REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 385: Lovudkast til forslag til lov om ændring af lov om forbrugeraftaler og lov om aftaler og andre retshandler på formuerettens område, fra justitsministeren

Retsudvalget 2020-21
REU Alm.del Bilag 385
Offentligt

Dato:

12. juli 2021

Kontor:

Formueretskontoret

Sagsbeh: Emma Saugmandsgaard

Øe

Sagsnr.: 2021-7002-0008

Dok.:

2061464

Forslag

til

Lov om ændring af lov om forbrugeraftaler og lov om aftaler og andre

retshandler på formuerettens område

(Forbud mod uanmodede henvendelser vedrørende personbefordring, for-

brugerens opsigelse af løbende aftaler, tilsidesættelse af urimelige kon-

traktvilkår i forbrugeraftaler, og ændringer med henblik på at sikre en ty-

delig gennemførelse af forbrugerrettighedsdirektivet)

§1

I lov om forbrugeraftaler, jf. lovbekendtgørelse nr. 1457 af 17. december

2013, som ændret ved lov nr. 652 af 8. juni 2017 og senest ved lov nr. 1666

af 26. december 2017, foretages følgende ændringer:

§ 1, stk. 4, nr. 4,

ændres »§§ 12 og 31« til: »§§ 4, 12 og 31«.

§ 2, stk. 1,

indsættes efter »erhvervsdrivende,«: »eller en person, der

optræder i dennes navn eller på dennes vegne,«.

Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direk-

tiv 2011/83/EU af 25. oktober 2011 om forbrugerrettigheder, om ændring af Rådets direktiv

93/13/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/44/EF samt om ophævelse af

Rådets direktiv 85/577/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF, EU-Ti-

dende 2011, nr. L 304, side 64, og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/65/EF af

23. september 2002 om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser til forbrugerne og om æn-

dring af Rådets direktiv 90/619/EØF samt direktiv 97/7/EF og 98/27/EF, EF-Tidende 2002,

L 271, side 16, og Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår

i forbrugeraftaler, EF-Tidende L 95, side 29 ff.

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

T +45 3392 3340

F +45 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

Side 1/58

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 385: Lovudkast til forslag til lov om ændring af lov om forbrugeraftaler og lov om aftaler og andre retshandler på formuerettens område, fra justitsministeren

§ 3, nr. 1,

indsættes efter »aftalen«: »til og med tidspunktet for dens

indgåelse udelukkende«.

§ 3

indsættes som

nr. 7:

»7)

Handelsmæssig garanti: Enhver forpligtelse, som sælgeren eller en

producent (garantigiveren) har påtaget sig over for køberen, ud over sælge-

rens retlige forpligtelse til at levere en kontraktmæssig ydelse, til at refun-

dere købesummen eller omlevere, reparere eller på anden måde afhjælpe

mangler ved salgsgenstanden, hvis den ikke svarer til de specifikationer el-

ler ethvert andet krav, der fremgår af garantierklæringen eller af de relevante

reklamer, der var tilgængelige på tidspunktet for eller før aftalens indgåelse,

og som ikke relaterer sig til ydelsens kontraktmæssighed.«

§ 6

indsættes som

3. pkt.:

»Manglende

respons fra forbrugeren efter modtagelsen af varer eller ud-

førelsen af tjenesteydelser uden forudgående anmodning medfører ikke, at

forbrugeren anses for at have samtykket til leveringen.«

§ 8, stk. 1, nr. 22,

ændres »fremgangsmåden ved« til: »forudsætningerne

for«.

§ 10, stk. 2, 2. pkt.,

ændres »kopi« til: »en bekræftelse«.

§ 12

indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2.

Indebærer afgivelsen af en bestilling efter stk. 1 aktivering af en

knap eller en tilsvarende funktion, skal denne på let læselig måde være mær-

ket

»ordre

med betalingsforpligtelse« eller lignende.«

Stk. 2 bliver herefter stk. 3.

§ 12, stk. 2,

der bliver stk. 3, ændres »stk. 1« til: »stk. 1 og 2«.

10.

§ 13, stk. 2, 2. pkt.,

ændres »kopi« til: »bekræftelse«.

11.

§ 18

indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

»Stk. 3.

Kapitlet gælder dog for varer eller ikkefinansielle tjenesteydel-

ser, der leveres i forbindelse med en aftale efter stk. 2, nr. 8, og som ligger

ud over, hvad forbrugeren specifikt har anmodet om, eller hvad der er nød-

vendigt til at udføre vedligeholdelsen eller reparationen.«

Stk. 3 bliver herefter stk. 4.

Side 2/58

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 385: Lovudkast til forslag til lov om ændring af lov om forbrugeraftaler og lov om aftaler og andre retshandler på formuerettens område, fra justitsministeren

12.

§ 25, stk. 2,

indsættes som

2. pkt.:

»Hvis

den samlede pris, der er fastsat i aftalen, er urimelig høj, skal det

beløb, som forbrugeren kan pålægges at betale efter stk. 1, beregnes på

grundlag af markedsværdien af det leverede.«

13.

§ 27, stk. 1, 1. pkt.,

ændres »vedrørende« til: »om«.

14.

Efter § 28 indsættes:

»§

28 a.

Den erhvervsdrivende skal sikre, at opsigelse af en aftale om

løbende levering af varer eller tjenesteydelser kan ske på samme medie eller

tekniske platform, som aftalen er indgået på.«

§2

I lov om aftaler og andre retshandler på formuerettens område, jf. lovbe-

kendtgørelse nr. 193 af 2. marts 2016, foretages følgende ændringer:

§ 38 c

indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk.

Hvis et aftalevilkår, som er omfattet af stk. 1, 2. pkt., ikke har

været genstand for individuel forhandling, kan vilkåret dog ikke ændres el-

ler tilsidesættes delvist.«

Stk. 2 bliver herefter stk. 3.

§3

Loven træder i kraft den 28. maj 2022

§4

Stk. 1.

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Stk. 2.

§§ 1 og 2 kan ved kongelig anordning sættes i kraft for Grønland med

de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.

Side 3/58

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 385: Lovudkast til forslag til lov om ændring af lov om forbrugeraftaler og lov om aftaler og andre retshandler på formuerettens område, fra justitsministeren

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1. Indledning

2. Lovforslagets hovedpunkter

2.1. Forbrugeraftalelovens anvendelse på aftaler om personbefordring

2.1.1. Gældende ret

2.1.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

2.2. Gennemførelse af dele af forbrugerrettighedsdirektivets artikel 2 (defi-

nitioner)

2.2.1. Gældende ret

2.2.2. Kommissionens bemærkninger i åbningsskrivelse nr. 2017/2033

2.2.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

2.3. Gennemførelse af forbrugerrettighedsdirektivets artikel 27 (levering

uden forudgående anmodning)

2.3.1. Gældende ret

2.3.2. Kommissionens bemærkninger i åbningsskrivelse nr. 2017/2033

2.3.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

2.4. Oplysning om fremgangsmåden ved klager

2.4.1. Gældende ret

2.4.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

2.5. Udlevering af kopi af samtykke til levering af digitalt indhold

2.5.1. Gældende ret

2.5.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

2.6. Gennemførelse af forbrugerrettighedsdirektivets artikel

8, stk. 2 (”or-

dre med betalingsforpligtelse”)

2.6.1. Gældende ret

2.6.2. Kommissionens bemærkninger i åbningsskrivelse nr. 2017/2033

2.6.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

2.7. Gennemførelse af forbrugerrettighedsdirektivets artikel 16, litra h

(Undtagelser fra bestemmelserne om fortrydelsesret)

2.7.1. Gældende ret

2.7.2. Kommissionens bemærkninger i åbningsskrivelse nr. 2017/2033

2.7.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

2.8. Gennemførelse af forbrugerrettighedsdirektivets artikel 14, stk. 3 (for-

brugerens forpligtelser i tilfælde af udøvelse af fortrydelsesretten)

2.8.1. Gældende ret

Side 4/58

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 385: Lovudkast til forslag til lov om ændring af lov om forbrugeraftaler og lov om aftaler og andre retshandler på formuerettens område, fra justitsministeren

2.8.2. Kommissionens bemærkninger i åbningsskrivelse nr. 2017/2033

2.8.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

2.9. Leveringstidspunktet for ikkefinansielle tjenesteydelser indgået ved

fjernsalg

2.9.1. Gældende ret

2.9.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

2.10. Lettere adgang til at opsige aftaler om løbende levering af varer eller

tjenesteydelser

2.10.1. Gældende ret

2.10.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

2.11. Hel eller delvis tilsidesættelse eller ændring af urimelige kontraktvil-

kår

2.11.1. Gældende ret

2.11.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det of-

fentlige

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

5. Administrative konsekvenser for borgerne

6. Miljømæssige konsekvenser

7. Forholdet til EU-retten

8. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

9. Sammenfattende skema

1. Indledning

Den 27. november 2019 vedtog EU direktiv nr. 2019/2161/EU om bedre

håndhævelse og modernisering af EU-reglerne om forbrugerbeskyttelse

(moderniseringsdirektivet). Direktivet ændrer i fire direktiver, hvoraf to vil

medføre ændringer på Justitsministeriets område, nemlig direktiv

93/13/EØF om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler og direktiv

2011/83/EU af 25. oktober 2011 om forbrugerrettigheder (forbrugerret-

tighedsdirektivet). Disse to direktiver vil medføre ændringer i lov om for-

brugeraftaler (forbrugeraftaleloven) og lov om aftaler og andre retshandler

på formuerettens område (aftaleloven).

I marts 2020 nedsatte justitsministeren et udvalg, der blandt andet har til

opgave at overveje, hvordan moderniseringsdirektivet bedst implementeres

i dansk ret. Udvalget har på baggrund af dette arbejde afgivet betænkning

nr. 1577 med et dertilhørende lovforslag om implementering af modernise-

ringsdirektivet. Implementeringsfristen for moderniseringsdirektivet er den

28. november 2021.

Side 5/58

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 385: Lovudkast til forslag til lov om ændring af lov om forbrugeraftaler og lov om aftaler og andre retshandler på formuerettens område, fra justitsministeren

Der lægges op til i samme ombæring at adressere en række forhold i den

gældende lovgivning. Forholdene relaterer sig blandt andet til Europa-Kom-

missionens åbningsskrivelse nr. 2017/2033 af 11. oktober 2017, hvori Kom-

missionen redegør for en række punkter, hvor forbrugerrettighedsdirektivet

vurderes ikke at være korrekt gennemført. Der er hovedsageligt tale om, at

dele af direktivets bestemmelser i overensstemmelse med dansk lovgiv-

ningstradition er gennemført i lovbemærkningerne til forbrugeraftaleloven i

stedet for i selve lovteksten, eller at gennemførelsen af direktivets bestem-

melser i forbrugeraftaleloven er sket med en anden ordlyd. Lovgiver har ved

disse gennemførelsestiltag ikke haft til hensigt at fravige forbrugerret-

tighedsdirektivets indhold, og der tages derfor med lovforslaget initiativ til

alene i formel henseende at bringe den danske implementering i fuld over-

ensstemmelse med forbrugerrettighedsdirektivet og hermed imødekomme

Kommissionens bemærkninger. En række af de punkter, som Kommissio-

nen rejser, forventes desuden at blive løst med implementeringen af moder-

niseringsdirektivet og er derfor behandlet som en del af det nævnte udvalgs-

arbejde.

