REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 219: Udkast til forslag til lov om ændring af straffeloven, lov om fuldbyrdelse af straf m.v. og udlændingeloven (Afsoningsvilkår for udvisningsdømte kriminelle), fra justitsministeren

Retsudvalget 2020-21
REU Alm.del Bilag 219
Offentligt

Dato:

Kontor:

Straffuldbyrdelseskonto-

ret

Sagsbeh: Karen Brøgger Nielsen

Sagsnr.: 2020-731-0065

Dok.:

1842111

Slotshmgade1026Købnv.TF

w.justimnerdk

[email protected]

+4572680391

Forslag

til

Lov om ændring af straffeloven, lov om fuldbyrdelse af straf m.v. og

udlændingeloven

(Afsoningsvilkår for udvisningsdømte kriminelle)

§1

I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1650 af 17. november 2020, som

ændret ved lov nr. 1832 af 8. december 2020 og lov nr. 2208 af 29. december

2020, foretages følgende ændring:

§ 38

indsættes som

stk. 8:

»Stk. 8.

Prøveløsladelse af en indsat, der er udvist af landet ved dom, kan

ikke ske, hvis den pågældende ikke giver sit samtykke til fortsat afsoning i

hjemlandet og betingelserne for at anmode om overførsel i henhold til lov

om fuldbyrdelse af straf m.v. eller i regler udstedt i medfør heraf er opfyldt.«

§2

I lov om fuldbyrdelse af straf m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9.

december 2019, foretages følgende ændringer:

§ 20

indsættes som

stk. 4:

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

T +45 7226 8400

F +45 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 219: Udkast til forslag til lov om ændring af straffeloven, lov om fuldbyrdelse af straf m.v. og udlændingeloven (Afsoningsvilkår for udvisningsdømte kriminelle), fra justitsministeren

»Stk. 4.

Fængselsstraf

for en indsat, der er udvist af landet ved dom, kan

fuldbyrdes i den pågældendes hjemland.

Justitsministeren fastsætter nær-

mere regler for, i hvilke tilfælde en indsat, der er udvist af landet ved dom,

kan forsøges overført til afsoning i hjemlandet.«

§ 22

indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

»Stk.

Fængselsstraf for en indsat, der er udvist af landet ved dom, skal

ske i lukket fængsel. Fuldbyrdelsen af straffen kan dog ske i åbent fængsel,

hvis det ikke findes betænkeligt efter det i øvrigt oplyste om den dømte.«

Stk. 3-6 bliver herefter stk. 4-7.

§ 23

indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk.

Fængselsstraf for en indsat, der er udvist af landet ved dom, skal

så vidt muligt fuldbyrdes i udvisningsfængsel eller udvisningsafdeling.«

Stk. 2 bliver herefter stk. 3.

§ 23, stk. 2,

der bliver stk. 3, indsættes efter »stk. 1, 1. pkt.,«: »og stk.

2«.

§ 26, stk. 1, nr. 7,

indsættes efter »personlige«: »eller udrejsemæs-

sige«.

§ 26

indsættes som

stk. 3:

»Stk. 3.

En indsat, der er udvist af landet ved dom, og som er placeret i et

almindeligt lukket fængsel på baggrund af et samtykke til at blive overført

til fortsat afsoning i hjemlandet, skal overføres til udvisningsfængsel eller

udvisningsafdeling, hvis samtykket tilbagekaldes, medmindre hensynene i

§ 23, stk. 3, taler imod.«

§ 42, stk. 5,

indsættes efter »stk. 1 og 2«: », herunder regler om ydelser

til visse udvisningsdømte,«, og efter »stk. 3 og 4« indsættes: », herunder om

andelen af vederlaget, der skal opspares for visse udvisningsdømte«.

§ 79

indsættes som

stk. 3:

»Stk. 3.

Justitsministeren fastsætter regler om adgang til fremrykning af

tidspunktet for prøveløsladelse i medfør af straffelovens § 38, stk. 1, under

hensyn til kapaciteten i kriminalforsorgens institutioner vedrørende udvis-

ningsdømte afsonere. Det er en forudsætning, at den dømte har udstået halv-

delen af straffetiden, dog mindst 2 måneder, og at hensynet til retshåndhæ-

velsen ikke skønnes at tale imod.«

§3

I udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1513 af 22. oktober 2020,

som ændret senest ved lov nr. 131 af 30. januar 2021, foretages følgende

ændring:

§ 43, stk. 2,

indsættes som 6. pkt.:

»Udgifterne, der er forbundet med udrejsen for en udlænding, der er ud-

vist af landet ved dom, og som samtykker til overførsel til afsoning i hjem-

landet, afholdes endeligt af statskassen, såfremt betingelserne for at blive

overført til fortsat afsoning i hjemlandet i henhold til lov om fuldbyrdelse af

straf m.v. eller i regler udstedt i medfør heraf i øvrigt er opfyldt.«

§4

Loven træder i kraft den [ ] 2021.

§5

Stk. 1.

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2.

Lovens § 2 kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i

kraft for Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger.

Stk. 3.

Lovens § 3 kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i

kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøske og grøn-

landske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indhold

1. Indledning

.............................................................................................. 6

Internationale aftaler om overførsel

...................................................... 7

2.1. Den europæiske konvention om overførsel med tilhørende protokol

2.2. Rammeafgørelsen om anvendelse af princippet om gensidig

anerkendelse på domme i straffesager om idømmelse af frihedsstraffe

eller frihedsberøvende foranstaltninger med henblik på fuldbyrdelse i

Den Europæiske Union

........................................................................... 8

2.3. Samarbejde med Finland, Island, Norge og Sverige angående

fuldbyrdelse af straf mv.

.......................................................................... 9

3. Lovforslagets hovedpunkter

................................................................. 9

3.1. Afskaffelse af prøveløsladelse for udvisningsdømte, der ikke samtykker

til overførsel

................................................................................................ 9

3.1.1. Gældende ret

............................................................................ 9

3.1.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede

ordning

................................................................................................ 11

3.2. Overførsel af visse udvisningsdømte til afsoning i hjemlandet

.......... 12

3.2.1. Gældende ret

............................................................................... 12

3.2.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede

ordning

................................................................................................ 12

3.3. Valg af afsoningsinstitution mv. og senere overførsel mellem

afsoningsinstitutioner

................................................................................ 13

3.3.1. Gældende ret

.......................................................................... 13

3.3.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede

ordning

................................................................................................ 15

3.4. Vederlag og opsparing

....................................................................... 18

3.4.1. Vederlag for beskæftigelse

.................................................. 18

3.4.1.1. Gældende ret

....................................................................... 18

3.4.1.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede

ordning

................................................................................................ 19

3.4.2. Opsparing af vederlag

................................................................. 20

3.4.2.1. Gældende ret

....................................................................... 20

3.4.2.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

..... 20

3.5. Fremrykket prøveløsladelse

............................................................... 21

3.5.1. Gældende ret

.......................................................................... 21

3.5.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

........ 21

3.6. Afholdelse af udgifter til udvisningsdømtes hjemrejse

........ 23

3.6.1. Gældende ret

............................................................................... 23

3.6.2. Regeringens overvejelser og den foreslåede ordning

................. 24

4. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det

offentlige

................................................................................................... 25

5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet mv.

................................................................................................................... 25

6. Administrative konsekvenser for borgerne

...................................... 26

7. Miljømæssige konsekvenser

............................................................... 26

8. Forholdet til EU-retten

....................................................................... 26

9. Hørte myndigheder og organisationer mv.

....................................... 26

10. Sammenfattende skema

.................................................................... 26

1. Indledning

Regeringen er meget optaget af, at vores pressede fængsler ikke fyldes op

af udvisningsdømte udlændinge. Det er ikke rimeligt, at danske skatteydere

skal betale for udvisningsdømtes ophold i danske fængsler. De har vendt det

danske samfund ryggen og skal derfor hurtigst muligt sendes ud af landet.

