Anders Halberg Mandsholm
Skovlunden 5
Gl. Rye
DK8680 Ry
+45 2481 0274
16. december 2020
I en skueproces ophøjes politibetjentens påstand til bevis
I Hollywood film portrætteres den arketypiske
”rogue
cop” dramatisk. Det er den fascinerende fortælling om
en politimand, der har mistet sin integritet og sit moralske kompas. I ly af sin autoritet og tildelte magtmidler
begår han uhyrlige forbrydelser, indtil hans selvsikre arrogance indhenter ham og skuespillet afsløres for åbent
tæppe.
En rogue cop i den ekstreme amerikaniserede Hollywood form er svær at forestille sig i dagens Danmark anno
2020. Men kunne man forestille sig en mere lavmælt og stilfærdig rogue cop? En rogue cop, der ikke begår
egentlige forbrydelser mod borgerne. Men en rogue cop, der har tabt sin ansvarsfølelse, sin proportionssans og
sit samfundssind. Og med unfair og uordentlige nul-tolerance metoder lokker borgerne i fælder med henblik
på
at udstede ”dummebøder” for handlinger, der ikke kan betegnes som egentlige
forbrydelser.
Familiefaderen ankommer til børnehaven for at aflevere et barn. Vel inde på børnehavens
parkeringsplads antastes han af en politibetjent, standser op og stopper motoren. Barnet tror, at bilen
er parkeret og at det skal afleveres i børnehaven, hvorfor det klikker sig fri af selen. Betjenten flår
uden at spørge døren til passagersædet op, spørger brysk barnet om dets alder og smækker døren i
igen med et knald til barnets forskrækkelse. Efterfølgende udstedes en bøde samt et klip i kørekortet
for manglende sikring af barnet. Familiefaderen sporer ikke mulighed for dialog med betjenten. Og
ej heller et ønske om fra betjentes side at forstå og opklare situationen. Det er ikke ulovligt at klikke
sig fri af sin sikkerhedssele, når en bil er standset og motoren er stoppet. Men derudover stiller
færdselsloven slet ikke krav om at bruge sikkerhedssele på en parkeringsplads. Familiefaderen har
derfor af to årsager ikke begået en forbrydelse og skal derfor heller ikke straffes. Bødekravet afvises
og der bedes om et retsmøde.
Efter årelang ventetid oprinder dagen for retsmødet. Familiefaderen aflægger som tiltalt uden pligt
til at udtale sig sin forklaring. Han har intet at skjule. Betjenten kaldes ind som vidne med pligt til
at tale sandt under strafansvar. Betjenten anerkender, at færdselslovens regler om brug af
sikkerhedssele ikke gælder på den pågældende parkeringsplads. Og han fremhæver derfor overfor
dommeren, at han gennem mange år altid har udført sin trafikkontrol og sine standsninger af biler
ude på den offentlige vej. Dernæst forsikrer han dommeren, at han iøvrigt havde set familiefaderen
køre på den offentlige vej med et barn, der ikke var iført sin sikkerhedssele. Betjent og
anklagemyndighed fremlægger ikke beviser. Men dommeren ophøjer betjentens påstande til bevis.
Og erklærer at anklagemyndigheden har løftet bevisbyrden, hvorfor familiefaderen kendes skyldig,
dømmes og skal straffes.
Man kunne med rimelighed starte med at sætte spørgsmålstegn ved den grundlæggende præmis,
at betjenten er et sandhedsvidne. Og ikke en part i sagen med en interesse i et særligt udfald af sagen.
Det kunne hævdes, at betjenten med sin problematiske metode og ageren har gjort sig selv til part i
sagen. Kunne man forestille sig betjenten indrømme, at han lod bilen køre ind på parkeringspladsen,
lod den standse, motoren stoppe og først efter et stykke tid tjekkede om passagererne i bilen havde
sele på? Formentlig ikke. I så fald ville han jo afsløre sin kritisable ageren og risikoudsætte sit
fortsatte virke som betjent. Hans ry ville blakkes og han ville i stigende omfang begynde at nyde
-1-