De resterende foreslåede ændringer af forbrugeraftaleloven og aftaleloven

har til formål at ændre visse bestemmelser, hvor implementeringen af for-

brugerrettighedsdirektivet har været uhensigtsmæssig, samt hvor EU-Dom-

stolens praksis giver anledning til at ændre den nuværende praksis.

Med lovforslaget lægges der endvidere op til at indsætte en ny bestemmelse

i forbrugeraftaleloven, hvorefter den erhvervsdrivende skal sikre, at opsi-

gelse af en aftale om løbende levering af varer eller tjenesteydelser kan ske

på samme medie eller tekniske platform, som aftalen er indgået på.

2. Lovforslagets hovedpunkter

2.1. Forbrugeraftalelovens anvendelse på aftaler om personbefordring

2.1.1. Gældende ret

Forbrugeraftalelovens § 1, stk. 4, nr. 4, undtager aftaler om personbefor-

dring fra lovens anvendelsesområde. Undtagelsen gælder dog ikke i forhold

til lovens § 12 vedrørende krav til oplysning om betalingsforpligtelser ved

aftaler, der indgås ved elektroniske midler, eller lovens § 31 vedrørende for-

brugerens samtykke til betalinger, der ligger ud over hovedydelsen. Disse

bestemmelser finder derfor anvendelse på aftaler om personbefordring.

Side 6/58

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 385: Lovudkast til forslag til lov om ændring af lov om forbrugeraftaler og lov om aftaler og andre retshandler på formuerettens område, fra justitsministeren

Det følger af bemærkningerne til lovforslaget, jf. Folketingstidende 2013-

14, A, L 39 som fremsat, afsnit 45 f., at bestemmelsen gennemfører forbru-

gerrettighedsdirektivets artikel 3, stk. 3, litra k, der generelt undtager aftaler

om personbefordring fra direktivets anvendelsesområde. Efter direktivets

artikel 3, stk. 3, litra k, gælder undtagelsen ikke med hensyn til direktivets

regler om den erhvervsdrivendes oplysningspligt om betalingsforpligtelser

ved elektronisk indgåelse af fjernsalgsaftaler (artikel 8, stk. 2), om gebyrer

for anvendelse af betalingsmidler (artikel 19) og om yderligere betalinger

(artikel 22). Forbrugeraftalelovens § 1, stk. 4, nr. 4, skal fortolkes i overens-

stemmelse hermed.

Forbrugeraftalelovens § 4, stk. 1, fastslår, at erhvervsdrivende ikke uden

forudgående anmodning herom må rette telefonisk henvendelse til en for-

bruger eller personlig henvendelse til en forbruger på dennes bopæl, arbejds-

plads eller andet sted, hvortil der ikke er almindelig adgang, med henblik på

straks eller senere at opnå tilbud eller accept af tilbud om indgåelse af aftale.

Efter stk. 2 gælder forbuddet i stk. 1 dog ikke for telefoniske henvendelser

om bestilling af bøger, tegning af abonnementer på aviser, ugeblade, og tids-

skrifter, formidling af forsikringsaftaler og tegning af abonnement om red-

ningstjeneste eller sygetransport. Det følger af bestemmelsens forarbejder,

jf. Folketingstidende 2013-14, A, L 39 som fremsat, side 132, at begreberne

i stk. 2 skal fortolkes indskrænkende, idet der er tale om en undtagelsesbe-

stemmelse.

2.1.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Forbrugeraftalelovens § 1, stk. 4, nr. 4, som undtager aftaler om personbe-

fordring fra lovens anvendelsesområde indeholder ikke en henvisning til

forbuddet mod uanmodede henvendelser i forbrugeraftalelovens § 4. Den

manglende henvisning til forbrugeraftalelovens § 4 kan give det indtryk, at

det er tilladt for erhvervsdrivende at rette uanmodede henvendelser til for-

brugere med henblik på at indgå en aftale om personbefordring.

Forbrugeraftalelovens § 4 indeholder et totalforbud mod uanmodede per-

sonlige henvendelser på forbrugerens bopæl, arbejdsplads eller andet sted,

hvor der ikke er almindelig adgang, med henblik på at indgå en aftale. Be-

stemmelsen forbyder herudover i vidt omfang uanmodede telefoniske hen-

vendelser, idet der er fastsat fire undtagelser til forbuddet. Disse undtagelser

Side 7/58

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 385: Lovudkast til forslag til lov om ændring af lov om forbrugeraftaler og lov om aftaler og andre retshandler på formuerettens område, fra justitsministeren

skal fortolkes indskrænkende. Aftaler om personbefordring kan ikke inde-

holdes i nogle af undtagelserne til forbuddet mod telefoniske uanmodede

henvendelser.

Det har formentlig ikke været intentionen, at erhvervsdrivende skal have

mulighed for at rette uanmodede henvendelser til forbrugere

–

hverken per-

sonligt eller telefonisk

–

med henblik på straks eller senere at opnå tilbud

eller accept af tilbud om indgåelse af en aftale om personbefordring. Såfremt

aftaler om personbefordring ikke er omfattet af forbuddet mod uanmodede

personlige og telefoniske henvendelser, vil flyselskaber, taxaselskaber, bus-

selskaber og lignende selskaber frit kunne ringe til forbrugere, der ikke er

registreret på Robinsonlisten. Dette er ikke en hensigtsmæssig retsstilling.

Særligt set i lyset af at forbuddet mod uanmodede personlige henvendelser

ellers er absolut, samt at der kun er få, begrænsede undtagelser til forbuddet

mod telefoniske henvendelser, må det antages at være en fejl, at forbruger-

aftalelovens § 1, stk. 4, nr. 4, ikke indeholder en henvisning til forbrugeraf-

talelovens § 4.

Den foreslåede ændring af forbrugeraftalelovens § 1, stk. 4, nr. 4, vil med-

føre, at erhvervsdrivende, som ønsker at indgå en aftale om personbefor-

dring med en forbruger, eksplicit omfattes af forbuddet mod uanmodede

henvendelser.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 1, og bemærkningerne hertil.

2.2. Gennemførelse af dele af forbrugerrettighedsdirektivets artikel 2

(definitioner)

2.2.1. Gældende ret

Forbrugerrettighedsdirektivets artikel 2 indeholder en række definitioner,

som gør det muligt at afgrænse direktivets anvendelsesområde og fastsætte

betingelserne for dets anvendelse. Definitionerne er på forskellig vis imple-

menteret direkte eller indirekte i forbrugeraftaleloven.

2.2.1.1. ”Erhvervsdrivende”

Forbrugerrettighedsdirektivets artikel 2, nr. 2, har følgende ordlyd: ”’er-

hvervsdrivende’: enhver fysisk person eller enhver juridisk person, uanset

om der er tale om offentligt eller privat ejerskab, der handler, herunder via

en anden person, der optræder i dennes navn eller på dennes vegne, som led

i sit erhverv i forbindelse med de af dette direktiv omfattede aftaler”.

Side 8/58

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 385: Lovudkast til forslag til lov om ændring af lov om forbrugeraftaler og lov om aftaler og andre retshandler på formuerettens område, fra justitsministeren

Forbrugeraftaleloven indeholder ikke en tilsvarende definition af

”erhvervs-

drivende”. I stedet

indeholder dansk lovgivning en definition af begrebet

”forbrugeraftale”, jf.

forbrugeraftalelovens § 2, stk. 1, hvoraf begreberne

”erhvervsdrivende” og ”forbruger” forudsætningsvis fremgår.

Forbrugeraf-

talelovens § 2, stk.

1, har følgende ordlyd: ”Ved

en forbrugeraftaler forstås

i denne lov en aftale, som en erhvervsdrivende indgår som led i sit erhverv,

når den anden part (forbrugeren) hovedsagelig handler uden for sit er-

hverv.”

Aftalelovens § 10 indeholder grundlæggende regler om fuldmagter. Det føl-

ger af stk. 1, at den, som har givet en anden fuldmagt til at foretage en rets-

handel, bliver umiddelbart berettiget og forpligtet over for tredjemand ved

en retshandel, som fuldmægtigen foretager i fuldmagtgiverens navn og in-

den for fuldmagtens grænser. Det følger af stk. 2, at hvis nogen ifølge aftale

med en anden indtager en stilling, som efter lov eller sædvane medfører be-

føjelser for ham til inden for visse grænser at handle på den andens vegne,

anses han for befuldmægtiget til at foretage retshandler, som falder inden

for disse grænser.

2.2.1.2. ”Aftale om fjernsalg”

Forbrugerrettighedsdirektivets artikel 2, nr. 7, har følgende ordlyd:

”’aftale

om fjernsalg’: enhver aftale, der indgås mellem den erhvervsdrivende og

forbrugeren i henhold til et organiseret system for fjernsalg eller levering

af fjernydelser uden den erhvervsdrivendes og forbrugerens samtidige fysi-

ske tilstedeværelse, og hvor der til og med tidspunktet for aftalens indgåelse

udelukkende anvendes en eller flere former for fjernkommunikationsteknik-

ker”.

Forbrugeraftalelovens § 3, nr. 1, har følgende ordlyd:

”1)

Fjernsalgsaftale: Enhver aftale om varer, tjenesteydelser eller løbende

levering af varer eller tjenesteydelser, når aftalen

a) indgås ved brug af kommunikation, der foregår, uden at forbrugeren

og den erhvervsdrivende mødes fysisk (fjernkommunikation), og

b) indgås som led i et system for fjernsalg, som drives af den erhvervs-

drivende.”

Det følger af forbrugerrettighedsdirektivets definition af en aftale om fjern-

salg, at en fjernsalgsaftale er en aftale, der indgås mellem den erhvervsdri-

vende og forbrugeren i henhold til et organiseret system for fjernsalg eller

Side 9/58

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 385: Lovudkast til forslag til lov om ændring af lov om forbrugeraftaler og lov om aftaler og andre retshandler på formuerettens område, fra justitsministeren

levering af fjernydelser, hvor den erhvervsdrivende og forbrugeren ikke mø-

des fysisk, samt at der til og med tidspunktet for aftalens indgåelse alene er

anvendt fjernkommunikationsteknikker.

