Til Folketingets retsudvalg
Jeg vil gerne henlede retsudvalgets opmærksomhed på en sag, der må ryste enhver, der kerer
sig blot en smule om retssikkerhed for landets borgere.
En lille gruppe mennesker på 6 personer er sagsøgt af staten på 10. år og på nuværende
tidspunkt forventes ankesagen berammet i Højesteret ultimo 2022. Søgsmålet vil altså som minimum vare 12
år, hvor de sagsøgte og deres familier har levet i frygt for personlig konkurs og udskamning.
De pågældende har ikke gjort noget ulovligt og er heller ikke sigtet efter straffeloven. De har heller
ikke beriget sig selv på andres bekostning.
De blev - efter en af de mest omfattende sager, der er ført ved Østre Landsret - frikendt af et enigt
dommerpanel, men staten ankede frifindelsen til Højesteret.
Staten har foreløbig brugt et stort 3-cifret millionbeløb af skatteydernes penge på at føre sagen.
Der er ingen mulighed for at de sagsøgte i tilfælde af domfældelse kan betale blot en beskeden del af statens
omkostninger til sagen.
Det giver derfor slet ikke nogen mening at føre en erstatningssag.
Hvem har dog fortjent en sådan heksejagt, og kan det virkelig passe? Er det Danmark eller sker det i en
bananrepublik?
Jo, det passer desværre, og de 6 personer udgjorde en del af ledelsen i den hedengangne Roskilde Bank. En
af de 6 sagsøgte er afgået ved døden, og sagen føres mod hans bo, en anden er på plejehjem og er ikke
længere i stand til at følge sagen.
Er det virkelig sådan retssikkerhed i dagens Danmark forvaltes?