REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 153: Lovudkast: Lovforslag om ændring af straffeloven, lov om politiets virksomhed og retsplejeloven (Tryghedsskabende opholdsforbud, forbud mod deltagelse i nattelivet og udvidet adgang til beslaglæggelse af værdigenstande), fra justitsministeren

Retsudvalget 2020-21
REU Alm.del Bilag 153
Offentligt

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

14. januar 2021

Politikontoret

Lasse Lykke Gregersen

2020-10-0606

1761637

Forslag

til

Lov om ændring af straffeloven, lov om politiets virksomhed og rets-

plejeloven

(Tryghedsskabende opholdsforbud, forbud mod deltagelse i nattelivet og

udvidet adgang til beslaglæggelse af værdigenstande)

§1

I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1650 af 17. november 2020, foreta-

ges følgende ændringer:

Efter § 79 b indsættes i

9. kapitel:

»§ 79 c.

Den, som idømmes fængselsstraf eller anden strafferetlig rets-

følge af frihedsberøvende karakter for en overtrædelse af §§ 119, 119 b, 123,

134 a, 192 a, § 244, stk. 1, §§ 245 og 246, § 252, stk. 1, § 260, stk. 1, § 261,

stk. 1, §§ 266, 288 og 291, lovgivningen om våben og eksplosivstoffer eller

lovgivningen om knive og blankvåben, kan ved dommen gives opholdsfor-

bud efter stk. 2.

Stk. 2.

Ved opholdsforbud forstås et forbud mod at færdes og opholde sig

på serveringssteder, hvorfra der foregår salg af stærke drikke til nydelse på

eller ved salgsstedet, og hvortil der er offentlig adgang, samt i nattelivszoner

udpeget i medfør § 6 c i lov om politiets virksomhed. Et opholdsforbud efter

1. pkt. gælder i tidsrummet fra kl. 24 til kl. 5.

Stk. 3.

Politiet kan meddele tilladelse til færden eller ophold i nattelivszo-

ner omfattet af stk. 1, jf. stk. 2, hvis det af særlige grunde må anses for be-

føjet.

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

T +45 7226 8400

F +45 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 153: Lovudkast: Lovforslag om ændring af straffeloven, lov om politiets virksomhed og retsplejeloven (Tryghedsskabende opholdsforbud, forbud mod deltagelse i nattelivet og udvidet adgang til beslaglæggelse af værdigenstande), fra justitsministeren

Stk. 4.

Forbud efter stk. 1 gives på tid op til 2 år regnet fra endelig dom.

Ved udståelse af fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af friheds-

berøvende karakter forlænges forbuddet tilsvarende.

Stk. 5.

Politiet kan videregive oplysninger til indehavere og bestyrere af

serveringssteder om, hvilke personer der er meddelt opholdsforbud efter stk.

1. Videregivelsen må kun ske i det omfang, det er nødvendigt for at hånd-

hæve forbuddet.

Stk. 6.

De oplysninger, som politiet videregiver i medfør af stk. 5, må kun

behandles af indehavere, bestyrere og dørmænd, jf. dog stk. 8, nr. 3. Oplys-

ningerne må kun behandles i det omfang, det er nødvendigt for at håndhæve

et forbud efter stk. 1.

Stk. 7.

Indehavere, bestyrere og dørmænd har tavshedspligt med hensyn

til de oplysninger, som er nævnt i stk. 6. Det samme gælder andre personer,

der i medfør af regler fastsat efter stk. 8, nr. 3, kan behandle de pågældende

oplysninger. §§ 152 og 152 c – 152 f finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 8.

Justitsministeren fastsætter nærmere regler om

1) tilladelser efter stk. 3, herunder indgivelse af ansøgning, vilkår for

tilladelser og tilbagekaldelse af tilladelser,

2) politiets videregivelse af oplysninger som nævnt i stk. 5,

3) modtagerens tavshedspligt og opbevaring og behandling af oplys-

ninger som nævnt i stk. 5, herunder om oplysningerne i nødvendigt

omfang kan behandles af andre ansatte end de i stk. 6 nævnte, og

4) straf af bøde for overtrædelse af regler fastsat i medfør af nr. 3.«

§ 124 a

indsættes som

stk. 2:

»Stk.

Den, som forsætligt eller ved grov uagtsomhed overtræder et op-

holdsforbud efter § 79 c, straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år.«

§2

I lov om politiets virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 1270 af 29. novem-

ber 2019, foretages følgende ændring:

Efter § 6 a indsættes før overskriften før § 7:

»§

6 b.

Politiet kan med henblik på at fremme trygheden i et område

udstede forbud mod ophold på et bestemt sted, hvortil der er almindelig ad-

gang (tryghedsskabende opholdsforbud). Et tryghedsskabende opholdsfor-

bud er ikke til hinder for almindelig færden i området.

Stk. 2.

Udstedelse af et tryghedsskabende opholdsforbud efter stk. 1 kan

ske, hvis der i det pågældende område udvises en adfærd af en gruppe af

personer, som er egnet til at skabe utryghed for personer, der bor eller færdes

i området. Det er en forudsætning, at udstedelse af et tryghedsskabende op-

holdsforbud vurderes at være et egnet redskab, og at mindre indgribende

foranstaltninger ikke skønnes at være tilstrækkelige til at genskabe tryghe-

den i området.

Stk. 3.

Overtrædelse af et forbud efter stk. 1 straffes med bøde eller

fængsel indtil 1 år.

Stk. 4.

Et tryghedsskabende opholdsforbud efter stk. 1 kan meddeles for

en periode på op til 30 dage. Beslutningen kan forlænges med op til 30 dage

ad gangen. Beslutningen kan udformes, så forbuddet efter stk. 1 kun gælder

på bestemte tidspunkter af døgnet.

Stk. 5.

En beslutning som nævnt i stk. 1 træffes af politidirektøren eller

den, som denne bemyndiger hertil. Beslutningen skal offentliggøres og in-

deholde en begrundelse og angivelse af det afgrænsede geografiske område

og tidsrum, som beslutningen gælder for.

Stk. 6.

Politiet skal ved skiltning på det sted, der er omfattet af et forbud

efter stk. 1, gøre opmærksom på forbuddet.

§ 6 c.

Politiet kan for en nærmere bestemt periode udpege et afgrænset

geografisk område (nattelivszone), hvor et opholdsforbud meddelt efter

straffelovens § 79 c, stk. 1, finder anvendelse.

Stk. 2.

Udpegning af nattelivszoner efter stk. 1 kan ske, hvor der i det

pågældende område er en tæt koncentration af natklubber, barer, caféer og

lignende med åbningstid efter kl. 24, og udpegningen af en nattelivszone

vurderes at være egnet til at imødegå lovovertrædelser i aften- og natteti-

merne.

Stk. 3.

En beslutning som nævnt i stk. 1 træffes af politidirektøren eller

den, som denne bemyndiger hertil. Beslutningen skal offentliggøres og in-

deholde en begrundelse og en angivelse af det afgrænsede geografiske om-

råde og tidsrum, som beslutningen gælder for.«

§3

I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1445 af 29. september 2020, fore-

tages følgende ændringer:

§ 495, stk. 1,

indsætte som

3. pkt.:

»Der kan endvidere foretages udlæg i beslaglagt gods, der er i politiets be-

siddelse, for krav, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndig-

heden.«

§ 801, stk. 1, nr. 3,

udgår »og«.

§ 801, stk. 1, nr. 4,

ændres »forfølgning.« til: »forfølgning, og«.

§ 801, stk. 1,

indsættes som

nr. 5:

»5) til sikring af krav, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyn-

digheden.«

§ 802, stk. 2, nr. 2,

affattes således:

»2) beslaglæggelse anses for nødvendig for at sikre

a) det offentliges krav på sagsomkostninger, krav på konfiskation

efter straffelovens § 75, stk. 1, 1. pkt., 2. led, og 2. pkt., og stk.

3, § 76 a, stk. 5, og § 77 a, 2. pkt., bødekrav eller forurettedes

krav på erstatning i sagen, eller

b) krav, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndig-

heden, uanset om gælden har tilknytning til den sag, som mistan-

ken angår.«

§ 805, stk. 3,

ændres »eller forurettedes krav på erstatning« til: », foru-

rettedes krav på erstatning eller krav, der er under inddrivelse hos restance-

inddrivelsesmyndigheden,«.

§ 807 d, stk. 2, 1. pkt.,

ændres »og dernæst bødekrav« til: », dernæst

bødekrav og dernæst krav, der er under inddrivelse hos restanceinddrivel-

sesmyndigheden«.

§ 807 d

indsættes efter

stk. 4

som nyt stykke:

»Stk. 5.

En afgørelse om anvendelse af beslaglagt gods til fyldestgørelse af

krav, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, har

uanset stk. 3, 3. pkt., den virkning, at beslaglæggelsen bevarer sin gyldighed,

jf. § 807 b, stk. 2, forudsat at der inden 4 uger anlægges sag i den borgerlige

retsplejes former om det sikrede krav eller foretages udlæg for dette. Har

retten i medfør af stk. 4, 1. pkt., bestemt, at en beslaglæggelse til sikring af

et erstatningskrav bevarer sin gyldighed, regnes fristen fra rettens afgørelse

efter stk. 4, 2. pkt. Sluttes en sag ved påtaleopgivelse eller frifindelse, beva-

rer en beslaglæggelse til sikkerhed for krav, der er under inddrivelse hos

restanceinddrivelsesmyndigheden, uanset stk. 3, 4. pkt., sin gyldighed, jf. §

807 b, stk. 2, forudsat at der inden 4 uger anlægges sag i den borgerlige

retsplejes former om det sikrede krav eller foretages udlæg for dette. § 807

c finder tilsvarende anvendelse.«

Stk. 5 bliver herefter stk. 6.

§ 1002, stk. 2, 2. pkt.,

ændres »stk. 5« til »stk. 6«.

§4

Loven træder i kraft den 1. juli 2021.

§5

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men § 2 kan sættes helt

eller delvis i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som hen-

holdsvis de færøske og de grønlandske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1. Indledning

2. Lovforslagets hovedpunkter

2.1. Forbud mod at deltage i nattelivet

2.1.1. Gældende ret

2.1.2. Justitsministeriets overvejelser

2.1.3. Den foreslåede ordning

2.2. Tryghedsskabende opholdsforbud

2.2.1. Gældende ret

2.2.2. Justitsministeriets overvejelser

2.2.3. Den foreslåede ordning

2.3. Beslaglæggelse til sikring af krav omfattet af lov om inddrivelse af gæld

til det offentlige

2.3.1. Gældende ret

2.3.2. Justitsministeriets overvejelser

2.3.3. Den foreslåede ordning

3. Forholdet til Danmarks internationale forpligtelser og til databeskyttel-

seslovgivningen

4. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det of-

fentlige

5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

6. Administrative konsekvenser for borgerne

7. Miljømæssige konsekvenser

8. Forholdet til EU-retten

9. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

10. Sammenfattende skema

1. Indledning

Regeringen ønsker et Danmark, hvor det er trygt at færdes overalt. Regerin-

gen vil ikke acceptere, at der er områder i Danmark, der er plaget af hård-

kogte kriminelle og grupper af unge, der skaber utryghed.

Der har i alt for lang tid været eksempler på, at grupper af især unge mænd

udviser en uacceptabel adfærd, hvor de dominerer områder i det offentlige

rum og skaber en hverdag præget af frygt og utryghed for andre mennesker.

En adfærd som i ekstreme tilfælde ender i umotiverede, voldelige overfald

på andre unge – bl.a. i nattelivet. Den adfærd er et anslag mod trygheden i

samfundet og en hån mod fællesskabet. Sådan en adfærd påvirker alminde-

lige menneskers dagligdag og får dem til at vælge en anden vej hjem fra

arbejde og skole eller undgå at tage toget om aftenen.

Det er alt sammen med til at begrænse almindelige menneskers frihed.

Det er samtidig regeringens opfattelse, at det er uacceptabelt, at nogle per-

soner, der har gæld til det offentlige, er i stand til at opretholde en tilværelse,

der ikke afspejler, at de pågældende har gæld.

Danskernes tryghed er afgørende for regeringen. Derfor har regeringen al-

lerede præsenteret flere initiativer mod bl.a. vanvidskørsel og affyring af

fyrværkeri mod betjente og ambulancefolk, men regeringen ønsker at tage

yderligere skridt for at komme den utryghedsskabende adfærd til livs.

Regeringen fremlagde den 8. oktober 2020 udspillet ”Tryghed for alle dan-

skere”, der indeholder initiativer mod utryghedsskabende adfærd. Lovfor-

slaget gennemfører centrale dele af initiativerne i regeringens udspil.

Formålet med lovforslaget er for det første at indføre regler, der sikrer, at

personer, der er dømt for voldelige overfald i nattelivet, i en periode på op

til 2 år ikke kan færdes og opholde sig i nattelivet. Det skal både sikre, at

den dømte ikke på ny begår vold i nattelivet, og at ofre for vold i nattelivet

ikke efter relativt kort tid igen kan stå ansigt til ansigt med deres overfalds-

mand.

Formålet med lovforslaget er herudover at indføre regler, der giver mulighed

for, at politiet kan udstede et generelt forbud mod ophold på et bestemt sted,

hvortil der er almindelig adgang, hvis en gruppe af personer udviser en ad-

færd, der er egnet til at skabe utryghed for beboere og forbipasserende i om-

rådet. Hermed får politiet et nyt værktøj til at sætte effektivt ind over for

grupper af personer, der skaber utryghed i et område.

Formålet med lovforslaget er endelig at udvide adgangen til at beslaglægge

værdigenstande hos en mistænkt, så gæld til det offentlige generelt bliver

omfattet af beslaglæggelsesadgangen.

2. Lovforslagets hovedpunkter

2.1. Forbud mod at deltage i nattelivet

2.1.1. Gældende ret

Straffeloven indeholder ikke i dag en bestemmelse om, at retten under nær-

mere omstændigheder kan give en dømt person forbud mod at opholde sig i

nattelivet.

Straffeloven indeholder imidlertid regler om andre typer af opholdsforbud,

der kan gives ved dom.

Det gælder f.eks. straffelovens §§ 79 a og 79 b, hvorefter retten i forbindelse

med dom af ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af fri-

hedsberøvende karakter i visse nærmere bestemte tilfælde kan give den

dømte forbud mod at færdes eller opholde sig i et eller flere nærmere af-

grænsede områder.

Efter straffelovens § 79 a, stk. 1, kan retten således i forbindelse med dom

for visse lovovertrædelser med relation til en bandekonflikt mv. give den

dømte forbud mod at færdes eller opholde sig i et eller flere nærmere af-

grænsede områder.

Et sådant opholdsforbud skal som udgangspunkt omfatte de kommuner,

hvor den pågældende lovovertrædelse er begået. Endvidere kan der gives et

opholdsforbud i den eller de kommuner, hvor den gruppe af personer, som

den dømte er tilknyttet, opholder sig. Opholdsforbud gives på tid fra 1 til 10

år regnet fra endelig dom. Politiet kan give tilladelse til færden eller ophold

i et område omfattet af et opholdsforbud, hvis det af særlige grunde må anses

for beføjet.

Efter straffelovens § 79 b, stk. 1, kan retten i forbindelse med dom for over-

trædelse af de forbrydelser, der er nævnt i lovens § 101 a, §§ 114-114 j, §

136, stk. 1, for så vidt angår tilskyndelse til en af de i straffelovens 12. eller

13. kapitel omhandlede forbrydelser, § 136, stk. 2, eller § 136, stk. 3, for så

vidt angår billigelse af handlinger omfattet af §§ 114-114 j, give den dømte

forbud mod at færdes og opholde sig i et eller flere nærmere afgrænsede

områder.

Et sådant opholdsforbud skal som udgangspunkt omfatte den eller de kom-

muner, hvor den dømte er blevet radikaliseret. Endvidere kan der gives et

opholdsforbud i den eller de kommuner, hvor den person eller det netværk

af personer, der har haft betydning for den dømtes radikalisering, opholder

sig. Opholdsforbuddet gives på tid fra 1 til 10 år regnet fra endelig dom.

Politiet kan give tilladelse til færden eller ophold i et område omfattet af et

opholdsforbud, hvis det af særlige grunde må anses for beføjet.

Overtrædelse af et opholdsforbud meddelt efter § 79 a eller § 79 b kan efter

straffelovens § 124 a straffes med fængsel indtil 2 år. Strafferammen inde-

bærer, at bøde ikke kan anvendes.

Det fremgår af forarbejderne til bestemmelserne, jf. Folketingstidende

2017-2018, A, L 35 som fremsat, s. 23, og Folketingstidende 2019-20, A, L

130 som fremsat, s. 44, at straffen for overtrædelse af et opholdsforbud efter

§ 79 a eller § 79 b i førstegangstilfælde som udgangspunkt skal fastsættes

til ubetinget fængsel i 60 dage. Den konkrete strafudmåling vil bero på dom-

stolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændighe-

der i sagen, og det angivne strafniveau vil kunne fraviges i op- og nedadgå-

ende retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formil-

dende omstændigheder, jf. herved de almindelige regler om straffens fast-

sættelse i straffelovens kapitel 10.

Uden for straffeloven findes der derudover forskellige steder i lovgivningen

hjemmel til, at politiet kan meddele opholdsforbud af forskellig karakter.

Det gælder f.eks. § 31, stk. 2, i lov om restaurationsvirksomhed og alkohol-

bevilling mv. (restaurationsloven), hvorefter politiet kan forbyde personer

at opholde sig som gæst i bestemte virksomheder, hvis personen i forbin-

delse med et besøg på et sted, hvorfra der foregår salg eller drikkevarer til

nydelse på eller ved salgsstedet, har begået en strafbar handling.

Det er en forudsætning for at meddele et restaurationsforbud, at det må anses

for nødvendigt af hensyn til lovlighed, sædelighed, ædruelighed eller opret-

holdelse af ro og orden.

Der skal ikke nødvendigvis være sammenhæng mellem det strafbare for-

hold, som ligger til grund for restaurationsforbuddet, og den eller de restau-

rationer, forbuddet omfatter. Politiet har således mulighed for at udstede et

restaurationsforbud, der omfatter andre restaurationer end den, hvor det

strafbare forhold er begået, hvis det efter en konkret vurdering anses for nød-

vendigt af hensyn til lovlighed, sædelighed, ædruelighed eller opretholdelse

af ro og orden.

Såfremt de pågældende restaurationer er beliggende på en sådan måde, at

de udgør et samlet restaurationsområde, kan politiet efter en konkret vurde-

ring udstrække restaurationsforbuddet til at omfatte alle restaurationer i om-

rådet (»zoneforbud«).

Et restaurationsforbud kan meddeles første gang, der er konstateret et straf-

bart forhold i forbindelse med et besøg på en restauration, og gives på re-

stauratørens begæring eller politiets eget initiativ.

Der er ikke i loven taget stilling til den tidsmæssige udstrækning af et re-

staurationsforbud, men det forudsættes, at forbuddet begrænses til den peri-

ode, hvor det efter en konkret vurdering er nødvendigt af hensyn til lovlig-

hed, sædelighed, ædruelighed eller opretholdelse af ro og orden på den eller

de restaurationer, der er omfattet af forbuddet. I praksis gives et restaura-

tionsforbud for 2 år.

Overtrædelse af et restaurationsforbud kan efter § 37, stk. 1, nr. 1, og stk. 3,

i lov om restaurationsvirksomhed og alkoholbevilling mv. straffes med bøde

og under skærpende omstændigheder med fængsel indtil 4 måneder.

Et andet eksempel er § 6, stk. 5, i bekendtgørelse nr. 511 af 20. juni 2005

om politiets sikring af den offentlige orden og beskyttelse af enkeltpersoners

og den offentlige sikkerhed mv. samt politiets adgang til at iværksætte mid-

lertidige foranstaltninger (ordensbekendtgørelsen) med senere ændringer.

Efter denne bestemmelse kan politiet meddele en person, der har udvist sær-

lig utryghedsskabende adfærd eller ved sin adfærd har bidraget til at skabe

særlig utryghed, forbud mod at færdes frem og tilbage eller tage ophold in-

den for en radius af 500 meter fra det sted, hvor adfærden har fundet sted.

Den geografiske udstrækning af et zoneforbud kan fastsættes til en radius af

1.000 meter, hvis geografiske eller andre hensyn tilsiger det. Der henvises

til lovforslagets pkt. 2.2.1.5.

2.1.2. Justitsministeriets overvejelser

Danskerne skal kunne føle sig trygge, når de går ud. Det gælder uanset hvor

og uanset hvornår. Den tryghed udfordres af personer, der uden hensyn til

deres medmennesker – og nogle gange helt umotiveret – overfalder andre i

nattelivet. Den type kriminalitet er et anslag mod trygheden i samfundet og

en hån mod fællesskabet.

Regeringen vil derfor sætte ind over for volden og utrygheden i nattelivet

ved at indføre regler, der sikrer, at personer, der er dømt for visse former for

kriminalitet i nattelivet, herunder voldelige overfald, i en periode på op til 2

år ikke kan færdes og opholde sig i nattelivet. Det skal sikre, at den dømte

ikke på ny begår kriminalitet i nattelivet kort efter at være blevet dømt her-

for, og at f.eks. ofre for vold i nattelivet ikke kort efter dommen igen kan stå

ansigt til ansigt med deres overfaldsmand.

Politiet kan allerede efter de gældende regler forbyde personer, som har be-

gået en strafbar handling i forbindelse med besøg på et sted, hvorfra der

foregår salg af mad og drikkevarer til nydelse på eller ved salgsstedet, at

opholde sig som gæst i bestemte virksomheder. Regeringen finder imidlertid

ikke, at de nuværende regler på en tilstrækkelig måde afholder personer, der

dømmes for kriminalitet i nattelivet, herunder voldelige overfald, fra at begå

f.eks. nye voldelige overfald i nattelivet. De gældende regler giver således

ikke mulighed for et mere generelt forbud mod at færdes og opholde sig i

nattelivet i en nærmere bestemt periode.

Justitsministeriet finder på den baggrund, at der bør indføres en mulighed

for, at retten i forbindelse med en dom for en række nærmere bestemte lo-

vovertrædelser kan meddele et opholdsforbud i en tidsbegrænset periode,

der sikrer, at den dømte i denne periode ikke kan deltage i nattelivet.

Opholdsforbuddet bør for at virke mest effektivt både gælde i forhold til

serveringssteder og i forhold til områder med stor »gadeaktivitet« om nat-

ten, hvor mange mennesker forsamles på et geografisk relativt afgrænset

område.

Et sådan opholdsforbud vil være et indgreb i den dømtes bevægelsesfrihed,

og Justitsministeriet finder det derfor afgørende, at forbuddet meddeles af

domstolene og for en begrænset tidsmæssig udstrækning.

Det overordnede ansvar for at håndhæve et opholdsforbud vil ligge hos po-

litiet, men for at sikre effektiv håndhævelse finder Justitsministeriet det nød-

vendigt, at politiet kan videregive oplysninger til indehavere og bestyrere af

bestemte serveringssteder om, at en person har forbud mod at færdes og

opholde sig på stedet. Videregivelsen må imidlertid kun ske i det omfang,

det er nødvendigt for at håndhæve et forbud, og oplysningerne må kun be-

handles af modtagerne i det omfang, det er nødvendigt af hensyn til hånd-

hævelsen af forbuddet.

