kunne være rimeligt at
anvende, er ikke til hinder for, at vilkåret kan være omfattet af ordningen. Dette kriterium vil
være opfyldt, hvis vilkåret er i strid med præceptiv dansk lovgivning. Det vil endvidere være
opfyldt, hvis urimeligheden efter karakteren og indholdet af vilkåret må anses for at gælde bredt
under alle omstændigheder i de forbrugeraftaleforhold, som bliver omfattet af vilkåret.
For det tredje bør ordningen være fakultativ, således at der for hvert vilkår foretages en konkret
vurdering af, om det bør være omfattet af ordningen. Denne vurdering skal foretages på bag-
grund af direktivets krav om, at der skal være en effektiv håndhævelse af erhvervsdrivendes
anvendelse af urimelige standardvilkår.
Udvalget bemærker i forlængelse af de anførte kriterier, at der ved formuleringen af omfattede
standardvilkår skal tages højde for, at anvendelse af vilkårene strafsanktioneres. Vilkårene skal
derfor være affattet i et så klart og præcist sprog som muligt, jf. de almindelige lovtekniske krav
til udformning af strafbestemmelser.
Som eksempler på specifikke vilkår, som vil kunne opfylde ovennævnte kriterier, kan nævnes
følgende:
•
At udelukke erhvervsdrivendes ansvar i tilfælde af, at forbrugeren dør eller beskadiges
legemligt som følge af en handling eller en undladelse fra den erhvervsdrivendes side.
At udelukke forbrugerens ufravigelige lovbestemte rettigheder over for den erhvervs-
drivende eller en anden part i tilfælde af, at den erhvervsdrivende ikke har opfyldt for-
pligtelserne efter aftalen, eller kun har opfyldt dem delvist eller mangelfuldt.
At skabe en bindende forpligtelse for forbrugeren, mens den erhvervsdrivendes ydelser
er underlagt en betingelse, hvis opfyldelse alene afhænger af hans vilje.
155
•
•
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
•
At den erhvervsdrivende bestemmer i en fjernsalgsaftale eller ved salg uden for den
erhvervsdrivendes forretningssted, at en eventuel tvist med forbrugeren skal afgøres ved
den erhvervsdrivendes hjemting.
At den erhvervsdrivende indsætter en bestemmelse om at kunne kræve konventional-
bod, hvis forbrugeren udtaler sig kritisk om den erhvervsdrivendes virksomhed i medi-
erne.
•
Udvalget understreger, at ovenstående alene er udtryk for eksempler.
Det vil forventeligt kun være et fåtal erhvervsdrivende, som vil anvende standardvilkår, som de
anførte. Ordningen vil dermed være målrettet mod de få erhvervsdrivende, som standardmæs-
sigt anvender klart urimelige vilkår og eventuelt spekulerer i at tilsidesætte forbrugerrettighe-
derne. Det er imidlertid også i forhold til sådanne erhvervsdrivende, at behovet er størst for
hurtigt at kunne sætte ind med straf.
Udvalget understreger, at det alene er urimelige standardvilkår, som er omfattet af ordningen.
Individuelt forhandlede vilkår er dermed ikke omfattet. Hvis en forbruger og en erhvervsdri-
vende konkret forhandler sig frem til vilkår, som fremgår af bekendtgørelsen, vil det således
ikke være strafbelagt. Vilkåret vil dog stadig være omfattet af aftalelovens § 38 c, jf. § 36, og
kan efteromstændighederne kendes civilretligt ugyldigt. Den erhvervsdrivende vil endvidere
kunne straffes efter markedsføringslovens regler, hvis Forbrugerombudsmanden har meddelt
den erhvervsdrivende påbud om ikke at anvende et givent vilkår, og den erhvervsdrivende uan-
set påbuddet fortsætter med at anvende vilkåret.
Af direktivet om urimelige kontraktvilkår artikel 6 stk. 1, fremgår, at medlemsstaterne fastsæt-
ter bl.a., at urimelige kontraktvilkår i en aftale, som en erhvervsdrivende har indgået med en
forbruger, i henhold til deres nationale lovgivning ikke binder forbrugeren. Danmark er således
forpligtet til at sanktionere over for en erhvervsdrivende på det tidspunkt, hvor den erhvervs-
drivende indgår en aftale med en forbruger, hvor et strafbelagt standardvilkår er indeholdt i
aftalen.
Udvalget har i lyset heraf overvejet, om der bør kunne straffes for forsøg på anvendelse af de
strafbelagte urimelige standardvilkår, eller om fuldbyrdelsestidspunktet bør fremrykkes.
Straf for forsøg er reguleret i straffelovens kapitel 4 (§§ 21-22), som finder anvendelse på alle
strafbare forhold, medmindre andet er bestemt.
Af § 21, stk. 1, fremgår det, at handlinger, som sigter til at fremme eller bevirke udførelsen af
en forbrydelse, straffes, når denne ikke fuldbyrdes, som forsøg. Det fremgår af § 21, stk. 3, at
156
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
for så vidt ikke andet er bestemt, straffes forsøg kun, når der for lovovertrædelsen kan idømmes
en straf, der overstiger fængsel i 4 måneder.
Efter straffelovens § 22 straffes forsøg ikke, når gerningspersonen frivilligt og ikke på grund af
tilfældige hindringer for gerningens udførelse eller for opnåelsen af det ved denne tilsigtede
øjemed afstår fra iværksættelsen eller hindrer fuldbyrdelsen eller foretager handlinger, som ville
have hindret fuldbyrdelsen, hvis denne ikke, ham uafvidende, var mislykkedes eller ad anden
vej var afværget.
Udvalgets forslag til strafsanktionering indeholder i overensstemmelse med moderniseringsdi-
rektivet alene mulighed for at idømme bødestraf. Der vil således ikke kunne straffes for forsøg,
medmindre der indsættes en særskilt hjemmel til dette.
Hvis der ikke indsættes hjemmel til at straffe for forsøg eller fastsættes et fremrykket fuldbyr-
delsestidspunkt, vil der først kunne straffes på det tidspunkt, hvor overtrædelsen er fuldbyrdet
–
dvs. på det tidspunkt, hvor den erhvervsdrivende indgår en aftale med en forbruger, hvor et
strafbelagt standardvilkår er indeholdt i aftalen.
Dette vil indebære, at en erhvervsdrivende ikke ville kunne straffes, hvis forbrugeren af en eller
anden grund afstår fra at indgå en aftale med den erhvervsdrivende, selvom forbrugeren er ble-
vet tilbudt at indgå en aftale, der indeholder et strafbelagt standardvilkår.
Forbrugerombudsmanden skal således føre bevis for, at der er en eller flere forbrugere, som har
indgået en aftale med den erhvervsdrivende indeholdende det omhandlede standardvilkår. Det
vil formentligt være forholdsvist enkelt i de tilfælde, hvor Forbrugerombudsmanden reagerer
efter en klage fra en forbruger, som har indgået en sådan aftale med den erhvervsdrivende. I det
omfang Forbrugerombudsmanden af egen drift eller via henvendelse fra forbrugerorganisation
bliver opmærksomhed på, at en bestemt erhvervsdrivende har strafbelagte standardvilkår, f.eks.
på sin hjemmeside, vil det kræve yderligere efterforskning at bevise, at vilkårene også er an-
vendt i aftaler med en eller flere forbrugere. Der er dog næppe grundlag for at antage, at det vil
være forbundet med større vanskeligheder via regnskabsoplysninger, transaktionsspor mv. at
føre et sådant bevis.
Alternativt vil fuldbyrdelsestidspunktet kunne fremrykkes. F.eks. kan den erhvervsdrivende an-
ses for at have anvendt vilkåret allerede på det tidspunkt, hvor den erhvervsdrivende endeligt
har fastsat sine standardvilkår og f.eks. lagt dem på sin hjemmeside. Det vil således være uden
betydning, om der er forbrugere, som har indgået en aftale med den erhvervsdrivende. En sådan
ordning vil imidlertid indebære, at den erhvervsdrivende afskæres fra at ”træde
tilbage fra for-
søg”, hvis han af sig selv bliver opmærksom på problemstillingen og ændrer vilkårene, inden
157
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
aftalerne med forbrugeren indgås. Det er endvidere vanskeligt at definere fuldbyrdelsestids-
punktet nærmere
–
navnlig hvis den erhvervsdrivendes standardvilkår ikke offentliggøres f.eks.
på en hjemmeside.
Direktivet nødvendiggør som anført ikke, at fuldbyrdelsestidspunktet fremrykkes, eller at der
skal kunne straffes for forsøg.
Bestemmelsen i straffelovens § 21, stk. 3, er udtryk for et almindeligt retsprincip om, at forsøg
ikke er strafværdigt på samme måde som fuldbyrdede forbrydelser. Navnlig i tilfælde som det
foreliggende, hvor straffen er bøde, og hvor uagtsomhed tillige straffes, finder udvalget, at det
bør fastholdes, at der kun straffes for fuldbyrdede forhold
–
og dermed at der skal foreligge
bevis for, at en eller flere forbrugere har indgået aftaler, hvor de strafbelagte standardvilkår er
indeholdt. En ordning med forsøgsstraf vil næppe heller i praksis indebærer en væsentlig mere
effektiv håndhævelse end en ordning uden forsøgsstraf eller fremrykket fuldbyrdelsestidspunkt.
Udvalget finder på denne baggrund ikke, at der foreligger det fornødne grundlag for at foreslå
forsøgsstraf eller fremrykket fuldbyrdelsestidspunkt for den foreslåede ordning.
Udvalget foreslår på denne baggrund, at der i en ny bestemmelse i § 38 f i aftaleloven indsættes
en bemyndigelse til, at ministeren efter indstilling fra Forbrugerombudsmanden kan fastsætte
regler om strafsanktionering over for erhvervsdrivende, der anvender nærmere opregnede stan-
dardvilkår, som må anses for klart urimelige at anvende i forbrugeraftaleforhold, jf. aftalelovens
§ 38 c.
Der henvises til lovudkastets § 3, nr. 1, og bemærkninger hertil.
3.2.7 Forbrugerombudsmandens tilsynsforpligtelse
Forbrugerombudsmanden har i medfør af markedsføringslovens § 3 om god markedsførings-
skik kompetence til at gribe ind over for overtrædelser af de civilretlige forbrugerbeskyttende
regler i aftaleloven og forbrugeraftaleloven. Kompetencen følger af forarbejderne til forbruger-
aftaleloven og markedsføringsloven, se oven for pkt. 1.4.
For at sikre korrekt gennemførelse af direktivet foreslår udvalget at indsætte en bestemmelse i
forbrugeraftaleloven og aftaleloven om, at Forbrugerombudsmanden fører tilsyn med, om er-
hvervsdrivende anvender urimelige aftalevilkår. Tilsynet skal føres efter markedsføringslovens
regler, og Forbrugerombudsmanden skal kunne meddele påbud og forbud efter de samme be-
stemmelser som i markedsføringsloven. Den foreslåede tilsynsbestemmelse er en kodificering
af gældende ret og ændrer ikke på Forbrugerombudsmandens generelle tilsynsadgang i medfør
af kravet om, at erhvervsdrivende skal overholde kravet om god markedsføringsskik, som fast-
158
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
2429073_0161.png
slået af Højesteret i UfR 2013.2941H. Forslaget skyldes behovet for at tydeliggøre Forbruger-
ombudsmandens allerede gældende kompetence i skreven dansk lovgivning af hensyn til at
sikre korrekt direktivimplementering.
Forslaget indebærer, at Forbrugerombudsmandens tilsyn er underlagt et forhandlingsprincip
(markedsføringslovens § 28), og at Forbrugerombudsmanden får mulighed for at indbringe sa-
ger om forbud og påbud for retten (markedsføringslovens § 32, stk. 1, jf. § 24, stk. 1), ligesom
Forbrugerombudsmanden vil kunne nedlægge foreløbige forbud (markedsføringslovens § 32,
stk. 2-5)
o
g meddele administrative påbud (markedsføringslovens § 28, stk. 2). Der vil også
være mulighed for, at Forbrugerombudsmanden kan udstede retningslinjer (markedsføringslo-
vens § 29), indhente tilsagn (markedsføringslovens § 28, stk. 2) og afgive forhåndsbesked (mar-
kedsføringslovens § 30).
Der henvises i øvrigt til lovudkastets § 3, nr. 1 og bemærkningerne hertil.
3.3 Sanktionsfastsættelse
3.3.1 Vejledende kriterier ved pålæggelse af sanktioner
Medlemsstaterne skal
–
hvor det er relevant
–
sikre, at en række nærmere fastlagte ikke-udtøm-
mende og vejledende kriterier tages i betragtning ved pålæggelse af sanktioner. Modernise-
ringsdirektivets artikel 1 og artikel 4, stk. 13, oplister de vejledende og ikke-udtømmende kri-
terier, som bl.a. indeholder overtrædelsens art, grovhed, omfang og varighed samt eventuelle
foranstaltninger, som den erhvervsdrivende har truffet for at begrænse eller afhjælpe den skade,
som forbrugeren har lidt. Se mere om de vejledende kriterier ovenfor i pkt. 2.1.
Udvalget har overvejet, hvordan de vejledende kriterier gennemføres i dansk ret.
Det er udvalgets vurdering, at de fleste af de vejledende kriterier allerede fremgår af straffelo-
vens kapitel 10 om straffastsættelse. Ved straffens fastsættelse skal der efter straffeloven bl.a.
tages hensyn til overtrædelsens grovhed og gerningsmandens bevæggrunde til gerningen, jf.
straffelovens § 80, stk. 1 og 2. Det indgår i almindelighed som en skærpende omstændighed
ved straffens fastsættelse, hvis gerningsmanden tidligere er straffet
–
normalt for ligeartede
strafbare forhold, jf. straffelovens § 81, stk. 1, nr. 1. Det indgår i almindelighed som en formil-
dende omstændighed, at gerningsmanden frivilligt har afværget eller søgt at afværge den fare,
der er forvoldt ved den strafbare handling, jf. straffelovens § 82, stk. 1, nr. 8. Det indgår i al-
mindelighed også som en formildende omstændighed, at gerningsmanden har genoprettet eller
søgt at genoprette den skade, der er forvoldt ved den strafbare handling, jf. straffelovens § 82,
stk. 1, nr. 11.
Det vejledende kriterium om, at det ved pålæggelse af sanktioner kan tages i betragtning, hvilke
sanktioner der pålægges den erhvervsdrivende for den samme overtrædelse i andre medlems-
stater i grænseoverskridende tilfælde, er ifølge moderniseringsdirektivets artikel 4, stk. 13, og
159
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
artikel 1 relevant i de tilfælde, hvor oplysninger om sådanne sanktioner er tilgængelige via den
mekanisme, der er etableret i medfør af håndhævelsesforordningen. Udvalget vurderer, at kri-
teriet kan rummes inden for straffelovens § 10 b, hvorefter der ved retsforfølgelse mod en per-
son, som uden for den danske stat er pålagt en sanktion for samme handling, skal ske nedsæt-
telse af den danske sanktion i det omfang, den udenlandske sanktion er fuldbyrdet.
Straffelovens regler om straffastsættelse er formuleret generelt og har et bredt anvendelsesom-
råde, jf. straffelovens § 2, idet reglerne finder anvendelse på alle strafbare forhold, medmindre
andet er bestemt. Selvom reglerne i straffeloven ikke er en ordret gengivelse af kriterierne i
moderniseringsdirektivet, er det udvalgets vurdering, at de vejledende kriterier er dækket af
straffelovens almindelige regulering, således at der ikke er behov for udtrykkelig opregning af
kriterierne i selve lovteksten.
Udvalget foreslår i stedet, at kriterierne omtales i lovbemærkningerne til en ændring af den
gældende sanktionsbestemmelse i forbrugeraftalelovens § 34 og i lovbemærkningerne til ind-
sættelsen af den nye sanktionsbestemmelse i aftalelovens kapitel 4 som et fortolkningssupple-
ment til de generelle kriterier i straffeloven.
Udvalget finder ikke grundlag for at foreslå at udnytte muligheden i moderniseringsdirektivet
for at fastsætte yderligere vejledende kriterier for sanktionsfastsættelsen.
3.3.2 Særligt om sanktionsfastsættelse ved udbredte overtrædelser, herunder med en
EU-dimension
Moderniseringsdirektivet indfører minimumsharmonisering af den (straffe)ramme, inden for
hvilken bøder skal kunne fastsættes for udbredte overtrædelser og udbredte overtrædelser med
EU-dimension. Bestemmelserne herom er indsat i direktivet om urimelige kontraktvilkårs arti-
kel 8 b, stk. 4, og forbrugerrettighedsdirektivets artikel 24, stk. 3, og omfatter dermed den fo-
reslåede udvidelse af strafansvaret i forbrugeraftaleloven og indførelse af strafansvar for til-
sidesættelse af urimelige aftalevilkår i aftaleloven.
Bestemmelserne medfører, at medlemsstaterne skal indføre regler om omsætningsbaserede
maksimumsbøder på minimum 4 pct. som håndhævelsesforanstaltning. I de tilfælde, hvor op-
lysninger om sælgerens eller leverandørens årlige omsætning ikke er tilgængelige, skal maksi-
mumbødestørrelsen være
mindst
2 mio. euro. Der er alene krav om, at reglerne om maksimums-
bøder skal gælde for udbredte overtrædelser, herunder med EU-dimension, i overensstemmelse
med håndhævelsesforordningen.
Da bestemmelserne udgør minimumsharmonisering, er det muligt for medlemsstaterne at fast-
sætte et højere maksimum for bøden end det, der følger af direktivet. Det er endvidere muligt
at fastsætte, at det skal være den erhvervsdrivendendes omsætning på verdensplan
–
og ikke
160
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
alene i de medlemsstater, der er berørt af overtrædelsen
–
som skal være afgørende for maksi-
mumsbøden. Det er desuden muligt at udvide området for de omsætningsbaserede bøder til
overtrædelser, der ikke er udbredt i EU, f.eks. overtrædelser, der alene er udbredt i Danmark.
Udvalget har på den baggrund overvejet, hvordan bestemmelserne om omsætningsbaserede
maksimumsbøder skal gennemføres i dansk lovgivning.
Det følger af dansk lovgivningspraksis, at der normalt ikke fastsættes et udtrykkeligt maksimum
eller rammer for bødefastsættelsen. I praksis anføres det alene i lovteksten, at de omfattede
lovovertrædelser straffes med bøde, og der kan således i princippet udmåles bøder af enhver
størrelse.
I det omfang lovgivningsmagten fremkommer med angivelser vedrørende bødeniveauet, frem-
går disse normalt af lovbemærkningerne. Disse angivelser omfatter i praksis strafniveauet i ty-
pesituationer eller normaltilfælde. Det anføres herefter i sådanne lovbemærkninger, at fastsæt-
telsen af straffen fortsat vil bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af
samtlige omstændigheder i sagen, og at det angivne strafniveau vil kunne fraviges i op- og
nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende om-
stændigheder, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel
10. Denne lovgivningspraksis bygger bl.a. på Straffelovrådets betænkning nr. 1531 om strafud-
måling
–
samspillet mellem lovgiver og domstole.
Den anførte lovgivningspraksis er kun fraveget i få tilfælde. Udvalget henviser i den forbindelse
til konkurrencelovens § 23 b, stk. 4 og 5, hvor der udtrykkeligt er fastsat et maksimum for
bødefastsættelsen i lovteksten. Der gælder også et maksimum for bødefastsættelsen ved over-
trædelser af databeskyttelsesloven, men det maksimum, der følger af databeskyttelsesforord-
ningen, fremgår alene af lovbemærkningerne og ikke udtrykkeligt af lovteksten i databeskyt-
telsesloven.
Straffelovens regler om straffastsættelse indeholder ikke udtrykkelige regler om omsætnings-
baserede maksimumsbøder. Selvom en bestemmelse om, at overtrædelser straffes med bøde
svarerende til normal dansk lovgivningspraksis, principielt omfatter en bøde af enhver størrelse
–
og dermed også et maksimum på mindst 4 pct. af den erhvervsdrivendes omsætning, alterna-
tivt mindst 2 mio. euro, er det vurderingen, at en sådan bestemmelse formentlig ikke vil være
tilstrækkelig til at implementere direktivbestemmelsen korrekt.
Udvalget vurderer derfor, at det er nødvendigt af hensyn til at sikre korrekt direktivimplemen-
tering at indføre regler om omsætningsbaserede maksimumsbøder ved bødefastsættelse for ud-
bredte overtrædelser og udbredte overtrædelser med EU-dimension.
161
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Udvalget finder ikke grundlag for at foreslå at udnytte direktivets valgmulighed med hensyn til
at fastsætte et højere maksimum end de 4 pct./2 mio. euro, som lever op til direktivets krav til
en effektiv sanktionering. Det beror i øvrigt navnlig på en politisk afvejning, om der skal være
mulighed for at udmåle højere bøder for de omhandlede overtrædelser, der med enkelte undta-
gelser ikke hidtil har været strafsanktioneret i Danmark.
Direktivet giver også valgmulighed for medlemsstaterne til, at der i stedet skal lægges vægt på
den erhvervsdrivendes omsætning på verdensplan eller lignende i stedet for omsætningen i de
berørte medlemsstater. Udvalget har hvad angår udnyttelse af direktivets valgmulighed delt sig
i et flertal og et mindretal.
Et flertal i udvalget bestående af Thomas Klyver, Louise Black Mogensen, Susanne Karstoft,
Søren Seerup, Jacob Linkis, Tina Morell Nielsen, Bo Dalsgaard, Kristian Storgaard, Lars Fro-
lov-Hammer og Susanne Aamann finder ikke, at der er grundlag for at fravige direktivets ud-
gangspunkt om, at det er omsætningen i de berørte medlemsstater, som er afgørende. Med di-
rektivets udgangspunkt får domstolene således mulighed for at idømme ganske betydelige bø-
der. Det udgør endvidere et rimeligt kriterium, at det er omsætningen i de EU-lande, hvor de
berørte forbrugere bor, som er afgørende, og at omsætningen i EU-lande, hvor forbrugerne ikke
berøres, holdes udenfor. Det vurderes som usikkert, om en udnyttelse af valgmuligheden i prak-
sis vil føre til højere bøder. Bl.a. er mange erhvervsdrivende med grænseoverskridende aktivi-
teter organiseret som selvstændige juridiske personer i de respektive lande, og de har derfor
ikke omsætning på verdensplan.
Et mindretal bestående af Rikke Skadhauge Seerup Krogsgård finder, at direktivets valgmulig-
hed med hensyn til, at der skal lægges vægt på den erhvervsdrivendes omsætning på verdens-
plan bør udnyttes. Det vil sikre, at bøden er mærkbar for de store virksomheder med en stor
omsætning på verdensplan, og derved vil bødestørrelsen være mere lige og mærkbar for både
globale og lokale erhvervsdrivende. Derudover vil det være i tråd med, hvordan overtrædelse
af GDPR strafsanktioneres, hvor der ligeledes tages udgangspunkt i den erhvervsdrivendes om-
sætning på verdensplan.
Reglerne om omsætningsbaserede maksimumsbøder kan også udvides til andre overtrædelser.
Udvalget finder ikke grundlag for, at reglerne om omsætningsbaserede maksimumsbøder for
udbredte overtrædelser skal gælde bødefastsættelsen generelt og dermed også for andre over-
trædelser end udbredte overtrædelser og overtrædelser med EU-dimension.
Udvalget foreslår herefter, at der indføres en bestemmelse i markedsføringslovens § 37, stk. 7,
forbrugeraftalelovens § 34 og i aftalelovens kapitel 4 om, at bøden for overtrædelser, der kan
skade de kollektive interesser for forbrugere i mindst to andre medlemsstater ud over Danmark,
162
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
maksimalt kan udgøre 4 pct. af den erhvervsdrivendes årlige omsætning i de berørte medlems-
stater. I de tilfælde, hvor oplysninger om erhvervsdrivendes årlige omsætning ikke er tilgænge-
lige, kan bøden maksimalt udgøre 2 mio. euro.
Udmålingen af bøden vil inden for det foreslåede maksimum bero på domstolenes konkrete
vurdering i det enkelte tilfælde under hensyn til de kriterier, som er omtalt i pkt. 2.1 ovenfor.
Det er overladt til domstolene at vurdere, om og i givet fald med hvilken vægt den erhvervs-
drivendes omsætning skal indgå ved den korrekte udmåling af bøden. Det vil endvidere for-
mentlig kun være ved meget grove overtrædelser af lang varighed og med yderligere skærpende
omstændigheder, at en konkret bøde kan tænkes udmålt op imod det angivne maksimum.
Der henvises til lovudkastets § 2, nr. 38, og § 3, nr. 1, og bemærkningerne hertil.
For så vidt angår ændringen af markedsføringsloven § 37, stk. 7, bemærker udvalget, at Er-
hvervsministeriet vil skulle fremsætte lovforslag om implementering af tilsvarende sanktions-
bestemmelser i markedsføringsloven som led i gennemførelsen af bl.a. direktivet om urimelig
handelspraksis. Afhængigt af hvordan sanktionsbestemmelserne i dette lovforslag udformes,
kan det overvejes lovteknisk at skrive disse bestemmelser sammen med den foreslåede mar-
kedsføringslovs § 37, stk. 7.
3.3.3 Anvendelse af indtægter fra bøder
Det følger af præambelbetragtning nr. 15, at medlemsstaterne bør overveje at bruge indtægterne
fra bøderne på at øge beskyttelsen af forbrugernes generelle interesser samt andre beskyttede
offentlige interesser.
I dansk ret tilfalder bøder statskassen, jf. straffelovens § 50, stk. 1. I dansk ret gælder således et
princip om, at indtægter fra bøder ikke er øremærkede. Til gengæld ydes der på de årlige fi-
nanslove statsligt tilskud til en lang række formål. Det er et politisk spørgsmål, i hvilket omfang
der skal ydes sådanne tilskud.
Udvalget finder herefter ikke anledning til at foreslå denne mulighed udnyttet.
163
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Kapitel 8 - Lovudkast
1. EU-retlige krav til direktivimplementering
Det fremgår af artikel 288 TEUF, at et direktiv er bindende for enhver medlemsstat med hensyn
til det tilsigtede mål, men overlader det til de nationale myndigheder at bestemme form og
midler for gennemførelsen.
EU-Domstolen har i flere tilfælde præciseret medlemsstaternes forpligtelser i forbindelse med
implementering af direktiver i national ret. Medlemsstaterne skal således træffe alle foranstalt-
ninger, der er nødvendige for at sikre fuld overensstemmelse med direktivets formål. Det bety-
der, at hvis et direktiv indeholder rettigheder og pligter for borgere og virksomheder, skal det
gennemføres ved enten lov eller bekendtgørelse.
Hvis et direktiv gennemføres ved lov, skal rettigheder og pligter fremgå udtrykkeligt af lovtek-
sten. Det er ikke tilstrækkeligt, at de fremgår af forarbejderne. Det skyldes, at præciseringer i
lovforarbejder ikke indgår med synderlig vægt i vurderingen af, om et direktiv er gennemført
korrekt i national ret. Lovteksten skal være utvetydigt formuleret. Borgere og virksomheder
skal være i stand til tilstrækkeligt klart, præcist og tydeligt at kende deres rettigheder og for-
pligtelser, og domstolene skal kunne håndhæve dem.
Det er som udgangspunkt ikke et krav, at direktivets bestemmelser gengives ordret i loven.
Direktiver kan dog indeholde forskrifter, der er så detaljerede, at medlemsstaterne reelt ikke har
nogen skønsmargin, men er henvist til at gengive direktivets bestemmelser ordret.
Hvis et direktivs bestemmelser omskrives i forbindelse med implementering i national ret, skal
man holde sig så tæt op ad bestemmelserne som overhovedet muligt for at undgå utilsigtet
konflikt med EU-retten. Eventuelle uklarheder i den danske oversættelse af direktivet (sam-
menholdt med øvrige sprogversioner) kan fjernes ved at præcisere direktivets bestemmelser i
den danske lov. Direktivets bestemmelser kan omskrives til det lovgivningssprog og den -sy-
stematik, der er sædvanlig inden for et område, men terminologien må ikke give læseren et
andet indtryk af retstilstanden end det, der fås ved en læsning af direktivet.
Udarbejdelse af lovbemærkninger skal ligeledes ske i overensstemmelse med direktivet. Hvis
et direktiv er totalharmoniserende, sætter direktivtekst og præambelbetragtninger således ram-
merne for, hvad der kan beskrives i bemærkningerne, og hvor uddybende disse kan være. Det
betyder, at der må udvises varsomhed med f.eks. at indsætte eksempler i bemærkningerne, der
ikke fremgår af direktivet, da det i sidste ende er EU-domstolen, der fortolker EU-retten.
EU-Kommissionen har
–
hvis de vurderer, at et direktiv ikke er korrekt gennemført i dansk ret
–
mulighed for at indlede en sag mod Danmark for utilstrækkelig direktivimplementering.
164
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
2. Udvalgets lovudkast med bemærkninger
§1
I lov nr. 426 af 3. maj 2017 om markedsføring, som ændret ved § 20 i lov nr. 309 af 25. april 2018,
lov nr. 1309 af 6. december, lov nr. 801 af 9. juni 2020 og lov nr. 1055 af 30. juni 2020, foretages
følgende ændringer:
1.
I
§ 32, stk. 2,
udgår ”klart”.
2.
I
§ 37
indsættes som
stk. 7:
”Stk.
7.
Ved udmåling af bøde efter stk. 1 for tilsidesættelse af forbud eller påbud nedlagt af
retten eller af Forbrugerombudsmanden i forbindelse med tilsyn efter aftalelovens § 38 e, hvor
tilsidesættelsen kan skade de kollektive interesser for forbrugere i mindst to andre medlemssta-
ter ud over Danmark, kan bøden maksimalt udgøre 4 pct. af den erhvervsdrivendes årlige om-
sætning i de berørte medlemsstater. Hvis oplysninger om den erhvervsdrivendes omsætning
ikke er tilgængelige,
kan bøden maksimalt udgøre 2 mio. euro.”
§2
I lov nr. 1457 af 17. december 2013 om forbrugeraftaler, som ændret ved § 160 i lov nr. 652 af
8. juni 2017 og § 44 i lov nr. 1666 af 26. december 2017, foretages følgende ændringer:
1.
I
fodnoten
til lovens titel
indsættes efter ”side 64,”: som ændret ved
Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv (EU) 2019/2161 af 27. november 2019 om ændring af Rådets direktiv
93/13/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/6/EF, 2005/29/EF og 2011/83/EU,
for så vidt angår bedre håndhævelse og modernisering af EU-reglerne om forbrugerbeskyttelse,
EU-Tidende
2019, L 328, side 7,”
2.
I
§ 1, stk. 2, nr. 1,
og
stk. 3,
ændres ”nr. 1” til: ”nr. 4”.
3.
I
§ 1, stk. 2, nr. 2,
ændres ”nr. 2” til: ”nr. 5”.
4.
I
§ 1, stk. 4, nr. 4,
indsættes efter ”12”: ”, 30”.
5.
I
§ 2, stk. 1,
indsættes efter ”aftale,”: ”herunder en aftale omfattet af købelovens § 4 a, stk.
3,”.
6.
I
§ 3
indsættes før nr. 1 som nye numre:
165
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
”1) Varer:
Løsøregenstande, herunder varer med digitale elementer, og vand, gas og elektricitet,
der udbydes til salg i et afgrænset volumen eller en bestemt mængde.
2) Aftale om en vare: Aftale om at overdrage ejendomsretten til en vare til forbrugeren, herun-
der når aftalen også omfatter tjenesteydelser.
3) Tjenesteydelsesaftale: Aftale om at levere en tjenesteydelse, herunder en digital tjeneste, og
vand, gas og elektricitet, der ikke udbydes til salg i et afgrænset volumen eller en bestemt
mængde, til forbrugeren,
medmindre aftalen også omfatter varer, jf. nr. 2.”
Nr. 1-6 bliver herefter nr. 4-9.
7.
I
§ 3
indsættes som
nr. 10-17:
”10) Digitalt indhold: Data, der fremstilles og leveres i digital form.
11) Vare med digitale elementer: En løsøregenstand, der integrerer eller er indbyrdes forbundet
med digitalt indhold eller en digital tjeneste på en sådan måde, at fraværet af det digitale indhold
eller den digitale tjeneste ville forhindre genstanden i at opfylde sin funktion.
12) Digital tjeneste: Tjeneste, der gør det muligt at generere, behandle, lagre eller få adgang til
data i digital form, eller som muliggør deling af eller enhver anden form for interaktion med
data i digital form, som uploades eller genereres af brugere af den pågældende tjeneste.
13) Kompatibilitet: Det digitale indholds eller den digitale tjenestes evne til at fungere med
hardware eller software, med hvilket digitalt indhold eller digitale tjenester af samme type nor-
malt anvendes, uden at det er nødvendigt at konvertere det digitale indhold eller den digitale
tjeneste.
14) Funktionalitet: Det digitale indholds eller den digitale tjenestes evne til at udføre sine funk-
tioner i betragtning af formålet.
15) Interoperabilitet: Det digitale indholds eller den digitale tjenestes evne til at fungere med
hardware eller software, der adskiller sig fra den, som digitalt indhold eller digitale tjenester af
samme type normalt anvendes med.
16) Onlinemarkedsplads: En tjenesteydelse, der gør brug af software, herunder et websted, en
del af et websted eller en applikation, der drives af eller på vegne af en erhvervsdrivende, og
som giver forbrugere mulighed for at indgå fjernsalgsaftaler med andre erhvervsdrivende eller
forbrugere.
17) Udbyder af en onlinemarkedsplads: Erhvervsdrivende, der udbyder en onlinemarkedsplads
til forbrugere.”
8.
I
§ 8, stk. 1, nr. 2,
og
§ 17, stk. 1, nr. 2,
ændres ”samt
eventuelle telefon- og faxnumre”
til:
”og den erhvervsdrivendes telefonnummer”.
9.
I
§ 8, stk. 1,
indsættes efter nr. 2 som nyt nummer:
”3) hvor det er relevant,
andre onlinekommunikationsmidler, som den erhvervsdrivende giver
adgang til, og som giver forbrugeren mulighed for at opbevare skriftlig korrespondance, herun-
der datoen og tidspunktet for en sådan korrespondance, med den erhvervsdrivende på et varigt
medium,”
166
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Nr. 3-6 bliver herefter nr. 4-7.
10.
I
§ 8, stk. 1, nr. 4,
der bliver nr. 5, ændres ”nr. 3” til: ”nr. 4”.
11.
I
§ 8, stk. 1,
indsættes efter nr. 6, der bliver nr. 7, som nyt nummer:
”8)
hvor det er relevant, at prisen blev personaliseret på grundlag af automatiseret beslutnings-
tagning,”
Nr. 7-22 bliver herefter nr. 9-24.
12.
I
§ 8, stk. 1, nr. 20,
der bliver nr. 22, indsættes efter ”digitalt indhold,”: ”digitale tjenester
og varer med digitale elementer,”.
13.
I
§ 8, stk. 1, nr. 21,
der bliver nr. 23,
ændres ”det
digitale indholds evne til at fungere sam-
men med hardware og software”
til: ”kompatibiliteten og interoperabiliteten af digitalt indhold,
digitale tjenester og varer med digitale elementer”.
14.
I
§ 8
indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
”Stk. 2.
Alle kommunikationsmidler, som den erhvervsdrivende stiller til rådighed, jf. stk. 1,
nr. 2 og 3, skal gøre det muligt for forbrugeren at kontakte den erhvervsdrivende hurtigt og
kommunikere effektivt med vedkommende.”
Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og 4.
15.
I
§ 8, stk. 2,
der bliver stk. 3, ændres ”nr. 2-4” til: ”nr. 2-5”.
16.
Efter § 8 indsættes som ny paragraf:
Ӥ 8 a.
Inden der indgås en aftale om fjernsalg på en onlinemarkedsplads skal udbyderen af
onlinemarkedspladsen endvidere på en klar og forståelig måde, der egner sig til fjernkommu-
nikation, give forbrugeren oplysning om
1) identiteten og hjemsted på den tredjemand, der tilbyder varer, tjenesteydelser eller digitalt
indhold på onlinemarkedspladsen,
2) hvorvidt denne tredjemand er erhvervsdrivende,
3) når denne tredjemand ikke er erhvervsdrivende, om forbrugerrettigheder hidrørende fra EU-
forbrugerbeskyttelsesretten gælder for aftalen,
4) hvis det er relevant, hvordan forpligtelserne i forbindelse med aftalen deles mellem denne
tredjemand og udbyderen af onlinemarkedspladsen, og
5) generelle oplysninger om de vigtigste parametre for rangordningen af de tilbud, som forbru-
geren præsenteres for som følge af en søgning, og den relative betydning af disse parametre i
forhold til andre parametre.
Stk. 2.
Oplysning efter stk. 1, nr. 2, kan gives på grundlag af tredjemandens erklæring herom til
udbyderen af markedspladsen.
167
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Stk. 3.
Oplysninger meddelt efter stk. 1, nr. 4, berører ikke et eventuelt ansvar, som udbyderen
af onlinemarkedspladsen eller den erhvervsdrivende tredjemand har i forhold til aftalen i med-
før af EU-retten eller national ret.
Stk. 4.
Oplysninger efter stk. 1, nr. 5, skal gives i et særligt afsnit af onlinegrænsefladen, der er
direkte og let tilgængeligt fra den side, hvor tilbuddene præsenteres.”
17.
I
§ 9, stk. 1, 1. pkt.,
ændres ”nr. 9, 12 og 13” til: ”nr. 11, 14 og 15”.
18.
I
§ 9, stk. 3,
ændres ”nr. 5 og 6” til: ”nr. 6 og 7”, og ”nr. 12” ændres til: ”nr. 14”.
19.
I
§ 10, stk. 2, 2. pkt.,
og
§ 13, stk. 2, 2. pkt.,
indsættes
efter ”levering”: ”mod betaling”.
20.
I
§ 10
indsættes som
stk. 3:
”Stk. 3.
Hvis en forbruger ønsker, at udførelsen af tjenesteydelser mod betaling skal påbegyndes
inden fortrydelsesfristens udløb, skal den erhvervsdrivende kræve, at forbrugeren fremsætter
en udtrykkelig anmodning herom på et varigt medium, samt anmode forbrugeren om at aner-
kende, at når aftalen er fuldstændig opfyldt af den erhvervsdrivende, har forbrugeren ikke læn-
gere nogen fortrydelsesret.”
21.
I
§ 11, stk. 2, 1. pkt.,
ændres ”5, 6, 9 og 17”: til ”6, 7, 11 og 19, med undtagelse af standard-
fortrydelsesformularen”.
22.
I
§ 11, stk. 2, 2. pkt.,
indsættes efter ”stk. 1,”: ”herunder standardfortrydelsesformularen,”.
23.
I
§ 12, stk. 1, 2. pkt.,
ændres ”5,
6, 17 og 18”
til: ”6, 7, 19 og 20”.
24.
I
§ 13
indsættes om
stk. 3:
”Stk. 3.
Hvis en forbruger ønsker, at udførelsen af tjenesteydelser mod betaling skal påbegyndes
inden fortrydelsesfristens udløb, skal den erhvervsdrivende kræve, at forbrugeren fremsætter
en udtrykkelig anmodning herom, samt anmode forbrugeren om at anerkende, at når aftalen er
fuldstændig opfyldt af den erhvervsdrivende, har forbrugeren ikke længere nogen fortrydelses-
ret.”
25.
I
§ 17, stk. 1, nr. 8,
indsættes efter ”digitalt indhold,”: ”digitale tjenester og varer
med digi-
tale elementer,”.
26.
I
§ 17, stk. 1, nr. 9,
ændres ”det
digitale indholds evne til at fungere sammen med hardware
og software”
til: ”kompatibiliteten og interoperabiliteten af digitalt indhold, digitale tjenester
og varer med digitale elementer”.
168
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
27.
I
§ 18, stk. 2, nr. 2,
indsættes efter ”leveringen af tjenesteydelsen”: ”ikke sker mod betaling
eller”.
28.
§ 18, stk. 2, nr. 13,
affattes således:
”13)
levering af digitalt indhold, som ikke leveres på et fysisk medium, hvis
a) leveringen af det digitale indhold ikke sker mod betaling eller
b) udførelsen er påbegyndt med forbrugerens forudgående udtrykkelige samtykke og anerken-
delse af, at vedkommende dermed mister sin fortrydelsesret, og den erhvervsdrivende har givet
en bekræftelse i overensstemmelse med
§ 10, stk. 2, 2. pkt., eller § 13, stk. 2, 2. pkt.,”
29.
I
§ 19, stk. 3, 1. pkt.,
og
stk. 4
og
§ 24, stk. 5, 2. pkt.,
ændres ”nr. 9” til: ”nr. 11”.
30.
Efter § 22 indsættes som ny paragraf:
Ӥ 22 a.
Ved tilbagetræden fra en aftale om levering af digitalt indhold eller en digital tjeneste
skal den erhvervsdrivende
1) for så vidt angår personoplysninger opfylde de forpligtelser, der gælder i henhold til Europa-
Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske
personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne
oplysninger (databeskyttelsesforordningen), og
2) afholde sig fra at anvende nogen form for indhold, bortset fra personoplysninger, som for-
brugeren har afgivet eller genereret ved brug af det digitale indhold eller den digitale tjeneste,
undtagen hvis indholdet
a) ikke kan anvendes uden for rammerne af det digitale indhold eller den digitale tjeneste,
b) kun vedrører forbrugerens aktivitet i forbindelse med brug af det digitale indhold eller den
digitale tjeneste,
c) er blevet sammenlagt med andre oplysninger fra den erhvervsdrivende og ikke kan udskilles
eller kun med en uforholdsmæssigt stor indsats eller
d) er genereret af forbrugeren og andre i fællesskab og andre forbrugere fortsat kan gøre brug
af indholdet.
Stk. 2.
Den erhvervsdrivende skal på forbrugerens anmodning stille ethvert indhold, der ikke er
personoplysninger, og som forbrugeren har afgivet eller genereret ved brug af det digitale ind-
hold eller den digitale tjeneste, til rådighed for forbrugeren, medmindre indholdet er omfattet
af stk. 1, nr. 2, litra a-c. Forbrugeren er berettiget til at downloade dette digitale indhold gratis,
uden hindringer fra den erhvervsdrivende, inden for en rimelig frist og i et almindeligt anvendt
og maskinlæsbart format.
Stk. 3.
Den erhvervsdrivende kan forhindre forbrugerens fortsatte brug af det digitale indhold
eller den digitale tjeneste, navnlig ved at gøre det digitale indhold eller den digitale tjeneste
utilgængelig for forbrugeren eller ved at gøre forbrugerens konto inaktiv, uden at det berører
forbrugerens rettigheder efter stk. 2.”
31.
I
§ 24, stk. 2,
ændres ”nr. 12” til: ”nr. 14”.
169
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
2429073_0172.png
32.
Efter § 24 indsættes som ny paragraf:
Ӥ 24 a.
Ved tilbagetræden fra en aftale om levering af digitalt indhold eller en digital tjeneste
skal forbrugeren afholde sig fra at anvende det digitale indhold eller den digitale tjeneste og fra
at stille det eller den til rådighed for tredjemand.”
33.
I
§ 25, stk. 1, nr. 1,
indsættes efter
”udløb”: ”, jf. § 10, stk. 3, og § 13, stk. 3,”.
34.
I
§ 25, stk. 1, nr. 2,
ændres ”nr. 9 og 13” til: ”nr. 11 og 15”.
35.
I
overskriften
til kapitel 11 indsættes efter ”ufravigelighed”: ”, tilsyn”.
36.
Efter § 33 indsættes som ny paragraf:
Ӥ 33 a.
Forbrugerombudsmanden fører tilsyn med overholdelsen af loven. Tilsynet føres efter
markedsføringslovens regler.”
37.
I
§ 34, stk. 1,
ændres ”§
8, stk. 1, nr. 9, § 14, stk. 1, nr. 10, og § 28, stk. 3”
til: Ӥ
8, stk. 1,
nr. 1-5, 8-13 og 16-24, § 8 a, §§ 10 og 11, § 13, § 14, stk. 1, nr. 10, § 17, stk. 1, § 22 a, og § 28,
stk. 3, eller opkrævning af betaling i strid med § 30 og §
31, stk. 1 og 3”.
38.
I
§ 34
indsættes som
stk. 4:
”Stk. 4.
Ved udmåling af bøde for overtrædelser efter stk. 1, der kan skade de kollektive inte-
resser for forbrugere i mindst to andre medlemsstater ud over Danmark, kan bøden maksimalt
udgøre 4 pct. af den erhvervsdrivendes årlige omsætning i de berørte medlemsstater. Hvis op-
lysninger om den erhvervsdrivendes omsætning ikke er tilgængelige, kan bøden maksimalt ud-
gøre 2 mio. euro.”
39.
I lovens
bilag 1
udgår i tredje afsnit under overskriften ”Fortrydelsesret”: ”, fax”.
40.
I lovens
bilag 1
affattes punkt 2 under overskriften ”Instrukser med henblik på udfyldelse”
således:
”[2.]
Indsæt Deres navn, fysiske adresse, telefonnummer og e-mailadresse.”
41.
I lovens
bilag 3
affattes første led således:
”-
Til [her indsættes den erhvervsdrivendes navn, fysiske adresse og e-mailadresse af den er-
hvervsdrivende]:”
§3
I lov om aftaler og andre retshandler på formuerettens område, jf. lovbekendtgørelse nr. 193 af
2. marts 2016, foretages følgende ændring:
170
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
1.
Efter § 38 d indsættes i
kapitel 4
som nye paragraffer:
§ 38 e.
Forbrugerombudsmanden fører tilsyn med, om erhvervsdrivende anvender urimelige
aftalevilkår, og med overholdelsen af § 38 b, stk. 2. Tilsynet føres efter markedsføringslovens
regler.
§ 38 f.
Justitsministeren kan efter indstilling fra Forbrugerombudsmanden fastsætte regler om,
at erhvervsdrivende, som anvender nærmere angivne standardvilkår, som er klart urimelige at
anvende i forbrugeraftaleforhold, jf. aftalelovens § 38 c, straffes med bøde.
Stk. 2.
Justitsministeren kan endvidere fastsætte regler om, at bøder efter stk. 1 for overtrædel-
ser, der kan skade de kollektive interesser for forbrugere i mindst to andre medlemsstater ud
over Danmark, maksimalt kan udgøre 4 pct. af den erhvervsdrivendes årlige omsætning i den
eller de berørte medlemsstater. Hvis oplysninger om den erhvervsdrivendes omsætning ikke er
tilgængelige, kan bøden maksimalt udgøre 2 mio. euro.
Stk. 3.
Justitsministeren kan desuden fastsætte regler om, at der kan pålægges selskaber m.v.
(juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.”
§4
Lovens §§ 1, 2, 3 træder i kraft den 28. maj 2022.
§5
Stk. 1.
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Stk. 2.
§§ 2 og 3 kan ved kongelig anordning sættes i kraft for Grønland med de ændringer, som
de grønlandske forhold tilsiger.
171
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
3. Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Forbrugerombudsmanden kan efter den gældende markedsføringslovs § 32, stk. 2, meddele på-
bud, hvis en handling klart er i strid med loven og ikke kan ændres ved forhandling.
Efter moderniseringsdirektivet er Danmark forpligtet til at leve op til direktivets krav om, at
indføre sanktioner, som er effektive, står i rimeligt forhold til overtrædelse og har afskrækkende
virkning.
Det foreslås, at kriteriet om, at vilkår skal være ”klart” i strid med loven fjernes i markedsfø-
ringslovens § 32, stk. 2.
Ændringen vil indebære, at Forbrugerombudsmanden kan meddele påbud, hvis en handling er
i strid med loven og ikke kan ændres ved forhandling. Hvis Forbrugerombudsmanden vurderer,
at en handling er i strid med loven, og at domstolene må forventes at give Forbrugerombuds-
manden medhold heri, kan der nedlægges forbud mod at foretage handlingen.
De øvrige regler om Forbrugerombudsmandens adgang til at nedlægges forbud foreslås ikke
ændret. Det vil således fortsat være sådan, at Forbrugerombudsmanden skal indbringe admini-
strative påbud for domstolene, når adressaten anmoder om det, og foreløbige forbud senest næ-
ste hverdag.
Til nr. 2
Tilsidesættelse af forbud eller påbud nedlagt af retten eller af Forbrugerombudsmanden straffes
efter markedsføringslovens § 37, stk. 1, med bøde. Der er ikke fastsat særlige regler om bøde-
fastsættelsen, som derfor sker efter de almindelige regler i straffelovens kapitel 10.
Det foreslås at indsætte et nyt
stk.
7 i markedsføringslovens § 37, hvorefter der ved udmåling
af bøde efter stk. 1 for tilsidesættelse af forbud eller påbud nedlagt af retten eller af Forbruger-
ombudsmanden i forbindelse med tilsyn efter aftalelovens § 38 e, hvor tilsidesættelsen kan
skade de kollektive interesser for forbrugere i mindst to andre medlemsstater ud over Danmark,
kan der pålægges en bøde på maksimalt 4 pct. af den erhvervsdrivendes årlige omsætning i de
berørte medlemsstater. Hvis oplysninger om den erhvervsdrivendes omsætning ikke er tilgæn-
gelige, kan bøden maksimalt udgøre 2 millioner euro.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at der ved udmåling af bøder for tilsidesættelse af for-
bud og påbud nedlagt i forbindelse med Forbrugerombudsmandens tilsyn efter aftalelovens §
172
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
38 e ved erhvervsdrivendes anvendelse af urimelige standardvilkår kan pålægges den erhvervs-
drivende en bøde på maksimalt 4 pct. af den erhvervsdrivendes årlige omsætning, hvis tilside-
sættelsen kan skade de kollektive interesser for forbrugere i mindst to andre medlemsstater ud
over Danmark. Hvis oplysninger om den erhvervsdrivendes omsætning ikke er tilgængelige,
kan bøden maksimalt udgøre 2 mio. euro.
De omfattede påbud og forbud kan være nedlagt af retten efter anmodning fra Forbrugerom-
budsmanden eller af Forbrugerombudsmanden selv. Påbuddene og forbuddene skal nedlægges
i forbindelse med Forbrugerombudsmandens tilsyn med urimelige standardvilkår efter aftale-
lovens § 38 e.
Bestemmelsen svarer i øvrigt indholdsmæssigt til den foreslåede § 34, stk. 4, i forbrugeraftale-
loven (lovforslagets § 2, nr. 38), hvortil der henvises.
Den foreslåede § 37, stk. 7 i markedsføringsloven gennemfører sammen med lovforslagets § 3,
nr. 1 (de nye § 38 e og § 38 f i aftaleloven) moderniseringsdirektivets artikel 1.
Til § 2
Til nr. 1 (fodnote til lovens titel)
Fodnoten til forbrugeraftalelovens titel angiver, at loven indeholder bestemmelser, der gennem-
fører forbrugerrettighedsdirektivet (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/83/EU af 25.
oktober 2011 om forbrugerrettigheder) og direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser
(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/65/EF af 23. september 2002 om fjernsalg af
finansielle tjenesteydelser til forbrugerne).
Det foreslås at ændre fodnoten til lovens titel, således at der tilføjes en henvisning til moderni-
seringsdirektivet (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/2161 af 27. november
2019 om ændring af Rådets direktiv 93/13/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
98/6/EF, 2005/29/EF og 2011/83/EU, for så vidt angår bedre håndhævelse og modernisering af
EU-reglerne om forbrugerbeskyttelse).
Forslaget indebærer, at det fremover vil fremgå af fodnoten til lovens titel, at loven tillige in-
deholder bestemmelser, der gennemfører den del af moderniseringsdirektivet, som ændrer for-
brugerrettighedsdirektivet.
Forslaget gennemfører bestemmelsen i moderniseringsdirektivets artikel 7, stk. 1, 3. afsnit,
hvorefter de nationale bestemmelser, der gennemfører direktivet ved vedtagelsen eller offent-
liggørelsen, skal indeholde en henvisning til direktivet.
Til nr. 2 (§ 1, stk. 2, nr. 1, og stk. 3)
173
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Forbrugeraftalelovens § 1, stk. 2, fastsætter, at lovens kapitel 4 om fortrydelsesret kun gælder
for aftaler indgået ved fjernsalg, jf. § 3, nr. 1, og aftaler indgået uden for den erhvervsdrivendes
forretningssted, jf. § 3, nr. 2, og lovens § 1, stk. 3, fastsætter, at lovens kapitel 10 om visse
lovvalgsaftaler kun gælder for aftaler indgået ved fjernsalg, jf. § 3, nr. 1.
Det følger af lovforslagets § 2, nr. 6, at lovens § 3, nr. 1, bliver nr. 4.
I konsekvens heraf foreslås det at ændre henvisningerne i lovens § 1, stk. 2, nr. 1, og stk. 3, til
lovens § 3, nr. 1, til henvisninger til lovens § 3, nr. 4.
Forslaget medfører ingen indholdsmæssige ændringer.
Til nr. 3 (§ 1, stk. 2, nr. 2)
Forbrugeraftalelovens § 1, stk. 2, fastsætter, at lovens kapitel 4 om fortrydelsesret kun gælder
for aftaler indgået ved fjernsalg, jf. § 3, nr. 1, og aftaler indgået uden for den erhvervsdrivendes
forretningssted, jf. § 3, nr. 2.
Det følger af lovforslagets § 2, nr. 6, at lovens § 3, nr. 2, bliver nr. 5.
I konsekvens heraf foreslås det at ændre henvisningen i lovens § 1, stk. 2, nr. 2, til lovens § 3,
nr. 2, til en henvisning til lovens § 3, nr. 5.
Forslaget medfører ingen indholdsmæssige ændringer.
Til nr. 4 (§ 1, stk. 4, nr. 4)
Forbrugeraftalelovens § 1, stk. 4, nr. 4, fastsætter, at loven ikke gælder for aftaler om person-
befordring, dog med undtagelse af § 12 om fjernsalgsaftaler, der indgås ved hjælp af elektroni-
ske midler og pålægger forbrugeren en betalingsforpligtelse, og § 31 om yderligere betalinger
og gebyrer for anvendelse af betalingsmidler.
Det foreslås, at der i opregningen af undtagelser tilføjes en henvisning til lovens § 30 om tele-
fonisk kommunikation.
Lovens § 30 fastsætter, at hvis den erhvervsdrivende har en telefontjeneste med henblik på at
kunne blive kontaktet telefonisk i forbindelse med en indgået aftale, er forbrugeren ved sådanne
telefoniske opkald ikke forpligtet til at betale mere end almindelig telefontakst.
Forslaget indebærer, at lovens § 30 fremover vil gælde for forbrugeraftaler om personbefor-
dring.
174
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Den foreslåede ændring af forbrugeraftalelovens § 1, stk. 4, nr. 4, gennemfører forbrugerret-
tighedsdirektivets artikel 3, stk. 3, litra k, som ændret ved moderniseringsdirektivet artikels 4,
nr. 2, litra c, nr. i.
Til nr. 5 (§ 2, stk. 1)
Forbrugeraftalelovens § 2, stk. 1, fastsætter, at ved en forbrugeraftale forstås i denne lov en
aftale, som en erhvervsdrivende indgår som led i sit erhverv, når den anden part (forbrugeren)
hovedsagelig handler uden for sit erhverv.
Det foreslås efter ”aftale,” at indsætte ”herunder en aftale omfattet af købelovens § 4 a, stk. 3,”.
Købelovens § 4 a, stk. 3, fastsætter, at som forbrugerkøb anses under i øvrigt samme betingelser
som nævnt i købelovens § 4 a, stk. 1 og 2, jf. dog stk. 4, endvidere aftaler om levering af digitalt
indhold eller en digital tjeneste, når leveringen er forbundet med en modydelse i form af (1) et
pengebeløb eller et digitalt udtryk for værdi eller (2) personoplysninger, medmindre de udeluk-
kende behandles med henblik på levering af det digitale indhold eller den digitale tjeneste eller
for at give mulighed for at opfylde retlige krav.
Forslaget indebærer, at forbrugeraftaleloven fremover vil gælde for aftaler om levering af digi-
talt indhold eller en digital tjeneste, hvor modydelsen ikke består i penge, men i et digitalt udtryk
for værdi eller i personoplysninger. Hvis modydelsen består i personoplysninger, som udeluk-
kende behandles med henblik på levering af det digitale indhold eller den digitale tjeneste eller
for at give mulighed for at opfylde retlige krav, vil aftalen dog ikke være omfattet.
Digitalt indhold, som ikke leveres på et fysisk medium, kan stilles til rådighed for brugeren ved
en enkelt levering, ved en række individuelle leveringer eller ved løbende levering over en pe-
riode, som ikke behøver at være lang. Tilfælde såsom webstreaming af videoklip anses således
som løbende levering over en periode uanset varigheden af den audiovisuelle fil.
Både aftaler om levering af digitalt indhold og aftaler om digitale tjenester kan indebære, at den
erhvervsdrivendes levering fortsætter i hele aftaleperioden.
Eksempler på digitale tjenester er video- og lyddelingstjenester og anden filhosting, tekstbe-
handling eller spil, der tilbydes i cloudcomputingmiljøet, cloudlagring, webbaseret mail, sociale
medier og cloudapplikationer.
Ved levering af digitalt indhold, som ikke leveres på et fysisk medium, ophører fortrydelsesret-
ten, når leveringen eksempelvis i form af download eller streaming begynder, jf. lovens § 18,
stk. 2, nr. 13 (som affattet ved lovforslagets § 2, nr. 28). Når digitalt indhold leveres mod beta-
ling, er det dog en forudsætning for ophør af fortrydelsesretten, at leveringen af det digitale
indhold er begyndt med forbrugerens forudgående udtrykkelige samtykke og anerkendelse af,
175
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
at vedkommende dermed mister sin fortrydelsesret, og at den erhvervsdrivende har givet en
bekræftelse i overensstemmelse med lovens § 10, stk. 2, 2. pkt. (aftaler indgået uden for den
erhvervsdrivendes forretningssted), eller § 13, stk. 2, 2. pkt. (aftaler om fjernsalg).
Ved levering af digitale tjenester ophører fortrydelsesretten som ved andre tjenesteydelser, når
leveringen er afsluttet, jf. lovens § 18, stk. 2, nr. 2 (som affattet ved lovforslagets § 2, nr. 27).
Her er det, når levering sker mod betaling, en forudsætning for ophør af fortrydelsesretten, at
leveringen af den digitale tjeneste er begyndt med forbrugerens forudgående udtrykkelige sam-
tykke og anerkendelse af, at fortrydelsesretten ophører, når den digitale tjeneste er fuldt udført.
Samtidig gælder efter lovens § 25, stk. 1 (som affattet ved lovforslagets § 2, nr. 33 og 34), at
når forbrugeren udnytter fortrydelsesretten, efter at leveringen af den digitale tjeneste er be-
gyndt, kan forbrugeren pålægges at betale for den del af den digitale tjeneste, som allerede er
leveret, forudsat at leveringen på forbrugerens udtrykkelige anmodning er begyndt inden for-
trydelsesfristens udløb, og at forbrugeren er blevet oplyst om fortrydelsesretten og om det be-
løb, der skal betales.
Er der er tvivl om, hvorvidt aftalen er en aftale om en digital tjeneste eller en aftale om levering
af digitalt indhold, som ikke leveres på et fysisk medium, bør reglerne om fortrydelsesret ved
tjenesteydelser anvendes.
For digitalt indhold, som leveres på et fysisk medium, gælder ligesom i dag fortrydelsesretten
for varer, herunder reglen i lovens § 18, stk. 2, nr. 9 (der ikke foreslås ændret, men som bliver
nr. 11, jf. lovforslagets § 2, nr. 11), hvorefter fortrydelsesretten ikke gælder for plomberede lyd-
eller billedoptagelser eller computersoftware, som forbrugeren har brudt plomberingen på.
Den foreslåede ændring af forbrugeraftalelovens § 2, stk. 1, gennemfører forbrugerrettigheds-
direktivets artikel 3, stk. 1 og 1 a (som affattet ved moderniseringsdirektivets artikel 4, nr. 2,
litra a og b).
Til nr. 6 (§ 3, nr. 1-3)
Forbrugeraftalelovens § 3 definerer, hvordan en række begreber, som anvendes i lovens be-
stemmelser, skal forstås.
Det foreslås at indsætte tre nye numre med yderligere definitioner. Med forslaget lovfæstes den
gældende forståelse i forbrugeraftaleloven af begreberne varer, aftale om en vare og tjeneste-
ydelsesaftale.
I
nr. 1
foreslås det at definere varer som løsøregenstande, herunder varer med digitale elemen-
ter, og vand, gas og elektricitet, der udbydes til salg i et afgrænset volumen eller en bestemt
mængde.
176
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Varer med digitale elementer omfatter tilfælde, hvor digitalt indhold eller digitale tjenester er
integreret i eller indbyrdes forbundet med varerne på en sådan måde, at fraværet af det digitale
indhold eller den digitale tjeneste ville forhindre varerne i at opfylde deres funktion, jf. det
foreslåede § 3, nr. 11 (som affattet ved lovforslagets § 2, nr. 7).
Den foreslåede definition af varer er i overensstemmelse med forbrugerrettighedsdirektivets
artikel 2, stk. 1, nr. 3 (som affattet ved moderniseringsdirektivets artikel 4, nr. 1, litra a), der
henviser til definitionen i varedirektivets artikel 2, nr. 5.
Definitionen er endvidere i overensstemmelse med gældende ret, idet varer ifølge forbrugeraf-
talelovens forarbejder omfatter fysiske løsøregenstande og vand, gas og elektricitet, der udby-
des til salg i et afgrænset volumen eller en bestemt mængde (jf. Folketingstidende 2013-14, A,
L 39 som fremsat, side 29), og idet medtagelsen af varer med digitale elementer må anses for
en præcisering. Det bemærkes herved, at ved varer med digitale elementer er varerne i sig selv
fysiske løsøregenstande, og præciseringen går ud på, at også den del af den samlede aftale, der
angår de digitale elementer, som et led i den samlede købsaftale er omfattet af forbrugeraftale-
lovens regler om aftaler om køb af varer.
I
nr. 2
foreslås det at definere en aftale om en vare som en aftale om at overdrage ejendomsretten
til en vare til forbrugeren, herunder når aftalen også omfatter tjenesteydelser.
”Vare” er defineret i det foreslåede nr. 1, jf. ovenfor.
Den foreslåede definition af aftale om en vare er i overensstemmelse med forbrugerrettigheds-
direktivets artikel 2, stk. 1, nr. 5 (som affattet ved moderniseringsdirektivet artikel 4, nr. 1, litra
c), der definerer ”købsaftale” på samme måde. Det foreslås at anvende ”aftale om en vare” i det
nye nr. 2, fordi dette udtryk
– fremfor ”købsaftale” –
generelt benyttes i forbrugeraftalelovens
bestemmelser (§ 8, stk. 1, § 22, stk. 1, og § 24, stk. 1 og 4)). I lovens bilag benyttes dog ensbe-
tydende hermed ”købsaftale”.
Definitionen er endvidere i overensstemmelse med gældende ret, idet begrebet købsaftale ifølge
forbrugeraftalelovens forarbejder skal forstås på samme måde (jf. Folketingstidende 2013-14,
A, L 39 som fremsat, side 32).
I
nr. 3
foreslås det at definere en tjenesteydelsesaftale som en aftale om at levere en tjeneste-
ydelse, herunder en digital tjeneste, og vand, gas og elektricitet, der ikke udbydes til salg i et
afgrænset volumen eller en bestemt mængde, til forbrugeren, medmindre aftalen også omfatter
varer, jf. nr. 2.
Digitale tjenester omfatter tjenester, der gør det muligt at generere, behandle, lagre eller få ad-
gang til data i digital form, eller som muliggør deling af eller enhver anden form for interaktion
177
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
med data i digital form, som uploades eller genereres af brugere af den pågældende tjeneste, jf.
det foreslåede § 3, nr. 12 (som affattet ved lovforslagets § 2, nr. 7).
Den foreslåede definition er bortset fra medtagelsen af vand, gas og elektricitet i overensstem-
melse med forbrugerrettighedsdirektivets artikel 2, stk. 1, nr. 5 (som affattet ved modernise-
ringsdirektivet artikel 4, nr. 1, litra c).
Forbrugerrettighedsdirektivet definerer således aftaler om tjenesteydelser på en sådan måde, at
aftaler om løbende levering af vand, gas og elektricitet ikke er omfattet af begrebet.
Samtidig fastsætter direktivet imidlertid, at dels direktivet som sådan, dels en række bestem-
melser i direktivet også gælder for aftaler om forsyning af vand, gas, elektricitet eller fjernvarme
(direktivets artikel 3, stk. 1, 2. pkt., artikel 5, stk. 2, artikel 6, stk. 2, artikel 7, stk. 3, artikel 8,
stk. 8, artikel 9, stk. 2, litra c, artikel 14, stk. 4, litra a, artikel 17, stk. 2, og artikel 27).
Selv om selve begrebet tjenesteydelsesaftale defineres forskelligt i det foreslåede nr. 3 og i
direktivet, vil forbrugeraftaleloven med det foreslåede nr. 3 således alligevel være i overens-
stemmelse med direktivet, idet loven og de bestemmelser i loven, der gennemfører de nævnte
direktivbestemmelser, i kraft af medtagelsen i det foreslåede nr. 3 af aftaler om løbende levering
af vand, gas og elektricitet vil gælde for de samme aftaler, som direktivet og de nævnte direk-
tivbestemmelser gælder for.
Det foreslåede nr. 3, herunder medtagelsen af aftaler om løbende levering af vand, gas og elek-
tricitet, er både med hensyn til begrebsanvendelsen og indholdsmæssigt i overensstemmelse
med gældende ret, idet tjenesteydelsesaftale ifølge forbrugeraftalelovens forarbejder skal for-
stås på samme måde (jf. Folketingstidende 2013-14, A, L 39 som fremsat, side 32 og 39-40).
Det er herunder uændret en forudsætning for lovens anvendelse, at leveringen af vand, gas eller
elektricitet sker på aftalemæssigt grundlag.
Til nr. 7 (§ 3, nr. 10-17)
Forbrugeraftalelovens § 3 definerer, hvordan en række begreber, som anvendes i lovens be-
stemmelser, skal forstås.
Det foreslås at indsætte otte nye numre med yderligere definitioner. Med forslaget lovfæstes
den gældende forståelse i forbrugeraftaleloven af begrebet digitalt indhold, og der indsættes
nye definitioner af begreberne vare med digitale elementer, digital tjeneste, funktionalitet, kom-
patibilitet, interoperabilitet, onlinemarkedsplads og udbyder af en onlinemarkedsplads, som
ikke anvendes i den gældende forbrugeraftalelov.
178
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
I
nr. 10
foreslås det at definere digitalt indhold som data, der fremstilles og leveres i digital
form.
Det foreslåede § 3, nr. 10, gennemfører forbrugerrettighedsdirektivets artikel 2, stk. 1, nr. 11
(som affattet ved moderniseringsdirektivet artikel 4, nr. 1, litra d), der på sin side henviser til
direktivet om digitalt indhold artikel 2, nr. 1.
Forslaget er i overensstemmelse med gældende ret, idet digitalt indhold ifølge forarbejderne til
forbrugeraftaleloven skal forstås på samme måde (jf. Folketingstidende 2013-14, A, L 39 som
fremsat, side 36).
I
nr. 11
foreslås det at definere en vare med digitale elementer som en løsøregenstand, der
integrerer eller er indbyrdes forbundet med digitalt indhold eller en digital tjeneste på en sådan
måde, at fraværet af det digitale indhold eller den digitale tjeneste ville forhindre genstanden i
at opfylde sin funktion.
I
nr. 12
foreslås det at definere en digital tjeneste som en tjeneste, der gør det muligt at generere,
behandle, lagre eller få adgang til data i digital form, eller som muliggør deling af eller enhver
anden form for interaktion med data i digital form, som uploades eller genereres af brugere af
den pågældende tjeneste.
Det foreslåede § 3, nr. 12, gennemfører forbrugerettighedsdirektivets artikel 2, stk. 1, nr. 16
(som tilføjet ved moderniseringsdirektivets artikel 4, nr. 1, litra e).
I
nr. 13
foreslås det at definere kompatibilitet som det digitale indholds eller den digitale tjene-
stes evne til at fungere med hardware eller software, med hvilket digitalt indhold eller digitale
tjenester af samme type normalt anvendes, uden at det er nødvendigt at konvertere det digitale
indhold eller den digitale tjeneste.
Det foreslåede § 3, nr. 13, gennemfører forbrugerrettighedsdirektivets artikel 2, stk. 1, nr. 19
(som affattet ved moderniseringsdirektivet artikel 4, nr. 1, litra e), der henviser til direktivet om
digitalt indhold artikel 2, nr. 10.
I
nr. 14
foreslås det at definere funktionalitet som det digitale indholds eller den digitale tjene-
stes evne til at udføre sine funktioner i betragtning af formålet.
Det foreslåede § 3, nr. 14, gennemfører forbrugerrettighedsdirektivets artikel 2, stk. 1, nr. 20
(som affattet ved moderniseringsdirektivet artikel 4, nr. 1, litra e), der på sin side henviser til
direktivet om digitalt indhold artikel 2, nr. 11.
179
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
I nr.
15
foreslås det at definere interoperabilitet som det digitale indholds eller den digitale
tjenestes evne til at fungere med hardware eller software, der adskiller sig fra den, som digitalt
indhold eller digitale tjenester af samme type normalt anvendes med.
Det foreslåede § 3, nr. 15, gennemfører forbrugerrettighedsdirektivets artikel 2, stk. 1, nr. 21
(som affattet ved moderniseringsdirektivet artikel 4, nr. 1, litra e), der på sin side henviser til
direktivet om digitalt indhold artikel 2, nr. 12.
I
nr. 16
foreslås det at definere en onlinemarkedsplads som en tjenesteydelse, der gør brug af
software, herunder et websted, en del af et websted eller en applikation, der drives af eller på
vegne af en erhvervsdrivende, og som giver forbrugere mulighed for at indgå fjernsalgsaftaler
med andre erhvervsdrivende eller forbrugere.
Det foreslåede § 3, nr. 16, gennemfører forbrugerrettighedsdirektivets artikel 2, stk. 1, nr. 17
(som affattet ved moderniseringsdirektivet artikel 4, nr. 1, litra e).
I
nr. 17
foreslås det at definere en udbyder af en onlinemarkedsplads som en erhvervsdrivende,
der udbyder en onlinemarkedsplads til forbrugere.
De foreslåede begreber onlinemarkedsplads og udbyder af en onlinemarkedsplads benyttes i
den foreslåede nye bestemmelse i forbrugeraftalelovens § 8 a (lovforslagets § 2, nr. 16).
Det foreslåede § 3, nr. 17, gennemfører forbrugerrettighedsdirektivets artikel 2, stk. 1, nr. 18
(som affattet ved moderniseringsdirektivet artikel 4, nr. 1, litra e).
De foreslåede § 3, nr. 10, 12, 13, 14, 15, 16 og 17 gennemfører forbrugerrettighedsdirektivets
artikel 2, stk. 1, nr. 11, 16, 17, 18, 19, 20 og 21 (som affattet ved moderniseringsdirektivet
artikel 4, nr. 1, litra d og e).
Til nr. 8 (§ 8, stk. 1, stk. 2, og § 17, stk. 1, nr. 2)
Forbrugeraftalelovens § 8 fastsætter regler om den erhvervsdrivendes oplysningspligt forud for
indgåelsen af en aftale om en vare eller en ikke-finansiel tjenesteydelse, når aftalen indgås uden
for den erhvervsdrivendes forretningssted eller ved fjernsalg.
Forbrugeraftalelovens § 17 fastsætter regler om den erhvervsdrivendes oplysningspligt forud
for indgåelsen af en aftale, der ikke indgås uden for den erhvervsdrivendes forretningssted eller
ved fjernsalg.
Det fremgår af § 8, stk. 1, stk. 2, og § 17, stk. 1, nr. 2, at den erhvervsdrivende bl.a. skal give
forbrugeren oplysning om eventuelle telefon- og faxnumre.
180
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Det foreslås at ændre de nævnte bestemmelser, således at eventuelle telefon- og faxnumre æn-
dres til telefonnummer.
Det betyder, at den erhvervsdrivende ikke længere er forpligtet til at oplyse et eventuelt fax-
nummer, men skal oplyse sit telefonnummer.
Forslaget til ændring af forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, nr. 2, gennemfører dele af forbruger-
rettighedsdirektivets artikel 6, stk. 1, litra c (som affattet ved moderniseringsdirektivet artikel
4, nr. 4, litra a, nr. i), idet de øvrige dele af artikel 6, stk. 1, litra c, er gennemført ved forbru-
geraftalelovens § 8, stk. 1, nr. 3, og stk. 2 (som affattet ved lovforslagets § 2, nr. 9 og 14).
I tilknytning hertil foreslås en tilsvarende ændring af forbrugeraftalelovens § 17, stk. 1, nr. 2,
der gennemfører forbrugerrettighedsdirektivets artikel 5, stk. 1, litra b. Denne direktivbestem-
melse stiller ikke krav om oplysning om et eventuelt faxnummer, og kravet herom i det gæl-
dende § 17, stk. 1, nr. 2, er således et særligt dansk krav fastsat i overensstemmelse med direk-
tivets artikel 5, nr. 4. I betragtning af den teknologiske udvikling bør der imidlertid ikke længere
stilles krav om at oplyse et eventuelt faxnummer.
Til nr. 9 (§ 8, stk. 1, nr. 3)
Forbrugeraftalelovens § 8 fastsætter regler om den erhvervsdrivendes oplysningspligt forud for
indgåelsen af en aftale om en vare eller en ikke-finansiel tjenesteydelse, når aftalen indgås uden
for den erhvervsdrivendes forretningssted eller ved fjernsalg.
Det foreslås at indsætte et nyt
§ 8, stk. 1, nr. 3,
om, at den erhvervsdrivende, hvor det er relevant,
skal oplyse forbrugeren om andre onlinekommunikationsmidler, som den erhvervsdrivende gi-
ver adgang til, og som giver forbrugeren mulighed for at opbevare skriftlig korrespondance,
herunder datoen og tidspunktet for en sådan korrespondance, med den erhvervsdrivende på et
varigt medium.
