REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 112: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (2 af 3)

Retsudvalget 2020-21
REU Alm.del Bilag 112
Offentligt

Perioden fra den 25. januar 2016 til den 10. februar 2016 – baggrunden for praksisændringen

937

Hændelsesforløbet

Lene Linnea Vejrum har herom forklaret

, at hun så notatet, inden det blev

sendt tilbage til departementet. Det var Ditte Kruse Dankerts kontor, der havde

ansvaret for dette område. Hun vil næsten tro, at de har holdt et møde om

styrelsens kommentarer til notatet, men Ditte Kruse Dankert og hun kan også

have drøftet det på mail. Foreholdt afsnittet ”Ad 2” (hvoraf fremgår blandt

andet, at ”også i øvrigt vurderes det, at der er meget vide rammer for styrelsens

indkvarteringsvirksomhed på asylområdet, så længe der varetages saglige

hensyn. Det gælder også i forhold til retten til familieliv, der normalt ikke vil

indeholde en særlig forpligtelse, som begrænser råderummet ved vurderingen

af, hvor indkvartering i forbindelse med asylprocessen skal ske”) samt Ditte

Kruse Dankerts kommentar ”F13”, hvoraf fremgår, at ”måske farligt ikke at

vise, at man har tænkt over forpligtigelserne, jf. artikel 8”, har hun forklaret,

at hun tror, at Ditte Kruse Dankerts bemærkning kom i forlængelse af de

drøftelser, Ditte Kruse Dankert havde haft med Jesper Gori. Hun godkendte

selv bemærkningen, men hun husker ikke, om de havde en særskilt drøftelse

herom. Ditte Kruse Dankert og hun havde løbende drøftelser om de problem-

stillinger, der ville være i forbindelse med en sådan ny ordning. De drøftede

nogle af de ting, de syntes var problematiske, herunder om man kunne adskille

alle. Det var vigtigt at gøre opmærksom på, at der var nogle par, hvor de in-

ternationale forpligtelser ville være til hinder for en adskillelse. Hun husker

ikke, at styrelsen havde videre drøftelser med departementet om notatet, efter

at de havde sendt deres kommentarer. Hun hørte ikke om notatet igen, før

hun hørte om det i forbindelse med Instrukskommissionens undersøgelse, og

hun har ikke kendskab til, at notatet skulle være sendt til styrelsen – ud over

dette udkast. Adspurgt nærmere om de løbende drøftelser, der var, har hun

forklaret, at Ditte Kruse Dankert og hun havde kontor ved siden af hinanden.

Det var derfor naturligt, at Ditte Kruse Dankert kom forbi og fortalte, at hun

havde talt med Jesper Gori. De havde dog travlt i styrelsen i denne periode, og

de havde ikke lange drøftelser om problemstillingen. Hun husker ikke, om hun

og Ditte Kruse Dankert drøftede andre problemstillinger end EMRK artikel 8

i relation til adskillelse. Som hun husker det, fokuserede deres drøftelser på

dette tidspunkt på artikel 8.

Ditte Kruse Dankert har herom forklaret

, at hun indsatte kommentaren,

hvoraf fremgår, at det måske var farligt ”ikke at vise, at man har tænkt over

Afhøringsekstrakten, side 406-407.

Afhøringsekstrakten, side 440-441.

938

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 112: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (2 af 3)

Perioden fra den 25. januar 2016 til den 10. februar 2016 – baggrunden for praksisændringen

forpligtelserne, jf. artikel 8”. Hun mente, at man i ordningen var nødt til at

forholde sig til EMRK artikel 8. Hun vidste godt, at hendes kommentar var

en smule ”provokerende”. Hendes kommentar var en bemærkning til ”Kom-

mentar [F14]”, der var indsat af departementet. Hun ville tilkendegive, at man

skulle ”tænke sig om”, og at man ikke helt kunne undlade at kommentere

EMRK artikel 8. Som hun husker det, fik hun ikke en tilbagemelding på denne

kommentar. Hun husker, at hun deltog i drøftelser om det retlige råderum for

indkvarteringen, men hun husker ikke, hvornår disse drøftelser fandt sted.

Kristina Rosado har herom forklaret

, at hun deltog i udarbejdelsen af no-

tatet, og hun kom også med bemærkninger til det. Som hun husker det, var

de bemærkninger, som de sendte til departementet, en sammenskrivning af

hendes og Ditte Kruse Dankerts bemærkninger. Hun kan derfor ikke sige,

hvilke af bemærkningerne i notatet hun kom med.

Margit Sander Rasmussen har herom forklaret

, at hun ikke var involveret

i det notat, der blev udarbejdet i Udlændingestyrelsen. Hun så notatet, men

hun har ikke haft det til godkendelse eller lignende. Det notat, som departe-

mentet sendte i høring hos Udlændingestyrelsen, var hun heller ikke invol-

veret i, men hun fik det til orientering et par dage – eller en uges tid – efter.

Det notat, som hun fik til orientering, indeholdt styrelsens bemærkninger

til notatet. Hun læste notatet, men hun hørte ikke, hvad der herefter skete

med notatet.

Ifølge sagens forklaringer blev der i Udlændinge-, Integrations- og Boligmini-

steriet til og med den 2. februar 2016 afholdt møder om notatet. Det fremgår

desuden af et skærmprint af Line Skytte Mørk Hansens kalender den 28. janu-

ar 2016, at der denne dag var reserveret tid til et møde med Lykke Sørensen,

Jesper Gori og Anne Nygaard Just om emnet ”Indkvartering af mindreårige”,

ligesom det fremgår, at der den 2. februar 2016 var et møde om ”barnebrude”

med deltagelse af Line Skytte Mørk Hansen, Lykke Sørensen, Jesper Gori, og

Annette Görtz, der var kontorchef i Koncernøkonomi. Endelig fremgår det, at

Anne Nygaard Just den 1. februar 2016 indkaldte Line Skytte Mørk Hansen,

Anette Görtz, Lykke Sørensen og Jesper Gori til et møde om ”Barnebrude”

Afhøringsekstrakten, side 469.

Afhøringsekstrakten, side 492.

939

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 112: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (2 af 3)

Hændelsesforløbet

samme dag kl. 10 eller 14. Det fremgår ikke af andre oplysninger i sagen, om

dette møde blev afholdt.

Uffe Toudal Pedersen har om forløbet forklaret

bl.a., at de havde en intens

drøftelse med ministeren om denne sag. I perioden fra ultimo januar til den

2. februar 2016, hvor der forelå et endeligt udkast til notatet, var der – lidt

forenklet sagt – tre spor. Det første var ministerens spor: Hun ønskede en

udtagelsesfri adskillelse af parrene. Ministeren havde et stærkt værdimæssigt

udgangspunkt. Ministeren havde det synspunkt, at asylparrene kom til Dan-

mark frivilligt, og de måtte derfor indordne sig under de regler, der gælder

her. Hun så sig selv som en slags efterforskoleforstander, og på samme måde,

som det er tilfældet på en efterskole, gælder der et ordensreglement. Der er

en ”drengefløj” og en ”pigefløj”, og hvis man ikke kan affinde sig med, at der

er en sådan adskillelse efter reglementet, skal man lade være med at kom-

me. Det var ministerens opfattelse, at det ikke er naturligt for piger at gifte

sig som 15-årige, og at der derfor måtte være et element af tvang. Hun ville

derfor gerne give pigerne et pusterum. Det andet spor var et, han selv gjorde

meget ud af. På baggrund af deres drøftelser var det klart for ham, at der i

virkeligheden ville være tilfælde, hvor det ud fra enhver fornuftig betragtning

ville være forkert at adskille et par. Der var et eksempel, der blev nævnt i den

tidlige fase, som han kunne genkende, da det i begyndelsen af marts igen blev

nævnt. Det var et par, der kom fra Syrien, og som havde haft tre børn. Det ene

barn var blevet dræbt i Syrien i forbindelse med, at faderen og barnet blev

taget som gidsler af IS. Faderen slap ud af landet sammen med sin hustru, der

var blevet voldtaget af medlemmer af IS, og parret kom til Danmark sammen

med deres to andre børn. Han kendte ikke sagen i denne detaljegrad på det

tidspunkt, men det var et eksempel på en dybt traumatiseret familie, som også

blev nævnt i denne tidlige fase. Han kunne ikke se, hvorfor man skulle skille

den familie ad. Det gav ikke nogen mening. Oplysningerne om parret kunne

kun stamme fra Koncernøkonomi eller Udlændingestyrelsen. Det tredje spor

var den retlige diskussion. I hans optik var der i begyndelsen en vis tvivl hos

departementets jurister. Som han opfattede det, mente de på et tidspunkt, at

det måske kunne lade sig gøre at etablere en undtagelsesfri ordning, fordi

det i meget vidt omfang er ministeren, der fastlægger, hvordan asylansøgere

indkvarteres. Under drøftelserne nåede Jesper Gori og Lykke Sørensen dog til

Afhøringsekstrakten, side 77.

940

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 112: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (2 af 3)

Perioden fra den 25. januar 2016 til den 10. februar 2016 – baggrunden for praksisændringen

den konklusion, at ordningen ikke kunne være undtagelsesfri. Det hører med

til forståelsen af det efterfølgende forløb. Ministeren kunne aldrig slippe den

tvivl, og ministeren havde lidt svært ved helt at tage til sig, at der var en juridisk

forpligtelse, som betød, at der ikke kunne ske adskillelse i alle tilfælde. I hans

verden blev tvivlen afklaret, inden notatet blev færdiggjort og godkendt i F2.

Jesper Gori har om disse møder forklaret

bl.a., at han mener, at der blev af-

holdt møder den 28. januar og 2. februar 2016 om notatet. Der var på møderne

en usikkerhed om, hvad ministeren ville. På dette tidspunkt vidste man, hvad

nogle af sagerne indeholdt. Da Facebook opslaget kom, var der en opfattelse

af, at der var tale om et meget stort aldersspænd mellem parrene. De havde

nu konstateret, at der også var tale om par, hvor aldersforskellen var mindre,

og hvor parrene havde børn. De vidste ikke, om ministerens udmelding også

gjaldt sådanne sager. Deres intuition var, at dette ikke var tilfældet. I en så-

dan situation, hvor der er uklarhed om ministerens ønske, var det normalt at

tage kontakt til Mark Thorsen. Mark Thorsen deltog i mødet enten den 28.

januar eller den 2. februar. Han blev ikke indkaldt til møderne, men han blev

hentet. Det var ikke usædvanligt, at de ville vende det politiske snit i en sag

med Mark Thorsen. Han husker, at de navnlig ønskede at spørge Mark Thor-

sen om, hvordan man skulle forholde sig i de sager, hvor der var børn. Som

han husker det, følte Mark Thorsen sig ret overbevist om, at der i disse sager

ikke skulle ske adskillelse. Mark Thorsens melding var, at han fornemmede

ministerens holdning således, at der skulle være en kontant udmelding, men

at han ikke så for sig, at der skulle ske adskillelse i de sager, hvor der var børn,

og hvor oplysningerne i sagen ikke indikerede en risiko for tvang. Et af de

retlige spørgsmål, der var oppe at vende, var overvejelser om, hvorvidt inten-

siteten af indgrebet kunne modificeres ved, at man kunne blive indkvarteret

på samme center, men dog adskilt. Der var også overvejelser om varigheden

af adskillelsen. På daværende tidspunkt var situationen i vidt omfang præget

af konflikten i Syrien, og der var derfor en lidt særlig sagsbehandlingstid i

disse sager. Vurderingen af, om en syrisk statsborger skulle have asyl, foregik

ganske hurtigt, herunder fordi det i mange sager alene ville kvalificere til asyl,

at man var en ung mand. Sager med andre nationaliteter kunne tage længere

tid. For syrere var opholdet i indkvarteringssystemet 4-5 måneder. Han ved

ikke, hvad den almindelige sagsbehandlingstid var for et afghansk par, men

Afhøringsekstrakten, side 239 ff.

941

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 112: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (2 af 3)

Hændelsesforløbet

den var måske omkring 8-10 måneder. De drøftede ikke konkret, hvor lang tid

en adskillelse skulle vare, for at adskillelsen lovligt kunne opretholdes. Man

kan ikke kan give et bestemt svar herpå, men problemstillingen blev drøftet.

Der vil skulle mindre til for at adskille et par i 4 måneder, end hvis der er

tale om en længerevarende adskillelse. På daværende tidspunkt blev alene de

menneskeretlige rammer drøftet. Politikken på området var i denne periode

ofte defineret af de menneskeretlige rammer. De juridiske vurderinger fik

derfor en stor betydning for, hvilken politik der kunne føres. Når ministeren

skulle melde ud, hvilken ordning hun ønskede, ville de menneskeretlige ram-

mer sætte en grænse for denne ordning. Da ordningen blev beskrevet, var der

overvejelser om sagligheden og om hjemmelsgrundlaget. Nødvendigheden af

indgrebet indgik ligeledes i overvejelserne. Overvejelserne gik på, om man

generelt kunne have en ordning, hvor det var et sagligt hensyn at adskille,

når der forelå et grundlag for at sige, at der var en risiko for tvang. De var

usikre på, hvor langt de kunne gå. På et tidspunkt gik Lykke Sørensen og han

til Nina Holst-Christensen. Dette skete i den periode, hvor de var i gang med

at udarbejde notatet. De stod i døren til hendes kontor og sagde, at de var i

gang med at overveje en ordning, der generelt baserede sig på, at risikoen for

tvang i forhold til bestemte grupper skulle føre til adskillelse. De spurgte, om

en sådan ordning ville være saglig. De vidste ikke, om ministeren havde denne

opfattelse, men de ville ”trykteste” hos Justitsministeriet, om de var på rette vej.

Det skulle afklares, om en viden om risikoen for tvangsægteskaber i bestemte

lande kunne udgøre et sagligt grundlag for en ordning af den foreliggende

karakter. Nina Holst-Christensen blev ikke spurgt om, hvor langt man kunne

gå i de enkelte sager. Spørgsmålet var, om diskussionen med det samme kunne

lukkes ned, eller om disse overvejelser havde ”noget for sig”. Nina Holst-Chri-

stensens svar var, at det overordnet set var et sagligt hensyn at lægge vægt

på risikoen for et tvangsægteskab. Han husker ikke mere præcist, hvad hun

sagde, og han vil ikke tage hende til indtægt for andet end det, hun rent fak-

tisk sagde. De overvejelser, som de var inde i, angik ”betænkningsperioden”.

De præsenterede for Nina Holst-Christensen, at der som udgangspunkt skulle

ske adskillelse i sagerne under henvisning til en generel risiko for tvangsæg-

teskaber. De vidste, at det på daværende tidspunkt indgik i overvejelserne om

dispensation fra ægtefællebetingelserne, om man kom fra bestemte lande. De

vidste godt, at der ikke forelå et beskyttelsesværdigt familieliv, når der forelå

et tvangsægteskab, men den menneskeretlige vurdering opstod, når det i en

konkret sag ikke kunne fastslås, at der var tale om et tvangsægteskab. De gik

til Nina Holst-Christensen, fordi de overvejede en generel ordning, selvom

942

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 112: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (2 af 3)

Perioden fra den 25. januar 2016 til den 10. februar 2016 – baggrunden for praksisændringen

der i de konkrete sager ikke ”fra dag 1” i indkvarteringssituationen forelå

oplysninger om, at der var tale om tvang. Det oplæg, som blev præsenteret

for Nina Holst-Christensen, var baseret på deres kendskab til, at der i de på-

gældende kulturer findes tvangsægteskaber og samliv ”i gråzonen”, ligesom

der var en forholdsvis høj procentdel af mindreårige ægtefæller. De spurgte

ikke Nina Holst-Christensen om, hvorvidt der kunne være tale om en undta-

gelsesfri ordning, idet de opererede med en ordning, hvorefter der skulle være

mulighed for undtagelser. På daværende tidspunkt var det deres opfattelse,

at en ordning med mulighed for undtagelser var i overensstemmelse med

det politiske ønske. Nina Holst-Christensen sagde, at hun ikke umiddelbart

havde bemærkninger til ordningen, og at ordningen virkede som en saglig

ordning. Han tror ikke, at de havde nærmere overvejelser om, hvorvidt der var

forskel på nytilkomne og allerede indkvarterede familier. Oplysningerne om,

at risikoen for tvangsægteskaber var øget i Syrien og Afghanistan, forelå ikke

som dokumenter i sagen. Spørgsmålet om tvangsægteskaber har i perioder

været dominerende i ministeriet, og mange af embedsmændene har mødt i

Flygtningenævnet. Fra baggrundsoplysningerne vidste de, at der i Syrien og

Afghanistan findes tvangsægteskaber, og at dette udgør et dominerende pro-

blem. Han tror ikke, at de drøftede, hvordan sagerne konkret skulle føres frem

til en afslutning. Han husker ikke, at der efter drøftelsen med Mark Thorsen

var yderligere drøftelser med Mark Thorsen om udformningen af notatet. De

vidste, at ministerens opfattelse af danske normer og værdier var, at der ikke

måtte foreligge ”kulturel tvang”, og de skulle indkredse, hvilke danske normer

og værdier af mere retlig karakter der gjaldt. Det skulle afklares, hvor langt

muligheden rakte for at tage initiativer på indkvarteringsområdet. Ministeren

brugte blandt andet det udtryk, at de ”trådte i forældrenes sted”. De havde en

antagelse om, at hensynet til at undgå risikoen for tvang udgjorde et sagligt

hensyn, der ville kunne indgå i en ordning. Han tror ikke, at det indgik i deres

overvejelser, hvor høj en forekomst af tvangsægteskaber der skal foreligge,

for at en ordning er proportional. De vidste, at kulturelle normer i nogle af

sagerne havde været med til enten at presse eller i hvert fald få pigen til at føle

sig presset til at indgå et ægteskab. De vidste også, at en del personer søgte

asyl med henvisning til, at de var blevet tvunget til at indgå ægteskab. De var

opmærksomme på, at de foreliggende sager ikke var ”rene”, idet der ikke forelå

en meget bestyrket formodning for, at der var tale om tvang.

943

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 112: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (2 af 3)

Hændelsesforløbet

Anette Görtz har herom forklaret

, at hun er ret sikker på, at hun ikke deltog

i det møde om ”barnebrude”, som Anne Nygaard Just ved mail af 1. februar

2016 indkaldte til samme dag. Hun husker ikke at have deltaget i drøftelser

om notatet eller om indholdet heraf.

Det endelige notat, der er dateret den 2. februar 2016, var sålydende:

”Notat

om indkvartering af mindreårige asylansøgere, der indrejser

sammen med personer, som angives at være ægtefælle eller samlever

1. Indledning

Med afsæt i en tilsvarende svensk debat har der de sidste par uger

været medieomtale af, at mindreårige asylansøgere – de såkaldte ”bar-

nebrude”, der potentielt kan være tvunget ind i et ægteskabslignende

forhold – i visse tilfælde er indkvarteret med deres ægtefælle/samlever

under asylsagens behandling her i landet.

Ifølge medieomtalen skulle Udlændingestyrelsen tillige have givet min-

dreårige asylansøgere tilladelse til kortvarigt ophold hos herboende,

myndige personer, som angives at være en ægtefælle eller samlever.

I forlængelse af medieomtalen har Udlændingestyrelsen indhentet op-

lysninger fra indkvarteringsoperatørerne for at tilvejebringe aktuelle

oplysninger om sager vedrørende mindreårige asylansøgere, hvor der

har været spørgsmål om indkvartering sammen med personer, der an-

gives at være ægtefælle eller samlever. Der henvises til bilag 1 for en

nærmere beskrivelse af sådanne aktuelle sager.

Der skal tages stilling til, om Udlændingestyrelsens nuværende praksis

bør tilrettes.

2. Udlændingestyrelsens nuværende praksis for indkvartering af min

dreårige asylansøgere

Afhøringsekstrakten, side 719.

944

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 112: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (2 af 3)

Perioden fra den 25. januar 2016 til den 10. februar 2016 – baggrunden for praksisændringen

Udlændingestyrelsen har om nuværende praksis for indkvartering af

mindreårige asylansøgere oplyst følgende:

Mindreårige asylansøgere udgør et helt særligt fokusområde for Ud-

lændingestyrelsen i relation til indkvartering. Det gælder, uanset om

de kommer til Danmark som uledsagede, som en del af en familie, eller

f.eks. kommer sammen med en person, der er angivet som ægtefælle

eller samlever.

Efter udlændingeloven træffer Udlændingestyrelsen bestemmelse om

indkvartering af asylansøgere, herunder også mindreårige asylansø-

gere. Det er i forarbejderne præciseret, at styrelsens virksomhed i den

forbindelse har karakter af faktisk forvaltningsvirksomhed.

Det afgørende for indkvarteringen er i første række hensynet til bar-

nets tarv.

Til brug for Udlændingestyrelsens fastlæggelse af, hvor en asylansøger

skal indkvarteres, inddrages danske regler, herunder den seksuelle lav-

alder (straffelovens

222) mv. Det betyder, at styrelsen ikke indkvarte-

rer et barn under 15 år sammen med en myndig person, der ikke er den

pågældendes forælder eller omsorgsperson, f.eks. en bror eller søster.

Mindreårige asylansøgere, der opholder sig i Danmark sammen med

deres forældre eller en anden omsorgsperson, som reelt er trådt i foræl-

drenes sted (ledsagere), indkvarteres på asylcenter sammen med deres

forældre eller ledsagere.

Uledsagede mindreårige asylansøgere under 18 år indkvarteres som

udgangspunkt på særlige børnecentre.

Det fremgår af kontrakterne mellem Udlændingestyrelsen og indkvarte-

ringsoperatørerne, at operatøren skal identificere beboere med særlige

behov, og at der skal sikres en helhedsorienteret og koordineret indsats.

Operatøren skal sikre, at der i overensstemmelse med

§§

153 og 154 i lov

om social service sker identifikation af særligt omsorgstruede børn med

henblik på iværksættelse af nødvendige foranstaltninger i samarbejde

med den lokale kommune og Udlændingestyrelsen. Operatørerne har

945

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 112: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (2 af 3)

Hændelsesforløbet

således en skærpet underretningspligt i forhold til mindreårige, som

er indkvarteret på asylcentrene.

For så vidt angår Udlændingestyrelsens administration af indkvarte-

ringsforhold vedrørende mindreårige, er der en fast praksis, hvorefter

der altid udveksles oplysninger mellem asylkontorerne og indkvarte-

ringsområdet, hvis det i forbindelse med asylsagsbehandlingen eller

indkvarteringen kommer frem, at en uledsaget mindreårig asylansøger

angiveligt har indgået ægteskab eller lever i ægteskabslignende forhold

med en person, som opholder sig i Danmark sammen med den min-

dreårige. Udvekslingen af oplysninger skal sikre, at den mindreårige

er korrekt indkvarteret, jf. nedenfor.

Særligt om indkvartering af mindreårige under 15 år

Mindreårige asylansøgere under 15 år skal altid indkvarteres adskilt fra

deres ægtefælle/samlever. Det kan dog ikke udelukkes, at der har været

eksempler på, at enkelte par indledningsvist alligevel er blevet indkvar-

teret sammen, f.eks. fordi det ikke umiddelbart efter deres ankomst til

asylcentret har været klart, at der er tale om en mindreårig under 15 år.

Udlændingestyrelsen kontakter i alle sager, der vedrører mindreårige

asylansøgere under 15 år, som efter det oplyste er samlevende i ægte-

skabslignende forhold med en person over 15 år, den relevante operatør

med henblik på at indkvartere de pågældende hver for sig og sikre, at

operatøren har underrettet den lokale kommune i overensstemmelse

med bestemmelserne

§§

153 og 154 i lov om social service.

Er der tale om en uledsaget mindreårig asylansøger under 15 år, vil

denne herefter som altovervejende udgangspunkt blive indkvarteret på

et børnecenter, medmindre der træffes afgørelse om andre nødvendige

sociale foranstaltninger, f.eks. anbringelse på institution.

Er der tale om en mindreårig under 15 år, som ikke er uledsaget, og

som med sine forældres eller ledsagers samtykke indtil tidspunktet for

indkvarteringen har indgået i et samlivsforhold med en person over

15 år, vil Udlændingestyrelsen i dialog med indkvarteringsoperatøren

og den stedlige kommune vurdere behovet for særlige sociale eller

indkvarteringsmæssige foranstaltninger. Efter praksis har det hidtil

946

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 112: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (2 af 3)

Perioden fra den 25. januar 2016 til den 10. februar 2016 – baggrunden for praksisændringen

været det altovervejende udgangspunkt, at mindreårige under 15 år

ikke indkvarteres med en ægtefælle/samlever, men der er dog enkelte

eksempler på, at dette faktisk har fundet sted.