2.1.3. Den foreslåede ordning

2.1.3.1. Betingelser for at idømme et opholdsforbud

Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i straffelovens § 79 c, der giver

mulighed for, at personer, der idømmes fængselsstraf eller anden strafferet-

lig retsfølge af frihedsberøvende karakter for overtrædelse af straffelovens

§§ 119, 119 b, 123, 134 a, 192 a, § 244, stk. 1, §§ 245 og 246, § 252, stk. 1,

§ 260, stk. 1, § 261, stk. 1, §§ 266, 288 og 291, lovgivningen om våben og

eksplosivstoffer eller lovgivningen om knive og blankvåben, ved dommen

kan gives et opholdsforbud.

Forslaget indebærer således, at et opholdsforbud kan idømmes sammen med

både en ubetinget eller betinget fængselsstraf samt i forbindelse med en an-

den strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter. Dette omfatter an-

bringelsesdomme og behandlingsdomme efter straffelovens §§ 68 og 69,

hvor der sker frihedsberøvelse, forvaring efter straffelovens § 70 og ung-

domssanktion efter straffelovens § 74 a. Opholdsforbud efter den foreslåede

bestemmelse i § 79 c, stk. 1, vil omvendt ikke kunne idømmes i sager, hvor

straffen alene er bøde.

Et opholdsforbud vil kunne gives, uanset hvilken af de i den foreslåede § 79

c, stk. 1, nævnte bestemmelser eller særlove, den pågældende dømmes for

at have overtrådt, og det er som udgangspunkt uden betydning, hvor lang

den idømte frihedsstraf er. Det forudsættes dog, at der normalvis vil skulle

være tale om betinget eller ubetinget frihedsstraf på 30 dage eller derover,

før et opholdsforbud er relevant. Opholdsforbud vil dog også efter omstæn-

dighederne kunne være relevant, hvis der idømmes en lavere straf, men hvor

der f.eks. er tale om, at den pågældende gentagne gange tidligere er dømt

for ligeartet kriminalitet eller for kriminalitet, der er begået i nattelivet.

Den foreslåede ordning omfatter tillige forsøg på og medvirken til lovover-

trædelserne, jf. straffelovens §§ 21 og 23.

2.1.3.1.1. Et opholdsforbud efter den foreslåede § 79 c, stk. 1, vil alene være

relevant, hvor forholdet, der giver anledning til opholdsforbuddet, er begået

i nattelivet eller i tilknytning til den dømtes færden i nattelivet.

Det vil således være relevant at idømme et opholdsforbud, hvis forholdet er

begået i aften- og nattetimerne eller på anden vis er begået i tilknytning til

den dømtes færden i nattelivet. Det kan f.eks. være tilfældet, hvor forholdet

er begået en tidlig morgen i forlængelse af, at den pågældende har opholdt

sig på en natklub, bar eller lignende.

Det afgørende vil være, at et forbud på grund af karakteren af den begåede

kriminalitet vurderes at ville virke forebyggende i forhold til ny ligeartet

kriminalitet. Der vil i den forbindelse f.eks. kunne lægges vægt på, om for-

holdet er begået på eller i tilknytning til et serveringssted eller i eller i til-

knytning til en nattelivszone.

Et opholdsforbud vil skulle idømmes af domstolene efter en konkret vurde-

ring af, om et opholdsforbud vil være egnet og nødvendigt for at forebygge

nye lovovertrædelser af lignende beskaffenhed ved at sikre, at den dømte i

en periode ikke kan færdes og opholde sig i nattelivet. Domstolene vil i den

forbindelse skulle vurdere, om det må antages, at der er fare for, at den

dømte vil begå ny ligeartet kriminalitet.

Et opholdsforbud vil endvidere skulle være proportionalt med den begåede

kriminalitet. Den tidsmæssige udstrækning af et forbud vil i den forbindelse

skulle indgå i proportionalitetsvurderingen. Det må antages, at et opholds-

forbud meddelt for en periode på omkring 3 måneder almindeligvis vil være

proportionalt, hvis der idømmes en betinget eller ubetinget frihedsstraf i om-

egnen af 30 dage, også i førstegangstilfælde.

Vedrører en dom flere lovovertrædelser, hvoraf det ikke er alle, som er om-

fattet af den foreslåede § 79 c, stk. 1, skal der foretages en konkret vurdering

af, om den overtrædelse, der er omfattet af bestemmelsen, i sig selv ville

kunne begrunde et opholdsforbud.

2.1.3.2. Geografisk og tidsmæssig afgrænsning af et opholdsforbud

2.1.3.2.1. Et opholdsforbud efter den foreslåede § 79 c, stk. 1, vil for det

første indebære, at den dømte ikke i tidsrummet fra kl. 24 til kl. 5 må færdes

og opholde sig på serveringssteder, hvorfra der foregår salg af stærke drikke

til nydelse på eller ved salgsstedet, og hvortil der er offentlig adgang.

Dette svarer tidsmæssigt til den almindelige lukketid efter lov om restaura-

tionsvirksomhed og alkoholbevilling m.v., jf. denne lovs § 28. Serverings-

steder, der holder åbent i dette tidsrum, skal således som udgangspunkt skal

have tilladelse hertil.

Udtrykket »serveringssteder, hvorfra der foregår salg af stærke drikke« skal

forstås som i restaurationsloven og omfatter således steder, hvorfra der ser-

veres drikkevarer med 2,8 pct. volumen alkohol eller derover til nydelse på

eller ved salgsstedet. Omfattet er således ethvert sted, der efter kl. 24 serve-

rer øl, vin og spiritus samt andre alkoholiske drikkevarer med en alkohol-

procent på over 2,8. Det er uden betydning, om der på stedet også serveres

drikkevarer med under 2,8 pct. volumen alkohol, ligesom det er uden betyd-

ning, om serveringen sker indendørs eller udendørs og i forbindelse med

servering af mad.

Udtrykket omfatter således natklubber, diskoteker, barer, værtshuse, restau-

ranter, caféer og lignende, men også øvrige lokaliteter, hvorfra der foregår

salg af stærke drikke efter kl. 24. Kiosker og lignende betragtes ikke som

serveringssteder omfattet af et forbud, medmindre der serveres stærke

drikke til nydelse på eller ved salgsstedet.

Et opholdsforbud omfatter alle serveringssteder i Danmark, hvorfra der ser-

veres stærke drikke. Et forbud adskiller sig på dermed fra et restaurations-

forbud meddelt efter § 31, stk. 2 i lov om restaurationsvirksomhed og alko-

holbevilling, som alene omfatter et eller flere bestemte serveringssteder.

Et opholdsforbud omfatter ikke områder i tilknytning til et serveringssted,

medmindre serveringsstedet er placeret i en nattelivszone. Dette skal ses i

lyset af, at det område, som et opholdsforbud dækker, bør være angivet så

præcist som muligt.

Udtrykket »offentlig adgang« skal forstås i overensstemmelse med § 2 i or-

densbekendtgørelsen og omfatter således områder, hvortil der er almindelig

adgang. Det betyder, at f.eks. en bar eller en restaurant i en hotellobby vil

være omfattet af et forbud, selvom den dømte ikke bor på hotellet, såfremt

der er almindelig adgang dertil.

2.1.3.2.2. Et opholdsforbud vil for det andet indebære, at den dømte ikke i

tidsrummet fra kl. 24 til kl. 5 må færdes og opholde sig i nærmere geografisk

afgrænsede områder udpeget af politiet, hvor der er en tæt koncentration af

natklubber, diskoteker, barer, caféer og lignende (»nattelivszoner«).

Det foreslås således, at der i politiloven indsættes en ny bestemmelse i § 6

c, hvorefter politiet for en nærmere bestemt tidsperiode kan udpege et nær-

mere geografisk afgrænset område til en nattelivszone, hvor et opholdsfor-

bud efter den foreslåede bestemmelse i § 79 c finder anvendelse.

Politiet vil i forbindelse med udpegningen af nattelivszoner skulle vurdere,

om der inden for et nærmere geografisk afgrænset område er en tæt koncen-

tration af natklubber, barer, caféer og lignende, der holder åbent til efter kl.

24.

Ved »tæt koncentration« forstås, at der f.eks. i samme gade eller i et begræn-

set område med tilstødende gader ligger flere serveringssteder med åbnings-

tid efter kl. 24.

Politiet vil i forbindelse med udpegningen af en nattelivszone f.eks. kunne

lægge vægt på, om der inden for et nærmere geografisk afgrænset område

er en udpræget »gadeaktivitet« forstået sådan, at der i området typisk i aften-

og nattetimer befinder sig et større antal mennesker inden for det samme

område.

Derudover vil det kunne indgå i vurderingen, at der i området generelt kon-

stateres et større antal overtrædelser af lovgivningen end i andre områder i

aften- og nattetimerne, og at et forbud anses for egnet til at imødegå dette.

En nattelivszone udpeges, så den omfatter et nærmere geografisk område,

som fastlægges på baggrund af de forhold, der gør, at politiet anser det for

at være en nattelivszone. En nattelivszone må ikke være større end påkrævet

for at forebygge vold i nattelivet. En nattelivszone vil f.eks. kunne bestå af

en enkelt eller flere tilstødende gader. Det vil i så fald være en betingelse, at

der i samtlige udpegede gader er et aktivt natteliv med f.eks. flere serve-

ringssteder eller stor »gadeaktivitet« i aften- og nattetimerne. En natte-

livszone vil således ikke kunne omfatte f.eks. hele byer. Der er derimod ikke

noget til hinder for, at der træffes beslutning om at udpege flere områder

inden for samme by eller kommune til nattelivszoner.

Beslutningen om at udpege en nattelivszone træffes af politidirektøren i den

enkelte politikreds eller den, som vedkommende bemyndiger dertil. Det for-

udsættes, at beslutningen træffes på ledelsesniveau. Beslutningen skal of-

fentliggøres, og den skal indeholde en begrundelse og en angivelse af det

sted og tidsrum, som beslutningen gælder for. Det forudsættes, at angivelsen

af det sted, som beslutningen gælder for, ledsages af et kort over det pågæl-

dende geografiske område.

Der skal fastsættes et tidsrum for en nattelivszone, der som udgangspunkt

ikke kan overstige 2 år. Tidsrummet kan dog forlænges med indtil 2 år ad

gangen.

Tidspunktet for, hvornår nattelivszonen får virkning, fastlægges på bag-

grund af de forhold, som begrunder politiets vurdering af, at betingelserne

for at udpege en nattelivszone er opfyldt. En nattelivszone kan tidligst få

virkning fra tidspunktet for offentliggørelse af beslutningen om at udpege

zonen. Det forudsættes, at der som udgangspunkt skal forløbe en vis tid fra

beslutningen offentliggøres, og til nattelivszonen får virkning.

Offentliggørelsen skal ske på politiets officielle hjemmeside eller lignende,

ligesom den pågældende politikreds skal udstede en pressemeddelelse om

nattelivszonen og de nærmere detaljer vedrørende zonen.

Der gælder ikke et krav om, at der skal skiltes med, at der er udpeget en

nattelivszone i det område, hvor zonen gælder.

Det forudsættes, at en beslutning om udpegning af en nattelivszone ikke ud-

gør en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Dette indebærer, at forvalt-

ningslovens regler om bl.a. partshøring ikke finder anvendelse. Derimod vil

almindelige forvaltningsretlige principper om bl.a. proportionalitet og sag-

lighed også finde anvendelse i forhold til en beslutning om udpegning af en

nattelivszone.

En beslutning om udpegning af en nattelivszone vil være omfattet af rigs-

politichefens sædvanlige tilsyn med politidirektørerne efter retsplejelovens

§ 109, stk. 1.

2.1.3.2.3. Udtrykket »færdes eller opholde sig« skal forstås på samme måde

som i straffelovens § 79 a, stk. 2, og § 79 b, stk. 2. Færden eller ophold

omfatter enhver fysisk tilstedeværelse på de omfattede serveringssteder og

nattelivszoner. Et opholdsforbud vil således indebære, at den blotte tilstede-

værelse i tidsrummet fra kl. 24 til kl. 5 på et serveringssted, der serverer

stærke drikke, eller i en nattelivszone uden politiets forudgående tilladelse,

vil udgøre en overtrædelse af forbuddet. Det gælder, selvom der er tale om

et helt kortvarigt ophold.

2.1.3.3. Anerkendelsesværdige formål

Der kan være særlige tilfælde, hvor en person, der er idømt et opholdsfor-

bud, har et særligt anerkendelsesværdigt formål med at færdes og opholde

sig i en nattelivszone. Det foreslås på den baggrund i § 79 c, stk. 3, at politiet

kan meddele tilladelse til henholdsvis færden og ophold i en nattelivszone,

hvis det af særlige grunde anses for beføjet.

Det forudsættes, at muligheden for konkret at gøre undtagelse fra et idømt

opholdsforbud vil blive administreret i overensstemmelse med Danmarks

internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettigheds-

konvention (EMRK).

Det foreslås, at justitsministeren ved en bekendtgørelse fastsætter nærmere

regler om sådanne tilladelser.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 1, og bemærkningerne hertil.

2.1.3.4. Den tidsmæssige udstrækning af et opholdsforbud

Det foreslås, at et opholdsforbud gives på tid op til 2 år regnet fra endelig

dom.

Et opholdsforbud vil skulle være proportionalt med den begåede kriminali-

tet, og i den forbindelse vil den tidsmæssige udstrækning af et forbud skulle

indgå i proportionalitetsvurderingen.

Den tidsmæssige udstrækning af et opholdsforbud vil skulle afhænge af de

konkrete omstændigheder i sagen. Forbuddets længde skal således afspejle

risikoen for, at den dømte begår ny ligeartet kriminalitet. Der vil i den for-

bindelse bl.a. skulle lægges vægt på grovheden af den begåede kriminalitet,

om den dømte tidligere har begået ligeartet kriminalitet, herunder om det

voldelige overfald mv. der fører til forbuddet er begået i perioden for et al-

lerede meddelt opholdsforbud.

Det forudsættes, at et opholdsforbud som udgangspunkt gives af mindst 3

måneders varighed.

Ved fængsel i indtil 3 måneder må det antages, at det i almindelighed vil

være proportionalt, hvis der idømmes et opholdsforbud på mellem 3 og 6

måneders varighed. Ved fængsel i indtil 6 måneder må det antages, at det i

almindelighed vil være proportionalt, hvis der idømmes et opholdsforbud

på mellem 6 og 12 måneders varighed og ved fængsel i mere end 1 år må

det antages, at det i almindelighed vil være proportionalt, hvis der idømmes

et opholdsforbud på mellem 1 til 2 års varighed.

Fastsættelsen af forbuddets varighed vil dog altid bero på domstolenes kon-

krete vurdering af, hvad der skønnes nødvendigt med henblik på at fore-

bygge, at den pågældende begår ny, ligeartet kriminalitet.

En person, der er idømt et opholdsforbud, kan ved senere dom idømmes et

yderligere forbud, såfremt betingelserne herfor er opfyldt. Et sådant yderli-

gere forbud får ligeledes virkning fra endelig dom. Der er i den forbindelse

ikke noget til hinder for, at der er tidsmæssigt overlap mellem flere idømte

forbud.

Ved udståelse af fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af friheds-

berøvende karakter forlænges forbuddet tilsvarende. Det indebærer, at for-

buddets længde forlænges i tid i den periode, hvor den dømte udestår den

fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karak-

ter, som blev idømt sammen med opholdsforbuddet, samt forlænges i tid

med den periode, hvor den dømte udestår øvrige fængselsstraffe eller andre

strafferetlige retsfølger af frihedsberøvende karakter, når udståelsen finder

sted, mens opholdsforbuddet har virkning.

2.1.3.5. Håndhævelsen af et opholdsforbud

Politiet har det overordnede ansvar for at håndhæve et opholdsforbud idømt

efter den foreslåede bestemmelse i § 79 c, stk. 1.

For at sikre en effektiv håndhævelse af et forbud foreslås det i § 79 c, stk. 5,

at politiet kan videregive oplysninger til indehavere og bestyrere på be-

stemte serveringssteder om, hvilke personer der er meddelt opholdsforbud

efter den foreslåede § 79 c, stk. 1. Videregivelsen må kun ske i det omfang,

det er nødvendigt for at håndhæve et forbud efter den foreslåede bestem-

melse i § 79 c, stk. 1. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis den pågældende

gentagne gange er dømt for lovovertrædelser begået på eller i tilknytning til

et eller flere bestemte serveringssteder.

Politiet vil alene kunne videregive oplysninger om den dømtes navn, den

dømtes billede og om forbuddets tidsmæssige udstrækning. Oplysninger

om, hvilke konkrete strafbare forhold der ligger til grund for forbuddet, vil

derimod ikke kunne videregives, da oplysningen ikke i sig selv har betyd-

ning for håndhævelsen af forbuddet.

De oplysninger, som politiet videregiver, må efter den foreslåede bestem-

melse i § 79 c, stk. 6, alene behandles af indehavere, bestyrere og dørmænd

i det omfang det er nødvendigt for at håndhæve et forbud.

Det foreslås endvidere i § 79 c, stk. 7, at modtagerne af oplysningerne har

tavshedspligt med hensyn til de oplysninger, som er nævnt i stk. 6. Straffe-

lovens §§ 152 og 152 c-f finder tilsvarende anvendelse, hvilket indebærer,

at enhver uberettiget videregivelse eller udnyttelse af oplysningerne kan

straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder og under særligt skærpende

omstændigheder med fængsel indtil 2 år.

Det foreslås, at de nærmere regler om politiets videregivelse af oplysninger,

modtagernes tavshedspligt samt opbevaring og behandling af oplysningerne

fastsættes af justitsministeren, jf. forslaget til § 79 c, stk. 8. Justitsministeren

kan i den forbindelse fastsætte regler om, hvorvidt oplysningerne i nødven-

digt omfang kan behandles af andre ansatte end de i stk. 6 nævnte, og om

straf af bøde for overtrædelse af de i medfør af stk. 8, nr. 3, fastsatte regler.

2.1.3.6. Straf for overtrædelse af et opholdsforbud

Det foreslås, at overtrædelse af et opholdsforbud efter den foreslåede be-

stemmelse i § 79 c, stk. 1, straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år.

Det foreslås derudover, at overtrædelse af et opholdsforbud skal kunne straf-

fes, hvis overtrædelsen er begået ved grov uagtsomhed eller forsætligt.

Dette skal ses i lyset af, at politiet med den foreslåede ordning vil skulle

offentliggøre enhver beslutning om at udpege en nattelivszone på politiets

officielle hjemmeside eller lignende, ligesom den pågældende politikreds

vil skulle udstede en pressemeddelelse om nattelivszonen og de nærmere

detaljer vedrørende zonen.

Det må således almindeligvis antages, at der som minimum vil foreligge

grov uagtsomhed, når en person, der har et opholdsforbud efter den foreslå-

ede § 79 c, stk. 1, ikke har orienteret sig – eller orienteret sig tilstrækkeligt

– om de gældende nattelivszoner, inden vedkommende bevæger sig ud i nat-

telivet i et område, hvor der er en tæt koncentration af natklubber, barer,

caféer og lignende.

Tilsvarende må antages at være tilfældet, hvor en person med et opholdsfor-

bud efter den foreslåede § 79 c, stk. 1, ikke gør sig bekendt med, om et

serveringssted serverer stærke drikke, hvis vedkommende opholder sig på

stedet efter kl. 24.

Det vil dog altid bero på domstolenes frie bevisvurdering, om anklagemyn-

digheden har ført det til domfældelse fornødne bevis for, at den pågældende

har handlet forsætligt eller groft uagtsomt.

Det forudsættes i den forbindelse, at straffen for overtrædelse af et opholds-

forbud i førstegangstilfælde som udgangspunkt fastsættes til bøde på 10.000

kr.

Det forudsættes, at straffen for overtrædelse i andengangstilfælde og der-

over som udgangspunkt fastsættes til fængsel i 30 dage.

Fastsættelsen af længden af straffen vil dog bero på domstolenes konkrete

vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det

angivne strafniveau vil kunne fraviges i op- eller nedadgående retning, hvis

der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændig-

heder, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffe-

lovens kapitel 10.

I forbindelse med domstolenes eventuelle behandling af en straffesag for

overtrædelse af et opholdsforbud kan der desuden ske prøvelse af lovlighe-

den af en beslutning om at udpege en nattelivszone.

2.2. Tryghedsskabende opholdsforbud

2.2.1. Gældende ret

Der er ikke i gældende lovgivning regler, der gør det muligt for politiet at

udstede et generelt forbud mod ophold i et bestemt område på baggrund af

adfærden hos personer i det pågældende område. Politiet har dog en række

muligheder for at udstede påbud og forbud mod ophold i et nærmere afgræn-

set område til bestemte personer på baggrund af de pågældendes adfærd i

området.

2.2.1.1. Opholdsforbud efter straffelovens § 79 a og b

Der henvises herom til lovforslagets pkt. 2.1.1.

2.2.1.2. Visitationszoner

Efter § 6 i lov om politiets virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 1270 af 29.

november 2019 (herefter politiloven), har politiet mulighed for at indføre

visitationszoner. Det indebærer, at politiet i et af politiet geografisk afgræn-

set område, hvor der efter § 1 i lov om knive og blankvåben gælder forbud

mod at besidde eller bære knive mv., kan besigtige en persons legeme samt

undersøge tøj og andre genstande, herunder køretøjer, med henblik på at

kontrollere, om nogen besidder eller bærer våben. Besigtigelse og undersø-

gelse kan ske, hvis der er grund til det med henblik på at forebygge, at nogen

foretager strafbare handlinger, som indebærer fare for personers liv, helbred

eller velfærd.

En beslutning om at indføre en visitationszone træffes af politidirektøren

eller den, som denne bemyndiger hertil. Beslutningen skal være skriftlig og

indeholde en begrundelse og en angivelse af det sted og tidsrum, som be-

slutningen gælder for.

2.2.1.3. Skærpet strafzone

Politiet kan efter politilovens § 6 a, stk. 1, beslutte, at et særligt kriminalitets-

og utryghedsplaget område udgør en skærpet strafzone i en nærmere be-

stemt tidsperiode. Udpegning af en skærpet strafzone kan ske, hvis et ek-

straordinært kriminalitetsbillede i det pågældende område i væsentlig grad

er egnet til at skabe utryghed for personer, der bor eller færdes i området, og

udpegning af en skærpet strafzone vurderes at være et egnet redskab til at

genskabe trygheden i området.

Udpegelsen af en skærpet strafzone indebærer, at straffen for visse krimina-

litetsformer skærpes markant i en periode med henblik på hurtigt og effek-

tivt at bringe en opblussen af utryghedsskabende kriminalitet til ophør og

genskabe trygheden i de berørte områder. Det følger således af straffelovens

§ 81 c, stk. 1, at den straf, der er foreskrevet i straffelovens §§ 119, 123, 132

a, 132 b, 134 a og 181, § 244, stk. 1, § 244, stk. 1, jf. § 247, § 245, § 245, jf.

§ 247, § 266, § 285, stk. 1, jf. §§ 276, 276 a og 281, § 286, stk. 1, jf. §§ 276,

276 a og 281, § 287, stk. 1, jf. §§ 276, 276 a og 281, og §§ 288, 291, 293 og

293 a eller i lovgivningen om euforiserende stoffer, lovgivningen om våben

og eksplosivstoffer eller lovgivningen om knive og blankvåben, kan forhø-

jes indtil det dobbelte, hvis lovovertrædelsen er begået inden for en skærpet

strafzone udpeget i medfør af § 6 a i politiloven.