Det betyder, at når den erhvervsdrivende stiller andre onlinekommunikationsmidler end e-mail
til rådighed, som giver forbrugeren mulighed for at opbevare korrespondance med den er-
hvervsdrivende på et varigt medium, skal den erhvervsdrivende oplyse forbrugeren herom.
Varigt medium defineres i forbrugeraftalelovens § 3, nr. 5 (der ikke foreslås ændret, men som
bliver § 3, nr. 8, jf. lovforslagets § 2, nr. 6), som ethvert middel, som sætter forbrugeren eller
den erhvervsdrivende i stand til at lagre oplysninger rettet personligt til vedkommende med
mulighed for fremtidig anvendelse i en periode afpasset efter oplysningernes formål, og som
giver mulighed for uændret gengivelse af de lagrede oplysninger.
Forslaget til forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, nr. 3, gennemfører dele af forbrugerrettighedsdi-
rektivets artikel 6, stk. 1, litra c (som affattet ved moderniseringsdirektivet artikel 4, nr. 4, litra
181
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
a, nr. i), idet de øvrige dele af artikel 6, stk. 1, litra c, er gennemført ved forbrugeraftalelovens
§ 8, stk. 1, nr. 2, og stk. 2 (som affattet ved lovforslagets § 2, nr. 8 og 14).
Til nr. 10 (§ 8, stk. 1, nr. 5)
Det foreslås at ændre henvisningen i forbrugeraftalelovens
§ 8, stk. 1, nr. 4,
der bliver nr. 5 (jf.
lovforslagets § 2, nr. 9), til lovens § 8, stk. 1, nr. 3, til en henvisning til § 8, stk. 1, nr. 4.
Forslaget er en konsekvensændring som følge af, at lovens § 8, stk. 1, nr. 3, bliver § 8, stk. 1,
nr. 4 (jf. lovforslagets § 2, nr. 9).
Forslaget medfører ingen indholdsmæssige ændringer.
Til nr. 11 (§ 8, stk. 1, nr. 8)
Forbrugeraftalelovens § 8 fastsætter regler om den erhvervsdrivendes oplysningspligt forud for
indgåelsen af en aftale om en vare eller en ikke-finansiel tjenesteydelse, når aftalen indgås uden
for den erhvervsdrivendes forretningssted eller ved fjernsalg.
Det foreslås at indsætte et nyt
§ 8, stk. 1, nr. 8,
om, at den erhvervsdrivende, hvor det er relevant,
skal oplyse forbrugeren om, at prisen blev personaliseret på grundlag af automatiseret beslut-
ningstagning.
Erhvervsdrivende kan f.eks. personalisere prisen på deres tilbud til bestemte forbrugere eller
bestemte kategorier af forbrugere baseret på automatiseret beslutningstagning og profilering af
forbrugernes adfærd, der giver de erhvervsdrivende mulighed for at vurdere forbrugerens kø-
bekraft.
Forbrugerne bør derfor informeres tydeligt, når den pris, de tilbydes, er personaliseret baseret
på automatiseret beslutningstagning, så de kan tage højde for de potentielle risici i deres købs-
beslutning.
Det foreslåede oplysningskrav gælder ikke teknikker, såsom »dynamiske« priser eller »real-
tidspriser«, der involverer en ændring af prisen på en meget fleksibel og hurtig måde som svar
på markedsefterspørgslen, når disse teknikker ikke involverer personalisering baseret på auto-
matiseret beslutningstagning.
Det foreslåede oplysningskrav berører ikke databeskyttelsesforordningens artikel 22 om perso-
ners ret til ikke at blive udsat for automatiseret individuel beslutningstagning, herunder profi-
lering.
182
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Forslaget til forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, nr. 8, gennemfører forbrugerrettighedsdirektivets
artikel 6, stk. 1, litra ea (som affattet ved moderniseringsdirektivet artikel 4, nr. 4, litra a, nr.
iii).
Til nr. 12 (§ 8, stk. 1, nr. 22)
Forbrugeraftalelovens § 8 fastsætter regler om den erhvervsdrivendes oplysningspligt forud for
indgåelsen af en aftale om en vare eller en ikke-finansiel tjenesteydelse, når aftalen indgås uden
for den erhvervsdrivendes forretningssted eller ved fjernsalg.
Lovens § 8, stk. 1, nr. 20, fastsætter, at den erhvervsdrivende, hvor det er relevant, skal oplyse
forbrugeren om funktionaliteten, herunder gældende tekniske beskyttelsesforanstaltninger, for
digitalt indhold.
Det følger af lovforslagets § 2, nr. 11, at lovens § 8, stk. 1, nr. 20, bliver § 8, stk. 1, nr. 22.
Det foreslås at ændre
§ 8, stk. 1, nr. 20,
der bliver nr. 22, således at der efter ”digitalt indhold”
indsættes: ”digitale tjenester og varer med digitale elementer”.
Funktionalitet defineres som evne til at udføre sin funktion i betragtning af formålet hermed, jf.
det foreslåede § 3, nr. 14, som affattet ved forslagets § 2, nr. 7.
Med forslaget om at indsætte digitale tjenester og varer med digitale elementer i § 8, stk. 1, nr.
20 (frem over nr. 22), fastslås det, at den erhvervsdrivende også skal oplyse forbrugeren om
funktionaliteten for digitale tjenester og varer med digitale elementer.
Digitale tjenester og varer med digitale elementer skal forstås som i de foreslåede bestemmelser
i § 3, nr. 11 og 12 (som affattet ved lovforslagets § 2, nr. 7).
Med den foreslåede ændring gennemfører forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, nr. 20 (frem over
nr. 22), forbrugerrettighedsdirektivets artikel 6, stk. 1, litra r (som affattet ved moderniserings-
direktivet artikel 4, nr. 4, litra a, nr. iv).
Til nr. 13 (§ 8, stk. 1, nr. 23)
Forbrugeraftalelovens § 8 fastsætter regler om den erhvervsdrivendes oplysningspligt forud for
indgåelsen af en aftale om en vare eller en ikke-finansiel tjenesteydelse, når aftalen indgås uden
for den erhvervsdrivendes forretningssted eller ved fjernsalg.
Lovens § 8, stk. 1, nr. 21, fastsætter, at den erhvervsdrivende, hvor det er relevant, skal oplyse
forbrugeren om det digitale indholds evne til at fungere sammen med hardware og software, i
henhold til hvad den erhvervsdrivende ved eller med rimelighed burde have vidst.
183
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Det følger af lovforslagets § 2, nr. 11, at lovens § 8, stk. 1, nr. 21, bliver § 8, stk. 1, nr. 23.
Det foreslås at ændre
§ 8, stk. 1, nr. 21,
der bliver nr. 23,
således at ”det
digitale indholds evne
til at fungere sammen med hardware og software”
ændres til ”kompatibiliteten og interopera-
biliteten af digitalt indhold, digitale tjenester og varer med digitale elementer”
Kompatibilitet defineres i det foreslåede § 3, nr. 13 (som affattet ved lovforsalgets § 2, nr. 7),
som evne til at fungere med hardware eller software, med hvilket digitalt indhold eller digitale
tjenester af samme type normalt anvendes, uden at det er nødvendigt at konvertere det digitale
indhold eller den digitale tjeneste.
Interoperabilitet defineres i det foreslåede § 3, nr. 15 (som affattet ved forslagets § 2, nr. 7),
som evne til at fungere med hardware eller software, der adskiller sig fra den, som digitalt
indhold eller digitale tjenester af samme type normalt anvendes med.
Ud over § 8, stk. 1, nr. 21, der bliver nr. 23, gælder det § 17, stk. 1, nr. 9 (som affattet ved
lovforslagets § 2, nr. 26).
Herudover uddybes med forslaget om at indsætte ordene kompatibilitet og interoperabilitet,
hvad der ligger i kravet om at oplyse om evnen til at fungere sammen med hardware og soft-
ware.
Med forslaget om at indsætte digitale tjenester og varer med digitale elementer i § 8, stk. 1, nr.
21 (fremover nr. 23), fastslås det samtidig, at den erhvervsdrivende også skal oplyse forbruge-
ren om kompatibiliteten og interoperabiliteten for digitale tjenester og varer med digitale ele-
menter.
Digitale tjenester og varer med digitale elementer skal forstås som i de foreslåede § 3, nr. 11 og
12 (lovforslagets § 2, nr. 7).
Med den foreslåede ændring gennemfører forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, nr. 21 (frem over
nr. 23), forbrugerrettighedsdirektivets artikel 6, stk. 1, litra s (som affattet ved moderniserings-
direktivet artikel 4, nr. 4, litra a, nr. iv).
Til nr. 14 (§ 8, stk. 2)
Forbrugeraftalelovens § 8 fastsætter regler om den erhvervsdrivendes oplysningspligt forud for
indgåelsen af en aftale om en vare eller en ikke-finansiel tjenesteydelse, når aftalen indgås uden
for den erhvervsdrivendes forretningssted eller ved fjernsalg.
Det fremgår af § 8, stk. 1, nr. 2 og 3 (som affattet ved lovforslagets § 2, nr. 8 og 9), at den
erhvervsdrivende skal oplyse forbrugeren om sin identitet og den fysiske adresse, hvor den på-
184
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
gældende er etableret, sit telefonnummer, sin e-mailadresse og eventuelle andre onlinekommu-
nikationsmidler, som den erhvervsdrivende giver adgang til, og som giver forbrugeren mulig-
hed for at opbevare korrespondance med den erhvervsdrivende på et varigt medium.
Det foreslås at indsætte et nyt
§ 8, stk. 2,
om, at alle kommunikationsmidler, som den erhvervs-
drivende stiller til rådighed, jf. stk. 1, nr. 2 og 3, skal gøre det muligt for forbrugeren at kontakte
den erhvervsdrivende hurtigt og kommunikere effektivt med vedkommende.
Med forslaget fastslås det, at forbrugeren skal have mulighed for hurtigt at kontakte den er-
hvervsdrivende og at kommunikere effektivt med vedkommende.
Det foreslåede § 8, stk. 2, gennemfører dele af forbrugerrettighedsdirektivets artikel 6, stk. 1,
litra c (som affattet ved moderniseringsdirektivet artikel 4, nr. 4, litra a, nr. i), idet de øvrige
dele af artikel 6, stk. 1, litra c, er gennemført ved forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, nr. 2 og 3
(som affattet ved lovforslagets § 2, nr. 8 og 9).
Til nr. 15 (§ 8, stk. 3)
Forbrugeraftalelovens § 8 fastsætter regler om den erhvervsdrivendes oplysningspligt forud for
indgåelsen af en aftale om en vare eller en ikke-finansiel tjenesteydelse, når aftalen indgås uden
for den erhvervsdrivendes forretningssted eller ved fjernsalg.
Det fremgår af § 8, stk. 1, nr. 2-4, der bliver nr. 2, 4 og 5 (jf. lovforslagets § 2, nr. 8-10), at den
erhvervsdrivende skal oplyse forbrugeren om sin identitet og den fysiske adresse, hvor den på-
gældende er etableret, sit telefonnummer, sin e-mailadresse (nr. 2), hvor det er relevant, identi-
tet og den fysiske adresse på den erhvervsdrivende, som der handles på vegne af (nr. 3, fremover
nr. 4), og den fysiske adresse på sit forretningssted og, hvor det er relevant, adressen på forret-
ningsstedet for den erhvervsdrivende, som der handles på vegne af, hvis den er forskellig fra
den adresse, der er opgivet i overensstemmelse med nr. 3 (fremover nr. 4), og hvortil forbruge-
ren kan indgive eventuelle klager (nr. 4, fremover nr. 5).
Det fremgår af § 8, stk. 2, at i forbindelse med offentlige auktioner kan oplysningerne nævnt i
stk. 1, nr. 2-4, erstattes med de tilsvarende oplysninger om auktionarius.
Det foreslås at indsætte et nyt § 8, stk. 1, nr. 3 (lovforslagets § 2, nr. 9), hvorefter den erhvervs-
drivende skal oplyse forbrugeren om eventuelle andre onlinekommunikationsmidler, som den
erhvervsdrivende giver adgang til, og som giver forbrugeren mulighed for at opbevare korre-
spondance med den erhvervsdrivende på et varigt medium.
Det foreslås at ændre henvisningen i forbrugeraftalelovens
§ 8, stk. 2,
der bliver stk. 3 (jf. lov-
forslagets § 2, nr. 14), til stk. 1, nr. 2-4, til en henvisning til stk. 1, nr. 2-5.
185
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Forslaget viderefører muligheden for i forbindelse med offentlige auktioner at erstatte oplys-
ningerne efter de gældende § 8, stk. 1, nr. 2-4 (frem over nr. 2, 4 og 5), med de tilsvarende
oplysninger om auktionarius. Samtidig udvides muligheden for at erstatte med tilsvarende op-
lysninger om auktionarius til det foreslåede nye § 8, stk. 1, nr. 3, om eventuelle andre online-
kommunikationsmidler.
Offentlig auktion er i lovens § 3, nr. 6 (der bliver nr. 9, jf. lovforslagets § 2, nr. 6), defineret
som en salgsmetode, hvor den erhvervsdrivende tilbyder varer eller tjenesteydelser til forbru-
gere, som selv er eller har mulighed for at være til stede under auktionen, gennem en gennem-
sigtig konkurrencebaseret budprocedure, som styres af en auktionsholder, og hvor tilbudsgiver,
hvis bud antages, er forpligtet til at købe varerne eller tjenesteydelserne.
Til nr. 16 (§ 8 a)
Det foreslås at indsætte en ny
§ 8 a
om supplerende oplysningspligt i forbindelse med aftaler
om fjernsalg, som indgås på en onlinemarkedsplads.
Oplysningspligten efter § 8 a påhviler udbyderen af onlinemarkedspladsen og gælder i tillæg
til oplysningspligten efter § 8 (som affattet ved lovforslagets § 2, nr. 8-15). En erhvervsdrivende
tredjemand, der tilbyder varer, tjenesteydelser eller digitalt indhold på onlinemarkedspladsen,
skal således stadig før aftalens indgåelse give forbrugeren oplysninger efter § 8. Der er imid-
lertid ikke noget til hinder for, at den erhvervsdrivende formidler de oplysninger, som den er-
hvervsdrivende er forpligtet til at give forbrugeren efter § 8, via onlinemarkedspladsen, så
længe oplysningerne meddeles på en klar og forståelig måde og i øvrigt i overensstemmelse
med forbrugeraftalelovens krav.
Ved en onlinemarkedsplads forstås en tjenesteydelse, der gør brug af software, herunder et
websted, en del af et websted eller en applikation, der drives af eller på vegne af en erhvervs-
drivende, og som giver forbrugere mulighed for at indgå fjernsalgsaftaler med andre erhvervs-
drivende eller forbrugere, jf. forslaget til forbrugeraftalelovens § 3, nr. 11 (lovforslagets § 2, nr.
7).
Udbyderen af onlinemarkedspladsen er den erhvervsdrivende, der udbyder onlinemarkedsplad-
sen til forbrugere, jf. forslaget til forbrugeraftalelovens § 3, nr. 12 (lovforslagets § 2, nr. 7).
Det foreslås i
stk. 1,
at udbyderen af en onlinemarkedsplads, inden der indgås en aftale om
fjernsalg på onlinemarkedspladsen, på en klar og forståelig måde, der egner sig til fjernkom-
munikation, skal give forbrugeren en række oplysninger.
Disse oplysninger skal leveres på en klar og forståelig måde og ikke kun i standardvilkår og -
betingelser eller lignende aftaledokumenter.
186
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Det foreslås i stk. 1,
nr. 1,
at udbyderen af onlinemarkedspladsen skal oplyse om identiteten og
hjemsted på den tredjemand, der tilbyder varer, tjenesteydelser eller digitalt indhold på online-
markedspladsen.
Med den foreslåede bestemmelse udnyttes valgmuligheden i moderniseringsdirektivets artikel
6 a, stk. 2, hvorefter medlemsstaterne kan fastsætte regler om yderligere oplysningspligter for
udbydere af onlinemarkedspladser. Det er således tale om en selvstændig dansk regel.
Om udvalgets overvejelser om den foreslåede regel henvises til delbetænkning II, kapitel 5, pkt.
3.3.
Ved ”identiteten” forstås navnet eller anden entydig betegnelse på den tredjepart, som tilbyder
varen mv. på onlinemarkedspladsen. Hvis der er tale om et firma, kan forpligtelsen opfyldes
ved brug af firmanavn eller CVR-nr. eller tilsvarende udenlandsk betegnelse.
Ved ”hjemsted” forstås den fysiske adresse og det land, hvor tredjeparten bor, hvis der er tale
om en ikke-erhvervsdrivende fysisk person, eller hvor tredjeparten er etableret, hvis der er tale
om en erhvervsdrivende eller en juridisk person.
Der er tale om en selvstændig forpligtelse for udbyderen af en onlinemarkedsplads. Forpligtel-
sen gælder således, uanset om tredjeparten selv er forpligtet til at meddele forbrugeren oplys-
ningerne i medfør af oplysningsforpligtelserne i forbrugeraftalelovens § 8, nr. 2, 3 og 4, der
bliver til nr. 2, 4 og 5.
Det foreslås i stk. 1,
nr. 2,
at udbyderen af onlinemarkedspladsen skal oplyse om, hvorvidt den
tredjemand, der tilbyder varer, tjenesteydelser eller digitalt indhold på onlinemarkedspladsen,
er erhvervsdrivende.
Som det fremgår af det foreslåede stk. 2, kan oplysningen herom gives på grundlag af en erklæ-
ring fra den pågældende tredjemand om dennes status som erhvervsdrivende eller ikke-er-
hvervsdrivende til udbyderen af onlinemarkedspladsen.
Det foreslås i stk. 1,
nr. 3,
at når den tredjemand, der tilbyder varer, tjenesteydelser eller digitalt
indhold på onlinemarkedspladsen, ikke er erhvervsdrivende, skal udbyderen af onlinemarkeds-
pladsen oplyse, om forbrugerrettigheder hidrørende fra EU-forbrugerbeskyttelsesretten gælder
for aftalen.
Det betyder, at når den tredjepart, der tilbyder varerne, tjenesteydelserne eller det digitale ind-
hold, erklærer sig som en ikke-erhvervsdrivende, jf. de foreslåede stk. 1, nr. 2, og stk. 2, skal
187
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
udbyderen af onlinemarkedspladsen oplyse forbrugeren om, at de forbrugerrettigheder, der føl-
ger af EU-forbrugerbeskyttelsesretten, gælder for den aftale, som forbrugeren i givet fald indgår
med den ikke-erhvervsdrivende.
Selvom der er tale om en ikke-erhvervsdrivende tredjepart, vil forbrugerbeskyttelsesreglerne
gælde, hvis onlinemarkedspladsen tillige er formidler, jf. forbrugeraftalelovens § 2, stk. 3, der
ikke foreslås ændret. Er onlinemarkedspladsen derimod ikke formidler, vil forbrugerbeskyttel-
sesreglerne ikke gælde for aftaleforholdet.
Det kræves ikke, at udbyderen af onlinemarkedspladser opregner specifikke forbrugerrettighe-
der, når udbyderen oplyser forbrugeren om, at disse rettigheder ikke gælder.
Udbyderen af onlinemarkedspladsen kan efter omstændighederne anses for at være formidler
efter forbrugeraftalelovens § 2, stk. 3. Formidlingsreglen udvider lovens område, således at den
også finder anvendelse på aftaler indgået mellem private, hvis aftalen er indgået eller formidlet
af en erhvervsdrivende. Forbrugerrettighedsdirektivet indeholder ikke en tilsvarende bestem-
melse. Når udbyderen af onlinemarkedspladsen kan anses for at være formidler, gælder forbru-
gerettighederne for aftalen, og udbyderen har pligt til at oplyse herom.
Det foreslås i stk. 1,
nr. 4,
at hvis det er relevant, skal udbyderen af onlinemarkedspladsen
oplyse, hvordan forpligtelserne i forbindelse med aftalen deles mellem den tredjemand, der til-
byder varer, tjenesteydelser eller digitalt indhold på onlinemarkedspladsen, og udbyderen af
onlinemarkedspladsen.
De oplysninger, der skal gives vedrørende ansvaret for sikringen af forbrugerrettigheder, vil
afhænge af de aftaler, som udbyderen af onlinemarkedspladsen har indgået med de relevante
tredjepartserhvervsdrivende. Udbyderen af onlinemarkedspladsen kan f.eks. angive, at den på-
gældende tredjemand er eneansvarlig for sikringen af forbrugerrettigheder, eller beskrive ud-
byderens egne specifikke ansvarsområder, hvis udbyderen har påtaget sig ansvaret for visse
aspekter af aftalen, eksempelvis levering eller udøvelse af fortrydelsesretten.
Endelig foreslås det i stk. 1,
nr. 5,
at udbyderen af onlinemarkedspladsen skal give generelle
oplysninger om de vigtigste parametre for rangordningen af de tilbud, som forbrugeren præsen-
teres for som følge af en søgning, og den relative betydning af disse parametre i forhold til andre
parametre.
Ved rangordning forstås den relative fremtrædende placering af erhvervsdrivendes tilbud eller
den relevans, der tildeles søgeresultater, som de præsenteres, opstilles eller kommunikeres af
udbyderen af onlinemarkedspladsen, herunder som fremkommer ved anvendelse af algoritmi-
ske sekvenserings-, rangordnings- eller revisionsmekanismer, visuelle fremhævninger eller an-
dre fremhævningsværktøjer eller kombinationer heraf.
188
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Forslaget indebærer, at udbyderen af onlinemarkedspladsen skal oplyse forbrugere om de stan-
dardparametre, der afgør rangordningen af de tilbud, der præsenteres for forbrugeren som følge
af forbrugerens søgning, og deres relative betydning i forhold til andre parametre. Oplysnin-
gerne skal være kortfattede, og de skal som foreslået i stk. 5 endvidere være let og direkte
tilgængelige. Parametre, der afgør rangordning, omfatter alle generelle kriterier, processer og
specifikke signaler, der indarbejdes i algoritmer eller andre justerings- eller degraderingsmeka-
nismer, der anvendes i forbindelse med rangordningen.
Udbyderen af onlinemarkedspladsen er ikke forpligtet til at offentliggøre de nærmere oplysnin-
ger om sin rangordningsmekanismers funktionalitet, herunder algoritmer. Udbyderen skal der-
imod levere en generel beskrivelse af de vigtigste parametre, der afgør rangordningen, som
forklarer de vigtigste standardparametre, der anvendes af den erhvervsdrivende, og deres rela-
tive betydning i forhold til andre parametre. Det kræves ikke, at beskrivelsen er i et brugertil-
passet format for hver enkelt søgning.
Det foreslås i
stk. 2,
at oplysning efter det foreslåede stk. 1, nr. 2, om, hvorvidt den tredjemand,
der tilbyder varer, tjenesteydelser eller digitalt indhold på onlinemarkedspladsen, er erhvervs-
drivende, kan gives på grundlag af tredjemandens erklæring herom til udbyderen af markeds-
pladsen.
Det betyder, at udbyderen af onlinemarkedspladsen kan basere sin oplysning om tredjemandens
status som erhvervsdrivende eller ikke-erhvervsdrivende på den pågældende tredjemands egen
erklæring herom.
Det foreslås i
stk. 3,
at oplysninger meddelt efter det foreslåede stk. 1, nr. 4, om en eventuel
fordeling af forpligtelserne i forbindelse med aftalen mellem den tredjemand, der tilbyder varer,
tjenesteydelser eller digitalt indhold på onlinemarkedspladsen, og udbyderen af onlinemarkeds-
pladsen ikke berører et eventuelt ansvar, som udbyderen af onlinemarkedspladsen eller den
erhvervsdrivende tredjemand har i forhold til aftalen i medfør af EU-retten eller national ret.
Det betyder eksempelvis, at en sælgers ansvar i forbrugerkøb efter præceptiv lovgivning ikke
berøres af oplysninger om, at udbyderen af markedspladsen har påtaget sig forpligtelser i for-
hold til aftalen, f.eks. fremsendelse af varerne. En forbruger kan således under alle omstændig-
heder rette krav mod sælgeren, uanset om det er udbyderen af markedspladsen, der ifølge aftale
med sælgeren skal sørge for f.eks. fremsendelse af varerne.
Det foreslås i
stk. 4,
at oplysninger efter det foreslåede stk. 1, nr. 5, om de vigtigste parametre
for rangordningen af de tilbud, som forbrugeren præsenteres for som følge af en søgning, skal
gives i et særligt afsnit af onlinegrænsefladen, der er direkte og let tilgængeligt fra den side,
hvor tilbuddene præsenteres.
189
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Det betyder, at der skal linkes direkte fra siden med søgeresultater til afsnittet med oplysninger
om parametre for rangordningen af søgeresultaterne, dvs. forbrugeren skal med ét klik kunne
gå fra siden med søgeresultater til afsnittet med oplysninger om parametre for rangordningen
af søgeresultaterne. Linket skal endvidere være let tilgængeligt på siden med søgeresultater.
Den foreslåede bestemmelse i forbrugeraftalelovens § 8 a gennemfører forbrugerrettighedsdi-
rektivets artikel 6a (som affattet ved moderniseringsdirektivet artikel 4, nr. 5).
Til nr. 17 (§ 9, stk. 1)
Det foreslås at ændre henvisningen i forbrugeraftalelovens
§ 9, stk. 1, 1. pkt.,
til lovens § 8, stk.
1, nr. 9, 12 og 13, til en henvisning til § 8, stk. 1, nr. 11, 14 og 15.
Forslaget er en konsekvensændring som følge af, at lovens § 8, stk. 1, nr. 9, 12 og 13, bliver §
8, stk. 1, nr. 11, 14 og 15 (jf. lovforslagets § 2, nr. 11).
Forslaget medfører ingen indholdsmæssige ændringer.
Til nr. 18 (§ 9, stk. 3)
Det foreslås at ændre henvisningerne i forbrugeraftalelovens
§ 9, stk. 3,
til lovens § 8, stk. 1,
nr. 5, 6 og 12, til henvisninger til § 8, stk. 1, nr. 6, 7 og 14.
Forslaget er en konsekvensændring som følge af, at lovens § 8, stk. 1, nr. 5, 6 og 12, bliver § 8,
stk. 1, nr. 6, 7 og 14 (jf. lovforslagets § 2, nr. 9 og 11).
Forslaget medfører ingen indholdsmæssige ændringer.
Til nr. 19 (§ 10, stk. 2, og § 13, stk. 2)
Forbrugeraftalelovens § 10, stk. 2, 2. pkt., og § 13, stk. 2, 2. pkt., fastsætter, at ved aftaler om
levering af digitalt indhold, som ikke leveres på et fysisk medium, skal den erhvervsdrivende
udlevere kopi af forbrugerens eventuelle udtrykkelige samtykke til og anerkendelse af, at denne
mister sin fortrydelsesret, når udførelsen påbegyndes inden fortrydelsesfristens udløb, jf. § 18,
stk. 2, nr. 13. Bestemmelsen i § 10 gælder ved aftaler indgået uden for den erhvervsdrivendes
forretningssted, og § 13 gælder ved aftaler indgået ved fjernsalg.
Det foreslås at ændre
§ 10, stk. 2, 2. pkt.,
og
§ 13, stk. 2, 2. pkt.,
således at bestemmelserne
gælder for aftaler om levering af digitalt indhold mod betaling.
Det betyder, at bestemmelserne ikke vil gælde, når forbrugerens modydelse ikke er penge eller
et digitalt udtryk for værdi, men personoplysninger.
190
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Forslaget skal ses i sammenhæng med forslaget til ændring af forbrugeraftalelovens § 18, stk.
2, nr. 13 (lovforslagets § 2, nr. 28), om, at forbrugerens fortrydelsesret under visse nærmere
betingelser ikke gælder, når leveringen af digitalt indhold, som ikke leveres på et fysisk me-
dium, er begyndt. Den foreslåede ændring af § 18, stk. 2, nr. 13, indebærer, at de gældende
betingelser for, at forbrugerens fortrydelsesret mistes i sådanne tilfælde, fremover kun vil
gælde, når forbrugerens modydelse er penge eller et digitalt udtryk for værdi. De gældende
betingelser om forbrugerens forudgående udtrykkelige samtykke til, at leveringen begynder, og
anerkendelse af, at fortrydelsesretten derved mistes, vil således fremover ikke gælde, når for-
brugerens modydelse er personoplysninger.
Med den foreslåede ændring gennemfører § 10, stk. 2, 2. pkt., § 13, stk. 2, 2. pkt., forbrugerret-
tighedsdirektivets artikel 7, stk. 2, og artikel 8, stk. 7, litra b, hvis ordlyd ikke ændres ved mo-
derniseringsdirektivet, men som henviser til forbrugerrettighedsdirektivets artikel 16, stk. 1,
litra m, der ændres ved moderniseringsdirektivet artikel 4, nr. 12, litra a, nr. ii.
Til nr. 20 (§ 10, stk. 3)
Forbrugeraftalelovens § 10 fastsætter bl.a., at ved aftaler indgået uden for den erhvervsdriven-
des forretningssted skal de i § 8, stk. 1, nævnte oplysninger gives på papir eller, hvis forbrugeren
samtykker hertil, på et andet varigt medium.
Det foreslås at indsætte et nyt
§ 10, stk. 3,
om, at hvis en forbruger ønsker, at udførelsen af
tjenesteydelser mod betaling skal påbegyndes inden fortrydelsesfristens udløb, skal den er-
hvervsdrivende kræve, at forbrugeren fremsætter en udtrykkelig anmodning herom på et varigt
medium, samt anmode forbrugeren om at anerkende, at når aftalen er fuldstændig opfyldt af
den erhvervsdrivende, har forbrugeren ikke længere nogen fortrydelsesret.
Det foreslåede § 10, stk. 3, gennemfører forbrugerrettighedsdirektivets artikel 7, stk. 3 (som
affattet ved moderniseringsdirektivet artikel 4, nr. 6).
Denne direktivbestemmelse er ikke særskilt gennemført i den gældende forbrugeraftalelov, men
kravet om, at forbrugeren udtrykkeligt skal anmode om, at udførelsen af tjenesteydelsen begyn-
der inden fortrydelsesfristens udløb, fremgår indirekte af den gældende bestemmelse i lovens §
18, stk. 2, nr. 2.
Af den gældende bestemmelse i lovens § 18, stk. 2, nr. 2, fremgår også indirekte kravet om, at
forbrugeren endvidere skal anerkende, at fortrydelsesretten ophører, når tjenesteydelsen er fuldt
udført. Dette krav fremgår derimod ikke at det hidtil gældende artikel 7, stk. 3, i forbrugerret-
tighedsdirektivet, men kravet fremgår efter ændringen heraf ved moderniseringsdirektivet.
191
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Det foreslåede § 10, stk. 3, fastslår som noget nyt, at den erhvervsdrivende skal kræve, at for-
brugeren fremsætter anmodningen om, at udførelsen af tjenesteydelsen påbegyndes inden for-
trydelsesfristens udløb, på et varigt medium.
Varigt medium defineres i forbrugeraftalelovens § 3, nr. 5 (der ikke foreslås ændret, men som
bliver § 3, nr. 8, jf. lovforslagets § 2, nr. 6), som ethvert middel, som sætter forbrugeren eller
den erhvervsdrivende i stand til at lagre oplysninger rettet personligt til vedkommende med
mulighed for fremtidig anvendelse i en periode afpasset efter oplysningernes formål, og som
giver mulighed for uændret gengivelse af de lagrede oplysninger.
Endvidere fremgår af det foreslåede § 10, stk. 3, at bestemmelsen gælder for tjenesteydelser,
der leveres mod betaling. Det betyder, at bestemmelsen ikke vil gælde, når forbrugerens mod-
ydelse ikke er penge eller et digitalt udtryk for værdi, men personoplysninger.
Forslaget skal ses i sammenhæng med den foreslåede ændring af forbrugeraftalelovens § 18,
stk. 2, nr. 2 (lovforslagets § 2, nr. 27), hvor det foreslås, at de gældende betingelser for, at
forbrugerens fortrydelsesret mistes, når en tjenesteydelse er fuldt udført, fremover kun vil
gælde, når forbrugerens modydelse er penge eller et digitalt udtryk for værdi. De gældende
betingelser om forbrugerens forudgående udtrykkelige samtykke til, at leveringen begynder, og
anerkendelse af, at fortrydelsesretten ophører, når tjenesteydelsen er fuldt udført, vil således
fremover ikke gælde, når forbrugerens modydelse er personoplysninger.
Til nr. 21 og 22 (§ 11, stk. 2)
Forbrugeraftalelovens § 11, stk. 1, fastsætter, at ved aftaler indgået ved fjernsalg, skal de i § 8,
stk. 1, nævnte oplysninger gives eller stilles til rådighed for forbrugeren under anvendelse af
midler, der er tilpasset den anvendte fjernkommunikationsteknik.
Lovens § 11, stk. 2, fastsætter, at hvis en aftale indgås ved anvendelse af en fjernkommunika-
tionsteknik, som kun giver begrænset plads eller tid til at formidle oplysningerne, skal den er-
hvervsdrivende forud for aftalens indgåelse mindst give oplysning om den erhvervsdrivendes
identitet samt de oplysninger, der er nævnt i § 8, stk. 1, nr. 1, 5, 6, 9 og 17. De øvrige oplysnin-
ger, som er nævnt i § 8, stk. 1, skal den erhvervsdrivende formidle til forbrugeren på en pas-
sende måde i overensstemmelse med stk. 1.
Det fremgår af lovens § 8, stk. 1, nr. 9, at den erhvervsdrivende, inden der indgås aftale, skal
give forbrugeren oplysning om, hvorvidt der er fortrydelsesret, og i givet fald betingelser, tids-
frist og procedurer for at gøre fortrydelsesretten gældende, jf. § 20, samt den standardfortrydel-
sesformular, der er angivet i bilag 3 til loven.
192
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Med
nr. 20
foreslås det at ændre
§ 11, stk. 2, 1. pkt.,
således at den erhvervsdrivende forud for
aftalens indgåelse mindst skal give oplysning om sin identitet samt de oplysninger, der er nævnt
i § 8, stk. 1, nr. 1, 6, 7, 11 og 19, med undtagelse af standardfortrydelsesformularen.
Med
nr. 21
foreslås det at ændre
§ 11, stk. 2, 2. pkt.,
således at der efter ”de
øvrige oplysninger,
som er
nævnt i § 8, stk. 1” tilføjes ”herunder standardfortrydelsesformularen”.
Det betyder, at den erhvervsdrivende fremover ikke forud for aftalens indgåelse skal give for-
brugeren oplysning om standardfortrydelsesformularen, hvis en aftale indgås ved anvendelse
af en fjernkommunikationsteknik, som kun giver begrænset plads eller tid til at formidle oplys-
ningerne. Standardfortrydelsesformularen vil fremover høre til de øvrige oplysninger, der efter
§ 11, stk. 2, 2. pkt., jf. stk. 1, skal formidles til forbrugeren på en passende måde. Det er således
tilstrækkeligt, hvis den erhvervsdrivende formidler et link til standardfortrydelsesblanketten
forud for aftalens indgåelse.
Herudover indebærer forslaget en ændring af henvisningen i § 11, stk. 1, 1. pkt., til § 8, stk. 1,
nr. 5, 6, 9 og 17, til en henvisning til § 8, stk. 1, nr. 6, 7, 11 og 19. Ændringen af henvisningen
er en konsekvens som følge af, at lovens § 8, stk. 1, nr. 5, 6, 9 og 17, bliver § 8, stk. 1, nr. 6, 7,
11 og 19 (jf. lovforslagets § 2, nr. 9 og 11).
Med de foreslåede ændringer gennemfører forbrugeraftalelovens § 11, stk. 2, forbrugerret-
tighedsdirektivets artikel 8, stk. 4 (som affattet ved moderniseringsdirektivet artikel 4, nr. 7,
litra a).
Til nr. 23 (§ 12, stk. 1)
Det foreslås at ændre henvisningen i forbrugeraftalelovens
§ 12, stk. 1, 2. pkt.,
til § 8, stk. 1, nr.
5, 6, 17 og 18, til en henvisning til § 8, stk. 1, nr. 6, 7, 19 og 20.
Forslaget er en konsekvensændring som følge af, at lovens § 8, stk. 1, nr. 5, 6, 17 og 18, bliver
§ 8, stk. 1, nr. 6, 7, 19 og 20 (jf. lovforslagets § 2, nr. 9 og 11).
Forslaget medfører ingen indholdsmæssige ændringer.
Til nr. 24 (§ 13, stk. 3)
Forbrugeraftalelovens § 13 fastsætter bl.a., at ved aftaler indgået ved fjernsalg skal den er-
hvervsdrivende inden for rimelig tid efter aftaleindgåelsen og senest ved levering af varen, eller
før leveringen af tjenesteydelsen påbegyndes, give forbrugeren en bekræftelse af aftalen på et
varigt medium.
193
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Det foreslås at indsætte et nyt
§ 13, stk. 3,
om, at hvis en forbruger ønsker, at udførelsen af
tjenesteydelser mod betaling skal påbegyndes inden fortrydelsesfristens udløb, skal den er-
hvervsdrivende kræve, at forbrugeren fremsætter en udtrykkelig anmodning herom, samt an-
mode forbrugeren om at anerkende, at når aftalen er fuldstændig opfyldt af den erhvervsdri-
vende, har forbrugeren ikke længere nogen fortrydelsesret.
Det foreslåede § 13, stk. 3, gennemfører forbrugerrettighedsdirektivets artikel 8, stk. 8 (som
affattet ved moderniseringsdirektivet artikel 4, nr. 7, litra b).
Denne direktivbestemmelse er ikke særskilt gennemført i den gældende forbrugeraftalelov, men
kravet om, at forbrugeren udtrykkeligt skal anmode om, at udførelsen af tjenesteydelsen begyn-
der inden fortrydelsesfristens udløb, fremgår indirekte af den gældende bestemmelse i lovens §
18, stk. 2, nr. 2.
Af den gældende bestemmelse i lovens § 18, stk. 2, nr. 2, fremgår også indirekte kravet om, at
forbrugeren endvidere skal anerkende, at fortrydelsesretten ophører, når tjenesteydelsen er fuldt
udført. Dette krav fremgår derimod ikke at det hidtil gældende artikel 8, stk. 8, i forbrugerret-
tighedsdirektivet, men kravet fremgår efter ændringen heraf af moderniseringsdirektivet.
Det foreslåede § 13, stk. 3, gælder for tjenesteydelser, der leveres mod betaling. Det betyder, at
bestemmelsen ikke vil gælde, når forbrugerens modydelse ikke er penge eller et digitalt udtryk
for værdi, men personoplysninger.
Forslaget skal ses i sammenhæng med den foreslåede ændring af forbrugeraftalelovens § 18,
stk. 2, nr. 2 (lovforslagets § 2, nr. 27), hvor det foreslås, at de gældende betingelser for, at
forbrugerens fortrydelsesret mistes, når en tjenesteydelse er fuldt udført, fremover kun vil
gælde, når forbrugerens modydelse er penge eller et digitalt udtryk for værdi. De gældende
betingelser om forbrugerens forudgående udtrykkelige samtykke til, at leveringen begynder, og
anerkendelse af, at fortrydelsesretten ophører, når tjenesteydelsen er fuldt udført, vil således
fremover ikke gælde, når forbrugerens modydelse er personoplysninger.
Til nr. 25 (§ 17, stk. 1, nr. 8)
Forbrugeraftalelovens § 17 fastsætter, at den erhvervsdrivende, inden der indgås en anden aftale
end en aftale indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted eller en aftale om fjern-
salg, skal give forbrugeren en række oplysninger, medmindre oplysningerne allerede fremgår
tydeligt af sammenhængen.
Til disse oplysninger hører ifølge § 17, stk. 1, nr. 8, hvor det er relevant, funktionaliteten, her-
under gældende tekniske beskyttelsesforanstaltninger, for digitalt indhold.
194
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Det foreslås at ændre
§ 17, stk. 1, nr. 8,
således at der efter digitalt indhold tilføjes digitale
tjenester og varer med digitale elementer.
Med dette forslag fastslås det, at den erhvervsdrivende også skal oplyse forbrugeren om funk-
tionaliteten for digitale tjenester og varer med digitalt indhold.
Funktionalitet skal forstås som evne til at udføre sin funktion i betragtning af formålet hermed,
jf. det foreslåede § 3, nr. 14, som affattet ved lovforslagets § 2, nr. 7.
Digitale tjenester og varer med digitalt indhold skal forstås som i det foreslåede § 3, nr. 11 og
12 (som affattet ved lovforslagets § 2, nr. 7).
Med den foreslåede ændring gennemfører forbrugeraftalelovens § 17, stk. 1, nr. 8, forbruger-
rettighedsdirektivets artikel 5, stk. 1, litra g (som affattet ved moderniseringsdirektivet artikel
4, nr. 3, litra b).
Til nr. 26 (§ 17, stk. 1, nr. 9)
Forbrugeraftalelovens § 17 fastsætter, at den erhvervsdrivende, inden der indgås en anden aftale
end en aftale indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted eller en aftale om fjern-
salg, skal give forbrugeren en række oplysninger, medmindre oplysningerne allerede fremgår
tydeligt af sammenhængen.
Til disse oplysninger hører ifølge § 17, stk. 1, nr. 9, hvor det er relevant, det digitale indholds
evne til at fungere sammen med hardware og software, i henhold til hvad den erhvervsdrivende
ved eller med rimelighed burde have vidst.
Det foreslås at ændre
§ 17, stk. 1, nr. 9,
således at ”det
digitale indholds evne til at fungere
sammen med hardware og software”
ændres til ”kompatibiliteten og interoperabiliteten af di-
gitalt indhold, digitale tjenester og varer med digitale elementer”.
Kompatibilitet skal forstås som evne til at fungere med hardware eller software, med hvilket
digitalt indhold eller digitale tjenester af samme type normalt anvendes, uden at det er nødven-
digt at konvertere det digitale indhold eller den digitale tjeneste, jf. det foreslåede § 3, nr. 13
(som affattet ved lovforslagets § 2, nr. 7).
Interoperabilitet skal forstås som evne til at fungere med hardware eller software, der adskiller
sig fra den, som digitalt indhold eller digitale tjenester af samme type normalt anvendes med,
jf. det foreslåede § 3, nr. 15 (som affattet ved lovforslagets § 2, nr. 7).
Med forslaget om at indsætte ordene kompatibilitet og interoperabilitet uddybes, hvad der ligger
i kravet om at oplyse om evnen til at fungere sammen med hardware og software.
195
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Med forslaget om at indsætte digitale tjenester og varer med digitale elementer fastslås det
samtidig, at den erhvervsdrivende også skal oplyse forbrugeren om kompatibiliteten og inter-
operabiliteten for digitale tjenester og varer med digitale elementer.
Digitale tjenester og varer med digitale elementer skal forstås som i de foreslåede § 3, nr. 11 og
12 (som affattet ved lovforslagets § 2, nr. 7).
Med den foreslåede ændring gennemfører forbrugeraftalelovens § 17, stk. 1, nr. 9, forbruger-
rettighedsdirektivets artikel 5, stk. 1, litra h (som affattet ved moderniseringsdirektivet artikel
4, nr. 3, litra b).
Til nr. 27 (§ 18, stk. 2, nr. 2)
Forbrugeraftalelovens § 18, stk. 1, fastslår, at forbrugeren kan træde tilbage fra aftalen (fortry-
delsesret) i overensstemmelse med reglerne i lovens kapitel 4 ved aftaler om fjernsalg og ved
aftaler indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted.
Forbrugeraftalelovens § 18, stk. 2, opregner en række aftaler mv., hvor reglerne i lovens kapitel
4 om forbrugerens fortrydelsesret dog ikke gælder.
Det fremgår af § 18, stk. 2, nr. 2, at fortrydelsesretten ikke gælder for udførte ikke-finansielle
tjenesteydelser, hvis leveringen af tjenesteydelsen er påbegyndt med forbrugerens forudgående
udtrykkelige samtykke og anerkendelse af, at fortrydelsesretten ophører, når tjenesteydelsen er
fuldt udført.
Det foreslås i
§ 18, stk. 2, nr. 2,
efter ”leveringen af tjenesteydelsen” at indsætte ”ikke sker mod
betaling eller”.
Forslaget betyder, at forbrugeren ikke har fortrydelsesret ved udførte ikke-finansielle tjeneste-
ydelser, når forbrugerens modydelse ikke er penge eller et digitalt udtryk for værdi, men per-
sonoplysninger.
Ved aftaler om levering af ikke-finansielle tjenesteydelser, hvor forbrugerens modydelse er
personoplysninger, gælder der således ikke noget krav om, at forbrugeren udtrykkeligt skal
anmode om, at leveringen begynder før fortrydelsesfristens udløb, eller om, at forbrugeren skal
anerkende, at fortrydelsesretten ophører, når tjenesteydelsen er fuldt udført. Når forbrugerens
modydelse er personoplysninger, ophører fortrydelsesretten altid, når tjenesteydelsen er fuldt
udført.
Det beror på den databeskyttelsesretlige lovgivning, herunder databeskyttelsesforordningen,
hvilke rettigheder forbrugeren i givet fald har med hensyn til de afgivne personoplysninger,
196
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
herunder en eventuel ret til at kræve, at den erhvervsdrivende ophører med at behandle de af-
givne personoplysninger.
Med den foreslåede ændring gennemfører forbrugeraftalelovens § 18, stk. 2, nr. 2, forbruger-
rettighedsdirektivets artikel 16, stk. 1, litra a (som affattet ved moderniseringsdirektivet artikel
4, nr. 12, litra a, nr. i).
Til nr. 28 (§ 18, stk. 2, nr. 13)
Forbrugeraftalelovens § 18, stk. 1, fastslår, at forbrugeren kan træde tilbage fra aftalen (fortry-
delsesret) i overensstemmelse med reglerne i lovens kapitel 4 ved aftaler om fjernsalg og ved
aftaler indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted.
Forbrugeraftalelovens § 18, stk. 2, opregner en række aftaler mv., hvor reglerne i lovens kapitel
4 om forbrugerens fortrydelsesret dog ikke gælder.
Det fremgår af § 18, stk. 2, nr. 13, at fortrydelsesretten ikke gælder for levering af digitalt ind-
hold, som ikke leveres på et fysisk medium, hvis udførelsen er påbegyndt med forbrugerens
forudgående udtrykkelige samtykke og anerkendelse af, at vedkommende dermed mister sin
fortrydelsesret.
Det foreslås at ændre
§ 18, stk. 2, nr. 13,
således fortrydelsesretten ikke gælder for digitalt
indhold, som ikke leveres på et fysisk medium, hvis leveringen af det digitale indhold ikke sker
mod betaling (litra
a),
eller hvis udførelsen er påbegyndt med forbrugerens forudgående ud-
trykkelige samtykke og anerkendelse af, at vedkommende dermed mister sin fortrydelsesret, og
den erhvervsdrivende har givet en bekræftelse i overensstemmelse med § 10, stk. 2, 2. pkt.,
eller § 13, stk. 2, 2. pkt. (litra
b).
Forslaget betyder, at forbrugeren ikke har fortrydelsesret, når levering af digitalt indhold er
begyndt i tilfælde, hvor forbrugerens modydelse ikke er penge eller et digitalt udtryk for værdi,
men personoplysninger.
Ved aftaler om levering af digitalt indhold, hvor forbrugerens modydelse er personoplysninger,
gælder der således ikke noget krav om, at forbrugeren udtrykkeligt skal anmode om, at leverin-
gen begynder før fortrydelsesfristens udløb, eller om, at forbrugeren skal anerkende, at fortry-
delsesretten mistes, når leveringen af det digitale indhold begynder. Når forbrugerens mod-
ydelse er personoplysninger, ophører fortrydelsesretten altid, når levering af digitalt indhold,
som ikke leveres på et fysisk medium, begynder.
Det beror på den databeskyttelsesretlige lovgivning, herunder databeskyttelsesforordningen,
hvilke rettigheder forbrugeren i givet fald har med hensyn til de afgivne personoplysninger,
197
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
herunder en eventuel ret til at kræve, at den erhvervsdrivende ophører med at behandle de af-
givne personoplysninger.
Forslaget betyder endvidere, at der i tilfælde, hvor forbrugerens modydelse er penge eller et
digitalt udtryk for værdi, ud over de gældende krav om forbrugerens udtrykkelige anmodning
om, at levering af det digitale indhold begynder før fortrydelsesfristens udløb, og anerkendelse
af, at fortrydelsesretten dermed mistes, udtrykkeligt stilles krav om, at den erhvervsdrivende
har givet en bekræftelse i overensstemmelse med § 10, stk. 2, 2. pkt., eller § 13, stk. 2, 2. pkt.
(som affattet ved lovforslagets § 2, nr. 19).
Når digitalt indhold leveres mod betaling, mistes fortrydelsesretten kun, når alle tre betingelser
–
udtrykkelig anmodning om levering før fortrydelsesfristens udløb, anerkendelse af, at fortry-
delsesretten derved mistes, og den erhvervsdrivendes bekræftelse
–
er opfyldt.
Det foreslåede § 18, stk. 2, nr. 13, gennemfører forbrugerrettighedsdirektivets artikel 16, stk. 1,
litra m (som affattet ved moderniseringsdirektivet artikel 4, nr. 12, litra a, nr. ii).
Til nr. 29 (§ 19, stk. 3 og 4, § 24, stk. 5, og § 34, stk. 1)
Det foreslås at ændre henvisningerne i forbrugeraftalelovens
§ 19, stk. 3, 1. pkt.,
og
stk. 4, § 24,
stk. 5, 2. pkt.,
og
§ 34, stk. 1,
til lovens § 8, stk. 1, nr. 9, til henvisninger til § 8, stk. 1, nr. 11.
Forslaget er en konsekvensændring som følge af, at lovens § 8, stk. 1, nr. 9, bliver § 8, stk. 1,
nr. 11 (jf. lovforslagets § 2, nr. 11).
Forslaget medfører ingen indholdsmæssige ændringer.
Til nr. 30 (§ 22 a)
Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i forbrugeraftalelovens
§ 22 a
om den erhvervsdriv-
endes forpligtelser, når forbrugeren udøver sin fortrydelsesret og træder tilbage fra en aftale om
levering af digitalt indhold eller en digital tjeneste.
Den foreslåede bestemmelse supplerer forbrugeraftalelovens § 22 (der ikke foreslås ændret),
hvor § 22, stk. 1 og 2, om tilbagebetaling også gælder ved tilbagetræden fra en aftale om leve-
ring af digitalt indhold eller en digital tjeneste. § 22, stk. 3 og 4, om leveringsomkostninger og
returnering af varer vil derimod generelt ikke være relevante ved aftaler om levering af digitalt
indhold eller en digital tjeneste.
Den foreslåede bestemmelse svarer til købelovens § 78 d, stk. 1-3, om sælgerens særlige for-
pligtelser efter ophævelse af et køb vedrørende digitalt indhold eller en digital tjeneste.
198
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Det foreslås i
stk. 1, nr. 1,
at ved tilbagetræden fra en aftale om levering af digitalt indhold eller
en digital tjeneste skal den erhvervsdrivende for så vidt angår personoplysninger opfylde de
forpligtelser, der gælder i henhold til databeskyttelsesforordningen.
Det betyder eksempelvis, at den erhvervsdrivende er forpligtet til at ophøre med at behandle
personoplysninger vedrørende forbrugeren, i det omfang hjemmelsgrundlaget for behandlingen
er forbrugerens samtykke, jf. forordningens artikel 6, stk. 1, litra a.
Som et andet eksempel kan nævnes, at forbrugeren efter de nærmere regler i forordningens
artikel 20 kan udøve sin ret til dataportabilitet, dvs. retten til i et struktureret, almindeligt an-
vendt og maskinlæsbart format at modtage personoplysninger om sig selv, som vedkommende
har givet til den erhvervsdrivende.
Det foreslås i stk. 1,
nr. 2,
at den erhvervsdrivende endvidere skal afholde sig fra at anvende
nogen form for indhold, bortset fra personoplysninger, som forbrugeren har afgivet eller gene-
reret ved brug af det digitale indhold eller den digitale tjeneste.
Det betyder, at den erhvervsdrivende som udgangspunkt skal ophøre med at anvende andet
indhold end personoplysninger, som forbrugeren har afgivet eller genereret ved brug af det
digitale indhold eller den digitale tjeneste. Der foreslås dog fire undtagelser hertil.
Det foreslås således i stk. 1, nr. 2,
litra a,
at forbuddet mod at anvende indhold afgivet eller
genereret af forbrugeren ikke gælder indhold, der ikke kan anvendes uden for rammerne af det
digitale indhold eller den digitale tjeneste.
Forbuddet gælder endvidere ikke indhold, der kun vedrører forbrugerens aktivitet i forbindelse
med brug af det digitale indhold eller den digitale tjeneste, jf.
litra b.
Forbuddet gælder endvidere ikke indhold, der er blevet sammenlagt med andre oplysninger fra
den erhvervsdrivende og ikke kan udskilles eller kun med en uforholdsmæssigt stor indsats, jf.
litra c.
Endelig gælder forbuddet ikke indhold, der er genereret af forbrugeren og andre i fællesskab,
hvis andre forbrugere fortsat kan gøre brug af indholdet, jf.
litra d.
Det foreslås i
stk. 2,
at den erhvervsdrivende på forbrugerens anmodning skal stille ethvert ind-
hold, der ikke er personoplysninger, og som forbrugeren har afgivet eller genereret ved brug af
det digitale indhold eller den digitale tjeneste, til rådighed for forbrugeren, medmindre indhol-
det er omfattet af stk. 1, nr. 2, litra a-c. Forbrugeren er berettiget til at downloade dette digitale
indhold gratis, uden hindringer fra den erhvervsdrivende, inden for en rimelig frist og i et al-
mindeligt anvendt og maskinlæsbart format.
199
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Det foreslåede stk. 2 supplerer databeskyttelsesforordningens regler om dataportabilitet med
hensyn til personoplysninger, idet det foreslåede stk. 2 angår indhold, der ikke er personoplys-
ninger.
Det foreslåede stk. 2 indebærer, at forbrugeren efter tilbagetræden fra en aftale om levering af
digitalt indhold eller en digital tjeneste har ret til på anmodning at få stillet indhold, der ikke er
personoplysninger, og som forbrugeren har afgivet eller genereret ved brug af det digitale ind-
hold eller den digitale tjeneste, til rådighed i et almindeligt anvendt og maskinlæsbart format.
Dette skal ske gratis, uden hindringer fra den erhvervsdrivende og inden for en rimelig frist.
Sådant indhold kan f.eks. omfatte digitale billeder, video- og lydfiler og indhold, der er gene-
reret på mobile enheder.
At den erhvervsdrivende på anmodning skal stille sådant indhold til rådighed gratis, betyder, at
forbrugeren ikke må afkræves betaling eller påføres særlige udgifter i forbindelse hermed. Det
er imidlertid tilstrækkeligt, at den erhvervsdrivende giver forbrugeren fri mulighed for at down-
loade indholdet via internettet, selv om forbrugeren dermed kun vil kunne få adgang til indhol-
det, hvis forbrugeren for egen regning har eller får etableret adgang til internettet.
Det foreslås i
stk. 3,
at den erhvervsdrivende kan forhindre forbrugerens fortsatte brug af det
digitale indhold eller den digitale tjeneste, navnlig ved at gøre det digitale indhold eller den
digitale tjeneste utilgængelig for forbrugeren eller ved at gøre forbrugerens konto inaktiv, uden
at det berører forbrugerens rettigheder efter stk. 2.
Det betyder, at den erhvervsdrivende efter forbrugeren tilbagetræden fra en aftale om levering
af digitalt indhold eller en digital tjeneste har ret til at forhindre forbrugerens brug af det digitale
indhold eller den digitale tjeneste. Den erhvervsdrivende kan herunder gøre det digitale indhold
eller den digitale tjeneste utilgængelig for forbrugeren eller gøre forbrugerens konto inaktiv.
Den erhvervsdrivende skal dog fortsat på forbrugeren anmodning stille ethvert indhold, der ikke
er personoplysninger, og som forbrugeren har afgivet eller genereret ved brug af det digitale
indhold eller den digitale tjeneste, til rådighed for forbrugeren, jf. det foreslåede stk. 2.
Det foreslåede stk. 3 viger også for databeskyttelsesforordningens bestemmelser, herunder be-
stemmelser om dataportabilitet.
Det foreslåede § 22 a gennemfører forbrugerrettighedsdirektivets artikel 13, stk. 4-8 (som af-
fattet ved moderniseringsdirektivet artikel 4, nr. 10).
Til nr. 31 (§ 24, stk. 2)
200
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Det foreslås at ændre henvisningen i forbrugeraftalelovens
§ 24, stk. 2,
til lovens § 8, stk. 1, nr.
12, til en henvisning til § 8, stk. 1, nr. 14.
Forslaget er en konsekvensændring som følge af, at lovens § 8, stk. 1, nr. 12, bliver § 8, stk. 1,
nr. 14 (jf. lovforslagets § 2, nr. 11).
Forslaget medfører ingen indholdsmæssige ændringer.
Til nr. 32 (§ 24 a)
Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i forbrugeraftalelovens
§ 24 a
om forbrugerens
forpligtelser, når denne udøver sin fortrydelsesret og træder tilbage fra en aftale om levering af
digitalt indhold eller en digital tjeneste.
Den foreslåede bestemmelse svarer til købelovens § 78 d, stk. 4, om køberens særlige forplig-
telser efter ophævelse af et køb vedrørende digitalt indhold eller en digital tjeneste.
Det foreslås, at ved tilbagetræden fra en aftale om levering af digitalt indhold eller en digital
tjeneste skal forbrugeren afholde sig fra at anvende det digitale indhold eller den digitale tjene-
ste og fra at stille det eller den til rådighed for tredjemand.
Det foreslåede § 24 a gennemfører forbrugerrettighedsdirektivets artikel 14, stk. 2 a (som affat-
tet ved moderniseringsdirektivet artikel 4, nr. 11, litra a).
Til nr. 33 (§ 25, stk. 1, nr. 1)
Forbrugeraftalelovens § 25, stk. 1, fastsætter, at ved tilbagetræden fra en tjenesteydelsesaftale
kan forbrugeren pålægges at betale for den del af ydelsen, som allerede er leveret, hvis aftalens
opfyldelse på forbrugerens udtrykkelige anmodning er påbegyndt inden fortrydelsesfristens ud-
løb (nr. 1) og den erhvervsdrivende godtgør, at forbrugeren er blevet oplyst om fortrydelsesret-
ten og om det beløb, der skal betales, jf. § 8, stk. 1, nr. 9 og 13, og § 14, stk. 1, nr. 10 og 12 (nr.
2).
Forbrugeraftalelovens § 25, stk. 1, angår tilfælde, hvor forbrugeren i medfør af lovens §§ 18-
20 udøver sin fortrydelsesret. Bestemmelsen fastslår, i hvilket omfang forbrugeren skal betale
for den del af en tjenesteydelse, som allerede er leveret på det tidspunkt, hvor forbrugeren udø-
ver sin fortrydelsesret.
For at forbrugeren skal være forpligtet til at betale, kræves det bl.a., at aftalens opfyldelse på
forbrugerens udtrykkelige anmodning er påbegyndt inden fortrydelsesfristens udløb, jf. § 25,
stk. 1, nr. 1.
201
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
2429073_0204.png
§ 25, stk. 1, gennemfører forbrugerrettighedsdirektivets artikel 14, stk. 3, 1. pkt., og stk. 4, litra
a, der med hensyn til forbrugerens anmodning om, at leveringen påbegyndes inden fortrydel-
sesfristens udløb, henviser til direktivets artikel 7, stk. 3, og artikel 8, stk. 8. Der er også henvist
hertil i forarbejderne til § 25, stk. 1 (jf. Folketingstidende 2013-14, A, L 39 som fremsat, side
159).
Der foreslås som noget nyt en særskilt gennemførelse af forbrugerrettighedsdirektivets artikel
7, stk. 3, og artikel 8, stk. 8 (som affattet ved moderniseringsdirektivet artikel 4, nr. 6, og nr. 7,
litra b), jf. lovforslagets § 2, nr. 20 og 24 (forslag til forbrugeraftalelovens § 10, stk. 3, og § 13,
stk. 3).
I konsekvens heraf foreslås det i
§ 25, stk. 1, nr. 1,
at indsætte en henvisning til de foreslåede
nye bestemmelser i § 10, stk. 3, og § 13, stk. 3.
Forslaget betyder, at det udtrykkeligt vil fremgå af forbrugeraftalelovens § 25, stk. 1, nr. 1, at
lovens § 10, stk. 3, og § 13, stk. 3, indeholder nærmere regler om forbrugerens anmodning om,
at levering af en tjenesteydelse begynder inden fortrydelsesfristens udløb.
Til nr. 34 (§ 25, stk. 1, nr. 2)
Det foreslås at ændre henvisningen i forbrugeraftalelovens
§ 25, stk. 1, nr. 2,
til lovens § 8, stk.
1, nr. 9 og 13, til en henvisning til § 8, stk. 1, nr. 11 og 15.
Forslaget er en konsekvensændring som følge af, at lovens § 8, stk. 1, nr. 9 og 13, bliver § 8,
stk. 1, nr. 11 og 15 (jf. lovforslagets § 2, nr. 11).
Forslaget medfører ingen indholdsmæssige ændringer.
Til nr. 35 (overskriften til kapitel 11)
Forbrugeraftalelovens kapitel 11 indeholder en bestemmelse om lovens ufravigelighed (§ 33)
og en bestemmelse om straf (§ 34).
Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i kapitel 11 om Forbrugerombudsmandens tilsyn
med overholdelsen af loven (§ 33 a, jf. lovforslagets § 2, nr. 36).
I konsekvens heraf foreslås det at indsætte ”tilsyn” i overskriften til
kapitel 11.
Til nr. 36 (§ 33 a)
Det foreslås at indsætte en ny
§ 33 a
om Forbrugerombudsmandens tilsyn med overholdelsen
af loven.
202
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
2429073_0205.png
Det foreslås, at Forbrugerombudsmanden fører tilsyn med overholdelsen af loven, og at tilsynet
føres efter markedsføringslovens regler.
Forslaget indebærer, at Forbrugerombudsmandens tilsyn er underlagt et forhandlingsprincip
(markedsføringslovens § 28), og at Forbrugerombudsmanden får mulighed for at indbringe sa-
ger om forbud og påbud for retten (markedsføringslovens § 32, stk. 1, jf. § 24, stk. 1), ligesom
Forbrugerombudsmanden vil kunne nedlægge foreløbige forbud (markedsføringslovens § 36)
o
g meddele administrative påbud (markedsføringslovens § 32, stk. 2-5, og § 28, stk. 2). Der vil
også være mulighed for, at Forbrugerombudsmanden kan udstede retningslinjer (markedsfø-
ringslovens § 29), indhente tilsagn (markedsføringslovens § 28, stk. 2) og afgive forhåndsbe-
sked (markedsføringslovens § 30).
Forbrugerombudsmanden har efter gældende ret hjemmel til at gribe ind over for overtrædelser
af den civilretlige forbrugerbeskyttelseslovgivning i medfør af god skik-reglen i markedsfø-
ringslovens § 3, jf. Højesterets dom i UfR 2013.2941H. Den foreslåede tilsynsbestemmelse er
en kodificering af gældende ret, og ændrer ikke på Forbrugerombudsmandens generelle tilsyns-
adgang i medfør af kravet om, at erhvervsdrivende skal overholde kravet om god markedsfø-
ringsskik, som fastslået af Højesteret.
Til nr. 37 (§ 34, stk. 1)
Forbrugeraftalelovens § 34, stk. 1, fastsætter, at den erhvervsdrivendes overtrædelse af lovens
§ 4, stk. 1, § 8, stk. 1, nr. 9, § 14, stk. 1, nr. 10, og § 28, stk. 3, straffes med bøde.
Strafbestemmelsen angår forbuddet mod uanmodet henvendelse (uanmodet telefon- og dørsalg)
(§ 4, stk. 1), oplysningspligten om, hvorvidt der er fortrydelsesret, og i givet fald betingelser,
tidsfrist og fremgangsmåde ved brug af fortrydelsesretten (§ 8, stk. 1. nr. 9, og § 14, stk. 1, nr.
10) og pligten til at medtage bestemmelse om opsigelsesadgang i standardformularer om lø-
bende levering af varer og tjenesteydelser (§ 28, stk. 3).
Den erhvervsdrivendes overtrædelse af dette forbud eller disse pligter kan således straffes med
bøde.
Det foreslås at ændre forbrugeraftalelovens
§ 34, stk. 1,
således at den erhvervsdrivendes over-
trædelse af lovens § 8, stk. 1, nr. 1-5, 8-13 og 16-24, §§ 10 og 11, § 13, § 14, stk. 1, nr. 10, §
17, stk. 1, og § 28, stk. 3, eller opkrævning af betaling i strid med § 30 og § 31, stk. 1 og 3,
straffes med bøde.
Strafbestemmelsen i § 34, stk. 1, omfatter herefter dels den erhvervsdrivendes overtrædelse af
en række nærmere opregnede bestemmelser i loven, dels den erhvervsdrivendes opkrævning af
betaling i strid med § 30 og § 31, stk. 1 og 3.
203
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Med forslaget videreføres strafsanktioneringen af de bestemmelser i loven, der i dag er straf-
sanktioneret, dvs. § 4, stk. 1, § 8, stk. 1, nr. 9, der bliver nr. 11 (jf. lovforslagets § 1, nr. 11), §
14, stk. 1, nr. 10, og § 28, stk. 3.
Svarende til den hidtidige gældende § 34, stk. 1, videreføres det, at strafsanktioneringen for
overtrædelse af pligten efter bestemmelserne i § 8, stk. 1, nr. 9 og § 14, stk. 1, nr. 10, kun
omfatter pligten til at give oplysning om
eksistensen
af en fortrydelsesret. Overtrædelse af plig-
ten til at oplyse om betingelser, tidsfrister og procedurer for at gøre denne gældende er således
ikke strafsanktioneret efter forbrugeraftalelovens § 34.
Med udvidelsen af strafbestemmelsen vil der også kunne straffes for ikke at oplyse om, at for-
trydelsesretten ikke finder anvendelse, jf. § 8, stk. 1, nr. 10 og 11. Forholdet er fuldbyrdet, når
en erhvervsdrivende ikke forud for aftaleindgåelsen har oplyst forbrugeren, om der er en for-
trydelsesret eller ej. Den erhvervsdrivende kan således ikke undgå strafansvaret for tilsidesæt-
telse af oplysningspligten ved efter aftaleindgåelsen at tilbyde forbrugeren en fortrydelsesret.
Med forslaget udvides strafsanktioneringen endvidere til også at omfatte den erhvervsdrivendes
overtrædelse af lovens § 8, stk. 1, nr. 1-5, 8, 12-13 og 16-24 (hidtidige § 8, stk. 1, nr. 1-4, 7, 8,
10, 11 og 14-22), § 8 a, §§ 10 og 11, § 13, § 17, stk. 1, § 22 a og den erhvervsdrivendes op-
krævning af betaling i strid med lovens § 30 og § 31, stk. 1 og 3.
Udvidelsen af strafsanktioneringen angår følgende forhold:
- Oplysningspligten om varens eller tjenesteydelsens vigtigste egenskaber (§ 8, stk. 1, nr. 1),
den erhvervsdrivendes identitet og fysiske adresse mv. (§ 8, stk. 1, nr. 2, som affattet ved lov-
forslagets § 2, nr. 8), andre onlinekommunikationsmidler, som den erhvervsdrivende giver ad-
gang til (§ 8, stk. 1, nr. 3, som affattet ved lovforslagets § 2, nr. 9), identitet og fysisk adresse
på den erhvervsdrivende, som der handles på vegne af (§ 8, stk. 1, nr. 4 (hidtidige nr. 3)), fysisk
adresse på den erhvervsdrivendes forretningssted, hvortil forbrugeren kan indgive eventuelle
klager (§ 8, stk. 1, nr. 5 (hidtidige nr. 4), som affattet ved lovforslagets § 2, nr. 10), i givet fald
at prisen blev personaliseret på grundlag af automatiseret beslutningstagning (§ 8, stk. 1, nr. 8,
som affattet ved lovforslagets § 2, nr. 11), eventuelle omkostninger for forbrugeren ved anven-
delse af den pågældende fjernkommunikationsteknik til indgåelse af aftalen, når de beregnes
efter en anden takst end grundtaksten (§ 8, stk. 1, nr. 9 (hidtidige nr. 7)), vilkår om betaling,
levering og opfyldelse mv. (§ 8, stk. 1, nr. 10 (hidtidige nr. 8)), hvor fortrydelsesretten ikke
finder anvendelse, at forbrugeren ikke vil kunne gøre fortrydelsesretten gældende (§ 8, stk. 1,
nr. 12 (hidtidige nr. 10)), under hvilke omstændigheder forbrugeren mister sin fortrydelsesret
(§ 8, stk. 1, nr. 13 (hidtidige nr. 11)), at købelovens mangelsregler kan finde anvendelse (§ 8,
stk. 1, nr. 16 (hidtidige nr. 14)), eftersalgskundebistand, eftersalgsservice og handelsmæssige
garantier (§ 8, stk. 1, nr. 17 (hidtidige nr. 15)), relevante adfærdskodeks (§ 8, stk. 1, nr. 18
204
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
(hidtidige nr. 16)), aftalens varighed eller for tidsubestemte aftaler eller for aftaler, der forlæn-
ges automatisk, betingelserne for at opsige aftalen (§ 8, stk. 1, nr. 19 (hidtidige nr. 17)), mini-
mumsvarigheden af forbrugerens forpligtelser i henhold til aftalen (§ 8, stk. 1, nr. 20 (hidtidige
nr. 18)), forskud eller andre finansielle garantier, som forbrugeren skal betale eller stille (§ 8,
stk. 1, nr. 21 (hidtidige nr. 19)), funktionaliteten for digitalt indhold, digitale tjenester og varer
med digitale elementer (§ 8, stk. 1, nr. 22 (hidtidige nr. 20), som affattet ved lovforslagets § 2,
nr. 12), kompatibiliteten og interoperabiliteten af digitalt indhold, digitale tjenester og varer
med digitale elementer (§ 8, stk. 1, nr. 23 (hidtidige nr. 21), som affattet ved lovforslagets § 2,
nr. 13), og klageadgang og fremgangsmåden ved klage (§ 8, stk. 1, nr. 24 (hidtidige nr. 22)).
- Oplysningspligter for onlinemarkedspladser (§ 8 a, som affattet ved lovforslagets § 2, nr. 16).
- Formelle krav ved aftaler indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted (§ 10, som
affattet ved lovforslagets § 2, nr. 19 og 20).
- Formelle krav for aftaler om fjernsalg (§ 11 og § 13, som affattet ved lovforslagets § 2, nr. 21-
24).
- Oplysningspligt ved andre aftaler end aftaler om fjernsalg eller aftaler indgået uden for den
erhvervsdrivendes forretningssted (§ 17, stk. 1, som affattet ved lovforslagets § 2, nr. 8, 25 og
26).
- Pligt til i tilfælde af forbrugerens udnyttelse af fortrydelsesretten at afholde sig fra at anvende
digitalt indhold afgivet af forbrugeren og stille det til rådighed for forbrugeren (§ 22 a, som
affattet ved lovforslagets § 2, nr. 30).
- Opkrævning af betaling i strid med reglen om, at forbrugeren ikke er forpligtet til at betale
mere end almindelig telefontakst for at bruge den erhvervsdrivendes telefontjeneste (§ 30), reg-
len om, at den erhvervsdrivende kun kan kræve betaling for ydelser, der ligger ud over hoved-
ydelsen, hvis forbrugeren inden aftaleindgåelsen har givet udtrykkeligt samtykke hertil (§ 31,
stk. 1), og reglen om, at et gebyr for modtagelse af udenlandske kontanter ikke må overstige de
udgifter, som den erhvervsdrivende afholder i forbindelse hermed (§ 31, stk. 3).
En overtrædelse af strafbestemmelsen om opkrævning af betaling i strid med de nævnte regler
er fuldbyrdet, når den erhvervsdrivende eller nogen, der handler på dennes vegne, har anmodet
forbrugeren om betaling af et beløb i strid med de nævnte regler. Det er uden betydning, om
forbrugeren har betalt det pågældende beløb. Strafbestemmelsen er også overtrådt, hvis den
erhvervsdrivende eller nogen, der handler på dennes vegne, uden forudgående anmodning til
forbrugeren om betaling har trukket beløbet på et betalingsmiddel, som forbrugeren har oplyst
eller anvendt.
205
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Tilregnelseskravet er uændret forsæt eller uagtsomhed, jf. straffelovens § 19, og der kan pålæg-
ges selskaber mv. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel, jf.
forbrugeraftalelovens § 34, stk. 3 (der ikke foreslås ændret).
Strafferammen er uændret bøde. Der gælder ikke nogen øvre grænse for, hvilken bøde der kan
idømmes.
Ved udmåling af bøden gælder reglerne i straffelovens 10. kapitel om straffens fastsættelse samt
straffelovens § 51, stk. 3, om udmåling af bøde.
Ved udmåling af bøden skal der således bl.a. lægges vægt på lovovertrædelsens grovhed, jf.
straffelovens § 80, stk. 1, herunder omfanget og varigheden af overtrædelsen.
Det skal endvidere i almindelighed indgå som en skærpende omstændighed, at gerningsmanden
tidligere er straffet af betydning for sagen, jf. straffelovens § 81, nr. 1.
Det skal endvidere i almindelighed indgå som en formildende omstændighed, at gerningsman-
den har genoprettet eller søgt at genoprette den skade, der er forvoldt ved den strafbare hand-
ling, jf. straffelovens § 82, nr. 11.
Ved fastsættelsen af bøden skal der endvidere inden for de grænser, som lovovertrædelsens
beskaffenhed og de i straffelovens § 80 nævnte omstændigheder tilsteder, tages særligt hensyn
til den skyldiges betalingsevne og til den opnåede eller tilsigtede fortjeneste eller besparelse, jf.
straffelovens § 51, stk. 3.
Er den erhvervsdrivende straffet i udlandet for samme overtrædelse, gælder princippet om ne
bis in idem, jf. straffelovens § 10 a.
