Retsudvalget 2020-21
REU Alm.del Bilag 384
Offentligt
Vejledning om
administrative forskrifter
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
Forord
Vejledning om udarbejdelse af administrative forskrifter foreligger hermed i en ny udgave,
der samtidig har fået en lidt kortere titel. Den nye udgave bygger på den seneste udgave af
vejledningen fra 1987, men er på en lang række områder udbygget og revideret.
Vejledningen omfatter udarbejdelse af administrativ regulering i form af bekendtgørelser,
kongelige anordninger og cirkulærer samt udarbejdelse af vejledninger. Den dækker hele
arbejdet med den administrative forskrift, herunder den tekniske udformning, inddragelse
af andre ministerier, offentlig høring og kundgørelse.
Vejledningen supplerer Justitsministeriets vejledning om lovkvalitet, men er udarbejdet
sådan, at der kun i meget begrænset omfang er henvist til vejledning om lovkvalitet for
nærmere oplysninger, idet det har været ambitionen, at vejledningen kan læses for sig selv.
Vejledningen udgør sammen med vejledning om lovkvalitet en samlet beskrivelse af alle
dele af lovgivningsarbejdet, herunder tilblivelsen af lovprogrammet, udformningen af lov-
forslaget, offentlig høring og behandlingen af forslaget i Folketinget samt efterfølgende
udmøntning af loven ved bekendtgørelser, kongelige anordninger, cirkulærer og vejlednin-
ger.
Det er håbet, at de to vejledninger vil være til nytte og inspiration i det daglige lovgivnings-
arbejde og være med til at fastholde og udbygge en høj kvalitet i love og administrative
forskrifter i Danmark.
Vejledningen gælder for udkast til administrative forskrifter, der sendes i høring fra den 1.
august 2021.
Vejledning nr. 153 af 22. september 1987 om udarbejdelse af administrative forskrifter
bortfalder.
Justitsministeriet, den 9. juli 2021
Nick Hækkerup
/ Morten Holland Heide
Side 2 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
Indholdsfortegnelse
1. Introduktion og valg af forskrift .............................................................................................. 9
2. Bekendtgørelser ....................................................................................................................... 11
2.1. Brug af bekendtgørelser ................................................................................................ 11
2.2. Sproget .......................................................................................................................... 12
2.3. Hjemmel ........................................................................................................................ 15
2.4. Valget mellem hovedbekendtgørelse og ændringsbekendtgørelse ............................... 16
2.5. Samlebekendtgørelser bør ikke anvendes ..................................................................... 17
2.6. Hovedbekendtgørelser .................................................................................................. 18
2.6.1. Titel ................................................................................................................. 18
2.6.2. Indledningen til en bekendtgørelse ................................................................... 20
2.6.3. Systematik ........................................................................................................ 22
2.6.4. Opstilling .......................................................................................................... 24
2.6.4.1. Kapitler, paragraffer, stykker m.v. ....................................................... 24
2.6.4.2. Opregninger ......................................................................................... 25
2.7. Ændringsbekendtgørelser ............................................................................................. 27
2.7.1. Titel ................................................................................................................. 27
2.7.2. Indledningen til en ændringsbekendtgørelse .................................................... 28
2.7.3. Systematik og opstilling ................................................................................... 29
2.7.4. Indledningen til ændringsparagraffen ............................................................... 30
2.7.5. Udformningen af de enkelte ændringer ............................................................ 31
2.7.5.1. Eksempel med ofte forekommende ændringer .................................... 31
2.7.5.2. Rækkefølge .......................................................................................... 35
2.7.5.3. Præciser mest muligt ............................................................................ 36
2.7.5.4. Nyaffattelse .......................................................................................... 37
2.7.5.5. Ophævelser .......................................................................................... 38
2.7.5.6. Indsættelse af nye bestemmelser .......................................................... 39
2.7.5.7. Rykning ................................................................................................ 42
2.7.5.8. Flere ens ændringer .............................................................................. 44
2.7.5.9. Indsættelse af nyt afsnit eller kapitel ................................................... 45
Side 3 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2.7.5.10. Indsættelse eller ændring af bilag ...................................................... 46
2.7.5.11. Ændringer af tegn .............................................................................. 47
2.7.5.12. Konsekvensændringer ........................................................................ 47
2.7.5.13. Ændring af en ikke-ikrafttrådt ændringsbekendtgørelse.................... 48
2.8. Ikrafttræden og virkning ............................................................................................... 48
2.8.1. Ikrafttrædelsesbestemmelser ............................................................................ 48
2.8.2. Bekendtgørelser om ikrafttræden af love (ikrafttrædelsesbekendtgørelser) .... 50
2.8.3. Ikrafttrædelse af erhvervsrettet regulering ....................................................... 51
2.8.3.1. Fælles ikrafttrædelsesdatoer................................................................. 51
2.8.3.2. Udstedelse mindst 4 uger før ikrafttrædelsestidspunktet ..................... 52
2.8.3.3. Beslutningsproceduren ved fravigelse ................................................. 53
2.8.3.4. Offentliggørelse på Virk.dk ................................................................. 53
2.8.4. Virkningsbestemmelser .................................................................................... 54
2.9. Ophævelse ..................................................................................................................... 54
2.9.1. Ophævelse af bekendtgørelser .......................................................................... 54
2.9.2. Ophævelse af hjemmelsloven ........................................................................... 56
2.9.3. Forordninger fortrænger bekendtgørelser ......................................................... 57
2.10. Overgangsregler .......................................................................................................... 57
2.11. Territorialbestemmelser .............................................................................................. 58
2.12. Bilag .......................................................................................................................... 59
2.13. Underskrift .................................................................................................................. 60
2.14. Særlige bestemmelser og emner ................................................................................. 60
2.14.1. Definitionsbestemmelser ................................................................................ 60
2.14.2. Gebyrbestemmelser ........................................................................................ 61
2.14.3. Straffebestemmelser ....................................................................................... 63
2.14.3.1. Anvendelse af straffebestemmelser ................................................... 63
2.14.3.2. Tilregnelse.......................................................................................... 64
2.14.3.3. Strafferammer .................................................................................... 65
2.14.3.4. Straf for overtrædelse af forbud m.v. ................................................. 66
2.14.3.5. Straf for overtrædelse af forordninger ............................................... 66
2.14.3.6. Forsøg ................................................................................................ 66
2.14.3.7. Juridiske personer .............................................................................. 67
Side 4 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2.14.3.8. Objektivt individualansvar ................................................................. 67
2.14.3.9. Andre retsfølger ................................................................................. 68
2.14.4. Bestemmelser om behandling af personoplysninger ...................................... 68
2.14.4.1. Overordnet om de databeskyttelsesretlige regler ............................... 68
2.14.4.2. Databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven ................... 69
2.14.4.3. Personoplysninger og særlige kategorier af personoplysninger ........ 70
2.14.4.4..Behandlingshjemler i databeskyttelsesforordningen og data-…..
………...beskyttelsesloven
............................................................................... 70
2.14.4.5. De generelle principper for behandling af personoplysninger ........... 71
2.14.4.6. Databeskyttelsesforordningens råderum for fastsættelse af særregler….
………...om
behandling af personoplysninger ................................................. 72
2.14.4.7. Tjekliste ved udarbejdelse af nationale særregler for behandling af…..
………....personoplysninger
............................................................................. 73
2.14.4.8. Tjekliste for udarbejdelse af nationale særregler for behandling af…..
…………særlige
kategorier af personoplysninger ........................................... 75
2.14.5. Udløbsbestemmelser (ophørsklausuler) ......................................................... 76
2.14.6. Dispensation fra regler i bekendtgørelser ....................................................... 78
2.14.7. Implementering af EU-regulering .................................................................. 79
2.14.7.1. Generelt om implementering af EU-regulering ................................. 79
2.14.7.2. Principperne for implementering af erhvervsrettet EU-regulering .... 80
2.14.7.3. Implementering af ikke-erhvervsrettet EU-regulering....................... 81
2.14.7.4. Notehenvisninger i bekendtgørelser, der gennemfører EU-rets-….-
..………..akter...................................................................................................
81
2.14.8. Henvisninger til love, bekendtgørelser og EU-retsakter ................................ 85
2.14.9. Digitaliseringsklar lovgivning ........................................................................ 86
2.14.10. Agil erhvervsrettet regulering ....................................................................... 88
2.14.11. Geografi i lovgivningen ................................................................................ 89
2.14.12. Regeludstedelse i forhold til kommuner og regioner ................................... 90
3. Kongelige anordninger ............................................................................................................ 92
3.1. Brug af kongelige anordninger ..................................................................................... 92
3.2. Udformningen af kongelige anordninger ...................................................................... 92
4. Cirkulærer ............................................................................................................................... 94
4.1. Brug af cirkulærer og cirkulæreskrivelser .................................................................... 94
Side 5 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
4.2. Hjemmel ........................................................................................................................ 94
4.3. Titel…. .......................................................................................................................... 95
4.4. Indledningen til et cirkulære ......................................................................................... 95
4.5. Systematik, opstilling og sprog ..................................................................................... 95
4.6. Ændring af cirkulærer ................................................................................................... 96
4.7. Ikrafttræden ................................................................................................................... 96
4.8. Ophævelse ..................................................................................................................... 96
4.9. Territorialbestemmelser ................................................................................................ 97
4.10. Bilag.. .......................................................................................................................... 97
4.11. Underskrift .................................................................................................................. 97
5. Vejledninger ............................................................................................................................. 98
5.1. Brug af vejledninger...................................................................................................... 98
5.2. Hjemmel ........................................................................................................................ 99
5.3. Titel…. .......................................................................................................................... 99
5.4. Udformning i øvrigt ...................................................................................................... 99
5.4.1. Systematik og opstilling ................................................................................... 99
5.4.2. Henvisning til Folketingstidende .................................................................... 100
5.5. Ændring af en vejledning ............................................................................................ 101
5.6. Ikrafttræden og territorielt anvendelsesområde .......................................................... 101
5.7. Bortfald ....................................................................................................................... 102
6. Forelæggelse for andre ministerier, Europa-Kommissionen m.v. .................................... 103
6.1. Forelæggelse for andre ministerier m.v. ..................................................................... 103
6.1.1. Finansministeriet ............................................................................................ 103
6.1.2. Erhvervsministeriet......................................................................................... 103
6.1.3. Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet og Miljøministeriet ...................... 106
6.1.4. Datatilsynet ..................................................................................................... 106
6.1.5. Justitsministeriet ............................................................................................. 106
6.1.6. Øvrige ministerier ........................................................................................... 106
6.2. Forelæggelse for Europa-Kommissionen m.v. ........................................................... 107
7. Offentlig høring ..................................................................................................................... 110
7.1. Om høring ................................................................................................................... 110
7.2. Høringsfrist ................................................................................................................. 111
Side 6 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
7.3. Hvem skal høres? ........................................................................................................ 111
7.4. Høringsportalen ........................................................................................................... 111
7.5. Særlige krav til høringen på bestemte områder .......................................................... 111
7.5.1. Bekendtgørelser med økonomiske og administrative konsekvenser for……
……....erhvervslivet
................................................................................................. 111
7.5.2. Implementering af EU-regulering .................................................................. 112
7.5.3. Bekendtgørelser omfattet af principperne for agil erhvervsrettet regulering . 113
7.5.4. Bekendtgørelser med klima-, miljø- og naturmæssige konsekvenser ............ 113
8. Kundgørelse, offentliggørelse m.v. ....................................................................................... 115
8.1. Bekendtgørelser og kongelige anordninger
–
kundgørelse og indlæggelse i……
…….Retsinformation
........................................................................................................ 115
8.1.1. Reglerne og fremgangsmåden ........................................................................ 115
8.1.2. Tidspunktet for kundgørelse ........................................................................... 116
8.1.3. Undtagelse fra kundgørelse i Lovtidende ....................................................... 117
8.2. Cirkulærer og vejledninger
–
indlæggelse i Retsinformation ..................................... 118
8.3. Offentlighedsportalen.................................................................................................. 119
8.4. Offentliggørelse af erhvervsrettet regulering på Virk.dk ............................................ 120
8.5. Efterfølgende notifikation af Europa-Kommissionen ................................................. 121
9. Særligt om Færøerne og Grønland ...................................................................................... 123
9.1. Ikraftsættelse af love for Færøerne og Grønland ........................................................ 123
9.1.1. Anordningshjemmel ....................................................................................... 123
9.1.2. Ikraftsættelse af hovedlove ............................................................................. 125
9.1.2.1. Titel .................................................................................................... 125
9.1.2.2. Indledningen til anordningen ............................................................. 125
9.1.2.3. Øvrigt indhold .................................................................................... 126
9.1.3. Ikraftsættelse af ændringslove ........................................................................ 127
9.1.3.1. Titel .................................................................................................... 127
9.1.3.2. Indledningen til anordningen ............................................................. 127
9.1.3.3. Øvrigt indhold .................................................................................... 128
9.1.4. Ændring af den måde loven er sat i kraft på ................................................... 130
9.1.5. Ophævelse af ikraftsatte love ......................................................................... 131
9.1.6. Administrative forskrifter udstedt i medfør af den lov, der sættes i kraft ...... 132
Side 7 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
9.1.7. Anordningsbekendtgørelser ............................................................................ 134
9.2. Bekendtgørelser .......................................................................................................... 135
9.2.1. Bekendtgørelser for både Danmark og Færøerne eller Grønland ................... 135
9.2.2. Særskilte bekendtgørelser for Færøerne eller Grønland ................................. 137
9.2.3. Straffebestemmelser i bekendtgørelser, der gælder for Grønland .................. 137
9.3. Cirkulærer ................................................................................................................... 138
9.4. Inddragelse af de færøske og grønlandske myndigheder ............................................ 138
9.5. Kundgørelse ................................................................................................................ 138
9.5.1. Grønland ......................................................................................................... 138
9.5.2. Færøerne ......................................................................................................... 139
Side 8 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0009.png
1. Introduktion og valg af forskrift
9.SærligtomFøenGad
1. Introduktion og valg af forskrift
Vejledningen handler om udarbejdelse af administrative forskrifter, det vil sige forskrifter,
som udstedes af ministerier, styrelser og andre administrative myndigheder.
Vejledningen omfatter for det første retligt bindende forskrifter i form af bekendtgørelser,
kongelige anordninger og cirkulærer. Bekendtgørelser udstedes i medfør af en bemyndi-
gelse i en lov til at fastsætte regler om det pågældende spørgsmål og retter sig mod borgere,
virksomheder m.v. Kongelige anordninger anvendes i praksis navnlig i forbindelse med
ikraftsættelse af love for Færøerne og Grønland og udstedes ligeledes i medfør af en lov-
bemyndigelse, men underskrives i modsætning til bekendtgørelser af dronningen. Cirku-
lærer retter sig mod andre myndigheder og udstedes enten i medfør af en lovbemyndigelse
eller i medfør af det over-/underordnelsesforhold, der består mellem f.eks. en minister og
en underliggende styrelse.
Vejledningen omfatter for det andet vejledninger, det vil sige ministeriers og andre admi-
nistrative myndigheders orienterende meddelelser. Vejledninger er ikke retligt bindende
og kan derfor udstedes uden hjemmel i lov eller et over-/underordnelsesforhold af den
myndighed, der er ansvarlig for det pågældende område.
Valget er ikke frit i forhold til, hvilken forskriftstype der skal anvendes.
Bekendtgørelsesformen skal anvendes, hvis reglerne skal normere retsstillingen mellem
borgere, virksomheder m.v. indbyrdes eller pålægge disse pligter over for det offentlige,
ligesom bekendtgørelsesformen bør anvendes, hvis reglerne går ud på at tillægge borgere,
virksomheder m.v. rettigheder over for det offentlige.
Kongelige anordninger anvendes som udgangspunkt kun, hvis den lov, der hjemler for-
skriften, udtrykkeligt foreskriver det.
Cirkulæreformen anvendes for generelle tjenestebefalinger, det vil sige bindende generelle
forskrifter, der alene retter sig til myndigheder. Konkrete tjenestebefalinger til en flerhed
af myndigheder bør betegnes cirkulæreskrivelser.
Endelig anvendes vejledningsformen ved udstedelse af stof, der ikke er bindende. Vejled-
ningsformen bør således f.eks. anvendes ved orientering om reglers indhold og baggrund
og i forbindelse med meddelelse af oplysninger om fortolkningen og administrationen af
regler.
Side 9 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0010.png
1. Introduktion og valg af forskrift
Andre betegnelser for bindende forskrifter (bekendtgørelser, kongelige anordninger og cir-
kulærer) og for generelle informationer om forståelsen og anvendelsen af lovgivning (vej-
ledninger) bør normalt ikke anvendes, da de hyppigt efterlader tvivl om, hvorvidt forskrif-
ten er bindende eller blot vejledende. Det bemærkes dog, at der på nogle områder kan være
tradition for andre betegnelser.
Vejledningen behandler i pkt. 2-5 udarbejdelsen af de enkelte typer af forskrifter, herunder
i hvilke tilfælde forskrifterne nærmere anvendes. Vægten er lagt på bekendtgørelser, der i
praksis er den oftest anvendte forskrift. Herefter behandles nogle tværgående problemstil-
linger, der vedrører perioden efter, at et udkast til forskrift er udarbejdet. Det drejer sig om
forelæggelse af udkastet for andre ministerier, Europa-Kommissionen m.v. (pkt. 6), offent-
lig høring over udkastet (pkt. 7) og kundgørelse, offentliggørelse m.v. af den endelig for-
skrift (pkt. 8). Til sidst behandles de særlige problemstillinger, der knytter sig til udarbej-
delse af administrative forskrifter for Færøerne og Grønland (pkt. 9).
Side 10 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0011.png
2. Bekendtgørelser
2. Bekendtgørelser
2.1. Brug af bekendtgørelser
Efter lovtidendeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1098 af 10. august 2016, er kundgørelse
en betingelse for, at en forskrift kan træde i kraft og dermed håndhæves over for borgere,
virksomheder m.v. Det er derfor af afgørende betydning, at regler, der skal håndhæves over
for borgere, virksomheder m.v., udformes som bekendtgørelser (eller kongelige anordnin-
ger), der som udgangspunkt skal kundgøres efter lovtidendeloven (se om kundgørelse pkt.
8.1).
Bekendtgørelsesformen skal således anvendes, hvis reglerne skal normere retsstillingen
mellem borgere, virksomheder m.v. indbyrdes eller pålægge disse pligter over for det of-
fentlige. Endvidere bør bekendtgørelse anvendes, hvis reglerne går ud på at tillægge bor-
gerne, virksomhederne m.v. rettigheder over for det offentlige.
Beslutningen om, at en kompetence generelt overlades f.eks. af en minister til en styrelse,
bør endvidere af hensyn til borgernes mulighed for at kunne vide, hvem der er rette myn-
dighed, altid angives i en bekendtgørelse. Det gælder, uanset om kompetencen overlades i
medfør af en lovbestemmelse herom eller i medfør af den ulovbestemte adgang til at over-
lade kompetencen til en myndighed, der står i et underordnelsesforhold til ministeren (se
herom pkt. 2.3). Der henvises til pkt. 2.6.2 for så vidt angår udformningen af indledningen
til sådanne delegationsbekendtgørelser og indledningen til bekendtgørelser, som efterføl-
gende udstedes i medfør af den overladte kompetence.
Bekendtgørelser bør som hovedregel alene indeholde regler, der retter sig til borgerne,
virksomhederne m.v. Regler af tjenstlig karakter, der alene er bindende for myndigheder,
og rent vejledende udtalelser bør i almindelighed ikke optages i en bekendtgørelse, da en
sådan placering vil kunne tilsløre stoffets særlige karakter og give bekendtgørelsen et unø-
digt stort omfang. Tjenstlige forskrifter bør derfor optages i et cirkulære og vejledende stof
i en vejledning.
Hvis omfanget af de tjenstlige forskrifter eller det vejledende stof er så begrænset, at det
forekommer urimeligt at udarbejde et cirkulære eller en vejledning herom, kan dette be-
grænsede stof dog medtages i bekendtgørelsen.
Placeringen af dette stof i en bekendtgørelse stiller imidlertid visse krav til den sproglige
formulering, idet stoffets særlige karakter på grund af dets placering i en bekendtgørelse
Side 11 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0012.png
2. Bekendtgørelser
bør fremhæves for at undgå misforståelser. Navnlig er det ikke tilstrækkeligt at angive
vejledende stofs særlige karakter ved anvendelse af ordet »bør«, da dette ord i en bindende
retsforskrift undertiden (om end uheldigt) kan udtrykke en bindende regel, typisk en ho-
vedregel, der kan fraviges under særlige omstændigheder. Stoffets vejledende karakter bør
fremhæves på anden måde, f.eks. ved anvendelse af »kan« eller »det vil (kan) ofte være
hensigtsmæssigt ... «. Derimod er der naturligvis ikke noget til hinder for at anvende »bør«
i en selvstændig vejledning.
En bekendtgørelse bør ikke indeholde overflødigt stof. Lovregler bør derfor kun gengives
i bekendtgørelsen, hvis det er nødvendigt for at udforme bekendtgørelsen på en forståelig
måde. For at undgå retsusikkerhed bør gengivelsen af en lovbestemmelse så vidt muligt
være ordret og ske med henvisning til lovbestemmelsen, f.eks. »Efter § 3 i lov om ... skal
... «. Kan det undtagelsesvis give anledning til tvivl, hvilken lov der henvises til, bør lovens
nummer og dato angives (se endvidere pkt. 2.14.8 om henvisninger til love, bekendtgørel-
ser og EU-retsakter).
2.2. Sproget
Kravet om klarhed m.v. i lovgivningen gælder også for bekendtgørelser. Det gælder navn-
lig, hvor bekendtgørelsen giver myndighederne mulighed for at foretage indgreb over for
borgere, virksomheder m.v. i form af f.eks. straf, konfiskation og tilbagekaldelse af offent-
ligretlige tilladelser, og hvor der derfor er et særligt behov for forudsigelighed i retstilstan-
den.
Også i øvrigt er det et grundlæggende element i lovkvalitet, at enhver, som bekendtgørelsen
henvender sig til, så vidt muligt let skal kunne læse og forstå den. En godt og klart affattet
bekendtgørelse er således en nødvendig forudsætning for en ensartet retsanvendelse og
dermed for forudsigelighed og retssikkerhed.
Bekendtgørelser bør derfor affattes klart, systematisk, let læseligt og pædagogisk.
Det er vanskeligt mere generelt at give præcise retningslinjer for sproget i bekendtgørelser.
Det helt centrale er, at formen er enkel, kort og præcis med hensyn til såvel ordvalg som
sprogstil, og at sætningerne er korte og klare. Lange indskudte sætninger bør undgås. Der
bør navnlig ikke indskydes led, der lige så godt kan anbringes sidst i sætningen, og hoved-
udsagnet bør anbringes så tidligt som muligt i sætningen.
Side 12 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0013.png
2. Bekendtgørelser
Ved affattelse af bekendtgørelser bør det generelt tilstræbes, at der ikke anvendes om-
vendte ordstillinger (f.eks. bør »den ordning, der er nævnt i stk. 1« anvendes i stedet for
»den i stk. 1 nævnte ordning«).
Et begreb bør overalt i bekendtgørelsen betegnes med samme udtryk, og anvendte udtryk
bør så vidt muligt være almindeligt kendte (og bruges i deres normale betydning). Heri
ligger også, at udtryk, der ofte forekommer i lovgivningen (f.eks. »den offentlige forvalt-
ning«), så vidt muligt bør anvendes i samme betydning som i anden lovgivning. Definitio-
ner, der er væsentligt forskellige fra den almindelige opfattelse af et ord eller udtryk, bør
ikke forekomme, medmindre definitionen følger af eksempelvis et EU-direktiv, som be-
kendtgørelsen implementerer (se om definitioner nærmere pkt. 2.14.1). En sådan harmoni
i begreberne er egnet til at undgå misforståelser og uklarheder i retsanvendelsen, ligesom
det vil indebære væsentlige fordele i forhold til at tilvejebringe den fornødne it-understøt-
telse (der henvises i øvrigt til pkt. 2.14.9 om digitaliseringsklar lovgivning).
Der bør tilstræbes en brug af kønsneutrale betegnelser for personer i bekendtgørelser, i det
omfang dette kan lade sig gøre på en sprogligt hensigtsmæssig måde.
Tankestreger virker meget iøjnefaldende i en tekst og bør undgås. De henleder opmærk-
somheden særligt på det indskud, som de omgiver, hvad der normalt ikke er hensigten i
bekendtgørelser, og de bryder sammenhængen i sætningen. Er der tale om et kort indskud
i en ret enkelt opbygget sætning, kan indskuddet i stedet afgrænses ved komma. Er sætnin-
gen så kompliceret, at tankestregerne er nødvendige for forståelsen, bør sætningen opdeles
i flere punktummer.
Der bør ikke anvendes fremmedord, hvis et almindeligt kendt dækkende udtryk findes, og
tekniske udtryk, det vil sige udtryk, som er udviklet og overvejende anvendes inden for en
snæver fagkreds, bør så vidt muligt undgås. Sådanne udtryk bør i hvert fald ikke uden
nærmere forklaring bruges i bekendtgørelser, der henvender sig til en bredere kreds. Tek-
sten kan i sådanne tilfælde eventuelt skrives på almindeligt dansk, hvorefter fagudtrykket
angives i parentes.
Herudover bør udenlandske ord og udtryk, typisk engelske ord og udtryk, i videst muligt
omfang undgås.
Semikolon bør ikke anvendes, da det ved citering kan forveksles med et punktum.
Side 13 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0014.png
2. Bekendtgørelser
Formen »og/eller« bør ikke anvendes i bekendtgørelser. Denne formulering kan altid er-
stattes med ét af ordene. Man bør også undgå at bruge skråstreger eller formuleringen »A
henholdsvis B«.
Flertydige og overflødige ord bør også undgås. Det samme gælder kancelliudtryk. Meget
lange ord bør i almindelighed omskrives til flere ord (f.eks. bør »foranstaltninger til byg-
gemodning« anvendes i stedet for »byggemodningsforanstaltninger«).
Der anvendes som udgangspunkt den retskrivning, som er fastlagt af Dansk Sprognævn i
Retskrivningsordbogen. På flere områder giver Retskrivningsordbogen dog valgfrihed
mellem flere korrekte skrivemåder. Med henblik på at sikre konsistens på tværs af lovgiv-
ningen bør retskrivningen i øvrigt så vidt muligt følge de retningslinjer, som anvendes af
Folketinget. Retskrivningsvejledning for Folketingstidende kan findes på Folketingets
hjemmeside, www.ft.dk, under »Dokumenter«/»Vejledninger«/»Retskrivningsvejled-
ning« eller på:
https://www.ft.dk/da/dokumenter/vejledninger/retskrivningsvejledning.
Eksempler på godt sprog:
»redskaberne kan konfiskeres« bør anvendes i stedet for »der kan foretages konfiska-
tion af redskaberne«.
»personer, der bor i kommunen« bør anvendes i stedet for »i kommunen bosiddende
personer«.
»betingelserne i bekendtgørelsen« bør anvendes i stedet for »de i bekendtgørelsen
angivne betingelser«.
»må anses for at stride mod« bør anvendes i stedet for »må anses for stridende mod«.
»overtræder den prøveløsladte vilkårene« bør anvendes i stedet for »skulle den prø-
veløsladte overtræde vilkårene«.
»hvis det bliver nødvendigt« bør anvendes i stedet for »måtte det vise sig nødven-
digt«.
»ministeren kan pålægge tjenestemænd at« bør anvendes i stedet for »det kan af mi-
nisteren pålægges tjenestemænd at«.
Side 14 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0015.png
2. Bekendtgørelser
2.3. Hjemmel
Forskrifter, der skal have retligt bindende virkning for borgere, virksomheder m.v., skal
som hovedregel have hjemmel i lov. Der findes dog bl.a. nogle mere generelle forskrifter,
der uden at have hjemmel i lov er af bindende karakter for borgernes m.v. benyttelse af
offentlige institutioner, såsom f.eks. sygehuse. Disse såkaldte anstaltsanordninger vil ikke
blive behandlet i det følgende, men opmærksomheden henledes på, at der er snævre græn-
ser for, hvilke forskrifter der kan fastsættes i en anstaltsanordning uden yderligere hjem-
mel.
Hvilken regulering, der kan udstedes med en bestemt hjemmel, må afgøres ved almindelig
lovfortolkning. I den forbindelse skal der særligt peges på, at jo mere indgribende reglerne
er, jo sikrere må hjemlen være. Bestemmelser af særligt indgribende karakter kan således
alene udstedes, hvis hjemmelsloven indeholder en udtrykkelig bemyndigelse hertil. Der
må således i almindelighed kræves udtrykkelig hjemmel til at fastsætte bestemmelser om
f.eks. straf. Det samme gælder bebyrdende regler med tilbagevirkende kraft. Det kræver
endvidere særlige holdepunkter i loven at fastsætte regler, der fraviger lovbestemmelser
eller fraviger almindeligt anerkendte retsgrundsætninger. Det gælder f.eks. fravigelse af
den almindelige ulovbestemte rekurs.
På tilsvarende måde er det almindeligt antaget, at offentlig myndighedsudøvelse, f.eks.
meddelelse af tilladelser eller udførelse af kontrolforanstaltninger, sker uden betaling. En
fravigelse heraf kræver lovhjemmel.
Derimod kræver det i almindelighed ikke lovhjemmel, at en minister overlader den adgang,
ministeren har efter loven til at træffe konkrete afgørelser eller fastsætte generelle forskrif-
ter, til en myndighed, der står i et underordnelsesforhold til ministeren. En sådan delegation
er kun afskåret, hvis der er holdepunkter i hjemmelsloven eller dens forarbejder for det.
Som nævnt under pkt. 2.1 bør en beslutning om, at en kompetence generelt overlades f.eks.
af en minister til en styrelse, altid angives i en bekendtgørelse. Overladelse af beføjelser til
myndigheder, der ikke er i et underordnelsesforhold, eller til private, herunder interesseor-
ganisationer m.v., kan derimod normalt ikke ske uden lovhjemmel.
Opmærksomheden henledes på, at hvis en minister har overladt en adgang til at fastsætte
generelle forskrifter til en underordnet myndighed, vil de regler, der fastsættes af denne
myndighed, fortsat skulle have hjemmel i loven i øvrigt.
Side 15 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0016.png
2. Bekendtgørelser
Regler, der har hjemmel i forskellige love, men hvor hjemlen til at fastsætte reglerne til-
kommer den samme minister, kan samles i én bekendtgørelse, hvis det er hensigtsmæssigt
som følge af reglernes indbyrdes sammenhæng.
Tekstanmærkninger til finansloven og tillægsbevillingsloven kan
–
ligesom andre lovbe-
stemmelser
–
give hjemmel til at udstede en bekendtgørelse.
Forordninger virker som national lovgivning i medlemsstaternes retssystemer. En minister
eller en anden administrativ myndighed kan derfor bemyndiges i en forordning til at ud-
stede en bekendtgørelse.
En bekendtgørelse kan således udstedes direkte med hjemmel i en forordning, hvis bemyn-
digelsen i forordningen til at fastsætte nærmere regler er rettet direkte til en administrativ
myndighed (f.eks.: »Den kompetente myndighed kan fastsætte…«). Er
bemyndigelsen i
forordningen rettet til medlemsstaten
–
sådan som det normalt er tilfældet
–
giver forord-
ningen derimod ikke i sig selv ministeren eller forvaltningen hjemmel til at udstede en
bekendtgørelse. Som eksempel på en bestemmelse i en forordning, der giver hjemmel til
at udstede en bekendtgørelse, kan nævnes artikel 16, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rå-
dets forordning (EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af de sociale sikrings-
ordninger. Det fremgår heraf, at bl.a. kompetente myndigheder »kan
[…] fastsætte undta-
gelser fra artikel 11-15« i forordningen.
2.4. Valget mellem hovedbekendtgørelse og ændringsbekendtgørelse
Skal der udstedes en bekendtgørelse i medfør af en bemyndigelsesbestemmelse, som ikke
tidligere er blevet anvendt til at fastsætte regler, udformes bekendtgørelsen som en hoved-
bekendtgørelse, det vil sige en ny bekendtgørelse. Er der derimod behov for at ændre reg-
ler, der allerede fremgår af en bekendtgørelse, må der tages stilling til, om ændringen skal
gennemføres ved udstedelse af en ny hovedbekendtgørelse eller ved en bekendtgørelse om
ændring af den gældende bekendtgørelse.
Et regelsæt, der består af den oprindelige bekendtgørelse og en eller flere ændringsbekendt-
gørelser, er ofte uoverskueligt og derfor vanskeligt at arbejde med. Ved anvendelse af æn-
dringslove imødegås disse vanskeligheder ofte ved, at der udstedes en lovbekendtgørelse.
En tilsvarende mulighed foreligger ikke med hensyn til bekendtgørelser, hvorfor man bør
være meget mere tilbageholdende med at udfærdige ændringsbekendtgørelser end æn-
dringslove.
Side 16 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0017.png
2. Bekendtgørelser
Valget må i første række bero på karakteren og omfanget af de ændringer, der skal gen-
nemføres. Er der tale om mere principielle ændringer, vil der ofte være behov for at gen-
nemarbejde hele bekendtgørelsen i lyset af de nye principper, hvilket taler for, at der udar-
bejdes en ny hovedbekendtgørelse.
Der bør endvidere som udgangspunkt udstedes en ny hovedbekendtgørelse, hvis der skal
foretages ændringer i et større antal bestemmelser i bekendtgørelsen. Hvis ændringerne
imidlertid udelukkende eller i overvejende grad vedrører bestemmelser i et kapitel eller
enkelte kapitler, kan det være mere hensigtsmæssigt at affatte det eller de pågældende ka-
pitler på ny i en ændringsbekendtgørelse i stedet for at udstede en ny hovedbekendtgørelse.
Ved mindre omfattende ændringer af en bekendtgørelse kan hensynet til over for brugerne
af bekendtgørelsen at synliggøre, hvad der er nyt, også i nogle tilfælde tale for at anvende
en ændringsbekendtgørelse frem for en ny hovedbekendtgørelse.
Hvis der er udstedt flere ændringsbekendtgørelser til hovedbekendtgørelsen, bør der også
udstedes en ny hovedbekendtgørelse. Det samme gælder, hvis der skal foretages ændring
af bestemmelser, som tidligere er ændret ved en ændringsbekendtgørelse.
Opmærksomheden henledes i øvrigt på, at hvis der opstår behov for at ændre regler, der er
gennemført ved en ikrafttrådt ændringsbekendtgørelse, vil en sådan ændring som udgangs-
punkt skulle ske enten ved at udstede en ny hovedbekendtgørelse eller ved at ændre ho-
vedbekendtgørelsen. Det skyldes, at ændringerne, når ændringsbekendtgørelsen er trådt i
kraft, bliver en del af hovedbekendtgørelsen. Det er herefter hovedbekendtgørelsen i den
form, den har fået med ændringsbekendtgørelsen, der skal ændres. Det kan dog efter om-
stændighederne være relevant at ændre bl.a. eventuelle overgangsregler i en ikrafttrådt æn-
dringsbekendtgørelse, da disse regler ikke bliver en del af hovedbekendtgørelsen. For så
vidt angår ændring af ikke-ikrafttrådte ændringsbekendtgørelser henvises til pkt. 2.7.5.13.
2.5. Samlebekendtgørelser bør ikke anvendes
I praksis forekommer det i et vist omfang, at der ved en såkaldt samlelov foretages ændrin-
ger i flere love. Årsagen til, at samlelove anvendes, er i første række et ønske om at sikre,
at ændringerne behandles samlet i Folketinget. For bekendtgørelsers vedkommende fore-
ligger der ikke et tilsvarende hensyn til Folketingets behandling af sagen.
Samlebekendtgørelser, det vil sige bekendtgørelser, der ændrer flere bekendtgørelser, her-
under ophæver dele heraf, bør derfor ikke anvendes. I stedet bør der udarbejdes en æn-
dringsbekendtgørelse for hver bekendtgørelse, der skal ændres.
Side 17 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0018.png
2. Bekendtgørelser
Tilsvarende bør der ikke i en hovedbekendtgørelse medtages ændringer af andre bekendt-
gørelser, herunder ophævelse af dele af andre bekendtgørelser.
En hovedbekendtgørelse eller ændringsbekendtgørelse kan derimod godt ophæve en eller
flere andre
hele
bekendtgørelser.
2.6. Hovedbekendtgørelser
2.6.1. Titel
Titlen skal i første række i en overskuelig form give information til den, der søger oplys-
ninger om retsregler vedrørende et givet emne. Titlen bør derfor være dækkende for ind-
holdet af bekendtgørelsen eller i hvert fald dens hovedindhold. Samtidig bør titlen være
kortfattet af hensyn til overskueligheden.
Titlen indledes altid således:
»Bekendtgørelse om ...«.
Man bør i videst muligt omfang anvende korte ord frem for lange.
Det bør endvidere sikres, at der ikke er andre gældende bekendtgørelser med samme titel.
Der anføres ingen undertitel til bekendtgørelsen.
For at opnå den kortest mulige titel bør overflødige ord undgås. Det er f.eks. overflødigt at
angive, hvem der har udstedt bekendtgørelsen, og i almindelighed også, hvilken lov der
giver hjemmel til bekendtgørelsen.
Er det ikke muligt at udforme en titel, der er dækkende og samtidig kortfattet, kan hoved-
indholdet nævnes med tilføjelsen »m.v.« som en orientering til læseren om, at bekendtgø-
relsen rummer mere, end titlen umiddelbart angiver.
En for udbredt anvendelse af tilføjelsen »m.v.« medfører imidlertid, at den generelle over-
skuelighed, som titlen skulle give, ikke opnås. Derfor bør »m.v.« kun anføres i titlen, hvis
bekendtgørelsen indeholder bestemmelser, der klart falder uden for det, der omfattes af
titlen i øvrigt, og disse bestemmelser er af en vis betydning.
Kun helt undtagelsesvis bør bekendtgørelsen forsynes med en populærtitel i parentes til
sidst i titlen og da kun, hvor det ikke er muligt at finde en kort, dækkende titel, hvor det
må forventes, at den lange titel ikke vil blive almindeligt anvendt, og hvor det er muligt at
Side 18 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0019.png
2. Bekendtgørelser
finde en egnet populærtitel. I givet fald bør populærtitlen anvendes ved efterfølgende hen-
visninger til bekendtgørelsen.
Ved udformningen af titlen skal man være opmærksom på, at titlen efter omstændighe-
derne kan få betydning for fortolkningen, når anvendelsesområdet for bekendtgørelsen skal
fastlægges. Det er derfor også af denne grund vigtigt, at titlen ikke bliver misvisende i
forhold til indholdet af bekendtgørelsen.
Er det ikke muligt at udforme en titel, der er kortfattet og samtidig helt præcist angiver
bekendtgørelsens anvendelsesområde, bør man udforme en kort og måske mindre præcis
titel og foretage den nødvendige afgrænsning i en paragraf om bekendtgørelsens anvendel-
sesområde. Mens f.eks. titlen til en bekendtgørelse om forbud mod fiskeri i et enkelt om-
råde kan udformes således: »Bekendtgørelse om forbud mod fiskeri i ...«, kan titlen til en
bekendtgørelse om forbud mod fiskeri i en række områder udformes således: »Bekendtgø-
relse om forbud mod fiskeri i visse områder«. Samtidig udformes bestemmelsen om an-
vendelsesområdet således: »Bekendtgørelsen finder anvendelse på fiskeri i ...«.
Hvis en bekendtgørelse alene ophæver en anden bekendtgørelse, indledes bekendtgørel-
sens titel således:
»Bekendtgørelse om ophævelse af bekendtgørelse om
…
«.
Ophæver bekendtgørelsen flere bekendtgørelser, skrives disse i titlen. Hvis titlen bliver for
omfattende, kan eksempelvis følgende formulering dog anvendes:
»Bekendtgørelse om ophævelse af visse bekendtgørelser på [X-ministeriets] om-
råde«.
Det kan i en lov bestemmes, at vedkommende minister fastsætter tidspunktet for lovens
ikrafttræden eller tidspunktet for ikrafttræden af bestemte paragraffer m.v. i loven. Tids-
punktet fastsættes i givet fald af ministeren ved en ikrafttrædelsesbekendtgørelse. En ikraft-
trædelsesbekendtgørelses titel formuleres således:
»Bekendtgørelse om ikrafttræden af [§
… i] lov om …
«.
Det bemærkes, at hvis der er tale om en ændringslov, bør lovens undertitel også nævnes i
ovenstående eksempel.
Side 19 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0020.png
2. Bekendtgørelser
I titlen til bekendtgørelser, der gennemfører EU-direktiver, gengiver bestemmelser fra EU-
forordninger eller skal notificeres i henhold til informationsproceduredirektivet, indsættes
en EU-notehenvisning. Der henvises om sådanne notehenvisninger til pkt. 2.14.7.4.
