REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 265: Orientering om undersøgelser som følge af Ungdomskriminalitetsreformen og evalueringer af voksenansvarsloven og institutionstypen delvis lukkede afdelinger, fra social- og ældreministeren

Retsudvalget 2020-21
REU Alm.del Bilag 265
Offentligt

Februar 2020

Indsatsen på åbne

døgninstitutioner

og opholdssteder

-for børn og unge der er

kriminalitetstruede eller

har begået kriminalitet

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 265: Orientering om undersøgelser som følge af Ungdomskriminalitetsreformen og evalueringer af voksenansvarsloven og institutionstypen delvis lukkede afdelinger, fra social- og ældreministeren

ANKESTYRELSEN

Telefon: 33 41 12 00 mandag til fredag klokken 9-15

Postadresse: Ankestyrelsen, 7998 statsservice

Mailadresse: [email protected]

Hjemmeside: www.ast.dk

ISBN nr.: 978-87-7811-382-5

Indholdsfortegnelse

KAPITEL 1 SAMMENFATNING

Undersøgelsens baggrund og formål

Læsevejledning

Hovedresultater

KAPITEL 2 UNDERSØGELSENS MÅLGRUPPE 13

Kriminalitetstruede unge på åbne anbringelsessteder 13

Landets åbne anbringelsessteder

Vilkår for anbringelser på åbne og delvis lukkede

pladser

Relevant lovgivning

KAPITEL 3 RAMMERNE FOR DEN

PÆDAGOGISKE INDSATS

Fysiske rammer

Målgrupper på anbringelsesstederne

Gruppedynamik og visitation

KAPITEL 4 MODTAGELSEN AF DE UNGE

Overlevering ved skift i anbringelsessted

De første uger på anbringelsesstedet

KAPITEL 5 PÆDAGOGISK PRAKSIS

Pædagogiske tilgange og metoder

Skelnen mellem kriminalitetstruede unge og

andre unge

Strukturen på de unges hverdag varierer

Husorden

Behandlings- og udviklingsplaner

Konflikthåndtering

Rømning

Misbrugsproblemer

Trivsel og udvikling hos den unge

Livet efter endt anbringelse

KAPITEL 6 SIKKERHED

Praksis for at anmelde vold og trusler

Sikkerhedsudstyr

Nuværende brug af sikkerhedsudstyr

Anbringelsesstedernes behov for yderligere

sikkerhedsudstyr

BILAG 1

METODE

Interview af unge, medarbejdere og ledere

Interview med socialtilsyn

Behandling af interview

KAPITEL 1

Sammenfatning

Social- og Indenrigsministeriet har bedt Ankestyrelsen om at

gennemføre en undersøgelse af indsatsen til børn og unge

der har begået kriminalitet eller er kriminalitetstruede

, på

åbne døgninstitutioner og opholdssteder.

Undersøgelsen udspringer af

”Aftale om en reform af indsatsen

mod ungdomskriminalitet

– Alle handlinger har konsekvenser”,

som blev indgået i juni 2018 mellem den daværende regering

(Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti), So-

cialdemokratiet og Dansk Folkeparti. Initiativet er en del af fo-

kusområde 3: Ensrettet indsats for anbragt kriminalitetstruede

unge.

Det fremgår også af reformen, at nogle af temaerne, denne

undersøgelse belyser, skal afdækkes yderligere via en række

andre tiltag. Socialstyrelsen gennemfører således sideløbende

en evaluering af lov om voksenansvar for anbragte børn og

unge samt en evaluering af sikrede og delvis lukkede døgnin-

stitutioner og afdelinger.

UNDERSØGELSENS BAGGRUND OG FORMÅL

BAGGRUND

Undersøgelsen er forankret i ’Aftale om en reform af indsatsen

mod ungdomskriminalitet’, hvor

følgende fremgår:

”Der

igangsættes en kortlægning af indsatsen over for unge,

der har begået kriminalitet og er anbragt på åbne døgninstitu-

tioner. Kortlægningen skal bl.a. afdække, hvilke rammer,

strukturer og pædagogiske tilgange der anvendes til denne

målgruppe. Der vil endvidere blive set på praksis for anmel-

delse af vold og trusler mv.

Kortlægningen vil tage udgangspunkt i praksis på et antal åbne

døgninstitutioner og opholdssteder.”

FORMÅL

Formålet med undersøgelsen er at belyse indsatsen over for

kriminalitetstruede unge på åbne døgninstitutioner og opholds-

steder

, herunder:



Rammer, strukturer og pædagogiske tilgange på tilbuddene

Anbringelsesstedernes praksis for at anmelde vold og trusler

Anvendelsen af sikkerhedsudstyr for at passe på de unge.

I rapporten benævnes børn og unge fremadrettet som ’unge’

Unge, der er kriminalitetstruede og unge, der har begået kriminalitet, benævnes

fremadrettet i rapporten ’kriminalitetstruede’

Åbne døgninstitutioner og opholdssteder

benævnes fremadrettet samlet som ’anbrin-

gelsessteder’ i rapporten.

Endelig belyser undersøgelsen overgangen fra en sikret eller

delvis lukket institution til et åbent anbringelsessted på tværs

af de ovenstående temaer.

METODE OG DATAGRUNDLAG

Rapporten er baseret på besøg på otte udvalgte åbne

døgninstitutioner og opholdssteder, hvor vi har inter-

viewet:



Forstandere og afdelingsledere

Medarbejdere

Unge

Derudover har vi interviewet tilsynskonsulenter fra fire af

landets fem socialtilsyn.

Rapportens resultater er en gengivelse af interviewperso-

nernes udsagn. Kortlægningen er en deskriptiv undersø-

gelse, og vi foretager ikke en vurdering af praksis på

anbringelsesstederne.

Se metodebilaget for en uddybende beskrivelse af me-

tode og datagrundlag.

LÆSEVEJLEDNING

Rapporten består af fem kapitler foruden sammenfatningen og

metodebilaget:



I kapitel 2 beskriver vi undersøgelsens målgruppe, landets

åbne anbringelsessteder og det lovgivningsmæssige grundlag

for, at unge kan blive anbragt på åbne anbringelsessteder på

grund af kriminalitet.

I kapitel 3 beskriver vi rammerne for den pædagogiske ind-

sats på de otte åbne anbringelsessteder. Herunder de fysiske

rammer og målgrupperne.

I kapitel 4 beskriver vi anbringelsesstedernes modtagelse af

de unge, herunder overleveringen mellem anbringelsesste-

derne, og den første tid efter de unge er flyttet til anbringel-

sesstedet.

I kapitel 5 beskriver vi anbringelsesstedernes pædagogiske

praksis og indsatsen til de unge under anbringelsen.

I kapitel 6 beskriver vi anbringelsesstedernes praksis for at

anmelde vold og trusler og brug af sikkerhedsudstyr.



HOVEDRESULTATER

Undersøgelsen viser overordnet, at arbejdet på anbringelses-

stederne varierer i forhold til flere forhold - men at der også er

en række ligheder i indsatsen til de unge.

Der findes anbringelsessteder, der har en blandet målgruppe

af unge, hvor en del af de unge er anbragt, fordi de er krimi-

nalitetstruede, ofte i kombination med andre forhold, og andre

er anbragt alene på grund af andre forhold. Der findes også

mere specialiserede anbringelsessteder, hvor alle de unge eller

hele afdelinger er kriminalitetstruede. Det har betydning for,

hvordan stederne tilrettelægger indsatsen til de unge. De be-

søgte anbringelsessteder arbejder blandt andet med forskellige

pædagogiske metoder, men har en sammenlignelig overordnet

pædagogisk tilgang til de unge, der tager afsæt i dialog og

relationsarbejde. Endelig er der væsentlige forskelle i, hvor

struktureret de unges hverdag er på tværs af institutionerne.



VARIATIONER

OG LIGHEDER

I INDSATSEN



På fem af de otte anbringelsessteder, vi har besøgt, har de

en blandet målgruppe. De skelner i udgangspunktet ikke

mellem de kriminalitetstruede unge og andre unge i forhold

til deres pædagogiske tilgang, da mange af de samme udfor-

dringer og støttebehov er ens på tværs af skellet.

På de tre øvrige steder skelner de heller ikke i den pædago-

giske tilgang, da hovedparten eller alle de unge er kriminali-

tetstruede.

Nedenfor præsenterer vi udvalgte hovedresultater for de te-

maer, undersøgelsen belyser.

Rammerne for indsatsen til de unge

Rammerne for indsatsen på de otte anbringelsessteder omfat-

ter de fysiske rammer og anbringelsesstedernes målgrupper.

Variation i størrelse, bygninger og placering

Blandt de otte anbringelsessteder er der stor forskel i de fysi-

ske rammer både når det handler om størrelsen af anbringel-

sesstedet og udearealer, typen af bygninger, og hvor anbrin-

gelsesstedet er placeret i forhold til land og by. De fysiske

rammer på anbringelsesstederne kan overordnet opdeles i to

grupper ud fra rammernes karakteristika:

FYSISKE RAMMER

KAN INDDELES

I TO GRUPPER



Anbringelsessteder, der ligger ude på landet eller i udkanten

af en mindre by og har flere afdelinger eventuelt med tilknyt-

tede udslusningslejligheder.

Anbringelsessteder, der ligger i en større by og har til huse i

en enkelt bygning med tilknyttede udslusningslejligheder.

Ifølge medarbejdere og ledere knytter der sig muligheder og

udfordringer i forhold til den pædagogiske indsats til begge

placeringer.

På anbringelsesstederne, der ligger i en større by, har de unge

ofte venner og bekendte i nærmiljøet. Det kan give udfordrin-

ger i indsatsen med at holde de unge fri for stoffer og undgå

kriminel adfærd. Placeringen i byen kan dog også være en

styrke, da arbejdet med de unge foregår i det miljø, de unge

skal lære at begå sig i.

Omvendt kan placeringen på landet give de unge ro fra deres

nærmiljø. Det kan også være en styrke i situationer, hvor de

unge ønsker at forlade anbringelsesstedet. Da det typisk tager

de unge lidt længere tid at komme væk, kan medarbejderne

ofte nå at overtale de unge til ikke at forlade stedet uden at af-

tale det med medarbejderne.

Flere steder med blandede målgrupper og enkelte specialise-

rede steder

De otte anbringelsessteder fordeler sig med fem steder, hvor

der er en blandet målgruppe af unge med og uden kriminel ad-

færd og tre steder, der har en målgruppe, hvor stort set samt-

lige unge er kriminalitetstruede.

På de fem steder er en mindre del af de unge anbragt i forbed-

ringsforløb, alternativ afsoning eller som en del af deres ung-

domssanktion. Resten af de unge er anbragt af andre sociale

årsager. Ifølge anbringelsesstederne kan det være en fordel, at

de unge kan spejle sig i andre unge, der ikke er en del af et

kriminelt miljø. Omvendt kan det være udfordrende at rumme

unge, der ikke har problemer med kriminalitet og som kan

være særligt sårbare eller udsatte sammen med unge, der har

begået kriminalitet og har en problematisk udadreagerende

adfærd.

På de tre resterende anbringelsessteder er de mere specialise-

rede i forhold til kriminalitetstruede unge. Målgrupperne er

kendetegnede ved en høj andel af unge, som har udadreage-

rende adfærd eller stort støttebehov sammenlignet med an-

bringelsesstederne, der har en mere blandet sammensætning

af unge. De tre steder har en høj normering af medarbejdere

per ung for at imødekomme behovene hos målgruppen. Også

her er der enkelte eksempler på, at de unge kan have en posi-

tiv indflydelse på hinanden, eksempelvis ved at støtte hinan-

den i stop af misbrug. Omvendt er det en udfordring, at om-

gangstonen og kulturen på stederne kan blive forhærdet, fordi

kriminalitet og misbrug bliver et fælles erfarings- og samlings-

punkt for de unge.

FLEST MED EN

BLANDET

MÅLGRUPPE

ENKELTE

SPECIALISEREDE

STEDER

FORSØGER AT

UNDGÅ NEGATIV

GRUPPEDYNAMIK

Visitation og regler for adfærd skal imødekomme uhensigts-

mæssige gruppedynamikker

Anbringelsesstederne overvejer og forsøger at påvirke gruppe-

dynamikken i målgruppen i visitationsprocessen. Når en kom-

mune henvender sig for at høre, om en ung kan indskrives,

vurderer anbringelsesstedet, om de vil kunne rumme den unge

inden for den målgruppesammensætning, der er på stedet. De

undgår for eksempel at indskrive unge, der er for belastede el-

ler for velfungerende. Der er også flere steder, der peger på,

at de unges alder kan være et hensyn i visitationen.

På flere af anbringelsesstederne har de også fastsat husregler

for de unges samvær. På de specialiserede anbringelsessteder

kan der være et særligt behov for at arbejde med, hvordan kri-

minel adfærd og baggrund italesættes blandt de unge, da kri-

minaliteten er noget af det, de unge har tilfælles.

Modtagelsen af de unge

–

fra sikrede, delvis lukkede og

andre åbne anbringelsessteder

Når de otte anbringelsessteder modtager unge fra sikrede, del-

vis lukkede og andre åbne anbringelsessteder, har den mundt-

lige overlevering mellem anbringelsesstederne betydning for

det pædagogiske arbejde med de unge. Det betyder også no-

get for de unges oplevelse af kontinuitet og tryghed i anbrin-

gelsen, at de voksne på anbringelsesstederne taler sammen.

Undersøgelsen viser, at der er stor variation i, hvorvidt denne

overlevering finder sted. Det skyldes blandt andet, at skift

imellem anbringelsesstederne ofte ikke er planlagte, og at re-

lationen mellem den unge og medarbejderne på det tidligere

anbringelsessted er blevet overbelastet. Derfor kan tidligere

anbringelsessteder have svært ved at medvirke til en god

overgang.

Overgange fra sikrede afdelinger er dog en undtagelse. Her er

overleveringen ofte god, da skiftene til åbne anbringelsesste-

der som hovedregel er planlagte.

Brobygning skaber forudsigelighed for de unge

Enkelte af de otte anbringelsessteder har erfaringer med, at

der er en decideret brobygning, når de modtager unge fra et

andet anbringelsessted. Det foregår eksempelvis ved, at med-

arbejdere fra det nye anbringelsessted besøger den unge, før

denne skal flytte. Den unge kan også besøge det nye anbrin-

gelsessted.

De unge kan have svært ved at håndtere de åbne rammer

De unge er generelt glade for den større grad af frihed, der er

på de åbne anbringelsessteder. De unge oplever dog også, at

OVERLEVERING

MELLEM

STEDERNE

ER VIGTIG

de åbne rammer medfører større krav til dem selv og deres

evner til at overholde regler og vilkår for anbringelsen.

DE UNGE

SKAL SELV

ADMINISTRERE

REGLER

Når de unge rykker fra sikrede til åbne rammer, skal de ifølge

anbringelsesstederne i højere grad selv administrere reglerne

og strukturen på anbringelsesstedet. Det er, ifølge stederne,

en naturlig del af den pædagogiske indsats på åbne anbringel-

sessteder at lære de unge at påtage sig ansvaret for deres

eget liv.

Den pædagogiske praksis i indsatsen og strukturer på

anbringelsesstederne

Den pædagogiske tilgang på anbringelsesstederne udgør en

overordnet faglig ramme for indsatsen og arbejdet med de

unge, der er anbragt på stedet.

Undersøgelsen viser, at der er en række fælles træk ved de

forskellige faglige tilgange på de otte anbringelsessteder. An-

bringelsesstederne arbejder overordnet med at skabe forstå-

else for og ændring af uhensigtsmæssig adfærd og tankemøn-

stre hos den enkelte unge. Derudover er et fællestræk, at den

faglige tilgang tilpasses den enkelte unge mest muligt.

Der skelnes ikke mellem kriminalitetstruede unge og andre

unge i den faglige tilgang

Anbringelsesstederne tager afsæt i den samme pædagogiske

tilgang i arbejdet med samtlige unge, der er anbragt på ste-

derne. Ifølge anbringelsesstederne er den faglige tilgang rele-

vant for alle unge, der bliver anbragt hos dem uanset den en-

keltes anbringelsesgrundlag. Det skyldes, at de unge ikke kun

er kriminalitetstruede men har en række andre problemer for-

uden kriminalitet.

Dette billede gør sig også gældende på de steder, hvor der lig-

ger åbne pladser i forbindelse med delvis lukkede pladser. Det

er således alene beføjelserne, der knytter sig til enten åbne el-

ler delvis lukkede pladser, som er forskellige.

Kriminel adfærd kan dog være en del af det samlede billede,

anbringelsesstederne ser på, når de tilrettelægger en individu-

elt tilpasset indsats for de unge.

Forskel på graden af struktur i de unges hverdag

Blandt de otte anbringelsessteder er der forskel på, hvor struk-

tureret de unges hverdag er. Nogle steder har en omfattende

struktur for dagene, hvor tiden, fra de unge står op, til de går i

seng, er skemalagt. Andre steder har meget lidt struktur og få

fastlagte aktiviteter for de unge.

BÅDE STEDER

MED LIDT OG MED

MEGET STRUKTUR

Samtlige steder har en husorden

På samtlige otte anbringelsessteder har de en form for husor-

den. Undersøgelsen viser, at der er en del variation i formen,

indholdet og brugen af husordenerne.

REGLER FOR

STOFFER OG

HJEMMETIDER ER

GENNEMGÅENDE

Alle anbringelsessteder har fastsat nogle grundlæggende regler

i deres husorden. De handler om besiddelse og indtag af stof-

fer og hvornår de unge skal opholde sig på anbringelsesstedet.

To af de otte anbringelsessteder har stort set ikke andre regler

i husordenen. De øvrige seks anbringelsessteder har mere om-

fattende og nogle steder væsentlig mere omfattende husorde-

ner.

Samtlige otte anbringelsessteder benytter konsekvenser over

for de unge, når de bryder reglerne i husordenen. Konsekven-

serne er kontekstafhængige. Det vil sige, at anbringelsesstedet

vurderer situationen og fastsætter en konsekvens, som står

mål med det, der er sket, og som er meningsfuld for den en-

kelte unge. Hvis de unge gentagende gange har problemer

med at stå op til tiden om morgenen, kan en konsekvens ek-

sempelvis være, at de unge skal tidligere i seng i en periode.

Det kan også være, at de unge mister privilegier så som at

blive kørt til købmanden den pågældende dag.

Anbringelsesstedernes praksis for at anmelde vold og

trusler

På alle besøgte anbringelsessteder anmeldes vold mod medar-

bejdere, også i tilfælde, hvor det ikke medfører fravær for

medarbejderen. Når det kommer til at anmelde trusler, foreta-

ger stederne en vurdering af om truslen er reel. Det er gen-

nemgående for alle anbringelsesstederne, at de oplever, at ud-

brud i affekt fra en ung ikke nødvendigvis opfattes som en

trussel, og dermed ikke bliver anmeldt. Hvis en medarbejder

eller leder opfatter noget som en reel trussel, bliver det an-

meldt.

Anbringelsesstedernes brug af sikkerhedsudstyr er be-

grænset

I interviewene med de otte anbringelsessteder fremgår det, at

omfanget og anvendelsen af sikkerhedsudstyr varierer på

tværs af stederne og målgrupperne. De fleste steder har lidt

eller intet sikkerhedsudstyr. Enkelte steder har flere typer sik-

kerhedsudstyr i form af overfaldsalarmer, udendørs belysning,

låsesystem med fingeraftryk eller videoovervågning på uden-

dørs og/eller indendørs arealer.

Alle stederne bruger sikkerhedsudstyr i begrænset omfang.

Anbringelsesstederne arbejder primært med den dynamiske

ENKELTE STEDER

BRUGER FLERE

TYPER AF

SIKKERHEDS-

UDSTYR

sikkerhed, der baserer sig på forebyggende pædagogisk ar-

bejde og relationer. Begrebet dynamisk sikkerhed beskrives i

kapitel 6.

KAPITEL 2

Undersøgelsens målgruppe

I dette kapitel beskriver vi det lovgivningsmæssige grundlag

for, at unge kan blive anbragt på åbne døgninstitutioner og op-

holdssteder på grund af kriminalitet.

Kapitlet indeholder også en oversigt over antallet af unge, der

er anbragt på grund af kriminel adfærd og antallet af åbne an-

bringelsessteder, der tager imod gruppen af unge, der har be-

gået enten personfarlig eller ikke-personfarlig kriminalitet.

Afslutningsvis er der en vejledende oversigt over relevant lov-

givning i forhold til undersøgelsens genstandsfelt.

KRIMINALITETSTRUEDE UNGE PÅ ÅBNE AN-

BRINGELSESSTEDER

Undersøgelsens målgruppe er børn og unge, der er kriminali-

tetstruede eller har begået kriminalitet, og som befinder sig på

et åbent opholdssted eller en åben døgninstitution som følge

heraf. De unge kan være anbragt på et af følgende anbringel-

sesgrundlag:



Ungdomssanktion

Forbedringsforløb

Alternativ afsoning

UNDERSØGELSEN

HAR FOKUS PÅ

UNGE I



Ungdomssanktion

Forbedringsforløb

Alternativ afsoning

De unge kan også være anbragt på åbne døgninstitutioner og

opholdssteder på grund af kriminel adfærd som led i en frivillig

anbringelse (§ 52, stk. 3, nr. 7, i serviceloven) og en anbrin-

gelse uden samtykke (§ 58 i serviceloven). Målgruppen for

denne undersøgelse er dog de unge, der er anbragt på bag-

grund af en dom fra retten eller en afgørelse fra ungdomskri-

minalitetsnævnet, hvorfor vi har særskilt fokus på de anbrin-

gelsesgrundlag i rapporten.

Unge kan desuden anbringes hvis de har begået kriminalitet og

bliver erklæret uegnet til straf pga. deres mentale handicap, jf.

straffelovens § 16 stk. 2, og § 68.

Ungdomssanktion

En ungdomssanktion er et alternativ til ubetinget fængselstraf

for unge under 18 år. Ungdomssanktioner består af tre faser:



Første fase er et ophold på en sikret institution.

Anden fase består af ophold på en åben døgninstitution, et

åbent opholdssted eller et andet egnet åbent anbringelses-

sted.

Tredje fase er en periode i ambulant regi, hvor de sociale

myndigheder fra den unges opholdskommune fører tilsyn.

Ungdomssanktionen kan indledes på et åbent anbringelses-

sted, hvis den unge under sagen har været anbragt i vare-

tægtssurrogat på en sikret afdeling, og en pædagogisk obser-

vation viser, at den pågældende ikke har behov for at være på

en sikret afdeling.

En ungdomssanktion er en socialpædagogisk behandling.

Længden af opholdet på henholdsvis den sikrede afdeling og

det åbne anbringelsessted vurderes derfor på baggrund af den

unges behov for socialpædagogisk behandling, frem for den

kriminalitet, der ligger til grund for ungdomssanktionen. Læng-

den af de enkelte faser ligger derfor ikke helt fast. Den del af

behandlingen, hvor den unge er på institution, må dog maksi-

malt vare et år og seks måneder, medmindre den unge får en

ny dom efter straffelovens § 74a, stk. 2 undervejs.

UNGDOMSSANKTION

Straffelovens § 74 a

Som et alternativ til en ubetinget fængselsstraf, kan

unge under 18 år tilkendes en ungdomssanktion, hvis de

har begået grovere personfarlig eller anden alvorlig kri-

minalitet. En ungdomssanktion er en struktureret, kon-

trolleret socialpædagogisk behandling på 2 år, der har til

formål at forhindre og forebygge kriminelle handlinger fra

den unge.