Er den erhvervsdrivende i udlandet pålagt en ikkestrafferetlig sanktion i anledning af samme
overtrædelse, kan det tillægges formildende betydning ved straffens udmåling, jf. herved prin-
cippet i straffelovens § 82, nr. 12, om andre følger, der kan sidestilles med straf, og straffelovens
§ 10 b om hensyntagen til sanktioner pålagt i udlandet.
Endvidere gælder de øvrige bestemmelser i straffelovens §§ 81 og 82 om henholdsvis skær-
pende og formildende omstændigheder. Det bemærkes, at bestemmelserne ikke er udtøm-
mende, og at der afhængig af den konkrete sags omstændigheder kan tages hensyn til andre
skærpende eller formildende omstændigheder.
Det bemærkes, at forbrugeraftaleloven ikke er territorialt begrænset. Strafbestemmelsen i lo-
vens § 34, stk. 1, omfatter således f.eks. også handlinger, der begås i udlandet og/eller mod
206
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
udenlandske forbrugere, forudsat at handlingen er undergivet dansk straffemyndighed efter
straffelovens §§ 6-9 a.
Dansk straffemyndighed omfatter navnlig tilfælde, hvor handlingen er foretaget i den danske
stat, jf. straffelovens § 6, nr. 1.
Dansk straffemyndighed omfatter endvidere bl.a. handlinger, som foretages i en fremmed stat
af en person, der på tidspunktet for sigtelsen har dansk indfødsret, er bosat i den danske stat
eller har lignende fast ophold her i landet, hvis handlingen også er strafbar efter lovgivningen
på gerningsstedet (dobbelt strafbarhed), jf. straffelovens § 7, stk. 1, nr. 1.
Reglerne om dansk straffemyndighed gælder også for juridiske personer. For så vidt angår ju-
ridiske personer anses handlinger for foretaget, hvor den eller de handlinger, som medfører
ansvar for den juridiske person, er foretaget, jf. straffelovens § 9, stk. 1, nr. 2. Hvad angår § 7,
stk. 1, nr. 1, omfatter denne bestemmelse juridiske personer med hjemsted i Danmark.
Til nr. 38 (§ 34, stk. 4)
Forbrugeraftalelovens § 34, stk. 1 (som affattet ved lovforslagets § 2, nr. 37), fastsætter straf af
bøde for den erhvervsdrivendes overtrædelse af en række af lovens bestemmelser.
Endvidere fastsætter lovens § 34, stk. 2 (der ikke foreslås ændret), straf af bøde for den er-
hvervsdrivendes grove eller oftere gentagne overtrædelse af visse af lovens bestemmelser.
Der kan pålægges selskaber mv. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens
5. kapitel, jf. lovens § 34, stk. 3 (der ikke foreslås ændret).
Det foreslås at indsætte et nyt
§ 34, stk. 4,
om udmåling af bøde for udbredte overtrædelser,
herunder udbredte overtrædelser med EU-dimension.
Det foreslås, at der ved udmåling af bøde for overtrædelser, der kan skade de kollektive inte-
resser for forbrugere i mindst to andre medlemsstater ud over Danmark, kan bøden maksimalt
udgøre 4 pct. af den erhvervsdrivendes årlige omsætning i de berørte medlemsstater. Hvis op-
lysninger om den erhvervsdrivendes omsætning ikke er tilgængelige, kan bøden maksimalt ud-
gøre 2 mio. euro.
Det betyder, at når en erhvervsdrivende under en straffesag i Danmark dømmes for en udbredt
overtrædelse, herunder en udbredt overtrædelse med EU-dimension, som defineret i Europa-
Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/2394 af 12. december 2017 om samarbejde mel-
lem nationale myndigheder med ansvar for håndhævelse af lovgivning om forbrugerbeskyttelse
(håndhævelsesforordningen), kan der maksimalt pålægges den erhvervsdrivende en bøde på 4
207
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
pct. af den erhvervsdrivendes årlige omsætning i de berørte medlemsstater. Bestemmelsen fast-
sætter således en bødestrafferamme, der kan gå fra 0-4 pct. af den erhvervsdrivendes årlige
omsætning. Er oplysninger om den erhvervsdrivendes årlige omsætning i de berørte medlems-
stater ikke tilgængelige, kan der maksimalt pålægges en bøde på 2 mio. euro.
En udbredt overtrædelse defineres i håndhævelsesforordningens artikel 3, nr. 3, som enhver
handling eller undladelse, der er i strid med EU-retlige regler, som beskytter forbrugernes inte-
resser, og som har skadet, skader eller må antages at kunne skade de kollektive interesser for
forbrugere med bopæl i mindst to medlemsstater ud over den medlemsstat, hvor handlingen
eller undladelsen har sin oprindelse eller har fundet sted, hvor den erhvervsdrivende, der er
ansvarlig for handlingen eller undladelsen, er etableret, eller hvor bevismateriale eller den er-
hvervsdrivendes aktiver vedrørende handlingen eller undladelsen befinder sig (litra a), eller en-
hver handling eller undladelse, der er i strid med EU-retlige regler, som beskytter forbrugernes
interesser, og som har skadet, skader eller må antages at kunne skade forbrugernes kollektive
interesser, og som har fælles træk, herunder samme ulovlige praksis og tilsidesættelse af den
samme interesse, og som begås samtidigt af den samme erhvervsdrivende i mindst tre med-
lemsstater (litra b).
De EU-retlige regler om beskyttelse af forbrugernes interesser, der er tale om, omfatter bl.a.
forbrugerrettighedsdirektivet, jf. håndhævelsesforordningens artikel 3, nr. 1, og bilaget til for-
ordningen nr. 20.
En udbredt overtrædelse med EU-dimension defineres i håndhævelsesforordningens artikel 3,
nr. 4, som en udbredt overtrædelse, der har skadet, skader eller må antages at kunne skade
forbrugernes kollektive interesser i mindst to tredjedele af medlemsstaterne, der tilsammen teg-
ner sig for mindst to tredjedele af Unionens befolkning.
Bøden skal i øvrigt udmåles efter de kriterier, der er beskrevet i bemærkningerne til lovforsla-
gets § 2, nr. 37 (ændring af forbrugeraftalelovens § 34, stk. 1). Ved udmålingen af bøden skal
der således under hensyntagen til ensartethed i retsanvendelsen lægges vægt på overtrædelsens
grovhed og varighed og eventuelle skærpende eller formildende omstændigheder. Det betyder,
at en bøde kun ved særdeles grove overtrædelser af meget lang varighed og med yderligere
skærpende omstændigheder kan forventes udmålt op imod det i loven angivne maksimum. Den
nærmere udmåling af bøden inden for den omsætningsbaserede ramme er overladt til domsto-
lene.
Til nr. 39 og 40 (bilag 1)
Forbrugeraftalelovens bilag 1 indeholder en standardvejledning om fortrydelsesret ved aftaler
indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted og ved aftaler om fjernsalg af varer og
ikke-finansielle tjenesteydelser.
208
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Det fremgår af lovens § 9, stk. 1, at oplysningerne nævnt i § 8, stk. 1, nr. 9, 12 og 13 (fremover
§ 8, stk. 1, nr. 11, 14 og 15, jf. lovforslagets § 2, nr. 11), kan gives ved brug af standardfortry-
delsesvejledningen i bilag 1. Det drejer sig om oplysninger om, hvorvidt der er fortrydelsesret,
og i givet fald betingelser, tidsfrist og procedurer for at gøre fortrydelsesretten gældende (nr. 9,
fremover nr. 11), hvor det er relevant, at forbrugeren skal betale udgifterne til tilbagelevering
af varen i tilfælde af fortrydelse og i forbindelse med aftaler om fjernsalg, hvis varen i kraft af
sin art ikke kan returneres med normal post, udgifterne til returnering af varen (nr. 12, fremover
nr. 14), og at forbrugeren ved tilbagetræden fra en tjenesteydelsesaftale, hvis aftalens opfyldelse
på forbrugerens udtrykkelige anmodning er påbegyndt inden fortrydelsesfristens udløb, skal
betale den erhvervsdrivende for rimelige omkostninger (nr. 13, fremover nr. 15).
Med
nr. 39
foreslås det, at ”fax” udgår af de anførte eksempler på, hvordan forbrugeren kan
udøve fortrydelsesretten. Som eksempler nævnes herefter alene postbesørget brev og e-mail.
Med
nr. 40
foreslås det, at ”faxnummer” udgår af anvisningen
til den erhvervsdrivende om,
hvordan standardvejledningen skal udfyldes. Anvisningen går herefter ud på, at den erhvervs-
drivende skal indsætte sit navn, fysiske adresse, telefonnummer og e-mailadresse.
De foreslåede ændringer af lovens bilag 1 gennemfører de ændringer af bilag 1, del A, til for-
brugerrettighedsdirektivet, som sker ved moderniseringsdirektivet artikel 4, nr. 15, litra a.
Til nr. 41 (bilag 3)
Forbrugeraftalelovens bilag 3 indeholder en standardfortrydelsesformular, som forbrugeren
kan, men ikke skal, benytte, når forbrugeren udøver sin fortrydelsesret i medfør af forbrugeraf-
taleloven, jf. lovens § 20.
Det fremgår af forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, nr. 9 (frem over nr. 11, jf. lovforslagets § 2, nr.
11), at den erhvervsdrivende bl.a. skal oplyse forbrugeren om standardfortrydelsesformularen.
Den erhvervsdrivende skal således
–
hvis der er fortrydelsesret i forhold til den pågældende
aftaleindgåelse
–
i tilfælde af eventuel fortrydelsesret stille den standardfortrydelsesformular,
der findes i bilag 3, til rådighed for forbrugeren. Den erhvervsdrivende kan ikke anvende en
anden formular end standardfortrydelsesformularen i bilag 3, men der er imidlertid ikke noget
til hinder for, at forbrugeren vælger at give meddelelse om eventuel fortrydelse på anden måde,
jf. standardfortrydelsesvejledningens 3. afsnit.
Det foreslås at ændre
bilag 3,
således at anvisningen om, at den erhvervsdrivende i givet fald
skal indsætte sit faxnummer i standardfortrydelsesformularen udgår. Anvisningen går herefter
ud på, at den erhvervsdrivende skal indsætte sit navn, fysiske adresse og e-mailadresse.
Den foreslåede ændring af lovens bilag 3 gennemfører den ændring af bilag 1, del B, til forbru-
gerrettighedsdirektivet, som sker ved moderniseringsdirektivet artikel 4, nr. 15, litra b.
209
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
2429073_0212.png
Til § 3
Til nr. 1
Aftalelovens kapitel IV indeholder særlige regler om forbrugeraftaler, herunder om urimelige
aftalevilkår.
Det foreslås at indsætte § 38 e og § 38 f som nye paragraffer i aftalelovens kapitel IV.
Det foreslås at indsætte en ny
§ 38 e
om Forbrugerombudsmandens tilsyn med overholdelsen
af reglerne i kapitel IV.
Forbrugerombudsmanden har efter gældende ret hjemmel til at gribe ind over for overtrædelser
af den civilretlige forbrugerbeskyttelseslovgivning i medfør af god skik-reglen i markedsfø-
ringslovens § 3, jf. Højesterets dom i UfR 2013.2941H. Den foreslåede tilsynsbestemmelse er
en kodificering af gældende ret og ændrer ikke på Forbrugerombudsmandens generelle tilsyns-
adgang i medfør af kravet om, at erhvervsdrivende skal overholde kravet om god markedsfø-
ringsskik, som fastslået af Højesteret.
Det foreslås i
1. pkt.,
at Forbrugerombudsmanden fører tilsyn med, om erhvervsdrivende an-
vender urimelige aftalevilkår, og med overholdelsen af aftalelovens § 38 b, stk. 2 (der ikke
foreslås ændret).
Et aftalevilkår er urimeligt, når det vil være stridende mod hæderlig forretningsskik og bevirke
en betydelig skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser til skade for forbrugeren at gøre
aftalevilkåret gældende, jf. aftalelovens § 38 c, stk. 1, 2. pkt. (der ikke foreslås ændret).
Aftalelovens § 38 b, stk. 2, fastsætter, at en skriftlig aftale, der tilbydes forbrugeren, af den
erhvervsdrivende skal være udarbejdet på en klar og forståelig måde.
Forbrugerombudsmandens tilsyn efter den foreslåede bestemmelse omfatter for det første, om
erhvervsdrivende i aftaler med forbrugere, herunder i tilbud om at indgå en aftale med en for-
bruger, anvender urimelige aftalevilkår.
Forbrugerombudsmandens tilsyn omfatter for det andet, at skriftlige aftaler, som erhvervsdri-
vende tilbyder en forbruger, er udarbejdet på en klar og forståelig måde.
Det foreslås i
2. pkt.,
at tilsynet føres efter markedsføringslovens regler.
Forslaget i 2. pkt. indebærer, at Forbrugerombudsmandens tilsyn er underlagt et forhandlings-
princip (markedsføringslovens § 28), og at Forbrugerombudsmanden får mulighed for at ind-
bringe sager om forbud og påbud for retten (markedsføringslovens § 32, stk. 1, jf. § 24, stk. 1),
210
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
ligesom Forbrugerombudsmanden vil kunne nedlægge foreløbige forbud (markedsføringslo-
vens § 36)
o
g meddele administrative påbud (markedsføringslovens § 32, stk. 2-5 og § 28, stk.
2). Der vil også være mulighed for, at Forbrugerombudsmanden kan udstede retningslinjer
(markedsføringslovens § 29), indhente tilsagn (markedsføringslovens § 28, stk. 2) og afgive
forhåndsbesked (markedsføringslovens § 30).
Forbrugerombudsmanden har efter gældende ret hjemmel til at gribe ind over for overtrædelser
af den civilretlige forbrugerbeskyttelseslovgivning i medfør af god skik-reglen i markedsfø-
ringslovens § 3, jf. Højesterets dom i UfR 2013.2941H. Den foreslåede tilsynsbestemmelse er
en kodificering af gældende ret og ændrer ikke på Forbrugerombudsmandens generelle tilsyns-
adgang i medfør af kravet om, at erhvervsdrivende skal overholde kravet om god markedsfø-
ringsskik, som fastslået af Højesteret.
Den foreslåede § 38 e i aftaleloven gennemfører sammen med lovforslagets § 1, nr. 2, (den nye
§
37, stk. 7, i markedsføringsloven) og § 3, nr. 1, (den nye § 38 f i aftaleloven) moderniserings-
direktivets artikel 1.
Det foreslås endvidere at indsætte en ny
§ 38 f,
hvorefter justitsministeren i bestemmelsens
stk.
1
bemyndiges til efter indstilling fra Forbrugerombudsmanden at fastsætte regler om, at er-
hvervsdrivende, som anvender nærmere angivne standardvilkår, som er klart urimelige anvende
i forbrugeraftaleforhold, jf. aftalelovens § 38 c, straffes med bøde.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at justitsministeren efter indstilling fra Forbrugerom-
budsmanden kan fastsætte, at nærmere angivne standardvilkår i forbrugeraftaler er klart urime-
lige, og at anvendelsen af disse vilkår straffes med bøde.
For at anvendelsen af et standardvilkår kan strafsanktioneres efter den foreslåede bestemmelse,
skal standardvilkåret være klart urimeligt at anvende i forbrugeraftaleforhold, jf. aftalelovens §
38 c.
Ifølge § 38 c kan et aftalevilkår tilsidesættes som urimeligt, hvis det vil stride mod hæderlig
forretningsskik og bevirke en betydelig skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser til skade
for forbrugeren at gøre et aftalevilkår gældende.
Den foreslåede bestemmelse omfatter således standardvilkår, som allerede er ugyldige at an-
vende i forbrugeraftaleforhold, jf. aftalelovens § 38 c. Forbrugeraftaleforhold er defineret i af-
talelovens § 38 a, som ikke foreslås ændret.
Den foreslåedes ordning omfatter kun standardvilkår, dvs. vilkår, som ikke har været genstand
for individuel forhandling, som defineret i Rådets direktiv 93/13EØF af 5. april 1993 om uri-
melige kontraktvilkår i forbrugeraftaler. Efter direktivets artikel 3, stk. 2, anses et kontraktvilkår
211
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
altid for ikke at have været genstand for individuel forhandling, når det er udarbejdet på for-
hånd, og forbrugeren derved ikke har haft nogen indflydelse på indholdet, navnlig i forbindelse
med en standardkontrakt. Den omstændighed, at visse elementer i et kontraktvilkår eller et en-
kelt kontraktvilkår har været genstand for individuel forhandling, udelukker ikke anvendelse på
resten af en aftale, hvis en samlet vurdering fører til den konklusion, at der alligevel er tale om
en standardkontrakt. Hvis en erhvervsdrivende hævder, at et standardiseret kontraktvilkår har
været genstand for individuel forhandling, har han bevisbyrden herfor.
Individuelt forhandlede vilkår er således ikke omfattet af den foreslåede ordning. Dette betyder,
at hvis en forbruger og erhvervsdrivende konkret forhandler sig frem til vilkår, som fremgår af
bekendtgørelsen, vil det ikke være strafbelagt. Vilkåret vil dog stadig være omfattet af aftale-
lovens § 38 c, jf. § 36, og kan efter omstændighederne kendes civilretligt ugyldigt. Den er-
hvervsdrivende vil endvidere kunne straffes efter markedsføringslovens regler, hvis Forbruger-
ombudsmanden har meddelt den erhvervsdrivende påbud om ikke at anvende et givent vilkår,
og den erhvervsdrivende uanset påbuddet fortsætter med at anvende vilkåret.
Det foreslås, at ordningen skal være målrettet oplagte tilfælde af anvendelse af urimelige kon-
traktvilkår, og hvor den civilretlige sanktion i form af ugyldighed vurderes ikke at udgøre en
tilstrækkelig effektiv og afskrækkende sanktionsform.
I reglerne udstedt i medfør af det foreslåede stk. 1 vil de standardvilkår, som er omfattet af
strafansvaret, skulle opregnes i listeform. De omfattede standardvilkår fastsættes af justitsmi-
nisteren efter indstilling fra Forbrugerombudsmanden og efter de betingelser og kriterier, som
omtales i det følgende.
For at et standardvilkår kan optages på listen over strafsanktionerede vilkår, skal standardvil-
kåret
for det første
være klart urimeligt at anvende. Der skal således foreligge klart grundlag
for, at standardvilkåret er urimeligt at anvende i forbrugeraftaleforhold, jf. aftalelovens § 38 c.
En sådant klart grundlag vil navnlig foreligge, når det i retspraksis fra danske domstole eller
EU-Domstolen er fastslået, at vilkåret eller tilsvarende vilkår er urimelige at anvende. Dette vil
også være tilfældet, hvis et standardvilkår er i strid med præceptiv lovgivning, der tager sigte
på at beskytte forbrugere mod urimelige kontraktvilkår. Endelig kan et sådant vilkår være klart
urimeligt, hvis det findes på den vejledende liste over urimelige kontraktvilkår, som direktivet
om urimelige kontraktvilkår indeholder. Der henvises til bilaget i Rådets direktiv 93/13EØF af
5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler.
For det andet
skal standardvilkåret være urimeligt at anvende i forbrugeraftaler under alle om-
stændigheder. Standardvilkåret må således ikke kun være urimeligt at anvende i nogle situatio-
ner, mens det er rimeligt at anvende i andre situationer. Med henblik på at sikre at denne betin-
gelse er opfyldt, kan strafansvaret begrænses til bestemte typer forbrugeraftaleforhold. Tænkte
212
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
og ikke-praktisk relevante situationer, hvor et standardvilkår kunne være rimeligt anvende, er
dog ikke til hinder for, at vilkåret kan være omfattet af ordningen.
Betingelsen vil være opfyldt, hvis vilkåret er i strid med præceptiv dansk lovgivning. Betingel-
sen vil endvidere være opfyldt, hvis urimeligheden efter karakteren og indholdet af vilkåret må
anses for at gælde bredt under alle omstændigheder i de forbrugeraftaleforhold, som bliver om-
fattet.
For det tredje
er ordningen fakultativ, således at der for hvert vilkår skal foretages en konkret
vurdering af, om vilkåret bør være omfattet af ordningen. Denne vurdering skal foretages på
baggrund af direktivets krav om, at der skal være en effektiv håndhævelse af erhvervsdrivendes
anvendelse af urimelige standardvilkår.
Det foreslås, at de standardvilkår, som er omfattet af bestemmelsen, skal fastsættes efter ind-
stilling af Forbrugerombudsmanden, der er uafhængig i sine aktiviteter. Dette indebærer, at
ministerens beføjelse er afgrænset, således at ministeren ikke kan fastsætte strafsanktionering
for standardvilkår, som Forbrugerombudsmanden ikke har indstillet, skal være omfattet af ord-
ningen. Baggrunden for dette er bl.a., at Forbrugerombudsmanden, som har tilsynsforpligtelsen
på området, har det bedste og mest opdaterede overblik over, hvilke standardvilkår der er grund-
lag for at strafsanktionere.
Ministeren vil ikke være forpligtet til følge indstillingen fra Forbrugerombudsmanden. Mini-
steren skal således foretage en selvstændig vurdering af grundlaget og behovet for at fastsatte
strafansvar for at anvende et givent standardvilkår.
Det forudsættes i den forbindelse, at et udkast til bekendtgørelse
–
i overensstemmelse med
sædvanlig praksis
–
sendes i høring hos de relevante myndigheder og organisationer mv., som
vil blive berørt af reguleringen med henblik på bemærkninger. Ministeren skal tage de ind-
komne bemærkninger i betragtning, idet disse er væsentlige for vurderingen af, hvorvidt vilkå-
rene i bekendtgørelsen er egnede, rimelige og hensigtsmæssige, og hvordan bekendtgørelsen
forventes at fungere i praksis.
Det foreslås, at anvendelse af de opregnede standardvilkår straffes med bøde. I de regler, som
justitsministeren fastsætter i medfør af bemyndigelsen, vil der således skulle fastsættes regler
om, at anvendelse af omfattede standardvilkår straffes med bøde.
Det er den erhvervsdrivende eller nogen, der handler på den erhvervsdrivendes vegne, der vil
kunne straffes for at overtræde reglerne fastsat i § 38 f.
Tilregnelseskravet er forsæt eller uagtsomhed, jf. straffelovens § 19.
213
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Fuldbyrdelsestidspunktet indtræffer, når den erhvervsdrivende med en forbruger har indgået en
aftale, hvori et urimeligt aftalevilkår er indeholdt.
Der kan ikke straffes for forsøg, da bestemmelsen alene hjemler bødestraf, jf. straffelovens §
21, stk. 3.
Strafferammen er bøde.
Ved udmåling af bøden gælder reglerne i straffelovens 10. kapitel om straffens fastsættelse samt
straffelovens § 51, stk. 3, om udmåling af bøde.
Ved udmåling af bøden skal der således bl.a. lægges vægt på lovovertrædelsens grovhed, jf.
straffelovens § 80, stk. 1, herunder omfanget og varigheden af overtrædelsen.
Det skal endvidere i almindelighed indgå som en skærpende omstændighed, at gerningsmanden
tidligere er straffet af betydning for sagen, jf. straffelovens § 81, nr. 1.
Det skal endvidere i almindelighed indgå som en formildende omstændighed, at gerningsman-
den har genoprettet eller søgt at genoprette den skade, der er forvoldt ved den strafbare hand-
ling, jf. straffelovens § 82, nr. 11.
Ved fastsættelsen af bøden skal der endvidere inden for de grænser, som lovovertrædelsens
beskaffenhed og de i straffelovens § 80 nævnte omstændigheder tilsteder, tages særligt hensyn
til den skyldiges betalingsevne og til den opnåede eller tilsigtede fortjeneste eller besparelse, jf.
straffelovens § 51, stk. 3.
Er den erhvervsdrivende straffet i udlandet for samme overtrædelse, gælder princippet om ne
bis in idem, jf. straffelovens § 10 a.
Er den erhvervsdrivende i udlandet pålagt en ikkestrafferetlig sanktion i anledning af samme
overtrædelse, kan det tillægges formildende betydning ved straffens udmåling, jf. herved prin-
cippet i straffelovens § 82, nr. 12, om andre følger, der kan sidestilles med straf, og straffelovens
§ 10 b om hensyntagen til sanktioner pålagt i udlandet.
Endvidere gælder de øvrige bestemmelser i straffelovens §§ 81 og 82 om henholdsvis skær-
pende og formildende omstændigheder. Det bemærkes, at bestemmelserne ikke er udtøm-
mende, og at der afhængig af den konkrete sags omstændigheder kan tages hensyn til andre
skærpende eller formildende omstændigheder.
Det bemærkes, at aftaleloven er territorialt begrænset få så vidt angår aftalelovens §§ 1-9, der
ikke finder anvendelse på aftaler om løsørekøb, der er omfattet af den internationale købelov,
214
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
jf. aftalelovens § 9 a. Den foreslåede ændring i aftalelovens kapitel 4 er modsætningsvist ikke
territorialt begrænset. Bestemmelsen omfatter således f.eks. også handlinger, der begås i udlan-
det og/eller mod udenlandske forbrugere, forudsat at handlingen er undergivet dansk straffe-
myndighed efter straffelovens §§ 6-9 a.
Dansk straffemyndighed omfatter navnlig tilfælde, hvor handlingen er foretaget i den danske
stat, jf. straffelovens § 6, nr. 1.
Dansk straffemyndighed omfatter endvidere bl.a. handlinger, som foretages i en fremmed stat
af en person, der på tidspunktet for sigtelsen har dansk indfødsret, er bosat i den danske stat
eller har lignende fast ophold her i landet, hvis handlingen også er strafbar efter lovgivningen
på gerningsstedet (dobbelt strafbarhed), jf. straffelovens § 7, stk. 1, nr. 1.
Reglerne om dansk straffemyndighed gælder også for juridiske personer. For så vidt angår ju-
ridiske personer anses handlinger for foretaget, hvor den eller de handlinger, som medfører
ansvar for den juridiske person, er foretaget, jf. straffelovens § 9, stk. 1, nr. 2. Hvad angår § 7,
stk. 1, nr. 1, omfatter denne bestemmelse juridiske personer med hjemsted i Danmark.
Det foreslås at indsætte en bestemmelse i
stk. 2,
hvorefter justitsministeren bemyndiges til at
fastsætte regler om, at der ved udmåling af bøde for overtrædelser, der kan skade de kollektive
interesser for forbrugere i mindst to andre medlemsstater ud over Danmark, maksimalt kan
pålægges en bøde på 4 pct. af den erhvervsdrivendes årlige omsætning i de berørte medlems-
stater. Hvis der ikke foreligger oplysninger om den erhvervsdrivendes omsætning i de pågæl-
dende medlemsstater, bør bøden ikke udmåles til mere end 2 mio. kr.
Det betyder, at når en erhvervsdrivende under en straffesag i Danmark dømmes for en udbredt
overtrædelse, herunder en udbredt overtrædelse med EU-dimension, som defineret i Europa-
Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/2394 af 12. december 2017 om samarbejde mel-
lem nationale myndigheder med ansvar for håndhævelse af lovgivning om forbrugerbeskyttelse
(håndhævelsesforordningen), kan der maksimalt pålægges den erhvervsdrivende en bøde på 4
pct. af den erhvervsdrivendes årlige omsætning i de berørte medlemsstater. Bestemmelsen fast-
sætter således en bødestrafferamme, der kan gå fra 0-4 pct. af den erhvervsdrivendes årlige
omsætning. Er oplysninger om den erhvervsdrivendes årlige omsætning ikke tilgængelige, kan
der maksimalt pålægges en bøde på 2 mio. euro.
En udbredt overtrædelse defineres i håndhævelsesforordningens artikel 3, nr. 3, som enhver
handling eller undladelse, der er i strid med EU-retlige regler, som beskytter forbrugernes inte-
resser, og som har skadet, skader eller må antages at kunne skade de kollektive interesser for
forbrugere med bopæl i mindst to medlemsstater ud over den medlemsstat, hvor handlingen
eller undladelsen har sin oprindelse eller har fundet sted, hvor den erhvervsdrivende, der er
215
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
ansvarlig for handlingen eller undladelsen, er etableret, eller hvor bevismateriale eller den er-
hvervsdrivendes aktiver vedrørende handlingen eller undladelsen befinder sig (litra a), eller en-
hver handling eller undladelse, der er i strid med EU-retlige regler, som beskytter forbrugernes
interesser, og som har skadet, skader eller må antages at kunne skade forbrugernes kollektive
interesser, og som har fælles træk, herunder samme ulovlige praksis og tilsidesættelse af den
samme interesse, og som begås samtidigt af den samme erhvervsdrivende i mindst tre med-
lemsstater (litra b).
De EU-retlige regler om beskyttelse af forbrugernes interesser, der er tale om, omfatter bl.a.
direktivet om urimelige kontraktvilkår, jf. håndhævelsesforordningens artikel 3, nr. 1, og bila-
get til forordningen nr. 1.
En udbredt overtrædelse med EU-dimension defineres i håndhævelsesforordningens artikel 3,
nr. 4, som en udbredt overtrædelse, der har skadet, skader eller må antages at kunne skade
forbrugernes kollektive interesser i mindst to tredjedele af medlemsstaterne, der tilsammen teg-
ner sig for mindst to tredjedele af Unionens befolkning.
Bøden skal i øvrigt udmåles efter de kriterier, der er beskrevet i bemærkningerne til lovforsla-
gets § 2, nr. 37 (ændring af forbrugeraftalelovens § 34, stk. 1). Ved udmålingen af bøden skal
der således under hensyntagen til ensartethed i retsanvendelsen lægges vægt på overtrædelsens
grovhed og varighed og eventuelle skærpende eller formildende omstændigheder Det betyder,
at en bøde kun ved særdeles grove overtrædelser af meget lang varighed og med yderligere
skærpende omstændigheder kan forventes udmålt op imod det angivne maksimum. Det er over-
ladt til domstolene at vurdere, om og i givet fald med hvilken vægt den erhvervsdrivendes om-
sætning skal indgå ved den korrekte udmåling af bøden.
Det foreslås at indsætte en bestemmelse i
stk. 3,
hvorefter justitsministeren kan fastsættes regler
om, at der kan pålægges selskaber mv. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffe-
lovens 5. kapitel.
Den foreslåede § 38 f i aftaleloven gennemfører sammen med lovforslagets § 1, nr. 2, (den nye
§ 37, stk. 7, i markedsføringsloven) og § 3, nr. 1, (den nye § 38 e i aftaleloven) moderniserings-
direktivets artikel 1.
Til § 4
Det foreslås, at lovens §§ 1, 2 og 3 om ændring af forbrugeraftaleloven og lovens § 3 om æn-
dring af aftaleloven træder i kraft den 28. maj 2022.
216
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Den foreslåede ikrafttrædelsesdato skyldes, at moderniseringsdirektivets artikel 7, stk. 1, 2. af-
snit, fastsætter, at de nationale bestemmelser, der gennemfører direktivet, skal anvendes fra den
28. maj 2022.
Til § 5
Bestemmelsen angår lovens territoriale gyldighed.
Det foreslås i
stk. 1,
at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland.
Det foreslås i
stk. 2,
at lovens § 2 om ændringer i forbrugeraftaleloven og lovens § 3 om æn-
dringer i aftaleloven ved kongelig anordning kan sættes i kraft for Grønland med de ændringer,
som de grønlandske forhold tilsiger.
217
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
4. Udvalgets lovudkast sammenholdt med gældende ret
Gældende formulering
Lovforslaget
§1
I lov nr. 426 af 3. maj 2017 om markedsføring,
som ændret ved § 20 i lov nr. 309 af 25. april
2018, lov nr. 1309 af 6. december, lov nr. 801
af 9. juni 2020 og lov nr. 1055 af 30. juni 2020,
foretages følgende ændringer:
§ 32 ---
Stk. 2.
Forbrugerombudsmanden kan meddele påbud,
hvis en handling klart er i strid med loven og
ikke kan ændres ved forhandling
1.
I
§ 32, stk. 2,
udgår ”klart”.
§ 37
---
Stk. 2-6 ---
2.
I
§ 37
indsættes som
stk. 7:
”Stk. 7.
Ved udmåling af bøde efter stk. 1 for
tilsidesættelse af forbud eller påbud nedlagt af
retten eller af Forbrugerombudsmanden i for-
bindelse med tilsyn efter aftalelovens § 38 e,
hvor tilsidesættelsen kan skade de kollektive in-
teresser for forbrugere i mindst to andre med-
lemsstater ud over Danmark, kan bøden maksi-
malt udgøre 4 pct. af den erhvervsdrivendes år-
lige omsætning i de berørte medlemsstater.
Hvis oplysninger om den erhvervsdrivendes
omsætning ikke er tilgængelige, kan bøden
maksimalt udgøre 2 mio. euro.”
§2
I lov nr. 1457 af 17. december 2013 om forbru-
geraftaler, som ændret ved § 160 i lov nr. 652
af 8. juni 2017 og § 44 i lov nr. 1666 af 26. de-
cember 2017, foretages følgende ændringer:
218
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Fodnote 1:
Loven indeholder bestemmelser, der
gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets di-
rektiv 2011/83/EU af 25. oktober 2011 om for-
brugerrettigheder, om ændring af Rådets direk-
tiv 93/13/EØF og Europa-Parlamentets og Rå-
dets direktiv 1999/44/EF samt om ophævelse af
Rådets direktiv 85/577/EØF og Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 97/7/EF, EU-Ti-
dende 2011, nr. L 304, side 64, og Europa-Par-
lamentets og Rådets direktiv 2002/65/EF af 23.
september 2002 om fjernsalg af finansielle tje-
nesteydelser til forbrugerne og om ændring af
Rådets direktiv 90/619/EØF samt direktiv
97/7/EF og 98/27/EF, EF-Tidende 2002, L 271,
side 16.
1.
I
fodnoten
til lovens titel indsættes efter ”side
64,”: som ændret ved Europa-Parlamentets
og
Rådets direktiv (EU) 2019/2161 af 27. novem-
ber 2019 om ændring af Rådets direktiv
93/13/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 98/6/EF, 2005/29/EF og 2011/83/EU,
for så vidt angår bedre håndhævelse og moder-
nisering af EU-reglerne om forbrugerbeskyt-
telse, EU-Tidende
2019, L 328, side 7,”
§ 1 ---
Stk. 2.
Lovens kapitel 4 om fortrydelsesret gælder kun
for
1) aftaler indgået ved fjernsalg, jf. § 3, nr.
1, og
2) aftaler indgået uden for den erhvervs-
drivendes forretningssted, jf. § 3, nr. 2.
Stk. 3.
Lovens kapitel 10 om visse lovvalgsaftaler gæl-
der kun for aftaler indgået ved fjernsalg, jf. § 3,
nr. 1.
Stk. 4.
Loven gælder ikke for
1-3) ---
4) aftaler om personbefordring, dog med
undtagelse af §§ 12 og 31.
4.
I
§ 1, stk. 4, nr. 4,
indsættes efter ”12”: ”, 30”.
2.
I
§ 1, stk. 2, nr. 1,
og
stk. 3,
ændres ”nr. 1”
til: ”nr. 4”.
3.
I
§ 1, stk. 2, nr. 2,
ændres ”nr. 2” til: ”nr. 5”.
§2
Ved en forbrugeraftale forstås i denne lov en af-
tale, som en erhvervsdrivende indgår som led i
sit erhverv, når den anden part (forbrugeren) ho-
vedsagelig handler uden for sit erhverv.
Stk. 2-3. ---
5.
I
§ 2, stk. 1,
indsættes efter ”aftale,”: ”herun-
der en aftale omfattet af købelovens § 4 a, stk.
3,”.
219
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
§3
I denne lov forstås ved:
1-6) ---
6.
I
§ 3
indsættes før nr. 1 som nye numre:
”1) Varer: Løsøregenstande, herunder varer
med digitale elementer, og vand, gas og elektri-
citet, der udbydes til salg i et afgrænset volu-
men eller en bestemt mængde.
2) Aftale om en vare: Aftale om at overdrage
ejendomsretten til en vare til forbrugeren, her-
under når aftalen også omfatter tjenesteydelser.
3) Tjenesteydelsesaftale: Aftale om at levere en
tjenesteydelse, herunder en digital tjeneste, og
vand, gas og elektricitet, der ikke udbydes til
salg i et afgrænset volumen eller en bestemt
mængde, til forbrugeren, medmindre aftalen
også omfatter varer, jf. nr. 2.”
Nr. 1-6 bliver herefter nr. 4-9.
7.
I
§ 3
indsættes som
nr. 10-17:
”10) Digitalt indhold: Data, der fremstilles og
leveres i digital form.
11) Vare med digitale elementer: En løsøregen-
stand, der integrerer eller er indbyrdes forbun-
det med digitalt indhold eller en digital tjeneste
på en sådan måde, at fraværet af det digitale
indhold eller den digitale tjeneste ville forhin-
dre genstanden i at opfylde sin funktion.
12) Digital tjeneste: Tjeneste, der gør det muligt
at generere, behandle, lagre eller få adgang til
data i digital form, eller som muliggør deling af
eller enhver anden form for interaktion med
data i digital form, som uploades eller genereres
af brugere af den pågældende tjeneste.
13) Kompatibilitet: Det digitale indholds eller
den digitale tjenestes evne til at fungere med
hardware eller software, med hvilket digitalt
indhold eller digitale tjenester af samme type
normalt anvendes, uden at det er nødvendigt at
konvertere det digitale indhold eller den digi-
tale tjeneste.
14) Funktionalitet: Det digitale indholds eller
den digitale tjenestes evne til at udføre sine
funktioner i betragtning af formålet.
15) Interoperabilitet: Det digitale indholds eller
den digitale tjenestes evne til at fungere med
hardware eller software, der adskiller sig fra
den, som digitalt indhold eller digitale tjenester
af samme type normalt anvendes med.
220
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
16) Onlinemarkedsplads: En tjenesteydelse, der
gør brug af software, herunder et websted, en
del af et websted eller en applikation, der drives
af eller på vegne af en erhvervsdrivende, og
som giver forbrugere mulighed for at indgå
fjernsalgsaftaler med andre erhvervsdrivende
eller forbrugere.
17) Udbyder af en onlinemarkedsplads: Er-
hvervsdrivende, der udbyder en onlinemar-
kedsplads til forbrugere.”
§8
Inden der indgås en aftale om en vare eller en
ikkefinansiel tjenesteydelse, skal den erhvervs-
drivende, hvis aftalen indgås uden for den er-
hvervsdrivendes forretningssted eller ved fjern-
salg, på en klar og forståelig måde give forbru-
geren oplysning om
1) ---
2) den erhvervsdrivendes identitet og den
fysiske adresse, hvor den erhvervsdri-
vende er etableret, samt eventuelle te-
lefon- og faxnumre og e-mailadresse,
3) ---
4) den fysiske adresse på den erhvervs-
drivendes forretningssted og, hvor det
er relevant, adressen på forretningsste-
det for den erhvervsdrivende, som der
handles på vegne af, hvis den er for-
skellig fra den adresse, der er opgivet i
overensstemmelse med nr. 3, og hvor-
til forbrugeren kan indgive eventuelle
klager, 5-19
5-19) ---
20) hvor det er relevant, det digitale ind-
holds evne til at fungere sammen med
hardware og software, i henhold til
hvad den erhvervsdrivende ved eller
med rimelighed burde have vidst, og
21) hvor det er relevant, mulighed for kla-
geadgang og i givet fald om frem-
gangsmåden ved klage.
8.
I
§ 8, stk. 1, nr. 2,
og
§ 17, stk. 1, nr. 2,
ændres
”samt eventuelle telefon- og faxnumre” til: ”og
den erhvervsdrivendes telefonnummer”.
9.
I
§ 8, stk. 1,
indsættes efter nr. 2 som nyt
nummer:
”3) hvor
det er relevant, andre onlinekommuni-
kationsmidler, som den erhvervsdrivende giver
adgang til, og som giver forbrugeren mulighed
for at opbevare skriftlig korrespondance, herun-
der datoen og tidspunktet for en sådan korre-
spondance, med den erhvervsdrivende på et va-
rigt medium,”
Nr. 3-6 bliver herefter nr. 4-7.
10.
I
§ 8, stk. 1, nr. 4,
der bliver nr. 5, ændres
”nr. 3” til: ”nr. 4”.
11.
I
§ 8, stk. 1,
indsættes efter nr. 6, der bliver
nr. 7, som nyt nummer:
”8) hvor det er relevant, at prisen blev persona-
liseret på grundlag af automatiseret beslut-
ningstagning,”
Nr. 7-22 bliver herefter nr. 9-24.
12.
I
§ 8, stk. 1, nr. 20,
der bliver nr. 22, indsæt-
tes efter ”digitalt indhold,”: ”digitale tjenester
og varer med digitale elementer,”.
221
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
13.
I
§ 8, stk. 1, nr. 21,
der bliver nr. 23, ændres
”det digitale indholds evne til at fungere sam-
men med hardware og software” til: ”kompati-
biliteten og interoperabiliteten af digitalt ind-
hold, digitale tjenester og varer med digitale
elementer.”
Stk. 2.
I forbindelse med offentlige auktioner kan op-
lysningerne nævnt i stk. 1, nr. 2-4, erstattes med
de tilsvarende oplysninger om auktionarius.
Stk. 3.---
14.
I
§ 8
indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
”Stk. 2.
Alle kommunikationsmidler, som den
erhvervsdrivende stiller til rådighed, jf. stk. 1,
nr. 2 og 3, skal gøre det muligt for forbrugeren
at kontakte den erhvervsdrivende hurtigt og
kommunikere effektivt med vedkommende.”
Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og 4.
15.
I
§ 8, stk. 2,
der bliver stk. 3, ændres ”nr. 2-
4” til: ”nr. 2-5”.
16.
Efter § 8 indsættes som ny paragraf:
Ӥ 8 a.
Inden der indgås en aftale om fjernsalg
på en onlinemarkedsplads skal udbyderen af
onlinemarkedspladsen endvidere på en klar og
forståelig måde, der egner sig til fjernkommu-
nikation, give forbrugeren oplysning om
1) identiteten og hjemsted på den tredjemand,
der tilbyder varer, tjenesteydelser eller digitalt
indhold på onlinemarkedspladsen,
2) hvorvidt denne tredjemand er erhvervsdri-
vende,
3) når denne tredjemand ikke er erhvervsdri-
vende, om forbrugerrettigheder hidrørende fra
EU-forbrugerbeskyttelsesretten gælder for afta-
len,
4) hvis det er relevant, hvordan forpligtelserne
i forbindelse med aftalen deles mellem denne
tredjemand og udbyderen af onlinemarkeds-
pladsen, og
5) generelle oplysninger om de vigtigste para-
metre for rangordningen af de tilbud, som for-
brugeren præsenteres for som følge af en søg-
ning, og den relative betydning af disse para-
metre i forhold til andre parametre.
Stk. 2.
Oplysning efter stk. 1, nr. 2, kan gives på
grundlag af tredjemandens erklæring herom til
udbyderen af markedspladsen.
Stk. 3.
Oplysninger meddelt efter stk. 1, nr. 4,
berører ikke et eventuelt ansvar, som udbyde-
222
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
ren af onlinemarkedspladsen eller den er-
hvervsdrivende tredjemand har i forhold til af-
talen i medfør af EU-retten eller national ret.
Stk. 4.
Oplysninger efter stk. 1, nr. 5, skal gives
i et særligt afsnit af onlinegrænsefladen, der er
direkte og let tilgængeligt fra den side, hvor til-
buddene præsenteres.”
§9
Oplysningerne nævnt i § 8, stk. 1, nr. 9, 12 og
13, kan gives ved brug af standardfortrydelses-
vejledningen i lovens bilag 1. Den erhvervsdri-
vende anses for at have opfyldt oplysningskra-
vene i 1. pkt., hvis vejledningen benyttes og
den er udfyldt korrekt.
Stk. 2.
---
Stk. 3.
Har den erhvervsdrivende ikke givet forbruge-
ren oplysning om eventuelle yderligere omkost-
ninger eller andre udgifter, jf. § 8, stk. 1, nr. 5
og 6, eller om udgifter til returnering af varen,
jf. § 8, stk. 1, nr. 12, er forbrugeren ikke for-
pligtet til at betale disse omkostninger eller ud-
gifter.
§ 10 ---
Stk. 2.
Den erhvervsdrivende skal udlevere en kopi af
den underskrevne aftale eller en bekræftelse
heraf på papir eller, hvis forbrugeren samtykker
hertil, på et andet varigt medium. Ved aftaler om
levering af digitalt indhold, som ikke leveres på
et fysisk medium, skal den erhvervsdrivende
endvidere udlevere kopi af forbrugerens eventu-
elle udtrykkelige samtykke til og anerkendelse
af, at denne mister sin fortrydelsesret, når udfø-
relsen påbegyndes inden fortrydelsesfristens ud-
løb, jf. § 18, stk. 2, nr. 13.
17.
I
§ 9, stk. 1, 1. pkt.,
ændres ”nr. 9, 12 og 13”
til: ”nr. 11, 14 og 15”.
18.
I
§ 9, stk. 3,
ændres ”nr. 5 og 6” til: ”nr. 6
og 7”, og ”nr. 12” ændres til: ”nr. 14”.
19.
I
§ 10, stk. 2, 2. pkt.,
og
§ 13, stk. 2, 2. pkt.,
indsættes efter ”levering”: ”mod betaling”.
20.
I
§ 10
indsættes som
stk. 3:
”Stk. 3.
Hvis en forbruger ønsker, at udførelsen
af tjenesteydelser mod betaling skal påbegyn-
des inden fortrydelsesfristens udløb, skal den
erhvervsdrivende kræve, at forbrugeren frem-
sætter en udtrykkelig anmodning herom på et
varigt medium, samt anmode forbrugeren om at
anerkende, at når aftalen er fuldstændig opfyldt
af den erhvervsdrivende, har forbrugeren ikke
længere nogen fortrydelsesret.”
223
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
§ 11 ---
Stk. 2.
Indgås en aftale ved anvendelse af en fjernkom-
munikationsteknik, som kun giver begrænset
plads eller tid til at formidle oplysningerne, skal
den erhvervsdrivende forud for aftalens indgå-
else mindst give oplysning om den erhvervsdriv-
endes identitet samt de oplysninger, der er nævnt
i § 8, stk. 1, nr. 1, 5, 6, 9 og 17. De øvrige oplys-
ninger, som er nævnt i § 8, stk. 1, skal den er-
hvervsdrivende formidle til forbrugeren på en
passende måde i overensstemmelse med stk. 1.
§ 12
Indgås en fjernsalgsaftale ved hjælp af elektro-
niske midler, og pålægger aftalen forbrugeren en
betalingsforpligtelse, skal dette være angivet
klart og tydeligt på det sted, hvor bestillingen af-
gives. Endvidere skal den erhvervsdrivende ty-
deligt og i fremhævet form, og umiddelbart før
forbrugeren afgiver sin bestilling, gøre forbruge-
ren opmærksom på de oplysninger, der er nævnt
i § 8, stk. 1, nr. 1, 5, 6, 17 og 18.
§ 13 ---
Stk. 2.
---
24.
I
§ 13
indsættes om
stk. 3:
”Stk. 3.
Hvis en forbruger ønsker, at udførelsen
af tjenesteydelser mod betaling skal påbegyn-
des inden fortrydelsesfristens udløb, skal den
erhvervsdrivende kræve, at forbrugeren frem-
sætter en udtrykkelig anmodning herom, samt
anmode forbrugeren om at anerkende, at når af-
talen er fuldstændig opfyldt af den erhvervsdri-
vende, har forbrugeren ikke længere nogen for-
trydelsesret.”
§ 17
Inden der indgås en anden aftale end en aftale
indgået uden for den erhvervsdrivendes forret-
ningssted eller en aftale om fjernsalg, skal den
erhvervsdrivende, medmindre oplysningerne al-
lerede fremgår tydeligt af sammenhængen, på en
klar og forståelig måde give forbrugeren oplys-
ning om
1-7)
---
21.
I
§ 11, stk. 2, 1. pkt.,
ændres ”5, 6, 9 og 17”:
til ”6, 7, 11 og 19, med undtagelse af standard-
fortrydelsesformularen”.
22.
I
§ 11, stk. 2, 2. pkt.,
indsættes efter ”stk.
1,”: ”herunder standardfortrydelsesformula-
ren,”.
23.
I
§ 12, stk. 1, 2. pkt.,
ændres ”5, 6, 17 og 18”
til: ”6, 7, 19 og 20”.
224
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
8) hvor det er relevant, funktionaliteten,
herunder gældende tekniske beskyt-
telsesforanstaltninger, for digitalt
indhold, og
9) hvor det er relevant, det digitale ind-
holds evne til at fungere sammen
med hardware og software, i henhold
til hvad den erhvervsdrivende ved el-
ler med rimelighed burde have vidst.
25.
I
§ 17, stk. 1, nr. 8,
indsættes efter ”digitalt
indhold,”: ”digitale tjenester og varer med digi-
tale elementer,”.
26.
I
§ 17, stk. 1, nr. 9,
ændres ”det digitale ind-
holds evne til at fungere sammen med hardware
og software” til: ”kompatibiliteten og interope-
rabiliteten af digitalt indhold, digitale tjenester
og varer med digitale elementer”.
§ 18 ---
Stk. 2.
Reglerne i dette kapitel gælder ikke for
1) --
2) udførte ikkefinansielle tjenesteydelser,
hvis leveringen af tjenesteydelsen er
påbegyndt med forbrugerens forudgå-
ende udtrykkelige samtykke og aner-
kendelse af, at fortrydelsesretten ophø-
rer, når tjenesteydelsen er fuldt udført,
3-12) ---
13) levering af digitalt indhold, som ikke
leveres på et fysisk medium, hvis ud-
førelsen er påbegyndt med forbruge-
rens forudgående udtrykkelige sam-
tykke og anerkendelse af, at vedkom-
mende dermed mister sin fortrydelses-
ret,
14-15) ---
Stk. 3.
---
28.
§ 18, stk. 2, nr. 13,
affattes således:
”13) levering af digitalt
indhold, som ikke leve-
res på et fysisk medium, hvis
a) leveringen af det digitale indhold ikke sker
mod betaling eller
b) udførelsen er påbegyndt med forbrugerens
forudgående udtrykkelige samtykke og aner-
kendelse af, at vedkommende dermed mister
sin fortrydelsesret, og den erhvervsdrivende har
givet en bekræftelse i overensstemmelse med §
10, stk. 2, 2. pkt., eller § 13, stk. 2, 2. pkt.,”
27.
I
§ 18, stk. 2, nr. 2,
indsættes efter ”leverin-
gen af tjenesteydelsen”: ”ikke sker mod beta-
ling eller”.
§ 19 ---
Stk. 2.
---
Stk. 3.
Uanset stk. 2 løber den periode, hvori fortrydel-
sesretten efter stk. 1 kan udøves, for så vidt an-
går aftaler om en vare eller en ikkefinansiel tje-
nesteydelse, først fra den dag, hvor forbrugeren
har modtaget de i § 8, stk. 1, nr. 9, nævnte op-
lysninger på et varigt medium, jf. dog stk. 4. Er
der tale om en fjernsalgsaftale vedrørende en fi-
nansiel tjenesteydelse, løber fortrydelsesperio-
den først fra den dag, hvor forbrugeren har
modtaget oplysninger i henhold til § 15, jf. dog
stk. 5.
29.
I
§ 19, stk. 3, 1. pkt.,
og
stk. 4
og
§ 24, stk.
5, 2. pkt.,
ændres ”nr. 9” til: ”nr. 11”.
225
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Stk. 4.
Er de i § 8, stk. 1, nr. 9, nævnte oplysninger
ikke givet til forbrugeren på et varigt medium,
udløber den periode, hvori fortrydelsesretten ef-
ter stk. 1 kan udøves, for så vidt angår aftaler
om en vare eller en ikkefinansiel tjenesteydelse,
senest 12 måneder efter den i stk. 2 nævnte 14-
dagesperiode, dog senest 14 dage efter den dag,
hvor oplysningerne er kommet frem til forbru-
geren.
Stk. 5-6.
---
30.
Efter § 22 indsættes som ny paragraf:
Ӥ 22 a.
Ved tilbagetræden fra en aftale om le-
vering af digitalt indhold eller en digital tjene-
ste skal den erhvervsdrivende
1) for så vidt angår personoplysninger opfylde
de forpligtelser, der gælder i henhold til Eu-
ropa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)
2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fy-
siske personer i forbindelse med behandling af
personoplysninger og om fri udveksling af så-
danne oplysninger (databeskyttelsesforordnin-
gen), og
2) afholde sig fra at anvende nogen form for
indhold, bortset fra personoplysninger, som
forbrugeren har afgivet eller genereret ved brug
af det digitale indhold eller den digitale tjene-
ste, undtagen hvis indholdet
a) ikke kan anvendes uden for rammerne af det
digitale indhold eller den digitale tjeneste,
b) kun vedrører forbrugerens aktivitet i forbin-
delse med brug af det digitale indhold eller den
digitale tjeneste,
c) er blevet sammenlagt med andre oplysninger
fra den erhvervsdrivende og ikke kan udskilles
eller kun med en uforholdsmæssigt stor indsats
eller
d) er genereret af forbrugeren og andre i fælles-
skab og andre forbrugere fortsat kan gøre brug
af indholdet.
Stk. 2.
Den erhvervsdrivende skal på forbruge-
rens anmodning stille ethvert indhold, der ikke
er personoplysninger, og som forbrugeren har
afgivet eller genereret ved brug af det digitale
indhold eller den digitale tjeneste, til rådighed
for forbrugeren, medmindre indholdet er omfat-
tet af stk. 1, nr. 2, litra a-c. Forbrugeren er be-
rettiget til at downloade dette digitale indhold
226
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
gratis, uden hindringer fra den erhvervsdri-
vende, inden for en rimelig frist og i et almin-
deligt anvendt og maskinlæsbart format.
Stk. 3.
Den erhvervsdrivende kan forhindre for-
brugerens fortsatte brug af det digitale indhold
eller den digitale tjeneste, navnlig ved at gøre
det digitale indhold eller den digitale tjeneste
utilgængelig for forbrugeren eller ved at gøre
forbrugerens konto inaktiv, uden at det berører
forbrugerens rettigheder efter stk. 2.”
§ 24 ---
Stk. 2.
Forbrugeren afholder de direkte udgifter i for-
bindelse med tilbagelevering af varen, medmin-
dre den erhvervsdrivende enten har indvilliget i
at afholde disse eller har undladt at oplyse for-
brugeren om, at forbrugeren skal betale udgif-
terne, jf. § 8, stk. 1, nr. 12.
Stk. 3-5.
---
31.
I
§ 24, stk. 2,
ændres ”nr. 12” til: ”nr. 14”.
32.
Efter § 24 indsættes som ny paragraf:
Ӥ 24 a.
Ved tilbagetræden fra en aftale om le-
vering af digitalt indhold eller en digital tjene-
ste skal forbrugeren afholde sig fra at anvende
det digitale indhold eller den digitale tjeneste og
fra at stille det eller den til rådighed for tredje-
mand.”
§ 25
Ved tilbagetræden fra en tjenesteydelsesaftale
kan forbrugeren pålægges at betale for den del
af ydelsen, som allerede er leveret, hvis
1) aftalens opfyldelse på forbrugerens
udtrykkelige anmodning er påbegyndt
inden fortrydelsesfristens udløb og
2) den erhvervsdrivende godtgør, at for-
brugeren er blevet oplyst om fortrydel-
sesretten og om det beløb, der skal be-
tales, jf. § 8, stk. 1, nr. 9 og 13, og §
14, stk. 1, nr. 10 og 12.
Stk. 2-4.
---
Kapitel 11. Bestemmelser om lovens
ufravigelighed og straf
33.
I
§ 25, stk. 1, nr. 1,
indsættes efter ”udløb”:
”, jf. § 10, stk. 3, og § 13, stk. 3,”.
34.
I
§ 25, stk. 1, nr. 2,
ændres ”nr. 9 og 13” til:
”nr. 11 og 15”.
35.
I
overskriften
til kapitel 11 indsættes efter
”ufravigelighed”: ”, tilsyn”.
36.
Efter § 33 indsættes som ny paragraf:
227
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
2429073_0230.png
Ӥ 33 a.
Forbrugerombudsmanden fører tilsyn
med overholdelsen af loven. Tilsynet føres efter
markedsføringslovens regler.”
§ 34
Den erhvervsdrivendes overtrædelse af § 4,
stk. 1, § 8, stk. 1, nr. 9, § 14, stk. 1, nr. 10, og
§ 28, stk. 3, straffes med bøde.
Stk. 2-3.
---
37.
I
§ 34, stk. 1,
ændres
”§ 8, stk. 1, nr. 9, § 14,
stk. 1, nr. 10, og § 28, stk.
3” til: ”§
8, stk. 1, nr.
1-5, 8-13 og 16-24, § 8 a, §§ 10 og 11, § 13, §
14, stk. 1, nr. 10, § 17, stk. 1, § 22 a, og § 28,
stk. 3, eller opkrævning af betaling i strid med
§ 30 og § 31, stk. 1 og
3”.
38.
I
§ 34
indsættes som
stk. 4:
”Stk. 4.
Ved udmåling af bøde for overtrædel-
ser efter stk. 1, der kan skade de kollektive in-
teresser for forbrugere i mindst to andre med-
lemsstater ud over Danmark, kan bøden maksi-
malt udgøre 4 pct. af den erhvervsdrivendes år-
lige omsætning i de berørte medlemsstater.
Hvis oplysninger om den erhvervsdrivendes
omsætning ikke er tilgængelige, kan bøden
maksimalt udgøre 2 mio. euro.”
Bilag 1. Standardvejledning om fortrydelses-
ret ved aftaler indgået uden for den erhvervs-
drivendes forretningssted og ved aftaler om
fjernsalg af varer og ikkefinansielle tjeneste-
ydelser
---
For at udøve fortrydelsesretten skal De meddele
os [2] Deres beslutning om at fortryde denne af-
tale i en utvetydig erklæring (f.eks. ved postbe-
sørget brev, fax eller e-mail). De kan benytte den
vedhæftede standardfortrydelsesformular, men
det er ikke obligatorisk. [3]
---
39.
I lovens
bilag 1
udgår i tredje afsnit under
overskriften ”Fortrydelsesret”: ”, fax”.
Instrukser med henblik på udfyldelse:
---
[2.] Indsæt Deres navn, fysiske adresse og i givet
fald Deres telefonnummer, faxnummer og e-
mailadresse.
40.
I lovens
bilag 1
affattes punkt 2 under over-
skriften ”Instrukser med henblik på udfyldelse”
således:
228
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
---
Bilag 3. Standardfortrydelsesformular
(denne formular udfyldes og returneres kun,
hvis fortrydelsesretten gøres gældende)
- Til [her indsættes den erhvervsdrivendes
navn, fysiske adresse og i givet fald faxnummer
og e-mail-adresse af den erhvervsdrivende
selv]:
---
”[2.]
Indsæt Deres navn, fysiske adresse, tele-
fonnummer og e-mailadresse.”
41.
I lovens
bilag 3
affattes første led således:
”-
Til [her indsættes den erhvervsdrivendes
navn, fysiske adresse og e-mailadresse af den
erhvervsdrivende]:”
§3
I lov om aftaler og andre retshandler på formue-
rettens område, jf. lovbekendtgørelse nr. 193 af
2. marts 2016, foretages følgende ændringer:
1.
Efter § 38 d indsættes i
kapitel 4
som nye pa-
ragraffer:
§ 38 e.
Forbrugerombudsmanden fører tilsyn
med, om erhvervsdrivende anvender urimelige
aftalevilkår, og med overholdelsen af § 38 b,
stk. 2. Tilsynet føres efter markedsføringslo-
vens regler.
§ 38 f.
Justitsministeren kan efter indstilling fra
Forbrugerombudsmanden fastsætte regler om,
at erhvervsdrivende, som anvender nærmere
angivne standardvilkår, som er klart urimelige
anvende i forbrugeraftaleforhold, jf. aftalelo-
vens § 38 c, straffes med bøde.
Stk. 2.
Justitsministeren kan endvidere fastsætte
regler om, at der ved udmåling af bøde efter stk.
1 for overtrædelser, der kan skade de kollektive
interesser for forbrugere i mindst to andre med-
lemsstater ud over Danmark, kan bøden maksi-
malt udgøre 4 pct. af den erhvervsdrivendes år-
lige omsætning i de berørte medlemsstater.
Hvis oplysninger om den erhvervsdrivendes
omsætning ikke er tilgængelige, kan bøden
maksimalt udgøre 2 mio. euro.
Stk. 3.
Justitsministeren kan desuden fastsætte
regler om, at der kan pålægges selskaber m.v.
(juridiske personer) strafansvar efter reglerne i
straffelovens 5. kapitel.
§4
229
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Lovens §§ 1, 2 og 3 træder i kraft den 28. maj
2022.
§5
Stk. 1.
Loven gælder ikke for Færøerne og
Grønland.
Stk. 2.
§§ 2 og 3 kan ved kongelig anordning
sættes i kraft for Grønland med de ændringer,
som de grønlandske forhold tilsiger.
230
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
2429073_0233.png
Bilag til betænkningen
Bilag 1: Lov nr. 1457 af 17. december 2013 om forbrugeraftaler (forbrugeraftaleloven)
Lov om forbrugeraftaler
1)
VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt:
Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:
Kapitel 1
Lovens område og definitioner
§ 1.
Loven finder anvendelse på forbrugeraftaler, jf. § 2, og på erhvervsdrivendes henven-
delser med henblik på indgåelse af sådanne aftaler.
Stk. 2.
Lovens kapitel 4 om fortrydelsesret gælder kun for
1) aftaler indgået ved fjernsalg, jf. § 3, nr. 1, og
2) aftaler indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted, jf. § 3, nr. 2.
Stk. 3.
Lovens kapitel 10 om visse lovvalgsaftaler gælder kun for aftaler indgået ved fjern-
salg, jf. § 3, nr. 1.
Stk. 4.
Loven gælder ikke for
1) forsikringsaftaler omfattet af lov om forsikringsaftaler og henvendelser med henblik på
indgåelse af aftale herom, jf. dog § 4, stk. 2, nr. 3,
2) aftaler, der indgås ved hjælp af vareautomater eller lignende automater,
3) aftaler om brug af offentligt tilgængelig telefon eller andet telekommunikationsmiddel,
når aftalen med udbyderen af telekommunikation indgås ved benyttelse af kommunikations-
midlet, og
4) aftaler om personbefordring, dog med undtagelse af §§ 12 og 31.
§ 2.
Ved en forbrugeraftale forstås i denne lov en aftale, som en erhvervsdrivende indgår som
led i sit erhverv, når den anden part (forbrugeren) hovedsagelig handler uden for sit erhverv.
Stk. 2.
Den erhvervsdrivende har bevisbyrden for, at en aftale, den pågældende har indgået,
ikke er en forbrugeraftale.
Stk. 3.
Under i øvrigt samme betingelser som nævnt i stk. 1 finder loven tillige anvendelse
på aftaler om varer og tjenesteydelser fra ikkeerhvervsdrivende, hvis aftalen er indgået eller
formidlet for sælgeren eller tjenesteyderen af en erhvervsdrivende, og på erhvervsdrivendes
henvendelser med henblik på indgåelse af sådanne aftaler.
§ 3.
I denne lov forstås ved:
1) Fjernsalgsaftale: Enhver aftale om varer, tjenesteydelser eller løbende levering af varer
eller tjenesteydelser, når aftalen
a) indgås ved brug af kommunikation, der foregår, uden at forbrugeren og den erhvervs-
drivende mødes fysisk (fjernkommunikation), og
b) indgås som led i et system for fjernsalg, som drives af den erhvervsdrivende.
2) Aftale indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted: Enhver aftale mellem den
erhvervsdrivende og forbrugeren,
a) som er indgået med den erhvervsdrivendes og forbrugerens samtidige tilstedeværelse
på et sted, der ikke er den erhvervsdrivendes forretningssted,
b) hvor forbrugeren har afgivet tilbud under de samme omstændigheder som nævnt under
litra a,
231
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
c) som er indgået på den erhvervsdrivendes forretningssted eller ved brug af en fjernkom-
munikationsteknik, umiddelbart efter at forbrugeren er blevet kontaktet personligt og in-
dividuelt af den erhvervsdrivende på et sted, som ikke er den erhvervsdrivendes forret-
ningssted, med samtidig fysisk tilstedeværelse af den erhvervsdrivende og forbrugeren,
eller
d) som er indgået under en udflugt arrangeret af den erhvervsdrivende med det formål at
præsentere og sælge varer eller tjenesteydelser til forbrugeren.
3) Den erhvervsdrivendes forretningssted:
a) Ethvert ikkeflytbart detailforretningssted, hvor den erhvervsdrivende fast udøver sin
aktivitet, eller
b) ethvert flytbart detailforretningssted, hvor den erhvervsdrivende udøver sin aktivitet
på sædvanligt grundlag.
4) Finansiel tjenesteydelse: Enhver tjeneste, der har karakter af bank-, kredit-, forsikrings-,
individuel pensions-, investerings- eller betalingstjenesteydelse.
5) Varigt medium: Ethvert middel, som sætter forbrugeren eller den erhvervsdrivende i stand
til at lagre oplysninger rettet personligt til vedkommende med mulighed for fremtidig an-
vendelse i en periode afpasset efter oplysningernes formål, og som giver mulighed for uæn-
dret gengivelse af de lagrede oplysninger.
6) Offentlig auktion: En salgsmetode, hvor den erhvervsdrivende tilbyder varer eller tjene-
steydelser til forbrugere, som selv er eller har mulighed for at være til stede under auktionen,
gennem en gennemsigtig konkurrencebaseret budprocedure, som styres af en auktionshol-
der, og hvor tilbudsgiver, hvis bud antages, er forpligtet til at købe varerne eller tjenesteydel-
serne.
Kapitel 2
Forbud mod uanmodet henvendelse m.v.
§ 4.
Erhvervsdrivende må ikke uden forudgående anmodning herom rette telefonisk henven-
delse til en forbruger eller personlig henvendelse til en forbruger på dennes bopæl, arbejdsplads
eller andet sted, hvortil der ikke er almindelig adgang, med henblik på straks eller senere at
opnå tilbud eller accept af tilbud om indgåelse af aftale.
Stk. 2.
Stk. 1 gælder ikke for telefoniske henvendelser om
1) bestilling af bøger,
2) tegning af abonnement på aviser, ugeblade og tidsskrifter,
3) formidling af forsikringsaftaler og
4) tegning af abonnement om redningstjeneste eller sygetransport.
§ 5.
Et løfte afgivet af forbrugeren ved en erhvervsdrivendes henvendelse i strid med § 4 er
ikke bindende.
§ 6.
Fremsender eller afleverer en erhvervsdrivende en vare til en forbruger uden dennes for-
udgående anmodning, og skyldes dette ikke en fejl, kan forbrugeren beholde varen vederlags-
frit. Udfører en erhvervsdrivende en tjenesteydelse for forbrugeren uden dennes forudgående
anmodning, kan forbrugeren ikke blive forpligtet til at betale vederlag herfor.
Kapitel 3
Oplysningspligt
Oplysningspligtens område
232
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
§ 7.
Den erhvervsdrivende har pligt til at give forbrugeren oplysninger i overensstemmelse
med reglerne i dette kapitel. Den erhvervsdrivende har bevisbyrden for, at de oplysningskrav,
der følger af dette kapitel, er opfyldt.
Stk. 2.
Reglerne i dette kapitel gælder ikke ved aftaler
1) om levering af fødevarer, drikkevarer eller andre varer til husholdningens løbende for-
brug, som leveres fysisk til forbrugerens hjem, bopæl eller arbejdsplads af en erhvervsdri-
vende, der ofte og regelmæssigt betjener faste ruter,
2) om stiftelse eller overdragelse af rettigheder over fast ejendom med undtagelse af fjern-
salgsaftaler vedrørende finansielle tjenesteydelser eller af fjernsalgsaftaler vedrørende ud-
lejning af fast ejendom,
3) om opførelse af bygning,
4) som er omfattet af § 1, stk. 1, i lov om forbrugeraftaler om brugsret til logi på timeshare-
basis, længerevarende ferieprodukter m.v.,
5) som er omfattet af § 1, stk. 1, i lov om pakkerejser,
6) om spil, hvor der for deltagelse betales en pengeindsats, eller
7) hvor varen og købesummen udveksles samtidig med indgåelse af en aftale uden for den
erhvervsdrivendes forretningssted, hvis købesummen ikke overstiger 350 kr.
Oplysningspligt for aftaler vedrørende varer og ikkefinansielle tjenesteydelser indgået uden
for den erhvervsdrivendes forretningssted eller ved fjernsalg
§ 8.
Inden der indgås en aftale om en vare eller en ikkefinansiel tjenesteydelse, skal den er-
hvervsdrivende, hvis aftalen indgås uden for den erhvervsdrivendes forretningssted eller ved
fjernsalg, på en klar og forståelig måde give forbrugeren oplysning om
1) varens eller tjenesteydelsens vigtigste egenskaber i et omfang, der svarer til kommunika-
tionsteknikken og til varen eller tjenesteydelsen,
2) den erhvervsdrivendes identitet og den fysiske adresse, hvor den erhvervsdrivende er
etableret, samt eventuelle telefon- og faxnumre og e-mailadresse,
3) hvor det er relevant, identitet og den fysiske adresse på den erhvervsdrivende, som der
handles på vegne af,
4) den fysiske adresse på den erhvervsdrivendes forretningssted og, hvor det er relevant,
adressen på forretningsstedet for den erhvervsdrivende, som der handles på vegne af, hvis
den er forskellig fra den adresse, der er opgivet i overensstemmelse med nr. 3, og hvortil
forbrugeren kan indgive eventuelle klager,
5) den samlede pris for varen eller tjenesteydelsen inklusive afgifter eller, hvis varens eller
tjenesteydelsens art gør, at prisen ikke med rimelighed kan udregnes på forhånd, den måde,
hvorpå prisen skal udregnes, samt, hvor det er relevant, alle yderligere omkostninger vedrø-
rende fragt, levering eller porto og enhver anden omkostning eller, hvor disse omkostninger
ikke med rimelighed kan udregnes på forhånd, oplysning om, at der kan forekomme sådanne
yderligere omkostninger,
6) de samlede udgifter pr. afregningsperiode, hvor der er tale om tidsubestemte aftaler eller
abonnementsaftaler, herunder de samlede månedlige udgifter, hvor der er tale om tidsube-
stemte aftaler eller abonnementsaftaler, der betales med et fast beløb, eller, hvor de samlede
udgifter ikke kan udregnes på forhånd, oplysning om, hvordan prisen skal udregnes,
7) eventuelle omkostninger for forbrugeren ved anvendelse af den pågældende fjernkommu-
nikationsteknik til indgåelse af aftalen, når de beregnes efter en anden takst end grundtak-
sten,
8) vilkår om betaling, levering, opfyldelse, det tidspunkt, hvor den erhvervsdrivende forplig-
ter sig til at levere varen eller yde tjenesteydelsen, og, hvor det er relevant, den erhvervsdriv-
endes praksis for klagebehandling,
233
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
9) hvorvidt der er fortrydelsesret, og i givet fald betingelser, tidsfrist og procedurer for at
gøre fortrydelsesretten gældende, jf. § 20, samt den standardfortrydelsesformular, der er an-
givet i bilag 3 til loven,
10) hvor fortrydelsesretten ikke finder anvendelse, jf. § 18, stk. 2 og 3, at forbrugeren ikke
vil kunne gøre fortrydelsesretten gældende,
11) hvor det er relevant, under hvilke omstændigheder forbrugeren mister sin fortrydelsesret,
12) hvor det er relevant, at forbrugeren skal betale udgifterne til tilbagelevering af varen i
tilfælde af fortrydelse og i forbindelse med aftaler om fjernsalg, hvis varen i kraft af sin art
ikke kan returneres med normal post, udgifterne til returnering af varen,
13) at forbrugeren ved tilbagetræden fra en tjenesteydelsesaftale, hvis aftalens opfyldelse på
forbrugerens udtrykkelige anmodning er påbegyndt inden fortrydelsesfristens udløb, skal
betale den erhvervsdrivende for rimelige omkostninger i henhold til § 25, stk. 1 og 2,
14) at købelovens mangelsregler kan finde anvendelse,
15) hvor det er relevant, eftersalgskundebistand og betingelserne herfor, eftersalgsservice og
handelsmæssige garantier,
16) relevante adfærdskodeks og, hvor det er relevant, oplysning om, hvordan eksemplarer
heraf kan fremskaffes,
17) hvor det er relevant, aftalens varighed eller for tidsubestemte aftaler eller for aftaler, der
forlænges automatisk, betingelserne for at opsige aftalen,
18) hvor det er relevant, minimumsvarigheden af forbrugerens forpligtelser i henhold til af-
talen,
19) hvor det er relevant, forskud eller andre finansielle garantier, som forbrugeren skal betale
eller stille efter anmodning fra den erhvervsdrivende, og betingelserne herfor,
20) hvor det er relevant, funktionaliteten, herunder gældende tekniske beskyttelsesforanstalt-
ninger, for digitalt indhold,
21) hvor det er relevant, det digitale indholds evne til at fungere sammen med hardware og
software, i henhold til hvad den erhvervsdrivende ved eller med rimelighed burde have vidst,
og
22) hvor det er relevant, mulighed for klageadgang og i givet fald om fremgangsmåden ved
klage.
Stk. 2.
I forbindelse med offentlige auktioner kan oplysningerne nævnt i stk. 1, nr. 2-4, er-
stattes med de tilsvarende oplysninger om auktionarius.
Stk. 3.
Oplysninger, som den erhvervsdrivende har pligt til at give forbrugeren, skal afgives
på dansk, såfremt den erhvervsdrivende har markedsført den pågældende vare eller tjeneste-
ydelse på dansk, medmindre forbrugeren giver sit udtrykkelige samtykke til at modtage oplys-
ningerne på et andet sprog.
§ 9.
Oplysningerne nævnt i § 8, stk. 1, nr. 9, 12 og 13, kan gives ved brug af standardfortry-
delsesvejledningen i lovens bilag 1. Den erhvervsdrivende anses for at have opfyldt oplysnings-
kravene i 1. pkt., hvis vejledningen benyttes og den er udfyldt korrekt.