2.6.2. Indledningen til en bekendtgørelse
I indledningen angives hjemlen til bekendtgørelsen. Angivelsen af hjemmelsloven bør om-
fatte lovens nummer, dato og titel samt de bestemmelser, der indeholder hjemlen til reg-
lerne i bekendtgørelsen. Angivelsen af hjemmelsbestemmelserne bør være så præcis som
mulig. Se følgende eksempel:
»I medfør af
§ …
i lov nr. ... af ... om ... fastsættes:«.
Er loven ændret, angives det kun i det omfang, ændringen har berørt hjemmelsbestemmel-
serne, og ændringsloven er trådt i kraft. Ændringsloven angives med nummer og dato, men
uden titel. Se følgende eksempel:
»I medfør af § .... i lov nr. ... af ... om ..., som ændret ved lov nr. ... af ... og lov nr. ...
af ..., fastsættes:«.
Er der siden lovens indførelse udstedt en lovbekendtgørelse, angives dennes nummer og
dato i stedet for lovens nummer og dato. Se følgende eksempel:
»I medfør af § .... i lov om ..., jf. lovbekendtgørelse nr. ... af ..., fastsættes:«.
Endvidere nævnes kun de ændringslove, der er trådt i kraft, efter at lovbekendtgørelsen er
udstedt, og som har berørt hjemmelsbestemmelserne. Se følgende eksempel:
»I medfør af § ... i lov om ..., jf. lovbekendtgørelse
nr. … af …,
som ændret ved lov
nr. ... af ..., fastsættes:«.
Bestemmer hjemmelsloven, at der skal føres forhandling med eller indgås aftale med f.eks.
en anden myndighed, før bekendtgørelsen udstedes, angives det i indledningen, at forhand-
lingen har fundet sted, eller at aftale er indgået. Se følgende eksempel:
»I medfør af § ... i lov nr. ... af ... om ... og efter forhandling med ... fastsættes:«.
Derimod er det overflødigt at nævne, hvem der i øvrigt har været forhandlet m.v. med i
forbindelse med bekendtgørelsens udarbejdelse.
Side 20 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0021.png
2. Bekendtgørelser
Som det fremgår af pkt. 2.1, bør beslutningen om, at en kompetence generelt overlades
f.eks. af en minister til en styrelse, altid angives i en bekendtgørelse. Udstedes denne dele-
gationsbekendtgørelse i medfør af en lovbestemmelse, som giver mulighed for at overlade
kompetencen til styrelsen, angives denne lovbestemmelse i delegationsbekendtgørelsens
indledning. Udstedes delegationsbekendtgørelsen i medfør af den ulovbestemte adgang til
at overlade kompetencen til en myndighed, der står i et underordnelsesforhold til ministe-
ren (se herom pkt. 2.3), bør indledningen skrives efter følgende eksempel:
»I medfør af den ulovbestemte adgang til at delegere til en underordnet myndighed
fastsættes:«.
I indledningen til bekendtgørelser, som styrelsen m.v. efterfølgende udsteder i medfør af
den overladte kompetence, bør delegationsbekendtgørelsen nævnes. Se følgende eksem-
pel:
»I medfør af § ... i lov nr. ... af ... om ... fastsættes efter bemyndigelse i henhold til §
… i bekendtgørelse nr. … af … om …:«.
Det angives derimod ikke i indledningen, hvis en minister har overladt det til en embeds-
mand i sit departement at underskrive bekendtgørelsen, eller hvis chefen for f.eks. en sty-
relse har overladt det til en medarbejder at underskrive. Dette vil i stedet fremgå af under-
skriften, jf. pkt. 2.13.
Udstedes en bekendtgørelse med hjemmel i en forordning (se herom pkt. 2.3), bør den
relevante hjemmel i forordningen nævnes i indledningen. Se følgende eksempel:
»I medfør af artikel … i Europa-Parlamentets
og Rådets forordning
(EU) nr. … af
… om … fastsættes:«.
En forordning skal derimod ikke nævnes i indledningen til en bekendtgørelse, som fastsæt-
ter supplerende bestemmelser til forordningen.
I indledningen til en bekendtgørelse, der indeholder regler om straf, skal den eller de be-
stemmelser i loven, der giver hjemmel til straffebestemmelserne i bekendtgørelsen, angi-
ves. Sådanne lovbestemmelser har i nyere love typisk følgende eller en lignende formule-
ring: »I forskrifter, der udstedes efter loven, kan der fastsættes straf af bøde [eller fængsel
indtil … ] for overtrædelse
af bestemmelser i forskrifterne.«
I ældre love, det vil sige love fra før omkring 1960, er der normalt i selve loven fastsat straf
for overtrædelse af de forskrifter, der udfærdiges i henhold til loven. I disse tilfælde nævnes
Side 21 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0022.png
2. Bekendtgørelser
lovens straffebestemmelse ikke i indledningen. I stedet bør der i bekendtgørelsen optages
en henvisning til lovens straffebestemmelse med en gengivelse af dennes indhold. Der hen-
vises nærmere til pkt. 2.14.3.1.
Hjemmelslovens bestemmelse om, at der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer)
strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel, bør heller ikke medtages i indledningen
til bekendtgørelsen. I stedet medtages der i bekendtgørelsen en bestemmelse, der gengiver
lovens regel om juridiske personers strafansvar. Der henvises nærmere til pkt. 2.14.3.7.
Indledningen bør ikke indeholde andet end det, der anført ovenfor. Der bør således ikke
redegøres for baggrunden for bekendtgørelsens udstedelse. Er der behov for at redegøre
herfor, bør der udsendes en skrivelse til de mest interesserede adressater, en pressemedde-
lelse eller en vejledning herom, eventuelt sammen med bekendtgørelsen.
En afgrænsning af bekendtgørelsens anvendelsesområde bør aldrig ske i indledningen. Er
der behov for at fastlægge bekendtgørelsens anvendelsesområde, bør det ske i en paragraf
om bekendtgørelsens anvendelsesområde. Afgrænsningen kan endvidere i nogle tilfælde
foretages ved hjælp af bekendtgørelsens titel.
En bekendtgørelse, der udelukkende ophæver en (eller flere) bekendtgørelse(r), skal ikke
have nogen indledning.
2.6.3. Systematik
Hvilken systematik, der skal vælges, må i første række bero på, hvordan der skabes det
bedste overblik over reglerne i bekendtgørelsen. Systematikken må således afhænge af ka-
rakteren af de regler, bekendtgørelsen i det enkelte tilfælde skal indeholde. Det er derfor
ikke muligt at opstille en fast »model« for systematisering af hovedbekendtgørelser.
Skal bekendtgørelsen indeholde en formålsbestemmelse, placeres denne i en af de første
paragraffer. En formålsbestemmelse bør kun medtages, hvis der skønnes at være et væ-
sentligt behov for det, og behovet ikke allerede er dækket af en eventuel formålsbestem-
melse i hjemmelsloven.
Er det nødvendigt at afgrænse bekendtgørelsens anvendelsesområde, bør en regel herom i
almindelighed placeres efter en eventuel formålsbestemmelse.
Umiddelbart herefter indsættes eventuelle bestemmelser, der angiver definitioner af de ud-
tryk, der bruges i bekendtgørelsen. Der henvises om definitionsbestemmelser til pkt.
2.14.1.
Side 22 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0023.png
2. Bekendtgørelser
Skal bekendtgørelsen indeholde en hovedregel og undtagelser herfra, bør hovedreglen pla-
ceres før undtagelsesreglerne, og undtagelsesreglerne bør placeres i de følgende punktum-
mer, stykker eller paragraffer. Er undtagelsesbestemmelserne ikke placeret i samme stykke
som hovedreglen, bør hovedreglen indeholde en henvisning til undtagelsesbestemmel-
serne. Dette kan ske ved, at der i hovedreglen f.eks. indsættes », jf. dog §
…«
eller »bortset
fra de tilfælde, der er nævnt i § …«.
Indeholder hovedreglen en sådan henvisning, er det i
almindelighed overflødigt i undtagelsesbestemmelserne at skrive »uanset
§ …«
under hen-
visning til hovedreglen.
Kan en bekendtgørelses indhold opdeles i regler, der afgrænser borgernes, virksomheder-
nes m.v. rettigheder og pligter, og andre regler, der ikke på samme måde har betydning for
borgernes muligheder for at indrette sig efter reglerne, f.eks. om sagsbehandling, vil det
normalt være hensigtsmæssigt at placere reglerne om borgernes rettigheder og pligter før
de andre regler.
Skal der indføres straffebestemmelser, bør disse indsættes til sidst i bekendtgørelsen umid-
delbart inden bestemmelsen om ikrafttræden. Se om straffebestemmelser nærmere pkt.
2.14.3.
Regler om bekendtgørelsens ikrafttræden og ophævelse af andre bekendtgørelser samt
virknings- og overgangsbestemmelser placeres sidst i bekendtgørelsen, dog før en eventuel
territorialbestemmelse. Er overgangsreglerne af mere omfattende karakter, kan det ofte
være hensigtsmæssigt at placere dem i en selvstændig paragraf, der følger umiddelbart efter
reglerne om ikrafttræden og ophævelse af andre bekendtgørelser. Der henvises om ikraft-
træden og virkning til pkt. 2.8, om ophævelse til pkt. 2.9 og om overgangsregler til pkt.
2.10.
Det er vigtigt at sikre sig, at der foretages de nødvendige konsekvensændringer i øvrige
bekendtgørelser som følge af hovedbekendtgørelsen. Fritekstsøgning i Retsinformation er
et nyttigt redskab, når det undersøges, om der er behov for sådanne konsekvensændringer.
Er der behov for konsekvensændringer, bør ændringerne imidlertid ikke medtages i hoved-
bekendtgørelsen, men foretages ved særskilte bekendtgørelser. Der bør således i en hoved-
bekendtgørelse ikke medtages ændringer af andre bekendtgørelser. Ophævelse af
hele
be-
kendtgørelser kan derimod godt ske i en hovedbekendtgørelse. Der henvises i øvrigt til pkt.
2.5.
Skal bekendtgørelsen indeholde en regel om, at den ikke gælder for Færøerne eller Grøn-
land, indsættes denne regel om territorial gyldighed som den sidste paragraf i bekendtgø-
relsen. Der henvises om territorialbestemmelser til pkt. 2.11.
Side 23 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0024.png
2. Bekendtgørelser
Det bemærkes, at det efter omstændighederne kan være hensigtsmæssigt at følge en anden
systematik, f.eks. hvis der allerede findes beslægtede bekendtgørelser med en sådan anden
systematik, og bekendtgørelserne må forventes at blive anvendt i sammenhæng.
2.6.4. Opstilling
2.6.4.1. Kapitler, paragraffer, stykker m.v.
Den grundlæggende inddeling af stoffet i en bekendtgørelse sker i paragraffer, stykker og
punktummer. Se om opregninger (nummeropstilling osv.) pkt. 2.6.4.2. Paragrafbetegnelser
bør være fortløbende gennem hele bekendtgørelsen, uanset om den er opdelt i afsnit og i
kapitler. Man bør derfor f.eks. ikke starte hvert kapitel med § 1 eller anvende litrerede
paragraffer i en ny hovedbekendtgørelse. Derimod er der intet til hinder for at indsætte
litrerede paragraffer ved efterfølgende ændringer af bekendtgørelsen.
Bekendtgørelsens tekst bør opdeles i så mange paragraffer og stykker som muligt, da det
letter tilegnelsen og overblikket. Som almindelig regel bør en paragraf sjældent omfatte
mere end 3-4 stykker. I stedet bør det overvejes at dele paragraffen op i flere paragraffer.
Paragrafbetegnelsen anføres ud for første stykke i paragraffen. Ud for efterfølgende styk-
ker anføres stykkebetegnelsen.
Ved større bekendtgørelser
–
i almindelighed bekendtgørelser med mere end 15-20 para-
graffer
–
vil en hensigtsmæssig opstilling normalt forudsætte, at bekendtgørelsens enkelte
paragraffer deles op i kapitler, inddelt efter emner og med hver deres overskrift. Kapitel-
overskrifter bør være korte, affattet præcist og omhyggeligt og bør ikke være indholds-
tomme (som f.eks. »Indledende bestemmelser« eller »Afsluttende bestemmelser«).
Ved formuleringen af overskrifterne skal man være opmærksom på, at overskriften kan få
karakter af fortolkningsbidrag, navnlig når anvendelsesområdet for reglerne i kapitlet skal
fastlægges. Samtidig bør overskrifterne være dækkende for indholdet af kapitlet. Disse
krav til overskrifterne bør man også være opmærksom på ved senere ændringer af bekendt-
gørelsen, hvor det således kan være nødvendigt at foretage ændringer i overskrifterne.
Ved kapitelinddeling anvendes arabertal. Kapitelbetegnelsen og overskriften anbringes på
hver sin linje, og overskriften kursiveres. Se følgende eksempel:
»Kapitel 1
Målgrupper«.
Side 24 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0025.png
2. Bekendtgørelser
Hvis der inden for et kapitel er behov for en yderligere opdeling, kan den enkelte paragraf
eller gruppe af paragraffer forsynes med overskrift. Også disse overskrifter skal formuleres
under hensyn til, at de har fortolkningsmæssig betydning, og til, at de bør være dækkende
for de regler, der følger efter overskriften og indtil næste overskrift. Også disse overskrifter
kursiveres.
Overskrifter over enkelte paragraffer eller grupper af paragraffer kan også anvendes i stedet
for kapiteloverskrifter i bekendtgørelsen, hvor der på den ene side er behov for en opdeling
af stoffet af hensyn til overskueligheden, men hvor antallet af paragraffer, der kan samles
under den enkelte overskrift, er for lille til, at en kapitelinddeling forekommer hensigts-
mæssig.
Er bekendtgørelsen omfattende og indholdet så forskelligartet, at inddeling i kapitler og
yderligere inddeling ved overskrifter inden for det enkelte kapitel ikke giver den nødven-
dige overskuelighed, kan kapitlerne samles i afsnit. Her anvendes romertal og fed skrift.
Se følgende eksempel:
»Afsnit
IV
Tilbud«.
2.6.4.2. Opregninger
Det er ofte hensigtsmæssigt at opdele paragraffer eller stykker ved hjælp af opregninger,
f.eks. hvis bestemmelsen opstiller betingelser eller tilfældegrupper. En opregning indebæ-
rer, at paragraffen eller stykket deles op i numre, som har en fælles indledning (se eksem-
plerne nedenfor). En opregning kan enten udformes som en sætningskæde eller som en
punktopstilling.
Ved opregning i form af en sætningskæde udgør paragraffen eller stykket én sætning, som
i princippet rent sprogligt kan fungere uden numrene. I en sætningskæde bør der ikke ind-
sættes selvstændige opregninger i det enkelte nummer, da dette forringer læsbarheden.
De enkelte numre i sætningskæden begynder med lille bogstav og adskilles med komma.
Næstsidste nummer afsluttes med »og« eller »eller«.
Eksempel på opregning i form af en sætningskæde:
Ȥ
14.
Kørekort til kategori C giver ret til at føre bil, som
1) ikke er omfattet af kategori D eller D1,
2) har en tilladt totalvægt på over 3.500 kg og
Side 25 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0026.png
2. Bekendtgørelser
3) er indrettet til befordring af højst otte personer foruden føreren.«
Ved opregning i form af en punktopstilling afsluttes indledningen med kolon, og hvert
nummer begynder med stort bogstav og afsluttes med punktum.
Eksempel på opregning i form af en punktopstilling:
Ȥ
67.
Kontrollerende køreprøve afholdes i følgende tilfælde:
1) Efter betinget eller ubetinget frakendelse af førerretten.
2) Ved ombytning af visse udenlandske kørekort, jf. § 116.
3) I visse tilfælde ved udstedelse af turistkørekort, jf. § 117.«
Indeholder opregningen betingelser, som alle skal være opfyldt, afspejles dette i indlednin-
gen. Se følgende eksempel:
»Stk.
2.
Ansøgningen skal vedlægges et fotografi, som opfylder følgende krav:
1) Fotografiet skal være af god kvalitet.
2) Fotografiet skal være et vellignende portrætbillede.
3)
… .«
En opregning i form af en punktopstilling kan være lettere at læse end en sætningskæde og
har desuden den fordel, at det bliver muligt at have flere punktummer i det enkelte nummer.
Endvidere kan der i det enkelte nummer indsættes en ny opregning, hvis det ikke forringer
overblikket i væsentlig grad. Punktopstillinger har herudover den fordel, at det er lettere
efterfølgende at ophæve eller tilføje nye numre ved en ændringsbekendtgørelse. Det skyl-
des, at der modsat sætningskæder ikke opstår behov for at flytte placeringen af »og« eller
»eller« mellem sidste og næstsidste nummer og punktummet i det sidste nummer.
Indsættes der en selvstændig opregning i et nummer i en opregning, anvendes små bogsta-
ver efterfulgt af halvparentes. Sådanne led betegnes litra.
Eksempel på en opregning i punktopstilling, hvor der i et nummer er indsat en selvstændig
opregning:
Ȥ
28.
Følgende afgørelser truffet af kriminalforsorgsområdet kan påklages til Direk-
toratet for Kriminalforsorgen:
1) En afgørelse efter straffuldbyrdelseslovens § 21, stk. 3, om anbringelse i arresthus.
2) En afgørelse efter straffuldbyrdelseslovens § 22, stk. 3-5, om anbringelse i lukket
fængsel, hvis
a) afgørelsen angår en domfældt med en straf af fængsel i under 5 år, og
Side 26 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0027.png
2. Bekendtgørelser
b) den domfældte ikke i et tidsrum af 2 år forud for afgørelsestidspunktet er løsladt
fra lukket institution.
3) ... .«
Er det helt undtagelsesvis nødvendigt under det enkelte litra at indsætte en ny opregning,
anvendes små romertal
–
i, ii, iii, iv osv.
–
efterfulgt af en halvparentes. Sådanne led be-
tegnes numre.
Når en bestemmelse indeholder en opregning, bør der ikke efter opregningen indsættes
yderligere bekendtgørelsestekst, da dette kan give anledning til tvivl om, hvorvidt bekendt-
gørelsesteksten knytter sig til hele bestemmelsen eller blot sidste led i opregningen. En
sådan bekendtgørelsestekst, der knytter sig til hele bestemmelsen, bør efter en konkret vur-
dering enten placeres forud for opregningen eller i et efterfølgende selvstændigt stykke i
den pågældende paragraf.
Opregning ved brug af vandrette streger og linjeopdeling, sådan som man f.eks. ser i EU-
forskrifter, bør aldrig anvendes. Det skyldes, at en sådan fremgangsmåde kan føre til, at
overblikket mistes, og gøre det vanskeligt at foretage en præcis henvisning i f.eks. en æn-
dringsbekendtgørelse.
Ved henvisninger i andre bestemmelser m.v. til et nummer, litra eller lille romertal i en
opregning medtages halvparentesen ikke. En sådan henvisning kan eksempelvis formule-
res således: »§ 2, stk. 1, nr. 4, litra b, nr. ii«.
2.7. Ændringsbekendtgørelser
2.7.1. Titel
En ændringsbekendtgørelses titel indledes således:
»Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om …«.
Som hovedregel anføres den fulde titel på den bekendtgørelse, der ændres. Nummer og
dato anføres derimod ikke.
I modsætning til ændringslove anføres der ingen undertitel til en ændringsbekendtgørelse.
Har den bekendtgørelse, der ændres, helt undtagelsesvis en forkortet titel (»populærtitel«)
angivet i parentes til sidst i titlen, anføres populærtitlen i stedet for bekendtgørelsens fulde
titel. En bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse nr. 1725 af 18. december 2017 om
Side 27 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0028.png
2. Bekendtgørelser
beviskrav til førere af visse motordrevne fritidsfartøjer med en skroglængde på under 4
meter (vandscooterbekendtgørelsen) skal således eksempelvis have titlen »Bekendtgørelse
om ændring af vandscooterbekendtgørelsen«.
Hvis der med ændringsbekendtgørelsen sker en ændring af bekendtgørelsens titel, bør den
fulde titel
–
herunder populærtitlen
–
dog angives i ændringsbekendtgørelsens titel.
For så vidt angår titlen på bekendtgørelser, der alene ophæver en anden bekendtgørelse
eller flere andre bekendtgørelser, henvises til pkt. 2.6.1.
I titlen til bekendtgørelser, der gennemfører EU-direktiver, gengiver bestemmelser fra EU-
forordninger eller skal notificeres i henhold til informationsproceduredirektivet, indsættes
en EU-notehenvisning. Der henvises om sådanne notehenvisninger til pkt. 2.14.7.4.
2.7.2. Indledningen til en ændringsbekendtgørelse
En ændringsbekendtgørelse har ingen indledning og skal aldrig angive hjemlen til ændrin-
gen. Derimod angives den oprindelige bekendtgørelse i indledningen til ændringsparagraf-
fen (se herom pkt. 2.7.4).
Efter de ændringer, der foretages med ændringsbekendtgørelsen, skal angivelsen af hjem-
mel m.v. i den oprindelige bekendtgørelse opfylde de krav, der er til indledningen i en
hovedbekendtgørelse (se herom pkt. 2.6.2). Heri ligger også, at eventuelle ændringer af en
hjemmel selvsagt skal være trådt i kraft senest samtidig med de regler, som nu udstedes i
medfør af hjemlen. Opfylder hovedbekendtgørelsens indledning ikke (længere) disse krav,
f.eks. på grund af ændring af hjemmelsloven, eller fordi ændringsbekendtgørelsen udstedes
med hjemmel i en lovbestemmelse, der ikke er nævnt i indledningen til den gældende be-
kendtgørelse, må indledningen til den oprindelige bekendtgørelse ændres. Dette sker ved
at optage en bestemmelse herom i ændringsbekendtgørelsen.
Eksempel på ændring af en indledning:
»I
indledningen
indsættes efter »§ 17, stk. 1,«: »§ 18,«.«
Eksempel på nyaffattelse af en indledning:
»Indledningen affattes således:
»I
medfør af § … i lov nr.
... af ... om ... fastsættes:«.«
Side 28 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0029.png
2. Bekendtgørelser
Opfylder indledningen til den gældende bekendtgørelse derimod de nævnte krav efter æn-
dringen, nævnes hjemmelsspørgsmålet ikke i ændringsbekendtgørelsen.
Udstedes der efter udstedelsen af bekendtgørelsen en lovbekendtgørelse af hjemmelsloven,
er det ikke nødvendigt at udstede en ændringsbekendtgørelse alene med det formål at rette
indledningen, så der henvises til lovbekendtgørelsen. Det samme gælder, hvis der i forve-
jen er henvist til en lovbekendtgørelse, som erstattes af en ny lovbekendtgørelse. Sådanne
rettelser kan foretages i forbindelse med, at bekendtgørelsen i øvrigt skal ændres. Dette
forudsætter, at der i øvrigt er henvist korrekt til de bestemmelser, der udgør hjemlen til
bekendtgørelsen.
2.7.3. Systematik og opstilling
Den første paragraf i en ændringsbekendtgørelse bør indeholde samtlige ændringer opdelt
i numre (også selv om der kun er tale om én ændring). Som nævnt under pkt. 2.5 bør der
ikke ved den samme bekendtgørelse foretages ændringer i flere bekendtgørelser. Der bør
derfor kun være én paragraf med ændringer i en ændringsbekendtgørelse.
Derefter følger en paragraf, der indeholder en ikrafttrædelsesbestemmelse og eventuelle
virknings- og overgangsregler. Virknings- og overgangsreglerne placeres i ét eller flere
selvstændige stykker. Er overgangsreglerne af mere omfattende karakter, kan det dog ofte
være mere hensigtsmæssigt at udskille dem i en efterfølgende selvstændig paragraf, der
følger umiddelbart efter ikrafttrædelsesbestemmelsen. Der henvises om ikrafttræden og
virkning til pkt. 2.8 og om overgangsregler til pkt. 2.10.
Herefter følger en eventuel bestemmelse om bekendtgørelsens territoriale gyldighed. Der
henvises om territorialbestemmelser til pkt. 2.11.
Paragraftegnet og -nummeret anbringes i ændringsbekendtgørelser på en selvstændig linje
centreret over paragraffens tekst og ikke som i hovedbekendtgørelser til venstre for tek-
stens 1. linje. Er paragraffen om ikrafttræden eller senere paragraffer opdelt i flere stykker,
forsynes også stk. 1 med stykkebetegnelse.
Der henvises til illustration til eksemplet under pkt. 2.7.5.1.
Om bekendtgørelser, der alene går ud på at ophæve en eller flere bekendtgørelser, henvises
til pkt. 2.9.1.
Side 29 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0030.png
2. Bekendtgørelser
2.7.4. Indledningen til ændringsparagraffen
I indledningen til § 1 i ændringsbekendtgørelsen angives den oprindelige bekendtgørelse
med nummer, dato og titel og senere foretagne ændringer heri. Senere foretagne ændringer
anføres alene med nummer og dato. Se følgende eksempel:
Ȥ
1
I bekendtgørelse nr. … af … om …, som ændret ved bekendtgørelse nr. … af …,
foretages følgende ændring(er):«.
I tilfælde, hvor der helt undtagelsesvis er udstedt adskillige (fem eller flere) ændringsbe-
kendtgørelser, kan opremsningen af samtlige ændringsbekendtgørelser blive for omfat-
tende. I en sådan situation bør der udstedes en ny hovedbekendtgørelse i stedet for en yder-
ligere ændringsbekendtgørelse. Udstedes der imidlertid helt undtagelsesvis alligevel en
yderligere ændringsbekendtgørelse, bør opremsningen begrænses til kun at omfatte de re-
levante ændringsbekendtgørelser og den seneste ændringsbekendtgørelse. Se følgende ek-
sempel:
»I
bekendtgørelse nr. … af…
om ..., som ændret bl.a. ved bekendtgørelse
nr. … af
… og senest
ved bekendtgørelse nr. ... af ..., foretages følgende ændring(er):«.
En ændringsbekendtgørelse anses i denne sammenhæng for relevant, hvis der ved den om-
handlede ændringsbekendtgørelse er foretaget ændring af en paragraf, som nu ændres med
den nye ændringsbekendtgørelse. Det gælder dog ikke, hvis den tidligere ændring vedrører
et andet stykke end det, der nu ændres, medmindre den tidligere ændring er relevant for
forståelsen af det stykke, som nu ændres.
Er der i hovedbekendtgørelsens titel helt undtagelsesvis anvendt en forkortet titel (»popu-
lærtitel«), bør denne titel tillige anvendes i indledningen til ændringsparagraffen.
Eksempel på indledningen til en ændringsparagraf, der ændrer en hovedbekendtgørelse
med en populærtitel:
»I vandscooterbekendtgørelsen,
bekendtgørelse nr. ... af …, som ændret ved bekendt-
gørelse nr. … af …, foretages følgende ændring(er):«.
Dog bør den fulde titel
–
herunder populærtitlen
–
angives i indledningen i tilfælde, hvor
der foretages en ændring af bekendtgørelsens titel.
Side 30 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0031.png
2. Bekendtgørelser
Det er ikke nødvendigt at henvise til ændringsbekendtgørelser, der har mistet deres betyd-
ning som følge af senere ændringsbekendtgørelser. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis æn-
dringerne i en tidligere ændringsbekendtgørelse er ophævet ved en senere ændringsbe-
kendtgørelse.
Hvis bekendtgørelsens titel er blevet ændret ved en senere ændringsbekendtgørelse, angi-
ves den nye titel i indledningen.
2.7.5. Udformningen af de enkelte ændringer
2.7.5.1. Eksempel med ofte forekommende ændringer
Eksemplet nedenfor har til formål at illustrere, hvordan en række ændringer, der ofte er
behov for at foretage, kan udformes. Der henvises i øvrigt til pkt. 2.7.5.2-2.7.5.13, hvor
forskellige typer af ændringer er nærmere beskrevet.
Det bemærkes, at kursiv i ændringsnumrenes indledning bruges til at vise, hvad der ændres
eller er nyt. Henvisninger til bestemte kapitler, paragraffer, stykker m.v. skrives således
med kursiv i indledningen, hvis kapitlet, paragraffen, stykket m.v. bliver ændret eller ind-
sættes med ændringsnummeret. Eksempelvis skrives »§ 43, stk. 2« med kursiv i følgende
indledning: »I
§ 43, stk. 2,
indsættes før 1. pkt. som nyt punktum:«. Det skyldes, at der
indsættes et nyt 1. pkt., og at § 43, stk. 2, derved bliver ændret. »1. pkt.« kursiveres derimod
ikke, da det ikke er § 43, stk. 2, 1. pkt., der bliver ændret. »1. pkt.« angiver alene, hvor
ændringen skal placeres.
Endvidere bemærkes det, at tegn (kommaer, citationstegn m.v.), der står umiddelbart før
eller efter tekst eller tal uden mellemrum, følger tekstens eller tallets typografi. Eksempel-
vis skrives kolonnet med kursiv i følgende indledning: »I
§ 3
indsættes som
stk. 2:«.
Eksempel på ændringsbekendtgørelse:
Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om …
1)
§1
I bekendtgørelse nr. … af …
om
…, som ændret ved bekendtgørelse
nr.
… af …, foreta-
ges følgende ændringer:
1.
Bekendtgørelsens
titel
affattes således:
Side 31 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0032.png
2. Bekendtgørelser
»Bekendtgørelse om
…«.
2.
Fodnoten
til bekendtgørelsens titel affattes således:
»1) Bekendtgørelsen indeholder bestemmelser, der gennemfører…
.«
3.
I
indledningen
indsættes efter »§ 5, stk. 3,«: »§ 9, stk. 2,«.
4.
Overalt i bekendtgørelsen ændres »anmeldt virksomhed« til: »registreret virksomhed«.
5.
§ 1
affattes således:
Ȥ 1.
Ingen person må være indehaver af …
.«
6.
Overskriften
før § 3 ophæves.
7.
§§ 3
og
5, § 7, stk. 2,
og
§ 8, stk. 3,
ophæves.
(Formuleringen forudsætter, at der ikke sker rykning af stykker i §§ 7 og 8, og at der ikke
sker ændringer af mellemliggende paragraffer.)
8.
Efter § 8 indsættes:
Ȥ 8 a.
Der kan ydes tilskud til følgende udgifter:
1) Lønudgifter i organisationen.
2) Konsulenthonorarer.
3) Udgifter til revisor.«
(Er § 8 sidste paragraf i et kapitel, angives det, om den nye bestemmelse indsættes i dette
eller det følgende kapitel: »Efter § 8 indsættes i
kapitel 2:«.
Hvis § 8 er sidste paragraf
inden en overskrift, angives det, om den nye bestemmelse indsættes før eller efter over-
skriften.)
9.
§ 11, stk. 1,
affattes således:
»Kørekort til kategori B giver ret til
…
.«
10.
§ 14, stk. 2,
affattes således:
»Stk. 2.
Kørekort til kategori C giver tillige ret
…
.«
11.
I
§ 17, stk. 4,
ændres »kategori B og C« til: »kategori B, C og D«.
Side 32 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0033.png
2. Bekendtgørelser
12.
I
§ 20, stk. 1,
indsættes efter nr. 5 som nyt nummer:
»6) Vogntog bestående af et trækkende køretøj omfattet af …
.«
Nr. 6 bliver herefter nr. 7.
13.
I
§ 20, stk. 1, nr. 6,
der bliver nr. 7, ændres »kategori B og C« til: »kategori B, C og
D«.
14.
§ 25, stk. 3
og
4,
ophæves, og i stedet indsættes:
»Stk. 3.
Kørekort til kategori C1 kan kun udstedes til førere, der
…
.«
Stk. 5-8 bliver herefter stk. 4-7.
15.
§ 26, stk. 1,
ophæves, og i stedet indsættes:
»Er der nedlagt forbud i medfør af
…
.
Stk. 2.
Stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis føreren
…
.«
Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og 4.
16.
I
§ 28
(der forudsættes kun at indeholde ét stykke) indsættes som
stk. 2:
»Stk. 2.
De nærmere helbredsmæssige betingelser for erhvervelse af kørekort fremgår af
bilag 2.«
17.
§ 31, stk. 3,
ophæves.
Stk. 4 og 5 bliver herefter stk. 3 og 4.
18.
I
§ 31, stk. 5,
der bliver stk. 4, udgår »eller høreevne«.
19.
I
§ 35, stk. 8,
og
§ 44, stk. 1, nr. 2,
ændres »1.000 kr.« til: »5.000 kr.«
20.
§ 39, stk. 1, 1.
og
3. pkt.,
ophæves.
21.
Overskriften
til kapitel 5 affattes således:
»Kapitel 5
Digital kommunikation«.
(Formatet for den ændrede overskrift og kapitelnummeret skal følge det format, som an-
vendes i hovedbekendtgørelsen i udgaven af Lovtidende.)
Side 33 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0034.png
2. Bekendtgørelser
22.
I
§ 41
(der forudsættes at indeholde flere punktummer) indsættes efter 1. pkt. som nyt
punktum:
»Arbejdsskader skal dog anmeldes
…
.«
23.
I
§ 43, stk. 1,
(der forudsættes kun at indeholde ét punktum) indsættes som
2.
og
3.
pkt.:
»Det gælder dog ikke, hvis prøvelsen foretages efter
…
. Er afgørelsen truffet i medfør
af
…
.«
24.
I
§ 43, stk. 2,
indsættes før 1. pkt. som nyt punktum:
»Beskæftigelsesministeren kan
…
.«
25.
I
§ 44
(der forudsættes at indeholde 3 punktummer) indsættes som
4. pkt.:
»Ministeren kan endvidere fastsætte nærmere regler om
…
.«
26.
I
§ 55, stk. 1, 1. pkt.,
indsættes efter »60 pct.«: »og ikke mere end 75 pct.«
27.
I
§ 60, stk. 1, 1. pkt.,
og to steder i
§ 62, stk. 3, 1. pkt.,
ændres »kategori C1 og D1«
til: »kategori C1, D1 og E1«.
28.
Efter § 65 indsættes før overskriften før § 66:
Ȥ 65 a.
Praktisk prøve kan tidligst aflægges, når …
.«
29.
I
§ 67
indsættes før stk. 1 som nyt stykke:
»Består ansøgeren ikke den praktiske prøve …
.«
Stk. 1 og 2 bliver herefter stk. 2 og 3.
30.
Efter kapitel 6 indsættes:
»Kapitel 6 a
Kontrolbestemmelser
§ 69 a.
Kontrolmyndigheden har
…
.«
(Formatet for den nye overskrift og kapitelnummeret skal følge det format, som anvendes
i hovedbekendtgørelsen i udgaven af Lovtidende. Er kapitel 6 sidste kapitel i et afsnit,
angives det, om det nye kapitel indsættes i dette eller det følgende afsnit: »Efter kapitel 6
indsættes i
afsnit I:«.)
Side 34 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0035.png
2. Bekendtgørelser
31.
Bilag 2
affattes som bilag 1 til denne bekendtgørelse.
§2
Stk. 1.
Bekendtgørelsen træder i kraft den
…
.
Stk. 2.
§ 1, nr. 13, finder ikke anvendelse på ansøgninger indgivet før bekendtgørelsens
ikrafttræden. For sådanne ansøgninger finder de hidtil gældende regler anvendelse.
(Hvis der er behov for, at de enkelte numre i ændringsbekendtgørelsen træder i kraft på
forskellige tidspunkter, bør ændringerne i almindelighed i stedet gennemføres ved sær-
skilte ændringsbekendtgørelser, så alle ændringsnumrene i de enkelte ændringsbekendtgø-
relser træder i kraft på samme tidspunkt. Der henvises nærmere til pkt. 2.8.1.)
§3
Bekendtgørelsen gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Bilag 1
»Bilag 2
Helbredsmæssige betingelser for erhvervelse af kørekort, jf. § 28, stk. 2
…
.«
[EU-notehenvisningen til titlen]. Noten indsættes som fodnote på bekendtgørelsens før-
ste side. Se om EU-notehenvisninger i øvrigt pkt. 2.14.7.4.
2.7.5.2. Rækkefølge
Ændringerne opstilles som udgangspunkt fortløbende i samme rækkefølge som de bestem-
melser, der skal ændres.
Skal der foretages flere ændringer, nummereres hver ændring selvstændigt, medmindre der
er tale om flere ændringer af samme paragraf eller om ens ændringer af flere bestemmelser,
og ændringerne mest hensigtsmæssigt kan samles i et enkelt nummer.
Flere ændringer af samme paragraf kan f.eks. samles således:
Side 35 af 141
1)
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0036.png
2. Bekendtgørelser
»I
§ 8, stk. 1,
udgår »75 pct.«, og
stk. 2
ophæves.«
Ens ændringer af flere bestemmelser kan f.eks. samles således:
»I
§ 9, stk. 2, 2. pkt.,
og to steder i
§ 10, stk. 3,
ændres »5.000 kr.« til: »2.000 kr.««
Det bemærkes, at fremgangsmåden i eksemplet umiddelbart ovenfor ikke bør anvendes,
hvis § 10, stk. 3, som følge af et efterfølgende ændringsnummer rykker, f.eks. fordi der
indsættes et nyt stykke i § 10. I givet fald bør ændringen af § 10, stk. 3, foretages i et
selvstændigt ændringsnummer efter det ændringsnummer, som medfører rykningen. Æn-
dringen i eksemplet bør i denne situation udformes således:
»1. I
§ 9, stk. 2, 2. pkt.,
ændres »5.000 kr.« til: »2.000 kr.«
2.
I
§ 10
indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2.
… .«
Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og 4.
3.
To steder i
§ 10, stk. 3,
der bliver stk. 4, ændres »5.000 kr.« til: »2.000 kr.««
Hvis et enkelt ord eller udtryk ændres på nøjagtig samme måde i flere bestemmelser, og
ændringerne samles under et enkelt nummer, bør ændringen placeres i bekendtgørelsestek-
sten ved den paragraf, hvor ordet eller udtrykket først forekommer, også selv om der sker
ændring af de mellemliggende paragraffer.
Hvis det samme ord eller udtryk ændres på nøjagtig samme måde alle steder, hvor det
forekommer i bekendtgørelsen, eller det samme ord eller udtryk skal udgå overalt i be-
kendtgørelsen, indsættes denne ændring i ændringsparagraffens første nummer efter even-
tuelle ændringer af bekendtgørelsens titel, note hertil eller indledning. Formuleringen bør
alene anvendes, hvis der er tale om at ændre et ord eller udtryk et større antal steder, det
vil sige i almindelighed fem eller flere steder.
Ens ændringer af et ord eller udtryk overalt i bekendtgørelsen kan f.eks. samles således:
»Overalt i bekendtgørelsen ændres »2021« til: »2022«.«
2.7.5.3. Præciser mest muligt
Den bestemmelse, ændringen vedrører, bør præciseres mest muligt, det vil sige, at der bør
henvises så detaljeret som muligt til f.eks. det stykke, punktum, nummer eller litra, som
ændringen vedrører.
Side 36 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0037.png
2. Bekendtgørelser
Der bør dog ikke henvises til det led i bestemmelsen, som ændringen vedrører.
Eksempler på præcise ændringer:
»I
§ 5, stk. 1, 1. pkt.,
ændres »folkeregistret« til: »kommunen«.«
»I
§ 6, stk. 1, nr. 2, litra b,
udgår »eller påbud«.«
Betegnelsen »pkt.« anvendes i denne sammenhæng som forkortelse for ordet punktum.
Er den bestemmelse, der ønskes ændret, inddelt ved hjælp af tal, anvendes forkortelsen
»nr.«
Er den bestemmelse, der ønskes ændret, underinddelt ved hjælp af bogstaver, anvendes
betegnelsen »litra«.
2.7.5.4. Nyaffattelse
Skal der ske mere omfattende ændringer af en paragraf eller af flere på hinanden følgende
paragraffer, eventuelt et kapitel, bør dette ske ved at formulere ændringerne som en enkelt
ændring, det vil sige som en ny samlet affattelse af paragraffen, paragrafferne eller kapitlet.
Foreslås en nyaffattelse af en paragraf eller et stykke, nummer eller litra, bør paragraf-,
stykke-, nummer- eller litrabetegnelsen medtages i den nye affattelse. Se følgende eksem-
pler:
Ȥ
1
affattes således:
Ȥ 1.
En arveladers nærmeste slægtsarvinger
…
.««
Ȥ
13, stk. 2,
affattes således:
»Stk. 2.
Indgives opgørelsen ikke inden
…
.««
Omfatter den nye affattelse kun det første stykke eller de første stykker i en paragraf, med-
tages paragrafbetegnelsen dog ikke, da den kan give anledning til den misforståelse, at
affattelsen omfatter hele paragraffen. Se følgende eksempler:
Ȥ
10, stk. 1,
affattes således:
»Er ægtefællen under konkurs
…
.««
Ȥ
25, stk. 1,
ophæves, og i stedet indsættes:
»En erhvervsdrivende må ikke
…
.
Side 37 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0038.png
2. Bekendtgørelser
Stk. 2.