Det er derfor regeringens klare ambition, at så mange udvisningsdømte ud-

lændinge som muligt overføres til afsoning i hjemlandet.

Formålet med lovforslaget er at iværksætte foranstaltninger, der skal med-

virke til at motivere udvisningsdømte til at samtykke til at blive overført til

fortsat afsoning i hjemlandet.

Erfaringen fra sager om overførsel af domfældte til fortsat afsoning i udlan-

det viser således, at det har en meget stor

–

og i nogle tilfælde afgørende

–

positiv betydning for muligheden for at overføre domfældte, at de pågæl-

dende samtykker til overførslen.

Udvisningsdømte, der er statsborgere i et land, med hvilket der er etableret

en aftale om overførsel, vil som udgangspunkt blive spurgt umiddelbart ef-

ter indsættelsen til afsoning, om de ønsker at blive overført til afsoning i

hjemlandet. Hovedparten af de adspurgte ønsker ikke at blive overført. De

hyppigst forekommende begrundelser for ikke at samtykke er hjemlandets

fængselsforhold over for forholdene i Danmark, tidlig prøveløsladelse i

Danmark, tilknytning til Danmark i forhold til hjemlandet og forholdene i

hjemlandet i øvrigt.

Det er hensigten med lovforslaget, at udvisningsdømte ved indsættelsen til

afsoning i et dansk fængsel fremover præsenteres for to forskellige scenarier

i forhold til vilkår for afsoning mv. Der lægges med forslaget op til, at ud-

visningsdømte, der giver samtykke til overførsel til afsoning i hjemlandet,

vil kunne opnå fordele, mens udvisningsdømte, der ikke vil samtykke, vil

opleve forringede afsoningsvilkår i forhold til i dag.

Tiltagene skal ikke indføres i forhold til alle udvisningsdømte, men skal

målrettes mod de udvisningsdømte, der er statsborgere i et land, hvor der er

etableret en aftale om overførsel af domfældte fra Danmark, og hvor betin-

gelserne for at kunne overføre den pågældende er opfyldt. Tiltagene vil så-

ledes f.eks. ikke finde anvendelse på de udvisningsdømte, hvor det ikke tids-

mæssigt er muligt at gennemføre en overførsel, eller hvor overførsel til

hjemlandet vurderes at være i strid med Danmarks internationale forpligtel-

ser.

Med lovforslaget tilvejebringes endvidere tydelig hjemmel til placeringen

af udvisningsdømte i lukkede fængsler, herunder i udvisningsfængsel eller

udvisningsafdeling. Disse ændringer har betydning for alle udvisnings-

dømte uanset muligheden for overførsel til afsoning i hjemlandet.

Internationale aftaler om overførsel

For Danmarks vedkommende findes der tre multilaterale instrumenter, der

omhandler overførsel. Herudover er der indgået enkelte bilaterale aftaler.

2.1. Den europæiske konvention om overførsel med tilhørende protokol

De grundlæggende internationale regler om overførsel til lande uden for

Norden og Den Europæiske Union findes i den europæiske konvention af

21. marts 1983 om overførelse af domfældte (herefter »1983-konventio-

nen«).

1983-konventionen og tillægsprotokollen er gennemført i dansk ret ved lov

om international fuldbyrdelse af straf mv., jf. lovbekendtgørelse nr. 740 af

18. juli 2005.

Efter konventionen kan en dømt person overføres til det land, hvor den på-

gældende er statsborger, for lovovertrædelser, der også er strafbare i hjem-

landet, hvis den pågældende samtykker til overførslen, og den pågældende

mangler at udstå mindst 6 måneder af straffen.

Hvis hjemlandet tillige har tiltrådt tillægsprotokollen til konventionen, kan

der som udgangspunkt ske overførsel uden den dømtes samtykke, hvis den

pågældende er undveget fuldbyrdelsen i domslandet. Yderligere kan hjem-

landet beslutte at acceptere overførsel uden den dømtes samtykke, hvis den

pågældende er dømt til udvisning.

Der er ikke i konventionen fastsat tidsmæssige kriterier for behandlingen af

en anmodning om overførsel.

2.2. Rammeafgørelsen om anvendelse af princippet om gensidig anerken-

delse på domme i straffesager om idømmelse af frihedsstraffe eller friheds-

berøvende foranstaltninger med henblik på fuldbyrdelse i Den Europæiske

Union

Inden for Den Europæiske Union anvendes Rådets rammeafgørelse

2008/909/RIA af 27. november 2008 om anvendelse af princippet om gen-

sidig anerkendelse på domme i straffesager om idømmelse af frihedsstraffe

eller frihedsberøvende foranstaltninger med henblik på fuldbyrdelse i Den

Europæiske Union.

Rammeafgørelsen er gennemført i dansk ret ved lov om fuldbyrdelse af

visse strafferetlige afgørelser i Den Europæiske Union, jf. lovbekendtgø-

relse nr. 213 af 22. februar 2013.

Rammeafgørelsen er siden suppleret ved Rådets rammeafgørelse

2009/299/RIA om ændring af en række rammeafgørelser med henblik på

styrkelse af personers proceduremæssige rettigheder og fremme af anven-

delsen af princippet om gensidig anerkendelse i forbindelse med afgørelser

afsagt, uden at den pågældende selv var til stede under retssagen.

Der kan som udgangspunkt ske overførsel til den medlemsstat, hvor den

domfældte er statsborger, og som samtidig er den medlemsstat, hvor ved-

kommende bor, eller som den pågældende efter strafafsoningen vil blive

udvist til. I disse situationer kræves den pågældendes samtykke ikke.

Der kan yderligere ske overførsel til en anden medlemsstat, hvis den dom-

fældte samtykker, og den anden medlemsstat giver sin accept til fremsen-

delse af dommen og attesten til denne medlemsstat. Justitsministeriet forsø-

ger f.eks. at få tredjelandsborgere overført til andre medlemsstater, hvis den

pågældende oplyser at have en tilknytning til medlemsstaten i form af

adresse, familie eller tidligere arbejde.

Medlemsstater kan give afslag på overførsel under forskellige omstændig-

heder, f.eks. hvis lovovertrædelsen ikke er strafbar i fuldbyrdelsesstaten,

hvis fuldbyrdelsen af sanktionen vil stride mod

ne bis in idem-princippet,

hvilket indebærer, at der ikke må ske domfældelse for den samme lovover-

trædelse flere gange, hvis sanktionen ikke kan fuldbyrdes på grund af for-

ældelse i henhold til fuldbyrdelsesstatens lovgivning, hvis sanktionen ved-

rører en person, som i henhold til fuldbyrdelsesstatens lovgivning på grund

af sin alder ikke kan gøres strafferetligt ansvarlig for de handlinger, der lig-

ger til grund for dommen, eller hvis dommen er afsagt in absentia, uden at

bestemte procedurer er anvendt.

Den afslagsgrund, der i praksis har størst betydning, er situationen, hvor der

på det tidspunkt, hvor den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten

modtog dommen, mangler at blive afsonet mindre end seks måneder af

sanktionen.

Det er i rammeafgørelsen forudsat, at den endelige afgørelse om anerken-

delse af dommen og fuldbyrdelse af sanktionen træffes senest 90 dage efter

modtagelsen af dommen og attesten, og at den domfældte overføres til fuld-

byrdelsesstaten senest 30 dage efter, at fuldbyrdelsesstatens endelige afgø-

relse om at anerkende dommen og fuldbyrde sanktionen er truffet.

2.3. Samarbejde med Finland, Island, Norge og Sverige angående fuldbyr-

delse af straf mv.

