Nyhedsbrev nr. 24
06-05-2021
Præcisering af beskrivelsen af retsstillingen for embedsfolks
rettigheder og pligter i området for bl.a. ”ulovlige”
tjenestebefalinger
På baggrund af henvendelser til kommissionen kan kommissionen konstatere, at bl.a.
beretningens bind 6, kapitel 11, afsnit 11.4 (navnlig side 3528-3529), kan forstås således, at
kommissionen ved sin beskrivelse af retsstillingen har ændret rækkevidden af embedsværkets
lydighedspligt i området for tjenestebefalinger, som er ulovlige, men ikke klart ulovlige.
Det har ikke været kommissionens hensigt.
Henset til sagens temaer har kommissionen haft fokus på at beskrive lydighedspligten i forhold
til klart ulovlige ordrer samt sondringen mellem det klart ulovlige og ulovlige område.
Kommissionens beskrivelse af embedsværkets rettigheder og pligter ved ulovlige (men ikke
klart ulovlige) ordrer fremstår imidlertid mere unuanceret, end det har været hensigten.
Kommissionen har på side 3528 i beretningen anført følgende:
”Fastholdes en tjenestebefaling, der er ulovlig uden at være klart ulovlig, uagtet at
embedsmanden har advaret den overordnede/ministeren, skal embedsmanden efter
almindelig opfattelse adlyde. Lydighedsforpligtelsen følger her af ledelsesretten og
instruktionsbeføjelsen. I denne situation, hvor der kan være berettiget tvivl om
tjenestebefalingens lovlighed, har hensynet til den overordnedes bestemmelsesret overvægt i
forhold til kravet om lovmæssig forvaltning.”
Det burde i tilknytning hertil have fremgået tydeligt, at en embedsmand i de tilfælde, hvor der
ikke foreligger en klar ulovlighed, men hvor der er en
stærk begrundelse
for at mene, at noget
er ulovligt eller i strid med sandhedspligten, har
ret
til at sige fra i situationen. Der er med
andre ord et ”rum” mellem ordrer, hvor der kan være en vis tvivl om lovligheden heraf, og
ordrer, hvor der er et sikkert retskildemæssigt grundlag for at anse denne for ulovlig (såkaldte
klart ulovlige ordrer). Der kan således opstå situationer, hvor embedsmanden
–
afhængig af
styrken af den tvivl, der kan rejses om ordrens lovlighed
–
i tillæg til sin advarselspligt har en
ret (men ikke en pligt) til at sige fra. Det samme gør sig gældende ved videregivelse af urigtige
eller vildledende oplysninger. Det er også den retsopfattelse, som er kommet til udtryk i Kodex
VII, og som Jens Peter Christensen giver udtryk for i Undersøgelseskommissioner,
Embedsmandsansvaret & Folketingets Rolle, 1. udgave, 2002, side 325-326. Kommissionen
deler til fulde denne opfattelse.
Kommissionen har på denne baggrund udarbejdet en præcisering til bind 6.
Præciseringen skal alene tjene til at belyse de generelle forhold vedrørende embedsværkets
pligter og har ikke nogen betydning for kommissionens vurderinger.