Anbringelse som del af forbedringsforløb

Børn og unge der er mistænkt for, og unge der er idømt fæng-

selsstraf for personfarlig eller alvorlig kriminalitet, kan få deres

sag forelagt et Ungdomskriminalitetsnævn. Her kan de få fast-

sat et forbedringsforløb.

Forbedringsforløbet tilrettelægges i en handleplan. Anbringelse

på et opholdssted eller en døgninstitution kan være en del af

forbedringsforløbet, hvis Ungdomskriminalitetsnævnet vurde-

rer, at det er nødvendigt i forhold til den unges problemer.

FORBEDRINGSFORLØB

Lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet

§ 13

Ungdomskriminalitetsnævnet kan fastsætte et forbed-

ringsforløb i form af en handleplan med en varighed af op

til 2 år. For børn og unge i alderen 10 til 14 år kan hand-

leplanen i helt særlige tilfælde have en varighed af op til

4 år. Handleplanen skal angive en eller flere konkrete

foranstaltninger for barnet eller den unge, som vurderes

egnede i forhold til barnets eller den unges problemer og

behov.

§ 14

Ungdomskriminalitetsnævnet kan som led i forbedrings-

forløbet træffe afgørelse om, at barnet eller den unge an-

bringes uden for hjemmet på et anbringelsessted, når

det af hensyn til barnets eller den unges særlige behov

for støtte må anses for at være af væsentlig betydning.

Alternativ afsoning

Når unge, der er under 18 år, idømmes en ubetinget straf, er

der mulighed for, at de kan afsone straffen på en egnet institu-

tion. Det kan eksempelvis være åbne døgninstitutioner eller

opholdssteder.

Den unge vil derfor i mange tilfælde afsone hele eller resten af

straffetiden på et åbent opholdssted eller døgninstitution.

Som hovedregel er der altid knyttet det vilkår til afsoningen, at

den pågældende skal undergive sig tilsyn af Kriminalforsorgen.

Herudover vil den unge være underlagt de regler, der gælder

på anbringelsesstedet.

Som eksempler på yderligere vilkår ved anbringelse på et an-

bringelsessted kan eksempelvis nævnes:



at den pågældende kun må forlade anbringelsesstedet med

ledsagelse af personalet,

at den pågældende kun må forlade institutionen efter forud-

gående aftale,

at den pågældende kun må forlade anbringelsesstedet efter

nærmere bestemmelse.

Foranstaltning

Forvaltningsafgørelse med samtykke

Dom (ungdomssanktion)

Dom (afsoning)

Surrogat for varetægtsfængsling

Ankestyrelsens afgørelse

Uoplyst

I alt

ALTERNATIV AFSONING

Jf. straffuldbyrdelseslovens § 78, stk. 2

Unge under 18 år, der har begået kriminalitet og idøm-

mes ubetinget fængselsstraf, skal anbringes på en insti-

tution, medmindre afgørende hensyn til retshåndhævel-

sen taler imod anbringelse uden for fængsel og arrest-

hus.

Anbringelser på ungdomssanktion og alternativ afsoning

Den nedenstående tabel viser, at ud af 3.871 iværksatte an-

bringelser i 2018 var 24 registreret som led i en ungdomssank-

tion og 15 som alternativ afsoning. Der foreligger ikke tal for

hvor mange unge, der er anbragt i forbindelse med et forbed-

ringsforløb. For en stor del af anbringelserne er der ikke regi-

streret, hvilken foranstaltningstype der er tale om. De fremgår

derfor som ’Uoplyst’ i nedenstående tabel.

TABEL 2.1 IVÆRKSATTE ANBRINGELSER I 2018 EFTER FORANSTALTNING

Antal iværksatte anbringelser i 2018

2.140

403

1.104

3.871

Udlændinge under 15 år (udlændingelovens §36 og 37)

Børn og unge-udvalget uden samtykkekrav

Foreløbig afgørelse (formanden for børn og unge-udvalget)

Note: I opgørelsen skelnes ikke mellem typer af anbringelsessted. Derfor er plejefamilier, sikrede og delvis lukkede institutioner også

med.

Kilde: Opgørelse fra Danmarks Statistiks register ANBAAR8

LANDETS ÅBNE ANBRINGELSESSTEDER

Der er i alt 640 døgninstitutioner og opholdssteder i Danmark,

men det er kun 95, der er enten er godkendt til unge, der har

begået personfarlig, til unge, der har begået ikke-personfarlig

kriminalitet eller begge målgrupper

I denne undersøgelse har vi besøgt otte anbringelsessteder.

Seks af anbringelsesstederne er godkendt til unge, der har be-

gået personfarlig kriminalitet. To af disse steder ligger i tilknyt-

ning til delvis lukkede pladser. De to sidste anbringelsessteder

er godkendt til unge, der har udført ikke-personfarlig kriminali-

tet og samtidig har behov for behandling af stofmisbrug.

DØGNINSTITUTIONER, OPHOLDSSTEDER OG DEL-

VIS LUKKEDE AFDELINGER/INSTITUTIONER

Efter servicelovens § 66, stk. 1, kan anbringelsessteder

for børn og unge blandt andet være:

6) opholdssteder for børn og unge,

7) døgninstitutioner, herunder delvis lukkede døgninstitu-

tioner og delvis lukkede afdelinger på døgninstitutioner

samt sikrede døgninstitutioner og særligt sikrede afdelin-

ger

Delvis lukkede pladser

Delvis lukkede institutioner eller afdelinger er anbringel-

sessteder for børn og unge mellem 12 og 17 år, hvor der

i perioder kan ske tilbageholdelse i form af aflåsning af

yderdøre og vinduer samt fysisk fastholdelse. (Bekendt-

gørelse om voksenansvar for anbragte børn og unge, §

Målgrupper

Alle døgninstitutionerne og opholdsstederne i Danmark, der

modtager unge, der har begået personfarlig eller ikke-person-

farlig kriminalitet, er godkendt til en bredere målgruppe. Det

betyder, at sammensætningen af unge på det enkelte anbrin-

gelsessted ofte er forskelligartet, og at en større eller mindre

andel af de anbragte unge, vil være anbragt af andre årsager

end kriminalitet, såsom omsorgssvigt eller overgreb.

Data fra Tilbudsportalen pr. 30. november 2018

Sammenfald i mange af problemerne blandt unge, der er an-

bragt på grund af kriminel adfærd og andre unge

Kriminalitetstruede unge kan blive anbragt på åbne anbringel-

sessteder på forskellige anbringelsesgrundlag som beskrevet

ovenfor. Unge kan desuden blive anbragt på åbne døgninstitu-

tioner og opholdssteder af en række andre årsager end det

forhold, at de er kriminalitetstruede (jf. SEL § 52, stk. 3, nr. 7

og § 58). Unge, der bliver anbragt fordi de er kriminalitetstru-

ede, er ofte prægede af de samme faktorer, der har resulteret

i, at andre børn og unge er blevet anbragt. Det kan eksempel-

vis være adfærdsproblemer, manglende omsorg i hjemmet,

misbrug hos de(n) voksne, funktionsnedsættelser hos de(n)

voksne eller udviklingsproblemer hos barnet eller den unge.

Unge, der anbringes fordi de er kriminalitetstruede eller har

begået kriminalitet, har derfor ofte ikke alene problemer med

kriminel adfærd, men har også andre støttebehov.

Anbringelsessteder der er godkendt til målgruppen

På landsplan er der 44 åbne døgninstitutioner og opholdssteder

efter servicelovens § 66, stk. 1, nr. 6 og nr. 7, som er god-

kendt til unge, der har begået personfarlig kriminalitet.

Af de 44 anbringelsessteder er der fire åbne døgninstitutioner,

der organisatorisk ligger i tilknytning til delvis lukkede døgnin-

stitutioner eller delvis lukkede afdelinger på døgninstitutioner.

Endelig er der på landsplan 79 åbne opholdssteder og døgnin-

stitutioner, som er godkendt til unge, der har begået ikke-per-

sonfarlig kriminalitet. Blandt dem er 24 også godkendt til

unge, der har behov for stofmisbrugsbehandling.

Opgørelserne er foretaget af kontoret for Mål og Data i Social-

og Indenrigsministeriet på baggrund af data fra Tilbudsporta-

len pr. 30. november 2018. Anbringelsesstedernes placering i

landet fremgår af nedenstående kort, der også viser det en-

kelte anbringelsessteds målgrupper.

Placering af anbringelsessteder, der har målgruppen af unge, der har begået personfarlig eller ikke-personfarlig krimina-

litet

Note: Kortet er baseret på dataudtræk fra Tilbudsportalen pr. 30. november 2018

To af de 44 anbringelsessteder, som er godkendt til målgruppen unge der har begået personfarlig kriminalitet fremgår ikke af kortet, da

de var lukket på tidspunktet for udarbejdelsen af rapporten.

Tre af de fire anbringelsessteder med delvis lukkede pladser i tilknytning til åbne pladser er både godkendt til personfarlig og ikke-

personfarlig kriminalitet. Det sidste anbringelsessted er kun godkendt til personfarlig kriminalitet.

VILKÅR FOR ANBRINGELSER PÅ ÅBNE OG DEL-

VIS LUKKEDE PLADSER

Anbragte børn og unge har de samme grundlæggende ret-

tigheder som andre unge. Det vil blandt andet sige retten til

bevægelsesfrihed, retten til privat- og familieliv og boligens

ukrænkelighed. Anbringelsesstederne har dog en række lovbe-

stemte muligheder for indgreb i de unges selvbestemmelses-

ret.

Åbne pladser

På de åbne pladser på anbringelsessteder, har medarbejderne

lov til at fastholde eller føre en ung til et andet rum, hvis den

unge udviser en adfærd, herunder vedvarende chikane, der er

til fare for den unge selv, de øvrige anbragte unge, personalet

eller andre, der opholder sig på anbringelsesstedet.

Der er også en begrænset mulighed for at tilbageholde de

unge i forbindelse med anbringelsen. Børne og unge-udvalget

eller Ungdomskriminalitetsnævnet kan træffe afgørelse om, at

et barn eller en ung kan tilbageholdes i op til 14 dage i forbin-

delse med eller under anbringelsen på anbringelsesstedet. Til-

bageholdelsen kan ske, når det må anses for at have afgø-

rende betydning for at imødekomme den unges særlige behov

for støtte og for den socialpædagogiske behandling.

Delvis lukkede pladser

På delvis lukkede pladser gælder de samme regler som på

åbne pladser, men der er mulighed for at tilbageholde de

unge, ved at aflåse yderdøre og vinduer i perioder og mulighed

for at fastholde den unge fysisk. De unge på delvis lukkede

pladser må højest tilbageholdes fem sammenhængende dage

og højst 30 dage på et år. Størstedelen af tiden på anbringel-

sesstedet vil vilkårene i forhold til bevægelsesfrihed dermed

minde om vilkårene på de åbne pladser, bortset fra, at mulig-

heden for tilbageholdelse eksisterer. Afgørelsen om at tilbage-

holde den unge træffes af kommunalbestyrelsen. Den skal

være begrundet i en vurdering af, at det har afgørende betyd-

ning for den socialpædagogiske behandling, at den unge ikke

rømmer fra institutionen, og at der er risiko for, at den unges

sundhed eller udvikling vil lide alvorlig skade i forbindelse med

en rømning. Det er dermed alene risikoen for rømning, der af-

gør om der kan træffes afgørelse om tilbageholdelse.

Dørene til unges værelser må ikke aflåses på en delvis lukket

døgninstitution eller en delvis lukket afdeling.

BEFØJELSER

TIL AT

TILBAGEHOLDE

På en delvis lukket døgninstitution eller en delvis lukket afde-

ling kan personalet anvende fysisk fastholdelse for at forhin-

dre, at en ung forlader institutionen, i tilfælde hvor den unge

for eksempel handler i affekt eller vrede og vil stikke af.

Med anvendelse af fysisk magt menes, at der fysisk tages fat i

den unge i en kortere periode til vedkommende er faldet til ro,

eller at den unge kan mandsopdækkes - eksempelvis ved at

personalet stiller sig i døren, så den unge ikke kan komme ud.

Den unge kan fastholdes fysisk, hvis der er risiko for, at den

unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund af:



SÆRLIGE REGLER

FOR BRUG AF

SIKKERHEDS-

UDSTYR



kriminel adfærd hos den unge,

misbrugsproblemer hos den unge

andre adfærds- eller tilpasningsproblemer hos den unge.

Der gælder desuden særlige regler for brug af videoovervåg-

ning og døralarmer på de delvis lukkede pladser. Dette er gen-

nemgået i afsnittet om sikkerhedsudstyr i kapitel 6 i rapporten.

TABEL 2.2 ADGANG TIL INDGREB I SELVBESTEMMELSEN OVERFOR UNGE PÅ ÅBNE OG DELVIS

LUKKEDE PLADSER

Indgreb

Fastholdelse

Fastholde eller føre den unge, hvis

den unge er til fare for sig selv eller

andre på anbringelsesstedet

Fastholde eller føre den unge, hvis

den unge overtræder regler i en hus-

orden og magtanvendelsen er nød-

vendig for at bringe overtrædelsen til

ophør

Rømning

Fastholde den unge, hvis den unge vil

rømme, og der er risiko for, at den

unges sundhed eller udvikling lider al-

vorlig skade

Tilbageføre en ung, der rømmer, hvis

der er risiko for skade på den unge

selv eller andre

Tilbageholdelse

Tilbageholde den unge på anbringel-

sesstedet

Nej,

dog mulighed for tilbagehol-

delse op til 14 dage i forbin-

delse med eller under anbrin-

gelsen*

Ja,

dog højst fem sammenhængende

dage og 30 dage på et år.**

Nej

Ja**

Åbne pladser

Delvis lukkede pladser

Nej

Adgang til internet og telefon

Overvåge eller forhindre adgang til

internet og telefon

Nej

Ja,

Hvis den unge er anbragt i hen-

hold til en strafferetlig dom eller

kendelse, og det er nødvendigt af

ordens- eller sikkerhedsmæssige

hensyn

Kilde: Bekendtgørelse af lov om voksenansvar for anbragte børn og unge

Note: *Afgørelser om tilbageholdelse på åbne pladser træffes af Børn og unge-udvalget i den ansvarlige kommune

** Afgørelser om mulighed- og rammerne for brug af indgrebet på delvis lukkede pladser træffes af kommunalbestyrelsen. Le-

deren af anbringelsesstedet beslutter hvordan indgrebet skal anvendes inden for de rammer kommunalbestyrelsen har fastsat.

Lederen kan f.eks. beslutte, at tilbageholdelsen skal begrænses til bestemte tidspunkter i døgnet.

RELEVANT LOVGIVNING

Reguleringen af indsatsen på de åbne døgninstitutioner og op-

holdssteder og lovgrundlaget for anbringelse af børn og unge

fordi de er kriminalitetstruede eller har begået kriminalitet fin-

des følgende steder:



Lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet §§ 13 og 14

Voksenansvarsloven §§ 6, 8, 9, 10, 11 og 17

Serviceloven - §§ 52, 58 og 66



Straffeloven § 74 a.

Straffuldbyrdelsesloven § 78, stk. 2

KAPITEL 3

Rammerne for den

pædagogiske indsats

I dette kapitel beskriver vi rammerne for den pædagogiske

indsats på de otte åbne anbringelsessteder. Det dækker både

over de fysiske rammer og målgruppen.

UDVALGTE RESULTATER FRA KAPITLET



Der er en del variation i de fysiske rammer på de otte

anbringelsessteder. Seks steder ligger uden for byer el-

ler på landet og består af flere afdelinger. To af ste-

derne ligger i en by og råder over én bygning samt ud-

slusningspladser.

Målgrupperne på anbringelsesstederne varierer. På fem

af de otte steder er målgruppen blandet og der er en

forholdsvis lille andel af kriminalitetstruede unge. På tre

af de otte steder er de mere specialiserede, og har en

højere andel af kriminalitetstruede unge. Nogle steder

er samtlige unge, der er anbragt på stedet, kriminali-

tetstruede.

Samtlige anbringelsessteder er opmærksomme på po-

tentielt negative gruppedynamikker i målgruppen. De

unges alder og graden af de problemer, der ligger til

grund for anbringelsen, er blandt andet opmærksom-

hedspunkter i forhold til gruppedynamikken. Anbringel-

sesstederne tage højde for dette, når de beslutter

hvilke unge, de kan indskrive.



FYSISKE RAMMER

Udeareal, anbringelsessted der

ligger i en by

De fysiske rammer omfatter de bygninger, hvor anbringelses-

stederne har til huse, indretningen af afdelingerne på anbrin-

gelsesstederne, og endelig den geografiske beliggenhed

–

stederne er placeret i eller tæt på byer

–

og eventuelt kriminelt

eller misbrugsnærmiljø

–

eller om stedet ligger mere isoleret.

Forskel i forhold til størrelse, bygninger og placering

Blandt de otte anbringelsessteder er der stor forskel i de fysi-

ske rammer, både når det handler om størrelsen af anbringel-

sesstedet, typen af bygninger, og hvor anbringelsesstedet er

placeret i forhold til land og by.

De fysiske rammer på anbringelsesstederne kan overordnet

opdeles i to grupper ud fra rammernes karakteristika:

TO OVERORDNEDE

GRUPPER



Anbringelsessteder, der ligger ude på landet eller i udkanten

af en mindre by og har flere afdelinger eventuelt med tilknyt-

tede udslusningslejligheder.

Mindre steder, der ligger i en større by og har til huse i en

enkelt bygning med tilknyttede udslusningslejligheder

De anbringelsessteder, der har til huse ude på landet eller

uden for mindre byer, har forholdsvis store bygninger med

flere fællesarealer og store grønne udendørsarealer. De har

også egne faciliteter såsom værksteder, haller eller en intern

skole. De har flere afdelinger, der kan være placeret forskellige

steder på området, så de unge fra de forskellige afdelinger

ikke nødvendigvis ser hinanden i deres fritid, medmindre de

selv opsøger det. På enkelte steder er afdelingerne placeret i

de samme bygninger, og har så enkelte afdelinger, der er pla-

ceret lidt væk. Udslusningslejlighederne er typisk placeret væk

fra resten af stedet.

De anbringelsessteder, der ligger inde i en større by, har til

huse i en enkelt bygning som kan minde om et privat hjem.

Fællesarealerne er udgjort af et køkken, en spisestue og tv-

stue, og udendørsarealerne er en mindre have eller flisebelagt

gård. Der er ikke de samme faciliteter på stederne. De fleste

fritidsaktiviteter for de unge foregår derfor uden for anbringel-

sesstedernes matrikel. Stederne har udslusningslejligheder i

nærheden, hvor de unge kan flytte hen som forberedelse på at

skulle bo i egen lejlighed.

Hjemlig indretning

På alle anbringelsesstederne forsøger de at indrette afdelin-

gerne hjemligt og indbydende, så de unge har lyst til at op-

holde sig der. Formålet er, at nedtone fornemmelsen af, at de

er på en institution mest muligt, da stederne reelt fungerer

som de unges hjem. Indretningen har også en anden pædago-

gisk funktion, idet den kan være med til at regulere de unges

adfærd på stedet. Hvis der er ordentligt og rart at være, så har

et anbringelsessted erfaring med, at det kan lægge en dæmper

på de unges adfærd.

”Det er en form for miljøterapi. Omgivelserne og området

gør også, at vi behandler hinanden ordentligt. Derfor har vi

også utrolig få magtanvendelser i forhold til den gruppe, vi

har.”

(Leder)

Mulighed for aktiviteter på stedet

Alle de anbringelsessteder, der ligger på landet eller uden for

en mindre by, har mulighed for en række forskellige aktiviteter

Opholdsrum, anbringelsessted

der ligger i en by

INDRETNING HAR

PÆDAGOGISK

FUNKTION

for de unge på anbringelsesstedet. Det er eksempelvis træ-

ningslokaler, værksteder, udendørssport som gokart og moun-

tainbiketure, indendørs hal eller trampolin, udendørs volley,

træningsstationer mv. Både medarbejdere, ledere og unge

fremhæver aktivitetstilbuddene på stedet som en styrke, da

det øger de unges lyst til at være på anbringelsesstedet. Af

samme årsag giver det også flere muligheder for medarbej-

derne til at være i pædagogisk kontakt med de unge, uden det

nødvendigvis opleves som sådan.

Flere af anbringelsesstederne lægger også vægt på, at det er

vigtigt, at de unge deltager i aktiviteter uden for anbringelses-

stedet. Det udvikler de unge til at komme ud af rammerne på

anbringelsesstedet og være sammen med andre unge, der ikke

har begået kriminalitet eller er udsatte. Dette er beskrevet

yderligere under afsnittet om trivsel i kapitel 5 i rapporten.

Ressourcemæssigt svært at transportere de unge til og fra an-

bringelsesstedet

Flere af de unge, vi har talt med, som bor på anbringelsesste-

derne, der ligger på landet eller uden for en mindre by, er op-

tagede af mulighederne for at komme rundt

–

enten med of-

fentlig transport, på scooter eller ved at blive kørt af medar-

bejderne.

Forbindelserne med offentlig transport er ofte begrænsede til

og fra de steder, der ligger på landet eller uden for en mindre

by. På enkelte af anbringelsesstederne nævner medarbejdere,

at det kan være en ressourcemæssig belastning, at de unge

ofte skal køres af anbringelsesstedets medarbejdere, hvis de

unge skal nogen steder. Det kan være et dilemma, fordi ste-

derne gerne vil understøtte, at de unge har et arbejde eller

deltager i aktiviteter uden for anbringelsesstedet.

Styrker og udfordringer ved anbringelsesstedernes be-

liggenhed i forhold til det pædagogiske arbejde

Overordnet udtrykker alle medarbejdere og ledere, at de er

glade for de pædagogiske muligheder, som deres placering gi-

ver dem

–

uanset om anbringelsesstedet er placeret i en stor

by eller ude på landet.

En tilsynskonsulent fremhæver, at variationen i det samlede

udbud af anbringelsessteder til målgruppen, udgør en styrke.

De forskellige rammer på anbringelsesstederne gør det nemlig

muligt at imødekomme forskellige behov hos de unge.

"Det er forskelligt, hvad børnene har brug for. Vi kommer jo

ikke alle sammen ud som en lille gul legoklods."

(Tilsyns-

konsulent)

FORDELE OG

ULEMPER

VED ALLE

PLACERINGER

Arbejde i nærmiljø eller skærmet miljø

De anbringelsessteder, der ligger i en større by, oplever i hø-

jere grad, at de anbragte unge har venner og bekendte fra før

anbringelsen i nærmiljøet, end det er tilfældet for de anbrin-

gelsessteder, der ligger på landet eller uden for mindre byer.

Det kan ifølge de interviewede ledere og medarbejdere betyde,

at det er mere sandsynligt, at de unge kommer i kredse, hvor

der tages stoffer eller diskuteres kriminel adfærd. Af inter-

viewene fremgår det, at det kan vanskeliggøre det pædagogi-

ske arbejde med at holde de unge fri for stoffer og undgå kri-

minel adfærd under opholdet på anbringelsesstedet.