Stk. 1 omfatter ikke
…
.«
Stk. 2-6 bliver herefter stk. 3-7.«
Det samme gælder stykke-, nummer- og litrabetegnelser, hvis den nye affattelse kun om-
fatter det første punktum eller de første punktummer i et stykke, nummer eller litra.
Ved nyaffattelse af en overskrift til et kapitel eller et afsnit benyttes følgende fremgangs-
måde:
»Overskriften til kapitel 4 affattes således:
»Kapitel 4
Kontrolbestemmelser«.«
Som det ses, medtages ikke blot den ændrede tekst til overskriften, men også selve kapitel-
eller afsnitsnummeret. Formatet bør følge det format, som anvendes i hovedbekendtgørel-
sen i udgaven i Lovtidende.
2.7.5.5. Ophævelser
Skal flere paragraffer eller dele heraf ophæves, og skal mellemliggende paragraffer ikke
ændres og sker der ikke rykning, samles ophævelserne under et enkelt nummer. Se føl-
gende eksempel:
»§§
2, 3
og
5
og
§ 7, stk. 3,
ophæves.«
Tekstoverskrifter, kapitler og punktummer, der ikke længere skal indgå i bekendtgørelsen,
udgår ikke, men ophæves.
Ophæves et kapitel, bliver kapitlets overskrift og alle paragraffer og tekstoverskrifter i ka-
pitlet samtidig ophævet. Tilsvarende indebærer ophævelse af et afsnit, at afsnittets over-
skrift og alle kapitler, paragraffer og overskrifter i afsnittet ophæves.
Ophævelse af en paragraf medfører ikke i sig selv, at en eventuel tekstoverskrift før denne
paragraf samtidig ophæves. Det er således nødvendigt at ophæve tekstoverskrifter ved et
selvstændigt nummer, f.eks. således:
»Overskriften før § 10 ophæves.«
Side 38 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0039.png
2. Bekendtgørelser
Ophæves en række paragraffer i samme ændringsnummer, ophæves dog også de mellem-
liggende tekstoverskrifter. Formuleringen »§§
7-9
ophæves« vil således eksempelvis inde-
bære, at tekstoverskrifterne før § 8 og § 9 også ophæves. Derimod vil det i eksemplet være
nødvendigt særskilt at ophæve tekstoverskriften før § 7.
For så vidt angår bestemmelser om ophævelse af hele bekendtgørelser henvises til pkt.
2.9.1.
2.7.5.6. Indsættelse af nye bestemmelser
Skal der indsættes nye paragraffer, stykker, punktummer m.v., bør det klart fremgå af tek-
sten, om de nye bestemmelser erstatter eller supplerer den gældende tekst.
2.7.5.6.1. Indsættelse af paragraffer
Indsættes nye paragraffer i en ubrudt paragrafrække, betegnes den eller de nye paragraffer
med den forudgående paragrafs nummer efterfulgt af »a«, »b« osv. Følgende formulering
bør anvendes:
»Efter § 7 indsættes:
Ȥ 7 a.
…
.««
(Er § 7 sidste paragraf i et kapitel, angives det, om den nye bestemmelse indsættes i
dette eller det følgende kapitel: »Efter § 7 indsættes i
kapitel 2:«.)
Er der allerede et hul i paragrafnummerrækken i bekendtgørelsen på det sted, hvor den nye
paragraf skal indsættes, fordi en paragraf tidligere er blevet ophævet, kan den nye paragraf
få dette nummer. Er f.eks. § 7 tidligere blevet ophævet, og skal der nu indsættes en ny
paragraf efter § 6, bliver den nye paragraf § 7. Denne fremgangsmåde bør dog kun anven-
des, hvis det ikke kan give anledning til misforståelser. Det bemærkes, at da § 7 i eksemplet
er ophævet, skal den nye paragraf indsættes. Det er således ikke muligt at nyaffatte en
ophævet bestemmelse.
Ved indsættelse af en ny paragraf i en gældende bekendtgørelse, som indeholder tekstover-
skrifter, vil det ofte være nødvendigt at skrive, om den nye paragraf skal indsættes før eller
efter en tekstoverskrift, som findes omkring det sted i bekendtgørelsen, hvor den nye para-
graf skal indsættes. Dette er f.eks. tilfældet, når der i den gældende bekendtgørelse er en
tekstoverskrift før § 66, og man ønsker at indsætte en ny § 65 a mellem § 65 og § 66. Skal
§ 65 a indsættes før overskriften før § 66, bør følgende formulering anvendes:
Side 39 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0040.png
2. Bekendtgørelser
»Efter § 65 indsættes før overskriften før § 66:
Ȥ 65 a.
…
.««
Skal § 65 a indsættes efter overskriften før § 66, bør følgende formulering anvendes:
»Efter § 65 indsættes efter overskriften før § 66:
Ȥ 65 a.
… .««
2.7.5.6.2. Indsættelse af stykker
Hvis der skal indsættes et nyt stk. 1, bør følgende formulering anvendes:
»I
§ 67
indsættes før stk. 1 som nyt stykke:
»Forbrugeren har ret til
… .«
Stk. 1 og 2 bliver herefter stk. 2 og 3.«
Da det kun er det første stykke i paragraffen, der indsættes, medtages paragrafbetegnelsen
ikke, da den kan give anledning til den misforståelse, at affattelsen omfatter hele paragraf-
fen. Det samme gælder, hvis der indsættes flere stykker som de første i en paragraf.
Hvis et nyt stykke skal indsættes mellem to stykker, bør følgende formulering anvendes:
»I
§ 35
indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2.
…
.«
Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og 4.«
Det vil være tvetydigt i forbindelse med indsættelse af et nyt stykke f.eks. at skrive: »I
§ 35
indsættes som nyt
stk. 2:«,
hvis der i forvejen i den pågældende paragraf er et stk. 2, som
skal opretholdes.
Skal det nye stykke indsættes til sidst i paragraffen, anvendes den formulering, der er vist
i følgende eksempel (hvor paragraffen består af tre stykker):
»I
§ 31
indsættes som
stk. 4:
»Stk. 4.
…
.««
Skal der i en paragraf indsættes nye stykker, og skal de pågældende stykker indsættes for-
skellige steder i paragraffen, foretages ændringerne i flere på hinanden følgende numre, og
der anvendes etapevis rykning efter følgende model:
Side 40 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0041.png
2. Bekendtgørelser
»1. I
§ 35
(der forudsættes at indeholde stk. 1-3) indsættes efter stk. 1 som nyt
stykke:
»Stk. 2.
… .«
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
2.
I
§ 35
indsættes efter stk. 2, der bliver stk. 3, som nyt stykke:
»Stk. 4.
… .«
Stk. 3 bliver herefter stk. 5.«
2.7.5.6.3. Indsættelse af punktummer
Som ved indsættelse af nye stykker er det tillige vigtigt, at det klart fremgår af teksten, om
et nyt punktum erstatter eller supplerer den gældende tekst.
Hvis der skal indsættes et eller flere nye punktummer før 1. pkt., bør følgende formulering
anvendes:
»I
§ 41, stk. 2,
indsættes før 1. pkt. som nyt punktum:
»Udlejeren har pligt til ... .««
Der tilføjes ingen rykningsklausul ved indsættelse af punktummer. Da det kun er det første
punktum i stykket, der indsættes, medtages stykkeangivelsen heller ikke, da den kan give
anledning til den misforståelse, at affattelsen omfatter hele stykket. Det samme gælder,
hvis der indsættes flere punktummer som de første i et stykke.
Hvis et nyt punktum skal indsættes mellem to punktummer, bør følgende formulering an-
vendes:
»I
§ 45, stk. 1,
(der forudsættes at indeholde flere punktummer) indsættes efter 1.
pkt. som nyt punktum:
»... (2. pkt.) ... .««
Hvis det nye punktum skal indsættes til sidst i stykket, anvendes den formulering, der er
vist i følgende eksempler (hvor bestemmelserne består af henholdsvis et og tre punktum-
mer):
»I
§ 40, stk. 1,
indsættes som
2.
og
3. pkt.:
»...(2. og 3. pkt.) ... .««
Side 41 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0042.png
2. Bekendtgørelser
»I
§ 42
indsættes som
4. pkt.:
»...(4. pkt.) ... .««
2.7.5.6.4. Ophævelse og samtidig indsættelse af flere eller færre nye bestemmelser
Skal en eller flere paragraffer, stykker, punktummer m.v. ophæves, og skal der i stedet
indsættes enten flere eller færre nye paragraffer, stykker, punktummer m.v., end der blev
ophævet, bør formuleringen »ophæves, og i stedet indsættes:« anvendes.
Eksempel på ændring af en paragraf bestående af 6 stykker, hvor stk. 1 skal ophæves og
afløses af et nyaffattet stk. 1, og hvor der efter det nyaffattede stk. 1 skal indsættes et nyt
stykke:
Ȥ
25, stk. 1,
ophæves, og i stedet indsættes:
»Et krav, der
…
.
Stk. 2.
Forbrugeren kan dog ... .«
Stk. 2-6 bliver herefter stk. 3-7.«
Eksempel på ændring af en paragraf bestående af 6 stykker, hvor stk. 2 og 3 skal ophæ-
ves, og hvor stk. 2 skal afløses af et nyaffattet stk. 2:
Ȥ
20, stk. 2
og
3,
ophæves, og i stedet indsættes:
»Stk. 2.
... .«
Stk. 4-6 bliver herefter stk. 3-5.«
2.7.5.7. Rykning
Ophæves en eller flere paragraffer, ændres de efterfølgende paragraffers nummerering
ikke. Det samme gælder ved indsættelse af en eller flere nye paragraffer. Nye paragraffer
litreres i stedet (f.eks. »§ 8 a«). Derimod rykker stykker, numre og litra automatisk op, hvis
et eller flere stykker, numre eller litra ophæves. Tilsvarende rykker stykker, numre og litra
automatisk ned, hvis et eller flere stykker, numre eller litra indsættes.
Hvis indsættelse eller ophævelse af stykker, numre eller litra medfører ændringer i num-
merangivelsen for stykker, numre eller litra, bør det angives i slutningen af det pågældende
ændringsnummer i ændringsbekendtgørelsen ved tilføjelse af en rykningsklausul. Føl-
gende formuleringer bør anvendes:
Ȥ
25, stk. 1,
ophæves, og i stedet indsættes:
»Et krav, der ... .
Side 42 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0043.png
2. Bekendtgørelser
Stk. 2.
Forbrugeren kan dog ... .«
Stk. 2-6 bliver herefter stk. 3-7.«
»I
§ 35
indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2.
... .«
Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og 4.«
Manglende eller mangelfuld angivelse af rykningsklausul ændrer dog ikke på, om stykker
m.v. rykker op eller ned.
Hvis der i samme ændringsnummer sker ændring af det eller de følgende stykker, bør ryk-
ningen indføjes i teksten. Følgende formulering bør da anvendes:
Ȥ
35, stk. 2,
ophæves, og i
stk. 3,
der bliver stk. 2, udgår »…«.«
Tilsvarende bør rykningen indføjes i teksten, hvis der efterfølgende sker ændring af det
eller de stykker, som er rykket:
»I
§ 35
indsættes efter stk. 2, der bliver stk. 3, som nyt stykke:
»Stk. 4.
… .«
Stk. 4 bliver herefter stk. 5.«
Skal der indsættes nye stykker i en paragraf, og skal de pågældende stykker indsættes for-
skellige steder i paragraffen, foretages ændringerne i flere på hinanden følgende ændrings-
numre, og der anvendes etapevis rykning efter følgende model:
»1. I
§ 35
(der forudsættes at indeholde stk. 1-9) indsættes efter stk. 1 som nyt
stykke:
»Stk. 2
… .«
Stk. 2-5 bliver herefter stk. 3-6.
2.
I
§ 35
indsættes efter stk. 5, der bliver stk. 6, som nyt stykke:
»Stk. 7.
… .«
Stk. 6-8 bliver herefter stk. 8-10.
3.
§ 35, stk. 9,
ophæves.«
Der tilføjes ingen rykningsklausul ved indsættelse eller ophævelse af et punktum. Foreslås
der ændring af et efterfølgende punktum, bør rykningen dog nævnes i en relativ bisætning
efter følgende model:
Side 43 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0044.png
2. Bekendtgørelser
»1. I
§ 35, stk. 1,
(der forudsættes at indeholde flere punktummer) indsættes efter 1.
pkt. som nyt punktum:
»… .«
2.
I
§ 35, stk. 1, 3. pkt.,
der bliver 4. pkt., ændres »…« til: »…«.«
Det er vigtigt at være opmærksom på, at der ved indsættelse eller ophævelse af stykker,
punktummer, numre, litra m.v. kan være behov for konsekvensændringer i bekendtgørel-
sens øvrige bestemmelser eller i andre bekendtgørelser. Der kan også opstå behov for kon-
sekvensændringer i kapitel- eller paragrafoverskrifter. Fritekstsøgning i Retsinformation er
et nyttigt redskab, når det skal undersøges, om der er behov for konsekvensændringer af
andre bekendtgørelser.
2.7.5.8. Flere ens ændringer
2.7.5.8.1. Ændring af samme ord eller udtryk flere steder i bekendtgørelsen
Hvis et enkelt ord eller udtryk ændres på nøjagtig samme måde i flere paragraffer, kan
ændringerne samles under et enkelt nummer ved den paragraf, hvor ordet eller udtrykket
først forekommer, også selv om der sker ændring af de mellemliggende paragraffer. I givet
fald kan følgende formulering anvendes:
»I
§ 35, stk. 3,
og
§ 44, stk. 1, nr. 2,
ændres »1.000 kr.« til: »5.000 kr.««
Det bemærkes, at fremgangsmåden i eksemplet umiddelbart ovenfor ikke bør anvendes,
hvis § 44, stk. 1, nr. 2, som følge af et efterfølgende ændringsnummer rykker, f.eks. fordi
der indsættes et nyt nummer i § 44, stk. 1. I givet fald bør ændringen af § 44, stk. 1, nr. 2,
foretages i et selvstændigt ændringsnummer efter det ændringsnummer, som medfører ryk-
ningen. Ændringen i eksemplet bør i denne situation udformes således:
»1. I
§ 35, stk. 3,
ændres »1.000 kr.« til: »5.000 kr.«
2.
I
§ 44, stk. 1,
indsættes efter nr. 1 som nyt nummer:
»2)
… .«
Nr. 2 bliver herefter nr. 3.
3.
I
§ 44, stk. 1, nr. 2,
der bliver nr. 3, ændres »1.000 kr.« til: »5.000 kr.««
Hvis der er flere ens ændringer i f.eks. samme paragraf, samme stykke eller samme punk-
tum, kan følgende formulering anvendes:
Side 44 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0045.png
2. Bekendtgørelser
»To steder i
§ 62, stk. 3, 1. pkt.,
ændres »kategori C1 og D1« til: »kategori C1, D1
og E1«.«
2.7.5.8.2. Ændringer af samme ord eller udtryk alle steder i bekendtgørelsen
Hvis det samme ord eller udtryk ændres på nøjagtig samme måde alle steder, hvor det
forekommer, kan følgende formulering anvendes:
»Overalt i bekendtgørelsen ændres »anmeldt virksomhed« til: »registreret virksom-
hed«.«
Hvis det samme ord eller udtryk skal udgå overalt i bekendtgørelsen, kan følgende formu-
lering anvendes:
»Overalt i bekendtgørelsen udgår »kontanthjælp eller«.«
Disse formuleringer kan imidlertid kun anvendes, hvis ordet eller udtrykket står på nøjagtig
samme måde alle de steder, hvor det skal ændres eller udgå. Der skal således tages højde
for store og små begyndelsesbogstaver og for forskellige bøjningsformer.
Formuleringen bør endvidere kun anvendes, hvis ordet eller udtrykket skal ændres eller
udgå et større antal steder, det vil sige i almindelighed fem eller flere steder.
Ændringen indsættes i den enkelte paragrafs første nummer efter eventuelle ændringer af
bekendtgørelsens titel, note hertil eller indledning.
Hvis der er enkelte steder, hvor det pågældende ord eller udtryk ikke skal ændres eller
udgå, bør følgende formuleringer anvendes:
»Overalt
i bekendtgørelsen bortset fra i §§ … og … ændres »anmeldt virksomhed«
til: »registreret virksomhed«.«
»Overalt i bekendtgørelsen
bortset fra i §§ … og … udgår »kontanthjælp
eller«.«
Det er dog en forudsætning for at anvende disse formuleringer, at de steder, hvor ordet eller
udtrykket skal ændres eller udgå, væsentligt overstiger de steder, hvor ordet ikke ændres
eller udgår.
2.7.5.9. Indsættelse af nyt afsnit eller kapitel
Ved indsættelse af et nyt afsnit eller kapitel bør følgende formulering anvendes:
Side 45 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0046.png
2. Bekendtgørelser
»Efter kapitel 4 indsættes:
»Kapitel 4 a
Kontrolbestemmelser
§ 16 a.
… .««
Formatet bør følge det format, som anvendes i den udgave af hovedbekendtgørelsen, som
fremgår af Lovtidende
–
typisk ved centrering (men ikke kursivering) af »Kapitel 4 a« og
ved centrering og kursivering af selve kapiteloverskriften.
Er kapitel 4 sidste kapitel i et afsnit, angives det, om det nye kapitel indsættes i dette eller
det følgende afsnit, ved brug af følgende formulering:
»Efter kapitel 4 indsættes i
afsnit I:«.
2.7.5.10. Indsættelse eller ændring af bilag
Ved indsættelse af et bilag eller ved nyaffattelse af et eksisterende bilag til en bekendtgø-
relse indsættes bilaget som et bilag til ændringsbekendtgørelsen (»denne bekendtgørelse«)
i overensstemmelse med de formuleringer, der fremgår nedenfor.
Eksempel på nyaffattelse af et eksisterende bilag:
»Bilag
2
affattes som bilag 1 til denne bekendtgørelse.«
Eksempel på indsættelse af et nyt bilag:
»Som
bilag 2
indsættes bilag 1 til denne bekendtgørelse.«
Selve bilaget affattes således og optrykkes efter selve bekendtgørelsesteksten:
Bilag 1
»Bilag 2
[Bilagets indhold]«
Ændringer af bilag til en bekendtgørelse bør som udgangspunkt ske ved at nyaffatte bilaget,
idet et regelsæt, der består af det oprindelige bilag og en eller flere efterfølgende ændringer
heraf, ofte er uoverskueligt og derfor vanskeligt at arbejde med. Ved anvendelse af æn-
dringslove imødegås disse vanskeligheder ofte ved, at der udstedes en lovbekendtgørelse.
Side 46 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0047.png
2. Bekendtgørelser
En tilsvarende mulighed foreligger ikke med hensyn til bekendtgørelser, hvorfor man bør
være meget mere tilbageholdende med at ændre det eksisterende bilag. I visse tilfælde vil
det dog efter en konkret vurdering kunne vise sig mere hensigtsmæssigt at ændre affattel-
sen af dele af bilaget som et nummer i selve ændringsbekendtgørelsen med angivelse af
indholdet af den pågældende ændring.
I vurderingen bør bl.a. indgå, om bilaget indeholder omfangsrige tekststykker eller illustra-
tioner m.v., som vanskeligt eller kun med ringe læsbarhed til følge lader sig opdele i flere
spalter, idet man i så fald bør nyaffatte bilaget i overensstemmelse med ovenstående model.
Det bemærkes i den forbindelse, at paragrafferne i en bekendtgørelse, i modsætning til
bilag, i Lovtidende opstilles i spalter. Det bør endvidere indgå i vurderingen, om bilagets
systematik og nummerering tillader en tilstrækkelig præcis angivelse af det tekststykke,
der ønskes ændret. Også omfanget af de nødvendige ændringer af bilaget bør indgå i disse
overvejelser, idet mere omfattende ændringer taler for nyaffattelse af et eksisterende bilag.
Det anbefales, at der i forbindelse med udarbejdelsen af bilag anvendes en detaljeret syste-
matik og nummerering med henblik på at lette fremtidige ændringer af bilaget og henvis-
ninger til bestemte dele af bilaget.
2.7.5.11. Ændringer af tegn
Når der skal foretages en ændring i bekendtgørelsesteksten vedrørende et tegn, f.eks. ind-
sættes et komma, medtages det ord, som står i tilknytning til det pågældende tegn, således
at man ikke alene lader ændringen omfatte tegnet.
Eksempel:
»1. I
§ 15, nr. 3,
ændres »landet og« til: »landet,«.
2.
I
§ 15, nr. 4,
ændres »måneden.« til: »måneden,«.«
2.7.5.12. Konsekvensændringer
Ved udarbejdelse af ændringsbekendtgørelser er det vigtigt at sikre sig, at der foretages
de nødvendige konsekvensændringer i bekendtgørelsens øvrige bestemmelser og i kapi-
tel- og paragrafoverskrifter m.v.
Side 47 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0048.png
2. Bekendtgørelser
Indeholder den bekendtgørelse, som ændres, henvisninger til love eller bekendtgørelser,
der i mellemtiden er ændret eller afløst af senere love eller bekendtgørelser, bør henvis-
ningerne ligeledes ændres i det nødvendige omfang (se endvidere pkt. 2.14.8 om henvis-
ninger til love, bekendtgørelser og EU-retsakter).
Det er også vigtigt at sikre sig, at der foretages de nødvendige konsekvensændringer af
andre bekendtgørelser. Fritekstsøgning i Retsinformation er et nyttigt redskab, når det skal
undersøges, om der er behov for sådanne konsekvensændringer. Det bemærkes, at man
som nævnt under pkt. 2.5 bør afstå fra at udstede ændringsbekendtgørelser, der indeholder
ændringer i flere bekendtgørelser, og i stedet udarbejde en ændringsbekendtgørelse for
hver bekendtgørelse, der skal ændres.
2.7.5.13. Ændring af en ikke-ikrafttrådt ændringsbekendtgørelse
Hvis der undtagelsesvis måtte være behov for at foretage ændringer i en allerede udstedt
ændringsbekendtgørelse, som endnu ikke er trådt i kraft, bør sådanne ændringer
–
med-
mindre disse knytter sig til ikrafttrædelses- eller overgangsbestemmelserne
–
som altover-
vejende hovedregel foretages ved at ændre de relevante bestemmelser i hovedbekendtgø-
relsen, hvorefter ændringsbekendtgørelsen, der endnu ikke er trådt i kraft, ophæves.
Ophævelsen af den ikke-ikrafttrådte ændringsbekendtgørelse kan ske ved, at der medtages
en bestemmelse herom i den nye ændringsbekendtgørelse. Der henvises i øvrigt til pkt.
2.9.1 om ophævelsesbestemmelser.
2.8. Ikrafttræden og virkning
2.8.1. Ikrafttrædelsesbestemmelser
Der bør som det helt klare udgangspunkt altid angives en bestemt dato for ikrafttrædelsen
af en bekendtgørelse, jf. følgende eksempel:
»Bekendtgørelsen træder i kraft den …
.«
Bekendtgørelsens ikrafttrædelsestidspunkt bør som altovervejende hovedregel tidligst
være dagen efter kundgørelsen i Lovtidende, så ikrafttræden og kundgørelse ikke er sam-
menfaldende.
Hvor det efter omstændighederne i love kan være nødvendigt at angive, at »loven træder i
kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende« eller i helt særlige tilfælde »ved bekendt-
Side 48 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0049.png
2. Bekendtgørelser
gørelsen i Lovtidende«, vil det i bekendtgørelser sjældent være nødvendigt at anvende til-
svarende formuleringer. Det skyldes, at tidspunktet for en bekendtgørelses kundgørelse på
forhånd kan forudsiges. I modsætning hertil kan det på grund af behandlingen i Folketinget
være svært at forudsige loves kundgørelsestidspunktet. De nævnte formuleringer af ikraft-
trædelsestidspunktet bør derfor kun anvendes helt undtagelsesvis i bekendtgørelser.
Ikrafttrædelsestidspunktet bør i øvrigt fastsættes således, at der sikres en hensigtsmæssig
proces i forbindelse med kundgørelsen. Det bør således almindeligvis sikres, at der kan ske
optagelsesanmodning i Lovtidende på hverdage (se herom pkt. 8.1.1).
Ved indførelse af nye regler bør man endvidere ud fra et hensyn til muligheden for at ind-
rette sig på de nye regler generelt være opmærksom på at sikre en rimelig tid fra reglerne
kundgøres, til de træder i kraft. Dette gælder også for regler, som indebærer behov for nye
administrative tiltag m.v. i kommunerne og regionerne.
Rimelig tid til forberedelse kan understøtte en mere effektiv implementering af nye regler.
En periode til at forberede ikrafttrædelsen af nye regler giver eksempelvis kommunerne og
regionerne forbedrede styringsmuligheder i forhold til bl.a. at afklare eventuelle fortolk-
ningsmæssige spørgsmål og tilrettelægge interne procedurer med henblik på at kunne fo-
retage en mere kvalificeret sagsbehandling umiddelbart efter bekendtgørelsens ikrafttræ-
den. Tilsvarende kan det ved fastlæggelse af ikrafttrædelsestidspunktet være hensigtsmæs-
sigt at afsætte tid til at tilvejebringe den fornødne it-understøttelse eller til at foretage til-
pasninger heraf. Hensynet til en rimelig implementeringsperiode bør indgå i arbejdet med
at forberede bekendtgørelsen, dog således at processer for høringsfrister m.v. ikke sættes
unødigt under pres.
Endvidere bør eksempelvis ikrafttrædelse af ændringer i de offentlige budget- og regn-
skabsopgørelser så vidt muligt følge regnskabsåret, så der ikke skal rettes i de konteringer,
som allerede er foretaget.
Ved hovedbekendtgørelser (se om ændringsbekendtgørelser nedenfor) kan de enkelte be-
stemmelser sættes i kraft på forskellige tidspunkter. I sådanne tilfælde bør ikrafttrædelses-
bestemmelsen indledes med et stykke, der fastslår, at bekendtgørelsen træder i kraft på
tidspunktet for ikrafttrædelsen af de dele af bekendtgørelsen, der først skal træde i kraft.
Herefter kan der indsættes et eller flere supplerende stykker, der fastslår, at nærmere an-
givne dele af bekendtgørelsen træder i kraft på et senere tidspunkt. De supplerende stykker
bør placeres i den rækkefølge, der svarer til ikrafttrædelsestidspunkterne, så stykker med
tidligere ikrafttrædelsestidspunkt placeres før stykker med senere ikrafttrædelsestidspunkt.
Side 49 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0050.png
2. Bekendtgørelser
Hvis hovedbekendtgørelsens ikrafttrædelsesbestemmelse indeholder flere stykker med for-
skellige ikrafttrædelsestidspunkter, bør det indledende stykke, der fastsætter bekendtgørel-
sens ikrafttrædelsestidspunkt, indeholde en henvisning til de supplerende stykker. Dette
bør ske ved, at der i det indledende stykke indsættes »,
jf. dog stk. …
.«
De dele af hovedbekendtgørelsen, der udskilles til ikrafttræden på særskilte tidspunkter,
bør altid angives ved paragraffer eller præcise dele af paragraffer (stykker, numre, litra
eller lignende). Der bør således eksempelvis ikke anvendes formuleringer som »bekendt-
gørelsens regler om X-emne
træder i kraft den …«.
I paragraffen, som indeholder de ma-
terielle regler, bør bestemmelserne med det seneste ikrafttrædelsestidspunkt placeres sidst
i rækken af stykker, numre, litra m.v., så der ikke opstår huller i rækken, når de første dele
træder i kraft.
Ved forslag til ændringslove anvendes der ofte en fremgangsmåde, hvor de enkelte æn-
dringsnumre sættes i kraft på forskellige tidspunkter. Herved kan lovændringerne behand-
les samlet i Folketinget, selv om ændringerne træder i kraft på forskellige tidspunkter. For
bekendtgørelsers vedkommende foreligger der ikke et tilsvarende hensyn til Folketingets
behandling af sagen. Hvis der er behov for, at de enkelte numre i en ændringsbekendtgø-
relse træder i kraft på forskellige tidspunkter, bør ændringerne derfor i almindelighed i
stedet gennemføres ved særskilte ændringsbekendtgørelser, så alle ændringsnumrene i de
enkelte ændringsbekendtgørelser træder i kraft på samme tidspunkt.
2.8.2. Bekendtgørelser om ikrafttræden af love (ikrafttrædelsesbekendtgørel-
ser)
Det kan i en lov bestemmes, at vedkommende minister fastsætter tidspunktet for lovens
ikrafttræden eller tidspunktet for ikrafttræden af bestemte paragraffer m.v. i loven. Tids-
punktet fastsættes i givet fald af ministeren ved en ikrafttrædelsesbekendtgørelse. En ikraft-
trædelsesbekendtgørelses paragraffer bør udformes således:
Ȥ
1.
Lov
[eller § … i lov] nr. … af … om … sættes i kraft.
§ 2.
Bekendtgørelsen træder i kraft den
…
.«
Det bemærkes, at hvis der er tale om en ændringslov, bør lovens undertitel også nævnes i
ovenstående eksempel.
Side 50 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0051.png
2. Bekendtgørelser
Som det fremgår, bør ikrafttrædelsesbekendtgørelser indeholde en særskilt bestemmelse
om bekendtgørelsens ikrafttrædelsestidspunkt. Dette bliver dermed tidspunktet for ikraft-
trædelsen af den pågældende lov eller de pågældende bestemmelser i loven.
Bestemmelser om ikrafttræden af love bør som altovervejende hovedregel affattes i selv-
stændige ikrafttrædelsesbekendtgørelser og ikke blot medtages i en hovedbekendtgørelse.
Dette skyldes navnlig, at optagelsen af bestemmelser om ikrafttræden af love sammen med
materielle bestemmelser i en hovedbekendtgørelse vil kunne vise sig uhensigtsmæssigt ved
en eventuel senere ophævelse af bekendtgørelsen.
2.8.3. Ikrafttrædelse af erhvervsrettet regulering
Der gælder særlige retningslinjer for ikrafttrædelse af erhvervsrettede love og bekendtgø-
relser med direkte konsekvenser for erhvervslivet. Retningslinjerne er beskrevet nedenfor.
Der henvises herudover til Erhvervsministeriets vejledning til ministerierne om de fælles
ikrafttrædelsesdatoer. Vejledningen kan findes på myndighedsnet.virk.dk eller på:
https://myndighedsnet.virk.dk/faelleskomponenter/offentliggoerelse-af-erhvervsrettede-
love-og-bekendtgoerelser-paa-virk
.
2.8.3.1. Fælles ikrafttrædelsesdatoer
Regulering, som har direkte konsekvenser for erhvervslivet, skal som hovedregel træde i
kraft enten den 1. januar eller den 1. juli. Det letter virksomhedernes arbejde med at holde
sig orienteret om ny regulering.
Ved regulering med direkte konsekvenser for erhvervslivet forstås love og bekendtgørel-
ser, der har direkte erhvervsøkonomiske konsekvenser som defineret i Erhvervsministeri-
ets vejledning om erhvervsøkonomiske konsekvensvurderinger. Det omfatter skatter, af-
gifter og tilskud m.v., administrative konsekvenser og øvrige konsekvenser, som har di-
rekte effekt på erhvervslivet (såkaldt øvrige efterlevelseskonsekvenser). Det bemærkes
dog, at de beløbsgrænser, der er beskrevet i vejledningen, ikke anvendes i forhold til de
fælles ikrafttrædelsesdatoer, da de fælles ikrafttrædelsesdatoer netop har til hensigt at ens-
rette informationen til virksomhederne om al ny regulering, som har direkte erhvervsøko-
nomiske konsekvenser
–
uanset om det er ændringer, som har store eller små økonomiske
konsekvenser. Vejledningen om erhvervsøkonomiske konsekvensvurderinger kan findes
på Erhvervsstyrelsens hjemmeside, erhvervsstyrelsen.dk, under »Vejledninger« eller på:
https://erhvervsstyrelsen.dk/vejledning-erhvervsoekonomiske-konsekvensvurderinger.
Side 51 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0052.png
2. Bekendtgørelser
De to årlige ikrafttrædelsesdatoer kan kun undtagelsesvis fraviges. Det gælder, hvis der er
tale om:
1) Regulering af særligt hastende eller ekstraordinær karakter (f.eks. regulering,
som følger af biologiske eller klimatiske forhold, regulering af produkter el-
ler lignende, som udgør en betydelig risiko for befolkningen, og regulering
af husdyrsygdomme).
2) Regulering, der vurderes at være væsentlige samfundsøkonomiske omkost-
ninger ved at vente med at lade træde i kraft til den kommende ikrafttrædel-
sesdato, f.eks. regulering i tilknytning til finansloven, eller hvor erhvervslivet
efterspørger, at ikrafttrædelsen sker før den næstkommende ikrafttrædelses-
dato (eksempelvis erhvervsrettede tilskuds- og støtteordninger).
3) Regulering, hvor det følger af Danmarks EU-retlige eller internationale for-
pligtelser, at de nationale regler skal træde i kraft på et bestemt tidspunkt,
eller hvor det er sandsynliggjort, at det vil være væsentligt bebyrdende for
danske virksomheder, hvis de omfattes af nye EU-regler før den af EU fast-
lagte implementeringsfrist.
Det bemærkes, at de fælles ikrafttrædelsesdatoer ikke gælder for regulering, der alene ved-
rører Færøerne og Grønland.
Desuden bemærkes det, at de fælles ikrafttrædelsesdatoer ikke ændrer ved de gældende
frister for optagelse af regulering i Lovtidende, jf. vejledning nr. 9115 af 27. april 2011 om
afleveringsfrister (Lovtidende i elektronisk form):
https://www.retsinformation.dk/eli/retsinfo/2011/9115.
2.8.3.2. Udstedelse mindst 4 uger før ikrafttrædelsestidspunktet
Bekendtgørelser med direkte konsekvenser for erhvervslivet, der skal træde i kraft på den
næstkommende fælles ikrafttrædelsesdato, skal som udgangspunkt være udstedt mindst 4
uger før ikrafttrædelsestidspunktet (4-ugerskravet), så virksomhederne har god tid til at
omstille sig til de nye regler. Tilsvarende skal lovforslag som udgangspunkt være vedtaget
mindst 4 uger før ikrafttrædelsestidspunktet.
Dog kan 4-ugerskravet fraviges med udgangspunkt i de tre undtagelsesmuligheder til de
fælles ikrafttrædelsesdatoer, der er nævnt under pkt. 2.8.3.1, eller hvis f.eks. behandlingen
i Folketinget af hjemmelsloven medfører, at 4-ugerskravet ikke kan opfyldes.
Side 52 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0053.png
2. Bekendtgørelser
Det bemærkes, at 4-ugerskravet ikke gælder for regulering, der alene vedrører Færøerne
og Grønland.
2.8.3.3. Beslutningsproceduren ved fravigelse
Det er det enkelte ministeriums ansvar at sikre, at ministeriets erhvervsrettede regulering
med direkte konsekvenser for erhvervslivet i videst muligt omfang træder i kraft på de
fælles ikrafttrædelsesdatoer, og at bekendtgørelser og lovforslag er henholdsvis udstedt el-
ler vedtaget mindst 4 uger før ikrafttrædelsestidspunktet.
Det enkelte ministerium træffer desuden beslutning om undtagelse fra de fælles ikrafttræ-
delsesdatoer og 4-ugerskravet, jf. undtagelsesmulighederne for de fælles ikrafttrædelses-
datoer nævnt under pkt. 2.8.3.1 og mulighederne for fravigelse af 4-ugerskravet nævnt un-
der pkt. 2.8.3.2.
Erhvervsministeriet anmoder halvårligt de øvrige ministerier om oplysninger om følgende:
1) Hvor mange undtagelser fra de fælles ikrafttrædelsesdatoer, der har været i det en-
kelte ministerium, og hvilke undtagelsesmuligheder der er anvendt, herunder be-
grundelserne herfor, for de enkelte love og bekendtgørelser, samt det samlede antal
erhvervsrettede love og bekendtgørelser, der er trådt i kraft i perioden.
2) Hvor mange undtagelser fra 4-ugerskravet, der har været, og begrundelserne herfor
for de enkelte love og bekendtgørelser.
2.8.3.4. Offentliggørelse på Virk.dk
Senest 4 uger før en fælles ikrafttrædelsesdato skal det enkelte ministerium have lagt føl-
gende information på Virk.dk:
1) Love og bekendtgørelser, der træder i kraft på den kommende ikrafttrædelsesdato,
med kort forklarende tekst om centrale ændringer/indholdet i reglerne.
2) Information om regulering, der forventes at træde i kraft på den efterfølgende ikraft-
trædelsesdato.
3) Information om regulering, der i det kommende halvår forventes undtaget fra ikraft-
træden på de fælles ikrafttrædelsesdatoer.
Offentliggørelse på Virk.dk af love og bekendtgørelser med direkte konsekvenser for er-
hvervslivet finder sted via Virk Myndighedsnet.
Side 53 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0054.png
2. Bekendtgørelser
Der henvises nærmere til Erhvervsministeriets ovennævnte vejledning til ministerierne om
de fælles ikrafttrædelsesdatoer.
2.8.4. Virkningsbestemmelser
En bekendtgørelses ikrafttræden bestemmer som udgangspunkt både tidspunktet for myn-
dighedernes anvendelse af bekendtgørelsen (håndhævelsestidspunktet) og det tidspunkt,
fra hvilket bekendtgørelsens regler knytter retsvirkninger til kendsgerninger og begivenhe-
der (virkningstidspunktet), medmindre andet fremgår af bekendtgørelsen.
Virkningsbestemmelser er ikke undtagelser til en bekendtgørelses bestemmelse om ikraft-
træden, og der skal derfor ikke i en bestemmelse om ikrafttræden indsættes », jf. dog« med
henvisning til virkningsbestemmelsen.
I tilfælde, hvor det findes påkrævet, at bekendtgørelsens virkninger helt eller delvis regnes
fra et tidligere tidspunkt end bekendtgørelsens ikrafttrædelsestidspunkt, bør følgende for-
muleringer anvendes:
»Bekendtgørelsen
har virkning fra …
.«
»§§ … har virkning fra … .«
Opmærksomheden henledes i den forbindelse på, at hvis der er tale om bebyrdende regler,
vil det i almindelighed kræve udtrykkelig hjemmel, hvis reglerne skal tillægges tilbagevir-
kende kraft.
Opmærksomheden henledes endvidere på, at bekendtgørelsen
–
selv om den har virkning
fra et tidligere tidspunkt end ikrafttrædelsestidspunktet
–
ikke må håndhæves, før den er
kundgjort og trådt i kraft.
Overgangsregler kan også udformes som virkningsbestemmelser. Der henvises om over-
gangsregler til pkt. 2.10.
2.9. Ophævelse
2.9.1. Ophævelse af bekendtgørelser
En bekendtgørelse kan kun ophæves ved en ny bekendtgørelse (eller ved en kongelig an-
ordning eller en lov). I bestemmelser om ophævelse skal det præcist angives, hvilken be-
kendtgørelse der ophæves.
Side 54 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0055.png
2. Bekendtgørelser
Skal ophævelsen ske i forbindelse med udstedelse af en ny bekendtgørelse, kan følgende
formulering anvendes:
Ȥ
…
Bekendtgørelsen træder i kraft den
…
.
Stk. 2.
Bekendtgørelse nr.
…
af
…
om
…
ophæves.«
I bestemmelser om ophævelse anføres den oprindelige bekendtgørelses nummer, dato og
titel. Derimod henvises der ikke til senere ændringsbekendtgørelser, som har ændret den
bekendtgørelse, der ophæves. Formuleringen ovenfor skal derfor anvendes, selv om den
bekendtgørelse, der ophæves, senere er ændret.
Ophæver en bekendtgørelse flere bekendtgørelser, fremmer det overskueligheden at an-
føre dette i en nummereret opregning. Se følgende eksempel:
Ȥ
…
Bekendtgørelsen træder i kraft den
…
.
Stk. 2.
Følgende bekendtgørelser ophæves:
1) Bekendtgørelse nr.
…
af
…
om
…
.
2) Bekendtgørelse nr.
…
af
…
om
…
.
3) Bekendtgørelse nr.
…
af
…
om
…
.«
Skal de pågældende bekendtgørelser ophæves samtidig med, at den bekendtgørelse, der
indeholder ophævelsesbestemmelsen, træder i kraft, er det overflødigt at angive ophævel-
sestidspunktet. Derimod skal ophævelsestidspunktet angives, hvis det undtagelsesvis ad-
skiller sig fra ikrafttrædelsestidspunktet for den bekendtgørelse, som indeholder ophævel-
sesbestemmelsen.
Skal kun en del af en bekendtgørelse ophæves, bør det normalt ske ved et eller flere æn-
dringsnumre i en ændringsbekendtgørelse (se herom pkt. 2.7.5.5).
Hvis ophævelsen skal foretages i en særskilt bekendtgørelse, der alene går ud på at ophæve
en anden bekendtgørelse, bør bekendtgørelsens paragraffer udformes således:
Ȥ
1.
Bekendtgørelse
nr. … af … om … ophæves.
§ 2.