Særligt om indkvartering af mindreårige over 15 år

For så vidt angår mindreårige asylansøgere mellem 15-18 år, som an-

giveligt lever i ægteskab eller samlivsforhold med en anden person

på eller i tilknytning til et asylcenter, beslutter styrelsen på baggrund

af en konkret vurdering af sagens omstændigheder, om der skal ta-

ges initiativ til at indkvartere de pågældende hver for sig. I styrelsens

vurdering indgår indkvarteringsoperatørens børnefaglige personales

vurderinger samt værtskommunens evt. faglige vurderinger af, hvilke

indkvarteringsforhold der er til den mindreårige asylansøgers bedste,

jf. hensynet til barnets tarv.

Særligt om adgang til midlertidigt fravær fra asylcenteret

Udlændingestyrelsen kan efter forudgående ansøgning give tilladelse

til kortvarigt, lovligt fravær fra et asylcenter, hvis helt særlige grun-

de taler herfor. Dette betyder, at ansøgningen om fraværet skal være

konkret begrundet i f.eks. et nærtstående, herboende familiemedlems

alvorlige sygdom eller indlæggelse på hospital, deltagelse i begravelse af

nærtstående, herboende familiemedlemmer eller egen alvorlig sygdom,

psykisk belastning eller andre særlige situationer.

Endvidere kan indkvarteringsoperatøren uden tilladelse fra Udlænd-

ingestyrelsen i særlige tilfælde og efter behov give en beboer tilladelse

til at opholde sig uden for centeret i en kortvarig periode på op til tre

dage.

I forhold til mindreårige skal operatøren altid vurdere, om det midler-

tidige eller kortvarige ophold hos f.eks. herboende familie er til barnets

bedste.

Efter en manuel gennemgang af ansøgninger om midlertidigt fravær

fra asylcenteret, som er modtaget i Udlændingestyrelsen i perioden 1.

januar 2010 – 26. januar 2016, er der ikke fundet eksempler på, at der

947

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 112: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (2 af 3)

Hændelsesforløbet

er givet tilladelse til midlertidigt fravær til en mindreårig asylansøger

med henblik på ophold hos en herboende ægtefælle.

3. Overvejelser

Udlændingestyrelsen har peget på følgende initiativer i forhold til

spørgsmålet om indkvartering af mindreårige med ægtefælle/samlever:

1. Det vil fremover fremgå eksplicit af Udlændingestyrelsens ret-

ningslinjer om indkvartering, at en mindreårig under 15 år ikke

kan indkvarteres sammen med en ægtefælle eller samlever.

2. For mindreårige over 15 år skal der foretages en konkret vurde-

ring af sagens omstændigheder, inden det besluttes, hvordan de

berørte indkvarteres. I styrelsens vurdering vil indgå indkvar-

teringsoperatørens børnefaglige personales vurderinger samt

værtskommunens evt. faglige vurderinger af, hvilke indkvarte-

ringsforhold der er til den pågældendes bedste.

3. Der indkaldes til dialogmøde i februar mellem Udlændingestyrel-

sen, Socialstyrelsen og indkvarteringsoperatørerne om håndte-

ringen af sager om mindreårige asylansøgere, som lever i ægte-

skab eller ægteskabslignende forhold med andre mindreårige

eller voksne.

Ad 1.

Ministeriet er enigt i, at mindreårige under 15 år aldrig skal kunne

indkvarteres på et asylcenter sammen med en ægtefælle/samlever. Det

vurderes således, at hensynet til barnets tarv i alle sådanne tilfælde

med styrke taler for, at der ikke foretages indkvartering som par i den-

ne situation. Også ordre public-hensyn taler med styrke for, at sådan

indkvartering ikke finder sted ved myndighedernes mellemkomst.

Det vurderes endvidere, at Udlændingestyrelsen bør indkvartere par-

terne på forskellige centre, således at myndighederne ikke (indirekte)

bidrager til, at der faktisk etableres et samliv mellem parterne.

948

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 112: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (2 af 3)

Perioden fra den 25. januar 2016 til den 10. februar 2016 – baggrunden for praksisændringen

Ad 2.

Ministeriet finder, at det klare udgangspunkt i alle tilfælde – og dermed

også i tilfælde, hvor der er tale om en mindreårige asylansøgere over

15 år – skal være, at mindreårige ikke indkvarteres på et asylcenter

sammen med en ægtefælle/ samlever.

Udmøntning af Udlændingestyrelsens faktiske forvaltningsvirksom-

hed i forhold til indkvartering af asylansøgere i den periode, hvor den

pågældende er omfattet af styrelsens forsørgelsespligt, er underlagt al-

mindelige forvaltningsretlige grundsætninger som saglighed og lighed.

Det vurderes, at der er tale om et sagligt hensyn, hvis indkvartering af

mindreårige uanset alder i asylsystemet generelt sigter mod at undgå

situationer, hvor et barn som følge af myndighedernes faktiske for-

valtningsvirksomhed risikerer at blive tvunget til et samliv i strid med

barnets egen frie vilje og barnets bedste. Det indgår i vurderingen, at

der er tale om en tidsmæssigt afgrænset periode, indtil barnet meddeles

opholdstilladelse eller skal udrejse.

Til gengæld stilles der ikke krav om, at det ved Udlændingestyrelsens

vurdering af, hvor asylindkvartering skal finde sted, f.eks. indgår, om

der er tale om et ægteskab, der kan anerkendes efter dansk ret.

Også i øvrigt vurderes det, at der er meget vide rammer for styrelsens

indkvarteringsvirksomhed på asylområdet, så længe der varetages sag-

lige hensyn. I relation til indkvartering af mindreårige bemærkes, at

også uledsagede mindreårige med familie her i landet som udgangs-

punkt indkvarteres på asylcentre, medmindre barnets tarv åbenbart

taler herimod. Det betyder f.eks., at en mindreårig på 16 år, der har

bedsteforældre med ophold her i landet, og som er indkvarteret på

et asylcenter og ikke mistrives på dette center, ikke vil blive anbragt

i familiepleje på kommunens foranledning og altså vil skulle opfylde

6-månederskravet for at få tilladelse til privat indkvartering.

Det vurderes dog, at barnets tarv i visse tilfælde med styrke vil tale for,

at der sker indkvartering af mindreårige over 15 år i tilknytning til en

ægtefælle/samlever. Det gælder f.eks. i tilfælde, hvor parterne har haft et

forudgående samliv, hvor parret har fælles barn, hvor aldersforskellen

949

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 112: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (2 af 3)

Hændelsesforløbet

mellem parterne er begrænset, og hvor hensynet til den mindreåriges

tarv også i øvrigt med styrke taler derfor. Som udgangspunkt vil alle

disse hensyn skulle foreligge, for at der skal ske indkvartering med

ægtefællen/samleveren, og det er således ikke tilstrækkeligt, at parret

(alene) har haft et forudgående samliv og aldersmæssigt er tæt på hin-

anden.

Det foreslås derfor, at udgangspunktet om, at mindreårige ikke indkvar-

teres på et asylcenter i tilknytning til en ægtefælle/samlever, fraviges

for mindreårige over 15 år i tilfælde, hvor dette [åbenbart] vil stride

mod barnets tarv.

Forslaget indebærer ikke, at parret i disse tilfælde indkvarteres sammen

som ægtefæller/samlevere, dvs. f.eks. på samme værelse; i stedet vil der

skulle være tale om individuelle indkvarteringer på hvert sit værelse/i

hvert sit rum, men på samme center, således at det står parterne frit for

f.eks. at udøve et samliv med deres fælles barn, uden at dette begrænses

af en geografisk afstand mellem indkvarteringsstederne.

I alle tilfælde skal Udlændingestyrelsen bestemme, hvem af forældrene

et fællesbarn skal indkvarteres sammen med.

4. Indstilling

På denne baggrund indstilles det, at Udlændingestyrelsens praksis ved

indkvartering af mindreårige fremover tilrettelægges således,

– at mindreårige under 15 år ikke kan indkvarteres på et asylcenter

sammen med en ægtefælle/samlever, og

– at mindreårige på 15 år eller derover ikke kan indkvarteres på et

asylcenter sammen med en ægtefælle/samlever, medmindre dette

åbenbart vil stride mod den mindreåriges tarv. Foreligger der sådan-

ne hensyn til den mindreåriges tarv, skal parterne indkvarteres hver

for sig, men på det samme asylcenter.”

Undersøgelseskommissionen har under sit arbejde med sagen i en række

tilfælde indhentet oplysninger om, hvilke medarbejdere der har godkendt

950

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 112: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (2 af 3)

Perioden fra den 25. januar 2016 til den 10. februar 2016 – baggrunden for praksisændringen

dokumenter i Udlændinge- og Integrationsministeriet, herunder notatet af 2.

februar 2016. Oplysningerne herom fremgår af Udlændinge- og Integrations-

ministeriets sagsbehandlingssystem F2, hvor en medarbejder på forskellige

trin kan godkende et dokument, der herefter lægges til godkendelse i det næste

trin. Det fremgår af sagens oplysninger, at Anne Nygaard Just den 2. febru-

ar startede godkendelsesprocessen i ministeriets sagsbehandlingssystem F2.

Som dokumenter var vedlagt en ”Sagsfremstilling”, ”Notat om indkvartering

af mindreårige med ægtefæller” og ”Bilag 1. Opfølgende høring af indkvarte-

ringsoperatører om indkvartering af mindreårige udlændinge”. Af sagsfrem-

stillingen fremgår bl.a.:

”Notat

om Udlændingestyrelsens praksis i sager om indkvartering af

mindreårige udlændinge med ægtefæller eller samlevere

…

Modtager

…



Ministeren

…



Til godkendelse

…

Bemærkninger

I vedhæftede notat fremgår Udlændingestyrelsens redegørelse af deres

nuværende praksis i forhold til indkvartering af mindreårige udlænd-

inge, der indrejser sammen med personer, som angives at være ægte-

fælle eller samlever. Endvidere indeholder notatet indstillinger til den

fremtidige praksis vedrørende Udlændingestyrelsens indkvartering af

mindreårige med en ægtefælle/samlever.”

Den 3. og 4. februar 2016 godkendte henholdsvis Anette Görtz (trin 1) og

Jesper Gori (trin 2) notatet (”Notat om Udlændingestyrelsens praksis i sager

om indkvartering af mindreårige udlændinge med ægtefæller eller samleve-

re”), der herefter lå til godkendelse hos Lykke Sørensen. Den 4. februar 2016

returnerede Lykke Sørensen notatet til Anne Nygaard Just med følgende be-

mærkning:

”Så vidt jeg kan se, er de seneste ændringer ikke accepteret, dvs. do-

kumentet er med korrekturmarkering. Vi bør vel lægge et endeligt do-

kument op.”

951

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 112: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (2 af 3)

Hændelsesforløbet

Anne Nygaard Just genoptog den 5. februar 2016 godkendelsesprocessen, og

notatet blev herefter godkendt samme dag af Anette Görtz (trin 1), Jesper Gori

(trin 2), Lykke Sørensen (trin 3), Line Skytte Mørk Hansen (trin 4), Andreas

Højmark Andersen (trin 5) og Sofie Odgaard (trin 6). Senere den 5. februar

2016 returnerede Andreas Højmark Andersen (nu trin 7) notatet til Anne

Nygaard Just, der samme dag genoptog godkendelsesprocessen. Af en historik

over dokumenter, der indgik i sagen, fremgår det bl.a., at Inger Støjberg den

8. februar 2016 kl. 10.51 oprettede et dokument (”Aktdokument (annoteret

af IS)”), og at dette dokument blev slettet af Andreas Højmark Andersen den

9. februar 2016 kl. 13.44. Af en oversigt over kommentarerne til ”Aktdoku-

ment (annoteret af IS)” fremgår det, at Inger Støjberg den 8. februar 2016 kl.

11.51 som kommentar anførte ”Vendes på et møde med Uffe og Mark”. Den 9.

februar 2016 kl. 13.44 godkendte Andreas Højmark Andersen (trin 7) notatet

”på vegne af Andreas Højmark Andersen”. Det fremgår af sagsbehandlingssy-

stemet, at Anne Nygaard Just var ansvarlig for godkendelsesprocessen, der på

trin 1 bestod af Anette Görtz, trin 2 af Jesper Gori, trin 3 af Lykke Sørensen,

trin 4 af Line Skytte Mørk Hansen, trin 5 af Jonas From Soelberg, trin 6 af

Uffe Toudal Pedersen og trin 7 af Inger Støjberg.

Udlændinge- og Integrationsministeriet har den 2. juni 2020 om denne god-

kendelsesprocedure oplyst bl.a.:

”Til Instrukskommissionen

…

Ved e-mails af 24. og 25. maj 2020 har Instrukskommissionen an-

modet Udlændinge- og Integrationsministeriet om at modtage de do-

kumenter, som ifølge udskrift af godkendelsesforløbet i F2 (trin 7) blev

godkendt den 9. februar 2016, om at modtage de dokumenter, der blev

sendt retur den 5. februar 2016, samt bedt ministeriet om at oplyse,

om de godkendte dokumenter efterfølgende blev sendt til Udlændinge-

styrelsen.

…

Udlændinge- og Integrationsministeriet kan oplyse, at der i god-

kendelsesforløbets trin i F2 ikke ses at foreligge kommentarer ved-

rørende returneringen den 5. februar 2016. Det fremgår ikke, hvilket

dokumentindhold der er blevet returneret.

…

952

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 112: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (2 af 3)

Perioden fra den 25. januar 2016 til den 10. februar 2016 – baggrunden for praksisændringen

Udlændinge- og Integrationsministeriet kan oplyse følgende om god-

kendelsesforløbs godkendelsestrin og dokumentversioner:

Et godkendelsesforløb i F2 består af et antal godkendelsestrin, der be-

står af en eller flere udpegede medarbejdere, der skal godkende et eller

flere dokumenter. Medarbejderen har som godkender flere handlings-

muligheder, når den pågældende skal godkende. Godkenderen kan så-

ledes enten godkende, returnere eller godkende dokumentet betinget,

ligesom godkenderen kan knytte bemærkninger til sin handling.

Hvert godkendelsesforløb har en handlingslog, der linje for linje beskri-

ver de godkendelseshandlinger, der er foretaget i godkendelsesforløbet.

Hver enkelt handlingslinje indeholder godkenderens navn samt dato og

klokkeslæt for den pågældende handling i form af godkendelse, delvis

godkendelse og returnering.

…

Udlændinge- og Integrationsministeriet journaliserer løbende i sager

i F2 i overensstemmelse med offentlighedslovens

15, og ministeriet

kan konstatere, at det af sagen 2016-970, som Instrukskommissionen

har spurgt til, og en almindelig søgning i F2, ikke fremgår, hvorvidt

det endeligt godkendte notat blev sendt til Udlændingestyrelsen. Det

bemærkes, at ministeriet ikke har foretaget en gennemgang af samtlige

sager i F2 i denne forbindelse, ligesom det ikke kan udelukkes, at notatet

måtte være videresendt, uden at dette er blevet journaliseret.

…”

Andreas Højmark Søndergaard har om notatet af 2. februar 2016 forklaret

bl.a., at han ikke har erindring om det konkrete notat, men han erindrer, at

ministeren havde en klar holdning til mindreårige gifte asylansøgere. No-

tatet er godkendt i F2, og han vil derfor tro, at det er anvendt i det videre

arbejde, men han husker det ikke, og han ved ikke, om notatet blev sendt

til Udlændingestyrelsen. Foreholdt godkendelsesforløbet vedrørende ”notat

om Udlændingestyrelsens praksis i sager om indkvartering af mindreårige

udlændinge med ægtefæller eller samlevere”, der fremgår af sags- og doku-

menthåndteringssystemet F2, har han forklaret bl.a., at han ikke har arbejdet

Afhøringsekstrakten, side 9.

953

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 112: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (2 af 3)

Hændelsesforløbet

i systemet siden den 1. maj 2016.

Han har alene arbejdet i systemet som

ministersekretær. Han har ikke arbejdet i systemet som sagsbehandler, og han

kan derfor ikke redegøre for alle funktionerne i systemet. Godkendelsesfor-

løbet bestod af forskellige trin, afhængig af hvor mange der skulle godkende

sagen. Det pågældende godkendelsesforløb havde syv trin. Når det i sagssy-

stemet fremgik, at han ”godkendte på vegne af sig selv”, betød det ikke, at han

havde taget stilling til indholdet af sagen. Når sagen var nået til trin 6, hvor

departementschefen skulle godkende, ville sagen komme frem i systemet i

forkontoret. Det betød, at henholdsvis departementschefens og ministerens

HK-sekretærer samt de to ministersekretærer – altså ham selv og Sofie Od-

gaard – ville kunne se sagen. Det var herefter deres opgave at markere sagen,

således at den blev synlig for departementschefen på departementschefens

iPad. Departementschefen kunne herefter behandle sagen og trykke godkend,

hvorefter sagen ville forsvinde fra departementschefens skærmbillede for på

ny at fremgå hos medarbejderne i forkontoret. Herefter var det igen deres

opgave at markere sagen, således at den blev sendt til ministerens iPad. Hvis

departementschefen havde haft spørgsmål eller kommentarer til sagen, kun-

ne departementschefen have markeret det i systemet, hvorefter det i så fald

havde været forkontorets opgave at reagere på kommentaren, således at sagen

blev sendt retur til sagsbehandleren og det relevante fagkontor, der herefter

kunne forholde sig til kommentaren. Ministeren kunne tilsvarende komme

med bemærkninger eller kommentarer til sagen, som medførte, at forkontoret

ville sende sagen retur til fagkontoret eller for eksempel arrangere et møde,

hvis der var nogle spørgsmål, ministeren ville drøfte. Når ministeren afslut-

ningsvist havde godkendt sagen, ville den igen fremgå af systemet i forkon-

toret, der herefter skulle godkende sagen, hvorefter den ville blive sendt retur.

Dette var den almindelige fremgangsmåde. Han har aldrig godkendt noget i

eget navn. Han kan ikke forklare, hvorfor der står, at han har ”godkendt på

vegne af sig selv”. Han har aldrig godkendt på vegne af sig selv. Det er hans

opfattelse, at det typisk fremgik på denne måde, selvom han ikke godkendte

på vegne af sig selv. Han erindrer ikke, hvorfor sagen blev returneret til Anne

Nygaard Just den 5. februar 2016 kl. 14.18. Han antager, at det ikke var et

større problem, der skulle løses, eller en problemstilling der i øvrigt havde

betydning for sagens materielle indhold, henset til den korte tid, der gik, indtil

sagen blev genoptaget, og eftersom sagen blev returneret direkte til trin 7 og

Afhøringsekstrakten, side 538.

954

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 112: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (2 af 3)

Perioden fra den 25. januar 2016 til den 10. februar 2016 – baggrunden for praksisændringen

ikke blev sendt gennem hele godkendelseskæden på ny. Han ved ikke, hvad

dokumentet benævnt ”aktdokument” indeholdt, og han antager, at de øvrige

dokumenter udgjorde de samlede akter på sagen.

De akter, der tidligere lå

på de fysiske sager, når de blev lagt til ministeren, bestod også typisk af den

samlede sag med en sagsfremstilling, et notat om sagen samt bilag. Han husker

ikke indholdet af dokumenterne i denne sag, herunder om det udgjorde sagens

samlede dokumenter. På ny adspurgt, hvorfor sagen blev returneret til Anne

Nygaard Just den 5. februar 2016 kl. 14.18, har han forklaret, at sagerne som

standard blev returneret til trin 1. Foreholdt, at det af godkendelsesforløbet

fremgår, at sagen blev returneret til Anne Nygaard Just den 5. februar 2016

kl. 14.18, og at Anne Nygaard Just ”genoptog” sagen samme dag kl. 14.23, har

han forklaret, at ”genoptagelse” – som han husker det – betød, at sagen blev

”sat i flow” igen. Der var løbende mange sager, der blev forelagt for ministeren,

hvorfor der ikke var noget odiøst i, at der i denne sag gik 4-5 dage – henover

en weekend – fra Anne Nygaard Just genoptog sagen, til den blev godkendt

den 9. februar 2016 kl. 13.44. Hvis sagen havde ligget hos ministeren fra

mandag til fredag, ville det have været mere bemærkelsesværdigt. Det ser ikke

ud til, at sagen efter genoptagelsen på ny gik op igennem systemet via det

almindelige godkendelsesforløb. De bemærkninger, som gav Anne Nygaard

Just anledning til at genoptage sagen, kan formentlig genfindes i F2-systemet.

Bemærkningerne svarer til de fysiske notater, der tidligere kunne findes på

de fysiske sagsakter.

Henrik Grunnet har om notatet forklaret

bl.a., at han ikke er bekendt med,

at notatet skulle være blevet sendt til Udlændingestyrelsen. Det ville have

været normal praksis, at det endelige notat blev sendt til Udlændingestyrel-

sen. Dette kan forklare den lidt mærkelige udtalelse fra Uffe Toudal under

koncerndirektionsmødet den 10. februar 2016 om, at ”det så kun bliver den”,

dvs. kun pressemeddelelsen. Han antager, at bemærkningen i notatet om, at

der er nogle regler, der skal overholdes, gjorde, at notatet ikke kunne sendes.

Lykke Sørensen har forklaret

, at hun ikke husker, om det endelige notat af 2.

februar 2016 blev forelagt for eller drøftet med departementschefen, inden det

blev lagt til godkendelse i F2. Det var forskelligt, om de drøftede noget sådant,

Afhøringsekstrakten, side 540.

Afhøringsekstrakten, side 36.

Afhøringsekstrakten, side 48.

955

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 112: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (2 af 3)

Hændelsesforløbet

inden de gik videre. Der kunne være situationer, hvor det var nemmest, men

der kunne også være situationer, hvor det var nemmest at aflevere et notat

med en bemærkning på forsiden om, at der var noget, de skulle drøfte. Depar-

tementschefen var ikke jurist, og derfor var der situationer, hvor det kunne

være bedre at lægge det samlede notat til ham, så han havde mulighed for at

læse det igennem. Hvis det er lagt til ministeren, har det også været lagt til

departementschefen. Hun husker ikke, om der var en drøftelse med departe-

mentschefen om indholdet, eller om notatet kom tilbage med kommentarer

eller rettelser. Det var Koncernøkonomis notat, og det var derfor ikke sikkert,

at det ville komme tilbage til hende i første række. Hvis det var kommet til-

bage med større problematikker, ville de sikkert være blevet inddraget, men

hun husker det ikke. Hun husker ikke, om ministeren havde bemærkninger

til notatet, eller om det blev gennemgået med ministeren. Hun husker ikke

notatet ret tydeligt, og hun husker heller ikke, at der blev refereret til det i

den efterfølgende sagsbehandling. Hun ved ikke, om notatet er sendt til Ud-

lændingestyrelsen. Adspurgt om forløbet fra den 2.-9. februar 2016 har hun

forklaret, at hun i denne periode – som hun husker det – alene var sporadisk

involveret i sagen. Der var et stærkt ønske fra ministeren om at kunne gå ud

og markere, at nu skulle det her høre op. Derfor var der nogle drøftelser om,

hvad en ordning kunne gå ud på. De havde nogle relativt korte, uformelle

drøftelser med Justitsministeriet op mod den 9.-10. februar 2016, men hun

husker ikke de præcise datoer.

Uffe Toudal Pedersen har om godkendelsesforløbet forklaret

bl.a., at F2 var

det system, der blev anvendt til godkendelse. Han tror dog også, at ministeriets

medarbejdere arbejdede i systemet. De gik meget hurtigt over til, at alle sager

blev forelagt for ministeren digitalt via systemet. Foreholdt, at det fremgår

af skærmbilledet, at sagen den 5. februar 2016 efter hans godkendelse blev

returneret til Anne Nygaard Just, der genoptog sagen, hvorefter ministeren

den 9. februar 2016 godkendte notatet, har han forklaret, at han ikke tror,

at notatet blev ændret i denne periode. Forklaringen kunne være, at det ikke

var altid, at ministeren så det lige efter, at det blev lagt op. Ministeren havde

det synspunkt, at parrene skulle skilles ad, og de fortalte hende, at det ikke

kunne lade sig gøre, fordi der ville være tilfælde, hvor et par ikke kunne

adskilles. Konklusionen blev det, der fremgår af notatet. Notatet blev fær-

Afhøringsekstrakten, side 77-78.

