Fødevareminister Rasmus Prehn
1. oktober 2021
Kære Rasmus Prehn
Dansk Akvakultur har siden maj måned haft et tæt og konstruktivt samarbejde med Fødevarestyrelsen om
at bekæmpe IHN‐virus i Danmark.
Efter at der er konstateret IHN på yderligere 2 dambrug og på baggrund af de seneste drøftelser med
fødevarestyrelsen samt en konsekvensvurdering af den nuværende strategi, må vi beklageligvis anmode
om omgående og uden unødig forsinkelse at få ophævet den danske IHN‐frie landestatus. På langt sigt
ønsker Dansk Akvakultur at generhverve IHN‐frihed i hele eller dele af Danmark, men på kort sigt
medfører national IHN‐fri status store økonomiske tab, ligesom det er forbundet med en stor usikkerhed
for hele akvakulturerhvervet.
Beslutningen motiveres med, at der fortsat er stor både juridisk og veterinærfaglig usikkerhed, om
hvorvidt det fortsat er muligt i praksis at opretholde national IHN‐frihed og bevare erhvervet.
De store økonomiske omkostninger for meget store dele af akvakulturerhvervet ved at opretholde
national IHN‐frihed, som medfører destruktion af fisk, suspensionsperioder, omsætningsforbud,
manglende sanitære slagtekapacitet, restriktionszoner, manglende markedsadgang, afbrudte
forsyningskæder og manglende forsyning af de vigtigste fabrikker i Jylland, som aftager ørred fra
dambrugene, er nu så byrdefulde, at en række akvakulturvirksomheder og fabrikker er lukningstruede.
Dette vil direkte medføre mistet eksport og tab af arbejdspladser både hos opdrætterne og
forarbejdningsvirksomheder. Særligt de danske landdistrikterne vil blive ramt.
Alle hidtidige økonomiske tab ved at opretholde national IHN‐fri status bæres af opdrætterne og
forarbejdningsvirksomhederne selv, ligesom beslutningen og de økonomiske konsekvenser ved opgivelse
af national IHN‐fri status også vil blive båret af erhvervet selv.
Det har ikke været muligt at finde løsninger til økonomisk støtte til erhvervet eller etablere en fond eller
forsikring efter de første udbrud. Konsekvenserne af den ændrede EU‐lovgivning indført i foråret 2021 og
forvaltningen heraf er fortsat ukendte. Der er flere spørgsmål, som ikke er afklarede – her 5 måneder
efter første IHN‐udbrud.
Dansk Akvakultur understreger, at det er en meget svær beslutning. Bestyrelsen i Dansk Akvakultur har
imidlertid ikke set anden udvej end at konkludere, at omkostningerne ved den nuværende strategi er alt
for store og uoverskuelige. De økonomiske tab bæres af erhvervet selv, men for samfundet er der mange
arbejdspladser, eksportindtægter og virksomheder i landdistrikterne, der nu er truet på deres fortsatte
drift. Det er derfor afgørende, at vi i den nuværende situation handler hurtigt, så vi kan sikre erhvervets
overlevelse bedst muligt.
Dansk Akvakultur repræsenterer det samlede opdrætserhverv for fisk, skaldyr og tang. Med en eksport på ca. 1,5 mia. kr. bidrager vores medlemmer positivt til
dansk økonomi og beskæftigelse – primært i landdistrikterne. Vores målsætning er at fremme bæredygtig vækst og produktion af gode og sunde
akvakulturprodukter. Det gør vi ved at sikre bedre rammevilkår og synliggøre akvakulturerhvervets værdi for samfundet.
Dansk Akvakultur
∙
Agro Food Park 15
∙
DK-8200 Aarhus N.
∙
Tlf.: 8740 6666
∙
∙
www.danskakvakultur.dk