Bekendtgørelsen træder i kraft den
…
.«
Ophævelsen af den pågældende bekendtgørelse vil herefter ske på det tidspunkt, hvor be-
kendtgørelsen træder i kraft.
Side 55 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0056.png
2. Bekendtgørelser
Skal flere bekendtgørelser ophæves, anvendes formuleringen »Følgende bekendtgørelser
ophæves:« i overensstemmelse med eksemplet ovenfor.
2.9.2. Ophævelse af hjemmelsloven
Ophæves den lov, der danner hjemmel for en bekendtgørelse, bortfalder bekendtgørelsen.
Det er derfor retligt overflødigt at foretage en formel ophævelse af bekendtgørelsen. Be-
kendtgørelsen bortfalder dog ikke, hvis loven afløses af en ny lov, der udelukkende eller i
det væsentlige har karakter af en forlængelse af den tidligere lov. Skal en bekendtgørelse
fortsat have gyldighed efter gennemførelsen af en ny lov, er det således ikke altid retligt
nødvendigt at optage en bestemmelse herom.
Imidlertid vil spørgsmålet ofte kunne give anledning til tvivl, og hensynet til at skabe klar-
hed taler for, at man indsætter en bestemmelse i loven herom, hvis ældre bekendtgørelser
fortsat skal have gyldighed. Der skal altid indsættes en bestemmelse i loven om straf for
overtrædelse af ældre bekendtgørelser, hvis den hidtil gældende sanktionsbestemmelse er
indeholdt i den lov, der ophæves, det vil sige, hvis der i selve loven er fastsat straf for
overtrædelse af de forskrifter, der udfærdiges i henhold til loven. Dette vil ofte være tilfæl-
det i love fra før omkring 1960.
Er der ikke optaget en bestemmelse i loven om bekendtgørelsens fortsatte gyldighed, og er
det meningen, at den gældende bekendtgørelse skal opretholdes, bør tvivlen afklares ved
en ny bekendtgørelse. Det kan f.eks. ske i den form, at der udstedes en ændringsbekendt-
gørelse, der indskrænker sig til at ændre angivelsen af hjemmelsloven i indledningen.
Eksempel på nyaffattelse af en indledning:
»Indledningen affattes således:
»I medfør af §
…
i lov nr.
…
af
…
om
…
fastsættes:«.«
Udstedes der en ny bekendtgørelse om et emne, som hidtil har været reguleret i en bekendt-
gørelse, der bortfalder på grund af en lovændring, bør bortfaldet præciseres. Følgende for-
mulering kan anvendes:
Ȥ
20.
Bekendtgørelsen træder i kraft den
…
.
Stk. 2.
Samtidig bortfalder bekendtgørelse nr.
…
af
…
om
…
.«
Træder den nye bekendtgørelse i kraft på et senere tidspunkt end bortfaldet af den gamle,
bør tidspunktet for bortfaldet også angives i den nye bekendtgørelse. Se følgende eksem-
pel:
Side 56 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0057.png
2. Bekendtgørelser
Ȥ
23.
Bekendtgørelsen træder i kraft den
…
.
Stk. 2.
Bekendtgørelse nr.
…
af
…
om
…
bortfaldt den
… .«
2.9.3. Forordninger fortrænger bekendtgørelser
Af ordensmæssige grunde og for ikke at give de retsanvendende myndigheder og borgerne,
virksomhederne m.v. en urigtig opfattelse af indholdet af gældende ret bør bekendtgørel-
ser, der er fortrængt af en forordning, formelt ophæves. En bekendtgørelse, der er for-
trængt, vil ikke få retskraft på ny, hvis forordningen senere selv ophæves. Hvis en bekendt-
gørelse må anses for fortrængt af en forordning, skal bekendtgørelsen således udstedes på
ny, hvis det efter ophævelsen af forordningen er meningen, at bekendtgørelsen skal gælde
igen.
2.10. Overgangsregler
Ved udarbejdelse af bekendtgørelser bør det altid som ved udarbejdelse af lovforslag nøje
overvejes, om gennemførelsen af de nye regler indebærer overgangsproblemer, der skal
løses ved særlige overgangsregler. Et sådant behov kan være begrundet i hensynet til bor-
gernes, virksomhedernes m.v. berettigede forventninger og mulighed for at indrette sig. En
overgangsregel kan også få betydning for vurderingen af, om en bekendtgørelse indebærer
ekspropriation efter grundlovens § 73.
En overgangsregel kan f.eks. gå ud på, at nye (skærpede) regler først efter en bestemt pe-
riode skal finde anvendelse for borgere, virksomheder m.v., der kan siges at have indrettet
sig efter de gamle regler. Som et andet eksempel kan nævnes en overgangsregel, som in-
debærer, at nye (skærpede) regler i ansøgningssager ikke skal finde anvendelse i sager,
hvor ansøgning er indgivet før bekendtgørelsens ikrafttræden.
Overgangsbestemmelser placeres mest naturligt som selvstændige stykker i ikrafttrædel-
sesparagraffen eller
–
hvis de er af mere omfattende karakter
–
i en efterfølgende selvstæn-
dig paragraf.
Overgangsregler er ikke undtagelser til en bekendtgørelses bestemmelse om ikrafttræden,
og der skal derfor ikke i en bestemmelse om ikrafttræden indsættes », jf. dog« med henvis-
ning til overgangsbestemmelsen.
Ved udarbejdelse af overgangsregler skal man være opmærksom på et eventuelt behov for
at holde de hidtil gældende regler »i live«
–
altså reglerne i den affattelse de har, inden den
Side 57 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0058.png
2. Bekendtgørelser
nye bekendtgørelse træder i kraft. Det gælder f.eks., hvis ansøgninger indgivet før bekendt-
gørelsens ikrafttræden fortsat skal behandles efter de regler, der var gældende på ansøg-
ningstidspunktet. Hvis de hidtil gældende regler fortsat skal finde anvendelse på forhold
vedrørende tiden før den nye bekendtgørelses ikrafttræden, bør følgende formulering an-
vendes:
»Bekendtgørelsen
finder ikke anvendelse på …
[f.eks. ansøgninger indgivet før be-
kendtgørelsens
ikrafttræden]. For sådanne … [f.eks. ansøgninger] finder de hidtil
gældende regler [i
bekendtgørelse nr. … af … om …]
anvendelse.«
Det bør angives, hvor de hidtil gældende regler findes, hvis dette kan give anledning til
tvivl, eller hvis det i øvrigt vurderes hensigtsmæssigt af hensyn til bekendtgørelsens bru-
gervenlighed. For nærmere om henvisning til en lov eller bekendtgørelse i en udgave, der
var gældende på et bestemt tidspunkt, henvises til pkt. 2.14.8.
Tilsvarende gælder, hvis der f.eks. er behov for en overgangsordning for et bestemt pro-
dukt, som i en periode fortsat skal kunne markedsføres efter de hidtil gældende regler. I
givet fald bør følgende formulering anvendes:
»For
…
[f.eks. et produkt, der lovligt markedsføres på tidspunktet for bekendtgørel-
sens ikrafttræden] finder de hidtil gældende regler [i
bekendtgørelse nr. … af …
om
…]
anvendelse til og med
… .«
2.11. Territorialbestemmelser
Ved udarbejdelsen af en bekendtgørelse skal man være opmærksom på bekendtgørelsens
territoriale gyldighedsområde.
Som udgangspunkt vil en bekendtgørelse få samme territoriale gyldighedsområde som
hjemmelsloven, medmindre der optages en særlig regel herom. Gælder hjemmelsloven så-
ledes direkte for Færøerne eller Grønland, eller er den sat i kraft for Færøerne eller Grøn-
land ved kongelig anordning, må der som udgangspunkt indsættes en særlig bestemmelse
i bekendtgørelsen (territorialbestemmelse), hvis den ikke skal have et tilsvarende anven-
delsesområde. Bekendtgørelser får dog under alle omstændigheder ikke retsvirkning for
Færøerne, før de er kundgjort i Kunngerðablaðið (se om kundgørelse på Færøerne pkt.
9.5.2).
Territorialbestemmelsen placeres som den sidste paragraf i bekendtgørelsen og formuleres
således:
Side 58 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0059.png
2. Bekendtgørelser
»Bekendtgørelsen gælder ikke for [Færøerne og Grønland]/[Færøerne]/[Grønland].«
Der henvises i øvrigt om bekendtgørelser med gyldighed for Færøerne eller Grønland, her-
under bekendtgørelser, der skal gælde for både Danmark og Færøerne eller Grønland, til
pkt. 9.2.
2.12. Bilag
Materiale, der ikke eller kun vanskeligt kan indpasses i en paragrafinddeling, kan ofte mere
praktisk udskilles til et bilag til bekendtgørelsen, der henvises til i bekendtgørelsens para-
graffer. Bilag til en bekendtgørelse kan f.eks. være tegninger, kort eller tekniske specifika-
tioner. Bilaget bliver en del af bekendtgørelsen og kan således kun ændres ved en ny be-
kendtgørelse.
I bekendtgørelser, der gennemfører EU-direktiver, kan det endvidere i visse tilfælde være
hensigtsmæssigt at optage direktivet som bilag til bekendtgørelsen. Dette vil f.eks. kunne
være tilfældet, hvor der i bekendtgørelsen henvises til bestemte artikler i direktivet. I be-
kendtgørelser, der inkorporer et direktiv
–
det vil sige indeholder en bestemmelse, som gør
selve direktivet til en del af dansk ret
–
skal direktivet altid optages som bilag til bekendt-
gørelsen.
Er der tale om et direktiv, der er ændret flere gange, kan det af hensyn til overblikket ofte
være hensigtsmæssigt at foretage en sammenskrivning og i stedet optrykke denne som bi-
lag. I sådanne tilfælde bør det i bilaget bemærkes, at der er foretaget en sammenskrivning.
I særlige tilfælde kan det desuden være hensigtsmæssigt at medtage en forordning som et
bilag til bekendtgørelsen. Det vil bl.a. kunne være relevant i situationer, hvor en forordning
i et ikke ubetydeligt omfang pålægger medlemsstaterne at fastsætte supplerende regler i
national ret.
Hvis bekendtgørelsen inkorporerer en traktat m.v., bør traktaten optages som bilag til be-
kendtgørelsen. Er dansk ikke et autentisk sprog i traktaten m.v., bør en dansk oversættelse
optages parallelt med den autentiske tekst.
Har en bekendtgørelse et sådant omfang, at der
–
undtagelsesvis
–
er behov for en ind-
holdsfortegnelse, bør denne udformes som et bilag til bekendtgørelsen. En sådan indholds-
fortegnelse bør henvise til paragraffer og ikke kun til kapitler.
Bilag bør nummereres med arabertal. Overskriften (Bilag 1, Bilag 2 m.v.) højrestilles og
skrives med fed (se eksemplet under pkt. 2.7.5.1).
Side 59 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0060.png
2. Bekendtgørelser
Det anbefales, at der i forbindelse med udarbejdelsen af bilag anvendes en detaljeret syste-
matik og nummerering med henblik på at lette fremtidige ændringer af bilaget og henvis-
ninger til bestemte dele af bilaget. Der henvises om indsættelse og ændring af bilag ved
ændringsbekendtgørelser i øvrigt til pkt. 2.7.5.10.
2.13. Underskrift
Bekendtgørelser, der udstedes af et ministeriums departement, underskrives normalt af mi-
nisteren og paraferes af en embedsmand. Der gælder dog ingen faste regler om underskri-
velsen. Der er således ikke noget retligt til hinder for, at ministeren overlader det til en
embedsmand at underskrive bekendtgørelsen. En sådan bekendtgørelse kan underskrives
P.M.V. eller P.M.V., E.B.
Udstedes en bekendtgørelse af en anden institution (direktorat, styrelse m.v.), underskrives
den normalt af chefen for institutionen og paraferes af en medarbejder. Der er dog ikke
noget retligt til hinder for, at chefen for institutionen overlader det til en medarbejder at
underskrive bekendtgørelsen. En sådan bekendtgørelse kan underskrives P.D.V. eller
P.D.V., E.B.
Opmærksomheden henledes i den forbindelse på, at hvis en minister har delegeret kompe-
tencen til at udstede regler til en underliggende myndighed, angives dette i indledningen
til bekendtgørelsen ved henvisning til den bekendtgørelse, hvor delegationen er angivet (se
pkt. 2.6.2).
Underskriften anbringes efter bekendtgørelsens paragraffer og før eventuelle bilag. Be-
kendtgørelsen bør kundgøres
umiddelbart
efter underskrivelsen, selv om underskrivelsen
finder sted i god tid før ikrafttrædelsen. Bl.a. af den grund bør underskrivelsen først finde
sted, når den sidste korrektur foreligger.
2.14. Særlige bestemmelser og emner
I det følgende er en række særlige bestemmelser og problemstillinger, som både kan være
relevante ved hovedbekendtgørelser og ændringsbekendtgørelser, behandlet.
2.14.1. Definitionsbestemmelser
Bekendtgørelser bør affattes klart, systematisk, let læseligt og pædagogisk. Det helt cen-
trale er, at formen er enkel, kort og præcis med hensyn til såvel ordvalg som sprogstil, og
at sætningerne er korte og klare.
Side 60 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0061.png
2. Bekendtgørelser
En del bekendtgørelser indeholder i deres første paragraffer definitioner af udtryk, som
anvendes flere gange i den følgende bekendtgørelsestekst.
Definitioner, der er væsentligt forskellige fra den almindelige opfattelse af et udtryk, bør
ikke forekomme, medmindre definitionen følger af eksempelvis et EU-direktiv, som be-
kendtgørelsen implementerer.
Hvis et udtryk anvendes én eller to gange i bekendtgørelsesteksten, må det som udgangs-
punkt foretrækkes at udforme de pågældende bestemmelser på en sådan måde, at definiti-
onens beskrivelse på en normal måde indgår i bestemmelsernes formulering, det vil sige
uden en egentlig definitionsbestemmelse i bekendtgørelsen.
Denne fremgangsmåde kan imidlertid blive for tung, hvis et udtryk anvendes et større antal
gange. I så fald bør følgende formulering anvendes:
Ȥ
2.
I denne bekendtgørelse forstås ved:
1) Betalingsinstrument: Enhver form for personligt instrument
… .
2) Betalingsmodtager: En fysisk eller juridisk person, som
…
.
3) Betalingstransaktion: En handling, der …
.
4) Fysisk handel: Afvikling af en betalingstransaktion, der …
.«
Definitionsbestemmelser bør placeres i en af de første paragraffer i bekendtgørelsen, dog
efter eventuelle bestemmelser om formål og anvendelsesområde.
Opmærksomheden henledes endelig på, at definitioner i EU-direktiver vil skulle medtages
i den bekendtgørelse, hvorved direktivet gennemføres i dansk ret.
2.14.2. Gebyrbestemmelser
Offentlig myndighedsudøvelse som f.eks. meddelelse af tilladelser sker i almindelighed
uden betaling, og opkrævning af et gebyr for myndighedsudøvelse kræver derfor lovhjem-
mel.
Grundlovens § 43 indeholder et delegationsforbud for så vidt angår regulering af skatter,
således at reguleringen af skatter kun kan ske umiddelbart ved lov (det vil sige ikke admi-
nistrativt med hjemmel i lov). Uden for skattebegrebet
–
og dermed delegationsforbuddet
–
i grundlovens § 43 falder bl.a. gebyrer for udstedelse af offentlige tilladelser m.v., for så
vidt gebyrerne står i forhold til de administrative omkostninger, der er forbundet med at
udstede den pågældende tilladelse. Inden for disse rammer vil størrelsen af betalingen og
reguleringen heraf kunne delegeres til en administrativ myndighed.
Side 61 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0062.png
2. Bekendtgørelser
Det kan undertiden give anledning til tvivl, hvilke omkostninger det ved gebyrfastsættelsen
vil være tilladeligt at indregne i de modsvarende udgifter, når der i en lov er hjemmel til
administrativt at fastsætte gebyrer. Ved dom af 29. juni 1993, optrykt i Ugeskrift for Rets-
væsen, 1993, side 757 ff. (»Gebyrdommen«), fastslog Højesteret, at grundlovens § 43 ikke
er til hinder for, at der ved fastsættelsen af gebyrer for pas, kørekort og nummerplader også
kan tages hensyn til de udgifter af mere generel art, som efter et rimeligt skøn medgår til
administrationen af det pågældende forvaltningsområde, herunder til kontrolforanstaltnin-
ger, som har en naturlig tilknytning til den ydelse, for hvilken gebyret er betaling.
Det fremgår af budgetvejledningen, at taksten for gebyrer bør fastsættes således, at der
tilstræbes fuld dækning for de omkostninger, der er forbundet med det pågældende gebyr-
belagte område. Mindst én gang årligt vurderes det, bl.a. på baggrund af seneste års regn-
skab eller det forventede resultat af årets regnskab, om omkostningerne skal reduceres eller
taksten justeres for at sikre balance. Væsentlige ubalancer mellem indtægter og omkost-
ninger på det enkelte gebyrbelagte område skal tilstræbes udlignet over en periode på mak-
simalt fire år fra og med det år, hvori ubalancen opstår. Dette omfatter ikke over- eller
underdækning, der bidrager til at udligne tidligere års ubalance. Budgetvejledningen kan
findes på Finansministeriets hjemmeside, fm.dk, under »Udgivelser« eller på:
https://fm.dk/udgivelser/2021/april/budgetvejledning-2021/.
Budgetvejledningen indeholder de generelle regler for statsadministrationens disponering
over de bevillinger, der er givet på de årlige bevillingslove m.v. Budgetvejledningen ud-
stedes af Finansministeriet og godkendes af Folketingets Finansudvalg. Overholdelse af
budgetvejledningens krav om balance over en 4-årig periode træder ikke i stedet for de
begrænsninger, der følger af grundloven eller den lov, der hjemler opkrævningen af geby-
ret.
Med hensyn til opgørelsen af omkostningerne henvises til vejledning om prisfastsættelse.
Vejledningen kan findes på Økonomistyrelsens hjemmeside, oes.dk, under »Økonomi«/
»Finanslov og udgiftsopfølgning«/»Introduktion til prisfastsættelse« eller på:
https://oes.dk/oekonomi/finanslov-og-udgiftsopfoelgning/introduktion-til-prisfastsa-
ettelse/.
Der henvises om skatter, afgifter og gebyrer i øvrigt til vejledning om lovkvalitet.
Side 62 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0063.png
2. Bekendtgørelser
2.14.3. Straffebestemmelser
2.14.3.1. Anvendelse af straffebestemmelser
I ældre love, det vil sige love fra før omkring 1960, er der normalt i selve loven fastsat straf
for overtrædelse af de forskrifter, der udfærdiges i henhold til loven. Lovens straffebestem-
melser omfatter i sådanne tilfælde alle bestemmelser i de udstedte bekendtgørelser, og der
er ingen særskilt hjemmel til administrativt at fastsætte bestemmelser om straf. I disse til-
fælde er det derfor retligt set overflødigt at indsætte en straffebestemmelse i bekendtgørel-
sen. Af hensyn til det ønskelige i at give borgerne, virksomhederne m.v. den bedst mulige
oplysning om deres retsstilling bør der dog i bekendtgørelsen optages en henvisning til
lovens straffebestemmelse med en gengivelse af dennes indhold. Følgende formulering kan
anvendes:
Ȥ
32.
Efter § ... i lov om ... straffes overtrædelse af bekendtgørelsen med ... .«
Kan det undtagelsesvis give anledning til tvivl, hvilken lov der henvises til, bør lovens
nummer og dato dog angives. Der henvises i øvrigt til pkt. 2.14.8 om henvisninger til love,
bekendtgørelser og EU-retsakter.
I nyere lovgivning vil hjemlen til straf for overtrædelse af bekendtgørelser normalt findes
i en bestemmelse, der er formuleret således (eller har en lignende formulering):
»I forskrifter, der udstedes efter loven, kan der fastsættes straf af bøde [eller fængsel
indtil … ] for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.«
I sådanne tilfælde skal straffebestemmelserne i bekendtgørelsen formuleres efter samme
retningslinjer som dem, der anvendes ved udformning af straffebestemmelser i love.
Dette indebærer, at det for hver enkelt bestemmelse i bekendtgørelsen må overvejes, om
det er nødvendigt at pålægge strafansvar for overtrædelse af bestemmelsen. Fastsættelse af
strafansvar bør bygge på en sikker opfattelse af, at anvendelse af strafansvar
–
i stedet for
mindre indgribende sanktioner m.v.
–
er påkrævet. Bl.a. af denne grund bør der ikke ind-
sættes straffebestemmelser, der generelt bestemmer, at »overtrædelse af bekendtgørelsen«
eller lignende straffes.
Straffebestemmelsen skal i øvrigt formuleres således, at det angives, at overtrædelse af
nærmere opregnede regler i bekendtgørelsen straffes med bøde [eller fængsel indtil …]. Se
følgende eksempel:
Side 63 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0064.png
2. Bekendtgørelser
Ȥ
43.
Med bøde [eller fængsel
indtil …] straffes den, der overtræder §§ 3-7,
§ 8, stk.
2, §§ 10-13, § 14, stk. 3, 2. pkt., eller § 27.«
I sådanne tilfælde, hvor gerningsindhold og straffehjemmel ikke er indeholdt i samme be-
stemmelse, bør straffebestemmelsen præcist henvise til de regler i bekendtgørelsen, hvis
overtrædelse skal kunne straffes. En sådan straffebestemmelse bør endvidere ud fra rets-
sikkerheds- og retshåndhævelseshensyn alene anvendes, hvis ansvarssubjektet og ger-
ningsindholdet er tilstrækkeligt præcist beskrevet i den bestemmelse, der henvises til. Den
pågældende bestemmelse skal med andre ord være »egnet« til også at kunne virke som
straffebestemmelse.
Hvis det findes mere hensigtsmæssigt, kan straffebestemmelsen i bekendtgørelsen dog i
stedet formuleres efter det princip, der er anvendt i straffeloven, det vil sige, at den strafbare
handling beskrives i selve straffebestemmelsen. Se følgende eksempel:
Ȥ
37.
Med bøde straffes den, der uden tilladelse importerer varer, der er omfattet af
§... .«
Der er ikke noget til hinder for, at samme bekendtgørelse indeholder nogle straffebestem-
melser, der er udformet efter den ene metode, og andre, der er udformet efter den anden.
Reglerne kan opdeles i flere selvstændige paragraffer eller optages i en paragraf med flere
stykker eller numre afhængigt af, hvad der er mest hensigtsmæssigt. Se følgende eksempel:
Ȥ
22.
Med bøde straffes den, der
1) overtræder § ...
2) tilsidesætter vilkår, der er fastsat efter § ..., eller
3) undlader at efterkomme påbud efter §... .«
2.14.3.2. Tilregnelse
Efter straffelovens § 19 kan en overtrædelse af bestemmelser i særlovgivningen, medmin-
dre andet er bestemt, straffes, selv om overtrædelsen alene er begået uagtsomt. Dette står i
modsætning til, hvad der efter samme bestemmelse gælder ved overtrædelser af straffelo-
ven, idet straffelovsovertrædelser som hovedregel kun er strafbare i den forsætlige form.
Straffelovens § 19 indebærer, at det for hver enkelt af en bekendtgørelses bestemmelser,
der ønskes strafbelagt, må overvejes, om strafansvaret bør begrænses til forsætlige (eller
eventuelt forsætlige og groft uagtsomme) overtrædelser. Sådanne overvejelser er navnlig
relevante, hvor der hjemles fængselsstraf.
Side 64 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0065.png
2. Bekendtgørelser
Selv om lovhjemlen, i henhold til hvilken straffebestemmelsen i bekendtgørelsen fastsæt-
tes, ikke selv nævner en sådan begrænsning til forsætlige eller groft uagtsomme forhold,
er der intet til hinder for at begrænse strafansvaret på denne måde i den pågældende be-
kendtgørelse.
Eksempel på formulering af en straffebestemmelse, der begrænser strafansvaret til forsæt-
lige overtrædelser:
Ȥ
29.
Med bøde straffes den, der forsætligt afgiver urigtige, vildledende eller ufuld-
stændige oplysninger om
… .«
2.14.3.3. Strafferammer
Undertiden giver lovbestemmelsen mulighed for, at der i de administrative forskrifter fast-
sættes regler om fængselsstraf. Lovbestemmelsen kan f.eks. være udformet således: »I for-
skrifter, der udstedes efter loven, kan der fastsættes straf af bøde eller fængsel indtil 6 må-
neder for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.«
Det er ikke muligt at fastsætte et højere strafmaksimum end det, som den pågældende lov-
bestemmelse hjemler.
Der er derimod i almindelighed ikke noget til hinder for i en bekendtgørelse at fastsætte et
lavere strafmaksimum end det, som lovhjemlen giver mulighed for. Hvis en lovbestem-
melse fastsætter straf i form af »bøde eller fængsel indtil ...«, giver bestemmelsen således
i almindelighed også mulighed for, at der kan fastsættes straf udelukkende af bøde i be-
kendtgørelsen.
Der bør i sådanne tilfælde foretages en vurdering af, om det er nødvendigt at åbne mulighed
for anvendelse af fængselsstraf. Hvis det vurderes, at der er grundlag herfor, vil det være
hensigtsmæssigt i den pågældende straffebestemmelse at begrænse muligheden for anven-
delse af fængselsstraf til de tilfælde, hvor fængselsstraf kan forventes anvendt i domstole-
nes strafudmålingspraksis. Se følgende eksempel:
Ȥ
17.
Overtrædelse af § ... straffes med bøde.
Stk. 2.
Straffen kan stige til fængsel i indtil
…,
hvis overtrædelsen er begået forsæt-
ligt eller ved grov uagtsomhed, og hvis der ved overtrædelsen er voldt skade på
…
eller fremkaldt fare herfor.«
Side 65 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0066.png
2. Bekendtgørelser
Hvis overtrædelser af bekendtgørelsen kan tænkes tillige at udgøre en overtrædelse af an-
den lovgivning, der fastsætter højere straf end bekendtgørelsen, bør opmærksomheden hen-
ledes herpå i bekendtgørelsen. Følgende formulering kan anvendes:
Ȥ
9.
Overtrædelse af § ... straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter
anden lovgivning.«
Indeholder hjemmelsloven en straffebestemmelse, som overtrædelser af bekendtgørelsen
også kan udgøre en overtrædelse af, og som fastsætter en højere straf end bekendtgørelsen,
bør der henvises til denne bestemmelse (»Overtrædelse
af § … straffes med bøde, med-
mindre højere straf er forskyldt efter § … i lov om …
[eller anden lovgivning].«)
2.14.3.4. Straf for overtrædelse af forbud m.v.
Undertiden giver loven hjemmel til, at der i de administrative forskrifter, der udstedes efter
loven, kan fastsættes straf for overtrædelse af f.eks. forbud, påbud eller vilkår, der er med-
delt efter de administrative bestemmelser. Selv om loven ikke indeholder en sådan udtryk-
kelig hjemmel, men blot en hjemmel til at fastsætte straf »for overtrædelse af bestemmelser
i« de administrative forskrifter, må det i almindelighed antages, at der er en tilsvarende
adgang til at fastsætte straf for overtrædelse af forbud m.v., der meddeles efter forskrif-
terne.
2.14.3.5. Straf for overtrædelse af forordninger
En bemyndigelse i en lov til at fastsætte straf for overtrædelse af regler, der udstedes efter
loven, kan ikke tjene som hjemmel til fastsættelse af straf for overtrædelse af bestemmelser
i en forordning. Skal der i en bekendtgørelse kunne fastsættes straf for overtrædelse af en
forordning, skal loven derfor indeholde en udtrykkelig bestemmelse herom. Der kan som
eksempler henvises til § 118, stk. 9, i færdselsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1324 af 21.
november 2018, og § 255, stk. 2, i lov om kapitalmarkeder, jf. lovbekendtgørelse nr. 1767
af 27. november 2020.
2.14.3.6. Forsøg
Efter straffelovens § 21, stk. 3, straffes forsøg kun, når der kan idømmes en straf, der over-
stiger fængsel i fire måneder, for lovovertrædelsen. Straf for forsøg forudsætter, at der fo-
religger forsæt hos gerningsmanden. § 21, stk. 3, indebærer, at forsøg på overtrædelse af
bestemmelser ikke straffes, når strafferammen ikke overstiger fire måneder, medmindre
der er særlig hjemmel hertil, jf. f.eks. straffelovens § 287, stk. 2.
Side 66 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0067.png
2. Bekendtgørelser
Om der i en bekendtgørelse kan indsættes en bestemmelse om straf for forsøg, hvor straffen
i øvrigt kun er bøde eller fængsel under fire måneder, afhænger af, om der er den fornødne
hjemmel hertil. Da en sådan bestemmelse fraviger straffelovens § 21, stk. 3, må en sådan
fravigelse kræve udtrykkelig hjemmel i den pågældende lov. Se som eksempel § 70, stk.
5, i beredskabsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 314 af 3. april 2017.
En sædvanlig bestemmelse om, at der kan fastsættes straf for overtrædelse af bestemmelser
i de regler, der udstedes efter loven, er ikke tilstrækkelig hjemmel.
2.14.3.7. Juridiske personer
Der er på en række områder behov for at kunne straffe selskaber og andre juridiske perso-
ner.
Strafansvar for juridiske personer forudsætter, at der i den enkelte særlov findes en bestem-
melse herom. I mange love er der derfor optaget en bestemmelse om, at der »kan pålægges
selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel« eller
lignende.
I almindelighed vil straffebestemmelsen i loven være udformet på en sådan måde, at be-
stemmelsen om straf for juridiske personer også finder anvendelse på overtrædelser af de
administrative bestemmelser, der udstedes efter loven, hvorfor det kan forekomme retligt
overflødigt at optage en bestemmelse herom i bekendtgørelsen. Under alle omstændighe-
der bør retsstillingen dog understreges ved, at der optages en bestemmelse i bekendtgørel-
sen, der gengiver lovens regel. Se følgende eksempel:
Ȥ
20.
Overtrædelse af § ... straffes med bøde.
Stk. 2.
Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reg-
lerne i straffelovens 5. kapitel.«
2.14.3.8. Objektivt individualansvar
Objektivt individualansvar indebærer, at en person kan straffes, uanset at lovovertrædelsen
ikke kan tilregnes vedkommende som hverken forsætlig eller uagtsom. Et sådant ansvar
bør kun indføres under ganske særlige omstændigheder.
Hvis der skal kunne fastsættes bestemmelser om objektivt individualansvar i en bekendt-
gørelse, skal dette fremgå udtrykkeligt af lovhjemlen. En sædvanligt formuleret bemyndi-
gelse til at fastsætte straf i de administrative forskrifter for overtrædelse af bestemmelser i
forskrifterne er ikke tilstrækkelig hjemmel.
Side 67 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0068.png
2. Bekendtgørelser
Er der undtagelsesvis hjemmel til at fastsætte regler om objektivt individualansvar i en
bekendtgørelse, bør det samtidig angives i bekendtgørelsen, at »der fastsættes ingen for-
vandlingsstraf for bødeansvaret«.
2.14.3.9. Andre retsfølger
Hvis loven
–
undtagelsesvis
–
indeholder adgang til at anvende sanktioner af usædvanlig
karakter ved overtrædelse af bestemmelser i bekendtgørelsen eller på anden måde fraviger
almindelige straffe- og retsplejemæssige principper (f.eks. regler om adgang for admini-
strationen til at fastsætte tvangsbøder, til at tilbagekalde tilladelser uden for tilfælde af vil-
kårsovertrædelse eller til selv at lade påbudte handlinger foretage på lovovertræderens be-
kostning), bør opmærksomheden henledes herpå i bekendtgørelsen ved en regel, der gen-
giver lovens regel. Se følgende eksempel:
Ȥ
9.
Efter § .... i lov om
…
kan ... x-ministeren ... .«
Kan det undtagelsesvis give anledning til tvivl, hvilken lov der henvises til, bør lovens
nummer og dato dog angives. Der henvises i øvrigt til pkt. 2.14.8 om henvisninger til love,
bekendtgørelser og EU-retsakter.
2.14.4. Bestemmelser om behandling af personoplysninger
2.14.4.1. Overordnet om de databeskyttelsesretlige regler
I januar 2012 fremsatte Europa-Kommissionen forslag til en databeskyttelsespakke. Pak-
ken blev endeligt vedtaget den 14. april 2016. Pakken består navnlig af den generelle for-
ordning nr. 2016/679 om beskyttelse af personoplysninger, som gælder i både den private
og offentlige sektor (databeskyttelsesforordningen). Forordningen fandt anvendelse fra den
25. maj 2018. Samtidig indførtes lov nr. 502 af 23. maj 2018 om supplerende bestemmelser
til forordning om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af person-
oplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (databeskyttelsesloven). Herud-
over består databeskyttelsespakken af direktiv nr. 2016/680 om beskyttelse af personop-
lysninger, som skal gælde for retshåndhævelsesområdet (retshåndhævelsesdirektivet).
Retshåndhævelsesdirektivet er gennemført i dansk ret ved lov nr. 410 af 27. april 2017 om
retshåndhævende myndigheders behandling af personoplysninger. Databeskyttelsesforord-
ningen og databeskyttelsesloven samt retshåndhævelsesloven er sideordnende databeskyt-
telsesretlige regelsæt, hvilket indebærer, at en given behandling af personoplysninger alene
kan være omfattet af ét af disse regelsæt.
Side 68 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0069.png
2. Bekendtgørelser
Lov om retshåndhævende myndigheders behandling af personoplysninger gælder for poli-
tiets, anklagemyndighedens, herunder den militære anklagemyndigheds, kriminalforsor-
gens, Den Uafhængige Politiklagemyndigheds og domstolenes behandling af personoplys-
ninger, der helt eller delvis foretages ved hjælp af automatisk databehandling, og for anden
ikke-automatisk behandling af personoplysninger, der er eller vil blive indeholdt i et regi-
ster, når behandlingen foretages med henblik på at forebygge, efterforske, afsløre eller rets-
forfølge strafbare handlinger eller fuldbyrde strafferetlige sanktioner, herunder for at be-
skytte mod eller forebygge trusler mod den offentlige sikkerhed.
Databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven gælder for øvrige myndigheder
samt de retshåndhævende myndigheder i det omfang, de behandler personoplysninger uden
for retshåndhævelseslovens anvendelsesområde, f.eks. behandling af personoplysninger,
der finder sted i forbindelse med personalesager. Databeskyttelsesforordningen har direkte
virkning i Danmark, hvilket betyder, at der som udgangspunkt ikke må være anden dansk
lovgivning, der regulerer behandling af personoplysninger, i det omfang dette er reguleret
i forordningen. Databeskyttelsesforordningen giver dog inden for en lang række områder
mulighed for, at der i national ret kan fastsættes bestemmelser for at tilpasse anvendelsen
af forordningen.
Ved udarbejdelse af administrative forskrifter, der f.eks. er fastsat på baggrund af en be-
myndigelse i lov, som rummer mulighed for at fastsætte regler om behandling af person-
oplysninger, skal forholdet til de databeskyttelsesretlige regler overvejes.
2.14.4.2. Databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven
Databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven gælder for al behandling af per-
sonoplysninger, der helt eller delvis foretages ved hjælp af automatisk databehandling, og
for anden ikke-automatisk behandling af personoplysninger, der er eller vil blive indeholdt
i et register, jf. databeskyttelseslovens § 1, stk. 2, og databeskyttelsesforordningens artikel
2, stk. 1. Endvidere gælder lovens §§ 6-8, § 10 og § 11, stk. 1, samt databeskyttelsesfor-
ordningens artikel 5, stk. 1, litra a-c, artikel 6, artikel 7, stk. 3, 1. og 2. pkt., artikel 9, artikel
10 og artikel 77, stk. 1, også for manuel videregivelse af personoplysninger til en anden
forvaltningsmyndighed.
Ved personoplysninger forstås enhver form for information om en identificeret eller iden-
tificerbar fysisk person. Ved identificerbar fysisk person forstås en fysisk person, der di-
rekte eller indirekte kan identificeres, navnlig ved en identifikator som f.eks. et navn, et
Side 69 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0070.png
2. Bekendtgørelser
identifikationsnummer, lokaliseringsdata, en onlineidentifikator eller et eller flere elemen-
ter, der er særlige for denne fysiske persons fysiske, fysiologiske, genetiske, psykiske, øko-
nomiske, kulturelle eller sociale identitet, jf. databeskyttelsesforordningens artikel 4, nr. 1.
Ved behandling forstås enhver aktivitet eller række af aktiviteter
–
med eller uden brug af
automatisk behandling
–
som personoplysninger eller en samling af personoplysninger gø-
res til genstand for, f.eks. indsamling, registrering, organisering, systematisering, opbeva-
ring, tilpasning eller ændring, genfinding, søgning, brug, videregivelse ved transmission,
formidling eller enhver anden form for overladelse, sammenstilling eller samkøring, be-
grænsning, sletning eller tilintetgørelse, jf. databeskyttelsesforordningens artikel 4, nr. 2.
I databeskyttelsesforordningens artikel 2 og databeskyttelseslovens § 3 findes der undta-
gelser til databeskyttelsesforordningens og databeskyttelseslovens anvendelsesområde.
Databeskyttelsesforordningens og databeskyttelseslovens geografiske anvendelsesområde
følger af forordningens artikel 3 og lovens § 4.
2.14.4.3. Personoplysninger og særlige kategorier af personoplysninger
Behandling af personoplysninger skal have et behandlingsgrundlag i databeskyttelsesfor-
ordningens artikel 6, men ved behandling af visse personoplysning skal man være ekstra
opmærksom. Det gælder for oplysninger om strafbare forhold, der er særligt beskyttelses-
værdige, jf. databeskyttelsesforordningens artikel 10.
Det gælder ligeledes den særlige kategori af personoplysninger, der er omfattet af artikel
9, stk. 1, i databeskyttelsesforordningen. Det drejer sig om personoplysninger om race eller
etnisk oprindelse, politisk, religiøs eller filosofisk overbevisning eller fagforeningsmæssigt
tilhørsforhold samt behandling af genetiske data, biometriske data med det formål entydigt
at identificere en fysisk person, helbredsoplysninger eller oplysninger om en fysisk persons
seksuelle forhold eller seksuelle orientering.
En bekendtgørelse, der indeholder bestemmelser om behandling af personoplysninger, bør
derfor tage højde for, om der er tale om en særlig kategori af personoplysninger, eller om
der i øvrigt i national ret er fastsat særlige regler for behandling.
2.14.4.4. Behandlingshjemler i databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven
Der kan ske behandling af personoplysninger på baggrund af en lang række hjemler i da-
tabeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven.
Side 70 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0071.png
2. Bekendtgørelser
Behandling af personoplysninger efter databeskyttelsesforordningen skal opfylde mindst
én af betingelserne i artikel 6, stk. 1, litra a-f. En behandling vil eksempelvis være lovlig
efter forordningens artikel 6, stk. 1, litra a, hvis den registrerede har givet samtykke til
behandling af sine personoplysninger til et eller flere specifikke formål. En behandling vil
endvidere eksempelvis være lovlig, hvis behandlingen er nødvendig af hensyn til udførelse
af en opgave i samfundets interesse, jf. forordningens artikel 6, stk. 1, litra e, eller behand-
lingen er nødvendig for, at den dataansvarlige kan forfølge en legitim interesse, jf. forord-
ningens artikel 6, stk. 1, litra f.
Efter databeskyttelsesforordningens artikel 9, stk. 1, er behandling af den særlige kategori
af oplysninger
–
bl.a. helbredsoplysninger
–
som udgangspunkt forbudt. Der vil dog kunne
ske en behandling, hvis en af undtagelserne i artikel 9, stk. 2, er opfyldt, og der er et lovligt
grundlag for behandling efter artikel 6, stk. 1. Det kan eksempelvis være, hvis den registre-
rede har givet udtrykkeligt samtykke til behandling af sådanne oplysninger efter forordnin-
gens artikel 9, stk. 2, litra a, eller hvis behandlingen er nødvendig for, at retskrav kan fast-
lægges, gøres gældende eller forsvares, jf. forordningens artikel 9, stk. 2, litra f.
Derudover kan der også være fastsat nationale særregler for behandlingen.
Efter databeskyttelseslovens § 8, stk. 1, må der for den offentlige forvaltning ikke behand-
les oplysninger om strafbare forhold, medmindre det er nødvendigt for varetagelsen af
myndighedens opgaver. De oplysninger, der er nævnt i stk. 1, må ikke videregives. Vide-
regivelse kan dog ske efter bestemmelsens stk. 2, bl.a. hvis den registrerede har givet sit
udtrykkelige samtykke til videregivelsen, eller videregivelsen er nødvendig for udførelsen
af en myndigheds virksomhed eller påkrævet for en afgørelse, som myndigheden skal
træffe. Private må behandle oplysninger om strafbare forhold, hvis den registrerede har
givet sit udtrykkelige samtykke hertil. Herudover kan behandling ske, hvis det er nødven-
digt til varetagelse af en berettiget interesse, og denne interesse klart overstiger hensynet
til den registrerede, jf. databeskyttelseslovens § 8, stk. 3. De oplysninger, der er nævnt i
stk. 3, må ikke videregives uden den registreredes udtrykkelige samtykke. Videregivelse
kan dog ske uden samtykke, når det sker til varetagelse af offentlige eller private interesser,
herunder hensynet til den pågældende selv, der klart overstiger hensynet til de interesser,
der begrunder hemmeligholdelse, jf. databeskyttelseslovens § 8, stk. 4.