Stk. 2.
De oplysninger, der er omfattet af § 8, stk. 1, udgør en integreret del af aftalen og må
kun ændres, hvis det udtrykkeligt er aftalt mellem parterne.
Stk. 3.
Har den erhvervsdrivende ikke givet forbrugeren oplysning om eventuelle yderligere
omkostninger eller andre udgifter, jf. § 8, stk. 1, nr. 5 og 6, eller om udgifter til returnering af
varen, jf. § 8, stk. 1, nr. 12, er forbrugeren ikke forpligtet til at betale disse omkostninger eller
udgifter.
§ 10.
Ved aftaler indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted skal de i § 8, stk. 1,
nævnte oplysninger gives på papir eller, hvis forbrugeren samtykker hertil, på et andet varigt
medium. Oplysningerne skal være letlæselige og udfærdiget på et klart og forståeligt sprog.
234
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Stk. 2.
Den erhvervsdrivende skal udlevere en kopi af den underskrevne aftale eller en be-
kræftelse heraf på papir eller, hvis forbrugeren samtykker hertil, på et andet varigt medium.
Ved aftaler om levering af digitalt indhold, som ikke leveres på et fysisk medium, skal den
erhvervsdrivende endvidere udlevere kopi af forbrugerens eventuelle udtrykkelige samtykke til
og anerkendelse af, at denne mister sin fortrydelsesret, når udførelsen påbegyndes inden fortry-
delsesfristens udløb, jf. § 18, stk. 2, nr. 13.
§ 11.
Ved aftaler indgået ved fjernsalg skal de i § 8, stk. 1, nævnte oplysninger gives eller
stilles til rådighed for forbrugeren under anvendelse af midler, der er tilpasset den anvendte
fjernkommunikationsteknik. Hvis oplysningerne gives på et varigt medium, skal de være letlæ-
selige.
Stk. 2.
Indgås en aftale ved anvendelse af en fjernkommunikationsteknik, som kun giver be-
grænset plads eller tid til at formidle oplysningerne, skal den erhvervsdrivende forud for afta-
lens indgåelse mindst give oplysning om den erhvervsdrivendes identitet samt de oplysninger,
der er nævnt i § 8, stk. 1, nr. 1, 5, 6, 9 og 17. De øvrige oplysninger, som er nævnt i § 8, stk. 1,
skal den erhvervsdrivende formidle til forbrugeren på en passende måde i overensstemmelse
med stk. 1.
Stk. 3.
Kontakter den erhvervsdrivende forbrugeren telefonisk med henblik på indgåelse af
en aftale om fjernsalg af en vare eller en ikkefinansiel tjenesteydelse, skal den erhvervsdrivende
ud over de oplysninger, der følger af stk. 2, ved begyndelsen af samtalen give forbrugeren op-
lysning om sit navn og eventuelt navnet på den person, opkaldet foretages på vegne af, og om
det kommercielle formål med henvendelsen.
Stk. 4.
På hjemmesider, hvor der er mulighed for elektronisk handel, skal det senest ved be-
stillingsprocessens begyndelse klart og let læseligt angives, om der gælder nogen leveringsbe-
grænsninger, og hvilke betalingsmidler der accepteres.
§ 12.
Indgås en fjernsalgsaftale ved hjælp af elektroniske midler, og pålægger aftalen forbru-
geren en betalingsforpligtelse, skal dette være angivet klart og tydeligt på det sted, hvor bestil-
lingen afgives. Endvidere skal den erhvervsdrivende tydeligt og i fremhævet form, og umiddel-
bart før forbrugeren afgiver sin bestilling, gøre forbrugeren opmærksom på de oplysninger, der
er nævnt i § 8, stk. 1, nr. 1, 5, 6, 17 og 18.
Stk. 2.
Forbrugeren er alene bundet af aftalen eller bestillingen, hvis stk. 1 er overholdt.
§ 13.
Ved aftaler indgået ved fjernsalg skal den erhvervsdrivende inden for rimelig tid efter
aftaleindgåelsen og senest ved levering af varen, eller før leveringen af tjenesteydelsen påbe-
gyndes, give forbrugeren en bekræftelse af aftalen på et varigt medium.
Stk. 2.
En bekræftelse af aftalen som nævnt i stk. 1 skal indeholde de oplysninger, der er
nævnt i § 8, stk. 1, medmindre den erhvervsdrivende allerede har givet oplysningerne på et
varigt medium. Ved aftaler om levering af digitalt indhold, som ikke leveres på et fysisk me-
dium, skal den erhvervsdrivende endvidere udlevere en kopi af forbrugerens eventuelle udtryk-
kelige samtykke til og anerkendelse af, at denne mister sin fortrydelsesret, når udførelsen på-
begyndes inden fortrydelsesfristens udløb, jf. § 18, stk. 2, nr. 13.
Oplysningspligt for fjernsalgsaftaler vedrørende finansielle tjenesteydelser
§ 14.
Inden der indgås en fjernsalgsaftale vedrørende en finansiel tjenesteydelse, skal den
erhvervsdrivende give forbrugeren oplysning om
1) tjenesteydelsens vigtigste egenskaber i et omfang, der svarer til kommunikationsteknik-
ken og til tjenesteydelsen,
2) den samlede pris for tjenesteydelsen inklusive afgifter eller, hvis tjenesteydelsens art gør,
at prisen ikke med rimelighed kan udregnes på forhånd, den måde, hvorpå prisen skal ud-
regnes, og, hvor det er relevant, alle yderligere omkostninger vedrørende fragt, levering eller
235
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
porto og enhver anden omkostning eller, hvor disse omkostninger ikke med rimelighed kan
udregnes på forhånd, oplysning om, at der kan forekomme sådanne yderligere omkostninger,
3) eventuelle omkostninger for forbrugeren ved anvendelse af den pågældende fjernkommu-
nikationsteknik til indgåelse af aftalen, når de beregnes efter en anden takst end grundtak-
sten,
4) vilkår om betaling, levering, opfyldelse, det tidspunkt, hvor den erhvervsdrivende forplig-
ter sig til at yde tjenesteydelsen, og, hvor det er relevant, den erhvervsdrivendes praksis for
klagebehandling,
5) hvor det er relevant, aftalens varighed eller for tidsubestemte aftaler eller for aftaler, der
forlænges automatisk, betingelserne for at opsige aftalen,
6) hvor det er relevant, minimumsvarigheden af forbrugerens forpligtelser i henhold til afta-
len,
7) den erhvervsdrivendes navn, erhvervsmæssige hovedaktivitet, fysiske adresse og, hvis der
er tale om en udenlandsk erhvervsdrivende, der har en repræsentant her i landet, eller hvis
leverandøren i øvrigt er repræsenteret af en anden, relevante oplysninger om denne repræ-
sentant, herunder dennes fysiske adresse,
8) cvr-nummeret, hvis den erhvervsdrivende er optaget i Det Centrale Virksomhedsregister,
eller det relevante identifikationsnummer i et handelsregister eller lignende offentligt regi-
ster, som den erhvervsdrivende måtte være optaget i, samt ved eventuelt tilhørsforhold til
godkendelsesordninger oplysning om den relevante tilsynsmyndighed,
9) hvorvidt der er klageadgang, og i givet fald om fremgangsmåden ved klage, herunder
oplysning om en fysisk adresse, hvor forbrugeren kan henvende sig med eventuelle klager,
10) hvorvidt der er fortrydelsesret, og i givet fald fortrydelsesfristens begyndelsestidspunkt
og varighed samt betingelserne for og fremgangsmåden ved brug af fortrydelsesretten, her-
under om, til hvilken adresse meddelelse om fortrydelse skal sendes,
11) eventuelle særlige risici ved tjenesteydelsen som følge af ydelsens særlige karakter eller
som følge af de operationer, der skal gennemføres, ligesom der skal gives oplysning herom,
hvis ydelsens pris afhænger af udsving på de finansielle markeder, og hvis historiske afkast
ikke kan benyttes til at danne forventninger om fremtidige afkast,
12) det beløb, som kan afkræves forbrugeren i henhold til § 25, stk. 1,
13) en eventuel lovvalgs- eller værnetingsklausul i aftalen,
14) på hvilket sprog aftalevilkårene og forhåndsoplysningerne gøres tilgængelige, og på
hvilket sprog leverandøren påtager sig at kommunikere i aftaleperioden,
15) hvorvidt der findes en garantifond eller anden garantiordning, og
16) hvor længe oplysningerne gælder, herunder hvor længe tjenesteydelsen udbydes til den
anførte pris.
Stk. 2.
Ved indgåelse af en forbrugeraftale om fjernsalg af en finansiel tjenesteydelse, der er
omfattet af lov om betalingstjenester og elektroniske penge, skal forbrugeren have de oplysnin-
ger, der følger af stk. 1, nr. 2-4, 10-12, 15 og 16. For så vidt angår oplysningskravet i stk. 1, nr.
2, skal der alene gives oplysning om, at der kan være andre afgifter eller omkostninger, der ikke
betales af den erhvervsdrivende eller pålægges af denne. Endvidere finder §§ 43, 44, 47 og 48
i lov om betalingstjenester og elektroniske penge anvendelse.
Stk. 3.
Kontakter den erhvervsdrivende forbrugeren telefonisk med henblik på indgåelse af
en aftale om fjernsalg af en finansiel tjenesteydelse, skal den erhvervsdrivende ved begyndelsen
af samtalen give forbrugeren oplysning om den erhvervsdrivendes identitet og navnet på den
person, som forbrugeren er i kontakt med, og dennes forbindelse til den erhvervsdrivende samt
om det kommercielle formål med henvendelsen. Herudover kan den erhvervsdrivende med for-
brugerens samtykke nøjes med at give de i stk. 1, nr. 1, 2 og 10-12, nævnte oplysninger. Den
erhvervsdrivende skal underrette forbrugeren om, at der kan fås flere oplysninger, og om disse
oplysningers karakter. Den fulde oplysningspligt efter stk. 1 skal opfyldes i forbindelse med
meddelelse på varigt medium i overensstemmelse med § 15.
236
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Stk. 4.
De i stk. 1 nævnte oplysninger skal gives i rimelig tid, inden der indgås en aftale, og
oplysningerne skal være klare, tydelige og forståelige. Det skal klart fremgå, at oplysningerne
gives med henblik på indgåelse af en aftale, og oplysningerne skal gives på en måde, som er
egnet under hensyn til den anvendte kommunikationsteknik, og som tager særligt hensyn til
umyndige personer.
Stk. 5.
Har den erhvervsdrivende inden for det seneste år indgået en eller flere aftaler med
den samme forbruger af samme karakter, gælder stk. 1, 3 og 4, alene i relation til den første
aftale, jf. dog § 15, stk. 4.
§ 15.
Inden indgåelse af en fjernsalgsaftale om en finansiel tjenesteydelse skal de i § 14,
stk. 1, nævnte oplysninger være meddelt forbrugeren på papir eller på et andet varigt medium,
som forbrugeren har adgang til. Forbrugeren skal samtidig på den anførte måde have fået op-
lysning om aftalevilkårene.
Stk. 2.
Oplysningerne om fortrydelsesretten, jf. § 14, stk. 1, nr. 10, skal gives ved brug af
standardfortrydelsesvejledningen i lovens bilag 2. Den erhvervsdrivende kan dog anvende en
anden tekst end den tekst, der følger af bilaget, hvis forbrugeren herved gives tilsvarende infor-
mationer som efter bilaget og informationerne ikke gives på en mindre tydelig og forståelig
måde.
Stk. 3.
Indgås aftalen på forbrugerens anmodning under anvendelse af fjernkommunikations-
teknik, som ikke gør det muligt at give oplysningerne på den i stk. 1 nævnte måde inden aftalens
indgåelse, skal forpligtelsen opfyldes straks efter aftalens indgåelse.
Stk. 4.
Er de i § 14, stk. 1, nævnte oplysninger meddelt forbrugeren i forbindelse med en tid-
ligere aftale af samme karakter, jf. § 14, stk. 5, er den erhvervsdrivendes oplysningspligt efter
stk. 1-3 opfyldt, hvis den erhvervsdrivende har sikret sig, at forbrugeren fortsat har adgang til
oplysningerne og aftalevilkårene på papir eller andet varigt medium.
§ 16.
For fjernsalgsaftaler om finansielle tjenesteydelser har forbrugeren på ethvert tidspunkt
under aftaleforholdet ret til efter anmodning at få udleveret aftalevilkårene på papir. Forbruge-
ren kan endvidere ændre den benyttede fjernkommunikationsteknik, medmindre det er uforene-
ligt med den indgåede aftale eller karakteren af den leverede ydelse.
Oplysningspligt for andre aftaler end aftaler om fjernsalg eller aftaler indgået uden for den
erhvervsdrivendes forretningssted
§ 17.
Inden der indgås en anden aftale end en aftale indgået uden for den erhvervsdrivendes
forretningssted eller en aftale om fjernsalg, skal den erhvervsdrivende, medmindre oplysnin-
gerne allerede fremgår tydeligt af sammenhængen, på en klar og forståelig måde give forbru-
geren oplysning om
1) varens eller tjenesteydelsens vigtigste egenskaber i et omfang, der svarer til kommunika-
tionsteknikken og til varen eller tjenesteydelsen,
2) den erhvervsdrivendes identitet og den fysiske adresse, hvor den erhvervsdrivende er
etableret, samt eventuelle telefon- og faxnumre og e-mailadresse,
3) den samlede pris for varen eller tjenesteydelsen inklusive afgifter eller, hvis varens eller
tjenesteydelsens art gør, at prisen ikke med rimelighed kan udregnes på forhånd, den måde,
hvorpå prisen skal udregnes, samt, hvor det er relevant, alle yderligere omkostninger vedrø-
rende fragt, levering eller porto og enhver anden omkostning eller, hvor disse omkostninger
ikke med rimelighed kan udregnes på forhånd, oplysning om, at der kan forekomme sådanne
yderligere omkostninger,
4) vilkår om betaling, levering, opfyldelse, det tidspunkt, hvor den erhvervsdrivende forplig-
ter sig til at levere varen eller yde tjenesteydelsen, og, hvor det er relevant, den erhvervsdriv-
endes praksis for klagebehandling,
5) at købelovens mangelsregler finder anvendelse,
237
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
6) hvor det er relevant, eftersalgskundebistand og betingelserne herfor, eftersalgsservice og
handelsmæssige garantier,
7) hvor det er relevant, aftalens varighed eller for tidsubestemte aftaler eller for aftaler, der
forlænges automatisk, betingelserne for at opsige aftalen,
8) hvor det er relevant, funktionaliteten, herunder gældende tekniske beskyttelsesforanstalt-
ninger, for digitalt indhold, og
9) hvor det er relevant, det digitale indholds evne til at fungere sammen med hardware og
software, i henhold til hvad den erhvervsdrivende ved eller med rimelighed burde have vidst.
Stk. 2.
Stk. 1 gælder ikke for aftaler, der omfatter dagligdags transaktioner, som opfyldes
umiddelbart på tidspunktet for deres indgåelse.
Kapitel 4
Fortrydelsesret
Fortrydelsesrettens område
§ 18.
Forbrugeren kan træde tilbage fra aftalen (fortrydelsesret) i overensstemmelse med reg-
lerne i dette kapitel ved aftaler om fjernsalg og ved aftaler indgået uden for den erhvervsdriv-
endes forretningssted.
Stk. 2.
Reglerne i dette kapitel gælder ikke for
1) aftaler omfattet af § 7, stk. 2,
2) udførte ikkefinansielle tjenesteydelser, hvis leveringen af tjenesteydelsen er påbegyndt
med forbrugerens forudgående udtrykkelige samtykke og anerkendelse af, at fortrydelses-
retten ophører, når tjenesteydelsen er fuldt udført,
3) levering af varer, som er fremstillet efter forbrugerens specifikationer eller har fået et ty-
deligt personligt præg,
4) levering af varer, som må antages at blive forringet eller forældet hurtigt,
5) levering af forseglede varer, som af sundhedsbeskyttelses- eller hygiejnemæssige årsager
ikke er egnet til at blive returneret, og hvor forseglingen er blevet brudt efter leveringen,
6) levering af varer, som på grund af deres art bliver uløseligt blandet sammen med andre
varer ved leveringen,
7) levering af alkoholholdige drikkevarer, hvor prisen blev fastsat ved købsaftalens indgå-
else og levering først kan finde sted efter 30 dage, og hvor den faktiske værdi afhænger af
markedskonjunkturer, som den erhvervsdrivende ikke har indflydelse på,
8) aftaler om specifikke hastende reparations- eller vedligeholdelsesarbejder hos forbruge-
ren, som denne på forhånd udtrykkeligt har anmodet om,
9) levering af plomberede lyd- eller billedoptagelser eller computersoftware, som forbruge-
ren har brudt plomberingen på,
10) levering af aviser, tidsskrifter eller magasiner med undtagelse af abonnementsaftaler for
levering af sådanne publikationer,
11) aftaler, der indgås på en offentlig auktion,
12) levering af tjenesteydelser i form af logi undtagen til beboelsesformål, transport af varer,
biludlejningsvirksomhed, forplejning eller tjenesteydelser i forbindelse med fritidstilbud, når
det følger af aftalen, på hvilken dato eller inden for hvilken bestemt periode den pågældende
tjenesteydelse skal udføres,
13) levering af digitalt indhold, som ikke leveres på et fysisk medium, hvis udførelsen er
påbegyndt med forbrugerens forudgående udtrykkelige samtykke og anerkendelse af, at ved-
kommende dermed mister sin fortrydelsesret,
14) finansielle tjenesteydelser omfattet af lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v.
og
238
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
15) aftaler om varer, værdipapirer eller tjenesteydelser, hvis prisen afhænger af udsving på
kapitalmarkedet, som den erhvervsdrivende ikke har nogen indflydelse på, og som kan fore-
komme i fortrydelsesperioden.
Stk. 3.
Kapitlet gælder dog for de i stk. 2, nr. 15, nævnte aftaler, hvis aftalen vedrører finan-
sielle tjenesteydelser og er indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted.
Fortrydelsesfristen og dens beregning m.v.
§ 19.
Vil forbrugeren udøve sin fortrydelsesret, skal forbrugeren inden 14 dage benytte den
i § 20 angivne fremgangsmåde, ved aftaler om individuel pensionsordning dog inden for en
frist på 30 dage. Der kan ikke stilles krav om, at årsagen til fortrydelsen angives. For så vidt
angår aftaler om varer eller ikkefinansielle tjenesteydelser, kan forbrugeren ikke pådrage sig
andre omkostninger end dem, der er nævnt i § 22, stk. 3, § 24 og § 25.
Stk. 2.
Den periode, hvori fortrydelsesretten efter stk. 1 kan udøves, løber fra
1)
den dag, hvor aftalen indgås, hvis den vedrører en tjenesteydelse,
2)
hvis aftalen vedrører en vare, den dag, hvor forbrugeren eller den af forbrugeren angivne
tredjemand, dog ikke transportøren, får varen i fysisk besiddelse,
a)
i tilfælde af flere forskellige varer, som er bestilt i én ordre, men leveres enkeltvis, når
den sidste vare er i forbrugerens eller den af forbrugeren angivne tredjemands, dog ikke
transportørens, fysiske besiddelse,
b)
i tilfælde af en vare, der består af flere partier eller dele, når det sidste parti eller den
sidste del er i forbrugerens eller den af forbrugeren angivne tredjemands, dog ikke trans-
portørens, fysiske besiddelse, og
c)
i tilfælde af aftaler om regelmæssig levering af varer over en bestemt periode, når den
første vare er i forbrugerens eller den af forbrugeren angivne tredjemands, dog ikke trans-
portørens, fysiske besiddelse, eller
3)
den dag, hvor aftalen indgås, hvis det drejer sig om aftaler om forsyning af vand, gas eller
elektricitet, når disse varer ikke sælges i et afgrænset volumen eller i en bestemt mængde,
eller levering af fjernvarme eller digitalt indhold, der ikke leveres på et fysisk medium.
Stk. 3.
Uanset stk. 2 løber den periode, hvori fortrydelsesretten efter stk. 1 kan udøves, for så
vidt angår aftaler om en vare eller en ikkefinansiel tjenesteydelse, først fra den dag, hvor for-
brugeren har modtaget de i § 8, stk. 1, nr. 9, nævnte oplysninger på et varigt medium, jf. dog
stk. 4. Er der tale om en fjernsalgsaftale vedrørende en finansiel tjenesteydelse, løber fortrydel-
sesperioden først fra den dag, hvor forbrugeren har modtaget oplysninger i henhold til § 15, jf.
dog stk. 5.
Stk. 4.
Er de i § 8, stk. 1, nr. 9, nævnte oplysninger ikke givet til forbrugeren på et varigt
medium, udløber den periode, hvori fortrydelsesretten efter stk. 1 kan udøves, for så vidt angår
aftaler om en vare eller en ikkefinansiel tjenesteydelse, senest 12 måneder efter den i stk. 2
nævnte 14-dagesperiode, dog senest 14 dage efter den dag, hvor oplysningerne er kommet frem
til forbrugeren.
Stk. 5.
Såfremt aftalen vedrører fjernsalg af en finansiel tjenesteydelse, gælder fortrydelses-
retten kun, indtil aftalen efter forbrugerens udtrykkelige samtykke er blevet helt opfyldt af
begge parter.
Stk. 6.
Falder den sidste dag for udøvelse af fortrydelsesretten på en helligdag, en lørdag,
grundlovsdag, den 24. december eller den 31. december, udløber fristen den følgende hverdag.
1. pkt. finder tilsvarende anvendelse for fristerne nævnt i § 22, stk. 1, § 23, § 24, stk. 1 og 4, §
25, stk. 4, og § 28, stk. 1 og 4.
Udøvelse af fortrydelsesretten
239
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
§ 20.
Ønsker forbrugeren at udøve sin fortrydelsesret, skal denne inden udløbet af den for-
trydelsesfrist, der følger af § 19, ved afgivelse af en utvetydig erklæring give den erhvervsdri-
vende meddelelse herom. Forbrugeren kan vælge at benytte standardfortrydelsesformularen i
lovens bilag 3.
Stk. 2.
Den erhvervsdrivende kan endvidere på sin hjemmeside give forbrugeren mulighed
for elektronisk at udfylde og indsende enten standardfortrydelsesformularen i lovens bilag 3
eller en anden utvetydig erklæring. Benytter forbrugeren den fremgangsmåde, der er anført i 1.
pkt., skal den erhvervsdrivende straks på et varigt medium kvittere for modtagelsen.
Stk. 3.
Er meddelelsen afsendt inden fortrydelsesfristens udløb, anses fristen for overholdt.
Stk. 4.
Forbrugeren har bevisbyrden for, at denne har gjort brug af fortrydelsesretten i over-
ensstemmelse med stk. 1-3.
Retsvirkningerne af udøvelse af fortrydelsesretten
§ 21.
Ved udøvelse af fortrydelsesretten ophører parternes forpligtelse til at opfylde en ind-
gået aftale. Forbrugeren er heller ikke bundet af et fremsat tilbud.
Den erhvervsdrivendes forpligtelser i tilfælde af udøvelse af fortrydelsesretten
§ 22.
Ved tilbagetræden fra en aftale om en vare eller en ikkefinansiel tjenesteydelse skal den
erhvervsdrivende tilbagebetale alle beløb, inklusive eventuelle leveringsomkostninger, modta-
get fra forbrugeren uden unødig forsinkelse og senest 14 dage fra den dato, hvor den erhvervs-
drivende i overensstemmelse med § 20 har modtaget meddelelse om forbrugerens beslutning
om at træde tilbage fra aftalen.
Stk. 2.
Den erhvervsdrivende skal foretage den i stk. 1 nævnte tilbagebetaling under anven-
delse af samme betalingsmiddel, som forbrugeren har benyttet til den oprindelige transaktion,
medmindre forbrugeren udtrykkeligt har accepteret noget andet, og i så fald forudsat at forbru-
geren ikke bliver pålagt nogen former for gebyrer som følge af tilbagebetalingen.
Stk. 3.
Uanset stk. 1 skal den erhvervsdrivende ikke tilbagebetale ekstra omkostninger for-
bundet med levering, hvis forbrugeren udtrykkeligt har valgt en anden leveringsform end den
mindst bekostelige standardlevering, som den erhvervsdrivende har tilbudt.
Stk. 4.
Medmindre den erhvervsdrivende har tilbudt at afhente varen selv, kan den erhvervs-
drivende tilbageholde det i stk. 1 nævnte beløb, indtil varen er modtaget retur, eller indtil for-
brugeren har fremlagt dokumentation for, at varen er returneret, alt efter hvilket tidspunkt der
er tidligst.
§ 23.
Ved tilbagetræden fra en fjernsalgsaftale vedrørende en finansiel tjenesteydelse, hvor
forbrugeren helt eller delvis har betalt for tjenesteydelsen, skal den erhvervsdrivende med fra-
drag af et eventuelt beløb efter § 25, stk. 1 og 2, tilbagebetale det modtagne, når forbrugeren
træder tilbage fra aftalen. Tilbagebetaling skal ske snarest muligt, og senest 30 dage efter at
forbrugerens underretning om tilbagetrædelsen er kommet frem til den erhvervsdrivende.
Forbrugerens forpligtelser i tilfælde af udøvelse af fortrydelsesretten
§ 24.
Ved tilbagetræden fra en aftale om en vare skal forbrugeren, medmindre den erhvervs-
drivende har tilbudt at afhente varen, afsende eller aflevere varen til den erhvervsdrivende eller
til en person, som den erhvervsdrivende har bemyndiget til at modtage varen, uden unødig for-
sinkelse og senest 14 dage efter den dato, hvor forbrugeren i overensstemmelse med § 20 har
givet den erhvervsdrivende meddelelse om sin beslutning om at gøre brug af fortrydelsesretten.
Stk. 2.
Forbrugeren afholder de direkte udgifter i forbindelse med tilbagelevering af varen,
medmindre den erhvervsdrivende enten har indvilliget i at afholde disse eller har undladt at
oplyse forbrugeren om, at forbrugeren skal betale udgifterne, jf. § 8, stk. 1, nr. 12.
240
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Stk. 3.
Ved aftaler indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted, hvor varen er ble-
vet leveret til forbrugerens hjem ved aftalens indgåelse, afhenter den erhvervsdrivende varen
for egen regning, hvis varen i kraft af sin art normalt ikke kan returneres med post.
Stk. 4.
Ved tilbagetræden fra en aftale om en vare indgået uden for den erhvervsdrivendes
forretningssted eller ved fjernsalg, hvor den erhvervsdrivende har tilbudt at afhente varen, og
ved tilfælde omfattet af stk. 3 tilfalder varen vederlagsfrit forbrugeren, hvis den erhvervsdri-
vende ikke afhenter varen inden 3 måneder efter det tidspunkt, hvor den erhvervsdrivende i
overensstemmelse med § 20 har modtaget meddelelse om forbrugerens beslutning om at træde
tilbage fra aftalen. Forbrugeren kan holde det modtagne tilbage, indtil vederlaget eller den be-
talte del heraf tilbagebetales.
Stk. 5.
Forbrugeren hæfter kun for eventuel forringelse af varens værdi, som skyldes anden
håndtering af varen, end hvad der er nødvendigt for at fastslå varens art, egenskaber og den
måde, den fungerer på. Forbrugeren hæfter dog ikke for eventuel forringelse af varen, hvis den
erhvervsdrivende ikke har givet meddelelse om fortrydelsesretten, jf. § 8, stk. 1, nr. 9.
§ 25.
Ved tilbagetræden fra en tjenesteydelsesaftale kan forbrugeren pålægges at betale for
den del af ydelsen, som allerede er leveret, hvis
1) aftalens opfyldelse på forbrugerens udtrykkelige anmodning er påbegyndt inden fortry-
delsesfristens udløb og
2) den erhvervsdrivende godtgør, at forbrugeren er blevet oplyst om fortrydelsesretten og
om det beløb, der skal betales, jf. § 8, stk. 1, nr. 9 og 13, og § 14, stk. 1, nr. 10 og 12.
Stk. 2.
Det beløb, som forbrugeren kan pålægges at betale efter stk. 1, skal stå i rimeligt for-
hold til omfanget af den ydelse, som allerede er leveret, sammenlignet med aftalens fulde op-
fyldelse.
Stk. 3.
Ved tilbagetræden fra en aftale om levering af digitalt indhold, der ikke leveres på et
fysisk medium, hæfter forbrugeren hverken for hel eller delvis levering, hvis
1) forbrugeren ikke på forhånd har givet sit udtrykkelige samtykke til, at aftalens opfyldelse
er påbegyndt inden fortrydelsesfristens udløb,
2) forbrugeren ikke har anerkendt, at vedkommende mister sin fortrydelsesret, når vedkom-
mende giver sit samtykke, eller
3) den erhvervsdrivende har undladt at give forbrugeren en bekræftelse af dennes forudgå-
ende udtrykkelige samtykke og anerkendelse, jf. § 10, stk. 2, 2. pkt., og § 13, stk. 2, 2. pkt.
Stk. 4.
Ved tilbagetræden fra en fjernsalgsaftale vedrørende en finansiel tjenesteydelse skal
forbrugeren snarest muligt og senest 30 dage efter afsendelsen af meddelelse om tilbagetrædel-
sen tilbagelevere ethvert beløb eller formuegode, som forbrugeren måtte have modtaget af den
erhvervsdrivende.
Kapitel 5
Tilknyttede aftaler
§ 26.
Træder forbrugeren tilbage fra en aftale efter reglerne i denne lov, bortfalder enhver
tilknyttet aftale, som forbrugeren har indgået med den erhvervsdrivende eller en tredjemand på
grundlag af en aftale mellem den erhvervsdrivende og tredjemanden.
Stk. 2.
Bortfalder en tilknyttet aftale i medfør af stk. 1, kan forbrugeren ikke af den grund
pålægges at betale gebyr eller erstatning til aftaleparten.
Kapitel 6
Den erhvervsdrivendes opfyldelse af aftaler om ikkefinansielle tjenesteydelser indgået ved
fjernsalg
241
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
§ 27.
Medmindre andet er aftalt vedrørende leveringstidspunktet, skal den erhvervsdrivende
ved aftaler om ikkefinansielle tjenesteydelser indgået ved fjernsalg levere sin ydelse uden unø-
dig forsinkelse, dog senest 30 dage efter aftalens indgåelse. Leveres ydelsen ikke i rette tid, jf.
1. pkt., og skyldes dette ikke forbrugeren eller en omstændighed, som forbrugeren bærer risi-
koen for, foreligger der forsinkelse.
Stk. 2.
I tilfælde af forsinkelse kan forbrugeren hæve købet, såfremt forsinkelsen er af væ-
sentlig betydning for forbrugeren og den erhvervsdrivende måtte forudsætte dette, eller såfremt
den erhvervsdrivende har nægtet levering. Det samme gælder, hvis den erhvervsdrivende ikke
efter påkrav leverer ydelsen inden udløbet af en rimelig frist, som forbrugeren har fastsat.
Stk. 3.
Ved ophævelse af aftalen skal den erhvervsdrivende uden unødig forsinkelse tilbage-
betale alle beløb, der er betalt i henhold til aftalen.
Kapitel 7
Ret til opsigelse af aftaler om løbende tjenesteydelser m.v.
§ 28.
Forbrugeren kan opsige en aftale om løbende levering af varer eller tjenesteydelser med
1 måneds varsel til udgangen af en måned, når der er gået 5 måneder efter aftalens indgåelse,
jf. dog stk. 2 og 4.
Stk. 2.
Stk. 1 og 4 finder ikke anvendelse, når opsigelsesvarsel eller længste bindingsperiode
er reguleret i eller i medfør af anden lovgivning. Stk. 1 finder endvidere ikke anvendelse på
aftaler, som alene vedrører varer eller tjenesteydelser, som skal leveres senest 1 år efter aftalens
indgåelse, hvis den samlede pris for de varer eller tjenesteydelser, der er omfattet af aftalen,
ikke overstiger 2.000 kr. og den fulde betaling skal ske senest 14 dage efter aftalens indgåelse.
Stk. 3.
En aftale omfattet af stk. 1 eller 4, der er indgået ved anvendelse af en standardformu-
lar, skal indeholde en bestemmelse, som tydeligt angiver, med hvilket varsel og i givet fald fra
hvilket tidspunkt aftalen kan opsiges af forbrugeren. Bestemmelsen må ikke være uforenelig
med forbrugerens ret til opsigelse efter stk. 1 og 4.
Stk. 4.
Hvis den samlede pris, der skal betales i henhold til en aftale om løbende levering af
varer eller tjenesteydelser, overstiger 20.000 kr. årligt og påbegyndelse af leveringen enten kræ-
ver, at den erhvervsdrivende afholder engangsomkostninger, der overstiger den gennemsnitlige
pris efter aftalen for 6 måneders løbende levering, eller medfører en værdiforringelse af tilsva-
rende størrelse for den erhvervsdrivende, kan forbrugeren opsige aftalen med 1 måneds varsel
til udgangen af en måned, når der er gået 11 måneder efter aftalens indgåelse.
Stk. 5.
Der kan ikke aftales et længere opsigelsesvarsel end det i stk. 1 nævnte.
§ 29.
Har forbrugeren på tidspunktet for opsigelsen betalt for en periode, som ligger efter
tidspunktet for aftalens ophør ifølge opsigelsen, skal vederlaget for denne periode straks tilba-
gebetales.
Stk. 2.
Ved beregning af det beløb, som forbrugeren skal have tilbage efter stk. 1, kan hensyn
tages til sæsonmæssige udsving i værdien af den løbende ydelse.
Kapitel 8
Telefonisk kommunikation
§ 30.
Har den erhvervsdrivende en telefontjeneste med henblik på at kunne blive kontaktet
telefonisk i forbindelse med en indgået aftale, er forbrugeren ved sådanne telefoniske opkald
ikke forpligtet til at betale mere end almindelig telefontakst.
Kapitel 9
242
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Yderligere betalinger
§ 31.
Den erhvervsdrivende kan kun kræve betaling for ydelser, der ligger ud over hoved-
ydelsen, hvis forbrugeren inden aftaleindgåelsen har givet udtrykkeligt samtykke hertil.
Stk. 2.
Forbrugeren kan kræve betalinger opnået i strid med stk. 1 tilbagebetalt.
Stk. 3.
Modtager en erhvervsdrivende kontant betaling fra en forbruger i form af udenlandske
kontanter og i denne forbindelse opkræver et gebyr, må gebyret ikke overstige de udgifter, som
den erhvervsdrivende afholder i forbindelse hermed.
Kapitel 10
Visse lovvalgsaftaler
§ 32.
Er det i en fjernsalgsaftale bestemt, at lovgivningen i et land uden for Det Europæiske
Økonomiske Samarbejdsområde skal finde anvendelse på aftalen, kan forbrugeren tillige påbe-
råbe sig ufravigelige bestemmelser i lovgivningen i et land inden for Det Europæiske Økono-
miske Samarbejdsområde, hvis det uden lovvalgsaftalen ville være dette lands lovgivning, der
gjaldt for aftalen.
Kapitel 11
Bestemmelser om lovens ufravigelighed og straf
§ 33.
Loven kan ikke fraviges til skade for forbrugeren.
§ 34.
Den erhvervsdrivendes overtrædelse af § 4, stk. 1, § 8, stk. 1, nr. 9, § 14, stk. 1, nr. 10,
og § 28, stk. 3, straffes med bøde.
Stk. 2.
Med bøde straffes endvidere den erhvervsdrivende, der gør sig skyldig i grov eller
oftere gentaget overtrædelse af § 14, stk. 1, nr. 11, § 14, stk. 2, jf. § 14, stk. 1, nr. 11, og § 15,
stk. 1, jf. § 14, stk. 1, nr. 11.
Stk. 3.
Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straf-
felovens 5. kapitel.
Kapitel 12
Ikrafttræden m.v.
§ 35.
Loven træder i kraft den 13. juni 2014.
Stk. 2.
Loven finder ikke anvendelse på forbrugeraftaler indgået før lovens ikrafttræden. For
sådanne aftaler finder de hidtil gældende regler anvendelse.
Stk. 3.
Lov nr. 451 af 9. juni 2004 om visse forbrugeraftaler ophæves.
§ 36.
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Stk. 2.
Loven kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Grønland med de
ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.
Givet på Christiansborg Slot, den 17. december 2013
Under Vor Kongelige Hånd og Segl
MARGRETHE R.
/ Karen Hækkerup
243
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
2429073_0246.png
Bilag 1
Standardvejledning om fortrydelsesret ved aftaler indgået uden for den erhvervsdriven-
des forretningssted og ved aftaler om fjernsalg af varer og ikkefinansielle tjenesteydelser
Fortrydelsesret
De har ret til at træde tilbage fra denne aftale uden begrundelse inden for 14 dage.
Fortrydelsesfristen udløber 14 dage efter den dag, [1]
For at udøve fortrydelsesretten skal De meddele os [2] Deres beslutning om at fortryde denne
aftale i en utvetydig erklæring (f.eks. ved postbesørget brev, fax eller e-mail). De kan benytte
den vedhæftede standardfortrydelsesformular, men det er ikke obligatorisk. [3]
Fortrydelsesfristen er overholdt, hvis De sender Deres meddelelse om udøvelse af fortrydelses-
retten, inden fortrydelsesfristen er udløbet.
Følger af fortrydelse
Hvis De udøver Deres fortrydelsesret i denne aftale, refunderer vi alle betalinger modtaget fra
Dem, herunder leveringsomkostninger (dog ikke ekstra omkostninger som følge af Deres eget
valg af en anden leveringsform end den billigste form for standardlevering, som vi tilbyder),
uden unødig forsinkelse og under alle omstændigheder senest 14 dage fra den dato, hvor vi har
modtaget meddelelse om Deres beslutning om at fortryde denne aftale. Vi gennemfører en så-
dan tilbagebetaling med samme betalingsmiddel, som De benyttede ved den oprindelige trans-
aktion, medmindre De udtrykkeligt har indvilget i noget andet. Under alle omstændigheder på-
lægges De ingen former for gebyrer som følge af tilbagebetalingen.
[4]
[5]
[6]
Instrukser med henblik på udfyldelse:
[1. ] Indføj en af følgende tekster i anførselstegn:
a) »hvor aftalen blev indgået«, når det drejer sig om aftaler om forsyning af vand, gas og elek-
tricitet, når disse varer ikke sælges i et afgrænset volumen eller i en bestemt mængde, fjern-
varme eller digitalt indhold, der ikke leveres på et fysisk medium,
b) »hvor De eller en af Dem angiven tredjemand, dog ikke transportøren, får varerne i fysisk
besiddelse«, når det drejer sig om købsaftaler,
244
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
c) »hvor De eller en af Dem angiven tredjemand, dog ikke transportøren, får den sidste vare i
fysisk besiddelse«, når det drejer sig om en aftale om flere forskellige varer, som er bestilt i én
ordre, og som leveres enkeltvis,
d) »hvor De eller en af Dem angiven tredjemand, dog ikke transportøren, får det sidste parti
eller den sidste del i fysisk besiddelse«, når det drejer sig om en aftale om levering af en vare,
der består af flere partier eller dele,
e) »hvor De eller en af Dem angiven tredjemand, dog ikke transportøren, får den første vare i
fysisk besiddelse«, når det drejer sig om aftaler om regelmæssig levering af varer over en be-
stemt periode.
[2. ] Indsæt Deres navn, fysiske adresse og i givet fald Deres telefonnummer, faxnummer og e-
mail-adresse.
[3. ] Indføj følgende, hvis De giver forbrugeren mulighed for at udfylde og indsende oplysnin-
gerne om udøvelsen af fortrydelsesretten elektronisk på Deres hjemmeside: »De har også mu-
lighed for at udfylde og indsende fortrydelsesformularen eller en hvilken som helst anden utve-
tydig meddelelse på vores hjemmeside [indføj internetadresse]. Hvis De anvender denne mu-
lighed, kvitterer vi omgående på et varigt medium (f.eks. pr. e-mail) for modtagelse af en sådan
meddelelse om udøvelse af fortrydelsesretten.«
[4. ] Indføj følgende, når det drejer sig om en varekøbsaftale, hvori De ikke har tilbudt selv at
hente varerne i tilfælde af fortrydelse: »Vi kan tilbageholde tilbagebetalingen, indtil vi har mod-
taget varerne retur, eller De har fremlagt dokumentation for at have returneret varerne, alt efter
hvad der er tidligst.«
[5. ] Hvis forbrugeren har modtaget varer i forbindelse med aftalen:
a) indføj:
- »Vi henter varerne.« eller
- »De returnerer varerne
eller afleverer dem til os eller til … [indsæt, hvis det er relevant, navn
og fysisk adresse på den person, som De har bemyndiget til at modtage varerne] uden unødig
forsinkelse og senest 14 dage fra den dato, hvor De har informeret os om udøvelsen af aftalens
fortrydelsesret. Fristen er overholdt, hvis De returnerer varerne inden udløbet af de 14 dage.«
b) indføj:
- »Vi afholder udgifterne i forbindelse med tilbagelevering af varerne.«
- »De skal afholde de direkte udgifter i forbindelse med tilbagelevering af varerne.«
- såfremt De i forbindelse med aftaler om fjernsalg ikke tilbyder at afholde udgifterne til tilba-
gelevering af varerne, og varerne i kraft af deres art ikke kan tilbageleveres med normal post:
»De skal afholde de direkte udgifter i forbindelse
med tilbagelevering af varerne, i alt … DKK
[indsæt beløb].« eller hvis udgifterne til tilbagelevering af varerne ikke med rimelighed kan
beregnes på forhånd: »De skal afholde de direkte udgifter i forbindelse med tilbagelevering af
varerne. Udgifterne
forventes højst at beløbe sig til ca. … DKK[indsæt beløb].« eller
245
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
2429073_0248.png
- i tilfælde af aftaler indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted, hvor varerne er
blevet leveret til forbrugerens hjem ved aftalens indgåelse og i kraft af deres art ikke kan tilba-
geleveres med normal post: »Vi afhenter varerne for egen regning.« og
c) indføj »De hæfter kun for eventuel forringelse af varernes værdi, som skyldes anden håndte-
ring, end hvad der er nødvendigt for at fastslå varernes art, egenskaber og den måde, de fungerer
på.«
[6. ] Når det drejer sig om aftaler om levering af tjenesteydelser eller forsyning af vand, gas og
elektricitet, når dette ikke sælges i et afgrænset volumen eller i en bestemt mængde, samt fjern-
varme, indsættes følgende: »Hvis De ønsker, at levering af tjenesteydelser eller forsyning af
vand/gas/elektricitet/fjernvarme (det ikke relevante overstreges) skal påbegyndes, inden fortry-
delsesfristen er udløbet, skal De betale os et beløb, som står i forhold til omfanget af de ydelser,
der er leveret indtil det tidspunkt, hvor De informerede os om Deres udøvelse af aftalens for-
trydelsesret, sammenlignet med fuld opfyldelse af aftalen.«
Bilag 2
Standardvejledning om fortrydelsesret ved aftaler
Fortrydelsesfristen
Fortrydelsesfristen er 14 dage, ved aftaler om individuel pensionsordning 30 dage.
Fristen regnes som udgangspunkt fra den dag, De har indgået aftalen, f.eks. skrevet under på
kontrakten eller afgivet bestillingen.
De har efter forbrugeraftaleloven krav på at få en række oplysninger, bl.a. om fortrydelsesretten
og om den bestilte tjenesteydelse. Fortrydelsesfristen løber ikke, før De har modtaget disse op-
lysninger på skrift (f.eks. på papir eller e-mail).
Hvis De f.eks. afgiver Deres bestilling mandag den 1. og også har fået de nævnte oplysninger,
har De frist til og med mandag den 15. Har De først fået oplysningerne senere, f.eks. onsdag
den 3. , har De frist til og med onsdag den 17. Ved aftaler om individuel pensionsordning, hvor
fortrydelsesfristen er 30 dage, vil De, hvis De f.eks. afgiver Deres bestilling mandag den 1. og
også har fået de nævnte oplysninger, have frist til og med onsdag den 31.
Hvis fristen udløber på en helligdag, lørdag, grundlovsdag, juleaftensdag eller nytårsaftensdag,
kan De vente til den følgende hverdag.
Hvordan fortryder De?
Inden udløbet af fortrydelsesfristen skal De underrette den erhvervsdrivende om, at De har for-
trudt aftalen. Hvis De vil give denne underretning skriftligt
–
f.eks. pr. brev eller e-mail
–
skal
De blot sende underretningen inden fristens udløb. Hvis De vil sikre Dem bevis for, at De har
fortrudt rettidigt, kan De f.eks. sende brevet anbefalet og opbevare postkvitteringen.
Underretning om, at De har fortrudt aftalen, skal gives til:
246
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
2429073_0249.png
Navn:
Adresse:
Bilag 3
Standardfortrydelsesformular
(denne formular udfyldes og returneres kun, hvis fortrydelsesretten gøres gældende)
- Til [her indsættes den erhvervsdrivendes navn, fysiske adresse og i givet fald faxnummer og
e-mail-adresse af den erhvervsdrivende selv]:
- Jeg/vi (*) meddeler herved, at jeg/vi (*) ønsker at gøre fortrydelsesretten gældende i forbin-
delse med min/vores (*) købsaftale om følgende varer (*)/levering af følgende tjenesteydelser
(*)
- Bestilt den (*)/modtaget den (*)
- Forbrugerens navn (Forbrugernes navne)
- Forbrugerens adresse (Forbrugernes adresse)
- Forbrugerens underskrift (Forbrugernes underskrifter) (kun hvis formularens indhold medde-
les på papir)
- Dato
(*) Det ikke relevante udstreges
Officielle noter
1)
Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2011/83/EU af 25. oktober 2011 om forbrugerrettigheder, om ændring af Rådets direktiv
93/13/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/44/EF samt om ophævelse af Rå-
dets direktiv 85/577/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF, EU-Tidende
2011, nr. L 304, side 64, og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/65/EF af 23. septem-
ber 2002 om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser til forbrugerne og om ændring af Rådets
direktiv 90/619/EØF samt direktiv 97/7/EF og 98/27/EF, EF-Tidende 2002, L 271, side 16.
247
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Bilag 2: Bekendtgørelse nr. 193 af 2. marts 2016 af lov om aftaler og andre retshandler på
formuerettens område (aftaleloven)
Bekendtgørelse af lov om aftaler og andre retshandler på formueret-
tens område
Herved bekendtgøres lov om aftaler og andre retshandler på formuerettens område, jf. lov-
bekendtgørelse nr. 781 af 26. august 1996, med de ændringer, der følger af § 2 i lov nr. 1376 af
28. december 2011 og § 15 i lov nr. 1565 af 15. december 2015.
I. Om afslutning af aftaler
§ 1.
Tilbud og svar på tilbud er bindende for afgiveren. Reglerne i §§ 2-9 kommer til anven-
delse, for så vidt ikke andet følger af tilbudet eller svaret eller af handelsbrug eller anden sæd-
vane.
§ 2.
Har tilbudsgiveren fastsat en frist for antagelse af tilbudet, må antagende svar være kom-
met frem til ham inden fristens udløb.
Stk. 2.
Fristen regnes, hvis tilbudet er gjort i brev, fra den dag, brevet er dateret, og hvis det
er gjort i telegram fra den tid på dagen, da telegrammet er indleveret til afsendelsesstedets tele-
grafstation.
§ 3.
Gøres tilbud i brev eller telegram, uden at der fastsættes nogen frist for antagelse, må
antagende svar være kommet frem til tilbudsgiveren inden udløbet af det tidsrum, som ved
tilbudets afgivelse af ham kunne påregnes at ville medgå. Ved beregningen af dette tidsrum
forudsættes, når ikke andet følger af omstændighederne, at tilbudet kommer frem i rette tid,
samt at svaret afsendes uden ophold, efter at den, til hvem tilbudet er rettet, har haft rimelig
betænkningstid, og at det ikke forsinkes undervejs. Er tilbudet gjort i telegram, skal antagelsen
sendes telegrafisk, hvis den ikke på anden måde kommer lige så tidligt frem.
Stk. 2.
Tilbud, som fremsættes mundtlig uden at give frist for antagelse, må antages straks.
§ 4.
Kommer antagende svar for sent frem, anses det som nyt tilbud.
Stk. 2.
Dette gælder dog ikke, hvis afsenderen af svaret går ud fra, at det er kommet frem i
rette tid, og tilbudsgiveren må indse dette. I så fald skal denne, hvis han ikke vil godkende
svaret, uden ugrundet ophold give afsenderen meddelelse derom. Undlader han dette, anses
aftale for sluttet.
§ 5.
Afslås tilbud, er det bortfaldet, selv om fristen for svar endnu ikke er udløbet.
§ 6.
Svar, som går ud på, at tilbud antages, men som på grund af tillæg, indskrænkninger eller
forbehold ikke stemmer med tilbudet, anses som afslag i forbindelse med nyt tilbud.
Stk. 2.
Dette gælder dog ikke, når afsenderen af svaret går ud fra, at det er overensstemmende
med tilbudet, og tilbudsgiveren må indse dette. I så fald skal denne, hvis han ikke vil godkende
svaret, uden ugrundet ophold give meddelelse derom. Undlader han dette, anses aftale for sluttet
med det indhold, svaret har.
§ 7.
Tilbud eller svar, som tilbagekaldes, er bortfaldet, såfremt tilbagekaldelsen kommer frem
til den anden part forinden eller samtidigt med, at tilbudet eller svaret kommer til hans kund-
skab.
248
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
§ 8.
Har tilbudsgiveren erklæret, at han vil anse den anden parts tavshed for antagelse af
tilbudet, eller fremgår det i øvrigt af forholdet, at han ikke venter udtrykkeligt svar, er den anden
part alligevel pligtig til, såfremt han vil antage tilbudet, på forespørgsel at afgive erklæring
derom. Undlader han dette er tilbudet bortfaldet.
§ 9.
Har nogen i henvendelse, som ellers ville være at anse som tilbud, anvendt ordene »uden
forbindtlighed«, »uden obligo« eller lignende udtryk, anses henvendelsen alene som opfordring
til at gøre tilbud i overensstemmelse med dens indhold. Fremkommer sådant tilbud inden rime-
lig tid fra nogen, som henvendelsen er rettet til, og må modtageren gå ud fra, at det er fremkaldt
ved henvendelsen, skal han uden ugrundet ophold give tilbudsgiveren meddelelse, hvis han ikke
vil antage det. Undlader han dette, anses tilbudet for antaget.
§ 9 a.
§§ 1-9 finder ikke anvendelse på afslutning af aftaler om løsørekøb, der er omfattet af
den internationale købelov.
II. Om fuldmagt
§ 10.
Den, som har givet en anden fuldmagt til at foretage en retshandel, bliver umiddelbart
berettiget og forpligtet overfor tredjemand ved retshandel, som fuldmægtigen foretager i fuld-
magtsgiverens navn og indenfor fuldmagtens grænser.
Stk. 2.
Indtager nogen ifølge aftale med en anden en stilling, som efter lov eller sædvane
medfører beføjelse for ham til indenfor visse grænser at handle på den andens vegne, anses han
befuldmægtiget til at foretage retshandler, som falder indenfor disse grænser.
§ 11.
Har fuldmægtigen ved retshandelens foretagelse handlet i strid med fuldmagtsgiverens
forskrifter, er retshandelen ikke bindende for denne, såfremt tredjemand indså eller burde indse,
at fuldmægtigen således overskred sin beføjelse.
Stk. 2.
Er fuldmagten en sådan som omtalt i § 18, og har fuldmægtigen ved foretagelsen af
retshandelen overskredet sin beføjelse, er retshandelen ikke bindende for fuldmagtsgiveren,
selv om tredjemand var i god tro.
§ 12.
Vil fuldmagtsgiveren tilbagekalde en sådan fuldmagt som omtalt i §§ 13-16, har han,
selv om han har underrettet fuldmægtigen om, at fuldmagten ikke længere skal gælde, at fore-
tage, hvad der i de nævnte paragraffer for hvert enkelt tilfælde er foreskrevet; er flere af disse
forskrifter anvendelige på samme fuldmagt, bliver de alle at iagttage.
Stk. 2.
Den tredjemand, overfor hvem en fuldmagt er tilbagekaldt på den i § 13 omtalte måde,
kan ikke påberåbe sig, at tilbagekaldelsen ikke er sket på anden måde.
§ 13.
En fuldmagt, som er bragt til tredjemands kundskab ved en til ham særskilt rettet er-
klæring fra fuldmagtsgiveren, er tilbagekaldt, når særskilt erklæring om, at fuldmagten ikke
længere skal gælde, er kommet frem til tredjemand.
§ 14.
En fuldmagt, som af fuldmagtsgiveren er offentlig bekendtgjort i bladene eller på anden
måde, tilbagekaldes ved en erklæring, som bekendtgøres på samme måde.
Stk. 2.
Er dette ikke muligt, skal tilbagekaldelsen tilkendegives på anden ligeså virksom
måde. Fuldmagtsgiveren kan forlange, at den i § 17 omtalte myndighed skal afgøre, hvad han i
så henseende har at foretage.
Stk. 3.
Fuldmagten anses ikke som offentlig bekendtgjort, fordi den er tinglæst.
§ 15.
En sådan fuldmagt, som omtales i § 10, 2det stykke, tilbagekaldes derved, at fuldmæg-
tigen fjernes fra stillingen.
249
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
§ 16.
En skriftlig fuldmagt, som er overgivet fuldmægtigen, og som må anses bestemt til at
være i hans besiddelse og at forevises for tredjemand, tilbagekaldes derved, at den på fuld-
magtsgiverens forlangende tilbagegives ham eller tilintetgøres.
Stk. 2.
Fuldmægtigen er pligtig til på forlangende at give fuldmagten tilbage til fuldmagtsgi-
veren.
§ 17.
Gør fuldmagtsgiveren det antageligt, at en sådan fuldmagt som i § 16 omtalt er forkom-
met eller af anden grund ikke kan erholdes tilbage inden rimelig tid, kan den erklæres for uvirk-
som.
Stk. 2.
Begæring herom indgives til den almindelige underret på det sted, hvor fuldmagtsgi-
veren bor eller sidst havde bopæl. Finder retten, at begæringen bør bevilges, udfærdiger den en
erklæring om, at fuldmagten skal være uvirksom, når erklæringen een gang er optaget i Statsti-
dende, og der efter optagelsen er gået en fastsat tid, som ikke må være længere end 14 dage.
Retten kan i erklæringen bestemme, at den også skal bekendtgøres på anden måde forinden
optagelsen i Statstidende. Når bekendtgørelse på foreskreven måde har fundet sted og den af
retten fastsatte tid er udløbet, er fuldmagten uden retsvirkning overfor fuldmagtsgiveren; herom
kan fuldmagtsgiveren forlange attest fra retten.
Stk. 3.
Rettens afgørelse efter denne paragraf er upåankelig. Består retten af flere medlem-
mer, er det formanden, som træffer afgørelsen.
§ 18.
En fuldmagt, der alene hviler på fuldmagtsgiverens erklæring til fuldmægtigen, er til-
bagekaldt, når erklæringen om, at fuldmagten ikke længere skal gælde, er kommet frem til fuld-
mægtigen.
§ 19.
Har fuldmagtsgiveren særlig grund til at formode, at fuldmægtigen, uagtet fuldmagten
er tilbagekaldt eller erklæret uvirksom, på hans vegne vil foretage en retshandel overfor en
bestemt tredjemand, skal han, hvis han må antage, at denne er ubekendt med, at fuldmagten
ikke længere gælder, så vidt muligt give ham meddelelse herom. Undlader han dette, bliver
retshandelen bindende for ham, såfremt tredjemand var i god tro.
§ 20.
Er fuldmagten ikke tilbagekaldt eller erklæret for uvirksom, men har fuldmagtsgiveren
forbudt fuldmægtigen at gøre brug af den eller på anden måde tilkendegivet, at den ikke længere
skal gælde, er en retshandel, som foretages i henhold til fuldmagten, ikke bindende for fuld-
magtsgiveren, såfremt tredjemand havde eller burde have kundskab om forholdet.
§ 21.
Dør fuldmagtsgiveren, er fuldmagten alligevel gældende, forsåvidt det ikke følger af
særlige omstændigheder, at den skal bortfalde. Selv om sådanne omstændigheder foreligger, er
dog en på fuldmagten støttet retshandel gældende overfor dødsboet, såfremt tredjemand hver-
ken havde eller burde have kundskab om dødsfaldet og dets betydning for fuldmægtigens be-
føjelse til at foretage retshandelen; er fuldmagten en sådan som omtalt i § 18, udkræves det til
retshandelens gyldighed, at heller ikke fuldmægtigen havde eller burde have sådan kundskab,
da han foretog retshandelen.
Stk. 2.
Fuldmagten ophører fra udløbet af det døgn, hvor bekendtgørelse i Statstidende af
indkaldelse til fordringshaverne finder sted. Betaler fuldmægtigen gæld efter dødsfaldet, og er
boet insolvent, kan dette dog altid fordre, at den stedfundne betaling går tilbage.
§ 22.
Kommer fuldmagtsgiveren under værgemål med fratagelse af den retlige handleevne,
jf. værgemålslovens § 6, erhverver tredjemand ikke ved en retshandel med fuldmægtigen anden
retsstilling over for den, der er under værgemål, end tredjemand ville have erhvervet, hvis rets-
handelen var foretaget med denne selv. I de tilfælde, hvor tredjemand ville være afskåret fra at
påberåbe sig retshandelen over for den, der er under værgemål, hvis tredjemand havde kendt
eller burde have kendt værgemålet, kan tredjemand, når retshandelen er foretaget i henhold til
250
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
en sådan fuldmagt, som er omtalt i § 18, heller ikke påberåbe sig den, såfremt fuldmægtigen,
da retshandelen blev foretaget, havde eller burde have sådan kundskab.
§ 23.
Kommer fuldmagtsgiveren under konkurs, erhverver tredjemand ikke ved retshandel
med fuldmægtigen anden retsstilling overfor konkursboet, end han ville have erhvervet, hvis
retshandelen var foretaget af fuldmagtsgiveren selv. Er retshandelen foretaget i henhold til en
sådan fuldmagt som omtalt i § 18, kan tredjemand ikke påberåbe sig retshandelen overfor boet,
såfremt fuldmægtigen, da han foretog den, kendte eller burde kende konkursen.
§ 24.
Er fuldmagtsgiveren død, kommet under værgemål med fratagelse af den retlige hand-
leevne, jf. værgemålslovens § 6, eller kommet under konkurs, kan fuldmægtigen, indtil de for-
nødne foranstaltninger kan træffes af boet eller værgen, i kraft af fuldmagten foretage de rets-
handler, som er nødvendige for at beskytte boet eller den, der er kommet under værgemål, mod
tab.
§ 25.
Den, der optræder som fuldmægtig for en anden, indestår for, at han har fornøden fuld-
magt. Oplyser han ikke, at han havde sådan, eller at hans retshandel er godkendt af den opgivne
fuldmagtsgiver eller af andre grunde er bindende for denne, skal han erstatte den skade, tredje-
mand lider ved, at retshandelen ikke kan gøres gældende mod den opgivne fuldmagtsgiver.
Stk. 2.
Denne bestemmelse kommer ikke til anvendelse, når tredjemand vidste eller burde
vide, at den, som foretog retshandelen, ikke havde fornøden fuldmagt. Ej heller kommer den til
anvendelse, når den, som foretog retshandelen, handlede i henhold til en fuldmagt, der var ugyl-
dig eller uvirksom af grunde, som han var uvidende om, og som tredjemand ikke kunne påregne,
at han vidste besked om.
§ 26.
Hvad ovenfor i dette kapitel er fastsat om fuldmagt til at foretage retshandler, finder
tilsvarende anvendelse på fuldmagt til at optræde for fuldmagtsgiveren ved retshandler, som
foretages overfor ham.
§ 27.
Hvad der i den gældende lovgivning særligt er fastsat for enkelte fuldmagtsforhold,
forandres ikke ved denne lov.
Stk. 2.
Med hensyn til tilbagekaldelsen af prokura, som er anmeldt til handelsregisteret, gæl-
der således fremdeles, hvad der er fastsat i lov nr. 23 om handelsregistre, firma og prokura af
1. marts 1889 §§ 7 og 32. Når tilbagekaldelsen er indført i handelsregisteret og lovlig kundgjort,
påhviler det ikke prokuragiveren at tilbagekalde fuldmagten på anden måde.
III. Om ugyldige viljeserklæringer
§ 28.
Er en viljeserklæring retsstridigt fremkaldt ved personlig vold eller ved trussel om øje-
blikkelig anvendelse af sådan, er den ikke bindende for den tvungne.
Stk. 2.
Er tvangen udøvet af tredjemand, og var den, til hvem erklæringen er afgivet, i god
tro, må den tvungne, hvis han overfor ham vil påberåbe sig tvangen, give ham meddelelse
derom uden ugrundet ophold, efter at tvangen er ophørt. Undlader han det, er han bundet ved
erklæringen.
§ 29.
Er en viljeserklæring retsstridigt fremkaldt ved anden tvang end i § 28 omtalt, er den
ikke bindende for den tvungne, hvis den, til hvem erklæringen er afgivet selv har udøvet tvan-
gen eller har indset eller burdet indse, at erklæringen retsstridigt var fremkaldt ved tvang fra
tredjemands side.
§ 30.
En viljeserklæring er ikke bindende for afgiveren, hvis den, til hvem erklæringen er
afgivet, har fremkaldt den ved svig eller har indset eller burdet indse, at den var fremkaldt ved
svig fra tredjemands side.
251
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Stk. 2.
Har den, til hvem erklæringen er afgivet, svigagtigt givet urigtige oplysninger om
omstændigheder, som kan antages at være af betydning for erklæringen, eller gjort sig skyldig
i svigagtig fortielse af sådanne omstændigheder, anses erklæringen for at være fremkaldt ved
den således udviste svig, medmindre det gøres antageligt, at denne ikke har indvirket på erklæ-
ringen.
§ 31.
Har nogen udnyttet en andens betydelige økonomiske eller personlige vanskeligheder,
manglende indsigt, letsind eller et bestående afhængighedsforhold til at opnå eller betinge en
ydelse, der står i væsentligt misforhold til modydelsen, eller som der ikke skal ydes vederlag
for, er den, der således er udnyttet, ikke bundet ved den af ham afgivne viljeserklæring.
Stk. 2.
Det samme gælder, hvis tredjemand har gjort sig skyldig i et sådant forhold som omtalt
i stk. 1 og den, til hvem viljeserklæringen er afgivet, indså eller burde indse dette.
§ 32.
Den, der har afgivet en viljeserklæring, som ved fejlskrift eller anden fejltagelse fra
hans side har fået et andet indhold end tilsigtet, er ikke bundet ved erklæringens indhold, hvis
den, til hvem erklæringen er afgivet, indså eller burde indse, at der forelå en fejltagelse.
Stk. 2.
Bliver en afgiven viljeserklæring, som befordres ved telegraf eller mundtlig fremføres
ved bud, forvansket ved fejl fra telegrafvæsenets side eller ved urigtig gengivelse af budet, er
afgiveren ikke bundet ved erklæringen i den skikkelse, hvori den kom frem, selv om den, til
hvem erklæringen er afgivet, var i god tro. Vil afgiveren gøre gældende, at erklæringen er ufor-
bindende, har han dog at give meddelelse derom uden ugrundet ophold, efter at forvanskningen
er kommet til hans kundskab. Undlader han det, er han bundet ved erklæringen i den skikkelse,
hvori den kom frem, såfremt den, til hvem erklæringen er afgivet, var i god tro.
§ 33.
Selv om en viljeserklæring ellers måtte anses for gyldig, kan den, til hvem erklæringen
er afgivet, dog ikke påberåbe sig den, når det på grund af omstændigheder, som forelå, da er-
klæringen kom til hans kundskab, og hvorom han må antages at have været vidende, ville stride
imod almindelig hæderlighed, om han gjorde den gældende.
§ 34.
Er en skriftlig viljeserklæring oprettet på skrømt, og har den, til hvem erklæringen er
afgivet, overdraget en ret ifølge samme til en godtroende tredjemand, kan det ikke overfor
denne gøres gældende, at erklæringen var afgivet på skrømt.
§ 35.
Er kvittering for et pengebeløb frakommet fordringshaveren uden hans vilje, bliver
skyldneren desuagtet frigjort ved betaling, som han efter forfaldstid i god tro erlægger mod
kvitteringens udlevering.
§ 36.
En aftale kan ændres eller tilsidesættes helt eller delvis, hvis det vil være urimeligt eller
i strid med redelig handlemåde at gøre den gældende. Det samme gælder andre retshandler.
Stk. 2.
Ved afgørelsen efter stk. 1 tages hensyn til forholdene ved aftalens indgåelse, aftalens
indhold og senere indtrufne omstændigheder.
§ 37.
(Ophævet)
§ 38.
(Ophævet)
IV. Særlige regler om forbrugeraftaler
§ 38 a.
Bestemmelserne i dette kapitel finder anvendelse på forbrugeraftaler, herunder vilkår
i forbrugeraftaler.
Stk. 2.
Ved en forbrugeraftale forstås i denne lov en aftale, som en erhvervsdrivende indgår
som led i sit erhverv, når den anden part (forbrugeren) hovedsagelig handler uden for sit er-
hverv. Den erhvervsdrivende har bevisbyrden for, at en aftale ikke er en forbrugeraftale.
252
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
2429073_0255.png
Stk. 3.
Som forbrugeraftale anses under i øvrigt samme betingelser som nævnt i stk. 2 endvi-
dere en aftale, som er indgået eller formidlet for den ene part af en erhvervsdrivende.
§ 38 b.
Opstår der tvivl om forståelsen af en aftale, og har det pågældende aftalevilkår ikke
været genstand for individuel forhandling, fortolkes vilkåret på den måde, som er mest gunstig
for forbrugeren. Den erhvervsdrivende har bevisbyrden for, at et aftalevilkår har været genstand
for individuel forhandling.
Stk. 2.
En skriftlig aftale, der tilbydes forbrugeren, skal af den erhvervsdrivende være udar-
bejdet på en klar og forståelig måde.
§ 38 c.
Ved forbrugeraftaler gælder § 36, stk. 1. Såfremt det vil være stridende mod hæderlig
forretningsskik og bevirke en betydelig skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser til skade
for forbrugeren at gøre et aftalevilkår gældende, gælder de i § 36, stk. 1, nævnte retsvirkninger
også, idet forbrugeren dog i så fald kan kræve, at den øvrige del af aftalen skal gælde uden
ændringer, hvis dette er muligt.
Stk. 2.
Ved forbrugeraftaler gælder § 36, stk. 2, med den ændring, at der ikke ved bedømmel-
sen af de forhold og omstændigheder, som er nævnt i § 36, stk. 2, herunder vilkår i andre aftaler,
som hænger sammen med den pågældende aftale, kan tages hensyn til senere indtrufne om-
stændigheder til skade for forbrugeren med den virkning, at aftalen ikke kan tilsidesættes eller
ændres.
§ 38 d.
Er det i en aftale bestemt, at lovgivningen i et land uden for Det Europæiske Økono-
miske Samarbejdsområde skal finde anvendelse på aftalen, gælder en sådan bestemmelse ikke
i spørgsmål om regler om urimelige aftalevilkår. Dette gælder dog kun, hvis det uden bestem-
melsen ville være lovgivningen herom i et land inden for Det Europæiske Økonomiske Samar-
bejdsområde, der gjaldt for aftalen, og hvis denne lovgivning giver forbrugeren en bedre be-
skyttelse mod urimelige aftalevilkår.
V. Almindelige bestemmelser
§ 39.
Når en viljeserklærings forbindende kraft ifølge denne lov er afhængig af, at den, til
hvem erklæringen er afgivet, ikke havde eller burde have kundskab om et vist forhold eller i
øvrigt var i god tro, bliver hensyn at tage til, hvad han indså eller burde indse på det tidspunkt,
da viljeserklæringen blev ham bekendt. Dog kan der under særlige omstændigheder også tages
hensyn til den kundskab, han har fået eller burde have fået efter det nævnte tidspunkt, men
forinden viljeserklæringen har virket bestemmende på hans handlemåde.
§ 40.
Når nogen, som efter denne lov skal »give meddelelse« har indleveret meddelelsen til
befordring med telegraf eller post eller, hvor andet forsvarligt befordringsmiddel benyttes, har
afgivet den til befordring dermed, går det ikke ud over ham, at meddelelsen forsinkes eller ikke
kommer frem.
§ 41.
Ved nærværende lov ophæves Christian den Femtes danske lov, for Færøernes ved-
kommende samme konges norske lov 5-1-4 og 5-1-5.
Lov nr. 1376 af 28. december 2011 (Gennemførelse i dansk ret af del II om aftalens indgåelse
i FN-konventionen om aftaler om internationale køb)
1)
indeholder følgende ikrafttrædelses- og
overgangsbestemmelser:
§3
253
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
2429073_0256.png
Stk. 1.
Justitsministeren fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden.
2)
Stk. 2.
For aftaler, der er indgået før lovens ikrafttræden, finder de hidtil gældende regler
anvendelse. Det samme gælder for aftaler, hvor forslaget om at indgå aftalen er stillet før lovens
ikrafttræden.
§4
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft
for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.
Lov nr. 1565 af 15. december 2015 om ansættelsesklausuler
3)
indeholder følgende ikrafttræ-
delses- og overgangsbestemmelser:
§ 12.
Loven træder i kraft den 1. januar 2016.
Stk. 2.
Loven har virkning for aftaler om ansættelsesklausuler, der indgås den 1. januar 2016
eller senere.
Stk. 3-4.
(Udelades)
Stk. 5.
Loven finder ikke anvendelse på aftaler om konkurrence- og kundeklausuler indgået
før den 1. januar 2016. For sådanne aftaler finder de hidtil gældende regler anvendelse.
§ 13-15.
(Udelades)
§ 16.
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, jf. dog stk. 2.
Stk. 2.
§ 15 kan ved kongelig anordning sættes i kraft for Grønland med de ændringer, som
de grønlandske forhold tilsiger.
Justitsministeriet, den 2. marts 2016
Søren Pind
/ Mette Johansen
Officielle noter
1)
2)
Lovændringen vedrører § 9 a.
Ved bekendtgørelse nr. 973 af 24. september 2012 er det bestemt, at loven træder i kraft den
1. februar 2013.
3)
Lovændringen vedrører § 38.
254
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
2429073_0257.png
Bilag 3: Lov nr. 426 af 3. maj 2017 om markedsføring (markedsføringsloven)
Lov om markedsføring
1)
VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt:
Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:
Kapitel 1
Indledende bestemmelser
Lovens anvendelsesområde
§ 1.
Loven finder anvendelse på privat erhvervsvirksomhed samt på offentlig virksomhed, i
det omfang der udbydes produkter på markedet.
Stk. 2.
§§ 3, 4, 9 og 14 finder ikke anvendelse på finansielle virksomheder, i det omfang
erhvervs- og vækstministeren har udstedt regler på det pågældende område.
Stk. 3.
§§ 15 og 16 finder ikke anvendelse på finansielle virksomheder.
Definitioner
§ 2.
I loven forstås ved:
1)
Forbruger: En fysisk eller juridisk person, der hovedsagelig handler uden for sit erhverv.
2)
Erhvervsdrivende: En fysisk eller juridisk person, der udøver virksomhed som handlende,
håndværker eller industridrivende eller udøver et liberalt erhverv, og enhver, der handler i
en erhvervsdrivendes navn eller på en erhvervsdrivendes vegne.
3)
Produkt: En vare eller tjenesteydelse, herunder fast ejendom, rettigheder og pligter.
4)
Handelspraksis: En handling, udeladelse, adfærd, fremstilling eller kommerciel kommu-
nikation, herunder reklame og markedsføring, foretaget af en erhvervsdrivende med direkte
relation til promovering, salg eller udbud af et produkt til forbrugerne.
5)
Transaktionsbeslutning: En beslutning, der træffes af en forbruger, om, hvorvidt, hvordan
og på hvilke betingelser forbrugeren vil købe, foretage fuld eller delvis betaling for, beholde
eller afhænde et produkt eller udøve en aftalemæssig rettighed i forbindelse med produktet,
uanset om forbrugeren beslutter at foretage en transaktion eller at undlade dette.
6)
Væsentlig forvridning af forbrugernes økonomiske adfærd: Anvendelse af en handels-
praksis, som mærkbart indskrænker forbrugerens evne til at træffe en informeret beslutning,
hvorved forbrugeren træffer en transaktionsbeslutning, som vedkommende ellers ikke ville
have truffet.
7)
Adfærdskodeks: En aftale eller et regelsæt, der ikke følger af love eller administrative
bestemmelser, hvorigennem den erhvervsdrivendes adfærd fastlægges, og ifølge hvilken
denne forpligtes til at overholde kodeksen i forbindelse med en eller flere former for han-
delspraksis eller inden for en eller flere erhvervssektorer.
8)
Kodeksindehaver: Et organ, herunder en erhvervsdrivende eller gruppe af erhvervsdri-
vende, som er ansvarlig for udformningen og opdateringen af en adfærdskodeks eller for at
overvåge, at kodeksen overholdes af de parter, som har forpligtet sig i henhold til denne.
9)
God erhvervsskik: Standarden for de særlige færdigheder og den omhu, som en erhvervs-
drivende med rimelighed kan forventes at udvise over for forbrugerne, og som står i rimeligt
forhold til hæderlig markedspraksis eller det generelle princip om god tro inden for den er-
hvervsdrivendes virkefelt. Begrebet dækker det samme som begrebet »erhvervsmæssig dili-
genspligt«, der benyttes i direktiv 2005/29/EF om urimelig handelspraksis.
255
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
10)
Købsopfordring: En kommerciel kommunikation, hvori produktets karakteristika og pris
er oplyst på en måde, som er passende i forhold til det anvendte kommercielle kommunika-
tionsmiddel, og hvorved forbrugeren sættes i stand til at foretage et køb.
11)
Utilbørlig påvirkning: Udnyttelse af magtposition i forhold til forbrugeren til at udøve
pres selv uden anvendelse eller trusler om anvendelse af vold på en måde, som væsentligt
begrænser forbrugerens evne til at træffe en informeret beslutning.