Det følger af lov om samarbejde mellem Finland, Island, Norge og Sverige

angående fuldbyrdelse af straf mv., jf. lovbekendtgørelse nr. 555 af 25. maj

2011, at straf af fængsel, der er idømt ved dansk domstol, kan fuldbyrdes i

Finland, Island, Norge eller Sverige, såfremt den dømte på det tidspunkt, da

straffen skal fuldbyrdes, har statsborgerret eller bopæl i det pågældende

land. Det samme gælder, såfremt den dømte opholder sig i det pågældende

land, og det findes mest hensigtsmæssigt, at fuldbyrdelsen finder sted dér.

Det er ikke i loven en forudsætning for overførsel, at den pågældende sam-

tykker.

3. Lovforslagets hovedpunkter

3.1. Afskaffelse af prøveløsladelse for udvisningsdømte, der ikke samtykker

til overførsel

3.1.1. Gældende ret

Det følger af straffelovens § 38, stk. 1, at når to tredjedele af straffetiden,

dog mindst 2 måneder, er udstået, afgør justitsministeren eller den, han be-

myndiger dertil, om den dømte skal løslades på prøve.

Efter straffelovens § 38, stk. 2, kan løsladelse på prøve ske tidligere, når

særlige omstændigheder taler derfor, og den dømte har udstået halvdelen af

straffetiden, dog mindst 2 måneder.

Bestemmelsen anvendes først og fremmest til tidlig løsladelse af udvis-

ningsdømte. Tidligere blev udlændinge, der efter strafudståelsen skulle ud-

vises, efter fast praksis prøveløsladt ved udståelsen af 7/12 af straffetiden.

Praksis blev ændret i 2003, så udenlandske indsatte, der udstod fængsels-

straf i indtil 8 år, og som efter udståelse af straffen skulle udvises med et

indrejseforbud gældende for bestandig, skulle løslades på prøve i henhold

til straffelovens § 38, stk. 2, når halvdelen af straffetiden, dog mindst 2 må-

neder, var udstået. Udenlandske indsatte med et tidsbegrænset indrejsefor-

bud, skulle således stadig løslades på prøve i henhold til straffelovens § 38,

stk. 2, når 7/12 af straffetiden, dog mindst 2 måneder, var udstået.

I 2012 blev praksis igen ændret, dels så prøveløsladelse i de pågældende

tilfælde fremover ville kunne ske mod udlændingens eget ønske, dels såle-

des at også de udlændinge, hvis indrejseforbud er blevet meddelt for en tids-

begrænset periode, ville kunne prøveløslades efter afsoning af halvdelen

(mod 7/12) af straffetiden (dog mindst 2 måneder).

Baggrunden for tiltaget var at begrænse den tid, som en udvisningsdømt ud-

lænding skal afsone i fængsel, således at kapacitetspresset på kriminalfor-

sorgens institutioner blev lettet.

Det er en forudsætning for prøveløsladelsens iværksættelse, at prøveløsla-

delsen ikke skønnes utilrådelig, og at udvisningen kan effektueres umiddel-

bart efter prøveløsladelsen. En retlig hindring for at gennemføre udvisnin-

gen kan f.eks. foreligge, hvis den indsatte har indgivet ansøgning om op-

holdstilladelse i Danmark, og den indsatte efter udlændingeloven har ret til

at opholde sig her i landet, mens ansøgningen om opholdstilladelse behand-

les. Foreligger den retlige hindring for at gennemføre udvisningen fortsat,

når den indsatte har udstået to tredjedele af straffetiden, men er betingel-

serne for løsladelse efter straffelovens § 38, stk. 1, til stede, herunder at prø-

veløsladelsen ikke skønnes utilrådelig, vil prøveløsladelse efter denne be-

stemmelse kunne ske på dette tidspunkt.

3.1.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Justitsministeriet har gennemgået 264 overførselssager oprettet i perioden

1. januar 2018 til 5. august 2020, hvor den udvisningsdømte var statsborger

i et land, hvor der er etableret en aftale om overførsel, og hvor den pågæl-

dende var idømt fængselsstraf. I de pågældende sager ville 191 udvisnings-

dømte ikke samtykke. Blandt de 172 udvisningsdømte, som havde begrun-

det, hvorfor de ikke ville samtykke, var tidlig prøveløsladelse angivet som

en af de hyppigste begrundelser for ikke at samtykke.

Det vurderes derfor, at en afgørende motivationsfremmende foranstaltning

for at sikre, at så mange som muligt vil samtykke til at lade sig overføre til

afsoning i hjemlandet, er helt at afskaffe retten til prøveløsladelse for ind-

satte, der er udvist af landet ved dom, og hvor betingelserne for at blive

overført til fortsat afsoning i hjemlandet er opfyldt, hvis den pågældende

ikke samtykker til overførslen.

Ved en overførsel til hjemlandet er det hjemlandets fuldbyrdelsesregler, her-

under regler for prøveløsladelse, der finder anvendelse. Da de domfældte

kan være i tvivl om, hvornår de vil blive prøveløsladt i hjemlandet, hvis de

bliver overført til afsoning, og da danske myndigheder ikke vil være i stand

til at give dem et sikkert svar på det, foreslås det helt at afskaffe retten til

prøveløsladelse for indsatte, der er udvist af landet ved dom, og hvor betin-

gelserne for at blive overført til fortsat afsoning i hjemlandet er opfyldt, hvis

den pågældende ikke samtykker til overførslen. På den måde vil det være

tydeligt, at en overførsel ikke kan betyde en længere afsoning end i Danmark

uanset hjemlandets regler og praksis for prøveløsladelse.

Det foreslås således, at prøveløsladelse af en indsat, der er udvist af landet

ved dom, ikke kan ske, hvis den pågældende ikke giver sit samtykke til fort-

sat afsoning i hjemlandet og betingelserne for at anmode om overførsel i

henhold til lov om fuldbyrdelse af straf m.v. eller i regler udstedt i medfør

heraf er opfyldt, jf. forslaget til straffelovens § 38, stk. 8.

Det foreslås, at der vil blive fastsat nærmere regler for, i hvilke tilfælde en

indsat, der er udvist af landet ved dom, vil blive forsøgt overført til afsoning

i hjemlandet, jf. forslaget til et nyt stk. 4 i straffuldbyrdelseslovens § 20. Der

henvises i øvrigt til pkt. 3.2.2.

3.2. Overførsel af visse udvisningsdømte til afsoning i hjemlandet

3.2.1. Gældende ret

Det er justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil, der træffer

beslutning om at anmode en anden medlemsstat i Den Europæiske Union

om at overtage fuldbyrdelsen af en fængselsstraf eller andre retsfølger af

frihedsberøvende karakter, der er idømt her i landet, når det må antages at

kunne lette den domfældtes sociale reintegration efter fuldbyrdelsen, jf. §

60 a, stk. 1, i lovbekendtgørelse nr. 213 af 22. februar 2013 om fuldbyrdelse

af visse strafferetlige afgørelser i Den Europæiske Union.

Det er ligeledes justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil,

der træffer beslutning om at anmode en anden stat om, at en dømt person

kan overføres fra Danmark til afsoning i hjemlandet efter den europæiske

konvention af 21. marts 1983 om overførelse af domfældte, jf. § 2, stk. 2, i

lovbekendtgørelse nr. 740 af 18. juli 2015 om international fuldbyrdelse af

straf mv.

Kriterierne for at anmode om overførsel af domfældte til afsoning i andre

lande er ikke nærmere reguleret.

3.2.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Der lægges med forslaget op til, at justitsministeren fastsætter nærmere reg-

ler for, i hvilke tilfælde udvisningsdømte vil blive forsøgt overført til afso-

ning i hjemlandet, jf. forslaget til § 20, stk. 4.