På de anbringelsessteder, der ligger i en større by, kommer en

stor del af de unge, der er anbragt på stedet, fra den samme

by. Anbringelsesstederne anerkender, at det kan være en ud-

fordring, at de unge stadig kommer i deres gamle nærmiljø,

hvor der for eksempel ofte er stoffer tilgængelige. Medarbej-

derne og lederne vurderer dog også, at det er en styrke, at de

arbejder med den unge i det miljø, som den unge skal begå sig

i efter endt anbringelse. Mange af de unge er nødt til at for-

holde sig til venner og familie, der indtager stoffer, efter deres

anbringelse ender, og derfor vurderer interviewpersonerne, at

det er givende for den unge at lære at begå sig i de omstæn-

digheder:

”Vi arbejder med unge,

som begår sig i miljøer, hvor der fo-

regår kriminalitet og bliver indtaget stoffer. Deres ungenet-

værk er i København, så de vil gerne til København. Det er

en udfordring, at de er i miljøet, men det er repræsentativt

for, at vi skal prøve at skabe noget normalt for dem, samti-

dig med, at de er i miljøet, som er ved siden af det man

gerne vil have dem ind i. Men det er også motiverende for

dem at få lov at bo her.”

(Leder)

Et af anbringelsesstederne har både afdelinger ude på landet

og en enkelt afdeling i et bynært miljø. Der er dermed både

mulighed for at behandling i et afskærmet miljø på landet, og i

en afdeling i bynært miljø afhængig af den unges behov, hvor

der kan arbejdes med, at de unge skal lære at indgå i de

omgivelser, som mange af de unge vil befinde sig i efter endt

anbringelse. Forstanderen for anbringelsesstedet forklarer om

de forskellige afdelinger:

”Jeg tænker, at unge, der kommer fra større byer,

ikke bli-

ver boende herude. De vil tilbage til de store byer. Derfor

kan jeg godt lide tanken om at kunne træne de unge i at bo

i de større byer, mens de er i behandling. Men jeg kan også

godt lide, at de unge, som vi ved stikker af og er i et narko-

tilgængeligt miljø i 14 dage, før de kommer tilbage, har mu-

ligheden for at bo lidt afsides."

(Forstander)

TÆT PÅ DE UNGES

NETVÆRK

Omgivelser, anbringelsessted

der ligger på landet

LÆRE AT

FUNGERE UDEN

FOR STEDET

Placering på landet kan give ro

Flere af de unge fortæller, at de sætter pris på den mentale ro,

de oplever at få fra anbringelsessteder, der ligger afsides byen.

En ung forklarer:

”Det gør en kæmpe forskel, fordi det ikke er ligeså nemt at

komme i nærheden af misbrug og det samme miljø, som

jeg kommer fra. Så det er vigtigt, at man får det der break

fra storbyer og byer, hvor der er meget misbrug. Det bety-

der rigtig meget.

[…] Det er også det der med, at man kan

få tid for sig selv og ikke skal være bange for, hvis man er

blevet uvenner med nogen, om de lige pludselig dukker op.

Det, synes jeg, er vigtigt.”

(Ung)

En anden ung oplever, at det er en hjælp at bo et sted, hvor

han ikke befinder sig i det samme miljø, som han kom fra:

"Det er dejligt nok at komme væk fra sine gamle rammer.

Fordi der lavede jeg en masse lort. Røg hash, stjal biler,

lavede kriminalitet og røg ind at sidde. Det vil jeg bare

gerne glemme, så jeg har skåret mange af mine gamle

venner fra og snakker kun med dem, jeg ved, er der for mig

på den ordentlige måde. (...) Det er rart, at man ikke løber

ind i dem [de gamle venner], fordi så får man lyst til at gøre

de ting, selvom man godt ved, at det er forkert."

(Ung)

Omvendt peger en tredje ung på, at han er glad for at bo tæt

på en by med de muligheder, det giver ham, for selv at handle

og tage offentlig transport. Den unge bor på en afdeling, hvor

han skal lære at klare flere opgaver selv, som et led i at forbe-

rede ham på at flytte fra anbringelsesstedet.

”Det ligger to minutter fra byen, og det er bedre end de an-

dre afdelinger, der lå helt ude på landet. Det vænnede jeg

mig til [at bo på landet], men der er jo heller ikke andet at

gøre, når man får at vide, at man skal bo der i to år. Jeg

kan bedre lide at bo ved byen, fordi jeg bare kan gå ned og

handle og hvis jeg skal noget, er bus og tog også tæt på.

Jeg kan godt lide, at der er mennesker til stede i stedet for,

at det hele bare er dødt.”

(Ung)

Placeringen kan være med til at forebygge rømninger

På de anbringelsessteder, der ligger på landet eller uden for en

mindre by, fortæller ledere og medarbejdere også, at de ser

deres placering som en styrke i situationer, hvor unge ønsker

at forlade stedet. Medarbejderne på et af anbringelsesstederne

fortæller, at fordi det tager lidt længere tid for de unge at

komme hen til offentlig transport, har medarbejderne mulig-

NÅR AT TALE MED

DE UNGE, FØR DE

RØMMER

hed for at tale med de unge om situationen og de mulige føl-

ger af rømningen. Det bliver derfor muligt at hjælpe de unge

med at affektregulere, hvis der er brug for det.

”Nogen

gange kan de bare gå, og når man så når ind til to-

get, er der afløb for ventilen, og så kan man vende om og

gå hjem. Så det har også den positive effekt, at man kan nå

at snakke med dem.”

(Medarbejder)

Flere af de unge, der bor på steder, der ligger uden for byerne,

fortæller også, at de tror, at placeringen kan have en indvirk-

ning på, om de unge rømmer. De unge peger blandt andet på,

at det ville være nemmere at forlade stedet, hvis de havde

nem adgang til byen eller til regelmæssig offentlig transport.

Anbringelsesstedernes retningslinjer og overvejelser i forbin-

delse med rømninger er yderligere beskrevet i afsnittet om

rømning i kapitel 5 i rapporten.

Næsten alle anbringelsessteder oplever udfordringer med stof-

fer

Uanset om anbringelsesstederne er placeret inde i en større by

eller ude på landet, oplever de fra tid til anden, at de unge har

stoffer på anbringelsesstedet, til trods for at flere steder har

tiltag til at forebygge forekomsten af stoffer. Der er umiddel-

bart ikke her nogen fordel ved, at et anbringelsessted ligger på

landet. Både unge og medarbejdere fortæller, at det er nemt

at få leveret stoffer, uanset hvor i landet de unge befinder sig.

Det er også tilsynskonsulenternes erfaringer, fra de anbringel-

sessteder, de fører tilsyn med. Det eneste anbringelsessted,

der ikke oplever udfordringer med stoffer, er særligt målrettet

kriminalitetstruede unge, som også har problemer med sen

udvikling eller mental retardering.

PLACERING HAR

IKKE BETYDNING

FOR MISBRUG

MÅLGRUPPER PÅ ANBRINGELSESSTEDERNE

I dette afsnit beskriver vi sammensætningen af børn og unge

på de besøgte anbringelsessteder. Derudover belyser vi an-

bringelsesstedernes overvejelser om sammensætningen af de

unge på stedet. I den forbindelse belyser vi også elementer af

anbringelsesstedernes visitation af de unge.

Flere steder med blandede målgrupper og enkelte speci-

aliserede steder

De otte anbringelsessteder fordeler sig sådan, at fem steder

har en blandet målgruppe af unge med og uden kriminel ad-

færd og tre steder har en målgruppe, der er mere homogen og

specialiseret i forhold til kriminalitetstruede unge. Det billede

undersøgelsen tegner understøttes af en tilsynskonsulent fra et

FLEST MED EN

BLANDET

MÅLGRUPPE

af Socialtilsynene, der vurderer, at det generelt afspejler for-

delingen blandt de øvrige tilbud på området. Her er der gene-

relt flere anbringelsessteder med en blandet sammensætning

og enkelte specialiserede anbringelsessteder.

"Der er enkelte steder, hvor kriminalitetstruede unge er det

man koncentrerer sig om og det, man kan. Men ellers er

det jo en lille gruppe, der passer ind i en målgruppe, tilbud-

dene i forvejen er godkendt til. Der er nok flest af de tilbud,

hvor målgruppen er ret blandet.”

(Tilsynskonsulent).

Anbringelsessteder med blandet målgruppe

Fem af de otte anbringelsessteder beskriver, at de har en blan-

det målgruppe af unge, når det kommer til årsagerne til an-

bringelsen. Det er kun en mindre del af de unge på anbringel-

sesstederne, der er anbragt i forbedringsforløb, alternativ afso-

ning eller som en del af deres ungdomssanktion. Resten af de

unge er anbragt af andre sociale årsager.

På et anbringelsessted er det ifølge en leder omkring ti procent

af de unge, der er anbragt som følge af kriminalitet, og på et

andet anbringelsessted fortæller en leder, at i øjeblikket er fem

ud af 26 unge anbragt i forbedringsforløb, alternativ afsoning

eller som led i en ungdomssanktion.

De unge kan have begået kriminalitet uden at det er årsagen

til anbringelsen

En leder fra et af anbringelsesstederne fremhæver, at gruppen

af kriminalitetstruede unge ikke udgør en homogen gruppe,

der nødvendigvis har de samme udfordringer eller støttebehov.

Der kan blandt andet være forskel på, hvor kriminalitetstruede

de unge er, og hvor meget det fylder i deres samlede støttebe-

hov:

”Når vi taler om kriminalitetstruede unge, så er det en bred

betegnelse. De fleste af vores unge har dette hæftet på sig.

Spørgsmålet er dog i hvilken grad.”

(Leder)

Derudover vurderer medarbejdere og ledere på nogle af an-

bringelsesstederne, at de andre unge på stedet også kan have

problemer med kriminel adfærd eller komme i kriminelle mil-

jøer, selvom de ikke er anbragt af den grund.

På et anbringelsessted, der er specialiseret i misbrugsproble-

mer og er godkendt til ikke-personfarlig kriminalitet, fortæller

en leder, at selvom det er en mindre andel af de unge, der er

anbragt i forbedringsforløb, alternativ afsoning eller som led i

en ungdomssanktion, så har stort set alle unge, de har anbragt

på stedet, i større eller mindre grad været involveret i krimina-

litet. Den kriminelle adfærd går, ifølge lederen, som regel hånd

DE UNGE HAR EN

RÆKKE ANDRE

UDFORDRINGER

i hånd med et misbrug. Det vil dog typisk være ikke-personfar-

lig kriminalitet for eksempel tyveri, de unge har begået.

Kriminaliteten er dog ikke nødvendigvis de unges primære pro-

blemstilling og altså heller ikke den primære årsag til, at de

unge er anbragt.

Specialiserede anbringelsessteder

På tre af anbringelsesstederne beskriver de deres målgruppe

som mere specialiseret.

Et af stederne er særligt målrettet kriminalitetstruede unge,

som også har problemer med sen udvikling eller mental retar-

dering. Stedet er derfor indrettet til at skærme de enkelte

unge og tilbyde en indsats med en-til-en voksenkontakt.

De to andre anbringelsessteders målgrupper er unge, der er

kriminalitetstruede. På et af disse steder er målgruppen af kri-

minalitetstruede gennemgående på alle stedets afdelinger,

men de enkelte afdelinger er også yderligere specialiseret i ek-

sempelvis psykiatrinære unge. På det andet sted, er det be-

stemte af anbringelsesstedets afdelinger, der kun er målrettet

kriminalitetstruede unge.

Målgrupperne på de specialiserede anbringelsessteder har en

høj andel af de unge, som har udadreagerende adfærd eller

højt støttebehov sammenlignet med de anbringelsessteder, der

har en mere blandet sammensætning af unge. De tre speciali-

serede anbringelsessteder har også en høj normering af med-

arbejdere per ung for at imødekomme behovene hos målgrup-

pen.

Flere forskellige problemer på spil i målgruppen

På de specialiserede anbringelsessteder beskriver de, at

selvom de er specialiseret i forhold til et bestemt målgruppeka-

rakteristika, så er det ikke ensbetydende med, at det er en ho-

mogen eller ensartet gruppe unge, de har anbragt. Der er væ-

sentlige individuelle forskelle i hvilke problemstillinger, de unge

har, selvom de alle er kriminalitetstruede.

En medarbejder fra et af stederne, som sidder med visitatio-

nen af de unge, oplever, at der er sket en ændring i hvilke

unge, de bliver kontaktet om i forhold til en mulig anbringelse

hos dem:

”Min oplevelse er, at gennem de seneste år har målgruppen

ændret sig. De bliver yngre, og er mere belastede af op-

vækstmæssige faktorer. Det er ikke ren kriminalitet, men

mere blandede unge med mere komplekse problemstillin-

ger.”

(Medarbejder)

Udadreagerende ad-

færd kan eksempelvis

komme til udtryk i

konflikter med omgi-

velserne, fordi de

unge ofte har svært

ved sociale relationer,

finder det vanskeligt

at regulere deres fø-

lelser og fordi de bry-

der med gældende

normer.

Kilde: Socialstyrelsens

Vidensportal

En tilsynskonsulent fra et af socialtilsynene fremhæver også

det forhold, at de unge oftest har en række andre problemer

foruden kriminel adfærd.

”De unge har ofte flere problemer ud over kriminalitet,

kriminaliteten kan være underordnet i forhold til nogle af de

andre problemer, de har, eksempelvis diagnoser.”

(Tilsyns-

konsulent)

Mange af de unge har været anbragt før

I en velfærdspolitisk analyse om kontinuitet i anbringelser af

børn og unge fra 2018, konstaterer Social- og Indenrigsmini-

steriet, at 42 procent af de anbragte på døgninstitutioner og

opholdssteder har oplevet skift i anbringelsessted eller et mid-

lertidigt ophør i anbringelsen.

På de fleste af de besøgte anbringelsessteder er erfaringen, at

en stor andel af de unge, som er anbragt hos dem, har været

anbragt et eller flere steder forud for den aktuelle anbringelse.

"En stor del af vores kriminelle unge kommer fra tidligere

anbringelser. Langt størstedelen af dem, vi modtager, er

smidt ud fra andre opholdssteder, døgninstitutioner eller

plejefamilier. Vi er lidt endestationen for mange af dem.”

(Medarbejder)

I forlængelse heraf, beskriver de tre specialiserede anbringel-

sessteder sig selv som steder, hvor de kan rumme de unge,

der har meget komplekse eller ’tunge’

problemer, og som ikke

har kunnet rummes på andre anbringelsessteder. De gør der-

for meget for at tilrettelægge deres indsats på en sådan måde,

at stedet kan rumme de unge, da der, efter stedernes opfat-

telse, ikke er ret mange andre steder, der har mulighed for at

give stabile behandlingsforløb til disse unge:

”Vi har dømte og kriminalitetstruede børn og unge og i sær-

deleshed børn og unge med misbrugsproblematikker. Det er

unge, der ikke kan være ret mange andre steder. Mange

har flere mislykkede anbringelser bag sig. Så er de endt

her, hvor vi får det til at lykkes.”

(Leder)

En tilsynskonsulent fra et af socialtilsynene fortæller, at hun

også oplever, at der er behov for at skabe kontinuitet i anbrin-

gelserne. Også for unge, der kan have meget udadreagerende

og voldsom adfærd:

”Der er tale om unge der har været udsat for mange svigt.

Jeg husker især en ung fyr, der sagde til mig, at det her

[anbringelsessted] er et godt sted. Da jeg spurgte ham,

hvad der gjorde, at det her er et godt sted, så sagde han:

MANGE OPLEVER

SKIFT UNDER

ANBRINGELSEN

FORSØGER AT

RUMME DE UNGE

FOR AT UNDGÅ

SAMMENBRUD

'Fordi her kan man ikke blive smidt ud fra. Det kan man fra

alle andre steder'."

(Tilsynskonsulent)

Anbringelsesstedernes pædagogiske overvejelser om at

rumme de unge og skabe kontinuitet i anbringelsesforløbet ud-

dybes i afsnittet i kapitel 6 om den pædagogiske praksis på

anbringelsesstederne.

GRUPPEDYNAMIK OG VISITATION

Som beskrevet ovenfor har vi både besøgt anbringelsessteder,

der har specialiseret sig i kriminalitetstruede unge, og anbrin-

gelsessteder med en mere blandet målgruppesammensætning,

hvor en mindre andel af de unge er kriminalitetstruede.

Alle anbringelsesstederne gør sig overvejelser om sammen-

sætningen af de unge på anbringelsesstedet og hvilken betyd-

ning, sammensætningen kan have for dels den enkelte unge

dels kulturen på stedet. De parametre, anbringelsesstederne

ser på, når de arbejder med sammensætningen af de unge, er

de unges alder, eventuelt misbrug, udadreagerende adfærd og

kriminel adfærd.

De unge spejler sig i hinanden

–

både positivt og nega-

tivt

Alle anbringelsesstederne vurderer, at det kan have betydning

for den enkelte unges trivsel og udvikling, hvem de er anbragt

sammen med. Betydningen kan dog både være negativ og po-

sitiv.

Blandt de anbringelsessteder, der har en blandet målgruppe af

kriminalitetstruede og andre unge, oplever de, at det kan være

en fordel for de unge, der er anbragt på grund af kriminalitet,

at kunne spejle sig i andre unge, der ikke er en del af miljøet

og måske er mere velfungerende. Omvendt kan det være ud-

fordrende for stederne, at de skal rumme unge, der ikke har

problemer med kriminalitet og som eksempelvis er særligt sår-

bare eller udsatte, når de anbringes sammen med kriminali-

tetstruede unge med en problematisk udadreagerende adfærd.

Blandt de steder, der er specialiserede i forhold til målgruppen,

er der også eksempler på, at de unge kan have en positiv ind-

flydelse på hinanden. Der kan dog samtidig opstå problemer

med, at omgangstonen og kulturen på stederne kan blive for-

hærdet, fordi kriminalitet og misbrug bliver et fælles erfarings-

og samlingspunkt for de unge. Som beskrevet i kapitel 5 om

den pædagogiske praksis, så er dette noget, som flere af an-

bringelsesstederne arbejder med at forebygge ved at indføre

ALDER, MISBRUG

OG ADFÆRD

regler for snak om kriminalitet og misbrug blandt de unge, el-

ler ved at medarbejderne er sammen med de unge i næsten

alle de vågne timer.

Uhensigtsmæssig påvirkning

På et anbringelsessted arbejder de af samme grund ud fra en

tilgang, hvor de er meget sammen med de unge for at forhin-

dre negativ påvirkning de unge imellem. Anbringelsesstedet

oplever nemlig, at de unge kan påvirke hinanden til at gøre

ting, de ellers ikke ville gøre.

"Det her med at være tæt på er lige så meget for at få luk-

ket den fællesnævner ned, de har. De har jo en fællesnæv-

ner, der hedder misbrug eller kriminalitet, som de kan

snakke om.”

(Leder)

Flere af anbringelsesstederne forklarer dog, at de generelt ikke

oplever, at samtaler om kriminalitet nødvendigvis fører til, at

de unge bliver inspireret til at begå mere personfarlig krimina-

litet eller går sammen om at lave kriminalitet.

Når det kommer til misbrug af stoffer eller rømning, er der en

undtagelse. Her har enkelte anbringelsessteder oplevet, at

unge, der har haft eller er i et misbrug, ender med at tage

stoffer sammen, eller at de unge kan inspirere hinanden til at

rømme.

Positiv indflydelse

Der er flere anbringelsessteder, der også beskriver eksempler

på, hvordan de unge kan have en positiv indflydelse på hinan-

den, når de deler erfaringer og udfordringer. En socialfaglig ko-

ordinator på et anbringelsessted, hvor målgruppen er blandet,

beskriver eksempelvis, hvordan de unge lærer at støtte hinan-

den i svære beslutninger om stop af misbrug og også inspire-

rer hinanden til at ændre adfærd.

”Jeg synes bestemt, at de påvirker hinanden positivt. De

fleste af de unge, vi har nu, ryger hash også på daglig ba-

sis. En pige har gennem længere tid arbejdet med et ønske

om at stoppe. En anden og tredje pige har også sagt nu, at

de vil stoppe, og det er helt klart fordi, de påvirker hinanden

positivt.”

(Medarbejder)

BRUGES SOM

PÆDAGOGISK

REDSKAB

På et andet anbringelsessted, hvor der også er en blandet mål-

gruppe, beskriver de, at uhensigtsmæssig adfærd kan anven-

des som et redskab i den pædagogiske indsats. Hvis en ung

har haft en uhensigtsmæssig adfærd, bruger medarbejderne

anledningen til at tale med de andre unge om, hvad der førte

til, at den ene unge handlede sådan. De taler også med de

unge om, at de ikke behøver at handle på samme måde.

”

De har jo en fælles-

nævner, der hedder mis-

brug eller kriminalitet,

som de kan snakke om”

Anbringelsesstederne tager højde for gruppedynamikker

i visitationen

Anbringelsesstederne tager højde for og forsøger at påvirke

gruppedynamikken i målgruppen i visitationsprocessen.

Visitationen foregår ved, at anbringelsesstedet får en henven-

delse fra en kommune om en konkret ung, som skal anbringes.

Derefter vurderer anbringelsesstederne, om der er plads til

den unge, og om de kan tilbyde den rette støtteindsats i for-

hold til kommunens beskrivelse.

Alle anbringelsesstederne har en grundig visitationsproces, når

de skal beslutte, om en ung skal indskrives. Visitationen bru-

ges blandt andet til at forsøge at afdække, om de problemer,

den pågældende unge har, kan rummes i anbringelsesstedets

rammer og med den nuværende sammensætning af unge.

Visitationen medvirker i sig selv til en form for specialisering

Forskellene i sammensætningen af unge på anbringelsesste-

derne hænger derfor blandt andet sammen med, at anbringel-

sesstederne ved visitationen af de unge vurderer, om de unge

passer ind i den aktuelle gruppe, der er anbragt på stedet.

Selvom flere af de anbringelsessteder, der indgår i denne un-

dersøgelse, er godkendt til samme målgrupper, kan de ikke

nødvendigvis alle rumme en høj andel af unge med kriminel el-

ler udadreagerende adfærd. Det kan blandt andet skyldes nor-

mering, de fysiske rammer og behov hos de unge, der allerede

bor på stedet.

Det betyder, at enkelte steder kan blive mere eller mindre spe-

cialiserede i forhold til særlige problemstillinger og tyngden af

problemerne. Det er tilfældet blandt de tre anbringelsessteder

med en mere specialiseret målgruppe, som stort set aldrig vil

afvise at indskrive unge på grund af kriminalitet eller udadrea-

gerende adfærd. Visitationsprocessen betyder omvendt også,

at nogle af anbringelsesstederne med en blandet målgruppe

ofte vurderer, at de ikke kan rumme unge med specifikke pro-

blemer, på trods af at være godkendt til dem. Dette skyldes,

at anbringelsesstederne vurderer, at den unges problemer ikke

er forenelige med de andre unges udfordringer.

Unge der er for belastede eller for velfungerende, bliver ikke

indskrevet

Der er flere af anbringelsesstederne, som tager et begrænset

antal unge med kriminel eller udadreagerende adfærd. Det

skyldes, at de disse unge ofte har et stort støttebehov, som

nogle anbringelsessteder oplever, at de har svært ved at op-

fylde samtidig med, at de skal tilgodese behovene hos de an-

dre unge på stedet. En leder på et anbringelsessted med en

blandet målgruppe beskriver nogle af deres overvejelser i for-

bindelse med visitationen:

BELASTEDE UNGE

KAN HAVE STORT

STØTTEBEHOV

”Vores målgruppe er bred. Men grundlæggende, når den so-

cialfaglige koordinator og jeg læser sagerne, så ser vi på,

om rammerne er bæredygtige for den unges anbringelse.