12)
Lovreguleret erhverv: En eller flere former for erhvervsmæssig virksomhed, når der en-
ten direkte eller indirekte ifølge love eller administrative bestemmelser kræves bestemte er-
hvervsmæssige kvalifikationer for at optage eller udøve denne virksomhed eller en form
heraf.
13)
Gebyr: En betaling for en særlig tjeneste, funktion eller ydelse, som knytter sig til købet
af et produkt, og som ikke har karakter af betaling for en selvstændig ydelse.
14)
Samtykke: Enhver frivillig, specifik og informeret viljetilkendegivelse.
15)
Elektronisk post: Enhver meddelelse i form af tekst, stemmegengivelse, lyd eller billede,
som sendes via et offentligt kommunikationsnet, og som kan lagres på nettet eller på mod-
tagerens terminaludstyr, indtil meddelelsen hentes af modtageren.
God markedsføringsskik
§ 3.
Erhvervsdrivende skal udvise god markedsføringsskik under hensyntagen til forbrugere,
erhvervsdrivende og almene samfundsinteresser, jf. dog stk. 3.
Stk. 2.
Handelspraksis rettet mod børn og unge, eller hvor børn og unge er særligt sårbare
over for den pågældende handelspraksis, skal være udformet med særlig hensyntagen til børns
og unges naturlige godtroenhed og manglende erfaring og kritiske sans, som bevirker, at de er
lettere at påvirke og nemmere at præge, jf. dog stk. 3.
Stk. 3.
Hvis den pågældende handelspraksis påvirker forbrugerens økonomiske interesser,
finder kapitel 2 anvendelse i stedet for stk. 1 og 2. Såfremt den pågældende handelspraksis
samtidig strider mod hensyn, der ikke tilsigter at varetage forbrugernes økonomiske interesser,
herunder hensyn til smag og anstændighed, sikkerhed og sundhed eller andre hensyn, eller så-
fremt den pågældende handelspraksis er reguleret af aftaleretten, finder stk. 1 og 2 anvendelse
ved siden af kapitel 2.
Kapitel 2
Handelspraksis over for forbrugerne
God erhvervsskik
§ 4.
En erhvervsdrivende skal i sin handelspraksis over for forbrugerne udvise god erhvervs-
skik.
Vildledende handlinger
§ 5.
En erhvervsdrivendes handelspraksis må ikke indeholde urigtige oplysninger eller i kraft
af sin fremstillingsform eller på anden måde vildlede eller kunne forventes at vildlede gennem-
snitsforbrugeren, uanset om oplysningerne er faktuelt korrekte.
Stk. 2.
Vildledning efter stk. 1 kan relatere sig til et eller flere af følgende elementer:
1) Produktets eksistens eller art,
2) de væsentligste egenskaber ved produktet,
3) omfanget af den erhvervsdrivendes forpligtelser, begrundelsen for den pågældende han-
delspraksis og karakteren af den anvendte salgsproces,
256
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
4)
erklæringer eller symboler med direkte eller indirekte støtte eller godkendelse af den er-
hvervsdrivende eller dennes produkter,
5)
prisen, den måde, prisen beregnes på, eller en særlig prismæssig fordel,
6)
behov for eftersyn, reservedele, udskiftning eller reparation,
7)
den erhvervsdrivendes eller dennes agents egenskaber og rettigheder,
8)
forbrugerens rettigheder,
9)
den erhvervsdrivendes overholdelse af adfærdskodeks, som denne oplyser at være bundet
af, eller
10)
forveksling med en konkurrents produkt, varemærke eller forretningskendetegn.
Vildledende udeladelser, herunder købsopfordringer og skjult reklame
§ 6.
En erhvervsdrivendes handelspraksis må ikke vildlede ved at udelade eller skjule væ-
sentlige oplysninger eller præsentere væsentlige oplysninger på en uklar, uforståelig, dobbelt-
tydig eller uhensigtsmæssig måde.
Stk. 2.
Ved købsopfordringer betragtes følgende oplysninger som væsentlige:
1)
Produktets væsentligste karakteristika i et omfang, der svarer til mediet og produktet,
2)
den erhvervsdrivendes fysiske adresse og navn og, hvis en anden erhvervsdrivende hand-
ler på dennes vegne, den fysiske adresse og navnet på denne erhvervsdrivende,
3)
forhold vedrørende betaling, levering og gennemførelse af aftalen, i det omfang disse for-
hold afviger fra, hvad der er sædvanligt i branchen,
4)
den erhvervsdrivendes fremgangsmåde i forbindelse med klagesagsbehandling, i det om-
fang den afviger fra, hvad der er sædvanligt i branchen,
5)
fortrydelsesret, afbestillingsret eller returret, hvis forbrugeren har en sådan ret,
6)
prisen inklusive moms og afgifter og
7)
yderligere omkostninger vedrørende fragt, levering eller porto, i det omfang sådanne om-
kostninger pålægges.
Stk. 3.
Når produktets art medfører, at prisen ikke med rimelighed kan beregnes på forhånd,
skal den erhvervsdrivende oplyse, hvordan prisen beregnes. Når omkostninger vedrørende
fragt, levering eller porto ikke med rimelighed kan beregnes på forhånd, skal det oplyses, at
disse omkostninger kan forekomme.
Stk. 4.
En erhvervsdrivende skal klart oplyse den kommercielle hensigt med enhver form for
handelspraksis, herunder reklame. § 8 finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 5.
Ved vurderingen af, om oplysninger er blevet udeladt efter stk. 1 og 4, skal der tages
hensyn til, om den erhvervsdrivende anvender et medie, som kun giver begrænset plads eller
tid til at formidle oplysningerne, og hvilke foranstaltninger den erhvervsdrivende i givet fald
har truffet for at gøre oplysningerne tilgængelige for forbrugerne på anden måde.
Aggressiv handelspraksis
§ 7.
En erhvervsdrivende må i sin handelspraksis ikke benytte chikane, ulovlig tvang, vold
eller utilbørlig påvirkning, der er egnet til væsentligt at indskrænke forbrugerens valgfrihed i
forbindelse med et produkt.
Væsentlig forvridning af den økonomiske adfærd
§ 8.
Det er en betingelse for, at der er handlet i strid med §§ 4-7, at den pågældende handels-
praksis væsentligt forvrider eller vil kunne forventes væsentligt at forvride den økonomiske
adfærd hos gennemsnitsforbrugeren eller, hvis den pågældende handelspraksis rettes mod en
særlig gruppe af forbrugere, hos et gennemsnitligt medlem af denne gruppe.
257
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Stk. 2.
En handelspraksis, som den erhvervsdrivende med rimelighed må formode kun for-
vrider den økonomiske adfærd væsentligt hos en klart identificerbar gruppe af forbrugere, der
er særlig sårbare over for denne praksis eller det omhandlede produkt, herunder på grund af
mentale eller fysiske handicap, alder eller godtroenhed, vurderes med udgangspunkt i et gen-
nemsnitligt medlem af denne gruppe.
Former for handelspraksis, som altid anses for vildledende eller aggressive
§ 9.
Uanset at der ikke er handlet i strid med §§ 5-7, må en erhvervsdrivende ikke anvende
de former for handelspraksis, der er opregnet i bilag 1.
Kapitel 3
Særlige markedsføringsformer
Uanmodet henvendelse til bestemte aftagere
§ 10.
En erhvervsdrivende må ikke rette henvendelse til nogen ved brug af elektronisk post,
et automatisk opkaldssystem eller telefax med henblik på direkte markedsføring, medmindre
den pågældende har givet sit forudgående samtykke hertil. Den erhvervsdrivende skal give mu-
lighed for let og gebyrfrit at tilbagekalde samtykket.
Stk. 2.
En erhvervsdrivende, der fra en kunde har modtaget dennes elektroniske adresse i
forbindelse med salg af produkter, kan uanset stk. 1 markedsføre egne tilsvarende produkter til
kunden via elektronisk post. Det forudsætter dog, at den erhvervsdrivende giver kunden klar og
utvetydig mulighed for let og gebyrfrit at frabede sig dette både i forbindelse med afgivelsen af
adressen til den erhvervsdrivende og ved hver efterfølgende henvendelse.
Stk. 3.
Retter en erhvervsdrivende henvendelse til nogen ved brug af elektronisk post med
henblik på direkte markedsføring, skal følgende betingelser være opfyldt:
1)
Markedsføringen skal klart kunne identificeres som sådan,
2)
betingelser for salgsfremmende foranstaltninger skal være let tilgængelige og fremlægges
klart og utvetydigt,
3)
det skal fremgå, på hvis vegne markedsføringen udsendes, på en måde, der ikke er tilsløret
eller holdes skjult,
4)
modtageren må ikke opfordres til at besøge websteder, hvor den erhvervsdrivende, der er
ansvarlig for webstedet, ikke opfylder kravene i nr. 1-3, og
5)
der skal være en adresse, som modtageren kan henvende sig til for at få standset sådanne
henvendelser.
Stk. 4.
En erhvervsdrivende må ikke rette henvendelse til en bestemt fysisk person ved brug
af andre midler til fjernkommunikation end nævnt i stk. 1 med henblik på direkte markedsfø-
ring, hvis
1) den pågældende over for den erhvervsdrivende har frabedt sig dette,
2) det fremgår af en fortegnelse, som udarbejdes af Det Centrale Personregister (CPR) hvert
kvartal, at den pågældende har frabedt sig direkte markedsføring, eller
3) den erhvervsdrivende ved undersøgelse i CPR er blevet bekendt med, at den pågældende
har frabedt sig direkte markedsføring.
Stk. 5.
Stk. 4, nr. 2 og 3, gælder ikke, hvis den pågældende person forudgående har anmodet
om henvendelsen fra den erhvervsdrivende.
Stk. 6.
Første gang en erhvervsdrivende retter henvendelse til en bestemt fysisk person ved
brug af andre midler til fjernkommunikation end nævnt i stk. 1, skal den erhvervsdrivende klart
og utvetydigt oplyse om retten til at frabede sig direkte markedsføring fra den erhvervsdrivende.
258
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Den erhvervsdrivende skal endvidere altid give mulighed for let og gebyrfrit at frabede sig
sådanne henvendelser.
Stk. 7.
Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte nærmere regler om den erhvervsdrivendes
informationspligt efter stk. 6 og om pligten til at give adgang til at frabede sig henvendelser til
en bestemt fysisk person ved brug af andre midler til fjernkommunikation end nævnt i stk. 1.
Handelspraksis rettet mod børn og unge
§ 11.
Handelspraksis rettet mod børn og unge under 18 år må ikke direkte eller indirekte
opfordre til vold eller anden farlig eller hensynsløs adfærd eller på utilbørlig måde benytte sig
af vold, frygt eller overtro som virkemidler.
Stk. 2
Handelspraksis rettet mod børn og unge under 18 år må ikke indeholde omtale af,
billeder af eller henvisninger til rusmidler, herunder alkohol.
Mærkning og emballering
§ 12.
Erhvervs- og vækstministeren kan efter forhandling med repræsentanter for forbru-
gerne og relevante erhvervsorganisationer fastsætte bestemmelser om, at bestemte varebeteg-
nelser eller symboler er forbeholdt eller skal benyttes for varer, der opfylder visse nærmere
angivne betingelser, og at bestemte varer kun må sælges eller udbydes til salg, såfremt varerne
eller deres indpakning oplyser om varernes indhold og sammensætning, holdbarhed, behand-
lingsmåde og egenskaber i øvrigt.
Kapitel 4
Oplysningsforpligtelser
Dokumentation af faktiske forhold
§ 13.
Den erhvervsdrivende skal kunne dokumentere rigtigheden af oplysninger om faktiske
forhold.
Oplysningsforpligtelser vedrørende priser m.v.
§ 14.
En erhvervsdrivende, der udbyder produkter til forbrugere, skal i sin handelspraksis
klart og tydeligt oplyse om produkternes pris efter de nærmere regler fastsat af erhvervsmini-
steren efter stk. 2.
Stk. 2.
Erhvervs- og vækstministeren kan efter forhandling med vedkommende minister samt
repræsentanter for forbrugerne og de relevante erhvervsorganisationer fastsætte de nærmere
regler om oplysningsforpligtelsen i stk. 1, herunder
1) regler om fremgangsmåden ved meddelelse af prisoplysninger og om begrænsningen i
mængden af oplysninger, der gives,
2) regler om, at der skal oplyses om varens pris pr. måleenhed og om anvendelse af måleen-
hed for de enkelte varegrupper,
3) regler om, at færdigpakkede detailsalgsvarer skal forsynes med oplysninger om paknin-
gens nettomængde, og
4) regler med henblik på at opfylde de bestemmelser i Europa-Parlamentets og Rådets di-
rektiv om tjenesteydelser i det indre marked, som vedrører tjenesteyderes pligt til at give
prisoplysninger m.v. til tjenestemodtagere.
Faktureringspligt for regningsarbejde
259
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
§ 15.
Når en tjenesteydelse er udført efter regning, skal forbrugeren modtage en specificeret
regning, der sætter denne i stand til at kontrollere prisen for de produkter, der indgår i ydelsen.
Forbrugeren skal have oplysninger om timepris, timeforbrug og materialeforbrug, hvor det har
betydning for prisen på tjenesteydelsen.
Stk. 2.
Den erhvervsdrivende kan helt eller delvis erstatte oplysningerne nævnt i stk. 1 med
andre oplysninger, hvis dette sker efter aftale med forbrugeren, eller hvis det følger af branche-
sædvane inden for det pågældende område.
Stk. 3.
Den erhvervsdrivende skal på forbrugerens anmodning give yderligere oplysninger,
som sætter forbrugeren i stand til at kontrollere prisen for de produkter, der indgår i ydelsen.
Anmodningen skal fremsættes inden for rimelig tid.
Stk. 4.
Erhvervs- og vækstministeren kan efter forhandling med vedkommende fagminister
samt repræsentanter for forbrugerne og de relevante erhvervsorganisationer fastsætte særregler
om undtagelser fra stk. 1-3, herunder regler om oplysninger i forbindelse med ydelse af kredit.
Gebyrer
§ 16.
Størrelsen eller opkrævningen af et gebyr, jf. § 2, stk. 1, nr. 13, der ikke er reguleret
ved lov, i et løbende kontraktforhold kan alene ændres til ugunst for forbrugeren, hvis betingel-
serne herfor er klart fremhævet i kontrakten.
Stk. 2.
Ændring af gebyrer eller opkrævning af nye gebyrer i løbende kontraktforhold skal
varsles med rimelig frist, inden de får virkning for forbrugeren.
Stk. 3.
Er gebyrændringen væsentlig, eller opkræves et nyt gebyr, skal varslingen ske til for-
brugeren ved individuel kommunikation, inden ændringen får virkning. Har forbrugeren har ret
til at opsige aftalen, skal dette fremgå af varslingen, ligesom det skal fremgå, under hvilke be-
tingelser forbrugeren kan opsige aftalen.
Garanti
§ 17.
En erhvervsdrivende, der markedsfører en garanti el.lign., skal på let forståelig måde
informere forbrugeren om
1) garantiens indhold, herunder eventuelle begrænsninger og forpligtelser indeholdt i garan-
tien,
2) de oplysninger, der er nødvendige for at gøre garantien gældende, og
3) at forbrugerens ufravigelige rettigheder efter lovgivningen ikke berøres af garantien.
Stk. 2.
Vilkårene for garantien skal være affattet på dansk, såfremt markedsføringen er sket
på dansk.
Markedsføring af kreditaftaler
§ 18.
Enhver markedsføring af kreditaftaler over for forbrugere, som ikke er omfattet af § 19,
og som oplyser en rentesats eller talstørrelser vedrørende omkostningerne i forbindelse med
forbrugerkredit, skal indeholde følgende standardoplysninger:
1) Debitorrenten, herunder om den er fast eller variabel eller begge, og oplysninger om om-
kostninger, der indgår i forbrugerens samlede omkostninger i forbindelse med kreditten.
2) Det samlede kreditbeløb.
3) De årlige omkostninger i procent (ÅOP) som beregnet efter lov om kreditaftaler.
4) Kreditaftalens løbetid.
5) Kontantprisen og størrelsen af en eventuel forudbetaling ved kredit i form af henstand
med betalingen for en specifik vare eller tjenesteydelse.
6) Det samlede beløb, som skal betales af forbrugeren, og ydelsernes størrelse.
260
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Stk. 2.
Standardoplysningerne, jf. stk. 1, skal oplyses klart, kort og på en fremtrædende måde
ved hjælp af et repræsentativt eksempel.
Stk. 3.
Hvis indgåelsen af en aftale om en accessorisk tjenesteydelse i forbindelse med kre-
ditaftalen, herunder en forsikring, er obligatorisk for at opnå kreditten eller for at opnå kreditten
på de annoncerede vilkår og betingelser og en sådan aftales omkostninger ikke kan beregnes på
forhånd, skal forpligtelsen til at indgå denne aftale også være oplyst klart, kort og på en frem-
trædende måde sammen med de årlige omkostninger i procent (ÅOP).
Stk. 4.
En kreditformidler skal i markedsføring og i dokumentation henvendt til forbrugere
gøre opmærksom på omfanget af sine beføjelser, herunder om vedkommende udelukkende
samarbejder med en eller flere kreditgivere eller optræder som selvstændig mægler.
Stk. 5.
Erhvervs- og vækstministeren fastsætter regler om risikooplysninger for kreditaftaler.
Markedsføring af boligkreditaftaler
§ 19.
Enhver markedsføring af boligkreditaftaler, der oplyser en rentesats eller talstørrelser
vedrørende omkostningerne i forbindelse med boligkreditten, skal indeholde følgende standard-
oplysninger:
1) Boligkreditgivers eller boligkreditformidlers identitet.
2) Det pant eller anden sikkerhed, som ligger til grund for boligkreditaftalen.
3) Debitorrenten, og hvorvidt den er fast eller variabel eller begge dele, tillige med oplys-
ninger om de gebyrer, der indgår i omkostningerne i forbindelse med boligkreditaftalen.
4) Det samlede kreditbeløb.
5) De årlige omkostninger i procent (ÅOP), som skal have en mindst lige så fremtrædende
placering i markedsføringen som enhver renteangivelse for boligkreditten.
6) Boligkreditaftalens løbetid.
7) Ydelsernes størrelse.
8) Det samlede beløb og antallet af ydelser, der skal betales af forbrugeren.
9) Advarsel om, at eventuelle udsving i valutakursen kan påvirke det beløb, der skal betales,
hvis der markedsføres lån i Danmark i en anden valuta end danske kroner.
Stk. 2.
Standardoplysningerne, jf. stk. 1, skal oplyses klart, kort og på en fremtrædende måde.
Standardoplysningerne, jf. stk. 1, nr. 3-8, skal vises ved hjælp af et repræsentativt eksempel
med anvendelse af de af erhvervs- og vækstministeren fastsatte standardforudsætninger. Udby-
des boligkreditten kun under andre forudsætninger end de af erhvervs- og vækstministeren fast-
satte standardforudsætninger, skal de almindeligt anvendte forudsætninger for den markeds-
førte boligkredit anvendes ved angivelsen af det repræsentative eksempel.
Stk. 3.
Forpligtelsen til at indgå denne aftale skal være angivet klart, præcist og på en frem-
trædende plads sammen med de årlige omkostninger i procent (ÅOP), hvis indgåelsen af en
aftale om en accessorisk tjenesteydelse, navnlig en forsikring, er obligatorisk for at opnå bolig-
kreditten eller for at opnå boligkreditten på de oplyste vilkår og betingelser og omkostningerne
ved en sådan aftale ikke kan beregnes på forhånd.
Stk. 4.
Oplysningerne i stk. 1 og 3 skal være let læselige eller kunne høres tydeligt afhængigt
af det medie, der anvendes til markedsføring.
Stk. 5.
Erhvervs- og vækstministeren fastsætter nærmere regler for, hvad der må anses at
være et repræsentativt eksempel ved markedsføring af boligkreditter.
Kapitel 5
Forhold mellem erhvervsdrivende
Vildledende og utilbørlig handelspraksis mellem erhvervsdrivende
261
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
§ 20.
En erhvervsdrivendes handelspraksis må ikke være egnet til at vildlede, således at dette
kan antages at påvirke andre erhvervsdrivendes økonomiske adfærd eller skade en konkurrent.
Stk. 2.
Ved vurderingen af, om en erhvervsdrivendes handelspraksis er vildledende efter stk.
1, skal der tages hensyn til den pågældende handelspraksis som helhed, herunder oplysninger
om følgende forhold:
1) Egenskaberne ved produktet,
2) prisen eller den måde, prisen beregnes på, og betingelserne for levering af produkterne og
3) annoncørens status, egenskaber og rettigheder.
Stk. 3.
En erhvervsdrivendes handelspraksis må ikke være aggressiv eller utilbørlig over for
andre erhvervsdrivende.
Sammenlignende reklame
§ 21.
Sammenlignende reklame omfatter enhver reklame, som direkte eller indirekte henviser
til en konkurrent eller til produkter, som udbydes af en konkurrent.
Stk. 2.
Sammenlignende reklame, jf. stk. 1, er tilladt efter loven, når sammenligningen
1) ikke er vildledende,
2) angår produkter, der opfylder samme behov eller tjener samme formål,
3) er objektiv og sammenligner en eller flere konkrete og relevante egenskaber, der kan do-
kumenteres, og som er repræsentative for disse produkter, herunder prisen,
4) ikke skaber forveksling på markedet mellem annoncøren og en konkurrent eller mellem
annoncørens og en konkurrents varemærker, firmanavne, andre karakteristiske kendetegn
eller produkter,
5) ikke miskrediterer eller nedvurderer en konkurrents varemærker, firmanavne, andre ka-
rakteristiske kendetegn, produkter, aktiviteter eller øvrige forhold,
6) for produkter med oprindelsesbetegnelse i hvert enkelt tilfælde vedrører produkter med
samme betegnelse,
7) ikke drager utilbørlig fordel af den anseelse, der er knyttet til en konkurrents varemærke,
firmanavn eller andre karakteristiske kendetegn, eller af konkurrerende produkters oprindel-
sesbetegnelser og
8) ikke fremstiller produkter som en imitation eller en kopi af produkter, der er dækket af et
beskyttet varemærke eller firmanavn.
Forretningskendetegn
§ 22.
Erhvervsdrivende må ikke benytte forretningskendetegn og lign., der ikke tilkommer
dem, eller benytte egne kendetegn på en måde, der er egnet til at fremkalde forveksling med
andre.
Erhvervshemmeligheder og tekniske tegninger m.v.
§ 23.
Den, der er i tjeneste- eller samarbejdsforhold til en erhvervsdrivende eller udfører et
hverv for denne, må ikke på utilbørlig måde skaffe sig kendskab til eller rådighed over den
erhvervsdrivendes erhvervshemmeligheder.
Stk. 2.
Har den pågældende fået kendskab til eller fået rådighed over den erhvervsdrivendes
erhvervshemmeligheder på retmæssig måde, må den pågældende ikke ubeføjet viderebringe
eller benytte sådanne hemmeligheder. Forbuddet gælder i 3 år efter tjenesteforholdets, samar-
bejdsforholdets eller hvervets ophør.
Stk. 3.
Stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse på andre personer, der har lovlig adgang til
den erhvervsdrivendes virksomhed.
262
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Stk. 4.
Den, der i anledning af udførelsen af arbejde eller i øvrigt i erhvervsøjemed er blevet
betroet tekniske tegninger, beskrivelser, opskrifter, modeller el.lign., må ikke ubeføjet benytte
sådant materiale eller sætte andre i stand hertil.
Stk. 5.
Erhvervsdrivende må ikke benytte oplysninger eller tegninger m.v., såfremt kendskab
til eller rådighed over dem er opnået i strid med stk. 1-4.
Kapitel 6
Retsmidler
§ 24.
Handlinger i strid med loven kan forbydes ved dom. I forbindelse hermed eller senere
kan der ved dom gives sådanne påbud, som må anses nødvendige for at sikre
1) forbuddets overholdelse, herunder ved bestemmelse om, at aftaler, som indgås i strid med
et forbud, er ugyldige, og
2) genoprettelse af den forud for den ulovlige handling eksisterende tilstand, herunder om
tilintetgørelse eller tilbagekaldelse af produkter og om udsendelse af oplysninger eller be-
rigtigelse af angivelser.
Stk. 2.
Handlinger i strid med loven er erstatningsansvarspådragende i overensstemmelse
med dansk rets almindelige regler.
Stk. 3.
Den, der forsætligt eller uagtsomt krænker eller uberettiget udnytter en andens ret i
strid med loven, skal betale et rimeligt vederlag herfor.
Stk. 4.
Foreligger der hverken forsæt eller uagtsomhed, skal den, der har krænket eller udnyt-
tet en ret i strid med loven, betale et vederlag efter stk. 3, i det omfang det skønnes rimeligt.
Kapitel 7
Forbrugerombudsmandens virksomhed
Forbrugerombudsmanden
§ 25.
Forbrugerombudsmanden fører navnlig ud fra hensynet til forbrugerne tilsyn med, at
loven og regler udstedt i medfør af loven overholdes.
Stk. 2.
Forbrugerombudsmanden kan fra enhver kræve alle oplysninger, som skønnes nød-
vendige for Forbrugerombudsmandens virksomhed, herunder til afgørelse af, om et forhold fal-
der ind under lovens bestemmelser. Forbrugerombudsmanden kan kræve oplysningerne med-
delt inden for en kort frist, når det gælder sammenlignende reklame, eller når det efter omstæn-
dighederne skønnes påkrævet.
Stk. 3.
Forbrugerombudsmanden udnævnes af erhvervs- og vækstministeren for et tidsrum
på op til 6 år med mulighed for forlængelse med op til i alt 3 år. Genudnævnelse som forbru-
gerombudsmand efter udløb af den fastsatte periode kan kun ske efter fornyet opslag. Ved gen-
udnævnelse finder 1. pkt. tilsvarende anvendelse. Forbrugerombudsmanden kan kun afskediges
uden ansøgning, såfremt afskeden er begrundet i helbredsmæssige årsager, eller såfremt den
pågældende som følge af strafbart forhold, tjenesteforseelse eller mislighed er uegnet til at for-
blive i stillingen. Ansættelsen ophører automatisk ved udgangen af den måned, hvori den på-
gældende fylder 70 år. Forbrugerombudsmanden skal opfylde de almindelige betingelser for at
blive dommer.
Stk. 4.
Forbrugerombudsmandens afgørelser efter loven kan ikke indbringes for anden admi-
nistrativ myndighed.
Stk. 5.
Erhvervs- og vækstministeren fastsætter nærmere regler om Forbrugerombudsman-
dens virksomhed.
Digitalisering af Forbrugerombudsmandens virksomhed
263
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
§ 26.
En digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adres-
saten for meddelelsen.
Stk. 2.
Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte regler om, at skriftlig kommunikation til
og fra Forbrugerombudsmanden om forhold, som er omfattet af loven eller af regler udstedt i
medfør af loven, skal foregå digitalt.
Stk. 3.
Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte nærmere regler om digital kommunika-
tion, herunder om anvendelse af bestemte it-systemer, særlige digitale formater og digital sig-
natur el.lign.
Stk. 4.
Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte regler om, at Forbrugerombudsmanden
kan udstede afgørelser og andre dokumenter efter loven eller efter regler udstedt i medfør af
loven uden underskrift, med maskinelt eller på tilsvarende måde gengivet underskrift eller un-
der anvendelse af en teknik, der sikrer entydig identifikation af den, som har udstedt afgørelsen
eller dokumentet. Sådanne afgørelser og dokumenter sidestilles med afgørelser og dokumenter
med personlig underskrift.
Stk. 5.
Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte regler om, at afgørelser og andre doku-
menter, der udelukkende er truffet eller udstedt på grundlag af elektronisk databehandling, kan
træffes eller udstedes alene med angivelse af Forbrugerombudsmanden som afsender.
Kontrolundersøgelser på stedet
§ 27.
Forbrugerombudsmanden kan foretage kontrolundersøgelser til brug for behandling af
klager, der er oversendt fra håndhævelsesmyndigheder i andre EU-lande i medfør af forordning
2006/2004/EF om forbrugerbeskyttelsessamarbejde, og som vedrører overtrædelser af direkti-
ver, for hvilke Forbrugerombudsmanden er udpeget som kompetent myndighed.
Stk. 2.
Forbrugerombudsmandens kontrolundersøgelser, jf. stk. 1, kan kun finde sted efter
indhentet retskendelse.
Stk. 3.
Adgangen til kontrolundersøgelser indebærer, at Forbrugerombudsmanden får adgang
til en virksomheds eller sammenslutnings lokaler og transportmidler med henblik på dér at gøre
sig bekendt med og tage kopi af enhver oplysning, herunder markedsføringsmateriale, regnska-
ber, regnskabsmaterialer, bøger og andre forretningspapirer, uanset informationsmedium. I for-
bindelse med en kontrolundersøgelse kan Forbrugerombudsmanden forlange mundtlige forkla-
ringer. Forbrugerombudsmanden kan ikke kræve mundtlige forklaringer i tilfælde, hvor For-
brugerombudsmanden har en sådan konkret mistanke om et strafbart forhold, at der er grundlag
for at rejse sigtelse. Forbrugerombudsmanden kan desuden forlange, at personer, der er omfattet
af kontrolundersøgelsen, viser indholdet af deres lommer, tasker og lign., med henblik på at
Forbrugerombudsmanden kan gøre sig bekendt med og eventuelt tage kopi af dette.
Stk. 4.
Opbevares en virksomheds eller sammenslutnings oplysninger hos, eller behandles de
af en ekstern databehandler, kan Forbrugerombudsmanden få adgang til den eksterne databe-
handlers lokaler med henblik på dér at gøre sig bekendt med og tage kopi af oplysningerne, jf.
stk. 3. Adgangen forudsætter, at det ikke er muligt for Forbrugerombudsmanden at få adgang
til de pågældende oplysninger direkte fra den virksomhed eller sammenslutning, som er gen-
stand for kontrolundersøgelsen.
Stk. 5.
Forbrugerombudsmanden kan indsamle en kopi af dataindholdet fra elektroniske me-
dier, der er omfattet af kontrolundersøgelsen, med henblik på efterfølgende at gennemgå ko-
pien. De indsamlede data skal forsegles eller på anden måde sikres mod læsning, inden kon-
trolundersøgelsen afsluttes. Den, der er genstand for kontrolundersøgelsen, kan kræve, at denne
selv eller en af denne udpeget repræsentant overværer, at de indsamlede data gøres tilgængelige
for læsning, og at Forbrugerombudsmanden gennemgår det indsamlede materiale. Forbruger-
ombudsmanden har pligt til senest 40 hverdage efter kontrolundersøgelsens afslutning at give
en kopi af de oplysninger, som Forbrugerombudsmanden måtte have taget fra de indsamlede
data, til den, der er genstand for kontrolundersøgelsen. Når gennemgangen af de indsamlede
264
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
data er gennemført, skal dataene sikres mod læsning. De indsamlede data skal slettes, hvis For-
brugerombudsmanden vurderer, at materialet ikke indeholder beviser for en overtrædelse af de
i stk. 1 nævnte regler. Beslutter Forbrugerombudsmanden at gå videre med sagen, skal de ind-
samlede data slettes, når sagen er endeligt afgjort.
Stk. 6.
Medfører en virksomheds eller sammenslutnings forhold, at det ikke er muligt for
Forbrugerombudsmanden samme dag, som kontrolundersøgelsen foretages, at få adgang til el-
ler tage kopi af oplysningerne, jf. stk. 3-5, kan Forbrugerombudsmanden forsegle de relevante
forretningslokaler og oplysninger i op til 3 hverdage herefter.
Stk. 7.
Under samme betingelser som i stk. 6 kan Forbrugerombudsmanden medtage de op-
lysninger eller det medium, hvorpå oplysningerne befinder sig, med henblik på kopiering. Det
materiale, som Forbrugerombudsmanden har taget med, skal sammen med et sæt kopier af de
oplysninger, som Forbrugerombudsmanden har taget til brug for en nærmere gennemgang, til-
bageleveres til virksomheden eller sammenslutningen senest 3 hverdage efter kontrolundersø-
gelsen.
Stk. 8.
Fristerne i stk. 5, 6 og 7 kan i særlige tilfælde forlænges.
Stk. 9.
Politiet yder bistand ved udøvelsen af beføjelserne efter stk. 1 og 3-7. Erhvervs- og
vækstministeren kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte nærmere regler herom.
Forhandlingsprincippet
§ 28.
Forbrugerombudsmanden skal ved forhandling søge at påvirke de erhvervsdrivende til
at handle i overensstemmelse med principperne for god skik og til at overholde loven i øvrigt.
Stk. 2.
Tilsidesætter en erhvervsdrivende et tilsagn, der er afgivet over for Forbrugerombuds-
manden efter forhandling i henhold til stk. 1, kan Forbrugerombudsmanden meddele den er-
hvervsdrivende sådanne påbud, som må anses nødvendige for at sikre tilsagnets overholdelse.
Retningslinjer
§ 29.
Forbrugerombudsmanden søger efter forhandling med repræsentanter for forbrugerne
og de relevante erhvervsorganisationer at påvirke de erhvervsdrivendes adfærd gennem udar-
bejdelse og offentliggørelse af retningslinjer for markedsføring på nærmere angivne områder,
der må anses for væsentlige, navnlig ud fra hensynet til forbrugerne.
Stk. 2.
Forbrugerombudsmanden kan uanset stk. 1 ikke udstede retningslinjer, der alene retter
sig mod virksomheder omfattet af lov om finansiel virksomhed.
Forhåndsbesked
§ 30.
Forbrugerombudsmanden kan på anmodning fra en erhvervsdrivende afgive udtalelse
om sin vurdering af lovligheden af påtænkte markedsføringsforanstaltninger, medmindre en
stillingtagen giver anledning til særlig tvivl, eller der i øvrigt foreligger særlige omstændighe-
der. En forhåndsbesked indebærer ikke en bindende stillingtagen til lovligheden af vedkom-
mende foranstaltning.
Stk. 2.
Når Forbrugerombudsmanden har afgivet en forhåndsbesked til en erhvervsdrivende
om, at en påtænkt foranstaltning efter Forbrugerombudsmandens opfattelse vil være lovlig, kan
Forbrugerombudsmanden ikke på eget initiativ over for den erhvervsdrivende gribe ind i an-
ledning af en foranstaltning, som er dækket af forhåndsbeskeden og iværksat inden rimelig tid
efter dennes afgivelse.
Stk. 3.
Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte nærmere regler om gebyr for forhåndsbe-
sked.
Kapitel 8
265
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens virksomhed
§ 31.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan gennemføre og offentliggøre sammenlig-
nende undersøgelser af produkter.
Stk. 2.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan i forbindelse med undersøgelser som nævnt
i stk. 1 anvende anonym informationsindsamling.
Kapitel 9
Retsforfølgning og håndhævelsesforanstaltninger
Retsforfølgning
§ 32.
Enhver med en retlig interesse deri kan anlægge sag om forbud, påbud, erstatning og
vederlag efter § 24. Forbrugerombudsmanden kan anlægge sag om forbud og påbud efter § 24,
stk. 1, og på begæring anlægge sag om erstatning og vederlag.
Stk. 2.
Forbrugerombudsmanden kan meddele påbud, hvis en handling klart er i strid med
loven og ikke kan ændres ved forhandling.
Stk. 3.
Et påbud kan af den, påbuddet retter sig mod, forlanges indbragt for domstolene. An-
modning herom skal fremsættes skriftligt over for Forbrugerombudsmanden, inden 4 uger efter
at påbuddet er meddelt den pågældende. Forbrugerombudsmanden skal inden 1 uge efter mod-
tagelse af anmodningen indbringe sagen for retten i den borgerlige retsplejes former.
Stk. 4.
Anmodning efter stk. 3 har ikke opsættende virkning, men retten kan ved kendelse
bestemme, at den pågældende under sagens behandling kan fortsætte den handling, påbuddet
angår.
Stk. 5.
Ankes en dom, hvorved et påbud ikke findes lovligt, kan den ret, der har afsagt dom-
men, eller den ret, hvortil sagen er indbragt, bestemme, at den pågældende ikke under ankesa-
gen må udøve den handling, påbuddet angår.
Stk. 6.
Rejses tiltale for overtrædelse af loven, overlades udførelsen af tiltalen til Forbruger-
ombudsmanden, såfremt denne begærer dette.
Informationspligt om forældelse
§ 33.
Forbrugerombudsmanden kan, hvis det skønnes nødvendigt for at beskytte forbrugere
mod retstab, efter forhandling med den erhvervsdrivende meddele påbud om at informere rele-
vante kunder om retsstillingen i relation til forældelse.
Erstatningssøgsmål
§ 34.
Har en flerhed af forbrugere i forbindelse med overtrædelse af bestemmelserne i loven
ensartede krav på erstatning, kan Forbrugerombudsmanden på begæring indbringe kravene un-
der et.
Gruppesøgsmål
§ 35.
Forbrugerombudsmanden kan udpeges som grupperepræsentant i et gruppesøgsmål, jf.
retsplejelovens kapitel 23 a.
Foreløbigt forbud
§ 36.
Forbrugerombudsmanden kan, når der øjensynligt er fare for, at formålet med et forbud
som nævnt i § 24, stk. 1, vil forspildes, hvis rettens afgørelse skal afventes, nedlægge foreløbigt
266
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
forbud. Sag til stadfæstelse af forbuddet skal anlægges senest næste hverdag. Reglerne i rets-
plejelovens § 413, nr. 2, § 414, § 430 og § 641, stk. 1-3 og 5, finder tilsvarende anvendelse, og
reglerne i § 636, § 638 og § 422, stk. 3, finder anvendelse med de fornødne lempelser.
Stk. 2.
Kan en sag til stadfæstelse af et forbud efter stk. 1 ikke afgøres ved dom senest 5
hverdage efter sagens anlæg, kan retten under sagens forberedelse inden udløbet af den nævnte
frist ved kendelse bestemme, at forbuddet fortsat skal stå ved magt. Retten giver, forinden sådan
afgørelse træffes, så vidt muligt parterne adgang til at udtale sig. Stadfæstes forbuddet ikke
inden fristens udløb, er det bortfaldet.
Straf og påtale
§ 37.
Tilsidesættelse af et forbud eller påbud nedlagt af retten eller et påbud, som Forbruger-
ombudsmanden har meddelt i henhold til § 28, stk. 2, § 32, stk. 2, eller § 33, straffes med bøde
eller fængsel i op til 4 måneder. Tilsidesættelse af et påbud om at tilbagebetale en modtaget
pengeydelse straffes dog ikke.
Stk. 2.
Den, som undlader at meddele oplysninger, der afkræves efter § 25, stk. 2, eller § 27,
stk. 3, 2. pkt., eller som i forhold, der omfattes af loven, meddeler Forbrugerombudsmanden
urigtige eller vildledende oplysninger, straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt
efter anden lovgivning.
Stk. 3.
Overtrædelse af bestemmelserne i § 5, stk. 1, § 6, stk. 1, 3 og 4, §§ 7 og 9-11, § 14,
stk. 1, § 15, § 16, stk. 3, § 18 og § 19, § 20, stk. 1, og § 21 og forsætlig overtrædelse af § 22
straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.
Stk. 4.
Overtrædelse af § 20, stk. 1, § 21 og § 22 er undergivet privat påtale.
Stk. 5.
Overtrædelse af § 23 straffes med bøde eller fængsel i indtil 1 år og 6 måneder, med-
mindre højere straf er forskyldt efter straffelovens § 299 a. Påtale finder kun sted efter den
forurettedes begæring.
Stk. 6.
I regler, der udstedes i medfør af loven, kan der fastsættes straf af bøde for overtræ-
delse af bestemmelser i reglerne.
Stk. 7.
Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straf-
felovens 5. kapitel.
Bødeforelæg
§ 38.
Erhvervs- og vækstministeren kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte reg-
ler om, at Forbrugerombudsmanden i nærmere angivne sager om overtrædelse af loven eller
regler udstedt i medfør heraf i et bødeforelæg kan tilkendegive, at sagen kan afgøres uden rets-
sag. Det er en betingelse, at den, der har begået overtrædelsen, erklærer sig skyldig i overtræ-
delsen og erklærer sig rede til inden en nærmere angivet frist at betale bøden, som er angivet i
bødeforelægget. Fristen kan efter anmodning forlænges af Forbrugerombudsmanden.
Stk. 2.
Reglerne i retsplejelovens § 834, stk. 1, nr. 2 og 3, og stk. 2, om krav til indholdet af
et anklageskrift og om, at en sigtet ikke er forpligtet til at udtale sig, finder tilsvarende anven-
delse på bødeforelæg.
Stk. 3.
Vedtages bødeforelægget, bortfalder videre forfølgning. Vedtagelsen har samme virk-
ning som en dom.
Kapitel 10
Henlæggelsesbeføjelser
§ 39.
Erhvervs- og vækstministeren kan henlægge sine beføjelser efter loven til en myndig-
hed under ministeriet. Dette gælder ikke for beføjelser i henhold til § 25, stk. 5. Henlægger
267
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
ministeren sine beføjelser til en myndighed under ministeriet, kan ministeren fastsætte regler
om klageadgangen, herunder at klager ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.
Kapitel 11
Ikrafttræden m.v.
Ikrafttræden
§ 40.
Loven træder i kraft den 1. juli 2017.
Stk. 2.
Den 1. juli 2017 ophæves lov om markedsføring, jf. lovbekendtgørelse nr. 1216 af 25.
september 2013.
Stk. 3.
Regler fastsat i medfør af lov om markedsføring, jf. lovbekendtgørelse nr. 1216 af 25.
september 2013, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af forskrifter udstedt i medfør
af denne lov. Overtrædelser af forskrifterne straffes med bøde efter de hidtil gældende regler.
Færøerne og Grønland
§ 41.
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Kapitel 12
Ændring af anden lovgivning
§ 42.
I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1257 af 13. oktober 2016, som ændret senest
ved § 1 i lov nr. 203 af 28. februar 2017, foretages følgende ændring:
1.
I
§ 653, stk. 2, nr. 14,
ændres »markedsføringslovens § 1« til: »markedsføringslovens §§ 3
og 4«.
§ 43.
I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1052 af 4. juli 2016, som ændret ved lov nr.
1723 af 27. december 2016, § 1 i lov nr. 1728 af 27. december 2016 og § 3 i lov nr. 189 af 27.
februar 2017, foretages følgende ændring:
1.
I
§ 299 a
ændres »markedsføringslovens § 19« til: »markedsføringslovens § 23«.
§ 44.
I lov nr. 429 af 31. maj 2000 om behandling af personoplysninger, som ændret bl.a.
ved § 2 i lov nr. 519 af 6. juni 2007 og senest ved § 1 i lov nr. 639 af 12. juni 2012, foretages
følgende ændringer:
1.
I
§ 6, stk. 2, 2. pkt.,
ændres »markedsføringslovens § 6« til: »markedsføringslovens § 10«.
2.
I
§ 12, stk. 1, nr. 3, 2. pkt.,
ændres »markedsføringslovens § 6« til: »markedsføringslovens §
10«.
3.
I
§ 36, stk. 3,
ændres »markedsføringslovens § 6« til: »markedsføringslovens § 10«, og »mar-
kedsføringslovens § 6, stk. 7« til: »markedsføringslovens § 10, stk. 7«.
§ 45.
I lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 174 af 31. januar 2017, som
ændret senest ved § 1 i lov nr. 1549 af 13. december 2016, foretages følgende ændringer:
1.
I
§ 348, stk. 1, 3. pkt.,
ændres »Markedsføringslovens § 20, § 22, stk. 2, § 23, stk. 1, § 27,
stk. 1, og § 28« til: »Markedsføringslovens § 24, § 25, stk. 2, § 28, stk. 1, § 32, stk. 1, og § 34«.
2.
I
§ 395
ændres »markedsføringslovens § 17« til: »markedsføringslovens § 29«.
268
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
2429073_0271.png
§ 46.
I lov om investeringsforeninger, jf. lovbekendtgørelse nr. 1051 af 25. august 2015, som
ændret senest ved § 2 i lov nr. 1541 af 13. december 2016, foretages følgende ændring:
1.
I
§ 170, stk. 1, 2. pkt.,
ændres »Markedsføringslovens § 20, § 22, stk. 2, § 23, stk. 1, § 27,
stk. 1, og § 28« til: »Markedsføringslovens § 24, § 25, stk. 2, § 28, stk. 1, § 32, stk. 1, og § 34«.
§ 47.
I lov om finansielle rådgivere og boligkreditformidlere, jf. lovbekendtgørelse nr. 1079
af 5. juli 2016, som ændret ved § 5 i lov nr. 1549 af 13. december 2016, foretages følgende
ændring:
1.
I
§ 11, stk. 5,
ændres »Markedsføringslovens § 20, § 22, stk. 2, § 23, stk. 1, § 27, stk. 1, og §
28« til: »Markedsføringslovens § 24, § 25, stk. 2, § 28, stk. 1, § 32, stk. 1, og § 34«.
§ 48.
I lov om ejendomskreditselskaber, jf. lovbekendtgørelse nr. 1078 af 5. juli 2016, som
ændret ved § 9 i lov nr. 1549 af 13. december 2016, foretages følgende ændring:
1.
I
§ 12, stk. 2, 3. pkt.,
ændres »Markedsføringslovens § 20, § 22, stk. 2, § 23, stk. 1, § 27, stk.
1, og § 28« til: »Markedsføringslovens § 24, § 25, stk. 2, § 28, stk. 1, § 32, stk. 1, og § 34«.
§ 49.
I lov nr. 375 af 27. april 2016 om betalingskonti foretages følgende ændring:
1.
I
§ 15, 2. pkt.,
ændres »§ 20, § 22, stk. 2, § 23, stk. 1, § 27, stk. 1, og § 28« til: »§ 24, § 25,
stk. 2, § 28, stk. 1, § 32, stk. 1, og § 34«.
§ 50.
I lov om værdipapirhandel, jf. lovbekendtgørelse nr. 251 af 21. marts 2017, foretages
følgende ændring:
1.
I
§ 3, stk. 3, 2. pkt.,
ændres »Markedsføringslovens § 20, § 22, stk. 2, § 23, stk. 1, § 27, stk.
1, og § 28« til: »Markedsføringslovens § 24, § 25, stk. 2, § 28, stk. 1, § 32, stk. 1, og § 34«.
Givet på Amalienborg, den 3. maj 2017
Under Vor Kongelige Hånd og Segl
MARGRETHE R.
/ Brian Mikkelsen
Bilag 1
Specifikke former for handelspraksis, som altid anses for vildledende eller aggressive
Vildledende handelspraksis
1) Den erhvervsdrivende hævder at have underskrevet en adfærdskodeks, selvom det ikke er
tilfældet.
2) Den erhvervsdrivende fremviser kvalitetscertificering, kvalitetsmærke eller tilsvarende
uden at have opnået den nødvendige tilladelse.
3) Den erhvervsdrivende hævder, at en adfærdskodeks er godkendt af en offentlig myndig-
hed eller anden myndighed, selvom det ikke er tilfældet.
4) Den erhvervsdrivende hævder, at en erhvervsdrivende (herunder dennes handelspraksis)
eller et produkt er blevet godkendt eller tilladt af en offentlig eller privat instans, selvom det
269
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
ikke er tilfældet, eller fremsætter en sådan påstand uden at opfylde betingelserne for god-
kendelse eller tilladelse.
5) Den erhvervsdrivende opfordrer til at købe produkter til en bestemt pris uden at gøre op-
mærksom på, at der kan være rimelige grunde til at antage, at han ikke vil være i stand til at
levere eller få en anden erhvervsdrivende til at levere de pågældende eller tilsvarende pro-
dukter til den pågældende pris inden for en periode og i en mængde, som er rimelig i forhold
til produktet, omfanget af den reklame, der er gjort for produktet, og den opgivne pris (bait
advertising).
6) Den erhvervsdrivende opfordrer til køb af produkter til en bestemt pris, men nægter at
vise det averterede produkt for forbrugerne, eller nægter at tage imod bestilling af det eller
levere det inden for et rimeligt tidsrum, eller fremviser en defekt udgave af det, fordi han
agter at promovere et andet produkt (bait and switch).
7) Det angives i modstrid med sandheden, at produktet kun vil være tilgængeligt i meget
begrænset tid, eller at det kun vil være tilgængeligt på visse betingelser i meget begrænset
tid, for at fremkalde en umiddelbar afgørelse og fratage forbrugerne tilstrækkelig mulighed
for eller tid til at træffe en informeret beslutning.
8) Den erhvervsdrivende påtager sig at yde eftersalgsservice til en forbruger, med hvem han
har kommunikeret forud for transaktionen på et sprog, som ikke er et officielt sprog i den
medlemsstat, hvor den erhvervsdrivende er etableret, men yder kun en sådan service på et
andet sprog uden tydeligt at have tilkendegivet dette over for forbrugeren, før denne forplig-
tede sig i forhold til transaktionen.
9) Det angives, eller der gives på anden måde indtryk af, at et produkt kan sælges lovligt,
selvom dette ikke er tilfældet.
10) Rettigheder, som forbrugeren har efter loven, fremstilles som et særligt kendetegn ved
den erhvervsdrivendes tilbud.
11) Der anvendes redaktionelt indhold i medierne til at promovere produktet, hvor en er-
hvervsdrivende har betalt for en sådan reklame, uden at dette fremgår tydeligt af indholdet
eller af billeder eller lyd, som tydeligt kan identificeres af forbrugeren. Dette berører ikke
direktiv 89/552/EØF som kodificeret ved direktiv 2010/13/EU.
12) Der fremsættes en faktuelt ukorrekt påstand vedrørende arten og omfanget af risikoen
for forbrugerens eller dennes families personlige sikkerhed, hvis forbrugeren ikke køber pro-
duktet.
13) Der promoveres et produkt, der ligner et andet produkt fremstillet af en bestemt produ-
cent, på en sådan måde, at forbrugeren med overlæg forledes til at tro, at produktet er frem-
stillet af samme producent, uden at dette er tilfældet.
14) Etablering, drift eller promovering af en salgsfremmende pyramideordning, hvor forbru-
geren erlægger et vederlag og til gengæld stilles kompensation i udsigt, som hovedsageligt
er afhængig af, om han har introduceret andre for ordningen og i mindre grad af salg eller
forbrug af produkter.
15) Det hævdes, at lukning af den erhvervsdrivendes virksomhed eller flytning til andre lo-
kaler er forestående, selvom det ikke er tilfældet.
16) Det hævdes, at produkter kan gøre det lettere at vinde i hasardspil.
17) Det hævdes i modstrid med sandheden, at et produkt kan helbrede sygdomme, funkti-
onsforstyrrelser eller misdannelser.
18) Der gives faktuelt ukorrekte oplysninger om markedsvilkår eller om muligheden for at
finde produktet med henblik på at få forbrugeren til at erhverve produktet på ringere vilkår
end de normale markedsvilkår.
19) Det hævdes som led i handelspraksis, at der afholdes en konkurrence eller et salgsfrem-
stød med præmier, men uden de omtalte præmier eller andre rimeligt tilsvarende uddeles.
270
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
20) Et produkt omtales som »gratis«, »vederlagsfrit«, »uden betaling« eller lignende, selvom
forbrugeren skal betale andet end de uundgåelige udgifter, der er forbundet med at reagere
på den pågældende handelspraksis, samt afhentning eller betaling for levering af produktet.
21) I markedsføringsmaterialet indgår en faktura eller et lignende dokument, der opfordrer
til betaling, og som giver forbrugeren indtryk af, at han allerede har bestilt det produkt, der
markedsføres, selvom det ikke er tilfældet.
22) Den erhvervsdrivende i modstrid med sandheden hævder eller giver indtryk af, at han
ikke handler som led i sit erhverv, sin forretning, sit håndværk eller sin profession, eller han,
i modstrid med sandheden udgiver sig for at være forbruger.
23) Der skabes det fejlagtige indtryk, at eftersalgsservicen i forbindelse med produktet er
tilgængelig i en anden medlemsstat end den, hvor produktet sælges.
Aggressiv handelspraksis
24) Forbrugeren bringes til at tro, at han ikke kan forlade lokalerne, før en kontrakt er ind-
gået.
25) Der aflægges personlige besøg på forbrugerens bopæl, uden at forbrugerens ønske om,
at den erhvervsdrivende skal forlade stedet eller blive væk, respekteres, idet der dog gælder
en undtagelse for besøg med henblik på at håndhæve en kontraktlig forpligtelse under om-
stændigheder og i et omfang, der er berettiget i henhold til national lovgivning.
26) Der foretages vedholdende og uønskede henvendelser pr. telefon, der ikke er omfattet af
forbuddet i forbrugeraftalelovens § 4, eller pr. telefax, e-mail eller andre fjernkommunikati-
onsmedier, idet der dog gælder en undtagelse for henvendelser med henblik på at håndhæve
en kontraktlig forpligtelse under omstændigheder og i et omfang, der er berettiget i henhold
til national lovgivning.
27) Den erhvervsdrivende kræver, at en forbruger, som ønsker at anmelde en fordring i hen-
hold til en forsikringspolice, skal fremlægge dokumenter, som ikke med rimelighed kan an-
ses for at være relevante i forhold til fordringens gyldighed, eller han systematisk undlader
at svare på korrespondance vedrørende sagen, i den hensigt at afholde forbrugeren fra at
udøve sine kontraktlige rettigheder.
28) En reklame opfordrer direkte børn til at købe eller til at overtale deres forældre eller
andre voksne til at købe de produkter til dem, som reklamen vedrører. Denne bestemmelse
berører ikke artikel 9, stk. 1, litra g, i direktiv 2010/13/EU om audiovisuelle medietjenester.
29) Der afkræves omgående eller senere betaling for eller returnering eller oplagring af pro-
dukter, som den erhvervsdrivende har leveret, selvom forbrugeren ikke har anmodet herom,
idet der dog gælder en undtagelse for erstatningsprodukter, der leveres i overensstemmelse
med artikel 7, stk. 3, i direktiv 97/7/EF (levering uden forudgående anmodning).
30) Det meddeles udtrykkeligt forbrugeren, at hvis han ikke køber produktet eller tjeneste-
ydelsen, vil den erhvervsdrivendes job eller levebrød være truet.
31) Der skabes det fejlagtige indtryk, at forbrugeren allerede har vundet, vil vinde eller ved
udførelse af en bestemt handling vil vinde en præmie eller et andet tilsvarende gode, selvom
faktum er, at der enten ikke findes nogen præmie eller et andet tilsvarende gode, eller at den
handling, som skal udføres for at indløse præmien eller et andet tilsvarende gode indebærer,
at forbrugeren skal betale et pengebeløb eller på anden måde påtage sig udgifter.
Officielle noter
1)
Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
1998/6/EF af 16. februar 1998 om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med afgivelse af priser på
forbrugsvarer, EF-Tidende 1998, nr. L 80, side 27, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
1999/44/EF af 25. maj 1999 om visse aspekter af forbrugerkøb og garantier i forbindelse her-
med, EF-Tidende 1999, nr. L 171, side 12, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/58/EF
271
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
af 12. juli 2002 om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred i den
elektroniske kommunikationssektor, EF-Tidende 2002, nr. L 201, side 37, Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2005/29/EF af 11. maj 2005 om virksomheders urimelige handelspraksis
over for forbrugerne på det indre marked og om ændring af Rådets direktiv 84/450/EØF og
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF, 98/27/EF og 2002/65/EF og Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning (EF) nr. 2006/2004, EU-Tidende 2005, nr. L 149, side 22, dele
af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/114/EF af 12. december 2006 om vildledende
og sammenlignende reklame, EU-Tidende 2006, nr. L 376, side 21, Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2006/123/EF af 12. december 2006 om tjenesteydelser i det indre marked, EU-
Tidende 2006, nr. L 376 af 27. december 2006, side 36, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2008/48/EF af 23. april 2008 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af Rådets direktiv
87/102/EØF, EU-Tidende 2008, nr. L 133, side 66, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/136/EF af 25. november 2009 om ændring af direktiv 2002/22/EF om forsyningspligt og
brugerrettigheder i forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og -tjenester, direktiv
2002/58/EF om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred i den elek-
troniske kommunikationssektor og forordning (EF) nr. 2006/2004 om samarbejde mellem na-
tionale myndigheder med ansvar for håndhævelse af lovgivning om forbrugerbeskyttelse, EU-
Tidende 2009, nr. L 337, side 11, og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/17/EU af 4.
februar 2014 om forbrugerkreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse og om æn-
dring af direktiv 2008/48/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010, EU-Tidende
2014, nr. L 60, side 34. Lovforslaget indeholder endvidere en bestemmelse, der fastsætter ram-
merne for Forbrugerombudsmandens kontrolbesøg i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EF) nr. 2006/2004/EF af 27. oktober 2004 om samarbejde mellem nationale myn-
digheder med ansvar for håndhævelse af lovgivning om forbrugerbeskyttelse, EU-Tidende
2004, nr. L 364, side 1.
272
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
2429073_0275.png
Bilag 4: Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/2161 af 27. november 2019
om ændring af Rådets direktiv 93/13/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
98/6/EF, 2005/29/EF og 2011/83/EU, for så vidt angår bedre håndhævelse og modernise-
ring af EU-reglerne om forbrugerbeskyttelse (moderniseringsdirektivet)
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV (EU) 2019/2161
af 27. november 2019
om ændring af Rådets direktiv 93/13/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
98/6/EF, 2005/29/EF og 2011/83/EU, for så vidt angår bedre håndhævelse og modernise-
ring af EU-reglerne om forbrugerbeskyttelse
(EØS-relevant tekst)
EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR
—
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 114,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,
efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,
under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg
(
1
),
efter den almindelige lovgivningsprocedure
(
2
),
og
ud fra følgende betragtninger:
(1)I henhold til artikel 169, stk. 1, og artikel 169, stk. 2, litra a), i traktaten om Den Europæiske
Unions funktionsmåde (TEUF) skal Unionen bidrage til at sikre et højt forbrugerbeskyttel-
sesniveau ved foranstaltninger, som vedtages i henhold til artikel 114 i TEUF. I henhold til
artikel 38 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (»chartret«) skal
der sikres et højt forbrugerbeskyttelsesniveau i Unionens politikker.
(2)Forbrugerbeskyttelsesretten bør anvendes effektivt i hele Unionen. Dog blev det i den om-
fattende kvalitetskontrol af forbruger- og markedsføringsretten, som Kommissionen i 2016
og 2017 gennemførte i forbindelse med programmet for målrettet og effektiv regulering (Re-
fitprogrammet), konkluderet, at effektiviteten af EU-forbrugerbeskyttelsesretten svækkes af
en manglende bevidsthed blandt både erhvervsdrivende og forbrugere, og at den eksisterende
adgang til retsmidler kunne udnyttes oftere.
(3)Unionen har allerede truffet et antal foranstaltninger for at skabe større bevidsthed blandt
forbrugere, erhvervsdrivende og aktører inden for retsvæsenet om forbrugerrettigheder og
for at forbedre håndhævelsen af forbrugerrettigheder og forbrugernes adgang til retsmidler.
Dog er der fortsat huller i national ret, hvad angår reelt effektive og forholdsmæssige sank-
tioner, der kan afskrække fra og straffe overtrædelser inden for Unionen, utilstrækkelige
individuelle retsmidler for forbrugere, der lider skade ved overtrædelser af national lovgiv-
ning, hvorved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF
(
3
)
gennemføres, samt
mangler for så vidt angår proceduren for søgsmål med påstand om forbud i henhold til Eu-
ropa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/22/EF
(
4
).
Proceduren for søgsmål med påstand
om forbud bør revideres ved hjælp af en særskilt retsakt, der ændrer og erstatter direktiv
2009/22/EF.
273
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
2429073_0276.png
(4)Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/6/EF
(
5
),
2005/29/EF og 2011/83/EU
(
6
)
indehol-
der krav til medlemsstaterne om at sørge for sanktioner, der er effektive, står i rimeligt for-
hold til overtrædelsen og har afskrækkende virkning, med det formål at tackle overtrædelser
af nationale bestemmelser til gennemførelse af disse direktiver. Endvidere stilles der ved
artikel 21 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/2394
(
7
)
krav til medlems-
staterne om at træffe håndhævelsesforanstaltninger, herunder pålæggelse af sanktioner, på
en effektiv, virkningsfuld og koordineret måde for at bringe udbredte overtrædelser eller
udbredte overtrædelser med EU-dimension til ophør eller forbyde dem.
(5)De nuværende nationale regler for sanktioner varierer betydeligt rundt omkring i Unionen.
Navnlig sikrer ikke alle medlemsstater, at erhvervsdrivende, der er ansvarlige for udbredte
overtrædelser eller udbredte overtrædelser med EU-dimension, kan pålægges sanktioner, der
er effektive, står i rimeligt forhold til overtrædelsen og har afskrækkende virkning. Derfor
bør de gældende regler vedrørende sanktioner i direktiv 98/6/EF, 2005/29/EF og
2011/83/EU forbedres, og samtidig bør der indføres nye regler vedrørende sanktioner i Rå-
dets direktiv 93/13/EØF
(
8
).
(6)Det bør fortsat være et anliggende for medlemsstaterne at vælge, hvilke typer sanktion der
skal indføres, og fastsætte de relevante procedurer for pålæggelse af sanktioner i tilfælde af
overtrædelse af direktiv 93/13/EØF, 98/6/EF, 2005/29/EF og 2011/83/EU, som ændret ved
nærværende direktiv, i deres nationale ret.
(7)For at gøre det lettere at anvende sanktioner på mere sammenhængende vis, navnlig i tilfælde
af overtrædelser inden for Unionen, udbredte overtrædelser og udbredte overtrædelser med
EU-dimension, jf. forordning (EU) 2017/2394, bør der indføres fælles ikkeudtømmende og
vejledende kriterier for anvendelse af sanktioner i direktiv 93/13/EØF, 98/6/EF, 2005/29/EF
og 2011/83/EU. Disse kriterier bør omfatte f.eks. spørgsmålet om overtrædelsens art, grov-
hed, omfang og varighed samt enhver genopretning, som den erhvervsdrivende har givet
forbrugerne for den påførte skade. Gentagen overtrædelse begået af samme ophavsmand er
udtryk for en tilbøjelighed til at begå sådanne overtrædelser og er derfor en betydelig indi-
kation for adfærdens grovhed og herigennem for behovet for at øge sanktionsniveauet for at
opnå en effektiv afskrækkende virkning. Opnåede økonomiske fordele eller undgåede tab
som følge af overtrædelsen bør tages i betragtning, hvis der foreligger relevante data. Andre
skærpende eller formildende faktorer ved sagens omstændigheder kan også tages i betragt-
ning.
(8)Disse fælles ikkeudtømmende og vejledende kriterier for anvendelsen af sanktioner er mu-
ligvis ikke relevante for fastsættelse af sanktioner for enhver overtrædelse, navnlig ikke min-
dre alvorlige overtrædelser. Medlemsstaterne bør også tage hensyn til andre generelle rets-
principper for pålæggelse af sanktioner, som for eksempel ne bis in idem-princippet.
(9)I overensstemmelse med artikel 21 i forordning (EU) 2017/2394 skal de kompetente myn-
digheder i medlemsstaterne, der er berørt af det koordinerede tiltag, over for den erhvervs-
drivende, der er ansvarlig for den udbredte overtrædelse eller den udbredte overtrædelse med
EU-dimension, inden for deres jurisdiktion træffe alle de håndhævelsesforanstaltninger, der
er nødvendige for at bringe denne overtrædelse til ophør eller forbyde den. Når det er rele-
vant, skal de pålægge den erhvervsdrivende, der er ansvarlig for den udbredte overtrædelse
eller den udbredte overtrædelse med EU-dimension, sanktioner såsom bøder eller tvangsbø-
der. Håndhævelsesforanstaltninger skal træffes på en effektiv, virkningsfuld og koordineret
måde for at bringe den udbredte overtrædelse eller den udbredte overtrædelse med EU-di-
mension til ophør eller forbyde den. De kompetente myndigheder, der er berørt af det koor-
dinerede tiltag, skal tilstræbe at træffe håndhævelsesforanstaltninger samtidigt i de medlems-
stater, der er berørt af overtrædelsen.
274
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
(10)For at sikre, at medlemsstaternes myndigheder kan pålægge sanktioner, der er effektive,
står i rimeligt forhold til overtrædelsen og har afskrækkende virkning, for udbredte over-
trædelser og udbredte overtrædelser med EU-dimension, der er genstand for koordinerede
undersøgelses- og håndhævelsesforanstaltninger, jf. forordning (EU) 2017/2394, bør der
indføres bøder som et element af sanktioner for sådanne overtrædelser. For at sikre, at bø-
derne har en afskrækkende virkning, bør medlemsstaterne i deres nationale ret fastsætte
maksimumsbøden for sådanne overtrædelser til mindst 4 % af den erhvervsdrivendes årlige
omsætning i den eller de pågældende medlemsstater. I visse tilfælde kan en erhvervsdri-
vende også være en gruppe af selskaber.
(11)Som fastlagt i artikel 9 og 10 i forordning (EU) 2017/2394 skal der ved pålæggelse af sank-
tioner, alt efter hvad der er relevant, tages behørigt hensyn til karakteren, grovheden og
varigheden af den pågældende overtrædelse. Pålæggelsen af sanktioner skal være forholds-
mæssig og i overensstemmelse med EU-retten og national ret, herunder med gældende rets-
sikkerhedsgarantier og principperne i chartret. Endelig skal de sanktioner, der pålægges,
være egnede i forhold til karakteren og den samlede faktiske eller potentielle skade af over-
trædelsen af EU-retlige regler, som beskytter forbrugernes interesser. Beføjelsen til at på-
lægge sanktioner skal udøves enten direkte af de kompetente myndigheder under deres egen
myndighed eller, hvor det er relevant, med bistand fra andre kompetente myndigheder eller
andre offentlige myndigheder eller ved at give instruks til udpegede organer, hvis det er
relevant, eller ved indbringelse for en domstol, der er kompetent til at træffe den nødven-
dige afgørelse, herunder, hvor det er relevant, ved appel, såfremt der ikke gives medhold i
begæringen om at træffe den nødvendige afgørelse.
(12)Hvis en enkelt kompetent myndighed som et resultat af et koordineret tiltag i henhold til
forordning (EU) 2017/2394 og i den i nævnte forordning omhandlede betydning pålægger
en erhvervsdrivende, der er ansvarlig for en udbredt overtrædelse eller en udbredt overtræ-
delse med EU-dimension, en bøde, bør den være i stand til at pålægge en bøde på mindst 4
% af den erhvervsdrivendes årlige omsætning i alle medlemsstater, der er berørt af det ko-
ordinerede håndhævelsestiltag.
(13)Medlemsstaterne bør ikke forhindres i at bevare eller indføre højere omsætningsbaserede
maksimumsbøder for udbredte overtrædelser og udbredte overtrædelser med EU-dimen-
sion. Det bør også være muligt for medlemsstaterne at basere sådanne bøder på den er-
hvervsdrivendes omsætning på verdensplan eller udvide reglerne om bøder til andre over-
trædelser, som ikke er omfattet af bestemmelserne i dette direktiv i relation til artikel 21 i
forordning (EU) 2017/2394. Kravet om at fastsætte bøden til mindst 4 % af den erhvervs-
drivendes årlige omsætning bør ikke gælde for eventuelle supplerende medlemsstatsregler
for tvangsbøder, såsom dagbøder, for manglende overholdelse af en afgørelse, kendelse,
foreløbig foranstaltning, tilsagn fra en erhvervsdrivende eller anden foranstaltning med det
formål at bringe overtrædelsen til ophør.
(14)Regler om sanktioner bør inkluderes i direktiv 93/13/EØF med henblik på at styrke dets
afskrækkende virkning. Medlemsstaterne kan frit træffe beslutning om den administrative
eller retslige procedure for anvendelse af sanktioner for overtrædelser af nævnte direktiv.
Navnlig kan de administrative myndigheder eller nationale domstole pålægge sanktioner
ved fastsættelsen af den urimelige karakter af kontraktvilkår, herunder på grundlag af en
retssag anlagt af en administrativ myndighed. Sanktionerne kan også pålægges af admini-
strative myndigheder eller nationale domstole, når sælgeren eller leverandøren anvender
kontraktvilkår, der udtrykkeligt er defineret som urimelige under alle omstændigheder i
national ret, og når sælgeren eller leverandøren anvender kontraktvilkår, der er blevet anset
for at være urimelige ved en endelig bindende afgørelse. Medlemsstaterne kan beslutte, at
275
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
de administrative myndigheder også har ret til at fastslå den urimelige karakter af kontrakt-
vilkår. Administrative myndigheder eller nationale domstole kan også pålægge en sanktion
gennem den samme afgørelse, hvori det fastslås, at der er tale om urimelige kontraktvilkår.
Medlemsstaterne kan fastlægge de nødvendige koordineringsmekanismer for foranstaltnin-
ger på nationalt plan vedrørende individuel adgang til retsmidler og sanktioner.
(15)Når medlemsstaterne fordeler indtægterne fra bøder, bør de overveje at øge beskyttelsen af
forbrugernes generelle interesser samt andre beskyttede offentlige interesser.
(16)Medlemsstaterne bør sikre, at der er retsmidler til rådighed for forbrugere, der lider skade
som følge af urimelig handelspraksis, for at fjerne alle virkninger af sådan urimelig praksis.
En klar ramme for individuelle retsmidler ville gøre det lettere at udøve privat håndhævelse.
Forbrugeren bør have adgang til skadeserstatning og, hvor det er relevant, et afslag i købe-
summen eller ophævelse af kontrakten, på en forholdsmæssig og effektiv måde. Medlems-
staterne bør ikke forhindres i at bevare eller indføre rettigheder til andre supplerende rets-
midler, såsom afhjælpning eller ombytning, for forbrugere, der lider skade som følge af
urimelig handelspraksis, for fuldt ud at fjerne virkningerne af sådan praksis. Medlemssta-
terne bør ikke forhindres i at fastlægge betingelserne for anvendelse og effekten af retsmid-
ler for forbrugerne. Ved anvendelse af retsmidlerne kan der, hvor det er relevant, tages
hensyn til grovheden og arten af den urimelige handelspraksis, skade lidt af forbrugeren og
andre relevante omstændigheder såsom den erhvervsdrivendes forseelse eller overtrædelse
af kontrakten.
(17)I kvalitetskontrollen af forbruger- og markedsføringsretten og den sideløbende evaluering
af direktiv 2011/83/EU blev der også identificeret et antal områder, hvor de gældende EU-
regler om forbrugerbeskyttelse bør moderniseres. På baggrund af den løbende udvikling af
digitale værktøjer er det nødvendigt at tilpasse EU-forbrugerbeskyttelsesretten.
(18)Højere rangordning eller fremtrædende placering af kommercielle tilbud i onlinesøgeresul-
tater af udbydere af onlinesøgemaskiner har en betydelig indvirkning på forbrugerne.
(19)Ved rangordning forstås den relative fremtrædende placering af erhvervsdrivendes tilbud
eller den relevans, der tildeles søgeresultater, som de præsenteres, opstilles eller kommuni-
keres af udbydere af onlinesøgemaskiner, herunder som fremkommer ved anvendelse af
algoritmiske sekvenserings-, rangordnings- eller revisionsmekanismer, visuelle fremhæv-
ninger eller andre fremhævningsværktøjer eller kombinationer heraf.
(20)I denne forbindelse bør bilag I til direktiv 2005/29/EF ændres for at gøre det klart, at prak-
sis, hvor en erhvervsdrivende giver oplysninger til en forbruger i form af søgeresultater
som svar på forbrugerens onlinesøgning uden tydelig oplysning om enhver form for betalt
reklame eller betaling specifikt for at opnå en højere rangordning af produkter i søgeresul-
taterne, bør forbydes. Når en erhvervsdrivende direkte eller indirekte har betalt udbyderen
af onlinesøgemaskinen for en højere rangordning af et produkt i søgeresultaterne, bør ud-
byderen af onlinesøgemaskinen informere forbrugerne om dette forhold på en kortfattet, let
tilgængelig og forståelig måde. Indirekte betaling kan være i form af en erhvervsdrivendes
accept af yderligere forpligtelser over for udbyderen af onlinesøgemaskinen af enhver art,
der har en højere rangordning som specifik virkning. Den indirekte betaling kan bestå af
øget provision pr. transaktion samt forskellige kompensationsordninger, der specifikt fører
til højere rangordning. Betalinger for generelle tjenester, såsom gebyrer for optagelse i va-
resortimentet eller medlemskontingenter, som dækker en bred vifte af funktioner, der til-
bydes af udbyderen af onlinesøgemaskinen til den erhvervsdrivende, bør ikke betragtes
som betaling for specifikt at opnå højere rangordning af produkter, forudsat at en sådan
276
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
2429073_0279.png
betaling ikke foretages netop med henblik på at opnå en højere rangordning. Onlinesøge-
funktioner kan udbydes af forskellige typer af onlineforhandlere, herunder formidlere, så-
som onlinemarkedspladser, søgemaskiner og sammenligningswebsteder.
(21)Krav om gennemsigtighed med hensyn til de vigtigste parametre, der afgør rangordning er
også reguleret af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1150
(
9
).
Kravene
om gennemsigtighed i henhold til nævnte forordning dækker en bred vifte af onlineformid-
lere, herunder onlinemarkedspladser, men de gælder kun mellem handlende og onlinefor-
midlere. Der bør derfor indføres tilsvarende gennemsigtighedskrav i direktiv 2005/29/EF
for at sikre tilstrækkelig åbenhed over for forbrugerne, undtagen i tilfælde hvor der er tale
om udbydere af onlinesøgemaskiner, som i henhold til nævnte forordning allerede skal op-
give de vigtigste parametre, som individuelt eller kollektivt har størst betydning for afgø-
relsen af rangordningen, og den relative betydning af disse vigtigste parametre ved at levere
en let og offentligt tilgængelig beskrivelse af deres onlinesøgemaskiner i et almindeligt og
forståeligt sprog.
(22)Erhvervsdrivende, der gør det muligt for forbrugerne at søge efter varer og tjenester, såsom
rejser, indkvartering og fritidsaktiviteter, der tilbydes af forskellige forhandlere eller af for-
brugere, bør informere forbrugerne om de standardparametre, der afgør rangordningen af
de tilbud, som præsenteres for forbrugeren som følge af søgningen, og deres relative be-
tydning i forhold til andre parametre. Disse oplysninger bør være kortfattede og være let,
synligt og direkte tilgængelige. Parametre, der afgør rangordning, er alle generelle kriterier,
processer, specifikke signaler der indarbejdes i algoritmer eller andre justerings- eller de-
graderingsmekanismer, der anvendes i forbindelse med rangordningen.