For at udpege en skærpet strafzone kræves det i medfør af § 6 a, stk. 2, i

politiloven, at politiet vurderer, at der er et ekstraordinært kriminalitetsbil-

lede i det pågældende område, som i væsentlig grad er egnet til at skabe

utryghed for personer, der bor eller færdes i området, og at udpegning af en

skærpet strafzone vil være et egnet redskab til at genskabe trygheden i om-

rådet. Det er op til politiet at foretage en samlet politifaglig vurdering af den

konkrete situation i det pågældende område i forhold til, om betingelserne

for at udpege en skærpet strafzone er opfyldt.

2.2.1.4. Geografisk bestemt tilhold

Lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning indeholder i § 3 en almindelig

regel om opholdsforbud (geografisk bestemt tilhold), hvorefter en person

kan forbydes at opholde sig eller færdes i et nærmere afgrænset område i

nærheden af en anden persons bolig eller arbejds-, uddannelses- eller op-

holdssted eller andet område, hvor denne ofte færdes. Der er ikke fastsat en

bestemt maksimal geografisk udstrækning af et opholdsforbud efter § 3. Et

opholdsforbuds geografiske udstrækning vil afhænge af områdets karakter

og parternes forhold. Opholdsforbuddet omfatter ikke færden eller ophold,

som af særlige grunde må anses for beføjet. Overtrædelse af et tilhold efter

§ 3 straffes efter § 21, stk. 1, med bøde eller fængsel indtil 2 år.

2.2.1.5. Ordensbekendtgørelsen

I medfør af § 6, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 511 af 20. juni 2005 om politiets

sikring af den offentlige orden og beskyttelse af enkeltpersoners og den of-

fentlige sikkerhed mv. samt politiets adgang til at iværksætte midlertidige

foranstaltninger med senere ændringer (herefter ordensbekendtgørelsen)

kan politiet, når en person flere gange har overtrådt bekendtgørelsens § 3,

stk. 1-3 eller 5, om visse former for forstyrrelse af den offentlige orden,

meddele den pågældende et zoneforbud på 100 meter fra det sted, hvor den

seneste overtrædelse er begået.

Det er en betingelse for meddelelse af forbud, at der er grund til at tro, at

den pågældende ellers vil gentage forseelserne inden for det område, som

forbuddet vil omfatte. Det følger herudover af ordensbekendtbekendtgørel-

sens § 6, stk. 4, at bestemmelsen i § 6, stk. 2, for så vidt angår veje, tilsva-

rende finder anvendelse med hensyn til den, over for hvem § 6, stk. 1, i

oftere gentagne tilfælde er bragt i anvendelse. Efter § 6, stk. 1, kan politiet

påbyde enhver at undlade at stå stille på et bestemt sted eller at færdes frem

og tilbage på kortere strækninger, når den pågældendes ophold eller færden

medfører ulempe for de omkringboende eller forbipasserende, eller når der

er begrundet formodning om, at den pågældende på dette sted udøver en

strafbar adfærd.

Ifølge ordensbekendtgørelsens § 6, stk. 6, skal der fastsættes en frist for zo-

neforbud efter § 6, stk. 2 eller 4. Fristen kan ikke overstige 2 år.

Efter § 6, stk. 3, i ordensbekendtgørelsen kan politiet meddele en person,

der har overtrådt bekendtgørelsens § 3, stk. 4, om forbud mod at etablere og

opholde sig i lejre af permanent karakter, en advarsel eller forbud imod at

færdes frem og tilbage eller tage ophold inden for den kommune, hvor over-

trædelsen er begået. Det er en betingelse for meddelelse af forbud, at der er

grund til at tro, at den pågældende ellers vil gentage overtrædelsen inden for

det område, som forbuddet vil omfatte.

Efter § 6, stk. 5, i ordensbekendtgørelsen kan politiet meddele en person,

der har udvist en særligt utryghedsskabende adfærd eller ved sin adfærd har

bidraget til at skabe særlig utryghed, et zoneforbud på 500 meter fra det sted,

hvor adfærden har fundet sted. Hvis geografiske eller andre hensyn tilsiger

det, kan der meddeles et zoneforbud på indtil 1.000 meter.

Ved vurderingen af, om en person har udvist en særligt utryghedsskabende

adfærd, forudsættes den konkrete adfærd sammenholdt med den generelle

situation i området, herunder om adfærden formodes at have tilknytning til

et verserende opgør mellem kriminelle grupper eller til en aktuel kriminali-

tetstendens i det offentlige rum, f.eks. åbenlys handel med narkotika.

Det er en betingelse for meddelelse af et zoneforbud, at der er grund til at

tro, at den pågældende ellers vil gentage den særligt utryghedsskabende ad-

færd eller fortsat bidrage til at skabe eller opretholde særlig utryghed inden

for det område, som forbuddet vil omfatte – f.eks. på grundlag af den på-

gældendes tilhørsforhold til en bande og den generelle situation i området.

Det er derimod ikke en betingelse for meddelelse af zoneforbud, at der er

meddelt forudgående advarsel, påbud eller lignende, eller at eventuelle

strafbare forhold forinden skal være afgjort ved dom eller bødevedtagelse.

Der skal imidlertid foreligge en vis tidsmæssig sammenhæng mellem den

særligt utryghedsskabende adfærd eller bidrag hertil, som ligger til grund

for forbuddet, og selve afgørelsen om meddelelse af forbuddet.

Ifølge ordensbekendtgørelsens § 6, stk. 7, skal der fastsættes en frist for zo-

neforbud efter § 6, stk. 5. Fristen kan ikke overstige 3 måneder. Den kan

forlænges med indtil 3 måneder ad gangen.

Overtrædelse af bestemmelserne i ordensbekendtgørelsen eller de i medfør

af bekendtgørelsen udstedte regler og bestemmelser samt overtrædelse af

eller manglende efterkommelse af påbud eller forbud, herunder zoneforbud,

meddelt i medfør af bekendtgørelsen, straffes med bøde, jf. bekendtgørel-

sens § 18, stk. 1.

Dette gælder dog ikke overtrædelse af zoneforbud meddelt efter ordensbe-

kendtgørelsens § 6, stk. 3 og 5. Det følger således af bekendtgørelsens § 18,

stk. 2, at manglende efterkommelse af forbud udstedt i medfør af § 6, stk. 3

og 5, straffes med fængsel indtil 1 år og 6 måneder, under særligt formil-

dende omstændigheder dog med bøde. Straffen fastsættes som udgangs-

punkt til 7 dages fængsel i førstegangstilfælde, 14 dages fængsel i anden-

gangstilfælde og 40 dages fængsel i tredjegangstilfælde, jf. Folketingsti-

dende 2013-14, A, L 112 som fremsat, side 33.

2.2.1.6. Regler udstedt i medfør af epidemiloven

Det følger af § 14, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 2059 af 20. december 2020

om forbud mod større forsamlinger og mod adgang til og restriktioner for

lokaler og lokaliteter i forbindelse med håndtering af covid-19, som senest

ændret ved bekendtgørelse nr. 11 af 7. januar 2021, at politiet kan nedlægge

forbud mod ophold på et bestemt sted, hvortil der er almindelig adgang, hvis

det efter politiets skøn i tilfælde, hvor bekendtgørelsens §§ 1, 1 a, 2, 3 og 3

a finder anvendelse, er nødvendigt for at forhindre fare for smitte med covid-

19 det pågældende sted.

Det fremgår herudover af bestemmelsens stk. 1, at forbud kan nedlægges,

hvis adgangen efter §§ 3 og 3 a i bekendtgørelsen til at meddele personer

påbud om at forlade stedet skønnes ikke at være tilstrækkelig til at forhindre

smittefaren. Politiet skal ved skønsudøvelsen tage hensyn til Sundhedssty-

relsens generelle anbefalinger vedrørende smittefaren fra covid-19.

Forbuddet kan efter bestemmelsens stk. 2 meddeles for en periode på indtil

7 dage. Perioden kan forlænges, hvis betingelserne for nedlæggelse af for-

bud fortsat er opfyldt. Efter bestemmelsens stk. 3. omfatter forbuddet ikke

almindelig færden det pågældende sted.

Overtrædelse af et forbud efter § 14, stk. 1, i bekendtgørelsen straffes i førs-

tegangstilfælde som udgangspunkt med bøde på 2.500 kr. I gentagelsestil-

fælde vil der være grundlag for at forhøje bøden.

2.2.2. Justitsministeriets overvejelser

Regeringen vil ikke acceptere, at der er områder i Danmark, der er plaget af

hårdkogte kriminelle og grupper af unge, der skaber utryghed.

Det er et problem, at grupper af ofte unge mænd samles på bestemte steder

i det offentlige rum og med deres adfærd og fremtoning skaber utryghed

blandt beboere og forbipasserende i området. Der har i alt for lang tid været

eksempler på den form for uacceptabel adfærd, og det er helt centralt, at vi

som samfund kommer denne utryghedsskabende adfærd til livs, så borgerne

kan færdes trygt overalt, herunder i parker, på bytorve og på tog- og rute-

bilsstationer, hvor der desværre er set flere eksempler på utryghedsskabende

adfærd.

Rigspolitiet har desuden oplyst, at politiet i praksis ser eksempler på, at

grupperne i nogle tilfælde består af personer med en eventuel løsere tilknyt-

ning til bander eller kriminelle grupperinger i øvrigt. I disse tilfælde inde-

bærer gruppens tilstedeværelse i f.eks. de særligt udsatte boligområder en

risiko for, at særligt yngre personer kan blive påvirket til at vælge en krimi-

nel løbebane – i værste fald tilslutte sig en bande eller kriminel gruppering.

Som det fremgår af lovforslagets pkt. 2.2.1. har politiet i dag i medfør af

bl.a. ordensbekendtgørelsens § 6 en række muligheder for at give påbud el-

ler forbud til bestemte personer mod at opholde sig i et bestemt område,

ligesom domstolene efter straffelovens § 79 a kan give et opholdsforbud til

konkrete personer, der er idømt en retsfølge af frihedsberøvende karakter

for en overtrædelse omfattet af straffelovens § 81 a. Herudover har politiet

efter § 14, stk. 1, i bekendtgørelse om forbud mod større forsamlinger og

mod adgang til og restriktioner for lokaler og lokaliteter i forbindelse med

håndtering af covid-19, mulighed for at nedlægge forbud mod ophold på et

bestemt sted, hvortil der er almindelig adgang, hvis der er fare for smitte

med covid-19 på det pågældende sted.

Politiet har dog ikke i dag mulighed for at udstede et forbud mod ophold i

et bestemt område på baggrund af adfærden blandt personer i det pågæl-

dende område, som ikke er rettet mod enkeltpersoner. De eksisterende mu-

ligheder for at udstede forbud mod ophold i bestemte områder giver ikke

hjemmel til at sætte bredt ind over for utryghedsskabende adfærd.

For at sikre, at politiet har de nødvendige redskaber til at gribe ind over for

utryghedsskabende adfærd, vurderer Justitsministeriet, at der skal etableres

hjemmel for politiet til at udstede et opholdsforbud for et bestemt område,

der omfatter alle personer, herunder de personer der gav anledning til for-

buddet på grund af deres utryghedsskabende adfærd. De gældende regler

om opholdsforbud er ikke egnede til at sætte ind over for denne slags utryg-

hedsskabende adfærd, idet det kan være vanskeligt at identificere de enkelt-

personer, der har givet anledning til utryghed, ligesom det er gruppens til-

stedeværelse og fremtoning som sådan, der giver anledning til utryghed.

Både i de udsatte boligområder og andre steder oplever politiet ofte, at så-

danne grupper har faste tilholdssteder og plager disse med utryghedsska-

bende adfærd.

Justitsministeriet finder derfor, at der er behov for at give politiet et nyt

værktøj til at sætte ind over grupper af personer, som udviser en adfærd,

som er egnet til at skabe utryghed blandt personer, der bor eller færdes i

området.

2.2.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at der indføres en ordning, hvorefter politiet for en nærmere

bestemt tidsperiode kan udstede et generelt forbud mod ophold på et bestemt

sted, hvortil der er almindelig adgang (tryghedsskabende opholdsforbud).

Det foreslås således med lovforslagets § 2, nr. 1, at der i politiloven indsæt-

tes en ny bestemmelse i § 6 b, hvorefter politiet for at fremme trygheden i

et område kan udstede forbud mod ophold på et bestemt sted, hvortil der er

almindelig adgang. Forbuddet kan udstedes, hvis der i det pågældende om-

råde udvises en adfærd af en gruppe af personer, som er egnet til at skabe

utryghed for personer, der bor eller færdes i området. Det er herudover en

forudsætning, at politiet vurderer, at udstedelse af et tryghedsskabende op-

holdsforbud vil være et egnet redskab, og at minde indgribende foranstalt-

ninger ikke skønnes at være tilstrækkeligt til at genskabe trygheden i områ-

det.

Det foreslås herudover, at den, der uretmæssigt opholder sig i et område,

hvor politiet har udstedt et tryghedsskabende opholdsforbud, straffes med

bøde eller fængsel indtil 1 år.

Der henvises generelt til lovforslagets § 2, nr. 1, og bemærkningerne hertil.

2.2.3.1. Betingelser for at udstede et tryghedsskabende opholds-

forbud

Det lægges med den foreslåede nye bestemmelse i politilovens § 6 b, stk. 1,

op til, at politiet med henblik på at fremme trygheden i et område kan ud-

stede forbud mod ophold på et bestemt sted, hvortil der er almindelig adgang

(tryghedsskabende opholdsforbud). Et tryghedsskabende opholdsforbud er

ikke til hinder for almindelig færden i området, jf. nærmere herom under

pkt. 2.2.3.2.2. nedenfor.

For at udstede et tryghedsskabende opholdsforbud vil det i medfør af den

foreslåede § 6 b, stk. 2, i politiloven, jf. lovforslagets § 2, nr. 1, være et krav,

at der i et område udvises en adfærd af en gruppe af personer, som er egnet

til at skabe utryghed for personer, der bor eller færdes i området, og at ud-

stedelse af et tryghedsskabende opholdsforbud vurderes at være et egnet

redskab til at genskabe trygheden i området.

Det er op til politiet at foretage en samlet politifaglig vurdering af den kon-

krete situation i det pågældende område i forhold til, om betingelserne for

at udstede et tryghedsskabende opholdsforbud er opfyldt.

2.2.3.1.1. Efter den foreslåede bestemmelse i politilovens § 6 b, stk. 2, er det

et krav, at adfærden er udvist af »en gruppe af personer«. Der skal således

være tale om et antal personer, som tilsammen udgør en gruppe.

Det er ikke muligt udtømmende at definere, hvornår der efter den foreslåede

bestemmelse er tale om en gruppe af personer, men der kan ved vurderingen

bl.a. lægges vægt på antallet af personer, der er samlet, og om personerne

udadtil fremstår som en gruppe. Efter omstændighederne vil en samling på

2-3 personer kunne anses for en gruppe af personer efter den foreslåede be-

stemmelse, såfremt personerne udadtil fremstår som en samlet gruppe.

»Grupper af personer« skal ikke forstås i overensstemmelse med udtrykkets

anvendelse i f.eks. straffelovens § 81 a.

Kravet om, at der skal være tale om en gruppe af personer, indebærer, at

enkeltpersoners utryghedsskabende adfærd i et område ikke kan begrunde

et tryghedsskabende opholdsforbud efter den foreslåede bestemmelse. Ad-

færden blandt enkeltpersoner i en gruppe kan dog efter omstændighederne

være tilstrækkeligt til, at det vurderes, at gruppens adfærd som sådan er eg-

net til at skabe utryghed, også selvom øvrige personer i gruppen ikke udviser

en adfærd, som er egnet til at skabe utryghed.

2.2.3.1.2. Det er efter den foreslåede bestemmelse i politilovens § 6 b, stk.

2, endvidere et krav, at gruppens adfærd er »egnet til at skabe utryghed for

personer, der bor eller færdes i området«.

Ved vurderingen af, om der er tale om adfærd, der er egnet til at skabe ut-

ryghed for personer, der bor eller færdes i området, kan der ud fra en samlet

konkret politifaglig vurdering bl.a. lægges vægt på, om gruppen udviser en

chikanerende, truende eller intimiderende adfærd over for forbipasserende,

om gruppens adfærd medfører støjgener og/eller trafikale gener, om perso-

ner i gruppen indtager eller er påvirkede af alkohol eller andre rusmidler,

om personer i gruppen har medbragt aggressive hunde som f.eks. kamp-

hunde eller muskelhunde mv. Det er ikke et krav efter den foreslåede be-

stemmelse, at adfærden skal have karakter af kriminelle handlinger.

Der vil efter omstændighederne også kunne lægges vægt på, om personer i

gruppen har et åbenlyst tilhørsforhold til en bandegruppering og til den ge-

nerelle situation i området, herunder om der er verserende opgør mellem

kriminelle grupper eller til en aktuel kriminalitetstendens i det pågældende

område, f.eks. åbenlys handel med narkotika. Der vil i den forbindelse også

kunne lægges vægt på, om personer i gruppen bærer rygmærker eller andre

kendetegn, der kan give den opfattelse, at gruppen er en del af eller associ-

eret med en bande eller kriminel gruppering.

Der vil herunder kunne lægges vægt på, om en eller flere af de tilstedevæ-

rende personer er tidligere dømt for kriminalitet i det pågældende område,

som er egnet til at skabe betydelig utryghed for personer, der bor eller færdes

i det pågældende område, og som kan medvirke til at fastholde området i

utryghed. Det vil navnlig kunne være kriminalitet omfattet af straffelovens

§ 81 c om handlinger begået inden for en skærpet strafzone, dvs. straffe-

lovens § 119 (vold og trusler om vold mod offentligt ansatte mv.), § 123

(vidnetrusler), § 181 (brandstiftelse), § 132 a (videreførelse af en foreløbig

forbudt eller opløst forening), § 132 b (overtrædelse af opholdsforbud), §

134 a (deltagelse i slagsmål mv. på offentligt sted), § 244, stk. 1 (simpel

vold), § 244, stk. 1, jf. § 247 (simpel vold i gentagelsestilfælde), § 245 (grov

vold), § 245, jf. § 247 (grov vold i gentagelsestilfælde), § 266 (trusler), §

276 (tyveri), § 276 a (indbrudstyveri), § 281 (afpresning), § 288 (røveri), §

291 (hærværk), § 293 (brugstyveri) og § 293 a (brugstyveri af motorkøretøj),

lovgivningen om euforiserende stoffer, lovgivningen om våben og eksplo-

sivstoffer og lovgivningen om knive og blankvåben mv.

Det er ikke et krav efter den foreslåede bestemmelse, at der konkret skal

være givet udtryk for en følelse af utryghed i forhold til gruppens adfærd fra

andre personer i området, idet den pågældende gruppes adfærd alene skal

være egnet til at skabe utryghed. Henvendelser eller lignende fra personer,

der oplever, at en gruppe af personer skaber utryghed, vil dog kunne indgå

i politiets samlede vurdering af, om gruppens adfærd vurderes at være af en

sådan karakter, at der bør udstedes et tryghedsskabende opholdsforbud efter

den foreslåede bestemmelse i politilovens § 6 b, stk. 1, 1. pkt. Det kan f.eks.

være henvendelser fra beboere i området, lokale erhvervsdrivende, handels-

standsforeninger, beboersammenslutninger, boligorganisationer, medarbej-

dere tilknyttet en boligsocial helhedsplan, trafikselskaber mv.

Det er endvidere ikke et krav efter den foreslåede bestemmelse, at flere per-

soner i gruppen skal udvise en adfærd, der er egnet til at skabe utryghed for

beboere og forbipasserende i det pågældende område. Kravet om, at der skal

være tale om en adfærd, som er egnet til at skabe utryghed, kan således efter

den foreslåede bestemmelse f.eks. efter omstændighederne være opfyldt

ved, at én person i gruppen udviser en adfærd, som er egnet til at skabe

utryghed, så længe adfærden fra personen i gruppen kan henføres til gruppen

som sådan og dermed som en adfærd, gruppen udviser. Det kan f.eks. være

tilfældet, hvor en person i gruppen truer eller chikanerer forbipasserende,

mens de øvrige personer i gruppen overværer handlingen.

Det bemærkes, at kravet i den foreslåede bestemmelse om, at der skal være

udvist en adfærd fra en gruppe af personer i det pågældende område, som er

egnet til at skabe utryghed for personer, der bor eller færdes i området, ad-

skiller sig fra kravet i politilovens § 6 a, stk. 1, om, at der skal være et ek-

straordinært kriminalitetsbillede i det pågældende område, som i væsentlig

grad er egnet til at skabe utryghed for personer, der bor eller færdes i områ-

det, for at udpege en skærpet strafzone. Der vil således skulle mindre til, før

politiet kan udstede et tryghedsskabende opholdsforbud efter den foreslåede

bestemmelse i politilovens § 6 b, stk. 1, end det kræves for at udpege en

skærpet strafzone i medfør af politilovens § 6 a, stk. 1.

2.2.3.1.3. Efter den foreslåede bestemmelse i politilovens § 6 b, stk. 2, er det

herudover et krav, at politiet vurderer, at et tryghedsskabende opholdsfor-

bud vil være et »egnet redskab, og at mindre indgribende foranstaltninger

ikke skønnes at være tilstrækkelige til at genskabe trygheden i området«.

Kravet indebærer, at politiet efter en politifaglig vurdering skal vurdere, at

udstedelse af et tryghedsskabende opholdsforbud efter den foreslåede be-

stemmelse i politilovens § 6 b, stk. 1, vil medvirke til at normalisere tilstan-

den og genskabe trygheden for beboere og andre, der færdes i området. I

den forbindelse skal politiet samtidig vurdere, om der er andre foranstalt-

ninger, som vil være mere egnede i forhold til at genskabe trygheden i om-

rådet. Det vil efter omstændighederne kunne være tilfældet, hvis politiet

vurderer, at et påbud eller forbud til en enkeltperson efter den øvrige lov-

givning vil være tilstrækkeligt til at genskabe trygheden i området, jf. pkt.

2.2.1. Der vil herudover kunne lægges vægt på, om der er grund til at tro, at

adfærden vil fortsætte, hvis der ikke udstedes et tryghedsskabende opholds-

forbud.

Det er ikke et krav efter den foreslåede bestemmelse, at politiet forinden

beslutningen om at udstede et tryghedsskabende ophold skal have meddelt

forudgående advarsel, påbud eller på lignende måde forsøgt at dæmpe ad-

færden blandt personerne i gruppen for at normalisere tilstanden i området,

men det vil kunne indgå som et moment i politiets vurdering af, om der er

andre foranstaltninger, der vil være mere egnede til at genskabe trygheden i

området.

Beslutningen om at udstede et tryghedsskabende opholdsforbud vil skulle

træffes i (umiddelbar) tidsmæssig sammenhæng med den adfærd, der danner

grundlag for beslutningen. Der skal således være en tidsmæssig sammen-

hæng mellem den adfærd, der danner grundlag for en beslutning om at ud-

stede et tryghedsskabende opholdsforbud, og det tidspunkt, hvor politiet

træffer beslutning herom.

2.2.3.2. Geografisk afgrænsning

2.2.3.2.1. Der lægges med den foreslåede nye bestemmelse i politilovens §

6 b, stk. 1, 1. pkt., op til, at et tryghedsskabende opholdsforbud vil kunne

udstedes inden for et nærmere »afgrænset geografisk område, hvortil der er

almindelig adgang«.