Det forudsættes, at der i bekendtgørelse vil blive fastsat regler om, hvilke

lande der vil være omfattet. Udgangspunktet vil være, at betingelserne for

at overføre udvisningsdømte, der er statsborgere i et nordisk land, i en med-

lemsstat i EU eller i et land, der har tiltrådt 1983-konventionen, vil være

opfyldt for så vidt angår de pågældende. Det vil endvidere blive fastslået, at

der ikke vil kunne ske overførsel til lande, hvor overførslen til hjemlandet

vurderes at stride mod Danmarks internationale forpligtelser (forbuddet

mod

refoulement),

og hvor det pågældende land ikke kan stille en garanti

for, at den pågældende vil blive behandlet i overensstemmelse hermed.

Hvis Justitsministeriet bliver bekendt med, at nogle lande ikke vil anerkende

bestemte lovovertrædelser, anses betingelserne for overførsel af udvisnings-

dømte, der primært er straffet for denne lovovertrædelse, til disse lande ikke

for opfyldt. Dette vil tillige fremgå af bekendtgørelsen.

Det forudsættes, at der i bekendtgørelsen vil blive fastsat tidsmæssige krite-

rier som betingelse for overførsel. Da både 1983-konventionen og ramme-

afgørelsen giver mulighed for at afslå overførsel, hvis der mangler at blive

afsonet mindre end seks måneder af straffen, vil dette danne basis for fast-

sættelse af kriteriet. Derudover vil der blive taget højde for den tid, sagsbe-

handlingen i Danmark forventes at tage inklusive oversættelse til hjemlan-

dets sprog, ligesom der forudsættes at være et antal måneder til datoen for

afsoning af halvdelen af straffen.

Der forventes endvidere fastsat regler om, under hvilke betingelser et sam-

tykke fra domfældte anses for givet, og under hvilke omstændigheder et

samtykke anses for tilbagekaldt.

Samtykke forudsættes at skulle gives udtrykkeligt ved den pågældendes un-

derskrift. Samtykket vil kunne tilbagekaldes på et hvilket som helst tids-

punkt forud for gennemførelsen af overførslen. Ud over en udtrykkelig til-

bagekaldelse af samtykket, vil den udvisningsdømtes adfærd også kunne

betragtes som tilbagekaldelse af et samtykke. Således vil en klage over

hjemlandets afgørelse om, at den pågældende kan overføres til afsoning som

udgangspunkt skulle betragtes som tilbagekaldelse af et samtykke. Tilsva-

rende vil gøre sig gældende, hvis den pågældende begærer spørgsmålet om

udvisningens ophævelse indbragt for retten i medfør af udlændingelovens §

50, stk. 1, eller hvis den pågældende søger asyl i Danmark.

Endelig forventes der fastsat regler om, at rettigheder, der er opnået på bag-

grund af et samtykke, bortfalder samtidig med, at samtykket tilbagekaldes.

Der henvises i øvrigt til § 2 og bemærkningerne hertil.

3.3. Valg af afsoningsinstitution mv. og senere overførsel mellem afsonings-

institutioner

3.3.1. Gældende ret

Udvisningsdømte udlændinge anbringes som hovedregel i lukket fængsel i

medfør af straffuldbyrdelseslovens § 22, stk. 4, nr. 1, hvoraf følger, at fuld-

byrdelse af straf i fængsel kan ske i lukket fængsel, hvis der efter de i øvrigt

foreliggende oplysninger om den dømte og efter kriminalitetens art er be-

stemte grunde til at antage, at den dømte ved anbringelse i åbent fængsel vil

undvige. Efter praksis bliver udvisningsdømte, der er varetægtsfængslet ef-

ter dom, anbragt i lukket fængsel.

Efter praksis sker anmeldelse af udvisningsdømte til åbent fængsel, jf. straf-

fuldbyrdelseslovens § 22, stk. 1, som hovedregel, hvis de pågældende møder

fra fri fod og altså ikke har været varetægtsfængslet, efter dommen blev af-

sagt, hvis betingelserne efter lovens § 22, stk. 2-6, ikke er til stede, hvilket

f.eks. kan være tilfældet, når straffen er på 5 år eller mere, eller hvis det må

anses for nødvendigt for at forebygge overgreb på andre i institutionen eller

på den indsatte selv, eller hvis der er risiko for, at den pågældende vil und-

vige. Der er tilfælde, hvor der kan være bestemte grunde til, at anbringelse

i åbent fængsel ikke er formålstjenligt, f.eks. hvis det på baggrund af tidli-

gere afsoning vurderes, at der er risiko for, at den dømte vil begå groft di-

sciplinært forhold i fængslet, eller fordi den dømte er banderelateret. I så-

danne tilfælde bliver den dømte som udgangspunkt placeret i lukket fæng-

sel.

Udvisningsdømte er omfattet af reglerne om begrænsninger for udvisnings-

dømte udlændinge, f.eks. i forhold til undervisning mv. De gældende regler

om begrænsninger i de pågældendes rettigheder er således ikke afhængig af,

hvilken institutionstype de dømte placeres i.

Med aftalen om kriminalforsorgens økonomi 2018-2021 blev det besluttet

at etablere et udvisningsfængsel i Ringe Fængsel, som skal huse de udvis-

ningsdømte udlændinge, der tidligere har været indsat på de særlige udrej-

seafdelinger i Nyborg Fængsel og Enner Mark Fængsel. Det er således mål-

sætningen så vidt muligt at samle udvisningsdømte i Ringe Fængsel eller i

nærheden heraf.

Da behovet for udvisningspladser overstiger kapaciteten i Ringe Fængsel,

og da både sikkerhedsmæssige og belægsmæssige hensyn gør det nødven-

digt at opretholde pladser til gruppen af udvisningsdømte udlændinge i et af

de store lukkede fængsler, har kriminalforsorgen bevaret og etableret yder-

ligere et antal øremærkede udvisningspladser i Nyborg Fængsel med hen-

blik på at anvende Nyborg Fængsel som det primære supplement til udvis-

ningsfængslet i Ringe.

Ringe Fængsel og Nyborg Fængsel er placeret geografisk tæt, hvilket giver

mulighed for fleksibelt at flytte udvisningsdømte mellem de to institutioner,

f.eks. når sikkerhedsmæssige forhold tilsiger dette.

Derudover placeres udvisningsdømte i øvrigt i arresthuse i alle kriminalfor-

sorgsområder i tilfælde, hvor afsoning indtil udsendelse er kortvarig, eller

hvor andre forhold, herunder kapacitetsmæssige eller sikkerhedsmæssige,

tilsiger en sådan placering.

Derudover kan der opstå behov for at placere udvisningsdømte i øvrige in-

stitutioner, herunder de øvrige store lukkede fængsler, når f.eks. sikkerheds-

mæssige forhold tilsiger det. Denne mulighed anvendes kun undtagelsesvis

og efter en konkret vurdering

–

eksempelvis i forbindelse med interne uover-

ensstemmelser mellem bandegrupperinger eller lignende, hvor det er nød-

vendigt, at den indsatte flyttes. Det kan også være i tilfælde, hvor den ind-

satte har overfaldet personalet, og hvor man af hensyn til personalet flytter

den indsatte. Endelig kan det være for at beskytte den indsatte selv mod

overfald fra medindsatte.

Visse udvisningsdømte afsoner som udgangspunkt på specialafdelinger for

f.eks. kvinder eller personer dømt for seksualforbrydelser.

Det er ikke i straffuldbyrdelsesloven reguleret, i hvilket specifikt fængsel

eller på hvilken specifik afdeling en indsat skal anbringes ved afsoningens

begyndelse, herunder heller ikke, hvornår anbringelse kan ske i et udvis-

ningsfængsel eller udvisningsafdeling.

Det er i straffuldbyrdelseslovens § 26, stk. 1, muligt bl.a. at overføre en ind-

sat mellem lukkede fængsler af forskellige grunde.

Det er således i § 26, stk. 1, nr. 7, fastsat, at overførslen kan ske, hvis den

indsatte selv ønsker det, og særlige familiemæssige eller andre personlige

forhold taler for det.