956

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 112: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (2 af 3)

Perioden fra den 25. januar 2016 til den 10. februar 2016 – baggrunden for praksisændringen

diggjort og lagt op, hvorefter ministeren godkendte det. Han talte ikke med

ministeren om det den 9. februar 2016, og han har ikke gennemgået notatet

med ministeren efterfølgende, men det blev godkendt. Det var ikke en usæd-

vanlig måde at gøre en sag færdig på. De havde diskuteret det indgående og

var nået frem til den formulering, der fremgår af notatet. Han vil ikke sige,

at ministeren ”købte” synspunktet undervejs i drøftelserne, men de samlede

diskussionen op i notatet og lagde det op til hende til godkendelse, og hun

sagde god for det ved at ”vinge det af”. De havde ikke en yderligere dialog om

notatets indhold. Han kan ikke se, at Udlændingestyrelsen har fået det notat,

der blev godkendt den 9. februar 2016. Normalt vil postgangen være sådan,

at ministersekretariatet sender en godkendt sag tilbage til det pågældende

kontor, der sender det videre ud i systemet. I og med at det var et emne, der

blev drøftet intenst mellem styrelsen og ministeriet, kan han ikke forstå, at det

ikke er sendt tilbage. I denne sag burde Koncernøkonomi have sendt notatet

til styrelsen. Det var mere Koncernøkonomi end Udlændingeafdelingen, der

var ansvarlig for dette notat.

Inger Støjberg har om dette notat forklaret

bl.a., at hun den 9. februar 2016

godkendte et ministernotat, hvoraf det fremgik, hvordan der tidligere var

blevet administreret, og hvordan den nye ordning skulle administreres, her-

under at der i ganske særlige tilfælde ikke kunne ske adskillelse, og at der

skulle tages individuelle hensyn. Hun fik sin viden om den tidligere praksis

på det tidspunkt, hvor hun godkendte dette ministernotat. Adspurgt, om hun

betvivler, at operatørerne tidligere har leveret en ”ordentlig indsats” på asyl-

centrene, har hun forklaret, at hun grundlæggende antager, at retningslinjer

følges. Der kan dog have været tilfælde, hvor der ikke har været grebet ind,

f.eks. hvis en operatør har undladt at adskille par, selvom der var retnings-

linjer herfor. I sådanne tilfælde får ministeren ”skylden” og kan f.eks. blive

indkaldt til samråd. Der gælder et armslængdeprincip, hvilket er svært for

en minister at agere i, idet man kan blive taget til indtægt for noget, som

man ikke støtter. Hun vurderede, at der den 9. og 10. februar 2016 ikke var

behov for yderligere oplysninger. Det er et principielt spørgsmål, om man vil

acceptere kulturel tvang. Hun havde god grund til at antage, at pigerne havde

været udsat for kulturel tvang. Pigerne skulle derfor have et pusterum. Hele

omdrejningspunktet for hendes beslutning var det ministernotat, som hun

Afhøringsekstrakten, side 110-111.

957

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 112: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (2 af 3)

Hændelsesforløbet

godkendte den 9. februar 2016. Adspurgt om, hvilken viden hun havde om

de mindreårige piger på asylcentrene, har hun forklaret, at hun ikke er sags-

behandler. Adspurgt om, hvorvidt der var behov for at undersøge forholdene

nærmere, har hun forklaret, at dette lå i den ”individuelle vurdering”, som hun

den 9. februar 2016 godkendte, at der skulle foretages. Hun vidste derfor, at

man ville kigge på sagerne individuelt og ville se på pigernes forhold. Det,

der fremgår af notatet af 2. februar 2016, som hun godkendte den 9. februar

2016, er helt centralt og var omdrejningspunktet for det videre forløb. Nota-

tet er et af de mest centrale dokumenter i sagen overhovedet. Hun vurderede

indstillingen i notatet af 2. februar 2016 således, at det helt klare udgangs-

punkt var, at der skulle ske en adskillelse, og at der skulle rigtig meget til for

ikke at adskille parrene.

Det var også på den baggrund, at hun vurderede, at

pressemeddelelsen ”holdt vand”. Hun var enig i indstillingen, idet hun ellers

ikke havde godkendt notatet. Hun må have fået notatet præsenteret op til,

at hun godkendte det. Hun var mildt sagt ikke glad for, at der skulle være

undtagelser, men det måtte hun acceptere, idet reglerne nu engang var sådan.

De gik til kanten, og notatet viste, hvor kanten var. Undtagelseskriterierne i

notatet – og i Jesper Goris udkast til pressemeddelelse – viste, at der skulle

meget til for ikke at adskille. Normalt ligger et notat i F2-systemet. I de sager,

hvor man diskuterede et notat, ville der typisk komme en ministersekretær,

som havde udskrevet det pågældende dokument. Ministersekretæren ville

så kunne godkende notatet i F2, når hun som minister havde sagt, at notatet

kunne godkendes. Foreholdt Uffe Toudals forklaring om, at han ikke vil sige,

at hun købte synspunktet om muligheden for undtagelser, at hun ”sagde god”

for synspunktet ved at vinge notatet af, at juristerne givetvis sagde, at der

ikke kunne administreres uden undtagelser, og at hun reagerede ved at sige,

at hun ville have en ordning uden undtagelser, har hun forklaret, at hun efter-

følgende accepterede, at der kunne være undtagelser, idet hun ellers ikke ville

have godkendt notatet. Hun var ikke glad for undtagelserne, men hun måtte

acceptere dem. Foreholdt godkendelsesoplysningerne om det notat, som hun

godkendte den 9. februar 2016 og adspurgt, hvorfor notatet den 5. februar

2016 blev sendt tilbage af ministersekretæren, har hun forklaret, at hun ikke

har nogen erindring om, hvorfor notatet i første omgang ikke blev godkendt

og skulle tilbage til sagsbehandleren.

Sagen interesserede hende meget, og

de arbejdede med sagen igennem længere tid. Man kan ikke med sikkerhed

Afhøringsekstrakten, side 113-114.

Afhøringsekstrakten, side 131.

958

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 112: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (2 af 3)

Perioden fra den 25. januar 2016 til den 10. februar 2016 – baggrunden for praksisændringen

lægge til grund, at det var hende og ikke i stedet ministersekretæren, Andreas

Højmark, der sendte notatet retur. Sagen blev diskuteret fra den 25. januar

2016, og hun kan ikke sige, om hun så notatet første gang den 5. februar 2016.

Adspurgt, om Andreas Højmark af egen drift kunne sende et notat retur, har

hun forklaret, at Andreas Højmark ville kunne ”studse” over forhold og var en

dygtig jurist, men hun kan ikke sige, om han sendte dette notat retur.

Lykke Sørensen har supplerende forklaret

bl.a., at hun ikke tror, at hun den

9. februar 2016 var klar over, at ministeren havde godkendt notatet. Notatet

var forankret i en anden afdeling, og hun fulgte ikke med i, om notatet blev

godkendt. Den 10. februar 2016 var der et koncerndirektionsmøde, hvor det i

hvert fald ikke for hende stod klart, at ministeren havde accepteret en ordning

med undtagelser. Foreholdt Inger Støjbergs forklaring om, at ordningen var

godkendt og på plads den 10. februar 2016, har hun forklaret, at hun ikke

er enig heri. Heller ikke den 10. februar 2016 deltog hun i en drøftelse af en

pressemeddelelse, men derimod i en drøftelse af ordningen. Det var en sag,

der optog ministeren meget. Hun har aldrig oplevet, at ministeren efter den 9.

februar 2016 har henvist til notatet som en grundforudsætning for diskussio-

nen. Hun har ikke ret megen erindring om notatet. Som hun husker det, brugte

man ikke notatet i det videre forløb. Notatet har ikke været fremme, hvilket

man også kan se af dokumenterne i sagen. Hun har gransket sin hukommelse,

men hun erindrer ikke, at hun har haft nogen drøftelser med ministeren om,

at notatet ikke var blevet videresendt til Udlændingestyrelsen. Hvis notatet

var blevet sendt til Udlændingestyrelsen, var der nok ikke efterfølgende blevet

nedsat en undersøgelseskommissionen om sagen. Når et praksisnotat bliver

godkendt, vil man normalt sende det til de myndigheder, der skal administrere

efter det. Det vil normalt være en fuldmægtig eller administrativ medarbejder,

der sender notatet efter aftale med andre. Da Udlændingeafdelingen senere

i sagen havde udarbejdet et notat om Danmarks internationale forpligtelser,

blev dette sendt til blandt andre Folketinget og Udlændingestyrelsen. Hvis

der er tale om vejledning og retningslinjer, vil det være normalt, at sådanne

notater lægges på hjemmesiden, men dette er forskelligt, og i denne sag var

der tale om en ”niche”. Der bliver lavet mange notater, som ikke bliver sendt

ud. Det gælder for eksempel notater om politiske overvejelser og om mulige

løsninger på politiske ønsker. Fra den 2. februar 2016 og frem til samrådet

Afhøringsekstrakten, side 154 ff.

959

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 112: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (2 af 3)

Hændelsesforløbet

den 15. marts 2016 var der løbende overvejelser af, hvilke rammer der kunne

være for ordningen. Ministersekretæren Andreas Højmark må have godkendt

notatet på vegne af ministeren, men der vil normalt stå, at godkendelsen er

sket på vegne af ministeren.

Andreas Højmark havde også mulighed for

at godkende på vegne af departementschefen, men det var mest, hvis noget

hastede. Hun tror, at ministersekretæren også kunne godkende på vegne af

Jonas From Soelberg.

Line Skytte Mørk Hansen har forklaret

bl.a., at sagen var omtalt i pressen,

og de skulle afklare, hvordan det forholdt sig på de danske asylcentre. Ud-

lændingestyrelsen skulle indhente fakta hos operatørerne, og Lykke Sørensen

skulle vurdere det juridiske handlerum. Der var ingen tvivl om, at ministeren

ville have, at flest mulige blev adskilt. Hendes afdeling havde ikke eksperti-

sen til at vurdere, hvor langt man juridisk kunne gå i forhold til at adskille

parrene. Hun husker ikke, om hun drøftede høringen af Udlændingestyrelsen

med ministeren, ministersekretæren, departementschefen eller andre, men

det er meget almindeligt, at departementet – når der opstår en sag – spørger

Udlændingestyrelsen om, hvordan konkrete forhold håndteres. Hun husker

ikke, hvorfor hun ikke sendte sagen over i Udlændingeafdelingen. Der var ikke

nogen i ministeriet, der var ”arbejdssky”, og man tog de opgaver, som man fik.

Hun husker ikke, at hun var inde over de konkrete skrivninger af notatet. Det

kan sagtens være, at Anne Nygaard Just har orienteret hende. Anne Nygaard

Just ”skrev for” på notatet. Sagen var begyndt i hendes afdeling og blev ikke

omvisiteret til Udlændingeafdelingen. Hun husker ikke, om hun deltog i drøf-

telser med departementschefen om notatet. Drøftelserne om notatet foregik

mellem departementschefen, Jesper Gori og Lykke Sørensen. Hun husker, at

hun under mødet den 9. februar kl. 15.30 drøftede notatet. Sagsnummeret

står også i kalenderindkaldelsen til mødet. Hun husker ikke, at hun drøftede

notatet efter den 9. februar 2016. Hun har selv læst og godkendt det endelige

notat. Hun var ikke inde over de juridiske vurderinger og udfordrede ikke

de juridiske vurderinger, som Jesper Gori og Lykke Sørensen havde foreta-

get. Foreholdt, at der efter operatørernes opfattelse ikke var indikationer på

tvang, og adspurgt, om hun gjorde sig en overvejelse i den anledning, har hun

forklaret, at ministeren ønskede den hovedregel, at alle par skulle adskilles.

Dette var ministerens klare udgangspunkt, uanset om der var tale om tvang.

Afhøringsekstrakten, side 184.

Afhøringsekstrakten, side 186 ff.

960

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 112: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (2 af 3)

Perioden fra den 25. januar 2016 til den 10. februar 2016 – baggrunden for praksisændringen

Hun ved ikke, om spørgsmålet om tvang fyldte så meget i diskussionen. Mi-

nisteren mente, at alle som hovedregel skulle adskilles, og ministeren kunne

også have holdninger til, at alle uden undtagelse skulle adskilles. Det vigtige

i denne sammenhæng var, om de pågældende var mindreårige eller ej. Ud

over mødet den 9. februar 2016 har hun ikke deltaget i møder, hvor notatet

blev gennemgået. Adspurgt, hvornår hun blev klar over, at ministeren den 9.

februar 2016 havde godkendt notatet af 2. februar 2016, har hun forklaret,

at hun går ud fra, at det ikke var længe efter godkendelsen.

Hun kunne se

sagen i F2 og dér konstatere, at notatet var godkendt. Som hun erindrer det,

var der ikke nogen, der fortalte hende, at ministeren havde godkendt notatet.

Hun husker ikke, at det blev nævnt på koncerndirektionsmødet, at ministeren

havde godkendt notatet, hvilket heller ikke ville være sædvanligt at oplyse om

på et sådant møde. Adspurgt, om hun – da hun sad til mødet den 9. februar

2016 kl. 15.30 – var klar over, at ministeren på det tidspunkt havde godkendt

notatet, har hun forklaret, at hun ikke var bekendt med godkendelsen af nota-

tet, da hun sad til mødet, men at det heller ikke var så afgørende.

Der kunne

være forskellige ”flows” i, hvornår man fik godkendt et notat, og nogle gange

kunne der gå noget tid. Det afgørende i F2 var, at man ikke havde sager, der

lå åbne i meget lang tid. Der var indkaldt til mødet med ministeren med hen-

blik på at gennemgå notatet, og det var derfor, at Jesper Gori deltog i mødet.

Jesper Gori har forklaret

bl.a., at han ikke fik at vide, at ministeren havde

godkendt notatet. Sagen var ikke hans, og han fik ikke en automatisk medde-

lelse om, at ministeren havde godkendt notatet. Han vidste ikke, hvad der var

sket med notatet. Det er ikke usædvanligt, at ministersekretæren godkender på

vegne af ministeren. Han kan ikke sige, hvad der ligger i, at Andreas Højmark

godkendte på vegne af sig selv. Andreas Højmark er ikke sat på som et trin

i godkendelsesforløbet. Han ved ikke, hvornår han blev klar over, at notatet

var blevet godkendt af ministeren.

Han opfattede det således, at notatet ikke

havde nogen værdi længere. Notatet indgik ikke i den videre behandling af

den del af sagen, som han var involveret i. Efter hans opfattelse var notatet

”dødt og borte”. Han talte ikke efterfølgende med Line Skytte Mørk Hansen

om notatet. Foreholdt godkendelsesoplysningerne vedrørende notatet af 2.

Afhøringsekstrakten, side 777-778.

Afhøringsekstrakten, side 781.

Afhøringsekstrakten, side 243.

Afhøringsekstrakten, side 247.

961

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 112: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (2 af 3)

Hændelsesforløbet

februar 2016 har han forklaret, at det er rigtigt, at en ministersekretær kan

godkende på andres vegne.

Forholdt godkendelsesoplysningerne vedrørende

svaret på spørgsmål S 630 og spørgsmål nr. 302 har han forklaret, at det er

rigtigt, at ministersekretæren Andreas Højmark også i relation til besvarel-

sen af disse spørgsmål godkendte på vegne af sig selv, men at dette betød, at

ministeren havde godkendt svaret. Han er derfor enig i, at det virker til at

være sædvanligt, at en ministersekretær godkender på vegne af sig selv, når

ministersekretæren reelt godkender på vegne af ministeren. Han kan ikke

autoritativt udtale sig om, hvorvidt ministeren havde godkendt notatet.

Han

husker det således, at han ikke var inde i F2 for at undersøge, om ministeren

havde godkendt notatet.

Ronya Habo, der på daværende tidspunkt var fuldmægtig i Udlændingesty-

relsen, har om notatet forklaret

bl.a., at hun har set det i forbindelse med

behandlingen af senere aktindsigtsanmodninger, og da hun samlede akter til

ombudsmanden. Som hun husker det, var det omkring maj 2017. Det var en

længere proces, fordi der var mange, der gerne ville have akterne. Hun husker,

at det var lige op til, at hun skulle på sommerferie. Hun husker ikke, om hun

har set notatet i sin endelige form eller i en udgave, hvor det var sendt til

kommentering i styrelsen.

Adam Abdel Khalik, der fra juni 2016 var specialkonsulent i Udlændingesty-

relsen, har om notatet forklaret

, at han ikke blev præsenteret for notatet i

forbindelse med behandlingen af de konkrete sager. Han var bekendt med, at

der var et notat, og som han husker det, lå det alene i udkastform i styrelsen

og indeholdt de faktiske oplysninger fra styrelsen om hidtidig praksis, men

ikke en del om, hvordan man skulle administrere. Han blev ikke præsenteret

for det, og det havde ingen rolle i den sagsbehandling, han deltog i.

Anne Nygaard Just har om notatet forklaret

, at det forhold, at det af god-

kendelsesoplysningerne vedrørende notatet fremgår, at notatet først blev god-

kendt og derefter returneret, kan muligvis være, fordi ministeren ønskede

ændringer, eller det kan bero på en fejl. Hun husker ikke, hvad baggrunden

Afhøringsekstrakten, side 291.

Afhøringsekstrakten, side 293.

Afhøringsekstrakten, side 297.

Afhøringsekstrakten, side 329-330.

Afhøringsekstrakten, side 339-340.

962

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 112: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (2 af 3)

Perioden fra den 25. januar 2016 til den 10. februar 2016 – baggrunden for praksisændringen

var. Hun tror, hun blev klar over, at notatet var godkendt af ministeren, da

det blev markeret grønt i F2-systemet. Den videre proces efter ministerens

godkendelse af et notat afhænger generelt af, hvad notatet handler om. Hvis

notatet indeholder en klar indstilling om, at de skal gøre et eller andet, så gør

de det. Det er hendes opfattelse, at notatet i dette tilfælde var et indledende

notat med en indstilling fra embedsværket. Drøftelserne om, hvordan ord-

ningen skulle være, tog efterfølgende over, og de ”overhalede” notatet. Hvis der

havde været en indstilling i notatet, som skulle have været sat i værk, ville det

have været Udlændingeafdelingens ansvar, idet notatet indeholdt en juridisk

indstilling om adskillelsen af asylpar. Hun kan ikke huske, om de havde et

skema med opgavefordelingen mellem de forskellige afdelinger, eller om der

i øvrigt var retningslinjer for, hvem der ”havde bolden” i en sådan situation.

Hun stod alene som ansvarlig i godkendelsesforløbet i F2, fordi hun var sags-

behandler på sagen og havde lavet det første udkast. Hun tror ikke, at hun på

noget tidspunkt har udleveret notatet til Udlændingestyrelsen. Hun ved ikke,

hvad det er for et dokument, der ifølge oplysningerne i F2-sagen blev oprettet

af Inger Støjberg den 8. februar 2016 kl. 10.51 og slettet af Andreas Højmark

Søndergaard den 9. februar 2016 kl. 13.44. Muligvis har Inger Støjberg skre-

vet en kommentar og hurtigt fået et mundtligt svar. Det kan være det, der er

sket, men hun ved det ikke.

Merete Milo har herom forklaret

, at efter godkendelsen af en sag i F2 vil

det normalt være det kontor, hvor sagen er forankret, der tager sig af sagen

i det videre forløb. Når en sag lægges op, vil det sædvanligvis være den på-

gældende kontorchef og afdelingschef og efterfølgende departementschefen,

der godkender, inden sagen lægges til ministeren. Det er ikke normalt, at der

er indblandet kontorchefer og afdelingschefer fra flere kontorer og afdelinger

i én sag. Dette var usædvanligt ved den konkrete godkendelse af notatet af

2. februar 2016. Det er det kontor, hvor sagen er forankret, der har ansvaret

for at følge op. Det er meget forskelligt, hvad opfølgningen består i. Hvis der

for eksempel er tale om et notat om praksisændring på familiesammenfø-

ringsområdet, kan opfølgningen eksempelvis ske ved, at notatet sendes til

Udlændingestyrelsen, ligesom man kan offentliggøre notatet eller lave notatet

om til et andet notat, der er mere sagsbehandleregnet. Hun hørte ikke nogen

omtale af notatet af 2. februar 2016 efter, at hun var kommet tilbage fra ferie

Afhøringsekstrakten, side 369.

963

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 112: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (2 af 3)

Hændelsesforløbet

den 16. februar 2016. Der er en chatfunktion i F2. Når en sag er godkendt op

gennem systemet, vil der ofte fremgå en ny chat øverst, hvor ministersekre-

tariatet skriver, at ministeren nu har godkendt sagen. Her kan flere personer,

der har været involveret i sagen, stå på som modtagere af chatbeskeden. Der

er ikke en fast procedure for tilbagemeldinger. Ved hastesager kan det også

ske, at ministersekretariatet i stedet ringer med besked om, at ministeren

har godkendt sagen. Hun er ikke bekendt med, om der kommer automatiske

notifikationer i F2, når en sag er endeligt godkendt.

Mark Thorsen har herom forklaret

bl.a., at han ikke selv havde et faktuelt

grundlag for at håndtere det saglige hensyn i form af den formodning om

tvang, der nævnes i ministernotatet. Ministeren havde helt bestemt samme

formodning som ham om, at der kunne være tale om ægteskaber indgået ved

tvang. Det var ikke en formodning, de diskuterede. Det var en formodning,

som alle, der havde været i nærheden af spørgsmål om udlændinge og ind-

kvartering mv., accepterede. At der var en formodning for, at der kunne fore-

ligge tvang, var ikke noget, som nogle ”spærrede øjnene op over”. Han tror, at

de alle læste det som en form for forsigtighedsprincip. Det forhold, at det ikke

kunne udelukkes, at der kunne foreligge tvang, gjorde, at man måtte gøre

noget for at undgå, at der forelå tvang. Overvejelser om kulturel tvang indgik

også, ikke mindst fra ministerens side. Han deltog på et tidspunkt i et bryllup

i Pakistan, hvor han blev bekendt med et ordsprog, der hed: ”Et godt bryllup

er et, der fører til flere”, hvilket er udtryk for, at når man alligevel mødtes,

kunne man søge at få smedet nogle flere sammen. Det kan være svært at sige,

hvor grænsen mellem et tvangsægteskab og et arrangeret ægteskab går i prak-

sis. Adspurgt, om han har deltaget i møder med embedsmændene om mini-

sternotatet, uden at ministeren var til stede, har han forklaret, at han som

forberedelse af afhøringen i Instrukskommissionen har gjort sig bekendt med

en del af de afgivne forklaringer, herunder Jesper Goris forklaring om at der

skulle have været afholdt et møde mellem ham, Jesper Gori og Lykke Sørensen

på Lykke Sørensens kontor. Han havde glemt dette møde, men han kan nu

godt huske, at der var et sådant møde. Det var i den indledende fase, og han

kan ikke tidsfæste mødet præcist, men han vil tro, at mødet blev afholdt i

slutningen af januar 2016, umiddelbart inden han, ministeren, Uffe Toudal

Pedersen og andre rejste på tjenesterejse til Sicilien. På det tidspunkt var

Afhøringsekstrakten, side 375 ff.