2.14.4.5. De generelle principper for behandling af personoplysninger
Databeskyttelsesforordningens artikel 5 indeholder en række principper for behandling af
personoplysninger, der altid skal overholdes. Det betyder, at personoplysninger eksempel-
vis skal indsamles til udtrykkeligt angivne og legitime formål og ikke må viderebehandles
Side 71 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0072.png
2. Bekendtgørelser
på en måde, der er uforenelig med disse formål, og at personoplysninger skal være tilstræk-
kelige, relevante og begrænset til, hvad der er nødvendigt i forhold til de formål, hvortil de
behandles. Derudover skal personoplysninger opbevares på en sådan måde, at det ikke er
muligt at identificere de registrerede i et længere tidsrum end det, der er nødvendigt til de
formål, hvortil de pågældende personoplysninger behandles. Endvidere skal personoplys-
ninger behandles på en måde, der sikrer tilstrækkelig sikkerhed for de pågældende person-
oplysninger, herunder beskyttelse mod uautoriseret eller ulovlig behandling og mod hæn-
deligt tab, tilintetgørelse eller beskadigelse, under anvendelse af passende tekniske eller
organisatoriske foranstaltninger. Disse principper gælder altid ved siden af den øvrige lov-
givning.
2.14.4.6. Databeskyttelsesforordningens råderum for fastsættelse af særregler om be-
handling af personoplysninger
Databeskyttelsesforordningen har direkte virkning i Danmark, hvilket betyder, at der som
udgangspunkt ikke må være anden dansk lovgivning, der regulerer behandling af person-
oplysninger, i det omfang dette er reguleret i forordningen. Databeskyttelsesforordningen
giver dog inden for en lang række områder mulighed for, at der i national ret, eksempelvis
i en administrativ forskrift, kan fastsættes bestemmelser for at tilpasse anvendelsen af for-
ordningen. Det gælder artikel 6, stk. 2 og 3, for lovlig behandling af personoplysninger og
artikel 9, stk. 2, litra b og g-j, og stk. 4, for så vidt angår fastsættelse af undtagelser til
forbuddet om behandling af særlige kategorier af personoplysninger. Ud over en bestem-
melse, der gennemfører forordningens artikel 9, skal der være et lovligt grundlag for be-
handling i forordningens artikel 6.
Medlemsstaternes mulighed for at indføre mere specifikke bestemmelser for behandling af
personoplysninger for at tilpasse anvendelsen af databeskyttelsesforordningen er overord-
net ikke en ændring i forhold til tidligere gældende ret. Hvis der ved lov er fastsat en be-
myndigelse, der rummer mulighed for at fastsætte regler om behandling af personoplys-
ninger, kan danske særregler således fastsættes i eksempelvis en bekendtgørelse. Særreglen
skal dog opfylde en række krav i databeskyttelsesforordningen. I den forbindelse bør den
regeludstedende myndighed gennemgå tjeklisterne i pkt. 2.14.4.7 og 2.14.4.8, der stammer
fra betænkning 1565/2017 om databeskyttelsesforordningen, for at vurdere, om den danske
særregel ligger inden for rammerne af databeskyttelsesforordningen.
Side 72 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0073.png
2. Bekendtgørelser
2.14.4.7. Tjekliste ved udarbejdelse af nationale særregler for behandling af personop-
lysninger
Denne tjekliste vedrører muligheden for at fastsætte regler for lovlig behandling af person-
oplysninger i overensstemmelse med forordningens artikel 6. Tjeklisten medtager således
ikke de andre og mere specifikke krav, som de nationale myndigheder også skal være op-
mærksomme på, som eksempelvis den registreredes rettigheder og begrænsninger heraf,
jf. artikel 23, artikel 26 om fælles dataansvarlige og artikel 28 om databehandler.
Ifølge forordningens artikel 6, stk. 2, kan medlemsstaterne opretholde eller indføre mere
specifikke bestemmelser for at tilpasse anvendelsen af forordningens bestemmelser om be-
handling med henblik på overholdelse af artikel 6, stk. 1, litra c og e. Det følger bl.a. af
artikel 6, stk. 1, litra c og e, at behandling af personoplysninger kun er lovlig, hvis behand-
ling er nødvendig for at overholde en retlig forpligtelse, som påhviler den dataansvarlige,
eller hvis behandling er nødvendig af hensyn til udførelse af en opgave i samfundets inte-
resse, eller som henhører under offentlig myndighedsudøvelse, som den dataansvarlige har
fået pålagt.
Når myndigheder overvejer at udarbejde nationale særregler efter det nationale råderum i
databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 2 og 3, med henblik på overholdelse af artikel
6, stk. 1, litra c og e, anbefales følgende punkter sammenfattende iagttaget i forhold til
vurderingen af, om der er hjemmel til behandlingen:
1) Det kan indledningsvis overvejes, om der overhovedet ønskes fastsat nationale reg-
ler, eller om behandling skal ske alene efter behandlingsreglerne i databeskyttelses-
forordningen. Forordningens behandlingshjemmel i artikel 6, stk. 1, litra e, kan så-
ledes i mange tilfælde benyttes som direkte hjemmel til behandlingen, hvilket artikel
6, stk. 1, litra c, også kan, så længe der er en retlig forpligtelse, der fremgår af EU-
retten eller national ret. I det omfang, det foreslås at indføre nationale særregler, der
har erhvervsøkonomiske konsekvenser for danske virksomheder, skal der tages stil-
ling til, om principperne for implementering af erhvervsrettet EU-regulering i Dan-
mark efterleves. Hvis principperne ikke efterleves, skal der forelægges en sag til
godkendelse for erhvervsministeren, hvis der er tale om overimplementering uden
væsentlige erhvervsøkonomiske konsekvenser, og for regeringens økonomiudvalg,
hvis der er tale om overimplementering med væsentlige erhvervsøkonomiske kon-
sekvenser. Der henvises om principperne for implementering af erhvervsrettet EU-
regulering i øvrigt til pkt. 2.14.7.2 og om forelæggelse for Erhvervsministeriet til
pkt. 6.1.2.
Side 73 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0074.png
2. Bekendtgørelser
I forbindelse med udarbejdelsen af en lov, der rummer mulighed for f.eks. i en be-
kendtgørelse at fastsætte regler om behandling af personoplysninger, vil det dog
ofte allerede være blevet overvejet, om der overhovedet ønskes fastsat nationale
regler, eller om behandling fremover skal ske alene efter behandlingsreglerne i da-
tabeskyttelsesforordningen. Sådanne overvejelser vil myndigheder således ikke
skulle gøre sig i samme omfang ved udarbejdelsen af bekendtgørelsen.
2) Hvis det i bemyndigelsesbestemmelsen er vurderet nødvendigt eller ønskeligt, skal
der findes hjemmel til de nationale særregler i forordningens artikel 6, stk. 1, litra
c, jf. artikel 6, stk. 2 og 3, hvorefter behandlingen skal være nødvendig for at over-
holde en retlig forpligtelse, som påhviler den dataansvarlige, eller der skal findes
hjemmel til den nationale særregel i forordningens artikel 6, stk. 1, litra e, jf. artikel
6, stk. 2 og 3, hvorefter behandlingen er nødvendig af hensyn til udførelse af en
opgave i samfundets interesse, eller som henhører under offentlig myndighedsudø-
velse, som den dataansvarlige har fået pålagt.
3) Dernæst skal det vurderes, hvorvidt særreglerne indfører mere specifikke bestem-
melser for at tilpasse anvendelsen ved at fastsætte mere præcist specifikke krav til
behandling og andre foranstaltninger for at sikre lovlig og rimelig behandling i over-
ensstemmelse med forordningens artikel 6, stk. 2.
4) Endvidere skal der sørges for specifikt vedrørende en retlig forpligtelse, at formålet
med behandlingen skal være fastlagt i det nationale retsgrundlag, jf. artikel 6, stk.
3, 2. pkt. Dette krav må antages at kunne opfyldes ved, at formålet med behandlin-
gen kan udledes af pågældende bemyndigelsesbestemmelse og dens forarbejder
(hvis der er tale om en bekendtgørelse) eller den administrative forskrift, under for-
udsætning af at behandlingen rent faktisk er »nødvendig«. Specifikt vedrørende be-
handling, der er omhandlet i artikel 6, stk. 1, litra e
–
det vil sige af hensyn til udfø-
relse af en opgave i samfundets interesse eller som henhører under offentlig myn-
dighedsudøvelse
–
skal der sørges for, at behandlingen skal være nødvendig for ud-
førelsen af en opgave i samfundets interesse eller som henhører under offentlig
myndighedsudøvelse, jf. artikel 6, stk. 3, 2. pkt. Det må også her være tilstrækkeligt
for opfyldelse af dette nødvendighedskrav, at det kan udledes af den pågældende
bemyndigelsesbestemmelse og dens forarbejder (hvis der er tale om en bekendtgø-
relse) eller den administrative forskrift.
5) Derudover skal det iagttages, at de nationale særregler skal være proportionale, jf.
forordningens artikel 6, stk. 3, sidste pkt., og artikel 5, stk. 1, litra c. Endvidere skal
Side 74 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0075.png
2. Bekendtgørelser
reglerne opfylde et formål i samfundets interesse, hvilket må antages at være opfyldt
allerede i og med, at Folketinget vedtager et lovforslag eller en bemyndigelse i en
lov, jf. forordningens artikel 6, stk. 3, sidste pkt. Samtidig skal reglerne indrettes, så
behandlingen kan ske i overensstemmelse med principperne for behandling i for-
ordningens artikel 5, hvilket eksempelvis betyder, at reglerne ikke må medføre, at
der sker en opbevaring i strid med artikel 5, stk. 1, litra e.
6) Endelig skal det sikres, at der er den rette balance i forhold til den fri bevægelighed
for personoplysninger, jf. forordningens artikel 1.
2.14.4.8. Tjekliste for udarbejdelse af nationale særregler for behandling af særlige ka-
tegorier af personoplysninger
Denne tjekliste vedrører muligheden for at fastsætte nationale særregler for behandling af
den særlige kategori af personoplysninger i overensstemmelse med forordningens artikel
9. Tjeklisten medtager således ikke de andre og mere specifikke krav, som de nationale
myndigheder også skal være opmærksomme på, som eksempelvis den registreredes ret-
tigheder og begrænsninger heraf, jf. artikel 23, artikel 26 om fælles dataansvarlige og arti-
kel 28 om databehandler.
Når myndigheder overvejer at udfærdige nationale særregler efter det nationale råderum,
som databeskyttelsesforordningen efterlader i artikel 9, stk. 2, litra b og g-j, anbefales føl-
gende punkter sammenfattende iagttaget i forhold til vurderingen af, om der er hjemmel til
behandlingen:
1) Det kan indledningsvis overvejes, om der overhovedet ønskes fastsat nationale reg-
ler, eller om behandling skal ske alene efter behandlingsreglerne i databeskyttelses-
forordningen, eksempelvis forordningens artikel 9, stk. 2, litra f, om behandling, der
er nødvendig, for at retskrav kan fastlægges, der kan anvendes direkte som undta-
gelse. I den forbindelse kan det indgå i vurderingen, om retsområdet kan admini-
streres alene og direkte på grundlag af behandlingsreglerne i forordningen, hvilket
er tilfældet med artikel 9, stk. 2, litra a, c, d, e og f, hvorimod artikel 9, stk. 2, litra
b og g-j, kræver udfyldning i særlovgivningen. I det omfang, det foreslås at indføre
nationale særregler, der har erhvervsøkonomiske konsekvenser for danske virksom-
heder, skal der tages stilling til, om principperne for implementering af erhvervsret-
tet EU-regulering i Danmark efterleves. Hvis principperne ikke efterleves, skal der
forelægges en sag til godkendelse for erhvervsministeren, hvis der er tale om over-
implementering uden væsentlige erhvervsøkonomiske konsekvenser, og for rege-
ringens økonomiudvalg, hvis der er tale om overimplementering med væsentlige
Side 75 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0076.png
2. Bekendtgørelser
erhvervsøkonomiske konsekvenser. Der henvises om principperne for implemente-
ring af erhvervsrettet EU-regulering i øvrigt til pkt. 2.14.7.2 og om forelæggelse for
Erhvervsministeriet til pkt. 6.1.2.
I forbindelse med udarbejdelsen af en lov, der rummer mulighed for f.eks. i en be-
kendtgørelse at fastsætte regler om behandling af personoplysninger, vil det dog
ofte allerede være blevet overvejet, om der overhovedet ønskes fastsat nationale
regler, eller om behandling fremover skal ske alene efter behandlingsreglerne i da-
tabeskyttelsesforordningen. Sådanne overvejelser vil myndigheder således ikke
skulle gøre sig i samme omfang ved udarbejdelsen af bekendtgørelsen.
2) Dernæst bør det vurderes, hvorvidt hjemlen til nationale særregler kan findes i for-
ordningens artikel 9, stk. 2, litra b og g-j. Det bemærkes, at forordningens artikel 9,
stk. 4, endvidere giver medlemsstaterne mulighed for at opretholde eller indføre
yderligere betingelser, herunder begrænsninger, for behandling af genetiske data,
biometriske data eller helbredsoplysninger.
3) Endvidere skal det iagttages, at nationale særregler overholder de øvrige krav, som
følger af forordningens artikel 9, stk. 2 og 3, eksempelvis at der fastsættes passende
og i visse tilfælde specifikke foranstaltninger samt i nogle tilfælde et særligt krav
om, at særreglen er proportional (eksempelvis stk. 2, litra g
–
»står i rimeligt forhold
til det mål, der forfølges«), herunder også reglerne i forordningens artikel 88 og 89.
Samtidig skal de nationale særregler overholde principperne for behandling i for-
ordningens artikel 5, hvilket eksempelvis betyder, at reglerne ikke må medføre, at
der sker en opbevaring af data i strid med artikel 5, stk. 1, litra e.
4) Endelig skal det sikres, at der er den rette balance i forhold til den fri bevægelighed
for personoplysninger, jf. forordningens artikel 1.
2.14.5. Udløbsbestemmelser (ophørsklausuler)
Det kan efter omstændighederne være hensigtsmæssigt at tidsbegrænse en lovs gyldigheds-
periode (betegnet som udløbsbestemmelse, ophørsklausul eller solnedgangsklausul). En
udløbsbestemmelse kan således f.eks. være relevant i de tilfælde, hvor loven er begrundet
i særlige forhold, som ikke kan forventes at bestå i længere tid. Det vil da være hensigts-
mæssigt med en udløbsbestemmelse med henblik på at undgå, at lovgivningen fortsætter
på ubestemt tid, og for at reducere den samlede mængde af regulering.
Side 76 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0077.png
2. Bekendtgørelser
For bekendtgørelsers vedkommende vil der normalt ikke være et tilsvarende behov for ud-
løbsbestemmelser, da den regeludstedende myndighed normalt blot vil kunne ophæve eller
ændre en bekendtgørelse, når der ikke længere er behov for de pågældende regler. Ophæ-
velsen af en bekendtgørelse er således ikke som ved love forbundet med en ofte både tids-
og ressourcekrævende behandling i Folketinget.
Hertil kommer, at der generelt bør udvises forsigtighed med at indsætte udløbsbestemmel-
ser i lovgivningen.
For det første kan en udløbsbestemmelse skabe usikkerhed hos borgere, virksomheder m.v.
om, hvilken retstilstand der vil gælde efter gyldighedsperiodens ophør. For det andet for-
udsætter en udløbsbestemmelse, at fagministeriet har fuldt overblik over, hvilke regler der
i givet fald udløber hvornår, så der om nødvendigt kan tages nye initiativer inden gyldig-
hedsperiodens udløb. For det tredje kan internationale forpligtelser medføre, at det ikke er
muligt at indsætte en udløbsbestemmelse i lovgivning, der f.eks. implementerer et EU-
direktiv.
Udløbsbestemmelser bør af disse grunde som altovervejende hovedregel ikke indsættes i
bekendtgørelser.
Der kan dog i særlige tilfælde være anledning til at medtage en udløbsbestemmelse i en
bekendtgørelse. Eksempelvis følger det af en række bemyndigelsesbestemmelser i epide-
miloven, at regler fastsat i medfør heraf kan fastsættes med en gyldighedsperiode på højst
4 uger ad gangen, medmindre særlige grunde undtagelsesvis tilsiger en længere gyldig-
hedsperiode.
Medtages der i særlige tilfælde en udløbsbestemmelse, placeres denne bestemmelse til sidst
i bekendtgørelsen, dog før eventuelle bestemmelser om bekendtgørelsens territoriale gyl-
dighedsområde.
I en hovedbekendtgørelse kan udløbsbestemmelsen formuleres således:
»[Bekendtgørelsen]/[§§
…]
ophæves den [udløbsdato].«
Bekendtgørelsen eller de pågældende bestemmelser i bekendtgørelsen ophæves herefter
automatisk ved begyndelsen af døgnet på den dato, der er angivet som udløbsdato.
Skal udløbsbestemmelsen gælde for regler, der indføres med en ændringsbekendtgørelse,
udformes udløbsbestemmelsen som en ophævelse af den eller de pågældende bestemmel-
Side 77 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0078.png
2. Bekendtgørelser
ser i den hovedbekendtgørelse, som ændres med ændringsbekendtgørelsen. Udløbsbestem-
melsen udformes således ikke som en ophævelse af ændringsbekendtgørelsen. Det skyldes,
at ændringerne, når ændringsbekendtgørelsen er trådt i kraft, bliver en del af hovedbekendt-
gørelsen. Det er herefter hovedbekendtgørelsen i den form, den har fået med ændringsbe-
kendtgørelsen, der skal ændres. En udløbsbestemmelse i en ændringsbekendtgørelse kan
formuleres således:
Ȥ
… i bekendtgørelse om …, som affattet ved denne bekendtgørelses § 1, nr. …,
ophæves den [udløbsdato].«
De ændringer, der ønskes tidsbegrænset, vil skulle indsættes som nye bestemmelser i selv-
stændige paragraffer, stykker, numre m.v. i den hovedbekendtgørelse, der ændres, så be-
stemmelserne kan falde bort på ophævelsestidspunktet, uden at der derved opstår huller i
den tilbageværende del af hovedbekendtgørelsen. Af samme grund bør stykker, numre m.v.
som udgangspunkt placeres sidst i en række, så der heller ikke opstår huller i rækken af
stykker eller numre efter ophævelsen. De ændringer, der ønskes tidsbegrænset, vil ikke
kunne bestå af f.eks. ændringer af enkelte ord i en bestemmelse. I dette tilfælde er der ikke
noget at ophæve, medmindre hele den paragraf eller det stykke, nummer m.v., som ordet
står i, ophæves.
Ved udløbsbestemmelser i både hovedbekendtgørelser og ændringsbekendtgørelser bør det
–
ligesom når regler i øvrigt ophæves
–
overvejes, om der er behov for overgangsregler.
Det bør således overvejes, hvilke tvivlsspørgsmål der kan opstå, når de pågældende regler
falder bort som følge af udløbsbestemmelsen. Skal f.eks. ansøgninger, der er indgivet før
udløbsdatoen, men endnu ikke færdigbehandlet, afgøres efter de tidligere gældende regler,
selv om disse regler på dette tidspunkt er ophævet af udløbsbestemmelsen?
2.14.6. Dispensation fra regler i bekendtgørelser
Den myndighed, der har udstedt en bekendtgørelse, antages i almindelighed at kunne di-
spensere fra reglerne heri, selv om bekendtgørelsen ikke indeholder en bestemmelse
herom. Det er naturligvis en forudsætning, at den pågældende dispensation falder inden for
den bemyndigelse i loven, der danner grundlag for bekendtgørelsen. Selv om en udtrykke-
lig bestemmelse om dispensation således ud fra en strengt retlig betragtning kan siges at
være overflødig, bør der medtages en udtrykkelig bestemmelse om dispensation i selve
bekendtgørelsen, hvis det må antages, at der kan opstå behov for dispensation. I modsat
fald vil borgerne, virksomhederne m.v. ofte ikke være bekendt med dispensationsmulighe-
Side 78 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0079.png
2. Bekendtgørelser
den. Udvikler der sig en mere almindelig praksis for at give dispensation fra en bekendt-
gørelse, der ikke har en regel herom, bør der under alle omstændigheder indsættes en
dispensationsregel.
2.14.7. Implementering af EU-regulering
2.14.7.1. Generelt om implementering af EU-regulering
Direktiver skal gennemføres i dansk ret. Dette gælder også, når de er så præcise, at de må
anses for at have direkte virkning, det vil sige, at de giver borgere, virksomheder m.v.
rettigheder, der kan gøres gældende ved de nationale domstole. Det er ikke tilstrækkeligt i
tilfælde, hvor myndighederne i deres administration kan udøve et skøn, at ændre praksis,
så den bliver forenelig med direktivets krav. Da spørgsmålet om fortolkningen af et direktiv
kan forelægges for EU-Domstolen, selv om direktivet er gennemført ved en bekendtgø-
relse, og da fortolkningen af direktivet i givet fald vil slå igennem over for en afvigende
formulering af en bekendtgørelse, bør det tilstræbes, at gennemførelsesreglerne holder sig
så tæt op ad formuleringen af direktivets bestemmelser, som det overhovedet er muligt.
Af EU-Domstolens praksis fremgår, at det ikke er tilstrækkeligt at regulere et spørgsmål,
der er fastsat i et direktiv, i bemærkningerne til et lovforslag. Der kan henvises til følgende
domme vedrørende Danmark: EU-Domstolens dom af 30. januar 1985 i sag 143/83, Kom-
missionen mod Danmark, og dom af 26. oktober 2016 i sag C-611/14, Canal Digital Dan-
mark A/S. Hvis det ikke skønnes muligt at medtage bestemmelsen i selve loven, bør der
derfor tilvejebringes hjemmel til at udstede en bekendtgørelse, der gennemfører den rets-
tilstand, som direktivet kræver.
Hvis direktivet vedrører et retsområde, der må antages fortrinsvis at vedrøre offentlige
myndigheder eller en begrænset kreds af borgere, virksomheder m.v., og hvis reglerne er
rimeligt præcise, kan det eventuelt overvejes at begrænse gennemførelsesbekendtgørelsen
til ganske få bestemmelser og optage direktivet som bilag. Se som eksempel bekendtgø-
relse nr. 892 af 17. august 2011 om ordregiveres indgåelse af visse bygge- og anlægs-,
vareindkøbs- og tjenesteydelseskontrakter på forsvars- og sikkerhedsområdet.
Forordninger gælder ifølge EUF-Traktatens artikel 288 umiddelbart i medlemsstaterne og
må som udgangspunkt ikke gennemføres i national ret. Ofte skal der dog udstedes nationale
bestemmelser, der af hensyn til anvendelen af forordningen supplerer forordningens be-
stemmelser, f.eks. i form af kompetence- og straffebestemmelser.
Side 79 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0080.png
2. Bekendtgørelser
Det kan forekomme, at der ved en forordning foretages ændringer af et direktiv. Som ek-
sempel kan nævnes Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1381 af 20. juni
2019 om åbenhed og bæredygtighed i EU's risikovurdering i fødevarekæden, der i artikel
9 ændrer Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/18/EF af 12. marts 2001 om udsæt-
ning i miljøet af genetisk modificerede organismer. Et direktiv, som ændres ved en forord-
ning, bevarer sin direktivstatus og skal gennemføres i dansk ret.
2.14.7.2. Principperne for implementering af erhvervsrettet EU-regulering
De fem principper for implementering af erhvervsrettet EU-regulering har til formål at
sikre, at den danske implementering ikke pålægger erhvervslivet yderligere byrder, end
EU-reguleringen foreskriver, medmindre væsentlige hensyn taler herfor.
Principperne gælder for bekendtgørelser med erhvervsøkonomiske konsekvenser, der im-
plementerer EU-regulering. Principperne gælder ved implementering af alle former for
EU-regulering, herunder supplerende regulering til forordninger.
De fem principper er:
1) Den nationale regulering bør som udgangspunkt ikke gå videre end minimumskra-
vene i EU-reguleringen.
2) Danske virksomheder bør ikke stilles dårligere i den internationale konkurrence,
hvorfor implementeringen ikke bør være mere byrdefuld end den forventede imple-
mentering i sammenlignelige EU-lande.
3) Fleksibilitet og undtagelsesmuligheder i EU-reguleringen bør udnyttes.
4) I det omfang det er muligt og hensigtsmæssigt, bør EU-regulering implementeres
gennem alternativer til regulering.
5) Byrdefuld EU-regulering bør træde i kraft senest muligt og under hensyntagen til
de fælles ikrafttrædelsesdatoer (se herom pkt. 2.8.3).
Udkast til erhvervsrettede bekendtgørelser, herunder bekendtgørelser, der implementerer
EU-regulering, skal forelægges for Erhvervsstyrelsen så vidt muligt 6 uger forud for den
offentlige høring. Der henvises om denne forelæggelse nærmere til pkt. 6.1.2.
Endvidere skal forholdet til de fem principper fremgå af høringsmaterialet i forbindelse
med, at udkastet til bekendtgørelsen sendes i offentlig høring. Der henvises nærmere til
pkt. 7.5.2.
Side 80 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0081.png
2. Bekendtgørelser
Der henvises om principperne nærmere til Erhvervsstyrelsens vejledning om principper for
implementering af erhvervsrettet EU-regulering. Vejledningen kan findes på Erhvervssty-
relsens hjemmeside, erhvervsstyrelsen.dk, under »Vejledninger« eller på:
https://erhvervsstyrelsen.dk/vejledning-om-principper-implementering-af-erhvervsrettet-
eu-regulering.
2.14.7.3. Implementering af ikke-erhvervsrettet EU-regulering
Ved implementering af ikke-erhvervsrettet EU-regulering vurderes bekendtgørelsen i rele-
vant omfang ud fra de fem principper for implementering af erhvervsrettet EU-regulering.
Det er eksempelvis ikke relevant at vurdere, om implementeringen er mere byrdefuld end
den forventede implementering i sammenlignelige EU-lande for at undgå, at danske virk-
somheder stilles dårligere i den internationale konkurrence, jf. princip 2. Er der tale om
implementering i strid med princip 1, 3, 4 eller 5, bør dette imidlertid anføres.
Forholdet til de fem principper skal
–
ligesom ved implementering af erhvervsrettet EU-
regulering
–
fremgå af høringsmaterialet i forbindelse med, at udkastet til bekendtgørelse
sendes i offentlig høring. Der henvises nærmere til pkt. 7.5.2.
2.14.7.4. Notehenvisninger i bekendtgørelser, der gennemfører EU-retsakter
2.14.7.4.1. Direktiver m.v.
I alle bekendtgørelser, der gennemfører EU-direktiver, skal der indsættes en note med re-
ference til EU-Tidende formuleret således:
»Bekendtgørelsen [indeholder bestemmelser, der] gennemfører [dele af] [direktivets
fulde titel skrevet på samme måde som i direktivet, herunder udstedende institu-
tion(er) (dog ikke skrevet fuldt ud med store bogstaver), nummer og dato], EU-Ti-
dende [årstal], nr. L …, side …
.«
Eksempelvis vil noten til en bekendtgørelse, der gennemfører nogle af (men ikke alle) ar-
tiklerne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/770 af 20. maj 2019 om visse
aspekter af aftaler om levering af digitalt indhold og digitale tjenester, skulle udformes
således:
Side 81 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0082.png
2. Bekendtgørelser
»Bekendtgørelsen indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv (EU) 2019/770 af 20. maj 2019 om visse aspekter af afta-
ler om levering af digitalt indhold og digitale tjenester, EU-Tidende 2019, nr. L 136,
side 1.«
Notetegnet indsættes efter bekendtgørelsens titel. Noteteksten anføres nederst på forskrif-
tens første side. Der bør kun udformes én note i hver bekendtgørelse. Det gælder også,
hvor en bekendtgørelse f.eks. både gennemfører et direktiv og gengiver bestemmelser fra
en forordning (se herom pkt. 2.14.7.4.2) eller er notificeret i overensstemmelse med infor-
mationsproceduredirektivet (se herom pkt. 2.14.7.4.3).
Som udgangspunkt bør der henvises til samtlige direktiver og ændringsdirektiver, der gen-
nemføres, med angivelse af retsakternes titel. Hvis noten bliver for omfangsrig, kan hen-
visningen til retsakternes titel udelades. Er et direktiv ændret flere gange, kan henvisningen
ligeledes begrænses til det oprindelige direktiv og den seneste ændring heraf, hvis denne
gennemføres ved bekendtgørelsen. I tilfælde, hvor et direktiv ændrer eller ophæver en lang
række direktiver, kan den del af titlen, der angiver, hvilke direktiver der ændres eller op-
hæves, udelades.
Som følge af EU-Domstolens praksis skal der selv i de tilfælde, hvor der foreligger over-
ensstemmelse mellem et direktiv og gældende ret (gennemførelse ved konstatering af
normharmoni), indsættes en notehenvisning i bekendtgørelsen. Dette følger bl.a. af EU-
Domstolens dom af 22. december 2010 i de forenede sager C-444/09 og C-456/09, Gavi-
eiro m.fl., præmis 62.
En ændringsbekendtgørelse, som gennemfører et direktiv, bør ud over sin egen note inde-
holde en bestemmelse, der indsætter en note i den hovedbekendtgørelse, der ændres, eller
ændrer en eksisterende note heri.
Bestemmelsen kan
–
når der ikke allerede eksisterer en note
–
udformes således:
»Som
fodnote
til bekendtgørelsens titel indsættes:
»1) [noteteksten].««
Hvis der allerede eksisterer en note i den hovedbekendtgørelse, der ændres, foretages æn-
dringen af noten efter reglerne om affattelse af ændringsbekendtgørelser, f.eks. på en af
disse måder:
»Fodnoten til bekendtgørelsens titel affattes således:
»1) [noteteksten].««
Side 82 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0083.png
2. Bekendtgørelser
»I
fodnoten
til bekendtgørelsens titel ændres »…« til: »…«.«
Erstatter en ny hovedbekendtgørelse en ældre bekendtgørelse, der gennemfører et direktiv,
bør noten gentages i den nye bekendtgørelse, der fremover skal gennemføre direktivet.
Ved ændringer af direktiver, der er refereret til i en eksisterende note til en bekendtgørelse,
skal referencen i den eksisterende note opdateres med ændringen. Opdateringen af noten
kan dog afvente den førstkommende ændring af den pågældende bekendtgørelse.
Det er beskrevet under pkt. 2.12, i hvilke tilfælde direktivet skal optages som bilag til be-
kendtgørelsen.
Der kan også indsættes notehenvisning i gennemførselsforskrifter til andre EU-retsakter
end direktiver
–
f.eks. afgørelser
–
der ikke indeholder en udtrykkelig henvisningsforplig-
telse, hvis det findes hensigtsmæssigt for at klargøre gennemførselsforskrifternes EU-ret-
lige baggrund. I givet fald skrives notehenvisningen med udgangspunkt i retningslinjerne
ovenfor om notehenvisninger til direktiver.
Der indsættes ikke notehenvisning i bekendtgørelser, der gennemfører såkaldte Schengen-
retsakter, uanset om der er tale om en forordning, et direktiv eller en afgørelse. Det skyldes,
at disse retsakter udgør en folkeretlig forpligtelse for Danmark.
2.14.7.4.2. Forordninger
Forordninger gælder ifølge EUF-Traktatens artikel 288 umiddelbart i medlemsstaterne og
må som udgangspunkt ikke gennemføres i national ret.
Hvis det af praktiske grunde er hensigtsmæssigt, kan bestemmelser i en forordning gengi-
ves i de nationale regler. Gengivelsen skal i givet fald være ordret. I sådanne tilfælde skal
det fremgå, at bestemmelserne stammer fra en forordning, og at gengivelsen alene er be-
grundet i praktiske hensyn. Dette bør ske ved, at der indsættes en note til bekendtgørelsens
titel efter følgende eksempel:
»I bekendtgørelsen er der medtaget visse bestemmelser fra [forordningens fulde titel
skrevet på samme måde som i forordningen, herunder udstedende institution(er) (dog
ikke skrevet fuldt ud med store bogstaver), nummer og dato], EU-Tidende [årstal],
nr. L …, side …
. Ifølge artikel 288 i EUF-Traktaten gælder en forordning umiddel-
bart i hver medlemsstat. Gengivelsen af disse bestemmelser i bekendtgørelsen er så-
ledes udelukkende begrundet i praktiske hensyn og berører ikke forordningens umid-
delbare gyldighed i Danmark.«
Side 83 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0084.png
2. Bekendtgørelser
Der indsættes ikke en notehenvisning, hvis bekendtgørelsen indeholder bestemmelser, der
af hensyn til anvendelsen af en forordning supplerer (men ikke gengiver) forordningens
bestemmelser, f.eks. i form af kompetence- eller straffebestemmelser.
Der indsættes heller ikke en notehenvisning i bekendtgørelser, der gennemfører såkaldte
Schengenretsakter. Det skyldes, at disse retsakter udgør en folkeretlig forpligtelse for Dan-
mark.
En ændringsbekendtgørelse, som gengiver bestemmelser i en forordning, bør ud over sin
egen note indeholde en bestemmelse, der indsætter en note i den ændrede hovedbekendt-
gørelse eller ændrer en eksisterende note heri. En sådan bestemmelse kan formuleres med
udgangspunkt i det, der fremgår ovenfor under pkt. 2.14.7.4.1 om direktiver m.v.
2.14.7.4.3. Notifikation efter informationsproceduredirektivet
Hvis en bekendtgørelse skal notificeres i henhold til informationsproceduredirektivet, skal
der indsættes en note efter følgende eksempel, jf. § 7 i bekendtgørelse nr. 1087 af 8. juli
2016 om EU’s informationsprocedure for tekniske forskrifter og forskrifter for informati-
onssamfundets tjenester:
»Bekendtgørelsen [indeholder bestemmelser, der som udkast] har [som udkast] været
notificeret i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU)
2015/1535 om en informationsprocedure med hensyn til tekniske forskrifter samt for-
skrifter for informationssamfundets tjenester (kodifikation).«
En ændringsbekendtgørelse, som har været notificeret, bør ud over sin egen note indeholde
en bestemmelse, der indsætter en note i den ændrede hovedbekendtgørelse eller ændrer en
eksisterende note heri. En sådan bestemmelse kan formuleres med udgangspunkt i det, der
fremgår ovenfor under pkt. 2.14.7.4.1 om direktiver m.v.
Hvis en bekendtgørelse i en tidligere udgave har været notificeret efter informationsproce-
duredirektivet og herefter afløses af en ny hovedbekendtgørelse, som ikke efter informati-
onsproceduredirektivet skal notificeres, fordi notifikationspligten er opfyldt med den tidli-
gere bekendtgørelse, bør der indsættes en fodnote til hovedbekendtgørelsen efter følgende
eksempel:
»Bekendtgørelse
nr. … af …,
som denne bekendtgørelse afløser, har som udkast væ-
ret notificeret i overensstemmelse med [angiv det informationsproceduredirektiv, der
var gældende på tidspunktet for notifikationen].«
Side 84 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0085.png
2. Bekendtgørelser
Der henvises om forelæggelse for Kommissionen i forbindelse med udarbejdelse af be-
kendtgørelser i øvrigt til pkt. 6.2, hvor informationsproceduredirektivet er beskrevet nær-
mere, og hvor der også er en omtale af andre notifikationsordninger.
2.14.8. Henvisninger til love, bekendtgørelser og EU-retsakter
Nogle gange opstår der behov for i bestemmelser i bekendtgørelser at henvise til andre
bekendtgørelser, love eller EU-retsakter.
Henvisninger til love og andre bekendtgørelser kan udformes ved angivelse af lovens eller
bekendtgørelsens fulde titel, men uden nummer og dato. Har loven en forkortet titel (»po-
pulærtitel«) angivet i parentes til sidst i titlen, bør denne anvendes. Det samme gælder, hvis
bekendtgørelsen helt undtagelsesvis har en populærtitel. Ved at skrive titlen uden nummer
og dato opnås det, at den lov eller bekendtgørelse, der henvises til, kan ændres, uden at der
af den grund opstår behov for at ændre den henvisende bekendtgørelse.
Eksempel på en henvisning, der også omfatter senere ændringer af den bekendtgørelse, der
henvises til:
»Reglerne
om … i bekendtgørelse om … finder
tilsvarende anvendelse.«
Kan det undtagelsesvis give anledning til tvivl, hvilken lov eller bekendtgørelse der hen-
vises til, bør nummer og dato dog tilføjes. Er det i sådanne tilfælde meningen, at henvis-
ningen skal omfatte loven eller bekendtgørelsen med senere ændringer, kan der tilføjes
»med senere ændringer«.
I visse tilfælde
–
typisk i overgangsbestemmelser
–
kan der være behov for at henvise til
en lov eller bekendtgørelse i en udgave, der var gældende på et bestemt tidspunkt, det vil
sige uden efterfølgende ændringer, der er eller senere måtte blive foretaget af den pågæl-
dende lov eller bekendtgørelse. Dette kan ske ved angivelse af lovens eller bekendtgørel-
sens fulde titel med nummer og dato. Skal henvisningen også omfatte bestemte efterføl-
gende ændringer, skal disse bestemte ændringer tilføjes.
Eksempel på en henvisning til en bestemt tidligere gældende udgave af en lov:
»Virksomheder
med tilladelse efter lov nr. … af … om …, som ændret ved lov nr.
… af …, kan dog … .«
Side 85 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0086.png
2. Bekendtgørelser
Henvisninger til forordninger og andre EU-retsakter kan udformes med udgangspunkt i
retningslinjerne for EU-notehenvisninger (se pkt. 2.14.7.4). Er det meningen, at henvisnin-
gen også skal omfatte senere ændringer af EU-retsakten, kan titlen skrives uden nummer
og dato.
Eksempel på en henvisning til en EU-retsakt, der også omfatter senere ændringer:
»Bekendtgørelsen finder anvendelse på produkter, der er omfattet af Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning om
… .«
Kan det undtagelsesvis give anledning til tvivl, hvilken EU-retsakt der henvises til, bør
nummer og dato dog tilføjes. Er det i sådanne tilfælde meningen, at henvisningen skal
omfatte EU-retsakten med senere ændringer, kan der tilføjes »med senere ændringer«. En
sådan henvisning kan formuleres således:
»Virksomheder, der er omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)
nr. …/… af … om … med senere ændringer, skal … .«
2.14.9. Digitaliseringsklar lovgivning
Det følger af den politiske aftale om digitaliseringsklar lovgivning af 16. januar 2018, at
ny lovgivning skal være digitaliseringsklar fra den 1. juli 2018.
Digitaliseringsklar lovgivning skal skabe grundlaget for en mere tidssvarende og sammen-
hængende offentlig forvaltning, som understøtter, at ressourcerne anvendes der, hvor det
giver størst værdi for borgere og virksomheder og bidrager til en mere brugervenlig, lettil-
gængelig og transparent offentlig sektor, som understøtter den enkeltes retssikkerhed. Di-
gitaliseringsklar lovgivning handler kort sagt om at sikre, at lovgivningen passer til det
digitale samfund, som Danmark er.
Lovgivningen er digitaliseringsklar, hvis den overholder følgende syv principper:
1)
Enkle og klare regler.
Lovgivningen bør være enkel og klar, så den er let at forstå
for borgere og virksomheder. Enkle og klare regler er nemme at forvalte og bidrager
til en mere ensartet administration og digital understøttelse.
2)
Digital kommunikation.
Lovgivningen skal understøtte digital kommunikation med
borgere og virksomheder. For de borgere og virksomheder, som ikke kan bruge di-
gitale løsninger, skal der fortsat tilbydes andre løsninger.
Side 86 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0087.png
2. Bekendtgørelser
3)
Muliggør automatisk sagsbehandling.
Lovgivningen skal understøtte, at administra-
tionen af lovgivningen kan ske helt eller delvis digitalt og under hensynstagen til
borgernes og virksomhedernes retssikkerhed. Det indebærer bl.a., at lovgivningen i
udgangspunktet udformes, så der anvendes objektive kriterier, hvor det er hensigts-
mæssigt.
4)
Sammenhæng på tværs
–
ensartede begreber og genbrug af data.
Data og begreber
skal så vidt muligt genbruges på tværs af myndigheder.
5)
Tryg og sikker datahåndtering.
En høj grad af digitalisering forudsætter, at datasik-
kerhed prioriteres højt. Der skal sikres en tryg og sikker datahåndtering i den offent-
lige sektor i forbindelse med en øget dataanvendelse.
6)
Anvendelse af offentlig infrastruktur.