3.3.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Justitsministeriet finder, at der er behov for at skabe en tydelig hjemmel for

placering af udvisningsdømte i lukket fængsel, uanset om der konkret er

bestemte grunde til at antage, at den dømte ved anbringelse i åbent fængsel

vil undvige.

De lukkede fængsler har en højere grad af sikkerhed og kontrol end åbne

fængsler. Det er derfor Justitsministeriets opfattelse, at alle udvisnings-

dømte som udgangspunkt skal placeres i lukket fængsel for at sikre udlæn-

dingens tilstedeværelse, indtil udvisningen kan fuldbyrdes.

Det foreslås derfor, at der i straffuldbyrdelseslovens § 22 tilføjes et stk. 3,

som fastslår, at fuldbyrdelse af straffen skal ske i lukket fængsel for en ind-

sat, der er udvist af landet ved dom.

Det fremgår endvidere af forslaget, at fuldbyrdelsen af straffen kan ske i

åbent fængsel, hvis det ikke findes betænkeligt efter det i øvrigt oplyste om

den dømte.

Det vil således som udgangspunkt ikke være nødvendigt at placere udvis-

ningsdømte i lukket fængsel i medfør af det foreslåede stk. 3, hvis der ikke

er en reel udsigt til, at den pågældende kan udsendes på løsladelsestidspunk-

tet. Placeringen i lukket fængsel kan i stedet være begrundet i hensynene i

straffuldbyrdelseslovens § 22, stk. 2-6.

Justitsministeriet har endvidere fundet det hensigtsmæssigt, at der i straf-

fuldbyrdelsesloven gives udtrykkelig hjemmel til placering af udvisnings-

dømte i udvisningsfængsel eller udvisningsafdeling.

Det foreslås derfor, at der i straffuldbyrdelseslovens § 23 indsættes et nyt

stk. 2, som fastslår, at fængselsstraf for en indsat, der er udvist af landet ved

dom, så vidt muligt skal fuldbyrdes i udvisningsfængsel eller udvisningsaf-

deling.

Justitsministeriet har fundet det hensigtsmæssigt, at der gøres undtagelser

fra dette udgangspunkt og foreslår i den forbindelse at lade § 23, stk. 2, som

herefter bliver stk. 3 gælde tilsvarende for udvisningsdømte.

Fuldbyrdelse i udvisningsfængsel eller udvisningsafdeling kan således und-

lades f.eks. ved kortvarig fængselsstraf og af hensyn til den samlede udnyt-

telse af pladserne i kriminalforsorgens institutioner.

For at kunne tilbyde udvisningsdømte, der samtykker til overførsel til afso-

ning i hjemlandet, en valgmulighed i forhold til afsoningssted, foreslår

Justitsministeriet, at straffuldbyrdelseslovens § 26, stk. 1, nr. 7, udvides, så

der udover særlige familiemæssige eller andre personlige forhold også kan

tages hensyn til udrejsemæssige hensyn.

Bestemmelsen vil dermed gøre det muligt at overføre udvisningsdømte,

hvor betingelserne for at blive overført til fortsat afsoning i hjemlandet er

opfyldt, og hvor den pågældende samtykker til overførslen, fra udvisnings-

fængsel eller udvisningsafdeling til et almindeligt lukket fængsel, hvis den

indsatte selv ønsker det.

Der er ikke plads til alle udvisningsdømte i udvisningsfængsel eller i udvis-

ningsafdeling. Nogle udvisningsdømte vil derfor skulle placeres i alminde-

lige lukkede fængsler, selv om hensynene i straffuldbyrdelseslovens § 23,

stk. 2, ikke gør sig gældende. Bestemmelsen finder tillige anvendelse for

udvisningsdømte, hvor betingelserne for at blive overført til fortsat afsoning

i hjemlandet er opfyldt, og hvor den pågældende samtykker til overførslen,

når den pågældende måtte ønske i stedet at blive overført til et udvisnings-

fængsel eller udvisningsafdeling, medmindre § 23, stk. 2, som herefter bli-

ver stk. 3, er til hinder herfor.

Justitsministeriet har fundet det nødvendigt, at bestemmelsen tillige kan an-

vendes i disse tilfælde for at undgå, at udvisningsdømte, der måtte have et

ønske om at blive overført til et udvisningsfængsel eller udvisningsafdeling,

ville være nødt til at tilbagekalde et samtykke til afsoning i hjemlandet.

I tilfælde af kapacitetsudfordringer vil den indsattes ønske vige for hensynet

til den samlede udnyttelse af pladserne i kriminalforsorgens institutioner.

Muligheden for at tage hensyn til den udvisningsdømtes ønske om afso-

ningssted afhænger af, om den pågældende samtykker til overførsel til afso-

ning i hjemlandet. For at sikre, at muligheden for at vælge afsoningssted

forbeholdes de udvisningsdømte, der samarbejder om overførsel til afsoning

i hjemlandet, foreslås der tilføjet en bestemmelse i straffuldbyrdelseslovens

§ 26, der indebærer, at tilbagekaldelse af et samtykke fører til, at den pågæl-

dende skal overføres til udvisningsfængsel eller udvisningsafdeling.

En undtagelse hertil vil være, hvis hensynene i § 23, stk. 2, som bliver stk.

3, taler imod.

Den pågældende vil derfor eksempelvis ikke skulle overføres til udvisnings-

fængsel eller udvisningsafdeling, hvis hensynet til at forhindre, at den ind-

satte undviger, taler imod. Det samme gælder, når den dømte afsoner i en

institution, og den dømte har begået strafbart forhold mod en ansat, der gør

tjeneste i institutionen.

Der henvises til lovforslagets § 2 og bemærkningerne hertil.

3.4. Vederlag og opsparing

3.4.1. Vederlag for beskæftigelse

3.4.1.1. Gældende ret

En udvisningsdømt har

–

ligesom øvrige indsatte

–

ret og pligt til at være

beskæftiget ved deltagelse i arbejde, jf. straffuldbyrdelseslovens § 38, stk.

1. En indsat skal have udbetalt vederlag for sin beskæftigelse, jf. straffuld-

byrdelseslovens § 42, stk. 1.

Justitsministeren fastsætter regler om beskæftigelsesvederlag.

For beskæftigelse udbetaler kriminalforsorgsområdet et grundbeløb pr.

time, jf. § 6, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 901 af 25. juni 2018 om beskæfti-

gelse mv. af indsatte i kriminalforsorgens institutioner.

Beløbet udgør i 2021 11,02 kr., jf. § 1, nr. 1, i bekendtgørelse nr. 1807 af 2.

december 2020 om satser for vederlag mv. til indsatte i kriminalforsorgens

institutioner (2021).

Efter 4 ugers beskæftigelse på samme beskæftigelsessted kan kriminalfor-

sorgsområdet udbetale et stabilitetstillæg pr. time under forudsætning af, at

den indsatte har ydet en tilfredsstillende arbejdsindsats og udvist arbejds-

mæssig stabilitet, jf. § 9, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 901 af 25. juni 2018 om

beskæftigelse mv. af indsatte i kriminalforsorgens institutioner.

Beløbet udgør i 2021 3,36 kr., jf. § 1, nr. 2, i bekendtgørelse nr. 1807 af 2.

december 2020 om satser for vederlag mv. til indsatte i kriminalforsorgens

institutioner (2021).

En indsat, der opfylder betingelserne for at få udbetalt stabilitetstillæg, kan

efter yderligere 8 ugers beskæftigelse på samme beskæftigelsessted få ud-

betalt et kompetencetillæg pr. time, jf. § 9, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 901

af 25. juni 2018 om beskæftigelse mv. af indsatte i kriminalforsorgens insti-

tutioner.

Beløbet udgør i 2021 3,36 kr., jf. § 1, nr. 3, i bekendtgørelse nr. 1807 af 2.

december 2020 om satser for vederlag mv. til indsatte i kriminalforsorgens

institutioner (2021).

