Til Folketingets Retsudvalg
Journalister ved medier der er underlagt medieansvarsloven har udvidet adgang til at få udleveret
kopi af domme i straffesager hos domstolene i medfør af retsplejelovens § 41 f, stk. 1. og § 41 b,
stk. 2, pkt. 2.
Imidlertid koster hvert dokument 175 kroner i medfør af retsafgiftsloven, hvilket naturligvis
begrænser mulighederne for journalisters aktindsigt og dermed offentlighedens interesser
væsentligt.
Udover de økonomiske begrænsninger ved aktindsigt hos domstolene, så forsinker
betalingsprocessen også behandlingstiden betydeligt, da beløbet først skal overføres via.
kontooverførsel og da retten ikke påbegynder behandlingen af en anmodning, førend de har set
betalingen på deres konto. Dertil kommer at de store mediehuse der modtager mediestøtte, har en
klar fordel i deres adgang til aktindsigt hos domstolene i forhold til andre mindre medier.
Er det umuligt at forestille sig at Folketingets Retsudvalg vil overveje at indstille til at ophæve
denne retsafgift hos domstolene for journalister ved medier, der er omfattet af medieansvarsloven?
Til sammenligning kan vi gratis få aktindsigt i anklageskrifter og retsmødebegæringer hos politiet i
medfør af retsplejelovens § 41 f, stk. 2. Hvorfor ikke hos domstolene?
Med venlig hilsen
Journalist Peter Jensen
Ansvarshavende redaktør
Retsrapport
Ved Klædebo 14
2970 Hørsholm
CVR: 41237899
https://retsrapport.dk