Lovgivningen skal tage højde for, at det er
muligt at anvende eksisterende offentlig it-infrastruktur som f.eks. MitID, Digital
Post, NemKonto eller eIndkomst.
7)
Forebygger snyd og fejl.
Lovgivningen skal udformes, så den giver mulighed for
effektiv it-anvendelse i kontroløjemed.
Opmærksomheden henledes på, at udkast til administrative forskrifter
–
i modsætning til
lovforslag
–
ikke skal sendes i høring hos Digitaliseringsstyrelsen.
Det bemærkes endvidere, at principperne for digitaliseringsklar lovgivning adskiller sig fra
principperne for agil erhvervsrettet regulering (se herom pkt. 2.14.10). Principperne for
digitaliseringsklar lovgivning har til formål at sikre, at ny regulering understøtter mulighe-
den for hel eller delvis digital administration samt brug af ny teknologi, som kan under-
støtte en bedre og mere effektiv
offentlig
opgaveløsning til gavn for borgere og virksom-
heder. Principperne for agil erhvervsrettet regulering har til formål at sikre, at ny regulering
muliggør
virksomhedernes
anvendelse af nye teknologier og forretningsmodeller, og at er-
hvervsrettede offentlige digitale løsninger er brugervenlige for virksomhederne at anvende.
Derved har de to sæt af principper forskellige formål og ofte to forskellige anvendelsesom-
råder.
Der henvises nærmere til Digitaliseringsstyrelsens vejledning om digitaliseringsklar lov-
givning. Vejledningen kan findes på Digitaliseringsstyrelsens hjemmeside, digst.dk, under
»Forenkling«/»Digitaliseringsklar lovgivning«/»Vejledninger og værktøjer« eller på:
https://digst.dk/forenkling/digitaliseringsklar-lovgivning/vejledninger-og-vaerktoejer/.
Side 87 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0088.png
2. Bekendtgørelser
2.14.10. Agil erhvervsrettet regulering
Erhvervsrettet regulering bør, hvor det er relevant, udformes, så virksomhederne kan teste,
udvikle og anvende nye digitale teknologier og forretningsmodeller samtidig med, at regu-
leringens overordnede formål og beskyttelseshensyn fastholdes.
Det er derfor obligatorisk for ministerierne at vurdere, om og hvordan ny erhvervsrettet
regulering understøtter virksomhedernes muligheder for at teste, anvende og udvikle nye
digitale teknologier og forretningsmodeller, og om erhvervsrettede offentlige digitale løs-
ninger er brugervenlige for virksomhederne at anvende, idet nedenstående fem principper
følges ved indgåelse af politiske aftaler og lægges til grund for lovgivningsarbejdet, her-
under ved udstedelse af bekendtgørelser.
Principperne gælder for erhvervsrettet regulering. Det vil sige regulering, hvis primære
formål er at ændre vilkårene for at drive erhvervsvirksomhed, og regulering, der har andre
formål, men som kan påvirke virksomhedernes vilkår. Principperne finder dog kun anven-
delse for regulering, der direkte eller indirekte kan påvirke virksomhedernes muligheder
for at teste, udvikle og anvende digitale teknologier og forretningsmodeller.
De fem principper er:
1)
Muliggør anvendelse af nye forretningsmodeller.
Det skal vurderes, om ny regule-
ring kan understøtte, at nye forretningsmodeller kan realiseres, herunder skabe
bedre muligheder for test og forsøg samt for brug af nye teknologier, samtidig med
at væsentlige samfundsøkonomiske eller beskyttelsesmæssige hensyn tilgodeses.
Mere enkel og formålsbestemt.
Et klart fokus på formål frem for krav til proces kan
forbedre virksomhedernes mulighed for innovation. Ny regulering bør i det omfang,
det er muligt, undlade detaljerede krav og specifikke beskrivelser, der gør det van-
skeligt for virksomhederne at anvende nye teknologier og forretningsmodeller.
Teknologineutral.
Det skal vurderes, om ny regulering kan understøtte, at virksom-
hederne kan følge med i den teknologiske udvikling, bl.a. ved at undlade at stille
krav om anvendelse af specifikke teknologier eller løsninger som en forudsætning
for at overholde reguleringens formål.
Helhedstænkende.
Ministerier skal i det omfang, det er muligt, sikre sig, at ny regu-
lering tager højde for, om der er et samspil med andre reguleringsområder, som har
betydning for virksomhedernes anvendelse af nye teknologier og forretningsmodel-
ler.
Sikrer brugervenlig digitalisering.
En god digital udmøntning af ny regulering er
vigtig for virksomhedernes møde med det offentlige. Ny regulering skal, hvor det
Side 88 af 141
2)
3)
4)
5)
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0089.png
2. Bekendtgørelser
er relevant, indeholde en beskrivelse af, hvordan erhvervsrettede digitale løsninger
gøres brugervenlige for at gøre det billigere og lettere at drive virksomhed.
Erhvervsrettede bekendtgørelsesudkast sendes til screening i Erhvervsstyrelsen så vidt mu-
ligt 6 uger før den offentlige høring. Der henvises om denne forelæggelse nærmere til pkt.
6.1.2.
Endvidere skal forholdet til de fem principper fremgå af høringsmaterialet i forbindelse
med, at udkastet til bekendtgørelse sendes i offentlig høring. Der henvises nærmere til pkt.
7.5.3.
Det bemærkes, at principperne for agil erhvervsrettet regulering adskiller sig fra princip-
perne for digitaliseringsklar lovgivning (se herom pkt. 2.14.9). Principperne for agil er-
hvervsrettet regulering har til formål at sikre, at ny regulering muliggør
virksomhedernes
anvendelse af nye teknologier og forretningsmodeller, og at erhvervsrettede offentlige di-
gitale løsninger er brugervenlige for virksomhederne at anvende. Principperne for digitali-
seringsklar lovgivning har til formål at sikre, at ny regulering understøtter muligheden for
hel eller delvis digital administration samt brug af ny teknologi, som kan understøtte en
bedre og mere effektiv
offentlig
opgaveløsning til gavn for borgere og virksomheder. Der-
ved har de to sæt af principper forskellige formål og ofte to forskellige anvendelsesområ-
der.
Der henvises om principperne nærmere til Erhvervsministeriets vejledning om principper
for agil erhvervsrettet regulering. Vejledningen kan findes på Erhvervsstyrelsens hjemme-
side, erhvervsstyrelsen.dk, under »Vejledninger« eller på:
https://erhvervsstyrelsen.dk/vejledning-principper-agil-erhvervsrettet-regulering.
2.14.11. Geografi i lovgivningen
Digitaliseringsstyrelsen og Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering har udarbejdet
en vejledning om, hvordan geografi og geodata kan indarbejdes i lovgivningen, og hvordan
stedbestemmelser kan udformes i lovgivningen.
Vejledningen skal bidrage til en bedre og mere entydig stedbestemmelse i lovgivningen,
der gør det tydeligere for borgere og virksomheder, hvor reglerne finder anvendelse. End-
videre skal vejledningen bidrage til, at regler om stedbestemmelse i lovgivningen kan ad-
ministreres enkelt og effektivt, at geodata, som etableres i forbindelse med nye love og
Side 89 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0090.png
2. Bekendtgørelser
bekendtgørelser, følger fællesoffentlige standarder og kan anvendes tværoffentligt, og at
allerede eksisterende fællesoffentlige geodata anvendes i lovgivningen.
Vejledningen indeholder bl.a. en række eksempler på, hvordan stedbestemmelse ved hjælp
af kort, koordinater m.v. kan foretages, herunder hvordan sådanne bestemmelser i bekendt-
gørelser kan formuleres.
Der henvises nærmere til vejledning nr. 9428 af 6. juli 2020 om geografi i lovgivningen:
https://www.retsinformation.dk/eli/retsinfo/2020/9428.
2.14.12. Regeludstedelse i forhold til kommuner og regioner
I forbindelse med regulering, der retter sig mod kommuner og regioner, bør fagministeri-
erne være opmærksomme på de generelle og tværgående love og retsgrundsætninger, der
kan have betydning for disse myndigheders virksomhed.
Vejledning om regeludstedelse i forhold til kommuner og regioner indeholder en række
anbefalinger om regeludstedelse i forhold til kommuner og regioner.
Vejledningen tager afsæt i, om der er behov for regulering, og er målrettet de overvejelser,
som er naturlige i forbindelse med regulering, der retter sig mod kommuner og regioner.
Vejledningen skal på den baggrund bl.a. øge fagministeriernes opmærksomhed på gene-
relle og tværgående love og retsgrundsætninger, der kan have betydning ved regulering af
kommunernes og regionernes virksomhed.
Det drejer sig bl.a. om anvendelse og fravigelse af de kommunale og regionale styrelses-
systemer, vederlagsreglerne i lov om kommunernes styrelse og regionsloven, kommuner-
nes og regionernes låntagning, budgetter m.v., betydningen af kommunalfuldmagtsreg-
lerne og regionernes myndighedsfuldmagt samt betydningen af det almindelige tilsyn med
kommuner og regioner.
Vejledningen omhandler også de overordnede principper, som ny regulering af kommunale
og regionale forhold bør udformes efter. Det gælder bl.a. spørgsmål om regulering af ar-
bejds- og beslutningsprocesser. Vejledningen tager i den forbindelse udgangspunkt i de
syv principper for kommunal-statsligt samarbejde, som blev aftalt i forbindelse med øko-
nomiaftalen for 2016. Principperne fokuserer bl.a. på tydeligt opgave- og budgetansvar,
styring af mål og resultater, politisk ansvar og decentralt råderum til tværgående priorite-
ringer samt, at enkeltsager løses konkret.
Side 90 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0091.png
2. Bekendtgørelser
Der henvises nærmere til vejledning nr. 9150 af 29. februar 2016 om regeludstedelse i
forhold til kommuner og regioner:
https://www.retsinformation.dk/eli/retsinfo/2016/9150.
Side 91 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0092.png
3. Kongelige anordninger
3. Kongelige anordninger
3.1. Brug af kongelige anordninger
Kongelige anordninger anvendes som udgangspunkt kun, hvis den lov, der hjemler for-
skriften, udtrykkeligt foreskriver det. Mens det i ældre lovgivning var almindeligt at fast-
sætte, at administrative regler skulle udformes som kongelige anordninger, f.eks. ved en
bestemmelse om, at der »ved kongelig anordning fastsættes regler om ...«, udformes be-
myndigelser i nyere lovgivning således, at »ministeren fastsætter regler om ...«, hvilket
betyder, at der skal udstedes en bekendtgørelse eller eventuelt et cirkulære.
I praksis anvendes kongelige anordninger navnlig ved ikraftsættelse af lovgivning på Fæ-
røerne og i Grønland. Der henvises herom til pkt. 9.1.
3.2. Udformningen af kongelige anordninger
Kongelige anordninger udfærdiges efter de samme retningslinjer som bekendtgørelser,
bortset fra titlen, indledningen og underskriften. En anordning kan affattes på følgende
måde:
»Anordning
om ...
Vi MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt:
I medfør af … fastsættes:
§ 1.
…
Givet på … den …
Under Vor Kongelige Hånd og Segl
MARGRETHE R.
/[ministerens underskrift]«
Side 92 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0093.png
3. Kongelige anordninger
Kongelige anordninger underskrives som udgangspunkt af dronningen og paraferes af den
ansvarlige minister. Underskriften anbringes efter anordningens tekst og før eventuelle bi-
lag.
Som eksempler på, hvordan stedet for underskrivelsen betegnes, kan nævnes: »på Amali-
enborg«, »på Christiansborg Slot«, »på Marselisborg Slot«, »på Gråsten Slot«, »på Fre-
densborg Slot«, »i Jagthuset, Trend Skov«, »på Kongeskibet Dannebrog, Kattegat« eller
»på Kongeskibet Dannebrog, Aarhus«.
Kongelige anordninger bør kundgøres umiddelbart efter underskrivelsen, selv om under-
skrivelsen finder sted i god tid før ikrafttrædelsen. Der bør anmodes om optagelse af an-
ordninger i Lovtidende samme dag, som de underskrives af dronningen. Ansvaret for op-
tagelsesanmodningen påhviler det enkelte fagministerium. Se nærmere om kundgørelse
pkt. 8.1.
Side 93 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0094.png
4. Cirkulærer
4. Cirkulærer
4.1. Brug af cirkulærer og cirkulæreskrivelser
Cirkulæreformen anvendes for generelle tjenestebefalinger, det vil sige bindende forskrif-
ter af generel karakter, der alene retter sig til myndigheder.
Konkrete tjenestebefalinger til en flerhed af myndigheder bør betegnes cirkulæreskrivelser.
Herved fremhæves det, at indholdet er bindende.
Cirkulæreskrivelser opstilles i modsætning til cirkulærer som udgangspunkt ikke i para-
graffer. Det kan derfor også indgå ved beslutningen om, hvorvidt en tjenestebefaling skal
udformes som et cirkulære eller en cirkulæreskrivelse, om tjenestebefalingen mest hen-
sigtsmæssigt kan opstilles i paragraffer eller som almindelig tekst.
Det bemærkes, at der på nogle områder kan være tradition for andre betegnelser.
Cirkulærer og cirkulæreskrivelser må ikke indeholde forskrifter, der direkte normerer bor-
gernes, virksomhedernes m.v. retsstilling. Kan det give anledning til tvivl, om reglerne
efter deres karakter også vil kunne få umiddelbare retsvirkninger for borgere, virksomhe-
der m.v., bør bekendtgørelsesformen anvendes.
Cirkulærer og cirkulæreskrivelser bør kun indeholde vejledende stof, hvis omfanget heraf
er så begrænset, at det ikke med rimelighed kan udskilles til en særskilt vejledning.
Der er i praksis behov for, at en myndighed kan rette henvendelse til et større antal myn-
digheder med generelle henstillinger, opfordringer og lignende af ikke-bindende karakter,
som f.eks. ministeriers henvendelse til kommunale myndigheder, der administrerer mini-
steriernes lovgivning. Sådanne skrivelser bør ikke betegnes som cirkulærer eller cirkulæ-
reskrivelser, da det kan give det fejlagtige indtryk, at de har bindende karakter.
Retningslinjerne i pkt. 4.2-4.11 tager sigte på cirkulærer, men bør i relevant omfang også
følges ved udarbejdelse af cirkulæreskrivelser, idet det dog bemærkes, at cirkulæreskrivel-
ser som nævnt som udgangspunkt ikke opstilles i paragraffer.
4.2. Hjemmel
En overordnet myndighed kan udstede cirkulærer uden lovhjemmel, hvis cirkulæret retter
sig til en underordnet myndighed. Over-/underordnelsesforholdet er tilstrækkelig hjemmel.
Side 94 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0095.png
4. Cirkulærer
Derimod forudsætter det lovhjemmel at udstede et cirkulære til en myndighed, der ikke er
underordnet den udstedende myndighed. F.eks. kræver det lovhjemmel for en minister at
udstede et cirkulære, der er rettet til kommunalbestyrelserne.
4.3. Titel
Titlen til et cirkulære indledes altid således:
»Cirkulære om ...«.
Et cirkulære er kun bindende for de myndigheder, som cirkulæret retter sig til. Cirkulærets
adressater bør derfor klart fremgå af cirkulæret. Dette gøres bedst ved, at det under titlen i
parentes angives, hvem cirkulæret er rettet til, f.eks. således:
»(Til alle kommunalbestyrelser og politidirektører)«.
Herudover bør retningslinjerne for udformningen af bekendtgørelsers titler følges. Der
henvises derfor til pkt. 2.6.1.
4.4. Indledningen til et cirkulære
Indledningen til cirkulærer, der udstedes i henhold til en lovbestemmelse, bør indeholde en
angivelse af hjemlen. Hermed opnår man også, at det på en fremtrædende plads i cirkulæret
angives, hvilken lovgivning cirkulæret knytter sig til. Indledningen til et cirkulære, der
udstedes i henhold til en lovbestemmelse, bør udformes i overensstemmelse med retnings-
linjerne for indledningen til bekendtgørelser. Der henvises derfor til pkt. 2.6.2.
Cirkulærer, der udstedes i kraft af et over-/underordnelsesforhold, kan ikke indeholde en
tilsvarende indledning. Disse cirkulærer bør derfor i den første eller i hvert fald i en af de
første paragraffer angive, hvilken lovgivning de knytter sig til, hvis det ikke tydeligt frem-
går af titlen.
4.5. Systematik, opstilling og sprog
Cirkulærer bør opdeles i paragraffer. Retningslinjerne for bekendtgørelsers sprog, syste-
matik og opstilling bør i videst muligt omfang følges. Der henvises derfor til pkt. 2.2 om
sproget, pkt. 2.6.3 om systematik og pkt. 2.6.4 om opstilling.
Side 95 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0096.png
4. Cirkulærer
4.6. Ændring af cirkulærer
Skal et cirkulære ændres, må der tages stilling til, om ændringen skal gennemføres ved
udstedelse af et helt nyt cirkulære eller ved et cirkulære om ændring af det gældende cir-
kulære. For dette valg gælder de samme retningslinjer som ved valget mellem en hoved-
bekendtgørelse og en ændringsbekendtgørelse. Der henvises derfor til pkt. 2.4.
Et ændringscirkulære bør
–
ligesom en ændringsbekendtgørelse (se pkt. 2.5)
–
ikke inde-
holde ændringer af flere cirkulærer.
Ændringscirkulærer bør i videst muligt omfang udformes i overensstemmelse med de ret-
ningslinjer, der gælder for udarbejdelse af ændringsbekendtgørelser. Der henvises derfor
til pkt. 2.7.
4.7. Ikrafttræden
Det er for så vidt ikke påkrævet, at cirkulærer indeholder en ikrafttrædelsesbestemmelse.
Indeholder et cirkulære ingen bestemmelse om ikrafttræden, vil cirkulæret opnå retsvirk-
ning, når myndighederne, som det retter sig til, har fået det meddelt, medmindre andet
konkret følger af cirkulærets indhold. Denne fremgangsmåde bør dog undgås.
Ikrafttrædelsen bør i stedet som altovervejende hovedregel angives ved en bestemt dato.
Følgende formulering kan anvendes:
»Cirkulæret træder i kraft den …
.«
Retningslinjerne for ikrafttrædelsesbestemmelser i bekendtgørelser bør i videst muligt om-
fang følges. Der henvises derfor til pkt. 2.8.1.
Cirkulærer kundgøres ikke i Lovtidende, men indlægges som udgangspunkt i Retsinfor-
mation. Der henvises herom nærmere til pkt. 8.2.
4.8. Ophævelse
I tilfælde, hvor et cirkulære har udtømt sine retsvirkninger, eller hvor den udstedende myn-
dighed ikke længere finder, at cirkulæret skal anvendes, bør myndigheden ophæve det.
Hvis den bagvedliggende lovgivning er ændret eller ophævet, bør myndigheden også op-
hæve cirkulæret eller give meddelelse om dets bortfald. Hvis ophævelsen eller meddelelsen
om bortfald ikke sker i forbindelse med udstedelsen af et nyt cirkulære, kan dette ske i form
af en cirkulæreskrivelse til det oprindelige cirkulæres adressater.
Side 96 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0097.png
4. Cirkulærer
Retningslinjerne for bestemmelser om ophævelse af bekendtgørelser bør herudover i videst
muligt omfang følges. Der henvises derfor til pkt. 2.9.
4.9. Territorialbestemmelser
Kun få cirkulærer indeholder i praksis en særlig bestemmelse om cirkulærets territoriale
gyldighed. Sådanne bestemmelser vil også normalt være overflødige, da et cirkulæres ter-
ritoriale gyldighed som udgangspunkt vil følge af den lovgivning, som cirkulæret knytter
sig til, sammenholdt med de myndigheder, som cirkulæret retter sig til.
Giver spørgsmålet om et cirkulæres territoriale gyldighed undtagelsesvis anledning til
tvivl, bør denne tvivl dog altid afklares ved en udtrykkelig bestemmelse i cirkulæret.
4.10. Bilag
Materiale, der ikke eller kun vanskeligt kan indpasses i en paragrafinddeling, kan ofte mere
praktisk udskilles til et bilag til cirkulæret, der henvises til i cirkulærets paragraffer. Der
henvises om udformningen af bilag til pkt. 2.12.
4.11. Underskrift
Cirkulærer, der udstedes af et ministeriums departement, underskrives normalt af ministe-
ren og paraferes af en embedsmand. Der gælder dog ingen faste regler om underskrivelsen.
Der er således ikke noget retligt til hinder for, at ministeren overlader det til en embeds-
mand at underskrive cirkulæret. Et sådant cirkulære kan underskrives P.M.V. eller P.M.V.,
E.B.
Udstedes et cirkulære af en anden institution (direktorat, styrelse m.v.), underskrives det
normalt af chefen for institutionen og paraferes af en medarbejder. Der er dog ikke noget
retligt til hinder for, at chefen for institutionen overlader det til en medarbejder at under-
skrive cirkulæret. Et sådant cirkulære kan underskrives P.D.V. eller P.D.V., E.B.
Underskriften anbringes efter cirkulærets tekst og før eventuelle bilag.
Side 97 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0098.png
5. Vejledninger
5. Vejledninger
5.1. Brug af vejledninger
Vejledningsformen anvendes ved orienterende meddelelser i modsætning til tilfælde, hvor
der skal fastsættes bindende retsregler. I vejledninger må der således aldrig fastsættes bin-
dende forskrifter, men blot gives orientering f.eks. om reglers indhold og fortolkning, her-
under om praksis, og om reglernes baggrund samt andre oplysninger, der kan have betyd-
ning for forståelsen af reglerne og deres anvendelse. I vejledninger kan der også gives op-
lysninger om, hvordan en bestemt bindende forskrift eksempelvis kan tænkes overholdt.
Retningslinjerne for udformning af vejledninger retter sig i sagens natur først og fremmest
imod de vejledninger, der udstedes med henblik på at give oplysning om forståelsen og
anvendelsen af retsforskrifter. Vejledninger, pjecer, foldere og lignende, der udsendes af
offentlige myndigheder med henblik på at informere borgere, virksomheder m.v. om for-
skellige samfundsforhold, bør således naturligvis udarbejdes med den opsætning og typo-
grafi, der ud fra rent informative synspunkter findes bedst egnet under hensyn til det på-
gældende emne, målgruppen for informationen osv.
Det vil altid bero på en vurdering i det enkelte tilfælde, om der er behov for at udstede en
vejledning. Erfaringsmæssigt er behovet særlig stort, når der gennemføres nye regler, der
skal administreres af decentrale myndigheder, f.eks. kommuner. Medarbejderne ved disse
myndigheder vil ofte ikke have et mere indgående kendskab til de overvejelser, der har
fundet sted i forbindelse med udarbejdelsen af de nye regler, og vil således have behov for
en orientering om reglernes indhold og betydning og for den sammenhæng, hvori reglerne
indgår. Endvidere vil det ofte være værdifuldt for disse medarbejdere at få nærmere oplys-
ninger om, hvordan administrationen af reglerne mest hensigtsmæssigt kan tilrettelægges.
Ved orientering om nye regler har det ofte væsentlig betydning, at vejledningen udstedes i
god tid, før reglerne træder i kraft.
Når en lovgivning har fungeret i en periode, vil der også ofte kunne være behov for at
udstede en vejledning eller en ny vejledning, hvor der orienteres om de hidtidige erfaringer
med lovgivningen, herunder om den praksis, der anvendes ved administrationen af reg-
lerne.
Ønsker en myndighed at give et større antal myndigheder en vejledning af begrænset om-
fang om f.eks. et enkeltstående problem, kan myndigheden undlade at betegne meddelelsen
Side 98 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0099.png
5. Vejledninger
som en vejledning. Myndigheden kan i stedet betegne meddelelsen som f.eks. »Skrivelse
om ...«. Samtidig bør stoffets vejledende karakter fremgå af den sproglige formulering, der
anvendes. Sådanne meddelelser bør ikke betegnes cirkulærer eller cirkulæreskrivelser. Det
bemærkes også, at der på nogle områder kan være tradition for andre betegnelser.
5.2. Hjemmel
Da vejledninger ikke er bindende, kan de udstedes uden lovhjemmel. Den myndighed, der
er ansvarlig for et lovgivningsområde, kan altid i kraft af sin stilling udstede en vejledning
om området.
5.3. Titel
Titlen til en vejledning bør altid indledes således:
»Vejledning om ... «.
Herudover bør retningslinjerne for udformningen af bekendtgørelsers titler i videst muligt
omfang følges. Der henvises derfor til pkt. 2.6.1.
5.4. Udformning i øvrigt
5.4.1. Systematik og opstilling
Knytter vejledningen sig til en bestemt lovgivning, bør oplysning herom fremgå i begyn-
delsen af vejledningen.
Er der behov for at give en orientering om årsagen til vejledningens udstedelse, bør orien-
teringen ligeledes placeres i begyndelsen af vejledningen.
Da en vejledning ikke indeholder bindende regler, bør den ikke inddeles i paragraffer. Der-
imod vil det i almindelighed være hensigtsmæssigt at opdele den i punkter (2, 2.1, 2.2.1
osv.). Herved lettes overskueligheden. Endvidere bliver det muligt at foretage en præcis
henvisning til vejledningen, f.eks. i forbindelse med senere ændringer af vejledningen.
Desuden bør vejledningen opdeles ved brug af overskrifter.
Er det nødvendigt at gengive en bindende regel i en vejledning, bør den bindende karakter
af stoffet fremgå. Dette kan f.eks. ske ved, at reglen gengives så vidt muligt ordret, samtidig
med at der henvises til reglen, f.eks. »Efter x-lovens § 4, stk. 3, kan pension udbetales til
Side 99 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0100.png
5. Vejledninger
personer, der ...«. Ved egentlige citater af bestemmelser kan stoffets særlige karakter end-
videre fremhæves typografisk, f.eks. ved at det indrykkes.
Hvis det vurderes hensigtsmæssigt, kan der medtages bilag til vejledningen.
5.4.2. Henvisning til Folketingstidende
Henvises der til en lovs forarbejder, bør der samtidig ske henvisning til Folketingstidende.
Henvisning til Folketingstidende bør ske ved angivelse af årgang og relevant sektion (til-
læg A-F).
Ved henvisning til forarbejder til og med folketingsåret 1993-94 henvises til den relevante
spalte, mens der ved henvisning til forarbejder fra og med folketingsåret 1994-95 til og
med folketingsåret 2008-09 henvises til den relevante side. Ved henvisning til forarbejder
fra og med folketingsåret 2009-10 og senere, hvor publicering alene foretages i den elek-
troniske udgave af Folketingstidende, henvises til lovforslagets nummer, version og even-
tuelt sidetal.
Eksempler på henvisninger til Folketingstidende:
»Ifølge bemærkningerne …, jf. Folketingstidende 1964-65, tillæg A, spalte … .«
»Ifølge bemærkningerne …, jf. Folketingstidende 1994-95, tillæg A, side … .«
»Ifølge bemærkningerne …, jf. Folketingstidende 2009-10,
tillæg A,
L … som frem-
sat, side … .«
»Ifølge bemærkningerne …, jf. Folketingstidende 2014-15
(1. samling), tillæg A, L
… som fremsat, side … .«
Der henvises i øvrigt til Folketingets vejledning om henvisning til Folketingstidende og
Rigsdagstidende. Vejledningen kan findes på Folketingstidendes hjemmeside, folketings-
tidende.dk, under »Guide til dokumenter«/»Om at henvise til Folketingstidende m.v.« eller
på:
https://www.folketingstidende.dk/da/guide-til-dokumenter
/
om-at-henvise-til-folketingsti-
dende-mv.
Side 100 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0101.png
5. Vejledninger
5.5. Ændring af en vejledning
Skal en vejledning ændres, herunder suppleres, opstår der på tilsvarende måde, som når en
bekendtgørelse eller et cirkulære skal ændres, spørgsmål om, hvorvidt der skal udstedes en
helt ny vejledning, eller om ændringerne skal indarbejdes i den eksisterende vejledning.
Dette valg må i første række bero på karakteren og omfanget af de ændringer, der skal
gennemføres. Er der tale om mere principielle ændringer, vil der ofte være behov for at
gennemarbejde hele vejledningen i lyset af de nye principper, hvilket taler for, at der ud-
stedes en helt ny vejledning.
Da et vejledningsmateriale, der består af den oprindelige vejledning og en eller flere æn-
dringer af vejledningen, ofte vil være uoverskueligt og derfor vanskeligt at arbejde med,
bør der udstedes en helt ny vejledning, hvis de nødvendige ændringer ikke er begrænset til
blot få punkter i vejledningen.
Skal der herefter udstedes en ny vejledning, angives det i den nye vejledning, at den tidli-
gere vejledning bortfalder. Dette kan ske således:
»Vejledning [nr. ...] af ... om ... bortfalder.«
Skal der
–
undtagelsesvis
–
i stedet blot foretages ændringer i vejledningen, bør ændrin-
gerne enten gennemføres i en ny selvstændig vejledning eller ved en skrivelse, der ændrer
i den eksisterende vejledning. Sidstnævnte fremgangsmåde har f.eks. været anvendt til at
ændre og supplere Justitsministeriets tidligere vejledning om lovkvalitet.
Ændringerne af vejledningen bør angives på en præcis måde, f.eks. ved at affatte bestemte
punkter i vejledningen på ny. Der kan ved udformningen af ændringerne søges inspiration
i retningslinjerne under pkt. 2.7.5 om ændringsbekendtgørelser.
5.6. Ikrafttræden og territorielt anvendelsesområde
Da vejledninger ikke fastsætter bindende forskrifter, er der ikke behov for at indsætte be-
stemmelser om vejledningers ikrafttræden. Vedrører vejledningen nye regler, vil det der-
imod ofte være naturligt at omtale ikrafttrædelsestidspunktet for reglerne i selve vejlednin-
gens tekst. På tilsvarende måde vil der kunne være anledning til i teksten at omtale, hvor-
vidt reglerne gælder for Færøerne og Grønland.
Side 101 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0102.png
5. Vejledninger
5.7. Bortfald
En vejledning bortfalder ikke af sig selv som forældet. Det bør derfor fastslås, at vejled-
ningen bortfalder, hvis den ikke længere ønskes anvendt. Det kan ske ved en skrivelse om,
at vejledningen bortfalder.
Skal der udstedes en ny vejledning, som erstatter den tidligere vejledning, angives det i den
nye vejledning, at den tidligere vejledning bortfalder.
Angivelsen af, at en vejledning bortfalder, kan formuleres således:
»Vejledning [nr. ...] af ... om ... bortfalder.«
Side 102 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0103.png
6. Forelæggelse for andre ministerier, Europa-Kommissionen m.v.
6. Forelæggelse for andre ministerier, Europa-Kom-
missionen m.v.
6.1. Forelæggelse for andre ministerier m.v.
6.1.1. Finansministeriet
Udkast til bekendtgørelser, cirkulærer, vejledninger m.v., som har væsentlige økonomiske,
administrative eller personalemæssige konsekvenser for staten, kommuner eller regioner,
skal så tidligt som muligt inden udstedelsen forelægges for Finansministeriet.
I forbindelse med forelæggelsen skal der gives oplysning om de økonomiske, administra-
tive og personalemæssige konsekvenser samt om, hvorledes disse konsekvenser forholder
sig til, hvad der måtte være oplyst i forbindelse med den pågældende lovs behandling i
Folketinget. Der skal som hovedregel være aftalt finansiering af eventuelle merudgifter
med Finansministeriet forud for udstedelsen af bekendtgørelser, cirkulærer, vejledninger
m.v.
Udkast til bekendtgørelser m.v., der gennemfører eller supplerer EU-retsakter, og som har
væsentlige økonomiske, administrative eller personalemæssige konsekvenser for staten,
kommuner og regioner, skal så tidligt som muligt inden udstedelsen forelægges for Finans-
ministeriet. Undtaget herfra er dog bekendtgørelser m.v., der angår prisfastsættelser inden
for rammerne af EU's markedsordninger for landbrugsvarer, toldmæssige præferenceord-
ninger eller ændring af toldsatser.
6.1.2. Erhvervsministeriet
Alle erhvervsrettede bekendtgørelsesudkast skal så vidt muligt 6 uger før den offentlige
høring sendes til Erhvervsstyrelsens Område for Bedre Regulering. Udkastet sendes til
let-
[email protected]
sammen med udfyldte udgaver af de skemaer, som er beskrevet nærmere
nedenfor.
I forbindelse med, at bekendtgørelsesudkastet sendes til Erhvervsstyrelsens Område for
Bedre Regulering, kan der vedlægges et udfyldt oplysningsskema om de administrative
konsekvenser. Styrelsen bruger det udfyldte skema til at vurdere, om bekendtgørelsen med-
fører administrative byrder eller lettelser for erhvervslivet. Oplysningsskemaet kan findes
på Erhvervsstyrelsens hjemmeside, erhvervsstyrelsen.dk, under »Ansvarsområder«/»Enk-
Side 103 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0104.png
6. Forelæggelse for andre ministerier, Europa-Kommissionen m.v.
lere regler og et velfungerende marked«/»For myndigheder: Effektiv og agil regule-
ring«/»Krav til erhvervsrettet regulering«/»Myndigheders konsekvensvurderinger«/»Ad-
ministrative konsekvensvurdering« eller på:
https://erhvervsstyrelsen.dk/administrative-konsekvensvurderinger.
Det er fagministeriets ansvar at udarbejde retvisende og fyldestgørende beskrivelser samt
eventuel kvantificering af de erhvervsøkonomiske konsekvenser. Fagministeriet skal der-
for sørge for, at vurderingen af de administrative konsekvenser indgår i den samlede er-
hvervsøkonomiske konsekvensvurdering.
Hvis der indføres regler, der medfører væsentlige byrder for erhvervslivet, det vil sige ad-
ministrative byrder over 4 mio. kr. eller øvrige efterlevelsesbyrder over 10 mio. kr.
–
lø-
bende såvel som omstillingsomkostninger
–
skal reglerne forelægges regeringens økono-
miudvalg før den offentlige høring.
Ved bekendtgørelsesudkast skal erhvervsøkonomiske konsekvenser, som medfører væ-
sentlige byrder for erhvervslivet, angives i en særskilt konsekvensvurderingsskabelon, der
vedlægges, når fagministeriet sender bekendtgørelsesudkastet til Erhvervsstyrelsens Om-
råde for Bedre Regulering.
Der henvises i øvrigt til Erhvervsministeriets vejledning om erhvervsøkonomiske konse-
kvensvurderinger, hvor også konsekvensvurderingsskabelonen kan findes. Vejledningen
kan findes på Erhvervsstyrelsens hjemmeside, erhvervsstyrelsen.dk, under »Vejledninger«
eller på:
https://erhvervsstyrelsen.dk/vejledning-erhvervsoekonomiske-konsekvensvurderinger.
Hvis udkastet til bekendtgørelse implementerer EU-regulering eller indfører nationale sær-
regler på et område med overvejende EU-regulering, vedlægges endvidere et udfyldt im-
plementeringsskema, når udkastet sendes til Erhvervsstyrelsens Område for Bedre Regu-
lering. I skemaet redegøres der for, om principperne for implementering af erhvervsrettet
EU-regulering er efterlevet.
Bekendtgørelsesudkastet skal forelægges regeringens økonomiudvalg, hvis de fem prin-
cipper for implementering af EU-regulering fraviges, og implementeringen medfører væ-
sentlige erhvervsøkonomiske konsekvenser (kun negative konsekvenser). Væsentlige er-
hvervsøkonomiske konsekvenser er, når der forventes administrative byrder, som oversti-
ger 4 mio. kr., eller øvrige efterlevelsesomkostninger, der overstiger 10 mio. kr.
–
løbende
Side 104 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0105.png
6. Forelæggelse for andre ministerier, Europa-Kommissionen m.v.
såvel som omstillingsomkostninger. Dette gælder også ved fastholdelse af krav i strid med
principperne for implementering af erhvervsrettet EU-regulering.
Øvrige bekendtgørelsesudkast, der fraviger principperne for implementering af erhvervs-
rettet EU-regulering, og som ikke medfører væsentlige byrder for erhvervslivet, godkendes
af erhvervsministeren og den relevante fagminister forud for den offentlige høring.
Der henvises om principperne for implementering af erhvervsrettet EU-regulering til pkt.
2.14.7.2 og til Erhvervsministeriets vejledning herom, hvor også implementeringsskemaet
kan findes. Vejledningen kan findes på Erhvervsstyrelsens hjemmeside, erhvervsstyrel-
sen.dk, under »Vejledninger« eller på:
https://erhvervsstyrelsen.dk/vejledning-om-principper-implementering-af-erhvervsrettet-
eu-regulering.
I forbindelse med, at udkastet til bekendtgørelse sendes til Erhvervsstyrelsens Område for
Bedre Regulering, vedlægges en vurdering af forholdet til principperne for agil erhvervs-
rettet regulering. Hvis ét eller flere principper for agil erhvervsrettet regulering vurderes
relevante, vedlægges et udfyldt skema om efterlevelsen af principperne. Hvis ingen af prin-
cipperne vurderes relevante, er skemaet ikke obligatorisk at udfylde og medsende. I stedet
angives det i forbindelse med fremsendelsen af udkastet, at det pågældende ministerium
vurderer, at principperne ikke er relevante.
Der henvises om principperne for agil erhvervsrettet regulering nærmere til pkt. 2.14.10 og
til Erhvervsministeriets vejledning herom, hvor også skemaet kan findes. Vejledningen kan
findes på Erhvervsstyrelsens hjemmeside, erhvervsstyrelsen.dk, under »Vejledninger« el-
ler på:
https://erhvervsstyrelsen.dk/vejledning-principper-agil-erhvervsrettet-regulering.
Hvis et udkast til bekendtgørelse vurderes at indeholde statsstøtteretlige aspekter, skal
Statsstøtteudvalget kontaktes via Statsstøttesekretariatet i Erhvervsministeriet så tidligt
som muligt. Yderligere oplysninger kan findes på Erhvervsministeriets hjemmeside,
em.dk, under »Ministeriet«/»Arbejdsområder«/»Erhvervsregulering og internationale for-
hold«/»Statsstøtte« eller på:
https://em.dk/ministeriet/arbejdsomraader/erhvervsregulering-og-internationale-for-
hold/statsstoette/.
Side 105 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0106.png
6. Forelæggelse for andre ministerier, Europa-Kommissionen m.v.
6.1.3. Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet og Miljøministeriet
Udkast til bekendtgørelser, der har klima-, miljø- eller naturmæssige konsekvenser over
nærmere angivne væsentlighedsgrænser, skal sendes i høring i Klima-, Energi- og Forsy-
ningsministeriet (klimamæssige konsekvenser) eller Miljøministeriet (miljø- og naturmæs-
sige konsekvenser) så vidt muligt 6 uger før den offentlige høring.
Udkast til bekendtgørelser med klimamæssige konsekvenser over grænseværdierne sendes
til [email protected]. Udkast til bekendtgørelser med miljø- og naturmæssige
konsekvenser over grænseværdierne sendes til [email protected].
Herudover skal udkast til bekendtgørelser som udgangspunkt forelægges regeringens ud-
valg for grøn omstilling, hvis udkastet har konsekvenser over væsentlighedsgrænserne.
Der henvises nærmere til vejledning om vurdering af konsekvenser for klima, miljø og
natur. Vejledningen kan findes på Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet hjemmeside,
kefm.dk, under »Klima og vejr«/»Klima-, miljø- og naturmæssige konsekvensvurderin-
ger« eller på:
https://kefm.dk/klima-og-vejr/konsekvenser-for-klima-miljoe-og-natur.
6.1.4. Datatilsynet
Ved udarbejdelse af bekendtgørelser, cirkulærer eller lignende generelle retsforskrifter, der
har betydning for beskyttelsen af privatlivet i forbindelse med behandling af personoplys-
ninger, skal der indhentes en udtalelse fra Datatilsynet, jf. databeskyttelseslovens § 28.
6.1.5. Justitsministeriet
Udkast til administrative forskrifter skal i modsætning til lovforslag
ikke
forelægges for
Justitsministeriet til teknisk gennemgang. Justitsministeriet påtager sig således ikke at fo-
retage en generel teknisk gennemgang af administrative forskrifter. Enkeltstående tvivls-
spørgsmål, der opstår i forbindelse med udarbejdelsen af administrative forskrifter, kan
dog altid drøftes med Justitsministeriet, herunder Civilstyrelsen.
6.1.6. Øvrige ministerier
Der kan også være behov for at inddrage andre ministerier eller styrelser m.v. i forbindelse
med udarbejdelsen af en administrativ forskrift. Dette er navnlig tilfældet, hvis en påtænkt
forskrift vil kunne betyde, at der bliver behov for at foretage konsekvensændringer i andre
Side 106 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0107.png
6. Forelæggelse for andre ministerier, Europa-Kommissionen m.v.
fagministeriers lovgivning. Tilsvarende er det tilfældet, hvis en administrativ forskrift rej-
ser spørgsmål af en karakter, som hører under et andet ministeriums ressort.