964

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 112: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (2 af 3)

Perioden fra den 25. januar 2016 til den 10. februar 2016 – baggrunden for praksisændringen

Udlændingeafdelingen begyndt at arbejde med, hvordan ordningen skulle

udmøntes. Under mødet ville Jesper Gori og Lykke Sørensen gerne have en

pejling på, hvor ministeren befandt sig i relation til problemstillingen. Dette

kunne man nok godt læse ud af Facebook opdateringen. Det indtryk, som han

fik på mødet, var, at der var ”frit slag i bolledejen”, og at man kunne designe

den ordning, som man ønskede. De ville derfor gerne have hans pejling på,

hvilken ordning ministeren ville have. På dette tidspunkt måtte Jesper Gori

og Lykke Sørensen have hørt om de konkrete sager. Han er i tvivl om, hvorvidt

Jesper Gori og Lykke Sørensen havde et papir om sagerne fra Udlændingesty-

relsen, men de må have hørt om sagerne, idet de nævnte, at der var nogle

sager, hvor der blot var en mand og en kvinde, og at der var andre sager, hvor

parret også havde børn. De drøftede, om de skulle indstille, at alle par skilles

ad, eller om de par, hvor der var børn, på en eller anden måde skulle blive

sammen. Han sagde, at han syntes, at man skulle gøre det klart for ministeren,

at der var to typer af sager, og at alle sager ikke var ens. Foreholdt Jesper Go-

ris forklaring om, at han skulle have tilkendegivet, at man godt kunne undla-

de at adskille par med børn, har han forklaret, at dette ikke er i overensstem-

melse med hans erindring. Han har en vis træning i at forudsige, hvad Inger

Støjberg synes om et bestemt spørgsmål. Han har derfor svært ved at genken-

de, at han skulle have givet udtryk for, at der var nogle par, som ministeren

fortsat gerne ville indkvartere sammen. Dette skal også ses i lyset af, at han

sad ved siden af ministeren, da hun læste nyheden første gang, og da hun

skrev Facebook opslaget. Det efterlod hos ham ingen tvivl om, hvordan hun

politisk så på denne sag, og hvilken ordning hun gerne ville have. Når han

benytter sig af udtrykket ”frit slag i bolledejen”, er det hans egen måde at

udtrykke det på. Udtrykket skal forstås således, at det er grundlæggende for-

kert, når der tegnes et billede af, at der fra ”dag 1” var en eksakt juridisk vur-

dering af det juridiske handlerum i sagen. Der var en indledende fase, hvor

han, ministeren, Uffe Toudal Pedersen, Lykke Sørensen og formentlig tillige

Jesper Gori var i den tro, at man kunne indrette ordningen, som man ville.

Han kan ikke tidsfæste denne fase præcist, men sandsynligvis varede den

omkring en uge efter opslaget på Facebook. Det var først senere i forløbet – op

mod den 9. februar 2016 – at det stod klart, at juraen udgjorde ”en hård kant”.

Foreholdt ministerens bemærkning af 8. februar 2016 i F2 om, at notatet af

2. februar 2016 ”Vendes på et møde med Uffe og Mark”, har han forklaret, at

han ikke erindrer, at Uffe Toudal Pedersen, han og eventuelt ministeren drøf-

tede notatet, men de talte på et tidspunkt om, at de skulle have et møde om

notatet. Han husker ikke, at der var et egentligt møde med drøftelse af notatet

965

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 112: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (2 af 3)

Hændelsesforløbet

inden mødet den 9. februar 2016 kl. 15.30. Han mener ikke, at han drøftede

notatet med ministeren før mødet den 9. februar 2016 kl. 15.30. Han mener,

at han læste notatet første gang den 8. eller 9. februar 2016. Som han ser det,

består sagens forløb af tre faser. Der var først en fase, hvor der var ”frit slag i

bolledejen” til at konstruere en ordning, hvor ministeren havde frit valg i

forhold til, hvem hun ville indkvartere sammen, og hvem hun ikke ville ind-

kvartere sammen. Det var tydeligt, at ministeren gerne ville skille alle ad. I

den næste fase sagde Uffe Toudal Pedersen, at det måske kunne være meget

rart, at praksis levnede plads til, at man af politiske grunde kunne undlade at

adskille et par, hvis der var en sag, der forekom urimelig. Dette skulle ikke ske

af juridiske grunde, men af politiske grunde. Som han husker det, blev det

første gang bragt op på et møde hos ministeren. Han og ministeren sagde, at

de ikke syntes, at det matchede tonen i den udmelding, som hun allerede var

kommet med. Det var derfor tydeligt for ham, at ministeren – hvis hun selv

kunne vælge – af politiske grunde gerne ville derhen, hvor man kunne adskil-

le alle. Han kan ikke tidsfæste dette møde præcist, men det var formentlig i

dagene omkring den 2. februar 2016. Deltagerne på mødet var ham selv,

ministeren, Uffe Toudal Pedersen, Jesper Gori og formentlig også Jonas From

Soelberg. De talte om ”kattelemmen” – hvilket var det udtryk, de brugte internt

i ministeriet – som en politisk mulighed. Det var tydeligt for ham, at syns-

punktet om den politiske kattelem var noget, der var kommet fra Udlænd-

ingestyrelsen og muligvis fra indkvarteringsoperatørerne. Denne opfattelse

fik han, fordi Udlændingestyrelsen, da styrelsen blev konfronteret med sin

indkvarteringspraksis, bekræftede denne og ikke gav udtryk for, at de syntes,

at det var en problematisk praksis. Fornemmelsen var, at der var en ulyst til

at skille parrene ad, da det forudsigeligt kunne give noget tumult ude på cen-

trene. Ordningen med adskillelse var således ikke en blomst, der var groet i

indkvarteringsoperatørernes have og heller ikke i Udlændingestyrelsens have.

Det var det indtryk, han sad tilbage med. Det indtryk fik han, fordi synspunktet

måtte komme et sted fra, og han havde svært ved at se, at det skulle være et

forvaltningssynspunkt fra departementet. Han kunne dog godt forstå syns-

punktet, hvis det kom fra Udlændingestyrelsen eller operatørerne, idet det

var dem, der i praksis ville skulle træffe de nødvendige foranstaltninger. I

forhold til at oplyse sagen var det fint, at dette synspunkt blev bragt frem. Der

var ikke nogen, der udtrykkeligt havde sagt, at synspunktet kom fra indkvar-

teringsoperatørerne eller Udlændingestyrelsen. Det var alene noget, han for-

nemmede, ud fra hvordan Udlændingestyrelsen havde svaret på spørgsmålet

om styrelsens indkvarteringspraksis. På det tidligere omtalte møde den 2.

966

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 112: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (2 af 3)

Perioden fra den 25. januar 2016 til den 10. februar 2016 – baggrunden for praksisændringen

februar 2016 nævnte Jesper Gori, at de var ved at foretage en juridisk afklaring

af spørgsmålet. Han – og som han husker det tillige ministeren – spurgte i

den forbindelse, om det var jura, eller om det var politik. Der blev spurgt ind

til, om det ville være muligt at adskille alle parrene, hvis man ønskede det.

Uffe Toudal Pedersen endte med – en lille smule insisterende over for Jesper

Gori – at spørge: ”Kan vi retligt lave en ordning, der er undtagelsesfri?” Til

det svarede Jesper Gori: ”Ja, det kan man godt”. I de to første faser var der

således – i hvert fald hos ham og ministeren – en opfattelse af, at man kunne

få den ordning, som man politisk ønskede. Hans samlede opfattelse af mødet

var, at Uffe Toudal Pedersen konkluderede, at det var muligt at lave en ordning,

der var undtagelsesfri, men at han henstillede, at man af politiske årsager

lavede en undtagelsesmulighed. Han vil – ud fra ønsket om at være fair over

for Jesper Gori – nævne, at de havde en kultur i ministeriet, hvor man godt

måtte give udtryk for sine foreløbige vurderinger, og hvor man ikke blev hængt

op på en foreløbig vurdering af et spørgsmål. Der var en åben drøftelse af

sagerne, og ofte ville ministeren gerne have en pejling på, om de bevægede

sig i retning af grønt lys eller rødt lys på nogle bestemte sager. Jesper Gori sad

ikke med et papir foran sig og foretog ikke en endelig juridisk vurdering, men

han svarede på, hvad hans umiddelbare juridiske vurdering var på dette tids-

punkt. Det stod klart for ham, at der foregik en proces med henblik på at

præsentere et endeligt papir for ministeren. Der var på det tidspunkt en tvivl

om, hvad man kunne og ikke kunne. Mødet foregik på ministerens kontor.

Som han husker det, fandt mødet sted en eftermiddag og foregik lidt løst.

Jesper Gori sad muligvis på kanten af en sofa. Han er derfor ikke sikker på,

at det var et møde, hvor der var indkaldt til en selvstændig drøftelse, eller om

det mere var en løs drøftelse i kanten af et andet møde. Jesper Gori var en

meget flittig gæst på ministerkontoret, idet han havde mange sager, og de kan

sagtens have vendt problemstillingen i forbindelse med et andet møde. Hans

reaktion, da han læste notatet, var, at det ikke helt lignende det, som Jesper

Gori havde sagt på mødet nogle dage tidligere. Som han husker det, var der

ikke nogen, der havde sagt til ham, at man var nødt til at bløde lidt op på den

tidligere mere bastante udmelding.

Lene Linnea Vejrum har herom forklaret

, at hun ikke har kendskab til, at

styrelsen har modtaget det endelige notat. Hun mener heller ikke, at styrel-

Afhøringsekstrakten, side 407.

967

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 112: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (2 af 3)

Hændelsesforløbet

sen modtog et nyt udkast til kommentarer, efter at de havde kommenteret på

udkastet af 29. januar 2016. Det ville klart have gjort en forskel i forhold til

hendes opfattelse af, om der gjaldt en undtagelsesfri ordning, hvis hun sam-

men med pressemeddelelsen havde modtaget notatet den 10. februar 2016.

Notatet viser tydeligt, at der så skulle have været undtagelser.

Ditte Kruse Dankert har herom forklaret

, at hun ikke på noget tidspunkt

fik en tilbagemelding om, at notatet var blevet godkendt, og at der skulle

administreres efter dette notat. Hun har først hørt om det endelige notat

under sagen i undersøgelseskommissionen. Hun opfattede det således, at

Udlændingestyrelsen var kommet med bemærkninger til et notat, som ikke

blev til noget. Notatet var grundlæggende et forsøg på at lægge op til, at man

hovedsageligt kunne bevare den hidtidige praksis med justeringer, men Ud-

lændingestyrelsen forstod det således, at ”dette ikke gik”. Som hun forstod

det, var der kommet et oplæg, men der blev valgt en anden vej. Situationen

havde været en helt anden, hvis Udlændingestyrelsen den 10. februar 2016

havde fået fremsendt notatet af 2. februar 2016.

I så fald ville situationen

have været nemmere.

Kristina Rosado har herom forklaret

, at hun ikke så notatet igen efter den

29. januar 2016, og hun fik heller ingen tilbagemelding fra departementet

om, at notatet var godkendt. Notatet fik heller ingen betydning for den sags-

behandling, der foregik i Udlændingestyrelsen efterfølgende. Det var ikke

usædvanligt, at der blev sendt notater fra ministeriet til bemærkninger i sty-

relsen, som de aldrig fik tilbagemeldinger på. I denne sag fik de desuden en

anden melding fra departementet end den, der fremgik af notatet. De havde

herefter blandt andet møder med departementet, hvor notatet heller ikke blev

nævnt. De spurgte ind til nogle af de principper, der var omtalt i notatet, men

selve notatet blev ikke nævnt. Det pågældende notat, som styrelsen havde givet

bemærkninger til, byggede i vidt omfang på et notat, de i første omgang selv

havde skrevet. De indstillinger, der var i deres eget notat, fik de heller aldrig

svar på. Eftersom den melding, der var kommet fra departementet, var, at

der skulle iværksættes en anden ordning end den, der fremgik af notatet, var

Afhøringsekstrakten, side 438.

Afhøringsekstrakten, side 441.

Afhøringsekstrakten, side 465.

Afhøringsekstrakten, side 469.

968

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 112: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (2 af 3)

Perioden fra den 25. januar 2016 til den 10. februar 2016 – baggrunden for praksisændringen

indstillingerne i notatet herefter ”ligesom væk eller overhalet”. Udlændinge-

styrelsen havde en klar forventning om, at der efter den 10. februar 2016 ville

komme nogle retningslinjer, som indeholdt undtagelser, men de kom ikke.

Hun tror ikke, at der var nogen, der tænkte på notatet efter den 10. februar

2016, idet det var blevet ”overhalet” af instruksen.

Margit Sander Rasmussen har herom forklaret

100

, at hun den 10. eller 11.

februar 2016 drøftede med Ditte Kruse Dankert, Kristina Rosado og Lene

Linnea Vejrum, hvad der var blevet af notatet. Konklusionen blev, at notaterne

aldrig var blevet færdige. Der var således ingen endelige notater. Der var heller

ingen, der havde set notatet, efter at det var blevet sendt i høring i styrelsen.

Adspurgt, om de drøftede, hvorvidt de skulle spørge departementet herom, har

hun forklaret, at de på dette tidspunkt – den 10. februar 2016 – havde fået en

melding fra deres presseafdeling om, at departementets presseafdeling havde

varslet, at der ville komme en pressemeddelelse om ordningen, og at den blev

uden undtagelser. Denne besked gik gennem Udlændingestyrelsen, hvor alle

var meget overraskede og mente, at det ikke kunne være rigtigt. Da de herefter

modtog selve pressemeddelelsen, blev Ditte Kruse Dankert, Kristina Rosado,

Lene Linnea Vejrum og hun chokerede. Hun hørte ikke, hvad der skete med

de to notater fra henholdsvis Udlændingestyrelsen og departementet. Som

hun husker det, talte de om, hvad der var sket med departementets notat, efter

at Line Skytte Mørk Hansen havde ringet. Konklusionen var, at udkastet til

notatet var ”lagt i graven”. Hun kan ikke huske, om dette blev sagt eksplicit,

men det var hendes opfattelse, at det forholdt sig sådan, og hun tror også, at

de andre havde samme opfattelse.

Anna-Sophie Saugmann-Jensen har herom forklaret

101

, at i perioden fra den

25. januar til den 10. februar 2016 var hun ikke meget inde over sagen. Det

var først i slutningen af marts 2016, at hun blev sagsbehandler på sagen. Forud

for dette tidspunkt blev hun alene inddraget ad hoc, og hun havde dengang

ikke overblik over hverken det materielle eller processen i sagen. Hun har ikke

fuldt overblik over, hvad ministeriet inddrog af oplysninger, og hvilke over-

vejelser ministeriet havde i perioden forud for, at hun blev sagsbehandler på

sagen. Det var ikke en betingelse for adskillelse, at der var konstateret tvang i

de enkelte sager. Der var også et hensyn til en ”betænkningsperiode”. Det var

100 Afhøringsekstrakten, side 492-493.

101 Afhøringsekstrakten, side 542 ff.

969

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 112: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (2 af 3)

Hændelsesforløbet

ønsket at give de mindreårige en periode, hvor de på et oplyst og tvangsfrit

grundlag kunne tage stilling til, om samlivet var frivilligt. Det var derfor ikke

en betingelse i de enkelte sager, at der skulle være konstateret tvang. På ny

adspurgt, om hun havde fået oplysningen fra Udlændingestyrelsen om, at

der ikke forelå tvang i nogen af de konkrete sager, har hun forklaret, at hun

ikke husker, at de drøftede denne oplysning. Hun kan ikke med sikkerhed

sige, hvornår hun første gang så notatet om høringen, men det var muligvis

i forbindelse med, at de indsamlede det materiale, der skulle sendes til Folke-

tingets Ombudsmand. Adspurgt, hvilke faktiske oplysninger, der forelå, som

kunne understøtte formodningen om, at der kunne være tale om et tvangs-

mæssigt samliv, har hun forklaret, at hun ikke mindes, at der forelå statistiske

oplysninger eller lignende. Det var baseret på en generel betragtning om, at

asylansøgerne skulle indkvarteres i myndighedernes lokaler på baggrund af en

myndighedsbeslutning. Der var tale om mindreårige, der i vidt omfang kom

fra lande med lavere ægteskabsalder, og hvor der i videre omfang var tradition

for arrangerede ægteskaber. Det var denne type generelle oplysninger, de hav-

de. Adspurgt, om det var arrangerede ægteskaber, ordningen skulle forebygge,

har hun forklaret, at tvangsægteskaber og arrangerede ægteskaber ikke var

det samme. Ordningen rettede sig mod tvangsægteskaber. Det var dét, der

var det retlige hensyn bag ordningen. Hun deltog i udarbejdelsen af notatet.

Jesper Gori ville gerne have hendes bemærkninger til notatet inden for 30

minutter, og hendes gennemgang var derfor meget hurtig. Hun hæftede sig

navnlig ved en sætning under afsnittet om ordningen for de 15-17-årige om,

at retten til familieliv ”normalt ikke vil indeholde en særlig forpligtelse, der

begrænser råderummet ved vurderingen af, hvor indkvartering skal ske”. Hun

var skeptisk over for denne sætning, og hun slog derfor op i kommentaren til

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, hvor hun forsøgte at finde

retspraksis fra Domstolen, der vedrørte en ordning, der svarede til ordningen

i denne sag. Hun kunne ikke finde sager, der vedrørte en tilsvarende ordning,

men hun fandt nogle sager, der vedrørte tvangsfjernelse af børn. Her havde

Domstolen lagt vægt på den konkrete vurdering og de processuelle garantier.

Hun talte med Jesper Gori om, hvad hun havde fundet på den korte tid, hun

havde haft til rådighed. Hun fortalte ham også, at det var hendes vurdering, at

noget tilsvarende ville gøre sig gældende i forhold til ordningen i denne sag.

Hun fik herefter at vide, at hun ikke skulle foretage sig yderligere. Hun var

herefter ikke involveret i udarbejdelsen af notatet. Adspurgt, om hun over for

Jesper Gori uddybede, hvad der lå i de processuelle garantier, som Domstolen

lagde vægt på i sager om tvangsfjernelse, har hun forklaret, at det ikke var et

970

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 112: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (2 af 3)

Perioden fra den 25. januar 2016 til den 10. februar 2016 – baggrunden for praksisændringen

spørgsmål, de drøftede nærmere på daværende tidspunkt. Hun har ikke hørt,

om det blev overvejet at sende notatet af 2. februar 2016 til Udlændingesty-

relsen. Hun vidste på daværende tidspunkt ikke, at notatet var blevet endeligt.

Det indtryk, hun havde fået fra Jesper Gori, var, at notatet ikke længere spillede

nogen rolle. Det var blevet overhalet af de drøftelser, der efterfølgende var

opstået. Adspurgt, om notatet var blevet overhalet den 10. februar 2016, har

hun forklaret, at det først var efter den 10. februar 2016, at de talte om nota-

tet. Det var formentlig på et tidligt tidspunkt i foråret 2016. Hun tror, det var

i forbindelse med udarbejdelse af et presseberedskab, at hun spurgte Jesper

Gori, om der fandtes en endelig udgave af notatet. Det var i den forbindelse,

at Jesper Gori gav hende indtryk af, at der havde været en række møder mv.,

der gjorde, at notatet ikke længere havde nogen betydning. Som hun husker

notatet af 2. februar 2016, som hun først senere så i en endelig version, stod

der blandt andet, at det ”åbenbart skulle være i strid med barnets tarv”, før

man undlod at adskille, og at man kunne indkvartere parrene adskilt, men

på samme center, hvis en adskillelse på forskellige centre i øvrigt ikke kunne

finde sted.

102

Dette afspejlede ikke den ordning, de efter hendes opfattelse var

endt ud med, hvorefter der skulle foretages en konkret og individuel vurdering

af, om en adskillelse ville være i overensstemmelse med Danmarks interna-

tionale forpligtelser. Forevist notatet af 2. februar 2016 om indkvartering af

mindreårige asylansøgere og adspurgt, hvilke dele af notatet under afsnittet

”Ad 2” der ”var blevet overhalet”, har hun forklaret, at det blandt andet var,

at indkvarteringen skulle foregå adskilt på samme center, hvis man i øvrigt

vurderede, at man ikke kunne adskille det pågældende par. Notatet var blevet

”overhalet” af drøftelserne med ministeren, pressemeddelelsen og præciserin-

gen på koncerndirektionsmødet, hvor det var blevet sagt, at der skulle gøres

undtagelse i særlige tilfælde. Notatet indeholdt også undtagelser, men det

indeholdt samtidig andre forhold, som ikke længere var en del af ordningen.

Adspurgt, hvornår forholdene i notatet ikke længere var gældende, herunder

om det skete fra den 9. til den 10. februar 2016, har hun forklaret, at det

var hendes indtryk, at da pressemeddelelsen – der var undtagelsesfri – blev

udsendt, og da den var blevet suppleret af det, der var sagt på koncerndirek-

tionsmødet om, at der skulle kunne gøres undtagelser som følge af Danmarks

internationale forpligtelser, var det herefter dét, der udgjorde ordningen. Ord-

ningen var altså herefter ikke mere end det, der stod i pressemeddelelsen, og

102 Afhøringsekstrakten, side 563-564.

971

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 112: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (2 af 3)

Hændelsesforløbet

at der skulle kunne gøres undtagelser som følge af Danmarks internationale

forpligtelser. Notatet indeholdt dels en vis beskrivelse af, hvilke standarder

der skulle gælde, dels nogle præciseringer angående fremgangsmåden for de

par, som de ikke ville kunne adskille. Adspurgt, om præciseringerne i notatet

ikke længere skulle gælde, fordi de ikke var blevet nævnt på koncerndirekti-

onsmødet, har hun forklaret, at det var det indtryk, hun havde fået. Notatet

skulle ikke længere bruges til noget. Hun fik dette indtryk af Jesper Gori. Hun

mindes ikke at have talt med Lykke Sørensen om det.

Jonas From Soelberg har forklaret

103

, at han var bortrejst på ferie fra den 1.

til og med den 9. februar 2016. Han kan under sin ferie have læst mails på

telefonen, men det har ikke været systematisk. Han husker ikke, at han var

involveret i forløbet med bestillingen af notatet af 2. februar 2016, der blev

godkendt af ministeren den 9. februar 2016. Han har en erindring om, at der

var et møde på Line Skytte Mørk Hansens kontor, men han kan ikke tidsfæste,

om mødet blev afholdt før eller efter hans ferie fra den 1. til den 9. februar

2016. Han husker ikke nærmere om temaet for mødet, eller hvor længe det

varede, ligesom han ikke med sikkerhed kan sige, hvem der deltog. Han tror,

at Lykke Sørensen deltog, og Anne Nygaard Just har givetvis også deltaget.

Han husker ikke, om Anna-Sophie Saugmann-Jensen deltog i mødet, eller

om der deltog nogen fra Udlændingestyrelsen. Som han erindrer det, sad de

med dokumenter fremme. Han husker stemningen som eksplorativ, og de har

givetvis talt om, hvad man kunne og ikke kunne, men han husker det ikke

nærmere. Mødet på Line Skytte Mørk Hansens kontor kunne godt have fundet

sted omkring den 29. januar 2016, men han husker det ikke. Foreholdt god-

kendelsesprocessen i F2 har han forklaret, at han ikke ved, hvem der define-

rede teksten i godkendelsesforløbet i F2. Hans medarbejdere kunne godkende

sager på hans vegne, mens han var på ferie, og der var derfor ikke noget odiøst

i, at Andreas Højmark Søndergaard godkendte på hans vegne. Medarbejderne

ville formentligt i hans fravær gå til Uffe Toudal Pedersen eller til fagkontoret,

hvis noget så mærkeligt ud. Der kunne være flere kontorer, der bidrog til en

sag, og i de tilfælde ville man være ansvarlig for de dele, man havde bidraget

med. Normalt ville det være det kontor, der havde lagt sagen op, der stod for

den videre proces efter godkendelsen, men der kunne være aftalt mange andre

konstellationer. I dette tilfælde ville det således som udgangspunkt være Kon-

103 Afhøringsekstrakten, side 698 ff.

972

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 112: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (2 af 3)

Perioden fra den 25. januar 2016 til den 10. februar 2016 – baggrunden for praksisændringen

cernøkonomi, der havde ansvaret for at gå videre med sagen, hvis dette blev

aftalt. Det var ikke noget, de brugte megen energi på i Ledelsessekretariatet,

idet de gik ud fra, at de havde styr på det nede i huset. Han husker ikke, at

notatet af 2. februar 2016 om indkvartering af mindreårige udlændinge med

ægtefæller eller samlevere har været fremme eller drøftet efter godkendelsen

den 9. februar 2016. Han har muligvis læst op på notatet efter sin ferie. Den

eksplorative proces fortsatte også efter hans ferie, herunder med drøftelser

om, hvorvidt parret kunne være indkvarteret på samme center, men på hvert

sit værelse. Han opfattede det ikke sådan, at modellen var lagt fast, da han

kom tilbage fra ferie den 10. februar 2016. Han erindrer ikke, at nogen havde

notatet af 2. februar 2016 fremme under de videre drøftelser. Han kan slet

ikke huske notatet. Han har ikke kendskab til, hvem der i dette tilfælde be-

sluttede, hvem der skulle være en del af godkendelsesprocessen.

104

Generelt

ville det være sådan, at hvis flere kontorer var involveret, ville disse være del

af godkendelsesprocessen, idet man havde ansvaret for hver sin del af notatet.

