Retningslinjer for sagsbehandling i Task Force Teledata
Task Force Teledata indhenter og visiterer afsluttede straffesager, herunder udmålingsanker og sager med
ankefrafald vedrørende byretsdomme afsagt før den 18. oktober 2019, som ikke allerede er kvalitetssikret i
forbindelse med hovedforhandlingen, hvori der er indhentet teledata i perioden fra 1. november 2010 til 18.
oktober 2019, herunder teledatasager, der er gennemgået af politikredsene forinden etableringen af Task
Force Teledata.
Den efterfølgende gennemgang af sager med fældende afgørelse har til formål at klarlægge, hvorvidt der er
grundlag for at søge sagerne genoptaget, jf. retsplejelovens kapitel 86, eller eventuelt anket. Gennemgangen
af sager uden fældende afgørelse har til formål at klarlægge, hvorvidt der er grundlag for at genoptage
efterforskningen.
Task Force Teledata afrapporterer løbende til den uafhængige kontrol- og styregruppe i teledatasagen samt
til Statsadvokaten i København, der fører tilsyn med sagsbehandlingen i medfør af retsplejelovens § 101, stk.
2. Der etableres en direkte kontakt mellem Task Forcen og kontrol- og styregruppen.
Rigsadvokatmeddelelsen om anvendelse af teledata i retten og kravene til politiets kvalitetskontrol af
teledata m.v. sætter sammen med nærværende retningslinjer samt retningslinjer fra kontrol- og
styregruppen de overordnede rammer for Task Forcens gennemgang af sagerne. Gennemgangen skal
foretages i lyset af resultaterne af Deloittes undersøgelser af Rigspolitiets håndtering af historiske teledata
og Deloittes notat af samme dato vedrørende anvendelse af historiske teledata i straffesager samt anden
foreliggende viden om teledatafejl.
I forbindelse med gennemgangen af sagerne skal der foretages en anklagerfaglig vurdering samt i fornødent
omfang en politifaglig vurdering, der skal dokumenteres ved juridiske notater, kvalitetsrapporter og
efterforskningsrapporter, hvor der er behov herfor. Der skal tilsikres en ensartethed i behandlingen og en høj
kvalitet.
Der skal etableres interne procedurer og retningslinjer for legalitets- og kvalitetssikring. Disse skal forelægges
for statsadvokaten samt kontrol- og styregruppen til godkendelse.
Der fastsættes herudover følgende overordnede retningslinjer:
A. Prioritering
Task Forcen skal bl.a. på baggrund af Rigsadvokatens dataudtræk prioritere sagerne således:
1. Sager med fældende afgørelser, i anledning af hvilken domfældte nu er frihedsberøvet eller er udvist
men ikke udsendt.
2. Sager med fældende afgørelser, hvor domfældte er prøveløsladt, er udskrevet fra frihedsberøvende
foranstaltning eller har et aktivt indrejseforbud til Danmark.
3. Sager med fældende afgørelser, hvor domfældte er idømt en ubetinget fængselsstraf eller anden
frihedsberøvende sanktion, der nu er endeligt udstået, eller i øvrigt har været frihedsberøvet.
4. Øvrige sager med fældende afgørelser, hvor den domfældte eller dennes advokat har anmodet om,
at sagen gennemgås, og der ikke er væsentlige omstændigheder, der taler imod at prioritere sagen.
1