Forbrugeraftalelovens definition af fjernsalgsaftale indeholder ikke på til-

svarende vis et krav om, at der til og med tidspunktet for aftalens indgåelse

udelukkende er anvendt fjernkommunikationsteknikker.

2.2.1.3. ”Handelsmæssig garanti”

Forbrugerrettighedsdirektivets artikel 2, nr. 14, har følgende ordlyd:

”’han-

delsmæssig garanti’:

enhver forpligtelse, som den erhvervsdrivende eller en

producent (»garantigiveren«) har påtaget sig over for forbrugeren, ud over

sin retlige forpligtelse til at levere en kontraktmæssig ydelse, til at refundere

købesummen eller omlevere, reparere eller på anden måde afhjælpe mang-

ler ved varerne, hvis de ikke svarer til de specifikationer eller ethvert andet

krav, der fremgår af garantierklæringen eller af de relevante reklamer, der

var tilgængelige på tidspunktet eller forud for aftalens indgåelse, og som

ikke relaterer sig til ydelsens kontraktmæssighed”.

Forbrugeraftaleloven indeholder ikke en tilsvarende definition af begrebet

”handelsmæssig garanti”. Forbrugeraftalelovens § 12 fastsætter imidlertid

regler om den erhvervsdrivendes oplysningspligt i relation til eventuelle ga-

rantier. Den erhvervsdrivende skal således i forbindelse med indgåelse af en

fjernsalgsaftale om en vare eller en ikkefinansiel tjenesteydelse bl.a. oplyse

om betingelserne for at udnytte en eventuel garanti, dvs. en indeståelse for

visse egenskaber, holdbarhed mv. af den erhvervsdrivende selv eller af en

tredjemand, jf. forbrugeraftalelovens § 12, stk. 2, nr. 1.

Bestemmelsen suppleres af markedsføringsloven, hvorefter den erhvervs-

drivende, hvis der ydes garanti, på en klar og tydelig måde skal informere

forbrugeren om indholdet af garantien og give de oplysninger, der er nød-

vendige for at gøre denne gældende, jf. markedsføringslovens § 12, stk. 2,

1. pkt. Endvidere skal den erhvervsdrivende på en klar og tydelig måde op-

lyse, at forbrugerens ufravigelige rettigheder efter lovgivningen ikke berø-

res af garantien. Efter anmodning skal den erhvervsdrivende udlevere ga-

rantien skriftligt, jf. markedsføringslovens § 12, stk. 2, 2. og 3. pkt.

Det fremgår videre af markedsføringsloven, at udtrykket garanti kun må an-

vendes over for forbrugere, såfremt erklæringen giver forbrugeren en væ-

sentlig bedre retsstilling end den, forbrugeren har efter lovgivningen, jf.

Side 10/58

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 385: Lovudkast til forslag til lov om ændring af lov om forbrugeraftaler og lov om aftaler og andre retshandler på formuerettens område, fra justitsministeren

markedsføringslovens § 12, stk. 1.

Derudover fremgår forbrugerrettighedsdirektivets definition af ”handels-

mæssig garanti” i bemærkninger til

forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, nr. 15,

som anvender begrebet, jf. Folketingstidende 2013-14, A, L 39 som fremsat,

side 138.

2.2.2. Kommissionens bemærkninger i åbningsskrivelse nr.

2017/2033

2.2.2.1. ”Erhvervsdrivende”

Kommissionen har i åbningsskrivelsen anført, at den danske definition af

”erhvervsdrivende” er mangelfuld, idet det ikke er klart, at en anden person,

der optræder i dennes navn eller på dennes vegne, er omfattet af begrebet.

Det er desuden Kommissionens opfattelse, at det er et væsentligt element i

definitionen, og at det derfor bør nævnes udtrykkeligt i den danske gennem-

førelse af definitionen af ”erhvervsdrivende”. Det er ikke tilstrækkeligt, at

det følger af de almindelige danske regler om fuldmagter, da også forbru-

gere og erhvervsdrivende, der ikke er fortrolige med de danske regler om

fuldmagter, skal kende til deres rettigheder og forpligtelser.

2.2.2.2. ”Aftale om fjernsalg”

Kommissionen har i åbningsskrivelsen bemærket, at der i den danske defi-

nition af ”fjernsalgsaftale” ikke stilles

krav om, at der til og med tidspunktet

for aftalens indgåelse udelukkende anvendes en eller flere former for fjern-

kommunikationsteknikker. Derved udelades et centralt element i definitio-

nen, som gør det muligt at adskille aftaler om fjernsalg fra andre aftale. På

den baggrund finder Kommissionen, at definitionen af ”aftale om fjernsalg”

ikke er gennemført korrekt i dansk ret.

2.2.2.3. ”Handelsmæssig garanti”

Kommissionen har i åbningsskrivelsen anført, at definitionen af ”handels-

mæssig garanti” ikke

er korrekt gennemført i dansk ret. Kommissionen fin-

der, at den manglende gennemførelse kan føre til en usikker retstilstand med

hensyn til rækkevidden og anvendelsen af direktivet.

2.2.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Justitsministeriet er enig i, at bestemmelser, som skaber rettigheder og for-

pligtelser for borgerne, skal gennemføres ved regler, der gør de pågældende

Side 11/58

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 385: Lovudkast til forslag til lov om ændring af lov om forbrugeraftaler og lov om aftaler og andre retshandler på formuerettens område, fra justitsministeren

personer i stand til på en tilstrækkelig klar og tydelig måde at kende deres

rettigheder og forpligtelser.

Justitsministeriet er endvidere enig i, at definitionsbestemmelserne er af væ-

sentlig betydning, idet de er nødvendige for forståelsen af forbrugerret-

tighedsdirektivets øvrige bestemmelser.

Ud fra hensynet til at sikre tydelig og korrekt gennemførelse af forbruger-

rettighedsdirektivets artikel 2, samt under hensyntagen til, at bestemmel-

serne som anført er nødvendige for forståelsen af forbrugerrettighedsdirek-

tivets øvrige bestemmelser, foreslår Justitsministeriet, at definitionerne af

”erhvervsdrivende” og ”fjernsalgsaftale” tilrettes, samt at definition af ”han-

delsmæssig garanti” indsættes i forbrugeraftaleloven.

I tillæg hertil vil lov-

forslaget om implementering af moderniseringsdirektivet også indsætte en

række definitioner.

Der henvises til forslagets § 1, nr. 2-4, og bemærkningerne hertil.

2.3. Gennemførelse af forbrugerrettighedsdirektivets artikel 27 (leve-

ring uden forudgående anmodning)

2.3.1. Gældende ret

Ifølge forbrugerrettighedsdirektivet er forbrugeren ikke forpligtet til at yde

sin modydelse, hvis den erhvervsdrivende uden forudgående anmodning le-

verer varer, vand, gas, elektricitet, fjernvarme eller digitalt indhold eller ud-

fører en tjenesteydelse, jf. artikel 5, stk. 5, og punkt 29 i bilag I til direktiv

2005/29/EF om urimelig handelspraksis, jf. forbrugerrettighedsdirektivets

artikel 27, 1. pkt.

Bestemmelsen fastsætter endvidere, at manglende respons fra forbrugerens

side efter en levering eller udførelse som omtalt ovenfor ikke er ensbety-

dende med samtykke, jf. forbrugerrettighedsdirektivet artikel 27, 2. pkt.

Af direktiv 2005/29/EF om urimelig handelspraksis, artikel 5, stk. 5, frem-

går det, at de former for handelspraksis, der er opregnet i direktivets bilag I

under alle omstændigheder skal betragtes som urimelige. Bilag I til direkti-

vet om urimelig handelspraksis omfatter en række former for handelsprak-

sis, der betegnes som ”aggressiv handelspraksis”, herunder tilfælde, hvor

der opkræves omgående eller senere betaling for eller returnering eller op-

Side 12/58

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 385: Lovudkast til forslag til lov om ændring af lov om forbrugeraftaler og lov om aftaler og andre retshandler på formuerettens område, fra justitsministeren

lagring af produkter, som den erhvervsdrivende har leveret, selv om forbru-

geren ikke har anmodet herom

–

bortset fra såkaldte erstatningsprodukter,

jf. bilagets pkt. 29.

Efter forbrugeraftaleloven kan en forbruger, hvis en erhvervsdrivende frem-

sender eller afleverer en vare til vedkommende uden dennes forudgående

anmodning, beholde varen vederlagsfrit, medmindre leveringen skyldes en

fejl jf. § 6, 1. pkt.

Bestemmelsen fastsætter endvidere, at en forbruger ikke bliver forpligtet til

at betale vederlag, hvis en erhvervsdrivende udfører en tjenesteydelse for

forbrugeren uden dennes forudgående anmodning, jf. § 6, 2. pkt.

Det følger af en almindelig sproglig fortolkning af forbrugeraftalelovens §

6, at forbrugeren ikke kan anses for at have samtykket til leveringen, hvis

forbrugeren ikke har reageret på leveringen.

Bestemmelsen i forbrugeraftaleloven er i det væsentligste en videreførelse

af bestemmelsen i den oprindelige forbrugeraftalelov fra 1978 vedrørende

uanmodet levering af varer, men blev i forbindelse med gennemførelsen af

det generelle fjernsalgsdirektiv (direktiv 97/7/EF) udvidet til også at omfatte

tjenesteydelser, jf. Folketingstidende 1999-2000, Tillæg A, side 5942.

2.3.2. Kommissionens bemærkninger i åbningsskrivelse nr.

2017/2033

Kommissionen har bemærket, at forbrugerrettighedsdirektivets artikel 27 er

en vigtig bestemmelse, som beskytter forbrugerne i tilfælde af levering af

varer mv. uden forudgående anmodning. Det er præciseret i bestemmelsen,

at manglende respons fra forbrugeren ved levering ikke er ensbetydende

med samtykke. Kommissionen har anført, at denne del af bestemmelsen

ikke er korrekt gennemført i forbrugeraftalelovens § 6.

Det er Kommissionens holdning, at det ikke er tilstrækkeligt, at denne del

af bestemmelsen følger af en almindelige sproglig fortolkning. Navnlig for

en gennemsnitsforbruger, som får leveret varer eller tjenesteydelser uden en

forudgående anmodning herom, er det vigtigt at vide, at vedkommende ikke

er forpligtet til at protestere mod leveringen for at undgå at blive bundet af

en aftale.

2.3.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Side 13/58

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 385: Lovudkast til forslag til lov om ændring af lov om forbrugeraftaler og lov om aftaler og andre retshandler på formuerettens område, fra justitsministeren

Ud fra hensynet til at sikre en tydelig og korrekt gennemførelse af forbru-

gerrettighedsdirektivets artikel 27, foreslår Justitsministeriet, at forbruger-

aftalelovens § 6 ændres. Den foreslåede ændring vil medføre, at det eksplicit

fremgår af forbrugeraftaleloven, at en forbruger ikke er forpligtet til at pro-

testere mod en levering, som er leveret uden forudgående anmodning, for at

undgå at blive bundet af leveringen.