Det geografiske område, hvor et tryghedsskabende opholdsforbud efter den

foreslåede bestemmelse vil kunne udstedes, fastlægges på baggrund af de

forhold, som begrunder politiets vurdering af, at en gruppe af personer ud-

viser en adfærd, som er egnet til at skabe utryghed for personer, der bor

eller færdes i området.

Områder, der efter den foreslåede bestemmelse er omfattet af steder, hvortil

der er almindelig adgang, skal forstås i overensstemmelse med § 2 i ordens-

bekendtgørelsen. Efter ordensbekendtgørelsens § 2, stk. 1, finder bekendt-

gørelsen, hvor ikke andet fremgår, anvendelse på borgernes adfærd på veje

eller på andre steder, hvortil der er almindelig adgang. Bekendtgørelsen fin-

der således f.eks. anvendelse på borgernes adfærd i offentligt tilgængelige

parker, jernbane- og rutebilstationer, porte, offentlige toiletter, offentlige be-

fordringsmidler, herunder taxier, forlystelsessteder samt i åbningstiden bu-

tikker, butikscentre og offentlige kontorer. Efter ordensbekendtgørelsens §

2, stk. 2, forstås ved en vej offentlig eller privat vej, gade, cykelsti, fortov,

plads, bro, tunnel, passage, sti eller lignende, som benyttes til almindelig

færdsel af en eller flere færdselsarter.

Et tryghedsskabende opholdsforbud efter den foreslåede bestemmelse vil

dog uanset sammenhængen med ordensbekendtgørelsen § 2 ikke kunne ud-

stedes på indendørs arealer, hvortil der er almindelig adgang. I disse tilfælde

vil lovgivningens øvrige muligheder for at meddele påbud eller forbud mod

ophold på bestemte steder kunne finde anvendelse. Opholdsforbud vil såle-

des efter den foreslåede bestemmelse f.eks. kunne udstedes i områder i en

offentligt tilgængelige park, plads og på udendørsarealer på tog- og rutebil-

stationer mv., men ikke i f.eks. offentligt tilgængelige butikscentre, aktivi-

tetscentre, indendørs arealer på tog- og rutebilsstationer, offentlige befor-

dringsmidler, parkeringskældre mv.

Det geografiske område for det foreslåede opholdsforbud må herudover

ikke være større end det påkrævede for at genoprette trygheden i området.

Et tryghedsskabende opholdsforbud vil således alene kunne udstedes for

mindre, afgrænsede områder, f.eks. en udendørs perron på en tog- og rute-

bilsstation, en bestemt plads, park eller vej. Der vil ikke kunne udstedes for-

bud, der omfatter større områder som f.eks. en bydel.

Det forudsættes, at det geografiske område for opholdsforbuddet vil skulle

offentliggøres på en tydelig måde, jf. pkt. 2.2.3.3.

2.2.3.2.2. Der lægges med den foreslåede bestemmelse i politilovens § 6 b,

stk. 1, 2. pkt., op til, at det tryghedsskabende opholdsforbud ikke er til hinder

for »almindelig færden« i området. Der skelnes således med den foreslåede

ordning mellem almindelig færden og ulovligt ophold i et område omfattet

af det foreslåede opholdsforbud.

Almindelig færden skal efter den foreslåede bestemmelse forstås som tilste-

deværelse i et forbudsområde, som under normale omstændigheder ville op-

fattes som naturligt i forhold til området. Det vil f.eks. være almindelig fær-

den i bestemmelsens forstand at gå rundt på et udendørs butikstorv i forbin-

delse med et ærinde i en butik eller lignende i området eller at passere gen-

nem torvet for at nå frem til et bestemmelsessted i eller i nær tilknytning til

området mv.

Det vil dog være i strid med bestemmelsen at tage ophold i området, selvom

det vil kunne opfattes som naturligt i forhold til området. Det forudsættes

dog, at kortvarige ophold i et forbudsområde ikke vil udgøre et ulovligt op-

hold i området, hvis det kortvarige ophold er nødvendigt i forhold til en al-

mindelig færden i området.

Ophold på en bænk i forbindelse med af- og påstigning på tog- eller rute-

bilsstationer vil således kunne udgøre et kortvarigt ophold i forbindelse med

almindelig færden i området, ligesom det at stå i kø til en butik i området

også vil kunne udgøre et kortvarigt ophold i forbindelse med almindelig fær-

den i området.

Det vil derimod være i strid med forbuddet efter den foreslåede bestemmelse

at benytte parkarealer mv. omfattet af et forbud til rekreative formål som

f.eks. boldspil, picnic mv., ligesom det efter omstændighederne vil kunne

udgøre et ophold i strid med forbuddet at tage plads på en bænk eller lig-

nende i et forbudsområde i forbindelse med en passage fra én butik til en

anden i det pågældende område, hvis det ikke er kortvarigt i forhold til den

almindelige færden i området.

Det afgørende efter den foreslåede bestemmelse er således, om tilstedevæ-

relsen i området har en naturlig sammenhæng med områdets karakter.

2.2.3.3. Administration og tidsmæssig udstrækning

2.2.3.3.1. Det foreslås herudover, at et tryghedsskabende opholdsforbud ud-

stedes for en periode på op til 30 dage, jf. den foreslåede bestemmelse i

politilovens § 6 b, stk. 4, 1. pkt. Der lægges endvidere op til, at opholdsfor-

buddet kan forlænges med op til 30 dage ad gangen, jf. den foreslåede be-

stemmelse i politilovens § 6 b, stk. 4, 2. pkt. Det vil navnlig kunne være

relevant at forlænge opholdsforbuddet, hvis grupper af personer trods for-

buddet fortsat udviser en adfærd i det pågældende område, som er egnet til

at skabe utryghed for beboere og forbipasserende i området, og politiet fort-

sat vurderer, at et tryghedsskabende opholdsforbud vil være et egnet redskab

til at genskabe trygheden i området.

Den foreslåede bestemmelse i politilovens § 6 b, stk. 4., 3. pkt., om admini-

strationen af den foreslåede ordning indebærer, at politiet f.eks. kan beslutte,

at opholdsforbuddet kun gælder i aften- og nattetimerne, hvis politiet vur-

derer, at den utryghedsskabende adfærd særligt foregår i dette tidsrum, og

hvis et opholdsforbud i øvrige tidsrum på døgnet vurderes at være til ufor-

holdsmæssig stor gene for øvrige personer i det område, som opholdsfor-

buddet vil omfatte.

Et tryghedsskabende opholdsforbud kan tidligst få virkning fra tidspunktet

for offentliggørelsen af beslutningen om at udstede forbuddet. Det forud-

sættes, at der som udgangspunkt er en vis tidsperiode fra beslutningen of-

fentliggøres, og til det tryghedsskabende opholdsforbud får virkning. Tids-

punktet for, hvornår det tryghedsskabende opholdsforbud får virkning, fast-

lægges på baggrund af de forhold, som begrunder politiets vurdering af, at

betingelserne for at udstede et tryghedsskabende opholdsforbud er opfyldt.

2.2.3.3.2. Det foreslås, at beslutningen om at udstede et tryghedsskabende

opholdsforbud træffes af politidirektøren eller den, som vedkommende be-

myndiger hertil, jf. den foreslåede bestemmelse i politilovens § 6 b, stk. 5,

1. pkt. Det forudsættes, at beslutningen træffes på ledelsesniveau. Beslut-

ningen skal offentliggøres, og den skal indeholde en begrundelse og en an-

givelse af det sted og tidsrum, som beslutningen gælder for. Det forudsættes,

at angivelsen af det sted, som beslutningen gælder for, ledsages af et kort

over det pågældende geografiske område.

Offentliggørelsen sker på politiets officielle hjemmeside eller lignende, li-

gesom den pågældende politikreds udsteder en pressemeddelelse om det

tryghedsskabende opholdsforbud og de nærmere detaljer om området.

Det foreslås med den foreslåede bestemmelse i politilovens § 6 b, stk. 6, at

der ved skiltning på det sted, som er omfattet af et forbud, skal gøres tydeligt

opmærksom på forbuddet.

Det bemærkes i denne forbindelse, at mangelfuld skiltning i medfør af den

foreslåede bestemmelse ikke vil have betydning for gyldigheden af det tryg-

hedsskabende opholdsforbud. Mangelfuld skiltning vil dog efter omstæn-

dighederne kunne have betydning ved fastsættelsen af straffen, jf. nærmere

under pkt. 2.2.3.4 nedenfor.

Det forudsættes i den forbindelse, at forbudsområdet tydeligt afgrænses med

skiltning, og at det ved alle naturlige indgange til området tydeligt fremgår,

at området er omfattet af et tryghedsskabende opholdsforbud.

Det forudsættes herudover med forslaget, at en beslutning om udstedelse af

et tryghedsskabende opholdsforbud ikke udgør en afgørelse i forvaltnings-

lovens forstand. Dette indebærer, at forvaltningslovens regler om bl.a. parts-

høring ikke finder anvendelse.

Derimod vil almindelige forvaltningsretlige principper om bl.a. proportio-

nalitet og saglighed også finde anvendelse i forhold til en beslutning om at

udstede et tryghedsskabende opholdsforbud.

En beslutning om udstedelse af et tryghedsskabende opholdsforbud vil være

omfattet af rigspolitichefens sædvanlige tilsyn med politidirektørerne efter

retsplejelovens § 109, stk. 1.

I forbindelse med domstolenes eventuelle behandling af en straffesag for

overtrædelse af det tryghedsskabende opholdsforbud kan der desuden ske

en prøvelse af beslutningens lovlighed.

2.2.3.4. Straf for overtrædelse af et tryghedsskabende opholdsfor-

bud

2.2.3.4.1. Der lægges op til, at den, der overtræder et tryghedsskabende op-

holdsforbud efter stk. 1, straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år, jf. for-

slaget til § 6 b, stk. 3, i politiloven.

Efter den foreslåede bestemmelse vil det være strafbart at opholde sig i et

område, hvor der er udstedt et tryghedsskabende opholdsforbud, medmindre

der er tale om almindelige færden i området. Der henvises herom til lovfor-

slagets pkt. 2.2.3.2.2.

Tilregnelseskravet efter den foreslåede bestemmelse vil være uagtsomhed.

Det forudsættes, at det ved vurderingen af strafansvaret efter den foreslåede

bestemmelse vil skulle indgå, om området er tydeligt afgrænset, som det

kræves i medfør af den foreslåede bestemmelse i politilovens § 6 b, stk. 6.

Opholdsforbuddet omfatter alle personer, herunder også personer under den

kriminelle lavalder. Personer under den kriminelle lavalder vil dog ikke

kunne ifalde straf for overtrædelse af den foreslåede bestemmelse, jf. straf-

felovens § 15.

2.2.3.4.2. Det foreslås, at overtrædelse af et tryghedsskabende opholdsfor-

bud efter politilovens § 6 b, stk. 1, straffes med bøde eller fængsel indtil 1

år. Strafferammen svarer herved til, hvad der gælder for overtrædelse af or-

densbekendtgørelsens § 6, stk. 3 og 5. Der henvises herom til lovforslagets

pkt. 2.2.1.5.

Det forudsættes i den forbindelse, at straffen for overtrædelse af et opholds-

forbud i førstegangstilfælde som udgangspunkt fastsættes til bøde på 10.000

kr. Under formildende omstændigheder – herunder f.eks. hvis det forbuds-

ramte område ikke har været skiltet med tilstrækkelig tydelighed, jf. den

foreslåede bestemmelse i politilovens § 6 b, stk. 6 – vil bøden dog kunne

fastsættes til et lavere niveau.

Det forudsættes, at straffen for overtrædelse i andengangstilfælde og der-

over som udgangspunkt fastsættes til fængsel i 30 dage.

Fastsættelsen af straffen vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering

i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne

strafniveau vil kunne fraviges i op- eller nedadgående retning, hvis der i den

konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf.

herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel

10.

Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 1, og bemærkningerne hertil.

2.3. Beslaglæggelse til sikring af krav omfattet af lov om inddrivelse af

gæld til det offentlige

2.3.1. Gældende ret

2.3.1.1. Retsplejelovens regler om beslaglæggelse

Beslaglæggelse betyder, at der træffes en afgørelse, der medfører en be-

grænsning af en persons ret til at råde over en genstand faktisk og/eller ret-

ligt.

Efter retsplejelovens § 801, stk. 1, kan der foretages beslaglæggelse med

henblik på følgende formål: 1) Til sikring af bevismidler, 2) til sikring af det

offentliges krav på sagsomkostninger, konfiskation og bøde, 3) til sikring af

forurettedes krav på tilbagelevering eller erstatning, og 4) når tiltalte har

unddraget sig sagens videre forfølgning.

De nærmere betingelser for beslaglæggelse hos en person, der er mistænkt,

er fastlagt i retsplejelovens § 802, der sondrer mellem beslaglæggelse af

genstande, gods og en mistænkts hele formue afhængigt af formålet med

beslaglæggelsen.

Det følger af retsplejelovens § 802, stk. 1, at der kan ske beslaglæggelse af

genstande, som en mistænkt har rådighed over, hvis 1) den pågældende med

rimelig grund er mistænkt for en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig

påtale, og 2) der er grund til at antage, at genstanden kan tjene som bevis,

bør konfiskeres eller ved lovovertrædelsen er fravendt nogen, som kan

kræve den tilbage.

Det er efter bestemmelsen i § 802, stk. 1, ikke et krav, at den mistænkte ejer

genstanden, der ønskes beslaglagt. Det er kun et krav, at han har rådighed

over den. Det er heller ikke et krav, at genstanden har nogen værdi. Det

afgørende er derimod, om der er grund til at antage, at genstanden kan tjene

som bevis, bør konfiskeres eller ved lovovertrædelsen er fravendt nogen,

som kan kræve den tilbage. Dette skal ses på den baggrund, at formålet med

beslaglæggelse efter § 802, stk. 1, navnlig er knyttet til formålet med efter-

forskningen, dvs. at klarlægge om betingelserne for at pålægge strafansvar

eller anden strafferetlig retsfølge er til stede og tilvejebringe oplysninger til

brug for sagens afgørelse samt forberedelse af sagens behandling ved retten,

jf. § 743.

Efter retsplejelovens § 802, stk. 2, kan der foretages beslaglæggelse af gods,

som en mistænkt ejer. Gods kan beslaglægges, såfremt 1) den pågældende

med rimelig grund er mistænkt for en lovovertrædelse, der er undergivet

offentlig påtale, og 2) beslaglæggelse anses for nødvendig for at sikre det

offentliges krav på sagsomkostninger, krav på konfiskation efter straffe-

lovens § 75, stk. 1, 1. pkt., 2. led, og 2. pkt., og stk. 3, § 76 a, stk. 5, og § 77

a, 2. pkt. (dvs. konfiskation af pengebeløb), bødekrav eller forurettedes krav

på erstatning i sagen.

Kravet om at den pågældende ”med rimelig grund er mistænkt for en lo-

vovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale” i retsplejelovens § 802,

stk. 1, nr. 1, og stk. 2, nr. 1, svarer til mistankekravet, der gælder ved anhol-

delse, jf. § 755, stk. 1, og legemsbesigtigelse, jf. § 792 a, stk. 1, nr. 1.

Det er i forarbejderne til bestemmelsen forudsat, at mens ”genstande” efter

§ 802, stk. 1, kan omfatte effekter uden nogen værdi, eksempelvis et brev,

skal ”gods” i § 802, stk. 2, forstås som formueaktiver, jf. bemærkningerne

til § 1, nr. 22 (til § 802), i lovforslag nr. L 41 af 10. august 1998, se Folke-

tingstidende 1998-99, tillæg A, s. 872 f. Det vil sige, at der skal være tale

om aktiver af økonomisk værdi. Værdien må vurderes med udgangspunkt i,

hvad aktivet forventes at kunne indbringe ved salg på en tvangsauktion.

I modsætning til beslaglæggelse af genstande er det for beslaglæggelse af

gods efter § 802, stk. 2, et krav, at den mistænkte ejer godset, der søges

beslaglagt. Disse krav til beslaglæggelse skal ses i sammenhæng med, at

formålet med beslaglæggelse af gods er at opnå sikkerhed for et pengekrav

(kreditorforfølgning), og ikke at skaffe beviser eller genstande, der skal le-

veres tilbage eller kan konfiskeres.

Det vil normalt være op til den, der har værdigenstande på sig, at dokumen-

tere, at han ikke er ejer af det, jf. fra retspraksis Østre Landsrets kendelse

gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2003, s. 1108 ff. (U 2003.1108 Ø), der

stadfæstede beslaglæggelsen af nogle smykker, som en person havde på sig,

idet han ikke havde godtgjort, at de tilhørte andre.

Det er ikke et krav, at godset har forbindelse til det strafbare forhold, som

ejeren mistænkes for at have begået, jf. Højesterets kendelse, der er gengivet

i Ugeskrift for Retsvæsen 1978, s. 918 ff. (U 1978.918 H), men beslaglæg-

gelsen skal være nødvendig for at sikre det offentliges krav på konfiskation,

sagsomkostninger, bøde eller forurettedes krav på erstatning i sagen.

Retsplejelovens § 805 indeholder generelle begrænsninger af muligheden

for beslaglæggelse. Det følger af § 805, stk. 1, at beslaglæggelse ikke må

foretages, såfremt indgrebet står i misforhold til sagens betydning og det tab

eller den ulempe, som indgrebet kan antages at medføre. Betingelsen inde-

bærer i forhold til beslaglæggelse efter § 802, stk. 2, at der eksempelvis ikke

kan foretages beslaglæggelse af meget værdifulde aktiver eller aktiver, som

det ville være meget byrdefuldt for den mistænkte at undvære, til sikkerhed

for et krav af mindre størrelse. Det følger videre af § 805, stk. 2, at hvis

indgrebets øjemed kan opnås ved mindre indgribende foranstaltninger, her-

under sikkerhedsstillelse, kan der træffes skriftlig aftale herom med den,

mod hvem indgrebet retter sig. § 805, stk. 1 og 2, udtrykker et almindeligt

proportionalitetsprincip.

Herudover følger det af retsplejelovens § 805, stk. 3, at lovens §§ 509-516

finder tilsvarende anvendelse for så vidt angår beslaglæggelse til sikkerhed

for det offentliges krav på sagsomkostninger, krav på konfiskation efter

straffelovens § 75, stk. 1, 1. pkt., 2. led, og 2. pkt., og stk. 3, § 76 a, stk. 5,

og § 77 a, 2. pkt., bødekrav eller forurettedes krav på erstatning. Det vil sige,

at der eksempelvis ikke kan foretages beslaglæggelse af aktiver, der er nød-

vendige til opretholdelsen af et beskedent hjem og en beskeden levefod, jf.

§ 805, stk. 3, jf. § 509, stk. 1. Dette gælder også pengebeløb, jf. eksempelvis

fra retspraksis en kendelse fra Vestre Landsret, gengivet i Tidsskrift for Kri-

minalvidenskab 2009, s. 13 (TfK 2009.13 V), hvor der i et beslaglagt pen-

gebeløb skete fradrag for 200 euro med henvisning til, at beløbet var nød-

vendigt til de domfældtes underhold, § 803, stk. 3, jf. § 509, stk. 1. § 805,

stk. 3, jf. § 509, stk. 3, indebærer, at der ikke kan foretages beslaglæggelse

af aktiver af indtil en værdi af 3.000 kr., som er nødvendige til skyldneren

eller hans husstands erhverv eller uddannelse.

Afgørelse om beslaglæggelse træffes af retten ved kendelse efter begæring

fra politiet, jf. retsplejelovens § 806, stk. 1, stk. 1. pkt., og stk. 2. Herudover

kan retten træffe afgørelser om beslaglæggelse til sikring af erstatningskrav

på begæring fra den forurettede, jf. stk. 1, 2. pkt. Politiet kan træffe afgø-

relse, såfremt indgrebets øjemed ville forspildes, hvis retskendelse skulle

afventes, jf. § 806, stk. 4, 1. pkt. Den, som indgrebet retter sig mod, kan i så

fald kræve, at politiet forelægger sagen for retten, der afgør, om indgrebet

kan godkendes, jf. § 806, stk. 4, 2. pkt. Politiet skal forelægge sagen for

retten snarest muligt og senest inden 24 timer. Politiet skal efter § 807, stk.

1, 2. pkt., vejlede om denne mulighed. Beslaglæggelse foretaget af politiet

efter § 806, stk. 4, er i retspraksis også anvendt til beslaglæggelse af gods

efter § 802, stk. 2.

Beslaglæggelsen iværksættes af politiet, jf. retsplejelovens § 807, stk. 1. Når

det beslaglagte kommer i politiets besiddelse, skal det snarest muligt opteg-

nes og mærkes, jf. § 807, stk. 5, 1. pkt. Politiet skal på begæring udstede en

kvittering for det modtagne, jf. stk. 5, 2. pkt.

En afgørelse om beslaglæggelse kan til enhver tid omgøres, jf. retspleje-

lovens § 806, stk. 2, 3. pkt. Indtil sagens afgørelse kan begæring om hel

eller delvis ophævelse af beslaglæggelsen fremsættes over for retten af den,

der har interesse heri, jf. § 807 c, 1. pkt.

Retsvirkningerne af beslaglæggelse afhænger af, hvilken form for beslag-

læggelse der er tale om.

For beslaglæggelse af genstande, jf. retsplejelovens § 802, stk. 1, medfører

beslaglæggelsen, at der hverken ved aftale eller kreditorforfølgning kan fo-

retages dispositioner over det beslaglagte, som er i strid med beslaglæggel-

sens formål, jf. § 807 b, stk. 1. Rådighedsberøvelsen bortfalder senest, når

sagen er endeligt afsluttet ved dom, påtaleopgivelse eller tiltalefrafald, med-

mindre det beslaglagte konfiskeres, jf. § 807 d, stk. 1, 1. pkt. Er der tvist om,

hvem der skal have det beslaglagte udleveret, træffer retten afgørelse herom

ved kendelse, jf. § 807 d, stk. 1, 2. og 3. pkt.

Beslaglæggelse af gods, jf. retsplejelovens § 802, stk. 2, har, indtil der træf-

fes afgørelse efter § 807 d, stk. 2 og 3, samme virkning som arrest, jf. § 807

b, stk. 2, jf. lovens kapitel 56. Retsvirkningerne af arrest er navnlig, at der

ikke må rådes over det pågældende aktiv på en måde, som kan være til skade

for fordringshaveren, jf. retsplejelovens § 631, stk. 2, jf. § 519, stk. 1. Over-

trædelse heraf kan straffes som skyldnersvig, jf. straffelovens § 283, stk. 1,

nr. 1. Herudover betyder retsvirkningen som arrest, at der ikke med beslag-

læggelsen opnås nogen beskyttelse over for retsforfølgende kreditorer.

F.eks. bortfalder en arrest i tilfælde af konkurs, jf. konkurslovens § 31, stk.

