REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Retsudvalget 2020-21
REU Alm.del Bilag 111
Offentligt

INSTRUKSKOMMISSIONENS

Beretning

Kapitel 1-7

2020

Undersøgelseskommissionen i sagen om instruksen om

adskillelse ved indkvartering i asylsystemet

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

INSTRUKSKOMMISSIONEN

Undersøgelseskommissionen i sagen om instruksen

om adskillelse ved indkvartering i asylsystemet

Formand:

Landsdommer Peter Mørk Thomsen

Øvrige medlemmer:

Advokat, ph.d. Torkil Høg

og lektor, ph.d. Louise Halleskov

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

INSTRUKSKOMMISSIONENS

Beretning

Bind 1

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3) REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

INDHOLD

Bind 1

Forord

Kapitel 1

Kommissoriet, kommissionens sammensætning og afgrænsning

af kommissionens opgaver

1.1. Baggrunden for kommissionens nedsættelse

1.2. Kommissoriet

1.2.1. Spørgsmål fra Folketingets Udvalg for

Forretningsordenen vedrørende udkast

til kommissorium

1.3. Kommissionens sammensætning

1.4. Kommissionens oplysning af sagen og afgrænsning

af kommissionens opgaver

1.5. De berørte myndigheder

1.6. Undersøgelsens tidsramme

Kapitel 2

Kommissionens tilvejebringelse af materiale mv.

2.1. Data og skriftligt materiale

2.1.1. Generelt

2.1.2. Materiale fra Folketingets Ombudsmand

2.1.3. Materiale fra Udlændinge- og Integrationsministeriet

2.1.4. Materiale fra Udlændingestyrelsen

2.1.5. Materiale fra Justitsministeriet

2.1.6. Materiale fra Statsministeriet

2.1.7. Materiale fra Folketinget

2.1.8. Materiale fra indkvarteringsoperatørerne

2.1.9. Materiale fra medier

2.1.10. Materiale fra øvrige

2.1.11. Skriftlige redegørelser

2.1.12. Yderligere oplysninger

2.2. Afhøringer

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

2.3. Processuelle afgørelser mv.

2.3.1. Afbeskikkelse af bisiddere

2.3.2. Høring

2.3.3. Salær til bisidderne

Kapitel 3

Myndighedernes opbygning og involverede personer mv.

3.1. Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet

3.2. Udlændingestyrelsen

3.3. Justitsministeriet

3.4. Statsministeriet

3.5. Folketingets Ombudsmand

3.6. Operatører mv.

Kapitel 4

Resumé

4.1. Indledning

4.2. Baggrund

4.3. Oplysningerne i sagen

4.4. Indkvarteringsordningen og administrationen heraf

4.4.1. Instruksen af 10. februar 2016

4.4.2. Indkvarteringsordningen fra den 18. marts til

den 28. april 2016

4.4.3. Indkvarteringsordningen fra den 28. april til

den 1. juli 2016

4.4.4. Den nuværende indkvarteringsordning

4.4.5. Administrationen af indkvarteringsordningen

4.5. Oplysningen af Folketingets Ombudsmand

4.6. Oplysningen af Folketinget

4.7. Sammenfattende om Inger Støjbergs rolle

4.8. Justitsministeriets rolle

4.8.1. Fhv. justitsminister Søren Pind

4.9. Statsministeriets rolle

4.9.1. Fhv. statsminister Lars Løkke Rasmussen

Kapitel 5

Kommissionens sammenfatning af det faktiske forløb

5.1. Indledning

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

5.2. Perioden forud for den 10. februar 2016

5.2.1. Praksis for indkvartering af mindreårige

asylansøgere forud for den 10. februar 2016

5.2.2. Forløbet forud for Inger Støjbergs pressemeddelelse

af 10. februar 2016

5.2.2.1. Inger Støjbergs opslag på Facebook

den 25. januar 2016

5.2.2.2. Udlændingestyrelsens høring af

indkvarteringsoperatørerne

5.2.2.3. Notat om Udlændingestyrelsens praksis

i sager om indkvartering af mindreårige

udlændinge med ægtefæller eller samlevere

5.2.2.4. Udarbejdelse af pressemeddelelsen

5.2.2.5. Drøftelser med Justitsministeriet

den 9. og 10. februar 2016

5.3. Forløbet den 10. februar 2016

5.3.1. Koncerndirektionsmødet

5.3.2. ”Instruksen” om adskillelse af asylpar

5.3.2.1. Pressemeddelelsen

5.3.2.2. Telefonsamtalen mellem Line Skytte

Mørk Hansen og Lene Linnea Vejrum

5.3.2.3. Øvrige oplysninger og reaktioner

vedrørende praksisændringen

5.3.3. Indkvarteringsoperatørerne informeres om

den ændrede praksis

5.4. Perioden fra 11. til 29. februar 2016

5.4.1. Udlændingestyrelsens udmøntning af

praksisændringen (den 12. – 17. februar 2016)

5.4.1.1. De berørte par

5.4.1.2. De første adskillelser

5.4.1.3. Udlændingestyrelsen overvejer at

forelægge sager for ministeriet

5.4.1.4. Reaktioner på adskillelse fra den

første gruppe af adskilte par

5.4.2. Udlændingestyrelsen efterspørger retningslinjer

5.4.3. Ministeriets håndtering af en pressehenvendelse

og Justitsministeriets inddragelse heri

5.4.4. Høring af indkvarteringsoperatørerne

105

118

126

141

145

152

160

165

167

184

187

192

193

201

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Møde den 22. februar 2016 mellem Udlændinge-,

Integrations- og Boligministeriet og

Udlændingestyrelsen

5.4.6. Operatørmøde den 23. februar 2016

5.4.7. Spørgsmål S 630 til udlændinge-, integrations

og boligministeren

5.4.8. De efterfølgende adskillelser i februar og marts 2016

5.4.8.1. Reaktioner på adskillelserne fra disse par

5.5. Perioden fra 1. til 31. marts 2016

5.5.1. Røde Kors anmoder om dispensationsadgang

5.5.2. Udlændingestyrelsen forelægger fem sager

for departementet

5.5.2.1. Møde den 8. marts 2016 mellem

Udlændinge-, Integrations- og

Boligministeriet og Udlændingestyrelsen

5.5.2.2. Forelæggelse af sager for ministeren

5.5.2.3. De videre drøftelser om og behandlingen

af de fem forelagte sager

5.5.3. Forespørgselsdebat med statsministeren om

værdier den 4. marts 2016

5.5.4. Spørgsmål nr. 302 til udlændinge-, integrations-

og boligministeren

5.5.5. Klage fra et asylpar til Folketingets Ombudsmand

5.5.6. Samråd Z den 15. marts 2016

5.5.6.1. Beredskaber til brug for samrådet

5.5.6.2. Andre oplysninger, der tilgik ministeriet

i forbindelse med samrådet

5.5.6.3. Formøde den 14. marts 2016 med

ministeren om samrådet

5.5.6.4. Samrådet

5.5.7. Jesper Goris mail af 18. marts 2016

5.5.8. Udtalelse fra Institut for Menneskerettigheder

og besvarelsen heraf

5.5.9. Forvaltningsretlige overvejelser i Udlændinge-,

Integrations- og Boligministeriet og

Udlændingestyrelsen

5.6. Perioden fra 1. til 30. april 2016

5.4.5.

202

209

211

216

219

221

229

233

236

245

253

262

266

267

273

274

278

287

291

293

296

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Udlændingestyrelsens videre sagsbehandling

vedrørende to par

5.6.2. Tanja Francks tiltræden som ny direktør

i Udlændingestyrelsen

5.6.3. Udlændingestyrelsens notat om Danmarks

internationale forpligtelser

5.6.4. Udlændingestyrelsens udtalelse til Folketingets

Ombudsmand/beslutning om sagernes genoptagelse

5.7. Perioden fra 1. til 31. maj 2016

5.7.1. Udlændingestyrelsens sagsbehandling i forbindelse

med adskillelse af endnu et par (P) den 13. maj 2016

5.7.2. Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriets

udtalelse af 4. maj 2016 til Folketingets Ombudsmand

5.7.3. Spørgsmål nr. 513 til udlændinge-, integrations-

og boligministeren

5.7.4. Ombudsmanden afslutter klagesagen og

indleder egen undersøgelse

5.7.4.1. Reaktioner i Udlændingestyrelsen

på ombudsmandens henvendelse

5.7.5. Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriets

udkast til vejledning om fortolkningen af Danmarks

internationale forpligtelser

5.7.6. Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriets

svar på ombudsmandens supplerende høring

5.8. Perioden fra 1. juni til 31. juli 2016

5.8.1. Ombudsmandens anmodning om yderligere

materiale og oplysninger fra Udlændinge-,

Integrations- og Boligministeriet og

Udlændingestyrelsen

5.8.2. Adskillelse i to nye sager og genoptagelse af sagerne

5.8.2.1. Drøftelser om bl.a. genoptagelsessagerne

og ordningens lovlighed

5.8.2.2. Udlændingestyrelsens retningslinjer

til operatørerne

5.8.2.3. Møde mellem Udlændinge-, Integrations-

og Boligministeriet og Udlændingestyrelsen

5.8.2.4. Øvrige oplysninger om sagernes

genoptagelse

5.6.1.

296

297

298

300

308

313

314

319

320

322

324

325

326

335

337

338

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Samråd AJ den 23. juni 2016

5.8.3.1. Talepapir udarbejdet til brug for samrådet

5.8.3.2. Q&A til brug for samrådet

5.8.3.3. Sagsfremstilling til brug for samrådet

5.8.4. Drøftelser mellem Justitsministeriet og Udlændinge-,

Integrations- og Boligministeriet om

Justitsministeriets rådgivning

5.8.5. Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriets

svar til Folketingets Ombudsmand

5.9. Perioden fra 1. august til 31. december 2016

5.9.1. Adskillelse i endnu en sag

5.9.2. Spørgsmål til udlændinge-, integrations- og

boligministeren

5.9.3. Folketingets Ombudsmands anmodning til

Udlændingestyrelsen om faktuelle oplysninger om

de berørte asylpar

5.9.4. Udlændinge- og Integrationsministeriets notat

om fortolkningen af Danmarks internationale

forpligtelser

5.10. Perioden fra 1. januar til 31. december 2017

5.10.1. Oplysninger om virkningen af

indkvarteringsordningen

5.10.2. Folketingets Ombudsmands redegørelse

5.10.3. Lene Linnea Vejrums mail om ”barnebrudelæren”

5.10.4. Spørgsmål til udlændinge- og integrationsministeren

5.10.5. Beslutningsforslag nr. B 38

5.10.6. Udtalelser fra Inger Støjberg i maj 2017

5.10.6.1. Opslag på Inger Støjbergs Facebook profil

5.10.6.2. Artikel i Politiken den 21. maj 2017

5.10.6.3. Artikel på DR Nyheder den 21. maj 2017

5.10.7. Samråd AT og AU den 1. juni 2017

5.10.7.1. Beredskaber til brug for samrådet

5.10.7.2. Samrådet

5.10.7.3. Reaktioner på samrådet fra medarbejdere

i Udlændingestyrelsen

5.10.7.4. Paroplysninger om de fire sager,

der blev adskilt efter kvindens ønske

5.10.8. Spørgsmål til statsministeren

5.8.3.

341

342

349

350

351

353

359

360

361

380

381

389

391

392

393

398

402

403

404

435

437

440

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

5.10.9. Spørgsmål til udlændinge- og integrationsministeren

5.10.9.1. Spørgsmål nr. 806-807

5.10.9.2. Spørgsmål nr. 809-810

5.10.9.3. Spørgsmål nr. 815, 846 og 875

5.10.9.4. Spørgsmål nr. 856

5.10.9.5. Spørgsmål nr. 865

5.10.9.6. Spørgsmål nr. 904

5.10.9.7. Spørgsmål nr. 909

5.10.10. Samråd AW til AZ den 23. juni 2017

5.10.10.1. Beredskaber til brug for samrådet

5.10.10.2. Samrådet

5.10.10.3. Reaktioner på samrådet hos

medarbejdere i Udlændingestyrelsen

5.10.11. Spørgsmål til udlændinge- og integrationsministeren

5.10.11.1. Spørgsmål nr. 951, 955, 991 og 1052

5.10.11.2. Spørgsmål nr. 953

5.10.11.3. Spørgsmål nr. 960

5.10.11.4. Spørgsmål nr. 1000

5.10.11.5. Spørgsmål nr. 1044

5.10.11.6. Spørgsmål nr. 1120

5.10.12. Samråd A og B den 11. oktober 2017

5.10.12.1. Beredskaber til brug for samrådet

5.10.12.2. Samrådet

5.10.13. Spørgsmål til udlændinge- og integrationsministeren

5.10.13.1. Spørgsmål nr. 83 og 89

5.11. Perioden fra 1. januar 2018 til 22. januar 2020

5.11.1. Nye oplysninger tilgår Folketingets Ombudsmand

5.11.2. Spørgsmål til udlændinge- og integrationsministeren

5.11.3. Samråd Q, R og U den 1. marts 2019

5.11.3.1. Beredskaber til brug for samrådet

5.11.3.2. Samrådet

5.11.4. Københavns Byrets dom af 1. marts 2019

om godtgørelse til et af de adskilte asylpar

5.11.5. Folketingets Ombudsmands supplerende udtalelse

5.11.6. Spørgsmål til udlændinge- og integrationsministeren

5.11.6.1. Spørgsmål nr. 445-447 og 557

(Henrik Grunnets mail)

5.11.6.2. Spørgsmål nr. 461 (yderligere oplysninger)

442

443

448

454

461

462

464

465

466

467

488

489

490

491

494

496

497

511

514

516

517

524

537

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

5.11.7. Folketingets Ombudsmand afslutter sagen

Kapitel 6

Det retlige grundlag for kommissionens vurderinger

6.1. Indkvartering af asylansøgere, forældremyndighed

og mindreåriges indgåelse af ægteskab

6.1.1. Reglerne om indkvartering af asylansøgere

6.1.2. Forældremyndighed og mindreåriges

indgåelse af ægteskab

6.2. Danmarks internationale forpligtelser

6.2.1. Indledning

6.2.2. Overordnet om betydningen af Menneskerettigheds-

konventionen og FN’s børnekonvention i dansk ret

6.2.3. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

6.2.3.1. Generelt om Menneskerettigheds-

konventionen og asylansøgere

6.2.3.2. Menneskerettighedskonventionens

artikel 8 om ret til respekt for privatliv

og familieliv

6.2.3.2.1. Menneskerettighedskonventionens artikel 8,

stk. 1: Hvornår er der tale om et familieliv

i artikel 8’s forstand?

6.2.3.2.2. Menneskerettighedskonventionens artikel 8,

stk. 2: Betingelserne for at gøre indgreb

i familieliv

6.2.3.2.3. Processuelle garantier og betydningen af

den nationale proces

6.2.3.3. Menneskerettighedskonventionens

artikel 14 om forbud mod diskrimination

6.2.3.3.1. Kravet om sammenlignelige situationer

6.2.3.3.2. Forbudt forskelsbehandling

6.2.3.3.3. Kravet om lovligt formål og proportionalitet

6.2.4. FN’s børnekonvention

6.2.4.1. Relevante materielle bestemmelser og

Børnekomitéens fortolkning heraf

538

539

540

543

545

547

549

550

552

561

564

565

566

568

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Forholdet mellem Menneskerettigheds-

konventionens artikel 8 og

Børnekonventionen for så vidt angår

sagsområder dækket af kommissoriet

6.3. Forvaltningsretlige problemstillinger

6.3.1. Indledning

6.3.2. Forvaltningens organisation og styringsforhold

6.3.2.1. Styringsforhold internt i hierarkisk

opbyggede forvaltningsmyndigheder

6.3.2.2. Styringsforhold mellem forvaltnings-

myndigheder i et administrativt hierarki

6.3.2.3. Overordnet om styringsmidlerne

6.3.3. Faktisk forvaltningsvirksomhed og afgørelsesbegrebet

6.3.3.1. Indledning

6.3.3.2. Afgørelsessager

6.3.3.3. Faktisk forvaltningsvirksomhed

6.3.4. Formelle krav til forvaltningens sagsbehandling

6.3.4.1. Indledning

6.3.4.2. Officialprincippet

6.3.4.3. Partshøring

6.3.4.3.1. Indledning og baggrund

6.3.4.3.2. Høring på myndighedens initiativ

6.3.4.3.3. Høring på partens initiativ

6.3.4.4. Notatpligt

6.3.4.4.1. Indledning og baggrund

6.3.4.4.2. Notatpligten i afgørelsessager

6.3.4.4.3. Særligt om den ulovbestemte notatpligt

6.3.4.5. Afgørelsesform og begrundelsespligt

6.3.5. Materielle krav til forvaltningens virksomhed

6.3.5.1. Indledning

6.3.5.2. Krav om hjemmel

6.3.5.3. Det forvaltningsretlige skøn og

de uskrevne retsgrundsætninger

6.3.5.3.1. Grundsætningen om saglig forvaltning

(magtfordrejningsgrundsætningen)

6.3.5.3.2. Lighedsgrundsætningen

6.3.5.3.3. Grundsætningen om pligtmæssigt skøn

(forbud mod skøn under regel)

6.2.4.2.

574

577

578

579

581

582

583

584

585

586

587

589

590

592

593

594

595

600

601

603

605

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

6.3.5.3.4. Proportionalitetsgrundsætningen

6.4. Oplysningspligten i forhold til Folketingets Ombudsmand

6.5. Reglerne om ministres ansvar og om undersøgelses-

kommissioners opgaver i relation til ministre

6.5.1. Generelt om ministeransvaret

6.5.2. Ministerens pligt til at overholde lovgivningen

6.5.3. Ministerens sandhedspligt

6.5.3.1. Om ministeransvarlighedslovens

5, stk. 2

6.5.3.2. Om sandhedspligten og selvinkriminering

6.5.4. Statsministerens tilsynspligt

6.5.5. ”Indberetningspligt” for fagministre

6.5.6. Retlige sanktioner og forældelse

6.5.7. Undersøgelseskommissionens opgaver i

relation til ministre

6.6. Regler og praksis i andre lande

6.6.1. Sverige

6.6.2. Finland

6.6.3. Norge

6.6.4. Tyskland

6.6.5. Holland

6.6.6. Belgien

Kapitel 7

Kommissionens vurdering af det faktiske forløb

7.1. Indledning

7.2. Generelt om kommissionens vurderinger

7.2.1. Forsigtighedskravet

7.2.2. Kommissionens bedømmelsesgrundlag

i relation til bevisvurderinger

7.3. Indkvarteringsordningen

7.3.1. Indkvarteringsordningen forud for

den 10. februar 2016

7.3.2. Indkvarteringsordningen i tidsrummet

10. februar til 18. marts 2016

7.3.2.1. Den skriftlige instruks – pressemeddelelsen

7.3.2.2. Mundtlige instruktioner til

Udlændingestyrelsen i februar 2016

606

607

610

613

615

619

621

623

625

626

628

630

631

635

636

637

640

645

647

649

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

7.3.3.

7.3.2.2.1. Koncerndirektionsmødet

den 10. februar 2016

7.3.2.2.2. Telefonsamtalerne mellem Line Skytte

Mørk Hansen og Lene Linnea Vejrum

7.3.2.2.3. Inger Støjbergs udtalelser i medierne

om praksisændringen

7.3.2.2.4. Perioden fra den 11. til den 22. februar 2016

7.3.2.2.5. Mødet den 22. februar 2016

7.3.2.2.6. Sammenfattende om de mundtlige

instruktioner i februar 2016

7.3.2.3. Øvrige oplysninger

7.3.2.3.1. Udlændingestyrelsens overvejelser om

forelæggelse af konkrete sager for

departementet

7.3.2.3.2. Udarbejdelse af retningslinjer

7.3.2.3.3. Notat af 2. februar 2016

7.3.2.4. Sammenfattende om instruksen i perioden

fra den 10. februar til den 18. marts 2016

7.3.2.5. Kommissionens vurdering af ordningens

lovlighed fra den 10. februar til den

18. marts 2016

7.3.2.5.1. Krav om hjemmel

7.3.2.5.2. Materielle krav i øvrigt

7.3.2.5.3. Formelle krav

7.3.2.5.4. Samlet konklusion

7.3.2.6. Rådgivningen af Inger Støjberg op til

den 10. februar 2016 om lovligheden af

en undtagelsesfri instruks

7.3.2.7. Hensigten med pressemeddelelsen

7.3.2.7.1. Inger Støjbergs eksterne kommunikation

7.3.2.7.2. Inger Støjbergs interne kommunikation

7.3.2.7.3. Betydningen af Lykke Sørensen og Uffe

Toudal Pedersens tilkendegivelser om

myndighedernes pligt til at overholde loven

7.3.2.7.4. Konkluderende om Inger Støjbergs

hensigt med pressemeddelelsen

Indkvarteringsordningen i tidsrummet

18. marts til 28. april 2016

650

656

663

664

665

670

671

675

680

681

682

686

690

691

692

702

704

705

712

716

718

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Udviklingen i indkvarteringsordningen

i begyndelsen af marts 2016

7.3.3.2. Indholdet af indkvarteringsordningen

den 18. marts 2016

7.3.3.3. Kommissionens vurdering af lovligheden

af ordningen i tidsrummet 18. marts til

28. april 2016

7.3.3.3.1. Krav om hjemmel

7.3.3.3.2. Materielle krav i øvrigt

7.3.3.3.3. Formelle krav

7.3.3.3.4. Samlet konklusion

7.3.4. Indkvarteringsordningen i tidsrummet

28. april til 1. juli 2016

7.3.4.1. Kommissionens vurdering af lovligheden

af indkvarteringsordningen efter den

28. april 2016

7.3.4.1.1. Krav om hjemmel

7.3.4.1.2. Materielle krav i øvrigt

7.3.4.1.3. Formelle krav

7.3.4.1.4. Samlet konklusion

7.3.5. Den nuværende indkvarteringsordning

7.3.5.1. Kommissionens bemærkninger til

den gældende indkvarteringsinstruks

7.4. Administrationen af indkvarteringsordningen

7.4.1. Administrationen i februar 2016

7.4.1.1. Formelle forhold vedrørende

sagernes behandling

7.4.1.2. Materielle krav til administrationen

af ordningen

7.4.2. Administrationen fra den 1. til den 18. marts 2016

7.4.2.1. Formelle forhold vedrørende

sagernes behandling

7.4.2.2. Materielle krav til administrationen

7.4.2.3. Betydningen af forelæggelsen af

fem sager for departementet

7.4.3. Administrationen i april 2016

(efter praksisændringen den 18. marts 2016)

7.3.3.1.

718

724

726

727

729

730

732

735

736

738

739

740

745

747

750

754

755

757

762

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Administrationen i maj 2016

(efter praksisændringen den 28. april 2016)

7.4.5. Administrationen i forbindelse med

efterfølgende adskillelser

7.4.6. Administrationen i forbindelse med

behandlingen af genoptagelsessagerne

7.4.7. Kommissionens sammenfattende bemærkninger

til administrationen af indkvarteringsordningen

7.5. Oplysningen af Folketingets Ombudsmand

7.5.1. Ombudsmandens anmodninger om materiale og

kort om forløbet af ombudsmandens undersøgelser

7.5.2. Materiale, som ombudsmanden ikke modtog

7.5.3. Kommissionens vurdering af de manglende

oplysninger til ombudsmanden

7.5.4. Udlændingemyndighedernes beskrivelse af

hændelsesforløbet over for Folketingets Ombudsmand

7.5.5. Sammenfattende om oplysningen af

Folketingets Ombudsmand

7.6. Oplysningen af Folketinget

7.6.1. Spørgsmål nr. S 630 og udvalgsspørgsmål nr. 302

7.6.2. Samråd Z den 15. marts 2016

7.6.3. Samråd AT og AU den 1. juni 2017

7.6.3.1. Inger Støjbergs udtalelser om

Udlændingestyrelsens sagsbehandling

7.6.3.2. Inger Støjbergs udtalelser om

karakteren af ordningen

7.6.3.3. Inger Støjbergs udtalelser om,

at fire piger var blevet ”reddet”

7.6.4. Udvalgsspørgsmål nr. 806 og 807

7.6.5. Udvalgsspørgsmål nr. 809

7.6.6. Udvalgsspørgsmål nr. 810 og 865

7.6.7. Udvalgsspørgsmål nr. 856

7.6.8. Samråd AW-AZ den 23. juni 2017

7.6.9. Udvalgsspørgsmål nr. 951, 955, 991 og 1052

7.6.10. Udvalgsspørgsmål nr. 1120

7.6.11. Samråd A og B den 11. oktober 2017

7.6.12. Samråd Q, R og U den 1. marts 2019

7.6.13. Udvalgsspørgsmål nr. 445 og 446

7.4.4.

763

764

767

768

769

772

776

780

783

784

785

786

787

789

791

793

794

795

797

798

799

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

7.6.14. Udvalgsspørgsmål nr. 447

7.6.15. Udvalgsspørgsmål nr. 557

7.6.16. Kommissionens sammenfattende bemærkninger

om oplysningen af Folketinget

7.7. Om Justitsministeriets rolle

7.7.1. Justitsministeriets involvering i tiden omkring

den 10. februar 2016

7.7.2. Justitsministeriets involvering i tiden omkring

den 19. februar 2016

7.7.3. Justitsministeriets involvering i tiden omkring

den 9. marts 2016

7.7.4. Justitsministeriets involvering i april og maj 2016

7.7.5. Justitsministeriets involvering i sommeren 2016

7.7.6. Om involveringen af Søren Pind i denne periode

7.7.7. Justitsministeriets involvering i forbindelse med

udarbejdelse af de retningslinjer, der forelå i

december 2016

7.7.8. Justitsministeriets involvering i forløbet i 2017-2019

7.7.9. Kommissionens sammenfattende bemærkninger

om Justitsministeriets rolle

7.8. Om Statsministeriets rolle

7.8.1. Statsministeriets involvering i tiden omkring

den 10. februar 2016

7.8.2. Statsministeriets involvering i forbindelse med

forberedelsen af forespørgselsdebat den

4. marts 2016

7.8.3. Om Søren Pinds henvendelse til

Lars Løkke Rasmussen

7.8.4. Statsministeriets involvering i sagen i øvrigt

7.8.5. Kommissionens sammenfattende bemærkninger

om Statsministeriets involvering i sagen

7.9. Vurdering af de involverede ministre

7.9.1. Fhv. udlændinge- og integrationsminister

Inger Støjberg

7.9.1.1. Instruksen af 10. februar 2016

7.9.1.2. Oplysningen af Folketingets Ombudsmand

7.9.1.3. Oplysningen af Folketinget

7.9.2. Fhv. justitsminister Søren Pind

801

802

804

807

808

809

810

812

814

816

817

819

821

823

828

829

830

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

7.9.3.

7.9.4.

Fhv. justitsminister Søren Pape Poulsen

Fhv. statsminister Lars Løkke Rasmussen

830

831

Bind 2

Kapitel 8.1-8.5

Hændelsesforløbet

Bind 3

Kapitel 8.6-8.11

Hændelsesforløbet

Bind 4

Kapitel 8.11-8.15

Hændelsesforløbet

Bind 5

Kapitel 9

Udlændingestyrelsens sagsbehandling

Bind 6

Kommissionens vurderinger vedrørende de enkelte embedsmænd

(udkommer forventeligt i foråret/sommeren 2021)

Bind 7

(digitalt)

Bilag

841

1623

2343

3043

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3) REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Forord

Undersøgelseskommissionen i sagen om instruksen om adskillelse ved ind-

kvartering i asylsystemet (Instrukskommissionen) blev nedsat den 22. januar

2020.

Siden nedsættelsen har kommissionen gennemsøgt ca. 4.820.000 filer og ma-

nuelt gennemgået ca. 429.000 sider indhentet fra relevante myndigheder og

personer. Herudover har kommissionen foretaget afhøring af 42 personer.

I lyset af spørgsmålet om forældelse af et eventuelt ansvar er kommissionen

i kommissoriet blevet opfordret til at tilrettelægge undersøgelsen således, at

der foretages vidneafhøringer så tidligt som muligt i undersøgelsen.

Kommissionen oplyste den 28. august 2020 Folketinget om, at det på bag-

grund af de hidtidige undersøgelser var kommissionens vurdering, at det

kunne vise sig muligt at afgive en delberetning i december 2020 indeholdende

en redegørelse for det begivenhedsforløb, der er omfattet af kommissoriet.

På denne baggrund udkommer kommissionens beretning i to dele. I december

2020 afgives således en delberetning, der indeholder en redegørelse for det

begivenhedsforløb, der er omfattet af kommissoriet, samt kommissionens

vurderinger af, hvad der bevismæssigt kan lægges til grund om det faktiske

forløb. Kommissionens ansvarsvurderinger i forhold til de enkelte embeds-

mænd udkommer forventeligt i foråret/sommeren 2021.

Beretningen kommer til at bestå af i alt syv bind, idet bind 6 først vil foreligge

i forbindelse med den endelige beretning. Delberetningen består således af

bind 1 til 5 og bind 7.

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Forord

Bind 1

indeholder beretningens kapitel 1 til 7. Kapitel 1 indeholder navnlig

en gengivelse af kommissoriet samt oplysninger om kommissionens sammen-

sætning og undersøgelsens afgrænsning. Kapitel 2 indeholder en beskrivelse

af kommissionens tilvejebringelse af oplysninger til brug for undersøgelsen. I

kapitel 3 findes en beskrivelse af myndighedsopbygningen og en liste over de

personer, der er nævnt i beretningen. Kapitel 4 indeholder et kort resume af

kommissionens bevismæssige vurderinger. Kapitel 5 indeholder en gennem-

gang af det regelgrundlag, der har været relevant for kommissionens arbejde.

Endvidere indeholder kapitlet en kort beskrivelse af de regler, der knytter sig

til ministres ansvar. I kapitel 6 findes en sammenfatning af oplysningerne i

kapitel 8 og 9 (om hændelsesforløbet og Udlændingestyrelsens sagsbehand-

ling). Kapitlet er søgt udarbejdet således, at det kan læses selvstændigt. Der

er imidlertid tale om en sammenfatning, der ikke giver helt samme indsigt i

sagen som den, der kan opnås ved en samlet læsning af kapitel 8 og 9. Endelig

indeholder dette bind kommissionens bevisvurderinger i kapitel 7.

Bind 2, 3 og 4

indeholder beretningens kapitel 8. Kapitlet indeholder en

samlet og (i det omfang, det er hensigtsmæssigt) kronologisk gennemgang af

hændelsesforløbet med gengivelse af det materiale, som kommissionen har

fundet relevant for undersøgelsen, og med tilføjelse af de forklaringer, der

er afgivet for kommissionen. Forklaringer afgivet for kommissionen er i det

væsentlige gengivet eller refereret i dette kapitel. I få tilfælde gengives den

samme oplysning eller forklaring flere steder. Dette sker for at lette læsningen

og for at gøre kapitlet anvendeligt også som ”opslagsværk”.

Bind 5

indeholder beretningens kapitel 9, der beskriver de berørte par og

Udlændingestyrelsens sagsbehandling i relation til de enkelte sager. I visse

tilfælde gengives den samme oplysning flere steder. Dette sker for at lette

læsningen og for at gøre kapitlet anvendeligt også som ”opslagsværk”.

Bind 6

vil komme til at indeholde en gennemgang af det regelgrundlag, der

er relevant i relation til spørgsmålet om offentligt ansattes ansvar, ligesom

bindet vil indeholde undersøgelseskommissionens retlige vurderinger af dette

ansvar. Bindet udkommer forventeligt i foråret/sommeren 2021.

Bind 7 (digitalt)

indeholder bilag, der består af bisiddernes bemærkninger til

vurderingerne, kommissionens bemærkninger til disse, kommissionens pro-

tokoller og den samlede afhøringsprotokol, der er anvendt i kommissionens

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

arbejde. Bindet indeholder desuden Folketingets Ombudsmands redegørelse

af 23. marts 2017. Dette bind forefindes alene digitalt.

December 2020

Peter Mørk Thomsen

(formand)

Louise Halleskov

Torkil Høg

Thomas Raaberg-Møller

Rikke Plesner Skovby

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3) REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

KAPITEL 1

Kommissoriet, kommission-

ens sammensætning og af-

grænsning af kommissionens

opgaver

1.1. Baggrunden for kommissionens nedsættelse

Den 10. februar 2016 udsendte Udlændinge-, Integrations- og Boligministe-

riet en pressemeddelelse om en praksisændring vedrørende indkvartering i

asylsystemet af gifte eller samlevende asylansøgere, hvor den ene part var

mindreårig. Af pressemeddelelsens ordlyd fremgik bl.a.:

”Efter de nye retningslinjer må ingen mindreårige under 18 år indkvar-

teres på samme asylcenter som en ægtefælle eller samlever. Det gælder

også, hvis parret har et eller flere fælles børn.

Inger Støjberg har også bedt Udlændingestyrelsen om at skille parre-

ne ad i aktuelle sager om mindreårige, der bor sammen med en ældre

ægtefælle eller samlever.”

Pressemeddelelsen blev samme dag sendt til Udlændingestyrelsen, der umid-

delbart herefter påbegyndte udmøntningen af praksisændringen, som inde-

bar, at hovedparten af de allerede indkvarterede asylpar, der blev berørt af

instruksen, blev adskilt henover foråret 2016.

Et af de berørte par klagede til Folketingets Ombudsmand, som gik ind i sa-

gen. Da Udlændingestyrelsen imidlertid i april 2016 besluttede at genoptage

sagerne, afsluttede ombudsmanden undersøgelsen, men indledte i stedet af

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissoriet, kommission ens sammensætning og afgrænsning af kommissionens opgaver

egen drift en generel sag om lovligheden af instruksen. Ombudsmanden afgav

den 23. marts 2017 en endelig redegørelse, hvori han konkluderede bl.a., at

det måtte lægges til grund, at det ikke havde været ministeriets ”samlede in-

tention” at pålægge Udlændingestyrelsen en ulovlig praksis, men at instruksen

efter sit indhold var ulovlig. Ombudsmanden fandt desuden, at ministeriets

fremgangsmåde var meget vanskelig at forstå og medførte en betydelig risiko

for, at der blev truffet forkerte afgørelser. Senere har ombudsmanden gennem-

ført yderligere undersøgelser i relation til sagen, der dog ikke har ført til en

ændring af konklusionerne i redegørelsen.

Sagen gav desuden anledning til en lang række spørgsmål til udlændinge- og

integrationsministeren, der frem til sommeren 2019 besvarede mere end 200

folketingsspørgsmål og deltog i seks samråd.

Efter regeringsskiftet i 2019 besluttede et politisk flertal bestående af den nye

regering og partierne Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet den

6. september 2019 at nedsætte en undersøgelseskommission til at undersøge

forløbet.

Justitsministeriet meddelte den 5. november 2019, at der var opnået enighed

om et udkast til kommissorium, som samme dag blev sendt til Folketingets

Udvalg for Forretningsordenen.

1.2. Kommissoriet

Det endelige kommissorium, der er dateret den 3. december 2019, har føl-

gende ordlyd:

”1. Justitsministeren nedsætter herved i medfør af

1, stk. 1, i lov om

undersøgelseskommissioner en kommission til undersøgelse af sagen

om instruksen om adskillelse ved indkvartering i asylsystemet.

Undersøgelseskommissionen har efter

4, stk. 2, i lov om undersøgel-

seskommissioner til opgave at undersøge og redegøre for det samlede

begivenhedsforløb, som knytter sig til statslige myndigheders generelle

administration og håndtering af konkrete sager om indkvartering af

gifte eller samlevende asylansøgere, hvoraf den ene var mindreårig.

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissoriet

Undersøgelseskommissionen skal bl.a. undersøge og redegøre for, om

myndighedernes administration og håndtering af sager om indkvarte-

ring af gifte eller samlevende asylansøgere, hvoraf den ene var mindre-

årig, herunder i tilfælde, hvor parret havde et eller flere fælles børn, er

sket i overensstemmelse med de forvaltningsretlige regler og principper

og Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske

Menneskerettighedskonvention og FN’s konvention om barnets ret-

tigheder.

Undersøgelsen og redegørelsen skal navnlig omfatte Udlændinge-, In-

tegrations- og Boligministeriets pressemeddelelse af 10. februar 2016

om, at ingen mindreårige asylansøgere fremadrettet måtte indkvarteres

med en ægtefælle eller samlever samt ministeriets skriftlige såvel som

mundtlige instruktioner til Udlændingestyrelsen samt øvrig skriftlig

og mundtlig kommunikation i forbindelse med pressemeddelelsen, her-

under drøftelser mv. på koncerndirektionsmødet den 10. februar 2016.

Undersøgelseskommissionen skal herunder undersøge og redegøre for

grundlaget for og omstændighederne vedrørende tilblivelsen af pres-

semeddelelsen og ministeriets instruktioner til Udlændingestyrelsen,

herunder den rådgivning til ministeren, som blev ydet i forbindelse

hermed.

Undersøgelseskommissionen skal endvidere undersøge og redegøre for

forløbet efter udstedelsen af pressemeddelelsen den 10. februar 2016,

herunder om og i givet fald hvornår Udlændinge-, Integrations- og Bo-

ligministeriet eller Udlændingestyrelsen blev opmærksom på, at der i

konkrete sager om indkvartering kunne rejses spørgsmål i forhold til

bl.a. forvaltningsretten og Danmarks internationale forpligtelser, samt

hvilke skridt af konkret eller generel karakter dette i givet fald gav

anledning til, herunder i forhold til dialog med andre myndigheder.

Undersøgelseskommissionen skal herudover undersøge og redegøre

for de involverede myndigheders oplysning af Folketingets Ombuds-

mand i forbindelse med de undersøgelser af adskilt indkvartering af

mindreårige gifte eller samlevende asylansøgere, som Ombudsmanden

har foretaget. Undersøgelsen og redegørelsen skal endvidere omfatte

de oplysninger, der er givet til Folketinget om forløbet. Som led i un-

dersøgelsen og redegørelsen for oplysningen af Folketingets Ombuds-

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissoriet, kommission ens sammensætning og afgrænsning af kommissionens opgaver

mand og Folketinget skal kommissionen inddrage den rådgivning til

ministeren, som blev ydet i forbindelse hermed.

Undersøgelsen og redegørelsen skal omfatte perioden fra den 25. janu-

ar 2016 frem til kommissionens nedsættelse. Undersøgelseskommis-

sionen skal i relevant omfang inddrage oplysninger forud for denne

periode.

Fremkommer der i forbindelse med kommissionens undersøgelse andre

forhold, som er af en sådan karakter, at de ud fra kommissoriet må anses

for nærliggende at undersøge, men som ikke umiddelbart skønnes at

være omfattet af kommissoriet, kan undersøgelseskommissionen rette

henvendelse til Justitsministeriet med henblik på en drøftelse heraf.

På baggrund af den beskrevne undersøgelse og redegørelse skal under-

søgelseskommissionen efter

4, stk. 4, i lov om undersøgelseskommis-

sioner foretage retlige vurderinger til belysning af, om der foreligger

grundlag for, at det offentlige søger nogen draget til ansvar.

Folketingets Ombudsmand afgav den 23. marts 2017 en endelig

redegørelse for sin egen drift-undersøgelse vedrørende Udlændinge-, In-

tegrations- og Boligministeriets instruks af 10. februar 2016 (udtalelse

2017-10). Folketingets Ombudsmand har senere gennemført yderligere

undersøgelser mv. med relation til sagen. Undersøgelseskommissionen

forudsættes at inddrage Ombudsmandens undersøgelser mv., i det om-

fang det er relevant for at belyse de forhold, som kommissionen har til

opgave at undersøge og redegøre for.

Kommissionen vil blive tildelt fuld og omfattende sekretariatsbi-

stand. Justitsministeriet vil løbende drøfte med kommissionen, om den

har tilstrækkelige ressourcer.

I lyset af spørgsmålet om forældelse af eventuelt ansvar opfordres kom-

missionen til at tilrettelægge undersøgelsen således, at der foretages

vidneafhøringer så tidligt som muligt i undersøgelsen.

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissoriet

Undersøgelseskommissionen bør tilrettelægge sit arbejde, således at

den så vidt muligt kan afgive beretning om resultatet af sin undersø-

gelse senest halvandet år, efter at kommissionen er nedsat.

Hvis kommissionen ikke kan afgive beretning inden det nævnte tids-

punkt, anmodes kommissionen om at orientere justitsministeren skrift-

ligt om baggrunden herfor, om fremdriften i undersøgelsen og om,

hvornår kommissionen forventer at kunne afgive sin beretning.

Justitsministeren vil med passende mellemrum, og første gang et halvt

år efter nedsættelsen af kommissionen, informere Folketingets Udvalg

for Forretningsordenen om fremdriften i arbejdet.”

1.2.1.

Spørgsmål fra Folketingets Udvalg for Forretningsordenen

vedrørende udkast til kommissorium

Justitsministeren havde forud for udarbejdelsen af det endelige kommissori-

um forelagt et udkast for Folketingets Udvalg for Forretningsordenen. Dette

udkast gav anledning til, at udvalget fremkom med en række synspunkter

vedrørende undersøgelsens tidsramme samt til kommissoriets passus om til-

rettelæggelsen af kommissionens undersøgelse.

Folketingets formand orienterede i brev af 13. december 2019 justitsministe-

ren således om udvalgets hovedsynspunkter vedrørende udkastet:

”Der var i udvalget bred anerkendelse af, at der med udkastet til kom-

missorium var lagt op til, at undersøgelseskommissionen bør tilrette-

lægge sit arbejde, således at den så vidt muligt kan afgive beretning

om resultatet af sin undersøgelse, senest to år efter at kommissionen

er nedsat. Dette skal også ses i lyset af den kritik, der i de senere år

har været rejst mod undersøgelseskommissionsinstituttet for den lange

varighed af undersøgelserne.

Der blev dog samtidig givet udtryk for, at det ville være hensigtsmæs-

sigt, hvis det af det endelige kommissorium klart fremgår, at undersø-

Udvalget for Forretningsordenen 2019-20, UFO Alm.del – Bilag 38.

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissoriet, kommission ens sammensætning og afgrænsning af kommissionens opgaver

gelseskommissionen gerne må bestræbe sig på at afslutte sit arbejde og

afgive beretning hurtigere end to år efter nedsættelsen, hvis det viser

sig muligt. Det blev i den forbindelse bemærket, at sagens faktum synes

forholdsvis velafgrænset og dermed bør kunne belyses tilfredsstillende

inden for en vis kortere tid, ligesom der blev peget på, at dele af sagen

er blevet undersøgt af Folketingets Ombudsmand. …

Jeg noterer mig derfor med tilfredshed, at der i det angiveligt endelige

kommissorium, som du fremsendte til udvalget den 3. december 2019,

synes taget højde for disse synspunkter, idet den vejledende tidsfrist

for, hvornår kommissionen opfordres til at afgive beretning, er blevet

ændret til 1�½ år.

Flertallet i Udvalget for Forretningsordenen finder afgrænsningen af

undersøgelsen i kommissoriet hensigtsmæssig.

… Mindretallet [bestående af Venstre, Dansk Folkeparti, Det Konserva-

tive Folkeparti, Nye Borgerlige og Liberal Alliance,

red]

stiller sig i den

grad undrende over for den måde, hvorpå justitsministeren og flertallet

ønsker at detailstyre kommissionens arbejde. Her henvises særligt til

nybruddet i kommissoriet, hvor flertallet ønsker at tage direkte stilling

til, hvordan kommissionen bør prioritere sit arbejde ved at tage vidne-

afhøringerne først. Mindretallet betragter den form for detailstyring

som et udtryk for en politisering af undersøgelseskommissionen.”

Justitsminister Nick Hækkerup besvarede den 19. december 2019 henven-

delsen således:

”…

Jeg noterer mig, at flertallet i Udvalget for Forretningsordenen finder

afgrænsningen af undersøgelsen i kommissoriet hensigtsmæssig og

ikke har yderligere bemærkninger til kommissoriet.

Det fremgår af kommissoriets pkt. 3, at kommissionen i lyset af spørgs-

målet om forældelse af eventuelt ansvar opfordres til at tilrettelægge

Udvalget for Forretningsordenen 2019-20, UFO Alm.del – Bilag 41.

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammensætning

undersøgelsen således, at der foretages vidneafhøringer så tidligt som

muligt i undersøgelsen. Det fremgår af dit brev af 13. december 2019,

at mindretallet i Udvalget for Forretningsordenen stiller sig undrende

over for denne passus.

Det bemærkes i den forbindelse, at det følger af

5 i lov om undersø-

gelseskommissioner, at en undersøgelseskommission selv tilrettelægger

sin undersøgelse. Bestemmelsen indebærer, at en undersøgelseskom-

mission ikke af regeringen eller Folketinget kan pålægges at udføre sit

arbejde på en bestemt måde. Den nævnte passus i kommissoriet er i

lyset heraf alene formuleret som en opfordring til undersøgelseskom-

missionen.

Mindretallets bemærkninger har på den baggrund ikke givet anledning

til at foretage ændringer af kommissoriet af 3. december 2019.

...”

1.3. Kommissionens sammensætning

Justitsministeriet udpegede den 22. januar 2020 landsdommer Peter Mørk

Thomsen, Østre Landsret, til formand for undersøgelseskommissionen. Sam-

tidig blev advokat, ph.d. Torkil Høg og lektor, ph.d. Louise Halleskov, Aarhus

Universitet, udpeget som medlemmer af kommissionen. Peter Mørk Thomsen

blev udpeget efter fælles indstilling fra præsidenterne for Østre Landsret og

Vestre Landsret, og Torkil Høg blev udpeget efter indstilling fra Advokatsam-

fundet.

Desuden udpegede Justitsministeriet samme dag advokat Lars Kjeldsen til

udspørger for kommissionen. Advokat Lars Kjeldsen har i sit arbejde været

bistået af advokat Hanne Rahbæk og advokat David Neutzsky-Wulff.

Dommer Thomas Raaberg-Møller, Retten i Roskilde, og dommer Rikke Plesner

Skovby, Retten i Glostrup, har varetaget hvervene som juridiske sekretærer

for kommissionen.

Sekretariatet har i øvrigt været bistået af dommerfuldmægtig Mads Pedersen,

Højesteret, dommerfuldmægtig Diane Svanholm Kvist, Retten på Frederiks-

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissoriet, kommission ens sammensætning og afgrænsning af kommissionens opgaver

berg, og anklager Camilla Slowik, Københavns Politi, som juridiske konsu-

lenter.

Desuden har kommissionens sekretariat bestået af IT-efterforsker Keld Gem-

mer, Rigspolitiet, chefsekretær Annika Libak Hansen, Retten i Lyngby, kon-

torfuldmægtig Maria Liva Hansen, Retten på Frederiksberg, og studentermed-

hjælperne Benjamin Vynne Muschinsky, Sally Zenia Gjerskov Hylby, Thomas

Szpak Ballegaard, Martin Peter Legaard Klausen, Julie Kampmann Grønning

og Mille Anne-Cathrine Fahrner.

Undersøgelsen er i overensstemmelse med undersøgelseskommissionslovens

5, stk. 1, tilrettelagt i samråd mellem kommissionens medlemmer og udspør-

ger. Kommissionen har derfor forud for og i den periode, hvor afhøringerne

har fundet sted, afholdt møder med advokat Lars Kjeldsen, advokat Hanne

Rahbæk og advokat David Neutzsky-Wulff.

1.4. Kommissionens oplysning af sagen og afgrænsning

af kommissionens opgaver

Kommissionen har tilrettelagt sin undersøgelse med henblik på at redegøre

for de problemstillinger, som er indeholdt i kommissoriet.

Efter kommissoriet har kommissionen til opgave at undersøge og redegøre

for det samlede begivenhedsforløb, der knytter sig til statslige myndigheders

generelle administration og håndtering af konkrete sager om indkvartering

af gifte eller samlevende asylansøgere, hvoraf den ene var mindreårig. Ifølge

kommissoriet skal undersøgelsen og redegørelsen omfatte perioden fra den

25. januar 2016 frem til kommissionens nedsættelse. Det er i et begrænset

omfang fundet relevant at inddrage oplysninger, der vedrører perioden forud

for den 25. januar 2016.

I forbindelse med undersøgelsen har det umiddelbart kunnet konstateres,

at mindreårige under 15 år (under den seksuelle lavalder) hverken før eller

efter praksisændringen måtte indkvarteres sammen med en voksen ægte-

fælle efter samlever. Kommissionens undersøgelse af praksisændringen er

derfor begrænset til behandlingen af sager med par, hvoraf den ene var en

mindreårig i alderen 15-17 år. Desuden har kommissionen alene nærmere

undersøgt og redegjort for den konkrete behandling af sagerne i den perio-

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

De berørte myndigheder

de, der ligger forud for Udlændinge- og Integrationsministeriets notat af 12.

december 2016 om Danmarks internationale forpligtelser, og fremkommer

alene med mere overordnede bemærkninger om indkvarteringsordningen

efter dette tidspunkt.

Det er anført i kommissoriet, at kommissionen skal rette henvendelse til Ju-

stitsministeriet, såfremt der i forbindelse med kommissionens undersøgelse

fremkommer andre forhold, som er af en sådan karakter, at de ud fra kom-

missoriet må anses for nærliggende at undersøge, men som ikke umiddelbart

skønnes at være omfattet af kommissoriet. Kommissionen har ikke fundet

anledning til at rette en sådan henvendelse til Justitsministeriet.

1.5. De berørte myndigheder

Det fremgår af kommissoriet, at undersøgelsen skal omfatte ”statslige for-

valtningsmyndigheders” generelle administration og håndtering af konkrete

sager om indkvartering af gifte eller samlevende asylansøgere, hvor den ene

part var mindreårig.

Kommissionen har tilrettelagt undersøgelsen således, at der er taget udgangs-

punkt i Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriets pressemeddelelse af

10. februar 2016 samt ministeriets interne og eksterne kommunikation i

forbindelse hermed. Kommissionen har dernæst undersøgt de skriftlige og

mundtlige instruktioner, der blev givet til Udlændingestyrelsen i denne forbin-

delse, samt Udlændingestyrelsens udmøntning af praksisændringen, ligesom

kommissionen har undersøgt det efterfølgende forløb og den skriftlige og

mundtlige kommunikation mellem de to myndigheder.

I det omfang andre statslige forvaltningsmyndigheder har været involveret

heri, eller der har været andre berøringsflader, har kommissionen tillige un-

dersøgt dette, når det har været relevant. Undersøgelseskommissionen har i

den forbindelse alene fundet det relevant at undersøge forhold, som berører

Justitsministeriet og Statsministeriet.

1.6. Undersøgelsens tidsramme

Det fremgår af kommissoriet, at kommissionen – i lyset af spørgsmålet om

forældelse af eventuelt ansvar – bør tilrettelægge sit arbejde således, at der

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissoriet, kommission ens sammensætning og afgrænsning af kommissionens opgaver

foretages vidneafhøringer så tidligt som muligt i undersøgelsen, og så vidt

muligt skal kommissionen afgive beretning om resultatet af sin undersøgelse

senest halvandet år efter den 22. januar 2020.

På denne baggrund påbegyndte kommissionen afhøringerne allerede i maj

2020, og disse blev afsluttet i september 2020.

Kommissionen har fundet det muligt og hensigtsmæssigt allerede i december

2020 at afgive en delberetning med en redegørelse for det begivenhedsforløb,

der er omfattet af kommissoriet, og kommissionens vurderinger af, hvad der

bevismæssigt kan lægges til grund om det faktiske forløb. Det har ikke været

muligt at tilrettelægge arbejdet således, at også eventuelle ansvarsvurderinger

i forhold til de berørte embedsmænd kunne færdiggøres samtidig. Derfor afgi-

ves beretningen i to dele, således at beretningens del om ansvarsvurderingerne

i forhold til de enkelte embedsmænd først afgives i foråret/sommeren 2021.

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

KAPITEL 2

Kommissionens tilveje-

bringelse af materiale mv.

2.1. Data og skriftligt materiale

2.1.1.

Generelt

Kommissionen har bredt indhentet dokumenter og andre oplysninger fra

navnlig en række statslige myndigheder, men herudover også fra øvrige, som

har haft berøring med sagen. Fra myndighederne har kommissionen bl.a. mod-

taget sager fra journalsystemer og mailkorrespondance om sagen, herunder

fulde mailbokse tilhørende en række medarbejdere. Materialeindsamlingen

beskrives nærmere nedenfor i afsnit 2.1.2 til 2.1.12.

Kommissionen har samlet modtaget 1,10 TB data til brug for sin undersøgelse.

På grund af mængden af den modtagne data har kommissionen – af hensyn

til kommissoriets tidsramme og ud fra ressourcemæssige betragtninger – ikke

kunnet gennemgå al data manuelt. I foråret 2020 installerede kommissionen

derfor søgeprogrammet dtSearch. Dette søgeprogram blev som alt overvejende

udgangspunkt anvendt til at gennemgå de mailbokse, som kommissionen hav-

de modtaget, mens øvrigt materiale blev gennemgået manuelt. Søgningen blev

gennemført ved, at der blev søgt efter relevante ord, sætninger, tidsperioder

eller en kombination heraf. For så vidt angår mailbokse tilhørende centrale

personer blev der herudover foretaget en gennemgang af alle sendte og mod-

tagne mails i relevante perioder. Der er fra kommissionens nedsættelse til

november 2020 blevet gennemsøgt ca. 4.820.000 filer ved hjælp af dtSearch,

mens ca. 429.000 sider er blevet gennemgået manuelt.

Kommissionen har desuden haft overvejelser om at gennemgå tjenestecom-

putere og mobiltelefoner for at undersøge, om der her kunne findes relevante

oplysninger. Overvejelserne angik navnlig fratrådte medarbejdere fra Udlæn-

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens tilveje bringelse af materiale mv.

dinge- og Integrationsministeriet og Udlændingestyrelsen, hvis mailbokse

var blevet slettet efter deres fratrædelse. De indledende undersøgelser viste

imidlertid, at computere og mobiltelefoner i forbindelse med en medarbej-

ders fratrædelse tilbageleveres og herefter bliver nulstillet. Kommissionen

forfulgte derfor ikke dette yderligere, jf. dog afsnit 2.1.6 om indsamlingen af

materiale fra Statsministeriet.

Oplysninger fra det indhentede materiale er gengivet i beretningen, i det

omfang oplysningerne har betydning for undersøgelsen.

2.1.2.

Materiale fra Folketingets Ombudsmand

Den 22. januar 2020 anmodede kommissionen Folketingets Ombudsmand om

at modtage det materiale, som ombudsmanden havde fået fra myndighederne

i forbindelse med sin undersøgelse af sagen vedrørende adskilt indkvartering

af mindreårige gifte eller samlevende asylansøgere, samt øvrigt materiale om

sagen, som ombudsmanden var i besiddelse af, herunder bl.a. Folketingets

Ombudsmands egne breve og redegørelser vedrørende sagen.

Folketingets Ombudsmand fremsendte den 4. februar 2020 sit materiale, hvil-

ket navnlig var materiale, som ombudsmanden havde modtaget fra Udlæn-

dinge- og Integrationsministeriet og Udlændingestyrelsen.

2.1.3.

Materiale fra Udlændinge- og Integrationsministeriet

Kommissionen anmodede den 22. januar 2020 Udlændinge- og Integrations-

ministeriet om at påbegynde indsamling af alt relevant materiale til brug for

kommissionens undersøgelse og sikre, at der blev foretaget en sikkerhedskopi

(backup) af relevante mailservere.

Udlændinge- og Integrationsministeriet har ad flere omgange afleveret et be-

tydeligt antal dokumenter til kommissionen.

Den 18. marts 2020 modtog kommissionen den første store dataleverance fra

Udlændinge- og Integrationsministeriet indeholdende sager om folketings-

betjening og sager om aktindsigt i ministeriets sager om håndteringen af

mindreårige gifte eller samlevende asylansøgere. Yderligere omfattede leve-

rancen det materiale, som ministeriet havde indsamlet i foråret 2019 til brug

for Folketingets Ombudsmands undersøgelse. Det materiale, som ministeriet

havde indsamlet til ombudsmanden, angik perioden fra den 1. januar 2016

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Data og skriftligt materiale

til den 9. oktober 2017 og var fremfundet af Statens IT på baggrund af søg-

ninger i mailbokse og personlige drev for 21 medarbejdere i departementet

og 148 medarbejdere i Udlændingestyrelsen. For størstedelen af de berørte

medarbejderes vedkommende var materialet fremsøgt ved anvendelse af for-

uddefinerede søgeord.

Udlændinge- og Integrationsministeriet oplyste i forbindelse med datale-

verancen, at ministeriet havde anmodet samtlige kontorer/enheder om at

identificere alt materiale i kontoret/enheden – herunder i samtlige sager i

journalsystemet, på fælles drev og andre steder, hvor der kunne være lagret

eventuelt yderligere materiale.

Udlændinge- og Integrationsministeriet fremsendte i fortsættelse af ovenstå-

ende en dataleverance den 1. maj 2020 indeholdende bl.a. en række yderligere

sager fundet i ministeriets journalsystem. Efterfølgende modtog kommissi-

onen to leverancer med yderligere sager fundet i ministeriets journalsystem

og dokumenter fundet i medarbejderes mails og personlige drev.

Det var kommissionens vurdering, at den metode, som Udlændinge- og Inte-

grationsministeriet havde anvendt til fremsøgning af materiale i navnlig mail-

bokse, indebar en risiko for, at muligt relevant materiale ikke var fremkommet

i forbindelse med ministeriets søgning. Kommissionen anmodede derfor den

6. marts 2020 Udlændinge- og Integrationsministeriet om at fremsende fulde

mailbokse for en række nærmere angivne medarbejdere i henholdsvis depar-

tementet og Udlændingestyrelsen. Den 11. maj 2020 udvidede kommissionen

denne anmodning til at omfatte yderligere medarbejdere. På baggrund af disse

anmodninger modtog kommissionen en leverance med fulde mailbokse til-

hørende seks medarbejdere i Udlændinge- og Integrationsministeriet og fem

medarbejdere i Udlændingestyrelsen. Herudover modtog kommissionen Inger

Støjbergs ministermailboks og mailboksen tilhørende Inger Støjbergs tidligere

særlige rådgiver, Mark Thorsen. De mailbokse, som kommissionen modtog,

var – ud over Inger Støjbergs og Mark Thorsens mailbokse – alle knyttet til

medarbejdere, der fortsat var ansat i Udlændinge- og Integrationsministeriet

eller Udlændingestyrelsen.

De modtagne mailbokse fremstod med det indhold, som de havde i foråret

2020. Kommissionen fik herom oplyst, at der for så vidt angår Udlændin-

ge- og Integrationsministeriet og Udlændingestyrelsen alene tages løbende

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens tilveje bringelse af materiale mv.

”backups” for de seneste 90 dage og således ikke foreligger tidligere ”udgaver”

af medarbejdernes mailbokse. Det var således ikke muligt at modtage mail-

boksene, således som de så ud eksempelvis i 2016.

Statens IT har om indsamlingen af materiale fra mailbokse i øvrigt oplyst, at

mailbokse tilhørende fratrådte medarbejdere slettes 90 dage efter, at medar-

bejderen er ”bestilt nedlagt”. En slettet mailboks eller mails, som en medar-

bejder selv har slettet, vil kunne gendannes i op til 90 dage efter, at den/de er

slettet, hvorefter det ikke længere vil være muligt at gendanne materialet. En

ministers mailboks slettes dog ikke. Dette har for kommissionen betydet, at

mailbokse tilhørende tidligere medarbejdere i Udlændinge- og Integrations-

ministeriet og Udlændingestyrelsen i vidt omfang ikke har været tilgængelige

for kommissionen. Ligeledes kan der – i det omfang mails f.eks. løbende måtte

være blevet slettet – have manglet materiale i de mailbokse, som kommissio-

nen har modtaget og søgt i.

For så vidt angår de medarbejdere, der fortsat var ansat i Udlændinge- og In-

tegrationsministeriet og Udlændingestyrelsen, forespurgte kommissionen, om

disse medarbejderne var i besiddelse af en tjenestemobiltelefon, og hvornår

denne blev udleveret til de pågældende. Det fremgik af besvarelsen heraf,

at kun et meget begrænset antal medarbejdere var i besiddelse af en tjene-

stemobiltelefon udleveret før eller under den periode, som var relevant for

kommissionen. Kommissionen anmodede herefter de pågældende medarbej-

dere og deres respektive bisiddere om at gennemgå telefonerne og udlevere

eventuelt relevant materiale.

Udlændinge- og Integrationsministeriet har – på kommissionens anmodning

– i et enkelt tilfælde genskabt et slettet dokument i journalsystemet (F2).

Kommissionen blev under afhøringerne bekendt med, at medarbejderne i

ministeriet havde mulighed for at anvende en chatfunktion i ministeriets

journalsystem (F2) til at kommunikere om en sag. På kommissionens fore-

spørgsel oplyste ministeriet, at det ikke er muligt at gendanne beskeder i

journalsystemets chatfunktion.

Kommissionen fik i sommeren 2020 fjernadgang til udvalgte sager i Udlændin-

ge- og Integrationsministeriets journalsystem (F2), således at kommissionen

kunne foretage søgning efter relevante oplysninger, herunder godkendelses-

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Data og skriftligt materiale

forløb, tidligere dokumentversioner mv. Kommissionen oplevede imidlertid

tekniske problemer med at tilgå og fastholde forbindelsen til F2, og adgangen

dertil blev derfor alene anvendt i begrænset omfang.

Sideløbende med dataleverancerne modtog kommissionen svar fra Udlændin-

ge- og Integrationsministeriet på et betydeligt antal konkrete spørgsmål fra

kommissionen om sagen. Kommissionens spørgsmål vedrørte blandt andet

deltagerkredsen i bestemte møder, organisationsopbygning og konkrete do-

kumenter, herunder godkendelsesforløb, dokumentversioner mv.

2.1.4.

Materiale fra Udlændingestyrelsen

Kommissionen anmodede den 22. januar 2020 Udlændingestyrelsen om at

påbegynde indsamling af alt relevant materiale til brug for kommissionen

og sikre, at der blev foretaget en sikkerhedskopi (backup) af relevante mail-

servere.

Udlændingestyrelsen fremsendte herefter – første gang i april 2020 – en

række dataleverancer til kommissionen med bl.a. sager fundet i styrelsens

journalsystem, herunder sager vedrørende de berørte par, sager om besvarelse

af Folketingsspørgsmål og materiale fundet ved søgning i mailbokse og drev.

Herudover besvarede Udlændingestyrelsen løbende kommissionens spørgs-

mål om bl.a. det udleverede materiale.

Som anført ovenfor under 2.1.3 modtog kommissionen endvidere mailbokse

vedrørende flere medarbejdere i Udlændingestyrelsen. Herom henvises til

dette afsnit.

Kommissionen forespurgte i maj 2020 Udlændingestyrelsen om muligheden

for at få udlæst styrelsens funktionspostkasse, [email protected]. Udlændingestyrel-

sen oplyste hertil, at det alene var muligt at modtage en version af denne

mailboks indeholdende mails fra marts 2019 og frem.

Udlændingestyrelsen har i øvrigt oplyst, at der i forbindelse med et skifte af

Udlændingestyrelsens driftsleverandør i perioden fra marts til december 2016

blev overflyttet data fra den ophørende mailserver til den nye mailserver, og

at der ikke findes en backup hos den tidligere driftsleverandør.

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens tilveje bringelse af materiale mv.

2.1.5.

Materiale fra Justitsministeriet

Kommissionen anmodede den 22. januar 2020 Justitsministeriet om at påbe-

gynde indsamlingen af alt relevant materiale til brug for kommissionen og sik-

re, at der blev foretaget en sikkerhedskopi (backup) af relevante mailservere.

Den 28. februar 2020 modtog kommissionen en dataleverance fra Justitsmi-

nisteriet med materiale, som ministeriet havde fremfundet ved at foretage en

foreløbig søgning i ministeriets journalsystem. Søgningen dækkede perioden

fra den 1. februar 2016 til den 6. februar 2020.

Kommissionen modtog efterfølgende leverancer med materiale fra Justitsmi-

nisteriet på baggrund af konkrete forespørgsler, ligesom ministeriet løbende

besvarede spørgsmål vedrørende det udleverede materiale. Herudover modtog

kommissionen en yderligere leverance med materiale fundet i ministeriets

journalsystem på baggrund af en søgning ud fra nærmere definerede søgeord.

Justitsministeriet udleverede i sommeren 2020 mailbokse vedrørende ti med-

arbejdere, således som mailboksene så ud i 2020, men afgrænset til at vedrøre

perioden fra den 1. januar 2016 til den 1. september 2019. Kommissionen

modtog tillige en backup af tre af medarbejdernes mailbokse fra foråret 2016,

idet Justitsministeriet var i besiddelse heraf som følge af Tibetkommissionens

undersøgelse.

Om muligheden for at gendanne eventuelt slettede mails oplyste Justitsmi-

nisteriet i øvrigt, at ministeriet indtil den 8. juni 2018 som udgangspunkt

opbevarede slettemarkerede mails i 365 dage. Fra den 8. juni 2018 blev denne

periode udvidet til 730 dage. I øvrigt oplyste Justitsministeriet, at ministeriet

frem til efteråret 2018 foretog en databasebackup, der blev overskrevet hver

21. dag, og fra efteråret 2018 foretog en databasebackup, der blev overskrevet

hver 60. dag. Instrukskommissionen havde således ikke mulighed for – ud

over de tre mailbokse fra foråret 2016 – at få ”tidligere” versioner af mail-

boksene fra 2016.

Spørgsmålet om undersøgelse af mobiltelefoner blev i relation til Justitsmini-

steriet relevant, da daværende justitsminister Søren Pind for kommissionen

afgav forklaring om, at han enten telefonisk eller pr. sms i 2016 havde rettet

henvendelse til daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen om sagen.

Kommissionen anmodede derfor Justitsministeriet om at oplyse, om det var

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Data og skriftligt materiale

muligt at undersøge den tjenestemobiltelefon, som Søren Pind havde anvendt

som justitsminister. Justitsministeriet oplyste hertil, at indholdet på Søren

Pinds mobiltelefon for længst var blevet slettet, og at telefonen herefter var

blevet videregivet til en ny medarbejder.

2.1.6.

Materiale fra Statsministeriet

Kommissionen anmodede den 22. januar 2020 Statsministeriet om at påbe-

gynde indsamling af alt relevant materiale til brug for kommissionen og sikre,

at der blev foretaget en sikkerhedskopi (backup) af relevante mailservere.

Den 25. februar 2020 modtog kommissionen den første dataleverance fra

Statsministeriet indeholdende materiale fra journaliserede relevante aktind-

sigtssager. Kommissionen modtog herefter en dataleverance fra Statsministe-

riet med materiale fundet ved en søgning i ministeriets journalsystem og på

udvalgte drev efter nærmere definerede søgeord.

Kommissionen modtog herudover mailbokse vedrørende 11 medarbejdere.

Da Statsministeriet tager backups af medarbejderes mailbokse, modtog kom-

missionen tillige backup-versioner fra sommeren 2017 vedrørende fire af

disse mailbokse.

Som anført ovenfor under afsnit 2.1.5 blev spørgsmålet om undersøgelse

af mobiltelefoner relevant på baggrund af daværende justitsminister Søren

Pinds forklaring for kommissionen om, at han i 2016 havde rettet henven-

delse til Lars Løkke Rasmussen telefonisk eller pr. sms. Kommissionen an-

modede derfor Statsministeriet om at oplyse, om det var muligt at komme

i besiddelse af den tjenestemobiltelefon, som Lars Løkke Rasmussen havde

benyttet i 2016. Statsministeriet oplyste hertil, at Statsministeriet fortsat var

i besiddelse af denne telefon, og at telefonen på grund af en procedurefejl hos

Statsministeriet ikke var blevet nulstillet. Kommissionen gennemgik heref-

ter telefonen under overværelse af Lars Løkke Rasmussen og hans bisidder.

Kommissionen fandt på telefonen korrespondance mellem Søren Pind og

Lars Løkke Rasmussen til og med den 18. november 2015 og igen fra den

4. september 2016. Der fandtes ingen korrespondance i det mellemliggende

tidsrum. Den korrespondance, der fandtes med Søren Pind, havde ingen

relevans for sagen.

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens tilveje bringelse af materiale mv.

2.1.7.

Materiale fra Folketinget

Kommissionen drøftede i foråret 2020 med Inger Støjbergs bisidder kommis-

sionens mulighed for at gennemse Inger Støjbergs folketingsmailboks. Inger

Støjbergs bisidder tilkendegav i den forbindelse, at der efter hans opfattelse

ikke var hjemmel til, at kommissionen kunne pålægge Inger Støjberg eller

Folketinget at udlevere mailboksen, men at Inger Støjberg var indstillet på

at lade kommissionen gennemse mailboksen, forudsat at dette skete under

overværelse af bisidderen.

Den 25. juni 2020 foretog kommissionen en søgning efter relevant materiale

i Inger Støjbergs folketingsmailboks. Der blev søgt i en backup-version af

Inger Støjbergs folketingsmailboks fra december 2016, og gennemgangen

blev foretaget under overværelse af en repræsentant for Inger Støjbergs bi-

sidder. Det blev herved konstateret, at mailboksen ikke indeholdt materiale

af betydning for kommissionen.

2.1.8.

Materiale fra indkvarteringsoperatørerne

Kommissionen rettede den 10. marts 2020 henvendelse til de operatører, der

drev asylcentre i 2016, og anmodede om at modtage materiale, som måtte have

relevans for kommissionens arbejde. Kommissionen modtog efterfølgende

skriftligt materiale fra Røde Kors og Kriminalforsorgen, herunder Udrejse-

center Sjælsmark og Udrejsecenter Kærshovedgård.

2.1.9.

Materiale fra medier

Kommissionen har indhentet oplysninger fra medier i form af artikler og

klip fra nyhedsudsendelser, hvor kommissionen har fundet disse oplysninger

relevante.

2.1.10. Materiale fra øvrige

Kommissionen har løbende opfordret alle personer, der måtte være i besiddel-

se af relevant viden for kommissionens undersøgelse, til at rette henvendelse

til kommissionen.

Kommissionen har modtaget skriftligt materiale fra flere af de personer, hvis

forhold undersøges, i form af blandt andet notater, mails, kalenderaftaler og

afskrift af sms-korrespondance.

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Afhøringer

Følgende personer har indleveret materiale: Henrik Grunnet, Frank Bund-

gaard, Adam Abdel Khalik, Line Skytte Mørk Hansen, Kristina Rosado, Margit

Sander Rasmussen, Thomas Klyver, Andreas Højmark og Nina Holst-Chri-

stensen.

Herudover har kommissionen uopfordret modtaget materiale fra Institut for

Menneskerettigheder og en anonym kilde. De oplysninger, som kommissio-

nen har modtaget fra den anonyme kilde, er genfundet i det materiale, som

kommissionen i øvrigt har modtaget, hvorfor der ikke har været anledning

til at søge oplysningerne særskilt verificeret.

2.1.11. Skriftlige redegørelser

Efter lov om undersøgelseskommissioner

9, stk. 2, har enhver pligt til skrift-

ligt at redegøre for forhold, hvorom kommissionen anmoder om redegørelser,

og til skriftligt at besvare spørgsmål, som kommissionen stiller.

Kommissionen har nogle få gange anmodet enkeltpersoner om at besvare

spørgsmål skriftligt, enten som alternativ til afhøringer eller som supplement

til afhøringer.

Kommissionen har stillet skriftlige spørgsmål til tidligere fuldmægtig i Justits-

ministeriet Lau Franzmann Berthelsen. Kommissionen har endvidere, som

supplement til afhøringer, stillet skriftlige spørgsmål til Frank Bundgaard,

Nils Bak Andersen, Uffe Toudal Pedersen og Christian Hesthaven.

2.1.12. Yderligere oplysninger

Kommissionen anmodede den 7. september 2020 Udenrigsministeriet om at

indhente oplysninger hos myndighederne i Norge, Sverige, Finland, Tyskland,

Holland og Belgien om disse landes praksis med hensyn til indkvarteringen

af mindreårige gifte eller samlevende asylansøgere i 2016 og 2017, og kom-

missionen har modtaget svar fra samtlige disse lande.

2.2. Afhøringer

Kommissionen har som led i undersøgelsen afhørt 42 personer. 32 af disse

har i medfør af lov om undersøgelseskommissioner

21, stk. 1, fået beskikket

en bisidder.

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens tilveje bringelse af materiale mv.

Der har i alt medvirket 22 bisiddere, hvoraf nogle har repræsenteret flere

personer.

Afhøringerne er foregået i Retten på Frederiksbergs lokaler fordelt over 25

dage i perioden fra den 14. maj til den 30. september 2020. Forklaringerne

er afgivet i offentlige møder.

I forbindelse med indkaldelsen til afhøringen blev de indkaldte personer

orienteret om, hvilke overordnede temaer de ville blive spurgt om. De blev

samtidig opfordret til at udlevere eventuelt materiale, som de måtte være i

besiddelse af, og som kunne være af betydning for kommissionens under-

søgelse.

Til brug for afhøringerne blev der udarbejdet en digital ekstrakt med de op-

lysninger, som blev vurderet relevante for kommissionens undersøgelse. Eks-

trakten blev løbende udbygget med yderligere dokumenter, ligesom der blev

udarbejdet en særskilt ekstrakt med dokumenter om sagsbehandlingen ved-

rørende de par, som er omfattet af kommissionens undersøgelse. Den samlede

digitale ekstrakt indeholdt 7.517 sider, og ekstrakten med dokumenter om

sagsbehandlingen vedrørende parrene indeholdt yderligere 2.945 sider. Ud

over disse ekstrakter blev der udarbejdet en hjælpeekstrakt, som indeholdt det

materiale, som Folketingets Ombudsmand havde modtaget i forbindelse med

sin undersøgelse. Bisidderne fik adgang til disse ekstrakter og blev endvidere

løbende orienteret, når yderligere materiale tilgik.

Kommissionen sendte forud for langt størstedelen af afhøringerne desuden

et dokument til bisidderne med en henvisning til de sider i ekstrakten, som

afhøringen navnlig ville ske på baggrund af. Kommissionen oplyste i den

forbindelse, at de anførte henvisninger alene var vejledende, og at det måtte

påregnes, at der kunne blive spurgt til andre dokumenter.

Med nogle få undtagelser blev de personer, der blev afhørt, vejledt om, at de

ikke havde pligt til at svare på spørgsmål. For nærmere herom henvises til

protokollerne om de enkelte afhøringer, der i deres helhed er gengivet i bilag 5.

Afhøringerne blev lydoptaget. Efter afhøringerne udarbejdede undersøgelses-

kommissionen på baggrund af disse optagelser en protokol med gengivelse

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Processuelle afgørelser mv.

af forklaringerne, og udkast hertil blev sendt til bisidderne til bemærkninger.

Bisidderne fik endvidere løbende adgang til de endelige protokoller.

Lydoptagelserne fra forklaringerne vil blive slettet i forbindelse med afgivel-

sen af den endelige beretning.

2.3. Processuelle afgørelser mv.

2.3.1.

Afbeskikkelse af bisiddere

Kommissionen afbeskikkede bisidderne for tre personer, idet kommissionen i

lyset af bevisførelsen vurderede, at de pågældendes forhold ikke længere var

genstand for en undersøgelse. For en enkelt skete der genbeskikkelse, fordi

vedkommende blev genindkaldt til at afgive forklaring for kommissionen.

2.3.2.

Høring

Kommissionen skal i medfør af

23, stk. 3, i lov om undersøgelseskommis-

sioner efter endt bevisførelse orientere de personer, hvis forhold undersøges,

og deres bisiddere om de faktiske og eventuelt retlige forhold vedrørende den

pågældende, som kommissionen overvejer at give udtryk for. De undersøgte

personer og bisiddere har herefter efter lovens

23, stk. 4, ret til at komme

med en skriftlig udtalelse.

Kommissionen har sendt udkast til delberetningens kapitel 7 om kommis-

sionens vurderinger til bisidderne. Hver bisidder har i den forbindelse fået

tilsendt de dele af udkastet, som var relevante for bisidderens klient(er). En

enkelt af bisidderne har dog ikke fået tilsendt noget udkast, idet udkastet ikke

indeholdt noget af relevans for bisidderens klient. Kommentarerne til udkastet

og kommissionens bemærkninger hertil fremgår af bilag 1 og 2.

2.3.3.

Salær til bisidderne

Ifølge

24, stk. 1, i lov om undersøgelseskommissioner fastsættes salær og

godtgørelse til bisidderne efter de takster, der gælder for beskikkede forsvarere

i straffesager. Undersøgelseskommissionen afgiver en indstilling til justitsmi-

nisteren, som fastsætter salæret. Kommissionen har i visse tilfælde meddelt

enkelte bisiddere, at nærmere oplyste afhøringsdage åbenbart ikke kunne

vedrøre deres klient, hvorfor der ikke ville blive tillagt salær for et eventuelt

fremmøde disse dage.

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3) REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

KAPITEL 3

Myndighedernes opbygning

og involverede personer mv.

3.1. Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet

Udlændinge- Integrations- og Boligministeriet havde pr. 1. marts 2016 føl-

gende organisation:

Udlændinge-, integrations- og boligminister

Inger Støjberg

Tværgående ledelsessekretariat

Kt. chef Jonas From Soelberg

Departementchef

Uffe Toudal Pedersen

Udlændingeafdeling

Afdelingschef

Lykke Sørensen

Asyl og Visum

Kt. chef

Moya-Louise Lindsay-Poulsen

Familiesammenføring

Kt. chef Jesper Gori

Indfødsret

Kt. chef Jesper Jarnit

Humanitært ophold

Kt. chef Frederik Gammeltoft

Internationalt rekruttering

Anne Thorsen

Internationalt

udlændingearbejde

Jesper Egevang

Boligafdeling

Afdelingschef

Frank Bundgaard

Almene boliger

Kt. chef

Mikael Lynnerup Kristensen

Boligøkonomi

Kt. chef Lise Heinesen

Boliglovgivning

Kt. chef Annette Klint Kofod

Effektivitet i

almene boliger

Kt. chef Lars Otto

Integrationsafdeling

Afdelingschef

Henrik Kyvsgaard

Intergrationsafdeling

Kt. chef Henrik Thomassen

Byfornyelse

Kt. chef Birgitte Lundblad

Enhed for

Intergrationsanalyse

Henrik Torp Andersen

Koncernstyring

Afdelingschef

Line Skytte Mørk Hansen

Koncernøkonomi

Kt. chef Anette Görtz

Koncern HR og Service

Kt. chef Tina Rose Schou

Koncern IT

Kt. chef Charlotte Wedel

Jura

Sultana Baig

Udlændingestyrelsen

Styrelsen for International

Rekruttering og Integration

Direktør Kasper Højvang Kyed

Sekretariatet for Flygtningenævnet

Sek.chef Stig Torp Henriksen

Sekretariatet for Udændingenævnet

Sek.chef Michael Lohmann Kjærgaard

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Myndighedernes opbygning og involverede personer mv.

Den 28. november 2016 blev Boligafdelingen og Byfornyelse, der lå i Inte-

grationsafdelingen, ressortoverført til Transportministeriet, og Udlændinge-,

Integrations- og Boligministeriet skiftede navn til Udlændinge- og Integrati-

onsministeriet. Der blev ikke foretaget væsentlige ændringer i organisationen

i forhold til den personkreds, der var involveret i denne sag.

Der blev foretaget en række organisationsændringer i Udlændinge- og Integra-

tionsministeriets departement pr. 1. november 2017. Blandt andet fratrådte

Lykke Sørensen sin stilling som afdelingschef i Udlændingeafdelingen, og

Udlændingeafdelingen blev opdelt i to nye afdelinger: Asyl- og Migrationsaf-

delingen med Niels Henrik Larsen som afdelingschef og Familie- og Opholds-

afdelingen med Christian Hesthaven som afdelingschef. Under Familie- og

Opholdsafdelingens område lå herefter Familiesammenføring, Indfødsret og

Udlændingenævnets Sekretariat. Efter disse organisationsændringer så op-

bygningen af Udlændinge- og Integrationsministeriets departement således

ud:

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet

Udlændinge-, integrations- og boligminister

Inger Støjberg

Ledelsessekretariat

Kontorchef Jonas From Soelberg

Departementchef

Uffe Toudal Pedersen

Asyl- og Migrationsafdeling

Afdelingschef

Niels Henrik Larsen

Kommitteret

Henrik Ankerstjerne

Asyl og Visum

Kontorchef

Moya-Louise Lindsay-Poulsen

Humanitært ophold

og udsendelse

Kontorchef

Frederik Gammeltoft

Internationalt

udlændingearbejde

Enhedschef

Jesper Egevang

Familie- og

Opholdsafdeling

Afdelingschef

Christian Hesthaven

Familiesammenføring

Kontorchef

Jesper Gori

Indfødsret

Kontorchef

Morten Duus

Integrationsafdeling

Afdelingschef

Stig Moes Nørgaard

Koncernstyring

Afdelingschef

Line Skytte Mørk Hansen

Intergrationskontor

Kontorchef

Lars von Spreckelsen-Suberg

Asylkontoret

Analysechef

Henrik Kyvsgaard

International rekruttering

Enhedschef

Anne Thorsen

Koncernøkonomi

Kontorchef Anette Görtz

Koncern HR og Service

Kontorchef Tina Rose Schou

Koncern IT

It-chef Charlotte Wedel

Jura

Enhedschef

Sultana Baig

Flygtningenævnets

sekretariatet

Sekretariatschef

Stig Torp Henriksen

Udlændingenævnets

sekretariatet

Sekretariatschef

Michael Lohmann

Kjærgaard

Udlændingestyrelsen

Direktør

Tanja Franck

Styrelsen for International

Rekruttering og Integration

Direktør

Kasper Højvang Kyed

Nationalt ID-center

(pr. 1. jan. 2018)

Centerchef

Jakob Dam Glynstrup

Nationalt Center for

Forebyggelse af

Ekstremisme

Kontorchef

Karin Ingemann

Et år senere, pr. 1. november 2018, blev afdelingschef Christian Hesthaven

ny departementschef i Udlændinge- og Integrationsministeriet.

Stillingen som afdelingschef i Familie- og Opholdsafdelingen blev overtaget af

Katrine Ledam Rasmussen pr. 1. december 2018. Afdelingschef Niels Henrik

Larsen blev ny direktør i Udlændingestyrelsen pr. 1. januar 2019, og hans

stilling som afdelingschef i Asyl- og Migrationsafdelingen blev pr. 15. januar

2019 overtaget af Hanne Stig Andersen. Den 1. februar 2019 blev Jonas From

Soelberg kontorchef i International rekruttering, hvorefter hans stilling i Le-

delsessekretariatet blev overtaget af Louise Michaëlis pr. 18. februar 2019.

Kontorchef Jesper Gori rokerede pr. 19. marts 2019 til Asyl og Visum, og hans

stilling som kontorchef i Familiesammenføring blev pr. samme dato overtaget

af Moya-Louise Lindsay-Poulsen. Den 1. april 2019 blev Koncernøkonomikon-

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Myndighedernes opbygning og involverede personer mv.

toret opdelt i to kontorer – Koncernstyring og Tilsyn med Anette Görtz som

kontorchef og Koncernøkonomi med Søren Larsen som ny kontorchef.

Den 27. juni 2019 overtog Mattias Tesfaye posten som udlændinge- og inte-

grationsminister efter Inger Støjberg.

Nedenfor er angivet en oversigt over personer i Udlændinge-, Integrations-

og Boligministeriet (senere Udlændinge- og Integrationsministeriet), som er

omtalt i Instrukskommissionens beretning:

Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet /

Udlændinge- og Integrationsministeriet

Andreas Højmark Søndergaard

(tidl. Andersen)

Anette Görtz

Ministersekretær for Inger Støjberg (til udgan-

gen af april 2016)

Kontorchef i Koncernøkonomi (til den 31.

marts 2019)

Kontorchef i Koncernstyring og Tilsyn (fra den

1. april 2019)

Fuldmægtig i Familiesammenføring (til udgan-

gen af maj 2017)

Fuldmægtig i Koncernøkonomi (til udgangen af

oktober 2016)

Afdelingschef i Familie- og Opholdsafdelingen

(november 2017-november 2018)

Departementschef (fra november 2018)

Afdelingschef i Asyl- og Migrationsafdelingen

(til den 28. november 2016)

Afdelingschef i Integrationsafdelingen (til ud-

gangen af marts 2017)

Analysechef i Analysekontoret (fra april 2017)

Udlændinge- og integrationsminister (til den

27. juni 2019)

Kontorchef i Familiesammenføring (til udgan-

gen af februar 2019)

Kontorchef i Asyl og Visum (fra marts 2019)

Kontorchef i Ledelsessekretariatet (til udgangen

af januar 2019)

Kontorchef i International rekruttering (fra

februar 2019)

Anna-Sophie Kolding

Saugmann-Jensen

Anne Nygaard Just

Christian Hesthaven

Frank Bundgaard

Henrik Kyvsgaard

Inger Støjberg

Jesper Gori

Jonas From Soelberg

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet

Katrine Bang Nielsen

Line Skytte Mørk Hansen

Louise Gertrud Michaëlis

Louise Nielsen

Lykke Sørensen

Mark Thorsen

Merete Milo

Mia Tang

Moya-Louise Lindsay-Poulsen

Pernille Rølle Hansen

Sarah Andersen

Sofie Odgaard

Uffe Toudal Pedersen

Fuldmægtig og senere specialkonsulent i Ledel-

sessekretariatet (til udgangen af marts 2018)

Chefkonsulent og senere souschef i Integration

(april 2018-19. januar 2020)

Souschef i Udsendelse (fra den 20. januar 2020)

Afdelingschef i Koncernstyring

Specialkonsulent i Koncernøkonomi (til den 17.

februar 2019)

Kontorchef i Ledelsessekretariatet (fra den 18.

februar 2019)

Ministersekretær for Inger Støjberg (til udgan-

gen af december 2017)

Afdelingschef i Udlændingeafdelingen (til ud-

gangen af september 2017)

Særlig rådgiver for Inger Støjberg (til april

2019)

Chefkonsulent i Familiesammenføring

Pressechef (til udgangen af marts 2018)

Kontorchef i Asyl og Visum (til udgangen af

februar 2019)

Kontorchef i Familiesammenføring (fra marts

2019)

Presse- og kommunikationsrådgiver

Presse- og kommunikationsrådgiver (til udgan-

gen af maj 2016)

Ministersekretær for Inger Støjberg (til udgan-

gen af oktober 2017)

Specialkonsulent i Integration (november 2017-

maj 2018)

Chefkonsulent og senere pressechef i

Ledelsessekretariatet (maj 2018-september

2019)

Souschef i Koncernøkonomi (fra september

2019)

Departementschef (til udgangen af oktober

2018)

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Myndighedernes opbygning og involverede personer mv.

3.2. Udlændingestyrelsen

Udlændingestyrelsen havde pr. 12. januar 2016 følgende organisation:

Direktør Henrik Grunnet

Center for Familie

og Besøg

Vicedirektør

Anni Fode

Center for Administration

og Økonomi

Fg. vicedirektør

Lene Linnea Vejrum

Center for Asyl

Fg. vicedirektør

Morten Bo Laursen

Direktionsrådgiver

Kommitteret

Kim Lunding

Ægtefæller og Børn

- 1. kontor

Kontorchef

Merethe Nord Phillip

Ægtefæller og Børn

- 2. kontor

Kontorchef

Lone Zeuner

Forlængelese og

Opholdskontoret

Kontorchef

Susanne Meyersahm

Kontoret for Permanent

Ophold

Kontorchef

Dorthe Steinicke Nielsen

Visumkontoret

Kontorchef

Lisbeth Lindschouw

Sørensen

Kontoret for Økonomi

og Indkvartering

Kontorchef

Thomas Mortensen

1. Asylkontor

Kontorchef

Bjørn Hørning

Forsørgelseskontoret

Fg. kontorchef

Ditte Kruse Dankert

2. Asylkontor

Kontorchef

Sanne Perregaard

HR og Intern Service

Fg. kontorchef

Stine Rysholt

Christiansen

3. Asylkontor

Kontorchef

Bente Herbat Bendiksen

Direktionssekretariatet

Chef

Lars Aarud Kragh

4. Asylkontor

Kontorchef

Dorte Lohmann

Kjærgaard

5. Asylkontor

Kontorchef

Pernille Piel-Steenberg

Borgerservice

Chef

Kirsa Reinholt

6. Asylkontor

Kontorchef

Teress McNair

Landedokumentation

Kontorchef

Jakob Dam Glynstrup

Henrik Grunnet fratrådte som direktør i Udlændingestyrelsen med udgangen

af februar 2016. Ditte Kruse Dankert, der havde været fungerende kontorchef

i Forsørgelseskontoret, blev udnævnt til kontorchef i samme kontor pr. 1.

marts 2016. Den 1. april 2016 tiltrådte Tanja Franck som ny direktør i Ud-

lændingestyrelsen. I øvrigt var der i denne periode ikke væsentlige ændringer

i organisationen af betydning for denne sag.

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Udlændingestyrelsen

Den 1. august 2016 blev fungerende vicedirektør i Center for Administration

og Økonomi, Lene Linnea Vejrum, udnævnt til vicedirektør i samme afdeling,

der i denne forbindelse ændrede navn til Center for Administration og Asy-

lindkvartering. Samtidig ændrede Forsørgelseskontoret navn til Kontoret for

Indkvarteringsvilkår, fortsat med Ditte Kruse Dankert som kontorchef.

Tanja Franck fratrådte som direktør i Udlændingestyrelsen ved udgangen

af september 2018, og pr. 1. oktober 2018 blev vicedirektør Anni Fode kon-

stitueret som direktør i Udlændingestyrelsen. Den 1. januar 2019 blev Niels

Henrik Larsen ansat som ny direktør. Sager om indkvartering lå fortsat i Ditte

Kruse Dankerts kontor. Vicedirektør Lene Linnea Vejrum fratrådte sin stilling

i Udlændingestyrelsen ved udgangen af april 2019.

Nedenfor er angivet en oversigt over personer i Udlændingestyrelsen, som er

omtalt i beretningen:

Udlændingestyrelsen

Adam Abdel Khalik

Specialkonsulent og senere chefkonsulent og

souschef i Kontoret for Indkvarteringsvilkår

(juni 2016-november 2017)

Vicedirektør i Center for Familie og Besøg

Studentermedhjælper i 2. Familiesammenfø-

ringskontor (til udgangen af februar 2016)

Fuldmægtig i Kontoret for Indkvarteringsvilkår

(marts 2016-januar 2019)

Fuldmægtig i Visumkontoret (januar 2019-sep-

tember 2019)

Fg. kontorchef og fra marts 2016 kontorchef i

Forsørgelseskontoret (senere Kontoret for Ind-

kvarteringsvilkår)

Fuldmægtig i Forsørgelseskontoret (senere

Kontoret for Indkvarteringsvilkår) (fra den 14.

marts 2016)

Direktør (til udgangen af februar 2016)

Chefkonsulent i Ledelsessekretariatet (til udgan-

gen af oktober 2019)

Specialkonsulent og senere chefkonsulent og

souschef i Forsørgelseskontoret (senere Konto-

ret for Indkvarteringsvilkår)

Anni Herdis Fode

Camilla Bloch-Egendal

Ditte Kruse Dankert

Hannah Sværke

Henrik Grunnet

Jens Vikner

Kristina Kaas Sierra Rosado

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Myndighedernes opbygning og involverede personer mv.

Lene Linnea Vejrum

Margit Sander Rasmussen

Morten Bo Laursen

Nils Bak-Andersen

Ronya Habo

Tanja Franck

Thomas Mortensen

Fg. vicedirektør og fra august 2016 vicedirektør

i Center for Administration og Økonomi (til

april 2019)

Specialkonsulent i Kontoret for Økonomi og

Indkvartering (til udgangen af februar 2016)

Specialkonsulent i Ledelsessekretariatet (marts

2016-juni 2017)

Chefkonsulent i Ledelsessekretariatet (fra juli

2017)

Fg. vicedirektør i Center for Asyl (til august

2016)

Kontorchef i Ledelsessekretariatet (august

2016-september 2018)

Pressekonsulent

Fuldmægtig i Forsørgelseskontoret (senere Kon-

toret for Indkvarteringsvilkår)

Direktør (april 2016-september 2018)

Kontorchef i Økonomi og Indkvartering

3.3. Justitsministeriet

Nedenfor er angivet en oversigt over personer i Justitsministeriet, som er

omtalt i beretningen:

Justitsministeriet

Adam Abdel Khalik

Fuldmægtig i Stats- og Menneskeretskontoret

(til udgangen af maj 2016)

Chefkonsulent i Nordatlantenheden (december

2017-januar 2019)

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Justitsministeriet

Anders Sparholt Jørgensen

Barbara Bertelsen

Caroline Østergaard Nielsen

Carsten Madsen

Jens Teilberg Søndergaard

Lau Franzmann Berthelsen

Maria Aviaja Sander Holm

Mie Vinkel Sørensen

Fuldmægtig og fra 1. februar 2016 chefkon-

sulent i Stats- og Menneskeretskontoret (til

udgangen af februar 2016)

Chefkonsulent i Politikontoret (februar 2016-

juli 2017

Chefkonsulent og fra den 1. december 2017 fg.

kontorchef i Enheden for Internationalt Politi-

samarbejde (august 2017-august 2018)

Fg. kontorchef og fra januar 2019 kontorchef

i Stats- og Menneskeretskontoret (september

2018-oktober 2019)

Afdelingschef i Lovafdelingen (fra november

2019)

Departementschef (til den 12. januar 2020)

Kontorchef i Stats- og Menneskeretskontoret

(september 2016-august 2018)

Kontorchef i Forvaltningsretskontoret (til ud-

gangen af oktober 2017)

Afdelingschef i Lovafdelingen (til udgangen af

december 2019)

Fuldmægtig og senere specialkonsulent i Stats-

og Menneskeretskontoret (september 2016-ja-

nuar 2018)

Fuldmægtig og senere specialkonsulent i Stats-

og Menneskeretskontoret (til oktober 2017)

Specialkonsulent i Politikontoret (oktober

2017-marts 2018)

Specialkonsulent i Kontoret for Internationalt

Politisamarbejde (april 2018-august 2018)

Specialkonsulent og senere chefkonsulent i

Forebyggelseskontoret (august 2018-september

2019)

Souschef i Strafferetskontoret (fra september

2019)

Fuldmægtig i Personalekontoret (til udgangen

af april 2016)

Ministersekretær i Minister- og Ledelsessekreta-

riatet (maj 2016-december 2016)

Specialkonsulent i Minister- og Ledelsessekreta-

riatet (januar 2017-januar 2018)

Specialkonsulent og senere souschef i Enheden

for Internationalt Politisamarbejde (februar

2018-september 2019)

Souschef og senere chefkonsulent i Databeskyt-

telseskontoret (fra september 2019)

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Myndighedernes opbygning og involverede personer mv.

Nina Holst-Christensen

Rasmus Kieffer-Kristensen

Søren Pape Poulsen

Søren Pind

Thomas Klyver

Yassmina Amadid

Kommitteret i EU- og Menneskeretskontoret

Kontorchef i Forebyggelseskontoret og senere

særlig repræsentant (til august 2018)

Justitsminister (28. november 2016-27. juni

2019)

Justitsminister (til den 28. november 2016)

Kontorchef i Stats- og Menneskeretskontoret (til

september 2016)

Kontorchef i Sikkerhedskontoret (september

2016-september 2017)

Fuldmægtig i Stats- og Menneskeretskontoret

(til april 2017)

3.4. Statsministeriet

Nedenfor er angivet en oversigt over personer i Statsministeriet, som er omtalt

i beretningen:

Statsministeriet

Carsten Madsen

Christian Hesthaven

Christian Kettel Thomsen

Ditte Rex

Jacob Bruun Christensen

Lars Løkke Rasmussen

Michelle Argir Simonsen

Nicholas Rahui Webster Rømer

Juridisk kommitteret i Juridisk Afdeling (fra

november 2017)

Juridisk kommitteret i Juridisk Afdeling (til

udgangen af oktober 2017)

Departementschef (til januar 2020)

Specialkonsulent og senere chefkonsulent i

Indenrigsområdet (til august 2018)

Særlig rådgiver for Lars Løkke Rasmussen (til

den 27. juni 2019)

Statsminister (til den 27. juni 2019)

Chefkonsulent i Juridisk Afdeling (august 2016-

juni 2019)

Fuldmægtig i Juridisk afdeling (til juni 2016)

Fuldmægtig og senere specialkonsulent i Inden-

rigsområdet (juni 2016-september 2017)

Fuldmægtig i Indenrigsområdet (til juli 2016)

Departementsråd i Indenrigsområdet (til udgan-

gen af marts 2016)

Stephan Andreas Damgaard

Tanja Franck

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Folketingets Ombudsmand

3.5. Folketingets Ombudsmand

Nedenfor er angivet en oversigt over personer hos Folketingets Ombudsmand,

som er omtalt i beretningen:

Folketingets Ombudsmand

Christian Ørslykke Møller

Johannes Martin Fenger

Jonas Bering Liisberg

Jørgen Hejstvig-Larsen

Jørgen Steen Sørensen

Kaj Larsen

Niels Fenger

Administrationschef

Kontorchef

Direktør

Chefkonsulent

Folketingets Ombudsmand (til udgangen af

oktober 2019)

Vicedirektør

Folketingets Ombudsmand (fra december 2019)

3.6. Operatører mv.

Udlændingestyrelsen har samarbejdet med en række indkvarteringsopera-

tører vedrørende bl.a. driften af asylcentre. Nedenfor er angivet en oversigt

over en række personer hos indkvarteringsoperatørerne, som er omtalt i be-

retningen:

Operatører mv.

Anne la Cour Vågen

Carsten Elmgaard Isaksen

Dorthe Iversen

Gabriel Greiner

Helle Jørgensen

Helle Kjems

Jakob Kirkegaard

Kirsten Marie Kristensen

Kyori Karina Fujii Thomsen

Lars Enevold Andersen

Lars Sloth

Lene Trana

Lone Iversen

Lotte Pii

Lisbeth Falsig Laurberg Jensen

Marit Risdahl

Asylchef i Røde Kors

Centerchef i Røde Kors

Psykoterapeut

Børnecentermedarbejder i Jammerbugt Asylaf-

deling

Driftskoordinator i Røde Kors

Socialkonsulent og funktionsleder i Røde Kors

Leder af AsylSyd i Tønder Kommune

Public Affairs Rådgiver i Røde Kors

Røde Kors

Centerleder i Thisted Kommune

Direktør i Thisted Kommune

Jammerbugt Asylafdeling

Røde Kors

Thisted Kommune

Centerleder i Jammerbugt Kommune

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Myndighedernes opbygning og involverede personer mv.

Morten Korch Gravesen

Ninna Svendsen

Pia Urban

Rikke Ørnberg

Stephan Jensen-de Bruin

Thorkild Poulsen

Tina Errebo

Tina Rørdam

Torben Gregersen

Trine Kristensen

Ulrik Pihl

Røde Kors

Centerleder i Jammerbugt Kommune

Socialrådgiver i Jammerbugt Asylafdeling

Centerleder i Jammerbugt Kommune

Regionsleder i Røde Kors

Asylchef i Jammerbugt Kommune

Socialkoordinator i Langeland Kommune

Socialkoordinator i Jammerbugt Asylafdeling

Centerchef i Vesthimmerlands Kommune

Indkvarterings- og fælles faglig koordinator på

Asylcenter Holmegaard, Langeland

Centerleder på Asylcenter Holmegaard, Lange-

land

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

KAPITEL 4

Resumé

4.1. Indledning

Dette kapitel indeholder et resumé af delberetningen. Som tidligere beskrevet

indeholder denne del af beretningen ikke nogen ansvarsvurdering i forhold

til de enkelte embedsfolk, idet dette arbejde først forventes tilendebragt i

foråret/sommeren 2021. I visse tilfælde, hvor bevisvurderingen af de enkelte

embedsfolks forhold er uden betydning for en stillingtagen til de involverede

ministres forhold, vil også bevisvurderingen blive foretaget i forbindelse med

den endelige beretning.

I dette kapitel er udeladt en del oplysninger, og andre oplysninger er gengivet

uden stor præcision. Teksten skal derfor læses med de forbehold, der ligger

heri. Der er i beretningens kapitel 7 redegjort mere udførligt for kommissi-

onens vurderinger. Beretningens kapitel 5 indeholder en sammenfatning af

det faktiske forløb, og kapitel 8 og 9 indeholder en mere udførlig beskrivelse

af hændelsesforløbet og sagsbehandlingen.

4.2. Baggrund

Den 10. februar 2016 udsendte Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet

en pressemeddelelse om en praksisændring vedrørende indkvartering i asyl-

systemet af gifte eller samlevende asylansøgere, hvor den ene part var min-

dreårig. Af pressemeddelelsen fremgik bl.a., at ingen mindreårige under 18 år

måtte indkvarteres på samme asylcenter som en ægtefælle eller samlever, og at

dette også gjaldt, hvis parret havde et eller flere fælles børn. Pressemeddelel-

sen blev samme dag sendt til Udlændingestyrelsen, der umiddelbart herefter

påbegyndte udmøntningen af praksisændringen, som indebar, at hovedparten

af de allerede indkvarterede asylpar, der blev berørt af instruksen, blev adskilt

henover foråret 2016.

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Resumé

I marts 2016 klagede et af de berørte par til Folketingets Ombudsmand, som

gik ind i sagen. Da Udlændingestyrelsen imidlertid i april 2016 besluttede at

genoptage sagerne, afsluttede ombudsmanden undersøgelsen af den konkrete

sag, men indledte i stedet af egen drift en generel undersøgelse af instruksens

lovlighed. Ombudsmanden afgav den 23. marts 2017 en endelig redegørelse,

hvori han konkluderede bl.a., at det måtte lægges til grund, at det ikke havde

været ministeriets ”samlede intention” at pålægge Udlændingestyrelsen en

ulovlig praksis, men at instruksen efter sit indhold var ulovlig.

Sagen gav herudover bl.a. anledning til en lang række spørgsmål til udlændin-

ge- og integrationsministeren, der frem til sommeren 2019 besvarede mere

end 200 folketingsspørgsmål og deltog i seks samråd. Efter regeringsskiftet

i 2019 besluttede et politisk flertal den 6. september 2019 at nedsætte en

undersøgelseskommission til at undersøge forløbet.

4.3. Oplysningerne i sagen

Kommissionen, der blev nedsat den 22. januar 2020, har samlet modtaget 1,10

TB data til brug for undersøgelsen. Materialet er gennemgået dels manuelt,

dels ved anvendelse af et søgeprogram. Der er fra kommissionens nedsættelse

i januar 2020 til november 2020 blevet gennemsøgt ca. 4.820.000 filer, mens

ca. 429.000 sider er blevet gennemgået manuelt.

Herudover har kommissionen som led i undersøgelsen afhørt 42 personer.

Kommissionens vurderinger er baseret på det samlede materiale, der er tilve-

jebragt ved undersøgelsen. Den meget store mængde begivenhedsnære doku-

mentoplysninger har efter kommissionens opfattelse givet et særdeles godt

grundlag for at foretage de bevismæssige vurderinger. Der har i kommissionen

været enighed om alle vurderinger i denne delberetning.

4.4. Indkvarteringsordningen og administrationen heraf

Kommissionens vurderinger af indkvarteringsordningen relaterer sig alene til

gifte eller samlevende asylansøgere, hvor den ene part var mindreårig, men

dog ældre end 15 år.

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Indkvarteringsordningen og administrationen heraf

4.4.1.

Instruksen af 10. februar 2016

Den 10. februar 2016 udsendte Udlændinge-, Integrations- og Boligministe-

riet den omtalte pressemeddelelse om en undtagelsesfri adskillelse af alle de

berørte par.

Kommissionen har lagt til grund, at en afdelingschef i departementet, Line

Skytte Mørk Hansen, samme dag telefonisk meddelte vicedirektør i Ud-

lændingestyrelsen Lene Linnea Vejrum, at styrelsen skulle administrere i

overensstemmelse med pressemeddelelsen. Instruksen til Udlændingestyrel-

sen kom derfor til at bestå af pressemeddelelsen, fremsendelsen af denne til

Udlændingestyrelsen og Line Skytte Mørk Hansens telefoniske henvendelse(r)

til Lene Linnea Vejrum samme dag.

Den instruks, der blev meddelt Udlændingestyrelsen den 10. februar 2016,

var således undtagelsesfri og indebar, at ingen mindreårige under 18 år kunne

indkvarteres på samme asylcenter som en ægtefælle eller samlever. Instruksen

gjaldt tillige par, som allerede var indkvarteret på asylcentrene, og tog sigte på

en adskillelse i hele det tidsrum, hvor parrene var indkvarteret i asylsystemet,

og den ene var under 18 år.

Kommissionen har vurderet, at denne instruks var klart ulovlig.

Efter kommissionens opfattelse savnede ordningen den fornødne hjemmel,

ligesom ordningen var i strid med de uskrevne forvaltningsretlige grundsæt-

ninger om saglig forvaltning, pligtmæssigt skøn og proportionalitet. Allerede

fordi instruksen var undtagelsesfri og indebar, at ingen mindreårige under 18

år kunne indkvarteres på samme asylcenter som deres ægtefælle eller samle-

ver, udgjorde ordningen desuden en krænkelse af Menneskerettighedskonven-

tionens artikel 8 og Børnekonventionen. Ordningens undtagelsesfrie karakter

gav ikke anledning til at foretage partshøringer, andre former for sagsoplys-

ning eller træffe begrundede afgørelser om adskillelserne i de enkelte sager,

hvorfor ordningen tillige var i strid med de formelle og processuelle krav, der

stilles efter både dansk forvaltningsret og Menneskerettighedskonventionen.

Om Inger Støjbergs rolle i forbindelse med udstedelsen af instruksen har

kommissionen ikke fundet grundlag for at konkludere, at Inger Støjberg

di-

rekte

har udtalt en tjenestebefaling om, at ministeriets embedsfolk skulle

iværksætte en administration i strid med loven, men kommissionen har lagt

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Resumé

til grund,

hun både eksternt og internt i departementet – også efter at hun

havde godkendt et notat, der beskrev en anden ordning – klart tilkendegav, at

hun ville have en undtagelsesfri ordning, og

embedsfolk i departementet

handlede i overensstemmelse hermed og afgav en undtagelsesfri instruks

til Udlændingestyrelsen. Kommissionen har desuden lagt til grund, at Inger

Støjberg fastholdt sit ønske trods flere mundtlige advarsler fra embedsværket

om, at en undtagelsesfri ordning ikke ville være lovlig. Om rådgivningen af

Inger Støjberg har kommissionen således lagt til grund, at hun af sit embeds-

værk blev bibragt en opfattelse af, at man lovligt kunne indføre en ordning, der

ville føre til ganske få undtagelser, men at en ordning helt uden undtagelser

ville være ulovlig.

Kommissionen har endvidere fundet grundlag for at konkludere, at Inger Støj-

bergs hensigt med praksisændringen var, at der skulle ske en undtagelsesfri

adskillelse af parrene.

4.4.2.

Indkvarteringsordningen fra den 18. marts til den 28. april

2016

En række begivenheder og drøftelser, herunder navnlig Udlændingestyrelsens

forelæggelse af fem konkrete sager for departementet, førte i første halvdel af

marts 2016 til, at Inger Støjberg på et tidspunkt accepterede, at der kunne være

visse undtagelser til ordningen, hvilket Inger Støjberg – snævert – omtalte på

samråd Z den 15. marts 2016, hvorefter det på embedsmandsniveau skriftligt

blev kommunikeret til Udlændingestyrelsen den 18. marts 2016. På dette

tidspunkt var langt hovedparten af de berørte par imidlertid blevet adskilt.

En kontorchef i Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet, Jesper Gori,

beskrev i en mail af 18. marts 2016 til Udlændingestyrelsen ordningen således,

at det ”herefter” gjaldt,

styrelsen – når en sag om adskillelse rejste spørgsmål

om forholdet til Danmarks internationale forpligtelser – skulle afklare disse

spørgsmål, og

indkvarteringen skulle ske på en sådan måde, at denne ikke

var i strid med disse forpligtelser eller dansk ret i øvrigt. Det var i øvrigt en del

af ordningen, at departementschefen skulle orienteres herom, hvis styrelsen i

en konkret sag efter afsøgning af alternative indkvarteringsløsninger ikke kun-

ne adskille et par under henvisning til Danmarks internationale forpligtelser.

Kommissionen har fundet, at indkvarteringsordningen, som den så ud i denne

periode, fortsat var ulovlig set i lyset af dansk forvaltningsret og Danmarks

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Indkvarteringsordningen og administrationen heraf

internationale forpligtelser, da ordningen fortsat savnede hjemmel og heller

ikke på dette tidspunkt indebar, at der skulle foretages partshøring eller gives

begrundelser for adskillelserne i de enkelte sager. Kommissionen har desuden

fundet, at ordningen i denne periode for så vidt muliggjorde en administration

med undtagelser i overensstemmelse med de uskrevne forvaltningsretlige

grundsætninger om saglig forvaltning, pligtmæssigt skøn og proportionalitet

og kravet om konkrete og individuelle vurderinger efter Menneskerettigheds-

konventionen, men at fraværet af nærmere anvisninger eller retningslinjer for

administrationen af ordningen medførte en betydelig risiko for, at ordningen

blev administreret i strid med de uskrevne forvaltningsretlige grundsætninger

og Danmarks internationale forpligtelser, herunder navnlig Menneskerettig-

hedskonventionens artikel 8.

4.4.3.

Indkvarteringsordningen fra den 28. april til den 1. juli 2016

Den 14. marts 2016 klagede et af de adskilte asylpar til Folketingets Ombuds-

mand, hvilken klagesag også ses at have fået betydning for indkvarteringsord-

ningen. I hvert fald blev det i forbindelse med Udlændingestyrelsens udtalelse

den 28. april 2016 til Folketingets Ombudsmand besluttet, at sagerne skulle

genoptages, og at parrene skulle partshøres under genoptagelsessagerne. Ord-

ningen blev på dette tidspunkt ændret igen, således at alle nyankomne par,

der var omfattet af ordningen, ved den første indkvartering skulle adskilles

på hvert sit asylcenter. Denne første indkvartering skete som led i faktisk

forvaltningsvirksomhed – uden partshøring. Hvis parrene i forbindelse med

indkvarteringen gav udtryk for, at de var utilfredse med den anviste indkvar-

tering, eller valgte parret ikke at følge anvisningen, ville Udlændingestyrelsen

træffe en afgørelse om indkvartering hver for sig efter udlændingelovens

a, stk. 7, 3. pkt., og i den forbindelse foretage partshøring.

Den beskrevne ordning lagde således op til en undtagelsesfri adskillelse af

alle par i forbindelse med den første indkvartering, men Udlændingestyrelsen

ville foretage en efterfølgende sagsbehandling i de tilfælde, hvor parterne

i forbindelse med indkvarteringen gav udtryk for, at de ikke var tilfredse

med den anviste indkvartering. Man må forstå ordningen sådan, at der på

dette tidspunkt blev introduceret en mere foreløbig, indledende adskillelse,

der, hvis parrene udtrykte utilfredshed med indkvarteringen, blev fulgt op

af en efterfølgende sagsbehandling, hvorunder der bl.a. ville blive partshørt

og truffet afgørelser på baggrund af en konkret og individuel vurdering. Der

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Resumé

forelå heller ikke på dette tidspunkt nogen nærmere retningslinjer for ad-

ministrationen.

Det blev desuden besluttet, at alle de par, der allerede var blevet separat ind-

kvarteret, skulle forblive adskilt under behandlingen af genoptagelsessagerne

i perioden efter den 28. april 2016, hvilket også skete.

Kommissionen har fundet, at indkvarteringsordningen også i denne periode

var ulovlig set i lyset af dansk forvaltningsret og Danmarks internationale

forpligtelser, herunder Menneskerettighedskonventionens artikel 8. Dette

skyldes navnlig, at ordningen fortsat manglede hjemmel, og at ordningen –

på ny – var gjort helt undtagelsesfri, men nu alene i relation til den første

indkvartering af parrene. Endvidere var den generelle beslutning om, at de

allerede adskilte par skulle forblive adskilte under genoptagelsessagernes

behandling, i strid med både den uskrevne forvaltningsretlige grundsætning

om proportionalitet og det menneskeretlige proportionalitetskrav. Endelig

var det fortsat ikke en del af ordningen, at der skulle foretages partshøring

eller gives begrundelser for adskillelserne i forbindelse med den første ind-

kvartering.

Kommissionen har desuden fundet, at ordningen i øvrigt for så vidt – når

bortses fra det netop ovenfor anførte om den første indkvartering og om den

fortsatte adskillelse under genoptagelsessagerne – muliggjorde en administra-

tion med undtagelser i overensstemmelse med de uskrevne forvaltningsretlige

grundsætninger om saglig forvaltning, pligtmæssigt skøn og proportionali-

tet og kravet om konkrete og individuelle vurderinger efter Menneskerettig-

hedskonventionen. Fraværet af nærmere anvisninger eller retningslinjer for

administrationen af ordningen medførte dog fortsat en betydelig risiko for,

at ordningen blev administreret i strid med de uskrevne forvaltningsretlige

grundsætninger og Danmarks internationale forpligtelser, herunder navnlig

Menneskerettighedskonventionens artikel 8.

4.4.4.

Den nuværende indkvarteringsordning

Der kom bl.a. i forbindelse med et møde den 1. juli 2016 mellem embedsfolk

fra departementet og Udlændingestyrelsen lidt mere konkrete retningslinjer

for administrationen af indkvarteringsordningen. I modsætning til ordningen

den 28. april 2016 blev beslutningen om adskillelse i forbindelse med den

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Indkvarteringsordningen og administrationen heraf

første indkvartering nu gjort til et udgangspunkt. Der skulle desuden træffes

afgørelse i sagerne, ligesom der i alle sager skulle ske partshøring.

Den 12. december 2016 kom det notat med retningslinjer, som også udgør

grundlaget for administrationen af indkvarteringsordningen i dag. Herefter

er udgangspunktet, at der ikke kan ske fælles indkvartering af ægtefæller og

samlevere på asylcentrene, hvis den ene eller begge parter er under 18 år.

Udlændingestyrelsen skal dog i hver enkelt sag foretage en konkret vurdering

af, hvorvidt det på baggrund af sagens samlede omstændigheder er sagligt og

proportionalt at meddele påbud om separat indkvartering. Påbuddet må alene

opretholdes, så længe det er foreneligt med Danmarks internationale forplig-

telser. Notatet beskriver det primære formål med indkvarteringsinstruksen

som varetagelsen af hensynet til den mindreåriges tarv, herunder navnlig at

undgå fastholdelse af en mindreårig i et tvangsægteskab eller tvangssamliv.

Det er endvidere anført, at hvis det må antages, at ægteskabet/samlivet er

frivilligt, skal dette indgå med betydelig vægt i den samlede afvejning, men

det er ikke i sig selv afgørende for afgørelsen om indkvartering, at der ikke

umiddelbart kan konstateres et element af tvang eller utilbørligt pres. Det

skyldes, at indkvarteringsordningen også varetager hensynet til at give den

mindreårige en betænkningsperiode samt til beskyttelsen af de retlige normer

for samlivsforhold, som gælder i Danmark.

Idet den gældende indkvarteringsinstruks fortsat synes at være baseret på

en antagelse om hjemmel i udlændingelovens

42 a, stk. 7, er det kommis-

sionens opfattelse, at den fornødne hjemmel for ordningen ikke er til stede.

Tilvejebringelsen af et klart og præcist hjemmelsgrundlag vil gøre det muligt

at sikre, at ordningen får en tilstrækkelig demokratisk legitimitet, at relevante

forvaltningsretlige krav adresseres, og at forholdet til Danmarks internationale

forpligtelser beskrives klart. I den forbindelse anbefaler kommissionen, at det

i givet fald præciseres, i hvilket omfang der kan ske separat indkvartering af

et par, efter at det er vurderet, at parret har etableret et familieliv i Menne-

skerettighedskonventionens forstand, dvs. når der ikke er tale om en relation

etableret eller opretholdt ved tvang.

4.4.5.

Administrationen af indkvarteringsordningen

Kommissionens undersøgelse af sagsbehandlingen vedrørende de enkelte par

har koncentreret sig om de 32 par, der i perioden fra den 10. februar 2016 til

den 16. november 2016 blev berørt af instruksen.

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Resumé

Kommissionen har lagt til grund, at der – i hvert fald i langt størstedelen

af sagerne om adskillelse – ikke forud for genoptagelsessagerne blev truffet

begrundede afgørelser, ligesom der ikke blev foretaget partshøring eller i for-

nødent omfang foretaget sagsoplysning til brug for behandlingen af sagerne.

I de ganske mange tilfælde, hvor de berørte par klagede over adskillelserne,

førte klagerne ikke til nogen sagsbehandling i Udlændingestyrelsen.

Desuden blev der i langt størstedelen af sagerne ikke foretaget nogen i ret-

lig sammenhæng relevante konkrete og individuelle vurderinger. Sådanne

vurderinger er en forudsætning for overholdelse af både de uskrevne for-

valtningsretlige grundsætninger om saglig forvaltning, pligtmæssigt skøn og

proportionalitet samt retten til respekt for familieliv, der følger af Menneske-

rettighedskonventionens artikel 8. I flere af sagerne var Udlændingestyrelsen

ikke i besiddelse af oplysninger, der muliggjorde en sådan vurdering, mens

flere af de oplysninger, der forelå i andre sager, ikke ses at være indgået i

vurderingerne; i hvert fald ikke på en måde, hvorefter der kan siges at være

foretaget relevante konkrete og individuelle vurderinger af, om det ville være

foreneligt med forvaltningsretten og Danmarks internationale forpligtelser

at adskille parrene. Det hører i den forbindelse med til vurderingen, at der er

tale om intensive og byrdefulde indgreb foretaget over for en sårbar person-

gruppe, hvilket understøttes af, at adskillelserne for flere af de mindreårige

havde store konsekvenser for deres trivsel.

Administrationen af indkvarteringsordningen i foråret 2016 var således så

mangelfuld, at den i hvert fald i langt størstedelen af de omhandlede sager

var i strid med både grundlæggende forvaltningsretlige og menneskeretlige

krav af formel og materiel karakter og medførte en betydelig risiko for, at

der blev truffet materielt forkerte afgørelser. Efter kommissionens opfattelse

var den klart ulovlige administration – i hvert fald frem til den 18. marts

2016 – en følge af den undtagelsesfrie instruks, som Udlændingestyrelsen

modtog fra departementet den 10. februar 2016. Heller ikke efter ændringen

af ordningen den 18. marts 2016 ses der at være sket væsentlige ændringer i

administrationen, før Udlændingestyrelsen genoptog sagerne, og ændringerne

i ordningen på dette tidspunkt førte således ikke til, at de allerede gennemførte

adskillelser blev genovervejet.

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Oplysningen af Folketingets Ombudsmand

4.5. Oplysningen af Folketingets Ombudsmand

Kommissionen har til brug for afhøringerne udgivet en oversigtsekstrakt med

navnlig det materiale, som ombudsmanden modtog fra Udlændinge-, Integra-

tions- og Boligministeriets departement og Udlændingestyrelsen i forbindelse

med sin undersøgelse. I kommissionens undersøgelse er indgået et langt større

materiale end det materiale, som ombudsmanden modtog. Dette er ikke i sig

selv udtryk for, at ombudsmanden ikke modtog alt relevant materiale, herun-

der fordi kommissionen har modtaget dokumenter fra andre myndigheder

end dem, der var genstand for ombudsmandens undersøgelse. Af blandt andet

ressourcemæssige hensyn har kommissionen ikke foretaget en gennemgang

af samtlige de dokumenter, som kommissionen har modtaget, med henblik på

at vurdere, om ombudsmanden burde have modtaget disse, men har i stedet

foretaget enkelte nedslag.

Kommissionen har på baggrund af sin gennemgang fundet, at der er dokumen-

ter, som var åbenbart relevante for undersøgelsen, og som ikke blev givet til

ombudsmanden, og at både departementets og Udlændingestyrelsens oplys-

ninger til ombudsmanden derfor har været utilstrækkelige. Med undtagelse

af en mail fra daværende direktør i Udlændingestyrelsen, Henrik Grunnet,

sendt den 10. februar 2016 kl. 13.45 har kommissionen imidlertid fundet,

at der ikke er sikre holdepunkter for at konkludere, at departementet eller

styrelsen bevidst har tilbageholdt oplysninger for ombudsmanden. For så vidt

angår Henrik Grunnets mail har kommissionen fundet bl.a.,

der ikke er

holdepunkter for at konkludere, at departementet eller styrelsen bevidst har

tilbageholdt oplysninger herom forud for den 22. juni 2017,

flere medar-

bejdere i Udlændingestyrelsen og i hvert fald en medarbejder i departementet

blev gjort bekendt med mailens indhold den 22. juni 2017,

det er mest

sandsynligt, at en række yderligere personer i departementet, herunder Inger

Støjberg, blev gjort bekendt med mailens indhold den 22. juni 2017, men

der ikke er et tilstrækkeligt sikkert grundlag for at tilsidesætte Inger Støjbergs

egen forklaring om, at hun først i 2019 blev bekendt med mailens indhold.

Herudover har kommissionen lagt til grund, at både departementet og sty-

relsen i beskrivelsen af hændelsesforløbet afgav misvisende oplysninger til

Folketingets Ombudsmand. Kommissionen har i denne forbindelse lagt til

grund, at Inger Støjberg havde lejlighed til at gøre sig bekendt med indhol-

det af departementets svar til ombudsmanden den 14. juli 2016, men at det

ikke kan lægges til grund, at hun rent faktisk blev klar over, at beskrivelsen

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Resumé

af forløbet var misvisende. Det kan dog med sikkerhed lægges til grund, at

hun godkendte svaret.

4.6. Oplysningen af Folketinget

Også i forbindelse med besvarelsen af den del af kommissoriet, der vedrører

oplysningen af Folketinget, har kommissionen foretaget enkelte nedslag, idet

mængden af oplysninger er betydelig. Der er som anført ovenfor således stillet

flere hundrede folketingsspørgsmål og afholdt seks samråd.

Kommissionen har fundet, at Folketinget i en række tilfælde fik en urigtig

eller vildledende beskrivelse af det hændelsesforløb, som kommissionen har

lagt til grund.

Kommissionen har fundet, at beskrivelsen af den administration, der fandt

sted i Udlændingestyrelsen på baggrund af instruksen – navnlig for så vidt

angår administrationen i februar og begyndelsen af marts 2016, hvor stør-

stedelen af parrene blev adskilt – var urigtig. Kommissionen har dog ikke

fundet tilstrækkeligt sikkert grundlag for at fastslå, at Inger Støjberg på de

tidspunkter, hvor hun beskrev denne administration, var klar over, at beskri-

velsen var urigtig.

For så vidt angår beskrivelsen af den instruks, der blev givet til Udlændinge-

styrelsen den 10. februar 2016, har kommissionen fundet, at Inger Støjberg

under samråd AT og AU den 1. juni 2017 fremkom med en række udtalelser,

som efter kommissionens opfattelse samlet gav et andet indtryk af den in-

struks, der endeligt var blevet kommunikeret til styrelsen, end tilfældet var.

Udtalelserne var således egnede til at give det indtryk, at den ordning, der

fremgik af pressemeddelelsen den 10. februar 2016, ikke var absolut, men

indeholdt mulighed for undtagelser, og at dette blev kommunikeret til Ud-

lændingestyrelsen. Endvidere var udtalelserne egnede til at give det indtryk,

at Inger Støjbergs ønske om en undtagelsesfri ordning alene var et ”politisk”

ønske om at adskille alle og ikke også afspejlede, at Inger Støjberg ville have,

at Udlændingestyrelsen skulle administrere uden mulighed for at foretage

konkrete vurderinger. Uanset at både talepapiret og beredskabet til samrådet

var udarbejdet af embedsværket, har kommissionen fundet, at Inger Støjberg

ikke kan have været i tvivl om, at hendes beskrivelse samlet set var urigtig og

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Sammenfattende om Inger Støjbergs rolle

misvisende. Beskrivelsen blev senere gentaget i flere folketingsbesvarelser og

efterfølgende samråd.

Kommissionen har desuden fundet, at Inger Støjbergs omtale af fire piger,

som var blevet ”reddet” af praksisændringen, var misvisende og med til at

tegne et billede af ordningens virkning, som omstændighederne i sagerne

ikke gav grundlag for.

4.7. Sammenfattende om Inger Støjbergs rolle

Kommissionen har fundet, at der efter det materiale, der er indgået i kom-

missionsundersøgelsen, og de afgivne forklaringer ikke er nogen rimelig tvivl

om, at Inger Støjberg forud for udsendelsen af pressemeddelelsen var blevet

advaret mundtligt af embedsfolk fra sit departement om, at en

ordning

uden

undtagelser ikke ville være lovlig, men at hun også i forbindelse med rådgiv-

ningen fra departementet var blevet bibragt en opfattelse af, at man lovligt

kunne lave en ordning, der ville føre til, at i hvert fald hovedparten af de

omhandlede par kunne skilles ad efter en konkret og individuel vurdering, og

at undtagelsesmulighederne således kunne gøres snævre. Tilkendegivelserne

fra embedsfolkene i relation til muligheden for en undtagelsesfri ordning har

ikke desto mindre været klar.

Vedrørende spørgsmålet om Inger Støjbergs hensigt med pressemeddelelsen

har kommissionen i det hele tilsidesat Inger Støjbergs forklaring om betyd-

ningen af et notat, som hun godkendte den 9. februar 2016. Ordningen be-

skrevet i notatet mistede således utvivlsomt sin betydning som følge af Inger

Støjbergs efterfølgende meget klare tilkendegivelser – både eksternt og internt

i departementet – om, at hun ville have en undtagelsesfri ordning.

Kommissionen har ikke fundet grundlag for at konkludere, at Inger Støjberg

direkte

har udtalt en tjenestebefaling om, at ministeriets embedsfolk skulle

iværksætte en administration i strid med loven, men embedsfolk i departe-

mentet har handlet i overensstemmelse med Inger Støjbergs udtrykte ønske

og afgivet en undtagelsesfri instruks til Udlændingestyrelsen. Dette ønske

fastholdt Inger Støjberg på trods af flere mundtlige advarsler fra embedsvær-

ket, og den praksisændring, der blev meddelt Udlændingestyrelsen den 10.

februar 2016, var således en direkte konsekvens af Inger Støjbergs tydeligt

udtrykte ønske om en undtagelsesfri ordning.

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Resumé

Det er desuden med en høj grad af sikkerhed lagt til grund, at Inger Støjbergs

hensigt med praksisændringen den 10. februar 2016 var, at der skulle ske en

undtagelsesfri adskillelse af parrene.

Den undtagelsesfrie instruks havde den følge, at der i Udlændingestyrelsen i

hvert fald i en periode blev administreret klart ulovligt, og den ulovlige admi-

nistration af ordningen fandt sted i hvert fald i perioden fra den 10. februar til

den 1. juli 2016. Heller ikke efter mailen af 18. marts 2016 ses der således at

være sket væsentlige ændringer i administrationen, og de par, der var blevet

adskilt, fik ikke genbehandlet deres sag forud for genoptagelsen af alle sager

i perioden efter den 28. april 2016.

Kommissionen har om oplysningen af Folketingets Ombudsmand lagt til

grund bl.a., at der var dokumenter, der ikke blev givet til ombudsmanden,

som åbenbart var relevante for ombudsmandens undersøgelse, og at udlæn-

dingemyndighedernes oplysninger til ombudsmanden derfor har været util-

strækkelige. Med undtagelse af Henrik Grunnets mail af 10. februar 2016

kl. 13.45 har kommissionen dog ikke fundet holdepunkter for at antage, at

oplysningerne bevidst blev tilbageholdt. Kommissionen har fundet det mest

sandsynligt, at Inger Støjberg blev gjort bekendt med indholdet af mailen

den 22. juni 2017, men har ikke fundet tilstrækkeligt grundlag for at afvise

hendes forklaring om det modsatte.

Herudover har kommissionen lagt til grund, at departementet i beskrivelsen

af hændelsesforløbet afgav misvisende oplysninger til Folketingets Ombuds-

mand, og at Inger Støjberg – såfremt hun gjorde sig nærmere bekendt med

udtalelsen til ombudsmanden – i hvert fald må have indset den mulighed,

at beskrivelsen af forløbet kunne fremstå misvisende for ombudsmanden.

Kommissionen har dog ikke fundet tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at

Inger Støjberg rent faktisk gjorde sig bekendt med indholdet af besvarelsen,

hvilket hænger sammen med Inger Støjbergs forklaring om, at hun generelt

trådte lidt tilbage og lod juristerne i departementet om at formulere breve til

ombudsmanden. Kommissionen har imidlertid med sikkerhed lagt til grund,

at Inger Støjberg godkendte udtalelsen.

For så vidt angår oplysningen af Folketinget har kommissionen ikke fundet

grundlag for at fastslå, at Inger Støjberg i 2017 var klar over, at hendes udta-

lelser til Folketinget om Udlændingestyrelsens

sagsbehandling

var urigtige.

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Justitsministeriets rolle

Under samråd AT og AU den 1. juni 2017 fremkom Inger Støjberg med en

række udtalelser vedrørende

ordningen,

som efter kommissionens opfattelse

samlet set tegner et urigtigt billede af forløbet den 10. februar 2016. Den be-

skrivelse af ordningen, som blev givet under samrådet, fremgik af talepapiret

og beredskaberne og var således udarbejdet af embedsværket. Uanset dette

har kommissionen fundet, at Inger Støjberg ikke kan have været i tvivl om, at

hendes beskrivelse under samrådet af den ordning, der den 10. februar 2016

blev fastlagt i pressemeddelelsen, var urigtig og misvisende. Den urigtige og

misvisende beskrivelse af disse forhold blev senere gentaget i flere folketings-

besvarelser og efterfølgende samråd. Kommissionen har desuden fundet, at

Inger Støjbergs omtale af fire piger, som var blevet ”reddet”, var misvisende

og med til at tegne et billede af ordningens virkning, som omstændighederne

i sagerne ikke gav grundlag for.

4.8. Justitsministeriets rolle

Kommissionen har ikke fundet grundlag for at konstatere, at det kan lægges

Justitsministeriet til last, at der ikke i februar og henover foråret 2016 blev ydet

mere tilbundsgående rådgivning om indkvarteringsordningen, herunder om

de nærmere menneskeretlige krav, en sådan ordning skulle opfylde. Selvom

der efter kommissionens opfattelse – ud over hjemmelsproblematikken – er

visse elementer i den nuværende indkvarteringsordning (som den er beskrevet

i notatet af 12. december 2016), der kan give anledning til overvejelse, har

kommissionen fundet, at Justitsministeriets involvering i sagen ikke ses at give

grundlag for at foretage nogen ansvarsvurdering i forhold til de involverede

embedsfolk fra Justitsministeriet.

4.8.1.

Fhv. justitsminister Søren Pind

Kommissionen har lagt til grund, at Søren Pind via sit virke som justitsmi-

nister fik kendskab til, at der hos hans embedsfolk på et tidspunkt var en

bekymring i relation til den indkvarteringsordning, som blev introduceret

med pressemeddelelsen den 10. februar 2016, ligesom han blev gjort bekendt

med, at der havde været drøftelser mellem embedsfolk i Udlændinge-, Inte-

grations- og Boligministeriet og Justitsministeriet herom. Der er imidlertid

ikke i sagen holdepunkter for at fastslå, at Søren Pind i øvrigt skulle have

siddet inde med en særlig viden om sagen, herunder hverken i relation til den

afgivne instruks eller administrationen af ordningen. Kommissionen har des-

uden lagt til grund, at Søren Pind på et tidspunkt i hvert fald kan have rettet

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Resumé

henvendelse til Lars Løkke Rasmussen i anledning af sagen, men kan hverken

konkludere noget om indholdet af henvendelsen til Lars Løkke Rasmussen

eller tidspunktet herfor. Kommissionen har dog fundet, at det til brug for

vurderingen af Søren Pinds rolle i sagen kan lægges til grund, at han – mest

sandsynligt i foråret/forsommeren 2016 – kan have sendt en henvendelse til

Lars Løkke Rasmussen om sagen, hvilken henvendelse Søren Pind selv kan

have opfattet som en form for ”indberetning”.

4.9. Statsministeriets rolle

Statsministeriet ses i 2016 navnlig at være blevet orienteret specifikt om

indkvarteringsordningen i forbindelse med modtagelsen af et beredskab fra

Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet til brug for statsministerens

deltagelse i en forespørgselsdebat den 4. marts 2016 vedrørende værdier. Op

til modtagelsen af beredskabet havde der udspillet sig et noget usædvanligt

forløb, hvor Statsministeriet i første omgang havde modtaget et beredskab

fra Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet med en beskrivelse af ord-

ningen som undtagelsesfri, ligesom det senere kom på tale, at Udlændinge-,

Integrations- og Boligministeriet ville sende to beredskabsversioner – ét fra

ministeren og ét fra embedsværket. Det endte dog med, at Statsministeriet

modtog ét nyt beredskab med en beskrivelse af indkvarteringsordningen, der

indeholdt mulighed for at gøre undtagelser. Medarbejdere i Statsministeriet

ses i den forbindelse tillige at være blevet mundtligt orienteret om, at ordnin-

gen ville blive administreret lovligt, herunder at myndighederne i de konkrete

sager ville overholde de internationale forpligtelser. Fhv. statsminister Lars

Løkke Rasmussen ses ikke at være blevet orienteret om det usædvanlige for-

løb i forbindelse med modtagelsen af beredskabet, ligesom der ikke i sagen

er oplysninger om, at han af sit embedsværk i øvrigt i foråret eller sommeren

2016 blev gjort særligt opmærksom på sagen.

Statsministeriets rolle i sagen ses ikke at give grundlag for at foretage nogen

ansvarsvurdering i forhold til de involverede embedsfolk fra Statsministeriet.

4.9.1.

Fhv. statsminister Lars Løkke Rasmussen

Kommissionen har lagt til grund, at Lars Løkke Rasmussen – i hvert fald i

forbindelse med forberedelsen af forespørgselsdebatten den 4. marts 2016 –

var blevet oplyst om, at Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet ville

administrere indkvarteringsordningen lovligt. Der er ikke i sagen sikre oplys-

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Statsministeriets rolle

ninger om, at Lars Løkke Rasmussen i øvrigt havde særlige oplysninger om

sagen. Kommissionen har vedrørende den mulige henvendelse fra Søren Pind

ikke fundet grundlag for at tilsidesætte Lars Løkke Rasmussens forklaring

om, at han ikke mener at have modtaget henvendelser om ulovligheder eller

andet, som han skulle handle på.

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3) REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

KAPITEL 5

Kommissionens sammen-

fatning af det faktiske forløb

5.1. Indledning

Dette kapitel indeholder undersøgelseskommissionens sammenfatning af det

begivenhedsforløb fra den 25. januar 2016 til den 22. januar 2020, som knyt-

ter sig til statslige myndigheders generelle administration og håndtering af

konkrete sager om indkvartering af gifte eller samlevende asylansøgere, hvor

den ene var mindreårig. For en mere udførlig gennemgang af hændelsesfor-

løbet henvises til beretningens kapitel 8 og 9.

Kommissionen omtaler i dette kapitel en række navngivne personer. Perso-

nerne omtales i hvert fald første gang, de nævnes, eller i tilfælde af jobskifte

med navn, titel og ansættelsessted. I kapitel 3 findes en oversigt over samtlige

omtalte personer i beretningen med angivelse af navn, titel og ansættelsessted.

Forklaringerne er i denne del af beretningen kun gengivet i uddrag, ligesom

de visse steder er blevet tilrettet for at passe ind i den sammenhæng, hvor de

er gengivet.

5.2. Perioden forud for den 10. februar 2016

5.2.1.

Praksis for indkvartering af mindreårige asylansøgere forud

for den 10. februar 2016

Udlændingestyrelsen har om sin praksis forud for den 10. februar 2016 for

indkvartering af mindreårige asylansøgere oplyst, at styrelsen – bl.a. henset

til straffelovens

222 – ikke indkvarterede mindreårige under 15 år sammen

med myndige eller umyndige ægtefæller eller samlevere. I sager, hvor den

mindreårige var over 15 år, blev der i sager, hvor der var oplysninger om

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

mistrivsel hos den mindreårige, foretaget en konkret vurdering af sagens

omstændigheder. Omdrejningspunktet for denne vurdering var vurderingerne

hos indkvarteringsoperatørens børnefaglige personale og værtskommunens

evt. faglige vurderinger af, hvilke indkvarteringsforhold der var til den min-

dreåriges bedste med udgangspunkt i hensynet til barnets tarv. Styrelsen har

videre oplyst, at det fremgik af kontrakterne mellem Udlændingestyrelsen

og indkvarteringsoperatørerne, at operatøren skulle identificere beboere med

særlige behov, og at der skulle sikres en helhedsorienteret og koordineret

indsats. Operatøren skulle således sikre, at der i overensstemmelse med

§§

153 og 154 i lov om social service skete identifikation af særligt omsorgs-

truede børn med henblik på iværksættelse af nødvendige foranstaltninger i

samarbejde med den lokale kommune og Udlændingestyrelsen. Operatørerne

havde således en skærpet underretningspligt i forhold til mindreårige, som

var indkvarteret på asylcentrene.

Lene Linnea Vejrum (på daværende tidspunkt vicedirektør i Udlændingesty-

relsen) har herom forklaret

bl.a., at der tidligere ikke var nogen fast praksis i

de tilfælde, hvor den mindreårige var 15 år eller derover. Disse par boede på

centrene som alle andre par. Dog havde styrelsen særlige forpligtelser over

for mindreårige, hvilket betød, at også operatørerne havde særlig fokus på

denne gruppe. Hvis den mindreårige var under 15 år, blev parret i alle tilfælde

adskilt. De sagsbehandlede ikke alle de sager, hvor den mindreårige var over

15 år. De blev netop behandlet som alle andre par, og det var alene, hvis der

var bekymring for den mindreårige, at styrelsen gik ind i sagen, men det skete

også, hvis begge ægtefæller var over 18 år. Forskellen var alene, at der var en

større forpligtelse til at holde øje med mindreårige.

Anne la Cour Vågen (asylchef i Røde Kors) har herom forklaret

bl.a., at der

forud for den 10. februar 2016 havde været en praksis, som Røde Kors syntes

fungerede rigtig fint. Denne tidligere praksis lænede sig op ad den sociallov-

givning, der gjaldt i den situation, hvor man blev opmærksom på børn, der

mistrivedes. Der var ikke tale om særlig mange par. Der var allerede på det

tidspunkt, hvor pressemeddelelsen blev sendt ud, et system, der fungerede, og

som de var meget trygge ved. Fordi de havde konstateret en stigning i antallet

af par, hvor den ene part var mindreårig, ville de se på forskellige parametre

Afhøringsekstrakten, side 403-404.

Afhøringsekstrakten, side 507-509.

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden forud for den 10. februar 2016

såsom skolegang, boligforhold, om der var behov for en anden indkvartering,

herunder af par med børn, og om de i øvrigt kunne gøre noget mere. Røde

Kors havde taget initiativ til en række nye tiltag, og Helle Kjems henvendte

sig til Udlændingestyrelsen i december 2015 herom. En henvendelse, som

Red Barnet også stod bag. Det blev imidlertid ikke til noget, idet instruksen

kom den 10. februar 2016, hvilket gjorde, at alting ændrede sig. Nu skulle de

noget andet.

Helle Kjems (socialkonsulent i Røde Kors) har herom forklaret

bl.a., at de

slet ikke var i tvivl om, hvordan de skulle håndtere en situation, hvor der var

indikationer på tvang. De havde brugt rigtig mange ressourcer på at imple-

mentere overgrebspakken fra 2013. Deres opmærksomhed på både social

kontrol, tvang og på, om der var tale om et ligeværdigt forhold, gjorde, at de

i sådanne situationer ville have underrettet med det samme. Denne opmærk-

somhed var baseret på flerfaglige undersøgelser, hvor både sundhedsplejerske,

skole og socialrådgivere var involveret i forhold til observationer af parret.

Hos sundhedsplejersken var der samtaler om relationen, og i de tilfælde, hvor

de var i tvivl, anmodede de også om psykologiske screeninger af relationen.

5.2.2.

Forløbet forud for Inger Støjbergs pressemeddelelse af 10.

februar 2016

Berlingske og TV 2 Nyheder bragte den 25. januar 2016 om eftermiddagen

en nyhed på deres hjemmesider om mindreårige asylansøgere, der var gift og

boede sammen med en voksen. I artiklerne oplyste Udlændingestyrelsen, at

der i »ganske få tilfælde« boede asylansøgere under 18 år med et »retsgyldigt

ægteskab« indgået med en anden mindreårig eller en voksen, og at »[d]et af-

hænger af omstændighederne i den enkelte sag, herunder fx vurderingen af

relationen mellem de pågældende ægtefæller samt den mindreåriges alder, om

styrelsen finder det hensigtsmæssigt at indkvartere de pågældende sammen«.

5.2.2.1.

Inger Støjbergs opslag på Facebook den 25. januar 2016

Som en kommentar til artiklen fra TV 2 Nyheder lavede daværende inte-

grations-, udlændinge- og boligminister Inger Støjberg samme dag følgende

opslag på Facebook:

Afhøringsekstrakten, side 526.

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

”Det er fuldstændig uacceptabelt, at barnebrude indkvarteres sammen

med deres ægtefæller på danske asylcentre. Det skal stoppes omgående,

og det vil jeg omgående meddele Udlændingestyrelsen.

…”

Inger Støjberg har om sit opslag på Facebook forklaret

bl.a., at hun skrev

dette opslag selv. Hun kørte i en minibus i Bruxelles, da hun enten på TV

2’s hjemmeside eller i Berlingske Tidende læste det, som hun tror var den

første artikel om barnebrude på danske asylcentre. Hun reagerede temmelig

voldsomt på disse oplysninger, og hun konstaterede også, at der blev reageret

bredt politisk. Hun skrev sit Facebook opslag i minibussen. I minibussen sad

ud over hende selv i hvert fald Mark Thorsen og Lykke Sørensen. Hun viste

opslaget til Mark Thorsen, hvorefter de rakte telefonen til Lykke Sørensen.

De spurgte Lykke Sørensen, om hun kunne skrive sådan, og Lykke Sørensen

sagde: ”Ja, det er dine centre”. Dette var Lykke Sørensens helt umiddelbart op-

fattelse. Herefter ”buldrede sagen derudaf”. Noget af det første, der skete, var,

at Dan Jørgensen straks indkaldte hende til et samråd om, hvorfor hun ikke

havde gjort noget, og om hun ville tillade barnebrude. Til dette svarede Sofie

Carsten Nielsen fra Radikale Venstre, at det var helt skørt, at man indkaldte til

et samråd i stedet for straks at gøre noget. Fra alle sider i Folketinget blev der

reageret. Hun havde intet kendskab til omfanget af tvangsgifte mindreårige

asylansøgere, før hun læste artiklerne. Hun læste blandt andet en artikel om

en 14-årig pige. Hun tillod sig at antage, at hvis en 14-årig pige er gift med en

25-årig mand, er der sket en form for kulturel tvang. Det var hendes opfattelse,

at hun den 25. januar 2016 havde tilstrækkeligt grundlag for at beslutte, at

dette skulle stoppe. Hun ville ikke på asylcentre se mindreårige piger, der var

gift med ældre mænd. Det var afgørende for hende at få at vide, hvor stort

omfanget var. På dette tidspunkt havde hun fået at vide, at hun kunne gøre,

hvad hun ville.

Den 25. januar 2016 havde hun ikke grund til at tro andet,

end at alle kunne skilles ad.

Lykke Sørensen (på daværende tidspunkt afdelingschef i Udlændingeafde-

lingen i Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet) har herom forklaret

bl.a., at hendes erindring om forløbet i minibussen den 25. januar 2016 umid-

Afhøringsekstrakten, side 107-108.

Afhøringsekstrakten, side 112.

Afhøringsekstrakten, side 154.

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden forud for den 10. februar 2016

delbart op til Facebook opslaget den 25. januar 2016 ikke er den samme som

Inger Støjbergs, men det behøver ikke være udtryk for, at det ikke kan være

foregået som forklaret af Inger Støjberg. Hun var på daværende tidspunkt af

den opfattelse, at der var tale om børn under 15 år, og hun havde ikke ansvaret

for at godkende Facebook opslag. Hun godkendte heller ikke det pågældende

Facebook opslag. Det er ikke forkert, at ministeren havde ansvaret for asyl-

centrene, men dette indebar ikke, at almindelige retsprincipper kunne tages

ud af funktion. Uanset hvordan ordene måtte være faldet, behandlede de ikke

en sag som den foreliggende på to minutter i et folkevognsrugbrød.

Mark Thorsen (på daværende tidspunkt særlig rådgiver i Udlændinge-, Inte-

grations- og Boligministeriet) har om opslaget på Facebook forklaret

bl.a., at

ministeren, Lykke Sørensen, en ministersekretær og han sad i en minibus på

vej til lufthavnen og scrollede ned over nyhederne. Her læste de i Berlingske

Tidende og vist også på TV 2’s hjemmeside, at der ifølge Udlændingestyrelsen

var indkvarteret mindreårige gifte og samlevende asylansøgere på danske

asylcentre. Dette var ministeren ret utilfreds med. Han var også selv utilfreds,

idet han fandt det irriterende, at Udlændingestyrelsen ikke havde varslet dem

om, at styrelsen ville komme med en sådan udtalelse. I og med at Udlændin-

gestyrelsen havde udtalt sig som sket i artiklen, følte han, at de allerede var

kommet på bagkant i forhold til at håndtere sagen. De blev derfor enige om,

at ministeren var nødt til at kommunikere ret hurtigt ud, at hun gerne så det

anderledes. I den forbindelse var Facebook en nem kanal at bruge, og det var

også den mest effektive kanal, idet de sad i en minibus på vej til en lufthavn.

Ministeren sad med sin telefon og begyndte at skrive et Facebook opslag.

Hun rakte telefonen over til ham, og han kiggede på udkastet. Han husker

ikke, at han havde bemærkninger til opslaget, idet det var ret klart formu-

leret. Eftersom Lykke Sørensen, der indtil kort tid forinden havde arbejdet i

Udlændingestyrelsen og nu var den øverste juridiske chef i ministeriet, også

var til stede i minibussen, syntes han, at det ville være naturligt at spørge

hende, om hun fandt opslaget ”inden for skiven”. Han rakte derfor telefonen

over til Lykke Sørensen og spurgte: ”Kan man sige det her?” Lykke Sørensen

læste opslaget relativt hurtigt og svarede henvendt til ministeren: ”Ja, det kan

du sagtens, det er jo dine centre”. Herefter blev opslaget lagt op på Facebook.

Afhøringsekstrakten, side 372.

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

I forlængelse af pressens dækning og Inger Støjbergs opslag på Facebook

ønskede vicedirektør Lene Linnea Vejrum fra Udlændingestyrelsen at komme

med følgende præcisering til pressen:

”- I forbindelse med historierne i pressen om såkaldte barnebrude blandt

asylansøgere i Danmark vil jeg gerne understrege, Udlændingestyrelsen

på ingen måde accepterer, at børn indkvarteres sammen med en jævn-

aldrende eller en voksen, hvis der er tvivl om, at dette sker af egen fri

vilje. Såfremt der opstår tvivl om tvang eller andet pres, indkvarteres

personerne hver for sig. Det drejer sig ganske få tilfælde over tid, og

Udlændingestyrelsen er meget opmærksom på problemstillingen.”

Udtalelsen blev sendt til godkendelse i ministeriet, i hvilken forbindelse Mark

Thorsen i en mail af 25. januar 2016 kl. 20.10 skrev:

”Kæmpe nej!

De skal rette 100 pct. ind efter det Inger har meldt ud. Færdig. Punk-

tum.”

Mark Thorsen har herom forklaret

bl.a., at hans mail var udtryk for, at han

var sur. Hvis han havde skrevet mailen i dag, ville han nok have formuleret

sig lidt blødere. Han ville have skrevet, at der ikke var brug for, at Udlændin-

gestyrelsen gik ud og nuancerede yderligere i forhold til, hvordan de indkvar-

terede ”barnebrude”.

Allerede samme dag kom der reaktioner på nyheden om ”barnebrude” på dan-

ske asylcentre fra forskellige politikere, herunder fra Dan Jørgensen (S), der

ifølge et nyhedstelegram fra Ritzau udtalte, at det var dybt utilfredsstillende,

at en sag om ”barnebrude graves frem af pressen”, og at han ville indkalde

ministeren til et samråd for at få en vurdering af, hvor stort problemet var.

Ifølge telegrammet fra Ritzau udtalte Sofie Carsten Nielsen (RV) – med hen-

visning til Inger Støjbergs Facebook opslag – glæde over, at Inger Støjberg

ville tage affære.

Afhøringsekstrakten, side 373.

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden forud for den 10. februar 2016

5.2.2.2.

Udlændingestyrelsens høring af indkvarteringsoperatørerne

Dagen efter – den 26. januar 2016 – igangsatte Udlændingestyrelsen en ha-

stehøring af indkvarteringsoperatørerne. På baggrund af denne høring ud-

arbejdede Udlændingestyrelsen et notat om resultatet af høringen, hvilket

notat den 27. januar 2016 blev sendt til afdelingschefen i Koncernstyring i

Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet, Line Skytte Mørk Hansen. Af

høringsnotatet fremgår det bl.a.:

»Høring af indkvarteringsoperatører om indkvartering af mindreåri-

ge udlændinge med ægtefæller eller samlevere

Høringen

Udlændingestyrelsen har den 26. januar 2016 – i forlængelse af debat-

ten om indkvarteringsforhold for børn – sendt en høring til samtlige

indkvarteringsoperatører. Indkvarteringsoperatørerne blev i den for-

bindelse bedt om at angive antallet af mindreårige asylansøgere, som

er indkvarteret på eller i tilknytning til et asylcenter, og hvor indkvarte-

ringsoperatøren har kendskab til, at den pågældende har en ægtefælle/

samlever. …

Hovedkonklusioner

Efter gennemgangen af indkvarteringsoperatørernes besvarelser af hø-

ringen af 26. januar 2016 kan Udlændingestyrelsen oplyse, at det frem-

går, at i alt 25 mindreårige i alderen 15 til 17 år har en ægtefælle eller

samlever. Af disse er 20 mindreårige samlevende med deres partner

på asylcenter, 1 har en ægtefælle på et andet asylcenter, mens 4 har en

herboende ægtefælle. Operatørerne har oplyst, at 2 af de mindreårige

med herboende ægtefæller tager på besøg hos den herboende ægtefælle.

…

For hovedparten af de mindreårige, som efter det oplyste har en ægte-

fælle eller samlever over 18 år, gælder, at der er tale om piger i alderen

16-17 år, som har en ægtefælle eller samlever, og hvor de pågældende er

indkvarteret sammen på asylcenter. Det er endvidere styrelsens indtryk,

at der ikke er tale om store aldersforskelle mellem de mindreårige og

deres myndige partner.

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

Operatørerne blev bedt om at angive, såfremt der var indikatorer på

tvang eller lignende. Ingen operatører har oplyst om indikationer på

tvang eller lignende i de konkrete sager.

…”

Lykke Sørensen har om høringsnotatet forklaret

bl.a., at hun ikke husker at

have set høringssvaret forud for forberedelsen af denne sag, men hun er ikke

sikker. Hvis det var ministeren, der bestilte høringen, vil hun tro, at ministeren

fik notatet eller eventuelt en sammenfatning af indholdet.

Uffe Toudal Pedersen (på daværende tidspunkt departementschef i Udlændin-

ge-, Integrations- og Boligministeriet) har om høringsnotatet forklaret

bl.a.,

at han så høringssvaret som det ”fotografi”, man havde taget af den daværende

situation. Han vil tro, at ministeren også så notatet om høringssvaret. Han kan

ikke tro andet, fordi sagen fyldte så meget i hendes bevidsthed.

Inger Støjberg har om høringsnotatet forklaret

bl.a., at hun ikke så dette

notat. Hun tror, at hun fik at vide, at det forholdt sig nogenlunde således, som

det er beskrevet i dette notat.

Line Skytte Mørk Hansen har om høringsnotatet forklaret

bl.a., at hun ikke

havde nogen grund til at gå ud fra andet, end at oplysningerne fra operatørerne

var troværdige. Hun ved ikke, hvorfor Udlændingestyrelsen havde indhentet

oplysninger om, hvorvidt der var indikationer på tvang. Det var interessant

at vide, om der var tvang involveret, og dette spørgsmål fyldte meget hos

ministeren, i pressen og i den øvrige politiske virkelighed. Hun husker ikke,

om hun drøftede spørgsmålet om tvang med ministeren.

Jesper Gori (på daværende tidspunkt kontorchef i Familiesammenførings-

kontoret i Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet) har om høringsno-

tatet forklaret

bl.a., at han ikke tør sige, om han var bekendt med, at ingen

af operatørerne havde oplyst om indikationer på tvang eller lignende. Han

Afhøringsekstrakten, side 43.

Afhøringsekstrakten, side 76.

Afhøringsekstrakten, side 108.

Afhøringsekstrakten, side 186-187.

Afhøringsekstrakten, side 238.

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden forud for den 10. februar 2016

husker ikke, om spørgsmålet om, hvorvidt der forelå tvang, var fremme på

dette tidspunkt.

Mark Thorsen har herom forklaret

bl.a., at han ikke selv sendte notaterne

med høringssvarene videre til ministeren, men han ved, at ministeren fik

notaterne senest i forbindelse med pressemeddelelsen.

Udlændingestyrelsen igangsatte den 28. januar 2016 en opfølgende høring

vedrørende aldersforskellen på de indkvarterede par, hvoraf den ene var min-

dreårig. Det fremgår af resultatet af denne opfølgende høring bl.a.:

”Opfølgende høring af indkvarteringsoperatører om indkvartering af

mindreårige udlændinge med ægtefæller eller samlevere

Høringen

(…) I forlængelse af førnævnte høring har Udlændingestyrelsen på ny

hørt indkvarteringsoperatørerne den 28. januar 2016. Høringen ved-

rørte aldersforskellen på de mindreårige og deres ægtefæller/samlevere.

Sammenfatning af de iværksatte høringer

Nedenfor fremgår operatørernes opdaterede tilbagemeldinger i over-

sigtsform:

Røde Kors har oplyst, at der pr. d.d. er indkvarteret

– en mindreårig på 14 år, som er samlevende på centeret med en

person på 28 år. Der er taget initiativ til at indkvartere parret hver

for sig på henholdsvis børne- og voksencenter. Flytningen vil blive

effektueret snarest.

– tre mindreårige på 15 år, som er samlevende på centeret med perso-

ner på henholdsvis 20, 25 og 28 år.

– to mindreårige på 16 år, som er samlevende på centeret med perso-

ner på 20 år.

Afhøringsekstrakten, side 374.

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

– to mindreårige på 17 år, som er samlevende på centeret med personer

på henholdsvis 18 og 20 år.

– Ingen af parrene har børn.

Tønder Kommune har oplyst, at der pr. d.d. er indkvarteret

– en mindreårig på 17 år, som er samlevende på centeret med en

person over 18 år. Aldersforskellen er angivet til 6 år. Parret har

ingen børn.

– en mindreårig på 17 år, som har herboende ægtefælle, som den

mindreårige besøger på ægtefællens bopæl. Ægtefællen er efter det

oplyste 24 år. Parret har ingen børn.

Thisted Kommune har oplyst, at der pr. d.d. er indkvarteret

– en mindreårig på 16 år, som er samlevende på centeret med en per-

son på 22 år. Den mindreårige er gravid.

– en mindreårig på 16 år, som har herboende ægtefælle på 33 år. Den

mindreårige besøger efter det oplyste ikke ægtefællen på dennes

bopæl.

– en mindreårig på 17 år med herboende kæreste på 24 år. Den min-

dreårige besøger efter det oplyste ikke ægtefællen på dennes bopæl.

– en mindreårig på 16 år, som har herboende ægtefælle på 27 år. Den

mindreårige besøger ægtefællen på dennes bopæl.

Jammerbugt Kommune har oplyst, at der pr. d.d. er indkvarteret

– en mindreårig under 15 år, som har ægtefælle på andet asylcenter.

Ægtefællen er 24 år. Den mindreårige er gravid.

– to mindreårige på henholdsvis 15 og 16 år er kærester med to per-

soner på 17 år. Den 16-årige er gravid. For begge par gælder, at de er

indkvarteret på samme center, men ikke på samme værelse.

– to mindreårige på henholdsvis 16 og 17 år er samlevende på asyl-

center med personer på henholdsvis 24 og 26 år. Det ene par har et

nyfødt barn, mens det andet par har et barn på 1,5 år.

– en mindreårig på 15 år, som har ægtefælle på andet asylcenter. Æg-

tefællen er 20 år. Den mindreårige er gravid.

Langeland Kommune har oplyst, at der pr. d.d. er indkvarteret

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden forud for den 10. februar 2016

– fire mindreårige kvindelige asylansøgere på 17 år med samlevere på

henholdsvis 26, 27, 29 og 30 år. Et par har barn, mens to af parrene

venter barn.

– en kvindelig asylansøger på 16 år samlevende med en person på 27

år. Parret har et barn på 2 år, og den kvindelige part er gravid.

Vesthimmerlands Kommune har oplyst, at der pr. d.d. er indkvarteret

– To mindreårige på 17 år, som er samlevende på centeret med perso-

ner på henholdsvis 20 og 29 år. Begge par har børn. Det ene par har

et barn under 1 år, mens det andet par har 2 børn på henholdsvis

3 og 4 år.

…”

Inger Støjberg har om det opfølgende høringsnotat forklaret

bl.a., at hun

ikke så dette notat. Hun kan være blevet orienteret mundtligt om resultatet

af høringerne. Det kan være, at hun har set de to høringsnotater.

5.2.2.3.

Notat om Udlændingestyrelsens praksis i sager om indkvarte-

ring af mindreårige udlændinge med ægtefæller eller samlevere

Der har under forklaringerne for undersøgelseskommissionen været en del

omtale af et notat af 2. februar 2016, som Inger Støjbergs ministersekretær

godkendte på trin 7 (Inger Støjberg) i ministeriets sagsbehandlingssystem F2

den 9. februar 2016. Om tilblivelsen af dette notat fremgår følgende af sagens

dokumenter og de afgivne forklaringer:

Kontorchef i Udlændingestyrelsen Ditte Kruse Dankert sendte den 26. januar

2016 kl. 22.16 et notat om ”Udlændingestyrelsens praksis i sager om indkvar-

tering af mindreårige udlændinge med ægtefæller eller samlevere” til Line

Skytte Mørk Hansen. Det fremgår af dette notat bl.a.:

”Notat om Udlændingestyrelsens praksis i sager om indkvartering af

mindreårige udlændinge med ægtefæller eller samlevere

Baggrund for og indholdet af notatet

Afhøringsekstrakten, side 108-109.

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

Der har de seneste dage været en del medieomtale af forholdene for

børn – de såkaldte barnebrude – der potentielt tvinges ind i ægteskab/

ægteskabslignende forhold.

I dette notat beskrives i kort form Udlændingestyrelsens tilgang til

denne problemstilling, gældende praksis for indgriben i sådanne sager,

status på aktuelle konkrete sager samt oplæg til yderligere initiativer på

området. Desuden beskrives praksis for adgang til fravær fra asylcentre,

idet det har været tilkendegivet i medieomtalen, at styrelsen skulle have

givet mindreårige tilladelse til kortvarigt ophold hos herboende, myndi-

ge personer med hvem de har et ægteskab/ægteskabslignende forhold.

Det bemærkes, at Udlændingestyrelsen dags dato har iværksat en hø-

ring af indkvarteringsoperatørerne. Formålet med høring er, at få op-

lysninger fra operatørerne om sager vedrørende mindreårige personer,

hvor der har været spørgsmål om indkvartering sammen med myndige

ægtefæller/samlevere. Styrelsen modtager fortsat – trods udløbet af

høringsfristen kl. 12.00 – svar på høringen, ligesom styrelsen i flere

tilfælde er nødsaget til at kvalificere svarene fra operatørerne. Udlæn-

dingestyrelsen vil derfor ved et efterfølgende notat, der forventes frem-

sendt til departementet den 27. januar 2016, opsummere resultatet af

høringsrunden.

Generelt om indkvartering af mindreårige

Børn udgør et helt særligt fokusområde for Udlændingestyrelsen i re-

lation til indkvartering. Det gælder uanset om de kommer til Danmark

som uledsagede mindreårige, som en del af en familie eller fx kommer

sammen med en person, der er angivet som ægtefælle eller samlever.

Grundlæggende er der en helt overordnet forpligtelse til fra styrelsens

side at tage hensyn til barnets tarv i alle disse tilfælde.

I forhold til samliv/samlivsforhold tages der udgangspunkt i danske

normer og regler, herunder i forhold til mulighed for ægteskab, seksu-

elle lavalder, jf. straffelovens

222 m.v. Det betyder bl.a., at styrelsen

aldrig vil kunne indkvartere et barn under 15 år sammen med en myn-

dig person og dermed understøtte et ægteskabs- eller samlivsforhold.

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden forud for den 10. februar 2016

Mindreårige asylansøgere m.fl., som opholder sig i Danmark sammen

med deres forældre eller andre voksne, som reelt er trådt i forældrenes

sted (ledsagere), indkvarteres på asylcenter sammen med deres forældre

eller ledsagere. Uledsagede mindreårige under 18 år indkvarteres som

altovervejende udgangspunkt på særlige børnecentre.

Det fremgår af kontrakterne mellem indkvarteringsoperatørerne og Ud-

lændingestyrelsen, at operatøren skal identificere beboere med særlige

behov, og at der skal sikres en helhedsorienteret og koordineret indsats.

Operatøren skal sikre, at der i overensstemmelse med

§§

153 og 154

i lov om social service sker identifikation af særligt omsorgstruede

børn med henblik på iværksættelse af nødvendige foranstaltninger i

samarbejde med den lokale kommune og/eller Udlændingestyrelsen.

Operatørerne har således en skærpet underretningspligt i forhold til

mindreårige, som er indkvarteret på asylcentrene.

For så vidt angår Udlændingestyrelsens administration af indkvarte-

ringsforhold vedr. mindreårige, er der aftalt en fast praksis mellem

Forsørgelseskontoret og 4. Asylkontor (UMI-teamet), hvorefter der altid

skal ske underretning af Forsørgelseskontoret, såfremt asylsagsbehand-

lerne får kendskab til en uledsaget mindreårig, som efter det oplyste

har indgået ægteskab eller lever i ægteskabslignende forhold med en

person, som opholder sig i Danmark sammen med den mindreårige

Tilsvarende underretter Kontoret for Økonomi og Indkvartering (Boo-

kingen) Forsørgelseskontoret, såfremt der tilgår Bookingen oplysninger

fra operatørerne, eller det ved opslag i indkvarteringssystemet (IBS)

konstateres, at en mindreårig er registreret som gift eller samlevende.

Underretningen til Forsørgelseskontoret skal sikre, at der tages stilling

til, om den mindreårige er korrekt indkvarteret, jf. nedenfor.

Særligt om indkvartering af mindreårige under 15 år

Forsørgelseskontoret kontakter i alle sager, der vedrører mindreårige

under 15 år, som efter det oplyste er samlevende i ægteskabslignende

forhold med en person over 15 år, den relevante operatør med henblik

på at indkvartere de pågældende hver for sig og sikre, at operatøren har

underrettet den lokale kommune i overensstemmelse med bestemmel-

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

serne

§§

153 og 154 i lov om social service. Er der tale om en uledsaget

mindreårig vil denne herefter som altovervejende udgangspunkt blive

indkvarteret på et børnecenter, med mindre der træffes afgørelse om

andre nødvendige sociale foranstaltninger, fx anbringelse på instituti-

on. Såfremt der er tale om en mindreårig, som ikke er uledsaget, og som

med sine forældres eller ledsagers samtykke indgår i et samlivsforhold

med en person over 15 år, vil Udlændingestyrelsen i dialog med ind-

kvarteringsoperatøren og den stedlige kommune vurdere behovet for

særlige sociale- eller indkvarteringsforanstaltninger.

Særligt om indkvartering af mindreårige over 15 år

For så vidt angår mindreårige over 15 år, som lever i ægteskab eller

samlivsforhold med en anden person over 15 år på eller i tilknytning

til et asylcenter, vil styrelsen på baggrund af en konkret vurdering af

sagens omstændigheder beslutte, om der skal tages initiativ til at ind-

kvartere de pågældende hver for sig. I styrelsens vurdering vil indgå

indkvarteringsoperatørens børnefaglige personales vurderinger samt

værtskommunens evt. faglige vurderinger af, hvilke indkvarteringsfor-

hold der er til den pågældendes bedste.

…

Kommende initiativer i forhold til håndtering af mindreårige med æg-

tefælle/samlever

– Det er aftalt, at der indkaldes til dialogmøde i februar mellem Ud-

lændingestyrelsen, Socialstyrelsen og indkvarteringsoperatørerne

om håndteringen af sager om mindreårige asylansøgere, som lever

i ægteskab eller ægteskabslignende forhold med andre mindreårige

eller voksne

– Det vil fremover fremgå eksplicit af Udlændingestyrelsens retnings-

linjer om indkvartering, at en mindreårig under 15 år aldrig vil

kunne indkvarteres sammen med en ægtefælle eller samlever

– Det overvejes, om operatørernes forpligtelser i relation til mindre-

årige asylansøgere med ægtefæller/samlevere fremover skal fremgå

direkte af operatørkontrakterne.”

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden forud for den 10. februar 2016

Lene Linnea Vejrum har om Udlændingestyrelsens praksisnotat forklaret

bl.a., at hun ved, at Ditte Kruse Dankert havde nogle drøftelser med Jesper

Gori om, at man kunne rigtig meget på indkvarteringsområdet. Holdningen

var, at man kunne vælge at indkvartere på mange forskellige måder, hvis der

blot var saglige hensyn bag det. Det blev drøftet, hvor langt man kunne gå,

og som eksempel blev det nævnt, at man i Danmark kunne vælge i det hele

taget at indkvartere mænd og kvinder adskilt på mande- og kvindecentre. Det

var holdningen, at man kunne gå langt, fordi der var tale om en midlertidig

situation, mens de pågældendes asylsager blev behandlet. Det vigtigste var,

at de blev sikret et sted at bo samt mad, tøj og andre fornødenheder. Det var

Ditte Kruse Dankert og Jesper Gori, der havde denne drøftelse.

Den 27. januar 2016 kl. 17.40 sendte Jesper Gori en mail til sig selv vedhæftet

et ”Notat om barnebrude”. Det notat, der var vedhæftet mailen, var stort set en

kopi af Udlændingestyrelsens notat med enkelte rettelser, der navnlig bestod

i, at notatet nu fremstod som udarbejdet af Udlændinge-, Integrations- og Bo-

ligministeriet. Det sidste afsnit om ”Kommende initiativer i forhold til hånd-

tering af mindreårige med ægtefælle/samlever” var desuden ændret således,

at afsnittet nu hed ”Udlændingestyrelsens initiativer i forhold til håndtering

af mindreårige med ægtefælle/samlever”, og sidste bullet var ændret til:

”…

– For mindreårige over 15 år foretages der en konkret vurdering af

sagens omstændigheder, inden det besluttes, hvordan de berørte

indkvarteres. I styrelsens vurdering vil indgå indkvarteringsopera-

tørens børnefaglige personales vurderinger samt værtskommunens

evt. faglige vurderinger af, hvilke indkvarteringsforhold der er til den

pågældendes bedste. Endvidere vil der blive set på aldersforskellen

mellem ægtefællerne/samleverne.”

Ændringen var ledsaget af følgende kommentar:

”Som vi talte om: bør vendes om, så udgangspunktet er, at børn uanset

alder ikke indkvarteres med en ægtefælle/samlever – evt.: ”, medmindre

dette [åbenbart] vil stride mod barnets tarv. Børn indkvarteres jo også i

Afhøringsekstrakten, side 406.

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

børnecentre, selvom der er familie her i landet, som kan tage godt vare

på børnene, medmindre børnene mistrives på centrene; også selvom

det vil være i barnets tarv at blive privat indkvarteret fx hos en mormor,

som det 14- eller 16-årige barn kender og er tryg ved.”

Notatet undergik herefter en række i al væsentligt sproglige ændringer, lige-

som det blev suppleret med sålydende udkast til ministeriets overvejelser og

indstilling:

”…

Ministeriet finder, at det klare udgangspunkt i alle tilfælde - og dermed

også i tilfælde, hvor der er tale om en mindreårige over 15 år - skal

være, at mindreårige ikke indkvarteres på et asylcenter sammen med

en ægtefælle/samlever.

Udmøntning af Udlændingestyrelsens faktiske forvaltningsvirksom-

hed i forhold til indkvartering af asylansøgere i den periode, hvor den

pågældende er omfattet af styrelsens forsørgelsespligt, er underlagt al-

mindelige forvaltningsretlige grundsætninger som saglighed og lighed.

Til gengæld stilles der ikke krav om, at det ved Udlændingestyrelsens

vurdering af, hvor indkvartering skal finde sted, f.eks. indgår, om der

er tale om et ægteskab, der kan anerkendes efter dansk ret.

Også i øvrigt vurderes det, at der er meget vide rammer for styrelsens

indkvarteringsvirksomhed, så længe der varetages saglige hensyn. Det

gælder også i forhold til retten til familieliv, der normalt ikke vil indehol-

de en særlig forpligtelse, der begrænser råderummet ved vurderingen

af, hvor indkvartering skal ske.

Det vurderes, at der er tale om et sagligt hensyn, hvis indkvartering

af mindreårige i asylsystemet bestemmes med henblik på at undgå

situationer, hvor et barn som følge af myndighedernes faktiske for-

valtningsvirksomhed risikerer at blive tvunget til et samliv i strid med

barnets egen frie vilje. Det indgår i vurderingen, at der er tale om en

tidsmæssigt afgrænset periode, indtil barnet meddeles opholdstilladelse

eller skal udrejse.

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden forud for den 10. februar 2016

I relation til indkvartering af mindreårige bemærkes, at også uledsagede

mindreårige med familie her i landet som udgangspunkt indkvarteres

på asylcentre, medmindre barnets tarv åbenbart taler herimod. Det

betyder f.eks., at en mindreårig på 16 år, der har bedsteforældre med

ophold her i landet, og som er indkvarteret på et asylcenter og ikke

mistrives på dette center, vil skulle opfylde 6-måneders-kravet for at

få tilladelse til privat indkvartering.

Det vurderes dog, at hensynet til barnets tarv i visse tilfælde med styr-

ke vil tale for, at der sker indkvartering i tilknytning til en ægtefælle/

samlever. Det gælder f.eks. i tilfælde, hvor parterne har haft et forud-

gående samliv, har fælles barn, hvor aldersforskellen mellem parterne

er begrænset, og hvor hensynet til barnets tarv også i øvrigt med styrke

taler derfor.

Det foreslås derfor, at udgangspunktet om, at mindreårige ikke indkvar-

teres på et asylcenter i tilknytning til en ægtefælle/samlever, fraviges

for mindreårige over 15 år i tilfælde, hvor dette [åbenbart] vil stride

mod barnets tarv.

Forslaget indebærer ikke, at parret i disse tilfælde indkvarteres sammen

som ægtefæller/samlevere, dvs. f.eks. i samme lejlighed eller værelse;

i stedet vil der skulle være tale om individuelle indkvarteringer på

hvert sit værelse/i hvert sit rum, men på samme center, således at det

står parterne frit for at udøve et samliv, uden at dette begrænses af en

geografisk afstand mellem indkvarteringsstederne.

4. Indstilling

På denne baggrund indstilles det, at Udlændingestyrelsens praksis ved

indkvartering af mindreårige fremover tilrettelægges således,

– at mindreårige under 15 år ikke kan indkvarteres på et asylcenter

sammen med en ægtefælle/samlever, og

– at mindreårige på mindst 15 år ikke kan indkvarteres på et asylcenter

i til knytning til en ægtefælle/samlever, medmindre dette [åbenbart]

vil stride mod barnets tarv.”

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

Notatudkastet undergik herefter nogle mindre ændringer, og der blev indsat

en række kommentarer, hvorefter udkastet ved mail af 29. januar 2016 kl.

10.10 blev sendt til Ditte Kruse Dankert i Udlændingestyrelsen, der samme

dag kl. 16.11 sendte notatet retur til ministeriet med en række kommentarer

af mest praktisk karakter. Ditte Kruse Dankert kommenterede dog også på

bl.a. den kommentar, der er gengivet ovenfor, om, at udgangspunktet burde

vendes om, således at børn uanset alder ikke indkvarteres med en ægtefælle/

samlever, medmindre dette [åbenbart] vil stride mod barnets tarv, idet hun

hertil anførte bl.a.:

”man bør vel formulere det således, at man mener, at det er hensynet

til barnets tarv, der tilsiger, at man skiller dem ad – ikke det omvendte:

at man gør noget med mindre det åbenbart strider mod barnets tarv.

Barnets tarv er vel et hensyn, der ikke kan ”vælges fra”.

…”

Lene Linnea Vejrum har herom forklaret

, at hun så notatet, inden det blev

sendt tilbage til departementet. Ditte Kruse Dankert og hun havde løbende

drøftelser om de problemstillinger, der ville være i forbindelse med en sådan

ny ordning. De drøftede nogle af de ting, de syntes var problematiske, her-

under om man kunne adskille alle. Det var vigtigt at gøre opmærksom på,

at der var nogle par, hvor de internationale forpligtelser ville være til hinder

for en adskillelse. Hun husker ikke, at styrelsen havde videre drøftelser med

departementet om notatet, efter at de havde sendt deres kommentarer.

Det endelige notat, der er dateret 2. februar 2016, kom til at se således ud:

”Notat om indkvartering af mindreårige asylansøgere, der indrejser

sammen med personer, som angives at være ægtefælle eller samlever

1. Indledning

Med afsæt i en tilsvarende svensk debat har der de sidste par uger

været medieomtale af, at mindreårige asylansøgere – de såkaldte ”bar-

nebrude”, der potentielt kan være tvunget ind i et ægteskabslignende

Afhøringsekstrakten, side 406-407.

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden forud for den 10. februar 2016

forhold – i visse tilfælde er indkvarteret med deres ægtefælle/samlever

under asylsagens behandling her i landet.

Ifølge medieomtalen skulle Udlændingestyrelsen tillige have givet min-

dreårige asylansøgere tilladelse til kortvarigt ophold hos herboende,

myndige personer, som angives at være en ægtefælle eller samlever.

I forlængelse af medieomtalen har Udlændingestyrelsen indhentet op-

lysninger fra indkvarteringsoperatørerne for at tilvejebringe aktuelle

oplysninger om sager vedrørende mindreårige asylansøgere, hvor der

har været spørgsmål om indkvartering sammen med personer, der an-

gives at være ægtefælle eller samlever. Der henvises til bilag 1 for en

nærmere beskrivelse af sådanne aktuelle sager.

Der skal tages stilling til, om Udlændingestyrelsens nuværende praksis

bør tilrettes.

2. Udlændingestyrelsens nuværende praksis for indkvartering af min-

dreårige asylansøgere

Udlændingestyrelsen har om nuværende praksis for indkvartering af

mindreårige asylansøgere oplyst følgende:

Mindreårige asylansøgere udgør et helt særligt fokusområde for Ud-

lændingestyrelsen i relation til indkvartering. Det gælder, uanset om

de kommer til Danmark som uledsagede, som en del af en familie, eller

f.eks. kommer sammen med en person, der er angivet som ægtefælle

eller samlever.

Efter udlændingeloven træffer Udlændingestyrelsen bestemmelse om

indkvartering af asylansøgere, herunder også mindreårige asylansø-

gere. Det er i forarbejderne præciseret, at styrelsens virksomhed i den

forbindelse har karakter af faktisk forvaltningsvirksomhed.

Det afgørende for indkvarteringen er i første række hensynet til bar-

nets tarv.

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

Til brug for Udlændingestyrelsens fastlæggelse af, hvor en asylansøger

skal indkvarteres, inddrages danske regler, herunder den seksuelle laval-

der (straffelovens

222) mv. Det betyder, at styrelsen ikke indkvarterer

et barn under 15 år sammen med en myndig person, der ikke er den

pågældendes forælder eller omsorgsperson, f.eks. en bror eller søster.

Mindreårige asylansøgere, der opholder sig i Danmark sammen med

deres forældre eller en anden omsorgsperson, som reelt er trådt i foræl-

drenes sted (ledsagere), indkvarteres på asylcenter sammen med deres

forældre eller ledsagere.

Uledsagede mindreårige asylansøgere under 18 år indkvarteres som

udgangspunkt på særlige børnecentre.

Det fremgår af kontrakterne mellem Udlændingestyrelsen og indkvarte-

ringsoperatørerne, at operatøren skal identificere beboere med særlige

behov, og at der skal sikres en helhedsorienteret og koordineret indsats.

Operatøren skal sikre, at der i overensstemmelse med

§§

153 og 154 i lov

om social service sker identifikation af særligt omsorgstruede børn med

henblik på iværksættelse af nødvendige foranstaltninger i samarbejde

med den lokale kommune og Udlændingestyrelsen. Operatørerne har

således en skærpet underretningspligt i forhold til mindreårige, som

er indkvarteret på asylcentrene.

For så vidt angår Udlændingestyrelsens administration af indkvarte-

ringsforhold vedrørende mindreårige, er der en fast praksis, hvorefter

der altid udveksles oplysninger mellem asylkontorerne og indkvarte-

ringsområdet, hvis det i forbindelse med asylsagsbehandlingen eller

indkvarteringen kommer frem, at en uledsaget mindreårig asylansøger

angiveligt har indgået ægteskab eller lever i ægteskabslignende forhold

med en person, som opholder sig i Danmark sammen med den min-

dreårige. Udvekslingen af oplysninger skal sikre, at den mindreårige

er korrekt indkvarteret, jf. nedenfor.

Særligt om indkvartering af mindreårige under 15 år

Mindreårige asylansøgere under 15 år skal altid indkvarteres adskilt fra

deres ægtefælle/samlever. Det kan dog ikke udelukkes, at der har været

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden forud for den 10. februar 2016

eksempler på, at enkelte par indledningsvist alligevel er blevet indkvar-

teret sammen, f.eks. fordi det ikke umiddelbart efter deres ankomst til

asylcentret har været klart, at der er tale om en mindreårig under 15 år.

Udlændingestyrelsen kontakter i alle sager, der vedrører mindreårige

asylansøgere under 15 år, som efter det oplyste er samlevende i ægte-

skabslignende forhold med en person over 15 år, den relevante operatør

med henblik på at indkvartere de pågældende hver for sig og sikre, at

operatøren har underrettet den lokale kommune i overensstemmelse

med bestemmelserne

§§

153 og 154 i lov om social service.

Er der tale om en uledsaget mindreårig asylansøger under 15 år, vil

denne herefter som altovervejende udgangspunkt blive indkvarteret på

et børnecenter, medmindre der træffes afgørelse om andre nødvendige

sociale foranstaltninger, f.eks. anbringelse på institution.

Er der tale om en mindreårig under 15 år, som ikke er uledsaget, og

som med sine forældres eller ledsagers samtykke indtil tidspunktet for

indkvarteringen har indgået i et samlivsforhold med en person over

15 år, vil Udlændingestyrelsen i dialog med indkvarteringsoperatøren

og den stedlige kommune vurdere behovet for særlige sociale eller

indkvarteringsmæssige foranstaltninger. Efter praksis har det hidtil

været det altovervejende udgangspunkt, at mindreårige under 15 år

ikke indkvarteres med en ægtefælle/samlever, men der er dog enkelte

eksempler på, at dette faktisk har fundet sted.

Særligt om indkvartering af mindreårige over 15 år

For så vidt angår mindreårige asylansøgere mellem 15-18 år, som an-

giveligt lever i ægteskab eller samlivsforhold med en anden person

på eller i tilknytning til et asylcenter, beslutter styrelsen på baggrund

af en konkret vurdering af sagens omstændigheder, om der skal ta-

ges initiativ til at indkvartere de pågældende hver for sig. I styrelsens

vurdering indgår indkvarteringsoperatørens børnefaglige personales

vurderinger samt værtskommunens evt. faglige vurderinger af, hvilke

indkvarteringsforhold der er til den mindreårige asylansøgers bedste,

jf. hensynet til barnets tarv.

Særligt om adgang til midlertidigt fravær fra asylcenteret

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

Udlændingestyrelsen kan efter forudgående ansøgning give tilladelse

til kortvarigt, lovligt fravær fra et asylcenter, hvis helt særlige grun-

de taler herfor. Dette betyder, at ansøgningen om fraværet skal være

konkret begrundet i f.eks. et nærtstående, herboende familiemedlems

alvorlige sygdom eller indlæggelse på hospital, deltagelse i begravelse af

nærtstående, herboende familiemedlemmer eller egen alvorlig sygdom,

psykisk belastning eller andre særlige situationer.

Endvidere kan indkvarteringsoperatøren uden tilladelse fra Udlændin-

gestyrelsen i særlige tilfælde og efter behov give en beboer tilladelse til

at opholde sig uden for centeret i en kortvarig periode på op til tre dage.

I forhold til mindreårige skal operatøren altid vurdere, om det midler-

tidige eller kortvarige ophold hos f.eks. herboende familie er til barnets

bedste.

Efter en manuel gennemgang af ansøgninger om midlertidigt fravær

fra asylcenteret, som er modtaget i Udlændingestyrelsen i perioden 1.

januar 2010 – 26. januar 2016, er der ikke fundet eksempler på, at der

er givet tilladelse til midlertidigt fravær til en mindreårig asylansøger

med henblik på ophold hos en herboende ægtefælle.

3. Overvejelser

Udlændingestyrelsen har peget på følgende initiativer i forhold til

spørgsmålet om indkvartering af mindreårige med ægtefælle/samlever:

Det vil fremover fremgå eksplicit af Udlændingestyrelsens retningslin-

jer om indkvartering, at en mindreårig under 15 år ikke kan indkvar-

teres sammen med en ægtefælle eller samlever.

For mindreårige over 15 år skal der foretages en konkret vurdering af

sagens omstændigheder, inden det besluttes, hvordan de berørte ind-

kvarteres. I styrelsens vurdering vil indgå indkvarteringsoperatørens

børnefaglige personales vurderinger samt værtskommunens evt. faglige

vurderinger af, hvilke indkvarteringsforhold der er til den pågældendes

bedste.

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden forud for den 10. februar 2016

Der indkaldes til dialogmøde i februar mellem Udlændingestyrelsen,

Socialstyrelsen og indkvarteringsoperatørerne om håndteringen af sa-

ger om mindreårige asylansøgere, som lever i ægteskab eller ægteskabs-

lignende forhold med andre mindreårige eller voksne.

Ad 1.

Ministeriet er enigt i, at mindreårige under 15 år aldrig skal kunne

indkvarteres på et asylcenter sammen med en ægtefælle/samlever. Det

vurderes således, at hensynet til barnets tarv i alle sådanne tilfælde

med styrke taler for, at der ikke foretages indkvartering som par i den-

ne situation. Også ordre public-hensyn taler med styrke for, at sådan

indkvartering ikke finder sted ved myndighedernes mellemkomst.

Det vurderes endvidere, at Udlændingestyrelsen bør indkvartere par-

terne på forskellige centre, således at myndighederne ikke (indirekte)

bidrager til, at der faktisk etableres et samliv mellem parterne.

Ad 2.

Ministeriet finder, at det klare udgangspunkt i alle tilfælde – og dermed

også i tilfælde, hvor der er tale om en mindreårige asylansøgere over

15 år – skal være, at mindreårige ikke indkvarteres på et asylcenter

sammen med en ægtefælle/samlever.

Udmøntning af Udlændingestyrelsens faktiske forvaltningsvirksom-

hed i forhold til indkvartering af asylansøgere i den periode, hvor den

pågældende er omfattet af styrelsens forsørgelsespligt, er underlagt

almindelige forvaltningsretlige grundsætninger som saglighed og lig-

hed.

Det vurderes, at der er tale om et sagligt hensyn, hvis indkvartering af

mindreårige uanset alder i asylsystemet generelt sigter mod at undgå

situationer, hvor et barn som følge af myndighedernes faktiske for-

valtningsvirksomhed risikerer at blive tvunget til et samliv i strid med

barnets egen frie vilje og barnets bedste. Det indgår i vurderingen, at

der er tale om en tidsmæssigt afgrænset periode, indtil barnet meddeles

opholdstilladelse eller skal udrejse.

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

Til gengæld stilles der ikke krav om, at det ved Udlændingestyrelsens

vurdering af, hvor asylindkvartering skal finde sted, f.eks. indgår, om

der er tale om et ægteskab, der kan anerkendes efter dansk ret.

Også i øvrigt vurderes det, at der er meget vide rammer for styrelsens

indkvarteringsvirksomhed på asylområdet, så længe der varetages sag-

lige hensyn. I relation til indkvartering af mindreårige bemærkes, at

også uledsagede mindreårige med familie her i landet som udgangs-

punkt indkvarteres på asylcentre, medmindre barnets tarv åbenbart

taler herimod. Det betyder f.eks., at en mindreårig på 16 år, der har

bedsteforældre med ophold her i landet, og som er indkvarteret på

et asylcenter og ikke mistrives på dette center, ikke vil blive anbragt

i familiepleje på kommunens foranledning og altså vil skulle opfylde

6-månederskravet for at få tilladelse til privat indkvartering.

Det vurderes dog, at barnets tarv i visse tilfælde med styrke vil tale for,

at der sker indkvartering af mindreårige over 15 år i tilknytning til en

ægtefælle/samlever. Det gælder f.eks. i tilfælde, hvor parterne har haft et

forudgående samliv, hvor parret har fælles barn, hvor aldersforskellen

mellem parterne er begrænset, og hvor hensynet til den mindreåriges

tarv også i øvrigt med styrke taler derfor. Som udgangspunkt vil alle

disse hensyn skulle foreligge, for at der skal ske indkvartering med

ægtefællen/samleveren, og det er således ikke tilstrækkeligt, at parret

(alene) har haft et forudgående samliv og aldersmæssigt er tæt på hin-

anden.

Det foreslås derfor, at udgangspunktet om, at mindreårige ikke indkvar-

teres på et asylcenter i tilknytning til en ægtefælle/samlever, fraviges

for mindreårige over 15 år i tilfælde, hvor dette [åbenbart] vil stride

mod barnets tarv.

Forslaget indebærer ikke, at parret i disse tilfælde indkvarteres sammen

som ægtefæller/samlevere, dvs. f.eks. på samme værelse; i stedet vil der

skulle være tale om individuelle indkvarteringer på hvert sit værelse/i

hvert sit rum, men på samme center, således at det står parterne frit for

f.eks. at udøve et samliv med deres fælles barn, uden at dette begrænses

af en geografisk afstand mellem indkvarteringsstederne.

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden forud for den 10. februar 2016

I alle tilfælde skal Udlændingestyrelsen bestemme, hvem af forældrene

et fællesbarn skal indkvarteres sammen med.

4. Indstilling

På denne baggrund indstilles det, at Udlændingestyrelsens praksis ved

indkvartering af mindreårige fremover tilrettelægges således,

– at mindreårige under 15 år ikke kan indkvarteres på et asylcenter

sammen med en ægtefælle/samlever, og

– at mindreårige på 15 år eller derover ikke kan indkvarteres på et

asylcenter sammen med en ægtefælle/samlever, medmindre dette

åbenbart vil stride mod den mindreåriges tarv. Foreligger der sådan-

ne hensyn til den mindreåriges tarv, skal parterne indkvarteres hver

for sig, men på det samme asylcenter.”

Det fremgår af oplysninger fra ministeriets sagsbehandlingssystem F2 bl.a.,

at notatet i F2 er godkendt af Anette Görtz (kontorchef i Koncernøkonomi i

Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet), Jesper Gori, Lykke Sørensen,

Line Skytte Mørk Hansen, Jonas From Soelberg (kontorchef i Ledelsessekre-

tariatet i Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet), Uffe Toudal Peder-

sen og Inger Støjberg. Inger Støjbergs godkendelse af notatet blev foretaget

af Andreas Højmark Søndergaard, der var ministersekretær i Udlændinge-,

Integrations- og Boligministeriet, den 9. februar 2016 kl. 13.44.

Andreas Højmark Søndergaard har om notatet af 2. februar 2016 forklaret

bl.a., at han ikke har erindring om det konkrete notat, men han erindrer, at

ministeren havde en klar holdning til mindreårige gifte asylansøgere. Notatet

er godkendt i F2, og han vil derfor tro, at det er anvendt i det videre arbejde,

men han husker det ikke, og han ved ikke, om notatet blev sendt til Udlæn-

dingestyrelsen. Han har godkendt notatet på vegne af ministeren.

Afhøringsekstrakten, side 9.

Afhøringsekstrakten, side 538-539.

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

Henrik Grunnet (indtil ultimo februar 2016 direktør i Udlændingestyrelsen)

har om notatet forklaret

bl.a., at han ikke er bekendt med, at notatet skulle

være blevet sendt til Udlændingestyrelsen. Han antager, at bemærkningen i

notatet om, at der er nogle regler, der skal overholdes, gjorde, at notatet ikke

kunne sendes.

Lykke Sørensen har herom forklaret

bl.a., at hun ikke husker, om det endelige

notat af 2. februar 2016 blev drøftet med departementschefen, eller om notatet

kom tilbage med kommentarer eller rettelser. Det var Koncernøkonomis no-

tat, og det var derfor ikke sikkert, at det ville komme tilbage til hende i første

række. Hun husker ikke, om ministeren havde bemærkninger til notatet, eller

om det blev gennemgået med ministeren. Hun husker ikke notatet ret tyde-

ligt, og hun husker heller ikke, at der blev refereret til det i den efterfølgende

sagsbehandling. Hun ved ikke, om notatet er sendt til Udlændingestyrelsen.

Uffe Toudal Pedersen har om notatet forklaret

bl.a., at de havde en intens

drøftelse med ministeren om denne sag. I hans optik var der i begyndelsen

en vis tvivl hos departementets jurister. Som han opfattede det, mente de på

et tidspunkt, at det måske kunne lade sig gøre at etablere en undtagelsesfri

ordning, fordi det i meget vidt omfang er ministeren, der fastlægger, hvordan

asylansøgere indkvarteres. Under drøftelserne nåede Jesper Gori og Lykke Sø-

rensen dog til den konklusion, at ordningen ikke kunne være undtagelsesfri.

Dette hører dog med til forståelsen af det efterfølgende forløb. Ministeren

kunne aldrig slippe den tvivl, og ministeren havde lidt svært ved helt at tage

til sig, at der var en juridisk forpligtelse, som betød, at der ikke kunne ske

adskillelse i alle tilfælde. I hans verden blev tvivlen afklaret, inden notatet

blev færdiggjort og godkendt i F2. Ministeren havde det synspunkt, at parrene

skulle skilles ad, og de fortalte hende, at det ikke kunne lade sig gøre, fordi

der ville være tilfælde, hvor et par ikke kunne adskilles. Konklusionen blev

det, der fremgår af notatet. Notatet blev færdiggjort og lagt op, hvorefter mi-

nisteren godkendte det. De havde diskuteret det indgående og var nået frem

til den formulering, der fremgår af notatet. Han vil ikke sige, at ministeren

”købte” synspunktet undervejs i drøftelserne, men de samlede diskussionen

op i notatet og lagde det op til hende til godkendelse, og hun sagde god for

Afhøringsekstrakten, side 36.

Afhøringsekstrakten, side 48.

Afhøringsekstrakten, side 77-78.

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden forud for den 10. februar 2016

det ved at ”vinge det af”. Han kan ikke se, at Udlændingestyrelsen har fået det

notat, der blev godkendt den 9. februar 2016.

Inger Støjberg har om dette notat forklaret

bl.a., at hun den 9. februar 2016

godkendte et ministernotat, hvoraf det fremgik, hvordan der tidligere var

blevet administreret, og hvordan den nye ordning skulle administreres, her-

under at der i ganske særlige tilfælde ikke kunne ske adskillelse, og at der

skulle tages individuelle hensyn. Hun havde god grund til at antage, at pigerne

havde været udsat for kulturel tvang. Pigerne skulle derfor have et pusterum.

Hele omdrejningspunktet for hendes beslutning var det ministernotat, som

hun godkendte den 9. februar 2016. Hun vidste derfor, at man ville kigge

på sagerne individuelt og ville se på pigernes forhold. Det, der fremgår af

notatet af 2. februar 2016, som hun godkendte den 9. februar 2016, er helt

centralt og var omdrejningspunktet for det videre forløb. Notatet er et af de

mest centrale dokumenter i sagen overhovedet. Hun vurderede indstillingen

i notatet af 2. februar 2016 således, at det helt klare udgangspunkt var, at der

skulle ske en adskillelse, og at der skulle rigtig meget til for ikke at adskille

parrene.

Hun var enig i indstillingen, idet hun ellers ikke havde godkendt

notatet. Hun må have fået notatet præsenteret op til, at hun godkendte det.

Hun var mildt sagt ikke glad for, at der skulle være undtagelser, men det måtte

hun acceptere, idet reglerne nu engang var sådan. De gik til kanten, og notatet

viste, hvor kanten var.

Lykke Sørensen har supplerende forklaret

bl.a., at hun ikke tror, at hun den

9. februar 2016 var klar over, at ministeren havde godkendt notatet. Den 10.

februar 2016 var der et koncerndirektionsmøde, hvor det i hvert fald ikke for

hende stod klart, at ministeren havde accepteret en ordning med undtagelser.

Foreholdt Inger Støjbergs forklaring om, at ordningen var godkendt og på

plads den 10. februar 2016, har hun forklaret, at hun ikke er enig heri. Heller

ikke den 10. februar 2016 deltog hun i en drøftelse af en pressemeddelelse,

men derimod i en drøftelse af ordningen. Det var en sag, der optog ministe-

ren meget. Hun har aldrig oplevet, at ministeren efter den 9. februar 2016

har henvist til notatet som en grundforudsætning for diskussionen. Hun har

ikke ret megen erindring om notatet. Som hun husker det, brugte man ikke

Afhøringsekstrakten, side 110-111.

Afhøringsekstrakten, side 113-114.

Afhøringsekstrakten, side 154-155.

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

notatet i det videre forløb. Notatet har ikke været fremme, hvilket man også

kan se af dokumenterne i sagen. Hun erindrer i det hele taget ikke, at notatet

nogensinde har været fremhævet af nogen som et godkendt ministernotat.

Notatet var så kortfattet, at det ikke spillede nogen rolle i den ordning, det

endte med at blive. Der er alene tale om et notat, ikke retningslinjer.

Line Skytte Mørk Hansen har herom forklaret

bl.a., at hun ikke husker, at

hun var inde over de konkrete skrivninger af notatet. Drøftelserne om nota-

tet foregik mellem departementschefen, Jesper Gori og Lykke Sørensen. Hun

husker ikke, at hun drøftede notatet efter den 9. februar 2016. Hun har selv

læst og godkendt det endelige notat.

Jesper Gori har herom forklaret

bl.a., at han ikke fik ikke at vide, at ministeren

havde godkendt notatet. Han vidste ikke, hvad der var sket med notatet. Han

opfattede det således, at notatet ikke havde nogen værdi længere.

Notatet

indgik ikke i den videre behandling af den del af sagen, som han var involveret

i. Efter hans opfattelse var notatet ”dødt og borte”.

Anne Nygaard Just (på daværende tidspunkt fuldmægtig i Koncernøkonomi i

Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet) har om notatet forklaret

, at

hun tror, hun blev klar over, at notatet var godkendt af ministeren, da det blev

markeret grønt i F2-systemet. Det er hendes opfattelse, at notatet i dette tilfæl-

de var et indledende notat med en indstilling fra embedsværket. Drøftelserne

om, hvordan ordningen skulle være, tog efterfølgende over, og de ”overhalede”

notatet. Hvis der havde været en indstilling i notatet, som skulle have været

sat i værk, ville det have været Udlændingeafdelingens ansvar, idet notatet

indeholdt en juridisk indstilling om adskillelsen af asylpar. Hun tror ikke, at

hun på noget tidspunkt har udleveret notatet til Udlændingestyrelsen. Når

hun ser tilbage nu, ser hun notatet som det første notat, hvor man redegjorde

for den praksis, der forelå på området, inden sagen ”rullede”, og hvis notatet

havde haft stor værdi, havde man nok bragt det frem ved de efterfølgende

drøftelser.

Det husker hun imidlertid ikke, at man gjorde. Notatet blev på en

Afhøringsekstrakten, side 790.

Afhøringsekstrakten, side 188.

Afhøringsekstrakten, side 243.

Afhøringsekstrakten, side 247.

Afhøringsekstrakten, side 339-340.

Afhøringsekstrakten, side 344.

100

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden forud for den 10. februar 2016

eller anden måde overhalet af de drøftelser, der kom efterfølgende. Det var det

første notat, og de efterfølgende drøftelser gjorde, at notatet blev irrelevant.

Irrelevant er måske et stærkt ord, men hvis det havde været centralt, og hvis

de formuleringer, der var i notatet, havde været centrale, så havde man nok

taget det frem og henvist til det løbende.

Merete Milo (på daværende tidspunkt chefkonsulent i Familiesammenførings-

kontoret i Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet) har forklaret

bl.a.,

at hun ikke hørte nogen omtale af notatet af 2. februar 2016, efter at hun var

kommet tilbage fra ferie den 16. februar 2016.

Mark Thorsen har forklaret

bl.a., at han i den indledende fase – muligvis i

slutningen af januar 2016 – deltog i et møde med Lykke Sørensen og Jesper

Gori, der gerne ville have en pejling på, hvor ministeren befandt sig i relation

til problemstillingen. Dette kunne man nok godt læse ud af Facebook opdate-

ringen. Det indtryk, som han fik på mødet, var, at der var ”frit slag i bolledejen”,

og at man kunne designe den ordning, som man ønskede. Han har svært ved

at genkende, at han skulle have givet udtryk for, at der var nogle par, som

ministeren fortsat gerne ville indkvartere sammen. Han var ikke i tvivl om,

hvordan ministeren politisk så på denne sag, og hvilken ordning hun gerne

ville have. Som han ser det, består sagens forløb af tre faser. Der var først en

fase, hvor der var ”frit slag i bolledejen” til at konstruere en ordning, hvor mi-

nisteren havde frit valg i forhold til, hvem hun ville indkvartere sammen, og

hvem hun ikke ville indkvartere sammen. Det var tydeligt, at ministeren gerne

ville skille alle ad. I den næste fase sagde Uffe Toudal Pedersen, at det måske

kunne være meget rart, at praksis levnede plads til, at man af politiske grunde

kunne undlade at adskille et par, hvis der var en sag, der forekom urimelig.

Dette skulle ikke ske af juridiske grunde, men af politiske grunde. Som han

husker det, blev det første gang bragt op på et møde hos ministeren. Han og

ministeren sagde, at de ikke syntes, at det matchede tonen i den udmelding,

som hun allerede var kommet med. Det var derfor tydeligt for ham, at mini-

steren – hvis hun selv kunne vælge – af politiske grunde gerne ville derhen,

hvor man kunne adskille alle. Han kan ikke tidsfæste dette møde præcist,

men det var formentlig i dagene omkring den 2. februar 2016. Deltagerne på

mødet var ham selv, ministeren, Uffe Toudal Pedersen, Jesper Gori og forment-

Afhøringsekstrakten, side 369.

Afhøringsekstrakten, side 375 ff..

101

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

lig også Jonas From Soelberg. De talte om ”kattelemmen” – hvilket var det

udtryk, de brugte internt i ministeriet – som en politisk mulighed. På mødet

blev der spurgt ind til, om det ville være muligt at adskille alle parrene, hvis

man ønskede det. Uffe Toudal Pedersen endte med – en lille smule insiste-

rende over for Jesper Gori – at spørge: ”Kan vi retligt lave en ordning, der er

undtagelsesfri?” Til det svarede Jesper Gori: ”Ja, det kan man godt”. Jesper Gori

sad ikke med et papir foran sig og foretog ikke en endelig juridisk vurdering,

men han svarede på, hvad hans umiddelbare juridiske vurdering var på dette

tidspunkt. Det stod klart for ham, at der foregik en proces med henblik på at

præsentere et endeligt papir for ministeren. Der var på det tidspunkt en tvivl

om, hvad man kunne og ikke kunne. Hans reaktion, da han læste notatet [af

2. februar 2016], var, at det ikke helt lignede det, som Jesper Gori havde sagt

på mødet nogle dage tidligere. Som han husker det, var der ikke nogen, der

havde sagt til ham, at man var nødt til at bløde lidt op på den tidligere mere

bastante udmelding.

Lene Linnea Vejrum har forklaret

bl.a., at hun ikke hørte om notatet igen, før

hun hørte om det i forbindelse med Instrukskommissionens undersøgelse, og

hun har ikke kendskab til, at det endelige notat skulle være sendt til styrelsen.

Det ville klart have gjort en forskel i forhold til hendes opfattelse af, om der

gjaldt en undtagelsesfri ordning, hvis hun sammen med pressemeddelelsen

havde modtaget notatet den 10. februar 2016.

Notatet viser tydeligt, at der

så skulle have været undtagelser.

Ditte Kruse Dankert har forklaret

bl.a., at hun ikke på noget tidspunkt fik en

tilbagemelding om, at notatet var blevet godkendt, og at der skulle administre-

res efter dette notat. Hun har først hørt om det endelige notat under sagen i

undersøgelseskommissionen. Hun opfattede det således, at Udlændingesty-

relsen var kommet med bemærkninger til et notat, som ikke blev til noget.

Kristina Rosado (på daværende tidspunkt souschef i Udlændingestyrelsen)

har forklaret

bl.a., at hun ikke så notatet igen efter den 29. januar 2016,

og hun fik heller ingen tilbagemelding fra departementet om, at notatet var

Afhøringsekstrakten, side 407.

Afhøringsekstrakten, side 438.

Afhøringsekstrakten, side 441.

Afhøringsekstrakten, side 469.

102

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden forud for den 10. februar 2016

godkendt. Notatet fik heller ingen betydning for den sagsbehandling, der fore-

gik i Udlændingestyrelsen efterfølgende. Eftersom den melding, der kom fra

departementet, var, at der skulle iværksættes en anden ordning end den, der

fremgik af notatet, var indstillingerne i notatet herefter ”ligesom væk eller

overhalet”. Hun tror ikke, at der var nogen, der tænkte på notatet efter den

10. februar 2016, idet det var blevet ”overhalet” af instruksen.

Margit Sander Rasmussen (på daværende tidspunkt chefkonsulent i Udlæn-

dingestyrelsen) har herom forklaret

bl.a., at hun den 10. eller 11. februar

2016 drøftede med Ditte Kruse Dankert, Kristina Rosado og Lene Linnea

Vejrum, hvad der var blevet af notatet. Konklusionen blev, at notaterne aldrig

var blevet færdige. Som hun husker det, talte de om, hvad der var sket med

departementets notat, efter at Line Skytte Mørk Hansen havde ringet den 10.

februar 2016. Konklusionen var, at udkastet til notatet var ”lagt i graven”.

Anna-Sophie Saugmann-Jensen (på daværende tidspunkt fuldmægtig i Fami-

liesammenføringskontoret i Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet)

har forklaret

bl.a., at hun ikke har hørt, om det blev overvejet at sende no-

tatet af 2. februar 2016 til Udlændingestyrelsen. Hun vidste på daværende

tidspunkt ikke, at notatet var blevet endeligt. Det indtryk, hun havde fået fra

Jesper Gori, var, at notatet ikke længere spillede nogen rolle. Det var blevet

overhalet af de drøftelser, der efterfølgende var opstået. Det var formentlig på

et tidligt tidspunkt i foråret 2016, at hun spurgte Jesper Gori, om der fandtes en

endelig udgave af notatet. Det var i den forbindelse, at Jesper Gori gav hende

indtryk af, at der havde været en række møder mv., der gjorde, at notatet ikke

længere havde nogen betydning.

Jonas From Soelberg har forklaret

bl.a., at han var bortrejst på ferie fra den 1.

til og med den 9. februar 2016. Han husker ikke, at notatet af 2. februar 2016

har været fremme eller drøftet efter godkendelsen den 9. februar 2016.

Han

opfattede det ikke sådan, at modellen var lagt fast, da han kom tilbage fra ferie

den 10. februar 2016. Han erindrer ikke, at nogen havde notatet af 2. februar

2016 fremme under de videre drøftelser. Han kan slet ikke huske notatet.

Afhøringsekstrakten, side 493.

Afhøringsekstrakten, side 544.

Afhøringsekstrakten, side 698.

Afhøringsekstrakten, side 700.

103

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

Anette Görtz har herom forklaret

bl.a., at hun ikke husker, at hun godkendte

notatet, men det fremgår tydeligt af F2, at hun gjorde det. Efter godkendel-

sen af notatet den 9. januar 2016 hørte hun ikke om det. Den praksis, der

var beskrevet i notatet, lå til grund for mange af de andre ting i sagen. Hun

erindrer ikke, at hun anvendte notatet efter den 9. februar 2016, ligesom hun

ikke erindrer drøftelser, hvor notatet var fremme.

Uffe Toudal Pedersen har supplerende forklaret

bl.a., at han har været over-

rasket over at høre forklaringerne om, at notatet efterfølgende kunne blive

”glemt i eget system”, idet der var brugt mange kræfter på at skrive notatet, og

idet notatet var afsættet for pressemeddelelsen. Han kan også i dag bebrejde

sig selv, at man ikke sendte notatet, da departementet den 18. marts 2016

sendte en vejledning til Udlændingestyrelsen. En forklaring på, at notatet blev

glemt, kan være, at Udlændingeafdelingen ikke havde ejerskab til notatet, og

at notatet indeholdt en passus om, at der kunne ske adskilt indkvartering på

samme asylcentre, hvilket man efterfølgende gik væk fra. Han ved ikke, om

dette var grunden til, at man gik væk fra notatet. Det undrer ham, at notatet

”forduftede”. Notatet var for ham helt centralt for forløbet.

Inger Støjberg har under genafhøringen supplerende forklaret

bl.a., at det

ikke gik op for hende, at Udlændingestyrelsen ikke havde modtaget notatet.

Hun forventede, at der blev ”taget affære”, efter at hun havde godkendt notatet.

Hun udfordrede hele tiden, hvor ”den røde linje” var. Notatet var dog fortsat

gældende. Det var det, fordi hun havde godkendt det. Efterfølgende havde

de drøftelser om størrelsen af kattelemmen. Det var ikke sådan, at hun ikke

tænkte mere over sagen, da hun havde godkendt notatet. Tværtimod ville hun

stadigvæk kæmpe for sin politiske agenda; at beskytte pigerne. Adspurgt, om

det forhold, at indkvartering på hver sit værelse ikke kunne lade sig gøre, når

man i øvrigt ikke kunne adskille et par, førte til, at ordningen i notatet ikke

var gældende, eller om det blev accepteret, at parrene i så fald skulle indkvar-

teres på samme værelse, har hun forklaret, at notatet stod til troende, men

det var også klart, at kattelemmen blev større, end den var, da hun godkendte

notatet. Hun måtte forlige sig med notatet, fordi der var en ”rød linje”. På ny

Afhøringsekstrakten, side 720-721.

Afhøringsekstrakten, side 742.

Afhøringsekstrakten, side 753-754.

104

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden forud for den 10. februar 2016

adspurgt, hvad der skete fra ordningen i notatet, hvorefter et par kunne ad-

skilles på samme center, hvis adskillelsen var i strid med barnets tarv, til det,

der blev virkeligheden, har hun forklaret, at hun ikke kan sige det bedre, end

hun allerede har gjort. Adspurgt, om der var overvejelser om at ”reparere” på

notatet, der på et tidspunkt indeholdt en ikke længere brugbar retningslinje,

har hun forklaret, at der ikke kom en ny sag op på hendes bord. Der var en

diskussion, og kattelemmen blev større. Adspurgt, om det skal forstås således,

at ordningen ikke lå fast den 9. februar 2016, har hun forklaret, at det, hun

godkendte, var det, hun godkendte, og det var ordningen, men det udviklede

sig efterfølgende. Adspurgt, om notatet blev nævnt eller på anden måde indgik

i de efterfølgende diskussioner, har hun forklaret, at de ikke diskuterede no-

tatet, da hun havde godkendt det. De diskuterede omfanget af undtagelserne.