Der lægges ikke op til ændringer i anvendelsen af forbrugeraftalelovens §

6, idet en almindelig sproglig fortolkning af bestemmelsen hidtil har ført til

samme resultat.

Der henvises til forslagets § 1, nr. 5, og bemærkningerne hertil.

2.4. Oplysning om fremgangsmåden ved klager

2.4.1. Gældende ret

Forbrugeraftalelovens § 8 fastsætter en oplysningsforpligtelse for den er-

hvervsdrivende ved indgåelse af aftaler vedrørende varer og ikkefinansielle

tjenesteydelser, som er indgået uden for den erhvervsdrivendes forretnings-

sted eller ved fjernsalg. Forbrugeraftaleloven indeholder et tilsvarende op-

lysningskrav for så vidt angår fjernsalgsaftaler vedrørende finansielle tjene-

steydelser, jf. forbrugeraftalelovens § 14. Oplysningerne skal gives til for-

brugeren på en klar og forståelig måde inden aftalen indgås.

Efter forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, nr. 22, skal forbrugeren have oplys-

ning om, hvorvidt den pågældende har mulighed for klageadgang og, hvis

dette er tilfældet, fremgangsmåden ved klage.

Efter bestemmelsen har en erhvervsdrivende pligt til at oplyse om adgangen

til at klage til Forbrugerklagenævnet eller et privat anke- eller klagenævn,

såsom Ankenævnet for Forsikring eller Pengeinstitutankenævnet. Bestem-

melsen indeholder ikke krav om, at den erhvervsdrivende skal oplyse, hvis

der ikke er en klageadgang, jf. Folketingstidende 2013-14, A, L 39 som

fremsat, side 143.

Forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, nr. 22, implementerer forbrugerrettigheds-

direktivets artikel 6, stk. 1, litra t. Af denne bestemmelse fremgår det, at den

erhvervsdrivende, hvor det er relevant, skal oplyse om muligheden for ad-

gang til en udenretslig procedure for klageadgang og bilæggelse af tvister,

som den erhvervsdrivende er underkastet, og forudsætningerne for denne

adgang.

Side 14/58

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 385: Lovudkast til forslag til lov om ændring af lov om forbrugeraftaler og lov om aftaler og andre retshandler på formuerettens område, fra justitsministeren

2.4.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

I den danske udgave af bestemmelsen er ”forudsætning”, som er anvendt i

forbrugerrettighedsdirektivet, udmøntet med ordet ”fremgangsmåde”.

Af den engelske sprogversion af forbrugerrettighedsdirektivet fremgår føl-

gende formulering:

”the

methods for having access to [complaint and re-

dress

mechanism]”.

Desuden fremgår følgende formulering af den tyske

sprogversion: ”und

die Voraussetzungen für diesen Zugang.”

Henset til, at bestemmelsen i forbrugeraftalelovens § 8 med implementerin-

gen af moderniseringsdirektivet vil blive strafpålagt, samt til, at det bør sik-

res, at indholdet af bestemmelsen er klart, og at forpligtelserne efter bestem-

melsen er gennemskuelige for den erhvervsdrivende, foreslås bestemmelsen

justeret.

Det er Justitsministeriets vurdering, at ”forudsætningerne for” klage udgør

en mere afgrænset og klar forpligtelse for den erhvervsdrivende end ”frem-

gangsmåden ved” klage. Ved førstnævnte formulering skal den erhvervsdri-

vende beskrive, under hvilke omstændigheder forbrugeren har adgang til at

klage.

Det er desuden Justitsministeriets vurdering, at den foreslåede formulering

vil stemme bedre overens med både den engelske, tyske og danske ordlyd

af forbrugerrettighedsdirektivet.

Der henvises til forslagets § 1, nr. 6, og bemærkningerne hertil.

2.5. Udlevering af kopi af samtykke til levering af digitalt indhold

2.5.1. Gældende ret

Forbrugeraftalelovens § 10 indeholder formelle krav til udleveringen af de

oplysninger, der skal gives til forbrugeren efter forbrugeraftalelovens § 8,

stk. 1, når den erhvervsdrivende indgår en aftale med forbrugeren uden for

den erhvervsdrivendes forretningssted. Det følger af bestemmelsens stk. 2,

2. pkt., at ved aftaler om levering af digitalt indhold, som ikke leveres på et

fysisk medium, skal den erhvervsdrivende udlevere en kopi af forbrugerens

udtrykkelige samtykke til og anerkendelse af, at denne mister sin fortrydel-

sesret, når udførelsen påbegyndes inden fortrydelsesfristens udløb. Bestem-

melsen implementerer forbrugerrettighedsdirektivets artikel 7, stk. 2, 2. led.

Side 15/58

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 385: Lovudkast til forslag til lov om ændring af lov om forbrugeraftaler og lov om aftaler og andre retshandler på formuerettens område, fra justitsministeren

Det følger af forbrugerrettighedsdirektivets artikel 7, stk. 2, at den erhvervs-

drivende, når det er relevant, skal udlevere en bekræftelse af forbrugerens

forudgående udtrykkelige samtykke og anerkendelse, jf. artikel 16, litra m

(om afkald på fortrydelsesret ved levering af digitalt indhold).

Forbrugeraftalelovens § 13 indeholder formelle krav til udleveringen af de

oplysninger, der skal gives til forbrugeren, når den erhvervsdrivende indgår

en aftale med forbrugeren ved fjernsalg. Det følger af bestemmelsens stk. 2,

2. pkt., at ved aftaler om levering af digitalt indhold, som ikke leveres på et

fysisk medium, skal den erhvervsdrivende udlevere en kopi af forbrugerens

udtrykkelige samtykke til og anerkendelse af, at denne mister sin fortrydel-

sesret, når udførelsen påbegyndes inden fortrydelsesfristens udløb. Bestem-

melsen implementerer forbrugerrettighedsdirektivets artikel 8, stk. 7, litra b.

Det følger af forbrugerrettighedsdirektivets artikel 8, stk. 7, litra b, at den

erhvervsdrivende, når det er relevant, skal udlevere bekræftelse af forbruge-

rens forudgående udtrykkelige samtykke og anerkendelse, jf. artikel 16, litra

m (om afkald på fortrydelsesret ved levering af digitalt indhold).

Forbrugeraftalelovens § 25, stk. 3, fastslår, at forbrugeren ikke hæfter for

hel eller delvis levering af en aftale om levering af digitalt indhold ved for-

brugerens tilbagetræden fra aftalen, hvis

1) forbrugeren ikke på forhånd har givet sit udtrykkelige samtykke til,

at aftalens opfyldelse er påbegyndt inden fortrydelsesfristens udløb,

2) forbrugeren ikke har anerkendt, at vedkommende mister sin fortry-

delsesret, når vedkommende giver sit samtykke, eller

3) den erhvervsdrivende har undladt at give forbrugeren en bekræftelse

af dennes forudgående udtrykkelige samtykke og anerkendelse, jf. §

10, stk. 2, 2. pkt., og § 13, stk. 2, 2. pkt.

Bestemmelsen implementerer forbrugerrettighedsdirektivets artikel 14, stk.

4, litra b.

2.5.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Ifølge den danske udgave af bestemmelserne skal den erhvervsdrivende ud-

levere en ”kopi” af det forudgående samtykke, frem for en ”bekræftelse” af

samtykket, som forbrugerrettighedsdirektivet stiller krav om, jf. forbruger-

aftalelovens § 10, stk. 2, 2. pkt., og § 13, stk. 2, 2. pkt.

Side 16/58

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 385: Lovudkast til forslag til lov om ændring af lov om forbrugeraftaler og lov om aftaler og andre retshandler på formuerettens område, fra justitsministeren

Bestemmelserne anvender desuden forskellig terminologi, idet der efter §

10, stk. 2, 2. pkt., og § 13, stk. 2, 2. pkt., skal udleveres en kopi, hvorimod

der alene skal udleveres en bekræftelse efter § 25, stk. 3, nr. 3.

Det er Justitsministeriets vurdering, at det er hensigtsmæssigt at ændre ord-

lyden af forbrugeraftalelovens § 10, stk. 2, 2. pkt., og § 13, stk. 2, 2.pkt.,

således at kravet er det samme efter disse bestemmelser som efter forbru-

geraftalelovens § 25, stk. 3, nr. 3. Hertil kommer, at det kan give anledning

til tvivl, hvad det indebærer, at der skal gives en ”kopi” af samtykket.

Det er Justitsministeriets vurdering, at man ved et krav om, at der fortsat

skal udleveres en bekræftelse af forbrugerens samtykke, rammer den rette

balance mellem hensynet til forbrugerbeskyttelse og hensynet til den er-

hvervsdrivende.

Der henvises til forslagets § 1, nr. 7 og 10, og bemærkningerne hertil.

2.6. Gennemførelse af forbrugerrettighedsdirektivets artikel 8, stk. 2

(”Ordre med betalingsforpligtelse”)

2.6.1. Gældende ret

Forbrugerrettighedsdirektivets artikel 8, stk. 2, 2. led, fastsætter, at den er-

hvervsdrivende ved en fjernsalgsaftale skal sikre, at forbrugeren, når denne

afgiver sin ordre, udtrykkeligt erkender, at vedkommende er opmærksom

på, at ordren medfører en betalingsforpligtelse. Såfremt afgivelse af en ordre

indebærer aktivering af en knap eller en tilsvarende funktion, skal knappen

eller den tilsvarende funktion på let læselig måde være mærket ”ordre med

betalingsforpligtelse”

eller en tilsvarende utvetydig formulering, som angi-

ver, at afgivelsen af ordren medfører en forpligtelse til at betale den er-

hvervsdrivende. Hvis den erhvervsdrivende ikke overholder dette, er forbru-

geren ikke bundet af aftalen eller ordren. Bestemmelsen er implementeret i

dansk ret ved forbrugeraftalelovens § 12.

Det følger af forbrugeraftalelovens § 12, stk. 1, at hvis en fjernsalgsaftale

indgås ved hjælp af elektroniske midler, og aftalen pålægger forbrugeren en

betalingsforpligtelse, skal dette være angivet klart og tydeligt på det sted,

hvor bestillingen afgives. Det fremgår af bestemmelsens stk. 2, at forbruge-

ren alene er bundet af aftalen, hvis stk. 1, er overholdt.

2.6.2. Kommissionens bemærkninger i åbningsskrivelse nr.

2017/2033

Side 17/58

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 385: Lovudkast til forslag til lov om ændring af lov om forbrugeraftaler og lov om aftaler og andre retshandler på formuerettens område, fra justitsministeren

Kommissionen har bemærket, at den danske implementering af forbruger-

rettighedsdirektivets artikel 8, stk. 2, 2. led, i forbrugeraftaleloven ikke in-

deholder krav om, at en knap eller tilsvarende funktion, der medfører afgi-

velse af en ordre, skal være mærket

med ”ordre med betalingsforpligtelse”

eller en anden utvetydig formulering. Kommissionen finder derfor, at be-

stemmelsen ikke er korrekt implementeret i dansk ret.