Hvis det i forbindelse med godkendelse af et notat blev besluttet, at der skulle

kommunikeres noget ud, ville det som udgangspunkt være det kontor, der

havde ansvaret for den pågældende del af notatet, der havde ansvaret for at

tage sagen videre og kommunikere i overensstemmelse hermed. Han er ikke

bekendt med, om der i denne sag kunne være flere kontorer, der skulle tage

sagen videre, herunder kommunikere notatet til Udlændingestyrelsen. Det

ville i det konkrete tilfælde være udgangspunktet, at det var Koncernøkonomi,

der skulle kommunikere til Udlændingestyrelsen.

Anette Görtz har herom forklaret

105

, at hun ikke erindrer at have været invol-

veret i bearbejdningen af notatet fra den 26. til den 29. januar 2016. Normalt

ville hun være inde over, men det var en meget hektisk periode, og det er der-

for ikke sikkert, at hun var det. Anne Nygaard Just havde i øvrigt udarbejdet

notatet i samarbejde med Line Skytte Mørk Hansen. Hun husker ikke, om de

formelt havde aftalt, at det skulle være Line Skytte Mørk Hansen, der kørte

sagen, men noget kan tyde på det. Normalt ville hun være inde over sager, der

kørte i hendes kontor, men der var ikke tale om en typisk økonomiressource-

opgave. Adspurgt, om de havde haft drøftelser om, hvorvidt sagen om udar-

bejdelse af notatet skulle ligge hos dem, har hun forklaret, at de så på det på

den måde, at det, der lå hos dem, var det aktivitetsmæssige, mens det juridiske

104 Afhøringsekstrakten, side 715.

105 Afhøringsekstrakten, side 719 ff.

973

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 112: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (2 af 3)

Hændelsesforløbet

gik over til Udlændingeafdelingen og Jesper Goris kontor. De kombinerer ofte

hendes kontors viden om økonomi og statistik med andre kontorers juridiske

overvejelser. Det var klart for dem, hvilken rolle de havde i sagen, og det var

det ganske givet også for Udlændingeafdelingen. Når hun ser på sagen nu,

kan det imidlertid se ud som om, at hendes kontor muligvis var lidt for meget

inde over sagen som ”postkontor”. Dette kan hænge sammen med, at de fik

etableret F2 sagsbehandlingssystemet i oktober 2015, og at hendes kontor var

det hurtigste til at komme i gang med at benytte F2. Sagsgangen kan derfor

være udtryk for, at Anne Nygaard Just havde god erfaring med at oprette sager

i F2 og sætte dem i proces, men det er ikke noget, hun husker konkret. Hun

erindrer ikke, at hun var inde over notatet, og hun ved med sikkerhed, at hun

ikke var inde over de indholdsmæssige og juridiske vurderinger i notatet.

Hun har formentlig ikke deltaget i alle møder om notatet. Det var naturligt, at

notatet blev sendt i høring hos Udlændingestyrelsen, eftersom departementet

skulle sikre, at notatets indhold var faktuelt rigtigt. Hun husker ikke at have

været involveret i denne proces. Eftersom notatet fik et juridisk indhold, ville

det formentligt være Jesper Gori, der sendte notatet i høring, og alternativt

ville man have bedt Anne Nygaard Just om at gøre det. Foreholdt godkendel-

sesprocessen i F2 vedrørende ”Notat om Udlændingestyrelsens praksis i sager

om indkvartering af mindreårige udlændinge med ægtefæller eller samlevere”

har hun forklaret, at man i systemet kunne vælge, hvem der skulle være med

i godkendelsesprocessen. Hvis det var en sag, der kun skulle lægges op fra

hendes kontor, lå det prædefineret, at sagen skulle godkendes af hende, Line

Skytte Mørk Hansen og videre op i huset. Vedrørende det konkrete godkendel-

sesforløb var der tilvalgt personer i Udlændingeafdelingen. Hun husker ikke,

at hun deltog i definitionen af, hvem der skulle godkende det konkrete notat,

men tilvalgene var naturlige, henset til at notatet indeholdt både juridiske og

aktivitetsmæssige oplysninger. Der var ikke andre, der kunne godkende på

hendes vegne. Hun husker ikke konkret, at hun godkendte notatet, men det

fremgår tydeligt af F2, at hun gjorde det. Ved en sådan godkendelse ville det

være sagsfremstillingen vedrørende de aktivitetsmæssige oplysninger og det

sproglige, hun fokuserede på, og ikke de juridiske overvejelser. Det var muligt

at tilføje yderligere elementer i godkendelsesproceduren i F2 undervejs, og

hun erindrer ikke, hvordan forløbet så ud, da hun godkendte notatet. Hun

husker ikke konkret, at hun læste notatet. Hun deltog ikke i øvrigt i forløbet

om godkendelsen af notatet af 2. februar 2016. Hun deltog således ikke i

drøftelser op gennem huset eller med ministeren om godkendelse af notatet.

Adspurgt med henvisning til godkendelsesforløbet i F2, hvem der skulle sør-

974

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 112: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (2 af 3)

Perioden fra den 25. januar 2016 til den 10. februar 2016 – baggrunden for praksisændringen

ge for, at notatet kom videre, har hun forklaret, at som hun husker det, var

Udlændingestyrelsen meget involveret i tilblivelsen af notatet. Det var ikke

alt, der blev lagt op, som blev sendt tilbage til styrelsen, når styrelsen havde

bidraget undervejs. Hvis Udlændingestyrelsen skulle foretage sig noget efter

godkendelse af en sag, ville der gå besked herom til styrelsen. Hvem der i givet

fald skulle give besked til Udlændingestyrelsen, ville afhænge af, hvad der var

truffet beslutning om. Hun ved ikke, hvem der skulle give besked om dette

notat til Udlændingestyrelsen. I en sag som denne, hvor ministeren havde

været inde over, ville det naturligt være ministersekretæren, der sørgede for

at sende notatet videre. Det afhang af den konkrete sag, hvem der skulle kom-

munikere noget videre. Det, der skulle orienteres om i denne sag, angik noget

juridisk, og det ville ikke blive meldt ud fra hendes kontor. Det, at der var an-

ført en ansvarlig sagsbehandler, kunne ikke tages fuldstændig for pålydende.

Det forhold, at Anne Nygaard Just stod som ansvarlig sagsbehandler på den

konkrete sag, kunne hænge sammen med, at hun havde oprettet sagen i F2.

Det afhang af sagens indhold, og det, der skulle kommunikeres om, hvem der

var ansvarlig for kommunikationen. Det, der skulle kommunikeres om i den

konkrete sag, var ikke noget der lå inden for hendes kontors område, og det

var derfor ikke naturligt for hende at sende notatet til Udlændingestyrelsen.

Det kunne have været en del af den endelige godkendelse, at man tog stilling

til, hvem der skulle gå videre med den godkendte sag. Hun ved ikke, om det

skete i denne sag. Efter godkendelsen af notatet den 9. januar 2016 hørte hun

ikke om det. Den praksis, der var beskrevet i notatet, lå til grund for mange af

de andre ting i sagen. Hun erindrer ikke, at hun anvendte notatet efter den 9.

februar 2016, ligesom hun ikke erindrer drøftelser, hvor notatet var fremme.

Helt generelt fyldte sagen om ”barnebrude” kun marginalt i hendes samlede

arbejdstid. Hun vil anslå, at hun anvendte ca. 1 % af sin arbejdstid på sagen

i perioden fra januar 2016 og nogle måneder frem. Den aktivitetsmæssige

del af notatet af 2. februar 2016 fyldte ikke noget efter godkendelsen den

9. februar 2016, og hun var ikke involveret i den del af notatet, der angik

de juridiske overvejelser. Den tid, hun brugte på denne sag, gik til sparring

med hendes fuldmægtig, Anne Nygaard Just, ligesom hun givetvis har læst

korrektur på nogle skriftlige arbejder.

106

Selv om det var Line Skytte Mørk

Hansen, der havde sagen, var hun stadig chef for Anne Nygaard Just. Normalt

106 Afhøringsekstrakten, side 726.

975

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 112: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (2 af 3)

Hændelsesforløbet

ville hun læse korrektur på en sag, inden hun lagde den videre, for at sikre,

at sagsfremstillingen var klart beskrevet.

Jens Vikner har herom forklaret

107

, at han ikke husker at have deltaget i en

proces om dette notat, og han genkender ikke notatet. Indkvartering af asyl-

ansøgere var heller ikke hans område. Der var megen korrespondance mellem

fagkontorer i Udlændingestyrelsen og departementet, som han og teamet ikke

blev involveret i. Han husker ikke, at han senere har set notatet. Måske har

han på et tidspunkt i 2017 hørt det omtalt. Han kan ikke afvise, at nogen har

nævnt notatet for ham, men han husker det ikke nævnt.

Uffe Toudal Pedersen har supplerende forklaret

108

, at det normalt vil være

den afdeling, der har ejerskab til notatet, der skal melde tilbage om notatet.

Notatet endte med at være et fælles produkt, men Koncernøkonomi havde

ejerskabet til notatet. Det ville normalt være Koncernøkonomi, der skulle

sikre, at notatet kom videre, men ministersekretariatet ville også skulle give

en melding om, at notatet var godkendt. Han ved ikke, om en sådan besked

automatisk blev genereret i systemet. Han husker fortsat forløbet om notatet

således, som han tidligere har forklaret. På daværende tidspunkt havde notatet

den betydning, at der var tale om en sag som alle andre. De havde diskuteret

sagen og skrevet et notat som afslutning herpå, hvorefter ministeren havde

godkendt sagen. Han betragtede herefter sagen som godkendt af ministeren.

Processen i sagen var ikke speciel. Der var bag diskussionen en hverdag og en

politisk virkelighed ved siden af. Ministeren havde et ønske om, at der kom

en udmelding. Når notatet var skrevet færdigt, havde man noget at ”stå på”

i sin udmelding. Det var derfor naturligt, at det første udkast til pressemed-

delelse blev skrevet på grundlag af notatet. Adspurgt, hvad han forventede,

da notatet var blevet godkendt, har han forklaret, at der ikke var tale om en

speciel sag. Han forventede, at hans afdelingschefer ville formidle notatet

til Udlændingestyrelsen. Det var Koncernøkonomi, der skulle melde tilbage

til Udlændingestyrelsen om notatet, men Udlændingeafdelingen havde via

sine kontakter i Udlændingestyrelsen også adgang til at videreformidle det.

Hierarkisk og formelt set var det Koncernøkonomi, der skulle give tilbage-

meldingen, men Koncernøkonomi havde ikke en eksklusiv viden om notatet.

Adspurgt, hvem der skulle bruge notatet, har han forklaret, at alle skulle bruge

107 Afhøringsekstrakten, side 728-729.

108 Afhøringsekstrakten, side 741-742.

976

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 112: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (2 af 3)

Perioden fra den 25. januar 2016 til den 10. februar 2016 – baggrunden for praksisændringen

notatet. Departementet skulle bruge notatet til en udmelding, og Udlændin-

gestyrelsen skulle bruge notatet til adskillelserne. Det havde været naturligt,

at Udlændingestyrelsen havde fået notatet som led i den almindelige tilba-

gemelding. Han gjorde ikke noget aktivt for at sikre sig, at notatet blev sendt

til Udlændingestyrelsen. Han havde sine afdelingschefer og kontorchefer, og

når en sag var gjort færdig, gik han ikke hver gang hen til en afdelingschef og

sikrede sig, at sagen var blevet færdiggjort. Adspurgt, om notatet efter hans

opfattelse skulle sendes til Udlændingestyrelsen, har han forklaret, at han

ikke tænkte på, at der var en forskel mellem at sende eller fortælle om nota-

tet, men det var efter hans opfattelse naturligt, at notatet var blevet sendt til

Udlændingestyrelsen ledsaget af en forklaring om tilblivelsen af notatet. Han

ser ikke en modsætning mellem at redegøre for notatet og at sende notatet.

Adspurgt, om notatets status ændrede sig under de efterfølgende drøftelser,

har han svaret benægtende. Foreholdt forklaringerne om notatets betydning

fra Inger Støjberg, Line Skytte Mørk Hansen, Lykke Sørensen, Jesper Gori

og Anne Nygaard Just samt foreholdt, at ingen fra Udlændingestyrelsen har

forklaret at have hørt om eller set notatet, og herefter adspurgt, om notatet

indgik i de efterfølgende drøftelser, har han forklaret, at han ikke synes at

kunne sige dette. Han var overrasket over, at notatet efterfølgende kunne blive

”glemt i eget system”, idet der var brugt mange kræfter på at skrive notatet, og

idet notatet var afsættet for pressemeddelelsen. Han kan også i dag bebrejde

sig selv, at man ikke sendte notatet, da departementet den 18. marts 2016

sendte en vejledning til Udlændingestyrelsen. En forklaring på, at notatet blev

glemt, kan være, at Udlændingeafdelingen ikke havde ejerskab til notatet, og

at notatet indeholdt en passus om, at der kunne ske adskilt indkvartering på

samme asylcentre, hvilket man efterfølgende gik væk fra. Han ved ikke, om

dette var grunden til, at man gik væk fra notatet. Det undrer ham, at notatet

”forduftede”. Notatet var en del af hans opfattelsesverden. Uanset om notatet

var der eller ej, blev der administreret med undtagelser. Måske var der derfor

ikke så stor efterspørgsel efter notatet. Notatet var der i hans verden. Han

erindrer ikke, at man diskuterede, at notatet var blevet overhalet. Det kan

godt være, at det først i forbindelse med undersøgelseskommissionen gik op

for ham, at notatet ikke var blevet videreformildet til Udlændingestyrelsen.

Notatet var for ham helt centralt for forløbet.

Inger Støjberg har under genafhøringen supplerende – foreholdt at notatet

omtalte en separat indkvartering af asylansøgere på samme center (på hver sit

værelse), mens pressemeddelelsen af 10. februar 2016 omtalte en adskillelse

977

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 112: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (2 af 3)

Hændelsesforløbet

på forskellige centre – forklaret

109

, at hun fra begyndelsen – i minibussen

– fik at vide, at hun kunne gøre, som hun ville. Det var hendes intention, at

den ene helst skulle placeres i Skagen og den anden i Gedser, men det var

et af de spørgsmål, de i forbindelse med udarbejdelsen af notatet arbejdede

sig ned i. Adspurgt, om det blev italesat over for hende, at ”løsningerne” var

forskellige, og om hun var bevidst om denne udvikling, har hun forklaret, at

hun ikke fuldstændig kan tidsfæste det, men de diskuterede det hen ad vejen,

fordi tingene lige så stille skred. Der blev på alle måder en større kattelem,

end hun havde forventet. Foreholdt, at det, der var anført i pressemeddelelsen,

fremstår som en stramning i forhold til notatet, har hun forklaret, at der var

en diskussion om, hvor asylansøgerne skulle placeres, herunder om de skulle

placeres på samme center eller på hver sit center. Hun kan ikke nærmere

tidsfæste, hvornår denne diskussion fandt sted. Det foregik praktisk sådan,

at der, når hun havde godkendt en sag i F2, blev ”taget affære”. Det var for-

modentlig ministersekretæren, der gjorde noget, men hun ved det ikke. Hun

var ikke involveret i processen omkring den videre ekspedition. Adspurgt, om

det på et tidspunkt i forløbet gik op for hende, at Udlændingestyrelsen ikke

havde modtaget notatet, har hun forklaret, at det kan hun i hvert fald høre i

kommissionen. Hun godkendte notatet den 9. februar 2016 med de undtagel-

ser, der var. Det var for hende noget af en ”kamel” at skulle sluge, fordi hun i

begyndelsen var blevet bibragt en anden opfattelse. Der var en proces, fra hun

lavede Facebook opslaget til dette punkt. Efterfølgende kæmpede hun for, at

undtagelserne blev så få som muligt. Hendes standpunkt havde ikke ændret

sig, ud over at hun måtte acceptere, at der var de omtalte undtagelser. Det

gik ikke op for hende, at Udlændingestyrelsen ikke havde modtaget notatet.

Hun forventede, at der blev ”taget affære”, og hun havde ikke i den tid, hun

var i ministeriet, overvejelser om, hvorvidt Udlændingestyrelsen kendte til

det godkendte notat. Adspurgt, om hun på et tidspunkt blev klar over, at den

løsning, der var skitseret i notatet, med indkvartering på samme center, men

på hver sit værelse, ikke kunne lade sig gøre, har hun forklaret, at hun hele

tiden udfordrede, hvor ”den røde linje” var. Hun ville sikre sig, at kattelemmen

blev så lille som mulig. Derfor diskuterede de også dette spørgsmål. Notatet var

dog fortsat gældende. Det var det, fordi hun havde godkendt det. Efterfølgende

havde de drøftelser om størrelsen af kattelemmen. Det var ikke sådan, at hun

ikke tænkte mere over sagen, da hun havde godkendt notatet. Tværtimod ville

109 Afhøringsekstrakten, side 752 ff.

978

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 112: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (2 af 3)

Perioden fra den 25. januar 2016 til den 10. februar 2016 – baggrunden for praksisændringen

hun stadigvæk kæmpe for sin politiske agenda; at beskytte pigerne. Dette var

et af de spørgsmål, der indgik, når hun udfordrede kattelemmens størrelse.

Det var en af de ting, der var med til, at kattelemmen blev lidt større, end hun

havde forventet. Adspurgt, om det forhold, at indkvartering på hver sit værelse

ikke kunne lade sig gøre, når man i øvrigt ikke kunne adskille et par, førte til, at

ordningen i notatet ikke var gældende, eller om det blev accepteret, at parrene

i så fald skulle indkvarteres på samme værelse, har hun forklaret, at notatet

stod til troende, men det var også klart, at kattelemmen blev større, end den

var, da hun godkendte notatet. Indledningsvis, da de sad i minibussen, kunne

der være en helt undtagelsesfri ordning. Så kom notatet, som hun måtte forlige

sig med, fordi der var en ”rød linje”. Det gjorde hun med en bevidsthed om, at

der var en hel række ting, der samtidig skulle gøre sig gældende, for at et par

ikke skulle adskilles. Der var tale om en meget lille kattelem. Over tid skred

tingene, og kattelemmen blev større. I den periode kæmpede hun fortsat for en

så restriktiv ordning som muligt. På ny adspurgt, hvad der skete fra ordningen

i notatet, hvorefter et par kunne adskilles på samme center, hvis adskillelsen

var i strid med barnets tarv, til det, der blev virkeligheden, har hun forklaret,

at hun ikke kan sige det bedre, end hun allerede har gjort. Der var drøftelser

om størrelsen af kattelemmen, og dette var et af de spørgsmål, der indgik i

drøftelserne. Adspurgt, om der var overvejelser om at ”reparere” på notatet,

der på et tidspunkt indeholdt en ikke længere brugbar retningslinje, har hun

forklaret, at der ikke kom en ny sag op på hendes bord. Der var en diskussion,

og kattelemmen blev større. Da hun godkendte notatet, var kattelemmen me-

get lille, fordi en række elementer skulle indgå, inden man nåede til, at et par

ikke kunne adskilles. På dette tidspunkt var det en meget teoretisk diskussion,

at der var nogle, der ikke kunne adskilles. Hen over tid var der flere og flere,

der ikke blev adskilt. Adspurgt, om det skal forstås således, at ordningen ikke

lå fast den 9. februar 2016, har hun forklaret, at det, hun godkendte, var det,

hun godkendte, og det var ordningen, men det udviklede sig efterfølgende.

Hun kan ikke komme det nærmere, end at de diskuterede tingene hen ad

vejen, og det indgik i diskussionerne, hvordan man kunne indkvartere, hvis

man ikke kunne adskille et par. Hun holdt ikke op med at interessere sig

for at beskytte pigerne. Hun kan ikke tidsfæste det nærmere, hvornår disse

diskussioner fandt sted. I hendes optik handlede det om at beskytte pigerne

så meget, som hun kunne, og det var i denne forbindelse også et tema, hvor

tæt de var på deres mænd. Man kan derfor ikke adskille diskussionen om

kattelemmen og spørgsmålet om, hvordan et par skulle indkvarteres, hvis de

ikke kunne adskilles. Hun gik – ud fra sit politiske ståsted – meget op i den

979

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 112: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (2 af 3)

Hændelsesforløbet

principielle del, men hun gik selvfølgelig også op i, hvor stort omfanget blev.

Det var et ønske for hende, at parrene skulle anbringes så langt fra hinanden

som muligt. Adspurgt, om notatet blev nævnt eller på anden måde indgik i

de efterfølgende diskussioner, har hun forklaret, at de ikke diskuterede nota-

tet, da hun havde godkendt det. De diskuterede omfanget af undtagelserne.

Hun udfordrede det fortsat, fordi hun ønskede, at kattelemmen blev så lille

som mulig. På den måde indgik notatet indirekte, men når notatet først var

godkendt, lå det til grund, og så var der ikke noget at diskutere.

Lykke Sørensen har under genafhøringen supplerende forklaret

110

, at hun

stort set ingen erindring har om notatet af 2. februar 2016 og har derfor

heller ingen erindring om, at ministeren havde godkendt notatet. Hun kan

imidlertid se af F2, at notatet blev godkendt af ministeren, men det var først

i forbindelse med kommissionsundersøgelsen, at hun blev klar over ministe-

rens godkendelse. Foreholdt godkendelsesprocessen i F2 har hun forklaret, at

det forhold, at hun godkendte notatet, var udtryk for, at hun havde godkendt

indholdet af notatet, og at det kunne gå videre til den næste godkender. Hun

erindrer det ikke, men hun kan se af sagsfremstillingen, at notatet ville gå

videre til ministeren. At Andreas Højmark Søndergaard godkendte på vegne

af ministeren, var udtryk for, at ministeren havde godkendt den indstilling,

der var i notatet. Normalt ville det herefter gå tilbage til sagsbehandleren. De

involverede ville ikke automatisk modtage en meddelelse om, at notatet var

godkendt. Der var så mange sager, at der ikke var nogen særlig markering, når

et notat kom tilbage fra ministeren i godkendt stand. Der kom hele tiden sager

tilbage, der var godkendt af ministeren. Hun har ingen erindring om notatet.

Hun var ikke til stede under mødet den 9. februar 2016. Hun erindrer ikke, at

nogen nævnte notatet af 2. februar 2016 på koncerndirektionsmødet den 10.

februar 2016, ligesom hun ikke husker, at notatet blev nævnt på mødet den

22. februar 2016. Hun erindrer i det hele taget ikke, at notatet nogensinde har

været fremhævet af nogen som et godkendt ministernotat. Hun husker heller

ikke, at Uffe Toudal Pedersen har nævnt notatet. Notatet var så kortfattet, at

det ikke spillede nogen rolle i den ordning, det endte med at blive, herunder

retningslinjerne om den endelige ordning. Adspurgt, om notatet, der var god-

kendt af ministeren, fortsat er gældende, har hun forklaret, at der blev lavet så

meget bagefter, som foldede notatet ud, mens andre dele af notatet ikke blev

110 Afhøringsekstrakten, side 789-790.

980

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 112: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (2 af 3)

Perioden fra den 25. januar 2016 til den 10. februar 2016 – baggrunden for praksisændringen

foldet ud, og at man ikke nødvendigvist ophæver et sådant notat. Der er alene

tale om et notat, ikke retningslinjer. Hun vil ikke give sig i kast med at svare

på, om notatet fortsat gælder. Det er et hypotetisk spørgsmål. Når et notat

var godkendt på det øverste niveau, afhang sagsbehandlerens næste skridt af,

hvilken type dokument der var tale om.

111

Hvis det var et svar til Folketinget,

var svaret godkendt og skulle sendes til Folketinget. Hvis det var et notat som

i denne sag, drøftede sagsbehandleren med sin kontorchef eller andre, hvad

der skulle ske. I den konkrete sag var sagsbehandleren Anne Nygaard Just.

Hvis notatet var af en type, der skulle sendes til eksempelvis Udlændingesty-

relsen, ville udgangspunktet være, at Anne Nygaard Just skulle tale med sin

chef i Koncernøkonomi om, hvad der skulle ske. Foreholdt Line Skytte Mørk

Hansens forklaring om, at hun regnede med, at Udlændingeafdelingen sør-

gede for at sende notatet til Udlændingestyrelsen, har hun forklaret, at hun

har svært ved at se, hvorfor det skulle være Udlændingeafdelingens opgave at

sende notatet videre. Notatet var lavet i Koncernøkonomi, og det ville kræve

en konkret aftale, hvis det var Udlændingeafdelingen, der skulle foretage det

videre fornødne. Hun har ikke nogen erindring om dette konkrete notat, men

det var sagsbehandleren, der var ansvarlig for at tage sagen videre.