Hun udfordrede det fortsat, fordi hun ønskede, at kattelemmen blev så lille

som mulig. På den måde indgik notatet indirekte, men når notatet først var

godkendt, lå det til grund, og så var der ikke noget at diskutere.

5.2.2.4.

Udarbejdelse af pressemeddelelsen

Det første udkast til pressemeddelelse, der ses sendt den 9. februar kl. 13.58 fra

Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriets presse- og kommunikations-

rådgiver Sarah Andersen til bl.a. Lykke Sørensen og Jesper Gori, var sålydende:

”Inger Støjberg stopper indkvartering af barnebrude på asylcentre

Fremadrettet får mindreårige asylansøgere som udgangspunkt ikke lov

til at bo sammen med en ægtefælle eller samlever

I januar iværksatte Udlændinge-, integrations- og boligminister Inger

Støjberg en hastehøring for at få et overblik over omfanget af bar-

nebrude på danske asylcentre. Udlændingestyrelsen har nu indhentet

oplysninger fra operatørerne på asylcentrene, og i øjeblikket er der

indkvarteret 27 mindreårige, hvor operatørerne har kendskab til, at de

mindreårige har en ægtefælle eller samlever.

Efter den nuværende praksis skal mindreårige asylansøgere altid ind-

kvarteres adskilt fra deres ægtefælle eller samlever. Det kan dog ikke

udelukkes, at enkelte par indledningsvist alligevel er blevet indkvarteret

sammen, f.eks. fordi det ikke umiddelbart efter deres ankomst til asyl-

centeret har været klart, at der er tale om en mindreårig under 15 år.

105

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

I sager om mindreårige asylansøgere mellem 15-18 år vurderer Udlæn-

dingestyrelsen i hver enkelt sag, om den pågældende skal indkvarteres

sammen med en ægtefælle eller samlever. Det sker på baggrund af

vurderinger fra operatørens børnefaglige personale, samt værtskom-

munens evt. faglige vurderinger af, hvilke indkvarteringsforhold der vil

være bedst for den mindreårige asylansøgers af hensyn til barnets tarv.

Udlændinge-, integrations- og boligminister Inger Støjberg udtaler:

”Det er fuldstændigt uacceptabelt, at der i øjeblikket bor mindreårige i

det danske asylsystem sammen med en ægtefælle eller samlever, og jeg

har bedt Udlændingestyrelsen om at ændre praksis med det samme. Når

man opholder sig i Danmark, skal man rette sig efter danske normer og

regler, og vi skal selvfølgelig sikre, at unge piger ikke bliver tvunget til at

leve i et forhold på danske asylcentre mod deres vilje.”

Inger Støjberg har bedt Udlændingestyrelsen om fremadrettet at ind-

kvartere mindreårige asylansøgere efter følgende praksis:

– mindreårige under 15 år kan ikke indkvarteres på et asylcenter sam-

men med en ægtefælle/samlever

– mindreårige på 15 eller derover kan ikke indkvarteres på et asylcen-

ter sammen med en ægtefælle/samlever, medmindre dette åbenbart

vil stride mod den mindreåriges tarv. Foreligger der sådanne hensyn

til den mindreåriges tarv, skal parterne indkvarteres hver for sig,

men på det samme asylcenter.

Dette kan dog kun ske i tilfælde, hvor parterne har haft et forudgående

samliv, hvor parret har et fælles barn, hvor aldersforskellen mellem

parterne er begrænset, og hvor hensynet til den mindreåriges tarv taler

for at indkvartere dem sammen. Som udgangspunkt vil alle disse hen-

syn skulle foreligge, og det er således ikke tilstrækkeligt, at parret kun

har haft et forudgående samliv og aldersmæssigt er tæt på hinanden.

Evt. en sætning om, hvad der skal ske med de par, der i øjeblikket er

indkvarteret sammen.

…”

106

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden forud for den 10. februar 2016

Sammenholdes dette udkast til pressemeddelelse med den ordning, der blev

beskrevet i det føromtalte endelige notat af 2. februar 2016, kan man konsta-

tere, at udkastet til pressemeddelelse i al væsentligt indeholdt en gengivelse

af flere af notatets centrale formuleringer.

Jesper Gori foreslog i en mail samme dag kl. 14.44 næstsidste afsnit i pres-

semeddelelsen ændret, således at der blev gengivet en række kriterier for,

hvornår udgangspunktet om adskillelse kunne fraviges. Det fremgik af Jesper

Goris mail i øvrigt, at der samme dag kl. 15.30 skulle afholdes et møde med

ministeren om pressemeddelelsen.

Uffe Toudal Pedersen har om mødet den 9. februar 2016 kl. 15.30 forklaret

bl.a., at han deltog i mødet. Som han husker det, var det eneste dokument, der

var fremme, pressemeddelelsen. Han kan dog ikke huske mødet særskilt fra

andre møder. På mødet diskuterede de pressemeddelelsen, der var det ene-

ste omdrejningspunkt. Ministeren har selvfølgelig sagt, at hun ville have en

pressemeddelelse uden undtagelser. Det var det, de drøftede og diskuterede.

Han er sikker på, at de så har haft den samme diskussion, som de havde haft

tidligere, om, hvorvidt man kunne administrere uden undtagelser. Han er

sikker på, at det blev sagt, at ”det kan man ikke”. Han husker ikke, om ordet

ulovligt blev nævnt i denne forbindelse. Juristerne har dog givetvis sagt, at

man ikke kunne administrere en ordning uden undtagelser, hvis Danmarks

internationale forpligtelser skulle overholdes. Ministeren reagerede på den

måde, at hun sagde, at hun ville have en ordning uden undtagelser. Han vil

tro, at det er det, ministeren har sagt, for det var det, de vendte tilbage til se-

nere, da der kom en ny udgave, hvor de skrev undtagelsesmulighederne ind.

Inger Støjberg har om forløbet forklaret

bl.a., at hun ikke husker, om det var

hende, der besluttede, at der skulle udsendes en pressemeddelelse. Hun har

helt sikkert presset meget på for at komme ud med kommunikationen. Hun

har givetvis ikke sagt til nogen, at der skulle laves en pressemeddelelse, men

hun har sagt, at det var vigtigt at få kommunikeret noget ud. Hun mener, at

hun så det første udkast under et møde den 9. februar 2016 kl. 15.30. For

hende var det vigtigt at kommunikere den absolutte hovedregel og ikke alle

undtagelser. Hun havde forinden godkendt et notat om, at der i sjældne tilfæl-

Afhøringsekstrakten, side 79.

Afhøringsekstrakten, side 114 ff.

107

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

de kunne være undtagelser. Hun syntes, at en beskrivelse af undtagelser ville

mudre billedet, og man ville komme til at diskutere undtagelserne i stedet for

den absolutte hovedregel. Tankegangen i ministeriet var i begyndelsen, at alle

kunne adskilles, men herefter var der en proces, som førte til, at en lille del

ikke kunne adskilles. Adspurgt om, hvordan hun kunne vide, at meget få skulle

adskilles, når hun ikke havde kendskab til de konkrete par, har hun forklaret, at

hun lagde vægt på den allerførste vurdering fra Lykke Sørensen sammenholdt

med, at det efterhånden i forløbet blev klart, at der kunne være ”ganske særlige

tilfælde” og skulle rigtig meget til for ikke at adskille. Det var også derfor, at

undtagelsesmuligheden blev benævnt en ”kattelem”. Med hensyn til mødet

kl. 15.30 gætter hun på, at det var Uffe Toudal, som bestemte, at mødet skulle

afholdes. Hendes holdning til udkastet til pressemeddelelse var, at hun ikke

ønskede at fremhæve de ganske få undtagelser. Mark Thorsen kendte hendes

holdning, og hun antager ikke, at han havde en anden holdning end hende.

Uffe Toudal gjorde tydeligt opmærksom på, at der nødvendigvis ville blive

administreret, så der var undtagelser, og at der ville være nogle individuelle

vurderinger, idet de var forpligtet hertil. Dette var hun ikke glad for, men hun

tog det til sig. Ordningen, som der skulle administreres ud fra, var beskrevet

i ministernotatet, og pressemeddelelsen var et kommunikativt værktøj og

ikke andet. Der er tale om to vidt forskellige ting. Det var hendes opfattelse,

at pressemeddelelsen var retvisende, idet den viste den helt klare retning, og

idet der efter hendes vurdering kun var tale om ganske, ganske få tilfælde,

hvor der kunne ske undtagelser. Denne vurdering tog afsæt i notatet, som hun

havde godkendt den 9. februar 2016. Under mødet kl. 15.30 var Uffe Toudal

ikke begejstret for, at undtagelserne skulle pilles ud af pressemeddelelsen. Hun

husker ikke, hvad han nærmere sagde. Hendes besked til embedsmændene,

da mødet sluttede, var, at hun ville have en meget klar kommunikation. Her-

efter var hun til møde i byen og ”slap det” for denne dag, men hun var meget

optaget af, at der snart kom en pressemeddelelse ud. Foreholdt forklaringen

fra Uffe Toudal om, at de på mødet også diskuterede ordningen og ikke kun

den underliggende pressemeddelelse, har hun forklaret, at hun ikke genkender

dette. En pressemeddelelse er et politisk kommunikativt værktøj og ikke andet.

Ordningen var besluttet i notatet og var noget andet end pressemeddelelsen.

Der var tale om to forskellige ting. Adspurgt, om det var embedsmændenes op-

fattelse den 9. februar 2016, at man kunne sende en pressemeddelelse ud uden

at nævne muligheden for undtagelser, har hun forklaret, at embedsmændene

vel har tænkt, at alle undtagelser skulle med, men det ville hun ikke, idet hun

ville kommunikere hovedreglen for ikke at skulle diskutere undtagelserne.

108

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden forud for den 10. februar 2016

Det endte med, at der blev sagt: ”Ja, så send det ud”. I sidste ende var det Uffe

Toudal, Mark Thorsen og hende, der var til stede. Her sagde Uffe Toudal: ”Så

pil det dog ud”. Der var ikke andre embedsmænd, der sagde det samme. Hun

havde ikke drøftet spørgsmålet med Lykke Sørensen.

Line Skytte Mørk Hansen har om mødet den 9. februar 2016 kl. 15.30 for-

klaret

bl.a., at hun ikke husker, om pressemeddelelsen havde været drøftet

med ministeren inden mødet. Hun husker slet ikke, at de drøftede pressemed-

delelsen på mødet. Hun husker, at Jesper Gori meget detaljeret gennemgik

hovedreglen og undtagelserne på baggrund af notatet. Hun er ret sikker på, at

han havde notatet med til mødet. Jesper Gori foretog en meget faglig og seriøs

gennemgang og fortalte, hvordan det forholdt sig. Det andet, hun husker fra

mødet, er, at Uffe Toudal sagde noget i retning af, at uanset om man eventuelt

godt kunne adskille nogle par, kunne der være særligt sårbare par, som det

ikke ville være særligt klogt at adskille. Der var ingen tvivl om, at ministeren

gerne ville et andet sted hen. Der var heller ikke nogen tvivl om, at ministeren

fik at vide, at der kunne være en hovedregel, men at der ville komme til at

være undtagelser. Hun husker ikke, hvad ministeren præcist sagde. Ministeren

spurgte ind til Jesper Goris forelæggelse og udfordrede det, han sagde, men

hun husker ikke præcist, hvad ministeren sagde.

Jesper Gori har herom forklaret

bl.a., at han deltog i mødet med ministeren

den 9. februar 2016. Han gik til mødet med ministeren den 9. februar i den

forvisning om, at de skulle tale om notatet. Han vidste ikke, hvad der var sket

med notatet. Han havde den 9. februar 2016 ikke den opfattelse, at ordningen

lå fast. Han husker det således, at det var under mødet den 9. februar 2016

kl. 15.30, at han første gang deltog i drøftelser af ordningen med ministeren.

Som han husker det, var det ham, der lagde for, og han redegjorde for over-

vejelserne om ordningen, som den var beskrevet i notatet. Som han husker

det, tog ministeren ordet og var tydelig omkring, at hun ikke ønskede denne

ordning. Hun ønskede en ordning, hvor parrene i alle tilfælde skulle skilles

ad. Uffe Toudal Pedersen spurgte ham, om man kunne adskille alle. Måske var

det ministeren, der spurgte, men som han husker det, var det Uffe Toudal Pe-

dersen, der spurgte. Som han husker det, sagde han, at deres vurdering var, at

man i hovedparten af sagerne kunne adskille, men at der ville skulle foretages

Afhøringsekstrakten, side 190.

Afhøringsekstrakten, side 242 ff.

109

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

en konkret vurdering, og at man ikke kunne operere med en absolut ordning.

Han tror, at ministeren og Mark Thorsen sammen udfordrede ham og bad ham

komme med eksempler. Som han husker det, sagde Line Skytte Mørk Hansen

ikke noget. Han husker, at ministeren sagde: ”Det kan godt være, at der kan

være sager, men der er jeg villig til at tage en procesrisiko”. Han tror, at han

dengang – for ikke at skubbe den Europæiske Menneskerettighedsdomstol

foran sig, idet det ofte ikke var det bedste argument – sagde, at det måske

ikke så meget var et spørgsmål om procesrisiko, men handlede om, at danske

domstole i en konkret sag nåede frem til, at der ikke kunne ske adskillelse.

De drøftede ikke det udkast til pressemeddelelse, der forelå på daværende

tidspunkt. De drøftede ordningen. Det var i hvert fald hans forståelse, at de

drøftede ordningen. Ministeren nævnte ikke på noget tidspunkt, at hun havde

godkendt notatet. Efter mødet var det hans helt klare opfattelse, at ministe-

ren ikke ønskede, at der skulle være undtagelser. Uffe Toudal Pedersen bad

ham vende sagen med Justministeriet. Han gik forbi Nina Holst-Christensen

umiddelbart efter mødet eller i forlængelse af mødet og forklarede hende,

hvilken drøftelse der havde været med ministeren, og hvad han havde sagt

til ministeren. Som han husker det, læste hun op af EMRK artikel 8 og sagde:

”Der skal foreligge et lovligt grundlag og et sagligt hensyn, og det har I, men

der skal i alle sager foretages en individuel vurdering af, om det generelle

saglige hensyn også konkret er sagligt”. Han forstod Nina Holst-Christensens

svar således, at ordningen generelt var saglig, men uanset hvad skulle der i

alle sager foretages en konkret vurdering.

Anne Nygaard Just har om mødet den 9. februar 2016 kl. 15.30 forklaret

bl.a., at hun deltog i et møde med ministeren, kort inden pressemeddelelsen

blev sendt ud. Det kunne godt være den 9. februar 2016 kl. 15.30. På mødet

blev det drøftet blandt andet, om ingen mindreårige asylansøgere skulle kunne

indkvarteres sammen med deres ægtefælle eller samlever, eller om der skulle

være undtagelser. Det, der blev drøftet, var, hvad man kunne gøre, og hvad

man ikke kunne gøre i relation til ordningen, men det er klart, at drøftelsen

var foranlediget af, at de skulle lave en pressemeddelelse. Hun kan ikke hu-

ske, hvad der ordret blev sagt på mødet. Jesper Gori sagde, at det ikke kunne

udelukkes, at det var i strid med de internationale konventioner at sige, at

alle skulle adskilles. Ministeren ville gerne have alle adskilt. Hun mener, at

Afhøringsekstrakten, side 341-342.

110

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden forud for den 10. februar 2016

Mark Thorsen var på linje med ministeren. Inger Støjberg og Mark Thorsen

trykkede Jesper Gori og Lykke Sørensen ret meget på maven i forhold til, hvor

langt man kunne gå, og noget af det, der står klarest i hendes erindring, er, at

Jesper Gori var tydeligt presset. Ministeren blev ved med at udfordre ham og

sige, at hun gerne ville have, at det så vidt muligt skulle være undtagelsesfrit,

og Jesper Gori blev ved med at sige, at det ikke kunne udelukkes, at det ville

være i strid med de internationale konventioner at adskille alle. Hun husker

mest af alt stemningen på mødet. Der var en presset stemning, og Jesper Goris

ansigtsudtryk viste, at han ikke følte sig godt tilpas. Hun mener ikke, de talte

om notatet på mødet. Adspurgt, om det var på dette tidspunkt, at notatet i

henhold til hendes forklaring blev ”overhalet” af drøftelserne om ordningen,

har hun forklaret, at de ikke som sådan tænkte over, at notatet blev overhalet,

men notatet blev ”bare” lidt glemt.

Mark Thorsen har om mødet den 9. februar 2016 kl. 15.30 forklaret

bl.a.,

at de drøftede to ting på mødet, nemlig notatet og pressemeddelelsen. Der

var en gennemgang af konklusionerne i notatet, og derudover havde de en

drøftelse af pressemeddelelsen. Han erindrer ikke, om de sad med et stykke

papir med udkast til pressemeddelelsen foran sig. Det var et møde, der var

en smule rodet, fordi de både drøftede notatet, det vil sige ordningen som

sådan, og hvad de kunne skrive i pressemeddelelsen. Han mener, at han selv

sad med notatet foran sig. Konklusionerne på de drøftelser, de havde haft,

blev gennemgået af Jesper Gori. Han og ministeren spurgte kritisk ind til,

om dette udgjorde den mur- og nagelfaste konklusion på, hvad man kunne.

Dette skyldtes, at de under mødet en uge tidligere havde fået oplyst en anden

ramme. Han og ministeren spurgte således, om ”det var deres endelige svar”,

hvilket blev bekræftet. De talte herefter om pressemeddelelsen. Nu havde de

notatet på plads og skulle fastlægge, hvordan de skulle kommunikere ordnin-

gen. Han husker det ikke, men han tror ikke, at der på mødet var en grundig

tekstmæssig gennemgang af pressemeddelelsen. Kattelemmen var stort set

det eneste, som de talte om til mødet. Alle drøftelser frem til den 9. februar

2016 drejede sig om kattelemmen. Først forstået som en politisk kattelem og

på mødet den 9. februar forstået som en juridisk kattelem. Ministeren gav

udtryk for, at hvis hun helt selv kunne vælge, ville hun helst have, at det, som

Jesper Gori havde udtalt ugen før, stod tilbage, men hun tog til sig, at det var

Afhøringsekstrakten, side 379 ff.

111

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

ikke der, man var. Hans egen vurdering var, at når der nu var udarbejdet et

notat, var det notatet, der stod til troende. Han er ikke jurist, og det tilkom

ikke ham at foretage en anden juridisk vurdering. Han husker ikke, at mi-

nisteren på mødet sagde, at hun havde godkendt notatet. Ministeren gav på

mødet en lidt træt accept, som når man trækker på skuldrene og siger: ”Så er

det sådan, det er”. Han erindrer ikke, præcis hvilke ord ministeren benyttede,

eller om hun sagde ”hermed godkendt” eller lignende. Foreholdt Jesper Gori

og Line Skytte Mørk Hansens forklaringer om, at deres indtryk af mødet var,

at ministeren ikke ønskede undtagelser, har han forklaret, at det var et lidt

underligt møde, fordi det meste af mødet gik med, at man spurgte ind til, om

de nu var sikre, og han kan derfor godt forstå, at nogle har forladt mødet med

det indtryk, at ministeren ikke var glad for konklusionerne i notatet. Det var

også hans egen opfattelse. Det var ikke sådan, at ministeren gik fra mødet og

sagde: ”Det var vel nok dejligt, at vi nåede til den konklusion”, og det kunne

man tydeligt mærke på ministeren. I forhold til hvad der skulle sendes ud,

spurgte han – med henvisning til, at der nu var en juridisk kattelem – ind til,

hvor sandsynligt det var, at der kunne opstå en sag, hvor kattelemmen skulle

benyttes. Det svar, som han fik af Jesper Gori, var, at det ville være helt hypo-

tetisk, at der ville opstå en sag, hvor man ikke ville kunne adskille. Det, han

herefter så for sig, var, at man kunne sætte en ordning i værk, der ville føre

til, at parrene blev adskilt efter en individuel vurdering, således som det er

anført i notatet. Når de således var færdige med at gennemgå og behandle de

konkrete sager, ville slutproduktet være, at man kunne adskille parrene. De

havde på det tidspunkt fået oplysninger om de konkrete sager. Med ”konkre-

te sager” mener han de høringssvar, der var modtaget fra operatørerne. Der

var ikke nogen, der tilkendegav, at de havde set andet end høringssvarene.

Mødet sluttede med, at de skulle have gjort pressemeddelelsen færdig. På

mødet drøftede de kort, hvad der skulle ske med de par, der var indkvarteret

sammen.

Konklusionen var, at den nye ordning også skulle gælde for de par,

der allerede var indkvarteret. Han erindrer ikke, at der på det tidspunkt var

nogen, der sagde, at det kunne være sværere at adskille nogen, der allerede

havde boet sammen i flere måneder. Der skulle ikke være én praksis for den

ene gruppe og en anden praksis for den anden gruppe. Der skulle anvendes

de samme momenter ved vurderingen af sagerne.

Afhøringsekstrakten, side 383-384.

112

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden forud for den 10. februar 2016

Jonas From Soelberg har herom forklaret

bl.a., at han ikke deltog i mødet,

men han blev på et tidspunkt orienteret herom. Han husker ikke hvornår

eller af hvem. Det, han fik gengivet om mødet den 9. februar 2016, var, at

ministeren havde udtrykt en klar holdning til, hvordan hun ønskede tingene

indrettet, og at dette ikke var i overensstemmelse med det oplæg, hun havde

fået forelagt. Oplægget til ministeren på mødet den 9. februar 2016 skulle

angiveligt have været, at et par, der havde et barn, som udgangspunktet kunne

indkvarteres sammen. Dette stemte ikke overens med det synspunkt, mini-

steren tilkendegav på mødet. Der er flere af de personer, der deltog i mødet,

der har fortalt ham om det, herunder Mark Thorsen, og de har alle gengivet

den samme udlægning af mødet for ham. Det var selve ordningen, der blev

drøftet på mødet den 9. februar 2016, og ikke pressemeddelelsen. Han kan

ikke huske, om det var allerede den 10. februar 2016, da han mødte ind efter

sin ferie, at han første gang hørte om mødet.

Efter mødet med ministeren kl. 15.30 blev der udarbejdet et nyt udkast til

pressemeddelelse, der nu (kl. 15.57) indeholdt bl.a. følgende formuleringer i

de centrale afsnit:

”Fremadrettet må asylansøgere under 18 år ikke bo sammen med

en ægtefælle eller samlever. I aktuelle sager om barnebrude bliver

parrene nu skilt ad.

Udlændinge-, integrations- og boligminister Inger Støjberg skrider nu

ind over for barnebrude på danske asylcentre og beder Udlændinge-

styrelsen om at ændre praksis. Fremadrettet kan ingen mindreårige

asylansøgere bo sammen med en ægtefælle eller samlever.

…

I sager om mindreårige på 15 år eller derover har Udlændingestyrel-

sen vurderet i hver enkelt sag, om den pågældende skulle indkvarteres

sammen med en ægtefælle eller samlever. Det er sket på baggrund af

faglige vurderinger og hensynet til barnets tarv.

Afhøringsekstrakten, side 700-701.

113

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

Efter den nye praksis må ingen mindreårige under 18 år indkvarteres

på samme asylcenter som en ægtefælle eller samlever. Det gælder også,

hvis parret har et eller flere fælles børn.

Inger Støjberg har også bedt Udlændingestyrelsen om at skille parre-

ne ad i aktuelle sager om mindreårige, der bor sammen med en ældre

ægtefæller eller samlever.”

Line Skytte Mørk Hansen sendte den 9. februar 2016 kl. 16.30 sålydende mail

med et nyt udkast til bl.a. kommunikationschef i Udlændinge- Integrations- og

Boligministeriet Mia Tang, Jesper Gori og Mark Thorsen:

”…

Vi har forsøgt at skrive Jesper bemærkninger ind – og taget det med

tvang ud – bliver ikke for sårbart at have stående hvis den mindreåri-

ge siger at der ikke er tale om tvang – så forholder vi os kun til at en

mindreårig ikke skal bo med en voksen – kan man ikke skrive det på

den måde vi har rettet?

…”

Anne Nygaard Just skrev kl. 16.43 følgende mail til bl.a. Mia Tang:

”Vil du ikke sige til, når pressemeddelelsen har været ved Uffe –så giver

vi Udlændingestyrelsen besked om at adskille parrene herefter?”

Lidt senere – kl. 17.23 – sendte Jesper Gori et nyt udkast til pressemeddelelse

til bl.a. Uffe Toudal Pedersen, hvilket udkast ifølge mailen var ”Søgt tilrettet

efter aftale med Uffe”. Den væsentligste ændring i udkastet vedrørte afsnittet

om beskrivelsen af den nye praksis i sager om mindreårige under 18 år, der

blev foreslået formuleret således:

”Efter den nye praksis er den absolutte hovedregel, at ingen mindreårige

under 18 år må indkvarteres på samme asylcenter som en ægtefælle

eller samlever. Det gælder også, hvis parret har et eller flere fælles børn.

Ordningen skal administreres ud fra nødvendige menneskelige hensyn,

bl.a. hensynet til barnets tarv.”

114

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden forud for den 10. februar 2016

Uffe Toudal Pedersen har herom forklaret

bl.a., at Jesper Gori kom op til ham

og fortalte, at Udlændingeafdelingen ikke var glad for den undtagelsesfrie

formulering. Det var han heller ikke selv. De to formulerede derfor ændringen

sammen og prøvede én gang til, om de kunne få det med. På dette tidspunkt

var ministeren ikke i huset, og han drøftede derfor ikke ændringsforslaget

med hende. Da han kom hjem, fik han at vide, at ministeren var uenig i den

nye formulering. Som han husker det, var det en af ministersekretærerne, der

ringede til ham, men han husker ikke hvem. Han havde ikke en snak med

ministeren selv. Han tror heller ikke, at det var ministerens særlige rådgiver,

Mark Thorsen, der ringede til ham. Den tilbagemelding, han fik, var, at mini-

steren ikke kunne forstå eller ikke var enig i, at sætningen skulle med.

Inger Støjberg har herom forklaret

bl.a., at hun ikke mener, at hun så det

udkast til pressemeddelelse, der var vedhæftet Jesper Goris mail af 9. febru-

ar 2016 kl. 17.23. Hun var ude i byen til et andet møde på dette tidspunkt.

Sætningen om, at ordningen skulle administreres ud fra ”nødvendige men-

neskelige hensyn”, gav ikke mening for hende, idet det var et nødvendigt

menneskeligt hensyn at give pigerne et pusterum.

Jesper Gori har herom forklaret

bl.a., at han efter at have talt med Nina

Holst-Christensen gik til Uffe Toudal Pedersen og fortalte om det klare snit,

som hun havde lagt op til, at der skulle være. Han husker ikke, hvad Uffe

Toudal Pedersen sagde, men Uffe Toudal Pedersen accepterede, at der skulle

være tale om en konkret vurdering. Uffe Toudal Pedersen var effektiv og

fandt pressemeddelelsen frem. Uffe Toudal Pedersen spurgte, hvordan pres-

semeddelelsen skulle formuleres, og inden han selv havde nået at tænke sig

om, havde Uffe Toudal Pedersen skrevet en tilføjelse. Uffe Toudal Pedersens

tilføjelse var et forsøg på at omskrive Nina Holst-Christensens bemærkninger

til noget, der kunne kommunikeres ud. Han ved ikke, om udkastet nåede frem

til ministeren.

Mark Thorsen har herom forklaret

bl.a., at der på mødet kl. 15.30 havde

været en diskussion om ordningen, og der var en diskussion om, hvordan der

Afhøringsekstrakten, side 80.

Afhøringsekstrakten, side 116.

Afhøringsekstrakten, side 246.

Afhøringsekstrakten, side 383.

115

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

skulle kommunikeres udadtil. Han selv havde en del fokus på, hvad de kom-

munikerede udadtil. De talte om den situation, at nogle kunne indkvarteres på

samme center, men på forskellige værelser. Det var netop konklusionen i det

notat, der lå til grund for mødet, at alle kunne skilles ad, men at nogle fortsat

skulle være indkvarteret på samme center, men dog på forskellige værelser. I

den endelige pressemeddelelse gik man væk fra det, der stod i notatet om, at

der kunne ske adskillelse, men på samme center. Man gik således væk fra det,

der fremgik af notatet. Konklusionen på mødet var imidlertid ikke, at ingen

måtte indkvarteres på samme asylcenter. Konklusionen på mødet svarede

til indholdet af notatet. Han kan ikke svare på, hvorfor man fragik dette i

pressemeddelelsen.

Samme dag kl. 21.14 sendte Lykke Sørensen følgende bemærkninger til ud-

kastet til Jesper Gori:

”…

Emne:

Re: Pressemeddelelse om barnebrude4.docx

…

Jeg forstår på Uffe, at Inger og Mark ikke kan tilslutte sig forslaget. Det

er vist stadig ønsket, at der ikke skal være en kattelem. Jeg har talt med

Uffe om, at vi skal søge hurtigt i morgen tidlig at vende sagen med Nina

på ny. Jeg håber, at vi kan fange hende ved 9-tiden i morgen.

…”

Lykke Sørensen har herom forklaret

bl.a., at hun sendte mailen i forlængelse

af, at hun blev ringet op af Uffe Toudal Pedersen, der fortalte, at der havde

været et forløb, og hun havde også set, at der havde været en tilretning tidligere

på dagen. Uffe Toudal Pedersen meldte det tilbage til hende, som hun skrev; at

Inger og Mark ikke kunne være med på det forslag. De ønskede fortsat ikke,

at undtagelsen skulle være der. Det, de drøftede på dette tidspunkt, var både

selve ordningen og udformningen af pressemeddelelsen. Pressemeddelelsen

var en pressemeddelelse, men de ønskede, at den skulle beskrive ordningen.

Det, de drøftede, var fortsat ordningen. Derfor relaterede hendes mail sig

både til, om man i pressemeddelelsen skulle have en beskrivelse af den fulde

ordning, men også til selve ordningen. Når hun anførte i mailen, at ministeren

Afhøringsekstrakten, side 51.

116

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden forud for den 10. februar 2016

ikke ønskede en kattelem, betød det, at ordningen skulle være undtagelsesfri.

Det var ministerens stærke ønske.

Uffe Toudal Pedersen har herom forklaret

bl.a., at det, Lykke Sørensen har

gengivet i mailen, givetvis er rigtigt, men han husker ikke den omtalte telefon-

samtale nærmere. Han husker blot, at han fik en melding om, at ministeren

ikke var enig i den eftersætning, han og Jesper Gori havde indsat. Det var Lykke

Sørensens egen ide, at hun ville ”tage en runde til” med Justitsministeriet.

Inger Støjberg har herom forklaret

bl.a., at det givetvis må være Mark

Thorsen, der har kommunikeret til Uffe Toudal. Adspurgt om, hvorfor Lykke

Sørensen gik til Justitsministeriet, når hun som minister havde accepteret

undtagelserne, har hun forklaret, at hun ikke kan svare herpå og ikke kender

Lykke Sørensens motiver. Hun var ikke glad for det, men tog til sig, at der

skulle være undtagelser. Adspurgt, om hun sagde til Lykke Sørensen, at hun

accepterede muligheden for undtagelser, har hun forklaret, at hun sagde dette

ved at godkende ministernotatet. Man kan ikke sige det mere tydeligt end ved

at godkende et notat. Hun husker ikke, om hun sagde det på andre måder.

Foreholdt forklaringerne om, at der den 10. februar 2016 havde været et sam-

menstød mellem hende og Lykke Sørensen, har hun forklaret, at udtrykket

”sammenstød” er noget værdiladet, og hun kan ikke genkende dette. Udtrykket

”Det er vist stadig ønsket” i mailen relaterer sig helt entydigt ikke til ordningen,

men derimod til pressemeddelelsen, hvilket også fremgår af emnefeltet, hvor

der står ”Pressemeddelelse”. Hun kan ikke udtale sig om, hvad Lykke Sørensen

har tænkt, men hun har ingen grund til at antage, at Lykke Sørensen er gået

ud fra andet. Adspurgt om, hvorfor det i mailen ikke i stedet var anført, at

ministeren eksempelvis ønskede ”at kommunikere klarere”, har hun forklaret,

at hun havde godkendt ministernotatet samme dag, og heraf fremgik det, at

der skulle foretages individuelle vurderinger. Dette er efter hendes opfattelse

hævet over enhver tvivl. Adspurgt, om hun sagde til Jesper Gori, Uffe Toudal

eller Lykke Sørensen, at hun respekterede, at en undtagelsesfri ordning ikke

kunne lade sig gøre, har hun forklaret, at dette ville forudsætte, at hun ikke

havde forstået, hvad hun havde godkendt i F2. Når hun havde godkendt notatet

af 2. februar 2016, havde hun accepteret, at der kunne være undtagelser. Det

Afhøringsekstrakten, side 80.

Afhøringsekstrakten, side 116-117.

117

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

var ikke nødvendigt at sige det, idet der i hendes optik ikke findes et stærkere

dokument i et ministerium end godkendelsen af et notat.

Line Skytte Mørk Hansen har herom forklaret

bl.a., at hun ikke blev oriente-

ret om de drøftelser, der havde været om pressemeddelelsen. Hun fik at vide,

at ministeren ønskede at tage undtagelserne ud.

Jesper Gori har herom forklaret

bl.a., at han ikke husker, at han gjorde noget

i anledning af denne mail. Den kattelem, der refereres til, var muligheden for

undtagelser. De havde sagt til ministeren, at ”kattelemmen” var de menneske-

retlige forpligtelser.

Mark Thorsen har herom forklaret

bl.a., at hans holdning var, at hvis man

skrev kattelemmen ind i pressemeddelelsen, ville fokus være på, hvem mini-

steren forestillede sig fortsat kunne være indkvarteret sammen. Uanset om

det var Uffe Toudal Pedersens eller andres formuleringer, mente han, at der

var en risiko for, at fokus ville være på undtagelsen, hvis kattelemmen blev

skrevet ind i pressemeddelelsen. Han kan have haft en drøftelse herom med

Uffe Toudal Pedersen om aftenen den 9. februar 2016, men det kan også

være noget, han havde sagt til Mia Tang eller ministersekretæren. Han har

ikke nogen erindring om, at han skulle have haft et selvstændigt møde med

Inger Støjberg om det, men han kan godt have sagt til Uffe Toudal Pedersen,

at han ikke var ”pjattet” med hans og Jesper Goris udkast. Han husker ikke

bemærkninger fra Uffe Toudal Pedersen i den forbindelse. På det tidspunkt var

han ikke klar over, at embedsmændene talte med Justitsministeriet om sagen.

5.2.2.5.

Drøftelser med Justitsministeriet den 9. og 10. februar 2016

Af en tidsoversigt udarbejdet af kontorchef Thomas Klyver og kommitteret

Nina Holst-Christensen (begge Justitsministeriet) fremgår det bl.a.:

”9.2.2016: Lykke Sørensen, UIM, kontakter – uformelt - NHC på sit

kontor mhp at få bekræftet, at det efter EMRK art. 8 ikke er muligt at

opstille en generel instruks til asylcentrene om, at de såkaldte barne-

brude skal adskilles, hvorfor det er nødvendigt at foretage en konkret

Afhøringsekstrakten, side 191.

Afhøringsekstrakten, side 246-247.

Afhøringsekstrakten, side 382.

118

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden forud for den 10. februar 2016

individuel vurdering i hvert enkelt tilfælde. NHC bekræfter dette og

spørger i den forbindelse om, ”jeg skal gå videre med sagen i Justitsmi-

nisteriet, og om UIM har behov for Justitsministeriets bistand”, hvilket

Lykke Sørensen afviser med bemærkningen ”Løbet er kørt”.”

Lykke Sørensen har om kontakten til Justitsministeriet forklaret

bl.a., at det

formentlig var hende, der besluttede, at de skulle række ud til Justitsministeri-

et. Hun husker ikke, om det var hende eller Jesper Gori, der havde kontakten

med ministeriet den 9. februar 2016. Kontakten med Justitsministeriet var

generelt ret uformel, fordi de stort set sad op og ned ad hinanden. Det af-

hang af spørgsmålet, hvor formel kontakten var. Det spørgsmål, de forelagde

for Justitsministeriet, var, at der helt generelt var en udfordring i forhold til

menneskerettighedskonventionen, og om man kunne lave en ordning, der

var absolut. Der kom det svar tilbage, som de godt selv kunne regne ud. Det

kunne ikke være en absolut ordning. Der skulle være mulighed for undtagelser,

og for at finde ud af det skulle der være en konkret vurdering af de enkelte

sager. Da hun fik forelagt udkastet til pressemeddelelse, indgik drøftelserne

med Justitsministeriet, men hun husker ikke, om ministeren eller departe-

mentschefen fik en direkte redegørelse om meldingen fra Justitsministeriet.

Det var hende, der havde mødet med Nina Holst-Christensen den 10. februar

2016. Hun tror, at Jesper Gori tillige deltog i mødet. Den problemstilling,

hun forelagde for Justitsministeriet, var, at der dagen forinden havde været

en drøftelse i ministeriet, og at ministeren fortsat ikke ønskede undtagelser

til reglen om adskillelse. Det var ikke nogen lang drøftelse, de havde. Hun

tror nærmest, at hun og Nina lagde ordene i munden på hinanden. De sagde

begge, at uanset ministerens ønske om en undtagelsesfri ordning kunne det

ikke blive sådan. Justitsministeriet bekræftede således igen, at ordningen ikke

måtte være undtagelsesfri.

Uffe Toudal Pedersen har om kontakten til Justitsministeriet forklaret

bl.a.,

at han vil tro, at han og Lykke Sørensen har talt med ministeren om tilbage-

meldingen fra Justitsministeriet. Som han husker tilbagemeldingen fra Ju-

stitsministeriet, var den, at ordningen ikke kunne være undtagelsesfri. Han

husker ikke ministerens reaktion på det.

Afhøringsekstrakten, side 51-52.

Afhøringsekstrakten, side 81.

119

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

Inger Støjberg har om kontakten til Justitsministeriet forklaret

bl.a., at hun

ikke den 9. februar 2016 konkret var blevet orienteret om, at Lykke Sørensen

havde talt med Justitsministeriet. Som hun husker det, blev hun heller ikke

den 10. februar 2016 orienteret om kontakten med Justitsministeriet, men

der er løbende kontakt mellem de to ministerier. Hun husker heller ikke, at

hun havde kontakt med Søren Pind om sagen.

Thomas Klyver har herom forklaret

bl.a., at han første gang blev invol-

veret i overvejelser om indkvartering af mindreårige gifte eller samlevende

asylansøgere efter udsendelsen af Udlændinge-, Integrations- og Boligmini-

steriets pressemeddelelse. Lykke Sørensen og Jesper Gori kom over til Nina

Holst-Christensen og ham. I sådanne sager fungerede Justitsministeriet som

rådgiver. Han var på det tidspunkt bekendt med, at Nina Holst-Christensen

og Lykke Sørensen havde talt sammen dagen inden udsendelsen af presse-

meddelelsen. Det møde havde han fået refereret af Nina Holst-Christensen.

Nina Holst-Christensen havde fortalt ham, at Lykke Sørensen var kommet

over til hende for at spørge, om ikke det var rigtigt, at man ikke kunne lave

en ordning uden undtagelser. Dette havde Nina Holst-Christensen bekræftet.

Det havde været en uformel forespørgsel, hvor Lykke Sørensen havde haft be-

hov for at få bekræftet sin juridiske opfattelse. Nina Holst-Christensen havde

spurgt, om der var noget, Justitsministeriet skulle hjælpe med, hvortil Lykke

Sørensen havde svaret noget i retning af: ”Nej, det løb er kørt”. Umiddel-

bart måtte man forstå Lykke Sørensens udmelding således, at der ikke skulle

være undtagelser uanset Justitsministeriets opfattelse. Nina Holst-Christensen

havde også orienteret Jens Teilberg Søndergaard om sin samtale med Lykke

Sørensen. Han ved ikke, hvad Jens Teilberg Søndergaard valgte at gøre opad

i systemet med denne oplysning. På det møde, som han deltog i sammen

med Nina Holst-Christensen, Jesper Gori og Lykke Sørensen nogle dage efter

udsendelsen af pressemeddelelsen, ønskede Jesper Gori og Lykke Sørensen at

få et billede af, hvilke situationer de skulle ”kigge efter”, når der skulle gøres

undtagelser. De forstod det sådan, at der var medarbejdere, der skulle til at

afgøre nogle konkrete sager, og der var derfor behov for at få en retning på,

hvor der kunne være problemer i forhold til konventionerne. Han sad mest

og lyttede, mens Nina Holst-Christensen førte ordet. Nina Holst-Christensen

sagde, at der skulle foretages konkrete vurderinger. Det var svært at sige noget

Afhøringsekstrakten, side 117.

Afhøringsekstrakten, side 567 ff.

120

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden forud for den 10. februar 2016

konkret uden at kende de konkrete sager, men når man gør indgreb i familie-

livet, skal der altid foretages en konkret proportionalitetsafvejning. Det var

ikke et aftalt møde, og de var derfor ikke forberedte på det. Det var derfor

mest en løs snak. De sporede sig ind på i hvert fald to tilfælde, hvor man ville

skulle gøre en konkret undtagelse. Der kunne for det første være tale om en

familie, der var dybt traumatiseret, og hvor familien ikke ville være i stand til

at drage omsorg for barnet, hvis parret ikke var sammen. Der var to hensyn,

som kunne begrunde en adskillelse af parrene. Det ene hensyn var tvang – et

ægteskab indgået under tvang er ikke beskyttet efter EMRK, idet der ikke er

et beskyttelsesværdigt familieliv at gøre indgreb i. De parametre, der kunne

indikere, at der var tale om tvang, krævede fortsat en konkret vurdering. Det

andet hensyn angik det forhold, at der var tale om personer, der ikke var myn-

dige og derfor efter dansk ret ikke kunne indgå ægteskab. De havde ofte ikke

forældre med, og der var derfor ikke andre end asylsystemet til at beskytte

dem mod deres egen umodenhed. De mente, at hensynet til at beskytte disse

mindreårige mod deres egne valg – man kunne kalde det ordre public – også

uden for en tvangssituation kunne bære ”et stykke”. Præmissen om, at der

var tale om ikke-myndige personer, baserede de på de danske regler. Heraf

følger også, at når man er gift, er man myndig, hvilket førte til det andet type-

tilfælde, hvor der ville skulle gøres undtagelser. Når man således efter dansk

ret ville anerkende et ægteskab ved et kongebrev, ville man være nødt til at

gøre undtagelser. Det var ikke et tema under mødet, om der var hjemmel til

ordningen. Hvis et andet ministerium fra begyndelsen mener, at der er hjem-

mel i loven, skal Justitsministeriet have en særlig grund til at tvivle på det,

før Justitsministeriet problematiserer det. Det var ikke noget, de blev spurgt

om i denne sag, og det var ikke noget, de selv gik ind i. Tidslinjen, som Nina

Holst-Christensen og han havde udarbejdet om forløbet i sagen, lavede de på

et tidspunkt, hvor de kunne forudse, at der kunne komme et efterfølgende

forløb om sagen. Han vil tro, at dette var i efteråret 2016 eller foråret 2017.

Han husker ikke, om processen med at adskille parrene var iværksat på tids-

punktet for dette første møde. Justitsministeriet var ikke inde over, hvordan

de konkrete sager blev behandlet, ligesom ministeriet ikke havde kendskab til,

hvilke meddelelser der var blevet givet til Udlændingestyrelsen. Han havde

en forventning om, at når Justitsministeriet sagde, at der skulle foretages et

konkret skøn i disse tilfælde, så skete dette også.

121

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

Nina Holst-Christensen har herom forklaret

bl.a., at det var hende, der den

24. maj 2017 havde taget initiativ til at udarbejde tidslinjen. På daværende

tidspunkt var der et meget stort fokus på sagen om adskillelse af mindreårige

asylansøgere fra deres ægtefæller eller samlevere. Første gang, hun blev in-

volveret i sagen, var sent om aftenen den 9. februar 2016, da Lykke Sørensen

kom forbi hendes kontor for at tale om sagen. Lykke Sørensen ville gerne have

bekræftet, at det som følge af Danmarks menneskeretlige forpligtelser ikke var

muligt at lave en absolut og undtagelsesfri ordning, hvorefter alle asylansøge-

re, der var gift med en mindreårig asylansøger, blev adskilt. Det bekræftede

hun og forklarede, at der skulle være undtagelsesmuligheder. Hun spurgte

Lykke Sørensen, hvad baggrunden for spørgsmålet var. Lykke Sørensen for-

talte, at hun i et stykke tid havde haft spørgsmålet oppe at vende i sit system,

og at hun havde en minister, der ikke ønskede en ordning med undtagelser.

Ministeren ønskede en undtagelsesfri ordning. Lykke Sørensen fortalte, at

ministeren formentlig ville komme med en pressemeddelelse, der indeholdt

en undtagelsesfri ordning. Om morgenen den 10. februar 2016 kom Lykke

Sørensen igen ind på hendes kontor, hvor de på ny drøftede problemstillingen.

Hun bekræftede igen over for Lykke Sørensen, at ordningen ikke kunne være

undtagelsesfri, og at der skulle foretages en konkret og individuel vurdering,

hvilket nødvendigvis indebar, at der skulle kunne gøres undtagelser. Hun

spurgte på ny Lykke Sørensen, om Justitsministeriet skulle gå ind i sagen,

men det ønskede Lykke Sørensen fortsat ikke, og Lykke Sørensen sagde noget

i retning af, at ”løbet var kørt.” Hun forstod bemærkningen på den måde, at

uanset om Justitsministeriet måtte gå ind i sagen, ville det ikke ændre ved,

at der ville blive meldt en ordning ud om, at mindreårige med en ægtefælle

eller samlever på et asylcenter ville blive adskilt. Der var, så vidt hun husker,

ikke mere kontakt mellem Lykke Sørensen og hende den 10. februar 2016,

men hun gik efter samtalen direkte videre til Jens Teilberg Søndergaard for

at orientere ham om situationen. Det gjorde hun, fordi det var usædvanligt,

at en minister ønskede at melde noget ud, der ikke svarede til det, der var

muligt at gennemføre. Adspurgt, om det blev indikeret, at der udadtil ville

blive offentliggjort en undtagelsesfri ordning, men indadtil ville blive admi-

nistreret med undtagelser, har hun forklaret, at det både den 9. og 10. februar

2016 var klart for hende, at Lykke Sørensen vidste, at det ikke var muligt at

gennemføre en undtagelsesfri ordning, og de havde bekræftet hinanden i, at

Afhøringsekstrakten, side 616 ff.

122

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden forud for den 10. februar 2016

det var nødvendigt med en konkret og individuel vurdering. Adspurgt, om

det var hendes indtryk, at det var ministeriets eller Lykke Sørensens tilgang

til sagerne, at der skulle foretages en konkret og individuel vurdering, har

hun forklaret, at det var hendes indtryk, at det var Lykke Sørensens tilgang

til sagerne. Nogle dage efter den 10. februar 2016, formentlig den 12. februar

2016, drøftede hun – og måske også Thomas Klyver – ”den næste fase” med

Lykke Sørensen. Den næste fase indebar, at der skulle udarbejdes retnings-

linjer til Udlændingestyrelsen for, hvordan den konkrete og individuelle vur-

dering skulle håndteres. Justitsministeriet har under hele forløbet fastholdt,

at der skulle foretages en konkret og individuel vurdering, og den kulturelle

baggrund var ikke et moment, der alene kunne føre til en adskillelse af parret.

Der blev afholdt et møde mellem den 11. februar 2016 og 17. februar 2016

med deltagelse af hende, Lykke Sørensen, Jesper Gori og Thomas Klyver. Som

hun opfattede mødet, drejede det sig om ”fase to”, det vil sige udarbejdelsen

af retningslinjerne for ordningen og fastlæggelsen af de kriterier, der skulle

anvendes i de konkrete sager, og altså hermed også hvilke undtagelser der

skulle være. De undtagelsesmuligheder, som hun nævnte, var blandt andet

hensynet til barnets tarv. Hun nævnte også – hvilket hun troede var et pæ-

dagogisk eksempel – at der skulle laves den retlige hypotese, at man skulle

vurdere, om et tilsvarende dansk par kunne have fået en dispensation fra

18-års grænsen for indgåelse af ægteskab, det vil sige, om parret kunne have

fået et kongebrev. Det var hendes opfattelse, at Lykke Sørensen og Jesper Gori

havde taget hendes overvejelser om en kongebrevsvurdering til sig, men det

viste sig senere, at de havde misforstået hende. Denne misforståelse opdagede

hun først sent i forløbet. De drøftede ikke andet end kongebrevsvurderingen

og barnets tarv på mødet, og det var alene sagens substans, de drøftede. De

drøftede for eksempel ikke, om der skulle ske partshøring. Adspurgt, om de

på mødet drøftede Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel

8 isoleret set, har hun forklaret, at de naturligvis drøftede bestemmelsen.

Adspurgt, om de drøftede legalitetskravet i artikel 8, har hun forklaret, at de

drøftede sagens substans og ikke en hjemmelsproblematik.

Jens Teilberg Søndergaard har herom forklaret

bl.a., at første gang, han blev

involveret i problemstillingen om adskillelse af mindreårige asylansøgere

fra deres ægtefæller eller samlevere, var den 10. februar 2016, hvor Nina

Afhøringsekstrakten, side 643.

123

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

Holst-Christensen fortalte ham om en dialog, som hun havde haft med Udlæn-

dinge-, Integrations- og Boligministeriet om en pressemeddelelse, ministeriet

skulle udsende om sagen. Nina Holst-Christensen fortalte, at Udlændinge-,

Integrations- og Boligministeriet havde spurgt, om der kunne indføres en

undtagelsesfri ordning, og at hun havde svaret, at man var nødt til at foretage

en konkret vurdering samt foretage undtagelser i henhold til Den Europæiske

Menneskerettighedskonvention og Børnekonventionen. Hun fortalte også,

at hun havde spurgt Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet, om mi-

nisteriet havde behov for formel rådgivning i sagen, men at Lykke Sørensen

havde svaret, at ”løbet var kørt” i forhold til den konkrete pressemeddelelse.

En medvirkende årsag til, at Nina Holst-Christensen fortalte ham om sagen,

var, at hun var lidt bekymret for sagen. Han husker det ikke sådan, at der

var en bekymring for, at Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet ville

handle i strid med menneskerettighederne. Det var en bekymring for, at det

ville blive sværere at lande det rigtige sted.

Barbara Bertelsen har herom forklaret

bl.a., at første gang, hun hørte om

overvejelser i Justitsministeriet i anledning af sagen, var, da chefen for Lov-

afdelingen, Jens Teilberg Søndergaard, kom ind på hendes kontor for at ori-

entere hende om et forløb, hvor Nina Holst-Christensen og Lykke Sørensen

havde talt sammen. Hun vil tro, at det var nogle dage eller en uges tid efter,

at udlændinge-, integrations- og boligministeren havde udsendt pressemedde-

lelsen den 10. februar 2016. Der var tale om en relativt kort melding fra Jens

Teilberg Søndergaard, der grundlæggende gav udtryk for, at ”juraen ligger

fuldstændigt på den flade”, og at der ikke var noget at diskutere. Der kunne

ikke ske en absolut adskillelse, og der skulle foretages en konkret og indivi-

duel vurdering, hvilket Nina Holst-Christensen og Lykke Sørensen i øvrigt

var enige om. Pressemeddelelsen havde ”strammet den” med angivelsen af, at

adskillelserne skulle være uden undtagelser, men det kunne naturligvis ikke

lade sig gøre. Hun orienterede justitsminister Søren Pind mundtligt om sagen.

Orienteringen havde ikke til formål at få justitsministeren til at gøre noget,

idet der var enighed om juraen. Som hun husker det, var det først i det senere

forløb, at hun blev opmærksom på spændinger i Udlændinge-, Integrations- og

Boligministeriet. Hun talte efterfølgende med Uffe Toudal Pedersen, der klart

gav udtryk for, at han var enig i den juridiske vurdering, og at der selvfølgelig

Afhøringsekstrakten, side 664 ff.

124

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden forud for den 10. februar 2016

ville blive administreret lovligt. Hun husker ikke, præcis hvornår hun første

gang talte med Uffe Toudal Pedersen om sagen, men det var relativt kort tid

efter, at hun selv var blevet orienteret.

Søren Pind (daværende justitsminister) har forklaret

bl.a., at han ikke husker,

at han i den periode, hvor han var justitsminister, havde personlig kontakt

med Inger Støjberg vedrørende spørgsmålet om indkvartering af mindreåri-

ge asylansøgere. En overgang var han bekymret over nogle bestemte forløb.

Derfor har han i en given sammenhæng udtrykt en generel bekymring over

for Inger Støjberg, men ikke en specifik. Han orienterede statsministeren

om, at han var bekymret over det, der foregik i Udlændinge-, Integrations- og

Boligministeriet. Han har ikke noteret den tidsmæssige sammenhæng ned,

og det tidsmæssige står ham ikke klart. Som han husker det, foregik orien-

teringen af statsministeren pr. sms, men der kan også have været tale om

en kort telefonsamtale. Orienteringen udløste ikke nødvendigvis den store

begejstring. Det er ikke en hverdagsting, at en minister henvender sig til

statsministeren, fordi hans ministerium er bekymret for, at der foregår noget,

der ikke er i overensstemmelse med lovgivningen. Det kan han ikke huske, at

han har gjort i andre sammenhænge. Han tror, at han skrev noget om, at der

var noget, statsministeren skulle holde lidt øje med. Han mente også, at det

kunne udvikle sig til en sag, hvor der kunne være en problemstilling vedrø-

rende statsministerens tilsynsforpligtelse. Han ved ikke, om statsministeren

foretog sig yderligere på baggrund af hans henvendelse. Han syntes, at han

havde gjort, hvad han skulle. Mailen af 9. februar 2016 kl. 21.14 fra Lykke

Sørensen til Jesper Gori passer nogenlunde med det tidspunkt, hvor han fik en

orientering fra sin departementschef om, at Justitsministeriet skulle komme

med en tilkendegivelse. Det var kun Barbara Bertelsen og ham, der var til stede

under denne orientering. Barbara Bertelsen orienterede ham om, at der var

en problematik i Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet, hvor blandt

andre Lykke Sørensen havde udtrykt, at det var svært at trænge igennem over

for ministeren med, at der skulle ske individuel sagsbehandling af parrene. I

den forbindelse skulle Nina Holst-Christensen komme med en tilkendegivelse.

Det, han svarede i den sammenhæng, var, at når problematikken var beskrevet,

som den var, skulle det siges meget tydeligt, at der skulle ske den individuelle

sagsbehandling, som Nina Holst-Christensen ifølge Barbara Bertelsen mente

Afhøringsekstrakten, side 214 ff.

125

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

var det lovlige i den sammenhæng. Han ved ikke, om drøftelserne var den

9. februar 2016 forud for udsendelsen af pressemeddelelsen den 10. februar

2016. Han ved blot, at han fik en orientering om, at det var problematisk, at

Nina Holst-Christensen skulle komme med en tilkendegivelse for at få alvoren

til at gå op for udlændinge-, integrations- og boligministeren, og at det var

Lykke Sørensen, der skulle bruge tilkendegivelsen. Han husker ikke, om det

var før eller efter den 10. februar 2016. Han kan blot sige, at det passer ind i

sagsgangen, at det var lige deromkring. Det, der blev forelagt for ham, var, at

udlændinge-, integrations- og boligministeren ikke ville acceptere, at man ikke

kunne adskille alle de par, hvor der var såkaldte ”barnebrude”. Justitsministe-

riets klare synspunkt var, at der skulle være en individuel behandling. Han

mente, at det på et givent tidspunkt androg en karakter, hvor han var nødt til at

orientere statsministeren. Derudover har han på et tidspunkt sagt eller skrevet

til Inger Støjberg, at hun skulle passe på. Han relaterede det ikke direkte til

sagen, fordi man skal passe på med at blande sig på andre ministres områder.

Han tænkte dog, at den tilkendegivelse, der kom fra Justitsministeriet, i sig

selv måtte være af en sådan klarhed, at der ikke kunne være tvivl om, hvad

han mente. Han tror, at henvendelsen til Inger Støjberg var på sms, men han

husker det ikke nærmere. Han relaterede ikke henvendelsen til de mindreårige

asylansøgere, men fordi henvendelsen havde nær tilknytning til den oriente-

ring, han havde fået, og fordi Nina Holst-Christensen også meget klart ville

tilkendegive, at ”det her” var forkert, mente han, at det ikke var nødvendigt.

5.3. Forløbet den 10. februar 2016

5.3.1.

Koncerndirektionsmødet

Den 10. februar 2016 blev der kl. 10.30 afholdt et koncerndirektionsmøde i

Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet med deltagelse af Inger Støj-

berg (i hvert fald en del af mødet), Uffe Toudal Pedersen, Lykke Sørensen,

Line Skytte Mørk Hansen, Henrik Kyvsgaard, Frank Bundgaard, Jonas From

Soelberg, Henrik Grunnet og Kasper Højvang Kyed.

Kasper Højvang Kyed, der i februar 2016 var direktør i Styrelsen for Inter-

national Rekruttering og Integration, har om koncerndirektionsmødet den

10. februar 2016 forklaret

bl.a., at han deltog i mødet. Ministeren, Lykke

Afhøringsekstrakten, side 4 ff.

126

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Forløbet den 10. februar 2016

Sørensen og Uffe Toudal Pedersen ankom til mødet lige efter hinanden. Han

kunne tydeligt se, at Lykke Sørensen virkede følelsesmæssigt oprevet, og han

fik indtryk af, at de tre lige havde afsluttet et andet møde. Koncerndirekti-

onsmødet, som Uffe Toudal Pedersen ledede, blev indledt med spørgsmålet

om ”barnebrude”. Det virkede som om, at Lykke Sørensen, Uffe Toudal Pe-

dersen og ministeren lige havde diskuteret emnet på et forudgående møde,

og at deres drøftelser blot fortsatte på koncerndirektionsmødet. De drøftede

på mødet, om adskillelsen af parrene og placeringen af dem på forskellige

asylcentre var faktisk forvaltningsvirksomhed eller en myndighedsafgørelse.

Som han husker det, var det Henrik Grunnet, der bragte dette spørgsmål op.

Han husker, at ministeren sagde, at hun ønskede en adskillelse af ”barnebru-

dene”, og at Lykke Sørensen sagde, at det kunne man ikke uden at foretage

visse forvaltningsretlige skridt. De drøftede også, om der var nogle par, man

ikke kunne adskille som følge af retten til familieliv. Ministerens holdning

til dette spørgsmål var, at hun ønskede, at parrene skulle adskilles. Som han

forstod det, var det hendes politiske holdning, hun gav udtryk for, og hun ville

have, at embedsværket fandt en løsning på det. Han oplevede ikke, at mini-

steren sagde, at embedsmændene skulle tilsidesætte internationale forpligtel-

ser. Departementschefen gik – som han husker det – ikke ind i de juridiske

diskussioner, men var ordfører og gav skiftevis ordet til Lykke Sørensen og

ministeren. Lykke Sørensen tilkendegav, at der ville være nogle par, der havde

børn, hvor det formentlig ville være i strid med konventionerne at skille dem

ad. Han husker ikke, at Henrik Grunnet sagde noget under drøftelserne om

Børnekonventionen. Der var en meget alvorlig stemning på mødet, både fordi

det var en vigtig drøftelse, og fordi der ikke var enighed. Som han husker det,

blev der ikke konkluderet noget på mødet. Der kom ikke en klar udmelding

til Udlændingestyrelsen. Positionerne stod, som de stod, og de gik videre til

de andre punkter. Han husker, at det lå ministeren meget på sinde hurtigt at

kunne fortælle, at hun ville agere. Han husker ikke, at Henrik Grunnet skulle

have fået nogen instruks om, hvordan Udlændingestyrelsen skulle håndtere

det. Han husker heller ikke, at det skulle være blevet nævnt, at der ville komme

nogle skriftlige retningslinjer. Der blev ikke omtalt en instruks til Udlændinge-

styrelsen, men alene tilkendegivet en politisk position. Det var hans opfattelse,

at ministeren gav udtryk for, at hun ønskede, at parrene skulle adskilles, og

det skulle de finde en løsning på.

127

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

Henrik Grunnet har om koncerndirektionsmødet forklaret

bl.a., at han var

den eneste fra Udlændingestyrelsen, der deltog i mødet. Ministeren var til

stede noget af tiden. Det, han husker, er, at der i begyndelsen af mødet var en

situation, hvor Lykke Sørensen var noget indigneret. Hun sagde noget i retning

af, at det var for galt at blive beskyldt for at gå ind for barnebrude, bare fordi

hun gerne ville have Justitsministeriets forbehold med. Han mener, at Lykke

Sørensens bemærkning kom på et tidspunkt, lige efter at ministeren havde

forladt mødet eller var væk fra mødet i en periode. Under mødet var der ikke

nogen drøftelse mellem Uffe Toudal Pedersen, Lykke Sørensen og ministeren

om instruksen eller pressemeddelelsen, men det var tydeligt, at der var en

uenighed. Han opfattede ”situationen” i begyndelsen af mødet, som om der

forinden havde været en drøftelse på ministerens kontor. Han tror, at Lykke

Sørensens indignerede bemærkning kom, inden mødet rigtig gik i gang. Hun

kom med en reaktion på en drøftelse, der havde fundet sted tidligere. Senere i

”randen” af mødet talte Uffe Toudal Pedersen i hovedtræk. Uffe Toudal Peder-

sen sagde, at der ville komme en udmelding fra ministeren uden det forbehold,

som man havde indstillet, at der skulle være med. Han opfattede det således,

at der var blevet forelagt noget mere udførligt for ministeren, men der var

noget, som ministeren ikke ønskede at få medtaget. Han erindrer, at han selv

undervejs i kommunikationen deltog i drøftelser om, hvorvidt indkvartering

skulle opfattes som faktisk forvaltningsvirksomhed. Han gjorde i ”randen” af

mødet stilfærdigt opmærksom på, at det, der skete ved en adskillelse af asylpar,

var noget andet end faktisk forvaltningsvirksomhed, og at der var tale om en

proces, som rejste spørgsmål om, hvilken fremgangsmåde der skulle følges,

hvor lang tid parrene skulle være adskilt, og hvordan dette nærmere skulle ske.

Han sagde ikke noget om partshøring, men han sagde, at man ikke kunne ad-

skille uden en proces. På dette tidspunkt gik han ud fra, at pressemeddelelsen

ikke ville være det eneste, der kom, og han gik ud fra, at Udlændingestyrelsen

ville få nogle supplerende retningslinjer. Uffe Toudal Pedersen sagde henvendt

til den kreds, der var samlet, hvilket nok ikke var hele mødekredsen, men

nok kun de relevante afdelingschefer, at man ”måtte se på de enkelte sager”.

Underforstået, at ministerens udmelding ikke kunne stå alene. Det var i hvert

fald sådan, han opfattede det. Der var ikke nogen, der sagde, at de ville lave

en vejledning eller en instruks. Han mener ikke, at det blev nævnt direkte,

at konventionerne skulle overholdes, men han forstod bemærkningen om,

Afhøringsekstrakten, side 23 ff.

128

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Forløbet den 10. februar 2016

at der kunne være ”enkelte sager”, som udtryk for, at man så i øjnene, at det

alligevel kunne være nødvendigt at iagttage konventionerne. Bemærkningen

var i høj grad henvendt til ministeriets afdelingschefer. Ministeren var ikke

til stede under det sidste forløb. Der var ikke en direkte konfrontation mellem

Lykke Sørensen og ministeren under koncerndirektionsmødet. Det kan godt

være, at der har været en meget kort meningsudveksling under mødet, men

han erindrer ikke, hvad der blev sagt. Der var ikke tale om, at drøftelser fra et

tidligere møde blev fortsat under koncerndirektionsmødet. Det var klart, at

der var uenighed i rummet. Det blev klart refereret over for dem, at der var

uenighed, og at ministeren ikke ønskede en passus om, at der skulle kunne

gøres undtagelser. Han oplevede det således, at det under mødet ”rykkede sig”,

så pressemeddelelsen kom til at stå alene. Han opfattede det således, at Uffe

Toudal Pedersen undervejs besluttede, at det så kun blev pressemeddelelsen,

der skulle udsendes. Han gik ud fra, at han ville få noget nærmere at vide.

Da han tog fra mødet, forestillede han sig ikke, at pressemeddelelsen skulle

stå alene. Han kendte ikke på daværende tidspunkt Justitsministeriets hold-

ning, men han forstod det således, at forbeholdet skulle have været med, hvis

man skulle tegne det fulde billede af juraen og af, hvad der skulle ske. Det

var klart, at der i departementet på baggrund af drøftelsen med Justitsmini-

steriet var en forståelse af, at de internationale forpligtelser kunne spille en

rolle, men det blev ikke nærmere indkredset, i hvilke sager dette skulle ske.

Uanset hvad der bliver tilkendegivet, skal Udlændingestyrelsen administrere

i overensstemmelse med dansk lovgivning. Det samlede billede af mødet var,

at departementschefen tilkendegav, at man skulle kigge på enkelte sager. Det

blev ikke sagt, at Udlændingestyrelsen skulle administrere anderledes end

det, der stod i pressemeddelelsen. Foreholdt Udlændinge-, Integrations- og

Boligministeriets udtalelse af 14. juli 2016 til Folketingets Ombudsmand,

hvoraf fremgår bl.a., ”at det mundtligt har været tilkendegivet over for Ud-

lændingestyrelsen ved flere lejligheder, at der ville være tilfælde, hvor der af

hensyn til Danmarks internationale forpligtelser skulle gøres undtagelse til

udgangspunktet om separat indkvartering”, har han forklaret, at han ikke er

enig i den gengivelse, der fremgår heraf.

Frank Bundgaard har om koncerndirektionsmødet forklaret

bl.a., at da Lykke

Sørensen, Uffe Toudal Pedersen og ministeren kom ind, var der en stemning

Afhøringsekstrakten, side 38 ff.

129

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

af, at der var nogen, der havde sagt noget grimt til hinanden. Man kunne se

på kropssprog og ansigtsmimik, at der var sket noget. Man kunne især se på

Lykke Sørensen, at hun så en anelse rystet ud. Hun så ud, som om hun havde

været oppe at toppes med nogen. Det var ikke helt så tydeligt at se noget på

Uffe Toudal Pedersen og ministeren, men man kunne godt se, at de havde

været med i diskussionen. Man kunne måske mest se dette på ministeren.

Mødet gik i gang. Det blev hurtigt nævnt, at der nu var en større sag, idet alle

flygtningepar, hvoraf den ene var mindreårig, skulle adskilles. Han husker

ikke helt præcist, hvem der præsenterede, at dette skulle være linjen fremover.

Han tror, at det var ministeren, der sagde, at dette skulle ske, men han husker

det ikke præcist. Han kan dog nærmest ikke forestille sig, at andre sagde det.

Ministeren sagde, at hun ikke kunne have mindreårige brude til at bo sammen

med ældre mænd. Han husker ikke, om der blev talt om tvang under mødet.

Det var, som om der var tale om et tidligere møde, der fortsatte. Han husker,

at Lykke Sørensen reagerede på det. Det var meget tydeligt, at hun havde

brug for at markere, at det ikke gik rent juridisk i forhold til konventioner-

ne. Lykke Sørensen sagde, at sagerne skulle behandles individuelt, og at der

skulle være muligheder for undtagelser. Hun sagde meget tydeligt, at det ikke

gik, at man havde en generel regel om, at alle skulle adskilles. Svaret herpå

var et skuldertræk à la ”ja, det ved vi godt, at du mener”. Han mener ikke, at

der kom nogen diskussion under mødet. Der blev ikke lavet en aftale om, at

noget skulle undersøges nærmere. Der var heller ikke nogen drøftelser om, at

Udlændingestyrelsen havde brug for nogle retningslinjer. Der blev ikke talt

om, hvorvidt en adskillelse var faktisk forvaltningsvirksomhed, men det var

hans indtryk, at der var nogle drøftelser efter mødet, som han ikke deltog i.

Ministeren var til stede under de drøftelser, som han har forklaret om. Efter

at Lykke Sørensen havde tilkendegivet, at der skulle være rum for undtagel-

ser, lå der i ministerens reaktion en tilkendegivelse gående ud på ”ja, ja, den

diskussion tager vi ikke her.” Under koncerndirektionsmødet var der ingen

pressemeddelelse fremme. Det lå meget klart i luften, at man nu skulle gå

videre, og at dette skulle eksekveres. I kanten af mødet, hvor alle var på vej

ud af mødelokalet, sagde Uffe Toudal Pedersen til Line Skytte Mørk Hansen,

at hun skulle sørge for at orientere asylcentrene så hurtigt som overhovedet

muligt. Uffe Toudal Pedersen og ministeren havde kontor på den anden side

af gangen, og han overhørte Uffe Toudal Pedersens besked til Line Skytte

Mørk Hansen ude på gangen. Han overværede ikke, at Inger Støjberg sagde

til Lykke Sørensen, ”du kan godt lide barnebrude”. Han overværede flere gan-

ge efterfølgende, at ministeren sagde, at hun var klar til at ”tage en sag på

130

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Forløbet den 10. februar 2016

det” eller ”det tager jeg gerne en sag på” og ”politisk er det her en rigtig god

sag”. Han ved ikke, om hun sagde det under mødet den 10. februar 2016. Når

han har hørt ministeren komme med disse udtalelser, har det været i kon-

cerndirektionssammenhæng. Under mødet var der ikke nogen ud over Lykke

Sørensen, der sagde, at man skulle overholde konventionerne. Der var ikke

andre, der sagde, at de var enige med Lykke Sørensen. Han oplevede det som

om, at der var tale om en diskussion, der var begyndt før mødet og herefter

fortsatte ganske kort under koncerndirektionsmødet, uden at der blev draget

konklusioner under mødet. Der var ingen konklusion om, hvordan der skulle

administreres, og der blev, som han husker det, ikke kommenteret på det.

Hvis han selv havde skullet administrere på området, ville han have ”spidset

ører” og tænkt grundigt over, hvordan han ville gøre dette. Han har deltaget

i møder, hvor ministeren har pointeret, at hun ”gerne tog sådan en sag”. Han

mener ikke, at hun sagde det den 10. februar 2016, men ved en anden lejlig-

hed. Ministeren sagde dette, før ombudsmanden kom med sin udtalelse. Der

var efterfølgende koncerndirektionsmøder, hvor der var diskussioner om de

opgørelser, som kom, og som tegnede et lidt mindre slemt billede end det, der

var blevet tegnet i pressen af ”gamle mænd med meget unge piger”. Det viste

sig, at aldersforskellen ikke var så stor, som man havde fået indtryk af. Alders-

forskellen var et argument for, at det politisk ”var en god sag”. Han husker,

at ministeren på et senere møde sagde, at ”det vil hun gerne tage en sag på”.

Adspurgt om, hvorvidt ministeren flere gange sagde, at hun gerne ”ville tage

en sag på det”, har han forklaret, at han tror, at hun sagde det på flere møder,

men det kan godt flyde lidt sammen med, hvad han har hørt ministeren sige

i offentligheden. Adspurgt om Henrik Grunnets reaktion, da Lykke Sørensen

udtalte sig om, at der skulle foretages en individuel vurdering, har han for-

klaret, at det så ud, som om Henrik Grunnet var enig med Lykke Sørensen.

Henrik Grunnet nikkede eller tilkendegav i øvrigt med sit kropssprog, at han

var enig. I november 2016 nedskrev han sålydende notat fra mødet ud fra,

hvordan han huskede mødet:

”Direktionsmøde 10/2 2016.

Min, Uffe, Henrik K, Henrik G, Lykke, Line, FB ++

Bordrunde - ingen papirer

Alle flygtningepar, hvor den ene er mindreårig, skal adskilles fremover.

131

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

Lykke: Generel regel vil være i strid med konventionerne. Sagerne skal

behandles individuelt og med mulighed for undtagelser. Tydeligt at

spørgsmålet har været drøftet før.

Ingen udtalt konklusion, men toget kører.

Uffe bad Line om at sikre beskeden til asylcentrene asap”

Lykke Sørensen har om koncerndirektionsmødet forklaret

bl.a., at Uffe To-

udal Pedersen indledte koncerndirektionsmødet den 10. februar 2016 med at

bede hende om at fortælle om status på spørgsmålet om mindreårige asylansø-

gere, der levede i et parforhold, herunder drøftelserne med Justitsministeriet.

Hun blev overrasket over, at det pludselig var et tema for koncerndirektionen,

idet det ikke stod på dagsordenen, og idet der stadig var nogle uafklarede

spørgsmål. Hun var stort set lige kommet fra mødet med Nina Holst-Chri-

stensen. På koncerndirektionsmødet redegjorde hun for, at der i en ordning

skulle være en mulighed for undtagelser, og at der skulle foretages en konkret

vurdering. Ministeren havde helt generelt i forløbet og også på dette møde

vanskeligt ved at acceptere, at ordningen ikke kunne være undtagelsesfri. Der

var ikke nogen tvivl om ministerens holdning til spørgsmålet. Ministeren

mente, at det var misforståede hensyn, at der skulle gælde undtagelser. Mi-

nisteren var mildest talt ikke tilfreds med det. Hun husker ikke ministerens

ordvalg, herunder om ministeren sagde, at ”I kan åbenbart godt lide barne-

brude”, men det har ministeren sagt andre gange, herunder én gang til Jesper

Gori og hende, da de drøftede denne sag. Hun husker dog ikke, om ministeren

også sagde det på mødet. De var uenige på mødet. Adspurgt, om der var en

ubehagelig stemning, har hun forklaret, at det er sjældent, at man skal sige

til en minister, at ”det er ligegyldigt, hvad du siger, for danske myndigheder

skal overholde danske regler – også vores internationale forpligtelser.” Dette

blev ligesom den afsluttende sætning. Hun er ikke sikker på, om ministeren

sagde noget. Det tror hun ikke var tilfældet, men ministeren var utilfreds med

det. Hun hørte ikke ministeren sige tydeligt på koncerndirektionsmødet, at

loven skulle overholdes, men hun har heller ikke hørt ministeren sige det

modsatte. De nåede ikke frem til noget resultat på mødet. Henrik Grunnet

nikkede og havde tydeligvis forstået budskabet. Det var sådan, hun opfattede

hans kropssprog. Ministeren redegjorde for, hvordan hun gerne ville have

Afhøringsekstrakten, side 53 ff.

132

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Forløbet den 10. februar 2016

ordningen, men hun husker ikke, om det var det første, der skete. Hun tror, at

det foregik på den måde, at Uffe Toudal Pedersen bad hende om en opdatering

på drøftelserne med Justitsministeriet, hvorefter hun ganske kort sagde, at

det var uændret, og at der skulle være en individuel vurdering. Det reagerede

ministeren på. Hun husker ikke ministerens præcise ord, men ministeren

havde svært ved at leve med det. Ministeren kunne ikke forstå det og havde

svært ved at acceptere det. Ministeren var i hvert fald ikke ret tilfreds med den

tilbagemelding. Det er helt stensikkert. Det blev ikke aftalt på mødet, hvordan

de skulle komme videre. På mødet tilkendegav hun, at danske myndigheder

skal overholde danske regler, uanset hvad ministeren siger. Det var også et

budskab til Udlændingestyrelsens direktør. Adspurgt om forløbet efter mødet

har hun forklaret, at hun var påvirket af situationen. Hun havde en snak med

Nina Holst-Christensen, hvor hun blot refererede, hvad der lige nu var status:

At ministerens tilgang fortsat var uændret, idet ministeren fortsat ønskede en

absolut ordning, og at hun over for ministeren havde tilkendegivet det, hun

tilkendegav på mødet.

Uffe Toudal Pedersen har om koncerndirektionsmødet forklaret

bl.a., at han

er sikker på, at emnet blev drøftet. Han husker ikke, hvem der orienterede om

sagen. Det ville undre ham, hvis ikke Line Skytte Mørk Hansen havde sagt

noget om notatet fra den 9. februar 2016. Det var også en oplysning til de

andre om, hvor de var henne med sagen. Det er ikke noget, han husker, men

under disse møder var det typisk sådan, at de forskellige bød ind med, hvad

der rørte sig på deres områder. Han husker ikke noget konkret fra mødet,

herunder den hårdnakkede meningsudveksling, der har været gengivet. Han

husker ikke, at ministeren tilkendegav noget. Han husker heller ikke, om der

blev drøftet internationale konventioner eller forvaltningsretlige spørgsmål,

herunder spørgsmål om faktisk forvaltningsvirksomhed. Han erindrer heller

ikke, at ministeren skulle have sagt, at ”det ville hun godt tage en sag på”.

Der blev ikke konkluderet noget på mødet. Det var ikke et møde om denne

sag eller pressemeddelelsen. Koncerndirektionsmøderne blev ikke brugt til

at sætte punktum i besværlige sager. Det var ikke sådan, de arbejdede. De

beslutningsgange havde et andet spor. Dette var et orienteringsmøde, og hans

rolle var at formidle det og få synspunkterne frem. Han husker ikke, om der

Afhøringsekstrakten, side 81-82.

133

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

blev sat noget i værk i ”randen” af mødet. Det, der fyldte meget i rummet, var

ministerens ønske om at få en pressemeddelelse ud.

Inger Støjberg har om koncerndirektionsmødet forklaret

bl.a., at sagen om

barnebrude blev nævnt under mødet. Der er ikke nogen tvivl om, at Lykke

Sørensen sagde, at der skulle foretages individuelle vurderinger, og at kon-

ventionerne skulle overholdes. Hun tog ikke diskussionen op igen, idet hun

under et døgn tidligere havde godkendt ministernotatet, og idet ordningen var

på plads. Det var mest pressemeddelelsen, der blev diskuteret. Hun ønskede

en adskillelse af alle, men hun måtte tage til sig, at konventionerne skulle

respekteres. Foreholdt forklaringen fra Lykke Sørensen om blandt andet, at

Lykke Sørensen først redegjorde for drøftelserne med Justitsministeriet, at

ministeren ikke var tilfreds med tilbagemeldingen, og at det var sjældent, at

hun som afdelingschef måtte sige, at ministeren ikke kunne få den ordning,

som hun ønskede, har hun forklaret, at koncerndirektionsmødet er et forum,

hvor man orienterer hinanden. Det forhold, at hun under mødet sagde, hvad

hun ønskede, var ikke udtryk for, at hun ikke accepterede undtagelser. Ad-

spurgt, om hun under mødet sagde, at hun accepterede undtagelser, har hun

forklaret, at hun ikke nødvendigvis sagde dette, idet hun allerede havde god-

kendt ministernotatet. Måske sagde hun det, og måske sagde hun det ikke.

Hun opfattede ikke Lykke Sørensens ord om, at ministeren kunne ”ønske og

sige hvad hun ville”, idet der alligevel ville blive administreret lovligt, som

møntet på hende alene, men som en kommentar ud i rummet, og hun mener, at

Lykke Sørensen bare sagde, at konventionerne skulle overholdes. Uffe Toudal

Pedersen sagde det samme med nogle andre ord, da undtagelsen senere blev

taget ud af pressemeddelelsen. Adspurgt, hvorfor Uffe Toudal Pedersen sagde

dette, når hun allerede havde godkendt ministernotatet, har hun forklaret, at

man må spørge Uffe Toudal Pedersen nærmere om, hvorfor han sagde det.

Hun havde godkendt ministernotatet, og man kommer ikke videre med det,

idet et ministernotat er det stærkeste notat. Hun husker ikke, om udsendelsen

af en pressemeddelelse blev drøftet under koncerndirektionsmødet, men det

kan godt være blevet nævnt, idet hun pressede på for at få en udmelding.

Diskussionen var rimelig ”hed” i denne periode. Hun tror ikke, at det under

mødet blev drøftet, hvordan Udlændingestyrelsen skulle orienteres. Udlæn-

dingestyrelsen var vel blevet orienteret, da hun godkendte ministernotatet.

Afhøringsekstrakten, side 117 ff.

134

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Forløbet den 10. februar 2016

Udlændingestyrelsens direktør var også til stede under mødet. De drøftede

ikke, at der skulle laves en særlig instruks til Udlændingestyrelsen. Når en

minister godkender en sag, slipper man den formelle del af sagen, hvorefter

embedsværket tager over. Herefter er sagen ikke omkring hendes bord, og hun

antager, at der bliver administreret efter det, der er besluttet. Hun mener ikke,

at pressemeddelelsen var på bordet under koncerndirektionsmødet.

Line Skytte Mørk Hansen har om koncerndirektionsmødet forklaret

bl.a.,

at hun ikke inden koncerndirektionsmødet den 10. februar 2016 var involve-

ret i drøftelser mellem Uffe Toudal Pedersen, Lykke Sørensen og ministeren.

Inden mødet gik i gang var situationen efter hendes opfattelse den, at der

aldrig havde været tvivl om, at der ville være tale om en ordning med und-

tagelser. Der var en hovedregel, men der ville også være undtagelser. Dette

var helt klart formuleret af Jesper Gori, Uffe Toudal og Lykke Sørensen. De-

partementschefen eller ministeren bragte sagen op. Hun husker ikke, at hun

sagde noget, og hun har svært ved at huske, hvad der blev sagt. Hun havde

hørt alle synspunkter dagen før, og der var ikke nye synspunkter fremme

under dette møde. Hun husker ikke, hvad Lykke Sørensen sagde, hvilket for-

mentlig skyldes, at Lykke Sørensen sagde det samme, som Jesper Gori havde

sagt. Foreholdt forklaringen fra Frank Bundgaard om, hvad Lykke Sørensen

sagde under koncerndirektionsmødet, har hun forklaret, at hun ikke husker

dette, men det ville have været meget naturligt, at Lykke Sørensen tog ordet.

Adspurgt, hvorfor Lykke Sørensen skulle tage ordet, når ministeren dagen for-

inden havde accepteret en ordning med undtagelser, har hun forklaret, at der

på koncerndirektionsmøderne var en åbenhjertig og direkte dialog. Adspurgt,

hvorfor Lykke Sørensen skulle have haft anledning til at udtale sig om, at der

skulle foretages en konkret og individuel vurdering, har hun forklaret, at det

er klart, at der var dialoger, efter at ministeren havde fjernet undtagelserne fra

pressemeddelelsen. Disse dialoger foregik formentlig mellem Lykke Sørensen

og Uffe Toudal Pedersen og måske også ministeren. Efter hendes opfattelse

var det ikke særlig hensigtsmæssigt, at der gik en pressemeddelelse ud, hvor

beskrivelsen af undtagelserne var taget ud. Uffe Toudal Pedersen og Lykke

Sørensen havde den samme opfattelse. Foreholdt, at drøftelserne under og op

til koncerndirektionsmødet ifølge Lykke Sørensens forklaring ikke angik pres-

semeddelelsen, men derimod ordningen, har hun forklaret, at hun er enig med

Afhøringsekstrakten, side 191 ff.

135

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

Lykke Sørensen. Hun husker ikke, at pressemeddelelsen blev drøftet på mødet

den 9. februar 2016, og det ville være helt atypisk, hvis en pressemeddelelse

skulle være blevet drøftet på koncerndirektionsmødet. Hun har aldrig oplevet,

at en pressemeddelelse er blevet drøftet på et koncerndirektionsmøde. Hun

har ingen erindring om drøftelser efter koncerndirektionsmødet. Foreholdt

forklaringen fra Frank Bundgaard om, at han i kanten af mødet overhørte Uffe

Toudal sige til hende, at asylcentrene skulle orienteres hurtigst muligt, har hun

forklaret, at hun ikke husker dette. Det undrer hende, at Frank Bundgaard har

forklaret således. Det ville være pudsigt, at Uffe Toudal Pedersen skulle sige

dette til hende, eftersom Udlændingestyrelsens direktør, Henrik Grunnet, var

til stede. Adspurgt, hvilken opfattelse Henrik Grunnet efter hendes opfattelse

kunne have efter mødet, har hun forklaret, at hun ikke husker, hvad der blev

sagt på mødet. Ministeren ville have adskilt flest mulige og helst alle par, men

hun fik en klar besked om, at der ville være undtagelser. Hun tror, at ministe-

ren søgte efter at få ordningen gjort undtagelsesfri. Man var i en proces, og

ministeren fik et klart svar om, at alle par ikke kunne adskilles.

Henrik Kyvsgaard har herom forklaret

bl.a., at han kun svagt kan erindre

koncerndirektionsmødet den 10. februar 2016, og han kan ikke gengive, hvad

der præcis blev sagt, eller oplyse, hvem der sagde noget. Det eneste, han svagt

kan erindre, er, at der var en lidt anspændt stemning og en diskussion mellem

ministeren og formentlig Lykke Sørensen. Der var klart en uenighed. Han

husker ikke, om der blev drøftet noget om en pressemeddelelse, eller om de

drøftede noget om konventioner. Som han husker det, var det en diskussion

om det juridiske, men han kan ikke komme det nærmere. Han husker ikke,

om der blev konkluderet noget om emnet på mødet, eller om det blev drøftet,

hvordan man skulle arbejde videre med emnet. Det er ikke usædvanligt, at

der er diskussioner mellem embedsmænd og en minister. Det er heller ikke

usædvanligt, at der er en anspændt stemning.

Efter det oplyste blev der ikke skrevet referat af koncerndirektionsmødet.

Der foreligger imidlertid en mailkorrespondance vedrørende mødet, som en

medarbejder i Udlændingestyrelsen fandt den 22. juni 2017, og som departe-

mentet samme dag blev orienteret om (se herom afsnit 5.10.9.4). Folketingets

Ombudsmand modtog mailen i kopi via en journalist fra Dagbladet Informa-

Afhøringsekstrakten, side 222-223.

136

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Forløbet den 10. februar 2016

tion i januar 2019 (se herom afsnit 5.11.1). Af denne mailkorrespondance

fremgår det, at pressekonsulent i Udlændingestyrelsen Nils Bak den 10. fe-

bruar 2016 kl. 13.10 skrev en intern mail i Udlændingestyrelsen, herunder til

Henrik Grunnet, hvori han oplyste, at ministeriet havde varslet, at ministeren

ville komme med en pressemeddelelse, hvor budskabet ville være, at ingen

mindreårige under 18 år måtte bo sammen med deres ægtefælle.

Henrik Grunnet besvarede samme dag kl. 13.45 mailen med følgende besked:

”Emne:

Re: Støjberg: INGEN barnebrude må bo med ægtefælle

Kære alle

Ja. Mødet jeg var til i ministeriet efterlod ingen tvivl om hendes ind-

stilling til sagen – uanset Børnekonventionen, når parret har [et] fælles

barn.”

Henrik Grunnet har om mailen forklaret

bl.a., at mailen var hans bidrag til at

forstå, hvorfor det kunne komme på tale at sende pressemeddelelsen ud, såle-

des som ministeriet informerede om, at man ville. Han gik ikke med sin mail

ind i enkeltheder om drøftelser, som han ikke havde taget del i. Han skrev om

Børnekonventionen, fordi der var en rimelig entydig kommunikation internt

af, hvornår der formentlig måtte gøres undtagelse. Et fælles barn var en klar

indikation for, at der måtte gøres undtagelser, og dette fremgik ikke af presse-

meddelelsen. Det var derfor vigtigt at få pointeret, hvorfor pressemeddelelsen

så ud, som den gjorde. Det var ikke hans mening at gøre endegyldigt op med,

om der skulle gøres undtagelser. Han ønskede, at pressemeddelelsen ikke blev

det endelige, og han var meget fokuseret på at tale med Lene Linnea Vejrum

og Ditte Kruse Dankert om, at de skulle efterspørge nærmere retningslinjer.

Frank Bundgaard har om mailen forklaret

bl.a., at han sad med samme ind-

tryk som det, der har fundet udtryk i mailen. Han oplevede det som ”et fedt”,

om der var tale om en politisk udmelding eller en eksekveringsudmelding.

Det var selvfølgelig klart en politisk udmelding, men han hørte ikke noget på

Afhøringsekstrakten, side 28-29.

Afhøringsekstrakten, side 39.

137

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

mødet, som sagde, at det ikke også var en retningslinje for, hvordan der skulle

”køres videre” bagefter.

Lykke Sørensen har om mailen forklaret

, at indholdet af mailen svarer til

hendes opfattelse af ministerens indstilling til sagen.

Inger Støjberg har om mailen forklaret

, at Børnekonventionen ikke blev

nævnt under koncerndirektionsmødet. Der blev alene talt generelt om kon-

ventionerne. Hun kan ikke udtale sig om, hvilket indtryk Henrik Grunnet fik

under mødet, men hun deler ikke hans indtryk.

Herudover er Instrukskommissionen kommet i besiddelse af to mails, som

heller ikke indgik i ombudsmandens behandling af sagen. Den ene er en mail

fra Ditte Kruse Dankert, hvori hun internt i styrelsen kl. 14.19 videresendte

Henrik Grunnets mail fra kl. 13.45 med følgende besked: ”Hørte fra Jesper,

at Nina Holst har sagt, at vi bliver dømt – Inger svarer bare, at det er værd at

få en dom på…yes??”. Den anden er en mail fra Nils Bak, hvori han kl. 14.26

videresendte pressemeddelelsen til Jens Vikner. Det hedder i denne mail bl.a.:

”Der er en meget stor risiko for brud på børnekonventionen, eksem-

pelvis hvis vi hindrer en 16-årig pige at bo sammen med en 24-årig

ægtefælle, med hvem hun har et barn. Det oplyste Lykke på koncerndi-

rektionsmødet pba. vurdering fra JM, og Støjberg skulle have udbrudt,

højlydt: Den risiko tager jeg gerne!

Hun mente på mødet – alene fordi Lykke viderebragte JMs vurdering,

sådan som hun havde pligt til – at ”I åbenbart godt vil ha’ barnebrude”.

Så var der krig. Hun skaber splid. Uffe og Lykke kæmper med hende.”

Kasper Højvang Kyed har om mailen den 10. februar 2016 kl. 14.26 forkla-

ret

, at han ikke husker, at der blev udtalt som beskrevet i mailen, som han

ikke tidligere har set.

Afhøringsekstrakten, side 55.

Afhøringsekstrakten, side 120.

Afhøringsekstrakten, side 5.

138

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Forløbet den 10. februar 2016

Henrik Grunnet har om mailen den 10. februar 2016 kl. 14.26 forklaret

bl.a.,

at der i mailen er udfoldet en ”utrolig dramatisk sans” og tilsyneladende er

tale om et andenhånds referat. Han kan ikke genkende den angivne ordlyd.

Han mener ikke, at der under mødet var en drøftelse, hvor ministeren havde

anledning til at sige noget, men det var utvivlsomt, at der var en uenighed.

Han har ikke hørt hende sige ”den risiko tager jeg gerne”, men som det blev

gengivet, var der ikke tvivl om, at der var en klar uenighed forud for mødet

om, hvorvidt noget ikke skulle medtages. Han ved ikke, hvem der har skrevet

denne mail, og hvis der skulle have været sagt noget af en karakter som den

foreliggende, må det have været inden koncerndirektionsmødet.

Frank Bundgaard har om mailen den 10. februar 2016 kl. 14.26 forklaret

bl.a., at han ikke erindrer, at drøftelserne om en 16- og en 24-årig blev nævnt.

Det var heller ikke relevant, idet det var en ubetinget retningslinje, at alle

skulle skilles ad. Han husker det således, at ministeren sagde, ”det tager jeg

gerne en sag på”. Han husker ikke, at ministeren sagde, at Lykke Sørensen

godt kunne lide barnebrude, og det må have været sagt i en snævrere kreds.

Lykke Sørensen har om mailen forklaret

bl.a., at hun ikke husker, om mini-

steren skulle have sagt noget i retning af, at det ”tager jeg gerne en sag på”,

men det kan ministeren godt have sagt. Inger Støjberg har på et tidspunkt

sagt til hende og Jesper Gori, at de godt kunne lide barnebrude.

Hun husker

ikke, at det blev sagt under koncerndirektionsmødet den 10. februar 2016.

Hun kan ikke sige, om det var for sjov eller ment alvorligt, men hun tog det

ikke særlig tungt. Under drøftelserne om sagen kunne stemningen indimel-

lem være anstrengt. Hun mener, at hun i den pågældende situation sagde:

”Vi prøver at passe vores arbejde”. Hun husker ikke, at ministeren udtrykte

det, der stod i mailen, og hun husker ikke, at ministeren beskyldte hende for

godt at kunne lide barnebrude, men det var en intens diskussion og en intens

drøftelse.

Hun tror ikke, at hun er kilden til mailen.

Afhøringsekstrakten, side 28.

Afhøringsekstrakten, side 39.

Afhøringsekstrakten, side 55.

Afhøringsekstrakten, side 155.

Afhøringsekstrakten, side 183.

139

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

Uffe Toudal Pedersen har om mailen forklaret

, at ministeren godt kunne

have sagt, at ”den risiko tager jeg gerne”. Han husker ikke, om hun har udtalt,

at ”I åbenbart godt vil ha’ barnebrude”.

Inger Støjberg har om mailen forklaret

bl.a., at Nils Bak ikke deltog i mødet,

og der er i hvert fald tale om et andenhånds referat. Hvis hun på et tidspunkt

har udtalt, at hun ville tage en risiko, var det udtryk for, at hun accepterede

en procesrisiko på samme måde som i forbindelse med ændringen af fami-

liesammenføringsreglerne. Det var ikke en hemmelighed, at regeringen gerne

ville tage procesrisici i forhold til konventioner, men hun husker ikke, at hun

har udtalt sig således i denne sag. Foreholdt, at det også ville være unaturligt

at udtale sig således i betragtning af, at hun havde accepteret individuelle

vurderinger, har hun forklaret, at hun på daværende tidspunkt netop havde

godkendt ministernotatet et døgn forinden. Foreholdt Frank Bundgaards for-

klaring om, at han flere gange efterfølgende overværede hende sige, at hun

var ”klar til at tage en sag på det”, og at det ”politisk var en god sag”, har hun

forklaret, at hun ønskede at gå lige til kanten og give pigerne et pusterum,

men hun husker ikke at have sagt dette. Foreholdt Lykke Sørensens forklaring

om, at Lykke Sørensen og Jesper Gori på et tidspunkt var blevet beskyldt af

hende for at kunne lide barnebrude, har hun forklaret, at der er ingen, der i

ramme alvor beskylder nogen for at kunne lide barnebrude.

Line Skytte Mørk Hansen har forklaret

, at hun ikke har hørt ministeren

sige, at hun gerne ville ”tage en sag på” dette. Det siger hende ikke noget, at

Lykke Sørensen under koncerndirektionsmødet henviste til drøftelser med

Justitsministeriet. Hun husker heller ikke, at ministeren skulle have udbrudt:

”Den risiko tager jeg gerne”. Hun blev i forbindelse med indhentelsen af ma-

terialet til Folketingets Ombudsmand i 2019 klar over, at der lå en mail med

det pågældende indhold. Det kan ikke stå meget tydeligere, at der skal være

undtagelser, når Lykke Sørensen er refereret for at sige, at der er en meget

stor risiko for brud på Børnekonventionen.

Afhøringsekstrakten, side 83.

Afhøringsekstrakten, side 120.

Afhøringsekstrakten, side 193.

140

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Forløbet den 10. februar 2016

Nils Bak har om mailen den 10. februar 2016 kl. 14.26 forklaret

bl.a., at det

er ham, der har skrevet mailen. Han husker ikke, hvor han fik oplysningerne

fra. Han erindrer ikke, at han talte med specifikke personer, og slet ikke per-

soner der deltog i koncerndirektionsmødet. Han har ikke fundet på det, der er

anført i mailen. Han havde det fra en eller anden. Han er helt sikker på, at det

ikke var Henrik Grunnet. Henrik Grunnet har på intet tidspunkt fortalt ham,

hvad der skete på koncerndirektionsmødet. Han talte heller ikke med Lykke

Sørensen på dette tidspunkt. Han husker, at der svirrede en masse rygter, og

folk mente at vide ting og sager. Nogen har formentlig sagt, at ”den og den

har sagt sådan og sådan”. Han husker heller ikke, om den, der fortalte det til

ham, fortalte, hvor vedkommende havde det fra.

5.3.2.

”Instruksen” om adskillelse af asylpar

5.3.2.1.

Pressemeddelelsen

Den 10. februar 2016 udsendte Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet

sålydende pressemeddelelse:

”Inger Støjberg stopper indkvartering af barnebrude på asylcentre

Fremadrettet må asylansøgere under 18 år ikke bo sammen med en

ægtefælle eller samlever. I aktuelle sager om barnebrude bliver parrene

nu skilt ad.

Udlændinge-, integrations- og boligminister Inger Støjberg skrider nu

ind over for barnebrude på danske asylcentre og beder Udlændinge-

styrelsen om at ændre praksis. Fremadrettet kan ingen mindreårige

asylansøgere bo sammen med en ægtefælle eller samlever.

Udlændinge-, integrations- og boligminister Inger Støjberg udtaler:

’Det er fuldstændig uacceptabelt, at der i øjeblikket bor mindreårige i

det danske asylsystem med en ægtefælle eller samlever, og jeg har bedt

Udlændingestyrelsen om straks at sætte en stopper for det. Vi skal selv-

følgelig sikre, at unge piger ikke bliver tvunget til at leve i et forhold med

en voksen på asylcentrene.’

Afhøringsekstrakten, side 227-228.

141

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

I januar iværksatte Inger Støjberg en hastehøring for at få overblik over

omfanget af barnebrude på danske asylcentre. Hastehøringen viser, at

der i øjeblikket er indkvarteret 27 mindreårige, hvor operatørerne på

asylcentrene har kendskab til, at mindreårige har en ægtefælle eller

samlever på samme eller et andet asylcenter eller en herboende ægte-

fælle eller samlever.

Efter den nuværende praksis skal mindreårige asylansøgere under 15

år altid indkvarteres adskilt fra deres ægtefælle eller samlever. Det kan

dog ikke udelukkes, at enkelte par indledningsvist alligevel er blevet

indkvarteret sammen, f.eks. fordi det ikke umiddelbart efter deres an-

komst til asylcentret har været klart, at der er tale om en mindreårig

under 15 år.

I sager om mindreårige på 15 år eller derover har Udlændingestyrel-

sen vurderet i hver enkelt sag, om den pågældende skulle indkvarteres

sammen med en ægtefælle eller samlever. Det er sket på baggrund af

faglige vurderinger og hensynet til barnets tarv.

Efter de nye retningslinjer må ingen mindreårige under 18 år indkvar-

teres på samme asylcenter som en ægtefælle eller samlever. Det gælder

også, hvis parret har et eller flere fælles børn.

Inger Støjberg har også bedt Udlændingestyrelsen om at skille parre-

ne ad i aktuelle sager om mindreårige, der bor sammen med en ældre

ægtefælle eller samlever.”

Lykke Sørensen har om pressemeddelelsen forklaret

bl.a., at hverken hun

eller hendes medarbejdere var involveret i pressemeddelelsens indhold efter

koncerndirektionsmødet. Pressemeddelelsens absolutte indhold gav hende

ikke anledning til at reagere, da hun på koncerndirektionsmødet havde til-

kendegivet, hvordan sagerne skulle behandles. Hun deltog ikke i drøftelserne

af, at pressemeddelelsen skulle gå ud i denne form. Hun har deltaget i en

drøftelse af ordningen. De drøftede ikke, om ministeren kunne udsende en

pressemeddelelse, der indeholdt hovedreglen, men ikke undtagelsen. Når de

Afhøringsekstrakten, side 55 ff.

142

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Forløbet den 10. februar 2016

gerne ville have det hele med, handlede det om at beskrive ordningen. Det

var den diskussion, de havde. Hun har ikke deltaget i en drøftelse af, om man

kunne udsende en pressemeddelelse med kun halvdelen af ordningen. Det, der

var anført i pressemeddelelsen, var ikke ordningen, så det var ikke retvisende.

Uffe Toudal Pedersen har om pressemeddelelsen forklaret

bl.a., at han efter

koncerndirektionsmødet mødtes med ministeren og Mark Thorsen på ministe-

rens kontor. Han sagde til hende, at de havde gjort opmærksom på behovet for

undtagelserne, og at det ville være et lovbrud ikke at administrere ordningen

med undtagelser. Det er han sikker på, at han har sagt. Det var i forhold til

ordningen. I relation til pressemeddelelsen endte han med at acceptere, at de

ikke nævnte undtagelserne. Han sagde samtidig til ministeren, at hun skulle

vide, at de ikke ville administrere ulovligt, hvorfor de ville administrere med

undtagelser, uanset hvad der blev meldt ud i pressemeddelelsen. Ministerens

reaktion på det var ”nå, ja” eller et eller andet på den måde. Ministeren sagde

ikke, at det var i orden, men hun registrerede, at det var det, han sagde. Stem-

ningen var ikke til at diskutere, hvad der skulle meldes ud internt. Han sagde

ok til at sende pressemeddelelsen ud, fordi han var departementschef, og han

så det som sin opgave at få ”maskinen” til at fungere. De skulle videre. Han

syntes ikke, at de kunne holde til at sidde i hver deres ringhjørne og skændes

med deres minister. Han accepterede pressemeddelelsen i den form, den blev

udsendt, men sagde, at ved siden af den var der en sag eller en praksis, der

gjorde, at de ville administrere på en anden måde. Pressemeddelelsen beskrev

den generelle ordning, som der ville blive administreret efter. Der var nogle

undtagelser, de vidste ville være der.

Inger Støjberg har om pressemeddelelsen forklaret

bl.a., at pressemeddelel-

sen er godkendt af hende. Med tvang tænkte hun på kulturel tvang. Adspurgt

om, hvorvidt hun gik ud fra, at samtlige piger havde været udsat for kulturel

tvang, har hun forklaret, at hun antager, at en stor del af pigerne havde været

udsat for kulturel tvang, og dette ønskede hun ikke at lægge hus til. Hun ville

være fuldstændig sikker på, at pigerne fik et pusterum, så de selv kunne afgøre,

om de boede sammen med den mand, som de ønskede. Pusterummet og den

individuelle vurdering kunne være med til at afgøre, om pigerne havde været

udsat for kulturel tvang. Hun husker ikke at have set eller være blevet oriente-

Afhøringsekstrakten, side 83-84.

Afhøringsekstrakten, side 111 ff.

143

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

ret om, at der ikke var indikationer på tvang, men hun skal ikke kunne afvise,

at nogen har sagt dette til hende. Der er en formodning for kulturel tvang, når

en pige som 14-årig har fået sit første barn. Hvis hun havde fået oplysningen

om, at der ikke var indikationer på tvang, ville hun stadig havde udsendt

pressemeddelelsen. Grundlaget for pressemeddelelsen var det notat, som hun

havde godkendt den 9. februar 2016, hvoraf fremgik, at der i helt særlige til-

fælde var par, der ikke skulle adskilles. Der var tale om en ”kattelem”. Når man

sender en pressemeddelelse, kommunikerer man ikke undtagelserne. Hun er

enig i, at man, når man læser pressemeddelelsen, får det indtryk, at alle skal

adskilles. Det var også hendes opfattelse, idet det fremgik af ministernotatet, at

undtagelser kun kunne gøres gældende i helt særlige tilfælde. Hun var blevet

orienteret om, at en regel uden undtagelser ville være ulovlig. Dette var ikke

hendes ønske, men det måtte hun tage til sig. Efter koncerndirektionsmødet

var der en drøftelse på hendes kontor mellem Uffe Toudal, Mark Thorsen og

hende.

Snakken gik på, om der skulle kommunikeres undtagelser, eller om

der skulle kommunikeres mere ligeud. Der var ingen tvivl om, at Uffe Toudal

Pedersen helst ville have, at man også kommunikerede ”kattelemmen”, men

det ønskede hun ikke. Det endte kort og godt med, at Uffe Toudal Pedersen sag-

de: ”OK, så tag det ud”. Han sagde også: ”Men det er klart, at vi administrerer

stadigvæk efter de retningslinjer, der er godkendt dagen før”. Ministernotatet

blev godkendt den 9. februar 2016.

Da det var på plads, var det på plads, og

så var der ikke nogen diskussion om ordningen. De diskuterede ordningen

frem til, at hun godkendte den. Derefter var det alene pressemeddelelsen, de

diskuterede. Hun går ud fra, at de, der var med på det efterfølgende møde kl.

15.30, vidste, at de diskuterede pressemeddelelsen.

Mark Thorsen har herom forklaret

bl.a., at der efter koncerndirektionsmø-

det, som han ikke deltog i, var et møde på ministerens kontor, hvor Uffe Toudal

Pedersen, ministeren og han selv deltog. Her skete den endelige tilretning

af pressemeddelelsen. De stod hver især med det seneste udkast, hvor Uffe

Toudal Pedersen havde skrevet sætningen om ”de menneskelige hensyn” ind.

Han gentog sit synspunkt om, at man risikerede, at fokus kom på undtagel-

serne frem for hovedreglen. Ministeren havde det samme synspunkt. Uffe

Toudal Pedersen gav udtryk for, at han gerne ville have dette medtaget, hvortil

Afhøringsekstrakten, side 121.

Afhøringsekstrakten, side 149.

Afhøringsekstrakten, side 384.

144

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Forløbet den 10. februar 2016

ministeren svarede, at hun ikke ønskede sætningen medtaget. Samtalen af-

sluttedes med, at Uffe Toudal Pedersen sagde: ”Jamen, så tag det da ud”. Uffe

Toudal Pedersen gjorde klart, at der ville blive forvaltet som anført i notatet,

og at pressemeddelelsen derved ikke ville afspejle 1:1, hvordan der ville blive

forvaltet, hvis en hypotetisk sag skulle dukke op. Ministeren reagerede med

en trækken på skuldrene, hvilket var udtryk for, at det så var sådan, det var.

Han erindrer ikke ministerens præcise ordvalg, men det var tydeligt, at hun

tog Uffe Toudal Pedersens budskab til sig. Det var en resignerende trækken

på skuldrene à la: ”Ja ja, jeg har forstået, hvad du siger”. Lidt som hvis man

har skændtes med kæresten derhjemme.

Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet sendte samme dag kl. 14.11

pressemeddelelsen til Udlændingestyrelsen i en mail med følgende tekst:

”T.O. bliver vedhæftede pressemeddelelse om barnebrude sendt ud nu

her inkl. det bilag i leverede om de konkrete tilfælde af barnebrude i

indkvarteringssystemet.”

Kl. 14.25 sendte Line Skytte Mørk Hansen (Udlændinge-, Integrations- og

Boligministeriet) igen pressemeddelelsen i en mail til Lene Linnea Vejrum.

5.3.2.2.

Telefonsamtalen mellem Line Skytte Mørk Hansen og Lene

Linnea Vejrum

Det kan efter oplysningerne i sagen lægges til grund, at Line Skytte Mørk

Hansen og Lene Linnea Vejrum talte sammen i telefon om pressemeddelelsen.

Lene Linnea Vejrum har den 31. marts 2016 udarbejdet en notits om telefon-

samtalen, hvoraf fremgår følgende:

”Notits om UIBM’s orientering af styrelsen om ministerens presse-

meddelelse af 10. februar 2016 samt mundtlige instruks om adskil-

lelse af asylansøgerpar omfattet af personkredsen nævnt i presse-

meddelelsen.

I forbindelse med modtagelsen af mail fra Line Skytte Hansen den

10. februar 2016 (vedlagt) omkring adskillelse af mindreårige asyl-

ansøgere, der er indkvarteret sammen med en myndig ægtefælle eller

samlever på et dansk asylcenter, blev undertegnende ringet op af Line

Skytte Hansen, der på vegne af UIBM anmodede Udlændingestyrelsen

145

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

om straks at foranstalte, at indkvarteringsoperatørerne blev orienteret

om de nye retningslinjer og varslet om, at Udlændingestyrelsen ville

igangsætte en adskillelse af parrene.

Denne instruks blev senere samme dag fulgt på at en mail (vedlagt) fra

undertegnende til Line Skytte Hansen om, at operatørerne var oriente-

ret, og at styrelsen havde påbegyndt arbejdet i forhold til at danne sig

et overblik over sagerne.”

Line Skytte Mørk Hansen har om telefonsamtalen med Lene Linnea Vejrum

forklaret

bl.a., at Uffe Toudal Pedersen bad hende sende pressemeddelelsen

til Lene Linnea Vejrum. Lene Linnea Vejrum skulle have besked om, at pres-

semeddelelsen var formuleret ultimativt, men at departementet selvfølgelig

var klar over, at der skulle være undtagelser. Hun ved ikke, hvorfor hun skulle

ringe til Lene Linnea Vejrum, når Henrik Grunnet havde deltaget i koncern-

direktionsmødet, men måske var det en ekstra sikkerhedsforanstaltning, så

man kom ud til Udlændingestyrelsen i alle kanaler. Under telefonsamtalen

med Lene Linnea Vejrum den 10. februar 2016 kl. 14.30 var der 3-4 temaer.

Det første tema var, at pressemeddelelsen fremstod uden undtagelser, fordi

ministeren havde valgt at fjerne omtalen af undtagelserne, men dette betød

ikke, at der ikke skulle være undtagelser. Lene Linnea Vejrum italesatte de

sårbare familier, og at der ville være undtagelser i den forbindelse. Hun sagde

selv, at departementet var klar over dette, og at Udlændingestyrelsen skulle

række ind mod departementet, hvis styrelsen var i tvivl om noget. Hun sagde

også, at Udlændingestyrelsen skulle orientere operatørerne om, at hovedreglen

ville være adskillelse, og at styrelsen skulle begynde at indhente oplysninger

om parrene, så styrelsen kunne træffe afgørelse i de konkrete tilfælde. Lene

Linnea Vejrum efterspurgte vejledninger. Hun husker, at hun under samtalen

med Lene Linnea Vejrum læste op af indstillingen i det notat, som ministeren

havde godkendt den 9. februar 2016. Hun husker, at hun sagde, at det var

dette, som Udlændingestyrelsen kunne ”stå på”, og som Udlændingeafdelingen

kunne stå inde for. Adspurgt, hvorfor hun ikke sendte notatet til Lene Linnea

Vejrum, har hun forklaret, at notatet skulle sendes fra Udlændingeafdelingen,

idet dette vedrørte den juridiske del af sagen. Hun ved ikke, om Udlændin-

gestyrelsen fik dette tilsendt. Adspurgt, hvorfor hun ikke sørgede for, at Ud-

Afhøringsekstrakten, side 194-195.

146

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Forløbet den 10. februar 2016

lændingestyrelsen fik tilsendt retningslinjer, har hun forklaret, at styrelsen

ikke var i tvivl om, hvad de skulle gøre. Udlændingestyrelsen skulle overholde

landets love og sørge for at indhente de nødvendige oplysninger om de par,

der var i styrelsens system, til brug for den konkrete sagsbehandling. Lene

Linnea Vejrum og hun talte ikke om, hvilke oplysninger Udlændingestyrelsen

skulle indhente. Adspurgt, hvordan Lene Linnea Vejrum kunne vide, hvilke

oplysninger der var relevante, har hun forklaret, at Udlændingestyrelsen fore-

tager den konkrete sagsbehandling, og hun havde tiltro til, at styrelsen kunne

foretage denne vurdering. Der var efter hendes opfattelse ikke nogen tvivl

om, hvilke undtagelser der gjaldt. Hun har meget svært ved at forestille sig,

at Udlændingestyrelsen ikke vidste, hvilke undtagelser der gjaldt. Hun læste

notatet op for Lene Linnea Vejrum og sagde, at hun skulle kontakte Jesper

Gori og Udlændingeafdelingen, hvis hun var i tvivl. Lene Linnea Vejrums

telefonnotat er skrevet syv uger efter samtalen.

100

Hun har ikke selv lavet

noget telefonnotat af samtalen. Der står ikke noget i notatet, som er forkert,

men notatet er ikke fuldstændigt. Hvis telefonnotatet er udtryk for, at und-

tagelserne ikke blev nævnt under telefonsamtalen, er notatet ikke korrekt.

Adspurgt, om hun efterfølgende har talt med Lene Linnea Vejrum om notatet,

har hun forklaret, at hun først så notatet, da hun læste ombudsmandens bilag.

Man kan altid diskutere, om der er grund til at diskutere ”gamle sager”, og det

valgte hun ikke at gøre.

Uffe Toudal Pedersen har herom først forklaret

101

bl.a., at han ikke husker, at

han drøftede med Line Skytte Mørk Hansen, hvad der skulle ske. Han kan

godt forestille sig, at Line Skytte Mørk Hansen fortalte ham, at der var blevet

kommunikeret videre til Lene Linnea Vejrum, og at det var blevet sat i gang.

Dernæst har han forklaret, at Line Skytte Mørk Hansen har fortalt ham, at hun

den 10. eller 11. februar 2016 havde sagt til Lene Linnea Vejrum, at styrelsen

selvfølgelig skulle administrere lovligt. Om det var samme dag eller næste dag,

at han fik det at vide, kan han ikke tidsfæste. Han husker at have set Lene Lin-

nea Vejrums notits af 31. marts 2016 om ministeriets orientering af styrelsen.

Det fik ham ikke til at reagere. Det var Lene Linnea Vejrums telefonnotat en

måned efter, at de havde haft samtalen. Det bliver ord mod ord. Line Skytte

Mørk Hansen siger, at hun har sagt til Lene Linnea Vejrum, at ordningen skulle

administreres med undtagelser. Det er det, Line Skytte Mørk Hansen fortalte

100 Afhøringsekstrakten, side 197.

101 Afhøringsekstrakten, side 84 ff.

147

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

ham. Det fremgår ikke af dette telefonnotat, at Lene Linnea Vejrum har hørt

det. Under genafhøringen i kommissionen har Uffe Toudal Pedersen videre

forklaret, at han ikke kan tidsfæste, hvornår Line Skytte Mørk Hansen sagde

til ham, hvad hun havde sagt til Lene Linnea Vejrum.

102

Han erindrer ikke, om

han først hørte om Line Skytte Mørk Hansens opfattelse af samtalen i 2017.

Jesper Gori har herom forklaret

103

bl.a., at han ikke er bekendt med indholdet

af samtalen. Han havde ikke kontakt til Line Skytte Mørk Hansen om, hvad

der blev sagt under samtalen. På et tidspunkt fik han at vide, hvad Udlændin-

gestyrelsens opfattelse af samtalen havde været. Han blev først bekendt med

Line Skytte Mørk Hansens opfattelse af samtalen, da han læste protokollen om

hendes forklaring i undersøgelseskommissionen den 8. juni 2020. Han mener,

at han blev bekendt med Lene Linnea Vejrums telefonnotat om samtalen med

Line Skytte Mørk Hansen i forbindelse med det første svar til Folketingets

Ombudsmand. Han har tidligere talt med Ditte Kruse Dankert om, hvad der

blev sagt under samtalen den 10. februar 2016. Han forstod det således, at

Udlændingestyrelsen havde fået at vide, at der skulle administreres i over-

ensstemmelse med pressemeddelelsen. Han tror, at han fik denne oplysning

fra Udlændingestyrelsen i begyndelsen af marts 2016. Det, der blev sagt til

ham, var: ”Du skal bare vide, at den besked, som vi fik den 10. februar 2016,

ikke er det samme, som det, du siger nu”.

104

Han havde ikke denne oplysning

den 22. februar 2016, men han vil tro, at han havde oplysningen den 2. eller

3. marts 2016, da departementet modtog sager fra Udlændingestyrelsen.

105

Han havde utvivlsomt oplysningen, da han den 18. marts 2016 sendte sin

mail til Udlændingestyrelsen. Som han husker det, gjorde han ikke noget ved

oplysningen. Lykke Sørensen og han delte begge opfattelsen af sagsforløbet,

nemlig at Udlændingestyrelsens forståelse af, hvad der var sket den 10. fe-

bruar 2016, var rigtig.

Anne Nygaard Just har herom forklaret

106

bl.a., at hun husker det sådan, at

Line Skytte Mørk Hansen eller Lykke Sørensen ringede til Lene Vejrum samme

dag. Hun tror, at Line Skytte Mørk Hansen orienterede hende herom på mail,

men hun fik ikke genfortalt indholdet af samtalen. Hun kan heller ikke se, at

102

103

104

105

106

Afhøringsekstrakten, side 745-746.

Afhøringsekstrakten, side 251-252.

Afhøringsekstrakten, side 286.

Afhøringsekstrakten, side 294.

Afhøringsekstrakten, side 343.

148

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Forløbet den 10. februar 2016

hun efterfølgende, mens hun var i ministeriet, blev orienteret om indholdet

af samtalen.

Lene Linnea Vejrum har herom forklaret

107

bl.a., at som hun husker det, talte

hun i telefon med Line Skytte Mørk Hansen relativt tæt på det tidspunkt,

hvor hun modtog en mail fra hende med pressemeddelelsen. Det var Line

Skytte Mørk Hansen, som ringede til hende. Line Skytte Mørk Hansen oplyste

under samtalen, at der var kommet nye retningslinjer, og at styrelsen skulle

gå i gang med at adskille parrene. Dette var besluttet, og styrelsen skulle gå

i gang med det samme. Det skulle gå stærkt. Der var et meget stort pres fra

omverdenen, og der skulle ske noget nu. Hun har været i tvivl om, hvorvidt

hun talte med Line Skytte Mørk Hansen en eller to gange, men hun husker

det som to samtaler. Under samtalen med Line Skytte Mørk Hansen gav hun

udtryk for, at adskillelse var kompliceret, og at styrelsen derfor ikke kunne

adskille ”til i morgen”. Der var pres på. Line Skytte Mørk Hansen spurgte, om

de ikke bare kunne adskille alle nu. Hun sagde til Line Skytte Mørk Hansen, at

der var mange ting at tage hensyn til. For det første havde de ikke nok viden

om parrene til bare at adskille. Desuden var der nogle par, der havde børn,

og styrelsen skulle derfor tage stilling til, hvem af forældrene børnene skulle

indkvarteres sammen med, ligesom det skulle afklares, om de mindreårige

ægtefæller skulle flyttes til børnecentre. Under samtalen nævnte hun også,

at der var sårbare familier, som styrelsen ville være bekymret over at skulle

adskille. Line Skytte Mørk Hansen svarede, at der ikke var andet end presse-

meddelelsen, og at styrelsen skulle gå i gang med at adskille. Hun udarbejdede

sin notits af 31. marts 2016 om departementets orientering af styrelsen, fordi

ombudsmanden var gået ind i sagen og havde bedt om alle dokumenter, og

idet det viste sig, at hun ikke havde skrevet en mail om samtalen med Line

Skytte Mørk Hansen. Under den anden samtale, hun havde med Line Skytte

Mørk Hansen, kom Ditte Kruse Dankert ind på hendes kontor. Hun husker

ikke, om Ditte Kruse Dankert var til stede fra begyndelsen af samtalen, eller

om hun kom ind under samtalen. I hvert fald overhørte Ditte Kruse Dankert

noget af samtalen på medhør. De indsigelser, hun gav udtryk for over for

Line Skytte Mørk Hansen, var både praktiske og juridiske. Der var mange

praktiske spørgsmål, men hun havde også spørgsmål til, om det ville være

rigtigt at adskille de sårbare familier. De havde dog ikke nogen dyb juridisk

107 Afhøringsekstrakten, side 408 ff.

149

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

drøftelse. Hun kan afvise Line Skytte Mørk Hansens forklaring om, at Line

Skytte Mørk Hansen under samtalen skulle have givet udtryk for, at der skulle

være undtagelser til ordningen, og at Line Skytte Mørk Hansen skulle have

sagt, at adskillelse var ”hovedreglen”. Samtalen var meget bestemt og gik på, at

det var vigtigt, at styrelsen kom hurtigt i gang. Hun kan endvidere afvise Line

Skytte Mørk Hansens forklaring om, at ”Hun husker, at hun under samtalen

med Lene Linnea Vejrum læste op af indstillingen i det notat, som ministeren

havde godkendt den 9. februar 2016”. Hun hørte ikke om notatet igen.

Ditte Kruse Dankert har herom forklaret

108

bl.a., at Lene Linnea Vejrum for-

talte hende om, at hun havde haft en telefonsamtale med Line Skytte Mørk

Hansen. Der var også en telefonsamtale, som hun selv overhørte en del af.

Hun husker ikke, om det var den første eller den anden telefonsamtale, som

hun overhørte. Hun husker, at Line Skytte Mørk Hansen ringede mere end

en gang, og hendes bud er, at hun overhørte den anden samtale. Hun havde

en fornemmelse af, at der var noget forudsat under den samtale, som hun

overhørte. Hun husker det således, at hun allerede havde hørt fra Lene Linnea

Vejrum, at det var pressemeddelelsen, der gjaldt. Hun gik på et tidspunkt ind

til Lene Linnea Vejrum, der gik rundt med sin mobiltelefonen i hånden og så

meget presset ud. Lene Linnea Vejrum satte sig ned og slog medhør til. Hun

hørte, at det var Line Skytte Mørk Hansen, som Lene Linnea Vejrum talte

med. Hun hørte, at grundpræmissen i samtalen var, at Udlændingestyrelsen

skulle komme i gang med at adskille parrene. Samtalen handlede om, hvor

hurtigt dette kunne ske. Der var et hastværk med at få adskilt parrene. Line

Skytte Mørk Hansen havde svært ved at forstå, hvorfor det ikke bare var

”som at trykke på en knap”. Line Skytte Mørk Hansen sagde: ”Hvornår er I

færdige med det?”, og: ”Hvilke beskeder kan der gives?” Hun kunne se, at Lene

Linnea Vejrum var meget presset under telefonsamtalen. Hun ”fægtede for

sig” og ”værgede for sig”. Lene Linnea Vejrum sagde, at det ikke bare var som

at ”knipse med fingrene”, og at styrelsen skulle tage stilling til, hvor børnene

skulle bo, ligesom en række andre forhold skulle afklares. Lene Linnea Vejrum

fik ikke meget taletid. Lene Linnea Vejrum sagde ikke, at en adskillelse ikke i

alle tilfælde ville kunne lade sig gøre. Stemningen var slet ikke til dette under

samtalen. Hun hørte ikke, at Line Skytte Mørk Hansen læste op af notatet af

2. februar 2016. Som hun husker det, havde hun allerede på dette tidspunkt

108 Afhøringsekstrakten, side 402-403.

150

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Forløbet den 10. februar 2016

hørt fra Lene Linnea Vejrum, at Line Skytte Mørk Hansen havde sagt, at der

ikke ville komme mere, at pressemeddelelsen var ordningen, og at alle skulle

adskilles. Lene Linnea Vejrum var lidt ”paf” over meldingen, og det var en

svær situation. Lene Linnea Vejrums telefonnotat af 31. marts 2016 svarer til

det, som Lene Linnea Vejrum refererede til hende om samtalen.

Kristina Rosado har forklaret

109

bl.a., at det, hun fik refereret fra samtalerne,

var, at Line Skytte Mørk Hansen havde sagt, at Udlændingestyrelsen skulle

effektuere i henhold til pressemeddelelsen.

Margit Sander Rasmussen har herom forklaret

110

bl.a., at Lene Linnea Vejrum

fortalte, at Line Skytte Mørk Hansen havde ringet, og at beskeden var, at alle

par skulle adskilles, og at de skulle gå i gang med det samme. Lene Linnea

Vejrum havde spurgt ind til, hvad de skulle gøre med de sårbare familier,

hvortil Line Skytte Mørk Hansen havde svaret, at det var ”lige meget”, og at

de alle sammen skulle adskilles. Hun var ikke i tvivl om, at det var det, der var

sket under telefonsamtalen, for hun havde aldrig set Lene Linnea Vejrum og

Ditte Kruse Dankert være ”så grå i ansigterne”. Der var helt klart sket noget

ud over det sædvanlige.

Jonas From Soelberg har herom forklaret

111

bl.a., at han ikke dengang blev

orienteret om en telefonsamtale mellem Line Skytte Mørk Hansen og Lene

Linnea Vejrum. Det var Lene Linnea Vejrums gengivelse af samtalen i tele-

fonnotatet, han hørte om i 2017. Først for ganske nylig – i forbindelse med

kommissionsundersøgelsen – har han hørt, at andre har en anden udlægning

af telefonsamtalen.

Anette Görtz har herom forklaret

112

bl.a., at som hun husker det, hørte hun

ikke om Line Skytte Mørk Hansens samtaler den 10. februar 2016 med Lene

Linnea Vejrum. Line Skytte Mørk Hansen har ikke på noget tidspunkt fortalt

hende om samtalerne. På et tidspunkt – muligvis i 2017 – nævnte Line Skytte

Mørk Hansen i relation til Lene Linnea Vejrums telefonnotat, at ”det var da

pudsigt, at der så ligger et referat”, men hun kan ikke huske, hvornår det blev

109

110

111

112

Afhøringsekstrakten, side 470.

Afhøringsekstrakten, side 492-493.

Afhøringsekstrakten, side 701.

Afhøringsekstrakten, side 722.

151

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

sagt, eller hvad hun præcist sagde. Hun arbejder fortsat sammen med Line

Skytte Mørk Hansen, og hun har i forbindelse med denne kommissionsun-

dersøgelse talt med Line Skytte Mørk Hansen om, at Lene Linnea Vejrum og

Line Skytte Mørk Hansen har forskellige opfattelser af, hvad der blev sagt

under telefonsamtalen den 10. februar 2016.

Lykke Sørensen har herom forklaret

113

bl.a., at hun først langt senere end fe-

bruar/marts 2016 talte med Lene Linnea Vejrum om den samtale, som Lene

Linnea Vejrum havde med Line Skytte Mørk Hansen den 10. februar 2016.

I de samtaler, som hun og hendes afdeling havde med Udlændingestyrelsen,

blev det tydeligt, at Udlændingestyrelsen ikke var af den opfattelse, at de

havde fået at vide, at der var tale om en ordning, hvor der måtte gælde undta-

gelser. På et tidspunkt, som hun heller ikke kan tidsfæste nærmere, blev det

tillige klart for hende, at den ordveksling, der havde været på koncerndirek-

tionsmødet den 10. februar 2016, ikke var gået videre fra Henrik Grunnet til

Udlændingestyrelsen.

5.3.2.3.

Øvrige oplysninger og reaktioner vedrørende praksisændringen

Line Skytte Mørk Hansen sendte den 10. februar 2016 kl. 14.41 en mail til

bl.a. Mark Thorsen, Lykke Sørensen og Jesper Gori, hvoraf fremgår bl.a., at

hun havde talt med Lene Linnea Vejrum, og at styrelsen på et møde samme

eftermiddag ville gå i gang med at planlægge processen med at få adskilt de

mindreårige fra de voksne samlevende/ægtefæller. Det hedder videre i mailen:

”De sætter det i værk så hurtigt de kan – de tror at det i nogle tilfælde kun kan

lade sig gøre med politiets hjælp.” Samme dag kl. 14.57 sendte Jesper Gori

en henvisning til pressemeddelelsen til Anna-Sophie Saugmann-Jensen med

besked om, at ”… det blev den hårde model.”

Inger Støjberg udtalte samme dag ifølge et telegram fra Ritzau bl.a., at ”De

skal splittes ad, og det skal de, fordi jeg ikke vil acceptere, at der i mit system

kan være eksempler på tvang. Så længe man er i asylsystemet og ikke har fået

afgjort sin sag, så kan man altså ikke komme til at bo sammen.” Inger Støjberg

deltog endvidere i et tv transmitteret interview den 10. februar 2016 på TV

2 NEWS, i hvilken forbindelse hun udtalte bl.a.:

113 Afhøringsekstrakten, side 781-782.

152

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Forløbet den 10. februar 2016

”…

Lautrup:

Ja, jeg står klar med udlændinge- og integrationsminister,

Inger Støjberg. Og Inger Støjberg, de har lige sagt, at du er på vej med

nye regler og vi har set dem allerede omkring det, vi kalder barnebrude

på Christiansborg. Prøv og uddyb - hvad er det vigtigste i dit indgreb?

Inger Støjberg:

Jamen jeg har meddelt Udlændingestyrelsen, at frem-

over kan man ikke indkvartere unge under 18 sammen, og det betyder

også, at de tilfælde hvor der er unge, der er under 18, der bor sammen

i dag, der vil de blive skilt ad.

Lautrup:

Altså, det gælder også hvor ægtefællen, typisk en mand, er

en ældre, altså over 18 år og så en ung, er gift med en ung under 18,

de må ikke bo på samme asylcenter, er det rigtigt? De bliver virkelig

splittet fra hinanden?

Inger Støjberg:

Ja, de skal splittes ad og det skal de, fordi jeg vil ikke

acceptere, at der i mit system kan være eksempler på tvang. Og så længe

man er i selve asylsystemet, altså så længe man ikke har fået afgjort sin

sag, så kan man altså ikke komme til at bo sammen, og det kan f.eks.

være, hvis vi tager en 14-årig pige og en 28-årig mand, som vi jo har

set et konkret eksempel på, men det kan også være, hvis du har en 16-

årig pige og en 20-årig mand, så kan de ikke komme til at bo sammen.

Lautrup:

Men jeg forstår, der er jo også børn? Nogle af det, vi kalder

barnebrude, altså kvinderne under 18, de har børn med den ægtefælle,

de efter deres opfattelse er gift med. Dem skiller I også ad fra, i det her

tilfælde jo nok mest deres far?

Inger Støjberg:

Ja, de bliver også skilt ad. Og det er ganske enkelt fordi,

jeg vil ikke acceptere, at der kan være forhold, der på den ene eller på

den anden måde, har været tvang indblandet i. Og derfor så bliver de

skilt ad.

…

Journalist: Indtil videre har der været 27 tilfælde – er det virkelig nød-

vendigt og lave overordnet lovgivning for 27 tilfælde? Kunne man ikke

have lavet individuel sagsbehandling her?

153

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

Inger Støjberg: Men det her er jo individuel sagsbehandling, og det er jo

sådan, at indtil nu er det jo blevet vurderet, at de godt må bo sammen,

nu vurderer vi bare anderledes. Jeg må sige, den dag da det gik op for

mig, at der rent faktisk er børn, der bor sammen med voksne, jamen

der blev jeg meget hurtigt enig med mig selv om, at det skal vi have

rettet op på, og det er så det, vi gør nu.

…”

Henrik Grunnet har om forløbet – og adspurgt, om han er enig i, at der [som

anført af Inger Støjberg under samrådet den 1. juni 2017] den 10. februar 2016

”udgår” en retningslinje om, at internationale forpligtelser skal overholdes –

forklaret

114

bl.a., at når der fra Line Skytte Mørk Hansen i en telefonsamtale

kom den melding, at pressemeddelelsen skulle efterleves som en instruks,

indgik der heri ikke en retningslinje, som omhandlede de internationale for-

pligtelser. Den 10. februar 2016 udgik der ikke sådanne retningslinjer. Der

forelå en ulovlig tilstand, som skulle bringes til ophør hurtigst muligt. Han

talte straks med Lene Linnea Vejrum herom. Han sagde, at der nu lå noget,

som var bindende og forpligtende for operatørerne, og at det straks skulle

afklares, om der ville komme andet, som supplerede dette. Han fik refereret

af Lene Linnea Vejrum, at pressemeddelelsen skulle efterleves uden undtagel-

ser, og at der ikke skulle ske andet end adskillelse. Line Skytte Mørk Hansen

havde sagt til Lene Linnea Vejrum, at pressemeddelelsen skulle effektueres

uden undtagelser. Han tænkte, at det så var det, de måtte gøre, og at de skulle

betragte pressemeddelelsen som en instruks, der skulle efterleves som for-

pligtende. De aftalte, at pressemeddelelsen ikke skulle ændre på, at de måtte

efterspørge nærmere retningslinjer, som gav svar på spørgsmålet om, hvornår

der alligevel ikke skulle ske adskillelse, og under hvilke vilkår en adskillelse

skulle finde sted. Han var sikker på, at den melding, der kom fra Line Skytte

Mørk Hansen, skete med opbakning fra departementet. Han tog ikke kontakt

til Uffe Toudal Pedersen. Udlændingestyrelsen kunne ikke gøre andet end at

bakke op om den regulering, der havde fundet sted, og de kunne ikke ændre

på pressemeddelelsen. Han og Lene Linnea Vejrum aftalte at efterspørge de

nærmere retningslinjer, så den ulovlige tilstand kunne bringes til ophør, og

de havde den interne dagsorden, at de ville forsøge at inddæmme den ulov-

lige situation ved at have fokus på konkrete sager, hvor der ikke skulle ske

114 Afhøringsekstrakten, side 29 ff.

154

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Forløbet den 10. februar 2016

adskillelse. Han kan ikke genkende den udlægning, som Inger Støjberg gav

udtryk for under samrådet den 1. juni 2017 om, at det den 10. februar 2016

blev kommunikeret til Udlændingestyrelsen, at der gjaldt forbehold i forhold

til pressemeddelelsen.

Inger Støjberg har om forløbet endvidere forklaret

115

bl.a., at da de havde sendt

pressemeddelelsen ud, havde hun ikke indblik i, hvordan der fra departemen-

tets side blev kommunikeret til Udlændingestyrelsen. Når først en minister har

godkendt noget, foretages udførelsen af andre. Hun interesserede sig for, om

der skete adskillelser, hvilket var helt naturligt, idet der var tale om et område,

som hun gik meget op i. Hun fulgte ikke op på, om der blev sagsbehandlet

som beskrevet i notatet, idet hun gik ud fra, at dette skete.

Line Skytte Mørk Hansen har om forløbet endvidere forklaret

116

bl.a., at hun er

enig i, at det havde været helt naturligt, at Udlændingestyrelsen havde fået den

”omskrivning” af notatet af 2. februar 2016, som Jesper Gori havde lavet. Hun

ved ikke, om Udlændingestyrelsen fik dette tilsendt. Notatet skulle sendes fra

Udlændingeafdelingen, idet dette vedrørte den juridiske del af sagen. Måske

udleverede Jesper Gori notatet til Udlændingestyrelsen på et efterfølgende

møde. Hun kan ikke huske, om hun spurgte Jesper Gori, om han havde sendt

notatet til Udlændingestyrelsen.

Jesper Gori har om forløbet endvidere forklaret

117

bl.a., at hvis notatet havde

været godkendt, ville det have været den afdeling, hvor sagen var hjemmehø-

rende, der havde pligt til at udmønte notatet i konkrete handlinger. I denne

sag var det Koncernstyring. Hans oplevelse var, at de på dette tidspunkt ikke

havde talt om pressemeddelelsen og ordningen som to forskellige ting.

118

Som

han husker det, havde han senere på dagen en snak med Lykke Sørensen.

Under denne samtale gav han udtryk for sin tvivl. Lykke Sørensen sagde kort

og kontant til ham, at hun heller ikke havde haft kontakt til nogen, heller ikke

departementschefen, men uanset hvad der stod i pressemeddelelsen, havde de

sagt, hvad der skulle gælde for ordningen. Han tror, at hun ville betrygge ham i,

at de uanset pressemeddelelsen havde sagt, hvad der skulle gælde. Dette havde

115

116

117

118

Afhøringsekstrakten, side 121-122.

Afhøringsekstrakten, side 195.

Afhøringsekstrakten, side 247.

Afhøringsekstrakten, side 250-251.

155

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

de sagt på møder, hvor både ministeren og departementschefen var til stede.

De talte om, at de måtte ”tage det hen ad vejen”, når sagerne meldte sig. Det

stod ret klart, at drøftelserne med ministeren om modellen ikke var afsluttet.

Når de sagde, at de måtte ”tage det hen ad vejen”, var det udtryk for, at der

ville være sager hen ad vejen, hvor det ikke længere ville være proportionalt

at adskille, og i så fald måtte de have flere runder med ministeren. De så for

sig, at de måtte have runder med ministeren svarende til de drøftelser, som de

tidligere havde haft, hvor ministeren havde en klar holdning til, at der skulle

ske adskillelse. Undtagelserne skulle ind, når det blev nødvendigt. Han ved

ikke, om ministeren fik at vide, at der uanset pressemeddelelsen ville kunne

være sager, hvor der skulle gøres undtagelser. Han havde ikke nogen drøftelser

med Udlændingestyrelsen, umiddelbart efter at pressemeddelelsen var blevet

sendt ud. Der var ikke drøftelser om, at der skulle laves et uddybende notat

efter udsendelsen af pressemeddelelsen. Han blev efterfølgende overrasket, da

han konstaterede, hvor hurtigt beslutningen om adskillelse blev effektueret.

Det sædvanlige ville have været, at der havde været en dialog med Udlændin-

gestyrelsen om, hvordan ordningen skulle gennemføres.

Ronya Habo (på daværende tidspunkt fuldmægtig i Udlændingestyrelsen) har

om forløbet forklaret

119

bl.a., at da instruksen kom, var hendes første spørgs-

mål, om det var i overensstemmelse med EMRK artikel 8, hvilket hun sagde

højt. Hun ved, at Ditte Kruse Dankert, Lene Linnea Vejrum og Kristina Rosado

stillede samme spørgsmål. Hun mener, at ledelsen efterfølgende gik videre

med spørgsmålet om artikel 8. De gik ikke i gang med at adskille den dag, så

spørgsmålet må være blevet vendt med departementet, inden de gik i gang.

Hun overværede ikke selv den tilbagemelding, der kom fra departementet,

men fik at vide, at tilbagemeldingen var, at det var i overensstemmelse med

artikel 8. Adspurgt, hvornår hun fik den tilbagemelding, har hun forklaret, at

hun tror, at hun formodede, at det var i overensstemmelse med loven, fordi de

efterfølgende fik at vide, at de skulle adskille. Når hun omtaler ”instruksen”,

er det pressemeddelelsen, hun henviser til. Det, hun fik at vide, var, at nu var

instruksen her – pressemeddelelsen – og de skulle adskille parrene. Det skulle

ske nu, og alle skulle adskilles. Hun blev først en del af sagsbehandlingen, da

hun i marts 2016 skulle træffe en afgørelse om flyttepåbud.

119 Afhøringsekstrakten, side 298-299.

156

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Forløbet den 10. februar 2016

Ditte Kruse Dankert har om forløbet den 10. februar 2016 i øvrigt forklaret

120

bl.a., at hun den pågældende dag flere gange drøftede sagen med Lene Linnea

Vejrum, Kristina Rosado og Margit Sander Rasmussen. De samtaler, som de

havde i Udlændingestyrelsen, mundede ud i, at det efter deres opfattelse ikke

kunne være rigtigt, at man kunne adskille par uden at vurdere sagerne. Deres

opfattelse af ordningen var, at departementet måtte have vurderet, at en ad-

skillelse af parrene ville være proportional, idet der forelå legitime hensyn til

at undgå risikoen for tvang. På den anden side stod, at der som udgangspunkt

var tale om et byrdefuldt indgreb. De talte om, at de måtte se på, om der var

sager, hvor intensiteten af indgrebet førte til, at en adskillelse ikke ville være

proportional. De brugte ikke disse ord, men de talte om, at de allerede havde

fået oplysninger om sager, hvor en adskillelse ville være meget byrdefuld.

Konklusionen var, at man måtte gennemgå sagerne for at belyse, om der forelå

helt særlige omstændigheder. Hun lagde til grund, at der som udgangspunkt

var hjemmel til ordningen. Den 10. februar 2016 var en ”rodet” dag, hvor de

havde drøftelser og samtidig ventede på yderligere fra departementet. Det gik

op for dem, at der ikke ville komme yderligere, da Line Skytte Mørk Hansen

samme dag ringede til Lene Linnea Vejrum og sagde, at det var pressemed-

delelsen, der gjaldt.

Kristina Rosado har om forløbet den 10. februar 2016 forklaret

121

bl.a., at hun

drøftede pressemeddelelsen med Lene Linnea Vejrum og Ditte Kruse Dankert.

Hun kan ikke huske, om Ronya Habo var med i drøftelserne, men Ronya Habo

havde kontor på samme gang som hende og Ditte Kruse Dankert, så Ronya

Habo kan godt havde været der. Hun tror ikke, at Margit Sander Rasmussen

var med i drøftelserne, idet hun havde kontor på en anden etage i huset. Hun

spurgte Ditte Kruse Dankert og Lene Linnea Vejrum, om man kunne adskille

alle, herunder forældre med fællesbørn, således som pressemeddelelsen lagde

op til. Hun spurgte, fordi man normalt kun fjerner forældre fra deres børn, hvis

der er en begrundet mistanke om, at forældrene ikke kan varetage omsorgen

for børnene. De drøftede problemstillingen, men de forventede, at der ville

komme noget mere fra ministeriet. De var heller ikke vant til, at departementet

kommunikerede med styrelsen via pressen. Som hun husker det, var der ikke

mange, der troede, at man kunne adskille forældre med fællesbørn. Adspurgt,

om der i den forbindelse var juridiske overvejelser om dette spørgsmål, har

120 Afhøringsekstrakten, side 442.

121 Afhøringsekstrakten, side 470 ff.

157

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

hun forklaret, at det hele gik meget hurtigt. De havde på daværende tidspunkt

fået afklaret, hvor mange par det drejede sig om, men det var kun en lille del

af det hele. Da pressemeddelelsen blev offentliggjort, vidste de godt, at de

skulle afdække området yderligere. De grundige juridiske overvejelser blev

ikke foretaget på daværende tidspunkt, men man undrede sig generelt over

den kategoriske udmelding, der var kommet. Hendes fokus på daværende

tidspunkt var på de familier, hvor der var fællesbørn. Hun kan ikke huske, om

de drøftede adskillelsen af par uden børn. Lene Linnea Vejrum havde refereret

nogle samtaler, som hun havde haft med departementet. Hendes indtryk var, at

der var mange samtaler med departementet i den efterfølgende periode. Det,

hun fik refereret fra samtalerne, var, at Line Skytte Mørk Hansen havde sagt,

at Udlændingestyrelsen skulle effektuere i henhold til pressemeddelelsen. Da

Lene Linnea Vejrum, Ditte Kruse Dankert og hun talte uformelt om ordningen,

havde de antaget, at der ville være undtagelser. De undrede sig derfor over en

så kategorisk udmelding. Lene Linnea Vejrum virkede også meget overrasket

over at have fået at vide, at styrelsen skulle effektuere i overensstemmelse med

pressemeddelelsen, således at samtlige par uden undtagelse skulle adskilles.

Hun havde på et tidligt tidspunkt – den 10. eller 11. februar 2016 – opfordret

Lene Linnea Vejrum til at føre korrespondancen med departementet på skrift,

eftersom det ret hurtigt var blevet tydeligt, at departementet ville i en retning,

som styrelsen mente var problematisk. Lene Linnea Vejrum mente dog, at det

ville eskalere konflikten med departementet.

122

Lene Linnea Vejrum fremstod

meget presset over de samtaler, hun havde med Line Skytte Mørk Hansen.

123

Det var på daværende tidspunkt tydeligt for dem, at de var under et vist tids-

pres. De havde fra Lene Linnea Vejrums referater af samtalerne med Line

Skytte Mørk Hansen fået en opfattelse af, at der var en forventning om, at de

skulle effektuere adskillelserne meget hurtigt. Det var hendes indtryk, at Lene

Linnea Vejrum jævnligt blev kontaktet af departementet med en forventning

om, at styrelsen ville ”effektuere hurtigt og undtagelsesfrit”.

Anne la Cour Vågen har forklaret

124

bl.a., at billedet af, at der var tale om me-

get unge kvinder med meget gamle mænd, var fuldstændig skævt, ligesom

billedet af, at der var tale om tvang, heller ikke var retvisende. Det system,

der eksisterede i forvejen, fungerede godt. Hvis det kom frem, at der var et

122 Afhøringsekstrakten, side 476.

123 Afhøringsekstrakten, side 470 ff.

124 Afhøringsekstrakten, side 520.

158

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Forløbet den 10. februar 2016

par, hvor kvinden var underlagt tvang fra ægtefællen, ville operatørerne have

opdaget det allerede efter den eksisterende ordning. Røde Kors var gode til at

holde øje med, at der ikke var ulighed i forholdene, og hvis der var ulighed,

reagerede de. Røde Kors var målløse over, at det skulle være nødvendigt med

adskillelserne, idet de syntes, at den eksisterende ordning fungerede, og idet

de gjorde et godt stykke arbejde ud fra den eksisterende lovgivning.

Anna-Sophie Saugmann-Jensen har herom forklaret

125

bl.a., at hun først hørte

om det møde, Jesper Gori havde haft med ministeren den 9. februar 2016,

hvor pressemeddelelsen blev drøftet, efter at pressemeddelelsen blev offent-

liggjort. Hun kan dog ikke huske, hvornår Jesper Gori fortalte om mødet, men

det må have været på et tidspunkt i foråret 2016. Hun har svært ved at skelne

mellem, hvad Jesper Gori har fortalt hende om mødet den 9. februar 2016, og

hvad han har fortalt om efterfølgende møder. Det indtryk, hun fik ud fra det,

Jesper Gori fortalte om sine drøftelser med ministeren i den tidlige periode af

forløbet, var, at Jesper Gori havde sagt, at der skulle gøres undtagelser i forhold

til de internationale konventioner, når det var nødvendigt, men at ministeren

ikke ønskede undtagelser og ikke ønskede at kommunikere det udadtil. Hun

havde mange drøftelser med Jesper Gori herom. Lykke Sørensen fortalte også,

at hun på koncerndirektionsmødet havde sagt, at der skulle gøres undtagelser i

henhold til Danmarks internationale forpligtelser, og at Udlændingestyrelsens

direktør var til stede på mødet.

Den 11. februar 2016 kl. 23.16 skrev Tanja Franck, der på daværende tidspunkt

var departementsråd på indenrigsområdet i Statsministeriet, følgende til Jens

Teilberg Søndergaard, der var afdelingschef i Justitsministeriets lovafdeling:

”Har nu læst udmeldingen fra UIBM’n vi talte om tidligere. Spurgte

UIBM’t om hjælp, og ville så ikke have det, da I sagde, at der kunne

være situationer hvor man ikke nødvendigvis kan skille ægtepar ad?”

Christian Hesthaven har herom forklaret

126

bl.a., at indholdet af denne mail

ikke siger ham noget.

125 Afhøringsekstrakten, side 543.

126 Afhøringsekstrakten, side 586.

159

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

Christian Kettel Thomsen har herom forklaret

127

, at han ikke erindrer, at han

var involveret i eller havde kendskab til den problemstilling, som Tanja Franck

bragte op med denne mail.

Jens Teilberg Søndergaard har herom forklaret

128

bl.a., at han ikke kan huske,

at han har talt med Tanja Franck herom. Han erindrer heller ikke, om der var

anden dialog med Statsministeriet i foråret 2016.

Barbara Bertelsen har herom forklaret

129

bl.a., at hun ikke husker at have

hørt om den konkrete henvendelse, men hun vidste, at der var en dialog med

Statsministeriet. Hun erindrer, at der var en viden om, at Statsministeriet

kendte til pressemeddelelsen, men hun husker ikke nærmere herom. Hun ved

ikke, om Statsministeriet på dette tidspunkt var inde over pressemeddelelsens

beskrivelse af en absolut adskillelse og det forhold, at man juridisk set godt

var klar over, at dette nok ikke gik an.

5.3.3.

Indkvarteringsoperatørerne informeres om den ændrede

praksis

Et par timer efter, at Udlændingestyrelsen havde modtaget pressemeddelelsen

– den 10. februar 2016 kl. 16.09 – informerede styrelsen indkvarteringsopera-

tørerne om den ændrede praksis. Det hedder således i en mail fra Ditte Kruse

Dankert til indkvarteringsoperatørerne bl.a.:

”Kære Operatører

Til jeres orientering fremsendes hermed pressemeddelelse fra Udlæn-

dinge-, Integrations- og Boligministeriet, hvoraf det bl.a. fremgår, at

’ingen mindreårige under 18 år indkvarteres på samme asylcenter som

en ægtefælle eller samlever. Det gælder også, hvis parret har et eller flere

fælles børn. Inger Støjberg har også bedt Udlændingestyrelsen om at

adskille parrene i de aktuelle sager om mindreårige, der bor sammen

med en ældre ægtefælle eller samlever’.

127 Afhøringsekstrakten, side 601.

128 Afhøringsekstrakten, side 643-644.

129 Afhøringsekstrakten, side 665.

160

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Forløbet den 10. februar 2016

Beslutningen fra ministeren betyder, at ingen mindreårige fremover

må indkvarteres sammen med en ældre ægtefælle eller samlever, dette

uanset om der er fællesbørn. Den betyder også, at der skal ske adskillel-

se i de aktuelle sager, hvor en mindreårige bor sammen med en ældre

ægtefælle eller samlever. Vi vil derfor snarest muligt varsle flytning i

samtlige disse sager.

…”

Ditte Kruse Dankert har herom forklaret

130

bl.a., at hun udarbejdede et udkast

til mailen og drøftede dette udkast med Lene Linnea Vejrum. De havde fået at

vide, at alle skulle adskilles, og hun havde ikke mulighed for at skrive andet

end det, som Udlændingestyrelsen havde fået mandat til. Formålet med mailen

var at orientere operatørerne. Formålet var også at ”levere” på det, som Line

Skytte Mørk Hansen havde sagt. Det var en svær situation at gøre noget andet

end det opdrag, som Udlændingestyrelsen havde fået.

Anne la Cour Vågen har herom forklaret

131

bl.a., at de alle var temmelig be-

styrtede over udmeldingen. Medarbejderne spurgte, om det virkeligt kunne

være rigtigt, og om ikke det var i strid med internationale konventioner og

forvaltningsretlige regler om, at der skulle foretages individuelle vurderinger.

De havde ikke modtaget en forhåndsorientering fra Udlændingestyrelsen, in-

den de modtog mailen med pressemeddelelsen. Det var for dem en meget klar

instruks om, hvad der skulle ske nu. Den følgende mandag ringede hun vistnok

til Lene Linnea Vejrum for at få en forståelse af, hvad der var op og ned, idet

de fortsat havde svært ved at forstå, at ordningen skulle gælde alle parrene.

Helle Kjems har herom forklaret

132

bl.a., at hun var rystet og uforstående og re-

agerede derfor med det samme. Hun spurgte, hvor de individuelle vurderinger

var henne, og om ikke der var tale om konventionsbrud. Det, hun reagerede

på, var, at hun ikke syntes, at det stemte overens med den virkelighed, som de

kendte fra centrene med par, der ønskede at være sammen, og hvoraf nogle

havde børn. Hun reagerede på, at der skulle ske så voldsomme indgreb, uden

at man havde sat sig ind i de konkrete sager.

130 Afhøringsekstrakten, side 443-444.

131 Afhøringsekstrakten, side 507-508.

132 Afhøringsekstrakten, side 522.

161

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

Samme dag kl. 16.40 skrev Lene Linnea Vejrum i en mail til Line Skytte Mørk

Hansen, at Udlændingestyrelsen nu havde orienteret operatørerne ”om de nye

retningslinjer og herunder varslet, at vi igangsætter en adskillelse af parrene”.

Mailen var vedhæftet Ditte Kruse Dankerts mail af s.d. kl. 16.09 til operatører-

ne. Det fremgår desuden af mailen, at styrelsens vurdering var, at det ville tage

minimum en uges tid at gennemføre, da der skulle findes pladser i systemet

for uledsagede mindreårige, og da styrelsen skulle sikre, at de mindreårige

børn blev placeret på centre, hvor der var gode rammer for de små børn.

Line Skytte Mørk Hansen har om forløbet forklaret

133

endvidere bl.a., at hun

læser alle sine mails. Foreholdt, at det i mailen af 10. februar 2016 kl. 16.09

fra Ditte Kruse Dankert var anført, at samtlige par skulle adskilles, har hun

forklaret, at der i mailen står, at Udlændingestyrelsen vil ”varsle” flytninger,

men styrelsen skulle indhente de konkrete oplysninger.

134

Udlændingesty-

relsen ”varslede” flytninger, og det står ikke i mailen, at alle skulle adskilles.

Foreholdt, at det i mailen er anført, at ”ingen mindreårige fremover må ind-

kvarteres sammen med en ægtefælle eller samlever”, har hun forklaret, at

Udlændingestyrelsen havde valgt alene at henvise til hovedreglen. Det havde

været ”smukt”, hvis Udlændingestyrelsen også havde omtalt undtagelsesmu-

ligheden i mailen. Adspurgt, hvor man i mailen kan se, at der gælder noget

andet end en adskillelse af alle par, har hun forklaret, at dette fremgår af sæt-

ningen om, at der ”varsles” afgørelser. Adspurgt, om hun foretog sig noget i

anledning af mailen fra Lene Linnea Vejrum den 10. februar 2016 kl. 16.40,

har hun forklaret, at hun senere samme dag talte med Lene Linnea Vejrum.

Hun husker ikke præcist, hvad der blev sagt under samtalen, men hun henviste

blandt andet til, at Henrik Grunnet under koncerndirektionsmødet havde hørt,

at der ville være en hovedregel og også ville være undtagelser.

Mailen blev senere samme dag – kl. 17.42 – videresendt til bl.a. Uffe Toudal

Pedersen, Mark Thorsen, Lykke Sørensen, Jesper Gori og Jonas From Soelberg.

Lykke Sørensen har om mailen af 10. februar 2016 kl. 16.40 fra Lene Linnea

Vejrum forklaret

135

bl.a., at hun ikke husker at have læst den. Hun læser nor-

malt alle sine mails og har sikkert noteret sig orienteringen. Hun ved ikke

133 Afhøringsekstrakten, side 187.

134 Afhøringsekstrakten, side 196.

135 Afhøringsekstrakten, side 57.

162

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Forløbet den 10. februar 2016

positivt, om ministeren blev orienteret om, at det nu var sat i værk, men hun

formoder, at ministeren løbende blev orienteret, da ministeren var meget op-

taget af sagen, herunder at det blev så undtagelsesfrit som muligt. Adspurgt,

om der var nogen i ministeriet, der reagerede på, at det, der blev sendt til

operatørerne, var lige så absolut som pressemeddelelsen, har hun forklaret, at

operatørerne ikke skulle foretage sig noget. Mailen fra Ditte Kruse Dankert var

således alene en orientering til operatørerne. Foreholdt, at det ligeledes frem-

gik af mailen, at ”vi vil derfor snarest muligt varsle flytning i samtlige sager”,

har hun bekræftet, at denne sætning indikerede, at der ikke var undtagelser.

Hun reagerede ikke og ved ikke, om der var andre, der gjorde det. Hun forestil-

ler sig, at nogen i Koncernstyring har reageret, og at der har været en dialog.

Uffe Toudal Pedersen har forklaret

136

bl.a., at han ikke har kendskab til den

orientering, der skete af indkvarteringsoperatørerne den 10. februar 2016.

Han husker ikke, at de havde en drøftelse om implementeringen eller tilba-

gemeldingen. De havde hver deres funktion i ministeriet, og han havde ikke

behov for hele tiden at fortælle Line Skytte Mørk Hansen og Lykke Sørensen,

hvad de skulle gøre. Han havde en klar forventning om, at når ”sagen” var

blevet godkendt den 9. februar 2016, skulle det beskrevne implementeres, og

operatørerne skulle informeres om, at udgangspunktet blev vendt om. Han har

givetvis læst Lene Linnea Vejrums mail af 10. februar 2016 kl. 16.40, for han

læser normalt sine mails. Han opfattede mailen som en orientering til ledelsen

om, at nu var der fulgt op på mødet tidligere på dagen. Han studsede ikke over

mailens indhold, herunder at det så ud til, at Udlændingestyrelsen med det

samme ville igangsætte adskillelse af parrene. Når han nu ser på det, kan han

godt se, at der kunne være logik i at følge op efter den diskussion, der havde

været i ministeriet om ordningens indhold. På daværende tidspunkt var det

dog helt klart for alle, hvad der skulle ske. ”It goes without saying”, at der skal

administreres efter loven. Om eftermiddagen den 10. februar 2016 fik han at

vide af Line Skytte Mørk Hansen, at hun havde sendt en mail til Lene Linnea

Vejrum. Line Skytte Mørk Hansen fortalte ham desuden, at hun samme dag el-

ler næste dag havde sagt til Lene Linnea Vejrum, at styrelsen selvfølgelig skulle

administrere lovligt. Det har hun formentlig sagt, fordi Lene Linnea Vejrum

også var bekendt med, at der havde været en hård diskussion om emnet og

havde læst pressemeddelelsen uden undtagelser. Om det var samme dag eller

136 Afhøringsekstrakten, side 84 ff.

163

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

næste dag, at han fik dette at vide, kan han ikke tidsfæste. Han husker ikke,

at han har vist ministeren mailen om, at det nu var sat i værk. Ministeren var

meget interesseret i at få en tilbagemelding om, hvordan det blev gennemført,

og ministeren har givetvis efterspurgt en løbende orientering.

Jesper Gori har om Ditte Kruse Dankerts mail til operatørerne forklaret

137

bl.a.,

at han går ud fra, at han læste mailen. Han tror ikke, at han tillagde mailen

særlig betydning. Mailen vedrørte udmøntningen af ordningen, men han faldt

ikke over ordvalget, idet Lykke Sørensen havde betrygget ham i, at man ville

”tage sagerne, som de kommer”. Han husker Line Skytte Mørk Hansens mail

den 10. februar 2016 kl. 17.42, hvor hun videresendte Lene Linnea Vejrums

mail samme dag kl. 16.40 om, at operatørerne var blevet orienteret om de

nye retningslinjer. Han ved ikke, hvornår han læste mailen. Det er rigtigt, at

han på det tidspunkt, hvor han så pressemeddelelsen, var i tvivl om, hvad

der var ”op eller ned”. Han havde behov for, at Lykke Sørensen betryggede

ham i, at der ville blive gjort konkrete undtagelser. Han læste mailen som

en beskrivelse af de opgaver, der skulle varetages af Udlændingestyrelsen.

Det fremgik ikke af mailen, at alle par skulle adskilles. Hans opfattelse på

daværende tidspunkt var, at ordningen ikke ”rigtig var landet”. For ham var

pressemeddelelsen ikke retningslinjerne. Det ”satte sig hos dem”, at der nu

blev kommunikeret på en bestemt måde, men de måtte holde fast i, at der

skulle være undtagelser, og dette måtte de prøve at sige, når der var anled-

ning til det. Han tillagde på daværende tidspunkt ikke mailen betydning på

anden måde end, at Udlændingestyrelsen nu var gået i gang med at omsætte

en ordning, hvor han gik ud fra, at der skulle være en kattelem. Han læste

ikke mailen således, at Udlændingestyrelsen var gået i gang med at adskille

parrene. Han læste mailen således, at Udlændingestyrelsen havde igangsat

sagsbehandlingen om adskillelse.

Mark Thorsen har herom forklaret

138

bl.a., at han ikke husker, at mailen gav

anledning til drøftelser hos dem. Han sendte ikke mailen videre til ministe-

ren. Han mener ikke, at han læste mailen i bund, men han kan godt huske

mailen. Den måde, han læste mailen på, var, at han konstaterede, at man nu

havde iværksat den nye praksis og var begyndt at adskille. Det var så langt,

som hans interesse rakte på daværende tidspunkt. Han kan ikke huske, at han

137 Afhøringsekstrakten, side 255.

138 Afhøringsekstrakten, side 385.

164

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 11. til 29. februar 2016

havde drøftelser med ministeren om, at processen med at adskille parrene

nu var gået i gang.

Jonas From Soelberg har herom forklaret

139

bl.a., at han ikke hørte, at der var

nogen, der reagerede på mailen om, at Udlændingestyrelsen nu gik i gang

med at adskille parrene.

5.4. Perioden fra 11. til 29. februar 2016

Anni Fode anmodede i en mail af 11. februar 2016 kl. 8.55 Lene Linnea Vejrum

om at modtage en kopi af ”Instruks fra UIBM – indkvartering af barnebrude”.

Lene Linnea Vejrum besvarede mailen kl. 8.57 med oplysning om, at styrelsen

ikke havde modtaget anden end pressemeddelelsen samt en opringning.

5.4.1.

Udlændingestyrelsens udmøntning af praksisændringen

(den 12. – 17. februar 2016)

5.4.1.1.

De berørte par

Kommissionens undersøgelse af sagsbehandlingen vedrørende de enkelte par

koncentrerer sig om de 32 par, der i perioden mellem den 10. februar 2016 til

den 16. november 2016, da oversigten over parrene blev sendt til Folketingets

Ombudsmand, blev berørt af instruksen. Disse par er:

Nr.

”Navn”

X-K

X-M

Y-K

Y-M

Z-K

Z-M

Æ-K

Æ-M

Ø-K

Ø-M

Å-K

Å-M

Alder ved

adskillelse

Børn/graviditet

Nej

Beslutning om

Adskillelse

12.02.2016

Faktisk adskilt

17.02.2016

16.02.2016

17.02.2016

16.02.2016

139 Afhøringsekstrakten, side 702.

165

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

AA-K

AA-M

R-K

R-M

14/15

Nej

12.02.2016

Adskilt forud

for instruks,

da K var under

15 år.

16.02.2016

Nej

Beslutning

om fortsat

adskillelse den

24.02.2016

T-K

T-M

AB-K

AB-M

F-K

F-M

J-K

J-M

K-K

K-M

M-K

M-M

C-K

C-M

L-K

L-M

O-K

O-M

Gravid (termin

ukendt)

Nej

1 (2015) og

gravid (ukendt

termin)

1 (2015) og

gravid (termin

sep. 2016)

1 (2015)

Gravid (termin

juli 2016)

1 (2014)

Gravid (termin

aug. 2016)

Nej, men gravid

efter adskillelse

(termin jan.

2017)

Nej

18.02.2016

25.02.2016

Fortsat adskilt

efter K fyldte

15 år.

16.02.2016

19.02.2016

04.03.2016

26.02.2016

25.02.2016

04.03.2016

02.03.2016

17.03.2016

11.03.2016

25.02.2016

09.03.2016

AD-K

AD-M

S-K

S-M

14/15

16.03.2016

Adskilt forud

for instruks,

da K var under

15 år.

01.04.2016

1 (april 2016)

Beslutning om

fortsat adskil-

lelse i april

2016.

Fortsat adskilt

efter K fyldte

15 år.

166

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 11. til 29. februar 2016

P-K

P-M

AG-K

AG-M

AH-K

AH-M

N-K

N-M

D-K

D-M

AF-K

AF-M

A-K

A-M

Nej

Gravid (termin

sep. 2016)

1 (2016)

Nej

2 (2011 og

2012) og gravid

(termin aug.

2016)

2 (2013 og

2016)

2 (2014 og

2016)

1 (2016)

Niece (2012) og

gravid (termin

sep. 2016)

1 (2015)

Nej

27.04.2016

21.06.2016

19.07.2016

12.08.2016

13.05.2016

29.06.2016

20.07.2016

Indkvarteret på

samme børne-

center

19.04.2016

04.06.2016

E-K

E-M

G-K

G-M

H-K

H-M

Q-K

Q-M

B-K

B-M

AE-K

AE-M

25.02.2016

Nærmere oplysninger om de berørte par og sagsbehandlingen i forbindelse

med deres sager findes i kapitel 9.

5.4.1.2.

De første adskillelser

Det fremgår af sagens oplysninger, at Udlændingestyrelsen umiddelbart efter

modtagelsen af pressemeddelelsen gik i gang med at danne sig et overblik

over parrene, ligesom der var nogle drøftelser både internt i styrelsen og

med operatørerne om udmøntningen af praksisændringen. Der blev til brug

for sagsbehandlingen udarbejdet et skema med oplysning om navnlig navn,

køn, alder, nationalitet, graviditet og indkvarteringssted. Herudover var der

i skemaet et bemærkningsfelt, hvori det i den version, der forelå den 12. fe-

167

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

bruar 2016, om parrene [X], [Y], [Z], [Æ], [Ø], [Å] og [AA] var anført, at der var

planlagt flytning den 16. februar 2016. Det fremgår af en mail fra den 12.

februar 2016, som Line Skytte Mørk Hansen sendte kl. 15.18 til bl.a. Mark

Thorsen, at Line Skytte Mørk Hansen havde talt med Lene Linnea Vejrum, og

at ”[d]e skiller dem ad”. Udlændingestyrelsen sendte den 12. februar 2016 kl.

16.48 en liste til indkvarteringsoperatøren Røde Kors med bemærkning om,

at ”som aftalt” blev listen over planlagte flytninger fremsendt. På listen var

angivet navne på syv asylpar uden børn ([X], [Y], [Z], [Æ], [Ø], [Å] og [AA]), der

alle var planlagt til flytning den 16. februar 2016.

Lene Linnea Vejrum har herom forklaret

140

bl.a., at hun ikke fik forelagt dis-

se sager som enkeltsager. Hun var med til at drøfte inddelingen af parrene i

grupper, men hun tog ikke stilling til spørgsmålet om adskillelse i den enkelte

sag. De gik i gang med at se på sagerne, umiddelbart efter at de modtog pres-

semeddelelsen. De mente, at der måtte være nogle sager, der ikke var proble-

matiske ud fra den viden, de havde fået fra departementet om, at de skulle

adskille. Parrene blev ikke adskilt den 12. februar 2016, men det blev meddelt

operatørerne, at styrelsen ville adskille dem. Der var således taget stilling til,

at disse par skulle adskilles på dette tidspunkt. Det betød også, at styrelsen

havde konstateret, at der ikke forelå oplysninger om særlige omstændigheder

i disse sager, blandt andet ved at søge i sagssystemet. Det indgik i vurderingen,

at der ikke forelå sådanne oplysninger. På dette tidspunkt var det styrelsens

opfattelse, at det var juridisk holdbart at planlægge disse adskillelser, både

menneskeretligt og forvaltningsretligt. Den opfattelse, de havde på dette tids-

punkt, var, at man som udgangspunkt kunne adskille parrene, og at den nye

retningslinje således var holdbar. Styrelsens holdning var dog, at der ville være

nogle par, man ikke kunne adskille efter de internationale forpligtelser, men

at ordningen som sådan var holdbar. På daværende tidspunkt var de i øvrigt

ikke i tvivl om, at der var tale om faktisk forvaltningsvirksomhed. De drøfte-

de ikke på dette tidspunkt, om de skulle undersøge, om der forelå tvang i de

konkrete sager. De drøftede heller ikke, om de skulle oplyse spørgsmålet om

tvang nærmere eller spørge parrene. Det, der lå i de retningslinjer, de havde

fået, var, at der kunne ske adskillelse med det samme. Det blev ikke den 10.

februar 2016 gjort klart for dem, at der var tale om et pusterum. Beskrivelsen

af pusterummet kom først senere. I perioden fra den 10. til den 12. februar

140 Afhøringsekstrakten, side 413-414.

168

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 11. til 29. februar 2016

2016 talte de ikke ret meget med departementet. Det eneste, der skete, var, at

de blev rykket for, hvor langt de var kommet. Hvis der ikke forelå oplysninger

fra operatørerne, og der ikke var børn, adskilte de parrene. Det var hendes

formodning, at operatørerne ville have sagt til styrelsen, hvis der var særlige

forhold omkring et par, som styrelsen skulle være opmærksom på.

Kristina Rosado har herom forklaret

141

bl.a., at de på daværende tidspunkt hav-

de de oplysninger, der var indhentet fra operatørerne samt de oplysninger, der

allerede lå i Udlændingestyrelsens sagssystem. Oplysningerne, de havde fået

fra operatørerne, var resultatet af den høring, de havde sendt til operatørerne,

samt eventuelle yderligere oplysninger, der måtte være blevet sendt til dem.

Anne la Cour Vågen har herom forklaret

142

bl.a., at de iværksatte flytningerne

meget hurtigt. Hun mener bestemt ikke, at Udlændingestyrelsen efter udsen-

delse af pressemeddelelsen – men forud for mailen den 12. februar 2016 –

havde kontaktet Røde Kors for at spørge til de pågældende pars individuelle

forhold.

143

Hun talte kort med Lene Linnea Vejrum den 15. februar 2016.

144

Hun spurgte Lene Linnea Vejrum, om ikke der var mulighed for dispensatio-

ner. Det kom helt klart frem, at der ikke var mulighed for dispensationer, og

at der var en klar instruks fra ministeriet om, at det skulle være sådan, men

at Udlændingestyrelsen ville kontakte ministeriet herom.

Helle Kjems har herom forklaret

145

bl.a., at hun kontaktede Kristina Rosado,

sandsynligvis allerede dagen efter pressemeddelelsen. Hun havde en løbende

dialog med Kristina Rosado på dette tidspunkt. Hun fortalte om Røde Kors’

kendskab til familierne og gav udtryk for tvivl med hensyn til, om det vir-

kelig kunne være rigtigt, at parrene skulle skilles ad. Hun kan ikke sige med

sikkerhed, hvornår hun talte med Kristina Rosado herom, men hun vil tro, at

det var i den første fase. Hun husker det således, at Kristina Rosado også var

uforstående og selv var i tvivl om rigtigheden. Kristina Rosado sagde ikke

til hende, at det var ulovligt, men Kristina Rosado tilkendegav tydeligt over

for hende, at det var problematisk. Hun fortalte Kristina Rosado, at det ville

være problematisk at skille parrene ad, og at det ville være traumatisk for

141

142

143

144

145

Afhøringsekstrakten, side 477.

Afhøringsekstrakten, side 509.

Afhøringsekstrakten, side 519.

Afhøringsekstrakten, side 510.

Afhøringsekstrakten, side 522-523.

169

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

nogle af parrene. Der var tale om par, der var hinandens støtte i hverdagen,

og som var sammen om børnenes trivsel og udvikling. Hun sagde til Kristina

Rosado, at man var ved at gøre noget, der ville have alvorlige konsekvenser

for nogle mennesker, som ville blive retraumatiserede. Hun appellerede til, at

Udlændingestyrelsen foretog individuelle høringer. Hun talte primært med

Kristina Rosado om de par, der havde børn, idet det gik meget hurtigt med

at adskille parrene uden børn. Med hensyn til de par, der ikke havde børn,

nåede hun kun at råbe vagt i gevær om individuelle høringer, idet det gik så

stærkt med adskillelserne, at dialogen om parrene uden børn primært angik

de efterfølgende reaktioner. Adspurgt, om Udlændingestyrelsen foretog en

høring af Røde Kors i forbindelse med adskillelse af parrene uden børn, har

hun svaret benægtende. Hun erindrer ikke, at der forud for adskillelsen af par-

rene uden børn var en dialog, hvor de gjorde styrelsen opmærksom på forhold

vedrørende de konkrete par, men inden adskillelserne havde hun appelleret

til Kristina Rosado om individuelle vurderinger. Kristina Rosado svarede,

at parrene skulle skilles ad uden undtagelse. Adspurgt, om hun var bekendt

med, om der havde været kontakt til Røde Kors eller centrene om yderligere

oplysninger vedrørende de konkrete par i perioden efter den generelle høring

den 28. januar 2016 og frem til mailen af 12. februar 2016, har hun forklaret,

at Udlændingestyrelsens kontakt til centrene ville gå gennem hende, og hun

blev ikke i denne periode kontaktet af Udlændingestyrelsen herom.

Den 12. februar 2016 orienterede Udlændingestyrelsen departementet om,

at der var ændringer i opgørelserne over antallet af par. Samme dag kl. 14.13

sendte Line Skytte Mørk Hansen en mail til bl.a. Mark Thorsen med oplysning

om ændringen i antallet af par og med en besked om, at ”De skiller dem ad”.

Line Skytte Mørk Hansen har herom forklaret

146

bl.a., at hun ikke husker,

hvornår hun fik en underretning om, at Udlændingestyrelsen var begyndt

at adskille par. Hun mener, at nogle par blev adskilt ugen efter, at mailen

blev sendt. Hun tror ikke, at Udlændingestyrelsen havde nået at behandle

alle sagerne. Hun talte ikke med Lene Linnea Vejrum om, hvilket faktuelt

grundlag Udlændingestyrelsen skulle have for at træffe afgørelser. Hun hav-

de ikke grund til at tro andet, end at Udlændingestyrelsen var gode til den

konkrete sagsbehandling. Det må afhænge af den konkrete situation, hvor

146 Afhøringsekstrakten, side 202-203.

170

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 11. til 29. februar 2016

mange oplysninger Udlændingestyrelsen skal have. Hun ved ikke, hvordan

Udlændingestyrelsen traf afgørelserne, og styrelsen talte ikke med hende om

sagsbehandlingen.

Lene Linnea Vejrum har herom forklaret

147

bl.a., at departementet havde bedt

Udlændingestyrelsen om løbende at blive orienteret om, hvor langt styrelsen

var. De skulle derfor løbende rapportere om dette. Hun husker ikke, hvornår

departementet bad om en sådan løbende orientering, men det var senest den

12. februar 2016, da hun på dette tidspunkt blev bedt om en status.

Den 16. februar 2016 sendte Margit Sander Rasmussen en intern mail med

en opsummerede status, hvoraf fremgår bl.a., at der var 14 par, ”som alle

efter i dag meget gerne skulle være skilt ad indkvarteringsmæssigt”. Mailen

var vedhæftet et skema benævnt ”Under 18 år i parforhold”, der indeholdt

oplysninger om parrenes person ID, navn, fødselsdato, nationalitet, antallet

af parrets børn, graviditet, indkvarteringssted samt et felt til bemærkninger.

I skemaet var omtalt 11 samlevende par med børn, herunder [C], [D], [F], [G],

[H], [J] og [K]. Skemaet indeholdt endvidere oplysninger om tre samlevende

par, hvor kvinden var gravid. Disse par var [L], [M] og [N]. I skemaet var nævnt

tre samlevende par uden børn. Om disse par fremgik det i bemærkningsfeltet:

”…

… [O-K] …

… [O-M] … M er syg/hospital

…

… [P-K] … UMI-par

… [P-M] … UMI-par

…

… [Q-K] …

… [Q-M] … Ledsager for lillesøster fra 2012

…”

Endelig indeholdt skemaet oplysninger om 14 par uden børn, herunder [R], [S],

[T], [X], [Y], [Z], [Æ], [Ø], [Å] og [AA]. Ud for disse par var der som bemærkning

anført, at de var ”Flyttespærret” eller planlagt til flytning den 16. eller 17.

147 Afhøringsekstrakten, side 416.

171

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

februar 2016. For så vidt angår et enkelt af parrene [V] fremgik det, at parret

var udeblevet, men ”Skrevet OBS i stambem. v. genopduk”.

Den 16. februar 2016 kl. 16.50 sendte Lene Linnea Vejrum en mail til Lykke

Sørensen og Line Skytte Mørk Hansen med den senest opdaterede version af

skemaet ”Under 18 i parforhold”. Det hedder i mailen:

”…

Vi er pt. i dialog med operatørerne omkring flytning af de par, hvor der

er børn. Det rejser en række spørgsmål, som vi gerne vil drøfte med

departementet.

Lykke, er det Jesper Gori vi skal tale med?

…”

Lene Linnea Vejrum har herom forklaret

148

bl.a., at hun er i tvivl om, hvorvidt

det på dette tidspunkt blev uddybet, hvad styrelsen gerne ville drøfte med

departementet. Det var i vinterferien. Det, de ønskede at drøfte med departe-

mentet, var, at de mente, at par med børn var problematiske. De overvejede

på dette tidspunkt, om de skulle forelægge de konkrete sager eller blot pro-

blemstillingerne for departementet, men der var også en række praktiske

spørgsmål, de ønskede at drøfte. Hun husker ikke, om hun i forlængelse af

mailen havde en drøftelse med departementet. Resultatet af forespørgslen

blev, at der blev planlagt et møde til afholdelse den 22. februar 2016. Depar-

tementet havde stor fokus på at følge med i, hvor langt de var. Styrelsen følte

sig pressede i forhold til, at det skulle gå hurtigt med at få parrene adskilt.

De praktiske spørgsmål, de ønskede at drøfte med departementet, angik hvor

langt parrene skulle bo fra hinanden, om de måtte besøge hinanden, om de

skulle have penge til transport i forbindelse med besøg osv. Sådanne spørgs-

mål kunne også have betydning i forhold til de internationale forpligtelser.

Styrelsen fik ikke svar på disse spørgsmål i den tidligere fase.

Af en mail, som Anne Nygaard Just sendte den 17. februar 2016 kl. 18.08 til

Udlændingestyrelsen, fremgår det bl.a., at ministeriet anmodede om en status

på, ”om alle parrene er adskilt eller hvornår de forventes at være det”.

148 Afhøringsekstrakten, side 416-417.

172

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 11. til 29. februar 2016

Line Skytte Mørk Hansen har om denne mail forklaret

149

bl.a., at hun ikke

forventede, at alle parrene var adskilt en uge efter udsendelsen af pressemed-

delelsen. Anne Nygaard Justs formulering skal ikke forstås meget specifikt.

Ingen regnede med, at alle var adskilt på dette tidspunkt. Hun er ret sikker på,

at Anne Nygaard Just var fuldstændig klar over, at der skulle være undtagelser.

Hun instruerede ikke Anne Nygaard Just i, hvordan hun skulle formulere mails

til Udlændingestyrelsen, men i deres optik var det aldrig anderledes, end at

der ville være undtagelser. Det var hele udgangspunktet i sagen. Hun syntes

ikke, at man behøvede at skrive, at der alene var tale om en hovedregel, idet

Udlændingestyrelsen var klar over, at der skulle være undtagelser.

Anne Nygaard Just har om denne mail forklaret

150

bl.a., at hun i forbindelse

med udfærdigelsen af mailen i hvert fald havde talt med Jesper Gori og Anet-

te Görtz og måske også Line Skytte Mørk Hansen, og at de drøftede, hvilke

oplysninger de skulle efterspørge. Hun kan ikke huske, hvem der ville spørge,

om alle parrene allerede var adskilt.

Ditte Kruse Dankert har herom forklaret

151

bl.a., at det var aftalt med Kon-

cernstyring, at Udlændingestyrelsen skulle orientere om status i sagerne. Hun

ved ikke, hvem der nærmere havde aftalt dette. Det var klart, at der var et pres

fra departementet for, at parrene blev adskilt. Det var en grundpræmis, at der

skulle være fremdrift i sagerne.

I den første periode adskilte Udlændingestyrelsen ni par. De første beslut-

ninger om adskillelse blev truffet den 12. februar 2016 og angik parrene

[X], [Y], [Z], [Æ], [Ø], [Å] og [AA]. Disse adskillelser blev effektueret den 16. og

17. januar 2016. Den 16. februar 2016 blev tillige parret [T] adskilt, og der

blev den 18. februar 2016 truffet beslutning om at adskille parret [AB], som

Udlændingestyrelsen samme dag var blev gjort bekendt med. Adskillelsen af

dette par blev effektueret den 19. februar 2016. Ingen af parrene havde børn,

men [T-K] var gravid.

149 Afhøringsekstrakten, side 204.

150 Afhøringsekstrakten, side 350.

151 Afhøringsekstrakten, side 447.

173

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

Henrik Grunnet har om sagsbehandlingen forklaret

152

bl.a., at de savnede

retningslinjer for at kunne foretage en korrekt forvaltningsretlig prøvelse

i samtlige sager, men pressemeddelelsen var ved den telefoniske melding

blevet ophøjet til en instruks. De afventede derfor ikke retningslinjerne, men

gik i gang med at adskille parrene, idet de vurderede, at dette var nødvendigt

med den bindende regulering, der forelå. De efterlevede den ulovlige instruks

med det sigte at tilstræbe, at den ulovlige tilstand kunne blive bragt til ophør.

Udlændingestyrelsen havde dog fokus på nogle sager, som styrelsen mente

i særlig grad aktualiserede en prøvelse efter de regler, der ikke var iagttaget

i pressemeddelelsen. Der var særligt fokus på de sager, hvor der var fælles

børn. De asylpar, hvor der ikke var børn, gik man i gang med at adskille

uden yderligere undersøgelser, men han forventede, at man ikke adskilte par,

hvor der var børn, idet de vurderede, at disse sager skulle undersøges ud fra

Danmarks internationale forpligtelser. Hans fokus var først og fremmest på

at få lovliggjort tilstanden, og han havde en dialog herom med Lene Linnea

Vejrum. Han opfattede det også som helt åbenbart, at departementet måtte

komme med noget nærmere, idet han vidste, at der var sket en afstemning

med Justitsministeriet, og han gik ud fra, at der blev aftalt et nærmere snit

for anvendelsen af reglerne i sagsbehandlingen. Man havde reguleret områ-

det undtagelsesfrit, selvom man vidste, at det ikke holdt. Den oplysning, der

indgik i vurderingen af, om en adskillelse ville være i strid med Danmarks

internationale forpligtelser, var, om parrene havde fælles børn. Vurderingen

bestod i, at når der var fælles børn, var der en meget stor risiko for brud

på reglerne. Der kunne også være en risiko i de øvrige sager, når man ikke

kendte de nærmere vurderinger. De havde ikke noget grundlag for at foreta-

ge konkrete vurderinger i disse sager, idet dette ville være at bryde ordren i

pressemeddelelsen. Han tog ikke del i den konkrete sagsbehandling, men den

faste forholdsregel i Udlændingestyrelsen var, at man ikke bare kunne adskille

dem, der havde børn. Beslutningen om ikke at adskille de par, der havde børn,

var i strid med instruksen, men der var en klar forståelse herom mellem ham

og Lene Linnea Vejrum. De kunne dog ikke melde dette ud til operatørerne,

idet deres forholdsregler om ikke at adskille par med børn var i strid med

instruksen. Der har ikke været drøftet andre kriterier mellem ham og Lene

Linnea Vejrum end, at parrene skulle have fælles børn. Det gav ikke mening

med partshøring, før de fik noget supplerende materiale om, hvilke kriterier

152 Afhøringsekstrakten, side 32 ff.

174

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 11. til 29. februar 2016

der skulle indgå. De havde ikke noget relevant at partshøre over og havde ikke

noget mandat til at videregive noget herom til operatørerne. Han fik ikke på

noget tidspunkt besked fra ministeriet om, at adskillelsen af par ikke skulle

være undtagelsesfri. Han rettede ikke henvendelse til andre ministerier eller

sin faglige organisation i anledning af situationen.

Lykke Sørensen har om sagsbehandlingen i Udlændingestyrelsen forklaret

153

bl.a., at hun vidste, at Udlændingestyrelsen relativt hurtigt behandlede sager-

ne, som de skulle. Udlændingestyrelsen havde ikke skilt dem alle sammen ad,

men var i gang med at behandle og overveje, om der skulle gives flyttepåbud

eller ikke. Hun vidste godt, at Udlændingestyrelsen på dette tidspunkt var

i gang med at adskille, men de var også i gang med at foretage en konkret

vurdering af de enkelte sager. Så vidt hun var orienteret, lavede styrelsen en

opdeling af nogle forskellige sager. Hun fik orienteringen herom gennem de

løbende mundtlige drøftelser, der var. Drøftelserne gik blandt andet ud på,

at styrelsen var i gang med at adskille, og at de behandlede sagerne konkret.

Hun vidste ikke i detaljer, hvilke oplysninger der blev indhentet og indgik i

sagerne. Det blev hun ikke orienteret om, ud over at man, da man oprindeligt

lavede høringen i slutningen af januar, indhentede en række oplysninger. En

af de ting, der i hvert fald indgik, og som de begyndte at få et overblik over,

var noget med aldersfordelingen. Det første, man overvejede, og det, der i hvert

fald indgik i begyndelsen, var, om der var en mindreårig, og om der var børn.

Hun ved ikke, om der indgik andet. Hun var den 16. februar 2016 bekendt

med, at der var sket adskillelse af flere par. Det gav hende ikke anledning til

overvejelser. Hun gik ud fra, at styrelsen havde foretaget den vurdering, de

skulle. Hun ved dog ikke præcis, hvilke vurderinger de havde foretaget. Hun

var ikke inde i den konkrete del af det. Hun vidste, at der var par, der blev

skilt ad, og hun gik ud fra, at der blev foretaget de vurderinger, der skulle. Der

var ikke sat nogen tydelig ramme over for styrelsen på det tidspunkt. Første

gang de sendte noget på skrift til styrelsen om denne ramme, var ved mail

af 18. marts 2016, hvor de oplyste nogle kriterier. Reelt kom der først langt,

langt senere et notat, der beskrev rammen og de kriterier, der skulle indgå.

Det var i december 2016. Indtil dette tidspunkt var det ministeriets opfattel-

se, at den instruks, der var givet til styrelsen, var pressemeddelelsen plus en

tilkendegivelse om, at man selvfølgelig skal overholde loven. Foreholdt, at det

153 Afhøringsekstrakten, side 60 ff.

175

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

synes at fremgå af korrespondancen, at Udlændingestyrelsen havde opfattet

det sådan, at de skulle efterleve pressemeddelelsen som en undtagelsesfri

instruks, hvilket Henrik Grunnet ligeledes har forklaret, har hun forklaret, at

hun svært ved at forstå, at Grunnet kan sige dette, idet han havde været til

stede på koncerndirektionsmødet og overhørt drøftelserne. På et tidspunkt

gik det op for hende, at meldingen på koncerndirektionsmødet ikke var gået

videre fra ham til dem, der sad og behandlede sagerne. Der var ikke en strin-

gent kommunikation til styrelsen i perioden fra den 10. februar til den 18.

marts 2016. Hun blev opmærksom på, at den underliggende kommunikation

ikke var gået videre til Udlændingestyrelsens medarbejdere, men samtidig fik

hun oplysninger, der tydede på, at styrelsen rent faktisk behandlede sagerne.

Man kan diskutere, om der blev foretaget en konkret behandling i alle sagerne,

eller om alle oplysningerne indgik, som de skulle, men hun noterede sig, at

der rent faktisk var par, der ikke blev skilt ad. Sagen lå mellem to afdelinger

i ministeriet, og hun befattede sig med det retlige og den ramme, de skulle

udfylde. Rammen havde de rigtig nok ikke fået beskrevet på dette tidspunkt,

og Udlændingestyrelsen fik ikke den hjælp, de skulle have, for at håndtere

sagerne. Hun tror, at Udlændingestyrelsen havde den opfattelse, at de skulle

arbejde ud fra pressemeddelelsen, men at de samtidig var så kloge, at de tænk-

te, at det ikke kunne være rigtigt. Det gjorde styrelsen formentlig også, fordi

de fik nogle mundtlige instrukser fra departementet. Der var f.eks. opring-

ninger om, hvor langt styrelsen var. Hun har ikke hørt om andre mundtlige

instrukser den 10. februar 2016, end den hun gav til Udlændingestyrelsens

direktør på koncerndirektionsmødet. Foreholdt, at der den 16. februar 2016

var sket adskillelse i flere sager, uanset at de ikke på dette tidspunkt havde

gjort sig klart, hvilke elementer der skulle anvendes i forbindelse med vurde-

ringen, og adspurgt, om det ikke gav hende anledning til overvejelser, har hun

forklaret, at der ikke var tvivl om, at der var et voldsomt ønske fra ministeren

om, at det skulle gå hurtigt. Man kan altid spørge efterfølgende, om det gik

for hurtigt, og om man havde inddraget alle de elementer i sagsbehandlingen,

som skulle inddrages. Hun tror ikke, at hun gjorde sig sådanne overvejelser

på daværende tidspunkt.

Uffe Toudal Pedersen har om sagsbehandlingen i Udlændingestyrelsen for-

klaret

154

bl.a., at han ikke selv fulgte konkret op på adskillelsesprocessen.

154 Afhøringsekstrakten, side 87-88.

176

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 11. til 29. februar 2016

Han hørte dog løbende om det gennem Line Skytte Mørk Hansen og Lykke

Sørensen. Han har givetvis fået at vide, at det ikke var så enkelt, og at der var

operatører, der mente, at det var svært. Der blev udarbejdet nogle skemaer,

men det var ikke nogen, han så. På et tidspunkt fik de en redegørelse om, hvor

mange der var skilt ad, men han havde ikke nogen viden om adskillelsesproces-

sen, herunder hvilke oplysninger der blev indhentet, og hvem der blev adskilt.

Jesper Gori har om sagsbehandlingen i Udlændingestyrelsen forklaret

155

bl.a.,

at han ikke gjorde sig overvejelser om, hvilke oplysninger det var nødvendigt

for Udlændingestyrelsen at indhente i forbindelse med sagsbehandlingen. Det

blev ikke drøftet på de møder, som han deltog i. Før den 22. februar 2016, hvor

han deltog i et møde med Udlændingestyrelsen, vidste han ikke, at der var

blevet truffet afgørelser om adskillelse. Han ved ikke, om departementet blev

orienteret om, hvilke beslutninger om adskillelse der blev truffet. Han havde

ingen drøftelser med Udlændingestyrelsen op til den 22. februar 2016 om,

hvordan Udlændingestyrelsen behandlede sagerne. Han var bortrejst på ferie

i uge 7. Departementet bad ikke om at få en orientering om, hvordan sagerne

blev behandlet, og hvilket resultat sagerne fik.

156

Departementet fulgte ikke

på noget tidspunkt op på sagerne, og han så heller ikke dette som sin opgave.

Departementet havde ikke den opfattelse, at deres tilsynsforpligtelse havde

en sådan rækkevidde, at departementet skulle følge op på, hvordan der blev

administreret på baggrund af den generelle praksisændring.

Mark Thorsen har forklaret

157

bl.a., at det var klart for ham, at der blev fore-

taget en individuel vurdering af hver enkelt sag, idet dette stod i notatet af 2.

februar 2016, og han kan ikke huske, at det på noget tidspunkt havde været

genstand for en drøftelse, om der skulle foretages en individuel vurdering

af sagerne. Dette var det logiske at gøre. Han fulgte med i, hvordan sagerne

om adskillelse forløb. Der kom nogle konkrete sager ind i ministeriet, og der

kom også nogle oversigter over de konkrete sager. Dem havde han mellem

hænderne. Der var ikke en egentlig aftale om, at han skulle orienteres om

sagerne, men han tror, at man fandt det naturligt at orientere ham, så han

vidste, at processen var i gang, hvis ministeren skulle få spørgsmål herom.

Ministeren blev løbende orienteret på den måde, at hun så oversigter over

155 Afhøringsekstrakten, side 256-257.

156 Afhøringsekstrakten, side 267.

157 Afhøringsekstrakten, side 386-387.

177

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

status i de enkelte sager. Han erindrer ikke tidspunktet, men han blev løbende

gjort bekendt med, at der var sket adskillelse i en række af sagerne og også,

at der ikke skete adskillelse i en række af sagerne. Han blev ikke orienteret

på et detailniveau, således at han fik at vide, om den manglende adskillelse

skyldtes, at sagerne endnu ikke var færdigbehandlet, eller at der ikke kunne

ske adskillelse i sagerne. Han havde ikke dengang et overblik over, hvor mange

par der blev adskilt i den første uge efter udsendelse af pressemeddelelsen.

Han ved ikke, hvorfor ministeren eller ministeriet ikke meldte ud, at der skete

en individuel sagsbehandling.

158

Han tror, at det hang sammen med, at der var

en generel frygt for, at kattelemmen ville se større ud, end den i virkeligheden

var. Så længe der ikke var truffet afgørelser i nogle sager om, at der ikke kunne

ske adskillelse, var der ikke nogen lyst til melde ud, at nogle par muligvis ikke

ville blive skilt ad. Det var også det, der afspejlede sig i pressemeddelelsen og

i de interviews, der blev givet.

Ditte Kruse Dankert har herom forklaret

159

bl.a., at den 10. februar 2016 var

hendes sidste arbejdsdag inden hendes ferie. Hun var tilbage på arbejdet den

22. februar 2016. Hun var på ferie med 3 børn og var så vidt muligt ”regnet

ude” fra arbejdet, men hun husker, at hun under ferien havde samtaler med

Lene Linnea Vejrum og Kristina Rosado. Det var Kristina Rosado, Margit

Sander Rasmussen og Lene Linnea Vejrum, der håndterede sagerne under

hendes ferie. Det var aftalt, at oplysningerne fra høringerne og oplysningerne

om parrene i systemerne skulle gennemgås. Det skulle herunder gennemgås,

om der lå sundhedsoplysninger, kommunale indberetninger og oplysninger

i asylsagerne. Det forhold, at der ikke var oplysninger af denne karakter i sy-

stemet om et par, sagde også noget, idet Udlændingestyrelsen havde mange

oplysninger fra bl.a. asylsagen og sociale sager. Når der ikke forelå særlige

oplysninger, lagde de til grund, at der var tale om en sag, hvor der ikke gjorde

sig særlige forhold gældende. De satte ikke spørgsmålstegn ved, om ordningen

”som sådan” var lovlig. Med ordningen ”som sådan” mener hun, at det var

lovligt med en ordning, hvor der som udgangspunkt skulle ske adskillelse,

men med mulighed for undtagelser. De undersøgte, om der forelå helt særlige

forhold, der gjorde en adskillelse uproportional. Deres fokus var, om der var

sager, hvor en adskillelse ville udgøre et særligt intensivt indgreb. Da hun tog

på ferie, tog Lene Linnea Vejrum over. På daværende tidspunkt betragtede

158 Afhøringsekstrakten, side 393.

159 Afhøringsekstrakten, side 446.

178

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 11. til 29. februar 2016

departementet en adskillelse som faktisk forvaltningsvirksomhed. Departe-

mentet var klar over, at der ikke ville blive foretaget partshøring, idet det ikke

ville give mening at partshøre, når alle skulle adskilles.

Kristina Rosado har herom forklaret

160

bl.a., at de arbejdede med sagen i form

af nogle skemaer, hvori de relevante par blev oplistet. De forsøgte herefter at

få samlet alle de oplysninger om parrene, de kunne, herunder via søgninger

i deres egne systemer samt ved løbende høringer af operatørerne. Adspurgt,

om de også indhentede oplysninger i perioden fra den 10. til den 12. februar

2016, har hun forklaret, at hun ikke husker de konkrete datoer. De havde også

telefonisk kontakt med operatørerne. Adspurgt, om de i denne periode opere-

rede med muligheden for, at parrene ikke ville blive adskilt, har hun forklaret,

at meldingen var, at alle skulle adskilles. De havde dog en forventning om, at

denne melding ville blive nuanceret. Adspurgt, om de udarbejdede telefon-

notater, hvis de fik oplysninger fra operatørerne, som kunne have betydning

for beslutningen om, hvorvidt et par skulle adskilles, har hun forklaret, at

meldingen på dette tidspunkt var, at alle skulle adskilles uden undtagelse.

Adspurgt, om de undlod at lave telefonnotater, fordi oplysningerne ikke ville

få betydning for afgørelsen om adskillelse, har hun forklaret, at der på det-

te tidspunkt ikke var tale om afgørelser. Da de udarbejdede skemaerne, var

det de praktiske forhold, de afklarede, og det skete ved, at de ringede eller

skrev til operatørerne. De partshørte ikke, eftersom der var tale om faktisk

forvaltningsvirksomhed. Adspurgt, hvilken opfattelse Udlændingestyrelsen

havde i forhold til offentlige myndigheders pligt til at oplyse sager, når der

var tale om faktisk forvaltningsvirksomhed, har hun forklaret, at styrelsen

som offentlig myndighed havde pligt til at undersøge sager. Når der var tale

om en helt almindelig flytning af en asylansøger fra ét center til et andet, for-

holdt de sig ikke til eventuelle bagvedliggende oplysninger, som befandt sig i

andre sagstyper i styrelsens sagssystemer. Udlændingestyrelsen indhentede

de samme typer oplysninger om alle par. Når der var tale om par uden børn,

forelå der ikke helt så mange oplysninger, som der gjorde om parrene med

børn, men i princippet blev der indhentet de samme faktuelle oplysninger.

På et tidspunkt anmodede de også operatørerne om supplerende oplysninger,

herunder hvorvidt der forelå særlige omstændigheder. Det kunne for eksem-

pel være oplysninger om et fysisk handicap, som Udlændingestyrelsen ikke

160 Afhøringsekstrakten, side 472 ff.

179

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

nødvendigvis ville have haft oplysninger om på sagen. Adspurgt, hvad de

skulle bruge oplysningerne til, har hun forklaret, at de havde fået at vide, at

alle skulle adskilles. De havde også drøftet, at de var nødt til at effektuere i

overensstemmelse med pressemeddelelsen, eller i hvert fald påbegynde ad-

skillelserne. De var dog også enige om, at der måtte være sager, hvor de ikke

kunne adskille parrene. De var nødt til at få lidt arbejdsro fra departementet,

der havde lagt et betydeligt pres på dem for at få gennemført adskillelserne i

overensstemmelse med instruksen. Ud fra denne betragtning, herunder også

fordi departementet havde tilkendegivet, at ordningen var ”inde for rammer-

ne”, foretog de en opdeling af parrene. De gennemgik alle sagerne. Hun kan

ikke konkretisere, hvad der skulle til for, at de ikke adskilte et par uden børn,

idet ”det ville blive et tænkt eksempel”. De asylansøgere, de først flyttede, var

dem, hvor der ikke forelå nogen oplysninger om, at de skulle være særligt

belastede. Det må have været Lene Linnea Vejrum, der traf beslutning om

adskillelse i den periode, hvor Ditte Kruse Dankert var på ferie.

161

Adspurgt,

hvilke oplysninger eller sagsakter til brug for afgørelserne om adskillelse, de

anvendte i tiden omkring den 10. februar 2016, hvor Ditte Kruse Dankert var

på ferie, har hun forklaret, at de ”delte et ark, som de kiggede på”. Arket blev

løbende beriget med flere oplysninger. De anmodede på et tidspunkt også

operatørerne om at oplyse, hvis der forelå særlige omstændigheder, herun-

der oplysninger om, hvordan familien fungerede. Det var et elektronisk ark,

som de løbende tilføjede nye oplysninger. Hun har til brug for udfyldelsen

af skemaet formentlig også gennemgået sagsakter fra asylansøgernes sager,

herunder for eksempel deres asylansøgninger. Hun kan godt huske, at hun

deltog i drøftelser vedrørende Kodeks VII.

162

Hun husker ikke, at de drøfte-

de, om de skulle nævne Kodeks VII for ministeriet. Hun husker det således,

at hun sagde, ”det var nogle fine principper, der var i Kodeks VII, men at en

sag som denne viste, at det kunne være svært at komme igennem med det i

praksis”. De havde haft oplevelsen af, at de ikke kunne komme igennem med

deres synspunkter om, at der skulle være en adgang til at gøre undtagelser,

og derfor ”gjorde de det selv”. Hun havde opfordret Lene Linnea Vejrum til at

skrive dette til departementet. Hun skrev ikke selv til departementet eller til

andre i styrelsen om sin holdning til ordningen, men der var ingen, der var i

tvivl herom. Hun følte heller ikke, at de internt i styrelsen var uenige herom.

161 Afhøringsekstrakten, side 476.

162 Afhøringsekstrakten, side 485.

180

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 11. til 29. februar 2016

Margit Sander Rasmussen har forklaret

163

bl.a., at beskeden fra Line Skytte

Mørk Hansen var, at alle par skulle adskilles, og at de skulle gå i gang med

det samme. De var enige om, at det var en farlig vej at gå, og de blev derfor

også enige om at gøre noget andet. De ville ”trække situationen lidt”. Hendes

opfattelse var, at de ikke ville komme videre med dialogen med departemen-

tet, før de havde skilt nogle af parrene ad. Dette baserede hun på indholdet af

pressemeddelelsen samt referatet af telefonsamtalen med Line Skytte Mørk

Hansen. De blev enige om, at de i stedet for at adskille alle ville adskille en

lille gruppe. På denne måde kunne de sige til departementet, at de var gået i

gang, og herefter kunne de forsøge at få dialogen retableret. De burde have

haft tid til at undersøge, hvor grænserne egentlig gik. Det var hende, der de-

finerede den lille gruppe af asylansøgere, som skulle adskilles først. I dagene

fra den 10. februar 2016 og frem blev hun jævnligt ringet op af Anne Nygaard

Just fra Koncernøkonomi, som spurgte til, hvor langt de var nået, og hvornår

styrelsen regnede med at kunne adskille nogen. Efter at de første par var

blevet adskilt, var der ikke længere samme pres fra departementet. En flytning

blev først gennemført et par dage efter, at den var planlagt. Hun planlagde

flytningerne den 12. februar 2016 til flytning den 15.-16. februar 2016. Man

kunne ikke planlægge en flytning til samme dag, medmindre det var akut.

Det var mest almindeligt, at der gik tre-fire dage, fra flytningen var planlagt,

til flytningen gennemførtes. Det pres, der kom fra departementet som følge

af de daglige telefonopkald, mindskedes allerede den 12. februar 2016, hvor

de kunne sige til departementet, at de havde planlagt en række flytninger. De

drøftede Kodeks VII, men opfattelsen var, at de på dette tidspunkt ikke kun-

ne komme igennem med noget. Dialogen var brudt sammen. Det, de gjorde,

var derfor at trodse den ordre, de havde fået, og foretage konkrete og indivi-

duelle vurderinger af de enkelte par. De foretog også ”en proportionalitets-

eller risikoafvejning”. De vurderede således på individniveau, hvor der var

størst risiko for at bryde konventionerne, og det gjorde de for alle par. Ad-

spurgt, om det forhold, at de ikke kunne komme igennem til departementet

med deres indvendinger, ikke havde givet hende desto større anledning til at

skrive til departementet, har hun forklaret, at det gjorde det måske. Hun prø-

vede at nævne det for Ditte Kruse Dankert og Lene Linnea Vejrum, men hun

måtte på et tidspunkt indse, at hun ikke kom videre med det. Hun kan ikke

huske, hvad Ditte Kruse Dankert og Lene Linnea Vejrum ordret svarede, men

163 Afhøringsekstrakten, side 492 ff.

181

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

de var i princippet enige i, at styrelsen var ”blevet kastet ud fra 10-metervip-

pen uden badevinger”. De kom dog hurtigt frem til, at de i stedet for at sige

fra måtte gennemføre instruksen så forsigtigt, de kunne. Den 11. februar 2016

kunne de således have planlagt alle parrene til flytning, men det gjorde de

ikke. Hendes undersøgelser på daværende tidspunkt omhandlede primært,

hvor mange par der var, hvor gamle de var, og om de havde en samlevende

på centeret. Det var hende, der sad med sagerne, og hun havde allerede den

25. januar 2016 påbegyndt en gennemgang af de oplysninger, som de havde

om parrene.

164

Hun gennemgik alle asylansøgernes sager og læste herunder

de referater af asylsamtaler og sundhedssager mv., som lå på sagerne. I det

omfang der var asylansøgninger på sagerne, som ikke var blevet oversat til

dansk, var hun udfordret på sin faglighed. Hun ville gerne have haft mere tid

til at foretage vurderingerne, og hun ville også gerne have haft tid til at få

oplysninger oversat. De havde også drøftet partshøring, og hun ville gerne

havde haft, at parrene var kommet med deres bemærkninger til adskillelsen.

De mente ikke, at det var muligt at give asylansøgerne 14 dage til at komme

med deres bemærkninger til adskillelsen, idet dette ikke ville være befordren-

de i forhold til at få dialogen med departementet ”op at køre igen”. Der var

tidligere blevet sendt tre høringer ud til operatørerne. To af høringerne var

foretaget før den 10.-12. februar 2016, og den sidste høring blev foretaget den

18. februar 2016 og omhandlede par med børn. Hun havde ikke yderligere

kontakt med operatørerne. Det var høringerne og de oplysninger, der allerede

lå på sagerne, som lå til grund for deres vurderinger. Det var for eksempel

asylansøgninger, indberetninger om mistrivsel, om lovovertrædelser, om sær-

lige episoder eller bekymringer om trivsel hos børnene, som lå på sagerne.

Der var nogle af parrene, hvor der kun var sparsomt med oplysninger. Her

var hun ”særligt udfordret på sin faglighed”. Hun måtte lægge den erfaring til

grund, som hun havde om, hvordan systemet fungerede. Hun vidste således,

at hvis der var nogen, der havde haft en alvorlig sygdom eller lignende, ville

der havde været en sag om det i systemet. Derfor lagde hun i et eller andet

omfang også vægt på fraværet af oplysninger. Alle asylansøgerne var i en

sårbar situation, men det var ikke i sig selv nok til at undlade at adskille et

par. Adspurgt, om hun på baggrund af de sparsomme oplysninger blev be-

kymret for at adskille parrene, og adspurgt, om hun overvejede at vente med

at adskille dem, har hun forklaret, at ”i den perfekte verden havde de partshørt

164 Afhøringsekstrakten, side 499 ff.

182

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 11. til 29. februar 2016

alle, men i den virkelige verden var det ikke en mulighed.” Hendes gennem-

gang af sagerne skulle gå stærkt. Hun var voldsomt udfordret på sin faglighed.

Hendes handlinger og vurderinger skulle hele tiden holdes op imod, at hun

var af den opfattelse, at hun havde fået en ordre om at adskille alle straks og

uden en konkret vurdering. Hun gjorde sit bedste i en meget vanskelig situa-

tion. Alle de beslutninger, der vedrørte fremgangsmåden i disse sager, herun-

der beslutningen om ikke at partshøre, blev truffet af Ditte Kruse Dankert og

Lene Linnea Vejrum. Adspurgt, hvorvidt oplysningerne, hun gennemgik ved-

rørende parrene, der blev adskilt den 16. februar 2016, gav anledning til

drøftelser om, hvorvidt de skulle foretage partshøring, har hun forklaret, at

hun var meget udfordret på sin faglighed. Hun ville helst have hørt parterne,

men hvis hun på daværende tidspunkt havde sagt til departementet, at de

måtte vente 14 dage med adskillelserne for at partshøre asylansøgerne, havde

hun nok ikke længere været ansat i Udlændingestyrelsen. Adspurgt, om hun

mener, at der blev foretaget en tilstrækkelig grundig vurdering efter Den

Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 i forhold til de par, der

blev adskilt den 16.-17. februar 2016, har hun forklaret, at det er vanskeligt

at svare herpå. Hun var voldsomt udfordret på sin faglighed. Den formodning

for tvang, som hun har forklaret om, var alene en formodning, der gjaldt for

nærtstående, det vil sige fætter-kusine forhold. Hun undersøgte, om der var

nogen af parrene, der var nærtstående. På tidspunktet for hendes mails den

12. og 15. februar 2016 håbede de fortsat på, at de ville komme i dialog med

departementet igen. Der blev også sendt en mail den 15. eller 16. februar 2016

fra Lene Linnea Vejrum til Lykke Sørensen og Line Skytte Mørk Hansen om,

at styrelsen nu var gået i gang med adskillelserne, men at man fortsat havde

nogle principielle spørgsmål vedrørende familier med børn, som man gerne

ville drøfte med departementet. På samme tid var de nødt til at forberede

flytningerne for det tilfælde, at de ikke kunne komme igennem med deres

synspunkt om, at ikke alle skulle adskilles. Hendes mail af 15. februar 2016

kl. 12.20 (”Jeg tog ”de lavthængende frugter” først, dvs. hvor ej børn og efter

det oplyste ej gravid…”) var udtryk for den tidligere omtalte ”proportionalitets-

eller risikovurdering”. Som følge af det mærkelige hændelsesforløb, der var

tale om her, mente hun ikke, at det var rimeligt, at HK’erne skulle arbejde med

adskillelserne, idet hun selv havde bedre forudsætninger for at gøre noget,

der bare var ”nogenlunde rigtigt”. Hun rokerede kontor den 1. marts 2016.

Som hun husker det, var udtrykket ”pusterum” ikke noget, de diskuterede,

inden hun rokerede. Hun tror, at drøftelserne først begyndte, efter at Folke-

tingets Ombudsmand havde spurgt ind til, hvor længe parrene skulle være

183

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

adskilt. Adspurgt, om hun på daværende tidspunkt hørte drøftelser om ”ind-

ledningsvis adskillelse”, ”havelågebetragtninger” eller ”doorstep-adskillelse”

har hun forklaret, at det var en diskussion, der først opstod på et senere tids-

punkt.

Anne la Cour Vågen har forklaret

165

bl.a., at det var Røde Kors, der foretog

den fysiske flytning af parrene. Det gjorde de i håb om, at flytningen kunne

foregå mere lempeligt. Hvis Røde Kors havde sagt, at de ikke ville foretage

flytningerne, ville parrene i stedet få et flyttepåbud, hvorefter det havde været

politiet, der skulle flytte parrene. Når Røde Kors deltog i de fysiske flytninger,

var det for at afhjælpe situationen. I det øjeblik, de fik at vide, at der ikke var

undtagelser, tog de hånd om deres opgave med at prøve at finde ud af, hvad

der skulle ske.

Nærmere oplysninger om de berørte par og sagsbehandlingen i forbindelse

med deres sager findes i kapitel 9.

5.4.1.3.