2.6.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Ud fra hensynet til at sikre en tydelig gennemførelse af forbrugerrettigheds-

direktivets artikel 8, stk. 2, 2. led, foreslår Justitsministeriet, at der indsættes

et nyt stk. 2 i forbrugeraftalelovens § 12. Den foreslåede ændring vil med-

føre, at den erhvervsdrivende skal sikre sig, at en knap eller tilsvarende

funktion, der medfører afgivelse af en ordre, skal være mærket med ”ordre

med betalingsforpligtelse” eller en anden utvetydig formulering.

Det foreslås desuden, at forbrugeraftalelovens § 12, stk. 2, der bliver stk. 3,

tilrettes, således at forbrugeren alene er bundet af aftalen eller bestillingen,

hvis forbrugeraftalelovens § 12, stk. 1 og 2, er overholdt.

Der henvises til forslagets § 1, nr. 8 og 9, og bemærkningerne hertil.

2.7. Gennemførelse af forbrugerrettighedsdirektivets artikel 16, litra h

(Undtagelser fra bestemmelserne om fortrydelsesret)

2.7.1. Gældende ret

Forbrugerrettighedsdirektivets artikel 9 fastsætter en fortrydelsesfrist på 14

dage ved aftaler om fjernsalg eller aftaler indgået uden for den erhvervsdriv-

endes forretningssted. Forbrugerrettighedsdirektivets artikel 16 fastsætter

en række undtagelser til fortrydelsesretten. Disse undtagelser er implemen-

teret i forbrugeraftalelovens § 18, stk. 2.

Forbrugerrettighedsdirektivets artikel 16, litra h, undtager aftaler, hvor for-

brugeren udtrykkeligt har anmodet den erhvervsdrivende om at besøge for-

brugeren med henblik på at foretage hastende reparations- eller vedligehol-

delsesarbejde, fra fortrydelsesretten. Dette gælder dog ikke, hvis den er-

hvervsdrivende i forbindelse med et sådant besøg leverer tjenesteydelser ud

over dem, forbrugeren specifikt har anmodet om, eller andre varer end de

reservedele, der er nødvendige til at udføre vedligeholdelsen eller reparati-

onen. Fortrydelsesretten finder anvendelse på sådanne salg.

Side 18/58

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 385: Lovudkast til forslag til lov om ændring af lov om forbrugeraftaler og lov om aftaler og andre retshandler på formuerettens område, fra justitsministeren

Forbrugerrettighedsdirektivets artikel 16, litra h, er implementeret ved for-

brugeraftalelovens § 18, stk. 2, nr. 8. Det følger af denne bestemmelse, at

fortrydelsesretten ikke gælder for aftaler om specifikke hastende reparati-

ons- eller vedligeholdelsesarbejder hos forbrugeren, som denne på forhånd

udtrykkeligt har anmodet om.

Det følger af bemærkningerne til bestemmelsen, at bestemmelsen alene om-

fatter aftaler, som forbrugeren kan siges udtrykkeligt og på forhånd at have

anmodet om. Hvis den erhvervsdrivende i forbindelse med et sådant besøg

leverer tjenesteydelser ud over dem, forbrugeren udtrykkeligt har anmodet

om, eller andre varer end de reservedele, der er nødvendige til at udføre

vedligeholdelsen eller reparationen, finder fortrydelsesretten anvendelse på

disse yderligere tjenesteydelser eller varer, jf. Folketingstidende 2013-14,

A, L39 som fremsat, side 150.

2.7.2. Kommissionens bemærkninger i åbningsskrivelse nr.

2017/2033

Kommissionen har bemærket, at undtagelserne til fortrydelsesretten er ud-

tømmende. Medlemsstater kan ikke tilføje eller udelade aftaler fra listen.

Det er Kommissionens opfattelse, at den danske liste afviger fra forbruger-

rettighedsdirektivet, idet det ikke fremgår udtrykkeligt, at forbrugeren i til-

fælde af hastende reparations- eller vedligeholdelsesarbejde stadig har for-

trydelsesret for så vidt angår yderligere tjenesteydelser eller varer, der leve-

res af den erhvervsdrivende.

Kommissionen har anført, at fortrydelsesretten er en grundlæggende forbru-

gerrettighed, hvorfor undtagelser fra denne centrale rettighed skal defineres

så klart som muligt. Derfor mener Kommissionen, at forbrugerrettighedsdi-

rektivets artikel 16, litra h, ikke er fuldt implementeret i dansk ret.

2.7.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Justitsministeriet er enig i, at bestemmelser, som skaber rettigheder og for-

pligtelser for borgerne, skal gennemføres ved regler, der gør de pågældende

personer i stand til på en tilstrækkelig klar og tydelig måde at kende deres

rettigheder og forpligtelser.

Justitsministeriet er endvidere enig i, at fortrydelsesretten er en grundlæg-

gende rettighed, og at undtagelserne til fortrydelsesretten derfor skal defi-

neres så klart som muligt.

Side 19/58

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 385: Lovudkast til forslag til lov om ændring af lov om forbrugeraftaler og lov om aftaler og andre retshandler på formuerettens område, fra justitsministeren

Ud fra hensynet til at sikre en tydelig gennemførelse af forbrugerrettigheds-

direktivets artikel 16, litra h, foreslås det, at der indsættes et nyt stk. 3, i

forbrugeraftalelovens § 18, som vil præcisere, at forbrugerens fortrydelses-

ret omfatter tjenesteydelser og varer ud over dem, forbrugeren specifikt har

anmodet om.

Det bemærkes, at der med den foreslåede ændring ikke lægges op til æn-

dringer i anvendelsen af forbrugeraftalelovens § 18, stk. 2, litra h.

Der henvises til forslagets § 1, nr. 11, og bemærkningerne hertil.

2.8. Gennemførelse af forbrugerrettighedsdirektivets artikel 14, stk. 3

(Forbrugerens forpligtelser i tilfælde af udøvelse af fortrydelsesretten)

2.8.1. Gældende ret

Forbrugerrettighedsdirektivets artikel 14 indeholder regler om forbrugerens

forpligtelser, når fortrydelsesretten udnyttes. Det følger af bestemmelsens

stk. 3, at en forbruger, der udnytter sin fortrydelsesret efter at have anmodet

om at få tjenesteydelsen leveret inden fortrydelsesfristens udløb i overens-

stemmelse med artikel 7, stk. 3, eller artikel 8, stk. 8, skal betale den er-

hvervsdrivende et beløb, der står i rimeligt forhold til det leverede indtil det

tidspunkt, hvor forbrugeren har givet den erhvervsdrivende besked om, at

fortrydelsesretten gøres gældende. Beregningen af det forholdsmæssige be-

løb, som forbrugeren skal betale til den erhvervsdrivende, skal ske på grund-

lag af den samlede pris, der er fastsat i aftalen. Er den samlede pris urimelig

høj, beregnes det forholdsmæssige beløb på grundlag af markedsværdien af

det leverede.

Forbrugerrettighedsdirektivets artikel 14, stk. 3, er implementeret i forbru-

geraftalelovens § 25, stk. 2. Det fremgår heraf, at det beløb, som forbrugeren

kan pålægges at betale efter stk. 1, skal stå i rimeligt forhold til omfanget af

den ydelse, som allerede er leveret, sammenlignet med aftalens fulde opfyl-

delse.

Det følger af bemærkningerne til bestemmelsen, at hvis den samlede pris er

urimelig høj, beregnes det forholdsmæssige beløb på grundlag af markeds-

værdien af det leverede, jf. Folketingstidende 2013-14, A, L39 som fremsat,

side 159.

2.8.2. Kommissionens bemærkninger i åbningsskrivelse nr.

2017/2033

Side 20/58

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 385: Lovudkast til forslag til lov om ændring af lov om forbrugeraftaler og lov om aftaler og andre retshandler på formuerettens område, fra justitsministeren

Kommissionen har bemærket, at forbrugerrettighedsdirektivets artikel 14,

stk. 3, bidrager til klarhed i forhold til det beløb, forbrugeren kan pålægges

at skulle betale ved hel eller delvis levering efter forbrugerens anmodning.

Kommissionen har bemærket, at den danske implementering af bestemmel-

sen ikke fastslår, at der skal beregnes et forholdsmæssigt beløb på grundlag

af markedsværdien, såfremt den samlede pris er urimeligt høj, hvilket efter

Kommissionens opfattelse kan føre til usikkerhed omkring det beløb, for-

brugeren kan pålægges at betale.

2.8.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Justitsministeriet er enig i, at bestemmelser, som skaber rettigheder og for-

pligtelser for borgerne, skal gennemføres ved regler, der gør de pågældende

personer i stand til på en tilstrækkelig klar og tydelig måde at kende deres

rettigheder og forpligtelser.

Ud fra hensynet til at sikre en tydelig gennemførelse af forbrugerrettigheds-

direktivets artikel 14, stk. 3, foreslås det, at der tilføjes et 2. pkt. i forbruger-

aftalelovens § 25, stk. 2. Ændringen vil præcisere, at det beløb, som forbru-

geren skal betale til den erhvervsdrivende, skal beregnes på grundlag af mar-

kedsværdien af det leverede, hvis den samlede pris, der er fastsat i aftalen,

er urimelig høj.

Det bemærkes, at der med den foreslåede ændring ikke lægges op til æn-

dringer i anvendelsen af forbrugeraftalelovens § 25, stk. 2.

Der henvises til forslagets § 1, nr. 12, og bemærkningerne hertil.

2.9. Leveringstidspunktet for ikkefinansielle tjenesteydelser ved aftale

om fjernsalg

2.9.1. Gældende ret

Forbrugeraftalelovens kapitel 6 omhandler den erhvervsdrivendes opfyl-

delse af aftaler om ikkefinansielle tjenesteydelser indgået ved fjernsalg.

Det følger af forbrugeraftalelovens § 27, stk. 1, at medmindre andet er aftalt

vedrørende leveringstidspunktet, skal den erhvervsdrivende ved aftaler om

ikkefinansielle tjenesteydelser indgået ved fjernsalg levere ydelsen uden

unødig forsinkelse, dog senest 30 dage efter aftalens indgåelse. Såfremt

ydelsen ikke leveres i rette tid, og dette ikke skyldes forbrugeren eller en

omstændighed, som forbrugeren bærer risikoen for, foreligger der forsin-

kelse. Bestemmelsen blev ændret i forbindelse med implementeringen af

Side 21/58

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 385: Lovudkast til forslag til lov om ændring af lov om forbrugeraftaler og lov om aftaler og andre retshandler på formuerettens område, fra justitsministeren

forbrugerrettighedsdirektivets artikel 18, som regulerer leveringstidspunktet

for varer.

