REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 243: Udkast til forslag til lov om ændring af retsplejeloven (nyt uafhængigt tilsyn med bevismidler, udvidelse af politiklageordningen og justering af ordningen med fartbøder til politiets personale i forbindelse med udrykningskørsel som led i tjenesten), fra justitsministeren

Retsudvalget 2020-21
REU Alm.del Bilag 243
Offentligt

Dato:

10. marts 2021

Kontor:

Strafferetskontoret

Sagsbeh: Henrik Overgaard Mor-

sing

Sagsnr.: 2019-731-0060

Dok.:

1826670

Slotshmgade1026Købnv.TF

w.justimnerdk@

+4572680391

UDKAST

Forslag

til

Lov om ændring af retsplejeloven

(Nyt uafhængigt tilsyn med bevismidler, udvidelse af politiklageordningen

og justering af ordningen med fartbøder til politiets personale i forbindelse

med udrykningskørsel som led i tjenesten)

§1

I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1445 af 29. september 2020, fore-

tages følgende ændringer:

Overskriften

til første bog, sjette afsnit, affattes således:

»Sjette

afsnit. Den Uafhængige Politiklagemyndighed og

Det Uafhængige Tilsyn med Bevismidler«

Kapitel 11 a

affattes således:

»Kapitel 11 a

§ 118.

Den Uafhængige Politiklagemyndighed (Politiklagemyndigheden) er

en selvstændig myndighed, der ledes af Politiklagerådet og en direktør.

Stk. 2.

Politiklagemyndigheden behandler klager over politipersonale, jf.

kapitel 93 b, og efterforsker straffesager mod politipersonale, jf. kapitel 93

c. Politiklagemyndigheden behandler på tilsvarende vis klager over andet

personale i politiet og anklagemyndigheden, jf. kapitel 93 b, og efterforsker

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

T +45 7226 8400

F +45 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 243: Udkast til forslag til lov om ændring af retsplejeloven (nyt uafhængigt tilsyn med bevismidler, udvidelse af politiklageordningen og justering af ordningen med fartbøder til politiets personale i forbindelse med udrykningskørsel som led i tjenesten), fra justitsministeren

straffesager mod andet personale i politiet og anklagemyndigheden, jf. ka-

pitel 93 c, som varetager politimæssige opgaver eller opgaver, der relaterer

sig til retshåndhævelse.

Stk. 3.

Politiklagemyndigheden udøver sine funktioner i fuld uafhængig-

hed.

§ 118 a.

Det Uafhængige Tilsyn med Bevismidler (Bevismiddeltilsynet) er

en selvstændig myndighed, der ledes af Politiklagerådet og en direktør.

Stk. 2.

Bevismiddeltilsynet fører tilsyn med politiets og anklagemyndig-

hedens behandling af tekniske beviser. Politiets Efterretningstjeneste er ikke

omfattet af tilsynets virksomhed.

Stk. 3.

Politiet og anklagemyndigheden er forpligtet til at meddele Bevis-

middeltilsynet de oplysninger samt udlevere de dokumenter mv., som for-

langes af Bevismiddeltilsynet. Politiet og anklagemyndigheden orienterer

Bevismiddeltilsynet, hvis der konstateres fejl eller mulige fejl af generel el-

ler systematisk karakter og af retssikkerhedsmæssig betydning ved politiets

eller anklagemyndighedens behandling af tekniske beviser.

Stk. 4.

Bevismiddeltilsynet udøver sine funktioner i fuld uafhængighed.

§ 118 b.

Politiklagerådet er Politiklagemyndighedens og Bevismiddeltilsy-

nets øverste ledelse og har det overordnede ansvar for myndighedernes virk-

somhed.

§ 118 c.

Politiklagerådet består af 1 formand, som skal være landsdommer,

1 advokat, 1 universitetslærer i retsvidenskab, 1 teknisk ekspert og 2 repræ-

sentanter for offentligheden.

Stk. 2.

Medlemmerne beskikkes af justitsministeren for 4 år ad gangen.

Genbeskikkelse kan finde sted én gang.

Stk. 3.

Formanden beskikkes efter indstilling fra landsretterne.

Stk. 4.

Advokaten beskikkes efter indstilling fra Advokatrådet.

Stk. 5.

Offentlighedsrepræsentanterne beskikkes efter indstilling fra hen-

holdsvis KL (Kommunernes Landsforening) og Dansk Folkeoplysnings

Samråd.

Stk. 6.

Medlemmer af Folketinget, regionsråd og kommunalbestyrelser

kan ikke være medlemmer af Politiklagerådet.

Stk. 7.

Der beskikkes en suppleant for hvert af rådets medlemmer. Stk.

1-6 finder tilsvarende anvendelse på beskikkelse af suppleanter.

§ 118 d.

Politiklagemyndighedens og Bevismiddeltilsynets daglige ledelse

varetages af direktøren, der udnævnes og afskediges af justitsministeren ef-

ter indstilling fra Politiklagerådet. Direktøren skal følge de anvisninger og

retningslinjer, som gives af rådet.

Stk. 2.

Direktøren deltager i Politiklagerådets møder, medmindre rådet

undtagelsesvis bestemmer andet.

§ 118 e.

Politiklagerådet fastsætter selv sin forretningsorden og de nærmere

regler om arbejdets fordeling mellem rådet og direktøren.

§ 118 f.

Politiklagemyndigheden og Bevismiddeltilsynet afgiver hver en år-

lig beretning om deres virksomhed til Folketinget og justitsministeren. Be-

retningerne offentliggøres.«

overskriften

til kapitel 93 b ændres »politipersonalet« til: »personale i

politiet og anklagemyndigheden«.

§ 1019, stk. 1,

ændres »politipersonalets adfærd i tjenesten« til: »politi-

personale eller andet personale i politiet og anklagemyndigheden, som va-

retager politimæssige opgaver eller opgaver, der relaterer sig til retshåndhæ-

velse og strafforfølgning, når klagen angår adfærd udvist i tjenesten«.

§ 1019 a, stk. 1, 3. pkt.,

ophæves.

§ 1019 a, stk. 2,

indsættes efter »politiets«: »eller anklagemyndighe-

dens«.

§ 1019 c, 2. pkt.,

indsættes efter »Politiet«: »og anklagemyndigheden«.

§ 1019 k, stk. 1, 1. pkt.,

ændres »en overordnet polititjenestemand« til:

»en leder i politiet eller anklagemyndigheden«.

§ 1019 k, stk. 2, 1. pkt.,

ændres »til politiet, kan politiet tilbyde klageren«

til: »til politiet eller anklagemyndigheden, kan klageren tilbydes«.

10.

§ 1019 k, stk. 2,

indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum:

»I så fald sender politiet eller anklagemyndigheden en kopi af klagen til Po-

litiklagemyndigheden.«

11.

§ 1019 k, stk. 2, 2. pkt.,

der bliver til 3. pkt., indsættes efter »politiet«:

» eller anklagemyndigheden«.

12.

§ 1019 k, stk. 4, 1. pkt.,

ændres »Den overordnede polititjenestemand«

til: »Den leder«.

13.

§ 1019 k, stk. 5,

affattes således:

»Stk. 5.

Kopi af notitsen, jf. stk. 4, fremsendes til Politiklagemyndigheden,

den regionale statsadvokat og rigspolitichefen eller til Politiklagemyndighe-

den, den regionale statsadvokat og Rigsadvokaten.«

14.

§ 1019 o, stk. 1, 1. pkt.,

indsættes efter »rigspolitichefen«: »eller ved-

kommende statsadvokat og Rigsadvokaten«.

15.

§ 1019 o, stk. 1, 2. pkt.,

indsættes efter »rigspolitichefen«: »eller ved-

kommende statsadvokat og Rigsadvokaten«.

16.

§ 1019 q

udgår », som politipersonale har truffet«.

17.

overskriften

til kapitel 93 c ændres »politipersonale« til: »personale i

politiet og anklagemyndigheden«.

18.

§ 1020, 1. pkt.,

ændres »af politipersonale i tjenesten« til: »i tjenesten

af politipersonale eller andet personale i politiet og anklagemyndigheden,

som varetager politimæssige opgaver eller opgaver, der relaterer sig til rets-

håndhævelse,«.

19.

§ 1020 a, stk. 1,

ændres »politipersonale i tjenesten har begået« til: »der

er begået«.

20.

§ 1020 b, stk. 1,

udgår », der er begået af politipersonale«.

21.

§ 1020 b, stk. 2,

affattes således:

»Stk.

Politiklagemyndigheden efterforsker ikke sager, hvor politiperso-

nale i forbindelse med udrykningskørsel overtræder færdselslovens ha-

stighedsbestemmelser i et køretøj mærket med politiets kendetegn eller med

synlige udrykningssignaler, medmindre der er konkret grundlag herfor.«

22.

§ 1020 i, stk. 2,

udgår », som politipersonale har truffet«.

§2

Denne lovs § 1, nr. 1-20 og 22, træder i kraft den 1. januar 2022.

Stk. 2.

Denne lovs § 1, nr. 21, træder i kraft den 1. juli 2021.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1. Indledning

1.1. Lovforslagets formål og baggrund

1.2. Lovforslagets indhold

2. Lovforslagets hovedpunkter

2.1. Nyt tilsyn

2.1.1. Gældende ret

2.1.1.1. Straffesagskæden

2.1.1.2. Politikredsenes legalitets- og kvalitetssikring

2.1.1.3. Rigsadvokatens tilsynsforpligtelse

2.1.1.4. Statsadvokaternes tilsynsforpligtelse

2.1.1.5. Rigspolitichefens tilsynsforpligtelse

2.1.1.6. Politiets kvalitetssikring af tekniske beviser

2.1.1.6.1. Kriminaltekniske undersøgelser

2.1.1.6.2. It-tekniske undersøgelser

2.1.1.6.3. Øvrige tekniske undersøgelser

2.1.1.7. Anklagemyndighedens legalitets- og kvalitetssikring af

tekniske beviser

2.1.1.8. Review af opbevaring og behandling af bevismidler i politiets

og anklagemyndighedens it-systemer

2.1.1.9. Databeskyttelsesretlige krav til behandling af

personoplysninger, der indgår i tekniske beviser

2.1.1.10. Andre lande

2.1.2. Justitsministeriets overvejelser

2.1.3. Den foreslåede ordning

2.1.3.1. Tilsynets organisering

2.1.3.2. Tilsynets kompetence

2.1.3.3. Tekniske beviser

2.1.3.4. Tilsynets opgaver

2.1.3.4.1. Tematiske tilsyn med udvalgte bevistyper

2.1.3.4.1.1. Tilsyn med udarbejdelse af procedurer og retningslinjer

2.1.3.4.1.2. Tilsyn med, at procedurer og retningslinjer efterleves

2.1.3.4.1.3. Tilsyn med beskrivelsen af forbehold og usikkerheder

2.1.3.4.1.4. Tilsyn med oplysninger i sagsbehandlingen

2.1.3.4.2. Tilsyn med myndighedernes afdækning af og opfølgning på

konstaterede eller mulige fejl ved behandlingen af tekniske

bevismidler

2.1.3.5. Praktisk fremgangsmåde ved udførelsen af tilsyn

2.1.3.5.1. Tematiske tilsyn med udvalgte bevistyper

2.1.3.5.2. Tilsyn med myndighedernes afdækning af og opfølgning på

konstaterede eller mulige fejl ved behandlingen af tekniske

bevismidler

2.1.3.6. Afslutning på tilsyn

2.1.3.6.1. Tematiske tilsyn

2.1.3.6.2. Tilsyn med konstaterede eller mulige fejl

2.1.3.6.3. Orientering om og høring over tilsynets vurderinger og

anbefalinger

2.2. Udvidelse af politiklageordningen

2.2.1. Gældende ret

2.2.1.1. Politipersonale

2.2.1.2. Forsvarspersonale

2.2.1.3. Civilt personale i politiet

2.2.1.4. Personale ved anklagemyndigheden

2.2.2. Justitsministeriets overvejelser

2.2.2.1. Civilt personale i politiet

2.2.2.2. Personale ved anklagemyndigheden

2.3. Justering af ordningen med fartbøder til politiets personale i

forbindelse med udrykningskørsel som led i tjenesten.

2.3.1. Gældende ret

2.3.2. Justitsministeriets overvejelser

2.3.3. Den foreslåede ordning

3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det

offentlige

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet mv.

5. Administrative konsekvenser for borgerne

6. Miljømæssige konsekvenser

7. Forholdet til EU-retten

8. Hørte myndigheder og organisationer mv.

9. Sammenfattende skema

1. Indledning

1.1. Lovforslagets formål og baggrund

Tilliden til politiet, anklagemyndigheden og domstolene er en hjørnesten i

et retssamfund. Samtidig medfører politiets og anklagemyndighedens opga-

ver, at myndighedernes personale kan stå i modsætningsforhold til eller

komme i konflikt med borgerne. Det er derfor afgørende, at borgerne har

tillid til, at politiet og anklagemyndigheden som retshåndhævende myndig-

heder udfører deres opgaver på en måde, hvor der ikke sker unødvendige

eller ubegrundede indgreb i den enkelte borgers rettigheder.

Opretholdelsen af en høj tillid til politiets og anklagemyndighedens arbejde

forudsætter bl.a., at myndighederne handler hurtigt og adækvat, når de bli-

ver opmærksomme på, at der er behov for at reagere i forhold til behandlin-

gen af de tekniske beviser, som bliver anvendt i straffesager. Samtidig er det

afgørende, at der er øget opmærksomhed på, at tekniske beviser underlæg-

ges systematiske kvalitetskontroller for at sikre integriteten af de pågæl-

dende beviser. Endelig er det afgørende, at mulige fejl og mangler altid

håndteres åbent, grundigt og ordentligt.

Behovet for at sikre et uafhængigt tilsyn med kvaliteten og integriteten af

de tekniske beviser, som politiet og anklagemyndigheden anvender i straf-

fesager, blev bl.a. aktualiseret af den såkaldte teledata-sag.

I foråret 2019 konstaterede Rigspolitiet en systemfejl i det it-program, som

politiet anvender til at konvertere såkaldte rådata fra teleselskaberne i for-

bindelse med indhentning af teleoplysninger i straffesager. Sagen satte

grundlæggende spørgsmålstegn ved kvaliteten af de teledata, som politiet

og anklagemyndigheden anvender i straffesager.

Behovet for, at der løbende føres eksternt tilsyn med tekniske bevisers kva-

litet, blev endvidere understreget i efteråret 2019, hvor der i en konkret sag

blev konstateret et DNA-profilsammenfald, som førte til, at en person blev

sigtet. Der var tale om et match mellem et spor og en DNA-personprofil

optaget i DNA-profilregistret før juni 2012, som derfor var typebestemt ef-

ter en tidligere anvendt metode. Da der efterfølgende blev udført en supple-

rende analyse baseret på en nyere metode, viste denne, at mistanken var

ubegrundet. Politikredsen opgav herefter påtale i sagen.

Sagen resulterede bl.a. i, at Rigspolitiet efter drøftelse med Rigsadvokaten

udstedte nye retningslinjer for opdatering af DNA-profiler, der er typebe-

stemt efter den tidligere anvendte metode.

Teledata-sagen viste, at der er behov for yderligere kontrol med processen

for politiets og anklagemyndighedens behandling af tekniske beviser, så til-

liden til disse sikres. Det gælder fra tidspunktet, hvor materiale, spor, data

eller lignende oplysninger (f.eks. teleoplysninger, fingeraftryk, DNA-mate-

riale eller våbenspor) indsamles og bearbejdes, til de præsenteres som tek-

niske beviser under en straffesag.

DNA-eksemplet illustrerede de bevismæssige udfordringer, der kan være

forbundet med den teknologiske udvikling og udviklingen af nye metoder.

Der er i den forbindelse et behov for at sikre, at myndighedernes procedurer

følger relevante standarder på området.

Sagerne viste samtidig, at det er en kompleks og ressourcekrævende opgave

at afdække eventuelle fejl, der kan have pågået over en årrække og have

generel og systematisk karakter, samt effektivt at adressere de eventuelle

retssikkerhedsmæssige konsekvenser heraf. Dette understreger behovet for,

at der

–

når en sådan situation opstår

–

hurtigt kommer uvildige øjne på

myndighedernes håndtering heraf.

Herudover er der behov for at styrke tilliden til behandlingen af adfærdskla-

ger og anmeldelser om strafbare forhold begået i tjenesten for så vidt angår

politiets og anklagemyndighedens ansatte. Behovet udspringer navnlig af,

at der de seneste år som et supplement til det politiuddannede personale i

højere grad er ansat civile medarbejdere for at tilføre politiet nye kompeten-

cer i løsningen af politiets kerneopgaver.

Derfor bør Den Uafhængige Politiklagemyndigheds (Politiklagemyndighe-

den) kompetence udvides til

–

ud over politipersonale

–

at omfatte andet

personale i politiet og anklagemyndigheden, som varetager politimæssige

opgaver eller opgaver, der relaterer sig til retshåndhævelse. Med den fore-

slåede udvidelse sigtes således til civilt personale i politiet og ansatte ved

den centrale anklagemyndighed (statsadvokaterne og Rigsadvokaten). På

denne måde sikres, at borgerens retsstilling og mulighed for at indbringe

sådanne sager for Politiklagemyndigheden ikke afhænger af, hvilken med-

arbejdergruppe sagen vedrører. Det afgørende vil i stedet være, hvilke typer

opgaver den pågældende varetager.

Lovforslaget har til formål at styrke borgernes samlede tillid til de retshånd-

hævende myndigheder. Lovforslagets første del indebærer, at der oprettes

en ny myndighed

–

Det Uafhængige Tilsyn med Bevismidler

–

der vil skulle

føre tilsyn med politiets og anklagemyndighedens behandling af tekniske

beviser. Lovforslagets anden del indebærer, at Politiklagemyndigheden

fremover

–

ud over politipersonale

–

vil skulle behandle adfærdsklager og

efterforske straffesager mod andet personale i politiet og anklagemyndighe-

den, som varetager politimæssige opgaver eller opgaver, der relaterer sig til

retshåndhævelse.

Lovforslaget skal ses i lyset af den særlige danske model for organisering af

politi og anklagemyndighed i politikredsene, hvor politiet og anklagemyn-

digheden er under fælles ledelse af en politidirektør på lokalt niveau. Mo-

dellen sikrer bl.a. et effektivt og uformelt samarbejde mellem de to myndig-

heder, hvor der i den daglige straffesagsbehandling kan ske løbende legali-

tets- og kvalitetssikring af straffesagsbehandlingen

–

f.eks. ved løbende at

afklare, hvilke tvangsindgreb der er hjemmel til at foretage i de enkelte sa-

ger. Denne organisering, der sikrer synlighed og gennemslagskraft i legali-

tetssikringen, bør fastholdes.

Lovforslaget skal i sin helhed understøtte den danske model for organise-

ringen af politiet og anklagemyndigheden og medvirke til, at den generelt

meget høje tillid, som politiet og anklagemyndigheden nyder blandt befolk-

ningen, fastholdes.

Lovforslaget har endelig til formål at sikre, at politipersonale i køretøjer

mærket med politiets kendetegn eller med synlige udrykningssignaler som

udgangspunkt ikke modtager et bødeforelæg, hvis de registreres i ubeman-

dede hastighedskontroller, herunder i de såkaldte stærekasser. Den foreslå-

ede ændring har til formål at løse de udfordringer, der er konstateret i for-

bindelse med, at politiets personale skal igennem en tidskrævende proces

for at blive fritaget for fartbøder, som de eksempelvis har fået ved passage

af en stærekasse i forbindelse med udrykningskørsel.

1.2. Lovforslagets indhold

Det foreslås, at der oprettes en ny myndighed

–

Det Uafhængige Tilsyn med

Bevismidler (Bevismiddeltilsynet)

–

der skal føre tilsyn med politiets og an-

klagemyndighedens behandling af tekniske beviser.

Tilsynets opgaver vil bestå i at påse, at der er udarbejdet tilstrækkelige og

relevante procedurer og retningslinjer for behandlingen af de enkelte typer

af tekniske beviser, samt at disse procedurer og retningslinjer efterleves. Til-

synet vil desuden have til opgave at føre kontrol med, at standarderklærin-

ger, politirapporter mv. i relevant omfang beskriver de forbehold og usik-

kerheder, der generelt måtte knytte sig til de enkelte bevismidler. Tilsynet

vil endvidere skulle kontrollere, om det generelt sikres, at oplysninger om

forbehold og usikkerheder, der konkret måtte knytte sig til de anvendte tek-

niske beviser, fremgår af straffesagerne og fremlægges åbent under straffe-

sagens behandling ved domstolene. Endelig vil tilsynet kunne føre tilsyn

med politiets og anklagemyndighedens afdækning af og opfølgning på kon-

staterede eller mulige fejl ved behandlingen af tekniske beviser, hvis der er

tale om fejl af generel eller systematisk karakter og af retssikkerhedsmæssig

betydning.

Det er med oprettelsen af Bevismiddeltilsynet forudsat, at det nye tilsyn sup-

plerer de eksisterende kontrolmekanismer. Det nye tilsyn erstatter således

ikke politiets og anklagemyndighedens eksisterende tilsynsopgaver. Politi-

kredsene skal derfor fortsætte med den nuværende legalitets- og kvalitets-

sikring og de lokale tilsyn, ligesom statsadvokaterne fortsat vil skulle føre

tilsyn med politikredsenes behandling af straffesager. Det vil også fortsat

være myndighederne selv, der afdækker og adresserer konstaterede eller

mulige fejl. Det vil endvidere fortsat være Datatilsynet, der fører tilsyn med,

at reglerne om databeskyttelse bliver overholdt.

Bevismiddeltilsynets virksomhed vil skulle omfatte politiet og anklagemyn-

digheden.

Politiets Efterretningstjeneste (PET) vil ikke blive omfattet af tilsynets kom-

petence, ligesom eksterne aktører, der udfører undersøgelser, eller udarbej-

der erklæringer til brug for politiets efterforskning (f.eks. Retsgenetisk Af-

deling og bilinspektører), heller ikke vil blive omfattet. Politiets og ankla-

gemyndighedens behandling af erklæringerne vil derimod være omfattet.

Efter lovforslaget vil det eksisterende Politiklageråd

–

der i dag fungerer

som Politiklagemyndighedens øverste ledelse

–

fremover også skulle vare-

tage det overordnede ansvar for Bevismiddeltilsynets virksomhed.

Det foreslås herudover at udvide Politiklagemyndighedens eksisterende

kompetence til også at omfatte andet personale i politiet og anklagemyndig-

heden, som varetager politimæssige opgaver eller opgaver, der relaterer sig

til retshåndhævelse. Lovforslaget vil ensarte borgerens retsstilling og mu-

lighed for at indbringe sådanne sager for Politiklagemyndigheden.

2. Lovforslagets hovedpunkter

2.1. Nyt tilsyn

2.1.1. Gældende ret

2.1.1.1. Straffesagskæden

Behandlingen af straffesager involverer i de fleste tilfælde flere myndighe-

der, herunder politiet, anklagemyndigheden, domstolene og kriminalforsor-

gen. For at straffesager kan gennemføres effektivt er det en forudsætning, at

myndighederne samarbejder både på centralt og lokalt niveau.