Udlændingestyrelsen overvejer at forelægge sager for ministeri-

Sideløbende med gennemførelsen af de første adskillelser var der en række

overvejelser i styrelsen om sagsbehandlingen af navnlig de par, hvor der var

børn, eller hvor kvinden var gravid. Det fremgår således af en intern mailtråd

i Udlændingestyrelsen i perioden fra 12. til 15. februar 2016 bl.a.:

”Fra:

Margit Sander Rasmussen

Sendt:

12. februar 2016 15:38

Til:

Lene Linnea Vejrum; Kristina Rosado

Cc:

Ditte Kruse Dankert

Emne:

SV: VS: Mindreårige samlevende med/uden børn

Har i øvrigt genovervejet i forhold til parrene med børn:

Det vil nok alligevel være bedst for de små børn, at de bliver boende

på det nuværende center med den ene forælder (sandsynligvis mor).

Så vi alene flytter den anden forældre (sandsynligvis far).

165 Afhøringsekstrakten, side 513.

184

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 11. til 29. februar 2016

…

Fra:

Lene Linnea Vejrum

Sendt:

12. februar 2016 17:05

Til:

Margit Sander Rasmussen; Kristina Rosado

Cc:

Ditte Kruse Dankert

Emne:

SV: VS: Mindreårige samlevende med/uden børn

Hvis det er det bedste, har jeg ingen bemærkninger – det lyder meget

fornuftigt i forhold til legekammerater m v.

Fra:

Kristina Rosado

Sendt:

15. februar 2016 10:32

Til:

Margit Sander Rasmussen

Cc:

Ditte Kruse Dankert; Lene Linnea Vejrum

Emne:

SV: VS: Mindreårige samlevende med/uden børn

…

Det vil vel så sige, at den mindreårige forældre bliver boende på almin-

deligt voksencenter med barnet, hvis vi antager, at børnene forbliver

indkvarteret sammen med mødrene?

…

Fra:

Margit Sander Rasmussen

Sendt:

15. februar 2016 11:53

Til:

Kristina Rosado

Cc:

Ditte Kruse Dankert; Lene Linnea Vejrum

Emne:

SV: VS: Mindreårige samlevende med/uden børn

Jeps. Tænker, at vi samtidig beder centret være ekstra opmærksomme

på trivsel hos både pige/mor og små børn.

Fra:

Kristina Rosado

Sendt:

15. februar 2016 12:14

Til:

Margit Sander Rasmussen

Cc:

Ditte Kruse Dankert; Lene Linnea Vejrum

Emne:

SV: VS: Mindreårige samlevende med/uden børn

Ok. Henrik ser gerne, at vi forelægger de enkelte sager, hvor parrene

har fællesbørn for dep., inden vi effektuerer flytningerne. Hellere for

185

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

mange forelæggelser end for få var hans melding i sidste uge. Vi må

lige vende, hvordan vi griber det an. Så vidt jeg kan se af skemaet, er

de ikke planlagt endnu. Er det korrekt?

From:

Sent:

To:

Cc:

Subject:

Margit Sander Rasmussen

15. februar 2016 12:20

Kristina Rosado

Ditte Kruse Dankert; Lene Linnea Vejrum

SV: VS: Mindreårige samlevende med/uden børn

Ja, det er korrekt.

Jeg tog ”de lavthængende frugter” først, dvs. hvor ej børn og efter det

oplyste ej gravid…

…

From:

Lene Linnea Vejrum

Sent:

15. februar 2016 17:23

To:

Margit Sander Rasmussen; Kristina Rosado

Cc:

Ditte Kruse Dankert

Subject:

SV: VS: Mindreårige samlevende med/uden børn

…

Det er et fint snit. Alle sager, hvor der er børn i forholdet skal forelæg-

ges. Det må være Lykke/Jesper vi forelægger overfor, vi drøfte nærmere

hvordan i morgen.

…”

Det fremgår af en intern mail fra den 23. februar 2016, at Ditte Kruse Dan-

kert oplyste bl.a. Lene Linnea Vejrum om, at styrelsen var ved at indsamle

oplysninger i nogle af de sager, hvor der var tale om par med børn, til brug for

forelæggelse af i alt fem sager, hvor styrelsen ønskede ministeriets stillingta-

gen til, om en adskillelse ville være i strid med Børnekonventionen.

Adam Abdel Khalik har adspurgt til disse mails forklaret

166

, at han fik oplyst,

at grunden til, at man forelagde sagerne, var, at man ikke mente, at man selv

kunne lade være med at adskille. Styrelsen ville ikke selv træffe en beslutning,

der var i strid med ministerens intentioner.

166 Afhøringsekstrakten, side 335-336.

186

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 11. til 29. februar 2016

Lene Linnea Vejrum har herom forklaret

167

bl.a., at de drøftede både det prak-

tiske i forbindelse med adskillelserne, som disse mails vedrører, og deres op-

fattelse af, at der måtte være par, de ikke kunne adskille. De drøftede i denne

forbindelse, at det var vigtigt, at de havde øje for, om der var par, som de skulle

holde tilbage. Disse drøftelser angik navnlig spørgsmålet om adskillelse af par

med børn, hvilket hun også havde nogle få drøftelser med Henrik Grunnet

om. De blev ved med at drøfte, at der formentlig ville være nogle par, som det

ville være vanskeligt at adskille, fordi der var særlige forhold. De par, de talte

om, var både par med børn og de særligt sårbare familier. Deres drøftelser om

disse familier foregik også på baggrund af en retlig vurdering, der primært

koncentrerede sig om barnets tarv. Drøftelserne angik således parrenes børn

og Børnekonventionen. De tog først de ”lette” sager, hvor der ikke var børn,

og hvor der ikke var andet særligt på sagen. Der var særligt fokus på de sager,

hvor der var fælles børn.

5.4.1.4.

Reaktioner på adskillelse fra den første gruppe af adskilte par

En række af de berørte par reagerede på, at de skulle adskilles, ligesom en

række af parrene klagede over adskillelsen.

Dette fremgår af en række af de oplysninger, der foreligger på sagerne, her-

under en mail af 15. februar 2016 vedrørende parret [Y]. Af mailen fremgår

det bl.a., at [Y-K] ”reagerede voldsomt, hysterisk og panisk”. Det fremgår af

efterfølgende samtaler med [Y-K] den 1. marts 2016 bl.a., at hun havde udtalt,

at hun ikke kunne leve uden [Y-M], og at hun ville slå sig selv ihjel. Parret kla-

gede den 15. marts 2016 over adskillelsen. Udlændingestyrelsen har oplyst,

at klagesagen blev afsluttet uden afgørelse.

Parret [Z] klagede den 2. marts 2016 over adskillelsen. Af klagen fremgår det,

at [Z-K] var meget ked af at blive adskilt fra sin mand, at de var flygtet for at

kunne være sammen, og at hendes tidligere ro var blevet erstattet af voldsom

usikkerhed. Også denne klagesag blev afsluttet uden afgørelse.

Af oplysningerne fra parret [Æ]’s sag fremgår det, at parret den 2. marts 2016

klagede over adskillelsen. I den forbindelse blev det oplyst bl.a., at [Æ-K] var

meget ked af at være blevet adskilt fra sin 20-årige ægtefælle, at de gav hinan-

167 Afhøringsekstrakten, side 411-412.

187

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

den tryghed, at [Æ-K] frygtede for eget og sin mands helbred, og at hun siden

adskillesen havde haft sværere ved at koncentrere sig og var ”meget ulykke-

lig over situationen”. Det fremgår af sagen i øvrigt, at parret havde oplyst at

være flygtet for at undgå bl.a., at [Æ-K] skulle tvangsgiftes. Klagesagen blev

afsluttet uden afgørelse.

Det fremgår af oplysningerne fra parret [Ø]’s sag, at [Ø-K] ifølge egne oplys-

ninger var blevet tvangsgift i sit hjemland med en 65-årig mand, og at hun

var flygtet sammen med [Ø-M] for at være sammen med ham. Parret klagede

den 2. marts 2016 over adskillelsen. I klagen var det anført bl.a., at [Ø-K] ”er

meget tæt knyttet til sin mand”, at ”hun er ensom og han er den eneste, hun

kender og som kan passe på hende”, og at hun ”efter adskillelsen har svært ved

at sove, spiser ikke ordenligt og har mistet den smule overskud hun havde”.

Det fremgår endvidere, at ”hendes mand er et godt menneske, der har forladt

sin egen familie pga. hende”, og at de ”er flygtet netop af den grund at kunne

finde sikkerhed og beskyttelse sammen – ikke for at blive adskilt”. Klagesagen

blev afsluttet uden afgørelse.

I en mail af 15. februar 2016 fremgår det vedrørende parret [Å] bl.a., at de

var frustrerede og nægtede, idet de ikke kunne forstå, at man kunne finde

på at adskille dem. [Å-K] ville ”sultestrejke/ overveje selvmord”, hvis det blev

gennemført. Af en klage af samme dag fremgår det bl.a.:

”Min ægtefælle og jeg kan umuligt skilles ad og at han skal være et

sted og jeg et andet sted. Jeg vil ikke, ikke, ikke, ikke væk fra ham og

jeg vil ikke noget sted hen uden ham. Selv hvis jeg skulle være nødt

til at sultestrejke eller udeblive fra skole og jeg kan også finde på at

skade mig selv.

Jeg gentager min klage og siger til jer at jeg ikkkkkeeeeee kan holdes

væk fra ham - på ingen måde - og han kan heller ikke holde sig væk

fra mig. Vi to elsker hinanden rigtig meget. Vi kan ikke skilles ad. Han

elsker mig og jeg elsker ham, og vil ikke, ikke, ikke skilles fra hinanden.”

Der foreligger i samme sag endvidere oplysninger fra den 7. marts 2016 om,

at [Å-K] havde reageret meget voldsomt på adskillelsen. Klagesagen blev af-

sluttet uden afgørelse.

188

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 11. til 29. februar 2016

Parret [AA] klagede den 15. marts 2016 over adskillelsen af dem den 16.

februar 2016. Af klagen fremgår det bl.a., at ”[AA-K] er meget påvirket af

adskillelsen fra ægtefællen”, at ”[AA-K] har svært ved at sove, når hun endelig

falder i søvn hen ad kl. 04, så har hun ligget og kikket på billedet af ægtefællen

og grædt sig i søvn”, at dette stod på hver nat, og at [AA-K] derfor ikke havde

overskud til ret meget. Det fremgår endvidere, at [AA-K’s] tanker kredsede om

hendes ægtefælle, som hun var adskilt fra, og at hun ”har et stort afsavn og

tænker på at dø”. Klagesagen blev sluttet uden afgørelse.

Af oplysningerne vedrørende parret [T] fremgår det bl.a., at parret den 15.

marts 2016 klagede over adskillelsen den 16. februar 2016. I klagen er det

anført bl.a.:

”[T-K] tilkendegiver, at hun er påvirket af adskillelsen fra hendes ægte-

fælle i sådan en udstrækning, at [T-K] beskriver det som om, at hendes

verden er brast helt sammen. [T-K] har ikke lyst til at indtage føde eller

væske. Hendes nattesøvn opleves som meget afbrudt og sparsom, hun

vågner og føler sig utilpas. [T-K] overskud til selv helt almindelige dag-

ligdagsting er nærmest uoverkommelige for hende. Skolegang vil hun

gerne, men hun formår ikke at kanalisere kræfter og fokus på dette.

[T-K]’s energiniveau og livslyst er for nedadgående, tilkendegiver hun.

[T-K] forklarer, at parret er meget forelsket, de har været gift i 5 måneder.

Parret kunne ikke blive sammen i hjemlandet, hvorfor de var nødt til

at forlade det. De valgte netop at tage til Danmark for at kunne blive

sammen som ægtefolk. … ”

Parret blev i øvrigt meddelt opholdstilladelse den 14. marts 2016, og den 1.

maj 2016 overgik de til integration i samme kommune blandt andet med

henvisning til, at [T-K] havde oplyst, at hun ønskede at bo sammen med sin

ægtefælle. Der var ikke forinden da truffet afgørelse i klagesagen.

At flere af parrene reagerede på adskillelserne, fremgår tillige af et referat af

et ægtefællemøde den 19. februar 2016 kl. 10.00-12.00 på det center, hvor

kvinderne i de først adskilte par var blevet flyttet til:

”… Følelserne løb højt ved afskeden med meget gråd og en del besvi-

melser.

…

189

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

De Syriske par:

– Først nægtede mændene, at de vil tage af sted til aftalte tid. Efter

konsekvens vejledningen trådte pigerne frem for, at fortælle at de

ikke vil tillade deres ægtefæller at forlade dem alene på ABP.

– Meget modstand mod besøgsordningen. De er i legitime parforhold,

gift, har været sammen på andre centre og beslutningen var umen-

neskelig og unfair. HVORFOR?

– …

– Trusler om selvmord og selvskade hvis vi fastholdte beslutningen.

Vi tvinger dem til at gøre skade mod sig selv ved at adskille dem.

– De vil ikke deltage i skole eller centrets øvrige aktiviteter.

– De ønsker alle at indgive klage over beslutningen.

Begge de iranske par giver udtryk for følgende:

– De ønsker at indgive klage.

– Deres adskillelse medfører en generel utryghed hos begge parter.

– De har konstante tanker omkring ægtefællens ve og vel.

– Adskillelsen tærer på deres indbyrdes forhold, hvilket bevirker hu-

mørsvingninger i udtalt grad.

– Adskillelsen er med til at højne konflikt niveauet hos dem.

– Det at være adskilt giver daglige frustrationer.

– …

– De oplever ikke, at der er respekt omkring deres ægteskab.

…

De afghanske par:

– Alle vil klage hurtigst muligt.

– …

– Deres adskillelse medfører en generel utryghed hos flere parter.

– De har konstante tanker omkring ægtefællens ve og vel.

– De føler sig uretfærdigt behandlet.

– De føler, at deres rettigheder som ægtefæller er krænkede ved at de

er tvangsmæssigt adskilt

– …

– De er kede af at være adskilt fra hinanden i udtalt grad

– …”

190

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 11. til 29. februar 2016

Helle Kjems har herom forklaret

168

bl.a., at de beskrevne reaktioner var typiske

reaktioner. Hun fulgte mest de mindreårige og deres reaktioner. Hun kunne

se, at der var meget voldsomme reaktioner både på selve beskeden, hvor der

blev krisereageret, og også efterfølgende, hvor der kom reaktioner i form af, at

parrenes trivsel faldt. Stort set alle oplevede en forværring af deres psykiske

tilstand over lang tid.

Anne la Cour Vågen har forklaret

169

bl.a., at parrene allerede var adskilt den

16. februar 2016. Fædrene blev kørt op fra Avnstrup til ”parmøde” i Anneberg

og til endnu en tumultarisk situation med ”gråd og tænders gnidsel”, da de

tog afsted igen.

170

Nogle af deres psykologer lavede screeninger af pigerne,

der havde det elendigt. Det var meget svært for pigerne at forstå og for Røde

Kors at håndtere, at parret sammen havde været på flugt, og at pigen ikke

måtte være i nærheden af den person, som hun følte sig allermest tryg ved.

Det var utrolig svært at forklare. Røde Kors frygtede yderligere traumer, men

gjorde, hvad de kunne, for at afhjælpe situationen på Center Anneberg, der

var et børnecenter, og Center Avnstrup, hvor mændene boede.

To socialkoordinatorer på det center, hvor flere af kvinderne i de adskilte par

var placeret, udarbejdede den 1. marts 2016 et notat om observationer og

vurderinger i forbindelse med indkvarteringen af beboere i ægteskaber. Af

notatet fremgår bl.a.:

”Observationer:

Dalende trivsel for hele gruppen, er kommet til udtryk i forskellig grad

med forskellige reaktioner, herunder:

Konflikter internt blandt pigerne, en stor del af denne gruppe beboere

er opfarende. Alle tilhørende denne gruppe virker til at være i konstant

beredskab.

Psykiske reaktioner: Selvmordstanker, søvnbesvær, utryghed, manglen-

de appetit, ked af det, mistet koncentration. En enkelt pige har forsøgt

at tage sit liv ved at tage piller.

168 Afhøringsekstrakten, side 528.

169 Afhøringsekstrakten, side 510.

170 Afhøringsekstrakten, side 513.

191

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

Voldsom tristhed, håbløshed, meningsløshed.

Fysiske reaktioner, herunder: besvimelse, manglende føde- og væske-

indtag, fysiske vredesudbrud.

…

Efter knapt to uger, ser det ikke ud til at beboerne er faldet til ro med

beslutningen om indkvarteringen.

…”

Helle Kjems har herom forklaret

171

, at hun havde de oplysninger, hun kom

ind på i sin mail af 17. februar 2016, fra Udlændingestyrelsen via sin dialog

med Kristina Rosado, herunder oplysningen om, at Udlændingestyrelsen ville

prøve at rejse enkeltsager. Adspurgt, om hun vidste, hvilken type enkeltsager

Udlændingestyrelsen ville rejse over for ministeriet, har hun forklaret, at hun

på det tidspunkt havde sendt flere enkeltsager ind til styrelsen for at gøre

dem opmærksom på sagerne. Hun kan se af sine noter, at hun den 17. februar

2016 sendte en liste med sagerne til Udlændingestyrelsen, og inden da havde

hun formidlet oplysningerne om enkeltsagerne mundtligt til Kristina Rosado.

5.4.2.

Udlændingestyrelsen efterspørger retningslinjer

Det fremgår af sagens oplysninger, at Udlændingestyrelsen efterspurgte ret-

ningslinjer for, hvordan indkvarteringsordningen skulle gribes an. Dette kom

til udtryk ved bl.a. en række mails, herunder en intern mail fra direktør Hen-

rik Grunnet, der den 16. februar 2016 bl.a. kl. 11.42 tilkendegav: ”Så vidt jeg

forstår det, har vi kun følgende (pressemeddelelsen fra sidste uge)”, ligesom

han meddelte, at styrelsen måtte spørge i ministeriet, hvornår retningslinjerne

ville foreligge. Lene Linnea Vejrum skrev samme dag kl. 12.10 i en mail til

Henrik Grunnet, at styrelsen ikke havde modtaget nogen retningslinjer end-

nu, men at hun fra ministeriet havde fået at vide, at de ”snarest vil begynde

at se på dem.” Ligeledes den 16. februar 2016 sendte Lene Linnea Vejrum kl.

16.50 en mail til Lykke Sørensen, hvori hun oplyste, at styrelsen var i dialog

med operatørerne om flytning af de par, hvor der var børn, og at det rejste en

række spørgsmål, som styrelsen gerne ville drøfte med departementet.

171 Afhøringsekstrakten, side 526.

192

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 11. til 29. februar 2016

5.4.3.

Ministeriets håndtering af en pressehenvendelse og Justits-

ministeriets inddragelse heri

Den 18. februar 2016 modtog Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet

en henvendelse fra en journalist fra Jyllands-Posten. Journalisten efterspurgte

en udtalelse fra ministeren i anledning af, at flere universitetsprofessorer

havde anført, at regeringen kunne være på vej til at overtræde Den Europæ-

iske Menneskerettighedskonventions artikel 8, hvis man ville hindre, at par

i asylcentrene, hvor den ene ægtefælle var under 18 år, kunne bo sammen.

Henvendelsen foranledigede en række drøftelser internt i ministeriet om en

mulig besvarelse.

Det fremgår af mailkorrespondancen fra ministeriet, at Mark Thorsen var af

den holdning, at ministeren ikke skulle komme med en kommentar, men han

ønskede et faktuelt, kort svar fra ministeriet om, at ministeriet ikke vurderede,

at ordningen var i strid med Menneskerettighedskonventionen. Ministeriet

udarbejdede herefter følgende svarudkast, der blev rundsendt mellem Lykke

Sørensen, Jesper Gori og Anna-Sophie Saugmann-Jensen:

”…

Udkast til ministersvar:

”Det er ministerens vurdering, at ordningen med separat indkvartering

af mindreårige ægtefæller generelt set er i overensstemmelse med Den

Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Det kan dog være

nødvendigt at gøre undtagelse i helt særlige tilfælde.”

…”

Jesper Gori skrev i en krydsende mailtråd samme dag kl. 17.36 om udkastet

til ministersvar følgende til Anna-Sophie Saugmann-Jensen:

”… Jeg tror også, at vi ikke når igennem med 2. del - men nu prøver vi …”

Lykke Sørensen kommenterede svarudkastet i en krydsende mailtråd ved en

mail af 18. februar 2016 kl. 19.11 således:

”…

193

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

Jeg synes, at vi skal vende med JM. Kan vi udelade ”generelt set”? Vi

mener jo ordningen er i overensstemmelse med EMRK og Børnekon-

ventionen, men at der kan være konkrete tilfælde, hvor det er i strid

med konventionerne at skille dem. …”

Udkast til ministersvaret blev herefter den 19. februar 2016 kl. 10.23 – med

udeladelse af ordene ”generelt set” – sendt til bemærkninger i Justitsministeri-

et. Af en intern mail fra Justitsministeriet, der blev sendt kl. 10.59 fra souschef

i Stats- og Menneskeretskontoret Caroline Østergaard Nielsen til kommitteret

i EU- og Menneskeret Nina Holst-Christensen, fremgår følgende bl.a.:

”…

Se udkast til ministersvar om barnebrude nedenfor.

Vi ved ikke rigtig, om der med ”ordningen” henvises til de retningslinjer,

som er beskrevet i pressemeddelelsen. Ifølge pressemeddelelsen (http://

uibm.dk/nyheder/2016-02/inger-stojberg-stopper-indkvartering-afbar-

nebrude-pa-asylcentre) må ingen under 18 år ifølge retningslinjerne

indkvarteres på samme asylcenter som en ægtefælle eller samlever. Det

gælder også, hvis parret har et eller flere fælles børn.

Vi kan vel ikke stå på mål for at de beskrevne retningslinjer er i over-

ensstemmelse med EMRK. Vi foreslår derfor som minimum, at ordet

”ordningen med” slettes. Så er sætningen isoleret set korrekt, men har

jo ikke forbindelse til virkeligheden, hvis de rent faktisk vil praktisere

ordningen som beskrevet i pressemeddelelsen.

…”

Justitsministeriet besvarede samme dag kl. 12.48 henvendelsen fra Udlæn-

dinge-, Integrations- og Boligministeriet således:

”…

Vi har ingen bemærkninger til jeres udkast til ministersvar.

Vi har – som bekendt – alene set på den uformelt på kontorniveau.

…”

194

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 11. til 29. februar 2016

Adam Abdel Khalik har om dette forløb forklaret

172

bl.a., at han husker for-

løbet, fordi han havde et oplæg til svar, som ikke blev fulgt. Anna-Sophie

Saugmann-Jensen fortalte, at Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet

havde fået en pressehenvendelse fra Jyllandsposten vedrørende indkvarte-

ring af barnebrude, og hun spurgte, hvornår Justitsministeriet kunne levere

rådgivning i forhold til Danmarks internationale forpligtelser. Det var i vin-

terferien, og derfor sagde han til hende, at de ikke kunne klare det i samme

uge. Hvis Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet skulle have Justits-

ministeriets godkendelse, måtte det vente til den efterfølgende uge, da det var

en sag, der skulle igennem ”hele kæden” og helt op til ministeren. Han kunne

se på Anna-Sophie Saugmann-Jensen, at hun ikke kunne bruge det svar til

noget, og han tilbød hende derfor, at de i stedet kunne levere nogle uformelle

bemærkninger på kontorniveau. Efter at have foretaget nogle undersøgelser

forelagde han sine tanker for Caroline Østergaard Nielsen. Han sagde, at det

var hans vurdering, at der kunne ske adskillelse, hvis der var konstateret tvang,

eller hvis pigen var under 15 år. Han konkluderede, at der måtte være ”ret”

mange tilfælde, hvor man ikke kunne adskille. Han sagde desuden, at han

var bekymret over den konkrete administration, fordi der udadtil alene var

kommunikeret undtagelsesfrit, og fordi det i det udkast, de havde modtaget

fra Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet, var anført, at ”det kan dog

være nødvendigt at gøre undtagelse i helt særlige tilfælde”. Det var bekym-

rende, fordi det kunne tegne et billede af, at det var noget, man havde tænkt

sig at gøre i meget få tilfælde, mens han havde den opfattelse, at det kunne

være i ganske mange tilfælde. Han foreslog derfor at erstatte sætningen med,

at ordningen selvfølgelig skulle administreres i overensstemmelse med Dan-

marks internationale forpligtelser. Caroline Østergaard Nielsen fortalte ham,

at der havde været ”noget med Nina Holst-Christensen og Lykke Sørensen” i

sagen. Mens han stod på Caroline Østergaard Nielsens kontor, forfattede hun

den mail, hun sendte til Nina Holst-Christensen. Udlændinge-, Integrations-

og Boligministeriet rykkede ”som gale” for svar, fordi de gerne ville svare

Jyllands-Posten, og på et eller andet tidspunkt rykkede han Nina Holst-Chri-

stensen telefonisk. Hun var i Amsterdam på tjenesterejse. Han begyndte med

at sætte rammen og fortælle, at der var tale om nogle uformelle bemærkninger

på kontorniveau. Han sagde også, at de var bekymrede. Der lod til at være en

forskel mellem administrationen og det, der var meldt ud eksternt. Til sidst

172 Afhøringsekstrakten, side 308 ff.

195

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

kom han også til at give udtryk for sit eget synspunkt; at undtagelserne var

formuleret ”lige snævert nok”. Nina Holst-Christensen sagde til ham, at sagen

var drøftet med Lykke Sørensen, og at Lykke Sørensen havde garanteret, at

der ville være en ”kattelem”, som var det ord, Nina Holst-Christensen brugte,

samt at der ville blive administreret lovligt. Nina Holst-Christensen sagde, at

de derfor ikke skulle tage den specifikke formulering så tungt. Nina Holst-Chri-

stensen sagde til ham, at han skulle meddele, at de ikke havde bemærkninger,

hvilket han gjorde. Som han husker det, drøftede han ikke spørgsmålene om

beskyttelsesværdigt familieliv, legalitetskravet, anerkendelsesværdigt formål

eller proportionalitetskravet med hverken Caroline Østergaard Nielsen eller

Nina Holst-Christensen. Detaljegraden af samtalerne var meget overordnet.

For at få svar på, om der var hjemmel, skulle Udlændinge-, Integrations- og

Boligministeriet have bedt specifikt om det. Han gjorde sig ikke på dette tids-

punkt overvejelser om, hvorvidt der var hjemmel. Det var ikke en del af hans

arbejde eller den bestilling, der var. Det måtte de gå ud fra, at Udlændinge-,

Integrations- og Boligministeriet selv havde styr på.

Nina Holst-Christensen har herom forklaret

173

bl.a., at hun drøftede henven-

delsen med Adam Abdel Khalik, herunder det der fremgik af mailen af 19.

februar 2016 kl. 10.59 fra Caroline Østergaard Nielsen til Adam Abdel Khalik

og hende om, at de ”vel ikke [kan] stå på mål for at de beskrevne retningslinjer

er i overensstemmelse med EMRK”. Hun sagde til Adam Abdel Khalik, at Lykke

Sørensen og Jesper Gori var fuldt ud bekendte med, hvordan ordningen skulle

administreres for at være i overensstemmelse med Danmarks internationale

forpligtelser, hvilket var blevet bekræftet ved tre møder. Hun så derfor ikke

noget behov for, at de nu gik ind og ændrede i pressemeddelelsen. Det stod

lysende klart for hende, at Lykke Sørensen og Jesper Gori vidste, at der ikke

kunne gennemføres en undtagelsesfri adskillelse af asylansøgerne. Dét var

årsagen til, at hun sagde, at de ikke skulle komme med nogen bemærkninger

til udtalelsen. Hun var på daværende tidspunkt ikke bekendt med, om Lykke

Sørensen og Jesper Gori havde fortalt Udlændingestyrelsen, at de ikke skulle

administrere ordningen undtagelsesfrit. Hun hørte først sent i forløbet, at

Udlændingestyrelsen på daværende tidspunkt allerede var gået i gang med

at behandle sagerne. Det var i april 2016, hvor hun blev involveret i svaret til

Folketingets Ombudsmand.

173 Afhøringsekstrakten, side 622-623.

196

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 11. til 29. februar 2016

I forlængelse af Justitsministeriets svar skrev Merete Milo kl. 13.03 til Lykke

Sørensen:

”…

JM er vendt tilbage vedr. vores svar i sagen om barnebrude … Adam har

oplyst, at Nina også har set den. Kommunikationsenheden har rykket

os – kan vi sende svaret til dem (uanset at det ikke har været hele vejen

op i JM).

+ kan vi ikke bede dem om at justere/berigtige pressemeddelelsen, der

giver det klare indtryk, at indkvartering sammen er helt udelukket …”

Kl. 13.59 besvarede Lykke Sørensen mailen, der tillige blev sendt cc til Jesper

Gori og Anna-Sophie Saugmann-Jensen, således:

”…

Det kan vi ikke, fordi det er ministerens klare tilkendegivelse, at der

ikke skal være undtagelser. Jesper og jeg har haft et længere forløb med

ministeren om sagen.

Vores besvarelse til avisen skal derfor også godkendes af både Uffe og

ministeren samt Mark. Jeg tror ikke, at vi kommer igennem med en

besvarelse som anført nedenfor, men det skal vi selvfølgelig forsøge,

og vi må skrive, at det har været forelagt JM.

…”

Lykke Sørensen har om sin mail forklaret

174

, at det forløb, hun henviste til i

mailen, var forløbet den 9.-10. februar 2016 op til udsendelsen af pressemed-

delelsen. Merete Milo havde ikke tidligere være inddraget i sagen, og Merete

Milo observerede i denne forbindelse helt rigtigt, at pressemeddelelsen ikke

fortalte om hele ordningen, men alene om hovedreglen.

175

Derfor mente Mere-

te Milo, at det måtte være en fejl, og at de måtte berigtige det. Adspurgt, hvor-

for hun ikke på dette tidspunkt spurgte departementschefen eller ministeren,

om det ikke var tid til at få misforståelsen ud af verden, har hun forklaret, at

hun allerede havde haft den drøftelse med ministeren og sagt, hvad der var at

174 Afhøringsekstrakten, side 56.

175 Afhøringsekstrakten, side 63.

197

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

sige. Det vidste alle. Hun havde derfor ikke nogen anledning til at gå skridtet

videre – ud over hendes forslag om at sige det, som det var.

Jesper Gori har herom forklaret

176

bl.a., at han på daværende tidspunkt var

bortrejst på ferie, men han er enig i, at det var ministerens klare tilkendegi-

velse, at der ikke skulle være undtagelser, og at man på daværende tidspunkt

ikke kunne berigtige pressemeddelelsen. På daværende tidspunkt så man ind i

et forløb, hvor man gik ud fra, at det ville være svært at overbevise ministeren

om, at man i de konkrete sager kunne undlade at adskille. Han opfattede det

”længere forløb” som forløbet den 9. og 10. februar 2016 og forløbet efter

ministerens udmelding på Facebook. Lykke Sørensen vurderede, at man ikke

kunne korrigere pressemeddelelsen, idet ministeren havde sendt en undtagel-

sesfri pressemeddelelse ud, selvom ministeren var blevet gjort bekendt med,

at der skulle være undtagelser.

Merete Milo har herom forklaret

177

bl.a., at hun husker forløbet den 19. febru-

ar 2016, hvor Anna-Sophie Saugmann-Jensen kom ind til hende, fordi Jesper

Gori ikke var på kontoret. Der var kommet en henvendelse fra Jyllands-Posten,

som skulle besvares. Som hun husker det, viste Anna-Sophie Saugmann-Jen-

sen hende i den forbindelse pressemeddelelsen på ministeriets hjemmeside.

Det var hendes indtryk, at Anna-Sophie Saugmann-Jensen var bekymret over

pressemeddelelsen. Hun blev også selv bekymret, fordi der stod, at ordnin-

gen var undtagelsesfri, og at alle skulle adskilles. Hun sagde til Anna-Sophie

Saugmann-Jensen, at det ikke var retvisende, fordi det, der stod, var ulovligt.

I en sådan situation orienterer man sin chef. Derfor skrev hun mailen af 19.

februar 2016 kl. 13.03 til Lykke Sørensen. Hun tænkte, at de var nødt til at

rette udmeldingen i pressemeddelelsen. Da hun modtog Lykke Sørensens svar,

konstaterede hun, at Lykke Sørensen tog hånd om sagen.

Udkastet til besvarelse, som blev sendt til ministeriets presseafdeling, så her-

efter således ud:

”…

Her er vores udkast til svar:

176 Afhøringsekstrakten, side 259.

177 Afhøringsekstrakten, side 368.

198

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 11. til 29. februar 2016

”Det er ministeriets vurdering, at ordningen med separat indkvartering

af mindreårige ægtefæller er i overensstemmelse med Den Europæiske

Menneskerettighedskonventions artikel 8. Det kan dog være nødven-

digt at gøre undtagelse i helt særlige tilfælde.”

Udkastet har været vendt med JM (som følge af vinterferien alene ufor-

melt på kontorniveau, dvs. den har ikke været forelagt højere oppe)

Svaret skal godkendes af Uffe, Mark og ministeren.”

Svarudkastet blev kort efter videresendt til Mark Thorsen, der kl. 14.41 skrev

således til presse- og kommunikationsrådgiver Pernille Rølle Hansen:

”Kunne ikke få fat i Gori, men kan du ikke prøve at få godkendt denne:

”Det er ministeriets vurdering, at den generelle ordning med separat

indkvartering af mindreårige ægtefæller er i overensstemmelse med

Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8.”

/Mark”

Af en mail fra samme dag kl. 15.53 fra Merete Milo til blandt andre Lykke

Sørensen, Jesper Gori og Anna-Sophie Saugmann-Jensen fremgår det bl.a.:

”…

T.O.

… Jeg har talt med Pernille og sagt, at det er afdelingens vurdering, at

det ikke er juridisk holdbart at sige det så firkantet.

Jeg kan forstå på Pernille, at resultatet så nok bliver, at der slet ikke

kommenteres herfra.

…”

199

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

Lykke Sørensen har om dette forløb forklaret

178

bl.a., at hun ikke ved, hvem der

traf beslutningen om, at der ikke skulle svares. De afleverede et udkast, fordi

der nu var en række professorer mv., der sagde det, de hele tiden havde sagt;

at ordningen – altså den undtagelsesfri ordning, professorerne havde forstået

ud fra pressemeddelelsen – kunne give anledning til problemer med EMRK.

Det var de enige i, hvis det var sådan, det var. Derfor lavede de det udkast, de

gjorde. Hun kunne blot efterfølgende konstatere, at så kom den nok ikke ud.

Inger Støjberg har om dette forløb forklaret

179

bl.a., at hun ikke var involveret

i henvendelsen fra Jyllands-Posten. Hun var på ferie på dette tidspunkt og

havde ikke noget at gøre med henvendelsen.

Søren Pind har herom forklaret

180

bl.a., at han ikke husker noget om dette

forløb.

Mark Thorsen har om dette forløb forklaret

181

bl.a., at det var meget normalt,

at pressechefen gik forbi ham, hvis der var pressehenvendelser på større om-

råder. Han er først siden blevet bekendt med, at besvarelsen også blev vendt

med Justitsministeriet. Han havde ikke en særlig lang drøftelse med embeds-

mændene i ministeriet om besvarelsen til Jyllands-Posten. Som han husker

det, var det i en vinterferie, hvor han på mail fik et udkast til svar, hvorefter

han foreslog et andet svar, der undlod at nævne, at det kunne være nødven-

digt at gøre undtagelser i helt særlige tilfælde. Han tror, at man vendte hans

forslag med Jesper Gori, og det kunne Jesper Gori ikke nikke til. Derudover

havde han ikke noget at gøre med embedsværket i den forbindelse. Han fik

ikke en forklaring på, hvorfor man ikke brugte hans forslag. Han læser mailen

som en kommentar til ministerens udadvendte kommunikation i forhold til

undtagelser. Ministeren havde ikke noget ønske om, at den kattelem, som hun

nødtvunget havde accepteret, i offentligheden kom til at fremstå som en lade-

port. Hun var derfor ikke interesseret i, at man reklamerede med kattelemmen.

Det var i det lys, man skulle se hans forslag til besvarelse på henvendelsen fra

Jyllands-Posten. Der var på dette tidspunkt ikke truffet afgørelse i alle sager,

og han var stadig af den overbevisning, at når man havde gennemgået alle

178

179

180

181

Afhøringsekstrakten, side 62-63.

Afhøringsekstrakten, side 127.

Afhøringsekstrakten, side 217.

Afhøringsekstrakten, side 387-388.

200

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 11. til 29. februar 2016

sagerne, ville resultatet af gennemgangen være, at der var sket adskillelse i

alle sagerne.

5.4.4.

Høring af indkvarteringsoperatørerne

Den 18. februar 2016 iværksatte Udlændingestyrelsen en fornyet høring af

operatørerne. Høringen havde ifølge høringsmailen til formål at afdække an-

tallet af par, herunder om de havde børn, samt deres øvrige familiemæssige

relationer i Danmark med henblik på at foretage en vurdering af, hvordan

parrene ”mest hensigtsmæssigt” kunne adskilles. Høringsmailen var vedhæf-

tet sålydende skema:

Spørgsmål

Person ID på parret

Er den kvindelige part gravid?

Hvis ja, hvornår har hun termin?

Har den kvindelige part andre voksne familiemedlem-

mer i Danmark?

Hvis ja, er de asylansøgere eller herboende?

Hvor bor disse familiemedlemmer?

Vil de kunne støtte hende, når parret flytter fra hinanden?

Ønsker hun at bo sammen med eller i nærheden af disse

familiemedlemmer? (NB! Vi kan ikke garantere, at vi kan

efterkomme et evt. ønske.)

Har den mandlige part andre familiemedlemmer i Dan-

mark?

Hvis ja, er de asylansøgere eller herboende?

Hvor bor disse familiemedlemmer?

Vil de kunne støtte ham, når parret flytter fra hinanden?

Ønsker han at bo sammen med eller i nærheden af disse

familiemedlemmer? (NB! Vi kan ikke garantere, at vi kan

efterkomme et evt. ønske.)

Har parret fælles børn og/eller særbørn?

Hvis ja, har parret en holdning til, hos hvilken forælder

barnet/børnene fremover skal bo?

(NB! Vi kan ikke garantere, at vi kan efterkomme et evt.

ønske.)

Hvordan fungerer familien på nuværende tidspunkt?

Er der bekymring for parternes trivsel eller for eventuelle

børns trivsel? Hvis ja, beskriv nærmere.

Er der iværksat støtteforanstaltninger? Hvis ja, beskriv

nærmere.

Svar

201

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

Hvordan forventes det, at familien vil fungere efter en

adskillelse af parret/familien?

Er der en høj risiko for, at der vil opstå akut bekymring for

et eller flere familiemedlemmers trivsel?

Er der en høj sandsynlighed for, at det bliver nødvendigt at

iværksætte eller intensivere støtteforanstaltninger?

Øvrige forhold

Er der andre forhold, Udlændingestyrelsen bør kende til

for at kunne finde den mest hensigtsmæssige fremtidige

indkvartering for parrene/familierne?

5.4.5.

Møde den 22. februar 2016 mellem Udlændinge-, Integrati-

ons- og Boligministeriet og Udlændingestyrelsen

Det fremgår af sagens oplysninger, at der den 22. februar 2016 kl. 9.00 blev

afholdt et møde mellem medarbejdere i Udlændinge-, Integrations- og Bolig-

ministeriet og Udlændingestyrelsen.

Der ses ikke at foreligge noget referat fra mødet. Dog foreligger der en mail fra

den 23. maj 2017 kl. 18.22, hvor et tidligere udkast til en mail af 17. februar

2016 fra Udlændingestyrelsen til ministeriet fra februar 2016 ses omtalt, og

som indgår i den samme mailtråd. Det fremgår af mailen af 23. maj 2017 bl.a.:

”Kære Ditte

Er det en af dem, der aldrig blev til en mail til dep. fordi de hellere ville

mødes med os?

Lene”

Ditte Kruse Dankert besvarede mailen senere samme dag således:

”Ja, tror det blev oplægget til der første møde med dem. Mødet blev

holdt hos Line, Lykke deltog (du, jeg, Line, Lykke, Kristina, Jesper). Talte

faktisk med Kristina om netop dette møde i dag. Der var de ikke i tvivl

om, at alle kunne adskilles. Kan ikke huske, om det allerede var der,

ministeren havde set de konkrete sager, vi havde spurgt til. Det var nok

først næste gang. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg skrev notatet med de

konkrete sager.

202

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 11. til 29. februar 2016

Der var også et uformelt morgenmøde med Jesper hos mig (han cyklede

forbi), hvor disse ting blev berørt. Det var der, hvor han nævnte det med

de rødhårede for mig (du var ikke med). Kristina deltog. Jeg kan ikke

huske, hvad der kom først.”

Mailen af 17. februar 2016 kl. 15.38 som omtales i korrespondancen er såly-

dende:

”Kære Lene og Margit

Nedenfor mit udkast til en første mail til departementet med de punkter,

som vi drøftede med RK i går. Hvis I kan komme på mere, vi skal høre

dem om, må I jo endelig sige til. Jeg forestiller mig umiddelbart, at vi

i første omgang alene beder dem om at forholde sig til det generelle,

hvorefter vi forelægger de konkrete sager i en separat mail. Lene, fik

du svar på, hvem vi skal stile mailen til?

…

Af ministerens pressemeddelelse af 10. februar 2016 fremgår det, at

asylansøgere under 18 år fremover ikke må bo sammen med en ægte-

fælle eller samlever, samt at ingen mindreårige under 18 år må indkvar-

teres på samme asylcenter som en ægtefælle eller samlever. Det gælder

også, hvis parret har et eller flere fælles børn. Det fremgår endvidere

af pressemeddelelsen, at ministeren har bedt Udlændingestyrelsen om

at skille parrene ad i aktuelle sager om mindreårige, der bor sammen

med en ældre ægtefælle eller samlever, og at Udlændingestyrelsen skal

ændre den hidtidige praksis på området.

Indholdet af pressemeddelelsen giver anledning til en række overvejel-

ser i forhold til, hvorledes adskillelsen af par, hvor den ene eller begge

parter er mellem 15 og 18 år, rent praktisk skal foregå. Dette gør sig

navnlig gældende i sager, hvor parrene har fælles børn. Vi skal derfor

bede ministeriet forholde sig til følgende:

– Hvem skal tage stilling til, hvor fælles børn skal tage ophold? Er det

Udlændingestyrelsen – og i givet fald ud fra hvilke hensyn? – eller

har parrene selv pligt til at tage stilling til dette?

203

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

– Kan forældrene indkvarteres på centre i umiddelbar nærhed af hin-

anden, således at forældrene har mulighed for at udøve samvær med

børnene i det omfang, de selv ønsker?

– Skal forældrene have mulighed for at vælge samværsløsninger, f.eks.

7-7-ordninger, og betyder det i givet fald, at både bopæls- og sam-

værsforældre skal indkvarteres på eneværelser på deres respektive

centre?

– Skal styrelsen dække udgifter til transport til samvær med børn,

der ikke bor sammen med begge forældre, når dette er en direkte

følge af en administrativ beslutning om at indkvartere forældrene

hver for sig?

– Med hvilken vægt skal overvejelser om øvrige familierelationer på

centeret indgå, når styrelsen skal beslutte at skille familierne ad, her-

under evt. fælles børns relationer til eksempelvis bedsteforældre e.l.?

– Skal par, hvor begge parter er mindreårige, flyttes til hver sit cen-

ter, selv om de for nuværende ikke deler værelse på børnecenteret?

Det bemærkes, at børnecentrene typisk ligger med stor geografisk

afstand til hinanden.

Vi skal henlede ministeriets opmærksomhed på, at vi på nuværende

tidspunkt ikke har et setup i asylcentersystemet, som kan håndtere ind-

kvartering af enlige mindreårige med børn. Børnecentrene indkvarterer

ikke uledsagede mindreårige med egne børn, og kvindecenteret ind-

kvarterer ikke uledsagede mindreårige. De relativt få tilfælde af enlige

mindreårige med børn, som er kendt i indkvarteringssystemet, og hvor

der ikke er et familiemæssigt netværk omkring den mindreårige foræl-

der, anbringes typisk på familieinstitution som en social foranstaltning.

Vi skal endvidere understrege, at adskillelse af par, hvor den ene eller

begge parter er mellem 15 og 18 år, i sig selv kan give anledning til be-

kymring for evt. fælles børns trivsel. Det må derfor forventes, at adskil-

lelsen af parrene vil resultere i et øget antal kommunale underretninger,

navnlig i sager hvor familien er sårbar som følge af fysisk sygdom eller

psykosocial belastning, og dermed et øget behov for iværksættelse af

sociale foranstaltninger.

Endelig ønskes ministeriets stillingtagen til, om operatøren er forpligtet

til at foretage politianmeldelse i sager, hvor det f.eks. i forbindelse med

204

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 11. til 29. februar 2016

den første indlogering på modtagecenter konstateres, at en mindreårig

under 15 år er samlevende i ægteskabslignende forhold med en person

over 15 år, uagtet at parret i indkvarteringsmæssig sammenhæng ad-

skilles. Praksis har hidtil været, at operatøren efter behov underretter

de sociale myndigheder.”

Efter mødet den 22. februar 2016 sendte Lene Linnea Vejrum kl. 15.20 en mail

til Ditte Ditte Kruse Dankert og Kristina Rosado, hvori hun skrev, at styrelsen

nu på baggrund af dagens møde kunne bede operatørerne høre forældrene

om, hvorvidt de ønskede, at deres barn/børn skulle bo hos mor eller far. Ditte

Kruse Dankert sendte senere samme dag – kl. 16.47 – sålydende mail til bl.a.

Nils Bak og Lene Linnea Vejrum:

”… Vi får ikke retningslinjer fra departementet. De[t] er afklaret på møde

i dag. Vi kan måske bare oplyse, at vi har orienteret operatørerne om

den nye praksis, jf. pressemeddelelsen, at mange allerede er adskilt, og

at vi er i gang med processen omkring adskillelse af parrene, herunder

par med børn.”

Det kan på baggrund af en mødeindkaldelse af 18. februar 2016 og forklarin-

gerne i sagen lægges til grund, at Line Skytte Mørk Hansen, Lykke Sørensen,

Jesper Gori, Lene Linnea Vejrum, Ditte Kruse Dankert, Kristina Rosado og

muligvis også Anne Nygaard Just deltog i mødet.

Lykke Sørensen har forklaret

182

bl.a., at hun tror, at det allerede var den 16.

februar, at de drøftede, at der var par, der ikke kunne adskilles, men det kan

også have været på et senere møde. Hun deltog i et par møder med Udlændinge-

styrelsen om sagen.

183

Ordvekslingen den 22. februar 2016 eller under et senere

møde blev en lille smule skarp, idet der hos enkelte af Udlændingestyrelsens

medarbejdere var lidt personlige holdninger og følelser indblandet. Man var

derfor nødt til at sige, at man i videst muligt omfang skulle gøre det, som mini-

steren ville. Den tidligere opfattelse var, at man kunne adskille alle, men at nogle

dog skulle indkvarteres på samme asylcenter. Udlændingestyrelsen kan godt

have fået den opfattelse på mødet, at alle kunne adskilles med det forbehold,

at man var i en proces, hvor det skulle undersøges, hvordan ordningen skulle

182 Afhøringsekstrakten, side 64.

183 Afhøringsekstrakten, side 161-162.

205

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

være. Hun er sikker på, at hun under mødet gav udtryk for dette forbehold.

En af udfordringerne var, at ordningen skulle administreres, samtidig med at

det skulle klarlægges, hvilke rammer der var for ordningen. Hun husker, at

Lene Linnea Vejrum, Ditte Kruse Dankert og et par yderligere medarbejdere

fra Udlændingestyrelsen, herunder formentlig Kristina Rosado, deltog i de

møder, som hun havde med styrelsen. De skarpe holdninger gik på, at det var

noget ”skidt”, og at det var synd for nogle mennesker. Der var ikke nogen, der

sagde noget om, at det var ulovligt, men der blev givet udtryk for personlige

holdninger om, at beslutningen var mærkelig og vanskelig at gennemføre.

Line Skytte Mørk Hansen har forklaret

184

bl.a., at hun aldrig på et møde har

hørt nogen fra Udlændingestyrelsen udtale, at alle skulle adskilles undtagelses-

frit. Hun kan se i sin kalender, at hun deltog i et møde den 22. februar 2016.

185

Hun husker ikke, hvad der specifikt blev talt om. De talte om problemstillingen

og ikke om de konkrete sager. De kan sagtens have talt om de emner, der er

nævnt i mailen af 17. februar 2016 kl. 15.38.

Jesper Gori har om mødet den 22. februar 2016 forklaret

186

bl.a., at han ikke

har nogen særlig god erindring om mødet. Drøftelserne på mødet var af meget

teknisk karakter. Mødet handlede ikke om, hvorvidt der skulle ske adskillel-

se, men om hvordan adskillelsen skulle ske. Som han husker det, rejste Lene

Linnea Vejrum under mødet den 22. februar 2016 ganske kort det spørgsmål,

at der var konkrete sager, som rejste spørgsmål om, hvorvidt der skulle ske

adskillelse. Dette skete på vej ud ad døren fra mødet. Han bekræftede, at det

var ham, som Udlændingestyrelsen skulle drøfte de konkrete sager med. Lykke

Sørensen præciserede på mødet, at ordningen indeholdt undtagelser, selvom

de på daværende tidspunkt havde den vurdering, at der var tale om ganske få

undtagelser. Lykke Sørensen tilkendegav ligeledes, at der efter deres opfattelse

var tale om en lovlig og saglig ordning. Lykke Sørensen præciserede også nogle

gange på mødet, at man skulle forsøge at imødekomme ministerens ønske

så meget som muligt, og at Udlændingestyrelsen skulle lægge sig op ad dette

snit i den konkrete sagsbehandling. Foreholdt forklaringen fra Lykke Søren-

sen om, at ordvekslingen under et møde den 22. februar 2016 eller senere

blev ”en lille smule skarp”, har han forklaret, at han oplevede det således, at

184 Afhøringsekstrakten, side 201.

185 Afhøringsekstrakten, side 205.

186 Afhøringsekstrakten, side 257 ff.

206

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 11. til 29. februar 2016

emnet betød meget for medarbejderne i Udlændingestyrelsen, og det blev

under mødet præciseret med en vis skarphed, at der efter departementets

vurdering var tale om en lovlig ordning.

187

Som han husker det, handlede det,

som medarbejderne fra Udlændingestyrelsen spurgte ind til, ikke om, hvor-

dan de skulle forholde sig til den generelle instruks. Det handlede mere om,

hvordan de skulle forholde sig, hvis man ikke fulgte den generelle instruks.

Han forstod det således, at Udlændingestyrelsen ”gik tilbage” til den tidligere

ordning, dvs. en ordning, hvor man ikke gik til grænsen. Han tror ikke, at

spørgsmålet under mødet gik på de retlige overvejelser. Som han husker det,

gik drøftelserne ikke på, om der var tale om en lovlig ordning. Drøftelserne

gik mere på, om man skulle bevæge sig i den retning, som der politisk var lagt

op til. På mødet den 22. februar 2016 drøftede de ikke, om det var lovligt at

have en ordning uden undtagelser.

Lene Linnea Vejrum har om mødet forklaret

188

bl.a., at de kom ind til mødet

med henblik på at drøfte nogle af de spørgsmål, de havde, og de kom relativt

hurtigt ud af mødet igen med besked om, at de selv skulle udarbejde ret-

ningslinjer vedrørende mange af spørgsmålene, herunder om parrene måtte

adskilles på samme center, om de adskilte par kunne bo tæt på hinanden, om

parrene skulle have dækket udgifter til at besøge hinanden osv. Spørgsmå-

let, om der skulle ske adskillelse, var ikke et tema, fordi departementet, da

f.eks. spørgsmålet om sammenhængen med ledsagervurderingen blev bragt

op, afviste at gå ind i det juridiske. Ditte Kruse Dankerts mail af 23. maj 2017

kl. 19.24 om, at ”der var de ikke i tvivl om, at alle kunne adskilles”, afspejler

styrelsens opfattelse af departementets holdning, da de gik fra mødet.

Ditte Kruse Dankert har om mødet forklaret

189

bl.a., at det var Line Skytte

Mørk Hansen, der sad for bordenden og var mødeleder. Lykke Sørensen og

Jesper Gori deltog også. Hun opfattede Lykke Sørensen og Jesper Gori som

lidt perifere. Hun husker det som et meget ”rodet” møde, hvor de blev mødt

med noget andet end det, de havde forestillet sig. De havde troet, at de ville

høre om baggrunden for ordningen og om vejledningen. Hun vil tro, at Line

Skytte Mørk Hansen bød velkommen, men det blev meget hurtigt sagt, at det

var Udlændingestyrelsen, der skulle udarbejde retningslinjerne. De havde

187 Afhøringsekstrakten, side 293-294.

188 Afhøringsekstrakten, side 418 ff.

189 Afhøringsekstrakten, side 447 ff.

207

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

forestillet sig, at de også kunne tale om det mere grundlæggende i ordningen,

og Kristina Rosado trak nogle paralleller til ledsagervurderingen og anførte, at

det var påfaldende, at man kunne være ledsager, men ikke måtte bo sammen.

Line Skytte Mørk Hansen sagde noget håndfast til hende, at dette overhovedet

ikke havde noget at gøre med den foreliggende situation. Det stod herefter

klart, at der ikke skulle drøftes mere grundlæggende spørgsmål om ordningen.

De forsøgte at ”pippe” om, hvorvidt ordningen overhovedet kunne lade sig

gøre, ligesom der blev rejst praktiske spørgsmål. Deres opfattelse var, at de

fik at vide, at ”det kan man godt”, og at det alene var de praktiske elementer,

der skulle afklares. Hun husker ikke, at Lykke Sørensen og Jesper Gori sagde

noget. Hun forstod mødet som beskrevet i mailen af 23. maj 2017. Der var

ingen, der modsagde Line Skytte Mørk Hansen, da hun sagde, at ordningen

kunne lade sig gøre. Notatet af 2. februar 2016 blev ikke nævnt under mødet.

Kristina Rosado har herom forklaret

190

bl.a., at hun deltog i mødet den 22.

februar 2016. Det var Line Skytte Mørk Hansen, der var mødeleder. De havde

haft en forventning om, at de skulle drøfte retningslinjerne for ordningen,

herunder mulighederne for undtagelser. De havde på daværende tidspunkt

fortsat en forhåbning om, at de ville få nogle retningslinjer fra departementet.

Hun havde haft to spørgsmål, som hun ville have bragt op på mødet, men da

hun bragte det første spørgsmål op, blev det hurtigt og kontant lukket ned.

Det ene spørgsmål, som hun bragte op, drejede sig om, hvordan styrelsen

skulle forholde sig til en mindreårig, der blev anset for at være ledsaget af

sin ægtefælle. Det hang ikke sammen, hvis man på den ene side anså den

mindreårige for at være ledsaget af sin ægtefælle, men på den anden side

adskilte dem rent indkvarteringsmæssigt. Man kunne nemlig ikke anses for

at være ledsaget af en person, som man var i et tvangsforhold med. Det andet

spørgsmål, som hun aldrig fik mulighed for at bringe op på mødet, drejede

sig om, hvorvidt det var udtryk for usaglig forskelsbehandling at adskille

asylpar, når man ikke i øvrigt adskilte andre på denne måde. Hendes første

spørgsmål blev meget hurtigt lukket ned af Line Skytte Mørk Hansen med en

bemærkning i retning af, at ”det har ingen gang på jord”. Hun mindes ikke, at

der var andre, der forholdt sig til spørgsmålet. Som hun erindrer det, sagde

Lykke Sørensen ikke meget under mødet. Der var en mærkelig stemning på

mødet, og hun forlod mødet med et indtryk af, at der ikke var noget rum for

190 Afhøringsekstrakten, side 478-479.

208

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 11. til 29. februar 2016

diskussion af ordningen. Budskabet på mødet var, at ordningen var undta-

gelsesfri, og at en sådan undtagelsesfri ordning var inden for rammerne af

dansk ret og internationale konventioner. Adspurgt, hvem fra departementet

der havde sagt, at ordningen var i overensstemmelse med dansk ret og inter-

nationale konventioner, har hun forklaret, at hun kun kan huske, at det var

Line Skytte Mørk Hansen, der havde talt herom på mødet. Det var også Line

Skytte Mørk Hansen, der havde ”tegnet departementet”. Hun kan ikke huske,

om Jesper Gori sagde noget på mødet. Lykke Sørensen talte på mødet, men

hun kan ikke huske, hvad hun sagde. Lykke Sørensen var i hvert fald ikke

fremtrædende på mødet. Hun mindes ikke, at de talte om, at der var sager,

der skulle forelægges departementet. Retningslinjerne, der skulle udarbejdes,

omhandlede alene de praktiske forhold i forbindelse med flytning af parrene,

og det var budskabet fra departementet, at Udlændingestyrelsen selv skulle

udarbejde disse retningslinjer.

Line Skytte Mørk Hansen har under genafhøringen supplerende forklaret

191

bl.a., at andre mødedeltageres forklaringer om mødet er absurd i forhold til

hendes erindring om mødet. Forklaringerne er efter hendes opfattelse udtryk

for en lidt mærkelig ”historiefortælling” i Udlændingestyrelsen om, hvad der

foregik på dette møde. Den eneste forklaring, der efter hendes opfattelse gi-

ver mening, er Jesper Goris forklaring om, at Lykke Sørensen nogle gange på

mødet havde præciseret, at man så vidt muligt skulle søge at imødekomme

ministerens ønske, og at Udlændingestyrelsen skulle lægge sig op ad ministe-

rens snit i den konkrete sagsbehandling.

5.4.6.

Operatørmøde den 23. februar 2016

Det fremgår af en mail af 23. februar 2016 kl. 16.22 fra Ditte Kruse Dankert, at

der samme dag havde været afholdt et møde med indkvarteringsoperatørerne.

Af en PowerPoint præsentation, der ifølge ministerens svar på spørgsmål 461

den 1. april 2019 blev anvendt på mødet, fremgår bl.a.:

”Indkvartering af mindreårige med ægtefælle/samlevere

– Ny praksis jf. pressemeddelelse

191 Afhøringsekstrakten, side 777.

209

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

– Fremover må ingen mindreårige under 18 år indkvarteres sammen

med en myndig ægtefælle/samlever

– Par skal adskilles – på forskellige centre

– Ingen undtagelser – heller ikke hvor der er fællesbørn

– …”

Af materiale, som undersøgelseskommissionen har modtaget fra Røde Kors,

fremgår det, at repræsentanten fra Røde Kors havde noteret, at det under

mødet blev oplyst bl.a., at Udlændingestyrelsen ”rejser pt. nogle sager som

principielle for ministeriet”, og at det var forventningen, at der ville komme

retningslinjer, som ville rumme mulighed for dispensation i nogle sager.

Line Skytte Mørk Hansen har herom forklaret

192

bl.a., at hun ikke ved, hvad

hun skal sige til disse PowerPoints. Der var tale om Udlændingestyrelsens

formidling til operatørerne. Udlændingestyrelsen vidste, at der skulle være

undtagelser. Adspurgt, om hun kan pege på et sted, hvor departementet skrift-

ligt gjorde det klart, at der skulle være undtagelser, har hun forklaret, at hun

ikke kan gennemskue, om Udlændingeafdelingen gjorde dette.

Lene Linnea Vejrum har herom forklaret

193

bl.a., at baggrunden for, at det

fremgår af PowerPoint præsentationen, at der ikke var undtagelser, var, at

styrelsen på dette tidspunkt ikke havde fået andre meldinger. Hun ved ikke,

hvad der blev sagt på mødet om styrelsens interne drøftelser om undtagelser,

men hun ved, at det i forskellige sammenhænge blev sagt til nogle operatører,

at styrelsen arbejdede med det.

Kristina Rosado har herom forklaret

194

bl.a., at det var hende, der holdt oplæg-

get på mødet og havde udarbejdet PowerPoint-præsentationen. Hun lavede

PowerPoint-præsentationen på baggrund af pressemeddelelsen og det bud-

skab, de havde fået på mødet med departementet den 22. februar 2016. Hun

vil tro, at hun under den efterfølgende drøftelse med operatørerne sagde, at

styrelsen havde en dialog med departement om ordningen, og at styrelsen

ville forsøge at bringe operatørernes skarpe indvendinger videre.

192 Afhøringsekstrakten, side 205.

193 Afhøringsekstrakten, side 421.

194 Afhøringsekstrakten, side 479-480.

210

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 11. til 29. februar 2016

5.4.7.

Spørgsmål S 630 til udlændinge-, integrations og boligmini-

steren

Den 24. februar 2016 besvarede ministeren et folketingsspørgsmål (§

20-spørgsmål S 630) stillet den 10. februar 2016 af medlem af Folketinget

Naser Khader (KF). Spørgsmålet og besvarelsen heraf er sålydende:

”Spørgsmål S 630:

Er ministeren tilfreds med hjælpen til de såkaldte børnebrude, og mener

ministeren, at man gør nok for at opsøge og hjælpe dem?

Svar:

Da jeg blev bekendt med problemstillingen om barnebrude i de danske

asylcentre i slutningen af januar, bad jeg med det samme Udlændinge-

styrelsen om at afdække omfanget af mindreårige asylansøgere, som er

indkvarteret i danske asylcentre, og som har en ægtefælle eller samlever.

Udlændingestyrelsen har på baggrund af en høring af indkvarterings-

operatørerne oplyst, at der på tidspunktet for høringen var indkvarte-

ret 27 mindreårige asylansøgere i de danske asylcentre, som havde en

ægtefælle eller samlever, der enten var indkvarteret på samme eller et

andet asylcenter, eller var herboende. Antallet af indkvarterede asylan-

søgere ændrer sig hele tiden og afhænger bl.a. af antallet af nyindrejste

asylansøgere. Antallet af mindreårige asylansøgere med en ægtefælle

eller samlever vil derfor også løbende ændre sig.

Det er for mig at se helt uacceptabelt, at mindreårige asylansøgere er

indkvarteret i asylcentre i Danmark sammen med deres ægtefælle el-

ler samlever. Derfor har jeg i sidste uge anmodet Udlændingestyrel-

sen om at ændre praksis således, at ingen mindreårige asylansøgere

fremadrettet kan bo sammen med en ægtefælle eller samlever. Det

gælder også, hvis parret har et eller flere fælles børn. På den måde kan

vi sikre, at unge piger ikke bliver tvunget til at leve i et forhold med

en voksen på asylcentrene. Umiddelbart efter Udlændingestyrelsens

høring af indkvarteringsoperatørerne blev ét par adskilt, og de er nu

indkvarteret hver for sig. De øvrige mindreårige asylansøgere, der i dag

211

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

lever sammen med deres ægtefælle eller samlever, vil ligeledes blive

indkvarteret adskilt.

Mindreårige asylansøgere udgør et særligt fokusområde for Udlæn-

dingestyrelsen i relation til indkvartering. Det gælder, uanset om de

kommer til Danmark som uledsagede, som en del af en familie, eller

f.eks. kommer sammen med en person, der er angivet som ægtefælle

eller samlever.

I forhold til hjælp og støtte til mindreårige asylansøgere med en ægte-

fælle eller samlever fremgår det af kontrakterne mellem Udlændinge-

styrelsen og indkvarteringsoperatørerne, at operatøren skal identificere

beboere med særlige behov, og at der skal sikres en helhedsorienteret og

koordineret indsats. Operatøren skal sikre, at der i overensstemmelse

med

§§

153 og 154 i lov om social service sker identifikation af sær-

ligt omsorgstruede børn med henblik på iværksættelse af nødvendige

foranstaltninger i samarbejde med den lokale kommune og Udlændin-

gestyrelsen. Operatørerne har således en skærpet underretningspligt i

forhold til mindreårige, som er indkvarteret på asylcentrene.

Der er således stort fokus i asylcentrene på at sikre, at de unge piger

trives, og jeg vil over for Udlændingestyrelsen indskærpe, at dette fokus

skal fastholdes.”

Henrik Grunnet har om S 630 forklaret

195

bl.a., at da han læste dette svar,

kunne han konstatere, at pressemeddelelsen var blevet cementeret. Med dette

folketingssvar var pressemeddelelsens bindende karakter blevet bekræftet

yderligere. Han opfattede folketingssvaret som et væsentligt tilbageslag. Efter

hans opfattelse var det endnu mere alvorligt, at der blev givet det samme svar

til Folketinget som det, der fremgik af pressemeddelelsen. Man gik fra en situ-

ation, hvor man i Udlændingestyrelsen agerede på et meget specielt grundlag,

til, at dette blev cementeret ved et folketingssvar. Udlændingestyrelsen havde

ikke mulighed for at gennemskue, om Justitsministeriet var ”vendt på en

tallerken”. Han anså det som udsigtsløst at kontakte Justitsministeriet med 5

dage tilbage i stillingen. Indtil folketingssvaret var der tale om et meget uskønt

195 Afhøringsekstrakten, side 35-36.

212

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 11. til 29. februar 2016

forløb med en ulovlig tilstand, der dog kunne rettes op, men efter dette svar

var det vanskeligt at rette op. Der var ikke nogen af hans medarbejdere, der

sagde til ham, at det, der foregik, var ulovligt, men der var i dialogen mellem

ham og Lene Linnea Vejrum en fælles erkendelse af dette. Der var ingen af

hans medarbejdere, der sagde, at de ikke ville være med til at adskille parrene.

Lykke Sørensen har om S 630 forklaret

196

bl.a., at hun godkendte svaret sam-

men med Line Skytte Mørk Hansen. Der var ikke indsat et forbehold i svaret,

og det var ikke et fyldestgørende svar. Der burde – i bagklogskabens klare

lys – have været en ekstra sætning. Det tror hun også, at ministeren har

tilkendegivet. I forbindelse med sin godkendelse af udkastet til svar gjorde

hun ikke noget ved det. Der er ikke forskel på det, der er anført i svaret, og i

pressemeddelelsen. Svaret på spørgsmål S 630 burde have været anderledes.

S-spørgsmål er politiske spørgsmål, der står i modsætning til udvalgsspørgs-

mål, hvor man skal gengive de juridiske forhold i alle detaljer. Det ændrer dog

ikke ved, at det ville have været rigtigst at tilføje, at der skulle være mulighed

for undtagelser.

Uffe Toudal Pedersen har om S 630 forklaret

197

bl.a., at besvarelsen af fol-

ketingsspørgsmål altid gik forbi hans bord, og at han har været med til at

godkende besvarelsen. Når han ser svaret i dag, burde der have været anført

noget om undtagelsesmulighederne og de internationale konventioner. De

vidste allerede fra den 9. februar 2016, at ordningen ikke kunne administreres

undtagelsesfrit. Det burde derfor have været med. Det er dog hans klare over-

bevisning, at det ikke var et bevidst fravalg, at undtagelserne ikke blev nævnt

i dette svar. Om det var en fejl, eller om man var så fanget af den italesættelse,

der var i kampens hede, ved han ikke. Svaret burde have været anderledes.

Det var ikke udtryk for, at de fortsat kæmpede med ministeren. Han husker

ikke drøftelser med ministeren om udformningen af svaret.

Inger Støjberg har om S 630 forklaret

198

bl.a., at det hang sammen med det

spørgsmål, der blev stillet, at hun ikke omtalte de undtagelser, der fremgik

af ministernotatet. Man skal forstå folketingsspørgsmål ret indgående for

at forstå, hvorfor hun svarede, som hun gjorde. Et såkaldt S-spørgsmål er et

196 Afhøringsekstrakten, side 65-66.

197 Afhøringsekstrakten, side 90.

198 Afhøringsekstrakten, side 136-137.

213

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

politisk spørgsmål. På denne type spørgsmål spørges og svares der politisk – i

modsætning til udvalgsspørgsmål, der ofte er lidt mere faktuelle og omfatter

lidt mere. Der er også forskel på, hvor lang tid man har til at svare. Naser

Khader spurgte i dette tilfælde, hvad de gjorde for at hjælpe, og hun svarede

politisk og kun på den del, han spurgte til. Et sådant svar er på ingen måde

et styringssignal til styrelsen om, hvordan de skal administrere eller forval-

te. Naturligvis skal svaret være retvisende, uanset hvilket spørgsmål man

besvarer, men det mener hun også, at dette svar var. Adspurgt, om der var

nogen, der læste svaret, der kunne få et andet indtryk end det, der fremgik af

pressemeddelelsen, har hun forklaret, at man bliver nødt til at genbesøge mi-

nisternotatet, hvor det fremgår, at der var individuelle afgørelser i disse sager,

og at det var et absolut fåtal, der ikke ville blive adskilt. Det var det, der var

billedet i ministeriet på daværende tidspunkt. I starten – i minibussen – troede

de, at det ville være undtagelsesfrit. Over tid fik juristerne arbejdet sig ned i

materialet og fortalte hende op til den 9. februar 2016, hvor hun godkendte

notatet, at der var en lille kattelem, og det viste sig endnu senere, da de kom

igennem sagerne, at det var en ”lidt større kat”. Det eneste, der manglede i

svaret, var et forbehold om, at det skulle ske inden for lovens rammer. Det var

sådan, hun opfattede det, da hun sendte svaret. Det er helt grundlæggende for

en minister, at man skal holde sig inden for lovens rammer, og det har været

en grundlæggende præmis i hele sagen. Adspurgt, om man ikke kan afskaffe

ministeransvarsloven, hvis man som minister må udstede ulovlige instrukser

og samtidig blot kan gå ud fra, at folk skal overholde loven alligevel, har hun

forklaret, at vi her taler om en pressemeddelelse, og at der lå et ministernotat,

hvor der klart stod, hvad styringselementerne var. Hun siger ikke, at man ikke

læser et sådant svar i styrelsen, men det er ikke et styresignal. Foreholdt, at

der angiveligt ikke blev sendt nogen styringssignaler til styrelsen om, hvordan

de skulle administrere, har hun forklaret, at det ikke ændrer på, at der aldrig

blev administreret undtagelsesfrit. Det var også det, ombudsmanden skrev i

sin rapport. Der blev foretaget individuelle vurderinger i sagerne.

Line Skytte Mørk Hansen har om S 630 forklaret

199

bl.a., at hun ikke godkendte

ministerens svar af 24. februar 2016 på spørgsmål S 630. Anette Gørtz og

hun var på vinterferie, og sagen lå hos Anne Nygaard Just. Sagen gik herefter

direkte til Lykke Sørensen, der godkendte svaret. Svaret er ikke forkert, men

199 Afhøringsekstrakten, side 206.

214

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 11. til 29. februar 2016

det er måske ikke helt udtømmende eller fyldestgørende. Det havde været fint,

hvis man også havde omtalt undtagelsesmulighederne.

Jesper Gori har om S 630 forklaret

200

, at han ikke har nogen særlig erindring

om dette spørgsmål og om, hvorvidt han var inde over spørgsmålet. Han har

set svaret. Spørgsmålet var et

20-spørgsmål, hvor ministeren har mulighed

for at give udtryk for sin holdning til et bestemt emne. I svaret gengav mi-

nisteren, hvad hun havde instrueret Udlændingestyrelsen om at gøre. Han

er ”ikke stolt”, når han nu forklarer herom, men han læste dengang svaret

således, at ministeren redegjorde for, at hun i sidste uge havde udsendt den

omhandlede pressemeddelelse. Departementet tilkendegav senere i forløbet,

at svaret kunne have været klarere eller mere fyldestgørende, men departe-

mentet forholdt sig ikke til, om svaret var i strid med sandhedspligten. Han

tror ikke, at han brugte meget tid på at nærlæse svaret. Han læste svaret på

et tidspunkt, hvor det var blevet godkendt af hans afdelingschef, og der var

mange andre sager på hans bord.

Lene Linnea Vejrum har om S 630 forklaret

201

bl.a., at de fortsatte arbejdet

med at finde de sager frem, hvor de mente, at der ikke skulle ske adskillelse.

Der var ikke noget nyt i svaret i forhold til det, de tidligere havde hørt.

Ditte Kruse Dankert har herom forklaret

202

bl.a., at Lene Linnea Vejrum og

hun noterede, at ministeren gentog den undtagelsesfrie instruks, og at der

endnu ikke var mandat til at fastslå, at der var undtagelser. Folketingssvaret

var efter hendes opfattelse retvisende i forhold til den instruks, som Udlæn-

dingestyrelsen havde fået.

Anette Görtz har herom forklaret

203

bl.a., at hun fremstod som underskriver

på besvarelsen af spørgsmålet, men hun kan se af godkendelsesprocessen i

F2, at hun ikke havde godkendt besvarelsen. Hun husker ikke at have været

involveret i besvarelsen, men når hun ser den kommunikation, der fandt sted,

er hun sikker på, at hun var involveret. Hun har ikke været inde over den

endelige version af svaret. De drøftelser, hun havde med Line Skytte Mørk

200

201

202

203

Afhøringsekstrakten, side 260.

Afhøringsekstrakten, side 425.

Afhøringsekstrakten, side 452.

Afhøringsekstrakten, side 724-725.

215

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

Hansen om svaret på spørgsmålet, angik alene sådanne forhold, som at der var

27 indkvarterede og lignende. Hun var ikke involveret i overvejelser om, hvad

man skulle skrive i svaret til spørgsmål S 630 om undtagelser til ordningen.

Det fremgår af sagens oplysninger, at Line Skytte Mørk Hansen ikke var med

i godkendelsesprocessen vedrørende besvarelsen i ministeriets sagsbehand-

lingssystem F2, men at hun den 17. februar 2016 kl. 12.31 sendte en mail

til Anette Görtz, hvori hun anførte, at hun synes, at besvarelsen af S 630 var

”blevet meget fint nu”.

5.4.8.

De efterfølgende adskillelser i februar og marts 2016

Det fremgår af sagen, at Udlændingestyrelsen den 24. februar 2016 besluttede,

at parret [R], der hidtil havde været adskilt som følge af, at kvinden var under

15 år, skulle forblive adskilt, selvom kvinden nu var fyldt 15 år.

Udlændingestyrelsen begyndte desuden at planlægge flytninger for en række

af de par, der havde børn. Det fremgår således af en intern mailtråd den 26.

februar 2016 i Udlændingestyrelsen, at styrelsen havde planlagt flytning af

hovedparten af de par, som endnu ikke var adskilt, og at flytningerne ville

ske i løbet af den kommende uge. De par, styrelsen planlagde til flytning, var

parrene [L], [M], [O], [C], [E], [F], [J] og [K]. De planlagte flytninger blev meddelt

operatørerne.

Det fremgår ligeledes af en mailtråd af 26. februar 2016, at departementet

blev orienteret om, at par med børn skulle adskilles i den kommende uge, og

at det var aftalt med departementet, at styrelsen samtidig med nogle sager,

som styrelsen ”gerne vil vende med dem”, ville sende en status, hvor det ville

blive oplyst, at ”øvrige (resterende) flytninger ville ske i næste uge”.

Udlændingestyrelsen modtog løbende reaktioner fra operatørerne, herunder

oplysning den 26. februar 2016 om parret [K], der ”har været sammen i 2 år”,

”forstår og respekterer hinanden” og var ”oprevet og meget kede af situatio-

nen”. Det blev tillige oplyst, at en sundhedsplejerske havde vurderet, at [K-K]

ikke ville kunne klare sig selv og derfor ej heller tage vare på barnet. Om parret

[J] modtog styrelsen den 26. februar 2016 oplysning fra indkvarteringsope-

ratøren om bl.a., at ”parret virker harmoniske og glade for hinanden”, og at

det forventedes, at en adskillelse ville udløse ”krisereaktion med risiko for

faldende trivsel og retraumatisering”. Den 29. februar 2016 blev det meddelt

216

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 11. til 29. februar 2016

styrelsen, at der var stor bekymring for parrene [E], [M] og [O], der havde rea-

geret kraftigt på informationen efterfølgende. Om parret [M] blev det desuden

anført bl.a., at parret ”på nuværende tidspunkt [er] en velfungerende familie”,

at ”begge parter er meget psykisk påvirkede ved udsigten til at skulle skilles

fra hinanden”, at parret gav udtryk for, at ”det er slutningen for dem – at der

ikke er mere tilbage og det her slår dem ihjel”, og at ”en adskillelse vil få meget

store konsekvenser for begge parter, som er meget afhængige af hinanden”.

Om parret [O] fremgår det af oplysninger fra den 29. februar 2016 bl.a., at

”[O-K] og [O-M] er meget glade for og afhængige af hinanden”, at de ”kan slet

ikke overskue at skulle skilles og bo hver for sig”, at det ”forventes at det vil

være sorgfuldt for begge parter at skulle leve adskilt”, at ”det er ikke i parrets

trivsel at skulle leve adskilt”, og at ”begge parter truer med selvmord”. Den 1.

marts 2016 modtog styrelsen desuden oplysninger om parret [L], herunder

en udskrift af kvindens lægejournal om graviditet, en udtalelse fra en psyko-

terapeut, der mente, at det hverken ville være godt for barnet eller forældrene

at adskille parret, samt en udtalelse fra en socialkoordinator i Langelands

Kommune, der havde talt med kvinden om baggrunden for ægteskabet og

parforholdet. Af oplysningerne fremgår det bl.a., at ”familien er velfungerende

og er meget glade for hinanden”, og at der var en høj risiko for familiens trivsel

ved en adskillelse. Forud for adskillelsen varslede parret at ville sultestrejke,

ligesom de i en kort periode udeblev fra centret. Om parret [C] fremgår det

af oplysninger fra den 2. marts 2016 bl.a., at ”familien oplyser at de ikke vil

kunne fungere ved en adskillelse, de føler at det er et overgreb i forhold til

dem men særligt i forhold til deres datter”, at parret havde udtrykt, ”at de vil

blive sindssyge ved en adskillelse og at både de og deres barn vil blive enormt

traumatiseret”. Indkvarteringsoperatøren oplyste i samme forbindelse, at det

ikke blev vurderet hensigtsmæssigt at adskille denne familie fra hinanden,

da der var akut bekymring for familiens trivsel. Af en udtalelse fra samme

dag fra en sundhedsplejerske fremgår det bl.a., at det ikke kunne anbefales, at

barnet blev adskilt fra den ene af sine forældre, og at det ville være et voldsomt

traume for pigen ikke at kunne være sammen med begge sine forældre. Den

4. marts 2016 havde der været et møde med parret, der ifølge oplysningerne

blev afbrudt, ”da man bare gav familien tid til at græde ud”.

Parrene [M] og [K] blev adskilt den 2. marts 2016, [F] og [J] blev adskilt den

4. marts, mens [E-K] nåede at fylde 18 år, inden der blev taget stilling til ad-

skillelse for par [E].

217

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

Parrene [C], [L] og [O] nægtede at flytte, og der blev herefter den 3. marts 2016

udstedt flyttepåbud vedrørende [L] og [O], mens der den 16. marts 2016 blev

udstedt flyttepåbud for så vidt angår [C]. I flyttepåbuddene var der som be-

grundelse for afgørelsen henvist til ”Udlændinge-, Integrations-, og Boligmini-

sterens meddelelse af 10. februar 2016”. Der ses alene at have været partshørt

over, at parret var blevet meddelt konsekvenserne af manglende flytning.

Flyttepåbuddene blev effektueret, og [L] blev adskilt den 4. marts 2016, [O]

blev adskilt den 9. marts 2016, mens [C] blev adskilt den 17. marts 2016.

Ronya Habo har herom forklaret

204

bl.a., at hun blev involveret i sagen, fordi

Kristina Rosado i en mail bad hende om at træffe en afgørelse om flyttepåbud.

De oplysninger, hun brugte i forbindelse med afgørelsen, var, at styrelsen

havde planlagt parret til flytning, og at de nægtede at flytte, samt at centeret

havde konsekvensvejledt parret. Adspurgt, om hun havde andre oplysninger

om det konkrete par, har hun forklaret, at hun havde oplysning om, at det

var et af de par, der skulle adskilles. Hun tror ikke, at hun foretog yderligere

undersøgelser, inden afgørelserne blev lavet. Hun slog parret op i systemet

og så, at de var planlagt til flytning. Hun vidste ikke, hvor gamle de var, eller

om ægteskabet var frivilligt eller ej. Hun foretog ikke partshøring, udover

at hun havde oplysningen om, at parret var blevet konsekvensvejledt. Hun

har ikke selv partshørt i forbindelse med flyttepåbuddene. Hun lagde ved

sin afgørelse ikke vægt på andet, end at parret ikke ville adskilles, og at de

skulle adskilles efter meddelelsen af 10. februar 2016. I forbindelse med be-

grundelsen af afgørelsen stillede hun spørgsmål til, om de kunne henvise til

driften som vanligt, hvorefter Kristina Rosado sagde, at hun kunne henvise

til pressemeddelelsen.

Trine Kristensen har forklaret

205

bl.a., at hun ikke mener, at hun havde drøf-

telser med medarbejdere i Udlændingestyrelsen, herunder Kristina Rosado,

om, hvorvidt der kunne være undtagelser. De opfattede det således, at ”det

er sådan, det er”, men de gav selvfølgelig udtryk for bekymring i forhold til

par, hvis dette var relevant. Herefter var det Udlændingestyrelsen, der tog sig

af det videre forløb. De udførte blot det, de fik besked på. Adspurgt, om hun

havde indtryk af, at der tale en ordning uden undtagelser, har hun forklaret,

at hun umiddelbart havde en opfattelse af, at det ikke gjorde den store forskel,

204 Afhøringsekstrakten, side 304 ff.

205 Afhøringsekstrakten, side 533.

218

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 11. til 29. februar 2016

om de ”sendte bekymringerne ind”, idet det ikke ændrede på beslutningerne.

Beslutningerne blev gennemført alligevel. Hun erindrer ikke, at de blev spurgt

ind til yderligere, når de ”sendte bekymringerne ind”. Adspurgt, om hun ved-

rørende parrene omfattet af kommissionens undersøgelse blev kontaktet af

Udlændingestyrelsen med anmodning om oplysninger, har hun forklaret, at de

havde et par, hvor der måtte sendes en underretning efterfølgende, fordi parret

reagerede meget voldsomt, ligesom nogle par skulle have et flyttepåbud, fordi

de ikke ville flytte frivilligt. Den dialog, de havde med Udlændingestyrelsen i

disse tilfælde, angik, at parrene ikke ville flytte og således ikke ville efterleve

påbuddet herom. Oplysninger om parret, deres situation og indbyrdes rela-

tion var alene noget, som de havde en dialog med Udlændingestyrelsen om i

form af deres bekymringsskrivelser. De sendte bekymringsskrivelser om tre

af de fem par, som de havde indkvarteret. De talte med de par, hvor der blev

udstedt et flyttepåbud, idet de skulle forkynde flyttepåbuddet for parrene.

Formålet med samtalen var at sikre, at de pågældende forstod, at de havde

fået et flyttepåbud og var oplyst om konsekvenserne, hvis de ikke flyttede

frivilligt, herunder at de kunne flyttes med politiets hjælp.

5.4.8.1.

Reaktioner på adskillelserne fra disse par

Flere de berørte par reagerede på, at de skulle adskilles, ligesom en række af

parrene klagede over adskillelsen.

Parret [R] klagede over afgørelsen, men [R-K] – der havde været adskilt fra

sin ægtefælle forud for praksisændringen den 10. februar 2016, idet hun var

under 15 år – valgte senere selv at forblive adskilt fra ægtefællen. Også parret

[J] klagede over adskillelsen. Klagesagen blev afsluttet uden afgørelse.

Om parret [K] foreligger der bl.a. oplysning om, at [K-K] var yderst sårbar,

og [K-K] oplyste den 23. juni 2016, at ”hun valgte at blive gift med [K-M] på

grund af kærlighed til ham”, at og ”det har haft kæmpe betydning, at hun

og hendes søn […] er blevet adskilt fra [K-M]”. Af samtalereferatet med [K-K]

fremgår det endvidere, at [K-K] skulle have oplyst, at ”hun ligger søvnløs

med bekymringer, fordi de ikke er sammen, og det hele er uvist”, at det ”har

betydning for, hvordan hun er mor for […] på nuværende tidspunkt, hun er

sorgfuld og kan ikke koncentrere sig nok om hendes barn”, at hun ”drømmer

om den dag, hun kan være sammen med sin mand”, og at [K-M] på daværende

tidspunkt ikke så sin søn, da han ikke havde råd til transporten. Af en udta-

lelse af 24. august 2016 fremgår det, at en psykolog skulle have udtalt, at det

219

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

havde været et stort trauma for [K-K] at blive adskilt fra sin mand, at [K-K]

havde berettet om stærke fysiske og psykiske reaktioner på ikke at måtte bo

sammen med [K-M], at [K-K] ikke kunne spise i flere dage, at [K-K] beskrev

sig selv som ødelagt indeni, og at [K-K] havde oplyst, at hun snart ikke kunne

klare det mere. Parret blev indkvarteret sammen igen den 13. oktober 2016.

To dage efter adskillelsen af parret [M] – den 4. marts 2016 – berettede ind-

kvarteringsoperatøren til UMI-Team, at [M-K], der var gravid, var psykisk

meget påvirket af adskillelsen, og at centret var meget bekymret over hendes

psykiske tilstand, og at hun hverken spiste eller drak særlig meget. [M-K]’s

bisidder udtrykte i en mail af 29. juni 2016 bl.a., at ”[M-K] og [M-M] har lidt

stor afsavn under adskillelsen mens de har boet på hver deres center”, at de

”har begge været psykisk påvirket af adskillelsen og [M-K] har reageret ved

at have svært ved at spise og drikke fordi hun har været ked af det”, og at det

var bisidderens oplevelse af parret, at der var ”en kærlig omsorgsfuld kontakt

mellem de to unge mennesker”. Parret blev indkvarteret sammen igen den

14. juli 2016.

[F-K], der havde et barn på 7 måneder med [F-M] forsøgte omkring en uge

efter adskillelsen at begå selvmord, og hun blev derfor indlagt på sygehus.

[F-K] havde inden adskillelsen oplyst, at hun var ældre end den alder, hun var

registreret med, men parret blev alligevel adskilt. Efterfølgende besluttede

Udlændingestyrelsen at ændre hendes alder, så hun blev anset for ældre end

18 år, hvorefter parret den 23. maj 2016 blev indkvarteret sammen på ny.

Om parret [C], der nægtede at efterkomme beslutningen om adskillelse, men

som blev adskilt den 17. marts 2016, har [C-K] under en samtale den 1. april

2016 oplyst, at hun ikke forstod, hvorfor hun skulle være adskilt fra sin mand,

som hun gerne ville bo sammen med, og som hun var forelsket i. Af en udta-

lelse fra barnets sundhedsplejerske fremgik endvidere bl.a., at det ville være

”et voldsomt traume for pigen [parrets datter] ikke at kunne være sammen

med begge sine forældre, og der vil være stor risiko for udvikling af psykiske

og fysiske problemer hos hende på grund af adskillelsen …”. Parret blev ind-

kvarteret sammen igen den 11. juli 2016, hvilket var sammenfaldende med,

at kvinden i juli 2016 fyldte 18 år.

Parret [L] klagede den 14. marts 2016 til Folketingets Ombudsmand. Det frem-

går af oplysningerne i denne sag, at [L-K] reagerede på adskillelsen ved bl.a.

220

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. til 31. marts 2016

at være ked af det, isolere sig, søvnproblemer og manglende appetit. Parret

blev indkvarteret sammen den 12. juli 2016.

Adskillelsen af parret [O] forløb ifølge sagens oplysninger noget dramatisk,

idet [O-M] modsatte sig flytningen under trusler med bl.a. en kniv mod politiet.

Ifølge en mail af 12. juni 2016 skulle [O-K] have udtalt bl.a., at det var svært

at være adskilt fra [O-M], som hun var meget afhængig af. Hun kunne ikke

holde ud at være adskilt fra [O-M], som hun gerne ville bo sammen med, så

de kunne være en familie sammen med deres baby. Under en partshøring af

[O-K] den 29. juni 2016 udtrykte hun bl.a. fortsat bekymring og uforståelighed

over for, at hendes mand var taget væk fra hende. Parret blev indkvarteret

sammen den 11. juli 2016.

Nærmere oplysninger om de berørte par og sagsbehandlingen i forbindelse

med deres sager findes i kapitel 9.

5.5. Perioden fra 1. til 31. marts 2016

5.5.1.

Røde Kors anmoder om dispensationsadgang

Røde Kors sendte den 4. marts 2016 en mail til Lykke Sørensen, hvori det

blev oplyst, at adskillelsen af par, hvor den ene ægtefælle var mindreårig, var

ved at blive gennemført på Røde Kors’ centre, og at der indtil videre var sket

adskillelse af de par, der ikke havde børn. I henvendelsen oplyste Røde Kors,

at de var blevet orienteret om, at de par, der havde børn, skulle adskilles i

denne uge. Mailen var vedhæftet en anmodning om dispensationsadgang for

adskillelse af asylansøger-par, hvor den ene ægtefælle var mindreårig og parret

havde børn. Røde Kors havde allerede den 18. februar 2016 sendt en mail til

Udlændingestyrelsen med en beskrivelse af de samme par, med henblik på,

at få sagerne rejst over for departementet. Det fremgår af anmodningen af 4.

marts 2016, der var stilet til Lykke Sørensen, bl.a.:

”Røde Kors skal i forbindelse med spørgsmålet om ægteskaber mellem

myndige og mindreårige understrege, at vi naturligvis tager afstand

fra tvang og overgreb overfor mindreårige. I forhold til ægteskaber

der allerede er etableret, er det dog vores opfattelse, at de socialfaglige

mekanismer der er iværksat på vores asylcentre i forhold til generelt

at reagere på bekymringer for trivsel hos mindreårige, i meget høj grad

opfanger de tilfælde, hvor samlivet mellem en myndig og en mindreårig

221

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

over 15 strider mod den mindreåriges tarv. Kommunerne tager deres

tilsynspligt på asylcentrene meget alvorligt, og når Røde Kors underet-

ter om bekymringer, reagerer de.

Adskillelsen af parrene uden børn er sket på den måde, at de mindre-

årige kvinder er blevet flyttet til et børnecenter, mens deres mænd

fortsat er indkvarteret på opholdscenter. Det har for en del af de unge

par været voldsomt at skulle flytte fra hinanden, og både flere af de

unge kvinder og deres mænd har været meget oprørte og påvirkede af

det, og de er helt uforstående over for baggrunden.

På Børnecenter Annebergparken, hvor de unge kvinder er indkvarteret,

oplever medarbejderne daglige frustrationer blandt kvinderne, uro og

et højnet konfliktniveau. Det er gennemgående for de mindreårige, der

er blevet adskilt, at de føler stor utryghed uden den person, som de ser

som tryghedsfaktor i en i forvejen meget utryg situation.

Røde Kors’ medarbejdere har observeret faldende trivsel, hos nogle i

alvorlig grad. Adskillelsen har for flere af de mindreårige betydet dårlig

nattesøvn, manglende appetit, øgede depressionssymptomer, isolation,

manglende lyst til skolegang, øget behov for ro og selvskadende adfærd.

Det er reaktioner, der giver anledning til alvorlig bekymring for deres

udvikling og trivsel, og som har foranlediget underretninger til de so-

ciale myndigheder og henvisning til psykologsamtaler.

Røde Kors’ socialkoordinatorer har i de sidste uger afholdt samtaler med

de unge par, der har børn med henblik på at forberede dem på, hvad

der kommer til at ske. På baggrund af reaktionerne med adskillelse af

parrene uden børn, er vi bekymrede for, hvordan parrene med børn vil

reagere på den planlagte adskillelse.

Der er indtil videre tale om 5 par på Røde Kors’ centre:

1. [G-K], født […].11.1999 og [G-M], født […].11.1995, har 2 børn [navn]

på 2 år [og] [navn], der er nyfødt

Familien er belastet af hændelser i hjemlandet, hvor hun blev vold-

taget og deres ældste barn blev dræbt i forbindelse med, at manden

var kidnappet i en periode. De sociale myndigheder er involveret,

222

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. til 31. marts 2016

og der er iværksat familiebehandling for at støtte familien. Sund-

hedsplejersken der kommer i hjemmet vurderer, at parret er gode

og omsorgsfulde forældre, men er bekymret for, at [den kvindelige

asylansøger] kan udvikle fødselsdepression. Røde Kors’ socialkoordi-

nator og de sociale myndigheder vurderer, at det vil være problema-

tisk at adskille parret, da de er meget sårbare og støtter hinanden som

familie. Familiens støtteperson i hjemme udtaler, at [den kvindelige

asylansøger] er meget taknemmelig for den støtte hun modtager fra

sin mand. Han bærer ligesom hende en stor sorg, og det hjælper dem

i hverdagen at stå sammen og have hinanden. [Den mandlige asyl-

ansøger] er altid parat til at tage over, når hun har brug for at blive

aflastet, det gælder både nat og dag, at han sørger for både at dække

børnenes og sin kones behov ind. Han ser hvordan hun har det, og

hun har brug for ham til at komme igennem de vanskelige stunder.

[Den kvindelige asylansøger] og hendes mand samarbejder igennem

dagen om at få det hele til at glide, de taler sammen om, hvad der skal

gøres og deler fint arbejdsopgaverne imellem sig, så der tages størst

mulig hensyn til [den kvindelige asylansøger] manglende overskud.

De er begge meget opmærksomme på at give plads til hinandens

søvnbehov, og de får det til at fungere med at hvile på skift.

2. [H-K], født […].02.1998 og [H-M], født […].05.1991, parret har et

nyfødt barn, [navn].

[Den kvindelige asylansøger] og [den mandlige asylansøger] mødte

hinanden i Armenien for 3 år siden. Da [den mandlige asylansøger]

kom til Danmark flyttede han ind hos [den kvindelige asylansøger] og

hendes forældre, der boede i Danmark. [Den kvindelige asylansøger]

og [den mandlige asylansøger] blev viet af en armensk præst i […]

kirke d. […].09.2015. [Den kvindelige asylansøger] og [den mandlige

asylansøger] er efterfølgende viet ved […] kommune hvorfra de har

vielsesattest dateret […].12.2015. [Den kvindelige asylansøger] fødte

parrets første barn d. […].01.16, en velskabt pige. [Den kvindelige

asylansøger] og [den mandlige asylansøger] bor i en bolig tilknyttet

asylcentret sammen med [den kvindelige asylansøgers] forældre og

familien klarer sig godt. Røde Kors’ socialkoordinator oplyser, at [den

kvindelige asylansøger] er meget glad for deres fælles tilværelse som

nybagt familie, og hun udtrykker bekymring for barnets tilknytning

til faren, hvis han ikke skal være en del af familien.

223

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

3. [Q-K], født […].01.1999 og [Q-M], født […].03.1992. De ledsager 3

årige [navn], der er [den mandlige asylansøgers] niece

[Den kvindelige asylansøger] og [den mandlige asylansøger] boede

som naboer i Syrien. De fandt sammen for ca. to år siden, var forlovet

i et år og blev efterfølgende gift. Begge fortæller samstemmende at

der ikke var noget tvang, men at de elsker hinanden. Parret opleves

af socialkoordinator harmoniske og glade for hinanden. Vurderet:

Ingen bekymringer ud over alder. Både [Den kvindelige asylansø-

ger] og [den mandlige asylansøger] udviser trods deres unge alder

en moden tilgang til opgaven med at tage sig af [navn på barn],

de sætter sig ind i hendes behov, og vurderes opmærksomme og

omsorgsfulde. [Navn på barn] trives og går i børnehave. Røde Kors’

socialkoordinator vurderer, at det vil være problematisk at adskille

parret da den 3-årige [navn på barns] trivsel og udvikling vil være

truet af det.

[Den kvindelige asylansøger] er søster til [navn på anden mandlig

asylansøger], manden i parret beskrevet herunder.

4. [J-K], født […].05.1999 og [J-M], født […].01.1995. Parret er forældre

til [navn] på 1,5 år.

[Den kvindelige asylansøger] og [den mandlige asylansøger] har væ-

ret sammen i ca. 2 år og gift i 1,5 år. De arbejdede på samme arbejds-

plads i Syrien og fandt hinanden her. Parret virker harmoniske og

glade for hinanden. Da familien flygtede, flygtede de sammen med

[den mandlige asylansøgers] søster, [navn], hendes ægtefælle og hans

brødre. De har alle hjulpet hinanden under flugten og ankom sam-

men til Danmark i november 2015. Under opholdet i asylsystemet

har den udvidede familie fulgtes ad, og de gør stor brug af hinanden

i det daglige med fælles madlavning, børnepasning og udflugter.

Røde Kors’ psykolog skrev efter psykologisk screening i februar 2016

at de unge forældre fremtræder opmærksomme, omstillingsparate

samt reflekterende i forhold til sig selv og den situation, de befinder

sig i. Den lille dreng er godt tilpas og i god trivsel.

5. [K-K], født […].01.2000 og [K-M], født […].03.1983. Parret er forældre

til [navn] på 1,5 år.

Parret har været sammen i ca. 2 år og fortæller til Røde Kors’ net-

værksmedarbejder, at de generelt har det rigtig godt sammen. De

224

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. til 31. marts 2016

både forstår og respekterer hinanden og samarbejder om forældreop-

gaven, blandt andet passer [den mandlige asylansøger] barnet, når

[den kvindelige asylansøger] er i skole. [Den mandlige asylansøger]

giver udtryk for stor frustration og bekymring over udsigten til at

blive adskilt fra sin mand, og hun understreger, at deres ægteskab

er indgået af kærlighed.

…

For de unge par der har børn, finder vi det dybt bekymrende, at børne-

ne uden forudgående individuel vurdering af familiens situation, skal

adskilles fra den ene af deres forældre. Det er voldsomt indgribende

over for familierne, og den planlagte adskillelse bør tage udgangspunkt

i en vurdering af børnenes tarv.”

Lykke Sørensen har om henvendelsen fra Røde Kors forklaret

206

bl.a., at de

modtog underretning om, at der var en række par, der var imod at blive adskilt,

hvilket ikke var overraskende. Hun husker, at hun modtog et brev fra Røde

Kors, som bad hende om at gøre undtagelser. Foreholdt, at den anmodning

om at etablere en adgang til dispensation, der er omtalt i brevet fra Røde Kors,

antyder, at Røde Kors havde den opfattelse, at der ikke var en sådan adgang,

har hun forklaret, at det meget vel kan være. Hun ved ikke, hvad Røde Kors

har tænkt. Adspurgt, om det gav hende anledning til at overveje, om det skulle

kommunikeres bedre ud, at der var en ”kattelem”, har hun forklaret, at som

hun husker det, blev brevet på et tidspunkt sendt til Udlændingestyrelsen,

der skulle tage stilling i de konkrete sager. De havde allerede drøftelser med

Udlændingestyrelsen, og hun var derfor ikke i tvivl om, at de var opmærk-

somme på netop nogle af de sager, der var beskrevet, og at disse par måske

ikke skulle adskilles. Hun vidste, at en mere generel dispensationsordning for

par med børn var imod ministerens ønske, så der var ikke grund til at drøfte

anmodningen med ministeren. Det var ikke der, hvor ministeren var. Hun ved

ikke, hvordan Udlændingestyrelsen besvarede henvendelsen fra Røde Kors.

Henvendelserne fra Røde Kors og Udlændingestyrelsen med beskrivelse af

konkrete sager gav dem ikke anledning til at foretage sig yderligere i ministe-

riet. Hun tror, at ministeren fik henvendelsen fra Røde Kors til orientering.

206 Afhøringsekstrakten, side 66 ff.

225

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

Uffe Toudal Pedersen har om henvendelsen fra Røde Kors forklaret

207

bl.a.,

at ministeren løbende blev orienteret om antallet af adskillelser. Det var det,

der var hendes fokus. Ministeren havde derimod ikke fokus på de kriterier,

der blev anvendt ved adskillelserne, ligesom der ikke var fokus på, hvordan

det gik de par, der var adskilt.

Inger Støjberg har forklaret

208

bl.a., at hun i februar eller marts måned 2016

var klar over, at der var nogle par, som reagerede voldsomt på at blive adskilt.

Det kan sagtens være, at det ud over notatet fra Røde Kors blev nævnt mundligt

for hende, at der var reaktioner. Dette gav ikke anledning til overvejelser om

at ændre praksis, men hun tænkte over, at der skulle tages hånd om pigerne.

Notatet fra Røde Kors lå som baggrundsnotat til samrådet den 15. marts 2016.

Det kan godt være, at hun har skimmet brevet, har læst brevet eller er blevet

orienteret om, at brevet lå som baggrundsmateriale. Hendes udtalelse i sam-

rådet om, at det var vigtigt at få adskilt ”de her par”, kan tyde på, at hun ikke

har læst brevet helt i bund. Hun fulgte ikke op på, om det kunne være rigtigt,

at der ikke blev foretaget individuelle vurderinger. Brevet var stilet til Lykke

Sørensen og ikke til hende, og hun gik ikke i detaljer med brevet.

Line Skytte Mørk Hansen har om henvendelsen fra Røde Kors forklaret

209

bl.a., at hun, som hun husker det, læste notatet fra Røde Kors. Foreholdt, at

Røde Kors i brevet anførte, at en adskillelse af par med børn uden en forudgå-

ende individuel vurdering ville være dybt bekymrende, har hun forklaret, at

Udlændingestyrelsen netop foretog en individuel vurdering. Hun fandt ikke

anledning til at reagere på brevet fra Røde Kors, herunder fordi brevet var

stilet til Lykke Sørensen. Hun går ud fra, at Udlændingeafdelingen havde en

dialog med Udlændingestyrelsen om henvendelsen, og at styrelsen herefter

tog en dialog med Røde Kors. Hun husker ikke, om hun drøftede brevet med

andre.

Jesper Gori har om henvendelsen fra Røde Kors forklaret

210

, at han læste

brevet. Da de modtog brevet, vidste de, at Udlændingestyrelsen foretog en

vurdering af omstændighederne i den enkelte sag. Lykke Sørensens reaktion

207

208

209

210

Afhøringsekstrakten, side 90-91.

Afhøringsekstrakten, side 125-126.

Afhøringsekstrakten, side 206.

Afhøringsekstrakten, side 267-268.

226

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. til 31. marts 2016

var, at der allerede skete en konkret vurdering, og at Røde Kors ”sparkede en

åben dør ind”. Efter deres opfattelse var Røde Kors’ vurdering af situationen

forkert. Lykke Sørensens opfattelse var, at brevet skulle sendes til Udlæn-

dingestyrelsen, idet henvendelsen handlede om processen. Brevet gav ikke

anledning til andre overvejelser. Han tror ikke, at nogen bed særligt mærke i

spørgsmålet om partshøring, og de vidste ikke, hvordan Udlændingestyrelsen

konkret oplyste sagerne. Anne la Cour Vågen ringede til ham den 15. marts

2016 inden samrådet. Under samtalen med Anne la Cour Vågen drøftede de

ikke brevets indhold. Han kvitterede blot for henvendelsen og sagde til hende,

at brevet skulle sendes til Udlændingestyrelsen.

Anne la Cour Vågen har herom forklaret

211

bl.a., at hun henvendte sig til Lykke

Sørensen, fordi Udlændingestyrelsen havde foreslået Røde Kors at henvende

sig til ministeriet. Hun havde i forbindelse med dette brev overvejelser om,

hvorvidt hun skulle kaste sig ud i henvisninger til Den Europæiske Menne-

skerettighedskonvention og Børnekonventionen. Hun gjorde det ikke, men i

stedet ”pakkede hun det ind” og beskrev, at adskillelserne havde nogle forfær-

delige sociale og familiemæssige konsekvenser, for at antyde, at adskillelserne

måtte være i strid med retten til familieliv. For så vidt angår de flytninger, der

allerede var foretaget af parrene uden børn, blev der ikke lavet individuelle

vurderinger, inden parrene blev adskilt. De blev alle flyttet på én gang den 16.

februar 2016. Der lå ingen individuelle vurderinger til grund herfor. Adspurgt

om det skema, der blev udsendt af Udlændingestyrelsen den 18. februar 2016

til brug for indhentning af oplysninger om parrene med børn, har hun forkla-

ret, at Helle Kjems havde sagt til hende, at skemaet angik praktiske forhold.

De talte ikke med parrene, men udfyldte skemaet alene ud fra de oplysninger,

de havde i forvejen. Hun modtog ikke et skriftligt svar på brevet, men Jesper

Gori ringede til hende; det kan godt have været den 15. marts 2016. Jesper

Gori sagde til hende, at anmodningen fra Røde Kors om dispensationsadgang

rettelig skulle sendes til Udlændingestyrelsen. Hun var uforstående og svarede

ham, at Udlændingestyrelsen havde henvist hende til at sende anmodningen

til ministeriet. Jesper Gori gentog herefter, at det var Udlændingestyrelsen,

der skulle udstede retningslinjerne. Hun sagde helt sikkert til Jesper Gori, at

Udlændingestyrelsen havde fortalt hende, at de ventede på retningslinjer fra

ministeriet.

211 Afhøringsekstrakten, side 515 ff.

227

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

Det fremgår af oplysningerne i sagen, at Røde Kors tillige sendte kopi af brevet

til ordførerne forud for et samråd (samråd Z), der skulle finde sted den 15.

marts 2016. Ligeledes den 4. marts 2016 sendte Røde Kors en mail til Lene

Linnea Vejrum, hvori det blev anført bl.a. følgende:

”Den igangværende indsats med adskillelse af par, hvor den ene ægte-

fælle er mindreårig, er ved at blive gennemført på Røde Kors’ centre.

Indtil videre er der, som du ved, sket adskillelse af de par, der ikke har

børn, og vi er orienteret om, at de par, der har børn, skal adskilles nu.”

Mailen var vedhæftet et notat, hvoraf fremgår, at reaktionerne på adskillelsen

af de mindreårige i ægteskab havde været voldsomme. Det hedder i notatet

videre bl.a.:

”Alle har reageret med stor modstand, og frustration. Alle har følt behov

for at klage over afgørelsen, som af alle parter opleves som et voldsomt

overgreb på deres personlige frihed. Der har været megen gråd, besvi-

melser, selvmordstrusler og selvskadende adfærd. Der har været et selv-

mordsforsøg med indtag af piller og 3 ud af de 8 unge kvinder har været

med ambulance til nærliggende hospital af psykosociale grunde. …

Gennemgående for de mindreårige, som er blevet adskilt, er følelsen

af stor utryghed uden den person, som de ser som tryghedsfaktor i en

i forvejen meget utryg situation. … Gennemgående er faldende trivsel,

nogle af dem i alvorlig grad. Adskillelsen har for flere af de mindreårige

betydet dårlig nattesøvn, manglende appetit, øgede depressionssymp-

tomer, isolation, manglende lyst til skolegang, øget behov for ro og

selvskade. Reaktioner, der giver anledning til alvorlig bekymring for

beboernes udvikling og trivsel, som har foranlediget underretninger til

de sociale myndigheder og henvisning til psykologsamtaler.

…

Der er endnu ikke erfaringer med ufrivillig adskillelse af mindreårige,

som har børn, men Røde Kors ser, at reaktionerne ved varsling om

flytning er endnu stærkere end ved de mindreårige uden børn. Der

registreres større modstand mod at ville acceptere flytning, bekymrin-

ger om hvordan de kan opretholde et familieliv, og hvordan den der

skal fraflytte kan bevare en nær tilknytning til sit/sine barn/børn. Der

er alvorlige bekymringer for flere af de mindreåriges psykiske tilstand

228

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. til 31. marts 2016

ved adskillelse, og flere reagerer med selvmordstrusler. De sociale myn-

digheder er underrettede i flere tilfælde som følge af reaktioner på

varsling om adskillelse.”

Lene Linnea Vejrum har om henvendelsen fra Røde Kors forklaret

212

bl.a., at

hun havde løbende drøftelser med Røde Kors, og hun er næsten sikker på,

at hun havde en telefonsamtale med Anne la Cour Vågen, hvor hun oplyste,

hvad ”der skete i øjeblikket”, men hun havde ikke noget nyt svar til hende. Hun

kunne ikke svare på henvendelsen, fordi Røde Kors havde bedt ministeren

om at overveje at indføre en dispensationsadgang. Derfor vidste Anne la Cour

Vågen formentlig, at styrelsen ikke kunne gøre så meget på dette tidspunkt.

Det kan godt være, at det var Røde Kors’ opfattelse, at styrelsen ikke foretog

en individuel vurdering, men det var ikke styrelsens opfattelse. Hun ved ikke,

om de gjorde noget for at bringe Røde Kors ud af den vildfarelse.

Anne la Cour Vågen har herom forklaret

213

, at hun havde trivselsoplysningerne

fra sin daglige kontakt med medarbejderne, herunder Caroline Madsen, der

var daglig leder af Anneberg. Hun fik ikke et svar på sit notat til Lene Linnea

Vejrum.

5.5.2.

Udlændingestyrelsen forelægger fem sager for departemen-

tet

Som det fremgår af afsnit 5.4.1.3 var der i Udlændingestyrelsen allerede fra i

hvert fald den 15. februar 2016 overvejelser om at forelægge nogle af sagerne

for Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet. Det var oprindelig på tale

at forelægge alle de sager, hvor der var børn. Overvejelserne om at forelægge

nogle sager for ministeriet mundede ud i et notat, der blev sendt til mini-

steriet den 3. marts 2016, hvori der blev gjort rede for fem konkrete sager,

der rejste nogle særlige problemstillinger. I samme forbindelse fremsendte

Udlændingestyrelsen en række sagsakter til departementet. Det fremgår af

notatet, at styrelsen i forlængelse af pressemeddelelsen af 10. februar 2016

havde orienteret indkvarteringsoperatørerne om, at ingen mindreårige under

18 år fremover måtte indkvarteres på samme asylcenter som en ægtefælle

eller samlever, og at dette også gjaldt, hvis parret havde fælles børn. Udlæn-

dingestyrelsen oplyste i notatet endvidere, at styrelsen ville tage skridt til at

212 Afhøringsekstrakten, side 425-426.

213 Afhøringsekstrakten, side 517.

229

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

adskille parrene i aktuelle sager om mindreårige, der boede sammen med

en ældre ægtefælle eller samlever, og at styrelsen allerede havde effektueret

adskillelse af parrene i langt hovedparten af sagerne, herunder i sager hvor

parrene havde fællesbørn. I notatet gjorde Udlændingestyrelsen imidlertid

opmærksom på, at der i fem konkrete enkeltsager var særlige elementer og

omstændigheder, der kunne rejse spørgsmål om balancen særligt i forhold

til hensynet til parrenes fællesbørns tarv. Styrelsen stillede i den forbindelse

spørgsmål til ministeriet om, hvorvidt de pågældende fem par alligevel –

”trods det helt overvejende udgangspunkt om adskillelse, herunder uanset

om der er fællesbarn” – burde indkvarteres sammen eller fx på samme center,

men på forskellige værelser.

De konkrete sager, der blev forelagt ministeriet, vedrørte parrene [A], [D], [G],

[H] og [Q].

Lykke Sørensen har herom forklaret

214

bl.a., at hun ikke før dette tidspunkt

var blevet forelagt konkrete sager, men de havde tidligere talt om rammerne

og generelle spørgsmål. Dette var første gang, at det blev mere konkretiseret.

Hun kan godt have hørt om konkrete sager forud for denne mail, men her

var første gang, at hun så de konkrete sager beskrevet. Når Udlændingesty-

relsen rejste konkrete sager over for dem, var øvelsen at give dem så meget

vejledning som muligt, men samtidig sige, at det var styrelsen, der skulle

afgøre sagerne.

Inger Støjberg har forklaret

215

, at hun løbende fulgte med i sagerne og kun-

ne se, at der var en proces, og at nogle ikke blev adskilt. Hun kan ikke sige,

hvornår hun blev bekendt med, at de pågældende par ikke var blevet adskilt.

Hun er ikke klar over, om hun har set notatet fra styrelsen med de fem sager,

og det var ikke hende, der skulle sagsbehandle.

Line Skytte Mørk Hansen har forklaret

216

, at hun ikke forholdt sig til de kon-

krete sager, idet dette henhørte under Udlændingeafdelingen.

214 Afhøringsekstrakten, side 67.

215 Afhøringsekstrakten, side 125.

216 Afhøringsekstrakten, side 206.

230

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. til 31. marts 2016

Jesper Gori har herom forklaret

217

bl.a., at han tillod sig at forudsætte, at hvis

der havde været tale om en absolut ordning, ville der ikke være anledning

til, at Udlændingestyrelsen sendte disse sager til departementet. Han kendte

kun til de sager, som departementet fik præsenteret. Han drog den slutning,

at Udlændingestyrelsen for at kunne udskille fem sager måtte have været

inde over alle sagerne. Det var i hvert fald sådan, han opfattede det. Han var i

marts 2016 tryg ved, at sagerne blev behandlet rigtigt i Udlændingestyrelsen.

De drøftelser, som han havde med Ditte Kruse Dankert, betryggede ham. Han

forstod på hende, at Udlændingestyrelsen den 10. februar 2016 havde fået at

vide, at der ikke skulle være undtagelser, men at styrelsen selv tog initiativ til

at kigge ned i sagerne for at undersøge, om sagerne rejste tvivl i relation til

Danmarks internationale forpligtelser. Notatet med de fem sager kom oven på

et papir, der var blevet sendt til ham den 2. marts 2016, hvor der var blevet

henvist til aftalen den 22. februar 2016 om, at konkrete sager skulle forelægges

for ham.

218

Da han havde læst notatet vedhæftet mailen af 3. marts 2016, havde

han en samtale med Lykke Sørensen om, hvordan sagerne skulle håndteres.

Notatet dannede grundlag for et senere møde. Han er ret sikker på, at Lykke

Sørensen orienterede departementschefen om sagerne.

Adam Abdel Khalik har forklaret

219

, at han fik oplyst, at grunden til, at man

forelagde sagerne, var, at man ikke mente, at man selv kunne lade være med

at adskille. Styrelsen ville ikke selv træffe en beslutning, der var i strid med

ministerens intentioner.

Lene Linnea Vejrum har forklaret

220

bl.a., at styrelsen allerede fra den 10.

februar 2016 og i dagene efter havde mange interne drøftelser, herunder drøf-

telser om at det var vigtigt, at de havde øje for, om der var par, som de skulle

holde tilbage. Disse drøftelser angik navnlig spørgsmålet om adskillelse af par

med børn, hvilket hun også havde nogle få drøftelser med Henrik Grunnet

om. Styrelsen fik først i marts 2016 at vide af departementet, at de i tvivlssa-

ger kunne ”række ind” mod departementet.

221

De vidste ikke, hvem de skulle

forelægge for i departementet, men gik blot ud fra, at det var Lykke Sørensen

og Jesper Gori. Hun husker ikke præcis, hvornår de traf beslutning om ikke at

217

218

219

220

221

Afhøringsekstrakten, side 253.

Afhøringsekstrakten, side 260-261.

Afhøringsekstrakten, side 335-336.

Afhøringsekstrakten, side 411.

Afhøringsekstrakten, side 420.

231

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

forelægge alle sager med børn, herunder om det skete efter en drøftelse med

departementet.

222

Det var lidt svært, fordi de gjorde noget andet end det, de

følte, at de var blevet bedt om. Det var styrelsen, der udvalgte de fem sager, som

de mente var mest problematiske, og som rejste nogle principielle spørgsmål.

Ditte Kruse Dankert har herom forklaret

223

bl.a., at hun ikke deltog i drøftelser-

ne om, hvorvidt alle sager med børn skulle forelægges for departementet. De

fandt de fem sager, der blev forelagt for departementet, ved, at de gennemgik

de sager, hvor der var børn, og de sager, hvor der forelå særlige oplysninger. De

fandt særlige oplysninger i mere end fem sager. De drøftede, hvilken betydning

de konkrete oplysninger havde, herunder betydningen af, om oplysningerne

kom fra fagpersoner, dvs. for eksempel psykologer og læger, eller kom fra

socialarbejdere på centrene. De vurderede, at der i de fem sager, som blev

forelagt, var ”mest at komme med”. I de øvrige sager planlagde de flytning af

parrene. Hun husker det således, at hun i slutningen af den uge, der begyndte

den 22. februar 2016, havde en snak med Jesper Gori om, at Udlændingesty-

relsen ville forelægge nogle sager. Hun sagde til ham, at de havde fundet fem

sager, som de ønskede, at departementet så på. Jesper Gori sagde, at dette var

”fint”. Dialogen om forelæggelsen fortsatte frem til begyndelsen af marts, hvor

sagerne blev indsendt. Ved udvælgelsen af sagerne foretog de en samlet vurde-

ring, og det var ikke nogen nem vurdering. De havde hele tiden i baghovedet,

at de havde fået at vide, at man i alle tilfælde kunne adskille. Hvis alle sager

var blevet forelagt for departementet, ville de være blevet hældt fuldstændig

ned ad brættet, men her var de i hvert fald sikre på, at der ”var noget”. De fem

sager, som de forelagde, var deres bedste bud på sager, hvor man ikke kunne

adskille parret. De vurderede, at de øvrige par lovligt kunne adskilles.

Kristina Rosado har herom forklaret

224

bl.a., at hvis de skulle gøre sig forhåb-

ninger om at trænge igennem til departementet med et budskab om, at der

måtte være nogle undtagelser hertil, ville det ikke havde nyttet noget, hvis de

havde bedt departementet om at tage stilling til alle sagerne om adskillelse.

Det var deres opfattelse, at det ikke kunne være rigtigt, at alle skulle adskilles.

Eftersom departementet havde en klar holdning om, at en automatisk og und-

tagelsesfri adskillelse af alle parrene var i overensstemmelse med Danmarks

222 Afhøringsekstrakten, side 422.

223 Afhøringsekstrakten, side 449-450.

224 Afhøringsekstrakten, side 475-476.

232

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. til 31. marts 2016

internationale forpligtelser, var de nødt til at finde en måde, hvorpå de kunne

komme igennem til departementet med deres budskab. Derfor talte de i sty-

relsen på et tidligt tidspunkt om, at de i hvert fald for alle de par, hvor der var

fællesbørn, var nødt til at se nærmere på sagerne. Det var hendes opfattelse,

at det ville blive meget vanskeligt at trænge igennem med styrelsens budskab,

og hvis de skulle gøre sig forhåbninger om at lykkes med det, var de nødt til

at finde nogle sager, hvor det var meget klart, at der skulle gøres undtagelse.

De antog generelt, at det, der kom fra departementet, var lovligt.

Møde den 8. marts 2016 mellem Udlændinge-, Integrations- og

Boligministeriet og Udlændingestyrelsen

Af en mail af 8. marts 2016 kl. 19.48, som Lene Linnea Vejrum sendte til bl.a.

Anni Fode og Ditte Kruse Dankert, fremgår det, at der samme dag havde været

et møde mellem Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet og Udlændin-

gestyrelsen. Det fremgår videre af mailen bl.a.:

”…

Vi gennemgik følgende på mødet:

1. De 5 konkrete sager, som vi efter aftale har forelagt for departementet

blev kort gennemgået. Lykke skulle vende sagerne med Uffe senere i

dag. De umiddelbare vurdering er, at det vil være konventionsstridigt

at skille parterne ad i to af sagerne (sag 3 [G-K og G-M] og 4 [H-K og

H-M] –navnlig i sag 4, hvor der er indgået ægteskab i DK).

De andre sager er mere tvivlsomme. Vi får en tilbagemelding, når sa-

gerne har været forelagt Ministeren.

…”

Lykke Sørensen har herom forklaret

225

bl.a., at hun mener, at der i begyndelsen

af marts var et møde med styrelsen, der var baseret på de problemstillinger,

de omtalte sager rejste. Hun deltog i et eller to møder, men hun husker det

ikke præcist. Hun tror ikke, at de på mødet sagde meget andet til styrelsen,

end hvad de havde sagt hele tiden; at det var et spørgsmål om at foretage en

konkret vurdering. Det, der indgik, var blandt andet, hvordan parrene var,

hvordan de trivedes, om adskillelse ville betyde, at børnene skulle til de sociale

5.5.2.1.

225 Afhøringsekstrakten, side 67.

233

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

myndigheder, hvor længe parrene havde været sammen osv. Det var muligt

at adskille, selvom der var fælles børn, men det beroede på en vurdering af

de samlede forhold. Hun husker ikke alle detaljer fra mødet.

Jesper Gori har forklaret

226

, at han ikke ved, om han deltog i det møde, der er

omtalt i mailen, men han deltog i et møde den 8. marts 2016 med Udlændin-

gestyrelsen. På mødet havde Lykke Sørensen en klar holdning til, at departe-

mentet ikke skulle sagsbehandle, og at Udlændingestyrelsens indstillinger og

vurderinger skulle komme fra styrelsen. Han husker, at Lykke Sørensen og

han vendte de foreliggende oplysninger op imod det, som Udlændingestyrel-

sen havde sammenfattet. I hvert fald nogle af sagerne rejste klart spørgsmål

i relation til EMRK artikel 8. Det var på dette tidspunkt, at det for alvor gik

op for dem, at de sager, der ”måske engang ville komme med tiden”, nu forelå.

Departementet havde en holdning til, hvordan nogle af sagerne kunne falde

ud, når man skulle se på de menneskeretlige problemstillinger. Der var nogle

sager, hvor departementet støttede Udlændingestyrelsen i, at der kunne være

et problem. Han var mere forsigtig i forhold til de øvrige sager. Han husker,

at han blev spurgt, om man kunne træffe afgørelse i sagerne. Han sagde, at

han ikke mente, at de var færdige med overvejelserne, og at styrelsen måtte

holde sagerne tilbage. Han tror, at Udlændingestyrelsen var nervøs for at

blive mødt med en kritik af, at der ikke blev truffet afgørelse om adskillelse.

Departementets indstilling var, at der ikke skulle ske adskillelse, hvis Udlæn-

dingestyrelsen var i tvivl. Han mener, at der kom en endelig tilbagemelding

til Udlændingestyrelsen om, at det var styrelsen, der skulle træffe afgørelse i

de fem sager.

227

Han mener, at departementet på daværende tidspunkt ikke

evnede at komme med mere overordnede retningslinjer.

Lene Linnea Vejrum har om mødet forklaret

228

, at departementet på mødet

tilkendegav, at de umiddelbart var enige med styrelsen i to af sagerne. Det

var sagerne om det par, der var gift i Danmark, og det par, der havde mistet

et barn. Det var Lykke Sørensen, der kom med den tilkendegivelse. Det var

tydeligt, at medarbejderne fra departementet havde læst akterne. Der blev ikke

konkluderet noget for så vidt angår de øvrige tre par. Departementet ønskede

at overveje disse sager nærmere og forelægge dem for departementschefen.

226 Afhøringsekstrakten, side 260-261.

227 Afhøringsekstrakten, side 263.

228 Afhøringsekstrakten, side 423.

234

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. til 31. marts 2016

Styrelsen traf ikke efter mødet beslutning om ikke at adskille de to par, hvor

departementet var enig i deres vurdering, fordi de behandlede sagerne som

faktisk forvaltningsvirksomhed. Hun er i tvivl om, hvorvidt operatørerne blev

orienteret om, at parrene ikke ville blive adskilt. Hun opfattede det sådan,

at departementet var enige i vurderingen vedrørende de to par, men at det

skulle vendes ”opad”. Styrelsen lod dog netop være med at gøre noget. Hvis

de havde fået at vide, at de skulle adskille parrene, ville de formentlig have

gjort noget. Foreholdt, at det tillige fremgår af referatet, at departementet ville

vende tilbage, når de øvrige sager havde været forelagt for ministeren, har

hun forklaret, at hun ikke husker dette i dag, men referatet er skrevet samme

dag som mødet, og det var derfor formentlig det, der blev sagt.

Ditte Kruse Dankert har forklaret

229

bl.a., at mødet den 8. marts 2016 handlede

blandt andet om departementets holdning til de fem sager. Mailen af 8. marts

2016 kl. 19.48 indeholder en korrekt gengivelse af mødet. Under dette møde

eller under et andet møde fik de oplyst, at ministeren havde set sagerne. De

fik at vide, at ministeren ikke syntes, at der var noget grundlag for at undlade

en adskillelse i disse sager. Hun husker det ikke bestemt, men ministeren

mente, at oplysningerne i sagerne mere var sympatitilkendegivelser. Grund-

budskabet var, at ministeren ikke mente, at der forelå noget særligt i sagerne,

og at nogle af oplysningerne var tvivlsomme og udtryk for, at ”nogle syntes,

at det var synd”. Dette gjaldt ikke det par, som var blevet gift i Danmark med

kongebrev, men de sager, hvor der forelå oplysninger om sociale forhold hos

parrene. Ministeren mente, at der ”var noget” i kongebrevssagen. Hun husker

ikke andre detaljer fra mødet den 8. marts 2016.

Kristina Rosado har forklaret

230

bl.a., at hun tror, hun deltog i to møder med

Lykke Sørensen og Jesper Gori i den pågældende periode, og at det omtalte

møde den 8. marts 2016 var det ene af dem. Det andet møde, mener hun, fandt

sted omkring den 17. marts 2016. På et af møderne blev de fem sager drøf-

tet, og Lykke Sørensen eller Jesper Gori oplyste, at de fem sager havde været

forelagt ministeren, som havde konkluderet, at der ikke var noget i de fem

sager, som gjorde, at parrene ikke skulle adskilles. Det var hendes opfattelse,

at Lykke Sørensen og Jesper Gori var enige med dem i synspunktet om, at der

burde være undtagelser. Lykke Sørensen og Jesper Gori havde således på et af

229 Afhøringsekstrakten, side 450-451.

230 Afhøringsekstrakten, side 481.

235

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

møderne – hun mener, at det var mødet den 8. marts 2016, men hun er ikke

sikker – sagt, at ”de stod med det ene ben i Statsministeriet, hvis ministeren

ikke ville acceptere undtagelser”. Det blev drøftet, at ministeren ultimativt selv

måtte træffe afgørelse i sagerne. Det var meget usædvanligt.

5.5.2.2.

Forelæggelse af sager for ministeren

Af en mailtråd af 3. marts 2016 fremgår det, at Line Skytte Mørk Hansen

spurgte Anne Nygaard Just og Anette Görtz, om en af de to havde sendt de

fem konkrete sager, som Udlændingestyrelsen havde forelagt, til ministeren.

Anne Nygaard Just besvarede samme dag mailen bekræftende, idet hun sam-

tidig oplyste, at ”Andreas kom og bad mig om det”. Den 7 marts 2016 skrev

Lykke Sørensen en mail til bl.a. Line Skytte Mørk Hansen og Anette Görtz,

hvoraf fremgår bl.a., at hun havde aftalt med Uffe, at ”der ved forelæggelsen

for ministeren skal foretages en vurdering af, hvorvidt adskillelsen er forenelig

med vores internationale forpligtelser”.

I dagene omkring den 8. marts 2016 var der mailkorrespondance mellem Ud-

lændinge-, Integrations- og Boligministeriet, Udlændingestyrelsen og Justits-

ministeriet, der viser, at der i Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet

var overvejelser om, hvorvidt der var noget til hinder for, at konkrete sager

blev forelagt ministeren, herunder om ministeren kunne træffe afgørelse i

de konkrete sager.

Det fremgår desuden af et internt journalnotat fra Udlændingestyrelsen, at

Ditte Kruse Dankert den 9. marts 2016 talte med Jesper Gori vedrørende

forelæggelsen af de fem konkrete sager. Ifølge notatet skulle Jesper Gori have

oplyst, ”at styrelsen fortsat skulle afvente UIBM’s stillingtagen til de fem sager,

dvs. adskillelse skulle ikke ske på nuværende tidspunkt.”

Lykke Sørensen har om dette forløb forklaret

231

bl.a., at der i begyndelsen af

marts opstod et spørgsmål om, at ministeren gerne ville se nogle af sagernes

akter. De drøftede, hvad konsekvenserne heraf i så fald ville være. Det var en

meget svær sag at håndtere. Der opstod et spørgsmål, om ministeren selv ville

sagsbehandle i nogle sager, hvor myndighederne mente, at de pågældende

ikke kunne skilles ad.

232

Det var på den baggrund, at de havde en overvejelse

231 Afhøringsekstrakten, side 65.

232 Afhøringsekstrakten, side 71.

236

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. til 31. marts 2016

om, hvorvidt der var retlige argumenter for at sige til ministeren, at hun ikke

kunne se akterne.

Inger Støjberg har forklaret

233

bl.a., at hun forud for samrådet den 15. marts

2016 spurgte ind til, om parrene blev adskilt. Hun fik oplysninger om, at

nogle par ikke blev adskilt. Hun så skemaer med navne og fødselsdatoer, men

hun havde ikke fingrene i sagsbehandlingen. Der var ikke tvivl om, at hun

interesserede sig for sagerne på et overordnet plan, men der er langt fra at

interessere sig for et sagsområde til at ville afgøre de konkrete sager. Hun fik

at vide, hvor mange par der blev adskilt, og hvilken alder de havde, ligesom

hun fik indblik i, om der var børn, og om der i øvrigt gjorde sig noget særligt

gældende. Der var ikke tale om sagsbehandling. Hun ville på sagsniveau gerne

vide noget om alder og en lille smule om baggrund, men hun ville ikke have

sagsmapper med psykologsamtaler mv. Hun ville gerne se et helt overordnet

grundlag på en afgørelse om, hvorfor par ikke skulle adskilles, idet hun ville

følge omfanget af undtagelserne.

Line Skytte Mørk Hansen har herom forklaret

234

bl.a., at hun godt husker,

at ministeren gerne ville se de konkrete sager. Der var ingen tvivl om, at

ministeren ønskede at se, hvilke undtagelsessager der var. Hun ved ikke, om

ministeren endte med at se sagerne. Hun tror det ikke. Hun kan ikke forestille

sig, at ministeren ikke har fået at vide, at ministeren ikke skulle sagsbehandle.

Jesper Gori har forklaret

235

bl.a., at telefonnotatet fra den 9. marts 2016 vi-

ser, at han havde en samtale med Ditte Kruse Dankert. Han husker det ikke

sådan, at departementet skulle komme med en stillingtagen til sagerne, men

der skulle tages stilling til de generelle spørgsmål, som sagerne rejste. Det var

Udlændingeafdelingens opfattelse, at Udlændingestyrelsen selv skulle træf-

fe afgørelse i sagerne. Ministeren havde ikke givet udtryk for, at hun ville

have sagerne til afgørelse, men de var usikre på, om dette var hendes ønske,

og departementets opfattelse var, at de ikke kunne nægte ministeren dette.

Samtalen med Ditte Kruse Dankert den 9. marts 2016 skal blandt andet ses i

lyset heraf. Herudover skal samtalen ses i lyset af, at der efter departementets

opfattelse ”bestemt var noget at komme efter” i nogle af sagerne. Udlændin-

233 Afhøringsekstrakten, side 122-123.

234 Afhøringsekstrakten, side 211.

235 Afhøringsekstrakten, side 266-267.

237

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

gestyrelsen havde spurgt, om de ville få kritik, hvis de undlod at adskille i

de pågældende sager. Derfor ønskede Udlændingestyrelsen departementets

opbakning til at undlade adskillelse.

Der blev i hvert fald den 9. marts 2016 afholdt et møde med deltagelse af Inger

Støjberg, Uffe Toudal Pedersen, Mark Thorsen, Jesper Gori og Anne Nygaard

Just, hvor sagerne kan være blevet drøftet.

Uffe Toudal Pedersen har om forlæggelsen af konkrete sager for ministeren

forklaret

236

bl.a., at Jesper Gori og han deltog i drøftelser med ministeren

om spørgsmålet. Som han husker det, var der ikke konkrete sager, der endte

med at blive forelagt for ministeren. Han har fra dag ét sagt til ministeren,

at ordningen alene kunne administreres med undtagelser. Det tog hun til

efterretning. Hun trak på skuldrene og sagde ”ja” eller ”nå”.

Jesper Gori har herom forklaret

237

bl.a., at han deltog i et møde med ministe-

ren den 9. marts 2016. Han husker ikke mødet i detaljer, men han husker, at

mødet begyndte med, at ministeren sad med sagsakterne vedrørende de fem

sager og havde akterne åbne, ligesom hun pegede ned i nogle af sagsakterne.

Han husker ikke de præcise ord, men der kom en holdningstilkendegivelse

fra ministeren og Mark Thorsen om, hvorvidt der skulle ske adskillelse. Som

han husker det, var de ganske kritiske over for de sagsoplysninger, der forelå.

Ministeren og Mark Thorsen gav udtryk for holdninger til, om de personer,

der udtalte sig i sagerne, havde involveret sig personligt i sagerne på en så-

dan måde, at man ikke kunne lægge udtalelserne til grund. Holdningen blev

ikke formuleret med disse ord, men det var sådan, han forstod det. Der blev

tilkendegivet en klar kritisk holdning til, om oplysningerne i sagerne var til-

strækkelige til, at man kunne undlade at adskille. Mark Thorsen og ministeren

afløste hinanden i ordvekslingen. Drøftelserne førte over i en diskussion om,

hvorvidt ordningen skulle være af en sådan karakter, at der ikke skulle være

undtagelser. Han mener ikke, at spørgsmålet om kongebrev blev behandlet.

Som han husker det, var der en drøftelse af de par, hvor der forelå særlige per-

sonlige omstændigheder. Ministeren og Mark Thorsen sagde, at det i hvert fald

ikke var de foreliggende oplysninger i sagerne, der kunne føre til, at parterne

ikke skulle adskilles. Han erindrer ikke, hvordan ordene faldt, men han var

236 Afhøringsekstrakten, side 92.

237 Afhøringsekstrakten, side 262 ff.

238

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. til 31. marts 2016

overrasket over, at man under mødet på ny diskuterede selve ordningen. Det

var ikke naturligt, at han som embedsmand rejste spørgsmålet om undtagelser.

Han var overbevist om, at der skulle være undtagelser. Det var hans opfattelse,

at ministeren klart gav udtryk for, at hun stadig ønskede en ordning, hvor

der ikke skulle gøres undtagelser i nogen sager. Da ministeren gav udtryk for

dette, havde han lært Lykke Sørensens sætning om, at ”uanset hvad du siger,

kan du ikke instruere myndighederne i at træffe ulovlige afgørelser”. Som han

hørte ministeren, gentog hun flere gange, at hun ”simpelthen ikke kunne have

det”. Adspurgt, om hun sagde dette, efter at han havde sagt til hende, at der

ikke kunne handles ulovligt på instruktion, har han svaret bekræftende og

forklaret, at han tror, at ministeren gentog det mange gange og også efter, at

han havde sagt til hende, at der ikke kunne handles ulovligt på instruktion.

Der var ikke noget udfald af mødet.

Mark Thorsen har herom forklaret

238

bl.a., at han ved, at ministeren havde set

en række af sagerne. Han husker, at der var et møde den 9. marts 2016, men

han husker ikke mødet som ”stormfuldt”. Det var et møde, hvor ministeren

og han selv spurgte ind til status på de fem sager, og hvorfor de så ud, som de

gjorde. Spørgsmålene var affødt af en fornemmelse af, at ”hegnspælen løbende

rykkede sig” gennem denne proces, og at det nu viste sig, at der var fem sager,

hvor det så ud til, at der ikke ville ske adskillelse. Derfor spurgte ministeren

og han, om det var sådan, landet lå. Han ved ikke, om sagsakterne var blevet

bragt op til ministeren, men han havde set sagsakterne. Det var for at følge

med i, hvordan sagerne udviklede sig. Han kan ikke huske, om han gennem-

gik sagerne sammen med ministeren, eller hvor han gennemgik sagsakterne.

Som han husker det, havde han sagsakterne foran sig under mødet med Jesper

Gori. Han tilkendegav ikke noget om sagsakternes kvalitet. Det, han spurgte

ind til, var en enkelt af sagsakterne, hvor der var en tilkendegivelse fra en

psykolog om, hvordan man syntes, at afgørelsen skulle falde ud. Han spurgte

Jesper Gori, hvilken vægt det havde, at en fagperson syntes, at der ikke skulle

ske adskillelse, idet dette ikke var psykologens afgørelse, men Udlændinge-

styrelsens afgørelse. Han vil mene, at sagsakterne også var tilgængelige for

ministeren. Han er ikke enig i Jesper Goris forklaring om, at han skulle have

sagt, at der efter hans gennemgang af akterne ikke var belæg i sagsakterne

for at træffe beslutning om ikke at adskille. Han har ikke sagt, at en konkret

238 Afhøringsekstrakten, side 389-390.

239

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

sag skulle afgøres på en bestemt måde, eller at nogen i Udlændingestyrelsen

ikke havde været kompetente til at afgøre en sag eller ikke havde indhentet

det nødvendige materiale for at afgøre en sag. Foreholdt Jesper Goris forkla-

ring om, at han på mødet skulle have sagt, at der i hvert fald i de foreliggen-

de akter ikke var tilstrækkeligt belæg for en beslutning om ikke at adskille,

har han forklaret, at han ikke kan genkende dette. Hans erindring er, at han

spurgte ind til, hvilken vægt det havde, hvis der i materialet var oplysninger

om, at en fagperson udtrykte sin holdning til spørgsmålet om adskillelse. Han

husker ikke, at ministeren på dette møde kom med sin holdning til, hvordan

sagerne skulle afgøres, men det stod rimelig klart, at ministerens ønske var,

at man skulle forvalte det så stramt, som det overhovedet var muligt. Mini-

steren tilkendegav ikke sin holdning til, om der skulle ske adskillelse i disse

sager. Ministeren brød sig ikke om barnebrude som fænomen, og det har hun

sagt. Hun kan sagtens have sagt: ”Jeg kan ikke ha’ det”. Hun havde en meget

stærk værdibaseret tilgang til dette spørgsmål. Han tror, at Lykke Sørensens

kommentar i minibussen om, at det var ”ministerens centre”, havde sat sig i

ministeren på en sådan måde, at hun opfattede det som sit ansvar, hvad der

foregik på centrene. Det fik ministeren til at føle en personlig forpligtelse for,

at der ikke skulle være mindreårige piger på centrene, der var indkvarteret

sammen med ældre mænd. Ministeren vidste godt, at der kunne være en

sag, hvor der ikke kunne ske adskillelse. Hendes drømmescenarie var, at der

ville ske adskillelse i alle sager, når man havde gennemgået sagerne. Det var

imidlertid ikke sådan, at hun på dette møde ønskede at afgøre nogle sager.

Jonas From Soelberg har herom forklaret

239

bl.a., at han erindrer et møde på

Uffe Toudal Pedersens kontor, hvor de sad med nogle papirer, der gengav for-

hold vedrørende nogle konkrete sager. Mødet hos Uffe Toudal Pedersen har

muligvis været et formøde. Der var formentligt et møde på ministerens kon-

tor efterfølgende. Han husker ikke, at ministeren skulle se sagerne på mødet,

men der var på et tidspunkt en drøftelse af, om det ville være fornuftigt at

lade ministeren se sagerne. Han husker ikke nærmere mødet på ministerens

kontor, eller hvad der blev drøftet, men han husker nogle overvejelser om

psykologudtalelser og lignende. Det eneste, han har en vag erindring om fra

drøftelserne med ministeren om de konkrete sager, var dette overordnede

synspunkt om, at blot fordi en psykolog havde skrevet noget, var det ikke

239 Afhøringsekstrakten, side 706 ff.

240

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. til 31. marts 2016

nødvendigvis udelukkende en psykologfaglig vurdering, men at det var skre-

vet med henblik på at opnå noget. Omdrejningspunktet for formødet var, om

parrene kunne skilles ad eller ej.

Uffe Toudal Pedersen har under en genafhøring for kommissionen supple-

rende – foreholdt dele af Jesper Goris forklaring – forklaret

240

bl.a., at han

husker, at han deltog i det møde, som Jesper Gori har forklaret om. Det var

et usædvanligt møde. Ministeren havde bedt om at få fem konkrete sager.

Meningen var, at sagerne skulle gennemgås. Der var tale om et atypisk møde,

idet mødet bar præg af, at ministeren og Mark Thorsen havde forberedt sig

til mødet forinden. Ministeren lagde for, og Mark Thorsen udfoldede her-

efter nærmere, hvad der skulle afklares. Det blev drøftet, hvor meget man

skulle lægge vægt på. Han lyttede til diskussionen, og de sad ikke og afgjorde

sagerne. Han husker ikke, at der blev konkluderet noget på mødet. Der var

en tilkendegivelse af, hvordan ministeren gerne så, at sagerne blev afgjort.

Ministerens synspunkt var, at der skulle lægges en stram linje med respekt

for, at der skulle være undtagelser. Det var ikke tilstrækkeligt, at et par blev

”kede af det”, når de blev adskilt.

Inger Støjberg har under genafhøringen supplerende forklaret

241

bl.a., at hun

ikke har læst sagerne igennem fra ende til anden og ikke har siddet med fulde

sagsmapper. Hun husker ikke, hvad baggrunden for mødet var, og hun husker

ikke mødet som ”stormfuldt”. Hvis det havde været et stormfuldt møde, ville

hun formentlig kunne huske det i flere detaljer. Som hun husker det, drøftede

de på dette tidspunkt fortsat, hvordan man sikrede, at kattelemmen blev så

lille som overhovedet mulig. Derfor udfordrede hun hele tiden ordningen.

Det har hun helt sikkert gjort på dette møde også. Der var ikke tvivl om, at en

række af de medarbejdere, der var ansat på asylcentrene, var meget personligt

involverede i nogle af sagerne, og det kunne godt komme til at skinne igennem.

Det kan man ikke fortænke dem i; det er grunden til, at de har søgt arbejdet.

Hun har helt klart haft en interesse i, om det kom til at skinne igennem så

langt, at det ville afgøre sagerne. Det var det, der blev udfordret lidt på mødet.

Hun ønskede ikke at afgøre sagerne, for det kunne hun ikke, hvilket hun godt

vidste. Foreholdt Jesper Goris forklaring om, at hun skulle have tilkendegivet,

at der ikke var grundlag for at undlade at adskille i de konkrete sager, har

240 Afhøringsekstrakten, side 748-749.

241 Afhøringsekstrakten, side 756-757.

241

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

hun forklaret, at det var nærmere et spørgsmål om at udfordre systemet og

forholde sig kritisk. Det var ikke et spørgsmål om at afgøre en sag.

Efter mødet sendte Jesper Gori – stadig den 9. marts 2016 – bl.a. en mail kl.

13.15 til Lykke Sørensen. Det fremgår af denne mail bl.a.:

”…

Den første melding fra Carsten Madsen – han afstemmer hurtigt med

Jens – er følgende:

…

Jeg tænker derfor, at vi ikke kan bruge dette argument for at undgå

ministerens involvering. Til gengæld er der – set fra min stol – gode

argumenter for alligevel at holde ministeren ude af de konkrete sager:

det giver mulighed for, at hun kan indtage den principielle holdning,

mens myndighederne konkret vurderer de enkelte sager. Og det minder

om tilgangen ved sager om opholdspligt irt tålt ophold. Men efter et

lidt stormfuldt møde i morges, hvor både jeg og Uffe måtte fastholde,

at myndighederne ikke kan handle ulovligt på instruktion, ved jeg ikke,

om ministeren er enig heri. Spørgsmålet er hurtigt vendt, men ikke

afklaret med Uffe.

…”

Uffe Toudal Pedersen har herom forklaret

242

bl.a., at han ikke var inddraget

i drøftelserne med Justitsministeriet om ministerens mulighed for at afgøre

de enkelte sager, men han husker, at der var en diskussion, der var affødt af,

at ministeren gerne ville ”se” sagerne. Det var lidt uklart, hvad ”se” betød. De

diskuterede, om hun måtte se dem. Svaret fra Jesper Gori var, at det måtte hun

sådan set ikke. Han sagde til Jesper Gori, at det ikke kunne være sådan, at en

minister ikke måtte se, hvad der stod i en sag på sit eget område. Derudover

var der en diskussion om, hvorvidt ministeren skulle have mulighed for at

afgøre sagerne. Det var de enige om, at ministeren ikke skulle. De drøftede

begge ting, fordi det ikke var klart, hvad ministeren ville med sagerne. Det

var drøftelser mellem Jesper Gori og ham. Henvisningen til et ”stormfuldt

møde” i Jesper Goris mail af 9. marts 2016 kl. 13.15 tror han dækker over,

at ministeren på et tidspunkt troede, at hun kunne afgøre de enkelte sager.

242 Afhøringsekstrakten, side 92.

242

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. til 31. marts 2016

Han ved ikke, hvorfor hun ville det. Han tror ikke, at det var, fordi hun ikke

anerkendte, at der skulle være undtagelser. Hun var nok bekymret for, om

der blev administreret for lempeligt. Adspurgt om beskrivelsen af mødet som

”stormfuldt” har han forklaret, at han ikke husker det konkrete møde.

Inger Støjberg har forklaret

243

bl.a., at hun ikke erindrer noget ”lidt stormfuldt

møde”, hvor Jesper Gori og Uffe Toudal måtte ”fastholde, at myndighederne

ikke kan handle ulovligt på instruktion”. De har måske diskuteret tingene igen,

men der var ikke så meget at diskutere, når reglerne var, som de var. Hun

kan ikke vide, hvad der menes med Jesper Goris mail. Hun havde accepteret

notatet, men det var ingen hemmelighed, at hun ønskede, at der ikke skulle

være undtagelser.

Lykke Sørensen har herom forklaret

244

bl.a., at det møde, som Jesper Gori

henviser til i sin mail af 9. marts 2016 kl. 13.15, tilsyneladende var et møde,

som Jesper Gori og Uffe Toudal Pedersen havde med ministeren. Hun var på

dette tidspunkt på ferie. Hun tror ikke, at hun har talt med Jesper Gori om

mødet efterfølgende, men hun fik jo mailen, og hun kunne godt se, hvad det

handlede om. Det var den samme diskussion, de havde haft flere gange. Hun

ved ikke, om ministeren blev orienteret om, at der ikke var forvaltningsretlige

grunde til at holde hende ude af de konkrete sager.

Line Skytte Mørk Hansen har herom forklaret

245

bl.a., at hun ikke var inde

over disse drøftelser. En minister skal aldrig være involveret i konkrete sager.

Foreholdt mailens omtale af et ”stormfuldt møde” mellem Jesper Gori, Uffe

Toudal og ministeren har hun forklaret, at hun ikke ved, hvad der skete på

mødet, og hun har ikke spurgt ind til det.

Jesper Gori har herom forklaret

246

bl.a., at det ”lidt stormfulde møde”, han

henviste til i sin mail af 9. marts 2016 kl. 13.15, var mødet med ministeren

den 9. marts 2016. Med ”instruktion” tænkte han på pressemeddelelsen og

ministerens ønske om, at alle par skulle adskilles.

243

244

245

246

Afhøringsekstrakten, side 128.

Afhøringsekstrakten, side 71-72.

Afhøringsekstrakten, side 210.

Afhøringsekstrakten, side 265.

243

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

Lykke Sørensen besvarede kl. 15.38 Jesper Goris mail således:

”… Nu er det i hvert fald undersøgt. Og det må jo fortsat være sådan, at

der ikke kan træffes ulovlige afgørelser. Beklager at du skal efterlades

med den sag. Set i bagklogskabens klare lys skulle vi måske være gået

i STM før udmeldinger.”

Jesper Gori har herom forklaret

247

, at ”STM” er en forkortelse for Statsministe-

riet. Han forstår mailen således, at Lykke Sørensen sigtede til, hvordan presse-

meddelelsen skulle have været formuleret. Hvis Statsministeriet havde været

involveret, kunne man måske med større styrke have stået fast på det syns-

punkt, at pressemeddelelsen skulle have omtalt muligheden for undtagelser.

Den 10. marts 2016 kl. 8:48 sendte Jesper Gori sålydende mail til bl.a. Line

Skytte Mørk Hansen, hvor han rykkede for en stillingtagen til behandlingen

af de foreliggende konkrete sager:

”…

Har du lejlighed til at tale med Uffe om, hvordan vi forholder os til de

konkrete sager nu og her? Min indstilling er meget klart, at sagerne

ikke forelægges ministeren – men der er umiddelbart ikke en afgørende

retlig indvending imod, at dette sker (vi er lige nu ved at undersøge

spørgsmålet nærmere, men dette er første tilbagemelding fra JM’s for-

valtningsretskontor.

…”

Senere samme dag sendte Jesper Gori en opfølgende mail, hvoraf fremgår bl.a.:

”…

Efter at have drøftet spørgsmålet på ny med Line foreslår jeg, at vi – nu

– meddeler Udlændingestyrelsen, at styrelsen vil skulle tage stilling til

de konkrete sager, herunder de sager der har givet anledning til tvivl,

og at styrelsen i den forbindelse kan inddrage Stats- og Menneskerets-

kontoret i Justitsministeriet, der efter behov kan bistå med generel

vejledning om rækkevidden af Danmarks internationale forpligtelser i

247 Afhøringsekstrakten, side 284.

244

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. til 31. marts 2016

situationer, der måtte svare til de verserende konkrete tvivlssager, men

at sagerne ikke forinden forelægges ministeren.

…

Der er … næppe forvaltningsretlige grunde til at undlade at efterkomme

ministerens eventuelle ønske om at resolvere i disse konkrete sager – til

gengæld er der efter min opfattelse andre, gode og saglige grunde til at

fastholde, at afgørelsen i de konkrete sager alene tilkommer Udlændin-

gestyrelsen, eventuelt efter samråd med Justitsministeriet.

…”

5.5.2.3.

De videre drøftelser om og behandlingen af de fem forelagte

sager

Den 17. marts 2016 kl. 17.44 sendte Jesper Gori sålydende mail til Ditte Kruse

Dankert:

”Til dig alene. Det er desværre ikke rocket science. Og det står og falder i

nogle af sagerne måske med jeres overvejelser om adskilt indkvartering

på samme center. Ellers må I jo forelægge alle 5 sager (igen).”

Mailen var vedhæftet en version af Udlændingestyrelsens notat om de fem

sager, som ministeriet havde redigeret i, og hvoraf fremgår, at der i ministeriet

– i perioden fra 7. til 17. marts – havde været overvejelser om, at der kunne

gøres undtagelse fra adskillelse i to af sagerne. I den ene sag (sag nr. 3 – par

G) var kvinden knap 18 år og manden 20 år. Parret havde to fællesbørn og

navnlig kvinden var stærkt traumatiseret på grund af tidligere oplevelser. I

den anden sag (sag nr. 4 – par H) var kvinden knap 18 år og manden 24 år.

Parret havde et barn og var blevet gift i Danmark (ved såkaldt ”kongebrev”).

Som begrundelse for ikke at adskille parrene er det i et notatudkast anført

vedrørende sag nr. 3, at en adskillelse af parret ville udgøre en overtrædelse

af FN’s børnekonvention, mens det for sag nr. 4 var anført, at en adskillelse

af parret ville være i strid med EMRK artikel 8 om retten til familieliv under

henvisning til, at en dansk vielsesmyndighed havde vurderet, at ægteskabet

var udtryk for parternes egen frie vilje, hvorfor adskillelse ville savne en saglig

begrundelse. Om de øvrige sager var der enten ikke anført noget (sag nr. 1 –

par A), eller anført at der kunne ske adskillelse (sag nr. 2 og 5 – par D og Q).

245

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

Jesper Gori har hertil forklaret

248

, at han sendte mailen med notatet til Ditte

Kruse Dankert som en kollegial håndsrækning og ikke som en melding fra

departementet til Udlændingestyrelsen. Adspurgt, hvorfor han i mailen skrev,

at sagerne kunne forelægges ”igen”, har han forklaret, at hans opfattelse var,

at Udlændingestyrelsen oven på de konkrete sager kunne stille spørgsmål af

generel karakter. Hvis Udlændingestyrelsen fortsat var i tvivl, kunne de fore-

lægge sagerne på ny. Det var ikke tanken, at departementet skulle forholde

sig konkret til sagerne. Adspurgt, om departementet havde tilkendegivet, at

man skulle undlade adskillelse i nogle af sagerne, har han forklaret, at depar-

tementet meget klart havde tilkendegivet, at det var Udlændingestyrelsen, der

skulle træffe afgørelserne, men at styrelsen kunne ”række ind”, hvis styrelsen

havde behov for at få vendt spørgsmål.

Oplysningerne i sagen peger i retning af, at Udlændingestyrelsen i anden

halvdel af marts 2016 havde besluttet at adskille i hvert fald to af de par, der

var omfattet af forelæggelsen for ministeriet. Det fremgår således af en intern

mail af 17. marts 2016 kl. 17.59 i Røde Kors, at Kristina Rosado skulle have

oplyst, at parret [Q] skulle adskilles ”i løbet af næste uge”. Det fremgår endvi-

dere af en mail, som Kristina Rosado sendte den 22. marts 2016 kl. 23.10 til

Ditte Kruse Dankert bl.a.:

”Jeg har aftalt med Anni, at vi ikke foretager os yderligere i de fem

sager, som er forelagt, før efter påske. Dvs. at jeg heller ikke følger op

over for operatørerne i de to sager, hvor vi havde taget de første skridt

til at skille dem ad.”

I en mail, som Ditte Kruse Dankert sendte den 28. marts 2016 kl. 14.09 til

bl.a. Anni Fode og Lene Linnea Vejrum, fremgår det i øvrigt:

”Så er der de fem sager, hvor jeg forstår på Kristina, at der ikke er sket

adskillelse i de tre af sagerne, som vi talte om inden påskeferien. Vi må

drøfte i morgen, om der er noget nyt der - fx om flere skal forelægges

departementet ad vurdering af konventionsforpligtigelserne. Jeg mener

klart, at vi bør dele ansvaret for manglende adskillelse med departe-

mentet, omvendt tror jeg ikke, at vi får anden melding tilbage end den,

248 Afhøringsekstrakten, side 264.

246

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. til 31. marts 2016

at der bør ske adskillelse i hvert fald i disse tre sager (også). Jeg mener,

at vi vil være helt udsat, hvis vi træffer afgørelse om ikke adskillelse i

de tre sager, hvis vi ikke forudgående har hørt departementet om de

menneskeretslige aspekter.”

Efter at Tanja Franck var tiltrådt som direktør i Udlændingestyrelsen modtog

hun den 4. april 2016 en mail fra Lene Linnea Vejrum indeholdende et notat

om de fem sager, som var blevet forelagt departementet, ligesom hun modtog

kopi af en række akter i sagerne. Af mailen fremgår det bl.a.:

”Hermed de fem sager, som vi gerne vil drøfte med dig i morgen.

Som du kan se har vi fået en foreløbig og uformel første tilbagemelding

fra departementet i sagerne.

Umiddelbart er vi dog af den opfattelse, at vi gerne vil have en formel

tilbagemelding i alle sager, evt. med udtagelse af den sag, hvor parret

er blevet gift i Danmark. …”

Mailen var vedlagt et notat om de fem sager, hvoraf fremgår bl.a., at depar-

tementet i sag nr. 1 (A), 2 (D) og 5 (Q) havde tilkendegivet bl.a., at der ikke

kunne antages at være forhold, der rejste spørgsmål om overholdelsen af

Danmarks internationale forpligtigelser, mens departementet i sag nr. 3 (G)

havde tilkendegivet, at man burde undlade at adskille parret, da en adskillelse

muligvis kunne udgøre en overtrædelse af FN’s børnekonvention. Vedrørende

sag nr. 4 (H) havde departementet ifølge notatet tilkendegivet, at en adskillelse

af parret ville være i strid med EMRK artikel 8 om retten til familieliv under

henvisning til, at en dansk vielsesmyndighed havde vurderet, at ægteskabet

var udtryk for parternes egen frie vilje.

Sagens oplysninger peger i retning af, at styrelsen i april 2016 fortsat ikke

havde taget endelig stilling til, hvad der skulle ske i de fem sager. Af en mail

af 7. april 2016, som Ditte Kruse Dankert sendte til bl.a. Lene Linnea Vejrum,

fremgår det, at der var aftalt et møde mellem departementet og styrelsen om

bl.a. forelæggelsen af problemstillingerne i de konkrete sager. I en mail af

18. april 2016 skrev Ditte Kruse Dankert til Anne Nygaard Just, at de fem

sager stadig var ”under overvejelse”, idet et af parrene (par D) dog var på vej

til at blive adskilt efter ønske fra den mindreårige. Den 21. april 2016 sendte

Ditte Kruse Dankert et notat til bl.a. Jesper Gori, hvilket notat indeholdt fire

247

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

eksempler svarende til [A], [G], [H] og [Q]´s sager, som styrelsen ønskede de-

partementets vurdering af i relation til Danmarks internationale forpligtelser.

Endelig fremgår det af Udlændingestyrelsens udtalelse af 28. april 2016 til

Folketingets Ombudsmand, at styrelsen i 4 konkrete sager endnu ikke havde

truffet beslutning om adskillelse, og at disse sager var blevet forelagt depar-

tementet.

Oplysningerne om de fem par samt udlændingemyndighedernes vurderinger

vedrørende adskillelse af parrene er gennemgået i kapitel 9. Her kan dog kort

nævnes, at der aldrig ses at være truffet en egentlig beslutning vedrørende

par [A], [H] og [Q]. Sagen om par [A] synes således at have været verserende/

uafklaret indtil juni 2016, hvor [A-K] fyldte 18 år, og parret ikke længere var

omfattet af indkvarteringsordningen. Også sagen om par [H] (kongebrevspar-

ret) var verserende indtil den 12. maj 2016, hvor parret blev meddelt afslag på

asyl, hvorefter de udeblev fra centret. Par [Q] blev den 29. april 2016 meddelt

opholdstilladelse, og de overgik herefter til integration. Par [D] blev den 19.

april 2016 adskilt efter [D-K]’s eget ønske herom, uden at der forinden var

truffet nogen beslutning i relation til indkvarteringsordningen. Den 21. maj

2016 meddelte Udlændingestyrelsen dog afslag på [D-K]’s anmodning om, at

[D-M] kunne få tilladelse til at overnatte hos [D-K]; bl.a. med henvisning til

ministeriets ”meddelelse af 10. februar 2016”. Par [G] er det eneste af de fem

par, hvor der ses at været truffet en beslutning/afgørelse i relation til indkvar-

teringen. Afgørelsen blev truffet den 6. juli 2016 som led i genoptagelsen af

en række sager. Par [G] var ifølge sagens oplysninger belastet af hændelser

i hjemlandet, hvor deres 3-årige barn var blevet dræbt af ISIS, [G-M] havde

været kidnappet og [G-K] voldtaget. Det blev vurderet, at de var en god støtte

for hinanden i hverdagen, og at der var en høj risiko for familiens trivsel ved

en adskillelse. Af en udtalelse af 29. marts 2016 fra Solvita fremgår det bl.a.:

”… Både [G-K] og … [G-M] føler sig meget truede af den mulige adskillelse,

og italesætter at man ikke er ude på at hjælpe dem. Det påvirker dem

enormt ikke at have vished om hvorvidt de kan blive sammen eller ej.

De har begge svært ved at hænge sammen og taler hele tiden om det.

De er især bange for, hvordan det vil påvirke børnene, og … [G-K] itale-

sætter at hun umuligt kan klare forældreskabet og tilværelsen uden …

[G-M] – at hun kommer til at dø uden ham. Hun siger, at hun end ikke

kan forestille sig hvordan tilværelsen ville være, og at hun ikke er kom-

248

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. til 31. marts 2016

met hertil for at få sin familie splittet ad. Der bruges mange ressourcer

på denne bekymring, som overskygger alle de positive forandringer.”

Af et referat af et opfølgningsmøde den 7. april 2016 mellem parret, støtten

i hjemmet og en socialkoordinator fremgår, at parret, navnlig [G-K], på dette

tidspunkt fortsat havde det svært, og at den mulige adskillelse fortsat fyldte

meget for parret. Tilsvarende blev lagt til grund ved Udlændingestyrelsens

afgørelse af 21. april 2016 om godkendelse af yderligere familiebehandling.

Under sin oplysnings- og motivsamtale den 17. maj 2016 oplyste [G-K] des-

uden, at hun ikke havde kunnet sove, siden hun fik at vide, at de måske

skulle adskilles. Den 17. juni 2016 modtog parret partshøringsbrev fra Ud-

lændingestyrelsen, hvori det var anført, at styrelsen overvejede, om parret

skulle indkvarteres hver for sig. Efter afgørelsen af 6. juli 2016 fremgår det

af et referat af et tværfagligt koordinerende møde den 19. juli 2016 bl.a., at

afgørelsen om, at de ikke skulle adskilles, har givet parret meget større tryg-

hed, og at tidligere selvmordstanker forbundet til den eventuelt forestående

adskillelse var ophørt.

Jesper Gori har forklaret

249

bl.a., at han ikke ved, om Udlændingestyrelsen

traf afgørelse i alle sager. Der var nogle af sagerne, hvor Udlændingestyrelsen

aldrig nåede at træffe afgørelse, fordi pigen blev over 18 år eller overgik til

integration. Der blev truffet en ”ikke-afgørelse”, fordi vurderingen var, at der

ikke skulle ske adskillelse. Han tror ikke, at departementet interesserede sig

for, om der blev truffet en afgørelse i sagerne.

Ronya Habo har om forløbet forklaret

250

bl.a., at hun ikke husker, om der var

møder om de fem sager, men de vidste, at de stadig verserede, fordi de ikke

var blevet adskilt endnu. På et senere tidspunkt kom der en melding om, at

det kun var det par, der var blevet viet i Danmark, som ikke skulle adskilles,

mens de fire andre skulle adskilles. Hun forstod det sådan, at meldingen kom

fra departementet. Beskeden om, at de skulle adskille i fire af sagerne, må være

kommet efter den 10. marts 2016, hvor Ditte Kruse Dankert i en intern note

omtaler en samtale med Jesper Gori om, at styrelsen skulle afvente departe-

mentets stillingtagen til de fem sager. Hun mener ikke, at de kom så langt, at

de rent faktisk adskilte parrene. Der kom senere en melding fra departementet

249 Afhøringsekstrakten, side 263.

250 Afhøringsekstrakten, side 303-304.

249

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

om, at de skulle genoptage sagerne. Det var på grund af genoptagelserne, at

der ikke skete adskillelse af de fire par.

Lene Linnea Vejrum har herom forklaret

251

bl.a., at styrelsen ikke foretog sig

noget i de fem sager. Af dokumenterne i sagen ser det ud som om, at der var

en af sagerne, hvor styrelsen gik i gang med at adskille, men parret blev aldrig

adskilt. Hun undrede sig, da hun så dette, og det er ikke noget, hun husker

fra dengang. Foreholdt Ronya Habos forklaring om, at hun havde forstået det

sådan, at tilbagemeldingen fra departementet var, at der skulle ske adskillelse

i fire af sagerne, og at den eneste årsag til, at styrelsen ikke adskilte disse par,

var, at de gik i gang med genoptagelsesprocessen, har hun forklaret, at det

husker hun ikke.

Ditte Kruse Dankert har herom forklaret

252

bl.a., at Lene Linnea Vejrum,

Kristina Rosado og hun havde flere møder med Lykke Sørensen og Jesper

Gori både lige inden og lige efter samrådet den 15. marts 2016. Under disse

møder fik de en tilkendegivelse om de sager, som Udlændingestyrelsen havde

indsendt. Der kom ikke en endelig tilbagemelding på disse sager. De måtte

forstå det således, at det efter departements opfattelse ikke var alle sager, der

var problematiske. Departementet mente, at der i to af sagerne ”var noget”,

mens der i tre af sagerne ikke ”var noget”. Dette fik de at vide på møderne.

Efter mødet den 8. marts 2016 talte hun med Lene Linnea Vejrum. De var

begyndt at blive bekymrede over de sager, hvor de ikke havde adskilt parre-

ne. De havde behov for, at det blev nedfældet på skrift, at departementet var

indforstået med, at Udlændingestyrelsen havde sagerne liggende. Hun ringede

derfor til Jesper Gori, der tilkendegav, at dette var ”fint”. De fik ikke at vide,

hvornår de ville få en tilbagemelding på sagerne. Den 17. marts 2016 havde

hun endnu ikke fået en tilbagemelding fra departementet. De gik ud fra, at

departementet ikke havde taget endelig stilling. Hun tænkte ikke, at sagerne

skulle forelægges igen, inden der var kommet en tilbagemelding. Foreholdt

Ronya Habos forklaring om, at der kom en tilbagemelding gående ud på, at

alle par bortset fra parret med kongebrevet kunne adskilles, har hun forklaret,

at hun ikke husker det sådan. Som hun husker det, var der en sag, hvor man

begyndte at tage skridt til adskillelse, fordi der var taget endelig stilling. Parret

nåede aldrig at blive adskilt, fordi parret fik opholdstilladelse og blev visiteret

251 Afhøringsekstrakten, side 425.

252 Afhøringsekstrakten, side 450 ff.

250

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. til 31. marts 2016

til en kommune. Som hun husker det, fik de ikke tydelige tilbagemeldinger fra

departementet bortset fra i en enkelt sag. Udlændingestyrelsen var indstillet

på at tage bestik af departementets tilbagemelding. Udlændingestyrelsen led

ikke af ”storhedsvandvid” i forhold til sine egne fortolkninger. Det ville være

naturligt at følge departementets tilbagemelding. Hun ved ikke, hvad Kristina

Rosado og Anni Fode havde drøftet om processen vedrørende behandlingen

af de fem par. Det stod aldrig klart, hvad departementet mente om sagerne

bortset fra en sag.

Kristina Rosado har herom forklaret

253

bl.a., at på et af møderne den 8. eller

17. marts 2016 blev de fem sager drøftet, og Lykke Sørensen eller Jesper Gori

oplyste, at de fem sager havde været forelagt ministeren, som havde konklu-

deret, at der ikke var noget i de fem sager, som gjorde, at parrene ikke skulle

adskilles. Det var hendes opfattelse, at Lykke Sørensen og Jesper Gori var

enige med dem i synspunktet om, at der burde være undtagelser. Adspurgt,

hvorvidt styrelsen fik en tilbagemelding på de fem sager, de havde forelagt,

har hun forklaret, at dét var tilbagemeldingen. Hun kan ikke huske, at de be-

gyndte at planlægge adskillelsen af parret med en treårig niece, som var et af

de par, der var blevet forelagt departementet. Foreholdt, at Ronya Habo har

forklaret, at der var kommet en tilbagemelding om, at alle eller fire ud af fem

par skulle adskilles, men at man ikke nåede at adskille dem, da der blev klaget

til Folketingets Ombudsmand, har hun forklaret, at det godt kan være rigtigt,

men hun kan ikke huske det. Hun kan ikke huske, at de havde taget skridt til

at adskille nogen af de par, der blev forelagt, men når hun ser sin mail af 22.

marts 2016 kl. 23.10, kan hun konstatere, at de tydeligvis har gjort dette. Der

kom ikke nogen formel tilbagemelding fra departementet på forelæggelsen.

Anne la Cour Vågen har herom forklaret

254

bl.a., at de efter samråd Z modtog

en mail fra Kristina Rosado, hvoraf det fremgik, at de nu skulle i gang med

at flytte de sidste par, idet parret med kongebrevet dog muligvis ikke skulle

flyttes, men at der var et andet par med børn, der skulle flyttes. Adspurgt, om

parrene i de fem sager, som Røde Kors rejste over for Udlændingestyrelsen,

nåede at blive skilt ad, har hun forklaret, at der i hvert fald var to af parrene,

der blev flyttet fra hinanden. De resterende par blev ikke flyttet fra hinanden.

Adspurgt, om der gik en besked tilbage til Røde Kors om, at parret med konge-

253 Afhøringsekstrakten, side 481-482.

254 Afhøringsekstrakten, side 518-519.

251

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

brevet ikke skulle adskilles, har hun forklaret, at det gjorde der ikke. Kristina

Rosado skrev til dem, at hun troede, at der ville komme en dispensation for

kongebrevsparret, idet ministeren havde nævnt denne situation under sam-

rådet. Med hensyn til de andre par kom der en besked til Røde Kors om, at de

skulle gå i gang med at adskille. Som hun husker det, fremgik det af brevet, at

hvis parret ikke ville flytte, ville der komme et flyttepåbud. I så fald ville det

være politiet, der i sidste ende skulle gennemføre flytningen. De fik desværre

heller ikke en melding om, at de kunne sige til de øvrige par, at de ikke skulle

skilles ad og således kunne tage det roligt. Parrene levede i uvished. Det par,

som hun selv var særligt opmærksom på – par nr. 1 i Røde Kors’ liste [G] –

var et stærkt traumatiseret ægtepar, som havde haft nogle meget voldsomme

oplevelser i deres hjemland. Hun holdt øje med, at der ikke skete dem noget.

Den sag og også et par af de andre sager lå hende så meget på sinde, og hendes

grænse ville være nået, hvis dette par skulle adskilles. Som hun husker det, fik

dette par en opholdstilladelse i juli måned, men Røde Kors havde ikke inden

da modtaget meddelelse om, at parret ikke skulle skilles ad. Det var ”lidt en

blanding”, om hun i perioden fra pressemeddelelsen den 10. februar 2016 til

samrådet den 15. marts 2016 hørte mere uformelle tilkendegivelser fra Udlæn-

dingestyrelsen om, at styrelsen på de indre linjer forsøgte at holde lidt igen i

forhold til at adskille parrene. På den ene side modtog de skrivelser om, at der

skulle ske ”det og det”, men det skete ikke. Foreholdt mail af 17. marts 2016

kl. 17.59 fra Helle Kjems har hun forklaret, at der stod, at de skulle fortsætte

med at adskille parrene, men hun troede ikke, at det ville komme til at ske.

Det kan derfor godt være rigtigt, at embedsmændene prøvede at signalere til

dem, at de holdt tilbage. Hun tror bestemt, at embedsmændene var i et stort

dilemma. Embedsmændene skrev det, de skulle, men hun kunne efter samrå-

det [den 15. marts 2016] godt have en fornemmelse af, at embedsmændene i

Udlændingestyrelsen holdt lidt igen. Adspurgt uddybende om sin fornemmel-

se af, at Udlændingestyrelsen holdt igen efter samrådet den 15. marts 2016,

har hun forklaret, at hun havde en fornemmelse af, at embedsmændene ville

holde lidt igen i forhold til parrene med børn, men de skrev noget andet i de

skriftlige udmeldinger.

Helle Kjems har herom forklaret

255

bl.a., at Kristina Rosado under en samtale,

der fandt sted kort tid efter samrådet den 15. marts 2016, sagde, at der var

255 Afhøringsekstrakten, side 528-529.

252

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. til 31. marts 2016

åbnet op for undtagelser, men at det ville være meget få undtagelser. Kristina

Rosado sagde til hende, at det par, der var viet i Danmark, sandsynligvis ville

være omfattet af undtagelsesmulighederne, men at hun ikke kunne sige no-

get om de øvrige par bortset fra, at der ville være nogle, der skulle adskilles.

Kristina Rosado nævnte ikke, at der var truffet beslutning om parret med

kongebrevet. Kristina Rosado gav udtryk for, at det kun var det par, der var

viet i Danmark, der ville være undtaget, og eventuelt et enkelt af de andre par,

som der var bekymringer for, men at dette skulle afvente retningslinjerne.

Sammenfattende gav Kristina Rosado udtryk for, at parret viet i Danmark

formentlig kunne blive sammen, men at der ikke var truffet afgørelse herom

endnu, at der var usikkerhed om nogle af parrene, og at de ville begynde at

adskille andre par.

5.5.3.

Forespørgselsdebat med statsministeren om værdier den 4.

marts 2016

Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet sendte den 26. februar 2016

et notatudkast til Statsministeriet til brug for statsministerens deltagelse i en

”forespørgselsdebat vedr. værdier efter ønske fra DF”, der skulle finde sted

den 4. marts 2016. Det fremgår af notatudkastet bl.a.:

”Baggrund vedr. mindreårige gifte på asylcentre og generelt

Med afsæt i en tilsvarende svensk debat har der den seneste måned

været medieomtale af, at mindreårige asylansøgere – de såkaldte ”bar-

nebrude”, der potentielt kan være tvunget ind i et ægteskabslignende

forhold – i visse tilfælde er indkvarteret med deres ægtefælle/samlever

under asylsagens behandling her i landet.

Udlændinge-, integrations- og boligministeren har i forlængelse af me-

dieomtalen bedt Udlændingestyrelsen om at indhente oplysninger fra

indkvarteringsoperatørerne for at afdække omfanget af mindreårige

asylansøgere, som er indkvarteret i danske asylcentre med en voksen

ægtefælle eller samlever.

…

Udlændinge-, integrations- og boligministeren anmodede på baggrund

af høringen Udlændingestyrelsen om at ændre praksis således, at ingen

mindreårige asylansøgere fremadrettet kan bo sammen med en ægte-

fælle eller samlever. Det gælder også, hvis parret har et eller flere fælles

253

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

børn. Udlændingestyrelsen er i færd med at omsætte den generelle

instruks i retningslinjer, der skal anvendes i de konkrete sager.

Instruksen omfatter også de sager om mindreårige, der aktuelt er ind-

kvarteret i på asylcentre med deres ægtefælle eller samlever.

Talepunkter:

– Det er efter min opfattelse helt uacceptabelt, hvis asylansøgerbørn

under 18 år må se sig selv i et ægteskab eller et samliv, som ikke er

farvet af parternes frie vilje. Og det siger sig selv, at danske myn-

digheder ikke uforvarende skal kunne havne i en situation, hvor

man fastholder eller legitimerer et ægteskab i den tid, hvor parterne

opholder sig i asylsystemet som asylansøgere.

– Udlændinge-, integrations- og boligministeren har på baggrund af de

sager, som for nylig har kastet lys over denne problematik, hurtigt

bedt Udlændingestyrelsen om at ændre praksis således, at ingen

mindreårige fremadrettet kan indkvarteres sammen med deres æg-

tefælle eller samlever.

– Jeg har forstået, at Udlændingestyrelsen er i færd med at omsætte

udlændinge-, integrations- og boligministerens generelle instruks i

retningslinjer, der skal anvendes i de konkrete sager.

– Jeg har også forstået, at ministerens instruks tillige omfatter de sager

om mindreårige, der aktuelt er indkvarteret med deres ægtefælle

eller samlever.

– Det siger sig selv, at jeg bifalder udlændinge-, integrations- og bolig-

ministerens klare standpunkt og hurtig handlen i denne sag. Det skyl-

der vi de unge, især piger, som søger vores beskyttelse her i landet.”

Det fremgår af Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriets sagsbehand-

lingssystem (F2), at notatudkast af 26. februar 2016 – der ikke ses at angive

forbehold i forbehold til en undtagelsesfri adskillelse af asylpar, hvoraf den

ene er mindreårig – blev godkendt af bl.a. Jonas From Soelberg den 23. februar

2016, af Uffe Toudal Pedersen den 24. februar 2016 og af Inger Støjberg (”pr.

mail”) den 26. februar 2016 kl. 11.54.

254

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. til 31. marts 2016

Lykke Sørensen har herom forklaret

256

bl.a., at hun var inde over godkendel-

sen af notatet, der var udarbejdet af Koncernøkonomi. Notatet afspejlede den

generelle ordning, der var præsenteret i pressemeddelelsen; altså en ordning

uden undtagelser. Hun tror ikke, at hun havde bemærkninger til det på dette

tidspunkt. Hun har sikkert tænkt, at det ikke var retvisende. Notatet er som

sagt udarbejdet af Koncernøkonomi og gik op igennem ministeriet, både til

departementschefen og ministeren. Hun havde givet udtryk for, hvad der var

gældende, og hun tror ikke, at hun følte anledning til at sætte det ind igen.

Det skulle hun måske have gjort. Det var rigtig svært at komme igennem med

noget som helst andet end den generelle udmelding, når man skulle til mini-

steren. Det var helt sikkert sådan, det var, ikke bare her, men i løbet af hele

denne sag. Det var meget, meget vanskeligt. Ministeren var ikke så begejstret

for offentligt at melde ud, at der var undtagelser. Nogle dage efter, at notatet af

24. februar 2016 med talepunkter blev sendt over til Statsministeriet, blev hun

ringet op af Tanja Franck, der spurgte, om det anførte var helt fyldestgørende.

Tanja Franck ville vide, om det var sådan, at man bare kunne skille dem alle

sammen ad, og hun svarede, at ordningen var, at man som hovedregel kunne

adskille dem, men at der skulle være mulighed for undtagelser.

Inger Støjberg har herom forklaret

257

bl.a., at hun ikke kan udtale sig om, hvor-

for talepapiret ikke nævnte noget om undtagelsesmuligheder. Talepapiret læ-

ner sig umiddelbart meget op ad pressemeddelelsen. Foreholdt, at talepapiret

ikke læner sig op ad det notat, som hun havde godkendt den 9. februar 2016,

har hun forklaret, at hende bekendt blev talepapiret ikke brugt, idet der kom

et nyt talepapir. Hun husker ikke at været blevet involveret i Statsministeri-

ets tilbagemelding om talepapiret. Hun husker ikke, at hun blev orienteret af

sine embedsmænd om, at Statsministeriet ikke var tilfreds med talepapiret.

Line Skytte Mørk Hansen har herom forklaret

258

bl.a., at man godt kunne have

skrevet hovedregel og undtagelser ind i talepapiret. Hun kan ikke konkret hu-

ske, hvorfor departementet ikke gjorde det. Hun er ikke helt klar over, om det

var hende, der havde sagen under hele forløbet indtil forespørgselsdebatten

den 4. marts 2016.

256 Afhøringsekstrakten, side 69-70.

257 Afhøringsekstrakten, side 128-129.

258 Afhøringsekstrakten, side 207.

255

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

Jesper Gori har herom forklaret

259

bl.a., at da han skrev bidraget til Statsmi-

nisteriet, brugte han formuleringen, at der var tale om en ”generel instruks”.

Muligvis er den valgte formulering udtryk for hans manglende evner til at

finde en bedre formulering, men han forsøgte at sige, at der kunne være

undtagelser, på en så forsigtig måde, at ministeren ville godkende det. Han

blev senere bedt af enten Lykke Sørensen eller Anne Nygaard Just om at se

på bidraget igen, idet Statsministeriet ønskede at få det tydeligere frem, at de

internationale forpligtelser kunne føre til undtagelser.

260

Han blev orienteret

af Lykke Sørensen om, at hun havde talt med Tanja Franck, der ønskede en

opstramning.

Tanja Franck har herom forklaret

261

bl.a., at hun kan huske, at hun læste tale-

papiret og tænkte, at det var underligt, at det stod på den måde, at man kunne

adskille alle par uden undtagelser. Hun kan også huske, at hun undrede sig og

tænkte ”hmm, gud, kan man det?”, da hun så pressemeddelelsen i medierne

den 10. februar 2016. Hun ringede til Lykke Sørensen for at drøfte notatet,

fordi hun troede, at notatet kom fra Lykke Sørensens afdeling. Det viste sig

ikke at være tilfældet. Hun spurgte Lykke Sørensen, om det kunne være sådan,

at man kunne adskille alle par, således som det var beskrevet i notatet. Hun

kan ikke huske, hvad Lykke Sørensen ordret svarede, men hun svarede i hvert

fald ”nej, det kan man ikke, der skal være mulighed for at gøre undtagelser,

og der skal laves en individuel vurdering”. Derfor bad hun Lykke Sørensen

om at få et papir, der afspejlede dette. Lykke Sørensen ringede senere samme

dag eller dagen efter og sagde, at de var ved at se på det, men at hun skulle

sige fra Uffe Toudal Pedersen, at det kunne være, at de sendte to beredskaber

– ét fra ministeriet og ét fra ministeren. Hun blev helt mystificeret af det,

Lykke Sørensen sagde. Hun havde aldrig hørt om to beredskaber før, og hun

sagde til Lykke Sørensen, at ”det tror jeg ikke, I gør”. Hun kan ikke huske, om

Lykke Sørensen uddybede, hvorfor der skulle komme to beredskaber, men

det står hende forholdsvis klart, at de måske ikke var helt enige om linjen i

beredskabet. Efter samtalen med Lykke Sørensen gik hun op og nævnte det

for Christian Kettel Thomsen, men hun husker det sådan, at hun sagde ”lad

os nu se”, eller i hvert fald sagde det på en måde, så han forventede, at de kun

ville få ét beredskab. De endte også med kun at få ét beredskab, og indholdet

259 Afhøringsekstrakten, side 265.

260 Afhøringsekstrakten, side 269.

261 Afhøringsekstrakten, side 352-353.

256

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. til 31. marts 2016

i det var fint. Hun drøftede ikke sagen med Christian Kettel Thomsen i øvrigt,

og hun hørte ikke om en telefonisk drøftelse mellem Uffe Toudal Pedersen og

Christian Kettel Thomsen om dette spørgsmål.

Mark Thorsen har herom forklaret

262

bl.a., at han ikke kan huske, om han så

notatet af 24. februar 2016 med talelinjer, men han kan sagtens have set det.

Det fremgår af et notat af 2. marts 2016 udarbejdet af Udlændinge-, Integra-

tions- og Boligministeriet og af et notat af 14. juni 2017 fra Statsministeriet,

at der i perioden efter Statsministeriets modtagelse af notatudkastet fore-

gik en drøftelse mellem Statsministeriet og Udlændinge-, Integrations- og

Boligministeriet, og at der efterfølgende fra Udlændinge-, Integrations- og

Boligministeriet blev fremsendt et nyt beredskabsnotat til Statsministeriet,

hvori det blev adresseret, at en adskillelse af asylansøgerparrene kunne ud-

gøre en overtrædelse af EMRK eller Børnekonventionen. Forud herfor havde

Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet varslet, at der muligt kom to

beredskaber; et beredskab fra embedsværket og et fra ministeret, og der blev

da også udarbejdet udkast hertil. Det endelige – samlede – beredskab, der blev

sendt i en mail af 3. marts 2016 til Statsministeriet, indeholdt således bl.a.

følgende ændringer:

”…

Udlændingestyrelsen er i færd med at omsætte den generelle instruks

i retningslinjer, der skal anvendes i de konkrete sager. Det kan ikke

udelukkes, at adskillelse af et eksisterende familieliv i helt særlige

tilfælde konkret vil kunne være i strid med retten til familieliv efter

artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention eller i strid

med barnets tarv efter FN´s børnekonvention. Danske forvaltnings-

myndigheder skal overholde Danmarks internationale forpligtelser,

og retningslinjerne skal derfor tage højde for sådanne helt særlige

tilfælde.

…”

262 Afhøringsekstrakten, side 397.

257

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

Tanja Franck, der på daværende tidspunkt var departementsråd i Statsministe-

riet, sendte den 3. marts 2016 kl. 18.09 beredskabet videre til departements-

chef Christian Kettel Thomsen ledsaget af følgende bemærkninger:

”Vedlagt nyt udkast fra UIBM. Tænker at indholdet er fint. Men vi skal

nok skrive noget igennem, da man ikke helt kan høre det komme ud

af STM’s mund.

Men nok vigtigt, at han får at vide, at UIBM’n har meldt hårdere ud

end juraen kan holde til.”

Uffe Toudal Pedersen har om mailen forklaret

263

bl.a., at det bidrag, statsmini-

steren fik, redegjorde blandt andet for, at ordningen ikke kunne administreres

undtagelsesfrit. Som han husker det, fik han en orientering fra Lykke Sørensen

om forløbet med Statsministeriet. På et tidspunkt, som han ikke nærmere kan

tidsfæste, blev han ringet op af Christian Kettel Thomsen, der sagde noget i

retning af, at ”din minister er nok i avisen i øjeblikket”. Han svarede, at mini-

steren var kommet med den udmelding, fordi hun følte meget ”skarpt” for det,

og at de havde sagt til hende, at de ville administrere efter reglerne. Han tror,

at samtalen lå efter forespørgselsdebatten i Statsministeriet. Christian Kettel

Thomsen spurgte, og han svarede, at ministeren havde meldt ud, som hun

havde meldt ud, og at de samtidig klart havde tilkendegivet over for hende, at

de ville administrere med undtagelser. Christian Kettel Thomsen sagde ikke

noget om, at de skulle gøre noget. Han forstod det ikke sådan, at Christian

Kettel Thomsen var usikker på, om de overholdt reglerne. Adspurgt, hvordan

han sikrede sig, at der blev administreret efter loven, har han forklaret, at de

havde deres administrationsgrundlag, og alle, der deltog i koncerndirektions-

mødet, var enige om, at de skulle administrere med undtagelser. Han sikrede

sig ikke, at det blev videreformidlet til Udlændingestyrelsen på anden måde,

end at det ligger i den måde, de arbejder på. Han går ikke rundt hver dag og

spørger til, om folk har sikret sig at gøre det ene og det andet. Det ligger i den

funktion, de har. Han gik ud fra, at styrelsen administrerede lovligt.

Søren Pind har forklaret

264

bl.a., at hans orientering til statsministeren om, at

der var et potentielt problem, kunne være sket op til forespørgselsdebatten

263 Afhøringsekstrakten, side 91-92.

264 Afhøringsekstrakten, side 218-219.

258

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. til 31. marts 2016

den 4. marts 2016. Han husker ikke det præcise tidspunkt. Han havde ikke

indtryk af, at det, Nina Holst-Christensen sagde, umiddelbart løste problemet,

men de havde gjort, hvad de kunne. Det, man hørte, var stadig, at parrene

skulle skilles ad. Han havde en følelse af ubehag omkring denne sag, der fulgte

ham i et stykke tid. Han blev orienteret om, at Lykke Sørensens ubehag ikke

sådan lige gik væk.

Tanja Franck har forklaret

265

bl.a., at hun ikke blev orienteret om, at tidligere

justitsminister Søren Pind skulle have henvendt sig til statsministeren ved-

rørende sagen om mindreårige gifte eller samlevende asylansøgere. Hun kan

ikke huske, om de drøftede hendes bemærkning om, at ”UIBM’n har meldt

hårdere ud end juraen kan holde til”. Det kan godt være, at Christian Kettel

Thomsen ringede til hende og spurgte om et eller andet, men hun kan ikke

huske, at de talte om dette. Hun ved ikke, om statsministeren var blevet ori-

enteret om, at der måske ville komme to beredskaber. Hun orienterede ham

i hvert fald ikke selv om det.

Mark Thorsen har herom forklaret

266

bl.a., at han først efterfølgende er ble-

vet opmærksom på, at der i forbindelse med udarbejdelse af talepapiret var

drøftelser mellem Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet og Statsmi-

nisteriet. Han har aldrig hørt om, at der i Udlændingeafdelingen skulle have

været overvejelser om, at man kunne skrive to talepapirer til statsministeren,

og det, synes han, lyder fuldstændigt skørt.

Christian Kettel Thomsen har herom forklaret

267

bl.a., at han kan se af materi-

alet til brug for undersøgelsen, at det i beredskabet til forespørgselsdebatten

den 4. marts 2016 blev anført, at der kunne være undtagelser, men han tror

ikke, at det var noget, der blev ”highlightet”. Han har ikke kendskab til, at

der skulle have været andre versioner oppe i Statsministeriet. Adspurgt, om

overvejelser vedrørende tilsynsforpligtelse havde været oppe at vende forud

for forespørgselsdebatten, har han forklaret, at det langt fra havde været til-

fældet. Hans fortolkning af Tanja Francks mail er, at statsministeren skulle

lade være med at sige det lige så uforbeholdent, som udlændinge-, integra-

tions- og boligministeren havde gjort i sin pressemeddelelse. Han opfatter

265 Afhøringsekstrakten, side 352 ff.

266 Afhøringsekstrakten, side 397-398.

267 Afhøringsekstrakten, side 602 ff.

259

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

ikke Tanja Francks mail som en orientering om, at en minister var ved at

gøre noget, hun ikke måtte. Det var snarere en besked til statsministeren om,

at han skulle passe på med at melde for firkantet ud, da det ville kunne give

ham et forklaringsproblem senere hen. Adspurgt, om han på tidspunktet for

Tanja Francks mail af 3. marts 2016 kl. 18.09 var opmærksom på, at der var

udsendt en pressemeddelelse om en praksisændring, har han forklaret, at han

ikke husker dette, men at han havde været opmærksom på den debat, der

havde været, og på, at emnet kunne dukke op under værdidebatten. Han er

ikke bekendt med en henvendelse fra Søren Pind til statsministeren om sagen.

Han kan klart sige, at han ikke på noget tidspunkt blev kontaktet af Barbara

Bertelsen om dette forhold, men han kan af gode grunde ikke udtale sig om,

hvorvidt der på et tidspunkt har været en henvendelse fra Justitsministeriet

til andre i Statsministeriet. Han er i givet fald ikke blevet orienteret herom.

Hvis der havde væren en sådan henvendelse, har han en klar forventning om,

at han ville være blevet orienteret. Han erindrer ikke, om Statsministeriet var

involveret i overvejelser eller drøftelser om yderligere aspekter af denne sag

med Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet eller andre ministerier i

perioden fra marts 2016 til oktober 2016.

Nina Holst-Christensen har herom forklaret

268

bl.a., at hun ikke hørte, hvor-

dan departementet i Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet modtog

budskabet om, at der ikke kunne laves en undtagelsesfri ordning, og hun

hørte heller ikke, at der var nogen problemer i Udlændinge-, Integrations-

og Boligministeriet desangående, eller at justitsministeren skulle have rettet

henvendelse til Statsministeriet.

Jens Teilberg Søndergaard har herom forklaret

269

, at han ikke har nogen

erindring om, at han havde nogen direkte dialog med Søren Pind om sagen.

Han erindrer heller ikke, at han orienterede Barbara Bertelsen om sagen på

daværende tidspunkt, men han kan godt have gjort det. Han ved under alle

omstændigheder ikke, om hun i så fald gik videre med det til Søren Pind.

Barbara Bertelsen har herom forklaret

270

bl.a., at hun husker det som noget

senere i forløbet – i forsommeren eller sommeren, efter at ombudsmanden

268 Afhøringsekstrakten, side 638.

269 Afhøringsekstrakten, side 651.

270 Afhøringsekstrakten, side 666.

260

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. til 31. marts 2016

var gået ind i sagen, og Udlændingestyrelsen havde genoptaget sagerne, og

hvor Justitsministeriet blev involveret – at Søren Pind nævnte, at han på et

tidspunkt havde sendt en sms til statsministeren. Hun tror, at Søren Pind sagde

noget i retning af: ”Jeg sendte også en sms til Lars”, men det var ikke et forløb,

som hun var involveret i. Hun ved ikke, hvornår det skulle være sket. Hun

erindrer ikke, hvordan ordene faldt, men det var ”omkring Inger og sagen”.

Lars Løkke Rasmussen har herom forklaret

271

bl.a., at han til brug for fore-

spørgselsdebatten den 4. marts 2016 modtog et beredskab, hvoraf det frem-

gik, at man ikke kunne adskille alle par undtagelsesfrit, og at der i øvrigt

skulle udarbejdes retningslinjer, som der skulle administreres efter. Dette

betryggede ham i, at alt var i sin skønneste orden. Tanja Franck tilkendegav

over for ham, at han skulle være opmærksom på, at der for så vidt angår ad-

skillelse af asylansøgerne ville være undtagelser, ligesom hun fortalte ham,

at der ville blive udarbejdet retningslinjer, og at der ville blive administreret

efter disse retningslinjer. Dette var han fuldstændig betrygget i. Tanja Franck

orienterede ham om, at han skulle være opmærksom på, hvad der var ”op

og ned” i den sag, men han blev ikke orienteret om, at Tanja Franck var af

den opfattelse, at udlændinge-, integrations- og boligministeren havde meldt

hårdere ud, end juraen kunne holde til. Han blev ikke orienteret om, at der

havde været et forløb forud for det beredskab, som han modtog. Foreholdt

Uffe Toudal Pedersens forklaring om, at han på et tidspunkt var blevet ringet

op af Christian Kettel Thomsen, der sagde noget i retning af, at ”din minister

er nok i avisen i øjeblikket”, har han forklaret, at Christian Kettel Thomsen

ikke orienterede ham om, at han havde haft en sådan samtale med Uffe Toudal

Pedersen. Foreholdt Søren Pinds forklaring om at have orienteret ham om, at

Søren Pind var bekymret over det, der foregik i Udlændinge-, Integrations-

og Boligministeriet, har han forklaret, at han har fulgt med i kommissionens

undersøgelse og har læst protokollatet af Søren Pinds forklaring. Han blev

overrasket over Søren Pinds forklaring. Han har søgt i sin dybeste hukommel-

se og har ingen erindring om at skulle være blevet kontaktet af Søren Pind

herom. Han har ingen erindring om, at han skulle have modtaget en sms eller

et telefonopkald fra Søren Pind herom. Han har konsulteret sin telefon, idet

han ikke har slettet sms’er og har beskeder tilbage fra 2012, men han har

ikke kunnet finde en sådan sms fra Søren Pind. Han kan heller ikke huske,

271 Afhøringsekstrakten, side 688 ff.

261

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

at han på anden vis skulle have fået noget sådant at vide. Han kan sige med

sikkerhed, at han ikke har modtaget nogen form for henvendelse fra Søren

Pind med et indhold, hvor han tænkte, at der var noget juridisk galt, og at

han måtte forholde sig hertil. Han har således ingen erindring om, at han

har modtaget en henvendelse, der knyttede sig til dette emne, og han kan

sige med sikkerhed, at han ikke har fået henvendelser om ulovligheder eller

andet, som han skulle handle på.

Uffe Toudal Pedersen har supplerende forklaret

272

, at han ikke hørte noget om

Søren Pinds bekymring for sagen.

5.5.4.

Spørgsmål nr. 302 til udlændinge-, integrations- og boligmi-

nisteren

Ministeren besvarede den 9. marts 2016 et spørgsmål, der den 26. januar 2016

var blevet stillet af Udlændinge-, Integrations- og Boligudvalget efter ønske

fra Martin Henriksen (DF). Spørgsmålet og besvarelsen heraf lyder således:

”Spørgsmål nr. 302:

Kan ministeren oplyse, hvor længe myndighederne har kendt til bar-

nebrude i danske asylcentre, og vil ministeren udarbejde nye retnings-

linjer på området, der respekterer dansk kultur og dansk lovgivning?”

Svar:

Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet har til brug for besva-

relsen indhentet bidrag fra Udlændingestyrelsen, hvortil der henvises:

”Udlændingestyrelsen kan oplyse, at der ikke er foretaget registre-

ringer af, hvor mange asylansøgere under 18 år der er ankommet til

Danmark sammen med en myndig ægtefælle eller samlever. I forhold

til spørgsmålet om, hvorvidt mindreårige asylansøgere under 18 år er

blevet indkvarteret sammen med en myndig ægtefælle eller samlever

i danske asylcentre, har en mangeårig praksis været, at der er blevet

foretaget en socialfaglig vurdering af, hvad der var bedst af hensyn til

272 Afhøringsekstrakten, side 751.

262

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. til 31. marts 2016

barnets tarv. De sociale myndigheder er i nødvendigt omfang blevet

inddraget i denne vurdering. Udlændingestyrelsen og de nuværende

centeroperatører har alene – forud for november 2015 – erindring

om én enkelt sag fra sommeren 2014, hvor en mindreårig på 14

år var indrejst sammen med en myndig ægtefælle. Dette par blev

adskilt på to forskellige asylcentre. I sagen fra november 2015 blev

parret ligeledes adskilt, da styrelsen blev gjort bekendt med sagen.”

Jeg kan oplyse, at jeg, efter at være blevet bekendt med problemstillin-

gen, har bedt Udlændingestyrelsen sikre, at ingen mindreårige asylan-

søgere under 18 år fremadrettet kan indkvarteres sammen med deres

ægtefælle eller samlever. Jeg har forstået, at Udlændingestyrelsen er i

færd med at omsætte min generelle instruks i retningslinjer, der skal

anvendes i de konkrete sager.

Jeg kan endvidere oplyse, at min instruks også omfatter de sager om

mindreårige, der aktuelt er indkvarteret med deres ægtefælle eller sam-

lever.”

Om Udlændingestyrelsens udarbejdelse af retningslinjer fremgår det af en

mail, som Lykke Sørensen den 4. marts 2016 kl. 12.46 sendte til en række

medarbejdere i bl.a. Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet og Justits-

ministeriet, at Lykke Sørensen orienterede om, at Udlændingestyrelsen skal

udarbejde en vejledning, ”der udmønter ministerens beslutning”.

Lykke Sørensen har om besvarelsen af spørgsmål 302 forklaret

273

bl.a., at

ministerens svar om, at Udlændingestyrelsen var i gang med at omsætte mi-

nisterens generelle instruks i retningslinjer, var et udtryk for, at der skulle

være nogle retningslinjer, der fulgte op på ministerens pressemeddelelse. Det

kunne have været mere klart, hvad der lå i det. Det burde her være anført, at de

retningslinjer også skulle åbne mulighed for, at der kunne gøres undtagelser.

Svaret var ikke fyldestgørende. For hende var det, der lå i svaret, at der skulle

være nogle retningslinjer, der viste noget om, hvordan de konkrete sager skulle

behandles. Det er subtilt. Planen på dette tidspunkt var, at Udlændingeafde-

lingen skulle lave et notat om rammerne i forhold til de internationale for-

273 Afhøringsekstrakten, side 66.

263

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

pligtelser, og Udlændingestyrelsen skulle udarbejde retningslinjer, der fulgte

op på pressemeddelelsen.

274

De retningslinjer, Udlændingestyrelsen skulle

udarbejde, angik, hvordan de skulle behandle de konkrete sager, herunder

hvordan man skulle håndtere, om parrene skulle skilles ad eller ej. De angik

således også, om parrene skulle skilles ad. Ellers var der ikke nogen grund til

at lave retningslinjer. Så skulle de jo bare skilles ad. Det var ikke det, det endte

med, men det var hensigten på dette tidspunkt. Udlændingeafdelingen havde

hele tiden den opfattelse, at et praksisnotat skulle laves i Udlændingestyrelsen,

men at Udlændingeafdelingen skulle bidrage hertil med en beskrivelse af,

under hvilke betingelser der skulle ske adskillelse.

275

Vejledningen om, hvem

der skulle adskilles, skulle komme fra Udlændingeafdelingen, mens vejled-

ningen om praktikken, for eksempel hvem der skulle betale, skulle komme

fra Udlændingestyrelsen og Koncernøkonomi.

Uffe Toudal Pedersen har om udarbejdelsen af retningslinjer forklaret

276

bl.a.,

at de retningslinjer, der skulle udarbejdes, skulle henvende sig til sagsbehand-

lerne i Udlændingestyrelsen, så de havde noget at administrere efter. Han ved

ikke, hvem der skulle udarbejde dem. Som han husker det, var der nogle ret-

ningslinjer, som styrelsen udarbejdede til operatørerne, og som operatørerne

skulle arbejde efter.

277

Derudover var der nogle overvejelser om behovet for

retningslinjer, som skulle bruges i styrelsen til forvaltningen af sagerne. Det

var ikke de retningslinjer, der kom fra departementet i december 2016, men

den meningsudveksling, som mailen af 18. marts 2016 kl. 18.00 fra Jesper

Gori til Ditte Kruse Dankert er udtryk for.

Inger Støjberg har om besvarelsen af spørgsmål 302 forklaret

278

bl.a., at man

bliver nødt til at se svaret i sammenhæng. Det svarer til at skrive, at man må

køre 130 km/t på motorvejen, med mindre anden skiltning er bekendtgjort.

Det, hun havde forstået, var, at man omsatte ministernotatet til retningslinjer.

Det var det, Udlændingestyrelsen var i gang med. Hun redegjorde ikke for

de nærmere undtagelser i svaret, fordi de var ved at blive udarbejdet. Man

kunne læse, at der kom nærmere retningslinjer, og hun havde en bevidsthed

om, at hun havde godkendt notatet den 9. februar 2016. Adspurgt, om de

274

275

276

277

278

Afhøringsekstrakten, side 68.

Afhøringsekstrakten, side 160.

Afhøringsekstrakten, side 88.

Afhøringsekstrakten, side 94-95.

Afhøringsekstrakten, side 138-139.

264

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. til 31. marts 2016

retningslinjer, der er henvist til, kunne være retningslinjer til operatørerne,

der beskrev, hvordan adskillelserne skulle udmøntes, har hun forklaret, at

hun opfattede det sådan, at det var ministernotatet, der skulle omsættes af

Udlændingestyrelsen.

Line Skytte Mørk Hansen har om besvarelsen af spørgsmål 302 forklaret

279

bl.a., at hun var inde over dette svar. Adspurgt til, hvor i svaret man kan

læse, at der var mulighed for undtagelser, har hun forklaret, at Udlændin-

gestyrelsen ifølge svaret var ”i færd med at omsætte min generelle instruks

i retningslinjer, der skal anvendes i de konkrete sager”, og i denne formule-

ring kan det ligge, at der alene var tale om en hovedregel. De retningslinjer,

der blev omtalt i folketingssvaret, var Udlændingestyrelsens retningslinjer

til operatørerne. Adspurgt, om retningslinjerne i så fald kunne vedrøre mu-

ligheden for undtagelser, har hun forklaret, at det er rigtigt, at afgørelserne

om adskillelse ikke blev truffet af operatørerne. Adspurgt, om sætningen om

de konkrete retningslinjer i så fald kunne være modificerende i forhold til

den forudgående sætning i folketingssvaret om, at ingen mindreårige kunne

indkvarteres med deres samlever eller ægtefælle, har hun forklaret, at man

kan anlægge dette synspunkt, men heri ligger ikke, at Udlændingestyrelsen

ikke behandlede sagerne med mulighed for undtagelser. Man kunne godt i

folketingssvaret have nævnt, at der var en hovedregel, men at der ligeledes

skulle være mulighed for undtagelser.

Jesper Gori har om besvarelsen af spørgsmål 302 forklaret

280

bl.a., at Koncern-

økonomi havde udarbejdet et udkast til svar, som han kom med bemærkninger

til. Han indsatte bl.a. sætningen: ”Jeg har forstået, at Udlændingestyrelsen er i

færd med at omsætte min generelle instruks i retningslinjer, der skal anvendes

i de konkrete sager.” Formålet med hans ændringer var at modificere teksten,

således at det stod klarerere, at retningslinjerne tog udgangspunkt i en generel

instruks. Hans intention var at signalere, at den pressemeddelelse, der var

blevet udsendt, ikke samtidig var en instruks, men at der forelå ”noget andet

og mere”, der ville skulle udmøntes i retningslinjer til brug for de konkrete

sager. Hans intention var at vise, at pressemeddelelsen ikke kunne stå alene.

Svaret byggede på, at Udlændingestyrelsen efter hans forståelse på dette tids-

punkt var ved at udarbejde retningslinjer. Han havde ikke selv drøftelsen med

279 Afhøringsekstrakten, side 207.

280 Afhøringsekstrakten, side 268 ff.

265

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

Udlændingestyrelsen herom. Adspurgt, hvorfor han ikke i lyset af henven-

delsen den 3. marts 2016 fra Statsministeriet tydeligt henviste til Danmarks

internationale forpligtelser i svaret på spørgsmål nr. 302, har han forklaret,

at han ikke tør sige, om henvendelsen fra Statsministeriet blev ”lagt sammen”

med besvarelsen af spørgsmål nr. 302. Han er enig i, at dette ville have været

nærliggende. Det er sædvanligt, at man benytter flere ord over for Statsmini-

steriet end over for Folketinget. Det ville utvivlsomt have været klarere, hvis

man i svaret på spørgsmål nr. 302 havde brugt den samme formulering som

i det endelige bidrag til Statsministeriet. Det, han skrev i det første bidrag til

Statsministeriet, var inspireret af svaret på spørgsmål nr. 302. Han fik ikke

den forståelse, at Statsministeriet mente, at besvarelsen af spørgsmål nr. 302

ville være upræcis eller ikke fyldestgørende. Han fik den forståelse, at Statsmi-

nisteriet ønskede at modtage yderligere oplysninger. Departementet var ikke

på daværende tidspunkt i gang med at skrive retningslinjer.

281

Han tror, at

der var en forvirring om, hvorvidt departementet eller Udlændingestyrelsen

skulle udarbejde retningslinjer for behandlingen af sagerne. Hans opfattelse

var, at de generelle retningslinjer skulle udarbejdes af Udlændingestyrelsen

og angå både processen og indholdet.

Anette Görtz har herom forklaret

282

bl.a., at selvom hendes navn fremgik af

besvarelsen den 9. marts 2016 af spørgsmål nr. 302, husker hun ikke, at hun

har deltaget i drøftelser herom eller i øvrigt været involveret i dette svar.

5.5.5.

Klage fra et asylpar til Folketingets Ombudsmand

Den 14. marts 2016 klagede et af asylparrene, [L], til Folketingets Ombuds-

mand over, at de var blevet pålagt at tage ophold på hver sit asylcenter. Det

fremgår af klagen, at parret blev adskilt den 11. marts 2016.

På baggrund af klagen iværksatte Folketingets Ombudsmand den 21. marts

2016 en høring af Udlændinge-, Integrations- og Boligmisteriet og Udlæn-

dingestyrelsen. Udlændingestyrelsens besvarelse af 28. april 2016 er omtalt i

afsnit 5.6.4, og ministeriets besvarelse af 4. maj 2016 er omtalt i afsnit 5.7.2.

281 Afhøringsekstrakten, side 261.

282 Afhøringsekstrakten, side 726.

266

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. til 31. marts 2016

5.5.6.

Samråd Z den 15. marts 2016

Udlændinge-, Integrations- og Boligudvalget anmodede den 11. februar 2016

minister Inger Støjberg om en drøftelse af følgende spørgsmål, der var stillet

af Dan Jørgensen (S):

”Samrådsspørgsmål Z

Vil ministeren redegøre for omfanget af problemet med mindreårige,

som indkvarteres med deres voksne ægtefæller på de danske asylcentre,

og for hvorfor ministeren ikke har reageret før nu, selvom Udlændinge-

styrelsen har været opmærksom på forholdene? Hvilke tiltag påtænker

ministeren at iværksætte for at undgå lignende tilfælde i fremtiden?”

5.5.6.1.

Beredskaber til brug for samrådet

Forud for samrådet var der udarbejdet et talepapir til ministeren. Indholdet

af det endelige talepapir svarer i al væsentligt til det, som ministeren udtalte

som indledning under samrådet, og som er gengivet i afsnit 5.5.6.4 nedenfor.

I forløbet med udarbejdelsen af talepapiret blev udkast hertil forelagt Inger

Støjberg, der bl.a. havde følgende bemærkning (markeret med understregning

nedenfor):

”3.

…

Men Udlændingestyrelsen har allerede nu iværksat adskilt indkvar-

tering af de mindreårige, der var indkvarteret med en ægtefælle eller

samlever. Det betyder i forhold til de 32 par, som jeg tidligere omtalte,

at de fleste af dem allerede er blevet indkvarteret adskilt. De resterende

par vil blive adskilt inden for meget kort tid, med mindre helt særlige

grunde taler afgørende herimod. Og det skal altså være meget specielle

grunde.

M: det skal italesætte sådan at når der tales om særlige grunde

så er det den situation hvor et par er blevet gift med kongebrev i Dan-

mark vi henviser til. Retorikken skal være, at det vil selvfølgelig være

meget, meget få tilfælde – men når det er sådan – så er det jo sådan.”

Der blev til brug for samrådet tillige udarbejdet et beredskab i form af et

”Q&A”. En del af dette beredskab vedrørte eventuelle spørgsmål om forholdet

til EMRK og muligheden for at gøre undtagelser mv. Det endelige beredskab,

267

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

som Inger Støjberg havde med under samrådet, indeholdt bl.a. følgende mu-

lige spørgsmål og svar:

”Q&A nr. 12: Er alle parrene blevet indkvarteret adskilt nu?

Muligt svar

– De fleste par er blevet indkvarteret adskilt.

– De par, der endnu ikke er blevet adskilt, vil blive det inden for meget

kort tid, med mindre helt særlige grunde taler herfor.

…

Q&A nr. 19: Er ordningen i overensstemmelse med Danmarks inter-

nationale forpligtelser?

Muligt svar

– Ja, det er ministeriets vurdering, at ordningen med separat indkvar-

tering af ægtefæller eller samlevende i tilfælde, hvor en af parterne

er mindreårig, er i overensstemmelse med Danmarks internationale

forpligtelser – herunder navnlig Den Europæiske Menneskerettig-

hedskonventions artikel 8 om retten til respekt for bl.a. familielivet

og FN’s Konvention om Barnets Rettigheder (Børnekonventionen).

– Myndighederne skal i alle tilfælde naturligvis overholde Danmarks

internationale forpligtelser. Det betyder også, at det kan være nød-

vendigt at gøre undtagelse i helt særlige tilfælde, hvor dette følger

af navnlig EMRK artikel om retten til respekt for bl.a. familielivet

og Børnekonventionen.

– [Det kan dog aldrig komme på tale at gøre undtagelse i tilfælde, hvor

den ene part er under 15 år.]