6.2. Forelæggelse for Europa-Kommissionen m.v.
EUF-Traktaten og flere direktiver indeholder bestemmelser om, at medlemsstaterne på
nærmere angivne områder skal høre Europa-Kommissionen, før de udsteder nationale reg-
ler.
Et i praksis vigtigt eksempel på en høringsforskrift findes i EUF-Traktatens artikel 108,
stk. 3, om statsstøtte. Efter denne bestemmelse har medlemsstaterne som udgangspunkt
pligt til at anmelde nye statsstøtteforanstaltninger og ændringer i eksisterende statsstøtte-
foranstaltninger til Kommissionen, og medlemsstaten må ikke gennemføre en anmeldt støt-
teforanstaltning, inden Kommissionen har truffet eventuel beslutning om godkendelse af
støtten.
Et andet i praksis vigtigt eksempel på en høringsforskrift findes i det såkaldte informati-
onsproceduredirektiv (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/1535 af 9. sep-
tember 2015 om en informationsprocedure med hensyn til tekniske forskrifter samt for-
skrifter for informationssamfundets tjenester (kodifikation)). Direktivet fastsætter, at med-
lemsstaterne skal sende
udkast
til tekniske forskrifter til Kommissionen og afvente de øv-
rige medlemsstaters og Kommissionens reaktion herpå i mindst tre måneder (stand still-
perioden). I stand still-perioden må bekendtgørelsen ikke udstedes (medmindre direktivets
undtagelser kan anvendes).
Efter EU-Domstolens praksis indebærer en manglende notifikation efter informationspro-
ceduredirektivet, at den pågældende forskrift ikke kan gøres gældende over for en borger
eller virksomhed af de nationale myndigheder, jf. bl.a. EU-Domstolens dom af 4. februar
2016 i sag C-336/14, Ince, præmis 67. Der er i øvrigt krav om, at der i den pågældende
forskrift henvises til direktivet. Dette bør ske ved, at der indsættes en note til bekendtgø-
relsens titel (se nærmere pkt. 2.14.7.4.3).
Informationsproceduredirektivet er gennemført i dansk ret ved bekendtgørelse nr. 1087 af
8. juli 2016 om EU’s informationsprocedure for tekniske forskrifter og forskrifter for in-
formationssamfundets tjenester.
Der henvises i øvrigt til Erhvervsstyrelsens vejledning om notifikationsprocedurerne. Vej-
ledningen kan findes på Erhvervsstyrelsens hjemmeside, erhvervsstyrelsen.dk, under »Vej-
ledninger« eller på:
Side 107 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0108.png
6. Forelæggelse for andre ministerier, Europa-Kommissionen m.v.
https://erhvervsstyrelsen.dk/vejledning-notifikationsprocedurer-i-henhold-til-eus-infor-
mationsprocedure-direktiv-9834-wtos-tbt.
Hvis en (national) retsforskrift berører Den Europæiske Centralbanks kompetenceområde,
skal centralbanken høres over
udkastet
til retsforskriften, jf. EUF-Traktatens artikel 127,
stk. 4, og artikel 4 i Protokol om statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og
Den Europæiske Centralbank og Rådets beslutning 98/415/EF af 29. juni 1998 om de na-
tionale myndigheders høring af Den Europæiske Centralbank om udkast til retsforskrifter.
Det fremgår af den nævnte beslutning, at der navnlig kan være tale om f.eks. valutaforhold,
betalingsmidler, finansielle/statistiske spørgsmål, clearing- og betalingssystemer samt reg-
ler for finansielle institutioner af betydning for de finansielle markeders stabilitet (og for
medlemslande uden for euroområdet også retsforskrifter om pengepolitiske instrumenter).
Høring af Den Europæiske Centralbank foretages af de relevante fagministerier. Der vil
normalt skulle påregnes en høringsfrist på mindst en måned i forhold til centralbanken.
Retsforskrifter skal sendes til
[email protected].
Ønsker centralbanken herefter at afgive
en vurdering, skal retsforskriften efterfølgende også sendes til
[email protected]
ropa.eu.
Der er også på mange andre områder fastsat høringsprocedurer.
Som eksempel kan nævnes transportområdet, jf. Europa-Parlamentets og Rådets beslutning
357/2009/EF af 22. april 2009 om en fremgangsmåde til forudgående undersøgelse og for-
handling om visse administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser, som medlemssta-
terne påtænker at udstede på transportområdet (kodifikation).
Som et andet eksempel kan nævnes Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/123/EF
af 12. december 2006 om tjenesteydelser i det indre marked (servicedirektivet), der inde-
holder en pligt til at notificere visse krav og tilladelsesordninger. Servicedirektivet stiller
modsat informationsproceduredirektivet ikke krav om en stand still-periode i forbindelse
med disse notifikationer. Der henvises til bekendtgørelse nr. 1361 af 15. december 2009
om pligt til indrapportering af krav til Europa-Kommissionen og til Erhvervsstyrelsens
ovennævnte vejledning, der også omfatter notifikationer efter servicedirektivet.
Som et tredje eksempel kan nævnes Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF
af 8. juni 2000 om visse retlige aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig elek-
tronisk handel, i det indre marked (e-handelsdirektivet), der i artikel 3, stk. 4, litra b, inde-
holder en pligt til at notificere foranstaltninger, som begrænser adgangen til at levere en
Side 108 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0109.png
6. Forelæggelse for andre ministerier, Europa-Kommissionen m.v.
informationssamfundstjeneste, over for en tjenesteyder, der er etableret i en anden med-
lemsstat. Der henvises også til § 6 i lov nr. 227 af 22. april 2002 om tjenester i informati-
onssamfundet, herunder visse aspekter af elektronisk handel. Iagttagelse af notifikations-
pligten er en gyldighedsbetingelse for den nationale regulering, uanset at notifikationspro-
ceduren ikke indeholder krav om en stand still-periode, jf. EU-Domstolens dom af 19. de-
cember 2019 i sag C-390/18, X, præmis 96.
Side 109 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0110.png
7. Offentlig høring
7. Offentlig høring
7.1. Om høring
Det er vigtigt at have klarhed over, hvilken indstilling de myndigheder, organisationer
m.v., som vil blive berørt af en administrativ forskrift, har til den påtænkte forskrift.
Dette er bl.a. væsentligt for vurderingen af, om forskriften ud fra tekniske og indholds-
mæssige synspunkter kan anses for egnet og må forventes at være mulig at efterleve i prak-
sis.
Det er også et selvstændigt mål at sikre, at de berørte parter inddrages i udarbejdelsen af
forskrifter, som vedrører deres forhold.
Administrative forskrifter bør på den baggrund som det klare udgangspunkt sendes i høring
hos relevante myndigheder, organisationer m.v. inden udstedelsen.
Der kan dog forekomme situationer, hvor en høring kan undlades, fordi der er behov for
omgående udstedelse af reglerne. I sådanne tilfælde, hvor udstedelsen af forskriften ikke
kan afvente en høringsproces, bør det dog overvejes at sende forskriften i høring alligevel,
dels med henblik på at orientere om udstedelsen af den nye forskrift, dels for at indhente
eventuelle bemærkninger til brug for overvejelser om efterfølgende revision af forskriften.
Ligeledes kan der forekomme tilfælde, hvor en høring må anses for overflødig, f.eks. fordi
der allerede er gennemført en fyldestgørende høring over alle relevante regler i forbindelse
med høringen over hjemmelsloven.
Der kan for så vidt angår cirkulærer og vejledninger også forekomme situationer, hvor den
kreds, som forskriften er relevant for, har været inddraget i tilblivelsen af forskriften på en
sådan måde, at en egentlig høring må anses for unødvendig.
I forbindelse med høringer udarbejdes der et høringsbrev og en høringsliste, som vedlæg-
ges brevet. Der gælder særlige retningslinjer for udarbejdelse høringsmateriale på bestemte
områder. Der henvises nærmere til pkt. 7.5.
Det bemærkes, at der i en række tilfælde er krav om forelæggelse af udkast til administra-
tive forskrifter for andre ministerier, Europa-Kommissionen m.v. før den offentlige høring
eller før udstedelsen af forskriften. Der henvises nærmere til pkt. 6.
Side 110 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0111.png
7. Offentlig høring
7.2. Høringsfrist
Høringsfristen må afpasses efter de nærmere omstændigheder, men bør være så lang, at de
hørte parter har mulighed for at udarbejde et fyldestgørende svar. Der bør herved også
tages hensyn til, at bl.a. offentlige myndigheder, der høres, kan have behov for at indhente
udtalelser fra underordnede særligt sagkyndige institutioner m.v. Under normale omstæn-
digheder vil en høringsfrist på 4 uger være passende.
Folketingets Præsidium har i september 2018 henstillet til, at høringsperioden for lov-
forslag, der sendes i høring i eller over skolernes sommerferie, tidligst udløber 10 dage
efter skoleferiens afslutning. Høringsperioden for administrative forskrifter, der sendes i
høring på ovennævnte tidspunkt, bør tilsvarende fastsættes, så den tidligst udløber 10 dage
efter skoleferiens afslutning.
7.3. Hvem skal høres?
Det er ikke muligt generelt at angive, hvem der bør høres over udkast til administrative
forskrifter. I almindelighed kan det siges, at alle offentlige myndigheder, organisationer
m.v., der
–
praktisk eller mere principielt eller ideelt
–
vil blive berørt af forskriften, bør
høres.
7.4. Høringsportalen
Når udkast til bekendtgørelser sendes i offentlig høring, offentliggøres de på Høringspor-
talen, som findes på
www.hoeringsportalen.dk.
Foruden udkastet til bekendtgørelse offent-
liggøres høringsbrevet og høringslisten. Offentlige høringssvar gøres ligeledes tilgænge-
lige på Høringsportalen, senest når bekendtgørelsen udstedes. Høringsportalen kan også
anvendes i forbindelse med, at udkast til andre administrative forskrifter sendes i høring.
Der henvises nærmere til
https://hoeringsportalen.dk/.
7.5. Særlige krav til høringen på bestemte områder
7.5.1. Bekendtgørelser med økonomiske og administrative konsekvenser for er-
hvervslivet
Hvis en bekendtgørelse har økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet,
som overstiger nærmere bestemte grænser, skal der udfyldes en særskilt konsekvensvur-
deringsskabelon, som skal vedlægges høringsmaterialet ved den offentlige høring.
Side 111 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0112.png
7. Offentlig høring
Det er Erhvervsstyrelsens Område for Bedre Regulering, der har ansvaret for at vurdere og
opgøre de administrative konsekvenser af bekendtgørelsesudkastet. Det enkelte ministe-
rium har ansvaret for den samlede erhvervsøkonomiske konsekvensvurdering og skal i den
forbindelse sørge for, at vurderingen af de administrative konsekvenser indgår heri. Se om
forelæggelse for Erhvervsstyrelsen forud for den offentlige høring pkt. 6.1.2.
Der henvises nærmere til Erhvervsministeriets vejledning om erhvervsøkonomiske konse-
kvensvurderinger, hvor også konsekvensvurderingsskabelonen kan findes, og hvor græn-
serne for, hvornår skabelonen skal udfyldes, fremgår. Vejledningen kan findes på Er-
hvervsstyrelsens hjemmeside, erhvervsstyrelsen.dk, under »Vejledninger« eller på:
https://erhvervsstyrelsen.dk/vejledning-erhvervsoekonomiske-konsekvensvurderinger.
7.5.2. Implementering af EU-regulering
Som nærmere beskrevet under pkt. 2.14.7.2 gælder der fem principper for implementering
af erhvervsrettet EU-regulering.
I forbindelse med, at udkast til bekendtgørelser, der er omfattet af principperne, sendes i
offentlig høring, skal vurderingen af forholdet til de fem principper fremgå af høringsbre-
vet eller af et separat bilag. Er der tale om implementering i strid med de fem principper,
skal det anføres, hvilke dele af bekendtgørelsen der i givet fald udgør implementering i
strid hermed. Der skal i den forbindelse være en henvisning til de relevante paragraffer (og
numre m.v.) i bekendtgørelsen. Hvis udkastet på et enkelt punkt går videre end minimums-
kravene i EU-reguleringen, bør bekendtgørelsen ikke betegnes som en direktivnær gen-
nemførelse, selv om bekendtgørelsens øvrige dele ikke går videre end minimumskravene.
Hvis implementeringen ikke er i strid med principperne, er det tilstrækkeligt at angive dette
i høringsbrevet, mens implementering i strid med principperne med fordel kan angives i et
implementeringsskema.
Der henvises om principperne nærmere til pkt. 2.14.7.2 og om forelæggelse for Erhvervs-
styrelsen forud for den offentlige høring til pkt. 6.1.2. Der henvises desuden til Erhvervs-
styrelsens vejledning om principper for implementering af erhvervsrettet EU-regulering.
Vejledningen kan findes på Erhvervsstyrelsens hjemmeside, erhvervsstyrelsen.dk, under
»Vejledninger« eller på:
https://erhvervsstyrelsen.dk/vejledning-om-principper-implementering-af-erhvervsrettet-
eu-regulering.
Side 112 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0113.png
7. Offentlig høring
Som nævnt under pkt. 2.14.7.3 vurderes bekendtgørelser, der implementerer ikke-er-
hvervsrettet EU-regulering, i relevant omfang ud fra de fem principper for implementering
af erhvervsrettet EU-regulering. Er der tale om implementering af ikke-erhvervsrettet EU-
regulering i strid med princip 1, 3, 4 eller 5, skal det i forbindelse med, at udkastet til
bekendtgørelse sendes i offentlig høring, anføres i høringsbrevet, hvilke dele af udkastet
til bekendtgørelse der i givet fald udgør implementering i strid hermed. Der skal i den
forbindelse være en henvisning til de relevante paragraffer (og numre m.v.) i bekendtgø-
relsen. Hvis udkastet på et enkelt punkt går videre end minimumskravene i EU-regulerin-
gen, bør bekendtgørelsen ikke betegnes som en direktivnær gennemførelse, selv om be-
kendtgørelsens øvrige dele ikke går videre end minimumskravene.
7.5.3. Bekendtgørelser omfattet af principperne for agil erhvervsrettet regule-
ring
Som nærmere beskrevet under pkt. 2.14.10 gælder der fem principper for agil erhvervsret-
tet regulering.
I forbindelse med, at udkast til bekendtgørelser, der er omfattet af principperne, sendes i
offentlig høring, skal vurderingen af forholdet til principperne fremgå af høringsbrevet.
Det er også muligt at vedlægge et særligt skema til høringsbrevet og henvise hertil i brevet.
Der henvises om principperne nærmere til pkt. 2.14.10 og om forelæggelse for Erhvervs-
styrelsen forud for den offentlige høring til pkt. 6.1.2. Der henvises desuden til Erhvervs-
ministeriets vejledning om principper for agil erhvervsrettet regulering. Vejledningen kan
findes på Erhvervsstyrelsens hjemmeside, erhvervsstyrelsen.dk, under »Vejledninger« el-
ler på:
https://erhvervsstyrelsen.dk/vejledning-principper-agil-erhvervsrettet-regulering.
7.5.4. Bekendtgørelser med klima-, miljø- og naturmæssige konsekvenser
Hvis en bekendtgørelse har klima-, miljø- eller naturmæssige konsekvenser over nærmere
angivne væsentlighedsgrænser, skal der udfyldes en særskilt konsekvensvurderingsskabe-
lon, som skal vedlægges høringsmaterialet ved den offentlige høring.
Det enkelte fagministerium har ansvaret for at udarbejde konsekvensvurderingen. Klima-,
Energi- og Forsyningsministeriet rådgiver om de direkte og indirekte konsekvenser for kli-
maet. Miljøministeriet rådgiver om de direkte og indirekte konsekvenser for miljø og natur.
Side 113 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0114.png
7. Offentlig høring
Om forelæggelse for Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet og Miljøministeriet forud
for den offentlige høring henvises i øvrigt til pkt. 6.1.3.
Der henvises nærmere til vejledning om vurdering af konsekvenser for klima, miljø og
natur. Vejledningen kan findes på Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet hjemmeside,
kefm.dk, under »Klima og vejr«/»Klima-, miljø- og naturmæssige konsekvensvurderin-
ger« eller på:
https://kefm.dk/klima-og-vejr/konsekvenser-for-klima-miljoe-og-natur.
Side 114 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0115.png
8. Kundgørelse, offentliggørelse m.v.
8. Kundgørelse, offentliggørelse m.v.
8.1. Bekendtgørelser og kongelige anordninger
–
kundgørelse og ind-
læggelse i Retsinformation
8.1.1. Reglerne og fremgangsmåden
Reglerne om kundgørelse af bekendtgørelser findes i lovtidendeloven, jf. lovbekendtgø-
relse nr. 1098 af 10. august 2016, og bekendtgørelse nr. 1395 af 12. december 2007 om
Lovtidende i elektronisk form. Efter disse regler er offentliggørelse i Lovtidende (lovti-
dende.dk) en betingelse for en bekendtgørelses eller kongelig anordnings ikrafttræden og
dermed en betingelse for, at den kan håndhæves.
Bekendtgørelser og kongelige anordninger skal, ligesom andre administrative forskrifter
og love, desuden som udgangspunkt indlægges i Retsinformation, jf. cirkulære nr. 27 af
28. februar 1996 om ministeriernes pligtaflevering til Retsinformation. Når en bekendtgø-
relse eller kongelig anordning kundgøres i Lovtidende, indlægges den automatisk i Rets-
information, medmindre forskriften er undtaget fra pligtaflevering. Retsinformation er sta-
tens juridiske informationssystem. Indlægningen i Retsinformation har ikke noget med
kundgørelsen at gøre. Pligtafleveringen omfatter alle retligt normerende forskrifter, der
udstedes af ministerier og styrelser m.v., medmindre de pågældende forskrifter er undtaget
fra indlæggelse i Retsinformation i henhold til cirkulærets §§ 3 eller 4. Undtaget fra pligt-
afleveringen er bl.a. forskrifter, som ikke er tilgængelige for offentligheden efter lov om
offentlighed i forvaltningen, samt forskrifter for Færøerne og Grønland, som alene vedrører
Færøerne eller Grønland.
Kundgørelse i Lovtidende sker gennem Civilstyrelsen ved, at forskriften optagelsesanmo-
des i Lex Dania klient. Samtidig sendes en e-mail til
[email protected]
med angivelse
af en kontaktperson ved den ansvarlige myndighed. Civilstyrelsen skal i forbindelse med
optagelsesanmodningen orienteres, hvis forskriften skal undtages fra indlæggelse i Retsin-
formation.
Kundgørelse kan bestilles hos Civilstyrelsen på alle hverdage til det følgende døgn. Ved
kongelige anordninger og bekendtgørelser, der sætter love helt eller delvis i kraft, skal an-
modning om optagelse i almindelighed ske inden kl. 14 på hverdage for kundgørelse det
følgende døgn.
Side 115 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0116.png
8. Kundgørelse, offentliggørelse m.v.
Ved kongelige anordninger bør der anmodes om optagelse i Lovtidende samme dag, som
anordningen underskrives af dronningen. Ansvaret for optagelsesanmodningen påhviler
det enkelte fagministerium.
Ved alle øvrige administrative forskrifter skal anmodning om optagelse ske inden kl. 12 på
hverdage for kundgørelse det følgende døgn. Forskriftens ikrafttrædelsestidspunkt bør som
altovervejende hovedregel tidligst være dagen efter kundgørelsen i Lovtidende, så ikraft-
træden og kundgørelse ikke er sammenfaldende. Der henvises i øvrigt til pkt. 8.1.2 om
tidspunktet for kundgørelse.
Før anmodning om optagelse i Lovtidende skal det relevante ministerium sikre, at forskrif-
ten er fejlfri. I tilfælde af, at ministeriet eller Civilstyrelsen efter udløbet af optagelsesfri-
sten konstaterer fejl i forskriften, vil denne ikke blive optaget i Lovtidende til kundgørelse
det følgende døgn. Den rettede forskrift kan anmodes optaget på ny i overensstemmelse
med ovennævnte frister. Ministeriet skal forinden anmodningen om optagelse sikre, at for-
skriften i Lex Dania klient er påført korrekte redaktionelle oplysninger. Det bemærkes i
den forbindelse, at ansvaret for indholdet af kundgjorte forskrifter samt de påførte redakti-
onelle oplysninger påhviler det pågældende ministerium.
Opmærksomheden henledes på, at kundgørelsen i Lovtidende ofte ikke fuldt ud vil tilgo-
dese behovet for information om forskriften til offentligheden. Det gælder navnlig i forhold
til de borgere, virksomheder m.v., som umiddelbart berøres af den pågældende regulering.
Det enkelte ministerium bør derfor i fornødent omfang sikre en systematiseret og målrettet
opfølgning på forskriften i form af relevant information til offentligheden m.v. om forskrif-
ten og dens nærmere indhold.
For en uddybning af ovenstående om kundgørelse i Lovtidende henvises til Civilstyrelsens
vejledning nr. 9115 af 27. april 2011 om afleveringsfrister (Lovtidende i elektronisk form):
https://www.retsinformation.dk/eli/retsinfo/2011/9115.
8.1.2. Tidspunktet for kundgørelse
I forbindelse med arbejdet med at udfærdige navnlig bekendtgørelser skal man være op-
mærksom på, at gennemførelse af nye regler ofte kan betyde et tidskrævende arbejde for
dem, der skal administrere reglerne. Man bør derfor ved tilrettelæggelsen af arbejdet med
bekendtgørelserne lægge stor vægt på, at de kan kundgøres i god tid, før de træder i kraft.
Side 116 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0117.png
8. Kundgørelse, offentliggørelse m.v.
Ved ny lovgivning, der skal træde i kraft kort tid efter vedtagelsen, kan det ofte være van-
skeligt at færdiggøre de nødvendige bekendtgørelser i tilstrækkelig god tid. Disse særlige
problemer kan i vidt omfang imødegås ved, at udkast til bekendtgørelser søges udarbejdet
samtidig med lovforslaget, således at bekendtgørelser kan kundgøres samtidig med loven.
Ganske vist kan en ændring af lovforslaget under behandlingen i Folketinget betyde, at
udkastet til bekendtgørelse skal ændres, men det merarbejde, som sådanne ændringer giver
anledning til, vil erfaringsmæssigt i det lange løb være begrænset.
Det skal hertil bemærkes, at bl.a. visse indgreb kræver udtrykkelig lovhjemmel eller sær-
lige holdepunkter i hjemmelsloven. Behovet for lovhjemmel til sådanne indgreb viser sig
ofte først i forbindelse med den detaljerede bearbejdning af stoffet, der finder sted under
udarbejdelsen af bekendtgørelsen. Ved at udarbejde udkast til bekendtgørelse samtidig
med lovforslaget opnår man, at de mere præcise behov for lovhjemmel afdækkes, før lov-
forslaget fremsættes for Folketinget.
Selv om hjemmelsloven ikke er trådt i kraft, er der i almindelighed ikke noget til hinder
for, at en bekendtgørelse underskrives og kundgøres samtidig med, at hjemmelsloven
kundgøres, blot bekendtgørelsen ikke træder i kraft før hjemmelsloven. I sådanne tilfælde
kan Civilstyrelsen kontaktes på dagen for optagelsesanmodningen i Lex Dania klient med
henblik på at sikre, at bekendtgørelsen kundgøres med et højere nummer end hjemmelslo-
ven.
8.1.3. Undtagelse fra kundgørelse i Lovtidende
Efter § 3 i lovtidendeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1098 af 10. august 2016, er Lovti-
dende den bindende kundgørelsesform for de retsforskrifter, der er omfattet af lovtidende-
lovens kundgørelsesordning. Kravet om optagelse i Lovtidende kan derfor kun fraviges,
hvis der i selve hjemmelsloven er fastsat en alternativ kundgørelsesordning for forskriften.
Fravigelser fra den almindelige kundgørelsesordning bør dog kun ske, hvis der er tungtve-
jende hensyn, der begrunder en sådan fravigelse. Hvis ikke sådanne tungtvejende hensyn
gør sig gældende, bør kundgørelse af retssikkerheds- og ordensmæssige grunde ske efter
den almindelige ordning, det vil sige kundgørelse i Lovtidende.
I praksis vil en fravigelse navnlig komme på tale, hvor der i lovgivningen er henvist til
f.eks. internationale standarder, der er ophavsretligt beskyttet, og som derfor ikke uden
videre kan optages i Lovtidende. For sådanne standarder kan det ofte være nødvendigt med
en alternativ kundgørelsesordning.
Side 117 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0118.png
8. Kundgørelse, offentliggørelse m.v.
Derimod vil selve omfanget af en forskrift ikke i sig selv kunne begrunde, at forskriften
undtages fra kundgørelse i Lovtidende.
Det bemærkes, at det, selv om kravet om kundgørelse i Lovtidende ikke fraviges, ofte vil
være relevant tillige at oplyse om reglerne andre steder end i Lovtidende. Det gælder navn-
lig i forhold til de borgere, virksomheder m.v., som umiddelbart berøres af den pågældende
regulering. Det enkelte ministerium bør derfor i fornødent omfang sikre en systematiseret
og målrettet opfølgning på forskriften i form af relevant information til offentligheden m.v.
om forskriften og dens nærmere indhold.
8.2. Cirkulærer og vejledninger
–
indlæggelse i Retsinformation
Mens love, kongelige anordninger og bekendtgørelser skal kundgøres efter reglerne i lov-
tidendeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1098 af 10. august 2016, for at kunne håndhæves,
gælder der ikke tilsvarende regler om kundgørelse af cirkulærer. Et cirkulære bliver bin-
dende, når myndigheden får det meddelt.
Tidligere skulle administrative, kongelige eller ministerielle befalinger, som var rettet imod
offentlige myndigheder, og som efter den udstedende myndigheds skøn havde almindeli-
gere karakter, til gengæld offentliggøres i Ministerialtidende. Udgivelsen af Ministerialti-
dende er imidlertid ophørt pr. 1. januar 2013.
Vejledninger kundgøres heller ikke i Lovtidende.
Cirkulærer og vejledninger skal derimod, ligesom andre administrative forskrifter og love,
som udgangspunkt indlægges i Retsinformation, jf. cirkulære nr. 27 af 28. februar 1996
om ministeriernes pligtaflevering til Retsinformation. Dette gælder også for cirkulæreskri-
velser og skrivelser, der er retligt normerende og udstedes af ministerier og styrelser m.v.
En cirkulæreskrivelse skal således eksempelvis indlægges, når den ophæver eller giver
meddelelse om et cirkulæres bortfald (se herom pkt. 4.8), ligesom en skrivelse skal ind-
lægges, når den ændrer i en vejledning eller giver meddelelse om en vejlednings bortfald
(se herom pkt. 5.5 og 5.7).
Pligtafleveringen omfatter alle retligt normerende forskrifter, der udstedes af ministerier
og styrelser m.v., medmindre de pågældende forskrifter er undtaget fra indlæggelse i Rets-
information i henhold til cirkulærets §§ 3 eller 4. Undtaget fra pligtafleveringen er bl.a.
forskrifter, som ikke er tilgængelige for offentligheden efter lov om offentlighed i forvalt-
ningen, samt forskrifter for Færøerne og Grønland, som alene vedrører Færøerne eller
Grønland.
Side 118 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0119.png
8. Kundgørelse, offentliggørelse m.v.
Er det åbenbart, at en forskrift på cirkulæreniveau, en vejledning eller lignende er uden
almindelig interesse for retsanvendelsen på det pågældende lovgivningsområde, skal for-
skriften heller ikke indlægges i Retsinformation. Den udstedende myndighed forelægger
forskriften for Civilstyrelsen, hvis forskriften skønnes omfattet af undtagelsen.
Civilstyrelsen kan efter forhandling med den udstedende myndighed og eventuelt vedkom-
mende ministerium træffe afgørelse om, at den pågældende forskrift skal indlægges i Rets-
information i fuld tekst eller i oversigtsform. Ved vurderingen af, om forskriften kan ind-
lægges i oversigtsform, bør der lægges vægt på forskriftens generelle betydning for myn-
dighedernes administration af lovgivningen og for borgere, virksomheder m.v. Antallet af
adressater for forskriften sammenholdt med de omkostninger, der er forbundet med ind-
læggelse i Retsinformation, og den distribution af forskriften, som i øvrigt finder sted, ind-
går i vurderingen. Indlæggelse af en forskrift i oversigtsform kan betinges af, at oversigten
er forsynet med stikord, der er egnede og tilstrækkelige til at sikre, at forskriften er søgbar
i Retsinformation.
Der henvises i øvrigt til cirkulære nr. 27 af 28. februar 1996 om ministeriernes pligtafleve-
ring til Retsinformation:
https://www.retsinformation.dk/eli/mt/1996/27.
Indlæggelse i Retsinformation sker ved, at forskriften frigives gennem Lex Dania klient.
Det bemærkes, at forskrifter, som ikke optages i Lovtidende, herunder vejledninger, cirku-
lærer m.v., ikke gennemgår en lovteknisk gennemgang i Civilstyrelsen.
8.3. Offentlighedsportalen
Det følger af § 18 i lov om offentlighed i forvaltningen, at der på internettet skal føres en
portal, der indeholder love, administrative forskrifter og lovforslag og Folketingets Om-
budsmands udtalelser om aktindsigt.
Fagministerierne har således pligt til at publicere love, administrative forskrifter og lov-
forslag inden for fagministeriernes ressortområder på Offentlighedsportalen, hvis disse er
relevante i forhold til spørgsmål om aktindsigt.
Fagministerierne bør i forbindelse med indlæggelsen af ovennævnte dokumenter i Retsin-
formation samtidig tage stilling til, om det pågældende dokument også skal publiceres på
Offentlighedsportalen.
Side 119 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0120.png
8. Kundgørelse, offentliggørelse m.v.
Spørgsmål vedrørende fremgangsmåden ved publicering af dokumenter på Offentligheds-
portalen kan rettes til Retsinformation på
[email protected]
eller på telefon 33 92 33 34.
Offentlighedsportalen kan findes på
www.offentlighedsportalen.dk.
8.4. Offentliggørelse af erhvervsrettet regulering på Virk.dk
Som nærmere beskrevet under pkt. 2.8.3 gælder der særlige retningslinjer for ikrafttrædelse
af regulering, som har direkte konsekvenser for erhvervslivet, det vil sige love og bekendt-
gørelser, der har direkte erhvervsøkonomiske konsekvenser som defineret i Erhvervsmini-
steriets vejledning om erhvervsøkonomiske konsekvensvurderinger. Sådanne love og be-
kendtgørelser skal som hovedregel træde i kraft på de fælles ikrafttrædelsesdatoer, det vil
sige enten den 1. januar eller den 1. juli, og være henholdsvis vedtaget eller udstedt mindst
4 uger før ikrafttrædelsestidspunktet (4-ugers kravet).
Der gælder herudover særlige retningslinjer for offentliggørelse af sådanne love og be-
kendtgørelser på Virk.dk.
Senest 4 uger før en fælles ikrafttrædelsesdato skal det enkelte ministerium således have
lagt følgende information på Virk.dk:
1) Love og bekendtgørelser, der træder i kraft på den kommende ikrafttrædelsesdato,
med kort forklarende tekst om centrale ændringer/indholdet af reglerne.
2) Information om regulering, der forventes at træde i kraft på den efterfølgende ikraft-
trædelsesdato.
3) Information om regulering, der i det kommende halvår forventes undtaget fra ikraft-
træden på de fælles ikrafttrædelsesdatoer.
Offentliggørelse på Virk.dk af love og bekendtgørelser med direkte konsekvenser for er-
hvervslivet finder sted via Virk Myndighedsnet.
Der henvises nærmere til Erhvervsministeriets vejledning til ministerierne om de fælles
ikrafttrædelsesdatoer. Vejledningen kan findes på myndighedsnet.virk.dk eller på:
https://myndighedsnet.virk.dk/faelleskomponenter/offentliggoerelse-af-erhvervsrettede-
love-og-bekendtgoerelser-paa-virk
.
Side 120 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0121.png
8. Kundgørelse, offentliggørelse m.v.
8.5. Efterfølgende notifikation af Europa-Kommissionen
Et direktiv vil altid indeholde en afsluttende bestemmelse om, at medlemsstaterne skal
meddele Kommissionen teksten til de nationale retsforskrifter, som de udsteder på det om-
råde, der er omfattet af direktivet. Kommissionen skal derfor notificeres, når et direktiv er
gennemført i dansk ret. Dette gælder også i de få tilfælde, hvor det ikke er nødvendigt at
gennemføre direktivet, fordi dansk ret allerede er i overensstemmelse med direktivet (gen-
nemførelse ved konstatering af normharmoni).
Kommissionen vil ligeledes skulle notificeres ved en ændring af danske regler, der gen-
nemfører EU-retten. Ministerierne er således forpligtede til at foretage en fornyet notifika-
tion, hvis der foretages en ændring i implementerede og allerede notificerede regler. Dette
gælder også, hvis ændringen ikke berører den del af den nationale retsakt, som gennemfø-
rer EU-reguleringen. I så fald bør dette dog angives klart og tydeligt.
Ifølge EU-Domstolens praksis skal notifikationerne være rettidige, klare og fuldstændige,
og det skal være muligt for Kommissionen for hver enkelt bestemmelse i direktivet at iden-
tificere, hvilken national regel der implementerer denne. Det er således afgørende, at Kom-
missionen let kan identificere de bestemmelser i national lovgivning, som er relevante for
gennemførelsen af bestemmelserne i det pågældende direktiv. Der kan med fordel anven-
des sammenligningstabeller til dette.
Eksempel på sammenligningstabel:
Bestemmelse i direktiv
Bestemmelse i national Bemærkninger
lovgivning
Artikel 1, stk. 1
Artikel 1, stk. 2
Artikel 2
N/A
Artikel 3
§ … i lov
nr.
… af …
om …
N/A
Bestemmelsen er udtryk
for juridiske grundsæt-
ninger i dansk ret, og det
er derfor ikke nødven-
digt at gennemføre.
§ … og § … i lov
nr.
…
af … om …
§ … i bekendtgørelse
nr.
… af … om …
Side 121 af 141
Bestemmelsen skal ikke
gennemføres.
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0122.png
8. Kundgørelse, offentliggørelse m.v.
Det bemærkes, at databeskyttelsesforordningen ligeledes indeholder bestemmelser om, at
der ved vedtagelse af nationale særregler inden for enkelte områder skal ske efterfølgende
notifikation af Kommissionen.
Notifikationen sker elektronisk gennem databasen MNE (National Execution Measures).
Der henvises herom nærmere til Udenrigsministeriets retningslinjer for den danske EU-
beslutningsprocedure.
Det bemærkes, at hvis Kommissionen ikke notificeres om gennemførelsen af direktivet i
dansk ret, vil Kommissionen tro, at direktivet ikke er blevet gennemført. I denne situation
vil Kommissionen sende en åbningsskrivelse til Danmark og dermed administrativt indlede
en traktatkrænkelsessag.
Kommissionen har endvidere skærpet sin praksis i forhold til gennemførelsen af EU-retten
i medlemsstaterne ved at anvende tilskyndelses- og sanktionsmekanismen i EUF-Trakta-
tens artikel 260, stk. 3, i traktatkrænkelsessager, der omhandler gennemførelse af direktiver
i national ret. Efter EU-Domstolens seneste praksis kan det resultere i økonomiske sankti-
oner, hvis direktivet ikke er gennemført rettidigt eller kun delvist er gennemført rettidigt.
Det er derfor vigtigt, at direktivets gennemførelse notificeres korrekt og rettidigt til Kom-
missionen.
Side 122 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0123.png
9. Særligt om Færøerne og Grønland
9. Særligt om Færøerne og Grønland
Der gælder en række særlige retningslinjer for udarbejdelse af administrative forskrifter
for Færøerne og Grønland, navnlig for kongelige anordninger, der sætter love i kraft. Disse
særlige retningslinjer, der er beskrevet nærmere i det følgende, supplerer de almindelige
retningslinjer for udarbejdelse af administrative forskrifter og skal læses i sammenhæng
hermed.
Der gælder herudover særlige regler og retningslinjer for, hvordan sager vedrørende Fæ-
røerne og Grønland skal behandles, herunder for inddragelse af de færøske og grønlandske
myndigheder i forbindelse med udstedelse af administrative forskrifter for Færøerne og
Grønland. Disse regler og retningslinjer er nærmere beskrevet i Statsministeriets vejled-
ning nr. 59 af 2. juli 2012 om ministeriers behandling af sager vedrørende Færøerne og
vejledning nr. 58 af 2. juli 2012 om ministeriers behandling af sager vedrørende Grønland.
Vejledningerne indeholder også beskrivelser af den færøske hjemmestyreordning og den
grønlandske selvstyreordning. Der henvises derfor generelt til disse vejledninger:
Færøerne:
https://www.retsinformation.dk/eli/mt/2012/59.
Grønland:
https://www.retsinformation.dk/eli/mt/2012/58.
Det bemærkes, at de særlige retningslinjer, der gælder for ikrafttrædelse af erhvervsrettet
regulering, ikke finder anvendelse på regulering, der alene vedrører Færøerne og Grønland
(se om ikrafttrædelse af erhvervsrettet regulering pkt. 2.8.3).
9.1. Ikraftsættelse af love for Færøerne og Grønland
9.1.1. Anordningshjemmel
Hvis en lov, der ikke gælder direkte for Færøerne eller Grønland, skal kunne sættes i kraft
for Færøerne eller Grønland, skal loven indeholde en territorialbestemmelse med en an-
ordningshjemmel. En territorialbestemmelse med en anordningshjemmel vil i nyere love
typisk være formuleret således:
»Loven gælder ikke for [Færøerne]/[Grønland]/[Færøerne og Grønland], men kan
ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for [Færøerne]/[Grønland]/[Fæ-
røerne og Grønland] med de ændringer, som [de færøske]/[de grønlandske]/[hen-
holdsvis de færøske og de grønlandske] forhold tilsiger.«
Side 123 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0124.png
9. Særligt om Færøerne og Grønland
Ikraftsættelsen vil herefter skulle ske ved en kongelig anordning (se herom pkt. 3).
De ændringer, der i forbindelse med ikraftsættelsen kan foretages inden for rammerne af
anordningshjemlen, skal være begrundet i forhold for Færøerne og Grønland, som adskiller
sig fra forholdene i Danmark. Rækkevidden af bemyndigelsen må i øvrigt fastlægges ved
fortolkning i det enkelte tilfælde.
Det bemærkes, at hvis anordningshjemlen giver adgang til at sætte en lov delvis i kraft,
kan der som udgangspunkt ikke opstilles en nedre grænse for, hvor lille en del af loven der
kan sættes i kraft. Dette må i stedet afgøres i det enkelte tilfælde, hvor det må anses for
afgørende, at den delvise ikrafttræden som minimum giver mening.
En anordningshjemmel, som formuleret ovenfor, kan som udgangspunkt kun benyttes én
gang for henholdsvis Færøerne og Grønland. Det er således som udgangspunkt ikke muligt
at sætte en lov, der allerede er sat i kraft, i kraft igen på en ny måde. Det er som udgangs-
punkt heller ikke muligt at sætte dele af loven i kraft for Færøerne eller Grønland ad flere
omgange.
Andet kan dog følge af en fortolkning i det enkelte tilfælde. Hvis der er bemyndigelse til
at sætte loven etapevis i kraft, vil der som udgangspunkt også være mulighed for at sætte
loven etapevis i kraft for Færøerne eller Grønland.
En anordningshjemmel kan også være udformet sådan, at den giver hjemmel til at sætte
loven i kraft etapevis. En sådan anordningshjemmel kan være formuleret således:
»Loven gælder ikke for [Færøerne]/[Grønland]/[Færøerne og Grønland], men kan
ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for [Færøerne]/[Grønland]/[Fæ-
røerne og Grønland] med de ændringer, som [de færøske]/[de grønlandske]/[hen-
holdsvis de færøske og de grønlandske] forhold tilsiger. Loven kan endvidere sættes
i kraft på forskellige tidspunkter.«
Det bemærkes herudover, at hvis der er tale om en samlelov, kan anordningshjemlen som
udgangspunkt anvendes én gang for hver lov, der vedtages eller foretages ændringer i.
Dette gælder både ved samlelove bestående af flere ændringslove og i de tilfælde, hvor der
vedtages en ny hovedlov, som samtidig indeholder ændringer af andre love.
Hvis der, efter at en lov er sat i kraft ved kongelig anordning, opstår behov for at ændre
den måde, som loven er sat i kraft på, kan lovens anordningshjemmel ændres, så loven kan
sættes i kraft igen. Der henvises herom til pkt. 9.1.4.
Side 124 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0125.png
9. Særligt om Færøerne og Grønland
9.1.2. Ikraftsættelse af hovedlove
9.1.2.1. Titel
I titlen til en kongelig anordning om ikrafttræden for Færøerne eller Grønland af en lov
angives lovens titel, men ikke dens nummer og dato. Følgende formulering kan anven-
des:
»Anordning om ikrafttræden for [Færøerne]/[Grønland] af lov om … «.