Myndighederne i straffesagskæden varetager hver sin rolle. Politiet efterfor-

sker og opklarer forbrydelser, anklagemyndigheden drager strafskyldige til

ansvar og sørger for, at der ikke sker forfølgning af uskyldige, domstolene

vurderer beviserne i en sag og dømmer eller frifinder den tiltalte, og krimi-

nalforsorgen fuldbyrder den straf, som domstolene evt. fastsætter.

Straffesagskæden er ikke en fast defineret størrelse, men kan ses som en

proces, der forløber fra det tidspunkt, hvor politiet modtager en anmeldelse

eller iværksætter en efterforskning af egen drift, til straffesagen afsluttes

eventuelt ved endt afsoning. Sagen kan afsluttes med afvisning af anmeldel-

sen, indstilling af efterforskningen, udstedelse af et bødeforelæg eller med

meddelelse af en påtaleopgivelse eller et tiltalefrafald. Dernæst kan domsto-

lene enten frifinde eller idømme borgeren en bøde eller en fængselsstraf.

Domstolene kan også meddele borgeren en advarsel eller afgøre sagen med

en anden strafferetlig foranstaltning. Endelig kan sagskæden afsluttes ved

kriminalforsorgen

–

enten ved at borgeren afsoner en idømt straf, eller ved

at kriminalforsorgen fører tilsyn med borgeren gennem en nærmere fastsat

periode.

2.1.1.2. Politikredsenes legalitets- og kvalitetssikring

Den daglige forpligtelse til at påse, at der sker den fornødne kvalitets- og

legalitetssikring i politikredsene i forbindelse med behandlingen af straffe-

sager, påhviler politidirektøren og skal f.eks. ske ved fastsættelse af lokale

retningslinjer. Denne interne kontrol finder sted sideløbende med de regio-

nale statsadvokater og Rigsadvokatens kontrol og tilsyn med behandlingen

af straffesager.

Ved behandlingen af en straffesag påhviler det først og fremmest den en-

kelte medarbejder at påse, at sagsbehandlingen opfylder legalitets- og kva-

litetskravene og harmonerer med god sagsbehandlingsskik. Det gælder så-

vel politiuddannede, kontoruddannede, juridisk uddannede og andre akade-

miske medarbejdere. Det påhviler dernæst den enkelte medarbejders nær-

meste leder at kontrollere kvaliteten og legaliteten i medarbejderens sagsbe-

handling. Det påhviler endelig den enkelte anklager i forbindelse med be-

handlingen af straffesagerne at påse, at sagsbehandlingen i sin helhed opfyl-

der legalitets- og kvalitetskravene og harmonerer med god sagsbehandlings-

skik. Anklagemyndigheden har således et generelt og tværgående ansvar for

straffesagens behandling.

Politidirektøren har det overordnede ansvar for at sikre legaliteten og kvali-

teten af politikredsens arbejde, herunder at straffesagerne behandles så grun-

digt og så hurtigt som muligt. Politidirektøren skal ligeledes sikre, at politi-

kredsen når de mål, der er opstillet for straffesagsbehandlingen, herunder at

de mål, der er fastsat for f.eks. sagsbehandlingstider, overholdes. Politidi-

rektøren skal

–

gennem chefanklageren og de politiuddannede ledere

–

ved

fastsættelse af lokale retningslinjer og gennem den daglige legalitets- og

kvalitetssikring endvidere sørge for, at de fastsatte retningslinjer følges, så-

ledes at kravene til legalitet, kvalitet og effektivitet opfyldes i politikredsens

straffesagsbehandling.

Legalitets- og kvalitetssikring af straffesagsbehandlingen omfatter samtlige

lokalpolitistationer og afdelinger, der behandler straffesager. Der afholdes

regelmæssige møder mellem anklagemyndighedens jurister og lokalpoliti-

stationer/afdelinger, og møder og relevante drøftelser dokumenteres.

Anklagemyndighedens daglige legalitets- og kvalitetssikring i straffesager

foregår i praksis ved et tæt samarbejde mellem politikredsens anklagere og

politipersonale. Dette skal sikre en smidig og effektiv behandling af straffe-

sagerne, hvor politipersonale og anklagere løbende kan drøfte behandlingen

af sagerne. En tæt kontakt mellem anklagere og politipersonale er et vigtigt

led i anklagemyndighedens arbejde med at sikre kvaliteten og legaliteten i

politikredsens arbejde. Politiet har derved løbende gennem straffesagsbe-

handlingen en let og uformel adgang til juridisk rådgivning.

Praktisk kan dette både foregå ved, at anklageren deltager i afdelingens ef-

terforskningsmøder, og ved at politiet henvender sig til anklageren med hen-

blik på at drøfte en konkret sag eller mere generelle spørgsmål om proces-

suelle tvangsindgreb, kredsen af mistænkte eller tilskæring af sagen. Det kan

også foregå ved, at advokaturchefen afholder legalitetsmøder med linjeche-

fen for efterforskningsafdelingen og/eller andre politiledere og her drøfter

kvalitetsmæssige og legalitetsmæssige spørgsmål af mere generel karakter,

ny lovgivning eller særlige opmærksomhedspunkter i øvrigt. Anklagemyn-

digheden får på baggrund af det tætte samarbejde med politiet under efter-

forskningen mulighed for at udøve en løbende juridisk kontrol med politiets

arbejde. Anklagemyndigheden er ved udførelsen af arbejdet underlagt ob-

jektivitetsprincippet, jf. retsplejelovens § 96, stk. 2. Det betyder, at anklage-

myndigheden ikke blot skal påse, at strafskyldige drages til ansvar, men

også at forfølgning af uskyldige ikke finder sted. Princippet gælder også for

anklagemyndighedens tætte samarbejde med politiet og den løbende juridi-

ske kontrol af politiets arbejde.

2.1.1.3. Rigsadvokatens tilsynsforpligtelse

Det følger af retsplejelovens § 99, stk. 2, at Rigsadvokaten er de øvrige of-

fentlige anklagere overordnet og fører tilsyn med disse.

Rigsadvokaten fører tilsyn med statsadvokaternes og politidirektørernes be-

handling af straffesager og behandler klager over afgørelser vedrørende

strafforfølgning, der er truffet af statsadvokaterne som 1. instans.

Rigsadvokaten foretager en overordnet mål-, resultat- og ressourcestyring

af politikredsenes straffesagsbehandling, som også kan inddrage eventuelle

oplysninger om særlige indsats- og fokusområder, der er blevet identificeret,

f.eks. som led i arbejdet med legalitets- og kvalitetssikring. Som led heri

følger Rigsadvokaten ligeledes op på, om politikredsene har nået de over-

ordnede mål, der er fastsat for straffesagsbehandlingen.

Rigsadvokaten foretager en tilsvarende overordnet styring med hensyn til

statsadvokaternes straffesagsbehandling. Med henblik på at sikre et tæt og

struktureret samarbejde på området aftales en regelmæssig og hensigtsmæs-

sig mødestruktur mellem Rigsadvokaten og de regionale statsadvokater.

Rigsadvokaten afholder desuden mindst én gang årligt et tilsynsmøde med

hver statsadvokatur bl.a. med henblik på at drøfte statsadvokatens organise-

ring og tilrettelæggelse af tilsynet og kvalitetsarbejdet med politikredsene.

Det gælder f.eks. identificering og opfølgning på særlige indsats- og fokus-

områder og den generelle opsamling af resultatet af bl.a. klagesager, udvik-

lingen i klagesager og omgørelser samt tilsynet på særlige områder, f.eks.

med langvarige sigtelser og varetægtsfængslinger.

I forhold til de regionale statsadvokaters egen straffesagsbehandling er

Rigsadvokaten i sit tilsyn og kvalitetsarbejde med statsadvokaten navnlig

opmærksom på statsadvokaternes behandling af ankesager, kontrolsager

vedrørende forvarings- og foranstaltningsdømte, sagsbehandlingen af tilta-

leindstillinger og sagsbehandlingstider. Dertil kommer, at Rigsadvokaten i

sit tilsyn og kvalitetsarbejde med Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og

International Kriminalitet navnlig er opmærksom på eksempelvis behand-

lingen af særlige internationale sager og udviklingen i statsadvokaturens

sagstyper.

I forbindelse med Rigsadvokatens behandling af bl.a. ankesager, procesbe-

villingsansøgninger og klagesager vurderer Rigsadvokaten løbende legali-

teten, kvaliteten og effektiviteten af statsadvokatens sagsbehandling.

2.1.1.4. Statsadvokaternes tilsynsforpligtelse

Det følger af retsplejelovens § 101, stk. 2, at statsadvokaterne fører tilsyn

med politidirektørernes behandling af straffesager og behandler klager over

afgørelser truffet af politidirektørerne vedrørende strafforfølgning.

Herudover er der fastsat retningslinjer for, at politidirektørerne i en række

tilfælde skal forelægge sager, der er undergivet politidirektørernes påtale-

kompetence, for statsadvokaten, inden der rejses tiltale, eller inden det be-

sluttes, om anke af en byretsdom skal undlades.

Gennem behandlingen af klagesager opbygger statsadvokaterne kendskab

til sagsbehandling og praksis ved de enkelte embeder, hvilket er en af for-

udsætningerne for statsadvokaternes mulighed for at udøve et effektivt til-

syn og kontrol med politikredsenes behandling af straffesager. Forudsætnin-

gerne skabes yderligere gennem statsadvokaternes løbende samarbejde med

politikredsene. Gennem samarbejdet får statsadvokaterne også et indgående

kendskab til forholdene i den enkelte politikreds.

Tilsyns- og kvalitetsarbejdet omfatter bl.a. politikredsenes implementering

og anvendelse af regler og retningslinjer for behandlingen af straffesager.,

politikredsenes tiltalepraksis, sanktionspåstande, afgørelser og iagttagelse af

tidsfrister. Tilsynet og kvalitetsarbejdet omfatter såvel politikredsenes ge-

nerelle sagsbehandlingsrutiner og retningslinjer som behandlingen af en-

keltsager. I forbindelse med sit tilsyn og kvalitetsarbejde vurderer statsad-

vokaten politikredsenes egen legalitets- og kvalitetssikring samt effektivite-

ten i straffesagsbehandlingen. Statsadvokaten vurderer i den forbindelse po-

litikredsenes retningslinjer for legalitets- og kvalitetssikring i alle lokalpoli-

tistationer og afdelinger, der behandler straffesager, og efterlevelsen heraf.

Endvidere vurderes ledelsens opfølgning i tilfælde af legalitets- og kvali-

tetsproblemer.

2.1.1.5. Rigspolitichefens tilsynsforpligtelse

Det følger af retsplejelovens § 109, stk. 1, at rigspolitichefen har ansvar for

politiets virksomhed i hele landet, og at rigspolitichefen fører tilsyn med

politidirektørerne. Der er tale om det almindelige tilsyn, der er forbundet

med et over-/underordnelsesforhold, hvilket også omfatter behandlingen af

konkrete sager.

Rigspolitichefen kan fastsætte generelle og konkrete tjenestebefalinger om

politiets forhold og i den forbindelse give konkrete instrukser og udstede

vejledninger mv. om håndteringen af konkrete politifaglige opgaver skal lø-

ses på tværs af politikredsene og i Rigspolitiet.

Rigspolitiets tilsyn omfatter en række konkrete områder af politiets virk-

somhed, herunder forhold knyttet til efterlevelsen af den lovgivning, der fin-

der anvendelse for politiet. Eksempelvis kan Rigspolitiet føre tilsyn med og

instruere om politikredsenes indsamling og behandling af oplysninger som

led i efterforskningsmæssig virksomhed for at sikre, at kredsene efterlever

reglerne i retsplejeloven, politiloven, de databeskyttelsesretlige regler og ge-

nerelle offentligretlige grundsætninger. Rigspolitiet udsteder i den forbin-

delse cirkulærer, vejledninger og action cards, der konkret fastsætter, hvor-

dan politiets opgavevaretagelse skal ske. Rigspolitiet håndterer endvidere

situationer, hvor politiets indsamling og brug af oplysninger ikke sker i

overensstemmelse med ovennævnte regelsæt.

Rigspolitiet fører ikke et fast, tværgående tilsyn med straffesagsbehandlin-

gen svarende til anklagemyndighedens tilsyn. Rigspolitiets tilsyn udføres

typisk ad hoc og i tæt sammenhæng med de konkrete styrelsesopgaver, som

Rigspolitiet varetager i forhold til politikredsene, herunder den bistand, som

Rigspolitiet yder i forbindelse med konkrete politiopgaver.

2.1.1.6. Politiets kvalitetssikring af tekniske beviser

Som anført under pkt. 2.1.1.2. påhviler det i første række den enkelte med-

arbejder at påse, at straffesagsbehandlingen opfylder legalitets- og kvalitets-

kravene og harmonerer med god sagsbehandlingsskik. Det gælder både po-

litipersonale, analytikere og anklagere. Det påhviler dernæst den enkelte

medarbejders nærmeste leder at kontrollere legaliteten og kvaliteten i med-

arbejderens sagsbehandling.

Rigspolitiet har ansvaret for udviklingen og driften af en række tekniske ef-

terforskningsredskaber, som anvendes til eksempelvis at bearbejde indsam-

lede oplysninger, materialer og spor mv. Når de indsamlede oplysninger,

materialer og spor har været behandlet eller undersøgt, udfærdiges der ty-

pisk rapporter eller erklæringer, der gør det muligt at dokumentere oplys-

ningerne som beviser i konkrete straffesager. Nedenfor gennemgås de mest

centrale eksempler på disse.

2.1.1.6.1. Kriminaltekniske undersøgelser

Kriminaltekniske undersøgelser udføres både af politikredsene og Rigspoli-

tiet. Rigspolitiet (Nationalt Kriminalteknisk Center) assisterer landets poli-

tikredse, hvis der er behov for anvendelse af specialundersøgelser, special-

kompetencer eller specielt udstyr.

Politiet behandler og undersøger indsamlede kriminaltekniske spor, herun-

der biologiske spor, blodstænk, brandtekniske forhold, dokumenter, DNA,

fingeraftryk, våbenspor, ballistiske forhold, værkstøjsspor, sålaftryk og

foto- og videomateriale.

I henhold til Rådets rammeafgørelse 2009/905/RIA om akkreditering af le-

verandører af kriminaltekniske ydelser, der udfører laboratorieaktiviteter,

har Rigspolitiet (Nationalt Kriminalteknisk Center) implementeret akkredi-

teringsstandarden ”DS/EN/ISO/IEC 17025 –

Generelle krav til prøvetag-

ningslaboratoriers kompetence”. Akkrediteringen omfatter laboratorieun-

dersøgelser af biologiske sporsøgninger, fingeraftryk og våbentekniske un-

dersøgelser, herunder gerningsstedsundersøgelser i forbindelse med skudaf-

givelser. Der arbejdes aktuelt med at udvide akkrediteringen til at omfatte

dokumenttekniske og overfladesportekniske undersøgelser. Gerningssteds-

undersøgelser, hvor der ikke har været skudafgivelse, er ikke på nuværende

tidspunkt underlagt ISO-akkreditering, men retningslinjer for gernings-

stedsundersøgelser og behandling af forskellige typer spor på gerningssteder

er beskrevet i en række vejledninger og retningslinjer, som skal sikre kvali-

teten af undersøgelser og sporsikring på gerningssteder.

ISO/IEC-akkrediteringen medfører, at der er en række retningslinjer og kon-

trolprocedurer, der skal overholdes, når Rigspolitiet leverer kriminaltekni-

ske ydelser til politikredsene. Det drejer sig bl.a. om retningslinjer for ad-

gangsforhold, adgangskontrol, håndtering af effekter og spor samt registre-

ring og dokumentation.

Derudover er det inden for de enkelte typer af efterforskningsredskaber de-

fineret, hvilken kontrol resultatet af de tekniske undersøgelser skal undergi-

ves. Dertil kommer kvalitetskontrol i form af makkerkontrol samt teknisk

og administrativt review, hvor resultatet af undersøgelsen efterprøves. End-

videre udføres der kompetencekontroller, f.eks. i form af laboratoriesam-

menligninger og test af personalekompetence. Yderligere gennemføres der

periodiske interne audits, som indebærer en overensstemmelsesvurdering i

forhold til kravene i ISO/IEC-standarden.

Rigspolitiet er endelig som følge af ISO/IEC-akkrediteringen underlagt en

periodisk, uvildig tredjepartstilsynsbedømmelse af akkrediteringsmyndig-

heden DANAK (Den Danske Akkrediteringsfond). Eventuelle afvigelser,

som er identificeret, skal afhjælpes ved gennemførelse af korrigerende

handlinger, som skal godkendes af DANAK.

2.1.1.6.2. It-tekniske undersøgelser

Rigspolitiet (Nationalt Cyber Crime Center) har

–

med forbehold for de op-

gaver, der varetages af PET

–

det overordnede politifaglige ansvar for poli-

tiets opgavevaretagelse vedrørende it-kriminalitet mv., herunder udarbej-

delse af it-tekniske erklæringer. Rigspolitiet yder efter anmodning bistand

til politikredsenes efterforskning og retsforfølgning af it-kriminalitet mv.,

som kræver særlig avanceret teknologi, ekspertise eller rutine. Endvidere

bistår Rigspolitiet politikredsene med at løse særligt komplekse digitale ud-

fordringer i forbindelse med efterforskning af it-kriminalitet.

Rigspolitiet udvikler og vedligeholder

–

i samarbejde med Rigsadvokaten

–

nationale kvalitetsstandarder for politiets it-efterforskning, herunder for kor-

rekt behandling af mulige digitale spor efter en forbrydelse. I den forbin-

delse indsamler Rigspolitiet nationalt og internationalt ny viden og best

practice om efterforskningsværktøjer, arbejdsmetoder, metodeudvikling og

metodevalidering.

Endvidere udarbejder og vedligeholder Rigspolitiet et katalog over kvali-

tetsgodkendt udstyr og software til it-efterforskning mv., som politikredsene

er forpligtede til at foretage indkøb ud fra. Indkøb og brug af andet it-udstyr

og andre programmer kan alene ske efter aftale med Rigspolitiet.

Ved udarbejdelsen af it-tekniske erklæringer i forbindelse med undersøgelse

af computere gennemføres der review af de it-tekniske undersøgelser. For-

målet med reviewet er at sikre, at Rigspolitiets analyse er valid og afspejler

de sagsskridt, der er foretaget, og at erklæringen lever op til Rigspolitiets

interne retningslinjer for udarbejdelse af it-tekniske erklæringer.

Gennem reviewet skal det bl.a. sikres, at formålet med undersøgelsen frem-

går af erklæringen, at opstillingen af analysepunkter afspejler formålet, at

der er anvendt relevante undersøgelsesprogrammer, og at eventuelle ud-

valgte sagsdata, der fremsendes til politikredsen sammen med erklæringen,

er korrekt beskrevet i erklæringen, herunder med relevante forbehold i for-

hold til tolkningen af data og tidsstemplinger.

Når den it-tekniske undersøgelse og erklæring godkendes, udarbejder med-

arbejderen, der har foretaget review, et kvalitetskontroldokument. Medar-

bejdere, der har ansvaret for at udføre review, har typisk flere års praktisk

erfaring, hvor de pågældende har erhvervet kompetencer inden for digital

analyse.

2.1.1.6.3. Øvrige tekniske undersøgelser

Ud over ovennævnte tekniske efterforskningsredskaber, som Rigspolitiet rå-

der over til brug for politikredsenes konkrete efterforskninger, har Rigspo-

litiet ligeledes udarbejdet nationale retningslinjer for andre tekniske efter-

forskningsredskaber, som anvendes i politikredsene.

Rigspolitiet har for så vidt angår brugen af automatisk nummerpladegen-

kendelse (ANPG) vejledt politikredsene om jævnligt at sikre kontrol af ud-

styret, herunder i hvilke tilfælde der skal ske kalibrering af udstyret.

For så vidt angår tekniske indgreb i meddelelseshemmeligheden har Tele-

centret i Rigspolitiet bl.a. til opgave at indhente, behandle og videreformidle

f.eks. aflytninger eller historiske teleoplysninger.

I relation til Telecentrets arbejde er der som led i opfølgningen på teledata-

sagen indført en række systemtekniske og manuelle kvalitetskontroller med

henblik på at sikre driften og dataintegriteten. Der er endvidere påbegyndt

et arbejde med certificering af Telecentrets arbejdsprocesser mv.

Rigspolitiets ”Vejledning om

politiets håndtering og kvalitetskontrol af te-

ledata under efterforskningen”

fastsætter de nærmere krav til politiets hånd-

tering og kvalitetskontrol af teledata samt dokumentation for sammenhæn-

gen mellem rådata og konverteret data, når teledata skal anvendes i retsmø-

der under efterforskningen eller fremlægges som bevis under hovedforhand-

lingen.

På færdselsområdet benyttes forskellige typer teknisk måleudstyr, f.eks. til

brug for måling af hastighed og i forbindelse med kontrol af overholdelse af

køre-/ hviletidsbestemmelser.

Det tekniske måleudstyr, der anvendes som bevis i straffesager på færdsels-

området, gennemgår i forudbestemte intervaller kalibrering eller verifice-

ring for at sikre, at udstyret måler korrekt. Brugerne af måleudstyret er ud-

dannede til at benytte dette, ligesom der er udfærdiget brugervejledninger,

der angiver den korrekte fremgangsmåde for anvendelse heraf.

Til hastighedsmåling benytter politikredsene automatisk trafikkontrol

(ATK), manuelt betjente lasere, videokøretøjer og knallertrullefelt.

Kvalitetssikringen af anvendelse af hastighedsmåleinstrumenter sker gene-

relt ved, at udstyret typegodkendes af en uafhængig institution, der som of-

test er akkrediteret. Typegodkendelsen er en garanti for, at produktet lever

op til de specifikationer, som angives af producenten, herunder fastsættelse

af usikkerhedsfradrag for måling.

Forud for ibrugtagning skal der foretages en kalibrering, som sikrer, at det

enkelte instrument er korrekt indstillet. Der foretages herefter årlige eller

halvårlige verificeringer eller kalibreringer.

Hastighedsmåleinstrumenterne har desuden en række indbyggede selvkon-

troller, eksempelvis ved at instrumentet udfører funktionstest under op-

startsproceduren.

Politikredsene benytter herudover tekniske færdselsoperative efterforsk-

ningsredskaber for køretøjer i form af eksempelvis bremseprøvestand, de-

celerationsmålere og lydtryksmålere. Kvalitetssikringen af disse efterforsk-

ningsredskaber sker generelt gennem kalibrering af udstyret.

Af andre køretøjstekniske efterforskningsredskaber benytter politikredsene

takografer og takografkort, udlæsningsudstyr og vægte i forbindelse med

bl.a. kontrol af overholdelse af køre- og hviletidsbestemmelser m.m.

Lastbilens takografkort kontrolleres én gang årligt af et autoriseret værksted.

Udlæsningsudstyr anvendes til udlæsning af en række data fra lastbiler og

bliver automatisk opdateret via en tilknyttet brugerlicens. Opdatering og

brugerkontrol sikrer, at udlæsninger er korrekte. Derudover benytter politi-

kredsene forskellige former for vægte, som gennemgår årlig service og ka-

librering.

2.1.1.7. Anklagemyndighedens legalitets- og kvalitetssikring af tekniske be-

viser

Det påhviler den enkelte anklager i forbindelse med behandlingen af straf-

fesagerne at påse, at sagsbehandlingen i sin helhed opfylder legalitets- og

kvalitetskravene og harmonerer med god sagsbehandlingsskik. Det gælder

også i forbindelse med legalitets- og kvalitetssikring af tekniske beviser.