– Men det klare udgangspunkt er, at det ikke vil være muligt for ægte-

fæller eller samlevende at blive indkvarteret sammen i asylcentrene,

hvis den ene part er under 18 år – og dét vurderes at være i overens-

stemmelse med Danmarks internationale forpligtelser.

268

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. til 31. marts 2016

Q&A nr. 20: Vil der blive gjort undtagelser?

Muligt svar

– Det klare udgangspunkt er, at det ikke vil være muligt for ægtefæller

eller samlevende at blive indkvarteret sammen i asylcentrene, hvis

den ene part er under 18 år.

– Der vil kun være undtagelser i helt særlige tilfælde, hvor dette føl-

ger af Danmarks internationale forpligtelser, herunder navnlig Den

Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om retten til

respekt for bl.a. familielivet og Børnekonventionen.

– Det kan ikke komme på tale at gøre undtagelse i tilfælde, hvor den

ene part er under 15 år.

Q&A nr. 21: Hvornår foreligger der sådanne ”helt særlige grunde” til

at gøre undtagelse?

Muligt svar

– Det vil bero på en konkret vurdering, om der skal gøres undtagelse.

–

Ét eksempel kunne være som nævnt sager, hvor et par er blevet lov-

formentligt gift her i landet ved kongebrev, dvs. ved dispensation fra

de almindelige ægteskabsregler. I disse tilfælde har de kompetente

myndigheder staget stilling til, at der ikke er tale om et tvangsægte-

skab eller anden form for utilbørligt pres.

– Jeg bemærker hertil, at det klare udgangspunkt efter ægteskabsloven

er, at asylansøgere ikke kan indgå ægteskab her i landet.

–

Og jeg vil også gerne understrege, at min instruks alene angår

spørgsmålet om indkvartering i asylsystemet, og ikke fx om et æg-

teskab, hvor en af parterne er mindreårig, kan eller skal anerkendes

efter dansk ret. Det spørgsmål må afgøres på sædvanlig vis af den

kompetente myndighed i hvert enkelt tilfælde.

269

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

– Det betyder, at de par, der i dag kan få anerkendt et ægteskab indgået

i udlandet, fortsat vil kunne dette. Det berøres ikke af min instruks.

– Og derfor giver det heller ikke mening at sammenligne med, hvad

der gælder for danske unge – her handler det jo netop om, at myn-

dighederne bestemmer, hvordan du skal indkvarteres asylsystemet.

–

Der er heller ikke taget stilling til, om parret, hvis parterne faktisk

opnår asyl og eventuelt visiteres til samme kommune, kan anvises

den samme bolig. Det er – som i alle andre lignende sager, hvor

mindreårige er involveret – en sag for de relevante kommunale myn-

digheder.

– Vi foregriber altså ikke de beslutninger, som de relevante myndig-

heder allerede i dag skal træffe, herunder med iagttagelse af barnets

tarv. Adskillelsen af parterne i asylsystemet skal alene minimere

risikoen for, at unge piger under deres første tid her i landet fratages

deres selvbestemmelsesret.

[Du

nævner kongebrevs-sagerne som ét eksempel. Findes der andre?]

– Et andet eksempel kan være sager, hvor der foreligger helt, helt spe-

cielle omstændigheder. Det kan fx være sager, hvor parret har børn,

hvor forældrene – fx moren til et nyfødt barn – er stærkt trauma-

tiserede, og hvor den forudsatte forældreevne og omsorg over for

børnene efter de sundhedsfaglige udtalelser er godtgjort at være

aldeles afhængig af, at forældrene begge bor sammen med børnene.

– Efter omstændighederne kan det således i en sådan – aldeles ulyk-

kelig – sag fx kræves, at omsorgen over for det nyfødte barn ikke

rimeligvis kan håndteres på anden vis ved professionel støtte, og at

farens konstante tilstedeværelse derfor spiller en afgørende rolle for

at sikre, at det nyfødte barns tarv varetages.

– Men heller ikke i disse sager vil det være udgangspunktet, at parret

skal dele seng og bord. Jeg vil tværtimod søge at arbejde hen imod

en løsning, hvor myndighederne i disse helt, helt særlige sager i vist

270

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. til 31. marts 2016

muligt udstrækning indkvarterer parret på samme asylcenter, men

i hver sin bolig på centret.

[Men

vil der ikke kunne være sager, hvor det kan kræves, at faren er til

stede uafbrudt? Og hvor parret derfor skal bo på samme værelse?]

– Finder Udlændingestyrelsen, at det af vores internationale forplig-

telser følger, at faren skal være til stede, så må vi kigge på, hvordan

det kan lade sig gøre i praksis. Jeg udelukker ikke noget, heller ikke

at en adskillelse måske skal udelades i ekstreme tilfælde – i hvert

fald princippet. Men udgangspunktet er altså, at parret måske nok

skal indkvarteres på samme center, men ikke på samme værelse.

– Jeg vil endelige understrege, at der ikke vil blive gjort undtagelse,

hvor den ene ægtefælle er under 15 år og altså under den seksuelle

lavalder.

[Baggrund

Hvis udlændingemyndighederne efter en konkret og individuel vurde-

ring finder at det vil være i strid med EMRK artikel 8 eller Børnekon-

ventionen at indkvartere parterne hver for sig, skal myndighederne

gøre undtagelse.

Det vil bl.a. indgå i vurderingen, hvilken alder parterne har, herunder

hvor stor aldersforskellen er, om parret har børn sammen, om der fore-

ligger et element af tvang, og om der i øvrigt foreligger helt særlige

omstændigheder, f.eks. i visse tilfælde sygdom.

Efter ægteskabslovens

11 a må ægteskabet kun indgås, når hver af

parterne har dansk indfødsret eller lovligt ophold her i landet fx som

flygtninge. Uanset dette kan der dog gives tilladelse, hvis ganske særlige

omstændigheder taler herfor.]

Q&A nr. 22: Har ministeren ændret holdning, når hun siger, at der i

visse tilfælde skal gøres undtagelser?

271

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

Muligt svar

– Nej. Min holdning er fuldstændig klar, også for myndighederne.

– Nu skal min generelle instruks så omsættes i retningslinjer, der skal

anvendes i de konkrete sager. Udlændingestyrelsen er i færd med

at udarbejde disse.

– I overensstemmelse med min generelle instruks vil det helt klare

udgangspunkt blive, at mindreårige ægtefæller ikke kan indkvarteres

sammen med deres ægtefæller.

– Skulle der opstå en sag, hvor det vurderes, at vores internationale

forpligtelser fører til, at et par fortsat kan bo sammen, vil danske

myndigheder selvfølgelig overholde vores forpligtelser, i disse som

i alle andre sager. Der vil blive gjort rede for dette i retningslinjerne,

der udmønter min generelle instruks.

– Det ændrer ikke ved min principielle holdning til, at mindreårige

ægtefæller ikke bør indkvarteres sammen, og det er denne linje, der

danner afsæt for de retlige overvejelser, som myndighederne skal

foretage også i disse sager.

[Baggrund:

Bl.a. følgende fremgår af ministerens pressemeddelelse af 10. februar

2015:

”Efter de nye retningslinjer må ingen mindreårige under 18 år indkvar-

teres på samme asylcenter som en ægtefælle eller samlever. Det gælder

også, hvis parret har et eller flere fælles børn.”

Det har været fremført, at en sådan retstilstand i konkrete sager kan

betyde, at myndighederne overtræder Danmarks internationale forplig-

telser.]

…”

272

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. til 31. marts 2016

5.5.6.2.

Andre oplysninger, der tilgik ministeriet i forbindelse med sam-

rådet

Den 11. marts 2016 modtog bl.a. Line Skytte Mørk Hansen og Jesper Gori

orientering fra Udlændingestyrelsen om, at en indkvarteringsoperatør havde

oplyst, at den kvindelige part i et af de adskilte asylpar aftenen forinden havde

forsøgt at begå selvmord og var indlagt på sygehuset.

Inger Støjbergs særlige rådgiver Mark Thorsen modtog den 14. marts 2015

kl. 17.52 sålydende mail fra Røde Kors:

”…

Jeg skriver til dig ang. samrådet i morgen om indkvartering af min-

dreårige og ægtefæller på asylcentre. Vi er som du måske ved meget

bekymret for hvad en adskillelse vil betyde for nogle af de par der [har]

børn. Vi har derfor tidligere været i dialog med dig, US og ministeriet

omkring dispensationsmuligheder.

Jeg tillader mig her at sende dig et brev, der tidligere er sendt til Lykke

Sørensen. Det beskriver 5 sager, hvor familierne har børn, og hvor vi

er bekymrede for hvordan familierne vil reagere på at blive adskilt.

Jeg håber derfor I vil se på det – hvis det ikke allerede er nået ministe-

ren – og tage det med i de videre overvejelser.

…”

Mailen var vedlagt det brev fra Røde Kors, som var sendt til Lykke Sørensen

den 4. marts 2016, og som er gengivet i afsnit 5.5.1.

Til brug for samrådet fremsendte Udlændingestyrelsen den 4. marts 2016

tillige et notat om indkvartering af mindreårige udlændinge med ægtefæller

eller samlevere, hvoraf fremgår bl.a.:

”Ændret praksis pr. 10. februar 2016

Som følge af Udlændinge-, Integrations-, og Boligministerens med-

delelse af 10. februar 2016 har Udlændingestyrelsen ændret praksis,

således at mindreårige over 15 år ikke længere indkvarteres sammen

med en ægtefælle eller samlever. Dette gælder også, selvom parret har

fællesbørn.”

273

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

Line Skytte Mørk Hansen har om dette notat forklaret

283

bl.a., at hun ikke

husker, om hun reagerede på, at praksis i notatet blev beskrevet som undtagel-

sesfri. Det fremstår som mærkeligt for hende, at Udlændingestyrelsen skulle

være gået ud fra, at der ikke var undtagelser.

Jesper Gori har om dette notat forklaret

284

bl.a., at han ikke ved, om han har

læst mailen med notatet. Han kan med sikkerhed sige, at Udlændingestyrelsen

den 4. marts 2016 havde forstået, at der skulle være undtagelser. Efter hans

opfattelse svarer det, der står i notatet, ikke til Udlændingestyrelsens opfattelse

på daværende tidspunkt.

Lene Linnea Vejrum har herom forklaret

285

, at styrelsen ikke skrev noget om,

at der var en dialog om undtagelsesmuligheder, fordi de på dette tidspunkt

ikke havde fået at vide, at der kunne være undtagelsestilfælde. Det var først

på mødet den 8. marts 2016, at de fik bekræftet, at der kunne være undta-

gelsestilfælde.

5.5.6.3.

Formøde den 14. marts 2016 med ministeren om samrådet

Det fremgår af sagens oplysninger, at der i hvert fald den 14. marts 2016 var

et møde med ministeren, hvor bl.a. samråd Z blev drøftet. Der foreligger ikke

noget referat eller andet skriftligt materiale fra mødet. Det fremgår dog af en

mail af 13. juni 2017, at Ditte Kruse Dankert og Adam Abdel Khalik, der ikke

deltog i mødet, omtaler samrådet fra marts 2016. Det hedder i mailen bl.a.:

”Omkring samråd var vi på dagen ikke sikre på, at hun overhoved ville

sige ”fx” – kun oplyst om, at man ellers ville kontakte STM.”

Jesper Gori har om mødet forklaret

286

bl.a., at talen blev drøftet med ministeren

den 14. marts 2016. Under dette møde blev det navnlig drøftet, om konge-

brevseksemplet skulle fremstå som et eksempel blandt flere, eller om afsnittet

skulle skrives således, at de særlige omstændigheder alene var den situation,

hvor der forelå et kongebrev. Han husker ikke de præcise ordvalg, men han

husker det således, at ministeren ønskede, at der skulle sendes et utvetydigt

283

284

285

286

Afhøringsekstrakten, side 201.

Afhøringsekstrakten, side 259.

Afhøringsekstrakten, side 426.

Afhøringsekstrakten, side 271 ff.

274

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. til 31. marts 2016

signal. Ministeren ønskede ikke, at der blev nævnt noget om undtagelser, og

hvis undtagelserne skulle nævnes, skulle det alene være kongebrevseksemplet.

Det var lidt uklart, om der blev talt om ordningen, eller om, hvordan ordnin-

gen skulle kommunikeres. På det tidspunkt havde han en klar opfattelse af, at

der blev talt om, hvordan ordningen skulle kommunikeres. Ministeren havde

den opfattelse, at det ikke under samrådet skulle kommunikeres, at der kunne

være undtagelser. Han tror, at dette skyldtes mange grunde, herunder politi-

ske grunde og hensynet til at sikre, at de personer, som ordningen omfattede,

klart forstod ministerens ønske. Under udarbejdelsen af talen var det absolut

afgørende for dem, at der ikke alene blev henvist til kongebrevseksemplet,

men at de særlige grunde kunne omfatte andet og mere end kongebrevssitua-

tionen. Under drøftelsen med ministeren den 14. marts 2016 var det ret klart,

at ministeren ikke ønskede, at der blev nævnt ”for eksempel”, men at konge-

brevseksemplet skulle være den særlige grund, der kunne komme på tale. De

ville absolut have foretrukket, at ministeren havde omtalt konventionerne. De

sagde ikke til ministeren, at hun skulle henvise til de internationale konventi-

oner, men de sagde til ministeren, at der kunne være særlige omstændigheder,

som kunne føre til, at et par ikke skulle adskilles. Det var meget tydeligt, at

ministeren alene ville nævne kongebrevseksemplet, og der var en diskussion

om, hvorvidt ordet ”for eksempel” skulle nævnes. På et tidspunkt sagde de-

partementschefen: ”Nu bliver det alvor det her. Enten står der ”for eksempel”

i talepapiret, ellers skal vi to have en snak på dit kontor, inden jeg ringer over

til Statsministeriet”. Det var Uffe Toudal Pedersens måde at give udtryk for, at

talepapiret skulle indeholde ”for eksempel”. Departementschefen gav udtryk

for, at det var ”hertil og ikke længere”, og mødet blev herefter afsluttet. Han

tror, at ministeren ikke kommenterede det ved at sige andet end: ”Jeg kan ikke

have det”. Han opfattede det således, at ministeren accepterede talepapiret.

Han var selv spændt på, hvordan ministeren ville bruge talepapiret.

Mark Thorsen har herom forklaret

287

, at han deltog i et formøde til samråd Z

med ministeren, Jesper Gori og Uffe Toudal Pedersen, ligesom Andreas Høj-

mark kan have deltaget i mødet. Som han husker formødet til samrådet den

15. marts 2016, var der et lidt længere afsnit i taleudkastet, der nævnte de

internationale konventioner. Den endelige tale endte med at omtale konge-

brevseksemplet. Der var en drøftelse af, om ministeren skulle have ”den lange

287 Afhøringsekstrakten, side 391 ff.

275

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

smøre”, eller om man kunne nøjes med kongebrevseksemplet. Han mener, at

man også drøftede ordene ”for eksempel”. Dette var for at sige, at kongebrevet

ikke var den eneste mulighed, men at der også kunne være andre undtagelser.

Han tror, at ministeren, hvis hun selv kunne have skrevet sætningen, ville

have skrevet: ”Det kan være kongebrev” uden at nævne ”for eksempel”. Der

var et synspunkt fra Uffe Toudal Pedersen, og som han husker det sandsyn-

ligvis også fra Jesper Gori, om, at det så ville kunne læses således, at det kun

var kongebrevssituationen, der var undtagelsen, og at det derfor ikke kunne

skrives således. Derfor blev formuleringen, som den blev. Der var en snak om

det, men han husker ikke, at der var nogen meget ophedet debat. Han har ikke

nogen erindring om, at Uffe Toudal Pedersen skulle have sagt til ministeren,

at de skulle have en drøftelse om det på ministerens kontor. Han har heller

nogen erindring om, at Uffe Toudal Pedersen skulle have sagt, at han blev

nødt til at kontakte Statsministeriet, hvis ikke ministeren ville acceptere at

sige ”for eksempel”. Det sker meget sjældent, og han kan ikke mindes at have

overværet departementschefen sige: ”Nu ringer jeg til Statsministeriet”. Han

ville kunne huske det, hvis det var sket.

Ditte Kruse Dankert har herom forklaret

288

bl.a., at det må være Jesper Gori,

der sagde til hende, at man ville kontakte Statsministeriet, hvis ikke det på

samrådet blev nævnt, at der kunne gøres undtagelser i andre tilfælde end i

kongebrevsituationen. Hun husker ikke, hvad han nærmere sagde.

Jonas From Soelberg har herom forklaret

289

bl.a., at de – i forbindelse med et

møde i Aalborg i KL-regi – som led i forberedelsen af talepapiret til samråd

Z havde en drøftelse af eksempler, hvor ministeren var meget klar på, at hun

ikke ville nævne de internationale konventioner som et eksempel. Under drøf-

telserne i Aalborg gav ministeren udtryk for, at de i talepapiret kunne nævne

kongebrevseksemplet som en undtagelse. Det var sædvanligt, at der var et

forberedende møde før et samråd. Han har i protokollen for afhøringerne

i Instrukskommissionen læst nogle detaljerede gengivelser af, hvad andre

har forklaret, at der skulle være blevet sagt på formødet den 14. marts 2016.

Disse gengivelser stemmer overordnet set overens med det billede, han selv

har. Han erindrer, at Uffe Toudal Pedersen på et tidspunkt sagde ”Nu bliver

det alvor” eller noget i den stil. Det skete i forbindelse med diskussionen om,

288 Afhøringsekstrakten, side 452.

289 Afhøringsekstrakten, side 709-710.

276

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. til 31. marts 2016

hvorvidt der skulle stå ”for eksempel” foran kongebrevseksemplet. Det, Uffe

Toudal Pedersen kunne gøre i den situation, var at orientere Statsministeriet.

Han husker ikke de præcise ord, der blev anvendt i denne sammenhæng, men

det var det budskab, der blev kommunikeret. Han erindrer ikke ministerens

reaktion, efter at Uffe Toudal Pedersen sagde til hende, at nu blev det alvor.

Ministeren var generelt stille, når hun blev frustreret, og det har hun forment-

ligt også været i denne situation.

Uffe Toudal Pedersen har herom forklaret

290

bl.a., at der var en diskussion af,

hvor stramt talen skulle formuleres. Han husker det ikke med samme detal-

jegrad som andre, der har afgivet forklaring. Foreholdt dele af Jesper Goris

forklaring har han forklaret, at han godt kan huske, at spørgsmålet om ”for

eksempel” blev diskuteret, ligesom man diskuterede meget andet. Forklarin-

gen fremstår dog mere dramatisk, end han husker forløbet. Han kan godt

forestille sig, at han på et tidspunkt tabte tålmodigheden og sagde: ”Vi skal

videre”. Herefter kan han med et smil på læben godt have sagt, at man ellers

måtte ringe til Statsministeriet. Når Jesper Gori har forklaret herom, må han

have udtalt sig således, men at ringe til Statsministeriet er ikke noget, man

bare gør. Hvis han var i en situation, hvor han skulle ringe til Statsministeri-

et, ville han have haft ”ryggen meget langt oppe mod væggen”. Han ville i så

fald ikke have sagt det under et stort møde. Han sagde det ikke under mødet

på en sådan måde, at der var stilhed i rummet bagefter. Han har aldrig selv

ringet til Statsministeriet og har altid været i stand til at tale sig til rette med

sin minister. Det var han også i denne sag, og det er måske også derfor, at ”vi

sidder her i dag”.

Inger Støjberg har herom forklaret

291

bl.a., at hun husker, at der på formødet

til samråd Z var en drøftelse om brugen af ordene ”for eksempel”. De disku-

terede, om der skulle stå ”for eksempel” eller ej, fordi hun ved at sige dette

ville åbne en dør for, at hun skulle give sådanne eksempler, og de eksempler

havde de ikke på det tidspunkt. Det eksempel, der var, var kongebrevssagen.

Foreholdt Jesper Goris forklaring om diskussionen, herunder at Uffe Toudal

Pedersen skulle have udtalt, at han ville ringe til Statsministeriet, hvis hun ikke

anvendte disse ord, har hun forklaret, at når man ser Jesper Goris forklaring,

fremstår det noget dramatisk. Sådan opfattede hun bestemt ikke situationen.

290 Afhøringsekstrakten, side 749-750.

291 Afhøringsekstrakten, side 758.

277

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

Der var en relativt fri tone i ministeriet, og det var der også mellem Uffe

Toudal Pedersen og hende. Uffe Toudal Pedersen kan derfor godt have sagt

noget sådant, men hun opfattede det ikke sådan, som Jesper Gori har beskre-

vet det. Hun opfattede det som en af talrige politiske diskussioner, hvor hun

forsøgte at presse tingene i én retning og afsøge, hvor den ”røde linje” var.

Når det var afsøgt, stoppede diskussionerne.

5.5.6.4.

Samrådet

Den 15. marts 2016 blev der herefter afholdt åbent samråd med minister

Inger Støjberg med henblik på drøftelse af samrådsspørgsmål Z. Af en trans-

skription af samrådet, som kommissionens sekretariat har foretaget, fremgår

det bl.a.:

”Udlændinge-, integrations- og boligminister Inger Støjberg:

… Det

er min klare holdning, at alle mindreårige asylansøgere skal være ind-

kvarteret adskilt fra deres eventuelle ægtefælle eller samlever. Jeg vil

selvfølgelig sige, at der kan i helt særlige tilfælde være omstændighe-

der, der betyder, at vi skal gøre en undtagelse. Det kunne for eksempel

være i det tænkte tilfælde, at et par var blevet gift i Danmark med et

kongebrev. Det sker jo i ganske sjældne tilfælde. Men det ændrer ikke

ved, at jeg har en meget klar og stærk holdning til, at mindreårige ikke

skal bo sammen med en ægtefælle eller samlever i asylsystemet. Det

er også meget afgørende for mig, at vi sender et helt utvetydigt signal

til omverdenen om, at vi i Danmark ikke accepterer nogen former for

tvang, men tværtimod værner om kvinders ret til selvbestemmelse.

Det gælder selvfølgelig også i forhold til barnebrude. Jeg har derfor in-

strueret Udlændingestyrelsen om generelt at ændre praksis, således at

mindreårige asylansøgere ikke kan bo sammen med en ægtefælle eller

en samlever i de danske asylcentre. Det gælder også, hvis begge perso-

ner er mindreårige, eller hvis parret har børn. Udlændingestyrelsen er

i færd med at omsætte min generelle instruktion i nye retningslinjer,

der skal anvendes i de konkrete sager.

…

Johanne Schmidt-Nielsen:

… Det er selvfølgelig vanvittigt vigtigt, at

man reagerer, hvis der på nogen måde er tale om tvang. Man kan sådan

set også godt have et udgangspunkt, der hedder, at mindreårige ikke skal

bo sammen med en ægtefælle. Det kan være rigtig fornuftigt. Jeg synes

imidlertid, at Røde Kors’ brev til ministeren er vældig fornuftigt. Røde

278

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. til 31. marts 2016

Kors peger på, at der er eksempler på – det kunne være en 17-årig og en

18-årig, der bor sammen, har et barn sammen, der er ikke noget tvang,

de er helt frivilligt gift med hinanden, de har et barn – hvor jeg tænker,

så ville det jo sådan set være et overgreb, ikke mindst på barnet, at skille

dem ad. Så ganske fredeligt spørger jeg, om ministeren har tænkt sig at

tage højde for de indsigelser, som Røde Kors kommer med i deres brev,

og som jo også har været en del af den offentlige debat. Og jeg hørte jo

godt, at ministeren sagde, at der kunne være særlige tilfælde, det er jeg

glad for. Jeg håber, der også kan være tale om særlige tilfælde, når ikke

der foreligger et kongebrev. Fordi hvis der for eksempel er tale om et

ægtepar, hvor en 17-årig pige har et barn med en 18-årig dreng, så er

det jo ikke sikkert, at denne 17-årige piges far og mor er kommet med

til Danmark. Det kunne også være en 17-årig dreng for den sags skyld.

Så i al fredsommelighed, om ministeren har tænkt sig at tage højde for

de, synes jeg, yderst relevante indsigelser, som Røde Kors kommer med?

…

Udlændige-, integrations- og boligminister Inger Støjberg:

... Så til

Johanne Schmidt-Nielsens spørgsmål omkring Dansk Røde Kors’ brev.

Jamen, jeg har jo selvfølgelig læst det, og jeg har også fulgt med i de-

batten, men jeg må altså også sige, at for mig er det så vigtigt at sende

et signal omkring ligestilling og kvinders rettigheder, at det for mig

har været meget, meget afgørende netop at få adskilt de her par. Men

der er, som jeg jo også siger, der kan være ganske særlige tilfælde, altså

for eksempel hvis nu danske myndigheder, og det er jo det, der sker,

hvis man bliver gift via et kongebrev, så har danske myndigheder jo

blåstemplet ægteskabet. Så kan vi jo ikke efterfølgende komme og sige:

”Nej hov, det har vi så ikke alligevel”. Så det kunne være et eksempel,

men jeg må sige for mig er det altså meget afgørende, at vi får sendt et

meget klart signal om, at vi ikke vil acceptere barnebrude i Danmark.

…

Josephine Fock:

... jeg må sige, at Røde Kors-brevet, som er sendt til

ministeren, gør utrolig stort indtryk på mig, og jeg har lyst til at citere

lidt her fra det. Der står: ”Røde Kors’ medarbejdere observerede faldne

trivsel hos nogen i alvorlig grad. Adskillelsen har for flere af de min-

dreårige betydet dårlig nattesøvn, manglende appetit, øget depressi-

onssymptomer, isolation, manglende lyst til skolegang, øget behov for

ro og selvskadende adfærd. Det er reaktioner, der giver anledning til

alvorlige bekymringer for deres udvikling og trivsel, og som har for-

279

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

anlediget underretninger til de sociale myndigheder og henvisninger

til psykologsamtaler”. Det, som jeg faktisk bliver rimeligt berørt over,

eller meget berørt over, det er så de historier, som Røde Kors så sen-

der med, som jo helt tydeligt signalerer, at der ikke har været tale om

tvangsægteskaber. Fordi der er jeg fuldstændig enig med ministeren, at

tvangsægteskaber er ikke noget, vi accepterer. Der skal være ligestilling,

der skal være fokus på kvinders rettigheder – det er jeg fuldstændig enig

med ministeren i. Men når det så tydeligt fremgår, at her er der ikke

tale om tvangsægteskaber, kunne det så være nogen af de undtagelser,

der dukker op, når det er, hvis man tydeligt kan godtgøre, at der ikke

er tale om tvangsægteskaber?

…

Udlændige-, integrations- og boligminister Inger Støjberg:

… Og så

omkring Røde Kors. Jeg kan sådan set godt forstå, at du siger, som du

gør, Josephine Fock, men omvendt set så vil jeg sige, jeg synes bare,

det er så afgørende, at vi får sendt et meget, meget klart signal om, at

vi simpelthen ikke vil se nogen former for tvangsægteskaber. Så kan

man jo prøve at analysere og gøre ved på alle mulige måder. Og så kan

man måske nå frem til, at så er det alligevel ikke et tvangsægteskab.

Men jeg må sige, jeg er meget mere til, at vi siger meget tydeligt, at de

her par de skal adskilles som det helt klare udgangspunkt. Og at man

jo så for eksempel i tilfælde som de der kan tage højde for, at man for

eksempel godt kan se hinanden. Det kan man jo rent praktisk godt få

indrettet. Men for mig har det bare været meget afgørende netop at få

parrene adskilt, også for at sende det her meget klare signal om, at I

Danmark respekterer vi og accepterer simpelthen ikke de her ting. Så

jeg kan sådan set godt forstå, at du stiller spørgsmålet, men jeg bare

sige, at jeg har vægtet det andet højere.

…

Johanne Schmidt-Nielsen:

... Hvis man bor i Danmark og er 15 år gam-

mel, så må man ifølge loven have sex, og så må man også godt få et barn.

Selvom jeg ville nok synes, at det var en god idé at vente lidt. Det må

man jo faktisk gerne. Man må også gerne bo sammen med sin kæreste.

Jeg deler fuldstændig bekymringen for børnebrude, for tvangsægteska-

ber. Jeg synes, det er meget, meget vigtigt, at man holder fuldstændig

skarpt øje med det. Jeg synes til gengæld, at det er helt tosset at skille

familier ad, hvis en 17-årig og en 18-årig frivilligt har fået et barn med

hinanden og er kærester og derfor gerne vil bo sammen. Altså, det ville

280

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. til 31. marts 2016

jeg ikke gøre med nogen andre i Danmark. Derfor kan jeg ikke få ind i

mit hoved, hvorfor vi taler om kongebrev i stedet for at vælge den helt

simple løsning, nemlig at sige, at man har en individuel vurdering. Hvis

der er nogen som helst vurdering af, at her er der er tale om tvang, så

skal det selvfølgelig have nogen konsekvenser. Men hvis man vurderer,

at her er en 17-årig pige, som har et barn med en 20-årig mand, og de

er kærester, kan godt lide hinanden – hvem er det dog, der så får noget

ud af at tvinge dem til at bo hver for sig? Så til ministeren: Er det ikke

korrekt, at så længe man er over 15, så må man jo sådan set have sex, og

det kan der jo komme børn ud af? Og man må også gerne bo sammen

med sin kæreste i Danmark. Og for det andet: Hvad er dog problemet

i at lave individuelle vurderinger og på den måde sikre, at vi får grebet

ind, hvis der er tale om tvang, men ikke splitter familier ad, hvis der

ikke er noget problem?

…

Josephine Fock:

… Ja, men meget i forlængelse af det, som fru Johanne

Schmidt-Nielsen netop har sagt. Jeg har svært ved at forstå, hvorfor der

er sådan en angst mod at lave en individuel vurdering. … Jeg snakker

om de par, der ikke er blevet gift af tvang. Hvorfor det ikke er hen-

sigtsmæssigt at tage en individuel vurdering i forhold til at sikre, at

de her mennesker får en god start på deres flygtningetilværelse her i

Danmark?

…

Udlændige-, integrations- og boligminister Inger Støjberg:

… Så er der,

kan man godt sige, samstemmende spørgsmål fra Johanne Schmidt-

Nielsen og Josephine Fock. Omkring dels om man kan se hinanden, og

hvorfor kan man ikke i nogle tilfælde lade folk bo sammen. Jeg synes

sådan set, at til det, om man kan se hinanden, der tror jeg, at opera-

tørerne vil gøre, hvad de kan for i de sager, hvor man har en fornem-

melse for, at de virkeligt gerne vil se hinanden. Så vil jeg tro, at man

vil kunne forsøge at få det til at fungere på den måde. Men for mig er

det bare vigtigt eller helt afgørende, at vi får sendt det signal om, at

man altså ikke bor sammen, før man er myndig. Det, det hele handler

om, det er jo sådan set, at vi har et klart værdisæt i Danmark på det

her felt. Og man kan sige, at det handler jo om, hvis man kan sige med

andre ord, at minimere risikoen for, at et ungt menneske, det vil jo i

praksis med meget stor sandsynlighed være en meget ung pige, i den

første tid, hun har i Danmark, er sikker på, at hun ikke får frataget sin

281

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

selvbestemmelse. Fordi hun netop er kommet til et land, hvor der er

fuldstændig ligestilling mellem kønnene. Så man kunne også sige det

på en anden måde, at man giver den her pige et pusterum til at få tænkt

tingene igennem også. Fordi det kan godt være også, at det måske ikke

umiddelbart ser ud som om, at der er tvang. Men for mig at se, der er

det skisma, det spørgsmål, der hele tiden vil rejse sig, det er, om det

her er under fuldstændig selvbestemmelse eller ej. Derfor synes jeg, at

det helt på sin plads, at vi netop giver det her pusterum, og at vi derfor

adskiller de unge.

…

Josephine Fock:

... Ja, i forhold til retningslinjerne, som ministeren

vil lave: … hvis jeg forfølger den tankegang om, at det er godt med et

pusterum, at vi giver den unge kvinde et pusterum, når parret kommer

til Danmark. Fordi så, jeg tænker, at det er, fordi ministeren tænker:

”Jamen det er ikke sikkert, at de er blevet gift helt frivilligt, og det giver

hende så et pusterum til at overveje situationen”. Hvis så man efter

sådan et stykke tid, der så er gået efter pusterummet, vil der så være

mulighed for, at hvis kvinden så holder fast i, at hun er sammen med

den her mand af kærlighed, og de har eventuelt et barn sammen, at de

så senere hen i forløbet vil kunne, hvad skal man sige, få genoptaget

deres sag i forhold til så at kunne flytte sammen?

…

Udlændige-, integrations- og boligminister Inger Støjberg:

… For det

første vil jeg sige, at så skal pusterummet jo helst ikke være så langt,

fordi det jo er selve asylprocessen. Men det ændrer jo ikke på, at hvis

man stadig er barn efter et pusterum, så er man jo stadigvæk et barn.

Så svaret er nej. Altså der er ikke lagt op til, at man så kan sidde og

overveje det her i nogle måneder, og så vil man så blive flyttet sammen,

hvis man er under 18. Så længe man er under 18, og man er i selve

asylprocessen, altså hvor man søger asyl, så er man underlagt de her

retningslinjer.

…

Johanne Schmidt-Nielsen:

... Jeg synes, det er meget interessant, det

her med mulighed for dispensation, kan man sige. Og jeg vil synes, at

den absolut klogeste måde at gøre det her på, som ministeren sagde

i sin indledning, at det kunne være særlige tilfælde. Og jeg vil jo sy-

nes, den klogeste måde at gøre det her på, det er at lave en individuel

vurdering i hver enkelt sag. Men ministeren nævner en mulighed for

282

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. til 31. marts 2016

dispensation og fremhæver i den forbindelse kongebrev. Jeg vil spørge,

om ministeren nogensinde har hørt om et eksempel på en mindreårig

asylansøger, der i asylfasen har fået et kongebrev og dermed tilladelse

til at gifte sig …?

…

Udlændige-, integrations- og boligminister Inger Støjberg:

Til Johanne

Schmidt omkring kongebrevet. Ja, det er ikke et tænkt eksempel. Det

er faktisk et helt rigtigt eksempel med et armensk par, der var indrejst

i 2014. Og bare lige for at repetere det med kongebrevet, så er det jo

sådan, at man jo kun får kongebrev i Danmark, hvis ikke man er gift

hjemmefra. Så man kan ikke reparere på et tvangsægteskab ved så at

udløse et kongebrev efterfølgende.

…

… Men det, jeg for alt i verden vil undgå, det er netop, at der er unge

piger, fordi det er jo det, der er tilfældet, unge piger, der på nogen som

helst måde bliver udsat for tvang i et ægteskab som det her. Og at man

jo netop sender et meget, meget tydeligt signal om, at i Danmark har

vi altså fuldstændig ligestilling, og at man har selvbestemmelse. Og

derfor synes jeg, det er så vigtigt at få parrene skilt ad. Men hvis vi nu

for eksempel har et par, der er 17 og 18, og man jo tydeligt godt kan

se, at de er meget glade for hinanden, så vil jeg heller ikke afskære dem

fra at se hinanden for eksempel i dagtimerne. Det, synes jeg, vil være

udmærket, at man kunne det. Men jeg vil som udgangspunkt simpelt-

hen ikke acceptere, at man bor sammen, før man er over 18, så længe

man er i asylsystemet.

…”

Uffe Toudal Pedersen har om samrådet forklaret

292

bl.a., at når ministeren

under samrådet alene henviste til kongebrevseksemplet og ikke nævnte de

internationale konventioner, var det udtryk for den holdning, som Inger Støj-

berg havde og har. Det var kun i særlige tilfælde, at der ikke skulle ske adskil-

lelse. Det var i tilfælde som dem, der var nævnt, samt kongebrevseksemplet,

hvor den danske stat én gang havde sagt god for ægteskabet. Som han læste

ministeren, havde hun taget til sig, at de internationale konventioner i visse

tilfælde forhindrede adskillelse, men hun havde svært ved selv at sige det.

292 Afhøringsekstrakten, side 94.

283

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

Inger Støjberg har om samrådet forklaret

293

bl.a., at hun i samrådstalen alene

henviste til kongebrevseksemplet, da der på daværende tidspunkt ikke var

konkrete eksempler på, at man havde undladt at adskille på grund af konventi-

onerne. Hende bekendt var der ikke på dette tidspunkt sager, der var vurderet i

forhold til de internationale forpligtelser, og hvor der ikke var sket adskillelse.

Foreholdt, at spørgsmålet om de internationale forpligtelser synes skiftevis

at komme ind og ud under forberedelserne af det Q&A, der lå som materiale

til brug for samrådet, og adspurgt, om hun ikke ønskede at nævne disse, har

hun forklaret, at man skal se svaret i den rette kontekst. Som hun husker det,

spurgte Dan Jørgensen ind til omfanget af barnebrude i det danske asylsystem.

Det var det, det primært handlede om i talen og i hendes besvarelse. Der findes

hundredevis af eksempler på samråd, hvor der ikke svares 100 % præcist. Det

er en politisk debatform, og det gør man simpelthen ikke. Foreholdt, at hun

– adspurgt af Josephine Fock om en undtagelse kunne være, hvor det tydeligt

fremgik, at der ikke var tale om et tvangsægteskab – igen ikke nævnte, at der

skulle foretages en individuel vurdering i alle sager, har hun forklaret, at hun

jo her sagde, at det var det helt klare udgangspunkt, at parrene skulle adskilles.

Deri ligger, at det ikke nødvendigvis er alle, der bliver adskilt. Hun synes såle-

des, at hun sagde det på en anden måde. Det var også det klare udgangspunkt

i ministernotatet. Foreholdt, at Johanne Schmidt-Nielsen og Josephine Fock

efterfølgende direkte spurgte til en individuel vurdering, og adspurgt, hvorfor

hun ikke hertil blot svarede, at der blev foretaget en sådan, har hun forklaret,

at det var en politisk debat, og hun sagde i øvrigt til sidst, at man netop gav

et rum, hvor man tog hensyn til de her ting, og gav et rum for pigerne til at

se, hvad det handlede om. Man bliver nødt til at se det i sammenhæng med

resten af debatten. Man vil generelt kunne finde en masse eksempler på, at

der ikke svares fuldstændig fyldestgørende på et samråd. Adspurgt, hvorfor

hun – når der var et spørgsmål, der talte lige ind i, hvordan det var – ikke

bare bekræftede, at det var sådan, har hun forklaret, at for hende at se blev

det sagt med mange ord, at der foretages individuelle vurderinger, og at der

tages hensyn til pigerne. Foreholdt Q&A nr. 20, der var en del af materialet

til samrådet, og hvori det er beskrevet, at der vil kunne være undtagelser som

følge af Danmarks internationale forpligtelser, har hun forklaret, at det viser,

at man hele tiden var fuldt bevidst om dette i ministeriet. Hun endte med at

bruge kongebrevseksemplet, fordi det var det eneste konkrete eksempel, der

293 Afhøringsekstrakten, side 140 ff.

284

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. til 31. marts 2016

var på det tidspunkt. Foreholdt, at det fremstår som om, at Johanne Schmidt-

Nielsen senere under samme samråd fortsat ikke havde forstået, at der i alle

sager blev foretaget en konkret og individuel vurdering, har hun forklaret, at

der var tale om et samråd, og hun tror, at alle, der har deltaget i et samråd, er

klar over, at det er et lidt polemisk set up. De, der stiller spørgsmål, spørger

ikke altid nødvendigvis for at få noget oplyst. I virkeligheden er der en del

politisk drilleri. Adspurgt, hvorfor hun ikke bare sagde, at der blev foretaget

den individuelle vurdering, Johanne Schmidt-Nielsen blev ved med at spørge

til, har hun forklaret, at det var hele forudsætningen for ordningen, at der

skulle foretages en individuel vurdering. Det fremgik af ministernotatet og

alt muligt andet. Foreholdt sit svar under samrådet på spørgsmål fra Johanne

Schmidt-Nielsen og Josephine Fock om de tilfælde, hvor der ikke så ud til at

være tvang, har hun forklaret, at hun ikke kendte de eksempler, de nævnte.

Hun vidste derfor ikke, om det var reelle eksempler, eller om det var noget, de

fandt på. Hun synes, at de glemmer det, hun i hele det her forløb har ønsket

at sætte fokus på; at langt de fleste af de asylansøgere, der kommer hertil,

kommer fra kulturer, hvor tvangsægteskaber og arrangerede ægteskaber er

en del af kulturen. Det var og er hendes standpunkt, at hun ønsker at få gjort

op med den tvang. Adspurgt, om hun med tvang mener den kulturelle tvang,

hun tidligere har omtalt, har hun forklaret, at det jo er kultur. Både ”Skyg-

gedanseren” og ”Dødevaskeren”, som er højt besungne bøger, og som der ikke

er stillet spørgsmål ved, beskriver nogle af disse kulturer. Det beskrives også,

at det kan opleves i dagens Danmark. Bøgerne lå ikke til grund for hendes

opfattelse, da de er skrevet senere, men hun tror ikke, at der er nogen, der kan

stille spørgsmål ved, om der er kulturel tvang i nogle af disse muslimske kul-

turer. Hun ønsker, at når man kommer til et frit samfund som Danmark, skal

man have lov til at leve frit. Det er noget, hun står for, og det vil hun kæmpe

for til den sidste dag. For at finde ud af, om der har været tvang, skal man se

individuelt på det. Det er det, hun siger, men med andre ord. Adspurgt, hvor-

for hun – når formålet var at give pigerne rum til at tænke sig om – senere

under samrådet afviste, at parrene, når pigen havde haft et ”pusterum”, senere

i asylprocessen kunne flytte sammen igen, har hun forklaret, at hun tror, at

hun alene forholdt sig til asylcentrene, hvor hun havde et råderum. Man skal

sætte det op imod, at hun ønskede en hurtig asylproces også af hensyn til

asylansøgerne. Hun husker ikke, hvor lang processen var for dem, der kom

fra f.eks. Afghanistan eller Irak, men den var givetvis relativt lang. Hun gjorde

sig ikke særlige overvejelser om, hvor langt processen kunne udstrækkes, da

285

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

hun svarede. Man skal se svaret i den kontekst, at hun ønskede, at processen

skulle være så kort som muligt.

Jesper Gori har om samrådet forklaret

294

bl.a., at han ikke ved, om der på tids-

punktet for samrådet forelå nye oplysninger om, hvorvidt der var indikationer

på tvang. Det var deres forståelse, at det ikke var eneafgørende for at kunne

adskille, at der forelå tvang, idet der var flere hensyn i ordningen. Adspurgt,

hvilke andre hensyn der indgik i ordningen, har han forklaret, at hensynet

til at sikre et ”pusterum” og til at undgå risikoen for tvang ligeledes indgik.

Adspurgt, om det under forberedelsen af samrådet blev drøftet, om der skulle

foretages en individuel vurdering, har han forklaret, at han ikke husker, at

dette blev drøftet, men de drøftede afsnittet om undtagelsesmuligheder og

heri lå, at der skulle foretages en individuel vurdering.

Anne Nygaard Just har om samrådet forklaret

295

bl.a., at det var hende, der

lavede det første udkast til tale og Q&A’s, og det var hende, der skulle lægge

sagen op i huset, når ”man havde fundet linjen i det”. Ministeren ønskede

ikke at nævne de internationale konventioner og foreslog i stedet kongebrev-

seksemplet.

Ditte Kruse Dankert har om samrådet forklaret

296

bl.a., at de var lettede, da mi-

nisteren sagde ”for eksempel”, da undtagelsesmulighederne blev nævnt. Som

hun husker det, var det under dette samråd, at de for første gang hørte ordet

”pusterum”. Det var på dette tidspunkt udgangspunktet, at ”pusterummet”

skulle vare hele indkvarteringsperioden, men efterfølgende var der drøftelser

om varigheden af adskillelserne.

Kristina Rosado har om samrådet forklaret

297

bl.a., at der først i forbindelse

med samråd Z den 15. marts 2016 blev åbnet for undtagelser. Det var på dette

samråd, at ”kongebrevseksemplet” blev nævnt. De havde ”siddet på stilke” for

at høre, om der blev åbnet for undtagelsesmuligheder, og de hæftede sig i høj

grad ved, at dette skete. Hun vidste godt, at ”kongebrevssagen” nok i virkelighe-

den var den, der havde tvunget en undtagelse igennem, men de var overbeviste

294

295

296

297

Afhøringsekstrakten, side 271 ff.

Afhøringsekstrakten, side 349.

Afhøringsekstrakten, side 452.

Afhøringsekstrakten, side 483.

286

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. til 31. marts 2016

om, at der også måtte være andre forhold, der med afgørende vægt kunne

tale imod en adskillelse. Samråd Z var første gang, de oplevede en accept af,

at der kunne være undtagelser til ordningen. De havde haft drøftelser med

Lykke Sørensen og Jesper Gori om ordningen, og hendes opfattelse var, at de

var enige med Udlændingestyrelsen i, at der skulle kunne gøres undtagelser,

men det var ikke dem, der ”tegnede departementet”. Det var hendes opfattelse,

at det var Line Skytte Mørk Hansen, der ”tegnede departementet” i denne sag.

5.5.7.

Jesper Goris mail af 18. marts 2016

Jesper Gori fremsendte den 18. marts 2016 kl. 18.00 en mail til Ditte Kru-

se Dankert vedhæftet ministerens talepapir og beredskab til samråd Z. Det

fremgår af mailen bl.a.:

”…

Som opfølgning på vores drøftelser i går vedhæftes som aftalt talepapir

tillige med beredskabstalepapirer (Q&A’s) vedrørende samråd Z om bar-

nebrude. Materialet er godkendt af ministeren, og talepapiret anvendt

stort set i sin fulde udstrækning på samrådet. Materialet vil tillige med

ministerens tilkendegivelser under samråd Z med fordel kunne indgå

ved udarbejdelsen af de generelle retningslinjer på området.

I forhold til håndteringen af de konkrete sager gælder herefter, at Ud-

lændingestyrelsen træffer bestemmelse om indkvarteringen af mindre-

årige asylansøgere med en voksen ægtefælle eller samlever i overens-

stemmelse med ministerens generelle instruktion. Rejser behandlingen

af konkrete sager spørgsmål om forholdet til Danmarks internationale

forpligtelser, skal disse spørgsmål afklares, og indkvarteringen ske på

en sådan måde, at dette ikke er i strid med disse forpligtelser eller

dansk ret i øvrigt.

I konkrete sager, hvor rækkevidden af Danmarks internationale forplig-

telser giver anledning til tvivl, kan sagen forelægges departementet med

henblik på departementets tilkendegivelse af forståelsen af de retlige

rammer. Departementet vil i den forbindelse involvere Justitsministe-

riet efter behov til brug for en generel afdækning heraf.

I disse tvivlssager træffer Udlændingestyrelsen herefter – som i alle

andre sager – bestemmelse om indkvarteringen. Efterkommer udlæn-

287

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

dingen ikke Udlændingestyrelsens anvisning af indkvartering, træffer

udlændingestyrelsen efter omstændighederne afgørelse om flyttepå-

bud. Det følger af udlændingeloven, at denne afgørelse ikke kan påkla-

ges til ministeren.

Finder Udlændingestyrelsen i en konkret sag, og efter afsøgning af

alternative indkvarteringsmæssige løsninger, ikke at kunne adskille et

par under henvisning til Danmarks internationale forpligtelser, skal

Udlændingestyrelsen orientere departementet herom. Dette gælder

også, hvis Udlændingestyrelsen finder at kunne indkvartere parterne

i adskilte værelser m.v., men dog på samme asylcenter. Orienteringen

stiles til departementschefen.

…”

Uffe Toudal Pedersen har herom forklaret

298

bl.a., at han ikke ved, hvorfor

notatet af 9. februar 2016 ikke blev omtalt i denne mail. Det ville normalt

være sådan, at notatet blev sendt tilbage til styrelsen efter godkendelse, og han

forstår ikke, at det ikke synes at være tilfældet. Han ville dog også synes, at

det var underligt, hvis styrelsen, der havde lavet et bidrag til notatet, ikke selv

spurgte ind til, hvordan det gik med sagen. Sætningen om, at orienteringerne

fra Udlændingestyrelsen til departementet i tilfælde, hvor et par ikke kunne

adskilles, skulle stiles til ham, satte han selv ind. De havde en klar forvent-

ning om, at ministeren ville presse dem i sagerne. Ministeren sagde ikke, at

de skulle gøre noget ulovligt, men hun ville presse dem på administrationen

af området. Adspurgt, om dette krav om orientering kunne fortolkes som et

pres på styrelsen, har han forklaret, at han så det sådan, at afgørelserne skul-

le træffes i styrelsen. Der var nogle, der var nemme, og nogle, der var mere

besværlige. Der skulle ske en orientering af ministeren og ordføreren, fordi

der var tale om en central politisk sag. Orienteringerne skulle stiles til ham,

så han hurtigt kunne give beskeden videre til ministeren, men det var også

et entydigt og klart signal til huset om, at der ikke blev stillet spørgsmål ved

de afgørelser, der blev truffet. Han tror ikke, at mailen eller dens ordlyd blev

drøftet med ministeren. Han fik ikke på noget tidspunkt den særskilte orien-

tering om konkrete sager, som var nævnt i mailen af 18. marts 2016.

299

På et

senere tidspunkt blev han – via de almindelige kanaler ind i departementet

298 Afhøringsekstrakten, side 92-93.

299 Afhøringsekstrakten, side 97.

288

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. til 31. marts 2016

– orienteret om, at der var fem par, der ikke blev adskilt. Han ved ikke, om

der blev truffet en forvaltningsmæssig afgørelse i disse sager, eller om man

bare lod dem blive sammen.

Inger Støjberg har herom forklaret

300

bl.a., at hun vidste, at der kunne være

sager, som i tvivlstilfælde skulle forelægges departementet. Hun har ikke

sagt, at noget skulle stiles til departementschefen, men hun var fuldstændig

klar over, at tvivlstilfælde skulle forelægges for departementets topjurister.

Hun gik ud fra, at der ville blive administreret i overensstemmelse med den

ordning, der blev beskrevet i ”ministernotatet”.

Jesper Gori har herom forklaret

301

, at han den 17. marts 2016 deltog i et møde

med Ditte Kruse Dankert og Kristina Rosado, hvor han gav en tilbagemelding

om forløbet af samrådet. Han nævnte, at ministeren under samrådet havde

sagt ”for eksempel”, og forklarede, hvorfor det var vigtigt, at ministeren havde

sagt dette. Herudover sagde han, at ministeren nu havde godkendt materialet,

og at hun også havde godkendt beredskabet om Danmarks internationale

forpligtelser, hvorfor man kunne tage udgangspunkt i disse beredskaber. Han

tror, at Ditte Kruse Dankert og Kristina Rosado havde hørt, at ministeren under

samrådet ikke havde svaret på de spørgsmål, hvor hun var blevet spurgt, om

der kunne være andre særlige omstændigheder end kongebrevssituationen,

men at ministeren alene havde henvist til, at det var vigtigt for hende at sende

et utvetydigt signal, dvs. ministeren var kommet med et politisk svar. Udlæn-

dingestyrelsen havde hørt ministerens svar, og han oversatte svaret, således

som han forstod det. Han forstod det således, at ministerens svar ikke var

udtryk for, at der ikke kunne være sager, hvor der skulle gøres undtagelser

af hensyn til Danmarks internationale forpligtelser. Mailens henvisning til

ministerens ”generelle instruktion” var en henvisning til pressemeddelelsen.

Henvisningen i mailen til Danmarks internationale forpligtelser havde ikke

været drøftet med andre i ministeriet og havde ikke været lagt op i huset. Han

tør ikke sige, hvilken opfølgning der skete på mailen. Han fik ikke oplysninger

om, hvorvidt der skete adskillelse. Hans opfattelse var, at der var sager, hvor

Udlændingestyrelsen ikke traf afgørelse om adskillelse. Han vidste, at der var

verserende sager, men han vidste ikke, hvor længe sagerne verserede. Han

fik ikke nogen orientering om, at Udlændingestyrelsen havde vurderet alle

300 Afhøringsekstrakten, side 123.

301 Afhøringsekstrakten, side 275-276.

289

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

de fem sager, der havde været forelagt for departementet. På dette tidspunkt

forsøgte departementet i meget vidt omfang at holde en betydelig armslæng-

de til sagerne. Han havde en drøftelse med departementschefen, inden han

sendte mailen. Når sagerne skulle forelægges for departementschefen, skyldtes

det, at der kunne rejse sig politisk kritik af, at der ikke skete adskillelse, og

departementet skulle derfor orienteres.

Lene Linnea Vejrum har herom forklaret

302

bl.a., at Jesper Goris mail den 18.

marts 2016 opsummerede tilbagemeldingen fra departementet. De retnings-

linjer, Jesper Gori omtalte i mailen, må være de retningslinjer, styrelsen var

blevet bedt om at lave et udkast til den 22. februar 2016. Som det er omtalt i

mailen, må det også være retningslinjer om, i hvilket omfang der kunne ske

adskillelse. Det var normalt ikke styrelsen, der skulle udarbejde retningslin-

jer om fortolkning af de internationale forpligtelser. Hun tror dog ikke, at de

fremhævede over for departementet, at de undrede sig over, at det var dem,

der skulle udarbejde sådanne retningslinjer.

Ditte Kruse Dankert har herom forklaret

303

bl.a., at der var et møde den 17.

marts 2016, hvor Jesper Gori nævnte hovedlinjerne fra samrådet. De talte

en del om, hvorvidt der var tale om faktisk forvaltningsvirksomhed eller af-

gørelsesvirksomhed. Det blev drøftet, om processen var den rigtige. Jesper

Gori drøftede dette med Justitsministeriet og oplyste, at det ikke var meget

tydeligt, men udgangspunktet var, at man kan meget som led i faktisk forvalt-

ningsvirksomhed. De drøftede ligeledes den mellemvariant, om man kunne

give parrene nogle partsrettigheder uden at træffe en afgørelse. De opfattede

ikke Jesper Goris mail af 18. marts kl. 18.00 om blandt andet forelæggelse for

departementschefen som en besked om, at de allerede indsendte sager skulle

genfremsendes. De opfattede beskeden således, at forelæggelsen omfattede

eventuelle nye sager. Det var en atypisk ordning. De fem sager blev ikke ind-

sendt på ny, og Udlændingestyrelsens opfattelse var, at der ikke var kommet

en endelig afklaring.

Kristina Rosado har herom forklaret

304

bl.a., at Udlændingestyrelsen indtil den

18. marts 2016 ikke havde fået mandat til at gøre andet end det, der var blevet

302 Afhøringsekstrakten, side 426-427.

303 Afhøringsekstrakten, side 453.

304 Afhøringsekstrakten, side 483-484.

290

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. til 31. marts 2016

meldt ud den 10. februar 2016. Det var højst usædvanligt, at departements-

chefen skulle orienteres om konkrete sager, men det var en tilkendegivelse

om, at styrelsen skulle administrere ordningen særdeles restriktivt. Hun kan

ikke huske, at departementschefen blev orienteret om nogen sager, hvor der

ikke kunne ske adskillelse.

5.5.8.

Udtalelse fra Institut for Menneskerettigheder og besvarel-

sen heraf

Institut for Menneskerettigheder fremsendte i slutningen af marts 2016 et

notat dateret 22. marts 2016 til Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet,

hvori instituttet gjorde opmærksom på bl.a., at der i sagerne skulle foretages

en konkret vurdering af, hvorvidt der forelå et beskyttelsesværdigt familieliv,

og hvorvidt der var grundlag for i medfør af EMRK artikel 8, stk. 2, at gøre

indgreb i familielivet ved at adskille parrene. Instituttet tilkendegav endvi-

dere, at det var instituttets vurdering, at parterne skulle partshøres forud for

beslutningen om adskillelse.

Ved brev af 25. april 2016 besvarede Inger Støjberg henvendelsen således:

”…

Det er instituttets konklusion, at der skal foretages en konkret vurdering

af, hvorvidt der foreligger et beskyttelsesværdigt familieliv, og hvorvidt

der er grundlag for i medfør af Den Europæiske Menneskerettigheds-

konventions artikel 8, stk. 2, at gøre indgreb i familielivet ved at adskille

parret. Det er desuden instituttets vurdering, at parterne skal partshøres

forud for beslutningen om adskillelse.

Som jeg har tilkendegivet ved en række lejligheder, er det min helt

klare holdning, at alle mindreårige asylansøgere skal være indkvarteret

adskilt fra deres eventuelle ægtefælle eller samlever.

Det betyder ikke, at der ikke i helt særlige tilfælde kan være omstændig-

heder, som betyder, at der skal gøres undtagelse. Det kunne for eksempel

være i det tilfælde, hvor et par er blevet gift i Danmark med kongebrev.

Men det ændrer ikke ved min principielle holdning til, at mindreårige

ikke skal bo sammen med en ægtefælle eller samlever i asylsystemet.

291

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

Det er også meget afgørende for mig, at vi sender et helt utvetydigt sig-

nal til omverdenen om, at vi i Danmark ikke accepterer nogen former

for samlivstvang, men tværtimod værner om kvinders ret til selvbe-

stemmelse. Det gælder selvfølgelig også i forhold til mindreårige, som

er indkvarteret på asylcentrene.

Herudover sikrer den separate indkvartering af de berørte mindreårige

på asylcentrene også, at man giver de mindreårige en form for ”puste-

rum” ved ankomsten til Danmark, hvor de kan få lejlighed til at overveje

deres situation og tage Udlændinge-, Integrations og Boligministeriet

stilling til, om ægteskabet eller samlivet har frivillighedens karakter,

herunder under indtryk af de rettigheder og normer, der gælder for

borgere i Danmark ved separation eller skilsmisse.

Jeg har derfor instrueret Udlændingestyrelsen om generelt at ændre

praksis, således at mindreårige asylansøgere som det helt klare ud-

gangspunkt ikke kan bo sammen med en ægtefælle eller samlever i de

danske asylcentre.

Udlændingestyrelsen er i færd med at omsætte min generelle instruk-

tion i retningslinjer til indkvarteringsoperatørerne, der skal anvendes

i de konkrete sager.

…”

Inger Støjberg har herom forklaret

305

bl.a., at hun helt sikkert har skimmet

brevet og svaret i overensstemmelse med det svarudkast, der lå. Embedsmæn-

dene havde skrevet brevet ud fra, hvordan notatet efter deres opfattelse skulle

omsættes. Hun kan ikke sige, hvem der indsatte henvisningen til kongebrev-

seksemplet, men hun havde brugt det under samrådet den 15. marts 2016.

Hun ved ikke, hvorfor man ikke beskrev undtagelsesmulighederne omtalt i

det notat, som hun havde godkendt den 9. februar 2016.

Jesper Gori har herom forklaret

306

bl.a., at han ikke tør sige, hvorfor man i

svaret til Institut for Menneskerettigheder ikke nævnte, at der blev foreta-

get konkrete vurderinger. Linjen i svaret lå på linje med udtalelserne under

305 Afhøringsekstrakten, side 129-130.

306 Afhøringsekstrakten, side 276-277.

292

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. til 31. marts 2016

samrådet den 15. marts 2016, og det fremgik således af svaret, at der kunne

gøres undtagelser i helt særligt tilfælde. Det var ministerens klare ønske, at

hun ikke ville nævne Danmarks internationale forpligtelser. Dette oplevede

han under de drøftelser, som de havde haft om talepapiret til samrådet den

15. marts 2016.

5.5.9.

Forvaltningsretlige overvejelser i Udlændinge-, Integrations-

og Boligministeriet og Udlændingestyrelsen

Det fremgår af en intern mailkorrespondance i Udlændingestyrelsen den 22.

marts 2016, at det i styrelsen – efter modtagelse af udtalelsen fra Institut

for Menneskerettigheder – blev overvejet, om der skulle træffes afgørelse i

sagerne. Det blev anført, at den omstændighed, at der var tale om indgribende

sager, talte for, at der skulle træffes en egentlig afgørelse efter forudgående

partshøring.

Jens Vikner har herom forklaret

307

bl.a., at der var tale om ”simpel juridisk

deduktion” ud fra sagens karakter for at nå frem til, at der ikke var tale om

faktisk forvaltningsvirksomhed. Enhver jurist ved, hvad der skal til for, at en

aktivitet må karakteriseres som en forvaltningsretlig afgørelse. Det var ikke

et svært spørgsmål for ham. Han tror ikke, at han på dette tidspunkt slog op

i den forvaltningsretlige litteratur for at undersøge spørgsmålet nærmere.

Adspurgt, om han den 22. og 23. marts 2016 gjorde sig overvejelser om hjem-

melskravet, har han forklaret, at han ikke gjorde sig overvejelser herom.

308

På dette tidspunkt var ”løbet kørt”. Han fik at vide, at direktøren i Udlændin-

gestyrelsen havde besluttet, at parrene skulle adskilles, samtidig med at man

kørte en proces med departementet. Vicedirektøren havde accepteret dette,

og kontorchefen havde meddelt til operatørerne, at parrene skulle adskilles.

Han blev ikke spurgt til dette og betragtede det som et ”fait accompli”. Han

fik at vide, at beslutningen fra ledelsens side var, at der skulle ske adskillelse.

Anni Fode har herom forklaret

309

bl.a., at indholdet af Institut for Menne-

skerettigheders udtalelse gjorde hende noget urolig, og hun blev bekymret

for, hvordan Udlændingestyrelsen havde behandlet sagerne. Foreholdt, at

Institut for Menneskerettigheder i notatet anførte blandt andet, at det ikke

307 Afhøringsekstrakten, side 731-732.

308 Afhøringsekstrakten, side 734.

309 Afhøringsekstrakten, side 796 ff.

293

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

var i overensstemmelse med retten til et familieliv at adskille parrene uden

at foretage en konkret proportionalitetsvurdering, og at det var væsentligt

at foretage partshøring, har hun forklaret, at det navnlig var den del, der

vedrørte sagsbehandlingen, som hun regerede på. Hun var bekymret over,

hvordan sagerne var blevet oplyst, herunder om de uden videre havde flyttet

parrene, og hvilken sagsbehandling der havde fundet sted. Det vidste hun på

daværende tidspunkt ikke noget om. Hun reagerede på dette tidspunkt, ”da

der var noget, der ikke var korrekt.”

Også i ministeriet ses der at have været forvaltningsretlige overvejelser om

sagsbehandlingen. I notatet af 2. februar 2016, der er omtalt bl.a. i afsnit

5.2.2.3, ses det anført, at styrelsens bestemmelse om indkvartering af asylan-

søgere har karakter af faktisk forvaltningsvirksomhed, og at administrationen

heraf er underlagt almindelige forvaltningsretlige grundsætninger som saglig-

hed og lighed. Overvejelserne i ministeriet om grænsen mellem faktisk forvalt-

ningsvirksomhed og afgørelsesvirksomhed samt spørgsmålet om partshøring

er i hvert fald kommet til udtryk i intern mailkorrespondance i Udlændinge-,

Integrations- og Boligministeriet i dagene omkring den 8./9. marts 2016. En-

delig findes der i sagen et lidt længere notat om emnet dateret den 12. april

2016, som er udarbejdet af Anna-Sophie Saugmann-Jensen.

Uffe Toudal Pedersen har herom forklaret

310

bl.a., at han ikke var en del af

diskussionen om, hvorvidt adskillelse af ægtepar havde karakter af faktisk

forvaltningsvirksomhed eller en afgørelse, som krævede partshøring. Han blev

spurgt, om han var enig i, at det skulle anses som en afgørelse, og han kunne

godt forstå synspunktet om, at det var en meget indgribende foranstaltning.

Der kom på et tidspunkt et spørgsmål om, hvorvidt dette skulle forelægges

for ministeren. Det mente han ikke, fordi det handlede om forvaltningsret,

og det var ikke ministerens ”gebet”. Det var deres ansvar. Ministeren blev

orienteret om det, men det var ikke noget, hun gik op i. Han var ikke en del

af drøftelser om betydningen af, at der ikke var sket partshøring i forbindelse

med adskillelsen af parrene, herunder om gyldigheden af afgørelserne.

Lykke Sørensen har herom forklaret

311

bl.a., at det i notatet af 2. februar 2016

var anført, at der var tale om udmøntning af Udlændingestyrelsens faktiske

310 Afhøringsekstrakten, side 96.

311 Afhøringsekstrakten, side 47.

294

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. til 31. marts 2016

forvaltningsvirksomhed, hvilket var en understregning af, at der i udgangs-

punktet var tale om faktisk forvaltningsvirksomhed, men også at de helt al-

mindelige forvaltningsretlige grundsætninger var gældende. Der var meget

klare forarbejder om, hvad der var faktisk forvaltningsvirksomhed i relation

til indkvartering. På et tidspunkt nåede både de og Udlændingestyrelsen frem

til, at adskillelse af parrene – uanset forarbejdernes ordlyd – var så indgriben-

de, at der var tale om en forvaltningsretlig afgørelse, hvilket indebar krav om

blandt andet partshøring. Hun husker ikke præcis, hvornår overvejelserne

om afgørelse eller faktisk forvaltningsvirksomhed tog sin begyndelse.

312

Hun

husker heller ikke, hvornår de besluttede, at det måtte betragtes som afgørel-

sesvirksomhed, men hun skrev i hvert fald i en mail den 9. marts 2016, at de

skulle afklare det med Justitsministeriet.

Jesper Gori har herom forklaret

313

bl.a., at han første gang blev opmærksom

på spørgsmålet om partshøring den 9. marts 2016 i forbindelse med drøf-

telserne med Justministeriet om ministerens mulighed for at give konkrete

tjenestebefalinger i sagerne. Som han husker det, nævnte Carsten Madsen,

at man ved siden af dette spørgsmål ligeledes kunne drøfte, om der – selvom

der var tale om faktisk forvaltningsvirksomhed – skulle ske partshøring som

led i god forvaltningsskik. Dette var den umiddelbare tilkendegivelse på dette

tidspunkt. Han husker ikke, hvad han præcist gjorde med denne oplysning,

men inden påskeferien og i forbindelse med henvendelsen fra Institut for

Menneskerettigheder må han have gjort Udlændingestyrelsen bekendt med

Carsten Madsens opfattelse. Han tror, at Udlændingestyrelsens opfattelse var,

at de selv havde peget på denne problemstilling tidligere.

Carsten Madsen har herom forklaret

314

bl.a., at på et tidspunkt i første halvdel

af marts 2016 kom Jesper Gori og Anna-Sophie Saugmann-Jensen op på hans

kontor for at vende nogle spørgsmål. Han husker ikke med stor præcision drøf-

telsen med Jesper Gori om sondringen mellem faktisk forvaltningsvirksomhed

og afgørelsesvirksomhed. Som han husker det, var hovedtemaet derimod,

om udlændinge-, integrations- og boligministeren kunne kalde sagerne ind

til afgørelse på sit bord eller alternativt give konkrete instrukser om, hvor-

dan de enkelte sager skulle afgøres. Spørgsmålet om partshøring kom lidt en

312 Afhøringsekstrakten, side 48 og 72.

313 Afhøringsekstrakten, side 278-279.

314 Afhøringsekstrakten, side 679 ff.

295

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

passant. Forvaltningsretskontoret rådgav forskellige myndigheder bredt om

forvaltningsretlige spørgsmål på mange forskellige niveauer. Nogle ringede

og havde blot brug for at få bekræftet deres opfattelse af et givent spørgsmål

uden at bede om Justitsministeriets formelle vurdering, og andre gange var

Forvaltningsretskontoret helt nede i detaljen og skrev med på dokumenter

til Folketinget, afgørelser eller andet. Som han erindrer situationen i marts

2016 vedrørende denne sag, spillede Udlændinge-, Integrations- og Boligmi-

nisteriet bold med ham om partshøringsspørgsmålet. Han angav forskellen

mellem at flytte rundt på asylansøgerne uden afgørelse herom som led i faktisk

forvaltningsvirksomhed og den situation, hvor der udstedes et flyttepåbud

i tilfælde af, at den pågældende asylansøger ikke flyttede frivilligt, hvilket

var en afgørelse. De drøftede i den forbindelse spørgsmålet om partshøring.

Han rejste her spørgsmålet, om ikke det ville være svært at flytte folk uden at

partshøre. Som han husker sine betragtninger, var dette ud fra en overvejelse

om oplysningspligt. Han erindrer ikke, at de drøftede den vinkel, som man

senere kom ind på, nemlig at der var tale om en afgørelse, fordi beslutningen

var indgribende for de pågældende asylansøgere.

5.6. Perioden fra 1. til 30. april 2016

Dette afsnit indeholder kommissionens sammenfatning af de væsentligste

elementer i forløbet fra den 1. til den 30. april 2016.

5.6.1.

Udlændingestyrelsens videre sagsbehandling vedrørende to

par

Et asylcenter sendte den 9. marts 2016 kl. 13.19 en orientering til styrelsen

om et par [AD], som man ikke tidligere havde været opmærksom på. Styrelsen,

der efter det oplyste alene var i besiddelse af oplysninger om parrets alder

og det forhold, at parret ikke havde børn eller ventede sig, besluttede den 16.

marts 2016 at adskille parret, og parret blev adskilt den 1. april 2016. Den

23. august 2016 udrejste parret.

Parret [S] blev adskilt kort tid efter indrejsen til Danmark den 22. oktober

2015, idet [S-K] var under 15 år. Da [S-K] fyldte 15 år i april 2016, forblev

parret adskilt. Parret overgik i øvrigt til integration den 1. maj 2016.

296

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. til 30. april 2016

Nærmere oplysninger om de berørte par og sagsbehandlingen i forbindelse

med deres sager findes i kapitel 9.

5.6.2.

Tanja Francks tiltræden som ny direktør i Udlændingestyrel-

sen

Tanja Franck tiltrådte som ny direktør for Udlændingestyrelsen den 1. april

2016.

Tanja Franck har herom forklaret

315

bl.a., at Anni Fode og Lene Linnea Vejrum,

da hun tiltrådte den 1. april 2016, fortalte, at de gerne ville vende fem kon-

krete sager med hende for at høre, om hun var enig i, at de fem par ikke

skulle adskilles. Hun fik materiale om de fem par med hjem om mandagen

og læste det samme aften. Næste dag havde de et møde. Det var et langt

møde, hvor hun stillede mange spørgsmål. Da mødet var slut, sagde hun,

at hun ville tænke over det til dagen efter, hvor hun meddelte, at hun var

enig i deres vurdering. De talte sagerne igennem på mødet, men hun kan

ikke huske, hvilke problemstillinger i forhold til menneskerettighederne de

drøftede. Det stod hende rimeligt klart, at formålet med ordningen i første

omgang var, at ministeren havde sagt, at hun ønskede, at parrene skulle

adskilles. Ministeren kan – ligesom Folketinget – bestemme, at ”nu skal ver-

den være på en anden måde”, og i dette tilfælde havde ministeren bestemt

dét. Det handlede således om, at ministeren ville have en ny praksis, hvor

udgangspunktet blev vendt om, således at parrene som udgangspunkt skulle

adskilles – selvom ministeren gerne ville have, at alle par skulle skilles ad.

Hun tror ikke, de drøftede, hvad formålet var, fordi det gav sig selv. Adspurgt,

om de på mødet drøftede, om der var nogle indikationer på tvang i sagerne,

har hun forklaret, at som hun husker det, talte de mest om andre ting. F.eks.

var der i nogle af sagerne dyb bekymring for barnets tarv, hvis man adskilte

parrene. Hun mener, at formålet med at undgå tvang ”lå hen over”. Man op-

nåede formålet – at undgå tvang – ved at adskille parrene i en periode. Hun

fik den opfattelse – og den opfattelse har hun også i dag – at styrelsen havde

været alle sagerne igennem og forholdt sig til dem. De havde udvalgt de fem

sager, fordi der i disse sager formentlig var forhold, der medførte, at det ville

være i strid med menneskerettighederne at adskille parrene. Det var hendes

opfattelse, at styrelsen – allerede inden hun begyndte – havde besluttet at

315 Afhøringsekstrakten, side 354 ff.

297

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

gennemgå alle sagerne. Styrelsen havde forstået det sådan, at de var blevet

bedt om at adskille alle par, og det havde ikke været nogen nem beslutning

ikke at gøre det, som departementet havde bedt dem om. Hun opfattede det

sådan, at det var i den kontekst, medarbejderne forelagde sagerne for hende.

De ville være sikre på, at hun ikke efterfølgende sagde: ”Hov, hvorfor har I

gjort det? Det skulle I have gjort på en anden måde.” Hun vil tro, at både Lene

Linnea Vejrum og Anni Fode sagde til hende, at styrelsen havde fået at vide,

at de skulle adskille alle par. Da hun tiltrådte som ny direktør, mødte hun

nogle mennesker, som var forholdsvis påvirkede af situationen. Hun var enig

i styrelsens vurdering af de fem sager, og hun vurderede, at styrelsen havde

gjort det, de skulle, ved at stoppe op og overveje situationen samt at undlade

at adskille de fem par. Da hun tiltrådte i april, og de drøftede de konkrete

sager, tror hun, de var begyndt at tale med departementet – herunder med

Lykke Sørensen og Jesper Gori – om, at det godt kunne være anderledes end

beskrevet i instruksen, således at der ikke skulle ske adskillelse i alle sager.

Det var der også en mail om fra den 18. marts 2016. Det var derfor ikke sådan,

at der ikke på dette tidspunkt var nogen kommunikation med departementet

om, at der skulle gøres undtagelser. Hun kunne dog mærke på medarbejderne

i styrelsen, at de havde fået at vide, at de skulle gøre noget andet end det, de

rent faktisk gjorde. Det sidder dybt i folk, at når ministeren siger, man skal

gøre noget, så skal man prøve at gøre det. Foreholdt Ronya Habos forklaring

om, at meldingen fra departementet var, at der skulle ske adskillelse i fire af

de sager, de havde forelagt, har hun forklaret, at hun kan huske, at hun fik

at vide, at styrelsen havde drøftet sagerne med departementet, men hun kan

ikke huske, at hun fik at vide, hvad departementet havde sagt.

5.6.3.

Udlændingestyrelsens notat om Danmarks internationale

forpligtelser

Udlændingestyrelsen udarbejdede et notat af 20. april 2016 med titlen ”Be-

tydningen af Danmarks internationale forpligtelser i sager, hvor mindreårige

adskilles fra ægtefæller eller samlevere”. Notatet var udarbejdet med henblik

på at få departementets vurdering af, om visse beskrevne omstændigheder

kunne betyde, at der skulle gøres undtagelser fra det gældende udgangspunkt

om adskillelse. I notatet var beskrevet fire tilfælde, som var identiske med de

tilbageværende fire af de fem sager, som Udlændingestyrelsen i marts 2016

forelagde for departementet. Det fremgår af notatet bl.a.:

298

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. til 30. april 2016

”Betydningen af Danmarks internationale forpligtelser i sager, hvor

mindreårige adskilles fra ægtefæller eller samlevere

Udlændingestyrelsen har i perioden fra den 10. februar til dags dato

effektueret adskillelse af parrene i langt hovedparten af de sager, hvor

der er tale om mindreårige, der hidtil har boet sammen med ældre æg-

tefæller eller samlevere, herunder i sager, hvor parrene har fællesbørn.

Ved gennemgangen af de relevante sager er styrelsen imidlertid blevet

opmærksom på en række særlige elementer og omstændigheder, der

kan rejse spørgsmål om, hvorvidt Danmarks internationale forpligtigel-

ser helt konkret tilsiger, at der i visse situationer skal gøres undtagelser

fra retningslinjerne for indkvartering af mindreårige asylansøgere, som

har indgået ægteskab eller er samlevende med en person, som opholder

sig i Danmark.

I det følgende skitseres en række omstændigheder og forhold, hvor

styrelsen ønsker departementets vurdering af, om omstændigheder som

de anførte i sig selv eller i forening kan betyde, at der under hensynta-

gen til Danmarks internationale forpligtigelser skal gøres undtagelser

fra det gældende udgangspunkt om adskillelse af den mindreårige og

ægtefællen eller samleveren ved indkvartering på et dansk asylcenter.

Betydningen af fællesbørn og deraf dokumenteret samliv af en læn-

gere varighed

…

Betydningen af traumatisering hos den mindreårige part og betyd-

ningen af faglige vurderinger i sagerne

…

Betydningen af traumatisering hos barn og i tilknytning hertil spørgs-

mål om relationer til ikke-biologiske forældre

…

Betydningen af ægteskab indgået i Danmark

…”

299

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

Jesper Gori har herom forklaret

316

bl.a., at han fik at vide af Lykke Sørensen, at

Udlændingestyrelsen var blevet bedt om at lave et oplæg til retningslinjer. Han

tror, at han fik dette at vide i begyndelsen af uge 8. Udlændingestyrelsen lave-

de efterfølgende et notat, som han umiddelbart troede omhandlede forholdet

til Danmarks internationale forpligtelser. Da han læste notatet, konstaterede

han, at notatet alene indeholdt en række spørgsmål. Efter han læste notatet,

aftalte han med Lykke Sørensen, at det var Familiesammenføringskontoret,

der skulle udarbejde notatet.

Det fremgår af oplysningerne i sagen, at Udlændinge-, Integrations- og Bolig-

ministeriet herefter påbegyndte arbejdet med at udarbejde en vejledning om

fortolkningen af Danmarks internationale forpligtelser. Den første version af

dette udkast ses at være fra den 4. maj 2016, mens en senere udkastversion

er omtalt nedenfor i afsnit 5.7.5. Den endelige vejledning forelå den 12. de-

cember 2016, se afsnit 5.9.4.

5.6.4.

Udlændingestyrelsens udtalelse til Folketingets Ombuds-

mand/beslutning om sagernes genoptagelse

Foranlediget af henvendelsen af 21. marts 2016 fra Folketingets Ombuds-

mand fremkom Udlændingestyrelsen den 28. april 2016 med en udtalelse i

anledning af advokat Amalie Starchs klage over indkvarteringen af asylparret

[L]. Det fremgår heraf bl.a.:

”…

Udlændingestyrelsens praksis forud for instruks af 10. februar 2016

fra Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet

Forud for 10. februar 2016, hvor styrelsen modtog instruks på at ændre

praksis for indkvartering af mindreårige med en ægtefælle eller sam-

lever, har styrelsen fulgt en praksis for indkvartering af mindreårige

med en ægtefælle eller samlever, hvor styrelsen – bl.a. henset til straf-

felovens

§ 222

– ikke indkvarterede mindreårige under 15 år sammen

med myndige eller ikke myndige ægtefæller eller samlevere.

I sager, hvor den mindreårige var over 15 år, blev der foretaget en

konkret vurdering af sagens omstændigheder. Omdrejningspunktet

316 Afhøringsekstrakten, side 262.

300

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. til 30. april 2016

for denne vurdering var indkvarteringsoperatørens børnefaglige per-

sonales vurderinger samt værtskommunens evt. faglige vurderinger af,

hvilke indkvarteringsforhold der var til den mindreåriges bedste med

udgangspunkt i hensynet til barnets tarv.

…

Instruks af 10. februar 2016 fra Udlændinge-, Integrations- og Bo-

ligministeriet

Den 10. februar 2016 udsendte Udlændinge-, Integrations- og Bolig-

ministeriet en pressemeddelelse om, at ingen mindreårige fremover

må indkvarteres sammen med en ældre ægtefælle eller samlever. Det

fremgik bl.a. af pressemeddelelsen, at ’Efter de nye retningslinjer må

ingen mindreårige under 18 år indkvarteres på samme asylcenter som

en ægtefælle eller samlever. Det gælder også, hvis parret har et eller

flere fælles børn. Inger Støjberg har også bedt Udlændingestyrelsen om

at skille parrene ad i aktuelle sager om mindreårige, der bor sammen

med en ældre ægtefælle eller samlever’.

Udlændingestyrelsen modtog samtidig med udsendelsen af pressemed-

delelsen den 10. februar 2016 en mundtlig instruks fra Udlændinge-,

Integrations- og Boligministeriet om administrativt at effektuere i over-

ensstemmelse med indholdet af pressemeddelelsen. Instruksen betød

således, at ingen mindreårige fremover måtte indkvarteres sammen

med en ældre ægtefælle eller samlever, og at dette skulle gælde uanset

om parret måtte have fællesbørn. Instruksen betød også, at der straks

skulle ske adskillelse i de aktuelle sager, hvor en mindreårig allerede

var indkvarteret sammen med en ældre ægtefælle eller samlever.

…

Rækkevidden af instruksen i forhold til hvilke parter, der skulle adskil-

les, bl.a. under hensyntagen til Danmarks internationale forpligtigelser,

blev herefter løbende drøftet mellem styrelsen og Udlændinge-, Inte-

grations- og Boligministeriet.

Departementet tilkendegav overfor styrelsen i relation til betydning-

en af Danmarks Internationale forpligtigelser, at det helt overordnede

udgangspunkt for behandling af de konkrete sager måtte være, at en

adskillelse af parrene – herunder par med fællesbørn – som udgangs-

punkt måtte anses for at være i overensstemmelse med Danmarks

301

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

internationale forpligtigelser, herunder i henhold til EMRK art. 8 og

Børnekonventionen.

Departementet tilkendegav herudover, at styrelsen kunne forelægge

konkrete problemstillinger for departementet, hvis styrelsen ønskede

departementets vurdering af foreneligheden med Danmarks interna-

tionale forpligtigelser.

Udlændingestyrelsen har i perioden fra den 10. februar til dags dato

med udgangspunkt i en konkret vurdering adskilt i alt 23 par, herunder

[L-K] og [L-M].

I sagen vedrørende [L-K] og [L-M] har styrelsen – med udgangspunkt

i instruksen af 10. februar 2016 – konkret vurderet, at der burde ske

adskillelse. Styrelsen har i den forbindelse vurderet, at en adskillelse er

indenfor rammerne af Danmarks internationale forpligtigelser.

Styrelsen har i den forbindelse bl.a. lagt vægt på, at indgrebet må anses

for proportionalt, fordi indgrebets intensitet er proportionalt med de

interesser, som staten varetager ved adskillelsen. Styrelsen har desuden

vurderet, at adskillelsen af parterne alene vedrører det tidsrum, hvor

de pågældende er indkvarterede på et dansk asylcenter, og at adskillel-

sen i øvrigt ikke umuliggør besøg mellem parterne eller begge parters

mulighed for at besøge og have besøg af parrets fællesbørn. Styrelsen

har således ikke vurderet, at der i denne sag forelå sådanne helt særlige

omstændigheder, der ville gøre indgrebet uproportionalt.

Styrelsen har i 4 konkrete sager om mindreårige ægtefæller med ægte-

fæller/samlevere endnu ikke truffet beslutning om adskillelse af parre-

ne på hvert sit asylcenter. En række problemstillinger i disse sager er

i den forbindelse forelagt for departementet, fordi styrelsen ønsker en

vurdering i relation til foreneligheden med Danmarks internationale

forpligtigelser. Styrelsen afventer således aktuelt departementets gene-

relle vurderinger af problemstillingerne til brug for styrelsens afgørelse

af disse konkrete sager.

302

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. til 30. april 2016

Det retlige grundlag for styrelsens behandling af sagerne om indkvar-

tering af mindreårige med ægtefæller/samlevere

Styrelsens beslutninger efter udlændingelovens

42 a, stk. 7, 1. pkt.,

om asylansøgeres indkvartering på asylcentre har karakter af faktisk

forvaltningsvirksomhed, jf. bemærkningerne side 33 i lovforslag nr. L

130 af 30. januar 2013 (vedtaget som lov nr. 430 af 1. maj 2013).

De hidtidige beslutninger om indkvartering af mindreårige ægtefæller

og deres ægtefæller og samlevere på forskellige asylcentre er foretaget

i overensstemmelse med almindelig praksis for indkvartering og er

således foretaget i henhold til

42 a, stk. 7, 1. pkt.

Styrelsen kan i henhold til udlændingelovens

42 a, stk. 7, 3. pkt., træffe

afgørelse om flyttepåbud i den situation, hvor styrelsens beslutning

efter

42 a, stk. 7, 1. pkt., ikke efterleves. Dette betyder i relation til de

konkrete sager om mindreårige med myndige ægtefæller eller samle-

vere, at styrelsen i de tilfælde, hvor en beslutning efter

42 a, stk. 7,

1. pkt., ikke er blevet efterlevet, har truffet afgørelse om flyttepåbud i

henhold til

42 a, stk. 7, 3. pkt.

Indkvarteringsoperatørerne vil fremadrettet indkvartere parterne på

hver sit asylcenter ved første indkvartering. Dette sker ved faktisk for-

valtningsvirksomhed, jf.

42 a, stk. 7, 1. pkt. Der sker ikke partshøring

forinden, men operatøren indgår i dialog med parret om indkvarterin-

gen. Hvis parterne i forbindelse med indkvarteringen giver udtryk for,

at de ikke er tilfredse med den anviste indkvartering eller vælger parret

ikke at følge anvisningen, vil Udlændingestyrelsen træffe en afgørelse

om indkvarteringen hver for sig efter

42 a, stk. 7, 3. pkt. Styrelsen

foretager partshøring, forinden afgørelsen træffes. Denne partshøring

vil i relevant omfang omfatte de faktiske oplysninger i sagen.

Styrelsens praktiske behandling af sager om indkvartering af min-

dreårige med ægtefæller/samlevere

I forlængelse af Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriets in-

struks af 10. februar 2016 var styrelsen i dialog med operatørerne om

den praktiske adskillelse af parrene. Til brug for styrelsens stillingta-

gen til indkvarteringen i de konkrete sager, sendte styrelsen medio

februar et skema til de relevante operatører med anmodning om, at

303

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

skemaet blev udfyldt sammen med de berørte par. Skemaet indeholdt

bl.a. oplysninger om evt. fællesbørn, graviditet, familiemedlemmer, som

også opholdt sig i Danmark, operatørens vurdering af evt. behov for

foranstaltninger m.v. Par med fællesbørn blev endvidere bedt om at

tage stilling til hvem af forældrene, der skulle indkvarteres sammen

med fællesbørnene.

På baggrund af operatørernes tilbagemeldinger gennemgik styrelsen de

konkrete sager i forhold til relevante indkvarteringsløsninger i de sager,

hvor det på baggrund af drøftelserne med departementet var styrelsens

vurdering, at der umiddelbart kunne ske adskillelse. Det altovervejen-

de udgangspunkt for styrelsens beslutning om indkvartering var, at

parrene skulle have mulighed for at opretholde regelmæssig kontakt,

og at par med fællesbørn fik mulighed for selv at beslutte børnenes

indkvartering.

Det indgik endvidere i styrelsens beslutning om indkvartering, om

parrene havde voksne familiemedlemmer på eller i nærheden af asyl-

centeret, som kunne yde støtte til den forælder, som blev indkvarteret

sammen med fællesbørnene.

Styrelsen orienterede de relevante operatører om de par, som skulle

adskilles, hvortil de pågældende skulle flytte og datoen for den plan-

lagte flytning. Operatørerne blev bedt om at orientere parrene. Der

blev ikke truffet en egentlig afgørelse om flytningen, idet styrelsen

vurderede, at beslutningen om indkvartering havde karakter af faktisk

forvaltningsvirksomhed, jf. udlændingelovens

42 a, stk. 7, 1. pkt. I

de tilfælde, hvor de pågældende efter samtaler med operatøren næg-

tede at efterleve styrelsens anvisning om indkvartering, traf styrelsen

efterfølgende afgørelse om flyttepåbud i medfør af udlændingelovens

42 a, stk. 7, 3. pkt.

Udlændingestyrelsen er i færd med at udarbejde retningslinjer til ope-

ratørerne om indkvartering af mindreårige, som har indgået ægteskab

eller er samlevende med en person, som også opholder sig i Danmark.

Retningslinjerne vil beskrive reglerne for indkvartering af mindreårige

asylansøgere, som har indgået ægteskab eller er samlevende med en

person, som også opholder sig i Danmark. Retningslinjerne vil des-

304

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. til 30. april 2016

uden beskrive procedurerne for modtagelse og indkvartering samt

underretning af relevante myndigheder i de tilfælde, hvor operatøren

bliver opmærksom på en mindreårig, som har indgået ægteskab eller

er samlevende.

Det vil fremgå af retningslinjerne, at mindreårige asylansøgere, som

indrejser sammen med en ægtefælle eller samlever, skal indkvarteres

adskilt fra denne allerede ved den første indkvartering på modtagecen-

teret. Operatøren skal i den forbindelse straks underrette Udlændinge-

styrelsen om parret. Udlændingestyrelsen vil herefter tage stilling til

den videre indkvartering af parterne. Er den ene part under 15 år, skal

operatøren tillige underrette de sociale myndigheder om parret. Hvis

ingen af parterne er under 15 år, skal operatøren i nødvendigt omfang

underrette de sociale myndigheder i overensstemmelse med den skær-

pede underretningspligt, jf. servicelovens

§§

153 og 154.

Par, som er adskilt, vil som altovervejende udgangspunkt blive indkvar-

teret på forskellige asylcentre. Udlændingestyrelsen tager ved beslut-

ningen om, hvor parterne skal indkvarteres, hensyn til, at parterne skal

have mulighed for at besøge hinanden regelmæssigt, ligesom der skal

være mulighed for regelmæssig og hyppig kontakt mellem evt. fælles-

børn og den forælder, som ikke er indkvarteret sammen med børnene.

Det vil i praksis sige, at parterne som udgangspunkt indkvarteres på

asylcentre, som ligger i relativ nærhed af hinanden.

Par, som er adskilt, har mulighed for at besøge hinanden på deres respek-

tive indkvarteringssteder. Besøgene skal foregå inden for de normale

rammer for besøg på indkvarteringsstedet. Besøgene skal gennemføres

på en måde, som er foreneligt med formålet med adskillelsen af parret.

Det vil i praksis normalt sige, at besøgene skal foregå i dagtimerne.

Det er tanken, at der ydes økonomisk støtte til transport i forbindelse

med besøg mellem fællesbørn og den forælder, som ikke er indkvarte-

ret sammen med børnene, op til tre gange ugentligt. Der ydes ligeledes

støtte til transport i forbindelse med besøg mellem par, som ikke har

fællesbørn, medmindre den ene part er under 15 år.

305

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

Afsluttende bemærkninger

Udlændingestyrelsen vil fremadrettet træffe afgørelse efter udlændin-

gelovens

42 a, stk. 7, 3. pkt., også i den situation, hvor parterne i forbin-

delse med indkvarteringen giver udtryk for, at de ikke er tilfredse med

den anviste indkvartering, men efterkommer anvisningen. Styrelsen

vil i den forbindelse foretage en partshøring efter forvaltningslovens

19, der vil omfatte alle relevante faktiske oplysninger af væsentlig

betydning, forinden afgørelsen træffes.

I forhold til de sager, som allerede er afgjort, herunder sagen vedrørende

[L-K] og [L-M], vil styrelsen genoptage sagerne og foretage en fyldestgø-

rende partshøring. Under sagsbehandlingen, i forbindelse med genop-

tagelsen af sagerne, vil parterne forblive adskilt. Udlændingestyrelsen

vil tilstræbe en hurtig afgørelse af sagerne.

Udlændingestyrelsen vedlægger kopi af akterne i sagen vedrørende

[L-K] og [L-M].

Styrelsen vedlægger desuden telefonnotat af 10. februar 2016 om den

mundtlige instruks i sagen, og mail af 10. februar 2016 fra styrelsen

til samtlige indkvarteringsoperatører, hvor operatørerne orienteres om

ny praksis på området.”

Forud for besvarelsen havde Udlændingestyrelsen den 21. april 2016 frem-

sendt en underskrevet udtalelse til Udlændinge-, Integrations- og Boligmi-

nisteriet, der samme dag kl. 18.25 sendte bidraget til Justitsministeriet med

henblik på Justitsministeriets eventuelle bemærkninger til de menneskeretlige

aspekter heraf. I den tidligere version af 21. april 2016 var der lagt op til, at

styrelsen fremadrettet ville foretage partshøring i sagerne. Det fremgår af

mails fra den 26. april 2016, at Udlændinge-, Integrations- og Boligministe-

riet havde bedt Udlændingestyrelsen om at ændre bidraget, således at det

fremgik, at styrelsen ikke alene fremadrettet ville foretage partshøring, men

at styrelsen tillige ville genoptage de sager, hvor der var sket adskillelse. Ifølge

en intern mail den 26. april 2016 fra Lene Linnea Vejrum var anmodningen

fra ministeriet begrundet i, at man ikke turde risikere, at ombudsmanden

erklærede afgørelserne for ugyldige grundet manglende partshøring. Som

det fremgår ovenfor af den endelige udtalelse til ombudsmanden, besluttede

306

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. til 30. april 2016

styrelsen herefter at genoptage alle adskillelsessagerne med henblik på at

foretage partshøring.

Lykke Sørensen har herom forklaret

317

bl.a., at der ikke var meget andet at

gøre end at genoptage de afgjorte sager, idet man var nået frem til, at der var

tale om en afgørelse. Hun husker ikke, om der var overvejelser om, at den op-

rindelige beslutning om adskillelse var ugyldig. Ministeren fik på et tidspunkt

at vide, at man måtte genoptage sagerne, men hun tror ikke, at ministeren

fik forelagt spørgsmålet om, hvorvidt parterne skulle forblive adskilt, mens

man genoptog sagerne.

Jesper Gori har herom forklaret

318

bl.a., at spørgsmålet om, hvorvidt man

skulle lade parterne flytte sammen igen under genoptagelsen, blev vendt og

afstemt med Lykke Sørensen. Svaret var, at parterne skulle forblive adskilt.

Som han husker det, var det deres overvejelse, at formålet med adskillelserne

ikke skulle forspildes. På dette tidspunkt vidste man ikke, hvor lang tid gen-

optagelsessagerne ville vare.

Tanja Franck har herom forklaret

319

bl.a., at hun ikke kan huske, at hun fik

forelagt spørgsmål om, hvad de skulle gøre med de par, der allerede var ble-

vet adskilt, eller at de på det tidspunkt, hvor de besluttede at genoptage alle

sagerne, drøftede, om de i mellemtiden skulle gøre noget med de adskilte par.

Lene Linnea Vejrum har herom forklaret

320

bl.a., at hun ikke husker tydeligt,

om de i april 2016 drøftede spørgsmålet om, hvorvidt parrene skulle genfor-

enes under sagsbehandlingen i genoptagelsessagerne, men i juni 2016 havde

hun en drøftelse med Adam Abdel Khalik om spørgsmålet.

Jens Vikner har – adspurgt, hvorfor det først ultimo april 2016 blev meldt ud,

at der skulle ske partshøring – forklaret

321

bl.a., at der på dette tidspunkt var

adskilt mange par. Meget af det, der foregik, var retrospektivt, idet man skulle

få juraen til at passe med det, der var foregået. Dette var en svær opgave. Han

317

318

319

320

321

Afhøringsekstrakten, side 172.

Afhøringsekstrakten, side 279-280.

Afhøringsekstrakten, side 359.

Afhøringsekstrakten, side 430.

Afhøringsekstrakten, side 733.

307

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

var ikke involveret i overvejelser om, hvorvidt de allerede adskilte par skulle

forblive adskilt under genoptagelsessagen.

322

5.7. Perioden fra 1. til 31. maj 2016

5.7.1.

Udlændingestyrelsens sagsbehandling i forbindelse med

adskillelse af endnu et par (P) den 13. maj 2016

Parret [P], der indrejste i november 2015, blev oprindelig indkvarteret på

samme børnecenter, idet begge parter var under 18 år. De var i februar 2016

henholdsvis 16 og 17 år, og styrelsen besluttede på den baggrund, at de også

efter den 10. februar 2016 kunne forblive på samme børnecenter, men på

hver sit værelse.

[P-K] oplyste i forbindelse med indrejsen bl.a., at hun skulle tvangsgiftes med

en af sine fars venners søn, men at hun var forelsket i [P-M], og at de to havde

haft et seksuelt forhold, hvorfor de flygtede sammen.

I april 2016 fyldte [P-M] 18 år, og Udlændingestyrelsen besluttede på den

baggrund den 27. april 2016 at adskille parret. Parret blev adskilt den 13. maj

2016. Om sagsbehandlingen vedrørende dette par henvises til kapitel 9, idet

det dog bemærkes, at der ikke ses at været truffet nogen egentlig afgørelse i

sagen eller at have været foretaget partshøring. Desuden var der ikke tale om

en indledningsvis adskillelse med henblik på sagsbehandling.

5.7.2.

Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriets udtalelse af

4. maj 2016 til Folketingets Ombudsmand

Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet besvarede den 4. maj 2016

Folketingets Ombudsmands henvendelse af 21. marts 2016 således:

”…

Ministeriet kan i forlængelse af Udlændingestyrelsens udtalelse mere

generelt oplyse følgende om baggrunden for indkvarteringsordningen:

Udlændinge-, integrations- og boligministeren instruerede den 10. fe-

bruar 2016 Udlændingestyrelsen om, at mindreårige under 18 år frem-

322 Afhøringsekstrakten, side 737.

308

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. til 31. maj 2016

over ikke skulle indkvarteres på samme asylcenter som en ægtefælle

eller samlever. Ministeren oplyste, at dette også gjaldt, hvis parret havde

et eller flere fælles børn. Samtidig instruerede ministeren Udlændin-

gestyrelsen om at skille parrene ad i aktuelle sager om mindreårige,

der boede sammen med en ældre ægtefælle eller samlever og om at

udarbejde retningslinjer, der udmøntede den generelle instruks om

indkvarteringen, til operatørerne.

Samme dag offentliggjorde ministeriet en pressemeddelelse om instruk-

sen, som vedlægges.

Udlændinge-, integrations- og boligministeren uddybede instruksen på

samråd Z i Folketinget den 15. marts 2016, hvor ministeren bemærkede,

at der i helt særlige tilfælde kan være omstændigheder, som betyder, at

der skal gøres undtagelse. Ministeren nævnte som eksempel det tilfæl-

de, at et par er blevet gift i Danmark med kongebrev.

Ministeriet uddybede endvidere sagsgangen i de konkrete sager i en

e-mail af 18. marts 2016 til Udlændingestyrelsen. I e-mailen fremgår

det bl.a., at indkvarteringen skal ske på en sådan måde, at dette ikke er i

strid med Danmarks internationale forpligtelser eller dansk ret i øvrigt,

og at konkrete sager, hvor rækkevidden af Danmarks internationale

forpligtelser giver anledning til tvivl, kan forelægges departementet

med henblik på departementets tilkendegivelse af forståelsen af de

retlige rammer. Det bemærkes herved, at klageadgangen er afskåret

ved lov i disse sager.

Om den vurdering, som efter ordningen skal foretages i forbindelse

med afgørelsen om indkvartering, samt ministeriets vurdering af ord-

ningens forenelighed med Danmarks internationale forpligtelser, skal

ministeriet endvidere fremkomme med følgende generelle bemærk-

ninger:

Det klare udgangspunkt er, at der ikke kan ske fælles indkvartering

af ægtefæller og samlevere på asylcentrene, hvis den ene eller begge

parter er under 18 år.

309

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

Det kan dog i helt særlige tilfælde være nødvendigt at gøre undtagel-

se til ovennævnte udgangspunkt. Finder udlændingemyndighederne

efter en konkret og individuel vurdering, at det vil være i strid med

Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 eller FN’s

Konvention om Barnets Rettigheder at indkvartere parterne hver for

sig, skal myndighederne således indkvartere parret sammen.

Det vil bl.a. indgå i vurderingen, hvilken alder parterne har, herunder

hvor stor aldersforskellen er, om parret har børn sammen, om der fore-

ligger et element af tvang, og om der i øvrigt foreligger helt særlige om-

stændigheder, f.eks. i visse tilfælde af sygdom. Sager, hvor der vil skulle

gøres undtagelse, kan f.eks. være sager, hvor parret har børn, forældrene

er traumatiserede, og hvor den fortsatte forældreevne og omsorg over

for børnene af relevante sundhedspersoner er godtgjort at være aldeles

afhængig af, at forældrene begge bor sammen med børnene.

Der vil ikke blive gjort undtagelse, hvor den ene ægtefælle er under 15

år og altså under den seksuelle lavalder.

I de tilfælde, hvor udlændingemyndighederne vurderer, at parrene skal

indkvarteres separat, vil parterne have mulighed for regelmæssige be-

søg eller anden form for kontakt. De nærmere vilkår herfor vil blive fast-

lagt i retningslinjer, som er under udarbejdelse i Udlændingestyrelsen.

Det bemærkes, at varigheden af en eventuel adskillelse af et par på ud-

lændinge-myndighedernes foranledning må forventes at være relativt

begrænset, idet denne alene angår indkvarteringen i asylsystemet. Hvis

den separate indkvartering konkret måtte være af længere varighed,

vil Udlændingestyrelsen have pligt til løbende at revurdere afgørelsen

om den separate indkvartering.

Det bemærkes desuden, at parrene naturligvis vil have mulighed for

at søge om genoptagelse af deres indkvarteringssag på et hvilket som

helst tidspunkt, og at myndighederne efter omstændighederne (såfremt

betingelserne for genoptagelse er opfyldt) skal foretage en fornyet vur-

dering under inddragelse af Danmarks internationale forpligtelser.

310

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. til 31. maj 2016

Det er på den baggrund ministeriets vurdering, at indkvarteringsordnin-

gen er i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser.

Det kan endvidere oplyses, at ministeriet er ved at udarbejde en generel

vejledning vedrørende rækkevidden af Danmarks internationale for-

pligtelser i sager om indkvartering af mindreårige ægtefæller til brug

for Udlændingestyrelsens fremtidige vurderinger i konkrete indkvarte-

ringssager. Vejledningen forventes at foreligge senest sommeren 2016.

Afslutningsvist skal ministeriet – i forlængelse af Udlændingestyrel-

sens udtalelse – generelt bemærke følgende vedrørende sagsbehandlin-

gen i indkvarteringssagerne:

Det fremgår af lovbemærkningerne til udlændingelovens

42 a, stk. 7,

1. pkt., at beslutningen om asylansøgeres indkvartering på asylcentrene

har karakter af faktisk forvaltningsvirksomhed. Der henvises herved

til de specielle bemærkninger til bestemmelsen (nr. 15) i lovforslag nr.

L 130 af 30. januar 2013.

Det fremgår endvidere af disse lovbemærkninger, at et pålæg derimod

vil udgøre en afgørelse i forvaltningslovens forstand, hvilket indebærer,

at forvaltningslovens regler om bl.a. partshøring skal iagttages.

Der vil således i de sager, hvor der træffes afgørelse om et påbud om

flytning fra et asylcenter til et andet asylcenter efter

42 a, stk. 7, 3. pkt.,

bl.a. skulle partshøres, idet det må lægges til grund, at parret – selv om

de har oplyst styrelsen om deres alder og ægteskab/samlivsforhold mv.

– ikke kan antages at være bekendt med, at disse oplysninger indgår i

en sag om indkvartering. Partshøringen skal i relevant omfang omfatte

de faktiske oplysninger, der er indgået i sagen om anvisning af separat

indkvartering, jf. forvaltningslovens

19.

Der vil ligeledes skulle træffes afgørelse om påbud efter 3. pkt. – og

partshøres – i de sager, hvor parterne ved første indkvartering efter-

kommer anvisningen om separat indkvartering, men ikke ønsker denne

separate indkvartering.

311

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

Ministeriet bemærker i forlængelse heraf, at det fremgår af Udlændin-

gestyrelsens udtalelse, at styrelsen – i de sager, hvor der indtil nu er

truffet afgørelse efter

42 a, stk. 7, 3. pkt. – har indhentet oplysninger

hos operatørerne vedrørende de faktiske forhold i sagerne. Udlændin-

gestyrelsen har endvidere partshørt, men alene over den manglende

efterkommelse af anvisningen om indkvartering.

Ministeriet henholder sig i den forbindelse til, at Udlændingestyrelsen

i udtalelsen til ombudsmanden oplyser, at styrelsen vil genoptage sa-

gerne og foretage en fyldestgørende partshøring. Dette vil sikre, at der

foreligger et fuldt oplyst grundlag til brug for vurderingen af indkvar-

teringen, herunder i forhold til Danmarks internationale forpligtelser.”

Det fremgår af sagens oplysninger, at Udlændinge-, Integrations- og Bolig-

ministeriet havde foretaget høring af styrelsen vedrørende bl.a. afsnittet om,

at styrelsen – i de sager, hvor der var truffet afgørelse efter

42 a, stk. 7, 3.

pkt. – havde indhentet oplysninger hos operatørerne vedrørende de faktiske

forhold i sagerne, og at Ditte Kruse Dankert hertil havde svaret følgende:

”…

Ja, det kan vi godt bekræfte – vi har indhentet oplysninger om alder,

samlivsforhold og børn mv.”

Det fremgår endvidere af et revideret svarudkast, som Anna-Sophie Saug-

mann-Jensen sendte til Jesper Gori den 29. april 2016 kl. 10.26, bl.a., at An-

na-Sophie Saugmann-Jensen i en kommentar til andet afsnit under punkt 2

(der er identisk med det, der er citeret ovenfor) spurgte Jesper Gori, om ”ØK

skal høres over denne (kun de kan vel svare på instruksens karakter? …)”.

Uffe Toudal Pedersen har om ministeriets udtalelse af 4. maj 2016 til Fol-

ketingets Ombudsmand forklaret

323

bl.a., at han ikke husker, om svaret til

ombudsmanden blev godkendt af ham. Han ville undre sig, hvis han ikke var

orienteret om svaret, men han tror ikke, at ministeren var det. Adspurgt, om

der ikke var anledning til i svaret at redegøre for, at der den 10. februar 2016

blev givet en anden instruks til styrelsen end pressemeddelelsen, har han

323 Afhøringsekstrakten, side 97.

312

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. til 31. maj 2016

forklaret, at forklaringen på det er den samme, som han tidligere har beskre-

vet. Under pressemeddelelsen lå der en sag, der var godkendt af ministeren

den 9. februar 2016, og som blev fulgt op af de drøftelser, der var mellem

departementet og styrelsen og mellem styrelsen og operatørerne. Det forløb

kendte Jesper Gori også.

Inger Støjberg har om ministeriets udtalelse til Folketingets Ombudsmand

forklaret

324

bl.a., at hun fik svaret til godkendelse, men hun rettede ikke i det.

Line Skytte Mørk Hansen har herom forklaret

325

bl.a., at hun opfatter Udlæn-

dingestyrelsens udtalelse om, at de samtidig med udsendelsen af pressemed-

delelsen den 10. februar 2016 modtog en mundtlig instruks fra Udlændinge-,

Integrations- og Boligministeriet om administrativt at effektuere i overens-

stemmelse med indholdet af pressemeddelelsen, som en efterrationalisering

fra Udlændingestyrelsens side. Udlændingestyrelsen har aldrig administreret

undtagelsesfrit og kan ikke have været i tvivl om, at der var undtagelser.

Jesper Gori har forklaret

326

bl.a., at han mener, at brevet af 4. maj 2016 til

ombudsmanden var det første tidspunkt, hvor der blev henvist til Danmarks

internationale forpligtelser.

Mark Thorsen har herom forklaret

327

bl.a., at han ikke overværede Line Skytte

Mørk Hansens opringning til Udlændingestyrelsen. Han kan derfor ikke sige,

hvordan ordene faldt. Hvis der er én ting, som han fortryder i dette forløb, er

det, at han ikke undersøgte, om de havde spurgt Line Skytte Mørk Hansen om,

hvorvidt hun var enig i det, der stod i svaret til Folketingets Ombudsmand.

5.7.3.

Spørgsmål nr. 513 til udlændinge-, integrations- og boligmi-

nisteren

Den 9. maj 2016 besvarede ministeren udvalgsspørgsmål nr. 513, der angik

henvendelsen af 22. marts 2016 fra Institut for Menneskerettigheder. I be-

svarelsen henviste ministeren til sin besvarelse af henvendelsen fra Institut

for Menneskerettigheder, ligesom der blev henvist til ministerens redegørelse

324

325

326

327

Afhøringsekstrakten, side 133.

Afhøringsekstrakten, side 197-198.

Afhøringsekstrakten, side 277.

Afhøringsekstrakten, side 395.

313

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

under samråd Z om, at der i helt særlige tilfælde kunne være omstændigheder,

som betød, at der skulle gøres undtagelse. Endelig indeholdt besvarelsen af-

sluttende en sætning om, at dette også gjaldt ”for de helt særlige tilfælde, der

måtte opstå, hvor en separat indkvartering ville være i strid med Danmarks

internationale forpligtelser”.

5.7.4.

Ombudsmanden afslutter klagesagen og indleder egen

undersøgelse

Under henvisning til at Udlændingestyrelsen havde besluttet at genoptage

[L-K] og [L-M]’s indkvarteringssager, afsluttede Folketingets Ombudsmand

den 11. maj 2016 sin undersøgelse af klagesagen fra [L-K]. Ved brev af sam-

me dato meddelte Folketingets Ombudsmand bl.a. følgende til Udlændinge-,

Integrations- og Boligministeriet:

”Adskillelse af 15-17-årige ægtefæller og samlevende i danske asyl-

centre

…

Myndighederne har oplyst, at Udlændingestyrelsen vil genoptage sa-

gen, og som det fremgår nedenfor i pkt. 1, foretager jeg mig derfor ikke

mere i sagen på det foreliggende grundlag.

…

Udlændingemyndighederne er i deres udtalelser også fremkommet med

mere generelle bemærkninger mv. i spørgsmålet om adskillelse af gifte

eller samlevende asylansøgere på danske asylcentre.

På den baggrund beder jeg i pkt. 3 nedenfor udlændingemyndigheder-

ne om supplerende udtalelser om den nye praksis for indkvartering

af 15-17-årige asylansøgere, der lever i ægteskab eller samlivsforhold.

Jeg henviser til

17, stk. 1, i lov om Folketingets Ombudsmand. Efter

denne bestemmelse kan ombudsmanden af egen drift optage en sag

til undersøgelse.

…

2. Generelle forhold og baggrund

2.1.

Det fremgår af Udlændingestyrelsens udtalelse, at der forud for

Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriets instruks af 10. februar

2016 blev fulgt en praksis for indkvartering af mindreårige med æg-

tefælle eller samlever, hvor styrelsen ikke indkvarterede mindreårige

314

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. til 31. maj 2016

under 15 år sammen med myndige eller ikke myndige ægtefæller eller

samlevere.

Styrelsen har i den forbindelse henvist til straffelovens

222, hvorefter

det er strafbart at have samleje med et barn under 15 år.

Det fremgår også, at der – i sager, hvor den mindreårige var over 15 år

– blev foretaget en konkret vurdering af sagens omstændigheder. Om-

drejningspunktet for denne vurdering var ’indkvarteringsoperatørens

børnefaglige personales vurderinger samt værtskommunens evt. faglige

vurderinger af, hvilke indkvarteringsforhold der var til den mindreåri-

ges bedste med udgangspunkt i hensyn til barnets tarv’.

2.2.

Denne praksis blev – som jeg forstår det – ændret i begyndelsen

af februar 2016.

Af Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriets pressemeddelelse

af 10. februar 2016 fremgår således bl.a.:

…

Det fremgår af Udlændingestyrelsens udtalelse, at styrelsen samtidig

med udsendelsen af ministeriets pressemeddelelse modtog en mundtlig

instruks fra ministeriet om ’administrativt at effektuere i overensstem-

melse med indholdet af pressemeddelelsen’, og at instruksen ’betød

(…), at ingen mindreårige fremover måtte indkvarteres sammen med

en ældre ægtefælle eller samlever, og at dette skulle gælde uanset om

parret måtte have fællesbørn’.

Den betød efter det oplyste også, at der ’straks skulle ske adskillelse i

de aktuelle sager, hvor en mindreårig allerede var indkvarteret sammen

med en ældre ægtefælle eller samlever’.

Det anføres samtidig i Udlændinge-, Integrations- og Boligministeri-

ets udtalelse, at det af en e-mail af 18. marts 2016 fra ministeriet til

Udlændingestyrelsen – som jeg ikke har modtaget – bl.a. fremgår, at

indkvarteringen skal ’ske på en sådan måde, at dette ikke er i strid med

Danmarks internationale forpligtelser eller dansk ret i øvrigt’.

315

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

2.3.

Det fremgår af Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriets ud-

talelse, at ministeriet – til brug for Udlændingestyrelsens fremtidige

vurderinger i konkrete indkvarteringssager – er ved at udarbejde en

generel vejledning vedrørende rækkevidden af Danmarks internatio-

nale forpligtelser i sager om indkvartering af mindreårige ægtefæller.

…

3. Ombudsmandens spørgsmål mv.

…

3.2.

Jeg anmoder om at få tilsendt Udlændinge-, Integrations- og Bolig-

ministeriets vejledning som omtalt i pkt. 2.3, når den foreligger (efter

det oplyste senest sommeren 2016).

Jeg anmoder også om samtidig at modtage de sagsakter, der knytter sig

til udarbejdelsen af denne vejledning.

I den forbindelse bemærker jeg mere generelt følgende:

– I ministeriets udtalelse omtales som relevant retsgrundlag art. 8 i

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) om ret til

familieliv mv. samt FNs Børnekonvention og dansk ret i øvrigt.

For så vidt angår dansk ret i øvrigt går jeg ud fra, at ministeriet

i forbindelse med udformningen af vejledningen er opmærksom

på almindelige forvaltningsretlige principper om saglige hensyn og

proportionalitet mv.

Jeg henviser bl.a. til Jon Andersen m.fl., Forvaltningsret, 2. udgave

(2002), kapitel 8 og 9, s. 291 ff., med yderligere henvisninger, her-

under til Jens Garde m.fl., Forvaltningsret, Almindelige Emner, nu

5. udgave (2009), s. 149 ff.

– For så vidt angår betydningen af Danmarks internationale forplig-

telser – herunder EMRK art. 8 – anfører ministeriet, at det ’klare

udgangspunkt’ er, at der ikke kan ske fælles indkvartering af ægte-

fæller og samlevere på asylcentrene, hvis den ene eller begge parter

er under 18 år.

316

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. til 31. maj 2016

Det fremgår også, at det i ’helt særlige’ tilfælde kan være nødvendigt

at gøre undtagelse. Som eksempel nævnes sager, ’hvor parret har

børn, forældrene er traumatiserede, og hvor den fortsatte forældre-

evne og omsorg over for børnene af relevante sundhedspersoner

er godtgjort at være aldeles afhængig af, at forældrene begge bor

sammen med børnene’.

Som anført i pkt. 2.1 lå det allerede i Udlændingestyrelsens tidli-

gere praksis, at styrelsen ikke indkvarterede mindreårige under 15

år sammen med ægtefæller eller samlevere, og at der i øvrigt blev

foretaget en konkret vurdering af sagens omstændigheder i lyset af

fagligt funderede hensyn til den mindreåriges tarv.

Det fremgår ikke af ministeriets udtalelse, hvad der nærmere lig-

ger til grund for vurderingen af, at bl.a. EMRK art. 8 som det klare

udgangspunkt vil tillade adskillelse af ægtepar eller samlevende

også i tilfælde, hvor den mindreårige er over den seksuelle lavalder

(15-17 år), og hvor der ikke i øvrigt foreligger konkrete hensyn til

den mindreåriges tarv. Det fremgår i den forbindelse ikke mere

præcist, hvad det er for hensyn, den nye praksis bygger på, og hvor-

for disse hensyn – i det omfang, der efter art. 8, stk. 1, antages at

foreligge et beskyttet familieliv – kan begrunde et indgreb i dette,

jf. art. 8, stk. 2.

Jeg går ud fra, at vejledningen og/eller de tilknyttede sagsakter mv. vil

indeholde en nærmere beskrivelse af ministeriets overvejelser.

Når jeg har modtaget og gennemgået vejledningen mv., vil jeg vurdere,

om materialet giver mig grundlag for at bede ministeriet om yderligere

oplysninger.

3.3.

Ministeriet har i udtalelsen af 4. maj 2016 oplyst, at Udlændinge-

styrelsen er ved at udarbejde retningslinjer om de nærmere vilkår for

separat indkvartering, jf. ovenfor pkt. 2.3.

Jeg har bedt Udlændingestyrelsen om at sende mig retningslinjerne,

når de foreligger.

317

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

3.4.

Med hensyn til instruksen af 10. februar 2016 bemærker jeg, at

den – at dømme efter pressemeddelelsen af samme dato og Udlændin-

gestyrelsens oplysninger, jf. pkt. 2.2 ovenfor – fremstår undtagelsesfri.

Den synes således at udelukke en konkret og individuel vurdering i

den enkelte sag.

Bl.a. fremgår det af pressemeddelelsen, at ’ingen mindreårige under 18

år [må] indkvarteres på samme asylcenter som en ægtefælle eller samle-

ver’, og at dette også gælder, ’hvis parret har et eller flere fælles børn’. Det

fremgår endvidere, at udlændinge-, integrations- og boligministeren har

’bedt Udlændingestyrelsen om at skille parrene ad i aktuelle sager om

mindreårige, der bor sammen med en ældre ægtefælle eller samlever’.

Det fremgår ikke af ministeriets udtalelse, hvilke retlige overvejelser

der lå til grund for dette, hverken i forhold til dansk lovgivning mv.

eller internationale forpligtelser.

Jeg må imidlertid gå ud fra, at sådanne overvejelser har været foreta-

get, inden instruksen blev givet. Jeg bemærker i den forbindelse, at

ændringer af en myndigheds praksis – også selv om der er tale om

faktisk forvaltningsvirksomhed – skal være sagligt begrundet og i over-

ensstemmelse med det relevante retsgrundlag, jf. bl.a. Jens Garde og

Karsten Revsbech m.fl., Forvaltningsret, Almindelige Emner, 5. udgave

(2009), s. 143.

Jeg bemærker også, at det er myndighedens ansvar at sikre sig, at de

nødvendige retlige overvejelser er foretaget, inden en disposition som

den foreliggende iværksættes, jf. bl.a. Kaj Larsen m.fl., Forvaltningsret,

2. udgave (2002), s. 448 ff.

Jeg anmoder om at modtage de sagsakter i ministeriet og Udlændin-

gestyrelsen, der – uanset om de ligger før eller efter 10. februar 2016

– belyser myndighedernes retlige overvejelser i tilknytning til den om-

handlede instruks.

Når jeg har modtaget og gennemgået sagsakterne, vil jeg vurdere om de

giver mig grundlag for at bede styrelsen og ministeriet om yderligere

oplysninger.

318

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. til 31. maj 2016

Hvis myndighederne allerede på nuværende tidspunkt ønsker at knyt-

te bemærkninger til problemstillingen, er de naturligvis velkomne til

dette. Men jeg anmoder venligst ministeriet om under alle omstæn-

digheder at sende mig styrelsens og ministeriets sagsakter vedrørende

dette punkt senest den 27. maj 2016.

…”

5.7.4.1.

Reaktioner i Udlændingestyrelsen på ombudsmandens henven-

delse

I forlængelse af ombudsmandens udtalelse sendte Lene Linnea Vejrum den

11. maj 2016 kl. 21.05 sålydende mail til Tanja Franck, Ditte Kruse Dankert

og Kristina Rosado:

”…

Jeg synes reaktionen viser, at ombudsmanden har gennemskuet sags-

forløbet. Så jeg synes bestemt – alt taget i betragtning – vi i US kan

tillade os at være lidt lettede.

Lad os hurtigst muligt tale om igangsættelsen af genoptagelsessagerne.”

Ditte Kruse Dankert besvarede den 11. maj 2016 kl. 21.31 mailen således:

”…

Helt enig med Lene efter nærlæsen. Han sætter fingeren ned de rigtige

steder, og han kan se, at vi har været forsvarsløse ift instruks. Men hand-

let ved at holde sager tilbage. Han kan jo godt se, at der først henvises

til internationale forpligtigelser ( for) sent, de henviser til samråd/mail

en måned senere ift skriftlig dok. Og vi må jo også indrømme, at der

ikke var tale om undtagelser den 10/2, men at det først blev en diskus-

sion på gentagne spørgsmål herfra. Ok at have en fair ombudsmand.”

Ditte Kruse Dankert har herom forklaret

328

bl.a., at når hun i sin mail af 11.

maj 2016 kl. 21.31 skrev, at ”vi må jo også indrømme, at der ikke var tale om

undtagelser den 10/2”, angik ”vi” ikke Udlændingestyrelsen, men hele koncer-

nen og dermed også departementet. Når hun i samme mail skrev: ”vi har været

forsvarsløse”, omhandlede ”vi” i denne sætning alene Udlændingestyrelsen.

328 Afhøringsekstrakten, side 463.

319

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

Når hun skrev: ”de henviser til samråd/mail en måned senere”, omhandlede

”de” departementet. Valget af ”vi” i sætningen om, at der ikke var tale om

undtagelser den 10. februar 2016, var ikke nøje valgt. Det var ikke udtryk

for, at Udlændingestyrelsen indledningsvis administrerede uden undtagelser.

Kristina Rosado har herom forklaret

329

bl.a., at deres opfattelse var, at Folke-

tingets Ombudsmand havde forstået forløbet korrekt. Det gav ikke mening

at indhente oplysninger om parrene, når der var tale om en undtagelsesfri

ordning, men de gjorde dette alligevel, idet de mente, at der måtte være til-

fælde, hvor man ikke kunne adskille parrene. Dette skete også for at finde

ud af, hvor asylansøgerne skulle flytte hen. Hun har ikke på noget tidspunkt

haft den opfattelse, at man i styrelsen mente, at man kunne adskille alle uden

undtagelser. Hun mener ikke, at Ditte Kruse Dankerts mail kan forstås som

en indrømmelse af, at man den 10. februar 2016 havde ment noget andet i

styrelsen.

5.7.5.

Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriets udkast til

vejledning om fortolkningen af Danmarks internationale

forpligtelser

Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet påbegyndte i løbet af maj 2016

arbejdet med at udarbejde en vejledning til Udlændingestyrelsen om fortolk-

ningen af Danmarks internationale forpligtelser i sager om Udlændingestyrel-

sens indkvartering af mindreårige ægtefæller og samlevere på asylcentrene.

Et af de første udkast, der foreligger, er dateret den 13. maj 2016. Det fremgår

af udkastet bl.a., at der i alle sager skal foretages en konkret vurdering af,

hvorvidt det på baggrund af sagens samlede omstændigheder er proportio-

nalt – bl.a. ud fra hensynet til barnets tarv – at meddele påbud om separat

indkvartering, eller om parterne skal indkvarteres sammen. Det fremgår af

udkastet endvidere bl.a.:

”…

Det primære formål med separat indkvartering af mindreårige ægte-

fæller eller samlevere er at sikre, at indkvarteringen i asylsystemet ikke

bidrager til at fastholde en mindreårig i et tvangsægteskab eller tvangs-

samliv, samt – ud fra hensynet til, at ægteskab o.l. indgås af personer,

329 Afhøringsekstrakten, side 487-488.

320

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. til 31. maj 2016

som er tilstrækkeligt modne og forstår betydningen af dispositionen

– at give den mindreårige en mulighed for en refleksionsperiode, hvor

vedkommende kan overveje, om ægteskabet eller samlivet er frivilligt.

Det bagvedliggende hensyn er hensynet til barnet tarv.

Den separate indkvartering varetager endvidere hensynet til at forhin-

dre overtrædelser af de retlige normer for samlivsforhold, som gælder

i Danmark, herunder navnlig reglerne om den seksuelle lavalder og

om ulovlig samlivstvang. Dette hensyn er overlappende med hensynet

til barnets tarv.

Hensynene til at beskytte den mindreåriges rettigheder og til at fore-

bygge forbrydelser er saglige hensyn i henhold til artikel 8, stk. 2, i Den

Europæiske Menneskerettighedskonvention ….

…

Det bemærkes herved, at indkvarteringsordningens forholdsmæssig-

hed skal ses i sammenhæng med, at parterne – i de tilfælde, hvor de

meddeles påbud om separat indkvartering – skal indkvarteres på asyl-

centre relativt tæt på hinanden og have adgang til regelmæssige besøg

og anden kontakt (herunder som udgangspunkt med myndighedernes

økonomiske bistand). …

Indkvarteringsordningen skal endvidere ses i lyset af, at adskillelsen må

antages at være af relativt kort varighed, idet den alene angår indkvar-

teringen i asylsystemet, og af at myndighederne – hvor dette konkret

ikke måtte være tilfældet – af egen drift regelmæssigt skal revurdere

indkvarteringsafgørelsen. Endvidere kan parterne til enhver tid anmo-

de om genoptagelse af deres sag.

Uanset det generelle udgangspunkt for indkvarteringsordningen, er

vurderingen af, om der i de enkelte sager kan ske separat indkvartering,

som anført altid en konkret og individuel vurdering.

Der skal således i hver enkelt sag om indkvartering af mindreårige

ægtefæller eller samlevere foretages en konkret vurdering af, hvorvidt

det på baggrund af sagens samlede omstændigheder er proportionalt

– bl.a. ud fra hensynet til barnets tarv – at meddele påbud om separat

indkvartering. Den konkrete vurdering skal foretages på et tilstrække-

321

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

ligt oplyst grundlag, hvor bl.a. kan indgå hvilken alder parterne har,

herunder hvor stor aldersforskellen er, om parret har børn sammen,

om der foreligger et element af tvang, og om der i øvrigt foreligger helt

særlige omstændigheder ….

…

3.3 Vedrørende afvejningen i de konkrete sager – vægtningen af udvalgte

momenter

…

3.3.2 Tvangselementet

…

Hvis det på baggrund af de foreliggende oplysninger må antages, at der

ikke indgår et tvangselement i samlivet, skal dette indgå med betydelig

vægt i den samlede afvejning. Det er dog ikke i sig selv afgørende for

afgørelsen om indkvartering, at der ikke umiddelbart kan konstateres et

tvangselement. Det skyldes, at ordningen – foruden at varetage hensy-

net til ikke at fastholde mindreårige i klare tilfælde af tvangsægteskaber

og tvangssamliv – også varetager hensynet til at give den mindreårige

en refleksionsperiode samt til beskyttelsen af de retlige normer for

samlivsforhold, som gælder i Danmark. En formodning for, at samlivet

er baseret på frivillighed, vil på den baggrund alene sammenholdt med

et eller flere andre momenter, der taler for fælles indkvartering – f.eks.

vedr. børn eller væsentlige trivselsmæssige behov … – kunne betyde, at

et par skal indkvarteres sammen.

…”

5.7.6.

Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriets svar på om-

budsmandens supplerende høring

Som gengivet i afsnit 5.7.4 anmodede ombudsmanden i sin henvendelse af

11. maj 2016 ministeriet og styrelsen om at modtage de sagsakter, der belyser

myndighedernes retlige overvejelser i tilknytning til instruksen af 10. februar

2016. Som led i besvarelsen heraf sendte Anna-Sophie Saugmann-Jensen den

12. maj 2016 kl. 13.20 en mail til Katrine Bang Nielsen og Anne Nygaard Just

med anmodning om at modtage eventuelle relevante akter fra Koncernstyring

og Ledelsessekretariatet. Katrine Bang Nielsen besvarede mailen samme dag

kl. 14.16 med besked om, at der af relevante akter i Ledelsessekretariatet kun

var pressemeddelelsen og en dialog med Reuters.

322

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. til 31. maj 2016

Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet fremsendte den 30. maj 2016

et brev til Folketingets Ombudsmand vedlagt ”de relevante sagsakter fra Ud-

lændingestyrelsen og fra Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet”. Det

hedder i fremsendelsesbrevet bl.a.:

”Det bemærkes, at udlændingemyndighederne har valgt at foretage en

bred afgrænsning af de relevante akter. Der er således – udover doku-

menter, der indeholder særskilte forvaltningsretlige og menneskeretlige

overvejelser vedrørende indkvarteringsordningen i vidt omfang også

medtaget akter, der har en mere indirekte forbindelse hermed. Det

gælder bl.a. oversigtsark vedrørende de berørte personer samt interne

udkast til ministersvar og -beredskaber, notitser og besvarelser til om-

budsmanden mv.

Henset til den korte tidsfrist har det ikke været muligt for ministeriet at

samle alle relevante akter på en enkelt sag og at sikre, at dubletter mv.

er fjernet. Der fremsendes således i alt fire sager tre fra departementet

og én fra Udlændingestyrelsen.

…”

Med brevet modtog Folketingets Ombudsmand en meget stor mængde akter,

der efter det oplyste fyldte, hvad der svarer til en flyttekasse. Blandt disse

akter findes bl.a. det notat af 2. februar 2016, der er omtalt i afsnit 5.2.2.3.

Notatet indgik ikke i materialet sammen med de tidligere versioner af samme

notat, som også blev sendt til ombudsmanden, men ses alene vedlagt som

en vedhæftning til en mail, der den 18. februar 2016 blev sendt fra Anne

Nygaard Just til Anna-Sophie Saugmann-Jensen i anledning af besvarelsen

af den henvendelse fra en journalist, der er omtalt i afsnit 5.4.3. Notatet blev

fremsendt uden nogen særskilt tilknyttede bemærkninger.

Anna-Sophie Saugmann-Jensen har herom forklaret

330

bl.a., at hun ikke me-

ner, at notatet af 2. februar 2016 havde nogen relevans. Der var ingen, der

nævnte notatet. De havde gennemgået deres egen sag, men de gennemgik

ikke akterne fra de øvrige kontorer. Det endelige notat ville have ligget på

Koncernøkonomis sag.

330 Afhøringsekstrakten, side 563.

323

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

5.8. Perioden fra 1. juni til 31. juli 2016

5.8.1.

Ombudsmandens anmodning om yderligere materiale og

oplysninger fra Udlændinge-, Integrations- og Boligministe-

riet og Udlændingestyrelsen

Folketingets Ombudsmand anmodede i et brev af 13. juni 2016 Udlændinge-,

Integrations- og Boligministeriet om at udtale sig om bl.a. følgende:

”1.

Jeg forstår, at ministeriet har sendt mig samtlige akter, der er jour-

naliseret på Udlændingestyrelsens eller ministeriets sager.

Jeg beder ministeriet om at oplyse, hvorvidt der foreligger yderligere

(eventuelt ujournaliseret) skriftligt materiale, der kan belyse de retlige

overvejelser, som ministeriet foretog forud for udstedelsen af ministe-

rens instruks af 10. februar 2016.

Jeg beder i givet fald om at modtage materialet, uanset i hvilken form

det måtte foreligge, herunder f.eks. e-mails, ’mavebælter’, sms’er, hånd-

skrevne notater, forelæggelser for ministeren eller andre og resolutioner

i den forbindelse, eventuelt i digital form.

Jeg beder ministeriet om at sende mig både Udlændingestyrelsens og

ministeriets eget materiale af denne karakter.

Jeg har orienteret styrelsen om min anmodning.

Jeg har noteret mig, at det fremgår af de akter, som jeg har modtaget,

at der i hver enkelt sag skal foretages en konkret vurdering og afvejning

af en række hensyn og omstændigheder, bl.a. vedrørende artikel 8 i Den

Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK).

Uanset dette indeholder hverken pressemeddelelsen eller den instruks,

som Udlændingestyrelsen sendte til indkvarteringsoperatørerne den

10. februar 2016, nærmere retningslinjer om, at myndighederne i hver

enkelt sag skal overveje, om adskillelse af ægtefæller eller samlevende

vil være i strid med gældende ret.

Af det materiale, som jeg allerede har modtaget, kan jeg ikke vurdere,

i hvilket omfang ministeriet har inddraget hensyn til menneskerettig-

324

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. juni til 31. juli 2016

hederne og forvaltningsretlige regler og grundsætninger i forbindelse

med udstedelsen af instruksen den 10. februar 2016.

Jeg beder derfor ministeriet om – i det omfang, disse overvejelser ikke

fremgår af det yderligere materiale, som ministeriet måtte sende mig

– at redegøre for de overvejelser, som ministeriet forudgående gjorde

sig med hensyn til instruksens overensstemmelse med menneskeret-

tighederne og forvaltningsretlige regler og grundsætninger.

I forlængelse heraf beder jeg ministeriet om at redegøre for, om den

instruks, der blev meddelt Udlændingestyrelsen den 10. februar 2016,

efter ministeriets opfattelse må anses for lovlig.

Jeg beder ministeriet om nærmere at begrunde sin opfattelse.”

I et brev af 13. juni 2016 fra Folketingets Ombudsmand til Udlændingestyrel-

sen anmodede ombudsmanden styrelsen om bl.a. at oplyse, hvordan styrelsen

havde fremmet genoptagelsessagerne, herunder hvilke ekspeditioner der var

foretaget i perioden efter den 28. april 2016, ligesom styrelsen blev anmodet

om at oplyse, hvilken information operatørerne havde modtaget til brug for

varetagelsen af deres rolle.

5.8.2.

Adskillelse i to nye sager og genoptagelse af sagerne

I denne periode adskilte Udlændingestyrelsen yderligere to par; et par i juni

(AG) og et par i juli (AH).

Udlændingestyrelsen blev den 17. juni 2016 opmærksom på par [AG], som

var indrejst den 16. november 2015, og hvor manden i januar 2016 ifølge den

daværende registrering blev 18 år. De var indkvarteret sammen med mandens

familie. Den 21. juni 2016 besluttede Udlændingestyrelsen, at parret skulle

adskilles under sagsbehandlingen af spørgsmålet om indkvartering. Den 29.

juni 2016 blev parret adskilt, hvorefter der blev foretaget partshøring, og

Udlændingestyrelsen traf den 22. juli 2016 – efter at [AG-M]’s alder var blevet

ændret, således at også han var mindreårig – afgørelse om, at parret fortsat

skulle være adskilt.

Parret [AH] indrejste i Danmark den 18. juli 2016. Styrelsen anmodede den 19.

juli 2016 om oplysninger på parret og modtog samme dag oplysning om bl.a.,

325

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

at parret var ægtefæller (kvinden 17 år, 10 måneder og 28 dage gammel), og

at det ikke var ”muligt at sende den mindreårige ægtefælle til […] da de ikke

ville skilles”, hvorfor de var blevet indlogeret på hver sit værelse. Styrelsen traf

samme dag beslutning om, at parret skulle skilles ad på hver sit center under

sagsbehandlingen, og parret blev som følge heraf adskilt den 20. juli 2016.

Efter partshøring traf Udlændingestyrelsen den 4. august 2016 afgørelse om,

at parret fortsat skulle være adskilt. Parret blev indkvarteret sammen igen den

16. august 2016, da en aldersvurdering af kvinden førte til, at hun blev anset

for en måned ældre end først antaget.

I forlængelse af Udlændingestyrelsens udtalelse den 28. april 2016 til Fol-

ketingets Ombudsmand besluttede styrelsen at genoptage alle sagerne med

henblik på at foretage partshøring.

Udlændingestyrelsen forberedte og behandlede i denne periode tillige de

genoptagelsessager, hvor parret fortsat var indkvarteret i asylsystemet, og

den ene ægtefælle fortsat var mellem 15 og 17 år, med henblik på at foretage

partshøring. Der blev truffet afgørelse om indkvartering i 12 sager i juli må-

ned 2016 ([Ø], [R], [X], [K], [M], [C], [L], [O], [AD], [P], [D] og [G]). Fire par kunne

herefter igen indkvarteres sammen ([M], [C], [L] og [O]), et par kunne fortsat

være indkvarteret sammen ([G]), tre par skulle efter kvindens ønske fortsat

være adskilt ([Ø], [R] og [D]), og Udlændingestyrelsen traf i fire sager afgørelse

om, at parrene fortsat skulle være adskilt ([X], [K], [AD] og [P]).

Nærmere oplysninger om de berørte par og sagsbehandlingen i forbindelse

med deres sager findes i kapitel 9.

5.8.2.1.

Drøftelser om bl.a. genoptagelsessagerne og ordningens lovlig-

hed

Adam Abdel Khalik, der indtil den 31. maj 2016 havde været ansat som fuld-

mægtig i Stats- og Menneskeretskontoret i Justitsministeriet, tiltrådte den 1.

juni 2016 en stilling som specialkonsulent i Kontoret for indkvarteringsvilkår

i Udlændingestyrelsen. Den 8. juni 2016 kl. 14.46 sendte han en mail til Ditte

Kruse Dankert, der var kontorchef i samme kontor. Det fremgår af mailen bl.a.:

326

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. juni til 31. juli 2016

”…

Emne:

Partshøring - mindreårige med ægtefæller samlevere (2)

…

Hermed mine bemærkninger i råudgave.

Det kan virke virkelighedsfjernt, men som jeg ikke har lagt skjul på, me-

ner jeg, at der er tale om en klart ulovlig tjenestebefaling, og at man skal

fokusere på at finde en vej ud af blindgyden, som alle kan se sig selv i.

Vejen kunne passende være, at man – i modsætning til før instruk-

sen – er meget opsøgende i forhold til tvangsspørgsmålet, hvor man

tager en snak med ægteparret, så snart de er indkvarteret (sammen).

Udgangspunktet for samtalen er, at der er tale om et tvangsægteskab,

og samtalens formål er at afsøge [officialmaksimen], om der foreligger

særlige omstændigheder, der gør, at de skal indkvarteres samlet [m.a.o.

om det kan afkræftes, at det er et tvangsægteskab]. Sådan må modellen

i hvert fald være, hvor aldersforskellen ikke er meget stor. Er aldersfor-

skellen meget stor, kunne man godt afprøve, om man ikke kunne skille

dem ad under sagsbehandlingen (en slags ”betænkningsperiode” for

kvinden) uden, at det ville være klart ulovligt.”

Adam Abdel Khalik har om mailen forklaret

331

bl.a., at det er ministeriets

instruks, han omtalte som en klart ulovlig tjenestebefaling. Hans holdning

var, at der skulle være en eller anden form for indikation på tvang, hvis man

skulle adskille. Det skulle således være tvang, der skulle begrunde ordningen.

Ditte Kruse Dankert og han har både før og efter mailen drøftet ordningens

lovlighed. Ditte Kruse Dankert mente, at ordningen var lovlig. Han tror dog,

at hendes modargument i den tidlige fase var, at Justitsministeriet havde god-

kendt ordningen ud fra en betragtning om, at der var tale om en midlertidig

ordning.

Lene Linnea Vejrum har herom forklaret

332

bl.a., at hun ikke husker, om hun

så mailen på daværende tidspunkt, men hun har sandsynligvis talt med Ditte

Kruse Dankert om det. Som hun læser mailen, gav Adam Abdel Khalik udtryk

for, at han mente, at tjenestebefalingen i begyndelsen af forløbet var ulovlig, og

331 Afhøringsekstrakten, side 318.

332 Afhøringsekstrakten, side 430.

327

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

at han var i færd med at afsøge, hvordan partshøringerne kunne gennemføres

på en måde, som var lovlig. Hun husker ikke drøftelsen på dette tidspunkt.

Hun har dog flere gange talt med Adam Abdel Khalik, og der er ikke tvivl om,

at han mente, at instruksen af 10. februar 2016 var klart ulovlig. Det forhold,

at Adam Abdel Khalik gav udtryk for, at han mente, at instruksen af 10. fe-

bruar 2016 var en klart ulovlig tjenestebefaling, gav hende ikke anledning til

at drøfte det med nogen ”over” hende. Det var langt senere, og de havde på

dette tidspunkt fået lov til at gøre undtagelse. Det var der derfor ikke længere

anledning til. Hun husker ikke at have drøftet med Adam Abdel Khalik, om der

var hjemmel i udlændingeloven til adskillelserne, men hun kan muligvis have

hørt om en sådan tilkendegivelse fra ham. De var dog ikke enige med ham i,

at der ikke skulle være hjemmel til det, også på baggrund af de drøftelser, de

havde haft med departementet.

Ditte Kruse Dankert har herom forklaret

333

bl.a., at Adam Abdel Khalik påpe-

gede flere forhold, der efter hans opfattelse var ulovlige. Adam Abdel Khalik

havde den opfattelse, at der ikke var hjemmel til ordningen. Hvis det blev lagt

til grund, at ordningen havde hjemmel, accepterede han ikke grundpræmis-

sen om et ”pusterum”, hvor man kunne afdække spørgsmålet om tvang. Hun

drøftede Adam Abdel Khaliks synspunkter med ham og med Lene Linnea

Vejrum. Hun tror, at Lene Linnea Vejrum drøftede spørgsmålene med Tanja

Franck. Adam Abdel Khalik er meget dygtig, og hun lyttede meget til ham,

men hun var ikke enig med ham. Hun var også nødt til at holde fast i, at depar-

tementet efter at have rådført sig med Justitsministeriet havde tilkendegivet,

at ordningen var lovlig.

Adam Abdel Khalik sendte den 9. juni 2016 kl. 10.29 endvidere sålydende

mail til Ditte Kruse Dankert:

”…

Emne:

Har lige vendt barnebrude med JM...

… fordi sagsbehandleren helt tilfældigt skrev en hilsen til mig, som blev

fulgt op af en kort, uformel, privat telefonsamtale, så vi skal ikke have

333 Afhøringsekstrakten, side 456.

328

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. juni til 31. juli 2016

journaliseret noget på det. Tænkte, at det kunne være interessant, om

der er noget nyt i sagen.

JM har ikke godkendt noget af det, som UIBM har lavet. JM er kommet

med forslag til forbedringer af materialet, men har gjort det meget klart

over for UIBM, at de ikke vil fedtes ind i sagen, og at UIBM selv må lave

vurderingen. JM har dog samtidig også tilkendegivet (på embedsmands-

niveau), at midlertidigheden af adskillelsen er et relevant kriterium,

men at det ikke kan bære adskillelsen i sig selv. Der skal noget ”mere” til.

Det ”mere” kan f.eks. være, at der er en abnormt stor aldersforskel, som

giver anledning til mistanke om tvang, hvis adskillelsen er kortvarig,

eller at der i øvrigt er konkret mistanke om tvang. JM har således ikke

”købt” midlertidighedsbetragtningen.

Hvis det er et tvangsægteskab, så er det ikke beskyttet af artikel 8, stk. 1.

Hvis der skal gøres indgreb, så skal der være tale om håndhævelsen af

en retlig norm. ”Social tvang”/”kulturel tvang” mv. er uden betydning.”

Lene Linnea Vejrum sendte den 9. juni 2016 kl. 18.47 sålydende interne mail

til direktør Tanja Franck:

”Titel:

Status barnebrude - intern orientering

…

Jeg har haft en lang snak med lykke om sagen og om status. (har ori-

enteret Ditte telefonisk).

Baggrunden for, at vi ikke hører fra departementet er ene og alene

manglende tid.

Når det er sagt, har JM, som vi havde opsnust, ændret holdning til, hvad

der ligger inden for og den for skiven. Som eksempel nævnte Lykke, at

de (Nina) tidligere havde oplyst, at en adskillelse af fx gravide ikke var

problematisk i sig selv, det mener de nu, at det er.

Det må jo endnu mere betyde, at det er problematisk, hvis der er børn,

selvom vi har haft fokus på, om der var andre omsorgspersoner omkring

børnene (min refleksion).

329

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

I forhold til aspektet omkring tvang, som vi i starten ikke skulle se på,

da der var tale om et pusterum for kvinden, mens hun var indkvarteret

som asylansøger, er der også sket en udvikling, således at vurderingen

af tvang skal indgå.

Lykke forventer, at den måden vi i fællesskab, kommer til at håndtere

dette på bliver, at vi holder fast i, at der sker adskillelse umiddelbart,

men at der derefter kan komme oplysninger frem i sagen, der gør at vi

mener at der konkret ikke er tale om tvang, hvorefter parret kan flytte

sammen igen. Min tanker er, at det fx kunne være indberetninger om,

at parret savner hinanden meget, ofte er sammen, ringer maget sam-

men mv.

I forhold til vores ”genoptagelsessager”, vil det kunne betyde, at der i

forbindelse med partshøringerne, kan komme oplysninger frem, der

medfører, at vi konkret siger, at der ikke er tvang, og at de pgl. kan

flytte sammen igen.

I forhold til, om vi direkte skal partshøre om spørgsmålet vedr. tvang,

vil Lykke gerne vende det med Jesper. Hun vender tilbage i morgen.

Der er for og imod, men jeg tror vi begge mest hælder til at partshøre

direkte herom, selvom det naturligvis vil gøre det ekstra vanskeligt at

fastholde adskillelse, hvis svaret er klart nej.

Vi var enige om, at det er en rigtig træls sag, og at det aldrig vil komme

til at se smukt ud, men jeg føler mig sikker på, at vi bliver bakket op

hele vejen igennem.

…

Til dit møde med FO i morgen:

Status på partshøringerne er, at der er sendt en partshøring, men at

resten er stoppet pga. tvivlen omkring partshøring af spørgsmålet om-

kring tvang. Når det er afklaret, skal de rettes til og chefgodkendes.

...”

330

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. juni til 31. juli 2016

Lykke Sørensen har adspurgt til mailen forklaret

334

bl.a., at hun ingen erin-

dring har om samtalen med Lene Linnea Vejrum, men mailen indeholder

sikkert en fin gengivelse af denne samtale. Drøftelserne om ordningen ud-

viklede sig, og det tog noget tid at få ordningen lagt fast. Foreholdt, at tvang

ifølge mailen blev inddraget som et selvstændigt element, har hun forklaret,

at man med sikkerhed kunne adskille, hvis der var et tvangselement. Det var

hele tiden således, at tvangselementet havde en særlig betydning. Spørgsmålet

var, om man i forbindelse med en partshøring skulle spørge, om der var tale

om tvang, og hvad man ellers skulle inddrage, hvis svaret var, at der ikke var

tale om tvang. Hvis man spørger personer, der er udsat for tvang, om de er

udsat for tvang, vil de normalt svare ”nej”. På dette tidspunkt hældte hun til,

at man måtte spørge om, hvorvidt der forelå tvang. Foreholdt, at det i mai-

len er anført, at hun holdt fast i, at der skulle ske en umiddelbar adskillelse,

har hun forklaret, at hun ikke husker, hvilke overvejelser der indgik i denne

sammenhæng.

Jesper Gori har adspurgt til mailen forklaret

335

bl.a., at efter hans opfattelse

var spørgsmålet om tvang hele tiden relevant. Han mener, at Lykke Sørensen

og han vendte spørgsmålet om, hvorvidt der skulle partshøres om tvang. Han

tilkendegav over for Adam Abdel Khalik, at det var rigtigst at spørge parrene

om, hvorvidt der var tale om tvang, og at der derefter skulle foretages en hel-

hedsvurdering op imod sagens øvrige oplysninger.

Lene Linnea Vejrum har herom forklaret

336

bl.a., at mailen beskriver en drøf-

telse, Lykke Sørensen og hun havde om forskellige ting i sagen, herunder at

departementet havde fået nogle nye meldinger fra Justitsministeriet. Ud over

det, der er anført i mailen, ved hun ikke noget om baggrunden for ændringen

fra et pusterum til, at der skulle foretages konkrete undersøgelser om tvang.

Hun tror ikke, at der er nogen særlig grund til, at hun satte ”genoptagelses-

sagerne” i citationstegn. Det var den betegnelse, de anvendte om disse sager,

og hun går ud fra, at det var for at gøre Tanja Franck opmærksom på, hvilke

sager hun talte om. Andet lå der ikke i det. Det forhold, at hun skrev, at Lykke

Sørensen og hun begge hældte til at partshøre direkte om tvang, selvom det

naturligvis vil gøre det ekstra vanskeligt at fastholde adskillelse, hvis svaret

334 Afhøringsekstrakten, side 163-164.

335 Afhøringsekstrakten, side 282.

336 Afhøringsekstrakten, side 431.

331

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

er klart nej, er ikke udtryk for, at de i styrelsen gik op i, om der kunne ske

adskillelse. De havde ikke et ønske om at fastholde adskillelserne.

Ditte Kruse Dankert har herom forklaret

337

bl.a., at hun ikke ved, hvorfor

”genoptagelsessager” i mailen er sat i citationstegn. De betragtede sagerne

som reelle genoptagelsessager.

Den fremgår af en mailtråd fra den 17. til den 21. juni 2016 bl.a.:

”Fra:

Adam Abdel Khalik

Sendt:

17. juni 2016 18:27

Til:

Lene Linnea Vejrum

Cc:

Ditte Kruse Dankert; Kristina Rosado

Emne:

VS: Orientering om gift mindreårig

…

Som aftalt:

Oplysninger på H: Født 8. oktober 1999 (nedjusteret fra 1. januar 1999).

Hun er således 16 år, 8 måneder og 9 dage.

Oplysninger på M: Født 1. januar 1998. Han er således 18 år, 5 måne-

der, og 16 dage.

På indrejsetidspunktet (16/11/15) var de begge under 18.

…

Fra:

Adam Abdel Khalik

Sendt:

21. juni 2016 14:24

Til:

Lene Linnea Vejrum; Ditte Kruse Dankert

Emne:

VS: Orientering om gift mindreårig

…

Jeg kan forstå, at der nu – efter instruktion fra UIBM - er truffet beslut-

ning om, at de pågældende skal adskilles under vores sagsbehandling.

Jeg mener, at der er tale om en klart ulovlig tjenestebefaling, som jeg har

pligt til at sige fra over for til min direkte foresatte og hendes foresatte.

337 Afhøringsekstrakten, side 457.

332

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. juni til 31. juli 2016

Jeg arbejder naturligvis loyalt videre med sagen, men mener, at der er

tale om en klart ulovlig ordning. En konsekvens af denne vurdering er,

at det også vil være ulovligt at adskille det konkrete par. Hertil kommer,

at der er særlige omstændigheder i sagen, som gør det særligt usagligt

at adskille parret, nemlig, at de i en periode på 7 måneder har været

indkvarteret sammen uden, at der i den forbindelse er fremkommet

oplysninger om problemer.

…

Fra:

Lene Linnea Vejrum

Sendt:

21. juni 2016 15:25

Til:

Adam Abdel Khalik; Ditte Kruse Dankert

Emne:

SV: Orientering om gift mindreårig

…

Der er ikke tale om en konkret instruks fra departementet. Men der har

været en forespørgsel til departementet, om vi kan forvente ændringer

i forhold til gældende instruks om adskillelse mhp. på et pusterum, når

vi bliver bekendt med nye par. Det forventes der ikke. Henset her til

mener Tanja og jeg ikke, at denne sag adskiller sig væsentligt fra andre

sager, hvor vi har adskilt parrene.

Samtidig er det vigtigt, at vi iværksætte partshøringen samtidig, således

at adskillelsen bliver kortvarig, såfremt vi ikke med afgørelsen mener,

der er grundlag for at opretholde adskillelsen.

…

Fra:

Adam Abdel Khalik

Sendt: 21. juni 2016 15:32

Til:

Lene Linnea Vejrum; Ditte Kruse Dankert

Emne:

SV: Orientering om gift mindreårig

…

Uanset, at beslutningen er truffet i US, er det min opfattelse, at den er

klart ulovlig. Det vil en adskillelse efter min opfattelse være i alle til-

fælde, hvor der ikke foreligger noget, som tyder på, at der er tale om et

tvangsægteskab, eller noget, som bryder med en retlig norm i Danmark

(den seksuelle lavalder). Det gælder også i de sager, hvor US allerede

har adskilt de pågældende.

…”

333

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

Adam Abdel Khalik har adspurgt til mailen af 21. juni 2016 kl. 14.24 forkla-

ret

338

bl.a., at han i denne mail anførte, dels at selve ordningen var ulovlig, og

at det derfor også var ulovligt at adskille det par, der var omtalt i mailen, dels

at der uanset ordningens lovlighed ikke var indikationer på tvang, og at det

også af denne grund var ulovligt at adskille det konkrete par. I sin mail hen-

viste han til den pligt, der blev stadfæstet med Tamilsagen og Kodeks VII.

339

Det var et par, der havde boet sammen i syv måneder. De var indrejst på et

tidspunkt, hvor de begge var under 18 år. Lene Linnea Vejrum ville forelægge

sagen for Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet, og hun bad ham om

at finde oplysninger om, hvor gamle de var, og hvorfor de først nu var blevet

opmærksomme på parret. Efterfølgende fortalte enten Ditte Kruse Dankert

eller Lene Linnea Vejrum ham, at parret skulle adskilles. Han var rimelig

chokeret, fordi parret var stort set jævnaldrende og havde boet sammen i syv

måneder uden problemer, ligesom der ikke var indikationer på tvang, så han

forstod ikke, hvad formålet med adskillelsen var. Det var derfor, at han skrev

mailen. De eneste tilgængelige oplysninger om parret var alderen, og hvorfor

styrelsen først nu havde opdaget sagen.

Tanja Franck har adspurgt til mail af 21. juni 2016 kl. 14.24 fra Adam Abdel

Khalik forklaret

340

, at hun blev orienteret om, at Adam Abdel Khalik mente, at

der var noget af det, de gjorde, der ikke var lovligt, men hun kan ikke huske,

hvad det præcis var, Adam Abdel Khalik mente var ulovligt. Hun mener, det

var Lene Linnea Vejrum, der fortalte hende om Adam Abdel Khaliks indsi-

gelser. De håndterede hans indsigelser ved, at Ditte Kruse Dankert og Lene

Linnea Vejrum talte med ham om det flere gange. Det er godt, at man siger til,

hvis man mener, at noget er ulovligt, men det er ikke sikkert, at man har ret.

Ditte Kruse Dankert og Lene Linnea Vejrum fortalte hende, at Adam Abdel

Khalik ikke havde ret. Hun er ret sikker på, at hun har hørt om Adam Abdel

Khaliks indsigelser mere end én gang. Det er ikke hendes opfattelse, at der

ofte er nogen, der siger fra på den måde. Hun har en vag erindring om, at

hun også har drøftet det med Adam Abdel Khalik, men hun kan ikke huske

indholdet af samtalen.

338 Afhøringsekstrakten, side 322.

339 Afhøringsekstrakten, side 325-326.

340 Afhøringsekstrakten, side 363-364.

334

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. juni til 31. juli 2016

5.8.2.2.

Udlændingestyrelsens retningslinjer til operatørerne

Udlændingestyrelsen sendte i løbet af april 2016 – første gang 6. april 2016

– til Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet forskellige udkast til ret-

ningslinjer til indkvarteringsoperatørerne vedrørende indkvartering af min-

dreårige asylansøgere, der er gift eller samlevende. Af et udkast, som blev

sendt til ministeriet den 21. april 2016, fremgår det bl.a., at hvis en mindreårig

asylansøger mellem 15 og 18 år indrejser sammen med en person, som efter

det oplyste er den mindreåriges ægtefælle eller samlever, skal indkvarterings-

operatøren i forbindelse med den første indkvartering på modtagecenter ind-

kvartere parterne hver for sig, og at Udlændingestyrelsen herefter på baggrund

af en konkret vurdering vil tage stilling til, hvor parterne skal indkvarteres,

indtil en endelig afgørelse om indkvartering træffes af styrelsen.

Retningslinjerne til indkvarteringsoperatørerne forelå i en endelig version

den 1. juli 2016. I de endelige retningslinjer var der i forhold til de tidligere

udkast foretaget forskellige ændringer, herunder fremgik det af de endelige

retningslinjer, at der skulle foretages en konkret vurdering også i forbindelse

med den første indkvartering. Af de endelige retningslinjer fremgår det bl.a.:

”…

1. Indledning

En mindreårig asylansøger må ikke indkvarteres sammen med en æg-

tefælle eller samlever, mens den pågældende opholder sig som asylan-

søger i Danmark, med mindre helt særlige forhold gør sig gældende.

Vurderingen af, om der foreligger sådanne helt særlige forhold, foreta-

ges af Udlændingestyrelsen på baggrund af en konkret og individuel

vurdering af sagens samlede omstændigheder og behandles ikke nær-

mere i disse retningslinjer.

Disse retningslinjer er således alene rettet til indkvarteringsoperatø-

rerne.

…

2. Indkvartering af mindreårige asylansøgere

2.1. Mindreårige mellem 15 og 18 år

2.1.1. Procedure i forbindelse med indkvartering på asylcenter

Indrejser en mindreårig asylansøger mellem 15 og 18 år sammen med

en person, som efter det oplyste er den mindreåriges ægtefælle eller

335

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

samlever, skal de i forbindelse med den første indkvartering på mod-

tagecenter indkvarteres hver for sig, medmindre der foreligger helt

særlige omstændigheder.

Operatøren skal i den forbindelse vejlede parterne om reglerne for

indkvartering af mindreårige, herunder mindreårige med ægtefæller

eller samlevere.

Indkvarteringsoperatøren skal hurtigst muligt, efter det er konstateret,

at der på centeret opholder sig en mindreårig, som har indgået ægte-

skab eller er samlevende, orientere Udlændingestyrelsens Booking og

Forsørgelseskontor om parret. Det skal af orienteringen fremgå, om

parterne ønsker at være indkvarteret sammen. Orienteringen skal ske

pr. mail til adresserne […] og […] og på den døgnbemandede hotline

[telefonnummer]. Udlændingestyrelsen vil i forbindelse med oriente-

ringen indledningsvist på baggrund af en konkret vurdering beslutte,

om parterne skal indkvarteres hver for sig.

Såfremt Udlændingestyrelsen har besluttet, at parterne skal indkvarte-

res hver for sig, bør indkvarteringen ske på forskellige centre, således

at den mindreårige indkvarteres på et modtagecenter for uledsagede

mindreårige, mens den myndige part indkvarteres på et modtagecenter

for voksne. Indkvarteringen skal som udgangspunkt ske på asylcentre,

der ligger relativt tæt på hinanden.

…

Hvis parret har børn, skal indkvarteringsoperatøren i forbindelse med

den indledende vejledning af parterne om reglerne for indkvartering

af mindreårige anmode parterne om at tage stilling til, hvor børne-

ne skal opholde sig under indkvarteringen i asylsystemet. Indkvarte-

ringsoperatøren underretter herefter Udlændingestyrelsens Booking

og Forsørgelseskontor om, hvem af forældrene, som skal indkvarteres

sammen med børnene.

…

2.1.2. Adgang til besøg

Par, hvor den ene part er mindreårig mellem 15 og 18 år, skal have

mulighed for at besøge hinanden på deres respektive indkvarterings-

steder. Besøgene skal foregå inden for de normale rammer for besøg

på indkvarteringsstedet. Besøgene skal gennemføres på en måde, som

336

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. juni til 31. juli 2016

er foreneligt med formålet med adskillelsen af parret. Det vil i praksis

sige, at besøgene skal foregå i dagtimerne.

Der ydes økonomisk støtte til et ugentligt besøg mellem adskilte ægte-

fæller eller samlevere.

Besøg af/hos fællesbørn

Den forælder, som ikke er indkvarteret sammen med fællesbørnene,

skal have mulighed for at være sammen med børnene. Forældrene afgør

som udgangspunkt selv, på hvilket center besøgene skal foregå. Der kan

bevilges økonomisk støtte til transport i forbindelse med besøg op til

tre gange ugentligt.

Besøgene skal gennemføres på en måde, som er foreneligt med formålet

med adskillelsen af forældrene.

2.2. Sager, hvor begge parter er mindreårige

Ægtepar eller samlevende par, hvor begge parter er mellem 15 og 18

år, kan, med mindre særlige forhold taler herimod, indkvarteres på

samme børnecenter, men ikke på samme værelse. Indkvartering skal

ske efter de normale principper for indkvartering på det pågældende

center, herunder på kønsopdelte værelser. Fylder den ene part 18 år

under opholdet i asylsystemet, flyttes denne efter gældende praksis

til voksencenter, mens den mindreårige part forbliver indkvarteret på

børnecenter.

…”

5.8.2.3.

Møde mellem Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet og

Udlændingestyrelsen

Der ses ikke på dette tidspunkt at være udarbejdet egentlige retningslinjer for,

hvordan indkvarteringsordningen skulle administreres. Henover sommeren

2016 var der – bl.a. i forbindelse med et møde den 1. juli 2016 mellem mini-

steriet og styrelsen – dog visse drøftelser mellem ministeriet og styrelsen om,

hvordan sagerne skulle behandles. Som ordningen ses beskrevet i de afgivne

forklaringer og i mødereferater af 1. og 4. juli 2016 fra henholdsvis styrelsen

og departementet, var udgangspunktet for nye par, der blev omfattet af ord-

ningen, at de blev adskilt ved indkvarteringen, og at de forblev adskilt, mens

337

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

sagen blev behandlet. Der skulle dog træffes afgørelser i sagerne, ligesom der

skulle ske partshøring. Omdrejningspunktet for vurderingerne synes at have

taget sit udgangspunkt i en ”hypotetisk kongebrevsvurdering”. I de tilfælde,

hvor et dansk par ville kunne meddeles et kongebrev, ville et asylansøgerpar

med tilsvarende forhold således skulle indkvarteres sammen. Der ses end-

videre at være blevet lagt vægt på varigheden af indgrebet, således at den

tid, parrene allerede havde været adskilt, blev tillagt betydning. Ordningen

synes herefter ikke længere at have det udgangspunkt, at par, hvor den ene

var mindreårig, skulle være adskilt under hele asylprocessen. Endelig lå det

som en forudsætning i beskrivelsen af administrationen, at denne skulle ske

i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser, herunder

Børnekonventionen.

Adam Abdel Khalik har om mødet den 1. juli 2016 forklaret

341

bl.a., at han

havde en samtale med Tanja Franck den 1. juli 2016 i forlængelse af mødet.

Den samtale kommer han aldrig til at glemme. Lige efter, at embedsmænde-

ne fra Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet var gået, sagde han til

hende, at det var utroligt at høre så dygtige jurister forsvare en klart ulovlig

ordning. Til det svarede hun: ”Det der, det vil jeg slet ikke høre. Det må du

ikke sige.” Han svarede, at det var det, han mente. Der skete ikke mere. Han

prøvede at lægge op til en drøftelse, men det var der ikke mulighed for.

Tanja Franck har herom forklaret

342

, at det ville undre hende, hvis hun over

for Adam Abdel Khalik skulle have givet udtryk for, at man ikke måtte lufte

sin bekymring for noget. Måske var det Adam Abdel Khaliks kritik af alle de

andre jurister, hun reagerede på.

5.8.2.4.

Øvrige oplysninger om sagernes genoptagelse

Ronya Habo har forklaret

343

, at hun var en del af den projektgruppe, der blev

nedsat i forbindelse med, at det blev besluttet at genoptage sagerne. Adam

Abdel Khalik blev også en del af gruppen, da han blev ansat. I genoptagelses-

sagerne var det Adam Abdel Khalik, der fungerede som teamkoordinator, og

hun mener, at han refererede direkte til Ditte Kruse Dankert. Før Adam Abdel

Khalik tiltrådte, var gruppen i gang med at udarbejde skabeloner til genop-

341 Afhøringsekstrakten, side 325.

342 Afhøringsekstrakten, side 364.

343 Afhøringsekstrakten, side 301-302.

338

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. juni til 31. juli 2016

tagelsessagerne, at få videosystemerne til at fungere og at få lagt en plan for

processen med genoptagelse. De gik først i gang med samtalerne, efter at Adam

Abdel Khalik var tiltrådt, for det var ham, der afholdt de første samtaler. Forud

for den 1. juni 2016 var der således alene forberedelser, ligesom de dannede sig

et overblik over de sager, der skulle genoptages. Det viste sig at være samtlige

sager, hvor parrene var blevet adskilt og fortsat var i asylcentersystemet. De

afholdt samtaler med hver person for sig. De havde lister med spørgsmål, som

de stillede til de pågældende, og der blev udarbejdet referater fra møderne.

Herefter foretog de en konkret og individuel vurdering, som blev forelagt for

Ditte Kruse Dankert, hvorefter der blev truffet afgørelse. Der indgik mange

kriterier i den konkrete og individuelle vurdering, de foretog, herunder om

der var børn, ligesom aldersforskellen var vigtig. De lagde desuden vægt på,

om de pågældende havde traumer, samt om de pågældende havde mange

sociale sager, f.eks. iværksættelse af psykologhjælp. Det var også et kriterium,

om forholdet var frivilligt. Parrene forblev adskilt under sagsbehandlingen.

344

Adam Abdel Khalik har om forløbet med genoptagelsessagerne forklaret

345

bl.a., at han blev ansat den 1. juni 2016, og den 2. eller 3. juni 2016 havde de

et kontorarrangement. Ditte Kruse Dankert og han havde nogle meget ufor-

melle drøftelser om sagen, og han sagde allerede der til hende, at ordningen

efter hans opfattelse var klart ulovlig, og at alle parrene under alle omstæn-

digheder skulle samles med det samme, da parrene, selvom ordningen havde

været lovlig, nu havde været adskilt i fire måneder, uden at man havde gjort

yderligere. Han kunne desuden se, at der den 2. juni 2016 var sendt en skrift-

lig partshøring til et af parrene, hvilket han også gjorde indvendinger imod,

fordi han ikke mente, at man kunne partshøre udenlandske børn på skrift

på dansk. Partshøring skulle ske mundtligt. Han vidste ikke som sådan, hvad

der var sket i sagerne på dette tidspunkt, men han blev ret overrasket over,

at parrene fortsat var adskilt, og at man ikke havde foretaget sig noget i dem.

Det erfarede han under deres drøftelser. Den ”ordning” han henviste til, da

han sagde, at ordningen var klart ulovlig, var den samlede ordning. Han var

på dette tidspunkt ikke meget detaljeret om, hvad det var i ordningen, han

mente var klart ulovligt. Det var en uformel drøftelse under et arrangement,

hvor de gik og spillede høvdingebold. Hans indtryk var, at sagerne havde

ligget stille temmelig længe, og at styrelsen ikke rigtig vidste, hvad de skulle

344 Afhøringsekstrakten, side 305.

345 Afhøringsekstrakten, side 312-313.

339

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

gøre ved dem. Det, han fik oplyst, var, at de beroede på principielle spørgsmål

om et partshøringstema. Han ved ikke, hvem der havde de overvejelser, men

han fik det indtryk, at de ikke kunne partshøre, fordi de ikke vidste, hvad

rammen for afgørelserne var. Hvis der ikke er nogen oplysninger i sagen, er

der ikke noget at partshøre over. En af de ting, han anførte undervejs, var, at

der ikke var hjemmel til indgrebet.

346

Hans synspunkt er, at bestemmelsen i

udlændingelovens

42 a, stk. 7, ikke udgør en klar lovhjemmel. Dernæst var

det snittet i de konkrete sager, han havde indsigelser mod. Det indtryk, han fik,

var, at parrene blev adskilt, selvom der ikke var indikationer på tvang. Hans

opfattelse af EMRK artikel 8 i de sager, hvor der er et beskyttelsesværdigt

familieliv, er, at et indgreb kræver en eller anden indikation på tvang. Der

var desuden et spørgsmål om sagsoplysning i forhold til den indledningsvise

indkvartering. Han anførte også noget om praksisændringen. Tidligere var

ordningen, at man automatisk blev adskilt, hvis man var under 15 år, og

ellers adskilte man alene, hvis man blev opmærksom på parret på grund af

en eller anden form for mistrivsel. Hans opfattelse er, at den ordning virkede

upåklageligt. Hvis man som minister vil lave en praksisændring, har man

en betydelig frihed til det, men det kræver, at der dels er hjemmel, dels at

praksisændringen er saglig. Han har ikke på noget tidspunkt set nogen form

for dokumentation for, at ordningen skulle være egnet til at opfylde et sagligt

formål. Det var Ditte Kruse Dankert, han nævnte det for. Han fik et betydeligt

og kvalificeret modspil fra både Ditte Kruse Dankert og Lene Linnea Vejrum,

som han opfatter som dygtige jurister og hæderlige mennesker. Han gjorde

også Tanja Franck opmærksom på, at han mente, at ordningen var klart ulovlig.

Det første, han blev mødt med som modargument, var, at Justitsministeriet

havde godkendt ordningen ud fra en betragtning om midlertidighed. Senere

blev det ændret til, at Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet og Ju-

stitsministeriet havde talt om det, og at man var enige om linjen. Derudover

havde Ditte Kruse Dankert nogle bemærkninger om ordningens intensitet.

Lene Linnea Vejrums hovedargument var, at hun af ministeriet var blevet

oplyst om, at man godt kunne have en ordning, hvor man konsekvent lavede

mande- og kvindecentre. Hvis man kunne det, kunne man også gøre dette i

forhold til de enkelte par. Samtalerne med Ditte Kruse Dankert foregik over

tid. Det var stort set hver dag i perioden efter den 2. eller 3. juni til den 1. juli

2016. Han skruede væsentligt ”ned for charmen” efter den 1. juli 2016. De

346 Afhøringsekstrakten, side 323-325.

340

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. juni til 31. juli 2016

havde lynende travlt i forbindelse med behandlingen af genoptagelsessager-

ne.

347

Afgørelserne blev truffet ud fra det referat, han udarbejdede om mødet

den 1. juli 2016. Det var de forhold, han blev spurgt til, når han forelagde

sagerne. Ditte Kruse Dankert og Lene Linnea Vejrum fik en kort gennemgang

af, hvad der var kommet frem under samtalerne, som de ikke selv deltog i.

Ditte Kruse Dankert vurderede herefter, om hun selv ville godkende sagen,

eller om den skulle videre til Lene Linnea Vejrum. Som han husker det, var

det afgørende for denne afvejning, om der tidligere havde været en lignende

sag, som direktionen havde taget stilling til. Hvis det ikke var tilfældet, skulle

sagen til Lene Linnea Vejrum eller Anni Fode, hvis Vejrum ikke var til stede.

De kunne godkende eller lægge sagen videre til Tanja Franck. Ofte fik Tanja

Franck mails med bullets med oplysninger om parrene.

Ditte Kruse Dankert har herom forklaret

348

bl.a., at styrelsen inddrog departe-

mentet og orienterede departementet om, hvordan styrelsen ville gribe genop-

tagelsessagerne an. Et af de spørgsmål, der blev drøftet med departementet,

var, om parrene skulle forblive adskilt under genoptagelsen. De spurgte, om

departementet var ”med på”, at parrene forblev adskilt under genoptagelses-

sagen. Departementet ”nikkede” til, at parterne forblev adskilt. Det var Jesper

Gori, som de havde denne dialog med. Hun tror, at Jesper Gori vendte spørgs-

målet med Lykke Sørensen. Udgangspunktet var fortsat, at parret kunne være

adskilt i en længere periode, og det var ikke noget, der blev drøftet intensivt.

Hun tilkendegav ikke, at hun mente, at det ville være forkert at holde parrene

adskilt under genoptagelsessagerne. Det er rigtigt forstået, at partshøringspro-

cessen først kom endeligt på plads efter den 1. juni 2016.

5.8.3.

Samråd AJ den 23. juni 2016

Den 23. juni 2016 deltog Inger Støjberg i et lukket samråd i Udlændinge-, In-

tegrations- og Boligudvalget med henblik på drøftelse af følgende spørgsmål,

der var stillet af Josephine Fock (ALT):

”Samrådsspørgsmål AJ

Ministeren bedes redegøre for, hvordan regeringen forholder sig til de

seneste oplysninger om omfanget af de fysiske og psykiske konsekven-

ser det har for asylsøgende par, at ministeren i februar 2016 indførte

347 Afhøringsekstrakten, side 327-328.

348 Afhøringsekstrakten, side 455.

341

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

nye retningslinier for indkvartering af asylsøgende par? Ligeledes be-

des ministeren redegøre for, hvordan ministeren agter at rette op på

området, således at par, der ikke er sammen af tvang og som åbenlyst

ønsker at blive sammen, ikke adskilles med tvang?”

Da der er tale om en lukket samråd, foreligger der ingen skriftlige oplysninger

om, hvad der blev sagt under samrådet. Der foreligger imidlertid en række

beredskaber og udkast hertil, som blev udarbejdet til brug for ministerens

deltagelse i samrådet.

5.8.3.1.

Talepapir udarbejdet til brug for samrådet

Der blev til brug for samrådet bl.a. udarbejdet et talepapir til ministeren.

Talepapiret lyder i sin endelige version bl.a. således:

”DET TALTE ORD GÆLDER

…

[De faktiske oplysninger]

Jeg er blevet kaldt i samråd i anledning af medieomtalen af de – ulyk-

kelige – episoder, der har været på asylcentrene, hvor asylansøgere skul-

le have reageret med stor frustration og tegn på mistrivsel. Der er endda

rapporteret om enkelte tilfælde af selvmordsforsøg og indlæggelser.

Episoderne sættes i to breve fra Røde Kors [af 3. marts 2016] til Udlæn-

dingestyrelsen og ministeriet i forbindelse med den nye indkvarterings-

instruks vedrørende separat indkvartering af mindreårige ægtefæller

og asylansøgere.

Episoderne danner endvidere afsæt for, at Røde Kors er fremkommet

med forskellige forslag om indkvarteringen af ægtepar eller samleven-

de, hvor den ene part er mindreårig.

[Ministerens holdning]

Der er spurgt til, hvordan jeg forholder mig til disse oplysninger, og

hvordan jeg agter at rette op på området.

342

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. juni til 31. juli 2016

For at svare på dette spørgsmål er jeg nødt til først at forklare lidt nær-

mere om baggrunden for ordningen og om ordningens faktiske indhold.

[Hensynene bag ordningen]

Det er som bekendt min klare holdning, at mindreårige asylansøge-

re skal være indkvarteret adskilt fra deres eventuelle ægtefælle eller

samlever.

Det primære formål med indkvarteringsordningen er at sikre, at ind-

kvarteringen i asylsystemet ikke bidrager til at fastholde en mindreårig

i et tvangsægteskab eller tvangssamliv, og at give den mindreårige en

mulighed for en betænkningsperiode, et ”pusterum”, hvor vedkommen-

de har tid og rum til at sige fra over for samliv, som ikke er udtryk for

personens egen frie vilje.

Denne betænkningsperiode tager afsæt i hensynet til, at ægteskab og

lignende indgås af personer, som er tilstrækkeligt modne og forstår

betydningen af dispositionen.

Vi er efter min opfattelse forpligtet til at være særligt opmærksomme

i disse sager, som vedrører børn.

Og bag dette ligger jo grundlæggende hensynet til barnets tarv.

Desuden tror jeg fuldt og fast på, at unge kvinder – og her er der jo

tale om piger – skal have frihed til at indrette deres liv, som de ønsker.

Den samme valgfrihed gælder ikke nødvendigvis i det land, som de

kommer fra.

Dét signal – altså signalet om, at i Danmark bestemmer kvinder over

eget liv – bør vi klart og tydeligt række ud til disse piger.

”Pusterummet” kan derfor også bruges til, at pigerne indser, at i Dan-

mark er normerne og rammerne for kvinders liv et andet, end hvad der

gælder mange steder i verden.

Indkvarteringsordningen varetager endvidere hensynet til navnlig reg-

lerne om den seksuelle lavalder. Ingen piger under 15 år skal fastholdes

343

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

i et samliv, hvor seksuelt samkvem kan være en realitet. Det siger sig

selv.

[Ordningens udgangspunkt]

Dette er altså baggrunden for, at udgangspunktet for indkvarteringsord-

ningen er, at der ikke kan ske fælles indkvartering af ægtefæller og sam-

levere på asylcentrene, hvis den ene eller begge parter er under 18 år.

Men som jeg også nævnte i mit svar under behandlingen af samråd Z

den 15. marts 2016, og i øvrigt har nævnt i svar til Folketinget, vil der

i særlige tilfælde skulle gøres undtagelse.

[Danmarks internationale forpligtelser]

Det betyder bl.a., at Udlændingestyrelsen skal administrere indkvar-

teringsordningen i overensstemmelse med Danmarks internationale

forpligtelser.

Udlændingestyrelsen skal altså gøre undtagelse til udgangspunktet om

separat indkvartering i de tilfælde, hvor det efter en konkret vurdering

vil være i strid med retten til respekt for familielivet eller barnets tarv

at indkvartere parret adskilt.

Finder udlændingemyndighederne efter en konkret og individuel vur-

dering, at det vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettig-

hedskonventions artikel 8 om bl.a. retten til respekt for familielivet

eller FN’s Konvention om Barnets Rettigheder at indkvartere parterne

hver for sig, skal myndighederne således indkvartere parret sammen.

En række forhold vil indgå i den vurdering. Forhold, der enkeltvis eller

efter en samlet vurdering kan føre til det ene eller det andet resultat.

De elementer, der bl.a. kan indgå i vurderingen, er parrets alder, herun-

der hvor stor aldersforskellen er, om parret har børn sammen, om der

foreligger et element af tvang, og om der i øvrigt foreligger helt særlige

omstændigheder, f.eks. i visse tilfælde sygdom.

344

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. juni til 31. juli 2016

Måske skulle jeg præcisere, at Udlændingestyrelsen træffer afgørelser

i disse sager. Disse afgørelser kan ikke påklages, heller ikke til mig. Det

følger direkte af udlændingeloven.

Det signal, jeg ønsker at sende, er imidlertid klart for enhver, tror jeg. Og

det er dét signal, som jeg har givet udtryk for i min generelle instruks.

[Udlændingestyrelsens sagsbehandling]

Når Udlændingestyrelsen træffer afgørelse i de konkrete indkvarte-

ringssager, sker det på baggrund af en konkret vurdering af de enkelte

sager i forhold til navnlig indkvarteringsinstruksen af 10. februar 2016

og Danmarks internationale forpligtelser.

Udlændingestyrelsen har for nylig genoptaget de sager, hvor der hidtil

er sket adskillelse i forlængelse af den nye indkvarteringsinstruks, med

henblik på at foretage en fyldestgørende partshøring og træffe afgørelse

om indkvarteringen.

[For en god ordens skyld skal jeg bemærke, at Udlændingestyrelsen i

første omgang forinden adskillelsen havde indhentet oplysninger om

parterne fra indkvarteringsoperatørerne.]

Den nye partshøring gennemføres for at sikre, at der foreligger et fuldt

oplyst grundlag til brug for indkvarteringsafgørelsen, og at parterne er

bekendt med de oplysninger, der ligger til grund for afgørelsen.

Parterne vil således få lejlighed til at kommentere de faktiske oplysnin-

ger i sagen, og til eventuelt nærmere at belyse særlige omstændigheder,

der i konkrete sager taler for en fælles indkvartering.

Udlændingestyrelsen har sendt høringsbreve til parrene, og venter nu

på, at parrene vender tilbage.

[Parrene har fået en frist på 14 dage til at svare. De har enten mulighed

for at vende tilbage med deres bemærkninger skriftligt, eller at afgive

deres bemærkninger i forbindelse med en personlig samtale med styrel-

sen. Samtaler vil blive gennemført separat med hver enkelt ægtefælle.

345

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

Udlændingestyrelsen har oplyst, at styrelsen vil træffe afgørelse i sa-

gerne snarest muligt efter, at styrelsen har modtaget svar på partshø-

ringerne, eller partshøringsfristen udløber.]

Brevene fra Røde Kors omtaler i alt fem sager. Jeg har fået oplyst, at der

er iværksat partshøring i tre af de fem sager, der er omtalt i brevene fra

Røde Kors og i pressen.

I to af de tre sager er der sket adskillelse, mens et af parrene ikke er

adskilt.

I de øvrige to sager, hvor der ikke er iværksat partshøring, er parret i

den ene sag udeblevet fra deres respektive centre, mens det andet par

er overgået til integration i kommunerne. Ingen af disse to par har

været adskilt.

[Genoptagelsesproceduren er i øvrigt også meddelt Folketingets Om-

budsmand, som er gået ind i sagen vedrørende indkvarteringsordnin-

gen, og senest den 13. juni 2016 har anmodet om en række yderligere

oplysninger, [herunder om, hvordan styrelsen har fremmet genopta-

gelsessagerne, og om de retlige overvejelser, der lå forud for indkvar-

teringsinstruksen]].

[Overvejelser om den fremadrettede ordning]

Jeg har naturligvis også været berørt over at høre om de konkrete

tilfælde af selvmordsforsøg, der har været.

[Om årsagen hertil skal findes i adskillelsen af parret, kan jeg ikke vide.

Men uanset årsagen er det naturligvis tragisk.]

Når det gælder spørgsmålet om, hvilken betydning oplysningerne har

for mine overvejelser om den generelle instruks, må jeg imidlertid [også]

forholde mig til den baggrund for ordningen, jeg lige har skitseret.

Spørgsmålet er altså, om oplysningerne om de konkrete episoder æn-

drer ved, at jeg anser den generelle instruks for hensigtsmæssig.

346

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. juni til 31. juli 2016

Som jeg redegjorde for før, er netop hensynet til barnets tarv – i dette

tilfælde de mindreårige ægtefæller eller samlevere – et tungtvejende

hensyn bag indkvarteringsordningen. Sammen med og overlappende

med hensynet til at undgå tvang.

Derfor giver sådan nogle episoder naturligvis også anledning til re-

fleksion.

Det er imidlertid fortsat min opfattelse, at udgangspunktet for indkvar-

teringsordningen bør være, at mindreårige ægtefæller og samlevere skal

indkvarteres adskilt fra deres myndige partner.

Det skyldes bl.a., at jeg grundlæggende tror på, at indkvarteringsin-

struksen værner om de mindreårige ægtefæller og samleveres ret til

selvbestemmelse og til ikke at blive underkastet tvang.

Det er for mig nogle meget tungtvejende hensyn. Og de reflekterer nogle

helt grundlæggende værdier i et frit og demokratisk samfund.

Men der skal naturligvis altid foretages en konkret vurdering.

Der kan jo være særlige grunde til, at separat indkvartering i et konkret

tilfælde vil være enten usaglig eller uforholdsmæssig, og der derfor skal

gøres undtagelse.

I de tilfælde, hvor det efter en konkret vurdering vil være i strid med

f.eks. retten til respekt for familielivet efter Den Europæiske Menne-

skerettighedskonvention eller hensynet til barnets tarv efter FN’s Bør-

nekonvention at indkvartere parterne separat, skal parterne som nævnt

indkvarteres sammen.

Der skal finde en fyldestgørende partshøring sted inden en indkvarte-

ringsafgørelse om separat indkvartering træffes imod parternes vilje.

Denne partshøring er bl.a. til for at sikre, at der træffes afgørelse på

et fuldt oplyst grundlag og med inddragelse af alle relevante aspekter.

Partshøringen er dermed også med til at sikre, at Udlændingestyrelsen

kan identificere de sager, hvor der ifølge Danmarks internationale for-

347

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

pligtelser vil skulle gøres undtagelse fra udgangspunktet om særskilt

indkvartering.]

Jeg vil også gerne gentage, at det indgår i denne vurdering, om der er

oplyst om særlige forhold – f.eks. at parret har børn, eller at der fore-

ligger særlige trivsels- eller helbredsmæssige forhold.

Så der gøres altså undtagelser i konkrete sager. Den mulighed skal der

selvfølgelig altid være.

[I øvrigt kan jeg oplyse, at udlændingemyndighederne naturligvis følger

de sager, der opstår, tæt, herunder sagernes nærmere karakter.].

…”

Af et udkast til talepapiret, der havde været i høring i Udlændingestyrelsen,

fremgår det i et afsnit om ”Danmarks internationale forpligtelser” bl.a., at

Ditte Kruse Dankert kommenterede, at det var nyt for styrelsen, at der skulle

gøres undtagelse i sager, hvor parret havde børn. Og at Ditte Kruse Dankert

i samme udkastversion i et afsnit om ”Overvejelser om den fremadrettede

ordning” bl.a. gentog sin kommentar om, at det er et nyt kriterium for styrel-

sen, at det skulle indgå, at parrene havde børn, ligesom hun kommenterede,

at det, at der også skulle lægges vægt på trivselsproblemer, var nyt i forhold

til tidligere meldinger.

Ditte Kruse Dankert har herom forklaret

349

, at hun godt kan se, at der i det

pågældende afsnit i talepapiret var opregnet en sum af omstændigheder, og at

det ifølge talepapiret således ikke var tilstrækkeligt til at undlade adskillelse,

at et par havde børn. Udlændingestyrelsen havde en vis paranoia i forhold

til departementets udlægning af forløbet. Hun ville derfor tydeliggøre, at det

tidligere ikke i sig selv kunne føre til en undtagelse, at et par havde børn.

Foreholdt sin kommentar om, at ”trivselsforhold” ligeledes var et nyt krite-

rium, har hun forklaret, at ordet ”trivselsforhold” også var nyt. Hun ønskede

på alle mulige måder at blive forsikret i, at der ikke var tale om nye kriterier.

Samrådet den 23. juni 2016 var det første samråd, hvor det blev foldet mere

ud, hvilke undtagelsesmuligheder der kunne være.

349 Afhøringsekstrakten, side 462-463.

348

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. juni til 31. juli 2016

5.8.3.2.

Q&A til brug for samrådet

Der blev til brug for samrådet tillige udarbejdet et Q&A, hvor ministeren

blev forberedt på spørgsmål om bl.a., hvorvidt ministeren mente, at man ved

indkvarteringsinstruksen havde bidraget til at bringe asylansøgere til at begå

selvmordsforsøg. Ministeren blev også forberedt på spørgsmål om, hvorfor

Udlændingestyrelsen havde genoptaget en række afgørelser. Det følger af de

mulige svar på spørgsmål herom bl.a.:

”…

– Udlændingestyrelsen har meddelt, at de vil genoptage alle de afgjorte

sager, hvor det fortsat er relevant at tage stilling til separat indkvar-

tering, med henblik på at sikre en fyldestgørende partshøring, og

herefter revurdere sagerne.

– Det vil sikre, at der foreligger et fuldt oplyst grundlag til brug for

indkvarteringsafgørelsen.

[Hvorfor har myndighederne først fundet ud af det nu?]

– Udlændingestyrelsen blev ved en nærmere gennemgang af det for-

valtningsretlige grundlag opmærksom på problemstillingen, og har

derfor nu taget skridt til at sikre, at der sker fyldestgørende parts-

høring i sagerne.

…

Q&A nr. 15: Hvorfor er adskillelsen af parterne opretholdt under

revurderingen af de konkrete sager i Udlændingestyrelsen? Hvornår

regner Udlændingestyrelsen med, at der træffes afgørelse?

Muligt svar

– Adskillelsen er sket på baggrund af Udlændinge-, Integrations- og

Boligministeriets instruks af 10. februar 2016.

– Udlændingestyrelsen er opmærksom på, at parrene er i en sårbar

situation, og styrelsen prioriterer som følge heraf behandlingen af

genoptagelsessagerne højt.

– Der er på nuværende tidspunkt iværksat partshøring i alle sagerne

349

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

– Udlændingestyrelsen forventer at kunne træffe afgørelse snarest mu-

ligt, når de pågældende har besvaret styrelsens partshøring, eller

partshøringsfristen er udløbet.”

5.8.3.3.

Sagsfremstilling til brug for samrådet

Der foreligger i sagen desuden en sagsfremstilling dateret den 13. juni 2016,

som er udarbejdet af Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet. Det frem-

går heraf bl.a.:

”Udkast til besvarelse af samrådsspørgsmål AJ (alm. del) fra Folke-

tingets Udlændinge-, Integrations- og Boligudvalg stillet efter ønske

fra Josephine Fock (ALT)

…

Baggrund:

Der var i starten af 2016 medieomtale af, at mindreårige asylansøgere

i visse tilfælde har været indkvarteret med deres ægtefælle/samlever

under asylsagens

behandling her i landet.

Udlændinge-, integrations- og boligministeren bad i forlængelse af

medieomtalen Udlændingestyrelsen om at indhente oplysninger fra

indkvarteringsoperatørerne for at afdække omfanget af mindreårige

asylansøgere, som er indkvarteret i danske asylcentre med en voksen

ægtefælle eller samlever.

På tidspunktet for høringen (slutningen af januar 2016) var der ind-

kvarteret 27

mindreårige asylansøgere i de danske asylcentre.

Udlændinge-, integrations- og boligministeren anmodede på baggrund

af høringen Udlændingestyrelsen om at ændre praksis således, at in-

gen mindreårige asylansøgere fremadrettet kunne bo sammen med en

ægtefælle eller samlever.

Ministeren tilkendegav samtidig dette i en pressemeddelelse af 10. fe-

bruar 2016.

350

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. juni til 31. juli 2016

Samtidig instruerede ministeren Udlændingestyrelsen om at skille de

par ad, hvor den ene var mindreårig, og om at udarbejde retningslinjer

til operatørerne, der udmøntede den generelle instruks om indkvarte-

ringen.

…”

5.8.4.

Drøftelser mellem Justitsministeriet og Udlændinge-, Inte-

grations- og Boligministeriet om Justitsministeriets rådgiv-

ning

Det fremgår af sagens oplysninger, at der på et tidspunkt omkring den 28.

juni 2016 opstod uenighed mellem Justitsministeriet og Udlændinge-, Inte-

grations- og Boligministeriet om Justitsministeriets rådgivning.

Thomas Klyver har herom forklaret

350

bl.a., at der på dette tidspunkt var en

diskussion om, hvorvidt der var sket en glidning i Justitsministeriets rådgiv-

ning. Han husker, at Nina Holst-Christensen og han var nede på Jesper Goris

kontor, fordi de gerne ville have en forklaring på, hvorfor Udlændinge-, Inte-

grations- og Boligministeriet mente, at Justitsministeriets rådgivning skulle

være skredet.

351

Der havde været tale om et forløb, der var begyndt med nogle

uformelle drøftelser, hvorefter det blev mere og mere konkret. Under mødet på

Jesper Goris kontor var det lidt uklart, hvor rådgivningen skulle være skredet.

De kom til at tale om kongebrevseksemplet, og da syntes han at kunne se på

Jesper Gori, at Jesper Gori blev lidt overrasket, da de slog fast, at det afgørende

var betingelserne for at få kongebrev og ikke, at man rent faktisk havde fået

et kongebrev i Danmark. Jesper Gori sagde dog ikke, at de havde sagt noget

andet tidligere. De fik ikke ud af Jesper Gori, hvor rådgivningen præcis skulle

være skredet, ligesom de ikke fik indtryk af, om der havde været drøftelser i

Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet om, at undtagelsesmuligheden

var blevet for bred. Han fik under en senere telefonsamtale med Jesper Gori

forståelsen af, at forløbet ikke skyldtes en misforståelse af kongebrevseksem-

plet, men noget, som Nina Holst-Christensen havde sagt.

Nina Holst-Christensen har herom forklaret

352

bl.a., at Lykke Sørensen på et

møde den 27. juni 2016 havde fortalt hende, at det var Lykke Sørensens opfat-

350 Afhøringsekstrakten, side 579.

351 Afhøringsekstrakten, side 583.

352 Afhøringsekstrakten, side 633.

351

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

telse, at hendes retsopfattelse var skredet. Lykke Sørensen havde henvist til, at

hun tidligere skulle have sagt, at graviditet ikke var udslagsgivende, og at hun

nu sagde, at der skulle lægges vægt på graviditet. Lykke Sørensen sagde også,

at Lykke Sørensen havde fortalt dette til sin departementschef, som var gået

videre med det til Barbara Bertelsen. Det blev hun særdeles vred over, hvilket

hun også gav udtryk for på mødet med Lykke Sørensen. At blive beskyldt for,

at ens retsopfattelse skulle være ”skredet”, uden at man selv havde ændret sin

retsopfattelse, beklikkede hendes faglighed. På mødet henviste hun også til

den hypotetiske kongebrevsvurdering, som hun hele tiden havde påpeget, at

de skulle foretage. På daværende tidspunkt blev det klart for hende, at Jesper

Gori havde forstået kongebrevsvurderingen således, at det var et spørgsmål

om, hvorvidt asylparret havde fået et kongebrev. Jesper Gori spurgte afslut-

ningsvis, om der i det hele taget var nogen muligheder for at adskille parrene.

Jens Teilberg Søndergaard har herom forklaret

353

bl.a., at Uffe Toudal Pedersen

havde kontaktet Barbara Bertelsen med spørgsmålet om, hvorvidt Justitsmi-

nisteriets rådgivning var ”skredet”, og Barbara Bertelsen havde efterfølgende

talt med ham herom. Han havde herefter drøftet det med Nina Holst-Chri-

stensen og kontoret, som ikke mente, at rådgivningen var ”skredet”, forstået

på den måde at rummet for, hvornår man ikke kunne adskille parrene, var

blevet større.

Barbara Bertelsen har herom forklaret

354

bl.a., at det først var i juni 2016, at

det stod klart, at der var blevet adskilt nogle par i videre omfang, end det var

muligt. Fra forsommeren 2016 husker hun endvidere, at Uffe Toudal Pedersen

kontaktede hende telefonisk. Han sagde – lidt anklagende – at Justitsministeri-

et i begyndelsen havde rådgivet på en bestemt måde, hvorefter de i forbindelse

med genoptagelse af sagerne konstaterede, at dette havde ført til adskillelser

i for vidt omfang. Både Jens Teilberg Søndergaard og Nina Holst-Christensen

blev noget fortørnede over Uffe Toudal Pedersens henvendelse. Efter at have

talt med Jens Teilberg Søndergaard og Nina Holst-Christensen vendte hun

tilbage til Uffe Toudal Pedersen. Hun husker ikke den konkrete telefonsamtale,

men de var i Justitsministeriet noget pikerede. De havde anstrengt sig for at

hjælpe med juridisk rådgivning, og de syntes, at det var en smule ukollegialt

at prøve at gøre dem ansvarlige for den konkrete sagsbehandling, som de ikke

353 Afhøringsekstrakten, side 648.

354 Afhøringsekstrakten, side 667-668.

352

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. juni til 31. juli 2016

havde været en del af. De sagde det, som det var, nemlig at Nina Holst-Chri-

stensen og Jens Teilberg Søndergaards rådgivning havde været konsistent.

Det var i øvrigt ikke særligt kompliceret, hvad der skulle ske.

5.8.5.

Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriets svar til Fol-

ketingets Ombudsmand

Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet besvarede ved brev af 14. juli

2016 Folketingets Ombudsmands supplerende høringsbrev af 13. juni 2016.

Det hedder i besvarelsen bl.a.:

”I relation til ombudsmandens anmodning af 13. juni skal ministeriet

bemærke, at der ikke i Udlændingestyrelsen foreligger yderligere ak-

ter mv., der kan belyse de retlige overvejelser, som ministeriet foretog

forud for udstedelsen af udlændinge-, integrations- og boligministerens

instruks af 10. februar 2016. I ministeriet foreligger alene en ikke-jour-

naliseret intern e-mail af 9. februar 2016, som ved en fejl ikke blev

medsendt ministeriets brev af 30. maj 2016. Denne vedlægges.

Folketingets Ombudsmand har ved brev af 13. juni 2016 endvidere

anmodet ministeriet om – i det omfang disse overvejelser ikke frem-

går af det yderligere materiale – at redegøre for de overvejelser, som

ministeriet forud for indkvarteringsinstruksen gjorde sig med hensyn

til instruksens overensstemmelse med menneskerettighederne og for-

valtningsretlige regler og grundsætninger.

Ministeriet kan i den anledning oplyse, at ministeriet forud for udlæn-

dinge-, integrations- og boligministerens udsendelse af instruksen den

10. februar 2016 foretog en række undersøgelser og havde en række

drøftelser vedrørende rammerne for den fremtidige indkvarteringsord-

ning, herunder i forhold til Danmarks internationale forpligtelser og

dansk ret i øvrigt. Disse undersøgelser og drøftelser har hovedsageligt

fundet udtryk mundtligt og er derfor i begrænset omfang afspejlet i

de fremsendte akter.

…

2.3.

Det blev ved udstedelsen af indkvarteringsinstruksen lagt til grund

som en klar forudsætning for indkvarteringsordningens lovlighed –

og udtrykkeligt anført over for Udlændingestyrelsen, jf. pkt. 2.4 – at

der ville være tilfælde, hvor der af hensyn til Danmarks internationale

353

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

forpligtelser skulle gøres undtagelse til indkvarteringsinstruksens ud-

gangspunkt.

Det blev således forud for indkvarteringsinstruksens udstedelse drøftet

og lagt til grund, at udlændingemyndighederne skal indkvartere parter-

ne sammen i alle tilfælde, hvor det vil være i strid med Den Europæiske

Menneskerettighedskonventions artikel 8 eller FN’s Konvention om

Barnets Rettigheder at indkvartere parterne hver for sig.

…

2.4.

Ombudsmanden henviser i sit brev til, at hverken pressemeddelelsen

eller den instruks, som Udlændingestyrelsen sendte til indkvarterings-

operatørerne den 10. februar 2016, indeholdt nærmere retningslinjer

om, at myndighederne i hver enkelt sag skal overveje, om adskillelse

af ægtefæller eller samlevende vil være i strid med gældende ret. På

den baggrund anmoder ombudsmanden ministeriet om at oplyse, om

instruksen af 10. februar 2016 efter ministeriets opfattelse var lovlig.

Ministeriet skal i den anledning bemærke, at det er korrekt, at presse-

meddelelsen og instruksen af 10. februar 2016 umiddelbart fremstod

undtagelsesfri.

Ministeriet skal samtidig bemærke, at instruksen af 10. februar 2016

vedrørte den generelle indkvarteringsordning, og at det i alle tilfæl-

de – uanset om dette udtrykkeligt fremgår af en ministers instruks –

gælder, at danske myndigheder skal administrere i overensstemmelse

med gældende ret, herunder Danmarks internationale forpligtelser. Det

gælder naturligvis også for Udlændingestyrelsens administration af

indkvarteringsordningen på asylcentrene.

Videre skal ministeriet bemærke, at det mundtligt har været tilkendegi-

vet over for Udlændingestyrelsen ved flere lejligheder, at der ville være

tilfælde, hvor der af hensyn til Danmarks internationale forpligtelser

skulle gøres undtagelse til udgangspunktet om separat indkvartering,

og at Udlændingestyrelsen i disse tilfælde naturligvis skulle admini-

strere ordningen i overensstemmelse med Danmarks internationale

forpligtelser, dvs. indkvartere parrene sammen.

354

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. juni til 31. juli 2016

Dette blev således bl.a. drøftet på et koncerndirektionsmøde afholdt den

10. februar 2016 – samme dag som indkvarteringsinstruksens udste-

delse – hvor bl.a. Udlændingestyrelsens direktør deltog. Der udarbejdes

ikke referater af drøftelser på koncerndirektionsmøder.

Endvidere har der efter instruksens udstedelse løbende været en dialog

mellem departementet og Udlændingestyrelsen om forståelsen af de

generelle retlige rammer for indkvarteringsordningen. Bl.a. har Udlæn-

dingestyrelsen som tidligere anført forelagt departementet en række

generelle spørgsmål om forståelsen af Danmarks internationale forplig-

telser, og visse af disse spørgsmål har været foreløbigt drøftet på møder

mellem departementet og styrelsen. Ministeriet er som bekendt ved at

udfærdige en vejledning om fortolkningen af Danmarks internationale

forpligtelser, som forventes at foreligge senest sommeren 2016.

Det bemærkes i forlængelse heraf, at det er ministeriets klare opfattelse,

at Udlændingestyrelsen ved administrationen af indkvarteringsord-

ningen – lige fra instruksens udstedelse den 10. februar 2016 – har

lagt til grund, at denne skulle administreres i overensstemmelse med

Danmarks internationale forpligtelser.

Herved bemærkes, at Udlændingestyrelsen i umiddelbar forlængelse

af ministerens instruks af 10. februar 2016 om straks at skille de min-

dreårige samboende par på asylcentrene ad besluttede at skille 23 par

ad, men foreløbigt lod 5 par forblive indkvarteret sammen. I relation

til de sidstnævnte 5 par fandt Udlændingestyrelsen således, at disse

sager rejste væsentlige retlige spørgsmål, herunder om forholdet til

Danmarks internationale forpligtelser, som krævede nærmere overve-

jelser. Det bemærkes, at Udlændingestyrelsen fortsat ikke har skilt 4

af disse par ad. Kun 1 af de par, der ikke blev adskilt i umiddelbar

forlængelse af ministerens instruks, er herefter blevet adskilt, og dette

er sket i overensstemmelse med den ene parts eget ønske. 1 par er ude-

blevet, og 1 par er overgået til integration i en kommune. For så vidt

angår de resterende 2 par, der ikke blev adskilt i umiddelbar forlæn-

gelse af ministerens instruks, pågår der fortsat nærmere overvejelser

om afvejningen af forskellige hensyn, herunder i forhold til Danmarks

internationale forpligtelser.

355

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

Ministeriet skal endvidere bemærke, at det forhold, at der i visse tilfæl-

de skal gøres undtagelse til indkvarteringsordningens udgangspunkt

om separat indkvartering, ikke alene har været tilkendegivet internt.

Udlændinge-, integrations- og boligministeren har således i en række

tilfælde orienteret herom offentligt.

Udlændinge-, integrations- og boligministeren har bl.a. oplyst under

samråd Z, der blev afholdt den 15. marts 2016, at ministerens instruks

om den separate indkvartering omhandlede en generel praksisændring,

og at der i helt særlige tilfælde skulle gøres undtagelse fra udgangspunk-

tet om den separate indkvartering. Ministeren oplyste endvidere om

undtagelsesmuligheden i sin besvarelse af 25. april 2016 af Institut for

Menneskerettigheders henvendelse vedrørende indkvarteringsordnin-

gen og efterfølgende i besvarelsen af 9. maj 2016 af spørgsmål nr. 513

fra Folketingets Udlændinge-, Integrations- og Boligudvalg.”

Inger Støjberg har forklaret

355

bl.a., at det ikke var retvisende, at der ikke i

svaret blev henvist til notatet af 2. februar 2016. Notatet var grundpræmissen

i forbindelse med både samrådene, svarene på folketingsspørgsmål og de

interviews, der var, og hun fortalte, at der kunne være undtagelser. Sådan en

grundpræmis er ikke noget, man henviser til hele tiden. Når hun har sagt i en

samrådstale, at der ikke var en undtagelsesfri praksis, har hun i virkeligheden

henvist til dette notat, selvom hun ikke har nævnt det direkte.

Lykke Sørensen har om svaret til ombudsmanden forklaret

356

bl.a., at både

hun, departementschefen og ministeren var inde over besvarelsen. Foreholdt,

at det i besvarelsen var anført, at overvejelserne om blandt andet forholdet

til Danmarks internationale forpligtelser og dansk ret i øvrigt hovedsageligt

havde fundet udtryk mundtligt, og adspurgt, hvorfor der ikke var henvist til

notatet af 2. februar 2016, har hun forklaret, at hun, som hun tidligere har

forklaret, ikke husker noget om notatet af 2. februar 2016. Overvejelserne

bestod hovedsageligt af mundtlige drøftelser. Det var et ret vigtigt brev, og

derfor er hun ret sikker på, at der har været en drøftelse med ministeren, her-

under om det foreholdte afsnit i besvarelsen til Folketingets Ombudsmand,

idet der var tale om et essentielt afsnit. Hun tvivler på, at ministeren under

355 Afhøringsekstrakten, side 134-135.

356 Afhøringsekstrakten, side 175-176.

356

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. juni til 31. juli 2016

drøftelserne sagde noget om ministernotatet, idet notatet ellers nok ville være

blevet nævnt, men hun må tage et forbehold herfor. Foreholdt, at det i be-

svarelsen til Folketingets Ombudsmand var anført, at det ved udstedelsen af

indkvarteringsinstruksen blev lagt til grund som en klar forudsætning – og

udtrykkeligt anført over for Udlændingestyrelsen – at der ville være tilfæl-

de, hvor der skulle gøres undtagelser af hensyn til Danmarks internationale

forpligtelser, har hun forklaret, at ”udtrykkeligt” referererede til det, der blev

sagt under koncerndirektionsmødet den 10. februar 2016. Adspurgt, om ”ud-

trykkeligt” refererede til andet end koncerndirektionsmødet den 10. februar

2016, har hun forklaret, at koncerndirektionsmødet den 10. februar 2016 i

hvert fald er den del, som hun husker. Hun har ikke nogen erindring om, at

nogen på noget tidspunkt sagde, at der over for Folketingets Ombudsmand

skulle henvises til notatet af 2. februar 2016.

Line Skytte Mørk Hansen har om svaret til ombudsmanden forklaret

357

bl.a.,

at hun fulgte med i, men var ikke inde over ombudsmandssagen, der lå i

Udlændingeafdelingen. Adspurgt til, om hun på noget tidspunkt fandt an-

ledning til at henvise til notatet af 2. februar 2016, har hun forklaret, at hun

ikke udfordrede tilbagemeldingen til Folketingets Ombudsmand. Det havde

været fint at henvise til notatet, og hun ved ikke, hvorfor man ikke gjorde det.

Det fremgår af et bidrag af 27. juni 2016 fra Udlændingestyrelsen, som mini-

steriet indhentede forud for besvarelsen, at styrelsen foreslog en besvarelse

til ombudsmanden, hvorefter ministeriet skulle oplyse, at ”det er korrekt, at

instruksen af 10. februar 2016 fremstod undtagelsesfri, [og at det først var ved

e-mail af 18. marts 2016, at Udlændingestyrelsen blev oplyst om, at instruksen

ikke var undtagelsesfri.]” Det fremgår ligeledes af Udlændingestyrelsens for-

slag, at ministeriet skulle meddele ombudsmanden, at Udlændingestyrelsen i

umiddelbar forlængelse af ministerens instruks af 10. februar 2016 besluttede

at skille 23 par ad, men foreløbigt lod 5 par forblive indkvarteret sammen.

Det fremgår af sagens oplysninger endvidere, at Udlændinge-, Integrations- og

Boligministeriet i en mail af 29. juni 2016 forespurgte styrelsen om, hvorvidt

de kantede parenteser i bidraget kunne hæves. Tilføjelsen om, at det først

var ved mail af 18. marts 2016, at Udlændingestyrelsen blev oplyst om, at

357 Afhøringsekstrakten, side 188-189.

357

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

instruksen ikke var undtagelsesfri, indgik herefter ikke i ministeriets svar til

ombudsmanden.

Jesper Gori har herom forklaret

358

bl.a., at han ikke husker baggrunden for, at

det anførte ikke blev medtaget. Det er rigtigt, at der først den 18. marts 2016

pr. skrift blev kommunikeret til Udlændingestyrelsen, men det er ikke rigtigt,

at Udlændingestyrelsen først på dette tidspunkt blev oplyst om, at ordningen

ikke var undtagelsesfri. I den mail af 3. marts 2016, hvor sagerne blev indsendt

til departementet, skrev Udlændingestyrelsen ligeledes, at det ”altovervejende

udgangspunkt” var, at der skulle ske adskillelse.

Anna-Sophie Saugmann-Jensen har herom forklaret

359

bl.a., at baggrunden for,

at henvisningen til mailen af 18. marts 2016 blev slettet i dette brev, må have

været, at Lykke Sørensen præciserede, at undtagelserne blev kommunikeret

allerede på koncerndirektionsmødet.

Kristina Rosado reagerede i en mail af 27. juni 2016 på forløbet, idet hun i

mailen anførte bl.a.:

”… Jeg må sige, at jeg synes, at … gengivelse[n] under pkt. 1 er langt

ude. UIBM har da på intet tidspunkt efter instruksen ”udtrykkeligt

kommunikeret undtagelsesmulighederne” til os, når vi ser bort fra det

ene eksempel med parret, som er gift i Danmark, som ministeren – som

det absolut eneste – nævnte under det åbne samråd. Som jeg ser det,

forsøger de nu helt åbenlyst at tørre det her af på

os.”

Kristina Rosado har herom forklaret

360

, at fortællingen på et eller andet tids-

punkt begyndte at ændre karakter, hvorefter det fremstod som om, at det

hele tiden havde været kommunikeret til styrelsen, at de skulle administrere

ordningen med brug af undtagelser, hvilket ikke var i overensstemmelse med

sandheden. Det fremstod også fejlagtigt sådan, at det var departementet, der

skulle have sagt, at styrelsen skulle tilbageholde de fem sager.

358 Afhøringsekstrakten, side 290.

359 Afhøringsekstrakten, side 566.

360 Afhøringsekstrakten, side 486.

358

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. august til 31. december 2016

Der foreligger desuden en mailkorrespondance fra slutningen af juli 2016,

hvor Ditte Kruse Dankert bl.a. den 26. juli 2016 kl. 12.57 over for Anni Fode

udtalte således om ministeriets oplysninger til ombudsmanden:

”… det er en meget bekymrende sag. Og nu kan jeg se i udtalelsen, at den

potentielt ulovlige instruks nu er blevet til min mail til operatørerne,

hvorimod Line Skyttes instruks til Lene (som var grundlaget herfor) er

skrevet ud. Det er noget kreativt.

…”

Anni Fode har herom forklaret

361

bl.a., at den frustration, som Ditte Kruse

Dankert gav udtryk for i sin mail, var foranlediget af den måde, hvorpå de-

partementet havde beskrevet forløbet over for Folketingets Ombudsmand,

herunder redegørelsen for den instruks, Udlændingestyrelsen havde fået. Det,

som blev tilkendegivet i brevet til Folketingets Ombudsmand, var, at Udlæn-

dingestyrelsen gentagne gange skulle have fået at vide, at der skulle gøres

undtagelser.

5.9. Perioden fra 1. august til 31. december 2016

5.9.1.