8.2.7.

Forløbet vedrørende udarbejdelse af pressemeddelelsen

Den 9. februar 2016 kl. 13.58 sendte presse- og kommunikationsrådgiver i

Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet Sarah Andersen en mail til

Lykke Sørensen og Jesper Gori (cc til pressechef Mia Tang) vedhæftet følgende

udkast til pressemeddelelse med en bemærkning om, at udkastet havde været

forbi ”Line Skytte”, som havde oplyst, at den skulle godkendes af de to:

”Inger

Støjberg stopper indkvartering af barnebrude på asylcentre

Fremadrettet får mindreårige asylansøgere som udgangspunkt ikke

lov til at bo sammen med en ægtefælle eller samlever

I januar iværksatte Udlændinge-, integrations- og boligminister Inger

Støjberg en hastehøring for at få et overblik over omfanget af bar-

nebrude på danske asylcentre. Udlændingestyrelsen har nu indhentet

oplysninger fra operatørerne på asylcentrene, og i øjeblikket er der

111 Afhøringsekstrakten, side 792-793.

981

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 112: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (2 af 3)

Hændelsesforløbet

indkvarteret 27 mindreårige, hvor operatørerne har kendskab til, at de

mindreårige har en ægtefælle eller samlever.

Efter den nuværende praksis skal mindreårige asylansøgere altid ind-

kvarteres adskilt fra deres ægtefælle eller samlever. Det kan dog ikke

udelukkes, at enkelte par indledningsvist alligevel er blevet indkvarteret

sammen, f.eks. fordi det ikke umiddelbart efter deres ankomst til asyl-

centeret har været klart, at der er tale om en mindreårig under 15 år.

I sager om mindreårige asylansøgere mellem 15-18 år vurderer Udlænd-

ingestyrelsen i hver enkelt sag, om den pågældende skal indkvarteres

sammen med en ægtefælle eller samlever. Det sker på baggrund af vurde-

ringer fra operatørens børnefaglige personale, samt værtskommunens

evt. faglige vurderinger af, hvilke indkvarteringsforhold der vil være

bedst for den mindreårige asylansøgers af hensyn til barnets tarv.

Udlændinge-, integrations- og boligminister Inger Støjberg udtaler:

”Det

er fuldstændigt uacceptabelt, at der i øjeblikket bor mindreårige i

det danske asylsystem sammen med en ægtefælle eller samlever, og jeg

har bedt Udlændingestyrelsen om at ændre praksis med det samme. Når

man opholder sig i Danmark, skal man rette sig efter danske normer og

regler, og vi skal selvfølgelig sikre, at unge piger ikke bliver tvunget til at

leve i et forhold på danske asylcentre mod deres vilje.”

Inger Støjberg har bedt Udlændingestyrelsen om fremadrettet at ind-

kvartere mindreårige asylansøgere efter følgende praksis:

– mindreårige under 15 år kan ikke indkvarteres på et asylcenter sam-

men med en ægtefælle/samlever

– mindreårige på 15 eller derover kan ikke indkvarteres på et asylcen-

ter sammen med en ægtefælle/samlever, medmindre dette åbenbart

vil stride mod den mindreåriges tarv. Foreligger der sådanne hensyn

til den mindreåriges tarv, skal parterne indkvarteres hver for sig,

men på det samme asylcenter.

982

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 112: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (2 af 3)

Perioden fra den 25. januar 2016 til den 10. februar 2016 – baggrunden for praksisændringen

Dette kan dog kun ske i tilfælde, hvor parterne har haft et forudgående

samliv, hvor parret har et fælles barn, hvor aldersforskellen mellem

parterne er begrænset, og hvor hensynet til den mindreåriges tarv taler

for at indkvartere dem sammen. Som udgangspunkt vil alle disse hen-

syn skulle foreligge, og det er således ikke tilstrækkeligt, at parret kun

har haft et forudgående samliv og aldersmæssigt er tæt på hinanden.

Evt. en sætning om, hvad der skal ske med de par, der i øjeblikket er

indkvarteret sammen.

…”

Lykke Sørensen har herom forklaret

112

bl.a., at hun ikke ved, hvem der iværk-

satte udarbejdelsen af pressemeddelelsen, men hun vil tro, at det var mini-

steren, der ønskede at melde ud. Hun ved ikke, hvem der var involveret i

udarbejdelsen, før hun og Jesper Gori fik den, og hun ved ikke, hvad der lå

til grund for formuleringen af udkastet til pressemeddelelsen. De havde ikke

vurderet citatet fra ministeren, inden de modtog denne mail. De danske nor-

mer og regler, som ministeren refererede til, var vel ministerens opfattelse

af danske normer og regler, og som gik ud på, at f.eks. en 17-årig ikke boede

sammen med en 22-årig. Selv kender hun ikke til danske regler, der forbyder

et sådant samliv. Ministerens tilgang til det var, at ministeren var en slags for-

ældremyndighedsindehaver. Det var under hendes ansvar, at de mindreårige

var indkvarteret, og de skulle have mulighed for at få et pusterum. De kom

fra en kultur, hvor ægteskaber – i ministerens verden – var arrangerede, og nu

skulle de have lov til at komme til et land, hvor de kunne vælge frit. De havde

mange drøftelser om, hvordan man lever i Danmark, og hvordan unge men-

nesker lever i Danmark – ikke bare på dette tidspunkt, men også langt senere

i forløbet. Den nye ordning i dette udkast var beskrevet således, at der som

udgangspunkt skulle ske adskillelse, medmindre det ville stride mod barnets

tarv. For at finde ud af, om der var hensyn til den mindreåriges tarv, var man

nødt til at behandle sagerne. Denne version af pressemeddelelsen forudsatte

således, at der skulle foretages en individuel vurdering. Det, der var anført om

indkvartering på hver sit værelse, men på samme asylcenter, i tilfælde hvor det

ikke var muligt at adskille et par, var en overvejelse, de havde på et tidspunkt.

De kom senere frem til, at denne fremgangsmåde ikke kunne ”reparere på

112 Afhøringsekstrakten, side 48 ff.

983

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 112: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (2 af 3)

Hændelsesforløbet

det”, hvis der var hensyn til EMRK eller Børnekonventionen. Hun tror, at det

var lavet efter ministerens opfattelse af, at det grundlæggende handlede om,

at parrene ikke måtte ”dele seng og bord”. De overvejede denne løsning, hvor

man bevarede hovedordningen med adskillelse, men så ikke adskilte visse

par på hver sit center, men på hver sit værelse. Det var ministerens ønske.

Ministeren havde som sagt den tilgang, at hun var en slags forældremyndig-

hedsindehaver, fordi de mindreårige var indkvarteret under hendes ansvar,

og at hun derfor kunne bestemme, hvordan de skulle leve. Hvis de sagde til

ministeren, at parrene ikke kunne skilles ad, sagde ministeren, at så måtte

de skilles ad, således at de boede på samme asylcenter, men ikke på samme

værelse. Hun ville give den mindreårige et pusterum, og hvis hun ikke kunne

give det ved at adskille dem helt, ville hun gøre det på denne måde.

Uffe Toudal Pedersen har herom forklaret

113

bl.a., at han ikke husker, hvornår

han præcis blev involveret i udarbejdelsen af pressemeddelelsen. Postgangen

var sådan, at Kommunikationsafdelingen udarbejdede et udkast, og det er det

udkast, der fremgår her. Han var ikke involveret på dette tidspunkt, men det

blev han umiddelbart efterfølgende. Det var ministeren, der efterspurgte en

pressemeddelelse. Der var på dette tidspunkt en del kritik af, at ministeren

ikke gjorde noget, og det ramte ministeren hårdt. Derfor ville ministeren gerne

have en pressemeddelelse ud så hurtigt som muligt med et stærkt og entydigt

budskab. Foreholdt, at det i udkastet er anført, at ministeren udtaler, at ”vi skal

selvfølgelig sikre, at unge piger ikke bliver tvunget til at leve i et forhold på

danske asylcentre mod deres vilje”, har han forklaret, at ministeriet ikke havde

modtaget nye oplysninger vedrørende spørgsmålet om tvang. Citatet udtrykte

ministerens stærke værdimæssige holdning. På dette tidspunkt havde de oplys-

ning om, at der var 27 ægteskaber af denne karakter, men de vidste ikke, hvad

der var sket i de konkrete ægteskaber. Han ved ikke, om de havde gjort noget for

at finde ud af det. Der var langt fra ham til den driftsmæssige del med operatø-

rerne, men han ved, at der var en dialog mellem styrelsen og operatørerne, som

blev afspejlet i høringsnotatet. Hvis man skal sætte sig i ministerens sted, var

det, hun mente med det, også de situationer, hvor et ægteskab var aftalt, mens

pigen var meget ung, og inden hun kendte manden; altså hvor der ikke var et

kærlighedsforhold forud for ægteskabet. Han vil ikke lægge ord i munden på

ministeren, men under deres diskussioner om emnet, var det, der lå i det, hele

113 Afhøringsekstrakten, side 78.

984

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 112: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (2 af 3)

Perioden fra den 25. januar 2016 til den 10. februar 2016 – baggrunden for praksisændringen

konstruktionen med, at man gifter meget unge piger med meget ældre mænd.

Han husker ikke, at de diskuterede spørgsmålet om tvang.

Inger Støjberg har herom forklaret

114

bl.a., at det er svært at sige, hvem der

sagde, at der skulle udsendes en pressemeddelelse. Hun husker ikke, om det

var hende, der besluttede, at der skulle udsendes en pressemeddelelse. Gene-

relt synes hun, at pressemeddelelser er et lidt gammeldags værktøj, men der

kan være mange årsager til at udsende en pressemeddelelse, f.eks. hvis der er

et meget stort medietryk på en sag. I denne sag var der i høj grad tale om, at

hun havde et ønske om hurtigst muligt at få kommunikeret til omverdenen, at

der nu skete noget på det pågældende felt. Der var en stor interesse for, hvad

man ville gøre. Hun har helt sikkert presset meget på for at komme ud med

kommunikationen. Hun har givetvis ikke sagt til nogen, at der skulle laves

en pressemeddelelse, men hun har sagt, at det var vigtigt at få kommunikeret

noget ud. Hun så ikke det første udkast, og det var ret sent, at hun så udka-

stene. Det er efter hendes opfattelse normalt, at udkast bevæger sig frem og

tilbage mellem afdelingerne.

Line Skytte Mørk Hansen har herom forklaret

115

bl.a., at hun ikke husker, om

det vedhæftede udkast var det første udkast til pressemeddelelse. Normalt vil

det være pressefolkene, der skriver det første udkast. De faglige afdelingers

input til en pressemeddelelse kan komme på mange forskellige måder. Mini-

sterens særlige rådgiver, Mia Tang, Sarah Andersen og Jonas From Soelberg

kan have været involveret i udarbejdelsen af pressemeddelelsen. Da hun mod-

tog udkastet til pressemeddelelsen, kunne hendes afdeling stå på mål for den

del, der beskrev den hidtidige praksis i Udlændingestyrelsen. Hun ville være

sikker på, at pressemeddelelsen juridisk også var holdbar, og pressemedde-

lelsen skulle derfor forbi Udlændingeafdelingen.

Jesper Gori har herom forklaret

116

bl.a., at han ikke ved, hvem der ønskede,

at der skulle udsendes en pressemeddelelse. Han ved ikke, hvem der udarbej-

dede udkastet til pressemeddelelsen, men det er ikke usædvanligt, at udkast

udarbejdes af kommunikationsafdelingen.

114 Afhøringsekstrakten, side 114.

115 Afhøringsekstrakten, side 189.

116 Afhøringsekstrakten, side 243.

985

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 112: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (2 af 3)

Hændelsesforløbet

Anne Nygaard Just har herom forklaret

117

bl.a., at som hun husker det, var det

Mia Tang, der udformede det udkast til pressemeddelelse, som Sarah Andersen

ved mail af 9. februar 2016 kl. 13.58 sendte til blandt andre Lykke Sørensen

og Jesper Gori. Mia Tang ringede i denne forbindelse og spurgte hende, om

nogle konkrete formuleringer var rigtige, dog ikke i forhold til det juridiske.

Mia Tang har muligvis set notatet af 2. februar 2016 for at kunne udarbejde

udkastet til pressemeddelelse. Ud over Jesper Gori, Lykke Sørensen, Sarah

Andersen og Mia Tang var også Anette Görtz og Line Skytte Mørk Hansen

involveret i udarbejdelse af pressemeddelelsen. De faktatjekkede den del af

pressemeddelelsen, der henhørte under deres afdeling. Hun har enten været

inde med et udskrift af pressemeddelelsen til Anette Görtz og Line Skytte

Mørk Hansen og spurgt, om de kunne sige god for den, eller også har hun

sendt den til dem på mail. Pressemeddelelsen skulle forbi juristerne, fordi de

skulle godkende den juridiske formulering. Hun formoder, at udkastet til pres-

semeddelelse i mailen den 9. februar 2016 kl. 13.58 var skrevet på baggrund

af notatet af 2. februar 2016. Adspurgt, hvorfor det fremgår af udkastet, at

der eventuelt skulle være ”en sætning om, hvad der skal ske med de par, der

i øjeblikket er indkvarteret sammen”, har hun forklaret, at hun tror, at det på

dette tidspunkt var uafklaret, hvem man kunne adskille, og hvem man ikke

kunne adskille.

Mark Thorsen har herom forklaret

118

, at han ikke husker, om han havde været

inde over udkastet til pressemeddelelse, inden dette udkast blev sendt, men

det kan han sagtens have været. Det var ikke ham, der skrev pressemeddelel-

ser eller foretog den faglige bearbejdning af pressemeddelelser. Den opgave

lå hos de ”menige” pressekonsulenter. Det ser ud til, at det var Sarah Ander-

sen, der havde skriveopgaven på denne pressemeddelelse. Han tør ikke sige,

om udkastet var påbegyndt i Presseafdelingen eller Udlændingeafdelingen.

Han kan ikke huske, om der blev foretaget en selvstændig beslutning om at

udsende en pressemeddelelse, men det var et emne, der fyldte relativt meget

i drøftelserne på det tidspunkt. Når man iværksatte en ændring af praksis,

plejede man at udsende en pressemeddelelse. Man kunne også have benyttet

sig af andre meddelelsesformer. For eksempel kunne ministeren have givet et

interview til en avis. Der var en betydelig presseinteresse for sagen, og det var

derfor meget naturligt at benytte en pressemeddelelse. Han husker ikke, om

117 Afhøringsekstrakten, side 340-341.

118 Afhøringsekstrakten, side 378.

986

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 112: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (2 af 3)

Perioden fra den 25. januar 2016 til den 10. februar 2016 – baggrunden for praksisændringen

det var ham, der bad om at få et udkast til en pressemeddelelse. Han husker

heller ikke, om det var ministeren, der bad herom. Det er naturligt at udsende

en pressemeddelelse, når man laver et politisk udspil, men han tør ikke sige,

hvem der første gang sagde, at der skulle laves en pressemeddelelse.

Lene Linnea Vejrum har herom forklaret

119

, at hun ikke har kendskab til, at

der i perioden fra ultimo januar til udsendelsen af pressemeddelelsen den

10. februar 2016 var yderligere drøftelser mellem medarbejdere i styrelsen

og departementet. Som hun husker det, var der tavshed fra departementets

side, og hun har ikke kendskab til, at styrelsen på nogen måde var involveret

i udarbejdelsen af pressemeddelelsen.

Ditte Kruse Dankert har herom forklaret

120

, at hun ikke har haft noget at gøre

med pressemeddelelsen.

Jonas From Soelberg har herom forklaret

121

, at han ikke deltog i udarbejdelsen

af pressemeddelelsen, heller ikke fra sidelinjen, idet han først kom hjem fra

ferie relativt sent om aftenen den 9. februar 2016.

Mia Tang har forklaret

122

, at hun ikke var involveret i formuleringen af pres-

semeddelelsen. På daværende tidspunkt var det almindeligt, at Lykke Søren-

sens afdeling selv udarbejdede udkast til pressemeddelelser. Presseafdelingen

forholdt sig herefter kritisk til de politiske budskaber i pressemeddelelsen og

vurderede, om ministerens politiske budskaber fremstod klare. Hun erindrer

ikke, hvem der lavede det første udkast til pressemeddelelsen af 10. februar

2016. Hun husker heller ikke, hvem der havde iværksat udarbejdelsen af

pressemeddelelsen. Da sagen begyndte, og det stod klart, at der også var bar-

nebrude i den store gruppe af mennesker, der på daværende tidspunkt kom

til Danmark, meldte ministeren ud, at der skulle foretages ændringer hurtigst

muligt. Den udmelding var de opmærksom på i ministeriet, og de drøftede

derfor løbende, hvad der skulle ske. Hun kan ikke huske, hvornår de drøftede

de forskellige sager i ministeriet, eftersom de løbende havde drøftelser med

Ledelsessekretariatet om, hvad der var i ”støbeskeen”. Hun ved godt, at der i

119

120

121

122

Afhøringsekstrakten, side 407.

Afhøringsekstrakten, side 441.

Afhøringsekstrakten, side 700.

Afhøringsekstrakten, side 793-794.

987

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 112: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (2 af 3)

Hændelsesforløbet

denne sag – ligesom i andre sager – havde været en drøftelse om, hvor langt

man kunne gå, og hvordan det skulle formuleres i en pressemeddelelse. Det

var på daværende tidspunkt ikke usædvanligt, at de i presseafdelingen vente-

de på, at der kom noget fra huset, der skulle kommunikeres ud. Det var ikke

hende, der skrev pressemeddelelsen, og hun afventede således blot, at der kom

et udkast fra huset, som hun herefter kunne forholde sig til.

Sarah Andersen har herom forklaret

123

, at hun ikke husker, hvem der udar-

bejdede dette udkast. Hun ved ikke, om det var hende selv, der udarbejdede

det første udkast, eller om hun fik det fra et af fagkontorene. Hun kan godt

huske, der var flere versioner af pressemeddelelsen, men hun kan ikke huske,

hvad der var forskellen mellem de forskellige versioner. Hun kan godt huske,

at der var fokus på barnebrude, og at sagen derfor fyldte en del i ministeriet.

Der havde været nogle sager om barnebrude i pressen – vist nok først fra

Norge – hvorefter man havde fundet ud af, at det også fandt sted i Danmark.

Det fremgår bl.a. af en mail af 9. februar 2016 kl. 14.44, som Jesper Gori

sendte til bl.a. Sarah Andersen og Mia Tang (cc til Line Skytte Mørk Hansen

og Lykke Sørensen), at der i Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriets

departement skulle afholdes et møde om pressemeddelelsen samme dag kl.

15.30. Af mailen, der var vedhæftet Jesper Goris bemærkninger til udkastet,

fremgår endvidere:

”…

Jeg kan forstå, at dette skal drøftes på et møde med ministeren kl.

15.30. Mine umiddelbare forslag er indsat som markeret. Endvidere

vedhæftes efter aftale med Line en model for USs fremtidige praksis,

som drøftelsen med ministeren eventuelt kan tage afsæt i.

…”

Af vedhæftede udkast til ”Pressemeddelelse om barnebrude” fremgår det:

123 Afhøringsekstrakten, side 805.

988

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 112: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (2 af 3)

Perioden fra den 25. januar 2016 til den 10. februar 2016 – baggrunden for praksisændringen

989

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 112: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (2 af 3)

Hændelsesforløbet

990

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 112: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (2 af 3)

Perioden fra den 25. januar 2016 til den 10. februar 2016 – baggrunden for praksisændringen

I det notat om den fremtidige praksis i Udlændingestyrelsen, der ligeledes

var vedhæftet Jesper Goris mail, hedder det bl.a.:

”Udlændingestyrelsens

indkvartering af mindreårige asylansøgere skal

fremover ske efter følgende praksis:

– Mindreårige under 15 år kan ikke indkvarteres på et asylcenter sam-

men med en ægtefælle/samlever. Denne praksis kan ikke fraviges.

– Mindreårige på 15 år eller derover kan ikke indkvarteres på et asyl-

center sammen med en ægtefælle/samlever, medmindre dette åben-

bart vil stride mod den mindreåriges tarv.

Fravigelse af det klare udgangspunkt for mindreårige på 15 år eller

derover kan herefter kun ske, hvis følgende betingelser alle er opfyldt:

–

Parterne har haft et forudgående samliv

Parterner har et eller flere fælles børn

Aldersforskellen mellem parterne er begrænset

Parternes samliv indeholder ikke et element af tvang

Hensynet til den mindreåriges tarv taler også i øvrigt med styrke

herfor

Er der herefter grund til at fravige udgangspunktet for mindreårige på

15 år eller derover, skal parterne indkvarteres hver for sig, men på det

samme asylcenter.”

Mia Tang har herom forklaret

124

, at hun ikke tydeligt erindrer forløbet, men

hun kan godt huske, at der var en proces i forbindelse med udarbejdelsen af

pressemeddelelsen. Hun vidste godt, at det var en udfordring at formulere

pressemeddelelsen på en måde, som alle kunne se sig selv i.

Line Skytte Mørk Hansen og Sarah Andersen videresendte samme dag kl.

14.46 og kl. 14.47 uafhængigt af hinanden Jesper Goris mail til bl.a. Mark

Thorsen.

124 Afhøringsekstrakten, side 794.

991

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 112: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (2 af 3)

Hændelsesforløbet

Mia Tang skrev herefter i en mail samme dag kl. 14.49 til Jesper Gori og Sa-

rah Andersen (cc til Line Skytte Mørk Hansen og Lykke Sørensen): ”Tak – vi

retter pm til”. Kl. 15.09 sendte Sarah Andersen sålydende renskrevne version

af udkastet til pressemeddelelse til Mark Thorsen:

”Inger

Støjberg stopper indkvartering af barnebrude på asylcentre

Fremadrettet får mindreårige asylansøgere som udgangspunkt ikke

lov til at bo sammen med en ægtefælle eller samlever.

I januar iværksatte Udlændinge-, integrations- og boligminister Inger

Støjberg en hastehøring for at få et overblik over omfanget af barne-

brude på danske asylcentre.

Udlændingestyrelsen har nu indhentet oplysninger fra operatørerne på

asylcentrene, og i øjeblikket er der indkvarteret 27 mindreårige, hvor

operatørerne har kendskab til, at de mindreårige har en ægtefælle eller

samlever.

Efter den nuværende praksis skal mindreårige asylansøgere under 15

år altid indkvarteres adskilt fra deres ægtefælle eller samlever. Det kan

dog ikke udelukkes, at enkelte par indledningsvist alligevel er blevet

indkvarteret sammen, f.eks. fordi det ikke umiddelbart efter deres an-

komst til asylcentret har været klart, at der er tale om en mindreårig

under 15 år.

I sager om mindreårige asylansøgere mellem 15-18 år vurderer Udlæn-

dingestyrelsen i hver enkelt sag, om den pågældende skal indkvarteres

sammen med en ægtefælle eller samlever. Det sker på baggrund af

vurderinger fra operatørens børnefaglige personale, samt værtskom-

munens evt. faglige vurderinger af, hvilke indkvarteringsforhold der vil

være bedst for den mindreårige asylansøger af hensyn til barnets tarv.

Udlændinge-, integrations- og boligminister Inger Støjberg udtaler:

”Det er fuldstændig uacceptabelt, at der i øjeblikket bor mindreårige i

det danske asylsystem sammen med en ægtefælle eller samlever, og jeg

har bedt Udlændingestyrelsen om at ændre praksis med det samme. Når

992

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 112: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (2 af 3)

Perioden fra den 25. januar 2016 til den 10. februar 2016 – baggrunden for praksisændringen

man opholder sig i Danmark, skal man rette sig efter danske normer og

regler, og vi skal selvfølgelig sikre, at unge piger ikke bliver tvunget til at

leve i et forhold på danske asylcentre mod deres vilje.”

Inger Støjberg har bedt Udlændingestyrelsen om fremadrettet at ind-

kvartere mindreårige asylansøgere efter følgende praksis:

– mindreårige under 15 år kan ikke indkvarteres på et asylcenter sam-

men med en ægtefælle/samlever

– mindreårige på 15 år eller derover kan ikke indkvarteres på et asyl-

center sammen med en ægtefælle/samlever, medmindre dette åben-

bart vil stride mod den mindreåriges tarv.