(23)Kravet om oplysninger om de vigtigste parametre, der afgør rangordning berører ikke Eu-
ropa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/943
(
10
).
Erhvervsdrivende bør ikke være
forpligtede til at offentliggøre de nærmere oplysninger om deres rangordningsmekanismers
funktionalitet, herunder algoritmer. Erhvervsdrivende bør levere en generel beskrivelse af
de vigtigste parametre, der afgør rangordningen, som forklarer de vigtigste standardpara-
metre, der anvendes af den erhvervsdrivende, og deres relative betydning i forhold til andre
parametre, men denne beskrivelse skal ikke nødvendigvis være i et brugertilpasset format
for hver enkelt søgning.
(24)Når forbrugere tilbydes produkter på onlinemarkedspladser, er både udbyderen af online-
markedspladsen og tredjepartsleverandøren involveret i levering af de oplysninger forud
for indgåelsen af aftaler, der kræves ved direktiv 2011/83/EU. Forbrugere, der anvender
onlinemarkedspladsen, forstår derfor muligvis ikke fuldt ud, hvem deres aftalepartnere er,
og hvilken indvirkning dette har på deres rettigheder og forpligtelser.
(25)Onlinemarkedspladser bør defineres med henblik på direktiv 2005/29/EF og 2011/83/EU
på lignende vis som i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 524/2013
(
11
)
og
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/1148
(
12
).
Dog bør definitionen af »on-
linemarkedspladser« opdateres og gøres mere teknologisk neutral for at kunne omfatte nye
teknologier. Der bør derfor, i stedet for til et »websted«, henvises til software, herunder et
websted, en del af et websted eller en applikation, der drives af eller på vegne af den er-
hvervsdrivende, i overensstemmelse med en »onlinegrænseflade«, jf. forordning (EU)
2017/2394 og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/302
(
13
).
(26)Der bør derfor fastsættes specifikke oplysningskrav vedrørende onlinemarkedspladser i di-
rektiv 2005/29/EF og 2011/83/EU for at oplyse forbrugere, der anvender onlinemarkeds-
pladser, om de vigtigste parametre, der afgør rangordningen af tilbud, og hvorvidt de indgår
en aftale med en erhvervsdrivende eller en ikkeerhvervsdrivende, såsom en anden forbru-
ger.
277
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
2429073_0280.png
(27)Udbydere af onlinemarkedspladser bør informere forbrugerne om, hvorvidt den tredjepart,
der tilbyder varerne, tjenesteydelserne eller det digitale indhold, er en erhvervsdrivende
eller ikkeerhvervsdrivende, på grundlag af den erklæring, der afgives til dem af tredjepar-
ten. Når den tredjepart, der tilbyder varerne, tjenesteydelserne eller det digitale indhold,
erklærer sig som en ikkeerhvervsdrivende, bør udbydere af onlinemarkedspladser levere en
kort erklæring om, at de forbrugerrettigheder, der følger af EU-forbrugerbeskyttelsesretten,
ikke gælder for den indgåede aftale. Endvidere bør forbrugerne informeres om, hvordan
forpligtelser i forbindelse med kontrakten deles mellem tredjeparter, der tilbyder varerne,
tjenesteydelserne eller det digitale indhold, og udbydere af onlinemarkedspladser. Disse
oplysninger bør leveres på en klar og forståelig måde og ikke kun i standardvilkår og -
betingelser eller lignende aftaledokumenter. Oplysningskravene til udbydere af onlinemar-
kedspladser skal være forholdsmæssige. Disse krav skal sikre en balance mellem et højt
forbrugerbeskyttelsesniveau og udbydere af onlinemarkedspladsernes konkurrencedygtig-
hed. Der bør ikke stilles krav til udbydere af onlinemarkedspladser om at opregne speci-
fikke forbrugerrettigheder, når de oplyser forbrugerne om, hvorvidt disse rettigheder ikke
gælder. Dette berører ikke kravene om forbrugeroplysninger, der er fastsat i direktiv
2011/83/EU, og navnlig i artikel 6, stk. 1, deri. De oplysninger, der skal gives vedrørende
ansvaret for sikringen af forbrugerrettigheder, afhænger af de aftaler, som udbydere af on-
linemarkedspladser har indgået med de relevante tredjepartserhvervsdrivende. Udbyderen
af onlinemarkedspladsen kan angive, at en tredjepartserhvervsdrivende er eneansvarlig for
sikringen af forbrugerrettigheder eller beskrive sine egne specifikke ansvarsområder, hvis
denne udbyder påtager sig ansvaret for visse aspekter af aftalen, for eksempel levering eller
udøvelse af fortrydelsesretten.
(28)I overensstemmelse med artikel 15, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2000/31/EF
(
14
)
bør der ikke stilles krav til udbydere af onlinemarkedspladser om at kon-
trollere tredjepartleverandørers retlige status. Udbydere af onlinemarkedspladser bør i ste-
det stille krav til tredjepartleverandører på onlinemarkedspladsen om at angive deres status
som erhvervsdrivende eller ikkeerhvervsdrivende med henblik på forbrugerbeskyttelsesret-
ten og formidle disse oplysninger til udbyderen af onlinemarkedspladsen.
(29)Under hensyntagen til den hurtige teknologiske udvikling vedrørende onlinemarkedsplad-
ser og behovet for at sikre en høj grad af forbrugerbeskyttelse bør medlemsstaterne have
mulighed for at vedtage eller opretholde særlige supplerende foranstaltninger med henblik
herpå. Sådanne bestemmelser bør være forholdsmæssige og ikkediskriminerende og ikke
berøre direktiv 2000/31/EF.
(30)Definitionerne af digitalt indhold og digitale tjenester i direktiv 2011/83/EU bør tilpasses
definitionerne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/770
(
15
).
Digitalt ind-
hold omfattet af direktiv (EU) 2019/770 dækker en enkelt levering, en række individuelle
leveringer eller løbende levering over en tidsperiode. Elementet af løbende levering bør
ikke nødvendigvis kræve langsigtet levering. Tilfælde såsom webstreaming af videoklip
bør betragtes som løbende levering over en periode, uanset den reelle varighed af den au-
diovisuelle fil. Det kan derfor være vanskeligt at skelne mellem visse typer af digitalt ind-
hold og digitale tjenester, da begge kan indebære, at den erhvervsdrivendes levering fort-
sætter i hele aftaleperioden. Eksempler på digitale tjenester er video- og lyddelingstjenester
og anden filhosting, tekstbehandling eller spil, der tilbydes i cloudcomputing-miljøet,
cloudlagring, webbaseret mail, sociale medier og cloudapplikationer. Den fortsatte invol-
vering af udbyderen af tjenester berettiger anvendelsen af de regler vedrørende fortrydel-
sesretten, der er fastsat i direktiv 2011/83/EU, og som på effektiv vis giver forbrugeren
mulighed for at afprøve tjenesten og, i løbet af 14 dage fra indgåelsen af aftalen, træffe
beslutning om at beholde den eller ej. Mange aftaler om levering af digitalt indhold, der
278
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
2429073_0281.png
ikke leveres på et fysisk medium, er karakteriseret ved en enkelt levering af et eller flere
stykker digitalt indhold til forbrugeren, såsom musik- eller videofiler. Aftaler om levering
af digitalt indhold, der ikke leveres på et fysisk medium, er fortsat underlagt undtagelsen
fra fortrydelsesretten fastsat i artikel 16, stk. 1, litra m), i direktiv 2011/83/EU, hvoraf det
fremgår, at forbrugeren mister fortrydelsesretten, når udførelsen af aftalen er påbegyndt,
såsom ved downloading eller streaming af indhold, med forbehold af forbrugerens forud-
gående udtrykkelige samtykke til at påbegynde udførelsen inden fortrydelsesfristen og an-
erkendelse af, at vedkommende derved har mistet sin fortrydelsesret. Hvor der er tvivl om,
hvorvidt aftalen er en tjenesteydelsesaftale eller en aftale om levering af digitalt indhold,
der ikke leveres på et fysisk medium, bør reglerne om fortrydelsesret ved tjenesteydelser
anvendes.
(31)Digitalt indhold og digitale tjenester leveres ofte online i henhold til aftaler, i henhold til
hvilke forbrugeren ikke betaler en pris, men afgiver personoplysninger til den erhvervsdri-
vende. Direktiv 2011/83/EU gælder allerede for aftaler om levering af digitalt indhold, der
ikke leveres på et fysisk medium (dvs. levering af digitalt onlineindhold), uanset om for-
brugeren betaler en pris med penge eller afgiver personoplysninger. Nævnte direktiv gælder
dog kun for tjenesteydelsesaftaler, herunder aftaler om levering af digitale tjenester, i hen-
hold til hvilke forbrugeren betaler eller påtager sig at betale en pris. Nævnte direktiv gælder
derfor ikke for aftaler om digitale tjenester, i henhold til hvilke forbrugeren afgiver person-
oplysninger til den erhvervsdrivende uden at betale en pris. På grund af lighederne mellem
og udskifteligheden af betalte digitale tjenester og digitale tjenester, der udføres til gengæld
for personoplysninger, bør de være omfattet af samme regler i henhold til nævnte direktiv.
(32)Der bør sikres sammenhæng mellem anvendelsesområdet for direktiv 2011/83/EU og di-
rektiv (EU) 2019/770, der gælder for aftaler om levering af digitalt indhold eller digitale
tjenester, i henhold til hvilke forbrugeren afgiver eller påtager sig at afgive personoplys-
ninger til den erhvervsdrivende.
(33)Anvendelsesområdet for direktiv 2011/83/EU bør derfor udvides til også at omfatte aftaler,
i henhold til hvilke den erhvervsdrivende leverer eller påtager sig at levere en digital tjene-
ste til forbrugeren, og forbrugeren afgiver eller påtager sig at afgive personoplysninger.
Ligesom for aftaler om levering af digitalt indhold, der ikke leveres på et fysisk medium,
bør nævnte direktiv finde anvendelse, når som helst forbrugeren afgiver eller påtager sig at
afgive personoplysninger til den erhvervsdrivende, undtagen hvis de personoplysninger,
som forbrugeren afgiver, udelukkende behandles af den erhvervsdrivende med henblik på
at levere det digitale indhold eller den digitale tjeneste, og den erhvervsdrivende ikke be-
handler disse oplysninger med noget andet formål. Enhver behandling af oplysninger bør
være i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)
2016/679
(
16
).
(34)For at sikre fuld overensstemmelse med direktiv (EU) 2019/770 bør direktiv 2011/83/EU
—
såfremt digitalt indhold eller digitale tjenester ikke leveres til gengæld for en pris
—
heller ikke finde anvendelse i situationer, hvor den erhvervsdrivende indsamler personop-
lysninger med det ene formål at overholde retlige krav, som den erhvervsdrivende er un-
derlagt. Sådanne situationer kan for eksempel omfatte tilfælde, hvor det af sikkerheds- og
identifikationshensyn er påkrævet at registrere forbrugeren i henhold til gældende ret.
(35)Direktiv 2011/83/EU bør heller ikke finde anvendelse i situationer, hvor den erhvervsdri-
vende kun indsamler metadata, såsom oplysninger om forbrugerens udstyr eller browser-
historik, undtagen hvis denne situation betragtes som en aftale i henhold til national ret. Det
bør heller ikke finde anvendelse i situationer, hvor forbrugeren, uden at have indgået en
aftale med den erhvervsdrivende, udsættes for reklamer udelukkende for at få adgang til et
digitalt indhold eller en digital tjeneste. Dog bør det stå medlemsstaterne frit for at udvide
279
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
anvendelsen af reglerne i nævnte direktiv til også at gælde i sådanne situationer eller regu-
lere sådanne situationer, der ikke falder ind under nævnte direktivs anvendelsesområde, på
anden vis.
(36)Begrebet »funktionalitet« bør forstås som en henvisning til de måder, hvorpå digitalt ind-
hold eller digitale tjenester kan bruges. For eksempel kan fraværet eller tilstedeværelsen af
tekniske begrænsninger, såsom beskyttelse ved hjælp af Digital Rights Management
(DRM) eller områdekodning, have en indvirkning på muligheden for, at det digitale indhold
eller den digitale tjeneste kan udføre alle sine funktioner i betragtning af dets/dens formål.
Begrebet »interoperabilitet« vedrører, hvorvidt og i hvilket omfang digitalt indhold eller en
digital tjeneste er i stand til at fungere sammen med hardware eller software, der adskiller
sig fra det, som digitalt indhold eller digitale tjenester af samme type normalt bruges med.
Tilfredsstillende funktionsevne vil f.eks. omfatte det digitale indholds eller den digitale tje-
nestes evne til at udveksle oplysninger med en sådan anden software eller hardware og til
at anvende de udvekslede oplysninger. Begrebet »kompatibilitet« er defineret i direktiv
(EU) 2019/770.
(37)I henhold til artikel 7, stk. 3, og artikel 8, stk. 8, i direktiv 2011/83/EU skal erhvervsdri-
vende i forbindelse med henholdsvis aftaler indgået uden for fast forretningssted og aftaler
om fjernsalg kræve, at forbrugeren giver forudgående udtrykkelige samtykke til, at leve-
ringen påbegyndes, inden fortrydelsesfristen udløber. Der er i nævnte direktivs artikel 14,
stk. 4, litra a), fastsat en aftaleretlig sanktion til brug i situationer, hvor dette krav ikke
overholdes af den erhvervsdrivende, nemlig at forbrugeren ikke skal betale for de udførte
tjenesteydelser. Kravet om at opnå forbrugerens forudgående udtrykkelige samtykke er der-
for kun relevant for tjenesteydelser, herunder digitale tjenester, der udføres mod betaling af
prisen. Det er derfor nødvendigt at ændre artikel 7, stk. 3, og artikel 8, stk. 8, således at
kravet til erhvervsdrivende om at opnå forbrugerens forudgående udtrykkelige samtykke
kun gælder for tjenesteydelsesaftaler, i henhold til hvilke forbrugeren pålægges en forplig-
telse til at betale.
(38)Der gives ved artikel 16, stk. 1, litra m), i direktiv 2011/83/EU mulighed for en undtagelse
fra fortrydelsesretten med hensyn til digitalt indhold, der ikke leveres på et fysisk medium,
hvis udførelsen er påbegyndt med forbrugerens forudgående udtrykkelige samtykke og an-
erkendelse af, at vedkommende dermed mister sin fortrydelsesret. Der er i nævnte direktivs
artikel 14, stk. 4, litra b), fastsat en aftaleretlig sanktion til brug i situationer, hvor dette
krav ikke overholdes af den erhvervsdrivende, nemlig at forbrugeren ikke skal betale for
det forbrugte digitale indhold. Kravet om at opnå forbrugerens forudgående udtrykkelige
samtykke og anerkendelse er derfor kun relevant for digitalt indhold, der leveres mod be-
taling af prisen. Det er derfor nødvendigt at ændre artikel 16, stk. 1, litra m), således at
kravet til erhvervsdrivende om at opnå forbrugerens forudgående udtrykkelige samtykke
og anerkendelse kun gælder for aftaler, i henhold til hvilke forbrugeren pålægges en for-
pligtelse til at betale.
(39)Der er i artikel 7, stk. 4, i direktiv 2005/29/EF fastsat oplysningskrav vedrørende »opfor-
dring til køb« af et produkt til en specifik pris. Disse oplysningskrav gælder allerede i mar-
kedsføringsfasen, mens der ved direktiv 2011/83/EU indføres samme og andre
—
mere
detaljerede
—
oplysningskrav i den senere fase forud for indgåelsen af aftalen (dvs. umid-
delbart før forbrugeren indgår en aftale). Erhvervsdrivende kan derfor være nødsaget til at
give de samme oplysninger i markedsføringsfasen (f.eks. i en onlinereklame på et medie-
websted) og i fasen forud for indgåelsen af aftalen (f.eks. på siderne i deres onlineinternet-
butikker).
280
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
(40)De oplysningskrav, der er fastsat i artikel 7, stk. 4, i direktiv 2005/29/EF, omfatter, at for-
brugeren oplyses om den erhvervsdrivendes klagebehandlingspolitik. Resultaterne af kva-
litetskontrollen af forbruger- og markedsføringsretten viser, at disse oplysninger er mest
relevante i fasen forud for indgåelsen af aftalen, der reguleres ved direktiv 2011/83/EU.
Kravet om at give disse oplysninger i opfordringer til køb i markedsføringsfasen, jf. direktiv
2005/29/EF, bør derfor udgå.
(41)Ved artikel 6, stk. 1, litra h), i direktiv 2011/83/EU stilles der krav til erhvervsdrivende om,
forud for indgåelse af aftalen, at give forbrugerne oplysninger om fortrydelsesretten, her-
under om standardfortrydelsesformularen fastsat i bilag I(B) til nævnte direktiv. Der er i
artikel 8, stk. 4, i nævnte direktiv fastsat enklere krav til de oplysninger, der skal foreligge
forud for indgåelsen af aftaler til brug i tilfælde af, at aftalen indgås ved anvendelse af en
fjernkommunikationsteknik, som kun giver begrænset plads eller tid til at formidle oplys-
ningerne, såsom pr. telefon, via stemmestyret indkøbsassistent eller SMS. De obligatoriske
oplysninger, der skal gives forud for indgåelsen af aftaler i forbindelse med eller gennem
en sådan særlig fjernkommunikationsteknik, omfatter oplysninger vedrørende fortrydelses-
retten som omhandlet i artikel 6, stk. 1, litra h). De omfatter derfor også udlevering af stan-
dardfortrydelsesformularen i bilag I(B) til nævnte direktiv. Dog er det umuligt at udlevere
fortrydelsesformularen, hvis aftalen for eksempel indgås pr. telefon eller stemmestyret ind-
købsassistent, og det kan være teknisk umuligt at udlevere den på en brugervenlig måde
ved hjælp af andre fjernkommunikationsmidler, der er omfattet af artikel 8, stk. 4. Udleve-
ring af standardfortrydelsesformularen bør derfor udgå af de oplysninger, som de erhvervs-
drivende i alle tilfælde skal give i forbindelse med eller gennem en sådan særlig fjernkom-
munikationsteknik, der anvendes til indgåelse af aftaler, jf. artikel 8, stk. 4.
(42)Der gives ved artikel 16, stk. 1, litra a), i direktiv 2011/83/EU mulighed for at fastsætte en
undtagelse fra fortrydelsesretten for så vidt angår tjenesteydelsesaftaler, der er blevet fuldt
udført, hvis udførelsen er påbegyndt med forbrugerens forudgående udtrykkelige samtykke
og anerkendelse af, at vedkommende vil miste sin fortrydelsesret, når aftalen er fuldstændig
opfyldt af den erhvervsdrivende. Derimod stilles der ved artikel 7, stk. 3, og artikel 8, stk.
8, i nævnte direktiv, der vedrører den erhvervsdrivendes forpligtelser i situationer, hvor
udførelsen af aftalen er påbegyndt, inden fortrydelsesfristen udløber, kun krav til de er-
hvervsdrivende om at opnå forbrugerens forudgående udtrykkelige samtykke, og ikke ved-
kommendes anerkendelse af, at fortrydelsesretten går tabt, når udførelsen er afsluttet. For
at sikre sammenhæng mellem disse bestemmelser er det nødvendigt at tilføje en forpligtelse
i artikel 7, stk. 3, og artikel 8, stk. 8, om, at den erhvervsdrivende også skal opnå forbruge-
rens anerkendelse af, at fortrydelsesretten mistes, når udførelsen er afsluttet, hvis forbruge-
ren ved aftalen pålægges en forpligtelse til at betale. Derudover bør formuleringen af artikel
16, stk. 1, litra a), ændres for at tage hensyn til ændringerne i artikel 7, stk. 3, og artikel 8,
stk. 8, således at kravet til erhvervsdrivende om at opnå forbrugerens forudgående udtryk-
kelige samtykke og anerkendelse kun gælder for tjenesteydelsesaftaler, i henhold til hvilke
forbrugeren pålægges en forpligtelse til at betale. Imidlertid bør medlemsstaterne have mu-
lighed for ikke at anvende kravet om at opnå forbrugerens anerkendelse af, at fortrydelses-
retten mistes, når udførelsen er afsluttet i kontrakter, hvor forbrugeren udtrykkeligt har an-
modet om et besøg fra den erhvervsdrivende med henblik på at udføre reparationer. I artikel
16, stk. 1, litra c), i nævnte direktiv fastsættes en undtagelse fra fortrydelsesretten for aftaler
om levering af varer, som er fremstillet efter forbrugerens specifikationer eller har fået et
tydeligt personligt præg. Denne undtagelse omfatter f.eks. fremstilling og installation af
specialfremstillede møbler i forbrugerens hjem, når de leveres i henhold til en enkelt købs-
aftale.
281
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
(43)Undtagelsen fra fortrydelsesretten i artikel 16, stk. 1, litra b), i direktiv 2011/83/EU bør
også anses for at gælde for aftaler om individuelle leverancer af ikkenetværksenergi, da
prisen er afhængig af udsving på råvaremarkederne eller energimarkederne, hvilket ikke
kan kontrolleres af den erhvervsdrivende og kan forekomme inden fortrydelsesfristen.
(44)I artikel 14, stk. 4, i direktiv 2011/83/EU foreskrives de betingelser, på hvilke forbrugeren,
i tilfælde af udøvelse af fortrydelsesretten, ikke hæfter for omkostningerne ved udførelse
af tjenesteydelser, levering af offentlige forsyninger og levering af digitalt indhold, der ikke
leveres på et fysisk medium. Hvis nogen af disse betingelser er opfyldt, skal forbrugeren
ikke betale prisen for tjenesteydelser, offentlige forsyninger eller digitalt indhold, der er
modtaget før udøvelsen af fortrydelsesretten. For så vidt angår digitalt indhold er opfyldel-
sen af en af disse ikkekumulative betingelser, nemlig i henhold til artikel 14, stk. 4, litra b),
nr. iii), ensbetydende med manglende bekræftelse af aftalen, som omfatter bekræftelse af
forbrugerens udtrykkelige samtykke til, at udførelsen af aftalen påbegyndes, inden fortry-
delsesfristen udløber, og anerkendelse af, at vedkommende dermed mister sin fortrydelses-
ret. Denne betingelse er imidlertid ikke blandt betingelserne for tabet af fortrydelsesretten
i nævnte direktivs artikel 16, stk. 1, litra m), hvilket skaber usikkerhed med hensyn til for-
brugernes mulighed for at anvende artikel 14, stk. 4, litra b), nr. iii), når de to øvrige betin-
gelser i artikel 14, stk. 4, litra b), er opfyldt, og fortrydelsesretten som følge heraf er tabt i
henhold til artikel 16, stk. 1, litra m). Betingelsen i artikel 14, stk. 4, litra b), nr. iii), bør
derfor føjes til artikel 16, stk. 1, litra m), så forbrugeren kan udøve fortrydelsesretten, når
denne betingelse ikke er opfyldt, og følgelig gøre krav på rettighederne i artikel 14, stk. 4.
(45)Erhvervsdrivende kan personalisere prisen på deres tilbud til bestemte forbrugere eller be-
stemte kategorier af forbrugere baseret på automatiseret beslutningstagning og profilering
af forbrugernes adfærd, der giver de erhvervsdrivende mulighed for at vurdere forbrugerens
købekraft. Forbrugerne bør derfor informeres tydeligt, når den pris, de tilbydes, er perso-
naliseret baseret på automatiseret beslutningstagning, så de kan tage højde for de potentielle
risici i deres købsbeslutning. Der bør derfor føjes et specifikt oplysningskrav til direktiv
2011/83/EU om, at forbrugeren skal informeres, når prisen er personaliseret på grundlag af
automatiseret beslutningstagning. Dette oplysningskrav bør ikke gælde teknikker, såsom
»dynamiske« priser eller »realtidspriser«, der involverer en ændring af prisen på en meget
fleksibel og hurtig måde som svar på markedsefterspørgslen, når disse teknikker ikke in-
volverer personalisering baseret på automatiseret beslutningstagning. Dette oplysningskrav
berører ikke forordning (EU) 2016/679, som bl.a. indeholder bestemmelser om personers
ret til ikke at blive udsat for automatiseret individuel beslutningstagning, herunder profile-
ring.
(46)I betragtning af de teknologiske udviklinger er det nødvendigt at fjerne henvisningen til
faxnummer fra listen over kommunikationsmidler i artikel 6, stk. 1, litra c), i direktiv
2011/83/EU, da fax sjældent anvendes nu og i høj grad er forældet.
(47)Forbrugerne forlader sig i stigende grad på anmeldelser og anprisninger fra andre forbru-
gere, når de træffer købsbeslutninger. Når de erhvervsdrivende derfor giver adgang til for-
brugeranmeldelser af produkter, bør de oplyse forbrugerne om, hvorvidt der er indført pro-
cesser eller procedurer for at sikre, at de offentliggjorte anmeldelser stammer fra forbru-
gere, der faktisk har anvendt eller købt produkterne. Hvis der er indført sådanne processer
eller procedurer, bør de give oplysninger til forbrugerne om, hvordan kontrollerne foreta-
ges, og klare oplysninger om, hvordan anmeldelser behandles, f.eks. om alle anmeldelser,
uanset om de er positive eller negative, offentliggøres, eller om disse anmeldelser er blevet
sponsoreret eller påvirket af et kontraktforhold med en erhvervsdrivende. Desuden bør det
derfor betragtes som en urimelig handelspraksis at vildlede forbrugerne ved at angive, at
282
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
anmeldelser af et produkt er indsendt af forbrugere, der faktisk har anvendt eller købt pro-
duktet, når der ikke er truffet rimelige og forholdsmæssige foranstaltninger til at sikre, at
de stammer fra sådanne forbrugere. Sådanne skridt kan omfatte tekniske midler til at kon-
trollere pålideligheden af den person, der poster en anmeldelse, for eksempel ved at anmode
om oplysninger for at kontrollere, at forbrugeren faktisk har anvendt eller købt brugt pro-
duktet.
(48)Bestemmelserne i dette direktiv om forbrugeranmeldelser og anprisninger berører ikke den
almindelige og legale reklamepraksis, der består i at fremsætte overdrevne udtalelser eller
udtalelser, som ikke er beregnet til at blive opfattet bogstaveligt.
(49)Erhvervsdrivende bør også forbydes at indsende falske forbrugeranmeldelser og fremsætte
anprisninger såsom »likes« på sociale medier eller få andre til det for at fremme deres pro-
dukter samt at manipulere med forbrugeranmeldelser og anprisninger såsom offentliggø-
relse af udelukkende positive anmeldelser og sletning af de negative. En sådan praksis kan
også forekomme gennem ekstrapolering af sociale anprisninger, når en brugers positive
interaktion med visse former for onlineindhold linkes eller overføres til andet, men relateret
indhold, hvilket giver det indtryk, at den pågældende bruger også har en positiv holdning
til det relaterede indhold.
(50)Erhvervsdrivende bør forbydes at videresælge billetter til forbrugere til kultur- og idræts-
arrangementer, som de har erhvervet ved hjælp af software som »robotter«, der sætter dem
i stand til at købe et antal billetter, der overstiger de tekniske begrænsninger, som den pri-
mære billetsælger har fastsat, eller omgå alle andre tekniske midler indført af den primære
sælger for at sikre, at billetterne er tilgængelige for alle personer. Dette forbud berører ikke
andre nationale foranstaltninger, som medlemsstaterne kan træffe for at beskytte forbruger-
nes legitime interesser og for at sikre kulturpolitik og bred adgang for alle personer til kul-
tur- og idrætsarrangementer, såsom regulering af videresalgsprisen for billetterne.
(51)Artikel 16 i chartret garanterer friheden til at drive virksomhed i overensstemmelse med
EU-retten og national ret og praksis. Dog kan markedsføring på tværs af medlemsstaterne
af varer som værende identiske, mens de med hensyn til sammensætning og karakteristika
reelt frembyder betydelige forskelle, vildlede forbrugerne og foranledige dem til at træffe
en transaktionsbeslutning, som de ellers ikke ville have truffet.
(52)En sådan praksis kan derfor betragtes som værende i strid med direktiv 2005/29/EF på
grundlag af en vurdering fra sag til sag af relevante elementer. Med henblik på at lette
anvendelsen af den gældende EU-ret for medlemsstaternes forbruger- og fødevaremyndig-
heder blev der i Kommissionens meddelelse af 29. september 2017»om anvendelse af EU's
fødevare- og forbrugerbeskyttelseslovgivning i spørgsmål om to forskellige kvaliteter af
produkter
—
specifikt i forbindelse med fødevarer« ydet vejledning om anvendelsen af de
nuværende EU-regler i situationer med to forskellige kvaliteter af fødevarer. I den sam-
menhæng har Kommissionens Fælles Forskningscenter den 25. april 2018 præsenteret en
»ramme for udvælgelse og testning af fødevarer til vurdering af kvalitetsrelaterede egen-
skaber: EU-harmoniseret testmetode«.
(53)I mangel af en udtrykkelig bestemmelse har erfaringerne med håndhævelsen dog vist, at
det kan være uklart for forbrugere, erhvervsdrivende og nationale kompetente myndighe-
der, hvilke former for handelspraksis der kan være i strid med direktiv 2005/29/EF. Nævnte
direktiv bør derfor ændres for at sikre retssikkerheden for både erhvervsdrivende og hånd-
hævelsesmyndighederne ved udtrykkeligt at adressere markedsføringen af en vare som væ-
rende identisk med en vare, som markedsføres i andre medlemsstater, men hvor den pågæl-
dende vare med hensyn til sammensætning og karakteristika frembyder betydelige for-
skelle. De kompetente myndigheder bør fra sag til sag vurdere og håndtere sådanne former
283
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
for praksis i overensstemmelse med direktiv 2005/29/EF, som ændret ved nærværende di-
rektiv. Den kompetente myndighed bør i sin vurdering tage hensyn til, hvorvidt en sådan
differentiering let kan identificeres af forbrugerne, den erhvervsdrivendes ret til at tilpasse
varer af samme mærke til forskellige geografiske markeder ud fra legitime og objektive
faktorer såsom national ret, tilgængelighed eller sæsonbestemthed af råvarer eller frivillige
strategier med det formål at forbedre adgangen til sund og næringsrig mad samt den er-
hvervsdrivendes ret til at tilbyde varer af samme mærke i pakninger med forskellig vægt
eller volumen på forskellige geografiske markeder. De kompetente myndigheder bør vur-
dere, om en sådan differentiering let kan identificeres af forbrugerne ved at se på tilgænge-
ligheden og tilstrækkeligheden af oplysningerne. Det er vigtigt, at forbrugerne bliver infor-
meret om differentiering af varer ud fra legitime og objektive faktorer. Erhvervsdrivende
bør frit kunne give sådanne oplysninger på forskellige måder, der giver forbrugerne mulig-
hed for at få adgang til de nødvendige oplysninger. Generelt bør de erhvervsdrivende vælge
andre måder end vareetiketten til formidling af disse oplysninger. De relevante sektorbe-
stemte EU-regler og reglerne om fri bevægelighed for varer bør respekteres.
(54)Selv om salg uden for fast forretningssted
—
ligesom salg på den erhvervsdrivendes for-
retningssted og fjernsalg
—
er en legitim og veletableret salgskanal, kan en række former
for særlig aggressiv eller vildledende markedsføring eller særligt aggressive eller vildle-
dende salgsmetoder i forbindelse med en erhvervsdrivendes besøg i forbrugerens hjem eller
udflugter som omhandlet i artikel 2, stk. 8, i direktiv 2011/83/EU lægge pres på forbrugerne
for at få dem til at købe varer eller tjenester, som de ellers ikke ville købe, eller varer til
overpris, ofte til øjeblikkelig betaling. Sådanne former for praksis er ofte målrettet ældre
eller andre sårbare forbrugere. En række medlemsstater betragter dem som uønskede og
anser det for nødvendigt at begrænse særlige former for eller aspekter af salg uden for fast
forretningssted i den i direktiv 2011/83/EU omhandlede betydning, såsom aggressiv og
vildledende markedsføring eller salg af et produkt i forbindelse med besøg uden forudgå-
ende anmodning i en forbrugers hjem eller udflugter. Hvis der vedtages sådanne begræns-
ninger ud fra andre hensyn end forbrugerbeskyttelse, såsom den offentlige interesse eller
respekten for privatlivet, der er beskyttet ved artikel 7 i chartret, falder de uden for anven-
delsesområdet for direktiv 2005/29/EF.
(55)I overensstemmelse med nærhedsprincippet og med henblik på at lette håndhævelsen bør
det præciseres, at direktiv 2005/29/EF ikke berører medlemsstaternes frihed til at vedtage
nationale bestemmelser for yderligere at beskytte forbrugernes legitime interesser mod uri-
melig handelspraksis i forbindelse med besøg uden forudgående anmodning i deres private
hjem af erhvervsdrivende, der ønsker at tilbyde eller sælge produkter, eller for så vidt angår
udflugter, der organiseres af en erhvervsdrivende med det formål eller den virkning at re-
klamere for produkter eller sælge dem til forbrugerne, hvis sådanne bestemmelser er be-
grundet i hensynet til forbrugerbeskyttelse. Alle sådanne bestemmelser bør stå i et rimeligt
forhold til formålet, ikke give anledning til forskelsbehandling og ikke forbyde disse salgs-
kanaler som sådan. Nationale bestemmelser, der vedtages af medlemsstaterne, kan for ek-
sempel fastsætte det tidspunkt på dagen, hvor besøg i forbrugernes hjem uden deres udtryk-
kelige anmodning ikke er tilladt, eller forbyde sådanne besøg, når forbrugeren synligt har
tilkendegivet, at disse besøg ikke er acceptable, eller foreskrive betalingsproceduren. End-
videre kan sådanne bestemmelser fastsætte mere beskyttende regler på de områder, som er
harmoniseret ved direktiv 2011/83/EU. Direktiv 2011/83/EU bør derfor ændres for at gøre
det muligt for medlemsstaterne at vedtage nationale foranstaltninger, der sikrer en længere
fortrydelsesfrist, og fravige særlige undtagelser fra fortrydelsesretten. Der bør stilles krav
til medlemsstaterne om at meddele alle nationale bestemmelser, der vedtages i den hen-
284
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
2429073_0287.png
seende, til Kommissionen, således at Kommissionen kan gøre disse oplysninger tilgænge-
lige for alle interesserede parter og overvåge, at foranstaltningerne står i et rimeligt forhold
til formålet og er lovlige.
(56)For så vidt angår aggressiv og vildledende praksis i forbindelse med arrangementer, der
afholdes andre steder end den erhvervsdrivendes forretningssted, berører direktiv
2005/29/EF ikke eventuelle betingelser for etablering eller godkendelsesordninger, som
medlemsstaterne kan pålægge erhvervsdrivende. Nævnte direktiv berører endvidere ikke
national aftaleret og navnlig ikke bestemmelserne om kontrakters gyldighed, indgåelse og
virkning. Aggressiv og vildledende praksis i forbindelse med arrangementer, der afholdes
andre steder end den erhvervsdrivendes forretningssted, kan forbydes på grundlag af en
individuel vurdering i henhold til artikel 5 til 9 i nævnte direktiv. Hertil kommer, at bilag I
til nævnte direktiv indeholder et generelt forbud mod praksis, hvor den erhvervsdrivende
skaber det indtryk, at den erhvervsdrivende ikke handler som led i sit erhverv, og praksis,
der skaber det indtryk, at forbrugeren ikke kan forlade lokalerne, før en aftale er indgået.
Kommissionen bør vurdere, om de gældende regler giver et tilstrækkeligt forbrugerbeskyt-
telsesniveau og tilstrækkelige værktøjer til medlemsstaterne, så de effektivt kan gribe ind
over for en sådan praksis.
(57)Dette direktiv bør ikke berøre aspekter af national aftaleret, der ikke er reguleret af dette
direktiv. Dette direktiv bør derfor ikke berøre national aftaleret, der f.eks. regulerer aftalers
indgåelse eller gyldighed, såsom i tilfælde af manglende samtykke eller ulovlig kommerciel
aktivitet.
(58)For at sikre at borgerne har adgang til ajourførte oplysninger om deres forbrugerrettigheder
og om udenretlig tvistbilæggelse, bør den onlineindgang, som skal udvikles af Kommissi-
onen, så vidt muligt være brugervenlig, mobilvenlig, let tilgængelig og anvendelig for alle,
herunder personer med handicap (»design for alle«).
(59)I henhold til den fælles politiske erklæring af 28. september 2011 fra medlemsstaterne og
Kommissionen om forklarende dokumenter
(
17
)
har medlemsstaterne forpligtet sig til i til-
fælde, hvor det er berettiget, at lade meddelelsen af gennemførelsesforanstaltninger ledsage
af et eller flere dokumenter, der forklarer forholdet mellem et direktivs bestanddele og de
tilsvarende dele i de nationale gennemførelsesforskrifter. I forbindelse med dette direktiv
finder lovgiver, at fremsendelse af sådanne dokumenter er berettiget.
(60)Målene for dette direktiv, nemlig bedre håndhævelse og modernisering af forbrugerbeskyt-
telsesretten, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund
af problemets EU-dækkende karakter bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage
foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den
Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel,
går dette direktiv ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål
—
VEDTAGET DETTE DIREKTIV:
Artikel 1
Ændring af direktiv 93/13/EØF
I direktiv 93/13/EØF foretages følgende ændringer:
Følgende artikel indsættes:
»Artikel 8b
285
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
2429073_0288.png
1. Medlemsstaterne fastsætter regler om sanktioner, der skal anvendes i tilfælde af overtræ-
delser af de nationale regler, der er vedtaget i medfør af dette direktiv, og træffer alle nødven-
dige foranstaltninger for at sikre, at de gennemføres. Sanktionerne skal være effektive, stå i
rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.
2. Medlemsstaterne kan begrænse sådanne sanktioner til situationer, hvor kontraktvilkårene er
udtrykkeligt defineret som urimelige under alle omstændigheder i national ret, eller hvor en
sælger eller leverandør fortsat anvender kontraktvilkår, der er blevet anset for at være urimelige
i en endelig afgørelse, der træffes i overensstemmelse med artikel 7, stk. 2.
3. Medlemsstaterne sikrer, at følgende ikkeudtømmende og vejledende kriterier tages i be-
tragtning ved pålæggelse af sanktioner, hvor det er relevant:
a) arten, grovheden, omfanget og varigheden af overtrædelsen
b)eventuelle foranstaltninger, som sælgeren eller leverandøren har truffet for at begrænse eller
afhjælpe den skade, som forbrugerne har lidt
c) sælgerens eller leverandørens eventuelle tidligere overtrædelser
d)sælgerens eller leverandørens opnåede økonomiske fordele eller undgåede tab som følge af
overtrædelsen, hvis de relevante data er tilgængelige
e)sanktioner, der pålægges sælgeren eller leverandøren for den samme overtrædelse i andre
medlemsstater i grænseoverskridende tilfælde, hvor oplysninger om sådanne sanktioner er
tilgængelige via den mekanisme, der er etableret i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) 2017/2394
(
*1
)
f) eventuelle andre skærpende eller formildende faktorer i sagen.
4. Uden at dette berører denne artikels stk. 2, sikrer medlemsstaterne, at når der pålægges
sanktioner i overensstemmelse med artikel 21 i forordning (EU) 2017/2394, omfatter de mulig-
heden for enten at pålægge bøder gennem administrative procedurer eller at indlede retsforfølg-
ning med henblik på pålæggelse af bøder, eller begge dele, af en maksimumsstørrelse for så-
danne bøder på mindst 4 % af sælgerens eller leverandørens årlige omsætning i den eller de
berørte medlemsstater.
5. For de tilfælde, hvor en bøde skal pålægges i overensstemmelse med stk. 4, men oplysninger
om sælgerens eller leverandørens årlige omsætning ikke er tilgængelige, indfører medlemssta-
terne muligheden for at pålægge bøder af en maksimumsstørrelse på mindst 2 mio. EUR.
6. Medlemsstaterne giver senest den 28. november 2021 Kommissionen meddelelse om de i
stk. 1 omhandlede regler og foranstaltninger, og underretter den straks om alle senere ændrin-
ger, der berører dem.
Artikel 2
Ændring af direktiv 98/6/EF
I direktiv 98/6/EF foretages følgende ændringer:
1)Følgende artikel indsættes:
»Artikel 6a
1. Enhver meddelelse om prisnedsættelse skal angive den pris, som den erhvervsdrivende
tidligere har anvendt i en bestemt periode forud for prisnedsættelsen.
286
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
2429073_0289.png
2. Den tidligere pris er den laveste pris, som den erhvervsdrivende har anvendt i løbet af en
periode, der ikke er kortere end 30 dage, før prisnedsættelsen.
3. Medlemsstaterne kan fastsætte andre regler for varer, som må antages at blive forringet
eller forældet hurtigt.
4. Hvis produktet har været på markedet i mindre end 30 dage, kan medlemsstaterne også
fastsætte en kortere periode end den, der er angivet i stk. 2.
5. Medlemsstaterne kan bestemme, at når prisnedsættelsen øges progressivt, er den tidligere
pris prisen uden prisnedsættelse før den første prisnedsættelse.«
2)Artikel 8 affattes således:
»Artikel 8
1. Medlemsstaterne fastsætter regler om sanktioner, der skal anvendes i tilfælde af overtræ-
delser af de nationale regler, der er vedtaget i medfør af dette direktiv, og træffer alle nød-
vendige foranstaltninger for at sikre, at de gennemføres. Sanktionerne skal være effektive, stå
i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.
2. Medlemsstaterne sikrer, at følgende ikkeudtømmende og vejledende kriterier tages i be-
tragtning ved pålæggelse af sanktioner, hvor det er relevant:
a) arten, grovheden, omfanget og varigheden af overtrædelsen
b)eventuelle foranstaltninger, som den erhvervsdrivende har truffet for at begrænse eller af-
hjælpe den skade, som forbrugerne har lidt
c) den erhvervsdrivendes eventuelle tidligere overtrædelser
d)den erhvervsdrivendes opnåede økonomiske fordele eller undgåede tab som følge af over-
trædelsen, hvis de relevante data er tilgængelige
e)sanktioner, der pålægges den erhvervsdrivende for den samme overtrædelse i andre med-
lemsstater i grænseoverskridende tilfælde, hvor oplysninger om sådanne sanktioner er til-
gængelige via den mekanisme, der er etableret i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) 2017/2394
(
*2
)
f) eventuelle andre skærpende eller formildende faktorer i sagen.
3. Medlemsstaterne giver senest den 28. november 2021 Kommissionen meddelelse om de
i stk. 1 omhandlede regler og foranstaltninger, og underretter den straks om alle senere æn-
dringer, der berører dem.
(
*2
)
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/2394 af 12. december 2017 om samarbejde mellem natio-
nale myndigheder med ansvar for håndhævelse af lovgivning om forbrugerbeskyttelse og om ophævelse af forordning
(EF) nr. 2006/2004 (EUT
L 345 af 27.12.2017, s. 1).«"
Artikel 3
Ændring af direktiv 2005/29/EF
I direktiv 2005/29/EF foretages følgende ændringer:
1)I artikel 2, stk. 1, foretages følgende ændringer:
a)litra c) affattes således:
»c)»produkt«: en vare eller tjenesteydelse, herunder fast ejendom, digitale tjenester og di-
gitalt indhold samt rettigheder og pligter«
287
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
b)følgende litraer tilføjes:
»m)»rangordning«: den relative betydning, der tillægges produkter, som de præsenteres,
opstilles eller kommunikeres af den erhvervsdrivende, uanset de teknologiske midler,
der anvendes til en sådan præsentation, opstilling eller kommunikation
n)»onlinemarkedsplads«: en tjenesteydelse, der gør brug af software, herunder et websted,
en del af et websted eller en applikation, der drives af eller på vegne af den erhvervsdri-
vende, der giver forbrugere mulighed for at indgå fjernsalgsaftaler med andre erhvervs-
drivende eller forbrugere.«
2)Artikel 3, stk. 5 og 6, affattes således:
»5. Dette direktiv forhindrer ikke medlemsstaterne i at vedtage bestemmelser med henblik
på at beskytte forbrugernes legitime interesser for så vidt angår aggressiv eller vildledende
markedsføring eller aggressive eller vildledende salgsmetoder i forbindelse med en erhvervs-
drivendes besøg uden forudgående anmodning i en forbrugers hjem eller for så vidt angår
udflugter, der organiseres af en erhvervsdrivende med det formål eller den virkning at rekla-
mere for produkter eller sælge dem til forbrugerne. Sådanne regler skal stå i et rimeligt for-
hold til formålet, ikke give anledning til forskelsbehandling og være begrundet i hensynet til
forbrugerbeskyttelse.
6. Medlemsstaterne underretter straks Kommissionen om vedtagelse af nationale bestem-
melser på grundlag af stk. 5 samt om eventuelle senere ændringer. Kommissionen gør disse
oplysninger let tilgængelige for forbrugere og erhvervsdrivende på et dertil indrettet web-
sted.«
3)I artikel 6, stk. 2, tilføjes følgende litra:
»c)enhver markedsføring af en vare i en medlemsstat som værende identisk med en vare, som
markedsføres i andre medlemsstater, men hvor den pågældende vare med hensyn til sam-
mensætning og karakteristika frembyder betydelige forskelle, medmindre det er begrundet
i legitime og objektive faktorer.«
4)I artikel 7 foretages følgende ændringer:
a)i stk. 4 foretages følgende ændringer:
i)litra d) affattes således:
»d)forhold vedrørende betaling, levering og udførelse, hvis disse afviger fra kravene i
forbindelse med erhvervsmæssig diligenspligt«.
ii)følgende litra tilføjes:
»f)for produkter, der tilbydes på onlinemarkedspladser, hvorvidt den tredjepart, der til-
byder produkterne, er erhvervsdrivende eller ej, på grundlag af den pågældende tred-
jeparts erklæring til udbyderen af onlinemarkedspladsen.«
b)følgende stykke indsættes:
»4a. Når forbrugerne gives mulighed for at søge efter produkter, der tilbydes af forskellige
erhvervsdrivende eller af forbrugere på grundlag af en søgning i form af et nøgleord, en
sætning eller et andet input, uanset hvor transaktionerne i sidste ende gennemføres, anses
generelle oplysninger, som stilles til rådighed i et særligt afsnit af onlinegrænsefladen, der
er direkte og let tilgængelig fra den side, hvor søgeresultatet præsenteres, om de vigtigste
parametre, der afgør rangordningen af de produkter, der præsenteres for forbrugeren som
følge af søgningen og den relative betydning af disse parametre i forhold til andre para-
288
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
2429073_0291.png
metre, for at være væsentlige. Dette finder ikke anvendelse på udbydere af onlinesøgema-
skiner som defineret i artikel 2, nr. 6), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)
2019/1150 .
(
*3
)
(
*3
)
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1150 af 20. juni 2019 om fremme af retfærdighed og
gennemsigtighed for brugere af onlineformidlingstjenester (EUT
L 186 af 11.7.2019, s. 57).«"
c)følgende stykke tilføjes:
»6. Når en erhvervsdrivende giver adgang til forbrugeranmeldelser af produkter, anses
oplysninger om, hvorvidt og hvordan den erhvervsdrivende sikrer, at de offentliggjorte an-
meldelser stammer fra forbrugere, der faktisk har anvendt eller købt produkterne, for at
være væsentlige.«
5)Følgende artikel indsættes:
»Artikel 11a
Adgang til retsmidler
1. Forbrugere, der lider skade som følge af urimelig handelspraksis, skal have adgang til
forholdsmæssige og effektive retsmidler, herunder skadeserstatning og, hvor det er relevant,
et afslag i købesummen eller ophævelse af kontrakten. Medlemsstaterne kan fastsætte betin-
gelserne for anvendelsen og virkningerne af disse retsmidler. Medlemsstaterne kan, hvor det
er relevant, tage hensyn til grovheden og arten af den urimelige handelspraksis, skaden lidt
af forbrugeren og andre relevante omstændigheder.
2. Disse retsmidler berører ikke anvendelsen af andre retsmidler, som er til rådighed for
forbrugerne i henhold til EU-retten eller national ret.«
6)Artikel 13 affattes således:
»Artikel 13
Sanktioner
1. Medlemsstaterne fastsætter regler om sanktioner, der skal anvendes i tilfælde af overtræ-
delser af de nationale regler, der er vedtaget i medfør af dette direktiv, og træffer alle nød-
vendige foranstaltninger for at sikre, at de gennemføres. Sanktionerne skal være effektive, stå
i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.
2. Medlemsstaterne sikrer, at følgende ikkeudtømmende og vejledende kriterier tages i be-
tragtning ved pålæggelse af sanktioner, hvor det er relevant:
a) arten, grovheden, omfanget og varigheden af overtrædelsen
b)eventuelle foranstaltninger, som den erhvervsdrivende har truffet for at begrænse eller af-
hjælpe den skade, som forbrugerne har lidt
c) den erhvervsdrivendes eventuelle tidligere overtrædelser
d)den erhvervsdrivendes opnåede økonomiske fordele eller undgåede tab som følge af over-
trædelsen, hvis de relevante data er tilgængelige
e)sanktioner, der pålægges den erhvervsdrivende for den samme overtrædelse i andre med-
lemsstater i grænseoverskridende tilfælde, hvor oplysninger om sådanne sanktioner er til-
gængelige via den mekanisme, der er etableret i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) 2017/2394
(
*4
)
f) eventuelle andre skærpende eller formildende faktorer i sagen.
289
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
2429073_0292.png
3. Medlemsstaterne sikrer, at når der pålægges sanktioner i overensstemmelse med artikel
21 i forordning (EU) 2017/2394, omfatter de muligheden for enten at pålægge bøder gennem
administrative procedurer eller at indlede retsforfølgning med henblik på pålæggelse af bø-
der, eller begge dele, af en maksimumsstørrelse for sådanne bøder på mindst 4 % af den
erhvervsdrivendes årlige omsætning i den eller de berørte medlemsstater. Uden at dette berø-
rer den pågældende forordning, kan medlemsstaterne af nationale forfatningsmæssige grunde
begrænse pålæggelsen af bøder til:
a) overtrædelse af artikel 6, 7, 8, 9 og af bilag I til nærværende direktiv, og
b)en erhvervsdrivendes fortsatte anvendelse af handelspraksis, der er blevet anset for at være
urimelig af den kompetente nationale myndighed eller domstol, når den pågældende han-
delspraksis ikke er en overtrædelse omhandlet i litra a).
4. For de tilfælde, hvor en bøde skal pålægges i overensstemmelse med stk. 3, men oplys-
ninger om den erhvervsdrivendes årlige omsætning ikke er tilgængelige, indfører medlems-
staterne muligheden for at pålægge bøder af en maksimumsstørrelse på mindst EUR 2 mio.
5. Medlemsstaterne giver senest den 28. november 2021 Kommissionen meddelelse om de
i stk. 1 omhandlede regler og foranstaltninger, og underretter den straks om alle senere æn-
dringer, der berører dem.
(
*4
)
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/2394 af 12. december 2017 om samarbejde mellem natio-
nale myndigheder med ansvar for håndhævelse af lovgivning om forbrugerbeskyttelse og om ophævelse af forordning
(EF) nr. 2006/2004 (EUT
L 345 af 27.12.2017, s. 1).«"
7)I bilag I foretages følgende ændringer:
a)følgende nummer indsættes:
»11a.Levering af søgeresultater som svar på en forbrugers onlinesøgning uden tydelig op-
lysning om enhver form for betalt reklame eller betaling specifikt for at opnå højere
rangordning af produkter i søgeresultaterne.«
b)følgende numre indsættes:
»23a.Videresalg til forbrugerne af billetter til arrangementer, hvis den erhvervsdrivende har
erhvervet dem ved hjælp af automatiske midler til at omgå eventuelle pålagte be-
grænsninger for antallet af billetter, som en person kan købe, eller andre regler for
køb af billetter.
23b.Angivelse af, at anmeldelser af et produkt er indsendt af forbrugere, som faktisk har
anvendt eller købt produktet, uden at træffe rimelige og forholdsmæssige foranstalt-
ninger til at sikre, at anmeldelsen stammer fra sådanne forbrugere.
23c.Indsendelse eller rekvirering fra anden juridisk eller fysisk person af falske forbruger-
anmeldelser eller anprisninger eller forkert fremstilling af forbrugeranmeldelser eller
sociale anprisninger for at fremme produkter.«
Artikel 4
Ændring af direktiv 2011/83/EU
I direktiv 2011/83/EU foretages følgende ændringer:
1)I artikel 2, stk. 1, foretages følgende ændringer:
a)nr. 3) affattes således:
290
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
2429073_0293.png
»3)»varer«: varer som defineret i artikel 2, nr. 5), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
(EU) 2019/771
(
*5
).
(
*5
)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/771 af 20. maj 2019 om visse aspekter af aftaler om salg af
varer, om ændring af forordning (EU) 2017/2394 og direktiv 2009/22/EF og om ophævelse af direktiv 1999/44/EF
(EUT
L 136 af 22.5.2019, s. 28).«"
b)følgende nummer indsættes:
4a)»personoplysninger«: personoplysninger som defineret i artikel 4, nr. 1), i Europa-Par-
lamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679
(
*6
)
(
*6
)
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer
i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse
af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse) (EUT
L 119 af 4.5.2016, s. 1).«"
c)nr. 5) og 6) affattes således:
»5)»købsaftale«: enhver aftale, i henhold til hvilken den erhvervsdrivende overdrager eller
påtager sig at overdrage ejerskabet til varer til forbrugeren, herunder enhver aftale, der
omfatter både varer og tjenesteydelser
6)»tjenesteydelsesaftale«: enhver aftale, dog ikke en købsaftale, i henhold til hvilken den
erhvervsdrivende leverer eller påtager sig at levere en tjenesteydelse, herunder en digital
tjeneste, til forbrugeren«
d)nr. 11) affattes således:
»11)»digitalt indhold«: digitalt indhold som defineret i artikel 2, nr. 1), i Europa-Parlamen-
tets og Rådets direktiv (EU) 2019/770
(
*7
)
(
*7
)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/770 af 20. maj 2019 om visse aspekter af aftaler om levering
af digitalt indhold og digitale tjenester (EUT
L 136 af 22.5.2019, s. 1).«"
e)følgende numre tilføjes:
»16)»digital tjeneste«: en digital tjenesteydelse som defineret i artikel 2, nr. 2), i direktiv
(EU) 2019/770
17)»onlinemarkedsplads«: en tjenesteydelse der gør brug af software, herunder et websted,
en del af et websted eller en applikation, der drives af eller på vegne af den erhvervsdri-
vende, der giver forbrugere mulighed for at indgå fjernsalgsaftaler med andre erhvervs-
drivende eller forbrugere
18)»udbyder af en onlinemarkedsplads«: enhver erhvervsdrivende, der udbyder en online-
markedsplads til forbrugere
19)»kompatibilitet«: kompatibilitet som defineret i artikel 2, nr. 10), i direktiv (EU)
2019/770
20)»funktionalitet«: funktionalitet som defineret i artikel 2, nr. 11), i direktiv (EU)
2019/770
21)»interoperabilitet«: interoperabilitet som defineret i artikel 2, nr. 12), i direktiv (EU)
2019/770.«
2)I artikel 3 foretages følgende ændringer:
a)stk. 1 affattes således:
»1. Dette direktiv finder anvendelse på enhver aftale indgået mellem en erhvervsdrivende
og en forbruger, hvor forbrugeren betaler eller påtager sig at betale prisen herfor på de
vilkår og i det omfang, der følger af direktivets bestemmelser. Det finder anvendelse på
291
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
aftaler om forsyning af vand, gas, elektricitet eller fjernvarme, herunder fra offentlige leve-
randører, for så vidt forsyningen sker på aftalebasis.«
b)følgende stykke indsættes:
»1a. Dette direktiv finder også anvendelse, når den erhvervsdrivende leverer eller påtager
sig at levere digitalt indhold, som ikke leveres på et fysisk medium, eller en digital tjeneste
til forbrugeren, og forbrugeren afgiver eller påtager sig at afgive personoplysninger til den
erhvervsdrivende, medmindre de personoplysninger, som forbrugeren afgiver, udeluk-
kende behandles af den erhvervsdrivende med henblik på levering af det digitale indhold,
som ikke leveres på et fysisk medium, eller den digitale tjeneste i overensstemmelse med
dette direktiv, eller for at give den erhvervsdrivende mulighed for at opfylde de retlige krav,
som den erhvervsdrivende er underlagt, og den erhvervsdrivende ikke behandler disse op-
lysninger med noget andet formål.«
c) i stk. 3 foretages følgende ændringer:
i)litra k) affattes således:
»k)om personbefordring, med undtagelse af artikel 8, stk. 2, og artikel 19, 21 og 22«
ii) følgende litra tilføjes:
»n) om varer, der sælges på tvangsauktion eller i øvrigt i henhold til lov.«
3)I artikel 5, stk. 1, foretages følgende ændringer:
a)litra e) affattes således:
»e)foruden påmindelsen om eksistensen af en lovbestemt garanti for varernes, det digitale
indholds og de digitale tjenesters kontraktmæssighed, eventuel eftersalgsservice og han-
delsmæssige garantier samt betingelserne herfor, hvor det er relevant«
b)litra g) og h) affattes således:
»g)hvor det er relevant, funktionaliteten, herunder gældende tekniske beskyttelsesforan-
staltninger for varer med digitale elementer, digitalt indhold og digitale tjenester
h)hvor det er relevant, kompatibiliteten og interoperabiliteten af varer med digitale elemen-
ter, digitalt indhold og digitale tjenester i henhold til, hvad den erhvervsdrivende ved eller
med rimelighed burde have vidst«
4)I artikel 6 foretages følgende ændringer:
a)i stk. 1 foretages følgende ændringer:
i)litra c) affattes således:
»c)den fysiske adresse, hvor den erhvervsdrivende er etableret, og den erhvervsdrivendes
telefonnummer og e-mailadresse; såfremt den erhvervsdrivende giver adgang til andre
onlinekommunikationsmidler, der garanterer, at forbrugeren kan opbevare enhver
skriftlig korrespondance, herunder datoen og tidspunktet for en sådan korrespondance,
med den erhvervsdrivende på et varigt medium, omfatter disse oplysninger også op-
lysninger om sådanne andre midler; alle disse kommunikationsmidler, som den er-
hvervsdrivende stiller til rådighed, skal gøre det muligt for forbrugeren at kontakte den
erhvervsdrivende hurtigt og kommunikere effektivt med vedkommende; hvis det er
relevant, oplyser den erhvervsdrivende også den fysiske adresse og identitet på den
erhvervsdrivende, på hvis vegne vedkommende handler.«
ii)følgende litra indsættes:
292
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
»ea)hvor det er relevant, at prisen blev personaliseret på grundlag af automatiseret be-
slutningstagning«
iii)litra l) affattes således:
»l)påmindelse om eksistensen af en lovbestemt garanti for varernes, det digitale indholds
og de digitale tjenesters kontraktmæssighed«
iv)litra r) og s) affattes således:
»r)hvor det er relevant, funktionaliteten, herunder gældende tekniske beskyttelsesforan-
staltninger for varer med digitale elementer, digitalt indhold og digitale tjenester
s)hvor det er relevant, kompatibiliteten og interoperabiliteten af varer med digitale ele-
menter, digitalt indhold og digitale tjenester i henhold til, hvad den erhvervsdrivende
ved eller med rimelighed burde have vidst«
b)stk. 4 affattes således:
»4. De i denne artikels stk. 1, litra h), i), og j), omhandlede oplysninger kan gives ved
hjælp af standardfortrydelsesformularen, jf. bilag I(A). Den erhvervsdrivende har opfyldt
oplysningskravene fastlagt i denne artikels stk. 1, litra h), i) og j), hvis den erhvervsdrivende
har leveret disse oplysninger til forbrugeren og udfyldt formularen korrekt. Henvisningerne
til fortrydelsesfristen på 14 dage i standardfortrydelsesformularen fastsat i bilag I(A) erstat-
tes af henvisninger til en fortrydelsesfrist på 30 dage i de tilfælde, hvor medlemsstaterne
har vedtaget regler i overensstemmelse med artikel 9, stk. 1a.«
5)Følgende artikel indsættes:
»Artikel 6a
Supplerende specifikke oplysningskrav for aftaler, der indgås på onlinemarkedsplad-
ser
1. Inden forbrugeren er bundet af en anden fjernsalgsaftale eller et tilsvarende tilbud på en
onlinemarkedsplads, giver udbyderen af onlinemarkedspladsen, uden at det berører direktiv
2005/29/EF, forbrugeren følgende oplysninger på en klar og forståelig måde og på en måde,
der egner sig til fjernkommunikation:
a)generelle oplysninger i et særligt afsnit af onlinegrænsefladen, der er direkte og let tilgæn-
geligt fra den side, hvor tilbuddene præsenteres, om de vigtigste parametre for rangordning,
som defineret i artikel 2, stk. 1, litra m), i direktiv 2005/29/EF, af de tilbud, som forbrugeren
præsenteres for som følge af søgningen og den relative betydning af disse parametre i for-
hold til andre parametre
b)hvorvidt den tredjepart, der tilbyder varerne, tjenesteydelserne eller det digitale indhold, er
en erhvervsdrivende eller ej, på grundlag af den pågældende tredjeparts erklæring til udby-
deren af onlinemarkedspladsen
c)hvorvidt forbrugerrettigheder hidrørende fra EU-forbrugerbeskyttelsesretten ikke gælder
for aftalen, når den tredjepart, der tilbyder varerne, tjenesteydelserne eller det digitale ind-
hold, ikke er erhvervsdrivende
d)hvis det er relevant, hvordan forpligtelserne i forbindelse med aftalen deles mellem den
tredjepart, der tilbyder varerne, tjenesteydelserne eller det digitale indhold, og udbyderen
af onlinemarkedspladsen; sådanne oplysninger berører ikke et eventuelt ansvar, som udby-
deren af onlinemarkedspladsen eller den erhvervsdrivende tredjepart har i forhold til aftalen
i medfør af EU-retten eller national ret.
293
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
2. Med forbehold af direktiv 2000/31/EF forhindrer denne artikel ikke medlemsstaterne i at
indføre yderligere oplysningskrav for udbydere af onlinemarkedspladser. Sådanne bestem-
melser skal stå i et rimeligt forhold til formålet, ikke give anledning til forskelsbehandling og
være begrundet i hensynet til forbrugerbeskyttelse.«
6)Artikel 7, stk. 3, affattes således:
»3. Hvis en forbruger ønsker, at udførelsen af tjenesteydelser eller leveringen af vand, gas
eller elektricitet, når disse varer ikke sælges i en afgrænset volumen eller i en bestemt
mængde, eller af fjernvarme skal påbegyndes, inden fortrydelsesfristen udløber, jf. artikel 9,
stk. 2, og forbrugeren ved aftalen pålægges en forpligtelse til at betale, skal den erhvervsdri-
vende kræve, at forbrugeren fremsætter en sådan udtrykkelig anmodning på et varigt medium,
og anmode forbrugeren om at anerkende, at når aftalen er fuldstændig opfyldt af den er-
hvervsdrivende, har forbrugeren ikke længere nogen fortrydelsesret.«
7)I artikel 8 foretages følgende ændringer:
a)stk. 4 affattes således:
»4. Hvis aftalen indgås ved anvendelse af en fjernkommunikationsteknik, som kun giver
begrænset plads eller tid til at formidle oplysningerne, skal den erhvervsdrivende ved an-
vendelse af eller gennem nævnte særlige teknik forud for en sådan aftales indgåelse mindst
give de oplysninger om varernes eller tjenesteydelsernes vigtigste egenskaber, den er-
hvervsdrivendes identitet, den samlede pris, fortrydelsesretten, aftalens varighed og for
tidsubegrænsede aftaler bestemmelserne for opsigelse af aftalen, jf. henholdsvis artikel 6,
stk. 1, litra a), b), e), h) og o), med undtagelse af den i litra h) omhandlede standardfortry-
delsesformular fastsat i bilag I(B). De øvrige oplysninger, som er omhandlet i artikel 6, stk.
1, herunder standardfortrydelsesformularen, formidles af den erhvervsdrivende til forbru-
geren på passende måde i overensstemmelse med nærværende artikels stk. 1.«
b)stk. 8 affattes således:
»8. Hvis en forbruger ønsker, at udførelsen af tjenesteydelser eller leveringen af vand, gas
eller elektricitet, når disse varer ikke sælges i en afgrænset volumen eller i en bestemt
mængde, eller af fjernvarme skal påbegyndes, inden fortrydelsesfristen udløber, jf. artikel
9, stk. 2, og forbrugeren ved aftalen pålægges en forpligtelse til at betale, skal den erhvervs-
drivende kræve, at forbrugeren fremsætter en udtrykkelig anmodning, og anmode forbru-
geren om at anerkende, at når aftalen er fuldstændig opfyldt af den erhvervsdrivende, har
forbrugeren ikke længere nogen fortrydelsesret.«
8)I artikel 9 foretages følgende ændringer:
a)følgende stykke indsættes:
»1a. Medlemsstaterne kan vedtage regler, i overensstemmelse med hvilke fortrydelsesfri-
sten på 14 dage, jf. stk. 1, forlænges til 30 dage for aftaler indgået i forbindelse med en
erhvervsdrivendes besøg uden forudgående anmodning i en forbrugers hjem eller udflugter
arrangeret af en erhvervsdrivende med det formål eller den virkning at reklamere for eller
sælge produkter til forbrugere med henblik på at beskytte forbrugernes legitime interesser
for så vidt angår aggressiv eller vildledende markedsføring eller aggressive eller vildle-
dende salgsmetoder. Sådanne regler skal stå i et rimeligt forhold til formålet, ikke give
anledning til forskelsbehandling og være begrundet i hensynet til forbrugerbeskyttelse.«
b)indledningen i stk. 2 affattes således:
294
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
»2. Med forbehold af artikel 10 udløber den i nærværende artikels stk. 1 omhandlede for-
trydelsesfrist efter 14 dage eller, i de tilfælde, hvor medlemsstaterne har vedtaget regler i
overensstemmelse med denne artikels stk. 1a, 30 dage fra:«
9)Artikel 10, stk. 2, affattes således:
»2. Hvis den erhvervsdrivende har givet forbrugeren oplysningerne i henhold til denne arti-
kels stk. 1 senest 12 måneder fra den dato, der er omhandlet i artikel 9, stk. 2, udløber fortry-
delsesfristen 14 dage eller, i de tilfælde, hvor medlemsstaterne har vedtaget regler i overens-
stemmelse med artikel 9, stk. 1a, 30 dage efter den dato, hvor forbrugeren modtager disse
oplysninger.«
10)I artikel 13 tilføjes følgende stykker:
»4. For så vidt angår forbrugerens personoplysninger overholder den erhvervsdrivende de
gældende forpligtelser i henhold til forordning (EU) 2016/679.
5. Den erhvervsdrivende afholder sig fra at anvende nogen form for indhold, bortset fra
personoplysninger, som forbrugeren har afgivet eller genereret ved brug af det digitale ind-
hold eller den digitale tjeneste, som den erhvervsdrivende har leveret, undtagen hvis indhol-
det:
a)ikke kan anvendes uden for rammerne af det digitale indhold eller den digitale tjeneste,
der er leveret af den erhvervsdrivende
b)kun vedrører forbrugerens aktivitet i forbindelse med brug af det digitale indhold eller den
digitale tjeneste, der er leveret af den erhvervsdrivende
c)er blevet sammenlagt med andre oplysninger fra den erhvervsdrivende og ikke kan udskil-
les eller kun med en uforholdsmæssig stor indsats, eller
d)er genereret af forbrugeren og andre i fællesskab, og andre forbrugere fortsat kan gøre
brug af indholdet.
6. Med undtagelse af de situationer, der er omhandlet i stk. 5, litra a), b) eller c), stiller den
erhvervsdrivende på forbrugerens anmodning ethvert indhold, der ikke er personoplysnin-
ger, som forbrugeren har afgivet eller genereret ved brug af det digitale indhold eller den
digitale tjeneste, den erhvervsdrivende har leveret, til rådighed for forbrugeren.
7. Forbrugeren er berettiget til at downloade dette digitale indhold gratis, uden hindringer
fra den erhvervsdrivende, inden for en rimelig frist og i et almindeligt anvendt og maskin-
læsbart format.
8. Hvis fortrydelsesretten udnyttes, kan den erhvervsdrivende forhindre forbrugerens fort-
satte brug af det digitale indhold eller den digitale tjeneste, navnlig ved at gøre det digitale
indhold eller den digitale tjeneste utilgængelig(t) for forbrugeren eller ved at gøre forbruge-
rens brugerkonto inaktiv, uden at det berører stk. 6.«
11)I artikel 14 foretages følgende ændringer:
a)følgende stykke indsættes:
»2a. Hvis forbrugeren gør brug af fortrydelsesretten, afstår vedkommende fra at anvende
det digitale indhold eller den digitale tjeneste og fra at stille det/den til rådighed for tred-
jeparter.«
b)stk. 4, litra b), nr. i), affattes således:
»i)forbrugeren ikke har givet sit forudgående udtrykkelige samtykke til, at udførelsen kan
påbegyndes inden udløbet af den 14- eller 30-dages frist, der er omhandlet i artikel 9«
295
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
12)I artikel 16 foretages følgende ændringer:
a)i stk. 1 foretages følgende ændringer:
i)litra a) affattes således:
»a)tjenesteydelsesaftaler, efter at tjenesteydelsen er blevet fuldt udført, men, hvis aftalen
forpligter forbrugeren til at betale, kun hvis udførelsen er påbegyndt med forbruge-
rens forudgående udtrykkelige samtykke og anerkendelse af, at vedkommende mister
sin fortrydelsesret, når aftalen er fuldstændig opfyldt af den erhvervsdrivende«
ii)litra m) affattes således:
»m)aftaler om levering af digitalt indhold, som ikke leveres på et fysisk medium, hvis
udførelsen er påbegyndt, og hvis forbrugeren ved aftalen pålægges en forpligtelse
til at betale, hvis:
i)forbrugeren har givet forudgående udtrykkeligt samtykke til, at udførelsen påbe-
gyndes, inden fortrydelsesfristen udløber
ii)forbrugeren har anerkendt, at vedkommende dermed mister sin fortrydelsesret, og
iii)den erhvervsdrivende har givet bekræftelse i overensstemmelse med artikel 7,
stk. 2, eller artikel 8, stk. 7.«
b)følgende stykker tilføjes:
»Medlemsstaterne kan afvige fra undtagelserne til fortrydelsesretten fastsat i stk. 1, litra
a), b), c) og e), for aftaler indgået i forbindelse med en erhvervsdrivendes besøg uden
forudgående anmodning i en forbrugers hjem eller udflugter arrangeret af en erhvervsdri-
vende med det formål eller den virkning at reklamere for eller sælge produkter til forbru-
gere med henblik på at beskytte forbrugernes legitime interesser for så vidt angår aggres-
siv eller vildledende markedsføring eller aggressive eller vildledende salgsmetoder. Så-
danne regler skal stå i et rimeligt forhold til formålet, ikke give anledning til forskelsbe-
handling og være begrundet i hensynet til forbrugerbeskyttelse.
I tilfælde af tjenesteydelsesaftaler, der pålægger forbrugeren en forpligtelse til at betale,
hvis forbrugeren specifikt har anmodet om et besøg fra den erhvervsdrivende med henblik
på at udføre reparationer, kan medlemsstaterne fastsætte, at forbrugeren mister fortrydel-
sesretten efter, at tjenesteydelsen er blevet fuldt udført, forudsat at udførelsen er påbegyndt
med forbrugerens forudgående udtrykkelige samtykke.«
13)Artikel 24 affattes således:
»Artikel 24
Sanktioner
1. Medlemsstaterne fastsætter regler om sanktioner, der skal anvendes i tilfælde af over-
trædelser af de nationale regler, der er vedtaget i medfør af dette direktiv, og træffer alle
nødvendige foranstaltninger for at sikre, at de gennemføres. Sanktionerne skal være effek-
tive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.
2. Medlemsstaterne sikrer, at følgende ikkeudtømmende og vejledende kriterier tages i be-
tragtning ved pålæggelse af sanktioner, hvor det er relevant:
a) arten, grovheden, omfanget og varigheden af overtrædelsen
b)eventuelle foranstaltninger, som den erhvervsdrivende har truffet for at begrænse eller
afhjælpe den skade, som forbrugerne har lidt
296
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
2429073_0299.png
c) den erhvervsdrivendes eventuelle tidligere overtrædelser
d)den erhvervsdrivendes opnåede økonomiske fordele eller undgåede tab som følge af over-
trædelsen, hvis de relevante data er tilgængelige
e)sanktioner, der pålægges den erhvervsdrivende for den samme overtrædelse i andre med-
lemsstater i grænseoverskridende tilfælde, hvor oplysninger om sådanne sanktioner er til-
gængelige via den mekanisme, der er etableret i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) 2017/2394
(
*8
)
f) eventuelle andre skærpende eller formildende faktorer i sagen.
3. Medlemsstaterne sikrer, at når der pålægges sanktioner i overensstemmelse med artikel
21 i forordning (EU) 2017/2394, omfatter de muligheden for enten at pålægge bøder gennem
administrative procedurer eller at indlede retsforfølgning med henblik på pålæggelse af bø-
der, eller begge dele, af en maksimumsstørrelse for sådanne bøder på mindst 4 % af den
erhvervsdrivendes årlige omsætning i den eller de berørte medlemsstater.
4. For de tilfælde, hvor en bøde skal pålægges i overensstemmelse med stk. 3, men oplys-
ninger om den erhvervsdrivendes årlige omsætning ikke er tilgængelige, indfører medlems-
staterne muligheden for at pålægge bøder af en maksimumsstørrelse på mindst 2 mio. EUR.
5. Medlemsstaterne giver senest den 28. november 2021 Kommissionen meddelelse om de
i stk. 1 omhandlede regler og foranstaltninger, og underretter den straks om alle senere æn-
dringer, der berører dem.