9.1.2.2. Indledningen til anordningen
Indledningen til anordningen bør indeholde en fuldstændig henvisning til det udnyttede
hjemmelsgrundlag. Det indebærer, at samtlige udnyttede bemyndigelser til ikraftsættelse
bør nævnes i indledningen, og at henvisningen til loven bør angives med nummer, dato og
fuldstændig titel, herunder undertitel for så vidt angår ændringslove. Følgende formulering
kan anvendes:
»I medfør af §
…
i lov nr.
…
af
…
om
… [og § … i lov nr. … af …
om ændring af
lov om … ([ændringslovens undertitel)]
bestemmes, at loven skal gælde for [Færø-
erne]/[Grønland] i følgende affattelse:«.
Der bør ikke henvises til affattelsen af en lov, som den fremgår af en lovbekendtgørelse.
Det skyldes navnlig, at lovbekendtgørelser som udgangspunkt ikke er udarbejdet med hen-
blik på anvendelse i forhold til Færøerne og Grønland og derfor vil kunne indeholde ind-
arbejdede ændringslove, som ikke skal gælde for Færøerne eller Grønland.
Hvis en hovedlovs anordningshjemmel ikke er udnyttet, og senere ændringslove ikke in-
deholder en territorialbestemmelse, er udgangspunktet, at anordningshjemlen i hovedloven
omfatter loven i dens ændrede skikkelse, det vil sige både hovedloven og de senere æn-
dringslove. Hovedlovens anordningshjemmel kan således som udgangspunkt anvendes til
at sætte hovedloven med eventuelle ændringer samlet i kraft for Færøerne eller Grønland.
Senere ændringslove kan imidlertid alligevel indeholde anordningshjemler. Det kan f.eks.
skyldes, at det på tidspunktet for vedtagelsen af ændringsloven ikke var sikkert, at æn-
dringsloven skulle sættes i kraft på samme tidspunkt som hovedloven. Indeholder en eller
flere ændringslove til hovedloven anordningshjemmel, og skal ændringslovene sættes i
kraft samtidig med hovedloven, bør ændringslovenes anordningshjemler ligeledes nævnes.
Side 125 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0126.png
9. Særligt om Færøerne og Grønland
I anordninger for Færøerne skal der også ske kundgørelse af den bestemmelse, hvorefter
loven ved kongelig anordning kan sættes i kraft for Færøerne (anordningshjemlen). An-
ordningen skal derfor gengive ordlyden af anordningshjemlen, hvilket bør ske i form af en
(slut)note til anordningen. Som eksempel på sådanne (slut)noter kan der henvises til an-
ordning nr. 1130 af 16. oktober 2017 om ikrafttræden for Færøerne af forskellige love om
ændring af lov om pas til danske statsborgere m.v.
9.1.2.3. Øvrigt indhold
Kongelige anordninger, der sætter hovedlove i kraft for Færøerne eller Grønland, bør som
altovervejende hovedregel udformes således, at anordningen gengiver reglerne i den form,
hvori de skal gælde for Færøerne eller Grønland. Det gælder også i tilfælde, hvor anord-
ningen ikke indebærer ændringer i forhold til den danske love (bortset fra ikrafttrædelses-
datoen, der eventuelt vil være en anden end i Danmark). Anordninger, der ikke gengiver
de regler, der sættes i kraft for Færøerne eller Grønland, men alene indeholder de ændringer
i forhold til den danske lov, som de færøske eller grønlandske forhold tilsiger, bør kun
anvendes undtagelsesvis og kun ifølge aftale med de færøske eller grønlandske myndighe-
der. Anvendes denne fremgangsmåde, skal der optrykkes et bilag til anordningen med gen-
givelse af loven, som den gælder for Danmark.
Det bør som udgangspunkt undgås at ændre på opbygningen af den lov, som skal sættes i
kraft for Færøerne eller Grønland. Ønskes dele af en lov ikke sat i kraft, skrives i stedet
»(Sættes ikke i kraft)« ud for de pågældende bestemmelser (paragraffer, stykker osv.). Der
kan som eksempel henvises til anordning nr. 755 af 19. juni 2017 om ikrafttræden af lov
om offentlighed i forvaltningen for sager om færøske anliggender.
Ved udformningen af bestemmelser om overtrædelse af regler i en anordning om ikraft-
træden af en lov for Grønland skal man være opmærksom på, at der for Grønland gælder
en særlig kriminallov, som indeholder andre sanktioner end i Danmark. Efter kriminallo-
ven idømmes der således ikke straf, men foranstaltninger.
Eksempel på formulering af en bestemmelse om bøde i en anordning for Grønland:
»Den,
der overtræder § …,
idømmes bøde, medmindre mere indgribende foranstalt-
ninger er forskyldt efter anden lovgivning.«
Eksempel på formulering af en bestemmelse om bøde og andre (mere indgribende) foran-
staltninger i en anordning for Grønland:
Side 126 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0127.png
9. Særligt om Færøerne og Grønland
»Den,
der overtræder § …,
idømmes foranstaltninger efter kriminallov for Grøn-
land.«
Eksempel på formulering af bestemmelse om kriminalretligt ansvar for juridiske personer:
»Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) kriminalretligt ansvar efter
reglerne i kapitel 5 i kriminallov for Grønland«.
9.1.3. Ikraftsættelse af ændringslove
9.1.3.1. Titel
I titlen til en kongelig anordning om ikrafttræden for Færøerne eller Grønland af en ænd-
ringslov angives lovens titel, herunder undertitel, men ikke dens nummer og dato. Se føl-
gende eksempel:
»Anordning om ikrafttræden for [Færøerne]/[Grønland] af lov om ændring af lov om
…
([ændringslovens undertitel])«.
Skal anordningen sætte mange ændringslove i kraft på én gang, kan titlen forkortes på
følgende måde:
»Anordning om ikrafttræden for [Færøerne]/[Grønland] af forskellige love om æn-
dring af lov om
…«.
Skal kun en del af en ændringslov sættes i kraft for Færøerne eller Grønland, udformes
titlen således:
»Anordning om ikrafttræden for [Færøerne]/[Grønland] af [§ … i]/[dele af § … i] lov
om ændring af lov om
…
([ændringslovens undertitel])«.
9.1.3.2. Indledningen til anordningen
Indledningen til anordningen bør indeholde en fuldstændig henvisning til det udnyttede
hjemmelsgrundlag. Det indebærer, at samtlige udnyttede bemyndigelser til ikraftsættelse
bør nævnes i indledningen, og at henvisningen til loven bør angives med nummer, dato og
fuldstændig titel, herunder undertitel. Følgende formulering kan anvendes:
»I medfør af § … i lov nr. … af … om ændring af lov om …
([ændringslovens un-
dertitel]) bestemmes:«.
Side 127 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0128.png
9. Særligt om Færøerne og Grønland
Det bemærkes, at hvis en lov, som er sat i kraft for Færøerne eller Grønland ved kongelig
anordning, ændres, og ændringerne ikke gælder direkte, men skal kunne sættes i kraft for
Færøerne eller Grønland, skal også ændringsloven indeholde en anordningshjemmel. Det
skyldes, at hovedlovens anordningshjemmel ikke på ny kan anvendes, hvis den allerede
har været anvendt til at sætte loven i kraft.
I anordninger for Færøerne skal der også ske kundgørelse af den bestemmelse, hvorefter
loven ved kongelig anordning kan sættes i kraft for Færøerne (anordningshjemlen). An-
ordningen skal derfor gengive ordlyden af anordningshjemlen, hvilket bør ske i form af en
(slut)note til anordningen. Der kan som eksempel henvises til anordning nr. 1130 af 16.
oktober 2017 om ikrafttræden for Færøerne af forskellige love om ændring af lov om pas
til danske statsborgere m.v.
9.1.3.3. Øvrigt indhold
Indledningen til ændringsparagraffer i kongelige anordninger, der sætter ændringslove i
kraft for Færøerne eller Grønland, bør formuleres i overensstemmelse med følgende ek-
sempel:
Ȥ
1
I lov om …, som sat i kraft for [Færøerne]/[Grønland] ved anordning nr. … af …,
[som ændret ved anordning nr. … af … og anordning nr. … af …,]
foretages følgende
ændring(er):«.
Som det fremgår, angives hovedlovens titel, men ikke dens nummer og dato. Derimod
angives nummer og dato på den eller de anordninger, hvorved loven er sat i kraft for Fæ-
røerne eller Grønland.
Der bør i indledningen til ændringsparagraffer ikke henvises til affattelsen af en lov, som
den fremgår af en lovbekendtgørelse. Det skyldes navnlig, at lovbekendtgørelser som ud-
gangspunkt ikke er udarbejdet med henblik på anvendelse i forhold til Færøerne og Grøn-
land og derfor vil kunne indeholde indarbejdede ændringslove, som ikke gælder for Færø-
erne eller Grønland.
Er der udstedt en anordningsbekendtgørelse (se herom pkt. 9.1.7), kan man i indledningen
til ændringsparagraffer nøjes med at henvise til denne. Se følgende eksempel:
Side 128 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0129.png
9. Særligt om Færøerne og Grønland
»I lov om …, som sat i kraft for [Færøerne]/[Grønland] ved kongelig anordning, jf.
anordningsbekendtgørelse nr. … af …, [som ændret ved anordning nr. … af …
og
anordning nr. … af …,]
foretages følgende ændring(er):«.
Anordningen udformes herudover efter de samme retningslinjer, som gælder for udarbej-
delse af ændringslove (se herom vejledning om lovkvalitet).
Det bør som udgangspunkt undgås at ændre på opbygningen af hovedloven, som sat i kraft
for Færøerne eller Grønland, i forhold til den hovedlov, der gælder for Danmark. Er der
bestemmelser (paragraffer, stykker osv.), som indføres med ændringsloven, der ikke øn-
skes sat i kraft for Færøerne eller Grønland, skrives i stedet »(Sættes ikke i kraft)« ud for
de pågældende bestemmelser. Der kan som eksempel henvises til anordning nr. 2233 af
29. december 2020 om ikrafttræden for Færøerne af forskellige love om ændring af lov om
klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet.
Anordninger, der sætter ændringslove i kraft, bør
–
ligesom det er tilfældet med anordnin-
ger om ikrafttræden af hovedlove
–
gengive ændringsloven i den form, hvori den skal
gælde for Færøerne eller Grønland. Det gælder også i tilfælde, hvor anordningen ikke in-
debærer ændringer i forhold til den danske ændringslov (bortset fra ikrafttrædelsesdatoen,
der eventuelt vil være en anden end i Danmark). Anordninger, der ikke gengiver de regler,
der sættes i kraft, men alene indeholder de ændringer i forhold til den danske ændringslov,
som de færøske eller grønlandske forhold tilsiger, bør kun anvendes undtagelsesvis og kun
ifølge aftale med de færøske eller grønlandske myndigheder. Anvendes denne fremgangs-
måde, skal der optrykkes et bilag til anordningen med gengivelse af ændringsloven, som
den gælder for Danmark.
Det bemærkes, at der tidligere er blevet anvendt en fremgangsmåde, hvor der foretages en
sammenskrivning i anordningen af det, der bliver sat i kraft, med den tidligere ikraftsatte
lov, så man ved anordningens udstedelse har en sammenskrivning, der viser, i hvilken form
loven derefter gælder for Færøerne eller Grønland. Denne fremgangsmåde bør ikke benyt-
tes, da det herved ikke er muligt umiddelbart at identificere, hvilke ændringer der er indført
hvornår. I stedet kan der efter ikraftsættelsen af ændringsloven udstedes en anordningsbe-
kendtgørelse, der sammenskriver den oprindelige hovedlov med senere ændringslove, som
er sat i kraft ved kongelig anordning. Der henvises om anordningsbekendtgørelser nærmere
til pkt. 9.1.7.
Ved udformningen af bestemmelser om overtrædelse af regler i en anordning om ikraft-
træden af en lov for Grønland skal man være opmærksom på, at der for Grønland gælder
Side 129 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0130.png
9. Særligt om Færøerne og Grønland
en særlig kriminallov, som indeholder andre sanktioner end i Danmark. Efter kriminallo-
ven idømmes der således ikke straf, men foranstaltninger. Der henvises til pkt. 9.1.2.3 for
eksempler på formulering af bestemmelser om overtrædelse af reglerne i anordningen.
9.1.4. Ændring af den måde loven er sat i kraft på
Efter at en lov er sat i kraft for Færøerne eller Grønland ved kongelig anordning, kan der
opstå behov for at ændre den måde, som loven er sat i kraft på. Da en anordningshjemmel
som nærmere beskrevet under pkt. 9.1.1 som udgangspunkt kun kan benyttes én gang, for-
udsætter en sådan ændring som udgangspunkt, at anordningshjemlen i loven ændres.
Ændringen af anordningshjemlen foretages i selve hovedloven eller den pågældende ænd-
ringslov.
I tilfælde, hvor der ønskes hjemmel til at ændre de bestemmelser, der er sat i kraft for
Færøerne eller Grønland, kan den nye anordningshjemmel f.eks. affattes således:
»[Loven]/[De dele af loven]/[§ …]/[De dele af § …], som i medfør af stk. … er sat i
kraft for [Færøerne]/[Grønland], kan ved kongelig anordning sættes helt eller delvis
i kraft på ny for [Færøerne]/[Grønland] med de ændringer, som de [færøske]/[grøn-
landske] forhold tilsiger.«
I tilfælde, hvor en anordningshjemmel er anvendt til at sætte dele af en lov i kraft, men
hvor man efterfølgende finder ud af, at der var dele af loven, der alligevel burde have været
sat i kraft, kan den nye anordningshjemmel f.eks. affattes således:
»De dele af [loven]/[§ …], som ikke i medfør af stk. … er sat i kraft for [Færø-
erne]/[Grønland], kan ved kongelig anordning sættes helt eller delvis i kraft for [Fæ-
røerne]/[Grønland] med de ændringer, som de [færøske]/[grønlandske] forhold tilsi-
ger.«
Det bør i den forbindelse fremgå af bemærkningerne til bestemmelsen, at dele af loven
ikke er blevet sat i kraft i forbindelse med udnyttelsen af den oprindelige anordningshjem-
mel.
I enkelte tilfælde er det ikke muligt at indsætte en ny anordningshjemmel i selve hovedlo-
ven eller den pågældende ændringslov, da loven eksempelvis kan være ophævet i Dan-
mark. I disse særlige situationer kan der i stedet ved lov foretages en direkte ændring af
loven som sat i kraft for Færøerne eller Grønland. Indledningen til ændringsparagraffen i
loven bør i så fald affattes således:
Side 130 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0131.png
9. Særligt om Færøerne og Grønland
»I lov om …, som sat i kraft for [Færøerne/Grønland] ved anordning nr. … af …,
[som ændret ved anordning nr. … af …,]
foretages følgende ændring(er):«.
9.1.5. Ophævelse af ikraftsatte love
Når en lov sættes i kraft for Færøerne eller Grønland ved kongelig anordning, gælder loven
for Færøerne eller Grønland i kraft af anordningen. Det indebærer, at loven ikke automatisk
vil blive ophævet for Færøerne eller Grønland, hvis loven på et senere tidspunkt ophæves
i Danmark.
Skal loven også ophæves for Færøerne eller Grønland, er det således nødvendigt at ophæve
loven særskilt for Færøerne eller Grønland, hvilket normalt vil ske ved at medtage en be-
stemmelse herom i en ny anordning. Det bemærkes i den forbindelse, at ophævelsen af en
lov for Færøerne eller Grønland formelt set ikke bør ske ved at ophæve den anordning, der
satte loven i kraft, men derimod ved at ophæve loven som sat i kraft for Færøerne eller
Grønland. En bestemmelse, der ophæver en lov, som er sat i kraft for Færøerne eller Grøn-
land, bør derfor formuleres således:
»Lov nr. … af … om …, som sat i kraft for [Færøerne]/[Grønland]
ved anordning nr.
… af …, ophæves.«
Der henvises til lovens nummer, dato og titel samt nummer og dato på den anordning, der
satte loven i kraft. Derimod henvises der ikke til eventuelle senere ændringslove og anord-
ninger, der har sat sådanne ændringslove i kraft.
Opmærksomheden henledes endvidere på, at det er anordningshjemlen i den lov, der op-
hævede den lov, der gjaldt for Danmark, der skal benyttes til at ophæve loven for Færøerne
eller Grønland. Det betyder, at hvis x-loven er sat i kraft for Færøerne eller Grønland, og
denne lov senere er ophævet for Danmark af y-loven, som igen er ophævet af z-loven, er
det anordningshjemlen i y-loven, som skal anvendes til at ophæve x-loven for Færøerne
eller Grønland. Derimod kan anordningshjemlen i z-loven ikke anvendes til at ophæve x-
loven for Færøerne eller Grønland. Det er således ikke muligt at springe en »lov-genera-
tion« over og benytte en anordningshjemmel i en senere lov til at ophæve loven for Færø-
erne eller Grønland.
Det kan i sjældne tilfælde forekomme, at en hovedlov ønskes sat i kraft for Færøerne eller
Grønland på et tidspunkt, hvor hovedloven står for at blive ophævet for Danmark. I de
tilfælde skal udstedelse af anordningen ske, før anordningshjemlen ophæves. Derimod kan
Side 131 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0132.png
9. Særligt om Færøerne og Grønland
tidspunktet for anordningens ikrafttræden (det vil sige lovens ikrafttræden for Færøerne
eller Grønland) godt ligge efter det tidspunkt, hvorfra anordningshjemlen er ophævet.
9.1.6. Administrative forskrifter udstedt i medfør af den lov, der sættes i kraft
Det kan undertiden give anledning til tvivl, om navnlig bekendtgørelser, der allerede er
udstedt for Danmark i medfør af den lov, der sættes i kraft for Færøerne eller Grønland,
også skal gælde for Færøerne eller Grønland efter lovens ikrafttræden dér. Bekendtgørelser
får dog under alle omstændigheder ikke retsvirkning for Færøerne, før de er kundgjort i
Kunngerðablaðið (se om kundgørelse på Færøerne pkt. 9.5.2).
Man bør derfor altid tage stilling til dette spørgsmål i forbindelse med ikraftsættelsen af
loven. Dette bør normalt ske ved, at der i anordningen medtages en udtrykkelig bestem-
melse herom. Bestemmelsen placeres efter anordningens ikrafttrædelsesbestemmelse.
Der kan være behov for at udstede særskilte forskrifter for Færøerne eller Grønland i for-
bindelse med, at loven sættes i kraft dér, idet forskrifterne skal have et andet indhold end
de forskrifter, der er udstedt for Danmark, f.eks. fordi de bemyndigelsesbestemmelser, som
en bekendtgørelse er udstedt i medfør af, ikke sættes i kraft for Færøerne eller Grønland
eller sættes i kraft med et andet indhold. Sådanne særskilte forskrifter har også den fordel,
at der i indledningen til forskrifterne kan henvises til anordningen. Der henvises om ud-
formningen af særskilte forskrifter for Færøerne eller Grønland i øvrigt til pkt. 9.2.2.
Hvis de forskrifter, der allerede er udstedt i medfør af loven, således ikke skal gælde for
Færøerne eller Grønland, kan bestemmelsen i anordningen f.eks. formuleres således:
»De forskrifter, der er udstedt efter loven, gælder ikke for [Færøerne]/[Grønland].«
Det er dog også muligt at lade allerede udstedte administrative forskrifter gælde for Færø-
erne eller Grønland i forbindelse med ikraftsættelsen af loven. Imidlertid forudsætter dette,
at forskrifterne skal have samme indhold for Færøerne eller Grønland, som de har i Dan-
mark. De pågældende forskrifter bør derfor gennemgås nøje for at sikre, at de kan gælde
for Færøerne eller Grønland i uændret form. Der bør ikke i anordningen medtages en be-
stemmelse om, at forskrifterne skal gælde med ændringer.
Hvis en forskrift, der allerede er udstedt i medfør af loven, indeholder en territorialbestem-
melse om, at den ikke gælder for Færøerne eller Grønland, bør forskriften desuden ikke
sættes i kraft for Færøerne eller Grønland ved anordningen. Skal en sådan forskrift gælde
for både Danmark og Færøerne eller Grønland, bør territorialbestemmelsen i stedet ændres,
Side 132 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0133.png
9. Særligt om Færøerne og Grønland
så forskriften på denne måde kommer til at gælde for både Danmark og Færøerne eller
Grønland. I samme forbindelse bør indledningen ændres, så der også henvises til anord-
ningen. Der henvises om udformningen af sådanne forskrifter til pkt. 9.2.1.
Hvis der er allerede udstedte forskrifter, som skal gælde for Færøerne eller Grønland, bør
det anføres i anordningen, hvilke forskrifter det drejer sig om. Der bør således ikke anven-
des en fremgangsmåde, hvor det blot angives, at de forskrifter, der er udstedt efter loven,
også gælder for Færøerne eller Grønland.
Skal alle forskrifter udstedt efter loven gælde for Færøerne eller Grønland, kan bestemmel-
sen f.eks. formuleres således:
»Følgende forskrifter, der er udstedt efter loven, gælder også for [Færøerne]/[Grøn-
land]:
1) Bekendtgørelse nr. … af … om … .
2) Bekendtgørelse nr. … af … om … [, som ændret ved bekendtgørelse nr. … af
…].
3)
…
.«
Skal ikke alle forskrifter, men kun nogle af disse, gælde for Færøerne eller Grønland, kan
bestemmelsen f.eks. formuleres således:
»De forskrifter, der er udstedt efter loven, gælder ikke for [Færøerne]/[Grønland].
Dog gælder følgende også for [Færøerne]/[Grønland]:
1) Bekendtgørelse nr. … af … om … .
2) Bekendtgørelse nr. … af … om … [, som ændret ved bekendtgørelse nr. … af …].
3) … .«
De forskrifter, der er udstedt efter loven, og som ikke skal gælde for Færøerne eller Grøn-
land, bør forsynes med en territorialbestemmelse om, at de ikke gælder for Færøerne eller
Grønland. Det er dog ikke nødvendigt at ændre forskriften alene med det formål at indsætte
en sådan territorialbestemmelse, hvis det fremgår af anordningen, at forskrifterne ikke gæl-
der for Færøerne eller Grønland. Bestemmelsen kan i sådanne tilfælde indsættes i forbin-
delse med, at forskriften i øvrigt skal ændres. Der henvises om territorialbestemmelser til
pkt. 2.11.
Eventuelle forskrifter, der ifølge anordningen skal gælde for Færøerne eller Grønland, bør
efterfølgende ændres, så indledningen udformes i overensstemmelse med retningslinjerne
under pkt. 9.2.1 for forskrifter, der gælder for både Danmark og Færøerne eller Grønland.
Side 133 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0134.png
9. Særligt om Færøerne og Grønland
Det er ikke nødvendigt at ændre forskriften alene med det formål at ændre indledningen.
Indledningen kan ændres i forbindelse med, at forskriften i øvrigt skal ændres.
Opmærksomheden henledes i øvrigt på, at bekendtgørelser, der ifølge anordningen skal
gælde for Færøerne, desuden skal kundgøres i Kunngerðablaðið for at få retsvirkning for
Færøerne. Der henvises om kundgørelse på Færøerne nærmere til pkt. 9.5.2.
Forskrifter, der ifølge anordningen gælder for Færøerne eller Grønland, kan efterfølgende
ophæves eller ændres på samme måde som andre forskrifter, ligesom der efterfølgende kan
udstedes yderligere forskrifter end dem, der ifølge anordningen gælder for Færøerne eller
Grønland.
Der henvises for så vidt angår forskrifter, der udstedes efter ikraftsættelsen af loven, til pkt.
9.2 om bekendtgørelser og pkt. 9.3 om cirkulærer.
9.1.7. Anordningsbekendtgørelser
For at afhjælpe, at love, der er sat i kraft for Færøerne eller Grønland ved anordning, bliver
uoverskuelige på grund af efterfølgende ikraftsatte ændringslove, udstedes der bekendtgø-
relser af de udstedte anordninger (anordningsbekendtgørelser), som sammenskriver den
oprindeligt ikraftsatte hovedlov med senere ikraftsatte ændringslove.
Vurderingen af, om der bør udstedes en anordningsbekendtgørelse, skal ske efter de ret-
ningslinjer, der gælder for, hvornår der bør udstedes lovbekendtgørelser, jf. vejledning om
lovkvalitet. Det indebærer, at der bl.a. bør lægges vægt på, om loven hyppigt anvendes af
en større del af myndighederne eller borgerne, virksomhederne m.v. på Færøerne eller i
Grønland, og om der er gennemført flere eller særligt omfattende ændringer. Endvidere
bør der udarbejdes en anordningsbekendtgørelse, hvis der ved flere forskellige anordninger
er gennemført mindre omfattende ændringer af loven. Kun hvis ændringerne samlet set er
af meget begrænset omfang, og loven samtidig vurderes kun at blive anvendt af en begræn-
set kreds, vil det kunne undlades at udarbejde en anordningsbekendtgørelse, efter at loven
er ændret ved flere anordninger.
Ved udarbejdelse af anordningsbekendtgørelser følges ligeledes de retningslinjer, der gæl-
der for udarbejdelse af lovbekendtgørelser.
Titlen til anordningsbekendtgørelsen formuleres således:
»Bekendtgørelse af anordning om ikrafttræden for [Færøerne/Grønland] af lov om …
«.
Side 134 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0135.png
9. Særligt om Færøerne og Grønland
Indledningen til anordningsbekendtgørelsen formuleres således:
»Herved bekendtgøres anordning nr. … af … om ikrafttræden for [Færøerne/Grøn-
land] af lov om … med de ændringer, der følger af anordning nr. … af …
og anord-
ning nr. … af …«.
Hvis der i særlige tilfælde er behov for, at der i forbindelse med de færøske eller grønland-
ske myndigheders behandling af en anordning, der skal sætte en ændringslov i kraft for
Færøerne eller Grønland, gives et samlet billede af, i hvilken form loven vil komme til at
gælde for Færøerne eller Grønland, kan de færøske eller grønlandske myndigheder anmode
det pågældende fagministerium om, at der vedlægges en sådan sammenskrivning.
Anordningsbekendtgørelser kundgøres (ligesom lovbekendtgørelser) i Lovtidende A og
skal, for så vidt angår Færøerne, efterfølgende kundgøres i Kunngerðablaðið. Der henvises
om kundgørelse nærmere til pkt. 9.5.
9.2. Bekendtgørelser
9.2.1. Bekendtgørelser for både Danmark og Færøerne eller Grønland
Hvis hjemmelsbestemmelsen, som en bekendtgørelse skal udstedes i medfør af, gælder
direkte for både Danmark og Færøerne eller Grønland eller er sat i kraft for Færøerne eller
Grønland ved kongelig anordning, kan bekendtgørelsen udstedes med gyldighed for både
Danmark og Færøerne eller Grønland, hvis dette i det konkrete tilfælde vurderes hensigts-
mæssigt.
Skal bekendtgørelsen i sådanne tilfælde kun gælde for Danmark og ikke for Færøerne og
Grønland, må der som udgangspunkt indsættes en territorialbestemmelse, hvis bekendtgø-
relsen ikke skal have et tilsvarende anvendelsesområde som loven. Bekendtgørelser får dog
under alle omstændigheder ikke retsvirkning for Færøerne, før de er kundgjort i Kunn-
gerðablaðið (se om kundgørelse på Færøerne pkt. 9.5.2). Der henvises om territorialbe-
stemmelser til pkt. 2.11.
Selv om der er hjemmel til at udstede en bekendtgørelse, som gælder for både Danmark og
Færøerne eller Grønland, vil der i praksis ofte være behov for at begrænse bekendtgørel-
sens territoriale anvendelsesområde til Danmark og udstede en særskilt bekendtgørelse for
Færøerne eller Grønland. Det kan f.eks. skyldes, at den fornødne inddragelse af de færøske
eller grønlandske myndigheder af tidsmæssige grunde ikke er mulig. I sådanne tilfælde kan
bekendtgørelsen udstedes for Danmark, hvorefter der efter inddragelse af de færøske eller
Side 135 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0136.png
9. Særligt om Færøerne og Grønland
grønlandske myndigheder kan udstedes en særskilt bekendtgørelse for Færøerne eller
Grønland. Behovet for en særskilt bekendtgørelse for Færøerne eller Grønland kan også
skyldes, at reglerne skal have et andet indhold for Færøerne eller Grønland end de regler,
der skal gælde for Danmark. For så vidt angår udformningen af sådanne særskilte bekendt-
gørelser for Færøerne eller Grønland henvises til pkt. 9.2.2.
Er hjemmelsloven til en bekendtgørelse, der skal gælde for både Danmark og Færøerne
eller Grønland, sat i kraft for Færøerne eller Grønland ved kongelig anordning, bør der i
indledningen til bekendtgørelsen henvises til både hjemmelsbestemmelsen i den danske
lov og i den kongelige anordning.
Hvis hjemmelsloven i overensstemmelse med retningslinjerne under pkt. 9.1 er sat i kraft
med gengivelse af de regler, som skal gælde for Færøerne eller Grønland, kan indledningen
formuleres således:
»I medfør
af § … i lov nr. … af … om …[, som ændret ved lov nr. … af …,]
og
§ …
i anordning nr. … af … om
ikrafttræden for [Færøerne]/[Grønland] af lov om
…[,
som ændret ved anordning nr. … af …,]
fastsættes:«.
Er der udstedt en anordningsbekendtgørelse, kan indledningen formuleres således:
»I medfør af
§ … i lov nr. … af … om …[, som ændret ved lov nr. … af …,]
og
§ …
i anordning om ikrafttræden for [Færøerne]/[Grønland] af lov om
…,
jf. anordnings-
bekendtgørelse nr. … af …, [som ændret ved anordning nr. … af …,]
fastsættes:«.
Hvis hjemmelsloven er sat i kraft uden at gengive de regler, som skal gælde for Færøerne
eller Grønland
–
typisk fordi anordningen er af ældre dato
–
kan indledningen formuleres
således:
»I medfør af
§ … i lov nr. … af … om …[, som ændret ved lov nr. … af …,]
og
§ …
i lov om
…, som sat i kraft for [Færøerne]/[Grønland] ved anordning nr. … af …,
[som ændret ved anordning nr. … af …,]
fastsættes:«.
Som ved formuleringen af indledningen til bekendtgørelser for Danmark, jf. pkt. 2.6.2,
angives efterfølgende ændringer af hjemmelsbestemmelserne kun i det omfang, ændrin-
gerne har berørt hjemmelsbestemmelserne og er trådt i kraft.
For så vidt angår bekendtgørelser, der er udstedt for Danmark før ikraftsættelsen af loven
ved kongelig anordning for Færøerne eller Grønland, henvises til pkt. 9.1.6.
Side 136 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0137.png
9. Særligt om Færøerne og Grønland
9.2.2. Særskilte bekendtgørelser for Færøerne eller Grønland
Udstedes der en særskilt bekendtgørelse for Færøerne eller Grønland, bør det angives i
titlen, at der er tale om en bekendtgørelse for Færøerne eller Grønland. Titlen kan formu-
leres således:
»Bekendtgørelse for [Færøerne]/[Grønland] om …«.
Udstedes bekendtgørelsen med hjemmel i en lov, som er sat i kraft ved kongelig anordning,
henvises der til anordningen i bekendtgørelsens indledning.
Hvis hjemmelsloven i overensstemmelse med retningslinjerne under pkt. 9.1 er sat i kraft
med gengivelse af de regler, som skal gælde for Færøerne eller Grønland, kan indledningen
formuleres således:
»I medfør af § … i anordning nr. … af …
om ikrafttræden for [Færøerne]/[Grønland]
af lov om …[, som ændret ved anordning nr. … af …,]
fastsættes:«.
Er der udstedt en anordningsbekendtgørelse, kan indledningen formuleres således:
»I medfør af § … i anordning om ikrafttræden
for [Færøerne]/[Grønland] af lov om
…,
jf.
anordningsbekendtgørelse nr. … af …, [som ændret ved anordning nr. … af
…,]
fastsættes:«.
Hvis hjemmelsloven er sat i kraft uden at gengive de regler, som skal gælde for Færøerne
eller Grønland
–
typisk fordi anordningen er af ældre dato
–
kan indledningen formuleres
således:
»I medfør af § … i lov om …,
som sat i kraft for [Færøerne]/[Grønland] ved anord-
ning nr. … af …, [som ændret ved anordning nr. … af …,]
fastsættes:«.
Som ved formuleringen af indledningen til bekendtgørelser for Danmark, jf. pkt. 2.6.2,
angives efterfølgende ændringer kun i det omfang, ændringerne har berørt hjemmelsbe-
stemmelserne og er trådt i kraft.
9.2.3. Straffebestemmelser i bekendtgørelser, der gælder for Grønland
Ved udformningen af bestemmelser om overtrædelse af reglerne i bekendtgørelser, der
gælder for Grønland, skal man være opmærksom på, at der for Grønland gælder en særlig
Side 137 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0138.png
9. Særligt om Færøerne og Grønland
kriminallov, som indeholder andre sanktioner end i Danmark. Efter kriminalloven idøm-
mes der således ikke straf, men foranstaltninger.
Der henvises til pkt. 9.1.2.3 for eksempler på formulering af bestemmelser om overtrædelse
af regler i bekendtgørelser for Grønland.
9.3. Cirkulærer
Cirkulærer, der udstedes i medfør af en bemyndigelsesbestemmelse i en lov, der gælder
direkte for Færøerne eller Grønland eller er sat i kraft for Færøerne eller Grønland, bør i
videst muligt omfang udformes i overensstemmelse med retningslinjerne under pkt. 9.2.1
og 9.2.2.
9.4. Inddragelse af de færøske og grønlandske myndigheder
Udkast til administrative forskrifter, der territorialt omfatter Færøerne eller Grønland, her-
under udkast til kongelige anordninger om ikrafttræden af love for Færøerne eller Grøn-
land, skal sendes til de færøske eller grønlandske myndigheder til udtalelse, inden forskrif-
ten udstedes.
Reglerne og retningslinjerne for inddragelse af de færøske og grønlandske myndigheder,
herunder for udarbejdelse af resuméer til brug for inddragelsen, er beskrevet i Statsmini-
steriets vejledning nr. 59 af 2. juli 2012 om ministeriers behandling af sager vedrørende
Færøerne og vejledning nr. 58 af 2. juli 2012 om ministeriers behandling af sager vedrø-
rende Grønland. Der henvises nærmere til disse vejledninger:
Færøerne:
https://www.retsinformation.dk/eli/mt/2012/59.
Grønland:
https://www.retsinformation.dk/eli/mt/2012/58.
9.5. Kundgørelse
9.5.1. Grønland
Kongelige anordninger om ikraftsættelse af love for Grønland og bekendtgørelser, der skal
gælde for Grønland, får retsvirkning i Grønland, når der er sket kundgørelse af de pågæl-
dende retsforskrifter i Lovtidende. Der henvises om kundgørelse i Lovtidende til pkt. 8.1.
Side 138 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0139.png
9. Særligt om Færøerne og Grønland
Administrative forskrifter, herunder kongelige anordninger og bekendtgørelser, for Grøn-
land (eller Færøerne), som alene vedrører Grønland (eller Færøerne), indlægges ikke i
Retsinformation. Der henvises om Retsinformation i øvrigt til pkt. 8.1.
Grønlandsk lovgivning kan findes på hjemmesiden
www.lovgivning.gl.
I Grønlands Lov-
register, som udgives af Statsministeriet, findes en fortegnelse over lovgivning gældende
for Grønland. Seneste udgave af lovregisteret kan findes på Statsministeriets hjemmeside,
stm.dk, under »Publikationer« eller på:
https://www.stm.dk/statsministeriet/publikationer/.
9.5.2. Færøerne
Kongelige anordninger om ikraftsættelse af love for Færøerne og bekendtgørelser, der skal
gælde for Færøerne, skal kundgøres i Lovtidende. Der henvises om kundgørelse i Lovti-
dende til pkt. 8.1.
I modsætning til Grønland skal forskrifterne herudover kundgøres i landsstyrets kundgø-
relsestidende for Færøerne, Kunngerðablaðið, for, at forskrifterne får retsvirkning for Fæ-
røerne, jf. § 1, stk. 1, i lovbekendtgørelse nr. 1097 af 10. august 2016 om kundgørelse af
love, anordninger og bekendtgørelser på Færøerne (kundgørelsesloven). Kundgørelse i
Lovtidende suppleres derfor med kundgørelse på Færøerne i Kunngerðablaðið.
Retsforskrifter skal kundgøres med deres fulde ordlyd i Kunngerðablaðið. Den tidligere
gældende adgang for vedkommende minister til alene at lade en retsforskrifts titel og un-
derskriftsdato kundgøre i Kunngerðablaðið blev afskaffet ved en ændring af kundgørelses-
loven i 2013.
Når en retsforskrift, der skal gælde for Færøerne, er optaget i Lovtidende, skal fagministe-
riet sende den udgave, der er optaget i Lovtidende, til Rigsombudsmanden på Færøerne
med henblik på kundgørelse. Retsforskriften skal sendes elektronisk til Rigsombudsman-
den på Færøerne i form af en særlig fil, som er forberedt til elektronisk kundgørelse i Kunn-
gerðablaðið. Filen bestilles hos Retsinformation samtidig med anmodningen om optagelse
i Lovtidende.
Kunngerðablaðið udgives kun på fredage. Ønskes retsforskriften kundgjort en bestemt fre-
dag, skal forskriften sendes til Rigsombudsmanden, således at Rigsombudsmanden senest
onsdag kl. 12.00 (dansk tid) kan videresende retsforskriften til kundgørelse.
Side 139 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0140.png
9. Særligt om Færøerne og Grønland
I hastende tilfælde kan der efter konkret aftale med Rigsombudsmanden ske kundgørelse
på andre dage. Der skal rettes telefonisk kontakt til Rigsombudsmanden herom.
Ved fastsættelsen af ikrafttrædelsestidspunktet for anordninger og bekendtgørelser, der
skal gælde for Færøerne, bør der tages hensyn til den særlige ikrafttrædelsesprocedure for
Færøerne, så kundgørelse på Færøerne kan ske inden det fastsatte ikrafttrædelsestidspunkt.
Af samme grund bør sådanne forskrifter ikke anvende formuleringerne »træder i kraft da-
gen efter bekendtgørelsen i Lovtidende« eller »træder i kraft ved bekendtgørelsen i Lovti-
dende«.
Retsforskrifter, der ikke indeholder bestemmelser om ikrafttræden, træder i kraft for Fæ-
røerne ved begyndelsen af det døgn, der følger efter det døgn, hvori den pågældende rets-
forskrift er indført i Kunngerðablaðið, jf. kundgørelseslovens § 2.
I tilfælde af, at en bekendtgørelse skal gælde for Færøerne med samme indhold som i Dan-
mark, skal den kundgøres i Kunngerðablaðið i den form, hvori den er kundgjort i Lovti-
dende. Det bør tilstræbes, at processen tilrettelægges på en sådan måde, at der er tid til
kundgørelse i Kunngerðablaðið, inden forskriften træder i kraft, så forskriften kan hånd-
hæves i hele riget samtidig.
Det er ifølge forarbejderne til kundgørelsesloven et krav, at der også sker kundgørelse af
bl.a. lovens underskriftsdato (datoen for stadfæstelsen af det lovforslag, som Folketinget
har vedtaget) og den bestemmelse, hvorefter loven ved kongelig anordning kan sættes i
kraft for Færøerne (anordningshjemlen), jf. Folketingstidende 1989-90, tillæg A, spalte 821
og 822. Anordningen skal derfor i indledningen henvise til lovens nummer i Lovtidende
og til lovens underskriftsdato, ligesom anordningen skal gengive ordlyden af anordnings-
hjemlen. Det sidste bør i almindelighed ske i form af en (slut)note til anordningen. Der kan
som eksempel henvises til anordning nr. 1130 af 16. oktober 2017 om ikrafttræden for
Færøerne af forskellige love om ændring af lov om pas til danske statsborgere m.v.
Administrative forskrifter, herunder kongelige anordninger og bekendtgørelser, for Færø-
erne (eller Grønland), som alene vedrører Færøerne (eller Grønland), indlægges ikke i
Retsinformation. Der henvises om Retsinformation i øvrigt til pkt. 8.1.
Færøsk lovgivning og dansk lovgivning for Færøerne kan findes på hjemmesiden
www.lo-
gir.fo.
I Lovregister for Færøerne, som udgives af Rigsombudsmanden på Færøerne, findes
en fortegnelse over lovgivning gældende for Færøerne. Seneste udgave af lovregisteret kan
findes på Rigsombudsmanden på Færøernes hjemmeside, www.rigsombudsmanden.fo, un-
der »Publikation«/»Lovregister« eller på:
Side 140 af 141
 REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 384: Orientering om vejledning om administrative forskrifter, fra justitsministeren
2429003_0141.png
9. Særligt om Færøerne og Grønland
https://www.rigsombudsmanden.fo/publikationer/lovregister/.
Justitsministeriet, den 9. juli 2021
Nick Hækkerup
/ Morten Holland Heide
Side 141 af 141