Hvis politiet eksempelvis vurderer, at retsplejelovens betingelser for at fo-

retage et tvangsindgreb, der tilvejebringer et teknisk bevis, er opfyldt, ud-

færdiger politiet en rapport, der bl.a. indeholder en beskrivelse af mistanke-

grundlaget, og hvorfor det pågældende tvangsindgreb er nødvendigt for ef-

terforskningen. Sagen afleveres herefter til anklagemyndigheden, der fore-

tager en selvstændig vurdering af, om betingelserne for indhentning af den

pågældende kendelse er opfyldt. Hvis anklagemyndigheden finder, at betin-

gelserne ikke er opfyldt, tilbageleveres sagen til politiet med anmodning om

uddybning af materialet, hvis dette er muligt. Hvis anklagemyndigheden

derimod er enig i, at betingelserne er opfyldt, fremsættes anmodningen om

afsigelse af kendelse for en dommer. Herved foretager anklagemyndigheden

en løbende legalitetssikring af politiets indhentelse af bl.a. tekniske beviser.

Når det tekniske bevis er tilvejebragt, indgår det i den forsatte efterforskning

af sagen.

I de tilfælde, hvor iværksættelsen af et tvangsindgreb ikke forudsætter ret-

tens forudgående eller efterfølgende godkendelse, vil der også ske doku-

mentation af indgrebet. Den konkrete kontrol med det iværksatte indgreb vil

afhænge af indgrebets karakter. Som eksempel herpå kan nævnes optagelse

af fingeraftryk, som er et indgreb, der iværksættes af sagsbehandleren i hen-

hold til retsplejelovens regler om legemsindgreb.

Når sagen er færdigefterforsket, afleveres den til anklagemyndigheden med

henblik på en stillingtagen til tiltalespørgsmålet. Anklagemyndigheden vur-

derer i den forbindelse, om det ud over enhver rimelig tvivl kan bevises, at

tiltalte er skyldig. Som led i denne vurdering foretager anklageren en vur-

dering af de enkelte beviser i sagen, herunder om, og i givet fald, hvilken

vægt, de kan tillægges (kvalitet), og om de er lovligt tilvejebragte (legalitet).

I forbindelse med denne vurdering kontrollerer anklageren, om de indhen-

tede beviser er korrekt gengivet af politiet i rapportmaterialet, og om sagen

er tilstrækkelig oplyst, eller om der skal foretages supplerende efterforsk-

ningsskridt for at imødegå de eventuelle bevismæssige usikkerheder, der

knytter sig til det pågældende bevis.

Eksempelvis skal der ved straffesager om hastighedsovertrædelser foreligge

dokumentation for gennemførelsen af den foreskrevne periodevise kalibre-

ring af politiets hastighedsmålere, før der kan rejses tiltale. I sager, hvor der

indgår teledata, skal anklageren sikre sig, at kvalitetsrapporten indeholder

de nødvendige oplysninger om de fejlkilder og usikkerheder, der er rele-

vante for sagen, og vurdere om der er behov for supplerende efterforskning.

Foreligger der tekniske erklæringer i sagen, sammenholder anklageren er-

klæringens konklusion med politiets øvrige efterforskningskonklusioner og

vurderer, om der skal stilles supplerende skriftlige spørgsmål i anledning af

erklæringen, eller om der skal være vidneførsel i forbindelse med erklærin-

gens dokumentation i retten. Begge dele sker under iagttagelse af forsvare-

rens mulighed for kontradiktion.

Anklagemyndigheden skal endvidere generelt ved tiltalerejsningen gøre sig

overvejelser om, hvordan beviset skal præsenteres i retten, herunder om der

er brug for efterforskere, analytikere eller sagkyndige vidner, som skal vidne

under hovedforhandlingen. Anklagemyndigheden skal desuden, hvor det er

relevant, indkalde andre vidner samt præsentere yderligere efterforskning,

der kan understøtte eller supplere de foreliggende beviser. Hvis der under

hovedforhandlingen rejses begrundede spørgsmål vedrørende kvaliteten af

et bevis, som ikke tidligere har været fremme, må anklagemyndigheden

overveje, om der helt undtagelsesvist er behov for at begære sagen udsat

med henblik på yderligere efterforskning, der kan understøtte eller supplere

de foreliggende beviser i sagen.

2.1.1.8. Review af opbevaring og behandling af bevismidler i politiets og

anklagemyndighedens it-systemer

I forbindelse med teledata-sagen blev der i sommeren 2019 igangsat et eks-

ternt review af indhentning, opbevaring og behandling af tekniske bevis-

midler i politiets og anklagemyndighedens it-systemer, herunder af de kon-

trolforanstaltninger myndighederne har etableret med henblik på at imødegå

risikoen for teknisk forvanskning. Formålet med reviewet er at afdække ri-

sikoen for teknisk forvanskning som led i processen forbundet med håndte-

ring af bevismidler, fra data indhentes og registreres til selve anvendelsen i

efterforskningen og i retten. Det kan eksempelvis være perioden fra, at et

fingeraftryk optages og registreres og matches op imod allerede kendte fin-

geraftryk, til det senere fremlægges som bevis i en straffesag.

Reviewet tilrettelægges, så de mest centrale typer af tekniske beviser under-

søges først. Eksempler på tekniske beviser, som bliver omfattet af reviewet,

er: DNA, fingeraftryk, data fra tekniske indgreb i meddelelseshemmelighe-

den, data fra beslaglagte it-koster, video- og fotooptagelser fra eksterne

(f.eks. tv-overvågning) og fra politiforretninger (kropskameraer og videoaf-

høringer), automatisk nummerpladegenkendelse (ANPG) og automatisk tra-

fikkontrol (ATK).

Under forberedelsen af reviewet er der sket en afdækning af de relevante

bevistyper og systemer, der bør undersøges nærmere. Der er identificeret en

række forskellige typer tekniske beviser, hvor risikoen for teknisk forvansk-

ning skal afdækkes under henvisning til den tekniske databehandling, som

beviset undergives ved modtagelse/indhentning, konvertering, omstrukture-

ring mv. samt videreformidling til brug i retten.

En del af reviewet er også at afdække, hvorvidt der sker tilstrækkelig, lø-

bende kvalitetskontrol ved håndteringen af de forskellige tekniske beviser,

og hvilke kontrolprocedurer der er etableret for indhentning, opbevaring og

behandling af beviserne.

Reviewet skal komme med anbefalinger til, hvordan politiet og anklage-

myndigheden på kort og langt sigt kan styrke opbevaringen, håndteringen

og anvendelsen af de enkelte bevismidler, hvis reviewet identificerer et be-

hov for dette. Anbefalingerne forventes bl.a. at indeholde overvejelser om

ansvaret for, at data er korrekte samt tekniske tiltag, som kan imødegå risi-

koen for, at beviserne forvanskes i den tekniske bearbejdning. Det skal sam-

tidig sikres, at systemerne kommer under løbende intern eller ekstern kon-

trol i det omfang, de ikke allerede er det.

Sideløbende med reviewet er der iværksat en ekstern undersøgelse af data-

håndtering hos politiet og anklagemyndigheden, som indebærer en kule-

gravning af et meget stort antal it-systemer. Undersøgelsen skal medvirke

til at sikre, at borgerne kan have tillid til, at myndighederne håndterer data

korrekt og sikkert, fra de bliver indsamlet, til de skal slettes. I den eksterne

undersøgelse af datahåndtering er de it-systemer, hvor der opbevares og be-

handles beviser, blevet undersøgt blandt de første. På den måde er det til-

stræbt, at medarbejdernes håndtering af data i og omkring systemer, der op-

bevarer tekniske beviser, er blevet kortlagt parallelt med reviewet af de

samme bevistyper.

2.1.1.9. Databeskyttelsesretlige krav til behandling af personoplysninger,

der indgår i tekniske beviser

Politiets og anklagemyndighedens behandling af personoplysninger

–

her-

under den behandling, der foretages som led i politiets anvendelse af tekni-

ske efterforskningsredskaber og tilvejebringelse af beviser

–

er underlagt

reglerne i lov nr. 410 af 27. april 2017 om retshåndhævende myndigheders

behandling af personoplysninger (retshåndhævelsesloven), jf. retshåndhæ-

velseslovens § 1, stk. 1.

Retshåndhævelsesloven stiller en række krav til politiets og anklagemyn-

dighedens behandling af personoplysninger ved anvendelsen af tekniske be-

viser.

Efter retshåndhævelseslovens § 4, stk. 1, skal politiet og anklagemyndighe-

den behandle oplysninger i overensstemmelse med god databehandlingsskik

og under hensyntagen til oplysningernes karakter. De oplysninger, der be-

handles, skal være relevante og tilstrækkelige og må ikke omfatte mere, end

hvad der kræves til opfyldelse af de formål, hvortil oplysningerne indsam-

les, og de formål hvortil oplysningerne senere behandles, jf. retshåndhævel-

sesloven § 4, stk. 3.

Det er den dataansvarliges opgave at påse, at kravene i bestemmelsen over-

holdes, og at dette kan påvises, jf. retshåndhævelseslovens § 4, stk. 8. Kravet

om at påvise overholdelse må navnlig antages at indebære en mere generel

pligt til over for Datatilsynet på foranledning at kunne godtgøre, at de rele-

vante krav efterleves.

I overensstemmelse med retshåndhævelseslovens og retshåndhævelsesdi-

rektivets regler har politiet og anklagemyndigheden hver især udpeget data-

beskyttelsesrådgivere, der varetager en række nærmere oplistede opgaver på

tværs af henholdsvis politikredsene og Rigspolitiet og på tværs af dem cen-

trale anklagemyndighed. Databeskyttelsesrådgiverne har bl.a. til opgave at

overvåge overholdelsen af retshåndhævelsesloven og anden lovgivning om

databeskyttelse, jf. retshåndhævelseslovens § 31, nr. 2.

Det er således databeskyttelsesrådgivernes opgave at overvåge bl.a., at po-

litiet og anklagemyndigheden overholder de krav, der følger af retshåndhæ-

velseslovens § 4, at politiet og anklagemyndigheden iagttager et passende

niveau af behandlingssikkerhed ved behandlingen af personoplysninger, jf.

retshåndhævelseslovens § 27, og at politiet og anklagemyndigheden over-

holder de i retshåndhævelsesloven

–

og relevant særlovgivning

–

fastsatte

behandlingsregler.

2.1.1.10. Andre lande

Justitsministeriet har foretaget høring af Sverige, Norge, Finland, Tyskland

og Holland med henblik på at indhente erfaringer vedrørende tilsynsordnin-

ger af samme karakter som den foreslåede. Det bemærkes, at ingen af de

hørte lande har en organisatorisk opbygning af politiet og anklagemyndig-

heden, som er identisk med den danske model.

Justitsministeriet har modtaget svar fra samtlige hørte lande. Ingen af de

adspurgte lande har imidlertid efter det oplyste etableret uafhængige myn-

digheder, der fører tilsyn med politiets og anklagemyndighedens behandling

af tekniske beviser. Dog kan det nævnes, at Sverige har Säkerhets- och in-

tegritetsskyddsnämnden (SIN), der er en statslig myndighed, som har til op-

gave at udøve tilsyn med bl.a. politiet og anklagemyndigheden med henblik

på at styrke borgernes retssikkerhed.

SIN fører tilsyn med anvendelsen af tvangsindgreb (f.eks. aflytning), agent-

virksomhed samt politiets behandling af personoplysninger og skal gennem

sin tilsynsvirksomhed sikre, at de retshåndhævende myndigheder udfører

deres aktiviteter lovligt.

SIN tilrettelægger sit arbejde efter, hvor der vurderes at være størst risiko

for, at de omfattede myndigheder begår fejl. SIN kan beslutte at iværksætte

et konkret tilsyn på eget initiativ eller efter anmodning fra borgere. I de til-

fælde, hvor SIN modtager en anmodning, er der ikke noget krav om, at den,

som indgiver anmodningen, begrunder dette nærmere, eller at den pågæl-

dende har mistanke om selv at være underlagt et tvangsindgreb. Personen

skal efterfølgende informeres om, at kontrollen er udført.

2.1.2. Justitsministeriets overvejelser

Politiet og anklagemyndigheden i en politikreds er under fælles ledelse af

en politidirektør på lokalt niveau. De varetager forskellige opgaver, men er

samtidig tæt forbundet. Det skaber mulighed for et effektivt og uformelt

samarbejde mellem de to myndigheder. Samtidig bidrager anklagemyndig-

hedens tilstedeværelse til, at der kan udøves løbende legalitets- og kvalitets-

sikring i politikredsenes daglige arbejde.

Politiet har allerede etableret forskellige procedurer for kvalitetssikringen af

tekniske efterforskningsredskaber, som bearbejder indsamlede spor i efter-

forskningen, der senere danner grundlag for udarbejdelsen af kriminaltekni-

ske erklæringer mv. Statsadvokaterne fører endvidere tilsyn med politidi-

rektørernes straffesagsbehandling, herunder bl.a. politikredsenes implemen-

tering og anvendelse af regler og retningslinjer for behandlingen af straffe-

sager, politikredsenes tiltalepraksis, sanktionspåstande, afgørelser og iagtta-

gelse af tidsfrister. Der henvises til pkt. 2.1.1.4. til 2.1.1.6.

Statsadvokaternes nuværende tilsynsforpligtelse spiller en vigtig rolle i for-

hold til den løbende legalitets- og kvalitetssikring af straffesagsbehandlin-

gen i politikredsene.

Justitsministeriet finder dog samlet set, at der er behov for at etablere et mere

tværgående tilsyn med behandlingen af tekniske beviser.

Justitsministeriet har overvejet, om et sådant tilsyn ville kunne etableres in-

den for rammerne af bl.a. statsadvokaternes nuværende tilsynsforpligtelse

med politidirektørernes behandling af straffesager. Justitsministeriet finder

imidlertid, at der er behov for et uafhængigt og tværgående tilsyn, der både

omfatter politiet og anklagemyndigheden. Justitsministeriet finder det nød-

vendigt, at tilsynet bliver fuldt ud uafhængigt og får en bred, tværfaglig sam-

mensætning samt teknisk indsigt. Det skyldes dels behovet for at sikre tilli-

den til myndighedernes behandling af de pågældende beviser, dels karakte-

ren af den opgave, som tilsynet vil skulle varetage.

Justitsministeriet finder på den baggrund, at der er behov for at etablere et

nyt uafhængigt tilsyn. Tilsynet vil konkret skulle påse, at politiet og ankla-

gemyndigheden

–

inden for de enkelte typer af tekniske beviser

–

har etab-

leret og efterlever relevante procedurer og retningslinjer med henblik på at

sikre integriteten af tekniske beviser, at de tekniske erklæringer og eventu-

elle supplerende politirapporter afspejler de forbehold og usikkerheder, der

generelt måtte knytte sig til de pågældende beviser, og at oplysningerne

herom i relevant omfang indgår og fremlægges i straffesagen. Tilsynet vil

således have til formål at sikre, at beviserne

–

set i lyset af de særlige rets-

sikkerhedsmæssige krav, der stilles i straffesager

–

behandles korrekt. Til-

synet vil derimod ikke have til opgave at efterprøve myndighedernes efter-

levelse af de regler, principper mv., der ikke er direkte knyttet til strafferets-

plejen, f.eks. offentlighedslovens regler om journaliserings- og notatpligt og

de databeskyttelsesretlige regler i retshåndhævelsesloven.

Behovet for et nyt tilsyn understøttes endvidere af, at der i dag findes en

række tekniske beviser, der ikke tidligere indgik i straffesagerne, og at denne

udvikling må antages at fortsætte. Det betyder, at der forventeligt kommer

andre bevistyper til, end dem, politiet og anklagemyndigheden arbejder med

i dag, herunder de eksempler, der er nævnt under pkt. 2.1.3.3.

Det øgede antal af bevistyper stiller større krav til politiets og anklagemyn-

dighedens redegørelse for bevisernes karakter med henblik på, at de kan

indgå i straffesagen med den fornødne transparens. Den løbende udvikling

i politiets efterforskningsmetoder giver anklagemyndigheden mulighed for

en række nye former for bevisførelse, som sigtede og dennes forsvarer skal

have lejlighed til at udtale sig om, jf. princippet om kontradiktion. Det øgede

antal af tekniske bevistyper stiller tilsvarende yderligere krav til tiltaltes for-

svar.

Selvom det i sidste ende er retten, der vægter de fremlagte beviser ved vur-

deringen af, om en person er skyldig, er det nødvendigt for alle straffesagens

aktører at forstå opbygningen af det enkelte bevismiddel og hvilke generelle

usikkerheder, der måtte knytte sig til det. Det er afgørende for rettens evne

til at nå frem til den materielle sandhed og træffe afgørelser om bevisførel-

sen ved behandlingen af straffesagerne, at anklagemyndigheden under rets-

møder i relevant omfang fremlægger og henleder rettens opmærksomhed på

relevante forbehold og usikkerheder, der knytter sig til tekniske beviser.

Retten vil således ikke kunne vurdere og bedømme forhold, som retten ikke

kender til. Det bemærkes i den forbindelse, at der ved behandlingen af straf-

fesager ofte deltager lægdommere, som ikke kan forventes at have den fag-

lige og tekniske indsigt i karakteren og validiteten af de forskellige tekniske

beviser.

Justitsministeriet har i forlængelse heraf overvejet, hvordan tilsynets opga-

ver nærmere vil skulle tilrettelægges. Tilsynets opgaver i forhold til hen-

holdsvis politiet og anklagemyndigheden vil således skulle afspejle de rol-

ler, som de respektive myndigheder har ved behandlingen af tekniske bevi-

ser.

Politiet foretager ved hjælp af tekniske processer

–

og eventuelt med hjælp

fra eksterne aktører som Retsmedicinsk Institut

–

behandling af materiale

og andre spor til brug for straffesagen. Det er politiet, der som det første led

i straffesagskæden foretager eller initierer den tekniske behandling af bevi-

ser. Politiet integrerer herefter oplysningerne i straffesagen sammen med

sagens øvrige efterforskningsmateriale. Af samme grund er politiet den ak-

tør med størst indflydelse på den måde, beviserne fremtræder på i den sam-

lede straffesag. Dertil kommer, at politiet og eksterne aktører i standarder-

klæringer eller lignende angiver de statistiske og tekniske forbehold og usik-

kerheder, der generelt eller konkret er forbundet med de enkelte bevistyper.

Det er endvidere politiet, der oplyser sagen, og dermed også politiet, der

som udgangspunkt beslutter, hvilke oplysninger og rapporter der skal ind-

hentes og udarbejdes til brug for sagen. Politiet kan i den forbindelse i større

eller mindre omfang angive, hvilke bevismæssige usikkerheder der skal ta-

ges højde for i forhold til de konklusioner, der er draget under efterforsknin-

gen. Det kan f.eks. ske ved, at politiet supplerer standarderklæringer med

politirapporter, hvoraf det konkret fremgår, hvilke usikkerheder de enkelte

tekniske processer og fortolkninger er forbundet med.

Anklagemyndighedens rolle vil i forlængelse heraf være at sikre, at de rele-

vante erklæringer og rapporter fremgår af sagerne, og at oplysninger om

karakteren af de tekniske beviser indgår i sagen og fremlægges i relevant

omfang under retsmøder

–

både under efterforskningen, og når sagen ho-

vedforhandles i retten.

Anklageren skal endvidere kontrollere, om de indhentede beviser er korrekt

gengivet af politiet i rapportmaterialet, og om sagen er tilstrækkelig oplyst,

eller om der skal foretages supplerende efterforskningsskridt, herunder for

at imødegå de eventuelle usikkerheder, der knytter sig til det pågældende

bevis. Foreligger der tekniske erklæringer i sagen, sammenholder anklage-

ren erklæringens konklusion med politiets rapport og konklusioner og vur-

derer, om der skal stilles supplerende skriftlige spørgsmål i anledning af er-

klæringen, eller om der skal være vidneførsel i forbindelse med erklærin-

gens dokumentation i retten.

De foreslåede opgaver skal endvidere ses i sammenhæng med sagens over-

gang til behandling ved domstolene.

Retten vurderer de fremlagte beviser under hovedforhandlingen og træffer

afgørelse (afsiger dom) i straffesager, ligesom rettens formand leder hoved-

forhandlingen. Det følger af retsplejelovens § 867, at rettens formand er be-

rettiget og forpligtet til på egen hånd at stille spørgsmål til den, som afhøres,

når der i sandhedens interesse er grund til dette (princippet om den materi-

elle sandhed). Efter retsplejelovens § 874, stk. 3, kan retten desuden be-

slutte, at bevis skal føres, selvom ingen af straffesagens parter har ønsket

det ført.

Som anført i pkt. 2.1.2 findes det hensigtsmæssigt, at Bevismiddeltilsynet

også får mulighed for at overvære udvalgte retsmøder, hvor det bevismiddel,

hvis behandling der føres tilsyn med, indgår, og inddrage disse erfaringer i

sine samlede vurderinger og eventuelle generelle anbefalinger.

2.1.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at der oprettes et nyt uafhængigt tilsyn med politiets og ankla-

gemyndighedens behandling af tekniske beviser. Nedenfor behandles det

foreslåede tilsyns organisering og sammensætning (pkt. 2.1.3.1) og forskel-

lige generelle spørgsmål vedrørende tilsynets kompetence (pkt. 2.1.3.2).

Dernæst følger en nærmere afgrænsning af, hvilke tekniske beviser der vil

være omfattet af tilsynsvirksomheden (pkt. 2.1.3.3), mens de efterfølgende

afsnit beskriver tilsynets opgaver (pkt. 2.1.3.4), den praktiske udførelse

heraf (pkt. 2.1.3.5) og afslutning på tilsynet (pkt. 2.1.3.6).

2.1.3.1. Tilsynets organisering

Justitsministeriet finder, at Bevismiddeltilsynet i sin virksomhed bør være

fuldstændig uafhængigt af politiet og anklagemyndigheden.

Det foreslås derfor, at myndigheden i administrativ henseende

–

på lige fod

med Politiklagemyndigheden

–

placeres direkte under Justitsministeriet, der

vil være den øverste ansvarlige for Bevismiddeltilsynets bevillinger og an-

dre økonomiske forhold, personale og IT.

Da myndigheden er uafhængig, vil dens endelige vurderinger, henstillinger

og anbefalinger ikke kunne ændres af Justitsministeriet eller nogen anden

administrativ myndighed. Der vil heller ikke kunne meddeles tilsynet pålæg

om, at tilsynet, udover hvad der er fastsat i lovgivningen, skal foregå på en

bestemt måde. Myndighederne vil heller ikke kunne bede tilsynet om at

stoppe et igangværende tilsyn.

Det foreslås endvidere, at Bevismiddeltilsynet organisatorisk placeres under

samme ledelse som Politiklagemyndigheden. Det vil herefter være Politi-

klagerådet, der har det overordnede ansvar for Bevismiddeltilsynets virk-

somhed og for at fastlægge generelle overordnede retningslinjer for myn-

dighedens arbejde. Det daglige ansvar for myndighedens arbejde vil påhvile

direktøren for Politiklagemyndigheden, der fremover også vil være den

øverste ansvarlige for Bevismiddeltilsynets medarbejdere. Politiklagerådet

fastsætter fortsat sin egen forretningsorden og regler om arbejdets fordeling

mellem rådet og direktøren.

