Folketingets Retsudvalg
Peder Kjærsgaard Roulund
Lindeparken 48, 1. tv.
8600 Silkeborg
Silkeborg 13. marts 2021
Kære medlemmer af Folketingets Retsudvalg!
Jeg skriver til jer angående den paragraf, der medfører dobbeltstraf i coronarelaterede sager. Jeg vil også gerne
have jer til at reflektere over lovgivningsprocessens omhyggelighed.
Men allerførst vil jeg gerne takke jer for jeres store arbejde som folketingsmedlemmer. Vores samfund har brug
for, at gode mennesker som jer arbejder ihærdigt for at få alting til at fungere bedre i vores samfund. Tak!
Dernæst vil jeg gerne lede jeres opmærksomhed hen på en sag, der lige nu har stor bevågenhed i offentligheden.
Det er sagen om den kvinde, der har fået to års fængsel for sine udtalelser, handlinger og optræden i forbindelse
med en demonstration imod coronarestriktionerne. For mig synes det som om, at retten har gjort sit arbejde
ordentligt og har dømt den pågældende kvinde efter landets love.
Det er dog svært for mig at forstå, at vi her i landet har en lov, der foreskriver dobbeltstraf for en forseelse, som
er i begået i en situation, der er coronarelateret. Ydermere virker det for mig som om, loven med den omtalte
dobbeltstrafparagraf er vedtaget under et alt for stort hastværk. Dette rejser for mig endnu et problem, for det
ser for mig ud som om, at Folketinget fra tid til anden vedtager love med alt for stor hast. Dette medfører, at
love, som behandles så hurtigt, får utilsigtede smertefulde virkninger. Det synes jeg er åbenbart, når man for
eksempel betragter ghettopakkens virkninger.
Jeg vil gerne bede jer om at fjerne den dobbeltstrafparagraf, der førte til, at føromtalte kvinde blev idømt to års
fængsel i stedet for et. Dernæst vil jeg gerne bede jer om at indføre en større omhu i lovgivningsarbejdet, så
lovforslag, der medfører strafforøgelser eller store konsekvenser for borgere, bliver vurderet ordentligt, inden
de vedtages.
Min fornemmelse er, at for mange love i disse år vedtages så hurtigt, at det i befolkningen skaber en følelse af,
at disse hastelovgivninger virker absurde, og at dette igen skader fornemmelsen af at være borger i en retsstat.
Til slut vil jeg gerne endnu en gang takke jer for jeres arbejde som medlemmer af Retsudvalget og som
medlemmer af Folketinget, og så vil jeg gerne ønske jer alle et velsignet forår.
Med venlig hilsen
Peder Kjærsgaard Roulund