Den tidligere § 24 i forbrugeraftaleloven regulerede leveringstidspunktet for

både varer og ikkefinansielle tjenesteydelser indgået ved fjernsalg. Ved im-

plementeringen af artikel 18 blev der indsat en bestemmelse i købeloven,

der i vidt omfang svarede til bestemmelsen i forbrugeraftalelovens § 24. Det

følger således af købelovens § 74, stk. 1, at medmindre andet er aftalt ved-

rørende leveringstidspunktet, skal sælgeren levere salgsgenstanden uden

unødig forsinkelse, dog senest 30 dage efter aftalens indgåelse. Det følger

af lovens forarbejder, at bestemmelsen i købeloven skulle finde anvendelse

for alle aftaler, herunder aftaler indgået ved fjernsalg og uden for forret-

ningssted samt for andre aftaler end fjernsalgsaftaler og aftaler indgået uden

for forretningssted, jf. Folketingstidende 2013-14, A, L40 som fremsat, side

17.

Da bestemmelsen i købeloven alene regulerede leveringstidspunktet for va-

rer, blev der indsat en tilsvarende bestemmelse i forbrugeraftalelovens § 27

for så vidt angår tjenesteydelser. Det følger af bemærkningerne til § 27, at

bestemmelsen skulle finde anvendelse for alle aftaler vedrørende ikkefinan-

sielle tjenesteydelser, herunder aftaler indgået ved fjernsalg og uden for den

erhvervsdrivendes forretningssted samt for andre aftaler en fjernsalgsaftaler

og aftaler indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted, jf. Folke-

tingstidende 2013-14, A, L39 som fremsat, side 161.

Af udvalgets betænkning til gennemførelsen af forbrugerrettighedsdirekti-

vet fremgår det, at udvalget foreslog, at bestemmelserne i købeloven til gen-

nemførelse af forbrugerrettighedsdirektivets artikel 18 med de fornødne til-

pasninger også skulle finde anvendelse på aftaler om ikkefinansielle tjene-

steydelser indgået ved fjernsalg, jf. betænkning nr. 1540, side 315. Af den

årsag foreslog man den nuværende affattelse af forbrugeraftalelovens § 27.

2.9.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Justitsministeriet er blevet opmærksom på, at der ikke er overensstemmelse

med det anvendelsesområde, som fremgår af bestemmelsens ordlyd, og det

anvendelsesområde, som fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen. Det

fremgår således af bestemmelsens ordlyd, at forbrugeraftalelovens § 27 fin-

der anvendelse på aftaler om ikkefinansielle tjenesteydelser indgået ved

fjernsalg. Af bemærkningerne til bestemmelsen fremgår det imidlertid, at

Side 22/58

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 385: Lovudkast til forslag til lov om ændring af lov om forbrugeraftaler og lov om aftaler og andre retshandler på formuerettens område, fra justitsministeren

forbrugeraftalelovens § 27 finder anvendelse for alle aftaler vedrørende ik-

kefinansielle tjenesteydelser, herunder aftaler indgået ved fjernsalg og uden

for den erhvervsdrivendes forretningssted samt for andre aftaler end fjern-

salgsaftaler og aftaler indgået uden for den erhvervsdrivendes forretnings-

sted.

Det synes at have være tilsigtet, at forbrugeraftalelovens § 27 alene skulle

omfatte aftaler om ikkefinansielle tjenesteydelser indgået ved fjernsalg, og

at det derfor er en fejl, når det i bemærkningerne anføres, at forbrugerafta-

lelovens § 27 gælder for alle ikkefinansielle tjenesteydelsesaftaler. Det er

sandsynligt, at man har ladet sig inspirere af bemærkningerne til ændringen

af købeloven, som implementerede artikel 18 for så vidt angår køb af varer.

Ved denne bestemmelse sondrede man ikke mellem aftaler om køb af varer

indgået ved fjernsalg og andre aftaler.

Det foreslås derfor, at ændre et ord i bestemmelsen med henblik på at ændre

bemærkningerne til bestemmelsen for at sikre, at anvendelsesområdet for

forbrugeraftalelovens § 27 ikke giver anledning til tvivl.

Der henvises til forslagets § 1, nr. 13, og bemærkningerne hertil.

2.10. Lettere adgang til at opsige aftaler om løbende levering af varer

eller tjenesteydelser

2.10.1. Gældende ret

Forbrugeraftalelovens kapitel 7 regulerer forbrugerens ret til opsigelse af

aftaler om løbende levering af varer eller tjenesteydelser

Forbrugeraftalelovens § 28 fastslår, at en forbruger kan opsige en aftale om

løbende levering af varer eller tjenesteydelser med 1 måneds varsel til ud-

gangen af en måned, når der er gået 5 måneder efter aftalens indgåelse, jf.

dog stk. 2 og 4.

I stk. 2 fastsættes der undtagelser fra de foreslåede bestemmelser om opsi-

gelsesvarsel i stk. 1 og 4, idet disse bestemmelser ikke finder anvendelse,

dels hvis opsigelsesvarsel eller bindingsperiode er reguleret i anden lovgiv-

ning, dels for visse nærmere afgrænsede aftaler, for hvilke bl.a. gælder, at

den samlede pris ikke overstiger 2.000 kr.

Af stk. 3 følger endvidere, at aftaler omfattet af stk. 1 eller 4, som indgås

ved anvendelse af en standardformular, skal indeholde en bestemmelse, som

Side 23/58

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 385: Lovudkast til forslag til lov om ændring af lov om forbrugeraftaler og lov om aftaler og andre retshandler på formuerettens område, fra justitsministeren

tydeligt angiver, med hvilket varsel og i givet fald fra hvilket tidspunkt af-

talen kan opsiges af forbrugeren.

Efter stk. 4 kan forbrugeren dog først opsige aftalen med 1 måneds varsel til

udgangen af en måned, når der er gået 11 måneder efter aftalens indgåelse,

hvis der er tale om en aftale, hvor den samlede pris for varen eller tjeneste-

ydelsen overstiger 20.000 kr. årligt, og hvor påbegyndelsen af leveringen

enten kræver, at den erhvervsdrivende afholder engangsomkostninger, der

overstiger den gennemsnitlige pris efter aftalen for 6 måneders løbende le-

vering, eller medfører en værdiforringelse af tilsvarende størrelse for den

erhvervsdrivende.

Stk. 5 fastslår udtrykkeligt, at der ikke kan aftales et længere opsigelsesvar-

sel end det i stk. 1 nævnte.

Forbrugeraftalelovens § 29 fastslår, at et vederlag, som forbrugeren på tids-

punktet for opsigelsen af aftalen har betalt for en periode, som ligger efter

tidspunktet for aftalens ophør ifølge opsigelsen, straks skal tilbagebetales.

Af stk. 2 fremgår, at der ved beregningen af det beløb, som forbrugeren skal

have tilbage efter stk. 1, kan tages hensyn til sæsonmæssige udsving i vær-

dien af den løbende ydelse.

Forbrugeraftalelovens kapitel 7 indeholder ikke nærmere regler om, hvor-

dan forbrugeren kan opsige en aftale om løbende levering af varer eller tje-

nesteydelser.

2.10.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Den nuværende affattelse af forbrugeraftalelovens kapitel 7 blev indført ved

lov nr. 492 af 12. juni 2009. Implementeringen af forbrugerrettighedsdirek-

tivet ændrede nummereringen men ikke indholdet af bestemmelserne.

Formålet med lovforslaget var at forbedre forbrugerbeskyttelsen ved lø-

bende kontraktforhold således, at forbrugeren ikke bliver bundet af langva-

rige kontrakter, som det på tidspunktet for indgåelsen af aftalen er vanskeligt

at overskue konsekvenserne af, jf. Folketingstidende 2008-09, tillæg A, side

2956.

Det er Justitsministeriets vurdering, at hensynet til at styrke forbrugerbe-

skyttelsen, tilsiger, at der indføres visse formelle krav i forhold til opsigelse.

Side 24/58

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 385: Lovudkast til forslag til lov om ændring af lov om forbrugeraftaler og lov om aftaler og andre retshandler på formuerettens område, fra justitsministeren

Ved mange aftaler om løbende kontraktforhold kan det være nemt for for-

brugere at indgå aftalen, hvorimod det kan være en udfordring for forbru-

gere efterfølgende at opsige aftalen. Styrkeforholdet mellem forbrugeren og

den erhvervsdrivende, hvor forbrugeren ofte vil være den svage part i en

aftale, tilsiger, at den erhvervsdrivende bør forpligtes til at skulle sikre, at

det ikke er mere besværligt for forbrugeren at opsige en løbende aftale, end

det er at indgå en sådan aftale. En nem adgang til at opsige en løbende aftale

kan desuden bidrage til, at forbrugere har færre passive aftaler om løbende

levering af tjenesteydelser og varer, dvs. produkter, som forbrugeren ikke

anvender, men fortsat betaler for.

Det foreslås derfor, at forbrugeren skal kunne opsige en aftale om løbende

levering af varer eller tjenesteydelser på samme medie eller tekniske plat-

form, som aftalen er indgået på. Den foreslåede bestemmelse vil sikre, at

forbrugeren har en nem og overskuelig adgang til at opsige et løbende abon-

nement og vil dermed bidrage til et højt niveau af forbrugerbeskyttelse.

Der henvises til forslagets § 1, nr. 14, og bemærkningerne hertil.

2.11. Hel eller delvis tilsidesættelse eller ændring af urimelige kontrakt-

vilkår

2.11.1. Gældende ret

Det følger af aftalelovens § 36, at en aftale kan ændres eller tilsidesættes

helt eller delvist, hvis det vil være urimeligt eller i strid med redelig handle-

måde at gøre den gældende. Domstolenes adgang til at ændre en urimelig

aftale blev indsat ved lov nr. 1098 af 21. december 1994. Ved samme lov

blev der indsat et nyt kapitel 4 i aftaleloven med henblik på gennemførelsen

af de civilretlige regler i direktiv nr. 93/13/EØF om urimelige kontraktvilkår

i forbrugeraftaler.