Herved sikres en hensigtsmæssig balance mellem den faglige del af myn-

digheden, der skal udføre det daglige arbejde, og ekstern indflydelse og

kompetence i form af et råd, der som kontrolinstans har det overordnede

ansvar for myndighedens virke. Et nyt, uafhængigt tilsyn under Politiklage-

rådets ledelse vil endvidere tilføre et lægt element til kontrollen med politi-

ets og anklagemyndighedens behandling af tekniske beviser. Dette vil

–

sammen med et i øvrigt bredt sammensat Politiklageråd

–

kunne være med

til at fastholde tilliden til brugen af disse bevistyper. Det foreslås i den for-

bindelse, at Politiklagerådet udvides med en teknisk ekspert med henblik på

at understøtte et tværfagligt blik på Bevismiddeltilsynets virksomhed.

Ud over den fælles direktør for Politiklagemyndigheden og Bevismiddeltil-

synet vil tilsynets sekretariat skulle bestå af en sekretariatschef, der ligesom

direktøren forudsættes at være en erfaren jurist, og som kan varetage direk-

tørens funktioner i forhold til tilsynet, når denne ikke er til stede. Tilsynets

sekretariat vil endvidere skulle bestå af et yderligere antal juridiske medar-

bejdere samt en eller flere personer med efterforskningsmæssig baggrund.

Sekretariatet vil herudover skulle bestå af en eller flere analytiske medar-

bejdere med en relevant uddannelsesmæssig baggrund, f.eks. inden for det

samfundsvidenskabelige område. Herudover vil der skulle indgå admini-

strativt personale.

Justitsministeriet finder, at der

–

ligesom for Politiklagemyndigheden

–

her-

udover ikke er grundlag for at foreslå særlige regler om sammensætningen

af personalet i Bevismiddeltilsynets sekretariat, f.eks. i relation til tidligere

arbejde i politiet eller i anklagemyndigheden.

Der er efter Justitsministeriets opfattelse ikke noget til hinder for, at en med-

arbejder ansat ved tilsynet har en politimæssig uddannelse og tidligere har

gjort tjeneste i politiet, ligesom en anklagerfaglig baggrund heller ikke vil

være en hindring. Omvendt bør dette ikke stilles som en betingelse.

Medarbejderne i Bevismiddeltilsynet skal i deres daglige virke have for øje,

at myndigheden er uafhængig af politiet og anklagemyndigheden. Justitsmi-

nisteriet finder dog ikke anledning til at stille forslag om en »karantænepe-

riode« for tidligere medarbejdere i politiet og i anklagemyndigheden. En

sådan karantæneperiode gælder heller ikke for medarbejdere i Politiklage-

myndigheden. Justitsministeriet har herved navnlig lagt vægt på, at det også

i forbindelse med ansættelse af medarbejdere i tilsynet vil være særdeles

vanskeligt at skaffe kvalificerede medarbejdere, hvis der stilles krav om en

sådan karantæneperiode.

Som det fremgår af pkt. 2.1.3.3 får Bevismiddeltilsynet en forholdsvis bred

kompetence med hensyn til typen af tekniske beviser, der efter deres karak-

ter er meget forskelligartede. Et effektivt og tidssvarende tilsyn vil kræve,

at der i en række tilfælde indhentes enten national eller international ekspert-

bistand inden for de enkelte områder.

Det forudsættes derfor, at tilsynet løbende vil kunne antage ekstern ekspert-

bistand, navnlig i forbindelse med de tematisk tilrettelagte tilsyn (pkt.

2.1.3.5.1). Det kan f.eks. være i tilfælde, hvor tilsynet ikke har den fornødne

ekspertise i forhold til de enkelte bevistyper. Tilsynet vil i tilknytning hertil

skulle sørge for, at eksterne eksperter

–

på lige fod med tilsynets øvrige

medarbejdere

–

gennemgår sikkerhedsgodkendelsesprocedurer mv. i rele-

vant omfang. Politiklagerådet forudsættes ligeledes at kunne gøre brug af

den ekspertbistand, som tilsynet antager. Politiklagerådet kan i den forbin-

delse f.eks. bede om at få en redegørelse for det tekniske bevismiddel, der

er under tematisk tilsyn.

2.1.3.2. Tilsynets kompetence

Det foreslås, at tilsynets virksomhed skal omfatte politiets og anklagemyn-

dighedens behandling af tekniske beviser. Begrebet »behandling« skal for-

stås bredt og relaterer sig til politiets og anklagemyndighedens samlede

håndtering af tekniske beviser med de begrænsninger, der er nævnt i pkt.

2.1.3.4. Tilsynet omfatter således den behandling og anvendelse, som fore-

tages i politikredsene, herunder efterforskningsfællesskaberne, hos Rigspo-

litiet, hos Rigsadvokaten, hos de to regionale statsadvokater og hos Statsad-

vokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet. Tilsynet vil

således også omfatte den behandling og anvendelse, som foretages i den

kommende nationale efterforskningsenhed og den nye statsadvokat.

Hovedformålet med etableringen af tilsynet er at sikre, at der ved behand-

lingen af de pågældende beviser altid er fuldt fokus på, at disse potentielt

ville skulle indgå i en konkret straffesag, og at de usikkerheder, der konkret

eller generelt måtte knytte sig til beviserne, fremlægges gennem hele straf-

fesagskæden i relevant omfang. Dertil kommer behovet for at sikre tilliden

til politiets og anklagemyndighedens behandling af tekniske beviser i køl-

vandet på bl.a. teledata-sagen.

Bevismiddeltilsynets undersøgelser skal rette sig imod politiet og anklage-

myndigheden som myndigheder og mod behandlingen af tekniske beviser

på myndighedsniveau. Tilsynet føres ikke med enkeltpersoner eller enkelt-

sager inden for myndighederne. Det betyder selvsagt ikke, at tilsynets un-

dersøgelser ikke vil kunne give anledning til, at der iværksættes undersøgel-

ser af sådanne forhold hos andre undersøgelsesorganer.

Det foreslås endvidere, at PET ikke skal være omfattet af tilsynets kompe-

tence. Justitsministeriet har herved lagt vægt på, at et tilsyn af den foreslåede

karakter med PET’s behandling af tekniske

beviser vil kunne kompromittere

PET’s arbejde med at forebygge, efterforske og modvirke forbrydelser mod

statens selvstændighed og sikkerhed. Materiale tilvejebragt i forbindelse

med PET’s efterforskninger,

og som overdrages til en politikreds som del af

en konkret straffesag, vil dog være omfattet af tilsynets kompetence fra tid-

punktet, hvor tiltalespørgsmålet i sagen er afgjort, medmindre retten ende-

ligt har undtaget materialet fra forsvarerens aktindsigt efter retsplejelovens

§ 729 c, stk. 1, nr. 6, ud fra hensynet til beskyttelse af fortrolige oplysninger

om politiets efterforskningsmetoder, og materialet dermed ikke indgår som

bevis i straffesagen. Tilsynets generelle anbefalinger til politiet vil endvi-

dere skulle indgå ved PET’s behandling af tekniske

beviser, i det omfang de

måtte være relevante.

Afgrænsningen indebærer, at Politiklagemyndighedens efterforskning af

straffesager undtages fra Bevismiddeltilsynets kompetence. Dette skal

navnlig ses i lyset af Politiklagemyndighedens sagsgange i forhold til bru-

gen af tekniske beviser. Politiklagemyndighedens efterforskning vil i en

række tilfælde basere sig på bistand fra politiet, herunder ved Politiklage-

myndighedens behov for kriminalteknisk bistand og bistand til tekniske ind-

greb i meddelelseshemmeligheden. Som eksempel modtager Politiklage-

myndigheden på anmodning bistand fra politiet i forbindelse med optagelse

af fingeraftryk og DNA, våbentekniske undersøgelser (både i forhold til

funktionalitet og ballistik), tekniske undersøgelser vedrørende køretøjer,

brand og blodstænk, data fra indgreb i meddelelseshemmeligheden samt ud-

læsning af databærende enheder. Politiklagemyndigheden modtager desu-

den på anmodning bistand fra politiet i form af f.eks. flådestyringsdata fra

politiets køretøjer, data fra indgående opkald til 112 og 114 osv.

Vurderingen af tiltalespørgsmålet i sager, som efterforskes af Politiklage-

myndigheden, foretages af anklagemyndigheden (statsadvokaterne), der

også fører sagen i retten. Det lægges således til grund, at tilsynets kompe-

tence i forhold til politiet og anklagemyndigheden imødekommer behovet

for at få belyst de forbehold og usikkerheder, der måtte knytte sig til tekniske

beviser, som indgår i Politiklagemyndighedens efterforskning, og som even-

tuelt senere præsenteres som bevis i en straffesag. Som anført vedrørende

PET ovenfor vil tilsynets generelle anbefalinger til politiet og anklagemyn-

digheden imidlertid skulle indgå ved Politiklagemyndighedens behandling

af tekniske beviser, i det omfang de måtte være relevante.

Tilsynet vil heller ikke omfatte eksterne aktører, som bistår politiet og an-

klagemyndigheden i processen med at indsamle spor og behandle tekniske

beviser, herunder de erklæringer mv., som sådanne eksterne aktører udfær-

diger til brug for konkrete straffesager. Tilsynet omfatter eksempelvis ikke

Retsmedicinsk Institut. Hvis politiet imidlertid udarbejder politirapporter el-

ler lignende ud fra en retsgenetisk erklæring, vil politirapporten være om-

fattet af tilsynets virksomhed. Denne afgrænsning skal ses i sammenhæng

med det i pkt. 2.1.2.1 anførte om politiets initiering af den tekniske bevis-

behandling og politiets integrering af oplysningerne i straffesagen sammen

med sagens øvrige efterforskningsmateriale. Afgrænsningen skal endvidere

ses i sammenhæng med, at eksterne aktører alene forholder sig til det mate-

riale, som de får til behandling. Der er således tale om en afgrænset behand-

ling, der finder sted på vegne af de retshåndhævende myndigheder, og hvor

eksterne aktører ikke har mulighed for at tage sagens øvrige omstændighe-

der i betragtning.

Det bemærkes, at Bevismiddeltilsynets tilsyn ikke vil være sammenfaldende

med det tilsyn, der udøves på det databeskyttelsesretlige område. Det gælder

behandling af personoplysninger, når dette sker som led i behandlingen af

tekniske beviser, herunder de kvalitative krav der stilles til de personoplys-

ninger, som indgår i tekniske beviser.

Som redegjort for under pkt. 2.1.1.9 stiller retshåndhævelseslovens § 4 en

række kvalitative krav til personoplysninger, der behandles som led i anven-

delsen af tekniske beviser. Ansvaret for, at disse krav overholdes, påhviler

den dataansvarlige, og den dataansvarlige er undergivet Datatilsynets tilsyn

i denne henseende.

Det vil derfor f.eks. falde uden for Bevismiddeltilsynets kompetence at vur-

dere, om personoplysninger er af en sådan kvalitet, at de lever op til kravene

i retshåndhævelseslovens § 4, idet denne kompetence henhører under Data-

tilsynet. Det vil ligeledes være Datatilsynet, der vurderer, om it-infrastruktur

eller it-sikkerhedsmæssige forhold lever op til forpligtelserne i retshåndhæ-

velseslovens § 27 om behandlingssikkerhed.

Som nærmere redegjort for under pkt. 2.1.3.4.1.1, vil Bevismiddeltilsynet

bl.a. få til opgave at vurdere, hvorvidt der er udarbejdet tilstrækkelige og

relevante procedurer og retningslinjer for håndtering af de enkelte typer af

tekniske beviser. Tilsynets fokus vil være, at disse procedurer og retnings-

linjer samlet set er egnede til at sikre en passende kvalitet af den pågældende

bevistype, og at mulige fejlkilder og usikkerheder, såvel generelle som kon-

krete, knyttet til de forskellige bevismidler identificeres og i relevant om-

fang videreformidles til straffesagsaktørerne.

Opstår der spørgsmål om det fornødne niveau af behandlingssikkerhed, når

et teknisk bevis omfatter behandling af personoplysninger, vil vurderingen

af, hvad der udgør et passende niveau for behandlingssikkerheden, f.eks.

kravene til en anvendt krypteringsløsning, henhøre under Datatilsynets til-

synskompetence.

Ligeledes vil eksempelvis spørgsmål om, hvornår og i hvilket omfang op-

lysninger skal slettes, skulle afklares ud fra de databeskyttelsesretlige regler

og vil derfor ligeledes henhøre under Datatilsynets tilsynskompetence.

Bevismiddeltilsynets kompetence vil heller ikke omfatte tilsynet med efter-

levelsen af de særregler, der er fastsat for politiets registre, f.eks. kriminal-

registeret, Politiets Efterforskningsstøttedatabase (PED) og DNA-profilre-

gistret.

Bevismiddeltilsynet vil derudover ikke skulle beskæftige sig med forhold

knyttet til myndighedernes økonomiske og ressourcemæssige forvaltning,

idet sådanne forhold navnlig er underlagt Rigsrevisionens kontrol.

Ved ovenstående afgrænsning lægger Justitsministeriet vægt på, at Bevis-

middeltilsynet skal have et klart fokus på forhold, der konkret kan påvirke

tilliden til og integriteten af tekniske beviser, og ikke beskæftige sig med

forhold, der allerede er underlagt eksterne og uafhængige tilsynsmyndighe-

der.

Bevismiddeltilsynet vil dog i alle tilfælde kunne videreformidle konkrete

observationer, f.eks. knyttet til efterlevelsen af generelle offentligretlige el-

ler databeskyttelsesretlige regelsæt, som observeres i en politikreds, stats-

advokatur, Rigspolitiet eller Rigsadvokaten.

Der henvises endvidere til pkt. 2.1.3.4 om Bevismiddeltilsynets opgaver.

2.1.3.3. Tekniske beviser

Begrebet »tekniske beviser« skal forstås bredt og omfatter oplysninger, spor

og materiale, som indsamles til brug for en teknisk undersøgelse eller be-

handling, således at oplysningerne senere kan dokumenteres som bevis i en

straffesag. Det er ikke afgørende for afgrænsningen, at den tekniske under-

søgelse eller behandlingen foretages på en bestemt måde, herunder om der

bliver anvendt it-systemer eller lignende.

Som det fremgår af pkt. 2.1.2, medfører den teknologiske og videnskabelige

udvikling, at der løbende kommer nye bevistyper til. Lovforslaget indehol-

der derfor ikke en udtømmende opregning af de tekniske beviser, som poli-

tiet og anklagemyndigheden i dag gør brug af i deres respektive sagsbehand-

ling. Af eksempler på eksisterende tekniske beviser kan dog nævnes tele-

data, biologiske spor, blodstænksanalyser, brandtekniske undersøgelser, do-

kumentanalyser, DNA, fingeraftryk, våbenspor, ballistiske undersøgelser,

værktøjsspor, sålaftryk, foto- og videooptagelser, undersøgelse af kemiske

stoffer, jordbundsanalyser samt it-spor fra computere, tablets og internettet.

De nævnte beviser er kendetegnet ved at have været undergivet eller været

fremkommet ved en forudgående teknisk undersøgelse eller behandling en-

ten hos politiet selv, hos en ekstern aktør, som eksempelvis Retsmedicinsk

Institut, eller hos private aktører, der udleder en konklusion på baggrund af

undersøgelsen.

Under hovedforhandlingen i en straffesag vil konklusionen af undersøgel-

serne typisk blive dokumenteret. Når tekniske beviser skal dokumenteres i

en straffesag, sker det således i videst muligt omfang på et skriftligt grund-

lag. Dokumentationen består typisk af en teknisk erklæring, en udskrift fra

et anvendt teknisk system, en politirapport eller lignende, hvori der er rede-

gjort for beviset, herunder dets oprindelse, behandling og resultatet af be-

handlingen. Hvis der er tale om beviser, som mest hensigtsmæssigt doku-

menteres på anden måde end på skriftligt grundlag, f.eks. afspilning af en

lydfil i retten, vil sådanne beviser samtidig være ledsaget af skriftligt mate-

riale, der i muligt omfang dokumenterer bevisets oprindelse, behandling og

resultatet heraf. Den skriftlige dokumentation af et bevis kan bl.a. suppleres

af en sagkyndig vidneforklaring.

Politiet og anklagemyndigheden vil eksempelvis kunne dokumentere et kø-

retøjs hastighed ved brug af tekniske beviser. Det samme gør sig gældende

i forhold til resultatet af en blodstænksanalyse, der dokumenteres på bag-

grund af politiets generelle viden og erfaringer sammenholdt med konkrete

observationer, herunder eventuelt dokumenteret gennem anvendelse af foto

og mikroskop.

Dokumentationen under hovedforhandlingen vil som udgangspunkt finde

sted efter reglerne i retsplejelovens § 871. Der tilsigtes ikke med lovforsla-

get nogen ændring af denne bestemmelse.

Oplysningerne og materialet skal være indhentet eller indsamlet som led i

politiets efterforskningsarbejde, der har til formål at klarlægge, om betingel-

serne for at pålægge strafansvar er til stede, og tilvejebringe oplysninger til

brug for sagens afgørelse samt forberede sagens behandling ved retten. Be-

vismiddeltilsynets kompetence strækker sig i tilknytning hertil fra tidspunk-

tet, hvor politiet indhenter eller indsamler oplysningerne, til de eventuelt

præsenteres som bevis under en straffesag. Tilsynet tilser alle faser af forlø-

bet, herunder også behandlingen af beviserne forud for, at disse bliver om-

fattet af en konkret straffesag. Der henvises endvidere til pkt. 2.1.3.4 om

tilsynets opgaver.

Som eksempel på bevistyper, der ikke vil være omfattet af definitionen »tek-

niske beviser«, kan nævnes vidnebeviset, såfremt dette ikke har været un-

dergivet eller er fremkommet ved en forudgående teknisk undersøgelse eller

behandling, f.eks. i form af en lyd- eller videooptagelse af afhøringen.

Denne bevistype adskiller sig generelt fra de ovenfor nævnte ved, at beviset

–

i dette tilfælde vidnet

–

kan fremlægges for retten i sin umiddelbare form.

Det samme gør sig gældende for f.eks. udskrift af korrespondance og kon-

toudtog, samt genstande som våben, tøj eller lignende, der ligeledes blot kan

fremvises under retsmøder. Der kan eksempelvis være tale om tilfælde, hvor

en springkniv fremvises i retten med henblik på at demonstrere dens funk-

tion. Et andet eksempel kunne være beklædningsgenstande, der medbringes

i retten, så rettens medlemmer kan få fremvist farven, mønstret eller andre

kendetegn herved. Disse bevistyper, som kan fremlægges i retten i deres

umiddelbare form, og som

–

uden nogen form for forudgående teknisk un-

dersøgelse eller behandling

–

kan dokumenteres for retten, vil ikke være

omfattet af begrebet »tekniske beviser«.

Hvis der omvendt er tale om en ballistisk undersøgelse, hvor der udarbejdes

en erklæring om, at et projektil må antages at være affyret fra et bestemt

skydevåben, vil der være tale om »tekniske beviser« omfattet af tilsynets

kompetence. Det samme gør sig gældende, hvis beklædningsgenstande skal

undersøges nærmere for DNA-materiale. Disse bevistyper er således et re-

sultat af en forudgående teknisk undersøgelse og behandling.

2.1.3.4. Tilsynets opgaver

Det foreslås som nævnt under pkt. 2.1.3.2 at afgrænse tilsynets virksomhed

til politiets og anklagemyndighedens behandling af tekniske beviser.

Tilsynet vil skulle udføre to former for tilsynsvirksomhed vedrørende myn-

dighedernes behandling af tekniske beviser. For det første vil tilsynet på eget

initiativ kunne gennemføre tematiske tilsyn af udvalgte bevistyper, jf. pkt.

2.1.3.4.1. For det andet vil tilsynet på baggrund af en orientering fra den

relevante myndighed kunne gennemføre tilsyn med myndighedernes afdæk-

ning af og opfølgning på konstaterede eller mulige fejl vedrørende behand-

lingen af tekniske beviser, jf. pkt. 2.1.3.4.2.

2.1.3.4.1. Tematiske tilsyn med udvalgte bevistyper

Tilsynet vil kunne iværksætte tematiske tilsyn af udvalgte bevistyper med

henblik på at føre tilsyn med politiets og anklagemyndighedens udarbej-

delse af procedurer og retningslinjer, om procedurer og retningslinjer over-

holdes, beskrivelsen af forbehold og usikkerheder samt oplysninger i sags-

behandlingen, jf. pkt. 2.1.3.4.1.1-2.1.3.4.1.4 nedenfor.

Det forudsættes, at tilsynet er tilbageholdende med at iværksætte tematiske

tilsyn i de tilfælde, hvor anklagemyndigheden som led i sit tilsynsarbejde

har iværksat et tematilsyn mv. Dette indebærer ligeledes, at anklagemyndig-

heden forudsættes ikke at iværksætte særskilte tematilsyn eller større til-

synsmæssige aktiviteter vedrørende tekniske beviser uden først at have af-

stemt dette med Bevismiddeltilsynet.

2.1.3.4.1.1. Tilsyn med udarbejdelse af procedurer og retningslinjer

Bevismiddeltilsynet vil for det første skulle påse, at der generelt er udarbej-

det tilstrækkelige og relevante procedurer og retningslinjer for politiets

håndtering og behandling af de enkelte typer af tekniske beviser.

I det omfang der findes egentlige nationale eller internationale standarder

(f.eks. ISO-standarder), der regulerer området for den pågældende bevis-

type, vil tilsynet kunne anvende disse som led i sin vurdering. Det forudsæt-

tes, at tilsynet i relevant omfang tager udgangspunkt i internationalt aner-

kendte standarder. Tilsynet vil kunne anmode myndighederne om dokumen-

tation for, at standarderne er implementeret, og at eventuelle certificeringer

og akkrediteringer er opnået. Det præciseres samtidig, at tilsynet ikke får til

opgave at certificere eller akkreditere myndighedernes processer eller af-

gøre, om myndighederne vil kunne opnå certificering eller akkreditering.

Tilsynets opgave vil i denne fase alene være at påse, at myndighederne har

implementeret de relevante standarder på området.

I mangel af egentlige standarder og certificeringsordninger på området, vil

tilsynet kunne tage udgangspunkt i national og international praksis. Det

skal i tilknytning hertil bemærkes, at tilstedeværelsen af egentlige standar-

der ikke er en forudsætning for, at tilsynet kan fremkomme med anbefalin-

ger.

Ved vurderingen af, om der er udarbejdet tilstrækkelige procedurer og ret-

ningslinjer, vil det også være relevant for tilsynet at se på, om der er fastsat

retningslinjer om særlige uddannelseskrav for de ansatte eller information

til brugerne af den pågældende bevistype vedrørende fejl, problemstillinger

og udviklinger på området.

Endelig skal det ved vurderingen af procedurerne påses, at disse samlet set

er egnede til at sikre en passende kvalitet af den pågældende tekniske bevis-

type, og at fejlkilder og usikkerheder, såvel generelle som konkrete, identi-

ficeres.

Bevismiddeltilsynet vil endvidere skulle påse, at anklagemyndigheden i re-

levant omfang har udarbejdet retningslinjer eller lignende for behandlingen,

hvor der konkret vurderes at være behov herfor i relation til anklagemyn-

digheden. Dette skal sikre, at anklageren foretager den nødvendige kvali-

tetssikring af sagens materiale og gør sig de nødvendige overvejelser i for-

hold til præsentationen af beviset i retten.