Hvis vi har en ungegruppe som er 14-årige piger, så kan det

være svært at tage en 17-årig ind, der har begået kræn-

kende kriminalitet. Eller hvis det er en meget udadreage-

rende ung, og der er en udadreagerende ung i forvejen, så

må vi se på, om ungegruppen og medarbejdergruppen kan

bære en ung mere, der har den adfærd.”

(Leder)

En medarbejder, der arbejder med visitationen på et af de ste-

der, der har specialiseret sig i forhold til målgruppen, fortæller

omvendt, at de afviser nogle unge, hvis vurderingen er, at den

unge ikke har stort nok støttebehov.

Årsagen er, at den ’tunge’

målgruppe, på anbringelsesstedet risikerer at påvirke den unge

negativt. Derfor ser stedet gerne, at de unge, der kan rummes

på andre steder, ikke flytter ind hos dem:

"Vi har bekymringer ved at få nogle unge, der måske ikke er

så tunge, hvor de ikke er så kriminalitetstruede, og ikke er

så gamle. Der er vi rimelig bevidste om smitteeffekt. Nogle

gange afviser vi også, hvis vi tænker den unge er for

’nem’."

(Medarbejder)

Et af anbringelsesstederne arbejder desuden med at placere de

unge så hensigtsmæssigt som muligt i afdelingerne eller på

værelsesgangene. Det sker for at undgå, at de unge frempro-

vokerer hinandens udfordringer unødvendigt. En leder fra an-

bringelsesstedet beskriver de faglige overvejelser, der ligger til

grund:

”Vi

er meget opmærksomme på, at vi ikke indskriver unge

sammen med det, de skal forsøge at komme væk fra. Vi er

ikke tvunget til at have dem i ét hus. Der hvor vi lykkedes

er der, hvor vi matcher nogle, som ikke har noget tilfælles,

fordi de trækker i forskellige retninger. Vi giver dem ro på

nogle områder til at kunne gøre nogle andre ting.”

(Leder)

En tilsynskonsulent peger også på, at det er nødvendigt, at an-

bringelsesstederne overvejer, hvordan de unge placeres på an-

bringelsesstedet. Tilsynskonsulenten vurderer, at anbringelses-

stederne skal kunne skærme de unge efter behov for at sikre

den bedst mulige indsats. Det er særlig relevant på anbringel-

sessteder, hvor målgruppesammensætningen er blandet.

Regler for snak om kriminalitet blandt de unge

På flere af anbringelsesstederne har de også via en husorden

fastsat regler for de unges samvær. På de specialiserede an-

bringelsessteder kan der være et særligt behov for at arbejde

AFVISER HVIS

DEN UNGE ER

FOR ’NEM’

med, hvordan kriminel adfærd og baggrund italesættes blandt

de unge, da kriminaliteten er noget af det, alle de unge på ste-

derne har tilfælles. På et af anbringelsesstederne beskriver de,

hvordan de har tæt voksentilstedeværelse, når de unge er

sammen. Det er for at forebygge, at de unge har en negativ

afsmittende effekt på hinanden i forhold til kriminalitet.

En afdelingsleder fortæller:

”Vi har et regelsæt om, at man ikke må snakke forhærdet

om kriminalitet. Man må gerne snakke bearbejdende om

det, hvor man stiller sig kritisk over for det. Vi tager det op,

hvis de unge snakker forhærdende om det, og forholder

dem til, hvorfor de synes det er fedt, at snakke om det på

den måde.”

(Leder)

På samme anbringelsessted bruger de et tillidstrinsystem i det

pædagogiske arbejde med de unge. Placeringen i systemet

styrer blandt andet, om de unge må opholde sig flere sammen

ad gangen eller ej. Formålet er at undgå situationer, hvor de

unge kommer til at tale om kriminalitet. En leder forklarer:

”Det er den måde, hvor vi

kan forebygge kriminel smitte.

Hvis vi bare satte de her syv unge sammen og ikke havde

nogen på det, så ville der hurtigt blive snakket om kriminali-

tet.”

(Leder)

Systemet består af tre trin, hvor trin 1 er den laveste grad af

tillid, og trin 3 er den højeste. De unges adfærd og varigheden

af de unges ophold på stedet afgør, hvilket trin de bliver ind-

placeret på via en erfaringsbaseret kvalificering.

De unges alder kan også spille en rolle i sammensætningen af

målgruppen

Flere anbringelsessteder og tilsynskonsulenter fra socialtilsy-

nene nævner, at de gør sig særlige overvejelser i forhold til, at

børn under 15 år bliver anbragt sammen med ældre unge,

uanset om børnene under 15 år også selv er kriminalitetstru-

ede. På et af anbringelsesstederne prøver de at anbringe de

yngste sammen på en afdeling for at skærme dem:

"Vi kan ikke indskrive en voldsom knivstikker på den afde-

ling, når det er der, vi har prøvet at samle vores 11, 12, og

13-årige drenge. De er også ballademagere, og har også

væltet institutioner, men vi er alligevel nødt til prøve at be-

skytte dem […] Det er noget, vi prøver at arbejde med in-

ternt at få holdt målgrupperne lidt adskilt.”

(Medarbejder)

SÆRLIGT

PROBLEMATISK

MED HELT UNGE

Nogle af de unge, vi har talt med, tænker også over alderen på

de andre unge på stedet. En ung dreng over 15 år fortæller ek-

sempelvis, at han og de voksne på stedet tager særlige hensyn

til en ung dreng på 12 år:

”De voksne tager meget ansvar for ham. Jeg fik at vide in-

den han kom, at jeg ikke skulle spille sej over for ham, fordi

jeg er en af de tungere drenge. Men hvad skal jeg også med

en 12-årig. Han har udspurgt mig om hvad jeg sidder inde

for og så videre, men jeg siger bare, at han skal passe sin

skole.”

(Ung)

KAPITEL 4

Modtagelsen af de unge

I dette kapitel belyser vi anbringelsesstedernes modtagelse af

de unge, herunder overleveringen mellem anbringelsesste-

derne, og den første tid efter de unge er flyttet til anbringel-

sesstedet.

UDVALGTE RESULTATER FRA KAPITLET



Overleveringen fra et tidligere anbringelsessted varierer

meget. Det hænger ofte sammen med, om skiftet er

planlagt eller akut.

I den første tid på det nye anbringelsessted har medar-

bejderne et særligt fokus på de unge, og der er en

række praktiske forhold, som skal på plads.

For unge, der kommer fra sikrede afdelinger, delvis luk-

kede pladser eller andre anbringelsessteder, hvor der

er en mere struktureret hverdag, kan det i nogle til-

fælde være svært at vænne sig til og administrere de

åbne rammer den første tid



OVERLEVERING VED SKIFT I ANBRINGELSES-

STED

Når de unge flytter til et nyt anbringelsessted er den røde tråd

i indsatsen på tværs af anbringelsesstederne et centralt tema.

Overleveringen mellem anbringelsesstederne har, ifølge an-

bringelsesstederne, betydning for det faglige, pædagogiske ar-

bejde med de unge - og betyder også noget for de unges ople-

velse af kontinuitet og tryghed i anbringelsen.

SKRIFTLIG OG

MUNDTLIG, PRAK-

TISK

OVERLEVERING

FORSKELLIGE FORMER FOR OVERLEVERING

På baggrund af interviewene med anbringelsesstederne

kan overleveringen ved et skift i anbringelsessted bestå

af:



Skriftlige beskrivelser af den unge, handleplaner, sta-

tusnotater og andre akter i den unges sag.

Mundtlig dialog mellem anbringelsesstederne. Den

mundtlige overlevering supplerer den skriftlige, og gi-

ver et opdateret billede af den unge, hvilket måske ikke

fremgår af dokumenterne i sagen.

En relationel og praktisk overlevering, hvor den unge

eksempelvis besøger det nye anbringelsessted, møder

pædagogerne fra det nye sted eller har en anden form

for brobygning forud for eller i forbindelse med skiftet.



Brobygning skaber forudsigelighed

Enkelte af de otte anbringelsessteder har erfaringer med, at

der er en decideret brobygning, når de modtager unge fra et

andet anbringelsessted.

Brobygningen kan ske ved at medarbejdere fra det nye anbrin-

gelsessted besøger den unge, før den unge skal flytte. Den

unge kan også besøge det nye anbringelsessted for eksempel

sammen med en medarbejder fra det nuværende anbringel-

sessted, som den unge har en god kontakt til. Formålet med

brobygningen er at skabe tryghed og forudsigelighed i anbrin-

gelsen. Den unge får mulighed for at forberede sig på skiftet,

de nye rammer og medarbejdere, som den unge skal forholde

sig til. Brobygningen er, ifølge anbringelsesstederne, med til at

understøtte den bedst mulige start på et nyt anbringelsessted,

fordi processen bliver gjort gennemskuelig for de unge. En af-

delingsleder fra et anbringelsessted forklarer:

"Det er lige som alle os andre. Der adskiller de unge sig

ikke. Det der med tryghed, gennemskuelighed, hvad kan

jeg forvente, og hvad forventer de af mig. Hvor i landet skal

jeg bo og hvordan ser der ud. Alle de ting, der kan hjælpe

de unge med at danne sig et billede."

(Leder)

Særligt når de unge flytter mellem afdelinger på samme an-

bringelsessted

De to anbringelsessteder, der både har åbne pladser, delvis

lukkede pladser og sikrede afdelinger og særligt sikrede plad-

ser, har særligt gode erfaringer med brobygningen, når de

unge flytter mellem afdelingerne internt på anbringelsesstedet.

Da der er tale om afdelinger inden for det samme anbringel-

sessted, har de mulighed for at prioritere en gradvis overgang

over en kortere eller længere periode. Ligeledes er det nem-

mere at sætte medarbejderressourcer af til arbejdet og at op-

bygge forskellige specialer ift. målgruppen bestående af krimi-

nalitetstruede unge.

På et af anbringelsesstederne supplerer de brobygningen med,

at en medarbejder fra den tidligere afdeling på anbringelses-

stedet giver en mundtlig overlevering af den unge til et perso-

nalemøde. Det oplever medarbejderne som værdifuld viden,

som de kan anvende i deres arbejde, når de modtager den

unge.

På et af anbringelsesstederne er målgruppen kriminalitetstru-

ede unge med sen udvikling eller mental retardering. Ifølge le-

deren stiller målgruppens behov for forudsigelighed og kontak-

ten til medarbejderne også krav til, at overgange bliver så

skånsomme som mulig. Dette gælder både for overgange mel-

lem afdelinger, eller til og fra anbringelsesstedet.

Planlagte skift er ofte fra sikrede afdelinger

Flere af anbringelsesstederne vurderer, at det ofte er de situa-

tioner, hvor en ung har et planlagt skifte fra en sikret afdeling

til et åbent anbringelsessted, der giver mulighed for at lave en

god overlevering mellem anbringelsesstederne.

”Vi

har oplevet, at det har fungeret rigtig godt, hvor vi har

været på besøg inden. Det har primært været på sikrede

afdelinger, for der ved man, at fristen for anbringelsen

udløber. Så har vi mulighed for at hilse på de unge eller de

kan komme og besøge os.”

(Medarbejder)

Enkelte anbringelsessteder peger også på, at det er en fordel,

at anbringelsesstedet kender til arbejdsmetoderne og struktu-

rerne på de sikrede afdelinger, da det kan lette overleveringen

af de unge.

Ved skift, der ikke er planlagt, er der ofte heller ikke en

mundtlig overlevering

Interviewene på de otte anbringelsessteder viser, at der kan

være stor forskel på, om der er en dialog med det tidligere an-

bringelsessted i forbindelse med et skift. Det opleves i nogle

tilfælde som et problem, fordi overleveringen klæder pædago-

gerne fra det nye anbringelsessted på til at tage imod den

unge. En dialog understøtter, at vigtig viden om den unges ad-

færd, reaktionsmønstre og hverdag bliver givet videre.

En medarbejder fra et anbringelsessted beskriver fordelene

ved dialogen mellem anbringelsesstederne:

"Der kan være rigtig mange papirer om den unge, og det

kan være svært at gennemskue, hvad der er essensen og

den røde tråd. Hvad er i fokus lige nu? Det, der står i

handleplanen, kan godt være nogle år gammelt, så hvad er

det personlige her og nu billede og den røde tråd. Vi finder

den selvfølgelig hen ad vejen, men det er rart at vide fra

starten. Det er også mere trygt for den unge, der er med og

hører, hvad der bliver sagt - så de ved, hvorfor vi ved ting

om dem. Det gør noget godt for relationen."

(Medarbejder)

Variationen skyldes især, at en del af skiftene mellem anbrin-

gelsesstederne har karakter af at være mere eller mindre

akutte. Ved et skift, der ikke er planlagt, kan det være vanske-

ligt at sikre den samme gode overlevering, som ved et planlagt

skift. Det kan der være flere grunde til:



FLERE ÅRSAGER

TIL MANGLENDE

OVERLEVERING



Skiftet sker meget hurtigt og eventuelt på et ydertidspunkt -

eksempelvis om aftenen eller i weekenden.

De unge har boet på gaden eller hjemme i en periode, hvor

kontakten til kommunen har været sporadisk. Derfor er der

ikke nogen medarbejdere, der har kendskab til de unge og

kan stå for overleveringen.

Relationen mellem den unge og medarbejderne på det tidli-

gere anbringelsessted er blevet så belastet, at medarbej-

derne ikke kan eller vil medvirke til et samarbejde eller dia-

log om den unge.

”Nogle af de unge,

vi får, har slidt opholdsstedet rigtigt

tyndt, og der kommer en menneskelig reaktion på, at de

bare skal have den unge væk. Der er det ærgerligt, at med-

arbejdere og ledere ikke er professionelle nok. I den anden

ende har vi en ung, der flytter lige om lidt. Vi har foreslået

det nye opholdssted at holde et møde, men de siger, at det

ikke er nødvendigt, fordi de har hans papirer.”

(Leder)

BESKRIVELSER

AF DE UNGE

ER KONTEKST

AFHÆNGIGE

Anbringelsesstederne kan ikke altid genkende beskrivel-

serne af de unge

Rammerne og relationerne på tidligere anbringelsessteder kan

have betydning for, hvordan de unge opfører sig og bliver op-

fattet af medarbejderne. Det er flere af anbringelsesstederne

opmærksomme på, når de ser på, hvordan den unge er blevet

beskrevet af sagsbehandlere og tidligere anbringelsessteder.

På den måde forsøger anbringelsesstederne at undgå at være

forudindtagede om de unge og deres problemer.

”Vi arbejder meget konfliktnedtrappende og

generelt søger

vi at undgå konflikter, så har vi haft erfaringer med nogen

som har haft mange konflikter på andre bosteder, de kan

godt komme her og være en helt anderledes type borger,

end der er beskrevet. Så vi er nøje med, hvad der ligger til

grund for beskrivelsen, miljøet, de bliver beskrevet i. Vi er

åbne og ikke bare bedømmer ud fra, hvad der står skrevet

om den unge.”

(Leder)

Lederne på et andet anbringelsessted giver udtryk for en lig-

nende forståelse af, at den måde de unge bliver beskrevet på,

skal læses med kritiske øjne. De beskriver mængden af infor-

mationer, de får om de unge på forhånd, som en balancegang:

”Det er balancegangen imellem at have en masse viden om

en ung og så møde dem som det menneske, de er. Det er

der, vi skal være professionelle. Vi skal ikke begå de samme

fodfejl, men vi skal give dem ny chance.”

(Leder)

DE FØRSTE UGER PÅ ANBRINGELSESSTEDET

HJÆLPER DE

UNGE GODT PÅ

PLADS

Når de unge er flyttet ind, er der forskellige forhold og opgaver

på anbringelsesstederne, der er særlig fokus på. Det indbefat-

ter typisk i første omgang at få den unge godt på plads på ste-

det. De unge får også forklaret og gennemgået reglerne på

stedet.

På nogle af stederne får de unge tildelt en kontaktperson. Et

sted beskriver, at kontaktpersonen har en særlig opgave i at

hjælpe den unge med at få indrettet sit værelse og købe di-

verse møbler og personlige ejendele. Den pædagogiske vinkel

er, at medarbejderen og den unge får mulighed for at tilbringe

tid sammen og etablere en relation.

Nogle af anbringelsesstederne har en decideret indslusningspe-

riode, hvor de voksne er sammen med den unge stort set hele

tiden. På et sted foregår det i en ekstern bolig, der ligger på

matriklen, men er lidt afsondret fra resten af pladserne. På et

andet sted foregår det på afdelingerne sammen med de andre

unge. Her er medarbejderne opmærksomme på, at den unge

ikke skal være alene sammen med de andre beboere, før den

unge er faldet til.

Særlig opmærksomhed på vilkår for ungdomssanktion

og domme

Samtlige af de otte anbringelsessteder har fokus på, at vilkå-

rene for anbringelsen af de unge, der er anbragt på en ung-

domssanktion eller afsoner en dom på den åbne plads, er fuld-

stændig klare. Det er noget af det, der adskiller modtagelsen

af kriminalitetstruede unge fra modtagelsen af andre unge, der

bliver anbragt på de åbne pladser.

Den anbringende

myndighed kan være

kommunen, Ung-

domskriminalitets-

nævnet eller retten.

Anbringelsesstederne skal vide, hvad den unge må og ikke må,

og hvordan de skal handle, hvis den unge bryder vilkårene.

Det kræver et tæt samarbejde med den myndighed, der har

anbragt den unge. De klare rammer er også med til at sikre, at

den unge oplever, at det har konsekvenser, hvis vilkårene for

anbringelsen ikke bliver overholdt.

"Ved de unge, der kommer fra sikrede, er det noget med fra

start af at forsøge at have så tydelig en ramme som muligt.

Få sagsbehandleren til at fortælle mig præcis hvornår jeg

skal reagere. Hvornår hedder det tilbageførsel og hvad skal

der til? Det kan være sådan noget med ’hvis den unge ikke

opfører sig ordentligt

men’, det er et vidt begreb. Er det

for

eksempel, at den unge slår? Det har den unge også brug

for."

(Leder)

Sikkerhed ved modtagelsen

Endelig kan der være nogle sikkerhedshensyn, som anbringel-

sesstederne iagttager. Det kan eksempelvis være helt konkret

at gennemgå den unges baggage ved ankomsten for at sikre,

at de unge ikke tager stoffer eller noget, der kan bruges som

våben, med ind på stedet. Et af anbringelsesstederne fortæller,

at de i meget sjældne tilfælde har oplevet, at de unge har haft

våben eller stoffer på sig, når de modtager unge fra sikrede af-

delinger.

Af hensyn til sikkerheden kan det også være nødvendigt, at

anbringelsesstedet foretager en vurdering af, om der er noget,

medarbejderne skal være særligt opmærksomme på i forhold

til karakteren af den kriminalitet, den unge har begået.

De unge skal ofte falde til, før det pædagogiske arbejde

kan begynde

På flere af anbringelsesstederne oplever de, at de unges ad-

færd kan være væsentlig mere afdæmpet og uproblematisk

end forventet, de første uger efter de unge er flyttet ind. De

unge er ofte mere tilbageholdende, overholder reglerne på ste-

det og ser medarbejderne an. Når de første uger er gået, be-

gynder medarbejderne at se de unges reelle reaktionsmønstre,

og de unge fremstår ofte mere udfordrede. Ifølge anbringel-

sesstederne hænger det sammen med, at de unge falder til og

føler sig bedre tilpas. Det er først her, medarbejderne kan be-

gynde at arbejde med den uhensigtsmæssige adfærd, som de

unge kan have.

Nogle af de unge fortæller også, at der kan gå en periode in-

den de falder til og giver udtryk for deres egentlige opfattelse

SIKKERHEDS-

HENSYN

På åbne anbringelses-

steder er det tilladt at

gennemgå de unges

ting, når der er en

begrundet mistanke

om, at de unge er i

besiddelse af fx stoffer

eller våben.

af rammer og regler på stedet. En ung beskriver eksempelvis

sin første tid på det åbne anbringelsessted:

”De første uger gik fint nok, jeg fik noget tid for mig selv,

hvor jeg kunne falde til og snakke med de andre unge. Der

var ikke nogen regler, der blev presset ned over hovedet på

mig. Men så ville jeg gerne besøge min familie, hvor der

skulle en pædagog med. Det syntes jeg, var fair nok. Men

jeg syntes, pædagogen skulle køre igen, når han havde sagt

hej, men han havde fået at vide fra min sagsbehandler, at

han skulle blive der. Det skulle han i tre måneder på alle

hjemmebesøg. Jeg tolkede det sådan, at hvis de var lede

over for mig, var jeg det også over for dem. De første uger

var det fint nok, men bagefter var jeg nok noget af en led

satan at have med at gøre. Hvis de bad om noget, svarede

jeg flabet og nægtede at gøre det, men det gjorde bare al-

ting værre. Til sidst fik jeg slet ikke lov til at tage hjem.”

(Ung)

De unge kan have svært ved at håndtere de åbne ram-

mer

Unge, der flytter fra sikrede afdelinger til åbne anbringelses-

steder, møder nye rammer for anbringelsen, som kan være en

udfordring at være i og administrere. Der kan også være tale

om skift fra åbne anbringelsessteder med en del struktur til

anbringelsessteder, hvor der er væsentlig færre regler og ram-

mer på stedet. Det viser interviewene med de unge og med

anbringelsesstederne. De unge har som oftest behov for at

vænne sig til en større grad af frihed, der følger med at være

anbragt på et åbent anbringelsessted.

”Det var mærkeligt, da jeg kom ude fra den sikrede, fordi

jeg pludselig havde en telefon, og der var alle mulige andre

mennesker. Det var svært at styre den frihed, jeg fik. Da vi

var på den sikrede, var vi skærmet for alt, så det var lidt

mærkeligt at komme ud af det.”

(Ung)

Flere af de unge, vi har talt med, er glade for den større grad

af frihed, der er på de åbne anbringelsessteder. Nogle er sam-

tidig bevidste om, at de har brug for at strukturere forskellige

aspekter af deres hverdag, hvis de skal lykkes med at over-

holde regler og vilkår for anbringelsen. En ung forklarer:

”Al den frihed kunne jeg

ikke helt holde til”

- Ung

”Da jeg havde været her i

14 dage, endte det med, at jeg

fik telefon- og Ipad tid. Der var simpelthen for mange, der

skrev til mig og spurgte, hvad der var sket. Al den frihed

kunne jeg ikke helt holde til. Jeg kom gerne en time eller to

for sent hjem, fordi jeg gerne ville nyde, at jeg kunne være

ude. Det var hårdt at gå fra at være indespærret i 7 måne-

”De

første uger var det

fint nok, men bagefter

var jeg nok noget af en

led satan at have med at

gøre.”

- Ung

KRÆVER

TILVÆNNING

der med den samme luft og de samme mennesker hele ti-

den, uden at jeg oplevede noget nyt. Så da jeg først kom

ud, var det noget med at give den fuld gas. Det var mig

selv, der gav mig telefon- og Ipad tid, for jeg kunne mærke,

at jeg ikke kunne styre det, og jeg var bange for, at det ville

gå galt. Der var for mange fristelser.”