Da formålet med beslaglæggelse af gods efter § 802, stk. 2, er at opnå sik-

kerhed for pengekrav, bortfalder beslaglæggelsen ikke med sagens afslut-

ning, medmindre sagen sluttes ved påtaleopgivelse eller frifindelse, jf. § 807

d, stk. 3., 4. pkt. Ellers anvendes det beslaglagte til dækning af de sikrede

krav i den rækkefølge, der er bestemt i § 807 d, stk. 2, hvorefter godset først

anvendes til fyldestgørelse af forurettedes krav på erstatning, dernæst det

offentliges krav på sagsomkostninger, dernæst krav på konfiskationsbeløb

efter straffeloven og dernæst bødekrav, jf. stk. 2, 1. pkt. Retten kan undta-

gelsesvis træffe bestemmelse om en afvigende rækkefølge for fyldestgø-

relse, jf. stk. 2, 2. pkt. Afgørelse om anvendelse af beslaglagt gods til fyl-

destgørelse af de sikrede krav træffes efter begæring ved kendelse og har

retsvirkning som et udlæg, jf. § 807 d, stk. 3, 1. og 3. pkt. Et sådant udlæg

kan bortfalde efter de almindelige regler herom, eksempelvis ved fordrin-

gens forældelse, hvis der ikke rettidigt begæres tvangsauktion, eller hvis

skyldner kommer under konkurs. Herudover vil beslaglæggelsen eller ud-

lægget bortfalde, hvis skyldneren betaler sin gæld.

Hvis forurettedes erstatningskrav nægtes forfølgning under straffesagen,

kan retten i forbindelse hermed bestemme, at en beslaglæggelse til sikring

af dette krav bevarer sin gyldighed, indtil erstatningsspørgsmålet er afgjort,

forudsat at der inden 4 uger anlægges sag i den borgerlige retsplejes former

eller indgives ansøgning i henhold til lov om erstatning fra staten til ofre for

forbrydelser, jf. § 807 d, stk. 4, 1. pkt. Fastsættes der herefter et erstatnings-

krav, kan den ret, der har afsagt dom i straffesagen, efter begæring af foru-

rettede bestemme, at erstatningskravet helt eller delvis skal fyldestgøres af

provenuet fra det beslaglagte gods, herunder at fyldestgørelse skal ske forud

for det offentliges krav på sagsomkostninger, krav på konfiskation og bøde-

krav. Denne afgørelse har retsvirkning som udlæg.

Udlægsvirkningen af rettens kendelse efter retsplejelovens § 807 d, stk. 3,

3. pkt., giver adgang til at begære det beslaglagte gods solgt på tvangsauk-

tion, jf. § 538. Visse aktiver sælges dog ikke på tvangsauktion. Omfatter

beslaglæggelsen kontanter, overgår ejendomsretten eksempelvis straks til

fordringshaver, jf. § 521.

2.3.1.2. Beslaglæggelse efter dom

Retsplejelovens § 1002 giver mulighed for at anvende lovens regler om be-

slaglæggelse i visse tilfælde også efter, at en dom er afsagt. Det er således

ikke efter bestemmelsen et krav, at der er tale om en person, der mistænkes

for en forbrydelse, der er undergivet offentlig påtale, men derimod at en

person er blevet domfældt i en straffesag.

Reglen i retsplejelovens § 1002, stk. 1, 1. pkt., giver mulighed for beslag-

læggelse til sikkerhed for det offentliges krav på sagsomkostninger, krav på

konfiskationsbeløb efter straffeloven, bødekrav eller forurettedes krav på er-

statning. Kravene svarer således til, hvad der gælder for beslaglæggelse hos

en mistænkt efter § 802, stk. 2.

Afgørelse om beslaglæggelse efter dom træffes af den ret, der har afsagt

dommen i første instans, og som også træffer afgørelse om, hvordan det be-

slaglagte skal anvendes, jf. § 807 d, stk. 2 og 3, jf. § 1002, stk. 1, 3. pkt. Der

henvises til pkt. 2.3.1.1 ovenfor. Bestemmelsen i § 1002, stk. 1, 3. pkt., ude-

lukker ikke, at politiet kan træffe afgørelser om beslaglæggelse, hvis øjeme-

det ellers ville forspildes, jf. § 806, stk. 4. Der henvises til bemærkningerne

til § 1, nr. 25 (til § 1002) i lovforslag nr. L 41 som fremsat 8. oktober 1998,

jf. Folketingstidende 1998-99, tillæg A, s. 887 f., og til Østre Landsrets ken-

delse gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2003, s. 1108 ff. (U 2003.1108 Ø).

2.3.1.3. Lov om inddrivelse af gæld til det offentlige

Lov om inddrivelse af gæld til det offentlige (gældsinddrivelsesloven) gæl-

der for fordringer, der opkræves eller inddrives af det offentlige, jf. lovens

§ 1, stk. 1, 1. pkt. Loven gælder som udgangspunkt for alle fordringer, der

opkræves eller inddrives af det offentlige med tillæg af renter, gebyrer og

andre omkostninger, dvs. uanset om fordringens grundlag er offentligretligt

eller privatretligt. Det ”offentlige” forstås bredt og omfatter også f.eks.

statsvirksomheder. Loven gælder også fordringer, der inddrives af det of-

fentlige, uanset at de ikke tilkommer det offentlige, f.eks. underholdsbidrag.

Skatteministeren kan efter § 1, stk. 1, 2. pkt., fastsætte regler om, at loven

desuden finder anvendelse på fordringer, der er fastsat ved lov eller i hen-

hold til lov. Det er sket i bekendtgørelse nr. 188 af 9. marts 2020 om inddri-

velse af gæld til det offentlige, hvor det af § 1, stk. 1, fremgår, at gældsind-

drivelsesloven også gælder for visse private fordringshaveres krav. Det gæl-

der bl.a. private jernbanevirksomheders krav på kontrolafgifter, ekspedi-

tionsgebyrer og rejsekortfordringer.

Inddrivelsen forestås af restanceinddrivelsesmyndigheden (Gældsstyrel-

sen), jf. lovens § 2, stk. 1.

Restanceinddrivelsesmyndigheden inddriver også bøder, sagsomkostninger

og konfiskationsbeløb, der er idømt i en straffesag, jf. udtrykkeligt retsplej-

elovens § 997, stk. 1, 3. pkt., og § 1013, stk. 4.

Når betalingsfristen for en fordring er overskredet, og sædvanlig rykkerpro-

cedure forgæves er forsøgt, overdrages fordringen til restanceinddrivel-

sesmyndigheden, der herefter inddriver fordringen, jf. gældsinddrivelseslo-

vens § 2, stk. 3, 1. pkt. Inden overdragelse af fordringen til restanceinddri-

velsesmyndigheden skal skyldneren underrettes om, at fordringen overdra-

ges, medmindre det ikke er muligt at foretage underretning eller underret-

ning må antages at medføre en væsentlig forringelse af muligheden for at

opnå dækning, jf. § 2, stk. 4, 2. pkt. Ved overdragelse af fordringen overta-

ger restanceinddrivelsesmyndigeden kreditorbeføjelserne, jf. lovens § 3, stk.

1. Fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver

fordringen, kan dog på skyldnerens anmodning tillade afdragsvis betaling

eller henstand med betalingen, jf. lovens § 2, stk. 3, 2. pkt. Restanceinddri-

velsesmyndigheden kan desuden suspendere inddrivelsen ved kendskab til

eller mistanke om datafejl, jf. lovens § 2, stk. 6.

Når en fordring er overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden til ind-

drivelse, kontrolleres det bl.a., om der er tvivl om fordringens retskraft eller

mistanke om datafejl. Er dette tilfældet, registreres fordringen ikke som ind-

drivelsesparat, og fordringen indgår ikke i aktiv inddrivelse.

Restanceinddrivelsesmyndigheden kan ligesom fordringshaveren som led i

inddrivelsen tillade afdragsvis betaling eller henstand med betalingen, jf.

gældsinddrivelseslovens § 3, stk. 3. Restanceinddrivelsesmyndigheden vil

også kunne eftergive gæld helt eller delvist, jf. reglerne i lovens §§ 13-15.

Når en fordring er overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden til ind-

drivelse, kan skyldneren påklage restanceinddrivelsesmyndighedens afgø-

relser om inddrivelse af fordringer mv. til Landsskatteretten, jf. gældsind-

drivelseslovens § 17. Indsigelser vedrørende visse fordringer indgives til fo-

gedretten, jf. lovens § 18.

Restanceinddrivelsesmyndigheden får med overdragelsen af fordringen kre-

ditorbeføjelserne, jf. gældsinddrivelseslovens § 3, stk. 1 Dette omfatter ek-

sempelvis retten til modregning, retten til tiltrædelse af akkordordninger og

gældssaneringsforslag, retten til indgivelse af konkursbegæring og indberet-

ning til kreditoplysningsbureauer og eftergivelse og henstand. Udover de

almindelige kreditorbeføjelser er restanceinddrivelsesmyndigheden i gælds-

inddrivelsesloven tillagt særlige beføjelser til at foretage inddrivelse ved at

foretage udlæg ved udpantning for de fordringer, der omfattes af loven, med

undtagelse af visse civilretlige fordringer, jf. lovens bilag 1, jf. herom lovens

§ 11.

Retsplejelovens regler om, hvad der kan foretages udlæg i, jf. §§ 509-516

(omtalt ovenfor i pkt. 2.3.1.1) samt reglen om, at udlæg i løsøre som hoved-

regel kun kan foretages under en udkørende fogedforretning gælder for ud-

læg foretaget af restanceinddrivelsesmyndigheden ved udpantning, jf. § 5,

stk. 1, 1. pkt., i lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgif-

ter mv. (skatteinddrivelsesloven).

Skyldneren skal så vidt muligt underrettes om tid og sted for forretningen,

jf. retsplejelovens § 493, stk. 1. Ved fuldbyrdelse på grundlag af en udpant-

ningsret skal underretningen som udgangspunkt ske ved forkyndelse, jf. §

493, stk. 1. Ved fordringer omfattet af gældinddrivelsesloven, der er under

inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden modificeres kravet til

indholdet af den meddelelse, der skal forkyndes af skatteinddrivelseslovens

§ 5, stk. 1, 2. pkt. og stk. 2.

Såkaldt kontorudlæg, hvor udlæg foretages fra rettens kontor i tilfælde, hvor

skyldneren ikke møder op, er kun hjemlet for udlæg i visse aktiver eller for

visse fordringer, jf. retsplejelovens § 495, stk. 1, 2. pkt. Denne regel finder

også anvendelse på udlæg foretaget af restanceinddrivelsesmyndigheden

ved udpantning, jf. skatteinddrivelseslovens § 5, stk. 1, 1. pkt.

I forbindelse med foretagelse af udlæg har skyldneren som udgangspunkt

ret til at påvise de aktiver, der skal foretages udlæg i, jf. retsplejelovens §

517, stk. 1. Denne ret gælder også ved udlæg foretaget ved udpantning, jf.

skatteinddrivelseslovens § 5, stk. 1, 1. pkt.

Der er ikke tillagt restanceinddrivelsesmyndigheden en almindelig kompe-

tence til at foretage beslaglæggelse af eller arrest i aktiver hos skyldneren til

sikkerhed for fordringer, der er overdraget restanceinddrivelsesmyndighe-

den til inddrivelse. Restanceinddrivelsesmyndigheden har dog i medfør af

gældsinddrivelseslovens § 3, stk. 1, beføjelse til at anmode fogedretten om

foretagelse af arrest, jf. retsplejelovens kapitel 56.

2.3.1.4. Restanceinddrivelsesmyndighedens videregivelse af op-

lysninger til politiet

Restanceinddrivelsesmyndigheden kan videregive oplysninger om gælds-

forhold til politiet efter reglerne i forvaltningslovens § 28, som bl.a. fastsæt-

ter, at videregivelse af personoplysninger skal ske inden for rammerne af

Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 2016/679 af 27. april 2016

om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af perso-

noplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse

af direktiv 95/46/EF (databeskyttelsesforordningen) og lov nr. 502 af 23.

maj 2018 om supplerende bestemmelser til forordningen om beskyttelse af

fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om

fri udveksling af sådanne oplysninger (databeskyttelsesloven).

I praksis har Skatteforvaltningen oprettet en vagttelefonordning, hvor poli-

tiet hele døgnet hurtigt kan anmode om oplysninger om, hvorvidt en konkret

person har gæld, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndig-

heden. Politiet kan via ordningen få oplyst fordringstypen og gældens stør-

relse. Politiet kan også få oplysninger om forhold i inddrivelsessagen, der

kan være relevante for en beslaglæggelsessag. Skatteforvaltningen foretager

på baggrund af politiets oplysninger en vurdering af, om oplysningerne kan

udleveres inden for rammerne af forvaltningsloven, databeskyttelsesforord-

ningen og databeskyttelsesloven. Herefter noteres, hvilke oplysninger der

bliver udleveret, hvis der kan ske udlevering.

Fordringer, der ikke er registreret som inddrivelsesparate, jf. ovenfor under

lovforslagets pkt. 2.3.1.3, oplyses ikke til politiet.

2.3.2. Justitsministeriets overvejelser

Regeringen vil ikke acceptere, at personer, der er i politiets søgelys, og som

har gæld til det offentlige, samtidig ejer og omgiver sig med dyre statussym-

boler, eksempelvis biler, smykker, mobiltelefoner, beklædningsgenstande

mv.

Når politiet eksempelvis mistænker, sigter og giver en person, der har været

hånende og truende, en bøde, og samtidig kan se at personen åbenbart er i

besiddelse af værdigenstande på trods af, at han har gæld til det offentlige,

skal politiets kunne gribe ind. I en sådan situation, bør politiet straks kunne

tage værdigenstandene fra personen med henblik på at sikre betaling af dels

bøden, dels den offentlige gæld.

Mulighederne for at foretage beslaglæggelse til sikkerhed for gæld til det

offentlige er i dag begrænset til beslaglæggelse hos en mistænkt til sikkerhed

for det offentliges krav på sagsomkostninger, konfiskationsbeløb, bødekrav

eller den forurettedes krav på erstatning i sagen, jf. retsplejelovens § 802,

stk. 2. Tilsvarende vil der kunne ske beslaglæggelse til sikkerhed for så-

danne krav, efter at vedkommende er blevet dømt, jf. § 1002, stk. 1.

Der kan således ikke i dag ske beslaglæggelse til sikkerhed for anden gæld,

som den pågældende måtte have til det offentlige.

Hvis politiet eksempelvis i forbindelse med en sigtelse af en person konsta-

terer, at vedkommende har gæld til det offentlige og er i besiddelse af bety-

delige værdier i form af f.eks. værdifulde biler, smykker, ure e.l., vil politiet

ikke i dag kunne beslaglægge de pågældende aktiver til sikkerhed for gælds-

kravet, medmindre gælden vedrører sagsomkostninger, konfiskationsbeløb,

bødekrav eller den forurettedes krav på erstatning i sagen.

Dette er efter Justitsministeriets opfattelse en uhensigtsmæssig og urimelig

retsstilling. Det foreslås derfor at udvide adgangen til at beslaglægge værdi-

genstande hos en mistænkt, så gæld til det offentlige generelt bliver omfat-

tet.

2.3.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås at udvide adgangen til at foretage beslaglæggelse til sikkerhed

for pengekrav hos en mistænkt, så adgangen også omfatter krav omfattet af

gældsinddrivelsesloven, når kravet er under inddrivelse hos restanceinddri-

velsesmyndigheden. Efter gældsinddrivelseslovens § 1, stk. 1, omfatter

loven alle fordringer, der opkræves og inddrives af det offentlige. Grundla-

get for fordringerne kan både være offentligretligt og privatretligt; og for-

dringshaveren kan være såvel en offentlig myndighed som en privat person.

Der henvises til pkt. 2.3.1.4 ovenfor.

Den foreslåede ordning bygger på samme afgrænsning, således at der kan

foretages beslaglæggelse til sikkerhed for de samme fordringer, der inddri-

ves af restanceinddrivelsesmyndigheden. Ordningen vil også omfatte krav,

der er skabt af restanceinddrivelsesmyndigheden selv, hvilket f.eks. er til-

fældet med de inddrivelsesrenter, der i medfør af gældsinddrivelseslovens §

5, stk. 1, tilskrives visse fordringer under inddrivelse. Gæld, som er behæftet

med tvivl om retskraften, eller hvor der er mistanke om datafejl, vil ikke

kunne lægges til grund for en beslaglæggelse. Sådan gæld bliver ikke oplyst

over for politiet ved henvendelse til vagttelefonordningen. Der henvises til

pkt. 2.3.1.3 og 2.3.1.4 i de almindelige bemærkninger.

Den foreslåede afgrænsning til krav, der er under inddrivelse af restanceind-

drivelsesmyndigheden, giver sikkerhed for, at den mistænkte er bekendt

med kravet og for, at sædvanlig rykkerprocedure normalt vil have være for-

søgt.

Ordningen foreslås som det gældende § 802, stk. 2, begrænset til personer,

som mistænkes for en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale.

Det er imidlertid ikke, som efter den gældende ordning efter § 802, stk. 2,

et krav, at den gæld, der beslaglægges til sikkerhed for, har tilknytning til

det forhold, som den pågældende mistænkes for, men alene at den pågæl-

dende er mistænkt for en forbrydelse, der er undergivet offentlig påtale.

Med den foreslåede ordning sker der en nyaffattelse af retsplejelovens §

802, stk. 2, nr. 2, således at bestemmelsen inddeles i et litra a og et litra b,

hvor den foreslåede udvidelse tydeliggøres. Litra a vil svare til gældende

ret, hvorefter der kan ske beslaglæggelse, såfremt det er nødvendigt for at

sikre det offentliges krav på sagsomkostninger, krav på konfiskationsbeløb,

bødekrav eller forurettedes erstatningskrav i sagen. Litra b vil indeholde den

foreslåede udvidelse, hvorefter der kan ske beslaglæggelse til sikkerhed for

gæld, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, uanset

om gælden har tilknytning til sagen. Der kan ske beslaglæggelse af det

samme gods til sikkerhed for krav omfattet af såvel litra a som litra b. Uan-

set om der sker beslaglæggelse til sikkerhed for krav omfattet af litra a eller

litra b, vil mistankekravet i § 802, stk. 2, nr. 1, skulle være opfyldt.

Det er som efter gældende ret ikke et krav, at det beslaglagte gods har til-

knytning til det forhold, der mistænkes for. Der tilsigtes ikke med den fore-

slåede ordning nogen ændring af, hvilke aktiver, der kan beslaglægges som

”gods” efter den foreslåede ordning. Som efter gældende ret vil dette være

alle formueaktiver, der har økonomisk værdi. Heri ligger også en begræns-

ning i ordningens anvendelsesområde. Der henvises til pkt. 2.3.1.1.

Der kan som efter gældende ret kun ske beslaglæggelse af gods, som den

pågældende ejer. Det vil normalt være op til den, der har værdigenstande på

sin person, at godtgøre, at han ikke ejer dem, og at de derfor ikke kan be-

slaglægges som gods. Der er ikke med den foreslåede ordning tilsigtet nogen

ændring af gældende ret på dette punkt. Der henvises til pkt. 2.3.1.1.

Kompetencen til at foretage beslaglæggelse efter den foreslåede ordning vil

som hidtil ligge hos retten, jf. retsplejelovens § 806, stk. 1 og 2. Politiet vil

dog kunne foretage beslaglæggelse, hvis øjemedet ellers ville forspildes, jf.

§ 806, stk. 4. Politiet har i praksis anvendt denne regel til beslaglæggelse af

gods, jf. § 802, stk. 2, og § 1002, stk. 1. Der kan fra retspraksis henvises til

eksempelvis Østre Landsrets kendelse gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen

2003, s. 1108 ff. (U 2003.1108 Ø), og Vestre Landsrets kendelse gengivet i

Ugeskrift for Retsvæsen 2005, s. 1609 ff. (U 2005.1609 V), der begge tillod

beslaglæggelse af smykker på øjemedet. Adgangen til at kunne beslaglægge

på øjemedet, jf. § 806, stk. 4, forudsættes at kunne anvendes i samme om-

fang som efter gældende ret til beslaglæggelse af gods tilhørende en person,

der har gæld, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndighe-

den. Det må bero på en konkret vurdering, om øjemedet ville forspildes,

såfremt retskendelse skulle indhentes. Den foreslåede ordning ændrer ikke

på betingelserne for anvendelsen af øjemedsbestemmelsen.

Når fordringen er overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden til inddri-

velse, vil sædvanlig rykkerprocedure normalt have været forsøgt, ligesom

den pågældende har haft mulighed for at komme med indsigelser. Øjemeds-

betingelsen må derfor ofte anses for opfyldt, når politiet antræffer en

mistænkt med værdigenstande på sin person og ved at kontakte restanceind-

drivelsesmyndigheden kan konstatere, at den pågældende har gæld, der er

overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden til inddrivelse. Der vil i den

situation ofte være en formodning for, at der er en risiko for, at værdigen-

standen vil blive unddraget fra at tjene til fyldestgørelse af gælden under

inddrivelse, hvis en retskendelse skulle indhentes. Hvis øjemedet ikke ville

forspildes, hvis retskendelse skulle indhentes, f.eks. hvis der ikke er nogen

konkret risiko for at en værdigenstand vil blive unddraget fra at tjene til

fyldestgørelse, vil en forudgående retskendelse skulle indhentes.

Den mistænkte vil kunne afværge beslaglæggelsen ved at stille sikkerhed.

Politiet vil som efter gældende ret skulle vejlede den pågældende om adgan-

gen til at få spørgsmålet indbragt for retten, jf. § 807, stk. 1, 2. pkt.

Den mistænkte vil med den foreslåede ordning bevare sine muligheder for

at klage eller fremsætte indsigelse, jf. gældsinddrivelseslovens §§ 17-18, jf.

pkt. 2.3.1.4 i de almindelige bemærkninger. Den mistænkte vil ligeledes

som efter gældende ret kunne fremsætte anmodning om, at afgørelsen om

beslaglæggelse omgøres eller ophæves, jf. retsplejelovens § 806, stk. 2, 3.

pkt., og § 807 c.

Betingelserne for at foretage beslaglæggelse er de samme som efter gæl-

dende ret. Ud over kravet om mistanke for en forbrydelse, der er undergivet

offentlig påtale, jf. § 802, stk. 2, nr. 1, skal indgrebet være proportionalt, jf.

§ 805, stk. 1 og 2, der udtrykker et almindeligt proportionalitetsprincip. Pro-

portionalitetsprincippet indebærer, at der eksempelvis ikke kan foretages

beslaglæggelse af meget værdifulde genstande til sikkerhed for mindre krav,

ligesom der alene vil kunne beslaglægges genstande, der faktisk vil kunne

tjene som sikkerhed for krav, der er under inddrivelse hos restanceinddri-

velsesmyndigheden. Heraf følger også, at der ikke vil kunne ske beslaglæg-

gelse af gods, der alene har en bagatelagtig værdi. Derimod vil der ikke med

beslaglæggelse efter den foreslåede ordning skulle tages hensyn til eksem-

pelvis alvoren af den forbrydelser, den pågældende mistænkes for, da det

ikke er et krav for beslaglæggelse efter den foreslåede ordning, om kravet

har tilknytning til den sag, som mistanken angår, jf. § 802, stk. 2, nr. 2, litra

Hvis politiet benytter muligheden for at beslaglægge gods, som en mistænkt

har på sin person ”på øjemedet” i medfør af § 806, stk. 4, vil den pågældende

normalt ikke kunne hindre beslaglæggelsen ved blot at hævde, at andre ak-

tiver kan tjene til sikkerhed, hvis ikke de umiddelbart kan overgives til po-

litiet. Den pågældende vil i en sådan situation have mulighed for at ind-

bringe beslaglæggelsen for domstolene, jf. ovenfor. Retten vil her kunne

tage stilling til, hvilket aktiv der skal tjene til sikkerhed.