2.1.3.4.1.2. Tilsyn med, at procedurer og retningslinjer efterleves

Bevismiddeltilsynet vil endvidere skulle kontrollere, at myndighederne ef-

terlever de fastsatte procedurer og retningslinjer. På områder, hvor der er

fastsat egentlige standarder, vil der kunne tages udgangspunkt i, om der er

en gældende certificering eller akkreditering.

Tilsynet vil endvidere kunne anmode om at få udleveret allerede udarbej-

dede retningslinjer, systembeskrivelser og vejledninger samt skriftlig doku-

mentation for gennemførte kvalitetskontroller eller dokumentation for iden-

tificerede fejl eller afvigelser og tilhørende beskrivelser af fejlløsninger.

2.1.3.4.1.3. Tilsyn med beskrivelsen af forbehold og usikkerheder

Når den tekniske undersøgelse eller behandling af bevismaterialet er afslut-

tet, vil resultatet heraf typisk indgå som en ud af flere oplysninger i den

videre efterforskning. I den forbindelse er det afgørende, at forbehold og

usikkerheder, der konkret knytter sig til karakteren af den anvendte bevis-

type, er en del af sagens samlede oplysninger. Tilsynets opgave vil her være

at føre kontrol med, at beskrivelsen af forbehold og usikkerheder generelt

er tilstrækkelig og fyldestgørende.

Ved vurderingen heraf vil det

–

ud over forbehold af ren statistisk eller tek-

nisk relevans

–

være væsentligt at kontrollere, om alle forhold af bevismæs-

sig relevans er gengivet i sagen. Det bemærkes i den forbindelse, at der vil

kunne være forbehold, som ud fra et rent teknisk perspektiv vurderes irrele-

vante, men omvendt vil kunne have en bevismæssig betydning i en straffe-

sag. Det kan efter omstændighederne være tekniske forhold knyttet til sy-

stemer, tolkning af oplysninger eller statistiske frasorteringer.

Tilsynet vil ikke på enkeltsagsniveau skulle efterprøve konklusionerne ved-

rørende undersøgelsen eller behandlingen af tekniske beviser (f.eks.

der

er et konkret match i DNA-sporet, eller

en persons telefon ifølge telesel-

skabernes oplysninger har været registreret på bestemte master), eller hvor-

dan konklusionerne konkret anvendes under politiets efterforskning. Tilsy-

net vil derimod skulle kontrollere, om beskrivelserne af de forbehold og

usikkerheder, der knytter sig til konklusionerne på undersøgelsen eller be-

handlingen af sådanne beviser, generelt er dækkende.

Hvordan de enkelte beviser vægtes under efterforskningen og i anklagemyn-

dighedens sagsbehandling indgår heller ikke som en del af tilsynets opgaver.

Tilsynet skal alene sikre, at validiteten af de tekniske beviser, som indgår i

straffesagerne, generelt er belyst i tilstrækkelig grad.

Tilsynet vil ikke have til opgave at foretage en legalitetsmæssig prøvelse af,

om de regler, der finder anvendelse for politiet og anklagemyndigheden i

forhold til behandling af oplysninger i politiets registre

–

herunder de data-

beskyttelsesretlige regler

–

efterleves. Tilsynet vil f.eks. ikke skulle efter-

prøve, om sletning af oplysninger i Det Centrale Kriminalregister finder sted

i overensstemmelse med de regler, der er fastsat herfor.

2.1.3.4.1.4. Tilsyn med oplysninger i sagsbehandlingen

Bevismiddeltilsynet vil herudover skulle føre tilsyn med, at anklagemyndig-

heden, som led i myndighedens legalitets- og kvalitetssikring, på alle stadier

af sagsbehandlingen sikrer, at sagen i relevant omfang indeholder oplysnin-

ger om de forbehold og usikkerheder, der konkret måtte knytte sig til de

anvendte tekniske beviser. Det gælder delvist i efterforskningsfasen, på tids-

punktet for vurderingen af tiltalespørgsmålet, og under sagernes hovedfor-

handling i retten.

Bevismiddeltilsynet vil i den forbindelse skulle føre tilsyn med, om straffe-

sagerne indeholder erklæringer og rapporter i relevant omfang, hvor forbe-

hold og usikkerheder er beskrevet. Tilsynet vil som led i sin virksomhed

kunne foretage en stikprøvekontrol heraf ved at kalde et antal afsluttede

straffesager, hvor bevismidlet har været anvendt, ind til gennemsyn. Det vil

imidlertid, som nævnt ovenfor under pkt. 2.1.3.4.1.3, ikke være en del af

tilsynets opgaver at vurdere, hvordan politiet og anklagemyndigheden har

anvendt de pågældende tekniske beviser under tilrettelæggelsen af efter-

forskningen og ved vurderingen af tiltalespørgsmålet, samt om retsplejelo-

vens og øvrige regler om indhentelse af beviser mv. er iagttaget. Bevismid-

deltilsynets vil dog i alle tilfælde kunne videreformidle konkrete observati-

oner, som tilsynet bliver opmærksom på, til politiet og anklagemyndighe-

den.

Det bemærkes i den forbindelse, at formålet med tilsynet ikke er at påse, at

politiet og anklagemyndigheden udarbejder og fremlægger erklæringer i alle

sager, hvori der indgår tekniske beviser. Tilsynet vil derimod generelt skulle

vurdere, om der er et reelt behov for sådanne erklæringer, når den pågæl-

dende bevistype anvendes.

Ud over tilsynet med, om straffesagerne indeholder de fornødne oplysninger

om bevisets karakter, vil Bevismiddeltilsynet også skulle føre tilsyn med, at

anklagemyndigheden generelt og i relevant omfang fremlægger usikkerhe-

derne forbundet med det enkelte bevismiddel under straffesagens behand-

ling ved domstolene.

Når tekniske beviser anvendes under retsmøder i efterforskningen, eller når

oplysningerne indgår som tekniske beviser under hovedforhandlingen, vil

anklagemyndigheden have til opgave i relevant omfang at præsentere for-

behold og usikkerheder ved bevismidlet. Bevismiddeltilsynet vil ud fra en

risikobaseret afvejning kunne vurdere, hvordan, og i hvilket omfang, der

skal føres tilsyn i denne fase af straffesagsbehandlingen. Tilsynet kan ek-

sempelvis foretages stikprøvevis ved at gennemgå retsbøgerne i et antal af-

sluttede sager for at konstatere, hvilke bilag der er dokumenteret. I tilfælde,

hvor tilsynet ud fra bevistypens karakter vurderer det nødvendigt, vil tilsy-

net også kunne overvære et antal retsmøder, hvor bevismidlet indgår og ind-

drage disse erfaringer i sine samlede vurderinger. Se nærmere herom under

pkt. 2.1.3.5.

2.1.3.4.2. Tilsyn med myndighedernes afdækning af og opfølgning på kon-

staterede eller mulige fejl ved behandlingen af tekniske bevismidler

I tillæg til det tematiske tilsyn, der er beskrevet i pkt. 2.1.3.4.1.1-2.1.3.4.1.4

ovenfor, vil tilsynet endvidere skulle føre tilsyn med, om myndighederne

–

når en fejl eller mulig fejl ved behandlingen af tekniske bevismidler er kon-

stateret

–

i tilstrækkelig grad har afdækket og adresseret den konstaterede

eller mulige fejl og dennes eventuelle retssikkerhedsmæssige konsekvenser.

Formålet er at sikre, at der gennemføres en grundig og uvildig vurdering af

myndighedernes håndtering af sager, hvor myndighederne konstaterer, at

der er eller kan være begået en fejl af generel eller systematisk karakter ved-

rørende behandlingen af tekniske bevismidler, som har eller potentielt kan

have haft retssikkerhedsmæssig betydning. Det vil således ikke være tilsynet

–

men fortsat være myndighederne selv

–

der afdækker og adresserer kon-

staterede og mulige fejl, herunder træffer beslutning om berostillelse af om-

fattede sager og afgør, hvilke tiltag der skal tages i anledning heraf.

Det forudsættes, at tilsynet alene forholder sig til myndighedernes håndte-

ring af konstaterede og mulige fejl vedrørende tekniske bevismidler, hvis en

sådan er af generel eller systematisk karakter og har retssikkerhedsmæssig

betydning. Vurderingen af, om en konstateret eller mulig fejl har en sådan

karakter, at Bevismiddeltilsynet vælger at iværksætte et tilsyn, tilkommer

tilsynet, jf. nærmere pkt. 2.1.3.5.2.

Tilsynet vil for det første have til opgave at foretage en samlet vurdering af,

om myndighederne i tilstrækkelig grad har afdækket den konstaterede eller

mulige fejl og dennes retssikkerhedsmæssige konsekvenser. Eksempelvis

vil tilsynet kunne vurdere, om myndighederne har gennemgået et tilstræk-

keligt antal straffesager, om myndighedernes skøn over omfanget er retvi-

sende, eller om den tekniske afdækning heraf er tilstrækkelig.

Tilsynet vil for det andet have til opgave at foretage en samlet vurdering af,

om de tiltag, som myndighederne har iværksat i anledning af en fejl eller

mulig fejl, er tilstrækkelige til at adressere denne og dens retssikkerheds-

mæssige konsekvenser. Tilsynet vil eksempelvis kunne forholde sig til, om

myndighedernes kortsigtede og umiddelbare tiltag (eksempelvis berostil-

lelse af verserende straffesager) i tilstrækkelig grad minimerede de umid-

delbare retssikkerhedsmæssige konsekvenser af den konstaterede eller mu-

lige fejl. Tilsynet vil endvidere kunne forholde sig til, om den samlede hånd-

tering af en konstateret eller mulig fejl i tilstrækkelig grad har adresseret de

retssikkerhedsmæssige konsekvenser, samt om mere generelle tiltag er til-

strækkelige til at forhindre og forebygge en lignende situation. Vurderingen

vil i denne forbindelse også kunne omfatte tiltag, der ikke på tidspunktet for

tilsynets rapport er fuldt implementeret, jf. nærmere pkt. 2.1.3.6.

Tilsynet vil i sine vurderinger og fremadrettede anbefalinger kunne tage ud-

gangspunkt i de vurderinger, der er beskrevet i pkt. 2.1.3.4.1.1-2.1.3.4.1.4.

Tilsynet vil eksempelvis kunne fokusere på, om den foretagne opfølgning i

relevant og nødvendigt omfang indeholder procedurer og retningslinjer for

politiets og anklagemyndighedens håndtering og behandling af de relevante

typer af tekniske beviser, og om der strukturelt er taget nødvendige skridt

til, at sådanne procedurer og retningslinjer kan efterleves i praksis. Tilsynet

vil også kunne vurdere, om der i tilstrækkeligt omfang er etableret sags-

gange, der skal sikre, at eventuelle forbehold og usikkerheder vedrørende

de relevante tekniske bevismidler i tilstrækkelig grad indgår i sagens be-

handling.

Det forudsættes imidlertid, at Bevismiddeltilsynet i forbindelse med tilsynet

med håndteringen af konstaterede eller mulige fejl vil kunne have et bredere

fokus, hvorfor tilsynets vurderinger ikke nødvendigvis vil være begrænset

til disse spørgsmål. Tilsynet vil alene kunne forholde sig til spørgsmål inden

for sin kompetence som beskrevet i pkt. 2.1.3.2, men vil kunne påpege andre

uhensigtsmæssigheder med tilknytning til myndighedernes behandling af

tekniske bevismidler, end der er nævnt i pkt. 2.1.3.4.1.1-2.1.3.4.1.4, hvis

tilsynet vurderer, at disse kan have retssikkerhedsmæssige konsekvenser.

Det forudsættes dog samtidig, at tilsynet er særligt tilbageholdende med at

forholde sig til den del af politiets og anklagemyndighedens behandling af

tekniske beviser, som har baggrund i rent ressourcemæssige spørgsmål. Til-

synet vil således eksempelvis skulle udvise tilbageholdenhed i forhold til at

fremsætte anbefalinger, som alene kan adresseres ved indkøb eller udvikling

et af omkostningstungt IT-system. Det kan således også indgå som et para-

meter i Bevismiddeltilsynets anbefalinger til myndighederne, hvilke res-

sourcemæssige konsekvenser en efterlevelse af anbefalingerne vil medføre.

Tilsynet vil ikke skulle vurdere enkeltpersoners ageren eller ansvar eller i

øvrigt vurdere, om eller hvor der kan være grundlag for at placere et retligt,

disciplinært eller lignende ansvar.

2.1.3.5. Praktisk fremgangsmåde ved udførelsen af tilsyn

2.1.3.5.1. Tematiske tilsyn med udvalgte bevistyper

Tilsynet iværksætter tematiske tilsyn af de forskellige bevistyper på eget

initiativ.

Iværksættelse af tematiske tilsyn vil f.eks. kunne ske på baggrund af oplys-

ninger i medierne eller på baggrund af konkrete henvendelser. Med etable-

ring under samme ledelse som Politiklagemyndigheden vil der endvidere

–

i kraft af den erfaringsudveksling, der forventes at finde sted mellem myn-

dighederne

–

kunne iværksættes tilsyn, hvis konkrete sager, der behandles

af Politiklagemyndigheden, giver anledning hertil. Vidensdelingen mellem

myndighederne vil kunne udnyttes effektivt i forbindelse med tilsynets

brede undersøgelser af bestemte typer af tekniske beviser, hvilket Politikla-

gemyndighedens enkeltsagsbehandling ikke åbner mulighed for.

Det forudsættes, at tilsynet sker efter tematisk udvælgelse, så tilsynet får

lejlighed til at arbejde sig i dybden med det konkret udvalgte tema, f.eks.

DNA, ballistik eller hastighedsmålinger. Det vil således være afgørende for

at opnå en faglig høj kvalitet i tilsynets arbejde, at myndigheden får et ind-

gående kendskab til den relevante bevistype.

Beslutningen om at undersøge en bestemt bevistype vil bero på et skøn ud

fra en samlet vurdering i forhold til både væsentlighed og risiko. Ved be-

slutningen om, hvilke tekniske bevistyper der undergives et tematisk tilsyn,

kan der bl.a. lægges vægt på, om en nærmere undersøgelse af den pågæl-

dende bevistype må forventes at være af væsentlig, generel retssikkerheds-

mæssig betydning. Det vil i den forbindelse være særligt relevant at ind-

drage de enkelte bevistypers karakter og fokusere på bevistyper, der under-

gives en større mængde sagsskridt og undersøgelser, inden de fremlægges

som bevis i retten. Fotos, videooptagelser og skadestuerapporter vil f.eks.

som udgangspunkt ikke være genstand for større behandlinger eller under-

søgelser hos politiet, mens kriminaltekniske og it-tekniske erklæringer ty-

pisk er udtryk for et større bagvedliggende undersøgelsesarbejde.

Der vil ved iværksættelsen af et tematisk tilsyn endvidere kunne lægges

vægt på, om der er en formodning for, at myndighedernes behandling af den

pågældende bevistype giver anledning hertil. Endelig vil tilsyn kunne finde

sted som en ren stikprøvekontrol. Der er herved ikke tale om en udtøm-

mende opregning, ligesom et konkret tilsyn kan være begrundet i flere af de

ovennævnte hensyn.

Som det fremgår af pkt. 2.1.1.8 blev der i sommeren 2019 i forbindelse med

teledata-sagen igangsat et review af opbevaring og behandling af tekniske

beviser i politiets og anklagemyndighedens it-systemer. Der er endvidere

iværksat en ekstern undersøgelse af datahåndteringen hos politiet og ankla-

gemyndigheden. Det forudsættes, at konklusionerne fra reviewet og den

eksterne undersøgelse af datahåndtering hos politiet og anklagemyndighe-

den vil kunne indgå som led i tilsynets tilrettelæggelse af arbejdet.

Som led i tilsynet med den samlede behandlingsproces for en konkret be-

vistype vil Bevismiddeltilsynet også kunne inddrage politiets og anklage-

myndighedens brug af it-systemer og fremsætte anbefalinger herom. Som

nævnt vil Bevismiddeltilsynet dog ikke skulle tage stilling til spørgsmål af

databeskyttelsesretlig karakter, herunder om et it-system yder den fornødne

behandlingssikkerhed.

Udførelsen af tilsynet vil kunne ske på flere måder, bl.a. ved at tilsynet ind-

henter et større antal afsluttede straffesager inden for en eller flere sagska-

tegorier og for en afgrænset tidsperiode. Denne metode har visse ligheder

med de undersøgelser, som Folketingets Ombudsmand gennemfører på eget

initiativ. Da området med tekniske beviser er i konstant udvikling, vil det

være mest oplagt at tage udgangspunkt i nyere sager på et givent område.

Sagsakterne i de pågældende sager vil herefter kunne danne grundlag for en

gennemgang med henblik på at vurdere, om straffesagerne indeholder de

nødvendige oplysninger om de usikkerheder, der konkret måtte knytte sig

til den bevistype, som er omfattet af Bevismiddeltilsynets tematiske tilsyn.

Det vil naturligt kunne indgå i denne vurdering, at det ikke ud fra en gen-

nemgang af sagens akter kan udelukkes, at der i forbindelse med sagens be-

handling har været inddraget de nødvendige oplysninger om bl.a. usikker-

heder forbundet med et konkret teknisk bevis, selvom dette ikke fremgår af

f.eks. retsbogen.

Tilsynet vil endvidere kunne omfatte egentlige tilsynsbesøg hos politiet og

anklagemyndigheden. Dette vil navnlig være relevant i forbindelse med til-

synets afklaring af, om der er udarbejdet tiltrækkelige procedurer og ret-

ningslinjer for behandlingen af tekniske beviser på myndighedsniveau, om

de fastsatte procedurer og retningslinjer efterleves, og om de konkrete usik-

kerheder i relevant omfang fremlægges i forbindelse med straffesagens be-

handling. Disse forhold forventes ikke at kunne afdækkes fuldt ud alene ved

en sagsgennemgang, men vil kunne fremdrages under tilsynsbesøgene. Der

vil også i den forbindelse kunne opnås en mere fleksibel og åben dialog om

politiets og anklagemyndighedens procedurer, der vil kunne bidrage til, at

tilsynet løbende får kendskab til embedernes forhold.

Som nævnt under pkt. 2.1.3.4.4 vil Bevismiddeltilsynet endvidere

–

ud fra

en risikobaseret afvejning

–

kunne foretage en vurdering af, hvordan tilsynet

med oplysninger i sagsbehandlingen skal gennemføres. I forlængelse af det

ovenfor anførte vil tilsynet f.eks. kunne indhente et større antal afsluttede

straffesager, hvor en bestemt bevistype indgår med henblik på at gennemgå

retsbøgerne og konstatere, hvilke bilag der er anført som dokumenteret.

Tilsynet forudsættes at informere politiet og anklagemyndigheden, i det om-

fang tilsynet som led i sin virksomhed bliver bekendt med forhold af uop-

sættelig karakter. Dette gælder også, selvom tilsynet med den konkrete be-

vistype ikke er tilendebragt, og selvom forholdet er på enkeltsagsniveau.

Tilsynet vil i en sådan situation have en aktiv handlepligt for dermed at

sikre, at myndighederne hurtigt kan indlede de nødvendige tiltag. Etablerin-

gen af tilsynet vil endvidere hverken afskære eller friholde myndighederne

fra at handle adækvat, hvis der opstår kvalitetsmangler mv. med hensyn til

en konkret bevistype eller på enkeltsagsniveau.

Såfremt Bevismiddeltilsynet ud fra bevistypens karakter vurderer det nød-

vendigt, vil tilsynet også kunne overvære et antal retsmøder, hvor bevismid-

let indgår og inddrage disse erfaringer i sine samlede vurderinger. Tilsynet

vil også kunne anvende denne mulighed for at få et praktisk indblik i retsar-

bejdet.

Hvis Bevismiddeltilsynet vælger at gøre brug af muligheden for at overvære

retsmøder, forudsættes det, at straffesagens aktører inddrages i planlæg-

ningsarbejdet og orienteres herom.

Bevismiddeltilsynet har selvsagt ikke instruktionsbeføjelse over for den en-

kelte anklager i forbindelse med sin tilstedeværelse under retsmøder. Tilsy-

net kan således alene overvære retsmøder med henblik på at opnå indblik i

behandlingen af tekniske beviser i straffesager.Bevismiddeltilsynets over-

værelse af retsmøder vil i alle tilfælde skulle finde sted under retsforman-

dens retsledelse. Tilsynets ønske om at overvære retsmøder vil ikke have

indflydelse på rettens beslutninger, herunder beslutning om dørlukning, jf.

retsplejelovens §§ 29-29 e, afskæring af dokumentation efter retsplejelovens

§ 871 eller udelukkelse af bevis, jf. retsplejelovens § 150.

2.1.3.5.2. Tilsyn med myndighedernes afdækning af og opfølgning på kon-

staterede eller mulige fejl ved behandlingen af tekniske bevismidler

Som det fremgår af den foreslåede § 118 a, stk. 3, 2. pkt., jf. lovforslagets §

1, nr. 2, vil politiet og anklagemyndigheden være forpligtet til at orientere

tilsynet, når myndighederne konstaterer en fejl af generel eller systematisk

karakter og af retssikkerhedsmæssig betydning ved behandlingen af tekni-

ske bevismidler. Orienteringen vil skulle ske i to trin og danne grundlag for

tilsynets vurdering af, om der skal indledes et tilsyn. Tilsynet vil således

ikke være forpligtet til at indlede et tilsyns, blot fordi det modtager en sådan

orientering.

Myndighederne vil som første trin umiddelbart efter konstateringen af en

fejl eller mulig fejl skulle indsende en foreløbig orientering til tilsynet. Det

forudsættes, at foreløbige orienteringer foretages ud fra et forsigtighedsprin-

cip, således at der foreløbigt orienteres om alle fejl eller mulige fejl, der

vurderes at kunne være af generel eller systematisk karakter og have rets-

sikkerhedsmæssig betydning.

På dette tidspunkt vil det dog sjældent være muligt at konkretisere de rets-

sikkerhedsmæssige konsekvenser. Den foreløbige orientering vil derfor

alene skulle indeholde en kort og summarisk beskrivelse af sagens karakter.

Den foreløbige orientering vil derimod ikke skulle indeholde en nærmere

vurdering af de retssikkerhedsmæssige konsekvenser, men kan

–

i det om-

fang det er muligt

–

indeholde en generel tilkendegivelse af, om den konsta-

terede eller mulige fejl efter en umiddelbar vurdering vil kunne have betyd-

ning for eksempelvis domstolenes bevisvurderinger i verserende sager.

Når myndighederne har afdækket en konstateret eller mulig fejl, truffet de

nødvendige foreløbige forholdsregler og identificeret relevante overordnede

tiltag til opfølgning på den konstaterede eller mulige fejl, skal der indsendes

en redegørelse til tilsynet. Det forudsættes, at myndighederne gives rimelig

tid til at danne sig et overblik over den konstaterede eller mulige fejl og til

at handle herpå, samt på et overordnet plan identificere mulige tiltag i an-

ledning heraf, men redegørelsen vil eksempelvis ikke skulle afvente iværk-

sættelsen af langsigtede eller generelle tiltag.

Redegørelsen vil skulle indeholde en beskrivelse af den konstaterede eller

mulige fejls karakter og mulige retssikkerhedsmæssige konsekvenser. Re-

degørelsen vil endvidere skulle indeholde en beskrivelse af myndighedernes

ageren i anledning herafsamt en tilkendegivelse af, om der efter myndighe-

dernes opfattelse er anledning til at tage yderligere skridt.

