Retsudvalget 2020-21
REU Alm.del Bilag 304
Offentligt
2380466_0001.png
Justitsminister Nick Hækkerup
Social- og Ældreminister Astrid Krag
Folketingets Retsudvalg
Folketingets Socialudvalg
København, 22. april 2021
Dansk tiggerilovgivning bør ændres nu
I brev af 25. januar 2021 skrev Kirkens Korshær, at det var vores opfattelse at en dom fra Den
Europæiske Menneskerettighedsdomstol (ECHR),”Lăcătuş
v. Switzerland
”1
burde få konsekvenser
for den danske lovgivning.
I svar af 2. marts 2021 skrev ministeren tilbage, at man ville afvente
Schweiz’
eventuelle
indbringelse af sagen for Menneskerettighedsdomstolens
Storkammer. I såvel ministerens svar til
Kirkens Korshær samt i svar på spørgsmål nr. 592 (Alm. del) til Retsudvalget af 12. februar 2021,
anfører ministeren at Rigsadvokaten har stillet alle sager, der kunne være berørt af dommen, i bero
som konsekvens heraf.
Da Schweiz nu har besluttet
ikke at gå videre, er det fortsat Kirkens Korshærs opfattelse, at
dommen hurtigst muligt bør få direkte indvirkning på såvel håndhævelsen som udformningen af
den danske straffelovs §197 om betleri.
Man kan ikke straffe sig ud af fattigdom – gør op med strukturerne
Vi er stærkt bekymrede over, at den danske regering havde til hensigt at indgive partsindlæg til
forsvar for Schweiz, i fald de var gået videre med sagen.
Den restriktive danske lovgivning
begrundes med frygten for utryghedsskabende lejre i det offentlige rum. Men vi er bekymrede for,
at det mere grundlæggende er aporofobi, frygten for synet af fattigdom i det offentlige rum, der
motiverer denne lovgivning og praksis i forhold til fattige mennesker.
Det er vores erfaring gennem mere end 100 års
socialt arbejde i Danmark, at
et samfund ikke kan
straffe sig ud af fattigdom. Hverken i Europa eller i Danmark. Den eneste vej er at gøre op med de
strukturer, der skaber fattigdom, og hjælpe det enkelte menneske til bedre muligheder. Det gælder
såvel ude som hjemme.
Vi vil gerne opfordre regeringen til at tilkendegive, hvilke
konsekvenser denne afgørende dom for menneskers mulighed for
og ret til at sikre egen overlevelse og livsophold, får for såvel dansk
lov som praksis.
Kirkens Korshær står naturligvis til rådighed for yderligere uddybning.
Med venlig hilsen
Helle Christiansen
Chef for Kirkens Korshær
1
Dommen kan downloades her:
http://hudoc.echr.coe.int/eng-press?i=003-6910043-9279633
Kirkens Korshær er 450 ansatte og 9000 frivillige, som blandt andet driver varmestuer, herberger og genbrugsbutikker med glæde.
Vores arbejde er baseret på det kristne menneskesyn og støttes af stat og kommuner, men finansieres grundlæggende af private
midler, doneret af mennesker, som tror på den store værdi af de små, gode øjeblikke.