Endvidere skal reglerne i retsplejelovens §§ 509-516 iagttages, jf. § 805, stk.

3 og den foreslåede ændring heraf. Eksempelvis § 509, stk. 1, der undtager

aktiver, der er nødvendige til opretholdelse af et beskedent hjem og en be-

skeden levefod for skyldneren og hans husstand (”trangsbeneficiet”). Lige-

som efter gældende ret vil aktiver af indtil en værdi af 3.000 kr. være und-

taget fra beslaglæggelse, hvis de er nødvendige til skyldnerens eller hans

husstands erhverv eller uddannelse, jf. § 509, stk. 3. § 515, stk. 1, undtager

genstande, som har en særlig personlig betydning for skyldneren eller med-

lemmer af hans husstand, medmindre genstandene har en sådan værdi, at det

ikke findes rimeligt at holde dem uden for fuldbyrdelsen af fordringshave-

rens krav. Det vil som efter gældende ret skulle vurderes konkret, om et

aktiv, eksempelvis mobiltelefoner eller beklædningsgenstande, kan beslag-

lægges.

Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 3, nr. 2-6.

Retsvirkningerne af beslaglæggelse efter den foreslåede ordning svarer til

retsvirkningerne af beslaglæggelse af gods efter de gældende regler i rets-

plejelovens § 802, stk. 2, dvs. retsvirkning som arrest, jf. § 807 b, stk. 2. Det

foreslås, at det beslaglagte først skal anvendes til dækning af krav under

inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, efter de øvrige krav er

fyldestgjort, jf. den foreslåede ændring af § 807 d, stk. 2, 1. pkt. Der henvises

til bemærkningerne til lovforslagets § 3, nr. 7.

Efter gældende ret har en afgørelse om anvendelse af det beslaglagte virk-

ning som udlæg, jf. § 807 d, stk. 3, 3. pkt. Denne ordning foreslås ikke vi-

dereført i relation til sikring af krav, der er omfattet af lov om inddrivelse af

gæld til det offentlige og under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndig-

heden. I modsætning til de krav, der er omfattet af gældende ret (krav på

sagsomkostninger, bøder, konfiskation af pengebeløb eller erstatning), vil

krav, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, ikke

på samme måde være genstand for straffesagen, og der vil således ikke som

led i straffesagen blive taget stilling til disse kravs gyldighed. Derudover

kan krav omfattet af gældsinddrivelsesloven i princippet være bortfaldet el-

ler ophørt inden straffesagens afgørelse.

På den baggrund foreslås det, at anklagemyndigheden og domstolene ikke

som led i straffesagen skal tage stilling til f.eks. gyldigheden af

gældsposterne, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndighe-

den.

Sker der domfældelse, skal retten i forbindelse med den afgørelse, der skal

træffes efter § 807 d, stk. 2 og stk. 3, 1.-3. pkt., med den foreslåede ordning

fastslå, at det beslaglagte også anvendes til fyldestgørelse af krav, der er

under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Restanceinddri-

velsesmyndigheden skal herefter tage stilling til, om der skal ske videre rets-

forfølgning af sådanne krav.

Det foreslås derfor, at der indsættes et nyt stk. 5. i retsplejelovens § 807 d,

hvorefter beslaglæggelsen for så vidt angår krav, der er under inddrivelse

hos restanceinddrivelsesmyndigheden, bevarer sin gyldighed i 4 uger efter,

at retten har truffet afgørelse efter § 807 d, stk. 3. Inden denne frist skal der

være indledt en retssag i den borgerlige retsplejes former om det krav, be-

slaglæggelsen angår, eller være foretaget udlæg for dette krav, hvis ikke be-

slaglæggelsen skal bortfalde. Udlæg omfatter både udlæg foretaget af fo-

gedretten og udlæg foretaget af restanceinddrivelsesmyndigheden.

Er kravet på 100.000 kr. eller derunder, kan sag i den borgerlige retsplejes

former indledes ved at indgive et betalingspåkrav til fogedretten, jf. reglerne

herom i retsplejelovens kapitel 44 a. Beslaglæggelsen bevarer sin virkning

som arrest, jf. § 807 b, stk. 2, indtil der foreligger en endelig afgørelse i

sagen. Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 3, nr. 8.

Det forudsættes herved, at anklagemyndigheden underetter restanceinddri-

velsesmyndigheden om, at straffesagen er sluttet ved dom, påtaleopgivelse

eller frifindelse, jf. § 807 d, stk. 3.

Det foreslås i forbindelse hermed at gøre det muligt for restanceinddrivel-

sesmyndigheden at foretage udlægget i beslaglagt gods, som er i politiets

besiddelse, som kontorudlæg, jf. det foreslåede 3. pkt. i retsplejelovens §

495, stk. 1, sådan at det ikke er nødvendigt med en udkørende forretning i

overensstemmelse med hovedreglen efter gældende ret. Politiet vil efter §

807, stk. 5, skulle foretage optegning og mærkning af det beslaglagte, så

dettes identitet vil kunne fastslås.

Med forslaget gøres det således enklere for restanceinddrivelsesmyndighe-

den at foretage udlæg i beslaglagte aktiver, der er i politiets besiddelse.

Skyldnerens mulighed for at udøve sin almindelige påvisningsret, jf. rets-

plejelovens § 517, stk. 1, vil dog blive vanskeligere, når udlægget foretages

som kontorudlæg frem for som udkørende fogedforretning, såfremt skyld-

neren ikke møder op. Skyldneren kan bl.a. anvende denne ret med henblik

på at sikre, at der ikke foretages udlæg i aktiver, der er undtaget fra udlæg,

jf. §§ 509-516.

Den mistænkte/skyldneren vil dog fortsat have mulighed for at varetage sine

interesser. Det bemærkes i den forbindelse, at den mistænkte/skyldneren al-

lerede i forbindelse med beslaglæggelsens foretagelse har mulighed for at

stille sikkerhed og derved hindre beslaglæggelsen, jf. § 805, stk. 2. Ligele-

des vil det i forbindelse med foretagelsen af beslaglæggelsen være en betin-

gelse, at det beslaglagte ikke er omfattet af retsplejelovens §§ 509-516. Når

beslaglæggelsen er foretaget af politiet i medfør af § 806, stk. 4, vil den

pågældende i forbindelse med, at politiet har foretaget beslaglæggelsen,

være blevet gjort opmærksom på muligheden for at indbringe spørgsmålet

om beslaglæggelsens lovlighed for retten, jf. § 807, stk. 1, 2. pkt. Den på-

gældende vil også, ligesom enhver anden med interesse i sagen, have mu-

lighed for at begære beslaglæggelsen ophævet, jf. § 807 c, 1. pkt., ligesom

kendelsen til enhver tid kan omgøres, jf. § 806, stk. 2, 3. pkt. Bliver der

foretaget kontorudlæg, uden at den pågældende har været til stede og haft

mulighed for at udøve sin påvisningsret, vil han endelig kunne begære sagen

genoptaget med henblik på at benytte sine rettigheder efter §§ 509-516, jf.

§ 504, nr. 4.

Ligesom efter gældende ret vil skyldneren modtaget en underretning om den

forretning, hvor det foretages udlæg, jf. retsplejelovens § 493, stk. 1 og 3,

og § 5 i lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter mv.

Den foreslåede udvidelse vil alene gælde for udlæg foretaget af restanceind-

drivelse myndigheden eller af fogedretten efter anmodning fra restanceind-

drivelsesmyndigheden og altså ikke for udlæg foretaget af fogedretten efter

anmodning fra en privat kreditor. Udvidelsen vil endvidere kun gælde be-

slaglagt gods i politiets besiddelse, jf. § 807, stk. 5, og ikke andre aktiver,

skyldneren måtte eje. Ordningen vil heller ikke gælde beslaglagte aktiver,

hvor der konkret ikke er sket en rådighedsberøvelse af politiet.

Den foreslåede ordning indebærer, at beslaglæggelse til sikkerhed for krav,

der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, ikke ophører

umiddelbart ved frifindelse eller påtaleopgivelse, jf. det gældende § 807 d,

stk. 3, 4. pkt. Dette skal ses i lyset af, at beslaglæggelse til sikkerhed for

krav, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, ikke

nødvendigvis har nogen sammenhæng med den sag, som mistanken angår.

Beslaglæggelse til sikkerhed for sådanne krav bør derfor ikke bortfalde som

følge af en frifindelse eller påtaleopgivelse i sagen. Der henvises til bemærk-

ningerne til lovforslagets § 3, nr. 8.

3. Forholdet til grundloven og Danmarks internationale for-

pligtelser

3.1 Grundloven

Ifølge grundlovens § 79 har borgerne ret til uden forudgående tilladelse at

samle sig ubevæbnede. Offentlige forsamlinger har politiet ret til at over-

være. Forsamlinger under åben himmel kan forbydes, når der af dem kan

befrygtes fare for den offentlige fred.

Det er almindeligt antaget i den forfatningsretlige litteratur, at grundlovens

§ 79, 3. pkt., ikke udtømmende gør op med de indgrebsmuligheder, der er

over for forsamlinger. Det er således bl.a. antaget, at der – i det omfang der

er hjemmel hertil i anden lovgivning – uafhængigt af grundlovens § 79, 3.

pkt., kan foretages indgreb af hensyn til andre væsentlige offentlige eller

private interesser, forudsat at der ikke dermed er tilsigtet et indgreb i for-

samlingens ytringstilkendegivelse som sådan, jf. bl.a. Poul Andersen, Dansk

Statsforfatningsret (1954), side 700 ff. og 706 ff., Alf Ross, Dansk Statsfor-

fatningsret (3. udgave v. Ole Espersen, 1980), side773 ff., og Henrik Zahle,

Dansk Forfatningsret 3 (3. udg., 2003), side 131 f.

Højesteret tog ved dom af 16. august 1999 (optrykt i Ugeskrift for Retsvæ-

sen 1999, s. 1798) stilling til bestemmelsen i § 1 i lov nr. 907 af 15. oktober

1996 om forbud mod ophold i bestemte ejendomme (rockerloven), der in-

deholder hjemmel for politiet til at forbyde en person at opholde sig i en

bestemt ejendom under nærmere angivne betingelser.

Højesteret anfører i dommens præmisser bl.a., at grundlovens § 79 om for-

samlingsfrihed af hensyn til muligheden for gennem forsamlinger at befor-

dre meningstilkendegivelser sikrer, at forsamlinger kan afholdes uden for-

udgående tilladelse fra en offentlig myndighed og ikke vilkårligt kan forby-

des. Bestemmelsen hindrer imidlertid ikke, at der ved lov fastsættes regler,

som – uden at være rettet mod en forsamlings meningstilkendegivelser –

begrænser forsamlingsfriheden, når dette sker til beskyttelse af andre væ-

sentlige interesser, herunder andres liv og velfærd, idet sådanne begræns-

ninger dog ikke må gå videre end, hvad der er nødvendigt for en sådan be-

skyttelse, jf. herved også EMRK artikel 11.

Højesteret anfører desuden bl.a., at lovens forbudsordning er begrundet i

hensynet til beskyttelse af omkringboende og forbipasserende og ikke er ret-

tet mod gruppens forsamling som sådan eller dens adgang til meningstilken-

degivelse. En afskæring af vedkommende gruppe fra ophold på den pågæl-

dende ejendom medfører, at den bliver uegnet som angrebsmål. På den bag-

grund anføres det bl.a., at lovens forbudsordning må anses for egnet til at

opnå det formål, den forfølger, og at ordningens betydning for grupper, som

gennem deltagelse i gensidigt væbnet opgør har gjort sig til angrebsmål, er

beskeden i forhold til den tilstræbte beskyttelse af omkringboende og forbi-

passerende, der uforskyldt udsættes for fare, hvorfor Højesteret ikke fandt

forbudsordningen stridende mod grundlovens § 79.

Det foreslåede opholdsforbud efter politilovens § 6 b indebærer et generelt

forbud mod at opholde sig på et bestemt sted, hvortil der er almindelig ad-

gang, i en begrænset periode. Den foreslåede § 6 b vil betyde, at der vil

kunne fastsættes forbud mod, at flere personer befinder sig på samme sted.

Formålet med opholdsforbuddet er at skabe tryghed i områder, der er plaget

af utryghed. Opholdsforbuddet skal således sikre, at politiet på en effektiv

måde kan sætte ind over for grupper af personer, der udviser en adfærd i

området, der er egnet til at skabe utryghed.

Efter Justitsministeriets opfattelse vil den foreslåede ordning ikke udgøre et

indgreb i strid med forsamlingsfriheden efter grundlovens § 79. Der er her-

ved lagt vægt på, at den foreslåede ordning ikke giver mulighed for at fore-

tage indgreb rettet mod meningstilkendegivelser, men at indgrebet vil blive

fastsat af hensyn til at beskytte et vægtigt hensyn til den offentlige orden,

herunder hensynet til at borgere skal kunne færdes trygt overalt, herunder i

parker, på bytorve og på tog- og rutebilsstationer, uden at blive udsat for

utryghedsskabende adfærd. Der er endvidere lagt vægt på, at det forudsæt-

tes, at indgreb mod forsamlinger foretaget efter den foreslåede bestemmelse

alene vil blive fastsat i det omfang og den tidsmæssige udstrækning m.v.,

som efter en konkret vurdering er nødvendigt for at beskytte hensynet til den

offentlige orden.

Det er på den baggrund Justitsministeriets opfattelse, at den foreslåede ord-

ning ikke udgør et indgreb i strid med forsamlingsfriheden efter grundlovens

§ 79.

3.2. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

3.2.1. Efter artikel 2, stk. 1, i 4. Tillægsprotokol til Den Europæiske Men-

neskerettighedskonvention (EMRK) skal enhver, der lovligt befinder sig på

en stats område, have ret til inden for dette område at færdes frit og til frit

at vælge sit opholdssted.

Denne ret er imidlertid ikke absolut. Efter artikel 2, stk. 3, kan der gøres

indgreb i retten, når indgrebet er i overensstemmelse med loven og er nød-

vendigt i et demokratisk samfund (krav om proportionalitet) af hensyn til

den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed, for at opretholde den of-

fentlige orden, for at forebygge forbrydelse, for at beskytte sundheden eller

sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder.

Det foreslåede forbud mod deltagelse i nattelivet og det foreslåede trygheds-

skabende opholdsforbud vil udgøre et indgreb i personers ret til bevægelses-

og opholdsfrihed efter artikel 2 i 4. Tillægsprotokol til EMRK.

3.2.2. Det foreslåede forbud mod deltagelse i nattelivet indebærer et forbud

mod at færdes og opholde sig i flere afgrænsede områder i en periode på op

til 2 år regnet fra endelig dom med forlængelse ved udståelse af fængsels-

straf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter.

Som det fremgår af pkt. 3.1.3.3, vil et opholdsforbud indebære, at den dømte

ikke må færdes eller opholde sig på serveringssteder, hvorfra der foregår

salg af stærke drikke til nydelse på eller ved salgsstedet, og hvortil der er

offentlig adgang, samt i nattelivszoner udpeget af politiet efter § 6 b i poli-

tiloven. Et opholdsforbud omfatter tidsrummet fra kl. 24 til kl. 5.

Det foreslåede opholdsforbud har navnlig til formål at forebygge, at perso-

ner, der dømmes efter bestemmelser omfattet af § 79 c begår ny lignende

kriminalitet i nattelivet. Forslaget vil således varetage hensynene til den of-

fentlige tryghed, opretholdelse af den offentlige orden, forebyggelse af for-

brydelse og hensynet til at beskytte andres rettigheder og friheder.

Justitsministeriet vurderer, at forslaget ikke går videre, end hvad der er nød-

vendigt for at varetage de nævnte hensyn.

Justitsministeriet har herved lagt vægt på, at opholdsforbuddet, herunder

den tidsmæssige udstrækning af forbuddet, idømmes af domstolene på bag-

grund af en konkret vurdering, og at forbuddet idømmes som led i en straf-

fedom for kriminalitet, hvor der er risiko for, at personen vil begå ny lig-

nende kriminalitet i nattelivet. Der er herudover lagt vægt på, at der er en

sammenhæng mellem forbuddets geografiske udstrækning og det eller de

steder, hvor kriminaliteten er begået. Endelig har ministeriet lagt vægt på,

at et opholdsforbud alene er gældende i tidsrummet fra kl. 24 til kl. 5, som

er det tidsrum, hvor der erfaringsmæssigt er store udfordringer med forbry-

delser i nattelivet. Opholdsforbuddet må derfor anses for egnet til at varetage

hensynene bag forbuddet, da den pågældende fjernes fra nattelivet i de rele-

vante timer.

Justitsministeriet har desuden tillagt det vægt, at politiet kan meddele kon-

krete tilladelser til færden eller ophold i et område omfattet af et opholds-

forbud, hvis det af særlige grunde må anses for beføjet, og at tilladelsesord-

ningen forudsættes administreret således, at der træffes afgørelse om at med-

deletilladelse, når Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK,

kræver dette.

Det er på den baggrund Justitsministeriets opfattelse, at den foreslåede ord-

ning kan gennemføres inden for rammerne af artikel 2 i 4. Tillægsprotokol

til EMRK.

3.2.3. Det foreslåede tryghedsskabende opholdsforbud efter politilovens § 6

b indebærer et generelt forbud mod at opholde sig på et bestemt sted, hvortil

der er almindelig adgang, i en begrænset periode, hvis der i det pågældende

område udvises en adfærd af en gruppe af personer, som er egnet til at skabe

utryghed for personer, der bor eller færdes i området. Det er i den forbin-

delse en forudsætning, at udstedelse af et tryghedsskabende opholdsforbud

vurderes at være et egnet redskab, og at mindre indgribende foranstaltninger

ikke skønnes at være tilstrækkelige til at genskabe trygheden i området.

Formålet med opholdsforbuddet er at skabe tryghed i områder, der er plaget

af utryghed. Opholdsforbuddet skal således sikre, at politiet på en effektiv

måde kan sætte ind over for grupper af personer, der udviser en adfærd i

området, der er egnet til at skabe utryghed. Formålet er herudover at undgå,

at yngre personer påvirkes til at vælge en kriminel løbebane eller lade sig

påvirke til at tilslutte sig en bande eller en kriminel gruppering. Forslaget vil

således varetage hensynene til den offentlige tryghed, opretholdelse af den

offentlige orden, forebyggelse af forbrydelse og hensynet til beskyttelse af

andres rettigheder og friheder.

Justitsministeriet vurderer, at forslaget ikke går videre, end hvad der er nød-

vendigt for at varetage de nævnte hensyn.

Ministeriet har herved lagt vægt på, at opholdsforbuddet vil skulle udstedes

af politiet på baggrund af en konkret vurdering af, om en gruppe af personer

i det pågældende område udvider en adfærd, som er egnet til at skabe utryg-

hed for beboere og forbipasserende i det pågældende område, og om udste-

delse af et opholdsforbud vil være et egnet redskab til at genoprette tryghe-

den i området. Der er herudover lagt vagt på, at der i vurderingen af, om et

opholdsforbud vil udgøre et egnet redskab, indgår en vurdering af, om der

er andre mindre indgribende foranstaltninger, der vil være mere egnede til

at genoprette trygheden i området. Endelig har ministeriet lagt vægt på, at

der er en direkte sammenhæng mellem forbuddets geografiske område og

det område, hvor en gruppe af personer har udvist en adfærd, der er egnet til

at skabe utryghed for beboere og forbipasserende i området.

Ministeriet har endvidere lagt vægt på, at opholdsforbuddet ikke forhindrer

almindelig færden i området, og at forbuddet dermed ikke indskrænker per-

soners muligheder for at gå i området i det omfang, tilstedeværelsen er nød-

vendig i forbindelse med et ærinde i området eller for at nå frem til et be-

stemmelsessted i eller i nær tilknytning til området mv.

Det er på den baggrund Justitsministeriets opfattelse, at den foreslåede ord-

ning kan gennemføres inden for rammerne af artikel 2 i 4. Tillægsprotokol

til EMRK.

3.2. Forholdet til databeskyttelseslovgivningen

Med lovforslagets § 1, nr. 1, og de heri foreslåede bestemmelser i straffe-

lovens § 79 c, stk. 5, stk. 6 og stk. 8, forudsættes det, at der vil ske en be-

handling af personoplysninger af henholdsvis politiet og modtageren af op-

lysningerne. Behandlingerne af oplysninger er reguleret af to forskellige re-

gelsæt. Således er politiets behandling reguleret i retshåndhævelsesloven

samt retshåndhævelsesdirektivet, mens virksomhedens behandling er regu-

leret i databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven.

Efter Justitsministeriets vurdering kan den foreslåede bestemmelser om po-

litiets behandling af personoplysninger i stk. 5, fastsættes inden for ram-

merne af direktiv nr. 2016/680 om beskyttelse af fysiske personer i forbin-

delse med kompetente myndigheders behandling af personoplysninger med

henblik på at forebygge, efterforske, afsløre eller retsforfølge strafbare

handlinger eller fuldbyrde strafferetlige sanktioner og om fri udveksling af

sådanne oplysninger (retshåndhævelsesdirektivet) og lov nr. 410 af 27. april

2017 om retshåndhævende myndigheders behandling af personoplysninger

med senere ændringer (retshåndhævelsesloven).

Politiets behandling af personoplysninger efter den foreslåede bestemmelse

vil således skulle ske i overensstemmelse med retshåndhævelsesdirektivet

og retshåndhævelsesloven.

Politiets behandling vil både kunne omfatte behandling af ikke-følsomme

personoplysninger omfattet af retshåndhævelseslovens § 9 og behandling af

følsomme personoplysninger omfattet af retshåndhævelseslovens § 10.

Efter retshåndhævelseslovens § 9 kan behandling af ikke-følsomme perso-

noplysninger ske, når behandlingen er nødvendig for at forebygge, efterfor-

ske, afsløre eller retsforfølge strafbare handlinger eller fuldbyrde strafferet-

lige sanktioner, herunder for at beskytte mod eller forebygge trusler mod

den offentlige sikkerhed.

Herudover skal de grundlæggende principper i retshåndhævelseslovens § 4

for den dataansvarliges behandling af oplysninger, herunder om indsamling,

ajourføring og opbevaring mv., altid iagttages. Behandling af oplysninger

skal bl.a. ske i overensstemmelse med »god databehandlingsskik« og under

hensyn til oplysningernes karakter, jf. § 4, stk. 1. Dette indebærer, at be-

handlingen skal være rimelig og lovlig. Indsamling af oplysninger må end-

videre kun ske til udtrykkeligt angivne og saglige retshåndhævelsesformål,

og senere behandling af oplysningerne må ikke være uforenelige med disse

formål, jf. § 4, stk. 2. Efter § 4, stk. 3, skal de oplysninger, som behandles,

være relevante og tilstrækkelige og ikke omfatte mere, end hvad der kræves

til opfyldelse af de formål, hvortil oplysningerne indsamles, og de formål,

hvortil oplysningerne senere behandles.