Adskillelse i endnu en sag

Parret [N] indrejste i Danmark den 8. november 2015 og blev indkvarteret

på samme børnecenter på hver sit værelse. I forlængelse af en partshøring

af [N-M] vedrørende hans alder den 12. august 2016 blev hans alder ændret,

således at han var over 18 år. Samme dag blev det besluttet at adskille parret,

og de blev indledningsvis adskilt den 15. august 2016. [N-K] var højgravid.

Efter partshøring traf Udlændingestyrelsen den 19. august 2016 afgørelse om

igen at indkvartere parret sammen.

Nærmere oplysninger om de berørte par og sagsbehandlingen i forbindelse

med deres sager findes i kapitel 9.

5.9.2.

Spørgsmål til udlændinge-, integrations- og boligministeren

Udlændinge-, Integrations- og Boligudvalget stillede den 29. juni 2016 en lang

række spørgsmål til udlændinge-, integrations- og boligministeren.

361 Afhøringsekstrakten, side 804.

359

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

I en besvarelse af spørgsmål nr. 770 den 23. august 2016 oplyste ministeren

bl.a., at den gennemsnitlige sagsbehandlingstid for asylsøgende par, hvor den

ene var mindreårig, var på 217 dage, beregnet fra tidspunktet for indgivel-

sen af en asylansøgning til tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse.

Besvarelsen ses ikke at omtale sagsbehandlingstiden i Flygtningenævnet i de

tilfælde, hvor Udlændingestyrelsen meddeler afslag på asyl.

Af besvarelsen af bl.a. spørgsmål nr. 759 den 26. september 2016 fremgår det,

at de to notater af 3. marts 2016 fra Røde Kors indgik i baggrundsmaterialet

til brug for Samråd Z afholdt den 15. marts 2016.

5.9.3.

Folketingets Ombudsmands anmodning til Udlændingesty-

relsen om faktuelle oplysninger om de berørte asylpar

Folketingets Ombudsmand anmodede i et brev af 18. oktober 2016 Udlæn-

dingestyrelsen om supplerende oplysninger vedrørende samtlige par, som var

eller havde været omfattet af Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriets

instruks af 10. februar 2016 om adskilt indkvartering af visse asylansøgerpar.

Ved brev af 16. november 2016 modtog Folketingets Ombudsmand svar fra

ministeriet. Det fremgår af svaret bl.a.:

”…

Om sagsforløbet i genoptagelsessagerne skal ministeriet bemærke

følgende:

Det fremgår bl.a. af Udlændingestyrelsens skema, at der er eksempler

på, at par omfattet af indkvarteringsinstruksen af 10. februar 2016 har

været indkvarteret adskilt i samlet op til ca. 4�½ måned, før Udlændin-

gestyrelsen har truffet en afgørelse i deres genoptagelsessag (dvs. fra

iværksættelsen af den adskilte indkvartering til afgørelsestidspunktet

i genoptagelsessagen). I visse af disse sager var udfaldet af genoptagel-

sessagen, at parterne blev indkvarteret sammen, fordi det ville være

i strid med Danmarks internationale forpligtelser at opretholde den

separate indkvartering, mens udfaldet i andre sager var, at den adskilte

indkvartering kunne opretholdes. …

Udlændingestyrelsen har som nævnt oplyst, at sagerne i perioden fra

den 28. april 2016 til den 2. juni 2016 beroede på principielle over-

vejelser om, hvilket tema og hvilke oplysninger de pågældende skulle

360

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. august til 31. december 2016

partshøres over. Endvidere fremgår det af skemaet, at der i alle sager er

truffet afgørelse i genoptagelsessagen inden for ca. 2 �½ måned fra det

tidspunkt, hvor Udlændingestyrelsen besluttede at foretage en egentlig

partshøring i sagerne, dvs. fra beslutningen om at genoptage sagerne

den 28. april 2016.

Hertil kommer, at det fremgår af skemaet, at der i ”nye” sager – dvs.

sager, hvor parterne er ankommet til Danmark, efter de nye partshø-

ringsprocedurer blev fastlagt den 2. juni 2016 – er truffet afgørelse i

sagerne inden for ca. 1 måned. Dette skal også ses i lyset af, at par skal

indkvarteres sammen, mens deres sag bliver vurderet af Udlændinge-

styrelsen, hvis der foreligger helt særlige omstændigheder, jf. pkt. 2.1.1

i Udlændingestyrelsens retningslinjer af 1. juli 2016.

…

Udlændingestyrelsen har oplyst, at styrelsen pr. 3. november 2016 ikke

har nogen verserende sager om adskilt indkvartering af visse asylan-

søgerpar.

…”

Som det fremgår af ministeriets brev til ombudsmanden, var der pr. 3 no-

vember 2016 ikke på asylcentrene nogen par, der var adskilt imod den min-

dreåriges ønske.

5.9.4.

Udlændinge- og Integrationsministeriets notat om fortolk-

ningen af Danmarks internationale forpligtelser

Der foreligger en ”sagsfremstilling” dateret 28. november 2016 fra Udlæn-

dinge-, Integrations- og Boligministeriet vedrørende ”Udkast til vejledning

til Udlændingestyrelsen vedrørende indkvartering af mindreårige ægtefæller

og samlevere på asylcentrene”, der kort beskriver hovedpunkterne i det notat

om fortolkningen af Danmarks internationale forpligtelser, som havde været

under udarbejdelse siden slutningen af april 2016. Det fremgår af ministeriets

sagsbehandlingssystem om godkendelsesproceduren vedrørende dette notat,

at notatet var vedlagt en lang række centrale dokumenter i relation til sagen

om indkvartering af mindreårige ægtefæller og samlevere på asylcentrene,

herunder bl.a. pressemeddelelsen, Udlændingestyrelsens retningslinjer fra juli

2016 samt ministeriets og Udlændingestyrelsens udtalelser til ombudsman-

den. Ministeriets notat af 2. februar 2016 om indkvartering af mindreårige

udlændinge ses imidlertid ikke at være vedlagt.

361

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

Den 12. december 2016 modtog Folketingets Ombudsmand et notat af samme

dato om fortolkningen af Danmarks internationale forpligtelser i sager om

Udlændingestyrelsens indkvartering af mindreårige ægtefæller og samlevere

på asylcentrene. Notatet var udarbejdet af Udlændinge- og Integrationsmini-

steriet (tidligere Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet). Der forelig-

ger en række udkast til notatet, som løbende blev sendt til Justitsministeriet

med henblik på Justitsministeriets bemærkninger hertil. Et af disse udkast

er gengivet i uddrag i afsnit 5.7.5. Det endelige notat af 12. december 2016

lyder således:

”Notat om fortolkningen af Danmarks internationale forpligtelser i

sager om Udlændingestyrelsens indkvartering af mindreårige ægte-

fæller og samlevere på asylcentrene

…

1. Indledning

Dette notat omhandler en række generelle fortolkningsspørgsmål ved-

rørende rækkevidden af Danmarks internationale forpligtelser i sager

om indkvartering af mindreårige asylansøgere, som har indgået ægte-

skab eller er samlevende med en person, som opholder sig i Danmark.

Denne indkvartering forestås af Udlændingestyrelsen i samarbejde med

indkvarteringsoperatørerne på asylcentrene.

Notatet er udarbejdet i anledning af, at udlændinge- og integrationsmi-

nisteren den 10. februar 2016 instruerede Udlændingestyrelsen om, at

mindreårige under 18 år fremover ikke skulle indkvarteres på samme

asylcenter som en ægtefælle eller samlever (herefter ”indkvarterings-

instruksen”).

Notatet skal ses i sammenhæng med de retningslinjer, som Udlændinge-

styrelsen har udstedt til indkvarteringsoperatørerne den 1. juli 2016, for

indkvartering af mindreårige asylansøgere, som har indgået ægteskab

eller er samlevende med en person, som opholder sig i Danmark. Disse

retningslinjer redegør nærmere for den praktiske fremgangsmåde i

forbindelse med indkvarteringen og for indkvarteringsforholdene for

eventuelt adskilte ægtefæller og samlevere.

362

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. august til 31. december 2016

2. Generelt om indkvarteringsordningen

2.1 Tidspunktet for vurderingen i henhold til Danmarks internationale

forpligtelser

Det fremgår af udlændingelovens

42 a, stk. 7, 1. pkt., at Udlændin-

gestyrelsen træffer bestemmelse om indkvarteringen af asylansøgere.

Beslutningen om asylansøgeres indkvartering på asylcentrene efter

udlændingelovens

42 a, stk. 7, 1. pkt., har karakter af faktisk forvalt-

ningsvirksomhed. Der henvises herved til de specielle bemærkninger til

42 a, stk. 7, i lovforslag nr. L 130 af 30. januar 2013 (bemærkningerne

til

1, nr. 15).

Hvis en asylansøger ikke efterkommer Udlændingestyrelsens anvisning

af indkvarteringssted, kan Udlændingestyrelsen træffe afgørelse om

påbud om flytning efter udlændingelovens

42 a, stk. 7, 3. pkt.

Udlændingestyrelsen kan således i sager om indkvartering af mindre-

årige ægtefæller og samlevere træffe afgørelse om påbud efter 3. pkt.,

hvis parret ikke efterkommer Udlændingestyrelsens indkvarterings-

anvisning.

Udlændingestyrelsen kan endvidere træffe afgørelse om påbud efter

3. pkt. i de sager, hvor parterne ved første indkvartering efterkommer

anvisningen om separat indkvartering, men ikke ønsker denne separate

indkvartering. Det bemærkes herved, at det forudsætter et helt utvivl-

somt grundlag – vurderet under behørig hensyntagen til parternes si-

tuation – at antage, at et par selv ønsker separat indkvartering, og at

parterne skal gøres bekendt med muligheden for at få truffet afgørelse

om spørgsmålet, herunder med inddragelse af hensynet til Danmarks

internationale forpligtelser.

Et påbud efter 3. pkt. udgør en afgørelse i forvaltningslovens forstand,

hvilket indebærer, at forvaltningslovens regler om bl.a. partshøring skal

iagttages, jf. herom ligeledes de specielle bemærkninger til bestemmel-

sen (§ 1, nr. 15) i lovforslag nr. L 130 af 30. januar 2013.

363

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

Udlændingestyrelsen skal i alle sager, hvor der træffes afgørelse om et

sådant påbud efter 3. pkt., vurdere, om Danmarks internationale forplig-

telser er til hinder for, at der meddeles påbud om separat indkvartering.

Det er denne vurdering efter 3. pkt. af, hvornår Udlændingestyrelsen

kan træffe afgørelse om adskilt indkvartering af et par mod parternes

ønske, som notatet omhandler.

Som udgangspunkt vil par, hvor den ene er mindreårig, blive indkvar-

teret separat, i perioden indtil denne afgørelse efter 3. pkt. træffes. Det

beror på hensynet til at sikre, at den mindreårige ikke udsættes for

tvang under den indledningsvise indkvartering i asylsystemet, hvor

Udlændingestyrelsen endnu ikke har haft mulighed for at vurdere, om

samlivet er frivilligt.

Udlændingestyrelsen skal dog allerede ved den første indkvartering

vurdere, om der foreligger helt særlige omstændigheder, der tilsiger, at

parret allerede ved ankomsten skal indkvarteres sammen. Det kan f.eks.

være tilfældet, hvis parret har børn og den mindreårige på grund af

f.eks. et handicap er klart afhængig af den myndige partners pasning og

pleje og bistand til at drage omsorg for parrets børn. Et andet eksempel

kan være tilfælde, hvor parret har børn, forældrene er traumatiserede,

og relevante fagpersoner vurderer, at den fortsatte forældreevne og

omsorg over for børnene er aldeles afhængig af, at begge forældre bor

sammen med børnene, også under den indledningsvise indkvartering.

Endvidere skal Udlændingestyrelsen træffe en afgørelse efter 3. pkt.

hurtigst muligt under hensyntagen til intensiteten af indgrebet og til,

at asylansøgere udgør en særligt sårbar gruppe.

2.2 Indkvarteringsordningen i hovedtræk

Efter indkvarteringsinstruksen kan der ikke ske fælles indkvartering

af ægtefæller og samlevere på asylcentrene, hvis den ene eller begge

parter er under 15 år. Det bemærkes herved, at den seksuelle lavalder

i Danmark er 15 år.

Indkvarteringsinstruksen indebærer endvidere, at udgangspunktet

for indkvarteringsordningen er, at der ikke kan ske fælles indkvar-

tering af ægtefæller og samlevere på asylcentrene, hvis den ene eller

364

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. august til 31. december 2016

begge parter er under 18 år (jf. dog pkt. 2.2 i Udlændingestyrelsens

retningslinjer vedrørende indkvartering på samme modtagecenter for

uledsagede mindreårige i tilfælde, hvor begge ægtefæller/samlevere er

mindreårige).

Udlændingestyrelsen skal dog i hver enkelt sag om indkvartering af

mindreårige ægtefæller eller samlevere, hvor ingen af parterne er under

15 år, foretage en konkret vurdering af, hvorvidt det på baggrund af

sagens samlede omstændigheder er sagligt og proportionalt – bl.a. ud

fra hensynet til den mindreårige ægtefælle/samlever og eventuelle børn,

jf. pkt. 3.3.4 – at meddele påbud om separat indkvartering. Endvidere

må et sådant påbud alene opretholdes, så længe det er foreneligt med

Danmarks internationale forpligtelser.

Finder Udlændingestyrelsen efter en konkret og individuel vurdering,

at det vil være i strid med FN’s konvention om barnets rettigheder eller

Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 at indkvar-

tere parterne hver for sig – eller at opretholde en sådan indkvartering

– skal myndighederne således indkvartere parret sammen.

Under pkt. 3 redegøres generelt for fortolkningen af rækkevidden af

Danmarks internationale forpligtelser i relation til sager om indkvar-

tering af mindreårige asylansøgere, som har indgået ægteskab eller er

samlevende med en person, som opholder sig i Danmark. Under pkt. 3.1

redegøres generelt for det relevante retsgrundlag, og under pkt. 3.2-3.3

redegøres for fortolkningen af Danmarks internationale forpligtelser

i den nævnte sagstype.

3. Rækkevidden af Danmarks internationale forpligtelser i sager om

indkvartering af mindreårige ægtefæller og samlevere på asylcen-

trene

…

3.2 Indkvarteringsordningens udgangspunkt

Udgangspunktet efter EMRK artikel 8 er, at der ikke må gøres indgreb

i udøvelsen af familielivet. Der kan dog gøres indgreb i familielivet,

såfremt det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et

365

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

demokratisk samfund bl.a. for at forebygge forbrydelse, for at beskytte

sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder eller friheder.

EMRK artikel 8 finder som nævnt alene anvendelse, hvis der foreligger

et beskyttelsesværdigt familieliv i artikel 8’s forstand (mens FN’s bør-

nekonvention kan være relevant også uden for disse tilfælde, jf. f.eks.

pkt. 3.3.4).

Der skal således i alle tilfælde foretages en vurdering af, om et sådant

beskyttelsesværdigt familieliv foreligger, jf. herom pkt. 3.1.1.1 ovenfor.

Som eksempel på tilfælde, hvor der ikke nødvendigvis foreligger et

sådant beskyttelsesværdigt familieliv, kan nævnes den situation, at et

par alene har kendt hinanden kort tid forud for ankomsten til Danmark.

Endvidere anses et ægteskab som nævnt normalt ikke for omfattet af ret-

ten til respekt for familielivet, hvis ægteskabet er indgået under tvang.

I de tilfælde, hvor parternes forhold udgør et familieliv i EMRK arti-

kel 8’s forstand, vil et pålæg om separat indkvartering i asylsystemet

have en sådan intensitet, at det udgør et indgreb i familielivet. Det er

denne situation, som det følgende omhandler. Der skal i disse tilfælde

foretages en konkret vurdering af, om det på baggrund af sagens sam-

lede omstændigheder er sagligt og proportionalt at meddele pålæg om

separat indkvartering, eller om parterne skal indkvarteres sammen.

Som nævnt under pkt. 3.1.1 har medlemsstaterne efter Den Europæi-

ske Menneskerettighedsdomstols praksis en vis skønsmargin i relation

til EMRK artikel 8, når de skal foretage en afvejning af modstående

hensyn.

Det er ministeriets vurdering, at der ved fastlæggelsen af medlems-

staternes skønsmargin i den situation, som notatet omhandler,

på den

ene side

skal lægges vægt på, at adskillelse af en familie er et alvorligt

indgreb, men

på den anden side

skal lægges vægt på, at den separate

indkvarteringsordning varetager navnlig hensynet til barnets tarv (be-

skyttelsen af den mindreårige), samt at den separate indkvartering er

af mere begrænset varighed og ledsaget af bl.a. adgang til regelmæssigt

besøg mv.

366

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. august til 31. december 2016

Det forudsættes,

der i hver enkelt sag træffes afgørelse på baggrund

af en konkret vurdering, som er foretaget på et tilstrækkeligt oplyst

grundlag og under afvejning af de relevante hensyn, at adskillelsen er af

begrænset varighed, at myndighederne gennemfører indkvarteringsaf-

gørelsen under behørig hensyntagen til familielivets fortsatte eksistens,

herunder ved myndighedernes understøttelse af regelmæssige besøg

og efter omstændighederne regelmæssige revurderinger af indkvarte-

ringsafgørelsen mv., samt at myndighederne understøtter hensynene

bag adskillelsen ved relevante tiltag rettet mod de mindreårige.

Det er relevant og sagligt at varetage hensynet til barnets tarv mv.

ved separat indkvartering af mindreårige ægtefæller og samlevere, og

det indgreb i familielivet, som en separat indkvartering medfører, må

i almindelighed anses for at være proportionalt til varetagelsen heraf.

I relation til

saglighedsaspektet

bemærkes, at det primære formål med

en separat indkvartering af mindreårige ægtefæller eller samlevere er

at sikre, at indkvarteringen i asylsystemet ikke bidrager til at fastholde

en mindreårig i et tvangsægteskab eller tvangssamliv, samt – ud fra hen-

synet til, at samtykke til ægteskab o.lign. meddeles af personer, som er

tilstrækkeligt modne og forstår betydningen af dispositionen – at give

den mindreårige en betænkningsperiode, hvor den mindreårige har

rammerne for at overveje, om ægteskabet eller samlivet er frivilligt og

udtryk for den mindreåriges egne ønsker. Det bagvedliggende hensyn

er hensynet til

barnets tarv.

Herved bemærkes, at lignende betragtninger om modenhed ligger til

grund for de danske regler om, at der som udgangspunkt gælder et

alderskrav på 18 år for at indgå ægteskab i Danmark, og for myndig-

hedsalderen i Danmark.

Den separate indkvartering varetager endvidere hensynet til at forhin-

dre overtrædelser af de retlige normer for samlivsforhold, som gælder

i Danmark, herunder navnlig reglerne om den seksuelle lavalder og

om ulovlig samlivstvang. Dette hensyn er overlappende med hensynet

til barnets tarv.

367

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

Hensynene til at beskytte den mindreåriges rettigheder og til at fore-

bygge forbrydelser er saglige hensyn i henhold til artikel 8, stk. 2, i

EMRK, jf. pkt. 3.1.1 ovenfor.

I relation til

proportionalitetsaspektet

bemærkes indledningsvist, at

indkvarteringsordningen er ledsaget af tiltag, som er med til at under-

støtte formålet med adskillelsen og dermed at sikre, at indgrebet er

egnet til at opnå det tilsigtede formål.

Efter den nuværende ordning skal nyankomne asylansøgere over 18

år således bl.a. deltage i et asylansøgerkursus på modtagecentret, som

skal give et helt indledende kendskab til bl.a. danske kultur- og sam-

fundsforhold. Der gives herunder særskilt undervisning i seksualmoral,

ligestilling og kvinders og minoriteters rettigheder. Nyankomne asyl-

ansøgere på 17 år får endvidere tilbud herom.

Endvidere vejleder Udlændingestyrelsen i forbindelse med partshøring

i konkrete sager om indkvartering af mindreårige asylansøgere, som har

indgået ægteskab eller er samlevende med en person, som opholder sig i

Danmark, om, hvad et tvangsægteskab er, og om at tvangsægteskaber er

ulovlige i Danmark. Udlændingestyrelsen vejleder endvidere om, at der

findes tilbud om rådgivning, konfliktmægling, psykologhjælp, mulighed

for at ringe til en hotline mv. for unge mænd og kvinder, der oplever

at blive udsat for tvangsægteskab, social kontrol, trusler, vold mv., hvis

de sætter sig imod familiens ønsker om, hvordan de skal leve deres liv.

Udlændingestyrelsen opfordrer desuden parterne til at kontakte styrel-

sen eller personalet på indkvarteringsstedet, hvis der er tale om tilbud,

som de ønsker at gøre brug af.

Udlændingestyrelsen vil endvidere i sager om indkvartering af min-

dreårige asylansøgere, som har indgået ægteskab eller er samlevende

med en person, som opholder sig i Danmark, gøre operatørerne særskilt

opmærksomme på sagerne og bede operatørerne om at tage stilling til,

om der er grundlag for at give de pågældende ekstra tilbud i form af

f.eks. psykologsamtaler og samtaler med en socialrådgiver med henblik

på at styrke den mindreåriges forståelse af sin situation.

368

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. august til 31. december 2016

I relation til proportionalitetsaspektet bemærkes det endvidere, at par-

terne – i de tilfælde, hvor de meddeles påbud om separat indkvartering

– som udgangspunkt skal indkvarteres på asylcentre relativt tæt på

hinanden og have adgang til regelmæssige besøg (med myndigheder-

nes økonomiske bistand) og anden kontakt. Der henvises herved til

Udlændingestyrelsens retningslinjer pkt. 2.1.1-2.1.2.

Yderligere bemærkes det, at en separat indkvartering alene må opret-

holdes, så længe den er forenelig med Danmarks internationale for-

pligtelser.

Det bemærkes i den forbindelse også, at varigheden af adskillelsen

indgår som et selvstændigt moment i vurderingen af, om en separat

indkvartering (fortsat) er i overensstemmelse med Danmarks internati-

onale forpligtelser, idet intensiteten af indgrebet forøges, og vægten af

hensynet til at give den mindreårige en betænkningsperiode alt andet

lige formindskes, når varigheden af adskillelsen bliver længere. Afhæn-

gigt af en sags konkrete omstændigheder – herunder varigheden af

adskillelsen – kan hensynet til at give den mindreårige en betænknings-

periode således ophøre med at være et sagligt hensyn (eller indgrebet

kan blive uproportionalt til varetagelsen af hensynet).

Hvis den separate indkvartering konkret måtte være af længere varig-

hed, vil Udlændingestyrelsen derfor også have pligt til løbende at re-

vurdere afgørelsen om den separate indkvartering. Det samme gælder,

hvis konkrete grunde i øvrigt tilsiger, at afgørelsen revurderes løbende

(se f.eks. pkt. 3.3.3).

Parrene vil desuden have mulighed for at søge om genoptagelse af deres

indkvarteringssag på et hvilket som helst tidspunkt, og myndighederne

vil, såfremt betingelserne for genoptagelse er opfyldt, i disse tilfælde

således også skulle foretage en fornyet vurdering under inddragelse af

Danmarks internationale forpligtelser.

Det er på den baggrund

udgangspunktet

for indkvarteringsordningen,

at der ikke kan ske fælles indkvartering af ægtefæller og samlevere på

asylcentrene, hvis den ene eller begge parter er under 18 år.

369

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

Uanset det generelle udgangspunkt for indkvarteringsordningen er

vurderingen af, om der i de enkelte sager kan ske separat indkvartering,

som anført altid en konkret og individuel vurdering.

Der skal således i hver enkelt sag om indkvartering af mindreårige

ægtefæller eller samlevere foretages en konkret vurdering af, om det

på baggrund af sagens samlede omstændigheder er sagligt og propor-

tionalt – bl.a. ud fra hensynet til barnets tarv – at meddele påbud om

separat indkvartering. Den konkrete vurdering skal foretages på et til-

strækkeligt oplyst grundlag, hvor bl.a. kan indgå, hvilken alder parterne

har, herunder hvor stor aldersforskellen er, om parret har børn sammen,

om der foreligger et element af tvang, og om der i øvrigt foreligger helt

særlige omstændigheder, jf. nærmere herom pkt. 3.3.

Finder Udlændingestyrelsen efter en konkret og individuel vurdering,

at det vil være i strid med EMRK artikel 8 eller FN’s børnekonvention

at indkvartere parterne hver for sig, skal myndighederne således ind-

kvartere parret sammen.

Under pkt. 3.3 er redegjort nærmere for de retlige rammer for denne

vurdering.

3.3 Vedrørende afvejningen i de konkrete sager – vægtningen af udvalgte

momenter

Når Udlændingestyrelsen træffer afgørelse om, hvorvidt en mindreårig

asylansøger efter Danmarks internationale forpligtelser skal indkvarte-

res sammen med sin ægtefælle eller samlever, skal Udlændingestyrel-

sen som nævnt foretage en konkret vurdering af sagen, herunder med

inddragelse af bl.a. FN’s børnekonvention og EMRK artikel 8.

Danmarks internationale forpligtelser er til hinder for separat indkvar-

tering af et par, hvis separat indkvartering i det konkrete tilfælde ikke

er saglig eller ikke er proportional med formålet med adskillelsen, her-

under navnlig hensynet til at beskytte den mindreårige mod tvang.

370

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. august til 31. december 2016

Der skal således i alle tilfælde foretages en vurdering af, om adskillelsen

af parterne konkret er saglig og står i rimeligt forhold til formålet med

adskillelsen.

Det skal bl.a. indgå i vurderingen, hvilken alder parterne har, herun-

der hvor stor aldersforskellen er, om parret har børn sammen, om der

foreligger et element af tvang, og om der i øvrigt foreligger helt særlige

omstændigheder, f.eks. i visse tilfælde sygdom.

Nedenfor redegøres nærmere for betydningen af udvalgte momenter i

vurderingen. Opregningen af momenter er ikke udtømmende.

Det bemærkes, at der en række steder er henvist til, at udtalelser fra re-

levante fagpersoner kan indgå ved vurderingen af de nævnte momenter

i konkrete sager. Sådanne udtalelsers juridiske relevans må naturligvis –

som i andre sagstyper – fastlægges konkret af Udlændingestyrelsen. Ved

vurderingen af en udtalelses relevans og vægt kan bl.a. indgå, hvilket

tema udtalelsen vedrører, og hvilken karakter oplysningerne i udtalel-

sen har. Endvidere må udtalelsen naturligvis vurderes i lyset af sagens

øvrige oplysninger. Når der i de følgende afsnit henvises til betydningen

af fagpersoners udtalelser, skal dette altså forstås i lyset heraf.

3.3.1 Parternes alder

Det primære formål med indkvarteringsinstruksen er varetagelsen af

hensynet til den mindreåriges tarv, herunder navnlig at undgå fasthol-

delse af en mindreårig i et tvangsægteskab eller tvangssamliv.

Parternes alder – og aldersforskellen imellem parterne – kan være et

væsentligt moment i vurderingen af, om der foreligger et tvangsele-

ment, jf. også nedenfor.

Disse faktorer er også relevante i forhold til hensynet til opretholdelsen

af de retlige normer for samlivsforhold, som gælder i Danmark, og for

hensynet til, at ægteskab mv. indgås af personer, som er tilstrækkeligt

modne til at forstå betydningen af dispositionen, og som også ligger

til grund for ordningen.

Parternes alder og indbyrdes aldersforskel skal derfor tillægges væsent-

lig betydning ved afgørelsen om indkvartering.

371

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

Der kan ikke gøres undtagelse fra udgangspunktet om separat indkvar-

tering i tilfælde, hvor den ene ægtefælle/samlever er under 15 år og

altså under den seksuelle lavalder. Der henvises herved til straffelovens

222 om den seksuelle lavalder og til pkt. 2.2 ovenfor.

Hvis den yngste af parterne er over 15 år, skal der i visse tilfælde

gøres undtagelse. Det har i den forbindelse betydning, hvor tæt på

myndighedsalderen den yngste part er, og hvor stor aldersforskellen

på parterne er.

Der er tale om en samlet vurdering, hvor indgår bl.a. relevant fagper-

sonales observationer vedrørende den mindreåriges individuelle mo-

denhed og udvikling.

Som eksempel på et tilfælde, hvor der normalt skal gøres undtagelse

til hovedreglen om separat indkvartering, kan nævnes den situation,

hvor der ikke er tungtvejende hensyn til den mindreåriges alder, der

taler imod fælles indkvartering, parterne har børn sammen, og det må

antages, at samlivet er frivilligt, jf. pkt. 3.3.2.

Som et andet eksempel på et tilfælde, hvor alderen og aldersforskellen

mellem parterne har væsentlig betydning, og hvor der derfor normalt

skal gøres undtagelse til hovedreglen om separat indkvartering, kan

nævnes den situation, hvor den ene af parterne er 17 år og dermed tæt

på myndighedsalderen, og den anden er under 20 år. Derimod vil en

situation, hvor den ene part er 16 år og den anden part er over 30 år

i almindelighed medføre, at der på grund af aldersforskellen mellem

parterne skal ske en adskillelse.

Som et tredje eksempel på et tilfælde, hvor der normalt skal gøres

undtagelse til hovedreglen om separat indkvartering, kan nævnes den

situation, hvor der ikke er tungtvejende hensyn til den mindreåriges

alder, der taler imod fælles indkvartering, det må antages, at samlivet

er frivilligt, og hvor der er væsentlige helbreds- eller trivselsmæssige

hensyn, der taler for fælles indkvartering, jf. pkt. 3.3.5.

372

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. august til 31. december 2016

3.3.2 Tvangselementet

Det indgår i vurderingen af, om et par skal indkvarteres sammen,

om sagens oplysninger indikerer, at samlivet er etableret, henholdsvis

ægteskabet indgået, under tvang eller utilbørligt pres.

Tvang og pres kan forekomme i forskellige grader og former, og dette

notat tilsigter ikke udtømmende at beskrive alle relevante tilfælde.

Udgangspunktet for vurderingen af, om der foreligger et tvangselement,

er i relation til indkvarteringsafgørelsen, om ægteskabet er indgået

efter begge parters ønske.

I dette notat betegnes synonymt hermed, om

ægteskabet er indgået

frivilligt.

Denne definition tager udgangspunkt i det tidspunkt, hvor ægteskabet

blev indgået eller samlivet etableret. Det bemærkes herved, at der kan

være særlige grunde, der fører til, at det ikke er afgørende, at et ægteskab

ikke er indgået (eller et samliv etableret) efter begge parters ønske. Det

kan f.eks. være tilfældet, hvis der er forløbet flere år siden indgåelsen

af ægteskabet, de pågældende har levet sammen i den mellemliggende

periode, og det findes ubetænkeligt at lægge til grund, at begge parter

ønsker at fortsætte samlivet. Et forhold, der oprindeligt blev indgået

under tvang, kan således godt have udviklet sig til et frivilligt forhold

(ligesom det modsatte naturligvis kan være tilfældet).

Det bemærkes endvidere, at arrangerede ægteskaber godt kan være

indgået uden tvang, og at alene ægteskaber, der indgås og består mod

eget ønske, eller i øvrigt består mod eget ønske, skal anses for tvangs-

ægteskaber.

Vurderingen af, om ægteskabet/samlivet er frivilligt, kan ikke alene

støttes på parternes egne forklaringer, og der skal derfor foretages en

samlet vurdering på baggrund af alle de relevante oplysninger i sagen.

Det vil bl.a. indgå i denne vurdering, hvilken alder parterne har, hvor

længe parret har kendt hinanden, og hvor længe parret har levet sam-

men (herunder inden indgåelse af et eventuelt ægteskab), samt, i rela-

tion til ægteskaber, hvor længe ægteskabet har været planlagt, hvilken

373

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

alder parterne havde ved ægteskabets indgåelse, parternes slægtskab,

og om ægteskabet er indgået med parternes familiers medvirken. Det

vil ligeledes indgå i vurderingen, hvad parterne selv har oplyst om æg-

teskabet, og hvad relevante fagpersoner observerer og oplyser herom.

Endvidere kan myndighedernes kendskab til de generelle kulturelle

normer og normer for ægteskab i parternes hjemlande indgå som et

blandt flere momenter i vurderingen, ligesom parternes personlige for-

hold, herunder arbejds- og uddannelsesmæssige forhold, kan indgå.

Hvis det på baggrund af de foreliggende oplysninger må antages, at

ægteskabet/samlivet er frivilligt, skal dette indgå med betydelig vægt

i den samlede afvejning. Det er dog ikke i sig selv afgørende for af-

gørelsen om indkvartering, at der ikke umiddelbart kan konstateres

et element af tvang eller utilbørligt pres. Det skyldes, at indkvarte-

ringsordningen også varetager hensynet til at give den mindreårige

en betænkningsperiode samt til beskyttelsen af de retlige normer for

samlivsforhold, som gælder i Danmark. Antagelsen om, at samlivet er

frivilligt, vil derfor alene sammenholdt med andre momenter, der taler

for fælles indkvartering – f.eks. vedr. alder og børn, jf. nedenfor – kunne

betyde, at et par skal indkvarteres sammen.

Hvis det må lægges til grund, at ægteskabet eller samlivet ikke er fri-

villigt, foreligger der ikke et beskyttelsesværdigt familieliv. Parret vil

derfor ikke være omfattet af beskyttelsen af retten til respekt for fa-

milielivet, og det vil ikke være i strid med Danmarks internationale

forpligtelser at indkvartere parret adskilt.

Ligeledes vil det ikke være i strid med Danmarks internationale for-

pligtelser at indkvartere et par adskilt (i hvert fald i en periode), hvis

der er begrundet tvivl om, hvorvidt samlivet er frivilligt.

Ved en senere vurdering af, om en iværksat adskillelse kan oprethol-

des, skal varigheden af adskillelsen som nævnt i pkt. 3.2 indgå som

et selvstændigt moment. Det skyldes bl.a., at hensynet til at give den

mindreårige en betænkningsperiode aftager over tid. Varigheden af

adskillelsen kan således i visse tilfælde føre til, at hensynet til at give

den mindreårige en betænkningsperiode ophører med at være et sagligt

hensyn, eller at indgrebet ikke længere er proportionalt til varetagelsen

374

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. august til 31. december 2016

af hensynet. Bl.a. den mindreåriges alder og modenhed kan indgå ved

vurderingen af, hvornår dette måtte være tilfældet.

3.3.3 Graviditet

Det skal indgå i vurderingen af, om en mindreårig kan pålægges ind-

kvartering adskilt fra sin ægtefælle eller samlever, om parret venter

barn sammen; i visse tilfælde også selv om kvinden er gravid med et

barn, som har et andet biologisk ophav end ægtefællen eller samleve-

ren. Det skal i den forbindelse tillægges betydning, hvor langt henne i

graviditeten kvinden er, og om der foreligger oplysninger om særlige

behov for støtte fra ægtefællen eller samleveren, f.eks. som følge af

traumer eller helbredsmæssige forhold.

Det er vurderingen, at det som udgangspunkt ikke vil være i strid med

Danmarks internationale forpligtelser at indkvartere et par adskilt,

uanset at den mindreårige er gravid, og at samlivet må antages at være

frivilligt, hvis der er tungtvejende hensyn til den mindreåriges alder,

der taler imod fælles indkvartering. Der skal dog gøres undtagelse, hvis

der foreligger helt særlige omstændigheder, f.eks. at parterne er trau-

matiserede, og hvor den fortsatte omsorg for det (endnu ufødte) barn

er afhængig af, at forældrene bor sammen. Endvidere kan varigheden

af den separate indkvartering – som i andre tilfælde – blive så lang, at

påbuddet om separat indkvartering ikke kan opretholdes.

Omvendt er det vurderingen – forudsat at samlivet/ægteskabet må an-

tages at være frivilligt, og at der ikke er tungtvejende hensyn til den

mindreåriges alder, der taler imod fælles indkvartering – at det som

udgangspunkt er i strid med Danmarks internationale forpligtelser at

indkvartere et par adskilt mod parrets ønske, hvis et par venter barn

sammen.

I tilfælde af separat indkvartering af et par, hvor kvinden er gravid, har

myndighederne pligt til af egen drift med korte intervaller at revurdere

indkvarteringsafgørelsen, herunder proportionaliteten af adskillelsen.

3.3.4 Børn

Det skal indgå i vurderingen af, om en mindreårig kan indkvarteres

adskilt fra sin ægtefælle eller samlever, om parterne har fælles børn.

375

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

Det skal ligeledes indgå i vurderingen, om en af parterne har et biolo-

gisk barn, og dette barn har en væsentlig tilknytning til sin forælders

ægtefælle eller samlever, eller om forælderen har et væsentligt behov

for sin ægtefælles eller samlevers støtte til at drage omsorg for barnet.

Det skal på samme måde indgå i vurderingen, om en eller begge foræl-

dre aktuelt er faktiske omsorgspersoner for et barn.

I disse tilfælde er der et væsentligt hensyn at tage til de pågældende

børn, foruden hensynet til den mindreårige ægtefælle. Det gælder i sær-

lig grad, hvis der er tale om mindre børn – hvilket må antages at være

tilfældet – eller hvis der er oplyst om særlige omsorgsbehov, traumer

mv. hos børnene. Sådanne oplysninger kan f.eks. foreligge i form af ob-

servationer/udtalelser fra relevant social- eller sundhedspersonale. Det

bemærkes herved, at asylansøgende børn må anses for særligt sårbare,

også selv om de er ledsaget af deres forældre.

I nogle tilfælde vil hensynet til børnene henholdsvis den mindreåri-

ge ægtefælle/samlever samstemmende tale for, at parret indkvarteres

sammen med børnene, mens hensynet til den mindreårige ægtefælle/

samlever i andre tilfælde isoleret set kan tale for en adskilt indkvarte-

ring af parret.

I de tilfælde, hvor hensynet til den mindreårige partner isoleret set –

dvs. uafhængigt af hensynet til barnet eller børnene i forholdet – klart

taler for separat indkvartering, vil parterne skulle indkvarteres separat.

Det kan f.eks. være tilfældet, hvis det foreligger oplyst, at der er tale

om et tvangsægteskab. I sådanne tilfælde betyder hensynet til parrets

børns eventuelle interesse i fælles indkvartering af forældrene således

ikke, at der skal ske fælles indkvartering.

I sådanne tilfælde skal der være adgang til regelmæssig kontakt mellem

den forælder, som indkvarteres adskilt fra familien, og familien efter

de retningslinjer, som Udlændingestyrelsen har fastsat.

I de tilfælde, hvor hensynet til såvel børnene som den mindreårige

partner taler for en fælles indkvartering, vil det som det helt klare ud-

376

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. august til 31. december 2016

gangspunkt være i strid med Danmarks internationale forpligtelser at

indkvartere parret adskilt.

Det bemærkes, at det er en forudsætning for at anse hensynet til den

mindreårige for at tale for fælles indkvartering, at samlivet/ægteskabet

må antages at være frivilligt. Ligeledes vil det normalt være en forud-

sætning for at anse hensynet til den mindreårige for at tale for fælles

indkvartering, at der ikke er tungtvejende hensyn til den mindreåriges

alder, der isoleret set taler imod fælles indkvartering. Der skal dog efter

omstændighederne gøres undtagelse til sidstnævnte, hvis der foreligger

helt særlige omstændigheder, f.eks. at forældrene er traumatiserede, og

hvor den fortsatte forældreevne og omsorg for børnene er afhængig af,

at forældrene bor sammen med barnet.

3.3.5 Helbreds- og trivselsmæssige forhold

Det skal indgå i vurderingen af, om en mindreårig skal indkvarteres

adskilt fra sin ægtefælle eller samlever, om der er oplyst om væsentlige

helbreds- eller trivselsmæssige forhold vedrørende en af parterne, der

taler for en fælles indkvartering.

Sådanne oplysninger kan f.eks. foreligge i form af udtalelser fra parter-

ne selv og udtalelser fra relevant social- eller sundhedspersonale med

kendskab til parrets forhold.

Det skal tillægges væsentlig betydning i Udlændingestyrelsens vurde-

ring, hvis det på baggrund af f.eks. udtalelser fra relevant social- og

sundhedsfagligt personale må antages, at en separat indkvartering i det

konkrete tilfælde kan have alvorlige konsekvenser for den mindreåriges

trivsel eller helbred. Sådanne konsekvenser kan f.eks. være betinget af

en parts traumer, alvorlige sygdom/handicap mv.

I sådanne særlige tilfælde kan parterne – såfremt det må antages, at der

er tale om et frivilligt samliv – efter en konkret vurdering, hvor også

indgår parternes alder, indkvarteres sammen.

Det er således vurderingen, at Danmarks internationale forpligtelser

normalt tilsiger, at et par skal indkvarteres sammen, hvis det må an-

tages, at samlivet er frivilligt, der ikke er tungtvejende hensyn til den

377

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

mindreåriges alder, der taler imod fælles indkvartering, og en separat

indkvartering i det konkrete tilfælde kan have alvorlige konsekvenser

for den mindreåriges trivsel eller helbred.

Omvendt er det vurderingen, at parret kun i særlige tilfælde skal ind-

kvarteres sammen, hvis der er tungtvejende hensyn til den mindreåri-

ges alder, der taler imod fælles indkvartering. Sådanne særlige tilfælde

kan f.eks. foreligge, hvis et par med børn er traumatiseret, og den fort-

satte forældreevne og omsorg for børnene er afhængig af, at parret bor

sammen med børnene. Endvidere må det antages, at trivselsmæssige

hensyn til den mindreårige i helt særlige tilfælde kan være så tungtve-

jende, at et par skal indkvarteres sammen, selv om der er tungtvejende

hensyn til den mindreåriges alder, der isoleret set taler imod fælles

indkvartering, og parret ikke har børn (eller venter barn, jf. pkt. 3.3.4).

Sådanne tilfælde vil dog forudsætte et meget sikkert grundlag i sagens

konkrete omstændigheder for fravigelse af udgangspunktet.

Der henvises til pkt. 3.3.4 i relation til helbreds- og trivselsmæssige

forhold vedrørende parternes børn.”

Notatet blev ligeledes sendt til Udlændinge-, Integrations- og Boligudvalget

med sålydende følgebrev fra Inger Støjberg:

”…

Som det fremgår af notatet, vil par, hvor den ene eller begge er min-

dreårige, som den absolutte hovedregel blive adskilt i forbindelse med

den indledende indkvartering, ligesom par med en stor aldersforskel

ikke normalt vil kunne indkvarteres sammen.

Det er som bekendt min klare holdning, at unge piger under 18 år ikke

bør indkvarteres sammen med voksne mænd i asylsystemet.

Men som jeg tidligere har oplyst Folketinget om, skal der i et begrænset

antal tilfælde under særlige omstændigheder gøres undtagelse hertil

som følge af vores internationale forpligtelser. Som eksempel kan næv-

nes, at et par, hvor parterne er 17 og 18 år, og hvor der ikke vurderes at

være tvang, efter notatet vil skulle indkvarteres sammen.

378

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. august til 31. december 2016

Det forhold, at der i visse situationer vil skulle gøres undtagelse, så jeg

gerne var anderledes, men det ændrer ikke ved, at udlændingemyndig-

hederne i almindelighed vil kunne sikre separat indkvartering i de fleste

tilfælde. Det gælder eksempelvis, hvis der er tale om en ung pige på

16 år, der lever i et ufrivilligt ægteskab med en ældre mand over 30 år.

Jeg skal i den forbindelse understrege, at indkvarteringsordningen fort-

sat vil blive administreret så restriktivt som muligt for at udnytte det

retlige råderum fuldt ud med henblik på at sikre adskillelse mellem

parrene i videst mulige omfang.”

Der blev tillige udarbejdet sålydende talelinje til ministeren om notatet:

”Talelinje vedr. barnebrude

– Vi har nu færdiggjort arbejdet med en vejledning om indkvartering

af par, hvor den ene er mindreårig, på vores asylcentre.

– Vejledningen betyder, at disse par som den absolutte hovedregel vil

blive adskilt i forbindelse med den indledende indkvartering. Og

par med en stor aldersforskel vil normalt ikke kunne indkvarteres

sammen.

– Jeg mener, at det i udgangspunktet er forkert, hvis unge piger under

18 år bliver indkvarteret sammen med voksne mænd.

– Jeg må dog også konstatere, at vores internationale forpligtelser og

dermed retstilstanden er sådan, at vi i et begrænset antal tilfælde skal

indkvartere personer under 18 år sammen med sin ældre ægtefælle.

– Det gælder fx, hvor parret er hhv. 17 og 18 år, og hvor der ikke vur-

deres at være tvang.

– De internationale konventioner pålægger os dermed i disse sager

en praksis, som jeg gerne så anderledes. Vi vil dog kunne sikre en

adskillelse i langt de fleste tilfælde. Det gælder fx i sager, hvor der

er en stor aldersforskel.

379

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

– Er der fx tale om en ung pige på 16 år, der lever i et ufrivilligt ægte-

skab med en ældre mand over 30 år, vil vi altså kunne skille parret ad.

– Der skal ikke herske tvivl om, at myndighederne i praksis vil skulle

anvende det retlige råderum fuldt ud og dermed i videst mulige

omfang sikre, at der sker adskillelse af parrene.”

Det fremgår af en mailkorrespondance fra den 8./9. december 2016 vedrø-

rende talelinjen bl.a., at Inger Støjberg spurgte til, om ikke alle par ville blive

adskilt – i kortere eller længere tid – når de ankom. Inger Støjberg modtog

som svar herpå en mail fra sin ministersekretær, hvoraf fremgår, at det var

vurderingen, at man ikke kunne skrive, at parrene altid vil kunne adskilles i

den indledende fase, hvorfor formuleringen kom til at lyde, at parrene ”som

den absolutte hovedregel vil blive adskilt i forbindelse med den indledende

indkvartering”. Som svar på dette skrev Inger Støjberg, at det efter hendes

mening i så fald var bedre at undlade at skrive noget om adskillelsen ved

ankomst, og at hun i hvert fald ikke kunne sige ja til forslaget.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen blev den 11. december 2016 orienteret af

departementschef Christian Kettel Thomsen om sagen og den nye vejledning.

Det fremgår af orienteringsmailen bl.a.:

”Vejledningen indebærer, at der kan ske adskillelse i mange sager, men

ikke alle, fx en 17 årig pige, der er gift med en 19 årig mand (som jeg

forstår det).

UIBM’n er noget utilfreds over, det ikke er alle tilfælde, men de to

ministerier er angiveligt meget klare på det, med udgangspunkt i bør-

nekonvention og ERMK. …”

5.10. Perioden fra 1. januar til 31. december 2017

5.10.1. Oplysninger om virkningen af indkvarteringsordningen

Det fremgår af et referat, som Line Skytte Mørk Hansen sendte den 19. januar

2017, at sagen om ”barnebrude” var blevet drøftet på et ordførermøde, og at

ministeren under mødet havde oplyst, at der siden drøftelsen af barnebrude

ikke var kommet nye par, og at det således havde betydet noget, at drøftelsen

380

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. januar til 31. december 2017

havde været der. Ministeren skulle endvidere have udtalt, at en kritik fra om-

budsmanden om, at hun var gået for langt, var kærkommen.

Inger Støjberg har herom forklaret

362

bl.a., at det var en del af debatten, at

det forhold, at der var kommet denne diskussion, gjorde, at der ikke kom

barnebrude til Danmark. Adspurgt, om det også havde betydning for at starte

debatten, at der kunne være et ”afskrækkende” element i at melde det ud, har

hun forklaret, at al politik på asylområdet på en eller anden måde influerer på

antallet af asylansøgere. Det var også en af grundene til, at de satte annoncer

i de libanesiske aviser. Det skete også for at kommunikere, at der var kommet

helt andre forhold i Danmark. Det gør, at der kommer færre hertil. Adspurgt,

om det var noget, hun var bevidst om allerede i forbindelse med sit Facebook

opslag i januar 2016, har hun forklaret, at det var en del af alt, hvad der fore-

gik på asylområdet. Adspurgt, om det havde betydning for udformningen af

pressemeddelelsen den 10. februar 2016, har hun svaret benægtende. Det er

imidlertid svært at skille tingene ad. Det har betydning, fordi det er kommu-

nikation udadtil, og kommunikation på dette område spreder sig meget på

grund af den globaliserede verden og de sociale medier.

5.10.2. Folketingets Ombudsmands redegørelse

Den 1. februar 2017 sendte Folketingets Ombudsmand et udkast til redegø-

relse til Udlændinge- og Integrationsministeriet. Det fremgår af udkastet bl.a.:

”6. Instruksen om adskillelse af asylpar

6.1.

Den 10. februar 2016 udsendte Udlændinge-, Integrations- og Bo-

ligministeriet en pressemeddelelse under overskriften ”Inger Støjberg

stopper indkvartering af barnebrude på asylcentre”.

Af pressemeddelelsen fremgik bl.a. følgende:

”Fremadrettet må asylansøgere under 18 år ikke bo sammen med

en ægtefælle eller samlever. I aktuelle sager om barnebrude bliver

parrene nu skilt ad.

…

362 Afhøringsekstrakten, side 760-761.

381

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

Efter de nye retningslinjer må ingen mindreårige under 18 år ind-

kvarteres på samme asylcenter som en ægtefælle eller samlever. Det

gælder også, hvis parret har et eller flere fælles børn.

Inger Støjberg har også bedt Udlændingestyrelsen om at skille par-

rene ad i aktuelle sager om mindreårige, der bor sammen med en

ældre ægtefælle eller samlever.”

Det fremgår af sagen, at ministeriet samme dag sendte pressemedde-

lelsen til Udlændingestyrelsen i to e-mails. Den ene angav at være til

styrelsens orientering og indeholdt en bemærkning om, at ”vedhæftede

pressemeddelelse om barnebrude [bliver] sendt ud nu her inkl. det bilag

I leverede om de konkrete tilfælde af barnebrude i indkvarteringssy-

stemet”. Den anden indeholdt ingen tekst ud over pressemeddelelsen.

Som sagen er oplyst, må jeg forstå, at pressemeddelelsen og de to e-mails

tilsammen udgjorde ministerens instruks til Udlændingestyrelsen om

praksisændringen.

Som det fremgår, fremstod instruksen efter sin ordlyd kategorisk og

undtagelsesfri og pålagde Udlændingestyrelsen – uden nogen form for

individuel vurdering af hver enkelt sag – at træffe beslutning om adskilt

indkvartering af par, hvor den ene eller begge parter var mindreårig.

Instruksen gav således efter sit indhold ikke mulighed for en vurdering

af, om forvaltningsretlige principper eller Danmarks internationale for-

pligtelser i den enkelte sag var til hinder for adskilt indkvartering, ….

6.2.

Ministeriet har over for mig gjort gældende, at det – uanset presse-

meddelelsens kategoriske udsagn om det modsatte – allerede den 10.

februar 2016 blev ”lagt til grund som en klar forudsætning”, at det i

visse tilfælde ville være i strid med gældende ret (herunder Den Euro-

pæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8) at adskille parrene.

Ministeriet ses ikke på daværende tidspunkt at have udarbejdet et notat

eller anden skriftlig dokumentation vedrørende denne forudsætning.

382

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. januar til 31. december 2017

Efter det oplyste udarbejdede heller ikke Udlændingestyrelsen den 10.

februar 2016 et notat om en sådan forudsætning for instruksen.

Derimod udarbejdede styrelsen den 31. marts 2016 en notits om en

telefonisk samtale den 10. februar 2016, hvoraf det fremgår, at mini-

steriet anmodede styrelsen om ”straks at foranstalte, at indkvarterings-

operatørerne blev orienteret om de nye retningslinjer og varslet om,

at Udlændingestyrelsen ville igangsætte en adskillelse af parrene”. Der

fremgår ikke af notatet yderligere oplysninger om, hvorledes retnings-

linjerne skulle forstås.

Ifølge Udlændingestyrelsens udtalelse af 28. april 2016 til mig mod-

tog styrelsen samtidig med udsendelsen af pressemeddelelsen den 10.

februar 2016 ”en mundtlig instruks fra Udlændinge-, Integrations- og

Boligministeriet om administrativt at effektuere i overensstemmelse

med indholdet af pressemeddelelsen”.

Der findes således ikke i det sagsmateriale, som jeg har modtaget, nogen-

lunde samtidig dokumentation for, at det allerede den 10. februar 2016

blev ”lagt til grund som en klar forudsætning”, at det i visse tilfælde

ville være i strid med gældende ret at adskille parrene.

6.3.

Fra den efterfølgende periode fremgår bl.a. følgende af en e-mail

af 18. marts 2016 fra Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet

til Udlændingestyrelsen:

”I forhold til håndteringen af de konkrete sager gælder herefter, at

Udlændingestyrelsen træffer bestemmelse om indkvarteringen af

mindreårige asylansøgere med en voksen ægtefælle eller samlever

i overensstemmelse med ministerens generelle instruktion. Rejser

behandlingen af konkrete sager spørgsmål om forholdet til Dan-

marks internationale forpligtelser, skal disse spørgsmål afklares, og

indkvarteringen ske på en sådan måde, at dette ikke er i strid med

disse forpligtelser eller dansk ret i øvrigt.”

Desuden har Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet i pkt. 2.3

i sin udtalelse af 14. juli 2016 til mig anført, at det ”ved udstedelsen af

indkvarteringsinstruksen [blev] lagt til grund som en klar forudsætning

383

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

for indkvarteringsordningens lovlighed – og udtrykkeligt anført over

for Udlændingestyrelsen , jf. pkt. 2.4 – at der ville være tilfælde, hvor

der af hensyn til Danmarks internationale forpligtelser skulle gøres

undtagelse til indkvarteringsinstruksens udgangspunkt” om adskilt

indkvartering.

I udtalelsens pkt. 2.4 har ministeriet bl.a. anført, at ”det mundtligt har

været tilkendegivet over for Udlændingestyrelsen ved flere lejligheder,

at der ville være tilfælde, hvor der af hensyn til Danmarks internationale

forpligtelser skulle gøres undtagelse fra udgangspunktet om separat

indkvartering, og at Udlændingestyrelsen i disse tilfælde naturligvis

skulle administrere i overensstemmelse med Danmarks internationale

forpligtelser, dvs. indkvartere parrene sammen”.

I forlængelse heraf har ministeriet anført, at ”[d]ette blev således bl.a.

drøftet på et koncerndirektionsmøde den 10. februar 2016 (…) hvor

bl.a. Udlændingestyrelsens direktør deltog”.

Ministeriet har oplyst, at der ikke udarbejdes referater af drøftelser på

koncerndirektionsmøder. Jeg må således forstå, at der ikke foreligger

notater om indholdet af den nævnte drøftelse.

6.4.

Efter min gennemgang af sagens akter og myndighedernes udta-

lelser er det ikke muligt for mig nærmere at fastlægge indholdet af de

mundtlige tilkendegivelser og drøftelser, som ifølge ministeriets oplys-

ninger fandt sted mellem myndighederne.

Jeg må basere min bedømmelse af sagen på de oplysninger, som frem-

går af sagens dokumenter, eller som ministeriet er fremkommet med i

udtalelserne til mig. Jeg henviser til ombudsmandslovens

19, stk. 1,

hvorefter myndigheder mv., der er omfattet af ombudsmandens virk-

somhed, er forpligtet til at meddele ombudsmanden de oplysninger

samt udlevere de dokumenter mv., som forlanges af ombudsmanden.

Jeg må herefter lægge til grund, at det ikke var ministeriets hensigt

at pålægge Udlændingestyrelsen en praksis, hvorefter mindreårige

asylansøgere uden undtagelse – og dermed uden konkret vurdering af

omstændighederne i de enkelte tilfælde – skulle indkvarteres adskilt

384

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. januar til 31. december 2017

fra ægtefællen eller samleveren, og at det således ikke var ministeriets

samlede intention at pålægge Udlændingestyrelsen at iværksætte en

ulovlig praksis.

7. Sammenfattende vurdering

Som anført i pkt. 6.1 ovenfor var ministerens instruks af 10. februar

2016 efter sit indhold kategorisk og undtagelsesfri.

Den foreskrev således bl.a., at ingen mindreårige asylansøgere ”[f]rem-

adrettet (…) kan bo sammen med en ægtefælle eller samlever”, at ”ingen

mindreårige under 18 år [må] indkvarteres på samme asylcenter som

en ægtefælle eller samlever”, at dette også gjaldt, ”hvis parret har et

eller flere fælles børn”, og at Udlændingestyrelsen skulle ”skille parre-

ne ad i aktuelle sager om mindreårige, der bor sammen med en ældre

ægtefælle eller samlever”.

Instruksen var derfor efter sit indhold i strid med den pligt til at foretage

en konkret vurdering af de enkelte sager, som følger af bl.a. internati-

onale konventioner og almindelige forvaltningsretlige principper – og

som nu også er fastslået i ministeriets egen vejledning af 12. december

2016. …

Jeg er opmærksom på, at det efter ministeriets oplysninger samtidig

blev antaget, at der ville være tilfælde, hvor der af hensyn til Danmarks

internationale forpligtelser skulle gøres undtagelse til instruksen. Og

som anført i pkt. 6.4 ovenfor lægger jeg til grund, at det ikke var ministe-

riets samlede intention at pålægge Udlændingestyrelsen at iværksætte

en ulovlig praksis.

Det anførte ændrer imidlertid ikke ved, at instruksen – i konsekvens

af den nævnte kategoriske og undtagelsesfrie affatning – rent faktisk

foreskrev en ulovlig praksis.

I den forbindelse bemærker jeg også, at Udlændingestyrelsen den 10.

februar 2016 – samme dag som ministerens instruks – netop skrev til

operatørerne, at instruksen indebar, at ”ingen mindreårige fremover

må indkvarteres sammen med en ældre ægtefælle eller samlever, dette

385

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

uanset om der er fællesbørn”. Styrelsen skrev samtidig, at der skulle

ske adskillelse i aktuelle sager, hvor en mindreårig boede sammen med

en ældre ægtefælle eller samlever, og at styrelsen snarest muligt ville

”varsle flytning i samtlige disse sager”.

Jeg bemærker endvidere, at Udlændingestyrelsen efterfølgende – i for-

bindelse med genoptagelsen af de omhandlede sager – i en række tilfæl-

de traf afgørelse om, at de pågældende par alligevel ikke skulle adskilles.

Jeg finder herefter, at instruksen af 10. februar 2016 efter sit indhold var

ulovlig, og at den samtidig medførte en betydelig risiko for, at der blev

truffet forkerte afgørelser i de konkrete sager om adskilt indkvartering.

Jeg tilføjer, at instruksen yderligere har været egnet til at give både

asylansøgere og offentligheden et fejlagtigt indtryk af den fremtidige

håndtering af problemstillingen – herunder et indtryk, der ikke stemte

med ministeriets egne intentioner.

Ministeriets fremgangsmåde i sagen forekommer mig samlet set meget

vanskelig at forstå. Og den har efter min opfattelse – ud over at inde-

bære udstedelse af en instruks med ulovligt indhold – været meget

risikabel i forhold til ministeriets grundlæggende pligt til sikring af

lovlig administration på området.

Sammenfattende finder jeg ministeriets fremgangsmåde særdeles kri-

tisabel.”

Ved brev af 3. februar 2017 meddelte Udlændinge- og Integrationsministe-

riet, at ministeriet tog Folketingets Ombudsmands udkast til redegørelse til

efterretning.

Line Skytte Mørk Hansen har herom forklaret

363

bl.a., at hun ikke husker, om

hun modtog Folketingets Ombudsmands udkast til redegørelse. Hun hørte

ikke, at ombudsmandens udtalelse gav anledning til, at man omtalte notatet

363 Afhøringsekstrakten, side 189.

386

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. januar til 31. december 2017

af 2. februar 2016. Hun kan ikke give noget svar på, hvorfor notatet ikke blev

omtalt over for ombudsmanden.

Jesper Gori har forklaret

364

bl.a., at ministeriet ikke henledte Folketingets

Ombudsmands opmærksomhed på notatet af 2. februar 2016. Notatet var

udtryk for én model, som man kunne følge. Under mødet med ministeren

den 9. februar 2016 var det ministerens svar, at hun ønskede, at alle skulle

adskilles. Herefter operererede man med en helt anden ordning og en helt

anden juridisk vurdering, dvs. en vurdering af, om man kunne operere med

en ordning uden undtagelser.

Der blev som reaktion på ombudsmandens udkast til redegørelse skrevet frem

og tilbage internt i Udlændingestyrelsen, hvor udkastet blev gjort til genstand

for drøftelser. Den 3. februar 2017 kl. 08.54 skrev Adam Abdel Khalik således

i en mail til Ditte Kruse Dankert:

”Jeg må bare sige, at det, som har reddet os/jer, er beslutningen om, at

fem par aldrig skulle have været adskilt, og at vi trods alt fik lukket

sagerne relativt hurtigt og med et rimeligt udfald (situationen taget i

betragtning), da vi først kom i gang. Begge dele skal du være glad for,

at du kom igennem med ;)”

Adam Abdel Khalik har om denne mail forklaret

365

bl.a., at det var impone-

rende, at man fra styrelsens side, selvom de fem sager var nået ministerens

bord, og denne havde resolveret, at de skulle adskilles, alligevel ikke adskilte

dem. Det er Ditte Kruse Dankert, der har fortalt ham, at ministeren havde

resolveret, at der skulle ske adskillelse i fire af sagerne, mens det par, der var

gift ved kongebrev, ikke skulle adskilles.

Line Skytte Mørk Hansen ses i en mail af 5. februar 2017 at referere til

en samtale, som hun havde haft med Uffe Toudal Pedersen i anledning af

ombudsmandens udkast til redegørelse. I mailen, som hun sendte til nogle

medarbejdere i ministeriet, anførte hun, at ”her er [Uffes] refleksioner om FOB

redegørelse som han taler med M om”. I mailen anføres bl.a., at der var tale

om en ”Mundtlig instruks – Kan ikke efterprøve hvad der er sagt”.

364 Afhøringsekstrakten, side 294-295.

365 Afhøringsekstrakten, side 330-331.

387

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

Uffe Toudal Pedersen har herom forklaret

366

bl.a., at han kan genkende for-

muleringerne i mailen.

Line Skytte Mørk Hansen har herom forklaret

367

bl.a., at hun ikke husker, hvad

Uffe Toudal Pedersen sagde i forbindelse med udsagnet ”Mundtlig instruks –

Kan ikke efterprøve hvad der er sagt”. Hun kan ikke nu begynde at tolke på

Uffe Toudal Pedersens refleksioner.

Folketingets Ombudsmand fremkom med sin endelige redegørelse i sagen

den 23. marts 2017, hvori der ikke var foretaget ændringer i forhold til det

tidligere fremsendte udkast. Folketingets Ombudsmand udsendte samme dag

sålydende pressemeddelelse om sagen:

”Ulovligt at tvangsadskille alle unge asylpar

I februar 2016 udsendte Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet

en instruks om, at ingen asylansøgere under 18 år måtte indkvarteres i

danske asylcentre sammen med deres ægtefælle eller samlever.

Den instruks var i strid med både dansk ret og internationale konven-

tioner, konkluderer Folketingets Ombudsmand.

”Et ministerium vil naturligvis ofte kunne ændre praksis på et område,

f.eks. efter politisk ønske. Men man skal holde sig inden for gældende

ret. Det er grundlæggende i et retssamfund. Og det gjorde ministeriet

ikke i denne sag”, siger Folketingets Ombudsmand Jørgen Steen Sø-

rensen.

Par skal vurderes enkeltvis

Instruksen fra februar 2016 om at adskille alle asylpar, hvor den ene

part er under 18 år, var uden undtagelse. Par skulle adskilles, også selv

om parrene levede sammen frivilligt og havde børn.

Instruksen var ulovlig, fordi gældende regler kræver individuel vurde-

ring af den enkelte familie. Det følger af både dansk ret og Den Euro-

366 Afhøringsekstrakten, side 744.

367 Afhøringsekstrakten, side 764.

388

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. januar til 31. december 2017

pæiske Menneskerettighedskonvention. Hvis parret har børn, følger

det også af FNs Børnekonvention.

”Udlændingemyndighederne må ikke adskille par, før man har set på

dem enkeltvis og vurderet, om der er en konkret grund til det,” siger

Jørgen Steen Sørensen. Han peger på, at reglerne beskytter retten til

familieliv, herunder også små børns ret til at være sammen med deres

forældre.

…

”En række par, der uberettiget blev adskilt, er nu genforenet, og der er

kommet holdbare retningslinjer. Men forløbet fra februar 2016 bør tje-

ne som påmindelse om det helt grundlæggende princip, at myndigheder

skal følge gældende ret. Både ministre og embedsværk er forpligtet af

love og konventioner, indtil de måtte blive lavet om”, siger ombudsmand

Jørgen Steen Sørensen.”

Inger Støjberg har om nyheden fra Folketingets Ombudsmand forklaret

368

at hun ikke kan sige, hvad der her var tænkt på. Hun vil ikke udlægge om-

budsmandens tekst. Foreholdt, at hun flere gange – blandt andet over for

Folketinget – har udlagt ombudsmanden redegørelse således, at han lagde

til grund, at der var blevet administreret lovligt, har hun forklaret, at hun

antager, at der er forskel på, om hun refererer fra et brev, hun har modtaget

fra ombudsmanden, eller en nyhed på ombudsmandens hjemmeside. Hun vil

ikke lægge ord i munden på ombudsmanden. Hun er ikke bekendt med, at

hun har set denne nyhed. Det er sjældent, at hun er inde på ombudsmandens

hjemmeside for at se, om han har lagt nyheder op.

5.10.3. Lene Linnea Vejrums mail om ”barnebrudelæren”

Lene Linnea Vejrum sendte den 7. marts 2017 en mail til Ditte Kruse Dankert,

hvori hun skrev, at hun var ”lidt i tvivl om barnebrudelæren”, og at hun havde

skrevet noget ned herom. Det fremgår af mailen videre bl.a.:

”…

Og den 10. februar kommer pressemeddelelsen.

…

368 Afhøringsekstrakten, side 148.

389

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

Ordet retningslinjer blev brugt i pressemeddelelsen. I de kommende

dage efterspørger vi derfor disse retningslinjer, men efter nogle dage

går det op for os, at prerssemeddelsen er lig med retningslinjerne. Der

er således ikke lagt op til undtagelser. Det er vi og operatørerne meget

forundrede over. Vi har en klar opfattelse af, at der er sager, hvor det vil

udgøre en krænkelse i menneskeretslig forstand ( retten til familieliv),

hvis vi adskiller. Vi mener altså, at der skal foretages en konkret og

individuel vurdering.

…

Vi bliver hele tiden presset i forhold til at effektuere i henhold til pres-

semeddelelsen, men synes det er forkert ikke at foretage en individuel

vurdering. Det fører til at vi starter med adskille de oplagte, fx par hvor

pigen er unge, der er stor aldersforskel og der er ikke børn. men vi står

tilbage med en række par, hvor vi ikke synes vi kan adskille, henset til

beskyttelsen af familielivet. Her taler vi løbende med departementet

om, at vi ikke mener, at vi kan effektuere i overenstemmelse med pres-

semeddelelsen.

…

Hvad har vi lært?

Tro på os selv – stille spørgsmål ved lovligheden, uanset at det kommer

fra departementet.

At vi har en selvstændig pligt som myndighed til at administrere efter

loven, herunder fx EMRK om retten til familieliv, uanset instruktion.

Hvis det virke forkert, er det måske forkert.

Selvfølgelig skulle vi følge ministerens ønske, men kun så langt, som

vi kunne stå inde for ift faglighed og saglighed.

…

Vær vedholdende og stole på vores dømmekraft.”

Lene Linnea Vejrum har herom forklaret

369

bl.a., at set på dette tidspunkt

var der klart et spørgsmål om lovlighed, og det skulle de måske have indset

369 Afhøringsekstrakten, side 436.

390

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. januar til 31. december 2017

tidligere. Det var det, hun henviste til med sætningen om, at ”hvis det virker

forkert, er det måske forkert”. Adspurgt, om der er noget at lære, hvis man

har gjort alting rigtigt, har hun forklaret, at det, der var forkert, var, at de

fik at vide, at der ikke skulle gøres undtagelser. Det viste sig at være forkert.

Hvis hun ser på det nu, er der mange ting, hun ville have gjort anderledes. På

daværende tidspunkt gjorde de deres bedste med den hensigt at administrere

lovligt. I dag ville hun blandt andet ønske, at de var gået endnu dybere ind i

de konkrete sager, og at de tidligere havde besluttet at behandle sagerne som

afgørelsessager. Så havde de fået flere oplysninger i sagerne.

5.10.4. Spørgsmål til udlændinge- og integrationsministeren

Udlændinge- og Integrationsudvalget stillede i februar 2017 en række spørgs-

mål til udlændinge- og integrationsministeren. Ét af disse spørgsmål (spørgs-

mål nr. 499) og svaret herpå den 13. marts 2017 er sålydende:

”Spørgsmål nr. 499:

Hvilke overvejelser herunder retlige vurderinger vedrørende medholde-

ligheden efter EMRK art 8 havde ministeren gjort sig forud for udstedel-

sen af ministerens instruks af 10. februar 2016 til Udlændingestyrelsen

om ændring af praksis for indkvartering af mindreårige asylansøgere

med ægtefæller eller samlevende, der ligeledes befinder sig her i landet

(jf. B 38 – bilag 1)?

Svar:

…

I relation til de retlige overvejelser, der blev gjort forud for udstedel-

sen af instruksen, henvises til Udlændinge- og Integrationsministeriets

svar af 14. juli 2016 til Folketingets Ombudsmand. …”

5.10.5. Beslutningsforslag nr. B 38

Dansk Folkeparti fremsatte den 15. december 2016 forslag til folketingsbe-

slutning nr. B 38 om indkvartering af mindreårige asylansøgere. Det følger

af forslaget, at Folketinget skulle pålægge regeringen hurtigst muligt at sikre,

at der blev oprettet en retstilstand, hvorefter ingen mindreårige asylansøgere

kunne indkvarteres med en eventuel ægtefælle eller samlever.

391

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

Den 28. februar 2017 afgav Folketingets Udlændinge- og Integrationsudvalg

betænkning over beslutningsforslaget. Det fremgår heraf, at et flertal i udval-

get (alle med undtagelse af DF) indstillede beslutningsforslaget til forkastelse.

Forslaget var herefter til 2. behandling i Folketinget den 14. marts 2017, hvor

forslaget blev forkastet.

5.10.6. Udtalelser fra Inger Støjberg i maj 2017

5.10.6.1.

Opslag på Inger Støjbergs Facebook profil

Det fremgår af et opslag på Inger Støjbergs Facebook profil den 21. maj 2017

– som en kommentar til en artikel på NYHEDER.TV2.DK med overskriften:

”Støjberg brød loven: Nu får hun massiv kritik” – bl.a.:

”Jeg er inderligt imod barnebrude, og at mindreårige piger dermed skal

bo sammen med ældre mænd. Da jeg sidste år blev opmærksom på, at

det rent faktisk foregik på vore asylcentre, så skred jeg straks ind. Jeg

bad om at få parrene adskilt.

Den beslutning blev kendt ulovlig af ombudsmanden, og jeg blev tvun-

get til at ændre praksis.

I dag får jeg så massiv kritik fra alle de røde partier i Folketinget for mit

opgør med barnebrude. Noget der f.eks. var tilladt da Mette Frederiksen

som justitsminister havde ansvar for området. Det er måske derfor at

Socialdemokraterne er så hårde i deres kritik af mig i dag?

Venstrefløjen vil have mig i samråd og sågar for en rigsret for at have

grebet ind, og det er de selvfølgelig i deres gode ret til at mene.

Jeg er dog stadig af den opfattelse, at barnebrude IKKE hører sig til i

Danmark. Jeg mener ikke, at ældre mænd skal bo sammen med min-

dreårige piger.”

Inger Støjberg har herom forklaret

370

bl.a., at det er hende selv, der har skre-

vet opslaget. Hun husker ikke, om Mark Thorsen var inde over. Adspurgt,

hvorfor hun i opslaget anførte, at hun var tvunget til at ændre praksis, hvis

der hele tiden var blevet administreret lovligt, har hun forklaret, at hun ret

beset tror, at det er lidt upræcist beskrevet i opslaget. Der blev ikke ændret

praksis. Hun kan ikke sige, hvordan denne sætning har sneget sig ind. Det

370 Afhøringsekstrakten, side 145.

392

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. januar til 31. december 2017

var upræcist. Hun kan i det hele henholde sig til det, hun har sagt omkring

ministernotatet.

5.10.6.2.

Artikel i Politiken den 21. maj 2017

Politiken bragte den 21. maj 2017 et interview med Inger Støjberg i en ar-

tikel med overskriften ”DIREKTE: Ja, der gik vi så for langt”. Det fremgår af

artiklen bl.a.:

”Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg erkender, at hun

selv pillede en undtagelse ud af en afgørende ordre om at adskille

unge asylpar. Dermed blev instruksen ulovlig.

…

Inden instruksen 10. februar sidste år var der da nogen i dit ministe-

rium, der gjorde dig opmærksom på, at man risikerede at komme i

karambolage med menneskerettighederne eller anden ret i forbindel-

se med udarbejdelsens af instruksen?

»Det, der skete, var, at vi diskuterede selvfølgelig sagen meget, meget

grundigt. Det er ikke nogen hemmelighed, at det er en sag, som jeg er

gået meget op i, fordi jeg netop ikke ønsker, at unge piger skal bo sam-

men med ældre mænd, og jeg mener, at det strider helt grundlæggende

imod, hvad vi står for i Danmark. Så derfor var det noget, vi diskuterede

meget grundigt og af mange omgange også her i ministeriet«.

Er det korrekt, at du mundtligt blev gjort opmærksom på, at instruk-

sen risikerede at være i strid med internationale forpligtelser?

»Vurderingen var, at instruksen var lovlig, da den blev udstedt, og som

du selvfølgelig også godt ved, så sagde jeg meget, meget klart til em-

bedsmændene herovre i ministeriet, at jeg ønsker den mest restriktive

praksis overhovedet inden for lovens rammer«.

Men kan du svare firkantet på spørgsmålet. Er det korrekt, at du

mundtligt blev gjort opmærksom på de her ting, inden instruksen

kom?

»På hvilken del af det?«

393

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

Er det rigtigt, at du mundtligt blev gjort opmærksom på, at i arbejdet

med instruksen risikerede den at være i strid med gældende ret?

»Det er klart, at vi diskuterer det. Og diskuterer det meget, fordi jeg

ønsker så restriktiv en linje som overhovedet muligt, men enden på

det bliver, at da vi lægger instruksen frem, så er vurderingen her i

ministeriet – og det er jo ikke bare min vurdering selvfølgelig, for det

er der juridiske eksperter, der vurderer – at så er instruksen lovlig. Vi

lægger ikke noget frem, som strider imod internationale konventioner.

Det har regeringen bundet sig til ikke at gøre, og så gør vi selvfølgelig

heller ikke det«.

Det mener ombudsmanden og eksperter så, at I gjorde. Men er det

ikke rigtigt, at eksempelvis afdelingschef Lykke Sørensen flere gange

gjorde dig opmærksom på, at der kunne være problemer i forhold til

gældende ret i forbindelse med instruksen?

»I diskussionerne har jeg jo prøvet på at gå så langt som overhovedet

muligt. Det er der ingen tvivl om, og det er sådan noget, der foregår i

et ministerium, at hvis en minister vil noget, og her har jeg jo så villet

noget i forhold til barnebrude, så er det klart, at så ønsker jeg at gå så

langt som overhovedet muligt inden for konventionernes rammer, og

så kan der i den diskussion godt blive sagt, at der er vi uden for, hvad

konventionerne giver mulighed for, og der er vi indenfor. Men det er

en diskussion, der foregår i ministeriet«.

Hvorfor har du så ikke sørget for, at den instruks var på den rigtige

side af gældende ret, når du er blevet gjort opmærksom på det?

»Men det er også det, der er vurderingen her i ministeriet. Det er, at det

er inden for konventionernes rammer. Ellers havde vi ikke lagt det frem.

Altså, jeg presser jo ikke embedsmændene til at bryde internationale

konventioner. Det er selvsagt«.

Men er du uenig i, at den skriftlige instruks, som ombudsmanden og

flere af vores eksperter siger var ulovlig, var ulovlig?

394

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. januar til 31. december 2017

»Nej, det er jeg ikke. Ombudsmanden siger, at det var ulovligt. Det tager

vi så til efterretning«.

Er det korrekt, at i dagene op til 10. februar, bliver der sendt nogle

skriftlige ting op gennem ministeriet, der gjorde opmærksom på de

samme problemer, som vi taler om?

»Nej, der ligger ikke noget på mit bord, der siger, at det er uden for

rammerne af konventionen, det, der bliver lagt frem«.

I forhold til 10. februar-instruksen, er det ikke rigtigt, at inden da

bliver der lagt et udkast op til en instruks, som ser anderledes ud end

den instruks, der ender med at blive den endelige?

»Jamen altså, det, der er, det er, at der bliver forelagt en pressemedde-

lelse for mig, som i første omgang indeholder en undtagelse til den

indkvarteringsform – altså med separat indkvarteringsform. Og den

endelige version – deri er der så ikke nogen undtagelse. Det er jo igen

klart, at jeg ønsker, at praksis skal være så restriktiv som overhovedet

muligt. Det er så også det, som den endelige pressemeddelelse kommer

til at afspejle«.

Så du vælger at tage den her undtagelse om, at der skal foretages

individuelle vurderinger, ud af pressemeddelelsen, ud af instruksen?

»Ja«.

Er det ikke problematisk? For med den beslutning kommer I jo på

kant med loven, når du tager den undtagelse ud.

»Nej, det mener jeg ikke er problematisk«

Det er det, der gør, at instruksen bliver ulovlig. Det er, at der ikke

bliver foretaget individuelle vurderinger?

»Det har vi så måttet konstatere efterfølgende. Der er bare ingen tvivl

om, at da vi lægger det her frem, der er det her med alle ti fingre på

bordet, fordi vi er sikre på, at det her er inden for konventionernes

395

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

rammer. Og når embedsmændene er sikre på, at det her holder vand,

så lytter jeg selvfølgelig til dem. Og igen, det skal ikke være nogen som

helst hemmelighed, at vi har diskuteret det her meget«.

Men når der er blevet lagt et produkt op til dig, som er gået gennem

alle juristerne og formentlig også gennem din departementschef, hvor

der er undtagelser i udkastet til instruksen, og så vælger du selv aktivt

at tage undtagelserne ud, så er det jo dig, der ender med at tage en

beslutning, der betyder, at I sender en ulovlig instruks ud?

»Men det er stadigvæk en instruks, som vi mener holder sig inden for

konventionernes rammer«.

Erkender du, at det var en fejl?

»Jamen, hvis det er meget magtpåliggende, at jeg skal sige: Ja, der gik

vi for langt, så ja, der gik vi så for langt«.

Hvis dit embedsværk har fortalt dig, at instruksen var lovlig. At selv

om du hev undtagelserne ud, så er den lovlig, så har I jo foretaget en

forkert juridisk vurdering i ministeriet også?

»Nu er jura ikke nogen eksakt videnskab. Det, tror jeg, er alment kendt,

og jeg må sige, at jeg har meget, meget stor tiltro til mine embedsmænd

her i ministeriet«.

Over for Folketinget sender du et svar 9. marts, hvor udvalget beder

dig om at lave retningslinjer, der er i overensstemmelse med loven.

Der svarer du med den samme ordlyd, som der er i instruksen, som

efterfølgende er kendt ulovlig: At »ingen« asylpar under 18 skal bo

sammen. I sådan et svar til Folketinget videregiver du så ikke forkerte

oplysninger til Folketinget?

»Nej, det mener jeg ikke«.

396

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. januar til 31. december 2017

Men allerede 19. februar vurderer Justitsministeriet over for jer, at

der skal foretages individuelle vurderinger. Hvorfor retter du ikke

allerede ind der og ændrer praksis tilbage?

»Igen: Vi retter ind i det øjeblik, ombudsmanden sender sin rapport

til os«.

Så det er ikke nok, at Justitsministeriets kronjurister vurderer det

over for jer?

»Nej, vi retter ind i det øjeblik, at ombudsmanden sender sin rapport«.

Under samrådet 15. marts er der flere af spørgerne fra udvalget, der

spørger dig til, hvad der helt konkret er i vejen med at behandle sa-

gerne individuelt – altså det, man skal gøre efter loven. Der nævner

du intet om gældende ret eller loven, men begrunder i stedet, hvor-

for de ikke skal behandles individuelt. Er det ikke en vildledning af

Folketinget?

»Næ, det er det ikke. Det er ikke nogen vildledning af Folketinget. Igen,

vi lægger en instruks frem. Den, mener vi, er fuldstændig lovmedhol-

delig«.”

Inger Støjberg har om artiklen forklaret

371

bl.a., at det ikke var hendes fineste

øjeblik i politik. Det, der skete, var, at hun gav interviewet fredag den 19. maj

2017 sidst på dagen, da hun var på vej ud ad døren. Hun havde haft en travl

uge. Hun begik en fejl ved at tage termonologien ”instruks” til sig. Det var ikke

en instruks, men en pressemeddelelse. Hun anerkendte en præmis, hun ikke

skulle have anerkendt. Adspurgt, om hun kan pege på et eneste sted forud

for dette tidspunkt, hvor ministeriet udadtil omtalte pressemeddelelsen som

noget andet end ”instruksen”, har hun forklaret, at det kan hun ikke svare på

her i dag. Det er for omfattende at gå igennem, men hun ved præcis, hvad

meningen var: Pressemeddelelsen var en pressemeddelelse, og ministernotatet

var grundlaget for det, der efterfølgende skulle administreres efter. Det var

sådan, at det skulle forstås, og det var sådan, det blev opfattet i ministeriet.

371 Afhøringsekstrakten, side 146 ff.

397

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

Pressemeddelelsen endte på grund af et manglende yderligere skriftligt spor

som en eller anden form for instruks, men der blev aldrig administreret ef-

ter den, men derimod efter de retningslinjer, der skulle administreres efter.

Hun kan ikke sige, om det er blevet kommunikeret udadtil før ombudsman-

dens afgørelse. Når hun udtalte, at ”vurderingen var, at instruksen var lovlig”,

henviste hun i virkeligheden til pressemeddelelsen. Det var det, hun havde i

tankerne. Hun har lavet mange interviews, og denne hænger ikke på hendes

opslagstavle andet end til skræk og advarsel om, at man aldrig skal godtage en

præmis. Hun fik ikke interviewet til gennemsyn forud for offentliggørelsen,

og hun kontaktede ikke efterfølgende Politiken for at rette det. Foreholdt, at

hun i samme artikel på et spørgsmål om, hvorfor hun ikke havde sørget for,

at instruksen var på den rigtige side af gældende ret, svarede, at det var vur-

deringen i ministeriet, at det var inden for konventionens rammer, har hun

forklaret, at pressemeddelelsen ikke forholdt sig til konventioner, men var et

kommunikationsværktøj. Det er korrekt, at man ikke i dette afsnit blot kan

erstatte ordet instruks med ordet pressemeddelelse. Det blev noget mudret.

Foreholdt, at hun samme sted svarede, at hun ikke var uenig med ombudsman-

den i, at den skriftlige instruks var ulovlig, og at hun senere i samme artikel på

et spørgsmål om, hvorfor man ikke allerede, da Justitsministeriet vurderede,

at der skulle foretages individuelle vurderinger, svarede, at de rettede ind i

det øjeblik, ombudsmanden sendte sin rapport, har hun forklaret, at hun ikke

kan svare på, hvorfor hun ikke her sagde, at der hele tiden var foretaget en

individuel vurdering. Adspurgt, hvorfor hun sagde, at de ”rettede ind”, har

hun forklaret, at det var et mudret interview. Mere er der ikke at sige til det.

Foreholdt, at både hendes Facebook opslag den 21. maj 2017 og interviewet

giver et billede af, at de havde haft en anden praksis, har hun forklaret, at det

i så fald er en forkert slutning, for det var ikke sådan, det var. Noget af det, der

står i interviewet, er noget vrøvl. Mere er der ikke at sige til det. Hvis hun havde

haft interviewet til gennemsyn, var det nok kommet til at se anderledes ud.

5.10.6.3. Artikel på DR Nyheder den 21. maj 2017

Ligeledes den 21. maj 2017 bragte DR Nyheder en artikel og et nyhedsklip

(videoklip) vedrørende sagen. Det hedder i artiklen, der har overskriften ”Støj-

berg afviser kategorisk: Var ikke informeret om ulovlig instruks i barnebru-

desag”, bl.a.:

398

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. januar til 31. december 2017

”…

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) afviser pure, at

hun var blevet informeret af sine embedsmænd om, at hun overtrådte

loven, da hun i februar 2016 udsendte en instruks om barnebrude på

danske udlændingecenter.

- Jeg kan med sikkerhed sige, at det er jeg ikke blevet gjort opmærksom

på. Og det er helt sikkert, at man også i ministeriet mente, at det var

lovmedholdigt, siger Inger Støjberg til DR Nyheder.

Alternativet og Enhedslisten vil ellers trække udlændinge- og integrati-

onsministern i samråd og iværksætte en hurtigarbejdende undersøgel-

seskommission efter, at Politiken - via anonyme kilder tæt på processen

- kunne rulle historien ud.

Instruksen, der blev sendt til Udlændingestyrelsen og ligeledes blev

offentliggjort i en pressemeddelelse, lød på, at barnebrude mellem 15

og 18 år ikke måtte være indkvarteret med deres ældre ægtefæller.

Den instruks blev i februar i år erklæret ulovlig af Folketingets Om-

budsmand, som kaldte instruksen, der ville skille par ad uden at have

foretaget en individuel vurdering, for ’særdeles kritisabel’.

Inger Støjberg, hvornår i forløbet retter du så ind i forhold til konventi-

onerne?

- Jeg retter ind i det øjeblik, at jeg får at vide, at det ikke er lovligt at

have en så restriktiv praksis, som vi har, siger ministeren, der ikke

mener, at det er relevant, hvem der meddelte hende, at praksissen var

mod gældende konventioner.

Store interne sværdslag

Inger Støjbergs afvisning står dog i stærk kontrast til Politikens oplys-

ninger om forløbet. De beskriver via kilder tæt på processen, at der var

interne sværdslag mellem embedsværket og udlændingeministeren.

Oplysninger som de to ledende embedsmænd afdelingschef Lykke Sø-

rensen og departementschef Uffe Toudal Pedersen ikke har ønsket at

kommentere.

399

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

Politiken beskriver også, at Inger Støjberg fik fjernet forbehold i udka-

stet, som blev sendt i form af en pressemeddelelse uden underskrift

fra embedsmænd til Udlændingestyrelsen 10. februar 2016. En højst

usædvanlig praksis ifølge avisen.

Integrationsministeren bekræfter i dag, at hun ændrede dele af em-

bedsværkets udkast til en pressemeddelelse for at gøre instruksen så

’restriktiv’ som muligt.

- Det er rigtigt, at jeg retter i den her pressemeddelelse undervejs, men

det er med den forudsætning og opfattelse, at det her er lovligt. Og det

er også det, embedsværket mener. Jeg mener ikke, at barnebrude hører

sig til Danmark, og mit signal til systemet er, at vi skal gå så restriktivt

til værks som overhovedet muligt, fastslår Inger Støjberg.

Advaret af Justitsministeriets jurister

I Politikens historie fremgår det desuden, at alarmklokkerne også rin-

gede i Justitsministeriet i forbindelse med de juridiske aspekter i in-

struksen. 19. februar 2016 fortæller jurister i Justitsministeriet nemlig

til kollegerne i Udlændingeministeriet, at det kræver en konkret og

individuel vurdering, før unge par kan skilles ad.

Inger Støjberg afviser dog, at advarslen fra Justitsministeriet burde

have ført til, at man trak instruksen tilbage.

- Vi retter ind i det øjeblik, hvor vi finder ud af, at det ikke er lovligt

inden for konventionernes rammer. Det er klart nok, at der selvfølgelig

er en diskussion om, hvordan instruksen skal se ud, inden den bliver

sendt ud.

I vælger at sende den her instruks ud, selv om jurister i Justitsministeriet

advarer om, at det kan være ulovligt. Alligevel siger du i Udlændingeud-

valget, at man skal følge praksis. Kan du forstå, hvis udvalget føler sig

vildledt i den her sag?

- Det er en sag, hvor der er meget stærke politiske holdninger. Vi ser

meget forskelligt på det, og jeg synes ikke, at mindreårige piger skal bo

400

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. januar til 31. december 2017

sammen med ældre mænd på danske asylcentre, siger udlændinge- og

integrationsministeren.

Kan du forstå, at Alternativet og andre partier er mistænksomme i forhold

til, om du vidste, at instruksen var ulovlig?

- Alternativet må være så mistænksomme, som de vil. Jeg kan bare sige,

at jeg ikke vidste, at vi var gået over den røde linje, siger Støjberg.”

I artiklen er der et link til et videooptaget interview med Inger Støjberg. Det

fremgår af dette videoklip bl.a.:

”Inger Støjberg:

Vi retter ind i det øjeblik, hvor det går op for os, at det

her ikke er lovligt.

[Tekst/informationsboks:

Integrationsminister Inger Støjberg beskyl-

des for bevidst at have sendt en ulovlig instruks ud om at adskille unge

asylpar (Kilde: Politiken).]

Interviewer:

Så du har ikke fået at vide, inden I sender den ud, at det

er ulovligt?

Inger Støjberg:

Nej, jeg har med sikkerhed ikke fået at vide, at det, der

bliver sendt ud, det er ulovligt. Og det er helt sikkert, at man også i

ministeriet jo mener, at det her er lovmedholdeligt.

Interviewer:

Men hvorfor ligger der så et andet udkast inden, som du

går så ind og retter i?

Inger Støjberg:

Det er jo ikke så usædvanligt, at man som minister selv-

følgelig går ind også og kigger på pressemeddelelser. Jeg kigger på alle

de pressemeddelelser, der bliver sendt ud, og der bliver jo rettet i masser

af pressemeddelelser. Og jeg mener ganske enkelt ikke, at barnebrude

hører til i det danske asylsystem. Jeg mener ikke, at mindreårige skal

bo sammen med ældre mænd. Og derfor så vil jeg jo gå så restriktivt til

værks som muligt. Og i og med at det er overbevisningen i ministeriet,

at man godt kan fjerne den her linje – og at det så stadigvæk holder sig

inden for konventionernes rammer, jamen så fjerner jeg den her linje.

401

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

Interviewer:

Men er det overbevisningen, hvis der har ligget et andet

udkast kort inden?

Inger Støjberg:

Jamen, der bliver jo rettet i masser af pressemeddelelser.

Det er der simpelthen ikke noget usædvanligt i. Overhovedet.”

Inger Støjberg har herom forklaret

372

bl.a., at hun netop her udtalte, at hun

rettede i pressemeddelelsen under den forudsætning, at ”det her er lovligt”.

Hun omtalte det her som en pressemeddelelse, og hun sagde således, at det

ikke var en instruks. Der var en del begrebsforvirring både hos hende, i mini-

steriet og i pressen i denne periode, og det var på den baggrund, at hun også

i dette interview udtalte, at ”vi retter ind” og også omtalte pressemeddelelsen

som en instruks. Hun skulle i stedet have sagt, at hun tog kritikken til sig.

Adspurgt, hvorfor hun, når der, som hun har forklaret, hele tiden havde været

en lovlig ordning, ikke sagde det i stedet, har hun forklaret, at der på dette

tidspunkt – efter det med de libanesiske aviser – ikke var stemning for, at hun

skulle kritisere ombudsmanden mere.

Jesper Gori har herom forklaret

373

, at hans forståelse af, om ministeren var ble-

vet advaret om instruksens ulovlighed, ikke svarer til ministerens udlægning.

Hverken Lykke Sørensen eller han var involveret i ministerbetjeningen i for-

bindelse med interviewet. Under mødet den 9. februar 2016 var det efter hans

opfattelse ordningen og ikke pressemeddelelsen, der blev drøftet. Han tror, at

Lykke Sørensen gjorde ham opmærksom på denne artikel og andre artikler

med et lignende indhold. Det var både Lykke Sørensens og hans opfattelse,

at det, der stod i artiklerne, ikke var en korrekt gengivelse af forløbet. Han

har den opfattelse, at Lykke Sørensen talte med departementschefen herom.

5.10.7. Samråd AT og AU den 1. juni 2017

Der blev den 1. juni 2017 afholdt et samråd med Inger Støjberg vedrørende

sålydende samrådsspørgsmål AT og AU:

372 Afhøringsekstrakten, side 148.

373 Afhøringsekstrakten, side 283.

402

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. januar til 31. december 2017

”Samrådsspørgsmål AT

Vil ministeren detaljeret redegøre for forløbet op til beslutningen af

10. februar 2016 om undtagelsesfrit at adskille ægtepar på asylcentre,

hvor den ene ægtefælle er under 18 år, og herunder orientere om, hvilke

vurderinger fra embedsmænd der foreslå for ministeren med hensyn

til, om en sådan beslutning ville stemme overens med dansk lov og

Danmarks internationale forpligtelser?

Samrådsspørgsmål AU:

Vil ministeren redegøre for sin beslutning om at fjerne en formulering

fra et udkast til en pressemeddelelse om, at der ved beslutning om at

adskille ægtepar, hvor den ene ægtefælle er under 18 år, skal ske en

individuel vurdering, sådan som ministeren oplyser, at hun har gjort

det (der henvises til artiklen ”Ja, der gik vi for langt”, Politiken, 21. maj

2017)?”

5.10.7.1. Beredskaber til brug for samrådet

Forud for samrådet var der udarbejdet et talepapir til ministeren. Indholdet

af det endelige talepapir svarer i al væsentligt til det, som ministeren udtalte

som indledning under samrådet, og som er gengivet i afsnit 5.10.7.2 nedenfor.

Der blev til brug for samrådet tillige udarbejdet et beredskab i form af et Q&A.

Beredskabet foreligger i flere udkast, herunder et udkast som blev kommente-

ret i en mail af 29. maj 2017 fra Lykke Sørensen til Jens Teilberg Søndergaard.

I denne mail anførte Lykke Sørensen bl.a.: ”vi skal passe på med at tilkendegi-

ve, at meldingen til US var tydelig.” Der findes også en anden udkastversion,

i hvilken forbindelse Jesper Gori fremkom med sålydende kommentar til en

af de foreslåede besvarelser:

”Q & A

Var det ministeriets vurdering, at pressemeddelelsen/instruksen blev

ulovlig efter, at der blev taget en sætning ud på din foranledning?

[Blev denne vurdering kommunikeret mundtligt eller skriftligt?]

…

– Derfor var der for så vidt heller ikke anledning til at foretage en juri-

disk vurdering af, om pressemeddelelsen efter sin ordlyd ville være

403

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

ulovlig, hvis den efterfølgende skulle læses som en instruks over for

Udlændingestyrelsen. [kommentar: [jsgr1]: Men set herfra går det

jo længere: Anledningen var der ikke, fordi pressemeddelelsen blev

sendt ud, uden at konsekvensen af en kategorisk pressemeddelelse

blev vendt eller drøftet med os.]

…”

5.10.7.2.

Samrådet

Samrådet blev gennemført den 1. juni 2017. Det fremgår af en transskription

af samrådet, som undersøgelseskommissionen har modtaget fra Folketinget,

bl.a.:

”…

Johanne Schmidt-Nielsen:

… Det her samråd, det handler om minis-

teransvar. Det handler ikke om adskillelse af mindreårige asylansøgere,

der er indkvarteret med en voksen ægtefælle.

…

Så der er to hovedspørgsmål i den her sag. For det første: Har ministeren

givet en instruks, selvom hun godt vidste, at det var ulovligt? Og for

det andet: Har ministeren bevidst vildledt Folketinget i skriftlige svar

og under besvarelse af tidligere samrådsspørgsmål?

…

Udlændinge- og Integrationsminister Inger Støjberg:

Ja, tak for det.

Der har været sagt og skrevet meget om forløbet op til min instruks af

10. februar 2016 om adskilt indkvartering af mindreårige gifte eller

samlevende asylansøgere.

Jeg vil i dag redegøre for det forløb, der førte frem til, at min instruks

blev udsendt den 10. februar.

Jeg vil besvare de to samrådsspørgsmål samlet.

Som man måske husker, var der i slutningen af januar 2016 i medierne

oplysninger om, at der også på de danske asylcentre – ligesom i Sverige

– fandtes barnebrude, der var indkvarteret med deres ældre ægtefælle.

404

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. januar til 31. december 2017

Jeg må ærligt sige, at jeg blev oprigtigt trist og bestyrtet over oplysnin-

gerne. Det er imod alt, hvad jeg står for: Unge kvinder skal have frihed

til at leve deres liv, som de ønsker og vælge den ægtefælle, de ønsker.

Min første reaktion var, at i Danmark bestemmer kvinder og mænd

over deres eget liv.

Dét ønskede jeg klart og tydeligt at markere. For den samme valgfrihed

gælder jo ikke nødvendigvis i det land, de kommer fra.

Jeg var derfor også meget optaget af at sikre, at indkvarteringen i asyl-

systemet, som jeg i sidste ende har ansvaret for, ikke bidrager til at

fastholde en mindreårig i et ægteskab eller samliv, som den unge ikke

selv ønsker.

Jeg ville for alt i verden undgå, at myndigheder, som jeg er ansvarlig

for, bidrager til at fastholde unge kvinder i et ufrivilligt ægteskab i den

tid, hvor parterne opholder sig i asylsystemet.

Min holdning var, at jeg i sidste ende havde ansvaret for og så at sige

trådte i forældrenes sted over for de her piger, lidt som skoleforstande-

ren, når unge er på efterskole.

Og derfor var jeg optaget af at sikre, at vi ikke risikerede at stå i en situ-

ation, hvor danske myndigheder uforvarende kan komme til at bidrage

til at udhule kvinders selvbestemmelse.

Mit mål var at beskytte de her piger alt det, vi kunne, og at sikre de

unge en form for ”pusterum” ved ankomsten til Danmark, hvor de kan

få lejlighed til at overveje deres situation og tage stilling til, om ægte-

skabet eller samlivet faktisk er frivilligt.

Og pusterummet skulle sikre, at valget blev taget under indtryk af, at

nu er de her i Danmark, og her gælder vores normer og rettigheder ved

separation eller skilsmisse.

Min klare holdning var derfor, at mindreårige asylansøgere skulle ind-

kvarteres adskilt fra deres eventuelle ægtefælle eller samlever.

405

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

Og det er stadig min holdning i dag.

Som jeg har tilkendegivet ved flere lejligheder, har sagen om indkvarte-

ringen af barnebrude været genstand for mange drøftelser i ministeriet.

Ministeriets overvejelser tog afsæt i flere hensyn:

– På den ene side skulle indkvarteringsordningen varetage hensynet

til barnets tarv – i denne sammenhæng hensynet til den mindreårige

ægtefælle eller samlever – og til beskyttelsen af de retlige normer

for samlivsforhold, som gælder i Danmark

– På den anden side skulle indkvarteringsordningen ikke gøre usaglige

eller uforholdsmæssige indgreb i familielivet, ligesom ordningen

også skulle varetage hensynet til barnets tarv i forhold til parrets

eventuelle børn.

Overvejelserne tog endvidere afsæt i, at der er overladt udlændingemyn-

dighederne relativt vide rammer i forbindelse med indkvarteringen af

asylansøgere.

Sagt på en anden måde var der hensyn til både familielivet og til barnets

tarv, og det stod over for det ønske, jeg havde om at beskytte pigerne,

så de kunne få et pusterum og plads til at vælge selv.

Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg internt i ministeriet meget klart gav

udtryk for, at jeg ønskede en så restriktiv linje som overhovedet muligt.

Jeg ønskede, at alle par blev skilt ad og indkvarteret så langt fra hinan-

den som muligt, ja gerne med den ene i Gedser, og den anden i Skagen.

Det affødte en del diskussion om, hvor langt man kunne gå.

Vurderingen i ministeriet var, at der i et antal tilfælde under særlige

omstændigheder skulle gøres undtagelse til en separat indkvartering.

Det skyldes hensynet til vores internationale forpligtelser.

Og det var derfor en forudsætning, at Udlændingestyrelsen skulle admi-

nistrere ordningen i overensstemmelse med dansk ret, herunder vores

internationale forpligtelser.

406

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. januar til 31. december 2017

Dette fremgik af de udkast til pressemeddelelser, som jeg fik forelagt,

og som indeholdt et forbehold, og af de drøftelser om den generelle

indkvarteringsordning, som fandt sted med ministeriets jurister.

…

Jeg har i øvrigt flere gange i løbet af 2016 oplyst Folketinget om ordnin-

gen, og at der skal gøres undtagelser. Det skete bl.a. på et samråd den 15.

marts 2016. Som ét eksempel nævnte jeg i mit svar det tilfælde, at et par

er blevet gift i Danmark med det, man før i tiden kaldte et kongebrev.

Og jeg har også orienteret ombudsmanden om denne forudsætning.

Det skete første gang ved ministeriets brev af 4. maj 2016 til ombuds-

manden. Det indgår også i ombudsmandens redegørelse.

Det vil jeg vende tilbage til.

Det forhold, at der i visse situationer vil skulle gøres undtagelse, havde

jeg ærligt talt gerne set var anderledes.

På den baggrund var det afgørende for mig, at den pressemeddelelse,

som jeg udsendte i februar sidste år, indeholdt en klar politisk tilken-

degivelse fra mig om den generelle, fremtidige indkvarteringsordning.

Jeg har det nu engang bedst med at sige tingene lige ud.

Derfor valgte jeg at beskrive den generelle indkvarteringsordning i

pressemeddelelsen, så det politiske signal til omverdenen stod helt klart.

Da pressemeddelelsen blev udsendt, var den således en politisk tilken-

degivelse. Som tidligere oplyst var det mig selv, der ændrede presse-

meddelelsen. Det er der i sig selv intet odiøst i. Jeg ændrer en masse

pressemeddelelser.

Og som jeg tidligere har oplyst, var det også mig selv, som tog forbehol-

det ud af pressemeddelelsen. Det gjorde jeg, fordi jeg ønskede at give

et klart og tydeligt politisk budskab, og fordi jeg ønskede at sende et

klart budskab til de unge piger på asylcentrene og til de kræfter, som

fastholder de unge piger i en kultur uden selvbestemmelse.

407

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

Det er vigtigt at holde sig for øje, hvad det konkret er, ombudsmanden

vurderer som ulovligt.

Nemlig den kategoriske og undtagelsesfrie ordlyd af min pressemed-

delelse.

Når pressemeddelelsen efterfølgende fik karakter af en instruks, skyl-

des det, at der ikke i umiddelbar forlængelse af pressemeddelelsen

blev sendt en egentlig skriftlig instruks til Udlændingestyrelsen, som

beskrev de undtagelser, der skulle gøres.

Det vil også sige, at på det tidspunkt, hvor vi sad og arbejdede med

pressemeddelelsen, har dokumentet ikke haft karakter af en instruks.

Derfor blev der heller ikke foretaget en juridisk vurdering af, om pres-

semeddelelsen efter sin ordlyd ville være ulovlig, hvis den efterfølgende

skulle læses som en instruks over for Udlændingestyrelsen.

Sådan en vurdering lå der altså ikke på mit bord.

Og derfor har jeg ikke forud for udsendelsen af pressemeddelelsen

drøftet med mine embedsmænd, om selve det, at jeg udsendte en pres-

semeddelelse, der indeholdt min politiske tilkendegivelse, ville være

ulovligt, når jeg tog undtagelsen ud af ordlyden.

Rådgivningen af mig fra mine embedsmænd gik alene på, at der i ind-

kvarteringsordningen skulle være en undtagelsesmulighed i særlige

tilfælde.

I forhold til Udlændingestyrelsens administration af indkvarteringsord-

ningen gælder, at styrelsen hele tiden har administreret den i overens-

stemmelse med vores internationale forpligtelser. Det har de hele tiden.

Som et resultat af den administration har Udlændingestyrelsen i 6 sager

på intet tidspunkt adskilt parret.

Også dette indgår i ombudsmandens vurdering af sagsforløbet.

408

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. januar til 31. december 2017

Pressemeddelelsen blev ikke umiddelbart efter den 10. februar 2016

fulgt op af andre skriftlige instrukser til Udlændingestyrelsen.

Derfor blev min pressemeddelelse den eneste skriftlige instruks på dette

tidspunkt til Udlændingestyrelsen.

I sin kategoriske og undtagelsesfri form var den ifølge ombudsmanden

ulovlig, og det har jeg taget til efterretning.

Det fremgår også af ministeriets svar af 3. februar 2017 på ombuds-

mandens foreløbige redegørelse.

Når pressemeddelelsen efterfølgende vurderes ulovlig, skyldes det –

som sagt – at den ikke på et tidligt tidspunkt blev fulgt af en egentlig

skriftlig instruks til Udlændingestyrelsen.

Når jeg så har taget ombudsmandens kritik til efterretning, betyder det

også, at vi umiddelbart i forlængelse af udsendelsen af pressemeddelel-

sen skulle have fulgt op med en egentlig skriftlig instruks, der indeholdt

de nødvendige forbehold.

Det skulle vi. Det vil jeg gerne tage på mig. Det burde vi have gjort

anderledes. Nu vender jeg mig så væk fra selve pressemeddelelsen –

eller min generelle instruks, om man vil – et øjeblik for at fokusere på

sagsforløbet efter den 10. februar 2016.

Spørgsmålet er, om Folketinget først nu er blevet bekendt med, at der

skal gøres undtagelse i særlige tilfælde.

Det kan man næsten få indtrykket af, når man læser Politikens artikler.

Men jeg vil erindre om, at jeg flere gange efter den 10. februar 2016 har

orienteret Folketinget om, at der i særlige tilfælde skulle gøres undtagel-

se fra udgangspunktet om separat indkvartering, uanset beskrivelsen

af den generelle indkvarteringsordning i min instruks.

At der ikke er tale om en undtagelsesfri ordning nævnte jeg blandt

andet flere gange i mit svar under behandlingen af samråd Z den 15.

409

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

marts 2016. Som ét eksempel nævnte jeg i mit svar det tilfælde, at et par

er blevet gift i Danmark med det, man før i tiden kaldte et kongebrev.

Det følger af mit svar, at der er tale om ét eksempel, og at der således

vil kunne være flere eksempler. Mit talepapir fra samrådet er oversendt

til Folketinget. Jeg har også redegjort for sagen i besvarelsen af en

række Folketingsspørgsmål. I mit svar af 9. marts 2016 på spørgsmål

302 stillet af Udlændinge- og Integrationsudvalget redegør jeg først for

den generelle indkvarteringsordning. Herefter fremgår det af svaret, at

Udlændingestyrelsen var i færd med, og nu citerer jeg, ”at omsætte min

generelle instruks i retningslinjer, der skal anvendes i de konkrete sa-

ger”. At der skulle udsendes retningslinjer for anvendelse i de konkrete

sager afspejler, at den generelle instruks ikke var udtømmende. Jeg skal

være den første til at sige, at det kunne have været formuleret klarere.

At der skal gøres undtagelse i særlige tilfælde er også anført bl.a. i mit

svar af 9. maj 2016 på spørgsmål 513 stillet af Udlændinge- og Inte-

grationsudvalget.

Og at der skal gøres undtagelse i særlige tilfælde fremgår også af mini-

steriets notat om fortolkningen af Danmarks internationale forpligtel-

ser i disse sager, som er sendt til Folketinget den 12. december 2016.

Senest har jeg redegjort for dette under behandlingen af beslutnings-

forslag B 38 den 7. februar i år.

Jeg har altså flere gange over for Folketinget tilkendegivet, at der skal

gøres undtagelse fra udgangspunktet om separat indkvartering i sær-

lige tilfælde.

Desuden blev det over for Udlændingestyrelsen i en e-mail den 18.

marts 2016 præciseret, at indkvarteringen skal ske på en sådan måde,

at dette ikke er i strid med Danmarks internationale forpligtelser eller

dansk ret i øvrigt.

Læser man ombudsmandens endelige redegørelse af 23. marts 2017

om sagen, fremgår det da også, at ombudsmanden er opmærksom på,

410

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. januar til 31. december 2017

at det samtidig med udsendelsen af min instruks blev antaget, at der

skulle gøres undtagelse i særlige tilfælde.

Ombudsmanden lægger således til grund, at det ikke var ministeriets

samlede intention at pålægge Udlændingestyrelsen at iværksætte en

ulovlig praksis.

Lad mig runde af.

For at sige det klokkeklart: Jeg har ikke ændret mit syn på barnebrude,

hvor ned til 15-årige piger med eller mod deres vilje giftes med ældre

mænd, selvom de måske ikke er meget ældre end 18 år.

Og jeg siger også klart, at der er ting i dette forløb, som kunne være

håndteret bedre. Og det vil jeg gerne tage på mig, som jeg allerede har

sagt.

Mit klare politiske mål var at sikre de unge en form for ”pusterum” ved

ankomsten til Danmark, hvor de kunne få lejlighed til at overveje deres

situation og tage stilling til, om de fortsat ønsker at bo sammen med

deres ægtefælle eller samlever.

Og derfor er det afslutningsvist også vigtigt for mig at fremhæve føl-

gende pointer:

Der er tilfælde, hvor Udlændingestyrelsen aldrig har skilt parrene ad.

Der er tilfælde, hvor styrelsen har skilt parrene ad.

Og nok så vigtigt, så har den unge kvinde i 4 af de sager, hvor styrelsen

har skilt parrene ad, bagefter selv valgt at forblive adskilt fra sin mand.

Her er vi så ved det, der er sagens absolutte kerne for mig, nemlig hen-

synet til pigerne, deres liv og deres fremtid.

Og det faktum, at vi i statsfinansierede asylcentre var på vej til at fast-

holde dem i det, der for mig er et middelalderligt familiemønster.

411

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

Men nu var det altså Danmark, de kom til. Og her er piger og drenge –

kvinder og mænd – lige meget værd.

Og derfor glæder jeg mig over, at kvinderne har fået muligheden for

at få et pusterum, og at vi nu kan se, at det pusterum, adskillelsen fra

deres mænd, har medført, at 4 piger har bedt om ikke at komme tilbage

til den mand, som de var blevet gift med eller var samlevende med. Så

med andre ord, så var der efter min mening god grund til at foretage

beskyttelsen af de her piger.

Og så vil jeg godt lige her til sidst tilføje, at det kan godt være, at nogle

af de her piger var 17 år, da de kom til Danmark med deres ægtefælle,

og at deres ægtefæller var i 20´erne, men vi ved også, at nogle af dem

fik deres første barn som 14 årig. Det synes jeg I skulle tage at overveje.

Tak for ordet.

…

Nicolai Wammen:

… Allerførst tak til ministeren for redegørelsen. Der-

næst, så vil jeg sige, at vi deler fuldt og helt ministerens ønske om at

passe godt på de børn og unge, der kommer hertil. Det kan der ikke

være to meninger om. … Mit spørgsmål til ministeren er derfor meget

enkelt: Blev ministeren på nogen måde af sit embedsværk eller andre

dele af embedsværket advaret på forhånd om, at instruksen fra februar

måned, den 10. februar 2016, var ulovlig?

...

Udlændinge- og Integrationsminister Inger Støjberg:

… Jamen, først

til Nicolai Wammen, der jo spørger, synes jeg jo helt altså sagligt: Blev

jeg advaret af embedsværket optil, at denne her pressemeddelelse –

den blev udsendt, og som jo senere hen blev til en instruks. Altså, der

lå ikke en advarsel på mit bord, det gjorde der ikke, og der var heller

ikke en mundtlig advarsel. … da jeg sad og rettede i pressemeddelelsen

– altså, havde det så karakter af en pressemeddelelse, eller havde det

karakter af en instruks? Det havde karakter af en pressemeddelelse.

Og ja, der bliver jo, tror jeg, fra os alle sammen kommunikeret meget

tydeligt i pressemeddelelser. Og det er klart, hvis der var blevet udsendt

en instruks efterfølgende, så ville de her forbehold jo have været med.

Men det er også vigtigt at sige, at på dagen, hvor pressemeddelelsen

bliver sendt ud, der bliver det også mundtligt kommunikeret til Ud-

412

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. januar til 31. december 2017

lændingestyrelsen, at der jo kan være tilfælde, hvor parrene ikke skal

adskilles – altså dermed, at vi skal overholde dansk ret og selvfølgelig

også internationale konventioner.

Så til Nicolai Wammens spørgsmål – nej, der forelå ikke mundtlige eller

skriftlige advarsler i forbindelse med udsendelsen af den her presse-

meddelelse.

…

Johanne Schmidt-Nielsen:

Ministeren kommer med en helt ny forkla-

ring nu. Ministeren siger – ja, ministeren havde fået at vide af sine em-

bedsmænd, at det ville være ulovligt at tvangsadskille alle par, hvor den

ene var mindreårig, uden en individuel gennemgang. Og det vil også

være ulovligt, hvis man undlod at skrive det i en instruks. Ministerens

forklaring er nu, at pressemeddelelsen ikke var en instruks til at starte

med, den blev til en instruks. Jeg vil gerne læse op af ombudsmandens

endelige redegørelse, side 9: ”Som sagen er oplyst, må jeg forstå, at

pressemeddelelsen og de to e-mails tilsammen udgjorde ministerens

instruks til Udlændingestyrelsen om praksisændringen”. Altså ombuds-

manden opfatter klart den her pressemeddelelse som instruks.

…

Udlændinge- og Integrationsminister Inger Støjberg:

… Dét forhold,

at der i visse situationer ville skulle gøre en undtagelse, det havde jeg,

som jeg også har sagt, ærlig talt gerne set anderledes, men det var sådan,

at det var og er. Og på den baggrund, så var det afgørende for mig, at

den pressemeddelelse, som vi så udsendte i februar sidste år, indeholdt

en klar politisk tilkendegivelse fra mig om den generelle fremtidige

indkvarteringsordning. Og derfor, så valgte jeg selv at beskrive den

generelle indkvarteringsordning i pressemeddelelsen, så det politiske

signal til omverdenen stod fuldstændig klart – altså, der hvor jeg piller,

kan man sige, en linje ud af pressemeddelelsen. Pressemeddelelsen blev

ikke umiddelbart efter den 10. februar fulgt op af andre instrukser til

Udlændingestyrelsen, som indeholdt et forbehold, og derfor så blev

min pressemeddelelse, kan man jo sige, den eneste skriftlige instruks

på det tidspunkt til Udlændingestyrelsen. Men det vil jo også sige, at

på det tidspunkt, hvor vi sad og arbejdede med pressemeddelelsen, der

har dokumentet jo så heller ikke haft karakter af at være en instruks,

og det synes jeg, at det bliver man nødt til at prøve at holde op imod

hinanden. Da vi sidder og arbejder med pressemeddelelsen, da er det

413

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

ikke en instruks. Men så i og med, at vi ikke udsender en instruks ef-

terfølgende, så er det så, at det får karakter af en instruks. Og når nu, at

det var en pressemeddelelse og ikke en instruks, så blev der jo selvsagt

heller ikke foretaget sådan en juridisk vurdering af, om pressemedde-

lelsen i sin ordlyd vil være ulovlig, hvis den efterfølgende skulle læses

som en instruks over for Udlændingestyrelsen. Og derfor, så har jeg jo

selvsagt heller ikke forud for udsendelsen af pressemeddelelsen, der har

jeg jo ikke drøftet med embedsmændene, om selve dét, at jeg udsendte

en pressemeddelelse, der indeholdt min politiske tilkendegivelse, ville

være ulovlig, når jeg tog undtagelsen ud af ordlyden. Så der forelå

altså ikke sådan en vurdering. Og der forelå dermed heller ikke nogen

advarsel. Og det ændrer imidlertid jo ikke ved, at pressemeddelelsen i

sin kategoriske og undtagelsesfri form ifølge ombudsmand var ulovlig.

Og det er så dét, jeg har taget til efterretning, og det gjorde jeg med

det samme, da han kom med sin redegørelse. Men jeg har jo så også

samtidig noteret mig, at ombudsmanden jo lægger til grund, at det ikke

var ministeriets samlede intention at pålægge Udlændingestyrelsen at

iværksætte en ulovlig praksis. Og dermed jo heller ikke min intention.

Det er jo dét, ombudsmanden siger i sin redegørelse. Og derudover,

så vil jeg bare fremhæve, at Udlændingestyrelsen jo derfor også hele

tiden har administreret indkvarteringsordningen i overensstemmelse

med Danmarks internationale forpligtelser. Og det betyder jo så, at Ud-

lændingestyrelsen i et antal sager på et tidspunkt har adskilt parrene,

og det indgår også af ombudsmandens vurdering af hele sagsforløbet.

Og som jeg også nævnte i min tale, så var der da ting i forløbet, som

kunne have været håndteret bedre. Det, synes jeg, der var. Jeg synes for

eksempel, sådan set her i bagklogskabens lys, at der skulle have været

udarbejdet en egentlig instruks, det skulle der.

…

Sofie Carsten Nielsen:

… Ministeren kommer med en ny forklaring i

dag. Pressemeddelelsen var i ministerens hoved, må man forstå ikke en

instruks. … Derfor vil jeg gerne høre ministeren – præcist på hvilken

tidspunkt, hvilken dag og på hvilket tidspunkt blev pressemeddelelsen

til en instruks, også for ministeren.

…

Udlændinge- og Integrationsminister Inger Støjberg:

… Men igen, så

vil jeg bare sige, at de meget, meget grundige drøftelser, vi havde i mi-

nisteriet, som var, vil jeg sige, det var intense drøftelser. De gik på selve

414

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. januar til 31. december 2017

indkvarteringsordningen. De gik jo netop ikke på pressemeddelelsen.

Og derfor, så kan man sige, det vi har diskuteret, det har jo netop været

de forbehold, som der måtte være. Altså de indgik jo i de diskussioner.

Det er jo derfor, at jeg bl.a. på et tidspunkt får at vide, at jeg kan ikke

sige, at den ene skal ... altså karikeret ... den ene skal bo i Gedser og den

anden på Skagen, at det er ikke lovmedholdeligt. Og derfor, så begynder

man jo at rette ind. Men det er jo sådan nogle drøftelser, der foregår og

pågår, tror jeg, forhåbentlig vil jeg sige, i alle ministerier, fordi ellers så

er man jo, altså så vil man jo ikke noget med sin politik. Og jeg havde

en meget klar retning for, hvad jeg ville på det her felt, og det er i øvrigt

en retning, jeg ikke har ændret det mindste på, men har jo så måtte

erkende, at der også er nogle begrænsninger. Og det betyder så også, at

de diskussioner vi havde, de handlede jo ikke om pressemeddelelsen.

…

Sofie Carsten Nielsen:

Tak. Fordi jeg fik ikke svar på mit spørgsmål, som

var meget konkret: På hvilken dag og på hvilket tidspunkt blev presse-

meddelelsen til en instruks for ministeren? Fordi ministeren giver et

interview samme dag til Politiken, hvori hun bliver spurgt til instruksen,

som ministeren selv løbende omtaler som en instruks. Derfor er jeg,

synes jeg, berettiget optaget af, hvornår pressemeddelelsen blev til en

instruks for ministeren.

…

Udlændinge- og Integrationsminister Inger Støjberg:

Ja, jamen altså

… på hvilken dag og på hvilket tidspunkt blev det her til en instruks.

Altså, det er jo det, jeg svarede på, hvor jeg sagde, at det kan man ikke

sige. Altså det er jo ombudsmanden, der efterrationaliserer her også.

Og så siger han, at så blev det til en instruks. Men jeg vil sige, der blev

jo kommunikeret til Udlændingestyrelsen … at der netop skulle admi-

nistreres jo efter både dansk lovgivning og internationale konventioner.

Så det får styrelsen jo at vide.

…

Johanne Schmidt-Nielsen:

Det er en ret vild forklaring det her med, at

nu er det pludselig til at starte med en pressemeddelelse, og så bliver

det en instruks. Og på side 21 i ombudsmandens redegørelse, der citerer

ombudsmanden en notits af 31. ... marts 2016 skrevet af Udlændin-

gestyrelsen. Udlændingestyrelsen skriver, og jeg citerer: ”I forbindelse

med modtagelse af mail fra ministeriets medarbejdere den 10. februar

16 omkring adskillelse af mindreårige asylansøgere, der er indkvarteret

415

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

sammen med en myndig ægtefælle eller samlever på et dansk asylcen-

ter, blev undertegnede ringet op af ministeriets medarbejder, der på

vegne af UIBM”, altså dit ministerie, ”anmodede Udlændingestyrelsen

om straks at foranstalte, at indkvarteringsoperatørerne blev orienteret

om de nye retningslinjer og varsle om, at Udlændingestyrelsen ville

igangsætte en adskillelse af parrene”. Denne instruks blev senere sam-

me dag fulgt op af en mail, og så fortsætter den. Dvs. samme dag, som

denne pressemeddelelse, ministeren sendte ud, og som ministeren nu

siger slet ikke var en instruks til at starte med, samme dag har embeds-

mænd fra ministerens eget ministerie opfattet den som en instruks.

Og ovre i styrelsen, som jo altså også ligger under ministeren, har man

opfattet det som en instruks. Så hvad tid den 10. februar, hvad tid den

10. februar gik denne her pressemeddelelse fra at være en holdnings-

tilkendegivelse til at blive en instruks?

…

Udlændinge- og Integrationsminister Inger Støjberg:

Jamen, altså mit

svar vil jo ikke ændre sig. … Men mit svar ændrer sig jo ikke af, at der

bliver spurgt af flere, fordi sagen er, at der bliver udarbejdet en presse-

meddelelse, som så rigtig nok, som det jo bliver sagt, og som det også

bliver beskrevet i ombudsmandens redegørelse, bliver betragtet som

en instruks. Men jeg kan jo ikke sige, hvornår sker dét. Og det er jo

også en efterrationalisering, som jeg også sagde af ombudsmanden det

her. Men det ændrer bare ikke på, at der jo på intet tidspunkt er blevet

administreret ulovligt, og at den kommunikation om, at der jo netop

skulle administreres lovligt også blev givet, og det gjorde den samme

dag, som pressemeddelelsen blev sendt ud. … som jeg også har sagt, så

var det en forudsætning jo netop for indkvarteringsordningen, at de

internationale forpligtelser, de skulle overholdes. Og det betød jo også,

at jeg godt var klar over, at det kunne betyde, at der kunne være særli-

ge tilfælde, hvor der skulle gøres en undtagelse, og det er også dét, jeg

har sagt både på samrådet der den 15. marts, men jo også flere gange

– også skriftligt har kommunikeret her. Og at der jo i særlige tilfælde

også skulle foregå denne her undtagelse og gøres denne her undtagelse,

det blev netop kommunikeret til Udlændingestyrelsen i forbindelse

med udsendelsen af min pressemeddelelse. Og det er jo også derfor, at

ombudsmanden kan konkludere, som han gør i sin redegørelse, og det

går jeg ud fra, at det er derfor, han kommunikerer, som han gør, at det

jo netop ikke har været intentionen at pålægge Udlændingestyrelsen,

416

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. januar til 31. december 2017

at de skulle administrere imod internationale konventioner eller imod

dansk lovgivning. Så altså umiddelbart, så har jeg svært ved at se, altså

hvad det er vi ... altså hvis vi er enige om konklusionen i ombudsman-

dens redegørelse, og det går jeg ud fra, at vi er, så må den slutning jo

nødvendigvis også komme til Johanne Schmidt på et tidspunkt.

…

Johanne Schmidt-Nielsen:

Ja, for jeg fik ikke svar. Jeg læste højt af et

notat skrevet af Udlændingestyrelsen – altså ikke efterrationationali-

seringer fra ombudsmanden. Det var ordret citat fra Udlændingesty-

relsen. … De skriver, at de bliver ringet op af dit ministerie samme dag,

som denne her pressemeddelelse bliver sendt ud og får at vide, det her

er nye retningslinjer, det er en instruks, den skal I følge op på. Det vil

sige embedsmænd i dit ministerie Inger Støjberg opfatter altså sam-

me dag denne her pressemeddelelse som en instruks. Embedsmænd

i Udlændingestyrelsen, som også ligger under dig, opfattede samme

dag det er som en instruks. Kan ministeren bekræfte, at hendes egne

embedsmænd i ministeriet og at Udlændingestyrelsens embedsmænd,

som jo også ligger under ministeren, samme dag opfatter det her som

en instruks.

…

Udlændinge- og Integrationsminister Inger Støjberg:

Jamen, altså mit

svar vil jo ikke ændre sig. Altså det eneste, jeg kan sige, det er, at det

her jo bliver til en instruks på et tidspunkt. Jeg kan jo ikke sige præcis

tidspunktet for hvornår. Men dét jeg jo kan sige, det er, at der hele ti-

den, også efter ombudsmandens vurdering, og det går jeg ud fra, at vi

lægger til grund, er blevet administreret lovligt. Så det vil jo sige, at den

information, som jeg nu også siger her, der er tilgået Udlændingestyrel-

sen, er jo tilgået Udlændingestyrelsen. De har jo administreret lovligt.

…

Josephine Fock:

.. Jeg minder lige om, at vi har indkaldt til et åbent

samråd i forhold til at diskutere ministeransvarlighedsloven. Det hand-

ler om, om ministeren var vidne om, at hun begik noget ulovligt, da

hun sendte den pågældende instruks ud. Og jeg bliver faktisk ret rystet

over, at ministeren ændrer forklaring i forhold til, at nu er det pludselig

en pressemeddelelse, og pressemeddelelsen er sådan vupti-vupti, den

er pludselig blevet til en instruks, og det har ministeren så ingenting

med at gøre. Men det er faktisk dét, jeg gerne vil spørge ind til, fordi

417

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

på hvilket tidspunkt den 10. februar bliver ministeren klar over, at det

er en instruks. Det vil jeg gerne have svar på.

…

Udlændinge- og Integrationsminister Inger Støjberg:

Jamen altså, jeg

tror, jeg har svært ved at sige det på andre måder til dig Josephine Fock,

end som jeg har sagt. Altså, der forelå jo ikke en vurdering af, om presse-

meddelelsen i sin ordlyd var ulovlig. Det gjorde der ikke, fordi det var en

pressemeddelelse. Og som jeg også sagde i min tale, så var vurderingen

i ministeriet, at der i et antal tilfælde jo under særlige omstændigheder,

så skulle der gøres en undtagelse til en separat adskillelse af de her par.

Og det fremgik også af de udkast, der var, til pressemeddelelsen, som

jeg fik forelagt, og som jo indeholdt et forbehold. Og det fremgik også

af de drøftelser, som vi havde om den generelle indkvarteringsordning,

som jo fandt sted imellem mig og ministeriets jurister. Og så det forhold,

at der jo i visse situationer, det har jeg også allerede sagt, skulle foregå

denne her undtagelse, altså at der skulle gøres en undtagelse. Det var

jeg ærlig talt rigtig meget imod. Men det ændrer jo ikke på, at sådan

var det, og sådan er det. Og at det jo også blev kommunikeret ud. Så

det her bliver sendt ud, som en pressemeddelelse, og der tilgår ikke

Udlændingestyrelsen eller andre en instruks. Men i og med, at det her

er, kan man sige, det eneste skriftlige, der ligger, så er det, det bliver

omsat til en instruks. Så er det jo også bare, altså helt afgørende, synes

jeg, og det er dét, jeg synes på en eller anden måde, I sådan lidt overser,

det er, at der jo samtidig med det bliver kommunikeret, at vi jo netop

skal efterleve, selvfølgelig, internationale forpligtelser, konventioner.

Og selvfølgelig også dansk lovgivning. Det har der jo ikke ... altså været

optræk, at der ikke skulle, og det er jo også dét, ombudsmanden konklu-

derer i sin redegørelse. Og hvis både I og jeg lægger ombudsmandens

redegørelse til grund og tager den til sig, som jeg jo går ud fra, at vi gør,

men så kan man jo sådan set se ... eller så må det jo stå ret klart, at så

er konklusionen i den jo, netop som han skriver, at det ikke på noget

tidspunkt har været intentionen at pålægge Udlændingestyrelsen at ad-

ministrerer ulovligt. Det synes jeg er sådan ret ... altså på en eller anden

måde ret ligetil. Men det er vi nok ikke helt enige om fornemmer jeg.

…

Josephine Fock:

Ja, fordi ministeren svarer simpelthen ikke på mit

spørgsmål. Hvad tid er det, at denne her pressemeddelelse ændrer sig

til at blive en instruks. Er ministeren vidende om det?

418

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. januar til 31. december 2017

…

Holger K. Nielsen:

Ja tak. Det spørgsmål forventer vi jo svar på. Altså,

når vi lægger meget vægt på det her, så er det, fordi det er jo en lidt

fantastisk sag det her. Jeg kan forstå på ministeren, at hun egentlig godt

er klar over, at det er ulovligt, det hun skriver i pressemeddelelsen, eller

at det ikke følger lovgivningen i hvert fald, men af politiske grunde,

så vil hun ikke skrive dét, som er lovligt. Det er jo dét, hun siger. Jeg

vil lige gøre opmærksom på, at det var faktisk sådan, at Ninn-Hansen

han også argumenterede, da han havde Tamil-sagen. Det var, at han

vidste godt, at det var ulovligt, dét han gjorde, men af politiske grunde,

så nedprioriterede han de der sager. ... Det er jo hele grundlaget i om-

budsmandens beretning, det er, at pressemeddelelsen og instruksen er

det samme. Det er jo dét, som han skriver hele vejen igennem. Og der

har været rig mulighed for, at ministeriet kunne rette den misforståelse

fra ombudsmandens side. Hvis man ville have rettet det. Men det har

man jo ikke gjort. Fordi man har udmærket vidst, at instruksen var

pressemeddelelsen. Og det er jo derfor, at det er vigtigt at få afklaret,

hvad sker der derefter.

…

Udlændinge- og Integrationsminister Inger Støjberg:

Ja, jamen altså,

jeg vil bare, altså svare jer samlet, fordi det er jo det samme, I spørger

til. Og jeg må bare sige, jeg har ærlig talt lidt svært ved at forstå, hvorfor

det er, man ikke tror på ombudsmanden og hans, må man sige, meget

grundige gennemgang af den her sag. Og Holger K., der er simpelt-

hen bare den forskel fra Ninn-Hansen og Tamil-sagen og så til mig og

barnebrude-sagen, hvis man skulle kalde det dét, at der var en ulovlig

administration under Tamil-sagen, her er der en lovlig administration,

og det er jo netop dét, ombudsmanden siger, fordi ombudsmanden, han

siger, at det ikke var ministeriets samlede intention at pålægge Udlæn-

dingestyrelsen at iværksætte en ulovlig praksis. Og derfor, så kan man

... altså, du kan jo simpelthen ikke slutte sådan. Det, synes jeg, er ... altså

det er jo på en eller anden måde ikke politisk ordentligt. I hvert fald

ikke, hvis du lægger ombudsmandens redegørelse til grund. Så må du

sige, og det må du så gå ud og sige, at jeg lægger ikke ombudsmandens

redegørelse til grund. Jeg har min egen version som Holger K. Nielsen.

Men hvis man lægger ombudsmandens redegørelse til grund, og det

gør jeg. Og så vil jeg sige, at ... altså ombudsmanden har haft alt ma-

teriale i den her sag. Han er grundig, som han er. Han har udfærdiget

419

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

denne her redegørelse. Og han når jo så frem til, at pressemeddelelsen

i sin kategoriske og undtagelsesfri form var ulovlig. Det har jeg taget

til efterretning. Men han konkluderer også, som jeg tidligere har sagt

mange gange, at han jo netop lægger til grund, at det ikke var ministe-

riets samlede intention at pålægge Udlændingestyrelsen at iværksætte

en ulovlig praksis. Og derfor, så har Udlændingestyrelsen også hele

vejen igennem administreret indkvarteringsordningen i overensstem-

melse med Danmarks internationale forpligtelser, og det betyder også,

at Udlændingestyrelsen jo i et antal sager på intet tidspunkt har adskilt

parrene. Der er så par, der også er blevet adskilt, men altså når man ser

samlet set på det her, så er jeg af den overbevisning, at jo altså udover,

at jeg selvfølgelig lægger ombudsmandens konklusion til grund, så er

jeg af den overbevisning, at vi burde have udfærdiget noget nyt skriftligt

materiale i form af en instruks, hvor de her undtagelser var med. Men

når pressemeddelelsen bliver gjort til en instruks, og det er jo sådan

set meget henvendt til Josephine Fock, så er det jo netop i mangel af

andet skriftligt materiale, men der bliver alligevel administreret lov-

ligt, fordi det er blevet kommunikeret til Udlændingestyrelsen, at vi

selvfølgelig ikke ... eller at de selvfølgelig ikke bliver pålagt en ulovlig

administration i forhold til hverken internationale forpligtelser eller i

forhold til dansk lov.

…

Hans Christian Schmidt:

… Så jeg vil spørge ministeren: Minister, har

du på noget tidspunkt i denne eller andre sager sagt her til dine embeds-

mænd, at de ikke skal overholde dansk lovgivning eller internationale

konventioner? Tak!

…

Udlændinge- og Integrationsminister Inger Støjberg:

Jamen, man kan

da godt sidde og grine af, at Hans Christian Schmidt stiller et spørgsmål

som det. Jeg synes sådan set ikke, der er noget at grine af. Jeg synes

sådan set, det er ret relevant, at der også er nogen, der tegner billedet

op her. Fordi nej, jeg har på intet tidspunkt bedt embedsmændene om,

at hverken bryde internationale konventioner eller dansk lovgivning.

…

Sofie Carsten Nielsen:

Tak for det. 21. maj i år, der udtaler ministeren:

Vurderingen var, at instruksen var lovlig, da den blev udstedt – og se-

nere i samme interview, det er jo ikke bare min vurdering selvfølgelig,

for det er der juridiske eksperter, der vurderer, at så er instruksen lovlig.

420

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. januar til 31. december 2017

Det var den 21. maj. Den 23. maj udtaler ministeren til DR Nyheder: Vi

kommer frem til den her instruks, der bliver sendt en pressemeddelelse

ud, og det er rigtigt, at jeg retter i den pressemeddelelse undervejs, men

det er under forudsætning af, og med den opfattelse, at det her er lovligt,

og det er også dét embedsværket mener. Jeg skal bare have ministeren

til at bekræfte, at den instruks, som ministeren her omtaler, er den

samme, som den pressemeddelelse, ministeren startede med at omtale.

…

Johanne Schmidt-Nielsen:

Jeg glæder mig utrolig meget til at få svar på

det spørgsmål. Fordi dét, der sker på det her samråd er, at ministeren

pludselig har ændret forklaring fra den 21. maj i år til i dag. Den 21.

maj siger ministeren til Politiken, og er citeret for at sige, at det var

ministeriets vurdering, at den instruks ikke var ulovlig. Og nu sidder

ministeren og siger, det var slet ikke en instruks, og den blev ikke vur-

deret. Det er to helt forskellige forklaringer.

Spørgsmål nr. to. … Jeg vil gerne have ministeren til at bekræfte, at

ministeriets egne embedsfolk både i ministeriet og i styrelsen opfatter

pressemeddelelsen som en instruks samme dag, den sendes ud.

…

Udlændinge- og Integrationsminister Inger Støjberg:

Ja. Jamen altså,

der er jo ikke andet at sige, end at det bliver udformet som en presse-

meddelelse og i mangel af andet skriftligt materiale, så er det så, det

bliver gjort til en instruks, og derfor siger jeg jo så også i det interview,

bruger jeg jo så også ordet instruks. Men det ændrer bare ikke på, at

både jeg og jo så også ombudsmanden jo her efterfølgende bakker det

op, kan man sige, i sin redegørelse, at intentionen med det her er jo

ikke, at man skal pålægge Udlændingestyrelsen en ulovlig praksis. Så

altså der er ikke så meget, man kan sige, der er ikke så meget fikumdik

i det der med pressemeddelelse og instruks, fordi det er en pressemed-

delelse, og så i mangel af, kan man sige, andet skriftligt materiale, så

er det så, at det bliver til en instruks. Og det var sådan set svar på både

Sofie Carsten Nielsen og Johanne Schmidts spørgsmål.

…

Mattias Tesfaye:

… Er ministeren ikke enig i, at når hun oplever, at alle

andre end hende selv opfatter det som en instruks, så skal man selv-

følgelig gribe ind og sørge for, at der bliver administreret efter loven.

…

421

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

Udlændinge- og Integrationsminister Inger Støjberg:

Tesfaye, jeg vil

bare sige, når man citerer ting, så er det bedst at få det hele med. Altså,

hvis man ligesom prøver på at rulle en sag op, så skal man nok have

alle nuancer med. Fordi ellers, så kan det jo godt komme til at se lidt

mærkeligt ud. Og dét, der rent faktisk også bliver kommunikeret, det er,

at det er styrelsen, der træffer afgørelserne. Og du kan sådan set se det

ved, at der er 23 par, du siger, der er 23 par, der bliver adskilt – ja, men

der er 6 par, der ikke bliver adskilt, og det er, fordi man administrerer

efter reglerne. Jeg vil bare sige, det er fint nok, at man ligesom prøver

på at bygge en eller anden sag op, men jeg synes også, det er fair nok,

man så tager alle rigtige elementer med. Og dét, der bare er sagen, det

er, det er styrelsen, der skal træffe afgørelsen, det er ikke operatørerne,

det er styrelsen, der træffer den endelig afgørelse i denne her sag. Og du

kan jo se, at der netop bliver administreret efter gældende lov – nemlig,

at vi jo ikke bryder internationale konventioner eller dansk ret ved, at

der jo så netop er 6 par, der ikke bliver adskilt – så, bare sådan sagt lige

så stille. Det er bedst at få det hele med.

…

Josephine Fock:

... Så jeg vil altså gerne høre, hvorfor er det, ministe-

ren ikke griber ind i det sekund, ministeren bliver klar over, at denne

her pressemeddelelse bliver til en instruks, det forstår jeg simpelthen

ikke. Fordi hele systemet opfatter denne her pressemeddelelse som

en instruks. Og det svarer ministeren også efterfølgende i indtil flere

spørgsmål, som er stillet af Folketinget.

…

Udlændinge- og Integrationsminister Inger Støjberg:

… Så er der Jo-

sephine Fock. … du får det svar, der er – nemlig, at der bliver udarbejdet

en pressemeddelelse. Den pressemeddelelse, den går jeg ind og retter i.

Det er der ikke noget som helst usædvanligt i, at jeg gør. Jeg ønsker at

sende et meget, meget klart politisk signal om, hvordan jeg og regerin-

gen ser på hele spørgsmålet omkring barnebrude. Pressemeddelelsen

bliver sendt ud. I mangel af andet skriftligt materiale, så bliver det her

så til en instruks – bliver det jo så opfattet som. Men det ændrer ikke

på, at man hele tiden, og det er jo dét, ombudsmanden også konkluderer

i sin redegørelse, administrerer efter gældende lov. Man bryder ikke

internationale konventioner. Man bryder ikke dansk lovgivning. Og

det betyder så også, at der jo er altså så 23 par, der bliver adskilt, men

der er 6 par, der ikke bliver adskilt. Og deri kan du jo sådan set se, altså

422

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. januar til 31. december 2017

også på tallene, at der bliver jo administreret efter den lovgivning, der

nu ligger på området, der bliver ikke brudt internationale konventioner.

Og når tingene er i flow, om man så må sige, at tingene jo forholder sig,

som de nu gør, at der ikke sker en ulovlig administration, skulle man

så gribe ind i noget, der ikke er ulovligt. Altså, det har jeg meget, meget

svært ved at se. Så ja, du repeterer ombudsmandens redegørelse, og det

er jo en repetition, som jeg kan sige ja til, altså der hvor du 1:1 repete-

rer, hvad ombudsmanden har skrevet, og jeg har jo taget den kritik til

efterretning, der ligger der, og det synes jeg også, det har jeg også sagt

her i dag. Så kan jeg godt her i dag måske sidde lidt med en ... ja, tanke

i hvert fald, at det ville have været godt, hvis vi havde fulgt op med en

skrift instruks efterfølgende. Og det gjorde vi så ikke. Men det ændrer

bare ikke på, at pressemeddelelsen ligger der. Der blev jo administreret

efter loven. Der er ikke noget, der ikke er blevet gjort, som det skulle,

og derfor så er der jo så heller ikke blevet grebet ind.

…

Sofie Carsten Nielsen:

Tak for det. Ministeren siger nu, der sker ikke en

ulovlig administration, og der er ikke noget, der ikke er blevet gjort, som

det skulle. Og det er med henvisning til ombudsmandens redegørelse.

…

Udlændinge- og Integrationsminister Inger Støjberg:

… Og jeg vil

bare igen lige henlede opmærksomheden på, at ombudsmanden har

jo haft samtlige dokumenter, og de dokumenter han ikke lige måske

fik i første omgang, men han så efterfølgende har bedt om, dem har

han selvfølgelig fået tilsendt. Vi holder ingenting tilbage naturligvis

for ombudsmanden. Så derfor, så var det også sådan jo, at der i sær-

lige tilfælde skulle gøres en undtagelse, og at det blev kommunikeret

mundtligt til Udlændingestyrelsen i forbindelse med udsendelse af min

pressemeddelelse, som så senere, på grund af manglende, kan man sige,

yderligere skriftligt materiale, går hen og bliver en instruks. Og det er

jo så dét, jeg siger, det synes jeg jo så er ... altså, det havde jeg egentlig

gerne set, at jeg havde gjort anderledes. Men efter sin gennemgang, så

lægger ombudsmanden til grund, at det jo netop ikke var ministeriets

samlende intention at pålægge styrelsen at iværksætte en ulovlig prak-

sis. Og jeg vil i øvrigt også bare lige sige, at det er jo sådan, at den 18.

marts 2016, altså der bliver der jo sendt en e-mail til Udlændingesty-

relsen, som jo netop fastslår, at indkvarteringen i alle tilfælde skal ske

i respekt for Danmarks internationale forpligtelser. Men det er jo så

423

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

også dét, der hele tiden har været forudsætning, kan man sige, for det

blev kommunikeret på dagen, hvor pressemeddelelsen blev sendt ud.

…

Carl Holst:

… Mit spørgsmål til ministeren er i forhold til pressemed-

delelsen og ændringer af den. Vi tager den en gang til: Da du fjernede

1�½ sætning, som du siger for at tydeliggøre, nu var det omvendt, var

der da nogen, der sagde til dig: Dette er ulovligt.

…

Udlændinge- og Integrationsminister Inger Støjberg:

Jamen på Carl

Holsts indlæg kan jeg meget tydeligt og klart sige, at da jeg fjernede de

ganske få ord i pressemeddelelsen, der var der af gode grunde ingen,

der sagde, at det var ulovligt at fjerne de ord. Der forelå ikke en advarsel,

hverken mundtligt eller skriftligt om det.

…

Johanne Schmidt-Nielsen:

… Jeg har spurgt to gange nu om det samme,

og ingen af gangene har jeg fået svar. Og nu gør jeg ikke sådan noget

med at stille alle mulige spørgsmål. Jeg stiller et spørgsmål til dig Inger

Støjberg – for tredje gang.

For 11 dage siden, den 21. maj 2017, der siger du til Politiken: Vurde-

ringen var, at instruksen var lovlig, da den blev udstedt. Vurderingen

var, at instruksen var lovlig, da den blev udstedt. Nu sidder du og siger:

1) Det var slet ikke en instruks. 2) Den blev slet ikke vurderet. Hvad er

der sket på de 11 dage Inger Støjberg?

…

Udlændinge- og Integrationsminister Inger Støjberg:

Jamen, jeg kan

jo ikke svare anderledes af den grund, at du bliver ved med at spørge

om det. Altså faktum er, at der bliver lavet en pressemeddelelse. I man-

gel af mere skriftligt materiale, så bliver det en instruks. Og da denne

her pressemeddelelse bliver sendt ud, der forelægger der ikke nogen

advarsler, og det gør der heller ikke, idet jeg piller de her ganske få ord

ud af pressemeddelelsen, men så bliver det til en instruks på grund af

manglende øvrigt materiale – skriftligt materiale. Og det betyder jo så,

at ... eller det betyder så ikke, at der bliver administreret ulovligt, fordi

som ombudsmanden også siger, så er det sådan, at der jo netop jo sker

adskillelse af nogen og ikke adskillelse blandt andre, og det han jo også

konkluderer, det er, at det jo ikke har været intentionen at pålægge

Udlændingestyrelsen en ulovlig praksis.

…

424

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. januar til 31. december 2017

Johanne Schmidt-Nielsen:

Det var simpelthen sort Inger Støjberg. Der

er gået 11 dage, for 11 dage siden siger du til et citat til Politiken, at den

instruks, du sendte ud den 10. februar, og du bruger selv ordet instruks,

den var blevet vurderet efter lange diskussioner i dit ministerie, den

var blevet vurderet, og vurdering var, at den var lovlig. Nu sidder du

og siger, du har hele tiden godt vidst, det ville være ulovligt, det var du

blevet advaret om. Du har hele tiden godt vidst, det ville være ulovligt

ikke at lave en individuel vurdering, og det var slet ikke en instruks.

Talte du forkert for 11 dage siden den 11. maj til Politiken, eller taler

du forkert i dag?

…

Udlændinge- og Integrationsminister Inger Støjberg: Jamen, det var en

pressemeddelelse, da den blev sendt ud. Og så på grund af manglende

skriftligt materiale, så blev det så opfattet som en instruks, men det æn-

drer jo ikke på dét, som ombudsmanden også skriver i sin redegørelse, at

det jo ikke har været intentionen at pålægge en ulovlig administration.

…

Mattias Tesfaye:

… Hvornår opdagede ministeren, at pressemeddelel-

sen blev opfattet som instruks af embedsmænd i både ministeriet og

Udlændingestyrelsen? Så mit HV-spørgsmål er, hvornår?

…

Udlændinge- og Integrationsminister Inger Støjberg:

… Altså, der er

ingen, der den 10. er i tvivl om, at der udgår, kan man sige en retnings-

linje, der hedder, at alle internationale forpligtelser skal overholdes,

og det fremgår jo, kan man sige, at de mundtlige tilkendegivelser, der

kommer. Og så er det, at vi har pressemeddelelsen her. Den bliver så

senere, kan man sige jo, opfattet som en instruks, og det gør den, fordi

der mangler yderligere skriftlig kommunikation, og det er jo så dét, jeg

siger, det ville jeg gerne have, at der havde forelagt noget yderligere

kommunikation. Og det har jeg taget på mig, at der ikke var sådan en

instruks, der sådan kom efterfølgende dér.

Og så spørger du til, om jeg vidste, at der skulle foregå en individuel

vurdering. Ja, det vidste jeg, fordi det var jo med i kommunikationen

kan man sige, og det har jo også været fremme, at det blev fremhævet

i ministeriet.

…

425

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

Mattias Tesfaye:

… Hvornår opdagede ministeren, at pressemeddelel-

sen blev opfattet som en instruks af embedsmænd i både ministeriet

og Udlændingestyrelsen?

…

Udlændinge- og Integrationsminister Inger Støjberg:

Ja, men der er

altså, der er bare ikke så meget andet at sige, også lidt fordi vi kører

lidt i ring. Det tror jeg, vi alle kan være enige om. Altså, det er sådan, at

pressemeddelelsen bliver skrevet, den bliver forfattet, som den gør. Jeg

piller selv de her få ord ud af den. I mangel af, kan man sige, yderligere,

skriftligt materiale, så bliver det til en instruks, men det er også, som

der bliver konkluderet af ombudsmanden, så er det altså også sådan,

at det ikke har været ministeriets, og dermed jo heller ikke min samle-

de intention at pålægge Udlændingestyrelsen at iværksætte en ulovlig

praksis, og det betyder så altså også bare – og det kan man jo se på

tallene også – at der jo er 23 par, der bliver adskilt, og der er 6 par, der

ikke bliver adskilt, og det viser jo sådan set bare sort på hvidt, at der

netop bliver administreret efter praksis. … Så, jeg ved godt, at – for at

sige det lige ud – jeg ved jo godt, at I vil jo gerne have mit hoved på et

fad, men når man ser den her sag, så synes jeg sådan set bare, at man

bare bliver nødt til at lægge ombudsmandens redegørelse til grund, og

ombudsmanden er altså ret klar, synes jeg, i det han siger, og jeg har

taget det hele til efterretning, og jeg ved også godt, at der er kritik, og

den kritik har jeg også taget til efterretning, men det vigtige for mig,

det er jo, udover, og det er jo klart, at det ikke har været pålagt nogen

at administrere ulovligt, så er det vigtigt for mig altså, at vi har givet de

her piger en mulighed for at slippe ud af nogle ægteskaber, som de ikke

ønskede. Og det er der rent faktisk fire piger, der har taget til sig, og, jeg

tror jeg har sagt det før, men altså under normale omstændigheder, så

vil jeg da håbe – det vil jeg virkelig håbe, at man ville sige: Hold da op,

vi har faktisk sendt et klart signal, og vi har faktisk givet nogle piger en

mulighed for ikke at leve et liv, som de ikke selv har ønsket.

…

Sofie Carsten Nielsen:

Tak. Jeg har ikke i min tid, og den var ikke så lang,

men ikke desto mindre, som minister nogensinde hørt om, at ministe-

rielle pressemeddelelser kunne udsendes med ulovlige retningslinjer.

Det har jeg aldrig nogensinde hørt om, og jeg vil bare bede ministeren

bekræfte, at der i pressemeddelelsen var en ulovlig retningslinje, som

blev til en instruks.

426

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. januar til 31. december 2017

…

Udlændinge- og Integrationsminister Inger Støjberg:

Altså, der bliver

jo kommunikeret på dagen, at man jo netop ikke skal administrere imod

internationale konventioner. Altså, det bliver jo kommunikeret på da-

gen, men det er mundtligt. Så hvis du spørger til, om der skriftligt bliver

kommunikeret anderledes, så kan man sige, at det gør der jo heller ikke

den 15. marts sådan i første omgang, for det er jo en mundtlig besvarelse

på et samråd. Så bliver samrådspapiret så sendt over efterfølgende, og

den 18. marts, da er det korrekt, at det bliver sendt ud som en e-mail,

men der bliver mundtligt kommunikeret, og det fremgår jo altså også

af ombudsmandens redegørelse, så altså, der er ikke så meget fikumdik

i det, så hvis du spørger til, om jeg står inde for det, ombudsmanden

har skrevet i sin redegørelse, så bliver det et ja, og så kan du sådan set

bare slå op der. Jeg har jo taget ombudsmandens redegørelse til mig og

taget det til efterretning.

…

Dan Jørgensen:

… I dag kan vi så forstå, at der aldrig har været nogen

juridisk usikkerhed overhovedet. Der har bare været en misforståelse

omkring en pressemeddelelse. Men jeg synes også, det stemmer ret

dårligt overens med de forklaringer, som Inger Støjberg selv har givet.

For den 21. maj, der skriver Inger Støjberg på sin Facebook-profil: Da

jeg sidste år blev opmærksom på, hvad der rent faktisk skete på vores

asylcentre, så skred jeg straks ind. Jeg bad om at få parrene adskilt.

Den beslutning blev kendt ulovligt af ombudsmanden, og jeg er blev

tvunget til at ændre praksis. … Hvordan stemmer den forklaring, som

ministeren selv giver på sin egen Facebook her overens med det, mini-

steren siger i dag …

Udlændinge- og Integrationsminister Inger Støjberg:

Altså, for det

første så vil jeg bare lige sige, at vi har jo ikke rettet ind efter ombuds-

manden, fordi der er hele tiden blevet administreret lovligt, og det er jo

det, der sådan set er sagens kerne. Så kan man sige, altså, jeg har hele

tiden haft et ønske om, at alle skulle skilles ad, og jeg har jo givet det der

eksempel på, at jeg på et tidspunkt siger ovre i ministeriet, kunne man

ikke forestille sig, at den ene part bor i Gedser og den anden på Skagen,

og så er man fuldstændig separeret, og så får jeg så at vide, at det må

man ikke. Så altså jeg vil sige, der er jo faktisk forskel – og det tror jeg

også godt, at Dan Jørgensen ved – at forskel ... på poliske diskussioner,

427

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

og det er jo sådan set præcis også dét, det handler om, når vi snakker om

den pressemeddelelse, der er, at der ønsker jeg jo at sige helt klokkeklart,

hvad er udgangspunktet for den indkvarteringsordning, der er. At der

så altså også er nogle undtagelser, det har jeg også sagt, at det var jeg

klar over hele vejen igennem, og ville jeg gerne, at de undtagelser ikke

havde været der, ja det ville jeg gerne. …

…

Dan Jørgensen:

… Dét, jeg bare gerne vil have, det er, at der bliver svaret

på det spørgsmål, jeg stiller.

…

Udlændinge- og Integrationsminister Inger Støjberg:

Jeg tror ikke,

man kan sige det meget tydeligere, end at vi vendte bøtten rundt, altså

vi siger, at udgangspunktet er, at man bliver adskilt. Og at så er der så

nogen, der ikke bliver adskilt, fordi der er en undtagelse. Der er sim-

pelthen ingen, altså det er hævet over enhver tvivl, at der er indført en

strengere praksis, end der var før. …

…

Dan Jørgensen:

… Det her samråd, det handler om, om man bevidst har

brudt loven, og hvis den forklaring, som ministeren giver nu, med at

det kun var en misforståelse og en pressemeddelelse og sådan noget,

hvis det er rigtigt, jamen så kan det da godt være, at det ikke er så al-

vorlig en sag. Problemet er bare, at vi tror ikke på, at det er rigtigt, for

det er ikke det, ministeren har sagt lige ind til i dag. … Det jeg gerne

vil vide, det er: Hvad var det Ingrid Støjberg ændrede på baggrund af

ombudsmandens afgørelse?

…

Udlændinge- og Integrationsminister Inger Støjberg:

Jamen altså, der

er jo hele tiden blevet administreret, som der skulle, og det bliver du

bare nødt til at holde fast i, og jeg synes sådan set, at det ville være super

godt, hvis også Dan Jørgensen lige fik læst ombudsmandens rapport,

for det hele står beskrevet der. Jeg kan være meget i tvivl, det kan godt

være, du har læst det, men så har du tilsyneladende ikke helt forstået

det. Fordi det er meget klart, hvad han skriver. Og altså, som han jo

også konkluderer i sin redegørelse, så konkluderer han jo tydeligt, at

det jo ikke har været intentionen at pålægge Udlændingestyrelsen at

administrere ulovligt.

…

428

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. januar til 31. december 2017

Mattias Tesfaye:

Ændrede ministeren praksis efter ombudsmandens

redegørelse?

…

Udlændinge- og Integrationsminister Inger Støjberg:

… Til Tesfaye,

altså jeg kan sige, det der med ombudsmandens redegørelse og de punk-

ter, der er dér – du spørger i forhold til at rette ind. Altså, jeg har taget

dem til efterretning, og det er dét, jeg mener med at rette ind. Altså, jeg

har taget ombudsmandens redegørelse til efterretning, og det har jeg

så, det er så talemåde ikke, rettet ind.

…

Astrid Krag:

… Når nu ministeren beskriver så tydeligt i denne opdate-

ring, at hun, straks da hun blev opmærksom på det her om barnebrude,

hun bad om at få parrene adskilt. Den beslutning blev kendt ulovlig og

jeg står der, altså ministeren, blev tvunget til at ændre praksis. … Vil

ministeren så ikke godt fortælle os, hvad det så betyder med den nye

forklaring, vi får her i dag om, at det ikke var en instruks, at der ikke

var nogen ny praksis, alting altid har været i sin skønneste orden, ud

over der var nogle, der misforstod en pressemeddelelse som en instruks.

Vil ministeren ikke godt svare på det uden at tale udenom, for det er

ministerens egne ord, hun må forholde sig til.

…

Udlændinge- og Integrationsminister Inger Støjberg:

Jamen altså, jeg

kan bare helt klart sige, at min intention har jo hele tiden været at

føre en så restriktiv politik som overhovedet muligt på det her felt.

Og det håber jeg ikke, der er nogen, der kan være i tvivl om. Så er der

nogle ting, der kunne lade sig gøre og nogle ting, der ikke kunne lade

sig gøre, og der blev udsendt en pressemeddelelse. På grund af mang-

lende, skriftligt materiale så bliver det så til en instruks. Det ændrer

ikke på, at der hele tiden har været administreret, som der skulle, og

det er jo også det, man kan notere sig, hvis man rent faktisk har læst

ombudsmandens redegørelse, hvor der står, at det ikke var ministeriets

samlede intention at pålægge Udlændingestyrelsen at iværksætte en

ulovlig praksis. Og så siger Astrid Krag noget meget underligt – nemlig

havde ombudsmanden bare vidst alt det her – altså Astrid Krag, om-

budsmanden ved meget mere om den her sag, end du gør for eksempel.

Fordi ombudsmanden har jo alle de dokumenter, der ligger i denne

her sag, og bl.a. jo hvis man tager den mail, som jo har ... fuldstændig

omdrejningspunktet for det hele, og at i mailen, der skulle der jo være

429

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

advarsler og lamper, og jeg ved ikke hvad, og jeg er kørt over for rødt,

skulle der stå i den der mail. Altså, den mail har ombudsmanden, det

har I ikke. Det har Politiken ikke.

…

Astrid Krag:

… Jeg vil bare gerne vide, om vi skal regne med det, Inger

Støjberg sagde for små 2 uger siden på Facebook er sandt, eller dét,

Inger Støjberg siger her i dag.

…

Udlændinge- og Integrationsminister Inger Støjberg:

… dét, jeg til-

kendegiver på Facebook, det jeg tilkendegiver alle andre steder, dét, jeg

tilkendegiver i ministeriet, dét jeg tilkendegiver i pressemeddelelsen,

det er jo, at jeg ønsker en så restriktiv linje som overhovedet muligt,

men det ændrer jo bare stadigvæk ikke på, at der jo ikke er nogen, der

er blevet pålagt at administrere ulovligt. Men jeg tror ikke, der er no-

gen, der kan være i tvivl om, at jeg ønsker en så restriktiv praksis som

overhovedet muligt.

…

Carl Holst:

Jeg er lidt forbavset over, at nogle kan stille spørgsmålstegn

... stille spørgsmål – gad vide om ombudsmanden ville have kommet til

det resultat, han gjorde, hvis han havde vidst det, som vi nu ved. Det er

faktisk ret krænkende over for en ombudsmandsinstitution, hvor hele

fundamentet for den institution hviler på, at går man ind i en sag, så

får man adgang til alle sagsakter. Og er man i et sagsforløb, hvor man

finder ud af, at der er sager, man mangler, så er man forpligtet til at

efterspørge dem, og en hvilken som helst offentlig myndighed er for-

pligtet til at udlevere dem. Har ministeriet oplevet i ombudsmandens

arbejde, at man har nægtet at udlevere papirer, vil jeg gerne spørge

ministeren om. …

…

Udlændinge- og Integrationsminister Inger Støjberg:

… I forhold til

Carl Holst. Jeg kan sige helt klart, at alt hvad ombudsmanden har bedt

om, også i denne her sag er jo selvfølgelig blevet udleveret. …

…

Mattias Tesfaye:

… I et interview med Politiken bragt for 2 uger siden

kommenterede du Justitsministeriets henvendelse 19. februar, og jeg

læser op. Først spørger journalisten, ”men allerede 19. februar vur-

derer Justitsministeriet over for jer, at der skal foretages individuelle

vurderinger. Hvorfor retter du ikke allerede ind dér og ændrer prak-

430

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. januar til 31. december 2017

sis?” Ministeren svarer igen, ”vi retter ind i det øjeblik, ombudsmanden

sender sin rapport til os”. Journalisten spørger: ”Så det er ikke nok, at

Justitsministeriets kronjurister vurderer det over for jer?” Ministeren

svarer: ”Nej, vi retter ind i det øjeblik, at ombudsmanden sender sin

rapport”. Er det korrekt citeret?

...

Udlændinge- og Integrationsminister Inger Støjberg:

… Og så i forhold

til Tesfaye. Det der med at rette ind, jeg har også svaret på det før, så da

jeg bruger altså ordvalget rette ind, så har det, kan jeg godt sige efter

min måde at udtrykke mig på i forhold til, at jeg jo har taget ombuds-

mandens kritik til efterretning.

…

Astrid Krag:

... Så til mine spørgsmål. Det ene er egentlig bare at følge

op på dét, jeg spurgte om før, for jeg fik ikke noget svar i forhold til,

om det er Inger Støjberg på Facebook fra den 21. maj, vi skal stole på

eller Inger Støjberg her i dag? Inger Støjberg siger, men dét, der jo står

på Facebook, er, at jeg ønsker så restriktiv en praksis som muligt. Og

det er jo ikke dét, der står på Facebook. Der står, jeg læste også højt før,

”at da jeg sidste år blev opmærksom på det om barnebrude, skred jeg

straks ind. Jeg bad om at få parrene adskilt. Den beslutning blev kendt

ulovlig af ombudsmanden, og jeg blev tvunget til at ændre praksis.

Hvilken praksis var dét, ministeren blev tvunget til at ændre?

…

Udlændinge- og Integrationsminister Inger Støjberg:

... Jamen altså,

det er jo simpelthen svært for mig at se, altså at se hvad ... altså hvordan

eller at vide, hvordan Astrid Krag opfatter en Facebook-opdatering,

om du synes, det er klart eller uklart, eller hvordan du synes med det.

Det eneste, jeg kan sige, det er, at jeg ved præcis, hvad jeg står for, og

det en restriktiv linje på det her område, og det har jeg hele tiden både

kommunikeret og også ageret efter i og med, at der jo er blevet stram-

met gevaldigt op.

Og så i forhold til pressemeddelelsen. … Og som jeg så jo også har sagt

af mange omgange, så set i bagklogskabens lys, så havde jeg gerne set,

at vi havde udsendt en instruks, hvor de her forbehold jo var skrevet

ind. Men det blev der ikke, og det er sådan set ikke anderledes, end det

har jeg sagt af flere omgange nu, at det påtager jeg mig jo så, at der

ikke blev udsendt den her instruks, hvor at undtagelserne var skrevet

431

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

ind. Men det ændrer jo bare stadigvæk ikke på, at der jo blev kommu-

nikeret den dag, da pressemeddelelsen bliver sendt ud, at der jo netop

kan være undtagelser …

Men dét, der jo står klart, og det er bare dét, der er det afgørende, det er,

at jeg var orienteret om, at der i visse tilfælde skulle gøres en undtagelse,

og at det jo også blev kommunikeret i sin tid.

…

Johanne Schmidt-Nielsen:

Inger Støjberg, altså hvis du hele tiden har

vidst, at der skulle være en individuel gennemgang af alle sager, så

har du jo løjet over for Dansk Folkeparti, dit støtteparti, den 9. marts

2016, for der skriver du i svaret på spørgsmål nr. 302: Jeg kan oplyse,

at jeg, efter at være blevet bekendt med problemstillingen, har bedt

Udlændingestyrelsen sikre, at ingen mindreårige asylansøgere under

18 år fremadrettet kan indkvarteres sammen med deres ægtefælle eller

samlever.

…

Udlændinge- og Integrationsminister Inger Støjberg:

... Så helt speci-

fikt i forhold til det spørgsmål, du stiller omkring det spørgsmål der så

blev stillet fra Dansk Folkeparti, Martin Henriksens side i spørgsmål

302, så kan jeg sige, at jeg jo i det svar redegør for den generelle instruks,

og deraf der fremgår det, og nu citerer jeg lige: ”Jeg har forstået, at

Udlændingestyrelsen er i færd med at omsætte min generelle instruks

i retningslinjer, der skal anvendes i konkrete sager”, og det er så citat

slut ikke. Og at styrelsen så skulle omsætte den generelle instruks i

retningslinjer til anvendelse i de konkrete sager, det afspejler jo netop,

at den generelle instruks ikke var udtømmende. Og som nævnt, så skal

jeg jo så være den første til at sige, det kunne godt have været klarere

formuleret, men i øvrigt så vil jeg også lige sige, at det svar, altså på

spørgsmål 302, det står jo ikke alene, fordi det bliver jo netop også fulgt

op af et svar til Folketinget ganske få dage senere på det samråd, som

Dan Jørgensen havde indkaldt til om barnebrude.

…

Udlændinge- og Integrationsminister Inger Støjberg:

… Når man så

ser på, hvad skete der så efterfølgende. Så skete der jo rent faktisk dét,

at fire af de her piger sagde nej tak til at komme tilbage til deres mænd.

Jeg tror, det har formodning for sig, at det kunne være mænd, de ikke

selv har valgt, men som de er blevet tvunget til at være sammen med.

432

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. januar til 31. december 2017

Og under normale omstændigheder, og det ved jeg jo, det har jeg jo

fornemmet på de her 5 timer cirka, vi har været sammen her, at det så

ikke er normale tilstande, men under normale omstændigheder, så vil

jeg mene, at det vil være en stærk værdi, forhåbentlig for os alle sam-

men, og det tror jeg, det er, at man også som pige, ung pige i Danmark

lever et frit liv, og at man selv vælger sin ægtefælle. Så jeg kan i hvert

fald bare konkludere, at så jeg vælger at sige det selv også, at vi har

reddet fire piger her fra at bo sammen med en mand, de ikke ønsker at

bo sammen med, og det er jeg ganske godt tilfreds med, selvom jeg må

sige, at jeg er ulykkelig over, at der jo så er netop eksempler på piger,

der kommer til Danmark, som ikke selv har valgt deres ægtefælle, men

som vi i et statsfinansieret asylsystem var ved at komme til at bakke op

om, kan man sige, den middelalderlige måde at leve på, og det har jeg

ikke ønsket. Så derfor så har mit hensyn hele tiden været at beskytte

pigerne. Men det ved jeg godt, det fylder ikke meget her, men det fylder

meget for mig.

…”

Uffe Toudal Pedersen har om samrådet forklaret

374

bl.a., at det ikke nødven-

digvis er sådan, at pressemeddelelser fra ministeriet altid er politiske tilkende-

givelser. Alt, hvad der kommer fra en minister, er dog i et eller andet omfang

politisk. Han ved ikke, hvad han skal svare på spørgsmålet om, hvorvidt han

er enig i ministerens udtalelse på samrådet om, at hun i forbindelse med ud-

sendelsen af pressemeddelelsen ikke blev advaret af embedsværket. Han ved

ikke, hvad der ligger i en ”advarsel”. De havde en diskussion om pressemed-

delelsen, hvor han og andre embedsmænd sagde, at pressemeddelelsen havde

været bedre og mere fyldestgørende, hvis der havde været en omtale af de

særlige tilfælde. De havde de drøftelser den 9. og 10. februar 2016, som han

har forklaret om, men der var ikke et stykke papir, hvor der stod ”advarsel”.

Under de drøftelser, han havde med ministeren efter koncerndirektionsmødet

den 10. februar 2016, sagde han til hende, at de ville administrere ordningen

med undtagelser, fordi det ville være ulovligt ikke at gøre. Det relaterede sig

til ordningen og ikke til pressemeddelelsen.

374 Afhøringsekstrakten, side 99-100.

433

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

Inger Støjberg har om samrådet forklaret

375

bl.a., at når hun udtalte, at hun

gerne så den ene i Gedser og den anden i Skagen efter adskillelsen, var det nok

en talemåde for at understrege, at de skulle adskilles med størst mulig afstand,

hvis det stod til hende helt alene. Det var sådan, hun gerne ville have det, hvis

hun selv kunne bestemme uden restriktioner. Hun ville have, at parrene skulle

så langt væk fra hinanden som muligt, for at kvinderne ikke blev påvirket af

deres mænd i den periode, hvor de havde et pusterum. Det blev i hvert fald

under samrådet den 1. juni 2017 klarlagt, at der var to spor.

376

Der var gået lang

tid, og der var sket meget siden det seneste samråd i marts 2016, og man blev

måske noget klarere i kommunikationen. Foreholdt, at hun under samrådet

udtalte, at forbeholdene blev kommunikeret til Udlændingestyrelsen samme

dag, har hun forklaret, at det blandt andet skete på koncerndirektionsmødet,

hvor Lykke Sørensen sagde, at det skulle være inden for konventionens ram-

mer.

377

Det kan være det, hun henviste til, da hun svarede sådan, men hun kan

ikke sige, om det specifikt var det, hun tænkte på. Hun kan heller ikke sige,

om hun tænkte på den efterfølgende samtale mellem styrelsen og Line Skytte

Mørk Hansen. Under samrådet nævnte hun også fire piger, som blev reddet.

Det var oplysninger, hun havde fra ombudsmandens rapport. Da hun oplyste

herom, havde hun ikke gjort sig bekendt med forholdene i de enkelte sager,

men hun fik oplysninger fra Udlændingestyrelsen om, at der var fire piger,

der blev reddet, og det var hun glad for. ”Reddet” var hendes ord.

Line Skytte Mørk Hansen har om samrådet forklaret

378

bl.a., at hun ikke er

enig i, at der ikke blev givet advarsler til ministeren. Der blev givet mundtlige

advarsler til ministeren om, at det var ret uhensigtsmæssigt at tage undtagel-

serne ud af pressemeddelelsen. Hun husker ikke, om Jesper Gori sagde, at en

ordning uden undtagelser ville være ulovlig. I hendes hoved har pressemed-

delelsen aldrig været en instruks. Adspurgt om, hvad instruksen så bestod

i, har hun forklaret, at parrene som hovedregel skulle adskilles, men at der

skulle være undtagelser.

Mark Thorsen har om samrådet forklaret

379

bl.a., at den del af talen, der opreg-

ner hændelsesforløbet, var skrevet af Jesper Gori. Han mener ikke, at passager-

375

376

377

378

379

Afhøringsekstrakten, side 144.

Afhøringsekstrakten, side 149.

Afhøringsekstrakten, side 151-152.

Afhøringsekstrakten, side 211-212.

Afhøringsekstrakten, side 395 ff.

434

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. januar til 31. december 2017

ne i talepapiret om ændringerne i pressemeddelelsen blev drøftet på mødet.

Det var først i forbindelse med undersøgelseskommissionens arbejde, at han

blev bekendt med, at notatet af 2. februar 2016 ikke var blevet sendt til Ud-

lændingestyrelsen. På tidspunktet for samrådet vidste han således ikke, at no-

tatet ikke var sendt til Udlændingestyrelsen. Samrådstalen var en bagudrettet

redegørelse for et hændelsesforløb, og han fandt derfor ikke anledning til på

dét tidspunkt at få notatet på banen. Han er enig i, at der ikke i samrådstalen

var en reference til notatet, men der var en reference til, at der ved siden af

det skriftlige også var en mundtlig tilkendegivelse over for Udlændingestyrel-

sen. Han vil tro, at samrådstalen refererer til koncerndirektionsmødet, hvor

Udlændingestyrelsens direktør deltog. Foreholdt ministerens svar om de fire

piger, der efter adskillelsen havde udtrykt ønske om ikke at blive indkvarteret

sammen med deres mand, har han oplyst, at tallet fire stammede fra en tabel

i Folketingets Ombudsmands redegørelse, og det indgik i drøftelserne forud

for samrådet. De gik ikke nærmere ind i de fire konkrete sager, da man ikke

kunne læse ud af tabellen, hvilke fire sager der var tale om.

Christian Kettel Thomsen har om samrådet forklaret

380

bl.a., at han så noget

af samrådet. Der var et billede af, at sagen fremstod rodet, og at der var mange

ting, der ”krydsede hinanden”. Det indtryk, han fik fra sine medarbejdere, var,

at nogle af de svar, der blev givet, fremstod som om, at det ”ikke helt hang

sammen”. Dette var med til at tegne et billede af, at det fremstod rodet.

5.10.7.3.

Reaktioner på samrådet fra medarbejdere i Udlændingestyrel-

sen

Samrådet blev efterfølgende gjort til genstand for drøftelser mellem nogle

af styrelsens medarbejdere, herunder navnlig Lene Linnea Vejrum og Ditte

Kruse Dankert. Ditte Kruse Dankert skrev således følgende i en mail den 1.

juni 2017 kl. 19.36 til Lene Linnea Vejrum:

”Altså et af de store problemer ved dagens forklaring er, at hun jo, hvis

man skulle lægge til grund, at departementet så undtagelser for sig

og ønskede en konkret vurdering så nødvendigvis må kritisere fx - og

især - min mail til operatørerne. Så har jeg administreret helt i strid

med instruksen.”

380 Afhøringsekstrakten, side 613-614.

435

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

Mailen blev besvaret således af Lene Linnea Vejrum samme dag kl. 20.15:

”Ikke du - vi.

Men sådan var det jo ikke. Det ved vi til gengæld også. Har sendt 630

til T.”

Senere samme aften kl. 20.31 besvarede Ditte Kruse Dankert mailen således:

”Jeg synes ikke vi kan acceptere nogen kritik. Det er simpelthen ude-

lukket. Vi redder dem, og så skulle takken være, at vi ikke forstod en

instruks (eller hvad man snart skal sige). Jeg bliver bombarderet af

beskeder fra US folk, der ikke forstår dagens samråd ”hvem sagde de

det til?, har vi så været for restriktive? Osv”. Jeg ved ikke engang, hvad

jeg skal svare. Vil ikke desillusionere hele kontoret ift tillid. Jeg føler

mig som gidsel i en løgn rent ud sagt. Der er simpelthen for mange, der

kender vores version. Det kan ikke styres.

…”

Lene Linnea Vejrum har herom forklaret

381

bl.a., at hun tror, at der var noget

frustration, der skulle ud. Frustrationen omhandlede, at det på samrådet lød

som om, at man vidste noget mere på tidspunktet for instruksen, end de var

klar over i styrelsen. Hvis departementet hele tiden havde ment, at der skulle

være undtagelser, og styrelsen havde fået dette at vide, ville det have været

i strid med instruksen, at de skrev til operatørerne, at der ikke skulle være

undtagelser. Hun tror ikke, at Ditte Kruse Dankerts kommentar relaterede

sig til spørgsmålet om en konkret vurdering, idet de hele tiden behandlede

sagerne med undtagelser. Hendes svar til Ditte Kruse Dankert kl. 20.15, hvori

hun anførte ”ikke du – vi”, var udtryk for, at hvis der skulle være handlet i strid

med en instruks, der indebar undtagelser, var det ikke Ditte Kruse Dankert

alene, men styrelsen som sådan, der havde gjort det. Sådan var det dog ikke.

Styrelsen handlede ikke sådan, men foretog undtagelser.

Ditte Kruse Dankert har herom forklaret

382

bl.a., at hun ikke nøje overvejede

ordvalget i sin mail, herunder brugen af ordet ”administreret”, men hun ville i

sin mail tilkendegive, at hun – hvis udtalelserne under samrådet havde været

381 Afhøringsekstrakten, side 433-434.

382 Afhøringsekstrakten, side 458.

436

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. januar til 31. december 2017

dækkende – ikke havde forstået departementets budskab. Den administration,

som Udlændingestyrelsen efterfølgende foretog, var efter hendes opfattelse

i overensstemmelse med en ordning om, at der skulle foretages en konkret

og individuel vurdering. Når hun i sin mail brugte udtrykket ”administreret”,

omhandlede dette hendes mail den 10. februar 2016 til operatørerne og ikke

sagsbehandlingen. Hun følte sig trådt på, da hun skrev mailen, og var ”i sine

følelsers vold”. I sin mail af 1. juni 2017 kl. 20.31 reagerede hun på, at det, der

blev sagt under samrådet den 1. juni 2017, ikke var i overensstemmelse med,

hvad der rent faktisk var foregået.

383

Hun syntes, at der under samrådet blev

”spillet højt spil”, idet der have været mange medarbejdere involveret, som

havde en anden opfattelse end den, der blev tilkendegivet under samrådet.

Henrik Grunnet ringede til hende under samrådet den 1. juni 2017. Han var

bestyrtet over det, der blev sagt under samrådet, idet han mente, at det var i

strid med det, som han havde oplevet.

Paroplysninger om de fire sager, der blev adskilt efter kvindens

ønske

Som anført af Inger Støjberg under samrådet var der fire sager, hvor parrene

blev adskilt efter ønske fra kvinden, om end det ikke – som anført af Inger

Støjberg – var alle fire par, der var blevet adskilt i overensstemmelse med

instruksen.

Et af de par, hvor adskillelsen skete efter kvindens ønske, er par [R]. [R-K]

var under 15 år og blev – forud for praksisændringen den 10. februar 2016

– adskilt fra sin ægtefælle den 31. januar 2016. Da [R-K] fyldte 15 år i fe-

bruar 2016, blev adskillelsen opretholdt. Om ægteskabet havde [R-K] den

3. november 2015 oplyst bl.a., at [R-M] var hendes fætter, at de gerne ville

giftes, og at forældrene ikke var imod det. I forbindelse med den opretholdte

adskillelse i februar 2016 klagede [R-K] over adskillelsen og anførte, at ægte-

skabet var frivilligt, at hendes modenhed havde været vurderet i forbindelse

med ægteskabets indgåelse, og at hun ikke var kommet til Danmark for at

blive adskilt fra sin ægtefælle. Klagesagen blev afsluttet uden afgørelse. Under

genoptagelsen af sagen meddelte [R-K] den 22. juni 2016 via sin personlige

repræsentant, at hun ønskede at blive skilt fra sin mand, hvorfor Udlændin-

gestyrelsen den 13. juli 2016 besluttede ikke at foretage sig yderligere i sagen.

5.10.7.4.

383 Afhøringsekstrakten, side 461.

437

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

Under en partshøring den 2. august 2016 oplyste [R-K], at hun ikke ønskede

at være gift med [R-M], der ikke stolede på hende. Hun forklarede desuden,

at uoverensstemmelsen skyldtes, at [R-M] havde beskyldt hende for at blive

kysset af en anden mand, hvilket ikke var sandt, og at hun var blevet sur over,

at han tvivlede på hende. Denne forklaring gentog hun under en samtale den

5. december 2016. Under en samtale den 24. januar 2017 bekræftede hun

dette, men forklarede også, at ægteskabet var arrangeret af hendes far, og at

hun i starten ikke var villig, men bagefter accepterede det, samt at de to fik

problemer i deres forhold, fordi de blev adskilt under asylprocessen.

Parret [AF-K] og [AF-M] indrejste den 6. december 2015 og blev indkvarte-

ret sammen. Det fremgår af anmeldelsesrapport samme dag, at de ikke ved

indrejsen blev registreret som et par, idet [AF-K] blot blev registreret som

indrejst sammen med sin onkel og dennes familie. Parret var ifølge oplysnin-

ger fra Udlændingestyrelsen ikke omfattet af indkvarteringsinstruksen, idet

de pågældende var registreret som søskendende. Udlændingestyrelsen blev

den 3. juni 2016 underrettet om, at [AF-K] og [AF-M] ikke var søskende, men

ægtefæller, og at [AF-K] ikke ønskede at leve sammen med [AF-M], som hun

var tvangsgift med. Helle Kjems fra Røde Kors meddelte Udlændingestyrel-

sen samme dag, at pigen forventedes anbragt i løbet af dagen. Det fremgår

af indkvarteringsoplysningerne om [AF-K], at hun den 4. juni 2016 var ind-

kvarteret et andet sted adskilt fra [AF-M] og familien. Der blev den 24. juni

2016 afholdt oplysnings- og motivsamtale med [AF-K], hvor hun gentog, at

hun var tvangsgift med sin fætter, og at familien holdt ægteskabet hemmeligt

i Danmark, fordi mindreårige ikke måtte være gift her. Under sin oplysnings-

og motivsamtale den 28. juni 2016 forklarede [AF-M], at han aldrig havde

været gift eller forlovet.

Om parret [D], som var et af de fem par, som styrelsen forelagde for depar-

tementet, blev [D-K] den 1. marts 2016 beskrevet af en sygeplejerske som

”meget presset lige nu pga. den uafklarede situation, det er en meget stor

psykisk belastning”. I den forelæggelse, som styrelsen indsendte til departe-

mentet, blev det tillige anført bl.a., at ”[D-K] er stærkt traumatiseret, bl.a. som

følge af bortførsel og voldtægt begået af ISIS i hjemlandet”. Den 14. april

2016 meddelte en medarbejder på asylcenteret, at [D-K] ønskede flytning

fra sin ægtemand, og den 19. april 2016 blev [D-K] flyttet til et andet center.

Det fremgår af oplysningerne fra den efterfølgende periode, at [D-M] besøgte

[D-K] tre gange om ugen, og at [D-K] i maj 2016 udtrykte ønske om, at [D-M]

438

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. januar til 31. december 2017

kunne få lov til at overnatte en gang om ugen på samme center som hende og

datteren. Den 21. maj 2016 meddelte Udlændingestyrelsen afslag på, at [D-M]

kunne få tilladelse til at overnatte hos [D-K]. Den 1. juni 2016 blev parterne

partshørt om ledsagelse, i hvilken forbindelse [D-K] oplyste bl.a., at ”det var

hendes beslutning, at hun skulle giftes med … [D-M]”, at ”hun har det rigtig

godt sammen med … [D-M]”, at ”[D-M] er meget omsorgsfuld overfor ansøger

og at han passede på hende da hun var gravid”, og at ”hun … gerne vil bo

sammen med … [D-M]”. Udlændingestyrelsen traf den 16. juni 2016 afgørel-

se om, at [D-M] skulle anses for at være ledsager for [D-K]. Ved brev af 13.

juli 2016 lagde Udlændingestyrelsen til grund, at [D-K] fortsat ikke ønskede

at være indkvarteret sammen med [D-M], hvorfor parret forsat skulle være

indkvarteret adskilt. En medarbejder på [D-K]’s asylcenter sendte ved mail

af 4. november 2016 en anmodning til styrelsen fra [D-K] om på ny at blive

indkvarteret sammen med sin mand. Den 11. november 2016 blev parret på

ny indkvarteret på samme center.

Endelig fremgår det af sagens oplysninger om par [Ø], at [Ø-K] ifølge egne

oplysninger var blevet tvangsgift i sit hjemland med en 65-årig mand, og at

hun var flygtet sammen med [Ø-M] for at være sammen med ham. Parret blev

adskilt den 16. februar 2016, men klagede den 2. marts 2016 over adskillel-

sen. Parret var fortsat adskilt og indkvarteret i asylsystemet, da Udlændin-

gestyrelsen besluttede at genoptage sagerne. [Ø-K]’s personlige repræsentant

sendte den 22. juli 2016 en udtalelse til Udlændingestyrelsen, hvori det blev

anført, at [Ø-K] havde det fysisk og psykisk dårligt, at ”hun føler sig deprimeret

og ikke kan lide at [Ø-M] skal se hende i den tilstand”, men at ”[Ø-K] ønsker

dog at være i kontakt med [Ø-M]”, at der ”på ingen måder er nogle problemer

imellem dem”, men at hun ”på nuværende tidspunkt [ikke] ønsker … at bo

sammen med [Ø-M]”. Den 22. juli 2016 meddelte styrelsen, at parret skulle

være fortsat adskilt, idet [Ø-K] fortsat ønskede at være indkvarteret på bør-

necenteret. Det fremgår af efterfølgende oplysninger, at parret fortsatte med

at være kærester, og af parrets personkort fremgår desuden, at [Ø-K] – efter

at være fyldt 18 år – i september 2016 flyttede til samme center, som [Ø-M]

var indkvarteret på.

Nærmere oplysninger om de fire sager findes i kapitel 9.

439

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

5.10.8. Spørgsmål til statsministeren

Statsminister Lars Løkke Rasmussen besvarede den 16. juni 2017 en række

folketingsspørgsmål, herunder sålydende spørgsmål nr. S 1319:

”Spørgsmål nr. S 1319:

Er det statsministerens opfattelse, at udlændinge- og integrationsmi-

nister Inger Støjberg har orienteret statsministeren tilfredsstillende

og sandfærdigt i sagen om undtagelsesfri adskillelse af mindreårige

asylansøgere, der er gift/samlevende med en voksen, herunder set i

forhold til forlydender om, at udlændinge- og integrationsminister

Inger Støjbergs departementschef og afdelingschef i forbindelse med

ministerens samråd den 1. juni 2017 på møde i Statsministeriet har

orienteret om sagen?

Svar:

Jeg er ikke af udlændinge- og integrationsministeren blevet orienteret

konkret om sagen om adskillelse af mindreårige asylansøgere.

Jeg er efter udlændinge- og integrationsministerens besvarelse af Ud-

lændinge- og Integrationsudvalgets samrådsspørgsmål AT og AU den

1. juni 2017 blevet bekendt med, at Statsministeriet på et møde den

31. maj 2017 som led i den almindelige, løbende orientering om aktu-

elle sager blev orienteret om det forestående samråd på baggrund af

et oversendt udkast til udlændinge- og integrationsministerens tale.

Der henvises i øvrigt til den samtidige besvarelse af spørgsmål nr. S

1323.”

Spørgsmål nr. 1323 og svaret herpå er sålydende:

”Spørgsmål nr. S 1323:

Hvilken dato fik statsministeren og/eller Statsministeriet kendskab til,

at udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg havde udsendt

en ulovlig instruks i sagen om undtagelsesfri adskillelse af mindreårige

asylansøgere, der er gift/samlevende med en voksen?”

440

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. januar til 31. december 2017

Svar:

Den 1. februar 2017 sendte Folketingets Ombudsmand et udkast til

redegørelse om adskilt indkvartering af mindreårige gifte eller sam-

levende asylansøgere til Udlændinge- og Integrationsministeriet. I

udkastet til redegørelse, som Statsministeriet også modtog, vurderede

ombudsmanden bl.a., at ”instruksen af 10. februar 2016 efter sit ind-

hold var ulovlig”.

Jeg kan herudover oplyse, at en søgning i Statsministeriets elektroniske

journalsystem mv. viser, at Statsministeriet i forlængelse af, at udlæn-

dinge- og integrationsministeren havde udsendt pressemeddelelsen af

10. februar 2016 om ændring af praksis for indkvartering af mindre-

årige asylansøger, modtog et beredskab om sagen til brug for statsmi-

nisterens deltagelse i forespørgselsdebat i Folketinget om værdipolitik

med fokus på indvandringen (F 12) den 4. marts 2016.

Af beredskabet fremgår det, at udlændinge- og integrationsministeren

havde anmodet Udlændingestyrelsen om at ændre praksis således, at

ingen mindreårige asylansøgere fremadrettet kan bo sammen med en

ægtefælle eller samlever. Det fremgår endvidere, at Udlændingestyrel-

sen var i færd med at omsætte den generelle instruks i retningslinjer,

der skal anvendes i de konkrete sager, og at det ikke kan udelukkes, at

adskillelse af et eksisterende familieliv i helt særlige tilfælde konkret

vil kunne være i strid med retten til familieliv efter artikel 8 i Den Euro-

pæiske Menneskerettighedskonvention eller i strid med barnets tarv

efter FN’s børnekonvention, hvilket retningslinjerne skal tage højde for

i sådanne helt særlige tilfælde.

Statsministeriet noterede sig på den baggrund, at udlændinge- og inte-

grationsministerens pressemeddelelse af 10. februar 2016 ville blive

administreret indenfor disse rammer.

Statsministeriet er ikke i øvrigt blevet orienteret nærmere om udlæn-

dinge- og integrationsministerens håndtering af sagen om adskillelse

af mindreårige asylansøgere.”

441

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

5.10.9. Spørgsmål til udlændinge- og integrationsministeren

I perioden fra den 8. til den 21. juni 2017 stillede Udlændinge- og Integrati-

onsudvalget en række spørgsmål til udlændinge- og integrationsministeren

i anledning af sagen.

5.10.9.1. Spørgsmål nr. 806-807

Et af disse spørgsmål (nr. 806) blev besvaret således den 21. juni 2017:

”Spørgsmål nr. 806:

Hvordan reagerede ministeren, da det gik op for ministeren, at mini-

sterens – efter sit indhold – ulovlige pressemeddelelse af 10. februar

2016 var blevet opfattet som en instruks og forvaltet efter sin ordlyd

af ministerens embedsværk?

Svar:

Udlændingestyrelsen har under hele forløbet administreret indkvar-

teringsordningen under hensyntagen til Danmarks internationale for-

pligtelser.

Med andre ord har Udlændingestyrelsen foretaget en vurdering af den

enkelte sags omstændigheder.

Jeg vil i øvrigt redegøre for forløbet efter udsendelsen af min generelle

indkvarteringsinstruks af 10. februar 2016 ved min besvarelse af sam-

rådsspørgsmål AW og AY (UUI alm. del) den 23. juni 2017.”

Det fremgår af et udkast dateret den 8. juni 2017 til besvarelse af spørgsmål

806 bl.a.:

”Svar:

Tidligt i forløbet efter udsendelsen af pressemeddelelsen af 10. febru-

arjuni 2016 blev jeg bekendt med, at Udlændingestyrelsen foretog en

individuel og konkret vurdering af, om der skulle ske separat indkvarte-

ring i sager om indkvartering af mindreårige ægtefæller eller samlevere.

[Kommentar

[DKD1]:

Lyder det som om, at ministeren var bekendt

442

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. januar til 31. december 2017

med, at der blev foretaget konkrete og individuelle vurderinger i alle

sager? Er pointen ikke, at hun vidste, at 5 par ikke var skilt ad, og at der

derfor i disse sager var lavet individuelle vurderinger. Vi har selvfølgelig

gjort det som vi også tidligere har skrevet – men det lyder lidt sjovt, at

hun siger det på denne måde.]

Udlændingestyrelsen har således under hele forløbet administreret ind-

kvarteringsordningen under hensyntagen til Danmarks internationale

forpligtelser.

Med andre ord har Udlændingestyrelsen efter udsendelsen af presse-

meddelelsen af 10. februar 2016 foretaget en vurdering af den enkelte

sags omstændigheder, uanset ordlyden af pressemeddelelsen.

Jeg vil i øvrigt redegøre for forløbet efter udsendelsen af min generelle

indkvarteringsinstruks af 10. februar 2016 ved min besvarelse af sam-

rådsspørgsmål AW og AY (UUI alm. del) den 23. juni 2017.”

Besvarelsen af spørgsmål nr. 806 blev gentaget ved den samtidige besvarelse

af spørgsmål nr. 821.

Ligeledes den 21. juni 2016 besvarede Inger Støjberg udvalgsspørgsmål nr.

807, hvor det af besvarelsen fremgår bl.a., at pressemeddelelsen af 10. februar

2016 ændrede den tidligere praksis på den måde, at ”udgangspunktet” var, at

der efter den 10. februar 2016 skulle ske separat indkvartering.

5.10.9.2. Spørgsmål nr. 809-810

Spørgsmål nr. 809, der ligeledes blev besvaret den 21. juni 2017, er sålydende:

”Spørgsmål nr. 809:

Det fremgår af Ombudsmandens endelige redegørelse om ”Adskilt ind-

kvartering af mindreårige gifte eller samlevende asylansøgere” (UUI

alm. del – bilag 152), side 20, at Udlændingestyrelsen i forlængelse af

ministerens instruks af 10. februar 2016 besluttede ”at skille 23 par ad”,

og at ”adskillelsen af parrene blev gennemført i løbet af februar og marts

2016”. Vil ministeren redegøre for, i hvilket omfang der blev foretaget

en individuel og konkret vurdering – herunder en partshøring – af de

443

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

46 personer, inden den fysiske adskillelse blev gennemført i februar og

marts 2016? I det omfang dette ikke fandt sted, ønskes det begrundet i

lyset af ministerens forklaringer på samrådet den 1. juni 2016?

Svar:

Udlændinge- og Integrationsministeriet har til brug for besvarelsen

indhentet bidrag fra Udlændingestyrelsen, hvortil der henvises:

”1. Udlændingestyrelsen kan oplyse, at styrelsen i alle sager, der er

eller har været omfattet af udlændinge- og integrationsministerens

indkvarteringsinstruks af 10. februar 2016, har foretaget en konkret

og individuel vurdering af, om det vil være foreneligt med Danmarks

internationale forpligtelser at indkvartere parret hver for sig.

Udlændingestyrelsen har således i forlængelse af, at styrelsen den

10. februar 2016 modtog indkvarteringsinstruksen, foretaget en gen-

nemgang af oplysningerne i alle sagerne, og har i en række sager ind-

hentet supplerende oplysninger til brug for behandlingen af sagerne.

Udlændingestyrelsen har i forbindelse med denne gennemgang af

sagerne identificeret fem sager, hvor Udlændingestyrelsen har vur-

deret, at separat indkvartering ville være i strid med Danmarks inter-

nationale forpligtelser. Udlændingestyrelsen traf derfor beslutning

om, at der ikke skulle ske indledningsvis separat indkvartering af

disse par.

…””

Besvarelsen af spørgsmål nr. 809 blev gentaget ved den samtidige besvarelse

af spørgsmål nr. 817, 819, 841, 842, 843, 844, 859, 868, 869 og 906 samt ved

besvarelsen den 9. oktober 2017 af spørgsmål nr. 974.

Lykke Sørensen har vedrørende besvarelsen af spørgsmål 809 forklaret

384

bl.a.,

at det ikke i besvarelsen af spørgsmål 809 var tilkendegivet, at den konkrete og

individuelle vurdering havde været rigtig. Foreholdt Udlændinge- og Integra-

384 Afhøringsekstrakten, side 180.

444

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. januar til 31. december 2017

tionsministeriets notat af 12. december 2016 om fortolkningen af Danmarks

internationale forpligtelser mv. har hun forklaret, at Udlændingestyrelsen

på tidspunktet for afgørelserne antageligvis ikke havde de oplysninger, der

fremgår af dette notat. Hun sagsbehandlede ikke selv, og hun ved ikke, hvilke

oplysninger Udlændingestyrelsen var i besiddelse af.

Adam Abdel Khalik har forklaret

385

, at han havde fået fortalt af både Ditte

Kruse Dankert og Lene Linnea Vejrum, at der i sagerne var blevet foretaget

konkrete vurderinger. Han havde det handicap, at han ikke selv havde oplevet

det. Det, han fik at vide, var, at der forud for de afgørende dage i februar, da de

fik pressemeddelelsen, havde været en ”runde” med indkvarteringsoperatører-

ne, hvor man havde indhentet alle mulige oplysninger. Han fik også at vide,

at man slog alle parrene op i systemet. Når man skrev deres person-ID, kunne

man se, om de pågældende havde været på hospitalet, om der var iværksat

sociale foranstaltninger, samt om der var en indberetning om en eller anden

form for bekymrende adfærd. De havde ud fra disse oplysninger lagt sagerne

i nogle forskellige bunker. I nogle af sagerne var der ikke sådanne oplysnin-

ger, og der havde man så besluttet, at man kunne adskille uden videre. Hans

interesse var, om det gav mening, at der var foretaget en konkret vurdering.

Det sagde Ditte Kruse Dankert og Lene Linnea Vejrum, at de havde gjort. Han

oplever dem begge som meget kompetente, dygtige og ordentlige med en høj

troværdighed, og han mente derfor, at han kunne lægge det, de sagde, til grund.

Der var fem par, der ikke blev adskilt, og det må betyde, at der blev foretaget

en eller anden form for konkret vurdering. Det var hans ræsonnement. De

kan også have haft et større oplysningsgrundlag, end det man kan se med

det blotte øje. Han tror ikke, at han spurgte nærmere ind til, hvad det var for

oplysninger, styrelsen havde fået i forbindelse med høringerne i slutningen af

januar. Han spurgte heller ikke, om man havde spurgt ind til eller undersøgt,

om der var indikationer på tvang. Han har ikke talt med f.eks. Ronya Habo om

hendes opfattelse af, om hun i den første fase foretog en konkret vurdering.

Man havde dengang et meget klart udgangspunkt om, at hvis der ikke var

noget helt særligt, skulle parret adskilles. Det var fraværet af oplysninger, der

var en oplysning i sig selv. Man skal huske på den ramme, styrelsen havde

på det tidspunkt. Pressemeddelelsen handlede alene om alder. Hans billede

var, at det var alderen, det handlede om, men at styrelsen foretog en konkret

385 Afhøringsekstrakten, side 314-315.

445

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

vurdering af, om der var et eller andet særligt, der gjorde, at der ikke skulle

ske adskillelse. Han har ikke selv undersøgt, hvad der var sket. Skaden var

sket, da han blev ansat.

Tanja Franck har forklaret

386

bl.a., at de, der lavede udkastet til besvarelse,

er dem, der var sagerne igennem i sin tid. De havde derfor ikke behov for at

gå tilbage og undersøge, hvad der skete. Det var formentlig en medarbejder,

der skrev udkastet, hvorefter Ditte Kruse Dankert godkendte det og lagde det

op til Lene Linnea Vejrum, der også har godkendt svaret. Det var Ditte Kruse

Dankert og Lene Linnea Vejrum, der havde været alle parrene igennem. Da

de fandt ud af, at der var fem par, der ikke skulle adskilles, havde de været

alle parrene igennem. Hun var imidlertid ikke med til at lave den konkrete

sagsbehandling dengang, da hun på dette tidspunktet var ansat et andet sted.

Lene Linnea Vejrum har herom forklaret

387

bl.a., at styrelsen foretog en konkret

og individuel vurdering af sagerne i forhold til de internationale forpligtelser

på den måde, at der var en meget snæver grænse for, hvornår der kunne gøres

undtagelser. De fandt de sager, der var særlige, og det kunne de alene gøre ved

at se på alle sagerne. Spørgsmål 809 er besvaret ud fra deres opfattelse af de

internationale forpligtelser på daværende tidspunkt. På det tidspunkt, hvor de

behandlede sagerne, mente de, at det var det, de gjorde. De svarede på, hvordan

de så på det, da de afgjorde sagerne, og det skal ses i lyset af, at de betragtede

det som faktisk forvaltningsvirksomhed. Faktisk forvaltningsvirksomhed har

ikke noget at gøre med vurderingen efter de internationale forpligtelser, men

det havde noget at gøre med de oplysninger, de havde. Deres fortolkning af de

internationale forpligtelser har senere ændret sig, og der blev et større rum

for undtagelser. De tog dog ikke stilling til i svaret, om de ville have vurderet

sagerne på samme måde i 2017. I dag kunne man godt debattere, om styrelsen

kunne have haft et bedre oplysningsgrundlag, inden de traf beslutning om

adskillelse, men det var ikke sådan, de så på det på daværende tidspunkt. De

gjorde det bedste, de kunne, i situationen.

Ditte Kruse Dankert har herom forklaret

388

bl.a., at hun har godkendt dette

svar, som hun anser for retvisende. Når hun i sin mail af 11. maj 2016 kl. 21.31

386 Afhøringsekstrakten, side 364.

387 Afhøringsekstrakten, side 434-435.

388 Afhøringsekstrakten, side 463.

446

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. januar til 31. december 2017

skrev, at ”vi må jo også indrømme, at der ikke var tale om undtagelser den

10/2”, angik ”vi” ikke Udlændingestyrelsen, men hele koncernen og dermed

også departementet. Når hun i samme mail skrev: ”vi har været forsvarsløse”,

omhandlede ”vi” i denne sætning alene Udlændingestyrelsen. Når hun skrev:

”de henviser til samråd/mail en måned senere”, omhandlede ”de” departemen-

tet. Valget af ”vi” i sætningen om, at der ikke var tale om undtagelser den 10.

februar 2016, var ikke nøje valgt. Det var ikke udtryk for, at Udlændingesty-

relsen indledningsvis administrerede uden undtagelser.

Kristina Rosado har herom forklaret

389

bl.a., at hun ikke bidrog til besvarelsen.

Det kan godt være, at nogen har stillet hende spørgsmål til brug for svaret,

men hun husker det ikke. Hun mener, at Udlændingestyrelsen foretog en

konkret og individuel vurdering, i og med at de indhentede oplysninger og

gennemgik sagerne i deres sagssystemer for at finde oplysninger om de enkelte

par. De grupperede herefter parrene, og de trak sager ud, hvor de mente, at

”her måtte der helt åbenlyst være et problem”. Udgangspunktet var budskabet

fra departementet om, at ordningen var i overensstemmelse med Danmarks

internationale forpligtelser. Der var nogle sager, hvor de var uenige i dette

udgangspunkt, og det var de sager, som de forelagde for departementet. For så

vidt angik de resterende par, vurderede de ikke konkret, om en adskillelse ville

være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. I disse sager var der

ingen oplysninger om andre forhold, der ville have gjort en adskillelse særligt

bebyrdende. De måtte derfor lægge til grund, at departementets vurdering

af ordningens overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser

var korrekt, og at der derfor heller ikke konkret var grundlag for at undlade

at adskille parrene. Udlændingestyrelsen var ikke ”i de første dage” fra den

10. til den 12. februar 2016 inde i en vurdering af, om der for det enkelte par

var et beskyttelsesværdigt familieliv, og om betingelserne for at gøre indgreb

i familielivet efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel

8, stk. 2, var opfyldt.

Spørgsmål nr. 810, der ligeledes blev besvaret den 21. juni 2017, er sålydende:

389 Afhøringsekstrakten, side 486-487.

447

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

”Spørgsmål nr. 810:

Ministeren bedes forklare, hvorfor hun ikke i besvarelsen af spørgsmål

nr. S 630 (Folketingsåret 2015-16) redegør for, at der vil blive foreta-

get individuelle og konkrete vurderinger (herunder partshøring), samt

at Danmarks konventionsmæssige forpligtelser og dansk ret vil blive

iagttaget, men derimod fastslår, at ”ingen mindreårige asylansøgere

fremadrettet kan bo sammen med en ægtefælle eller samlever”, og at

dette også gælder ”hvis parret har et eller flere fælles børn”?

Svar:

I spørgsmål nr. S 630 (Folketingsåret 2015-16) bliver jeg spurgt til, om

jeg er tilfreds med hjælpen til de såkaldte barnebrude, og om man gør

nok for at hjælpe dem.

Som enhver vil være klar over, så synes jeg ikke, at man havde gjort nok.

I svaret redegør jeg derfor blandt andet for det, jeg har sat i værk, og

for min politiske holdning. Det betyder også, at jeg gentager ordlyden

af min pressemeddelelse af 10. februar 2016 om den generelle ind-

kvarteringsordning.

I lyset af ombudsmandens redegørelse vil jeg medgive, at svaret på

dette punkt kunne have været mere præcist, da svaret ikke er juridisk

udtømmende.”

Besvarelsen af spørgsmål nr. 810 blev gentaget i den samtidige besvarelse af

spørgsmål nr. 864.

5.10.9.3. Spørgsmål nr. 815, 846 og 875

Den 21. juni 2017 besvarede ministeren tillige bl.a. følgende spørgsmål nr.

815, 846 og 875:

”Spørgsmål nr. 815:

Vil ministeren redegøre for, hvorfor det var afdelingschef Line Skytte

Hansen, der, ifølge Udlændingestyrelsens notits af 31. marts 2016, den

448

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. januar til 31. december 2017

10. februar 2016 telefonisk kontaktede en vicedirektør i Udlændinge-

styrelsen og anmodede styrelsen om ”straks at foranstalte, at indkvar-

teringsoperatørerne blev orienteret om de nye retningslinjer og varslet

om, at Udlændingestyrelsen ville igangsætte en adskillelse af parrene”,

og ikke den afdelingschef i Udlændinge-, Integrations- og Boligministe-

riet, der havde asylindkvartering som ansvarsområde?

Svar:

Line Skytte Mørk Hansen er chef for Koncernstyringsafdelingen i Ud-

lændinge- og Integrationsministeriet, som varetager departementets op-

gaver i forhold til drift af asylcenterområdet, herunder indkvartering.”

”Spørgsmål nr. 846:

Vil ministeren redegøre for, hvorfor ministeriet fulgte op på presse-

meddelelsen af 10. februar 2016 ved samme dag at foretage opkald til

Udlændingestyrelsen, for at ”anmode Udlændingestyrelsen om straks

at foranstalte, at indkvarteringsoperatørerne blev orienteret om de nye

retningslinje og varslet om, at Udlændingestyrelsen vil igangsætte en

adskillelse af parrene”, (jf. Folketingets Ombudsmands Redegørelse,

UUI alm. del – bilag 152, side 21), når ministeren under samrådet den

1. juni 2017 sagde, at pressemeddelelsen af 10. februar 2016 ikke var

en instruks?

Svar:

Jeg vil redegøre for forløbet efter udsendelsen af min generelle ind-

kvarteringsinstruks af 10. februar 2016 ved min besvarelse af samråds-

spørgsmål AW og AY (UUI alm. del) den 23. juni 2017.”

”Spørgsmål nr. 875:

Ministeren bedes redegøre for den samlede kommunikation fra Ud-

lændinge-, Integrations- og Boligministeriet til Udlændingestyrelsen

om ny indkvarteringsinstruks på datoen den 10. februar 2016. Ifølge

Folketingets Ombudsmands redegørelse af 23. marts 2017 fremgår det

på side 9, at Udlændinge-, Integrations-, og Boligministeriet fremsender

449

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

to e-mails med ministerens pressemeddelelse om ”barnebrude” ved-

hæftet. Ombudsmanden konkluderer, at de tilsammen udgør ministe-

rens instruks. Det fremgår endvidere af Ombudsmandens redegørelse

(side 10), at Udlændingestyrelsen den 10. februar modtager mundtlig

instruks fra Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet om ”admi-

nistrativt at effektuere i overensstemmelse med indholdet af presse-

meddelelsen”. Endelig fremgår det af Ombudsmandens redegørelse, at

Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet har oplyst, at indkvar-

teringsinstruksen blev drøftet på et koncerndirektørmøde, herunder at

der var internationale forpligtelser, som skulle iagttages i forbindelse

med indkvarteringsinstruksen (jf. UUI alm. del – bilag 152).

- Ministeren bedes afklare den tidsmæssige rækkefølge af disse fire

meddelelser (to e-mails og to mundtlige) til Udlændingestyrelsen.

- Ministeren bedes oplyse, om der den 10. februar 2016 derudover blev

kommunikeret fra ministeriet til Udlændingestyrelsen om indkvarte-

ringsinstruksen, og hvad denne kommunikation i så fald bestod i.

- Ministeren bedes redegøre for, hvordan den interne uoverensstem-

melse mellem den mundtlige instruks givet telefonisk til Udlændinge-

styrelsen, og den mundtlige drøftelse på koncerndirektørmødet blev

håndteret efterfølgende, og hvad man i ministeriet gjorde for at sikre,

at der i effektueringen af indkvarteringsinstruksen blev givet forrang

til drøftelsen på koncerndirektørmødet, hvorfra der ikke foreligger et

referat?

Svar:

Jeg vil redegøre for forløbet efter udsendelsen af min generelle ind-

kvarteringsinstruks af 10. februar 2016 ved min besvarelse af samråds-

spørgsmål AW og AY (UUI alm. del) den 23. juni 2017.”

Der foreligger forud for besvarelsen af spørgsmålene en mail af 8. juni 2017,

hvori Jesper Gori anmodede Anette Görtz om at modtage bidrag til besvarel-

sen af spørgsmål nr. 815. Anette Görtz videresendte samme dag Jesper Goris

mail til Line Skytte Mørk Hansen. Den 9. juni 2017 meddelte Anette Görtz til

Jesper Gori, at Koncernøkonomi ville udarbejde et svarudkast til besvarelsen

af spørgsmålet.

450

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. januar til 31. december 2017

Den 15. juni 2017 kl 09.52 sendte Louise Gertrud Michaëlis til Anette Görtz

en mail om udkast til besvarelsen af bl.a. udvalgsspørgsmål nr. 815, 846 og

875. Vedrørende udkastet til svar på spørgsmål nr. 846 fremgår:

”…

”Afdelingschef Line Skytte Mørk Hansen kontaktede den 10. februar kl.

ca. 14.30 vicedirektør i Udlændingestyrelsen Lene Vejrum telefonisk

med henblik på at følge op på pressemeddelelsen. Opfølgningen havde

bl.a. til formål at sikre, at de drøftelser, der tidligere samme dag hav-

de været på koncerndirektionsmødet, hvor bl.a. Udlændingestyrelsens

direktør var til stede, blev videreformidlet.”/ Opfølgningen havde bl.a.

til formål at adressere/håndtere eventuelle spørgsmål angående presse-

meddelelsen som Udlændingestyrelsen måtte have.””

Samme dag kl. 13.34 sendte Louise Gertrud Michaëlis en mail til bl.a. Line

Skytte Mørk Hansen, Lykke Sørensen, Anette Görtz og Jesper Gori med et

revideret udkast til besvarelse af bl.a. spørgsmål nr. 815, 846 og 875 med

bemærkning om, at udkastet var udarbejdet ”på baggrund af vores drøftelser

i dag”. Svarudkastet i mailen vedrørende spørgsmål nr. 815 er i al væsentligt

identisk med den endelige besvarelse. Svarudkastet vedrørende spørgsmål

nr. 846 er sålydende:

”Afdelingschef Line Skytte Mørk Hansen kontaktede den 10. februar kl.

ca. 14.30 vicedirektør i Udlændingestyrelsen Lene Vejrum telefonisk

med henblik på at følge op på pressemeddelelsen. Opfølgningen havde

bl.a. til formål at håndtere eventuelle spørgsmål til pressemeddelelsen.”