Tilsynet vil herefter skulle vurdere, om sagen er omfattet af tilsynets kom-

petence, og i så fald om tilsynet ønsker at gå ind i sagen. Det forudsættes, at

tilsynet alene forholder sig til myndighedernes håndtering af fejl eller mu-

lige fejl vedrørende tekniske bevismidler, hvis fejlen er af generel eller sy-

stematisk karakter og i øvrigt har retssikkerhedsmæssig betydning. Tilsynet

meddeler de relevante myndigheder, om tilsynet har kompetence til og i så

fald ønsker at gå ind i sagen.

Tilsynet overtager ikke afdækningen af og opfølgningen på den konstate-

rede eller mulige fejl og har ikke i øvrigt instruktionsbeføjelser over for

myndighederne. Myndighederne vil som hidtil være ansvarlige for at af-

dække og følge op på den konstaterede eller mulige fejl og vil fortsat skulle

vurdere, i hvilket omfang denne kan have haft betydning for eksempelvis

allerede afsluttede sager. Det vil endvidere som hidtil være myndighederne,

der forholder sig til, om fejlen giver anledning til fremadrettede ændringer i

eksempelvis arbejdsgange, interne retningslinjer mv. Tilsynet vil ikke skulle

godkende myndighedernes dispositioner i anledning heraf.

Som anført under pkt. 2.1.3.4.2, vil tilsynets opgaver i forbindelse med kon-

stateringen af fejl eller mulige fejl bestå i at foretage en samlet vurdering af

myndighedernes håndtering heraf. Tilsynet vil som udgangspunkt skulle

vurdere skridt, som allerede er taget af myndighederne, idet tilsynet dog

også vil kunne foretage en vurdering af tiltag, der er planlagt, men endnu

ikke er fuldt implementeret, jf. nærmere pkt. 2.1.3.6.

Der vil kunne være en vis tidsmæssig parallelitet mellem tilsynets sagsbe-

handling og myndighedernes afdækning af og opfølgning på den konstate-

rede eller mulige fejl.

Mens myndighedernes afdækning af og opfølgning på den konstaterede el-

ler mulige fejl pågår, vil tilsynet således løbende kunne indgå i dialog med

myndighederne herom. Tilsynet vil således f.eks. kunne anmode om, at der

afholdes møder mellem tilsynet og relevante myndigheder. Tilsvarende vil

myndighederne kunne anmode om, at konkrete spørgsmål drøftes på et så-

dant møde, hvis problemstillingen er mest egnet hertil. Det samme vil kunne

gøre sig gældende, når afdækningen og opfølgningen er tilendebragt.

Tilsynet kan desuden stille skriftlige spørgsmål, anmode om at få udleveret

relevante oplysninger, dokumenter mv., herunder indhente et større antal

afsluttede straffesager af relevans for den konstaterede eller mulige fejl, hvis

tilsynet vurderer, at myndighedernes redegørelse giver anledning hertil. Po-

litiet og anklagemyndigheden vil være forpligtet til at efterkomme en sådan

anmodning. Tilsynet vil endvidere kunne tage på tilsynsbesøg hos myndig-

hederne, herunder besøge arbejdsgrupper mv., der er nedsat i anledning af

sagen.

Mens afdækningen af og opfølgningen på fejlen pågår, forudsættes det så-

ledes, at tilsynet og myndighederne vil indgå i en løbende og uformel dialog

om sagens håndtering. Det forudsættes endvidere, at myndighederne kan

anmode tilsynet om tilsynets vurdering af konkret opståede spørgsmål i pro-

cessen. Formålet hermed er navnlig løbende at udnytte den ekspertise og

erfaring, som tilsynet besidder, og som løbende vil blive opbygget og ind-

samlet i tilsynet.

På baggrund af myndighedernes redegørelser samt øvrige oplysninger, do-

kumenter mv. kan tilsynet udarbejde en endelig rapport med sin vurdering

og eventuelle anbefalinger, jf. pkt. 2.1.3.6.

2.1.3.6. Afslutning på tilsyn

2.1.3.6.1. Tematiske tilsyn

Bevismiddeltilsynets tematiske tilsyn vil skulle munde ud i en samlet rap-

port, der indeholder tilsynets vurdering af de problemstillinger, der er om-

fattet af det gennemførte tilsyn, samt tilsynets eventuelle anbefalinger.

Formålet med tilsynets rapport efter gennemførelsen af et tematisk tilsyn er

først og fremmest at afdække, om der foreligger systemiske fejl ved politiets

eller anklagemyndighedens behandling af den eller de udvalgte bevistyper,

eller om der i øvrigt er områder, hvor myndighederne med fordel ville kunne

justere deres praksis med henblik på at øge kvaliteten og integriteten af en

bestemt bevistype.

Den samlede rapport vil skulle indeholde oplysninger om, hvilken teknisk

bevistype det tematiske tilsyn omfatter, antallet af gennemgåede afsluttede

sager, et kort referat af de forhold, der specifikt har givet anledning til be-

mærkninger, og referat fra gennemførte tilsynsbesøg. Rapporten forudsæt-

tes endvidere at indeholde en redegørelse for den viden og de (indhentede)

erfaringer samt observationer, som tilsynet har taget udgangspunkt i ved

vurderingen af myndighedernes behandling af den pågældende bevistype.

Hvis tilsynet gennem sine undersøgelser af en specifik bevistype eksempel-

vis vurderer, at karakteren af de anvendte tekniske processer eller fortolk-

ninger generelt ikke indgår tydeligt i straffesagerne, vil tilsynet kunne frem-

sætte anbefalinger om, at en eller flere oplysninger fremover vil skulle indgå

i straffesagerne, når det pågældende tekniske bevis anvendes. Anbefalinger

herom kan eksempelvis knytte sig til standarderklæringer og politiets rap-

porter. Det bemærkes hertil, at tilsynet også vil kunne fremsætte anbefalin-

ger om, at der fremover bør udarbejdes yderligere standarderklæringer eller

politirapporter til straffesager, hvori den pågældende bevistype indgår. Det

samme gælder i forhold til, hvilke oplysninger der fremlægges i retten.

2.1.3.6.2. Tilsyn med konstaterede eller mulige fejl

Bevismiddeltilsynets tilsyn med konstaterede eller mulige fejl kan ligeledes

munde ud i en samlet rapport, der indeholder tilsynets vurdering af de pro-

blemstillinger, der er omfattet af det gennemførte tilsyn, samt tilsynets even-

tuelle anbefalinger. Hvis tilsynet konstaterer, at en fejl eller mulig fejl og

myndighedernes opfølgning herpå ikke giver anledning til, at der skal fore-

tages yderligere, kan tilsynet således også vælge skriftligt at orientere rele-

vante parter om, at tilsynet ikke foretager sig yderligere.

Formålet med tilsynets eventuelle rapport efter et gennemført tilsyn med

konstaterede eller mulige fejl vil først og fremmest være at tilkendegive en

uvildig vurdering af, om myndighedernes afdækning heraf og opfølgning

herpå har været tilstrækkelig.

Rapporten vil skulle opsummere de redegørelser og orienteringer, tilsynet

har modtaget fra myndighederne, og redegøre for eventuelle selvstændige

undersøgelser foretaget af tilsynet. Den vil endvidere skulle indeholde en

vurdering af myndighedernes afdækning af og opfølgning på den konstate-

rede eller mulige fejl.

I det omfang tilsynet måtte vurdere, at myndighedernes afdækning af og

opfølgning på den konstaterede eller mulige fejl ikke er tilstrækkelig, kan

rapporten indeholde en tilkendegivelse af tilsynets opfattelse heraf samt en

eller flere konkrete anbefalinger om f.eks. iværksættelse af bestemte tiltag.

Anbefalingerne forudsættes primært at skulle adressere fejlens retssikker-

hedsmæssige konsekvenser, og tilsynet forudsættes at være særligt tilbage-

holdende i forhold til ressourcemæssige spørgsmål.

Endelig vil rapporten

–

på linje med rapporter afgivet efter gennemførelsen

af tematiske tilsyn

–

kunne indeholde mere systemorienterede anbefalinger

og vurderinger, der retter sig mod selve den konstaterede fejl og dens årsa-

ger.

2.1.3.6.3. Orientering om og høring over tilsynets vurderinger og anbefa-

linger

Der vil hverken for så vidt angår tematiske tilsyn eller tilsyn vedrørende

konstaterede eller mulige fejl skulle foretages høringer vedrørende tilsynets

enkeltvise vurderinger. Det forudsættes dog, hvis tilsynets beslutter at af-

give en samlet rapport, at udkast til denne forelægges myndighederne til en

eventuel udtalelse, så myndighedernes faglige og praktiske viden om de for-

hold, der måtte være genstand for rapporten, kan inddrages i den endelige

vurdering.

Den endelige tilsynsrapport afgives direkte til Rigspolitiet og Rigsadvoka-

ten, der har ansvaret for den videre proces, herunder at foretage en vurdering

af anbefalingernes udmøntning. Anbefalingerne vil ikke have karakter af

pålæg.

Det forudsættes, at tilsynet er tilbageholdende med at forholde sig til den del

af politiets og anklagemyndighedens behandling af tekniske beviser, som

har baggrund i ressourcemæssige spørgsmål. Det kan f.eks. være en mulig

anbefaling om, hvorvidt der skal indkøbes et nyt IT-system. Det kan således

også indgå som et parameter i Bevismiddeltilsynets anbefalinger til myn-

dighederne, hvilke ressourcemæssige konsekvenser en efterlevelse af anbe-

falingerne vil medføre.

Tilsynet vil ved fremsendelsen af den endelige rapport kunne anmode om

myndighedernes stillingtagen til eventuelle anbefalinger inden for en nær-

mere angivet frist. Rigspolitiet og Rigsadvokaten vil ikke være undergivet

en egentlig begrundelsespligt over for Bevismiddeltilsynet, men det forud-

sættes, at der er en konstruktiv dialog imellem rigspolitichefen, rigsadvoka-

ten og Bevismiddeltilsynet om anbefalingerne.

2.2. Udvidelse af politiklageordningen

2.2.1. Gældende ret

Reglerne om Politiklagemyndigheden blev affattet ved lov nr. 404 af 21.

april 2010 om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love (Ny poli-

tiklageordning m.v.). Det fremsatte lovforslag byggede på betænkning nr.

1507/2009 om behandling af klager over politiet.

Politiklagemyndigheden har til opgave at undersøge og efterforske klager

over politipersonalets adfærd og strafbare forhold i tjenesten samt træffe af-

gørelse i adfærdsklagesagerne.

Det er alene politipersonale, som er omfattet af politiklageordningen. Poli-

tipersonale omfatter i denne sammenhæng det politiuddannede personale i

politiet, politiets jurister samt anklagere i den lokale anklagemyndighed, jf.

bemærkningerne til forslag til lov om ændring af retsplejeloven og forskel-

lige andre love (Ny politiklageordning m.v.), jf. Folketingstidende 2009-10,

A, L 88, som fremsat, side 9.

Det øvrige personale i politiet (administrative medarbejdere, servicemedar-

bejdere mv.) samt jurister og øvrigt personale ved den centrale anklagemyn-

dighed (statsadvokaterne og Rigsadvokaten) er ikke omfattet af politiklage-

ordningen. For så vidt angår disse betyder det, at adfærdsklager skal behand-

les efter almindelige ansættelsesretlige regler, herunder bl.a. tjenestemands-

lovens regler om disciplinærforfølgning, og at anmeldelser om strafbare for-

hold i tjenesten ikke efterforskes af Politiklagemyndigheden, men af politiet

i lighed med andre strafbare forhold..

Der gælder således forskellige regler for behandling af klager over adfærd i

tjenesten og sager om strafbare forhold begået i tjenesten for henholdsvis

politipersonale og andet personale i politiet samt ansatte ved den centrale

anklagemyndighed.

Politiklagemyndighedens kompetence blev senest udvidet ved lov nr. 708

af 8. juni 2018 om ændring af lov om politiets virksomhed, retsplejeloven,

lov om forsvarets formål, opgaver og organisation m.v. og militær straffelov

(Forsvarets bistand til politiet og udvidelse af politiklageordningen mv.),

hvor forsvarspersonale ligeledes blev omfattet af politiklageordningen i de

tilfælde, hvor forsvarspersonale yder bistand til politiet efter lov om politiets

virksomhed.

2.2.1.1. Politipersonale

Politiklagemyndigheden behandler adfærdsklager og sager om strafbare for-

hold begået af politipersonale i tjenesten.

Som anført i lovforslagets pkt. 2.2.1 er politiuddannet personale, politiets

jurister samt anklagere i den lokale anklagemyndighed omfattet af politi-

klageordningen. Det fremgår af betænkning nr. 1507/2009 om behandling

af klager over politiet, side 174, at baggrunden for etableringen af en særlig

klageordning er det politiuddannede personales mulighed for magtanven-

delse, herunder af fysisk karakter.

For så vidt angår det juridiske personale fremgår det af betænkning nr.

1507/2009 om behandling af klager over politiet, side 174, at udvalget fandt,

at der for det juridiske personale gør sig andre hensyn gældende end for det

politiuddannede personales vedkommende. Inddragelsen af det juridiske

personale under politiklageordningen blev af udvalget nærmere set i sam-

menhæng med de situationer, hvor disse personer beskyldes for uhøflig op-

træden, urimelig sprogbrug, korruption eller lignende, hvilket efter udval-

gets opfattelse gør det hensigtsmæssigt, at denne gruppe er omfattet af ord-

ningen.

Den væsentligste gruppe af personale i politiet under politiklageordningen

er ikke desto mindre det politiuddannede personale, som har politimyndig-

hed til at udøve magtbeføjelser og gennemføre indgreb over for borgerne

efter politilovens og retsplejelovens regler. Politikadetter har på samme

måde politimyndighed og falder således inden for den gældende ordning

vedrørende politipersonale. Politiklageordningen omfatter også politiperso-

nale i Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet

og Rigspolitiet, som også har politimyndighed.

Politiklagemyndigheden behandler adfærdsklager efter reglerne i retspleje-

lovens kapitel 93 b. Begrebet »adfærdsklage« omfatter bl.a. klager over

magtanvendelse og anden hårdhændet behandling i forbindelse med anhol-

delse, under opløb og lignende, klager over myndighedsmisbrug, f.eks. i

forbindelse med anholdelse eller ransagning, klager over anden ukorrekt

fremgangsmåde under udførelsen af tjenesten og klager over uhøflig tiltale

eller anden ukorrekt personlig optræden, jf. bemærkningerne til forslag til

lov om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love (Ny politiklage-

ordning m.v.), jf. Folketingstidende 2009-10, A, L 88, som fremsat, side 9.

Uden for begrebet adfærdsklager

–

og således uden for politiklageordningen

–

falder klager, som handler om materielle afgørelser og politipersonalets

dispositioner i forbindelse med sagsbehandlingen, jf. bemærkningerne til

forslag til lov om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love (Ny

politiklageordning m.v.), jf. Folketingstidende 2009-10, A, L 88, som frem-

sat, side 16. Klager over sådanne forhold betegnes »dispositionsklager« og

kan som udgangspunkt ikke behandles af Politiklagemyndigheden, med-

mindre klagen har nær sammenhæng med en adfærdsklage, som Politikla-

gemyndigheden behandler, jf. retsplejelovens § 1019 q, eller med en igang-

værende efterforskning ved Politiklagemyndigheden, jf. retsplejelovens §

1020 i, stk. 2.

Dispositionsklager indgives, uanset om de omhandler dispositioner foreta-

get inden for eller uden for strafferetsplejen, i første omgang til politidirek-

tøren i den pågældende politikreds. Politidirektørens afgørelse kan påklages

til den regionale statsadvokat efter retsplejelovens § 101, stk. 2, om klager

vedrørende dispositioner inden for strafferetsplejen, eller til Rigspolitiet ef-

ter retsplejelovens § 109, stk. 1, om klager vedrørende dispositioner uden

for strafferetsplejen.

Politiklagemyndigheden træffer afgørelse i adfærdsklagesager, jf. retspleje-

lovens § 1019 m, 1. pkt. Hvis en adfærd findes kritisabel, udtales der kritik

af forholdet. Det er herefter op til ansættelsesmyndigheden at træffe beslut-

ning om eventuelle ansættelsesretlige konsekvenser for det relevante politi-

personale. Tjenestemandsloven indeholder f.eks. en række ansættelsesret-

lige sanktionsmuligheder i forhold til tjenesteforseelser, som vil kunne brin-

ges i anvendelse i tilfælde af, at tjenestemandsansat politipersonale udviser

kritisabel adfærd i tjenesten.

Politiklagemyndigheden efterforsker også sager om strafbare forhold begået

af politipersonale i tjenesten i henhold til retsplejelovens kapitel 93 c.

Politiklagemyndigheden efterforsker sådanne sager i overensstemmelse

med retsplejelovens almindelige regler om forfølgning af strafbare forhold,

medmindre der er fastsat særlige regler i kapitel 93 c. Politiklagemyndighe-

den er i den forbindelse tillagt de beføjelser, som ellers tilkommer politiet

efter retsplejeloven, ligesom de personer, efterforskningen retter sig mod,

har samme retsgarantier i retsplejeloven, bl.a. med hensyn til advokatbi-

stand.

Når Politiklagemyndighedens efterforskning er afsluttet, sendes sagen, jf.

retsplejelovens § 1020 e, stk. 1, til statsadvokaten med henblik på, at denne

træffer afgørelse om tiltalerejsning, påtaleopgivelse mv. Politiklagemyndig-

heden udarbejder i den forbindelse en redegørelse til statsadvokaten. Det er

således statsadvokaten, der har påtalekompetence i de sager, der efterforskes

af Politiklagemyndigheden. Politiklagemyndigheden har mulighed for at

klage til Rigsadvokaten over statsadvokatens afgørelse af påtalespørgsmå-

let.

Uden for politiklageordningen falder strafbare forhold, som er begået af po-

litipersonale uden for tjenesten. Sker der anmeldelse af sådanne forhold, vil

sagen skulle behandles af vedkommende politikreds. Hvis den pågældende

er tjenstgørende i denne politikreds, forelægges sagen for statsadvokaten

med henblik på at overføre sagen til behandling i en anden politikreds. Visse

sager om overtrædelse af færdselslovens hastighedsbestemmelser kan dog

som udgangspunkt behandles af den politikreds, hvor den pågældende er

tjenstgørende. Der henvises til Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet om sager

mod offentligt ansatte, pkt. 2.1.1.

2.2.1.2. Forsvarspersonale

Politiklagemyndigheden behandler sager om adfærdsklager og strafbare for-

hold begået i tjenesten af forsvarspersonale, når personalet yder bistand til

politiet, jf. retsplejelovens §§ 1019 r og 1020 m.

Når forsvarspersonale yder bistand til politiet, sker det for at varetage poli-

timæssige opgaver og ikke militære opgaver. Opgavevaretagelsen sker un-

der politiets ledelse og efter de regler, som gælder for politiets varetagelse

af de pågældende opgaver.

Klageordningen omfatter udelukkende forhold, der er begået i tjenesten, og

ikke forhold, der er begået uden for tjenesten. Det vil

–

ligesom for politi-

personale

–

afhænge af en konkret vurdering, om en handling er foretaget i

eller uden for tjenesten.

Forsvarspersonalet er således som udgangspunkt alene omfattet af Politikla-

gemyndighedens kompetence i den periode, hvor der ydes bistand til poli-

tiet, og hvor forsvarspersonalet således står under politiets ledelse. Det kan

eksempelvis være tilfælde, hvor forsvarspersonale optræder med en marke-

ring om, at personalet bistår politiet, har legitimeret sig som forsvarsperso-

nale, der bistår politiet, eller i øvrigt har tilkendegivet sig som forsvarsper-

sonale, der bistår politiet, og over for en borger har påberåbt sig den myn-

dighed, personalet har som led i bistanden til politiet.

For at sikre den tilstrækkelige indsigt i militære forhold inddrages den mili-

tære anklagemyndighed i Politiklagemyndighedens og statsadvokatens un-

dersøgelser og behandling af sager om forsvarspersonale, der bistår politiet.

Politiklagemyndigheden og statsadvokaten kan således trække på den mili-

tære anklagemyndigheds ekspertise i nødvendigt omfang. Sager mod for-

svarspersonale, som er anmeldt til Politiklagemyndigheden, kan overlades

til den militære anklagemyndighed til behandling i den militære retsplejes

former.

2.2.1.3. Civilt personale i politiet

Civilt personale i politiet, dvs. personale, som ikke er politipersonale, er ikke

underlagt Politiklagemyndighedens kompetence i straffesager. Som anført i

lovforslagets pkt. 2.2.1.1. omfatter politipersonale det politiuddannede per-

sonale i politiet, politiets jurister samt anklagere i den lokale anklagemyn-

dighed. I det omfang personalet er tjenestemandsansat, vil personalet være

underlagt tjenestemandslovens regler om bl.a. disciplinærforfølgning. Øv-

rigt personale vil være underlagt de almindelige ansættelsesretlige regler for

overenskomstansatte.

Administrative medarbejdere, analytikere, servicemedarbejdere mv. i poli-

tiet er ikke underlagt særlig lovgivning om klager over adfærd i tjenesten. I

det omfang, der rettes sådanne klager mod personalet, vil de i almindelighed

skulle behandles af den relevante ansættelsesmyndighed.

Efter Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet om sager mod offentligt ansatte,

pkt. 2.1.3, behandles anmeldelser om strafbare forhold begået af civile med-

arbejdere i politiet af vedkommende politikreds, uanset om forholdet er be-

gået i eller uden for tjenesten. Hvis den pågældende er tjenstgørende i denne

politikreds, forelægges sagen for statsadvokaten med henblik på at overføre

sagen til behandling i en anden politikreds. Visse sager om overtrædelse af

færdselslovens hastighedsbestemmelser kan dog som udgangspunkt be-

handles af den politikreds, hvor den pågældende er tjenstgørende.

Efter retsplejelovens § 1020 i kan civile medarbejdere i politiet i visse sær-

lige tilfælde blive omfattet af en efterforskning hos Politiklagemyndighe-

den. Statsadvokaten kan således bestemme, at en straffesag, der omfatter

flere forhold eller flere sigtede, i sin helhed skal efterforskes af Politiklage-

myndigheden. Bestemmelsen kan f.eks. anvendes, hvor det vil være hen-

sigtsmæssigt, at en straffesag, hvor der ud over mistanke mod politiperso-

nale også er mistanke mod andre, herunder f.eks. civile medarbejdere i po-

litiet, i sin helhed skal efterforskes af Politiklagemyndigheden.

2.2.1.4. Personale ved anklagemyndigheden

Personalet ved den centrale anklagemyndighed (statsadvokaterne og Rigs-

advokaten) er ikke underlagt Politiklagemyndighedens kompetence i straf-

fesager. I det omfang personalet er tjenestemandsansat, vil personalet være

underlagt tjenestemandslovens regler om bl.a. disciplinærforfølgning. Per-

sonale, som ikke er tjenestemandsansat, er underlagt de almindelige ansæt-

telsesretlige regler for overenskomstansatte.

Personale ved den centrale anklagemyndighed er ikke underlagt særlig lov-

givning om klager over deres adfærd i tjenesten. Klagerne vil således i al-

mindelighed skulle behandles af den relevante ansættelsesmyndighed.