(Ung)

Anbringelsesstedernes erfaring er, at de unges reaktion på

overgangen er forskellig. Det kan dog også handle om de un-

ges præferencer for strukturen i hverdagen generelt, og ikke

alene knytte sig til, at de har svært ved at vænne sig til de

åbne rammer.

Nogle af de unge formår at overholde reglerne på anbringel-

sesstedet og eventuelle vilkår for anbringelsen og kommer tid-

ligt ind i en positiv udvikling. Andre unge har brug for en læn-

gere tilvænning. En medarbejder fra et af anbringelsesste-

derne forklarer eksempelvis:

"Nogle af dem, der kommer fra sikrede er vant til det der

med, at de ikke bare kan rømme, ligesom de kan her - ikke

at de skal gøre det. Den frihed har de svært ved at styre el-

ler være i. Sådan er det for nogle. Andre trives godt i det,

kan slappe af og få talt om de ting, der fylder og få arbejdet

med sig selv.”

(Medarbejder)

Større krav til selv at administrere regler

Et aspekt af udfordringerne ved at rykke fra sikrede til åbne

rammer er, at de unge selv skal administrere reglerne og

strukturen på anbringelsesstedet. Det står i kontrast til de sik-

rede afdelinger, hvor medarbejderne i langt højere grad admi-

nistrerer de unges hverdag på tæt hold.

Det bliver dermed en del af det pædagogiske arbejde for de

åbne anbringelsessteder at lære de unge, at påtage sig ansva-

ret for at overholde regler og indgå i strukturer på stedet. En

leder fra et anbringelsessted beskriver udfordringen for de

unge:

"Det der kan være svært for dem er, at de kommer herud til

os, og så synes de pludselig, der er mange regler. Forskel-

len er jo bare, at de har fået noget ansvar for at admini-

strere reglerne. På de sikrede var der kun en regel, og det

var, at man skal gøre, hvad der bliver sagt. Det kan godt

være svært for nogen af dem. De synes godt nok, der er

mange regler. Det er svært for dem i starten".

(Leder)

SKAL SELV

ADMINISTRERE

REGLER

KAPITEL 5

Pædagogisk praksis

I dette kapitel beskriver vi anbringelsesstedernes pædagogiske

praksis i indsatsen til de unge. Kapitlet indeholder beskrivelser

af:



Faglige tilgange og

konkrete redskaber

Struktureringen af de

unges hverdag

Brug af husordener

Brug af behandlings- og

udviklingsplaner

Konflikthåndtering



Håndtering af rømning

Arbejdet med stofmisbrug

Særlige tiltag i forhold til de

unges udvikling og trivsel

Arbejdet med overgangen til

voksenlivet

UDVALGTE RESULTATER FRA KAPITLET



De besøgte anbringelsessteder arbejder med forskellige

pædagogiske metoder, men har en sammenlignelig

overordnet pædagogisk tilgang til de unge, der tager

afsæt i dialog og relationsarbejde.

De faglige tilgange på alle anbringelsesstederne er de

samme, uanset om de unge er kriminalitetstruede eller

anbragt på grund andre problemer. Den konkrete ind-

sats til de unge kan dog være forskellig og tilrettelæg-

ges blandt andet ud fra den unges baggrund, alder, for-

målet med anbringelsen og endelig særlige vilkår for

anbringelsen.

Der er væsentlige forskelle i, hvor struktureret de un-

ges hverdag er på tværs af institutionerne. Variationen

spænder fra at de unges hverdag er skemalagt, fra de

står op til de går i seng, til steder hvor der stort set

ikke er nogen strukturering af de unges tid i løbet af

dagen.



PÆDAGOGISKE TILGANGE OG METODER

Den pædagogiske tilgang på anbringelsesstederne udgør en

overordnet faglig ramme for indsatsen og arbejdet med de

unge, der er anbragt på stedet. Der findes en række forskellige

faglige pædagogiske tilgange til arbejdet med kriminalitetstru-

ede, udsatte og udadreagerende unge.

FORSKELLIGE

TILGANGE MEN

EN DEL LIGHEDER

Blandt de otte anbringelsessteder anvender de en række til-

gange, som er kort beskrevet i tabel 1.1 nedenfor. Nogle af

stederne arbejder ud fra en af tilgangene mens andre af ste-

derne arbejder ud fra en kombination af faglige tilgange.

På baggrund af interviewene med anbringelsesstederne frem-

går det, at der er en række fællestræk ved de forskellige fag-

lige tilgange. Anbringelsesstederne arbejder med at skabe for-

ståelse for og ændring af uhensigtsmæssig adfærd og tanke-

mønstre hos den enkelte unge. Derudover er et fællestræk ved

anbringelsesstedernes pædagogiske arbejde, at de er opmærk-

somme på, at den faglige tilgang skal tilpasses den enkelte un-

ges forudsætninger. Samtlige steder peger på, at de forsøger

at tilrettelægge indsatsen, så den er meningsfuld for den en-

kelte unge.

Den pragmatiske og individuelt tilrettelagte tilgang understøt-

tes af flere tilsynskonsulenters erfaringer, der viser, at anbrin-

gelsesstederne opnår de bedste resultater, når de forsøger at

imødekomme de unges behov fremfor at lægge sig fast på

særlige tilgange og metoder i indsatsen.

Anbringelsesstederne udmønter den faglige tilgang gennem

samtaler og arbejde med relationen til de unge. Det er noget,

både de unge og medarbejderne fremhæver som betydnings-

fuldt for de unges trivsel og udvikling under anbringelsen. Det

kan blandt andet hænge sammen med, at de unge har oplevet

en række svigt fra voksne i deres liv - både forældre, men

også sagsbehandlere og medarbejdere på tidligere anbringel-

sessteder, hvor der er sket et sammenbrud i anbringelsen. En

medarbejder forklarer eksempelvis:

”De møder voksne, der holder det, de lover. Troværdige

voksne, der er der, selvom de unge laver lort i den.”

(Med-

arbejder)

I en tidligere undersøgelse, Ankestyrelsen har gennemført, om

trivsel blandt børn anbragt på døgninstitutioner og opholdsste-

der er en af konklusionerne også, at relationen til de voksne er

noget af det, der har betydning for, om børn trives på anbrin-

gelsessteder.

Tilgangen der er baseret på samtaler og relationsdannelse be-

tyder også noget for de unge. Flere af de unge fortæller, at re-

lationen til medarbejderne, både gode og dårlige relationer,

har betydning for dem og hvordan de har det på stedet. De er

særligt optagede af, at medarbejderne tager sig tid til at tale

med dem og få en forståelse af deres oplevelser, fremfor at

skride direkte til brug af konsekvenser. En ung fortæller her

om oplevelsen af en tidligere ansat afdelingsleder:

”Vi

havde en afdelingsleder og han tænkte kun på at straffe

os i stedet for at komme ned og snakke med os om det.

Han ringede også altid til os i stedet for at komme ned og

Læs Ankestyrelsens

undersøgelse om triv-

sel blandt børn an-

bragt på opholdsste-

der og døgninstitutio-

ner

her.

snakke med os. Det syntes jeg var lidt mærkeligt, for vi var

jo kun 15 år.”

(Ung)

En ung, der bor på et andet anbringelsessted fortæller også

om hans oplevelser med de voksne på stedet. Den unge er tid-

ligere kommet dårligt ud af det med en af de voksne, men op-

lever, at det er blevet bedre, og at de voksne generelt er me-

get lydhøre:

”Der

er en af dem, jeg har haft mange problemer med. Han

har ikke kunnet lide mig og jeg har ikke kunnet lide ham.

Der har ikke været slåskampe, men ved den mindste dis-

kussion er jeg blevet straffet af ham. Det har vi fået rettet

op på. Man kan altid snakke med de voksne om det mind-

ste, der er. Hvis du mangler smøger, har et problem eller er

ked af det, så skal man bare spørge. Har de ikke tid, så fin-

der de tid. De lytter også, når vi snakker med dem. Selvom

det er en streng afdeling, så lytter de. Også hvis jeg for ek-

sempel siger, at jeg har en rigtig dårlig dag og beder om

bare lige at være mig selv. Jeg har for eksempel fået lov til

at løbe ture på grund af mine aggressioner.”

(Ung)

Det kan dog også være vanskeligt for de unge at danne en tæt

relation til en medarbejder, fordi de er tidligere i deres anbrin-

gelsesforløb har oplevet, at medarbejderne, de var kommet

tæt på, kan forsvinde pludseligt ud af deres liv. Det forklarer

en af de unge:

"Jeg har oplevet at have pædagoger tæt på mig i en meget

stor del af mit liv. Hvis man knytter sig til en pædagog, får

tæt kontakt til ham og snakker med ham, hver gang han er

der, og så er han lige pludselig væk. Så spørger man sig

selv: hvorfor er han væk? Er det fordi, han er blevet fyret,

har fået et andet job eller noget helt andet. Hvorfor knytte

et bånd til en, man ikke ved om bliver her, eller hvor lang

tid han er her. Så vil jeg hellere bare snakke med min kæ-

reste eller min bror om det."

(Ung)

TABEL 5 OVERSIGT OVER FAGLIGE TILGANGE PÅ ANBRINGELSESSTEDERNE

Faglig tilgang

Low arousal

Beskrivelse

Faglig tilgang hvor fagersoner via egen adfærd understøtter den un-

ges trivsel og udvikling af nye strategier til mere hensigtsmæssig ad-

færd i udfordrende situationer. For eksempel ved at støtte den unge i

at undgå konfronterende situationer.*

Faglig tilgang, der har fokus på de fortællinger, som den enkelte for-

tæller om sig selv eller som fortælles om personen. Formålet er at se

nye muligheder i personens liv.**

Personcentreret og guidende faglig tilgang der har til formål at øge

paratheden til forandring over for en bestemt uhensigtsmæssig ad-

færd.*

Faglig tilgang, der har fokus på den enkeltes adfærd.

Formålet er at ændre adfærden i en bestemt retning.**

Faglig tilgang hvor der er fokus på sammenhængen og den gensidige

påvirkning mellem tanker, følelser, krop og handlinger. Formålet er at

ændre tanker og handlinger for at opnå mere positive følelser.**

Faglig tilgang hvor der er fokus på at reflektere over handlinger og

konsekvenserne af handlingerne løbende med henblik på at ændre

adfærd.**

Narrativ tilgang

Motiverende samtaler

Adfærdsterapeutisk tilgang

Kognitiv terapi

Konsekvenspædagogik

Kilde: *) Vidensportalen, Socialstyrelsen. **)

Begrebsdatabasen

tilknyttet Tilbudsportalen

Konkrete redskaber og metoder

Fem af de otte anbringelsessteder benytter forskellige kon-

krete redskaber og metoder som et supplement til indsatsen til

de unge. Det drejer sig om:



Redskaber og metoder

stederne bruger:

ART

Aggression

Replacement Training



ART - Aggression Replacement Training

Et program der henvender sig til børn i alderen 4-20 år og som

består af 30 timers gruppetræning. Formålet er blandt andet at

træne sociale færdigheder, evnen til selvbeherskelse, herunder

at kontrollere vredesudbrud, og udvikle evnen til at ræsonnere

moralsk og empatisk.

NADA - National Acupuncture Detoxification Association

Øreakupunktur der blandt andet kan bruges ved stress, af-

hængighed, personlig udvikling og psykiatriske symptomer.

Metoden kan ikke stå alene og anvendes derfor typisk som et

supplement til andre indsatser. På anbringelsesstederne an-

vender de eksempelvis metoden til at afhjælpe hovedpine i

løbet af skoledagen eller som en del af en aktivitet om afte-

nen, hvor både medarbejdere og unge deltager.

NADA

–

National Acu-

puncture Detoxification

Association

ADL

Almindelig Daglig

Levevis

PAS

Pædagogisk

Analyse System



ADL - Almindelig Daglig Levevis

ADL-træning går ud på at træne de unge i at klare praktiske op-

gaver selv som en del af den pædagogiske indsats over for de

unge. På anbringelsesstedet, der anvender metoden, træner de

eksempelvis at købe ind og hjælpe til med at tilberede måltider

på stedet. Stedets målgruppe består af unge, der foruden krimi-

nel adfærd er karakteriseret ved sen udvikling eller mental re-

tardering.



PAS

–

Pædagogisk Analyse System

PAS er en form for test, der kan bruges til at udrede de unges

kompetencer og potentiale i forhold til indlæring. Redskabet

kan give anbringelsesstedet en ide om, hvordan de unge tager

imod informationer og lærer bedst. Det kan for eksempel være,

at nogle unge er visuelt orienterede og let mister overblikket,

når de får beskeder. Så kan medarbejderne tage højde for det,

når de taler med de unge.

LANGS PROCES ER

BÅDE

STYRKE OG

UDFORDRING

Styrker og udfordringer ved den pædagogiske praksis

Anbringelsesstederne peger alle på, at arbejdet med de unge

er en langstrakt proces. Den pædagogiske praksis går ud på at

forsøge at ændre på de tanke- og adfærdsmønstre, som de

unge har udviklet, og det arbejde tager tid.

Anbringelsesstederne fremhæver, at styrken ved den pædago-

giske praksis over for de unge er, at det er en tilgang, der kan

skabe varige ændringer hos unge, med problematisk adfærd.

Ifølge nogle anbringelsessteder kan udfordringen samtidig

være, at det er en langstrakt proces, hvor udviklingen også er

afhængig af relationerne mellem de unge og medarbejderne.

Der er ikke nogen garanti for, at det lykkes at hjælpe den unge

til at få et liv, hvor de trives, er selvstændige og en aktiv del af

samfundet.

For en del af de unge må anbringelsesstederne justere mål-

sætningen for indsatsen. De må i stedet fokusere på at skabe

de bedst mulige betingelser i en svær tilværelse, der kan være

præget af mistrivsel, misbrug og fængselsdomme.

”Vi arbejder rigtig meget med motivation. Vi kan sagtens

fortælle de unge, hvad der rigtigt, men det er bedre, hvis vi

kan få dem til at synes, at der er noget, der skal være an-

derledes. Det er også vigtigt at sige, at en del unge ikke sy-

nes, det er fedt at komme her og er i opposition til rammen

og behandlingen. Det kan godt tage lang tid, fordi det hand-

ler om relationen. De har så mange nederlag, så de stoler

ikke på nogen voksne, og det tager nogle gange lang tid at

få den relation til de unge.”

(Leder)

De åbne rammer kan både være en udfordring og en styrke

Som beskrevet i kapitel 4 om modtagelsen af de unge, kan det

være en udfordring for de unge at fungere i rammerne og ind-

satsen, der er på de åbne anbringelsessteder. De unge kan

have svært ved at administrere friheden, der er på et åbent

anbringelsessted, i forhold til en sikret afdeling eller ungdoms-

fængsel. De unge i målgruppen har ofte problemer med mis-

brug foruden problemerne med kriminalitet, som kan fortsætte

under anbringelsen. Flere af anbringelsesstederne peger på, at

rammerne på et åbent anbringelsessted gør det svært at for-

hindre. Det er noget anbringelsesstederne arbejder med i den

pædagogiske indsats, men det bliver italesat som en løbende

udfordring.

"Man kan godt stå med et smadret værelse eller nogle vold-

somme verbale toner i huset, som ikke er ok. Udfordringen

kan så være at italesætte over de andre unge, at det ikke er

okay, det der sker her, men at han skal have en chance

ham, der lige er kommet, eller han har det svært, fordi der

lige er sket noget.”

(Medarbejder)

Omvendt opleves det som en styrke ved de åbne rammer, at

anbringelsesstederne er nødt til at udvise tillid til den unge.

Det gør både, at den unge selv er nødt til at være motiveret til

at deltage i uddannelse eller det pædagogiske arbejde, og at

medarbejderne kan vise, at de er der for den unge og kan

rumme ham/hende, selv når de begår fejl. Det sidste er noget,

som flere steder fremhæver som noget de unge har manglet i

deres tilværelse.

SKELNEN MELLEM KRIMINALITETSTRUEDE

UNGE OG ANDRE UNGE

Ifølge anbringelsesstederne tager de afsæt i den samme pæ-

dagogiske tilgang i arbejdet med samtlige unge, der er anbragt

på stederne. Samtlige anbringelsessteder lægger vægt på, at

de ikke differentierer i det pædagogiske arbejde med de unge

alene ud fra, om de unge er kriminalitetstruede.

At de unge er kriminalitetstruede, udløser dermed ikke i sig

selv en særlig pædagogisk tilgang eller indsats under anbrin-

gelsen på de åbne anbringelsessteder. Kriminel adfærd kan

dog være en del af det samlede billede, anbringelsesstederne

ser på, når de tilrettelægger en individuelt tilpasset indsats for

de unge.

En række forhold kan have betydning for differentierede

indsatser

På samtlige otte anbringelsessteder tilrettelægger de arbejdet

med de unge individuelt, og derfor kan der godt være forskel

på indsatsen til de unge. Indsatsen tilrettelægges på baggrund

af en række forhold:

KRIMINALITET ER

BLOT ÉT AF FLERE

FORHOLD



Et bredt blik på hvad de unge har med i baggagen, når de

kommer på stedet. Det kan være tidligere anbringelser, fami-

lieforhold, adfærd, kognitivt funktionsniveau og skolegang.

De unges alder kan også have betydning for indsatsen. En

12-årig kan have behov for en anden indsats, end en ung på

17 år har. På trods af at begge unge har begået kriminalitet,

og udviser den samme udadreagerende adfærd.

Anbringelsesstederne tager også højde for målene for den

unges anbringelse, som er fastsat fra myndighedernes side.

De vil typisk fremgå af den kommunale handleplan.

Endelig har særlige vilkår for anbringelsen betydning for ar-

bejdet med den enkelte unge. Hvis den unge er anbragt som

led i en ungdomssanktion eller på en dom med vilkår, vil der

være nogle rammer for, hvad de unge må og ikke må. Det

fremgår også, hvordan anbringelsesstedet skal reagere, hvis

rammerne ikke bliver overholdt. Det kan eksempelvis være

ved rømning, hvilket bliver beskrevet i afsnittet om rømning

senere i dette kapitel. Her har pædagogerne eksempelvis

flere beføjelser over for unge, der er anbragt på delvis luk-

kede vilkår end unge, der er anbragt på åbne vilkår.



Nogle tilsynskonsulenter har eksempelvis erfaring med, at an-

bringelsessteder er nødt til at afsætte ekstra medarbejder res-

sourcer, fordi unge, der også har begået kriminalitet, har brug

for en massiv indsats. I de tilfælde spiller de unges nuværende

adfærd dog reelt en større rolle i tilrettelæggelsen af indsat-

sen, end den kriminalitet, den unge har begået, gør.

De peger på, at det er de øvrige problemer, den unge har, der

i lige så høj grad kommer til at definere indsatsen:

"Generelt fylder de her unge rigtig meget. Det er unge, der

er i misbrug, stikker af, rømmer gang på gang og skal

følges til netværket for at sikre, at de kommer derhen. Så

de kræver rigtig meget, tænker jeg."

(Tilsynskonsulent)

De unge har grundlæggende behov for de samme ind-

satser uanset om de er kriminalitetstruede eller ej

Anbringelsesstederne peger på, at de grundlæggende princip-

per og metoder i den pædagogiske indsats de tilbyder, er no-

gen der er relevante for alle unge, der bliver anbragt hos dem.

Det skyldes, at de unge ikke kun er kriminalitetstruede men

har en række andre problemer kombineret med kriminaliteten.

Som beskrevet i kapitel 3 om målgruppen, kan det eksempel-

vis være misbrug eller diagnoser på psykiske lidelser eller ad-

færdsmæssige forstyrrelser. Indsatsen de unge har brug for,

er således karakteriseret ved mange af de samme forhold, som

unge, der ikke har begået kriminalitet, har brug for.

På et anbringelsessted fremhæver lederen desuden, at en del

af de unge, der ikke er anbragt fordi de er kriminalitetstruede,

også har begået kriminalitet, som de måske ikke er blevet fan-

get i. Derfor oplever lederen, at det ikke giver det mening at

skelne i den pædagogiske indsats alene på baggrund af om

den unge er anbragt fordi de er kriminalitetstruede eller ej.

"Vi har jo lige så mange her, som kunne have haft en

sanktion, men som ikke har fået det. Eller som måske er

blevet grebet halvandet år før, de kunne få en sanktion."

(Leder)

Åbne anbringelsessteder, der ligger i forbindelse med

delvis lukkede pladser

På det ene af de to åbne anbringelsessteder, der ligger i for-

bindelse med delvis lukkede pladser, kan hvert enkelt værelse

tilpasses til enten at være en åben eller en delvis lukket plads.

De unge på forskellige anbringelsesvilkår bor og opholder sig

derfor i de samme bygninger. Medarbejderne arbejder med

unge på begge typer af anbringelsesvilkår dagligt. Her er der

heller ingen skelnen mellem den pædagogiske tilgang til de

unge i indsatsen. Som beskrevet nedenfor, så tilrettelægger

anbringelsesstederne dog altid indsatsen til de unge individu-

elt. Forskelle i indsatsen til de unge på delvis lukkede og åbne

vilkår handler derfor udelukkende om, at der er forskellige be-

føjelser over for de unge. Lovgivningsmæssigt er der flere be-

føjelser over for unge på delvis lukkede anbringelsesgrundlag,

sammenlignet med unge på åbne anbringelsesgrundlag, jf.

voksenansvarslovens §§ 12 og 13. Det gør sig gældende i situ-

ationer, hvor de unge rømmer eller vurderes at være i fare for

at rømme, og hvor der er risiko for, at den unges sundhed eller

udvikling vil lide alvorlig skade i forbindelse med en rømning,

herunder en risiko for behandlingssammenbrud.

For at imødekomme de forskellige lovgivningsmæssige rammer

for arbejdet med de unge, får medarbejderne løbende under-

visning i gældende lovgivning. Her arbejdes der med efterud-

dannelse og dialog mellem medarbejdere og ledelse, som skal

klæde medarbejderne på til arbejdet.

På det andet anbringelsessted, hvor der er delvis lukkede plad-

ser i forbindelse med de åbne pladser, er organiseringen an-

derledes, med 1:1-normering grundet målgruppen af kriminali-

tetstruede unge med sen udvikling eller mental retardering.

Der oplever de derfor ikke det samme behov for at have fokus

på forskellige anbringelsesgrundlag i det daglige pædagogiske

arbejde, fordi medarbejderne i vid udstrækning kun skal for-

holde sig til en enkelt ungs anbringelsesgrundlag.

SAMME

PÆDAGOGISKE

TILGANG UANSET

GRUNDLAGET

STRUKTUREN PÅ DE UNGES HVERDAG

VARIERER

Blandt de otte anbringelsessteder er der forskel på hvor struk-

turerede de unges hverdag er. Nogle steder har en omfattende

struktur for dagene, hvor tiden, fra de unge står op, til de går i

seng, er skemalagt. Andre steder har meget lidt struktur og få

fastlagte aktiviteter for de unge.



På tre af de otte steder er de unges hverdag som ud-

gangspunkt skemalagt fra de står op, til de går i seng.

På to steder arbejder de også med en del strukturering

af de unges hverdag, men der kan også være unge,

hvis dage i mindre grad er skemalagt.

På to af anbringelsesstederne har de meget få fastlagte

strukturer.

Endelig er der et af anbringelsesstederne, hvor der

også er mindre fast struktur men hvor enkelte unge,

der har brug for det, har faste ugeskemaer.