(
*8
)
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/2394 af 12. december 2017 om samarbejde mellem nati-
onale myndigheder med ansvar for håndhævelse af lovgivning om forbrugerbeskyttelse og om ophævelse af forord-
ning (EF) nr. 2006/2004 (EUT
L 345 af 27.12.2017, s. 1).«"
14)Artikel 29, stk. 1, affattes således:
»1. Når en medlemsstat gør brug af de lovgivningsmæssige valg, der er omhandlet i artikel
3, stk. 4, artikel 6, stk. 7, artikel 6, stk. 8, artikel 7, stk. 4, artikel 8, stk. 6, artikel 9, stk. 1a,
artikel 9, stk. 3, og artikel 16, stk. 2 og 3, underretter den Kommissionen herom senest den
28. november 2021 samt om alle senere ændringer«
15)Bilag I ændres således:
a)i del A foretages følgende ændringer:
i)tredje afsnit under »Fortrydelsesret« affattes således:
»For at udøve fortrydelsesretten skal De meddele os [2] Deres beslutning om at fortryde
denne aftale i en utvetydig erklæring (f.eks. ved postbesørget brev eller e-mail). De kan
benytte den vedhæftede standardfortrydelsesformular, men det er ikke obligatorisk. [3]«
ii) andet afsnit, under »Instrukser med henblik på udfyldelse«, affattes således:
»[2.] Indsæt Deres navn, fysiske adresse, telefonnummer og e-mailadresse.«
b)Del B, første led, affattes således:
»Til [her indsættes den erhvervsdrivendes navn, fysiske adresse og e-mailadresse af den
erhvervsdrivende]:«.
Artikel 5
Oplysninger om forbrugerrettigheder
297
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
2429073_0300.png
Kommissionen sikrer, at borgere, der søger oplysninger om deres forbrugerrettigheder eller om
udenretlig tvistbilæggelse, kan benytte en onlineindgang gennem den fælles digitale portal op-
rettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1724
(
18
),
som gør dem i stand
til at:
a)tilgå ajourførte oplysninger om deres EU-forbrugerrettigheder på en klar, forståelig og lettil-
gængelig måde, og
b)indgive en klage gennem platformen til onlinetvistbilæggelse oprettet ved forordning (EU)
nr. 524/2013 og til det kompetente center i Det Europæiske Netværk af Forbrugercentre, af-
hængigt af de involverede parter.
Artikel 6
Kommissionens rapportering samt evaluering
Kommissionen forelægger senest den 28. maj 2024 en rapport om direktivets anvendelse for
Europa-Parlamentet og Rådet. Rapporten skal navnlig omfatte en vurdering af dette direktivs
bestemmelser om:
a) arrangementer, der afholdes andre steder end i den erhvervsdrivendes lokaler, og
b)de tilfælde, hvor varer markedsføres som identiske, men frembyder betydelige forskellighe-
der med hensyn til sammensætning eller karakteristika, herunder hvorvidt disse tilfælde bør
være underlagt strengere krav, herunder forbuddet i bilag I til direktiv 2005/29/EF, og hvor-
vidt der er behov for mere detaljerede bestemmelser om oplysninger om differentiering af
varer.
Denne rapport ledsages om nødvendigt af et lovgivningsforslag.
Artikel 7
Gennemførelse
1. Medlemsstaterne vedtager og offentliggør senest den 28. november 2021 de bestemmelser,
der er nødvendige for at efterkomme dette direktiv. De underretter straks Kommissionen herom.
De anvender disse bestemmelser fra den 28. maj 2022.
Disse bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal
ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. Medlemsstaterne fastsætter de nærmere
regler for henvisningen.
2. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste nationale retsforskrifter,
som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.
Artikel 8
Ikrafttræden
Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i
Den Europæiske Unions
Tidende.
Artikel 9
Adressater
Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.
298
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
2429073_0301.png
Udfærdiget i Strasbourg, den 27. november 2019.
På Europa-Parlamentets vegne
D. M. SASSOLI
Formand
På Rådets vegne
T. TUPPURAINEN
Formand
(
1
) EUT C 440 af 6.12.2018, s. 66.
(
2
)
Europa-Parlamentets holdning af 17.4.2019 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets afgørelse af 8.11.2019.
(
3
)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF af 11. maj 2005 om virksomheders urimelige handelspraksis
over for forbrugerne på det indre marked og om ændring af Rådets direktiv 84/450/EØF og Europa-Parlamentets og
Rådets direktiver 97/7/EF, 98/27/EF og 2002/65/EF og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2006/2004
(EUT
L 149 af 11.6.2005, s. 22).
(
4
)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/22/EF af 23. april 2009 om søgsmål med påstand om forbud på området
beskyttelse af forbrugernes interesser (EUT
L 110 af 1.5.2009, s. 30).
(
5
)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/6/EF af 16. februar 1998 om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med an-
givelse af priser på forbrugsvarer (EFT
L 80 af 18.3.1998, s. 27).
(
6
)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/83/EU af 25. oktober 2011 om forbrugerrettigheder, om ændring af
Rådets direktiv 93/13/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/44/EF samt om ophævelse af Rådets direk-
tiv 85/577/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF (EUT
L 304 af 22.11.2011, s. 64).
(
7
)
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/2394 af 12. december 2017 om samarbejde mellem nationale
myndigheder med ansvar for håndhævelse af lovgivning om forbrugerbeskyttelse og om ophævelse af forordning (EF)
nr. 2006/2004 (EUT
L 345 af 27.12.2017, s. 1).
(
8
)
Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler (EFT
L 95 af 21.4.1993, s.
29).
(
9
)
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1150 af 20. juni 2019 om fremme af retfærdighed og gennem-
sigtighed for brugere af onlineformidlingstjenester (EUT
L 186 af 11.7.2019, s. 57).
(
10
)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/943 af 8. juni 2016 om beskyttelse af fortrolig knowhow og
fortrolige forretningsoplysninger (forretningshemmeligheder) mod ulovlig erhvervelse, brug og videregivelse (EUT
L
157 af 15.6.2016, s. 1).
(
11
)
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 524/2013 af 21. maj 2013 om onlinetvistbilæggelse i forbindelse
med tvister på forbrugerområdet og om ændring af forordning (EF) nr. 2006/2004 og direktiv 2009/22/EF (forordning
om OTB på forbrugerområdet) (EUT
L 165 af 18.6.2013, s. 1).
(
12
)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/1148 af 6. juli 2016 om foranstaltninger, der skal sikre et højt
fælles sikkerhedsniveau for net- og informationssystemer i hele Unionen (EUT
L 194 af 19.7.2016, s. 1).
(
13
)
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/302 af 28. februar 2018 om imødegåelse af uberettiget geo-
blokering og andre former for forskelsbehandling på grundlag af kundernes nationalitet, bopæl eller hjemsted i det indre
marked og om ændring af forordning (EF) nr. 2006/2004 og (EU) 2017/2394 og af direktiv 2009/22/EF (EUT
L 60 I af
2.3.2018, s. 1).
(
14
)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF af 8. juni 2000 om visse retlige aspekter af informationssam-
fundstjenester, navnlig elektronisk handel, i det indre marked (»Direktivet om elektronisk handel«) (EFT
L 178 af
17.7.2000, s. 1).
(
15
)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/770 af 20. maj 2019 om visse aspekter af aftaler om levering af
digitalt indhold og digitale tjenester (EUT
L 136 af 22.5.2019, s. 1).
(
16
)
Europa-Parlamentets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse
med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv
95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse) (EUT
L 119 af 4.5.2016, s. 1).
(
17
) EUT C 369 af 17.12.2011, s. 14.
(
18
)
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1724 af 2. oktober 2018 om oprettelse af en fælles digital
portal, der giver adgang til oplysninger, procedurer og bistands- og problemløsningstjenester, og om ændring af forord-
ning (EU) nr. 1024/2012 (EUT
L 295 af 21.11.2018, s. 1).
299
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
2429073_0302.png
Bilag 5: Europa-Parlamentets og Rådets direktivet 2011/83/EU af 25. oktober 2011 om
forbrugerrettigheder, om ændring af Rådets direktiv 93/13/EØF og Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 1999/44/EF samt om ophævelse af Rådets direktiv 85/577/EØF og Eu-
ropa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV 2011/83/EU
af 25. oktober 2011
om forbrugerrettigheder, om ændring af Rådets direktiv 93/13/EØF og Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 1999/44/EF samt om ophævelse af Rådets direktiv
85/577/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF
(EØS-relevant tekst)
EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR
—
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 114,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,
under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg
(
1
),
under henvisning til udtalelse fra Regionsudvalget
(
2
),
efter den almindelige lovgivningsprocedure
(
3
),
og
ud fra følgende betragtninger:
(1)Rådets
direktiv 85/577/EØF af 20. december 1985 om forbrugerbeskyttelse i forbindelse
med aftaler indgået uden for fast forretningssted
(
4
)
og Europa-Parlamentets og Rådets di-
rektiv 97/7/EF af 20. maj 1997 om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med aftaler vedrørende
fjernsalg
(
5
)
omhandler en række aftalemæssige rettigheder for forbrugere.
(2)De pågældende direktiver er gennemgået i lyset af erfaringer med henblik på at forenkle og
opdatere de gældende bestemmelser, fjerne uoverensstemmelser og lukke uønskede huller i
bestemmelserne. Gennemgangen har vist, at det er hensigtsmæssigt at erstatte de pågældende
to direktiver med et enkelt direktiv. Dette direktiv bør derfor fastlægge standardbestemmel-
ser for de fælles aspekter af aftaler om fjernsalg og aftaler indgået uden for fast forretnings-
sted ved at bevæge sig bort fra tilgangen med minimumsharmonisering i de tidligere direk-
tiver, samtidig med at medlemsstaterne får lov til at beholde eller vedtage nationale bestem-
melser i forbindelse med visse aspekter.
(3)Efter
artikel 169, stk. 1, og stk. 2, litra a), i traktaten om Den Europæiske Unions funktions-
måde (TEUF) skal Unionen bidrage til virkeliggørelsen af et højt forbrugerbeskyttelsesni-
veau ved foranstaltninger, som det vedtager i henhold til artikel 114.
(4)I overensstemmelse med artikel 26, stk. 2, i TEUF skal det indre marked udgøre et område
uden indre grænser med fri bevægelighed for varer og tjenesteydelser samt etableringsfrihed.
For at kunne fremme et reelt indre marked for forbrugerne og sikre den rette balance mellem
et højt forbrugerbeskyttelsesniveau og virksomhedernes konkurrenceevne samtidig med, at
nærhedsprincippet overholdes, er det imidlertid nødvendigt at harmonisere visse aspekter af
lovgivningen om forbrugeraftaler om fjernsalg og forbrugeraftaler indgået uden for fast for-
retningssted.
300
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
2429073_0303.png
(5)Det potentiale, der ligger i fjernsalg på tværs af grænser, og som burde være et af de mest
håndgribelige resultater af det indre marked, udnyttes ikke fuldt ud. Sammenlignet med den
betydelige vækst i fjernsalg på hjemmemarkedet i de seneste par år har væksten i fjernsalg
på tværs af grænser været begrænset. Forskellen er særlig markant i forbindelse med salg
over internettet, hvor der er et stort vækstpotentiale. Det vækstpotentiale for handel på tværs
af grænserne, der ligger i aftaler indgået uden for fast forretningssted (direkte salg), begræn-
ses af en række faktorer, herunder de forskellige nationale bestemmelser om forbrugerbe-
skyttelse, som erhvervslivet skal overholde. Sammenlignet med væksten i direkte salg på
hjemmemarkedet i de seneste par år, navnlig inden for servicesektoren f.eks. forsyningsvirk-
somhed, er antallet af forbrugere, som benytter denne kanal til at gøre indkøb på tværs af
grænser, forblevet konstant. Med stadig flere forretningsmuligheder i mange medlemsstater
burde små og mellemstore virksomheder (herunder selvstændige erhvervsdrivende) eller
mellemmænd for virksomheder med direkte salg i højere grad være tilbøjelige til at lede efter
forretningsmuligheder i andre medlemsstater, navnlig i grænseområder. Derfor vil fuld har-
monisering af visse aspekter af forbrugeroplysning og fortrydelsesret i forbindelse med af-
taler om fjernsalg og aftaler indgået uden for fast forretningssted bidrage til et højt forbru-
gerbeskyttelsesniveau og til at sikre, at det indre marked for erhvervsdrivende og forbrugere
fungerer bedre.
(6)Visse
forskelle skaber væsentlige hindringer på det indre marked og påvirker de erhvervs-
drivende og forbrugerne. Disse forskelle øger de omkostninger, de erhvervsdrivende har,
fordi de skal overholde forskellige bestemmelser, når de ønsker at sælge varer eller udføre
tjenesteydelser på tværs af grænser. Den uforholdsmæssige opsplitning underminerer også
forbrugernes tillid til det indre marked.
(7)Fuld harmonisering af visse nøgleaspekter af lovgivningen bør give både forbrugerne og de
erhvervsdrivende væsentligt større retssikkerhed. Forbrugerne og de erhvervsdrivende bør
for begge parters vedkommende kunne henholde sig til en enkelt reguleringsmæssig ramme
baseret på klart definerede juridiske begreber, som regulerer visse aspekter af aftaler mellem
virksomheder og forbrugere i hele Unionen. Med en sådan harmonisering bør de hindringer,
der skyldes de opsplittede bestemmelser, blive fjernet og gennemførelsen af det indre mar-
ked på dette område afsluttet. Disse hindringer kan kun fjernes ved at indføre ensartede be-
stemmelser på EU-niveau. Endvidere bør forbrugerne nyde godt af et højt fælles beskyttel-
sesniveau i hele Unionen.
(8)De lovgivningsmæssige aspekter, der harmoniseres, bør kun vedrøre aftaler indgået mellem
erhvervsdrivende og forbrugere. Dette direktiv bør derfor ikke berøre national lovgivning
om aftaler vedrørende beskæftigelse, aftaler vedrørende arverettigheder, aftaler vedrørende
familieret og aftaler vedrørende virksomheders stiftelse og organisation eller partnerskabs-
aftaler.
(9)I
dette direktiv fastsættes bestemmelser vedrørende oplysninger, som skal gives i forbindelse
med aftaler om fjernsalg, aftaler indgået uden for fast forretningssted og andre aftaler end
aftaler om fjernsalg og aftaler indgået uden for fast forretningssted. Dette direktiv regulerer
ligeledes fortrydelsesretten for aftaler om fjernsalg og aftaler indgået uden for fast forret-
ningssted og harmoniserer visse bestemmelser vedrørende opfyldelse og andre aspekter af
aftaler mellem erhvervsdrivende og forbrugere.
(10)Dette direktiv bør ikke berøre Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 593/2008
af 17. juni 2008 om lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser (Rom I)
(
6
).
(11)Dette direktiv bør ikke berøre EU-bestemmelser vedrørende specifikke sektorer, som f.eks.
humanmedicinske lægemidler, medicinsk udstyr, beskyttelse af privatlivets fred inden for
301
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
2429073_0304.png
elektronisk kommunikation, patientrettigheder i forbindelse med grænseoverskridende
sundhedsydelser, fødevaremærkning og det indre marked for elektricitet og naturgas.
(12)De
oplysningskrav, der er fastsat i dette direktiv, bør supplere oplysningskravene i Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2006/123/EF af 12. december 2006 om tjenesteydelser i
det indre marked
(
7
)
og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF af 8. juni 2000
om visse retlige aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk handel, i
det indre marked (»Direktivet om elektronisk handel«)
(
8
).
Medlemsstaterne bør bevare mu-
ligheden for at pålægge yderligere oplysningskrav for tjenesteydere, der er etableret på de-
res område.
(13)Medlemsstaterne bør fortsat i overensstemmelse med EU-lovgivningen have kompetence
til at anvende bestemmelserne i dette direktiv på områder, der ikke er omfattet af dets an-
vendelsesområde. Medlemsstaterne kan derfor opretholde eller indføre national lovgivning,
der svarer til bestemmelserne eller visse bestemmelser i dette direktiv, for så vidt angår
aftaler, der falder uden for dette direktivs anvendelsesområde. F.eks. kan medlemsstaterne
beslutte at udvide anvendelsen af reglerne i dette direktiv til fysiske eller juridiske personer,
der ikke er forbrugere i dette direktivs forstand, såsom ikke-statslige organisationer, ny-
etablerede virksomheder eller små og mellemstore virksomheder. Tilsvarende kan med-
lemsstaterne anvende bestemmelserne i dette direktiv på aftaler, der ikke i dette direktivs
forstand er aftaler om fjernsalg, f.eks. fordi de ikke indgås som led i et organiseret system
for fjernsalg eller levering af fjernydelser. Ydermere kan medlemsstaterne også opretholde
eller indføre nationale bestemmelser om spørgsmål, der ikke specifikt er behandlet i dette
direktiv, som f.eks. supplerende regler vedrørende købsaftaler, herunder i forbindelse med
levering af varer eller oplysningskrav under en aftales levetid.
(14)Dette
direktiv bør ikke berøre de aftaleretlige bestemmelser i national ret for så vidt angår
aftaleretlige aspekter, der ikke er reguleret af dette direktiv. Dette direktiv bør derfor ikke
berøre national ret, der f.eks. regulerer aftalers indgåelse eller gyldighed (såsom i tilfælde
af manglende samtykke). Dette direktiv bør heller ikke berøre national ret vedrørende de
generelle aftaleretlige retsmidler, reglerne om offentlig økonomisk orden, f.eks. regler om
urimeligt høje priser eller ågerpriser, eller reglerne om uetiske retshandler.
(15)Dette direktiv bør ikke harmonisere de sprogkrav, der stilles til forbrugeraftaler. Medlems-
staterne kan derfor opretholde eller indføre sprogkrav vedrørende aftalemæssige oplysnin-
ger og aftalevilkår i deres nationale lovgivning.
(16)Dette
direktiv bør ikke berøre national lovgivning om juridisk repræsentation, som f.eks.
regler vedrørende den person, der handler i den erhvervsdrivendes navn eller på dennes
vegne (som f.eks. en agent eller en administrator). Medlemsstaterne bør forblive kompe-
tente på dette område. Dette direktiv bør finde anvendelse på alle erhvervsdrivende, såvel
offentlige som private.
(17)Definitionen af forbruger bør dække fysiske personer, der ikke handler som led i deres
erhverv. I tilfælde af aftaler med dobbelt formål, hvor aftalen indgås dels som led i og dels
ikke som led i den pågældende persons erhverv, og det erhvervsmæssige formål er så be-
grænset, at det ikke er fremherskende i forbindelse med aftalen, bør den pågældende person
imidlertid ligeledes betragtes som en forbruger.
(18)Dette direktiv berører ikke medlemsstaternes frihed til i overensstemmelse med EU-retten
at definere, hvad der anses som tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, hvordan
disse tjenesteydelser bør organiseres og finansieres i overensstemmelse med statsstøttereg-
ler, og hvilke specifikke forpligtelser de bør være underlagt.
302
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
(19)Digitalt indhold betyder data, der er produceret og leveret i digital form, såsom computer-
programmer, applikationer, spil, musik, videoer eller tekster, uanset om der opnås adgang
hertil via downloading eller streaming, fra et fysisk medium eller på nogen anden måde.
Aftaler vedrørende levering af digitalt indhold bør være omfattet af dette direktiv. Hvis
digitalt indhold leveres via et fysisk medium såsom en cd eller en dvd, bør det betragtes
som varer i henhold til dette direktiv. Ligesom for aftaler om levering af vand, gas eller
elektricitet, som ikke udbydes til salg i et begrænset volumen eller i en bestemt mængde,
eller af fjernvarme bør aftaler med digitalt indhold, der ikke leveres på et fysisk medium, i
relation til dette direktiv hverken klassificeres som købsaftaler eller tjenesteydelsesaftaler.
I forbindelse med sådanne aftaler bør forbrugeren have en fortrydelsesret, medmindre for-
brugeren har givet sit samtykke til, at leveringen i medfør af aftalen påbegyndes inden for-
trydelsesfristen udløber, og har anerkendt, at vedkommende dermed vil miste sin fortrydel-
sesret. Ud over de generelle oplysningskrav bør den erhvervsdrivende informere forbruge-
ren om det digitale indholds funktionalitet og relevante interoperabilitet. Begrebet funktio-
nalitet bør referere til de måder, hvorpå digitalt indhold kan anvendes, f.eks. til sporing af
forbrugeres adfærdsmønster; begrebet bør ligeledes referere til, hvorvidt der findes eller
ikke findes nogen form for tekniske begrænsninger, f.eks. via forvaltning af digitale ret-
tigheder eller regionskodning. Det er hensigten, at begrebet relevant interoperabilitet skal
beskrive informationen vedrørende det standard hardware- og software-miljø, som det di-
gitale indhold er kompatibelt med, f.eks. styresystemet, den nødvendige version og visse
hardware features. Kommissionen bør undersøge, om der er behov for yderligere harmoni-
sering af bestemmelser med hensyn til digitalt indhold, og om nødvendigt fremlægge et
lovgivningsmæssigt forslag til behandling af dette spørgsmål.
(20)Definitionen
af aftaler om fjernsalg bør omfatte alle tilfælde, hvor en aftale indgås mellem
den erhvervsdrivende og forbrugeren i henhold til et organiseret system for fjernsalg eller
levering af fjernydelser, udelukkende ved brug af en eller flere fjernkommunikationstek-
nikker (f.eks. postordre, internet, telefon eller fax) til og med det tidspunkt, hvor aftalen
indgås. Denne definition bør også dække situationer, hvor forbrugeren alene besøger det
faste forretningssted med henblik på at indsamle information om varerne eller tjenesteydel-
serne, og aftalen efterfølgende forhandles og indgås via fjernkommunikation. I modsætning
hertil bør en aftale, der forhandles på den erhvervsdrivendes faste forretningssted og indgås
endeligt ved hjælp af fjernkommunikation, ikke betragtes som en aftale om fjernsalg. Til-
svarende bør en aftale, der indledes ved hjælp af fjernkommunikation, men indgås endeligt
på den erhvervsdrivendes faste forretningssted, heller ikke betragtes som en aftale om fjern-
salg. Ligeledes bør begrebet aftale om fjernsalg ikke omfatte reservationer foretaget af en
forbruger ved hjælp af en fjernkommunikationsteknik med henblik på levering af en tjene-
steydelse fra en erhvervsdrivende, som f.eks. i det tilfælde, hvor en forbruger ringer for at
bestille tid hos en frisør. Begrebet et organiseret system for fjernsalg eller levering af fjern-
ydelser bør omfatte systemer, der tilbydes af en tredjemand, der ikke er den erhvervsdri-
vende, men som anvendes af den erhvervsdrivende, f.eks. en onlineplatform. Det bør imid-
lertid ikke omfatte tilfælde, hvor websider udelukkende tilbyder information om den er-
hvervsdrivende, vedkommendes varer og/eller tjenesteydelser og kontaktoplysninger.
(21)Aftaler indgået uden for fast forretningssted bør defineres som aftaler indgået med den er-
hvervsdrivendes og forbrugerens samtidige fysiske tilstedeværelse på et sted, der ikke er
den erhvervsdrivendes faste forretningssted, f.eks. i forbrugerens hjem eller på forbruge-
rens arbejdsplads. I en kontekst uden for fast forretningssted kan forbrugeren komme under
potentielt psykisk pres eller blive udsat for et overraskelsesmoment, uanset om forbrugeren
har anmodet om den erhvervsdrivendes besøg eller ej. Definitionen af en aftale indgået
uden for fast forretningssted bør også omfatte de situationer, hvor forbrugeren kontaktes
personligt og individuelt i en kontekst uden for fast forretningssted, men hvor aftalen indgås
303
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
umiddelbart efter på den erhvervsdrivendes faste forretningssted eller ved hjælp af en fjern-
kommunikationsteknik. Definitionen af en aftale indgået uden for fast forretningssted bør
ikke dække situationer, hvor den erhvervsdrivende først kommer til forbrugerens hjem ude-
lukkende med henblik på at tage mål eller afgive en vurdering uden forpligtelse for forbru-
geren, og hvor aftalen så først indgås på et senere tidspunkt på den erhvervsdrivendes faste
forretningssted eller ved hjælp af fjernkommunikationsteknikker på grundlag af den er-
hvervsdrivendes vurdering. I de tilfælde, anses aftalen ikke for indgået umiddelbart efter,
at den erhvervsdrivende har henvendt sig til forbrugeren, hvis forbrugeren har haft tid til at
overveje den erhvervsdrivendes vurdering inden indgåelse af aftalen. Køb foretaget under
en udflugt arrangeret af den erhvervsdrivende, hvor de erhvervede produkter markedsføres
og tilbydes til salg, bør betragtes som aftaler indgået uden for fast forretningssted.
(22)Et
fast forretningssted bør omfatte alle forretningssteder, uanset form (f.eks. forretninger,
boder eller varevogne), der fungerer som den erhvervsdrivendes faste eller sædvanlige for-
retningssted. Markedsboder og messestande bør behandles som faste forretningssteder, hvis
de opfylder denne betingelse. Detailforretningssteder, hvor den erhvervsdrivende driver
forretning på sæsonbasis, f.eks. i turistsæsonen på et vintersportssted eller badested, bør
betragtes som faste forretningssteder, eftersom den erhvervsdrivende på disse steder udøver
sin virksomhed på sædvanligt grundlag. Steder, der er offentligt tilgængelige, som f.eks.
gader, indkøbscentre, strande, sportsfaciliteter og offentlige transportmidler, som den er-
hvervsdrivende undtagelsesvis anvender til sine forretningsaktiviteter, samt private hjem
og arbejdspladser, bør ikke betragtes som faste forretningssteder. De faste forretningssteder
for en person, der optræder i den erhvervsdrivendes navn eller på dennes vegne som defi-
neret i dette direktiv, bør betragtes som faste forretningssteder i dette direktivs forstand.
(23)Varige medier bør sætte forbrugeren i stand til at lagre oplysninger så længe, som det er
nødvendigt for forbrugeren at beskytte sine interesser som følge af vedkommendes forhold
til den erhvervsdrivende. Sådanne medier bør navnlig omfatte papir, USB-nøgler, cd-
rom'er, dvd'er, memory cards eller harddiske på computere samt e-mail.
(24)En
offentlig auktion indebærer, at erhvervsdrivende og forbrugere personligt er til stede
eller får mulighed for personligt at være til stede under auktionen. Varerne eller tjeneste-
ydelserne tilbydes af den erhvervsdrivende til forbrugerne gennem en budprocedure, som
ved udbud af varer eller tjenesteydelser i nogle medlemsstater kræver tilladelse. Den til-
budsgiver, hvis bud antages, er forpligtet til at købe varerne eller tjenesteydelserne. Anven-
delsen af onlineplatforme til auktionsformål, som er til rådighed for forbrugerne og de er-
hvervsdrivende, bør ikke betragtes som offentlige auktioner i dette direktivs forstand.
(25)Aftaler vedrørende fjernvarme bør omfattes af dette direktiv, ligesom det er tilfældet med
aftaler om levering af vand, gas eller elektricitet. Fjernvarme refererer til varmeforsyning,
f.eks. i form af damp eller opvarmet vand, fra en central produktionskilde gennem et trans-
missions- og distributionssystem til flere bygninger med henblik på opvarmning.
(26)Aftaler
vedrørende overdragelse af fast ejendom eller af rettigheder over fast ejendom eller
stiftelse eller erhvervelse af sådan fast ejendom eller sådanne rettigheder, aftaler om opfø-
relse af nye ejendomme, om omfattende ombygning af eksisterende ejendomme samt afta-
ler om leje af ejendomme til boligformål er allerede underlagt en række specifikke krav i
national lovgivning. Disse aftaler omfatter f.eks. projektsalg af fast ejendom og leje med
køberet. Dette direktivs bestemmelser er ikke hensigtsmæssige i relation til disse aftaler,
som derfor bør udelukkes fra dets anvendelsesområde. En omfattende ombygning er en
ombygning, der kan sammenlignes med opførelsen af en ny ejendom, f.eks. når kun facaden
på en gammel bygning bevares. Aftaler om tjenesteydelser, især vedrørende opførelse af
tilbygninger til ejendomme (f.eks. en garage eller en veranda) og reparation og renovering
304
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
2429073_0307.png
af ejendomme, der ikke udgør en omfattende ombygning, bør være omfattet af anvendel-
sesområdet for dette direktiv i lighed med aftaler i forbindelse med ejendomsmæglervirk-
somhed og aftaler vedrørende leje af ejendomme til andre formål end boligformål.
(27)Transportydelser
omfatter passagertransport og godstransport. Passagertransport bør ikke
være omfattet af anvendelsesområdet for dette direktiv, da den allerede er underlagt anden
EU-lovgivning eller, for så vidt angår offentlige transportmidler og taxaer, er underlagt
nationale regler. Imidlertid bør de bestemmelser i dette direktiv, der beskytter forbrugere
mod for store gebyrer for anvendelse af betalingsmidler eller mod skjulte omkostninger,
også gælde for aftaler om passagertransport. I forbindelse med godstransport og biludlej-
ning, som er tjenesteydelser, bør forbrugerne være omfattet af beskyttelsen i henhold til
dette direktiv, dog med undtagelse af fortrydelsesretten.
(28)For at undgå en administrativ byrde for de erhvervsdrivende kan medlemsstaterne beslutte
ikke at anvende dette direktiv i tilfælde, hvor varer eller tjenesteydelser til en lav værdi
sælges uden for fast forretningssted. Beløbsgrænsen bør fastsættes så tilstrækkeligt lavt, at
kun køb af ringe betydning udelukkes. Medlemsstaterne bør kunne fastsætte denne værdi i
deres nationale lovgivning, forudsat at den ikke overstiger 50 EUR. Hvis to eller flere af-
taler med beslægtet indhold indgås samtidig af forbrugeren, bør den samlede udgift tages i
betragtning ved anvendelsen af denne grænse.
(29)Sociale
tjenesteydelser har grundlæggende karakteristiske træk, der afspejles i sektorspeci-
fik lovgivning, dels på EU-plan og dels på nationalt plan. Sociale tjenesteydelser omfatter
på den ene side såvel tjenesteydelser for særligt dårligt stillede personer eller personer med
lav indkomst som tjenesteydelser for personer og familier, der har brug for hjælp til at klare
rutinemæssige, dagligdags opgaver, og på den anden side tjenesteydelser til alle de menne-
sker, der har særligt brug for hjælp, støtte, beskyttelse eller opmuntring på et bestemt tids-
punkt i livet. Sociale tjenesteydelser omfatter bl.a. tjenesteydelser for børn og unge, hjæl-
petjenesteydelser for familier, enlige forældre og ældre, samt tjenesteydelser for migranter.
Sociale tjenesteydelser dækker såvel korttids- som langtidsplejeydelser, f.eks. tjenesteydel-
ser, der leveres af hjemmeplejetjenester eller i beskyttede boligkomplekser og i plejehjem
eller andre ældreinstitutioner. Sociale tjenesteydelser omfatter ikke kun dem, der leveres af
staten på nationalt, regionalt eller lokalt plan af tjenesteydere med opdrag fra staten eller af
statsanerkendte velgørende organisationer, men også dem, der leveres af private virksom-
heder. Bestemmelserne i dette direktiv er ikke hensigtsmæssige i relation til sociale tjene-
steydelser, som derfor ikke bør være omfattet af direktivets anvendelsesområde.
(30)Sundhedsydelser kræver særlig regulering på grund af deres tekniske kompleksitet, deres
betydning som tjenesteydelser af almen interesse samt omfattende offentlige finansiering.
Sundhedsydelser er defineret i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/24/EU af 9.
marts 2011 om patientrettigheder i forbindelse med grænseoverskridende sundhedsydel-
ser
(
9
)
som »sundhedsydelser, der leveres af sundhedsprofessionelle til patienter for at vur-
dere, bevare eller genetablere deres sundhedstilstand, herunder ordinering, udlevering og
levering af lægemidler og medicinsk udstyr«. Sundhedsprofessionelle defineres i dette di-
rektiv som en læge, en sygeplejerske med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje,
en tandlæge, en jordemoder eller en farmaceut, som defineret i Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2005/36/EF af 7. september 2005 om anerkendelse af erhvervsmæssige
kvalifikationer
(
10
),
eller en anden, der udøver en form for erhvervsmæssig virksomhed i
sundhedssektoren, der er begrænset til et lovreguleret erhverv, jf. artikel 3, stk. 1, litra a), i
direktiv 2005/36/EF, eller en person, der betragtes som sundhedsprofessionel i henhold til
lovgivningen i behandlingsmedlemsstaten. Bestemmelserne i dette direktiv er ikke hen-
sigtsmæssige i forbindelse med sundhedsydelser, som derfor ikke bør være omfattet af di-
rektivets anvendelsesområde.
305
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
(31)Hasardspil bør ikke være omfattet af dette direktivs anvendelsesområde. Hasardspil er de
aktiviteter, som indebærer, at der gøres indsats med penge i spil, som indeholder et element
af tilfældighed, herunder lotterier, kasinospil og væddemål. Medlemsstaterne bør have mu-
lighed for at indføre andre og strengere forbrugerbeskyttelsesforanstaltninger i relation til
sådanne aktiviteter.
(32)Gældende
EU-lovgivning bl.a. vedrørende finansielle tjenesteydelser til forbrugerne, pak-
kerejser og timeshare indeholder talrige bestemmelser om forbrugerbeskyttelse. Af denne
grund bør dette direktiv ikke finde anvendelse på aftaler på disse områder. Med hensyn til
finansielle tjenesteydelser bør medlemsstaterne tilskyndes til at hente inspiration fra eksi-
sterende EU-lovgivning på dette område, når der lovgives på områder, som ikke er reguleret
på EU-plan, på en sådan måde, at der er sikret lige vilkår for alle forbrugere og alle aftaler
vedrørende finansielle tjenesteydelser.
(33)Den erhvervsdrivende bør være forpligtet til på forhånd at oplyse forbrugeren om eventu-
elle ordninger, som indebærer, at forbrugeren betaler et forskud til den erhvervsdrivende,
herunder ordninger om, at et beløb blokeres på forbrugerens kredit- eller hævekort.
(34)Den erhvervsdrivende bør give forbrugeren klare og forståelige oplysninger, inden forbru-
geren er bundet af en aftale om fjernsalg eller en aftale indgået uden for fast forretningssted,
en anden aftale end en aftale om fjernsalg eller en aftale indgået uden for fast forretnings-
sted, eller et tilsvarende tilbud. I forbindelse med at den erhvervsdrivende giver disse op-
lysninger, bør vedkommende tage hensyn til de specifikke behov for forbrugere, som er
særligt sårbare på grund af deres mentale, fysiske eller psykiske handicap, alder eller god-
troenhed på en måde, som den erhvervsdrivende med rimelighed kan forventes at gennem-
skue. Dog bør hensynet til sådanne særlige behov ikke føre til forskellige niveauer for for-
brugerbeskyttelse.
(35)De
oplysninger, der skal gives til forbrugeren af den erhvervsdrivende, bør være obligato-
riske og bør ikke ændres. Imidlertid bør de kontraherende parter udtrykkelig kunne aftale
at ændre indholdet af den aftale, der efterfølgende indgås, f.eks. forholdene vedrørende
levering.
(36)I forbindelse med aftaler om fjernsalg bør oplysningskravene tilpasses, således at der tages
hensyn til visse mediers tekniske begrænsninger, såsom de begrænsninger, der er forbundet
med antal tegn på visse mobiltelefonskærme, eller tidsbegrænsningen for salgsspot på tv. I
sådanne tilfælde bør den erhvervsdrivende opfylde et minimum af oplysningskrav og hen-
vise forbrugeren til en anden informationskilde, f.eks. ved at opgive et frikaldsnummer eller
anføre et hyperlink til en af den erhvervsdrivendes websider, hvor der gives direkte og let
adgang til de relevante oplysninger. For så vidt angår kravet om at informere forbrugeren
om udgifterne i forbindelse med tilbagelevering af varer, der i kraft af deres art ikke kan
returneres med normal post, anses kravet for at være opfyldt, f.eks. hvis den erhvervsdri-
vende angiver én befragter (f.eks. den, den erhvervsdrivende har overdraget leverancen af
varen til) og én pris vedrørende udgifterne til tilbagelevering af varerne. Hvis den erhvervs-
drivende ikke med rimelighed kan beregne udgifterne til tilbagelevering af varerne på for-
hånd, f.eks. fordi den erhvervsdrivende ikke tilbyder selv at forestå tilbageleveringen af
varerne, bør den erhvervsdrivende tilvejebringe en erklæring om, at en sådan udgift skal
betales, og at den kan blive stor, sammen med en rimelig vurdering af den maksimale ud-
gift, der vil kunne baseres på udgiften til levering til forbrugeren.
(37)Da forbrugeren i forbindelse med fjernsalg ikke kan se varerne, inden aftalen indgås, bør
forbrugeren have en fortrydelsesret. Af samme grund bør forbrugeren have lov til at afprøve
og besigtige de varer, vedkommende har købt, i nødvendigt omfang til at fastslå varernes
art, egenskaber og den måde, de fungerer på. I forbindelse med aftaler indgået uden for fast
306
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
2429073_0309.png
forretningssted bør forbrugeren have fortrydelsesret på grund af det potentielle overraskel-
sesmoment og/eller psykiske pres. Hvis fortrydelsesretten gøres gældende, bør dette inde-
bære, at de kontraherende parters forpligtelse til at opfylde aftalen ophører.
(38)Websteder
med elektronisk handel bør senest ved bestillingsprocessens begyndelse klart
og let læseligt angive, om der gælder nogen leveringsbegrænsninger, og hvilke betalings-
midler der accepteres.
(39)Det er vigtigt at sikre, at forbrugeren ved aftaler om fjernsalg, der indgås via websteder, er
i stand til fuldt ud at læse og forstå de vigtigste elementer i aftalen, før vedkommende af-
giver sin ordre. Med dette formål for øje bør det i dette direktiv sikres, at disse elementer
angives i nærhed af den bekræftelse, der kræves for at afgive ordren. Det er ligeledes vigtigt
at sikre, at forbrugeren i sådanne situationer er i stand til at afgøre, på hvilket tidspunkt
vedkommende påtager sig forpligtelsen til at betale den erhvervsdrivende. Derfor bør for-
brugerens opmærksomhed ved hjælp af en utvetydig formulering specifikt henledes på den
kendsgerning, at afgivelse af en ordre medfører en forpligtelse til at betale den erhvervsdri-
vende.
(40)Den
nuværende forskel på fortrydelsesfristens længde både i medlemsstaterne og mellem
aftaler om fjernsalg og aftaler indgået uden for fast forretningssted skaber retsusikkerhed
og giver anledning til omkostninger i forbindelse med overholdelse af forskellige bestem-
melser. Fortrydelsesfristen bør være den samme for alle aftaler om fjernsalg og aftaler ind-
gået uden for fast forretningssted. Ved tjenesteydelsesaftaler bør fortrydelsesfristen udløbe
14 dage efter indgåelsen af aftalen. Ved købsaftaler bør fortrydelsesfristen udløbe 14 dage
efter den dag, hvor forbrugeren eller en af forbrugeren udpeget tredjemand, dog ikke be-
fragteren, har taget varerne i fysisk besiddelse. Desuden bør forbrugeren kunne udøve sin
fortrydelsesret, inden varerne er taget i fysisk besiddelse. Har forbrugeren bestilt flere varer
i en ordre, og disse varer leveres særskilt, bør fortrydelsesfristen udløbe 14 dage efter den
dag, hvor forbrugeren har taget den sidste vare i fysisk besiddelse. Leveres varer i flere
partier eller dele, bør fortrydelsesfristen udløbe 14 dage efter den dag, hvor forbrugeren har
taget det sidste parti eller den sidste del i fysisk besiddelse.
(41)For at skabe retssikkerhed bør fristerne i dette direktiv beregnes i overensstemmelse med
Rådets forordning (EØF, Euratom) nr. 1182/71 af 3. juni 1971 om fastsættelse af regler om
tidsfrister, datoer og tidspunkter
(
11
).
Derfor bør alle frister i dette direktiv opfattes som
udtrykt i kalenderdage. Såfremt en frist, der er udtrykt i dage, skal regnes fra det tidspunkt,
hvor en begivenhed indtræffer, eller en handling foretages, bør den dag, hvor begivenheden
indtræffer, eller handlingen foretages, ikke medregnes ved beregningen af fristen.
(42)Bestemmelserne
vedrørende fortrydelsesretten bør ikke berøre medlemsstaternes love og
forskrifter om ophævelse eller opsigelse eller om, at en aftale kan anfægtes, eller om for-
brugerens ret til at opfylde sine aftalemæssige forpligtelser inden den frist, som er fastsat i
aftalen.
(43)Hvis den erhvervsdrivende ikke har informeret forbrugeren tilstrækkeligt forud for indgå-
else af en aftale om fjernsalg eller en aftale indgået uden for fast forretningssted, bør for-
trydelsesfristen forlænges. Med henblik på retssikkerheden vedrørende fortrydelsesfristens
længde bør der dog indføres en 12-månedersfrist.
(44)Fortrydelsesretten gøres gældende på forskellig måde i medlemsstaterne, og det har med-
ført omkostninger for erhvervsdrivende, som sælger på tværs af grænser. Indførelse af en
harmoniseret standardfortrydelsesformular, som forbrugerne kan anvende, burde kunne
forenkle fortrydelsesprocessen og skabe retssikkerhed. Derfor bør medlemsstaterne und-
lade at indføre yderligere krav til udformningen af EU-standardformularen, f.eks. at den
307
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
skal udfyldes med en særlig skriftstørrelse. Forbrugeren bør imidlertid fortsat have mulig-
hed for at gøre sin fortrydelsesret gældende med egne ord, forudsat at vedkommendes er-
klæring om at have besluttet at anvende aftalens fortrydelsesret over for den erhvervsdri-
vende er utvetydig. Et brev, et telefonopkald eller returnering af varerne med en klar erklæ-
ring vil kunne opfylde dette krav, men det bør være forbrugeren, der har bevisbyrden for
udøvelse af fortrydelsesretten inden for de i direktivet fastsatte frister. Derfor er det i for-
brugerens interesse at anvende et varigt medium, når forbrugeren giver den erhvervsdri-
vende meddelelse om, at vedkommende ønsker at udøve sin fortrydelsesret.
(45)Erfaringerne
viser, at mange forbrugere og erhvervsdrivende foretrækker at kommunikere
med hinanden via den erhvervsdrivendes websted, og derfor bør den erhvervsdrivende
kunne give forbrugeren mulighed for at udfylde en webbaseret fortrydelsesformular. I så
fald bør den erhvervsdrivende omgående kvittere for modtagelse, f.eks. pr. e-mail.
(46)I tilfælde af at forbrugeren udøver fortrydelsesretten, bør den erhvervsdrivende godtgøre
alle de betalinger, vedkommende har modtaget fra forbrugeren, herunder dem, der omfatter
den erhvervsdrivendes udgifter i forbindelse med varernes levering til forbrugeren. Godt-
gørelsen bør ikke ske i form af tilgodebevis, medmindre forbrugeren har anvendt tilgode-
bevis til den oprindelige transaktion eller udtrykkeligt har accepteret dette. Hvis forbruge-
ren udtrykkeligt vælger en bestemt form for levering (f.eks. 24-timers ekspreslevering),
selv om den erhvervsdrivende havde tilbudt en almindelig og generelt accepteret leverings-
form, som ville have medført lavere leveringsomkostninger, bør forbrugeren betale udgifts-
forskellen mellem disse to former for levering.
(47)Visse
forbrugere gør fortrydelsesretten gældende efter at have brugt varerne mere end, hvad
der er nødvendigt for at fastslå varernes art, egenskaber og den måde, de fungerer på. I
sådanne tilfælde bør forbrugeren ikke miste sin fortrydelsesret, men bør hæfte for eventuel
forringelse af varernes værdi. For at fastslå varernes art, egenskaber og den måde, de fun-
gerer på, bør forbrugeren kun håndtere og besigtige dem på samme måde, som vedkom-
mende ville have fået lov til i en forretning. Forbrugeren bør f.eks. kun prøve en beklæd-
ningsgenstand og bør ikke have lov til at have den på i længere tid. Forbrugeren bør derfor
håndtere og besigtige varerne med behørig omhu indtil fortrydelsesfristens udløb. Forbru-
gerens forpligtelser i tilfælde af fortrydelsesrettens udnyttelse bør ikke afskrække forbru-
geren fra at udøve sin fortrydelsesret.
(48)Forbrugeren bør være forpligtet til at sende varerne tilbage senest 14 dage efter, at forbru-
geren har givet den erhvervsdrivende meddelelse om, at vedkommende har besluttet at gøre
aftalens fortrydelsesret gældende. I situationer, hvor den erhvervsdrivende eller forbruge-
ren ikke opfylder betingelserne vedrørende udøvelsen af fortrydelsesretten, bør såvel de
sanktioner, der er fastsat i national lovgivning i overensstemmelse med dette direktiv, som
de aftaleretlige bestemmelser finde anvendelse.
(49)Der
bør være visse undtagelser fra bestemmelserne om fortrydelsesret for såvel aftaler om
fjernsalg som aftaler indgået uden for fast forretningssted. Fortrydelsesret vil kunne være
uhensigtsmæssig, f.eks. på grund af bestemte varers eller tjenesteydelsers karakter. Det
gælder f.eks. i forbindelse med vin, som leveres længe efter en aftales indgåelse, og hvor
aftalen er genstand for spekulation, idet værdien afhænger af markedskonjunkturerne (»vin
en primeur«). Fortrydelsesretten bør hverken finde anvendelse for varer, der er fremstillet
efter forbrugerens specifikationer, eller som har fået et tydeligt personligt præg, såsom gar-
diner syet efter mål, eller for f.eks. levering af brændstof, der er en vare, som det i sagens
natur ikke er muligt efter leveringen at adskille fra andre varer. Gives forbrugeren en for-
trydelsesret, vil det endvidere kunne være uhensigtsmæssig for så vidt angår visse tjeneste-
ydelser, hvor aftalens indgåelse indebærer, at der afsættes kapacitet, som den erhvervsdri-
vende kunne finde det vanskeligt at anvende, hvis en fortrydelsesret udøves. Dette ville
308
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
f.eks. være tilfældet, når der foretages reservationer på hoteller eller i forbindelse med fe-
rieboliger eller kulturelle begivenheder eller sportsbegivenheder.
(50)På
den ene side bør forbrugeren kunne udøve sin fortrydelsesret, selv om vedkommende
har anmodet om tjenesteydelsens levering inden udløbet af fortrydelsesfristen. På den an-
den side bør den erhvervsdrivende, hvis forbrugeren udøver sin fortrydelsesret, have sik-
kerhed for at få en rimelig betaling for den tjenesteydelse, vedkommende har leveret. Be-
regningen af det forholdsmæssige beløb bør baseres på den pris, der er fastsat i aftalen,
medmindre forbrugeren påviser, at den samlede pris i sig selv er uforholdsmæssig, i hvilket
tilfælde det beløb, der skal betales, beregnes på grundlag af markedsværdien af den leve-
rede tjenesteydelse. Markedsværdien bør fastsættes ved at sammenligne prisen på en til-
svarende tjenesteydelse ydet af andre erhvervsdrivende på tidspunktet for aftalens indgå-
else. Forbrugeren bør derfor anmode om levering af tjenesteydelserne inden udløbet af for-
trydelsesfristen i form af en udtrykkelig anmodning herom og, i forbindelse med aftaler
indgået uden for fast forretningssted, på et varigt medium. Ligeledes bør den erhvervsdri-
vende på et varigt medium oplyse forbrugeren om eventuelle forpligtelser til at betale de
forholdsmæssige omkostninger for de allerede leverede tjenesteydelser. For aftaler, der
både omfatter varer og tjenesteydelser, bør reglerne i dette direktiv om tilbagelevering af
varer finde anvendelse på aspekter vedrørende varer, og godtgørelsesordningen for tjene-
steydelser bør finde anvendelse på aspekter vedrørende tjenesteydelser.
(51)Forbrugernes
største vanskeligheder og en af de vigtigste kilder til tvister med erhvervsdri-
vende vedrører levering af varer, herunder varer, som går tabt eller bliver beskadiget under
transporten, og forsinket eller delvis levering. Derfor er det hensigtsmæssigt at præcisere
og harmonisere de nationale bestemmelser om, hvornår leveringen bør finde sted. Leve-
ringssted og -vilkår og bestemmelserne om fastlæggelse af vilkårene og tidspunktet for
overgangen af ejendomsretten til varerne er fortsat underlagt national ret og bør derfor ikke
berøres af dette direktiv. Dette direktivs regler om levering bør omfatte muligheden for, at
forbrugeren lader en tredjemand tage varerne i fysisk besiddelse eller få kontrol med va-
rerne på forbrugerens vegne. Forbrugeren bør anses for at have kontrol med varerne, hvis
forbrugeren eller en af forbrugeren udpeget tredjemand har adgang til at anvende varerne
som ejer, eller kan videresælge varerne (f.eks. når forbrugeren har modtaget nøgler eller er
i besiddelse af dokumenter, der beviser ejerskabet).
(52)I forbindelse med købsaftaler kan vareleveringen finde sted på forskellig måde enten om-
gående eller på et senere tidspunkt. Hvis parterne ikke har aftalt en bestemt leveringsdato,
skal den erhvervsdrivende levere varerne så hurtigt som muligt, men under alle omstæn-
digheder ikke senere end 30 dage fra datoen for indgåelsen af aftalen. Bestemmelserne om
forsinket levering bør også tage hensyn til varer, som først skal tilvirkes eller indkøbes
specielt til forbrugeren, og som den erhvervsdrivende ikke kan genbruge uden et betydeligt
tab. Der bør derfor i dette direktiv medtages en bestemmelse, der giver den erhvervsdri-
vende en yderligere rimelig frist under visse omstændigheder. Hvis den erhvervsdrivende
ikke har leveret varerne inden for den periode, der er aftalt med forbrugeren, bør forbruge-
ren, inden forbrugeren kan ophæve aftalen, opfordre den erhvervsdrivende til at foretage
levering inden for en rimelig yderligere frist og være berettiget til at ophæve aftalen, hvis
den erhvervsdrivende ikke leverer varerne inden for den yderligere frist. Denne bestem-
melse bør dog ikke finde anvendelse, hvis den erhvervsdrivende i en utvetydig erklæring
har nægtet at levere varerne. Den bør heller ikke finde anvendelse under visse omstændig-
heder, hvor leveringsfristen er afgørende, f.eks. for en bryllupskjole, der skulle leveres før
brylluppet. Den bør heller ikke finde anvendelse under omstændigheder, hvor forbrugeren
oplyser den erhvervsdrivende om, at det er væsentligt, at leveringen finder sted på en nær-
mere angivet dato. Forbrugerne kan til dette formål anvende den erhvervsdrivendes kon-
309
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
2429073_0312.png
taktoplysninger, der er givet i overensstemmelse med dette direktiv. Hvis den erhvervsdri-
vende ikke leverer varerne til tiden i sådanne specifikke tilfælde, bør forbrugeren være be-
rettiget til at ophæve aftalen straks efter udløbet af den leveringsfrist, der oprindelig var
aftalt. Dette direktiv bør ikke berøre nationale bestemmelser om måden, hvorpå forbrugeren
kan meddele den erhvervsdrivende sin ophævelse af aftalen.
(53)Ud over forbrugerens ret til at ophæve aftalen, hvis den erhvervsdrivende ikke har opfyldt
sine forpligtelser om levering af varerne i overensstemmelse med dette direktiv, kan for-
brugeren i overensstemmelse med gældende national ret anvende andre retsmidler, f.eks.
give den erhvervsdrivende en yderligere leveringsfrist, fastholde opfyldelsen af aftalen, til-
bageholde betaling eller søge erstatning.
(54)Medlemsstaterne
bør i overensstemmelse med artikel 52, stk. 3, i Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2007/64/EF af 13. november 2007 om betalingstjenester i det indre mar-
ked
(
12
)
kunne forbyde eller begrænse den erhvervsdrivendes ret til at opkræve gebyrer fra
forbrugere under hensyntagen til behovet for at øge konkurrencen og fremme brugen af
effektive betalingsinstrumenter. Under alle omstændigheder bør det forbydes de erhvervs-
drivende at pålægge forbrugerne gebyrer, der overstiger de udgifter, som afholdes af den
erhvervsdrivende i forbindelse med anvendelsen af visse betalingsmidler.
(55)Når
den erhvervsdrivende sender varerne til forbrugeren, kan tidspunktet for risikoens over-
gang give anledning til tvister, hvis varerne går tabt eller bliver beskadiget. Det bør derfor
i dette direktiv fastsættes, at forbrugeren beskyttes mod enhver risiko for tab eller beskadi-
gelse af varerne, der forekommer, før vedkommende har taget varerne i fysisk besiddelse.
Forbrugeren bør beskyttes i forbindelse med transport arrangeret eller foretaget af den er-
hvervsdrivende, selv når forbrugeren har valgt en særlig leveringsmetode fra en række mu-
ligheder, som den erhvervsdrivende har tilbudt. Dog bør denne bestemmelse ikke finde
anvendelse på aftaler, hvor det er op til forbrugeren selv at afhente varerne eller få en be-
fragter til at afhente varerne. For så vidt angår tidspunktet for risikoens overgang bør en
forbruger anses for at have taget varerne i fysisk besiddelse, når vedkommende har modta-
get dem.
(56)Personer eller organisationer, der i henhold til national ret anses for at have en legitim in-
teresse i at beskytte forbrugernes aftalemæssige rettigheder, bør have ret til at indbringe
sager enten for en domstol eller en administrativ myndighed, der er kompetent til at træffe
afgørelse om klager eller indlede passende retsskridt.
(57)Det er nødvendigt, at medlemsstaterne fastsætter regler for, hvilke sanktioner der skal an-
vendes ved overtrædelse af dette direktiv, og sikrer, at de iværksættes. Sanktionerne skal
være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsernes grovhed og have afskrækkende
virkning.
(58)Forbrugeren
bør ikke berøves den beskyttelse, der tilkommer vedkommende i medfør af
dette direktiv. Er den lov, der finder anvendelse på aftalen, loven i et tredjeland, bør for-
ordning (EF) nr. 593/2008 anvendes til at fastlægge, om forbrugeren bevarer den beskyt-
telse, der tilkommer vedkommende i medfør af dette direktiv.
(59)Kommissionen bør efter høring af medlemsstaterne og de interesserede parter tage skridt
til at finde den mest hensigtsmæssige måde til at sikre, at alle forbrugere gøres bekendt med
deres rettigheder på salgsstedet.
(60)Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF af 11. maj 2005 om virksomheders
urimelige handelspraksis over for forbrugerne på det indre marked (»Direktivet om urime-
lig handelspraksis«)
(
13
)
indeholder et forbud mod levering uden forudgående anmodning,
dvs. levering af varer eller tjenesteydelser til forbrugere uden anmodning, men fastsætter
310
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
2429073_0313.png
ikke bestemmelser om aftalemæssige beføjelser i den forbindelse, og derfor er det nødven-
digt at indføre bestemmelser om aftalemæssige beføjelser i dette direktiv, der fritager for-
brugeren for forpligtelsen til modydelse i tilfælde af sådan levering uden forudgående an-
modning.
(61)Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/58/EF af 12. juli 2002 om behandling af per-
sonoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred i den elektroniske kommunikationssektor
(Direktiv om databeskyttelse inden for elektronisk kommunikation)
(
14
)
regulerer allerede
uanmodet kommunikation og sikrer et højt forbrugerbeskyttelsesniveau. De tilsvarende be-
stemmelser om samme emne i direktiv 97/7/EF er derfor ikke nødvendige.
(62)Det
er hensigtsmæssigt, at Kommissionen tager dette direktiv op til revision, hvis der kon-
stateres hindringer på det indre marked. I sin revision bør Kommissionen sætte særlig fokus
på de muligheder, medlemsstaterne har for at opretholde eller indføre specifikke nationale
bestemmelser, herunder på visse områder i Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om
urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler
(
15
)
og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
1999/44/EF af 25. maj 1999 om visse aspekter af forbrugerkøb og garantier i forbindelse
hermed
(
16
).
Denne revision vil kunne føre til et forslag fra Kommissionen om ændring af
dette direktiv; dette forslag kan omfatte ændringer af anden forbrugerbeskyttelseslovgiv-
ning som udtryk for Kommissionens tilsagn i strategien for forbrugerpolitikken om at tage
gældende EU-ret op til revision for at sikre et højt fælles forbrugerbeskyttelsesniveau.
(63)Direktiv
93/13/EØF og direktiv 1999/44/EF bør ændres, således at det pålægges medlems-
staterne at informere Kommissionen om vedtagelse af specifikke nationale bestemmelser
på bestemte områder.
(64)
Direktiv 85/577/EØF og 97/7/EF bør ophæves.
(65)Målet
for dette direktiv, nemlig ved opnåelse af et højt forbrugerbeskyttelsesniveau at bi-
drage til et velfungerende indre marked, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlems-
staterne og kan derfor bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger
i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske
Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette
direktiv ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.
(66)I dette direktiv overholdes de grundlæggende rettigheder og de principper, som anerkendes
i navnlig Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.
(67)I overensstemmelse med punkt 34 i den interinstitutionelle aftale om bedre lovgiv-
ning
(
17
)
opfordres medlemsstaterne til, både i egen og i Unionens interesse, at udarbejde
og offentliggøre deres egne oversigter, der så vidt muligt viser overensstemmelsen mellem
dette direktiv og gennemførelsesforanstaltningerne
—
VEDTAGET DETTE DIREKTIV:
KAPITEL I
GENSTAND, DEFINITIONER OG ANVENDELSESOMRÅDE
Artikel 1
Genstand
311
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Formålet med dette direktiv er ved at opnå et højt forbrugerbeskyttelsesniveau at bidrage til et
velfungerende indre marked gennem indbyrdes tilnærmelse af visse aspekter af medlemsstater-
nes love og administrative bestemmelser om aftaler indgået mellem forbrugere og erhvervsdri-
vende.
Artikel 2
Definitioner
I dette direktiv forstås ved:
1)
»forbruger«: enhver fysisk person, der i forbindelse med de af dette direktiv omfattede af-
taler ikke handler som led i sit erhverv
2) »erhvervsdrivende«: enhver fysisk person eller enhver juridisk person, uanset om der er tale
om offentligt eller privat ejerskab, der handler, herunder via en anden person, der optræder i
dennes navn eller på dennes vegne, som led i sit erhverv i forbindelse med de af dette direktiv
omfattede aftaler
3) »vare«: enhver løsøregenstand undtagen genstande, som sælges på tvangsauktion eller i
øvrigt i henhold til lov; vand, gas og elektricitet betragtes som varer i henhold til dette direktiv,
når det udbydes til salg i et afgrænset volumen eller en bestemt mængde
4)
»vare, som er fremstillet efter forbrugerens specifikationer«: enhver vare, som ikke er præ-
fabrikeret, og hvis færdiggørelse afhænger af forbrugerens individuelle valg eller beslutning
5) »købsaftale«: enhver aftale, i henhold til hvilken den erhvervsdrivende overdrager eller på-
tager sig at overdrage ejerskabet til varer til forbrugeren, og forbrugeren betaler eller påtager
sig at betale prisen herfor, herunder enhver aftale, der omfatter både varer og tjenesteydelser
6) »tjenesteydelsesaftale«: enhver aftale, dog ikke en købsaftale, i henhold til hvilken den er-
hvervsdrivende leverer eller påtager sig at levere en tjenesteydelse til forbrugeren, og forbru-
geren betaler eller påtager sig at betale prisen herfor
7)
»aftale om fjernsalg«: enhver aftale, der indgås mellem den erhvervsdrivende og forbruge-
ren i henhold til et organiseret system for fjernsalg eller levering af fjernydelser uden den er-
hvervsdrivendes og forbrugerens samtidige fysiske tilstedeværelse, og hvor der til og med tids-
punktet for aftalens indgåelse udelukkende anvendes en eller flere former for fjernkommunika-
tionsteknikker
8)
»aftale indgået uden for fast forretningssted«: enhver aftale mellem den erhvervsdrivende
og forbrugeren
9) »fast forretningssted«:
a)ethvert ubevægeligt detailforretningssted, hvor den erhvervsdrivende fast udøver sin aktivitet,
eller
b)ethvert bevægeligt detailforretningssted, hvor den erhvervsdrivende udøver sin aktivitet på
sædvanligt grundlag
10) »varigt medium«: ethvert middel, som sætter forbrugeren eller den erhvervsdrivende i
stand til at lagre oplysninger rettet personligt til vedkommende med mulighed for fremtidig
anvendelse i en periode afpasset efter oplysningernes formål, og som giver mulighed for uæn-
dret gengivelse af de lagrede oplysninger
11) »digitalt indhold«: data, der er produceret og leveret i digital form
12) »finansiel tjenesteydelse«: enhver tjenesteydelse, der vedrører bankvirksomhed, långiv-
ning, forsikringer, individuelle pensionsordninger, investeringer eller betalinger
312
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
2429073_0315.png
13) »offentlig auktion«: en salgsmetode, hvor den erhvervsdrivende tilbyder varer eller tjene-
steydelser til forbrugere, som selv er eller har mulighed for at være til stede under auktionen,
gennem en gennemsigtig konkurrencebaseret budprocedure, som styres af en auktionsholder,
og hvor den tilbudsgiver, hvis bud antages, er forpligtet til at købe varerne eller tjenesteydel-
serne
14) »handelsmæssig garanti«: enhver forpligtelse, som den erhvervsdrivende eller en produ-
cent (»garantigiveren«) har påtaget sig over for forbrugeren, ud over sin retlige forpligtelse til
at levere en kontraktmæssig ydelse, til at refundere købesummen eller omlevere, reparere eller
på anden måde afhjælpe mangler ved varerne, hvis de ikke svarer til de specifikationer eller
ethvert andet krav, der fremgår af garantierklæringen eller af de relevante reklamer, der var
tilgængelige på tidspunktet eller forud for aftalens indgåelse, og som ikke relaterer sig til ydel-
sens kontraktmæssighed
15) »tilknyttet aftale«: en aftale i henhold til hvilken forbrugeren erhverver varer eller tjene-
steydelser, som er omfattet af en aftale om fjernsalg eller en aftale indgået uden for fast forret-
ningssted, og hvor disse varer eller tjenesteydelser leveres af den erhvervsdrivende eller af tred-
jemand på grundlag af et arrangement mellem nævnte tredjemand og den erhvervsdrivende.
Artikel 3
Anvendelsesområde
1. Dette direktiv finder anvendelse på enhver aftale indgået mellem en erhvervsdrivende og
en forbruger på de vilkår og i det omfang, der følger af direktivets bestemmelser. Det finder
også anvendelse på aftaler om forsyning af vand, gas, elektricitet eller fjernvarme, herunder fra
offentlige leverandører, for så vidt forsyningen sker på aftalebasis.
2. Hvis en bestemmelse i dette direktiv er i konflikt med en bestemmelse i en anden EU-retsakt
vedrørende specifikke sektorer, har bestemmelsen i den pågældende anden EU-retsakt forrang
og gælder for de pågældende specifikke sektorer.
3. Dette direktiv finder ikke anvendelse på aftaler:
a)om sociale tjenesteydelser, herunder socialt boligbyggeri, børnepasning og støtte til familier
og enkeltpersoner, som har permanent eller midlertidigt behov herfor, herunder langtidspleje
b)om sundhedsydelser som defineret i artikel 3, litra a), i direktiv 2011/24/EU, uanset om de
ydes via sundhedsfaciliteter eller ej
c)om hasardspil, som indebærer, at der gøres indsats med penge i spil, som indeholder et ele-
ment af tilfældighed, herunder lotterier, kasinospil og væddemål
d)om finansielle tjenesteydelser
e)om stiftelse, erhvervelse eller overdragelse af fast ejendom eller af rettigheder over fast ejen-
dom
f)om opførelse af nye ejendomme, omfattende ombygning af eksisterende ejendomme og leje
af ejendomme til boligformål
g)som er omfattet af Rådets direktiv 90/314/EØF af 13. juni 1990 om pakkerejser, herunder
pakkeferier og pakketure
(
18
)
h)som er omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/122/EF af 14. januar 2009
om beskyttelse af forbrugerne i forbindelse med visse aspekter ved timeshareaftaler, aftaler
om længerevarende ferieprodukter, videresalgs- og bytteaftaler
(
19
)
313
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
i)som i overensstemmelse med medlemsstaternes lovgivninger oprettes under medvirken af en
offentlig embedsmand, der er juridisk forpligtet til at være uafhængig og upartisk, og som ved
omfattende juridisk oplysning skal sikre, at forbrugeren kun indgår aftalen efter moden over-
vejelse af de retlige aspekter og med kendskab til dens juridiske rækkevidde
j)om levering af fødevarer, drikkevarer eller andre varer til husholdningens løbende forbrug,
som leveres fysisk til forbrugerens hjem, bopæl eller arbejdsplads af en erhvervsdrivende, der
ofte og regelmæssigt betjener faste ruter
k) om personbefordring, med undtagelse af artikel 8, stk. 2, og artikel 19 og 22
l) indgået ved hjælp af vareautomater eller automatiserede forretningslokaler
m)indgået med teleoperatører ved brug af offentlige telefonbokse eller indgået ved brug af en
enkelt telefon-, internet- eller faxforbindelse etableret af en forbruger.
4. Medlemsstaterne kan beslutte ikke at anvende dette direktiv eller ikke at opretholde eller
indføre tilsvarende nationale bestemmelser om aftaler indgået uden fast forretningssted, for
hvilke prisen, som forbrugeren skal betale, ikke overstiger 50 EUR. Medlemsstaterne kan fast-
sætte en lavere værdi i national lovgivning.
5. Dette direktiv berører ikke den nationale lovgivnings almindelige aftaleret såsom bestem-
melserne om aftalers gyldighed, indgåelse og virkning, eftersom almindelige aftaleretlige
aspekter ikke reguleres i dette direktiv.
6. Dette direktiv er ikke til hinder for, at erhvervsdrivende kan tilbyde forbrugere aftalemæs-
sige ordninger, som er mere vidtgående end den beskyttelse, der gives i dette direktiv.
Artikel 4
Harmoniseringsniveau
Medlemsstaterne må ikke i national ret opretholde eller indføre bestemmelser, der fraviger dem,
der er fastsat i dette direktiv, herunder strengere eller lempeligere bestemmelser, for at sikre et
andet forbrugerbeskyttelsesniveau, medmindre andet er fastsat i dette direktiv.
KAPITEL II
FORBRUGEROPLYSNING VEDRØRENDE ANDRE AFTALER END AFTALER
OM FJERNSALG ELLER AFTALER INDGÅET UDEN FOR FAST FORRETNINGS-
STED
Artikel 5
Oplysningskrav vedrørende andre aftaler end aftaler om fjernsalg eller aftaler indgået
uden for fast forretningssted
1. Inden forbrugeren er bundet af en anden aftale end en aftale om fjernsalg eller en aftale
indgået uden for fast forretningssted eller et tilsvarende tilbud, skal den erhvervsdrivende, hvis
oplysningerne ikke allerede fremgår af konteksten, orientere forbrugeren på klar og forståelig
vis om følgende:
a)varernes eller tjenesteydelsernes vigtigste egenskaber i et omfang, der svarer til kommunika-
tionsteknikken og til varerne eller tjenesteydelserne
b)den erhvervsdrivendes navn, f.eks. firmanavn, den fysiske adresse, hvor vedkommende er
etableret og dennes telefonnummer
314
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
c)den samlede pris for varerne eller tjenesteydelserne inklusive afgifter, eller, hvis varernes
eller tjenesteydelsernes art gør, at prisen ikke med rimelighed kan udregnes på forhånd, den
måde, hvorpå prisen skal udregnes, samt, hvor det er relevant, alle yderligere omkostninger
vedrørende fragt, levering eller porto eller, hvor disse omkostninger ikke med rimelighed kan
udregnes på forhånd, oplysninger om, at der kan forekomme sådanne yderligere omkostnin-
ger
d)hvor det er relevant, forholdene vedrørende betaling, levering, opfyldelse, det tidspunkt, hvor
den erhvervsdrivende forpligter sig til at levere varerne eller yde tjenesteydelsen, samt den
erhvervsdrivendes politik for klagebehandling
e)foruden påmindelsen om eksistensen af en lovbestemt garanti for varernes kontraktmæssig-
hed, eventuel eftersalgsservice og handelsmæssige garantier samt betingelserne herfor, hvor
det er relevant
f)aftalens gyldighedsperiode, hvor det er relevant, eller for tidsubestemte aftaler, eller for afta-
ler, der forlænges automatisk, betingelserne for at opsige aftalen
g)hvor det er relevant, funktionaliteten, herunder gældende tekniske beskyttelsesforanstaltnin-
ger for digitalt indhold
h)hvor det er relevant, det digitale indholds interoperabilitet med hardware og software i hen-
hold til, hvad den erhvervsdrivende ved eller med rimelighed burde have vidst.
2. Stk. 1 finder også anvendelse på aftaler om forsyning af vand, gas eller elektricitet, når disse
varer ikke sælges i en afgrænset volumen eller i en bestemt mængde, på fjernvarme eller digitalt
indhold, der ikke leveres på et fysisk medium.
3. Der stilles ikke krav til medlemsstaterne om at anvende stk. 1 på aftaler, der omfatter dag-
ligdags transaktioner, som opfyldes umiddelbart på tidspunktet for deres indgåelse.
4. Medlemsstaterne kan vedtage eller bibeholde yderligere oplysningskrav forud for indgåel-
sen af aftalen i forbindelse med aftaler, for hvilke denne artikel finder anvendelse.
KAPITEL III
FORBRUGEROPLYSNING OG FORTRYDELSESRET I FORBINDELSE MED AF-
TALER OM FJERNSALG OG AFTALER INDGÅET UDEN FOR FAST FORRET-
NINGSSTED
Artikel 6
Oplysningskrav for aftaler om fjernsalg og aftaler indgået uden for fast forretningssted
1. Inden forbrugeren bindes af en aftale om fjernsalg eller en aftale indgået uden for fast for-
retningssted eller et tilsvarende tilbud, giver den erhvervsdrivende på en klar og forståelig måde
forbrugeren følgende oplysninger:
a)varernes eller tjenesteydelsernes vigtigste egenskaber i et omfang, der svarer til kommunika-
tionsteknikken og til varerne eller tjenesteydelserne
b) den erhvervsdrivendes identitet, f.eks. vedkommendes firmanavn
c)den fysiske adresse, hvor den erhvervsdrivende er etableret, og den erhvervsdrivendes even-
tuelle telefon- og faxnummer og e-mail-adresse, så forbrugeren kan kontakte den erhvervs-
drivende hurtigt og kommunikere effektivt med vedkommende, og, hvor det er relevant, den
fysiske adresse og identitet på den erhvervsdrivende, på hvis vegne vedkommende handler
315
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
d)den fysiske adresse på den erhvervsdrivendes faste forretningssted og, hvor det er relevant,
på det faste forretningssted for den erhvervsdrivende, på hvis vegne vedkommende handler,
hvis den er forskellig fra den adresse, der er opgivet i overensstemmelse med litra c), og
hvortil forbrugeren kan indgive eventuelle klager
e)den samlede pris for varerne eller tjenesteydelserne inklusive afgifter, eller, hvis varernes
eller tjenesteydelsernes art gør, at prisen ikke med rimelighed kan udregnes på forhånd, den
måde, hvorpå prisen skal udregnes, samt, hvor det er relevant, alle yderligere omkostninger
vedrørende fragt, levering eller porto og enhver anden omkostning eller, hvor disse omkost-
ninger ikke med rimelighed kan udregnes på forhånd, oplysninger om, at der kan forekomme
sådanne yderligere omkostninger. I forbindelse med tidsubestemte aftaler eller abonnements-
aftaler skal den samlede pris omfatte de samlede udgifter pr. afregningsperiode. Hvis sådanne
aftaler betales med et fast beløb, skal den samlede pris også forstås som de samlede månedlige
udgifter. Hvor de samlede udgifter ikke kan udregnes på forhånd, oplyses hvordan prisen skal
udregnes
f)omkostningerne ved anvendelse af fjernkommunikationsteknikken til indgåelse af aftalen, når
de beregnes efter en anden sats end grundsatsen
g)forholdene vedrørende betaling, levering, opfyldelse, det tidspunkt, hvor den erhvervsdri-
vende forpligter sig til at levere varerne eller yde tjenesteydelsen, samt, hvor det er relevant,
den erhvervsdrivendes politik for klagebehandling
h)i tilfælde af eventuel fortrydelsesret, betingelser, tidsfrist og procedurer for at gøre nævnte ret
gældende, jf. artikel 11, stk. 1, samt den standardfortrydelsesformular, der findes i bilag I(B)
i)hvor det er relevant, at forbrugeren skal betale udgifterne til tilbagelevering af varerne i til-
fælde af fortrydelse, og, i forbindelse med aftaler om fjernsalg, hvis varerne i kraft af deres
art ikke kan returneres med normal post, udgifterne til returnering af varerne
j)at forbrugeren, såfremt vedkommende gør sin fortrydelsesret gældende efter i overensstem-
melse med artikel 7, stk. 3, eller artikel 8, stk. 8, at have fremsat en anmodning, er ansvarlig
for at betale den erhvervsdrivende for rimelige omkostninger i henhold til artikel 14, stk. 3
k)såfremt fortrydelsesretten ikke finder anvendelse i henhold til artikel 16, oplysninger om, at
forbrugeren ikke vil kunne gøre sin fortrydelsesret gældende, eller, hvor det er relevant, under
hvilke omstændigheder forbrugeren mister sin fortrydelsesret
l) påmindelse om eksistensen af en lovbestemt garanti for varernes kontraktmæssighed
m)hvor det er relevant, eftersalgskundebistand og betingelserne herfor, eftersalgsservice og
handelsmæssige garantier
n)relevante adfærdskodeks som defineret i artikel 2, litra f), i direktiv 2005/29/EF og oplysnin-
ger om, hvordan eksemplarer heraf kan fremskaffes, hvor det er relevant
o)hvor det er relevant, aftalens gyldighedsperiode, eller for tidsubestemte aftaler eller for afta-
ler, der forlænges automatisk, betingelserne for at opsige aftalen
p)hvor det er relevant, minimumsvarigheden af forbrugerens forpligtelser i henhold til aftalen
q)hvor det er relevant, forskud eller andre finansielle garantier, som forbrugeren skal betale
eller stille efter anmodning fra den erhvervsdrivende, samt betingelserne herfor
r)hvor det er relevant, funktionaliteten, herunder gældende tekniske beskyttelsesforanstaltnin-
ger for digitalt indhold
s)hvor det er relevant, det digitale indholds interoperabilitet med hardware og software i hen-
hold til, hvad den erhvervsdrivende ved eller med rimelighed burde have vidst
316
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
t)hvor det er relevant, mulighed for adgang til en udenretslig procedure for klageadgang og
bilæggelse af tvister, som den erhvervsdrivende er underkastet, og forudsætningerne for denne
adgang.