Og endelig lød svarudkastet vedrørende spørgsmål nr. 875 således:

”Svar: …

2) I henhold til den del af spørgsmålet, der vedrører, hvorvidt der den

10. februar 2016 i øvrigt blev kommunikeret fra departementet til

Udlændingestyrelsen om pressemeddelelsen, kan jeg oplyse, at der

udover ovenstående korrespondancer ligeledes den 10. februar 2016

kl. 16.40 blev sendt en mail fra Udlændingestyrelsen til departemen-

tet med en orientering om, at Udlændingestyrelsen havde varslet

operatørerne om de nye retningslinjer. Derudover er der endvidere

451

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

den 10. februar 2016 kl. ca. 17.30 endnu en telefonisk samtale mel-

lem afdelingschef i Koncernstyringsafdelingen Line Skytte Mørk

Hansen og vicedirektør i Udlændingestyrelsen Lene Linnea Vejrum.

Ved samtalen orienteres departementet om, at indkvarteringsopera-

tørerne er blevet kontaktet af pressen vedr. sagen.”

Jesper Gori har om besvarelsen af spørgsmål nr. 815 forklaret

390

bl.a., at hans

kontor havde bedt Koncernstyring om bidrag. I Koncernstyrings bidrag til

svaret på spørgsmål nr. 815 stod der, som han husker det, det samme som i det

endelige svar. Der blev ligeledes afholdt et møde, hvor Lykke Sørensen, Line

Skytte Mørk Hansen, Louise Michaëlis og han selv deltog. Som han husker

det, deltog Anette Görtz også. Drøftelserne gik ud på, om man kunne besvare

et af de øvrige folketingssvar på en anden måde, og det blev ikke drøftet,

hvad der blev sagt under samtalen den 10. februar 2016. Han blev første

gang opmærksom på, at Line Skytte Mørk Hansen havde en anden opfattelse

af samtalen den 10. februar 2016 i forbindelse med undersøgelseskommis-

sionen. Adspurgt nærmere om, hvornår han præcis blev opmærksom herpå,

har han forklaret, at Line Skytte Mørk Hansen ringede til ham, inden hun

skulle afgive forklaring i undersøgelseskommissionen, og gav udtryk for sin

opfattelse af, hvad der var foregået under telefonsamtalen den 10. februar

2016. Line Skytte Mørk Hansen spurgte under telefonsamtalen, hvad der var

sket med notatet af 2. februar 2016. Hun spurgte, om han kunne huske, om

notatet var blevet sendt til Udlændingestyrelsen. Hun sagde, at hun spurgte

ham, fordi det kunne være naturligt, at Udlændingeafdelingen havde sendt

notatet til Udlændingestyrelsen.

Anette Görtz har herom forklaret

391

bl.a., at hun ikke husker, at hun eller Line

Skytte Mørk Hansen på dette tidspunkt i 2017 reagerede på Lene Linnea

Vejrums notits om telefonsamtalen den 10. februar 2016, eller om de havde

drøftelser om notitsen. Hun erindrer ikke, at hun på dette tidspunkt overhørte

drøftelser om rigtigheden af Lene Linnea Vejrums telefonnotat fra 31. marts

2016.

390 Afhøringsekstrakten, side 286-287.

391 Afhøringsekstrakten, side 723.

452

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. januar til 31. december 2017

Line Skytte Mørk Hansen har herom forklaret

392

bl.a., at – som hun husker

det – havde de fået en kort frist til dagen efter til at besvare spørgsmålene.

Koncernstyring blev involveret i besvarelsen af disse folketingsspørgsmål,

fordi der var tale om forhold, der vedrørte hende og hendes afdeling, og det

var derfor naturligt, at de blev hørt forud for besvarelsen. Udkastet til besva-

relse af spørgsmål 875 lagde sig op ad den beskrivelse af telefonsamtalen den

10. februar 2016, der var gengivet i ombudsmandens udkast til redegørelse.

Adspurgt, om hun på dette tidspunkt gjorde noget for at gøre opmærksom

på, at beskrivelsen efter hendes opfattelse ikke var korrekt, har hun forkla-

ret, at udvalget havde lov til at stille de spørgsmål, de ønskede at stille, og at

hun ikke kunne korrigere udvalgets måde at stille spørgsmål på. Udlændin-

gestyrelsen og Udlændinge- Integrations- og Boligministeriet – det vil sige

Udlændingeafdelingen, departementschefen og ministeren, men uden høring

af hendes afdeling eller hende – havde svaret ombudsmanden mere end et

år tidligere, og hun kunne ikke nu sige, at fordi den ene afdeling ikke havde

hørt den anden afdeling, var præmissen for spørgsmålet forkert. Derfor blev

det til nogle spøjse svar på udvalgsspørgsmålene fra hendes afdeling, men

svarene var korrekte nok. Løbet var kørt på dette tidspunkt, og hun kunne

ikke i juni 2017 sige til udvalget, at forløbet skulle forstås på en helt anden

måde. Adspurgt, om hun drøftede med nogen, at man kunne svare udvalget

anderledes, har hun forklaret, at hun havde gjort Uffe Toudal Pedersen op-

mærksom på, at hun ikke mente, at Lene Linnea Vejrums telefonnotat var i

orden, og at det herefter måtte være Uffe Toudal Pedersens opgave at finde

ud af, hvad der var op og ned i sagen. Foreholdt, at det efter bevarelsen af

spørgsmål nr. 904 kunne tyde på, at Uffe Toudal Pedersen ikke på tidspunk-

tet for godkendelsen af dette svar i juni 2017 havde forstået, at hun ikke var

enig i Lene Linnea Vejrums udlægning af telefonsamtalen den 10. februar

2016, har hun forklaret, at hun ikke ved, om Uffe Toudal Pedersen havde

forstået, at hun ikke var enig i Lene Linnea Vejrums beskrivelse. Hun bar

ikke problemstillingen tilbage til Uffe Toudal Pedersen igen i forbindelse

med besvarelse af udvalgsspørgsmålene i juni 2017. Hun gav alene udtryk

for sin opfattelse mundtligt over for Uffe Toudal Pedersen, og de talte om det

flere gange. Hun fandt ikke anledning til at skrive en mail herom. Adspurgt,

om hendes forklaring skal forstås således, at hun sad inde med en viden om,

at man gav forkerte oplysninger til Udlændinge- og Integrationsudvalget,

392 Afhøringsekstrakten, side 765 ff.

453

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

har hun forklaret, at hun i hvert fald ikke var enig i Udlændingestyrelsens

udlægning. Udlændingestyrelsens mange udkast til svar til ombudsmanden

blev mere og mere konstruerede i forhold til virkeligheden, og disse svar

blev godkendt af Udlændingeafdelingen, Uffe Toudal Pedersen og ministe-

ren. Hun havde sagt, at hun ikke mente, at dette tegnede det rette billede.

Hun er først blevet opmærksom på Udlændingestyrelsens mange udkast til

svar, efter at sagen begyndte i undersøgelseskommissionen. Det har været en

speciel oplevelse at læse dette. Det er rigtigt, at hun forud for sin forklaring

for undersøgelseskommissionen ringede til Jesper Gori og havde en samtale

af den anførte karakter. Hun kan meget vel under denne samtale med Jesper

Gori have givet udtryk for sin opfattelse af telefonsamtalen mellem hende

og Lene Linnea Vejrum den 10. februar 2016.

5.10.9.4. Spørgsmål nr. 856

Spørgsmål nr. 856, der ligeledes blev besvaret den 21. juni 2017, omhandler

koncerndirektionsmødet den 10. februar 2016. Det hedder i besvarelsen af

et spørgsmål om referat fra mødet bl.a.:

”…

Svar:

Udlændinge- og Integrationsministeriet har til brug for besvarelsen

indhentet bidrag fra Udlændingestyrelsen, hvortil der henvises:

”…

Udlændingestyrelsen kan oplyse, at der ikke er nogen nuværende

ansatte i Udlændingestyrelsen, der deltog i mødet i koncerndirekti-

onen den 10. februar 2016.

Udlændingestyrelsen er bekendt med, at indkvartering af mindre-

årige asylansøgere med ægtefæller eller samlevere blev drøftet på

mødet.

Der er i Udlændingestyrelsen hverken nedskrevet referat eller andre

oplysninger fra dette møde, ligesom ingen af Udlændingestyrelsens

nuværende ansatte er bekendt med det nærmere indhold af disse

drøftelser.””

454

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. januar til 31. december 2017

Det fremgår af en mail af 22. juni 2017, som Lene Linnea Vejrum sendte kl.

19:45 til Lykke Sørensen, og som Lykke Sørensen kl. 19.46 videresendte til

Jesper Gori, bl.a.:

”Som du ved, har vi i dag fundet en mail, hvor koncerndirektionsmødet

den 10. februar 2016 kort nævnes.

Som aftalt, sender jeg hermed Udlændingestyrelsens udtalelse til brug

for berigtigelse over for Folketinget:

Det fremgår af besvarelsen af UUI 856, at der ikke i Udlændingestyrel-

sen er nedskrevet referat eller andre oplysninger om drøftelserne på

koncerndirektionsmødet den 10. februar 2016 vedrørende indkvarte-

ring af mindreårige asylansøgere med ægtefæller eller samlevere.

Udlændingestyrelsen er den 22. juni 2017 blevet opmærksom på en

intern mail. Af mailen, som er svar på en intern mail om varsling af

pressemeddelelsen af 10. februar 2016, fremgår kort, at spørgsmålet om

indkvartering af mindreårige asylansøgere med ægtefæller eller sam-

levere blev drøftet på koncerndirektionsmødet den 10. februar 2016.

Mailen indeholder ikke oplysninger om, hvad det nærmere indhold af

disse drøftelser var.”

Lene Linnea Vejrum har herom forklaret

393

bl.a., at hun må have set Henrik

Grunnets mail allerede den 10. februar 2016. Hun havde ikke tænkt over

den siden. Tanja Franck ringede til Lykke Sørensen og fortalte om mailen. De

sendte ikke mailen til departementet, fordi der var tale om en intern mail.

Ditte Kruse Dankert har herom forklaret

394

bl.a., at hun fik kendskab til Henrik

Grunnets mail den 22. juni 2017.

Tanja Franck har herom forklaret

395

bl.a., at det er hendes klare opfattelse,

at hun den 22. juni 2017 læste indholdet af mailen op for Lykke Sørensen.

393 Afhøringsekstrakten, side 436.

394 Afhøringsekstrakten, side 464.

395 Afhøringsekstrakten, side365.

455

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

Kristina Rosado har herom forklaret

396

bl.a., at hun kunne huske, at hun havde

fået en mail fra Henrik Grunnet den 10. februar 2016, så hun vidste, at det

ikke var korrekt, når det i besvarelsen af et folketingsspørgsmål var anført, at

der ikke var noget nedskrevet om forløbet på koncerndirektionsmødet. Hun

fandt derfor mailen frem og gjorde opmærksom på den. Hun var aldrig ble-

vet bedt om at udlevere oplysninger til brug for Folketingets Ombudsmands

behandling af sagen.

I forlængelse af besvarelsen af 21. juni 2017 på spørgsmål nr. 856 (UUI alm.

del) skrev Inger Støjberg den 22. juni 2017 således til udvalget:

”I forlængelse af besvarelsen af 21. juni 2017 på spørgsmål nr. 856 (UUI

alm. del) har Udlændingestyrelsen dags dato oplyst følgende, hvortil

jeg kan henvise:

”Det fremgår af besvarelsen af UUI 856, at der ikke i Udlændinge-

styrelsen er nedskrevet referat eller andre oplysninger om drøftel-

serne på koncerndirektionsmødet den 10. februar 2016 vedrøren-

de indkvartering af mindreårige asylansøgere med ægtefæller eller

samlevere.

Udlændingestyrelsen er den 22. juni 2017 blevet opmærksom på en

intern mail. Af mailen, som er svar på en intern mail om varsling af

pressemeddelelsen af 10. februar 2016, fremgår kort, at spørgsmålet

om indkvartering af mindreårige asylansøgere med ægtefæller eller

samlevere blev drøftet på koncerndirektionsmødet den 10. februar

2016. Mailen indeholder ikke oplysninger om, hvad det nærmere

indhold af disse drøftelser var.””

Den 22. juni 2017 kl. 22.38 sendte Jesper Gori en mail til Uffe Toudal Peder-

sen, Jonas From Soelberg og Lykke Sørensen vedhæftet et revideret beredskab

om koncerndirektionsmødet og mailen fra Udlændingestyrelsen til brug for

samråd AW til AZ dagen efter. I dette reviderede beredskab var der indsat

svarforslag til ministeren på spørgsmål om bl.a., hvorvidt ministeren ville

oplyse, hvad der nærmere står i mailen. Forslaget til svar lød på, at ministeren

396 Afhøringsekstrakten, side 488-489.

456

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. januar til 31. december 2017

skulle sige, at hun ikke havde set denne interne mail, og at hun kunne henvise

til det, som hun havde orienteret udvalget om i den supplerende besvarelse

af spørgsmål nr. 856.

Uffe Toudal Pedersen har herom forklaret

397

bl.a., at det dagen før samrådet

den 23. juni 2017 blev nævnt, at der var dukket en mail op. Det var en bety-

delig ting, at mailen dukkede op dagen før samrådet, og de var nødt til at se

på talepapir mv. til samrådet igen. Han husker ikke, om han fik en orientering

om det nærmere indhold af mailen. Han vil tro, at han fik at vide, hvad der

stod i mailen, men han har ikke set den. Det ville have været underligt, hvis de

fik at vide, at den var dukket op, men ikke fik information om, hvad der stod

i den. Det kom frem, fordi det var en vigtig ting. Det ville være usandsynligt,

hvis han ikke interesserede sig for, hvad der stod i mailen, men om han har

ment, at det var tilfredsstillende, at de fik at vide, at den ikke føjede noget

nyt til det, de allerede vidste, kan han ikke sige. Det ville ikke ligne ham, men

han husker det ikke. Han vil tro, at det blev drøftet med ministeren og Mark

Thorsen, men det var ikke ham, der orienterede dem. Han husker ikke, om

han fik at vide, at ministeren og Mark Thorsen blev informeret om mailens

indhold. Det ville dog være naturligt, at ministeren og Mark Thorsen blev

informeret om indholdet af en sådan mail forud for et samråd.

Inger Støjberg har herom forklaret

398

bl.a., at hun ikke før februar 2019 kendte

indholdet af Henrik Grunnets mail af 10. februar 2016 kl. 13.10. Hun husker

tydeligt den 22. juni 2017, som var dagen før samrådet. Da hun var på vej ud

ad døren, sagde Jonas From Soelberg, at hun skulle komme tilbage til ministe-

riet, fordi der var noget, de skulle tale om. Der var blevet fundet en mail. Hun

kom retur først på aftenen – formentlig omkring kl. 19.30-20.00 – og inde på

ministersekretærernes kontor mødte hun Mark Thorsen, Jonas From Soelberg,

Lykke Sørensen og en af ministersekretærerne. De oplyste, at der var fundet

en mail, der nævnte koncerndirektionsmødet, men at der ikke var noget i den.

Hun skulle dog berigtige det over for Folketinget, fordi der var blevet spurgt

til, om der var skriftlig korrespondance vedrørende dette møde. Hun blev

ikke orienteret om, hvad der stod i mailen. Foreholdt udkast af 3. april 2019

til besvarelse af udvalgsspørgsmål 557, hvoraf fremgår, at Justitsministeriet

skulle have oplyst, at Lykke Sørensen mente at have orienteret ministeren

397 Afhøringsekstrakten, side 101.

398 Afhøringsekstrakten, side 152-153.

457

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

og den særlige rådgiver om indholdet af mailen den 22. juni 2017, har hun

forklaret, at hvis Lykke Sørensen har sagt det, er det ikke rigtigt.

Lykke Sørensen har herom forklaret

399

bl.a., at hun orienterede ministeren om

indholdet af mailen den 22. juni 2017. Hun gengav også indholdet af mailen

for departementschefen. Hun orienterede ministeren og de øvrige, der var til

stede, om indholdet af mailen. Hun kan ikke genkende ministerens udlægning

af, at ministeren ikke kendte nærmere til indholdet af mailen. Det kan godt

passe, at Jonas From Soelberg og Mark Thorsen var til stede. Der var ikke

noget problematisk i mailen, men ministeren blev orienteret om indholdet af

mailen næsten i citat. Hun er uenig med Inger Støjberg i, at Inger Støjberg ikke

blev orienteret om mailen. Der var 1�½ linje i mailen, og man kunne næsten

ikke orientere om indholdet uden at sige, hvad der stod. Om det supplerende

beredskab har hun forklaret, at hun formentlig så dette, men hun erindrer

det ikke med sikkerhed.

400

Hun husker ikke, om det gav hende anledning til

overvejelser. Det var et lynhurtigt udarbejdet udkast til beredskab aftenen

før samrådet. Uanset om ministeren havde læst mailen eller var bekendt med

indholdet af mailen, skulle Folketinget ikke gøres bekendt med mailen, fordi

det var en intern mail. Desuden var svaret rigtigt. Selv hvis ministeren blev

spurgt, om hun ville oplyse, hvad der stod i mailen – og under forudsætning af,

at hun vidste, hvad der stod i mailen – ville hun mene, at svaret ”Jeg har ikke

set den interne mail” var et korrekt svar. Adspurgt, om det tillige ville være

et fyldestgørende svar, har hun forklaret, at det var et beredskabspapir, hvor

man – sent på aftenen – prøvede at forudsige, hvilke spørgsmål Folketinget

måtte finde på at stille, og hun ved ikke, om spørgsmålet faktisk blev stillet.

Jesper Gori har herom forklaret

401

, at aftenen den 22. juni 2017 var en lidt

særlig aften. Han husker det således, at han ikke blev oplyst om indholdet

af mailen. Da mailen kom frem, var der en snak om, at oplysningen kunne

føre til, at ministeren blev væltet. Der var en hektisk aktivitet og møder med

departementschefen og ministeren, men han deltog ikke i disse møder. Han

ved ikke, om der var nogen i departementet, der fik gengivet indholdet i

mailen. Han blev ikke orienteret om mailens indhold. Han ved ikke, om han

blev orienteret om, hvem der havde skrevet mailen. Han havde en snak med

399 Afhøringsekstrakten, side 181 ff.

400 Afhøringsekstrakten, side 787.

401 Afhøringsekstrakten, side 288.

458

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. januar til 31. december 2017

Jonas From Soelberg, som sagde, at ministeren var meget ”nervøs for det her”

og var noget nervøs for, hvordan samrådet dagen efter ville forløbe. Hans

fornemmelse var, at han ikke skulle have at vide, hvad der stod i mailen. Han

spurgte ikke om mailens indhold, og det var ret åbenbart, at han ikke skulle

have at vide, hvad der stod i mailen.

Mark Thorsen har herom forklaret

402

bl.a., at Jonas From Soelberg kom til ham

om aftenen den 22. juni 2017 og nævnte, at der var et opmærksomhedspunkt,

idet man i Udlændingestyrelsen havde fundet en mail, der stod i modsætning

til et tidligere afgivet svar til Folketinget, idet mailen refererede til koncern-

direktionsmødet. Derfor skulle de finde ud af, om der skulle udarbejdes et

korrigerende svar til Folketinget. Han fik ikke nogen gengivelse af, hvad der

stod i Henrik Grunnets mail. Han fik alene oplyst, at mailen refererede til

koncerndirektionsmødet. Han spurgte ikke nærmere ind til, hvad det var, der

stod. Han kan godt forstå, hvis det kan forekomme lidt underligt. Dette skal

ses i sammenhæng med, at der var et samråd den følgende dag. Der var lagt op

til et relativt højspændt samråd. Han fandt derfor ikke behov for at samle på

problemer. Det var hans indtryk, at Lykke Sørensen havde fået en orientering

om mailen fra Tanja Franck, herunder også om mailens indhold. Det, han fik

at vide om mailens indhold, var, at den refererede til koncerndirektionsmø-

det. Han vidste ikke på det tidspunkt, hvor kort mailen var. Han er ikke enig

med Lykke Sørensen i, at ministeren blev orienteret om ordlyden af mailen.

Jonas From Soelberg har herom forklaret

403

bl.a., at der var fundet en mail i

Udlændingestyrelsen, og de skulle derfor have et svar fra dagen før til Fol-

ketinget berigtiget med det samme, så der var fuld gennemsigtighed inden

samrådet dagen efter. Det betød også, at ministeren skulle forberedes på den

nye oplysning inden samrådet. Ministeren var på det tidspunkt på vej til et

møde i Forsvarsministeriet. Han løb efter ministeren og fik hende standset på

Slotsholmsgade. Han sagde: ”Inger, du bliver nødt til at komme tilbage”. Han

tænkte, at han ikke nede på gaden ville fortælle ministeren, hvorfor hun blev

nødt til at komme tilbage. Hun accepterede at komme tilbage til ministeriet

efter mødet i Forsvarsministeriet. Der var efterfølgende en drøftelse på konto-

ret, hvor Inger Støjberg, Lykke Sørensen, Mark Thorsen og formentlig en mi-

nistersekretær var til stede ud over ham. Uffe Toudal Pedersen var taget hjem

402 Afhøringsekstrakten, side 398-399.

403 Afhøringsekstrakten, side 712 ff.

459

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

på det tidspunkt. De drøftede, om Henrik Grunnets mail skulle oversendes til

ombudsmanden, og Lykke Sørensen sagde, at Udlændingestyrelsen umiddel-

bart vurderede, at mailen ikke vedrørte de retlige overvejelser og dermed ikke

var omfattet af ombudsmandens anmodning om akter. Herefter sagde Lykke

Sørensen henvendt til ministeren, at hun var enig i styrelsens vurdering. De

udarbejdede et supplerende svar, som blev sendt over til Folketinget, ligesom

de lavede et ekstra beredskab til ministerens spørgsmål/svar-katalog til brug

for samrådet. Han husker ikke specifikt, hvad Lykke Sørensen fortalte om mai-

len, men han erindrer, at han, da han senere så mailen optrykt i Information,

ikke blev overrasket over den første del af mailen vedrørende ministerens

holdning til sagen. Eftersætningen om Børnekonventionen kom bag på ham,

og den del af mailen havde han således ikke været bevidst om. Det var også

det, der førte til, at han, da de på et tidspunkt skulle oplyse Folketinget om,

hvilket kendskab embedsværket havde til mailen, sagde, at det ikke stemte

med hans forståelse, at ingen i ministeriet havde kendskab til indholdet af

mailen. Adspurgt, om de diskuterede, hvorvidt departementet skulle have

Henrik Grunnets mail, har han forklaret, at der tidligere havde været meget

stor interesse for mailen om kattelemmen. Det var en intern mail i departe-

mentet, og han havde forstået det således, at det i den forbindelse var Mark

Thorsen og muligvis også ministerens opfattelse, at det havde været mere hen-

sigtsmæssigt for dem ikke at kende indholdet af denne mail. Det ville være en

mærkelig situation at skulle sige, at man ikke ønskede at dele indholdet af en

mail, hvis man kendte mailen. I givet fald risikerede man at blive mødt med:

”Hvorfor alt det hemmelighedskræmmeri?” Hvis mailens indhold ikke var

væsentligt, kunne det være et bedre sted at stå politisk ikke at kende til mailen.

På baggrund heraf syntes han ikke, at det var mærkeligt, at ministeren eller

andre ikke bad om at se indholdet af Henrik Grunnets mail. Grundlæggende

set handlede det om at gøre forberedelsen af samrådet så snæver som mulig.

Sagen var besværlig nok i forvejen. Han erindrer ikke, hvem der var til stede,

da han blev orienteret om – noget af – indholdet af mailen, eller om det var

før eller efter, at ministeren kom tilbage på kontoret. Lykke Sørensen sagde

aldrig, at hun havde fået læst mailen op, ligesom hun ikke på anden måde

udbredte sit kendskab til indholdet af mailen, bortset fra at Henrik Grunnet

havde hørt ministeren udtrykke sin holdning på koncerndirektionsmødet.

Det var hans opfattelse, at ministeren den aften hæftede sig ved det, Lykke

Sørensen betryggende hende i – at mailen ikke vedrørte de retlige overvejelser

og derved faldt uden for ombudsmandens anmodning. Jesper Gori deltog, så

vidt han husker, ikke i mødet på ministerens kontor om mailen, idet han var

460

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. januar til 31. december 2017

travlt beskæftiget med at forberede samrådet. Det var ikke ham, der skrev

tillægsberedskabet, men han så formuleringen. Adspurgt, om der i svaret om

ikke at have ”set” mailen lå, at der objektivt set blev svaret korrekt, men at

svaret ikke var retvisende, idet man godt vidste, hvad der stod i mailen, har

han forklaret, at det ikke var sjældent, at der blev svaret udenom. Han ved

ikke, hvad begrundelsen for her at svare udenom skulle være. Samrådene

kunne godt være præget af det politiske spil, men han ved ikke, hvad motivet

skulle være. Det var ikke ham, der skrev svaret, og han tænkte ikke nærmere

over det i situation. Det var Jesper Gori, der skrev svaret, og han mener, at

også Lykke Sørensen så det.

Inger Støjberg har under genafhøringen supplerende forklaret

404

bl.a., at hun

husker situationen tydeligt. Fordi hun havde fået at vide, at der ikke var no-

get i mailen, havde hun ikke behov for at se den. Hun skulle informeres om

eksistensen af mailen, fordi hun skulle sende en berigtigelse, men hun hørte

ikke noget om, hvad der stod i mailen.

5.10.9.5. Spørgsmål nr. 865

Den 21. juni 2016 besvarede ministeren tillige spørgsmål nr. 865 således:

”Spørgsmål nr. 865:

Vil ministeren redegøre for, hvorfor ordlyden i besvarelse af UUI alm.

del – spm. 302 af 9. marts 2016 til Martin Henriksen, er som følger: ”Jeg

kan oplyse, at jeg, efter at være blevet bekendt med problemstillingen,

har bedt Udlændingestyrelsen sikre, at ingen mindreårige asylansø-

gere under 18 år fremadrettet kan indkvarteres sammen med deres

ægtefælle eller samlever. Jeg har forstået, at Udlændingestyrelsen er i

færd med at omsætte min generelle instruks i retningslinjer, der skal

anvendes i de konkrete sager. Jeg kan endvidere oplyse, at min instruks

også omfatter de sager om mindreårige, der aktuelt er indkvarteret med

deres ægtefælle eller samlever”, når ministeren under samrådet den 1.

juni oplyste, at hun ikke var bekendt med, at hendes pressemeddelelse

blev opfattet som en instruks?

404 Afhøringsekstrakten, side 759.

461

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

Svar:

I besvarelsen af 9. marts 2016 på spørgsmål nr. 302 (UUI alm. del)

redegør jeg først for den generelle indkvarteringsordning. Herefter

fremgår det af svaret, at ”jeg har forstået, at Udlændingestyrelsen er i

færd med at omsætte min generelle instruks i retningslinjer, der skal

anvendes i de konkrete sager”.

At der skulle udsendes retningslinjer til anvendelse i de konkrete sager

afspejler, at den generelle instruks ikke var udtømmende.

Som jeg tidligere har oplyst, kunne dette svar have været formuleret

klarere. Der henvises herved også til min tale under behandlingen af

samrådsspørgsmål AT og AU, der er oversendt til Folketinget (UUI alm.

del – endeligt svar på spørgsmål 801).

Det skal endvidere nævnes, at dette svar ikke står alene, men blev fulgt

op af mit svar til Folketinget få dage senere under samråd Z den 15.

marts 2016.

Jeg kan i øvrigt henvise til den samtidige besvarelse af spørgsmål nr.

806 (UUI alm. del).”

Besvarelsen af spørgsmål nr. 865 blev gentaget ved den samtidige besvarelse

af spørgsmål nr. 866.

5.10.9.6. Spørgsmål nr. 904

Den 21. juni 2016 besvarede ministeren tillige spørgsmål nr. 904 således:

”Spørgsmål nr. 904:

Er det korrekt, når Udlændingestyrelsen i sin udtalelse til Folketingets

Ombudsmand den 28. april 2016 skriver: ”Udlændingestyrelsen mod-

tog samtidig med udsendelsen af pressemeddelelsen den 10. februar

2016 en mundtlig instruks fra Udlændinge-, Integrations- og Bolig-

ministeriet om administrativt at effektuere i overensstemmelse med

indholdet af pressemeddelelsen. Instruksen betød således, at ingen

mindreårige fremover måtte indkvarteres sammen med en ældre æg-

462

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. januar til 31. december 2017

tefælle eller samlever, og at dette skulle gælde uanset om parret måtte

have fællesbørn. Instruksen betød også, at der straks skulle ske adskil-

lelse i de aktuelle sager, hvor en mindreårig allerede var indkvarteret

sammen med en ældre ægtefælle eller samlever.” (UUI alm. del – bilag

152, side 23)?

Svar:

Ja, det er korrekt.

Der henvises i øvrigt til Udlændingestyrelsens udtalelse af 28. april

2016 til Folketingets Ombudsmand, som var vedlagt Udlændinge-, Inte-

grations- og Boligministeriets udtalelse af 4. maj 2016 til ombudsman-

den, jf. Folketingets Ombudsmands endelige redegørelse af 23. marts

2017 (UUI alm. del – bilag 152).

Jeg vil i øvrigt redegøre for forløbet efter udsendelsen af min generelle

indkvarteringsinstruks af 10. februar 2016 ved min besvarelse af sam-

rådsspørgsmål AW og AY (UUI alm. del) den 23. juni 2017.”

Line Skytte Mørk Hansen har om besvarelsen af dette spørgsmål forklaret

405

bl.a., at hun ikke husker, om hun blev orienteret om dette svar. Hun kan selv-

følgelig ærgre sig over, at hun ikke skrev et telefonnotat om samtalen med Lene

Linnea Vejrum den 10. februar 2016. Adspurgt, hvad hun gjorde, da hun fandt

ud af, at Udlændingestyrelsen havde en anden opfattelse af telefonsamtalen

end hende, har hun forklaret, at hun gav udtryk for sin opfattelse til i hvert

fald Uffe Toudal Pedersen. Hun husker ikke Uffe Toudal Pedersens reaktion.

Jesper Gori har om besvarelsen af dette spørgsmål forklaret

406

bl.a., at der forud

for dette folketingsspørgsmål var blevet stillet en række folketingsspørgsmål,

herunder spørgsmål nr. 815, hvor det indgik som en præmis, at samtalen den

10. februar 2016 mellem Line Skytte Mørk Hansen og Lene Linnea Vejrum

var foregået som beskrevet i Lene Linnea Vejrums telefonnotat. Svarene på

disse spørgsmål blev afstemt med Koncernstyring.

405 Afhøringsekstrakten, side 199-200.

406 Afhøringsekstrakten, side 254.

463

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

Uffe Toudal Pedersen har herom forklaret

407

bl.a., at han har godkendt be-

svarelsen af dette spørgsmål. Svaret er blevet formuleret for firkantet. Der

var en virkelighed ved siden af. Han kan ikke tidsfæste, hvornår Line Skytte

Mørk Hansen sagde til ham, hvad hun havde sagt til Lene Linnea Vejrum. Han

erindrer ikke, om han først hørte om Line Skytte Mørk Hansens opfattelse

af samtalen i 2017. Da han hørte herom, var hans reaktion, at man måtte re-

spektere Udlændingestyrelsens udtalelse til Folketingets Ombudsmand. Han

tror, at han dengang sagde til Line Skytte Mørk Hansen, at hun skulle passe

på med at overvurdere betydningen af et telefonnotat, der var skrevet med

6 ugers forsinkelse. Udlændingestyrelsens opfattelse af samtalen var ”deres

virkelighed”.

Lykke Sørensen har herom forklaret

408

bl.a., at der foregik en del sagsbe-

handling forud for besvarelsen af et sådant spørgsmål. Hun tror ikke, at der

i Udlændingeafdelingen – efterhånden som sagen blev undersøgt – var tvivl

om, at der havde været en samtale mellem Line Skytte Mørk Hansen og Lene

Linnea Vejrum, og at de nok var uenige om indholdet heraf, men Udlændin-

geafdelingen kunne ikke kommentere dette. Hun blandede sig ikke i den

underliggende sagsbehandling, og hun havde ikke anledning til at række ud

for at få det nærmere afklaret. Svarene gik også gennem departementschefen,

og det var primært ham, som hun drøftede udkast til svar med. Hun fik ikke

direkte at vide, at Line Skytte Mørk Hansen havde en anden opfattelse af

telefonsamtalen. Der gik alene nogle fortællinger herom, og hun løber ikke

med rygter. Uffe Toudal Pedersen sagde ikke på noget tidspunkt til hende, at

han havde hørt, at der var en anden opfattelse af telefonsamtalen.

5.10.9.7. Spørgsmål nr. 909

I en besvarelse af 21. juni 2017 af spørgsmål nr. 909 udtalte Udlændingesty-

relsen vedrørende de sager, hvor der ikke skete adskillelse, bl.a.:

”…

”1. Udlændingestyrelsen kan oplyse, at styrelsen i alle sager, der er

eller har været omfattet af udlændinge- og integrationsministerens

indkvarteringsinstruks af 10. februar 2016, har foretaget en konkret

407 Afhøringsekstrakten, side 745-746.

408 Afhøringsekstrakten, side 785.

464

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. januar til 31. december 2017

og individuel vurdering af, om det vil være foreneligt med Danmarks

internationale forpligtelser at indkvartere parret hver for sig.

Udlændingestyrelse har således i forlænge af, at styrelsen den 10.

februar 2016 modtog indkvarteringsinstruksen, foretaget en gen-

nemgang af oplysningerne i alle sagerne, og har i en række sager ind-

hentet supplerende oplysninger til brug for behandlingen i sagerne.

Udlændingestyrelsen har i forbindelse med denne gennemgang

af sagerne identificeret fem sager, hvor Udlændingestyrelsen har

vurderet, at separat indkvartering ville være i strid med Danmark

internationale forpligtelser.

…

Idet der er tale om sager, hvor der ikke er sket noget indgreb over

for parterne, er der ikke noget krav om, at styrelsen skal dokumente-

re, hvornår styrelsen har besluttet at undlade at træffe beslutning om

indledningsvis separat indkvartering. Det er på den baggrund ikke

muligt at oplyse, hvornår styrelsen har truffet disse beslutninger.

…””

5.10.10. Samråd AW til AZ den 23. juni 2017

Der blev den 23. juni 2017 afholdt endnu et samråd med Inger Støjberg ved-

rørende sålydende samrådsspørgsmål AW til AZ:

”Samrådsspørgsmål

Vil ministeren detaljeret redegøre for forløbet efter at ministeren fjerne-

de formuleringen om at foretage en konkret vurdering i pressemedde-

lelsen af 10. februar 2016, herunder orientere om hvordan det gik til at

pressemeddelelsen fik karakter af en instruks på ministerens ressortom-

råde, hvornår i forløbet det går op for ministeren at pressemeddelelsen

har fået karakter af en instruks, hvorvidt ministeren efterfølgende af

sit embedsværk blev gjort opmærksom på at instruksen i sit indhold

var ulovlig, om ministeren blev vejledt om ikke at lade pressemedde-

lelsen blive fulgt op med en instruks, og om ministeren efterfølgende

fulgte op og lod sig orientere om Udlændingestyrelsens håndtering af

de konkrete sager?

465

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

Samrådsspørgsmål AX

Vil ministeren redegøre for, om det var i overensstemmelse med mini-

sterens sandhedspligt at fjerne formuleringen om at foretage en indi-

viduel vurdering i pressemeddelelsen af 10. februar 2016?

Samrådsspørgsmål AY

Vil ministeren redegøre for forløbet i Udlændingestyrelsen efter mod-

tagelsen af den undtagelsesfrie instruks, herunder hvorvidt der ved

modtagelsen i Udlændingestyrelsen opstår bekymring omkring lovlig-

heden af instruksen, hvorvidt der iværksættes tiltag med henblik på

at foretage en undtagelsesfri adskillelse i sagerne, samt hvornår man

i Udlændingestyrelsen bliver opmærksom på, at instruksen er ulovlig

i sit indhold, og hvornår man ophører med at administrere i overens-

stemmelse med instruksen?

Samrådsspørgsmål AZ

Vil ministeren i samtlige de tilfælde, hvor hun siden 10. februar 2016

har besvaret spørgsmål fra Folketinget om adskilt indkvartering af

mindreårige gifte eller samlevende asylansøgere, redegøre for, hvor-

dan hvert enkelt svar harmonerer med ministerens forklaring under

samrådet 1. juni 2017 om, at det gennem hele forløbet har været en

forudsætning og en del af ministerens instruks, at alle par skulle vur-

deres konkret og individuelt, og at praksis skulle stemme overens med

dansk ret og Danmarks internationale forpligtelser?”

5.10.10.1. Beredskaber til brug for samrådet

Forud for samrådet var der udarbejdet et talepapir til ministeren. Indholdet af

det endelige talepapir svarer i al væsentligt til det, som ministeren udtalte som

indledning under samrådet, og som er gengivet i afsnit 5.10.10.2 nedenfor.

Der blev til brug for samrådet tillige udarbejdet et beredskab i form af et Q&A.

Beredskabet foreligger i flere udkast, herunder et udkast der var vedhæftet

en mail sendt den 22. juni 2017 fra Ditte Kruse Dankert til bl.a. Jesper Gori.

Af dette udkast fremgår det bl.a., at der som mulig besvarelse af spørgsmål

vedrørende fire sager, hvor adskilt indkvartering skulle være sket efter ønske

fra de pågældende selv, blev foreslået bl.a. følgende besvarelse:

466

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. januar til 31. december 2017

”…

– Derfor står jeg fuldt og helt ved, at min instruks har bidraget til, at

pigen i fire sager har valgt at blive adskilt fra sin mand.

…”

Ditte Kruse Dankert skrev som en kommentar hertil:

”Der foreligger ikke i US oplysninger om, hvorvidt der er en sammen-

hæng mellem indkvarteringsinstruksen og pigernes ønske om separat

indkvartering.”

5.10.10.2. Samrådet

Samrådet blev gennemført den 23. juni 2017. Det fremgår af en transskription

af samrådet, som kommissionen har modtaget fra Folketinget, bl.a.:

”…

Udlændinge- og integrationsministeren (Inger Støjberg):

... De fire

samrådsspørgsmål, der er stillet, følger jo op på mine svar fra samrådet

den 1. juni her i år på samrådsspørgsmålene AT og AU. Og jeg vil først

svare på spørgsmål AW og AY i sammenhæng, da begge spørgsmål jo

går på forløbet efter pressemeddelelsen af 10. februar 2016. Og derefter

vil jeg svare på de øvrige to spørgsmål.

Samrådsspørgsmålene drejer sig jo naturligt nok om emner, som vi

allerede berørte på samrådet den 1. juni, og derfor er de svar, som jeg

giver i dag, jo selvsagt også på flere punkter en gentagelse af de svar,

som jeg gav under samrådet sidst. Det kan jo ganske enkelt ikke være

anderledes.

Inden jeg svarer på spørgsmålene, vil jeg gerne minde om den politiske

debat. Det er den politiske debat, som jeg har oplevet den i tiden om-

kring min praksisændring i februar 2016. I dag forsøger også oppositio-

nen jo sådan nærmest at fremstille det, som om de hele tiden har været

imod barnebrude i de danske asylcentre. Men sådan var det jo bare

ikke. Når praksis blev ændret tilbage i februar sidste år, skyldtes det, at

jeg tog initiativ til at vende tidligere praksis på hovedet. Det gjorde jeg,

fordi jeg ønsker, at piger skal have frihed til at leve deres eget liv, som

de ønsker, og vælge den ægtefælle, som de ønsker. Derfor ønskede jeg at

467

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

skille parrene ad og lægge en så restriktiv linje som overhovedet muligt.

Min holdning er, at jeg i sidste ende jo har ansvaret for de her piger og

for, at de ikke på danske asylcentre fastholdes i et ufrivilligt ægteskab.

Derfor var det også mit klare politiske mål at sikre, at pigerne fik en

form for et pusterum, hvor de netop kunne overveje deres situation. For

mig er det altså aldeles uklart, om det også er det, oppositionen ville,

og ja, i virkeligheden også, om det er det, man vil i dag. Men med den

praksis, som jeg har gennemført, er det hele nu vendt 180 grader. Og

uanset om man bliver adskilt eller ikke, bliver alle par, hvor der er en

mindreårig involveret, i dag oplyst om, at i Danmark er udgangspunktet,

at man ikke kan leve sammen med en mindreårig på vores asylcentre.

Den håndsrækning er jeg ærlig talt glad for at vi tilbyder de unge piger,

der kommer til Danmark med ældre mænd.

Så vender jeg mig mod spørgsmålene. Der spørges først, hvordan det

gik til, at pressemeddelelsen fik karakter af en instruks. Det spørgsmål

blev jo så også stillet mundtligt under samrådet den 1. juni, men jeg vil

meget gerne svare på spørgsmålet igen. Først vil jeg for en god ordens

skyld gentage, hvordan forløbet var i forbindelse med udsendelsen af

pressemeddelelsen. Det er netop en forudsætning for også at kunne

svare fyldestgørende på spørgsmålet.

Som jeg nævnte i min tale under samrådet den 1. juni, gik rådgivningen

af mig fra mine embedsmænd på, at der i selve indkvarteringsordnin-

gen skulle være en undtagelsesmulighed i særlige tilfælde. Jeg havde

gerne set – det sagde jeg også sidst – at alle par kunne adskilles, men

det var, som også tidligere nævnt, vurderingen, at det ikke var muligt

i forhold til vores internationale konventioner. I pressemeddelelsen

valgte jeg at beskrive den generelle indkvarteringsordning, så min hold-

ning stod helt klart. Og som jeg oplyste under samrådet den 1. juni, var

det mig selv, der ændrede pressemeddelelsen og tog forbeholdet ud af

pressemeddelelsen.

Når pressemeddelelsen efterfølgende fik karakter af en instruks, skyl-

des det, at der ikke i umiddelbar forlængelse af pressemeddelelsen

blev sendt en egentlig skriftlig instruks til Udlændingestyrelsen, som

beskrev de undtagelser, der skulle gøres. Det var det, jeg oplyste under

468

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. januar til 31. december 2017

samrådet den 1. juni, altså at pressemeddelelsen efterfølgende fik ka-

rakter af en instruks, og det vil jeg så prøve at uddybe. For jeg forstår

sådan set godt, at der kan være tvivl om forløbet. Det er også derfor,

at jeg under sidste samråd jo tilkendegav, at der er ting, som vi skulle

have gjort anderledes.

Under samrådet blev jeg spurgt, hvornår pressemeddelelsen blev til en

instruks. Jeg tror endda, at der var et spørgsmål om, på hvilken dag og

på hvilket klokkeslæt det mere præcis skete. Det er også sådan, at jeg

forstår det her samrådsspørgsmål. Hvis jeg skal kunne svare på det,

forudsætter det jo, at jeg eller ministeriet på et tidspunkt siger, at nu

er der tale om en instruks og ikke en pressemeddelelse. Sådan var det

ikke. Det, jeg sagde på samrådet den 1. juni, var, at pressemeddelelsen

efterfølgende på et eller andet tidspunkt fik karakter af en instruks.

Når pressemeddelelsen får karakter af en instruks, så skyldes det alt-

så ikke, at vi på et eller andet tidspunkt beslutter os for, at nu fra det

her tidspunkt er pressemeddelelsen ikke længere en pressemeddelelse,

men en instruks. Det står derimod klart, at pressemeddelelsen ikke

umiddelbart efter den 10. februar 2016 blev fulgt op af andre skriftlige

instrukser til Udlændingestyrelsen, og derfor blev min pressemedde-

lelse, som departementet samme dag sendte til Udlændingestyrelsen

pr. mail uden yderligere forklarende tekst, altså den eneste skriftlige

kommunikation om rammerne for ordningen på det her tidspunkt til

Udlændingestyrelsen. Og da der ikke nogenlunde samtidig kom an-

den skriftlig kommunikation til Udlændingestyrelsen, betyder det jo,

at pressemeddelelsen blev til instruksen. Men det skyldes altså ikke

pressemeddelelsen i sig selv, for det er netop en pressemeddelelse, og

det var det netop også, da den blev sendt ud, altså en pressemeddelel-

se. Det skyldes, at pressemeddelelsen ikke blev fulgt op af en egentlig

skriftlig instruks.

For at bruge ombudsmandens ord – og her citerer jeg:

”Der findes således ikke i det sagsmateriale, som jeg har modtaget, no-

gen samtidig dokumentation for, at det allerede den 10. februar 2017

blev lagt til grund som en klar forudsætning, at det i visse tilfælde ville

være i strid med gældende ret at adskille parrene.” Citat slut.

469

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

Det er på den baggrund, at ombudsmanden for det første finder, at pres-

semeddelelsen får karakter af en instruks, for det andet, at instruksen

efter sit indhold er ulovlig, og for det tredje, at instruksen medførte en

betydelig risiko for, at der blev truffet forkerte afgørelser i de konkrete

sager. Og derfor har fremgangsmåden efter ombudsmandens opfattelse

været meget risikabel i forhold til den grundlæggende pligt til at sikre

lovlig administration. Begge dele har jeg taget til efterretning, og det

betyder også, at jeg anerkender, at forløbet har medført en betydelig

risiko for, at der blev truffet forkerte afgørelser. Men som jeg også

gentagne gange sagde under samrådet den 1. juni, og som jeg vil kom-

me tilbage til, så administrerede Udlændingestyrelsen jo rent faktisk

ikke ordningen undtagelsesfrit. Som jeg tidligere har sagt, skulle vi

dog i umiddelbar forlængelse af, at pressemeddelelsen blev sendt til

Udlændingestyrelsen, have fulgt op med en egentlig skriftlig instruks

til styrelsen, der indeholdt de nødvendige forbehold. Det skulle vi, og

det tager jeg, som jeg sagde på samrådet den 1. juni, på mig. Som jeg

redegjorde for under samrådet den 1. juni, og som det jo også indgår

i ombudsmandens redegørelse, sendte departementet godt en måned

senere, nemlig den 18. marts 2016, en e-mail til Udlændingestyrelsen.

Denne mail sendes i forlængelse af de løbende juridiske drøftelser, der

er mellem departementet og Udlændingestyrelsen, bl.a. i forhold til

udarbejdelse af retningslinjer om rammerne for ordningen. Mailen in-

deholdt det talepapir, som jeg anvendte under samrådet den 15. marts,

og den indeholdt også andre dokumenter, der er brugt i forbindelse med

min forberedelse af samrådet. Herudover tilkendegives det skriftligt

over for Udlændingestyrelsen, at der skal gøres undtagelse i tilfælde,

hvor separat indkvartering ville være i strid med vores internationale

forpligtelser. Det tilkendegives også, at Udlændingestyrelsen skal ori-

entere departementet om de sager, hvor styrelsen finder, at der ikke

kan ske separat indkvartering af hensyn til Danmarks internationale

forpligtelser. Endvidere tilkendegives det, at tvivlsspørgsmål om ræk-

kevidden af Danmarks internationale forpligtelser kan forelægges for

departementet. Når denne mail sendes på dette tidspunkt, er det såle-

des i forlængelse af samrådet den 15. marts 2016, og tilkendegivelsen

i mailen om, at der skal foretages en individuel vurdering, skal jo ses

i lyset af det, som ombudsmanden også senere peger på, nemlig den

risiko, der er for forkerte afgørelser, som forløbet indtil da kunne føre til.

470

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. januar til 31. december 2017

Der er blevet spurgt meget til et koncerndirektionsmøde den 10. fe-

bruar, hvor jeg jo også selv deltog sammen med koncerndirektionen i

Udlændinge- og Integrationsministeriet, samme dag som min presse-

meddelelse udsendes. Som det fremgår af ombudsmandens redegørelse,

har ministeriet gjort ombudsmanden bekendt med, at det mundtligt

har været tilkendegivet over for Udlændingestyrelsen ved flere lejlig-

heder, at der ville være tilfælde, hvor der af hensyn til Danmarks in-

ternationale forpligtelser skulle gøres undtagelser fra udgangspunktet

om separat indkvartering, og at styrelsen i disse tilfælde naturligvis

skulle administrere i overensstemmelse med dette. Det fremgår også

af ombudsmandens redegørelse, at ministeriet har oplyst, at dette blev

drøftet på koncerndirektionsmødet den 10. februar 2016, hvor bl.a.

Udlændingestyrelsen deltog. Men fordi der ikke foreligger et referat

fra drøftelserne på koncerndirektionsmødet, og der dermed intet er på

skrift, indgår dette møde kun i begrænset omfang i ombudsmandens

samlede vurdering. Som jeg sagde flere gange under samrådet den 1.

juni, er ombudsmanden også bekendt med det øvrige interne materiale i

sagen, som belyser ministeriets retlige overvejelser forud for og i tilknyt-

ning til udsendelse af pressemeddelelsen. Endvidere er ombudsmanden

bekendt med de udtalelser, som ministeriet og Udlændingestyrelsen

har sendt til ombudsmanden som led i dennes undersøgelse. Det er

både disse udtalelser og dette interne materiale om ministeriets retlige

overvejelser, som ombudsmanden baserer sin bedømmelse af sagen på.

Ombudsmanden lægger herefter til grund, at det ikke var ministeriets

hensigt at pålægge Udlændingestyrelsen en praksis uden en individuel

vurdering, og at det således ikke var ministeriets samlede intention at

pålægge styrelsen en ulovlig praksis.

Så har der været en debat om udtrykket at lægge til grund, og om det

er det samme som at konkludere. Lad mig bare sige det klart: Jeg har

ikke haft til sinds at tillægge ombudsmanden vurderinger, som han ikke

har givet udtryk for. For mig er det væsentlige i den her sammenhæng,

at ombudsmanden har haft alt, hvad der er om ministeriets retlige

overvejelser i både departementet og i styrelse, til rådighed, og det er

bl.a. på den baggrund, at udtrykket at lægge til grund skal læses. Når

det er sagt, er det også ombudsmandens sammenfattende vurdering,

at instruksen efter sit indhold var ulovlig og samtidig medførte en be-

471

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

tydelig risiko for forkerte afgørelser. Og jeg har, som jeg også har sagt

ved flere lejligheder, taget ombudsmandens vurdering til efterretning.

Så lad mig lige her i første omgang samle op.

For det første: På det tidspunkt, hvor vi sad og arbejdede med presse-

meddelelsen, havde dokumentet ikke karakter af en instruks, og derfor

blev der ikke foretaget en juridisk vurdering af, om pressemeddelelsen

efter sin ordlyd ville være ulovlig, hvis den efterfølgende skulle læses

som en instruks. Derfor har jeg ikke forud for udsendelsen af presse-

meddelelsen drøftet med mine embedsmænd om selve det, at jeg ud-

sendte pressemeddelelsen, der indeholdt min politiske tilkendegivelse,

ville være ulovligt, når jeg tog undtagelsen ud af ordlyden.

For det andet: Når ombudsmanden efterfølgende vurderer, at presse-

meddelelsen efter sit indhold var ulovlig, skyldes det, at den ikke på

et tidligt tidspunkt blev fulgt op af en egentlig skriftlig instruks til

Udlændingestyrelsen.

For det tredje: Når jeg har taget ombudsmandens kritik til efterretning,

betyder det også, at vi umiddelbart i forlængelse af udsendelsen af pres-

semeddelelsen skulle have fulgt op med en egentlig skriftlig instruks,

der indeholdt de nødvendige forbehold.

Disse tre pointer fremhævede jeg på samrådet den 1. juni, og det er

selvfølgelig også mit svar i dag. Men jeg medgiver jo også – det sagde

jeg også den 1. juni – at kommunikationen til Udlændingestyrelsen

ikke har været stringent.

I forlængelse af dette så er det vigtigt for mig at gøre en ting meget

klart, som jeg tror, at kritikerne i det her forløb har overset. Centralt

i den her sag står Udlændingestyrelsens administration af indkvarte-

ringsordningen og spørgsmålet om, hvad jeg var bekendt med i forhold

til Udlændingestyrelsens administration efter udsendelsen af presse-

meddelelsen. Jeg kan helt klart sige, at Udlændingestyrelsen foretog en

individuel vurdering. Med andre ord så blev der foretaget en vurdering

af den enkelte sags omstændigheder. Det ved jeg, fordi jeg jo fulgte

opfølgningen i sagen.

472

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. januar til 31. december 2017

Som jeg har sagt, så gav jeg internt i ministeriet meget klart udtryk for,

at jeg ønskede en så restriktiv linje som overhovedet muligt. Derfor

bad jeg tidligt i forløbet om at blive orienteret om implementeringen

af den nye ordning, og jeg var af naturlige grunde særlig interesseret

i de sager, hvor Udlændingestyrelsen ikke havde adskilt parrene. Det

betyder, at jeg blev bekendt med, at styrelsen foretog en vurdering af

hver enkelt sags omstændigheder. Og derfor ved jeg jo også, og det ved

I jo så også fra ombudsmandens rapport, at der var seks par, der aldrig

blev adskilt, hvilket jo som nævnt også fremgår af ombudsmandens

rapport, og som jeg jo også allerede sagde på samrådet den 1. juni. Så

er der stillet spørgsmål til, om jeg vil redegøre for forløbet i Udlændin-

gestyrelsen efter modtagelsen af instruksen. Jeg har selvfølgelig bedt

Udlændingestyrelsen om et bidrag til besvarelsen af det spørgsmål, og

mit svar bliver derfor også lidt specielt, fordi jeg gerne vil læse styrel-

sens bidrag op i sin fulde ordlyd. Det synes jeg er det rigtigste at gøre

i den her sag. Udlændingestyrelsen har om forløbet efter udsendelsen

af pressemeddelelsen oplyst følgende, og nu læser jeg så op:

”Den 10. februar 2016 udsendte Udlændinge- og Integrationsmi-

nisteriet en pressemeddelelse om, at ingen mindreårige fremover

måtte indkvarteres sammen med en ældre ægtefælle eller samle-

ver. Udlændingestyrelsen modtog umiddelbart efter udsendelsen

af pressemeddelelsen den 10. februar 2016 en mundtlig instruks

fra Udlændinge- og Integrationsministeriet om administrativt at ef-

fektuere i overensstemmelse med indholdet af pressemeddelelsen.

Udlændinge- og Integrationsministeriet anmodede desuden Udlæn-

dingestyrelsen om straks at orientere indkvarteringsoperatørerne

om de nye retningslinjer. Indkvarteringsoperatørerne blev derfor

den 10. februar 2016 orienteret om de nye retningslinjer.

Udlændingestyrelsen orienterede om, at de nye retningslinjer betød,

at ingen mindreårige fremover måtte indkvarteres sammen med en

ældre ægtefælle eller samlever, uanset om der var fælles børn, og at

der skulle ske adskillelse i samtlige sager, hvor en mindreårig var

indkvarteret sammen med en ældre ægtefælle eller samlever. Udlæn-

dingestyrelsen bad samtidig om at blive orienteret, hvis operatører-

ne blev opmærksomme på par, der var omfattet af Udlændinge- og

Integrationsministeriets instruks. Det var Udlændingestyrelsen, der

473

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

i hver enkelt sag efterfølgende skulle beslutte, om der skulle ske en

separat indkvartering. Det var altså ikke operatørerne, der skulle

træffe denne beslutning.

Der blev ikke den 10. februar 2016 truffet beslutning om separat

indkvartering. Udlændingestyrelsen orienterede den 10. februar

2016 alene indkvarteringsoperatørerne om nye retningslinjer. Den

10. februar 2016 var det Udlændingestyrelsens vurdering, at det ville

rejse spørgsmål i forhold til Danmarks internationale forpligtelser,

hvis der skulle etableres en ordning, hvorefter mindreårige over 15

år uden mulighed for, at der kunne gøres en undtagelse, skulle ind-

kvarteres adskilt fra deres ægtefælle eller samlever.

Disse spørgsmål blev rejst af Udlændingestyrelsen over for Udlæn-

dinge- og Integrationsministeriet, og spørgsmålene blev som følge

heraf i de kommende dage og uger løbende drøftet mellem Udlæn-

dingestyrelsen og Udlændinge- og Integrationsministeriet. Udlæn-

dinge- og Integrationsministeriet tilkendegav i forbindelse med disse

drøftelser, at styrelsen kunne forelægge konkrete problemstillinger

for departementet, hvis styrelsen i relation til de konkrete sager øn-

skede departementets vurdering af foreneligheden med Danmarks

internationale forpligtelser. Efter anmodning fra Udlændinge- og

Integrationsministeriet orienterede Udlændingestyrelsen løbende

ministeriet om status vedrørende adskillelse af parrene i de konkrete

sager.” Citat slut.

I forhold til spørgsmålet om, hvordan Udlændingestyrelsen rent faktisk

har administreret ordningen, har Udlændingestyrelsen oplyst følgende,

og nu læser jeg så op igen:

”Udlændingestyrelsen har på intet tidspunkt administreret ordnin-

gen på en sådan måde, at der ikke kunne gøres undtagelser fra in-

struksen. Udlændingestyrelsen har i alle sager foretaget en konkret

og individuel vurdering af, om der skulle ske en separat indkvarte-

ring. Udlændingestyrelsens har under hele forløbet siden den 10.

februar 2016 administreret ordningen vedrørende indkvartering af

mindreårige ægtefæller og samlevere på asylcentre under hensyn-

tagen til Danmarks internationale forpligtelser.

474

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. januar til 31. december 2017

Beslutningerne om, hvorvidt der skulle ske adskillelse i de konkrete

sager, blev truffet, efterhånden som Udlændingestyrelsen foretog en

gennemgang af sagerne. De første par blev adskilt den 16. februar

2016, dvs. 6 dage efter Udlændinge- og Integrationsministeriets pres-

semeddelelse af 10. februar 2016. Den 18. februar 2016 anmodede

Udlændingestyrelsen operatørerne om følgende oplysninger: Der

blev bl.a. indhentet oplysninger om eventuelle fælles børn, graviditet,

familiemedlemmer, som også opholdt sig i Danmark, operatørernes

vurdering af eventuelle behov for foranstaltninger m.v. Par med fæl-

les børn blev samtidig bedt om at tage stilling til, hvilken forælder

der skulle indkvarteres sammen med fællesbørnene. Udlændinge-

styrelsen anmodede endelig operatørerne om oplysninger om, hvor-

vidt familier var velfungerende, herunder om der var bekymring

for parternes eventuelle børns trivsel, og hvordan det vurderedes,

at familien ville fungere efter en adskillelse af parret, samt om op-

lysninger om, hvorvidt der var øvrige forhold, som styrelsen burde

være opmærksom på. Oplysningerne indgik bl.a. i vurderingen af,

om der skulle ske adskillelse.

I forbindelse med gennemgangen af oplysningerne i sagerne identi-

ficerede Udlændingestyrelsen fem sager, hvor Udlændingestyrelsen

ikke indkvarterede parrene separat, idet det var styrelsens vurdering,

at separat indkvartering ville være i strid med Danmarks internatio-

nale forpligtelser. Disse sager blev i starten af marts forelagt Udlæn-

dinge- og Integrationsministeriet med henblik på departementets

tilkendegivelse af forståelsen af de retlige rammer, herunder række-

vidden af Danmarks internationale forpligtelser.” Citat slut.

I forhold til spørgsmålet, om Udlændingestyrelsen har foretaget parts-

høringer i de omtalte sager, så har Udlændingestyrelsen oplyst følgende,

og nu læser jeg altså igen op:

”I forelængelse af instruksen drøftede Udlændingestyrelsen og Ud-

lændinge- og Integrationsministeriet spørgsmålet om, hvorvidt der

er tale om faktisk forvaltningsvirksomhed, når styrelsen beslutter

at indkvartere et par separat, eller om der er tale om en afgørelse i

forvaltningslovens forstand. Udlændingelovens bestemmelser om

indkvartering betyder, at en beslutning om at flytte en asylsøger

475

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

fra et asylcenter til et andet er såkaldt faktisk forvaltningsvirksom-

hed. Det medfører bl.a., at der ikke efter forvaltningsloven skal ske

partshøring i sagerne, og at der ikke skal træffes afgørelse i sagerne.

Sådan er det også, hver gang en asylansøger flyttes, fordi f.eks. et

asylcenter lukkes.

Hvis en asylansøger ikke efterkommer en beslutning om at flytte,

kan Udlændingestyrelsen give asylsøgeren et såkaldt flyttepåbud.

Flyttepåbuddet er en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Det

betyder bl.a., at reglerne om partshøring herefter gælder, og at der

skal træffes en afgørelse i sagen.

Indtil april 2016 blev sagerne behandlet som alle andre sager om

indkvartering af asylansøgere, altså som faktisk forvaltningsvirk-

somhed. I de sager, hvor Udlændingestyrelsens beslutning om flyt-

ning blev fulgt, blev der ikke truffet en afgørelse herom i forvalt-

ningslovens forstand, og der blev derfor ikke foretaget partshøring,

ligesom der ikke blev givet en begrundelse. Det ændrer dog ikke på,

at der blev administreret således, at der blev foretaget en konkret

og individuel vurdering af, om det var foreneligt med Danmarks

internationale forpligtelser at adskille parrene.

Den 28. april 2016 besluttede Udlændingestyrelsen at genoptage

de konkrete sager om adskilt indkvartering. Udlændingestyrelsen

besluttede, at der skulle træffes en egentlig afgørelse i alle sager. Og

baggrunden for genoptagelsen af sagerne var ikke en vurdering af,

om styrelsens beslutning om separat indkvartering var i strid med

Danmarks internationale forpligtelser, den var derimod at sikre, at

sagerne bliver behandlet som afgørelsessager på grund af den ind-

gribende karakter for de involverede par, og at parterne derfor også

fik lejlighed til at komme med deres bemærkninger til adskillelsen.”

Citat slut.

Det vil sige, at hele spørgsmålet om partshøringer er udtryk for juri-

diske overvejelser om, hvorvidt beslutningen om at adskille parrene

var af så indgribende karakter, at der var tale om en afgørelse, hvor

parterne skulle have lejlighed til at komme med deres bemærkninger,

inden afgørelsen blev truffet. Jeg vil gerne sige meget klart, at det var

476

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. januar til 31. december 2017

juridiske overvejelser, som jo foregik imellem Udlændingestyrelsen og

departementet, og det var ikke juridiske overvejelser, som jeg var inde

over. Jeg bliver først gjort bekendt med emnet, efter at det er besluttet,

at der skal træffes afgørelse i alle sager, hvorfor der jo så også skal

gennemføres partshøringer.

Jeg har også noteret mig, at der flere steder har bredt sig den opfat-

telse, at Udlændingestyrelsen skulle have omgjort de første sager om

adskillelse, fordi de var forkerte. Udlændingestyrelsen har hertil oplyst

følgende, og jeg læser så op igen:

”Ordningen indebærer, at parrene indkvarteres hver for sig, med-

mindre det er i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Den

separate indkvartering opretholdes kun så længe, det er foreneligt

med Danmarks internationale forpligtelser. At et par først bliver

skilt ad og senere får mulighed for at blive indkvarteret sammen,

er derfor ikke et udtryk for, at det var forkert at indkvartere parret

hver for sig i første omgang. Det er derimod udtryk for, at varigheden

indgår i vurderingen af, hvor længe en separat indkvartering kan

opretholdes og samtidig være i overensstemmelse med Danmarks

internationale forpligtelser.” Citat slut.

Så vidt Udlændingestyrelsens eget bidrag om forløbet i Udlændinge-

styrelsen efter udsendelsen af min generelle indkvarteringsordning.

Som Udlændingestyrelsen selv har redegjort for, har styrelsen under

hele forløbet administreret ordningen under hensyntagen til Danmarks

internationale forpligtelser. Jeg kan i øvrigt henvise til de skriftlige

udvalgsspørgsmål, som er besvaret, bl.a. med bidrag fra Udlændinge-

styrelsen.

Som sagt anerkender jeg, at forløbet kan kritiseres, og jeg står ved, at den

samlede kommunikation fra departementet til Udlændingestyrelsen

om ordningens indhold har været mangelfuld. Det sagde jeg også alle-

rede den 1. juni på samrådet, og derfor har jeg også taget ombudsman-

dens alvorlige kritik til efterretning. Det gælder for det første kritikken

af selve indholdet af instruksen, og det gælder også ombudsmandens

kritik om, at pressemeddelelsen med det kategoriske og undtagelsesfri

477

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

indhold og kommunikationen i øvrigt til Udlændingestyrelsen medfør-

te en betydelig risiko for forkerte afgørelser.

Så spørges der i samråd AX, om det var i overensstemmelse med min

sandhedspligt som minister at fjerne formuleringen om at foretage en

individuel vurdering i pressemeddelelsen af 10. februar 2016. Det er

klart, at en ministers sandhedspligt også omfatter udsendelsen af en

pressemeddelelse. Samtidig tror jeg også, at alle er enige om, at mini-

stres pressemeddelelser også er et politisk redskab, og at der derfor

ikke gælder de samme krav om en udtømmelig retlig gennemgang af et

givent anliggende, som tilfældet er i eksempelvis svar på spørgsmål fra

et af udvalgene i Folketinget. Men naturligvis skal pressemeddelelsens

indhold ligge inden for rammerne af sandhedspligten. Det vil være en

konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde, hvilke krav der stilles til en

pressemeddelelse, for at sandhedspligten kan siges at være opfyldt. Heri

indgår bl.a. hensynet til at kommunikere et klart og tydeligt signal. Det

er den afvejning, der bliver foretaget.

Som jeg også tidligere har oplyst, var det mig selv, som tog forbeholdet

ud af pressemeddelelsen. Ingen betvivler vel min eller andre ministres

ret til at anvende pressemeddelelser med det sigte, uanset om man så

deler min politiske holdning i den her sag eller ej. Men uanset mit po-

litiske sigte med pressemeddelelsen skulle vi, som jeg også har tilken-

degivet tidligere, under alle omstændigheder umiddelbart i forlængelse

af udsendelsen af pressemeddelelsen have fulgt op med en egentlig

skriftlig instruks med de nødvendige forbehold, og det sagde jeg som

sagt også allerede på samrådet den 1. juni.

Endelig beder udvalget mig om at redegøre for, om mine svar siden

instruksen af 10. februar 2016 på Folketingets spørgsmål om adskilt

indkvartering af mindreårige gifte eller samlevende asylansøgere i alle

tilfælde harmonerer med forudsætningen om en individuel vurdering

i hvert enkelt tilfælde, og at praksis skulle stemme overens med dansk

ret og Danmarks internationale forpligtelser. Til brug for svaret er der

foretaget en gennemgang af de spørgsmål, der er stillet om denne sag

siden den 10. februar 2016, og mine svar. Efter ministeriets opgørelse

er der stillet i alt godt 40 spørgsmål med det her indhold, og jeg vil ikke

redegøre i detaljer for hvert enkelt svar til Folketinget, det er rammerne

478

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. januar til 31. december 2017

for et samråd simpelt hen ikke til, men jeg vil naturligvis svare på det

som skriftlige spørgsmål, hvis der skulle være behov for det. Det må I

så sende over efterfølgende, hvis I mener det.

Generelt vil jeg sige, at der i alle svar, der er givet efter samråd Z den

15. marts 2016, udtrykkeligt henvises til, at instruksen om adskilt ind-

kvartering er et udgangspunkt, og at det således kan komme på tale

at gøre undtagelse i særlige tilfælde. Forud for samråd Z svarer jeg på

to spørgsmål til Folketinget om det her emne. Mit første svar af 24.

februar 2016 er et svar på et

20-spørgsmål. Spørgsmålet lyder, om

jeg er tilfreds med hjælpen til de såkaldte barnebrude, og om man gør

nok for at opsøge og hjælpe dem. Som enhver vil være klar over, synes

jeg ikke, at man havde gjort nok, og i svaret redegør jeg derfor bl.a.

for det, for det, jeg har sat i værk, og for min politiske holdning. Det

betyder også, at jeg gentager ordlyden af min pressemeddelelse af 10.

februar 2016. I lyset af ombudsmandens redegørelse vil jeg medgive,

at svaret på det her punkt kunne have været mere præcist, da der jo

ikke er svaret juridisk … eller udtømmende.

Mit andet svar forud for samråd Z er i et svar af 9. marts 2016 på et ud-

valgsspørgsmål. Spørgsmålet er bl.a., om jeg vil udarbejde nye retnings-

linjer på området, der respekterer dansk kultur og dansk lovgivning.

I mit svar redegør jeg først for min generelle indkvarteringsinstruks,

hvorefter ingen mindreårige asylansøgere fremadrettet kan indkvar-

teres sammen med deres ægtefælle eller samlever, og derefter fremgår

det – og nu citerer jeg – at jeg har forstået, at Udlændingestyrelsen er

i færd med at omsætte min generelle instruks i retningslinjer, der skal

anvendes i de konkrete sager. Citat slut.

At styrelsen skulle omsætte den generelle instruks i retningslinjer til

anvendelse i konkrete sager, afspejler jo, at den generelle instruks ikke

var udtømmende. Som tidligere nævnt skal jeg være den første til at

sige, at det jo kunne have været formuleret klarere, men det er også

vigtigt at understrege, som jeg også gjorde på det sidste samråd, at ingen

af disse to spørgsmål står alene, men netop bliver fulgt op af mit svar

til Folketinget få dage senere under samråd Z.

479

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

Til sidst – og lad det så være mine afsluttende bemærkninger – er det

vigtigt for mig, at vi ikke glemmer, hvad det her først og fremmest

handler om ude i den virkelige verden. Som jeg ser det, er det frem-

med i Danmark, at piger skal giftes og få børn i en meget ung alder.

Mit klare politiske mål med adskillelsen var at give de unge piger en

form for pusterum, når de kom til Danmark, så de kunne få lejlighed

til at overveje deres situation og tage stilling til, om de fortsat ønskede

at bo med deres ægtefælle eller samlever. Det var fra starten mit klare

politiske mål, og det har jeg ikke lagt skjul på og også nøje fulgt op på.

For det er altså et spørgsmål, der ligger mig meget på sinde, og det tror

jeg også alle ved.

Hvad oppositionen i virkeligheden vil, er mig derimod aldeles uklart.

Jeg har sagt klart, at der var ting i det her forløb, der kunne have været

håndteret bedre. Pressemeddelelsen skulle have været fulgt op af en

egentlig instruks, det kunne være gjort bedre, og det er jo også det,

ombudsmanden kritiserer. Den kritik har jeg taget til mig, ligesom jeg

erkender, at jeg har haft det politiske ansvar for forløbet. Det kan der

ikke være nogen tvivl om.

Men vi skal heller ikke glemme, at Udlændingestyrelsen ikke skilte

nogen i dagene efter pressemeddelelsen, at der blev foretaget en indi-

viduel sagsbehandling, og at der var tilfælde, hvor styrelsen ikke skilte

parrene ad. Og derfor ser jeg, efter mere end 5 timers samråd den 1. juni

og 73 spørgsmål stillet til mig, den her sag som en sag, der selvfølgelig

handler om min embedsførelse, ingen tvivl om det, og det svarer jeg

også gerne på. Men jeg oplever altså også, selv om oppositionen sikkert

siger det modsatte, at sagen i stigende grad bruges til at skabe tvivl om

den udlændingepolitik, der bliver ført her i Danmark. Og til det vil jeg

bare sige, at det lykkes I altså ikke med. Vi fører og vil fortsat føre en

stram udlændingepolitik.

I den her sag har jeg ønsket at give pigerne et pusterum, så de får mulig-

hed for selv at tage stilling til, om de vil fortsætte deres ægteskab her i

landet. Nogle gange kræver det et pusterum at se, at der er andre måder

at leve på end i det land, man kommer fra. Og det pusterum vil jeg gøre

alt, hvad jeg kan, for at give dem inden for rammerne af lovgivningen

og selvfølgelig jo dermed også de internationale forpligtelser. Men der

480

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. januar til 31. december 2017

skal ikke herske tvivl om, at mit mål hele tiden har været at beskytte de

her piger, og jeg kunne ærlig talt godt tænke mig, at det var et fælles mål

for os i Folketinget. Men jeg kan konstatere, at det har det ikke været.

…

Johanne Schmidt-Nielsen (EL):

… På direktionsmødet den 10. februar

2016, som afholdes umiddelbart før ministeren sender sin instruks ud,

sker der jo ifølge ministeren det, at Udlændingestyrelsen første gang

får at vide, bliver gjort opmærksom på, at den faktisk ikke skal følge

instruksens ordlyd, men at der skal foretages individuelle vurderinger i

alle sager i overensstemmelse med både dansk lov og international lov –

jeg vil gerne spørge ministeren, hvad der præcis blev sagt på det møde.

…

Udlændinge- og integrationsministeren (Inger Støjberg):

… Så spørger

du til koncerndirektionsmødet, Johanne Schmidt-Nielsen, den 10. febru-

ar. Der er blevet stillet en række skriftlige spørgsmål om koncerndirek-

tionsmødet den 10. februar 2016, og jeg har jo også i min tale knyttet

bemærkninger til mødet. Der synes på en eller anden måde at være

en opfattelse af, at betydningen af mødet har været overspillet, og der

kan jeg bare sige, at det ikke er tilfældet. Jeg vil gerne minde om, hvad

ministeriet har oplyst om det møde til ombudsmanden. Ministeriet har

oplyst over for ombudsmanden, at der ved flere lejligheder mundtligt

blev tilkendegivet over for Udlændingestyrelsen, for det første, at der

ville være tilfælde, hvor der skulle gøres undtagelser, og for det andet,

at styrelsen i disse tilfælde skulle administrere i overensstemmelse med

vores internationale forpligtelser, dvs. at indkvartere parrene sammen.

Det er også oplyst til ombudsmanden, at det således bl.a. blev drøftet på

koncerndirektionsmødet. Og ombudsmanden har også fået at vide, at

der ikke udarbejdes referater af drøftelser fra koncerndirektionsmøder.

Det er, hvad ministeriet har oplyst, hverken mere eller mindre.

Der er således jo ikke nedskrevet noget om disse drøftelser, hverken i

departementet eller i Udlændingestyrelsen, og koncerndirektionsmødet

indgår derfor heller ikke med særlig vægt i ombudsmandens redegørel-

se. Det sagde jeg også i min tale. Men hverken han eller andre bestrider

mig bekendt, at mødet har fundet sted, og at det i de drøftelser, der var,

indgik, at danske myndigheder skal overholde dansk ret, dvs. foretage

en konkret, individuel vurdering. Og det kan jeg selvsagt ikke komme

nærmere i dag. Men der ligger altså ikke en nedskreven konklusion

481

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

fra mødet, og det har ministeriet heller ikke sagt til ombudsmanden

at der gør.

…

Johanne Schmidt-Nielsen (EL):

… [vil] ministeren under sandhedspligt

… påstå, at der er blevet administreret lovligt, altså i overensstemmelse

med både international og dansk lov, i hele forløbet i samtlige sager.

Det er et meget simpelt spørgsmål. Man bør kunne svare ja eller nej.

Er der administreret lovligt, minister?

…

Udlændinge- og integrationsministeren (Inger Støjberg):

Altså, hvis vi

tager det første spørgsmål først, om der blev administreret lovligt hele

vejen igennem, så blev der jo netop foretaget en individuel vurdering

til alle, så der er svaret jo ja. I forhold til partshøring så gør man det jo

først senere. Så i forhold til konkrete individuelle vurderinger: Ja. Og

det er også det, jeg svarer. Jeg vil gerne gentage hele mit svar fra før,

nemlig at styrelsen jo har foretaget konkrete og individuelle vurderin-

ger i alle sager, der var omfattet af min indkvarteringsinstruks – alle

sager. Og det var også det, som vi drøftede og diskuterede indgående

på det meget, meget lange samråd, vi havde den 1. juni.

Hvis man så tager spørgsmålet om partshøringer, kan jeg jo bare kun

henvise til det, som jeg også sagde i min tale, og som Udlændingestyrel-

sen jo oplyste, og at partshøringer – jeg ved ikke, om det er individuelle

vurderinger eller partshøringer, der i virkeligheden bliver spurgt til, du

bliver nok også nødt til at konkretisere, for med hensyn til partshørin-

gerne er det jo rigtigt, at det først er efterfølgende, at man begynder

med at partshøre.

…

Johanne Schmidt-Nielsen (EL):

… Det er, fordi jeg stadig væk ikke fik

svar. Jeg spørger ikke til individuelle vurderinger, jeg spørger til, om

ministeren i dag under sandhedspligt vil sige i Folketinget, at der er

administreret lovligt i samtlige sager under hele forløbet efter både

dansk og international lov. Kan ministeren svare ja på det spørgsmål?

Er der administreret lovligt i samtlige sager efter dansk og international

lov under hele forløbet?

…

Udlændinge- og integrationsministeren (Inger Støjberg):

… det cen-

trale i den her sag er altså, at Udlændingestyrelsen under hele forløbet

482

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. januar til 31. december 2017

har foretaget en konkret individuel vurdering under hensyntagen til

Danmarks internationale forpligtelser, og når jeg kan sige det så klart, så

er det jo, fordi jeg har fulgt sagerne meget tæt, og derfor har jeg ikke sagt

heller – og det var det, vi også diskuterede sidst – at der skulle udsen-

des en egentlig skriftlig instruks, der indeholdt nødvendige forbehold.

Så tilbage til Johanne Schmidt-Nielsens spørgsmål for tredje gang: Altså,

hvis man tager individuelle vurderinger og den del af det, ja, det har der

været foretaget hele vejen igennem, og hvis du tager partshøringerne,

så kommer de jo først den 28. april.

…

Josephine Fock (ALT):

Men ministeren svarer stadig væk ikke på

spørgsmålet. Bliver der administreret lovligt i henhold til internatio-

nal lovgivning og dansk lovning fra den 10. februar i samtlige sager – i

samtlige sager? …

…

Udlændinge- og integrationsministeren (Inger Støjberg):

Jamen i for-

hold til, at der skal ske en individuel vurdering: Ja, det gør der, og det

kan man jo netop se, ved at der er seks par, der ikke bliver adskilt på

noget tidspunkt. I forhold til partshøring gør der jo ikke, og det sker

jo først den 28. april. Og hvis man ser bagudrettet på det i forhold til

partshøring, så har det jo aldrig været sådan, før det bliver indført den

28. april, at der er sket partshøringer.

Hvis man tager hensynet til barnebrude, så har der jo også været barne-

brude tidligere i det danske asylsystem, og det vil sige, at tidligere har

der heller ikke været foretaget partshøringer, og det kunne der faktisk

godt være tidspunkter, hvor der skulle – det er jo også under Mette

Frederiksens tid og andre ministres tidligere embedsførelse, at det her

har været gældende.

…

Marcus Knuth (V):

… Så hvis ministeren kan prøve at skitsere: Hvad var

praksis, dengang Socialdemokratiet havde ansvaret for området? Tak.

…

Udlændinge- og integrationsministeren (Inger Støjberg):

… Men hvis

man så tager spørgsmålet omkring partshøring og prøver at stille det op

i forhold til, hvordan der blev administreret tidligere – for selv om man

tidligere under socialdemokratisk ledelse jo accepterede barnebrude, så

483

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

kunne der faktisk godt være tilfælde, hvor man ikke accepterede det,

og det var, hvis man kunne se, at der var en mindreårig, der direkte

mistrivedes. Så kunne man godt gå ind og skille parrene ad. Blev der

partshørt dengang? Nej, der blev ikke partshørt under den socialdemo-

kratiske regering. …

Jeg håber, at man lige vender blikket ind mod sig selv og den tid, hvor

man selv administrerede. For der blev heller ikke partshørt under den

socialdemokratiske regering. Det bliver der nu.

…

Udlændinge- og integrationsministeren (Inger Støjberg):

… Altså, un-

der den socialdemokratisk ledede regering var det altså også sådan, at

man partshørte ikke. Det gjorde man ikke. Det gør man nu. Det synes

jeg bare er en kæmpestor forskel. Og det må dog være noget, der på en

eller anden måde lige fæstner sig lidt hos oppositionen og måske især

hos ... nu skal jeg ikke begynde med at bedømme, hvem der især skulle

overveje det, men det kunne måske især være socialdemokraterne, men

selvfølgelig også Sofie Carsten Nielsen, som var en del af den her rege-

ring. Inden man sådan kommer alt for godt i gang, tror jeg, det er vigtigt.

…

Astrid Krag (S):

… Hvem var det, der besluttede, at den pressemedde-

lelse skulle udsendes som instruks? Hvis det ikke var ministeren, men

embedsværket, fulgte ministeren så ikke sidenhen op på det?

…

Udlændinge- og integrationsministeren (Inger Støjberg):

Jeg må ind-

rømme, jeg ikke ved, hvor mange mails der bliver sendt hver eneste

dag i mit ministerium, men det er rigtig mange mails. Jeg kan bedyre,

at jeg ikke hver eneste gang går hen til en medarbejder og siger: Hov,

du skal sende en mail. Det gør jeg simpelt hen ikke. Så nej: Jeg kan

helt klart sige, at det ikke er mig, der, har sagt, som du siger: Nu skal

du trykke send. Der findes i øvrigt ikke en sendknap, kan man sige.

Men altså, det er ikke mig, der går hen og siger til en eller anden – jeg

ved ikke engang, hvem der har sendt den mail – og siger, at nu skal du

sende den her mail. Og sådan antager jeg … jeg kan ikke vide, hvordan

Astrid Krag administrerede, da hun var minister. Jeg ved ikke, om hun

stod bag hver enkelt medarbejder og sagde: Nu skal du sende en mail.

Det tror jeg bare ikke. Sådan er verden jo ikke.

…

484

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. januar til 31. december 2017

Astrid Krag (S):

… At Udlændingestyrelsen hele tiden har foretaget

individuel vurdering, det vidste jeg, siger ministeren. Men hvorfor har

ministeren så givet Folketinget det modsatte indtryk i svar på svar på

svar. Der vil jeg sige, der er hele pointen med den systematiske ulovlige

vildledning af Folketinget, vi slet ikke er kommet omkring i det her

samråd, som jo er dybt bekymrende. Og det er jo ikke, fordi det er os i

den sure opposition, som ministeren har fortalt det modsatte af, hvad

hun siger til nogle. Det er jo til hr. Naser Khader, det er til gode folk fra

Dansk Folkeparti – på samråd og i skriftlige svar.

…

Udlændinge- og integrationsministeren (Inger Støjberg):

… jeg [vil]

gerne prøve at ridse sagen op en gang mere: Altså, vi sender en pres-

semeddelelse ud. Jeg ændrer i den pressemeddelelse – det står rimelig

klart. Den pressemeddelelse bliver ikke fulgt op af noget øvrigt skriftligt

materiale. Det gør så, at pressemeddelelsen jo så undervejs, kan man

sige, bliver opfattet som en instruks. Hvorfor sender jeg så ikke noget

yderligere materiale ud i form af en instruks? Jamen jeg følger sagerne

tæt, og jeg kan jo så dermed se, at der er seks par, der ikke bliver adskilt.

Og det vil jeg da godt sige det jo sådan set er til min store fortrydelse,

for jeg så jo gerne, at alle blev adskilt, for jeg ønsker så restriktiv en

linje som overhovedet muligt på det her felt. Det der var så så restriktiv

en linje som overhovedet muligt. Og det betød så, at der var seks par,

der ikke blev adskilt.

Og når man kan se, at tingene fungerer, så intervenerer man jo ikke i

det. Altså, man går jo ikke i gang med at udsende alt muligt til ting, man

kan se fungerer. Det er vel sådan ret normalt, tror jeg. Så jeg synes ikke

rigtig – altså, hvis jeg skal bruge et udtryk, som en tidligere politiker

også har brugt – der er måske ikke rigtig noget at komme efter lige på

det der felt. Det bliver jeg nødt til at sige.

…

Astrid Krag (S):

Ministeren svarede bare overhovedet ikke på spørgs-

målet omkring vildledning af Folketinget.

…

Udlændinge- og integrationsministeren (Inger Støjberg):

Nej, altså …

jeg tror ikke rigtig, jeg har så meget mere at kommentere til Astrid Krag

på de her ting. Altså, jeg har sådan set, synes jeg, redegjort for det, jo

ikke bare i de nu godt 2 timer her i dag, men jo sådan set også 5 timer

485

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

tidligere og i 73 spørgsmål, der er blevet stillet skriftligt. Så man kan

ikke sige, at det ikke er, fordi I har manglende mulighed for at stille

spørgsmål i hvert fald.

…

Johanne Schmidt-Nielsen (EL):

… Samtidig er det sådan, minister, at

ministre skal tale sandt, når de taler til Folketinget. Det står i loven. Det

står i ministeransvarsloven.

I det her svar fra den 24. februar 2016 skriver du, minister: Derfor har

jeg i sidste uge anmodet Udlændingestyrelsen om at ændre praksis,

således at ingen mindreårige asylansøgere fremadrettet kan bo sammen

med en ægtefælle eller samlever. Citat slut.

Ingen mindreårig asylansøger kan fremadrettet bo sammen med en

ægtefælle eller samlever. Samtidig siger du nu igen, at du godt vidste,

at det slet ikke var rigtigt – der ville være undtagelser. Så du lyver, mi-

nister, i svaret af den 24. februar 2016. Ministre må ikke lyve, ministre

skal tale sandt.

…

Udlændinge- og integrationsministeren (Inger Støjberg):

… Jeg kan

f.eks. … ikke tage det til mig, når Johanne Schmidt-Nielsen siger, at jeg

ikke vil svare på spørgsmål omkring tidligere spørgsmål, som jeg har

svaret på i Folketinget. F.eks. har … sendt et svar på spørgsmål 810 over

til Folketinget og her jo bl.a. til Johanne Schmidt-Nielsen, som er en af

spørgerne. Så det er ikke korrekt.

…”

Inger Støjberg har om samrådet forklaret

409

bl.a., at hun ikke nævnte mini-

sternotatet [af 2. februar 2016] under samrådet, idet notatet var ordningen.

Notatet var selve ordningen, og der var derfor ikke grund til særskilt at nævne

notatet. Når hun i samrådstalen omtalte ”de nye retningslinjer”, henviste hun

til det, der fremgik af ministernotatet.

410

Det er rigtigt, at hun her ikke omtalte

notatet, men hun gik ud fra, at der ville blive administreret i overensstem-

melse med notatet. Der skulle ikke administreres i overensstemmelse med

en pressemeddelelse. Hun igangsatte ikke en undersøgelse for at få afklaret,

409 Afhøringsekstrakten, side 122.

410 Afhøringsekstrakten, side 124.

486

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. januar til 31. december 2017

hvorfor Udlændingestyrelsen var gået ud fra, at de havde kunnet administre-

re i overensstemmelse med pressemeddelelsen. Hun kan ikke sige, hvorfor

hun ikke gjorde dette. Hun havde ikke op til samrådet drøftelser med Uffe

Toudal, Jesper Gori og Lykke Sørensen om, hvilken betydning notatet havde.

De talte ikke om notatet, idet notatet udgjorde det retlige grundlag for admini-

strationen. Hun ved ikke, hvornår hun blev opmærksom på, at der angiveligt

har været en form for mundtlig instruks til Udlændingestyrelsen. Det var en

given forudsætning for hende, at der blev administreret med undtagelser, og

at der var en individuel tilgang til sagerne.

411

Det vidste hun, fordi hun havde

godkendt notatet. Foreholdt den redegørelse fra Udlændingestyrelsen, som

hun læste op på samrådet, har hun forklaret, at hendes svar skal ses i lyset af

de konsekvenser, det havde haft. Hendes reaktion over for embedsværket var

præget af den viden, hun havde om den måde, tingene faktisk blev håndteret

på i styrelsen. Hun har hele tiden kunnet konstatere, at der blev administreret

med konkrete og individuelle vurderinger. Hun kan ikke tidsfæste, hvornår

hun fik viden om konkrete sager, men hun vidste, at der blev administreret,

som der skulle. Foreholdt, at hun under samrådet oplyste, at der heller ikke

efter tidligere praksis blev foretaget partshøring forud for adskillelse af et par,

har hun forklaret, at det efterfølgende viste sig, at man slet ikke var gået ind

i disse sager, før hun gjorde det.

412

Hendes oplysning herom beroede på en

misforståelse, som hun var blevet bibragt af ministeriet forud for samrådet.

Lykke Sørensen har om samrådet forklaret

413

bl.a., at ministeren fulgte sa-

gerne tæt og var optaget af navnlig de sager, hvor parrene ikke blev skilt ad.

Ministeren interesserede sig for akterne i sagerne. Foreholdt, at ministeren

under samrådet den 23. juni 2017 udtalte, at der ikke blev partshørt under

den tidligere, socialdemokratiske regering, har hun forklaret, at hun husker,

at departementet havde misforstået Udlændingestyrelsens oplysninger om,

hvad der var gjort under den tidligere regering. Hun husker ikke, hvorledes

misforståelsen opstod, men departementet tog dette ”på sig”.

Jesper Gori har om samrådet forklaret

414

, at han var involveret i rådgivnin-

gen af ministeren om, hvorvidt der var blevet partshørt under den tidligere

411

412

413

414

Afhøringsekstrakten, side 150-151.

Afhøringsekstrakten, side 152.

Afhøringsekstrakten, side 180-181.

Afhøringsekstrakten, side 287.

487

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

regering. Rådgivningen beroede på hans misforståelse af, at der også tidligere

måtte have været sager, hvor der var sket adskillelse af par, fordi den ene var

mindreårig. Han spurgte ikke konkret Udlændingestyrelsen om, hvorvidt der

tidligere havde været sager, hvor par var blevet adskilt, og han var ikke klar

over, at den manglende partshøring var udtryk for, at der ikke tidligere var

sket adskillelse.

Adam Abdel Khalik har forklaret

415

bl.a., at han i forbindelse med samrådet

den 23. juni 2017 fik at vide af Ditte Kruse Dankert og Lene Linnea Vejrum,

at der gik 14 dage, før nogen fra ministeriet overhovedet nævnte undtagelser.

Styrelsen troede i begyndelsen, at de ikke måtte gøre undtagelser. Det var ikke

ministeriet, men styrelsen, der tog initiativ til, at der kunne være undtagelser,

og som indledte drøftelserne omkring dette. Hans billede af sagen er, at Line

Skytte Mørk Hansens afdeling ikke mente, at der var undtagelser. Dialogen

om undtagelser foregik derimod med Lykke Sørensens afdeling, der mente,

at der var undtagelser til ordningen. Den opfattelse har han blandt andet på

baggrund af svaret på spørgsmål S 630 og de oplysninger, han har fået om

det telefonopkald, der var mellem Line Skytte Mørk Hansen og Lene Linnea

Vejrum. Det er Ditte Kruse Dankert, der overhørte samtalen på medhør, der

har fortalt ham om samtalen.

5.10.10.3. Reaktioner på samrådet hos medarbejdere i Udlændingestyrel-

sen

Efter samrådet udarbejdede Margit Sander Rasmussen et notat om sin opfat-

telse af hændelsesforløbet.

Margit Sander Rasmussen har om sit notat forklaret

416

bl.a., at hun udarbej-

dede notatet, efter at ministeren to gange havde været i samråd om sagen.

De havde diskuteret, at sagen godt kunne ende med at blive behandlet i en

undersøgelseskommission, og Jens Vikner rådede hende til at skrive om for-

løbet, mens hun fortsat kunne huske det.

Jens Vikner har herom forklaret

417

bl.a., at han husker, at han foreslog Margit

Sander Rasmussen at udarbejde et notat om, hvordan hun havde oplevet

415 Afhøringsekstrakten, side 335-336.

416 Afhøringsekstrakten, side 490.

417 Afhøringsekstrakten, side 739.

488

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. januar til 31. december 2017

sagsforløbet. Med sin erfaring fra Tamilsagen mente han, at det ville være

hensigtsmæssigt, at hun skrev dette ned.

5.10.11. Spørgsmål til udlændinge- og integrationsministeren

I perioden fra den 27. juni 2017 til den 30. august 2017 stillede Udlændinge-

og Integrationsudvalget en lang række spørgsmål til udlændinge- og integra-

tionsministeren i anledning af sagen.

5.10.11.1. Spørgsmål nr. 951, 955, 991 og 1052

Den 9. oktober 2017 anførte Inger Støjberg i sin besvarelse på bl.a. udvalgs-

spørgsmål nr. 951, 955, 991 og 1052, at hun med sin pressemeddelelse øn-

skede at vende udgangspunktet for, om en mindreårig asylansøger skal ind-

kvarteres med en ægtefælle eller samlever, ”på hovedet, så udgangspunktet

er separat indkvartering i disse sager”.

5.10.11.2. Spørgsmål nr. 953

I besvarelsen den 9. oktober 2017 af spørgsmål nr. 953 gjorde ministeren som

led i en længere besvarelse udvalget opmærksom på, at hun forud for samrådet

den 23. juni 2017 havde modtaget forkerte oplysninger fra Udlændinge- og

Integrationsministeriet om, at der ikke forud for den 10. februar 2016 var

foretaget partshøring.

Inger Støjberg har om besvarelsen forklaret

418

, at hendes oplysninger under

samrådet om manglende partshøring under den tidligere regering beroede på

en misforståelse, og hun tror, at hun umiddelbart efter samrådet fik at vide,

at det var forkert. Hun ved ikke, hvorfor spørgsmål nr. 953, som blev stillet

den 28. juni 2017, først blev besvaret den 9. oktober 2017. Spørgsmål bliver

først lagt på hendes bord i forbindelse med, at de besvares.

Jesper Gori har om besvarelsen forklaret

419

, at svaret vedrørende manglende

partshøring ikke blev berigtiget over for Folketinget tidligere, idet spørgsmålet

om partshøring fyldte en del efter samrådet, og der blev brugt tid på, hvordan

man kunne formulere en skrivelse om de retlige rammer. Departementet bad

Udlændingestyrelsen om at undersøge spørgsmålet nærmere.

418 Afhøringsekstrakten, side 152.

419 Afhøringsekstrakten, side 287.

489

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

5.10.11.3. Spørgsmål nr. 960

Spørgsmål nr. 960 blev den 9. oktober 2017 besvaret således:

”Spørgsmål nr. 960:

… Vil ministeren i samtlige de tilfælde, hvor hun siden 10. februar

2016 har besvaret spørgsmål fra Folketinget om adskilt indkvartering

af mindreårige gifte eller samlevende asylansøgere, redegøre for, hvor-

dan hvert enkelt svar harmonerer med ministerens forklaring under

samrådet 1. juni 2017 om, at det gennem hele forløbet har været en

forudsætning og en del af ministerens instruks, at alle par skulle vur-

deres konkret og individuelt, og at praksis skulle stemme overens med

dansk ret og Danmarks internationale forpligtelser? …

Svar:

…

Generelt kan jeg sige, som jeg også nævnte under besvarelsen af sam-

rådsspørgsmål AW-AZ den 23. juni 2017, at der i alle svar givet efter

besvarelsen af samråds spørgsmål Z (UUI alm. del) den 15. marts 2016

om den generelle indkvarteringsordning udtrykkeligt henvises til, at

instruksen om adskilt indkvartering er et udgangspunkt, og at det så-

ledes kan komme på tale at gøre undtagelse i særlige tilfælde.

Forud for behandlingen af samrådsspørgsmål Z (UUI alm. del) den 15.

marts 2016 er der svaret på to spørgsmål fra Folketinget om dette emne.

Det ene svar forud for samråd Z er besvarelse af 24. februar 2016 af

spørgsmål nr. S 630 (folketingsåret 2015-16). Spørgsmålet lyder, om jeg

er tilfreds med hjælpen til de såkaldte barnebrude, og om man gør nok

for at opsøge og hjælpe dem. Som enhver vil være klar over, så synes jeg

ikke, at man havde gjort nok. I svaret redegør jeg derfor blandt andet for

det, jeg har sat i værk, og for min politiske holdning. Det betyder også,

at jeg gentager ordlyden af min pressemeddelelse af 10. februar 2016.

I lyset at ombudsmandens redegørelse vil jeg medgive, at svaret på

dette punkt kunne have været mere præcist, da svaret ikke er juridisk

udtømmende.

490

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. januar til 31. december 2017

Det andet svar forud for samråd Z er en besvarelse af 9. marts 2016 på

spørgsmål nr. 302 (UUI alm. del). Spørgsmålet er bl.a., om jeg vil udar-

bejde nye retningslinjer på området, der respekterer dansk kultur og

dansk lovgivning. I mit svar redegør jeg først for min generelle indkvar-

teringsinstruks, hvorefter ingen mindreårige asylansøgere fremadrettet

kan indkvarteres sammen med deres ægtefælle eller samlever. Derefter

fremgår det af besvarelsen, at Udlændingestyrelsen var i færd med at

omsætte min generelle instruks i retningslinjer, der skal anvendes i de

konkrete sager. At styrelsen skulle omsætte den generelle instruks i

retningslinjer til anvendelse i konkrete sager afspejler, at den generelle

instruks ikke var ud tømmende.

Som tidligere nævnt skal jeg være den første til at sige, at det kunne

have været formuleret klarere.

Men det er også vigtigt at understrege, som det også er gjort flere gan-

ge tidligere, at ingen af disse to spørgsmål står alene, men bliver fulgt

op af mit svar til Folketinget få dage senere under samråd Z den 15.

marts 2016.”

5.10.11.4. Spørgsmål nr. 1000

Spørgsmål nr. 1000 blev den 9. oktober 2017 besvaret således:

”Spørgsmål nr. 1000:

Det følger af ministerens supplerende svar på UUI alm. del – spm.

856 (brev af 22. juni 2017), at Udlændingestyrelsen den 22. juni 2017

i forlængelse af besvarelsen af 21. juni 2017 af spørgsmål 856 har

oplyst, at Udlændingestyrelsen den 22. juni 2017 er blevet opmærk-

som på en intern mail, som er svar på en intern mail om varsling af

pressemeddelelsen af 10. februar 2016, hvoraf det det kort fremgår, at

spørgsmålet om indkvartering af mindreårige asylansøgere med ægte-

fæller eller samlevere blev drøftet på koncerndirektionsmødet den 10.

februar 2016, og at mailen ikke indeholder oplysninger om, hvad det

nærmere indhold af disse drøftelser var. Vil ministeren oversende den

pågældende mail til Udlændinge- og Integrationsudvalget samt oplyse,

om Ombudsmanden er bekendt med denne mail?

491

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

Svar:

Udlændinge- og Integrationsministeriet har til brug for besvarelsen

indhentet bidrag fra Udlændingestyrelsen, hvortil der henvises:

”1. Folketingets Ombudsmand anmodede ved brev af 11. maj 2016

Udlændingestyrelsen om at modtage kopi af de sagsakter, der belyser

myndighedernes retlige overvejelser i tilknytning til indkvarterings-

instruksen. Den interne mail, der er omtalt i det supplerende svar

af 22. juni 2017 på spørgsmål nr. 856 fra Udlændinge- og Integra-

tionsudvalget, er ikke oversendt til Folketingets Ombudsmand, og

det er ikke Udlændingestyrelsens vurdering, at den interne e-mail er

omfattet af ombudsmandens anmodning om sagsakter.

2. Udlændingestyrelsen finder generelt ikke grundlag for at oversen-

de interne e-mails til Folketinget. Det skyldes det principielle hensyn

til styrelsens interne beslutningsproces. Det bemærkes, at det er det

samme hensyn, der ligger til grund for offentlighedslovens

23 om

interne dokumenter.””

Forud for besvarelsen af spørgsmål nr. 1000 var der i styrelsen en drøftelse

heraf. Margit Sander Rasmussen skrev således i en mail af 21. august 2017

kl. 16.51 bl.a. følgende til ”US Dirstab”:

”…

Jeg bliver her i 11. time nødt til at rejse et par flag i forhold til denne.

Vil det ikke være mere hensigtsmæssigt for styrelsen at fremsende

mailen af 10. februar 2016 til departementet og herefter lade det være

op til departementet at vurdere, om den bør eller ikke bør fremsendes

fortroligt til udvalget?

Det kan jo være, at departementet har en anden opfattelse af, om mailen

indeholder eller ikke indeholder oplysninger om, hvad det nærmere

indhold var af drøftelserne på koncerndirektionsmødet. Det virker ikke

hensigtsmæssigt for styrelsen, at det er styrelsen, der foretager denne

vurdering.

…”

492

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. januar til 31. december 2017

Tanja Franck har herom forklaret

420

, at hun husker forløbet sådan, at der blev

stillet et spørgsmål til departementet om, hvorvidt der var nogen, der havde

referater fra koncerndirektionsmødet. De svarede den 21. juni 2016, at det

havde de ikke [spørgsmål nr. 856]. I svaret skrev de også, at de heller ikke

havde andre dokumenter fra mødet. Dagen efter kom nogen ind på hendes

kontor eller ringede til hende og fortalte, at de havde fundet en mail fra Henrik

Grunnet, som ikke havde været fremme før. De tænkte, at det ikke var så godt.

Det var ikke på grund af indholdet af mailen, men fordi de akkurat havde

svaret Folketinget, at de ikke havde dokumenter fra mødet, hvilket viste sig

ikke at være korrekt. De var derfor nødt til at berigtige svaret, og det skulle

gå hurtigt, da ministeren skulle i samråd dagen efter. Hun ringede til Lykke

Sørensen og fortalte, at de havde fundet den pågældende mail, og hun fortalte,

at svaret derfor ikke længere var korrekt. Det er hendes klare opfattelse, at hun

læste indholdet af mailen op for Lykke Sørensen. Lykke Sørensen sagde – ikke

ordret – at hun var enig i, at svaret skulle berigtiges, men at hun ville vende

sagen med Uffe Toudal Pedersen. Herefter ringede Lykke Sørensen tilbage og

fortalte, at Uffe Toudal Pedersen også var enig i, at svaret skulle berigtiges.

De sendte derfor et supplement til besvarelsen, men ikke mailen. Herefter

blev der stillet et supplerende spørgsmål, der vedrørte, om ministeren ville

oversende den pågældende mail til Udlændinge- og Integrationsudvalget samt

oplyse, om Folketingets Ombudsmand var bekendt med denne mail. Det er

UUI spørgsmål nr. 1.000, der blev besvaret den 9. oktober 2017. Margit Sander

Rasmussen kom og fortalte, at hun var bekymret over svaret. Som hun husker

det, handlede Margit Sander Rasmussens bekymring om, hvorvidt de burde

oplyse Folketinget nærmere om, hvad der stod i mailen, eller om de skulle

sende mailen til Folketinget. Selv ville hun ikke sende intern korrespondance

til Folketinget, men Margit Sander Rasmussen var uenig. I svaret stod der,

at man ikke ville sende mailen til Folketinget, fordi det var en intern mail,

hvilket hun opfattede som helt naturligt. Man sender ikke interne mails til

Folketinget, så hun syntes, svaret var fint. Margit Sander Rasmussen var helt

klart ikke enig i, at det var sådan, og Margit Sander Rasmussen syntes derfor

ikke, de havde svaret korrekt. Hendes egen opfattelse var, at de ikke kunne

vide, hvad der var sket på mødet, og at det blev fint afspejlet i svaret. Margit

Sander Rasmussens opfattelse var, at mailen kunne læses sådan, at der var

givet en ordre, mens hun selv opfattede mailen sådan, at ministeren rigtig

420 Afhøringsekstrakten, side 365.

493

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

gerne ville det politisk, og der var ikke nogen, der var i tvivl om, hvad mini-

steren ville. Margit Sander Rasmussen sagde, at hun mente, de var i gang med

at gøre noget ulovligt ved ikke at svare korrekt.

Margit Sander Rasmussen har herom forklaret

421

bl.a., at hun blev inddraget i

bidraget til besvarelsen af UUI spørgsmål nr. 1000. Der var blevet lagt op til, at

Udlændingestyrelsen ikke ville oversende Henrik Grunnets mail til udvalget

til orientering. Hun mente, at svaret om, at mailen ikke indeholdt oplysninger

om det ”nærmere” indhold af drøftelserne på koncerndirektionsmødet, var

problematisk, fordi Henrik Grunnets mail kunne læses på to måder. Enten

kunne man læse mailen på den måde, at der ikke stod noget nyt, idet det

allerede havde været fremme, at ministeren havde været meget klar i sin

udmelding den 10. februar 2016. Eller også kunne man læse mailen på den

måde, at Henrik Grunnet havde forstået beskeden på mødet den 10. februar

2016 således, at han havde fået en ordre om at adskille alle par. Igen blev hun

bekymret for, at noget ville blive ”tørret af” på styrelsen. Hun havde også en

lang samtale med Lene Linnea Vejrum om sin bekymring. Det var en faglig

diskussion, der endte med, at hun også drøftede sine bekymringer med Tanja

Franck. Det var ikke hendes beslutning, at mailen ikke skulle udleveres, og nu

havde hun i hvert fald gjort dem opmærksomme på problemet. Hun ved ikke,

om spørgsmålet blev drøftet med departementet. Hun deltog ikke i drøftelser

om, hvorvidt mailen skulle oversendes til Folketingets Ombudsmand, men

ræsonnementet bag ikke at udlevere mailen var det samme. Adspurgt, hvor-

for styrelsen ikke ønskede at oversendte mailen til departementet, har hun

forklaret, at hun havde en formodning om, at departementet ikke ønskede

at få mailen, idet det i så fald var departementet, der hang på vurderingen

af, om den skulle udleveres eller ikke, men dette var alene en fornemmelse

hos hende.

5.10.11.5. Spørgsmål nr. 1044

Spørgsmål nr. 1044, der omhandlede ministerens omtale under samrådet den

1. juni 2017 af fire piger, der havde valgt at ”forblive adskilt fra sin mand”,

blev den 9. oktober 2017 besvaret bl.a. således:

421 Afhøringsekstrakten, side 504.

494

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. januar til 31. december 2017

”Svar:

…

Jeg har noteret mig, at Folketingets Ombudsmand i sin endelige

redegørelse af 23. marts 2017 (UUI alm. del – bilag 152) har sammens-

tillet en række oplysninger om de berørte par, som han mente at kunne

udlede af Udlændingestyrelsens skema, der er oversendt til Folketinget

(UUI alm. del – bilag 74).

Jeg har endvidere noteret mig, at det – som oplyst af ombudsmanden

– af “Tabel I. Par omfattet af instruksen” fremgår, at to mindreårige

asylansøgere blev indkvarteret adskilt fra deres ægtefælle eller samlever

efter ønske fra den mindreårige, og at to andre mindreårige asylansø-

gere ønskede deres adskilte indkvartering opretholdt.”

Der foreligger i sagen en mail af 21. august 2017 fra Ditte Kruse Dankert til

Lene Linnea Vejrum og Margit Sander Rasmussen vedrørende bl.a. besvarel-

sen af dette spørgsmål. Det hedder i mailen bl.a.:

”…

Vi bliver ikke hørt over 1044 og 1045 … Den de overvejede at høre

os om er 1044 om de sager, hvor piger er blevet ”reddet”, men vi blev

enige om, at det ikke er hensigtsmæssigt –de må bruge henvisning til,

hvad der fremgår af FO-redegørelse (som hun har sagt tidligere Q/A).

De skal i det hele taget undlade at gøre et nummer ud af de fire sager.

…”

Ditte Kruse Dankert har herom forklaret

422

bl.a., at oplysningerne om disse

sager ikke kom fra Udlændingestyrelsen. Hun husker, at de passede på med

at gøre et stort nummer ud af sagerne, og at der var mange forskellige for-

klaringer på, hvorfor pigerne ikke længere ønskede at være sammen med

deres ægtefælle. Der var nogle af parrene, der valgte at flytte sammen igen.

Udlændingestyrelsen syntes grundlæggende, at man skulle være påpasselig

med disse oplysninger. Som hun husker det, var der kun en af sagerne, hvor

pigen tilkendegav, at hun var blevet tvangsgift. Det er rigtigt, at pigen i denne

422 Afhøringsekstrakten, side 462.

495

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

sag ikke var omfattet af den ordning, der blev iværksat den 10. februar 2016,

fordi hun og hendes mand var registreret som søskende.

5.10.11.6. Spørgsmål nr. 1120

Ved besvarelsen af udvalgsspørgsmål nr. 1120 den 9. oktober 2017 oplyste

ministeren bl.a., at ”Udlændingestyrelsen umiddelbart efter udsendelsen af

min pressemeddelelse til brug for en vurdering af omstændighederne i de

enkelte sager” indhentede ”oplysninger om bl.a. fællesbørn, graviditet, fami-

liemedlemmer i Danmark og operatørernes vurdering af eventuelle behov

for foranstaltninger”, ligesom ”[o]peratørerne blev også bedt om at oplyse,

om familien var velfungerende, om der var bekymring for parternes eller

eventuelle børns trivsel, hvordan man vurderede at familien ville fungere

efter en adskillelse, og om der i øvrigt var forhold, som styrelsen burde være

opmærksom på”.

5.10.12. Samråd A og B den 11. oktober 2017

Der blev den 11. oktober 2017 afholdt endnu et samråd med Inger Støjberg

vedrørende sålydende samrådsspørgsmål A og B:

”Samrådsspørgsmål

Vil ministeren uddybe sine udtalelser fra samrådet den 23. juni 2017

jf. s. 18 i transskriberingen af samrådet kl. 10:50 (UUI alm. del – bilag

217), om det forhold at instruksen af 10. februar 2016 – ifølge ministe-

ren – intet har med partshøring at gøre, og at der heller ikke tidligere

er blevet partshørt i de her sager? I den forbindelse bedes ministeren

redegøre for forskellen på indkvarteringspraksis for adskillelse af min-

dreårige asylansøgere fra deres ægtefælle/samlever, herunder redegøre

for hvordan de berørte parter er blevet inddraget i beslutningen om

adskillelse forud for den 10. februar 2016 og indkvarteringspraksis i

perioden fra den 10. februar 2016 og frem til den 28. april 2016.

Samrådsspørgsmål B

Vil ministeren redegøre for ministeransvaret efter ministeransvarlig-

hedslovens

§§

3 og 5, herunder om ministerens ansvar skærpes ved, at

ministeren den 10. februar 2016 udsender en pressemeddelelse om

praksisændringen, hvoraf det fremgår, at adskillelsen fremadrettet skal

496

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. januar til 31. december 2017

være undtagelsesfri – og altså ikke indeholde en konkret og individuel

vurdering, hvilket Udlændingestyrelsen retter sig efter?”

5.10.12.1. Beredskaber til brug for samrådet

Forud for samrådet var der udarbejdet et talepapir til ministeren. Indholdet af

det endelige talepapir svarer i al væsentligt til det, som ministeren udtalte som

indledning under samrådet, og som er gengivet i afsnit 5.10.12.2 nedenfor.

5.10.12.2. Samrådet

Samrådet blev gennemført den 11. oktober 2017. Det fremgår af en trans-

skription af samrådet, som kommissionen har modtaget fra Folketinget, bl.a.:

”…

Udlændinge- og integrationsministeren (Inger Støjberg):

... De to sam-

rådsspørgsmål, der er stillet, følger jo op på svar på samrådet fra den 1.

juni og dermed samrådsspørgsmål AT og AU, men jo også mine svar på

samrådet den 23. juni på samrådsspørgsmål AW og AZ. Dagens samråd

følger jo så også op på statsministerens, justitsministerens og mine egne

omkring ca. 200 folketingssvar, som er besvaret i tilknytning til samrå-

det her i dag og de to foregående samråd af i alt ca. 7 timers varighed.

Der er altså med andre ord tale om en sag, som er meget, meget grun-

digt belyst, og hvor jeg flere gange har redegjort detaljeret for forløbet.

Derfor så vil de svar, jeg giver i dag, jo også i meget vidt omfang være

en gentagelse af både de skriftlige, men jo også de mundtlige svar, som

allerede er afgivet til Folketinget i den her sag.

Men først så bliver jeg bedt om at redegøre for indholdet af min pres-

semeddelelse af 10. februar 2016 og om den generelle indkvarterings-

ordning for mindreårige asylansøgere med en ægtefælle eller samlever.

Der henvises i spørgsmålet til mine udtalelser under samrådet den 23.

juni om, at pressemeddelelsen ikke har noget med spørgsmålet om

partshøring at gøre. Og det kan jeg bekræfte, og jeg vil gerne gentage

mit svar fra samrådet.

Den praksisændring, som min pressemeddelelse af 10. februar 2016

om den generelle indkvarteringsordning lagde op til, vedrørte indholdet

af ordningen, eller sagt på en anden måde: Hvad er udgangspunktet,

når myndighederne skal beslutte, om en ung pige kan indkvarteres

497

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

sammen med sin ældre ægtefælle eller samlever? Og som jeg har sagt

flere gange, ønskede jeg med min pressemeddelelse at vende udgangs-

punktet på hovedet …. Den praksisændring, som jeg lagde op til med

min pressemeddelelse, betyder, at indkvartering i disse tilfælde skal ske

separat, medmindre dette vil være i strid med Danmarks internationale

forpligtelser. Med andre ord: En ung pige kan herefter alene indkvar-

teres på et asylcenter sammen med sin ældre ægtefælle eller samlever,

hvis det følger af Danmarks internationale forpligtelser.

I et notat fra den 12. december 2016, som samme dag er sendt til

Folketinget, er der grundigt gennemgået fortolkningen af Danmarks

internationale forpligtelser i de her sager. Jeg tror ærlig talt ikke, at

nogen på noget tidspunkt har været i tvivl om, at det var dette, der var

målet med min pressemeddelelse, nemlig at jeg ønskede at ændre ind-

holdet af ordningen, og ellers gentager så jeg det meget gerne igen: Jeg

var og er meget optaget af, at vi beskytter de her piger bedst muligt og

ikke fastholder dem i et ufrivilligt ægteskab eller samliv. Jeg ønsker, at

pigerne skal have frihed til at leve det liv, som de ønsker, og vælge den

partner, som de ønsker. Sådan skal det være i Danmark. Derfor ønskede

jeg også så vidt muligt at skille parrene ad og lægge en så restriktiv linje

som overhovedet muligt, og derfor tog jeg med min pressemeddelelse jo

initiativ til hurtigt at vende den tidligere praksis på hovedet. Derimod

forholder min pressemeddelelse sig ikke til spørgsmålet om, hvilke al-

mindelige partsrettigheder der skal iagttages, herunder jo spørgsmålet

omkring partshøring.

For mig var det udfaldet af beslutningerne, der var det væsentlige.

Hvilke formelle regler myndighederne skulle eller ikke skulle iagttage,

har det været op til myndighederne at vurdere. Det spørgsmål var ikke

på mit bord. Det er der intet som helst usædvanligt i, i øvrigt. I den

her sag var det indholdet af ordningen, der var det vigtige for mig, og

det var det, der fremgik af min pressemeddelelse. Noget andet er jo så

de juridiske overvejelser, og om der skulle ske en partshøring i de her

sager, og i sammenhæng hermed de juridiske overvejelser om, om der

i det hele taget er tale om en forvaltningsafgørelse, når der sker separat

indkvartering, og om parret retter sig efter anvisninger om, at de skal

bo på hver deres asylcenter. Sådanne forvaltningsretlige overvejelser

498

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. januar til 31. december 2017

foretages af myndighederne, og dem har jeg som minister ikke deltaget

i. Sådan var det i den her sag, og sådan er det jo i de fleste sager.

En minister kan have et ønske om at sætte en bestemt retning og æn-

dre praksis generelt inden for lovens rammer på et bestemt område.

Derefter er det op til myndighederne at følge op på en sådan praksis,

og det er jo ikke sådan, at en generel praksisændring af indholdet af en

bestemt ordning på et bestemt område også skal indeholde en redegø-

relse for de formelle sagsbehandlingsregler. Det gælder jo, medmindre

man ønsker at fravige dem, og det er jo altså ikke tilfældet. Tilsvarende

så gælder det, når Folketinget vedtager nye regler, der ændrer indholdet

af en bestemt ordning på et bestemt område. Her skal myndighederne

selvfølgelig udmønte Folketingets ønske inden for gældende ret, og

det er ikke nødvendigt i lovforslaget at beskrive, at i det omfang der

er tale om en forvaltningsafgørelse, så skal afgørelsen ledsages af en

begrundelse, eller at der forinden skal ske en partshøring, eller at de

øvrige almindelige formelle sagsbehandlingsregler skal gælde. Det er

som nævnt kun nødvendigt, hvis lovændringen også går ud på at ændre

i selve sagsbehandlingsreglerne, f.eks. ved at fravige forvaltningslovens

regler. I den her sag der havde jeg ikke noget ønske om at ændre på

sagsbehandlingsreglerne. Jeg har slet ikke forholdt mig til sagsbehand-

lingsreglerne, og mit ærinde var at vende udgangspunktet for udfaldet

af de her sager på hovedet.

Noget andet er så, at min pressemeddelelse og altså mit ønske om at

vende udgangspunktet på hovedet betød, at Udlændingestyrelsen over

for Udlændinge- og Integrationsministeriet rejste det forvaltningsmæs-

sige spørgsmål, om der skulle ske partshøringer i de her sager. Der er

redegjort for de forvaltningsretlige overvejelser, der fulgte i halen på

dette, og det er sket i svar på spørgsmål 951 fra udvalget forud for det

her samråd. Jeg har fået oplyst, at der var tale om forvaltningsretlige

overvejelser, som gav anledning til ikke ubetydelig tvivl. Skal man over-

sætte det, tror jeg, at man kan sige, at der retfærdighedsvis var tale om

et meget vanskeligt spørgsmål, hvor svaret ikke var givet på forhånd.

Forvaltningslovens regler om forudgående partshøringer og om begrun-

delse gælder i dag i afgørelsessager. Reglerne gælder derimod ikke, hvis

der er tale om en faktisk forvaltningsvirksomhed.

499

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

Når der så var tale om et vanskeligt juridisk spørgsmål, så skyldes det,

at forarbejderne til udlændingeloven indeholder en klar og udtrykkelig

forudsætning om, at anvisningen af indkvartering i asylsystemet ikke

har karakter af en forvaltningsafgørelse, men at der er tale om faktisk

forvaltningsvirksomhed, og at der dermed ikke skal ske partshøringer

efter forvaltningsloven eller gives en begrundelse, hvis udlændingen

følger anvisningen af indkvartering, netop fordi der ikke er tale om en

afgørelse.

At der er tale om vanskelige juridiske spørgsmål, kan man forvisse sig

om ved at læse det detaljerede svar på spørgsmål 951. Disse juridisk-tek-

niske overvejelser vil jeg derfor heller ikke redegøre detaljeret for her,

også fordi de hverken lægger noget til eller trækker noget fra i forhold

til de spørgsmål, som jeg er blevet stillet. I stedet kan jeg henvise til

besvarelsen af spørgsmål 951. Som det fremgår af dette svar, besluttede

Udlændingestyrelsen den 28. april 2016 at genoptage behandlingen af

de konkrete sager om adskilt indkvartering af mindreårige med ægte-

fælle eller samlever og at træffe afgørelse om flyttepåbud i alle sagerne,

det vil sige også sager, hvor parterne nok efterkommer styrelsens an-

visning om indkvartering, men ikke selv ønsker det. Beslutningen om

at genoptage behandlingen af sagerne var baseret på en vurdering af,

at en beslutning om separat indkvartering har en indgribende karak-

ter, og fordi der i alle sagerne træffes en afgørelse, nemlig en afgørelse

om flyttepåbud, så skal der ligesom i de afgørelser om flyttepåbud på

indkvarteringsområdet, der blev truffet inden den 28. april 2016, ske

partshøring efter forvaltningslovens regler, og afgørelsen skal ledsages

af en begrundelse.

Så vidt myndighedernes retlige overvejelser. Som jeg har sagt, var det

spørgsmål ikke på mit bord. Jeg kan derfor også meget klart slå fast, at

jeg først blev bekendt med disse forvaltningsretlige overvejelser, efter

at Udlændingestyrelsen den 28. april 2016 havde truffet beslutning

om at genoptage de konkrete sager om adskilt indkvartering og træffe

afgørelser efter forudgående partshøring. Det har Udlændinge- og In-

tegrationsministeriet redegjort for i svaret på spørgsmål nr. 978, stillet

op til det her samråd i dag. Når det var sådan, skyldtes det, at der var

tale om et rent forvaltningsretligt spørgsmål, myndighederne skulle

finde et svar på. Dette var ikke et politisk spørgsmål. Mit ærinde var at

500

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. januar til 31. december 2017

ændre i substansen, ikke i de formelle rammer. Derfor så var der ikke

grund til at involvere mig, og det skete derfor heller ikke.

Så er der spurgt til, hvilken praksis for indkvartering der gjaldt for

unge piger med en ældre ægtefælle eller samlever forud for og efter 10.

februar 2016. Praksis efter den 10. februar 2016 har jeg gennemgået

i detaljer, bl.a. under samrådet den 23. juni i år. Her læste jeg som be-

kendt Udlændingestyrelsens bidrag op, hvor styrelsen selv redegør for

praksis efter udsendelsen af pressemeddelelsen. Det vil jeg ikke gentage

i sin helhed i dag, men blot pege på følgende fem hovedelementer i

styrelsens bidrag:

For det første: Udlændingestyrelsen har under hele forløbet i alle sager

foretaget en konkret vurdering af omstændighederne i den enkelte sag

under hensyntagen til Danmarks internationale forpligtelser.

For det andet: Udlændingestyrelsen anmodede den 18. februar 2016

i en række sager operatørerne om yderligere oplysninger om bl.a. fæl-

les børn, graviditet, familiemedlemmer i Danmark og operatørernes

vurdering af eventuelle behov for foranstaltninger. Operatørerne blev

også bedt om at oplyse, om familierne var velfungerende, om der var

bekymring for partnerne eller eventuelle børns trivsel, hvordan man

vurderede at familien ville fungere efter en adskillelse, og om der i

øvrigt var forhold, som styrelsen burde være opmærksom på.

I de sager – og det er så nummer tre – hvor Udlændingestyrelsens be-

slutning om flytning blev fulgt, blev der ikke truffet en afgørelse om

flyttepåbud, og der blev derfor heller ikke foretaget partshøring eller

givet en begrundelse, men det ændrer ikke på, at der blev foretaget en

konkret og individuel vurdering på baggrund af operatørernes oplys-

ning og oplysninger i sagen i øvrigt.

For det fjerde: Da Udlændingestyrelsen den 28. april 2016 besluttede at

genoptage de konkrete sager og også at træffe afgørelser om flyttepåbud

efter forudgående partshøring i disse sager, hvor parterne efterkom

beslutningen, skete dette ikke, fordi den separate indkvartering var i

strid med Danmarks internationale forpligtelser; det skete, fordi sager-

501

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

ne nu blev behandlet som afgørelsessager på grund af den indgribende

karakter for de involverede par.

Og for det femte og sidste: Som det fremgår af svaret på spørgsmål 838,

var det ikke et udtryk for, at det var forkert at indkvartere parrene hver

for sig i første omgang, da parrene i otte sager senere fik mulighed for

at bo sammen. Det var derimod udtryk for, at varigheden af adskillelsen

selvstændigt indgik som moment i vurderingen.

Det er altså det, Udlændingestyrelsen selv har oplyst om det grundlag,

styrelsen havde for at foretage de konkrete vurderinger, som blev fore-

taget i alle disse sager, efter udsendelsen af min pressemeddelelse den

10. februar 2016. Så vidt Udlændingestyrelsens håndtering af sagerne

efter den 10. februar 2016.

Til grund for behandlingen af sagerne lå som sagt mit ønske om hurtigt

at vende udgangspunktet på hovedet, så indkvartering skal ske separat,

medmindre Danmarks internationale forpligtelser taler imod dette.

Så er spørgsmålet, hvad der gjaldt før den 10. februar 2016. I mit svar

på spørgsmål 953 forud for det her samråd, der henviser jeg bl.a. til et

bidrag fra Udlændingestyrelsen, der redegør for netop det spørgsmål.

Udlændingestyrelsen har om praksis forud for min pressemeddelelse

bl.a. oplyst, at der blev foretaget en konkret vurdering af omstændig-

hederne i de sager, hvor Udlændingestyrelsen blev gjort bekendt med,

at der var problemer i relation til den mindreåriges trivsel, og at om-

drejningspunktet for denne vurdering var indkvarteringsoperatørernes

børnefaglige personales vurdering samt værtskommunens eventuelle

faglige vurderinger af, hvilke indkvarteringsforhold der var til den en-

kelte mindreåriges bedste med udgangspunkt i hensynet til barnets tarv.

Udlændingestyrelsen har endvidere oplyst, at det som følge af mang-

lende registrering ikke er muligt at identificere eventuelle sager, hvor

styrelsen måtte have truffet beslutning om separat indkvartering af en

mindreårig asylansøger over 15 med en ægtefælle eller samlever mod

begge parters ønske. Udlændingestyrelsen har samtidig oplyst, at styrel-

sen ikke umiddelbart har erindring om, at der før den 10. februar 2016

har været sager om separat indkvartering af mindreårige asylansøgere

502

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. januar til 31. december 2017

over 15 år med en ægtefælle eller samlever mod begge parters ønske. Og

lad mig gentage: Der har, så vidt vides, ikke før min pressemeddelelse

været sager, hvor unge piger over 15 år er blevet indkvarteret adskilt

fra deres ældre ægtefælle eller samlever mod begge parters eget ønske.

Når det var sådan, så skyldtes det, at der jo ikke forud for den 10. fe-

bruar 2016 blev foretaget en selvstændig vurdering af, om en ung pige

over 15 år skulle indkvarteres adskilt fra sin ægtefælle eller samlever

alene under henvisning til, at der var tale om en mindreårig. Udlændin-

gestyrelsen har til spørgsmål 953 oplyst, at disse sager forud for min

pressemeddelelse blev behandlet som alle andre sager, hvor der opstod

spørgsmål om mistrivsel under indkvarteringen. Var der ikke i sagerne

oplysninger om problemer i forhold til trivslen hos den unge pige over

15 år, blev der således ikke foretaget en selvstændig vurdering af, om

indkvarteringen skulle ske separat. I sådanne tilfælde blev pigen ind-

kvarteret med sin ægtefælle eller samlever, medmindre en af parterne

udtrykte ønske om noget andet.

I de tilfælde, hvor der var problemer i relation til pigens trivsel, var

omdrejningspunktet for den vurdering, som i alle andre sager, at der

var behov for støtteforanstaltninger. Sådanne støtteforanstaltninger

kunne generelt iværksættes i regi af asylcentrene eller på baggrund af

en kommunal afgørelse, f.eks. en afgørelse om anbringelse.

Udlændingestyrelsen har oplyst, at det ikke kan udelukkes, at sådanne

støtteforanstaltninger kan have haft den virkning, at en ung pige over

15 år f.eks. er blevet anbragt uden for asylsystemet, mens ægtefællen

eller samleveren fortsat har været indkvarteret i asylsystemet. I så fald

er disse sager blevet behandlet efter de kommunale regler herom. Ud-

lændingestyrelsen er dog ikke umiddelbart bekendt med, at der har

været sådanne sager, hverken i regi af asylcentrene eller kommunerne,

hvor en støtteforanstaltning har ført til, at en mindreårig asylansøger

over 15 år de facto er blevet adskilt fra en ægtefælle eller samlever mod

begge parters ønske.

Jeg tror, at der er mange, inklusive mig selv, kan jeg sige, der har haft

et lidt andet billede af, hvordan man behandlede de her sager før den

10. februar 2016. F.eks. fremgår det jo af en pressemeddelelse fra So-

503

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

cialdemokratiet den 23. juni, altså umiddelbart efter samrådet den 23.

juni, at der under den tidligere socialdemokratisk ledede regering altid

blev foretaget en vurdering, når, og nu citerer jeg, man skulle beslutte,

om et ungt ægtepar skulle adskilles, citat slut.

Her er der altså tale om en misforståelse. Misforståelsen er, at man for-

udsætter, at man før den 10. februar 2016 skulle beslutte, at der skulle

ske adskillelse i disse sager, når en af parterne var en mindreårig over

15 år. Men som det er fremgået, opstod sagerne kun, hvis der var tale

om mistrivsel – ellers ikke. Der var altså dengang ikke tale om, at der

blev foretaget en selvstændig vurdering alene under henvisning til, at

der var tale om en mindreårig.

Jeg kan sådan set godt forstå, at man har misforstået dette og støttet sig

op ad en forkert præmis. Som jeg også har sagt, så var også mit billede

af praksis et andet. Jeg må bare sige, at det for mig sætter en tyk, tyk

streg under, at det var helt nødvendigt at stoppe op og ændre praksis i

de her sager. Og hvis man nogensinde har været i tvivl om, hvad effek-

ten har været af mit ønske om at vende udgangspunktet på hovedet og

sikre en separat indkvartering i videst muligt omfang i de her sager, ja,

så må det jo sådan set være gjort klart med al tydelighed nu.

Under samrådet den 23. juni sagde jeg også, at der ikke tidligere er

partshørt i de her sager. Udtalelsen baserede sig på en misforståelse i

Udlændinge- og Integrationsministeriet, og denne misforståelse betød,

at jeg fik forkerte oplysninger af mit ministerium forud for samrådet

den 23. juni. Jeg vil gerne uddybe det her. Udlændinge- og Integrati-

onsministeriet lagde til brug for forberedelsen af samrådet den 23. juni

2017 til grund, dels at Udlændingestyrelsen forud for den 10. februar

2016 undtagelsesvis havde anvist separat indkvartering af en mindre-

årig over 15 år med en ægtefælle eller samlever mod begge parters

ønske, og dels at der i så fald ikke blev foretaget partshøring i sådanne

sager, hvis parret efterkom Udlændingestyrelsens anvisning på linje

med administrativ praksis for anvisning af indkvartering i øvrigt og i

tråd med forarbejderne til udlændingeloven. Til brug for forberedelsen

af samrådet – spørgsmål AW til spørgsmål AZ – blev jeg således af

Udlændinge- og Integrationsministeriet oplyst om, dels at der forud

for den 10. februar 2016 havde været sager, hvor Udlændingestyrelsen

504

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. januar til 31. december 2017

havde anvist separat indkvartering mod begge parters ønske, dels at

der i disse tilfælde ikke blev foretaget partshøring, hvis parret efterkom

Udlændingestyrelsens anvisning.

Disse oplysninger beror imidlertid på en misforståelse i Udlændinge-

og Integrationsministeriet. Som det fremgår af Udlændingestyrelsens

udtalelse til brug for besvarelsen af spørgsmål 953, har styrelsen ikke

umiddelbart erindring om, at der før den 10. februar 2016 har været

sager, hvor parterne er blevet indkvarteret separat mod begge parters

ønske. Det var således forkerte oplysninger, jeg modtog af Udlændinge-

og Integrationsministeriet forud for samrådet den 23. juni. Ministeriet

har over for mig beklaget, at jeg fik forkerte oplysninger, og jeg vil gerne

på vegne af både ministeriet, men selvfølgelig også mig selv, beklage,

at Folketinget modtog disse forkerte oplysninger.

Set fra min position, sætter den dagældende praksis, som nu står endnu

klarere for alle, blot en tyk, tyk streg under, at det var nødvendigt at

handle, og at det var nødvendigt at handle hurtigt. Vi ved altså nu, at

Udlændingestyrelsen forud for min pressemeddelelse – så vidt vides

– ikke har adskilt unge piger over 15 år fra deres ældre ægtefælle eller

samlever mod begge parters vilje.

Det skal ses i lyset af, at der i disse sager ikke blev foretaget en selvstæn-

dig vurdering af, om de unge piger skulle indkvarteres adskilt fra deres

partner, alene under henvisning til at der var tale om en mindreårig. Det

skete kun, hvis der forelå oplysninger om mistrivsel. Hvis pigen udadtil

fandt sig i tingenes tilstand, ja, så var der ikke grund til at reagere.

Når støvet i den her sag på et eller andet tidspunkt har lagt sig, så

viser det for mig, at den praksisændring, som jeg ønskede med min

pressemeddelelse, var helt nødvendig. Praksisændringen har ført til,

at der i alle sager, også sager, hvor der ikke foreligger oplysninger om

mistrivsel, tages stilling til, om en mindreårig over 15 år skal indkvar-

teres sammen med sin ældre ægtefælle eller samlever. Vi har i dag en

indkvarteringsordning, hvor udgangspunktet er, at en ung pige ikke

indkvarteres med sin ældre ægtefælle eller samlever. Sådan var det ikke

tidligere, hvis pigen var over 15 år.

505

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

Der kan muligvis forud for den 10. februar 2016 have været eksempler

på, at man i kommunalt regi har fundet det nødvendigt at anbringe en

ung pige over 15 år – som en støtteforanstaltning – mod hendes vilje

ved tegn på mistrivsel, mens ægtefællen fortsat kan have været indkvar-

teret i asylsystemet. Men Udlændingestyrelsen har som nævnt oplyst, at

man ikke umiddelbart er bekendt med sådanne kommunale afgørelser,

hvor støtteforanstaltning de facto har ført til adskillelse af parrene i en

situation, hvor ingen af parterne har ønsket det. Det understreger for

mig at se, at det var rigtigt og også helt nødvendigt at vende praksis

på hovedet for at række hånden ud til de her piger og tilbyde dem et

pusterum, hvor de kan overveje deres situation.

Så vender jeg mig til samrådsspørgsmål B. Først bliver jeg bedt om at

redegøre for ministeransvarlighedslovens

3 og

5. Her kunne jeg for

så vidt jo godt læse op af bestemmelserne, men det tjener efter min

opfattelse ikke rigtig noget formål; det vil bare tage tid. I stedet kan jeg

henvise til justitsministerens svar af 14. juni 2017 på spørgsmål 828

fra udvalget. I svaret redegøres netop for ministeransvarlighedslovens

3 og

5. Og i justitsministerens svar af samme dato på spørgsmål 824

fra udvalget er der en henvisning til relevant juridisk litteratur om en

ministers ansvar for sin embedsførelse. Det kan jeg henholde mig til.

Samtidig får det mig til nok en gang at understrege en helt central

pointe, nemlig at spørgsmålet hviler på en forkert præmis, en forkert

præmis om, at Udlændingestyrelsen skulle have besluttet at adskille

de her par uden at foretage en konkret og individuel vurdering. Det

er ganske enkelt forkert. Det er ikke korrekt, og det har jeg redegjort

for på det første samråd den 1. juni, jeg har gentaget det på det andet

samråd den 23. juni, og jeg har gjort dette klart i flere af de svar, der er

tilgået udvalget forud for det her tredje samråd.

Men lad mig da gerne gentage det endnu engang: Uanset hvordan

man spørger og hvor mange gange man spørger, er mit svar det sam-

me, nemlig at henvise til, hvad Udlændingestyrelsen selv har oplyst.

Udlændingestyrelsen har under hele forløbet i alle sager foretaget en

vurdering af den enkelte sags omstændigheder under hensyntagen til

Danmarks internationale forpligtelser. Og som jeg har sagt flere gange,

506

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. januar til 31. december 2017

så vidste jeg, at Udlændingestyrelsen foretog en konkret og individuel

vurdering i det her sager, fordi jeg fulgte opfølgningen på sagerne tæt.

Jeg var af naturlige grunde særlig interesseret i de fem sager, hvor

Udlændingestyrelsen ikke havde adskilt parrene under henvisning til

Danmarks internationale forpligtelser. Det har jeg som sagt redegjort

for i detaljer under de tidligere samråd og i utallige skriftlige svar til

udvalget. Jeg kan henvise til dette og kan i øvrigt ikke tilføje noget nyt.

Derfor vil jeg også sige, at når man nu vælger at spørge mig, så er der

for mig at se ikke noget som helst grundlag for at rejse spørgsmål om

ministeransvarlighedsloven i forhold til min rolle, men som sagen har

formet sig, og spørgsmålenes ordlyd taget i betragtning, så vil jeg med-

give, at dette svar jo nok ikke tilfredsstiller spørgerne. Det erkender

jeg, og ellers skulle jeg kende spørgerne meget dårligt, og efter mange

timer både i samråd omkring det her, men også mange timers samvær

i øvrigt, tror jeg, at jeg kender spørgerne ret godt. Så det her vil ikke

tilfredsstille jer.

Når det er sagt, så gælder det også, at ombudsmanden i denne sag har

vurderet, at instruksen efter sit undtagelsesfri og kategoriske indhold

var ulovlig, og at instruksen medførte en betydelig risiko for, at der blev

truffet forkerte afgørelser. Denne alvorlige kritik har jeg jo taget til ef-

terretning, og jeg løber heller ikke fra, at jeg med min pressemeddelelse

af 10. februar 2016 ønskede at vende udgangspunktet for udfaldet i de

her sager om indkvartering af unge piger med deres ældre ægtefæller og

samlevere på hovedet, så udgangspunktet er en separat indkvartering

i de her sager. Tværtimod, og jeg står ved, at det var afgørende for mig,

at der straks blev fulgt op på min pressemeddelelse, og at der blev lagt

en så restriktiv linje som overhovedet muligt.

Lad mig til sidst runde af med et par mere sådan overordnede betragt-

ninger efter nu tre samråd og indtil nu godt 7 timer sammen om den

her sag og omkring 200 udvalgsspørgsmål. …

… Vi vil ikke finde os i, at unge piger på vores asylcentre risikerer at blive

fastholdt i et ufrivilligt ægteskab. Vi vil støtte de her piger, alt hvad vi

overhovedet kan, og vi er imod barnebrude. Tværtimod så skal vi netop

507

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

hjælpe de her piger til frit at kunne vælge det liv, som de ønsker, og den

partner, som de selv ønsker. Fordi nu er det Danmark, man er kommet

til, og her er piger og drenge, kvinder og mænd lige meget værd. Og

derfor har jeg ønsket at gå så langt som overhovedet muligt for netop at

give de her piger et pusterum. I min optik fortjener pigerne rent faktisk,

at også oppositionen melder klart ud, hvad man ønsker i den her sag.

…

Sofie Carsten Nielsen (RV):

… Hvem har ansvaret for, at forvaltnings-

loven overholdes – er det ministeren, eller er det embedsværket?

…

Udlændinge- og integrationsministeren (Inger Støjberg):

… Hvem der

har ansvaret for, at forvaltningsloven bliver overholdt? Det har myn-

dighederne.

…

Johanne Schmidt-Nielsen (EL):

Minister, jeg synes, det er lidt tyndt:

Myndighederne har ansvaret for, at forvaltningsloven overholdes. Jo,

men er det ikke korrekt, at det i sidste ende er dig som minister, der

har ansvaret for, at forvaltningsloven overholdes? Det er vel også en

skærpende omstændighed, at det er dig, der udsender en instruks, som

er undtagelsesfri. Og det er den undtagelsesfri instruks, som betyder,

at der kommer til at blive administreret ulovligt i strid med dansk lov,

minister. Det er vel ikke bare myndighedernes opgave, at der admini-

streres i overensstemmelse med dansk lov. Det er vel også ministerens

ansvar, at der administreres i strid med dansk lov. …

…

Udlændinge- og integrationsministeren (Inger Støjberg):

Jamen om-

kring forvaltningsloven kan jeg sige, at det er myndighedernes ansvar. …

…

… Jeg blev ikke i den forbindelse oplyst om, at spørgsmålet om partshø-

ring kunne give anledning til vanskelige juridiske overvejelser. Og det,

må man sige, har vist sig senere hen, at det er ganske, ganske vanskelige

juridiske overvejelser.

…

Så det er altså ikke et spørgsmål, jeg overhovedet har forholdt mig til.

Og som sagt flere gange, så angik min pressemeddelelse jo heller ikke

det her spørgsmål.

…

508

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. januar til 31. december 2017

Holger K. Nielsen (SF):

Altså, du må jo erkende, at der er blevet admini-

streret ulovligt, frem til de begynder at genoptage sagerne den 28. april,

ikke? Det er jo et faktum, at sådan var det. Det blev du ikke orienteret

om, og det mener du ikke er et problem.

…

Udlændinge- og integrationsministeren (Inger Støjberg):

Jamen altså

som sagt til spørgsmålet omkring partshøring: Altså, det kan godt være,

at det nu ser ud, som om at det er sådan noget førstesemestersjura,

som enhver lige kunne se. Men så enkelt er det altså bare ikke, fordi

svaret var jo ikke givet på forhånd. Der var tale om, må jeg nok sige, en

vanskelig juridisk vurdering, hvor forarbejdernes klare og udtrykkelig

forudsætning jo skulle holdes op imod den indgribende karakter, som

beslutningen jo var om adskillelse. Det, jeg kan sige, er, at Udlændin-

gestyrelsen besluttede, at det var det rigtigste at foretage partshøring i

de her sager på grund af beslutningens indgribende karakter. Men det

ændrer ikke ved, at det var et meget, meget vanskeligt spørgsmål, hvor

svaret bare ikke var givet på forhånd, men det er jo så altså det, man

nåede frem til var det rigtigste at gøre.

…

Holger K. Nielsen (SF):

… Det er spørgsmål 953 og der, hvor ministeren

giver et forkert eller et usandfærdigt svar til Folketinget i samrådet den

23. juni. Det er en meget alvorlig sag at tale usandt her i Folketinget, og

derfor kan man sige, at det undrer lidt, at den indrømmelse kommer i

et svar her de sidste par dage. Det er jo noget, som man jo straks burde

have orienteret om, at man havde talt usandt til Folketinget. Men jeg kan

så forstå, at det er en forkert oplysning, som ministeren har fået fra sit

ministerium. Hun er simpelt hen blevet misinformeret fra ministeriet.

…

Udlændinge- og integrationsministeren (Inger Støjberg):

…

Så spørger du så også til – nu må du rette mig, hvis ikke det er rigtigt

– jeg tror, at du spørger til, hvorfor jeg så ikke har korrigeret det noget

tidligere, eller hvornår korrigerer jeg, korrigerer jeg lige så snart, jeg

overhovedet ved det. Jeg kan sige, at vi har arbejdet meget grundigt

selvfølgelig med svaret på det her spørgsmål 953, som du henviser til,

og det har vi helt op til, at svaret blev afgivet til Folketinget.

509

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

Det er jo selvfølgelig, fordi når der nu er kommet forkerte oplysninger

undervejs, er det jo altså så også vigtigt, at vi så får gennemarbejdet

tingene grundigt, inden Folketinget så får, kan man sige, korrektionen.

Så jeg vil sige, at lige så hurtigt, vi overhovedet har kunnet komme af

sted med det, er det blevet korrigeret, og det er så via det her svar til

spørgsmål 953. Så svaret på dine spørgsmål var: Efterfølgende, altså ef-

ter samrådet fik jeg det at vide, og vi har arbejdet på svaret på spørgsmål

953 helt op til samrådet her, og det er så der, at korrektionen kommer.

…

Sofie Carsten Nielsen (RV):

... Kan ministeren bekræfte – vi er ligesom

nødt til lige at få det på plads – at der blev administreret i strid med

forvaltningsloven, mens der pågik de svære juridiske overvejelser, som

ministeren i dag har inviteret os ind i? Det er det første spørgsmål.

Det andet spørgsmål: Kan ministeren bekræfte, at den ulovlige admi-

nistration skete som følge af instruksen – ja eller nej?

Det tredje spørgsmål: Fastholder ministeren, at hun intet vidste om den

ulovlige praksis, der pågik, før den 28. april – ja eller nej?

Og det sidste spørgsmål: Fastholder ministeren, at det alene er myndig-

hedernes ansvar, at forvaltningsloven overholdes – ja eller nej?

…

Udlændinge- og integrationsministeren (Inger Støjberg):

Spørgsmål

4: Ja, altså, myndighederne skal overholde forvaltningsloven – så ja.

Til spørgsmål 3: Ja. Du bad om ja eller et nej, og det får du så.

Og det kan man så ikke helt give på resten, fordi hvis man nu tager dit

første spørgsmål, så er der jo stadig væk det i det, at det er så kompli-

ceret en juridisk vurdering, der ligger bag. …

…

Johanne Schmidt-Nielsen (EL):

Jeg er da utrolig ked af, at ministeren på

de her 2 timer ikke har været i stand til at identificere et ganske centralt

spørgsmål, som jeg også stillede i mit afsluttende indlæg her, nemlig:

Hvis der var så meget tvivl, minister, om hvorvidt det her var lovligt

eller ej, hvorfor ventede I så ikke med at sætte administrationen i gang?

…

510

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. januar til 31. december 2017

Udlændinge- og integrationsministeren (Inger Støjberg): Jeg kan i hvert

fald sige, at jeg fik heller ikke rigtig svar på det spørgsmål, det helt

centrale spørgsmål for mig, nemlig: Hvad vil oppositionen egentlig på

det her felt? Og det synes jeg jo sådan set er ærgerligt.

…

Johanne Schmidt-Nielsen (EL):

Det var ikke et svar. Altså, det var simpelt hen manglende respekt over

for Folketinget. Jeg prøver igen – jeg har ikke talt, jeg tror, det er tiende

gang: Hvis der var så stor tvivl, minister, i dit ministerie, om, hvorvidt

det her var lovligt eller ej, hvorfor ventede I så ikke med at gå i gang?

…

Udlændinge- og integrationsministeren (Inger Støjberg):

Jamen alt-

så, det er jo nok lidt, fordi jeg synes simpelt hen, at der er svaret på

det. Fordi jeg har på intet tidspunkt, siden der begyndte med at blive

stillet spørgsmål omkring partshøringen, lagt skjul på, at det jo gav

anledninger til store juridiske overvejelser, og det har jeg sagt rigtig

mange gange i dag. At man så fra oppositionens side synes, at alting

er så fuldstændig lysende klart, altså det må jeg jo bare tage hatten

af for, når ministeriets embedsmænd og jurister ikke har helt samme

åbenbart klarsyn, som man har i oppositionen. Men altså, vi kommer

det jo bare ikke nærmere, end at der var store juridiske overvejelser, og

man mente, at det her var den rigtigste måde at gøre det på, og derfor

så er det blevet, som det er blevet.

…”

5.10.13. Spørgsmål til udlændinge- og integrationsministeren

Den 6. november 2017 stillede Udlændinge- og Integrationsudvalget en lang

række spørgsmål til udlændinge- og integrationsministeren i anledning af

sagen.

5.10.13.1. Spørgsmål nr. 83 og 89

Spørgsmål nr. 83 blev den 4. december 2017 besvaret således:

”Spørgsmål nr. 83:

Ministeren har flere gange over for Folketinget oplyst, at Udlændinge-

styrelsen har foretaget en vurdering af den enkelte sags omstændighe-

der. Vil ministeren redegøre for præcis hvilke oplysninger, der indgik i

511

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

Udlændingestyrelsens vurderinger i perioden fra den 10. februar 2016

til den 28. april 2016, herunder særligt hvilke oplysninger der indgik

i de sager, hvor parrene – ifølge Udlændingestyrelsen – allerede var

adskilt, inden der den 18. februar 2016 blev indhentet en række fak-

tuelle oplysninger?

Svar:

Udlændinge- og Integrationsministeriet har til brug for besvarelsen ind-

hentet en udtalelse fra Udlændingestyrelsen, der har oplyst følgende:

”1. Udlændingestyrelsen iværksatte den 26. januar 2016 en høring

af indkvarteringsoperatørerne i forlængelse af debatten om ind-

kvarteringsforhold for børn. Indkvarteringsoperatørerne blev i den

forbindelse bedt om at angive antallet af mindreårige asylansøgere,

som var indkvarteret på eller i tilknytning til et asylcenter, og hvor

indkvarteringsoperatøren havde kendskab til, at den pågældende

havde en ægtefæller/samlevere.

Styrelsen iværksatte den 28. januar 2016 en supplerende høring

af indkvarteringsoperatørerne. Høringen vedrørte aldersforskellen

mellem de mindreårige og deres ægtefælle/samlever.

I forlængelse af denne høring foretog Udlændingestyrelsen en gen-

nemgang af sagerne.

I de sager, hvor der herefter var tilstrækkelige oplysninger til, at sty-

relsen kunne tage stilling til, om der skulle ske separat indkvartering,

traf styrelsen beslutning på baggrund af de allerede foreliggende op-

lysninger. Det drejede sig bl.a. om oplysninger om parrenes situation,

herunder om parrene havde børn, samt oplysninger om parrenes hid-

tidige indkvarteringsforløb, bl.a. baseret på eventuelle indberetnin-

ger, ansøgninger om afholdelse af udgifter til sundhedsbehandling

og ansøgninger om afholdelse af udgifter til sociale foranstaltninger.

Desuden havde styrelsen, som det fremgår af besvarelsen af 9. okto-

ber 2017 af spørgsmål nr. 974 fra Udlændinge- og Integrationsudval-

get, en løbende dialog med indkvarteringsoperatørerne om sagerne,

512

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. januar til 31. december 2017

ligesom indkvarteringsoperatørerne i en række sager af egen drift

fremsendte yderligere oplysninger

om parrene til styrelsen.

Den 18. februar 2016 anmodede styrelsen desuden skriftligt ind-

kvarteringsoperatørerne om yderligere oplysninger i en række af

sagerne. Der blev i den forbindelse bl.a. indhentet oplysninger om

eventuelle fællesbørn, graviditet, familiemedlemmer, som også op-

holdt sig i Danmark, operatørernes vurdering af eventuelle behov

for foranstaltninger mv. Par med fællesbørn blev samtidig bedt om

at tage stilling til, hvilken forælder der skulle indkvarteres sammen

med fællesbørnene.

Styrelsen anmodede endelig operatørerne om oplysninger om, hvor-

vidt familien var velfungerende, herunder om der var bekymring for

parternes eller eventuelle børns trivsel, og hvordan det vurderedes,

at familien ville fungere efter en adskillelse af parret, samt om op-

lysninger om, hvorvidt der var øvrige forhold, som styrelsen burde

være opmærksom på.

Udlændingestyrelsen har i alle sager foretaget en konkret og indi-

viduel vurdering af, om der skulle ske separat indkvartering.

Beslutningerne om, hvorvidt der skulle ske adskillelse i de konkrete

sager, blev truffet, efterhånden som styrelsen foretog en gennemgang

af sagerne.

Styrelsen har i forbindelse med denne gennemgang af sagerne iden-

tificeret fem sager, hvor styrelsen har vurderet, at separat indkvar-

tering ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.

Styrelsen traf derfor beslutning om, at der ikke skulle ske indled-

ningsvis separat indkvartering af disse par.””

Ministeren besvarede samme dag med henvisning til besvarelsen af spørgsmål

nr. 83 bl.a. spørgsmål nr. 89, hvor der blev spurgt til, om det er korrekt forstået,

at der ikke indgik andre momenter end parrets alder i Udlændingestyrelsens

første afgørelser om separat indkvartering efter den 10. februar 2016.

513

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

5.11. Perioden fra 1. januar 2018 til 22. januar 2020

5.11.1. Nye oplysninger tilgår Folketingets Ombudsmand

Den 30. januar 2019 modtog Folketingets Ombudsmand en mail fra journa-

list Ulrik Dahlin fra Dagbladet Information. Mailen var vedhæftet en fil med

navnet ”anonym mail.pdf”, der indeholdt en mailkorrespondance fra den 10.

februar 2016 mellem Nils Bak og direktør Henrik Grunnet. Af denne mail-

korrespondance, der tillige er omtalt i afsnit 5.3.1, fremgår det, at Niels Bak

kl. 13.10 skrev en intern mail i Udlændingestyrelsen, herunder til Henrik

Grunnet, med følgende indhold:

”Kære alle,

UIBM har varslet, at ministeren går ud kl. 14.30 i en pressemeddelelse

samt redegørelse om de såkaldte barnebrude. Budskabet er efter det op-

lyste, at ingen mindreårige under 18 må bo samen med deres ægtefælle.

…”

og at Henrik Grunnet samme dag kl. 13.45 besvarede mailen således:

”Emne:

Re: Støjberg: INGEN barnebrude må bo med ægtefælle

Kære alle

Ja. Mødet jeg var til i ministeriet efterlod ingen tvivl om hendes ind-

stilling til sagen – uanset Børnekonventionen, når parret har [et] fælles

barn.”

Den 1. februar 2019 iværksatte Folketingets Ombudsmand en høring af Ud-

lændinge- og Integrationsministeriet som følge af ombudsmandens modta-

gelse af nye oplysninger.

Udlændinge- og Integrationsministeriet besvarede den 28. februar 2019 om-

budsmandens brev og anførte i sin besvarelse, at Udlændingestyrelsen havde

oplyst, at en medarbejder i Udlændingestyrelsen den 22. juni 2017 var blevet

opmærksom på mailen som led i en oprydning i sine mails. Det fremgår af

besvarelsen endvidere bl.a., at Udlændingestyrelsen havde oplyst, at der ved

beslutningen om ikke at oversende mailen afsendt kl. 13.45 den 10. februar

514

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. januar 2018 til 22. januar 2020

2016 til Folketingets Ombudsmand var lagt afgørende vægt på, at mailen –

efter styrelsens opfattelse – hverken udgjorde et mødereferat eller belyste

retlige overvejelser, som ministeriet foretog forud for udstedelsen af ministe-

rens instruks af 10. februar 2016. Ministeriet anførte i besvarelsen tillige, at

ministeriet var enig i Udlændingestyrelsens vurdering af, at den omtalte mail

ikke var omfattet af de dokumenter mv., som ombudsmanden ved breve af

11. maj og 13. juni 2016 havde bedt om.

Christian Hesthaven har herom forklaret

423

bl.a., at han første gang blev invol-

veret i henvendelsen fra ombudsmanden i forbindelse med, at ombudsman-

den sendte brevet til ministeriet. Der var tale om en intern mail i Udlændin-

gestyrelsen, og de vidste derfor ikke så meget om mailen på dette tidspunkt.

De var endvidere i den situation, at mange af de involverede personer i både

Udlændingestyrelsen og i departementet var nye. De drøftede, om de skulle

spørge i departementet, hvorvidt der var nogen, der havde yderligere oplys-

ninger til brug for svaret. De nåede til den konklusion, at det var der nok ikke,

eftersom det var Jesper Gori, der havde været nøglepersonen, og de iværksatte

derfor på dette tidspunkt ikke andre undersøgelser, inden de sendte svaret

til ombudsmanden. De henviste i deres svar til ombudsmanden til deres sup-

plerende besvarelse af 22. juni 2017 af folketingsspørgsmål nr. 856 fra Ud-

lændinge- og Integrationsudvalget, fordi man stod på ryggen af den historik,

der var i sagen. De blev spurgt, om mailen var omfattet af ombudsmandens

to anmodninger om materiale fra henholdsvis maj og juni 2016. De tog de

formelle og juratekniske briller på, og som de læste disse anmodninger, havde

ombudsmanden ikke bedt om alt materiale i sagen – således som han nogle

gange gør – men havde kvalificeret sine anmodninger således, at han bad

om materiale, der beskrev ministeriet og Udlændingestyrelsens retlige vur-

deringer af adskillelserne i 2016. Man havde i 2016 i ministeriet og i Udlæn-

dingestyrelsen ”trawlet” lidt bredere og sendt mere over til ombudsmanden

end det, der var rent retligt. Da de gennemgik materialet, sad de oprigtigt og

vurderede, at Henrik Grunnets mail ikke indeholdt retlige overvejelser, hvor-

for de vurderede, at mailen formelt set ikke var omfattet af ombudsmandens

anmodninger fra 2016. Ombudsmanden sagde hertil i sin udtalelse af 7. marts

2019, at han havde en anden opfattelse heraf, og skrev, at dette var en klar

fejlvurdering, hvilket de selvfølgelig tog til efterretning.

423 Afhøringsekstrakten, side 591-592.

515

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

5.11.2. Spørgsmål til udlændinge- og integrationsministeren

Der blev i perioden fra den 7. til den 21. februar 2019 stillet en lang række

spørgsmål til ministeren fra Udlændinge- og Integrationsudvalget. Spørgsmå-

lene angik navnlig det forhold, at hverken ombudsmanden eller Folketingets

Udlændinge- og Integrationsudvalg tidligere havde modtaget Henrik Grunnets

mail afsendt kl. 13.45 den 10. februar 2016. Ved besvarelsen af spørgsmålene

den 28. februar 2019 blev der navnlig henvist til Udlændinge- og Integrati-

onsministeriets brev af s.d. til Folketingets Ombudsmand og besvarelsen af

spørgsmål nr. 1000 den 9. oktober 2017.

5.11.3. Samråd Q, R og U den 1. marts 2019

Der blev den 1. marts 2019 afholdt et samråd med Inger Støjberg vedrørende

sålydende samrådsspørgsmål Q, R og U:

”Samrådsspørgsmål Q

Vil ministeren på et ikke-besluttende, orienterende samråd redegøre

for, hvad der blev sagt på koncerndirektionsmødet i ministeriet den

10. februar 2016, som kan have givet den daværende direktør i Udlæn-

dingestyrelsen anledning til i en e-mail samme dag at skrive: ”Mødet

jeg var til i ministeriet efterlod ingen tvivl om hendes indstilling til

sagen – uanset Børnekonventionen, når parret har et fælles barn” (jf.

artiklen ”Hemmeligholdt mail modsiger Støjbergs forklaring om ulovlig

instruks”, Information, den 7. februar 2019)?

Samrådsspørgsmål R

Vil ministeren på et ikke-besluttende, orienterende samråd redegøre for

de overvejelser, der foregik i ministeriet og Udlændingestyrelsen, og

som lå til grund for ikke at oversende den e-mail til Ombudsmanden,

der omtales i svar på spm. 1000 (UUI alm. del, folketingsåret 2016-17),

og redegøre for om artiklen ”Hemmeligholdt mail modsiger Støjbergs

forklaring om ulovlig instruks” (Information, den 7. februar 2019) har

givet ministeren og styrelsen anledning til at revurdere beslutningen

om ikke at stille e-mailen til rådighed for Ombudsmanden?

516

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. januar 2018 til 22. januar 2020

Samrådsspørgsmål U

Vil ministeren på et ikke-besluttende, orienterende samråd redegøre

for, hvorfor ministeren hverken har oplyst Folketingets Ombudsmand

eller Folketinget om indholdet af den mailkorrespondance mellem mi-

nisteriet og direktøren for Udlændingestyrelsen af 10. februar 2016

som beskrevet i Information den 7. februar 2019 ”Hemmeligholdt mail

modsiger Støjbergs forklaring om ulovlig instruks”? Vil ministeren fast-

holde sin udtalelse på samrådet den 11. oktober 2017 »Dagens samråd

følger jo så også op på statsministerens, justitsministerens og mine egne

omkring ca. 200 folketingssvar, som er besvaret i tilknytning til samrå-

det her i dag og de to foregående samråd af i alt ca. 7 timers varighed.

Der er altså med andre ord tale om en sag, som er meget, meget grun-

digt belyst, og hvor jeg flere gange har redegjort detaljeret for forløbet.

Derfor så vil de svar, jeg giver i dag, jo også i meget vidt omfang være

en gentagelse af både de skriftlige, men jo også de mundtlige svar, som

allerede er afgivet til Folketinget i den her sag«.”

5.11.3.1. Beredskaber til brug for samrådet

Forud for samrådet var der udarbejdet et talepapir til ministeren. Indholdet

af det endelige talepapir svarer i al væsentligt til det, som ministeren udtalte

som indledning under samrådet, og som er gengivet i afsnit 5.11.3.2 nedenfor.

5.11.3.2. Samrådet

Samrådet blev afholdt den 1. marts 2019. Det fremgår af en transskription

af samrådet, som kommissionen har modtaget fra Folketinget (ministerens

indledende bemærkninger er transskriberet af kommissionen), bl.a.:

”…

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg:

…

Før min pressemeddelelse den 10. februar 2016 har der så vidt vi ved

ikke været nogen sager, hvor mindreårige piger over 15 år er blevet

adskilt fra deres ældre ægtefælle mod deres vilje. Altså ingen sager

hvor piger på 15, 16 eller 17 år er blevet adskilt fra en ældre mand,

medmindre pigerne selv har givet udtryk for et sådan ønske, eller hvis

der var tale om mistrivsel. Med min pressemeddelelse, der er denne

praksis så vendt på hovedet. Jeg har hele vejen igennem sagt, at det var

517

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

mit politiske ønske at vende praksis på hovedet. Min holdning var og er

klar. Vi må og kan ikke tillade, at ældre mænd bor sammen med unge

piger på vores asylcentre. Det er det politiske mål, jeg har haft for øje.

Både før, under og efter forløbet med pressemeddelelsen. Og derfor så

tilkendegav jeg også tidligere, at mit ønske var, så vidt muligt, at ad-

skille parrene – og dermed ligge en så restriktiv linje, som overhovedet

mulig. Jeg har også oplyst udvalget om, at jeg på forhånd, dvs. inden

pressemeddelelsen blev sendt ud, vidste, at der skulle gøres undtagelser

i særlige tilfælde, og det var den rådgivning, jeg fik fra ministeriet. Og

jeg har også klart sagt, at det forhold, at der i visse situationer skulle

gøres en undtagelse, havde jeg ærligt talt gerne set anderledes. Derfor

ønskede jeg også, at min pressemeddelelse i 2016 i februar indeholdt

en klar politisk tilkendegivelse for mig om den generelle indkvarte-

ringsordning. Jeg forudsatte, at myndighederne hurtigt fulgte op på mit

ønske om at vende udgangspunktet på hovedet. Derimod så havde jeg

ikke noget politisk ønske om at ændre på de forvaltningsretlige sagsbe-

handlingsregler. Heller ikke i forhold til spørgsmålet om partshøring.

Og derfor, så var jeg jo ikke inde over spørgsmålet om partshøring,

men blev først orienteret, da Udlændingestyrelsen havde besluttet at

foretage partshøring i alle sager. Det ligger også helt fast, det siger Ud-

lændingestyrelsen selv, at Udlændingestyrelsen under hele forløbet, i

alle sager, har foretaget en konkret og individuel vurdering under hen-

syntagen til Danmarks internationale forpligtelser. Og det ligger fast,

at jeg vidste, at Udlændingestyrelsen ikke administrerede ordningen

undtagelsesfrit, fordi jeg netop fulgte sagerne tæt, hvor der aldrig var

sket en adskillelse. Og derfor var jeg heller ikke på det tidspunkt optaget

af, om pressemeddelelsen var blevet fulgt op af en egentlig instruks, for

jeg vidste jo netop via de konkrete sager, at pressemeddelelsen faktisk

ikke blev administreret undtagelsesfrit af Udlændingestyrelsen. Det æn-

drer ikke ved, at jeg og ministeriet har taget Ombudsmandens alvorlige

kritik fra marts 2017 til efterretning. Det står nemlig også klart, at den

samlede kommunikation til Udlændingestyrelsen om den nye indkvar-

teringsordning ikke var stringent nok, og derfor har jeg også klart sagt,

at der var ting i den her sag, som vi burde have gjort anderledes. Men

på intet tidspunkt har jeg forsøgt at iværksætte en ulovlig praksis, hvor

myndighederne adskilte par i strid med vore internationale forpligtel-

ser. Og jeg gentager, at Udlændingestyrelsen selv har sagt helt klart, at

man selv har foretaget en vurdering af omstændighederne i den enkelte

518

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. januar 2018 til 22. januar 2020

sag. Så efter Ombudsmandens kritik så er der simpelthen ikke mere at

komme efter i den her sag. Realiteten er, at alle de konkrete sager hele

vejen igennem har været genstand for en individuel vurdering, og det

har jeg vidst lige fra begyndelsen.

…

Jeg vil gerne gentage, at jeg står fuldt og helt ved, at mit politiske ønske

var, at ingen piger skulle bo med ældre mænd på vore asylcentre. Det

er det politiske mål, og det er det politiske mål, jeg har haft for øje. Jeg

har med tilfredshed konstateret, at det også er det, Socialdemokratiet og

ikke mindst Dansk Folkeparti vil. Ud over regeringspartierne selvsagt.

Men hvad de øvrige partier på den udlændingepolitiske venstrefløj vil,

det er for mig og også for den måbende befolkning fuldstændigt uklart.

Det handler ikke om, om der skal ske partshøring. For det skal der jo

så. Men når partshøring er foretaget, hvad så? Det mangler vi faktisk

et klart svar på fra venstrefløjen. Hvad svarer man de piger, som finder

sig i tingenes tilstand? Og i realiteten tvinges af sin ældre mand under

en partshøring til at sige, at hun faktisk ønsker at bo med sin ældre

ægtefælle. Men hvor vi ikke er bundet af konventionerne til at tillade

det. Jeg tror ærligt talt ikke, at vi får et klart svar på det, ellers var det

jo nok sket. Men personligt, så tror jeg faktisk heller ikke, at de partier

der står bag samrådsspørgsmålene her, overhovedet er enige på det her

punkt. Heller ikke på det her punkt fristes man til at sige nærmere. For

det er svært, ja for mig, nærmest umuligt, at se noget dueligt alternativ

blandt spørgerne på den udlændingepolitiske dagsorden. Efter min op-

fattelse så er det vigtige at gøre sig disse hovedpointer og denne ramme

klar, fordi en korrekt forståelse af sagen har betydning for besvarelsen

af de spørgsmål, der er stillet. Mine svar på de tre samrådsspørgsmål

skal altså ses i direkte forlængelse af den her ramme og lad mig be-

gynde med konklusionen og med det samme at slå fast, at den e-mail,

som der spørges ind til, ikke på ingen måde ændrer ved, eller lægger

til den her ramme.

…

Jeg vil besvare de tre samrådsspørgsmål under et. For det første, så vil

jeg rette en misforståelse. Den mailkorrespondance fra den 10. februar

2016, som nu er offentliggjort, er en intern mailkorrespondance mellem

nuværende og tidligere ansatte i Udlændingestyrelsen. Der er altså ikke,

som lagt til grund i spørgsmål U, tale om en korrespondance mellem

ministeriet og den daværende direktør i Udlændingestyrelsen. Desuden

519

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

vil jeg også slå fast, at der ikke, som der ellers er lagt til grund i spørgs-

mål U, er tale om, at der i departementet var overvejelser om, om den

omtalte e-mail som følge af sit indhold skulle sendes til ombudsmanden.

Det var der ikke, fordi departementet ikke forud for Folketingets Om-

budsmands brev af 1. februar 2019 har modtaget eller set disse e-mails.

Det betyder faktuelt, at det var Udlændingestyrelsen, der den 22. juli

2017 gjorde sig overvejelser om, om e-mail korrespondancen som følge

af sit indhold skulle sendes til ombudsmanden. Den vurdering var jeg

ikke involveret i. Desuden så var det også Udlændingestyrelsen selv,

der fra den første færd foretog afgrænsningen af, hvilke af styrelsens

eget materiale der skulle sendes til ombudsmanden. Derfor er der heller

ikke noget mærkeligt i, at Udlændingestyrelsen også den 22. juli 2017

selv vurderede, om e-mailen skulle sendes til ombudsmanden, præcis

som man havde gjort med det materiale, der allerede var afsendt på

det tidspunkt. Og bare for at gøre det helt klart, så er jeg ikke – før i

begyndelsen af februar i år – blevet bekendt med det nærmere indhold i

den omtalte e-mail. Ud over det som Udlændingestyrelsen selv tidligere

har oplyst Folketinget, og det er jo så det, der er i de supplerende svar

af 22. juli 2017 til spørgsmål 856 fra Udlændinge- og Integrationsud-

valget. For at kunne besvare spørgsmålene, så må jeg derfor henvise til

det, som Udlændingestyrelsen selv har oplyst til brug for besvarelsen

af de spørgsmål, som ombudsmanden har stillet den 1. februar 2019.

Udlændinge- og Integrationsministeriet har besvaret ombudsmandens

spørgsmål i går, og svaret er i går også sendt i kopi her til udvalget. Jeg

vil anbefale, at man nærlæser det svar, og også Udlændingestyrelsens

eget bidrag, som er vedlagt svaret, inden man kaster sig ud i hjem-

melavede fortolkninger af, hvordan mailen skal forstås. Men hvis jeg

skal forsøge at sammenfatte Udlændingestyrelsens oplysninger, som

er sendt til ombudsmanden, så følger det af styrelsens svarbidrag, at

styrelsen den 22. juli 2017 lagde til grund, at e-mailen alene havde til

formål at sikre styrelsens egen forberedelse af pressehåndteringen op

mod udsendelsen af min pressemeddelelse. Styrelsen lagde således af-

gørende vægt på, at e-mailen hverken udgør et mødereferat eller belyser

ministeriets retlige overvejelser forud for udsendelsen af pressemedde-

lelsen. Desuden lagde styrelsen vægt på, at e-mailen, og nu citerer jeg så

igen. Citat, begynd: ”Giver en beskrivelse af den nuværende direktørs

forståelse af, at ministeren på koncerndirektionsmødet havde givet

udtryk for sin holdning til emnet.” Citat slut. Og videre. Citat, begynd:

520

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. januar 2018 til 22. januar 2020

”Ministerens politiske holdning var den 22. juli 2017 offentligt kendt,

og oplysningerne indgik efter styrelsens vurdering foretaget den 22.

juli 2017 allerede i grundlaget for ombudsmandens redegørelse den 23.

marts 2017 om sagen.” Citat slut. På den baggrund vurderede styrelsen

den 22. juli 2017, at e-mailen ikke indeholdt nye oplysninger om det

nærværende indhold af drøftelsen på koncerndirektionsmødet. Det er

altså det, at Udlændingestyrelsen selv oplyser, og det taler efter min

opfattelse for sig selv. Men jeg vil da godt sige, at det også stemmer

fuldstændigt overens med min egen opfattelse. Jeg har hele tiden klart

og tydeligt givet udtryk for min holdning til det her spørgsmål. Det tror

jeg ikke, der er nogen, der kan være i tvivl om. Men jeg var også inden

udsendelsen af pressemeddelelsen blevet bekendt med, at der skulle

gøres undtagelse i særlige tilfælde.

…

Sofie Carsten Nielsen:

… dét, som står omkring denne her mail, det er,

at ministeren på samrådet den 1. juni 2017, siger – altså, der er ingen

der den 10. er i tvivl om, at der udgår, kan man sige, en retningslinje,

der hedder, at alle internationale forpligtelser skal overholdes. Og det

fremgår jo, kan man sige, af de mundtlige tilkendegivelser, der kom-

mer. Det var dét, ministeren sagde, og det er jo en transskribering på

samrådet den 1. juni 2017.

Direktør Henrik Grunnet har jo en noget anden udlægning – der er

noget helt andet, han ikke er i tvivl om: ”Mødet, jeg var til i ministeriet,

efterlod ingen tvivl om hendes indstilling til sagen – uanset Børnekon-

ventionen, når parret har fælles barn”. Så jeg beder ikke ministeren om

nogen som helst fortolkninger. Men vil ministeren medgive, at det er

to modsatrettede konklusioner, som ministeren og Grunnet her siger,

at der ikke er tvivl om?

…

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg:

Altså igen, så

tolker Sofie Carsten Nielsen jo, det er jo din fortolkning af det. Jeg kan

jo bare sige, at Udlændingestyrelsen siger jo sådan set det modsatte her.

Og jeg vil gerne prøve at læse det op igen, hvis det skulle være:

”Styrelsen lagde således afgørende vægt på, at e-mailen hverken

udgør et mødereferat eller belyser ministeriets retlige overvejelser

forud for udsendelsen af pressemeddelelsen”.

521

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

Og virkeligheden er jo også en anden, fordi der er jo netop par, der ikke

bliver adskilt. Så virkeligheden er jo en anden. Og så ved jeg ikke, hvad

det er, man skal tage bestik af, om man skal tage bestik af virkeligheden,

eller om man skal tage bestik af, hvad det er, der er foregået oppe i Sofie

Carsten Nielsens hoved. Det er jo sådant set det interessante. Virkelig-

heden er en anden Sofie Carsten Nielsen, så det er jo lidt svært – på en

eller anden måde er det jo lidt svært, hvis man ikke kan argumentere

med virkeligheden, så kan det jo være en lille bitte smule svært at trænge

ind, kan man sige, i den her sag. Så der er sådan set ikke andet at sige til

det – end, at styrelsen, de konkluderer, som de gør. Virkeligheden viser

også, at det ikke er, som Sofie Carsten Nielsen siger. Og det tror jeg måske

så, at det er dét, man skal holde sig til – i stedet for, man skal begynde

med at sidde og fortolke en e-mail på en forårsdag i 2019.

…

Johanne Schmidt-Nielsen:

… jeg savner stadig et svar fra ministeren

på, hvorfor den daværende direktør fra Udlændingestyrelsen skriver

sådan i en e-mail – ganske kort tid efter mødet er afholdt.

Det andet spørgsmål, …, det er, hvorfor Ombudsmanden ikke har fået

den her e-mail.

…

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg:

…

Hvis vi ser på Ombudsmanden, så kan man jo sige, jeg har jo generelt

hele tiden været interesseret i selvfølgelig og meget optaget af, at Om-

budsmanden skulle have alt det materiale og de dokumenter, som han

bad om. Det er selvsagt, det er jeg selvfølgelig også forpligtet til, men

det er også ligesom dét, der ligger i at have en Ombudsmandsinstitution.

Men det er jo nu bare en gang sådan, at det er Udlændingestyrelsen,

der er nærmest til at vurdere, om et dokument i Styrelsens besiddelse

er eller ikke er omfattet af den anmodning, som der er kommet fra

Ombudsmanden. … Udlændingestyrelsens uddybende begrundelse i

svaret til Ombudsmanden for, hvorfor e-mailen efter Styrelsens vurde-

ring ikke anses for omfattende af Ombudsmandens anmodning støtter

jo så altså ministeriets opfattelse af dét. Og det vil jo altså med andre

ord sige, at ministeriet er enig i Styrelsens vurdering af, at e-mailen

ikke var omfattet af Ombudsmandens anmodning, og derfor er den

ikke sendt med. …

522

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. januar 2018 til 22. januar 2020

Og så siger du så, hvorfor skriver den daværende Styrelses direktør, som

han gør. Altså, det har jeg jo meget, meget svært ved at sige, hvorfor han

skriver, som han gør. Det lyder næsten som om, at du ved det. Jeg kan

jo ikke vide det. Altså, det kan jeg ganske enkelt ikke. Men jeg kan sige

meget klart, at jeg klart tilkendegav, hvor min politiske holdning var og

er i den her sag, og den er uændret. Jeg mener ikke, at barnebrude hører

til på danske asylcentre. Jeg vil gøre alt, hvad jeg overhovedet kan for

at forhindre det. Men jeg vil da ikke bryde loven. Det er da selvsagt. Og

det er jo så også Ombudsmandens konklusion, kan man sige, at der er

ikke … det har ikke været intentionen at iværksætte en ulovlig praksis.

…

Mattias Tesfaye: …

Spørgsmål nr. 1: Er ministeren i dag tilfreds med, at Styrelsen ikke

udleverede e-mailen til Ombudsmanden?

Og spørgsmål 2: Var der nogen på mødet, den 10. februar, der diskutere-

de lovligheden af ministerens holdning om, at ingen måtte bo sammen?

…

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg: Til det sidste, der

vil jeg sige, at det har vi også skrevet til Ombudsmanden, at det blev

sagt på mødet, og det står jeg selvfølgelig stadigvæk fast på, ellers skulle

jeg jo ikke have skrevet det til Ombudsmanden.

Til det første, om jeg er tilfreds med, at Udlændingestyrelsen ikke sendte

mailen med, så vil jeg jo sådan set bare sige igen altså, at for det første

– jeg var optaget af, at Ombudsmanden skulle have og altid får alt det

materiale, som han beder om, at det jo er Udlændingestyrelsen, der

vurderer, hvad der skal sendes med og dermed jo, hvad der ligesom

er omfattet af den anmodning, der er kommet fra Ombudsmanden,

det gjaldt også for det her materiale – og her, der finder Styrelsen så

altså ikke, at e-mailen belyser ministeriets retlige overvejelser forud

for udsendelsen af pressemeddelelsen – og derfor, så er mailen ikke

omfattet af Ombudsmandens anmodning. Og jeg har ikke noget at ud-

sætte på Udlændingestyrelsen – netop, fordi at det ikke var de retlige

overvejelser.

…”

523

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

5.11.4. Københavns Byrets dom af 1. marts 2019 om godtgørelse til

et af de adskilte asylpar

Et af de asylpar, der den 3. marts 2016 blev meddelt flyttepåbud (L), anlagde

den 1. maj 2018 sag mod Udlændingestyrelsen. I en dom afsagt den 1. marts

2019 af Københavns Byret fandt retten, at Udlændingestyrelsens afgørelser

i sagen var ugyldige, og tilkendte parret hver en godtgørelse på 10.000 kr.

5.11.5. Folketingets Ombudsmands supplerende udtalelse

Folketingets Ombudsmand afgav den 7. marts 2019 en udtalelse vedrørende

det nye materiale, der var fremkommet i sagen. Det fremgår af udtalelsen bl.a.,

at ombudsmanden anså det for en klar fejlvurdering fra Udlændingestyrelsens

side, at bl.a. den nævnte mail ikke – da den i juni 2017 blev fundet – blev anset

for omfattet af pligten til udlevering til ombudsmandsinstitutionen, og at det

var en klar fejlvurdering fra Udlændinge- og Integrationsministeriets side, at

man i brevet af 28. februar 2019 havde givet udtryk for at være enig i Udlæn-

dingestyrelsens vurdering. Ombudsmanden fandt det endvidere bekymrende,

at styrelsen ikke i forbindelse med den oprindelige fremsøgning af akter til

brug for ombudsmandens undersøgelse identificerede bl.a. den pågældende

mail, men at den i stedet tilfældigt blev fundet i forbindelse med en konkret

medarbejders oprydning på sin computer.

Den 1. april 2019 sendte Udlændinge- og Integrationsministeriet et brev til

Folketingets Ombudsmand, hvori ministeriet meddelte, at Udlændingestyrel-

sen i forbindelse med en høring havde oplyst, at styrelsen var blevet bekendt

med oplysninger, der gjorde, at det måtte antages, at der kunne være flere

mails i relation til den omtalte interne mailkorrespondance af 10. februar

2016. Ministeriet meddelte endvidere, at ministeriet i det lys havde anmodet

Udlændingestyrelsen om at iværksætte en fuldstændig søgning ved anven-

delse af relevante søgeord i relevante medarbejderes mailbokse og personlige

drev, ligesom ministeriet ville iværksætte en tilsvarende fuldstændig søgning.

5.11.6. Spørgsmål til udlændinge- og integrationsministeren

5.11.6.1. Spørgsmål nr. 445-447 og 557 (Henrik Grunnets mail)

Der blev i perioden fra den 4. til den 20. marts 2019 stillet endnu en række

spørgsmål til ministeren fra Udlændinge- og Integrationsudvalget vedrørende

bl.a. Henrik Grunnets mail af 10. februar 2016. Det fremgår af besvarelsen af

spørgsmål nr. 445, 446 og 447 den 1. april 2019 bl.a.:

524

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. januar 2018 til 22. januar 2020

”…

Spørgsmål nr. 445:

…

Er nogen embedsmand i ministeriets departement den 22. juni 2017

eller tidligere mundtligt eller skriftligt blevet orienteret om mailens

indhold?

Svar:

Som det fremgår af den samtidige besvarelse af spørgsmål nr. 446 (UUI

alm. del), blev jeg ikke den 22. juni 2017 eller tidligere mundtligt eller

skriftligt orienteret om den omtalte e-mails indhold.

…

Det må lægges til grund, at styrelsen forud for fremsendelsen af udta-

lelsen telefonisk havde orienteret ministeriet om, at der samme dag var

fundet en mail, hvor koncerndirektionsmødet den 10. februar 2016 kort

blev nævnt. På baggrund af de oplysninger, der er tilgået mig ved besva-

relsen af dette spørgsmål, kan det som opfølgning på min besvarelse af

samrådsspørgsmål Q, R og U (UUI alm. del) oplyses, at ministeriet i den

forbindelse sandsynligvis er blevet orienteret mundtligt om indholdet

af e-mailen. Udlændinge- og Integrationsministeriet er ikke i øvrigt

bekendt med det nærmere indhold af samtalen, da de medarbejdere,

der var i telefonisk kontakt, ikke længere er ansat i Udlændinge- og Inte-

grationsministeriets koncern. Udlændinge- og Integrationsministeriet

er derfor heller ikke bekendt med, om spørgsmålet om, hvorvidt den

omtalte e-mail burde oversendes til Folketingets Ombudsmand, blev

drøftet under samtalen.

…”

”Spørgsmål

nr. 446:

…

Er ministeren den 22. juni 2017 eller tidligere mundtligt eller skriftligt

blevet orienteret om mailens indhold?

Svar:

Jeg blev den 22. juni 2017 orienteret om, at der i Udlændingestyrelsen

samme dag var fundet en e-mail, hvor koncerndirektionsmødet den 10.

525

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

februar 2016 kort blev nævnt. Jeg blev imidlertid ikke orienteret om

det nærmere indhold af den pågældende e-mail.

…”

”Spørgsmål nr. 447:

…

Er ministerens særlige rådgiver den 22. juni 2017 eller tidligere mundt-

ligt eller skriftligt blevet orienteret om mailens indhold?

Svar:

Min særlige rådgiver blev den 22. juni 2017 orienteret om, at der i

Udlændingestyrelsen samme dag var fundet e-mail, hvor koncerndirek-

tionsmødet den 10. februar 2016 kort blev nævnt. Han blev imidlertid

ikke orienteret om det nærmere indhold af den pågældende e-mail.

…”

Foranlediget af besvarelsen af spørgsmål nr. 445 stillede Udlændinge- og In-

tegrationsudvalget den 3. april 2019 følgende spørgsmål nr. 557, der blev

besvaret således den 11. april 2019:

”Spørgsmål nr. 557:

Vil ministeren i forlængelse af svar på UUI alm. del. - spm. 445 oplyse,

hvorfor ministeren ikke tidligere har fundet anledning til at orientere

udvalget om den telefoniske orientering af ministeriet, Udlændingesty-

relsen foretog i anledning af, at der 22. juni 2017 blev fundet en e-mail

af 10. februar 2016?

Svar:

Som det fremgår af besvarelsen af spørgsmål nr. 445 og 446 (UUI alm.

del), blev jeg ikke den 22. juni 2017 eller tidligere orienteret om det

nærmere indhold af den omtalte e-mail. Besvarelserne er baseret på

min erindring om forløbet. Ligesom besvarelsen af spørgsmål nr. 447

er baseret på min særlige rådgivers erindring om forløbet.

526

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. januar 2018 til 22. januar 2020

Udvalget eller Folketingets Ombudsmand er ikke tidligere blevet oplyst

om den telefoniske orientering af ministeriet om indholdet af e-mai-

len, som er omtalt i besvarelsen af spørgsmål nr. 445, fordi jeg og de

medarbejdere, der var involveret i udarbejdelsen af besvarelserne af

samrådsspørgsmål Q, R og U, spørgsmål nr. 424 (UUI alm. del) og

Udlændinge- og Integrationsministeriets brev af 28. februar 2019 til

ombudsmanden (UUI alm. del bilag 122), ikke på daværende tidspunkt

var opmærksomme på den i svaret nævnte telefoniske orientering af

ministeriet om det nærmere indhold af e-mailen.

Kopi af denne besvarelse er samtidig sendt til Folketingets Ombuds-

mand.”

Forud for besvarelsen af spørgsmålet havde Udlændinge- og Integrations-

ministeriet udarbejdet en sagsfremstilling dateret den 3. april 2019, hvoraf

fremgår bl.a.:

”…

Som bekendt blev svaret på UUI spm. nr. 445 (alm. del) – og også sva-

ret på UUI spm. nr. 446 (alm. del) – baseret på ministerens personlige

erindring om forløbet. Tilsvarende blev svaret på UUI spm. nr. 447

(alm. del) baseret på ministerens særlige rådgivers personlige erindring

om forløbet. …

Det bemærkes, at det forud for besvarelsen af bl.a. spm. nr. 445 blev

drøftet med JM, om der kunne være en pligt til at høre eller på anden

vis indhente bidrag fra tidligere medarbejdere til brug for besvarelsen,

og der var enighed om, at det ikke var tilfældet.

…

Da der med afgivelsen af svaret på spm. nr. 445 – bl.a. på baggrund af

den hidtidige pressedækning – vurderedes at kunne komme stor offent-

lig fokus på den nævnte dialog, da det for offentligheden formentligt

ville fremstå som sandsynligt, at dialogen kunne have været mellem

tidligere afdelingschef Lykke Sørensen og tidligere direktør i US Tanja

Franck, og da UIM af principielle årsager i almindelighed ikke refere-

rer til sådanne interne forhold, fandt UIM det rigtigst at orientere de

pågældende om svaret på spm. nr. 445.

527

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

DC ringede derfor den 1. april 2019, efter at ministeren havde godkendt

linjen i svaret på spm. nr. 445, til bl.a. Lykke Sørensen. Det blev under

samtalen understreget, at formålet med opkaldet var, at hun kunne få

mulighed for at forberede sig på offentlighed om svaret på spm. nr. 445,

når det blev sendt til Folketinget. Lykke Sørensen havde under samtalen

ikke noget imod at fortælle om dialogen med US den 22. juni 2017 om

den pågældende mail af 10. februar 2016 og hendes opfattelse af, hvad

hun havde orienteret ministeren om. Det blev imidlertid af DC poin-

teret, at samtalen var rent orienterende, og der var derfor ikke nogen

nærmere drøftelse heraf. DC lagde i den forbindelse bl.a. vægt på, at der

ikke var pligt til indhente bidrag fra tidligere medarbejdere til besvarel-

sen, og at tidligere medarbejdere ikke havde pligt til at bidrage hertil og

i øvrigt ikke ville gøre det under myndighedsansvar. Vurderingen var

også, at der i den konkrete sag ikke ville være pligt for ministeren til at

viderebringe hendes opfattelse i svaret til Folketinget i det omfang, det

måtte afvige i substans fra det, ministeren kunne erindre.

JM har i forlængelse heraf den 5. april 2019 – og på et møde den 8. april

2019 – orienteret UIM om, at Lykke Sørensen har rettet henvendelse

til JM og oplyst, at hun ikke kan genkende det billede, der fremgår af

besvarelsen af spm. nr. 445, idet hun mener at have orienteret bl.a.

ministeren og den særlige rådgiver indgående om mailen fra den tid-

ligere direktør i US, og at hun fortalte dette under samtalen med DC

den 1. april 2019.

…”

Jens Teilberg Søndergaard har i en notits af 8. april 2019 udarbejdet følgende

beskrivelse af forløbet den 5. april 2019 vedrørende besvarelsen af en række

spørgsmål til Folketinget:

”Samtale mellem Barbara Berthelsen og Jens Teilberg Søndergaard, hvor

BB oplyser, at hun aftenen før har talt med Lykke Sørensen, der havde

sagt, at hun ikke var tilfreds med svarene, som UIM havde givet til Fol-

ketinget om telefonssamtalen, der fandt sted den 22. juni om e-mailen

af 10. februar 2016.

…

JTS taler med LS, der oplyser, at det er hendes opfattelse, at ministeren,

Mark Thorsen, Jonas og Jesper Gori blev informeret om det nærme-

528

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. januar 2018 til 22. januar 2020

re indhold af e-mailen i forlængelse af telefonsamtalen. Hun oplyser

desuden, at hun har sagt dette til Christian Hesthaven, da han ringede

tidligere på ugen og oplyste hende om, at disse svar ville blive sendt

til Folketinget. …

…

BB taler med CH, og der aftales et møde den 8. april 2019. CH oplyser

umiddelbart, at ministeren har fastholdt, at hun ikke havde nærmere

kendskab til e-mailens indhold.”

Det fremgår af en mail af 11. april 2019, som departementschef Christian

Hesthaven sendte til afdelingschef Katrine Ledam Rasmussen, bl.a.:

”…

I bund og grund er det jo et spørgsmål om, hvor meget Lykke under

min telefonsamtale med hende mindes at have taget hul på emnet, før

jeg rundede af med at sige, at mit ærinde med opkaldet alene var at

orientere hende. Hun fik jo taget hul på emnet. Som jeg lige husker det,

så talte jeg ”hen over hende”, da jeg prøvede at lukke snakken ned. Jeg

husker, at jeg havde fokus på at skære den af hurtigt også af hensyn

til Lykke selv.

…”

Uffe Toudal Pedersen har om dette forløb forklaret

424

bl.a., at der ikke var

nogen, der i 2019 – efter at han var fratrådt – kontaktede ham vedrørende

denne mail. Det eneste, der skete, var, at han på et tidspunkt blev spurgt, om

de måtte se hans postkasse igennem. Han fik henvendelsen i sin e-Boks.

Lykke Sørensen har vedrørende dette forløb forklaret

425

bl.a., at hun, forment-

lig den 1. april 2019, blev ringet op af den nuværende departementschef i

Udlændinge- og Integrationsministeriet [Christian Hesthaven], som oplyste,

at der ville blive sendt et svar til Folketinget og heri ville blive refereret en

samtale mellem hende og Tanja Franck. Departementschefen ville orientere

hende om indholdet af svaret, som var, at ministeren ikke havde haft kend-

skab til indholdet af Henrik Grunnets mail. Hun sagde under samtalen med

departementschefen, at hun havde en anden erindring end ministeren. Hun

424 Afhøringsekstrakten, side 100-101.

425 Afhøringsekstrakten, side 181 ff.

529

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

fik flere gange under samtalen at vide, at der var tale om en orientering, men

hun følte, at hun måtte sige, at svaret efter hendes opfattelse ikke var rigtigt.

Hun var heller ikke sikker på, at der ikke var nuværende medarbejdere, som

havde hørt hende orientere ministeren om indholdet af mailen. Hun tænk-

te her på Jonas From Soelberg og nogle ministersekretærer. Med hensyn til

forløbet i 2017 vedrørende fundet af Henrik Grunnets mail orienterede hun

ministeren om indholdet af mailen den 22. juni 2017, dvs. dagen før samrådet

den 23. juni 2017. Hun var blevet ringet op af Tanja Franck, der tilkendegav,

at den pågældende mail fra Henrik Grunnet nu var dukket op. Hun tror, at

Tanja Franck læste mailen op. Departementschefen og hun befandt sig begge

i ministeriet. Hun mener, at der var andre til stede. Hun gengav indholdet af

mailen for ham og sagde, at der skulle komme en præcisering inden samrådet.

Departementschefen besluttede, at ministeren skulle orienteres herom. Hun

orienterede ministeren og de øvrige, der var til stede, om indholdet af mailen.

Hun tror, at hun i gengivelsen af mailen dengang brugte den formulering, at

der var ikke tvivl om ministerens ”holdning”. Lykke Sørensen har om besva-

relsen af spørgsmål 557 forklaret bl.a., at hun ikke kunne genkende ministe-

rens udlægning af, at ministeren ikke kendte nærmere til indholdet af mailen

fra Henrik Grunnet. Hun var dog ikke optaget af, om dette var den korrekte

gengivelse af forløbet, idet dette baserede sig på ministerens forståelse, men

hun fokuserede på, at der ikke var andre i Udlændinge- og Integrationsmi-

nisteriet, som huskede forløbet. Grunden til, at hun rettede henvendelse til

Justitsministeriet, var, at ministeriet var hendes arbejdsgiver. Hun var i tvivl

om, hvilken pligt hun havde i situationen, og var optaget af, at der ikke blev

gjort noget odiøst ud af et forløb, som ikke var særlig problematisk. Hun talte

med Jens Teilberg Søndergaard fra Justitsministeriet. Foreholdt forklaringen

fra Inger Støjberg om samtalen den 22. juni 2017 har hun forklaret, at det

godt kan passe, at Jonas From Soelberg og Mark Thorsen var til stede. Der

var ikke noget problematisk i mailen, men ministeren blev orienteret om

indholdet af mailen næsten i citat. De var alle enige om, at der skulle ske en

berigtigelse. Hun er uenig med Inger Støjberg i, at Inger Støjberg ikke blev

orienteret om mailen. Der var 1�½ linje i mailen, og man kunne næsten ikke

orientere om indholdet uden at sige, hvad der stod. For hende var indholdet

af mailen ikke særlig dramatisk.

530

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. januar 2018 til 22. januar 2020

Jesper Gori har om dette forløb forklaret

426

, at som han husker det, blev han i

forbindelse med udarbejdelsen af svaret af 28. februar 2019 til Folketingets

Ombudsmand bedt om at oplyse, om han selv kendte til mailens indhold, lige-

som han blev bedt om at ringe til de medarbejdere, som han mente at kunne

huske var til stede om aftenen den 22. juni 2017. Han identificerede forskellige

medarbejdere, der kunne have været til stede den 22. juni 2017. Han ringede

til Line Skytte Mørk Hansen, og hendes opfattelse var, at hun ikke var blevet

orienteret om mailens indhold. De spurgte ikke Jonas From Soelberg, idet de

overså, at han kunne have været til stede under forløbet den 22. juni 2017.

Herefter rakte Jonas From Soelberg selv ud og sagde – formentlig til Katrine

Ledam – at hans oplevelse var, at departementet godt vidste, hvad der stod

i Henrik Grunnets mail. Adspurgt, hvilke overvejelser departementet gjorde

sig i forbindelse med besvarelserne, har han forklaret, at vurderingen var, at

der ikke skulle rettes henvendelse til tidligere ansatte, og at man alene skulle

besvare på baggrund af en høring af nuværende ansatte. Han ved ikke, hvem

der foretog denne vurdering. Han har ingen forudsætninger for at vurdere,

om ministeren i 2017 blev gjort bekendt med indholdet af mailen.

Mark Thorsen har herom forklaret

427

bl.a., at man blev opmærksom på, at

Lykke Sørensen kunne have fået refereret den fulde ordlyd af Henrik Grunnets

mail. Han ved, at der var et forløb, hvor Christian Hesthaven talte med Lykke

Sørensen, men det kan han ikke redegøre detaljeret for.

Christian Hesthaven har herom forklaret

428

bl.a., at oplysningen om, at mini-

steriet sandsynligvis mundtligt var blevet orienteret om indholdet af mailen,

stammer fra en samtale med Jonas From Soelberg, der i juni 2017 var chef

for Ministersekretariatet. Jonas From Soelberg nævnte, at Lykke Sørensen på

et tidspunkt var gået ind på Uffe Toudal Pedersens kontor, efter at han havde

forladt kontoret, og at hun lukkede døren og sandsynligvis havde en telefon-

samtale, uden at han dog vidste, med hvem og om hvad. Jonas From Soelberg

fortalte, at han havde været meget overrasket over indholdet af mailen, da

han læste om mailen i Information i januar måned. Dette havde givet ham en

meget sikker fornemmelse af, at Jonas From Soelberg ikke kendte til indholdet

af mailen i maj/juni 2017. De drøftede det med Justitsministeriet, og de var

426 Afhøringsekstrakten, side 289-290.

427 Afhøringsekstrakten, side 399-400.

428 Afhøringsekstrakten, side 593 ff.

531

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

enige om, at de ikke til brug for et svar til Folketinget skulle indhente bidrag

fra tidligere medarbejdere, der ikke længere udtalte sig under myndighedsan-

svar. Han syntes imidlertid, at det var det rigtigste og det ordentlige at gøre, at

de – inden de sendte svaret til Folketinget – gjorde Lykke Sørensen og Tanja

Franck bekendt med, at de sendte et svar til Folketinget, der for de fleste kunne

forstås således, at der muligvis havde været en telefonsamtale mellem dem.

Det var således rent orienterende, at han ringede til Lykke Sørensen og Tanja

Franck den 1. april 2019. Han sagde til dem, at han ringede, fordi han gerne

ville have, at de blev orienteret om svaret, men ikke for at få deres version

af sagen. Dette ville under alle omstændigheder ikke kunne danne grundlag

for besvarelsen af folketingsspørgsmålet, som i øvrigt var lagt videre til mini-

steren og til afsendelse. De to samtaler var meget forskellige. Samtalen med

Tanja Franck var meget kort og konstaterende, hvor hun sagde: ”Jeg tager det

til efterretning”. Under samtalen med Lykke Sørensen kunne han mærke, at

sagen fyldte noget hos hende, og at hun havde behov for at sige noget. Han

måtte gentage, at han alene havde fokus på at orientere hende, inden svaret

ramte offentligheden. Adspurgt, om Lykke Sørensen under telefonsamtalen

fortalte, om hun i 2017 under sin samtale med Tanja Franck havde fået kend-

skab til mailens indhold, og om Lykke Sørensen nævnte for ham, hvad hun

havde sagt til ministeren i 2017, har han forklaret, at Lykke Sørensen tog hul

på dette, men han ”lukkede hende ned” og sagde til hende, at det ikke var

det, de skulle tale om under samtalen. Han erindrer ikke det præcise ordvalg.

Foreholdt Lykke Sørensens forklaring om, at hun under samtalen med ham

sagde, at hun havde en anden erindring end ministeren, har han forklaret,

at det ikke havde været nogen nem samtale. Herefter blev svarene sendt til

Folketinget. Der skete ikke mere i Udlændinge- og Integrationsministeriet, før

de i samme uge fik at vide, at Lykke Sørensen, der på dette tidspunkt var ansat

i Kriminalforsorgen, havde ringet til Justitsministeriet. Fredag den 5. april

2019 talte han med Barbara Bertelsen, der havde talt med Lykke Sørensen, som

antagelig tillige havde talt med Jens Teilberg Søndergaard. Lykke Sørensens

hovedbudskab havde været, at svaret på folketingsspørgsmål nr. 445 ikke flug-

tede med hendes erindring, hvilket også var det, som Lykke Sørensen havde

haft på hjerte, da han talte med hende den 1. april 2019. Adspurgt, om han,

da han talte med Lykke Sørensen den 1. april 2019, havde fået en antagelse

om, at Lykke Sørensen den 22. juni 2017 havde sagt mere til ministeren, end

ministeren havde givet udtryk for over for ham, har han forklaret, at han, da

han talte med Lykke Sørensen den 1. april 2019, fik indtryk af, at hun gerne

ville fortælle en hel masse, men han havde ikke noget klart billede af, hvad det

532

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. januar 2018 til 22. januar 2020

var. Han tog ikke sagen op igen i ministeriet den 1. april 2019 efter samtalen

med Lykke Sørensen. Først efter samtalen med Barbara Bertelsen den 5. april

2019 tog han sagen op i ministeriet igen. Han havde ministerens og Mark

Thorsens forklaring og beredskabet fra aftenen før samrådet den 23. juni

2017. Han havde på det tidspunkt ikke andet end de medarbejdere, der var

til stede, og det skriftlige grundlag, som trak i én retning. Der var ikke andre

indikationer, der trak i den anden retning. Ministeriet havde i dette beredskab

lagt op til, at ministeren kunne svare, at hun ikke havde set den interne mail

og derfor måtte henvise til det, som Udlændingestyrelsen oplyste, og som hun

havde orienteret udvalget om dagen før.

429

Dette gav ham et indtryk af, hvad de

personer, der havde lavet beredskabet, havde set og ikke set. Der var et møde i

Statsministeriet den 29. marts 2019 med deltagelse af bl.a. Jens Teilberg Søn-

dergaard, Christian Kettel Thomsen, Carsten Madsen og ham. Fokus på mødet

i Statsministeriet var, at de nu ville orientere Folketingets Ombudsmand om,

at de gik i gang med at foretage en fornyet ”gennemtrawling” af mailbokse.

Da de var ved at være færdige med mødet, kom de til svaret på spørgsmål nr.

445, hvoraf man kunne udlede, at der muligvis havde været en telefonsamtale.

I den forbindelse fortalte han – da dette ville være en fravigelse af det sæd-

vanlige udgangspunkt – at de ville komme til at blotlægge noget i et svar til

Folketinget, der vedrørte de indre linjer i ministeriet, og at der for de berørte to

personer formentlig ville være nogen, der ønskede at tale med dem om det. De

var enige om, at det ville være svært at se, hvor det begyndte og sluttede, hvis

de skulle indhente bidrag fra tidligere medarbejdere, som ikke længere havde

myndighedsansvar og ikke længere var underlagt de almindelige principper

for, hvad der gælder for embedsmænd. Det var primært Justitsministeriet, som

de gerne ville have til at være enige i, at de ikke skulle indhente oplysninger

fra tidligere medarbejdere. Spørgsmålet om officialmaksimen og hensynet

til at oplyse en sag bedst muligt var en del af overvejelserne om, hvorvidt

de skulle indhente oplysninger fra tidligere medarbejdere. Barbara Bertelsen

og Jens Teilberg Søndergaards tilbagemelding til dem på mødet den 8. april

2019 var som beskrevet i referatet af mødet. Uanset det stringent formelle

juridiske, hvorom der var enighed på mødet, var der endvidere ingen grund

til at lade tvivlen være trukket så hårdt op, ligesom der ikke var grund til ikke

at sige tydeligt over for Folketinget – når nu det var blevet et tema, som Lykke

429 Afhøringsekstrakten, side 597 ff.

533

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

Sørensen havde rejst – at svarene alene var baseret på ministeren og hendes

særlige rådgivers hukommelse.

Jens Teilberg Søndergaard har herom forklaret

430

bl.a., at han udarbejdede

notatet af 8. april 2019, fordi forløbet med Udlændinge-, Integrations- og

Boligministeriet ikke havde været helt sædvanligt, og fordi han følte et behov

for at dokumentere forløbet. Sagen havde også en karakter, der gjorde, at det

ikke var usandsynligt, at der på et tidspunkt ville blive nedsat en undersø-

gelseskommission, der skulle forholde sig til sagen. Samtalen mellem ham

og Barbara Bertelsen fandt sted på baggrund af, at Lykke Sørensen havde

ringet til Barbara Bertelsen for at sige, at hun ikke kunne genkende indhol-

det af besvarelsen af UUI spørgsmål nr. 445, som vedrørte et forløb omkring

Henrik Grunnets mail, og som var blevet sendt i umiddelbar forlængelse af

koncerndirektionsmødet i 2016. Han talte efterfølgende også selv med Lykke

Sørensen herom, som forklarede det samme til ham. Adspurgt, hvad Christi-

an Hesthaven havde fortalt om samtalen med Lykke Sørensen den 1. april

2019, har han forklaret, at Christian Hesthaven havde fortalt, at han gjorde

Lykke Sørensen opmærksom på, at han alene ringede til hende for at orientere

hende. Lykke Sørensen havde fortalt Christian Hesthaven, at hun havde haft

en anden opfattelse af forløbet, men om Christian Hesthaven hørte det, eller

om han ”talte hen over hende”, kan diskuteres. Adspurgt, om han opfattede

det, som Christian Hesthaven sagde, således, at Christian Hesthaven havde

hørt, at Lykke Sørensen havde en anden opfattelse, har han forklaret, at han

ikke hørte deres samtale. På ny adspurgt, om han erindrer, hvad Christian

Hesthaven sagde til ham om samtalen, har han forklaret, at Christian Hestha-

ven havde sagt, at han prøvede at stoppe hende, da hun begyndte at gengive

forløbet. Lykke Sørensen sagde, at hun fik sagt, hvad det oprindelige forløb

havde været, og at hun således fik leveret sit budskab. Christian Hesthaven

udlagde det således, at han nåede at stoppe hende, og at han ”talte hen over

hende”. Christian Hesthaven og Lykke Sørensen havde tydeligvis forskellige

opfattelser af, hvordan samtalen var forløbet.

Barbara Bertelsen har herom forklaret

431

bl.a., at hun ret usædvanligt blev

ringet op af Lykke Sørensen, der spurgte, hvad hun skulle gøre, idet hun

havde læst en presseomtale af besvarelserne til Folketinget og ikke kunne

430 Afhøringsekstrakten, side 657 ff.

431 Afhøringsekstrakten, side 673 ff.

534

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. januar 2018 til 22. januar 2020

genkende billedet. Lykke Sørensen oplyste, at hun huskede forløbet således, at

hun havde orienteret om mailen, herunder indholdet. Lykke Sørensen fortalte

hende endvidere, at hun forud for besvarelsen til Folketinget havde talt med

Christian Hesthaven og under denne samtale havde prøvet at sige til ham, at

hun huskede forløbet anderledes, men dette havde han ikke villet høre om.

Hun fik indtryk af, at det, som Lykke Sørensen nu fortalte til hende, var det

samme, som Lykke Sørensen havde prøvet at sige til Christian Hesthaven.

Hun talte efterfølgende med Christian Hesthaven, der ikke kunne genken-

de Lykke Sørensens forklaring om samtalen. Han sagde, at Lykke Sørensens

gengivelse ikke var korrekt. Han sagde, at Lykke Sørensen ikke havde sagt

til ham, at hun havde oplevet forløbet med Henrik Grunnets mail anderledes

end ministeren, og at han havde stoppet Lykke Sørensen. Som hun husker det,

refererede Christian Hesthaven sin samtale med Lykke Sørensen ved at sige:

”Jeg stoppede hende”. Han nægtede at være blevet informeret om, at Lykke

Sørensen havde informeret ministeren om indholdet af Henrik Grunnets mail.

Der blev udarbejdet et detaljeret referat af mødet den 8. april 2019, idet der

var tale om en sag, hvor der indgik forskellige opfattelser af, hvad der var

passeret – både under det oprindelige forløb med Lykke Sørensens oriente-

ring af departementet om Henrik Grunnets mail og under telefonsamtalen

mellem Christian Hesthaven og Lykke Sørensen primo april 2019. Det skulle

derfor sikres, at der i det efterfølgende forløb ikke var nogen tvivl om, hvem

der havde sagt hvad. Referatet gengiver efter hendes erindring, hvad der blev

sagt på mødet, selvom det muligvis kan være en smule indforstået visse ste-

der. Christian Hesthaven holdt meget klart fast i, at han under samtalen ikke

havde hørt om, hvad der efter Lykke Sørensens opfattelse var foregået den

22. juni 2017. Hun husker ikke, om de på mødet spurgte Christian Hesthaven

om, hvorfor han havde stoppet Lykke Sørensen. Christian Hesthaven havde

været meget klar i mælet om, at han ikke mente, at Lykke Sørensen havde ret

i sin udlægning, mens hun selv var meget klar i mælet om, at Lykke Sørensen

havde fortalt hende noget andet. Christian Hesthaven var også meget klar i

mælet om, at han allerede af den grund ikke havde viderebragt oplysningen

til ministeren, inden ministeren svarede Folketinget. På mødet sagde de til

Christian Hesthaven, at han var nødt til at orientere ministeren om Lykke

Sørensens forklaring både vedrørende det oprindelige forløb og vedrørende

Lykke Sørensens opfattelse af telefonsamtalen med ham. Begge dele skulle

nødvendigvis komme til udlændinge- og integrationsministerens kundskab,

idet det ville være den eneste måde at klæde ministeren på til at varetage sine

interesser over for Folketinget. Med hensyn til oplysningen i referatets andet

535

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

sidste afsnit om, at Christian Hesthaven oplyste, at udlændinge- og integrati-

onsministeren havde været mundtligt orienteret om oplysningerne fra Lykke

Sørensen, forstod hun klart dette som noget efterfølgende. Orienteringen af

ministeren kunne være sket efter, at hun havde talt med Christian Hesthaven

på hans kontor om fredagen.

Jonas From Soelberg har herom forklaret

432

bl.a., at han var involveret i besva-

relsen af spørgsmål nr. 445. Som han husker det, blev han forelagt et udkast

til svar om, at man i ministeriet ikke var blevet orienteret om indholdet af

Henrik Grunnets mail, og svaret stemte ikke overens med hans hukommelse,

idet Lykke Sørensen i et eller andet omfang var blevet orienteret om indhol-

det af mailen. Dette var baggrunden for, at der i svaret den 1. april 2019 på

spørgsmål nr. 445 var tilføjet følgende: ”På baggrund af de oplysninger, der

er tilgået mig ved besvarelsen af dette spørgsmål, kan det som opfølgning

på min besvarelse af samrådsspørgsmål Q, R og U … oplyses, at ministeriet

i den forbindelse sandsynligvis er blevet orienteret om indholdet af mailen.”

Som han husker det, var der afgivet andre svar inden dette svar, hvor det

var skrevet mere kategorisk, at man ikke havde set eller modtaget Henrik

Grunnets mail. Hvis han var blevet spurgt i forbindelse med disse svar, havde

svarene måske været mere nuancerede. Han husker ikke, om han fik forelagt

udkast til besvarelse af spørgsmål nr. 446, og han blev ikke involveret i det

efterfølgende forløb.

Inger Støjberg har forklaret

433

bl.a., at de på dette tidspunkt allerede havde

svaret på spørgsmål om dette emne, og der var derfor ikke noget i det for hende

andet end at svare. Hun kan ikke forklare nærmere om forløbet vedrørende

samtalen mellem Christian Hesthaven og Lykke Sørensen og den efterfølgende

orientering om Lykke Sørensens henvendelse til Justitsministeriet end det, der

fremgår af Christian Hesthavens svar.