3.4.1.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

For at give udvisningsdømte, hvor betingelserne for at blive overført til fort-

sat afsoning i hjemlandet er opfyldt, et økonomisk incitament til at samtykke

til overførsel til afsoning i hjemlandet, foreslår Justitsministeriet, at tillæg

til grundbeløbet for beskæftigelse gøres afhængig af, om den pågældende

samtykker eller ej.

Forslaget indebærer, at udvisningsdømte, hvor betingelserne for at blive

overført til fortsat afsoning i hjemlandet er opfyldt, der ikke vil samtykke til

overførsel til fortsat afsoning i hjemlandet, mister muligheden for at optjene

stabilitets- og kompetencetillæg. Udvisningsdømte, der samtykker til over-

førsel, bevarer derimod muligheden.

For at gøre kontrasten mellem samtykke og manglende samtykke endnu ty-

deligere foreslås det, at der endvidere indføres et tillæg til de udvisnings-

dømte, som samtykker til at blive overført til afsoning i hjemlandet.

Tillægget vil beløbsmæssigt være af samme størrelsesorden som taksterne

for stabilitets- og kompetencetillæg.

Samtykketillægget forudsættes at kunne opnås efter de samme tidsmæssige

kriterier, som gælder for stabilitetstillægget.

Justitsministeriet foreslår på den baggrund, at det i straffuldbyrdelseslovens

§ 42, stk. 5, præciseres, at justitsministeren kan fastsætte regler for ydelser

til visse udvisningsdømte.

Justitsministeriet er opmærksom på, at udvisningsdømte kan tænkes at sam-

tykke til overførsel for at opnå adgang til ekstra tillæg for derefter at tilba-

gekalde samtykket, når pengene er blevet udbetalt. Efter de nuværende reg-

ler vil der imidlertid først kunne opnås adgang til et stabilitetstillæg og det

foreslåede samtykketillæg efter 4 ugers beskæftigelse, mens kompetencetil-

lægget først kan opnås efter 8 ugers beskæftigelse.

Der er således ikke mulighed for at optjene alle tillæg i hele perioden, og jo

hurtigere den pågældende tilbagekalder sit samtykke, jo kortere vil optje-

ningsperioden være. Hvis den pågældende først tilbagekalder sit samtykke

i sidste øjeblik

–

typisk i forbindelse med en asylansøgning kort før den

praktiske overførsel

–

vil sagsbehandlingen forud for være forløbet hurti-

gere, idet den pågældende i så fald ikke har klaget over hjemlandets afgø-

relse. På den måde opnås der alligevel en positiv effekt af det oprindelige

samtykke.

Der henvises til lovforslagets § 2 og bemærkningerne hertil.

3.4.2. Opsparing af vederlag

3.4.2.1. Gældende ret

Kriminalforsorgsområdet opsparer 15 pct. af de indsattes vederlag for be-

skæftigelse, som indsættes på en spærret konto.

Kriminalforsorgsområdet kan i det opsparede beløb løbende modregne ud-

gifter, som den indsatte selv skal afholde i forbindelse med udgang og løs-

ladelse, herunder efterfølgende hjemrejse, hvis den indsatte ikke selv afhol-

der udgifterne.

Kriminalforsorgsområdet skal undlade at tilbageholde yderligere beløb

til opsparingen, hvis det kan konstateres, at den tvungne opsparing åbenbart

overstiger de samlede udgifter, som den indsatte vil skulle afholde i forbin-

delse med udgang og løsladelse, herunder eventuel efterfølgende hjemrejse.

Har en indsat, der er udvisningsdømt, og som kan udsendes, et beløb stående

på opsparingskontoen ved løsladelsen, skal beløbet senest udbetales ved

hjemrejsen.

3.4.2.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Muligheden for at sende arbejdspenge hjem til nærtstående anses for at være

meget væsentlig for udvisningsdømte.

Justitsministeriet foreslår derfor at begrænse den andel af beskæftigelsesve-

derlaget, som den udvisningsdømte vil kunne råde over under afsoningen,

så det disponible beløb, som den pågældende kan sende hjem til sine nært-

stående, begrænses.

Justitsministeriet foreslår på den baggrund, at det i straffuldbyrdelseslovens

§ 42, stk. 5, præciseres, at justitsministeren kan fastsætte regler for andelen

af vederlaget, der skal opspares for visse udvisningsdømte.

Det tvangsopsparede beløb forventes at blive fastsat til 50 pct. for de udvis-

ningsdømte, hvor betingelserne for at blive overført til fortsat afsoning i

hjemlandet er opfyldt, og hvor den pågældende ikke samtykker til overførs-

len.

Den del af det tvangsopsparede beskæftigelsesvederlag, der ikke skal an-

vendes til dækning af hjemrejseudgifter, vil blive udbetalt til den udvis-

ningsdømte i forbindelse med løsladelsen.

Der henvises til lovforslagets § 2 og bemærkningerne hertil.

3.5. Fremrykket prøveløsladelse

3.5.1. Gældende ret

Justitsministeren kan i medfør af straffuldbyrdelseslovens § 79, stk. 2, fast-

sætte regler om tidspunktet for løsladelsen samt om adgang til en kortere

fremrykning af dette tidspunkt, herunder i tilfælde, hvor en fremrykning er

begrundet i væsentlige beskæftigelsesmæssige eller andre særlige hensyn.

Indsatte, der udstår fængselsstraf i 30 dage eller derover, kan således løsla-

des indtil 3 dage før løsladelsesdatoen, hvis der opstår akut mangel på plad-

ser i en institution.

3.5.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Kriminalforsorgen har på nuværende tidspunkt og i de kommende år hver-

ken kapacitet eller bemanding til, at den gruppe af udvisningsdømte, som

lovforslaget omhandler, skal afsone fuld tid af de idømte straffe.

Hvis de motivationsfremmende foranstaltninger virker fuldt ud efter hensig-

ten, vil der ikke blive tale om et øget kapacitetspres. Det hænger sammen

med, at hver gang en person bliver overført til afsoning i hjemlandet før

datoen for afsoning af halvdelen af straffen, bliver der frigivet kapacitet i

forhold til situationen under de eksisterende regler. Således kan et øget antal

overførsler, der gennemføres før datoen for afsoning af halvdelen af straf-

fen, potentielt kompensere for noget af den ekstra tid, som udvisningsdømte,

der ikke vil samtykke, kommer til at afsone.

Da virkningen af tiltagene afhænger af de udvisningsdømtes adfærd, er den

præcise effekt dog meget usikker. På den baggrund foreslås det, at der ind-

føres en adgang for justitsministeren til at fastsætte regler om at fremrykke

tidspunktet for prøveløsladelse i medfør af straffelovens § 38, stk. 1, under

hensyn til kapaciteten i kriminalforsorgens institutioner, jf. forslaget til

straffuldbyrdelseslovens § 79, stk. 3.

Indsatte, der i forvejen prøveløslades tidligere end efter to tredjedele af straf-

fetiden, vil ikke være omfattet af bestemmelsen.

Det er en forudsætning, at den dømte har udstået halvdelen af straffetiden,

dog mindst 2 måneder, og at hensynet til retshåndhævelsen ikke skønnes at

tale imod en fremrykning. Hensynet til retshåndhævelsen vil som udgangs-

punkt tale imod fremrykket prøveløsladelse, hvis den indsatte er dømt for

personfarlig kriminalitet. Det gælder f.eks. drab, herunder uagtsomt mand-

drab begået i forbindelse med vanvidskørsel, vold, røveri, voldtægt og an-

den seksualforbrydelse mv., eller for forsøg på en af de nævnte lovovertræ-

delser.

Hensynet til retshåndhævelsen vil derudover også som udgangspunkt tale

imod fremrykket prøveløsladelse af indsatte, som er dømt efter straffelovens

kapitel 12 og 13 om forbrydelser mod staten mv., eller som af politiet er

registrerede bandemedlemmer på prøveløsladelsestidspunktet.