Det er Justitsministeriets opfattelse, at politiets behandling, herunder vide-

regivelse, af personoplysninger efter den foreslåede bestemmelse i straffe-

lovens § 79 c, stk. 5, generelt opfylder kravet til rimelighed i § 4, stk. 1, og

kravene efter § 4, stk. 3. Det skyldes særligt, at politiet ved videregivelse i

hvert enkelt tilfælde skal vurdere, om det er nødvendigt at videregive oplys-

ningerne for politiets håndhævelse af et forbud efter den foreslåede bestem-

melse i straffelovens § 79 c, stk. 1, jf. også ordet ”kan”. Endvidere er der

lagt vægt på, at personkredsen, hvortil oplysningerne gives, er begrænset.

Det er vurderingen, at politiets behandling af personoplysninger efter den

foreslåede bestemmelse i straffelovens § 79 c, stk. 5, vil være i overensstem-

melse med §§ 4, 9 og 10 i retshåndhævelsesloven, idet behandling af perso-

noplysninger i medfør af den foreslåede bestemmelser må anses for at være

strengt nødvendig og vil ske med henblik på at forebygge strafbare handlin-

ger.

Det bemærkes endvidere, at de øvrige bestemmelser i retshåndhævelseslo-

ven også skal iagttages, når personoplysninger behandles af politiet efter de

foreslåede bestemmelser.

Lovforslagets § 1, nr. 1, og den heri foreslåede bestemmelse i straffelovens

§ 79 c, stk. 6, om modtagerens (indehavere, ledere mv.) behandling af al-

mindelige og følsomme personoplysninger, i forbindelse med at de modta-

ger oplysninger fra politiet om, hvilke personer der har fået forbud efter

straffelovens § 79 c, stk. 1, er en bestemmelse om behandling af personop-

lysninger.

Den foreslåede bestemmelse er omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets

forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske per-

soner i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveks-

ling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel

forordning om databeskyttelse) og lov nr. 502 af 23. maj 2018 om supple-

rende bestemmelser til forordning om beskyttelse af fysiske personer i for-

bindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af så-

danne oplysninger (databeskyttelsesloven).

I databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, findes de relevante bestem-

melser om, hvornår almindelige personoplysninger må behandles, herunder

indsamles og videregives. Det følger blandt andet af artikel 6, stk. 1, litra c

og e, at behandling af personoplysninger kun er lovlig, hvis behandling er

nødvendig for at overholde en retlig forpligtelse, som påhviler den

dataansvarlige, eller hvis behandling er nødvendig af hensyn til udførelse af

en opgave i samfundets interesse, eller som henhører under offentlig myn-

dighedsudøvelse, som den dataansvarlige har fået pålagt.

Efter forordningens artikel 6, stk. 2, kan medlemsstaterne opretholde eller

indføre mere specifikke bestemmelser for at tilpasse anvendelsen af forord-

ningens bestemmelser om behandling med henblik på overholdelse af stk.

1, litra c og e, ved at fastsætte mere specifikke krav til behandling og andre

foranstaltninger for at sikre lovlig og rimelig behandling, herunder for andre

specifikke databehandlingssituationer som omhandlet i forordningens kapi-

tel IX (artikel 85-91).

Det følger af databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 3, der fastsætter

nærmere betingelser for at anvende artikel 6, stk. 2, at grundlaget for be-

handling i henhold til stk. 1, litra c og e, skal fremgå af EU-retten eller af

medlemsstaternes nationale ret, som den dataansvarlige er underlagt. For-

målet med behandlingen skal være fastlagt i dette retsgrundlag, eller for så

vidt angår den behandling, der er omhandlet i stk. 1, litra e, være nødvendig

for udførelsen af en opgave i samfundets interesse, eller henhører under of-

fentlig myndighedsudøvelse, som den dataansvarlige har fået pålagt. Deru-

dover fremgår det blandt andet af artikel 6, stk. 3, at medlemsstaterne i den

forbindelse kan fastsætte de generelle betingelser for lovlig behandling, og

at man i den forbindelse kan indføre formålsbegrænsninger.

Efter databeskyttelsesforordningen er det således muligt at opretholde og

indføre mere specifikke bestemmelser for at tilpasse anvendelsen i forbin-

delse med artikel 6, stk. 1, litra c og e, vedrørende behandling på baggrund

af en retlig forpligtelse eller i samfundets interesse.

For så vidt angår følsomme personoplysninger omfattet af databeskyttelses-

forordningens artikel 9, bemærkes, at behandling heraf som udgangspunkt

er forbudt, jf. artikel 9, stk. 1. Der gælder imidlertid en række undtagelser

til dette forbud, jf. stk. 2-4. Det følger bl.a. af artikel 9, stk. 2, litra g, at

forbuddet mod behandling i artikel 9, stk. 1, ikke finder anvendelse, når be-

handling er nødvendig af hensyn til væsentlige samfundsinteresser på

grundlag af EU-retten eller medlemsstaternes nationale ret og står i rimeligt

forhold til det mål, der forfølges, respekterer det væsentligste indhold af ret-

ten til databeskyttelse og sikrer passende og specifikke foranstaltninger til

beskyttelse af den registreredes grundlæggende rettigheder og interesser.

Det er Justitsministeriets vurdering, at den foreslåede ordning indeholder

passende garantier for den registreredes rettigheder og frihedsrettigheder.

Justitsministeriet har i den forbindelse særligt lagt vægt på, at politiet vur-

derer, om videregivelsen er nødvendig i hvert enkelt tilfælde for at kunne

håndhæve et forbud efter den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 79 c,

stk. 1, jf. også ordet ”kan”, samt at modtagerkredsen er begrænset. Der er

desuden lagt vægt på, at indehavere, bestyrere og dørmænd har tavsheds-

pligt med hensyn til de modtagne oplysninger, jf. den foreslåede § 79 c, stk.

For så vidt angår de foreslåede bestemmelser i lovforslagets § 1, nr. 1, og

den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 79 c, stk. 6, er det Justitsmini-

steriets vurdering, at den foreslåede bestemmelse kan fastsættes inden for

rammerne af forordningens artikel 6, stk. 1, litra e, om en opgave i samfun-

dets interesse, som den dataansvarlige har fået pålagt. Det er desuden Ju-

stitsministeriets vurdering, at den foreslåede bestemmelse kan fastsættes in-

den for rammerne af artikel 9, stk. 2, litra g. Det vurderes, at ordningen va-

retager en væsentlig samfundsinteresse, da ordningen har til formål at fore-

bygge kriminalitet, og at mulighederne for at sikre en effektiv håndhævelse

af et opholdsforbud er en forudsætning for at opfylde dette formål. Det vur-

deres desuden, at bestemmelsen sikrer passende og specifikke foranstaltnin-

ger til beskyttelse af den registreredes grundlæggende rettigheder og inter-

esser. Der er herved navnlig lagt vægt på, at modtagerne af de pågældende

oplysninger er underlagt tavshedspligt, jf. den foreslåede § 79 c, stk. 7. Der

er også lagt vægt på, at der i medfør af den foreslåede § 79 c, stk. 8, nr. 3,

vil blive fastsat nærmere regler om modtagerens tavshedspligt samt nær-

mere regler om modtagerens opbevaring og behandling af de pågældende

oplysninger.

Vurderingen af den foreslåede bestemmelse har desuden taget udgangs-

punkt i de kriterier, som er anbefalet i betænkning nr. 1565 om databeskyt-

telsesforordningen – og de retlige rammer for dansk lovgivning, s. 169 ff.

og s. 229 ff. Med den foreslåede bestemmelse gøres der således brug af mu-

ligheden for at fastsætte en national særregel om den private modtagers be-

handling af personoplysninger, hvorfor særreglen i den foreslåede bestem-

melse i § 79 c, stk. 6, vil være hjemmel for den privates behandling af både

følsomme og almindelige personoplysninger om den dømte, herunder op-

lysninger om strafbare forhold.

Modtageren af oplysningerne bliver dataansvarlig, og modtagerens behand-

ling af personoplysninger efter den foreslåede bestemmelse skal således ske

i overensstemmelse med reglerne i databeskyttelsesforordningen og databe-

skyttelsesloven, herunder særligt databeskyttelsesforordningens artikel 5.

Det følger bl.a. af databeskyttelsesforordningens artikel 5, at personoplys-

ninger skal behandles lovligt, rimeligt og på en gennemsigtig måde i forhold

til den registrerede (lovlighed, rimelighed og gennemsigtighed). Endvidere

skal personoplysninger indsamles til legitime formål og må ikke viderebe-

handles på en måde, der er uforenelig med disse formål (formålsbegræns-

ning). Herudover skal personoplysninger være tilstrækkelige, relevante og

begrænset til, hvad der er nødvendigt i forhold til de formål, hvortil de be-

handles (dataminimering). Det er Justitsministeriets vurdering, at modtage-

rens behandling af personoplysninger lever op til kravet om lovlighed og

rimelighed i artikel 5, fordi oplysningerne alene modtages i de tilfælde, hvor

det er nødvendigt for politiets håndhævelse af et forbud efter den foreslåede

bestemmelse i straffelovens § 79 c, stk. 1, at den modtagende personkreds

er begrænset, og fordi modtagerens behandling vil være yderligere reguleret

i bekendtgørelsesform.

4. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det

offentlige

Vurderingen af de økonomiske og implementeringskonsekvenser konse-

kvenser for det offentlige udestår.

5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet mv.

Lovforslaget har ikke økonomiske og administrative konsekvenser for er-

hvervslivet.

6. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget har ikke administrative konsekvenser for borgerne.

7. Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ikke miljømæssige konsekvenser.

8. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

9. Hørte myndigheder og organisationer mv.

Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 8. januar til den 5. februar

2021 været sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer m.v.:

Østre Landsret, Vestre Landsret, samtlige byretter, Domstolsstyrelsen, Da-

tatilsynet, Direktoratet for, Kriminalforsorgen, Rigsadvokaten, Rigspolitiet,

Advokatrådet, Advokatsamfundet, Amnesty International, Copenhagen Bu-

siness School (CBS) – CBS LAW, Danmarks Jurist- og Økonomiforbund,

Danske Advokater, Den Danske Dommerforening, Dansk Detail, Dansk Er-

hverv, Dansk Flygtningehjælp, DI, Danske Regioner, Dansk Røde Kors,

Dansk Socialrådgiverforening, Den Uafhængige Politiklagemyndighed, Det

Kriminalpræventive Råd, Domstolenes Tjenestemandsforening, Dommer-

fuldmægtigforeningen, Faggruppen af Socialrådgivere i Kriminalforsorgen,

Foreningen af Kommunale Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedschefer i

Danmark, Foreningen af Offentlige Anklagere, Dansk Told & Skattefor-

bund, Gadejuristen, HORESTA, Institut for Menneskerettigheder, Justitia,

KFUK’s sociale arbejde, KL, Københavns Kommune, Københavns Rets-

hjælp, Københavns Universitet – Det Juridiske Fakultet, Landsforeningen

af Forsvarsadvokater, Landsforeningen KRIM, Politidirektørforeningen,

Politiforbundet, Retspolitisk Forening, Rådet for Etniske Minoriteter, Rådet

for Socialt Udsatte, SAND – De hjemløses landsorganisation, Syddansk

Universitet – Det Samfundsvidenskabelige Universitet, Aarhus Retshjælp,

Aarhus Universitet – Juridisk Institut, Ålborg Universitet – Juridisk Institut

– Det Samfundsvidenskabelige Fakultet.

10. Sammenfattende skema

Positive konsekvenser/mindreudgifter Negative konsekvenser/merudgifter

(hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, an- (hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, an-

før »Ingen«)

Økonomiske

Ingen

konsekvenser for

stat, kommuner

og regioner

Implemente-

Ingen

ringskonsekven-

ser for stat, kom-

muner og regio-

ner

Økonomiske

Ingen

konsekvenser for

erhvervslivet

Ingen

Administrative Ingen

konsekvenser for

erhvervslivet

Administrative Ingen

konsekvenser for

borgerne

Miljømæssige

konsekvenser

Forholdet til EU-

retten

Er i strid med de

principper

for

implementering

af erhvervsrettet

EU-regulering/

Går videre end

minimumskrav i

EU-regulering

(sæt X)

Ingen

Nej

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Straffeloven indeholder ikke i dag en bestemmelse om, at retten under nær-

mere omstændigheder kan give en dømt person forbud mod at opholde sig i

nattelivet.

Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse i straffelovens § 79 c om

sådan et forbud.

Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i straffelovens

§ 79 c, stk. 1,

der

giver mulighed for, at personer, der idømmes fængselsstraf eller anden straf-

feretlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for overtrædelse af straffe-

lovens §§ 119, 119 b, 123, 134 a, 192 a, § 244, stk. 1, §§ 245 og 246, § 252,

stk. 1, § 260, stk. 1, § 261, stk. 1, §§ 266, 288 og 291, lovgivningen om

våben og eksplosivstoffer eller lovgivningen om knive og blankvåben, ved

dommen kan gives et opholdsforbud.

Et opholdsforbud kan idømmes sammen med en ubetinget eller en betinget

fængselsstraf samt i forbindelse med en anden strafferetlig retsfølge af fri-

hedsberøvende karakter. Dette omfatter anbringelsesdomme og behand-

lingsdomme efter straffelovens §§ 68 og 69, hvor der sker frihedsberøvelse,

forvaring efter straffelovens § 70 og ungdomssanktion efter straffelovens §

74 a. Opholdsforbud efter den foreslåede bestemmelse i § 79 c, stk. 1, vil

omvendt ikke kunne idømmes i sager, hvor straffen alene er bøde.

Et opholdsforbud vil kunne gives, uanset hvilken af de i den foreslåede § 79

c, stk. 1, nævnte bestemmelser eller særlove den pågældende dømmes for at

have overtrådt, og det er som udgangspunkt uden betydning, hvor lang den

idømte frihedsstraf er. Det forudsættes dog, at der normalvis vil skulle være

tale om betinget eller ubetinget frihedsstraf på 30 dage eller derover, før et

opholdsforbud er relevant. Opholdsforbud vil dog også efter omstændighe-

derne kunne være relevant, hvis der idømmes en lavere straf, men hvor der

f.eks. er tale om, at den pågældende gentagne gange tidligere er dømt for

ligeartet kriminalitet eller for kriminalitet, der er begået i nattelivet.

Den foreslåede ordning omfatter tillige forsøg på og medvirken til lovover-

trædelserne, jf. straffelovens §§ 21 og 23.

Der henvises til lovforslagets pkt. 2.1.3.1.

Et opholdsforbud efter den foreslåede § 79 c, stk. 1, vil være relevant, hvor

forholdet, der giver anledning til opholdsforbuddet, er begået i nattelivet el-

ler i tilknytning til den dømtes færden i nattelivet.

Det vil således være relevant at idømme et opholdsforbud, hvis forholdet er

begået i aften- og nattetimerne eller på anden vis er begået i tilknytning til

den dømtes færden i nattelivet. Det kan f.eks. være tilfældet, hvor forholdet

er begået en tidlig morgen i forlængelse af, at den pågældende har opholdt

sig på en natklub, bar eller lignende.

Det afgørende vil være, at et forbud, på grund af karakteren af den begåede

kriminalitet, vurderes at ville virke forebyggende i forhold til ny ligeartet

kriminalitet. Der vil i den forbindelse f.eks. kunne lægges vægt på, om for-

holdet er begået på eller i tilknytning til et serveringssted eller i tilknytning

til eller i en nattelivszone.

Et opholdsforbud vil skulle idømmes af domstolene efter en konkret vurde-

ring af, om et opholdsforbud vil være egnet og nødvendigt for at forebygge

nye lovovertrædelser af lignende beskaffenhed ved at sikre, at den dømte i

en periode ikke kan færdes og opholde sig i nattelivet. Domstolene vil i den

forbindelse skulle tage stilling til, om det må antages, at der er fare for, at

den dømte vil begå ny ligeartet kriminalitet.

Det vil som udgangspunkt altid være tilfældet, hvis der er tale om gentagel-

sestilfælde.

Opholdsforbud vil dog også kunne gives i førstegangstilfælde, hvis det kan

antages, at der er fare for, at den dømte vil begå ny ligeartet kriminalitet.

Det vil f.eks. kunne være tilfældet, hvor forbrydelsen er af grovere karakter,

hvorved den dømte har demonstreret en vis voldsparathed. Det kan f.eks.

være tilfældet, hvis forholdet er begået af flere i forening, er begået over for

flere ofre, eller der er tale om flere voldelige overfald af samme offer.

Det vil bero på rettens skøn, om det pådømte forhold er af en sådan karakter,

at der kan gives forbud i tilfælde, hvor den dømte ikke tidligere er straffet

for ligeartet kriminalitet.

Et opholdsforbud vil endvidere skulle være proportionalt med den begåede

kriminalitet. Den tidsmæssige udstrækning af et forbud vil i den forbindelse

skulle indgå i proportionalitetsvurderingen. Det må antages, at et opholds-

forbud meddelt for en periode på omkring 3 måneder almindeligvis vil være

proportionalt, hvis der idømmes en betinget eller ubetinget frihedsstraf i om-

egnen af 30 dage, også i førstegangstilfælde.

Vedrører en dom flere lovovertrædelser, hvoraf det ikke er alle, som er om-

fattet af den foreslåede § 79 c, stk. 1, skal der foretages en konkret vurdering

af, om den overtrædelse, der er omfattet af bestemmelsen, i sig selv ville

have medført en straf af en varighed, der kan begrunde et opholdsforbud.

Der henvises til lovforslagets pkt. 2.1.3.1.1.

Et opholdsforbud vil efter den foreslåede bestemmelse i

§ 79 c, stk. 2,

inde-

bære, at den dømte ikke må færdes og opholde sig på serveringssteder, hvor-

fra der foregår salg af stærke drikke til nydelse på eller ved salgsstedet, og

hvortil der er offentlig adgang, i tidsrummet fra kl. 24 til kl. 5.

Udtrykket »serveringssteder, hvorfra der foregår salg af stærke drikke« skal

forstås som i restaurationsloven og omfatter således steder, hvorfra der ser-

veres drikkevarer med 2,8 pct. volumen alkohol eller derover, til nydelse på

eller ved salgsstedet. Omfattet er således ethvert sted, der efter kl. 24 serve-

rer øl, vin og spiritus samt andre alkoholiske drikkevarer med en alkohol-

procent på over 2,8. Det er uden betydning, om der på stedet også serveres

drikkevarer med under 2,8 pct. volumen alkohol, ligesom det er uden betyd-

ning, om serveringen sker indendørs eller udendørs og i forbindelse med

servering af mad.

Udtrykket omfatter således natklubber, diskoteker, barer, værtshuse, restau-

ranter, caféer og lignende, men også øvrige lokaliteter, hvorfra der foregår

salg af stærke drikke. Kiosker og lignende betragtes ikke som serveringsste-

der omfattet af et forbud, medmindre der serveres stærke drikke til nydelse

på eller ved salgsstedet.

Et opholdsforbud omfatter alle serveringssteder i Danmark, hvorfra der ser-

veres stærke drikke. Et forbud adskiller sig på denne baggrund fra et restau-

rationsforbud meddelt efter § 31, stk. 2 i lov om restaurationsvirksomhed og

alkoholbevilling, da et restaurationsforbud alene omfatter et eller flere be-

stemte serveringssteder.

Et opholdsforbud omfatter ikke områder i tilknytning til et serveringssted,

medmindre serveringsstedet er placeret i en nattelivszone.

Udtrykket »offentlig adgang« skal forstås i overensstemmelse med § 2 i or-

densbekendtgørelsen og omfatter således områder, hvortil der er almindelig

adgang. Det betyder, at f.eks. en bar eller en restaurant i en hotellobby vil

være omfattet af et forbud, selvom den dømte ikke bor på hotellet, såfremt

der er almindelig adgang dertil.

Et opholdsforbud vil for det andet indebære, at den dømte ikke må færdes

og opholde sig nattelivszoner udpeget af politiet i medfør af den foreslåede

§ 6 c i politiloven.

Udtrykket »færdes eller opholde sig« skal forstås på samme måde som i

straffelovens § 79 a, stk. 2, og § 79 b, stk. 2. Færden eller ophold omfatter

enhver fysisk tilstedeværelse på de omfattede serveringssteder eller i en nat-

telivszone. Et opholdsforbud vil således indebære, at den blotte tilstedevæ-

relse i tidsrummet fra kl. 24 til kl. 5 på et serveringssted, der serverer stærke

drikke eller en nattelivszone uden politiets forudgående tilladelse, vil udgøre

en overtrædelse af forbuddet. Det gælder, selvom der er tale om et helt

kortvarigt ophold.

Der henvises til lovforslagets pkt. 2.1.3.2.

Det foreslås i

§ 79 c, stk. 3,

at politiet kan meddele tilladelse til færden og

ophold i nattelivszoner omfattet af stk. 1, jf. stk. 2, hvis det af særlige grunde

må anses for beføjet.

Tilladelsesordningen forudsættes administreret restriktivt. Der kan dog være

særlige tilfælde, hvor den dømte har et særligt anerkendelsesværdigt formål

med at færdes eller opholde sig i nattelivszone i tidsrummet fra kl. 24 til kl.

5. Det forudsættes, at der som udgangspunkt kun meddeles tilladelse, når

Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK, kræver dette.

Tilladelsesordningen indebærer for det første, at den dømte på forhånd og

på eget initiativ skal søge om tilladelse til færden eller ophold i en natte-

livszone omfattet af stk. 1, jf. stk. 2, og at den pågældende ikke lovligt kan

færdes eller opholde sig i områderne, før der eventuelt måtte være meddelt

en sådan tilladelse.

Udtrykket »særlige grunde« skal i denne forbindelse forstås på samme måde

som i straffelovens § 79 a, stk. 3 og § 79 b, stk. 4.

Som eksempler på tilfælde, hvor der foreligger »særlige grunde«, som vil

kunne begrunde en tilladelse til færden eller ophold i et område, som er om-

fattet af et opholdsforbud, kan nævnes tungtvejende hensyn til den pågæl-

dendes eller denne nærmeste pårørendes helbred, der forudsætter kontakt

også i det tidsrum, opholdsforbuddet gælder i.

Det er ikke hensigten, at et opholdsforbud skal være til hinder for færden og

ophold i nødsituationer, herunder den pågældendes eller dennes nærmeste

pårørendes akutte henvendelse til et hospital. I disse tilfælde kræves der så-

ledes ikke tilladelse fra politiet til færden og ophold i området.

Ved nærmeste pårørende forstås normalt personens ægtefælle, faste samle-

vende, forældre, børn og søskende.

Deltagelse i mere almindeligt eller hyppigt forekommende familiebegiven-

heder som f.eks. fødselsdage, højtider eller uformelle sammenkomster mv.

som det klare udgangspunkt ikke udgøre en særlig grund i bestemmelsens

forstand.

Der vil som udgangspunkt foreligge særlige grunde, hvis den dømte forud

for dommen er bosat i et område omfattet af et forbud. Dette indebærer, at

der som det klare udgangspunkt skal meddeles tilladelse til, at den pågæl-

dende kan blive boende i forbudsområdet. Tilladelsen bør omfatte vilkår om

at kunne færdes frem og tilbage.

Der vil som det klare udgangspunkt ikke foreligge særlige grunde, hvis den

pågældende ønsker at varetage arbejdsmæssige opgaver eller forpligtigelser

på et sted eller i et område omfattet af et forbud.

I visse helt særlige situationer vil også tungtvejende hensyn til forsamlings-

eller foreningsfriheden kunne begrunde en tilladelse til færden eller ophold

i det område, som opholdsforbuddet omfatter.