Lykke Sørensen har under genafhøring – og foreholdt dele af Christian Hest-

havens forklaring – supplerende forklaret

434

, at hun fik fortalt Christian Hest-

haven om forløbet i 2017, inden han ”lukkede hende ned”. Hun sagde til ham,

432 Afhøringsekstrakten, side 714-715.

433 Afhøringsekstrakten, side 760.

434 Afhøringsekstrakten, side 788.

536

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Perioden fra 1. januar 2018 til 22. januar 2020

at hun ikke havde den samme erindring som ministeren om, at ministeren

ikke havde kendskab til indholdet af mailen.

5.11.6.2.

Spørgsmål nr. 461 (yderligere oplysninger)

Ved en besvarelse af spørgsmål nr. 461 den 1. april 2019, hvor der blev spurgt

til et referat af operatørmødet den 23. februar 2016, modtog udvalget den

PowerPoint præsentation, der er gengivet i afsnit 5.4.6, og som ikke tidligere

havde været fremme i sagen, og som heller ikke indgik i det dokumentmate-

riale, som ombudsmanden modtog.

Fremkomsten af denne PowerPoint præsentation gav anledning til flere yder-

ligere spørgsmål (spørgsmål nr. 555 og 556) til ministeren om, hvorfor denne

ikke tidligere var blevet forelagt Folketinget og Folketingets Ombudsmand,

ligesom Folketingets Ombudsmand i et brev af 8. april 2019 fandt anledning

til at bemærke bl.a. følgende:

”…

På det grundlag, der nu foreligger … må jeg forstå, at alle relevante akter

muligvis fortsat ikke er stillet til rådighed for mig.

…

Som det fremgår, er det korrekt, at jeg måtte lægge til grund, at det ikke

var ministeriets samlede intention at pålægge Udlændingestyrelsen at

iværksætte en ulovlig praksis.

Den måde, som Udlændinge- og Integrationsministeriet … har udtrykt

sig på, kan imidlertid for mig at se let opfattes sådan, at jeg har ment,

at ministeriets forklaringer til mig er understøttet af de foreliggende

akter og oplysninger i sagen.

Dette er ikke tilfældet.

Når jeg har ”lagt til grund”, at det ikke var ministeriets samlede intention

at pålægge Udlændingestyrelsen en ulovlig praksis, skyldes det således

– som det også fremgår af redegørelsen – den udlægning af sagsforlø-

bet, som ministeriet selv er fremkommet med over for mig, og som er

afgivet under ansvar efter bestemmelsen i ombudsmandslovens

19.

…”

537

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens sammen fatning af det faktiske forløb

5.11.7. Folketingets Ombudsmand afslutter sagen

Den 16. september 2019 meddelte Folketingets Ombudsmand Udlændinge- og

Integrationsministeriet, at han fra omtale i medierne havde forstået, at der

var truffet beslutning om at nedsætte en undersøgelseskommission i sagen,

og at han havde besluttet at afvente kommissoriet for undersøgelseskommis-

sionen, før han ville tage stilling til, om der var grundlag for at foretage sig

mere i sagen.

I brev af 8. januar 2020 meddelte Folketingets Ombudsmand – nu Niels Fenger

– at han i lyset af kommissorium af 3. december 2019 for undersøgelseskom-

missionen ikke fandt grundlag for at foretage sig mere i sagen.

Undersøgelseskommissionen i sagen om instruksen om adskillelse ved ind-

kvartering i asylsystemet (Instrukskommissionen) blev endeligt nedsat den

22. januar 2020.

538

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

KAPITEL 6

Det retlige grundlag for kom-

missionens vurderinger

Dette kapitel indeholder en gennemgang af det retlige grundlag for kommis-

sionens vurderinger. Endvidere indeholder kapitlet en kort beskrivelse af de

regler, der knytter sig til ministres ansvar.

Afsnit 6.1 indeholder en kort redegørelse for reglerne om indkvartering af

asylansøgere, forældremyndighed og mindreåriges indgåelse af ægteskab. Af-

snit 6.2 vedrører Danmarks internationale forpligtelser for så vidt sådanne

forpligtelser har betydning for sager om indkvartering af mindreårige asyl-

ansøgere, der er gift eller samlevende. Afsnittet handler særligt om artikel 8

og 14 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (”Menneskerettig-

hedskonventionen”) og om FN’s konvention om Barnets Rettigheder (”FN’s

børnekonvention” eller ”Børnekonventionen”).

I afsnit 6.3 redegøres for de regler og principper af forvaltningsretlig karakter,

som kommissionen har fundet særlig relevant for sagen, og i afsnit 6.4 beskri-

ves reglerne om oplysningspligten i forhold til Folketingets Ombudsmand.

Herefter følger afsnit 6.5, der indeholder en kort beskrivelse af reglerne om

ministres ansvar og det retlige grundlag, der gælder for undersøgelseskom-

missioners redegørelser for og vurderinger af ministres forhold.

Afsnit 6.6 har komparativ karakter og indeholder en beskrivelse af regler og

praksis for indkvartering af mindreårige asylansøgere med en ægtefælle eller

samlever i visse andre lande.

539

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Det retlige grundlag for kommissionens vurderinger

6.1. Indkvartering af asylansøgere, forældremyndighed

og mindreåriges indgåelse af ægteskab

6.1.1.

Reglerne om indkvartering af asylansøgere

Når en udlænding indgiver asylansøgning i Danmark, bliver udlændingen

typisk indkvarteret på et asylcenter, mens myndighederne behandler ansøg-

ningen. Udlændingestyrelsen, der har forsørgelsespligten over for den på-

gældende udlænding, træffer bestemmelse om indkvarteringen. Det fremgår

af udlændingelovens

42 a, stk. 5, at Udlændingestyrelsen tilvejebringer og

driver indkvarteringssteder for asylansøgere, hvilket kan ske i et samarbejde

med bl.a. private organisationer eller selskaber, statslige styrelser eller kom-

muner. Det er således Udlændingestyrelsen, der er ansvarlig for fordelingen

af asylansøgere på de enkelte indkvarteringssteder, mens den praktiske drift

af asylcentrene varetages af en række indkvarteringsoperatører, herunder bl.a.

Dansk Røde Kors.

Det fremgår af udlændingelovens

42 a, stk. 7, som er nyaffattet ved lov nr.

430 af 1. maj 2013, at Udlændingestyrelsen kan pålægge udlændingen at tage

ophold på et indkvarteringssted efter styrelsens nærmere bestemmelse.

Bestemmelsen i udlændingelovens

42 a, stk. 7, var i 2016 affattet således:

”Udlændingestyrelsen træffer bestemmelse om indkvarteringen af ud-

lændinge omfattet af stk. 1 og 2, jf. stk. 3. Ved indkvarteringen skal

Udlændingestyrelsen så vidt muligt tage hensyn til, om der er tale om

nyankomne asylansøgere eller asylansøgere, der har fået afslag på en

ansøgning om opholdstilladelse efter

7. Hvis en udlænding ikke ef-

terkommer Udlændingestyrelsens anvisning om indkvartering, kan

Udlændingestyrelsen pålægge udlændingen at tage ophold på et ind-

kvarteringssted efter Udlændingestyrelsens nærmere bestemmelse. En

sådan udlænding må ikke gennem voldelig eller truende adfærd over

for personer, der udfører opgaver med driften af et indkvarteringssted

for udlændinge, eller over for personer, der i øvrigt opholder sig på

indkvarteringsstedet, lægge hindringer i vejen for udførelsen af opgaver

med driften af indkvarteringsstedet eller for opretholdelsen af ro og

orden på indkvarteringsstedet.”

Udlændingelovens

42 a, stk. 7, blev ændret ved lov nr. 173 af 27. februar 2019, hvor bestemmelsens

4. pkt. om forbud mod voldelig adfærd på et indkvarteringssted blev præciseret.

540

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Indkvartering af asylansøgere, forældremyndighed og mindreåriges indgåelse af ægteskab

Af bestemmelsens forarbejder (lovforslagets bemærkninger) fremgår det bl.a.,

at bestemmelsen indeholder ”den almindelige indkvarteringsregel”, og at den

har til formål at sikre en mere målrettet indkvartering, således at asylansøgere

placeres der, hvor det efter en konkret vurdering er mest hensigtsmæssigt i

forhold til den fase, den enkelte ansøger befinder sig i, herunder at nyankomne

asylansøgere i videst muligt omfang skal indkvarteres i modtagecentre.

Det

fremgår endvidere, at bestemmelsen indebærer, at der ved indkvarteringen

vil skulle tages hensyn til sårbare personer, herunder uledsagede mindreårige,

seksuelle minoriteter og transkønnede. Desuden anføres det bl.a.:

”Efter bestemmelsen vil Udlændingestyrelsen også kunne bestemme,

at der vil skulle ske flytning af en udlænding fra et center til et andet.

Det er ikke muligt udtømmende at angive de hensyn, som kan begrunde

en flytning. En flytning vil således bl.a. kunne være begrundet i den

almindelige indkvarteringssituation, herunder Udlændingestyrelsens

ønske om en mere effektiv udnyttelse af centerkapaciteten. Hertil kom-

mer, at almindelige ordenshensyn også vil kunne begrunde en flytning.

Der kan være opståede modsætningsforhold mellem udlændinge på et

center, som nødvendiggør en flytning, ligesom en flytning kan være

nødvendig, hvis en udlænding f.eks. har udvist voldelig og truende

adfærd over for personalet.

…

Efter det foreslåede 3. pkt. kan Udlændingestyrelsen, hvis en udlænding

ikke efterkommer Udlændingestyrelsens anvisning om indkvartering,

pålægge udlændingen at tage ophold på det pågældende indkvarte-

ringssted. I praksis er der ikke problemer med at få udlændingene til

at efterkomme Udlændingestyrelsens anvisninger om indkvartering, og

indkvarteringen sker i disse situationer som led i Udlændingestyrelsens

almindelige virksomhed og har karakter af faktisk forvaltningsvirk-

somhed. Et pålæg vil derimod udgøre en afgørelse i forvaltningslovens

forstand, hvilket indebærer, at forvaltningslovens regler om bl.a. parts-

høring skal iagttages.

Udlændingestyrelsens afgørelser kan ikke påklages til Justitsministe-

riet. Dette svarer til den gældende ordning.”

De specielle bemærkninger til nr. 15 (§ 42 a, stk. 7 og 8) i lovforslag nr. L 130 fremsat den 30. januar

2013.

541

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Det retlige grundlag for kommissionens vurderinger

I den dagældende (dvs. gældende i den periode, som er omfattet af kommis-

sionens undersøgelse) udlændingelovs

46 a, stk. 1, hed det bl.a.:

”Udlændingestyrelsens afgørelser kan bortset fra […] de afgørelser, der

er nævnt i […]

42 a, stk. 7, 3. pkt. […], påklages til udlændinge- og in-

tegrationsministeren.”

Denne bestemmelse blev oprindeligt indført ved lov nr. 421 af 1. juni 1994

om ændring af udlændingeloven mv. I forarbejderne til bestemmelsen hedder

det bl.a.:

”Efter den gældende udlændingelov har direktoratet adgang til at be-

stemme, at en asylansøger skal tage ophold efter direktoratets nærmere

bestemmelse. Det foreslås, at direktoratets pålæg herom i lighed med,

hvad der gælder for personer med midlertidig opholdstilladelse, ikke

kan påklages til Indenrigsministeriet.

Forslaget, der indebærer en fravigelse af udlændingelovens almindelige

ordning, hvorefter direktoratets afgørelser kan påklages til Indenrigs-

ministeriet, er begrundet i, at der er tale om sager, som direktoratet

følger nøje og med et stort erfaringsmateriale som baggrund, men som

det er mindre hensigtsmæssigt at lade endeligt afgøre i et departement.”

Der findes herudover bestemmelser i udlændingelovens kapitel 9 b (om uled-

sagede mindreårige udlændinge) og kapitel 9 c (om ledsagede mindreårige

udlændinge uden lovligt ophold), der i visse situationer hjemler adgang for

børn og unge-udvalget til at træffe afgørelse om anbringelse af mindreårige

udlændinge uden for det pågældende indkvarteringssted, hvis der er en åben-

bar risiko for, at den pågældendes sundhed eller udvikling lider alvorlig skade

på grund af utilstrækkelig omsorg, behandling, overgreb mv.

Bestemmelsen er nyaffattet ved lov nr. 821 af 9. juni 2020. Efter den nugældende udlændingelovs

46,

stk. 6, nr. 1, kan afgørelser efter

42 a, stk. 7, 3. pkt., fortsat ikke påklages.

Folketingstidende 1993-94 (1. samling), tillæg A, lovforslag nr. L 214 fremsat den 2. marts 1994, sp.

7295 ff.

Kapitel 9 b blev indsat ved lov nr. 702 af 8. juni 2017 om ændring af udlændingeloven, lov om voksen-

ansvar og anbragte børn og unge og lov om socialtilsyn. Kapitel 9 c blev indsat ved lov nr. 821 af 9. juni

2020 om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love. Tidligere skete anbringelse efter reglerne

i serviceloven eller, hvor den pågældende opholdt sig ulovligt i landet, efter principperne i serviceloven, jf.

Folketidende 2016-2017, tillæg A, lovforslag nr. L 204 fremsat den 26. april 2017, side 23.

542

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Indkvartering af asylansøgere, forældremyndighed og mindreåriges indgåelse af ægteskab

6.1.2.

Forældremyndighed og mindreåriges indgåelse af ægteskab

Det fulgte af

1 i den forældreansvarslov, der var gældende i 2016 (og af den

nugældende forældreansvarslovs

1 a), at børn og unge under 18 år var under

forældremyndighed, medmindre de havde indgået ægteskab. Bestemmelsen,

der var sammenfaldende med værgemålslovens

1, stk. 1, fastlagde med andre

ord, at ugifte børn og unge under 18 år var umyndige.

Ved lov nr. 81 af 24. januar 2017 om ændring af bl.a. lov om ægteskabs ind-

gåelse og opløsning, der trådte i kraft den 1. februar 2017, blev muligheden

for at indgå ægteskab for unge under 18 år ved såkaldt ”kongebrev” afskaffet.

Der gælder nu en absolut aldersgrænse på 18 år for indgåelse af ægteskab i

Danmark, jf. ægteskabslovens

2. I modsætning til den tidligere ordning er

det ikke muligt at dispensere herfra, uanset baggrunden for den mindreåriges

ønske om at ville indgå ægteskab.

Frem til den 1. februar 2017 havde unge under 18 år således mulighed for

at få dispensation – ”kongebrev” – til at indgå ægteskab, jf. den dagældende

ægteskabslovs

1 a. Det var kommunerne, der i forbindelse med prøvelse af

ægteskabsbetingelserne tog stilling til, om der kunne gives en aldersdispen-

sation; en opgave, som kommunerne overtog fra de daværende statsamter

i forbindelse med strukturreformen i 2007. Hvis en person under 18 år på

denne måde indgik ægteskab, indebar det, at forældremyndigheden bortfaldt,

og den unge blev myndig, jf. værgemålslovens

1, stk. 1. Der kunne dog kon-

kret fastsættes et vilkår om, at den unge under 18 år fortsat var mindreårig

og dermed umyndig, indtil vedkommende fyldte 18 år, jf. den dagældende

ægteskabslovs

1 a. Unge under 18 år, der levede i fast samlivsforhold, eller

som selv havde fået børn, var fortsat umyndige og under forældremyndighed.

Det var ikke nærmere reguleret i lovgivningen, hvilke personer under 18 år

der havde mulighed for at opnå tilladelse fra kommunen til at indgå ægteskab.

En afgørelse om dispensation fra alderskravet blev truffet ud fra en vurde-

ring af den konkrete sags omstændigheder og på baggrund af en mangeårig

praksis. Denne praksis var nærmere beskrevet i den dagældende ægteskabs-

vejledning.

Herefter blev der – henset til den seksuelle lavalder – ikke givet

dispensation, hvis én af parterne var under 15 år. Der blev som udgangspunkt

Vejledning nr. 9246 af 18. marts 2016 om behandling af ægteskabssager, afsnit 2.1.1 og 2.2.

543

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Det retlige grundlag for kommissionens vurderinger

heller ikke givet dispensation, hvis begge parter var under 18 år, medmindre

der forelå særlige omstændigheder. Kommunen kunne normalt dispensere

fra alderskravet i tilfælde, hvor den ene part var under 18 år, hvis én eller

flere af nedenstående betingelser var opfyldt, medmindre der forelå særlige

omstændigheder:

– Den ene part var fyldt 18 år, og den anden part var fyldt 15 år, og

parret havde eller ventede et barn sammen.

– Den ene part var fyldt 18 år, og den anden part var fyldt 16 år, og

parret boede sammen i egen bolig. Hvis parterne havde en fælles

selvstændig bolig, blev der også lagt vægt på parternes situation i

øvrigt, særligt deres økonomiske situation, navnlig i relation til at

kunne bevare boligen. Endelig blev der set på forholdets stabilitet;

hvor længe de havde kendt hinanden mv.

– Den ene part var fyldt 18 år, og den anden part var fyldt 17 år.

Det fremgik endvidere af vejledningen, at såfremt der forelå særlige omstæn-

digheder, f.eks. at en part var umoden og derfor ikke forstod betydningen af at

indgå ægteskabet, burde kommunen af hensyn til den mindreårige part afslå

at give dispensation, selvom betingelserne for at dispensere var opfyldt. Hvis

en part var tvunget eller presset til at indgå ægteskabet, tilsagde beskyttelsen

af den mindreårige og hensynet til den mindreåriges bedste, at kommunen

altid skulle afslå at give dispensation. Omvendt gav vejledningen kommunen

mulighed for at give dispensation, selv om betingelserne efter praksis ikke

var opfyldt.

Endelig fremgik det af vejledningen, at afgørelser om aldersdispensation skul-

le træffes efter de beskrevne retningslinjer, også selvom en part stammede

fra eller boede i et land, hvor ægteskabsalderen er lavere end i Danmark, eller

hvor det er almindeligt at indgå ægteskab i en tidligere alder.

Forældrene til mindreårige udlændinge, som indrejser i Danmark uden for-

ældrene, vil ofte være forhindret i at træffe bestemmelse om barnets person-

lige forhold. I sådanne situationer følger det af forældreansvarslovens

28,

at Familieretshuset (tidligere Statsforvaltningen) træffer bestemmelse om,

hvem forældremyndigheden skal tilkomme, så længe forhindringen varer.

Hvis en mindreårig udlænding, der indrejser uden sine forældre, er ledsaget

af en eller flere voksne personer, som reelt er trådt i forældrenes sted, afgør

544

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Danmarks internationale forpligtelser

Udlændingestyrelsen konkret, om den mindreårige kan anses for ledsaget

af den voksne person. I andre tilfælde, hvor udlændingen er mindreårig og

uledsaget, udpeges efter udlændingelovens

56 a, stk. 1, en repræsentant for

barnet. Repræsentanten vil have kompetence til at træffe alle beslutninger,

som en forældremyndighedsindehaver normalt kan træffe på vegne af barnet.

Repræsentanten skal således ikke kun varetage barnets interesser i relation

til spørgsmålet om opholdstilladelse i Danmark, men skal også drage omsorg

for barnet og træffe afgørelse om dets personlige forhold.

6.2. Danmarks internationale forpligtelser

6.2.1.

Indledning

Ifølge kommissoriet skal undersøgelseskommissionen bl.a. undersøge og re-

degøre for, om myndighedernes administration og håndtering af sager om

indkvartering af gifte eller samlevende asylansøgere, hvor den ene part var

mindreårig, er sket i overensstemmelse med Danmarks internationale for-

pligtelser.

I det følgende har undersøgelseskommissionen beskrevet det retlige grundlag,

som undersøgelseskommissionen har fundet særlig relevant for kommissio-

nens vurderinger, herunder navnlig Menneskerettighedskonventionens arti-

kel 8 og FN’s børnekonvention.

6.2.2.

Overordnet om betydningen af Menneskerettighedskonven-

tionen og FN’s børnekonvention i dansk ret

Menneskerettighedskonventionen blev inkorporeret i dansk ret ved lov nr.

285 af 29. april 1992 om Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Menneskerettighedskonventionen er således en del af dansk ret og skal bl.a.

respekteres af danske myndigheder og håndhæves ved de danske domstole.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (”Menneskerettighedsdomsto-

len”) har kompetence til at behandle klager fra fysiske eller juridiske personer,

der hævder at være blevet krænket i forhold til rettigheder sikret i Menne-

skerettighedskonventionen eller en af de tillægsprotokoller hertil, som den

relevante stat har tiltrådt.

Dagældende vejledning nr. 11347 af 30. december 2015 om behandling af sager om repræsentanter

for uledsagede mindreårige udlændinge som senere erstattet af vejledning nr. 9259 af 20. marts 2019.

545

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Det retlige grundlag for kommissionens vurderinger

Det fremgår af Menneskerettighedskonventionens artikel 46, stk. 1, at staterne

forpligter sig til at rette sig efter Menneskerettighedsdomstolens endelige dom

i enhver sag, som de er part i. Det følger heraf, at domme fra Menneskerettig-

hedsdomstolen alene er bindende for den eller de stater, der er part i sagen.

Reelt har dog også domme og afgørelser afsagt mod andre stater end Dan-

mark betydning i dansk ret, da Danmark som udgangspunkt skal overholde

Menneskerettighedskonventionen, som den fortolkes af Menneskerettigheds-

domstolen.

Uanset om en dom fra Menneskerettighedsdomstolen er afsagt i

en sag mod Danmark eller en anden stat, må den derfor tages i betragtning,

når Menneskerettighedskonventionens rækkevidde vurderes af danske for-

valtningsmyndigheder eller domstole i lignende sager.

FN’s børnekonvention blev vedtaget den 20. november 1989 og er undertegnet

af Danmark den 26. januar 1990. Den trådte i kraft den 2. september 1990.

Konventionen blev ratificeret af Danmark den 19. juli 1991 ved vedtagelsen

af beslutningsforslag nr. B 22 den 31. maj 1991.

I tilknytning til FN’s børnekonvention er FN’s Børnekomité etableret. Komi-

téen har efter FN’s børnekonventions artikel 43 kompetence til at påse, at

staterne efterlever deres forpligtelser i henhold til konventionen.

For at muliggøre Børnekomitéens kontrolfunktion følger det videre af Børne-

konventionens artikel 44, at staterne er forpligtet til at indsende periodiske

rapporter til komitéen om de foranstaltninger, de har truffet for at virkeliggøre

de rettigheder, der er anerkendt i konventionen, og om de fremskridt, der er

gjort med hensyn til disse rettigheder. En periodisk rapport skal indgives in-

den to år fra konventionens ikrafttræden i den pågældende deltagerstat og her-

efter hvert femte år. Danmark har indtil nu afgivet fem rapporter. Rapporterne

gennemgås af komitéen med den enkelte medlemsstat, hvilket har karakter af

en art eksamination, hvor repræsentanter for staten besvarer spørgsmål fra

komitéens medlemmer. Børnekomitéen udarbejder på baggrund af drøftel-

serne afsluttende bemærkninger og anbefalinger (”concluding observations”).

Senest den 26. oktober 2017 afgav Børnekomitéen afsluttende bemærkninger

og anbefalinger til Danmarks femte rapport til komiteen.

Om de (sjældne) magtfordelingsmæssige problemstillinger knyttet til rækkevidden af retspraksis fra

Menneskerettighedsdomstolen i dansk ret, se Louise Halleskov m.fl., Folkeret og Menneskerettigheder, 1.

udgave (2019), side 175, og Ole Terkelsen, ”EMRK og den danske magtfordeling”, Juristen, nr. 1, 2018.

546

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Danmarks internationale forpligtelser

Børnekomitéen har desuden kompetence til at vedtage generelle bemærknin-

ger (”general comments”) om fortolkningen og anvendelsen af FN’s børnekon-

vention, jf. artikel 45.

Med vedtagelsen af beslutningsforslag nr. B 78 den 7. maj 2015 tiltrådte Dan-

mark den 7. oktober 2015 den valgfri protokol af 19. december 2011 til FN’s

børnekonvention og anerkendte dermed, at Børnekomitéen har kompetence

til at modtage og behandle klager fra enkeltpersoner eller grupper af enkelt-

personer, som hævder, at den danske stat har krænket sine forpligtelser efter

konventionen eller en af de valgfri protokoller, som Danmark har tilsluttet

sig. Komitéens afgørelser er ikke folkeretligt bindende og har alene karakter

af vejledende udtalelser, som regeringen kan vælge at følge.

Danske retsregler skal så vidt muligt fortolkes og anvendes på en måde, så

folkeretsbrud undgås. Dette hænger sammen med, at der gælder en formod-

ning om, at lovgivningsmagten ikke har haft til hensigt at krænke Danmarks

folkeretlige forpligtelser.

Særligt vedrørende Menneskerettighedskonventi-

onen kan det bemærkes, at det i inkorporeringslovens forarbejder er forudsat,

at Menneskerettighedskonventionen vil kunne gå forud for (anden) dansk

lovgivning, når lovgiver ikke har tilkendegivet et ønske om at fravige en be-

stemmelse i Menneskerettighedskonventionen eller en bestemt fortolkning

heraf.

6.2.3.

6.2.3.1.

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

Generelt om Menneskerettighedskonventionen og asylansøgere

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i retspraksis vedrørende

en flerhed af bestemmelser i konventionen fastslået, at asylansøgere er en

sårbar persongruppe med behov for særlig beskyttelse og opmærksomhed

fra myndighedernes side.

Betænkning nr. 1546/2014 om inkorponering mv. inden for menneskeretsområdet, side 274, og frem-

sættelsestale den 25. februar 2015 til beslutningsforslag nr. B 78 om forslag til folketingsbeslutning om

Danmarks ratifikation af den valgfri protokol af 19. december 2011 til konventionen om barnets rettigheder,

Folketingstidende 2014-15 (1. samling), tillæg A.

10 Louise Halleskov m.fl., Folkeret og Menneskerettigheder, 1. udgave (2019), side 178-186. Der henvises

i øvrigt til betænkning nr. 1407/2001 om inkorporering af menneskerettighedskonventioner i dansk ret og

betænkning nr. 1546/2014 om inkorporering mv. inden for menneskeretsområdet.

11 Folketingstidende 1991-92, tillæg A, lovforslag nr. L 230 fremsat den 19. februar 1992, sp. 5467 f.

547

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Det retlige grundlag for kommissionens vurderinger

Dette ses eksempelvis i dommene i

M.S.S. mod Belgien og Grækenland

Tarakhel mod Schweiz,

der begge vedrørte overførsel af asylansøgere mellem

medlemsstater efter reglerne i EU’s Dublinforordning,

og hvor Menneskeret-

tighedsdomstolens Storkammer slog fast, at asylansøgere tilhører en ”særlig

underprivilegeret og sårbar befolkningsgruppe, der har behov for særlig be-

skyttelse”.

Til støtte for dette udsagn henviste Menneskerettighedsdomstolen

til, at der på både europæisk og internationalt plan hersker generel enighed

om asylansøgeres særlige beskyttelsesbehov, hvilket kommer til udtryk bl.a. i

EU’s asyllovgivning, FN’s flygtningekonvention og UNHCR’s arbejde.

Kravet om, at asylansøgere skal nyde en særlig beskyttelse, er af særlig vigtig-

hed i relation til mindreårige asylansøgere, da sådanne har specielle behov og

befinder sig i en udsat position (”specific needs and their extreme vulnerabi-

lity”).

Dette gælder, uanset om en mindreårig asylansøger er uledsaget eller

ledsaget af en eller begge sine forældre.

Ifølge Menneskerettighedsdomsto-

len er en konsekvens heraf bl.a., at mindreårige asylansøgeres sårbarhed skal

være en afgørende faktor for myndighederne,

og at faciliteter for modtagelse

af mindreårige asylansøgere skal være alderssvarende og sikre, at de ikke

udsættes for ”a situation of stress and anxiety, with particularly traumatic

consequences”.

Menneskerettighedsdomstolen henviser i den forbindelse

12 Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 604/2013 af 29. juni 2013 om fastsættelse af kriterier

og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om

international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs i en af medlemsstaterne,

EUT L 180/31.

M.S.S. mod Belgien og Grækenland,

dom af 21. januar 2011 (30696/09), præmis 251, og

Tarakhel mod

Schweiz,

dom af 4. november 2014 (29217/12), præmis 97.

M.S.S. mod Belgien og Grækenland,

dom af 21. januar 2011 (30696/09), præmis 251, og

Tarakhel mod

Schweiz,

dom af 4. november 2014 (29217/12), præmis 97 med henvisning til Rådets direktiv 2003/9/EF af

27. januar 2003 om fastlæggelse af minimumsstandarder for modtagelse af asylansøgere i medlemsstaterne,

der efterfølgende er blevet erstattet af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/33/EU af 26. juni 2013

om fastlæggelse af standarder for modtagelse af ansøgere om international beskyttelse, EUT L 180/96.

Tarakhel mod Schweiz,

dom af 4. november 2014 (29217/12), præmis 119, og

Popov mod Frankrig,

dom

af 19. januar 2012 (39472/07), præmis 91.

Tarakhel mod Schweiz,

dom af 4. november 2014 (29217/12), præmis 119, og

Popov mod Frankrig,

dom

af 19. januar 2012 (39472/07), præmis 91.

Popov mod Frankrig,

dom af 19. januar 2012 (39472/07), præmis 91 med henvisninger til yderligere

retspraksis.

Tarakhel mod Schweiz,

dom af 4. november 2014 (29217/12), præmis 119, og

Popov mod Frankrig,

dom

af 19. januar 2012 (39472/07), præmis 91.

548

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Danmarks internationale forpligtelser

til, at FN’s børnekonvention opfordrer staterne til at tage skridt til at sikre, at

mindreårige asylansøgere nyder beskyttelse og humanitær hjælp.

Menneskerettighedsdomstolen har endvidere slået fast, at familiens enhed er

en essentiel ret for flygtninge.

Særligt vedrørende børnefamilier, der ansøger

om asyl, konkluderede Menneskerettighedsdomstolen i

Tarakhel mod Schweiz,

at Menneskerettighedskonventionens artikel 3 var krænket som følge af, at

de schweiziske myndigheder ikke forud for afgørelsen om at Dublin-overføre

en asylansøgerfamilie med mindreårige børn til Italien havde indhentet en

tilstrækkelig garanti fra de italienske myndigheder for, at familien ville blive

indkvarteret under omstændigheder, der var passende for en børnefamilie,

og at familien ikke ville blive adskilt.

Endelig har Menneskerettighedsdomstolen i to domme om staters processu-

elle forpligtelser i familiesammenføringssager vedrørende flygtninge udtalt,

at sagsbehandlingen i sådanne sager skal fremmes med den påkrævede ”flek-

sibilitet, hurtighed og effektivitet”.

Menneskerettighedskonventionens artikel 8 om ret til respekt

for privatliv og familieliv

Menneskerettighedskonventionens artikel 8 har følgende ordlyd:

”Enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin

korrespondance.

Stk. 2. Ingen

offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af

denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er

nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sik-

kerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at

forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sæde-

ligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder.”

6.2.3.2.

Popov mod Frankrig,

dom af 19. januar 2012 (29217/12), præmis 91, og

Muskhadzhiyeva m.fl. mod

Belgien,

dom af 19. januar 2010 (41442/07), præmis 62. Se endvidere nedenfor i afsnit 6.2.4 om FN’s bør-

nekonvention.

Tanda-Muzinga mod Frankrig,

dom af 10. juli 2014 (2260/10), præmis 75, og

Mugenzi mod Frankrig,

dom af 10. juli 2014 (52701/09), præmis 54.

Tarakhel mod Schweiz,

dom af 4. november 2014 (29217/12), præmis 120-121.

Tanda-Muzinga mod Frankrig,

dom af 10. juli 2014 (2260/10), præmis 82, og

Mugenzi mod Frankrig,

dom af 10. juli 2014 (52701/09), præmis 62. Se afsnit 6.2.3.2.3 nedenfor om processuelle garantier.

549

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Det retlige grundlag for kommissionens vurderinger

Overordnet skal to spørgsmål afklares, når det skal vurderes, om et indgreb i

personers familieliv er i overensstemmelse med artikel 8.

For det første

skal det

afgøres, om de pågældende personer har stiftet et ”familieliv” i bestemmelsens

forstand. I bekræftende fald skal det

for det andet

vurderes, om det indgreb i

personernes familieliv, der er under overvejelse, er i overensstemmelse med

betingelserne for at gøre indgreb i bestemmelsens stk. 2.

Afklaringen af begge spørgsmål skal foretages med udgangspunkt i en konkret

og individuel vurdering af omstændighederne i hver enkelt sag i lyset af kri-

terier opstillet i retspraksis fra Menneskerettighedsdomstolen. Dette uddybes

i afsnit 6.2.3.2.1 (om familieliv) og afsnit 6.2.3.2.2 (indgrebsbetingelserne). I

forlængelse heraf omtales i afsnit 6.2.3.2.3 en række relevante processuelle

garantier, der følger af Menneskerettighedskonventionens artikel 8.

6.2.3.2.1.

Menneskerettighedskonventionens artikel 8, stk. 1: Hvornår er

der tale om et familieliv i artikel 8’s forstand?

Menneskerettighedskonventionens artikel 8 finder alene anvendelse, hvis et

par har stiftet et ”familieliv” i bestemmelsens forstand. Som det er tilfældet for

andre centrale begreber i Menneskerettighedskonventionen, har ”familieliv”

karakter af et autonomt konventionsbegreb. Dette indebærer, at Menneske-

rettighedsdomstolen fastlægger indholdet heraf uafhængigt af den nationale

kvalifikation af den givne relation.

Menneskerettighedsdomstolen tager ved familielivsvurderingen udgangs-

punkt i traditionelle familiestrukturer og anser efter fast retspraksis relatio-

ner mellem ægtefæller og deres mindreårige børn (fælles- og særbørn) som

værende beskyttet.

Det samme gælder samlevende i faste og stabile forhold,

der har stiftet et

de facto

familieliv. Ved vurderingen af, om der er tale om

de facto

familieliv, lægges der vægt på bl.a., om parret har (eller har haft)

fælles bopæl, og længden af forholdet, samt om parret har fået børn eller på

23 Se bl.a. Peer Lorenzen m.fl., Den Europæiske Menneskerettighedskonvention med kommentarer, 3.

udgave (2011), side 706-712, og Jon Fridrik Kjølbro, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention – for

praktikere, 5. udgave (2020), side 875-881.

24 Se bl.a. Peer Lorenzen m.fl., Den Europæiske Menneskerettighedskonvention med kommentarer, 3.

udgave (2011), side 706, og Jon Fridrik Kjølbro, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention – for prak-

tikere, 5. udgave (2020), side 875.

550

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Danmarks internationale forpligtelser

anden måde har udtrykt forpligtelse over for hinanden.

Der kan foreligge et

familieliv, uanset om et par lever sammen på fælles bopæl eller ej.

Det er en betingelse for at være omfattet af beskyttelsen i Menneskerettig-

hedskonventionens artikel 8, at der er tale om et reelt (”genuine”) ægteskab

eller samlivsforhold. Tvangsægteskaber eller tvangssamliv er ikke omfattet af

bestemmelsen, medmindre ægteskabet eller samlivet efter ægteskabets eller

samlivets etablering har udviklet sig til at blive frivilligt og – dermed – et

reelt familieliv.

Der er ikke retspraksis fra Menneskerettighedsdomstolen, der konkret tager

stilling til, hvilke kriterier der skal lægges vægt på ved bedømmelsen af, om

der er tale om et tvangsægteskab eller tvangssamliv. En afgørelse om, hvorvidt

et ægteskab eller samliv er indgået og opretholdes ved tvang, skal dog være

baseret på en konkret og individuel vurdering foretaget på et fyldestgørende

beslutningsgrundlag og under iagttagelse af Menneskerettighedskonventio-

nens artikel 8’s øvrige processuelle garantier (jf. nedenfor i afsnit 6.2.3.2.3).

Ved den konkrete og individuelle vurdering er det nærliggende at inddrage

elementer såsom parternes tilkendegivelser om forholdets frivillighed, par-

ternes alder og aldersforskel, hvorvidt der er fællebørn eller graviditet, samliv

på fælles bopæl i oprindelseslandet og/eller i Danmark på et asylcenter og

sagkyndige vurderinger af parrets relation. En – til en vis grad – sammen-

lignelig vurdering foretages allerede af udlændingemyndighederne, når det i

sager om ansøgning om ægtefællesammenføring skal vurderes, hvorvidt det

må anses for tvivlsomt, om et ægteskab eller samlivsforhold er etableret efter

begge parters eget ønske, jf. udlændingelovens

9, stk. 11.

Som udgangspunkt er det ikke en forudsætning for at være omfattet af be-

skyttelsen i artikel 8, at et ægteskab er indgået i overensstemmelse med be-

25 Jon Fridrik Kjølbro, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention – for praktikere, 5. udgave (2020),

side 875-881, og

Kroon mod Holland,

dom af 27. oktober 1994 (18535/91), præmis 30.

26 Jon Fridrik Kjølbro, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention – for praktikere, 5. udgave (2020),

side 875-881, og

Kroon mod Holland,

dom af 27. oktober 1994 (18535/91), præmis 30, og

Oliari m.fl. mod

Italien,

dom af 21. juli 2015 (18766/11), præmis 169.

27 Jf. bemærkningerne til denne bestemmelse (Folketingstidende 2001-02 (2. samling), tillæg A, lovforslag

nr. L 152 af 28. februar 2002, side 3952 ff.) og notat om praksis efter udlændingelovens

9, stk. 8 (nu

stk. 11), af 16. oktober 2009.

551

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Det retlige grundlag for kommissionens vurderinger

tingelserne for ægteskabsindgåelse i national ret,

da familielivsvurderingen

grundlæggende “is a question of facts depending upon the real existence in

practice of close personal ties”.

Derfor vil eksempelvis et par, der i deres

hjemland har indgået et religiøst ægteskab, kunne have et familieliv, der er

omfattet af artikel 8, såfremt relationen mellem parret opfylder kravene til

de facto

familieliv; også selvom det religiøse ægteskab ikke anerkendes i

national ret.

Tilsvarende gælder, hvis det pågældende par senere tager op-

hold i et andet land, f.eks. som asylansøgere eller flygtninge.

Ud fra de samme betragtninger vil ægteskaber indgået af mindreårige kunne

være omfattet af artikel 8. Dette understøttes af, at der hverken i ordlyden af

bestemmelsen eller i retspraksis stilles krav om, at ægtefæller skal være myn-

dige for at kunne udøve familieliv. Det synes dog at fremgå af retspraksis, at

der er en aldersmæssig undergrænse. Menneskerettighedsdomstolen har i en

afvisningsafgørelse fra 2015 (Z.H.

og R.H. mod Schweiz)

udtalt, at artikel 8 ikke

forpligter en stat til at anerkende et religiøst ægteskab mellem en 14-årig og

en 18-årig.

Menneskerettighedsdomstolen lagde vægt på,

den seksuelle

lavalder i Schweiz var 16 år,

Menneskerettighedskonventionens artikel 12

om retten til at indgå ægteskab overlader det til medlemsstaterne at fastsætte

aldersgrænser for ægteskabsindgåelse,

der var tale om et sensitivt moralsk

spørgsmål, og

de schweiziske myndigheder havde foretaget en grundig

behandling af sagen.

6.2.3.2.2.

Menneskerettighedskonventionens artikel 8, stk. 2: Betingel-

serne for at gøre indgreb i familieliv

Det forhold, at et par har stiftet et familieliv, der er omfattet af Menneskeret-

tighedskonventionens artikel 8, indebærer ikke, at parret har et absolut og

ubetinget krav på beskyttelse heraf. En medlemsstat kan foretage indgreb

i familielivet i overensstemmelse med de tre betingelser i artikel 8, stk. 2,

hvorefter et indgreb skal:

– være i overensstemmelse med loven (legalitetskrav)

Abdulaziz, Cabales og Balkandali mod UK,

dom af 28 maj 1985 (9217/80; 9473/81; 9474/81), præmis

63.

Paradiso mod Italien,

dom af 24. januar 2017 (25358/12), præmis 140.

30 European Court of Human Rights: Guide on Article 8 of the European Convention on Human Rights,

para. 258. Guiden er tilgængelig på Menneskerettighedsdomstolens hjemmeside.

Z.H. og R.H. mod Schweiz,

dom af 8. december 2015 (60119/12). Sagen vedrørte adskillelse af et asylpar

efter Dublin-forordningen. Parret fik efterfølgende asyl i Schweiz.

Z.H. og R.H. mod Schweiz,

dom af 8. december 2015 (60119/12), præmis 44.

552

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Danmarks internationale forpligtelser

– varetage ét eller flere af de opregnede lovlige hensyn (krav om lovligt

formål)

– være nødvendigt i et demokratisk samfund (proportionalitetskrav)

Der redegøres nærmere for de tre betingelser nedenfor.

Det retligt relevante tidspunkt for vurderingen af, om betingelserne er opfyldt,

er det tidspunkt, hvor de nationale myndigheder træffer afgørelse om at fore-

tage indgreb i familielivet.

En sådan vurdering forudsætter nødvendigvis en

forudgående eller samtidig vurdering af, om de relevante personer har stiftet et

familieliv i bestemmelsens forstand. Ved indgreb af en længere varighed skal

indgrebsbetingelserne være opfyldt i hele tidsperioden, og myndighederne vil

være forpligtet til løbende at påse dette.

6.2.3.2.2.1. Legalitetskravet

Menneskerettighedskonventionens legalitetskrav minder om det hjemmels-

krav, der udspringer af det offentligretlige legalitetsprincip i dansk ret.

Det

indeholder to led, hvis udmøntning i konkrete sager beror på sagens omstæn-

digheder, herunder navnlig karakteren af det konkrete indgreb (intensitets-

betragtninger), og hvilke offentlige og private interesser der er på spil.

Som

det er tilfældet i relation til hjemmelskravet i dansk ret, skærpes de krav, der

følger af Menneskerettighedskonventionens legalitetskrav, når der er tale om

intensive og byrdefulde indgreb i en beskyttet rettighed.

For det første indeholder legalitetskravet et hjemmelskrav, hvorefter et ind-

greb skal have grundlag i og være foretaget i overensstemmelse med materi-

elle og processuelle regler i national ret.

Det kræves ikke, at hjemlen er en

egentlig lov, idet eksempelvis retspraksis, bekendtgørelser eller andre typer

af administrative forskrifter kan opfylde kravet.

33 Jon Fridrik Kjølbro, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention – for praktikere, 5. udgave (2020),

side 839 og 849.

34 Niels Fenger, Menneskerettighedskonventionen og dens betydning for dansk forvaltningsret, UfR

2018B.233.

35 Jon Fridrik Kjølbro, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention – for praktikere, 5. udgave (2020),

side 841.

36 Se afsnit 6.3.5.2 vedrørende hjemmelskravet i dansk ret.

Silver m.fl. mod UK,

dom af 25. marts 1983 (5947/72 m.fl.), præmis 86.

Sunday Times mod UK,

dom af 26. april 1979 (6538/74), præmis 47.

553

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Det retlige grundlag for kommissionens vurderinger

Menneskerettighedsdomstolen har accepteret, at cirkulæreskrivelser, instruk-

ser eller lignende udstedt af en overordnet administrativ myndighed til en

underordnet myndighed om administrativ praksis eller interne regler, der

regulerer forhold i en institution (anstaltsanordninger mv.), vil kunne opfylde

legalitetskravets første led.

Et eksempel herpå er

Sahin mod Tyrkiet,

hvor

hjemlen for regulering af adgangen til at bære islamisk hovedtørklæde på

universiteter var et cirkulære udstedt med hjemmel i lov og fortolket i offent-

liggjort national retspraksis.

Et andet eksempel er

Doerga mod Holland,

hvor

et offentliggjort cirkulære sammenholdt med fængselsmyndigheders interne

forskrifter udstedt med hjemmel heri, som var fortolket af den hollandske

højesteret, fandtes at opfylde hjemmelskravet.

For det andet indeholder legalitetskravet kvalitative krav til det nationale

hjemmelgrundlag, der skal være både tilgængeligt (”accessible”) og forudsi-

geligt (”foreseeable”).

De præcise krav til tilgængelighed og forudsigelighed

i konkrete sager afhænger af ”the content of the instrument in question, the

field it is designed to cover and the number and status of those to whom it

is addressed”.

Tilgængelighedskravet indebærer et krav om offentliggørelse af hjemmels-

grundlaget, men der stilles ikke krav til måden, hvorpå dette sker.

Kravet

har navnlig selvstændig betydning i sager, hvor hjemmelsgrundlaget udgøres

af retspraksis eller af administrative forskrifter, der ikke offentliggøres auto-

matisk via officielle kanaler.

39 Jon Fridrik Kjølbro, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention – for praktikere, 5. udgave (2020),

side 838 med henvisning til bl.a.

Leander mod Sverige,

dom af 26. marts 1987 (9248/81), præmis 51 og 54,

Silver m.fl. mod UK

(5947/72 m.fl.), dom af 25. marts 1983, præmis 88.

Leyla Sahin mod Tyrkiet,

dom af 10. november 2005 (4477/98), præmis 93.

Doerga mod Holland,

dom af 27. april 2004 (50210/99), præmis 46-48, hvor Den Europæiske Men-

neskerettighedsdomstol ikke fandt anledning til at tilsidesætte den hollandske højesterets vurdering af, at

indgrebet havde hjemmel.

Sunday Times mod UK,

dom af 26. april 1979 (6538/74), præmis 49, og

Leyla Sahin mod Tyrkiet,

dom

af 10. november 2005 (4477/98), præmis 84.

Groppera Radio m.fl. mod Schweiz,

dom af 28. marts 1990 (10890/84), præmis 68.

Groppera Radio m.fl. mod Schweiz,

dom af 28. marts 1990 (10890/84), præmis 49, og

Amuur mod

Frankrig,

dom af 26. juni 1996 (19776/92), præmis 53-54.

45 Jon Fridrik Kjølbro, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention – for praktikere, 5. udgave (2020),

side 840.

554

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Danmarks internationale forpligtelser

Lebois mod Bulgarien

udtalte Menneskerettighedsdomstolen, at tilgængelig-

hedskravet ikke er opfyldt, ”if points which cannot be satisfactorily resolved

on the basis of the substantive law are set out in internal orders of which

the detainees have not been made sufficiently aware”.

I sagen var der lov-

bemyndigelse til, at der af den bulgarske kriminalforsorg kunne fastsættes

regler om varetægtsfængsledes adgang til besøg og telefonsamtaler, hvilket

var sket helt overordnet i en offentliggjort bekendtgørelse, hvorimod den

konkrete regulering af, hvornår og hvordan indgrebene kunne foretages, var

indeholdt i to cirkulærer, der hverken var offentliggjorte eller på anden vis

var gjort tilgængelige for varetægtsfængslede. Derfor var legalitetskravet ikke

opfyldt, og Menneskerettighedskonventionens artikel 8 fandtes krænket.

Se tilsvarende

Khokhlich mod Ukraine

om en ikke-offentliggjort instruks, der

regulerede forholdene for indsatte i landets fængsler,

Leander mod Sverige,

hvor alene den offentliggjorte del af instrukser fra den svenske regering til et

nationalt politinævn om sagsbehandling (i sager om registrering og sletning

af personoplysninger i et hemmeligt politiregister) kunne indgå i vurderingen

af, om tilgængelighedskravet var opfyldt.

Om forudsigelighedskravet – der grundlæggende skal beskytte individer mod

vilkårlige indgreb i deres familie- eller privatliv – har Menneskerettigheds-

domstolen udtalt, at det afgørende er, om hjemmelsgrundlaget er udformet

med tilstrækkelig præcision til, at individer, om nødvendigt med relevant

bistand, i en rimelig grad kan forudse konsekvenserne af en given handling.

Menneskerettighedsdomstolen har også udtalt, at kravets nærmere indhold

beror på ”indgrebets karakter, det relevante retsområde og antallet og karak-

teren af de berørte personer”.

Skønsmæssige retsregler kan opfylde forudsigelighedskravet, da Menneskeret-

tighedsdomstolen anerkender, at der kan være et reelt behov for at anvende

retsregler på individuelle og omskiftelige omstændigheder.

Det er dog en

Lebois mod Bulgarien,

dom af 10. oktober 2017 (67482/14), præmis 66.

Lebois mod

Bulgarien, dom af 10. oktober 2017 (67482/14), præmis 67-69.

Khokhlich mod Ukraine,

dom af 29. april 2003 (41707/98), præmis 207-209, jf. præmis 113.

Leander mod Sverige,

dom af 26. marts 1987 (9248/81), præmis 54, hvor Menneskerettighedsdomstolen

anførte, at ”only one is public and hence sufficiently accessible to be taken into account”.

Sunday Times mod UK,

dom af 26. april 1979 (6538/74), præmis 49.

Vogt mod Tyskland,

dom af 26. september 1995 (17851/91), præmis 48.

Kruslin og Huvig mod Frankrig,

domme af 24. april 1990 (11801/85 og 11105/84), præmis 29 og 30, og

De Tommaso mod Italien,

dom af 23. februar 2017 (43395/09), præmis 107-109.

555

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Det retlige grundlag for kommissionens vurderinger

betingelse, at grænserne for skønnets anvendelse fremgår af selve bestemmel-

sen eller af (tilgængelige) forarbejder, administrative forskrifter, retspraksis

eller lignende.

I førnævnte

Doerga mod Holland

konkluderede Menneskerettighedsdomsto-

len, at forudsigelighedskravet ikke var opfyldt, da hverken det offentliggjor-

te cirkulære eller de interne fængselsregler indeholdt præcise retningslinjer

for, under hvilke omstændigheder der kunne ske indgreb i indsattes med-

delelseshemmelighed, hvorfor hjemmelgrundlaget ikke i tilstrækkelig grad

ydede beskyttelse mod vilkårlige indgreb.

Omvendt accepterede Menne-

skerettighedsdomstolen i sagerne

Landvreugd

Olivieira mod Holland,

en bred skønsmæssig lovbestemmelse opfyldte forudsigelighedskravet.

Med henblik på ”opretholdelse af ro og orden” gav bestemmelsen den lokale

borgmester beføjelser til at udstede forskelligartede pålæg af varierende in-

tensitet (bl.a. opholdsforbud i bydele), som kunne håndhæves af politiet.

Menneskerettighedsdomstolen lagde afgørende vægt på, at retspraksis om

bestemmelsens fortolkning var offentliggjort, og at myndighederne gennem

en lang årrække havde fulgt en fast, offentliggjort praksis om bestemmelsens

konkrete anvendelse.

Yderligere fremhævede Menneskerettighedsdomsto-

len, at der var tilstrækkelige processuelle garantier i hollandsk ret til at sikre

mod vilkårlighed.

I tillæg til den materielle regulering af skønnet lægger Menneskerettigheds-

domstolen, som det fremgår af

Landvreugd

Olivieira mod Holland,

ved

bedømmelsen af forudsigelighedskravet tillige vægt på den processuelle be-

skyttelse af individer mod vilkårlige indgreb i forbindelse med myndigheders

skønsudøvelse, herunder om der er givet tilstrækkelig begrundelse for og

De Tommaso mod Italien,

dom af 23. februar 2017 (43395/09), præmis 109, hvor det også anføres, at

”the detailed procedures and conditions to be observed do not necessarily have to be incorporated in rules

of substantive law”.

Doerga mod Holland,

dom af 27. april 2004 (50210/99), præmis 52-54.

Landvreugd og Olivieira mod Holland,

domme af 4. juni 2002, (37331/97 og 33129/96). Dommene er i

al væsentligt ens.

Landvreugd mod Holland,

dom af 4. juni 2002 (37331/97), præmis 29-31.

Landvreugd mod Holland,

dom af 4. juni 2002 (37331/97), præmis 29-31.

Landvreugd mod Holland,

dom af 4. juni 2002 (37331/97), præmis 65.

556

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Danmarks internationale forpligtelser

orientering om et indgreb.

Menneskerettighedsdomstolen stiller således krav

om, at der ved indgreb i privat- og familieliv, der er baseret på et hjemmels-

grundlag, som nødvendiggør skøn, er ”passende” garantier, der – afhængigt

af arten og omfanget af indgrebet – kan indebære krav om domstolskontrol

eller anden form for uafhængig prøvelse af indgrebets lovlighed.

6.2.3.2.2.2. Kravet om lovligt formål

Det fremgår af Menneskerettighedskonventionens artikel 8, stk. 2, at et ind-

greb i en rettighed beskyttet af bestemmelsen skal være begrundet i ”den natio-

nale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at

forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden,

eller for at beskytte andres ret og frihed”. Opregningen er udtømmende, og

ifølge Menneskerettighedsdomstolen skal hensynene fortolkes indskrænken-

de i lyset af, at der er tale om en undtagelsesbestemmelse.

Alligevel giver denne indgrebsbetingelse sjældent anledning til tvivl, da hen-

synene er formuleret bredt og derfor kan omfatte langt de fleste situationer,

hvor nationale myndigheder har et legitimt behov for at foretage begrænsnin-

ger eller indgreb i de konventionssikrede rettigheder.

Der ses ikke at være

eksempler fra retspraksis vedrørende artikel 8 på, at Menneskerettighedsdom-

stolen har afvist et formål påberåbt af en stat.

I sager af udlændingeretlig karakter er de hyppigt påberåbte – og anerkend-

te – formål hensyn til immigrationskontrol

og kriminalitetshåndhævelse

(forebyggelse af uro eller forbrydelse).

Der foreligger så vidt ses ikke eksem-

pler fra retspraksis, hvor hensyn til forebyggelse af tvang i ægteskaber eller

59 Jon Fridrik Kjølbro, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention – for praktikere, 5. udgave (2020),

side 842-843, og

Solska og Rybicka mod Polen,

dom af 20. september 2018 (30497/17 og 31083/17), præmis

113, hvor Menneskerettighedsdomstolen udtalte, at der ”must be safeguards to ensure that the discretion

left to the executive is exercised in accordance with the law and without abuse of power”.

Solska og Rybicka mod Polen,

dom af 20. september 2018 (30497/17 og 31083/17), præmis 113 med

yderligere henvisninger til retspraksis. Se nærmere om processuelle garantier i afsnit 6.2.3.2.3 nedenfor.

61 Louise Halleskov m.fl., Folkeret og Internationale Menneskerettigheder, 1. udgave (2019), side 318, og

Nolan og K mod Rusland,

dom af 12. februar 2009 (2512/04), præmis 68-75.

S.A.S. mod Frankrig,

dom af 1. juli 2014 (43835/11), præmis 114 vedrørende den tilsvarende betingelse

i Menneskerettighedskonventionens artikel 9, stk. 2.

Jeunesse mod Holland,

dom af 3. oktober 2014 (12738/10), præmis 100, og

Tuquabo-Tekle mod Holland,

dom af 1. december 2005 (60665/00), præmis 44. I disse sager – og øvrige vedrørende familiesammenføring

– tager Menneskerettighedsdomstolen normalt stilling til det lovlige formål som led i prøvelsen af omfanget

af den positive statslige forpligtelse efter Menneskerettighedskonventionens artikel 8.

Salem mod Danmark,

dom af 1. december 2016 (77036/11), præmis 61.

557

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Det retlige grundlag for kommissionens vurderinger

samlivsforhold er påberåbt. Derimod foreligger der retspraksis om staters po-

sitive pligt til at beskytte private mod chikane eller fysiske overgreb fra andre

private (beskyttelse af andres rettigheder og pligter), herunder beskyttelse af

personer mod nuværende eller tidligere partnere.

Endvidere har Menne-

skerettighedsdomstolen understreget, som nævnt ovenfor i afsnit 6.2.3.1, at

staterne har en særlig forpligtelse til at beskytte mindreårige asylansøgere

grundet disses særlige sårbare situation.

Hvis et indgreb i et familieliv ikke varetager et lovligt formål, er det allerede

af den grund i strid med artikel 8.

Det forekommer, at Menneskerettigheds-

domstolen – i stedet for at tage endelig stilling til kravet om lovligt formål

– giver udtryk for, at et formål er ”tvivlsomt”, ”meget tvivlsomt” eller giver an-

ledning til ”betydelig tvivl” og herefter foretager en bedømmelse af betingelsen

om proportionalitet, hvor det pågældende formål tillægges begrænset vægt.

6.2.3.2.2.3. Nødvendigt i et demokratisk samfund (proportionalitetskrav)

Kravet om, at et indgreb i personers privatliv eller familieliv skal være ”nød-

vendigt i et demokratisk samfund”, indebærer for det første, at et indgreb skal

modsvare et ”presserende socialt behov”. Ifølge Menneskerettighedsdomstolen

er det ikke tilstrækkeligt, at indgrebet kan anses for samfundsmæssigt hen-

sigtsmæssigt eller ønskeligt, men omvendt forudsættes det ikke, at indgrebet

skal være uomgængeligt nødvendigt.

For det andet kræves, at indgrebet er

proportionalt i forhold til det lovlige formål, der forfølges.

Menneskerettig-

hedsdomstolen formulerer det normalt således, at der skal være en rimelig ba-

lance (”fair balance”) mellem det formål, der søges realiseret, og det anvendte

middel, som indgrebet repræsenterer.

Disse to elementer behandles normalt

samlet af Menneskerettighedsdomstolen som et proportionalitetskrav, der in-

debærer, at der skal foretages en afvejning mellem på den ene side hensynet til

Bevacqua og S mod Bulgarien,

dom af 12. juni 2008 (71127/01), præmis 77-84, og Jon Fridrik Kjølbro,

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention – for praktikere, 5. udgave (2020), side 888-892.

66 Jon Fridrik Kjølbro, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention – for praktikere, 5. udgave (2020),

side 851.

67 Jon Fridrik Kjølbro, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention – for praktikere, 5. udgave (2020),

side 851, der stiller sig kritisk over for denne fremgangsmåde, og

Khoroshenko mod Rusland,

dom af 30. juni

2015 (41418/04), præmis 114-115.

Silver m.fl. mod UK,

dom af 25. marts 1983 (5947/72 m.fl.), præmis 97. Se desuden Jonas Christoffersen,

Fair Balance: Proportionality, Subsidiarity and Primarity in the European Convention on Human Rights, 1.

udgave (2009), kapitel 2.

Silver m.fl. mod UK,

dom af 25. marts 1983 (5947/72 m.fl.), præmis 97.

Levakovic mod Danmark,

dom af 23. oktober 2018 (7841/14), præmis 38.

558

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Danmarks internationale forpligtelser

rettighedshaveren og på den anden side hensynet til de modstående interesser,

der begrunder indgrebet.

Som led i afvejningen skal det vurderes, om de an-

vendte foranstaltninger er rimelige og egnede til at opnå det lovlige formål.

Ved vurderingen af, om proportionalitetskravet er opfyldt, har staterne en

vis skønsmargin, hvis udstrækning beror på omstændighederne i den enkelte

sag, karakteren af de rettigheder, der gøres indgreb i, rettighedens betydning

for individet, indgrebets intensitet og karakteren af det lovlige formål, som

indgrebet forfølger.

Yderligere afhænger størrelsen af skønsmarginen af, om

der er tale om et retsområde, hvor der er en (nogenlunde) fælles retsopfattelse

på nationalt, regionalt eller internationalt plan.

En sådan ensartethed vil

normalt tale for en snævrere skønsmargin, hvorimod en manglende fælles

retsopfattelse vil pege i retning af en bred skønsmargin.

Herudover har karakteren og grundigheden af den nationale proces betydning

for omfanget af den nationale skønsmargin, idet en grundig og indgående

vurdering og afvejning af nødvendigheden af et indgreb foretaget af nationale

myndigheder og domstole normalt medfører, at den relevante stat overlades

en større skønsmargin (jf. afsnit 6.2.3.2.3).

Der foreligger ikke retspraksis fra Menneskerettighedsdomstolen, der direkte

tager stilling til fortolkningen af artikel 8 i sager om indkvartering af asylan-

søgere (mindreårige eller ej). Herunder ses der ikke at være retspraksis om

adskillelse under asylprocessen af ægtefæller eller samlevende, hvor en eller

begge er mindreårige, ud fra hensyn til at beskytte den mindreårige mod

71 Jon Fridrik Kjølbro, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention – for praktikere, 5. udgave (2020),

side 851-857, og Louise Halleskov m.fl., Folkeret og Internationale Menneskerettigheder, 1. udgave (2019),

side 319-322.

72 Jon Fridrik Kjølbro, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention – for praktikere, 5. udgave (2020),

side 851-857, og Louise Halleskov m.fl., Folkeret og Internationale Menneskerettigheder, 1. udgave (2019),

side 319-322.

73 Jon Fridrik Kjølbro, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention – for praktikere, 5. udgave (2020),

side 851-857, og Louise Halleskov m.fl., Folkeret og Internationale Menneskerettigheder, 1. udgave (2019),

side 319-322. Se desuden Jens Elo Rytter, Individets Grundlæggende Rettigheder, 3. udgave (2019), side

115-118.

Goodwin mod UK,

dom af 11. juli 2002 (28957/95), præmis 84-85. Se Kapotas og Tzevelekos (red.),

Building Consensus on European Consensus, 1. udgave (2019), og Jon Fridrik Kjølbro, Den Europæiske

Menneskerettighedskonvention – for praktikere, 5. udgave (2020), side 853.

75 Jon Fridrik Kjølbro, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention – for praktikere, 5. udgave (2020),

side 852-853, og Louise Halleskov m.fl., Folkeret og Internationale Menneskerettigheder, 1. udgave (2019),

side 321-322.

559

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Det retlige grundlag for kommissionens vurderinger

samlivstvang. Som nævnt ovenfor i afsnit 6.2.3.1 har Menneskerettigheds-

domstolen dog gentagne gange understreget, at asylansøgere er en ”sårbar

persongruppe”, der har brug for særlig beskyttelse, hvilket særligt gælder

mindreårige asylansøgere, og domstolen har endvidere påpeget, at familiens

enhed er en essentiel ret for flygtninge.

Ved proportionalitetsafvejningen i sager om adskilt indkvartering af asylpar,

hvor den ene er mindreårig, er det dog nærliggende at søge inspiration i de

kriterier, der fremgår af Menneskerettighedsdomstolens øvrige retspraksis

vedrørende artikel 8’s familielivsbeskyttelse på udlændingeområdet, herunder

sager om familiesammenføring. Følgende faktorer kan derfor spille en rolle

for, om et indgreb i personers familieliv i form af en adskillelse fra en ægte-

fælle eller samlever mod de pågældendes vilje konkret må anses for at være

proportionalt: (i) den tidsmæssige udstrækning af adskillelsen, herunder om

der foretages løbende vurderinger af indgrebets aktuelle nødvendighed; (ii)

familiens mulighed for kontakt under adskillelsen; (iii) sagkyndige vurderin-

ger af familiens fysiske og mentale trivsel (da asylansøgere generelt anses som

en sårbar persongruppe, er det nødvendigt at få belyst adskillelsens konkrete

indvirkning); (iv) de processuelle garantier forbundet med indgrebet, jf. afsnit

6.2.3.2.3, og; (v); hensyn til eventuelle mindreårige fællesbørns tarv, hvilket

skal tillægges ”afgørende betydning”.

Noget tilsvarende må antages at gælde,

hvis et par venter fælles barn (graviditet).

Herudover skal karakteren og vægten af det lovlige formål, der begrunder det

konkrete indgreb i familielivet, vurderes i lyset af den enkelte sags omstæn-

digheder. Ved proportionalitetsafvejningen er det således ikke tilstrækkeligt,

at et indgreb er begrundet i et formål, der generelt er lovligt og tungtvejen-

de, idet Menneskerettighedsdomstolen stiller krav om, at indgrebet konkret

skal være sagligt, rimeligt og egnet. Dette fremgår eksempelvis af

Biao mod

Danmark,

hvor Menneskerettighedsdomstolens Storkammer konkluderede, at

den forskelsbehandling i relation til familiesammenføring mellem forskellige

grupper af danske statsborgere, som den dagældende 28-års-regel i udlændin-

geloven resulterede i, var i strid med diskriminationsforbuddet i Menneskeret-

76 Eksempelvis

Neulinger og Shuruk mod Schweiz,

dom af 6. juli 2010 (41615/07), præmis 135, og

Jeunesse

mod Holland,

dom af 4. december 2012 (12738/10), præmis 109. Tilsvarende General Comment nr. 14 af 29.

maj 2013 fra FN’s børnekomité, hvoraf fremgår, at hensynet til barnets tarv skal indgå med ”særlig prioriteret

vægt” i myndighedernes overvejelser, jf. afsnit 6.2.4.1 nedenfor.

560

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Danmarks internationale forpligtelser

tighedskonventionens artikel 14, jf. artikel 8.

Menneskerettighedsdomsto-

len lagde vægt på, at de af den danske regering påberåbte formål, der normalt

anses for lovlige i udlændingeretlige sager (immigrationskontrol, integration

mv.), ikke kunne retfærdiggøre forskelsbehandlingen, da de ikke var kon-

kret underbyggede. Menneskerettighedsdomstolen anførte, at 28-års-reglen

var baseret på generelle, ”spekulative” argumenter om integrationsevne og

ægteskabsmønstre blandt personer med anden etnisk oprindelse end dansk,

hvilket afskar en konkret vurdering.

I tilknytning hertil udtalte domstolen,

at generelle forudindtagede antagelser eller fremherskende sociale fordomme

i et givet land ikke kan retfærdige forskelsbehandling.

6.2.3.2.3. Processuelle garantier og betydningen af den nationale proces

Selvom det ikke fremgår udtrykkeligt af bestemmelsens ordlyd, stiller Men-

neskerettighedskonventionens artikel 8 krav til den nationale proces, der fø-

rer til indgreb i et familieliv. Det følger af Menneskerettighedsdomstolens

retspraksis, at bestemmelsen indebærer en række processuelle garantier, der

skal bidrage til at beskytte individer mod vilkårlige indgreb.

Konkret har

Menneskerettighedsdomstolen udtalt, at den nationale beslutningsproces skal

være fair og tilstrækkelig til at sikre overholdelse af artikel 8.

Ved bedømmelsen af, om det processuelle aspekt af artikel 8 er opfyldt, vur-

derer Menneskerettighedsdomstolen:

”whether, having regard to the circumstances of the case and notably

the importance of the decisions to be taken, the applicant has been in-

volved in the decision-making process to a degree sufficient to provide

him with the requisite protection of his interests.”

Biao mod Danmark,

dom af 24. maj 2016 (38590/10). Selv om dommen vedrører diskriminationsfor-

buddet i Menneskerettighedskonventionens artikel 14, er den relevant til at belyse fortolkningen af Men-

neskerettighedskonventionens artikel 8, da bestemmelsernes proportionalitetsvurdering i al væsentlighed

er ens. Såvel dommen som Menneskerettighedskonventionens artikel 14 omtales nærmere i afsnit 6.2.3.3

nedenfor.

Biao mod Danmark,

dom af 24. maj 2016 (38590/10), præmis 124-126.

Biao mod Danmark,

dom af 24. maj 2016 (38590/10), præmis 126.

80 European Court of Human Rights: Guide on Article 8 of the European Convention on Human Rights,

para. 277. Guiden er tilgængelig på Menneskerettighedsdomstolens hjemmeside.

Petrov and X mod Rusland,

dom af 23. oktober 2018 (23608/16), præmis 101. Se endvidere

Ciliz mod

Holland,

dom af 11. juli 2000 (29192/95).

Petrov and X mod Rusland,

dom af 23. oktober 2018 (23608/16), præmis 101.

561

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Det retlige grundlag for kommissionens vurderinger

De processuelle garantier kan bl.a. indebære krav om en sagsbehandling, der

fremmes med fornøden hurtighed, og en ret til begrundelse af afgørelser, der

indebærer indgreb i familielivet.

Kravene gælder desto mere i sager, der

omhandler sårbare persongrupper såsom flygtninge eller asylansøgere.

sager, der involverer mindreårige børn, er nationale myndigheder og domsto-

le forpligtede til at “place the best interests of the child at the heart of their

considerations and attach crucial weight to it”.

Såfremt nationale myndigheder eller domstole ikke i tilstrækkelig grad har

foretaget en vurdering af en afgørelses forenelighed med Menneskerettigheds-

konventionens artikel 8, vil bestemmelsen allerede af den grund kunne være

krænket.

Omvendt kan en grundig national proces have (stor) betydning for

Menneskerettighedsdomstolens prøvelsesintensitet. Menneskerettighedsdom-

stolen har således i de senere år udvist tilbageholdenhed i sin prøvelse i sager,

hvor nationale myndigheder og domstole allerede har foretaget en indgående

og omhyggelig vurdering af den påklagede sag i lyset af de relevante stan-

darder i Menneskerettighedskonventionen på det pågældende retsområde.

Denne udvikling, der er udtryk for et øget fokus fra Menneskerettighedsdom-

stolens side på subsidiaritetsprincippet, er i relation til artikel 8 og udlændin-

geområdet navnlig kommet til udtryk i retspraksis om familiesammenføring

og udvisning.

Et eksempel fra familiesammenføringsområdet er

El-Ghatet mod Schweiz

fra

2016, hvor de schweiziske myndigheder havde meddelt en 15-årige egyptisk

dreng afslag på familiesammenføring med sin far i Schweiz. Med henvisning

til at faren selv havde valgt at efterlade drengen i hjemlandet og først efter

83 Jon Fridrik Kjølbro, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention – for praktikere, 5. udgave (2020),

side 928-929.

Tanda-Muzinga mod Frankrig,

dom af 10. juli 2014 (2260/10) og

Mugenzi mod Frankrig,

dom af 10. juli

2014 (52701/09).

El Ghatet mod Schweiz,

dom af 8. november 2016 (56971/10), præmis 46, og

Mandet mod Frankrig,

dom

af 14. januar 2016 (30955/12), præmis 56-57. Se nedenfor i afsnit 6.2.4.

86 Eksempelvis

Paposhvili mod Belgien,

dom af 13. december 2016 (41738/10), præmis 225-226, og

Ghatet mod Schweiz,

dom af 8. november 2016 (56971/10), præmis 53-54.

87 Eksempelvis

Z.H. og R.H. mod Schweiz,

afgørelse af 8. december 2015 (60119/12), der er omtalt i afsnit

6.2.3.2.1. ovenfor.

Ndidi mod UK,

dom af 14. september 2017 (41215/14), og

El Ghatet mod Schweiz,

dom af 8. november

2016 (56971/10). Om udvisningsretspraksis, se bl.a. Jens Elo Rytter, Udvisning af kriminelle udlændinge og

EMRK artikel 8 – Menneskerettighedsdomstolen knæsætter bred skønsmargin for staterne, Juristen, nr. 5,

2017, side 164-172, og Johan Næser og Mikkel Lindberg Lauersen, Udvisning på grund af strafbart forhold

– Levakovic mod Danmark og Assem Hassan Ali mod Danmark, Juristen, nr. 6, 2020.

562

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Danmarks internationale forpligtelser

en årrække havde søgt om familiesammenføring, og at drengen, der var rela-

tivt gammel, fortsat kunne bo sammen med moren i hjemlandet, indikerede

Menneskerettighedsdomstolen, at afslaget på familiesammenføring ikke var

i strid med artikel 8.

Alligevel var konklusionen, at artikel 8 var krænket,

da de schweiziske myndigheder og domstole ikke i tilstrækkelig grad havde

inddraget bestemmelsen, herunder hensynet til barnets tarv, ved afgørelsen

om afslag på familiesammenføring og den efterfølgende domstolsprøvelse

heraf. Menneskerettighedsdomstolen anførte følgende herom:

“Had the domestic authorities engaged in a thorough balancing of the

interests in issue, particularly taking into account the child’s best inte-

rests, and put forward relevant and sufficient reasons for their decision,

the Court would, in line with the principle of subsidiarity, consider that

the domestic authorities neither failed to strike a fair balance between

the interests of the applicants and the interest of the State, nor to have

exceeded the margin of appreciation available to them under the Con-

vention in the domain of immigration.”

På udvisningsområdet er betydningen af den nationale proces særligt kommet

til udtryk siden 2017, hvor Menneskerettighedsdomstolen i

Ndidi-dommen

fremkom med følgende generelle betragtninger om staternes skønsmargin i

relation til Menneskerettighedskonventionens artikel 8:

“in Article 8 cases the Court has generally understood the margin of ap-

preciation to mean that, where the independent and impartial domestic

courts have carefully examined the facts, applying the relevant human

rights standards consistently with the Convention and its case-law, and

adequately balanced the applicant’s personal interests against the more

general public interest in the case, it is not for it to substitute its own

assessment of the merits (including, in particular, its own assessment of

the factual details of proportionality) for that of the competent national

El Ghatet mod Schweiz,

dom af 8. november 2016 (56971/10), præmis 50-54.

El Ghatet mod Schweiz,

dom af 8. november 2016 (56971/10), præmis 52. Se endvidere

Eze mod Sverige,

afgørelse af 17. september 2019 (57750/17), præmis 55-56, hvor de svenske myndigheder havde foretaget

en tilbundsgående prøvelse i lyset af Menneskerettighedskonventionens artikel 8.

563

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Det retlige grundlag for kommissionens vurderinger

authorities. The only exception to this is where there are shown to be

strong reasons for doing so.”

6.2.3.3.

Menneskerettighedskonventionens artikel 14 om forbud mod

diskrimination

Menneskerettighedskonventionens artikel 14 har følgende ordlyd:

”Nydelsen af de i denne konvention anerkendte rettigheder og friheder

skal sikres uden forskel på grund af køn, race, farve, sprog, religion,

politisk eller anden overbevisning, national eller social oprindelse, til-

hørsforhold til et nationalt mindretal, formueforhold, fødsel eller et-

hvert andet forhold.”

Menneskerettighedskonventionens artikel 14 er et accessorisk diskriminati-

onsforbud, således at det finder anvendelse, når omstændighederne i en kon-

kret sag falder inden for anvendelsesområdet af en af de øvrige bestemmelser

i Menneskerettighedskonventionen. Det er ikke en betingelse for artikel 14’s

anvendelse, at hovedbestemmelsen er krænket.

I relation til Menneskerettig-

hedskonventionens artikel 8 er det således tilstrækkeligt til at aktivere artikel

14, at den påståede diskrimination relaterer sig til familielivet i Menneskeret-

tighedskonventionens artikel 8’s forstand.

Når der skal tages stilling til, om en forskelsbehandling, der relaterer sig til

en konventionsrettighed, er ulovlig og dermed i strid med artikel 14, skal det

vurderes, om: i) der er tale om en forskelsbehandling af sammenlignelige

situationer, der ii) kan henføres til en af de forbudte diskriminationsgrunde.

I givet fald skal denne forskelsbehandling være iii) velbegrundet (forfølge et

lovligt formål og være proportional) for ikke at udgøre diskrimination i strid

med artikel 14.

Ndidi mod UK,

dom af 14. september 2017 (41215/14), præmis 76. Denne prøvelsesstandard har Menne-

skerettighedsdomstolen konsekvent fulgt siden, hvilket bl.a. er kommet til udtryk i

Levakovic mod Danmark,

dom af 23. oktober 2018 (7841/14), præmis 42.

Biao mod Danmark,

dom af 24. maj 2016 (38590/10), præmis 88 med henvisninger til yderligere rets-

praksis. Om bestemmelsen, se bl.a. Peer Lorenzen m.fl., Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

med kommentarer, 3. udgave (2011), side 962-1000; og Jon Fridrik Kjølbro, Den Europæiske Menneskeret-

tighedskonvention – for praktikere, 5. udgave (2020), side 1277-1324.

Biao mod Danmark,

dom af 24. maj 2016 (38590/10), præmis 89-90.

564

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Danmarks internationale forpligtelser

Det er klager, der har bevisbyrden for, at der er tale om sammenlignelige

situationer, der vedrører en forbudt diskriminationsgrund, mens det er den

indklagede stat, der skal bevise, at en eventuel forskelsbehandlingen forfølger

et lovligt formål og er proportional.

Bestemmelsen forbyder ulovlig forskelsbehandling af både direkte og indi-

rekte karakter. Hvor direkte forskelsbehandling følger af lovgivningen eller

fremgår af begrundelsen for en myndighedsafgørelse, foreligger der indirekte

forskelsbehandling, når en forskelsbehandling sker på baggrund af neutrale

regler, der i praksis administreres på en måde, som medfører forskelsbehand-

ling.

6.2.3.3.1. Kravet om sammenlignelige situationer

En forskelsbehandling er alene ulovlig, hvis den vedrører personer i sammen-

lignelige situationer (”other persons in an analogous or relevantly similar

situation enjoy preferential treatment”).

Selvom det ofte er ubestridt eller uproblematisk at fastslå, om der er tale om

sammenlignelige situationer, kan betingelsen i visse tilfælde give anledning til

vanskeligheder. I så fald kan der lægges vægt på, om der er en sagligt relevant

lighed (”relevantly similar situation”) mellem de situationer, for hvilke der kan

konstateres forskelsbehandling, set i lyset af den berørte konventionsrettig-

hed.

Endvidere kan der lægges vægt på genstanden og formålet med den

foranstaltning, der medfører den påståede forskelsbehandling.

6.2.3.3.2. Forbudt forskelsbehandling

Forskelsbehandling er kun i strid med artikel 14, såfremt den kan henføres

til en af de diskriminationsgrunde, som bestemmelsen forbyder. Bestemmel-

sens angivelse af forbudte grunde er dog ikke udtømmende, jf. ordlyden ”eller

ethvert andet forhold”.

Biao mod Danmark,

dom af 24. maj 2016 (38590/10), præmis 92.

Konstantin Markin mod Rusland,

dom af 22. marts 2012 (30078/06), præmis 125.

96 Louise Halleskov m.fl., Folkeret og Menneskerettigheder, 1. udgave (2019), side 416, og

Hode og Abdi

mod UK,

dom af 6. november 2012 (22341/09), præmis 50 med henvisninger til yderligere retspraksis fra

Menneskerettighedsdomstolen.

Fábián mod Ungarn,

dom af 5. september 2017 (78117/13), præmis 76.

Biao mod Danmark,

dom af 24. maj 2016 (38590/10), præmis 89.

565

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Det retlige grundlag for kommissionens vurderinger

Menneskerettighedsdomstolen har i retspraksis fortolket bestemmelsen udvi-

dende, således at den omfatter en bred vifte af forbudte forskelsbehandlings-

grunde.

De kriterier, der er blevet anset for at falde inden for bestemmel-

sens forbud, relaterer sig alle til identificerbare karakteristika hos de berørte

personer, der ikke behøver at være medfødte eller uforanderlige.

100

Artikel 14

kan derfor omfatte forskelsbehandling baseret på en status, der er etableret

gennem retlig klassificering af forskellige persongrupper i samfundet.

101

Det fremgår af retspraksis fra Menneskerettighedsdomstolen, at visse forskels-

behandlingsgrunde generelt betragtes som særligt problematiske med den

virkning, at alene meget tungtvejende grunde kan retfærdiggøre forskelsbe-

handlingen. Til disse hører nationalitet,

102

køn,

103

fødsel,

104

etnisk oprindelse

105

samt seksuel orientering og identitet,

106

der alle udgør karakteristika, som det

enkelte individ er uden indflydelse på. Også karakteristika, der knytter sig til

udøvelsen af grundlæggende civile og politiske rettigheder såsom religion og

politisk anskuelse, vil normalt nyde en særlig beskyttelse, hvis de skulle blive

anvendt som begrundelse for forskelsbehandling i relation til Menneskeret-

tighedskonventionens artikel 14.

107

6.2.3.3.3. Kravet om lovligt formål og proportionalitet

Hvis der er påvist forskelsbehandling af sammenlignelige situationer på

grundlag af en eller flere af de forbudte forskelsbehandlingsgrunde, vil der

foreligge diskrimination – og dermed krænkelse af artikel 14 – medmindre

forskelsbehandlingen har en objektiv og rimelig begrundelse. I Menneske-

rettighedsdomstolens retspraksis formuleres det således, at forskelsbehand-

lingen skal tjene et lovligt formål, og at der skal være en rimelig grad af

Carson m.fl. mod UK,

dom af 16. marts 2010 (42184/05), præmis 70, og

Biao mod Danmark,

dom af 24.

maj 2016 (38590/10), præmis 89. Se også Jon Fridrik Kjølbro, Den Europæiske Menneskerettighedskonven-

tion – for praktikere, 5. udgave (2020), side 1288-1290.

100

Biao mod Danmark,

dom af 24. maj 2016 (38590/10), præmis 89, og

Clift mod UK,

dom af 13. juli 2010

(7205/07), præmis 56-58.

101 Louise Halleskov m.fl., Folkeret og Menneskerettigheder, 1. udgave (2019), side 418.

102

Gaygusuz mod Østrig,

dom af 16. september 1996 (17371/90), præmis 42, og

Koua Poirrez mod Frankrig,

dom af 30. september 2003 (40892/98), præmis 46.

103

Konstantin Markin mod Rusland,

dom af 22. marts 2012 (30078/06), præmis 127.

104

Camp og Bourimi mod Holland,

dom af 3. oktober 2000 (28369/95), præmis 38, og

Pla og Puncernau

mod Andorra,

dom af 13. juli 2004 (69498/01), præmis 59-62.

105

Biao mod Danmark,

dom af 24. maj 2016 (38590/10), præmis 94 og 114, og

D.H. m.fl. mod Tjekkiet,

dom

af 13. november 2007 (57325/00), præmis 176.

106

Schalk og Kopf mod Østrig,

dom af 24. juni 2010 (30141/04), præmis 97.

107 Louise Halleskov m.fl., Folkeret og Menneskerettigheder, 1. udgave (2019), side 418.

566

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Danmarks internationale forpligtelser

proportionalitet mellem det lovlige formål og de anvendte midler, dvs. den

forskellige behandling af de berørte individer.

108

Der findes ikke nogen entydig angivelse af, hvilke formål der anses for lovlige

i artikel 14’s forstand, da diskriminationstesten er udviklet af Menneskeret-

tighedsdomstolen i retspraksis. Der er dog en formodning for, at formål som

dem, der efter artikel 8-11, stk. 2, kan berettige indgreb i de relevante konventi-

onsrettigheder, tillige vil være lovlige som begrundelse for forskelsbehandling

i relation til artikel 14.

109

Ved vurderingen af, om proportionalitetskravet er opfyldt, overlader Menne-

skerettighedsdomstolen normalt den indklagede stat en vis skønsmargin, hvis

rækkevidde beror på en individuel vurdering af en række faktorer, herunder

sagens omstændigheder, genstand og baggrund, og hvorvidt der er en ensartet

holdning til det relevante retsspørgsmål på nationalt, regionalt eller interna-

tionalt plan (konsensus vurdering).

110

Skønsmarginen afhænger desuden af,

hvilken af de forbudte diskriminationsgrunde der har dannet grundlag for

den påståede forskelsbehandling, og hvilket konkret formål forskelsbehand-

lingen forfølger.

Hvis der er påvist forskelsbehandling som følge af en eller flere af de særligt

problematiske forskelsbehandlingsgrunde, vil dette føre til intensiveret prø-

velse hos Menneskerettighedsdomstolen og dermed en tilsvarende indsnævret

skønsmargin for den indklagede stat. I den ovenfor i afsnit 6.2.3.2.2.3 omtalte

dom i

Biao mod Danmark

lagde Menneskerettighedsdomstolen til grund, at

klageren havde været udsat for indirekte forskelsbehandling på grundlag af

etnisk oprindelse, hvorfor den danske stat skulle påvise tvingende eller meget

tungtvejende grunde (”compelling or very weigthy reasons”) uden relation til

etnisk oprindelse for at retfærdiggøre forskelsbehandlingen af danske stats-

borgere i relation til familiesammenføring.

111

Menneskerettighedsdomstolen

fandt, at den danske stat ikke havde løftet sin bevisbyrde herfor og henviste

108 Se f.eks.

Biao mod Danmark,

dom af 24. maj 2016 (38590/10), præmis 90, og

Konstantin Markin mod

Rusland,

dom af 22. marts 2012 (30078/06), præmis 125.

109 Peer Lorenzen m.fl., Den Europæiske Menneskerettighedskonvention med kommentarer, 3. udgave

(2011), side 989 ff., og Jens Elo Rytter, Individets Grundlæggende Rettigheder, 3. udgave (2019), side 450 ff.

110

Konstantin Markin mod Rusland,

dom af 22. marts 2012 (30078/06), præmis 126, og

Biao mod Danmark,

dom af 24. maj 2016 (38590/10), præmis 93.

111

Biao mod Danmark,

dom af 24. maj 2016 (38590/10), præmis 94, 114 og 121.

567

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Det retlige grundlag for kommissionens vurderinger

bl.a. til, at forskelsbehandlingen var baseret på generelle, ”spekulative” ar-

gumenter om integrationsevne og ægteskabsmønstre blandt personer med

anden etnisk oprindelse end dansk, hvilket afskar en konkret vurdering,

112

at generelle forudindtagede antagelser eller fremherskende sociale fordomme

i et givet land ikke kan retfærdiggøre forskelsbehandling.

113

Omvendt vil det normalt udvide en stats skønsmargin, hvis den påståede

forskelsbehandling er begrundet i varetagelsen af overordnede sociale og øko-

nomiske fordelingshensyn i samfundet.

114

6.2.4.

6.2.4.1.

FN’s børnekonvention

Relevante materielle bestemmelser og Børnekomitéens fortolk-

ning heraf

Det fremgår af præamblen til FN’s børnekonvention, at ”familien som den

grundlæggende enhed i samfundet og naturlige ramme for alle sine medlem-

mers og særligt børns vækst og trivsel bør gives den nødvendige beskyttelse

og hjælp,” og at ”barnet med henblik på fuld og harmonisk udvikling af sin

personlighed bør vokse op i et familiemiljø.”

FN’s børnekonventions artikel 1 definerer, hvad der skal forstås ved et ”barn”:

”I denne konvention forstås ved et barn ethvert menneske under 18 år,

medmindre barnet bliver myndigt tidligere efter den lov, der gælder

for barnet.”

Børnekomitéen har i sine generelle bemærkninger til Børnekonventionen nr.

6 af 1. september 2005 om behandlingen af uledsagede mindreårige og sepa-

rerede børn, der opholder sig uden for deres oprindelsesland, pkt. 9, udtalt:

”This means that any instruments governing children in the territory of

the State cannot define a child in any way that deviates from the norms

determining the age of majority in that State.”

112

Biao mod Danmark,

dom af 24. maj 2016 (38590/10), præmis 125-126 og 138, jf. præmis 93.

113

Biao mod Danmark,

dom af 24. maj 2016 (38590/10), præmis 126.

114

Burden mod UK,

dom af 29. april 2008 (13378/05), præmis 60 og 62-66, og

Biao mod Danmark,

dom af

24. maj 2016 (38590/10), præmis 93.

568

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Danmarks internationale forpligtelser

Af FN’s børnekonvention artikel 2, stk. 1, fremgår:

”Deltagerstaterne skal respektere og sikre de rettigheder, der er fastsat

i denne konvention, for ethvert barn inden for deres jurisdiktion, uden

forskelsbehandling af nogen art og uden hensyn til barnets eller dettes

forældres eller værges race, hudfarve, køn, sprog, religion, politiske eller

anden anskuelse, national, etnisk eller social oprindelse, formueforhold,

handicap, fødsel eller anden stilling.”

I Børnekomitéens generelle bemærkninger til Børnekonventionen nr. 22 af

16. november 2017 om de generelle principper vedrørende børns menne-

skerettigheder i relation til international migration, pkt. 9, anføres følgende:

“The non-discrimination principle of the Convention on the Rights

of the Child obliges States parties to respect and ensure the rights set

forth in the Convention to all children, whether they are considered,

inter alia, migrants in regular or irregular situations, asylum seekers,

refugees, stateless and/or victims of trafficking, including in situations

of return or deportation to the country of origin, irrespective of the

child’s or the parents’ or legal guardians’ nationality, migration status

or statelessness.”

FN’s Børnekonventions artikel 3, stk. 1, fastslår hensynet til barnets tarv:

”I alle foranstaltninger vedrørende børn, hvad enten disse udøves

af offentlige eller private institutioner for socialt velfærd, domstole,

forvaltningsmyndigheder eller lovgivende organer, skal barnets tarv

komme i første række.”

Den nærmere fortolkning og anvendelse af denne bestemmelse er nærmere

beskrevet i bl.a. Børnekomitéens generelle bemærkninger nr. 14 af 29. maj

2013 om barnets tarv. Heraf fremgår, at bestemmelsen indebærer en forplig-

telse til at inddrage hensynet til barnets tarv i alle sager, hvor konventionen

finder anvendelse. Dette gælder særligt i sager vedrørende adskillelse af børn

fra deres forældre.

115

Det anføres, at det forhold, at barnets tarv skal ”komme

115 Generelle bemærkninger nr. 22 af 16. november 2017 fra FN’s børnekomité (on the general principles

regarding human rights of children in the context of international migration), pkt. 32.

569

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Det retlige grundlag for kommissionens vurderinger

i første række”, betyder, at staterne har en forpligtelse til at tillægge barnets

tarv en særlig stor vægt sammenlignet med andre hensyn. Samtidig under-

streges det, at det ikke indebærer, at ethvert andet hensyn skal tilsidesættes

til fordel for barnets tarv, når der består en konflikt mellem barnets tarv og

andre legitime hensyn og rettigheder:

”However, since article 3, paragraph 1, covers a wide range of situa-

tions, the Committee recognizes the need for a degree of flexibility

in its application. The best interests of the child – once assessed and

determined – might conflict with other interests or rights (e.g. of other

children, the public, parents, etc.). Potential conflicts between the best

interests of a child, considered individually, and those of a group of chil-

dren or children in general have to be resolved on a case-by-case basis,

carefully balancing the interests of all parties and finding a suitable

compromise. The same must be done if the rights of other persons are

in conflict with the child’s best interests. If harmonization is not pos-

sible, authorities and decision-makers will have to analyse and weigh

the rights of all those concerned, bearing in mind that the right of the

child to have his or her best interests taken as a primary consideration

means that the child’s interests have high priority and not just one of

several considerations. Therefore, a larger weight must be attached to

what serves the child best.”

116

Det fremgår også af Børnekomitéens generelle bemærkninger nr. 14 af 29. maj

2013, at konventionens artikel 3, stk. 1, medfører en forpligtelse for myndig-

hederne til at redegøre for, hvordan barnets tarv er blevet undersøgt, vurderet

og afvejet, når der træffes afgørelser, hvor konventionen finder anvendelse.

Desuden fremgår det, at ”barnets tarv” skal vurderes konkret fra sag til sag på

grundlag af hver enkelt barns individuelle situation og behov.

117

Af Børnekomitéens generelle bemærkninger, nr. 22 af 16. november 2017

om de generelle principper vedrørende børns menneskerettigheder i relati-

on til international migration, pkt. 30, fremgår følgende om betydningen af

barnets tarv:

116 Generelle bemærkninger nr. 14 af 29. maj 2013 fra FN’s børnekomité om barnets tarv, pkt. IV, A, 4.

117 Generelle bemærkninger nr. 14 af 29. maj 2013 fra FN’s børnekomité om barnets tarv, pkt. IV, A, 3, og

pkt. V, A.

570

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Danmarks internationale forpligtelser

”In particular, the best interests of the child should be ensured explicitly

through individual procedures as an integral part of any administrative

or judicial decision concerning the entry, residence or return of a child,

placement or care of a child, or the detention or expulsion of a parent

associated with his or her own migration status.”

Herudover fastslås princippet om ”family unity”, jf. også FN’s børnekonventi-

ons artikel 9, som et grundlæggende princip for varetagelse af barnets tarv.

118

I sager om adskillelse af børn fra deres forældre skal staten, hvis det er muligt,

inddrage fagpersoner i denne vurdering bl.a. for at sikre, at barnets tarv ikke

kan varetages på andre måder end adskillelse af barnet fra dets forældre, jf.

også artikel 9. I sager, hvor børn adskilles fra deres forældre, har staten pligt

til at sikre, at barnet bevarer kontakten og forholdet til sine forældre og sin

familie, jf. også artikel 9, stk. 3.

119

Af FN’s børnekonventions artikel 9, stk. 1-3, fremgår således:

”Deltagerstaterne skal sikre, at barnet ikke adskilles fra sine forældre

mod deres vilje, undtagen når kompetente myndigheder, hvis afgørelse

er undergivet retlig prøvelse, i overensstemmelse med gældende lov og

praksis bestemmer, at en sådan adskillelse er nødvendig af hensyn til

barnets tarv. En sådan beslutning kan være nødvendig i særlige tilfælde,

f.eks. ved forældres misbrug eller vanrøgt af barnet, eller hvor foræl-

drene lever adskilt og der skal træffes beslutning om barnets bopæl.

Stk. 2.

I behandlingen af enhver sag i medfør til stykke 1 skal alle

interesserede parter gives mulighed for at deltage i sagsbehandlingen

og fremføre deres synspunkter.

Stk. 3.

Deltagerstaterne skal respektere retten for et barn, der er

adskilt fra den ene eller begge forældre, til at opretholde regelmæssig

personlig forbindelse og direkte kontakt med begge forældre, undtagen

hvis dette strider mod barnets tarv.”

Af FN’s børnekonventions artikel 12 fremgår:

118 Generelle bemærkninger nr. 14 af 29. maj 2013 fra FN’s børnekomité om barnets tarv, pkt. V, A, 1, C.

119 John Tobin og Judy Cashmore, ”The Right Not to Be Separated From Parents” i John Tobin, The UN

Convention on the Rights of the Child – A Commentary, 1. udgave (2019), side 320 og 329 ff.

571

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Det retlige grundlag for kommissionens vurderinger

”Deltagerstaterne skal sikre et barn, der er i stand til at udforme sine

egne synspunkter, retten til frit at udtrykke disse synspunkter i alle for-

hold, der vedrører barnet; barnets synspunkter skal tillægges passende

vægt i overensstemmelse med dets alder og modenhed.

Stk. 2.

Med henblik herpå skal barnet især gives mulighed for

at udtale sig i enhver behandling ved dømmende myndighed eller

forvaltningsmyndighed af sager, der vedrører barnet, enten direkte eller

gennem en repræsentant eller et passende organ i overensstemmelse

med de i national ret foreskrevne fremgangsmåder.”

Af FN’s børnekonventions artikel 18 fremgår:

”Deltagerstaterne skal bestræbe sig på at sikre anerkendelse af prin-

cippet om, at begge forældre har fælles ansvar for barnets opdragelse

og udvikling. Forældrene, eller i givet fald værgen, har hovedansvaret

for barnets opdragelse og udvikling. Barnets tarv skal for dem komme

i første række.

Stk. 2.

Med henblik på at sikre og fremme de rettigheder, der er

indeholdt i denne konvention, skal deltagerstaterne yde passende bi-

stand til forældre og værger ved disses udførelse af deres pligter som

opdragere af børn og skal sikre udviklingen af institutioner, ordninger

og tjenesteydelser til omsorg for børn.

Stk. 3.

Deltagerstaterne skal træffe alle passende forholdsregler

for at sikre, at børn af arbejdende forældre har ret til at nyde godt af

omsorgsforanstaltninger for børn, som de er berettigede til.”

Af FN’s børnekonventions artikel 19 fremgår:

”Deltagerstaterne skal træffe alle passende lovgivningsmæssige,

administrative, sociale og uddannelsesmæssige forholdsregler til be-

skyttelse af barnet mod alle former for fysisk eller psykisk vold, skade

eller misbrug, vanrøgt eller forsømmelig behandling, mishandling eller

udnyttelse, herunder seksuelt misbrug, medens barnet er i forældrenes,

værgens eller andre personers varetægt.

Stk. 2.

Sådanne beskyttende foranstaltninger bør i passende omfang

omfatte virkningsfulde retningslinier, såvel for udformning af sociale

programmer, der kan yde den nødvendige støtte til barnet og til dem,

der har barnet i deres varetægt, som til andre former for forebyggelse

572

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Danmarks internationale forpligtelser

og identifikation, rapportering, henvisning, undersøgelse, behandling

og opfølgning af tilfælde af børnemishandling som beskrevet ovenfor

og om nødvendigt til retsforfølgelse.”

Herudover beskytter FN’s børnekonvention børns ret til liv og udvikling (ar-

tikel 6) samt ret til sundhed (artikel 24). Af artikel 24, stk. 3, fremgår:

”Deltagerstaterne skal tage alle effektive og passende forholdsregler

med henblik på afskaffelse af traditionsbundne ritualer, som er skade-

lige for børns sundhed.”

Om artikel 24, stk. 3, har Børnekomitéen i de generelle bemærkninger nr.

4 af 1. juli 2003 om unges sundhed og udvikling udtalt, at bestemmelsen

indebærer en forpligtelse til at beskytte mindreårige mod bl.a. indgåelse af

tidlige ægteskaber, og at staterne bør fastsætte en minimumsalder for ind-

gåelse af ægteskab. Det anbefales, at minimumsalderen for indgåelse af æg-

teskab er 18 år. Det samme fremgår af de generelle bemærkninger nr. 18 af

14. november 2014 om skadelige ritualer (harmful practices). Heraf fremgår

det, at børneægteskaber defineres som ægteskaber, hvoraf mindst den ene af

parterne er under 18 år, og at børneægteskaber anses for at være en form for

tvangsægteskab, idet dog ægteskaber involverende personer over 16 år kan

tillades under særlige omstændigheder baseret på en konkret og individuel

modenhedsvurdering.

120

Af pkt. 53 i de samme generelle bemærkninger fremgår desuden:

”The best interests of the child and the protection of the rights of girls

and women should always be taken into consideration and the neces-

sary conditions must be in place to enable them to express their point

of view and ensure that their opinions are given due weight. Careful

consideration should also be given to the potential short-term and long-

term impact on children or women of the dissolution of child and/or

forced marriages and the return of dowry payments and bride prices.”

120 Generelle bemærkninger nr. 18 af 14. november 2014 fra FN’s børnekomité om skadelige ritualer

(harmful practices), pkt. 20.

573

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Det retlige grundlag for kommissionens vurderinger

I pkt. 55, litra p, anbefaler komitéen desuden:

”That the legislation includes mandatory restraining or protection or-

ders to safeguard those at risk of harmful practices and provides for

their safety and measures to protect victims from retribution.”

I Børnekomitéens

concluding observations on the fifth periodic report of Den-

mark

fra 26. oktober 2017 konstaterede komitéen, at Danmark ikke bedømmer

og inddrager barnets tarv i tilstrækkelig grad i asylsager.

121

På den baggrund

anbefalede komitéen, at Danmark sikrer sig, at barnets tarv kommer i første

række i alle asylsager.

122

Herudover anbefalede komitéen, at Danmark tager

alle nødvendige midler i brug for at sikre princippet om familiens enhed for

børn, som har behov for international beskyttelse, bl.a. i sager om familie-

sammenføring.

123

Der ses ikke at foreligge afgørelser, generelle bemærkninger el.lign. fra Børne-

komitéen, der i øvrigt tager stilling til problematikker relateret til indkvarte-

ring af gifte eller samlevende asylansøgere, hvor den ene part er mindreårig.

6.2.4.2.

Forholdet mellem Menneskerettighedskonventionens artikel 8

og Børnekonventionen for så vidt angår sagsområder dækket af

kommissoriet

Ved fortolkningen af Menneskerettighedskonventionen inddrager Menne-

skerettighedsdomstolen ofte andre folkeretlige konventioner af regional el-

ler international karakter, herunder EU-retten, praksis fra internationale og

regionale prøvelsesorganer eller rapporter fra internationale eller regionale

organisationer.

124

Dette er i overensstemmelse med de almindelige principper

121 ”The best interests of the child is not adequately assessed and taken into account in asylum cases,” jf.

para. 39, d.

122 ”The Committee urges the State Party to […] Ensure that the best interests of the child are a primary

consideration in all decisions and agreements in immigration cases,” jf. para. 40, d.

123 ”The Committee urges the State Party to […] Take all necessary measures to guarantee the principle of

family unity for children in need of international protection by, inter alia, increasing the age limit for children

entitled to family reunification from 15 to 18 years, repealing the provision in the Alien Act according to

which persons with temporary protection status cannot benefit from family reunification within the first

three years, and providing effective access to embassies and consulates”, cf. para. 40, f.

124 Jon Fridrik Kjølbro, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention – for praktikere, 5. udgave (2020),

side 27-32. Se også

Tarakhel mod Schweiz,

dom af 4. november 2014 (29217/12), præmis 28-36 og 47-50,

Jeunesse mod Holland,

dom af 3. oktober 2014 (12738/10), præmis 69-75, og

Biao mod Danmark,

dom af 24.

maj 2016 (38590/10), præmis 47-60.

574

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Danmarks internationale forpligtelser

for traktatfortolkning, der følger af artikel 31 i Wiener-konventionen af 23.

maj 1969 om traktatretten.

125

Inddragelsen af eksterne retskilder og materiale skyldes endvidere bl.a., at

Menneskerettighedsdomstolen søger at nå et fortolkningsresultat, der harmo-

nerer med staternes øvrige internationale forpligtelser, men også at folkeretten

og EU-retten kan indeholde specifikke normer på konkrete retsområder, der

kan støtte en bestemt fortolkning af de generelt formulerede bestemmelser

i Menneskerettighedskonventionen, herunder påvirke omfanget af staternes

skønsmargin (konsensus-betragtninger).

126

I Menneskerettighedsdomstolens retspraksis vedrørende retten til respekt for

privat- og familieliv efter Menneskerettighedskonventionens artikel 8 ind-

drages FN’s børnekonvention ofte som fortolkningsbidrag.

127

Dette gælder

også i sager af udlændingeretlig karakter vedrørende eksempelvis familiesam-

menføring eller udvisning, hvor det navnlig er FN’s børnekonventions artikel

3, stk. 1, om barnets tarv og Børnekomitéens udtalelser om bestemmelsens

materielle og processuelle implikationer, som Menneskerettighedsdomstolen

henviser til.

128

Menneskerettighedsdomstolen henviser til FN’s børnekonventions artikel 3,

stk. 1, ved fastlæggelsen af det materielle og processuelle indhold af Menneske-

rettighedskonventionens artikel 8 til støtte for synspunktet om, at hensynet til

barnet tarv er væsentligt og skal tillægges afgørende betydning i forbindelse

med alle myndighedstiltag vedrørende børn.

129

Menneskerettighedsdomsto-

len anvender normalt en standardformulering, hvor det konstateres, at der

“currently is a broad consensus – including in international law – in support

125

Golder mod UK,

dom af 21. februar 1975 (4451/70), præmis 29.

126 Jon Fridrik Kjølbro, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention – for praktikere, 5. udgave (2020),

side 27-32, og Louise Halleskov m.fl., Folkeret og Menneskerettigheder, 1. udgave (2019), side 321-322.

127

Neulinger og Shuruk mod Schweiz,

dom af 6. juli 2010 (41615/07), præmis 49-55 og 135.

128

Jeunesse mod Holland,

dom af 3. oktober 2014 (12738/10), præmis 73-75 og 109, og

Assem Hassan Ali

mod Danmark,

dom af 23. oktober 2018 (25593/14), præmis 55-56.

129

El Ghatet mod Schweiz,

dom af 8. november 2016 (56971/10), præmis 27-28 og 46-47,

Jeunesse mod

Holland,

dom af 3. oktober 2014 (12738/10), præmis 73-75 og 109, og

Nunez mod Norge,

dom af 28. juni

2011 (55597/09), præmis 84.

575

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Det retlige grundlag for kommissionens vurderinger

of the idea that in all decisions concerning children, their best interests must

be paramount”.

130

Med støtte i dette synspunkt om betydningen af hensynet til barnets tarv

har Menneskerettighedsdomstolen eksempelvis ved prøvelsen af proportio-

nalitetskravet i Menneskerettighedskonventionens artikel 8, stk. 2, fundet, at

hensyn til mindreårige børn har været så tungtvejende, at det kunne opveje

en forælders mangeårige ulovlige ophold i en stat.

131

Endvidere har Men-

neskerettighedsdomstolen udtalt, at hensynet til barnets tarv under artikel

8 har et processuelt aspekt, der indebærer, at myndighederne skal vurdere

konsekvenserne af en afgørelse (”the practicality, feasibillity and proportio-

nality”) for mindreårige børns tarv og i den vurdering inddrage faktorer som

børnenes alder, omstændighederne i de relevante stater og børns afhængighed

af forældrene.

132

Menneskerettighedsdomstolens fortolkning af betydningen af barnets tarv i

retspraksis om artikel 8 er således på linje med de standarder for og betragt-

ninger om betydningen af barnets tarv og familiens enhed, som kommer til

udtryk i FN’s børnekonvention og Børnekomitéens generelle bemærkninger,

herunder i nr. 14 af 29. maj 2013 vedrørende FN’s børnekonventions artikel

3, stk. 1, der er gennemgået i afsnit 6.2.4.1.

På den baggrund må det antages, at FN’s børnekonvention ikke selvstændigt

medfører en videre forpligtelse for danske myndigheder på sagsområder om-

fattet af kommissoriet, end hvad der følger af Menneskerettighedskonventi-

onens artikel 8. Kommissionen bemærker dog, at FN’s børnekonvention vil

kunne have relevans i sager, hvor det kan lægges til grund, at et asylpar, hvor

130

El Ghatet mod Schweiz,

dom af 8. november 2016 (56971/10), præmis 27-28 og 46-47,

Jeunesse mod

Holland,

dom af 3. oktober 2014 (12738/10), præmis 73-75 og 109, og

Nunez mod Norge,

dom af 28. juni

2011 (55597/09), præmis 84. Samtidig har Menneskerettighedsdomstolen dog også tilkendegivet, at hensy-

net til barnets tarv ikke er et trumfkort, der sikrer børn eller deres forældre en opholdsret, jf.

El-Ghatet mod

Schweiz,

dom af 8. november 2016 (56971/10), præmis 46, og at hensynet kan være mindre tungtvejende i

udvisningssager, hvor der er begået alvorlig kriminalitet, jf.

Salem mod Danmark,

dom af 1. december 2016

(77036/11), præmis 75-76.

131 Eksempelvis

Jeunesse mod Holland,

dom af 3. oktober 2014 (12738/10) og

Kaplan m.fl. mod Norge,

dom

af 24. juli 2014 (32504/11).

132

Jeunesse mod Holland,

dom af 3. oktober 2014 (12738/10), præmis 109 og 118. Se endvidere

Eze mod

Sverige,

dom af 21. juni 2016 (80529/13), præmis 47, og

El Ghatet mod Schweiz,

dom af 8. november 2016

(56971/10). I sidstnævnte anføres (præmis 46), at nationale domstole er forpligtet til at “place the best inte-

rests of the child at the heart of their considerations and attach crucial weight to it”.

576

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Forvaltningsretlige problemstillinger

den ene part er mindreårig, ikke har etableret et familieliv i Menneskerettig-

hedskonventionens artikel 8’s forstand eksempelvis som følge af, at der er tale

om et tvangsægteskab eller tvangssamliv. Den væsentligste funktion for FN’s

børnekonvention i sager vedrørende indkvartering af gifte eller samlevende

asylansøgere, hvor den ene part er mindreårig, er at udgøre et relevant, supple-

rende fortolkningsbidrag, når rækkevidden af den materielle og processuelle

beskyttelse, der følger af Menneskerettighedskonventionens artikel 8, skal

fastlægges i konkrete sager.

6.3. Forvaltningsretlige problemstillinger

6.3.1.

Indledning

Efter kommissoriet skal kommissionen bl.a. undersøge og redegøre for, om

myndighedernes administration og håndtering af sager om indkvartering af

gifte eller samlevende asylansøgere, hvor den ene part var mindreårig, er sket

i overensstemmelse med de forvaltningsretlige regler og principper.

I det følgende vil kommissionen beskrive de almindelige forvaltningsretli-

ge regler og principper, der har haft betydning for kommissionens vurde-

ring heraf. Disse udledes af lovgivningen, uskrevne retsgrundsætninger og

den standard om god forvaltningsskik, der er udviklet af ombudsmanden.

Inddragelsen af god forvaltningsskik bygger på en forudsætning om, at om-

budsmandens praksis herom har normerende indflydelse på forvaltningens

virksomhed, selvom der ikke er tale om en retligt bindende standard i tradi-

tionel forstand.

133

6.3.2.

Forvaltningens organisation og styringsforhold

Den offentlige forvaltning omfatter alle forvaltningsmyndigheder, uanset om

de hører under den statslige, regionale eller kommunale forvaltning. Inden for

den statslige forvaltning udgør et ministeriums departement og underliggende

styrelser en samlet hierarkisk organisation, hvor den enkelte ressortminister

har det øverste parlamentariske og retlige ansvar. Dette følger af grundlovens

§§

12-14, der knytter ansvaret for statsforvaltningen til ministrene som en-

keltpersoner.

133 Niels Fenger m.fl., Forvaltningsret, 1. udgave (2018), side 48 og 667-696.

577

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Det retlige grundlag for kommissionens vurderinger

Det ministerialsystem, som er forudsat i grundloven, har som konsekvens,

at den enkelte ressortminister inden for sit ressortområde kan udøve over-

ordnelsesbeføjelser over for underordnede medarbejdere og myndigheder.

Der eksisterer således et over-/underordnelsesforhold (subordinationsforhold)

mellem et ministeriums departement og underliggende organer, herunder

styrelser. I det følgende uddybes dette gennem en gennemgang af de generelle

regler, der på ulovbestemt grundlag gælder for styring inden for hierarkisk

opbyggede myndigheder (afsnit 6.3.2.1) og mellem myndigheder, der indgår

i et administrativt hierarki (afsnit 6.3.2.2). Styring anvendes her som samle-

begreb for retligt bindende ledelsesbeføjelser.

6.3.2.1.

Styringsforhold internt i hierarkisk opbyggede forvaltnings-

myndigheder

Den interne organisation i både departementer og styrelser er hierarkisk, og

der eksisterer derfor et over-/underordnelsesforhold mellem lederen og de

øvrige medarbejdere. Formelt set er det lederen, der udøver de beføjelser, som

tilkommer myndigheden, mens de øvrige medarbejdere handler på lederens

vegne i kraft af delegation.

134

Det er ensbetydende med, at lederen kan give bindende tjenestebefalinger af

både generel og konkret karakter til underordnede medarbejdere vedrørende

både formelle (sagsbehandling) og materielle (indholdsmæssige) spørgsmål.

Desuden kan lederen vælge at overtage behandlingen af en konkret sag på et

hvilket som helst tidspunkt af sagsbehandlingen (call-in), ligesom lederen –

inden for rammerne af de almindelige tilbagekaldelsesregler – kan vælge at

ændre en sag, efter at der er truffet afgørelse (omgørelse).

Ledere på lavere niveau i myndighedens hierarki (eksempelvis afdelings- eller

kontorchefer) har tilsvarende beføjelser over for lavere rangerende medarbej-

dere (eksempelvis souschefer eller fuldmægtige), så længe vedkommende age-

rer inden for de rammer, der er fastsat af ledelsen på et højere trin i hierarkiet.

134 Afsnit 6.3.2.1 er navnlig baseret på Karsten Revsbech m.fl., Forvaltningsret Almindelige emner, 6. udgave

(2016), side 19-21 og 39-44, og Sten Bønsing, Almindelig Forvaltningsret, 4. udgave (2018), side 67-69.

578

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Forvaltningsretlige problemstillinger

6.3.2.2.

Styringsforhold mellem forvaltningsmyndigheder i et admini-

strativt hierarki

De beføjelser, som en overordnet myndighed (eksempelvis et departement)

har i forhold til en underordnet myndighed (eksempelvis en styrelse) i et ad-

ministrativt hierarki, svarer i det væsentlige til de beføjelser, som tilkommer

lederen internt i en hierarkisk opbygget forvaltningsvirksomhed, jf. afsnit

6.3.2.1 ovenfor.

135

Dermed har den overordnede myndighed – i sidste ende den ansvarlige res-

sortminister – beføjelse til at meddele den underordnede myndighed både

generelle og konkrete tjenestebefalinger om både formelle og materielle

spørgsmål. Endvidere kan den overordnede myndighed af egen drift – inden

for rammerne af tilbagekaldelsesreglerne – omgøre den underordnede myn-

digheds afgørelser, og den overordnede myndighed kan i enkeltsager eller

generelt overtage kompetencen til at afgøre sager, der normalt afgøres af den

underordnede myndighed (call-in).

Hertil kommer, at den overordnede myndighed sædvanligvis er rekursorgan

i forhold til den underordnede myndigheds afgørelser.

Disse sædvanlige over-/underordnelsesbeføjelser, der i sidste ende tilkommer

en minister som den øverst ansvarlige, kan være helt eller delvist fraveget i

lovgivningen, hvilket ofte er tilfældet i praksis.

Endvidere antages subordinationsforholdet på ulovbestemt grundlag alene

at gælde ubetinget, hvor den underordnede myndigheds kompetence hviler

på delegation fra den overordnede myndighed. Hvis kompetencen derimod

hviler på originær kompetence fra lovgivningsmagten, kan over-/underord-

nelsesbeføjelserne være begrænset. Såfremt spørgsmålet ikke er adresseret

i lovgivningen, beror det på en fortolkning af den lovbestemte kompetence-

ordning, hvorvidt det traditionelle subordinationsforhold består og, i givet

fald, i hvilket omfang.

136

Fortolkningens udgangspunkt bør være grundlovens

135 Afsnit 6.3.2.2 er navnlig baseret på Karsten Revsbech m.fl., Forvaltningsret Almindelige emner, 6. ud-

gave (2016), side 22-24 og 43-48, og Jørgen Albæk Jensen og Michael H. Jensen, Overordnede myndigheders

beføjelser over for underordnede myndigheder med originær kompetence, UfR 1995B.25.

136 Dette spørgsmål er udførligt gennemgået af Jørgen Albæk Jensen og Michael H. Jensen, Overordnede

myndigheders beføjelser over for underordnede myndigheder med originær kompetence, UfR 1995B.25. Se

endvidere Karsten Revsbech m.fl., Forvaltningsret Almindelige emner, 6. udgave (2016), side 45-48.

579

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Det retlige grundlag for kommissionens vurderinger

almindelige ordning, hvorefter ministeren som følge af sit parlamentariske

og retlige ansvar har de sædvanlige instruktionsbeføjelser over for sin organi-

sation. Derfor skal lovgivningsmagten med en vis tydelighed have signaleret,

at over/-underordnelsesbeføjelserne er begrænset.

137

Det er i litteraturen anført, at det må være forholdsvis klart, at en minister

ikke kan udøve en call-in beføjelse på et område, hvor en styrelse er tillagt en

originær kompetence, da dette vil stride mod den kompetencefordeling, der

er forudsat af lovgivningsmagten.

138

Hvis den underordnede myndighed er tillagt originær kompetence, og ad-

gangen til rekurs til den overordnede myndighed samtidig er afskåret ved

lov, antages omgørelsesbeføjelsen også at være bortfaldet, da brug af denne

beføjelse i en sådan situation vil stride mod den kompetencefordeling, der er

forudsat af lovgivningsmagten, jf. det ovenfor anførte vedførende call-in-be-

føjelsen.

139

Om adgangen til at udstede konkrete tjenestebefalinger består i

denne situation, vil bero på en fortolkning af formålet med at placere den

endelige administrative kompetence hos den underordnede myndighed. Hvis

formålet er et ønske om at skåne ministeren for at træffe afgørelser i mange,

ofte teknisk prægede enkeltsager, er udgangspunktet, at adgangen til at udste-

de både generelle og konkrete tjenestebefalinger bibeholdes, men bør udøves

med tilbageholdenhed.

140

Hvis formålet derimod er at begrænse ministerens

indflydelse, antages beføjelsen til at udstede konkrete tjenestebefalinger at

være bortfaldet. Der skal dog foreligge forholdsvis sikre holdepunkter for at

antage, at det er tilfældet.

141

137 Jørgen Albæk Jensen og Michael H. Jensen, Overordnede myndigheders beføjelser over for underord-

nede myndigheder med originær kompetence, UfR 1995B.25, og Karsten Revsbech m.fl., Forvaltningsret

Almindelige emner, 6. udgave (2016), side 45-48.

138 Jørgen Albæk Jensen og Michael H. Jensen, Overordnede myndigheders beføjelser over for underordnede

myndigheder med originær kompetence, UfR 1995B.25, side 4, hvor der til støtte for synspunktet henvises til

både den første betænkning (nr. 301) fra Administrationsudvalget af 1960 (A-60), side 11, og Østre Landsrets

dom af 22. december 1966 (UfR 1967.424).

139 Jørgen Albæk Jensen og Michael H. Jensen, Overordnede myndigheders beføjelser over for underord-

nede myndigheder med originær kompetence, UfR 1995B.25, side 4, hvor det anføres, at ”det formentlig

må antages”, at omgørelsesbeføjelsen bortfalder, når den endelige administrative kompetence placeres hos

et underordnet organ.

140 Jørgen Albæk Jensen og Michael H. Jensen, Overordnede myndigheders beføjelser over for underordnede

myndigheder med originær kompetence, UfR 1995B.25, side 4.

141 Jørgen Albæk Jensen og Michael H. Jensen, Overordnede myndigheders beføjelser over for underordnede

myndigheder med originær kompetence, UfR 1995B.25, side 3-4.

580

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Forvaltningsretlige problemstillinger

Over-/underordnelsesforholdet indebærer herudover, at et departement er

forpligtet til at føre tilsyn med sine underliggende styrelser, herunder under-

søge forhold, som departementet bliver opmærksom på, hvis der er en vis

sandsynlighed for, at der er begået en ulovlighed.

142

6.3.2.3.

Overordnet om styringsmidlerne

De generelle styringsmidler, som tilkommer en overordnet forvaltningsmyn-

dighed, tager sigte på at styre sagsområder (frem for enkeltsager) og indbe-

fatter bl.a. administrative forskrifter.

143

Administrative forskrifter kan udstedes som bekendtgørelser, cirkulærer og

vejledninger. Bekendtgørelser anvendes, når forskriften indeholder bestem-

melser, der umiddelbart normerer borgerens retsstilling.

144

Cirkulærer an-

vendes til at udstede generelle tjenestebefalinger, dvs. bindende generelle

forskrifter, der alene retter sig til myndigheder.

145

Vejledninger anvendes til

at udsende materiale, der ikke er bindende, f.eks. ved orientering om reglers

indhold og baggrund og i forbindelse med meddelelse af oplysninger om

fortolkning og administration af regler, herunder ved at give anvisninger på,

hvordan en bestemt bindende forskrift eksempelvis kan tænkes overholdt.

146

I FOB 1993.46 udtalte ombudsmanden, at han ikke var enig i et ministeriums

vurdering af, at et cirkulære, der var udstedt af en styrelse, ikke indeholdt

bestemmelser, der selvstændigt regulerede borgernes retsstilling. Ombuds-

manden henviste til en bestemmelse i cirkulæret, hvorefter uddannelsestilbud

ikke kunne godkendes, efter at uddannelsen var begyndt. Cirkulæret burde

derfor have været udstedt i bekendtgørelsesform.

De konkrete styringsmidler, som tilkommer en overordnet forvaltnings-

myndighed, tager sigte på at regulere enkeltsager, men kan tillige få generel

142 Sten Bønsing, Almindelig Forvaltningsret, 4. udgave (2018), side 380 ff., og ministeransvarlighedslovens

3, nr. 3, jf. hertil afsnit 6.5.1.

143 For en nærmere gennemgang af de generelle styringsmidler, se Karsten Revsbech m.fl., Forvaltningsret

Almindelige emner, 6. udgave (2016), side 24 ff.

144 Jf. lovbekendtgørelse nr. 1098 af 10. august 2016 om udgivelsen af en Lovtidende (lovtidendeloven)

3, 1. pkt.

145 Justitsministeriets vejledning nr. 153 af 22. september 1987 om udarbejdelse af administrative for-

skrifter, pkt. 6.

146 Justitsministeriets vejledning nr. 153 af 22. september 1987 om udarbejdelse af administrative for-

skrifter, pkt. 7.

581

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Det retlige grundlag for kommissionens vurderinger

betydning, herunder i forhold til fremtidige sager, som den underordnede

myndighed skal behandle. De konkrete styringsmidler omfatter bl.a. konkrete

tjenestebefalinger, call-in, omgørelse, henskydning og rekurs.

147

6.3.3.

6.3.3.1.

Faktisk forvaltningsvirksomhed og afgørelsesbegrebet

Indledning

Den offentlige forvaltnings opgaver inddeles almindeligvis i to overordnede

kategorier: Faktisk forvaltning og afgørelse af konkrete sager.

Kategoriseringen af forvaltningens opgaver har betydning for, hvilke krav

der skal iagttages af forvaltningen under sagsbehandlingen, da partsrettig-

hederne i forvaltningsloven alene finder anvendelse i afgørelsessager, jf. for-

valtningslovens

2, stk. 1. Enkelte af reglerne i forvaltningsloven finder dog

også anvendelse på beslutninger, der er truffet i forbindelse med faktisk for-

valtningsvirksomhed, idet de er udtryk for almindelige retsgrundsætninger.

Det kan i nogle tilfælde være vanskeligt at fastslå, om der er tale om faktisk

forvaltningsvirksomhed eller en afgørelse, mens det i andre tilfælde er mere

ligetil.

6.3.3.2.

Afgørelsessager

I modsætning til offentlighedsloven, der gælder for al forvaltningsvirksomhed,

gælder hovedparten af reglerne i forvaltningsloven alene ”for behandlingen

af sager, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyn-

dighed”, jf. forvaltningslovens

2, stk. 1.

148

Om udtrykket ”truffet afgørelse”

anføres det i bemærkningerne, at der sigtes til udfærdigelse af retsakter, dvs.

udtalelser, der går ud på at fastsætte, hvad der er eller skal være ret i et fore-

liggende tilfælde”.

149

En forvaltningsafgørelse er karakteriseret ved, at der er tale om:

– en udtalelse fra en offentlig myndighed,

147 For en nærmere gennemgang af de konkrete styringsmidler, se Karsten Revsbech m.fl., Forvaltningsret

Almindelige emner, 6. udgave (2016), side 30 ff.

148 Der er fastsat en række undtagelser til udgangspunktet i forvaltningslovens

2, stk. 2-4, der bl.a. vedrører

inhabilitetsreglerne.

149 Folketingstidende 1985-86, tillæg A, lovforslag nr. L 4 fremsat den 2. oktober 1985, sp. 115. Se også

vejledning nr. 11740 af 4. december 1986 om forvaltningsloven, pkt. 10.

582

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Forvaltningsretlige problemstillinger

– som udstedes på offentligretligt grundlag (i modsætning til priva-

tretligt grundlag, f.eks. en aftale),

– som går ud på ensidigt at bestemme, hvad der er eller skal være

gældende ret, og

– som retter sig mod eksterne modtagere (i modsætning til internt

mod myndigheden selv).

150

Det anføres i litteraturen, at i tvivlstilfælde vil der ved vurderingen af, om der

er tale om en afgørelse, kunne lægges vægt på den pågældende beslutnings

væsentlighed for den eller de berørte og – hvor der fortsat er tvivl – også på

det reale behov den eller de berørte har for i den givne situation at blive om-

fattet af forvaltningslovens partsrettigheder.

151

Det anføres af ombudsmanden,

at der desuden kan indgå betragtninger om, hvor indgribende betydning en

beslutning har, og hvilket behov borgeren har for at være omfattet af forvalt-

ningslovens partsrettigheder.

6.3.3.3.

Faktisk forvaltningsvirksomhed

Faktisk forvaltningsvirksomhed udgør langt størstedelen af forvaltningens

aktiviteter og dækker over en stor og forskelligartet liste af opgaver, som ikke

kan opregnes udtømmende. Overordnet set er faktisk forvaltningsvirksom-

hed en residualkategori for alle andre opgaver end retsakter.

152

Faktisk for-

valtningsvirksomhed omfatter bl.a. den faktiske levering af serviceydelser til

borgerne, herunder børnepasning, undervisning og patientbehandling mv.

153

Karakteristisk for faktisk forvaltningsvirksomhed er, at den ikke tager sigte

på at træffe retligt bindende afgørelser i forhold til enkeltpersoner.

154

Selvom

der i mange faktiske handlinger også er et element af beslutninger, der kan

150 Se bl.a. Karsten Revsbech m.fl., Forvaltningsret, Sagsbehandling, 8. udgave (2019), side 23-29, Karsten

Revsbech m.fl., Forvaltningsret Almindelige emner, 6. udgave (2016), side 91-95, og Folketingets Ombuds-

mands myndighedsguide, overblik #4, afgørelsesbegrebet. Guiden er tilgængelig på ombudsmandens hjem-

meside.

151 Hans Gammeltoft-Hansen m.fl., Forvaltningsret, 2. udgave (2011), side 37 ff. om væsentlighedskriteriet,

Karsten Revsbech m.fl., Forvaltningsret, Sagsbehandling, 8. udgave (2019), side 24, og Steen Rønsholdt,

Forvaltningsret: Retssikkerhed, Proces, Sagsbehandling, 5. udgave (2018), side 100-105.

152 Revsbech m.fl., Forvaltningsret Almindelige emner, 6. udgave (2016), side 104, og Steen Rønsholdt,

Forvaltningsret: Retssikkerhed, Proces, Sagsbehandling, 5. udgave (2018), side 99-101.

153 Folketingstidende 1985-86, tillæg A, lovforslag nr. L 4 fremsat den 2. oktober 1985 om forslag til for-

valtningslov, sp. 114 ff.

154 Justitsministeriets vejledning nr. 11740 af 4. december 1986 om forvaltningsloven, pkt. 10.

583

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Det retlige grundlag for kommissionens vurderinger

virke normerende over for borgerne, medfører dette ikke nødvendigvis, at der

er tale om en afgørelse i forvaltningslovens forstand.

Hovedparten af de administrative beslutninger, som forvaltningen træffer i

forbindelse med udøvelsen af faktisk forvaltningsvirksomhed, vil ikke være

afgørelser i forvaltningslovens forstand. En administrativ beslutning, der

træffes som led i den faktiske forvaltningsvirksomhed, kan dog udgøre en

afgørelse, såfremt den er af overvejende retlig karakter og fastsættes ud fra

offentligretlige regler og ensidigt normerer den berørte borgers retsstilling,

jf. de kriterier der er nævnt i afsnit 6.3.3.2 ovenfor.

Eksempelvis har ombudsmanden fundet, at en kommunes beslutning om,

hvilken dagsinstitution et barn skulle optages i, var en afgørelse i forvaltnings-

lovens forstand.

155

Andre eksempler er en skoles beslutning om overflytning

af en elev til en anden skole,

156

en skoles beslutning om midlertidig eneun-

dervisning for en elev,

157

og en kommunens besøgsrestriktioner for pårørende

til en plejehjemsbeboer.

158

Omvendt har ombudsmanden fundet, at en præsts

beslutning om, at en far til en konfirmand ikke kunne sidde ved siden af sin

datter under konfirmationen, men et andet sted i kirken, ikke er en afgørelse.

159

6.3.4.

Formelle krav til forvaltningens sagsbehandling

6.3.4.1.

Indledning

De krav, der stilles til den administrative sagsbehandling (de formelle krav),

følger først og fremmest af forvaltningsloven, der som udgangspunkt alene

gælder for sager, hvor der er eller vil blive truffet afgørelse, jf. afsnit 6.3.3.2

ovenfor. For den forvaltningsvirksomhed, der ikke reguleres af forvaltningslo-

ven, gælder de uskrevne retsgrundsætninger, der kan indeholde såvel formelle

som materielle retlige krav. Herudover følger visse krav til forvaltningens

virksomhed af god forvaltningsskik.

I det følgende gennemgås de formelle krav, der er af relevans for kommissi-

onens beretning.

155

156

157

158

159

FOB 2007-20-1.

FOB 2015-10.

FOB 2013-2.

FOB 2010 20-7.

FOB 2018-25.

584

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Forvaltningsretlige problemstillinger

6.3.4.2.

Officialprincippet

Officialprincippet – også benævnt ”officialmaksimen eller ”undersøgelsesprin-

cippet” – er en uskreven retsgrundsætning, hvorefter det påhviler forvalt-

ningen at indhente de fornødne oplysninger til at afgøre en sag korrekt.

160

Formålet med officialprincippet er at sikre, at forvaltningens dispositioner

materielt er lovlige og korrekte.

Officialprincippet gælder både i afgørelsessager og ved udøvelse af faktisk

forvaltningsvirksomhed.

161

Ifølge ombudsmanden skal en forvaltningsmyn-

dighed i forbindelse med faktisk forvaltningsvirksomhed sikre sig, at den

er i besiddelse af det oplysningsgrundlag, der er nødvendigt for at handle

forsvarligt og korrekt.

162

Overordnet set indeholder officialprincippet tre aspekter, der vedrører hen-

holdsvis afgrænsningen af sagens ramme, fastlæggelsen af det relevante be-

viskrav (hvornår er sagen oplyst tilstrækkeligt) og oplysningsmetoder.

163

Det er forvaltningsmyndigheden selv, der afgør, hvilke oplysninger og under-

søgelser der er nødvendige, herunder om det er nødvendigt at indhente andre

oplysninger end dem, der eventuelt er tilvejebragt af parten. I den forbindelse

må foreløbige overvejelser om sagens afgørelse spille ind i den forstand, at de

momenter, som må formodes at få betydning ved sagens afgørelse, må søges

belyst. Med andre ord er alle sagligt relevante faktiske og retlige forhold om-

fattet af undersøgelsespligten.

164

En sag er oplyst tilstrækkeligt, når der er tilvejebragt det fornødne grundlag

for at træffe en materielt lovlig og rigtig afgørelse. Ved vurderingen af, hvor

omfattende undersøgelser der skal foretages, indgår en flerhed af momen-

ter, herunder både hensynet til at træffe den materielt rigtige afgørelse samt

hensynet til at undgå unødvendig forsinkelse af sagen. Undersøgelsespligten

160 Se bl.a. Jon Andersen, Forvaltningsret, 9. udgave (2017), side 56-58, Revsbech m.fl., Sagsbehandling, 8.

udgave (2019), side 144, og Vestre Landsrets dom af 8. april 2005 (UfR 2005.2277).

161 Niels Fenger m.fl., Forvaltningsret, 1. udgave (2018), side 484, og Folketingets Ombudsmands myndig-

hedsguide, overblik #8, officialprincippet. Guiden er tilgængelig på ombudsmandens hjemmeside.

162 Folketingets Ombudsmands myndighedsguide, overblik #8, officialprincippet.

163 Disse er indgående behandlet af Niels Fenger m.fl., Forvaltningsret, 1. udgave (2018), side 484-539.

164 Karsten Revsbech m.fl., Sagsbehandling, 8. udgave (2019), side 147.

585

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Det retlige grundlag for kommissionens vurderinger

skærpes, når der er tale om afgørelser af indgribende karakter,

165

uden at dette

dog må medføre en langsommelig sagsbehandling.

166

I visse tilfælde kan en sags hastende karakter tale for, at der træffes visse

faktiske foranstaltninger af foreløbig karakter – dvs. på et umiddelbart util-

strækkeligt oplyst grundlag – for at afværge skade på andres liv eller helbred

eller i øvrigt som følge af tungtvejende hensyn til parter eller offentlige in-

teresser. I sådanne tilfælde anerkendes i retspraksis en adgang til at træffe

afgørelser af midlertidig karakter på et ufuldstændigt grundlag.

167

Det anføres

dog samtidig, at forvaltningsmyndigheden hurtigst muligt herefter må træffe

en endelig afgørelse på grundlag af en fuldstændig undersøgelse af sagen.

168

Officialprincippet har karakter af en garantiforskrift, hvis overholdelse gene-

relt er af væsentlig betydning for en afgørelses lovlighed. Såfremt princippet

er tilsidesat, kan det medføre en afgørelses ugyldighed.

En blandt mange metoder til at tilvejebringe et fyldestgørende afgørelses-

grundlag er reglerne om partshøring, der gennemgås i det følgende.

6.3.4.3.

Partshøring

6.3.4.3.1. Indledning og baggrund

Reglerne om partshøring (der også benævnes kontradiktion) regulerer parters

adgang til – med henblik på varetagelse af egne interesser – at blive oriente-

ret om en sags faktiske afgørelsesgrundlag og fremkomme med en udtalelse

herom, inden sagen afgøres.

169

Partshøring bidrager endvidere til at sikre, at

forvaltningsmyndigheden har de fornødne oplysninger til at træffe en lovlig

og korrekt afgørelse.

170

165 Karsten Revsbech m.fl., Sagsbehandling, 8. udgave (2019), side 149 med henvisning til Østre Landsrets

dom af 17. december 2002 (UfR 2003.770).

166 FOB 1983.105.

167 Højesterets dom af 11. januar 1994 (UfR 1994.247), der omtales i Niels Fenger m.fl., Forvaltningsret,

1. udgave (2018), side 494. Se endvidere Karsten Revsbech m.fl., Sagsbehandling, 8. udgave (2019), side

149-152.

168 Karsten Revsbech m.fl., Sagsbehandling, 8. udgave (2019), side 151.

169 Om partsbegrebet, se Karsten Revsbech m.fl., Sagsbehandling, 8. udgave (2019), side 188-195, og Niels

Fenger m.fl., Forvaltningsret, 1. udgave (2018), side 97-109.

170 Afsnittet om partshøring er navnlig baseret på Karsten Revsbech m.fl., Sagsbehandling, 8. udgave

(2019), side 209-226, Steen Rønsholdt, Forvaltningsret: Retssikkerhed, Proces, Sagsbehandling, 5. udgave

(2018), side 405-434, og Niels Fenger m.fl., Forvaltningsret, 1. udgave (2018), side 576-601.

586

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Forvaltningsretlige problemstillinger

Reglerne om partshøring findes i forvaltningslovens

§§

19-20 (om partshøring

på myndighedens initiativ) og

21 (partshøring på partens initiativ). Disse

regler suppleres af uskrevne retsgrundsætninger og god forvaltningsskik.

Overordnet er reglerne udformet således, at pligten til partshøring i visse

tilfælde er begrænset af hensyn til sagens fremme, og hvor partshøringen vil

kunne virke overflødig og formalistisk.

Partshøring udgør en væsentlig retsgaranti. Reglerne herom har karakter af

garantiforskrifter, hvis tilsidesættelse medfører ugyldighed, medmindre det

godtgøres, at den manglende partshøring ikke har influeret på afgørelsen.

171

6.3.4.3.2. Høring på myndighedens initiativ

Efter forvaltningslovens

19, stk. 1, er udgangspunktet, at en forvaltnings-

myndighed har pligt til at foretage partshøring, når: i) parten ikke kan antages

at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger

vedrørende ii) sagens faktiske omstændigheder eller eksterne faglige vur-

deringer, når iii) oplysningerne er til ugunst for parten og iv) af væsentlig

betydning for sagens afgørelse.

Partshøringspligten gælder, uanset om parten allerede har kendskab til de

konkrete oplysninger, hvis vedkommende ikke er bekendt med, at oplysnin-

gerne vil blive brugt i forbindelse med en konkret sag.

172

Betingelsen om, at oplysningerne skal vedrøre en sags faktiske grundlag el-

ler eksterne faglige vurderinger, indebærer, at alene oplysninger vedrørende

en sags bevismæssige grundlag eller oplysninger, der relaterer sig til sagens

faktiske omstændigheder, er omfattet af partshøringspligten. Eksterne fag-

lige vurderinger, der indeholder subjektive vurderinger, er omfattet, hvis de

bidrager til at skabe klarhed over sagens bevismæssige grundlag. Derimod er

oplysninger om eller vurderinger af en sags retlige omstændigheder ikke om-

fattet, selv om oplysningerne isoleret set gengiver objektive kendsgerninger

såsom indholdet af gældende ret, relevante retsafgørelser eller administrative

afgørelser mv.

173

171 Se bl.a. Højesterets domme af 17. oktober 2006 (UfR 2007.225/2) og af 28. november 2011 (UfR

2012.605), der begge omtales i Karsten Revsbech m.fl., Sagsbehandling, 8. udgave (2019), side 372-375.

172 Se f.eks. FOB 2008.483 og FOB 2015.17.

173 Niels Fenger m.fl., Forvaltningsret, 1. udgave (2018), side 541, og Folketingets Ombudsmands myndig-

hedsguide, overblik #9, partshøring, pkt. 4.2. Guiden er tilgængelig på ombudsmandens hjemmeside.

587

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Det retlige grundlag for kommissionens vurderinger

En oplysning har væsentlig betydning, hvis der er grundlag for at antage, at

parten har en interesse i at blive hørt, og hvis en høring må antages at kunne

bidrage til at sikre, at myndigheden har det fornødne beslutningsgrundlag.

Der gælder efter

19, stk. 2, nr. 1-6, en række undtagelser til partshøringsplig-

ten. Undtagelserne omfatter bl.a. tilfælde, hvor det efter oplysningernes eller

vurderingernes karakter og sagens beskaffenhed må anses for ubetænkeligt at

træffe afgørelse i sagen uden at høre parten (nr. 1), og hvor partens interesse

i, at sagens afgørelse udsættes, findes at burde vige for væsentlige hensyn til

offentlige eller private interesser, der taler imod en sådan udsættelse (nr. 3). I

vejledningen til forvaltningsloven anføres det, at bestemmelsen forudsætter,

at der foretages en konkret vurdering af på den ene side partens interesse

i at blive hørt og på den anden side vedkommende offentlige eller private

interesse.

174

Efter forvaltningslovens

20, stk. 1, kan partshøring desuden undlades i sa-

ger, hvor myndigheden efter anmodning fra en part kan ændre afgørelsen, og

hvis sagens karakter og hensynet til parten selv taler for det. Det følger bl.a.

af forarbejderne til bestemmelsen, at undladelse af partshøring efter denne

bestemmelse alene kan komme på tale i tilfælde, hvor afgørelsen ikke går ud

på at gøre indgreb over for den pågældende part.

175

Undtagelsesreglen kan

således ikke finde anvendelse i sager om meddelelse af forbud eller påbud,

tilbagekaldelse af en tilladelse eller i øvrigt i sager, hvor afgørelsen går ud

på at gøre indgreb i partens friheds- eller rettighedssfære.

176

Bestemmelsen

finder endvidere ikke anvendelse på sager, der går ud på afgørelse af tvister

mellem to eller flere parter, da forvaltningen i sådanne sager ikke vil have

samme adgang til at omgøre afgørelsen.

177

Bestemmelserne i forvaltningsloven er minimumsregler og er derfor ikke til

hinder for, at der gennemføres partshøring i videre omfang. I Justitsministe-

riets vejledning til forvaltningsloven anføres det, at partshøring bør foretages

også i tilfælde, hvor parten skønnes at kunne have interesse i at få lejlighed

174 Vejledning nr. 11740 af 4. december 1986 om forvaltningsloven pkt. 114.

175 Folketingstidende 1985-86, tillæg A, lovforslag nr. L 4 fremsat den 2. oktober 1985 om forslag til for-

valtningslov, bemærkninger til

20, sp. 61 ff.

176 Se også vejledning nr. 11740 af 4. december 1986 om forvaltningsloven, pkt. 119.

177 Folketingstidende 1985-86, tillæg A, lovforslag nr. L 4 fremsat den 2. oktober 1985 om forslag til for-

valtningslov, bemærkninger til

20, sp. 61 ff.

588

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Forvaltningsretlige problemstillinger

til at se og eventuelt kommentere afgørelsesgrundlaget, medmindre hensynet

til offentlige eller andre privates interesser taler imod det.

178

Forvaltningsloven stiller ikke krav til, hvordan partshøring skal foretages, og

det kan derfor som udgangspunkt ske såvel skriftligt som mundtligt. Der er

normalt heller ikke noget til hinder for, at en myndighed f.eks. i et brev eller

en mail til parten blot gengiver de oplysninger, der er omfattet af partshø-

ringspligten, og samtidig anmoder om partens bemærkninger hertil. Det er i

den forbindelse vigtigt, at myndigheden er opmærksom på, om det fremstår

tilstrækkeligt klart for parten, at der er tale om en partshøring, og hvad ved-

kommende skal forholde sig til.

179

God forvaltningsskik tilsiger, at forvaltningen partshører på et sprog, der er

målrettet den konkrete situation, og som er forståeligt for modtageren.

180

Hvis

der er tale om en part, som tilhører en særligt udsat målgruppe, bør myndig-

heden tage højde for dette, når partshøringen tilrettelægges.

181

6.3.4.3.3. Høring på partens initiativ

Efter forvaltningslovens

21, stk. 1, kan den, der er part i en sag, som udgangs-

punkt på ethvert tidspunkt af sagens behandling forlange, at sagens afgørelse

udsættes, indtil parten har afgivet en udtalelse til sagen. Efter bestemmelsens

stk. 2 kan retten til at blive partshørt dog tilsidesættes bl.a., hvis udsættelse

vil medføre overskridelse af en lovbestemt frist for sagens afgørelse, eller

hvis partens interesse i, at sagens afgørelse udsættes, findes at burde vige

for væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, der taler imod en

sådan udsættelse.

6.3.4.4.

Notatpligt

6.3.4.4.1. Indledning og baggrund

Det følger af offentlighedslovens

13, at en forvaltningsmyndighed i afgørel-

sessager

182

har notatpligt vedrørende oplysninger om en sags faktiske grund-

178 Vejledning nr. 11740 af 4. december 1986 om forvaltningsloven, pkt. 105. Det samme anføres i litte-

raturen som værende en følge af god forvaltningsskik, jf. bl.a. Niels Fenger m.fl., Forvaltningsret, 1. udgave

(2018), side 594.

179 FOB 2019-29. Se i øvrigt Karsten Revsbech m.fl., Sagsbehandling, 8. udgave (2019), side 223-225.

180 Se bl.a. Niels Fenger, Forvaltningsret, 1. udgave (2018), side 675-676.

181 Folketingets Ombudsmands myndighedsguide, overblik #9, partshøring, pkt. 5.1. Guiden er tilgængelig

på ombudsmandens hjemmeside. Se også FOB 2019-29 vedrørende partshøring af børn.

182 Om afgørelsesbegrebet, se afsnit 6.3.3.2 ovenfor.

589

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Det retlige grundlag for kommissionens vurderinger

lag eller eksterne faglige vurderinger, som ikke fremgår af sagens dokumenter

i øvrigt. Endvidere skal der tages notat om væsentlige sagsbehandlingsskridt,

der ikke i øvrigt fremgår af sagens dokumenter.

183

Herudover følger det af almindelige forvaltningsretlige grundsætninger, at

forvaltningen i forbindelse med udøvelse af faktisk forvaltningsvirksomhed

i visse situationer bør tage notat om væsentlige sagsbehandlingsskridt, hvis

ikke oplysninger herom allerede indgår i sagens akter.

Notatpligten tilgodeser dokumentationshensyn og sikrer mulighed for effek-

tiv kontrol med forvaltningens virksomhed. Endvidere bidrager notatpligten

til at sikre, at der tilvejebringes et fuldstændigt grundlag for partshøring og

adgang til aktindsigt.

184

6.3.4.4.2. Notatpligten i afgørelsessager

Bestemmelsen i offentlighedslovens

13, stk. 1 og 2, har følgende ordlyd:

”I sager, hvor der vil blive truffet afgørelse af en myndighed m.v., skal

den pågældende myndighed m.v., når den mundtligt eller på anden

måde bliver bekendt med oplysninger om en sags faktiske grundlag

eller eksterne faglige vurderinger, der er af betydning for sagens af-

gørelse, snarest muligt gøre notat om indholdet af oplysningerne eller

vurderingerne. Det gælder dog ikke, hvis oplysningerne eller vurderin-

gerne i øvrigt fremgår af sagens dokumenter.

Stk. 2.

En myndighed m.v. skal i sager, hvor der vil blive truffet en

afgørelse, endvidere snarest muligt tage notat om væsentlige sagseks-

peditionsskridt, der ikke i øvrigt fremgår af sagens dokumenter.”

Notatpligtens genstand er oplysninger ”om en sags faktiske grundlag eller

eksterne faglige vurderinger, der er af betydning for sagens afgørelse”, jf. of-

fentlighedslovens

13, stk. 1, 1. pkt. Hvorvidt en oplysning kan karakteriseres

som faktisk eller ej, afhænger i høj grad af, hvilken funktion oplysningen har i

myndighedens sagsbehandling. Afgørende for, om en oplysning angår en sags

183 Afsnittet om notatpligt er baseret på navnlig Steen Rønsholdt, Forvaltningsret: Retssikkerhed, Proces,

Sagsbehandling, 5. udgave (2018), side 320-323, Sten Bønsing, Almindelig Forvaltningsret, 4. udgave (2018),

side 153ff., og Folketingets Ombudsmands myndighedsguide, overblik #2, notatpligt. Guiden er tilgængelig

på ombudsmandens hjemmeside.

184 Betænkning nr. 1510/2009 om offentlighedsloven, side 403-405 og 412-413.

590

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Forvaltningsretlige problemstillinger

faktiske grundlag, er, om den ”bidrager til at supplere sagens bevismæssige

grundlag eller på anden tilsvarende måde indgår som et væsentligt element

blandt sagens faktiske omstændigheder”.

185

Omfattet af notatpligten er oplysninger om iagttagelser, resultater af undersø-

gelser samt oplysninger om et bestemt hændelsesforløb. Endvidere er oplys-

ninger, der indeholder en subjektiv præget stillingtagen til et forhold omfattet,

såfremt disse har betydning for den administrative bevisoptagelse. Forvalt-

ningsmyndighedens egne tilkendegivelser, standpunkter, argumenter og ret-

lige vurderinger med hensyn til sagens afgørelse er derimod ikke omfattet.

186

Notatpligten omfatter alle typer oplysninger, som en myndighed modtager,

og som ikke allerede fremgår af sagen. Det gælder således både mundtlige

oplysninger og oplysninger, som myndigheden på anden måde bliver bekendt

med, ligesom det er uden betydning, hvem en oplysning modtages fra. Der kan

derfor være tale om oplysninger, der udveksles inden for samme myndighed,

oplysninger fra andre myndigheder, oplysninger fra sagens parter og andre.

187

Udtrykket ”eksterne faglige vurderinger” dækker over vurderinger, der fore-

tages af en person, institution eller myndighed, som i kraft af faglig viden og

indsigt har særlige forudsætninger for at udtale sig om et bestemt spørgsmål.

Omfattet er dermed eksterne juridiske vurderinger af konkret karakter, som

bidrager til at skabe klarhed over sagens bevismæssige grundlag. Derimod

er eksterne oplysninger om en sags retlige omstændigheder ikke omfattet,

selv om oplysningerne isoleret set gengiver objektive kendsgerninger såsom

indholdet af gældende ret, relevante retsafgørelser eller administrative af-

gørelser mv.

188

Dette kommer eksempelvis til udtryk i FOB 2011 20-2, hvor

ombudsmanden fandt, at et kommunalt jobcenter ikke havde haft pligt til at

gøre notat om drøftelser med kommunens personalekontor i form af vejle-

dende rådgivning.

185 Betænkning nr. 857/1978 om offentlighedslovens revision, side 164.

186 Betænkning nr. 1510/2009 om offentlighedsloven, side 408-409.

187 Betænkning nr. 1510/2009 om offentlighedsloven, side 409-410.

188 Niels Fenger m.fl., Forvaltningsret, 1. udgave (2018), side 541, og Folketingets Ombudsmands myndig-

hedsguide, overblik #2, notatpligt. Guiden er tilgængelig på ombudsmandens hjemmeside. Se tillige afsnit

6.3.4.3.2 ovenfor vedrørende den tilsvarende formulering i forvaltningslovens

19, stk. 1.

591

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Det retlige grundlag for kommissionens vurderinger

Det følger af offentlighedslovens

13, stk. 2, at en myndighed tillige har pligt

til at notere væsentlige sagsekspeditionsskridt, der ikke i øvrigt fremgår af

sagens dokumenter. Bestemmelsen er udtryk for en lovfæstelse af den ulovbe-

stemte retsgrundsætning om myndighedernes notatpligt, der tillige gælder for

faktisk forvaltningsvirksomhed.

189

Om et sagsekspeditionsskridt er væsentligt

beror på en konkret vurdering. Ombudsmanden har eksempelvis fundet, at der

er pligt til at tage notat om en mundtligt meddelt afgørelse

190

og om telefon-

samtaler, hvor forvaltningen har givet oplysninger til en borger eller anmodet

en borger om at fremsende materiale.

191

Hvis der er rimelig tvivl om, hvorvidt

et sagsekspeditionsskridt er væsentligt, bør den pågældende myndighed tage

notat om det pågældende skridt.

192

Notat skal gøres snarest muligt, efter at forvaltningsmyndigheden har fået

kendskab til oplysningerne, jf. offentlighedslovens

13, stk. 1. Derved sikres,

at oplysninger bliver så nøjagtige som muligt. Der stilles ikke særlige formkrav

med hensyn til notatpligtens realisering.

Tilsidesættelse af notatpligten kan ikke i sig selv medføre, at en afgørelse er

ugyldig. Det har i stedet i retspraksis været tillagt bevismæssig betydning, at

notatpligten ikke er iagttaget, og det kan således medføre en form for proces-

suel skadevirkning eller en intensiveret domstolsprøvelse, at en myndighed

ikke har opfyldt notatpligten.

193

6.3.4.4.3. Særligt om den ulovbestemte notatpligt

Ved siden af offentlighedslovens

13 – dvs. uden for den situation, at der

træffes afgørelse – gælder en ulovbestemt retsgrundsætning om notatpligt,

der omfatter væsentlige sagsoplysnings- og ekspeditionsskridt.

194

189 Jf. bemærkningerne til

13 i Folketingstidende 2012-13, tillæg A, lovforslag nr. L 144 af 7. februar

2013, og afsnit 6.3.4.4.3. nedenfor.

190 Jf. f.eks. FOB 1993.287, hvor politiet havde truffet afgørelse om at inddrage prøveskilte til biler, hvilket

var meddelt den pågældende mundtligt. Ombudsmanden udtalte, at afgørelsen burde have været noteret, så

det nærmere indhold af afgørelsen kunne fastlås med tilstrækkelig tydelighed.

191 FOB 1989.138 og FOB 1999.257.

192 Betænkning nr. 1510/2009 om offentlighedsloven, side 420.

193 Vestre Landsrets dom af 8. april 2005 (UfR 2005.2277), Betænkning nr. 857/1978 om offentlighedslo-

vens revision, side 164, og Niels Fenger, Forvaltningsloven med kommentarer, 1. udgave (2013), side 327.

194 Afsnit 6.3.4.4.3 er baseret på navnlig Steen Rønsholdt, Forvaltningsret: Retssikkerhed, Proces, Sagsbe-

handling, 5. udgave (2018), side 322, hvor det anføres, at den ulovbestemte partshøringspligt følger af ”god

forvaltningsskik og/eller almindelige forvaltningsretlige grundsætninger”.

592

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Forvaltningsretlige problemstillinger

Det følger af ombudsmandens praksis, at den ulovbestemte notatpligt ikke

gælder i forhold til al faktisk forvaltningsvirksomhed, men alene i ”traditio-

nelle” administrative sager, der har en vis indgribende og væsentlig betydning

for borgeren, og hvor det er naturligt og ønskeligt, at der tages notat.

195

Den ulovbestemte notatpligt suppleres af god forvaltningsskik, hvorefter

forvaltningen skal etablere et tillidsforhold til borgerne, hvilket eksempel-

vis indebærer, at forvaltningen gennem notat bør sikre bevis for relevante

sagsgange.

196

6.3.4.5.

Afgørelsesform og begrundelsespligt

Der gælder ingen generelle forvaltningsretlige regler om den form, forvalt-

ningens afgørelser skal have. Derfor er der ikke noget generelt krav om, at

afgørelser skal meddeles skriftligt. Det følger dog af god forvaltningsskik, at

en mundtligt meddelt afgørelse, der er byrdefuld for adressaten, bør bekræftes

skriftligt, og at særligt indgribende afgørelser efter omstændighederne bør

meddeles skriftligt.

197

I FOB 2016-41 havde en kommune truffet afgørelse om at ændre en 11-årig

piges anbringelsessted fra plejefamilien til et anbringelsessted, hvilken afgø-

relse blev meddelt mundtligt. Forældremyndighedsindehaverne, der var de

eneste med partsbeføjelser, var indforståede med afgørelsen, og der var derfor

ikke nogen pligt til at meddele afgørelsen på skrift, og herunder begrunde

afgørelsen. Ombudsmanden udtalte, at det i lyset af afgørelsens indgribende

karakter havde været rigtigst og bedst stemmende med god forvaltningsskik,

at afgørelsen var blevet meddelt skriftligt, eller at den i hvert fald meget hurtigt

efter den mundtlige meddelelse var blevet bekræftet skriftligt og ledsaget af

en begrundelse. Ombudsmanden anførte videre, at behovet for en skriftlig

afgørelse blev tydeliggjort fra det tidspunkt, hvor det måtte have stået kom-

munen klart, at det ikke ville være muligt at gennemføre afgørelsen om at

ændre anbringelsesstedet for pigen frivilligt, men at der i stedet skulle ske en

tvangsmæssig fuldbyrdelse af afgørelsen.

195 FOB 2010.4-1. Se Betænkning nr. 1510/2009 om offentlighedsloven, side 422, og Niels Fenger m.fl.,

Forvaltningsret, 1. udgave (2018), side 543.

196 FOB 2016-41.

197 Se bl.a. Karsten Revsbech m.fl., Forvaltningsret Sagsbehandling, 8. udgave (2019), side 307.

593

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Det retlige grundlag for kommissionens vurderinger

Det følger af forvaltningslovens

22, at en afgørelse, når den meddeles skrift-

ligt, skal være ledsaget af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver

den pågældende part medhold.

198

Det følger endvidere af forvaltningslovens

23, at den, der har fået en afgørelse meddelt mundtligt, kan forlange at få

en skriftlig begrundelse for afgørelsen, medmindre afgørelsen fuldt ud giver

den pågældende part medhold.

199

Den almindelige begrundelsespligt blev indført ved vedtagelsen af forvalt-

ningsloven i 1985 med henvisning til navnlig, at hensynet til retssikkerheden

talte for, at der i videst muligt omfang gives vedkommende borger en fyldest-

gørende forklaring på, hvorfor en konkret afgørelse har fået netop det indhold,

den har.

200

Udvalget bag den betænkning, der lå til grund for lovforslaget,

pegede i den forbindelse navnlig på, at begrundelsen har særlig betydning

for borgerens overvejelser om, hvorvidt han bør søge en afgørelse ændret.

201

6.3.5.

Materielle krav til forvaltningens virksomhed

6.3.5.1.

Indledning

Når forvaltningen træffer afgørelser, gælder en række materielle – eller ind-

holdsmæssige – krav. Hovedparten af disse krav gælder for samtlige forvalt-

ningens aktiviteter. Visse af kravene har dog ikke samme praktiske relevans

uden for området for traditionel myndighedsudøvelse.

I det følgende gennemgås først legalitetsprincippets hjemmelskrav (afsnit

6.3.5.2), og det forvaltningsretlige skøn (afsnit 6.3.5.3), hvorefter fire af de

grundsætninger, der regulerer forvaltningens skønsudøvelse, omtales. Der er

tale om grundsætningen om saglig forvaltning (afsnit 6.3.5.3.1), lighedsgrund-

sætningen (afsnit 6.3.5.3.2), grundsætningen om det pligtmæssige skøn (afsnit

6.3.5.3.3) og proportionalitetsgrundsætningen (afsnit 6.3.5.3.4). Samtlige dis-

se grundsætninger er normerende for såvel myndighedsudøvelse som faktisk

forvaltningsvirksomhed, idet grundsætningen om det pligtmæssige skøn dog

må antages at være af begrænset relevans for faktisk forvaltningsvirksomhed.

198 I vejledning nr. 11740 af 4. december 1986 om forvaltningsloven, pkt. 126, hedder det, at afgørelsen

”ikke må karakteriseres som negativ overfor parten”.

199 Hvis den pågældende ønsker en skriftlig begrundelse, skal anmodning herom fremsættes over for

myndigheden inden 14 dage efter, at parten har modtaget underretning om afgørelsen.

200 Lov nr. 571 af 19. december 1985 som vedtaget på baggrund af lovforslag nr. L 4 fremsat den 2. oktober

1985 om forslag til forvaltningslov, almindelige bemærkninger, afsnit 8.e.

201 Betænkning nr. 657/1972 om begrundelse af forvaltningsafgørelser og administrativ rekurs m.v., side

33 ff.

594

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Forvaltningsretlige problemstillinger

6.3.5.2.

Krav om hjemmel

Forvaltningens kompetence er afledt af lovgivningsmagten. Det følger af hjem-

melskravet, der udspringer af det offentligretlige legalitetsprincip, som kan

udledes af grundlovens

202

Kernen i legalitetsprincippet er at sikre, at retlig regulering af borgernes for-

hold legitimeres gennem beslutninger truffet af lovgivningsmagten.

203

For-

valtningens virksomhed er med andre ord afledt af loven, og forvaltnings-

myndigheder henter deres legitimation ved at handle i overensstemmelse

med de love, der er vedtaget af Folketinget og stadfæstet af regeringen.

204

Legalitetsprincippets hjemmelskrav afspejles i grundlovens

22, der dels in-

debærer, at lovforslag, der er vedtaget af Folketinget vedtaget, får lovskraft,

når det senest 30 dage efter den endelige vedtagelse stadfæstes af ”kongen”,

dels indebærer, at lovene skal kundgøres.

Forvaltningens virksomhed skal således have hjemmel i lov eller anden aner-

kendt retskilde. Det umiddelbare hjemmelsgrundlag vil kunne findes i for-

skellige former for administrative retsforskrifter, herunder eksempelvis be-

kendtgørelser, når blot den relevante administrative retsforskrift i sidste ende

har hjemmel i loven.

Hjemmelskravet varierer i styrke, afhængigt af om der gøres indgreb i bor-

gernes retsforhold, og hvor intensivt og byrdefuldt et indgreb der er tale om.

Hvorvidt et indgreb er særligt intensivt og byrdefuldt, beror på en konkret

vurdering af, hvilket gode der gøres indgreb i, og karakteren samt styrken af

indgrebet.

Det antages almindeligvis, at jo mere intensivt og byrdefuldt et indgreb er,

des sikrere skal hjemlen herfor være. Ved intensive og byrdefulde indgreb

stilles der med andre ord særlige krav til klarheden af hjemmelsgrundlaget.

Der tales i sådanne situationer om, at der gælder et skærpet hjemmelskrav,

hvilket har som konsekvens, at der i praksis normalt stilles krav om, at der

202 Afsnit 6.3.5.2 er baseret på navnlig Niels Fenger m.fl., Forvaltningsret, 1. udgave (2018), side 299-300

og 314, Karsten Revsbech m.fl., Forvaltningsret Almindelige emner, 6. udgave (2016), side 150-151 og 173-

215, og Jon Andersen m.fl., Forvaltningsret, 2. udgave (2002), side 291 ff. (særligt side 302 ff.).

203 Jens Peter Christensen m.fl., Dansk Statsret, 3. udgave (2020), side 177.

204 Henrik Zahle, Dansk Forfatningsret 2, 2. udgave (1998), side 27.

595

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Det retlige grundlag for kommissionens vurderinger

skal være klare og sikre holdepunkter i ordlyden af loven, eventuelt suppleret

af lovens forarbejder, for at konkludere, at en forvaltningsretlig afgørelse eller

aktivitet har hjemmel.

Som eksempler på områder, hvor der kan gælde et skærpet hjemmelskrav,

nævnes traditionelt frihedsberøvelse, afgørelser med tilbagevirkende kraft og

afgørelser, der indebærer straf (hvor overtrædelse af en administrativ regel

er strafsanktioneret).

Såfremt en forvaltningsretlig afgørelse eller aktivitet slet ikke eller kun i be-

grænset omfang gør indgreb i borgernes retsforhold, lempes hjemmelskravet

med den virkning, at hjemlen eksempelvis kan findes i sædvane eller anstalts-

forhold.

Anstaltsforhold vedrører den situation, at ledelsen af en offentlige institution

(såsom hospitaler, plejehjem, dagcentre, daginstitutioner, skoler eller univer-

siteter) i et vist omfang uden udtrykkelig lovhjemmel kan foretage generel

eller konkret regulering af institutionens klientel.

205

Kerneområdet for an-

staltsforhold som hjemmelsgrundlag er beslutninger eller generelle regler, der

i lyset af institutionens formål er saglige og egnede til at sikre institutionens

overordnede funktion, og som ikke går videre end formålet tilsiger. Eksempler

herpå er generelle ordensregler eller forbud mod indtagelse af rusmidler på

en institution for afvænning af stofmisbrugere. Et eksempel fra retspraksis er

Østre Landsrets dom af 19. april 1988 (UfR 1988.731/2) vedrørende et forbud

mod at medtage hunde på et bibliotek, hvor landsretten udtalte, at den, der

er ansvarlig for at sikre institutionens overordnede funktion, kan fastsætte

almindelige forskrifter for publikums adfærd på institutionens område.

206

Det anføres i litteraturen, at beføjelsen til at regulere med hjemmel i an-

staltsforholdet næppe rækker videre end til at bestemme over ordensmæssige

forhold såsom besøgstid, opførsel, udsmykning, møblering og husdyrhold.

Indgreb i borgernes frihed og integritet, såsom frihedsberøvelse, ransagning

205 Se bl.a. Jens Peter Christensen m.fl., Dansk Statsret, 3. udgave (2020), side 215-217, Jon Andersen,

Socialforvaltningsret, 7. udgave (2019), side 18 f., 63 og 70, og Karsten Revsbech m.fl., Forvaltningsret –

Almindelige emner, 6. udgave (2016), side 208-214.

206 Se også Højesterets dom af 18. oktober 2000 (UfR 2001.83) og Vestre Landsrets dom af 17. december

2009 (UfR 2010.987).

596

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Forvaltningsretlige problemstillinger

af ejendele, konfiskation af mobiltelefon, krav om urinprøve eller påsætning

af overvågningsudstyr er næppe omfattet af anstaltsforholdet.

207

I FOB 2016.32 udtalte ombudsmanden, at anstaltsforhold kan anvendes til

at fastsætte og håndhæve regulering, der har til formål at sikre hensigtsmæs-

sig drift og borgeres generelle mulighed for at bruge en institution, hvori-

mod anstaltsforhold ikke er oplagt hjemmel for regulering, der primært har

til formål at varetage hensyn til enkelte borgere, når det ikke har væsentlig

betydning for, om institutionen i øvrigt kan fungere efter sit formål. Dette

gælder særligt på områder, hvor adgangen til at foretage indgreb i øvrigt er

intensivt lovreguleret.

Såfremt et retsområde er lovreguleret, har det således formodningen imod

sig, at forvaltningen med hjemmel i anstaltsforholdet kan regulere forhold,

der er omfattet af lovbemyndigelsen. Således udtalte ombudsmanden i FOB

2009.20-3, at når Folketinget har reguleret et område ved lov, ophæves mu-

ligheden for på ulovbestemt grundlag at fastsætte regler på det område, som

hjemlen dækker, da der ikke er plads til en anstaltsanordning ved siden af de

regler, som udstedes med hjemmel i loven. Ombudsmanden fandt derfor, at

anstaltsforholdet ikke kunne udgøre hjemmel til fastsættelse af ordensregler

i en folkeskole, når der var en bemyndigelse til at fastsætte ordensregler i

folkeskolelovens

52.

208

Såvel danske domstole som ombudsmanden har i de senere år haft anled-

ning til at tage stilling til hjemmelsspørgsmål i sager vedrørende indgreb

i frihedsrettigheder, der er beskyttet i Menneskerettighedskonventionen.

209

Denne praksis synes at tale for, at afgørelser eller beslutninger, der gør ind-

greb i konventionssikrede rettigheder, som udgangspunkt er omfattet af det

skærpede hjemmelskrav.

210

Dette kan forklares med, at sådanne indgreb ofte

207 Jon Andersen, Socialforvaltningsret, 7. udgave (2019), side 63. Se tilsvarende betænkning nr. 1551/2015

om magtanvendelse over for børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet, side 55 ff., hvor anstaltsforholdet

som hjemmel omtales generelt.

208 Se tilsvarende FOB 2020-30, hvor det anføres, at det i almindelighed må have formodningen imod sig,

at der med henvisning til anstaltsforhold kan træffes afgørelser eller fastsættes regler om indgreb i brugerens

forhold, som med hensyn til formål og intensitet må sidestilles med indgreb, der allerede er udtrykkeligt

reguleret i skrevne regler.

209 Om dette spørgsmål, se Niels Fenger, Menneskerettighedskonventionen og dens betydning for dansk

forvaltningsret, UfR 2018B.233, side 234 ff., og Bente Mundt og Karsten Loiborg, ”Anstaltsforholdet – en

vanskelig hjemmel” i Folketingets Ombudsmands beretning for 2010, side 29 ff.

210 Se tilsvarende Sten Bønsing, Almindelig forvaltningsret, 4. udgave (2018), side 306.

597

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Det retlige grundlag for kommissionens vurderinger

er af en intensiv og byrdefuld karakter for de berørte individer, jf. FOB 2020-

16, der også omtaltes nedenfor.

Et eksempel fra retspraksis, der antageligt er relateret til friheds- og menne-

skerettigheder, er Højesterets dom af 15. september 2005 (UfR 2005.3346/2),

hvor Højesteret konkluderede, at eksklusion af et medlem af folkekirken var

ugyldigt som følge af manglende hjemmel. Flertallet udtalte, at der på grund

af afgørelsens karakter og betydning skulle være et klart og sikkert holdepunkt

i hjemmelsgrundlaget for en fortolkning, hvorefter et medlem på grund af en

given handlemåde kunne anses for at have stillet sig uden for folkekirken.

211

Et nyere eksempel fra retspraksis om Menneskerettighedskonventionens

betydning for fortolkningen af et nationalt hjemmelsgrundlag er Højeste-

rets kendelse af 18. juni 2020 (UfR 2020.2783), hvor en billist var blevet

pålagt en parkeringsafgift af Københavns kommune. Billisten havde betalt

for parkeringen, men havde indtastet fejlagtigt registreringsnummer i parke-

ringsautomaten. Højesteret udtalte, at retten ved behandlingen af en sag om

parkeringsafgift til det offentlige skal iagttage de retssikkerhedsgarantier, der

gælder for tiltalte i straffesager, hvilket bl.a. indebærer en forudsætning om

klar lovhjemmel, jf. Menneskerettighedskonventionens art. 7, stk. 1, hvilket

der ikke forelå i den konkrete sag.

212

Ombudsmanden har i en række udtalelser forholdt sig til hjemmelskravets

styrke i situationer, hvor generelle eller konkrete restriktioner indført af of-

fentlige institutioner har medført indgreb i beboeres eller patienters kon-

ventionssikrede rettigheder, herunder bl.a. beskyttelsen af korrespondance,

213

informationsfriheden,

214

og bevægelsesfriheden.

215

I FOB 2017-27 anførte ombudsmanden, at brev- og pakkekontrol på en sikret

institution udgør et indgreb, der er omfattet af anvendelsesområdet for såvel

211 Se om dommen Michael Gøtze og Pernille Boye Koch, Folkekirken, tro og magtfordeling, UfR 2006B.23.

212 Se tilsvarende Højesterets dom af 12. januar 2010 (UfR 2010.1027).

213 FOB 2017-27.

214 FOB 2020-16.

215 FOB 2020.30. Se tillige FOB 2017-13, hvor ombudsmanden fandt det meget tvivlsomt, om anstalts-

betragtninger udgjorde tilstrækkelig hjemmel til at foretage indgreb i form af tvungen tøjvask over for

beboere på en sikret institution, og FOB 2020-20, hvor ombudsmanden fandt det særdeles tvivlsomt, om

anstaltsbetragtninger udgjorde tilstrækkelig hjemmel til at foretage indgreb i form af brug af karmscannere

over for besøgende på en sikret døgninstitution.

598

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Forvaltningsretlige problemstillinger

grundlovens

72 som Menneskerettighedskonventionens art. 8, og at der

dermed var tale om intensive indgreb over for de berørte beboeres medde-

lelseshemmelighed. Med udgangspunkt i det offentligretlige hjemmelskrav

og de ovenfor nævnte betragtninger om det skærpede hjemmelskrav udtalte

ombudsmanden, at hverken serviceloven eller anstaltsforhold udgjorde til-

strækkelig hjemmel for indgrebene. På den baggrund konstateredes det, at

legalitetskravet i Menneskerettighedskonventionens art. 8, stk. 2, tillige ikke

var opfyldt.

I FOB 2020-16, der omhandlede konkrete begrænsninger i informationsfrihe-

den for visse patienter på Sikringsafdelingen baseret på konkrete og individu-

elle lægefaglige vurderinger, foretog ombudsmanden en integreret fortolkning

af det offentligretlige hjemmelskrav og Menneskerettighedskonventionens

hjemmelskrav. Ombudsmanden anførte, at hjemmelskravet i Menneskeret-

tighedskonventionen svarer til, hvad der følger af det almindelige uskrevne

legalitetskrav i dansk ret, hvorefter indgreb i individets frihed kræver klar og

sikker hjemmel, og at indgreb i ytringsfriheden (informationsfriheden) efter

Menneskerettighedskonventionens art. 10 som udgangspunkt – uanset et sag-

ligt behandlings- eller sikkerhedsmæssigt formål – må anses som et indgreb

af ikke ubetydelig intensitet.

216

Ombudsmanden fandt, at en bemyndigelse

i psykiatriloven for ledelsen til at fastsætte en husorden ikke udgjorde den

fornødne hjemmel. Endvidere udtalte ombudsmanden, at mest taler for, at

anstaltsforhold heller ikke indeholder tilstrækkelig hjemmel, og at det under

alle omstændigheder kan anses for tvivlsomt, om et sådant muligt hjemmels-

grundlag opfylder kravene til klarhed og forudsigelighed, som krævet efter

praksis fra Menneskerettighedsdomstolen.

Tilsvarende fandt ombudsmanden i FOB 2020.30 det tvivlsomt, om anstalts-

forholdet kunne anvendes som hjemmel for natlig aflåsning af vinduer og

altandøre på den åbne del af en døgninstitution for børn og unge. Ombuds-

manden udtrykte stor forståelse for de hensyn, der lå bag institutionens

praksis (de unges sikkerhed og tryghed), men udtalte, at en retlig vurdering

af anstaltsforholdet som hjemmelsgrundlag ikke alene kan afhænge af en

vurdering af sagligheden, og at nødvendigheden af det pågældende tiltag må

afgøres på baggrund af navnlig, hvor meget der gøres indgreb i den personlige

216 Ombudsmanden fremhævede tillige, at der var tale om indgreb i borgeres sundhedsmæssige selvbe-

stemmelsesret.

599

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Det retlige grundlag for kommissionens vurderinger

frihed sammenholdt med lovreguleringen af den pågældende problemstilling.

Konkret lagde ombudsmanden vægt på, at der var tale om en begrænsning i de

unges bevægelsesfrihed, at borgeres frihedsrettigheder kan medføre begræns-

ninger i adgangen til at foretage regulering på baggrund af anstaltsforhold,

og at jo mere intensivt der gribes ind i borgernes retsforhold, jo større krav

stilles der i almindelighed til den materielle hjemmel.

Overtrædes legalitetsprincippet, mangler reguleringen af borgernes forhold

demokratisk legitimitet, og der er følgelig sket et brud på et grundlæggende

princip for den demokratiske retsstat. Den relevante afgørelse eller aktivitet

er derfor ulovlig, og, hvis der er tale om en afgørelse, vil denne som det helt

klare udgangspunkt være ugyldig.

217

6.3.5.3.

Det forvaltningsretlige skøn og de uskrevne retsgrundsætninger

Traditionelt sondres der i den forvaltningsretlige teori mellem retsanvendelse

og skøn. Hvor retsanvendelse dækker over forvaltningens fortolkning af præ-

cise eller nogenlunde præcise lovbestemmelser, dækker begrebet skøn over

forvaltningens udfyldende virksomhed inden for rammerne af en upræcis,

ufuldstændig eller tom bemyndigelsesbestemmelse. Oftest vedrører det for-

valtningsretlige skøn fastlæggelsen af retsfaktum og retsfølge (jus), herunder

spørgsmål om subsumption og afvejning. Det er eksempelvis tilfældet, hvis

loven er upræcis eller ufuldstændig i beskrivelsen af, hvilke betingelser der

skal være opfyldt, eller hvilke hensyn der skal tillægges vægt, når der træffes

afgørelser eller beslutninger som led i faktisk forvaltningsvirksomhed.

218

De uskrevne retsgrundsætninger er domstolsskabte krav til forvaltningens

udfyldende virksomhed inden for rammerne af en skønsmæssig bemyndigel-

sesbestemmelse. Grundsætningerne, der rangerer på lovniveau i den retlige

trinfølge, er tillige lagt til grund i ombudsmandens praksis.

Retsgrundsætningerne stiller krav til såvel forvaltningens afgrænsning af,

hvilke hensyn eller præmisser der kan og skal indgå ved en skønsmæssig

217 Karsten Revsbech m.fl., Forvaltningsret Almindelige emner, 6. udgave (2016), side 450-453.

218 Dette er en forsimplet gennemgang af teorien. For en nærmere gennemgang af sondringen mellem

retsanvendelse og skøn, herunder de forskellige former for skøn og kritikken af sondringen, henvises der

til bl.a. Niels Fenger m.fl., Forvaltningsret, 1. udgave (2018), side 316-323, Karsten Revsbech m.fl., Forvalt-

ningsret Almindelige emner, 6. udgave (2016), side 216-224, og Jon Andersen, Forvaltningsret, 7. udgave

(2010), side 110-112.

600

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Forvaltningsretlige problemstillinger

afgørelse eller beslutning (skønnets første led) som krav til forvaltningens af-

vejning af lovlige hensyn (skønnets andet led). Herudover indeholder propor-

tionalitetsprincippet en forpligtelse til at sikre, at forvaltningsretlige dispositi-

oner er nødvendige og rimelige i forhold til at opnå det formål, der forfølges.

6.3.5.3.1.

Grundsætningen om saglig forvaltning (magtfordrejnings-

grundsætningen)

Grundsætningen om saglig forvaltning – også benævnt magtfordrejningslæ-

ren – er en naturlig forlængelse af legalitetsprincippet, da grundsætningen

overordnet regulerer, hvordan forvaltningen har bemyndigelse til at agere på

et skønsmæssigt hjemmelsgrundlag.

Grundsætningen, der vedrører skønnets første led, foreskriver, at skønnet skal

være baseret på saglige hensyn, hvilket vil sige, at de hensyn, der varetages,

skal være lovlige og relevante. Den finder anvendelse på al forvaltningens

virksomhed, dvs. både ved afgørelser og faktisk forvaltningsvirksomhed.

219

Der er tale om en objektiv vurdering af den forvaltningsretlige dispositions

materielle lovlighed. Grundsætningen forbyder derfor ikke kun varetagelsen

af visse hensyn (eksempelvis private eller økonomiske), idet den også positivt

forpligter forvaltningen til at inddrage alle relevante saglige hensyn.

Fastlæggelsen af, hvilke hensyn der er lovlige og relevante, sker i hver en-

kelt sag på baggrund af en konkret vurdering af sagens omstændigheder i

lyset af en række retskildefaktorer, herunder en fortolkning af den relevante

lovbestemmelse og dennes formål og forarbejder. Der er følgelig et vist sam-

menfald mellem grundsætningen om saglig forvaltning og den fortolkning,

der foretages, når det skal vurderes, om en forvaltningsretlig disposition har

hjemmel, jf. afsnit 6.3.5.2 ovenfor.

220

Det er i litteraturen diskuteret, hvilken betydning hensynet til grundlovens

frihedsrettigheder og menneskerettighederne har ved forvaltningens afgræns-

ning og vægtning af lovlige hensyn i situationer, hvor dette ikke fremgår di-

219 Se bl.a. Niels Fenger m.fl., Forvaltningsret, 1. udgave (2018), side 315, og Karsten Revsbech m.fl., For-

valtningsret Almindelige emner, 6. udgave (2016), side 229.

220 Niels Fenger m.fl., Forvaltningsret, 1. udgave (2018), side 323 ff.

601

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Det retlige grundlag for kommissionens vurderinger

rekte af en lov, forarbejder eller andre administrative forskrifter.

221

I sådanne

tilfælde sondres der mellem, om frihedsrettighederne eller menneskerettig-

hederne direkte forpligter til at træffe en bestemt afgørelse (i de tilfælde er

der reelt ikke tale om et skøn), og situationer, hvor dette ikke er tilfældet. Der

er ikke helt enighed om spørgsmålet, men det følger af (ældre) praksis fra

ombudsmanden, at hvor et forhold falder inden for anvendelsesområdet for

en rettighed beskyttet i Menneskerettighedskonventionen, vil hensynet til

denne rettighed – uanset om rettigheden er krænket eller ej – kunne være et

relevant hensyn, der skal inddrages af forvaltningen i den skønsmæssige af-

vejning. I FOB 2004.525 udtalte ombudsmanden således, at Rigshospitalet ved

vurderingen af en sag om adgangen til at lægge af en folder i et venteværelse

burde have inddraget hensynet til ytringsfriheden, som kommer til udtryk i

Menneskerettighedskonventionens artikel 10 og praksis fra Menneskerettig-

hedsdomstolen.

222

Der var i denne sag reelt tale om en art processuel saglig-

hedsforpligtelse for forvaltningen, da ombudsmanden ikke fandt anledning

til at kritisere, at Rigshospitalet – efter at have foretaget en ny vurdering, hvor

hensynet til ytringsfriheden udtrykkeligt blev inddraget – nåede til samme

resultat om at afvise fremlæggelse af folderen.

223

I situationer, hvor et retsforhold falder inden for anvendelsesområdet for en

given rettighed i Menneskerettighedskonventionen, uden at denne bestem-

melse med sikkerhed er krænket, er forvaltningen under alle omstændigheder

forpligtet til at fortolke og anvende et skønsmæssigt bemyndigelsesgrundlag

i overensstemmelse med Menneskerettighedskonventionen, herunder iagtta-

ge relevant retspraksis fra Menneskerettighedsdomstolen, som eksempelvis

kan indeholde retningslinjer for vægtningen af en konventionsrettighed i en

221 Se bl.a. Niels Fenger, Forvaltningsret m.fl., 1. udgave (2018), side 341 ff., Niels Fenger, Menneskeret-

tighedskonventionen og dens betydning for dansk forvaltningsret, UfR2018B.233, Jens Garde og Michael

Hansen Jensen i Gorm Toftegaard Nielsen m.fl., Festskrift om Menneskerettigheder til Carl Aage Nørgaard

(2004), side 134-139, Jon Andersen, Socialforvaltningsret, 7. udgave (2019), side 139-142 og 146, og Louise

Halleskov, EU’s Charter og dansk forvaltningsret i Søren Mørup m.fl., Festskrift til Karsten Revsbech (2020),

side 142-143.

222 Se endvidere FOB 1988.131. Det anføres af Niels Fenger i Menneskerettighedskonventionen og dens

betydning for dansk forvaltningsret, UfR 2018B.233, at hvor Menneskerettighedskonventionen ikke fordrer

et bestemt resultat af skønsafvejningen, er der intet folkeretligt element at inddrage i skønnet, men højst et

rent dansk saglighedskriterium.

223 Sammenhold afsnit 6.2.3.2.3.

602

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Forvaltningsretlige problemstillinger

indgrebssituation. Dette vil i øvrigt ofte fremgå af bemærkningerne til den

relevante lovbestemmelse.

224

Er der sket brud på grundsætningen om saglig forvaltning i form af inddra-

gelse af usaglige hensyn, er udgangspunktet, at en bebyrdende forvaltnings-

afgørelse er ulovlig og ugyldig, medmindre afgørelsen bygger på tilstrække-

lige saglige hensyn, der i sig selv kan begrunde resultatet.

225

Tilsvarende vil

manglende inddragelse af et sagligt og relevant hensyn have karakter af en

væsentlig retlig mangel, der som udgangspunkt medfører, at en bebyrdende

forvaltningsafgørelse er ugyldig.

226

6.3.5.3.2. Lighedsgrundsætningen

Den uskrevne retsgrundsætning om lighed i forvaltningen overlapper til

dels med retsgrundsætningen om saglig forvaltning, idet den stiller krav om,

at væsentligt lige forhold behandles lige i retlig henseende, medmindre der

foreligger saglige grunde for at forskelsbehandle.

227

Lighedsgrundsætningen

finder anvendelse på al forvaltningens virksomhed, dvs. både ved afgørelser

og faktisk forvaltningsvirksomhed.

Lighedsgrundsætningens selvstændige betydning kommer navnlig til udtryk

i relation til skønnets andet led, hvor den stiller krav om konsekvens i forvalt-

ningens skønsmæssige afvejning.

228

Det er i denne henseende en forudsætning

for, at den finder anvendelse, at der foreligger et sammenligningsgrundlag i

form af eksempelvis en konkret forvaltningsakt, fast administrativ praksis

eller interne forskrifter (såsom cirkulærer eller vejledninger).

229

Når et sådant

sammenligningsgrundlag foreligger, må der ikke forekomme enkeltstående

afvigelser herfra, der ikke kan begrundes sagligt.

230

224 Se bl.a. Højesterets domme af 6. november 2017 (UfR 2018.688) og af 14. maj 2019 (UfR 2019.2828),

der begge vedrører udlændingelovens betingelser for familiesammenføring.

225 Vestre Landsrets dom af 17. april 1937 (UfR 1937.797) og mindretallet i Højesterets dom af 13. oktober

1986 (UfR 1986.864).

226 Karsten Revsbech m.fl., Forvaltningsret Almindelige emner, 6. udgave (2016), side 453-455, og Niels

Fenger, Forvaltningsret m.fl., 1. udgave (2018), side 946-947.

227 Se bl.a. Østre Landsrets dom af 10. maj 1993 (UfR 1993.727/2) og Højesterets dom af 26. marts 1996

(UfR 1996.797).

228 Karsten Revsbech m.fl., Forvaltningsret Almindelige emner, 6. udgave (2016), side 256-257.

229 Niels Fenger m.fl., Forvaltningsret m.fl., 1. udgave (2018), side 356-360, og FOB 2015.15.

230 Se bl.a. Østre Landsrets dom af 31. januar 1958 (UfR 1958.455) og Højesterets domme af 20. juni 2000

(UfR 2000.1969) og 13. september 2008 (UfR 2008.70).

603

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Det retlige grundlag for kommissionens vurderinger

Lighedsgrundsætningen indebærer derimod ikke, at en administrativ praksis

generelt er bindende for forvaltningen. Det står den relevante forvaltnings-

myndighed frit at ændre praksis – også når der er tale om faktisk forvalt-

ningsvirksomhed – såfremt der er tale om en generel praksisændring inden

for lovens rammer, der er sagligt begrundet og overholder de øvrige rets-

grundsætninger.

231

Eksempelvis fandt Højesteret i dom af 16. januar 2008

(UfR 2008.876), at Integrationsministeriet havde været berettiget til at ændre

praksis for meddelelse af humanitær opholdstilladelse efter udlændingeloven

over for etniske albanere i lyset af ændrede faktiske forhold i Kosovo.

232

Om-

vendt konstaterede Højesteret i dom af 4. september 2018 (UfR 2018.3697),

at Erstatningsnævnets skærpelse af praksis i sager om vold mod pædagoger

var uden lovhjemmel og i øvrigt ville have krævet varsling.

233

Det er forvaltningens ansvar at sikre sig, at de nødvendige retlige overvejelser

er foretaget, inden en praksisændring iværksættes.

234

Som allerede nævnt kan forvaltningen fastsætte interne regler for afgørelsen

af sager på visse områder og i den forbindelse fastlægge de (saglige) hensyn,

der skal indgå i afgørelsen af sagerne. Udover at tilgodese hensyn til lighed

og forudsigelighed kan dette også have visse administrative fordele for for-

valtningen, når der eksempelvis er tale om områder, hvor der skal træffes

mange konkrete afgørelser. Spørgsmålet om, i hvilket omfang forvaltningen

er berettiget til at regulere skønnet ved interne regler, behandles umiddelbart

nedenfor i afsnit 6.3.5.3.3.

Tilsidesættelse af lighedsgrundsætningen har karakter af en retlig mangel,

der som det klare udgangspunkt vil medføre en forvaltningsafgørelses ugyl-

dighed.

235

231 Karsten Revsbech m.fl., Forvaltningsret Almindelige emner, 6. udgave (2016), side 229.

232 Se endvidere bl.a. Højesterets domme af 14. april 2015 (UfR 2015.2470), 15. april 2013 (UfR 2013.2068)

og 28. oktober 1992 (UfR 1992.981).

233 Vedrørende spørgsmålet om varsling lagde Højesteret vægt på,

der var tale om en ændring af en

mangeårig fast praksis,

praksisændringen havde indgribende betydning for de skadelidte,

en varsling

over for de relevante faglige organisationer og institutioner ville have gjort det muligt for relevante institu-

tioner og medarbejdere at indrette nye procedurer, og

der ikke forelå tungtvejende grunde, som tilsagde

en hurtig praksisændring.

234 Se bl.a. Kaj Larsen m.fl., Forvaltningsret, 2. udgave (2002), side 448 ff.

235 Karsten Revsbech m.fl., Forvaltningsret Almindelige emner, 6. udgave (2016), side 454-455.

604

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Forvaltningsretlige problemstillinger

Grundsætningen om pligtmæssigt skøn (forbud mod skøn

under regel)

Grundsætningen om det pligtmæssige skøn – ofte også benævnt forbuddet

mod at sætte skøn under regel – vedrører afvejningen af lovlige hensyn.

236

Den bygger på det synspunkt, at når lovgivningsmagten har besluttet at tildele

forvaltningen et skøn, indebærer det en pligt for forvaltningen til at foreta-

ge en individualiseret vurdering (under inddragelse af de sagligt relevante

hensyn).

237

Forvaltningen kan i overensstemmelse med grundsætningen om det pligtmæs-

sige skøn tilgodese administrative hensyn og hensyn til lighed og forudsigelig-

hed ved at regulere skønnet i interne hovedregler eller prioriteringsregler, der

kan være indeholdt i eksempelvis cirkulærer, vejledninger, tjenestebefalinger

eller praksis. Det er en forudsætning, at sådanne regler ikke udelukker, at det

i hver enkelt sag vurderes, om der er grundlag for at fravige disse.

238

Interne regler, der helt udelukker et konkret skøn eller administreres så hånd-

fast, at dette reelt bliver virkningen, vil derimod normalt være uforenelige

med grundsætningen. I litteraturen formuleres det således, at der er en for-

modning imod, at skønnet helt afskæres, og formentlig også imod egentlige

begrænsninger af skønnet i form af eksempelvis ufravigelige betingelser, der

skal være til stede, før der skønnes.

239

Om der konkret er en pligt for forvaltningen til at foretage et skøn, beror på

en fortolkning af det pågældende retsgrundlag, lovgivningsmagtens hensigt

med den skønsmæssige bemyndigelsesbestemmelse samt en vurdering af ka-

rakteren af den konkrete afgørelse og behovet for lighed og forudsigelighed på

det relevante område. Almindeligvis taler det for en individuel stillingtagen,

hvis der er tale om en afgørelse, som er indgribende over for den enkelte bor-

ger.

240

Det fremgår af praksis fra såvel domstolene som ombudsmanden, at

udlændingeområdet er et eksempel på et retsområde, hvor der er et behov for

6.3.5.3.3.

236 Dette afsnit er baseret på navnlig Hans Gammeltoft-Hansen m.fl., Forvaltningsret, 2. udgave (2002),

side 360-366, Karsten Revsbech m.fl., Forvaltningsret Almindelige emner, 6. udgave (2016), side 274-282,

og Niels Fenger m.fl., Forvaltningsret, 1. udgave (2018), side 367-371.

237 Se bl.a. Niels Fenger m.fl., Forvaltningsret, 1. udgave (2018), side 367 ff.

238 Se bl.a. FOB 2018.22.

239 Karsten Revsbech m.fl., Forvaltningsret Almindelige emner, 6. udgave (2016), side 275.

240 Niels Fenger m.fl., Forvaltningsret, 1. udgave (2018), side 368.

605

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Det retlige grundlag for kommissionens vurderinger

en konkret vurdering.

241

Omvendt gælder formodningen imod en afskæring

eller afgrænsning af skønnet ikke på områder, hvor administrative hensyn, be-

hovet for forudsigelighed og lighedsbetragtninger er særligt tungtvejende.

242

Endvidere antages pligten til at skønne også at bortfalde, ”hvor det principielt

er muligt at foretage en individualisering, men hvor der er konkrete fortolk-

ningsmæssige holdepunkter for, at afgørelserne skal træffes så hurtigt, at der

ikke er tid til individuel sagsbehandling”.

243

En tilsidesættelse af grundsætningen om det pligtmæssige skøn er en retlig

mangel, der som det klare udgangspunkt vil medføre en bebyrdende forvalt-

ningsafgørelses ugyldighed.

244

6.3.5.3.4. Proportionalitetsgrundsætningen

Proportionalitetsgrundsætningen – ofte blot benævnt proportionalitetsprin-

cippet – betyder, dels at forvaltningen ikke må vælge en retsfølge, der ikke

aktuelt er nødvendig for at opnå den virkning, som tilstræbes med en aktivi-

tet (krav om nødvendighed), dels at et indgreb – selv om det er nødvendigt

– skal være rimeligt i forhold til det tilstræbte mål (krav om forholdsmæs-

sighed). Iagttagelse af proportionalitetsprincippet indebærer derfor, at der

skal foretages en konkret og individuel vurdering af behovet for en given

forvaltningsretlig disposition i lyset af dennes formål og den konkrete sags

omstændigheder.

245

Proportionalitetsprincippet finder anvendelse både i afgørelsessager, og når

der træffes beslutninger som led i faktisk forvaltningsvirksomhed. Tilsidesæt-

telse af princippet har karakter af en retlig mangel, der i sin natur er væsentlig

og dermed kan medføre en bebyrdende forvaltningsafgørelses ugyldighed.

246

241 Karsten Revsbech m.fl., Forvaltningsret Almindelige emner, 6. udgave (2016), side 277-278 med hen-

visning til bl.a. FOB 2005.336, FOB 2006.346, og Højesterets dom af 15. april 2010 (UfR 2010.1912).

242 Se bl.a. Højesterets dom af 26. januar 1993 (UfR 1993.307).

243 Karsten Revsbech m.fl., Forvaltningsret Almindelige emner, 6. udgave (2016), side 280.

244 Karsten Revsbech m.fl., Forvaltningsret Almindelige emner, 6. udgave (2016), side 455.

245 Dette afsnit er baseret på navnlig Bent Christensen, Forvaltningsret – opgaver, hjemmel, organisation,

2. udgave (1997), side 201 ff., Hans Gammeltoft-Hansen m.fl., Forvaltningsret. 2. udgave (2002), side 372

ff., og Karsten Revsbech m.fl., Forvaltningsret Almindelige emner, 6. udgave (2016), side 267-274.

246 Karsten Revsbech m.fl., Forvaltningsret Almindelige emner, 6. udgave (2016), side 455.

606

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Oplysningspligten i forhold til Folketingets Ombudsmand

6.4. Oplysningspligten i forhold til Folketingets Ombuds-

mand

Af lovbekendtgørelse nr. 349 af 22. marts 2013 om Folketingets Ombudsmand

(ombudsmandsloven)

19, stk. 1, fremgår det:

”Myndigheder m.v., der er omfattet af ombudsmandens virksomhed, er

forpligtet til at meddele ombudsmanden de oplysninger samt udlevere

de dokumenter mv., som forlanges af ombudsmanden.”

Bestemmelsen blev indsat ved lov nr. 473 af 12. juni 1996 om Folketingets

Ombudsmand. Bestemmelsen er siden blevet konsekvensændret ved lov nr.

502 af 12. juni 2009 om ændring af lov om Folketingets Ombudsmand som

følge af en ændring af ombudsmandens kompetence efter

7 til i visse tilfælde

også at omfatte private institutioner mv.

19, stk. 1, blev indsat på baggrund af lovforslag nr. L 57 af 2. november

1995. Af bemærkningerne til bestemmelsen fremgår:

”Stk. 1 angår udleveringen af allerede foreliggende oplysninger. I lighed

med den gældende lovs

7, stk. 1, har ombudsmanden krav på at få

alle oplysninger og dokumenter, uanset om de foreligger som udkast,

interne notater, protokoller, oplysninger, der er lagret i edb, netværk

osv. Det afgørende er, om de pågældende oplysninger eller aktstykker

må antages at have betydning for ombudsmandens undersøgelse af

en sag.”

247

Bestemmelsen erstattede dels

7, stk. 1, 2 og 4, i den hidtidige lov nr. 203 af

11. juni 1954

248

, dels den tilhørende instruks fra 1962.

249

Efter den tidligere

gældende bestemmelse i

7 havde ombudsmanden krav på de oplysninger

og de dokumenter og protokoller, han i sit hvervs medfør forlangte. Forplig-

telsen påhvilede imidlertid enkeltpersoner (ministre, tjenestemænd m.fl.), og

forpligtelsen var undergivet de begrænsninger, der fulgte af retsplejelovens

regler om vidneudelukkelse og vidnefritagelse.

247 Folketingstidende 1995-96, tillæg A, lovforslag nr. L 57 fremsat den 2. november 1995, side 1719.

248 Jf. lovbekendtgørelse nr. 642 af 17. september 1986.

249 Bekendtgørelse nr. 48 af 9. februar 1962 af instruks for Folketingets Ombudsmand.

607

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Det retlige grundlag for kommissionens vurderinger

7 i ombudsmandsloven fra 1954 blev indsat på baggrund af forslag til lov

nr. L 112 af 20. oktober 1953 om folketingets ombudsmand. Lovforslaget var

en genfremsættelse af forslag til lov af 10. februar 1953 om rigsdagens om-

budsmand. I bemærkningerne til lovforslaget er der – ud over henvisningerne

til retsplejelovens regler om vidneudelukkelse og vidnefritagelse – ikke anført

noget nærmere om, hvilke oplysninger der kan søges udleveret af ombuds-

manden, herunder eventuelle begrænsninger heri.

250

Der er således hverken i lovens nuværende ordlyd eller i bemærkningerne

til bestemmelsen, herunder bemærkningerne til den oprindelige ombuds-

mandslov, nogen begrænsninger i typen eller omfanget af de dokumenter og

oplysninger, som ombudsmanden kan forlange udleveret. Ombudsmanden

havde også før vedtagelsen af

19, stk. 1, i praksis en ubegrænset adgang til

de oplysninger og dokumenter, som ombudsmanden anså for nødvendige.

251

Ombudsmandens adgang til alle oplysningerne og dokumenterne i sagen

forudsætter naturligvis, at disse fortsat findes. Det indebærer, at offentlig-

hedslovens regler om journaliseringspligt og arkivlovens regler om, hvornår

sagsmateriale må bortskaffes, kan blive afgørende for, om en myndighed mv.

kan opfylde oplysningspligten efter ombudsmandslovens

19, stk. 1.

Efter offentlighedslovens

15, stk. 1, skal dokumenter, der er modtaget eller

afsendt af en forvaltningsmyndighed som led i administrativ sagsbehandling

i forbindelse med dens virksomhed, journaliseres, i det omfang dokumentet

har betydning for en sag eller sagsbehandlingen i øvrigt. Det samme gælder

interne dokumenter, der foreligger i endelig form. Ombudsmanden har ud-

talt, at sms-beskeder og mails kan have en sådan formløs karakter, at de ikke

kan anses for omfattet af dokumentbegrebet og af den grund ikke vil skulle

journaliseres.

252

Om dette er tilfældet, vil bero på en konkret vurdering af

indholdet og karakteren af den enkelte sms-besked eller mail sammenholdt

med indholdet og karakteren af den sag, som den vedrører. En sms-besked

eller mail vil f.eks. være omfattet af dokumentbegrebet, hvis den indeholder

notatpligtige oplysninger.

250 Rigsdagstidende 1952-53, tillæg A, sp. 4071-4073, og tillæg B, sp. 1285-1289, samt Folketingets For-

handlinger, sp. 4159-4183.

251 Jon Andersen m.fl., Ombudsmandsloven med kommentarer, 2. udgave (2013), side 171.

252 FOB 2018-29.

608

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Oplysningspligten i forhold til Folketingets Ombudsmand

I forhold til udlevering af dokumenter til ombudsmanden spiller det ikke

nogen rolle, om dokumenterne er journaliseret. Pligten til udlevering af do-

kumenter til ombudsmanden gælder således de dokumenter, ombudsmanden

forlanger, uanset om de er journaliseret.

De oplysninger, som udleveres til ombudsmanden, skal være rigtige og fyldest-

gørende.

253

For så vidt angår udleveringen af oplysninger om faktiske forhold

i en sag gælder dette ubetinget. Der må naturligvis ikke udleveres egentlige

urigtige oplysninger og dokumenter, ligesom det vil være i strid med oplys-

ningspligten i

19, stk. 1, kun at udlevere dele af et dokument eller alene de

oplysninger, der taler i myndighedens favør i den sag, som ombudsmanden

behandler. Det er nærliggende, at myndigheden i tvivlstilfælde udleverer op-

lysningerne og dokumenterne.

For så vidt angår de oplysninger, der vedrører myndighedens retlige overve-

jelser, kan det være mere tvivlsomt, hvilke krav der kan stilles til myndighe-

den. Myndighedens redegørelse for de retlige vurderinger, myndigheden har

foretaget i den sag, som ombudsmanden har til pådømmelse, bør være loyal.

Myndigheden kan ikke antages at være afskåret fra at forsøge at forbedre

den retlige argumentation, men nye argumenter må ikke camoufleres som

uddybning af allerede tidligere anlagte synspunkter.

254

Hvis en myndighed afgiver urigtige, utilstrækkelige eller misvisende oplys-

ninger, kan det – ud over at give anledning til kritik fra ombudsmandens side

– give anledning til, at myndigheden over for ansatte rejser disciplinærsag

eller anmelder forholdet som en overtrædelse af straffelovens

156,

157

eller

162.

255

Hvis en minister handler i strid med ombudsmandslovens

19, stk. 1, og der

herved kan blive tale om ansvar efter ministeransvarlighedslovens

5, stk.

1, kan der for de ansatte i myndigheden også blive tale om medvirken efter

straffelovens

23.

256

253 Jon Andersen m.fl., Ombudsmandsloven med kommentarer, 2. udgave (2013), side 174.

254 DJØF’s betænkning om fagligt etiske principper i offentlig administration (1993), side 153.

255 DJØF’s betænkning om fagligt etiske principper i offentlig administration (1993), side 153.

256 Jon Andersen m.fl., Ombudsmandsloven med kommentarer, 2. udgave (2013), side 176, og DJØF’s

betænkning om fagligt etiske principper i offentlig administration (1993), side 156 ff.

609

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Det retlige grundlag for kommissionens vurderinger

6.5. Reglerne om ministres ansvar og om undersøgelses-

kommissioners opgaver i relation til ministre

Det tilkommer efter grundlovens

16 alene Folketinget (og regeringen) at

tage stilling til, om der skal gøres et retligt ansvar mod en minister gældende

ved Rigsretten, og ifølge undersøgelseskommissionslovens

4, stk. 4, 2. pkt.,

kan en undersøgelseskommission ikke få til opgave at foretage retlige vurde-

ringer til belysning af spørgsmålet om ministres ansvar. Kommissionen har i

det følgende medtaget en orienterende og overordnet beskrivelse af de regler,

der regulerer ministres ansvar, og de opgaver, en undersøgelseskommission

har i relation til ministre.

6.5.1.

Generelt om ministeransvaret

Den udøvende magt i Danmark bygger på et ministerialsystem, jf. grundlovens

12. Magten er fordelt på en række ministerier, hvor magten og det dermed

forbundne ansvar er henlagt til én person, nemlig ministeren. Inden for et

ministerområde er det embedsværkets opgave at tjene ministeren.

257

En mi-

nister er som udgangspunkt ansvarlig for hele sin ressort.

I overensstemmelse hermed har ministeren instruktionsbeføjelse over hele

embedsværket, der tilsvarende har lydighedspligt over for ministeren. I sær-

lige tilfælde kan embedsfolkenes sagkundskab sætte grænser for ministerens

instruktionsbeføjelse. Ministerens pligt til i visse tilfælde at respektere em-

bedsfolkenes sagkundskab indebærer imidlertid ikke en pligt for ministeren

til at følge embedsfolkenes indstilling i tilfælde, hvor ministeren finder, at der

bør resolveres på et bredere eller anderledes – men forudsætningsvis lovligt –

præmisgrundlag end det, embedsfolkene har fremlagt.

258

Ministeren antages

desuden at have en pligt til at udspørge sine embedsfolk i det særlige tilfælde,

hvor det står eller burde stå ministeren klart, at embedsfolkene sandsynligvis

sidder inde med oplysninger af væsentlig betydning for behandlingen af en

foreliggende sag, og disse oplysninger ikke er tilgået ministeren.

259

Ministeren

kan således ikke holde sig i bevidst uvidenhed om væsentlige forhold.

257 Afsnit 6.5.1 er i al væsentligt baseret på betænkning nr. 1354/1998 om forholdet mellem minister og

embedsmænd, afsnit 2.4, Jens Peter Christensen, Offentligt ansatte chefers ansvar: en udredning om visse

forhold af betydning for offentligt ansatte chefers retsstilling, 1. udgave (1998), side 103 ff., betænkning nr.

1443/2004 om embedsmænds rådgivning og bistand, side 262 ff., betænkning nr. 1557/2015 om opfølgning

på Christiania-sagen, side 17 ff., og Jens Peter Christensen m.fl., Dansk Statsret, 3. udgave (2020), side 76 ff.

258 Jens Peter Christensen, Ministeransvar, 1. udgave (1997), side 371 ff.

259 Jens Peter Christensen, Ministeransvar, 1. udgave (1997), side 370 og betænkning nr. 1443/2004 om

embedsmænds rådgivning og bistand, side 265.

610

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Reglerne om ministres ansvar og om undersøgelseskommissioners opgaver i relation til ministre

Ministeransvaret er en hovedhjørnesten i det parlamentariske demokrati og

findes forankret i grundlovens

§§

13, 14 og 15. Ministeransvaret har en politisk

og retlig funktion med dertil hørende ansvarssystemer.

Det

politiske ansvar

er fastslået i grundlovens

15, stk. 1, hvorefter ingen

minister kan forblive i sit embede, efter at Folketinget har udtalt sin mistillid

til vedkommende. Det er således i alle tilfælde ministeren (og aldrig embeds-

værket), der bærer det politiske ansvar over for Folketinget. Sanktionerne af

politisk karakter kan variere fra let kritik til en ”næse” og i yderste konsekvens

et mistillidsvotum efter grundlovens

15.

Der er ingen retlige grænser for, hvornår Folketinget kan gøre et politisk an-

svar gældende mod en minister. Det er således bl.a. ikke en betingelse, at den

pågældende minister har handlet retsstridigt. Folketinget kan vedtage et mis-

tillidsvotum eller udtale kritik af en minister på et hvilket som helst grundlag,

som Folketinget måtte finde relevant. I praksis har Folketinget dog i betydeligt

omfang ved den politiske stillingtagen til ministrenes embedsførelse lagt vægt

på retligt prægede normer som f.eks., om ministeren med vilje har overtrådt

en given pligt eller i hvert fald burde have undgået overtrædelsen. Den retligt

prægede skabelon har indebåret, at der i praksis er blevet lagt betydelig vægt

på, hvilken rådgivning ministeren har modtaget af sine embedsfolk, når mi-

nisterens politiske ansvar er blevet vurderet.

260

Grundlovens

13, 2. pkt., bestemmer om ministres

retlige ansvar,

at ministre-

ne er ansvarlige for regeringens førelse, og at deres ansvarlighed bestemmes

nærmere ved lov. Ministeren må ikke varetage sit embede i strid med gældende

ret. I overensstemmelse med grundlovens

13, 2. pkt., er der i ministeransvar-

lighedsloven, der trådte i kraft den 11. maj 1964, fastsat regler om det retlige

ansvar for ministres embedsførelse.

261

260 Jens Peter Christensen, Offentligt ansatte chefers ansvar: en udredning om visse forhold af betydning

for offentligt ansatte chefers retsstilling, 1. udgave (1998), side 107.

261 Se i øvrigt betænkning nr. 312/1962 om ministrenes ansvar for regeringens førelse samt om, hvorvidt en

særlig ministeransvarlighedslov bør gennemføres. Betænkningen indeholder oplysninger om forfatningsbe-

stemmelser om ministeransvarlighed, tidligere fremsatte forslag til ministeransvarlighedslov, den statsretlige

teoris behandling af disse problemer, sager, i hvilke der har været spørgsmål om rigsretstiltale, samt fremmed

ret.

611

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Det retlige grundlag for kommissionens vurderinger

Ministeransvarlighedslovens

5 bestemmer følgende:

”En minister straffes, hvis han forsætligt eller af grov uagtsomhed tilsi-

desætter de pligter, der påhviler ham efter grundloven eller lovgivnin-

gen i øvrigt eller efter hans stillings beskaffenhed.

Stk. 2.

Bestemmelsen i stk. 1 finder anvendelse, såfremt en minister

giver folketinget urigtige eller vildledende oplysninger eller under fol-

ketingets behandling af en sag fortier oplysninger, der er af væsentlig

betydning for tingets bedømmelse af sagen.”

Det følger af ministeransvarlighedslovens

5, stk. 1, at to grundlæggende

betingelser skal være opfyldt, for at en minister kan ifalde strafansvar efter

bestemmelsen. For det første skal ministeren have tilsidesat sine pligter som

minister (den objektive betingelse). For det andet skal tilsidesættelsen af de

pligter, der påhviler ministeren, være sket forsætligt eller af grov uagtsom-

hed

262

(den subjektive betingelse). I kravet om forsæt ligger i almindelighed,

at ministeren har handlet med vilje og viden om de forhold, der har medført

retsbruddet (direkte forsæt), eller at ministeren har anset det som overvejende

sandsynligt, at handlingen indebar sådanne forhold (sandsynlighedsforsæt).

263

Efter ministeransvarlighedslovens

2 finder straffelovens almindelige del

anvendelse. Bestemmelsen har især betydning ved henvisning til straffelovens

regler om ansvar for forsøg og medvirken. Det indebærer bl.a., at en minister

ikke alene kan pådrage sig strafansvar for egne handlinger, men også for

medvirken til handlinger foretaget af andre, jf. straffelovens

23.

Ministeransvarlighedslovens

3 præciserer det objektive gerningsindhold, der

skal være realiseret, for at der kan pålægges en minister strafansvar for at have

medvirket til en underordnets handling, i tre nærmere bestemte situationer:

262 En overtrædelse, der skyldes simpel uagtsomhed, er derimod ikke strafbar, se Jens Peter Christensen

m.fl., Dansk Statsret, 3. udgave (2020), side 95.

263 Jens Peter Christensen m.fl., Dansk Statsret, 3. udgave (2020), side 95. Hertil kommer bl.a. endnu en

mulig forsætsgrad i form af det såkaldte ”eventualitetsforsæt” eller ”dolus eventualis”, se bl.a. Højesterets dom

af 30. december 2013 (UfR 2014.948). Et eventualitetsforsæt foreligger eksempelvis, når den pågældende

indser en bestemt begivenhed som en mulig følge af hans eller hendes handlinger og samtidig forholder sig

psykologisk accepterende til denne mulige følge for det tilfælde, at den måtte indtræde.

612

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Reglerne om ministres ansvar og om undersøgelseskommissioners opgaver i relation til ministre

”Ved anvendelsen af borgerlig straffelovs regler om ansvar for medvir-

ken til en lovovertrædelse skal en minister anses for medvirkende til

en underordnets handling, når

1) han har været bekendt med, at den pågældende handling ville blive

foretaget, og har undladt at søge dette hindret.

2) handlingen har været et nødvendigt eller naturligt middel til gen-

nemførelsen af en beslutning, for hvilken ministeren er ansvarlig.

3) han har fremmet handlingens udførelse ved ikke i rimeligt omfang

at føre tilsyn og fastsætte instrukser.”

Bestemmelsen begrænser ikke reglen om medvirken i straffelovens

23, og

en minister vil således være ansvarlig i alle tilfælde, hvor dette følger af straf-

felovens

23.

264

Også med hensyn til en ministers strafansvar for en underordnets handling

skal den subjektive betingelse være opfyldt. For at en minister kan ifalde

strafansvar for at have medvirket til en underordnets handling, er det såle-

des en betingelse, at ministeren har handlet forsætligt eller groft uagtsomt.