Det forudsættes, at reglen alene finder anvendelse, hvis belægget i kriminal-

forsorgens institutioner øges som følge af afskaffelsen af prøveløsladelse

for udvisningsdømte, der ikke vil samtykke til overførsel.

Det forudsættes endvidere, at reglen alene finder anvendelse, når kriminal-

forsorgens kapacitet er overbelastet i forhold til den politisk fastsatte mål-

sætning, som aktuelt er 96 pct. for åbne og lukkede fængsler. I det omfang,

der på anden vis kan skabes øget kapacitet i kriminalforsorgen, vil bestem-

melsen miste sit anvendelsesområde.

Der henvises til lovforslagets § 2 og bemærkningerne hertil.

3.6. Afholdelse af udgifter til udvisningsdømtes hjemrejse

3.6.1. Gældende ret

Det påhviler som udgangspunkt en udlænding selv at afholde de udgifter,

som er forbundet med den pågældendes egen udrejse, jf. udlændingelovens

§ 43, stk. 2, 1. pkt.

Har udlændingen ikke tilstrækkelige midler til sin udrejse, afholdes udgif-

terne foreløbigt af statskassen, jf. udlændingelovens § 43, stk. 2, 2. pkt.

Udgifterne afholdes endeligt af statskassen, hvis udlændingen har indgivet

ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 (asyl) og medvirker til sagens op-

lysning, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. og 2. pkt., og efter afslag på

eller frafald af ansøgningen selv udrejser eller medvirker til udrejsen uden

ugrundet ophold, jf. § 43, stk. 2, 3. pkt. Dette gælder dog ikke, hvis udlæn-

dingen er omfattet af udlændingelovens § 10 (udelukkelse fra at blive med-

delt opholdstilladelse), eller hvis ansøgningen som følge af udlændingens

nationalitet, og fordi der ikke er generelle udsendelseshindringer til udlæn-

dingens hjemland, er behandlet efter udlændingelovens § 53 b, stk. 1 (åben-

bart-grundløs proceduren), jf. udlændingelovens § 43, stk. 2, 5. pkt.

Udgifter, der er forbundet med udlændingens udrejse, vil navnlig være ud-

gifter til fly- eller togbillet, hoteludgifter, hvis overnatning er nødvendig for

at afvente en flyforbindelse, fortæring, udgifter til tolke mv. samt udgifter

til transport og forsendelse af bagage.

I praksis udbetales endvidere et mindre kontantbeløb ved ankomst til hjem-

landet eller det sædvanlige opholdsland (såkaldte rejsepenge). Beløbet skal

dække forplejning og eventuelle udgifter forbundet med udlændingens rejse

fra lufthavnen i hjemlandet eller det sædvanlige opholdsland, herunder ud-

gifter til lokal transport og nødvendige overnatninger.

I forbindelse med udsendelsen inddrages eventuelle kontante midler, som

udlændingen måtte være i besiddelse af, til dækning af udgifter til udsendel-

sen. Hvis udlændingen ikke har midler til udsendelsen, betaler staten fore-

løbigt udgifterne hertil, og hvis der opstår mulighed for det, vil beløbet ef-

terfølgende blive inddrevet.

Såfremt udgifterne afholdes endeligt af statskassen i medfør af § 43, stk. 2,

3. pkt., forudsættes det, at udlændingen er meddelt endeligt afslag på asyl af

Udlændingestyrelsen eller Flygtningenævnet. Endvidere forudsættes det, at

udlændingen har medvirket til asylsagens oplysning, jf. udlændingelovens

§ 40, stk. 1, 1. og 2. pkt. Det indebærer bl.a., at udlændingen har medvirket

til at fastlægge sin identitet og rejserute i forbindelse med den indledende

asylsagsbehandling. Det forudsættes endelig, at udlændingen kontinuerligt

medvirker til udrejsen. Det beror på en samlet vurdering af sagens omstæn-

digheder, om en udlænding medvirker til udrejsen på en sådan måde, at ud-

gifterne afholdes endeligt af staten. Udlændinge, der er omfattet af udlæn-

dingelovens § 10 (udelukkelse fra at blive meddelt opholdstilladelse), samt

udlændinge, hvis ansøgning er behandlet efter udlændingelovens § 53 b, stk.

1 (åbenbart-grundløs proceduren), er ikke omfattet.

Det afgøres i umiddelbar tilknytning til udrejsen, om udgifterne afholdes

endeligt af statskassen.

Når en udlænding skal overføres til en anden EU-medlemsstat efter reglerne

i udlændingelovens kapitel 5 a (Europa-Parlamentets og Rådets forordning

nr. 604/2013/EU af 26. juni 2013 (Dublin III-forordningen)), gælder det, at

udgifterne hertil skal afholdes endeligt af statskassen, jf. udlændingelovens

§ 43, stk. 2, 4. pkt. Dette gælder uagtet, at den pågældende udlænding ikke

har medvirket til sagens oplysning, og selv om den pågældende ikke konti-

nuerligt har medvirket til sin udrejse af Danmark, efter der er truffet endelig

afgørelse om overførsel. Bestemmelsen i § 43, stk. 2, 4. pkt., henviser til

Dublin III-forordningens bestemmelser herom. Det fremgår således af Dub-

lin III-forordningens artikel 30, stk. 1, at de omkostninger, som er nødven-

dige for at overføre en ansøger eller anden person, som omhandlet i artikel

18, stk. 1, litra c eller d, til den ansvarlige medlemsstat, afholdes af den

overførende medlemsstat. Det følger endvidere af artikel 30, stk. 3, at de

personer, der skal overføres i henhold til forordningen, ikke skal afholde

omkostningerne ved sådanne overførsler.

Afgørelser efter udlændingelovens § 43, stk. 2, træffes af Hjemrejsestyrel-

sen.

3.6.2. Regeringens overvejelser og den foreslåede ordning

For at give udvisningsdømte, hvor betingelserne for at blive overført til fort-

sat afsoning i hjemlandet er opfyldt, et økonomisk incitament til at samtykke

til overførsel til afsoning i hjemlandet, foreslår regeringen, at statskassen

afholder hjemrejseudgifterne for de pågældende.

Regeringen foreslår på den baggrund, at det i udlændingelovens § 43, stk.

2, tilføjes, at udgifterne, der er forbundet med udrejsen for en udlænding,

der er udvist af landet ved dom, og som samtykker til overførsel til afsoning

i hjemlandet, afholdes endeligt af statskassen. Det vil være en forudsætning,

at betingelserne for at blive overført til fortsat afsoning i hjemlandet i øvrigt

er opfyldt.

Regeringen vurderer, at tiltaget kun i forholdsvis begrænset omfang vil

kunne misbruges af udvisningsdømte, som oprindeligt har samtykket til

overførsel, og som efterfølgende tilbagekalder det. Udvisningsdømte, der

samtykker, vil som hidtil få tvangsopsparet en andel af vederlaget fra deres

beskæftigelse, indtil opsparingen åbenbart overstiger de samlede udgifter,

som den indsatte vil skulle afholde i forbindelse med hjemrejsen. Hvis den

pågældende tilbagekalder sit samtykke i sidste øjeblik, vil opsparingen blive

anvendt til at dække hjemrejseudgifterne.

Der henvises til lovforslagets § 3 og bemærkningerne hertil.

4. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det

offentlige

Lovforslaget forventes ikke at medføre merudgifter for kriminalforsorgen.

Lovforslaget forventes at medføre merudgifter af begrænset omfang for po-

litiet og Hjemrejsestyrelsen.

Det vurderes, at lovforslagets økonomiske konsekvenser er af et sådant om-

fang, at de kan afholdes inden for politiet og Hjemrejsestyrelsens eksiste-

rende rammer.

Der forventes ikke at være implementeringskonsekvenser for det offentlige.