Aftalelovens kapitel 4 indeholder særlige regler om forbrugeraftaler, herun-

der kapitlets hovedbestemmelse, § 38 c, som fastslår, at aftalelovens § 36

finder anvendelse ved forbrugeraftaler. Bestemmelsen fastslår desuden, at

såfremt det vil være stridende mod hæderlig forretningsskik og bevirke en

betydelig skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser til skade for for-

brugeren at gøre et aftalevilkår gældende, gælder de i § 36, stk. 1, nævnte

retsvirkninger også, idet forbrugeren dog i så fald kan kræve, at den øvrige

del af aftalen skal gælde uden ændringer, hvis dette er muligt. Det følger af

§ 38 c, stk. 2, at aftalelovens § 36, stk. 2, gælder ved forbrugeraftaler med

Side 25/58

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 385: Lovudkast til forslag til lov om ændring af lov om forbrugeraftaler og lov om aftaler og andre retshandler på formuerettens område, fra justitsministeren

den ændring, at der ikke ved bedømmelsen af de forhold og omstændighe-

der, som er nævnet i § 36, stk. 2, herunder vilkår i andre aftaler, som hænger

sammen med den pågældende aftale, kan tages hensyn til senere indtrufne

omstændigheder til skade for forbrugeren med den virkning, at aftalen ikke

kan tilsidesættes eller ændres.

Aftalelovens § 38 c, stk. 1, 2. pkt., implementerer artikel 6, stk. 1, i direktivet

om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler, hvoraf følger, at medlems-

staterne skal fastsætte, at urimelige kontraktvilkår i en aftale, som en er-

hvervsdrivende har indgået med en forbruger, i henhold til deres nationale

lovgivning ikke binder forbrugeren, og at aftalen forbliver bindende for par-

terne på i øvrigt samme vilkår, hvis den kan opretholdes uden de urimelige

kontraktvilkår.

Direktivet om urimelige kontraktvilkår finder alene anvendelse for kontrakt-

vilkår i forbrugeraftaler, der ikke er blevet individuelt forhandlet. Aftalelo-

vens § 38 c finder dog anvendelse for alle kontraktvilkår i forbrugeraftaler,

uanset om et vilkår er blevet individuelt forhandlet eller ej.

Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at domstolenes adgang til at

ændre aftaler i aftalelovens § 36 blev indført, under henvisning til at hel eller

delvis tilsidesættelse af en aftale i nogle tilfælde vil være uhensigtsmæssig.

Det kan føre til, at ellers fordelagtige aftaler må tilsidesættes, idet de ikke

kan opretholdes uden det urimelige vilkår. Det kan særligt være tilfældet i

langvarige kontrakter. Det var opfattelsen, at domstolene hidtil havde an-

vendt bestemmelsen med fuld forståelse for, at udgangspunktet er, at aftaler

skal opretholdes, og at der skal udvises varsomhed med at foretage rimelig-

hedsvurderinger i forretningsforhold. Der var derfor næppe grund til at

frygte, at ændringen ville få uoverskuelige konsekvenser for erhvervslivet

eller forbrugerne. Det var derfor vurderingen, at bestemmelsen blot ville bi-

drage til en øget fleksibilitet, hvilket måtte være til fordel for både forbru-

gere og erhvervsdrivende. Ændringen førte desuden til en mere ensartet re-

gulering i Norden, da reguleringen i Sverige, Finland og Norge ligeledes

giver mulighed for at ændre en aftale, jf. Folketingstidende 1994-95, tillæg

A, side 331-332.

Det følger af artikel 6, stk. 1, i direktivet om urimelige kontraktvilkår i for-

brugeraftaler, at medlemsstaterne skal fastsætte regler, der sikrer, at urime-

lige kontaktvilkår ikke binder forbrugeren, samt at aftalen forbliver bin-

Side 26/58

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 385: Lovudkast til forslag til lov om ændring af lov om forbrugeraftaler og lov om aftaler og andre retshandler på formuerettens område, fra justitsministeren

dende på i øvrigt samme vilkår, hvis aftalen kan opretholdes uden det uri-

melige vilkår. Ved gennemførelsen af direktivet, vurderede Justitsministe-

riet, at bestemmelsens ordlyd, hvorefter medlemsstaterne skal fastsætte, at

et urimeligt vilkår ”ikke binder” forbrugeren, både kan forstås på den måde,

at et urimeligt vilkår altid skal tilsidesættes, og på den måde, at et urimeligt

vilkår ikke skal gælde over for forbrugeren, dvs. at vilkåret skal ændres eller

tidsidesættes. Omvendt fremgår det af direktivet, at aftalen skal gælde uæn-

dret, hvis den kan opretholdes uden de urimelige vilkår, hvilket synes at

støtte den forståelse, at urimelige vilkår altid skal tilsidesættes, jf. Folke-

tingstidende 1994-95, tillæg A, side 336-337.

Henset til at formålet med direktivet er at beskytte forbrugere mod urimelige

vilkår, samt at det ikke altid er til forbrugernes fordel helt at tilsidesætte

vilkår, da det kan medføre, at en ellers fordelagtig aftale må tilsidesættes

helt, var det vurderingen, at direktivet ikke er til hinder for en dansk bestem-

melse, hvorefter urimelige vilkår kan ændres. Det fremgår af bemærknin-

gerne, at man blandt de nordiske lande var enige om denne forståelse af

direktivets art. 6, stk. 1, jf. Folketingstidende 1994-95, tillæg A, side 336-

337.

2.11.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

EU-Domstolen har i en række sager fortolket artikel 6, stk. 1, i direktivet

om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler således, at udgangspunktet

er, at de nationale domstole er forpligtede til at tilsidesætte urimelige kon-

traktvilkår i deres helhed.

EU-Domstolen har bl.a. udtalt at

”[…]

artikel 6, stk. 1, i direktiv 93/13 skal

fortolkes således, at et kontraktvilkår, der er erklæret urimeligt, i princippet

skal anses for aldrig at have eksisteret, hvorfor det ikke kan have nogen

virkning over for forbrugeren. En retslig konstatering af, at et sådant vilkår

er urimeligt, skal følgelig principielt have den virkning, at den retlige situ-

ation og de faktiske forhold, som forbrugeren ville have befundet sig i uden

det nævnte vilkår, genoprettes”,

jf. de forenede sager C-154/15, C-307/15

og C-308/15, præmis 61.

Efter EU-Domstolens praksis er det udgangspunktet, at urimelige kontrakt-

vilkår skal ophæves og ikke kan ændres. EU-Domstolen har udtalt,

at ”den

nationale ret kun er forpligtet til at undlade at anvende et urimeligt kon-

traktvilkår, således at det ikke binder forbrugeren, men at den ikke har kom-

petence til at ændre vilkårets indhold. Denne kontakt skal nemlig principielt

Side 27/58

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 385: Lovudkast til forslag til lov om ændring af lov om forbrugeraftaler og lov om aftaler og andre retshandler på formuerettens område, fra justitsministeren

opretholdes uden nogen anden ændring end den, der følger af ophævelsen

af urimelige kontraktvilkår, for så vidt en sådan opretholdelse af kontrakten

retligt set er muligt i overensstemmelse med reglerne i national ret”,

jf. C-

421/14, præmis 71.

EU-Domstolen har ligeledes udtalt følgende:

”Endvidere skal artikel 6, stk.

1, i direktiv 93/13 ifølge Domstolens praksis fortolkes således, at den er til

hinder for en national bestemmelse, som gør det muligt for den nationale

ret, når denne erklærer et vilkår i en aftale, som er indgået mellem en er-

hvervsdrivende og en forbruger, ugyldigt, at tilpasse den nævnte kontrakt

ved at ændre dette vilkårs indhold”,

jf. de forenede sager C 70/17 og C-

179/17, præmis 53.

EU-Domstolen har desuden udtalt, at delvis tilsidesættelse af et vilkår kan

svare til, at man ændrer vilkåret, hvorfor det heller ikke er muligt, jf. de

forenede sager C-70/17 og C-179/17, præmis 55.

Om hensynet bag forbuddet mod at ændre urimelige kontraktvilkår har EU-

Domstolen udtalt følgende:

”Hvis

det stod en national retsinstans frit for at

ændre indholdet af urimelige kontraktvilkår, ville en sådan adgang derfor

kunne skade gennemførelsen af det langsigtede mål, der er nævnt i artikel 7

i direktiv 93/13. En sådan adgang kunne nemlig bidrage til at ophæve den

afskrækkende virkning over for erhvervsdrivende, der opstår ved helt og

holdent at undlade at anvende sådanne urimelige vilkår over for forbru-

gerne, for så vidt som de erhvervsdrivende fortsat ville være fristede til at

anvende disse vilkår velvidende, at aftalen, selv hvis disse vilkår skulle blive

erklæret ugyldige, ikke desto mindre ville kunne tilpasses i nødvendigt om-

fang af den nationale ret, således at deres interesse på denne måde blev

sikret [...]”,

jf. de forenede sager C-482/13, C-484/13, C-485/13 og C-

487/13, præmis 31. Det bemærkes, at artikel 7 i direktiv 93/13 om urimelige

kontraktvilkår i forbrugeraftaler fastsætter, at medlemsstaterne skal sikre, at

der findes egnede og effektive midler til at bringe anvendelsen af urimelige

kontraktvilkår, der indgås mellem forbrugere og erhvervsdrivende, til op-

hør.

Efter EU-Domstolens praksis, synes delvis tilsidesættelse eller ændringer af

vilkår således ikke at være mulige alternativer til fuld tilsidesættelse af et

vilkår, som tilfældet er nu efter dansk ret.

Side 28/58

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 385: Lovudkast til forslag til lov om ændring af lov om forbrugeraftaler og lov om aftaler og andre retshandler på formuerettens område, fra justitsministeren

Det er Justitsministeriets vurdering, at der er behov for at ændre § 38 c, for

at sikre, at dansk ret er i overensstemmelse med EU-Domstolens praksis. Da

direktivet om urimelige kontraktvilkår alene finder anvendelse ved kon-

traktvilkår, der ikke har været genstand for individuel forhandling, vurderes

en ændring af § 38 c at kunne begrænses hertil. Justitsministeriet vurderer,

at det er hensigtsmæssigt at begrænse anvendelsesområdet på en sådan

måde, henset til at adgangen til at ændre eller tilsidesætte vilkår delvist sik-

rer en høj grad af fleksibilitet, som i sidste ende er til gavn for forbrugeren.

Det er dog muligt, at indskrænkningen af bestemmelsens anvendelse i prak-

sis vil have en mindre betydning, dels fordi mange vilkår i forbrugeraftaler

ikke vil have været genstand for individuel forhandling, dels fordi det kan

have formodningen imod sig, at et vilkår, der er blevet forhandlet individu-

elt, vil være urimeligt.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at urimelige kontraktvilkår i for-

brugeraftaler, der ikke har været genstand for individuel forhandling, ikke

længere vil kunne ændres eller tilsidesættes delvist. Ændringen vil bringe

den danske retsstilling i overensstemmelse med EU-Domstolens praksis på

området.

Der henvises til forslagets § 2, nr. 1, og bemærkningerne hertil.

3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det

offentlige

[De økonomiske konsekvenser for det offentlige er under afklaring.]

Lovforslaget skønnes ikke at medføre implementeringskonsekvenser for det

offentlige.