Ministerens ansvar for medvirken er på den anden side ikke betinget af, at

det strafbare forhold, der er begået af den underordnede, kan tilregnes den

underordnede som forsætligt eller (groft) uagtsomt.

6.5.2.

Ministerens pligt til at overholde lovgivningen

En minister har pligt til at overholde lovgivningen. Dette følger af legalitets-

princippet, herunder den formelle lovs princip og kravet om lovhjemmel. I

ministeransvarlighedsloven er denne pligt udtrykkeligt fastslået i

5, stk. 1.

Ved dom af 22. juni 1995 fastslog et flertal på 15 af Rigsrettens 20 dommere,

at fhv. justitsminister Erik Ninn-Hansen var skyldig i overtrædelse af minis-

teransvarlighedslovens

5, stk. 1, ved i perioden fra midten af juni 1988 til sin

afgang som justitsminister den 10. januar 1989 at have fastholdt beslutningen

om at stille de tamilske familiesammenføringssager i bero.

265

Rigsrettens dom

belyser det nærmere indhold af forpligtelsen til at overholde lovgivningen i

264 Folketingstidende 1963-64 (1. samling), tillæg A, lovforslag nr. L 104 fremsat den 6. november 1963,

sp. 261.

265 UfR 1995.672/2.

613

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Det retlige grundlag for kommissionens vurderinger

ministeransvarlighedslovens

5, stk. 1. Det fremgår af flertallets udtalelse

vedrørende den retlige vurdering af skyldsspørgsmålet bl.a.:

”Gennem henvisningen til de pligter, der påhviler en minister efter

lovgivningen eller efter stillingens beskaffenhed, får reglen [minister-

ansvarlighedslovens

5, stk. 1] karakter af en retlig standard, hvis

forståelse i nogen grad afhænger af skønsmæssige vurderinger. Straf-

ansvar må forudsætte, at der er tale om overtrædelser, som alvorligt

kan bebrejdes ministeren, og hvor en politisk reaktion må anses for at

være utilstrækkelig, jf. herved bemærkningerne til lovforslagets

4, nu

lovens

5 (Folketingstidende 1963-64, Tillæg A, sp. 263). At et forhold

er kritisabelt, indebærer således ikke i sig selv, at der foreligger en

overtrædelse af ministeransvarlighedsloven. Fastlæggelsen af grænsen

mellem den blot kritisable adfærd og den strafbare adfærd kan være

vanskelig at drage, og der kan være tale om en glidende overgang. Ved

vurderingen af, om forholdet er så alvorligt, at grænsen er overskredet,

må det tillægges betydning, om ministeren har forfulgt usaglige formål,

ligesom forholdets tidsmæssige udstrækning og konsekvenser for de

berørte selvsagt vil være af betydning.”

Vedrørende Erik Ninn-Hansens forsæt fandt flertallets 15 dommere endvidere,

at årsagen til, at Erik Ninn-Hansen ved udgangen af maj fastholdt berostil-

lelsen, måtte antages at have været, at han ikke ønskede, at de tamilske fami-

liemedlemmer skulle komme til Danmark. I dommen hedder det i flertallets

begrundelse videre herom:

”Han forfulgte således et lovstridigt formål og fastholdt berostillelsen

på trods af, at han både den 13. juni 1988 og et par dage senere kraf-

tigt blev advaret af sine embedsmænd om, at administrationen ville

medføre alvorlig kritik. Det kan ikke tillægges afgørende betydning,

at embedsmændene i deres advarsler ikke betegnede administratio-

nen som »ulovlig« eller »retsstridig«. I hvert fald fra dette tidspunkt

må han have været ganske klar over, at berostillelsen savnede sagligt

grundlag, og at den manglende færdiggørelse af sagerne alene skyldtes

hans beslutning herom.

…

Erik Ninn-Hansens administration af de tamilske familiesammenfø-

ringssager er udtryk for en alvorlig tilsidesættelse af de pligter, der på-

614

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Reglerne om ministres ansvar og om undersøgelseskommissioners opgaver i relation til ministre

hvilede ham som minister og forvaltningschef. Tilsidesættelsen indebar

endvidere en krænkelse af de tamilske familiemedlemmers personlige

rettigheder - en krænkelse, som han måtte vide kunne få alvorlige kon-

sekvenser for de pågældende.

Erik Ninn-Hansen er ved sin administration gået ud fra, at han har haft

tilslutning hertil i regeringen og hos et flertal i Folketinget. Uanset om

denne opfattelse måtte have været rigtig, er en sådan tilslutning uden

betydning for bedømmelsen af skyldspørgsmålet, idet den ikke kan

legitimere den ovenfor beskrevne, lovstridige sagsbehandling.”

Mindretallet anførte, at det ved den retlige vurdering af Erik Ninn-Hansens

ansvar måtte tillægges vægt, at der angiveligt i politiske kredse, herunder

regering og Folketing, og i befolkningen var bred opbakning til at begrænse

familiesammenføringssagerne, og at Erik Ninn-Hansen som minister og fol-

ketingsmedlem måtte lytte til, hvad der rørte sig i befolkningen.

Som anført ovenfor hviler forvaltningens myndighedsudøvelse imidlertid på

et legalitetsprincip og krav om lovmæssig forvaltning. Som det fremgår af

dommen, var den tilslutning, som Erik Ninn-Hansen med rette eller urette gik

ud fra, at han havde i regeringen og hos et flertal i Folketinget (og befolknin-

gen), derfor uden betydning for skyldspørgsmålet, da den ikke kunne give det

fornødne hjemmelsgrundlag for den lovstridige sagsbehandling.

266

Også almindelige forvaltningsretlige grundsætninger skal respekteres af for-

valtningen og følgelig også af ministeren som øverste forvaltningschef. Brud

på sådanne grundsætninger vil, afhængig af bruddets karakter og grovhed,

kunne henføres til ministeransvarlighedslovens

5, stk. 1, om pligter, der

påhviler ministeren som følge af ”hans stillings beskaffenhed”.

267

6.5.3.

Ministerens sandhedspligt

6.5.3.1.

Om ministeransvarlighedslovens

5, stk. 2

Det følger af ministeransvarlighedslovens

5, stk. 2, at en minister ikke må

give Folketinget urigtige eller vildledende oplysninger eller under Folketingets

266 Jens Peter Christensen, Ministeransvar, 1. udgave (1997), side 106 ff., og Henrik Hjort Elmquist, Statsret

– Praktisk forfatningsret i en politisk verden, 2. udgave (2018), side 272.

267 Jens Peter Christensen, Ministeransvar, 1. udgave (1997), side 373 f.

615

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Det retlige grundlag for kommissionens vurderinger

behandling af en sag fortie oplysninger, der er af væsentlig betydning for

tingets bedømmelse af sagen.

268

Efter bestemmelsen er det retlige udgangspunkt, at en minister ikke er under-

lagt nogen pligt til at afgive oplysninger til Folketinget. Vælger en minister

imidlertid at afgive oplysninger til Folketinget, følger det af sandhedspligten

i ministeransvarlighedslovens

5, stk. 2, at de afgivne oplysninger ikke må

være urigtige eller vildledende. Hertil kommer, at en positiv oplysningspligt

følger af bestemmelsen derved, at en minister ikke under Folketingets behand-

ling af en sag må fortie oplysninger, der er af væsentlig betydning for tingets

bedømmelse af sagen. Det kan undertiden være vanskeligt retligt set at skelne

mellem oplysninger, der er vildledende, og fortielser.

269

Det må antages, at en

minister, der uden forsæt har afgivet urigtige oplysninger til Folketinget, har

pligt til at berigtige disse oplysninger, når ministeren bliver bekendt med, at

de tidligere afgivne oplysninger var urigtige.

270

Gør ministeren ikke dette, kan

der være tale om en fortielse i strid med ministeransvarslighedslovens

stk. 2. Det er i den forbindelse nærliggende at antage, at berigtigelsen skal ske

uden unødigt ophold og efter omstændighederne straks – for eksempel hvis

ministeren er bekendt med, at oplysningen har betydning for en igangværende

sag – men der kan ikke siges noget sikkert herom.

Bestemmelsen vedrører alene en ministers oplysninger til Folketinget, men

det kan også komme på tale at kvalificere urigtige eller vildledende oplys-

ninger til offentligheden i øvrigt som brud på de pligter, der efter lovens

stk. 1, påhviler en minister ”efter hans stillings beskaffenhed”. Princippet om

sandhedspligt gælder således i almindelighed også i forbindelse med presse-

268 Afsnit 6.5.3 er i al væsentligt baseret på DJØFs betænkning om fagligt etiske principper i offentlig ad-

ministration (1993), side 148 ff., Jens Peter Christensen, Ministeransvar, 1. udgave (1997), side 135 ff., 302

ff., 361 ff., 435 ff. og 448 ff., Jens Peter Christensen, Offentligt ansatte chefers ansvar: en udredning om visse

forhold af betydning for offentligt ansatte chefers retsstilling, 1. udgave (1998), side 103 ff., og betænkning

nr. 1557/2015 om opfølgning på Christiania-sagen, side 21 ff.

269 Jens Elo Rytter, Ministres oplysningspligt over for Folketinget, Juristen, nr. 4, 2015, side 150.

270 Betænkning nr. 1443/2004 om embedsmænds rådgivning og bistand, side 54 og 205, hvor det anføres,

at der gælder en pligt for ministeren til at sikre, at urigtige eller vildledende oplysninger, som måtte blive

viderebragt til offentligheden af den særlige rådgiver eller andre embedsmænd, bliver berigtiget. Dette må

desto mere gælde i en situation, hvor det er ministeren selv, der har afgivet de urigtige oplysninger. Problem-

stillingen ses dog ikke behandlet i litteraturen.

616

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Reglerne om ministres ansvar og om undersøgelseskommissioners opgaver i relation til ministre

betjening og i tilfælde, hvor en minister anvender en pressemeddelelse til at

præsentere ministerens politik og initiativer for en bredere offentlighed.

271

Den præcise rækkevidde af ministerens sandhedspligt efter ministeransvar-

lighedslovens

5, stk. 2, er forbundet med usikkerhed, fordi afgrænsningen

af begreberne ”urigtige” og ”vildledende” rejser spørgsmål som bl.a.:

– Hvor mange forbehold og forudsætninger er det nødvendigt at vi-

deregive?

– Hvor mange biomstændigheder kan det være forsvarligt – og even-

tuelt endda rimeligt – at lade uomtalte?

– Hvor sikkert kan et skøn, som er behæftet med usikkerhed, frem-

stilles?

– Hvor går grænsen mellem den optimistiske, men dog acceptable

fremstilling af en sag, og den utilladelige vildledning?

– Hvilke forventninger er adressaten for oplysningen i den givne

sammenhæng berettiget til at have til oplysningens kvalitet under

hensyn til bl.a. oplysningens form og ikke mindst den anvendelse,

oplysningen afgives til brug for?

Afgørelsen af, om der foreligger en urigtig eller vildledende oplysning eller en

fortielse af oplysninger, beror på en konkret bedømmelse, som undertiden kan

være vanskelig, fordi den præcise rækkevidde af ministerens sandhedspligt

bl.a. afhænger af, i hvilken sammenhæng en given oplysning afgives – eller

ikke afgives. Spørgsmål, der stilles til en minister, kan have mange forskellige

politiske funktioner, herunder kan visse spørgsmål opfattes ”politiske” eller

kan blive opfattet som ”politisk drilleri”. At ministres svar og oplysninger til

Folketinget ofte indgår i et politisk spil, ændrer imidlertid ikke ved, at mi-

nisteransvarlighedsloven kræver, at sådanne svar og oplysninger skal være

korrekte og dækkende.

272

Det hører med til vurderingen heraf, at en ministers

svar ikke alene tager sigte på, at den enkelte spørger informeres fyldestgørende

og korrekt. Svarets adressat er Folketinget som sådan, ligesom besvarelsen af

spørgsmål også tjener til at oplyse vælgerbefolkningen.

271 I statsministerens svar af 9. juni 2017 på spørgsmål nr. 803 fra Folketingets Udlændinge- og Integrati-

onsudvalg blev der svaret ”ja” på spørgsmålet om, hvorvidt en pressemeddelelse udstedt af et ministerium

er omfattet af den pågældende ministers sandhedspligt. Se endvidere betænkning nr. 1443/2004 om em-

bedsmænds rådgivning og bistand, side 157, der dog omhandler embedsfolk.

272 Jens Peter Christensen, Ministeransvar, 1. udgave (1997), side 361 ff.

617

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Det retlige grundlag for kommissionens vurderinger

Det er almindeligt antaget, at der kan peges på nogle omstændigheder ved-

rørende forholdet mellem regering og Folketing, som kan få betydning ved

fastlæggelsen af sandhedspligten i denne relation:

På den ene side

er det blevet fremhævet, at det i Danmark er traditionen, at

Folketinget, der ikke selv råder over undersøgelsesmidler, som udgangspunkt

skaffer sig alle oplysninger, der skønnes nødvendige, ved at anmode vedkom-

mende minister om at tilvejebringe dem. Skal den parlamentariske proces,

herunder fastlæggelsen af grundlaget for et eventuelt ansvar, fungere på en

betryggende måde, skal Folketinget kunne fæste lid til, at de oplysninger, der

således tilvejebringes, er rigtige og fyldestgørende. Det er en helt fundamental

del af det demokratisk-parlamentariske system, at Folketinget som del af den

lovgivende magt og i udøvelsen af sin kontrolfunktion kan stole på, at mini-

stres oplysninger til Folketinget er både korrekte og fyldestgørende.

Det gælder for så vidt uanset, om oplysninger fra regeringen til Folketinget

gives under forespørgselsdebatter efter grundlovens

53, ved (mundlig eller

skriftlig) besvarelse af spørgsmål fra Folketingets udvalg, herunder ved sam-

råd, ved besvarelse af

20-spørgsmål eller i Folketingets spørgetime.

Hvis et spørgsmål, der stilles fra folketingsudvalg eller folketingsmedlemmer,

er uklart formuleret, er det antaget, at det påhviler ministeren så vidt muligt

at finde ud af spørgsmålets mening og give svar herpå. På samme måde er

det antaget, at der gælder en pligt til at korrigere åbenbare misforståelser,

f.eks. i tilfælde, hvor det fremgår af et spørgsmål, at det er baseret på urigtige

forudsætninger om faktiske eller retlige forhold.

Det antages i øvrigt, at det ikke kan være afgørende for vurderingen af, om

en ministers oplysninger til Folketinget har været misvisende eller ufyldest-

gørende, at Folketinget på tidspunktet for oplysningernes afgivelse ikke har

kritiseret disse eller krævet dem uddybet. Manglende reaktion fra Folketingets

side kan skyldes, at tinget ikke på tidspunktet for oplysningernes afgivelse

besad tilstrækkelig viden til at forstå eller til at burde forstå, at ministerens

svar måske var ufyldestgørende.

Det antages endvidere, at en ministers besvarelse af et spørgsmål fra Folketin-

get også skal være dækkende, selv om spørgeren kan formodes allerede at være

bekendt med, hvorledes sagen forholder sig, da ministerens sandhedspligt

618

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Reglerne om ministres ansvar og om undersøgelseskommissioners opgaver i relation til ministre

sigter på, at Folketinget som sådan – og ikke kun den enkelte spørger – infor-

meres fyldestgørende og korrekt. Selv om Folketinget må formodes at vide

besked om, hvordan tingene reelt forholder sig, skal der gives et sandfærdigt

og dækkende svar. Et svar til Folketinget tjener i kraft af offentlighedsprincip-

pet i grundlovens

49 samtidig til oplysning af vælgerbefolkningen.

På den anden side

er det blevet fremhævet, at udgangspunktet må være, at der

ikke er pligt til at svare på andet end det, der udtrykkeligt er spurgt om. Det

kan dog ikke udelukkes, at en helt bogstavelig besvarelse af et spørgsmål vil

være misvisende, og så må der gives supplerende oplysninger i svaret. Det an-

tages i den forbindelse, at rammerne for besvarelse af navnlig

20-spørgsmål

er temmelig snævre, og at svaret nødvendigvis må tilpasses disse rammer og

f.eks. kan være relativt kortfattet, således at besvarelsen koncentreres om det

væsentlige i spørgsmålet. I retten til at fatte sig i korthed antages at ligge, at

ministersvar på folketingsspørgsmål ikke (altid) i enhver henseende kan være

udtømmende. Retten til at fatte sig i korthed skal imidlertid administreres

loyalt af ministeren, således at svaret ikke reelt bliver urigtigt eller vildledende.

Ministerens opgave er at gennemføre regeringens politik, som en del af Fol-

ketingets medlemmer ofte vil være modstander af. Dette forhold har også

indflydelse på afgrænsningen af ministerens sandhedsforpligtelse over for

Folketinget. Det kan derfor ikke forventes, at regeringen i det omfang, den

arbejder for realiseringen af sine politiske mål, fremhæver alle betænkelighe-

der ved den politik, der søges gennemført. Tilskyndelsen for regeringen til at

fremstille sin politik i det gunstigst mulige lys vil ofte være stor. Men der er

grænser. Alle oplysninger om faktiske, konstaterbare forhold skal være rigtige

og fyldestgørende. Folketingets Udvalg for Forretningsordenen har desuden

anført, at indhentelse og videregivelse af oplysninger til Folketinget bør ske

loyalt og uden hensyn til, hvorvidt de oplysninger, som foreligger, eller som

der kan være tale om at indhente, umiddelbart synes at ville understøtte mi-

nisterens politiske holdninger eller intentioner.

273

6.5.3.2.

Om sandhedspligten og selvinkriminering

Der kan tænkes tilfælde, hvor en minister afgiver urigtige oplysninger til

Folketinget for at skjule en handling, for hvilken ministeren kan straffes.

273 Beretning om ministres ansvar over for Folketinget af 26. februar 2015, Udvalget for Forretningsordenen

2014-15 (1. samling), almindelig del, bilag 20, beretning nr. 6, side 3.

619

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Det retlige grundlag for kommissionens vurderinger

Dette rejser spørgsmål om, hvorvidt sandhedspligten kan opretholdes over

for ministeren.

Spørgsmålet er ikke behandlet i ministeransvarlighedslovens forarbejder.

Det følger af straffelovens

159, stk. 1, at den, der afgiver falsk forklaring som

sigtet i en offentlig straffesag eller under afhøring i tilfælde, hvor forklaring

ifølge loven ikke må kræves, ikke straffes.

274

Om en person skal anses for sigtet, afhænger af styrken af den mistanke, der

retter sig mod den pågældende.

275

Med Højesterets dom af 12. oktober 1982

(UfR 1982.1090/2) er det fastslået, at bestemmelsens princip om sigtedes

straffrihed finder videre anvendelse. I den konkrete sag fandt Højesteret, at en

skyldner, der afgiver forklaring til skifteretten til opfyldelse af sin oplysnings-

pligt efter konkurslovens

100, ikke pådrager sig ansvar efter straffelovens

162 (om urigtig oplysning til offentlig myndighed) for urigtige erklæringer

om forhold, ”i forbindelse med hvilke han er sigtet, eller hvis han med føje

antog, at han – hvis han afgav en sandfærdig forklaring – kunne blive sigtet”.

276

Ikke en hvilken som helst fjerntliggende risiko for straf kan imidlertid be-

grunde ansvarsfrihed i forhold til en strafsanktioneret sandhedspligt. En mi-

nisters brud på ministeransvarlighedslovens

5, stk. 2, som led i at skjule

eventuelle strafbare handlinger vil således i almindelighed ikke være straffri,

idet en sådan straffrihed i hvert fald vil kræve, at ministeren havde ”føje” (en

god eller gyldig grund) til at antage, at man ved at svare sandfærdigt på f.eks.

et spørgsmål fra Folketinget vil være i en reel risiko for en rigsretstiltale. Da

beslutning om rigsretstiltale historisk set er ganske sjældent forekommende,

vil der normalt ikke være anledning til med føje at antage, at en sådan be-

274 Se hertil også Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6 om retten til en retfærdig

rettergang. Efter Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis beskytter artikel 6 kun retten til at

nægte at udtale sig, men udelukker ikke strafansvar for den tiltalte, der frivilligt vælger at udtale sig. Se herom

Jon Fridrik Kjølbro, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention – for praktikere, 5. udgave (2020), side

707 ff.

275 For nærmere om afgrænsningen af begrebet ”sigtelse” se bl.a. Michael Kistrup m.fl., Straffeprocessen,

3. udgave (2018), side 165 ff., Jørn Vestergaard, Straffeproces, 2. udgave (2018), side 81 ff., Gorm Toftegaard

Nielsen, Straffesagens gang, 7. udgave ved Nicolaj Sivan Holst (2020), side 43 ff., og Hans Gammeltoft-Han-

sen, Strafferetspleje II, 1. udgave (1989), side 11 ff. Se også om mellemformen ”afhøring med en sigtets

retsstilling”, Per Lindegaard i UfR 1983B.79.

276 Se endvidere Lars Henriksen m.fl., Selvinkrimineringsforbudet gælder også i skifteretten, gengivet i

UfR 2000B.382.

620

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Reglerne om ministres ansvar og om undersøgelseskommissioners opgaver i relation til ministre

slutning rent faktisk vil blive truffet. Hertil kommer, at det modhensyn, som

ministeransvarlighedslovens

5, stk. 2, er udtryk for, må tillægges meget

betydelig vægt. Det er således en fundamental forudsætning for grundlovens

parlamentariske system, at Folketinget kan udøve den fornødne kontrol med

regeringen, og det er en forudsætning for Folketingets kontrolfunktion, at

Folketinget kan stille spørgsmål, og at stillede spørgsmål besvares i overens-

stemmelse med sandheden. En fastholdelse af sandhedspligten i en situation,

hvor en minister taler usandt for at skjule sine strafbare handlinger, er derfor

af væsentlig betydning.

277

6.5.4.

Statsministerens tilsynspligt

Regeringens organisation bygger på ministerialsystemet. Den udøvende magt

er fordelt på en række principielt ligestillede og af hinanden uafhængige mi-

nisterier, som hver har en minister i spidsen, der har det politiske og retlige

ansvar for hele ministerområdet. Statsministeren indtager imidlertid på flere

måder en særstilling i regeringen, som også til dels er afspejlet i grundloven.

Efter grundlovens

14, 1. pkt., er det statsministeren, der udnævner og af-

skediger de øvrige ministre, ligesom det er statsministeren, der efter

14, 2.

pkt., bestemmer antallet af ministre og forretningernes fordelinger mellem

ministrene. Disse kompetencer for statsministeren gør, at vedkommende reelt

er de øvrige ministres overordnede.

278

Statsministeren har principielt ikke nogen retlig instruktionsbeføjelse over

for regeringens øvrige ministre, men den politiske realitet vil ofte være den,

at statsministerens adgang til at afskedige en minister eller fratage denne et

sagsområde giver statsministeren en vid adgang til at påvirke den enkelte

ministers beslutninger og afgørelser.

Uanset grundlovens forudsætning om, at den statslige udøvende magt vare-

tages gennem ministerialsystemet, har statsministeren en særlig tilsynspligt i

forhold til de øvrige ministres embedsførelse. Tilsynspligten er en af de pligter,

277 Jens Peter Christensen, Ministeransvar, 1. udgave (1997), side 369 f., og Jens Peter Christensen, Offentligt

ansatte chefers ansvar: en udredning om visse forhold af betydning for offentligt ansatte chefers retsstilling,

1. udgave (1998), side 121 f.

278 Afsnit 6.5.4 er i al væsentligt baseret på Jens Peter Christensen, Ministeransvar, 1. udgave (1997), side

382 f., Hans Gammeltoft-Hansen, Statsministerens tilsynspligt i Trine Baumbach m.fl., Festskrift til Carsten

Henrichsen, 1. udgave (2015), side 233 ff., og Jens Peter Christensen m.fl., Dansk Statsret, 3. udgave (2020),

side 76 f.

621

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Det retlige grundlag for kommissionens vurderinger

der følger af ”stillingens beskaffenhed”, jf. ministeransvarlighedslovens

5, stk.

1, og kan udløse et retligt ansvar, hvis statsministeren ikke lever op til den.

At der gælder en tilsynspligt for statsministre, er kommet til udtryk bl.a. i

rigsretssagen i 1909-10 mod bl.a. fhv. statsminister I.C. Christensen, hvor til-

talen vedrørte manglende tilsyn med justitsminister Albertis aktiviteter som

formand for Den Sjællandske Bondestands Sparekasse (UfR 1910.948). I.C.

Christensen blev frifundet, idet Rigsretten dog udtalte kritik af, at han ikke

havde opfyldt den særlige tilsynspligt, der påhviler statsministeren i forhold

til de øvrige ministre. Det følger af denne dom, at tilsynspligten har karakter

af en pligt til under visse omstændigheder at foranledige en nærmere under-

søgelse af ressortministres forhold.

279

Om tilsynspligtens nærmere omfang og indhold anfører Hans Gammel-

toft-Hansen bl.a., at formålet med statsministerens tilsynspligt er at sikre,

at ministrenes udøvelse af deres funktioner er lovlig. Det anføres også, at

tilsynet både kan være bagudrettet og fremadrettet, og at det vil afhænge af

en konkret vurdering, hvornår statsministeren har pligt til at reagere og ud-

øve sit tilsyn (og i givet fald på hvilken måde) for ikke at ifalde ansvar efter

ministeransvarlighedsloven.

Reaktionspligten skal – konkluderer Hans Gammeltoft-Hansen – ses i forhold

til bl.a., at statsministerens tilsynspligt er ulovbestemt, hvorfor det må antages,

at der skal foreligge indikationer af en ikke ubetydelig styrke for, at statsmi-

nisterens undladelse af at reagere vil kunne være ansvarspådragende.

280

Det må på denne baggrund antages, at statsministerens tilsynspligt i almin-

delighed alene udløses, hvis der foreligger en særligt begrundet formodning

om retsstridig adfærd af en vis væsentlighed hos en minister.

279 Tilsvarende følger af undersøgelsesrettens beretning i Tamilsagen, side 2207, hvor det blev lagt til grund,

at der for statsminister Poul Schlüter måtte bestå en vis tilsynspligt med ressortministrene, således at det

kunne komme på tale, at statsministeren burde have grebet ind over for justitsminister Erik Ninn-Hansens

administration af familiesammenføringssagerne og herunder have foranlediget en nærmere undersøgelse

af justitsministerens embedsførelse. Se endvidere Jens Peter Christensen m.fl., Dansk Statsret, 3. udgave

(2020), side 94 f.

280 Hans Gammeltoft-Hansen, Statsministerens tilsynspligt i Trine Baumbach m.fl., Festskrift til Carsten

Henrichsen, 1. udgave (2015), side 243 ff.

622

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Reglerne om ministres ansvar og om undersøgelseskommissioners opgaver i relation til ministre

6.5.5.

”Indberetningspligt” for fagministre

Som nævnt påhviler der statsministeren en særlig tilsynspligt med de øvrige

ministre. Tilsynspligten kan i et vist omfang støttes på den særligt fremskudte

placering, som statsministeren i grundloven er tildelt som regeringens leder,

jf. grundlovens

14.

Omvendt ses der ikke at være holdepunkter i hverken den juridiske teori eller

praksis for en antagelse om, at der skulle gælde en gensidig tilsynspligt i for-

holdet mellem fagministre. Det antages dog af Poul Andersen og Alf Ross, at en

fagminister, der får kendskab til en anden fagministers embedsmisbrug mv.,

kan blive forpligtet til at underrette regeringschefen, selv om der ikke i øvrigt

påhviler ministeren nogen almindelig pligt til tilsyn.

281

Jens Peter Christensen

anfører herom, at en sådan indberetningspligt i betragtning af ministrenes

sideordnede stilling formentlig må reserveres tilfælde af klare ulovligheder.

282

6.5.6.

Retlige sanktioner og forældelse

Straffen for overtrædelse af ministeransvarlighedsloven er – medmindre hø-

jere straf følger af den øvrige lovgivning – bøde eller fængsel indtil 2 år, jf.

lovens

§§

5 og 6. Ministeransvaret forældes efter straffelovens almindelige

regler. Forældelsesfristen er dog aldrig mindre end 5 år, jf. lovens

8. Fristen

regnes fra den dag, den strafbare virksomhed eller undladelse er ophørt, jf.

straffelovens

94, stk. 1.

Forældelsesfristen på mindst 5 år er ifølge forarbejderne til ministeransvar-

lighedsloven fastsat med begrundelse i, at strafansvaret for en ministers

overtrædelser af loven ikke bør kunne forældes, før der er afholdt nyvalg til

Folketinget.

283

6.5.7.

Undersøgelseskommissionens opgaver i relation til ministre

Af undersøgelseskommissionslovens

4, stk. 4, 2. pkt., fremgår det, at en

undersøgelseskommission ikke kan få til opgave at foretage retlige vurderin-

ger til belysning af spørgsmålet om ministres ansvar, herunder vurdere, om

ministeransvarlighedslovens må antages at være overtrådt. En undersøgelses-

281 Poul Andersen, Dansk Statsforfatningsret, 1. udgave (1954), side 208, og Alf Ross, Dansk Statsforfat-

ningsret, 3. udgave (1980), side 449 f.

282 Jens Peter Christensen, Ministeransvar, 1. udgave (1997), side 382 f.

283 Folketingstidende 1963-64, tillæg A, lovforslag nr. L 104 fremsat den 6. november 1963, sp. 264.

623

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Det retlige grundlag for kommissionens vurderinger

kommission kan heller ikke få til opgave at vurdere, om en rigsretstiltale vil

være rimeligt begrundet.

Undersøgelseskommissionens opgave i forhold til ministre består således ale-

ne i at undersøge og klarlægge de faktiske omstændigheder, der har relevans

for Folketingets stillingtagen til spørgsmålet om, hvorvidt en minister skal

stilles til ansvar, jf. grundlovens

15 (politisk ansvar) og

16 (retligt an-

svar).

284

I den forbindelse kan der imidlertid foretages en undersøgelse af og

redegøres for subjektive forhold vedrørende ministeren, f.eks. hvilken viden

ministeren må antages at have haft med hensyn til bl.a. administrationen af

et givent område inden for ministerens ressort og om oplysninger, der blev

videregivet til Folketinget.

285

Ifølge kommissoriet for undersøgelseskommissionen skal det undersøges,

om myndighedernes administration og håndtering af sager om indkvarte-

ring af gifte eller samlevende asylansøgere, hvoraf den ene var mindreårig,

er sket i overensstemmelse med de forvaltningsretlige regler og principper

og Danmarks internationale forpligtelser, herunder Menneskerettighedskon-

ventionen og Børnekonventionen. Undersøgelsen og kommissionens rede-

gørelse skal navnlig omfatte Udlændinge-, Integrations- og Boligministeri-

ets pressemeddelelse af 10. februar 2016 samt ministeriets skriftlige såvel

som mundtlige instruktioner til Udlændingestyrelsen samt øvrig skriftlig og

mundtlig kommunikation i forbindelse med pressemeddelelsen, herunder

drøftelser mv. på et koncerndirektionsmøde den 10. februar 2016. Under-

søgelseskommissionen skal herunder undersøge og redegøre for grundlaget

for og omstændighederne vedrørende tilblivelsen af pressemeddelelsen og

ministeriets instruktioner til Udlændingestyrelsen, herunder den rådgivning

til ministeren, som blev ydet i forbindelse hermed.

Undersøgelseskommissionen vil som led heri skulle foretage en vurdering af,

om myndighedernes håndtering og administration af indkvarteringsordnin-

gen har været lovlig eller ulovlig, og – som led i undersøgelsen vedrørende

284 Se om baggrunden herfor Jens Peter Christensen, Ministeransvar, 1. udgave (1997), side 127-134 og

597-599.

285 Folketingstidende 1998-99, tillæg A, lovforslag nr. L 3 fremsat den 8. oktober 1998, side 253, Oliver

Talevski m.fl., Undersøgelseskommissioner, Embedsmandsansvaret & Folketingets Rolle, 1. udgave (2002),

side 86, og betænkning nr. 1571/2018 om undersøgelseskommissioner og parlamentariske undersøgelses-

former, side 242.

624

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Regler og praksis i andre lande

ministeren – redegøre for, hvilken rolle og viden en minister har haft i forbin-

delse med administrationens tilblivelse og eventuelle opretholdelse.

286

Som anført vil undersøgelseskommissionen imidlertid ikke foretage retlige

vurderinger i relation til involverede ministre.

6.6. Regler og praksis i andre lande

Instrukskommissionen anmodede den 7. september 2020 Udenrigsministeri-

et om at indhente oplysninger om regler og praksis for indkvartering af min-

dreårige med en ægtefælle i asylsystemet i Sverige, Finland, Norge, Tyskland,

Holland og Belgien. Konkret anmodede Instrukskommissionen om besvarelse

af følgende:

”I 2016 ankom der et betydeligt antal asylansøgere til Europa. Blandt

disse asylansøgere var der gifte og samlevende par, hvoraf den ene

(typisk pigen) var under 18 år.

Det bedes oplyst,

– i hvilket omfang myndighederne i 2016 og 2017 tillod, at par, hvor

den mindreårige var 15-17 år, blev indkvarteret sammen på asyl-

centrene.

– om der var fastsat særlige regler for behandlingen af dette spørgsmål,

og i givet fald hvilke kriterier der blev lagt vægt på, herunder om

parrets eventuelle mindreårige fællesbørn blev tillagt særlig vægt.

– om reglerne eller praksis for indkvartering af asylpar, hvor den min-

dreårige er 15-17 år, er ændret siden 2017.”

Instrukskommissionen har modtaget oplysninger fra Udenrigsministeriet

vedrørende forholdene i alle seks lande. Oplysningerne gengives nedenfor.

6.6.1.

Sverige

De svenske myndigheder har ikke ført statistik over antallet af par, der blev

adskilt i perioden 2016-2020, og hvor den ene part var mindreårig.

286 Oliver Talevski m.fl., Undersøgelseskommissioner, Embedsmandsansvaret & Folketingets Rolle, 1. ud-

gave (2002), side 89, og betænkning nr. 1571/2018 om undersøgelseskommissioner og parlamentariske

undersøgelsesformer, side 243-246.

625

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Det retlige grundlag for kommissionens vurderinger

Spørgsmålet om, i hvilken udstrækning en mindreårig asylansøger kan eller

skal adskilles fra sin myndige ægtefælle eller tillades indkvartering sammen

på et asylcenter, beror på en konkret vurdering i det enkelte tilfælde. Denne

vurdering foretages – på foranledning af en indberetning (orosanmälan) fra

udlændingemyndighederne (Migrationsverket) – af de sociale myndigheder

(socialnämnd) på kommunalt niveau på grundlag af loven om socialtjenester

(socialtjänstlagen), herunder med vejledning fra Socialstyrelsen. Indberetning

skal foretages i alle tilfælde, hvor udlændingemyndighederne bliver bekendt

med, at et barn er gift med en myndig person. Er barnet under 15 år skal der

foretages politianmeldelse. Det er kommunens ansvar at undersøge barnets

behov samt bedømme, hvor barnet skal bo. Idet der er tale om en konkret

vurdering, kan der ikke siges noget generelt om betydningen af, at parret har

et eller flere fælles børn.

Børneægteskaber – dvs. ægteskaber hvor den ene eller begge parter er under

18 år – anerkendes i medfør af ægteskabslovgivningen (Äktenskapsbalken)

ikke i Sverige. I Sverige skal begge parter være 18 år for at gifte sig. Der var

tidligere en adgang til dispensation for personer, der var under 18 år, men

dispensationsadgangen blev fjernet i 2014. Børneægteskaber, der er indgået

i udlandet, anerkendes heller ikke i Sverige, jf. loven om visse internationale

juridiske forhold vedrørende ægteskab og værgemål (lag om vissa internati-

onella rättsförhållanden rörande äktenskap och förmynderskap). I 2014 blev

ægteskabstvang (äktenskapstvång) selvstændigt kriminaliseret gennem ind-

førelse af to nye bestemmelser i den svenske straffelov (brottsbalken).

Spørgsmål vedrørende den civilretlige gyldighed af et ægteskab vurderes af

skattemyndighederne (Skatteverket) på grundlag af loven om visse interna-

tionale juridiske forhold vedrørende ægteskab og værgemål (lag om vissa

internationella rättsförhållanden rörande äktenskap och förmynderskap).

287

6.6.2.

Finland

I de seneste par år har der ikke på de finske asylcentre været indkvarteret

nogen mindreårige asylansøgere, der var gift med en myndig ægtefælle. I pe-

rioden fra 2015-2016 var der imidlertid flere tilfælde af sådanne par. Finland

har således i denne periode registeret 17 piger, der havde indgået ægteskab

287 Oplysninger om de svenske regler findes desuden på den svenske socialstyrelses (Socialstyrelsen) hjem-

meside: https://kunskapsguiden.se/omraden-och-teman/vald-och-fortryck/barnaktenskap/.

626

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Regler og praksis i andre lande

med en myndig. Flere af disse par havde et eller flere børn. Otte af pigerne var

mellem 13 og 16 år gamle, mens resten var 17 år. Alderen på ægtefællerne var

på mellem 19 og 32 år. Herunder var alderen på de 15-årige pigers ægtefæller

mellem 24 og 31 år.

Den finske udlændingelov (Ulkomaalaislaki) og loven om modtagelsen af per-

soner, der ansøger om asyl mv. (Laki kansainvälistä suojelua hakevan vasta-

anotosta sekä ihmiskaupan uhrin tunnistamisesta ja auttamisesta), indeholder

ingen bestemmelser, der regulerer adskillelse af mindreårige asylansøgere fra

deres myndige ægtefæller.

Den seksuelle lavalder i Finland er imidlertid 16 år. Ægtefæller yngre end 16

år, herunder deres potentielle børn, kan derfor ikke indkvarteres sammen med

en myndig ægtefælle på de finske asylcentre. De mindreårige er i sådanne

tilfælde indkvarteret på særlige centre for mindreårige.

En mindreårig ægtefælle, der er 16 år eller ældre, vil derimod kunne blive

indkvarteret sammen med sin myndige ægtefælle og deres eventuelle fælles

børn, hvis det anses for at være i barnets – herunder den mindreårige ægte-

fælles – bedste interesse. Vurderingen af, om dette er tilfældet, foretages af

indkvarteringsstedets socialfaglige medarbejdere og en repræsentant for den

mindreårige i fællesskab og efter drøftelser med den mindreårige.

I de tilfælde, hvor den mindreårige indkvarteres sammen med sin myndige

ægtefælle, bliver der løbende foretaget vurderinger af, om indkvarteringen

er i barnets bedste interesse.

I de tilfælde, hvor ægtefæller med fælles børn indkvarteres hver for sig, vil

faderen typisk få mulighed for at besøge sin hustru og børn, medmindre det

vurderes, at det ikke er i barnets/børnenes bedste interesse. Ægtefællerne

indkvarteres derfor som udgangspunkt i centre tæt på hinanden eller med

nem transportadgang.

I visse tilfælde er ægtefæller og eventuelle fælles børn, som ikke har fået lov

til at blive indkvarteret sammen, blevet indkvarteret på samme center, men

i forskellige enheder.

627

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Det retlige grundlag for kommissionens vurderinger

6.6.3.

Norge

Fra januar 2015 til 1. februar 2016 kortlagde Udlændingedirektoratet (UDI),

at der i Norge fandtes 61 asylansøgere under 18 år, som var gift eller forlovet

med en person i Norge, heraf 59 piger og to drenge. 10 af pigerne var under

16 år, og fire af disse havde børn. De resterende 51 piger var 16 eller 17 år,

heraf var 16 gravide eller havde børn.

På den baggrund blev der oprettet en tværministeriel arbejdsgruppe med

deltagelse af Udlændingedirektoratet (UDI), Politiets udlændingeenhed (PU)

og Børne-, ungdoms- og familiedirektoratet (BUFDIR) med henblik på at

fastlægge retningslinjer og etablere samarbejdsrutiner mellem asylcentre,

UDI, PU og den lokale ”barneværnstjeneste”. Arbejdsgruppens rapport fore-

lå den 16. september 2016 og blev brugt til at etablere rutiner for tidligt

at identificere og håndtere barneægteskaber blandt asylansøgere. BUFDIR

har i tillæg hertil udarbejdet en digital vejledning til brug for ”barneværns-

tjenesten”.

288

En mindreårig ægtefælle, som ankommer til landet uden forældre, registre-

res som enlig, mindreårig asylansøger (EMA) og får tildelt en repræsentant

(tidligere en værge). Dette gælder ikke for den voksne ægtefælle. For en min-

dreårig ægtefælle, som ankommer sammen med sine forældre, registreres

den civilstand, som den pågældende opgiver, i UDI’s datasystem. Politiets

udlændingeenhed bruger en tilpasset skabelon for registreringer i sager om

børneægteskaber. Asylansøgeren får information om botilbud. Politiets udlæn-

dingeenhed indberetter en bekymring til Barneværnet, som hurtigt vurderer,

om der skal gennemføres en kortlægningssamtale.

Ved høje ankomsttal (beredskabssituationer) kan børn over 16 år bo sammen

med ægtefællen, selvom en sådan samtale endnu ikke har fundet sted, men

i så fald skal en repræsentant eller en medfølgende forældre give samtykke.

Hvis barnet er under 16 år (eller der er mistanke om tvangsægteskab eller an-

dre overgreb), tilrettelægger politiets udlændingeenhed det således, at barnet

ikke kommer til at bo sammen med ægtefællen. Politiets udlændingeenhed

288 Rapporten om ”Tiltag for håndtering af børneægteskaber blandt asylansøgere” fra den tværministerielle

arbejdsgruppe kan tilgås her: https://bufdir.no/bibliotek/Dokumentside/?docId=BUF00003697.

628

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Regler og praksis i andre lande

varsler i sådanne tilfælde asylcentret og sikrer, at barnet hentes af den rette

instans.

Barneværnet undersøger forholdene, herunder vurderer

der er grundlag

for at indberette bekymring,

der er et umiddelbart behov for en samta-

le, og

der er behov for tiltag ifølge barneværnsloven. Barneværnet giver

oplysninger til andre relevante instanser (asylcenter, omsorgscenter, skole,

politi, sundhedsmyndigheder) og vurderer behovet for eventuel politianmel-

delse og akutplacering. I de tilfælde, hvor ægteparret har et fælles barn, skal

Barneværnet også vurdere omsorgssituationen i forhold til det fælles barn.

Såfremt der ikke er grundlag for en akutplacering, skal UDI give botilbud på

et asylcenter til børn over 15 år. En enlig, mindreårig asylansøger skal tilbydes

at bo på et ”EMA-asylcenter”.

En enlig, mindreårig asylansøger under 16 år skal aldrig bo på samme asyl-

center som ægtefællen. Ægtefællen kan tilbydes et botilbud på et asylcenter

i nærheden, hvis det anses som trygt.

En enlig, mindreårig asylansøger over 16 år kan gives botilbud på samme

asylcenter og i samme værelse som ægtefællen, såfremt:

– den mindreårige ægtefælle modsætter sig at bo adskilt fra ægtefællen

– den mindreårige ægtefælles repræsentant giver samtykke, og

– Barneværnet har gennemført en kortlægningssamtale og ser ikke

grund til akuttiltag.

Det er asylcentret og ikke ægtefællen, der skal varetage den daglige omsorg.

Hvis begge ægtefæller er enlige, mindreårige asylansøgere over 16 år, kan

de få et botilbud på samme EMA-asylcenter, hvis de begge ønsker det, men

ikke på samme værelse. Hvis én af ægtefællerne er under 15 år, skal de bo på

forskellige EMA-asylcentre.

I tilfælde, hvor den mindreårige ægtefælle selv er et medfølgende barn un-

der 16 år, skal pågældendes ægtefælle have botilbud på et andet asylcenter.

I tilfælde, hvor den mindreårige ægtefælle selv er et medfølgende barn over

16 år, kan ægtefællen få botilbud på samme asylcenter, hvis Barneværnet har

629

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Det retlige grundlag for kommissionens vurderinger

lavet en kortlægningssamtale, forældrene samtykker, og barnet nægter at bo

adskilt fra ægtefællen.

6.6.4.

Tyskland

Styrelsen for Migration og Flygtninge er i Tyskland ansvarlig for sagsbehand-

lingen vedrørende asylansøgerne, mens indkvarteringen og viderebefordrin-

gen af de pågældende asylansøgere efter indrejsen er et anliggende for de

enkelte delstater. Det er over for kommissionen oplyst, at der hverken på

delstats- eller føderalt niveau foreligger et samlet regelsæt for indkvartering

af mindreårige asylansøgere med myndige ægtefæller.

6.6.5.

Holland

Nedenstående tabel viser antallet af sager, hvor man i asylanmodningen angav

at være gift, og hvor mindst en af parterne var mindreårig:

2015 (fra 5. dec.)

2016

2017

2018

2019 (til 1. sept.)

<10

Den 5. december 2015 trådte en lov imod tvangsægteskaber i kraft i Holland.

Med loven blev muligheden for at indgå ægteskab mellem eller med min-

dreårige samt anerkendelse af udenlandske ægteskaber mellem eller med

mindreårige ophævet.

Såfremt et ægteskab ikke anerkendes, vil ægtefællen under 18 år blive betrag-

tet som uledsaget mindreårig asylansøger. Nidos (Statsanerkendt organisation

for formynderskab for uledsagede mindreårige asylansøgere i Holland)

289

vil

i dette tilfælde anmode byretten om værgemål for den mindreårige.

Når et ægteskab indgået i udlandet ikke anerkendes i Holland, og Nidos har

fået værgemål over den mindreårige, vil Nidos gennemføre en samtale med

den pågældende mindreårige. Under samtalen vil den hollandske lovgivning

om ægteskab mellem eller med mindreårige blive forklaret, og det vil blive

289 https://www.nidos.nl/en/home/missie-en-visie-van-nidos/.

630

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Regler og praksis i andre lande

drøftet, hvad den pågældende mindreårige (ofte kvinden) selv ønsker med

henblik på at afklare, om der er tale om et frivilligt ægteskab. Nidos vil lige-

ledes gennemføre en samtale med den mindreåriges ægtefælle. Der vil være

meget opmærksomhed på signaler på tvangsægteskab eller andre former for

misbrug.

Udgangspunktet er, at asylpar, hvor den ene er yngre end 16 år, bor adskilt.

Dette hænger sammen med bl.a. den seksuelle lavalder i Holland, som er 16

år. Såfremt en mindreårig person angiver, at vedkommende ikke ønsker at

bo sammen med sin ægtefælle, vil Nidos finde et beskyttet opholdssted til

vedkommende med henblik på at undgå for eksempel æresdrab.

Hvis det besluttes at lade et ægtepar med en mindreårig part bo sammen,

under henvisning til at der synes at være tale om et solidt forhold, og parret

har et barn sammen, vil dette ske under særlige forhold.

Idet en mindreårig mor betragtes som uledsaget mindreårig asylansøger, vil

barnet ligeledes blive betragtet som uledsaget, hvorfor Nidos også vil få vær-

gemål over barnet.

6.6.6.

Belgien

I perioden fra 2016 til 2018 har Belgien registreret og behandlet følgende antal

sager om indkvartering af mindreårige asylansøgere med myndige ægtefæller:

2016

2017

2018

13 par

10 par

8 par

Der er ikke sket en registrering af det præcise antal af sager for 2019 og 2020,

men sager om indkvartering af mindreårige med deres myndige ægtefælle

har været sjældne igennem de seneste to år.

Belgien havde i begyndelsen af 2015 i forbindelse med ankomsten af et øget

antal asylansøgere fra Syrien og Afghanistan et øget fokus på indkvarterin-

gen af mindreårige asylansøgere med myndige ægtefæller, og der blev i den

forbindelse udarbejdet specifikke, interne retningslinjer for håndteringen af

sådanne sager.

631

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Det retlige grundlag for kommissionens vurderinger

Retningslinjerne var ikke baseret på ny lovgivning, men på den eksisterende

belgiske civilret, strafferet og international privatret. Angående f.eks. anerken-

delsen af ægteskaber kan de belgiske myndigheder – baseret på international

privatret – i forbindelse med indkvarteringen vælge at se bort fra et ægteskab,

der er indgået i udlandet. Hvis ægteskabet er gyldigt efter international pri-

vatret, herunder opfylder aldersbetingelsen for at indgå ægteskab i det land,

som ægteskabet er indgået i, vil ægteskabet som udgangspunkt også blive

anerkendt i Belgien.

Et ægteskab kan dog ikke anerkendes, hvis det strider mod den offentlige

orden (”public policy”), herunder hvis det strider mod fundamentale belgiske

normer og værdier. Som hovedregel vil et ægteskab med en mindreårig ikke

være i overensstemmelse med den offentlige orden, men undtagelser kan

forekomme. I praksis anerkendes ægteskaber, hvor den ene part er under 16

år, aldrig efter belgisk ret. Ved ægteskaber, hvor den ene part er 16 eller 17

år, skal der foretages en konkret vurdering.

Herudover gælder generelt følgende retningslinjer for indkvarteringen af

mindreårige asylansøgere med myndige ægtefæller:

1) Hvis den mindreårige er under 16 år, bliver sagen overført til an-

klagemyndigheden. Selvom den mindreårige er 16 år eller ældre,

kan sagen overføres til anklagemyndigheden, hvis der er tale om

en bekymrende situation (”worrying situation”), herunder hvis der

er indikationer på tvangsægteskab. Sådanne indikationer kan f.eks.

være en stor aldersforskel mellem parterne, eller hvis ægteskabet

først blev indgået, efter at parterne havde forladt oprindelseslandet.

2) Hvis den mindreårige ikke er ledsaget af sine forældre, bliver den

mindreårige anset for at være en uledsaget mindreårig, og der vil

blive beskikket en værge for den pågældende. Hvis den mindreårige

ledsages af sine forældre, vil der ikke blive beskikket en værge, men

den mindreårige vil blive interviewet af udlændingemyndighederne

uden deltagelse af forældrene for at sikre, at den mindreårige kan tale

frit. En sagsbehandler (”protection officer”), som er specialiseret i at

håndtere asylansøgninger fra sårbare grupper, vil stå for interviewet

af den mindreårige, og foretage en vurdering af ansøgningen.

632

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Regler og praksis i andre lande

3) Ved indkvarteringen af parret vil den mindreårige som udgangs-

punkt blive indkvarteret adskilt fra sin myndige ægtefælle. I dette

tilfælde indkvarteres eventuelle fællesbørn med moderen. Undta-

gelser til separat indkvartering af parret kan gøres i tilfælde, hvor

den mindreårige er 16 år eller ældre, og såfremt der ikke er nogen

indikationer på, at der foreligger en bekymrende situation (”worry-

ing situation”), som beskrevet ovenfor. Afgørelsen af, om parret kan

indkvarteres sammen, træffes af indkvarteringscenteret og værgen

tilsammen, efter en individuel vurdering. Hvis det vurderes, at der

er tale om en bekymrende situation, vil parret forblive adskilt, indtil

anklagemyndigheden har truffet en beslutning i sagen.

633

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3) REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

KAPITEL 7

Kommissionens vurdering af

det faktiske forløb

7.1. Indledning

Dette kapitel indeholder kommissionens vurderinger af de væsentligste ele-

menter i det begivenhedsforløb fra den 25. januar 2016 til den 22. januar

2020, som knytter sig til statslige myndigheders generelle administration

og håndtering af konkrete sager om indkvartering af gifte eller samlevende

asylansøgere, hvor den ene part var mindreårig.

Kapitlet er delt op på den måde, at kommissionen i afsnit 7.2 redegør for de ju-

ridiske overvejelser, der danner rammen for kommissionens bevisvurderinger.

Afsnit 7.3 indeholder en redegørelse for indholdet af den ordning, der på for-

skellige tidspunkter gjaldt for indkvartering af gifte eller samlevende asylan-

søgere, hvor den ene part var mindreårig (herefter ”indkvarteringsordningen”

eller ”ordningen”). Afsnittet indeholder desuden en vurdering af ordningens

lovlighed på forskellige tidspunkter samt en redegørelse for rådgivningen af

Inger Støjberg og for Inger Støjbergs hensigt med udsendelsen af pressemed-

delelsen den 10. februar 2016. Afsnit 7.3 indeholder endvidere en redegørelse

for, hvilke skridt af konkret eller generel karakter Udlændinge-, Integrations-

og Boligministeriet eller Udlændingestyrelsen tog i forløbet efter udstedelsen

af pressemeddelelsen, da man blev opmærksom på, at der var konkrete sager,

der rejste spørgsmål i forbindelse med Danmarks internationale forpligtelser.

Dette er navnlig beskrevet i afsnit 7.3.3, som bl.a. omhandler udviklingen

i indkvarteringsordningen i tidsrummet fra den 1. til den 18. marts 2016.

Den videre udvikling i indkvarteringsordningen, herunder som følge af de

spørgsmål efter forvaltningsretten der blev rejst i forbindelse med en klage

til Folketingets Ombudsmand, beskrives i afsnit 7.3.4 og 7.3.5.

635

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens vurdering af det faktiske forløb

Herefter følger afsnit 7.4, der indeholder en redegørelse for den faktiske ad-

ministration af ordningen. I overensstemmelse med kommissoriet foretager

kommissionen desuden en redegørelse for de oplysninger, der blev givet til

både Folketinget og Folketingets Ombudsmand, jf. afsnit 7.5 og 7.6, ligesom

fremstillingen indeholder en redegørelse for Justitsministeriets og Statsmi-

nisteriets rolle, jf. afsnit 7.7 og 7.8. Afsnit 7.9 indeholder en sammenfattende

redegørelse vedrørende de involverede ministre.

Afsnit 7.3 til 7.9 indeholder således en gennemgang af kommissionens bevis-

resultat med hensyn til det faktiske forløb samt en redegørelse for så vidt angår

de involverede ministre. Derimod indeholder disse afsnit ikke den egentlige

ansvarsvurdering i forhold til de enkelte embedsfolk, idet kommissionen først

forventer at have dette arbejde tilendebragt i foråret/sommeren 2021. Kom-

missionens bevisresultat med hensyn til det faktiske forløb indeholder dog

en beskrivelse af, hvad der kan lægges til grund i forhold til embedsfolkenes

ageren. I få tilfælde, hvor bevisvurderingen af de enkelte embedsfolks forhold

er uden betydning for en stillingtagen til de involverede ministres forhold, vil

denne bevisvurdering først blive foretaget i forbindelse med kommissionens

vurdering af de enkelte embedsfolks forhold.

Kommissionens vurderinger er baseret på det samlede materiale, som er til-

vejebragt ved undersøgelsen, herunder den meget store dokumentmængde,

som kommissionen har modtaget, og de forklaringer, der er afgivet for kom-

missionen. En sammenfattende gennemgang af hændelsesforløbet er gengivet

i kapitel 5, mens der for en mere udførlig beskrivelse af hændelsesforløbet

henvises til kapitel 8 og 9. Det bemærkes, at der i kommissionen har været

enighed om vurderingerne i dette kapitel.

7.2. Generelt om kommissionens vurderinger

Efter kommissoriet har kommissionen – i overensstemmelse med undersøgel-

seskommissionslovens

4, stk. 2 – fået til opgave at undersøge og redegøre

for det faktiske begivenhedsforløb, der knytter sig til navnlig myndighedernes

administration og håndtering af sager om indkvartering af gifte eller samle-

vende asylansøgere, hvor den ene part var mindreårig, og at undersøge og

redegøre for de oplysninger om ordningen og forløbet, som blev videregivet

til Folketinget og Folketingets Ombudsmand.

636

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Generelt om kommissionens vurderinger

I tillæg hertil har kommissionen – i overensstemmelse med undersøgelses-

kommissionslovens

4, stk. 4, 1. pkt. – fået til opgave at foretage retlige

vurderinger til belysning af, om der foreligger grundlag for, at det offentlige

søger nogen draget til ansvar.

Det forudsættes som led heri, at kommissionen ikke blot skal registrere fakta

vedrørende begivenhedsforløbet, herunder registrere forskellige og eventuelt

modstridende forklaringer, men at kommissionen også skal foretage en bevis-

vurdering af de konstaterede fakta.

En undersøgelseskommission kan ikke få til opgave at foretage retlige vur-

deringer til belysning af spørgsmålet om ministres ansvar. Kommissionens

opgave i forhold til ministre består således alene i at undersøge og klarlægge

de faktiske omstændigheder, der har relevans for Folketingets stillingtagen

til, om en minister skal stilles til ansvar. I den forbindelse kan kommissionen

foretage en undersøgelse af og redegøre for subjektive forhold vedrørende

ministeren, f.eks. hvilken viden ministeren må antages at have haft om bl.a.

administrationen af et givent område inden for ministerens ressort og om

oplysninger, der er blevet videregivet til Folketinget.

7.2.1.

Forsigtighedskravet

Det fremgår af forarbejderne til undersøgelseskommissionslovens

4, stk. 2 og

4, at kommissionens vurderinger af beviserne, retsreglerne og spørgsmålene

om, hvorvidt de faktiske forhold er omfattet af retsreglerne (subsumptionen),

skal formuleres forsigtigt.

Bevisvurderingen

må herunder foretages med den forsigtighed, der følger af,

at beviserne ikke er tilvejebragt ved en kontradiktorisk proces som under en

almindelig retssag.

I betænkning nr. 1315/1996 om undersøgelsesorganer

(side 43-44) hedder det herom bl.a.:

”…

Undersøgelsesretterne kan ikke have dømmende myndighed, jf. grund-

lovens

61, 2. pkt., og retsplejelovens

21 a, stk. 2. Undersøgelsesretter-

nes eventuelle retlige vurderinger kan således i princippet alene være

Folketingstidende 1998-99, tillæg A, lovforslag nr. L 3 fremsat den 8. oktober 1998, side 243.

Folketingstidende 1998-99, tillæg A, lovforslag nr. L 3 fremsat den 8. oktober 1998, side 252.

637

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens vurdering af det faktiske forløb

materiale til brug for den myndighed (et ministerium, Folketinget eller

den ordinære anklagemyndighed), der efter de almindelige regler skal

vurdere, om sagen skal fremmes til en afgørelse (straf, disciplinæran-

svar m.v.).

Erfaringerne viser imidlertid, at der er en tendens til, at beretninger og

indstillinger i medierne og i det politiske liv sidestilles med domme.

Dette hænger formentlig i væsentlig grad sammen med, at retterne be-

klædes af dommere, typisk af landsdommere eller højesteretsdommere.

Betænkelighederne ved den nævnte »domsvirkning« hænger bl.a. sam-

men med, at undersøgelsesrettens procesform afviger fra den, der ken-

detegner almindelige retssager, og – bl.a. af denne grund – ikke er egnet

som »bærer« af en domslignende virkning. I undersøgelsesretten er den

person, der beklæder retten, både »undersøger« (af faktum) og oftest

– for så vidt retlig vurdering foretages – »dommer«, om end med en

principielt rent foreløbig bedømmelsesfunktion; den pågældende har

således ikke blot ansvaret for sagens oplysning, men i praksis normalt

til opgave – ganske vist kun på foreløbig måde – at angive visse retlige

vurderinger. Ved denne arbejdsmåde gives der ikke – og tilsigtes der

principielt heller ikke givet – samme sikkerhed som ved en proces ved

de almindelige domstole for, at alle tvivlsspørgsmål bliver alsidigt be-

lyst, inden retten foretager sin bedømmelse.

De personer, hvis adfærd gøres til genstand for en negativ vurdering af

undersøgelsesretten, kan således føle sig »dømt« på forhånd – uanset at

undersøgelsesretten ikke kan afsige domme, hvad rettens procesform

heller ikke er egnet til. …”

Det følger af forarbejderne endvidere, at også kommissionens

retlige vurde-

ringer

– under hensyn til at de ikke hviler på en kontradiktorisk proces – bør

formuleres forsigtigt og markere kommissionens begrænsede funktion.

Det

hedder videre bl.a.:

Folketingstidende 1998-99, tillæg A, lovforslag nr. L 3 fremsat den 8. oktober 1998, side 253.

638

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Generelt om kommissionens vurderinger

”… Naturligvis skal de retlige vurderinger, kommissionen måtte foretage,

vedrøre spørgsmål om rækkevidden af relevante retsregler (fortolkning/

udfyldning) og spørgsmål vedrørende faktiske forholds subsumption

under de relevante retsregler. Men undersøgelseskommissionens op-

gave er ikke at ’afgøre’ disse spørgsmål. Og hvis de nævnte spørgsmål

giver anledning til tvivl, er undersøgelseskommissionens opgave – i

stedet for at tage stilling til spørgsmålene – at præsentere tvivlen og

beskrive, hvorpå den beror.”

Det bemærkes, at spørgsmålet om forsigtighedskravet også er behandlet i

betænkning nr. 1571/2018 om undersøgelseskommissioner og parlamentari-

ske undersøgelsesformer, side 242-243, hvor udvalget udtrykker skepsis over

for det forsigtighedskrav, der er beskrevet ovenfor. Udvalget udtaler i den

forbindelse bl.a.:

”6.1

Forsigtighedskravet

Udvalget finder, at det på baggrund af udvalgets erfaringsopsamling er

naturligt at overveje den praktiske relevans af lovens almindelige for-

sigtighedskrav vedrørende bedømmelse af såvel faktum som retsregler.

…

Den vigtigste opgave for en undersøgelseskommission vil almindelig-

vis være at undersøge og redegøre for et faktisk begivenhedsforløb,

jf. undersøgelseskommissionslovens

4, stk. 1. Det forudsættes i den

forbindelse, at kommissionen ikke blot registrerer fakta vedrørende

begivenhedsforløbet, herunder registrerer forskellige, eventuelt mod-

stridende forklaringer, men også foretager en bevisvurdering af de kon-

staterede fakta. Beviserne må afvejes over for hinanden, og beviserne

må hver især tillægges den vægt, de efter de konkrete omstændigheder

i sagen vurderes at måtte have. Der kan i den forbindelse efter om-

stændighederne knytte sig usikkerhed til visse bevisspørgsmål, fordi

oplysningen af sagen ikke er sket ved en kontradiktorisk proces som

under en almindelig retssag, men i tillæg hertil synes det vanskeligt at

se, at der skulle være plads for et særskilt forsigtighedskrav. I øvrigt

kan realiteten meget vel være den, at netop den procesform, hvorun-

der en undersøgelseskommission arbejder – hvor det er kommissio-

nen selv, der oplyser sagen og dermed har særskilt mulighed for at

søge bevismæssige tvivlsspørgsmål særskilt grundigt belyst – i praksis

639

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens vurdering af det faktiske forløb

giver undersøgelseskommissionen et mere sikkert grundlag for den

bevismæssige vurdering af et begivenhedsforløb, end en almindelig

kontradiktorisk domstolsproces ville have givet.

…

… De retlige vurderinger, som en undersøgelseskommission vil kunne

blive anmodet om at foretage, jf. lovens

4, stk. 4, 1. pkt., vil mere

direkte vedrøre spørgsmål om rækkevidden af de relevante retsregler,

dvs. deres fortolkning, udfyldning mv., samt spørgsmål vedrørende

faktiske forholds subsumption under de relevante retsregler. Undersø-

gelseskommissionen ”afgør” ikke disse spørgsmål, sådan som det f.eks.

ville kunne ske ved en dom eller en afgørelse om disciplinært ansvar

truffet af en administrativ myndighed. Undersøgelseskommissionens

retlige vurderinger er juridisk set alene udtalelser, der kan fungere som

grundlag for overvejelserne hos de myndigheder, der har kompetencen

til at træffe afgørelser i det eventuelt videre sagsforløb. Det er klart, at

denne begrænsede opgave for en undersøgelseskommission kan tilsige,

at der redegøres relativt udførligt for de foretagne retlige vurderinger,

herunder for den tvivl, der eventuelt kan knytte sig til dem. Noget

særskilt forsigtighedskrav er det imidlertid efter Udvalgets opfattelse

svært at se nogen praktisk plads for. En undersøgelseskommission må

ved fortolkningen af de relevante retsregler gribe sagen an ganske som

enhver juridisk fortolker, herunder en almindelig domstol, og det sam-

me vil være tilfældet, når det kommer til subsumptionen af de faktiske

forhold under de relevante retsregler.”

Kommissionen vil i det følgende nærmere redegøre for det grundlag, som

kommissionens bevisvurderinger hviler på. Til dette grundlag hører således

også det her beskrevne forsigtighedskrav, som indebærer, at kommissionen

ved sine vurderinger vil være forsigtig, således at vurderingerne tager højde

for den procesform, som er kendetegnende for en undersøgelseskommission.

7.2.2.

Kommissionens bedømmelsesgrundlag i relation til bevis-

vurderinger

Bevisbedømmelsen i dansk ret er ikke bundet op på faste regler om, hvad der

skal til for at kunne lægge et bestemt faktum til grund. Det udtrykkes ofte på

den måde, at bevisbedømmelsen i dansk ret er fri, jf. retsplejelovens

344,

stk. 1, der gælder for civile sager, og

880, 2. pkt., der gælder i straffesager.

640

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Generelt om kommissionens vurderinger

Kommissionens vurderinger vil som anført ovenfor under afsnit 7.1 blive

foretaget på baggrund af det samlede materiale, som er tilvejebragt ved under-

søgelsen, herunder den meget store dokumentmængde, som kommissionen

har modtaget, og de forklaringer, der er afgivet for kommissionen.

Forskellige beviser vil imidlertid indgå i vurderingen af en sag med forskellig

vægt, således at dokumenter og oplysninger om de involverede personers

handlinger og udtalelser, som stammer fra den periode, der ønskes belyst, ofte

tillægges mere vægt end f.eks. efterfølgende (nutidige) forklaringer, der tegner

et andet billede end de begivenhedsnære beviser. Det begivenhedsnære bevis

vil således i tilfælde, hvor der er uoverensstemmelse mellem dette bevis og

eksempelvis en senere forklaring om samme begivenhedsforløb, kunne blive

tillagt en større vægt. Det beror imidlertid altid på en konkret vurdering af

de enkelte beviser og disses indbyrdes sammenhæng og/eller modsætninger,

om et bevis kan tilskrives en større vægt end andre beviser. Dokumentbeviser

kan naturligvis også tillægges forskellig indbyrdes vægt afhængig af en ræk-

ke forskellige faktorer. Også ved vurderingen af dokumentbeviser skal man

have øje for risikoen for forskellige fejlkilder i form af mulige misforståelser,

modsætningsforhold og andet, der kan give anledning til at betvivle sand-

hedsværdien af et sådant bevis. Sådanne overvejelser om bevisvægten af de

oplysninger, der indgår i en sag, er ikke ualmindelige og foretages dagligt af

domstolene. Det kan udtrykkes på forskellig vis afhængig af den enkelte sags

konkrete omstændigheder og karakteren af de fremlagte beviser.

Der er ikke i dansk retspraksis tradition for mere generelt at beskrive den frie

bevisbedømmelse, herunder den mere generelle vægt af forskellige beviser,

bl.a. fordi det vil afhænge af den konkrete sags omstændigheder, men som

eksempel fra den norske Høyesterett kan henvises til en dom fra 1995, hvoraf

fremgår bl.a.:

”Innledningsvis nevner jeg

at det ved den bevisbedømmelsen som må

foretas i saken, er grunn til å legge særlig vekt på det som kan sluttes

av avtalene og dokumentene ellers og partenes opptreden for så vidt

dette gjelder perioden frem til bruddet i juli 1989. Etterfølgende do-

kumenter og forklaringer, ikke minst de omfattende forklaringer som

HR-1995-75-B – Rt-1995-821 (Norsk Retstidende 1995, s. 828).

Højesteretsdommer Scheis votum, der blev tiltrådt af de øvrige voterende.

641

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens vurdering af det faktiske forløb

er gitt i bevisopptakene, må generelt ha liten vekt. Det må regnes med

som åpenbart at forklaringene, som er sterkt divergerende på sentrale

punkter, i atskillig grad vil være påvirket av konflikten og de impliserte

interesser i utfallet av saken.”

Tilsvarende udtalte den norske Høyesterett i en dom fra 1998 bl.a.:

”Opplysninger fra parter eller vitner med binding til partene som er

gitt etter at tvisten er oppstått, og som står i motstrid eller endrer det

bildet som mer begivenhetsnære og uavhengige bevis gir, vil det oftest

være grunn til å legge mindre vekt på, ...”

Forklaringer, der støttes af andre beviser, vil normalt også efter dansk praksis

blive tillagt større vægt end forklaringer, der står alene, og som modsiges af

eksempelvis dokumenterne i en sag. I sager, hvor der indgår mange begiven-

hedsnære dokumentoplysninger, der i al væsentligt tegner det samme billede

af et begivenhedsforløb, vil en efterfølgende forklaring, der er uoverensstem-

mende med dette billede af begivenhedsforløbet, ofte ikke være tilstrækkelig

til at afsvække den bevismæssige overvægt, som sagens begivenhedsnære

dokumenter har efterladt.

Formålet med kommissionens afhøringer af vidner og de personer, hvis for-

hold undersøges, har været at belyse de pågældendes viden om det relevante

faktum så grundigt og detaljeret som muligt. Gennem forklaringerne har de

pågældende haft mulighed for nærmere at redegøre for indholdet af bl.a. de

begivenhedsnære dokumenter, som de f.eks. har været afsender eller modtager

af, ligesom dokumenterne via forklaringerne er blevet sat ind i et sammen-

hængende begivenhedsforløb. Dette har kunnet bidrage til at rette eventuelle

misforståelser, som dokumenternes indhold ellers kunne have givet anledning

til. Hertil kommer, at nogle forklaringer står som det eneste bevis vedrørende

et bestemt begivenhedsforløb.

Kommissionen vil på baggrund af bl.a. forklaringernes indhold – i de tilfælde,

hvor der måtte være uoverensstemmelse mellem forskellige forklaringer og/

eller sagens dokumenter – foretage en vurdering af den enkelte forklarings

HR-1998-69-B – Rt-1998-1565 (Norsk Retstidende 1995, s. 1570).

642

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Generelt om kommissionens vurderinger

troværdighed og dermed forklaringens bevisværdi. Det er i den forbindelse

vigtigt at holde sig for øje, at det forhold, at en given forklaring må tilsidesæt-

tes, ikke altid er en følge af, at forklaringen må opfattes som (bevidst) usand.

Det er således ikke helt ualmindeligt, at en person, der afgiver forklaring, er

overbevist om, at vedkommende fortæller sandheden, selvom det må lægges til

grund, at det ikke er tilfældet. Den pågældende kan for eksempel have opfattet

situationen forkert, og forklaringen kan eventuelt være farvet af efterrationa-

liseringer eller påvirkning fra andre, ligesom der kan ske en sammenblanding

af erindringen med andre indtryk. Om vurderingen af forklaringer gælder i

øvrigt, at forklaringen fra en person, der ikke har noget personligt motiv til

at forklare i en bestemt retning, efter omstændighederne kan blive tillagt

større vægt end forklaringen fra en person, der har en personlig interesse i at

beskrive hændelsesforløbet på en bestemt måde. Der indgår således mange

faktorer i vurderingen af en forklarings troværdighed og vægt som bevis,

og det vil altid bero på en konkret vurdering, hvilken af flere modstridende

forklaringer der i sidste ende kan lægges til grund.

Uanset at bevisbedømmelsen efter dansk retstradition er fri, kan det heref-

ter overordnet siges, at kommissionens vurdering af beviserne hviler på en

struktureret og metodisk helhedsvurdering af sagens samlede oplysninger,

hvor vægtningen af de enkelte oplysningers bevisværdi nøje overvejes. Det

er selvsagt nemmere at redegøre for et hændelsesforløb i tilfælde, hvor der

foreligger mange oplysninger om begivenhederne, end hvis bedømmelsen

skulle foretages på baggrund af få oplysninger; eventuelt alene i form af

de berørte personers forklaringer herom. I denne sag indgår en meget stor

mængde begivenhedsnære dokumentoplysninger, hvilket giver et særdeles

godt grundlag for at foretage vurderingerne.

Når kommissionen skal foretage en bevisvurdering af de konstaterede fak-

ta, vil kommissionen endvidere skulle tage stilling til, med hvilken grad af

sikkerhed det pågældende faktum må anses for bevist. Der stilles efter loven

og praksis – afhængig af sagernes karakter – forskellige krav til, hvor sikkert

et bevis skal være, for at et bestemt faktum kan lægges til grund. Kravene

til bevisets styrke varierer efter sagernes karakter, således at beviskravene i

f.eks. straffesager i almindelighed vil være højere end de beviskrav, der gælder

i civile sager.

643

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens vurdering af det faktiske forløb

Beviset i en straffesag skal have en sådan styrke, at der ikke er efterladt ri-

melig tvivl om tiltaltes skyld. Princippet, der udspringer af grundsætningen

”in dubio pro reo”, er ikke lovfæstet, men er utvivlsomt gældende i dansk ret

og hviler på et grundlæggende princip om, at enhver rimelig tvivl angående

bevisbedømmelsen skal komme den anklagede til gode.

Helt så strenge krav stilles normalt ikke ved pådømmelsen af civile sager. En

generel angivelse af, hvilken grad af bevis der er tilstrækkelig i civile sager,

for at et faktum antages at foreligge, er ikke mulig, idet beviskravet kan være

forskelligt for forskellige fakta og i forskellige sammenhænge. Den blotte

sandsynlighedsovervægt, dvs. at det omtvistede punkt forekommer mere sand-

synligt end det modsatte, er tilstrækkelig i nogle situationer, mens der i andre

situationer kræves en ret høj grad af sandsynlighed for, at de omstændigheder,

som skal begrunde proceskravet, er til stede.

Skattefradragskommissionen har om det beviskrav, som Skattefradragskom-

missionen har anvendt, anført følgende:

”Kommissionen har derfor fundet kun at kunne lægge et forhold til

grund som tilstrækkeligt bevist, som kan være belastende for en enkelt-

person, hvis det er væsentligt mere sandsynligt, at forholdet foreligger,

end at det ikke foreligger.”

Instrukskommissionen finder det ikke muligt at opstille en generel bevis-

regel, der entydigt gør op med kravet til bevisets styrke. De krav, der stilles

til beviset, afhænger således af en række faktorer, hvor der tillige må tages

hensyn til, om det faktum, der lægges til grund, vil kunne medføre strafansvar

eller disciplinære følger for den person, som er omfattet af undersøgelsen. I

hvert fald i tilfælde, hvor der kan blive tale om et egentligt strafansvar, taler

det for et beviskrav af en væsentlig styrke, således som det kendes inden for

straffeprocessen.

Kommissionens bevisvurderinger og retlige vurderinger vil blive foretaget

i lyset heraf, idet kommissionen ved vurderingerne – med anvendelsen af

forskellige formuleringer – vil tilkendegive, med hvilken styrke et bestemt

Skattefradragskommissionens beretning, 2006, del 1, side 64.

644

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Indkvarteringsordningen

faktum er blevet lagt til grund, ligesom det i tilfælde af tvivl vil blive beskre-

vet, hvorpå tvivlen beror. Alt sammen med øje for, at vurderingerne skal

være egnede til at fungere som grundlag for overvejelserne hos dem, der skal

benytte vurderingerne i det eventuelle videre forløb. Som anført i afsnit 7.2.1

er udgangspunktet for vurderingerne, at de foretages med forsigtighed.

7.3. Indkvarteringsordningen

Det følger af kommissoriet, at kommissionen skal undersøge og redegøre for

grundlaget for og omstændighederne vedrørende tilblivelsen af pressemedde-

lelsen af 10. februar 2016 og Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriets

instruktioner til Udlændingestyrelsen.

Kommissionen vil i dette afsnit redegøre for indholdet af den ordning, der

efter den 10. februar 2016 kom til at gælde i sager om indkvartering af gifte

eller samlevende asylansøgere, hvor den ene part var mindreårig. Redegørel-

sen omfatter navnlig den pressemeddelelse, som departementet udsendte den

10. februar 2016, samt departementets eventuelle øvrige skriftlige såvel som

mundtlige instruktioner til Udlændingestyrelsen i forbindelse hermed. Rede-

gørelsen vil indeholde en vurdering af lovligheden af denne indkvarterings-

ordning og de ændringer til indkvarteringsordningen, som blev foretaget frem

til og med december 2016, hvor den ordning, der gælder i dag, ses beskrevet

i et notat af 12. december 2016. Endelig indeholder afsnittet en redegørelse

for rådgivningen af Inger Støjberg og en vurdering af, hvad der kan lægges

til grund om Inger Støjbergs hensigt med pressemeddelelsen.

Det følger desuden af kommissoriet, at kommissionen skal undersøge og re-

degøre for forløbet efter udsendelsen af pressemeddelelsen den 10. februar

2016, herunder om og i givet fald hvornår Udlændinge-, Integrations- og

Boligministeriet eller Udlændingestyrelsen blev opmærksom på, at der i kon-

krete sager om indkvartering kunne rejses spørgsmål i forhold til bl.a. for-

valtningsretten og Danmarks internationale forpligtelser, samt hvilke skridt

af konkret eller generel karakter dette i givet fald gav anledning til, herunder

i forhold til dialog med andre myndigheder. For så vidt angår dialogen med

andre myndigheder henvises navnlig til afsnit 7.7 og 7.8 om henholdsvis

Justitsministeriets og Statsministeriets roller.

645

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens vurdering af det faktiske forløb

Kommissionen finder vedrørende andet led af denne del af kommissoriet

anledning til at bemærke, at alle sager, hvor der sker adskillelse af familier,

kan rejse spørgsmål i forhold til både forvaltningsretten og Menneskerettig-

hedskonventionens artikel 8. Kommissionen har derfor forstået denne del af

kommissoriet således, at det indeholder et spørgsmål om, hvilke skridt af kon-

kret og generel karakter i henholdsvis departementet og Udlændingestyrelsen

det gav anledning til, da styrelsen over for departementet rejste fem sager, der

efter styrelsens opfattelse i særlig grad rejste menneskeretlige problemstillin-

ger. Kommissionen vil derfor tillige redegøre for de drøftelser og tiltag, der

efter den 1. marts 2016 fandt sted i departementet og mellem departementet

og Udlændingestyrelsen, herunder i forbindelse med Udlændingestyrelsens

forelæggelse af fem sager for departementet samt øvrige forhold, der førte

til en ændring af ordningen den 18. marts 2016. Redegørelsen herom findes

navnlig i afsnit 7.3.3.1, mens ordningen i perioden fra den 18. marts til den

28. april 2016 beskrives i afsnit 7.3.3.2, og det efterfølgende forløb beskrives

i afsnit 7.3.4 og 7.3.5.

De overvejelser og drøftelser, der i marts og april 2016 var i departementet og

Udlændingestyrelsen om visse forvaltningsretlige problematikker som bl.a.

partshøring, foregik på embedsmandsniveau, og en nærmere beskrivelse af

dette forløb er derfor ikke medtaget i delberetningen. Der redegøres i stedet

for dette forløb i forbindelse med kommissionens endelige beretning i foråret/

sommeren 2021.

Afsnittet er i øvrigt bygget op på den måde, at der i afsnit 7.3.1 beskrives den

ordning, der gjaldt forud for den 10. februar 2016. I afsnit 7.3.2 beskrives den

indkvarteringsordning, der kom til at gælde i tidsrummet fra den 10. februar

til den 18. marts 2016, og i afsnit 7.3.3 beskrives udviklingen i indkvarte-

ringsordningen i begyndelsen af marts 2016 og indkvarteringsordningen i

tidsrummet fra den 18. marts til den 28. april 2016. I afsnit 7.3.4 beskrives

indkvarteringsordningen i tidsrummet fra den 28. april til den 1. juli 2016,

og i afsnit 7.3.5 beskrives navnlig den ordning, der gælder i dag.

Når kommissionen omtaler ”indkvarteringsordningen” eller ”ordningen”,

henvises til sager om indkvartering af gifte eller samlevende asylansøgere,

hvoraf den ene var mindreårig, men dog 15 år eller derover. Både før og efter

instruksen af 10. februar 2016 har myndighederne indkvarteret asylansø-

gere under den seksuelle lavalder (15 år) adskilt fra en eventuel ægtefælle

646

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Indkvarteringsordningen

eller samlever. Adskilt indkvartering af asylansøgere under 15 år fra deres

ægtefælle/samlever giver ikke kommissionen anledning til bemærkninger, og

undersøgelsen har derfor ikke omfattet spørgsmålet om adskilt indkvartering

af sådanne asylansøgere.

7.3.1.

Indkvarteringsordningen forud for den 10. februar 2016

Forud for Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriets udsendelse af pres-

semeddelelsen den 10. februar 2016 blev der i sager, hvor der hos indkvarte-

ringsoperatørerne var bekymring for den mindreåriges trivsel, foretaget en

individuel og konkret vurdering af, om den mindreårige skulle indkvarteres

adskilt fra sin ægtefælle eller samlever; som oftest under inddragelse af de

sociale myndigheder, dvs. kommunerne. Kommissionen har ikke grundlag

for at udtale sig nærmere om behandlingen af konkrete sager i denne peri-

ode. Det kan efter forklaringerne fra navnlig Anne la Cour Vågen og Helle

Kjems – sammenholdt med oplysningerne i de sager, der blev omfattet af

praksisændringen den 10. februar 2016 – dog lægges til grund, at der fra

indkvarteringsoperatørernes side ses at have været fokus på at undgå social

kontrol og tvang, og at nogle af parrene deltog i flerfaglige undersøgelser og

samtaler om deres indbyrdes relation.

7.3.2.

Indkvarteringsordningen i tidsrummet 10. februar til 18.

marts 2016

7.3.2.1.

Den skriftlige instruks – pressemeddelelsen

Det kan efter oplysningerne i sagen uden videre lægges til grund, at de eneste

skriftlige retningslinjer, som blev sendt til Udlændingestyrelsen i februar 2016

om den nye indkvarteringsordning, var ministeriets pressemeddelelse af 10.

februar 2016. Ifølge denne pressemeddelelse havde ministeriet fastsat nye

retningslinjer, hvorefter ingen mindreårige under 18 år måtte indkvarteres

på samme asylcenter som en ægtefælle eller samlever. Retningslinjerne gjaldt

efter pressemeddelelsens ordlyd også i sager, hvor parrene havde børn, og

omfattede ligeledes de sager, hvor parrene allerede var indkvarteret sammen.

Det fremgik af pressemeddelelsen, at Inger Støjberg havde bedt Udlændinge-

styrelsen om ”straks at sætte en stopper for det”, og at hun havde bedt styrelsen

om at ”skille parrene ad i aktuelle sager om mindreårige, der bor sammen med

en ældre ægtefælle eller samlever”.

Om omstændighederne vedrørende tilblivelsen af pressemeddelelsen kan man

af sagens oplysninger se, at det første udkast til pressemeddelelse den 9. fe-

647

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens vurdering af det faktiske forløb

bruar 2016 indeholdt en beskrivelse af retningslinjerne, der i al væsentligt

afspejlede den ordning, som var kommet til udtryk i et notat af 2. februar 2016

om Udlændingestyrelsens praksis i sager om indkvartering af mindreårige

udlændinge med ægtefæller eller samlevere. I dette udkast til pressemedde-

lelse blev en adskillelse af mindreårige asylansøgere fra deres ægtefælle eller

samlever beskrevet som et ”udgangspunkt”, om end der heri var lagt op til,

at parrene skulle indkvarteres på hvert sit asylcenter eller i hvert fald hver

for sig, men på det samme asylcenter. Det kan bl.a. efter Inger Støjbergs tale

under samrådet den 1. juni 2017 lægges til grund, at pressemeddelelsen blev

ændret efter ønske fra Inger Støjberg, således at det kom til at fremgå, at der

var tale om en undtagelsesfri ordning, hvorefter ingen mindreårige under 18

år måtte indkvarteres på samme asylcenter som en ægtefælle eller samlever.

Det kan efter forklaringerne for kommissionen endvidere lægges til grund, at

Mark Thorsen – sammen med Inger Støjberg – argumenterede for at gøre be-

skrivelsen af ordningen i pressemeddelelsen undtagelsesfri, og at Uffe Toudal

Pedersen under et møde med Inger Støjberg og Mark Thorsen den 10. februar

2016 accepterede pressemeddelelsen i den form, som den blev udsendt i.

Uffe Toudal Pedersen

har om sin accept af den endelige pressemeddelelse for-

klaret, at han så det som sin opgave at få ”maskinen” til at fungere. De skulle

videre. Han syntes ikke, at de kunne holde til at sidde i hver deres ringhjørne

og skændes med deres minister.

Endelig kan det om pressemeddelelsen lægges til grund, at den blev lagt op

på ministeriets hjemmeside den 10. februar 2016, ligesom den samme dag

ad to omgange blev sendt til Udlændingestyrelsen. Kl. 14.11 blev pressemed-

delelsen således sendt første gang vedhæftet en mail til styrelsen med besked

om, at ”pressemeddelelse om barnebrude” var vedhæftet, og kl. 14.25 sendte

Line Skytte Mørk Hansen desuden pressemeddelelsen til Lene Linnea Vejrum.

Udlændingestyrelsen var inden da – kort før kl. 13.10 – blevet varslet om, at

pressemeddelelsen ville have et indhold, hvorefter ingen mindreårige under

18 år måtte bo sammen med deres ægtefælle.

Om denne del af sagen er der ikke nogen tvivl om, hvad der kan lægges til

grund, og der ses ikke at have været nogen af de berørte personer eller andre,

Vedrørende Uffe Toudal Pedersens forklaring henvises i øvrigt til afsnit 7.3.2.7.3 og bemærkningerne

fra Uffe Toudal Pedersens bisidder, jf. bind 7, bilag 1a, side 2, 6. afsnit.

648

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Indkvarteringsordningen

som har henvist til, at der blev sendt andet skriftligt materiale om selve ind-

kvarteringsordningen end pressemeddelelsen fra departementet til Udlæn-

dingestyrelsen i februar 2016.

Herudover ses der alene af skriftlige eksterne/offentliggjorte bidrag til beskri-

velse af ordningen i februar 2016 at foreligge en besvarelse af et folketings-

spørgsmål (S 630) den 24. februar 2016, hvori det er anført bl.a.:

”… Derfor har jeg i sidste uge anmodet Udlændingestyrelsen om at

ændre praksis således, at ingen mindreårige asylansøgere fremadrettet

kan bo sammen med en ægtefælle eller samlever. Det gælder også, hvis

parret har et eller flere fælles børn. …”

7.3.2.2.

Mundtlige instruktioner til Udlændingestyrelsen i februar 2016

Der er om de mundtlige instruktioner, som Udlændingestyrelsen modtog i

forbindelse med departementets udsendelse af pressemeddelelsen, afgivet

forskellige og til dels modsatrettede forklaringer om hændelsesforløbet, og

det har derfor været et væsentligt bevistema for kommissionen at få fastlagt,

hvad der kan lægges til grund herom.

Forud for udsendelsen af pressemeddelelsen var der nogle drøftelser mellem

Ditte Kruse Dankert og Jesper Gori, hvor Jesper Gori ifølge forklaringen fra

Lene Linnea Vejrum skulle have givet udtryk for bl.a., at man ”kunne rigtig

meget” på indkvarteringsområdet. Et synspunkt om, at der gjaldt vide ram-

mer for Udlændingestyrelsens indkvarteringsvirksomhed, ses også afspejlet

i et tidligere udkast til notatet af 2. februar 2016, som blev sendt i høring i

styrelsen den 29. januar 2016. Der er imidlertid ikke oplysninger om disse

drøftelser, der giver grundlag for nogen antagelse om, at der som led i disse

samtaler blev givet mundtlige instruktioner i relation til den efterfølgende

praksisændring og fremtidige administration på området.

Derimod ligger det klart, at en praksisændring på indkvarteringsområdet

blev drøftet på et koncerndirektionsmøde den 10. februar 2016 – forud for

udsendelsen af pressemeddelelsen – hvor også Udlændingestyrelsens direk-

tør deltog (afsnit 7.3.2.2.1). Herudover ligger det klart, at Line Skytte Mørk

Hansen og Lene Linnea Vejrum talte sammen i telefon om praksisændringen

den 10. februar 2016, efter at Line Skytte Mørk Hansen kl. 14.25 havde sendt

pressemeddelelsen til Lene Linnea Vejrum (afsnit 7.3.2.2.2). Herudover udtal-

649

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens vurdering af det faktiske forløb

te Inger Støjberg sig til medierne (afsnit 7.3.2.2.3), og der var i perioden fra

den 11. til den 22. februar 2016 også i øvrigt kontakt mellem medarbejdere

i departementet og i Udlændingestyrelsen (afsnit 7.3.2.2.4). Endelig blev der

afholdt et møde om ordningen den 22. februar 2016, hvor medarbejdere fra

departementet og styrelsen deltog (afsnit 7.3.2.2.5).

7.3.2.2.1. Koncerndirektionsmødet den 10. februar 2016

Drøftelserne på koncerndirektionsmødet den 10. februar 2016 indgår som

et væsentligt bevistema i sagen og er direkte omtalt i kommissoriet for kom-

missionen. Der ses flere steder i det skriftlige materiale i sagen og i samråd

at være henvist til, hvad der blev sagt under dette møde, og mødet har været

genstand for en lang række folketingsspørgsmål. Det hedder således bl.a. i

departementets brev af 14. juli 2016 til Folketingets Ombudsmand:

”… at det mundtligt har været tilkendegivet over for Udlændingestyrel-

sen ved flere lejligheder, at der ville være tilfælde, hvor der af hensyn

til Danmarks internationale forpligtelser skulle gøres undtagelse til

udgangspunktet om separat indkvartering, og at Udlændingestyrelsen

i disse tilfælde naturligvis skulle administrere ordningen i overens-

stemmelse med Danmarks internationale forpligtelser, dvs. indkvartere

parrene sammen.

Dette blev således bl.a. drøftet på et koncerndirektionsmøde afholdt den

10. februar 2016 – samme dag som indkvarteringsinstruksens udste-

delse – hvor bl.a. Udlændingestyrelsens direktør deltog. …”

Inger Støjberg

har herudover bl.a. under et samråd den 23. juni 2017 henvist

til drøftelserne på koncerndirektionsmødet og i den forbindelse udtalt: ”Der

synes på en eller anden måde at være en opfattelse af, at betydningen af mødet

har været overspillet, og der kan jeg bare sige, at det ikke er tilfældet”. Her-

udover har hun under samrådet udtalt, at det under koncerndirektionsmødet

blev tilkendegivet over for Udlændingestyrelsen, ”at der ville være tilfælde,

hvor der skulle gøres undtagelser.”

Inger Støjberg

Lykke Sørensen

har i deres forklaringer for kommissionen

endvidere henvist til, at Udlændingestyrelsens daværende direktør, Henrik

Grunnet, i hvert fald under dette møde blev gjort opmærksom på, at der i en

650

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Indkvarteringsordningen

indkvarteringsordning skulle være mulighed for undtagelser, og at der skulle

foretages en konkret vurdering.

Kommissionen har afhørt de personer, der deltog i koncerndirektionsmødet

den 10. februar 2016.

Kasper Højvang Kyed

har om mødet forklaret bl.a., at ministeren sagde, at

hun ønskede en adskillelse af ”barnebrudene”, og at Lykke Sørensen sagde, at

det kunne man ikke uden at foretage visse forvaltningsretlige skridt. Lykke

Sørensen tilkendegav, at der ville være nogle par, der havde børn, hvor det

formentlig ville være i strid med konventionerne at skille dem ad. Ministerens

holdning til dette spørgsmål var, at hun ønskede, at parrene skulle adskilles.

Som han forstod det, var det hendes politiske holdning, hun gav udtryk for,

og hun ville have, at embedsværket fandt en løsning på det. Han oplevede

ikke, at ministeren sagde, at embedsfolkene skulle tilsidesætte internationale

forpligtelser. Der var en meget alvorlig stemning på mødet, både fordi det

var en vigtig drøftelse, og fordi der ikke var enighed. Som han husker det,

blev der ikke konkluderet noget på mødet. Der kom ikke en klar udmelding

til Udlændingestyrelsen. Positionerne stod, som de stod, og de gik videre til

de andre punkter. Han husker ikke, at Henrik Grunnet skulle have fået nogen

instruks om, hvordan Udlændingestyrelsen skulle håndtere det.

Henrik Grunnet

har forklaret bl.a., at han var den eneste fra Udlændingesty-

relsen, der deltog i mødet. Under mødet var der ikke nogen drøftelse mel-

lem Uffe Toudal Pedersen, Lykke Sørensen og ministeren om instruksen eller

pressemeddelelsen, men det var tydeligt, at der var en uenighed. Uffe Toudal

Pedersen sagde, at der ville komme en udmelding fra ministeren uden det

forbehold, som man havde indstillet, at der skulle være med. Han opfattede

det således, at der var blevet forelagt noget mere udførligt for ministeren,

men der var noget, som ministeren ikke ønskede at få medtaget. Uffe Toudal

Pedersen sagde henvendt til den kreds, der var samlet, hvilket nok ikke var

hele mødekredsen, men nok kun de relevante afdelingschefer, at man ”måtte

se på de enkelte sager”. Underforstået, at ministerens udmelding ikke kunne

stå alene. Det var i hvert fald sådan, han opfattede det. Han mener ikke, at

det blev nævnt direkte, at konventionerne skulle overholdes, men han forstod

bemærkningen om, at der kunne være ”enkelte sager”, som udtryk for, at man

så i øjnene, at det alligevel kunne være nødvendigt at iagttage konventionerne.

Bemærkningen var i høj grad henvendt til ministeriets afdelingschefer. Der

651

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens vurdering af det faktiske forløb

var ikke en direkte konfrontation mellem Lykke Sørensen og ministeren un-

der koncerndirektionsmødet. Det blev klart refereret over for dem, at der var

uenighed, og at ministeren ikke ønskede en passus om, at der skulle kunne

gøres undtagelser. Han oplevede det således, at det under mødet ”rykkede sig”,

så pressemeddelelsen kom til at stå alene. Han opfattede det således, at Uffe

Toudal Pedersen undervejs besluttede, at det så kun blev pressemeddelelsen,

der skulle udsendes. Han gik ud fra, at han ville få noget nærmere at vide.

Da han tog fra mødet, forestillede han sig ikke, at pressemeddelelsen skulle

stå alene. Uanset hvad der blev tilkendegivet, skulle Udlændingestyrelsen

administrere i overensstemmelse med dansk lovgivning. Det blev ikke sagt,

at Udlændingestyrelsen skulle administrere anderledes end det, der stod i

pressemeddelelsen. Han er ikke enig i det, som Udlændinge-, Integrations- og

Boligministeriet udtalte den 14. juli 2016 til Folketingets Ombudsmand om,

”at det mundtligt har været tilkendegivet over for Udlændingestyrelsen ved

flere lejligheder, at der ville være tilfælde, hvor der af hensyn til Danmarks

internationale forpligtelser skulle gøres undtagelse til udgangspunktet om

separat indkvartering”.

Frank Bundgaard

har om mødet forklaret bl.a., at det hurtigt blev nævnt, at der

nu var en større sag, idet alle flygtningepar, hvor den ene part var mindreårig,

skulle adskilles. Han husker ikke helt præcist, hvem der præsenterede, at dette

skulle være linjen fremover, men han tror, at det var ministeren, der sagde, at

dette skulle ske. Ministeren sagde, at hun ikke kunne have mindreårige bru-

de til at bo sammen med ældre mænd. Lykke Sørensen reagerede på det og

sagde, at sagerne skulle behandles individuelt, og at der skulle være mulighed

for undtagelser. Hun sagde meget tydeligt, at det ikke gik, at man havde en

generel regel om, at alle skulle adskilles. Svaret herpå var et skuldertræk à la

”ja, det ved vi godt, at du mener”. Efter at Lykke Sørensen havde tilkendegi-

vet, at der skulle være rum for undtagelser, lå der i ministerens reaktion en

tilkendegivelse gående ud på ”ja, ja, den diskussion tager vi ikke her.” Det lå

meget klart i luften, at man nu skulle gå videre, og at dette skulle eksekveres.

Der var ingen konklusion om, hvordan der skulle administreres, og der blev,

som han husker det, ikke kommenteret på det.

Frank Bundgaard skrev i november 2016 et notat om sin erindring om mødet.

Af notatet fremgår bl.a.: ”Alle flygtningepar, hvor den ene er mindreårig, skal

adskilles fremover. Lykke: Generel regel vil være i strid med konventionerne.

Sagerne skal behandles individuelt og med mulighed for undtagelser. Tydeligt,

652

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Indkvarteringsordningen

at spørgsmålet har været drøftet før. Ingen udtalt konklusion, men toget kører.

Uffe bad Line om at sikre besked til asylcentrene asap.”

Lykke Sørensen

har forklaret bl.a., at hun på mødet redegjorde for, at der i en

ordning skulle være en mulighed for undtagelser, og at der skulle foretages

en konkret vurdering. Ministeren havde helt generelt i forløbet og også på

dette møde vanskeligt ved at acceptere, at ordningen ikke kunne være undta-

gelsesfri. Der var ikke nogen tvivl om ministerens holdning til spørgsmålet.

Ministeren var mildest talt ikke tilfreds med det. De var uenige på mødet.

Det er sjældent, at man skal sige til en minister, at ”det er ligegyldigt, hvad

du siger, for danske myndigheder skal overholde danske regler – også vores

internationale forpligtelser.” Dette blev ligesom den afsluttende sætning. Hun

er ikke sikker på, om ministeren sagde noget. Det tror hun ikke var tilfældet,

men ministeren var utilfreds med det. Hun hørte ikke ministeren sige tydeligt

på koncerndirektionsmødet, at loven skulle overholdes, men hun har heller

ikke hørt ministeren sige det modsatte. De nåede ikke frem til noget resultat

på mødet. Henrik Grunnet nikkede og havde tydeligvis forstået budskabet.

Det blev ikke aftalt på mødet, hvordan de skulle komme videre. Hun var på-

virket af situationen. Det er ikke hver dag, at en afdelingschef skal sidde med

mange mennesker til stede og sige til en minister, at ”du kan sige og skrive,

hvad du vil, men danske myndigheder skal overholde danske regler, og du

kan ikke sige noget andet”.

Inger Støjberg

har forklaret bl.a., at sagen om barnebrude blev nævnt under

mødet. Der er ikke nogen tvivl om, at Lykke Sørensen sagde, at der skulle

foretages individuelle vurderinger, og at konventionerne skulle overholdes.

Hun tog ikke diskussionen op igen, idet hun under et døgn tidligere havde

godkendt ministernotatet [notatet af 2. februar 2016], og idet ordningen var

på plads. Det var mest pressemeddelelsen, der blev diskuteret. Hun ønskede

en adskillelse af alle, men hun måtte tage til sig, at konventionerne skulle

respekteres. Det forhold, at hun under mødet sagde, hvad hun ønskede, var

ikke udtryk for, at hun ikke accepterede undtagelser. Adspurgt, om hun under

mødet sagde, at hun accepterede undtagelser, har hun forklaret, at hun ikke

nødvendigvis sagde dette, idet hun allerede havde godkendt ministernotatet.

Måske sagde hun det, og måske sagde hun det ikke. Hun opfattede ikke Lykke

Sørensens ord om, at ministeren kunne ”ønske og sige hvad hun ville”, idet

der alligevel ville blive administreret lovligt, som møntet på hende alene, men

653

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens vurdering af det faktiske forløb

som en kommentar ud i rummet, og hun mener, at Lykke Sørensen bare sagde,

at konventionerne skulle overholdes.

Henrik Kyvsgaard

har forklaret bl.a., at det eneste, han svagt kan erindre om

mødet, er, at der var en lidt anspændt stemning og en diskussion mellem mi-

nisteren og formentlig Lykke Sørensen. Der var klart en uenighed.

Uffe Toudal Pedersen, Line Skytte Mørk Hansen

Jonas From Soelberg

har i al

væsentligt forklaret, at de ikke husker noget konkret fra mødet.

Uffe Toudal Pedersen

har dog generelt om koncerndirektionsmødernes ka-

rakter forklaret bl.a., at det var et sted, hvor de orienterede om, hvad der

var af større begivenheder på forskellige områder. Der blev ikke konkluderet

noget på mødet. Det var ikke et møde om denne sag eller pressemeddelelsen.

Koncerndirektionsmøderne blev ikke brugt til at sætte punktum i besværlige

sager. Det var ikke sådan, de arbejdede. De beslutningsgange havde et andet

spor. Det var et orienteringsmøde, og hans rolle var at formidle det og få

synspunkterne frem.

Kommissionen finder, at det på baggrund af forklaringerne kan lægges til

grund, at Lykke Sørensen under koncerndirektionsmødet redegjorde for bl.a.,

at en ny indkvarteringsordning skulle indeholde mulighed for at gøre undta-

gelser fra udgangspunktet om adskillelse, og at der således skulle foretages

en konkret og individuel vurdering i de enkelte sager. Det er for så vidt alene

Henrik Grunnets forklaring om mødet, der på dette punkt afviger fra de øvri-

ges forklaringer. Henrik Grunnets gengivelse af, hvad der blev sagt på mødet,

synes imidlertid mest i ”formen” at afvige fra de øvrige forklaringer – navnlig

vedrørende spørgsmålet om, hvem der sagde hvad – idet det efter hans forkla-

ring må lægges til grund, at også han opfattede det, der blev sagt på mødet fra

(efter hans erindring) Uffe Toudal Pedersen således, at man ved vurderingen

af de enkelte sager skulle iagttage konventionerne. Hertil kommer, at Henrik

Grunnet i øvrigt har forklaret, at han var opmærksom på, at styrelsen skulle

administrere lovligt, uanset hvad ministeren måtte tilkendegive.

Det kan efter forklaringerne endvidere lægges til grund, at der på mødet var

uenighed om linjen, og at stemningen på mødet var ”alvorlig” eller ”anspændt”.

Det synes således at have stået klart for alle de deltagende i mødet – som har

forklaret at kunne huske mødet – at Inger Støjberg gav udtryk for, at hun

654

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Indkvarteringsordningen

ønskede, at alle parrene skulle adskilles, mens i hvert fald Lykke Sørensen

gav udtryk for, at en sådan ordning ikke ville være lovlig. Det kan endvidere

efter de afgivne forklaringer lægges til grund, at der ikke blev konkluderet på

uenigheden på mødet, og at der ikke på mødet kom nogen klar udmelding til

Udlændingestyrelsen om, hvordan der skulle administreres. Forklaringerne

om Inger Støjbergs reaktion på Lykke Sørensens tilkendegivelse peger klart

i retning af, at Inger Støjberg vedholdende gav udtryk for, at hun ønskede

alle parrene adskilt, og der er i hvert fald ingen – herunder heller ikke Inger

Støjberg selv – der har forklaret, at Inger Støjberg tydeligt gav udtryk for, at

hun accepterede Lykke Sørensens udmelding om, at der skulle foretages en

konkret og individuel vurdering i hver enkelt sag.

At Inger Støjberg under mødet – uanset Lykke Sørensens tilkendegivelse – gav

udtryk for, at hun fortsat ønskede alle parrene adskilt, har tillige støtte i en

række af de begivenhedsnære dokumenter, som indgår i kommissionens un-

dersøgelse. Dette har således støtte bl.a. i en mail, som Henrik Grunnet sendte

samme dag som koncerndirektionsmødet (kl. 13.45) til en række medarbej-

dere i Udlændingestyrelsen. I mailen, der har emnet ”Re: Støjberg: INGEN

barnebrude må bo med ægtefælle”, er anført følgende:

”Ja. Mødet jeg var til i ministeriet efterlod ingen tvivl om hendes ind-

stilling til sagen – uanset Børnekonventionen, når parret har [et] fælles

barn.”

Mailen kan efter sit indhold forstås på flere måder. Den kan forstås såle-

des, at Inger Støjberg på koncerndirektionsmødet havde givet udtryk for,

at alle skulle adskilles, men den kan også forstås således, at Inger Støjberg

på koncerndirektionsmødet havde givet udtryk for sin politiske holdning til

spørgsmålet om adskillelse. Under alle omstændigheder vidner mailen om, at

Henrik Grunnet ikke forlod mødet med den opfattelse, at ministeren havde

accepteret, at der ville være tilfælde, hvor man skulle undlade at adskille par

af hensyn til Danmarks internationale forpligtelser.

På tidspunktet for koncerndirektionsmødet var der ikke udsendt retningslinjer

om den nye indkvarteringsordning. Drøftelserne på koncerndirektionsmødet

må derfor nødvendigvis ses i sammenhæng med forløbet i forbindelse med

departementets udsendelse af pressemeddelelsen.

655

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens vurdering af det faktiske forløb

Om forløbet af koncerndirektionsmødet kan der ikke være nogen rimelig

tvivl om, at der ikke blev konkluderet på den uenighed, der var på mødet, og

at der ikke kom nogen entydig melding til Udlændingestyrelsen om, hvilke

retningslinjer ministeren ville beslutte – eller havde besluttet – skulle gælde i

relation til en ny indkvarteringsordning. Dette understøttes af det, som navnlig

Uffe Toudal Pedersen har forklaret om koncerndirektionsmødernes generelle

karakter og indhold, herunder at møderne var af orienterende karakter.

7.3.2.2.2.

Telefonsamtalerne mellem Line Skytte Mørk Hansen og Lene

Linnea Vejrum

Line Skytte Mørk Hansen og Lene Linnea Vejrum har begge forklaret, at de

talte sammen i telefon om praksisændringen, efter at Line Skytte Mørk Han-

sen den 10. februar 2016 kl. 14.25 havde sendt pressemeddelelsen til Lene

Linnea Vejrum. Efter sagens oplysninger er det uklart, om der var en eller flere

samtaler mellem de to den 10. februar 2016, men meget tyder på, at der var

to telefonsamtaler mellem dem. Ifølge et senere udkast til svar på et spørgs-

mål fra Folketinget fandt der således to samtaler sted; hhv. ca. kl. 14.30 og kl.

17.30. Line Skytte Mørk Hansen og Lene Linnea Vejrum har dog forskellige

forklaringer om væsentlige dele af samtalens eller samtalernes indhold.

Om telefonsamtalernes indhold

Line Skytte Mørk Hansen

har herom forklaret bl.a., at hun sagde til Lene Linnea

Vejrum, at den omstændighed, at pressemeddelelsen fremstod uden undta-

gelser, fordi ministeren havde valgt at fjerne omtalen af undtagelserne, ikke

betød, at der ikke skulle være undtagelser. Hun sagde også, at Udlændinge-

styrelsen skulle orientere operatørerne om, at hovedreglen ville være adskil-

lelse, og at styrelsen skulle begynde at indhente oplysninger om parrene, så

styrelsen kunne træffe afgørelse i de konkrete tilfælde. Under samtalen med

Lene Linnea Vejrum læste hun op af indstillingen i det notat af 2. februar

2016, som ministeren havde godkendt den 9. februar 2016. Hun husker, at

hun sagde, at det var dette, som Udlændingestyrelsen kunne ”stå på”, og som

Udlændingeafdelingen kunne stå inde for.

Lene Linnea Vejrum

har herom omvendt forklaret bl.a., at Line Skytte Mørk

Hansen ringede til hende og oplyste, at der var kommet nye retningslinjer,

som alene bestod af pressemeddelelsen, og at styrelsen skulle gå i gang med

at adskille parrene. Dette var besluttet, og styrelsen skulle gå i gang med det

samme. Hun kan afvise Line Skytte Mørk Hansens forklaring om, at Line

656

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Indkvarteringsordningen

Skytte Mørk Hansen under samtalen skulle have givet udtryk for, at der skulle

være undtagelser til ordningen, og at Line Skytte Mørk Hansen skulle have

sagt, at adskillelse var ”hovedreglen”. Hun kan endvidere afvise Line Skyt-

te Mørk Hansens forklaring om, at ”hun under samtalen med Lene Linnea

Vejrum læste op af indstillingen i det notat, som ministeren havde godkendt

den 9. februar 2016”.

Der foreligger i sagen – ud over forklaringerne fra Line Skytte Mørk Hansen

og Lene Linnea Vejrum – en stor mængde oplysninger, der kan tjene til at

afdække samtalernes indhold.

Forklaringen fra Line Skytte Mørk Hansen støttes til dels af

Uffe Toudal Peder-

sen,

der under sin første afhøring for kommissionen forklarede bl.a., at Line

Skytte Mørk Hansen havde fortalt ham, at hun havde sagt til Lene Linnea

Vejrum, at styrelsen selvfølgelig skulle administrere lovligt, og at ordningen

skulle administreres med undtagelser. Som anført nedenfor har Uffe Toudal

Pedersen dog afgivet noget skiftende forklaringer om, hvornår og hvorvidt

han blev orienteret om den kommunikation, der fandt sted mellem Line Skytte

Mørk Hansen og Udlændingestyrelsen som opfølgning på pressemeddelelsen.

Der er ikke andre medarbejdere i departementet, som er blevet afhørt i kom-

missionen, der kan huske, at Line Skytte Mørk Hansen – i hvert fald begi-

venhedsnært – har fortalt om samtalernes indhold, herunder hverken Anne

Nygaard Just eller Anette Görtz, der var ansat i Koncernstyring, hvor Line

Skytte Mørk Hansen var (og er) afdelingschef.

Lene Linnea Vejrums forklaring om indholdet af telefonsamtalerne støttes

Ditte Kruse Dankerts

forklaring om, at hun den 10. februar 2016 fra Lene

Linnea Vejrum havde hørt, at Line Skytte Mørk Hansen havde sagt, at pres-

semeddelelsen var ordningen, og at alle skulle adskilles. Hertil kommer, at

Ditte Kruse Dankert – ifølge sin og Lene Linnea Vejrums forklaring – over-

værede en del af en af de muligvis to telefonsamtaler mellem Line Skytte

Mørk Hansen og Lene Linnea Vejrum den pågældende dag. Ifølge Ditte Kruse

Dankerts forklaring opfattede hun det, hun hørte, således, at grundpræmissen

i samtalen var, at Udlændingestyrelsen skulle komme i gang med at adskille

parrene. Samtalen handlede ifølge Ditte Kruse Dankert om, hvor hurtigt dette

kunne ske. Ditte Kruse Dankerts kendskab til en del af samtalen udelukker

imidlertid ikke, at der kan have været talt om andre ting under den del af

657

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens vurdering af det faktiske forløb

samtalerne, som hun ikke var vidne til. At Ditte Kruse Dankert havde fået en

opfattelse af samtalens indhold svarende til sin forklaring for kommissionen,

bekræftes af forklaringen afgivet af

Jesper Gori

om, at han ultimo februar eller

i begyndelsen af marts 2016 fik oplyst fra Ditte Kruse Dankert, at Line Skytte

Mørk Hansen den 10. februar 2016 havde sagt, at der skulle administreres i

overensstemmelse med pressemeddelelsen. Jesper Gori blev først bekendt med

Line Skytte Mørk Hansens opfattelse af samtalen, da han læste protokollen

om hendes forklaring i kommissionen den 8. juni 2020.

Lene Linnea Vejrums forklaring støttes tillige af

Henrik Grunnet,

der har forkla-

ret, at Lene Linnea Vejrum efter at have talt med Line Skytte Mørk Hansen kom

ind til ham og refererede fra samtalen, at pressemeddelelsen skulle efterleves

uden undtagelser, og at der ikke skulle ske andet end adskillelse. Den melding,

som Udlændingestyrelsen havde fået fra departementet, havde ophøjet presse-

meddelelsen til en instruks. Også

Kristina Rosado

har forklaret, at hun den 10.

februar 2016 fik refereret af Lene Linnea Vejrum, at Line Skytte Mørk Hansen

under en eller flere telefonsamtaler havde sagt, at Udlændingestyrelsen skulle

effektuere i henhold til pressemeddelelsen, og at de undrede sig over en så

kategorisk udmelding. Tilsvarende har

Margit Sander Rasmussen

forklaret,

at Lene Linnea Vejrum den 10. februar 2016 over for hende refererede, at

Line Skytte Mørk Hansen havde ringet og givet den besked, at alle par skulle

adskilles, og at de skulle gå i gang med det samme.

Lene Linnea Vejrum skrev tillige et telefonnotat om samtalen eller samtalerne,

hvori det blev gengivet, at Line Skytte Mørk Hansen ringede til hende den 10.

februar 2016 og på vegne af departementet anmodede styrelsen om straks at

foranstalte, at indkvarteringsoperatørerne blev orienteret om de nye retnings-

linjer og varslet om, at Udlændingestyrelsen ville igangsætte en adskillelse af

parrene. Dette notat blev dog først skrevet den 31. marts 2016. Telefonnotatet

er efterfølgende indgået i sagen i forbindelse med bl.a. styrelsens og departe-

mentets besvarelser til Folketingets Ombudsmand.

Kommissionen finder, at Line Skytte Mørk Hansens forklaring om samtalens

eller samtalernes indhold er svært forenelig med de mails, som Line Skytte

Mørk Hansen selv var afsender eller modtager af bl.a. den 10. februar 2016.

I en mail af 10. februar 2016 kl. 14.41, som Line Skytte Mørk Hansen sendte

til bl.a. Mark Thorsen, fremgår det således bl.a., at hun havde talt med Lene

658

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Indkvarteringsordningen

Linnea Vejrum, og at styrelsen på et møde samme eftermiddag ville gå i gang

med at planlægge processen med at få skilt de mindreårige fra de voksne

samlevende/ægtefæller. Det hedder videre i mailen: ”De sætter det i værk

så hurtigt de kan – de tror at det i nogle tilfælde kun kan lade sig gøre med

politiets hjælp.” Line Skytte Mørk Hansen modtog endvidere samme dag en

mail kl. 16.40 fra Lene Linnea Vejrum, hvoraf fremgår bl.a., at styrelsen hav-

de meddelt operatørerne, at ingen mindreårige fremover måtte indkvarteres

sammen med en ældre ægtefælle eller samlever, og at styrelsen snarest ville

varsle flytning i ”samtlige disse sager”, samt at det – af forskellige nærmere

beskrevne praktiske hensyn – ville tage minimum en uges tid at gennemføre.

Der foreligger også fra den efterfølgende periode flere mails, der mest un-

derstøtter den udlægning, som Lene Linnea Vejrum har givet om indholdet

af samtalerne. Line Skytte Mørk Hansen sendte således eksempelvis den 12.

februar 2016 kl. 14.13 en mail til bl.a. Mark Thorsen, hvori hun bemærkede,

at der nu var 31 par – som udgjorde samtlige de mindreårige, der på dette

tidspunkt var registreret indkvarteret på et asylcenter med en ægtefælle eller

samlever – og at ”[d]e skiller dem ad”. Line Skytte Mørk Hansen var desuden

cc på en mail, som Anne Nygaard Just sendte til Udlændingestyrelsen den 17.

februar 2016, hvori departementet bad styrelsen om en status på, om ”alle

parrene” var adskilt, eller hvornår de forventedes at ville være det.

Hertil kommer, at Udlændingestyrelsen i et svar til Folketingets Ombudsmand

den 28. april 2016 oplyste bl.a., at styrelsen samtidig med udsendelsen af

pressemeddelelsen den 10. februar 2016 modtog en mundtlig instruks fra

departementet om administrativt at effektuere i overensstemmelse med ind-

holdet af pressemeddelelsen, hvilken udtalelse departementet havde i høring

og vedlagde sin egen besvarelse af 4. maj 2016 til Folketingets Ombudsmand.

Foreholdt disse breve til Folketingets Ombudsmand har

Line Skytte Mørk Han-

sen

forklaret bl.a., at hun anså udtalelsen fra styrelsen som en efterrationa-

lisering fra styrelsens side. Hun ”fulgte med i ombudsmandssagen” og læste

ministeriets udtalelse til Folketingets Ombudsmand, men hun ”udfordrede

ikke materialet”.

Udlændingestyrelsens udtalelse er flere gange efterfølgende blevet gentaget

enten direkte eller i omskrevet form, herunder af ombudsmanden i bl.a. sit

udkast til redegørelse i februar 2017, af departementet som præmis for besva-

659

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens vurdering af det faktiske forløb

relsen af en række udvalgsspørgsmål stillet i 2017 (nr. 815, 846, 875 og 904)

og af Inger Støjberg under samrådet den 23. juni 2017. Ifølge forklaringen

fra

Line Skytte Mørk Hansen

fandt hun i 2017 ikke anledning til at korrigere

styrelsens og departementets oplysninger til Folketinget og ombudsmanden,

idet ”løbet var kørt” på det tidspunkt, ligesom hun mente, at det måtte være

op til Uffe Toudal Pedersen at finde ud af, ”hvad der var op og ned i sagen”.

Hendes egen afdelings bidrag til besvarelse af spørgsmål fra Folketinget blev i

juni 2017 håndteret på den måde, at der i et udkast til besvarelse af spørgsmål

nr. 846 internt i afdelingen blev lagt op til en besvarelse, hvori det blev anført,

at Line Skytte Mørk Hansens samtale med Lene Linnea Vejrum den 10. febru-

ar 2016 bl.a. ”havde til formål at sikre, at de drøftelser, der tidligere samme

dag havde været på koncerndirektionsmødet, hvor bl.a. Udlændingestyrelsens

direktør var til stede, blev videreformidlet.” Efter et møde mellem bl.a. Line

Skytte Mørk Hansen, Lykke Sørensen og Jesper Gori blev der imidlertid lagt

op til en besvarelse, hvori denne sætning helt udgik.

Af besvarelsen af udvalgsspørgsmål nr. 904 den 15. juni 2017 fremgår det

bl.a., at ministeriet bekræftede, at Udlændingestyrelsens udtalelse – om at

have modtaget en mundtlig instruks om administrativt at effektuere i over-

ensstemmelse med indholdet af pressemeddelelsen – var korrekt. Line Skytte

Mørk Hansens udlægning af samtalernes indhold ses således i hvert fald ikke

i sommeren 2017 at være meddelt hverken Folketinget eller ombudsmanden,

ligesom det må lægges til grund, at hun heller ikke på dette tidspunkt kan

have orienteret centralt placerede personer i departementet om sin udlæg-

ning af samtalerne på en måde, som fik betydning for bl.a. besvarelsen af

udvalgsspørgsmål nr. 904.

Line Skytte Mørk Hansen

har forklaret, at hun flere

gange – ikke senere end besvarelsen af spørgsmål 904 – mundtligt orienterede

Uffe Toudal Pedersen om, at hun havde en anden opfattelse af, hvad der var

sagt under telefonsamtalen, end hvad der fremgik af Lene Linnea Vejrums

telefonnotat. Det måtte herefter være Uffe Toudal Pedersens beslutning, om

han ville gå videre med sagen, herunder om han ville indkalde alle parter til

et møde for at finde ud af, hvad der var op eller ned, men det skete ikke. Hun

overvejede ikke selv at tage kontakt til Lene Linnea Vejrum for at konfronte-

re hende med, at hun havde en anden opfattelse af telefonsamtalen, og hun

bar ikke problemstillingen tilbage til Uffe Toudal Pedersen i forbindelse med

besvarelse af udvalgsspørgsmålene i juni 2017. Hun kan dog ikke huske, om

hun også på dette tidspunkt nævnte uoverensstemmelsen for Uffe Toudal

Pedersen. Hun gav alene mundtligt udtryk for sin opfattelse over for Uffe

660

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Indkvarteringsordningen

Toudal Pedersen og havde således ikke fundet anledning til at skrive en mail

herom. Hun drøftede ikke på noget tidspunkt en berigtigelse med Uffe Toudal

Pedersen og foretog sig ikke i øvrigt noget i anledning af de oplysninger til

Folketinget og ombudsmanden, som hun mente, var forkerte. Hun fandt ikke,

at det på dette tidspunkt havde nogen gang på jord at ændre den efter hendes

opfattelse fejlagtige beskrivelse af telefonsamtalen den 10. februar 2016.

Uffe Toudal Pedersen har som nævnt ovenfor afgivet noget skiftende forkla-

ringer om, hvorvidt han blev orienteret om den kommunikation, der fandt

sted som opfølgning på pressemeddelelsen.

Uffe Toudal Pedersen

forklarede

under den første afhøring for kommissionen den 20. maj 2020, at Line Skytte

Mørk Hansen havde fortalt, at hun den 10. eller 11. februar 2016 havde sagt

til Lene Linnea Vejrum, at styrelsen selvfølgelig skulle administrere lovligt.

Under samme afhøring havde Uffe Toudal Pedersen imidlertid tidligere for-

klaret, at han godt kan forestille sig, at Line Skytte Mørk Hansen fortalte ham,

at det var blevet kommunikeret videre til Lene Linnea Vejrum, og at det var

blevet sat i gang, men at han dog ikke husker det. Under afhøringen forklarede

Uffe Toudal Pedersen endvidere, at han ikke kan tidsfæste, om Line Skytte

Mørk Hansen fortalte ham om samtalen med Udlændingestyrelsen ”samme

eller næste dag” (dvs. den 10. eller den 11. februar 2016), mens han under

genafhøringen den 25. september 2020 forklarede, at han ikke erindrer, om

han først hørte om Line Skytte Mørk Hansens opfattelse af samtalen i 2017.

Uanset at det ikke helt kan afvises, at Line Skytte Mørk Hansen på et eller

andet tidspunkt oplyste Uffe Toudal Pedersen om sin opfattelse af samtalernes

indhold, må det lægges til grund, at Uffe Toudal Pedersen ikke tillagde denne

oplysning særlig vægt, idet han – på trods af den mulige meget væsentlige

betydning heraf – ikke fandt anledning til at søge oplysningen nærmere belyst

eller videreformidlet til hverken Folketinget eller ombudsmanden trods de

mange anledninger hertil.

Det hører endvidere med til vurderingen, at der ikke i sagen foreligger et

eneste begivenhedsnært dokument, der støtter Line Skytte Mørk Hansens

forklaring om, at samtalerne havde et andet indhold end det, som Lene Lin-

nea Vejrum har forklaret om. Den omstændighed, at flere fra styrelsen har

oplyst, at de uanset instruksen valgte at gøre noget andet end det, instruksen

lød på, og at dette kan ses afspejlet i sagens dokumenter, taler ikke til støtte

for Line Skytte Mørk Hansens udlægning; snarere tværtimod. Heller ikke det

661

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens vurdering af det faktiske forløb

forhold, at Lykke Sørensen har forklaret, at der på et tidspunkt gik rygter i

departementet om, at Line Skytte Mørk Hansen havde en anden opfattelse af

telefonsamtalerne end Lene Linnea Vejrum, kan føre til en anden vurdering.

Det kan således med sikkerhed fastslås, at Line Skytte Mørk Hansen i hvert

fald ikke kan have orienteret sine centralt placerede kolleger i departementet

på en måde, så nogen har haft anledning til – i givet fald – at korrigere den

for sagen meget væsentlige oplysning om, hvilken besked der var givet til

Udlændingestyrelsen.

På denne baggrund – og efter en samlet vurdering af de afgivne forklaringer

og det tydelige dokumentspor, som kommissionen nærmere har redegjort for

under beskrivelsen af hændelsesforløbet – kan det lægges til grund, at Line

Skytte Mørk Hansen under sin eller sine samtaler den 10. februar 2016 med

Lene Linnea Vejrum afgav en mundtlig instruks over for Udlændingestyrel-

sen om administrativt at effektuere i overensstemmelse med indholdet af

pressemeddelelsen.

Kommissionen tilsidesætter med andre ord Line Skytte Mørk Hansens forkla-

ring om telefonsamtalens indhold.

Kommissionen finder i den forbindelse

anledning til at bemærke, at kommissionen ikke kan pege på forhold, der

giver anledning til nogen rimelig tvivl om dette bevisresultat, der således

efter kommissionens opfattelse må kunne lægges til grund med en meget

høj grad af sikkerhed.

Om initiativet til telefonsamtalerne

Der er afgivet forskellige forklaringer om, hvem der tog initiativ til Line Skyt-

te Mørk Hansens opringning(er) til Lene Linnea Vejrum. Ifølge

Line Skytte

Mørk Hansens

forklaring var det Uffe Toudal Pedersen, der bad hende om at

ringe til Udlændingestyrelsen med det formål at oplyse bl.a., at selvom pres-

semeddelelsen var formuleret ultimativt, var departementet klar over, at der

skulle være mulighed for undtagelser.

Uffe Toudal Pedersens

forklaring må

imidlertid mest nærliggende forstås således, at initiativet til opringningen

var Line Skytte Mørk Hansens, og at han ikke fandt anledning til at sikre sig,

Kommissionen bemærker, at Line Skytte Mørk Hansens bisidder er fremkommet med en udtalelse om

telefonsamtalerne mellem Line Skytte Mørk Hansen og Lene Linnea Vejrum den 10. februar 2016. I denne

udtalelse gives der udtryk for vurderinger af sagens faktiske omstændigheder, som er helt forskellige fra

kommissionens vurderinger, jf bind 7, bilag 1e, side 2-5. Der henvises endvidere til kommissionens bemærk-

ninger hertil, jf bind 7, bilag 2, punkt 3.

662

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Indkvarteringsordningen

at Line Skytte Mørk Hansen var klar over, at der ikke skulle administreres

efter pressemeddelelsen.

Ifølge Frank Bundgaards forklaring kom initiativet til opringningen fra Uffe

Toudal Pedersen.

Frank Bundgaard

har således forklaret,

Uffe Toudal Peder-

sen i kanten af koncerndirektionsmødet den 10. februar 2016 sagde til Line

Skytte Mørk Hansen, at hun skulle sikre, at der blev givet besked til asylcen-

trene hurtigst muligt,

der ikke var nogen udtalt konklusion på mødet, men

det lå ”meget klart i luften”, at der skulle eksekveres. Frank Bundgaards

forklaring må i øvrigt forstås således, at Inger Støjberg ønskede en ubetin-

get retningslinje, hvor alle skulle skilles ad. Frank Bundgaard, der ikke selv

er genstand for en ansvarsvurdering i sagen, har støttet sin erindring om

hændelsesforløbet på notater, som han nedskrev i november 2016, og hans

forklaring for kommissionen fremstod meget sikker.

Kommissionen finder det på denne baggrund – og da det har formodningen

imod sig, at Line Skytte Mørk Hansen af egen drift skulle udstede en sådan

tjenestebefaling til styrelsen – mest sandsynligt, at det var Uffe Toudal Peder-

sen, der bad Line Skytte Mørk Hansen om at ringe til Udlændingestyrelsen.

Eftersom kommissionen har lagt til grund, at Line Skytte Mørk Hansen under

samtalen med Lene Linnea Vejrum oplyste, at der skulle administreres efter

pressemeddelelsen – dvs. uden undtagelser – forekommer det ikke sandsyn-

ligt, at Uffe Toudal Pedersen skulle have instrueret Line Skytte Mørk Hansen

om det modsatte. Kommissionen finder det imidlertid ikke muligt nærmere at

fastlægge indholdet af den samtale, som Uffe Toudal Pedersen og Line Skytte

Mørk Hansen i givet fald må have haft herom, herunder om der alene var

tale om den bemærkning, som Uffe Toudal Pedersen ifølge Frank Bundgaards

forklaring lod falde til Line Skytte Mørk Hansen i kanten af koncerndirekti-

onsmødet, eller om der har været senere samtaler mellem de to. Det må derfor

stå hen som forbundet med nogen usikkerhed, om Line Skytte Mørk Hansen

blev givet en specifik instruktion om at ringe til Lene Linnea Vejrum for at

sikre, at der administrativt blev effektueret i overensstemmelse med presse-

meddelelsen, eller om hendes opringning blot fulgte op på de drøftelser, hun

havde deltaget i og overværet, herunder på koncerndirektionsmødet.

7.3.2.2.3. Inger Støjbergs udtalelser i medierne om praksisændringen

Kommissionen finder ikke grundlag for at antage, at Inger Støjbergs udta-

lelser i medierne i forbindelse med pressemeddelelsens udsendelse havde til

663

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens vurdering af det faktiske forløb

hensigt eller i øvrigt ville være egnede til at supplere eller ændre i det admi-

nistrationsgrundlag, som blev meddelt styrelsen. Det kan dog bemærkes, at

en gennemgang af Inger Støjbergs udtalelser i forbindelse med udsendelsen

af pressemeddelelsen viser, at hendes udtalelser i medierne var på linje med

pressemeddelelsens budskab om en undtagelsesfri ordning.

7.3.2.2.4. Perioden fra den 11. til den 22. februar 2016

Det kan efter oplysningerne i sagen lægges til grund, at der også efter den 10.

februar 2016 var såvel telefonisk som skriftlig kontakt mellem medarbejde-

re i departementet og Udlændingestyrelsen.

Lene Linnea Vejrum, Ditte Kruse

Dankert, Kristina Rosado

Margit Sander Rasmussen

har herom forklaret, at

styrelsen i den efterfølgende periode var under pres fra departementet for at

få parrene adskilt, og at dette skulle gå hurtigt. Der er forklaret bl.a. om daglige

telefonopkald fra departementet (i hvert fald i dagene efter den 10. februar

2016), ligesom det fremgår af sagens oplysninger, at styrelsen hyppigt sendte

status over sagerne til departementet. Det fremgår også af en mail fra den 17.

februar 2016 fra Lene Linnea Vejrum til Ditte Kruse Dankert, at Lene Linnea

Vejrum havde ”en aftale med Lykke om, at vi lige taler sammen telefonisk om

nogen af de udfordringer vi har …”.

Lykke Sørensen

har forklaret bl.a., at hun den 16. februar 2016 var bekendt

med, at der var sket adskillelse af flere par. Indtil det notat, der kom i december

2016, var det departementets opfattelse, at den instruks, der var givet til sty-

relsen, var pressemeddelelsen plus en tilkendegivelse om, at man selvfølgelig

skal overholde loven. Der var ikke en stringent kommunikation til styrelsen i

perioden fra den 10. februar til den 18. marts 2016. Hun tror, at Udlændinge-

styrelsen havde den opfattelse, at de skulle arbejde ud fra pressemeddelelsen,

men at de samtidig var så kloge, at de tænkte, at det ikke kunne være rigtigt.

Det gjorde styrelsen formentlig også, fordi de fik nogle mundtlige instrukser

fra departementet. Der var f.eks. opringninger om, hvor langt styrelsen var.

Hun har ikke hørt om andre mundtlige instrukser den 10. februar 2016, end

den hun gav til Udlændingestyrelsens direktør på koncerndirektionsmødet.

Hun tror, at det allerede var den 16. februar 2016, at de drøftede, at der var

par, der ikke kunne adskilles, men det kan også have været på et senere møde.

Jesper Gori,

der var bortrejst i uge 7 (15. til 21. februar 2016), har forklaret

bl.a., at han ikke havde nogen drøftelser med Udlændingestyrelsen op til den

664

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Indkvarteringsordningen

22. februar 2016 om, hvordan Udlændingestyrelsen behandlede sagerne. Han

var ikke før den 22. februar 2016 klar over, at der var sket adskillelse af par.

Line Skytte Mørk Hansen

har forklaret, at der var adskillige møder og telefon-

samtaler med Udlændingestyrelsen, og hun kan ikke forstå det, hvis Udlæn-

dingestyrelsen gik ud fra, at der ikke skulle være undtagelser.

Margit Sander Rasmussen

har forklaret, at i dagene fra den 10. februar 2016

og frem blev hun jævnligt ringet op af Anne Nygaard Just fra Koncernøko-

nomi, som spurgte til, hvor langt de var nået, og hvornår styrelsen regnede

med at kunne adskille nogen. Det pres, der kom fra departementet som følge

af de daglige telefonopkald, mindskedes allerede den 12. februar 2016, hvor

de kunne sige til departementet, at de havde planlagt en række flytninger.

Under samtalerne med Anne Nygaard Just sagde hun, at de fortsat var ved at

gennemgå sagerne for at danne sig et overblik. Så vidt hun husker, ”rygsvøm-

mede hun” en smule. Hun nævnte sine betænkeligheder ved adskillelserne

over for Anne Nygaard Just, men hun kan ikke huske, hvad Anne Nygaard

Just svarede. De havde begge en lidt opgivende indstilling til sagen à la ”nu

var de fanget i det, men måtte prøve at gøre noget”.

Ingen af de personer, der er blevet afhørt for kommissionen, har om kontakten

mellem departementet og styrelsen i perioden fra den 11. til den 22. februar

2016 kunnet pege på konkrete samtaler, mails eller andet, hvori Udlændinge-

styrelsen modtog anden instruktion end den, der blev udsendt og formidlet

telefonisk den 10. februar 2016. Kommissionen finder på denne baggrund –

sammenholdt med oplysningerne om det efterfølgende forløb – at det med stor

sikkerhed kan lægges til grund, at Udlændingestyrelsen ikke i denne periode

modtog nogen anden instruktion om indkvarteringsordningen fra departe-

mentet end den, som styrelsen havde modtaget den 10. februar 2016 i form

af pressemeddelelsen og Line Skytte Mørk Hansens telefonopringning(er).

7.3.2.2.5. Mødet den 22. februar 2016

Om kontakten mellem departementet og styrelsen kan det uden videre lægges

til grund, at der blev afholdt et møde den 22. februar 2016 med deltagelse af

Line Skytte Mørk Hansen, Lykke Sørensen, Jesper Gori og Anne Nygaard Just

fra departementet og af Lene Linnea Vejrum, Ditte Kruse Dankert og Kristina

Rosado fra styrelsen.

665

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens vurdering af det faktiske forløb

Der blev ikke udarbejdet noget referat fra mødet, og bortset fra ganske få mails

foreligger der ikke skriftlige spor, der kan tjene til at belyse drøftelserne på

mødet. En mail fra den 17. februar 2016 indeholder ifølge mails sendt langt

senere – den 23. maj 2017 – muligvis et oplæg til drøftelserne på mødet. De

punkter, der er nævnt i mailen, vedrører alle i al væsentligt praktiske forhold

i forbindelse med adskillelserne såsom spørgsmål om, hvor fællesbørn skulle

tage ophold, samvær og lignende. Desuden indeholder en mail sendt internt

i styrelsen den 23. maj 2017 en gengivelse af nogle af drøftelserne på mødet,

herunder en oplysning om, at ”Der var de ikke i tvivl om, at alle kunne adskil-

les”. Af mere begivenhedsnære oplysninger kan nævnes, at der umiddelbart

efter mødet den 22. februar 2016 blev sendt en intern mail i styrelsen, hvori

det var anført, at styrelsen på baggrund af dagens møde nu kunne bede ope-

ratørerne om at høre forældrene om, hvorvidt de ønskede, at deres barn/børn

skulle bo hos mor eller far. Det fremgår endvidere af en intern mail sendt

senere den dag, at det var blevet afklaret på et møde ”samme dag”, at styrelsen

ikke ville få retningslinjer fra departementet. Det fremgår af mailen endvidere:

”… vi har orienteret operatørerne om den nye praksis, jf. pressemedde-

lelsen, at mange allerede er adskilt, og at vi er i gang med processen

omkring adskillelse af parrene, herunder par med børn. …”

Kommissionen har under afhøringerne af de involverede embedsfolk søgt

nærmere afdækket, hvad der blev talt om på mødet, og om der under mødet

fremkom oplysninger, som kunne supplere eller præcisere den instruks, som

var blevet kommunikeret til styrelsen den 10. februar 2016.

Lykke Sørensen

har forklaret bl.a., at hun ikke husker, om der på mødet blev

konkluderet på noget. Der var både praktiske og retlige drøftelser. Ordvekslin-

gen den 22. februar 2016 eller under et senere møde blev en lille smule skarp,

idet der hos enkelte af Udlændingestyrelsens medarbejdere var lidt personlige

holdninger og følelser indblandet. Man var derfor nødt til at sige, at man i

videst muligt omfang skulle gøre det, som ministeren ville. Udlændingestyrel-

sen kan godt have fået den opfattelse på mødet, at alle kunne adskilles med

det forbehold, at man var i en proces, hvor det skulle undersøges, hvordan

ordningen skulle være. Hun er sikker på, at hun under mødet gav udtryk for

dette forbehold. En af udfordringerne var, at ordningen skulle administreres,

samtidig med at det skulle klarlægges, hvilke rammer der var for ordningen.

Hun har ingen erindring om, at nogen bragte ordningens lovlighed op.

666

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Indkvarteringsordningen

Line Skytte Mørk Hansen

har forklaret bl.a., at hun aldrig har hørt Udlændin-

gestyrelsen sige, at alle skulle adskilles, og en styrelse skal overholde lovgiv-

ningen. Hun har aldrig på et møde hørt nogen fra Udlændingestyrelsen udta-

le, at alle skulle adskilles undtagelsesfrit. Hvis Udlændingestyrelsen virkelig

mente, at styrelsen fik en besked fra hende om, at alle skulle adskilles, skulle

styrelsen have sagt dette til hende. Hun husker ikke, hvad der specifikt blev

talt om på mødet.

Jesper Gori

har forklaret bl.a., at han ikke har nogen særlig god erindring om

mødet. Mødet handlede ikke om, hvorvidt der skulle ske adskillelse, men

om, hvordan adskillelsen skulle ske. Lykke Sørensen præciserede på mødet,

at ordningen indeholdt undtagelser, selvom de på daværende tidspunkt hav-

de den vurdering, at der var tale om ganske få undtagelser. Lykke Sørensen

tilkendegav ligeledes, at der efter deres opfattelse var tale om en lovlig og

saglig ordning. Lykke Sørensen præciserede også nogle gange på mødet, at

man skulle forsøge at imødekomme ministerens ønske så meget som muligt,

og at Udlændingestyrelsen skulle lægge sig op ad dette snit i den konkrete

sagsbehandling. De drøftede ikke, om det var lovligt at have en ordning uden

undtagelser. Han lagde ikke til grund, at ordningen var som beskrevet i pres-

semeddelelsen. Ordningen var en ordning, der indebar, at man skulle gå til

grænsen.

Lene Linnea Vejrum

har forklaret bl.a., at de under mødet fik besked om, at de

selv skulle udarbejde retningslinjer vedrørende mange af deres spørgsmål,

herunder om parrene måtte adskilles på samme center, om de adskilte par

kunne bo tæt på hinanden, om parrene skulle have dækket udgifter til at

besøge hinanden osv. Spørgsmålet, om der skulle ske adskillelse, var ikke et

tema, fordi departementet afviste at gå ind i det juridiske. Da de gik fra mø-

det, havde de opfattet departementets holdning sådan, at alle kunne adskilles.

De spurgte ikke direkte departementet om muligheden for undtagelser, men

der var heller ikke rigtig rum for det. Som hun husker det, spurgte Kristina

Rosado på et tidspunkt under mødet, om det ikke var mærkeligt, at man i

asylsagerne kunne have en ledsagervurdering, hvorefter den voksne kunne

være ledsager for den mindreårige, men at man samtidig skulle adskille parret

indkvarteringsmæssigt. De fik at vide, at det kunne man godt, men det blev

ikke til nogen nærmere drøftelse, idet de fik at vide, at de to ting ikke havde

noget med hinanden at gøre.

667

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens vurdering af det faktiske forløb

Ditte Kruse Dankert

har forklaret bl.a., at det var Line Skytte Mørk Hansen,

der sad for bordenden og var mødeleder. Hun opfattede Lykke Sørensen og

Jesper Gori som lidt perifere. De havde oplistet en række spørgsmål, herunder

af mere praktisk karakter. De havde troet, at de ville høre om baggrunden for

ordningen og om vejledningen. Det blev meget hurtigt sagt, at det var Udlæn-

dingestyrelsen, der skulle udarbejde retningslinjerne. De havde forestillet sig,

at de også kunne tale om det mere grundlæggende i ordningen, og Kristina

Rosado trak nogle paralleller til ledsagervurderingen og anførte, at man kunne

være ledsager, men ikke måtte bo sammen. Line Skytte Mørk Hansen sagde

noget håndfast til hende, at dette overhovedet ikke havde noget at gøre med

den foreliggende situation. Det stod klart, at der ikke skulle drøftes mere

grundlæggende spørgsmål om ordningen. De forsøgte at ”pippe” om, hvorvidt

ordningen overhovedet kunne lade sig gøre, ligesom der blev rejst praktiske

spørgsmål. Deres opfattelse var, at de fik at vide, at ”det kan man godt”, og at

det alene var de praktiske elementer, der skulle afklares. Hun husker ikke, at

Lykke Sørensen eller Jesper Gori sagde noget. De retningslinjer, som Udlæn-

dingestyrelsen skulle udarbejde, skulle tage stilling til praktiske spørgsmål

som bl.a. betaling for transport. Retningslinjerne skulle ikke forholde sig til de

internationale konventioner. Der var ingen, der modsagde Line Skytte Mørk

Hansen, da hun sagde, at ordningen kunne lade sig gøre.

Kristina Rosado

har forklaret bl.a., at det var Line Skytte Mørk Hansen, der

var mødeleder. De havde haft en forventning om, at de skulle drøfte retnings-

linjerne for ordningen, herunder mulighederne for undtagelser. De havde

på daværende tidspunkt fortsat en forhåbning om, at de ville få nogle ret-

ningslinjer fra departementet. Hun havde haft to spørgsmål, som hun ville

have bragt op på mødet, men da hun bragte det første spørgsmål op, blev det

hurtigt og kontant lukket ned af Line Skytte Mørk Hansen med en bemærk-

ning i retning af, at ”det har ingen gang på jord”. Spørgsmålet drejede sig om,

hvordan styrelsen skulle forholde sig til en mindreårig, der blev anset for at

være ledsaget af sin ægtefælle. Det hang ikke sammen, hvis man på den ene

side anså den mindreårige for at være ledsaget af sin ægtefælle, men på den

anden side adskilte dem rent indkvarteringsmæssigt. Man kunne nemlig ikke

anses for at være ledsaget af en person, som man var i et tvangsforhold med.

Som hun erindrer det, sagde Lykke Sørensen ikke meget under mødet. Der

var en mærkelig stemning på mødet, og hun forlod mødet med et indtryk af,

at der ikke var noget rum for diskussion af ordningen. Budskabet på mødet

var, at ordningen var undtagelsesfri, og at en sådan undtagelsesfri ordning

668

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Indkvarteringsordningen

var inden for rammerne af dansk ret og internationale konventioner. Det var

Line Skytte Mørk Hansen, der havde ”tegnet departementet”.

Line Skytte Mørk Hansen

har under genafhøringen forklaret bl.a., at de øvrige

mødedeltageres forklaring om mødet er absurd i forhold til hendes erindring

om mødet, herunder at hun skulle have været mødeleder, at hun skulle have

sagt noget om ledsagerordningen – som hun ikke vidste hvad var – og at Lyk-

ke Sørensen og Jesper Gori ikke skulle have sagt noget under mødet, hvilket

ikke stemmer overens med Jesper Goris forklaring om, hvad Lykke Sørensen

sagde på mødet.

Det kan efter de afgivne forklaringer og oplysningerne i sagen lægges til grund,

at medarbejderne i Udlændingestyrelsen ikke på mødet den 22. februar 2016

modtog anden instruktion end den, der blev udsendt og formidlet telefonisk

den 10. februar 2016. Hos medarbejderne i Udlændingestyrelsen var der

således også efter mødet den 22. februar 2016 en opfattelse af, at styrelsen

var blevet anmodet om at skille alle parrene ad. Dette understøttes først og

fremmest af forklaringerne afgivet af de personer fra Udlændingestyrelsen,

der deltog i mødet, men også af de skriftlige spor i sagen, herunder mailene

udvekslet efter mødet og gengivelsen af mødets indhold i mailen fra maj

2017. Det understøttes tillige af oplysningerne fra et operatørmøde, der blev

afholdt den 23. februar 2016, hvor Udlændingestyrelsen over for operatørerne

redegjorde for, at der var tale om en ordning uden undtagelser, idet det på

dette møde dog samtidig blev nævnt, at styrelsen ville rejse nogle principielle

sager over for departementet. Endelig har en sådan udlægning en vis støtte i

forklaringen afgivet af Lykke Sørensen om, at Udlændingestyrelsen godt kan

have fået den opfattelse på mødet, at alle kunne adskilles. Lykke Sørensen

har under sin forklaring henvist til, at hun gjorde opmærksom på, at der dog

fortsat var tale om en ordning, der var under udvikling, og at det derfor ikke

nødvendigvis endte sådan, at alle kunne adskilles. Uanset hvordan ordene

måtte være faldet, og hvor præcist Lykke Sørensen i givet fald måtte have

udtrykt sig, står det imidlertid klart, at den fælles opfattelse hos de deltagende

fra Udlændingestyrelsen var, at der ikke på mødet den 22. februar 2016 blev

givet styrelsen et tydeligt styresignal, der afveg fra den instruks om indkvarte-

ringsordningen, som styrelsen tidligere havde modtaget. Indtrykket fra mødet

synes omvendt at have bestyrket styrelsen i den opfattelse, at de var blevet

instrueret om en undtagelsesfri adskillelse af alle de omhandlede asylpar.

669

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens vurdering af det faktiske forløb

På denne baggrund finder kommissionen, at der ikke er nogen holdepunkter

for at antage, at der på mødet blev givet en ændret mundtlig instruks til Ud-

lændingestyrelsen om ordningens indhold. Selv hvis kommissionen havde

kunnet lægge til grund – hvilket imidlertid ikke er tilfældet – at mødet fra

departementets side havde haft til formål at supplere eller modificere den

tidligere givne undtagelsesfrie instruks, blev dette under alle omstændigheder

ikke kommunikeret til styrelsen på en måde, som var egnet til at opfylde et

sådant formål.

7.3.2.2.6.

Sammenfattende om de mundtlige instruktioner i februar

2016

Som det følger af bemærkningerne ovenfor, er det kommissionens opfattelse,

at det uden rimelig tvivl kan lægges til grund, at Line Skytte Mørk Hansen

under sine samtaler den 10. februar 2016 med Lene Linnea Vejrum afgav en

mundtlig instruks over for Udlændingestyrelsen om administrativt at effek-

tuere i overensstemmelse med indholdet af pressemeddelelsen. Dette bevis-

resultat må efter kommissionens opfattelse kunne lægges til grund med en

meget høj grad af sikkerhed.

Drøftelserne på koncerndirektionsmødet, der i tid lå forud for udsendelsen

af pressemeddelelsen, har ikke haft nogen konkluderende karakter, og der

kom ikke på dette møde nogen entydig melding til Udlændingestyrelsen om,

hvilke retningslinjer der ifølge ministeren skulle gælde i relation til en ny

indkvarteringsordning. Disse drøftelser har således ikke været egnede til på

forhånd at ændre karakteren af den instruks, der senere den 10. februar 2016

blev kommunikeret til Udlændingestyrelsen.

Heller ikke ministerens øvrige udtalelser i medierne om praksisændringen var

egnede til at ændre forståelsen af den udsendte pressemeddelelse og indholdet

af den praksisændring, der var beskrevet heri, allerede fordi ordningen også

her blev beskrevet som undtagelsesfri.

Endelig må det lægges til grund, at heller ikke drøftelserne på mødet den 22.

februar 2016 resulterede i en ændret mundtlig instruks til Udlændingesty-

relsen om ordningens indhold.

670

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Indkvarteringsordningen

7.3.2.3.

Øvrige oplysninger

Som anført ovenfor finder kommissionen, at der ikke er rimelig tvivl om,

at Udlændingestyrelsen den 10. februar 2016 fik en instruks om undtagel-

sesfrit at adskille alle par, hvor en mindreårig asylansøger var indkvarteret

sammen med en ægtefælle eller samlever. Instruksen bestod af pressemedde-

lelsen, fremsendelsen af denne til Udlændingestyrelsen og Line Skytte Mørk

Hansens telefoniske henvendelse(r) til Lene Linnea Vejrum samme dag. De

begivenheder, der i øvrigt fandt sted i løbet af februar 2016, ændrede ikke på

instruksens karakter.

Der er imidlertid tre forhold, der knytter sig til denne del af perioden, som

kommissionen finder det relevant at knytte nogle særskilte bemærkninger til,

idet også disse forhold er indgået i kommissionens overvejelser ved vurderin-

gen af bl.a., hvad der kan lægges til grund om instruksens indhold.

De første to forhold vedrører overvejelser i Udlændingestyrelsen i februar

2016 om at forelægge konkrete sager for departementet og spørgsmålet om

udarbejdelse af retningslinjer.

Det tredje forhold vedrører eksistensen af et notat af 2. februar 2016, som

Inger Støjberg godkendte den 9. februar 2016.

Udlændingestyrelsens overvejelser om forelæggelse af konkre-

te sager for departementet

Det fremgår af sagens oplysninger, at embedsfolk i Udlændingestyrelsen på et

tidligt tidspunkt overvejede at forelægge sager for departementet med henblik

på departementets stillingtagen til, om der burde ske adskillelse af parrene i

sagerne. I hvert fald den 15. februar 2016 havde Udlændingestyrelsen således

overvejelser om at forelægge sager, navnlig hvor parrene havde fælles børn,

og det står klart, at styrelsen senest den 23. februar 2016 var ved at indsamle

oplysninger til brug for forelæggelse af fem sager, som efterfølgende faktisk

blev forelagt for departementet med henblik på at opnå departementets stil-

lingtagen til, om en adskillelse i de konkrete sager var i overensstemmelse

med Danmarks internationale forpligtelser.

Den omstændighed, at styrelsen overvejede at forelægge konkrete sager for

departementet, kunne for så vidt tale imod konklusionen om, at styrelsen blev

instrueret om, at ordningen var undtagelsesfri. Det kan forekomme uklart,

7.3.2.3.1.

671

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens vurdering af det faktiske forløb

hvad formålet med en sådan forelæggelse i givet fald kunne være, såfremt

den ikke ville kunne føre til, at de pågældende par undgik at blive adskilt.

Kommissionen vender tilbage til dette spørgsmål i forbindelse med redegø-

relsen for det forløb, som førte til ændringen af instruksen den 18. marts

2016 (afsnit 7.3.3.1), og i forbindelse med vurderingen af den faktiske admi-

nistration af indkvarteringsordningen (afsnit 7.4.2.3). I dette afsnit skal blot

bemærkes, at kommissionen finder, at styrelsens overvejelser om at forelægge

sager for departementet er forenelig med kommissionens konklusion om, at

Udlændingestyrelsen såvel mundtligt som skriftligt blev instrueret om, at

ordningen var undtagelsesfri.

Afgørende for denne vurdering er, at der efter de foreliggende oplysninger,

herunder forklaringerne i sagen, ikke er nogen tvivl om, at embedsfolkene

i styrelsen opfattede den instruks, de modtog, som undtagelsesfri, og at de

opfattede deres egne overvejelser om at forelægge sager for departementet

eller ”holde sager tilbage” som værende i modstrid med den instruks, de havde

modtaget.

Ifølge

Lene Linnea Vejrums

forklaring fik styrelsen først i marts 2016 at vide

af departementet, at de i tvivlssager kunne ”række ind” mod departementet.

Det var lidt svært, fordi de gjorde noget andet end det, de følte, at de var ble-

vet bedt om.

Henrik Grunnet

har forklaret bl.a., at Lene Linnea Vejrum og han havde den

interne dagsorden, at de ville forsøge at inddæmme den ulovlige situation

ved at have fokus på konkrete sager, hvor der ikke skulle ske adskillelse. Efter

instruksen forsøgte Udlændingestyrelsen at agere ved at gøre noget andet end

det, de var blevet instrueret i, men Udlændingestyrelsen kunne ikke melde

det åbent ud. Lene Linnea Vejrum, Ditte Kruse Dankert og Margit Sander

Rasmussen var klar over, at man reelt gjorde noget andet end det, der var den

strikte efterlevelse af instruksen.

Ditte Kruse Dankert

har forklaret bl.a., at de vurderede, at der i de fem sager,

som blev forelagt, var ”mest at komme med”. I de øvrige sager planlagde de

flytning af parrene. De havde hele tiden i baghovedet, at de havde fået at vide,

at man i alle tilfælde kunne adskille. De fem sager, som de forelagde, var deres

bedste bud på sager, hvor man ikke kunne adskille parret.

672

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Indkvarteringsordningen

Kristina Rosado

har forklaret bl.a., at det var deres opfattelse, at det ikke kunne

være rigtigt, at alle skulle adskilles. Eftersom departementet havde en klar

holdning om, at en automatisk og undtagelsesfri adskillelse af alle parrene var

i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser, var de nødt

til at finde en måde, hvorpå de kunne komme igennem til departementet med

deres budskab. Det var hendes opfattelse, at det ville blive meget vanskeligt

at trænge igennem med styrelsens budskab, og hvis de skulle gøre sig forhåb-

ninger om at lykkes med det, var de nødt til at finde nogle sager, hvor det var

meget klart, at der skulle gøres undtagelse.

Margit Sander Rasmussen

har forklaret bl.a., at de den 12. februar 2016 fortsat

håbede på, at de ville komme i dialog med departementet igen. Der blev også

sendt en mail den 15. eller 16. februar 2016 fra Lene Linnea Vejrum til Lykke

Sørensen og Line Skytte Mørk Hansen om, at styrelsen nu var gået i gang med

adskillelserne, men at man fortsat havde nogle principielle spørgsmål vedrø-

rende familier med børn, som man gerne ville drøfte med departementet. På

samme tid var de nødt til at forberede flytningerne for det tilfælde, at de ikke

kunne komme igennem med deres synspunkt om, at ikke alle skulle adskilles.

Den 18. februar 2016 forsøgte de fortsat at trække sagerne. De håbede fortsat

på, at det ikke var alle, der skulle adskilles. Efter at hun sendte høringen ud den

18. februar 2016, gik hun på ferie, og da hun kom tilbage, havde hun skiftet

kontor. Det var umiddelbart det sidste, hun lavede på sagen. Status i sagen var

på daværende tidspunkt, at der fortsat lå en ordre fra ministeren om at adskille

alle, men at styrelsen fortsat arbejdede på at få overbevist departementet og

ministeren om, at man skulle lave en bedre konkret vurdering af sagerne. De

prøvede at tilkæmpe sig et nåleøje et sted, hvor der nok burde havde været

en ladeport. Det var sådan, hun så situationen. Det var nogle mærkelige dage

og en uvirkelig situation.

Tanja Franck,

der tiltrådte som direktør i Udlændingestyrelsen den 1. april

2016 og derfor ikke var involveret i forelæggelsen af sagerne primo marts

2016, har forklaret, at styrelsen havde forstået det sådan, at de var blevet bedt

om at adskille alle par, og det havde ikke været nogen nem beslutning ikke at

gøre det, som departementet havde bedt dem om.

Adam Abdel Khalik,

der på tidspunktet for forelæggelsen endnu ikke var ansat

i styrelsen, har om forelæggelsen forklaret, at han fik oplyst, at grunden til, at

man forelagde sagerne, var, at man ikke mente, at man kunne lade være med

673

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens vurdering af det faktiske forløb

at adskille. Styrelsen ville ikke selv træffe en beslutning, der var i strid med

ministerens intentioner.

Det forhold, at Udlændingestyrelsen i forbindelse med forelæggelsen af de fem

sager i sit notat af 3. marts 2016 anførte bl.a., at spørgsmålet var, om disse ”par

– trods det helt overvejende udgangspunkt om adskillelse, herunder uanset

om der er fælles barn – alligevel bør indkvarteres sammen eller fx på samme

center men på forskellige værelser”, kan ikke føre til en anden vurdering af

Udlændingestyrelsens opfattelse af instruksen som undtagelsesfri. Det anførte

må således ses i sammenhæng med notatets øvrige indhold, der beskrev den

undtagelsesfri ordning, og de øvrige oplysninger om forløbet. Herudover skal

det anførte ses i lyset af, at det efter forklaringerne fra Ditte Kruse Dankert

og Jesper Gori kan lægges til grund, at disse to på dette tidspunkt havde talt

sammen om forelæggelsen af de fem sager for departementet.

Ditte Kruse

Dankert

har således forklaret, at hun i slutningen af den uge, der begyndte

den 22. februar 2016, havde en snak med Jesper Gori om, at Udlændingesty-

relsen ville forelægge nogle sager. Hun sagde til ham, at de havde fundet fem

sager, som de ønskede, at departementet så på. Jesper Gori sagde, at dette var

”fint”. Dialogen om forelæggelsen fortsatte frem til begyndelsen af marts, hvor

sagerne blev indsendt.

Jesper Gori

har forklaret, at han efter den 22. februar

2016 havde en samtale med Ditte Kruse Dankert om, at departementet skulle

tage stilling til de generelle spørgsmål, som sagerne rejste. Herudover har han

forklaret, at Ditte Kruse Dankert under en samtale med ham ultimo februar

eller primo marts 2016 sagde til ham: ”Du skal bare vide, at den besked, som

vi fik den 10. februar 2016, ikke er det samme som det, du siger nu”.

Sagens oplysninger peger herefter klart i retning af, at styrelsen udvalgte

de sager, hvor uforeneligheden med Danmarks internationale forpligtelser

fremstod klarest. Disse sager udgjorde efter deres indhold ikke et repræsen-

tativt udsnit af den samlede mængde af sager. Forelæggelsen af sager for

departementet havde ifølge forklaringerne det formål at gøre departementet

opmærksom på, at en undtagelsesfri instruks ville omfatte sager af en karakter

som dem, der blev forelagt, hvilket kunne tjene til at påvirke departementet til

at ændre instruksen. Hvis dette ikke skete, ville styrelsen ved en forelæggelse

kunne ”skubbe ministeriet foran sig” i relation til en eventuel beslutning om

adskillelse i de pågældende sager. Styrelsens forelæggelse af sager må derfor

mest naturligt ses i sammenhæng med, at styrelsen ikke mente at have mandat

til på egen hånd at undlade at adskille par, ligesom styrelsen med forelæggel-

674

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Indkvarteringsordningen

sen ønskede at gøre ministeriet opmærksom på problemstillingerne i disse

sager, således at en eventuel adskillelse i de pågældende sager i givet fald ville

ske med departementets fulde kendskab hertil.

Efter kommissionens opfattelse taler den omstændighed, at styrelsen valgte

at forelægge sager for departementet, derfor ikke imod kommissionens kon-

klusion om, at departementet havde givet styrelsen en undtagelsesfri instruks.

7.3.2.3.2. Udarbejdelse af retningslinjer

Det andet forhold, som kommissionen for så vidt angår denne del af perio-

den finder det relevant at knytte bemærkninger til, vedrører oplysningerne i

sagen om, at Udlændingestyrelsen på et tidspunkt blev bedt om at udarbejde

retningslinjer. Det har således fra flere af de personer, der har afgivet forkla-

ring for kommissionen, været anført, at der ikke ville være anledning til at

udarbejde retningslinjer, såfremt indkvarteringsordningen var undtagelsesfri.

Når noget er undtagelsesfrit, er der således ikke behov for retningslinjer.

Der foreligger meget få skriftlige spor i sagen fra perioden indtil den 22.

februar 2016 vedrørende spørgsmålet om retningslinjer, og de oplysninger,

der foreligger, angår Udlændingestyrelsens efterspørgsel af retningslinjer fra

departementet. Imidlertid kunne også det forhold, at Udlændingestyrelsen i

en periode efterspurgte retningslinjer fra departementet, indikere, at Udlæn-

dingestyrelsen ikke kan have opfattet instruksen som undtagelsesfri.

Lene Linnea Vejrum

har imidlertid forklaret bl.a., at hun flere gange anmodede

ministeriet om nærmere retningslinjer, bl.a. fordi ”det ikke ville være i orden,

hvis der ikke skete noget mere”. Styrelsen ønskede i vinterferien at drøfte med

departementet, at de mente, at par med børn var problematiske. De overve-

jede på dette tidspunkt, om de skulle forelægge de konkrete sager eller blot

problemstillingerne for departementet, men der var også en række praktiske

spørgsmål, de ønskede at drøfte. I begyndelsen bad de om retningslinjer for

at få uddybet, hvad departementet ville have dem til. Styrelsens behov ud-

viklede sig over tid, fordi der opstod en række praktiske spørgsmål. Sådanne

spørgsmål, herunder hvor langt parrene skulle bo fra hinanden, om de måtte

besøge hinanden, om de skulle have penge til transport i forbindelse med be-

søg osv., kan også have betydning i forhold til de internationale forpligtelser.

Styrelsen fik ikke svar på disse spørgsmål i den tidlige fase. De drøftelser,

hun tænkte, at styrelsen skulle have med Jesper Gori, var både drøftelser

675

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens vurdering af det faktiske forløb

om de praktiske spørgsmål, og om der skulle være undtagelser. Resultatet af

forespørgslen blev, at der blev planlagt et møde til afholdelse den 22. februar

2016, hvor en række medarbejdere kom tilbage fra vinterferie.

Henrik Grunnet

har forklaret, at han efter departementets udsendelse af pressemeddelelsen

gik ud fra, at pressemeddelelsen ikke ville være det eneste, der kom, og han

gik ud fra, at Udlændingestyrelsen ville få nogle supplerende retningslinjer.

Der var i Udlændingestyrelsen en klar indstilling til, at situationen som følge

af pressemeddelelsen skulle ”lovliggøres” hurtigst mulig. De afventede ikke

retningslinjerne, men gik i gang med at adskille parrene, idet de vurderede,

at dette var nødvendigt med den bindende regulering, der forelå.

Som anført i afsnit 7.3.2.3.1 er der efter forklaringerne i sagen ikke tvivl om,

at embedsfolkene i styrelsen opfattede den instruks, de modtog, som undta-

gelsesfri. Ifølge forklaringerne fra Lene Linnea Vejrum og Henrik Grunnet

skal Udlændingestyrelsens efterspørgsel af retningslinjer fra departementet

da også ses i sammenhæng med netop denne opfattelse, og det kan lægges til

grund, at styrelsens ønske om andre retningslinjer havde baggrund i, at det –

med Lene Linnea Vejrums ord – ”ikke ville være i orden, hvis der ikke skete

noget mere.” Hertil kommer, at de retningslinjer, der blev efterspurgt, også i

høj grad tog sigte på at få afklaret en række praktiske forhold i forbindelse

med adskillelserne.

Som forklaret af Lene Linnea Vejrum blev spørgsmålet om retningslinjer et

tema under mødet mellem departementet og styrelsen den 22. februar 2016.

Lykke Sørensen

har om mødet forklaret bl.a., at Udlændingestyrelsen efterlyste

vejledninger af meget forskellig karakter, herunder både retlige vejledninger

og vejledninger om, hvordan sagerne skulle håndteres i praksis. Hun husker

ikke, om der den 22. februar 2016 var drøftelser om den retlige ramme og

om, hvilke elementer der i den forbindelse skulle lægges vægt på.

Jesper Gori

har forklaret bl.a., at drøftelserne på mødet den 22. februar 2016

var af meget teknisk karakter. Det blev drøftet bl.a., hos hvem et barn skulle

indkvarteres, og hvordan man skulle forholde sig til transporten. Mødet hand-

lede ikke om, hvorvidt der skulle ske adskillelse, men om hvordan adskillelsen

skulle ske. Det blev under mødet præciseret med en vis skarphed, at der efter

departementets vurdering var tale om en lovlig ordning.

676

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Indkvarteringsordningen

Lene Linnea Vejrum

har forklaret bl.a., at de kom ind til mødet med henblik

på at drøfte nogle af de spørgsmål, de havde, og de kom relativt hurtigt ud af

mødet igen med besked om, at de selv skulle udarbejde retningslinjer vedrø-

rende mange af spørgsmålene, herunder om parrene måtte adskilles på samme

center, om de adskilte par kunne bo tæt på hinanden, om parrene skulle have

dækket udgifter til at besøge hinanden osv. Adspurgt, om styrelsen også skulle

lave en juridisk vejledning, har hun forklaret, at de ikke skulle udarbejde en

juridisk afhandling om emnet, hvilket heller ikke ville være sædvanligt, men

de fik at vide, at de skulle udarbejde retningslinjer for sagsbehandlingen og

de praktiske forhold. Spørgsmålet, om der skulle ske adskillelse, var ikke et

tema på mødet, fordi departementet afviste at gå ind i det juridiske.

Ditte Kruse Dankert

har – jf. herom også afsnit 7.3.2.2.5 – forklaret bl.a., at de

til brug for mødet den 22. februar 2016 havde oplistet en række spørgsmål,

herunder af mere praktisk karakter. De havde troet, at de ville høre om bag-

grunden for ordningen og om vejledningen, men det blev meget hurtigt sagt,

at det var Udlændingestyrelsen, der skulle udarbejde retningslinjerne. Det stod

klart på mødet, at der ikke skulle drøftes mere grundlæggende spørgsmål om

ordningen. De forsøgte at ”pippe” om, hvorvidt ordningen overhovedet kun-

ne lade sig gøre, ligesom der blev rejst praktiske spørgsmål. Deres opfattelse

var, at de fik at vide, at ”det kan man godt”, og at det alene var de praktiske

elementer, der skulle afklares. De retningslinjer, som Udlændingestyrelsen

skulle udarbejde, skulle tage stilling til praktiske spørgsmål som bl.a. betaling

for transport. Retningslinjerne skulle ikke forholde sig til de internationale

konventioner.

Kristina Rosado

har forklaret bl.a., at mødet den 22. februar 2016 kun varede

mellem 30 og 40 minutter. De havde haft en forventning om, at de skulle

drøfte retningslinjerne for ordningen, herunder mulighederne for undtagel-

ser. De havde på daværende tidspunkt fortsat en forhåbning om, at de ville få

nogle retningslinjer fra departementet. De retningslinjer, de gerne ville have

haft fra departementet, skulle vedrøre, hvornår man kunne gøre undtagelser.

Retningslinjerne om de praktiske forhold angående adskillelsen af parrene

kunne styrelsen udarbejde, uden at departementet skulle involveres. Der var

en mærkelig stemning på mødet, og hun forlod mødet med et indtryk af, at der

ikke var noget rum for diskussion af ordningen. Budskabet på mødet var, at

ordningen var undtagelsesfri, og at en sådan undtagelsesfri ordning var inden

for rammerne af dansk ret og internationale konventioner. Retningslinjerne,

677

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens vurdering af det faktiske forløb

der skulle udarbejdes, omhandlede alene de praktiske forhold i forbindelse

med flytning af parrene, og det var budskabet fra departementet, at Udlæn-

dingestyrelsen selv skulle udarbejde disse retningslinjer.

Blandt dem, der har afgivet forklaring herom, ses der at være enighed om, at

styrelsen den 22. februar 2016 blev bedt om selv at udarbejde retningslinjer,

men der er en vis uenighed om, hvad retningslinjerne skulle tage sigte på,

herunder om retningslinjerne skulle vedrøre muligheden for undtagelser eller

blot praktiske spørgsmål i forbindelse med adskillelserne. Ifølge forklarin-

gerne fra styrelsens embedsfolk må det samlet lægges til grund, at styrelsen

i hvert fald i første omgang selv havde opfattet det således, at det var ret-

ningslinjer, der skulle tage sigte på de praktiske spørgsmål, der knyttede sig

til adskillelserne, og det var da også sådanne retningslinjer, der endte med at

blive udarbejdet af styrelsen den 1. juli 2016.

Om indholdet af de retningslinjer, som styrelsen skulle udarbejde, foreligger

der meget få skriftlige spor i sagen fra perioden efter den 22. februar 2016.

Der er dog bl.a. en mail fra den 4. marts 2016, hvori Lykke Sørensen oriente-

rede internt i departementet om, at Udlændingestyrelsen var blevet bedt om

at udarbejde en vejledning, ”der udmønter ministerens beslutning”.

Desuden fremgår det af besvarelsen den 9. marts 2016 af spørgsmål 302,

at Udlændingestyrelsen på dette tidspunkt var ”i gang med at omsætte min

[Inger Støjbergs] generelle instruks i retningslinjer, der skal anvendes i de

konkrete sager”.

Lykke Sørensen

har om indholdet af retningslinjerne forklaret bl.a., at når

det i besvarelsen af spørgsmål 302 den 9. marts 2016 blev anført, at Udlæn-

dingestyrelsen var i gang med at omsætte ministerens generelle instruks i

retningslinjer, var dette udtryk for, at der skulle være nogle retningslinjer,

der fulgte op på ministerens pressemeddelelse. Planen på dette tidspunkt

var, at Udlændingeafdelingen skulle lave et notat om rammerne i forhold til

de internationale forpligtelser, og Udlændingestyrelsen skulle udarbejde ret-

ningslinjer, der fulgte op på pressemeddelelsen. De retningslinjer, Udlændin-

gestyrelsen skulle udarbejde, angik, hvordan de skulle behandle de konkrete

sager, herunder hvordan man skulle håndtere, om parrene skulle skilles ad

eller ej. De angik således også, om parrene skulle skilles ad. Ellers var der ikke

nogen grund til at lave retningslinjer. Så skulle de jo bare skilles ad. Det var

678

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Indkvarteringsordningen

ikke det, det endte med, men det var hensigten på dette tidspunkt. Hun går

ud fra, at styrelsen den 9. marts 2016 havde fået instruksen om, at de skulle

udarbejde retningslinjer. Det husker hun ikke positivt, men ellers ville de ikke

have skrevet det i svaret på spørgsmål 302. Udlændingeafdelingen havde hele

tiden den opfattelse, at et praksisnotat skulle laves i Udlændingestyrelsen,

men at Udlændingeafdelingen (departementet) skulle bidrage hertil med en

beskrivelse af, under hvilke betingelser der skulle ske adskillelse. Vejlednin-

gen om, hvem der skulle adskilles, skulle komme fra Udlændingeafdelingen,

mens vejledningen om praktikken, for eksempel hvem der skulle betale, skulle

komme fra Udlændingestyrelsen og Koncernøkonomi.

Line Skytte Mørk Hansen

har om besvarelsen af spørgsmål 302 forklaret bl.a., at

de retningslinjer, der blev omtalt i folketingssvaret, var Udlændingestyrelsens

retningslinjer til operatørerne. Det er rigtigt, at afgørelserne om adskillelse

ikke blev truffet af operatørerne.

Jesper Gori

har forklaret bl.a., at han tror, at der var forvirring om, hvorvidt

departementet eller Udlændingestyrelsen skulle udarbejde retningslinjer for

behandlingen af sagerne. Hans opfattelse var, at de generelle retningslinjer

skulle udarbejdes af Udlændingestyrelsen og angå både processen og indhol-

det. Han fik i begyndelsen af uge 8 at vide, at Udlændingestyrelsen skulle lave

et oplæg til retningslinjer, og at dette oplæg skulle omhandle både spørgsmålet

om, hvorvidt der skulle ske adskillelse, og spørgsmålet om, hvordan der skulle

ske adskillelse. Udlændingestyrelsen lavede efterfølgende et notat, som han

umiddelbart troede omhandlede forholdet til Danmarks internationale forplig-

telser, men som alene indeholdt en række spørgsmål. Da han læste dette notat,

aftalte han med Lykke Sørensen, at det var Familiesammenføringskontoret

(departementet), der skulle udarbejde notatet. Med hensyn til retningslinjerne

om de konkrete sager havde han fået at vide af Lykke Sørensen, at Udlændin-

gestyrelsen skulle give et første bud på retningslinjer. Han havde ikke selv

drøftelsen med Udlændingestyrelsen herom.

Kommissionen kan ikke med sikkerhed fastslå, om det på et tidspunkt – i

givet fald omkring den 9. marts 2016 – blev forudsat i dele af departementet,

at Udlændingestyrelsen skulle udarbejde retningslinjer også om indholdet af

ordningen. De forklaringer, der er afgivet herom af Lykke Sørensen og Jesper

Gori, fremstår noget usikre, og navnlig Lykke Sørensens forklaring synes at

indeholde et element af selvmodsigelser. Derudover blev der ikke på noget

679

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens vurdering af det faktiske forløb

tidspunkt af styrelsen udarbejdet retningslinjer, der beskrev indholdet af ord-

ningen som sådan. Det ”notat”, som Udlændingestyrelsen i april 2016 rent

faktisk udarbejdede om Danmarks internationale forpligtelser, var reelt ud-

tryk for en genforelæggelse af fire af de fem sager, der i begyndelsen af marts

2016 var blevet forelagt for departementet, nu i mere generaliseret form. De

retningslinjer (til indkvarteringsoperatørerne), som Udlændingestyrelsen rent

faktisk endte med at udarbejde, og som forelå i endelig form den 1. juli 2016,

vedrørte alene,

hvordan

der skulle ske adskillelse. Udkast til disse retningslin-

jer blev i øvrigt første gang sendt til departementet den 6. april 2016. Efter

kommissionens opfattelse forekommer det i øvrigt ikke særligt sandsynligt

og i hvert fald ikke særligt hensigtsmæssigt, at Udlændingestyrelsen – i en

situation som den foreliggende, hvor der på dette tidspunkt i departementet

herskede usikkerhed om rækkevidden af Danmarks internationale forpligtel-

ser – blev bedt om at udarbejde retningslinjer til sig selv.

Uanset den ovennævnte usikkerhed finder kommissionen, at forløbet og drøf-

telserne vedrørende udarbejdelse af retningslinjer ikke giver grundlag for at

ændre på kommissionens bevisvurdering i forhold til indholdet af den in-

struks, der blev givet til styrelsen den 10. februar 2016, og som var gældende

frem til omkring den 18. marts 2016.

7.3.2.3.3. Notat af 2. februar 2016

Ministeriet havde forud for udsendelse af pressemeddelelsen udarbejdet et

notat om Udlændingestyrelsens praksis i sager om indkvartering af mindre-

årige udlændinge med ægtefæller eller samlevere. Notatet, der er dateret 2.

februar 2016, blev godkendt af Inger Støjberg den 9. februar 2016. Notatet vil

blive omtalt forskellige steder i forbindelse med kommissionens vurderinger,

herunder navnlig i afsnit 7.3.2.6 om rådgivningen af Inger Støjberg og afsnit

7.3.2.7.2 om Inger Støjbergs interne kommunikation.

På dette sted i vurderingerne vil kommissionen nøjes med at konstatere, at

Udlændingestyrelsen modtog notatet i udkast bl.a. den 29. januar 2016, hvor

styrelsen fremkom med nogle bemærkninger hertil. Herefter blev notatet ikke

– herunder heller ikke i sin endelige form – sendt til styrelsen, ligesom sty-

relsen ikke på anden vis blev gjort bekendt med, at der forelå et ministergod-

kendt notat om en indkvarteringsordning, som adskilte sig fra den ordning,

der blev meldt ud i pressemeddelelsen. Line Skytte Mørk Hansens forklaring

680

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Indkvarteringsordningen

om, at hun den 10. februar 2016 læste op af notatet for Lene Linnea Vejrum,

har kommissionen tilsidesat (se herom afsnit 7.3.2.2.2).

De embedsfolk, der dengang var ansat i Udlændingestyrelsen, har alle forkla-

ret, at de først har hørt om det endelige notat i forbindelse med kommissio-

nens undersøgelse, og at de i store træk havde opfattet det sådan, at notatet

var blevet lagt til side.

Notatet spillede således i hvert fald ingen rolle i forhold til den instruks, der

blev givet til Udlændingestyrelsen.

7.3.2.4.

Sammenfattende om instruksen i perioden fra den 10. februar

til den 18. marts 2016

Kommissionen finder herefter at kunne lægge til grund, at ministeriets pres-

semeddelelse af 10. februar 2016, fremsendelsen af denne til Udlændingesty-

relsen og Line Skytte Mørk Hansens telefoniske henvendelse(r) til Lene Linnea

Vejrum samme dag tilsammen udgjorde instruksen til Udlændingestyrelsen

om praksisændringen.

Ifølge pressemeddelelsen måtte ingen mindreårige under 18 år indkvarteres

på samme asylcenter som en ægtefælle eller samlever. Det gjaldt også, hvis

parret havde et eller flere fælles børn, ligesom ordningen ifølge pressemedde-

lelsen også kom til at gælde for par, der allerede var indkvarterede på asylcen-

trene. Line Skytte Mørk Hansen bekræftede telefonisk over for Lene Linnea

Vejrum, at ordningen var den, der fremgik af pressemeddelelsen.

Ifølge bl.a. udtalelser, som Inger Støjberg fremkom med under samråd Z den

15. marts 2016, kan det uden videre lægges til grund, at praksisændringen

i februar 2016 tog sigte på en adskillelse, der skulle vare ved i hele det tids-

rum, hvor parret var indkvarteret i asylsystemet, og hvor en af parterne var

under 18 år. Denne opfattelse understøttes desuden af den administration, der

fandt sted i Udlændingestyrelsen på baggrund af pressemeddelelsen, hvilken

er nærmere beskrevet i afsnit 7.4. Der er således ikke nogen holdepunkter i

sagens oplysninger for at antage, at ordningen i februar 2016 ”alene” drejede

sig om en mere foreløbig, indledende adskillelse, hvorefter man under sagsbe-

handlingen kunne konstatere, at nogle par ikke skulle være adskilt. Sådanne

betragtninger blev først introduceret på et langt senere tidspunkt, ligesom de

681

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens vurdering af det faktiske forløb

endelige retningslinjer for administrationen af indkvarteringsordningen først

forelå i december 2016, jf. afsnit 7.3.5.

Instruksen, som den blev formidlet den 10. februar 2016, var således undta-

gelsesfri og indebar, at ingen mindreårige under 18 år kunne indkvarteres på

samme asylcenter som en ægtefælle eller samlever. Dette gjaldt tillige par, der

allerede var indkvarteret på asylcentrene. Endelig må det lægges til grund, at

det var forudsætningen i februar 2016, at adskillelserne skulle opretholdes, så

længe parrene var indkvarteret i asylsystemet, og en af parterne var under 18 år.

Kommissionen finder, at det kan lægges til grund som utvivlsomt, at det var

en sådan instruks, som Udlændingestyrelsen modtog.

Kommissionens vurdering af ordningens lovlighed fra den 10.

februar til den 18. marts 2016

I de foregående afsnit har kommissionen gennemgået, hvilken ordning der

blev formidlet til Udlændingestyrelsen i februar 2016. I det følgende har

kommissionen foretaget en vurdering af, om denne ordning var lovlig. Spørgs-

målet om lovligheden af Udlændingestyrelsens

administration

af ordningen

gennemgås i afsnit 7.4.

7.3.2.5.1. Krav om hjemmel

I dansk ret er det et grundlæggende demokratisk princip, at al forvaltningens

virksomhed kræver bemyndigelse fra lovgivningsmagten. Kravene til hjem-

lens klarhed afgøres med udgangspunkt i intensitetsbetragtninger, således at

jo mere vidtgående et indgreb i borgernes frihed og ejendom er, desto mere

klar og præcis skal hjemlen være. Omvendt lempes hjemmelskravet, hvor en

forvaltningsretlig regulering slet ikke eller kun indirekte berører individers

retsforhold. Intensiteten af et indgreb afgøres på grundlag af en vurdering af

bl.a., hvad der konkret gøres indgreb i (hvilket gode), og karakteren af indgre-

bet, herunder dets varighed.

Ved afgørelser om adskillelse af asylpar sker der en ufrivillig separat place-

ring af asylansøgerpar på hvert sit indkvarteringssted. Et sådant vidtgåen-

de indgreb i et asylpars livsførelse falder inden for anvendelsesområdet for

Menneskerettighedskonventionens artikel 8, såfremt parret har etableret et

familieliv i bestemmelsens forstand. I tilfælde hvor parret har fælles barn/

børn, sker der endvidere en ufrivillig adskillelse af den ene forælder og bar-

7.3.2.5.

682

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Indkvarteringsordningen

net/børnene, hvilket i sig selv udgør et vidtgående indgreb i asylansøgeres

livsførelse, der også er omfattet af retten til familieliv i artikel 8. Afgørelser

om adskillelse af asylpar, herunder par med børn, vedrører ikke asylcentrenes

generelle ordens- eller driftsmæssige hensyn, men derimod enkeltpersoners

konkrete retsforhold.

Samlet set havde ordningen således karakter af et intensivt indgreb i en sårbar

persongruppes retsforhold. Dette understreges af, at indkvarteringsordningen,

som den var udformet i februar 2016, omfattede alle par, herunder par, der

havde fællesbørn, og par, der var gravide, og adskillelserne skulle opretholdes,

så længe parrene var i asylsystemet, og en af parterne var mindreårig.

Efter kommissionens opfattelse må der på denne baggrund kræves en sikker

lovhjemmel for indgrebet. Hjemlen kan af samme grund ikke findes i anstalts-

forhold – uanset om indgrebet måtte varetage et sagligt formål.

Hjemmelsgrundlaget for indkvarteringsordningen i februar 2016 var udlæn-

dingelovens

42 a, stk. 7, som er udlændingelovens almindelige indkvarte-

ringsbestemmelse. Overordnet indeholder udlændingelovens

42 a regler

Udlændingestyrelsens forsørgelsespligt over for asylansøgere og andre

udlændinge, der ikke (længere) har opholdstilladelse i Danmark,

Udlæn-

dingestyrelsens drift af indkvarteringssteder, og

opholdspligt og melde-

pligt for udlændinge på tålt ophold. Udlændingelovens

42 a, stk. 7, overla-

der Udlændingestyrelsen en skønsmæssig, originær kompetence til at træffe

bestemmelse om indkvartering af asylansøgere og andre udlændinge, der er

omfattet af Udlændingestyrelsens forsørgelsespligt. Den eneste normering

af skønnet, der fremgår af bestemmelsens ordlyd, er, at Udlændingestyrelsen

ifølge bestemmelsens 2. pkt. ved indkvarteringen så vidt muligt skal ”tage

hensyn til, om der er tale om nyankomne asylansøgere eller asylansøgere, der

har fået afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter

7”. Herudover

fremgår det, at hvis en udlænding ikke efterkommer Udlændingestyrelsens

anvisning om indkvartering, ”kan Udlændingestyrelsen pålægge udlændingen

at tage ophold på et indkvarteringssted efter Udlændingestyrelsens nærmere

bestemmelse”, jf. bestemmelsens 3. pkt. Bestemmelsens sidste led (4. pkt.)

vedrører udlændinge, der gennem deres adfærd forstyrrer driften af eller

opretholdelsen af ro og orden på et indkvarteringssted.

683

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens vurdering af det faktiske forløb

Af bemærkningerne til det bagvedliggende lovforslag (lovbemærkningerne)

til udlændingelovens

42 a, stk. 7, fremgår det bl.a., at bestemmelsen har

til formål ”at sikre en mere målrettet indkvartering, således at asylansøgere

placeres der, hvor det efter en konkret vurdering er mest hensigtsmæssigt i

forhold til den fase, den enkelte ansøger befinder sig i”. Den målrettede ind-

kvartering uddybes med anvisninger til, hvor nyankomne henholdsvis afviste

asylansøgere og udviste udlændinge m.fl. skal indkvarteres. Det anføres, at

der ved indkvarteringen ”også vil skulle tages hensyn til sårbare personer,

herunder uledsagede mindreårige, seksuelle minoriteter og transkønnede”.

Yderligere anføres det,

Udlændingestyrelsen efter bestemmelsen også vil

kunne bestemme, at der skal ske flytning af en udlænding fra et center til

et andet,

det ikke er muligt udtømmende at angive de hensyn, som kan

begrunde dette, men

eksempler herpå er hensyn til effektiv udnyttelse af

centerkapaciteten, almindelige ordenshensyn, modsætningsforhold mellem

asylansøgere eller voldelig eller truende adfærd over for personale. Yderligere

uddybes brugen af indkvartering som motivationsfremmende foranstaltning

over for afviste asylansøgere. Endelig fremgår det af lovbemærkningerne, at

indkvartering sker som led i Udlændingestyrelsens almindelige virksomhed

og således har karakter af faktisk forvaltningsvirksomhed, når udlændingen

uden videre efterkommer styrelsens anvisning. Såfremt udlændingen ikke

efterkommer Udlændingestyrelsens anvisning om indkvartering efter 1. pkt.,

kan Udlændingestyrelsen efter 3. pkt. udstede et flyttepåbud, der har karakter

af en afgørelse i forvaltningslovens forstand.

Ufrivillig separat indkvartering i form af adskillelse af asylpar, hvor den ene

part er mindreårig, under behandlingen af deres asylsag er hverken direkte

eller indirekte adresseret i ordlyden af udlændingelovens

42 a, stk. 7, eller i

lovbemærkningerne. Dette gælder både i relation til førstegangsbeslutninger

om indkvartering og i relation til beslutninger om flytning af allerede indkvar-

terede asylansøgere. Ufrivillig adskillelse af andre typer af familier er heller

ikke nævnt. Ordlyden og bemærkningerne omtaler heller ikke indgreb af lig-

nende intensitet, og det er hverken i lovens ordlyd eller lovbemærkningerne

antaget, at der gennemføres en oplysning af sagen eller en proces i øvrigt, der

vil kunne sikre et grundlag for at træffe sådanne afgørelser. Det forhold, at

det i bemærkningerne anføres, at der ved indkvartering skal tages hensyn til

”sårbare personer”, kan ganske vist dække over hensyn til mindreårige asylan-

søgere – herunder sådanne, der er gift eller samlevende med en person over

18 år. Der er dog ikke holdepunkter for at antage, at det anførte tager sigte

684

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Indkvarteringsordningen

på ufrivillig adskillelse af familier, herunder bl.a. par med mindreårige børn

(der ligeledes er mindreårige asylansøgere og dermed sårbare i deres egen

kapacitet). Tværtimod fremgår det klart, at formålet med bestemmelsen først

og fremmest er varetagelse af driftsmæssige hensyn til målrettet indkvartering

af bl.a. asylansøgere og opretholdelse af ro og orden. At det i lovbemærknin-

gerne er anført, at der ikke er gjort udtømmende op med, hvilke hensyn der

kan begrunde flytning af allerede indkvarterede asylansøgere fra et center

til et andet, kan heller ikke rumme hensyn, der forfølger helt andre forhold

end de drifts- og ordensmæssige hensyn, som

42 a, stk. 7, tager sigte på at

regulere. Det forhold, at beslutninger om indkvartering efter bestemmelsen

som udgangspunkt træffes som led i faktisk forvaltningsvirksomhed, taler

ligeledes imod, at bestemmelsen kan anvendes som hjemmel til at foretage

intensive indgreb af den foreliggende karakter.

På udlændingeområdet er indgreb i familieliv og forholdet til Menneskeret-

tighedskonventionens artikel 8 desuden almindeligvis reguleret af lovgiv-

ningsmagten i en form, hvor rammerne for udlændingemyndighedernes skøn

og de overordnede hensyn, der skal indgå i den skønsmæssige afvejning,

fremgår af den relevante bestemmelse i udlændingeloven sammenholdt med

lovbemærkningerne hertil, ligesom forholdet til og fortolkningen af artikel

8 normalt i et eller andet omfang vil være udtrykkeligt adresseret i bemærk-

ningerne.

Et eksempel herpå er udlændingelovens

9 og – navnlig –

9 c

i familiesammenføringssager. Hverken udlændingelovens

42 a, stk. 7, eller

bemærkningerne hertil omtaler Menneskerettighedskonventionens artikel 8

eller Danmarks internationale forpligtelser i øvrigt. Hertil kommer, at indgreb

i familieliv på udlændingeområdet normalt er forbundet med adgang til re-

kurs til Udlændingenævnet eller, hvis dette sker i tilknytning til en asylsag,

til Flygtningenævnet. Det har derfor også formodningen imod sig, at lovgiver

med udlændingelovens

42 a, stk. 7, har haft til hensigt at regulere spørgs-

målet om separat indkvartering eller adskillelse af familier (mindreårige eller

ej) under behandlingen af deres asylsag.

Kommissionen finder på ovenstående baggrund, at det ikke med den fornødne

klarhed og præcision fremgår af udlændingelovens

42 a, stk. 7, sammenholdt

med bestemmelsens bemærkninger, at bestemmelsen kan anvendes som hjem-

Jf. vejledning om lovkvalitet, juni 2018, pkt. 3.1.3.

685

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens vurdering af det faktiske forløb

mel til indgreb i asylpars livsførelse i form af ufrivillig adskillelse af asylpar,

der har eller kan have et reelt familieliv.

Bestemmelsen kan herunder ikke

anvendes som hjemmel til adskillelse af asylpar, alene fordi den ene er under

18 år. Tilsvarende finder kommissionen, at bestemmelsen ikke kan anvendes

som hjemmel for adskillelse af asylansøgere og disses mindreårige børn. Hjem-

melskravet er derfor efter kommissionens opfattelse ikke opfyldt.

Da der ikke foreligger den fornødne hjemmel i dansk ret, er legalitetskravet

i Menneskerettighedskonventionens artikel 8, stk. 2, allerede af den grund

heller ikke opfyldt.

Forvaltningsretligt var beslutningerne om adskillelse derfor ugyldige og må

anses som en nullitet allerede på grund af den manglende hjemmel.

7.3.2.5.2. Materielle krav i øvrigt

Som anført ovenfor i afsnit 7.3.2.5.1 er det kommissionens vurdering, at ud-

lændingelovens

42 a, stk. 7, ikke kan anvendes som hjemmel for adskillelse

af asylpar, der har eller kan have et reelt familieliv. Bl.a. fordi drøftelserne

i departementet i forbindelse med praksisændringen ikke angik hjemmels-

problematikken, men navnlig muligheden for at indføre en undtagelsesfri

ordning, har kommissionen i det følgende tillige vurderet, om ordningen er i

overensstemmelse med de øvrige materielle og formelle krav, der gælder efter

dansk forvaltningsret og Danmarks internationale forpligtelser.

Det følger af dansk forvaltningsret, at Udlændingestyrelsens skønsudøvelse

skal ske under iagttagelse af de uskrevne forvaltningsretlige grundsætninger

om bl.a. saglig forvaltning, pligtmæssigt skøn og proportionalitet. I kraft af

den statslige, hierarkiske organisationsstruktur er det departementets opgave

at påse, at dette sker.

For så vidt angår grundsætningen om saglig forvaltning kan kommissionen

lægge til grund, at der ikke var nærmere juridiske overvejelser om formålet

med ordningen. På baggrund af pressemeddelelsen af 10. februar 2016 må

11 Derimod indeholder udlændingelovens kapitel 9 b og 9 c hjemmel til, at børn og unge-udvalget kan

træffe bestemmelse om anbringelse uden for det pågældende indkvarteringssted af mindreårige udlændinge,

hvis der er en åbenbar risiko for, at den pågældendes sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund

af utilstrækkelig omsorg, behandling, overgreb mv. Se i øvrigt kapitel 6, afsnit 6.1.1.

686

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Indkvarteringsordningen

det dog lægges til grund, at formålet navnlig var at undgå, at mindreårige

asylansøgere blev tvunget til at leve i et forhold med en voksen på de danske

asylcentre. Det kan i relation hertil uden videre lægges til grund, at Udlændin-

gestyrelsen den 27. januar 2016 meddelte departementet, at ingen af indkvar-

teringsoperatørerne havde oplyst om indikationer på tvang eller lignende i de

konkrete sager.

Inger Støjberg

har herom forklaret, at hun ikke så det notat fra

styrelsen, der indeholdt denne oplysning, men at hun tror, at hun fik at vide,

at det forholdt sig nogenlunde som beskrevet i notatet.

Om formålet med praksisændringen den 10. februar 2016 fremgår det i øvrigt

af et referat, som Line Skytte Mørk Hansen sendte internt i departementet den

19. januar 2017, at sagen om ”barnebrude” var blevet drøftet på et ordførermø-

de, og at Inger Støjberg under mødet havde oplyst, at der siden drøftelsen af

barnebrude ikke var kommet nye par, og at det således havde betydet noget, at

drøftelsen havde været der.

Inger Støjberg

har herom forklaret bl.a., at det var

en del af debatten, at det forhold, at der var kommet denne diskussion, gjorde,

at der ikke kom barnebrude til Danmark. Adspurgt, om det også havde betyd-

ning for at starte debatten, at der kunne være et ”afskrækkende” element i at

melde det ud, har hun forklaret, at al politik på asylområdet på en eller anden

måde influerer på antallet af asylansøgere. Adspurgt, om det var noget, hun

var bevidst om allerede i forbindelse med sit Facebook opslag i januar 2016,

har hun forklaret, at det var en del af alt, hvad der foregik på asylområdet.

Adspurgt, om det havde betydning for udformningen af pressemeddelelsen

den 10. februar 2016, har hun svaret benægtende. Det er imidlertid svært at

skille tingene ad.

For så vidt angår formålet om forebyggelse eller bekæmpelse af tvang be-

mærker kommissionen, at det i sagens natur var og er sagligt, at en forvalt-

ningsmyndighed iværksætter tiltag til forebyggelse og bekæmpelse af tvangs-

ægteskab og tvangssamliv. Danske myndigheder har i øvrigt også en positiv

forpligtelse efter Menneskerettighedskonventionen – fortolket i lyset af Dan-

marks øvrige internationale forpligtelser, herunder Børnekonventionen – til

at sikre, at mindreårige asylansøgere ikke udsættes for tvang eller overgreb.

Hensynet til at undgå, at en mindreårig asylansøger konkret indkvarteres ufri-

villigt sammen med en voksen ægtefælle eller samlever, vil således utvivlsomt

kunne udgøre et sagligt formål.

687

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens vurdering af det faktiske forløb

Hensynet til forebyggelse og bekæmpelse af tvang kan imidlertid ikke uden

videre begrunde alle myndighedstiltag. Hensynet skal således være

konkret

sagligt i lyset af den enkelte sags omstændigheder, og det tiltag, som det

begrunder, skal – for at leve op til det forvaltningsretlige krav om proporti-

onalitet – konkret være nødvendigt og forholdsmæssigt. Hensyn til forebyg-

gelse og bekæmpelse af tvang kan derfor ikke begrunde en

generel

ordning,

hvorefter mindreårige mellem 15 og 18 år undtagelsesfrit – over en længere

periode – indkvarteres adskilt fra deres ægtefælle eller samlever, herunder i

visse tilfælde tillige adskilt fra fælles børn.

For at en ordning om adskillelse af sådanne par vil kunne anses for at være

i overensstemmelse med grundsætningen om saglig forvaltning, skal ord-

ningen derfor indebære en konkret og individuel vurdering af, om hensynet

til forebyggelse og bekæmpelse af tvang er sagligt i lyset af den enkelte sags

omstændigheder. For asylansøgere mellem 15 og 18 år foreligger der ikke

nogen nationale retlige normer, der indebærer, at disse personers samlivsfor-

hold i sig selv er ulovligt, idet den seksuelle lavalder i Danmark er 15 år, jf.

straffelovens

222.

Ordningen, som den blev fastlagt den 10. februar 2016, blev iværksat således,

at der blev opstillet en generaliseret antagelse om, at der var tale om tvang,

hvilket – undtagelsesfrit – førte til adskillelse. Der var således ikke lagt op til,

at der skulle foretages en konkret og individuel vurdering af sagligheden i de

konkrete sager. De føromtalte oplysninger om, at der ikke var indikationer

på tvang, som fremkom i forbindelse med Udlændingestyrelsens høring af

operatørerne i slutningen af januar 2016, ses slet ikke at være indgået i over-

vejelserne om ordningen. Det blev heller ikke i foråret 2016 i de konkrete

sager yderligere undersøgt, om der forelå tvang.

For så vidt angår grundsætningerne om proportionalitet og pligtmæssigt skøn

er det i sagens natur en grundlæggende forudsætning for disses overholdelse,

at en beslutning om separat indkvartering eller adskillelse af en mindreårig

asylansøger fra sin ægtefælle eller samlever er baseret på en konkret og indi-

viduel vurdering af den enkelte sags omstændigheder.

Da indkvarteringsordningen i perioden fra den 10. februar 2016 til den 18.

marts 2016 var undtagelsesfri, var den således i strid med de tre uskrevne

688

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Indkvarteringsordningen

forvaltningsretlige grundsætninger om saglig forvaltning, proportionalitet

og pligtmæssig skøn.

Udlændingestyrelsens skønsudøvelse skulle i den foreliggende situation her-

udover være sket under iagttagelse af Menneskerettighedskonventionens

artikel 8. Menneskerettighedskonventionens artikel 8 er ikke en absolut be-

stemmelse, og den sikrer derfor ikke asylansøgere, herunder ægtepar eller

samlevende, hvor den ene part er mindreårig, en ubetinget ret til at blive

indkvarteret sammen i det danske asylsystem. Hvorvidt sådanne par – i over-

ensstemmelse med bestemmelsen – kan indkvarteres særskilt, beror på en

konkret og individuel vurdering af,

parret har etableret et ”familieliv” i

artikel 8, stk. 1’s forstand, og, i bekræftende fald,

en beslutning om særskilt

indkvartering er i overensstemmelse med indgrebsbetingelserne i artikel 8,

stk. 2, herunder legalitetskravet, som kommissionen tidligere har vurderet.

Allerede fordi instruksen den 10. februar 2016 var undtagelsesfri og indebar,

at ingen mindreårige under 18 år kunne indkvarteres på samme asylcenter

som deres ægtefælle eller samlever, udgjorde ordningen en krænkelse af ar-

tikel 8.

I relation til Danmarks internationale forpligtelser finder kommissionen end-

videre anledning til at bemærke, at hensyn relateret til samlivstvang i sager

omfattet af ordningen først og fremmest er relevante for vurderingen af, om et

par har etableret et beskyttelsesværdigt familieliv, jf. Menneskerettighedskon-

ventionens artikel 8, stk. 1. Efter kommissionens opfattelse vil et par ved den

første indkvartering i asylsystemet kunne indkvarteres separat, såfremt der

er konkrete indikationer på eller mistanke om tvangssamliv, og den separate

indkvartering vil kunne opretholdes, indtil der er foretaget en grundig, oplyst

vurdering af, hvorvidt der er tale om samlivstvang eller ej samt eventuelle

andre indikationer på, at der ikke er tale om et reelt familieliv. Derved sikres

overholdelse af danske myndigheders positive menneskeretlige forpligtelse til

at sikre mindreårige asylansøgeres tarv, herunder at de ikke udsættes for tvang

eller overgreb. Den separate, første indkvartering giver i sådanne situationer

den mindreårige mulighed for at overveje, om ægteskabet eller samlivet er

frivilligt. Såfremt familielivsvurderingen efter Menneskerettighedskonventi-

onens artikel 8, stk. 1, fører til en konklusion om, at der er tale om et tvangs-

samliv, finder artikel 8 ikke anvendelse, og bestemmelsen vil allerede af den

689

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens vurdering af det faktiske forløb

grund ikke være til hinder for en (fortsat) særskilt indkvartering af parret. Se

endvidere afsnit 7.3.4.1.2.

Det er kommissionens vurdering, at det er særdeles tvivlsomt, om hensynet

til

generelt

at forebygge eller undgå tvang kan indgå i den vurdering, der skal

foretages efter artikel 8, stk. 2, i tilfælde hvor Udlændingestyrelsen efter artikel

8, stk. 1, allerede har vurderet – eller lagt til grund – at der

konkret

foreligger

et beskyttelsesværdigt familieliv, herunder altså også, at der konkret ikke fore-

ligger tvang. Menneskerettighedsdomstolen har bl.a. i dommen i Biao mod

Danmark fra 2016 om udlændingelovens dagældende tilknytningskrav anført,

at lovlige formål skal være konkret underbyggede, og at sådanne formål ikke

må være baseret på generelle forudindtagede eller spekulative antagelser, der

udelukker konkrete vurderinger. Kulturelle forhold i parrets hjemland kan

således ikke tillægges en sådan vægt i sager omfattet af ordningen, at par,

der kommer fra et givet hjemland, generelt må anses for at være underlagt et

tvangsægteskab eller tvangssamliv. I øvrigt finder kommissionen på baggrund

af oplysningerne om de berørte par, jf. kapitel 9, at der for mange af parrene

forelå flere oplysninger, der pegede i retning af, at de pågældende par sand-

synligvis måtte anses for at have haft et beskyttelsesværdigt familieliv i artikel

8’s forstand. I den forbindelse henviser kommissionen til det ovenfor anførte

om, at Udlændingestyrelsen den 27. januar 2016 meddelte departementet, at

ingen af indkvarteringsoperatørerne havde oplyst om indikationer på tvang

eller lignende i de konkrete sager.

7.3.2.5.3. Formelle krav

Som allerede konstateret har beslutninger om separat indkvartering af asyl-

par, hvor den ene part er mindreårig, karakter af intensive indgreb i de på-

gældende personers retsforhold. Dette gælder desto mere i situationer, hvor

parret har børn eller er gravide. I forlængelse heraf lægger kommissionen til

grund, at sådanne beslutninger har karakter af afgørelser i forvaltningsretlig

forstand, uanset om de berørte par efterkommer Udlændingestyrelsens an-

visning om separat indkvartering eller ej. Afgørende for denne vurdering er,

at der er tale om beslutninger truffet på offentligretligt grundlag, der ensidigt

fastlægger retsstillingen for de berørte asylpar på en for dem væsentlig og

indgribende måde. Endvidere taler reale grunde – herunder den manglen-

de rekursmulighed og de berørte personers sårbarhed – for, at parrene skal

tillægges forvaltningslovens partsrettigheder. Kommissionen finder derfor,

at forvaltningslovens partsrettigheder skulle have været iagttaget i tillæg til

690

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Indkvarteringsordningen

bl.a. officialprincippet i sager omfattet af indkvarteringsordningen fra den

10. februar 2016 og frem.

I februar 2016, hvor adskillelsen af mindreårige asylansøgere fra deres æg-

tefælle eller samlever blev betragtet som faktisk forvaltningsvirksomhed af

udlændingemyndighederne, og hvor ordningen i det hele var undtagelsesfri,

gav den ikke anledning til, at der skulle foretages partshøringer, andre former

for sagsoplysning i overensstemmelse med det forvaltningsretlige officialprin-

cip eller gives begrundelser for adskillelserne i de enkelte sager. Partshøringer

blev heller ikke faktisk gennemført, og der blev ikke givet begrundelser for

adskillelserne. Ordningen var derfor også i strid med disse formelle forvalt-

ningsretlige krav.

Det følger af praksis fra Menneskerettighedsdomstolen, at der stilles krav om

tilstedeværelsen af processuelle garantier i den nationale proces, der fører til

indgreb i et familieliv efter Menneskerettighedskonventionens artikel 8. De

processuelle garantier, der skal forebygge, at der træffes vilkårlige indgreb i

familieliv, kan bl.a. indebære krav om en sagsbehandling, der fremmes med

fornøden hurtighed og en ret til begrundelse af afgørelser. Kravene gælder

særligt i sager, der omhandler sårbare persongrupper såsom flygtninge. Efter

kommissionens opfattelse var ordningen i februar 2016 som følge af bl.a. den

manglende gennemførelse af grundlæggende sagsoplysningsskridt og mang-

lende begrundelse – hvilket igen var en følge af instruksens undtagelsesfrie

karakter – tillige i strid med de processuelle krav i Menneskerettighedskon-

ventionens artikel 8.

7.3.2.5.4. Samlet konklusion

Samlet set finder kommissionen, at den indkvarteringsordning, som blev

etableret den 10. februar 2016 med den undtagelsesfrie instruks til Udlæn-

dingestyrelsen, var klart ulovlig. Ordningen var i strid med de uskrevne for-

valtningsretlige grundsætninger om saglig forvaltning, proportionalitet og

pligtmæssigt skøn. Herunder indeholdt ordningen ikke mulighed for i de kon-

krete sager at undersøge, om der forelå tvang, selvom det i pressemeddelelsen

var angivet som formålet med adskillelserne at forhindre, at mindreårige blev

”tvunget til at leve i et forhold med en voksen på asylcentrene”. Allerede fordi

instruksen var undtagelsesfri og indebar, at ingen mindreårige under 18 år

kunne indkvarteres på samme asylcenter som deres ægtefælle eller samlever,

udgjorde ordningen desuden en krænkelse af Menneskerettighedskonventio-

691

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Kommissionens vurdering af det faktiske forløb

nens artikel 8. Da indkvarteringsordningen var undtagelsesfri, var der heller

ikke anledning til at foretage partshøringer, andre former for sagsoplysning

eller træffe begrundede afgørelser om adskillelserne i de enkelte sager. Ord-

ningen var derfor også i strid med de formelle og processuelle krav, der stilles

efter både dansk forvaltningsret og Menneskerettighedskonventionen.

Efter kommissionens opfattelse savnede ordningen desuden den fornødne

hjemmel, hvilket i sig selv gjorde beslutningerne om adskillelse ugyldige.

Kommissionen finder anledning til at fremhæve, at flere andre europæiske lan-

de i begyndelsen af 2016 også håndterede problemstillinger om indkvartering

af ægtepar eller samlevende, hvor den ene part er mindreårig. Kommissionen

har i forbindelse med sin undersøgelse modtaget oplysninger fra Sverige,

Norge, Finland, Holland og Belgien om, hvilken praksis de pågældende lande

fulgte i sådanne sager. Samtlige disse lande håndterede sagerne ved ordnin-

ger, der var karakteriseret ved, at der blev foretaget konkrete og individuelle

vurderinger af omstændighederne i de enkelte sager, jf. kapitel 6, afsnit 6.6.

I forhold til Børnekonventionen har kommissionen lagt til grund, at konven-

tionen ikke selvstændigt medfører en videre forpligtelse for danske myn-

digheder på sagsområder dækket af kommissoriet, end hvad der følger af

Menneskerettighedskonventionens artikel 8, jf. kapitel 6, afsnit 6.2.4.2. Kom-

missionen finder dog på baggrund af kommissoriet anledning til at bemærke,

at ordningens undtagelsesfrie karakter også har udelukket, at der i de enkelte

sager har kunnet foretages en vurdering af, hvad der var bedst af hensyn til

barnets tarv, hvorfor ordningen – uanset anvendelsen af Menneskerettigheds-

konventionens artikel 8 i øvrigt – ikke kan anses for at have været i overens-

stemmelse med Børnekonventionen.

7.3.2.6.

Rådgivningen af Inger Støjberg op til den 10. februar 2016 om

lovligheden af en undtagelsesfri instruks

Kommissionen har fundet, at den instruks, der blev givet til Udlændingesty-

relsen den 10. februar 2016 om indkvarteringsordningen, var klart ulovlig.

Efter kommissoriet skal kommissionen undersøge og redegøre for den råd-

givning, som blev ydet til Inger Støjberg i forbindelse med tilblivelsen af

pressemeddelelsen og departementets instruktioner til Udlændingestyrelsen.

692

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 111: REU alm. del - Instrukskommissionens delberetning (1 af 3)

Indkvarteringsordningen

Spørgsmålet for kommissionen er herefter, hvad der kan lægges til grund om

den rådgivning om indkvarteringsordningen, som Inger Støjberg modtog fra

departementets embedsfolk.

Indkvarteringsordningen har flere gange været drøftet mellem Inger Støjberg

og embedsfolk fra departementet. Første gang, spørgsmålet blev drøftet, var

den 25. januar 2016 i forbindelse med, at Inger Støjberg – der på dette tids-

punkt befandt sig i en minibus på vej til lufthavnen i Bruxelles sammen med

bl.a. Lykke Sørensen og Mark Thorsen – skrev et opslag på Facebook, hvor hun

tilkendegav, at det var uacceptabelt, at ”barnebrude indkvarteres sammen med

deres ægtefæller på danske asylcentre”, og at det skulle stoppes omgående.

Inger Støjberg

Mark Thorsen

har forklaret, at Lykke Sørensen i den forbin-

delse gav udtryk for, at Inger Støjberg, der havde ansvaret for asylcentrene,

kunne adskille ”barnebrude” fra deres ægtefæller.

Lykke Sørensen

har under

sine forklaringer ikke afvist, at hun kan have udtrykt sig som forklaret af bl.a.

Inger Støjberg, men at hun på det tidspunkt havde den opfattelse, at der var

tale om børn under 15 år, ligesom man ikke behandlede en sådan sag ”på to

minutter i et folkevognsrugbrød”.

I dagene efter den 25. januar 2016 blev der udarbejdet et notat om Udlæn-

dingestyrelsens praksis i sager om indkvartering af mindreårige udlændinge

med ægtefæller eller samlevere. Det endelige notat, der var dateret den 2.

februar 2016 og havde overskriften ”Notat om indkvartering af mindreårige

asylansøgere, der indrejser sammen med personer, som angives at være æg-

tefælle eller samlever”, blev godkendt af Inger Støjberg den 9. februar 2016.

Notatet indeholder den eneste skriftlige rådgivning til Inger Støjberg om ind-

kvarteringsordningen forud for den 10. februar 2016. Den skriftlige rådgiv-

ning, der ikke direkte omtalte internationale konventioner, havde sammen-

fattende følgende indhold:

”Ad

Ministeriet finder, at det klare udgangspunkt i alle tilfælde – og dermed

også i tilfælde, hvor der er tale om en mindreårige asylansøgere over

15 år – skal være, at mindreårige ikke indkvarteres på et asylcenter

sammen med en ægtefælle/ samlever.

693