5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet mv.

Lovforslaget vurderes ikke at have økonomiske og administrative konse-

kvenser for erhvervslivet mv.

6. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget vurderes ikke at have administrative konsekvenser for bor-

gerne.

7. Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget vurderes ikke at have miljømæssige konsekvenser.

8. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget har ingen EU-retlige aspekter.

9. Hørte myndigheder og organisationer mv.

Et udkast til lovforslag har i perioden fra den [ ] 2021 til den [ ] 2021 været

sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer mv.:

Østre Landsret, Vestre Landsret, Sø- og Handelsretten, samtlige byretter,

Domstolsstyrelsen, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigfor-

eningen, Rigsadvokaten, Rigspolitiet, Advokatrådet, Amnesty International

Dansk Socialrådgiverforening, Danske Advokater, Danske Regioner, Data-

tilsynet, Det Kriminalpræventive Råd, Direktoratet for Kriminalforsorgen,

Foreningen af Fængselsinspektører, vicefængselsinspektører og økonomi-

chefer, Foreningen af Kommunale Social-, Sundheds og Arbejdsmarkeds-

chefer i Danmark, Foreningen af Statsadvokater, Foreningen af Offentlige

Anklagere, Fængselsforbundet i Danmark, HK Landsklubben Danmarks

Domstole, HK Landsklubben Kriminalforsorgen, Institut for Menneskeret-

tigheder, Justitia, KL, Kriminalforsorgsforeningen, Landsforeningen af For-

svarsadvokater, Landsforeningen KRIM, Landsklubben af socialrådgivere

ansat i Kriminalforsorgen, Politidirektørforeningen, Politiforbundet i Dan-

mark, Retspolitisk Forening, Rådet for Socialt Udsatte, Socialpædagogernes

Landsforbund og Socialstyrelsen.

10. Sammenfattende skema

Positive konsekvenser/mindreudgifter Negative konsekvenser/merudgifter

(hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, an- (hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, an-

før »Ingen«)

Økonomiske

konsekvenser for

stat, kommuner

og regioner

Implemente-

ringskonsekven-

ser for stat, kom-

muner og regio-

ner

Økonomiske

konsekvenser for

erhvervslivet

Administrative

konsekvenser for

erhvervslivet

Administrative

konsekvenser for

borgerne

Miljømæssige

konsekvenser

Ingen

Lovforslaget forventes at medføre

merudgifter for politiet og for Hjem-

rejsestyrelsen på ca. [ ] kr.

Ingen

Forholdet til EU- Lovforslaget har ingen EU-retlige aspekter.

retten

Er i strid med de

principper

for

implementering

af erhvervsrettet

EU-regulering/

Går videre end

minimumskrav i

EU-regulering

(sæt X)

Nej

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Det følger af straffelovens § 38, stk. 1, at når to tredjedele af straffetiden,

dog mindst 2 måneder, er udstået, afgør justitsministeren eller den, han be-

myndiger dertil, om den dømte skal løslades på prøve.

Efter straffelovens § 38, stk. 2, kan løsladelse på prøve ske tidligere, når

særlige omstændigheder taler derfor, og den dømte har udstået halvdelen af

straffetiden, dog mindst 2 måneder.

Udvisningsdømte prøveløslades som udgangspunkt, når halvdelen af straf-

fen er udstået, forudsat at udvisningen af den dømte kan gennemføres umid-

delbart efter prøveløsladelsen.

Det foreslåede

stk. 8

fastslår, at prøveløsladelse af en indsat, der er udvist af

landet ved dom, ikke kan ske, hvis den pågældende ikke giver sit samtykke

til fortsat afsoning i hjemlandet og betingelserne for at anmode om overfør-

sel i henhold til lov om fuldbyrdelse af straf m.v. eller i regler udstedt i med-

før heraf er opfyldt.

Med det foreslåede stk. 8 afskaffes således den hidtidige mulighed for alle

udvisningsdømte for at blive prøveløsladt, hvis betingelserne for prøveløs-

ladelse, jf. stk. 4, i øvrigt er opfyldt.

Det forudsættes, at udvisningsdømte, der er statsborgere i et land, hvor der

er en reel mulighed for at overføre den pågældende til med henblik på fortsat

fuldbyrdelse af fængselsstraffen, vil få udleveret en samtykkeerklæring og

en vejledning om virkningen af samtykke og undladelse af at samtykke på

et sprog, som den pågældende forstår. En undladelse af at udfylde samtyk-

keerklæringen eller en tilkendegivelse om, at den pågældende ikke ønsker

at samtykke, vil betyde, at den pågældende ikke kan prøveløslades.

Udvisningsdømte, der oprindeligt ikke har samtykket til overførsel, kan ef-

terfølgende samtykke og dermed alligevel opnå adgang til prøveløsladelse,

forudsat at de tidsmæssige betingelser for at iværksætte en overførsel er op-

fyldt.

Udvisningsdømte, der har samtykket for sent, vil kunne prøveløslades, hvis

hjemlandet efterfølgende afslår overførsel, idet den pågældende herefter vil

være at betragte som en udvisningsdømt, hvor betingelserne for at blive

overført til fortsat afsoning i hjemlandet ikke er opfyldt. Det er i den forbin-

delse en forudsætning, at hjemlandets afslag på overførsel ikke er begrundet

i, at den pågældende ikke samtykker til overførslen.

Der henvises til pkt. 3.1.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 2

Til nr. 1

Det er justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil, der træffer

beslutning om at anmode et andet land om at overtage fuldbyrdelsen af en

fængselsstraf eller andre retsfølger af frihedsberøvende karakter, der er

idømt her i landet.

Kriterierne for at anmode om overførsel af domfældte til afsoning i andre

lande er ikke nærmere reguleret.

Det foreslåede stk. 4 fastslår, at udvisningsdømtes fængselsstraf kan fuld-

byrdes i den pågældendes hjemland. Justitsministeren fastsætter nærmere

regler for, i hvilke tilfælde udvisningsdømte vil blive forsøgt overført til af-

soning i hjemlandet.

De administrative regler forudsættes at fastlægge, hvilke lande der vil være

omfattet. Udgangspunktet vil være, at betingelserne for at overføre udvis-

ningsdømte, der er statsborgere i et nordisk land, i en medlemsstat i EU eller

i et land, der har tiltrådt 1983-konventionen, vil være opfyldt for så vidt

angår de pågældende. Der vil endvidere blive fastsat regler om, at der ikke

vil kunne ske overførsel til lande, hvor overførslen til hjemlandet vurderes

at stride mod Danmarks internationale forpligtelser (forbuddet mod

refoule-

ment),

og hvor det pågældende land ikke kan stille en garanti for, at den

pågældende vil blive behandlet i overensstemmelse hermed.

Hvis Justitsministeriet bliver bekendt med, at nogle lande ikke vil anerkende

bestemte lovovertrædelser, anses betingelserne for overførsel af udvisnings-

dømte, der primært er straffet for denne lovovertrædelse, til disse lande ikke

for opfyldt. Dette vil tillige fremgå af bekendtgørelsen.

Det forudsættes, at der i bekendtgørelsen vil blive fastsat tidsmæssige krite-

rier som betingelse for overførsel. Da både 1983-konventionen og ramme-

afgørelsen giver mulighed for at afslå overførsel, hvis der mangler at blive

afsonet mindre end seks måneder af straffen, vil dette danne basis for fast-

sættelse af kriteriet. Derudover vil der blive taget højde for den tid, sagsbe-

handlingen i Danmark forventes at tage inklusive oversættelse til hjemlan-

dets sprog, ligesom der forudsættes at være et antal måneder til datoen for

afsoning af halvdelen af straffen.

Der forventes endvidere fastsat regler om, under hvilke betingelser et sam-

tykke anses for givet, og under hvilke omstændigheder et samtykke anses

for tilbagekaldt.