Det fremgår af Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet om sager mod offentligt

ansatte, pkt. 2.1.4, at anmeldelser om strafbare forhold begået af ansatte hos

statsadvokaterne behandles af vedkommende politidirektør, uanset om for-

holdet er begået i eller uden for tjenesten. I sager, hvor tiltalespørgsmålet

skal afgøres af statsadvokaten, skal politidirektøren orientere den regionale

statsadvokat om sagen. Orienteringen skal så vidt muligt ske, inden efter-

forskningen påbegyndes.

Hvis den pågældende medarbejder gør tjeneste hos den statsadvokat, der

ellers skulle have behandlet sagen

–

eller til hvem en afgørelse er påklaget

–

forelægges sagen for Rigsadvokaten med henblik på, at der tages stilling

til den videre behandling af sagen, herunder om sagen eventuelt skal vide-

resendes til en anden statsadvokat. Denne procedure gælder ligeledes for

sager mod statsadvokaten selv.

Der er ikke fastsat særlige regler om kompetencen til at behandle anmeldel-

ser om strafbare forhold begået af personale, der er ansat ved Rigsadvoka-

ten, og det er således som udgangspunkt vedkommende politidirektør, som

behandler sagen. Hvis der er tale om alvorligere sager, må det efter Rigsad-

vokatmeddelelsen på grundlag af en konkret vurdering besluttes, på hvilket

niveau afgørelser bør træffes.

Statsadvokaten kan i medfør af retsplejelovens § 1020 i

–

på tilsvarende vis

som for civile medarbejdere i politiet

–

beslutte, at Politiklagemyndigheden

skal efterforske en sag, hvor der i sagskomplekset indgår både politiperso-

nale og ansatte ved den centrale anklagemyndighed, jf. nærmere herom i

lovforslagets pkt. 2.2.1.3.

Som anført i lovforslagets pkt. 2.2.1.1 er det i dag politiuddannet personale,

politiets jurister og anklagere i den lokale anklagemyndighed, der er omfat-

tet af politiklageordningen.

Det fremgår samtidig af betænkning nr. 1507/2009 om behandling af klager

over politiet, side 174, at politiets jurister (dvs. det juridiske personale i po-

litiet og den lokale anklagemyndighed), som arbejder som medhjælpere for

statsadvokaten, jf. retsplejelovens § 103, stk. 2, ikke er undergivet politikla-

geordningen, da de pågældende i forbindelse med varetagelsen af denne

funktion er direkte undergivet statsadvokatens instruks.

2.2.2. Justitsministeriets overvejelser

Politiklagemyndigheden er oprettet med henblik på både i befolkningen og

politiet at sikre tilliden til, at behandlingen af politiklager foregår korrekt,

objektivt og retssikkerhedsmæssigt forsvarligt.

Politiklagemyndigheden er en uafhængig myndighed, som undersøger og

træffer afgørelse vedrørende klager over politipersonalets adfærd i tjenesten

(adfærdsklager) og efterforsker anmeldelser om strafbare forhold begået af

politipersonale i tjenesten.

Siden indgåelsen af aftale om politiets og anklagemyndighedens økonomi i

2016-2019 i oktober 2015 er antallet af medarbejdere i dansk politi øget

betydeligt, herunder også antallet af civile medarbejdere. Der er

–

som et

supplement til det politiuddannede personale

–

ansat civile medarbejdere for

at tilføre politiet nye kompetencer i løsningen af politiets kerneopgaver, li-

gesom der er ansat civile medarbejdere, som har frigjort politiuddannet per-

sonale via opgaveglidning. Nedenstående graf viser udviklingen i civilt an-

satte i politiet og anklagemyndigheden.

Civilt ansatte i politiet og anklagemyndigheden

ekskl. politikadetter

2008-2021

7000

6000

5000

4000

3000

2000

1000

2008 2009 2010 2011 2012 2013 2014 2015 2016 2017 2018 2019 2020 2021

*Anm.: Civilt ansatte består af jurister, administrative medarbejdere, andre fastansatte (herunder

akademikrere), vikarer og socialt kapitel. Endvidere bemærkes det, at det anførte antal medarbejdere er opgjort

som et gennemsnit for årene. For så vidt angår 2021 er gennemsnittet for januar og februar benyttet.

Kilde: Rigspolitiet

Efter Justitsministeriets opfattelse bør der ikke

–

som i dag

–

være forskel

på, om den person, der klages over, er politiuddannet, civilt ansat i politiet

eller ansat ved anklagemyndigheden. Det afgørende bør være, hvilke typer

opgaver den pågældende varetager.

På den baggrund finder Justitsministeriet det hensigtsmæssigt at udvide po-

litiklageordningen til at omfatte andet personale i politiet (end politiuddan-

net personale, politiets jurister og anklagere i den lokale anklagemyndighed)

samt ansatte ved den centrale anklagemyndighed, som varetager politimæs-

sige opgaver eller opgaver, der relaterer sig til retshåndhævelse og straffor-

følgning.

Dette sker navnlig for at sidestille denne gruppe af medarbejdere med poli-

tipersonale, herunder politiuddannet personale, politiets juridiske personale

og anklagere ved den lokale anklagemyndighed, som allerede i dag er om-

fattet af politiklageordningen.

På den baggrund foreslår Justitsministeriet, at Politiklagemyndighedens

kompetence udvides til

–

ud over politipersonale

–

at omfatte andet perso-

nale i politiet og anklagemyndigheden, som varetager politimæssige opga-

ver eller opgaver, der relaterer sig til retshåndhævelse og strafforfølgning.

Den foreslåede ændring medfører ikke ændringer i forhold til det politiper-

sonale, der i dag allerede er omfattet af Politiklagemyndighedens kompe-

tence. Lovforslaget indebærer ændringer for så vidt angår andet personale

end politipersonale i politiet og anklagemyndigheden, da de i medfør af den

foreslåede ændring vil blive omfattet af Politiklagemyndighedens kompe-

tence, hvis de pågældende varetager politimæssige opgaver eller opgaver,

der relaterer sig til retshåndhævelse og strafforfølgning. Med den foreslåede

udvidelse sigtes således til civilt personale i politiet og ansatte ved den cen-

trale anklagemyndighed (statsadvokaterne og Rigsadvokaten).

En sådan ordning vil styrke kontrollen med politiets og anklagemyndighe-

dens ansatte, idet sager om adfærdsklager og anmeldelser af strafbare for-

hold begået i tjenesten vil skulle behandles af Politiklagemyndigheden og

ikke i de myndigheder, hvor de pågældende medarbejdere er ansat.

En sådan ordning vil ligeledes sikre, at borgeren får en ensartet retsstilling

og mulighed for at indbringe sådanne sager for Politiklagemyndigheden,

uafhængigt af hvilken medarbejder sagen vedrører.

De gældende processuelle og materielle regler for Politiklagemyndighedens

behandling af adfærdsklager og anmeldelser om strafbare forhold begået i

tjenesten bevares med lovforslaget i deres nuværende form. Der foreslås dog

en række konsekvensændringer i retsplejelovens bestemmelser i kapitlerne

93 b og 93 c med henblik på at sidestille Politiklagemyndighedens behand-

ling af sager om personale ved politiet med ansatte ved anklagemyndighe-

den.

2.2.2.1. Civilt personale i politiet

Visse civile medarbejdere i politiet udfører opgaver, hvor borgerne vil

kunne have en forventning om, at de taler med eller står over for politiper-

sonale

–

også selv om personen ikke er politiuddannet. Samtidig vil det i

nogle tilfælde kunne være tilfældigt, om opgaven løses af en civil medar-

bejder eller en politiuddannet. Efter den gældende ordning har borgerne

imidlertid ikke de samme muligheder for at klage over civilt personale, som

hvis der er tale om politiuddannet personale.

Civilt personale såsom analytikere bistår f.eks. politiet i konkrete efterforsk-

ninger, hvor denne gruppe bidrager med ekspertise i forbindelse med ran-

sagninger, tekniske undersøgelser af gerningssteder, efterforskning af it-kri-

minalitet mv. Der er desuden et stigende behov for øget brug af teknisk per-

sonale med særlige efterforskningsmæssige kvalifikationer med henblik på

at kunne imødegå nye udfordringer f.eks. med kriminalitet på internettet. På

samme måde foretages f.eks. hastighedskontrol (ATK) og paskontrolopga-

ver i bl.a. Københavns Lufthavn af civile medarbejdere i politiet. Herudover

findes der også civile medarbejdere i politiet, som udfører opgaver i forhold

til telefonbetjening af borgere, som henvender sig til politiet med anmeldel-

ser om strafbare forhold mv. I disse tilfælde løses opgaverne således af an-

dre personalegrupper end det politiuddannede personale, uafhængigt af at

der er tale om opgaver knyttet til politiets funktion som retshåndhævende

myndighed.

Endvidere oplever Politiklagemyndigheden at modtage klager fra borgere

over politiet, hvor det undervejs i behandlingen må konstateres, at den rele-

vante medarbejder er en civil medarbejder, som ikke er omfattet af politi-

klageordningen. I de tilfælde må Politiklagemyndigheden meddele borge-

ren, at sagen ikke kan behandles hos Politiklagemyndigheden og må derfor

videresende den til den relevante politikreds. Politiklagemyndigheden ople-

ver ligeledes at modtage anmeldelser om strafbare forhold mod ansatte ved

anklagemyndigheden, hvor sagen må videresendes til den relevante politi-

kreds.

På den baggrund er det Justitsministeriets opfattelse, at politiklageordningen

også bør omfatte civilt personale i politiet og ansatte den centrale anklage-

myndighed, som varetager politimæssige opgaver og opgaver, der relaterer

sig til retshåndhævelse og strafforfølgning.

Politimæssige opgaver skal afgrænses efter politilovens § 2. Det følger af

bestemmelsen, at politiet har til opgave at forebygge strafbare forhold, for-

styrrelse af den offentlige fred og orden samt fare for enkeltpersoners og den

offentlige sikkerhed, afværge fare for forstyrrelse af den offentlige fred og

orden samt fare for enkeltpersoners og den offentlige sikkerhed, bringe

strafbar virksomhed til ophør samt efterforske og forfølge strafbare forhold,

yde borgeren bistand i andre faresituationer, udføre kontrol og tilsynsopga-

ver efter gældende ret, yde andre myndigheder bistand efter gældende ret og

udføre andre opgaver, der følger af gældende ret eller i øvrigt har en naturlig

tilknytning til politiets virksomhed. Politiklagemyndighedens kompetence

skal således afgrænses ud fra en opgavebaseret model, som knytter sig til

varetagelse af politimæssige opgaver.

Til politimæssige opgaver knytter sig først og fremmest forebyggelse, efter-

forskning og retsforfølgning af strafbare forhold samt beføjelser, der er

knyttet til ordenshåndhævelse. Dette indbefatter f.eks. civile medarbejderes

bevishåndtering, kriminalteknisk efterforskning, efterforskning af økono-

misk kriminalitet og it-kriminalitet mv. Politimæssige opgaver omfatter

endvidere tilsyns- og kontrolopgaver som f.eks. trafikkontrol, udstedelse af

tilladelser, paskontrolopgaver mv. Politiklageordningen vil endvidere om-

fatte det civile personales vejledning af borgere i forbindelse med vareta-

gelse af politimæssige opgaver, herunder det administrative personales va-

retagelse af 114-opkald. Endelig omfatter politimæssige opgaver, som opli-

stet i politilovens § 2, f.eks. forvaltning af hittegods, udstedelse af jagttegn

og varetagelse af kriminalregisteret.

For så vidt angår afgrænsningen af opgaver, der relaterer sig til retshåndhæ-

velse og strafforfølgning, henvises til lovforslagets pkt. 2.2.2.2.

Politiklagemyndighedens kompetence vil ikke omfatte øvrige opgaver som

støttefunktioner, regnskab, ledelsesunderstøttelse, kommunikation, perso-

naleadministration og lignende administrative funktioner.

Dette skyldes, at de pågældende opgaver i almindelighed ikke er borgerret-

tede eller har nær tilknytning til strafforfølgning, efterforskning, bevishånd-

tering mv., hvor borgeren måtte have en forventning om, at den pågældende

udøver politimæssige beføjelser.

Det almindelige kontorpersonale, servicemedarbejdere, administrations-

medarbejdere, studentermedhjælpere mv. vil som udgangspunkt ikke være

omfattet af politiklageordningen, idet disse medarbejdergrupper i alminde-

lighed ikke varetager politimæssige opgaver eller opgaver, der relaterer sig

til retshåndhævelse. Opgaverne vil typisk involvere personalehåndtering,

rekruttering, undervisning af medarbejdere, revision og bogføring, kopie-

ring af sagsakter og øvrige organisatoriske opgaver.

Uden for politiklageordningen falder klager, som omhandler materielle af-

gørelser og dispositioner i forbindelse med politiets sagsbehandling. Klager

over civile medarbejderes dispositioner bør ligeledes i udgangspunktet ikke

behandles af Politiklagemyndigheden, medmindre klagen har en nær sam-

menhæng med en adfærdsklage, som Politiklagemyndigheden behandler, jf.

forslagets § 1019 q, eller en igangværende efterforskning ved Politiklage-

myndigheden, jf. forslagets § 1020 i, stk. 2. Der henvises til lovforslagets §

1, nr. 16 og 21, og bemærkningerne hertil.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 2, 4 og 18, og bemærkningerne

hertil.

2.2.2.2. Personale ved anklagemyndigheden

I anklagemyndigheden er det i dag kun anklagere ved den lokale anklage-

myndighed og politipersonale i Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og

International Kriminalitet, der er omfattet af politiklageordningen. Andre

personalegrupper i anklagemyndigheden, herunder anklagere ved statsad-

vokaterne og Rigsadvokaten, er derimod ikke omfattet af politiklageordnin-

gen.

Det er Justitsministeriets opfattelse, at de hensyn, der ligger til grund for, at

anklagere i politikredsene er omfattet af klageordningen, ligeledes gør sig

gældende for anklagere ved den centrale anklagemyndighed.

Som anført i lovforslagets pkt. 2.2.1.1 fremgår det af betænkning nr.

1507/2009 om behandling af klager over politiet, side 174, at udvalget fandt,

at der for det juridiske personale gør sig andre hensyn gældende end for det

politiuddannede personales vedkommende. Inddragelsen af det juridiske

personale under politiklageordningen blev af udvalget nærmere set i sam-

menhæng med de situationer, hvor disse personer beskyldes for uhøflig op-

træden, urimelig sprogbrug, korruption eller lignende, hvilket efter udval-

gets opfattelse gør det hensigtsmæssigt, at denne gruppe er omfattet af ord-

ningen.. Anklagere ved statsadvokaterne og Rigsadvokaten og anklagerne i

politikredsene varetager imidlertid alle kerneopgaver med hensyn til udø-

velse af anklagemyndighed, herunder i form af beslutninger om og iværk-

sættelse af straffeprocessuelle skridt og tvangsindgreb over for borgerne.

Som ligeledes anført i lovforslagets pkt. 2.2.1.1 fremgår det af betænkning

nr. 1507/2009 om behandling af klager over politiet, side 174, at inddragel-

sen af det juridiske personale i politikredsene under politiklageordningen

var begrundet med de situationer, hvor personalet i forbindelse med borger-

kontakt beskyldes for uhøflig optræden, urimelig sprogbrug, korruption el-

ler lignende. Anklagere ved statsadvokaterne og Rigsadvokaten optræder

generelt over for borgerne i den samme type situationer som anklagerne i

politikredsene, f.eks. under retssagsbehandling og i forbindelse med sags-

behandling af straffesager mv.

Det er således Justitsministeriets opfattelse, at anklagere ved statsadvoka-

terne og Rigsadvokaten (anklagerfuldmægtige, anklagere, turnusanklagere,

senior- og specialanklagere, vicestatsadvokater, chefanklagere, statsadvo-

kater i den centrale anklagemyndighed og rigsadvokaten) ligesom ankla-

gerne i politikredsene bør være omfattet af politiklageordningen. Det samme

gælder personer, der er antaget til bistand for de offentlige anklagere ved

den retlige behandling af straffesager, jf. retsplejelovens § 100, stk. 2, § 103,

stk. 2 og 3, og § 104, stk. 2, når det drejer sig om forhold, der er relateret til

de pågældendes bistand som anklagemyndighed.

Politiklageordningen bør efter Justitsministeriets opfattelse ligeledes om-

fatte andre personalegrupper i anklagemyndigheden end anklagere, når de

pågældende varetager politimæssige opgaver eller opgaver, der relaterer sig

til retshåndhævelse og strafforfølgning.

For så vidt angår afgrænsningen af politimæssige opgaver henvises til lov-

forslagets pkt. 2.2.2.1.

Med opgaver, der relaterer sig til retshåndhævelse, forstås navnlig anklage-

myndighedens varetagelse af opgaver inden for strafferetsplejen med hen-

syn til strafforfølgning, herunder retssagsbehandling, gennemførelse af

straffeprocessuelle skridt eller tvangsindgreb over for borgerne og borger-

rettede opgaver i forbindelse med f.eks. straffuldbyrdelse og foranstalt-

ningsændringssager. Det vil endvidere omfatte andre retshåndhævende op-

gaver, hvor myndighedskompetencen over for borgerne er henlagt til ankla-

gemyndigheden, herunder opgaver om erstatning i anledning af strafferetlig

forfølgning, aktindsigt i straffesager, sager om tilhold, bortvisning og op-

holdsforbud og telefonbetjening af borgere, hvis der er tale om opgaver in-

den for strafferetsplejen med hensyn til strafforfølgning.

Endelig er det Justitsministeriets opfattelse, at politiklageordningen også

bør omfatte f.eks. civilt ansatte økonomer eller analytikere mv. ved Statsad-

vokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, der bidrager

med ekspertise i forbindelse med efterforskning, ransagning eller tekniske

undersøgelser mv., som henhører under politimæssige opgaver. Der henvi-

ses i den forbindelse til lovforslagets pkt. 2.2.2.1.

Politiklagemyndighedens kompetence omfatter ikke opgaver som støtte-

funktioner, regnskab, ledelsesunderstøttelse, personaleadministration, lig-

nende administrative funktioner mv. Der henvises i den forbindelse til lov-

forslagets pkt. 2.2.2.1.

Uden for politiklageordningen falder ligeledes klager, som omhandler ma-

terielle afgørelser og dispositioner i forbindelse med anklagemyndighedens

sagsbehandling. Der henvises i den forbindelse til lovforslagets pkt. 2.2.2.1.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 2, 4, og 18, og bemærkningerne

hertil.

2.3. Justering af ordningen med fartbøder til politiets personale i forbin-

delse med udrykningskørsel som led i tjenesten.

2.3.1. Gældende ret

Politiets personale har under visse betingelser mulighed for at overskride de

tilladte hastighedsbegrænsninger.

Det fremgår således af § 8, stk. 1, nr. 3, i bekendtgørelse nr. 154 af 25. fe-

bruar 2009 om udrykningskørsel som ændret ved bekendtgørelse nr. 900 af

25. juli 2017 (udrykningsbekendtgørelsen), at føreren af et udrykningskøre-

tøj i tilfælde, hvor det skønnes påtrængende nødvendigt, og hvis der samti-

dig udvises ganske særlig forsigtighed, kan undlade at følge reglerne i færd-

selslovens kapitel 5 om hastighed.

Det følger endvidere af bekendtgørelsens § 1, stk. 1, at udrykningskørsel

alene må ske, når det skønnes påtrængende nødvendigt af hensyn til politi-

mæssige opgaver, personredning, brand, forureningsuheld, færdselsuheld

eller afværgelse af omfattende skader i øvrigt.

Politiklagemyndigheden har som nævnt ovenfor under pkt. 2.2.1.1. bl.a. til

opgave at efterforske strafbare forhold begået af politipersonale i tjenesten.

Det fremgår af § 1020 b, stk. 1, i retsplejeloven, at sager om overtrædelse af

færdselslovens hastighedsbestemmelser, der er begået af politipersonale,

ikke efterforskes af Politiklagemyndigheden, hvis den pågældende erkender

sig skyldig, og hastighedsovertrædelsen ikke skønnes at ville medføre anden

sanktion end bøde eller betinget frakendelse af førerretten og hastigheds-

overtrædelsen ikke involverer tredjemand. Det følger modsætningsvis af be-

stemmelsen, at efterforskning af politiets hastighedsoverskridelser i øvrige

tilfælde som udgangspunkt foretages af Politiklagemyndigheden.

Det fremgår af retsplejelovens § 1020 b, stk. 2, at Politiklagemyndigheden

ikke efterforsker sager, hvor politidirektøren har vurderet, at der i forbin-

delse med politipersonales overtrædelse af færdselslovens hastighedsbe-

stemmelser er tale om udrykningskørsel i et køretøj mærket med politiets

kendetegn eller med synlige udrykningssignaler. Bestemmelsen indebærer

således, at en sag om overtrædelse af færdselslovens hastighedsbestemmel-

ser i et køretøj mærket med politiets kendetegn eller med synlige udryk-

ningssignaler alene vil blive forelagt for Politiklagemyndigheden, hvis po-

litidirektøren vurderer, at der ikke har været tale om udrykningskørsel i for-

bindelse med hastighedsoverskridelsen.

Når et politikøretøj overtræder færdselslovens hastighedsbestemmelser og

optages på et billede i forbindelse med Automatisk Trafikkontrol (ATK-

kontrol), eksempelvis i en såkaldt stærekasse, vil der automatisk blive ud-

stedt et bødeforelæg. Føreren kan herefter vedtage bødeforelægget eller

blive fritaget ved at godtgøre, at der har været tale om udrykningskørsel. I

sådanne sager vil politidirektøren vurdere, om der i det konkrete tilfælde var

tale om en lovlig udrykningskørsel.

2.3.2. Justitsministeriets overvejelser

Førere af udrykningskøretøjer, herunder politipersonalet, udfører et vigtigt

og betydningsfuldt arbejde. Da det er helt afgørende, at udrykningskøretøjer

kommer hurtigt frem til akutte situationer, vil de ofte have behov for at til-

sidesætte hastighedsgrænserne.

Det har vist sig, at beredskabspersonale og personale i politiet i praksis skal

bruge uforholdsmæssig lang tid på at blive fritaget for fartbøder, som de har

fået i forbindelse med lovlig udrykningskørsel.

Udrykningskøretøjer omfattet af udrykningsbekendtgørelsen oplever såle-

des udfordringer med fartbøder, der relaterer sig til ATK-kontrol, der fore-

tages af eksempelvis stærekasser. Dette skyldes, at billeder optaget af stæ-

rekasserne er i sort/hvid, og at der ikke er en ATK-operatør involveret. Det

er derfor ikke umiddelbart muligt ud fra billedet at konstatere, om køretøjet

foretager udrykningskørsel, og der er derfor behov for yderligere sagsbe-

handling for at konstatere, om køretøjet er under udrykning. I disse sager er

det nødvendigt, at politiet modtager nærmere oplysninger fra den pågæl-

dende myndighed, virksomhed eller politikreds om, hvorvidt der i det kon-

krete tilfælde er tale om udrykningskørsel.

I den øvrige ATK-kontrol, hvor kontrollen sker med ATK-vogne med en

tilknyttet operatør, kan der ske en umiddelbar frasortering af sagerne, da det

allerede ved registreringen kan konstateres, om køretøjet var under udryk-

ning.