BRUGER TYPISK

DAGSSKEMAER

Høj grad af struktur

På de steder, hvor der er en høj grad af struktur, arbejder de

typisk med dagsskemaer for de unge. De unge kan se, hvornår

de forventes at stå op, spise morgenmad, samt være i uddan-

nelses- og beskæftigelsestilbud. Ligeledes kan de se, hvornår

det forventes at de udfører pligter på anbringelsesstedet, spi-

ser aftensmad og ikke mindst hvornår de unge har pauser og

fritid i løbet af dagen. De skemalagte aktiviteter kan også om-

handle, at de unge selv skal finde på noget, de har lyst til at

lave sammen. De unge inddrages desuden i at arrangere akti-

viteter, samt i madplanerne, de steder, hvor de selv laver

mad. Her er der tale om nogle af de anbringelsessteder, der er

specialiseret i kriminalitetstruede unge.

En ung, der bor på et af de steder, hvor der er en høj grad af

struktur, fortæller, at han ikke var vant til, at hverdagen var

så struktureret, da han flyttede ind. Det krævede tilvænning

men efter noget tid, er det blevet mere normalt for ham. Han

forklarer, hvordan en typisk hverdag og uge er struktureret:

”Vi

starter med at gå i bad, vi har ca. et kvarter til det hver.

Så er der værelsestjek efter vi har været i bad, vi får vores

smøger, ryger en cigaret, spiser morgenmad og så går vi en

lille morgentur. Ellers er det i skole, hvor det er meget

ligesom en normal skoledag, men med flere og længere

pauser. I skolen har vi alle de fag, vi skal have. Ellers har vi

også værkstedfag, som mere er praktiske opgaver som at

bygge et skur, male osv. Det er mere praktisk og sjovt. [Ef-

ter skole] har vi et kvarter til at ryge af, inden der er

stilletime. Tirsdag og torsdag skal vi enten ud og svømme

eller træne. De fleste vælger træning, men jeg har også

været ude og svømme en enkelt gang. Mandag og fredag

rengører vi toiletter og værelser. Torsdag har vi

husrengøring, hvor vi rengører hele huset og køkkenet osv.

En dag om ugen har vi madlavning og oprydning i køkkenet

efter. Det har hver person en gang om ugen. Om mandagen

og fredagen har vi handledag, hvor vi kan købe cigaretter

og drikke sodavand, som vi ellers ikke må få her, fordi vi

ikke må drikke noget med sukker i. Efter mad er der

afslapning eller vi spiller noget bold.”

(Ung)

Den unge fortæller, at der også er en del fritid, hvor de unge

selv bestemmer, hvad de vil lave.

STRUKTURER KAN

TILPASSES DE

UNGE

Til trods for at der er en grundlæggende høj grad af struktur

på stederne, beskriver interviewpersonerne også, at der er

mulighed for at tilpasse strukturen til den enkelte unge. Det er

gennemgående for alle otte anbringelsessteder, at de forsøger

at fastsætte strukturen ud fra de unges behov. Samtidig skal

det være inden for de pædagogiske og strukturelle rammer på

stedet.

Udfordringer og styrker ved en høj grad af struktur

Et af anbringelsesstederne beskriver, at fordelen ved at struk-

turere de unges dage er, at de unge bliver mere rolige, fordi

de har nogle meget faste rammer. Det giver ro til at arbejde

med de unge. Der kan være tale om unge, som har udfordret

tidligere anbringelsessteder med deres udadreagerende ad-

færd. Det oplever anbringelsesstedet ikke, og de tilskriver

blandt andet strukturen på stedet en del af årsagen til det.

Et af de anbringelsessteder, der han en mindre grad af struk-

tur, peger på, at skemalagte dage og meget faste rammer kan

virke belastende for de unge, som ikke kan honorere de høje

krav, det stiller. Det kan eksempelvis være unge, der gang på

gang kommer for sent hjem, eller ikke kan deltage i pligterne

på stedet. Risikoen er, at de unge oplever mange nederlag,

når det ikke er muligt for dem at fungere i de faste rammer.

Nederlagene kommer til at modarbejde de unges udvikling og

gør arbejdet med de unge mere vanskeligt end nødvendigt.

Mindre fast struktur

De anbringelsessteder, der har en lav grad af struktur for de

unges hverdag, har typisk nogle grundlæggende rammer, som

Skema for de unges dag,

anbringelsessted der ligger på

landet

de unge skal overholde i stedet. Det omfatter eksempelvis

hvornår de unge skal stå op, være tilbage på anbringelsesste-

det om aftenen, eller hvornår de skal deltage i uddannelses-

eller beskæftigelsestilbud.

Blandt de anbringelsessteder, som ikke har en meget fastlagt

struktur for de unges hverdag, er målgrupperne mere blan-

dede. To af stederne beskriver deres målgruppe som værende

i den lettere ende, når det kommer til kriminel adfærd. På det

tredje sted, er det en mindre andel af de unge, der er krimina-

litetstruede, og de fleste af de unge er anbragt af andre årsa-

ger.

De anbringelsessteder, der har mindre fastlagte strukturer har

også mulighed for at tilpasse indsatsen til den enkelte unge. Et

af stederne har eksempelvis en ung, der har brug for, at der

bliver lavet et ugeskema for hende, som en del af indsatsen.

Dette er dog inden for en ramme, hvor der ikke i udgangs-

punktet er fokus på ugeskemaer og faste strukturer.

Styrker og udfordringer ved mindre faste strukturer

Et af anbringelsesstederne beskriver, at de har valgt en mindre

skemalagt hverdag, blandt andet fordi de ønsker, at anbringel-

sesstedet skal føles som et hjem for de unge.

MINDRE

STRUKTUR

FORBEREDER

DE UNGE

En mindre grad af struktur kan også være en måde at forbe-

rede de unge på at klare sig selv, når anbringelsen på et tids-

punkt slutter. Her vil det være en fordel, at de unge lærer selv

at strukturere og skabe indhold i hverdagen, overholde aftaler

mv. Det kan hænge sammen med, at anbringelsesstederne ser

sig selv som det sidste sted, de unge skal være, før de flytter i

egen bolig. Derfor har stederne også en opgave i at fungere

som udslusning til voksenlivet, hvorfor de forsøger at afspejle

rammerne, som de unge skal lære at fungere i.

En udfordring kan, ifølge anbringelsesstedet, omvendt være, at

de unge ikke formår at leve op til ansvaret for at strukturere

deres egen hverdag og derfor bliver udfordret på de mål, der

skal arbejdes med under anbringelsen.

STRUKTUR EFTER

BEHOV

HUSORDEN

På samtlige otte anbringelsessteder har de en form for husor-

den. Der er dog stor variation i forhold til om husordenerne er

skrevet ned, hvordan de bliver anvendt i arbejdet med de unge

og omfanget af dem.

HUSORDEN PÅ ÅBNE ANBRINGELSESSTEDER

Det fremgår af § 4 i Voksenansvarsloven, at lederen af et

åbent anbringelsessted kan fastsætte en husorden, der

beskriver regler og retningslinjer for ophold på stedet.

Det er ikke et krav, at åbne anbringelsessteder har en

husorden.

Hvis anbringelsesstedet vælger at fastsætte en husorden,

er det dog et krav, at børn og unge, der er anbragt på

stedet, bliver gjort bekendt med husordenen, jf. voksen-

ansvarsloven § 4, stk. 3.

På de sikrede og delvis lukkede anbringelsessteder er det

obligatorisk, at der fastsættes en skriftlig husorden. Bør-

nene og de unge skal ligeledes gøres bekendte med den.

Der er stor forskel på stedernes brug af husordener

Samtlige anbringelsessteder har praksis for at introducere de

unge til reglerne, når de unge ankommer til stedet. På nogle

steder får de unge desuden udleveret en mappe med en række

informationer, her i blandt husordenen, som de kan have på

deres værelse.

Flere steder informerer første gang om reglerne allerede under

visitationen. Dette er for at sikre de unge, men også for at fa-

milien og myndighederne, kender rammerne på stedet og ved

hvilken indsats, de siger ja til.

I det efterfølgende og løbende arbejde med de unge er der

omvendt stor forskel på, hvor aktivt anbringelsesstederne bru-

ger husordenen. På nogle anbringelsessteder hænger husorde-

nen fremme eller bliver taget frem ved lejlighed og medarbej-

derne henviser til den i dialogen med de unge.

På de otte anbringelsessteder, vi har besøgt, tegner der sig

ikke et entydigt billede af, at brugen af husordener hænger

sammen med strukturen på anbringelsesstederne. Der er dog

flere af stederne, der har en mindre grad af struktur, der også

har få regler for, hvordan de unge forventes at være sammen,

opføre sig, deltage i aktiviteter mv. Omvendt har flere af ste-

derne, hvor en større andel af målgruppen er kriminalitetstruet

eller har et stort støttebehov, både meget udførlige husordener

og en mere skemalagt hverdag for de unge.

Omfanget af husordenerne

Der er nogle grundlæggende regler, som alle anbringelsesste-

derne arbejder med. De handler dels om besiddelse og indtag

af stoffer, som ikke er tilladt på nogen af anbringelsessteder-

nes matrikler, med en enkelt undtagelse i nogle udslusnings-

boliger. Dels om hjemmetider. Alle anbringelsesstederne har

som minimum et tidspunkt, hvor de unge skal være tilbage på

stedet om aftenen, medmindre de har aftalt andet med medar-

bejderne.

GRUNDLÆGGENDE

REGLER ER

GENNEMGÅENDE

På to af anbringelsesstederne udgør reglerne om besiddelse og

indtag af stoffer og hjemmetiderne stort set de regler, der er i

husordenen.

På de øvrige anbringelsessteder er husordenerne mere omfat-

tende og nogle steder væsentlig mere omfattende. De omfat-

ter eksempelvis regler for:



Hvordan de unge skal hilse på hinanden og de voksne.

Hvordan de skal opføre sig i forbindelse med et måltid.

De unges adfærd og omgang med hinanden. I et af inter-

viewene fremgår det f.eks. at de unge ikke må gå i trøjer

med stødende budskaber, da det kan virke som provoke-

rende adfærd.

Gæster på fællesarealer og værelserne

Hvornår man må ryge, samt hvor mange man må ryge med

SITUATIONER

HVOR DE UNGE ER

SAMMEN

–

MÅLTIDER

Et af anbringelsesstederne har eksempelvis en udførlig beskri-

velse af reglerne i forbindelse med måltider i deres husorden:

”Vi

spiser i køkkenet. Man kan begynde at spise, når alle

sidder ved bordet, og den unge,

som har ”madtjansen”,

har

sagt værsgo. Vi sidder rolig ved bordet, spiser med bestik

og taler sammen i et ordentligt og respektfuldt sprog. Vi bli-

ver siddende ved bordet, til alle er færdige med at spise.”

–

Uddrag fra et anbringelsessteds husorden

Nogle af de unge, der bor på anbringelsesstederne, hvor der er

mere omfattende husordener, oplever også, at der er mange

regler, de skal forholde sig til. En del af de unge, vi har talt

med, fremhæver dog, at mange af reglerne afspejler de regler,

der også ville være i helt almindelige hjem. En ung forklarer

eksempelvis:

”Vi

må ikke ryge på værelserne, vi skal passe tiderne, være

til spisetid kl. 18, være oppe før 7.30, ellers skal vi spise på

værelset og kommer en time tidligere i seng. Det har jeg

ikke prøvet. Der er mange ting, vi skal forholde os til. Jeg er

lige flyttet fra en anden afdeling, så der er lidt andre regler.

Men man skal bare passe ind i skemaet og tiderne. Og

basale ting, som man heller ikke må i andre hjem.”

(Ung)

Brug af konsekvenser ved brud på husordenerne

Samtlige otte anbringelsessteder benytter konsekvenser over

for de unge, når de bryder reglerne i husordenen. Konsekven-

serne er kontekstafhængige. Det vil sige, at anbringelsesstedet

vurderer situationen og fastsætter en konsekvens, som står

mål med det, der er sket, og som er meningsfuld for den en-

kelte unge.

Situationerne, hvor de unge bryder reglerne i husordenen, og

anbringelsesstedet benytter en konsekvens, er eksempelvis,

når de unge i flere tilfælde ikke står op til tiden om morgenen

og som konsekvens skal en time tidligere i seng i en periode.

Det kan også være, at de unge ikke har udført deres rengø-

ringsopgaver eller ikke overholder spisetiderne, hvilket kan be-

tyde, at anbringelsesstedet beslutter, at de ikke kommer med i

træningscenteret eller bliver kørt sammen med de andre unge

op til købmanden for at handle den pågældende dag.

I kraft af anbringelsesstedernes pædagogiske tilgang, som i

høj grad er baseret på dialog og relationer, foretrækker ste-

derne dog at gå i dialog med de unge frem for automatiske

konsekvenser.

En undtagelse er som udgangspunkt, når der er tale om unge,

som bryder vilkårene for eksempelvis deres ungdomssanktion,

hvis der er en tydelig angivelse af, hvordan anbringelsesstedet

skal håndtere situationen. Det vil eksempelvis ofte skulle ind-

berettes, hvis den unge har indtaget stoffer eller er rømmet fra

anbringelsesstedet.

Anbringelsesstedernes håndtering af konflikter og rømning er

beskrevet særskilt i et senere afsnit i dette kapitel.

Et sted anvender konsekvenspædagogik

På et af de otte anbringelsessteder arbejder de eksplicit med

konsekvenspædagogik. Det indebærer, at der er tydelige kon-

sekvenser ved de unges handlinger, både negative og positive.

Formålet med de tydelige konsekvenser er at lære de unge, at

deres handlinger har betydning.

”De

unge har brug for at

mærke, at der er en kon-

sekvens ved deres hand-

linger.”

- Leder

”Det er så vigtigt, for de unge har brug

for at mærke, at der

er en konsekvens ved deres handlinger. Ellers tror de, det

hele er frit. Så det er belønning og konsekvenser. Og det

må ikke stå alene. Man kan ikke have nogen, der kun får

konsekvenser - så må man lave nogle mål, så der også kan

gives nogle belønninger. Det kan være, at det er at klare at

deltage 10 minutter i skolen. Det er der vi er. Det er indivi-

duelt.”

(Leder)

BEHANDLINGS- OG UDVIKLINGSPLANER

TAGER AFSÆT I

KOMMUNAL

HANDLEPLAN

Anbringelsesstederne arbejder alle med deres egen plan for

indsatsen til den enkelte unge under anbringelsen. Nogle ste-

der bruger betegnelsen behandlingsplaner og andre kalder det

for en udviklingsplan. Fælles for anbringelsesstedernes arbejde

er, at de tager afsæt i den kommunale handleplan, der er ud-

arbejdet for den samlede kommunale indsats til den unge.

På et af de otte anbringelsesstederne træder den kommunale

handleplan og anbringelsesstedets statusskrivelser til kommu-

nen nogle gang i stedet for behandlingsplanen. Det skyldes, at

de øvrige dokumenter er så udførlige, at stedet vurderer, at

det ikke er meningsfuldt at udarbejde endnu en beskrivelse af

indsatsen til de unge. Derfor er det ikke alle unge på stedet,

der har en behandlingsplan. Der er her tale om et anbringel-

sessted hvor målgruppen ikke er meget belastet af kriminel

adfærd.

Den kommunale handleplan fungerer som en overordnet

ramme for den opgave, som anbringelsesstederne skal løse for

kommunen. Derfor er det vigtigt for stederne, at de får hand-

leplanen, og at indholdet er meningsfuldt.

Sammen med den unge udvælger anbringelsesstederne typisk

et til tre mål, der fremgår af den kommunale handleplan, som

de vil fokusere på i arbejdet med den unge. Målene brydes ned

i delmål, som bliver mere konkrete og lettere at arbejde med

for den unge og medarbejderne. Hvis et mål opnås, kan det

skiftes ud med et nyt.

MÅL BRYDES OP

I DELMÅL

HANDLEPLAN EFTER § 140

Kommunen skal udarbejde en handleplan til udsatte børn

og unge, der bliver anbragt eller modtager en række an-

dre former for støtte.

En handleplan skal blandt andet angive:



Formålet med indsatsen og konkrete mål i forhold til

barnets eller den unges trivsel og udvikling.



For unge, der er fyldt 16 år, skal der også fremgå mål

for overgangen til voksenlivet.



Hvis den unge har et behandlingskrævende stofmis-

brug, skal der også udarbejdes en plan for behandlin-

gen af misbruget.



For unge, der er idømt en sanktion efter straffelovens

§ 74 a, skal handleplanen indeholde en konkret plan

for, hvordan den unge snarest muligt og senest ved af-

slutningen af sanktionen påbegynder en uddannelse el-

ler kommer i beskæftigelse.

Kommunen skal udlevere relevante dele af handleplanen

til anbringelsesstedet, hvor den unge er anbragt.

Brugen af behandlings- eller udviklingsplaner varierer

en del

Der er forholdsvis stor forskel på, hvordan de otte anbringel-

sessteders planer for indsatsen indgår i det pædagogiske ar-

bejde med de unge.

På nogle af anbringelsesstederne har de praksis for at se på

handleplanen sammen med den unge og eventuelt i medarbej-

dergruppen løbende. Det kan være en gang om ugen, hver 14.

dag eller en gang om måneden. Her følger de sammen med

den unge op på hvordan arbejdet med de enkelte mål går.

På andre af stederne anvender de ikke planen i det daglige ar-

bejde med de unge. Planen fungerer i højere grad som en bag-

vedliggende ramme for indsatsen. På et af stederne bliver pla-

nen typisk taget op til revision en gang hvert halve år, af-

hængigt af den unges forløb.

KONFLIKTHÅNDTERING

Både ledere, medarbejdere og de unge beskriver, at konflikter

forekommer på de åbne institutioner. Det er dog sjældent, at

de udvikler sig til fysisk slåskamp. I disse tilfælde beskriver

alle anbringelsesstederne, at de vil stille sig fysisk imellem de

unge og adskille dem eller ringe til politiet, hvis det ikke er

muligt at tale de unge fra hinanden.

Medarbejdernes adgang til at anvende magt og foretage ind-

greb i de unges selvbestemmelsesret som led i omsorgen og

den pædagogiske indsats er underlagt Voksenansvarsloven.

Her er brugen af fysisk guidning og magt blandt andet regule-

ret.

FYSISK GUIDNING OG MAGTANVENDELSE

§6, stk. 2.

Det er en betingelse for fysisk guidning, at

det vurderes at være nødvendigt af hensyn til anbringel-

sesstedets ansvar for at varetage den daglige omsorg el-

ler af hensyn til tryghed og trivsel på anbringelsesstedet i

tilfælde, hvor barnet eller den unge generer eller udøver

chikane over for de øvrige anbragte børn og unge, perso-

nalet, den kommunale plejefamilie eller andre, der ophol-

der sig på anbringelsesstedet.

§ 7.

Magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmel-

sesretten på anbringelsessteder må kun ske undtagelses-

vis og må aldrig erstatte omsorg og socialpædagogisk

indsats.

Stk. 2. Forud for enhver form for magtanvendelse eller

andre indgreb i selvbestemmelsesretten skal personalet

afsøge alle muligheder for at opnå barnets eller den un-

ges frivillige medvirken til en nødvendig foranstaltning.

Stk. 3. Magtanvendelse og andre indgreb i selvbestem-

melsesretten skal stå i rimeligt forhold til det, der søges

opnået. Er mindre indgribende foranstaltninger tilstræk-

kelige, skal disse anvendes.

Stk. 4. Magtanvendelse og andre indgreb i selvbestem-

melsesretten skal udøves så skånsomt og kortvarigt, som

omstændighederne tillader, og med størst mulig hensyn-

tagen til barnets eller den unges personlige integritet.

Der skal endvidere i magtanvendelsen eller indgrebet ta-

ges hensyn til andre tilstedeværende, således at der ikke

forvoldes unødig krænkelse eller ulempe. Fiksering og

ydmygende, hånende eller anden nedværdigende be-

handling er ikke tilladt.

Skænderi og slagsmål imellem de unge

KONFLIKTHÅNDTERING

Nedenstående fortælling om to unge er en tænkt case,

som blev præsenteret for de interviewede medarbejdere.

Efterfølgende blev de spurgt ind til anbringelsesstedets

retningslinjer for at håndtere en sådan konfliktsituation

mellem to unge på anbringelsesstederne

”To

af de anbragte unge, Oscar og Noah, har et skæn-

deri, der udvikler sig til en reel slåskamp, fordi Oscar me-

ner, at Noah har taget hans halskæde fra værelset.”

SJÆLDENT

SLÅSKAMPE

Alle de besøgte anbringelsessteder kunne genkende situatio-

nen, der er beskrevet i casen. De fleste af anbringelsesste-

derne forklarer dog, at deciderede slåskampe er noget de me-

get sjældent oplever. Flere af stederne har pædagoger i nær-

heden af de unge hele tiden, der hurtigt kan træde til og ned-

trappe en konflikt. Et sted, der er specialiseret til kriminalitets-

truede unge med sen udvikling eller mental retardering, for-

tæller, at de slet ikke oplever skænderi eller slåskampe, da de

har en 1:1-normering, og de unge ofte har meget lidt med hin-

anden at gøre. De fleste anbringelsessteder nævner specifikt,

at deres medarbejdere har taget konfliktnedtrapningskurser,

eller at de arbejder med konfliktnedtrapning.

Flere anbringelsessteder giver udtryk for, at de er så tæt på de

unge, og har så god normering, at de næsten altid vil gribe ind

i konflikten, inden den udvikler sig fra skænderi til en slås-

kamp. I de tilfælde vil de prøve at tale de unge til ro eller

overtale dem til at gå ind på deres værelser.

Går imellem de unge og tilkalder flere medarbejdere

I situationer, hvor en konflikt eskalerer til en slåskamp mellem

de unge, og medarbejderne oplever, at de ikke kan tale de

unge ned, beskriver medarbejderne på alle anbringelsesste-

derne på nær ét, at de vil stille sig imellem de unge og fysisk

skille dem ad. Det ene anbringelsessted, der ikke nævner

dette, har en visitationspraksis, hvor de tager meget få udad-

reagerende unge ind på stedet. Medarbejderne fortalte, at de

kun havde oplevet en situation, der mindede om casen. I det

tilfælde tilkaldte de politiet.

Flere af anbringelsesstederne nævner også, at de tilkalder flere

medarbejdere til situationen og sender de andre unge væk el-

ler ind på deres værelser. Et af anbringelsesstederne fortæller,

at hvis det bliver nødvendigt med en magtanvendelse, sørger

NÅR

KONFLIKTEN

ESKALERER

de altid for at være to personer. Det er med til at sikre, at de

anvender mindst muligt magt.

På alle de besøgte anbringelsessteder fokuserer de meget på,

hvad der skal gøres efterfølgende, når de unge er faldet mere

til ro. De fleste anbringelsessteder beskriver, at de tager indi-

viduelle samtaler med de unge, når de er faldet til ro, hvor de

sammen med den unge gennemgår, hvad der skete op til og

under konflikten, og hvad der skal ske nu. Der er også flere

anbringelsessteder, der ved konflikter, som involverer to eller

flere unge, sætter de unge sammen i selskab med en medar-

bejder, og snakker om situationen og hvad de fremadrettet

kan gøre i en lignende situation.