Fravigelse af det klare udgangspunkt for mindreårige på 15 år eller

derover kan herefter kun ske, hvis følgende betingelser alle er opfyldt:

Parterne har haft et forudgående samliv, parterne har et eller flere fælles

børn, aldersforskellen mellem parterne er begrænset, parternes samliv

indeholder ikke et element af tvang, og hensynet til den mindreåriges

tarv taler også i øvrigt med styrke herfor.

Er der herefter grund til at fravige udgangspunktet for mindreårige på

15 år eller derover, skal parterne indkvarteres hver for sig, men på det

samme asylcenter.

Evt. en sætning om, hvad der skal ske med de par, der i øjeblikket er

indkvarteret sammen – skal flere par skilles ad end det ene par, der er

omtalt i opgørelsen?”

Herefter sendte Sarah Andersen kl. 15.52 en mail til bl.a. Mark Thorsen med

emnet ”To versioner af pressemeddelelsen – Jesper Goris forslag og en uden

kattelem”. Vedhæftet mailen var en lettere omskrevet, men indholdsmæssigt i

al væsentlig identisk version svarende til versionen fremsendt kl. 15.09 samt

følgende nye alternative udkast til pressemeddelelse:

993

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 112: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (2 af 3)

Hændelsesforløbet

”Inger

Støjberg stopper indkvartering af barnebrude på asylcentre

Fremadrettet må asylansøgere under 18 år ikke bo sammen med en

ægtefælle eller samlever. I aktuelle sager om barnebrude bliver par

rene nu skilt ad.

Udlændinge-, integrations- og boligminister Inger Støjberg skrider nu

ind over for barnebrude på danske asylcentre og beder Udlændinge-

styrelsen om at ændre praksis. Fremadrettet kan ingen mindreårige

asylansøgere bo sammen med en ægtefælle eller samlever.

Udlændinge-, integrations- og boligminister Inger Støjberg udtaler:

”Det er fuldstændig uacceptabelt, at der i øjeblikket bor mindreårige i

det danske asylsystem med en ægtefælle eller samlever, og jeg har bedt

Udlændingestyrelsen om straks at sætter en stopper for det. Når man

opholder sig i Danmark, skal man rette sig efter danske normer og regler,

og vi skal selvfølgelig sikre, at unge piger ikke bliver tvunget til at leve i

et forhold på asylcentrene mod deres vilje.”

I januar iværksatte Inger Støjberg en hastehøring for at få et overblik

over omfanget af barnebrude på danske asylcentre. Hastehøringen vi-

ser, at der i øjeblikket er indkvarteret 27 mindreårige, hvor operatørerne

på asylcentrene har kendskab til, at de mindreårige har en ægtefælle

eller samlever.

Efter den nuværende praksis skal mindreårige asylansøgere altid ind-

kvarteres adskilt fra deres ægtefælle eller samlever. Det kan dog ikke

udelukkes, at enkelte par indledningsvist alligevel er blevet indkvarte-

ret sammen, f.eks. fordi det ikke umiddelbart efter deres ankomst til

asylcentret har været klart, at der er tale om en mindreårig under 15 år.

I sager om mindreårige på 15 år eller derover har Udlændingestyrel-

sen vurderet i hver enkelt sag, om den pågældende skulle indkvarteres

sammen med en ægtefælle eller samlever. Det er sket på baggrund af

faglige vurderinger og hensynet til barnets tarv.

994

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 112: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (2 af 3)

Perioden fra den 25. januar 2016 til den 10. februar 2016 – baggrunden for praksisændringen

Efter den nye praksis må ingen mindreårige under 18 år indkvarteres

på samme asylcenter som en ægtefælle eller samlever. Det gælder også,

hvis parret har et eller flere fælles børn.

En sætning om, hvad der skal ske med de par, der i øjeblikket er ind-

kvarteret sammen.”

Lykke Sørensen har om mødet den 9. februar 2016 kl. 15.30 forklaret

125

, at

hun ikke deltog. Hun husker ikke, at hun talte med Jesper Gori efter mødet

i ministeriet kl. 15.30, eller at han fortalte hende, hvad der skete på mødet,

men hun talte med departementschefen senere på aftenen.

Uffe Toudal Pedersen har om mødet den 9. februar 2016 kl. 15.30 forkla-

ret

126

bl.a., at han deltog i mødet med ministeren den 9. februar 2016 kl.

15.30. Han husker ikke, hvem der i øvrigt deltog i mødet. Han vil tro, at de

øvrige deltagere var nogen fra kommunikationsafdelingen, Mark Thorsen,

Jonas From Soelberg samt Jesper Gori eller Lykke Sørensen. Måske deltog

Line Skytte Mørk Hansen, men det var sådan set ikke hendes diskussion, fordi

de diskuterede et helt centralt delpunkt i notatet. Som han husker det, var

det eneste dokument, der var fremme, pressemeddelelsen. Han kan dog ikke

huske mødet særskilt fra andre møder. Der var en uendelig række af møder

om dette spørgsmål. På mødet diskuterede de pressemeddelelsen, der var det

eneste omdrejningspunkt. Ministeren har selvfølgelig sagt, at hun ville have

en pressemeddelelse uden undtagelser. Det var det, de drøftede og diskuterede.

Han er sikker på, at de så har haft den samme diskussion, som de havde haft

tidligere, om, hvorvidt man kunne administrere uden undtagelser. Han er

sikker på, at det blev sagt, at ”det kan man ikke”. Han husker ikke, om ordet

ulovligt blev nævnt i denne forbindelse. Juristerne har dog givetvis sagt, at

man ikke kunne administrere en ordning uden undtagelser, hvis Danmarks

internationale forpligtelser skulle overholdes. Ministeren reagerede på den

måde, at hun sagde, at hun ville have en ordning uden undtagelser. Han vil

tro, at det er det, ministeren har sagt, for det var det, de vendte tilbage til se-

nere, da der kom en ny udgave, hvor de skrev undtagelsesmulighederne ind.

Som han husker det, sluttede mødet, da ministeren skulle ud af huset til et

arrangement. Hun tog afsted, da de var færdige, og pressefolkene gik tilbage

125 Afhøringsekstrakten, side 49-50.

126 Afhøringsekstrakten, side 79-80.

995

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 112: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (2 af 3)

Hændelsesforløbet

og lavede et nyt udkast til pressemeddelelse baseret på drøftelserne på mødet.

Adspurgt, om det på mødet den 9. februar 2016 kl. 15.30 blev drøftet, hvad

der skulle ske med de allerede indkvarterede par, har han forklaret

127

, at han

ikke husker det. Han går ud fra, at man mente, at det ville være påfaldende,

hvis man ikke også lod de allerede indkvarterede være omfattet af den nye

ordning. Han husker ikke, om nogen på mødet gav udtryk herfor.

Inger Støjberg har herom forklaret

128

bl.a., at hun mener, at hun så det første

udkast under et møde den 9. februar 2016 kl. 15.30. Foreholdt mail af 9.

februar 2016 kl. 14.44 fra Jesper Gori til Sarah Andersen med kopi til Line

Skytte Mørk Hansen og vedhæftet udkast til pressemeddelelse og notat om

en model for Udlændingestyrelsens fremtidige praksis har hun forklaret, at

det givetvis var dette materiale, som hun fik til mødet kl. 15.30. Foreholdt det

vedhæftede notat om en model for Udlændingestyrelsens fremtidige praksis

har hun forklaret, at hun ikke husker, om hun har set dette udkast før. Hun

husker, at de havde et grundlag at diskutere ud fra. For hende var det vigtigt

at kommunikere den absolutte hovedregel og ikke alle undtagelser. Adspurgt

om, hvorfor man ikke kunne skrive, at der var undtagelser, har hun forklaret,

at der var tale om politisk kommunikation. Hun havde forinden godkendt et

notat om, at der i sjældne tilfælde kunne være undtagelser. Hun syntes, at

en beskrivelse af undtagelser ville mudre billedet, og man ville komme til at

diskutere undtagelserne i stedet for den absolutte hovedregel. Hun ønskede

at diskutere adskillelsen, men selvfølgelig kunne der i helt særlige tilfælde

være undtagelser. Tankegangen i ministeriet var i begyndelsen, at alle kunne

adskilles, men herefter var der en proces, som førte til, at en lille del ikke

kunne adskilles. Da hun godkendte notatet, var det hendes indtryk, at der var

meget få, som ikke kunne adskilles. Det var ifølge notatet det ”klare udgangs-

punkt” i alle tilfælde, at der skulle ske adskillelse, ligesom der skulle opfyldes

en række betingelser. Der skulle rigtig meget til for ikke at adskille parrene.

Adspurgt om, hvordan hun kunne vide, at meget få skulle adskilles, når hun

ikke havde kendskab til de konkrete par, har hun forklaret, at hun lagde vægt

på den allerførste vurdering fra Lykke Sørensen sammenholdt med, at det

efterhånden i forløbet blev klart, at der kunne være ”ganske særlige tilfælde”

og skulle rigtig meget til for ikke at adskille. Jesper Gori lagde også efterfølgen-

de en undtagelsestekst frem. Det var tydeligt, at det var opfattelsen hos både

127 Afhøringsekstrakten, side 751.

128 Afhøringsekstrakten, side 114 ff.

996

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 112: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (2 af 3)

Perioden fra den 25. januar 2016 til den 10. februar 2016 – baggrunden for praksisændringen

embedsmændene og hende, at der kun ville være tale om ganske få tilfælde.

Det var også derfor, at undtagelsesmuligheden blev benævnt en ”kattelem”.

Med hensyn til mødet kl. 15.30 gætter hun på, at det var Uffe Toudal, som

bestemte, at mødet skulle afholdes. I mødet deltog Jesper Gori, Uffe Toudal,

Mark Thorsen og hende selv. Hun husker ikke, hvordan mødet begyndte.

Hendes holdning til udkastet til pressemeddelelse var, at hun ikke ønskede at

fremhæve de ganske få undtagelser. Hun ville i sin politiske kommunikation

klart sige, hvad hovedreglen var. Mark Thorsen kendte hendes holdning, og

hun antager ikke, at han havde en anden holdning end hende. Uffe Toudal

gjorde tydeligt opmærksom på, at der nødvendigvis ville blive administreret,

så der var undtagelser, og at der ville være nogle individuelle vurderinger, idet

de var forpligtet hertil. Dette var hun ikke glad for, men hun tog det til sig.

Hun ville i pressemeddelelsen alene kommunikere den absolutte hovedregel.

Ordningen, som der skulle administreres ud fra, var beskrevet i minister-

notatet, og pressemeddelelsen var et kommunikativt værktøj og ikke andet.

Der er tale om to vidt forskellige ting. Det var hendes opfattelse, at presse-

meddelelsen var retvisende, idet den viste den helt klare retning, og idet der

efter hendes vurdering kun var tale om ganske, ganske få tilfælde, hvor der

kunne ske undtagelser. Denne vurdering tog afsæt i notatet, som hun havde

godkendt den 9. februar 2016. Adspurgt om, hvorvidt pressemeddelelsen var

”retvisende” i den forstand, at den gav et korrekt billede, har hun forklaret,

at pressemeddelelsen angav den klare retning. Der var endvidere tale om et

politisk kommunikationsværktøj og ikke et administrativt værktøj. Presse-

meddelelsen viste den retning, som man skulle gå. Over for Folketinget stilles

der større krav til indholdet af en besvarelse, end der kræves til indholdet

af en pressemeddelelse. Der er forskellige typer spørgsmål fra Folketinget.

Nogle spørgsmål kan være meget politiske, og her svarer man meget politisk.

S-spørgsmål er politiske, og her giver man politiske svar. Udvalgsspørgsmål

er mere faktuelle, og her skal svarene være mere uddybende. Grunden til, at

Udlændingeafdelingen blev involveret i udarbejdelsen af pressemeddelelsen,

var, at man søger viden, hvor den relevante viden er. Under mødet kl. 15.30

var Uffe Toudal ikke begejstret for, at undtagelserne skulle pilles ud af pres-

semeddelelsen. Hun husker ikke, hvad han nærmere sagde. Hendes besked

til embedsmændene, da mødet sluttede, var, at hun ville have en meget klar

kommunikation. Herefter var hun til møde i byen og ”slap det” for denne dag,

men hun var meget optaget af, at der snart kom en pressemeddelelse ud. Hun

var presset fra alle sider. Hun ved ikke, hvem der har forfattet den version

af pressemeddelelsen, der blev udarbejdet efter mødet, og hvor der ikke var

997

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 112: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (2 af 3)

Hændelsesforløbet

nævnt noget om undtagelsesmuligheder. Foreholdt forklaringerne fra Lykke

Sørensen og Uffe Toudal om, at de på mødet også diskuterede ordningen og

ikke kun den underliggende pressemeddelelse, har hun forklaret, at hun ikke

genkender dette. En pressemeddelelse er et politisk kommunikativt værktøj

og ikke andet. Ordningen var besluttet i notatet og var noget andet end pres-

semeddelelsen. Der var tale om to forskellige ting. Hun har aldrig oplevet, at

et helt notat kan sendes ud som en pressemeddelelse. Adspurgt, om det var

embedsmændenes opfattelse den 9. februar 2016, at man kunne sende en

pressemeddelelse ud uden at nævne muligheden for undtagelser, har hun for-

klaret, at embedsmændene vel har tænkt, at alle undtagelser skulle med, men

det ville hun ikke, idet hun ville kommunikere hovedreglen for ikke at skulle

diskutere undtagelserne. Det endte med, at der blev sagt: ”Ja, så send det ud”. I

sidste ende var det Uffe Toudal, Mark Thorsen og hende, der var til stede. Her

sagde Uffe Toudal: ”Så pil det dog ud”. Der var ikke andre embedsmænd, der

sagde det samme. Hun havde ikke drøftet spørgsmålet med Lykke Sørensen.

Foreholdt, at der i de udkast til pressemeddelelse, som forelå forud for mødet

den 9. februar 2016 kl. 15.30, var en bemærkning om, at der eventuelt skulle

indsættes en sætning om, hvad der skulle ske med de par, der allerede var

indkvarteret, og adspurgt, hvad der blev drøftet på mødet vedrørende disse par,

har hun forklaret, at hun ikke husker, hvordan diskussionerne herom var.

129

Line Skytte Mørk Hansen har om mødet den 9. februar 2016 kl. 15.30 for-

klaret

130

bl.a., at hun ikke husker, om pressemeddelelsen havde været drøftet

med ministeren inden mødet. Hun husker slet ikke, at de drøftede pressemed-

delelsen på mødet. Hun husker, at Jesper Gori meget detaljeret gennemgik

hovedreglen og undtagelserne på baggrund af notatet. Hun er ret sikker på,

at han havde notatet med til mødet. Jesper Gori foretog en meget faglig og

seriøs gennemgang og fortalte, hvordan det forholdt sig. Det andet, hun hu-

sker fra mødet, er, at Uffe Toudal sagde noget i retning af, at uanset om man

eventuelt godt kunne adskille nogle par, kunne der være særligt sårbare par,

som det ikke ville være særligt klogt at adskille. Der var ingen tvivl om, at

ministeren gerne ville et andet sted hen. Der var heller ikke nogen tvivl om,

at ministeren fik at vide, at der kunne være en hovedregel, men at der ville

komme til at være undtagelser. Hun husker ikke, hvad ministeren præcist

sagde. Ministeren spurgte ind til Jesper Goris forelæggelse og udfordrede det,

129 Afhøringsekstrakten, side 761.

130 Afhøringsekstrakten, side 190-191.

998

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 112: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (2 af 3)

Perioden fra den 25. januar 2016 til den 10. februar 2016 – baggrunden for praksisændringen

han sagde, men hun husker ikke præcist, hvad ministeren sagde. Det, der står

tydeligst fra mødet, er Jesper Goris gennemgang. Foreholdt, at der inden mødet

forelå en pressemeddelelse med omtale af undtagelsesmuligheder, og herefter

adspurgt, om der på mødet den 9. februar 2016 blev truffet en beslutning om,

at noget skulle være anderledes, har hun forklaret, at hun ikke husker, at dette

blev drøftet. Hun husker ikke, at hun efter mødet deltog i drøftelser herom.

Jesper Gori har herom forklaret

131

bl.a., at han deltog i mødet med ministeren

den 9. februar 2016. Han gik til mødet med ministeren den 9. februar i den

forvisning om, at de skulle tale om notatet. Han vidste ikke, hvad der var sket

med notatet. Han havde den 9. februar 2016 ikke den opfattelse, at ordningen

lå fast. Han husker ikke, hvornår de fik indkaldelsen til mødet med ministeren

den 9. februar 2016 kl. 15.30. Han var på daværende tidspunkt ikke klar over,

at ministeren havde godkendt notatet. Han ved ikke, hvem der indkaldte til

mødet. Line Skytte Mørk Hansen og han talte sammen, og deres samtale før-

te til, at han udarbejdede et ”rids” af det notat, som han havde udarbejdet, for

at gøre samtalen med ministeren mere effektiv. Han regnede med, at de skul-

le tale om ordningen, og det var i den forbindelse hensigtsmæssigt at have et

papir eller en ”serviet” liggende på bordet, som de kunne tage fælles afsæt i.

Han husker ikke mere præcist, hvad Line Skytte Mørk Hansen sagde til ham.

Det var deres opfattelse, at den ordning, som de lagde op til, var i overens-

stemmelse med forvaltningsretten og menneskerettighederne. Han havde selv

forestillet sig, at myndighederne ikke skulle agere alene på baggrund af nota-

tet, og at der ville være mere tid til at arbejde på ordningen. Notatet var deres

bud på, hvilken ordning de kunne benytte. Han udarbejdede en ”serviet” til

brug for mødet. Han husker det således, at det var under mødet den 9. febru-

ar 2016 kl. 15.30, at han første gang deltog i drøftelser af ordningen med

ministeren. I mødet deltog ud over ham selv ministeren, Mark Thorsen, Uffe

Toudal Pedersen og Line Skytte Mørk Hansen. Han mener, at Anne Nygaard

Just fra Koncernstyring også deltog. Han husker ikke, om flere medarbejdere

fra Koncernstyring deltog. Ofte deltog Jonas From Soelberg i sådanne møder,

men han husker ikke, om han deltog i dette møde. Hvis Jonas From Soelberg

ikke deltog, deltog i stedet formentlig en ministersekretær. Mødet varede cir-

ka 20 minutter. Som han husker det, var det ham, der lagde for. Måske havde

Uffe Toudal Pedersen et oplæg. Han havde ”servietten” mellem hænderne og

131 Afhøringsekstrakten, side 243 ff.

999

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 112: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (2 af 3)

Hændelsesforløbet

redegjorde for overvejelserne om ordningen. Han husker ikke ordret, hvordan

ordene faldt på mødet. Som han husker det, tog ministeren ordet og var tyde-

lig omkring, at hun ikke ønskede denne ordning. Hun ønskede en ordning,

hvor parrene i alle tilfælde skulle skilles ad. Han tror, at Mark Thorsen kom-

menterede på det og sagde: ”Ja, vi har haft den her snak tidligere. Jeg ved godt,

at det var det, jeg sagde. Vi har snakket om det, og jeg er også enig i, at en

ordning uden undtagelser er den rigtige ordning”. De blev noget overraskede,

fordi det ikke var dette, som de havde forberedt sig på. De troede efter snakken

med Mark Thorsen, at de havde ramt tættere på skiven. Som han husker det,

tog Uffe Toudal Pedersen over og sagde, at dette rejste nogle spørgsmål. Uffe

Toudal Pedersen spurgte ham, om man kunne adskille alle. Måske var det

ministeren, der spurgte, men som han husker det, var det Uffe Toudal Peder-

sen, der spurgte. Som han husker det, sagde han, at deres vurdering var, at

man i hovedparten af sagerne kunne adskille, men at der ville skulle foretages

en konkret vurdering, og at man ikke kunne operere med en absolut ordning.

Han tror, at ministeren og Mark Thorsen sammen udfordrede ham og bad

ham komme med eksempler. Han husker ikke præcist, hvad han sagde. Han

mener, at han blev spurgt, hvad retsstillingen var, hvis man indkvarterede

dem på samme center, og det blev i den forbindelse sagt til ham: ”Det må man

kunne gøre”. Han sagde, at det nok kunne være rigtigt, at man i rigtig mange

sager kunne gøre dette, men at virkeligheden er mangfoldig, og at det ikke

ville kunne udelukkes, at der ville kunne opstå en sag, hvor der ville skulle

ske fælles indkvartering. Han sagde ligeledes, at der under alle omstændighe-

der med tiden ville kunne komme sådanne sager, idet det saglige hensyn

ville miste sin vægt i forhold til intensiteten af indgrebet, hvis der var tale om

et langvarigt ophold. Som han husker det, sagde Line Skytte Mørk Hansen

ikke noget. Han husker heller ikke, at Uffe Toudal Pedersen på dette tidspunkt

sagde noget. Han husker, at ministeren sagde: ”Det kan godt være, at der kan

være sager, men der er jeg villig til at tage en procesrisiko”. Han tror, at mini-

steren var inspireret af sagen om udskudt ret til familiesammenføring, hvor

udtrykket ”en vis procesrisiko” havde været anvendt. Han ved ikke, om det

var ministerens holdning, eller om hun ønskede, at dette skulle være ord-

ningen. Han tror, at han dengang – for ikke at skubbe den Europæiske Men-

neskerettighedsdomstol foran sig, idet det ofte ikke var det bedste argument

– sagde, at det måske ikke så meget var et spørgsmål om procesrisiko, men

handlede om, at danske domstole i en konkret sag nåede frem til, at der ikke

kunne ske adskillelse. De drøftede ikke det udkast til pressemeddelelse, der

forelå på daværende tidspunkt. Adspurgt, om ordet ”pressemeddelelse” blev

1000

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 112: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (2 af 3)

Perioden fra den 25. januar 2016 til den 10. februar 2016 – baggrunden for praksisændringen

nævnt, har han forklaret, at ordet ”ordningen” blev nævnt, som han husker

det. De drøftede ordningen. Det var i hvert hans forståelse, at de drøftede

ordningen. Ministeren nævnte ikke på noget tidspunkt, at hun havde godkendt

notatet. Adspurgt, om notatet blev drøftet, har han forklaret, at han med sin

indledning havde opsummeret notatet, men det var ikke hans forståelse, at

de talte om notatet. Han blev foreholdt, at Inger Støjberg under sin forklaring

blev adspurgt, om hun sagde til Uffe Toudal Pedersen, Lykke Sørensen eller

ham, at hun respekterede, at en undtagelsesfri ordning ikke kunne lade sig

gøre. Han blev videre foreholdt, at Inger Støjberg hertil forklarede, at dette

ville forudsætte, at hun ikke havde forstået, hvad hun havde godkendt i F2,

at hun, når hun havde godkendt notatet af 2. februar 2016, havde accepteret,

at der kunne være undtagelser, og at det ikke var nødvendigt at sige dette, idet

der i hendes optik ikke findes et stærkere dokument i et ministerium end

godkendelsen af et notat. Hertil har han forklaret, at det efter mødet var hans

helt klare opfattelse, at ministeren ikke ønskede, at der skulle være undtagel-

ser. Der blev på mødet ikke aftalt noget om den videre proces. Han tror, at

han på mødet havde udtrykt sig forsigtigt om, hvad der gjaldt. Han tror, at

Uffe Toudal Pedersen blev usikker på, om man kunne stå fast på sin opfattel-

se ved siden af en minister, der havde en meget klar holdning. Uffe Toudal

Pedersen bad ham gå med ind på sit kontor, hvor de havde en snak om dette

spørgsmål. De talte om, hvorvidt man kunne operere med en ordning uden

undtagelser. Han sagde til Uffe Toudal Pedersen, at der efter hans intuitive

opfattelse måtte være undtagelser, og at han havde svært ved at forestille sig,

at det kunne være anderledes. Der var et krydspres, idet man på den ene side

måtte imødekomme ministeren i videst muligt omfang, men på den anden

side måtte sætte foden ned over for ministeren. Uffe Toudal Pedersen var

nervøs over, om der efterfølgende ville komme eksperter, der sagde, at ”det

kunne man godt”, dvs. have en undtagelsesfri ordning. Det var et nyt spørgs-

mål, om der kunne være tale om en undtagelsesfri ordning. Uffe Toudal Pe-

dersen bad ham vende sagen med Justministeriet. Han gik forbi Nina

Holst-Christensen umiddelbart efter mødet eller i forlængelse af mødet og

forklarede hende, hvilken drøftelse der havde været med ministeren, og hvad

han havde sagt til ministeren. Som han husker det, læste hun op af EMRK

artikel 8 og sagde: ”Der skal foreligge et lovligt grundlag og et sagligt hensyn,

og det har I, men der skal i alle sager foretages en individuel vurdering af, om

det generelle saglige hensyn også konkret er sagligt”. Han forstod Nina

Holst-Christensens svar således, at ordningen generelt var saglig, men uanset

hvad skulle der i alle sager foretages en konkret vurdering. Hun udtalte sig

1001

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 112: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (2 af 3)

Hændelsesforløbet

ikke om, hvilken vurdering der skulle foretages, og med hvilken styrke tvang

og risikoen herfor skulle indgå i vurderingen. Nina Holst-Christensen sagde:

”Dette er min vurdering, og den får du her, men hvis vurderingen skal komme

fra Justitsministeriet, skal den vendes i huset”. Det var hans opfattelse, at

ministeren under mødet den 9. februar 2016 arbejdede for, at der ikke skulle

være undtagelser.