Problemerne med fartbøder til udrykningskøretøjer har, for så vidt angår de

øvrige beredskabsaktører end politiet (f.eks. ambulancer, brandvæsen, akut-

læge mv.), kunnet løses administrativt ved at indføre en formodningsregel

om, at udrykningskøretøjer fotograferet i en stærekasse må formodes at være

under udrykning. Sideløbende med praksisændringen er der for så vidt angår

disse beredskabsaktører indført stikprøvekontrol kombineret med den eksi-

sterende dokumentation af udrykningskørsel.

Idet kontrollen med køretøjer, der er mærket med politiets kendetegn eller

med synlige udrykningssignaler er reguleret i retsplejelovens § 1020 b, stk.

2, har den administrative praksisændring for øvrige beredskabsaktører ikke

kunnet omfatte disse køretøjer.

Justitsministeriet vurderer, at der er behov for en ensretning af reglerne om

bødeforelæg til personale, der foretager udrykningskørsel i udrykningskø-

retøjer, således at formodningsreglen opstillet for det øvrige beredskab

(f.eks. ambulancer, brandvæsen, akutlæge mv.) ligeledes kan finde anven-

delse for politipersonale. Justitsministeriet finder i den forbindelse, at der

bør opstilles en formodning om, at køretøjer mærket med politiets kende-

tegn eller med synlige udrykningssignaler, der registreres i en hastigheds-

kontrol, har kørt lovlig udrykningskørsel, og at der derfor ikke meddeles et

bødeforelæg.

Det er således efter Justitsministeriets opfattelse afgørende, at beredskabet

og myndighederne kan bruge deres ressourcer på den bedst mulige måde

frem for at skulle bruge ressourcer på unødige sagsbehandlingsskridt (ikke

mindst i politikredsene) i forbindelse med at skulle bevise, at der har været

tale om udrykningskørsel i det pågældende tilfælde. Selvom hastighedskon-

trol er afgørende og vigtig for at sikre færdselssikkerheden og trygheden på

vejene må dette hensyn efter Justitsministeriets opfattelse

–

når det drejer

sig om politipersonale, der skal handle hurtigt i forbindelse med akutte situ-

ationer, og hvor tilsidesættelsen af hastighedsbegrænsninger kan være nød-

vendig

–

vige for hensynet til politiets arbejde.

Samtidig vurderer Justitsministeriet dog, at indførelse af en sådan formod-

ningsregel vil indebære en risiko for, at uberettigede hastighedsovertrædel-

ser begået af politipersonale ikke vil blive sanktioneret. Tal fra 2019 fra

Rigspolitiet viser, at der i ca. 5,5 pct. af alle sager om hastighedsovertrædel-

ser begået af politiets køretøjer, som blev registreret af stærekasser, er sket

betaling af bødeforelægget, hvilket må antages at være en erkendelse af ube-

rettiget hastighedsovertrædelse. I absolutte tal svarer det til ca. 57 sager.

Antallet af sager fra de øvrige beredskabsaktører viser, at 8 pct. af bødefo-

relæggene blev betalt, hvilket svarer til 42 sager. Endvidere viser tal fra Po-

litiklagemyndigheden, at myndigheden i ca. 15 pct. af alle ATK-sager, der

blev afgjort i 2019, fandt, at der var grundlag for at rejse tiltale for overtræ-

delse af hastighedsgrænserne, hvilket i absolutte tal svarer til 32 sager. Her-

til bemærkes, at Politiklagemyndigheden behandler sager, hvor der er tale

om politiets civile køretøjer og sager, hvor det af politidirektøren er vurde-

ret, at der ikke var tale om udrykningskørsel.

Justitsministeriet vurderer på den baggrund, at der som supplement til for-

modningsreglen bør indføres en stikprøvekontrol, hvor politiet efterprøver,

om der i tilfældigt udvalgte konkrete sager har været tale om udryknings-

kørsel. Opgaven med at gennemføre stikprøvekontrollen forventes i første

omgang at blive placeret hos Politiets Administrative Center.

2.3.3. Den foreslåede ordning

Med henblik på at sikre, at der som udgangspunkt ikke meddeles et bødefo-

relæg til førere af køretøjer mærket med politiets kendetegn eller med syn-

lige udrykningssignaler, der i forbindelse med udrykningskørsel registreres

i en hastighedskontrol, foreslås det at ændre retsplejelovens § 1020 b, stk.

2, om Politiklagemyndighedens kompetence til at efterforske sager om ha-

stighedsovertrædeler i forbindelse med politiets udrykningskørsel. Bestem-

melsen foreslås ændret således, at den formodningsregel, der gælder for de

øvrige beredskabsaktører om, at mærkede køretøjer, der registreres i en stæ-

rekasse, som udgangspunkt anses for at være under udrykning, ligeledes kan

finde anvendelse for køretøjer mærket med politiets kendetegn eller med

synlige udrykningssignaler.

Med den foreslåede nye affattelse af retsplejelovens § 1020 b, stk. 2, vil det

være fastsat, at Politiklagemyndigheden ikke efterforsker sager, hvor politi-

personale i forbindelse med udrykningskørsel overtræder færdselslovens

hastighedsbestemmelser i et køretøj mærket med politiets kendetegn eller

med synlige udrykningssignaler, medmindre der er konkret grundlag herfor.

Den foreslåede ændring af retsplejelovens § 1020 b, stk. 2, vil i praksis med-

føre, at der skal ske en frasortering af de sager, hvor det visuelt kan konsta-

teres ud fra det optagne billede, at der er tale om et udrykningskøretøj. Fra-

sorteringen foretages af politiet, som gennemgår sagerne manuelt.

Den foreslåede ordning indebærer, at politidirektøren i sager om politiper-

sonales overtrædelse af færdselslovens hastighedsbestemmelser i køretøjer

mærket med politiets kendetegn eller synlige udrykningssignaler, ikke læn-

gere skal vurdere, hvorvidt der i det konkrete tilfælde har været tale om ud-

rykningskørsel. Den foreslåede bestemmelse indebærer således, at sådanne

køretøjer, der f.eks. bliver registreret i en stærekasse, som udgangspunkt an-

ses for at udføre udrykningskørsel.

Det forudsættes, at der i lighed med ordningen for det øvrige beredskab,

foretages en stikprøvekontrol af tilfældige registrerede fartoverskridelser af

politikøretøjer, hvor det skal fastslås, at der var tale om en lovlig overtræ-

delse af hastighedsbegrænsningerne.

Stikprøvekontrollen vil ske på administrativt grundlag og vil i første om-

gang blive udført af Politiets Administrative Center. Det forudsættes, at stik-

prøvekontrollen skal omfatte et bredt udsnit af hastighedsovertrædelser.

Det følger af den foreslåede nyaffattelse af retsplejelovens § 1020 b, stk. 2,

at Politiklagemyndigheden, såfremt der er konkret grundlag herfor, fortsat

kan efterforske sager, hvor politipersonale i forbindelse med udryknings-

kørsel overtræder færdselslovens hastighedsbestemmelser i et køretøj mær-

ket med politiets kendetegn eller med synlige udrykningssignaler.

Såfremt det f.eks. ved stikprøvekontrollen eller på anden vis konstateres, at

der i en konkret sag ikke har været tale om en berettiget udrykningskørsel,

fremsendes sagen til Politiklagemyndigheden. Politiklagemyndigheden vil i

den forbindelse kunne afvise sagen eller indlede efterforskning. Når efter-

forskningen er afsluttet, sender Politiklagemyndigheden sagen til statsadvo-

katen med henblik på afgørelse af tiltalespørgsmålet, jf. retsplejelovens §

1020 e, stk. 1.

Politiklagemyndigheden vil efter omstændighederne også kunne efterforske

sager i øvrige situationer, hvor der måtte være konkret grundlag for at an-

tage, at overtrædelsen af færdselslovens hastighedsbestemmelser ikke er

sket i forbindelse med lovlig udrykningskørsel, eksempelvis ved anmeldelse

fra en borger eller lignende.

Den foreslåede ændring af retsplejelovens § 1020 b, stk. 2, finder efter sin

ordlyd alene anvendelse i forbindelse med politipersonalets færdsel i køre-

tøjer mærket med politiets kendetegn eller med synlige udrykningssignaler.

Bestemmelsen omfatter således ikke politiets civile køretøjer (ikke mærkede

med politiets kendetegn eller synlige udrykningssignaler). Når overtrædel-

ser af færdselslovens hastighedsbestemmelser sker i et civilt køretøj uden

synlige udrykningssignaler, skal sagen således fortsat overgives til Politi-

klagemyndigheden.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 21, og bemærkningerne hertil.

3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det

offentlige

Forslaget om oprettelse af Bevismiddeltilsynet, der vil blive placeret under

samme ledelse som Politiklagemyndigheden, forventes at medføre merud-

gifter på [5,5] mio. kr. i 2021 og herefter 9,5 mio. kr. årligt fra 2022 og frem.

Udgifterne kan i høj grad henføres til lønudgifter til en række medarbejdere,

som vil skulle varetage den nye opgave med at føre tematisk tilsyn med

tekniske beviser, samt at føre tilsyn med politiet og anklagemyndighedens

afdækning af og opfølgning på konkret konstaterede fejl ved behandlingen

af tekniske beviser.

Med henblik på at sikre understøttelsen af Bevismiddeltilsynets brede kom-

petence med hensyn til typen af tekniske beviser, der efter deres karakter er

meget forskelligartede, indgår der i også størrelsesordenen 1,6 mio. kr. årligt

til antagelse af ekstern ekspertbistand. Ekspertbistanden kan anvendes i de

tilfælde, hvor tilsynet ikke har den fornødne ekspertise i forhold til de en-

kelte bevistyper.

De årlige udgifter er udtryk for en overordnet ramme for tilsynets udgifter,

og der er derfor ikke fastsat mål for antallet af konkrete aktiviteter, f.eks.

antallet af tilsyn, der skal udføres, eller hvor mange tekniske bevistyper, der

skal undersøges.

Forslaget om oprettelse af Bevismiddeltilsynet forventes derudover at med-

føre merudgifter for politiet og anklagemyndigheden på henholdsvis 2,7 og

3,7-4,7 mio. kr. årligt. Politiets og anklagemyndighedens merudgifter vil

være relateret til f.eks. koordinering af bestillinger eller forespørgsler fra

Bevismiddeltilsynet, identificering, indhentelse og eventuel udarbejdelse af

skriftligt materiale, planlægning af og tilstedeværelse under eventuelle til-

synsbesøg mv. og inddragelse af ressourcer med faglig indsigt og kompe-

tencer vedrørende de enkelte efterforskningsmidler og bevistyper.

Gennemførte tilsyn vil som nævnt under pkt. 2.1.3.6 kunne munde ud i en

række anbefalinger til myndighederne, der skal foretage en nærmere vurde-

ring af, hvorvidt anbefalingerne skal udmøntes. Det bemærkes, at større ud-

gifter forbundet med en implementering af sådanne anbefalinger i øvrigt

ikke nødvendigvis i alle tilfælde vil kunne afholdes inden for politiets og

anklagemyndighedens eksisterende økonomiske rammer. Det bemærkes

endvidere, at der ikke med nærværende lovforslag er foretaget en vurdering

af eventuelle udgifter forbundet med Bevismiddeltilsynets fremtidige anbe-

falinger.

Der henvises til pkt. 2.1.3.1 og pkt. 2.1.3.4 for en nærmere beskrivelse af

tilsynets organisering og opgavevaretagelse.

Forslaget om at udvide Politiklagemyndighedens kompetence til

–

ud over

politipersonale

–

også at omfatte andet personale i politiet og anklagemyn-

digheden, som varetager politimæssige opgaver eller opgaver, der relaterer

sig til retshåndhævelse, forventes at medføre merudgifter for Politiklage-

myndigheden på i størrelsesordenen 1,2 mio. kr. årligt fra 2022 og frem.

Merudgifterne kan henføres til den øgede sagsbelastning, som Politiklage-

myndigheden forventes at have som følge at kompetenceudvidelsen.

Herudover forventes der at være begrænsede merudgifter for politiet og an-

klagemyndigheden, både centralt og lokalt, i forbindelse med understøttel-

sen af Politiklagemyndighedens arbejde. Det gælder både formyndigheder-

nes administrative og juridiske af sagerne samt i forbindelse med egentlig

ansættelsesretlig sagsbehandling. Eventuelle begrænsede merudgifter vil

blive afholdt inden for myndighedernes eksisterende økonomiske rammer.

Endelig bemærkes det, at lovforslaget efterlever principperne for digitalise-

ringsklar lovgivning, og at navnlig oprettelsen af Bevismiddeltilsynet er i

overensstemmelse med princippet om forebyggelse af bl.a. fejl. Tilsynet får

således hjemmel til at indhente og behandle relevante oplysninger for at fo-

rebygge fejlbehandling af tekniske beviser blandt straffesagens aktører.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet mv.

Lovforslaget har ingen økonomiske eller administrative konsekvenser for

erhvervslivet mv.

5. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget indebærer, at politiklageordningen udvides til

–

ud over poli-

tipersonale

–

at omfatte andet personale i politiet og anklagemyndigheden,

som varetager politimæssige opgaver eller opgaver, der relaterer sig til rets-

håndhævelse. Adfærdsklager og anmeldelser af strafbare forhold begået i

tjenesten vil således fremover skulle behandles af Politiklagemyndigheden

og ikke i henholdsvis politiet og anklagemyndigheden, afhængigt af hvor

den pågældende medarbejder er ansat.

Lovforslaget har dermed den positive konsekvens, at borgeren får en ensar-

tet retsstilling og en mulighed for at indbringe sådanne sager for Politikla-

gemyndigheden, uafhængigt af hvilken medarbejder sagen vedrører. Der vil

ikke længere være forskel på, om den person, der klages over, er politiud-

dannet, civilt ansat i politiet eller ansat ved anklagemyndigheden. Det afgø-

rende vil være, hvilke typer opgaver den pågældende varetager.

6. Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

7. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

8. Hørte myndigheder og organisationer mv.

Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 10. marts 2021 til den 7. april

2021 været sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer mv.:

Advokatrådet, Advokatsamfundet, Aalborg Universitet (Juridisk Fakultet),

Aarhus Universitet (Juridisk Fakultet), Akademikerne, Amnesty Internatio-

nal, Copenhagen Business School (CBS LAW

–

Institut for Ledelse, Politik

og Filosofi), Danmarks Jurist- og Økonomforbund, Danmarks Tekniske

Universitet (DTU Diplom

–

Center for Diplomingeniøruddannelse), Dansk

Arbejdsgiverforening, Danske Advokater, Danske Regioner, Datatilsynet,

Den Danske Akkrediteringsfond, Den Danske Dommerforening, Den Uaf-

hængige Politiklagemyndighed, Det Kriminalpræventive Råd, Digitalise-

ringsstyrelsen, Direktoratet for Kriminalforsorgen, Dommerfuldmægtigfor-

eningen, Domstolsstyrelsen, Fagbevægelsens Hovedorganisation, Forenin-

gen af Offentlige Anklagere, Foreningen af Statsadvokater, Fængselsfor-

bundet, HK Landsklubben Danmarks Domstole, HK Landsklubben Krimi-

nalforsorgen, HK Landsklubben Politiet, Ingeniørforeningen IDA, Institut

for Menneskerettigheder, IT-Branchen, IT-Politisk Forening, Justitia, KL,

Kriminalforsorgsforeningen, Københavns Universitet (Juridisk Fakultet),

Københavns Universitet (Retsmedicinsk Institut), Landsforeningen af For-

svarsadvokater, Landsforeningen KRIM, Politiforbundet, Politidirektørfor-

eningen, PROSA, Rigsadvokaten, Rigspolitiet, Retspolitisk Forening, Syd-

dansk Universitet (Juridisk Institut), Rådet for Digital Sikkerhed, samtlige

byretter, Tilsynet med Efterretningstjenesterne Vestre Landsret og Østre

Landsret.

9. Sammenfattende skema

Positive konsekven-

ser/mindreudgifter

(hvis ja, angiv om-

fang/Hvis nej, anfør

»Ingen«)

Økonomiske

konse- Ingen

kvenser for stat, kom-

muner og regioner

Negative konsekven-

ser/merudgifter

(hvis ja, angiv om-

fang/Hvis nej, anfør

»Ingen«)

Lovforslaget forven-

tes at medføre merud-

gifter på Justitsmini-

steriets område på i

alt [5,5] mio. kr. i

2021 og 10,5 mio. kr.

årligt fra 2022 og

frem for Politiklage-

myndigheden. For po-

litiet og anklagemyn-

digheden forventes

udgifter på hhv. 2,7

mio. kr. og 3,7-4,7

mio. kr. årligt fra

2022 og frem.

Lovforslaget forven-

tes at medføre merud-

Implementeringskonse- Ingen

kvenser for stat, kom-

muner og regioner

Økonomiske

konse-

kvenser for erhvervsli-

vet

Administrative konse-

kvenser for erhvervsli-

vet

Administrative konse-

kvenser for borgerne

Ingen

gifter på Justitsmini-

steriets område på i

alt [5,5] mio. kr. i

2021 og 10,5 mio. kr.

årligt fra 2022 og

frem for Politiklage-

myndigheden. For po-

litiet og anklagemyn-

digheden forventes

udgifter på hhv. 2,7

mio. kr. og 3,7-4,7

mio. kr. årligt fra

2022 og frem.

Ingen

Miljømæssige

kvenser

Udvidelsen af politi- Ingen

klageordningen sikrer,

at borgeren får en ens-

artet retsstilling og en

mulighed for at ind-

bringe sager for Politi-

klagemyndigheden,

idet sager, som om-

handler andet perso-

nale i politiet og an-

klagemyndigheden,

som varetager politi-

mæssige opgaver eller

opgaver, der relaterer

sig til retshåndhæ-

velse, vil skulle be-

handles af Politiklage-

myndigheden.

konse- Ingen

Ingen

Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige

aspekter.

Forholdet til EU-retten

Er i strid med de fem

principper for imple-

mentering af erhvervs-

rettet

EU-regule-

ring/Går videre end mi-

nimumskrav i EU-regu-

lering (sæt X)

Nej

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Retsplejelovens sjette afsnit har i dag overskriften »Den Uafhængige Politi-

klagemyndighed«. Med lovforslaget nyaffattes afsnittet, så det fremover

også regulerer Det Uafhængige Tilsyn med Bevismidler. Det foreslås på

denne baggrund, at overskriften til sjette afsnit ændres til »Den Uafhængige

Politiklagemyndighed og Det Uafhængige Tilsyn med Bevismidler«.

Til nr. 2

Det foreslås at nyaffatte retsplejelovens kapitel 11 a.

Til § 118

Det følger af den gældende bestemmelse i § 118, stk. 1, at Den Uafhængige

Politiklagemyndighed er en selvstændig myndighed, der ledes af Politikla-

gerådet og en direktør.

Det foreslås, at § 118, stk. 1, får samme ordlyd som i dag. Den foreslåede

bestemmelse er således en videreførelse af den gældende § 118, stk. 1. Dette

betyder, at Politiklagerådet fortsat vil have det overordnede ansvar for Poli-

tiklagemyndighedens virksomhed og fastlægge generelle overordnede ret-

ningslinjer for myndighedens arbejde. Det daglige ansvar for myndighedens

arbejde påhviler fortsat en direktør, der er chef for myndighedens medarbej-

dere. Sammensætningen skal sikre en god balance mellem den faglige del

af myndigheden, der skal forestå det daglige arbejde, og ekstern indflydelse

og kompetence i form af et råd, der som en slags bestyrelse eller kontrolin-

stans har det overordnede ansvar for myndighedens virke. Modellen inde-

bærer endvidere et lægt element i politiklagesystemet, ligesom et bredt sam-

mensat politiklageråd kan være med til at styrke Politiklagemyndighedens

uafhængighed.

Politiklagerådet kan endvidere behandle og træffe afgørelse i konkrete sa-

ger, der er af principiel karakter eller af betydelig almen interesse, eller som

af andre særlige grunde findes at burde afgøres af rådet. I andre sager træffes

afgørelsen af direktøren eller af den, som er bemyndiget hertil af rådet eller

direktøren.

Ud over direktøren består Politiklagemyndigheden af en souschef eller lig-

nende, der kan varetage direktørens funktioner, når denne ikke er til stede.

Myndigheden består desuden af et antal juridiske medarbejdere, en eller

flere efterforskningsledere, et antal faste efterforskere og administrativt per-

sonale. Bestemmelsen indebærer ikke særlige regler for sammensætningen

af personalet i Politiklagemyndigheden, f.eks. i relation til tidligere arbejde

i politiet og anklagemyndigheden. De enkelte medarbejdere i myndigheden

bør i deres daglige virke have for øje, at myndigheden er uafhængig af po-

litiet og anklagemyndigheden. Bestemmelsen indebærer dermed heller ikke

en »karantæneperiode« for tidligere medarbejdere i politiet eller anklage-

myndigheden.

Det følger af den gældende bestemmelse i § 118, stk. 2, at Politiklagemyn-

digheden behandler klager over politiet, jf. kapitel 93 b og efterforsker straf-

fesager mod politipersonale, jf. kapitel 93 c. Politiklagemyndigheden har

således til opgave at undersøge adfærdsklager over og efterforske strafbare

forhold begået i tjenesten. Ud over det politiuddannede personale er jurister,

der gør tjeneste i en politikreds eller hos Rigspolitiet, også omfattet af poli-

tiklageordningen.

Det foreslås, at

§ 118, stk. 2,

ændres, således at Politiklagemyndigheden

–

ud over klager over politipersonale og efterforskning af straffesager mod

politipersonale

–

også vil skulle behandle klager over andet personale i po-

litiet og anklagemyndigheden, jf. kapitel 93 b, og efterforsker straffesager

mod andet personale i politiet og anklagemyndigheden, jf. kapitel 93 c, som

varetager politimæssige opgaver eller opgaver, der relaterer sig til retshån-

dhævelse.

Den foreslåede ændring vil ikke medføre ændringer i forhold til politiperso-

nalet, som fortsat vil være opfattet af Politiklagemyndighedens kompetence.

Andet personale i politiet og anklagemyndigheden vil i medfør af den fore-

slåede ændring være omfattet af Politiklagemyndighedens kompetence, hvis

de pågældende varetager politimæssige opgaver eller opgaver, der relaterer

sig til retshåndhævelse. Med den foreslåede udvidelse sigtes således til civilt

personale i politiet og ansatte ved den centrale anklagemyndighed (statsad-

vokaterne og Rigsadvokaten).

Politimæssige opgaver skal afgrænses efter politilovens § 2 og knytter sig

først og fremmest til forebyggelse, efterforskning og retsforfølgning af straf-

bare forhold samt beføjelser, der er knyttet til ordenshåndhævelse. Dette

indbefatter f.eks. civile medarbejderes bevishåndtering, kriminalteknisk ef-

terforskning, efterforskning af økonomisk kriminalitet og it-kriminalitet mv.

Politimæssige opgaver omfatter endvidere tilsyns- og kontrolopgaver, som

f.eks. trafikkontrol, udstedelse af tilladelser, paskontrolopgaver mv. Politi-

klageordningen vil endvidere omfatte det civile personales vejledning af

borgere i forbindelse med varetagelse af politimæssige opgaver, herunder

det administrative personales varetagelse af 114-opkald. Endelig omfatter

politimæssige opgaver, som oplistet i politilovens § 2, f.eks. forvaltning af

hittegods, udstedelse af jagttegn og varetagelse af kriminalregisteret.