Nogle af de unge, vi har talt med, fortæller, at de er glade for

den måde, medarbejderne håndterer konflikter mellem de

unge på. En af de unge forklarer:

Kontor, anbringelsessted der

ligger ude på landet

INDIVIDUELLE

SAMTALER EFTER

KONFLIKTER

”Vi

snakker om det. Det er rigtig vigtigt. Vi får meget mere

ud af det, har jeg også lagt mærke til. Personligt er jeg

rigtig dårlig til at snakke om tingene. Men det der med, at

der sidder en pædagog, gør også rigtig meget. Fordi det er

nemmere at få sagt de ting, man gerne vil sige, uden at

gøre den anden person ked af det.”

(Ung)

Forebyggelse af magtanvendelser

På alle de besøgte anbringelsessteder arbejder de med at fore-

bygge konflikter og magtanvendelser gennem pædagogisk re-

lationsarbejde og løbende faglig dialog i medarbejdergruppen.

Enkelte anbringelsessteder beskrev også yderligere retningslin-

jer eller tiltag.

MEDARBEJDERE

TRÆKKER SIG

Ved begyndende konflikter mellem pædagoger og unge beskri-

ver nogle af anbringelsesstederne, at pædagogerne trækker

sig fra situationen, indtil den unge er faldet til ro. Det er forud-

sat, at de unge ikke er til fare for sig selv eller andre.

Flere af anbringelsesstederne fortæller, at de har kurser i kon-

flikthåndtering og konfliktnedtrappende adfærd. Et af anbrin-

gelsesstederne peger på, at en blandet målgruppe kan være

med til at mindske eller forebygge konflikter. Lederen af stedet

forklarer, at en målgruppe med ensartede problemer ofte vil

reagere på de samme ting. Konflikter kan derfor hurtigt køre

op. Her er det godt at have unge, hvis adfærd kan fungere

som modvægt til andre unges adfærd.

Et andet anbringelsessted fortæller, at de arbejder med at

lære de unge at trække sig fra konfliktsituationer. På denne

måde oplever de færre konflikter, der eskalerer og kræver ind-

blanding fra medarbejderne.

RØMNING

Alle anbringelsesstederne opsøger de unge ved rømning, hvis

de ved, hvor den unge opholder sig. Her prøver medarbejderne

at overtale de unge til at vende tilbage til anbringelsesstedet.

Et enkelt af anbringelsesstederne beskriver også, at de kan

følge den unge rundt i deres forsøg på at overtale den unge til

at tage tilbage til anbringelsesstedet. Medarbejderne og le-

derne fortæller, at det i de fleste tilfælde lykkes at overtale

den unge til at vende med tilbage til anbringelsesstedet.

FORSØGER AT

OVERTALE DE

UNGE TIL AT

VENDE TILBAGE

RØMNING

Når en ung forlader sit anbringelsessted, og ikke har til

hensigt at vende tilbage, er der tale om en rømning.

Det er således ikke tale om en rømning, hvis barnet el-

ler den unge har forladt anbringelsesstedet for en stund

eller ikke er vendt tilbage til institutionen som aftalt.

I vejledningen til voksenansvarsloven står der om røm-

ning:

”Der

kan være mange årsager til, at barnet eller den

unge ikke er vendt tilbage, herunder at barnet eller den

unge er blevet forsinket, har glemt tiden, har valgt at

være ude længere end aftalt eller lignende.

I de situationer, hvor barnet eller den unge har forladt

anbringelsesstedet eller ikke er kommet tilbage som af-

talt, er det således vigtigt, at personalet snarest prøver

at finde årsagen til fraværet.

Ofte vil personalet på institutionen kunne få kontakt til

barnet eller den unge og herved sikre sig, at barnet el-

ler den unge har det godt og vil returnere til institutio-

nen senere. I andre tilfælde har barnet eller den unge

ikke intentioner om at vende tilbage til institutionen.

Her må personalet ved en socialpædagogisk indsats og

dialog med barnet eller den unge overbevise den på-

gældende om at returnere til det pågældende anbrin-

gelsessted.”

INDDRAGER

POLITIET

Praksis for at inddrage politiet

Hvis unge, der er anbragt som led i en ungdomssanktion, i al-

ternativ afsoning eller hvor der er vilkår for deres anbringelse,

rømmer, melder alle stederne det til politiet, så snart de bliver

bekendt med den unges rømning.

CASE OM RØMNING

I interviewene blev medarbejdere og ledere på anbringel-

sesstederne præsenteret for følgende case om rømning,

der dannede baggrund for de efterfølgende spørgsmål og

drøftelser:

”En af de anbragte unge rømmer, og personalet får be-

sked om, at den unge hænger ud med venner fra det kri-

minelle miljø og ryger hash oppe ved skateboardarealet,

hvor de plejer at hænge ud.”

Når unge, der ikke er anbragt i ungdomssanktion, alternativ

afsoning eller hvor der er andre vilkår for deres anbringelse,

rømmer, inddrager anbringelsesstedernes typisk ikke politiet

med det samme. I de tilfælde, hvor den unge ikke vil med til-

bage, eller anbringelsesstedet ikke ved, hvor den unge er, og

ikke kan komme i kontakt med den unge, tager de kontakt til

den unges sagsbehandler og de personer, der har forældre-

myndigheden, med det samme, og efter 24 timer efterlyser de

den unge hos politiet.

MISBRUGSPROBLEMER

Næsten alle anbringelsesstederne oplever, at en del af deres

anbragte unge ryger hash eller tager andre stoffer. Et enkelt

anbringelsessted oplever ikke problemer med misbrug på

grund af deres målgruppe af kriminalitetstruede unge med sen

udvikling eller mental retardering, men ellers er mange af an-

bringelsesstederne opmærksomme på tegn, der kan indikere

misbrug.

De unges brug af stoffer på anbringelsesstederne

Flere af stederne har nultolerance over for brug af stoffer

blandt de unge på anbringelsesstedet. Ved mistanke om brug

af stoffer bliver de unge bedt om tage en urintest. Det sker

med de unges samtykke. Stedet kan også få hunde ud for at

sniffe efter stoffer.

Enkelte af de besøgte anbringelsessteder har alene regler om,

at de unge ikke må være påvirkede, ryge hash eller tage andre

stoffer på matriklen.

Ekstern og intern misbrugsbehandling

I forhold til misbrugsbehandling varierer det også mellem an-

bringelsesstederne, hvorvidt det er interne eller eksterne mis-

brugsbehandlingstilbud. De to besøgte anbringelsessteder, der

er målrettet ikke-personfarlig kriminalitet og tilbyder misbrugs-

NULTOLERANCE

behandling, har begge interne misbrugsbehandlingstilbud. Der-

udover benytter et andet anbringelsessted både interne og

eksterne misbrugsbehandlingstilbud, mens de resterende an-

bringelsessteder benytter eksterne tilbud.

TRIVSEL OG UDVIKLING HOS DEN UNGE

De besøgte anbringelsessteder arbejder med at understøtte de

unges trivsel og udvikling på en række måder. Eksempelvis

hjælper alle de besøgte anbringelsessteder de unge med at

dyrke sport eller motion gennem organiserede aktiviteter eller

ved at tilbyde at tage i træningscenter med de unge.

Samarbejde mellem anbringelsessted og forældre

Flere af stederne lægger vægt på fordelene ved at inddrage

forældrene i arbejdet med den unge. Et af anbringelsesste-

derne forklarer, hvordan forældrene indgår i arbejdet med den

unge:

”Vi bruger familierne, når de

ringer til os, eller når de ikke

kan få fat på den unge. De kender jo den unge bedre, end

vi gør - det er vigtigt, at vi har en god kommunikation med

forældrene.”

(Leder)

Et andet anbringelsessted forklarer, at forældrene til tider kan

kæmpe med de samme problemer som deres anbragte børn,

og at dette kan være udfordrende. Alligevel er det vigtigt at

inddrage forældrene, for anbringelsesstedet oplever, at det er

nemmere at få de unge til at samarbejde, hvis forældrene også

synes, det er en god ide og taler positivt om anbringelsen. Det

ene anbringelsessted har derfor ugentlige samtaler med foræl-

drene til de anbragte unge.

Ankestyrelsens undersøgelse fra 2019 om trivsel blandt børn,

der er anbragt på opholdssteder og døgninstitutioner, viser

også, at forældrenes indstilling til anbringelsen og anbringel-

sesstedet har betydning for, om børnene trives på anbringel-

sesstedet.

Sunde relationer

Flere af anbringelsesstederne fremhæver, at de arbejder med

at understøtte, at de unge danner relationer og venskaber

uden for anbringelsesstedet og målgruppen. Arbejdet med at

understøtte de sunde relationer har desuden et kriminalitetsfo-

rebyggende sigte. Flere af anbringelsesstederne er derfor op-

mærksomme på at få de unge ud i konstellationer i det om-

kringliggende samfund. Det kan eksempelvis være at spille i en

fodboldklub eller et arbejde i den lokale sportsforening. En le-

der fra et af anbringelsesstederne fortæller her om arbejdet:

GODT

SAMARBEJDE

BETALER SIG

Læs Ankestyrelsens

undersøgelse om triv-

sel blandt børn an-

bragt på døgninstituti-

oner og opholdssteder

her.

AKTIVITETER

UDEN FOR STEDET

”Tankegangen

er også, at de skal være normale og ud og

være normale med andre unge, for kriminelle sammen med

kriminelle har en tendens til at skabe mere kriminalitet.

Hvis de går til trampolinspring med andre unge, så begyn-

der de at skabe nogle nye netværk og bånd, der kan være

med til at bryde deres mønstre. De åbner op for nogle ting,

som gør, at de måske går en anden vej. Det kan vi ikke helt

åbne op for her, fordi vi har kriminelle sammen med krimi-

nelle.”

(Leder)

Det samme anbringelsessted beskriver dog, at det kan være

udfordrende for nogle unge, at indgå i sociale aktiviteter fordi

de mangler sociale kompetencer til at indgå i fællesskaberne

og kræver støtte i de situationer.

Praktik og interne skoler

I undersøgelsen belyser vi de tilbud, der er til de unge på an-

bringelsesstederne, eller som stederne er med til at facilitere.

Vi har derfor ikke afdækket og beskrevet de unges skolegang

uden for anbringelsesstedet eller deres deltagelse i andre eks-

terne uddannelses- eller beskæftigelsestilbud. I dette afsnit

beskriver vi således, på et overordnet niveau, anbringelsesste-

dernes arbejde med at understøtte de unge i at benytte ud-

dannelses- og beskæftigelsesrettede tilbud i form af praktikker

og interne skoler som et led i den pædagogiske indsats.

En del af anbringelsesstederne har gode erfaringer med prak-

tikforløb, hvor de unge ligeledes kommer ud i andre omgivel-

ser. Praktikforløbene skaber struktur i de unges hverdag, lærer

de unge at indgå på arbejdspladser og at tage ansvar for at

overholde aftaler.

På fem af anbringelsesstederne har de desuden interne skoler.

Ifølge anbringelsesstederne er rammerne på skolerne udfor-

mede til at kunne rumme de unges udfordringer. Anbringelses-

stederne peger på, at mange af de unge har haft en svær sko-

legang, og har behov for en del støtte til at gå i skole. På de

interne skoler er der mulighed for at tilrettelægge undervisnin-

gen ud fra den enkelte unges behov og understøtte, at de

unge lykkes bedst muligt med at gå i skole. På et sted har de

eksempelvis en ung anbragt, som kun kan indgå i undervisnin-

gen meget kort tid ad gangen. For at fastholde den unge i sko-

legangen veksler skolen mellem undervisning og aktiviteter på

stedets værksteder.

En af de unge, der går på den interne skole, der hvor hun er

anbragt, fortæller, at hun er glad for, at skolen er tilrettelagt,

så der er plads til de unges udfordringer:

Undervisningslokale, anbringel-

sessted der ligger ude på landet

”De

har meget fokus på eleverne. Så hvis man har det

svært, eller har hovedpine eller sådan noget, må man gerne

lægge sig, eller få NADA

[Øreakupunktur, der blandt andet

bruges til af afhjælpe hovedpine],

eller få en snak med

lærerne. Hvis man har brug for hjælp, har de tiden til at

hjælpe en, hvis der er noget, der er svært. Det er rigtig

fedt, at de går så meget op i det.”

(Ung)

Endelig kan der være en fordel i, at medarbejdere fra anbrin-

gelsesstedet er tilknyttet skolen eller kan tilkaldes, hvis der

opstår problemer. Det tætte samarbejde mellem medarbej-

derne i skolen og på anbringelsesstedet er desuden med til at

skabe kontinuitet i den pædagogiske tilgang, de unge oplever

når de opholder sig de forskellige steder.

LIVET EFTER ENDT ANBRINGELSE

Flere af de besøgte anbringelsessteder oplever, at nogle af de

unge kan have svært ved at holde fast i uddannelse og afholde

sig fra stoffer og kriminalitet efter deres anbringelse stopper.

”Vi

arbejder med, hvordan vi får dem væk herfra og videre,

men der falder de faktisk igennem, når de kommer væk fra

os. Der er noget med, at de bliver socialiseret alt for godt

ind i rammen, så det er svært at aflevere dem videre til et

mindre indgribende tilbud.”

(Medarbejder)

Flere anbringelsessteder arbejder med denne udfordring, hvor

de unge klarer sig godt på anbringelsesstedet, men falder til-

bage i deres gamle mønstre, når de forlader anbringelsesste-

det og medarbejderne ikke længere er der for den unge. En

medarbejder på et anbringelsessted, der både har sikrede, del-

vis lukkede og åbne pladser, fortæller her, at han/hun oplever

god mulighed for at skabe rød tråd i den unges anbringelse på

anbringelsesstedet, men at de oplever, at den røde tråd mang-

ler i overgangen til voksenområdet:

”Der er mange gode muligheder for bevæge sig den ene og

den anden vej. Når de overgår til voksenområdet, er det no-

get andet. Der kan de gå fra 24 timers støtte til kun at få

støtte to gange om ugen. Der ser jeg ofte tilbagefald, både i

forhold til kriminalitet, misbrug eller uddannelsesforløb, der

er startet op herude.”

(Medarbejder)

Nogle af anbringelsesstederne beskriver, hvordan deres ar-

bejde er, at gøre sig selv overflødige, så den unge kan klare

sig selv uden eller med meget lidt støtte. Forberedelserne til at

dygtiggøre de unge i at administrere deres eget liv efter an-

bringelsen, kan eksempelvis være lavpraktiske ting såsom at

lære at gøre rent, eller administrere egne penge. Et andet

FALDER TILBAGE

I GAMLE

MØNSTRE

Vaskerum, anbringelsessted der

ligger inde i en by

aspekt består i at hjælpe de unge med at begå sig i relationer

til familie eller venner, der kan være vanskelige eller centreret

omkring stoffer eller kriminalitet, uden at de unge selv delta-

ger i de aktiviteter.

En af de unge, vi har talt med, fortæller, at han ser frem til at

flytte fra stedet men at han også er opmærksom på, at det

kan være en vanskelig overgang for ham. Det er ifølge ham

selv vigtigt, at han finder noget at tage sig til, så han ikke ven-

der tilbage til den kriminelle adfærd forud for anbringelsen:

Jeg skal være ude om nogle måneder. Der flytter jeg i egen

lejlighed, men jeg får min en tidligere pædagog her fra som

kontaktperson. Han var også min kontaktperson her, og mig

og ham kan rigtig godt sammen. Vi har snakket om,

hvordan det skal forløbe, og vi så også hinanden forleden.

Jeg har fået at vide, at det hele skal være struktureret og

planlagt ned til mindste detalje

[…]

Jeg tror, det kommer til

at gå godt, for selvom jeg har en særlig tankegang, kan jeg

sagtens fungere i den virkelige verden.

[…]

Det er bare et

valg jeg skal tage. Når jeg kommer til [byen], skal jeg have

et job. Nok som håndværker fordi man kan tjene nogle

penge hurtigt. Så går jeg heller ikke og tænker på stoffer og

kriminalitet.

Sunde relationer er centrale i forhold til at forebygge

kriminalitet

Anbringelsesstedernes arbejde med at understøtte de unge i at

indgå i fællesskaber uden for anbringelsesstedet og uden for et

miljø, der er præget af kriminalitet og misbrug, er ifølge an-

bringelsesstederne selv noget af det vigtigste arbejde i forhold

til at forebygge kriminalitet. Som beskrevet er det anbringel-

sesstedernes opfattelse, at de unge har stor gavn af at omgås

med andre unge og voksne, der kan ændre de unges perspek-

tiv og inspirere de unge til at ændre på egen opførsel og sætte

nye mål for sig selv. Det er i tråd med den pædagogiske til-

gang på anbringelsesstederne, der, som tidligere beskrevet, er

baseret på at skabe varige ændringer i de unges adfærd og

tankemønstre gennem relationer og dialog.

Praktikforløb, skolegang og andre uddannelses- og beskæfti-

gelsestilbud spiller også en rolle i arbejdet med at forbygge, at

de unge begår ny kriminalitet. Tilbuddene giver de unge noget

at fokusere på, som ikke er misbrug eller kriminalitet, holder

de unge beskæftiget i løbet af dagen og danner grundlag for,

at de unge kan fortsætte uddannelsen eller få et arbejde, når

de ikke længere skal være anbragt.

FOREBYGGELSE

AF KRIMINALITET

Udslusningsenheder og § 107-botilbud

Flere af anbringelsesstederne har en særlig afdeling eller lejlig-

heder tilknyttet, hvor der er fokus på at forberede de unge på

at bo for sig selv og klare sig med mindre støtte.

Der er desuden flere af stederne, der har botilbud efter ser-

vicelovens § 107, der et tilbud om midlertidigt ophold i bofor-

mer til personer, som på grund af særlige sociale problemer el-

ler betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har be-

hov for det- Dette gør det muligt for de unge at blive boende

på anbringelsesstedet efter anbringelsen er endt. Et enkelt an-

bringelsessted, der har målgruppen af kriminalitetstruede unge

med sen udvikling eller mental retardering, har også botilbud

efter servicelovens § 108, der er et tilbud om et længereva-

rende ophold i boformer til personer, der har brug for omfat-

tende hjælp og støtte, grundet betydelig og varig nedsat psy-

kisk eller fysisk funktionsevne.

KAPITEL 6

Sikkerhed

I dette kapitel belyser vi anbringelsesstedernes praksis for at

anmelde vold og trusler og deres nuværende brug af sikker-

hedsudstyr.

UDVALGTE RESULTATER FRA KAPITLET



Alle anbringelsesstederne anmelder vold, også i til-

fælde, hvor det ikke medfører fravær for medarbejde-

ren. Anbringelsesstederne anmelder trusler, når de vur-

deres som reelle. Noget af det, der har betydning for,

om en trussel anmeldes, er, hvorvidt ledere og medar-

bejdere oplever, at de unge handlede i affekt i en til-

spidset situation, eller om der var tale om en overlagt

handling.

Der er variation i anbringelsesstedernes brug af sikker-

hedsudstyr. De fleste steder har lidt eller intet sikker-

hedsudstyr, mens enkelte steder har flere typer af sik-

kerhedsudstyr. På alle steder er brugen af sikkerheds-

udstyr begrænset.



PRAKSIS FOR AT ANMELDE VOLD OG TRUSLER

Alle de besøgte anbringelsessteder anmelder vold mod medar-

bejderne fra de unge, også i tilfælde, hvor det ikke medfører

fravær for medarbejderen. Alle trusler der vurderes som reelle

bliver anmeldt, men i flere tilfælde foretager anbringelsesste-

derne en vurdering af truslens art i forhold til, om den skal an-

meldes.

Vurderer om truslen er reel

Det er gennemgående for alle anbringelsesstederne, at de op-

lever, at udbrud i affekt fra en ung ikke nødvendigvis opfattes

som en trussel, og dermed ikke bliver anmeldt. Flere af ste-

derne har retningslinjer for, at alt i udgangspunktet bliver

meldt til politiet, men at der kan være omstændigheder, hvor

truslen ikke bliver opfattet som reel. Det kan være, hvis den

siges i affekt under en magtanvendelse, eller hvis den unge på

anden vis befinder sig i en særligt presset situation. Hvis en

medarbejder føler sig truet af en ung, så vil alle anbringelses-

steder altid anmelde det politiet. Alle anbringelsesstederne har

også en separat registrering af vold og trusler. Denne registre-

ring kan blandt andet bruges til at vurdere, om enkelte unge

kommer med gentagne trusler.

I AFFEKT ELLER

MED OVERLÆG

På enkelte af institutionerne, der har en mindre andel af krimi-

nalitetstruede unge, er der ikke retningslinjer, der tilskriver at

alle trusler skal anmeldes. Her er udgangspunktet, at det er op

til den enkelte medarbejder at vurdere om de føler sig truet, i

dialog med ledelse og evt. supervision:

”Det

er meget forskelligt, hvordan og hvorfor det sker. Vo-

res overordnede tilgang er, at det er den person, der står i

det, der vurderer om han/hun vil melde det og hvordan

vedkommende har det med det. Det er ikke noget med, at

vi altid melder det, eller at vi

aldrig melder det […] Det er

den enkelte, der vurderer det, men ledelsen er altid inde

over.”

(Medarbejder)

Interviewene med socialtilsynene tegner også et billede af, at

alle anbringelsessteder har en praksis for at anmelde trusler.

Der er dog enkelte steder, der i højere grad end andre vurde-

rer, at der er tilfælde, hvor der ikke skal anmeldes. Det skyl-

des, ifølge tilsynskonsulenterne, konkrete, individuelle pæda-

gogiske hensyn.

En leder på et af anbringelsesstederne fremhæver, at anmel-

delsen af vold og trusler også har et pædagogisk sigte i forhold

til at lære de unge, hvordan det omgivende samfund reagerer

på deres adfærd:

”Hvis de unge truer medarbejdere med at brænde

en bil ned

eller fysisk slår ud efter dem, så anmelder tilbuddet det. Det

får de [unge] at vide fra starten af. Vi har ikke et pseudo-

samfund her. De ting du gør, lader vi andre om at vurdere,

om det skal have et efterspil. Vi har også unge her, der har

fået behandlingsdomme eller domme for adfærd, de har

haft her.”

(Leder)

På flere anbringelsessteder er det institutionen eller le-

der, der er afsender af anmeldelsen

Nogle af stederne beskriver, at anmeldelser af de unge kan

skade relationen mellem den unge, der bliver anmeldt, og den

pædagog, der anmelder. For at formindske denne problemstil-

ling, er der på flere af anbringelsesstederne praksis for, at det

er stedet eller lederen, frem for medarbejderne selv, der an-

melder vold og trusler.

Enkelte steder beskriver, at det er pædagogen selv, der an-

melder, men at anbringelsesstedet støtter op om det.

PÆDAGOGISK

SIGTE

UNDGÅ AT SKADE

RELATIONEN

SIKKERHEDSUDSTYR

I interviewene med de otte anbringelsessteder fremgår det, at

omfanget og anvendelsen af sikkerhedsudstyr varierer på

tværs af stederne og målgrupperne. Generelt viser undersøgel-

sen, at de fleste steder bruger sikkerhedsudstyr i begrænset

omfang. Anbringelsesstederne arbejder primært med den dy-

namiske sikkerhed, ligesom flere anbringelsessteder reflekterer

over de signaler, sikkerhedsudstyret sender til de unge og om-

givelserne.