132

Anne Nygaard Just har om mødet den 9. februar 2016 kl. 15.30 forklaret

133

, at

hun deltog i et møde med ministeren, kort inden pressemeddelelsen blev sendt

ud. Det kunne godt være den 9. februar 2016 kl. 15.30. Ud over hende deltog

Jesper Gori, Lykke Sørensen, Inger Støjberg og Mark Thorsen. Hun er i tvivl

om, hvorvidt Line Skytte Mørk Hansen, Anette Görtz og en ministersekretær

tillige deltog. På mødet blev det drøftet blandt andet, om ingen mindreårige

asylansøgere skulle kunne indkvarteres sammen med deres ægtefælle eller

samlever, eller om der skulle være undtagelser. Det, der blev drøftet, var, hvad

man kunne gøre, og hvad man ikke kunne gøre i relation til ordningen, men

det er klart, at drøftelsen var foranlediget af, at de skulle lave en pressemed-

delelse. Hun kan ikke huske, hvad der ordret blev sagt på mødet. Jesper Gori

sagde, at det ikke kunne udelukkes, at det var i strid med de internationale

konventioner at sige, at alle skulle adskilles. Ministeren ville gerne have alle

adskilt. Der var et ret stort politisk pres fra bl.a. Dansk Folkeparti og Social-

demokratiet for at få sat en stopper for, at der boede ”barnebrude” på danske

asylcentre. Hun mener, at Mark Thorsen var på linje med ministeren. Inger

Støjberg og Mark Thorsen trykkede Jesper Gori og Lykke Sørensen ret meget

på maven i forhold til, hvor langt man kunne gå, og noget af det, der står

klarest i hendes erindring, er, at Jesper Gori var tydeligt presset. Ministeren

blev ved med at udfordre ham og sige, at hun ville gerne have, at det så vidt

muligt skulle være undtagelsesfrit, og Jesper Gori blev ved med at sige, at det

ikke kunne udelukkes, at det ville være i strid med de internationale konven-

tioner at adskille alle. Hun husker mest af alt stemningen på mødet. Der var

en presset stemning, og Jesper Goris ansigtsudtryk viste, at han ikke følte sig

godt tilpas. Adspurgt, om ministeren var utilfreds med Jesper Goris indstil-

ling, har hun forklaret, at hun ikke ved, om man kan bruge ordet ”utilfreds”.

Ministeren trykkede Jesper Gori på maven i forhold til, om man kunne gå lidt

længere end hans umiddelbare vurdering. Hun kan ikke huske, om det var

132 Afhøringsekstrakten, side 292.

133 Afhøringsekstrakten, side 341-342.

1002

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 112: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (2 af 3)

Perioden fra den 25. januar 2016 til den 10. februar 2016 – baggrunden for praksisændringen

på dette møde, at de talte om, at Udlændingeafdelingen ville forelægge sagen

for Justitsministeriet for at få genprøvet vurderingen, eller om det var på et

andet møde. Hun deltog ikke på efterfølgende møder, men hun kan have fået at

vide, at de ville forelægge spørgsmålet for Justitsministeriet. Hun mener ikke,

de talte om notatet på mødet. Hun kan heller ikke huske, om de talte om den

”serviet”, som var vedhæftet Jesper Goris mail af 9. februar 2016 kl. 16.13 til

blandt andre Line Skytte Mørk Hansen. Hun mener ikke, de sad med papirer

på mødet. Det var mere en mundtligt drøftelse af, hvor langt man kunne gå.

Adspurgt til, om hun er sikker på, at Lykke Sørensen deltog i mødet, og om

”servietten” ikke kunne have været fremme under mødet, har hun forklaret, at

det er muligt, hun husker forkert, da det er længe siden. Adspurgt, om det var

på dette tidspunkt, at notatet i henhold til hendes forklaring blev ”overhalet”

af drøftelserne om ordningen, har hun forklaret, at de ikke som sådan tænkte

over, at notatet blev overhalet, men notatet blev ”bare” lidt glemt. Hun kan

ikke huske, at Uffe Toudal Pedersen deltog på mødet den 9. februar 2016 kl.

15.30.

134

Hun har ingen erindring om eller kendskab til Uffe Toudal Pedersens

holdning til, hvordan ordningen skulle udmøntes.

Mark Thorsen har om mødet den 9. februar 2016 kl. 15.30 forklaret

135

, at

Inger Støjberg sagde, at hun gerne ville drøfte notatet, og de blev enige om at

tale herom kl. 15.30. Til mødet kl. 15.30 deltog, ud over ham selv, ministeren,

Uffe Toudal Pedersen, Jonas From Soelberg, Jesper Gori og, så vidt han husker,

Line Skytte Mørk Hansen, Anne Nygaard Just og Andreas Højmark Sønder-

gaard. Lykke Sørensen deltog ikke i mødet. Mødet foregik på ministerens

kontor. De drøftede to ting på mødet, nemlig notatet og pressemeddelelsen.

Først gennemgik Jesper Gori konklusionen i notatet. Han sad med et stykke

papir, og det kan meget vel have været den beskrivelse af en fremtidig praksis,

der var vedhæftet Jesper Goris mail samme dag kl. 14.44. Der var en gennem-

gang af konklusionerne i notatet, og derudover havde de en drøftelse af pres-

semeddelelsen. Han erindrer ikke, om de sad med et stykke papir med udkast

til pressemeddelelsen foran sig. Det var et møde, der var en smule rodet,

fordi de både drøftede notatet, det vil sige ordningen som sådan, og hvad de

kunne skrive i pressemeddelelsen. Han mener, at han selv sad med notatet

foran sig. De brugte ikke lang tid på den bagudrettede redegørelse i notatet.

Konklusionerne på de drøftelser, de havde haft, blev gennemgået af Jesper

134 Afhøringsekstrakten, side 342.

135 Afhøringsekstrakten, side 379 ff.

1003

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 112: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (2 af 3)

Hændelsesforløbet

Gori. Han og ministeren spurgte kritisk ind til, om dette udgjorde den mur- og

nagelfaste konklusion på, hvad man kunne. Dette skyldtes, at de under mødet

en uge tidligere havde fået oplyst en anden ramme. Han og ministeren spurg-

te således, om ”det var deres endelige svar”, hvilket blev bekræftet. De talte

herefter om pressemeddelelsen. Nu havde de notatet på plads og skulle fast-

lægge, hvordan de skulle kommunikere ordningen. Han husker det ikke, men

han tror ikke, at der på mødet var en grundig tekstmæssig gennemgang af

pressemeddelelsen. Kattelemmen var stort set det eneste, som de talte om til

mødet. Alle drøftelser frem til den 9. februar 2016 drejede sig om kattelem-

men. Først forstået som en politisk kattelem og på mødet den 9. februar for-

stået som en juridisk kattelem. Ministeren gav udtryk for, at hvis hun helt

selv kunne vælge, ville hun helst have, at det, som Jesper Gori havde udtalt

ugen før, stod tilbage, men hun tog til sig, at det var ikke der, man var. Hans

egen vurdering var, at når der nu var udarbejdet et notat, var det notatet, der

stod til troende. Han er ikke jurist, og det tilkom ikke ham at foretage en an-

den juridisk vurdering. Han spurgte imidlertid meget interesseret ind til det,

da han så for sig, at der ville komme en politisk proces efterfølgende. Derfor

ville han gerne føle sig betrygget i, at ministeren – hvis hun på et tidspunkt

skulle blive indkaldt til et samråd – kunne sige, at de var gået så langt, som

de overhovedet kunne i forhold til det, som hun havde givet udtryk for at

ville. Han husker ikke, at ministeren på mødet sagde, at hun havde godkendt

notatet. Juristerne sagde, at dette var så langt, som man kunne gå. Han kan

ikke huske, om det blev nævnt på mødet, at notatet var afstemt med Justits-

ministeriet. Han erindrer ikke, at juristerne på mødet nævnte, at de ville kon-

takte Justitsministeriet. Han fandt først ud af, at Lykke Sørensen havde haft

en drøftelse med Nina Holst-Christensen i forbindelse med den senere udle-

vering af akter til Folketingets Ombudsmand. Ministeren gav på mødet en

lidt træt accept, som når man trækker på skuldrene og siger: ”Så er det sådan,

det er”. Han erindrer ikke, præcis hvilke ord ministeren benyttede, eller om

hun sagde ”hermed godkendt” eller lignende. Det var ikke den måde, man

godkendte på i ministeriet. Han husker ikke, hvad Uffe Toudal Pedersen sag-

de på mødet. Han husker ikke, at Uffe Toudal Pedersen spillede en meget

fremtrædende rolle på mødet. Foreholdt Jesper Gori og Line Skytte Mørk

Hansens forklaringer om, at deres indtryk af mødet var, at ministeren ikke

ønskede undtagelser, har han forklaret, at det var et lidt underligt møde, fordi

det meste af mødet gik med, at man spurgte ind til, om de nu var sikre, og

han kan derfor godt forstå, at nogle har forladt mødet med det indtryk, at

ministeren ikke var glad for konklusionerne i notatet. Det var også hans egen

1004

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 112: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (2 af 3)

Perioden fra den 25. januar 2016 til den 10. februar 2016 – baggrunden for praksisændringen

opfattelse. Det var ikke sådan, at ministeren gik fra mødet og sagde: ”Det var

vel nok dejligt, at vi nåede til den konklusion”, og det kunne man tydeligt

mærke på ministeren. I forhold til hvad der skulle sendes ud, spurgte han –

med henvisning til, at der nu var en juridisk kattelem – ind til, hvor sandsyn-

ligt det var, at der kunne opstå en sag, hvor kattelemmen skulle benyttes.

Spørgsmålet gik på, hvor stor kattelemmen var, herunder om det var usand-

synligt, at dette var en situation, der ville opstå, eller om det måtte forudses,

at de i en lang række sager ville skulle dispensere fra den generelle ordning.

Det, han spurgte ind til, var, om der var tale om ”Better safe than sorry”, eller

om det var deres konklusion, at der blev nødt til at være en kattelem, for at

man kunne forvalte korrekt. Jurister er forstandige og forsigtige mennesker

og kan godt for alle eventualiteters skyld skrive noget ind. Det svar, som han

fik af Jesper Gori, var, at det ville være helt hypotetisk, at der ville opstå en

sag, hvor man ikke ville kunne adskille. De så ikke for sig, at den ordning, der

nu blev sat i værk, ville kunne føre til, at de ikke kunne skille parrene ad. Som

han opfattede det, havde de ikke på daværende tidspunkt set sager, hvor det

var helt evident, at man ikke kunne adskille parret. Det, han herefter så for

sig, var, at man kunne sætte en ordning i værk, der ville føre til, at parrene

blev adskilt efter en individuel vurdering, således som det er anført i notatet.

Når de således var færdige med at gennemgå og behandle de konkrete sager,

ville slutproduktet være, at man kunne adskille parrene. De havde på det

tidspunkt fået oplysninger om de konkrete sager, og forholdet var ikke, at de

på baggrund af disse oplysninger sagde, at det var helt åbenbart, at der var

25% af sagerne, hvor man ikke kunne adskille parrene. Med ”konkrete sager”

mener han de høringssvar, der var modtaget fra operatørerne. Der var ikke

nogen, der tilkendegav, at de havde set andet end høringssvarene. De havde

et meget overfladisk overblik, men den viden, der var tilgået dem inden mødet,

fik dem ikke til at sige, at det var omsonst at tale om adskillelse, og at en ad-

skillelse aldrig ville have ”noget for sig”. Tværtimod var hans indtryk, at ”for

enden af vejen” ville alle parrene de facto kunne adskilles. Han vidste godt,

at der ville skulle foretages en individuel vurdering, men han troede ud fra

summen af det forudgående, herunder det tidligere møde med Jesper Gori og

drøftelsen på mødet den 9. februar 2016, at slutresultatet ville være adskillel-

se af alle parrene. Det var alene en hypotetisk mulighed, at der ikke kunne

ske adskillelse i en sag. Det var hans indtryk, at også Jesper Gori opfattede det

som ret hypotetisk, at der ville opstå en sag. Uffe Toudal Pedersen brugte også

i en rettelse til en senere samrådstale udtrykket en ”tænkt” sag. De talte om

det på den måde, at det ikke kunne afvises, at der ville kunne opstå en sag,

1005

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 112: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (2 af 3)

Hændelsesforløbet

hvor der ikke kunne ske adskillelse, men at der kunne ske adskillelse i en

meget, meget stor andel af sagerne. Efter hans erindring skete der ikke mere

på mødet. Mødet sluttede med, at de skulle have gjort pressemeddelelsen

færdig. Opgaven lå på det tidspunkt hos pressechef Mia Tang eller journalist

Sarah Andersen. Han vil tro, at mødet den 9. februar 2016 kl. 15.30 varede

mellem 15 og 30 minutter.

136

Det var ikke et langt møde. Han husker ikke, om

han allerede inden mødet kl. 15.30 havde bedt nogen om at skrive på en

pressemeddelelse uden undtagelser. Han var ikke tilhænger af nogle af de

udkast, der omtalte kattelemmen. Adspurgt, hvorfor det første udkast, der

cirkulerede efter mødet, var uden omtale af undtagelsesmulighederne, har

han forklaret, at der under mødet var to diskussioner. Der var en diskussion

om ordningen, og der var en diskussion om, hvordan der skulle kommunike-

res udadtil. Han selv havde en del fokus på, hvad de kommunikerede udadtil.

Hans frygt var, at hvis man sendte pressemeddelelsen ud med en omtale af

undtagelsesmulighederne, ville fokus alene være på undtagelserne. Det gen-

nemgående i alle de drøftelser, som han havde om pressemeddelelsen, var, at

kattelemmen ikke skulle fremstå som noget stort. Han husker konklusionen

på mødet kl. 15.30 således, at de skulle se på pressemeddelelsen igen, hvor-

efter den kunne blive udsendt. På mødet kl. 15.30 talte de om den situation,

at nogle kunne indkvarteres på samme center, men på forskellige værelser.

Det var netop konklusionen i det notat, der lå til grund for mødet, at alle

kunne skilles ad, men at nogle fortsat skulle være indkvarteret på samme

center, men dog på forskellige værelser. Ministeren spurgte kritisk ind til

dette, fordi det kunne forekomme underligt, at man på den ene side kunne

have en formodning om tvang, men alligevel indkvarterede parrene ved siden

af hinanden. Ministerens synspunkt var, at det bedste ville være at indkvar-

tere den ene part i Gedser og den anden i Skagen. I den endelige pressemed-

delelse gik man væk fra det, der stod i notatet om, at der kunne ske adskillel-

se, men på samme center. Man gik således væk fra det, der fremgik af notatet.

Fejlen i pressemeddelelsen var, at der stod, at de ikke måtte indkvarteres ”på

samme asylcenter” i stedet for blot ”… må ikke indkvarteres sammen.” Han

var ikke skarp nok til at slå ned på den del, da han læste det. Adspurgt, om

konklusionen på mødet var, at ingen måtte indkvarteres på samme asylcenter,

har han svaret benægtende. Konklusionen på mødet svarede til indholdet af

notatet. Han kan ikke svare på, hvorfor man fragik dette i pressemeddelelsen.

136 Afhøringsekstrakten, side 382 ff.

1006

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 112: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (2 af 3)

Perioden fra den 25. januar 2016 til den 10. februar 2016 – baggrunden for praksisændringen

Vedrørende afsnittet markeret med gult i udkastet til pressemeddelelse om,

hvad der skulle ske med de par, der var indkvarteret sammen, har han forkla-

ret, at de kort drøftede, at det var lidt underligt at skrive, at parrene fremad-

rettet ville blive indkvarteret på en bestemt måde, men at de par, der allerede

var indkvarteret, ville forblive indkvarteret sammen. Det ville være svært

politisk at forklare denne praksis. Konklusionen var, at den nye ordning også

skulle gælde for de par, der allerede var indkvarteret. Han erindrer ikke, at

der på det tidspunkt var nogen, der sagde, at det kunne være sværere at ad-

skille nogen, der allerede havde boet sammen i flere måneder. Der skulle ikke

være én praksis for den ene gruppe og en anden praksis for den anden grup-

pe. Der skulle anvendes de samme momenter ved vurderingen af sagerne.

Han husker ikke, at tvangsformodningen var genstand for drøftelser på mødet.

De diskuterede ikke tvangsformodningen intenst. De havde alle sammen en

opfattelse af, at der var tale om ægteskaber indgået i en anden kultur, og at

der derfor var tale om kulturel tvang.

Jonas From Soelberg har herom forklaret

137

, at han ikke deltog i mødet, men

han blev på et tidspunkt orienteret herom. Han husker ikke hvornår eller af

hvem. Det, han fik gengivet om mødet den 9. februar 2016, var, at ministeren

havde udtrykt en klar holdning til, hvordan hun ønskede tingene indrettet, og

at dette ikke var i overensstemmelse med det oplæg, hun havde fået forelagt. I

januar 2016, hvor aviserne bragte artikler om barnebrude, havde ministeren

drøftet problemstillingen med Lykke Sørensen og Mark Thorsen på vej hjem

fra et møde i Bruxelles. Han har – formentligt fra Mark Thorsen – hørt, at

Lykke Sørensen da skulle have sagt, at der var meget vide rammer for, hvordan

indkvarteringen kunne ske, og det holdt ministeren fast i; når der var så vide

rammer, så måtte hun også i meget vid udstrækning kunne lægge linjen for

indkvarteringerne. Han har fra Mark Thorsen fået gengivet, at den opfattelse,

ministeren og Mark Thorsen havde om forløbet, var, at der først blev givet

udtryk for meget vide rammer for indkvarteringen, men at rammerne løbende

blev indsnævret. Oplægget til ministeren på mødet den 9. februar 2016 skulle

angiveligt have været, at et par, der havde et barn, som udgangspunktet kunne

indkvarteres sammen. Dette stemte ikke overens med det synspunkt, mini-

steren tilkendegav på mødet. Der er flere af de personer, der deltog i mødet,

der har fortalt ham om det, herunder Mark Thorsen, og de har alle gengivet

137 Afhøringsekstrakten, side 700-701.

1007

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 112: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (2 af 3)

Hændelsesforløbet

den samme udlægning af mødet for ham. Det var selve ordningen, der blev

drøftet på mødet den 9. februar 2016, ikke pressemeddelelsen. Han kan ikke

huske, om det var allerede den 10. februar 2016, da han mødte ind efter sin

ferie, at han første gang hørte om mødet. Hans tanker var et andet sted den

morgen, idet der uretmæssigt var trukket nogle penge fra hans betalingskort

under ferien, som han skulle have sin bank til at tilbageføre.

Anette Görtz har forklaret

138

, at hun ikke husker at have deltaget i drøftelser

om, hvordan ordningen om adskillelserne skulle sammensættes. Hun fulgte

ikke sagen særlig tæt. Hun kan se af sin kalender, at der var nogle møder i mi-

nisteriet den 9. februar 2016, men den dag var hun ikke til stede i ministeriet,

og hun ved derfor med sikkerhed, at hun ikke deltog i drøftelser den 9. februar

2016. Hun var ikke involveret i udarbejdelsen af pressemeddelelsen af 10.

februar 2016, og hun deltog ikke i det møde om indkvartering af ”barnebrude”,

som blandt andre hun var indkaldt til den 9. februar 2016 kl. 15.30, idet hun

ikke var i huset den dag. Hun husker ikke, at hun efterfølgende fik refereret,

hvad der blev drøftet på mødet, eller om hun fik gengivet, at bølgerne gik højt

på mødet. Det er muligt, at hun hørte om det.

Mia Tang har herom forklaret

139

, at hun ikke husker, hvem der tog initiativ til

at skrive pressemeddelelsen uden undtagelser. Hun deltog ikke i det møde, der

refereres til i mailen af 9. februar 2016 kl. 14.44 fra Jesper Gori. Det var ikke

usædvanligt, at der blev foretaget ændringer på denne måde. De afventede

derfor, hvad ministeren og fagkontorerne nåede frem til. Adspurgt, om hun

fik at vide, hvorfor der blev lagt op til en anden model, end den Jesper Gori

havde foreslået, har hun forklaret, at det ikke var usædvanligt, at ministeren

drøftede med embedsværket, hvor langt man kunne gå, og det var heller ikke

usædvanligt, at det blev drøftet, hvor ”firkantet” noget skulle udtrykkes. På det

tidspunkt, hvor afsnittet med undtagelser blev taget ud af pressemeddelelsen,

handlede det i hendes optik først og fremmest om klar kommunikation.

Sarah Andersen har forklaret

140

, at hun ikke husker, om det var Mark Thorsen

eller Mia Tang, hun havde kommunikeret med om udkastene. Det var en af de

to, hun almindeligvis kommunikerede med i pressesager, og som almindeligvis

138 Afhøringsekstrakten, side 720-721.

139 Afhøringsekstrakten, side 794.

140 Afhøringsekstrakten, side 805.

1008

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 112: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (2 af 3)

Perioden fra den 25. januar 2016 til den 10. februar 2016 – baggrunden for praksisændringen

fortalte hende, når der forelå en endelig pressemeddelelse, hun skulle sende

ud. Hun kan godt huske, at der var flere versioner af pressemeddelelsen, og

at den blev udarbejdet og sendt ud i løbet af kort tid. Som hun husker det, var

forløbet på kun en eller to dage. Hun husker ikke, hvilke problemstillinger der

blev rejst vedrørende pressemeddelelsen, og de juridiske spørgsmål var hun

ikke involveret i. Hun erindrer ikke, at hun efter mailen af 9. februar 2016

kl. 15.52 fra hende til Mia Tang og Mark Thorsen var involveret yderligere

i udarbejdelsen af pressemeddelelsen. Hun kan ikke huske, hvorfor der var

udarbejdet to versioner, men Jesper Gori havde nogle ting, han gerne ville

have ændret i pressemeddelelsen. Hun tror, at der var to versioner, fordi den

ene var Jesper Goris version, og den anden var en version, hun havde fået fra

Mia Tang eller Mark Thorsen.

Kort efter afslutningen af mødet – kl. 15.57 – sendte Sarah Andersen en mail

til Jesper Gori (cc til bl.a. Mark Thorsen og Line Skytte Mørk Hansen) med

sålydende nye version af ”pressemeddelelse om barnebrude”:

”Inger

Støjberg stopper indkvartering af barnebrude på asylcentre

Fremadrettet må asylansøgere under 18 år ikke bo sammen med en

ægtefælle eller samlever. I aktuelle sager om barnebrude bliver par

rene nu skilt ad.

Udlændinge-, integrations- og boligminister Inger Støjberg skrider nu

ind over for barnebrude på danske asylcentre og beder Udlændinge-

styrelsen om at ændre praksis. Fremadrettet kan ingen mindreårige

asylansøgere bo sammen med en ægtefælle eller samlever.

Udlændinge-, integrations- og boligminister Inger Støjberg udtaler:

”Det er fuldstændig uacceptabelt, at der i øjeblikket bor mindreårige i

det danske asylsystem med en ægtefælle eller samlever, og jeg har bedt

Udlændingestyrelsen om straks at sætter en stopper for det. Når man

opholder sig i Danmark, skal man rette sig efter danske normer og regler,

og vi skal selvfølgelig sikre, at unge piger ikke bliver tvunget til at leve i

et forhold på asylcentrene mod deres vilje.”

1009

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 112: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (2 af 3)