2. Stk. 1 finder også anvendelse på aftaler om forsyning af vand, gas eller elektricitet, når disse
varer ikke sælges i en afgrænset volumen eller i en bestemt mængde, samt på fjernvarme eller
af digitalt indhold, der ikke leveres på et fysisk medium.
3. I forbindelse med offentlige auktioner kan oplysningerne i stk. 1, litra b), c), og d), udskiftes
med de tilsvarende oplysninger om auktionarius.
4. Oplysningerne i stk. 1, litra h), i), og j) kan gives ved hjælp af standardfortrydelsesformu-
laren, jf. bilag I(A). Den erhvervsdrivende har opfyldt oplysningskravene i stk. 1, litra h), i) og
j), hvis vedkommende har leveret disse oplysninger til forbrugeren og udfyldt formularen kor-
rekt.
5. De oplysninger, der er omhandlet i stk. 1, udgør en integreret del af aftalen om fjernsalg
eller aftalen indgået uden for fast forretningssted og må ikke ændres, medmindre andet udtryk-
keligt aftales mellem de kontraherende parter.
6. Hvis den erhvervsdrivende ikke har opfyldt kravene om oplysninger vedrørende yderligere
omkostninger eller andre udgifter, jf. stk. 1, litra e), eller om udgifter til returnering af varerne,
jf. stk. 1, litra i), skal forbrugeren ikke betale disse omkostninger eller udgifter
7. Medlemsstaterne kan opretholde eller indføre sprogkrav vedrørende aftalemæssige oplys-
ninger i deres nationale lovgivning for at sikre, at sådanne oplysninger let kan forstås af forbru-
geren.
8. De i dette direktiv fastsatte oplysningskrav supplerer oplysningskravene i direktiv
2006/123/EF og i direktiv 2000/31/EF og er ikke til hinder for, at medlemsstaterne kan fastsætte
yderligere oplysningskrav i overensstemmelse med disse direktiver.
Hvis en bestemmelse i direktiv 2006/123/EF eller direktiv 2000/31/EF om indholdet af og den
måde, oplysningerne skal leveres på, er i modstrid med det foreliggende direktiv, har bestem-
melserne i dette direktiv forrang uanset første afsnit.
9. Bevisbyrden for opfyldelsen af de i dette kapitel fastlagte oplysningskrav påhviler den er-
hvervsdrivende.
Artikel 7
Formelle krav for aftaler indgået uden for fast forretningssted
1. For så vidt angår aftaler indgået uden for fast forretningssted, skal den erhvervsdrivende
give de i artikel 6, stk. 1, omhandlede oplysninger til forbrugeren på papir eller, hvis forbruge-
ren samtykker, på et andet varigt medium. Disse oplysninger skal være letlæselige og udfærdi-
get på et klart og forståeligt sprog.
2. Den erhvervsdrivende giver forbrugeren en kopi af den underskrevne aftale eller bekræftel-
sen af aftalen på papir, eller, hvis forbrugeren samtykker, på et andet varigt medium, herunder,
hvor det er relevant, bekræftelsen af forbrugerens forudgående udtrykkelige samtykke og aner-
kendelse, jf. artikel 16, litra m).
3. Hvis en forbruger ønsker, at udførelsen af tjenesteydelser eller leveringen af vand, gas eller
elektricitet, når disse varer ikke sælges i en afgrænset volumen eller i en bestemt mængde, eller
af fjernvarme skal påbegyndes, inden fortrydelsesfristen udløber, jf. artikel 9, stk. 2, skal den
317
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
erhvervsdrivende kræve, at forbrugeren fremsætter en sådan udtrykkelig anmodning på et varigt
medium.
4. Med hensyn til aftaler indgået uden for fast forretningssted, hvor forbrugeren udtrykkeligt
har anmodet om den erhvervsdrivendes tjenesteydelser med henblik på at udføre reparationer
eller vedligeholdelse, og hvor den erhvervsdrivende og forbrugeren umiddelbart udfører deres
kontraktlige forpligtelser, og forbrugeren straks betaler en sum, der ikke må overstige 200 EUR:
a)giver den erhvervsdrivende forbrugeren de oplysninger, der er nævnt i artikel 6, stk. 1, litra
b) og c), samt oplysninger om prisen eller den måde, som prisen skal beregnes på, tillige med
en vurdering af den samlede pris, på papir eller, hvis forbrugeren samtykker, på et andet varigt
medium. Den erhvervsdrivende skal give de oplysninger, der er nævnt i artikel 6, stk. 1, litra
a), h) og k), men kan vælge ikke at give dem på papir eller et andet varigt medium, hvis
forbrugeren udtrykkeligt giver sit samtykke
b)skal den bekræftelse af aftalen, der gives i henhold til stk. 2 i denne artikel, indeholde de i
artikel 6, stk. 1, omhandlede oplysninger.
Medlemsstaterne kan beslutte ikke at anvende dette stykke.
5. Medlemsstaterne må ikke stille yderligere formelle krav i forbindelse med opfyldelsen af
de i dette direktiv omhandlede oplysningskrav forud for indgåelsen af aftaler.
Artikel 8
Formelle krav for aftaler om fjernsalg
1. For så vidt angår aftaler om fjernsalg, skal den erhvervsdrivende give de i artikel 6, stk. 1,
omhandlede oplysninger eller stille disse oplysninger til rådighed for forbrugeren under anven-
delse af midler, der er tilpasset den anvendte fjernkommunikationsteknik, på en klar og forstå-
elig måde. For så vidt disse oplysninger gives på et varigt medium, skal de være letlæselige.
2. Hvis en fjernsalgsaftale, der indgås ved hjælp af elektroniske midler, pålægger forbrugeren
en betalingsforpligtelse, gør den erhvervsdrivende tydeligt og i fremhævet form, og direkte før
forbrugeren afgiver sin ordre, denne opmærksom på de oplysninger, der er omhandlet i artikel
6, stk. 1, litra a), e), o) og p).
Den erhvervsdrivende skal sikre, at forbrugeren, når denne afgiver sin ordre, udtrykkeligt er-
kender, at vedkommende er opmærksom på, at ordren medfører en betalingsforpligtelse. Hvis
afgivelse af en ordre indebærer aktivering af en knap eller en tilsvarende funktion, skal knappen
eller den tilsvarende funktion på let læselig måde være mærket »ordre med betalingsforplig-
telse« eller en tilsvarende utvetydig formulering, som angiver, at afgivelsen af ordren medfører
en forpligtelse til at betale den erhvervsdrivende. Hvis den erhvervsdrivende ikke overholder
dette afsnit, er forbrugeren ikke bundet af aftalen eller ordren.
3. Websteder med elektronisk handel skal senest ved bestillingsprocessens begyndelse klart
og let læseligt angive, om der gælder nogen leveringsbegrænsninger, og hvilke betalingsmidler
der accepteres.
4. Hvis aftalen indgås ved anvendelse af en fjernkommunikationsteknik, som kun giver be-
grænset plads eller tid til at formidle oplysningerne, skal den erhvervsdrivende ved anvendelse
af nævnte særlige teknik forud for en sådan aftales indgåelse mindst give de oplysninger om
varernes eller tjenesteydelsernes vigtigste egenskaber, den erhvervsdrivendes identitet, den
samlede pris, fortrydelsesretten, aftalens varighed og for tidsubegrænsede aftaler bestemmel-
serne for opsigelse af aftalen, jf. artikel 6, stk. 1, litra a), b), e), h) og o). De øvrige oplysninger,
som er omhandlet i artikel 6, stk. 1, formidles af den erhvervsdrivende til forbrugeren på pas-
sende måde i overensstemmelse med stk. 1 i denne artikel.
318
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
5. Hvis den erhvervsdrivende kontakter forbrugeren telefonisk med henblik på indgåelse af en
aftale om fjernsalg, skal den erhvervsdrivende ved begyndelsen af samtalen med forbrugeren
opgive sit navn og eventuelt navnet på den person på hvis vegne vedkommende foretager op-
kaldet og opkaldets kommercielle sigte, jf. dog stk. 4.
6. Hvis en aftale om fjernsalg skal indgås pr. telefon, kan medlemsstaterne bestemme, at den
erhvervsdrivende skal bekræfte tilbuddet til forbrugeren, der først er forpligtet, når vedkom-
mende har underskrevet tilbuddet eller sendt sit skriftlige samtykke. Medlemsstaterne kan også
bestemme, at sådanne bekræftelser skal foretages på et varigt medium.
7. Den erhvervsdrivende skal give forbrugeren bekræftelsen af den indgåede aftale på et varigt
medium inden for rimelig tid efter indgåelsen af aftalen om fjernsalg og senest ved leveringen
af varerne, eller før leveringen af tjenesteydelsen begynder. Bekræftelsen skal indeholde:
a)alle de i artikel 6, stk. 1, nævnte oplysninger, medmindre den erhvervsdrivende allerede har
givet oplysningerne til forbrugeren på et varigt medium forud for indgåelsen af aftalen om
fjernsalg
b)når det er relevant, bekræftelse af forbrugerens forudgående udtrykkelige samtykke og aner-
kendelse, jf. artikel 16, litra m).
8. Hvis en forbruger ønsker, at udførelsen af tjenesteydelser eller leveringen af vand, gas eller
elektricitet, når disse varer ikke sælges i en afgrænset volumen eller i en bestemt mængde, eller
af fjernvarme skal påbegyndes, inden fortrydelsesfristen udløber, jf. artikel 9, stk. 2, skal den
erhvervsdrivende kræve, at forbrugeren fremsætter en udtrykkelig anmodning.
9. Denne artikel berører ikke reglerne om e-kontrakter og e-ordrer i artikel 9 og 11 i direktiv
2000/31/EF.
10. Medlemsstaterne må ikke stille yderligere formelle krav i forbindelse med opfyldelsen af
de i dette direktiv omhandlede oplysningskrav forud for indgåelsen af aftaler.
Artikel 9
Fortrydelsesret
1. Medmindre undtagelserne i artikel 16 finder anvendelse, har forbrugeren en frist på 14 dage
til at fortryde en aftale om fjernsalg eller en aftale indgået uden for fast forretningssted uden
angivelse af årsag og uden at pådrage sig andre omkostninger end dem, der er fastsat i artikel
13, stk. 2, og artikel 14.
2. Med forbehold af artikel 10 udløber den i nærværende artikels stk. 1 nævnte fortrydelsesfrist
14 dage fra:
a) dagen for aftalens indgåelse, når det drejer sig om tjenesteydelsesaftaler
b)den dato, hvor forbrugeren eller den af forbrugeren angivne tredjemand, dog ikke befragteren,
får varerne i fysisk besiddelse, når det drejer sig om købsaftaler, eller
i)den dag, hvor forbrugeren eller den af forbrugeren angivne tredjemand, dog ikke befragte-
ren, får den sidste vare i fysisk besiddelse, når det drejer sig om flere forskellige varer, som
forbrugeren har bestilt i én ordre, og som leveres enkeltvis
ii)den dato, hvor forbrugeren eller den af forbrugeren angivne tredjemand, dog ikke befrag-
teren, får det sidste parti eller den sidste del i fysisk besiddelse, når det drejer sig om leve-
ring af en vare, der består af flere partier eller dele
319
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
iii)den dato, hvor forbrugeren eller den af forbrugeren angivne tredjemand, dog ikke befrag-
teren, får den første vare i fysisk besiddelse, når det drejer sig om aftaler om regelmæssig
levering af varer over en bestemt periode
c)dagen for indgåelse af aftalen, når det drejer sig om aftaler om forsyning af vand, gas eller
elektricitet, når disse varer ikke sælges i en afgrænset volumen eller i en bestemt mængde,
samt på fjernvarme eller digitalt indhold, der ikke leveres på et fysisk medium.
3. Medlemsstaterne må ikke forbyde de kontraherende parter at opfylde deres aftalemæssige
forpligtelser, inden fortrydelsesfristen udløber. Ikke desto mindre kan medlemsstaterne for af-
taler indgået uden for fast forretningssted opretholde eksisterende national lovgivning, der for-
byder erhvervsdrivende at indkræve betaling fra forbrugeren i løbet af en given periode efter
aftalens indgåelse.
Artikel 10
Manglende oplysning om fortrydelsesretten
1. I det tilfælde hvor den erhvervsdrivende, i strid med artikel 6, stk. 1, litra h), ikke har oplyst
forbrugeren om fortrydelsesretten, udløber fortrydelsesfristen 12 måneder efter udløbet af den
oprindelige fortrydelsesfrist, som fastsat i overensstemmelse med artikel 9, stk. 2.
2. Hvis den erhvervsdrivende har givet forbrugeren oplysningerne i henhold til stk. 1 i nær-
værende artikel inden 12 måneder fra den dato, der er nævnt i artikel 9, stk. 2, udløber fortry-
delsesfristen 14 dage efter den dato, hvor forbrugeren modtager oplysningerne.
Artikel 11
Udøvelse af fortrydelsesretten
1. Forbrugeren skal forud for fortrydelsesfristens udløb underrette den erhvervsdrivende om
sin beslutning om at gøre fortrydelsesretten gældende. Forbrugeren kan til dette formål enten:
a) benytte standardfortrydelsesformularen i bilag I(B) eller
b) afgive en anden utvetydig erklæring om sin beslutning om at fortryde aftalen.
Medlemsstaterne må ikke indføre bestemmelser om formelle krav til standardfortrydelsesfor-
mularen ud over de i bilag I(B) anførte.
2. Forbrugeren har gjort fortrydelsesretten gældende inden for den i artikel 9, stk. 2, og artikel
10 omhandlede fortrydelsesfrist, hvis forbrugeren har sendt meddelelsen om udøvelse af for-
trydelsesretten, inden fortrydelsesfristen er udløbet.
3. Den erhvervsdrivende kan i tillæg til de i stk. 1 omhandlede muligheder også give forbru-
geren mulighed for elektronisk at udfylde og indsende enten standardfortrydelsesformularen i
bilag I(B), eller en anden utvetydig erklæring på den erhvervsdrivendes websted. I så fald skal
den erhvervsdrivende omgående på et varigt medium kvittere for modtagelse af en sådan med-
delelse om udøvelse af fortrydelsesretten.
4. Forbrugeren har bevisbyrden for udøvelse af fortrydelsesretten i overensstemmelse med
denne artikel.
Artikel 12
Følgerne af udøvelse af fortrydelsesretten
Ved udøvelse af fortrydelsesretten ophører parternes forpligtelse til:
320
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
a) at opfylde aftaler om fjernsalg eller aftaler indgået uden for fast forretningssted, eller
b)at indgå aftalen om fjernsalg eller aftalen indgået uden for fast forretningssted i det tilfælde,
hvor forbrugeren har afgivet tilbud.
Artikel 13
Den erhvervsdrivendes forpligtelser i tilfælde af udøvelse af fortrydelsesretten
1. Den erhvervsdrivende refunderer alle beløb, inklusive eventuelle leveringsomkostninger,
modtaget fra forbrugeren, uden unødig forsinkelse og senest 14 dage fra den dato, hvor den
erhvervsdrivende modtager meddelelse om forbrugerens beslutning om at udøve fortrydelses-
retten i overensstemmelse med artikel 11.
Den erhvervsdrivende foretager den i første afsnit nævnte tilbagebetaling under anvendelse af
det samme betalingsmiddel, som forbrugeren har benyttet til den oprindelige transaktion, med-
mindre forbrugeren udtrykkeligt har accepteret noget andet, og forudsat at forbrugeren ikke
bliver pålagt nogen former for gebyrer som følge af tilbagebetalingen.
2. Uanset stk. 1 skal den erhvervsdrivende ikke refundere ekstra omkostninger, hvis forbruge-
ren udtrykkeligt har valgt en anden leveringsform end den mindst bekostelige standardlevering,
som den erhvervsdrivende har tilbudt.
3. Medmindre den erhvervsdrivende har tilbudt at afhente varerne selv, kan den erhvervsdri-
vende ved aftaler om salg af varer tilbageholde beløbet, indtil vedkommende har modtaget va-
rerne, eller indtil forbrugeren har fremlagt dokumentation for at have returneret varerne, alt
efter hvilket tidspunkt der er tidligst.
Artikel 14
Forbrugerens forpligtelser i tilfælde af udøvelse af fortrydelsesretten
1. Medmindre den erhvervsdrivende har tilbudt selv at hente varerne, returnerer forbrugeren
varerne eller afleverer dem til den erhvervsdrivende eller til en person, som den erhvervsdri-
vende har bemyndiget til at modtage varerne, uden unødig forsinkelse og under ingen omstæn-
digheder senere end 14 dage efter den dato, hvor vedkommende i overensstemmelse med artikel
11 har givet den erhvervsdrivende meddelelse om sin beslutning om at gøre brug af sin fortry-
delsesret. Fristen er overholdt, hvis forbrugeren returnerer varerne inden udløbet af de 14 dage.
Forbrugeren afholder de direkte udgifter i forbindelse med tilbagelevering af varerne, medmin-
dre den erhvervsdrivende har indvilliget i at afholde disse, eller hvis den erhvervsdrivende har
undladt at oplyse forbrugeren om, at forbrugeren skal betale disse.
I tilfælde af aftaler indgået uden for fast forretningssted, hvor varerne er blevet leveret til for-
brugerens hjem ved aftalens indgåelse, henter den erhvervsdrivende varerne for egen regning,
hvis varerne i kraft af deres art normalt ikke kan returneres med post.
2. Forbrugeren hæfter kun for eventuel forringelse af varernes værdi, som skyldes anden hånd-
tering af varerne, end hvad der er nødvendigt for at fastslå varernes art, egenskaber og den
måde, de fungerer på. Forbrugeren hæfter under ingen omstændigheder for eventuel forringelse
af varerne i det tilfælde, hvor den erhvervsdrivende ikke har givet meddelelse om fortrydelses-
retten i henhold artikel 6, stk. 1, litra h).
3. Udøver en forbruger sin fortrydelsesret efter at have fremsat en anmodning herom i over-
ensstemmelse med artikel 7, stk. 3, eller artikel 8, stk. 8, betaler forbrugeren den erhvervsdri-
vende et beløb, der står i et rimeligt forhold til det leverede indtil det tidspunkt, hvor forbrugeren
har underrettet den erhvervsdrivende om sin udøvelse af fortrydelsesretten, sammenlignet med
321
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
2429073_0324.png
fuld opfyldelse af aftalen. Beregningen af det forholdsmæssige beløb, som forbrugeren skal
betale til den erhvervsdrivende, sker på grundlag af den samlede pris, der er fastsat i aftalen. Er
den samlede pris urimelig høj, beregnes det forholdsmæssige beløb på grundlag af markeds-
værdien af det leverede.
4. Forbrugeren hæfter ikke for:
a)udførelse af tjenesteydelser eller levering af vand, gas eller elektricitet, når disse varer ikke
sælges i en afgrænset volumen eller i en bestemt mængde, eller af fjernvarme, helt eller del-
vist, inden fortrydelsesfristen udløber, såfremt:
i)den erhvervsdrivende har undladt at give oplysninger i overensstemmelse med artikel 6, stk.
1, litra h) eller j), eller
ii)forbrugeren ikke udtrykkeligt har anmodet om, at udførelsen skulle påbegyndes inden ud-
løbet af fortrydelsesfristen, jf. artikel 7, stk. 3, og artikel 8, stk. 8, eller
b)hel eller delvis levering af digitalt indhold, der ikke leveres på et fysisk medium, såfremt:
i)forbrugeren ikke på forhånd har givet sit udtrykkelige samtykke til, at udførelsen kan påbe-
gyndes inden udløbet af den 14-dages frist, der er nævnt i artikel 9
ii)forbrugeren ikke har anerkendt, at vedkommende mister sin fortrydelsesret, når vedkom-
mende giver sit samtykke; eller
iii)den erhvervsdrivende har undladt at give bekræftelse i overensstemmelse med artikel 7,
stk. 2, eller artikel 8, stk. 7.
5. Forbrugeren pådrager sig intet ansvar ved at gøre brug af fortrydelsesretten, ud over hvad
der fremgår af artikel 13, stk. 2, og i nærværende artikel.
Artikel 15
Følgerne af udøvelse af fortrydelsesretten for tilknyttede aftaler
1. Udøver forbrugeren sin fortrydelsesret i forbindelse med aftaler om fjernsalg eller aftaler
indgået uden for fast forretningssted, jf. artikel 9-14 i dette direktiv, ophører enhver tilknyttet
aftale automatisk uden udgifter for forbrugeren, medmindre andet er fastsat i artikel 13, stk. 2,
og artikel 14 i dette direktiv, jf. dog artikel 15 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2008/48/EF af 23. april 2008 om forbrugerkreditaftaler
(
20
).
2. Medlemsstaterne fastlægger de nærmere bestemmelser om sådanne aftalers ophør.
Artikel 16
Undtagelser fra bestemmelserne om fortrydelsesret
Medlemsstaterne må ikke give mulighed for at udøve fortrydelsesretten som omhandlet i artikel
9-15 i forbindelse med aftaler om fjernsalg og aftaler indgået uden for fast forretningssted for
så vidt angår følgende:
a)tjenesteydelsesaftaler, efter at tjenesteydelsen er blevet fuldt udført, hvis udførelsen er påbe-
gyndt med forbrugerens forudgående udtrykkelige samtykke og med anerkendelse af, at ved-
kommende vil miste sin fortrydelsesret, når aftalen er fuldstændig opfyldt af den erhvervsdri-
vende
b)levering af varer eller tjenesteydelser, hvis pris er afhængig af udsving på kapitalmarkedet,
som den erhvervsdrivende ikke har indflydelse på, og som kan optræde inden fortrydelsesfri-
stens udløb
322
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
c)levering af varer, som er fremstillet efter forbrugerens specifikationer eller har fået et tydeligt
personligt præg
d) levering af varer, som må antages at blive forringet eller forældet hurtigt
e)levering af forseglede varer, som af sundhedsbeskyttelses- eller hygiejnemæssige årsager ikke
er egnede til at blive returneret, og hvor forseglingen er blevet brudt efter leveringen
f)levering af varer som efter levering i henhold til deres art bliver uløseligt blandet sammen
med andre varer
g)levering af alkoholholdige drikkevarer, hvor prisen blev fastsat ved købsaftalens indgåelse
og levering først kan finde sted efter 30 dage, og hvor den faktiske værdi afhænger af mar-
kedskonjunkturer, som den erhvervsdrivende ikke har indflydelse på
h)aftaler, hvor forbrugeren udtrykkeligt har anmodet den erhvervsdrivende om at besøge for-
brugeren med henblik på at foretage hastende reparations- eller vedligeholdelsesarbejde. Hvis
den erhvervsdrivende i forbindelse med et sådant besøg leverer tjenesteydelser ud over dem,
forbrugeren specifikt har anmodet om, eller andre varer end de reservedele, der er nødvendige
til at udføre vedligeholdelsen eller reparationen, skal fortrydelsesretten finde anvendelse på
nævnte yderligere tjenesteydelser eller varer
i)levering af plomberede lyd- eller billedoptagelser eller computer-software, som forbrugeren
har brudt plomberingen på
j)levering af aviser, tidsskrifter eller magasiner, med undtagelse af abonnementsaftaler for le-
vering af sådanne publikationer
k) aftaler, der indgås på en offentlig auktion
l)levering af tjenesteydelser i form af logi undtagen til beboelsesformål, transport af varer, bil-
udlejning, forplejning eller tjenesteydelser i forbindelse med fritidstilbud, når aftalen vedrører
levering på en forud fastlagt dato eller i et nærmere bestemt tidsrum
m)levering af digitalt indhold, som ikke leveres på et fysisk medium, hvis udførelsen er påbe-
gyndt med forbrugerens forudgående udtrykkelige samtykke og anerkendelse af, at vedkom-
mende dermed mister sin fortrydelsesret.
KAPITEL IV
ANDRE FORBRUGERRETTIGHEDER
Artikel 17
Anvendelsesområde
1. Artikel 18 og 20 finder anvendelse på købsaftaler. Disse artikler finder ikke anvendelse på
aftaler om forsyning af vand, gas eller elektricitet, når disse varer ikke sælges i et afgrænset
volumen eller i en bestemt mængde, samt på fjernvarme eller levering af digitalt indhold, der
ikke leveres på et fysisk medium.
2. Artikel 19, 21 og 22 finder anvendelse på købsaftaler og tjenesteydelsesaftaler og på aftaler
om levering af vand, gas, elektricitet, fjernvarme eller digitalt indhold.
Artikel 18
Levering
323
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
1. Medmindre parterne har aftalt andet vedrørende leveringstidspunktet, skal den erhvervsdri-
vende levere varerne ved at lade den fysiske besiddelse af eller kontrol med varerne overgå til
forbrugeren uden unødig forsinkelse, men ikke senere end 30 dage efter aftalens indgåelse.
2. Hvis den erhvervsdrivende ikke opfylder sin forpligtelse til at levere varerne på det tids-
punkt, der er aftalt med forbrugeren, eller inden for fristen i stk. 1, skal forbrugeren kræve, at
den erhvervsdrivende leverer inden for et yderligere tidsrum, der er tilpasset omstændighe-
derne. Hvis den erhvervsdrivende ikke leverer varerne inden for dette yderligere tidsrum, er
forbrugeren berettiget til at ophæve aftalen.
Første afsnit finder ikke anvendelse på købsaftaler, hvor den erhvervsdrivende har nægtet at
levere varerne, eller hvor levering inden for den aftalte leveringsperiode under hensyntagen til
alle omstændighederne er afgørende for aftalens indgåelse, eller hvor forbrugeren inden indgå-
else af aftalen oplyser den erhvervsdrivende om, at levering inden eller på en nærmere angivet
dato er afgørende. Hvis den erhvervsdrivende ikke leverer varerne på det tidspunkt, der er aftalt
med forbrugeren, eller inden for fristen i stk. 1, har forbrugeren i så fald ret til at ophæve aftalen
straks.
3. Ved ophævelse af aftalen skal den erhvervsdrivende uden unødig forsinkelse tilbagebetale
alle beløb, der er betalt i henhold til aftalen.
4. Ud over ophævelse af aftalen, jf. stk. 2, kan forbrugeren benytte andre retsmidler i den
nationale lovgivning.
Artikel 19
Gebyrer for anvendelse af betalingsmidler
Medlemsstaterne skal forbyde erhvervsdrivende at opkræve gebyrer af forbrugerne i forbin-
delse med anvendelsen af et givet betalingsmiddel, der overstiger de udgifter, som afholdes af
den erhvervsdrivende i forbindelse med anvendelsen af disse betalingsmidler.
Artikel 20
Risikoens overgang
I aftaler, hvor den erhvervsdrivende afsender varerne til forbrugeren, overgår risikoen for tab
eller beskadigelse af varer til forbrugeren, når denne eller den af forbrugeren angivne tredje-
mand, dog ikke befragteren, har fået varerne i fysisk besiddelse. Risikoen overgår dog til for-
brugeren, når varen overdrages til befragteren, hvis forbrugeren har anmodet befragteren om at
foretage transporten, og den valgte befragter ikke var blandt dem, der blev tilbudt af den er-
hvervsdrivende, uden at dette berører forbrugerens rettigheder i forhold til befragteren.
Artikel 21
Kommunikation pr. telefon
Medlemsstaterne skal sikre, at forbrugeren, hvis den erhvervsdrivende har en telefontjeneste
med henblik på at kunne blive kontaktet per telefon i forbindelse med den indgåede aftale, når
forbrugeren kontakter den erhvervsdrivende, ikke er forpligtet til at betale mere end basistele-
fontaksten.
Første afsnit berører ikke teletjenesteudbyderes ret til at opkræve gebyr for sådanne opkald.
Artikel 22
324
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Yderligere betalinger
Inden forbrugeren er bundet af aftalen eller tilbuddet, anmoder den erhvervsdrivende om for-
brugerens udtrykkelige samtykke til eventuelle ekstra betalinger ud over betalingen for den er-
hvervsdrivendes vigtigste kontraktlige forpligtelse. Hvis den erhvervsdrivende ikke har opnået
forbrugerens udtrykkelige samtykke, men formoder samtykke ved brug af standardløsninger,
som forbrugeren skal forkaste for at undgå yderligere betalinger, er forbrugeren berettiget til at
få betalingen refunderet.
KAPITEL V
GENERELLE BESTEMMELSER
Artikel 23
Håndhævelse
1. Medlemsstaterne sørger for, at der findes tilstrækkelige og effektive midler til kontrol med
overholdelsen af bestemmelserne i dette direktiv.
2. De i stk. 1 nævnte midler omfatter bestemmelser, i henhold til hvilke et eller flere af neden-
nævnte organer efter national ret kan indbringe en sag for domstolene eller for de kompetente
administrative myndigheder med henblik på at sikre anvendelsen af de nationale gennemførel-
sesbestemmelser til dette direktiv:
a) offentlige organer eller deres repræsentanter
b) forbrugerorganisationer, der har en legitim interesse i at beskytte forbrugerne
c) erhvervsorganisationer, der har en legitim interesse i at indbringe en sådan sag.
Artikel 24
Sanktioner
1. Medlemsstaterne fastsætter bestemmelser om sanktioner for overtrædelse af de nationale
bestemmelser, der er vedtaget i medfør af dette direktiv, og træffer alle nødvendige foranstalt-
ninger til at sikre gennemførelsen heraf. Sanktionerne skal være effektive, stå i rimeligt forhold
til overtrædelsernes grovhed og have afskrækkende virkning.
2. Medlemsstaterne giver senest 13. december 2013 Kommissionen meddelelse om disse be-
stemmelser og meddeler omgående senere ændringer af betydning for bestemmelserne.
Artikel 25
Direktivets ufravigelige karakter
Hvis det er loven i en medlemsstat, der er gældende lov for aftalen, kan forbrugeren ikke give
afkald på de rettigheder, der tilkommer vedkommende i forbindelse med nationale foranstalt-
ninger til dette direktivs gennemførelse.
Aftalevilkår, der direkte eller indirekte giver afkald på eller begrænser de rettigheder, som føl-
ger af dette direktiv, er ikke bindende for forbrugeren.
Artikel 26
Information
325
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Medlemsstaterne træffer passende foranstaltninger med henblik på at informere forbrugere og
erhvervsdrivende om national gennemførelseslovgivning til dette direktiv og tilskynder, hvor
det er relevant, erhvervsdrivende og kodeksindehavere, jf. artikel 2, litra g), i direktiv
2005/29/EF, til at oplyse forbrugerne om deres adfærdskodekser.
Artikel 27
Levering uden forudgående anmodning
Forbrugeren fritages for forpligtelsen til modydelse i tilfælde af levering uden forudgående an-
modning af varer, vand, gas, elektricitet, fjernvarme eller digitalt indhold eller udførelse af tje-
nesteydelser uden forudgående anmodning, jf. artikel 5, stk. 5, og punkt 29 i bilag I til direktiv
2005/29/EF. I sådanne tilfælde er manglende respons fra forbrugeren efter en sådan levering
eller udførelse uden forudgående anmodning ikke ensbetydende med samtykke.
Artikel 28
Gennemførelse
1. Medlemsstaterne vedtager og offentliggør senest den 13. december 2013 de love og admi-
nistrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme dette direktiv. De tilsender straks
Kommissionen disse foranstaltninger i form af dokumenter. Kommissionen anvender disse do-
kumenter med henblik på den i artikel 30 nævnte rapport.
De anvender disse foranstaltninger fra den 13. juni 2014.
Foranstaltningerne skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved
offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsæt-
tes af medlemsstaterne.
2. Direktivets bestemmelser finder anvendelse på aftaler indgået efter den 13. juni 2014.
Artikel 29
Indberetningskrav
1. Når en medlemsstat gør brug af de lovgivningsmæssige valg, der er omtalt i artikel 3, stk.
4, artikel 6, stk. 7, artikel 6, stk. 8, artikel 7, stk. 4, artikel 8, stk. 6 og artikel 9, stk. 3, underretter
den Kommissionen herom senest den 13. december 2013 samt om alle eventuelle senere æn-
dringer.
2. Kommissionen sikrer, at de i stk. 1 nævnte oplysninger er let tilgængelige for forbrugerne
og de erhvervsdrivende, bl.a. på et dertil indrettet websted.
3. Kommissionen fremsender de i stk. 1 omhandlede oplysninger til de andre medlemsstater
og til Europa-Parlamentet. Kommissionen hører de interesserede parter om disse oplysninger.
Artikel 30
Kommissionens rapportering samt evaluering
Senest den 13. december 2016 forelægger Kommissionen en rapport om anvendelsen af dette
direktiv for Europa-Parlamentet og Rådet. Rapporten skal navnlig omfatte en evaluering af
dette direktivs bestemmelser om digitalt indhold, herunder fortrydelsesret. Denne rapport led-
sages om nødvendigt af lovgivningsmæssige forslag med henblik på at tilpasse direktivet til
udviklingen på forbrugerretsområdet.
326
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
2429073_0329.png
KAPITEL VI
AFSLUTTENDE BESTEMMELSER
Artikel 31
Ophævelser
Direktiv 85/577/EØF og direktiv 97/7/EF, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets di-
rektiv 2002/65/EF af 23. september 2002 om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser til forbru-
gerne
(
21
)
og ved direktiv 2005/29/EF og 2007/64/EF, ophæves med virkning fra den 13. juni
2014.
Henvisninger til de ophævede direktiver gælder som henvisninger til nærværende direktiv og
læses i overensstemmelse med den i bilag II anførte sammenligningstabel.
Artikel 32
Ændring af direktiv 93/13/EØF
I direktiv 93/13/EØF indsættes følgende artikel:
»Artikel 8a
1. Hvis en medlemsstat vedtager bestemmelser i overensstemmelse med artikel 8, skal den
underrette Kommissionen herom samt om alle eventuelle senere ændringer, navnlig hvis disse
bestemmelser:
—
udvider vurderingen på grundlag af kriterierne for urimelige kontraktvilkår til også at gælde
for individuelt forhandlede kontraktvilkår eller for prisens eller betalingens tilstrækkelighed
—
indeholder fortegnelser om kontraktvilkår, der betragtes som urimelige.
2. Kommissionen sikrer, at de i stk. 1 nævnte oplysninger er let tilgængelige for forbrugerne
og de erhvervsdrivende, bl.a. på et dertil indrettet websted.
3. Kommissionen fremsender de i stk. 1 omhandlede oplysninger til de andre medlemsstater
og til Europa-Parlamentet. Kommissionen hører de interesserede parter om disse oplysninger.«
Artikel 33
Ændring af direktiv 1999/44/EF
I direktiv 1999/44/EF indsættes følgende artikel:
»Artikel 8a
Indberetningskrav
1. Vedtager en medlemsstat i overensstemmelse med artikel 8, stk. 2, strengere bestemmelser
om forbrugerbeskyttelse end dem, der fremgår af. artikel 5, stk. 1–3, og artikel 7, stk. 1, skal
den underrette Kommissionen herom samt om alle eventuelle senere ændringer.
2. Kommissionen gør de i stk. 1 nævnte oplysninger let tilgængelige for forbrugerne og de
erhvervsdrivende, bl.a. på et dertil indrettet websted.
3. Kommissionen fremsender de i stk. 1 omhandlede oplysninger til de andre medlemsstater
og til Europa-Parlamentet. Kommissionen hører de interesserede parter om disse oplysninger.«
327
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
2429073_0330.png
Artikel 34
Ikrafttrædelse
Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i
Den Europæiske Unions
Tidende.
Artikel 35
Adressater
Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.
Udfærdiget i Strasbourg, den 25. oktober 2011.
På Europa Parlamentets vegne
J. BUZEK
Formand
På Rådets vegne
M. DOWGIELEWICZ
Formand
(
1
) EUT C 317 af 23.12.2009, s. 54.
(
2
) EUT C 200 af 25.8.2009, s. 76.
(
3
)
Europa-Parlamentets holdning af 23.6.2011 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets afgørelse af 10.10.2011.
(
4
) EFT L 372 af 31.12.1985, s. 31.
(
5
) EFT L 144 af 4.6.1997, s. 19.
(
6
) EUT L 177 af 4.7.2008, s. 6.
(
7
) EUT L 376 af 27.12.2006, s. 36.
(
8
) EFT L 178 af 17.7.2000, s. 1.
(
9
) EUT L 88 af 4.4.2011, s. 45.
(
10
) EUT L 255 af 30.9.2005, s. 22.
(
11
) EFT L 124 af 8.6.1971, s. 1.
(
12
) EUT L 319 af 5.12.2007, s. 1.
(
13
) EUT L 149 af 11.6.2005, s. 22.
(
14
) EFT L 201 af 31.7.2002, s. 37
.
(
15
) EFT L 95 af 21.4.1993, s. 29.
(
16
) EFT L 171 af 7.7.1999, s. 12.
(
17
) EUT C 321 af 31.12.2003, s. 1.
(
18
) EFT L 158 af 23.6.1990, s. 59
.
(
19
) EUT L 33 af 3.2.2009, s. 10.
(
20
) EUT L 133 af 22.5.2008, s. 66.
(
21
) EFT L 271 af 9.10.2002, s. 16.
BILAG I
Oplysninger om udøvelse af fortrydelsesretten
A. Standardvejledning om fortrydelsesret
Fortrydelsesret
328
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
De har ret til at træde tilbage fra denne aftale uden begrundelse inden for 14 dage.
Fortrydelsesfristen udløber 14 dage efter den dag,
For at udøve fortrydelsesretten skal De meddele os Deres beslutning om at gøre fortryde denne
aftale i en utvetydig erklæring (f.eks. ved postbesørget brev, fax eller e-mail). De kan benytte
den vedhæftede standardfortrydelsesformular, men det er ikke obligatorisk.
Fortrydelsesfristen er overholdt, hvis De sender Deres meddelelse om udøvelse af fortrydelses-
retten, inden fortrydelsesfristen er udløbet.
Følger af fortrydelse
Hvis De udøver Deres fortrydelsesret i denne aftale, refunderer vi Dem alle betalinger modtaget
fra Dem, herunder leveringsomkostninger (dog ikke ekstra omkostninger som følge af Deres
eget valg af en anden leveringsform end den billigste form for standardlevering, som vi tilbyder)
uden unødig forsinkelse og under alle omstændigheder senest 14 dage fra den dato, hvor vi har
modtaget meddelelse om Deres beslutning om at fortryde denne aftale. Vi gennemfører en så-
dan tilbagebetaling med samme betalingsmiddel, som De benyttede ved den oprindelige trans-
aktion, medmindre De udtrykkeligt har indvilget i noget andet. Under alle omstændigheder på-
lægges De ingen former for gebyrer som følge af tilbagebetalingen.
Instrukser med henblik udfyldelse:
Indføj en af følgende tekster i anførselstegn:
a)»hvor aftalen blev indgået«, når det drejer sig om aftaler om forsyning af vand, gas og elek-
tricitet, når disse varer ikke sælges i en begrænset mængde eller i en bestemt mængde, fjern-
varme eller digitalt indhold, der ikke leveres på et fysisk medium
b)»hvor De eller en af Dem angiven tredjemand, dog ikke befragteren, får varerne i fysisk be-
siddelse«, når det drejer sig om købsaftaler
c)»hvor De eller en af Dem angiven tredjemand, dog ikke befragteren, får den sidste vare i
fysisk besiddelse«, når det drejer sig om en aftale om flere forskellige varer, som forbrugeren
har bestilt i én ordre, og som leveres enkeltvis
d)»hvor De eller en af Dem angiven tredjemand, dog ikke befragteren, får den det sidste parti
eller den sidste del i fysisk besiddelse«, når det drejer sig om en aftale om levering af en vare,
der består af flere partier eller dele
e)»hvor De eller en af Dem angiven tredjemand, dog ikke befragteren, får den første vare i
fysisk besiddelse«, når det drejer sig om aftaler om regelmæssig levering af varer over en
bestemt periode.
Indsæt Deres navn, fysiske adresse og i givet fald Deres telefonnummer, faxnummer og e-mail-
adresse.
Indføj følgende, hvis De giver forbrugeren mulighed for at udfylde og indsende oplysningerne
om udøvelsen af fortrydelsesretten elektronisk på Deres websted: »De har også mulighed for at
udfylde og indsende fortrydelsesformularen eller en hvilken som helst anden utvetydig medde-
lelse på vores websted [indføj internetadresse]. Hvis De anvender denne mulighed, kvitterer vi
omgående på et varigt medium (f.eks. pr. e-mail) for modtagelse af en sådan meddelelse om
udøvelse af fortrydelsesretten.«
Indføj følgende, når det drejer sig om en varekøbsaftale, hvori De ikke har tilbudt selv at hente
varerne i tilfælde af fortrydelse: »Vi kan tilbageholde tilbagebetalingen, indtil vi har modtaget
varerne retur, eller De har fremlagt dokumentation for at have returneret varerne, alt efter hvad
der er tidligst.«
329
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
2429073_0332.png
Hvis forbrugeren har modtaget varer i forbindelse med aftalen:
a)indføj:
—
»Vi henter varerne.« eller
—»De returnerer varerne eller afleverer dem til os eller til … [indsæt, hvis det er relevant,
navn og fysisk adresse på den person, som De har bemyndiget til at modtage varerne] uden
unødig forsinkelse og senest 14 dage fra den dato, hvor De har informeret os om udøvelsen
af aftalens fortrydelsesret. Fristen er overholdt, hvis De returnerer varerne inden udløbet af
de 14 dage.«
b)indføj:
—
»Vi afholder udgifterne i forbindelse med tilbagelevering af varerne.«
—
»De skal afholde de direkte udgifter i forbindelse med tilbagelevering af varerne.«
—
såfremt De i forbindelse med aftaler om fjernsalg ikke tilbyder at afholde udgifterne til
tilbagelevering af varerne, og varerne i kraft af deres art ikke kan tilbageleveres med nor-
mal post: »De skal afholde de direkte udgifter i forbindelse med tilbagelevering af varerne,
i alt … EUR [indsæt beløb].« eller hvis udgifterne til tilbagelevering af varerne ikke med
rimelighed kan beregnes på forhånd: »De skal afholde de direkte udgifter i forbindelse med
tilbagelevering af varerne. Udgifterne forventes højst at beløbe sig til ca. … EUR [indsæt
beløb].« eller
—i
tilfælde af aftaler indgået uden for fast forretningssted, hvor varerne er blevet leveret til
forbrugerens hjem ved aftalens indgåelse og i kraft af deres art ikke kan tilbageleveres med
normal post: »Vi afhenter varerne for egen regning.« og
c)indføj »De hæfter kun for eventuel forringelse af varernes værdi, som skyldes anden håndte-
ring, end hvad der er nødvendigt for at fastslå varernes art, egenskaber og den måde, de fun-
gerer på.«
Når det drejer sig om aftaler om levering af tjenesteydelser eller forsyning af vand, gas og
elektricitet, når dette ikke sælges i en begrænset mængde eller i en bestemt mængde, samt fjern-
varme, indsættes følgende: »Hvis De ønsker, at levering af tjenesteydelser eller forsyning af
vand/gas/elektricitet/fjernvarme (det ikke relevante overstreges) skal påbegyndes, inden fortry-
delsesfristen er udløbet, skal De betale os et beløb, som står i forhold til omfanget af de ydelser,
der er leveret indtil det tidspunkt, hvor De informerede os om Deres udøvelse af aftalens for-
trydelsesret, sammenlignet med fuld opfyldelse af aftalen.«
B. Standardfortrydelsesformular
—
Til lher indsættes den erhvervsdrivendes navn, fysiske adresse og i givet fald faxnummer og
e-mail-adresse af den erhvervsdrivende selva:
—
Jeg/vi
(
1
)
meddeler herved, at jeg/vi
(
1
)
ønsker at gøre fortrydelsesretten gældende i forbin-
delse med min/vores
(
1
)
købsaftale om følgende varer
(
1
)/levering
af følgende tjenesteydel-
ser
(
1
)
—
—
Bestilt den
(
1
)/modtaget
den
(
1
)
Forbrugerens navn (Forbrugernes navne)
—
Forbrugerens adresse (Forbrugernes adresse)
—
Forbrugerens underskrift (Forbrugernes underskrifter) (kun hvis formularens indhold med-
deles på papir)
330
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
2429073_0333.png
—
Dato
(
1
)
Det ikke-relevante udstreges.
BILAG II
Sammenligningstabel
Direktiv 85/577/EØF
Direk-
tiv
97/7/EF
Dette direktiv
Artikel 1
Artikel 3 sam-
menholdt med
artikel 2, nr. 8)
og 9), og artikel
16, litra h)
Artikel 1
Artikel 1 sam-
menholdt med
artikel 2, nr. 7)
Artikel 2, nr. 1)
og 2)
Artikel 2,
nr. 1)
Artikel 2,
nr. 2)
Artikel 2,
nr. 3)
Artikel 2,
nr. 4), før-
ste punk-
tum
Artikel 2,
nr. 4), an-
det punk-
tum
Artikel 2,
nr. 5)
Artikel 2, nr. 7)
Artikel 2
Artikel 2, nr. 1)
Artikel 2, nr. 2)
Artikel 2, nr. 7)
—
—
331
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
2429073_0334.png
Artikel 3, stk. 1
Artikel 3, stk. 2, litra a)
Artikel 3, stk. 4
Artikel 3, stk. 3,
litra e) og f)
Artikel 3, stk. 3,
litra j)
Artikel 3, stk. 2, litra b)
Artikel 3, stk. 2, litra c)
Artikel 3, stk. 2, litra d)
Artikel 3, stk. 3,
litra d)
Artikel 3, stk. 3,
litra d)
—
Artikel 3,
stk. 1, før-
ste led
Artikel 3,
stk. 1, an-
det led
Artikel 3,
stk. 1,
tredje led
Artikel 3,
stk. 1,
fjerde led
Artikel 3,
stk. 1,
femte led
Artikel 3, stk. 3,
litra d)
Artikel 3, stk. 2, litra e)
Artikel 3, stk. 3
Artikel 3, stk. 3,
litra l)
Artikel 3, stk. 3,
litra m)
Artikel 3, stk. 3,
litra e) og f)
Artikel 6, stk. 3,
og artikel 16,
litra k), sam-
menholdt med
artikel 2, nr. 13)
Artikel 3, stk. 3,
litra j)
Artikel 3,
stk. 2, før-
ste led
Artikel 3,
stk. 2, an-
det led
Artikel 3, stk. 3,
litra f) (for leje
af ejendomme til
boligformål),
332
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
2429073_0335.png
litra g) (for pak-
kerejser), litra h)
(for timeshareaf-
taler), litra k)
(for personbe-
fordring med
visse undtagel-
ser) og artikel
16, litra l) (und-
tagelser fra for-
trydelsesretten)
Artikel 4, første punktum
Artikel 6, stk. 1,
litra b), c) og h),
og artikel 7, stk.
1 og 2
Artikel 6, stk. 1,
litra a), og arti-
kel 7, stk. 1
Artikel 6, stk. 1
Artikel 10
Artikel 4,
stk. 1, litra
a)
Artikel 4,
stk. 1, litra
b)
Artikel 4,
stk. 1, litra
c)
Artikel 4,
stk. 1, litra
d)
Artikel 4,
stk. 1, litra
e)
Artikel 4,
stk. 1, litra
f)
Artikel 6, stk. 1,
litra b) og c)
Artikel 4, andet punktum
Artikel 4, tredje punktum
Artikel 4, fjerde punktum
Artikel 6, stk. 1,
litra a)
Artikel 6, stk. 1,
litra e)
Artikel 6, stk. 1,
litra e)
Artikel 6, stk. 1,
litra g)
Artikel 6, stk. 1,
litra h)
333
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
2429073_0336.png
Artikel 4,
stk. 1, litra
g)
Artikel 4,
stk. 1, litra
h)
Artikel 4,
stk. 1, litra
i)
Artikel 4,
stk. 2
Artikel 6, stk. 1,
litra f)
—
Artikel 6, stk. 1,
litra o) og p)
Artikel 6, stk. 1,
sammenholdt
med artikel 8,
stk. 1, 2 og 4
Artikel 8, stk. 5
Artikel 4,
stk. 3
Artikel 5,
stk. 1
Artikel 5,
stk. 2
Artikel 6,
stk. 1
Artikel 8, stk. 7
Artikel 3, stk. 3,
litra m)
Artikel 9, stk. 1
og 2, artikel 10,
artikel 13, stk. 2,
og artikel 14
Artikel 13 og ar-
tikel 14, stk. 1,
andet og tredje
afsnit
Artikel 16, litra
a)
Artikel 6,
stk. 2
Artikel 6,
stk. 3,
først led
Artikel 6,
stk. 3, an-
det led
Artikel 6,
stk. 3,
tredje led
Artikel 16, litra
b)
Artikel 16, litra
c) og d)
334
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
2429073_0337.png
Artikel 6,
stk. 3,
fjerde led
Artikel 6,
stk. 3,
femte led
Artikel 6,
stk. 3,
sjette led
Artikel 6,
stk. 4
Artikel 7,
stk. 1
Artikel 16, litra
i)
Artikel 16, litra
j)
Artikel 3, stk. 3,
litra c)
Artikel 15
Artikel 18, stk.
1, (for købsafta-
ler)
Artikel 18, stk.
2, 3 og 4
—
Artikel 7,
stk. 2
Artikel 7,
stk. 3
Artikel 8
Artikel 9
Artikel 10
—
Artikel 27
—
(se dog artikel
13 i direktiv
2002/58/EF)
Artikel 23, stk. 1
Artikel 11,
stk. 1
Artikel 11,
stk. 2
Artikel 11,
stk. 3, litra
a)
Artikel 23, stk. 2
Artikel 6, stk. 9,
for bevisbyrden
vedrørende op-
lysningskrav
forud for indgå-
elsen af aftalen;
for resten:
—
335
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
2429073_0338.png
Artikel 11,
stk. 3, litra
b)
Artikel 11,
stk. 4
Artikel 12,
stk. 1
Artikel 12,
stk. 2
Artikel 13
Artikel 14
Artikel 15,
stk. 1
Artikel 15,
stk. 2
Artikel 15,
stk. 3
Artikel 15,
stk. 4
Artikel 16
Artikel 17
Artikel 18
Artikel 19
Artikel 5, stk. 1
Artikel 5, stk. 2
Artikel 6
Artikel 7
Artikel 24, stk. 1
—
Artikel 25
—
Artikel 3, stk. 2
Artikel 4
Artikel 28, stk. 1
Artikel 28, stk. 1
Artikel 28, stk. 1
Artikel 30
Artikel 26
—
Artikel 34
Artikel 35
Artikel 9 og 11
Artikel 12
Artikel 25
Artikel 13, 14
og 15
336
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
2429073_0339.png
Artikel 8
Artikel 4
Bilaget til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2006/2004 af
27. oktober 2004 om samarbejde mellem nationale myndigheder med ansvar
for håndhævelse af lovgivning om forbrugerbeskyttelse (»forordningen om
forbrugerbeskyttelsessamarbejde«)
(
1
)
Punkt 2 og 11
Forstås
som en
henvis-
ning til
Dette direk-
tiv
337
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
Bilag 6: Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbru-
geraftaler
Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugerafta-
ler
EF-Tidende nr. L 095 af 21/04/1993 s. 0029 - 0034
den finske specialudgave: kapitel 15 bind 12 s. 0169
den svenske specialudgave: kapitel 15 bind 12 s. 0169
RAADETS DIREKTIV 93/13/EOEF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkaar i forbruger-
aftaler
RAADET FOR DE EUROPAEISKE FAELLESSKABER HAR -
under henvisning til Traktaten om Oprettelse af Det Europaeiske OEkonomske Faellesskab,
saerlig artikel 100 A,
under henvisning til forslag fra Kommissionen (1),
i samarbejde med Europa-Parlamentet (2),
under henvisning til udtalelse fra Det OEkonomiske og Sociale Udvalg (3), og
ud fra foelgende betragtninger:
Det er noedvendigt at vedtage foranstaltninger med henblik paa gradvis oprettelse af det indre
marked i loebet af perioden indtil den 31. december 1992; det indre marked indebaerer et om-
raade uden indre graenser med fri bevaegelighed for varer, personer, tjenesteydelser og kapital;
medlemsstaternes love om vilkaarene i aftaler mellem saelgere af varer eller leverandoerer af
tjenesteydelser paa den ene side og forbrugere paa den anden side er meget forskellige, hvilket
bevirker, at de nationale markeder for varer og tjenesteydelser frembyder forskelle for forbru-
gerne, og at der kan opstaa fordrejning af konkurrencevilkaarene blandt saelgere og leverando-
ererne af tjenesteydelser, navnlig naar de saelger og leverer i andre medlemsstater;
navnlig medlemsstaterne lovgivning om urimelige kontraktvilkaar i forbrugeraftaler afviger
staerkt fra hinanden;
det paahviler medlemsstaterne at soerge for, at der ikke fastsaettes urimelige kontraktvilkaar i
forbrugeraftaler;
forbrugerne kender normalt ikke de andre medlemsstaters lovgivning om aftaler om salg af
varer eller levering af tjenesteydelser; dette manglende kendskab kan afholde dem fra at er-
hverve varer eller tjenesteydelser direkte i en anden medlemsstat;
for at lette etableringen af det indre marked og beskytte borgerne i deres egenskab af forbrugere
ved erhvervelse af varer og tjenesteydelser gennem aftaler, der er omfattet af andre medlems-
staters love, er det vigtigt at fjerne urimelige kontraktvilkaar fra disse aftaler;
dette vil lette arbejdet for saelgere af varer og leverandoerer af tjenesteydelser, baade i deres
hjemland og paa hele det indre marked; konkurrencen bliver dermed stimuleret, hvilket vil give
EF-borgerne stoerre valgmuligheder som forbrugere;
338
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
det blev i Faellesskabets to programmer for en politik vedroerende forbrugerbeskyttelse og -
oplysning (4) understreget, at det er vigtigt at beskytte forbrugerne mod urimelige kontraktvil-
kaar; denne beskyttelse skal sikres ved love og andre forskrifter, der enten skal harmoniseres
paa faellesskabsplan eller vedtages direkte paa dette plan;
i overensstemmelse med princippet under afsnittet om »beskyttelse af forbrugernes oekonomi-
ske interesser« i de to programmer skal forbrugere, der erhverver varer eller tjenesteydelser,
beskyttes mod misbrug af saelgers staerkere stilling herunder isaer mod standardkontrakter og
udelukkelse af vaesentlige rettigheder i kontrakterne;
forbrugeren kan sikres en bedre beskyttelse gennem vedtagelse af ensartede bestemmelser
vedroerende urimelige vilkaar; disse bestemmelser skal finde anvendelse paa alle aftaler, som
indgaas mellem erhvervsdrivende og forbrugere; dette direktiv finder derfor ikke anvendelse
paa bl.a. arbejdskontrakter, aftaler vedroerende arveret og familieret samt aftaler om oprettelse
af selskaber og om disses vedtaegter;
forbrugeren skal nyde samme beskyttelse ved en mundtlig aftale som ved en skriftlig, og i sidst-
naevnte tilfaelde uafhaengigt af, om vilkaarene er indeholdt i et eller flere dokumenter;
de nationale lovgivninger giver imidlertid paa nuvaerende tidspunkt kun mulighed for en delvis
harmonisering; kun kontraktvilkaar, der ikke er blevet individuelt forhandlet, er omfattet af
dette direktiv; det er vigtigt at give medlemsstaterne mulighed for under overholdelse af Trak-
taten at sikre forbrugeren et hoejere beskyttelsesniveau ved at fastsaette strengere nationale be-
stemmelser end bestemmelserne i dette direktiv;
det antages, at de love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne, som direkte eller
indirekte fastsaetter vilkaarene for forbrugeraftaler, ikke indeholder urimelige kontraktvilkaar;
det forekommer derfor ikke noedvendigt at lade kontraktvilkaar, der afspejler love eller bin-
dende administrative bestemmelser samt bestemmelser i internationale konventioner, som med-
lemsstaterne eller Faellesskabet er part i, vaere underlagt bestemmelserne i dette direktiv; ud-
trykket »love og bindende administrative bestemmelser« omfatter ligeledes de regler, som ifo-
elge lovgivningen gaelder mellem de kontraherende parter, naar der ikke er aftalt anden ord-
ning;
medlemsstaterne boer dog soerge for, at der ikke forekommer urimelige kontraktvilkaar deri,
isaer fordi dette direktiv ligeledes omfatter erhvervsvirksomhed af offentlig karakter;
det er noedvendigt at fastsaette generelle kriterier til vurdering af, om kontraktvilkaar er urime-
lige;
vurderingen efter faste generelle kriterier af, om vilkaar er urimelige, navnlig i forbindelse med
erhvervsvirksomhed af offentlig karakter i form af levering af kollektive tjenesteydelser baseret
paa solidaritet mellem brugerne, skal suppleres med en samlet vurdering af de forskellige be-
roerte interesser; heri ligger hensynet til, at der er handlet i god tro; ved vurderingen af begrebet
god tro skal der isaer tages hensyn til styrkeforholdet i parternes forhandlingspositioner, til, om
forbrugeren paa den ene eller den anden maade er blevet tilskyndet til at give sin tilslutning til
kontraktvilkaaret, og til, om varerne eller tjenestydelserne er solgt eller leveret paa forbrugerens
saerlige bestilling; den erhvervsdrivende kan opfylde kravet om god tro ved at handle loyalt og
rimeligt med den anden part, hvis legitime interesser han skal tage hensyn til;
listen over kontraktvilkaar i bilaget kan kun betragtes som vejledende, og, da der i oevrigt er
tale om et minimumsdirektiv, kan medlemsstaterne gennem deres lovgivning foretage tilfoejel-
ser eller udforme mere restriktive bestemmelser, navnlig hvad angaar kontraktvilkaarenes raek-
kevidde;
339
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
varernes eller tjenesteydelsernes karakter boer have indflydelse paa vurderingen af, om
kontraktvilkaarene er urimelige;
ved anvendelsen af dette direktiv boer vurderingen af, om et vilkaar er urimeligt, ikke omfatte
vilkaar, der omhandler aftalens hovedgenstand eller forholdet mellem leverancens eller ydel-
sens kvalitet og pris; der kan imidlertid tages hensyn til aftalens hovedgenstand og forholdet
mellem kvalitet og pris ved vurderingen af, om andre kontraktvilkaar er urimelige, bl.a. i for-
bindelse med forsikringsaftaler indgaar de bestemmelser, hvori den forsikrede risiko og forsik-
rernes forpligtelse er defineret eller klart afgraenset, saaledes ikke i en saadan vurdering, naar
der tages hensyn til disse afgraensninger ved beregningen af den praemie, som forbrugeren
betaler;
kontrakterne skal vaere formuleret paa en klar og forstaaelig maade, og forbrugeren skal have
en reel mulighed for at goere sig bekendt med alle vilkaarene, og i tvivlstilfaelde gaelder den
fortolkning, der er mest fordelagtig for forbrugeren;
medlemsstaterne skal traeffe de noedvendige foranstaltninger til at hindre, at der fastsaettes
urimelige kontraktvilkaar i aftaler, der indgaas mellem en forbruger og en erhvervsdrivende, og
til at sikre, at de, hvis de alligevel findes, ikke binder forbrugeren, og at aftalen fortsat er bin-
dende for parterne paa samme vilkaar, hvis den kan viderefoeres uden de urimelige vilkaar;
i visse tilfaelde er der risiko for, at forbrugeren beroeves den beskyttelse, der gives i medfoer
af dette direktiv, ved at kontrakten undergives et tredjelands ret; der boer derfor i dette direktiv
fastsaettes regler, der tager sigte paa at hindre denne risiko;
personer eller organisationer, der i henhold til en medlemsstats lovgivning anses for at have en
legitim interesse i forbrugerbeskyttelse, skal have mulighed for at indbringe sager vedroerende
kontraktvilkaar, der er udarbejdet med henblik paa en generel anvendelse i forbrugeraftaler,
isaer urimelige kontraktvilkaar, enten for en retsmyndighed eller et administrativt organ, der er
kompetent til at traeffe afgoerelse om klager eller indlede retsprocedurer; denne mulighed in-
debaerer dog ikke en forudgaaende kontrol af de generelle betingelser inden for en given oeko-
nomisk sektor;
medlemsstaternes retsmyndigheder og administrative organer skal raade over tilstraekkelige og
effektive midler til at bringe anvendelsen af urimelige vilkaar i forbrugeraftaler til ophoer -
UDSTEDT FOELGENDE DIREKTIV:
Artikel 1
1. Formaalet med dette direktiv er indbyrdes tilnaermelse af medlemsstaternes love og admini-
strative bestemmelser om urimelige kontraktvilkaar i aftaler, der indgaas mellem erhvervsdri-
vende og forbrugere.
2. Kontraktvilkaar, som afspejler love eller bindende administrative bestemmelser samt bestem-
melser eller principper i internationale konventioner, som medlemsstaterne eller Faellesskabet
er part i, bl.a. paa transportomraadet, er ikke underlagt dette direktivs bestemmelser.
Artikel 2
I dette direktiv forstaas ved
a) »urimelige vilkaar«: kontraktvilkaar som defineret i artikel 3
b) »forbruger«: en fysisk person, der i forbindelse med de af dette direktiv omfattede aftaler
ikke handler som led i sit erhverv
340
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
c) »erhvervsdrivende«: en fysisk eller juridisk person, der i forbindelse med de af dette direktiv
omfattede aftaler handler som led i sit erhverv, hvad enten det er offentligt eller privat.
Artikel 3
1. Et kontraktvilkaar, der ikke har vaeret genstand for individuel forhandling, anses for urime-
ligt, hvis det til trods for kravene om god tro bevirker en betydelig skaevhed i parternes ret-
tigheder og forpligtelser ifoelge aftalen til skade for forbrugeren.
2. Et kontraktvilkaar anses altid for ikke at have vaeret genstand for individuel forhandling,
naar det er udarbejdet paa forhaand, og forbrugeren derved ikke har haft nogen indflydelse paa
indholdet, navnlig i forbindelse med en standardkontrakt.
Den omstaendighed, at visse elementer i et kontraktvilkaar eller et enkelt kontraktvilkaar har
vaeret genstand for individuel forhandling, udelukker ikke anvendelse af denne artikel paa re-
sten af en aftale, hvis en samlet vurdering foerer til den konklusion, at der alligevel er tale om
en standardkontrakt.
Hvis en erhvervsdrivende haevder, at et standardiseret kontraktvilkaar har vaeret genstand for
individuel forhandling, har han bevisbyrden.
3. Bilaget indeholder en vejledende og ikke-udtoemmende liste over de kontraktvilkaar, der kan
betegnes som urimelige.
Artikel 4
1. Det vurderes, om et kontraktvilkaar er urimeligt, under hensyn til hvilken type varer eller
tjenesteydelser aftalen omfatter, og ved paa tidspunktet for aftalens indgaaelse at tage hensyn
til alle omstaendighederne i forbindelse med dens indgaaelse samt til alle andre vilkaar i aftalen
eller i en anden aftale, som haenger sammen med denne, jf. dog artikel 7.
2. Vurderingen af, om kontraktvilkaarene er urimelige, omfatter hverken definitionen af afta-
lens hovedgenstand eller overensstemmelsen mellem pris og varer eller mellem tjenesteydelser
og betalingen herfor, for saa vidt disse vilkaar er affattet klart og forstaaeligt.
Artikel 5
I de aftaler, hvor alle eller nogle af de vilkaar, der tilbydes forbrugeren, er i skriftlig form, skal
disse vilkaar altid vaere udarbejdet paa en klar og forstaaelig maade. Hvis der opstaar tvivl om
et kontaktvilkaars betydning, gaelder den fortolkning, som er mest gunstig for forbrugeren.
Denne fortolkningsregel gaelder ikke i forbindelse med de procedurer, der er fastsat i artikel 7,
stk. 2.
Artikel 6
1. Medlemsstaterne fastsaetter, at urimelige kontraktvilkaar i en aftale, som en erhvervsdri-
vende har indgaaet med en forbruger, i henhold til deres nationale lovgivning ikke binder for-
brugeren, og at aftalen forbliver bindende for parterne paa i oevrigt samme vilkaar, hvis den
kan opretholdes uden de urimelige kontraktvilkaar.
2. Medlemsstaterne traeffer de noedvendige foranstaltninger til at sikre, at forbrugeren ikke
beroeves den beskyttelse, som dette direktiv giver, saafremt et tredjelands lovgivning vaelges
som gaeldende lov for aftalen, naar denne aftale har naer tilknytning til EF-medlemsstaternes
omraade.
Artikel 7
341
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
1. Medlemsstaterne sikrer, at der i forbrugernes og konkurrenternes interesse findes egnede og
effektive midler til at bringe anvendelsen af urimelige kontraktvilkaar i aftaler, der indgaas
mellem forbrugere og en erhvervsdrivende, til ophoer.
2. De i stk. 1 naevnte midler skal omfatte bestemmelser, i henhold til hvilke personer eller
organisationer, der ifoelge national lov har en legitim interesse i at beskytte forbrugerne, efter
national ret kan indbringe en sag for retsmyndighederne eller de kompetente administrative
myndigheder, for at disse kan afgoere, om kontraktvilkaar, der er udarbejdet med henblik paa
generel anvendelse, er af urimelig karakter, og anvende egnede og effektive midler til at bringe
anvendelsen af saadanne kontraktvilkaar til ophoer.
3. Sager som omhandlet i stk. 2 kan under overholdelse af den nationale lovgivning indbringes
mod hver enkelt erhvervsdrivende eller samlet mod flere erhvervsdrivende inden for samme
erhvervssektor eller sammenslutninger heraf, der anvender eller opfordrer til anvendelse af de
samme generelle kontraktvilkaar eller lignende vilkaar.
Artikel 8
Medlemsstaterne kan inden for det omraade, der omfattes af dette direktiv, vedtage eller bevare
strengere bestemmelser, der er forenelige med Traktaten, for at sikre en mere omfattende be-
skyttelse af forbrugerne.
Artikel 9
Senest fem aar efter den i artikel 10, stk. 1, naevnte dato forelaegger Kommissionen Europa-
Parlamentet og Raadet en rapport om dette direktivs anvendelse.
Artikel 10
1. Medlemsstaterne saetter de noedvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at
efterkomme dette direktiv senest den 31. december 1994. De underretter straks Kommissionen
herom.
Disse bestemmelser finder anvendelse paa alle aftaler, der indgaas efter den 31. december 1994.
2. Naar medlemsstaterne vedtager disse love og bestemmelser, skal de indeholde en henvisning
til dette direktiv, eller de skal ved offentliggoerelsen ledsages af en saadan henvisning. De na-
ermere regler for denne henvisning fastsaettes af medlemsstaterne.
3. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de nationale retsforskrifter, som de ud-
steder paa det omraade, der er omfattet af dette direktiv.
Artikel 11
Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.
Udfaerdiget i Luxembourg, den 5. april 1993.
Paa Raadets vegne
N. HELVEG PETERSEN
Formand
(1) EFT nr. C 73 af 24. 3. 1992, s. 7.
(2) EFT nr. C 326 af 16. 12. 1991, s. 108, og EFT nr. C 21 af 25. 1. 1993.
(3) EFT nr. C 159 af 17. 6. 1991, s. 34.
342
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
(4) EFT nr. C 92 af 25. 4. 1975, s. 1, og EFT nr. C 133 af 3. 6. 1981, s. 1.
EFT nr. C 133 af 3. 6. 1981, s. 1.
BILAG
KONTRAKTVILKAAR SOM OMHANDLET I ARTIKEL 3, STK. 3 1. Kontraktvilkaar, hvis
formaal eller virkning er foelgende:
a) at udelukke eller begraense den erhvervsdrivendes lovbestemte ansvar i tilfaelde af, at for-
brugeren doer eller beskadiges legemligt som foelge af en handling eller en udeladelse fra den
erhvervsdrivendes side
b) at udelukke eller paa uhensigtsmaessig vis at begraense forbrugerens lovbestemte rettigheder
over for den erhvervsdrivende eller en anden part i tilfaelde af, at den erhvervsdrivende ikke
har opfyldt forpligtelserne efter aftalen, eller kun har opfyldt dem delvis eller mangelfuldt, her-
under muligheden for at udligne en gaeld til den erhvervsdrivende med et tilgodehavende hos
denne
c) at skabe en bindende forpligtelse for forbrugeren, mens den erhvervsdrivendes ydelser er
underlagt en betingelse, hvis opfyldelse alene afhaenger af hans vilje
d) at tillade den erhvervsdrivende at beholde et af forbrugeren indbetalt beloeb, naar denne ikke
oensker at indgaa eller gennemfoere aftale, uden at forbrugeren har ret til en godtgoerelse af
tilsvarende stoerrelse fra den erhvervsdrivende, hvis det er den erhvervsdrivende selv, der op-
giver aftalen
e) at paalaegge en forbruger, som ikke opfylder sine forpligtelser, en uforholdsmaessigt stor
godtgoerelse
f) at tillade den erhvervsdrivende at opsige aftalen efter forgodtbefindende, medmindre der gi-
ves forbrugeren samme mulighed, som at tillade den erhvervsdrivende at beholde et af forbru-
geren indbetalt beloeb for tjenesteydelser, som den erhvervsdrivende endnu ikke har leveret,
hvis det er den erhvervsdrivende selv, der opsiger aftalen
g) at tillade den erhvervsdrivende uden rimeligt varsel at bringe en aftale indgaaet paa bestemt
tid til ophoer, medmindre der er alvorlige grunde hertil
h) automatisk at forlaenge en aftale med begraenset varighed, hvis forbrugeren ikke har givet
udtryk for oenske om det modsatte, naar den dato, der er fastsat som sidste frist for forbrugeren
til at give udtryk for sit oenske om, at aftalen ikke skal forlaenges, ligger urimeligt langt fra
datoen for aftalens udloeb
i) bindende for forbrugeren at fastslaa, at denne har accepteret vilkaar, som han rent faktisk ikke
har haft mulighed for at stifte bekendtskab med inden aftalens indgaaelse
j) at tillade den erhvervsdrivende ensidigt at aendre kontraktvilkaarene uden gyldig og i aftalen
anfoert grund
k) at tillade den erhvervsdrivende ensidigt uden gyldig grund at aendre egenskaberne ved det
produkt eller den tjenesteydelse, der skal leveres
l) at bestemme, at vareprisen skal afgoeres paa leveringstidspunktet, eller at tillade saelgeren af
en vare eller leverandoeren af tjenesteydelser at saette prisen op, uden at forbrugeren i begge
tilfaelde har en tilsvarende ret til at annullere kontrakten, hvis den endelige pris er for hoej i
forhold til den pris, der blev aftalt ved kontraktens indgaaelse
343
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
m) at give den erhvervsdrivende ret til at afgoere, om den leverede vare eller tjenesteydelse
opfylder kontraktvilkaarene, eller at give denne en ensidig ret til at fortolke det enkelte kontrakt-
vilkaar
n) at begraense den erhvervsdrivendes pligt til at respektere de forpligtelser, som dennes be-
fuldmaegtigede har indgaaet, eller at goere den erhvervsdrivendes forpligtelser betinget af, at
en saerlig formalitet overholdes
o) at paalaegge forbrugeren pligt til at opfylde sine forpligtelser, selv om den erhvervsdrivende
ikke opfylder sine
p) at give den erhvervsdrivende mulighed for uden forbrugerens samtykke at overdrage aftalen,
naar dette kan foere til en forringelse af forbrugerens garanti
q) at ophaeve eller indskraenke forbrugerens adgang til at rejse soegsmaal eller benytte andre
retsmidler, navnlig ved at paalaegge forbrugeren et krav om udelukkende at lade evt. tvister
afgoere ved voldgift, der ikke er omfattet af retlige bestemmelser, ved uretmaessigt at begraense
de bevismuligheder, som forbrugeren har til raadighed, eller ved at paalaegge denne en bevis-
byrde, der ifoelge gaeldende ret ligger hos en anden aftalepart.
2. Raekkevidden af litra g), j) og l)
a) Litra g) forhindrer ikke, at en leverandoer af finansielle tjenesteydelser ensidigt og, hvis der
foreligger gyldig grund, uden varsel kan bringe en aftale, der er indgaaet paa ubestemt tid, til
ophoer, forudsat at den erhvervsdrivende forpligtes til omgaaende at give den anden eller de
andre aftaleparter meddelelse herom.
b) Litra j) forhindrer ikke, at en leverandoer af finansielle tjenesteydelser kan forbeholde sig ret
til, hvis der foreligger gyldig grund, uden varsel at aendre den rentesats, som forbrugeren skal
betale, eller beloebet for andre udgifter i forbindelse med finansielle tjenesteydelser, forudsat
at den erhvervsdrivende forpligtes til snarest muligt at give den anden eller de andre aftaleparter
meddelelse herom, og at den anden eller de andre aftaleparter omgaaende kan opsige aftalen.
Litra j) forhindrer heller ikke, at en erhvervsdrivende kan forbeholde sig ret til ensidigt at aendre
vilkaarene i en aftale, der er indgaaet paa ubestemt tid, forudsat at han forpligtes til at underrette
forbrugeren med et rimeligt varsel, og at denne kan opsige aftalen.
c) Litra g), j) og l) gaelder ikke for:
- forretninger i forbindelse med vaerdipapirer, finansielle instrumenter og andre varer eller tje-
nesteydelser, hvis pris er bundet til svingninger i en kurs, et boersindeks eller en finansmar-
kedsrente, som den erhvervsdrivende ikke har indflydelse paa
- aftaler om koeb eller salg af fremmed valuta, rejsechecks eller internationale postanvisninger,
der lyder paa en fremmed valuta.
d) Litra l) er ikke til hinder for lovformelige prisreguleringsklausuler, saafremt retningslinjerne
for prissvingningerne er udfoerligt beskrevet i kontrakten
344
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 386: Delbetænkning II (nr. 1577/2021) om gennemførelse af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers, fra justitsministeren
2429073_0347.png