Afgrænsning

Som en del af undersøgelsen har vi anvendt en afgrænsning

af, hvad vi forstår ved sikkerhedsudstyr. Afgrænsningen frem-

går af boksen nedenfor, og blev præsenteret for interviewper-

sonerne, inden vi spurgte ind til deres brug af sikkerhedsud-

styr.

AFGRÆNSNING AF SIKKERHEDSUDSTYR

Sikkerhedsudstyr er udstyr, der som primær funktion har

til formål at øge sikkerheden for de anbragte unge og for

personalet eller at forhindre eller forebygge rømning. Det

kan eksempelvis være:



Port der kan låses, anbringel-

sessted der ligger inde i en by

Overvågningsudstyr

Overfaldsalarmer

Låse på døre eller vinduer

Tremmer

Døralarmer

Lys på udearealer om natten

Det er dog ikke bygninger eller andre fysiske objekter,

hvis primære funktion er noget andet end sikkerhed eller

forebyggelse af rømning.

DYNAMISK OG

STATISK

SIKKERHED

I en rapport fra Danske Regioner anvendes begreberne statisk

og dynamisk sikkerhed til at beskrive forskellige aspekter af

sikkerhedsbilledet. Statisk sikkerhed dækker over den fysiske

sikkerhed mens dynamisk sikkerhed dækker over den relatio-

nelle sikkerhed.

I denne undersøgelse bruger vi begreberne til

at illustrere de forskellige former for sikkerhed, som anbringel-

sesstederne arbejder med. Som beskrevet ovenfor, falder af-

grænsningen af sikkerhedsudstyr hovedsageligt under den sta-

tiske sikkerhed.

Danske regioner:

Retspsykiatri

–

kvalitet og sikkerhed.

Typer af sikkerhed

Kilde: Socialstyrelsens publikation ”Retspsykiatri – kvalitet og sikkerhed”

Brugen af sikkerhedsudstyr på åbne døgninstitutioner og op-

holdssteder bliver reguleret af en række forskellige love og be-

kendtgørelser, som er beskrevet i boksen nedenfor.

REGULERING AF BRUGEN AF SIKKERHEDSUDSTYR

Reglerne for brug af sikkerhedsudstyr på anbringelses-

steder kan findes i voksenansvarsloven, herunder

§ 16 a.

På delvis lukkede døgninstitutioner, delvis luk-

kede afdelinger på døgninstitutioner, sikrede døgninstitu-

tioner og særligt sikrede afdelinger skal indendørs fælles-

arealer tv-overvåges.

§ 16 b.

På delvis lukkede døgninstitutioner, delvis luk-

kede afdelinger på døgninstitutioner, sikrede døgninstitu-

tioner og særligt sikrede afdelinger skal der være dør-

alarm ved indgangen til de anbragte børns og unges væ-

relser.

§ 17.

Kommunalbestyrelsen kan efter ansøgning fra et

anbringelsessted efter § 66, stk. 1, nr. 6 og 7, i lov om

social service i særlige tilfælde træffe afgørelse om for en

afgrænset periode at anvende personlige alarm- eller

pejlesystemer over for anbragte børn og unge, der har

betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne, når

der er risiko for, at barnet eller den unge ved at for-

lade anbringelsesstedet skader sig selv eller andre,

det personlige alarm- eller pejlesystem kan bidrage til

at afværge denne risiko og

forældremyndighedsindehaveren har givet samtykke

til anvendelsen af det personlige alarm- eller pejlesy-

stem.

Der er herudover ikke særregler i serviceloven eller lov

om voksenansvar om sikkerhedsudstyr i forbindelse med

børn og unge, der er anbragt på døgninstitutioner.

IKKE TYDELIG

SAMMENHÆNG

MED MÅLGRUPPE

Der er ikke en tydelig sammenhæng mellem de otte steders

aktuelle målgruppe og deres brug af sikkerhedsudstyr. Vi kan

dog se, at de steder der er specialiserede i forhold til unge, der

har begået kriminalitet, også er de steder, der bruger en eller

flere former for sikkerhedsudstyr. Dette gør sig også gældende

for de steder, der selv vurderer, at deres målgruppe har en

stor problemtyngde. I den gruppe indgår de to steder, der har

delvis lukkede pladser i tilknytning til de åbne pladser.

NUVÆRENDE BRUG AF SIKKERHEDSUDSTYR

De fleste af de besøgte anbringelsessteder anvender sikker-

hedsudstyr i begrænset omfang, mens enkelte anbringelses-

steder bruger en del sikkerhedsudstyr. Det er også et billede,

de interviewede socialtilsyn genkender:

FLEST BRUGER

LIDT ELLER INTET

UDSTYR

”Generelt har de åbne tilbud ikke noget særligt. Enkelte

bruger videoovervågning [af udearealer] og enkelte bruger

overfaldsalarmer.”

(Tilsynskonsulent)

På de anbringelsessteder, der anvender sikkerhedsudstyr i be-

grænset omfang, gælder det, at:



på fem ud af de otte anbringelsessteder anvender de kun lidt

eller intet sikkerhedsudstyr.

fire af de fem steder har intet sikkerhedsudstyr udover al-

mindelige telefoner, belysning på udearealer eller yderporte

med lås på, som de unge også har nøgle til.

Af de tre anbringelsessteder, hvor de anvender flere typer af

sikkerhedsudstyr, er det blandt andet de to anbringelsesste-

der, der har åbne pladser i tilknytning til delvis lukkede plad-

ser. På begge steder er de to typer af pladser i samme bygning

som de åbne pladser. På det ene anbringelsessted er det mu-

ligt at ændre den unges anbringelsesgrundlag, uden at den

unge skal flytte værelse. Det skyldes, at døralarmerne kan slås

til eller fra og udgangen gennem yderdørene styres af en fin-

geraftryksscanner om natten, hvor de unges rettigheder kan

ændres digitalt.

Overvågning

–

når åbne og delvis lukkede pladser ligger

sammen

Anbringelsesstederne skal overvåge indendørs fællesarealer for

de unge på delvis lukkede pladser som følge af lov om voksen-

ansvar for anbragte børn og unge. Da begge anbringelsesste-

der har åbne og delvis lukkede pladser i samme bygning, hvor

der er fællesrum som unge på begge anbringelsesgrundlag

færdes i, kan det betyde, at de unge, der er anbragt på åbne

pladser, også videoovervåges. Anbringelsesstederne oplyser

selv, at de relevante socialtilsyn er opmærksomme på dette.

På et af anbringelsesstederne er der unge, som starter med at

være anbragt på en delvis lukket plads og senere i forløbet an-

bringes på åbne vilkår. Det skyldes, at de unge over tid vurde-

res til ikke længere at være rømningstruede, men fortsat er

kriminalitetstruede eller på anden vis har et massivt behand-

lingsbehov. En sådan ung får derfor ændret sine anbringelses-

vilkår fra delvis lukket til åbent. I de situationer vurderer an-

bringelsesstedet, at det af hensyn til den unge er hensigts-

mæssigt, at den unge fortsætter sit behandlingsforløb på

samme afdeling med de samme voksne i stedet for at skifte af-

deling eller anbringelsessted.

OVERVÅGNING PÅ DELVIS LUKKEDE PLADSER

Ifølge voksenansvarslovens § 16 a, skal delvis lukkede

døgninstitutioner, delvis lukkede afdelinger på døgninsti-

tutioner, sikrede døgninstitutioner og særligt sikrede af-

delinger tv-overvåge indendørs fællesarealer.

Forstanderen fra et af anbringelsesstederne, hvor delvis luk-

kede pladser og åbne pladser ligger i de samme bygninger, og

hvor der er overvågning af indendørs fællesarealer, vurderer,

at det er lige så nødvendigt at overvåge unge på de åbne plad-

ser, som det er at overvåge unge på de delvis lukkede pladser.

Det begrunder forstanderen med, at hvis formålet med video-

overvågningen er at forhindre de unge i at begå mere krimina-

litet og bevise eventuel kriminalitet begået på anbringelsesste-

det, så er de unge på anbringelsesstedets åbne pladser lige så

kriminalitetstruede som de unge på delvis lukkede pladser:

”Så vidt vores opgaveløsning

også handler om at forebygge

kriminalitet, både for kriminalitetstruede unge på åbne vil-

kår og kriminalitetstruede unge på delvis lukkede vilkår, så

vurderer vi, at det er nødvendigt at videoovervåge.”

”De unge på åbne pladser er ikke rømningstruede,

men er

lige så kriminalitetstruede, for det at være på delvis lukket

har for så vidt intet at gøre med, om man er kriminalitets-

truet på institutionen.”

(Forstander)

Det andet af de to anbringelsessteder fortæller, at de ikke har

haft brug for at anvende videoovervågningen eller døralar-

merne aktivt og regner heller ikke med, at det vil blive tilfæl-

det. Det skyldes blandt andet deres normering på stedet. De

har en målgruppe, som er kriminalitetstruede unge med sen

udvikling eller mental retardering. Det betyder, at anbringel-

sesstedet har en normering på 1:1.

Videoovervågning, anbringel-

sessted der ligger på landet

Videoovervågning på åbne anbringelsessteder

På to andre steder anvender de også videoovervågning.

Et af anbringelsesstederne anvender overfaldsalarmer og vi-

deoovervågning omkring en af deres afdelinger. Stedet har

praksis for kun at slå overvågningen til i perioder, hvor vurde-

ringen er, at det er nødvendigt.

Videoovervågningen bliver anvendt, når stedet konkret vurde-

rer, at der er brug for det i forhold til de aktuelle problemer,

ungegruppen på stedet har. Formålet med overvågningen er at

forebygge hærværk. Ifølge en af lederne kan videoovervågnin-

gen også bruges til at få kendskab til, når unge piger fra an-

bringelsesstedet, som har udfordringer med gråzoneprostitu-

tion, rømmer eller bliver hentet i bil af udefrakommende.

Det andet sted benytter overvågning af strækningen fra vejen

og ind til området, hvor afdelingerne ligger. Formålet er at få

et overblik over biltrafikken, der kommer til stedet. Lederne

påpeger, at de ikke overvåger de unges færden til og fra an-

bringelsesstedet.

Formål med nuværende brug af sikkerhedsudstyr

Formålet med det sikkerhedsudstyr, som anbringelsesstederne

anvender på nuværende tidspunkt, er forskelligt.

SIKRE DE UNGE

MOD UDEFRAKOM-

MENDE

Et af de oftest nævnte formål er at sikre de unge og personalet

mod udefrakommende. Et eksempel er, at de på et af de be-

søgte anbringelsessteder havde haft udfordringer med, at an-

dre unge i lokalområdet ville opkræve beskyttelsespenge af de

anbragte unge. Udefrakommende unge gik også ind på anbrin-

gelsesstedets areal for at ryge hash. Derfor installerede an-

bringelsesstedet aflåste yderporte.

Det sikkerhedsudstyr, som de otte anbringelsessteder bruger

til at sikre mod udefrakommende, er:



Aflåste porte

Belysning på udearealer

Videoovervågning af biltrafik til anbringelsesstedet om natten

FORHINDRE NY

KRIMINALITET

Et af de andre nævnte formål med det anvendte sikkerhedsud-

styr er at forhindre, at de unge begår ny kriminalitet. Følgende

sikkerhedsudstyr bliver nævnt i denne sammenhæng:



Videoovervågning af indendørs fællesarealer

Videoovervågning af udendørs arealer

Belysning på udearealer

TILKALDE

MEDARBEJDERE

Et tredje formål, som nævnes i interviewene, er sikring af de

unge og medarbejderne mod fysisk skade. Det kan eksempel-

vis være ved ulykker eller konflikter, hvor der er behov for

hurtigt at få flere medarbejdere til hændelsesstedet.

Her bruger anbringelsesstederne overfaldsalarmer og telefo-

ner/walkie talkier. Anbringelsesstederne pointerer dog, at der

sjældent sker overfald, hvorfor alarmerne typisk bruges mere

præventivt og for at nedtrappe konflikter.

Anvender hovedsageligt dynamisk sikkerhed

Alle anbringelsesstederne fremhæver, at når de arbejder med

sikkerhed for både de unge og personalet, så drejer det sig ho-

vedsageligt om dynamisk sikkerhed. Det er i forhold til norme-

ringen, faste rutiner, risikovurderinger, meningsfulde aktivite-

ter og relationen mellem medarbejdere og unge, der nævnes

som de vigtigste forhold for sikkerheden.

Fordele og ulemper ved brug af sikkerhedsudstyr

På flere af anbringelsesstederne nævner de, at de prøver at

undgå at signalere til de unge, at medarbejderne opfatter de

unge som farlige. Brug af sikkerhedsudstyr kan netop sende et

signal om, at en situation opfattes som farlig. Medarbejdere og

ledere vurderer, at det kan føre til mere konfronterende ad-

færd hos de unge, hvis stederne bruger (mere) sikkerhedsud-

styr. Det er blandt andet en overvejelse, der ligger til grund

for, at anbringelsesstederne ikke anvender overfaldsalarmer

eller kun anvender dem i situationer, hvor en medarbejder skal

være alene med en ung.

Nogle af de unge, der bor på de anbringelsessteder med video-

overvågning af indendørs fællesarealer, fortæller, at de ople-

vede, at de selv og de andre unge opførte sig anderledes lige

da kameraerne blev sat op. De oplevede, at de tænkte mere

over at regulere deres sprogbrug og fysisk kontakt med andre.

De unge giver dog udtryk for, at de ikke længere tænker over

videoovervågningen. Det skyldes ifølge de unge blandt andet,

at medarbejderne ikke har adgang til at se optagelserne, og at

optagelserne slettes efter en periode.

På et af anbringelsesstederne med åbne pladser i tilknytning til

delvis lukkede pladser nævner de, at videoovervågning uden-

for hjælper de unge med at være stoffri, fordi det forhindrer

levering af stoffer til de unge om natten. På samme anbringel-

sessted beskriver de også, at det er en uhensigtsmæssig løs-

ning med en vågen nattevagt i forhold til medarbejdernes ar-

bejdsvilkår. Videoovervågning om natten er derfor et præven-

tivt redskab i forhold til at undgå, at de unge begår kriminali-

tet.

SIGNALERE FARE

ANBRINGELSESSTEDERNES BEHOV FOR YDER-

LIGERE SIKKERHEDSUDSTYR

Vi har talt med ledere og medarbejdere på de otte anbringel-

sessteder om deres behov for yderligere sikkerhedsudstyr. Af-

snittet afspejler dermed, hvorvidt anbringelsesstederne ople-

ver et behov for yderligere sikkerhedsudstyr ud over det, de

bruger på nuværende tidspunkt.

Størstedelen af de besøgte anbringelsessteder vurderer,

at der ikke er behov for yderligere sikkerhedsudstyr

På fem ud af otte anbringelsessteder vurderer ledere og med-

arbejdere, at de ikke har behov for yderligere sikkerhedsudstyr

i forhold til at sikre de unge og personalet. Disse anbringelses-

steder dækker både over steder, der ikke på nuværende tids-

punkt anvender noget sikkerhedsudstyr og de to anbringelses-

steder med delvis lukkede pladser i samme bygning som åbne

pladser, hvor der er videoovervågning af indendørs fællesarea-

ler.

Ønske om mulighed for overvågning enkelte steder

På to af anbringelsesstederne nævner de, at de godt kunne

ønske sig, at de havde mere udendørsovervågning.

YDERLIGERE

UDSTYR:

OVERVÅGNING

På det ene anbringelsessted drejer det sig kun om overvågning

af parkeringspladsen for at undgå hærværk på biler.

Det andet anbringelsessted har allerede overvågning af trafik

til anbringelsesstedet om natten. De oplever dog også et be-

hov for at kunne overvåge personer, der kommer og går fra

anbringelsesstedet om natten. Formålet er, ifølge anbringel-

sesstedet, at sikre de unge, fordi medarbejderne får kendskab

til rømning og kan vurdere eventuelle risici. Formålet er også,

at de unge og medarbejderne sikres i forhold til udefrakom-

mende.

Endelig nævner et anbringelsessted, at de har mulighed for at

søge om bevilling af døralarm til de enkelte unge. Oplevelsen

er dog, at døralarmerne ikke opfylder anbringelsesstedets be-

hov for at få kendskab til rømning. Det skyldes, at stedet ikke

kan sætte døralarm på yderdøre, fordi det også rammer de an-

dre unge, der bor på anbringelsesstedet.

BILAG 1

Metode

I dette kapitel beskriver vi de metoder, vi har anvendt i under-

søgelsen. Undersøgelsen er baseret på kvalitative interview

med medarbejdere fra de sociale tilsyn, ledere og medarbej-

dere fra åbne døgninstitutioner og opholdssteder og endelig

unge, der bor på de åbne døgninstitutioner og opholdssteder.

INTERVIEW AF UNGE, MEDARBEJDERE OG LE-

DERE

Fra august til oktober 2019 foretog vi interview med ledere,

medarbejdere og unge på otte anbringelsessteder. Vi har talt

med:



14 ledere, afdelingsledere og socialfaglige koordinatorer

13 pædagoger og andre medarbejdere

15 unge hvoraf en enkelt var over 18 år og tre unge var an-

bragt på delvis lukkede pladser på interviewtidspunktet

Interviewene blev gennemført den samme dag og, hvis muligt,

i forlængelse af en rundvisning på anbringelsesstedet.

Interviewene med ledere og medarbejdere foregik som

gruppe- eller enkelt interview. Interviewene med de unge fore-

gik i udgangspunktet som enkelt interview på nær et tilfælde,

hvor en gruppe af unge ønskede at blive interviewet sammen.

Udvælgelse af anbringelsessteder

Anbringelsesstederne er udvalgt på baggrund af opgørelser fra

Social- og Indenrigsministeriet baseret på oplysninger fra Til-

budsportalen. I udvælgelsen af de otte anbringelsessteder har

vi set på målgrupperne, som anbringelsesstederne er godkendt

til. Derudover har vi taget hensyn til geografisk spredning og

en vis fordeling i anbringelsesstedernes størrelse og placering i

forhold til land og by.

I den indledende kontakt til anbringelsesstederne har vi desu-

den foretaget en screening i forhold til stedernes faktiske mål-

gruppe og erfaringsgrundlaget med unge, der er anbragt på

grund af kriminalitet.

De otte anbringelsessteder fordeler sig på:



Seks åbne døgninstitutioner og opholdssteder, der er god-

kendt til målgruppen af unge, der har begået personfarlig

kriminalitet. Heraf er der på to anbringelsessteder delvis luk-

kede pladser i forbindelse med de åbne pladser.



To åbne døgninstitutioner og opholdssteder, der er godkendt

til målgruppen af unge, der har begået ikke-personfarlig kri-

minalitet og som har brug for misbrugsbehandling.

Ifølge projektbeskrivelsen for undersøgelsen skulle der laves

interview på ni anbringelsessteder. Der var dog flere anbrin-

gelsessteder, der måtte aflyse vores besøg på grund af mang-

lende ressourcer på dagen eller uforudsete hændelser. Den

sidste aflysning skete så sent i forløbet, at det ikke var muligt

at finde en ny dato eller anbringelsessted uden at udskyde

tidsplanen. Det blev derfor sammen med Social- og Indenrigs-

ministeriet besluttet, at tidsplanen skulle overholdes og der

blev udført interview på otte anbringelsessteder.

Udvælgelse af interviewdeltagere

På baggrund af telefonisk kontakt og skriftligt informationsma-

teriale, som vi har sendt til anbringelsesstederne, har lederne

udvalgt relevante interviewdeltagere til interviewene med le-

dere og medarbejdere.

Kontakten til de unge, vi har interviewet, er hovedsagelig gået

gennem ledere og medarbejdere på anbringelsesstederne. Vi

sendte på forhånd et informationspapir målrettet til de unge,

som anbringelsesstederne kunne hænge op på fællesarealer og

udlevere til de unge. I enkelte tilfælde henvendte nogle unge

sig til os under besøget og ville gerne interviewes.

Vi har bedt anbringelsesstederne om at videreformidle infor-

mationsbreve til forældremyndighedsindehaverne for de unge,

vi ville kunne komme til at interviewe under vores besøg.

Dette skete forud for besøgene.

Det handlede interviewene om

Formålet med interviewene var, at få et bredt billede af anbrin-

gelsesstedernes indsats til de unge, der er anbragt på grund af

kriminalitet.

Interviewene med lederne handlede om de overordnede ram-

mer og overvejelser omkring indsatsen på anbringelsesstedet

herunder:



Målgruppen

Praksis for anmeldelse af vold og trusler

Den overordnede pædagogiske praksis

Anvendelse af sikkerhedsudstyr

Særlige forhold der knytter sig til åbne anbringelsessteder,

der ligger i forbindelse med delvis lukkede afdelinger eller

pladser

Interviewene med medarbejderne handlede om det konkrete

pædagogiske arbejde med de unge i forhold til nedenstående

temaer:



Målgruppen

Fysiske og strukturelle rammer

Pædagogiske metoder og praksis herunder modtagelsen af

de unge, handleplaner og behandlingsplaner, konflikthåndte-

ring, rømning, misbrugsproblemer, trivsel og udvikling, over-

flyttelse eller tilbageførsel, forberedelse til livet efter anbrin-

gelsen og forebyggelse af kriminalitet

Praksis for anmeldelse af vold og trusler

Anvendelse af sikkerhedsudstyr

Særlige forhold der knytter sig til åbne anbringelsessteder,

der ligger i forbindelse med delvis lukkede afdelinger eller

pladser

I interviewene med medarbejderne benyttede vi to cases, der

handler om rømning og konflikthåndtering. Casene dannede

udgangspunkt for de efterfølgende spørgsmål om anbringel-

sesstedernes retningslinjer for at håndtere rømning og konflik-

ter.

Interviewene med de unge handlede om, hvordan de unge op-

lever at være på anbringelsesstedet og den indsats, de modta-

ger. Vi spurgte de unge om:



Deres hverdag

De fysiske rammer herunder deres værelse, fællesarealer og

mulighederne for aktiviteter

De andre unge og relationen til dem

De voksne og relationen til dem

Sikkerheden på stedet herunder brug af sikkerhedsudstyr og

stedets praksis for at anmelde vold og trusler

INTERVIEW MED SOCIALTILSYN

I oktober 2019 gennemførte vi to gruppeinterview med i alt

fire tilsynskonsulenter fra fire af de fem socialtilsyn.

Formålet med interviewene var at belyse tilsynenes erfaringer

med indsatsen over for kriminalitetstruede unge på landets

åbne døgninstitutioner og opholdssteder. Vi brugte desuden in-

terviewene til at kvalificere den viden, vi fik fra interviewene

på de otte anbringelsessteder.

Medarbejderne er blevet udvalgt af lederne af de fire socialtil-

syn. Interviewene varede mellem en og halvanden time og

handlede om følgende temaer:



Målgruppen

Anvendelse af sikkerhedsudstyr

Praksis for at anmelde vold og trusler

Fysiske og strukturelle rammer

Pædagogiske metoder og praksis

BEHANDLING AF INTERVIEW

Interviewene er blevet optaget og er derefter blevet transskri-

beret. Interviewtransskriptionerne har herefter gennemgået en

systematisk kodning med afsæt i et kodetræ, der bygger på

temaer og spørgsmål fra interviewguides, samt analysetemaer

der er opstået i og på tværs af interviewene.

Citater og relevante uddrag af rapporten, hvor vi refererer fra

interview med medarbejdere fra socialtilsynene og ledere og

medarbejder fra anbringelsesstederne, har været sendt i fak-

tuel høring hos interviewpersonerne.