De ovenfor anførte eksempler er ikke udtryk for en udtømmende opregning

af de tilfælde, hvor der efter omstændighederne kan foreligge særlige

grunde, som vil kunne begrunde en tilladelse til færden eller ophold i et om-

råde omfattet af et opholdsforbud.

Samlet set vil det således bero på en konkret og individuel afvejning, hvor-

når færden og ophold af særlige grunde må anses for »beføjet« i bestemmel-

sen forstand. Der vil i den forbindelse skulle foretages en hensynsafvejning

af på den ene side formålet med tilladelsen samt den pågældendes personlige

forhold og på den anden side hensynet til at forebygge kriminalitet i natteli-

vet. Den tidsmæssige og geografiske udstrækning af tilladelsen til ophold

vil bero på en nærmere vurdering af formålet med tilladelsen og forholdene

i øvrigt.

Det bemærkes, at der vil være tale om en strafbar overtrædelse af et opholds-

forbud, hvis den dømte overtræder forbuddet uden at have søgt om tilladelse

til det pågældende ophold. Dette gælder, uanset om det i øvrigt må antages,

at tilladelse ville være givet, hvis der var søgt om den.

En ansøgning om tilladelse til ophold vil skulle indgives til politidirektøren

i den eller de politikredse, hvor personen ønsker at opholde sig. En klage

over en afgørelse om afslag på tilladelse vil i medfør af retsplejelovens §

109, stk. 1, skulle indgives til rigspolitichefen. Rigspolitichefens afgørelse

kan ikke påklages til Justitsministeriet, jf. retsplejelovens § 109, stk. 2. En

afgørelse om afslag på tilladelse mv. vil endvidere kunne indbringes for

domstolene efter grundlovens § 63.

Der henvises til lovforslagets pkt. 2.1.3.3.

Det foreslås i

§ 79 c, stk. 4, 1. pkt.,

at et opholdsforbud gives på tid op til 2

år regnet fra endelig dom.

Den tidsmæssige udstrækning af et opholdsforbud vil skulle afhænge af de

konkrete omstændigheder i sagen. Forbuddets varighed skal således afspejle

risikoen for, at den dømte begår ny ligeartet kriminalitet. Der vil i den for-

bindelse bl.a. skulle lægges vægt på grovheden af den begåede kriminalitet,

og om den dømte tidligere er dømt for lignende lovovertrædelser.

Et opholdsforbud vil skulle være proportionalt med den begåede kriminali-

tet, og i den forbindelse vil den tidsmæssige udstrækning af et forbud skulle

indgå i proportionalitetsvurderingen. Det forudsættes dog, at et opholdsfor-

bud som udgangspunkt gives af mindst 3 måneders varighed.

Ved fængsel i indtil 3 måneder må det antages, at det i almindelighed vil

være proportionalt, hvis der idømmes et opholdsforbud på mellem 3 og 6

måneders varighed. Ved fængsel i indtil 6 måneder må det antages, at det i

almindelighed vil være proportionalt, hvis der idømmes et opholdsforbud

på mellem 6 og 12 måneders varighed og ved fængsel i mere end 1 år må

det antages, at det i almindelighed vil være proportionalt, hvis der idømmes

et opholdsforbud på mellem 1 til 2 års varighed

Fastsættelsen af forbuddenes længde vil dog altid bero på domstolenes kon-

krete vurdering af, hvad der skønnes nødvendigt med henblik på at fore-

bygge, at den pågældende begår ny, ligeartet kriminalitet.

I tilfælde, hvor der i den samlede strafudmåling tillige indgår straf for lo-

vovertrædelser, som ikke opfylder betingelserne for idømmelse af forbud

efter den foreslåede § 79 c, stk. 1, eller hvor der udløses reststraf fra tidligere

domme, vil retten skulle fastsætte den tidsmæssige udstrækning af forbuddet

ud fra et skøn over, hvilken del af den samlede straf, der kan henføres til

lovovertrædelser, som er omfattet af § 79 c, stk. 1.

En person, der er idømt et opholdsforbud, kan ved senere dom idømmes et

yderligere forbud, såfremt betingelserne herfor er opfyldt. Et sådant yderli-

gere forbud får ligeledes virkning fra endelig dom. Der er i den forbindelse

ikke noget til hinder for, at der er tidsmæssigt overlap mellem flere idømte

forbud.

Det følger af den foreslåede § 79 c,

stk. 4, 2. pkt.,

at ved udståelse af

fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter

forlænges et opholdsforbud tilsvarende.

Ordningen indebærer, at opholdsforbuddet forlænges i tid med den periode,

hvor den dømte udstår den fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge,

som blev idømt sammen med forbuddet, eller udstår øvrige fængselsstraffe

eller andre strafferetlige retsfølger af frihedsberøvende karakter, når ud-

ståelsen finder sted, mens forbuddet har virkning.

Et opholdsforbud forlænges således, når den pågældende udstår fængsels-

straf eller forvaring i fængsel eller arresthus. Tilsvarende forlænges forbud-

det, hvis den pågældende efter reglerne i udgangsbekendtgørelsen udstår

fængselsstraf under udstationering fra fængsel eller arresthus. Herudover

forlænges forbuddet, hvis den pågældende udstår straf i kriminalforsorgens

pensioner eller institutioner mv. uden for kriminalforsorgen, jf. straffuldbyr-

delseslovens § 78, eller udstår straf på bopælen under intensiv overvågning

og kontrol (fodlænkeafsoning), jf. straffuldbyrdelseslovens kapitel 13 a.

Perioden regnes fra begyndelsen af afsoningen mv. til løsladelsen eller ud-

skrivningen, hvorved forstås første løsladelse eller udskrivning fra den på-

gældende straf, herunder prøveløsladelse og prøveudskrivning, samt benåd-

ning fra straffen eller anden strafferetlig retsfølge.

Et opholdsforbud forlænges ligeledes i tid, hvis der træffes bestemmelse om

genindsættelse efter eventuel prøveløsladelse eller prøveudskrivning eller

efter betinget benådning.

Hvis den dømte varetægtsfængsles i forbindelse med en straffesag, der lig-

ger efter den dom, hvorved et forbud er givet, vil forbuddet også skulle for-

længes med denne frihedsberøvelse, medmindre den pågældende frifindes

eller ikke idømmes ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge

af frihedsberøvende karakter. I sidstnævnte tilfælde vil der således ikke være

tale om udståelse af fængselsstraf mv.

Der henvises til lovforslagets pkt. 2.1.3.4.

Det foreslås med bestemmelsen i

§ 79 c, stk. 5,

at politiet kan videregive

oplysninger til indehavere og bestyrere af bestemte serveringssteder om,

hvilke personer der er meddelt opholdsforbud efter den foreslåede § 79 c,

stk. 1. Videregivelsen må kun ske i det omfang, det er nødvendigt for at

håndhæve et forbud efter den foreslåede bestemmelse i § 79 c, stk. 1.

Herved tilvejebringes klar hjemmel til, at politiet kan videregive identitets-

oplysninger på personer med forbud efter den foreslåede bestemmelse i §

79 c, stk. 1, til indehavere og bestyrere af serveringsstede.

Det er en betingelse for politiets videregivelse af oplysningerne, at videre-

givelsen ud fra en politifaglig vurdering er nødvendig for at kunne hånd-

hæve et opholdsforbud efter den foreslåede bestemmelse i straffelovens §

79 c, stk. 1.

Som eksempler på tilfælde, hvor politiet vil kunne videregive sådanne op-

lysninger, kan nævnes, at politiet er bekendt med, at den pågældende flere

gange tidligere har begået lovovertrædelser på eller i tilknytning til et eller

flere bestemte serveringssteder.

En sådan videregivelse vil ikke være i strid med forvaltningslovens kapitel

8 om tavshedspligt mv.

Med udtrykket »indehavere« og »bestyrere« forstås ledende medarbejdere

på de omfattede serveringssteder. Hvor der i forhold til særlige serverings-

steder er tale om, at den person, der er ansvarlig for driften, ikke formelt er

indehaver eller bestyrer, men eksempelvis forpagter, forudsættes det såle-

des, at videregivelsen også kan ske til denne.

Politiet vil alene kunne videregive oplysninger om den dømtes navn, den

dømtes billede og om forbuddets tidsmæssige udstrækning. Oplysninger

om, hvilke konkrete strafbare forhold der ligger til grund for forbuddet, vil

derimod ikke kunne videregives, da oplysningen ikke i sig selv har betyd-

ning for håndhævelsen af forbuddet.

Den foreslåede bestemmelse i

§ 79 c, stk. 6, 1. pkt.,

fastlægger den person-

kreds, der må behandle de oplysninger om et opholdsforbud, som politiet

kan videregive til indehaveren eller bestyreren i medfør af stk. 5.

Det fremgår af bestemmelsen, at behandlingen som udgangspunkt alene må

foretages af indehavere, bestyrere og dørmænd.

Begrebet »dørmænd« skal forstås som autoriserede dørmænd, jf. restaura-

tionslovens § 15 a, stk. 1, og personer, der i henhold til lov om vagtvirksom-

hed er autoriseret til at drive vagtvirksomhed samt en vagtvirksomheds god-

kendte personale, jf. restaurationslovens § 15 a, stk. 3.

Efter den foreslåede bestemmelse i

§ 79 c, stk. 6, 2. pkt.,

må de oplysninger,

der modtages fra politiet efter stk. 5, alene behandles i det omfang, det er

nødvendigt af hensyn til håndhævelsen af forbuddet. Der skal således være

en saglig begrundelse for at få adgang til og behandle de pågældende oplys-

ninger.

Politiets og modtagernes behandling af oplysningerne vil endvidere skulle

ske i overensstemmelse med databeskyttelseslovgivningen, som beskrevet

under pkt. 5 i lovforslagets almindelige bemærkninger, idet der vil være tale

om behandling af personoplysninger. Det bemærkes, at Justitsministeriet

finder, at den foreslåede ordning generelt er i overensstemmelse med data-

beskyttelseslovgivningen. Det vil dog bero på Datatilsynets eller domstole-

nes konkrete vurdering af det enkelte tilfælde, om de databeskyttelsesretlige

regler, som beskrevet ovenfor i de almindelige bemærkninger pkt. 3.2., er

overholdt.

Den foreslåede bestemmelse i

§ 79 c, stk. 7,

indebærer, at modtagerne har

tavshedspligt med hensyn til de oplysninger, som er nævnt i stk. 5. Straffe-

loven §§ 152 og 152 c-f finder tilsvarende anvendelse.

Dermed fastsættes der tavshedspligt med hensyn til de oplysninger om op-

holdsforbud, som politiet har videregivet i medfør af den foreslåede bestem-

melse i § 79 c, stk. 5. Tavshedspligten gælder for indehavere, bestyrere og

dørmænd samt eventuelle andre personer, der i medfør af regler fastsat efter

den foreslåede bestemmelse i § 79 c, stk. 8, nr. 3, får adgang til de pågæl-

dende oplysninger.

Henvisningen til straffelovens §§ 152 og 152 c-f indebærer, at enhver ube-

rettiget videregivelse eller udnyttelse af oplysningerne kan straffes med

bøde eller fængsel indtil 6 måneder. Sker videregivelsen eller udnyttelsen

med forsæt til at skaffe sig eller andre uberettiget vinding, eller foreligger

der i øvrigt særligt skærpende omstændigheder, kan straffen stige til fængsel

indtil 2 år.

Ved forslaget til bestemmelsen i

§ 79 c, stk. 8,

bemyndiges justitsministeren

til at fastsætte nærmere regler om administrationen af forbudsordningen.

Det forudsættes, at der i medfør af den foreslåede bestemmelse i

§ 79 c, stk.

8, nr. 1,

vil blive fastsat regler om tilladelser efter bestemmelsens stk. 3,

herunder om indgivelse af ansøgning, vilkår for tilladelser og tilbagekal-

delse af tilladelser. Der vil således i bekendtgørelse blive fastsat nærmere

regler om ansøgningsprocedure og udstedelse af tilladelse til henholdsvis

færden og ophold i en nattelivszone. Endvidere vil der blive fastsat nærmere

regler om stedlig kompetence til at træffe afgørelse efter stk. 3, fastsættelse

af vilkår og tilbagekaldelse af tilladelser.

Der vil endvidere i bekendtgørelsen kunne fastsættes regler om politiets mu-

lighed for at ændre eller tilbagekalde en meddelt tilladelse, hvis forudsæt-

ningerne for en tilladelse, herunder den dømtes personlige forhold, ændrer

sig, hvis en tilladelse eller vilkårene herfor ikke overholdes, eller hvis op-

lysninger om den dømtes forhold giver bestemte grunde til at antage, at den

pågældende vil misbruge den meddelte tilladelse.

Det forudsættes endvidere, at der i medfør af den foreslåede bestemmelse i

§ 79 c, stk. 8, nr. 2,

ved bekendtgørelse vil blive fastsat regler om politiets

videregivelse af oplysninger efter stk. 5.

Det forudsættes, at der i medfør af bestemmelsen fastsættes regler om, at

politiet normalt skal give indehaveren eller bestyreren af en bestemt virk-

somhed individuel underretning. Det forudsættes, at der fastsættes regler

om, at underretningen bl.a. kan ske ved almindelige post eller eventuelt an-

befalet brev eller ved krypteret e-post.

Det forudsættes, at der i medfør af den foreslåede bestemmelse i

§ 79 c, stk.

8, nr. 3,

vil blive fastsat nærmere regler om behandlingen af oplysninger

som nævnt i stk. 5. Der vil i medfør af bestemmelsen bl.a. kunne fastsættes

krav til det berørte serveringssteds opbevaring og håndtering af de modtagne

oplysninger, herunder i hvilket omfang indehaveren og bestyreren må vide-

regive oplysningerne til andre ansatte på det pågældende serveringssted end

dem, der specifikt er nævnt i stk. 6.

Efter omstændighederne vil det således være nødvendigt at lade andre an-

satte på det pågældende serveringssted end dem, som er nævnt i stk. 6, få

adgang til oplysningerne. Det vil navnlig kunne være tilfældet på serve-

ringssteder uden adgangskontrol og dermed normalt uden dørmænd, idet der

her – hvis adgangen til oplysningerne begrænses til indehavere, bestyrere

og dørmænd – i indehaverens eller bestyrerens fravær ikke vil være nogen

til at kontrollere, om en person har fået et forbud mod at komme på stedet.

Den personalegruppe, der kunne blive tale om i sådanne tilfælde at give ad-

gang til oplysningerne, vil være bartendere og serveringspersonale mv.

Det forudsættes endvidere i den foreslåede bestemmelse i

§ 79 c, stk. 8, nr.

at der vil blive fastsat regler om straf af bøde for overtrædelse af regler

fastsat i medfør af § 79 c, stk. 8, nr. 3.

Der henvises til lovforslagets pkt. 2.1.3.5.

Til nr. 2

Det foreslås, at indsætte et stk. 2 i straffelovens

§ 124 a,

hvorefter overtræ-

delse af et opholdsforbud efter den foreslåede bestemmelse i § 79 c, stk. 1,

straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år.

Overtrædelse af et opholdsforbud vil kunne straffes ved grov uagtsomhed

og forsæt.

Det skal ses i lyset af, at politiet med den foreslåede ordning vil have pligt

til at offentliggøre enhver beslutning om at udpege en nattelivszone på po-

litiets officielle hjemmeside eller lignende, ligesom den pågældende politik-

reds skal udstede en pressemeddelelse om nattelivszonen og de nærmere

detaljer omkring zonen.

Det må således almindeligvis antages, at der som minimum vil foreligge

grov uagtsomhed, når en person, med et opholdsforbud efter den foreslåede

§ 79 c, stk. 1, ikke har orienteret sig – eller ikke orienteret sig tilstrækkeligt

– om de gældende nattelivszoner, inden vedkommende bevæger sig ud i nat-

telivet i et område, hvor der er en tæt koncentration af barer, diskoteker og

lignende.

Tilsvarende må antages at være tilfældet, hvor en person med et opholdsfor-

bud efter den foreslåede § 79 c, stk. 1, ikke gør sig bekendt med, om et

serveringssted serverer stærke drikke, hvis vedkommende opholder sig på

dette efter kl. 24.

Det vil dog altid bero på domstolenes frie bevisvurdering, om anklagemyn-

digheden har ført det til domfældelse fornødne bevis for, at den pågældende

har handlet forsætligt eller groft uagtsomt.

Det forudsættes i den forbindelse, at straffen for overtrædelse af et opholds-

forbud i førstegangstilfælde som udgangspunkt fastsættes til bøde på 10.000

kr.

Det forudsættes, at straffen for overtrædelse i andengangstilfælde og der-

over som udgangspunkt fastsættes til fængsel i 30 dage.

Fastsættelsen af længden af straffen vil dog bero på domstolenes konkrete

vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det

angivne strafniveau vil kunne fraviges i op- eller nedadgående retning, hvis

der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændig-

heder, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffe-

lovens kapitel 10.

I forbindelse med domstolenes eventuelle behandling af en straffesag for

overtrædelse af et opholdsforbud kan der desuden ske prøvelse af lovlighe-

den af en beslutning om at udpege en nattelivszone.

Der henvises til lovforslagets pkt. 2.1.3.6.

Til § 2

Til nr. 1

Der er ikke i gældende lovgivning regler, der gør det muligt for politiet at

udstede et generelt forbud mod ophold i et bestemt område på baggrund af

adfærden hos personer i det pågældende område. Politiet har dog en række

muligheder for at udstede påbud og forbud mod ophold i et nærmere afgræn-

set område til bestemte personer på baggrund af de pågældendes adfærd i

området, jf. f.eks. straffelovens § 79 a, politilovens § 6 om visitationszoner

og regler om bl.a. zoneforbud i ordensbekendtgørelsens § 6.

Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i

§ 6 b, stk. 1,

i politiloven, hvor-

efter politiet med henblik på at fremme trygheden i et område kan udstede

forbud mod ophold på et bestemt sted, hvortil der er almindelig adgang

(tryghedsskabende opholdsforbud). Et tryghedsskabende opholdsforbud er

ikke til hinder for almindelig færden i området, jf. den foreslåede bestem-

melses

2. pkt.

Et »bestemt sted, hvortil der er almindelig adgang« skal efter den foreslåede

bestemmelse forstås i overensstemmelse med § 2 i ordensbekendtgørelsen.

Efter ordensbekendtgørelsens § 2, stk. 1, finder bekendtgørelsen, hvor ikke

andet fremgår, anvendelse på borgernes adfærd på veje eller på andre steder,

hvortil der er almindelig adgang. Bekendtgørelsen finder således f.eks. an-

vendelse på borgernes adfærd i offentligt tilgængelige parker, jernbane- og

rutebilstationer, porte, offentlige toiletter, offentlige befordringsmidler, her-

under taxier, forlystelsessteder samt i åbningstiden butikker, butikscentre og

offentlige kontorer. Efter ordensbekendtgørelsens § 2, stk. 2, forstås ved en

vej offentlig eller privat vej, gade, cykelsti, fortov, plads, bro, tunnel, pas-

sage, sti eller lignende, som benyttes til almindelig færdsel af en eller flere

færdselsarter.

Et tryghedsskabende opholdsforbud efter den foreslåede bestemmelse vil

dog uanset sammenhængen med ordensbekendtgørelsen § 2 ikke kunne ud-

stedes på indendørs arealer, hvortil der er almindelig adgang. I disse tilfælde

vil lovgivningens øvrige muligheder for at meddele påbud eller forbud mod

ophold på bestemte steder kunne finde anvendelse Opholdsforbud vil såle-

des efter den foreslåede bestemmelse f.eks. kunne udstedes i områder i en

offentligt tilgængelige park, plads og på udendørsarealer på tog- og rutebil-

stationer mv., men ikke i f.eks. offentligt tilgængelige butikscentre, aktivi-

tetscentre, indendørs arealer på tog- og rutebilsstationer, offentlige befor-

dringsmidler, parkeringskældre mv.

Det geografiske område for det foreslåede opholdsforbud må herudover

ikke være større end det påkrævede for at genoprette trygheden i området.

Et tryghedsskabende opholdsforbud vil således alene kunne udstedes for

mindre, afgrænsede områder, f.eks. en udendørs perron på en tog- og rute-

bilsstation, en bestemt plads, park eller vej. Der vil ikke kunne udstedes for-

bud, der omfatter større områder som f.eks. en bydel.

Det forudsættes, at det geografiske område for opholdsforbuddet vil skulle

offentliggøres på en tydelig måde, jf. det foreslåede stk. 6.

Det fremgår af den foreslåede bestemmelse i § 6 b, stk. 1,

2. pkt.,

at forbud-

det ikke til hinder for »almindelig færden i området«. Der vil således ved

vurderingen af, om en persons tilstedeværelse i et forbudsområde udgør en

overtrædelse af opholdsforbuddet skulle foretages en vurdering af, om til-

stedeværelsen har karakter af ulovligt ophold eller almindelig færden i om-

rådet.

Almindelig færden skal efter den foreslåede bestemmelse skal forstås som

tilstedeværelse i et forbudsområde, som under normale omstændigheder

ville opfattes som naturligt i forhold til området. Det vil f.eks. være almin-

delig færden i bestemmelsens forstand at gå rundt på et udendørs butikstorv

i forbindelse med et ærinde i en butik eller lignende i området eller at passere

gennem torvet for at nå frem til et bestemmelsessted i eller i nær tilknytning

til området mv.

Det vil dog være i strid med bestemmelsen at tage ophold i området, selvom

det vil kunne opfattes som naturligt i forhold til området. Det forudsættes

dog, at kortvarige ophold i et forbudsområde ikke vil udgøre et ulovligt op-

hold i området, hvis det kortvarige ophold er nødvendigt i forhold til en al-

mindelig færden i området.

Ophold på en bænk i forbindelse med af- og påstigning på tog- eller rute-

bilsstationer vil således kunne udgøre et kortvarigt ophold i forbindelse med

almindelig færden i området, ligesom det at stå i kø til en butik i området

også vil kunne udgøre et kortvarigt ophold i forbindelse med almindelig fær-

den i området.

Det vil derimod være i strid med forbuddet efter den foreslåede bestemmelse

at benytte parkarealer mv. omfattet af et forbud til rekreative formål som

f.eks. boldspil, picnic mv., ligesom det efter omstændighederne vil kunne

udgøre et ophold i strid med forbuddet at tage plads på en bænk eller lig-

nende i et forbudsområde i forbindelse med en passage fra én butik til en

anden i det pågældende område, hvis det ikke er kortvarigt i forhold til den

almindelige færden i området.

Det afgørende efter den foreslåede bestemmelse er således, om tilstedevæ-

relsen i området har en naturlig sammenhæng med områdets karakter.

Den foreslåede bestemmelse i politilovens § 6 b,

stk. 2,

indebærer at udste-

delse af et tryghedsskabende opholdsforbud efter stk. 1 kan ske, hvis der i

det pågældende område udvises en adfærd af en gruppe af personer, som er

egnet til at skabe utryghed for personer, der bor eller færdes i området. Det

er i den forbindelse en forudsætning, at udstedelse af et tryghedsskabende

opholdsforbud vurderes at være et egnet redskab, og at mindre indgribende

foranstaltninger ikke skønnes at være tilstrækkelige til at genskabe tryghe-

den i området.

Ved »en gruppe af personer« forstås et antal personer, som tilsammen udgør

en gruppe. Udtrykket ”grupper af personer” skal ikke forstås i overensstem-

melse med udtrykkets anvendelse i f.eks. straffelovens § 81 a.