Principperne for digitaliseringsklar lovgivning er ikke relevante for lov-

forslaget.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet mv.

Lovforslaget vil medføre administrative omstillingsomkostninger for de

omfattede virksomheder.

Side 29/58

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 385: Lovudkast til forslag til lov om ændring af lov om forbrugeraftaler og lov om aftaler og andre retshandler på formuerettens område, fra justitsministeren

Omstillingsomkostningerne følger af lovforslagets § 1, nr. 6. Disse består i,

at den erhvervsdrivende ved indgåelse af aftaler vedrørende varer og ikke-

finansielle tjenesteydelser, som er indgået uden for den erhvervsdrivendes

forretningssted eller ved fjernsalg, fremover skal oplyse om forudsætnin-

gerne for klage fremfor, som i dag, at oplyse om fremgangsmåden ved klage.

Omstillingsomkostningerne følger derudover af lovforslagets § 1, nr. 7 og

10. Disse består i, at den erhvervsdrivende fremover skal udlevere en be-

kræftelse af forbrugerens samtykke ved levering af digitale tjeneste før for-

trydelsesfristens udløb ved hhv. aftaler indgået uden for den erhvervsdriv-

endes faste forretningssted og ved fjernsalgsaftaler fremfor, som i dag, at

udlevere en kopi af samtykket.

Omstillingsomkostningerne følger derudover af lovforslagets § 1, nr. 14.

Disse består i, at den erhvervsdrivende som noget nyt skal sikre, at en aftale

om løbende levering af varer eller tjenesteydelser kan ske på samme medie

eller tekniske platform, som aftalen er indgået på. Omstillingsomkostnin-

gerne herved kan dog på det foreliggende grundlag ikke vurderes nærmere,

da det ikke vides hvor mange virksomheder, der ikke allerede giver mulig-

hed herfor, og som derfor i praksis skal omstille sig til det nye krav.

Omstillingsomkostningerne følger slutteligt af lovforslagets § 1, nr. 8. Disse

består i, at den erhvervsdrivende skal sikre sig, at en knap eller tilsvarende

funktion, der medfører afgivelse af en ordre, skal være mærket med ”ordre

med betalingsforpligtelse” eller en anden utvetydig formulering.

Der er tale

om en præcisering af den gældende bestemmelse i forbrugeraftalelovens §

12, stk. 1, der pålægger den erhvervsdrivende at angive, klart og tydeligt på

det sted, hvor bestillingen afgives, at aftalen pålægger forbrugeren en beta-

lingsforpligtigelse. Det er på den baggrund vurderingen, at langt de fleste

erhvervsdrivende

–

hvis ikke alle

–

allerede vil leve op til den foreslåede

præcisering. Dog kan det omvendt ikke udelukkes, at nogle erhvervsdri-

vende vil skulle omstille deres webshops m.v. for at efterleve reguleringen

korrekt.

Det er vurderingen, at lovforslaget medfører administrative konsekvenser

for erhvervslivet. Disse konsekvenser vurderes at være under 4 mio. kr.,

hvorfor de ikke kvantificeres nærmere.

Lovforslaget er i overensstemmelse med principperne for agil erhvervsrettet

lovgivning, idet de foreslåede regler er teknologineutrale og ikke gør det

Side 30/58

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 385: Lovudkast til forslag til lov om ændring af lov om forbrugeraftaler og lov om aftaler og andre retshandler på formuerettens område, fra justitsministeren

vanskeligt for virksomhederne at anvende nye teknologier og forretnings-

modeller. Bestemmelserne er desuden, i det omfang det er muligt, enkle og

formålsbestemte.

5. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget skønnes at have positive administrative konsekvenser for bor-

gerne.

Den foreslåede bestemmelse i forbrugeraftalelovens § 28 a, vil sikre, at for-

brugeren har en nem adgang til at opsige en løbende aftale om levering af

varer eller tjenesteydelser.

6. Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget indebærer ikke miljømæssige konsekvenser.

7. Forholdet til EU-retten

Forbrugeraftaleloven indeholder bestemmelser, der gennemfører Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv 2011/83/EU af 25. oktober 2011 om for-

brugerrettigheder, om ændring af Rådets direktiv 93/13/EØF og Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv 1999/44/EF samt om ophævelse af Rådets

direktiv 85/577/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF,

EU-Tidende 2011, nr. L 304, side 64, og Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv 2002/65/EF af 23. september 2002 om fjernsalg af finansielle tje-

nesteydelser til forbrugerne og om ændring af Rådets direktiv 90/619/EØF

samt direktiv 97/7/EF og 98/27/EF.

Aftaleloven indeholder blandt andet bestemmelser, der gennemfører dele af

Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i

forbrugeraftaler.

Derudover pågår der et arbejde med implementeringen af Europa-Parlamen-

tets og Rådets direktiv (EU) 2019/2161 af 27. november 2019 om ændring

af Rådets direktiv 93/13/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

98/6/EF, 2005/29/EF og 2011/83/EU, for så vidt angår bedre håndhævelse

og modernisering af EU-reglerne om forbrugerbeskyttelse. Dette direktiv vil

medføre en række ændringer af forbrugeraftaleloven og aftaleloven.

Side 31/58

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 385: Lovudkast til forslag til lov om ændring af lov om forbrugeraftaler og lov om aftaler og andre retshandler på formuerettens område, fra justitsministeren

Lovforslaget har desuden blandt andet som formål at imødekomme en åb-

ningsskrivelse fra Kommissionen om den danske implementering af forbru-

gerrettighedsdirektivet, samt at tilpasse den danske retsstilling efter EU-

Domstolens praksis.

8. Hørte myndigheder og organisationer mv.

Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 12. juli 2021 til den 23. august

2021 været sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer m.v.:

Østre Landsret, Vestre Landsret, Sø- og Handelsretten, samtlige byretter,

samtlige ministerier, Aalborg Universitet, Juridisk Institut, Aarhus Rets-

hjælp, Aarhus Universitet, Juridisk Institut, Advokatrådet, Advokatsamfun-

det, Andelsboligforeningens fællesrepræsentation (ABF), APPLiA Dan-

mark, AutoBranchen Danmark, Autobranchens Handels- og Industrifor-

ening (AUTIG), Boxer TV ApS, Business Danmark, Canal Digital Dan-

mark A/S, Civilstyrelsen, Coop A/S, Copenhagen Business School, Juridisk

Institut, Dagrofa, Danmarks Domstole, Danmarks Teaterforening, Dansk

Arbejdsgiverforening, Dansk Boldspil-Union, Dansk Byggeri, Dansk De-

tail, Dansk Energi, Dansk Erhverv, Dansk Fitness & Helse Organisation

(DFHO), Dansk Fjernvarme, Dansk Folkeoplysnings Samråd, Dansk Indu-

stri, Dansk Inkassobrancheforening, Dansk Internet Forum, Dansk IT,

Dansk Kennel Klub, Dansk Kredit Råd, Dansk Markedsføring, Dansk Tea-

ter, Danske Advokater, Danske Annoncører og Markedsførere, Danske For-

lag, Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger (DGI), Danske Mediedistribu-

tører, Danske Medier, Danske Regioner, Danske Zoologiske Haver og

Akvarier, Datatilsynet, De Danske Bilimportører, De Frie Energiselskaber,

De Samvirkende Købmænd, Den Danske Dommerforening, Den Danske

Dyrlægeforening, Den Sociale Retshjælps Fond, Det finansielle ankenævn,

Digitaliseringsstyrelsen, Discovery Network Danmark, Dommerfuldmæg-

tigforeningen, Domstolsstyrelsen, Dyrenes beskyttelse, Dyreværnet, Er-

hvervsstyrelsen, Evida, Experian A/S Danmark, Falck A/S, Finans Dan-

mark, Finans og Leasing, Forbrugerklagenævnet, Forbrugerombudsman-

den, Forbrugerrådet Tænk, Forenede Danske Antenneanlæg, Forenede Dan-

ske Motorejere (FDM), Foreningen for Platformsøkonomi i Danmark

(FPD), Forsikring og Pension, Forsyningstilsynet, Franchise Danmark, FSR

–

danske revisorer, HK Landsklubben, IT-Branchen, Kommunernes Lands-

forening (KL), Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Kreativitet & Kommu-

nikation, Københavns Retshjælp, Københavns Universitet, Det Juridiske

Side 32/58

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 385: Lovudkast til forslag til lov om ændring af lov om forbrugeraftaler og lov om aftaler og andre retshandler på formuerettens område, fra justitsministeren

Fakultet, Landbrug og Fødevarer, Nordic Entertainment Group, Optikerfor-

eningen, PostNord Danmark, Radius Elnet, Retspolitisk Forening, Rigsad-

vokaten, Rigsombudsmanden i Grønland, Rigsombudsmanden på Færø-

erne, Salling Group, SEGES Heste, SikkerhedsBranchen, SMVdanmark,

Stofa, Syddansk Universitet, Juridisk Institut, TDC Group, TEKNIQ Instal-

latørernes Organisation, Teleindustrien, Telenor A/S, Telia, TV2 Danmark

A/S, Viasat, Waoo og Ørsted.

9. Sammenfattende skema

Positive konsekvenser/mindreudgifter Negative konsekvenser/merudgifter

(hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, an- (hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, an-

før »Ingen«)

Økonomiske

Ingen

konsekvenser for

stat, kommuner

og regioner

Implemente-

Ingen

ringskonsekven-

ser for stat, kom-

muner og regio-

ner

Økonomiske

Ingen

konsekvenser for

erhvervslivet

[Under afklaring]

Ingen

Lovforslaget vil medføre administra-

tive omstillingsomkostninger for de

omfattede virksomheder.

Omstillingsomkostningerne følger af

lovforslagets § 1, nr. 6, § 1, nr. 7 og

10, § 1, nr. 8, og § 1, nr. 14.

Det er vurderingen, at lovforslaget

medfører administrative konsekven-

ser for erhvervslivet. Disse konse-

kvenser vurderes at være under 4

mio. kr., hvorfor de ikke kvantifice-

res nærmere.

Administrative Ingen

konsekvenser for

erhvervslivet

Ingen

Side 33/58

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 385: Lovudkast til forslag til lov om ændring af lov om forbrugeraftaler og lov om aftaler og andre retshandler på formuerettens område, fra justitsministeren

Positive konsekvenser/mindreudgifter Negative konsekvenser/merudgifter

(hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, an- (hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, an-

før »Ingen«)

Administrative Den foreslåede bestemmelse i forbru- Ingen

konsekvenser for geraftalelovens § 28 a, vil sikre, at for-

borgerne

brugeren har en nem adgang til at op-

sige en løbende aftale om levering af

varer eller tjenesteydelser.

Miljømæssige

konsekvenser

Ingen

Forholdet til EU- Forbrugeraftaleloven indeholder bestemmelser, der gennemfører Europa-

retten